A. Nekrologer

Einar Andersen
16. september 1905 - 20. juni 1987
Einar Anton Andersen blev født den 16. september 1905 som søn af en københavnsk forretningsmand
og korrespondent. Som barn gik han i tysk skole, derefter som gymnasiast i Østre Borgerdydsskole,
hvorfra han dimitteredes som student i juni 1923.
Einar Andersens matematiske begavelse førte ham naturligt til et universitetsstudium ved
Københavns Universitets matematisk-naturvidenskabelige Fakultet. Under studiet blev hans interesse
mere og mere rettet mod geodæsien, og da universitetet netop havde etableret en magisterkonferens
i geodæsi, indstillede han sig til denne og blev i marts 1928 Danmarks første magister i
dette fag.
Udgifterne til studierne søgte Einar Andersen at dække ved eget arbejde. Han var en god
orgelspiller, og i studenterårene var han ofte vikar for organister i københavnske kirker. Det er i
den forbindelse morsomt, at der i Sands villa, som i 1970 blev givet Andersen som livsvarig bolig af
Videnskabernes Selskab, fandtes et udmærket orgel, hvor han således som ældre kunne genopfriske
ungdommens musikalske færdigheder. I 1926 fik han imidlertid ansættelse i Den Danske
Gradmaaling, den institution der dengang varetog den videnskabelige geodæsi, og han kom
dermed til at integrere sit teoretiske studium med fagets mange praktiske problemer ved opmåling
og beregning. Den Danske Gradmaaling havde på forbilledlig måde hævdet danske geodæsis
kvalitet ved en række fremragende direktører og geodæter og derved skabt en tradition for en
meget høj faglig standard. Einar Andersen levede sig i sine første arbejdsår ved institutionen
stærkt ind i denne tradition, og senere som direktør var det hans store mål at kunne fortsætte og
fastholde traditionen fra Gradmaalingens tid.
Den 1. april 1928, umiddelbart efter at Einar Andersen var blevet magister, oprettedes Geodætisk
Institut ved en sammenslutning af Den Danske Gradmaaling og Generalstabens topografiske
Afdeling med den hidtidige Gradmaalingsdirektør, prof, dr.phil. N. E. Nørlund, som chef. Nørlund
ansatte straks Einar Andersen som afdelingsgeodæt i den nye institution.
Geodæsien var i disse år på vej mod en voksende interesse for den fysiske geodæsi, bestemmelsen
af jordens tyngdekraftfelt, og der blev rundt om i verden arbejdet ihærdigt på dels at udvikle
instrumenter til tyngdemåling, dels at udvide antallet af tyngdestationer. Det var derfor naturligt,
at Einar Andersen som sin første hovedopgave startede et forskningsarbejde inden for dette
område. Tyngdekraft blev på det tidspunkt målt udelukkende ved pendulinstrumenter, og en
række fejlkilder påvirkede disse målinger. Et af hovedproblemerne var instrumentstativets medsvingning
ved energioverførsel fra det svingende pendul, en medsvingning, som man end ikke
kunne fjerne ved at sætte penduler i modfase.
Einar Andersen søgte en løsning ved en direkte integration af pendulernes bevægelsesligninger
og nåede frem til formler for korrektionen, der lod sig omsætte til tabeller, som let lod sig anvende i
praksis. Endvidere lykkedes det ham at angive grænser, inden for hvilke formlerne var gyldige.
Dette arbejde beskrev Andersen i en publikation, der indsendtes til Københavns Universitet og
foranledigede, at han i 1932 tildeltes universitetets doktorgrad.
Ved sin ansættelse ved Geodætisk Institut fik Einar Andersen i øvrigt i disse år en stor erfaring
inden for en række af geodæsiens discipliner. Som den første med en geodætisk universitetsuddannelse
var det naturligt, at han blev sat til at løse mange af de problemer, der krævede grundig
geodætisk viden. Bl.a. blev Andersen i 30-erne sendt ud som deltager i den store opgave, den
såkaldte Baltiske Kommission havde påtaget sig, nemlig en præcisionsmåling og sammenkædning
20 Universitetets årbog 1987
af de geodætiske triangulationsnet gennem staterne langs den Botniske Bugt og Østersøen, således
at disse staters opmålinger kunne fremtræde i et og samme system. Andersen fik i denne sammenhæng
ansvaret for udførelse af tyngdemålinger i hovedstationerne af den såkaldte Baltiske Ring.
Den alsidighed, der i disse år havde præget Einar Andersens arbejde, gjorde ham vel rustet til i
1939 at overtage stillingen som statsgeodæt og chef for instituttets forskningsafdeling, geodætisk
afdeling I. Det første store arbejde, han som afdelingschef iværksatte, var en gravimetrisk opmåling
af Sjælland som optakt til en dækning af hele landet med tyngdestationer ca. for hver 2 km.
Dette var gjort muligt ved en stærk udvikling af gravimetre med langt kortere observationstider
end pendulinstrumenterne. Denne opmåling, der blev udført af ham selv, optog det meste af hans
tid under 2. verdenskrig, og den tyske besættelse gjorde ikke opmålingen let.
