B. Almindelig beretning
I. Rektor, dekanerne og de styrende organer
a. Rektors årsberetning
En institution med mere end 500 år på bagen
løber uundgåeligt ind i et sådant mylder af runde
fødselsdage og jubilæer, at der må opstå en
fornemmelse af mæthed. Behovet for begrænsning
melder sig. Og eftersom universitetet for
otte år siden markerede de første 500 år med et
vist eftertryk, har vi i år valgt at passere et
andet rundt tal i stilfærdighed. Faktisk er det
netop 450 år siden universitetet — i kølvandet
på reformationen - blev genoprettet af Christian
III - ved en stor officiel højtidelighed i Frue
Kirke. Det godt 50 år gamle katolske universitet
var efterhånden gået helt i stå, og efter konfessionsskiftet
havde kongemagten hårdt brug
for et nyt universitet, der — som det blev sagt —
skulle være til gavn både for det verdslige samfund
og for den ny kirke. Nyt, bygget på det
gamle — kontinuitet og forandring på samme
tid, sådan var det i 1537, og sådan er det også
lige nu.
Ser man udover universitetsverdenen i hele
den vestlige verden er der mangfoldige tegn på
forandringer. Vores højteknologiske tidsalder -
på godt og ondt — stiller universiteterne i centrum,
som de intellektuelle kraftkilder, hvorfra
fremtidens højtuddannede specialister skal
hentes og hvori kreativ nytænkning formodes at
foregå. Som det blev sagt i den nylige OECD
rapport (offentliggjort 1. oktober 1987) om
dansk forskning: »Mennesker er det vigtigste
- vi understreger hele vejen igennem betydningen
af højtuddannede, kreative og aktive mennesker,
for det er på dem, at samfundets nytænkning
og økonomiske udvikling beror«. I
overensstemmelse med denne tankegang sender
regeringer og parlamenter rundtom med
stigende styrke signaler til universiteterne om
at sætte produktionen af kandidater og licentiater
i vejret indenfor netop de områder, der politisk
er udpeget som aktuelle og signaler om at
rette forskningen mod netop disse discipliner
og om at forstærke kontakten og samspillet med
omverdenen, ikke mindst erhvervslivet. Mest
vidtgående er de planer den engelske regering
nylig har luftet om at omstrukturere landets
universiteter. Den engelske regerings model indebærer
en forstærket central styring og en
koncentration af forskningsressourcerne til eliteinstitutioner,
efterladende en restgruppe af
forskningssvage eller forskningsløse universiteter,
som i det væsentlige kun underviser. Hvor
langt man faktisk kommer til at gå i England,
er endnu ikke klart, men — som en britisk kollega
for nylig udtalte - vi er allerede i løbet af en
10 årig periode blevet puffet det meste af den
vej — gennem en kombination af selektive nedskæringer
og udvikling af centralt styrede programbevillinger
til særlige forskningsområder.
Faren ved så hårdttegnede forandringer som
dem, der er lagt op til i England er, at den
nødvendige kontinuitet i systemerne bliver
brudt. Det er ikke uden grund, at universiteter
ønsker at fastholde en bredde i deres fagstruktur,
for et passende bredt fagspektrum er forudsætningen
for at kunne uddanne kandidater på
et ordentligt videnskabeligt grundlag. Sultes eller
endda bortskæres væsentlige forskningsområder,
som måske ikke aktuelt nyder politisk
gunst, lider uddannelsen under det. Og brydes
forbindelsen mellem forskning og undervisning,
får kandidaterne ikke det nødvendige
Redaktionen af rektors og dekanernes beretninger er afsluttet ca. I. november 1987.
62 Universitetets årbog 1987
kendskab til videnskabelig metodik i deres studietid.
Hvortil kommer at det, der i det politiske
system opfattes som aktuelt, har en tendens
til at skifte fra årti til årti. Skulle forskningen
ustandselig følge med i alle det politiske livs
svingninger, ville store forskningsressourcer gå
tabt. Universiteternes pointe er at klare såvel
forandring som kontinuitet, men naturligvis
helst i en sådan form, at universitetet kommer
lidt foran udviklingen, snarere end at halte
efter.
Vender man blikket fra udlandet og tilbage
til Frue Plads og omliggende, er det tydeligt at
forandringer også her er på vej. Skulle man
først pege på en udvikling, som samler universitetets
medarbejdere, dets studerende og de
bevilgende myndigheder i stor enighed, så er
det internationalisering i bred forstand. Både
gennem særlige danske midler og forhåbentlig i
fremtiden også gennem Erasmus-programmet i
EF er det blevet muligt for et udsnit af studenterbefolkningen
at komme på egentligt, meritgivende
studieophold i udlandet. Forhåbentlig
vil vi til gengæld få et stigende antal udenlandske
studerende her, som vi kan give så meget
danskkundskab, at de kan følge studier i København.
