Nekrologer

Børge Bak 693
31. december 1912 — 22. februar 1990
(FH Foto & A t e l i e r )
Professor dr.phil. Børge Bak døde den 22. februar 77
år gammel. Hermed afsluttedes et livsforløb, rigt på
faglige og menneskelige begivenheder.
Børge Bak fødtes i København i 1912 på årets sidste
dag. Han var søn af snedker Th. Bak og dennes hustru
Hilmaria Bak. Han voksede op på Østerbro i København,
hvor han fra Efterslægtsskabets skole blev student
i 1931.
Børge Bak blev cand.mag. i Kemi i 1936 og fik ansættelse
som assistent på Universitetets Kemiske Laboratorium
hos professor E. Biilmann. I 1938 fik Børge
Bak universitetets guldmedalje for en beskrivelse
af en opgave vedrørende Tartronsyrens isomeriforhold.
Dette arbejde var klassisk organisk, men det
bragte ham til at forstå, hvor vigtigt et redskab fysiske
undersøgelsesmetoder kan være i en kemikers
hånd. På laboratoriet arbejdede også professor A.
Langseth med Raman spektroskopi. Langseth var
meget anerkendt for sit apparatur og sine eksperimentelle
resultater, og gennem ham fik Børge Bak sin
første interesse for anvendelse af spektroskopi på organiske
forbindelser. Det var også i trediverne, at interessen
for anvendelse af Bohrs kvantemekaniske beskrivelse
af atomare systemer blev overført til molekyler.
Linus Pauling og Bright Wilson skrev den berømte
»Introduction to Quantum Mechanics« i 1935
og Hermann Weyl skrev »The Theory of Group and
Quantum Mechanics« i 1928. Det var en periode,
hvor mange følte sig overbeviste om, at spektroskopien
kunne blive kemikernes vigtigste værktøj, hvis
man kunne få overført begreber fra de atomare til de
molekylære systemer. I denne periode blev Bak fascineret
af Raman og infrarød spektroskopi og den beskrivelse
af molekylære vibrationer som de indeholdt.
For at kunne forklare de observerede spektre, var det
nødvendigt at beskrive de kræfter, der optræder imellem
atomer i molekylet. Det blev også emnet for Børge
Baks doktorafhandling: »Det indremolekylære potential
« fra 1943, hvoraf der findes et autoreferat i
Kemisk Månedsblad, bind 24 side 100-102 samme
år. Krigen lagde en stærk begrænsning på alt videnskabeligt
arbejde, og det var først ved krigens afslutning,
at der var mulighed for at udbygge det eksperimentelle
spektrokopiske arbejde.
Børge Bak elskede at rejse, og allerede i de første år
efter krigen var han på studieophold ved University of
Berkeley i Californien og Ohio State University. Det
var gennem disse ophold, han lærte om mulighederne
for anvendelse af mikrobølger til spektroskopi. Med et
aldrig svigtende talent for at vurdere nye ideer vendte
han hjem og opbyggede i København et af verdens
første mikrobølgespektroskopiske laboratorier. Oprindeligt
var det mikrobølgespektroskopiens principielle
muligheder for at skelne meget store antal molekyler
fra hinanden som fascinerede Bak. Det blev dog
metodens anvendelse til strukturbestemmelse gennem
brug af isotopmærkede forbindelser, som kom til at
gøre Bak og hans medarbejdere kendte verden over.
Fra 1950 til 1970 blev der således bestemt struktur af
ca. 70 molekyler i Baks laboratorier, og der var et
694 Nekrologer
stærkt internationalt samarbejde med forskere fra andre
discipliner som hyppigt gæstede København.
Såvel finansiering af apparatur som professorater
var også i 50'erne yderst vanskelig at skaffe. Børge Bak
var derfor flere gange ved at sige ja til udenlandske
tilbud om stillinger inden det i 1957 lykkedes at fa oprettet
et ekstraordinært professorat i molekylspektroskopi
og dermed sikere, at han forblev i Danmark. I
1957 besøgte Bak Varian Associates i Californien, og
der så han præsentationen af det første kommercielle
analytiske NMR apparatur. Som ofte før, forstod han
straks betydningen af en ny metode, (Ingeniørens
Ugeblad den 21. juni 1958), og gennem et ihærdigt
slid lykkedes det ham at samle midler til at opstille det
første analytiske NMR spektrometer i Nordeuropa i
1960.
I den udvikling der også foregik ude i verden blev
Baks laboratorium usædvanligt, fordi det var atypisk i
sin opbygning. Laboratoriet blev udbygget som en reflektion
af hans egne færdigheder: Kemisk præparation
specielt af isotopsubstituerede forbindelser, elektronisk
fingerfærdighed, omhyggelig måleteknik og
teoretisk fortolkning af opnåede data. Børge Bak sørgede
for at udvælge sine medarbejdere, så deres kvalifikationer
kunne styrke disse områder. Da Børge Bak
formåede at skabe koordinering i laboratoriets arbejde
lykkedes det at skabe en profil, som blev kendt og respekteret
i internationale forskerkredse. Fra Børge
Baks hånd foreligger der omkring et par hundrede afhandlinger
i danske og internationale tidsskrifter.
Som international anerkendelse for sine aktiviteter
blev han medlem af redaktionen af flere faglige tidsskrifter.
Ved udflytningen til H.C. Ørsted Institut fik
Bak sin egen afdeling med gode lokaleforhold, og i
1965 blev Bak ordinær professor i molekylspektroskopi
ved Københavns Universitet. Samme år var han
arrangør af den 8. internationale spektroskopikongres.
Dette arrangement var, med sine næsten 1.000
deltagere, en kraftanstrengelse for Børge Bak, men det
var også en af de lejligheder, hvorved man fik hans
evne til at brillere i socialt samvær at se.
Til fremme af forståelsen for det fagområde, der fascinerede
ham selv, grundlagde han i 1957 »Dansk
Forening for Molekylspektroskopi«, og han var dens
dynamiske formand i mange år.
Børge Bak var en fremragende underviser. Han forstod
at begejstre sine studerende, og han kunne fa dem
til at se de perspektiver, han selv så. Han skrev en lærebog
i molekylspektroskopi »Elementary Introduction
to Molecular Spectra« 1954. I 50'erne og 60'erne
var Børge Bak ekstern lektor ved Danmarks tekniske
Højskole i spektroskopi, samtidig med at han underviste
de studerende på universitetet.
Overfor dansk industri var Børge Bak en utrættelig
fortaler for den praktiske anvendelse af spektroskopi
som målemetode, og han udførte et stort arbejde med
at rådgive danske virksomheder. Dette bidrog til, at
han i 1957 fik tildelt Esso prisen.
Disse aktiviteter gjorde ham naturligt til medlem af
Videnskabernes Selskab og af Akademiet for de tekniske
Videnskaber.
Professor Børge Bak var desuden medlem afKungl.
Fysiografiska Sålskabet, Lund 1969; medlem af bestyrelsen
for Proteinkemisk Institut 1970; medlem af
Kungl. Vetenskapsakademien, Stockholm 1974, af
Vid. Acad. Oslo 1975. Konsulent for Sveriges naturvidensk.
Forskningsråd 1976 og 1978.
Livet igennem voksede betydningen af familielivet
for Børge Bak og han kunne derfor med udelt glæde
koncentrere sig om sin familie — sin kone, sine børn og
børnebørn — i sit otium. Det blev et godt liv også selvom
sygdom de seneste år gjorde kræfterne mere sparsomme.
Vi vil mindes Børge Bak, som menneske og
som kemiker, med glæde.
Daniel H. Christensen, Kjeld Schaumburg
Poul Bonnevie 695
Poul Bonnevie
(Erik Jul Fotografi)
Poul Bonnevie blev i 1948 professor i hygiejne ved Københavns
Universitet og dermed bestyrer af Universitetets
Hygiejniske Institut og Budde Laboratoriet
etableret for midler testamenteret af en af forkæmperne
for faget i slutningen af forrige århundrede, Vilhelm
Christian Budde. Instituttet havde til huse i en
selvstændig bygning på Blegdamsvej, nabo til Bohr-
Instituttet.
På dette tidspunkt havde Poul Bonnevie allerede
opnået international anerkendelse for sit banebrydende
arbejde omkring ekzemfremkaldende stoffer i arbejdsmiljøet.
Interessen for dette problem fik han gennem
sin kliniske videreuddannelse i det dermato-venerologiske
speciale, især på Finseninstituttets dermatologiske
afdeling, som han med korte afbrydelser var
knyttet til fra 1932-39 — først som frivillig assistent og
umiddelbart før udbruddet af 2. verdenskrig som 1.
reservelæge. I 1939 forsvarede han sin disputats: »Aetiologie
und Pathogenese der Eczemkrankenheiten«
for den medicinske doktorgrad. Under besættelsen var
Poul Bonnevie 1. reservelæge på Rudolph Berghs
Hospital, som var Københavns kommunes - nu nedlagte
- specialhospital for dermato-venerologi.
Efter krigen fik han ansvaret for den kliniske arbejdsmedicin
som klinikchef for Rigshospitalets arbejdsmedicinske
klinik 1946-54.
Parallelt med hospitalskarrieren engagerede han
sig også i det forebyggende arbejde for forbedring af
arbejdsmiljøet gennem sin tilknytning til det daværende
Fabrikdirektorat først som assisterende læge ved —
senere leder af — direktoratets Erhvervshygiejniske
Undersøgelser 1935-45 og derpå som overlæge 1945-
55. I samme periode blev han også knyttet til arbejdet
med vurdering af arbejdsskader som læge i Direktoratet
for Ulykkesforsikringen 1938-55.
Poul Bonnevie var således fra midten af 1930'erne
blandt pionererne i den første generation af arbejdsmedicinere
i Danmark, der fik sat system i kontrollen
med en lang række helbredsskadelige faktorer i arbejdsmiljøet.
Som formand for Landbrugsministeriets
Giftnævn 1954-78 og for Øresunds Vandkomité 1960-
65 var han senere også aktivt involveret i de tidlige
forsøg på at gennemføre og håndhæve miljøkrav overfor
den tiltagende forurening.
Ved udnævnelsen til professor i Hygiejne i 1948
stod Poul Bonnevie særdeles vel rustet på et af de centrale
områder i et fag, der dengang var bredt defineret
som »de dele af lægevidenskaben, der handler om
sundheden og betingelserne for dens opnåelse og bevarelse
« - »med særlig vægt på de ydre betingelser af
enhver art, hvorunder mennesket lever og den måde,
hvorpå mennesket opfører sig i forhold til disse«.
Med betydelig energi kastede Poul Bonnevie sig
derefter ind i arbejdet på at mestre også de mange andre
aspekter af sit nye fag - et arbejde der blandt andet
kom til udtryk i den række af lærebøger, han publicerede
i 1950, 1958 og 1970og som i stigendegrad afspejlede
den stærke udvikling i vor viden om og forståelse
for betydningen af interaktionen mellem miljø, helbred
og samfund.
696 Nekrologer
Og ligesom i sin tidligere indsats på det arbejdsmedicinske
område tog han også aktivt del i nye initiativer
til praktisk indsats: Han var således med i initiativet
omkring etablering af Landsforeningen for Mentalhygiejne
(formand for forretningsudvalget 1948-55
og 1958-70) og Mentalhygiejnisk Forskningsinstitut,
ligesom han i mange år var hovedkraften i anstrengelserne
for via Komitéen for Sundhedsoplysning, hvis
formand han var 1965-86, at tilvejebringe et kvalificeret
materialegrundlag for sundhedsoplysningsvirksomheden
i Danmark. Ligeledes var han med i initiativet
til udgivelse afbladet Helse i hvis redaktionskomité
han sad 1955-86.
Parallelt hermed var Poul Bonnevie i mange år et
aktivt medlem af Lægeforeningens Hygiejnekomité
(1940-70) og af styrelsen for Selskabet for Sundhedsplejen
(1946-83), der nok var etableret i analogi med
angelsaksiske landes Associations of Public Health,
men som aldrig fik den samme gennemslagskraft her i
landet — måske på grund af den måde, man havde
valgt at oversætte begrebet Public Health på.
Også i sin funktion som redaktør af Ugeskrift for
Lægers afsnit Fagligt og Socialt (1946-66) og medredaktør
af Nordisk Medicin, Sundhedsplejen, Danish
Medical Bulletin og Bibliotek for Læger bidrog Poul
Bonnevie til at fremme forståelsen for sit fags betydning
både som lægevidenskabelig disciplin og som
praktisk samfundsmedicinsk indsatsområde.
Med den nye studieplan for det lægevidenskabelige
studium, som gennemførtes fra 1967, skete der en opdeling
af det hidtidige fag Hygiejne i henholdsvis Social
Medicin - med hovedvægten på studiet af sygdommes
sociale årsger og sociale konsekvenser samt
studiet af samfundets indsats til bekæmpelse af sygdom
og fremme af sundhed - og det, der nu kaldes
Miljømedicin — med hovedvægten på fysiske og kemiske
miljøfaktorers betydning for sygdom og sundhed.
I den anledning blev professoratet i 1969 delt, og
Poul Bonnevie valgte at overtage det nyetablerede
professorat i social medicin, som han bestred indtil sin
afgang i 1977. Han bevarede imidlertid til sin død en
vis skepsis med hensyn til det hensigtsmæssige i denne
skilsmisse mellem hygiejnefagets fysiske-kemiske og
sociale aspekter. Dette kom blandt andet til udtryk i
hans mange tilkendegivelser i den faglige debat, hvor
han også længe efter sin fratræden deltog med samme
engagement i såvel socialmedicinske som miljømedicinske
diskussioner.
Poul Bonnevie opfyldte ved siden af varetagelsen af
sit fags udvikling også sine akademiske forpligtelser
som medlem af fakultetsrådet og dekan i flere omgange
— altid med det overblik og den sans for detaljen,
som var typisk for ham. Hans universitetspolitiske engagement
startede iøvrigt allerede i studietiden, hvor
han endte som formand for det samlede studenterråd i
1931, og fortsatte i Foreningen af professorer ved de
højere læreanstalter, hvor han sad som formand 1957-
71.
Men også uden for universitetsverdenen var der
brug for hans betydelige organisationstalent. Det indebar
en lang række af kollegiale tillidsposter i og uden
for Lægeforeningen: Først som formand i Foreningen
af yngre Læger 1937-38 og som dennes repræsentant i
Lægeforeningens hovedbestyrelse 1938-41 og senereefter
en lang periode som faglig redaktør - som formand
for samme hovedbestyrelse 1961-64. Formandsskabet
for professorforeningen førte dernæst til et
næstformandsskab i Danske Statsembedsmænds
Samråd 1965-70 og medlemskab af tjenestemandskommissionen,
hvorved Poul Bonnevie blev en nøgleperson
i bestræbelserne for at etablere en akademisk
centralorganisation.
Trods denne særdeles udadvendte og mangesidige
aktivitet oplevede mange Poul Bonnevie som en noget
tilbagetrukket person med en vis akademisk distance
til omverdenen. Dertil bidrog hans ikke altid lettilgængelige
kommunikationsform både skriftligt og
mundtligt. På samme måde virkede også hans
åbenbare præference for at arbejde på de indre linier —
ofte med spændende og utraditionelle ideer. Det kunne
derfor ofte være svært at følge med i hans mange og
fantasifulde ideer og initiativer.
De af os, der fik det privilegium at komme tættere på
Poul Bonnevie lærte at påskønne hans enestående
analytiske evner og hans vilje til at sætte sig ind i den
enorme vidensmængde han anså det for nødvendigt at
beherske, før man kunne udtale sig med videnskabelig
vægt.
Ved Poul Bonnevies bortgang mindes vi en epoke,
som for lægevidenskaben og dens ansigt udadtil i høj
grad blev præget af denne mands utrættelige indsats
for at tilvejebringe, intellektuelt bearbejde og videregive
sundhedsrelevant viden. Han foretrak rollen som
grå eminence, men han har efterladt varige spor af sin
indsats.
Erik Holst
Anders Boserup 697
Anders Boserup
15. januar 1940-4. maj 1990
Anders Boserup var født i København, men fik en stor
del af sin skoleuddannelse i Genevé, hvor hans forældre,
Ester og Mogens Boserup i en årrække havde deres
arbejde. Efter et års studier i New-Delhi, Indien, tog
Anders Boserup til København for at læse fysik. Han
blev magister i teoretisk fysik ved Niels Bohr Instituttet
1965, og var det følgende år ansat som forsker ved
dette institut. Fra 1966-1972 var han ansatsomkandidat-
og seniorstipendiat ved Københavns Universitet,
knyttet til Institut for Freds- og Konfliktforskning i
København og til SIPRI i Stockholm. Fra 1973 og til
sin død var han lektor ved Sociologisk Institut i København.
Fra 1968-1970 var Anders Boserup medlem
af Seidenfaden kommisionen (regeringens kommission
om dansk sikkerhedspolitik), og fra 1976-1984
rådgiver i nedrustningspørgsmål ved FN i New York.
Fra 1984 var han medlem af The Independent Commission
on World Security Alternatives i New York.
Anders Boserup var gennem mange år aktiv i Pugwashbevægelsen
og beklædte i udlandet såvel som
herhjemme en lang række poster som ekspert i sikkerheds-
og nedrustningsspørgsmål.
Den franske filosof Louis Althusser skriver i sit store
værk om Karl Marx, at vi alle sammen læser Kapitalen.
Måske læser vi ikke alle de bøger, Marx skrev,
men så læser vi dem i den historie, der udspiller sig
omkring os til daglig.
1 dag kan vi med rette sige det samme om Anders
Boserups udarbejdelse af det »defensive forsvar«. Det
skyldes, at dette begreb ikke er en forsvarsmodel, sådan
som mange forestiller sig det. Det skal tværtimod
forståes som en gennemtænkt proces, der er sådan
struktureret, at staterne gensidigt tvinger hinanden til
nedrustning, fordi et ikke-truende forsvar på begge sider
er modpartens angrebsevne overlegent1.
I disse år kan vi læse denne proces i de kolossale
forandringer, der sker omkring os. I hastigt tempo er
processen i de seneste år nået frem til stadig nye typer
af problemstillinger, som Anders Boserup imødeså og
tænkte igennem, og som regeringsrådgivere i Øst og
Vest derfor løbende drøftede med ham.
Alligevel var dette engagement i international sikkerhedspolitik
kun en mindre gren af Anders Boserups
videnskabelige projekt. Han nåede længere rundt i sit
videnskabelige arbejde, end de fleste når i et langt liv.
I realiteten lå Boserups hovedindsats i videnskabsteorien.
Den betragtede han som en nøgle til behandling
af mange forskellige problemstillinger, og hans arbejde
hermed var et vedvarende udgangspunkt, som
blev anvendt på utallige emner.
Nogle af de vigtigste var hans opsigtsvækkende analyser
af konflikterne i Nordirland , hans arbejde med
ikke-voldsforsvar og med krigens teori ', og hans store
indsats indenfor produktionsmåde-teorien. Man kan
også nævne hans arbejde med naturvidenskabernes
teorihistorie, med metamatematikken, med oprustningsproblematikken4,
for ikke at glemme hans sammenhængende
arbejde med livsformsteori, statsteori
og historieteori.
698 Nekrologer
Dette er kun hovedpunkterne i et vidt forgrenet net
af emner, som Boserup beskæftigede sig med i en stadig
dialog med folk over hele verden.