Det var dog navnlig efter krigens afslutning, at de store krav blev stillet til Andersen og hans
afdeling. Kravet om en koordination og samordning af de europæiske geodætiske punktsystemer,
ikke mindst med henblik på at skabe sammenhæng i de europæiske kortværker, fordrede en
nyberegning af det danske 1. ordens triangulationsnet. At udføre en samlet udjævning efter den
Gaussiske algoritme var ikke i teorien en vanskelig opgave, men henvist til almindelige bordregnemaskiner
var det en opgave, der i praksis blev anset for umulig at løse.
Ved en enestående administration lykkedes det dog Andersen at løse opgaven, og han kunne
derved opnå koordinater for 1. ordens stationerne med optimal nøjagtighed. Resultaterne herfra
indgik straks i den europæiske udjævning, og slutresultatet blev de koordinater, til hvilke vi
knytter betegnelsen European Datum 1950 (ED50).
Men herfra affødtes straks en ny opgave, nemlig transformation af koordinaterne for de ca.
30.000 danske geodætiske fikspunkter fra det danske system, system 1934, til ED50. Opgaven var
en stor udfordring. At løse den ved almindelige hjælpemidler og med det forhåndenværende
personale ville tage mange år. Men Andersen, der havde et skarpt øje for mulighederne i den
tekniske udvikling, indså, at de nyligt opdukkede datamater var som skabt til løsningen af denne
opgave, og en IBM maskine blev anskaffet. Dette blev begyndelsen til en udvikling af største
betydning for dansk geodæsi.
Einar Andersens blik for tekniske nyskabelser af betydning viste sig også på andre områder. Det
var således ham, der tog initiativ til anskaffelse af det første instrument til elektromagnetisk
afstandsmåling, Geodimeteret, og et par år senere af et tilsvarende instrument, Tellurometeret, og
Andersen formåede stedse at inspirere sine medarbejdere til et intenst forsknings- og udviklingsarbejde
med det nye instrumentel. Det var i disse år, at dansk geodæsi atter begyndte at hævde sin
høje standard også i international sammenhæng. Ved de mere og mere hyppige geodætiske møder,
der afholdtes - og især dem der drejede sig om europæiske opgaver - tilhørte Andersen den
inderkreds af personer, der talte med størst vægt, både fordi hans egne kvalifikationer berettigede
hertil, men også som følge af de arbejder og resultater, han kunne fremvise fra sit institut.
I 1955 afløste Einar Andersen N. E. Nørlund som direktør for Geodætisk Institut. Allerede året
efter oprettedes et professorat i geodæsi ved Københavns Universitet, og Andersen blev kaldet til
at varetage dette. Direktørstillingen bevarede han på honorarlønnet basis.
Tilknytning til universitetet havde Andersen længe haft, først som privatdocent og fra 1950 som
lektor i geodæsi. Det er Andersens store fortjeneste, at han fik iværksat en gennemført geodæsiundervisning
ved universitetet. Det kunne imidlertid ofte være vanskeligt at skelne mellem hans to
funktioner, ikke mindst da han fortsatte med at henlægge den geodætiske forskning til Geodætisk
Institut, og da han lod de geodæsistuderende deltage i arbejdet ved instituttets forskningsafdeling
og her modtage en stor del af deres vejledning. Denne integration af institut og universitet i
uddannelsen af unge geodæter var imidlertid i høj grad medvirkende til at skabe det høje niveau,
dansk geodæsi i årene fremover skulle opnå.
Som direktør for Geodætisk Institut var det utvivlsomt Einar Andersens ønske at bringe kvaliteten
af sit institut op til et niveau, hvor han følte, at det kunne være en værdig efterfølger af de
institutioner, det var opstået fra, og han bestræbte sig meget på at understøtte den kvalitetsmæssige
fremgang over en bred front. Uddannet, som han imidlertid var, i et strengt geodætisk forskNekrologer
21
ningsmiljø havde han måske vanskeligt ved at tilgodese andre opfattelser end de strengt faglige, og
det kom også til visse modsætninger inden for instituttet, modsætninger, der irriterede ham, og
som han ikke helt havde evnen til at overvinde.
På de områder, hvor han følte sine intentioner efterlevet, gjorde han imidlertid sit yderste for at
føre instituttet frem. Arbejdet med IBM-maskinen havde inspireret ham til den tanke, at instituttet
skulle bygge sin egen elektronregnemaskine. Han havde da siddet nogle år i Regnecentralens
bestyrelse, og ved et lykkeligt sammentræf kunne Geodætisk Instituts interesser og Regnecentralens
ønsker om at vinde erfaring for bygning af en efterfølger af dens første datamat, DASK,
arbejdes sammen til et fælles udviklingsprojekt. Resultatet blev GIER (Geodætisk Instituts Elektroniske
Regnemaskine), en fuldt transistoriseret datamat og prototypen for Regnecentralens
første datamatgeneration.
GIER var resultatet af et samarbejde mellem en række dygtige og entusiastiske yngre mennesker
fra Geodætisk Institut og Regnecentralen under Niels Ivar Bechs inspirerende ledelse, men
uden Einar Andersens visioner, uden hans dristige mod til at løbe en stor økonomisk risiko, og
uden hans stærke tiltro til sine egne og Regnecentralens medarbejdere var udviklingen inden for
dansk edb sikkert gået langsommere, end tilfældet nu blev. Sikkert er det, at Einar Andersen var
den, der gjorde det muligt for Geodætisk Institut at være mellem de allerførste i verden i udviklingen
af geodætisk edb.