Senere hen kunne måske også engelsksprogede
studieelementer komme på tale
hist og her ved danske universiteter. Forskerakademiet
har tilsvarende sat skub i licentiatstuderendes
rejser ud, i afholdelsen af sommerskoler
o.lign. med international farve her i landet
som led i forskeruddannelserne. Vi skulle
også gerne snart fa flere udenlandske gæsteprofessorer
hertil. Til de studerende, der rejser ud,
har universitetets nye internationale kontor
sammen med Det humanistiske Fakultet tilrigget
sprogkurser, så tiden ude kan udnyttes
uden for stor forsinkelse. Netop for et lille land,
som nødvendigvis må hente og altid har hentet
mange impulser udefra, er denne udvikling
mod større internationalisering en væsentlig
sag, markeret med kraftig streg også i OECD
rapporten.
Virkningen af tiltagende internationalisering
kommer hurtigt til at sætte sig spor. For at kunne
indpasse studier i det fremmede i danske
studieprogrammer, og omvendt, må holdningen
overfor meritoverførsel følge trop. Studienævnene
har stort set indset, at det er urimeligt
at forlange næsten identitet af et fremmed studieelement
for at kunne acceptere det i eget
studium, hvis ellers en grundlæggende studiekompetence
er vundet andetsteds. En accept
af større fleksibilitet vil også lette danske studerendes
muligheder for at kunne kombinere studieelementer
fra flere læreanstalter eller flere
fakulteter indenfor samme institution. Netop et
andet væsentligt led i de forandringer, som
man kan ønske accelereret i det danske universitetssystem.
Det vil også vise sig nødvendigt at kunne
»markedsføre« danske universitetsfolk bedre
end hidtil på det internationale, ikke mindst
det angelsaksiske universitetsmarked. Både
Københavns Universitet og Rektorkollegiet har
foreslået at udrydde licentiatbetegnelsen og erstatte
den med Ph.D. titlen, for at betone at
det, vi indtil nu har kaldt licentiatniveauet, bør
være på højde med det Ph.D. niveau, som anlægges
feks. ved de bedste engelske og amerikanske
universiteter. Ikke alene gør vi danske
unge med en grundlæggende forskeruddannelse
en tjeneste ved at gå den vej, men vi anviser
dermed en international kvalitetsmålestok for
vore egne institutioner, som vil være en sund
udfordring. At formelt indføre en dansk Ph.D.
grad bør ikke indebære en devaluering af den
klassiske, danske doktorgrad, som stadig vil
være dokumentationen for fuld videnskabelig
selvstændighed og kreativitet, og for forskeroriginalitet
og særlig indsigt. Indførelse af en
Ph.D. grad og fastholdelse af doktorgraden
kunne igen stå under overskriften Forandring
og Kontinuitet. I tillæg far vi også behov for
internationalt at kunne dokumentere betydningen
af det studietrin, som en universitetsstuderende
har nået med ca. 3 års normeret studium
bag sig. Det vil være naturligt at præsentere
den pågældende i udlandet som værende på
bachelor-niveau, også selv om bachelor-graden
ikke eksisterer herhjemme.
Men bachelor-graden, en ca. tre-årig mellemuddannelse
på universiteterne er nylig
fremsat som forslag, denne gang fra et af de
faglige landsudvalg, det naturvidenskabelige -
og dermed er der endnu engang lagt op til en
større uddannelsespolitisk debat herhjemme,
en debat som fra statsmagtens side er blevet
videreført gennem et »hyrdebrev« fra undervisningsministeren
til institutionerne. Universitetet
kan kun glæde sig over, at debatten om
Almindelig beretning 63
de videregående uddannelsers mål og midler
holdes levende, også selv om det kan være skeptisk
overfor det aktuelle sigte. Danske universiteters,
og ikke mindst Københavns Universitets,
store uddannelses-hovedpine idag er de
lange, faktiske studietider og de for høje frafaldsprocenter.