Indenfor videnskabsteorien videreførte Anders Boserup
den strukturdialektiske »Københavnerskole«,
som sprogforskeren Louis Hjelmslev og fysikeren
Niels Bohr før ham havde repræsenteret. Boserup tilførte
den nye, originale træk gennemt sit arbejde med
Leibniz, Hegel, Bourbaki, Bachelard og Althusser.
De videnskabelige fremskridt op igennem den europæiske
tænknings historie betragtede han som et resultat
af en speciel - og ganske overset — måde at udvikle
teoretiske begreber på. En arbejdsmåde som heller
ikke videnskabsteorien selv kunne slippe udenom,
hvis den skulle have videnskabelig karakter.
Den videnskabsteoretiske kerne i hans arbejde kan
kort karakteriseres ved fire grundtræk:
For det første er der et fundamentalt skel imellem
videnskab og ideologi. Det er ikke et epistemologisk
skel imellem sand og falsk viden, men et principielt
skel imellem teoriers forskellige struktur og imellem
deres anvendelse. Den videnskabelige teoritype er intensionallogisk
opbygget til forskel fra de almindelige
ekstensionallogiske teorityper. Stik imod al gængs filosofisk
børnelærdom er netop det grunden til, at videnskaben
gør det muligt igen og igen at bryde radikalt
med det etablerede begrebssystem, således at en selvoverskridende
teoriudvikling kan finde sted.
For det andet betyder den intensionallogiske teoriform,
at videnskabens begreber ikke henter deres indhold
fra de ting, man observerer. Begrebernes indhold
hidrører derimod fra den teoretiske udvikling af de logiske
relationer imellem dem. Hvor forskning i almindelighed
arbejder med klassifikation af tingene, så indebærer
den videnskabelige teoriform, at begreberne
specificeres af deres indbyrdes relationer i en selvstændig
begrebsstruktur.
For det tredie er videnskaben dybt afhængig afdens
praktiske anvendelse. Karakteristisk for naturvidenskaberne
er, at de først kom ind i en selvoverskridende
udvikling, da deres udsagn for alvor blev sat på spil i
en teknologi og produktion, som tog de teoretiske begreber
i brug. Samfundsvidenskaberne er mindst lige
så afhængige af at blive brugt, sat på spil og prøvet af i
arbejdet med praktiske problemstillinger. Sit blik for
at få arbejdet med de grundlæggende teoretiske problemstillinger
og arbejdet med at gennemtænke væsentlige,
praktiske spørgsmål til gensidigt at berige
hinanden havde Anders Boserup ikke mindst fra sin
mor, Ester Boserup'.
For det fjerde er videnskaben derfor selv en proces,
der skrider frem gennem kritisk analyse og negation af
de etablerede begreber. I overensstemmelse med de to
ovennævnte træk er en videnskabelig teori konstant på
en dobbelt prøve:
1. Rummer den logiske huller, er den overalt konsistent,
er der inddraget forudsætninger, som ikke kan
bære?
2. Er den samtidig i stand til at gennemlyse de sammenhænge
og bringe orden i de ræsonnementer, som
den er et redskab til at analysere?
Det førstnævnte er kravet om, at den teoretiske
struktur selv er modsigelsesfri. Det andet er kravet om
hensigtsmæssighed, dvs. spørgsmålet om, hvorvidt
begreberne kan klarlægge de praktiske problemstillinger,
som teorien omhandler.
Kernen i Anders Boserups tænkning var, at hemmeligheden
i videnskabernes evne til at overskride sig
selv ligger i deres logiske struktur. Det er fordi den
videnskabelige teori er logisk selvbærende, at den for
alvor sættes på spil overfor kendsgerningerne. Netop
derfor er den ikke bare et deduktivt system, men et
analyseredskab der tager ved lære af at blive brugt.
I Boserups eget arbejde blev nye begreber altid
skabt i polemik med de hidtil herskende opfattelser af
det pågældende emne, og så snart et nyt begreb var
etableret, var det dets egen tur til at blive beskudt og
problematiseret. Et begrebs rette plads er at finde i
dialektikkens store kogekar.
Denne arbejdsmåde virkede både ikonoklastisk og
rædselsvækkende for folk, der sad trygt og fast i deres
faglige, institutionelle bastioner.
Anders Boserups tænkning er kommet til fuld udfoldelse
i det langsigtede arbejde med at skabe grundlaget
for en helt ny statsteori. For ti år siden var der
ingen af os, der drømte om, at det store besvær med at
løse den historiske materialismes indre dilemmaer senere
skulle løbe sammen med udviklingen af krigens
teori og vort arbejde med Hegels anerkendelsesbegreb
for at lægge grunden til en overordnet statsteori.
Ikke desto mindre afdækkede arbejdet med så forskellige
begreber som produktionsmåde, krig, livsform
og selvbevidsthed en kerne af grundlæggende teoretiske
sammenhænge, som gjorde det oplagt at bryde
fundamentalt med den klassiske europæiske opfattelse
af staten6. Fra at betragte staten som en sammenslutning
af individer eller institutioner, der er baseret
på varetagelse af indre funktioner i det enkelte samfund,
måtte staten dybest set betragtes som et suverænitetshævdende
og anerkendt medlem af et statssystem.
I stedet for at anskue staten nedefra og indefra måtte
den modsat anskues udefra og oppefra. Fra at hvile
på en samfundsorganisme måtte dens begreb baseres
på forsvarsevnen. Fra at betragte staten som en sammenslutning
af individer eller klasser måtte statssystemet
betragtes.som en proces, der opsplitter verden i
individuelle stater. Eller med et af Anders Boserups
yndlingsudtryk, så måtte statsteorien fra at være en
»fusionsteori« ombygges til en »fissionsteori«7.
Arbejdet med den nye statsteori har ført os vidt omkring
i kulturhistorien, fordi studiet af horder, stammer,
bystater og de tidlige imperier er af fundamental
Anders Boserup 699
betydning for at begribe statens grundlæggende og almene
træk. Samtidig synes dette arbejde at kaste et
helt andet lys over den globale transformationsproces,
vi selv står midt i, end man er vant til at forestille sig:
Hvis staten dybest set er baseret på den gensidige
anerkendelse imellem en flerhed af stater, så er staten i
sidste instans baseret på sin egen evne til at afkræve de
andre staters anerkendelse. Staten er med andre ord
baseret på forsvarsevnen, det vil sige på sin krigsevne.
Hvis staten er baseret på krigen, så må der ske noget
fundamentalt med statens væsen, når der udvikles våben,
som umuliggør krigen, fordi denne ikke kan undgå
at eskalere til kollektivt selvmord. Det var Anders
Boserups tese, at situationen efter anden verdenskrig
på grund af atomvåbnenes udvikling og spredning
måtte tænkes som et gammelt, globalt statssystem, der
mister sit fundament, fordi der skabes terminale våben,
som umuliggør afgørende slag imellem supermagterne.
I lyset af den nye statsteori går efterkrigstidens
transformationsproces derfor langt dybere, end folk
tror. Den handler ikke blot om en global omlægning af
strategiske koncepter, militære styrkeforhold og internationale
regimer. Den er et led i et grundlæggende
historisk brud, hvori staterne fundamentalt ændrer
karakter. Med neolitikum introduceredes »the decisive
battle« i historien, med de terminale våben rinder
denne epoke ud.
Heldigvis nåede Anders Boserup et halvt år inden
der gik hul på Øst-Vest relationerne, at beskrive dybden
i denne proces, da han i forordet til bogen »Lønkapital
under folkestyre« - i hans typisk koncise form -
præsenterede sin analyse af de grundlæggende sammenhænge
imellem de militære, de politiske, de økonomiske
og de kulturelle sider af den igangværende
forandringsproces8.
For Boserup var studiet af verdenshistorien en forudsætning
for at sikre teoriens almene grundbegreber den
påkrævede generalitet, mens arbejdet med den øjeblikkelige
situations praktiske problemer med at forstå
og at håndtere udviklingen var en kilde til at overskride
gamle og veletablerede teoretiske fordomme.
Samspillet imellem statsteorien og den internationale-
sikkerhedspolitiske problematik belyser, hvorledes
arbejdet med de rene teoretiske begreber gør det
muligt at stille skarpt på problemer, dimensioner og
relationer, som hverdagserfaringerne og det praktiske
arbejde ikke har øje for. Men det belyser også, at netop
det at beskæftige sig med de praktiske problemstillinger
tvinger os til at tænke det igennem, som den rene
teoretiske spekulation ikke af sig selv ville være stødt
på - og til at korrigere på de teoretiske forudsætninger.
Anders Boserup ville ikke være nået frem til at lokalisere
statsteoriens kerne i suverænitetsforholdet, hvis
ikke han havde beskæftiget sig med det praktiske problem
om styrkebalance imellem stormagterne. Omvendt
ville han ikke have kunnet bidrage med den
praktiske løsning på balanceproblemet i form af assymetri
- dvs. at gensidig defensiv overlegenhed imellem
staterne er det eneste der kan sikre et robust statssystem
af fredelig karakter - uden at anvende den teoretiske
erkendelse, som det samtidige arbejde med statsbegrebet
kastede af sig.
Denne kombination krævede ikke blot en skarp matematisk
sans for at lokalisere den logiske kerne i et
teoretisk problem, men også en udviklet sans for at
tale med og lytte til folk og forstå de forskellige involverede
parters tankegange på deres egne præmisser. Jeg
har mange gange oplevet, at Anders i den grad kunne
sætte sig ind i andres tankegang, at folk troede, han
selv delte deres synspunkt.
Anders Boserup var gennem alle årene indstillet på
at skabe nye institutionelle rammer for dette livsprojekt.
Det tidligste initiativ, jeg selv blev deltager i, var
et videnskabsteoretisk undervisnings- og forskningsseminar
om strukturel dialektik, han som metodelærer
på Sociologisk Institut startede i 1974 sammen
med filosoffen Helmuth Hansen. De havde begge
en baggrund i fysikken og det videnskabelige miljø
omkring Bohr, men kunne sammen skabe et gnistrende
videnskabsteoretisk spændingsfelt, fordi Helmuth
Hansens baggrund i den logiske empirisme stod i så
klar kontrast til Boserups hegelianske dialektik. Ideen
var at formidle viden om arbejdsmåder i de strukturelle
naturvidenskaber til samfunds- og kulturforskningen,
men uden at gå igennem de vanlige positivistiske
og hermeneutiske filosofiers forvrængninger af naturvidenskabernes
teoretiske analysemåder.
Dette seminar blev et af de længste på Københavns
Universitet i nyere tid, det foregik hver torsdag eftermiddag
og samlede i femten år folk fra alle fagområder
på universitetet. Af mange vil disse seminarer blive
husket som en guldalder i teoretisk henseende, og som
en forbilledlig pædagogisk institution.
Det seneste initiativ Anders Boserup søsatte var
EUCIS, European Centre for International Security.
Dette forskningscenter kunne forankres i et internationalt
netværk på topplan, fordi der her var skabt stor
interesse for anvendelse og videreudvikling af det defensive
forsvar som nøgle til nedrustningen9.
Selv kollegerne i de udenlandske afdelinger af EUCIS
havde vanskeligt ved at forstå, at det defensive
forsvar videnskabeligt set var en detalje i Boserups arbejde,
fordi dette strategiske koncept nu fik så stor politisk
betydning for Europa og stormagterne og empirisk
set fyldte så meget. Anders Boserup var imidlertid
selv ganske uimponeret af denne situation, fordi ideen
om gensidig defensiv overlegenhed i et større historisk
og teoretisk perspektiv blot var at betragte som et strategisk
redskab til at forstå, fremme og håndtere overgangen
fra det klassiske statssystem baseret på muligheden
for at føre konventionelle krige imellem stormagterne
til atomalderens kommende og grundlæggende
anderledes statssystemer.
700 Nekrologer
At det nye statssystem og dets konsekvenser for staternes
indre indretning endnu ikke var på dagsordenen
i den internationale forskerverden, sammenlignede
Boserup med situationen for ti år siden, da begrebet
defensivt forsvar også mødte uforståenhed alle vegne.
Derfor gjaldt det som sædvanligt om at skabe en basis
for at fa arbejdsro og selv gå i gang sammen med de
nærmeste medarbejdere. Så ville København igen om
nogle år være et hestehoved foran på et nyt område.
På trods af sin alt for tidlige død nåede Anders Boserup
at sætte sig varige spor i europæisk tænkning. For
mange blev det et kostbart privilegium at blive lært op
og arbejde sammen med ham i forbindelse med de videnskabelige
projekter.
Thomas Højrup
1. Se f.eks. artiklen »A Way to undermine Hostility« i
Bulletin of the Atomic Scientists, september 1988.
Eller de to kronikker i i Information: »Krigsforebyggelse
ved defensivt forsvar«, 6.6.1985, og »Nøglen
til nedrustning og sikkerhed i Europa«,
13.3.1987.
2. Præsenteret på dansk i artiklen »Modsætninger og
kampe i Nord-Irland«, Kurasje nr. 8, 1973.
3. Se A. Boserup & Andrew Mack: Krig uden våben,
Ikke-vold som nationalforsvar. Kbh. 1970.
4. Se artiklen: »The Real Problems about Nuclear
Forces in Europe« i bogen The Arms Race at a Time
of Decision, redigeret afj. Rotblat & A. Pascolini,
Macmillan Press, London 1983, og artiklen:
»The Distinction between Deterrence and Defence
« i bogen Before it's too late — the Challenge of
Nuclear Disarmament udgivet af World Council of
Churches, Geneve 1983.
5. Dette illustreres f.eks. af Boserups brevveksling
med Gorbachev i det afgørende efterår 1987. Bl.a.
omtalt af Martin M. Kapian i The Bulletin of the
Atomic Scientists Vol. 45, No. 8, oktober 1989.
6. Beskrevet i efterskriftet til bogen Det glemte folk. 4.
udgv. 1989.
7. Statsteoriens grundlæggende begreber er præsenteret
i den danske udgave af Carl von Clausewitz'
værk Om krig, bind 3, i kapitlet »Staten, samfundet
og krigen hos Clausewitz« af Anders Boserup. Rhodos
1986.
8. Forordet i bogen Lønkapital under folkestyre. ØDplanernes
strukturfejl og deres ophævelse. Udgivet
af EUCIS og Rosinante/Munksgaard 1989.
9. Se den omfattende bog med titlen The Foundations
of Defensive Defence, redigeret af A. Boserup og
Robert Neild (Macmillan 1990), hvor både de
grundlæggende begreber og den konkrete omstrukturering
af styrkerne bliver indgående behandlet.
Christian Crone
I. februar 1926 — 2. august 1990
Christian Crone 701
(Foto: John Johnson)
Ved Christian Crones død har universitetet mistet en
fremtrædende forsker og en markant personlighed,
som bidrog stærkt til at give universitetet profil og anseelse
langt ud over landets grænser.
Christian Crone blev født i 1926 i København som
søn af Frederik Lønborg Crone og Betty Crone, født
Bredsdorff. Faderen var cand.jur. og forsikringsdirektør.
Han var en indflydelsesrig person i forsikringsverdenen
og spillede en afgørende rolle ved oprettelsen af
universitetets Institut for eksperimentel Medicin og
Kirurgi. Moderen medbragte fra sin opvækst i Flensborg
en dyb interesse for musik, og denne samt litteratur
og billedkunst indtog en fremtrædende plads i
Christian Crones hjem. Selv var han livet igennem
stærkt optaget af disse sider af menneskelig kreativitet.
Han fremholdt også, at et utraditionelt og frisindet levesæt
i hjemmet havde sat sit præg på hans udvikling.
Crone blev student i 1944, og samme år påbegyndte
han det lægevidenskabelige studium, som han afsluttede
i 1952 med præ. Allerede under l.-dels studiet
nærede han særlig interesse for fysiologien, og i sommeren
1946 deltog han og nogle holdkammerater i et
kursus i Cambridge, hvor fremtrædende forskere virkede
som lærere. Dette og et halvt års ophold som student
ved Sorbonne under 2. del bidrog til at give ham
det udsyn og de sprogkundskaber, som blev så betydningsfulde
for hans senere virke. Hans interesse for andre
sider af universitetslivet - og engagement i tidens
venstreradikale strømninger - fremgår bl.a. af hans
virke som redaktør af Studenterbladet i 1950-51.
Efter embedseksamen og aftjent værnepligt fulgte 4
års ansættelse i kliniske stillinger, overvejende på
Kommunehospitalets 3. afdeling. Det videnskabelige
arbejde blev indledt i turnustiden med besvarelse af en
prisopgave i teoretisk medicin; besvarelsen blev belønnet
med guldmedalje. Under arbejdet på hospitalsafdelingerne
modtog Crone også vigtige impulser til
den kommende forskning. Deltagelse i den nyligt indførte
hæmodialysebehandling og i måling af organgennemblødning
a.m. Kety-Schmidt gav således indblik
i de faktorer, der begrænser passiv stofpassage
gennem membraner.
Særlig betydningsfuldt var det dog, at han fik til opgave
at indføre Hamiltons indikator-fortyndingsmetode
til bestemmelse af hjertets minutvolumen (lungekarrenes
perfusionshastighed). Det var nemlig under
arbejdet hermed, at Crone fik den tanke, at man ved at
kombinere injektionen af intravaskulært indikatorstof
(nu referencestof) med injektion af et teststof kunne fa
oplysning om lungekapillærernes permeabilitet for
teststoffet. Det valgte teststof, ethanol, trængte ganske
vist så let gennem kapillærerne, at data ikke kunne
anvendes til bestemmelse af permeabiliteten, men
princippet for det kommende disputatsarbejdes metodik
var klarlagt.
I 1957 blev Crone ansat som videnskabelig assistent
ved Medicinsk-fysiologisk Institut. Her gik han hurtigt
i gang med at foretage bestemmelser af kapillærpermeabilitet
efter det princip, som de omtalte forsøg
med ethanol havde ført frem til. Den metode, han an702
Nekrologer
vendte, betegnede han indikator-difTusionsmetoden.
Et centralt punkt i denne var at bestemme den fraktion
af et teststof, som under en enkelt kapillærpassage
blev afgivet fra blodet, den såkaldte ekstraktion, E.
Oplysning om denne blev opnået ved samtidig injektion
af kendte mængder intravaskulært referencestof
og teststof i arterien til et organ (væv) og måling af stoffernes
koncentrationer i successive prøver af veneblod
fra organet. Forløbet af koncentrationen af referencestof
i prøverne kunne nu (efter normalisering) give oplysning
om det forløb, som koncentrationen af teststof
ville have haft, såfremt intet teststof var blevet afgivet
fra blodet under passage gennem organets kapillærer.
Ved at sammenholde forløbet af de aktuelle koncentrationer
af teststof i veneblodet med det beregnede
»tabsfrie« forløb kunne det nu beregnes, hvilken fraktion
af teststof, der efter indløb i organets mikrokarsystem
var blevet tilbage i en veneblodprøve. Hermed
var det også klarlagt, hvilken fraktion der var afgivet
fra blodet til vævet gennem karvæggene. Dette dobbeltindikatorprincip
var introduceret i begyndelsen af
50'erne af amerikanske forskere, men de havde alene
anvendt målte E-værdier som index for teststoffers kapillærpermeabilitet.
Derved blev det ikke tilgodeset,
at blodperfusionens hastighed er medbestemmende
for størrelsen af ekstraktionen, og at denne derfor er
insufficient til karakterisering af kapillærvægges kapacitet
for diffiisiv passage af teststof.