Einar Andersen indså tidligt, at inspiration udefra var nødvendig for dansk geodæsis fremgang,
ligesom han forstod betydningen af et internationalt geodætisk samarbejde. Han lagde derfor vægt
på, at danske geodæter i så vidt omfang som muligt kom til at deltage i internationale møder og
symposier, og han opfordrede medarbejdere til at gå ind på ledende poster i internationale
samarbejdsorganer. Selv kom han til at indtage ledende stillinger i Bureauet for International
Union of Geodæsi and Geophysics (1960-71), i executivkomiteen for International Council of
Scientific Unions (1968-72) og i Council for Federation of Astronomicai and Geophysical Services
(1971-75), ligesom han også var medlem af eller præsiderede mange danske nationalkomitéer
inden for geofysiske områder.
Einar Andersen var hele sit liv en meget flittig mand. Han skrev en lang række geodætiske
afhandlinger, også efter at han var blevet direktør. Efterhånden som hans administrative pligter
kom til at optage større og større dele af hans tid, samtidig med at geodæsien teknisk og forskningsmæssigt
udviklede sig meget stærkt, flyttedes hans interesser dog fra rent faglige emner til
mere historiske personskildringer, og inden han gik af som direktør, lykkedes det ham at udarbejde
og udgive biografier over de to store danske, geodætiske personligheder, Thomas Bugge (1740-
1815) og H.Chr. Schumacher (1780-1850).
Einar Andersen var blevet medlem af Videnskabernes Selskab i 1958, og han var en meget flittig
deltager i selskabets møder. Det var ham en meget stor glæde, at selskabet tildelte ham boligen i
Gentofte til livsvarig beboelse. Også sit medlemsskab af Det kgl. danske Geografiske Selskab og
dets råd (fra 1958) værdsatte han meget højt, posten som vicepræsident i selskabet (fra 1974)
varetog han med megen omhu, og det var ham en meget stor glæde og ære, at selskabet kort før
hans død udnævnte ham til æresmedlem.
Einar Andersen var en mand, der kunne have egne stærke meninger og modet til at hævde dem.
Han undgik derfor ikke konfrontationer, især når hans faglige viden og ekspertise stødte sammen
med synspunkter med anden baggrund. Nogle vil således huske hans heftige opgør med politikerne,
da man i begyndelsen af hans direktørtid foreslog en udflytning af Geodætisk Institut fra
København. Over for sine medarbejdere var han meget opmærksom, ingen blev forment adgang
til hans kontor, og han var altid parat til at hjælpe, hvor medarbejdere havde personlige problemer.
Som mange betydningsfulde personligheder kunne han være sårbar for kritik, især når den
ramte der, hvor han aldrig selv gik på kompromis: i kravet om kvalitet, men over for dem, der
forstod hans intentioner, var han en både opmærksom og loyal chef.
Æret være hans minde.
Elvin Kejlsø

Niels Knud Andersen
22. november 1916 - 22. august 1987
Den 22. august 1987 døde professor Niels Knud Andersen efter længere tids sygdom. Han havde
taget sin afsked pr. 1. august 1986. På det tidspunkt var han i gang med at bedømme en disputats,
der kort efter blev antaget til forsvar for den teologiske doktorgrad, og han havde på fakultetsrådets
anmodning indvilliget i at opponere ex officio ved forsvaret, der var berammet til forårssemesteret
1988. Trods sygdommen arbejdede han med denne disputats og så med glæde hen til at
skulle afslutte sin mangeårige gerning ved Københavns Universitet i forbindelse med et område,
der stod hans hjerte nær, nemlig den danske reformations historie.
Niels Knud Andersen var søn af smedemester Rasmus Herluf Andersen og hustru Karoline
Marie Knudsen. Han blev født i Marstal på Ærø, og han bevarede livet igennem et nært forhold til
sin fødeø, hvor han i de senere år tilbragte sine ferier i et hus, han havde erhvervet for at kunne
være i de hjemlige omgivelser.
Da det tidligt blev klart, at han havde evner for studier, blev han sat i skole i Haslev Gymnasium,
hvorfra han blev student 1935. Som studiefag valgte han teologi, og meget tidligt fangede især
kirkehistorien hans interesse. Han nåede netop at opleve J. Oskar Andersen som professor i dette
fag kort inden dennes afgang på grund af alder. Han nærede livet igennem stor beundring for
Oskar Andersen, hvis syn på kirkehistorien han selvstændigt tilegnede sig. Anledningen til hans
første udmærkelse inden for det kirkehistoriske studium blev besvarelsen af en prisopgave, der
belønnedes med guldmedaille. 1942 blev han teologisk kandidat. En kort tid virkede han som
undervisningsassistent, og året efter fik han tildelt et af de dengang nyoprettede universitetsadjunkturer,
seksårige stipendier for yngre forskere, der allerede havde udmærket sig. I disse år blev
det grundlæggende arbejde med den senere disputats udført. Ved udløbet af adjunkttiden i 1949
blev Niels Knud Andersen hjælpepræst hos sognepræst Th. Glahn ved Jesuskirken i Valby, og
1951 udnævntes han til residerende kapellan ved Skovshoved Kirke, hvor han var, indtil han i
1957 blev ekstraordinær professor i dansk kirkehistorie ved Det teologiske Fakultet. 1954 forsvarede
han sin disputats for den teologiske doktorgrad. Oprettelsen af professoratet i dansk kirkehistorie
til Niels Knud Andersen var en følge af et syn på dansk videnskabs fremme, som nutiden kunne
lære meget af: Det var fakultetets opfattelse, som støttedes stærkt af universitetet, at man i ham
havde en kirkehistoriker, som det var vigtigt for universitetet at knytte sig til. Man vidste dengang,
at i et lille land gælder det om at udnytte de ressourcer, der nu engang findes, medens det er lidet
fremmende for videnskaben at oprette stillinger ud i det blå, dvs. på områder, hvor talentet ikke i
øjeblikket er til at få øje på.