Det må være et hovedsigte lige
nu at bringe de faktiske studietider ned i nærheden
af de normerede og at reducere frafaldet
i de første studieår. Forbedringer af studiestøtten
må trække den vej, men gør ikke det hele,
for studieadfærd ændres ikke fra den ene dag til
den anden. Men universitetslærerne kan gøre
mere for at bringe specialeskrivningen i sidste
studietrin ned på et rimeligt omfang i tid og
indhold. Specialet skal være kvalitet, men det
skal ikke være en Ph.D.-afhandling og ambitionsniveauet
bør være et sådant, at specialet
kan afvikles på 6, højst 12 måneder. Vi må også
se nøjere på overgangen fra gymnasium til universitet,
herunder for universitetets vedkommende
tilpasning af det første studieår til de ny
studerendes faktiske niveau ved studiestart.
Også de såkaldte gymnasiale suppleringskurser
må revurderes. Det er en stor opgave at bringe
de faktiske studietider ned til de normerede og
at hæve gennemførelsesprocenterne, men den
er hastende, iøjnefaldende vigtig og ikke mindst
nødvendig for forskeruddannelserne, og vore
yngre forskeres internationale mobilitet. I denne
sammenhæng må en generel indførelse af
universitær mellemuddannelse ses som en
tvivlsom sag, som måske endda kan bringe hovedsigtet
i fare, ved en udtynding af sparsomme
lærerressourcer. Behovet for mellemlange
uddannelser kan vel være tilstede hist og her,
men om behovet er der generelt, må man sætte
spørgsmålstegn ved. Og om bachelor-graden,
specielt i naturvidenskab, ville løse spørgsmålet
om de 12.000 afviste fra de videregående uddannelser,
er heller ikke klart. Ønskerne og
kvalifikationerne hos disse 12.000 ved vi endnu
kun lidt om, og en nøjere forståelse heraf må
være en forudsætning for at skabe løsningsmodeller.
Universitetet er gået i gang med en sådan
analyse.
Spørgsmålene om de store overskridelser af
normeret studietid og de mange frafald udspringer
af studieadfærd. Alligevel kan universitetet
bidrage væsentligt til at formindske problemerne,
i første række ved selvransagende
analyser, dernæst ved handling. I den forbindelse
bør man nævne universitetsinitiativer i
retning af mere omfattende skriftlig information
om studierne til kommende studerende,
åbent hus arrangementer, udstillingsvirksomhed
om studieprogrammerne, forbedret studievejledning
m.v.
På samme måde med forskningen. Der er
ting, vi ikke kan indvirke meget på, særlig de
næste 3-4 års ressourceudvikling, som tegner til
at blive ujævn og mærket af nye, store besparelser.
Alligevel kan vi ikke lade stå til, under henvisning
til ydre tryk. Vi kan bidrage, ved vurdering
af egen situation og ved handling.
I denne forbindelse er tillid et nøgleord. Når
de bevilgende myndigheder, her og i udlandet,
nærer en sådan forkærlighed for programstyret
forskning, er grunden ikke mindst indgroet
mistillid til universiteternes evne til selv at
prioritere og manglende tro på, at universiteterne
kan holde orden i eget hus.
For forskningen og for dens organiske sammenhæng
med samfundslivet iøvrigt må man
ønske - på line med OECD rapporten - at mistillid
og mistro, og deraf følgende tendens til
centralstyring, kunne vendes til tillid og højere
grad af decentral prioritering.
Et væsentligt element i denne sammenhæng
er universiteternes syn på ydre evaluering af
forskningen. Verden over gennemlyses kvaliteten
og sigtet af universiteternes forskning, så
vidt man nu kan, ved indsats af ekspertgrupper,
hvis medlemmer ofte kommer fra et andet
land. Uden nødvendigvis at acceptere alle ydre
bedømmeres konklusioner kommer universitetet
til at have antennerne ude i disse sammenhænge,
og lidt mere markant end før. For at
fastholde egen identitet og initiativ må fakulteter
og fag tage handsken op og fortløbende føre
en debat om forskningsvisioner, og må drage
konklusioner heraf i form af oplæg til prioriteringer.
Og må på grundlag heraf vise, at man
selv kan gennemføre mærkbare forandringer,
vel vidende at omprioriteringer ikke kan glæde
alle i første omgang.