Det er Crones fortjeneste, at han tog dette forhold i
betragtning og kombinerede målte E-værdier med
værdier for blodperfusion og dermed kunne udtrykke
resultaterne som PS-værdier, d.v.s. som produkter af
permeabilitetskoefficienter (P-værdier) og organets
kapillære overfladeareal (S). For at gennemføre dette
blev der brugt en meget simpel model, der analogiserede
organets mikrokarsystem med et enkelt cylindrisk
rør med konstant perfusion og ens permeabilitet
over hele fladen. For denne model blev der udledt en
ligning, hvoraf et PS-produkt fremgår som funktion af
blodperfusionens størrelse (F) og ekstraktionen [PS =
-Fln(l—E)].En forudsætning ved udledningen er, at
den målte ekstraktion er så lav, at det med rimelighed
kan antages at koncentrationen af teststof på kapillærernes
udside forbliver negligeabel under kapillærpassagen.
Beregning af et PS-produkt fra en målt (lav)
ekstraktion krævede således en værdi for blodperfusionen,
og omregning af PS-produktet til en P-værdi krævede
yderligere kendskab til organets funktionelle kapillæroverflade.
I begge tilfælde anvendte Crone, som
mange efter ham, værdier fra litteraturen. Han var
selvsagt klar over, at således beregnede P-værdier ville
være behæftet med betydelig usikkerhed. Derimod var
det, som han fremhævede, muligt at opnå meget præcise
værdier for forholdet mellem to teststoffers P-værdier,
en information der er værdifuld ved vurdering af
dimensionerne af de »kanaler« i kapillærvægge gennen
hvilke nogle stoffers diffusive passage foregår.
Indikator-diffusionsmetoden blev brugt til bestemmelse
af P-værdier (PS-produkter) for et stort antal
stoffer i kapillærer i forskellige organer. Undersøgelserne
sigtede specielt mod at klarlægge permeabilitetsforholdene
i hjernen, som var dårligt belyst. Forholdene
blev dog også undersøgt i andre organer, især
ekstremiteter, primært med henblik på at skabe mulighed
for sammenligning.
I undersøgelserne indgik et stort analysearbejde,
der var særdeles tidskrævende, ikke mindst når der
blev anvendt 14C-mærkede stoffer, hvor aktivitetsbestemmelse
dengang foregik med våd foraskning og udpladning
som BaCOs. Arbejdet var, som det dengang
var almindeligt, enmandsværk med begrænset teknisk
assistance og uden professoral styring. Alligevel gav
Crone ofte senere, med en blanding af vemod og stolthed,
udtryk for, at denne tid på det gamle institut nok
var den, der havde beredt ham størst tilfredsstillelse
og glæde.
Undersøgelserne førte til en række betydningsfulde
resultater. For hjernekapillærerne (blodhjerne-barrieren)
blev det fastslået, at permeabiliteten for en
række hydrofile stoffer (inulin, sukrose, fruktose og
glycerol) var særdeles lav, og indtil to størrelsesordener
mindre end i muskelkapillærer. For stoffer som
ethanol og propanol, der blot er moderat hpidopløselige,
foregik permeering derimod med stor lethed. Disse
resultater talte således for at en vis opløselighed i
endothelcellernes cellemembraner er en betingelse for
hurtig permeering, og at stoffer, der er udtalt hydrofile,
er henvist til paracellulære veje, hvor deres passage
møder stor modstand.
For ekstremitetskar blev det ved samtidig anvendelse
af inulin og sukrose som teststoffer fundet, at forholdet
mellem permeabiliteterne var meget nær ved forholdet
mellem stoffernes diffusionskoefficienter i
vand. Dette måtte fortolkes således, at disse stoffer ikke
er underkastet nævneværdig restriktion under diffusion
gennem »porer« i kapillærvæggene, et spørgsmål
der endnu er under debat.
Mest betydningsfulde var dog de resultater, der
blev opnået ved undersøgelse af D-glukoses passage
gennem hjernekapillærernes vægge. Her blev det
nemlig påvist, at fluxen af l4C-D-glukose fra blod til
væv ikke var proportional med koncentrationen af
glukose i kapillærblodet men gik mod en konstant
værdi ved stigende koncentration. Hermed var det
klart fastslået, at hjernens hovednæringsstof passerer
kapillærvæggene ved en særlig transportmekanisme
med begrænset kapacitet. Senere undersøgelser, foretaget
af Crone og medarbejdere og af andre, gjorde
det klart, at transporten måtte foregå ved stereospecifik,
ækvilibrerende carrier-transport gennem endothelcellernes
luminale og abluminale membraner.
Dette blev dels udgangspunkt for forsøg på at karakterisere
kinetikken ud fra modelbetragninger, og dels
for påvisning af lignende transportmekanisker for anChristian
Crone 703
dre stoffer, der fungerer som brændstof eller byggesten
i hjernen.
Resultatet af permeabilitetsstudierne var grundlaget
for en disputats, der blev forsvaret ved en ærefuld
handling i 1961.
Efter disputatsen var Crone i et år på studieophold i
Cambridge, hvor han arbejdede med helt andre emner.
Efter tilbagevenden til instituttet blev han afdelingsleder
i 1964, og ved professor Einar Lundsgaards
afgang i 1967 blev han udnævnt til dennes efterfølger
ved det institut, der nu bar navnet A-instituttet.
I årene der fulgte lagde Crone store kræfter i at opruste
forskningen på instituttet, hvor staben blev udvidet
betydeligt, overvejende med begyndere i faget. På
fa år lykkedes det at skabe et frugtbart forskningsmilieu,
der var centreret om kapillærforskning, men også
kom til at omfatte biologiske membrantransporter af
anden art. Crones egen forskning i de nærmest følgende
år drejede sig især om heterogenitet som fejlkilde
ved indikator-diffusionsmetoden og om forekomst af
adaptive ændringer i faciliterede stoftransporter i
hjernekapillærer.
Indikator-diffusionsmetoden fik betydelig udbredelse,
især efter et internationalt Alfred Benzon symposium
i 1969, som Crone var medarrangør af. En stor
del af litteraturens data for PS og P-værdier er da også
bestemt med denne metode.
Det var imidlertid, som allerede berørt, åbenbart,
at de P-værdier, der blev opnået med metoden, kunne
være behæftet med kendelige fejl som følge af heterogenitet
og uvished om den funktionelle kapillæroverflades
størrelse. Det stod således klart for Crone, at der
var behov for en validering med en metode, hvor sådanne
fejlkilder ikke indgik, og han indså, at det krævede
målinger på enkelte kapillærer. I årene omkring
1980 udviklede han sammen med forskellige medarbejdere
to slags metoder til sådanne målinger. Ved
den ene blev kaliumsensitive mikroelektroder anvendt
til at måle kaliumpermeabiliteten i enkeltkapillærer i
frøers tarmkrøs, muskulatur og hjerne. Ved den anden
blev der ved anvendelse af mikroelektroder bestemt
elektrisk membrankonduktans i sådanne kapillærer,
og de observerede konduktanser blev omregnet til
approksimative værdier for kapillærernes permeabiliteter
for små ioner som kaliumionen. Resultaterne fra
de to typer af målinger stemte godt overens, og de viste
god overensstemmelse med de værdier, som målinger
med »helorganmetoder« havde givet for små ioner og
hydrofile anelektroly tter i tilsvarende organer hos pattedyr.
Resultaterne befæstede også erkendelsen af at
permeabiliteterne for sådanne stoffer i »kontinuerte«
kapillærer i hjerne, muskulatur og krøs indbyrdes forholder
sig nogenlunde som 1 til 100 til 1000, og at de
absolutte værdier stiller kapillærerne på linie med
epitheler spændende fra »tight« til »very leaky«.
Med den viden, der efterhånden var erhvervet, stod
det klart, at årsagen til de store forskelle måtte søges i
det intercellulære spalterums morfologi, specielt
»tight junctions«. Dette blev udgangspunkt for omfattende
elektronmikroskopiske undersøgelser af kapillærers
finstruktur. Crone virkede her som iværksætter,
men undersøgelserne blev overvejende udført af yngre
medarbejdere.
Et betydningsfuldt resultat var, at de kontaktlister,
der i tværsnit præsenterer sig som kontaktpunkter
mellem endothelcellerne, ikke er fortløbende men udviser
diskontinuiteter af forskellig art. Dette indebærer,
at diffusion af stoffer gennem »tight junctions«
sker gennem en labyrint med forskellige forsnævringer.
Videre studier kan formentlig belyse, hvorledes
modstanden mod diffusion er fordelt i de intercellulære
spalterum, og give en forklaring på de store forskelle
mellem modstandene i forskellige kapillærer. Et andet
vigtigt resultat var påvisningen af at det, der hidtil var
opfattet som frie vesikler i endothelcellerne, reelt er
dele af indfoldninger af cellemembranerne. Hermed
kunne man tilbagevise en teori om, at transporten af
makromolekyler sker ved hjælp af vesikler.
Crones arbejde med kapillærpermeabilitet afsluttedes
med undersøgelser af permeabilitetsændringer.
Hertil brugte man konduktansmetoden, som havde en
kort responstid og ikke krævede koncentrationsændringer
i blodet og omgivelserne. Det blev påvist, at
adskillige stoffer, hvoraf nogle indgår i det inflammatoriske
respons, udløser en hurtig og reversibel forøgelse
af ionpermeabihteten; det blev også sandsynliggjort,
at calciumioner indgår i transduktionsmekanismen.
Omkring midten af 80erne skiftede Crone forskningsfelt
og gik i gang med to nye emner. Det ene, som
han tog op under et ophold som gæsteprofessor ved
McGill University, drejede sig om hvilken rolle adenosin
spiller for den tonus, som a-adrenerge nerver
opretholder i modstandskarrene i muskulatur. Det
blev sandsynliggjort, at adenosin såvel ved muskelhvile
som under funktionel hyperæmi udøver en hæmning,
der til dels kan tilskrives en virkning på præsynaptiske
receptorer.
Det andet emne, der blev studeret med franske kolleger
under et ophold som gæsteprofessor i Paris, vedrørte
alveoleepithels transportfunktioner hos voksne
dyr. Undersøgelserne var baseret på en modifikation
af en tidligere anvendt teknik, der tillod kvantitativ
bestemmelse af forskellige stoffers passage mellem væske
i lungekapillærerne og et instillat i lungerne. Resultaterne
underbyggede forestillinger om, at absorption
af natrium og dermed vand frembringes af celler,
der har en Na-K-pumpe abluminalt (i.e. siden, der
vender mod blodet) og er forsynet med en amiloridfølsom
natriumtransportmekanisme luminalt. Det blev
endvidere påvist, at influx af natrium gennem den luminale
membran også kan ske ved co-transport med
glukose. En anden ny observation var, at ouabain ved
virkning på den luminale side kan udløse en sekretion
704 Nekrologer
af kalium, et forhold, som talte for at der også eksisterer
en Na-K-pumpe i luminale membraner. De to
transportfunktioner blev tilskrevet to forskellige celletyper,
hvoraf den ene kan reducere væsken på epithelets
overflade til en tynd film, og den anden kan forhindre,
at der opstår uhensigtsmæssigt høje kaliumkoncentrationer
i filmen.
Crones faglige produktion omfattede over 30 oversigtsarbejder.
Hovedparten vedrører kapillærpermeabilitetet,
men enkelte omhandler kapillærfysiologi i
bredere perspektiv. I denne sidste kategori er der
grund til at fremhæve en fyldig fremstilling, der er
trykt i Universitetets Festskrift for 1974, 100-året for
August Kroghs fødsel. Oversigterne giver et godt indblik
over feltets udvikling op til 1980'erne, og de belyser
forfatterens indsigt i videnskabens historie og hans
evne til at foretage en syntese af egne og andres observationer.
Tyngdepunktet i Crones indsats i universitetets tjeneste
lå helt klart i arbejde med og for forskningen. Da
styrelsesloven af 1970 var til debat i fakultetet, søgte
han uden held at forene de kontrasterende meninger
med et kompromisforslag. Han undslog sig siden for at
gå ind i fakultetsrådet, formentlig fordi han fandt, at
hans tid var for kostbar til generelt administrativt arbejde.
Crone nærede derimod betydelig interesse for
undervisningens strukturering. Som medlem af fakultetets
uddannelsesudvalg sidst i 60'erne bidrog han til
at den prægraduate undervisning fik et rimeligt omfang,
og at dens sigte blev defineret. Som led heri tog
han i begyndelsen af 80'erne intiativ til en ny dansk
lærebog med over 20 forfattere; en endelig udgave forelå
kort efter hans død. Nævnes bør det også, at Crone
i Panum Instituttets opbygningsfase var meget optaget
af tanken om et »Biologisk Center« (jfr. indlæg i
»Nordisk Forum«, 1970).
Crone var kosmopolit. Hans faglige indsigt og store
interesse for videnskabelig erkendelse i almindelighed,
parret med eminente sprogkundskaber, bragte
ham i kontakt med fagfæller og andre forskere i mange
lande og gav ham betydelig indflydelse i den internationale
fagverden. Fra 1980 var han medlem af rådet
for International Union of Physiological Sciences og
1983-89 var han vicepræsident for unionen. Crones
anseelse førte også til andre inden- og udenlandske tillidshverv;
1971-80 medlem af Carlsbergfondets direktion,
1980-85 sekretær i Videnskabernes Selskab,
medlem af redaktionen for 4 internationale fagtidsskrifter.
Han modtog også en række hædersbevisninger
i form af danske og internationale priser (bl.a.
Zweifach International Award 1978, Lucian Award
1979, Novo-prisen 1983, Fernstroms Pris og Malpighi
Award 1986) samt udnævnelse til æresdoktor ved
Université Paris og til æresmedlem af American Physiological
Society.
I december 1986 blev Crone ramt af et svært hjerteinfarkt,
der sammen med efterfølgende akutte episoder
reducerede hans fysiske ydeevne stærkt. Intellektet
var imidlertid intakt, og — med aflastning fra medarbejdernes
side — forblev han til det sidste engageret i
fagligt arbejde. Han var således i gang med et projekt,
der sigtede mod at belyse ionkanaler i endothelcellemembraner
med patch-clamp teknik. Atter havde han
blikket rettet mod pororsiteter i de kapillærer, som
Malpighi havde afsløret som realiteten bag Harvey's
postulerede »porositates carnis«.
Under studiet havde Christian Crone ægtet en
holdkammerat, Monna Crone (født Nyeborg), som
indtil kort før hans sygdom var ansat ved Institut for
eksperimentel Immunologi. Hun var en uvurderlig
støtte for ham under sygdommen såvel som tidligere,
og det var ikke mindst hendes indsats i et stort hjem
med 4 børn, der gav ham mulighed for at realisere det
store potentiel, som han besad.
I 1979 skrev Christian en kort autobiografi betitlet
»Ariadne's Thread«. Den ledetråd, der sigtes til, var
dansk fysiologisk forskningstradition, således som den
især kom til udtryk ved Chr. Bohrs, August Kroghs og
Einar Lundsgaards arbejde. Crone forblev tro mod
denne tradition, hvori intuition, klar problemformulering,
streng selvkritik og kvantitativ vurdering er basale
elementer. Crones virke i denne ånd efterlader dybe
spor, og det vil stå som forbillede for kommende
unge forskere.
Poul Kruhøffer
Mogens Fog 705
Mogens Fog
(Nordisk Pressefoto A/S. Fat. Hans Petersen)
Det værk, der om føje tid bliver skrevet om Mogens
Fog, vil blive en bog med mange kapitler, - langt flere
end biografier som flest.
Til nogle kapitler vil man nikke genkendende:
Mogens Fog som den internationalt anerkendte forsker
i hjernens kredsløbsfysiologi. Som professor i neuromedicin,
kun 34 år gammel. Som den inciterende
lærer, der en tid lang gjorde neurologien til modefaget
i det medicinske studium. Som rektor ved Københavns
Universitet, 1966-72 og dermed som studenteroprørets
indforståede universitære modpart, — mesteren
for det uovertrufne lærestykke i den repressive tolerances
kunst.
Andre overskrifter vil lyde: Mogens Fog som eksponenten
for venstreintelligentia'ens politiske profil i
30'erne på samme vis, som Poul Henningsen blev
symbolet på tiårets kulturelle radikalisme. Fog —
»From« kaldet - hvis »første brev« i illegaliteten, den
12. december 1942, betød indvielsen i det aktive modstandsarbejde
for så mange. Fog som primus inter pares
i Frihedsrådet fra efteråret 1943. Som minister for
særlige anliggender i befrielsesregeringen og dermed
som Frihedsfondens fader. Som primus motor i Fredens
Tilhængeres kontroversielle skare.
Og for dem, som endnu har hans social-humanitære
litterære produktion i erindring, hans tanker bl.a. om
»Nazismens arv«, om »Demokratiets problem« og
»Iræk af tidens livssyn«, — således som de kommer til
orde ikke mindst i skriftsamlingen »Danmark frit«,
1942-46 og »Sine meningers mod«, 1964.
Men også kapitler om Fog som et forargelsens tegn:
Som »maskeringskunstneren« , sindbilledet på »kommunismens
diskrete charme«. Et liv — mange liv.
Med rette omtalte Mogens Fog sine opvækstvilkår
som privilegerede, — dog ulige mere i spirituel end i
materiel henseende. Flans far, Emil Fog, havde i 1900
taget magisterkonferens i sammenlignende litteratur
for i 1905, efter fire års studier ved Sorbonne, at forsvare
sin disputats, betitlet: »Borger, Bonde og Tjener i
den franske Komedie fra Moliére til Beaumarchais.«
Året efter tiltrådte han en stilling som bibliotekar ved
det nyoprettede statsbibliotek i Århus — for fjorten år
senere at lade sig lokke af Henrik Cavling til en stilling
som kulturel medarbejder ved Politiken. Vennekredsen,
med rod i 90'ernes Studentersamfund, og dermed
hjemmets livs- og samfundssyn var præget af Brandesianismens
kulturelle og Hørup's politiske radikalisme.
En frodig grobund for det begavede enebarn.
Heller ikke i forløbet af gymnasieårene i Metropolitanskolen
forsømte Fog på nogen vis - som den jævnaldrende
Hans Scherfig — sit lyse forår. Tværtimod synes
hans appetit på åndelige sysler at have været
umættelig: Skønlitterær læsning, teater- og museumsbesøg,
sågar religions-filosofiske »studier« - i tæt samvær
med klassekammeraterne, Otto Alelchior og Arne
Munch-Petersen. Han overlevede dem begge i et halvt
hundrede år. I 1936 »forsvandt« Arne Munch-Petersen
under hekseprocesserne i Moskva. Og i marts
1945 døde Otto Melchior af tyfus på den nådesløse
vandring »hjem« fra Studthof.
706 Nekrologer
Med vennernes skæbne i erindring kan det ikke
undre, at Mogens Fog også i politisk henseende var
dybt engageret allerede i gymnasieårene, - et engagement,
der tidligt knyttedes til det yderste venstre i det
politiske spektrum.