Niels Knud Andersens besvarelse af følgende prisspørgsmål; »En Fremstilling af Striden mellem
Jens Grand og den danske Krone, belyst ud fra Modsætningen mellem kanonisk og dansk
Ret«, havde en sådan kvalitet, at den 1943/44 blev udgivet i bearbejdet skikkelse under titlen:
Ærkebiskop Jens Grand. En retshistorisk undersøgelse I-Il (151 + 168 sider). Allerede som student havde
han fået udgivet nogle afhandlinger om konflikten mellem kanonisk og germansk ret, hvoraf især
bør nævnes hans bidrag til festskriftet »Med Lov skal Land Bygges« i anledning af 700-året for
Jyske Lovs kodificering, udgivet af Juristforbundet (1941). Niels Knud Andersen skrev her om
Kanonisk Rets Indflydelse på Jyske Lov (anf.skr. s. 84-120). Han fulgte en linie i international middelalderforskning,
som dengang var ret uprøvet herhjemme. I betragtning af forfatterens unge alder
var det en imponerende lærdom, han lagde for dagen i disse arbejder. Også prisafhandlingen er et
24 Universitetets årbog 1987
pionerarbejde. Et ofte behandlet stof blev her underlagt en synsvinkel, som næsten ikke havde
været forsøgt tidligere. Som kirkeretshistorisk undersøgelse er værket om Jens Grand dygtigt,
flittigt og befordrende for en forskning, der måske undertiden havde haft tendenser til at antage en
noget provinsiel karakter. Allerede i disse tidlige middelalderarbejder bliver det åbenbart, at Niels
Knud Andersens styrke som kirkehistoriker ligger i det omhyggelige kildestudium og den tekstnære
fortolkning.
Da prisafhandlingen blev offentliggjort, var Niels Knud Andersen allerede i gang med det, der
skulle blive et hovedområde for hans forskning: Dansk reformationshistorie. Det betydeligste
bidrag i adjunkttiden 1943-49 er formentlig kommentaren til »Skrifter af Paulus Helie«, Bind IIVI,
der er trykt i bind VIII (1948; 163 sider). Denne »realkommentar«, der skal støtte læseren i
forståelsen af mange detailler, vidner om stor fortrolighed med kilderne, men indlader sig, som det
vel også er rigtigt, ikke på stormaskede fortolkninger. Hovedværket i Niels Knud Andersens
studier over den danske reformation er dog disputatsen: Confessio Hafniensis. Den københavnske
bekendelse af 1530. Studier i den begyndende Reformation (1954; 473 sider). »Confessio Hafniensis« er et
hovedværk i studiet af den danske reformation. Den københavnske bekendelse af 1530, omfattende
43 artikler, blev udarbejdet af de danske prædikanter i anledning af Herredagen 1530. I en
indgående analyse af disse artikler, med inddragelse af et stort materiale fra udlandet, særligt fra
Tyskland, påviser Niels Knud Andersen, at bekendelsen er præget af en bibelhumanistisk retning i
den danske reformbevægelse, som kun har lidt eller ingen sans for de specifikt lutherske synspunkter,
der her i landet repræsenteredes af Hans Tausen og enkelte andre. Det var Malmø-reformatorerne,
alle elever af Poul Helgesen, der havde forfattet bekendelsen. Denne opfattelse, der må siges
at være overbevisende dokumenteret i bogen, betegner et brud med den gængse forståelse og
dermed et virkeligt fremskridt i forståelsen af reformationens forløb her i landet, inden Christian
HI og hans rådgivere overtog ledelsen (1536). Det blev fra flere sider forsøgt at anfægte disse
resultater (dog først efter forsvaret, der prægedes af opponenternes begejstring over den betydelige
lærdom og de originale vurderinger), men uanset diskutable enkeltheder kan det nu siges, at
»Confessio Hafniensis« vil blive stående som det første og afgørende led i en ny forståelse af de
danske reformatorers teologi forud for 1536. Det kan betragtes som bevist, at de danske prædikanter
i denne periode var delt i to grupper, en fra Wittenberg inspireret, og en »dansk«, præget af en
radikalisering af Poul Helgesen, men også påvirket af tysk bibelhumanisme. Med sin betydelige
lærdom, der også omfatter mange nuancer i samtidig tysk reformationshistorie, har Niels Knud
Andersen ikke blot stillet den københavnske bekendelse i et ganske nyt lys, men også givet mange
tilskyndelser til nyvurdering af enkeltheder i tolkningen af de danske reformatorers skrifter. Det
var, forståeligt nok, ikke mindst dette meget betydelige arbejde, der foranledigede oprettelsen af en
lærestol i dansk kirkehistorie til dets forfatter. Få disputatser, i hvert fald inden for teologiens fag,
har vel i den grad demonstreret, at forfatteren var professorabel.