Orden i eget hus indebærer, at universitetet
står inde for, at der faktisk ydes en forskningsindsats
overalt. Forskning er ikke kun en
ret, men også en arbejdsforpligtelse for den enkelte
lærer, med mindre andet er aftalt med
instituttets ledelse. Det er ingen hemmmelig64
Universitetets årbog 1987
hed, at universitetet i de senere år har forholdt
sig med stor alvor til dette spørgsmål. Universitetet
ser frem til yderligere afklaring af ordet
forskningsforpligtelse fremover. Bedst var det,
hvis hvert fakultet helt åbent kunne fremlægge
sine særlige faglige kriterier og minimumskrav
for den enkelte ansattes forskningsindsats. Kriterierne
kan være forskellige fra fagområde til
fagområde, men det ville være nyttigt og tillidsskabende,
hvis de var kendt for den enkelte og
for ofientligheden. En sådan åbenhed er i det
lange løb en forudsætning for tryghed og tillid
indenfor forskningsmiljøerne.
OECD-rapporten finder mange tegn på omstændelig
sagsgang og ineffektivitet i det danske
forskningssystem, ikke mindst i universitetsverdenen.
Den kritik kan ikke blot afvises,
selvfølgelig kan meget forbedres. Netop med
henblik herpå har dette universitet nylig indskibet
sig i udarbejdelsen af en gennemgribende
edb-plan for hele det administrative system.
Universitetet har oprettet et internationalt kontor,
og et udadvendt informations- og projektkontor
er under oprettelse. Jævnsides hermed
arbejdes der med at effektivisere det universitetspolitiske
beslutningssystem bl.a. gennem et
forenklet udvalgsarbejde. Styrelseslovens muligheder
er næppe udtømt. I dagens Danmark
forekommer det sandsynligt, at man kan komme
længere med en forskningsstyrkelse af den
vej, end ved at kaste universiteter og politiskadministrative
myndigheder ud i nye, opslidende
debatter om gennemgribende styrelseslovsændringer.
OECD-rapporten fastslår, at vores
effektivitetsproblemer ikke adskiller sig væsentligt
fra dem, man finder i andre OECD-lande —
der har andre styrelseslove for deres universiteter.
Det tyder ikke på, at en styrelseslovsændring
med et trylleslag kan løse problemerne.
Til syvende og sidst hænger forskningseffektivitet
på de forskellige universitetsmiljøers ansvarsbevidsthed,
målbevidsthed og engagement.
Sådant skabes ikke med paragraffer.
P.S. I slutningen af oktober i år blev universitetet
- på linie med de fleste øvrige statsinstitutioner
— pålagt en driftsbesparelse, der for resten
af 1987 beløber sig til ca. 5,6 mill. kr. Universitetet
må dermed se i øjnene, at gennemførelsen
af en fornuftig planlægning af forskning og undervisning
endnu engang vanskeliggøres af et
uvarslet, kortsigtet indgreb. De bevilgende
myndigheder har i de senere år ved gentagne
lejligheder understreget betydningen af, at universiteterne
var bekendt med deres planlægningsgrundlag
indenfor en rimelig tidshorisont.
Med indgreb af ovennævnte art svækkes universitetets
tillid til seriøsiteten af statsmagtens
tilsagn i så henseende. Og dette er ikke gavnligt
for udvikling af et frugtbart forskningsklima i
Danmark.
Ove Nathan
b. Dekanernes årsberetninger
1. Det teologiske Fakultet
Det teologiske Fakultet har i 1987 haft stabile
økonomiske forhold takket være andel i tilgangspuljen.
Derudover er fakultetet blevet
styrket med et ekstraordinært lektorat i middelalderens
teologi- og kirkehistorie, og fakultetet
har faet en forskningsprofessor med speciale i
den tredie verdens kirkehistorie. Det er således
lykkedes at fa opfyldt noget af det, som fakultetet
ifølge sin langtidsplanlægning har ønsket realiseret.
Yderligere ønsker, blandt andet vedrørende
udbygningen af Søren Kierkegaard Biblioteket,
står højt prioriteret og vil forhåbentling kunne
realiseres i 1988.
Det er bemærkelsesværdigt, at fakultetet nu
har flere kvindelige end mandlige studerende,
at der nu er lige mange af hvert køn, der tager
teologisk kandidateksamen. Denne tendens til
ligestilling har dog endnu ikke kunnet slå igennem
ved ansættelser ved fakultetet.
John Strange
2. Det samfundsvidenskabelige Fakultet
Det samfundsvidenskabelige Fakultet havde i
januar lejlighed til at drøfte sin langtidsplanlægning
med Direktoratet for de videregående
Uddannelser. Fakultetet måtte desværre atter
konstatere, at direktoratet udtrykker forståelse
for fakultetets budgetmæssige problemer, men
ikke er indstillet på at ændre på det grundlæggende
problem for fakultetet, som er den høje
S/L ratio. Det er fakultetets ofte fremførte synspunkt,
at der ikke i dag er nogen baggrund for
at direktoratet forudsætter, at der inden for
samfundsvidenskaberne kan undervises mellem
30 og 50 procent flere studenter af det samAlmindelig
beretning 65
me antal lærere i forhold til, hvad der gælder
ved andre fakulteter.