Udgangspunktet var vel en konventionel opposition
eller revolte mod forældregenerationens »borgerlige
« radikalisme. Men allerede i de tidlige studenterår
antændtes den revolutionære gnist af rygterne om
Landmandsbankens truende fallit og afsløringerne af
»krigstidens uhæmmede spekulationer, ansvarsløse
manipulationer med papirværdier og falsknerier bag
forgyldte facader,« som han selv udtrykte det. Kun
20 år gammel indmeldte de tre musketerer sig i
»Kommunistisk Ungdomsforbund«, indstiftede organisationen
»Unge Pionerer« i tilslutning til DKP;
deltog aktivt i partiets propaganda, hvor navnlig Fog
lod sig inspirere af Thøger Thøgersens personlighed og
blændende retorik. Et politisk tilhørsforhold, som
Mogens Fog — dog stedse mere distant - fastholdt til
1956.
l idligt i studiet, ja, vist en af de allerførste dage,
faldt Mogens Fogs og Elin Edwards øjne på hinanden.
Siden fulgtes de ad til deres dages ende. Elin Edwards
var højt begavet og tog, som den første kvindelige
mediciner, embedseksamen med udmærkelse.
Men mest af alt bar hun - skønt underspillende sig
selv — den helstøbte personligheds usårlige adelsmærke.
Flun døde kun et år før Fog - elsket og beundret af
alle i vennekredsen.
Som sit holds eksamensformand indvalgtes Fog
straks efter embedseksamen i 1930 til medlemskab af
Foreningen af yngre Lægers repræsentantskab. Dermed
påtog han sig, side om side med sin forskning og
kliniske uddannelse, en ny social forpligtelse; Fra repræsentantskabet
rykkede han ind i bestyrelsen af
Foreningen af yngre Læger for fem år senere, fra 1935
til 1938, at indtræde som medlem af Lægeforeningens
Hovedbestyrelse. En remarkabel fagpolitisk karriere,
som kulminerede med hans præstationer som en af
hovedarkitekterne bag oprettelsen af Lægeforeningens
Hygiejnekomité.
Sit første videnskabelige arbejde publicerede Fog
allerede et halvt år efter embedseksamen i 1930, - under
sin daværende ansættelse som kandidat på Kommunehospitalets
psykiatriske afdeling hos professor
August Wimmer. Dets titel lød: »Hyperventilationsforsøg
under CO2- og Oo-Inhalation hos Patienter med
Kramper.« Med dette var hans interesse for hjernens
kredsløbsfysiologi vakt, og allerede i efteråret 1930
indledte han den dyreeksperimentelle forsøgsrække,
som fire år senere skulle indbringe ham den medicinske
doktorgrad.
Stedet var Universitetets Fysiologiske Laboratorium
på det daværende Rockefellerinstitut, hvis chef,
professor Valdemar Henriques nok blev det menneske,
for hvem Mogens Fog livet igennem nærede den dybeste,
reneste og mest uforbeholdne veneration. Ikke
blot for hans klogskab og det høje videnskabelige niveau,
i hvilket han færdedes, men ligefuldt for hans
sjældne menneskelige egenskaber, hans ægthed, ubestikkelighed
og tolerance; hans åndsaristokratiske
noblesse, tilsat det stænk af befriende jødisk humor,
som også i Fogs øjne var et sine qua non.
Som genstand for sine undersøgelser valgte Mogens
Fog »Piakarrenes vasomotoriske reaktioner«, —
en registrering af kalibervariationerne i de små pulsårer
i den bløde hjernehinde, som er ansvarlige for
hjernebarkens blodforsyning.
To anskuelser vedrørende regulationen af hjernens
blodforsyning stod stejlt over for hinanden på det
tidspunkt, Mogens Fog begyndte sit arbejde: På den
ene side den antagelse, at blodforsyningen varierer
passivt efter forholdene andetsteds i organismen
uden selvstændige neurogene eller kemiske regulationsmekanismer
(Hill 's hypotese). På den anden side
den formodning, at centralnervesystemet i denne
henseende er stillet som alle andre organer med hensyn
til aktive neurogene, humorale eller kemiske regulationsmekanismer
(som specielt forfægtet af Hiirthle).
Og endelig - hvad der skulle vise sig at blive det
springende punkt i Fogs arbejde - muligheden af en
tredie regulationsvej: den direkte fysiske påvirkning
af karvæggen under varierende fysiologiske forhold.
Hans forsøg udspillede sig over tre hovedtemaer:
For det første piakarrenes reaktion på stigning af
det intrakranielle tryk (kap. V).
For det andet blodtryksvariationers indflydelse på
piaarterierne (kap. VI).
Og for det tredie piaarteriernes såkaldte vasomotoriske
innervation eller nerveforsyning (kap. VII).
Som nævnt er forsøgene rigt varieret og giver svar
på en mangfoldighed af specificerede detailspørgsmål.
Men som det centrale, alt afgørende resultat
fremtræder følgende fund: Piaarterierne - og dermed
hjernebarkens kar - reagerer ikke, som påstået af Hill,
passivt over for ændringer af blodtrykket. Tværtimod
udviser karrene »aktive vasomotoriske Reaktioner
over for ændringer i den arterielle Tension (spænding):
Et Fald i Blodtrykket medfører en Dilatation
(udvidelse), en Stigning Kontraktion (sammentrækning)
eller i hvert Fald forøget Tonus (spændingsgrad).
« (Disp. p. 121). Yderligere gælder det, at piaarteriernes
diametervariationer i vid udstrækning viser
sig uafhængige af den måde, hvorpå trykvariationerne
provokeres. Et blodtryksfald udløser således en
dilatation, hvad enten trykfaldet beror på den ene eller
anden form for nervøs stimulation (sinusdepressor-
nerveirritation resp. perifer vagusirritation) eller
f.eks. er fremkaldt ved blodaftapning. Omvendt reagerer
piakarrene med kontraktion på øgning af det
universelle blodtryk, hvad enten dette beror på irritation
af nervus splanchnicus (den sympatiske innvervation
af bughulens organer) eller f.eks. er fremkaldt
Mogens Fog 707
ved sammenpresning af aorta abdominalis (den store
legemspulsåre) eller ved indsprøjtning af adrenalin.
Fog forudså selv med klarsyn sine iagttagelsers vidtgående
fysiologiske betydning. Nemlig den, at de påviste
aktive »mekaniske« karreaktioner på endoarterielle
trykvariationer i vidt omfang er ansvarlige for
»autoregulationen« af hjernens totale blodgennemstrømning.
Og dermed ansvarlige for opretholdelsen
af konstant ilt- og næringsforsyning og dermed igen
konstante stofskifteforhold under vekslende »ydre«
omstændigheder, specielt generelle blodtryksændringer
inden for vide grænser.
Målt med nutidens metoders sofistikerede alen -
specielt anvendelsen af radioaktive sporstoffer til aftegning
af den levende hjernes arbejde - fristes man til
at knytte betegnelsen hjemmestrikket til Fogs forsøgsopstilling.
Så meget desto mere frapperes man af hans
resultaters klarhed, entydighed og originalitet; - resultater,
som sidenhen er omtalt som grundlæggende
for nutidens dybere indsigt i hjernens blodforsyning.
Han høstede da også, ved forsvaret af disputatsen
den 6. december 1934, stor og uforbeholden anerkendelse
fra de officielle opponenter, professorerne Viggo
Christiansen og Valdemar Henriques. Arbejdet blev
afgørende for hans fortsatte faglige livsforløb.
Endnu et års tid efter disputatsforsvaret fortsatte
Fog sine fysiologiske undersøgelser. Og i 1938 og -39
publicerede han, i diverse internationale tidsskrifter,
sine væsentligste fund vedrørende det cerebrale kredsløbs
autoregulation.
Jævnsides med sin forskning gennemførte Fog sin kliniske
uddannelse i neuromedicin. I 1937 erhvervede
han speciallægeanerkendelse i faget.
Hans læremestre i hans korte 1. reservelægetid,
1935-38, henholdsvis på Rigshospitalets og Kommunehospitalets
neurologiske afdelinger, var professor
Viggo Christiansen og overlæge Knud Krabbe.
Større modsætninger, fagligt som personlighedsmæssigt,
er det vanskeligt at forestille sig. Men i forening
udtømte de, i klinisk henseende, neurologiens logiske
univers.
Med sin galliske ésprit og sit intuitivt sikre kliniske
blik fremtrådte Viggo Christiansen uomtvisteligt som
den klassiske franske neurologis fremmeste repræsentant
herhjemme. Mens fagets systematik og skematik i
Knud Krabbes person fandt sin reneste inkarnation -
parret med helt usædvanlig lærdom og utrættelig udforskning
af koglekirtlens morfologi og fylogenese.
Således beredt, - excellent kvalificeret i videnskabelig,
mere tvivlsomt i klinisk henseende - søgte Mogens
Fog »nærmest på skrømt«, professoratet i neurologi,
som i 1937 var blevet ledigt efter Viggo Christiansens
70-års-dag.
Som langt den yngste blandt de seks ansøgere blev
han af de færreste tillagt nogen chance. Knud Krabbe
forekom prædestineret til stillingen. Stor var forbløffelsen
derfor, da tre medlemmer af det nedsatte 5-
mands-udvalg indstillede Fog, mens to foreslog konkurrence.
Og endnu større blev overraskelsen, da fakultetet
forkastede udvalgets indstilling på grund af en
udbredt tvivl om Fogs praktisk-kliniske erfaring. Et
nyt udvalg blev nedsat, heriblandt neurologi-professorerne
Monrad-Krohn og Niels Antoni, henholdsvis fra
Oslo's og Stockholm's universiteter.
Den 10. juni 1938 afsluttede udvalget sit arbejde for,
denne gang enstemmigt, at indstille Mogens Fog til,
kun 34 år gammel, at overtage professoratet og overlægestillingen
ved Rigshospitalets neuromedicinske
afdeling. Den første til at lykønske ham var Knud
Krabbe.
Det var på sine videnskabelige kvalifikationer, Mogens
Fog blev valgt, og på sine lovende skoledannende
evner. Og så viste det sig dog, at også han skulle blive
offer for den lov, der udsiger, »at man op til vore dage
vælger professorer ud fra videnskabelige løfter og kvalifikationer,
som man umiddelbart efter hindrer dem i
at virkeliggøre. De bliver omgående inddraget i en
række praktiske gøremål i udvalg, fakultet, administration
osv., som røver deres forskningstid og, for
mange, deres interesser og inspiration«.
Det blev således ikke som eksperimentel-fysiologisk
forsker. Fog, som lærestolens indehaver, skulle gøre
sig fagligt gældende. Men som inspirator for sine medarbejdere,
som lærebogsforfatter og som forfatter,
resp. medforfatter af en række, overvejende klinisk betonede,
skrifter henholdsvis oversigtsarbejder.
Nævnes skal: Lærebogen i »Medicinsk Neurologi«
med Carl Julius Munch-Petersensom medforfatter, 1956.
Ny udgave i samarbejde med Bent de Fine Olivarius,
1972. Lærebogen »Om Neurologi« (kortfattet neurologisk
sygdomslære for psykologer og andre) med
Knud Hermann som medforfatter, 1966. Og, ligeledes
hånd i hånd med Hermann; »Om Afasi«, 1941, og
»Afatiske Sprogforstyrrelser«, 1961.
I såvel praktisk-klinisk som i teoretisk-videnskabelig
henseende var Fogs dybeste fascination knyttet til
den disseminerede scleroses ætiologi og epidemiologi.
Han initierede adskillige af sine elevers studier på dette
område og publicerede selv, i samarbejde med Kay
Hyllested, et arbejde herom: »Praevalence of disseminated
scleroses in the Faroes«, 1966.
Sit mest bemærkelsesværdige kliniske arbejde forelagde
Fog ved det britiske spastikerselskabs møde i
Oxford, 1962;-i samarbejde med Elin Fog! Undersøgelsen,
som tog sit udgangspunkt i en original iagttagelse
fra Elin Fogs side vedrørende såkaldte »krydsede
medbevægelser« hos børn og spædbørn, afslørede, at
persistensen af visse infantile refleksmekanismer kan
være tegn på en minimal fødsels- eller anden tidlig
hjerneskade, som ellers er upåagtet.
Selv betragtede Fog imidlertid et andet, teoretisk
betonet, arbejde som sit væsentligste videnskabelige
bidrag jævnsides med de tidligere fysiologiske studier.
708 Nekrologer
Det drejede sig om en principiel beskrivelse og forsøg
på klassifikation og indordning af indbegrebet af sygdomsvoldende
årsagskategorier: »The Causes of Disease
«, 1958; (et arbejde, der i nogles øjne fremtræder
som en afglans Karl Birnbaums »Der Aufbau der Psychose
« fra 1923).
Natten mellem den 8. og 9. december 1942 indtraf det
første definitive knæk på Mogens Fogs livslinie. Den
nat tiltrådte han sin illegale tilværelse for, op til arrestationen
den 14. oktober 1944 og efter den mirakuløse
redning under Shellhus-bombardementet den 21.
marts 1945, at hellige frihedskampen al sin id og tid,
alt sit talent, sit mod og sin åndskraft.
I lys af hans overbevist socialistiske samfundssyn og
deraf flydende antinazistiske, antiracistiske menneskesyn
på den ene side og hans beslutsomt handlingsorienterede
sindelag på den anden var det uundgåeligt,
at Fog tidligt måtte engagere sig i den gryende
rejsning mod besættelsesmagten og samarbejdspolitikerne.
En mere håndgribelig skikkelse antog hans
medvirken imidlertid først, efter at han i det tidlige
forår, 1941, var blevet konsulteret af Aksel Larsen-, -
angiveligt med henblik på behandling af dennes livslange,
svære migræne; i realiteten for at inddrages i
forberedelsen af DKP's forventede illegalitet. Samme
efterår trådte Mogens Fog i forbindelse med Christmas
Møller, med hvem han indgik et samarbejde, der snart
fik det nære venskabs karakter. I fællesskab indstiftede
de tre den tværpolitiske organisation, der under navn af
»Frit Danmark« skulle blive modstandsbevægelsens
største ved siden af kommunisternes. Det første nummer
afbladet »Frit Danmark« udsendtes i april 1942.
Programartiklen var skrevet af Christmas Møller.
I februar 1942 satte Christmas Møller - via Eigil
Borch Johansen og senere Mogens Hammer - Mogens Fog
i forbindelse med den danske efterretningstjeneste og
med »faldskærmsfolkene« Chr. Michael Rotlbøll, Max
Mikkelsen og Paul Johannesen. Fogs rolle som kontaktmand
mellem faldskærmsfolkene og efterretningstjenesten
og som formidler af oplysninger herfra til modstandsbevægelsen
var uundgåeligt forbundet med stigende
risiko; dette ikke mindst i lyset afdet daværende
danske politi's kontroversielle holdning. Nettet strammedes
om ham: 1 begyndelsen af november 1942 blev
Aksel Larsen arresteret, fulgt af faldskærmsgruppen
først i december. Den 8. december fik Fog den endelige
advarsel pr. telefon fra Mogens Hammer, og sent samme
aften tiltrådte han sin illegale tilværelse; påtog han
sig endnu en gang en hovedrolle i tidens spektakulære
scenario.
To dage senere skrev Fog sit berømmelige »første
brev«, hvis ordlyd snart citeredes vidt og bredt: »I en
Bevægelse, som vor er intet for smaat. — Draaber i Havet
siger man; nuvel Havet bestaar af Draaber.« - »Siger
man Nej til at være et Middel, har man samtidigt
fornægtet Maalet.« Enkle, klare udsagn, som snart
skulle blive at læse som motto over talløse illegale
skrifter.
Det blev ikke mindst netop i kraft af sin evne til at
udmønte trufne beslutninger i klare, letfattelige paroler,
sin kontakt- og formidlingsevne og frygtløse beslutsomhed,
at Mogens Fog kom til at indtage en central
position i den samlede modstandsbevægelse, — side
om side med Børge Houmann, om hvem Fog senere
med rette kunne skrive, at det »uden tilsidesættelse af
andre kan siges, at fa, om nogen, påtog sig så omfattende
en praktisk og modstands-politisk virksomhed
som han.«
I løbet af sommeren 1943 sonderedes de aktive
modstandsgruppers stilling til dannelsen af en fællesledelse
af modstandskampen. Og efter Scavenius-regeringens
tilbagetræden, den øgede tyske undertrykkelse,
indstiftelsen af departementchefstyret m.v. den
29. august blev Danmarks Frihedsråd, den 16. september,
holdt over dåben. Grundstammen var, foruden
Fog og Houmann, Frode Jacobsen, Erling Foss,
Aage Schoch og Arne Sørensen, antipoder, politiske antagonister,
men enige om det fælles mål: Danmarks befrielse.
Allerede ved Rådets andet møde i oktober besluttedes
det at udarbejde den ofientlige piece, der fik titlen;
»Naar Danmark atter er frit«, og som bl.a. opstillede
de juridiske rammer for det forventede retsopgør efter
befrielsen. Skriftets redaktion blev lagt i hænderne på
Mogens Fog i samarbejde med Aage Schoch og den
senere justitsminister i befrielsesregeringen, Niels
Busch-Jensen.
Rådets rolle som den tværpolitiske, på én gang koordinerende
og initierende instans i frihedskampen
konsolideredes gradvis i løbet af 1944. Ikke mindst efter
dets afgørende indflydelse på forløbet af folkestrejkerne
i sommermånederne anerkendtes Rådet af stedse
større kredse i befolkningen som landets illegale regering
- med »de gamle politikeres modvillige accept
«.
Jævnsides hermed øgedes kravene til Rådets koordinationsevne
og indre sammenhold: »Opgaven med
at få hold på eksisterende initiativer og etableret nye
var næsten uoverskuelig stor,« skriver Fog selv om efterårsmånederne
1944: De militære »O-grupper« var
dukket op. Et nyoprettet »M-udvalg« (Modstandsudvalget)
gjorde sig gældende. Relationen til hovedkvarteret
for de vestlige invasionsstyrker (SHAEF) og
»den lille generalstab« krævede stillingtagen; det samme
gjaldt forholdet til »parlamentarikerne«. Omend
Frode Jakobsen vel nok havde en hovedrolle i disse
forhandlinger, var også Mogens Fog dybt involveret, -
ikke mindst i bestræbelserne på at opnå en samlet allieret
anerkendelse af »hele« Danmark som »sideordnet
« krigsførende magt og i bestræbelserne på at
imødegå den mistænkeliggørelse af kommunisterne,
som ulmede specielt i kredsen omkring »den lille
stab«.
Mogens Fog 709
Ved hans arrestation den 14. oktober 1944 fik Fogs
virke i Frihedsrådet en brat - dog lykkeligvis kun
midlertidig - ende. Den berygtede Gestapostikker,
Hammeken, var den skyldige. At fængslingen ikke fik
fatale følger for Fog personligt og dermed for den
samlede modstandsbevægelse må helt øjensynligt tilskrives
hans evne til at spille rollen som den naivt filosoferende,
virkelighedsfjerne professor og hans eminente
talekunst, men mest af alt hans forførende
charme, som især dr. Hoffmann synes at være faldet
som offer for.
De fem måneder under Shellhusets tag bragte ham,
kendetegnende for hans overlegne abstraktionsevne, i
bogstaveligste forstand »På sporet efter den tabte tid«,
og gav ham rigeligt med stunder til at eftertænke sin
rolle i den kommende politiske, sociale og kulturelle
udvikling.
Så kom den 21. marts 1945. Indledt med RAF's
præcisionsbombning af Shellhuset; afsluttet med den
tragiske fejlmanøvrering over Den franske skole. Men
også med Fogs, og med ham bl.a. Aage Schochs og
Brandt Rehbergs mirakuløse redning og med nøgle-redningsmanden.