Opgaver, der stilledes til ham udefra, kom til at beskæftige ham i de første professorår. 1958
kom The Reformation in Scandinavia and the Baltic, et bidrag til 2. bind af The New Cambridge
Modern History (p. 134-160), og 1962 offentliggjorde han en fremstilling senmiddelalderens danske
kirkehistorie i 2. bind af »Den danske Kirkes historie« (278 sider). Medens oversigten over reformationen
næppe har frembudt store problemer for ham, var senmiddelalderen den periode af den
danske kirkehistorie, der hidtil var dårligst belyst. Manglen på forarbejder var her påfaldende.
Niels Knud Andersen havde et udgangspunkt i sine egne middelalderstudier, men herfra til en
samlet fremstilling af perioden 1241-1448 var der en lang vej. Sandsynligvis er han den første, der
fra en kirkehistorisk synsvinkel metodisk har arbejdet på at overskue det samlede kildemateriale.
Dermed har han skabt et grundlag for videre studier, som hidtil havde manglet. I 3. bind af »Den
danske Kirkes Historie« førte han fremstillingen frem til refcrmationstiden med Den danske kirkes
historie under kongerne Christiern I og Hans 1448-1513 (anf.skr. s. 9-103).
Efter Hal Kochs død overtog Niels Knud Andersen ledelsen af Institut for dansk Kirkehistorie
(oprettet 1956). Det lykkedes ham ikke blot at bevare det i forvejen frugtbare arbejdsmilieu, men
også at tilføre det nyt kræfter og ny inspiration, bl.a. ved at knytte forskere fra tilgrænsende fag til
Nekrologer 25
instituttet. Dette førte til optagelse af nye arbejdsområder som f.eks. i forbindelse med registranten
over danske kalkmalerier (under ledelse af Otto Norn og Knud Banning) og med Dansk Salmeregistrant.
Det sidstnævnte arbejde stod i snæver forbindelse med de studier over Salmelitteraturen,
især i ældre tid, som han nu selv tog fat på i samarbejde med en kreds af interesserede studenter.
Det førte til udgivelsen af tidsskriftet Hymnologiske Meddelelser, der indtil denne dag har bragt talrige
salmestudier frem, deriblandt også en del afhandlinger af ham selv. Af større arbejder bør nævnes
fascimile-udgaven af den såkaldte Ludvig Dietz' Salmebog 1536, et optryk af Malmøsalmebogen 1929
med tilføjelser, hvortil han skrev en indførelse og kommentar (1972) og en fascimileudgave afÆn ny
Psalmebog 1553, ledsaget af et bind med udførlig salme- og liturgihistorisk indledning (256 sider,
hvortil kommer melodikommentarer ved Henrik Glahn og boghistoriske oplysninger ved Erik Dal,
i alt 287 sider; 1983). Disse salmehistoriske studier har på mangfoldige måder forøget kendskabet
til salmetraditionens proveniens. Med den akribi, der var karakteristisk for ham, har han formået
at korrigere mange forkerte, men hidtil alment accepterede oplysninger. Fremfor alt bør det dog
fremhæves, at han ved sit eget arbejde og ved sin undervisning har inspireret en række yngre
teologer til selvstændigt at fortsætte studiet af salmehistorien.
Arbejdet med salmerne var Niels Knud Andersens hovedinteresse i faglig henseende i de senere
år, men det afholdt ham ikke fra at påtage sig andre opgaver. Det var således naturligt, at det blev
ham, der skrev første del af Det teologiske Fakultets historie i »Københavns Universitet 1479-1979«,
Vol.V, »Det teologiske Fakultet« (1980; s. 1-92). Han spillede en afgørende rolle ved etableringen
af et organiseret samarbejde mellem kirkehistorikere i Norden og var en årrække formand for
udvalget for fællesnordisk kirkehistorieforskning, ligesom han har nedlagt et stort arbejde i andre
former for samarbejde (Selskabet for Danmarks Kirkehistorie, Fællesudvalget for historisk Forskning,
Salmehistorisk Selskab) og som tidsskriftredaktør (Dansk teologisk Tidsskrift, Kirkehistoriske
Studier, Kirkehistoriske Samlinger, Hymnologiske Meddelelser). Tidligt havde han mange
kontakter med historikere uden for de teologiske fakulteter, og også her har han gjort en indsats,
både ved deltagelse i organisatorisk arbejde og f.eks. ved disputatsbedømmelser.
Skønt tid og kræfter siden 1957 hovedsageligt anvendtes på kirkehistorien, var det ikke for
ingenting, Niels Knud Andersen havde været præst. Igennem årene har han da også taget del i
kirkeligt arbejde af forskellig art, bl.a. nogle år som formand for »Kirkeligt Centrum«.
Niels Knud Andersen var en trofast, hjælpsom og ubestikkelig kollega, der utrætteligt søgte at
opmuntre yngre forskere, at fremme det, man i vore dage kalder trivslen, og at hævde kravet om et
ordentligt videnskabeligt niveau. Ofte har han og hans kone Emmy ved deres storslåede og
hjertelige gæstfrihed bidraget til at give det kirkehistoriske milieu ved Københavns Universitet stil
og åbenhed i forhold til beslægtede fag og udenlandske kolleger. Den kærlighed til det kirkehistoriske
studium og særligt til studier af Danmarks kirkehistorie, der kom til at bestemme hans virke på
universitetet, har været til inspiration både for kolleger og studenter. Mange af hans arbejder vil
mange år frem, direkte og indirekte, øve deres indflydelse, men hans død vil efterlade et savn hos
os, der fik den glæde at arbejde sammen med ham. Mindet om hans redelighed, hans fundamentale
venlighed og hans dybe kærlighed til lærde studier vil leve videre iblandt os.