Fakultetets problemer i denne henseende er
blevet yderligere skærpet ved indførelsen i 1987
af den ny juridiske studieordning, hvis krav til
holdstørrelser og vejledning vil øge presset på
de knappe ressourcer, der står til rådighed for
de retsvidenskabelige institutter.
Et andet område, hvor vilkårene i 1987 har
været særdeles vanskelige, har været de antropologisk-
sociologiske fag. Direktoratet iværksatte
fra årets begyndelse det udvalgsarbejde,
der skal resultere i en ny uddannelse i sociologi
og en reorganisering af uddannelsen i antropologi.
Særlig for Sociologisk Institut har den hermed
opståede situation været belastende. Direktoratet
betragter principielt den hidtidige
uddannelse som nedlagt og det nuværende institut
som under afvikling. Uddannelsen har
derfor fra sommeren 1987 ikke kunnet optage
nye studerende, og fakultetet har måttet acceptere
direktoratets krav om, at der udarbejdes en
afviklingsplan for instituttet. Fakultetet har i
denne sag i forståelse med Rektoratet og Konsistorium
fastholdt det synspunkt, at det er afgørende
for fakultetet, at den nye sociologiuddannelse
bevares her. Derfor har fakultetet ønsket
at bevare muligheden for dialog med direktoratet
og knytter sine forhåbninger til den forhandlingsfase
mellem Københavns Universitet
og direktoratet, der følger, når det nedsatte internationale
udvalg har afgivet sin betænkning.
Fakultetets forskning dokumenteres i universitetets
årbog. Fakultetet har lagt vægt på at
styrke det forskningsmæssige samarbejde mellem
fagene og på at skabe det bedst mulige
grundlag for fakultetets planlægning på området.
Fakultetet har derfor i år nedsat såvel et
forskningsudvalg som et biblioteksudvalg. Videre
kan fremhæves dels den omfattende udbygning
af institutternes edb-apparatur, dels at
den del af fakultetets forskning, der er ekstern
finansieret, fortsat er i stærk vækst.
For fakultetet som helhed gælder det derfor,
at problemerne i forbindelse med fagenes lokalemæssige
vilkår nu nærmer sig det tåleliges
grænser. Fakultetet befinder sig fortsat i en personalemæssig
ekspansionsperiode og hertil
kommer de mange eksternt finansierede forskere.
Det må derfor betragtes som utilfredsstillende,
at der inden for de nærmeste år kun synes at
kunne finde en særdeles beskeden udvidelse
sted af de fysiske rammer. Videre er institutterne
lokaliserede i ældre bygninger, hvis krav til
vedligeholdelse ikke i rimeligt omfang kan tilgodeses
inden for de tildelte bevillinger.
Christian Thune
3. Det lægevidenskabelige Fakultet
Det lægevidenskabelige Fakultets studenterindtag
er nu stabiliseret, således at man i de
kommende år kan regne med en årlig tilgang
på 270 medicinske studenter. En humanbiologisk/
bioteknologisk præ- eller postgraduat uddannelse
af yderligere 30 studenter/kandidater
er planlagt.
På fakultetet har året været præget af omstillingen
til ny studieordning, hvis tre første semestre
nu er igang. En af fakultetsstudienævnet
gennemført semesterrevalqering viser, at der
såvel blandt lærere som studenter er udbredt
tilfredshed med den nye ordning. Planlægningen
af det nye 4. semester, med tidlig klinisk
undervisning på hospitalerne, har været problemfyldt,
da den udvidede kliniske undervisning
i ny studieordning forudsætter nye overenskomster
med hospitalerne, overenskomster
som endnu ikke er afsluttede. Forhandlingerne
herom mellem Direktoratet for de videregående
Uddannelser, Københavns Amtskommune,
Københavns Kommune, Rigshospitalet og fakultetet
pågår stadig i koordination med tilsvarende
overenskomstforhandlinger for medicinuddannelserne
i Odense og Århus. I betragtning
af, at denne hospitalsbaserede undervisning
skal starte med 4. semester pr. 1. februar
1988 finder fakultetet det bekymrende, at man
endnu ikke ved, hvor undervisningen skal foregå
og dermed hvilke lærerkræfter den skal baseres
på. De økonomiske betingelser er ligeledes
ukendte - det eneste sikre i de nye kliniske aftaler
er, at der bliver færre midler til den kliniske
forskning, hvilket fakultetet har protesteret
kraftigt imod - dog hidtil uden succes.