Lyst Hansens sindige: »Så går vi. Fog.«
Ugerne mellem den 21. marts og den 5. maj stod i
forhandlingernes tegn. Dels mellem Rådets medlemmer
indbyrdes, dels mellem Rådet og »de gamle pariamen
tarikere«. Emnerne var i første række befrielsesregeringens
sammensætning, de overordnede linier for
efterkrigstidens økonomisk-sociale politik og spørgsmålet
om en eventuel lovgivning med »tilbagevirkende
kraft«.
Endnu en gang synes Mogens Fog her at have spillet
formidlerens rolle, — en kompromis'ernes fortaler.
Det gjaldt ikke mindst forholdet til Frode Jakobsen,
hvis »klarhed, stringens og organisatoriske dygtighed
«, han viste stor respekt trods deres divergerende
syn, specielt på Rådets beføjelser efter befrielsen; ligesom
det gjaldt Rådets, henholdsvis de gamle politikeres
fordeling af porteføljerne i den kommende regeringsdannelse,
hvor resultatet (8 + 8) trods alt blev, at
de tidligere medlemmer af Scaveniusregeringen blev
udelukket. »Den gamle politiske garde kan overgive
sig, men aldrig dø,« var Fogs desillusionerede erkendelse.
Samtidig med at han med tilfredshed kunne
konstatere, at der herskede enighed om to »meninger:
at det danske demokrati skulle bevares og sikres, når
Hitler og nazisterne var nedkæmpet. Og at overgangen
fra undertrykkelse skulle gennemføres uden lovløse
voldshandlinger eller hævnaktioner...«
Befrielsesregeringen trådte frem for befolkningen den
5. maj om morgenen. Og kl. 12 talte Kong Christian X,
statsminister Buhl og Mogens Fog i Danmarks Radio.
Aftenen før havde Fog ladet Buhl gennemlæse et udkast
til talen, som »var skrevet i samarbejdets, politikernes
og modstandsbevægelsens fordragelige ånd....
Intet om den interne front mod samarbejdspolitikerne,
men den nye regering som fuldgyldigt udtryk for
alle danske interesser.« Det var neutralt — »ja direkte
tamt« skriver Fog. Og Buhl var tilfreds.
Mange havde vel forestillet sig Mogens Fog som det
selvskrevne statsministeremne. Selv havde han vist foregøglet
sig udenrigsministerposten. Og så tildeltes
han Ministeriet for særlige Anliggender, hvis område
afgrænsedes til »alle forhold vedrørende frihedsbevægelsen,
derunder kampgruppernes henlæggelse under
staten, modtagelsen af flygtninge og de hidtil under
socialministeriet hørende understøttelser, ydelser af
erstatning...« m.m.
Og nogen cunctator var Mogens Fog så sandt ikke.
Arbejdet gik omgående i gang. »I første omgang drejede
det sig om at hjemføre fanger fra tyske koncentrationslejre,
de fleste takket være Bernadottes aktion allerede
i Sverige, og forberede modtagelsen af flygtninge,
frigivne fra Frøslevlejren og fængsler...« En allerede
foreliggende skitseplan til oprettelse af et net af kontorer
for »særlige anliggender« landet over viste sig overraskende
effektiv. Og økonomien voldte i de dage ingen
problemer.
Ved siden af hjembringelsen af flygtninge og andre
Gestapo-fanger og kontorerne for særlige anliggender
var det ministeriets store opgave i løbet af 4-5 måneder
at udarbejde, forelægge i Folketing og Landsting og fa
vedtaget loven om erstatning til besættelsestidens
ofre. Også her udviste ministeriet, - først med Mogens
Kirstein, siden Sigurd Wechselmann i spidsen - en forbløffende
effektivitet. Den 1. oktober 1945 vedtoges Erstatningsloven.
Lov nr. 475 om erstatning til besættelsestidens
ofre.
Men langt tidligere, allerede den 31. maj 1945, havde
Fog, på Frihedsrådets vegne, kunnet indkalde til et
møde i ministeriet og der forelægge udkast til en fond,
der under navn af Frihedsfonden skulle fremstå som et
(delvis) privat finansieret, uafhængigt organ; en hjælpetjeneste
»uden lovparagraffers tyngde«. Til fondens
oprettelse knytter sig bl.a. navne som H. H. Koch, Erling
Foss, P. M. Daell, Aage Schoch, Paul Holt og Per Federspiel.
Midlerne gik umiddelbart til enker og børn
efter faldne, myrdede, henrettede; pårørende til KZfanger,
flygtninge på vej ud af landet og deres efterladte
herhjemme m.fl. Men allerede i 1946 tog fondens
bestyrelse initiativ til, landet over, at oprette en række
»4. maj kollegier« — i stedet for monumenter. Et virke,
hvor ikke mindst Richard Ege gjorde sig højt fortjent.
I april -45 havde Frihedsrådet definitivt afskrevet
muligheden for udmøntning af et fælles fremtidsprogram.
Mange fandt det imidlertid ønskeligt at oprette
et midlertidigt kontaktorgan med basis i besættelsestidens
by- og distriktskomiteer, de illegale bladredaktioner,
sabotageorganisationerne m.m. Dets opgave
skulle være drøftelser og udtalelser om retsopgøret og
reaktionerne derpå, og ikke mindst en lang række konkrete
sager, hvor skadelidte og andre private søgte bistand
og rådgivning.
710 Nekrologer
Kontaktorganet blev, under navn af Frihedsbevægelsens
Samråd, oprettet i juni 1945 med Mogens Fog
som formand. En forudsætning for Samrådets oprettelse
var dets midlertidige karakter. Det blev følgeligt
opløst allerede i august 1946. Men dets korte historie
blev nok så kontroversiel, — præget af divergerende
synspunkter og skarpe meningsudvekslinger. Dette
specielt vedrørende Rådets fortsatte eksistensberettigelse
efter valget den 30. oktober 1945 og vedrørende
samarbejdsregeringens udrensningsprincipper. Og
efter tur udtrådte Frode Jakobsen, Busch-Jensen,
Christmas Møller, Erik Husfeldt og Ole Chievitz. Det
blev de hvasse meningsudvekslingers tid, især vedrørende
synet på kommunisternes påståede dominans i
Samrådet; en debat, hvor ikke mindst Mogens Fog og
Frode Jakobsen krydsede klinger.
Trods alt havde Fog dog grund til med tilfredshed
at se tilbage på sin korte ministerperiode. Hans sociale
pligtfølelse, handlekraft og uimponerede holdning såvel
inden for som uden for regeringen nåede vitterligt
at komme til fuld udfoldelse i disse måneder.
Ved valget den 30. oktober 1945 opstillede han som
»tilsluttet« DKP. Han blev valgt i Fredericiakredsen i
Vejle amt og lod sig — modvilligt — genopstille, denne
gang i Københavns Søndre Storkreds, ved valget den
28. oktober 1947. Når han lod sig opstille i 1945, var
det først og fremmest fordi han mente, at man som
medansvarlig for modstandsbevægelsens handlinger
og udrensningsprogram også måtte være medansvarlig
for den første efterkrigstids politiske forvaltning
af »arven«.
Hans hensigt var ikke at lade sig genopstille, — arbejdsbyrden
og dermed splittelsen i forhold til hans
egentlige opgave som læge, universitetslærer og chef
for Rigshospitalets neurologiske afdeling var for stor.
At han i sidste øjeblik resolut ændrede beslutning beroede
på pressens reaktioner og på hans vrede over
kommentarer som; »Fog forlader det synkende skib«
o.lign. Så han fortsatte som tilsluttet DKP endnu i tre
år, — indtil Hans Hedtoft udskrev valg den 5. september
1950.
Tidspunktet kom Fog såre belejligt. Dels fordi han
»aldrig havde ønsket at blive varig rigsdagspolitiker,
fordi han vanskeligt kunne forene det med sine lægelige
opgaver, og fordi han ikke følte sig særlig egnet til at
udøve en praktisk parlamentarisk indsats i lovgivningsarbejde
og debat.« Dels fordi han netop i juni
1950 var valgt til formand for Fredens Tilhængere-en
opgave, som »han fandt det helt væsentligt at bruge
kræfter på i den truende verdenskonflikt, og som trods
alt, hvad den kom til at medføre, dog ikke i nær samme
grad som folketingsarbejdet krævede timers dagligt
fravær fra hospital og lægevidenskabelig virksomhed.
«
I otte år, fra 1950 til 1958, stod Fog i spidsen for
Fredens Tilhængere. De blev uden al tvivl hans livs
ufredeligste.
Sidst i november 1950 afholdtes, på britisk initiativ,
den første internationale Fredskongres i Warszawa.
Blandt de danske deltagere var Mogens Fog,
H. C. Branner og Knud Sønderby. Kongressen nedsatte
et Verdensfredsråd med repræsentanter for hundredvis
af fredsinitiativer verden over. De første danske
repræsentanter blev Mogens Fog, Elin Appel og
Martin Andersen Nexø.
Men forud for Warszawakongressen var i Danmark
oprettet en fredsorganisation, Fredens Tilhængere,
som op til slutningen af 50'erne udøvede en
»alsidig og pågående fredsagitation under devisen:
Freden kan kun sikres gennem forhandling, en
atomkrig vil destruere verden.« Det var i den kolde
krigs hedeste dage. Den tilsyneladende uanstødelige
parole om fredelig sameksistens udløste en voldsom
reaktion i presse og offentlighed. Tilhængerne
stempledes som kryptokommunister og ensidigt prosovjetiske,
beskyldtes for undergravende 5'te-kolonnevirksomhed
m.m. Og som organisationens formand
var det Fog, som mere end nogen anden måtte
lægge ryg til; »Professor Mogens Fog, hvem offentligheden
har vænnet sig til at tillægge et humant
livssyn og en ideal stræben, gjorde på ny en for hans
dobbeltspil afslørende indsats...,« skrev Politiken i
januar 1957. Og i Information hed det om »Fog og
Larsen«; Fogs rolle er den, hans hårdeste fordømmere
hele tiden har anset den for at være; partiledelsens
(DKP's) lokkedue blandt de idealistiske intellektuelle
og forfjamskede.«
Den sidst citerede karakteristik havde dog ikke
blot Fogs formandskab i Fredens Tilhængere som
udgangspunkt, men sigtede på den kontroversielle
rolle, han endnu en gang havde påtaget sig i tidens
politiske spil; — nemlig som medvirkende ved dannelsen
af et nyt parti på venstrefløjen, Socialistisk
Folkeparti.
Som for så mange andre tidligere Sovjet-apologeter
blev den russiske militærinvasion i Ungarn, november
1956, en chokerende og skelsættende oplevelse
også for Mogens Fog. Og som det var hans
stil, lagde han heller ikke her skjul på sin mening eller
meningsskift. Allerede i »Frit Danmarkw's decembernummer
betegnede han det sovjetiske indgreb
i Ungarn som en dyb krænkelse af nationens
selvbestemmelsesret, der ikke, som påstået af DKP,
har reddet verdensfreden og sikret socialismen.
Tværtimod, hævdede han, »var oprøret i Ungarn en
folkerejsning, en opstand mod et styre, som trods
materielle og sociale fremskridt, har været følt som
en undertrykkelse.«
Denne gang var det fra kommunistisk side, han
måtte stå for skud og se sig stemplet som »revisionist
«. Hvortil han omgående — i »Dialog« — replicerede,
at »hvis ordet revisionist skal kendetegne kommunister,
der erkender nødvendigheden af en virkelig
revision af de kommunistiske partiers og bevæMogens
Fog 711
gelsers teori og praksis, i lys af den virkelighed, der
omgiver os, anser jeg det for en hædersbetegnelse.«
Således beredt fulgte Mogens Fog Aksel Larsen i
dennes undsigelse af DKP's Moskva-følgagtighed i
Ungarn-striden og lagde i skrift og tale sine synspunkter
frem for offentligheden. Bl.a. med reaktioner
i pressen som de før citerede til følge.
Den endelige beslutning om den nye partidannelse
blev taget i januar 1959. Og dagen derpå, da SF for
første gang trådte offentligt frem, talte Fog, sammen
med Aksel Larsen og Willy Brauer for »4.000 entusiastiske
tilhørere i KB-hallen«. Han tøvede dog med
selv at indmelde sig i partiet; — »orkede ikke at engagere
sig i organisatorisk partiarbejde på et tidspunkt,
hvor han var optaget af endnu et formandskab,« —
denne gang i den lægevidenskabelige kommission under
Statens Videnskabskommission og yderligere af
formandsposten i Dansk medicinsk Selskab, de danske
lægevidenskabers specialselskabers fællesorgan.
Ganske vist indmeldte han sig, i 1960, i SF og var
de første par år medlem af hovedbestyrelsen. Men
hans tanker var andetsteds. Endnu en gang sporede
han ind på nye veje; - men denne gang for på én gang
at slutte ringen og sætte kronen på værket.
I oktober 1963 valgtes Mogens Fog, af den akademiske
lærerforsamling, til prorektor ved Københavns
Universitet. Han havde, fra 1962, været medlem af
konsistorium som en afDet lægevidenskabelige Fakultets
repræsentanter og »længe forinden været optaget
af universiteternes uddannelses- og forskningsproblemer
«. Det synes at have været almindeligt kendt. For
da han i foråret 1963, af en gruppe professorer fra forskellige
fakulteter, blev opfordret til at lade sig opstille
ved prorektor-valget, var det uomtvisteligt i tanken på
det tilstundende rektor-valg i 1966, — tidspunktet for
Carl Iversens endelige afgang som rektor.
Fog indvilgede, — nødigt, men dog gerne. Han havde
i forvejen hænderne fulde. Var af undervisningsminister
K. B. Andersen blevet udpeget til medlem af det
nyoprettede Planlægningsråd for de højere uddannelser
og havde jævnsides hermed selv faet etableret en
lægevidenskabelig forskningskomité under Dansk medicinsk
Selskab og en uddannelseskomité under Lægeforeningen,
- med sig selv som formand.
Men tanken på rektoratet lokkede, - og smigrede
vel også. Han lod sig opstille og vandt, ved valget i den
akademiske lærerforsamling den 27. oktober 1966,
over sin modkandidat, samfundshistorikeren Sven
Henningsen med 94 stemmer mod 45. Og skulle nu, som
nykåret rector magnificus, vedstå arv og gæld. Så
sandt ikke en sinecurepost. Udfordringen var at finde i
den eksplosive stigning i studentertilgangen til universitetet.
I 1958 var ca. 1.400 studenter indskrevet på
Københavns Universitet. I 1972 var tallet steget til ca.
26.000.
Antallet af problemer, som fulgte i kølvandet på
flommen af russer, og som havnede på rektors bord,
var legio. Kravene lød på: udvidelse af universitetets
areal- og bygningsmasse, eventuelt en udflytning til
»frie områder«. A jour-føring af universitetets studieformer,
eksamensstrukturer m.m. Oprustning af
forskningen i takt med kundskabseksplosionen; i første
række med oprettelse af forskningsråd inden for
lægevidenskab og naturvidenskaberne. Uddelegering
af undervisnings- og forskningsopgaver til den ikkeprofessorale
lærer- og forskerstab på institutterne
m.m.m.
Størst betydning for sine universitære fremtidsperspektiver
tillagde Mogens Fog selv den indsigt og inspiration,
han, både før og efter sin tiltræden som
rektor, havde opnået som medlem af Planlægningsrådet
for de højere uddannelser (PIR) og af Forskningens
Fællesudvalg (FFU), nedsat henholdsvis i
1964 og 1965 på initiativ af undervisningsminister K.
Helveg Petersen.
Såvel PIR som FFU (fra 1972 afløst af Planlægningsrådet
for Forskning) havde status som rådgivende
organer for regering og Folketing gennem undervisningsministeren.
Især PIR udfoldede, takket
være Helveg Petersens utrættelighed, en imponerende
aktivitet. I januar 1967 kunne Rådet således udsende
en »Skitse for udbygningen af de højere læreanstalter
i tiden indtil 1980«, omfattende næsten alle
elementer inden for Rådets generelle kommissiorium.
Fog tog personligt del i Planlægningsrådets arbejde.
Han fandt her grobund for sine ideer om ønskeligheden
af kortere studietider; tidligere afgangstrin; adgang
til friere studiekombinationer; nye studieformer
med vægt på metodelære og opgaveløsninger m.m.
Læser man hans indledningsforelæsning til Nordisk
Sommeruniversitet, 1967, konfronteres man med rent
ud visionære tanker: Om fælles »basisuddannelser«
med frie tilvalgsmuligheder. Om etablering af en almen-
biologisk fællesuddannelse inden for »det human-
biologiske område«. Om det kontroversielle
»mellemakademiker«-begreb m.m.m. Som et, i vore
dage såre aktuelt, eksempel nævnte han »samarbejdet
i sygehuset mellem læger af forskellige specialer, psykologer,
socialrådgivere, sygeplejersker og sygehjælpere,
laboranter, sekretærer m.fl.«, — »sundhedsarbejdere
«, om hvilke det gælder, at »i jo højere grad de har
fælles udgangsviden om det fælles område, des bedre
imødekommer de tilsammen patienternes behov.«
Den 21. marts 1968 brød det hjemlige studenteroprør
ud, - »på 23-års-dagen for min personlige redning
«, har Fog vel tænkt. På et møde i Studiegården i
Studiestræde formulerede de psykologistuderende for
første gang de paroler, som i »oprørstiden«, der fulgte,
skulle blive studenternes hovedkrav: »Bryd Professorvældet
« — »Medbestemmelse Nu«.
Konkret lød forlangendet: etablering af studienævn,
sammensat af 50 % lærere og 50 % studerende.
I utålmodighed over forhandlingernes forløb beslutte712
Nekrologer
de studenterne, den 19. april, at besætte Psykologisk
Laboratoriums lokaler og samtidig at indkalde til almindelig
studenterdemonstration den 23. april. Ca.
5.000 mødte op og lyttede til mødets hovedtaler: Rector
Magnificus! Han bestod prøven; vidste på én gang
at opildne og afsvale forsamlingen, — udtrykte på én
gang sin enighed om, at medbestemmelse var berettiget
og studiestrukturerne forældede for samtidig at
kræve forståelse for, at selvtægt er uforenelig med demokrati.
Arbejdet i diverse udvalg vedrørende studienævnenes
sammensætning og kompetence fortsatte, — jævnsides
med, at universitetets udkast til en ny styrelsesordning
blev behandlet i et »centralt udvalg«, nedsat
af konsistorium i juni 1968 —med rektor som formand.
Endnu en gang en Uriaspost. For meningsforskellene
var mange og dybe, såvel mellem studenter og lærere,
som hvad angik forslagets enkelte paragraffer, — specielt
vedrørende fastsættelse af fagkyndige bedømmelsesudvalg
ved ansættelse af videnskabeligt personale,
doktordisputatser, prisopgaver m.v. Men målet blev
nået på trods af studenterrådets bitre afvisning. I januar
1970 kunne undervisningsminister Helge Larsen
fremsætte det forslag til lov om universiteternes styre,
som Folketinget endeligt vedtog den 28. maj samme år.
Det var ikke mindst Mogens Fogs forhandlingsevne
og handlekraft, der hermed endnu en gang havde sat
en — i manges øjne nok så kontroversiel — frugt. Ikke
uden stolthed kunne han, ved sin sidste årsberetning,
november 1972, erindre om styrelseslovens tilbliven
og samtidig give »en oversigt over et halvt hundrede
udvalg,« der i de forgangne år havde været nedsat af
konsistorium eller rektor.