Leif Gråne

Henrik Bang
19. august 1940 - 27. oktober 1987
Tidligere konsistoriemedlem, en af de mest markante universitetspolitikere på venstrefløjen op
gennem halvfjerdserne, lektor cand.jur. Henrik Bang døde i 1987 kun 47 år gammel.
Straks efter sin kandidateksamen blev han fast tilknyttet universitetet som lærer og forsker ved
Retsvidenskabeligt Institut. Han startede som amanuensis inden for formueretten, men blev i
1972 udnævnt til lektor i forvaltningsret. Han var siden da tilknyttet Retsvidenskabeligt Institut B.
Hans område var socialretten, hvor han også ydede sin væsentligste forskningsmæssige indsats.
Socialretlige problemstillinger var også udgangspunktet for hans mange samfundsmæssige engagementer
i forlængelse af ansættelsen ved universitetet.
Socialrådgiverfaget havde hans store interesse. Han var medlem af det udvalg, der i 1977
fremkom med forslag til en ny socialrådgiveruddannelse. Igennem flere år var han censor og
censorformand ved socionomiuddannelsen på RUC, ligesom han var fast tilknyttet forelæser ved
De sociale Højskolers årskursus. Han var med i kredsen, der stiftede Mødrehjælpen af 1983.
Henrik Bang deltog desuden i aktionsforskningssamarbejdet Arbejdere-Akademikere om arbejdsmiljøspørgsmål
og var i denne sammenhæng medforfatter af flere publikationer.
Han var initiativtager til og sad i redaktionsgruppen af tidsskriftet »Social Revy«, som udkom i
perioden 1983-85.
Som socialretsforsker var Henrik Bang en fremtrædende repræsentant for den kritiske retsvidenskab.
Han var i 1975 medstifter af det juridiske tidsskrift Retfærd og blev dets første redaktør.
På nordisk plan var Henrik Bang drivkraften i at bringe nordiske socialretsforskere sammen ved
nordiske forskerkurser og symposier.
Forskningsmæssigt vil han især blive husket for sine originale bidrag til den nye nordiske
kritiske retsvidenskab. At denne juridiske retning i dag er meget levedygtig og i stadig udvikling
skyldes ikke mindst Henrik Bangs indsats. For en nøjere gennemgang af hans forskningsmæssige
arbejder henvises der til Retsvidenskabeligt Institut B's årsberetning 1987.
Efter længere tids sygdom måtte Henrik Bang ved udgangen af 1986 tage sin afsked fra universitetet.
Henrik Bang var en glimrende teoretisk begavelse og en umådelig inspirerende igangsætter som
i enestående grad formåede at forene social indignation med konstruktiv juridisk tænkning. Til
dette billede hører en varm menneskelighed, der gjorde denne kompromiløse mand til en elsket
kollega og samarbejdspartner.
Retsvidenskabeligt Institut B

Rolf Dahlgren
7. juli 1932 - 14. februar 1987
Rolf Dahlgren omkom ved en trafikulykke den 14. februar 1987. Han var siden 1973 professor ved
Botanisk Museum, Københavns Universitet.
Rolf Martin Teodor Dahlgren fødtes i Orebro i Sverige som søn af apoteker Rudolf Dahlgren og
hustruen Greta. Efter at have taget studentereksamen i Kristiansstad i 1951 begyndte han samme
år sit studium i botanik, zoologi, genetik og kemi ved Universitetet i Lund. I 1955 blev han
fil.kand.
Inspireret af to af sine lærere i botanik, professorerne Henning Weimarck og Tycho Norlindh,
tog han året efter på sin første ekspedition til Sydafrika for at indsamle materiale til sin disputats.
Opholdet varede 8 måneder, i hvilke Dahlgren næsten udelukkende samlede planter af ærteblomstslægten
Aspalathus. Slægten var foreslået af Weimarck, formodentlig fordi Dahlgren allerede
da havde vist sig som en lovende botaniker. Aspalathus er den største af de endemiske (dvs. kun
lokalt udbredte) planteslægter i Kaplandet med ca. 280 arter. De næste 15 år studerede og
publicerede han talrige artikler om denne slægt. Tilsammen udgør disse et komplet studium af alle
slægtens arter.
I 1959 blev han fil.lic, og fil.mag. i botanik, og i 1960 udkom første del af hans Aspalathus
monografi, en revision af arterne med flade småblade. Slægten udviser nemlig en meget markant
variation med hensyn til bladformen hos de forskellige arter. Året efter kom starten på anden del
om arter med lyngagtige og nåleagtige småblade. I 1963 forsvarede han sin doktordisputats
»Studies on Aspalathus and some related genera in South Africa« inklusive en mindre afhandling
om »Phytogeographical aspects«. Efter disputatsen blev han docent i botanik ved Institutionen
for Systematisk Botanik ved Lunds Universitet. De følgende år publicerede han resten af monografien,
anden del hæfte 3-7 og tredie del, der omfattede arterne med simple, flade blade (1968).