Fakultetets økonomiske situation har generelt
været mere positiv i 1987 end de foregående
år, hvor stort set alle ønsker om genbesættelse
af stillinger, igangsættelse af nye projekter
o.s.v. er blevet afvist. 1987 blev året, hvor denne
udvikling vendte. Bemandingen, især på
TAP-siden af fakultetets institutter, var i løbet
af 1986 bragt så langt ned, at en række labo66
Universitetets årbog 1987
rant- og sekretærstillinger har kunnet opslås i
løbet af året. Dette har givet fakultetet nye muligheder
for at omfordele de personalemæssige
ressourcer på en mere hensigtsmæssig måde og
samtidig mere aktivt at opprioritere de institutter
og fagområder, der ifølge den langsigtede
faglige planlægning skal ekspandere.
Det er håbet, at denne positive udvikling kan
fortsætte i årene fremover, men det må erkendes,
at der hen ad vejen kan opstå mange, næsten
uløselige problemer. Pludselige panikbesparelser
udgør således stadig en trussel. Den
3 %'s besparelse, der midt i oktober blev pålagt
universitetet, og dermed fakultetet, bragte fakultetet
i den ubehagelige situation, at nyligt
trufne fremadrettede beslutninger, der skulle
tjene til realisering af den faglige planlægning,
måtte omgøres, med en urimelig forsinkelse af
planernes gennemførelse til følge.
Forhandlingerne med direktoratet ved årsskiftet
1986/87 om den langsigtede faglige planlægning
førte til en række positive tilsagn, som
alle er blevet indfriet. På trods af dette meget
konstruktive modspil finder fakultetet det stadig
mere belastende, at en væsentlig del af den
helt nødvendige faglige fornyelse og omprioritering
skal være afhængig af direktoratets velvilje
via puljesystemet. Det er opfattelsen, at
fakultetet selv vil kunne gennemføre de nødvendige
omstillinger, hvorfor det ville være mere
rimeligt at forøge fakultetets egen økonomiske
ramme. På nuværende tidspunkt afventer
vi dommen over de netop indsendte 1989-
puljeansøgninger, før vi selv tør gribe aktivt
ind.
Den videnskabelige aktivitet er fortsat uændret.
Der er i årets løb blevet uddelt 2 guld, 3
sølvmedaljer og konfereret 39 doktorgrader fra
fakultetet.
Kjeld Møllgård
4. Det humanistiske Fakultet
Fakultetet har været præget af en levende faglig
aktivitet. På trods af de mange kræfter, som
kræves for at få uddannelsesmønstret indarbejdet
efter 1985-bekendtgørelsen, samtidig med
at de studerende fra tidligere årgange med fuld
ret lægger beslag på deres del af ressourcerne,
har fakultetets forskningsindsats været af samme
omfang og lødighed som tidligere. Aldrig
tidligere er så mange disputatser forsvaret; iøvrigt
vil årbogen dokumentere den synlige forskningsindsats.
I den forbindelse er det værd at
nævne, at Det humanistiske Forskningscenter
befinder sig som en gæst blandt sine egne og
fungerer i helheden stort set uden vanskeligheder.
Det er endnu for tidligt at drage konklusioner
om humanist-bekendtgørelsens fordele og
ulemper. Den er ved at præge uddannelsesviften
på afgørende måde. Det har betydet en væsentlig
ro, at en række magisterstudier endelig
er blevet godkendt. Denne ro er en væsentlig
betingelse for, at det nye studiemønster kan finde
et naturligt leje i den faglige forankring.
Derfor modtages forlydende om et nyt snarligt
uddannelsessystem med bekymring. Fakultetet
har alene i efterkrigstiden kunnet administrere
rene magisterstudier ved siden af skoleembedseksamens
uddannelser, derpå en strukturel enhed
omfattende alle uddannelser, senest i en
form, der reelt indfører etfagsuddannelser, og
fakultetet kan vel også varetage bachelor-uddannelser
med en ny overbygningsstruktur,
men skulle det ske inden de første resultater af
den seneste reform er kendt, vil mange studerende
få mange vanskeligheder. Der kan højst
blive tale om et alternativt forsøg i en årrække.