Med fuld ret kunne Fog appreciere sit eget konsistoriale
virke. Og alligevel vil han - betegnende for ry'ets
irrationelle art - nok i højere grad blive husket som
den, der i en stormfuld tid evnede at styre universitetet
gennem det snævre stræde mellem studenteroprørets
Scylla og traditionalismens Karybdis; husket som
den, der til fuldkommenhed bemestrede den repressive
tolerances kunst på godt og ondt.
Hans intuitive evne til, under anspændte forhold,
på én gang at give og tage, stod sin prøve gennem en
række »episoder« i årene 1968, -69 og -70.
Som den mest remarkable: årsfesten den 21. november
1968, da han »uden for programmet« gav den psykologistuderende
ungdomsoprører, Finn Einar Madsen,
taletid i tre minutter vis å vis den kongelige familie og
en buket af åndslivets honoratiores.
Og siden, den 14. april 1969, da en massiv gruppe
medicinske studenter blokerede for professorernes adgang
til fakultetsmødelokalet.
Og fem dage senere, da tildelingen af Sonningprisen
— til den aldeles sagesløse Halldor Laxness — udløste
voldsomme demonstrationer, der udartede til optøjer
på Frue Plads.
Så fulgte studenterurolighederne i oktober 1969 i
tilslutning til rygterne om, at Forsvarets efterretningstjeneste
havde indrettet aflytningscentral i Københavns
Universitets kompleks i Kejsergade.
Og endelig, som prikken over i'et, besættelsen af
konsistorialkontoret den 9. marts 1970, rettet mod
Helge Larsen i vrede over hans forslag til styrelsesloven;
- den besættelse, hvis etikette siden har lydt: Dengang
studenterne røg Fogs cigarer og drak hans cognac.
Først og sidst takket være Mogens Fogs humoristiske
sans og evne til på én gang at svinge med og at
sætte grænser, og dermed til at tage brodden af »oprøret
«, forløb alt dette uden tvivl fredsommeligere — ja,
gemytligere — her i landet end ved de fleste andre universiteter
i de famøse 60'ere: den rette mand, på rette
vis, til rette tid.
Da Mogens Fog i 1972 vendte tilbage til sin chefstilling
på Rigshospitalet, var det for halvandet år senere,
som 70-årig, at sige også sin afdeling farvel. Seks års
fravær fra en lægevidenskabelig disciplin i rivende udvikling,
specielt hvad angår de diagnostisk-teknologiske
hjælpemidler - er lang tid. Og funktionen som redaktør
af Ugeskrift for Lægers »Videnskab og Praksis
«, som han med stort talent havde bestridt siden
1938, og som havde holdt ham bredt orienteret i medicinens
udvikling, — den havde han fraskrevet sig ved
rektorvalget i 1966.
Så tidspunktet for at tiltræde et velfortjent otium
var vitterligt valgt med hans sikre sans for timing.
I 1976 og -77 udsendte han sine to erindringsbind,
»Efterskrift. 1904-45« og »Efterskrift. 1946 - og resten.
« Stofmættede til randen. Uomgængelige, som
det hedder, for enhver, der måtte ønske sig indsigt
feks. i styrelseslovens baggrund og historie. Uden bistand
fra hans ven og sekretær i rektoratsperioden, Elsebeth
Lassen, havde værkerne næppe set dagens lys.
Og to år senere, på sin 75-års dag, aflagde han så, i
sin bogom »Lægen«, sit faglige testamente. Et harmonisk
punktum for et liv, virksommere end de flestes, og
samtidig et udtryk for hans ønske om - blandt de kalejdoskopiske
erindringsbilleder, han vil efterlade sig —
først og sidst at blive husket som udøver af det hverv,
som trods alt lå ham dybest på sinde: gerningen som
læge for den enkelte syge.
Hans personligheds udstråling var så ubestridelig,
at han, midt i sine øvrige gøremål, evnede at indgive
sin afdeling på Rigshospitalet sin egen, helt særegne
humanistiske ånd. Selv talte han om lægens gerning;
drømte ikke om at tage ordet kald i sin mund. Metafysisk
tænkning var ham fremmed. Hans livssyn var fundamentalt
empiristisk, agnostisk. Men samtidig båret
af en lige så fundamental moralsk-altruistisk forpligtelse,
som gjorde ordet gerning i hans mund synonymt
med begrebet handling i det godes tjeneste.
Hans bog om »Lægen«, skrevet i hans høje alder,
kaster på overraskende, næsten paradoksal antitetisk
Mogens Fog 713
vis sit lys tilbage på hans ungdoms sindelag. Søger
man nemlig at finde udtryk for Mogens Fogs temperament
i hans unge år, da melder der sig umiddelbart
ord som livfuldhed og ildfuldhed, fyrighed, forvorpenhed,
ubændighed, men så sandt også heftighed, utålsomhed,
— dog først og sidst beslutsomhed.
Og læser man så »Lægen«, da er det med ét helt
andre gloser, der trænger sig på, - som et omslag fra
furioso til pianissimo. Her er det trokæernes lavmælte
toner, der præger såvel hans sprogmelodi som hans
budskab; kundskab og indsigt med spor af lærdom, ja
visdom; sågar mildhed og tålmod med glimt af afkald,
ja vemod.
Som en sidste glorificering af Mogens Fogs minde
læser man bogen som en tilkendegivelse af det element
af ægte menneskelighed og tolerance, som - måske -
var kernen i hans personlighed, men som så ofte var
skygget af hans ydre brillans. Og dermed også som et
billede af den personlighedens spaltning, som giver
mening til det udsagn, at han i sit væsens mangfoldighed
var et menneske, der skyggede for sig selv.
Villars Lunn

Bent Hahn 715
Bent Hahn
23. juni 1936- 19. marts 1990
(Foto: Kristeligt Dagblad)
Bent Hahns død i det tidlige forår 1990 kom ikke helt
uventet bag på dem, der havde det privilegium at kende
ham godt og stå ham så nær, som han ønskede det.
Nem at omgås var han nemlig ikke. Han stillede sine
krav til omgang og samtale, og det kunne isolere ham
lidt, så snart han selv fornemmede, at de mennesker,
han havde med at gøre, ikke levede op til den dannelse,
han selv insisterede på. Dannelse — i dette ords
klassiske og bedste betydning — var for ham mere end
en omgangsform. Den var en fordring og en livsstil,
der såvel for de folk, han havde kontakt med, som også
for ham selv, skulle neddæmpe den smålighed, ethvert
menneske let forfalder til. For ham gjaldt det både fagligt
og personligt. Netop dannelsesromanen og selvbiografier
var blandt hans yndlingslæsning, fordi de i
ordentlig —men for læseren; kritisk-forstand indkredser
den selvstændige person. Altså den individualitet,
der på godt og ondt vil være sig selv bekendt. Og det
tilstræbte denne kollega, omend det af og til kunne være
vanskeligt at gennemskue for omgivelserne. I så
henseende beherskede Bent Hahn selverkendelse,
selvbedømmelse og ironi, men også vemod kunstnerisk.
Bent Hahn blev født den 23. juni 1936 i København
som søn af skomagermester Frederik Hahn og hustru
Anna Eline (f. Asmussen). I 1955 blev han student fra
Efterslægtselskabets Skole, og i 1964 teologisk kandidat
fra Københavns Universitet. Efter i årene indtil
1967 at have virket som kordegn ved Jægersborg Kirke
i Gentofte Provsti tildeltes han et tre-årigt kandidatstipendium,
ligeledes ved Københavns Universitet.
Noget af tiden benyttede han bl.a. til et studieophold
i Ziirich, hvor han særligt beskæftigede sig med
Prof. Gerhard Ebelings teologiske tænkning, hvilket i
1968 satte sig spor i en afhandling i samleværket Gudstanken
i nyere protestantisk teologi. I 1970 fik Bent Hahn
tildelt et universitetsadjunktur, og fra 1972 blev han
fastansat som lektor i systematisk teologi med særligt
henblik på religionsfilosofi og etik. Mellem 1974 og
1978 virkede han samtidig som hjælpepræst ved Kastelskirken.
Herfra stammer hoveddelen af publikationen
Det gamle Testamente i Det nye fra 1979, der foruden
tyve prædikener med den evangelisk-lutherske salmesangsgudstjeneste
som fundament og en vielsestale tillige
indeholder fem artikler hovedsageligt koncentreret
om kristendommens, teologiens og det religiøse
menneskes forhold til samfund og politik; det sidste,
karakteristisk nok for Bent Hahn, der sagtens kunne se
teologi uden kirke, men aldrig det omvendte, først offentliggjort
i Kirkehilsen fra Kastellet. Sammenhængen
mellem teologi og kirke var aldrig fremmed for ham.
Tværtimod hævdede han for prædikenens og den kristelige
erkendelses skyld teologiens videnskabelighed
og dette fags uopgivelige sammenhæng med humanoria
iøvrigt. Netop på dette punkt var hans krav om
saglig disciplinering utrættelig.
Også Studenterkredsen havde Bent Hahn en nær
tilknytning til; dér var han formand 1966-1967, ligesom
han fra slutningen af 1960'erne og i løbet af
1970'erne beklædte bestyrelsesposter såvel i Teologisk
716 Nekrologer
Forening som Præstehøjskolen og Studentergården.
Fra 1977 og frem til over midten af 1980'erne var han
tillige medudgiver og redaktør af det teologiske tidsskrift
Fønix. Efter adskillige år med svær sygdom og
skiftende arbejdsevne sov Bent Hahn ind den 19.
marts 1990.
Bent Hahn hører ubestrideligt til en af sin generations
mest dybtborende og vidtfavnende systematiske
teologer. Hans interesseområder omfattede foruden filosofi
også i højeste grad litteraturvidenskab og musik
samt de kunstneriske udtryksformer i videre forstand.
Men altid sat ind i deres teologiske sammenhæng. At
han aldrig ønskede at udelukke noget emne (det gjaldt
sågar teoretiske overvejelser over fodboldspil!) fra en
teologisk indfaldsvinkel og diskussion, herom vidner
især hans »hovedværk« Hermeneutik og Religionsfilosofi
fra 1979. I den bog møder læseren forfatteren som hermeneutisk
teolog; i sit udgangspunkt bestemt af grundige
studier i Rudolf Bultmann, som han iøvrigt betragtede
som en af sine teologiske modstandere, K. E.
Løgstrup, Søren Kierkegaard, hvem han også rettede
kritik imod — og Thomas Mann, for nu at nævne en
litterat, og Richard Wagner, for også at tage en komponist
med. I alt, hvad Bent Hahn skriftligt og mundtligt
fremlagde, var Martin Luther en selvfølgelig forudsætning.
Men i kraft af sine tværfaglige undersøgelser
rettede han skarpe angreb på tendenserne i nyere
reformatorisk teologi til at udelukke erfaringen fra troen.
Tværtimod, tro er bevidsthed, en erfaring, som
skal omsætte sig i eksistentiel selvforståelse for at kunne
danne til autentisk handling. Deraf hans optagethed
af den sidst tilkomne selvstændige teologiske disciplin
på fakultetet: Praktisk Teologi.
Bent Hahn nåede desværre kun at udgive to bøger.
Dertil kommer adskillige længere og kortere afhandlinger,
f.eks. i festskriftet til Prof Børge Diderichsen
(1979), i Dansk teologisk Tidsskift, Studenterkredsens
Blad, Fønix og Præsteforeningens Blad. Hans produktion
er ganske vist ikke omfangsrig, men til gengæld af
blivende kvalitet og »utrolig komprimeret, fordi jeg
bestræber mig på at få det sagt så præcist som muligt.
Jeg læser meget langsomt og skriver langsomt. Det
kan både være en fordel og også hæmmende, i den forstand,
at jo mere man har kendskab til, jo mere ved
man også, hvor meget man ikke har kendskab til« —
udtalte Bent Hahn i et interview i forbindelse med sin
50 års dag. Ikke uden en vis selvbevidsthed kunne han
en gang imellem henvise til komponister, der så og så
mange gange havde skrevet deres værker om, for derpå
først efter års forløb at offentliggøre dem.
Alligevel var Bent Hahns belæsthed næsten »berygtet
« blandt de studerende. En overgang gik det rygte,
at hans morgenmåltid bestod af en cigar og spisningen
af en bog! Han samlede heller ikke de store skarer omkring
sig, for han tilrettelagde et niveau i sin undervisning
og kommunikation, der hævede sig over gennemsnittet.
Omvendt oplevede de studerende, kolleger og
andre interesserede, der fulgte med i Bent Hahns arbejde,
en overordentlig frugtbar inspiration og en tydelig
påvirkning til videre, selvstændig teologisk tænkning
med inddragelse af alle de humanistiske områder
og metoder, der kan befordre en saglig dialog.
De døde rider hurtigt, hedder det. Hurtigt red Bent
Hahn ikke i levende live — det vil han heller ikke gøre i
vores erindring efter sin alt for tidlige død.
Paul Muller
Nils Gunnar Jerlov 717
Nils Gunnar Jerlov
12. oktober 1909 — 29. maj 1990
Man kendte da professor, Fil.Dr. N. G. Jerlov i danske
videnskabelige fagkredse, men slet ikke i samme grad
som uden for Danmarks grænser. Dette forhold skyldtes
givetvis, at Jerlovs danske karriere begyndte relativt
sent kort før hans 54. års fødselsdag, men der var
nu også flere andre årsager. For det første havde faget
Fysisk Oceanografi været uden professor siden 1948,
indtil Jerlov i 1963 tiltrådte professoratet i Fysisk Oceanografi
på Københavns Universitet. For det andet er
det generelle kendskab til faget i kollegiale kredse ringe.
Ved universitetets 500-års jubilæum i 1979 påbegyndtes
således en beskrivelse af Det matematisk-naturvidenskabelige
Fakultet, som i 1983 mundede ud i
et to-binds værk. Den Fysiske Oceanografi ved Københavns
Universitet bliver beskrevet således; »N. G.
Jerlov konstitueredes 1963 som professor i en nyoprettet
stilling i Fysisk Oceanografi, udnævnt 1968. Ved
hans afgang i 1978 udnævntes Gunnar Kullenberg til
hans efterfølger« (citat og samlet omtale slut).
Fagets genfødsel med Jerlov som jordemoder var
unægtelig spæd! De arbejdsmæssige perspektiver kunne
i begyndelsen ikke kaldes gode. Kvalificeret videnskabelig
arbejdskraft fandtes der ikke megen af i Danmark,
så denne måtte kaldes til landet. Lokaler og laboratoriefaciliteter
var så beskedne, at de reelt set ikke
eksisterede. Og endelig fandtes der ingen studerende,
der umiddelbart stod og manglede undervisning, fordi
den geofysiske studiegren hvorunder faget hører, ikke
var oprettet på det tidspunkt. Jerlov havde med andre
ord odds imod sig; men alligevel afviklede han med
typisk optimisme sine forpligtelser i perioden 1963-64
som laborator ved Oceanografiska Institutet i Goteborg,
for fuldt at hellige sig opgaven i København.
Al start er som bekendt ikke problemfri. Ved sin
professortiltræden 1. oktober 1963 stod Jerlov helt
uden lokaler og andre faciliteter. Drøftelser med professorjens
Fløjgaard Jensen fra Fysisk Laboratorium
I på H. C. Ørsted Instituttet resulterede i, at Jerlov fik
et mindre lokale stillet til rådighed på 2. sal i Fysisk
Fløj samt adgang til at benytte Centralværkstedet på
FL C. Ørsted Institutet. Denne hændelse i slutningen
af 1963 kan man passende kalde begyndelsen på Jerlovs
egentlige karriereforløb i Danmark samt fagets
opståen ved Københavns Universitet. Første forelæsning
i Fysisk Oceanografi blev holdt 3. februar 1964
kl. 14 på H. C. Ørsted Instituttet. Herefter skulle godt
et år hengå førend den næste faste medarbejder, sekretær
Elin Halldén, blev ansat. Jerlov ville selv have anset
dette for starten på Institut for fysisk Oceanografi.
Givet er det også, at instituttet med denne ansættelse
gik ind i en frugtbar udvikling, som nåede sin middagshøjde
i perioden op til Jerlovs fratræden i 1978.
Op til den tid havde ca. 15 lønnede medarbejdere et
fast opholdssted på instituttet, der foruden de i alt 9
fastansatte KU-medarbejdere også husede kolleger
fra Miljøstyrelsens Bæltprojekt (1973-79), stipendiater
og gæsteforskere fra Norden, USA, USSR, Frankrig,
Tyskland, Polen, Holland ogjapan.
Jerlovs væsen og personlige egenskaber var et kapitel
for sig. Flere danske kolleger og studerende.
718 Nekrologer
der kun kendte Jerlov perifert, karakteriserede ham
som højsvensk, d.v.s. reserveret og formel. Indrømmet,
sådan kunne det virke; men attituden var et værn
for Jerlovs lidt generte og blufærdige person, som den
nære kreds omkring ham både værdsatte og forstod.
Jerlov var alt andet end formel, selv om han satte pris
på ro og orden. For ham gjaldt det først og fremmest
om at løse de forelagte eller selvdefinerede opgaver på
bedste og enkleste måde, hvorefter formalia havde sig
at rette. Hertil kom, at Jerlov besad et lyst og venligt
væsen, der ofte tillod plads for både humor og lattermildhed.
Det er ingen overdrivelse at påstå, at Jerlov
var vellidt både som menneske, kollega og leder i
udenlandske og danske fagkredse. Dog må man nok
sige, at udlandet havde et specielt godt blik for Jerlovs
fortræffeligheder. Hans mange internationale formandskaber
og kontakter bærer vidnesbyrd herom.
Som forholdsvis nært knyttet til Jerlov gennem mange
år mener jeg at kunne sige, at Jerlovs tilsyneladende
sårbarhed samtidig var hans styrke.
Positivt ry og anseelse opnås nu imidlertid ikke på
menneskelige egenskaber alene. Jerlov var da også én
af pionererne inden for den optiske oceanografi, der
beskæftiger sig med havets optiske egenskaber bestemte
af dets indhold af plankton, svæv og opløste
stoffer, dagslysforholdene og primærproduktionen,
samt endelig med dagslysets omdannelse til varme.
Arbejdet »On the angular distribution of daylight in
deep water« — iøvrigt publiceret under navnet Johnson
sammen med Gosta Liljequist i 1938 - må udnævnes
som gennembrudsværket. På denne baggrund er
det interessant at notere sig, at Jerlov i 1939 disputerer
inden for fysik ved Lunds Universitet med afhandlingen
»Effects ofchemical combination on x-ray emission
spectra«. Ikke ufortjent blev Jerlov udnævnt som
æresdoktor ved samme universitet kort forinden hans
bortgang.
Jerlovs gode faglige omdømme op til i dag skyldes
givetvis de 2 lærebøger »Optical Oceanography«
(1968) og den udvidede andenudgave »Marine Optics
« (1976), begge udkommet på Elsevier Publishing
Company. Begge værker går under betegnelsen »Den
blå Bibel« i dansk oversættelse. En anden klassiker fra
den periode hedder »Optical Aspects of Oceanography
« (1974), udkommet på Academic Press som en
tidsskriftsamling af bidrag fra det internationale IAPSO-
symposium (International Association for the
Physical Sciences of the Ocean) holdt på Institut for
fysisk Oceanografi i 1972 i samarbejde med afdøde
professor Erik Steemann Nielsen. Heroveni kommer
Jerlovs optiske klassifikation af verdenshavets vandmasser,
der på en enkel måde tillader en optisk karakteristik
af vandmasser, deres oprindelsessted og bevægelsesmåde.