Hermed var den egentlige revision af slægten fuldendt, men i mindre artikler fortsatte han med at
behandle forskellige aspekter med tilknytning til slægten. En kortfattet bestemmelsesnøgle til de af
ham behandlede 260 arter kom i 1969, ligesom arternes udbredelse og præference for forskelligt
substrat i Kaplandet var emnet for en mindre artikel, iøvrigt en af hans meget lå artikler med et
økologisk indhold. Foruden at indsamle og presse planterne havde han omkring 150 arter i kultur,
hvilket muliggjorde kromosomundersøgelser. Han viste, at kromosomtallet var 2n = 18, og at
dette tal fandtes hos langt størsteparten af arterne.
I en sammenligning med slægten Clilfortia, der hører til rosenfamilien, gør Dahlgren rede for
den store lighed i vegetative træk, der er mellem de arter af Aspalathus og Clifibrtia, som vokser i
de samme områder, en lighed han mente måtte være klimatisk begrundet (1971). Med denne
afhandling lagde han Aspalathus på hylden for først at genoptage den 15 år senere.
Aspalathus-afhandlingerne er et imponerende arbejde alene ved sit omfang, men det viser også
Dahlgrens evne til at overskue et stort materiale og fremlægge det på en logisk og konsekvent
facon. I de godt 2000 sider om Aspalathus har han navngivet mere end 90 arter, og samtlige 260
arter er illustreret med hans egne smukke og vellignende tegninger både af plantens habitus og af
dens enkelte blomsterdele. Ikke mindst denne side af værket gør, at det er særdeles brugbart for
andre end specialister i slægten.
I 1985 genoptog han slægten og han nåede at færdiggøre manuskriptet til behandlingen af
Aspalathus i »Flora of Southern Africa«. Manuskriptet er på 600 manuskriptsider med 150 sider
30 Universitetets årbog 1987
figurer, der dog for størstedelens vedkommende bygger på de tidligere publicerede; det forventes
trykt i 1988.
Efter den 15 års kraftpræstation, som revisionen af Aspalathus udgjorde, ville de fleste nok have
trukket vejret lidt, men det var ikke Dahlgrens stil. Allerede inden hans sidste Aspalathus-afhandlinger
var trykt, udkom de første i en ny serie, »Studies in Penaeaceae I« (1967). Hertil indsamlede
han bl.a. materiale på en fornyet 7 måneders ekspedition til Sydafrika i 1965-66, ledsaget af den
unge studerende, nuværende professor i botanik ved Københavns Universitet, Arne Strid. I denne
og fem efterfølgende studier, heraf to sammen med den indiske botaniker V. S. Rao, behandlede
han denne familie, der består af en lille gruppe sjældne arter, hørende til Myrteordenen og i
efterfølgende afhandlinger om to små, sydafrikanske, endemiske familier, Geissolomataceae og
Oliniaceae (1969), diskuteres disse familiers slægtskab i detailler. De to afhandlinger peger frem
mod det, som skulle blive hans væsentligste bidrag til den botaniske systematik, analysen af et
stort antal karakterer som baggrund for en diskussion af planternes indbyrdes slægtskab.
I 1970 og 1972 foretog han indsamlingsrejser til Marokko sammen med den svenske botaniker
Per Lassen, hvilket resulterede i en floristisk oversigt over nogle fattigkær-typer i det nordligste
Marokko (1972). Arene 1970-72 var publikationsmæssigt tynde efter en Dahlgrensk standard.
Måske brugte han tiden til at forberede sig til det professorat, som han på dette tidspunkt var vikar
i, og som han søgte i Lund i 1973. Dette fik han ikke, men derimod fik han et professorat på
Botanisk Museum i København, med tiltræden i juni 1973.
En af de vigtigste opgaver for den nye professor var at lave en ny lærebog til afløsning for
Warmings »Frøplanterne« fra 1912, som endnu var i brug med talrige kommentarer og supplementer.
Med sædvanlig energi forelagde Dahlgren, i samarbejde med kemikere og andre botanikere,
første bind af sit nye lærebogssystem »Angiospermernes taxonomi« (Blomsterplanternes systematik)
året efter. Dette bind indeholdt den indledende teori og definition af termer, som skulle
bruges i de følgende tre bind. Bind 2 og 3 fulgte i 1974 og 1975, indeholdende de tokimbladedes
systematik, og i 1976 udkom sidste bind med de enkimbladede. Hermed forelå et moderne lærebogssystem
- på dansk - som næppe fandtes bedre på noget sprog, selv om det i detaillerigdom
langt overgik, hvad man kunne forlange af de studerende. Dahlgren præsenterede her et første
udkast til et nyt system for planternes inddeling, der i løbet af fa år skulle gøre ham verdensberømt.
Dette system præsenteredes som et stamtræ, hvor alle grenene er skåret over i samme niveau,
der repræsenterer nutiden. Forskellen i grenenes tykkelse antyder antallet af arter, og grenenes
indbyrdes afstand deres skønnede grad af udviklingsmæssige afstand (nært og fjernt beslægtede
former henholdsvis tæt og fjernt fra hinanden). Denne måde at fremstille plantesystemet på var
ikke ny, men Dahlgren udviklede og rendyrkede den til en pædagogisk overskuelig og æstetisk
tiltalende form, så »boblediagrammet« nu også blandt botanikere omtales som et »Dahlgrenogram
«.