Det væsentligste i fakultetets langsigtede politik
er at opretholde den brede fagvifte. Det er
derfor tilfredsstillende, at netop denne politik
er anerkendt fra Direktoratet for de videregående
Uddannelser og indirekte fra folketinget,
som med den særlige såkaldte småfagsbevilling
begyndte at reparere på tidligere års skader.
Den seneste større nydannelse fakultetet har
besluttet er en intensiveret forskeruddannelse.
Uddannelse af næste generations forskere har
altid været højt prioriteret, men en systematisk,
delvis tværvidenskabelig struktur er først nu
etableret. Adskillige initiativer er allerede sat i
gang, delvis med støtte fra Forskerakademiet.
Det er værd at bemærke, at flere initiativer afvikles
i samarbejde med forskere fra udenlandske
universiteter, som Københavns Universitet
har samarbejdsaftaler med.
Den løbende tilpasning til en optimal administrativ
struktur er fortsat ved sammenlægning
af to arkæologiske institutter til et Institut
for forhistorisk og klassisk Arkæologi, og af tre
sprogvidenskabelige institutter samt Center for
Audiologopædi til et Institut for almen og anAlmindelig
beretning 67
vendt Sprogvidenskab. Center for Arbejderkulturstudier
er reorganiseret og nye centre er under
dannelse.
Blandt de nye videnskaber er kvindeforskning,
som ved Københavns Universitet har
etableret sig med et højt aktivitetsniveau. Center
for Kvindeforskning fejrede ved universitetsårets
begyndelse sit femårsjubilæum med
megen festivitas og med megen - berettiget -
opmærksomhed.
Snart er kvindeforskningen et gammelt fag
ved siden af alle de andre — gamle og spændstige
på samme tid - og det gamle fakultet er
stadig så spændstigt, at det er klar til at give
plads til det næste nybrud i humanistisk forskning.
Jørgen Skafte Jensen
5. Del naturvidenskabelige Fakultet
1 1987 er Det naturvidenskabelige Fakultet begyndt
at realisere den plan for årene 1987-93,
som i 1986 blev fremsendt til Undervisningsministeriet
og fik en positiv modtagelse i dettes
rådgivende organer.
Centralt i planen står ønsket om styrkelse af
en række vigtige forskningsområder, bl.a. gennem
besættelse af et større antal professorater.
I 1987 har fakultetet ansat 3 nye professorer,
2 i datalogi og 1 i marinbiologi. Til besættelse i
1988 er opstået 6 professorater.
Ansættelsen af to professorer i datalogi betyder
en permanent tilknytning af to internationalt
kendte forskere til forsknings- og undervisningsmiljøet
på Datalogisk Institut (DIKU).
Med besættelsen af professoratet i marinbiologi
er der skabt klarhed om udviklingen af den
akvatiske biologi ved Københavns Universitet.
Opbygningen af en stærk forskergruppe ved
Marinbiologisk Laboratorium i Helsingør sker
i samarbejde med Statens naturvidenskabelige
Forskningsråd. Også på andre felter er det fakultetets
hensigt i de kommende år at arbejde
for en styrkelse af den danske indsats indenfor
havforskningen, der opfattes som væsentlig for
det danske samfunds fremtidige udviklingsmuligheder.
I forbindelse med regeringens bioteknologiske
forsknings- og udviklingsprogram er fakultetet
i 1987 blevet hjemsted for to af de bioteknologiske
centre, der for en forsøgsperiode på
ca. 3 år etableres i et samarbejde med andre
højere læreanstalter, andre offentlige institutioner
og erhvervslivet. Det drejer sig om et center
for medicinsk bioteknologi og et center for molekylærbiologi.
Udover disse to centre, hvis ansvarlige ledere
er ansat ved fakultetet, deltager forskergrupper
fra en lang række laboratorier i fem andre centerdannelser.
Indpasningen af disse nye strukturer i universitetet
har ikke været problemfri, og der må
løbende på institutplan afklares mindre strukturelle
problemer. Et særligt problem omkring
centrene er, at der ikke er afsat penge til de
ombygningsarbejder, der er behov for, og det er
uhyre vanskeligt for universitetet selv at afsætte
yderligere midler hertil. Men i hovedtræk synes
centrene at tegne lovende, og de tilførte midler
at give mulighed for større forskningstiltag indenfor
områder, der også af fakultetet betragtes
som centrale. Også på andre områder arbejder
fakultetet aktivt for at skafie eksterne midler til
centrale forskningsfelter.
I september 1987 optog fakultetet ialt 1097
nye studerende, en forøgelse med 163 i forhold
til året før og med mere end 300 i forhold til
1985.