I de senere år har den oplevet en renæssance
i vore dages satellitæra, fordi nogle af de målbare
satellitparametre indgår direkte i Jerlovs klassifikation.
Modne og ældre kolleger husker i tilgift Jerlov for
hans mange konstruktioner af optisk undervandsudstyr,
udvikling af målemetodikker og internationale
standardiseringer af optiske parametre. Også, de
mange bemærkelsesværdige gode og endnu aktuelle
videnskabelige arbejder og den slående gode målenøjagtighed.
Som et eksempel på aktualiteten - foruden
det ovenfor givne — kan nævnes Jerlovs arbejde
omkring det antropogent skadelige UV-B dagslys'
nedtrængen i havet — en problematik, der er tæt
knyttet til ozonlagets udtynding i stratosfæren (atmosfæren).
I erkendelse af netop denne indsats og
instituttets internationale placering blev der på Institut
for fysisk Oceanografi afholdt det internationale
symposium i 1980: »The role of solar ultraviolet
radiation in marine ecosystems«, hvorfra resultatfremlæggelserne
udkom på Plenum Press som bog i
1982.
En beskrivelse af Jerlov er ufuldstændig, hvis den ikke
rummer en omtale af hans hustru, Elvi (født Galeen).
Det er ikke nogen tilfældighed, at der i Jerlovs
2 lærebøger er ofret en hel side på hustruen i den karakteristiske
lapidarstil: »To Elvi«. Bøgerne var
skrevet først og fremmest med Elvi i tankerne. Studerende
og kolleger kunne så komme i anden række.
De mange heldige af os, der kendte Jerlovs privat,
kan bevidne, at man her stod over for et sjældent
godt og givende parforhold, som lyste klart med
mange facetter. Deres privathjem var smukt på mere
end én led, så ægtefællerne trivedes dårligt med
lange fravær fra hinanden. Jeg har bemærket mig, at
Nils giftede sig med Elvi efter at have overstået verdensomsejlingen
med det svenske havundersøgelsesskib
Albatross i perioden 1947-48. Det var næppe et
tilfælde!
Således kunne man i parrets tid i Danmark ofte
opleve, at Elvi deltog i Nils' rejser på land - dog aldrig
til søs. Om dette nu skyldtes den gammeldags
opfattelse af »kvinder og skibe« eller søsygetendens
hos Elvi må svæve i det uvisse.
Alle sætter naturligvis pris på ros og faglig anerkendelse,
men drivkraften er i nogle tilfælde forfængelighed
og i andre faglig glæde. Nogle går endog
meget langt i egne bestræbelser — ander laver en balanceret
afvejning, hvor også ikke-faglige aspekter
far lov at spille deres rolle. Lad mig sige det således,
at Jerlov (såvidt noget sådant kan bedømmes) hverken
forekom forfængelig eller synderlig interesseret i
udmærkelser og hædersbevisninger. Jerlov virkede
mere for helheden end for sig selv, og jeg mener at
kunne sige, at netop heri lå hans store force som
menneske og faglig leder: »Vise vejen for andre på
en enkel, stilfærdig måde; gøre plads for andre og
endelig give tid og forståelse for andre.«
En god ven og kollega er død. Æret være hans
minde!
Nils Gunnar Jerlov 719
Epilog.
I sammenhænge som hér er det normal praksis at gengive
afdødes generalieblad. Praksis vil ikke blive fraveget
men gengivet nedenfor i et omfang og i en form
Jerlov kunne bifalde:
Jerlov, Nils Gunnar, professor, fil.dr,., R.p.p.; f. 12/10
1909 i Bosjokloster, Sverige; søn af disponent David
Johnson (død 1946) og hustru Hilma f. Henriksson;
gift 19/2 1949 m. Elvi J., f. 20/10 1913 i Charlottenburg,
datter af sceneinstruktør Henryk Galeen (død
1949), og hustru Elvira f. Adler (død 1965).
Student 1927; fil.mag. 1932; fil.dr. (fysik) Lund
1939; docent i oceanografi ved Gøteborgs Hogskola
1953-61; første assistent ved Svenska Hydrografisk-
Biologiska Komm. 1939-48; laborator ved Kungl. Fiskeristyrelsen
1948-57 og ved Oceanografiska Instituttet,
Goteborg 1957-64; professor i Fysisk Oceanografi
ved Københavns Universitet 1963.
Formand for Committee on Radiant Energy in the
Sea u. International Association for the Physical Sciences
of the Ocean, 1960-67; medl. afCommission on
Physical Oceanography 1967; formand for Dansk Nationalråd
for Oceanologi 1967 og for Nordisk Kollegium
for Fysisk Oceanografi 1970; medl. af American
Geophysical Union, af Optical Society of America.
Med. af Goteborgs Kungl. Vetenskaps- och Vitterhetssamhålle.
Deltaget i Svenska Djuphavsexpeditionen 1947-48,
i Piccards dykninger i Middelhavet 1957. Ledet oceanografiske
ekspeditioner i Sargassohavet 1966 og i
Middelhavet 1971. Modtaget den svenske Albatrossmedalje
og den schweiziske Bathyscap-medalje, samt
sølvmedalje fra Helsingfors Universitet.
Udenl. orden: S.N.3.
Niels Kristian Højerslev

Kristen Ejner Buhl Skydsgaard 721
i. Kristen Ejner Buhl Skydsgaard
15. november 1902 — 9. februar 1990
(Foto: Herdis og Herman Jacobsen)
Ved professor K. E. Skydsgaards død den 9. februar
1990 tog en hel generation af præster, udgået fra Det
teologiske Fakultet ved Københavns Universitet, afsked
med en lærer, der på afgørende måde havde sat
sit præg på dem både med hensyn til deres forståelse af
det teologiske arbejde og deres forståelse af præstegerningen.
Det blev for dem, som det var for K. E. Skydsgaard,
to sider af samme sag, der måtte fastholdes i
deres relative selvstændighed i forhold til hinanden for
at kunne indgå i den vekselvirkning, som er nødvendig
for dem begge.
Kristen Ejner Buhl Skydsgaard blev født den
15.2.1902 i Sønder Næraa på Fyn som søn af sognepræstjørgen
Christian Pedersen Skydsgaard og Anna
Margrethe Buhl. Familien flyttede senere til Vindinge
ved Nyborg. Sin gymnasietid havde K. E. Skydsgaard
på Odense Katedralskole, hvorfra han blev student i
1920. Samme år begyndte han at studere teologi i København.
Blandt de daværende professorer gjorde kirkehistorikeren
Jens Nørregaard og især religionsfilosoffen
og etikeren Eduard Geismar indtryk på ham.
Men allerede i studieårene blev hans opmærksomhed
vakt for det nybrud inden for kontinental protestantisk
teologi, der gik under fællesnævneren »dialektisk
teologi« og især var fremkaldt af teologerne Rudolf
Bultmann, Friedrich Gogarten og Karl Barth. Af de
tre var det ganske klart Karl Barth, der fik den mest
afgørende indflydelse på K. E. Skydsgaard. I den forstand
tilhørte han allerede fra sin studietid en ny generation
af teologer i Danmark, der lagde afstand til det
19. århundredes liberalteologi og kulturprotestantisme.
Den krisebevidsthed, der kendetegnede årene efter
1. verdenskrig, mærkede også ham, og den gjorde
sig sidenhen gældende i hele hans teologiske virksomhed.
Påvirkningen fra Karl Barth er direkte dokumenteret
i det votum, som blev udarbejdet i forbindelse
med K. E. Skydsgaards besvarelse af det teologiske fakultets
prisopgave i 1926: »En kritisk Behandling af
det Problem, som ligger i Eessings Ord; »Zufållige Geschichtswahrheiten
konnen der Beweis von notwendigen
Vernunftswahrheiten nie werden« under hensyntagen
til Schleiermacher, Hegell, A. Ritschl og M.
Kåhler.« Besvarelsen fik 1927 tilkendt universitetets
guldmedalje, hvilket karakteriserer den som en usædvanlig
bedrift, da prisopgavens vanskelighedsgrad og
omfang må siges at ligge et godt stykke over de normale
krav. Men i bedømmelsen, udarbejdet af Fuglsang
Damgaard og Eduard Geismar, læser man, at K. E.
Skydsgaard »erkender at være paavirket af den Barthske
Theologi.«
En ensidighed i den retning kom dog ikke til at præge
ham og lå i det hele taget ham fjern. Dertil var hans
sind for opladt. Aret før arbejdet med prisopgaven
havde han tilbragt som stipendiat ved det frie protestantiske
fakultet i Paris, hvor han dels mødte nythomismen,
den herskende strømning inden for den tids
romerske katolicisme, i Jacques og Rai'ssa Maritains
skikkelser, dels stiftede bekendtskab med den katolske
modernisme, især igennem Lucien Laberthonniére,
som han fik et personligt forhold til. Sin første om722
Nekrologer
fangsrige videnskabelige artikel skrev K. E. Skydsgaard
om denne store religionsfilosof (Dansk theologisk
Tidsskrift 1929, s. 193-250), der på det tidspunkt
var persona non grata i den romersk-katolske kirke.
Laberthonniere repræsenterede for K. E. Skydsgaard
en bibelsk-personal tænkemåde til forskel fra en spekulativ-
dogmatisk. Samme tænkemåde kom til at præge
ham selv i en reformatorisk-teologisk udformning.
Men mødet med nythomismen kan K. E. Skydsgaard i
et tilbageblik fra 1970, som findes i artikelsamlingen
Traditio et traditiones fra 1972, karakterisere på en for
ham sigende måde: »Der junge Lutheraner, der in
dieses geistige Gebåude hineinschaute, war abwechselnd
von ungliicklicher Liebe, von ehrerbietigem Respekt
und von protestantischer Emporung ergriffen.
Diese verschiedenen Gefuhle zusammenzuhalten und
die innere Identitåt zu bewahren, war tatsåchlich
nicht leicht« (s. 191). I samme artikel giver K. E.
Skydsgaard også en rammende karakteristik af den
betydning, som Karl Barths teologi fik for modsætningen
mellem katolicismen og protestantismen, og dermed
også for hans egen tilgang til den. Karl Barth
sprængte denne gamle modsætning ved at bringe deres
konfessionelle forskel på en fællesnævner, han selv
forholdt sig kritisk til, hvorved han relativerede kløften
imellem dem. På den måde kom Karl Barth til at
åbne en ny vej i den økumeniske samtale. »Die Dialektik
des Wortes Gottes bei Karl Barth, das heisst seine
Ungreifbarkeit und sein Nichtgegebensein, aber auch
seine Konkretion, seine Faktizitåt und seine sich immer
wieder durchsetzende Freiheit waren ein Zeugnis
sowohl den Protestanten als den Katholiken ins Angesicht.
Vielleicht am meisten den letzteren!« (s. 195).
Det er en præcis karakteristik også af K. E. Skydsgaards
egen indsats sidenhen som økumenisk teolog.
K. E. Skydsgaard blev teologisk kandidat i 1928 og
fik samme år stilling som klokker (svarende til kordegn)
ved Gentofte kirke, hvor han forblev indtil 1935.
Denne stilling gav ham mulighed for fortsatte studier.
Dengang fandtes der jo ikke forskningsstipendier ud
over rejsestipendier af begrænset varighed. Samme år
1928 blev K. E. Skydsgaard gift med lærer Anna
Margrethe Nielsen (f. 17.4.1902, d. 21.5.1988), datter
af cand.mag., senere rektor Julius Nielsen og Helga
Rasmussen. I årene 1931 og 1933-34 foretog K. E.
Skydsgaard flere udenlandsrejer af længere varighed,
bl.a. til Fribourgog til Benediktinerabbediet Clervaux
i Luxembourg, men også til Schweiz og Tiibingen.
Emnet for de videregående studier var givet allerede
igennem studietidens engagement. Det blev nythomismen
især i dens franske skikkelse. Resultatet afdisse
studier blev fremlagt og forsvaret for den teologiske
doktorgrad i 1937 i disputatsen »Metafysik og Tro. En
dogmatisk Studie i nyere Thomisme.«
Disputatsen er en meget lærd og usædvanlig kyndig
undersøgelse af nythomismen, der også omfatter studier
af Thomas selv. Og nythomismen behandles både
i dens filosofiske og dens teologiske udformning. Men
disputatsen er mere end det. Den er samtidig teologen
K. E. Skydsgaards bestræbelse på at afklare sin egen
identitet som evangelisk luthersk teolog, som han -
som ovennævnte citat viser - følte udfordret af nythomismen.
Det giver afhandlingen dens særlige intensitet
og karakter af et opgør, men vel at mærke af et
indforstået opgør. På intet tidspunkt af sit teologiske
virke optrådte K. E. Skydsgaard som kontroversteologisk
polemiker. Romersk-katolsk og evangelisk-luthersk
kristendomsforståelse har et teologisk grundspørgsmål
tilfælles, hvis besvarelse de strides om. Ifølge
disputatsen er dette grundspørgsmål selve forholdet
mellem Gud og menneske. Dette fællesskab i
grundspørgsmålet gælder det om at vedgå i fremstillingen
og analysen af modpartens synspunkt, og det så
meget, at man også kan lade sit eget synspunkt anfægte
heraf som et muligt svar på selve grundspørgsmålet.
Denne anfægtelse er ifølge K. E. Skydsgaard nærmest
en betingelse for en dybere forståelse af reformatorisk
kristendom. Allerde i disputatsen aftegnede sig således
grundtræk af den hermeneutik, som K. E. Skydsgaard
sidenhen udviklede i sine overvejelser om den
økumeniske dialog. For disputatsens vedkommende
fik den til følge, at fremstillingen af nythomismen er
den mest differentierede, der med stor indlevelse argumenterede
for, at nyere thomismes forståelse af forholdet
mellem erkendelse og tro er en konsekvent anvendelse
af den thomistiske bestemmelse af forholdet mellem
natur og nåde på erkendelsesteorien med de heraf
følgende konsekvenser for forståelsen af troens væsen.
Fremstillingen af det reformatoriske kristendomssyn
er ikke så differentieret, men dermed ikke mindre markeret.
Her mærkes især Karl Barths indflydelse, og
forklaringen herpå er det særlige økumeniske perspektiv,
som K. E. Skydsgaard som ovenfor nævnt så i Karl
Barths teologi, særligt med henblik på forholdet mellem
romersk-katolsk og protestantisk teologi. Men
modparten far tilkendt mest vægt i afhandlingen. Det
gælder om at lytte, før man svarer. Det blev til et princip
livet igennem for K. E. Skydsgaard.
Det er med rette blevet hævdet, at bogen »Metafysik
og Tro« blev skelsættende i den teologiske og kirkelige
debat herhjemme på den måde, at den umuliggjorde
med et slag en overfladisk luthersk konfessionalistisk
antikatolicisme, idet den stillede krav om en
helt anden teologisk standard i den interkonfessionelle
dialog. Og så lagde K. E. Skydsgaard jo aldrig skjul
på, at han respekterede de teologer højt, som han samtidig
måtte kritisere, og han holdt af dem som mennesker.
Derigennem var han allerede dengang medvirkende
til, at forholdet mellem folkekirken og den romersk-
katolske kirke i Danmark fra at være mere konfrontationspræget
nu blev til et samtalefællesskab, der
ud over at være intellektuelt klart også kom til at rumme
en menneskelig varme.
I årene 1935-40 var K. E. Skydsgaard sognepræst i
Kristen Ejner Buhl Skydsgaard 723
Nørre Vedby på Falster. De år kom til at betyde meget
for ham og familien, hvorfor de også bevarede kontakten
med sognet sidenhen. I 1939 blev det ledige professorat
efter Eduard Geismars død besat med docent
N. H. Søe som efterfølger. Derved blev docenturet i
systematisk teologi ledigt, som K. E. Skydsgaard enstemmigt
blev indstillet til i januar 1940. Samtidig vikarierede
han som honorarlønnet sammen med E.
Hammershaimb i det ledige docentur i Ny Testamente.
To år senere efterfulgte K. E. Skydsgaard dog allerede
N. M. Plum i professoratet i teologi med dogmatik
og Det nye Testamentes eksegese som hovedfag,
idet N. M. Plum var blevet udnævnt til biskop. Embedsbetegnelsen
var en tradition, der gik tilbage til
H. N. Clausens tid. Hovedopgaven var dogmatikken,
men med faste mellemrum forelæste K. E. Skydsgaard
også over nytestamentlige skrifter, hvor Galaterbrevet
var det foretrukne skrift. Han forblev i professoratet
indtil sin pensionering i 1972.
K. E. Skydsgaard forstod dogmatikken som en historisk-
systematisk disciplin inden for teologien med
eftertrykket lagt på det historiske. Det betød på ingen
måde, at dogmatik blev til dogmehistorie, men at
dogmatikken eller troslæren i sin bestræbelse på at
gøre rede for og udfolde den kristne tros indhold måtte
være forpligtet på, at troen altid er indfældet i historien
og udtrykker sig på historiens vilkår i fortid og
i nutid. Det samme må derfor gælde for dogmatikken
som eftertænkning af troens indhold. Og historien
forstod K. E. Skydsgaard således: »Historie er menneskets
historie, menneskehedens drama. Mennesket stilles
som alt værende ind i en allerede af fortiden bestemt
situation. Det stilles ind i en bestemt kæde af
begivenheder, af objektive sammenhænge. Men, og
just deri består menneskets særegenhed, i disse handler
mennesket i ansvarlighed, i frihed og dermed skabende.
Det vil sige, at en historisk situation, altså også
menneskehedens såkaldte »store epoker«, indebærer
mulighed for noget nyt og oprindeligt, en ny bærende
tanke med dens sandhed og historieformende
kraft.« (Op. cit. s. 169). Part i denne historie forstået
som menneskehedens drama er Gud, som mennesket
i sin ansvarlighed dybest set forholder sig til. I denne
historie handler Gud skjult ved sit levende ord, som
det er bevidnet i de bibelske skrifter, og dette ord er
altid ordet om Jesus Kristus. Som et levende ord lyder
dette samme Guds ord altid på ny ud af og ind i
en konkret historisk situation og lader noget nyt og
oprindeligt blive til. Historiens karakter som drama
er begrundet i denne samtale mellem Gud og menneskeheden,
hvor kirken som det vandrende gudsfolk er
Guds særlige samtalepartner. En teologi, der er forpligtet
på dette historiesyn, er ikke »en statisk afsluttet,
tidløs tænkning, men en historisk, konkret teologi,
der ved sig placeret ikke i et stillestående tomt
rum, men i en levende historie, der er åben for Biblens
vidnesbyrd om den skjulte, ubegribelige Guds
handlinger, en teologi, der ikke i en fromt tilrettelagt
»metafysik«, i en slags tidløs »bibelsk« pseudoteologi
og dens formentlige visdom allerede på forhånd har
løst alle spørgsmål og dermed taget sin plads på
sandhedens dommersæde.« Derfor må teologien »altid
() være en tænkning i historiens dimension... (og)
dogmatikken i sidste instans () en historisk disciplin.
« (op. cit. s. 133f.)
Bestemmende for K. E. Skydsgaards forståelse af
det dogmatiske arbejde var også hans syn på traditionen
og traderingsprocessen i kirken. Forholdet mellem
skrift og tradition var lige siden reformationen et
centralt emne i diskussionen mellem katolikker og
protestanter, hvor det protestantiske skriftprincip
stod over for det katolske traditionsprincip. De sidste
par århundreders nye indsigter i den bibelske kanons
tilblivelseshistorie samt en dybere forståelse af den historiske
formidlings væsen førte i flere henseender til
en gennemgribende forandring i konfessionernes samtale
med hinanden om forholdet mellem skrift og tradition.
I K. E. Skydsgaards forskningsindsats og forfatterskab
står dette emne centralt. Han vendte gang
på gang tilbage til det, og de resultater, som er blevet
opnået i den økumeniske samtale desangående, skyldes
i høj grad også hans indsats. I årene 1952 til 1963
var han formand for den europæiske teologiske kommission
om »traditionen og traditionerne« inden for
Kirkernes Verdensråds Committee on Faith and Order,
som han også var medlem af 1952 til 1968. Resultatet
af kommissionens arbejde er nedfældet i bogen
»Schrift und Tradition« fra 1963, som K. E. Skydsgaard
udgav sammen med schweizeren Lukas Vischer.
Overleveringen af det bibelske budskab i kirken
er jo netop den handling, ved hvilken mennesker lader
budskabet lyde på ny ud af og ind i en konkret historisk
situation i håb om, at Gud vil vedkende sig det
således formidlede budskab som sit levende ord. I sin
beskæftigelse med denne traderingsproces vender
K. E. Skydsgaard gang på gang tilbage til den dobbelte
betydning, som det latinske »tradere« og det græske
»paradidonai« har. De kan både betyde »videregive«
og »udlevere«, »forråde«. Generation efter generation
at give Kristus videre i ordet om ham må være kirkens
fornemste opgave og kald, men samtidig kan kirken
netop i denne videregivelse forråde Kristus. De to betydningers
sammenfald i ordet »traditio« er det paradokse
udtryk for en sandhed, som gang på gang bekræftes
i historien. I og med at kirken mener at videregive
Kristus i sin forkyndelse af ham kommer den i
virkeligheden til at forråde ham, måske uafvidende,
måske bevidst af egoistiske hensyn. Denne tvetydighedens
fristelse består til stadighed for kirkens overlevering
og har gang på gang ført til, at forræderiets mulighed
er blevet til virkelighed. Som kirkens kritiske selvbesindelse
på traditionen må teologien til stadighed
overveje denne mulighed og efterprøve, hvor den er
blevet og hvor den kan blive til virkelighed. I den be724
Nekrologer
tydning er dogmatikken ifølge K. E. Skydsgaard også
en historisk kritisk disciplin.
I en vis forstand kan K. E. Skydsgaards teologi karakteriseres
som en kriseteologi. Den er præget af at
være blevet til i mellemkrigstiden, under anden verdenskrig
og i efterkrigstiden, hvor det 19. århundredes
kulturoptimistiske og triumfalistiske vision af én kristen
kirke i én kristen verden blev slået eftertrykkeligt i
stykker. Men det er ikke det afgørende, hvor meget
end K. E. Skydsgaards intensive sansning af den tid,
han levede i, påvirkede hans teologiske arbejde og
gjorde det så levende. Årsagen til, at hans teologi kan
karakteriseres som en kriseteologi, ligger dybere. Den
er allerede antydet i de ovenfor nævnte overvejelser,
som K. E. Skydsgaard udledte af den dobbelte betydning
af ordet »traditio«. Den aftegner sig også i K. E.
Skydsgaards skelnen imellem en Kristustradition og
en Adamtradition i kirken, og imellem kirken som stedet
for Guds riges nærvær og komme og kirken som
religion. I Adamtraditionen forsøger kirken at gøre sig
selv Gud lig og sætte sig i Guds sted og gentager således
Adams oprør imod Gud. I Adamtraditionen bliver
kirken til religion, som K. E. Skydsgaard under indflydelse
af Karl Barth og Dietrich Bonhoeffer forstår som
menneskets bemægtigelse af Gud. I Adamtraditionen
er det derfor slet ikke Kristus, som kirken tilslutter sig,
men Antikrist. Kristus bliver forrådt. I Kristustraditionen
derimod gør kirken alvor af sin bekendelse til
Kristus som herre og sig selv som et vandrende Guds
folk, hvor Guds rige er nærværende som et kommende,
som kirken som Guds folk er på vandring og derfor i
stadigt opbrud imod. Begge traditioner er i kirken og
kæmper mod hinanden. Derfor må to sætninger fastholdes
i dialektisk enhed: »Ecclesia perpetuo mansura
est« og »Ecclesia semper reformanda est«. Teologi
kan være udtryk for både Adamtraditionen og for Kristustraditionen,
men med hele sin videnskabelighed
og med den autoritet, der ofte tilskrives teologien, er
den i særlig grad udsat for at blive en Adamtradition.
Derfor må den hele tiden kritisk efterprøve sine vundne
indsigter og fortolkninger i dette perspektiv og om
nødvendigt begynde forfra med at forstå. I den forstand
må teologi altid være kriseteologi, og sådan bedrev
K. E. Skydsgaard den også selv.
Det siger sig selv, at med det syn på teologien og en
tilsvarende arbejdsmåde måtte det falde K. E. Skydsgaard
uhyre svært at fremlægge en lærebog i dogmatik.
Det lykkedes da heller ikke for ham trods flere tilløb.
Konstitutionelt egnede hans teologi sig ikke til
det. Til gengæld egnede den sig til den mundtlige formidling
og undervisning. K. E. Skydsgaard var en
fremragende forelæser, der engagerede os ved til stadighed
at nøde os til at tænke med. Forelæsningerne
var ikke forberedt på en måde, så at de var færdige på
forhånd, låst fast på en bestemt konklusion. Nej, fremlæggelsen
var åben for spørgsmål og samtale undervejs,
der kom til at påvirke forelæsningens videre forløb.
Det skærpede selvfølgelig vores opmærksomhed
og vores selvtillid. Vi blev gjort til og agtet som medarbejdere
i det fælles teologiske arbejde. Tilsvarende var
undervisningen i de øvelser og kollokvier, som K. E.
Skydsgaard ledede, hvor han viste sig som den, der
selv evnede samtalens kunst og indøvede den hos os
andre. Han stillede krav om akribi og videnskabelig
grundighed i de skriftlige arbejder overensstemmende
med de strenge krav, han stillede til sig selv, men han
stillede dem på en måde, der svarede til den enkelte
studerendes forudsætninger. I øvelserne var han den
majeutiske pædagog, der ville opdrage til selvstændighed,
og som direkte glædede sig over at blive imødegået
på en kvalificeret måde af en studerende, så at han
selv måtte bøje sig. Også på den måde opdrog og inspirerede
han til videnskabelig indsats.
Den åbne, ærlige og saglig-kritiske samtale er en af
de måder, hvorpå en kriseteologi kan praktisere sin
egen selvforståelse. Men samtalen kan også misbruges
til det modsatte, til selvlegitimering, eller til det mest
utålelige af alt, til det uafklarede kompromis. Derfor
beskæftigede K. E. Skydsgaard sig så indgående i sit
forfatterskab med samtalen eller dialogen, dens forudsætninger,
metode og kriterier, fordi han tilkendte den
så stor betydning ikke mindst i det økumeniske arbejde.
I 1953 udsendte K. E. Skydsgaard bogen »Ja og
Nej. Til Forstaaelse af Forholdet mellem Katolicisme og Protestantisme
«, der også blev oversat til de andre skandinaviske
sprog samt til engelsk og fik stor betydning for
den økumeniske dialog. Titlen er programmatisk,
men også misforståelig. Den må ikke fejltolkes som udtryk
for et både-og, både ja og nej, eller for en midtpunkt-
søgende holdning, der kan være vanskelig at
skelne fra et kompromis. Det ville være en totalt forkert
karakteristik af K. E. Skydsgaards holdning. Ja
og nej fastholdes som helhjertede i deres dialektiske
spænding. Denne spænding skaber en frugtbar uro,
som holder samtalen i gang og gør den nødvendig.
Spændingen og uroen grunder i trosspaltningens væsen.
Den strider imod troens væsen. Den kristne tro
bekender én Kristus og derfor også én kirke. Derfor er
trosspaltningen en forargelighed, der far sit konkrete,
dybt smertelige udtryk i, at man ikke kan fejre nadveren
sammen.
Men hvad kan den ene konfession sige ja til hos den
anden, der samtidig indebærer et nej, og omvendt?
Man kan sige ja til den konfessionelle alvor i den andens
bekendelse, forstået som en forpligtethed på
sandheden og frelsen i Kristus, for i denne konfessionelle
forpligtethed står man sammen, samtidig med at
den netop er årsagen til, at man er spaltet, fordi man
tolker denne forpligtethed forskellig. Det er denne forskel,
man i første omgang samtidig må sige nej til, netop
fordi man tager den andens forpligtethed alvorlig.
K. E. Skydsgaard anså aldrig den konfessionelle forpligtethed
for at være uforenelig med økumenisk forpligtethed.
Tværtimod er de to sider af samme sag, der
Kristen Ejner Buhl Skydsgaard 725
gør samtalen nødvendig. For i anerkendelsen af den
andens forpligtethed ligger der samtidig et kritisk
spørgsmål til ens egen udformning af denne konfessionelle
forpligtethed. Ellers ville det ikke være den samme
Kristus, som vi bekender. Men samtidig er der også
et andet nej, man må sige til den anden, og det er et
nej til enhver påstand om endegyldig sandhedserkendelse.
For da sætter en konfession eller kirke sig i Kristi
sted. Da bliver konfession til konfessionalisme. På det
punkt så K. E. Skydsgaard den største vanskelighed i
samtalen med den romersk-katolske kirke. Men dette
nej til konfessionalismens fristelse hos den anden er
samtidig et nej til den samme fristelse hos en selv. Og
intet kunne harme K. E. Skydsgaard mere end en selvtilstrækkelig
lutherdoms bornerte syn på romersk katolicisme.
Til grund for denne forståelse af dialogen som drevet
frem af det samtidige ja og nej lå hos K. E. Skydsgaard
en dynamisk-historisk forståelse af kristendommens
sandhed: Sandheden er én, den er altid universel.
Sandheden er Kristus, bevidnet i det bibelske budskab
som han, der kommer. Sandheden ligger foran
os. Vi er kaldet til at møde den. Det indebærer for kirkerne
altid et traditionskritisk opbrud. Den økumeniske
dialog er måden, hvorpå dette traditionsrige opbrud
kan finde sted. I dette fælles opbrud bliver
spørgsmålet om kirkens enhed ikke længere et spørgsmål
om, hvad der skiller os indbyrdes, så at vi ikke kan
være kirke sammen, men hvad der skiller os alle hver
og en fra Kristi sande ene kirke.
I efterkrigstidens økumeniske bevægelse blev K. E.
Skydsgaard en af de mest fremtrædende teologer, ikke
mindst på grund af sin egen eminente personlige evne
til at føre den økumeniske dialog. Flans mangeårige
medlemskab af Kirkernes Verdensråds Committee on
Faith and Order tr allerede nævnt. På sin tredie generalforsamling
i Minneapolis i 1957 besluttede Det lutherske
Verdensforbund at oprette en Special Commission on
Inter-Confessionel Research, hvis sigte også blev at oprette
et økumenisk forskningsinstitut i Det lutherske Verdensforbunds
regi. Her blev K. E. Skydsgaard den ledende
og drivende kraft. I 1963 blev oprettelsen af instituttet
endegyldigt besluttet, og året efter begyndte
opbygningsfasen af det under K. E. Skydsgaards egen
ledelse i København, hvor det fik sit foreløbige hjemsted
ved Det økumeniske Institut ved Københavns
Universitet, som K. E. Skydsgaard også havde faet
oprettet i 1956. I 1965 blev det internationale institut
flyttet til Strasbourg og officielt indviet, hvor det siden
under navnet Centre d'Etudes Oecumeniques har ydet en
betydelig økumenisk forskningsindsats.
Med sin indgående viden om moderne romersk katholicisme
og sin centrale placering i Det lutherske
Verdensforbunds interkonfessionelle arbejde var
K. E. Skydsgaard nærmest prædestineret til at være
denne organisations officielle observatør ved Det andet
Vatikanerkoncil i Rom i årene 1962-65. Her blev
han også flittigt benyttet af romersk-katolske teologer
som rådgiver, og hans indflydelse nåede så langt som
at sætte præg på formuleringer i konciliets dekreter og
konstitutioner. I forbindelse med dette arbejde udgav
han i 1962 »Konzil und Evangelium. Lutherische Slimmen
zum kommenden r'dmisch-katholischen Konzil«, og sammen
med Georg Lindbeck »Dialog unterwegs« og »lVir sind
gefragt. Antworten evangelischer Konzilsbeobachter« i 1966.
Herhjemme udsendte K. E. Skydsgaard samme år
den lille bog »Omkring det andet Vatikanerkoncil«. Ved sin
audienstale til pave Paul VI på observatørernes vegne
gav han stødet til den romersk-katolske kirkes oprettelse
af et internationalt økumenisk forskningsinstitut
i Jerusalem, der blev indviet i 1972.
Det er ikke mindst grundet denne indsats inden for
økumenisk teologi, at der hyppigt var bud fra udlandet
efter K. E. Skydsgaard som gæsteforelæser, og at
han blev gjort til æresdoktor ved en række europæiske
universiteter: Paris 1954, Lund 1962, Helsinki 1963,
Halle og Strasbourg 1967 og Aberdeen 1968. Desuden
modtog han Augustinus-prisen i 1954 og hædersgave
fra G. E. C. Gads fond 1972.
I dyb overensstemmelse med K. E. Skydsgaards
forståelse af teologien og det teologiske arbejde var
hans mangeårige virke som hjælpepræst ved Trinitatiskirke,
som strakte sig fra hans ankomst til København
i 1940 til 1982. Det teologiske arbejde bliver ligegyldigt
og tomt og ret beset ukritisk, hvis ikke det står i
stadig vekselvirkning med gudstjenestens forkyndelse
og lovsang. Det understregede K. E. Skydsgaard gang
på .gang. Han kunne definere dogmet som et vindue,
der lader et glimt af Guds hemmelighed og herlighed
lyse frem. Mere magter dogmet ikke. Det kommer til
kort over for den virkelighed, det vil udsige, som også
er den virkelighed, der møder os i gudstjenestens sammenhæng*.
Dogmet har sin oprindelse i lovprisningen
og må munde ud i den igen i erkendelse af sin egen
begrænsning. Gudstjenestens sammenhæng er den
basis, hvorudfra dogmatisk tænkning finder sted, men
også denne tænknings krise. For her mødes teologen af
det budskab, der til stadighed nøder ham til at bryde
op påny. Forholdet mellem teologi og kirke kunne
K. E. Skydsgaard bestemme på den måde, at han billedlig
talt gjorde kirkens våbenhus til stedet for det
teologiske arbejde med dørene åbne ind til kirken og
ud i verden på vej til og fra begge steder. For den historiske
dimension, som al teologisk tænkning må foregå
i, fordi Guds skjulte virksomhed møder os i den, omfatter
både kirke og verden. Denne vekselvirkning
imellem gudstjenesten og teologien, som var bestemmende
for K. E. Skydsgaards teologiske arbejde, er vel
nok også forklaringen på, at han gang på gang lagde
den apostolske trosbekendelse til grund for sin undervisning
i dogmatik og gennemgik den. Den forener i
sig bekendelse og lære. Den har sin plads i gudstjenesten,
i særdeleshed ved dåben, og den er en koncentreret
sammenfatning af det kristne trosindhold.
726 Nekrologer
Som liturg havde K. E. Skydsgaard særlige evner.
Han var begavet med en stor musikalitet og spillede
selv fortrinligt orgel. For en generation af præster blev
han gennem gudstjenesterne ved Trinitatis kirke en
læremester i at holde gudstjeneste, både i henseende
til liturgi, salmevalg og til kunsten at prædike. Få har
som K. E. Skydsgaard evnet at gøre den danske gudstjenestetradition
vedkommende og levende, hvilket en
stor og trofast menighed takkede ham for i alle årene. I
mange år vægrede han sig indædt ved at udgive nogle
af sine prædikener på tryk trods utallige opfordringer.
Flan var ikke tilhænger af trykte prædikensamlinger.
Han gav sig dog heldigvis til sidst. I 1987 udkom »Prædikener
fra Trinitatis Kirke«. I sin forskning beskæftigede
K. E. Skydsgaard sig ligeledes med gudstjenestens historie
og teologi. Det resulterede bl.a. i en stor afhandling
herom, som er aftrykt i »Haandbog i Kristendomskundskab
« Bd. VI, der udkom i 1943. Samme år var han
medudgiver af Dansk Kirkesangs højmesseforslag,
som i høj grad kom til at øve indflydelse på arbejdet i
60-ernes og 80-ernes liturgikommissioner.
Men ikke kun lægfolk i København fik glæde af
K. E. Skydsgaards viden og formidlingsevne. Han
sagde ofte ja til foredrag rundt omkring i landet, og i
særdeleshed huskes han for sin mangeårige medvirken
ved møder på »Liselund« ved Slagelse, først sammen
med lederen, præsten Niels Dael, men også siden. Et
udvalg af disse foredrag er samlet i bogen »Kristendom
og Menneskelighed«, som udkom i 1949. K. E.
Skydsgaard var også sammen med biskop Halfdan
Høgsbro hovedkraften bag ved planlægningen af det
refugium, som godsejerinde Bodil de Neergaard ønskede
oprettet i hovedbygningen på godset »Fuglsang
« på Lolland efter hendes død, og i mange år sad
han i refugiets bestyrelse. Endelig må også K. E.
Skydsgaards indsats i Danmarks kristelige Studenterbevægelse
nævnes, hvis formand han var i årene 1951-
54, hvor han især huskes som den inspirerende leder af
de årlige sommermøder på Hald Hovedgård i Jylland.
Da K. E. Skydsgaard i 1942 blev udnævnt til N. M.
Plums efterfølger som professor i dogmatik, fik han og
familien også tildelt forgængerens professorlejlighed i
St. Kannikestræde 11. Naboskabet til Elers Kollegium
gjorde K. E. Skydsgaard selvskrevet til at være
dette kollegiums mangeårige afholdte efor. Men endnu
vigtigere var naboskabet til univeritetet. For det
bevirkede jo, at studerende, der havde brug for råd og
vejledning i studierne, men såmænd ikke altid kun i
dem, bankede på døren i St. Kannikestræde 11 og
fandt den åben. Og var professoren ikke hjemme, fik
de fuldt ud den samme gavn af at tale med Anna
Margrethe Skydsgaard. Hvad det hjem har betydet
for mange gennem årene, kan der skrives meget om,
men det hører til de minder, man går stille med.
Der findes et tidsskrift, der fører titlen »Theologische
Existenz heute«. For et tidsskrift er dette en ret
prætentiøs titel. Men der findes mennesker, der i den
grad bruger deres person i det arbejde, de er sat til, at
person og gerning går op i en højere enhed. I den forstand
var K. E. Skydsgaard en teologisk eksistens.
Derfor bliver det savn stående, som han efterlader hos
mange ved sin død.
Theodor Jørgensen