Mest markant var stigningen i tilgangen til
biokemi studiet, der optog 182 nye studerende
mod 123 i 1986. Biokemi studiet har nu siden
begyndelsen af 80'erne oplevet en støt stigning i
tilgangen, der i 1981 var på 37 studerende. Ikke
underligt skaber en så konstant vækst gennem
en længere årrække et ønske om en udbygning
af faget, og fakultetet ser det som en hovedopgave
i de kommende år at skabe bedre rammer
for den biokemiske (molekylærbiologiske)
forskning og undervisning.
Fakultetets samlede kandidatproduktion er
stigende fra 1986 til 1987. Ialt blev 259 kandidater
færdige i 1987 heraf 7 aktuarer. Kandidatproduktionen
i datalogi er stigende, og dette
gælder tillige produktionen af exam.scient.'er i
datalogi, men der er stadig tale om en pukkel af
næsten-færdige datalogistuderende, der blot
mangler deres speciale, og hvor vanskelighederne
med at fastholde de fastansatte lærere på
Datalogisk Institut er hæmmende for færdiggørelsen.
Fakultetet har i denne forbindelse søgt
Finansministeriet om fastholdelsestillæg til lektorerne
ved Datalogisk Institut.
Dorte Olesen
68 Universitetets årbog 1987
c. De styrende organer
Rektor: Professor, dr.phil. Ove Nathan genvalgtes
ved rektorvalget foråret 1985 for perioden
1.6.1986-31.5.1988.
Prorektor: Lektor, mag.art. Leif Christensen
genvalgtes ved prorektorvalget foråret 1987 for
perioden 1.6.1987-31.5.1989.
Konsistorium: Rektor, prorektor og dekanerne
for de 5 fakulteter er fødte medlemmer. Ved
valget til de styrende organer efteråret 1986
valgtes til Konsistorium 11 repræsentanter for
det heltidsbeskæftigede personale og 10 repræsentanter
for det teknisk-administrative personale
for perioden 1.12.1986-30.11.1989. Ved
valget til de styrende organer efteråret 1986
valgtes til Konsistorium 2 repræsentanter for
det deltidsbeskæftigede personale og 10 repræsentanter
for de studerende for perioden
1.12.1986-30.11.1987. På grund af edb-strejke
sommeren 1987 forlængedes valgperioden for
studerende og deltidslærere til 15.01.1988.
Oplysninger om sammensætningen af Konsistorium,
Konsistoriums Budget- og Forretningsudvalg,
fakultets- og fagråd, samt studienævn
findes i »Vejviser for Københavns Universitet
1987«.
Herudover har Konsistorium i 1986/87 nedsat
følgende udvalg og arbejdsgrupper:
Lovpligtige udvalg: Konsistoriums Valgudvalg,
for perioden 1.1.-31.12.1987. Konsistoriums
Stipendieudvalg, for perioden 1.2.1987-
31.12.1988. Konsistoriums permanente Museumsudvalg,
for perioden 1.12.1986-30.11.1989.
Øvrige udvalg og arbejdsgrupper, alle for perioden
1.12.1986-30.11.1987: Forskningsudvalget,
Uddannelsesudvalget, Informations- og
formidlingsudvalget. Konsistoriums udvalg for
internationale Anliggender, Biblioteksudvalget
og Konsistoriums Ligestillingsudvalg.
Følgende udvalg blev nedlagt i 1987: Bladudvalget
(kommunikationsudvalg) vedrørende
Universitetsavisen, Arbejdsgruppen vedrørende
freds- og konfliktforskning, Københavns
Universitets forum for informationsteknologi.
Udvalget vedrørende internationale udviklingsstudier
og områdestudier og Konsistoriums
følgeudvalg for Hum-Tek-uddannelsen.
Konsistoriums Budget- og Forretningsudvalg
har nedsat følgende udvalg, alle for perioden
1.12.1986-30.11.1987: Koordinationsudvalget
vedrørende den fysiske planlægning.
Kantine- og rengøringsudvalget, Udvalget vedrørende
de fællestekniske driftsforhold for bygninger
m.v. og Udvalget vedrørende udgifter til
den centrale administration og fælles service.
Oplysninger om sammensætningen af ovennævnte
udvalg fås ved henvendelse til Konsistorialkontoret.
Frue Plads, Postboks 2177,
1017 København K.
Oplysninger om sammensætningen af fakultets*
og fagråd, samt fakultetsstudienævn fas
ved henvendelse på de enkelte fakultetskontorer,
jfr. adressefortegnelsen forrest i årbogen.