Mens tidligere systemer tog udgangspunkt i ret fa, morfologiske karakterer, der især var centreret
omkring blomsten (antal støvdragere, grifler, sædighed o.I ), inddrog Dahlgren en række
yderligere karakterer, og det var en af styrkerne ved hans system; specielt hans brug af planternes
indholdsstoffer viste sig at være værdifuld. Den grafisk meget overskuelige form gjorde det også let
for andre, dels at kontrollere systemet og foreslå forbedringer, dels at kortlægge en bestemt
karakters tilstedeværelse eller fravær i systemet. Jo flere karakterer, der peger i samme retning, jo
mere sandsynligt må man antage, at systemet afspejler det indbyrdes slægtskab.
I de følgende år udviklede og forbedrede Dahlgren sit system. Fra den snævre målgruppe i
starten (2.-dels studerende i biologi og skandinaviske kolleger), vendte han sig mod udlandet i
1975, da han publicerede sit system i afhandlingen »A system of the classification of the Angiosperms
to be used to demonstrate the distribution of characters«.
Indholdet/fraværet af iridoider (glykosider af terpener) brugte han til at skille den store gruppe
af helkronede ordner (»Sympetalae«) i to veladskilte undergrupper, en inddeling, som hidtil
havde været vanskelig på grund af mange ligheder ordnerne imellem. Denne inddeling blev støttet
Nekrologer 31
af den næste karakter, han undersøgte, nemlig udbredelsen af flavonoiderne (sammen med canadierne
P.J. Gornall og B. A. Bohm). De viste, at en speciel type af disse stoffer (6-hydroxyflavoner)
var almindelig i de helkronede ordner, hos hvilke der også fandtes iridoider, mens de næsten
manglede i de ordner, hvor iridoiderne manglede. Denne kobling eksisterer til trods for, at de to
stofgrupper ikke er nært beslægtede.
Dahlgren gik ud fra, at jo flere karakterer, der kunne findes at bygge systemet på, jo bedre ville
det blive, og i sin jagt på karakterer inddrog han langt flere og nogle langt mere utraditionelle end
forgængerne. Han fik f.eks. de svenske mykologer L. Holm ogJ.A. Nannfeldt til at undersøge,
hvilke plantegrupper rust- og brandsvampene snylter på. Den konstaterede fordeling bestyrkede
bl.a. en teori om et nært slægtskab mellem Halvgræsfamilien (Cyperaceae) og Sivfamilien (Juncaceae),
mens de rigtige græsser har færre parasitter fælles med de to familier.
I 1980 og 1981 udkom en revideret udgave af Dahlgrens system, der inkluderede den hastigt
akkumulerende mængde af nye data. I 1981 udgaven var det især de kemiske karakterer, som var
blevet undersøgt i samarbejde med kemikerne S. Rosendahl Jensen og B.Juhl Nielsen. Tiden var
nu moden for Dahlgren til en mere detailleret oversigt, og i samarbejde med den australske
botaniker T. Cliffbrd, som i perioder i 1978 og 1979 opholdt sig i København, udarbejdede og
sammenlignede han fordelingen af 120 karakterer inden for de enkimbladede planter og nogle fa
nærtstående tokimbladede. Konklusionen af sammenligningen med de tokimbladede blev, at de
nærmest beslægtede planter i de to grupper var den tokimbladede Magnolia-overorden og den
enkimbladede Yams-orden (Dioscoreales). Det var en radikal ændring af den almindeligt herskende
opfattelse, hvorefter Skebladordenen (Alismatales) ofte er blevet betragtet som stående nærmest
de tokimbladede. Teorien havde dog tidligere været fremsat af tyskeren Huber på et spinklere
grundlag. Hovedparten af resultaterne foreligger i Dahlgren & Cliflbrd »The Monocotyledons
— A Comparative Study«, hvori de 120 karakterer findes indtegnede, og hvori det i kort form
gennemgås, i hvilke slægter eller familier, de findes udbredte. Allerede året efter udkom »Monocotyledon
Evolution - Characters and Phylogenetic Estimation« i samarbejde med botanikeren
Finn Rasmussen. I modsætning til de tidligere klassifikationer, som Dahlgren havde udarbejdet,
og hvori de enkelte karakterer, der bruges ved inddelingen af systemet havde forskellig vægt,
bygger den fylogenetiske/kladistiske metode på tilstedeværelsen/fraværet af en karakter, og alle
karakterer vægtes ens. I metodeafsnittet om forskellige former for botanisk klassifikation redegøres
bl.a. for en senere meget brugt model af den kladistiske metode (F.R.). Ved anvendelsen af denne
metode på de mange karaktersæt udarbejdet af Dahlgren og Cliflbrd opnåedes en lidt anden
inddeling af hovedgrupperne af enkimbladede end tidligere ved bl.a. en udskillelse af overordenen
Zingiberiflorae.
I 1985 udkom hans tredie større værk om de enkimbladede planter »The Families of the
Monocotyledons«, igen i samarbejde med T. Clifford, foruden R Yeo (England) og de danske
specialister Finn Rasmussen og Niels Jakobsen. Denne bog er en integreret oversigt over de
enkimbladede planters system. Tidligere tiders meget store og heterogene familier og ordner blev
splittet op i mindre og mere homogene og derfor også mere naturlige enheder; disse er konsekvent
begrundede, og svagheder i systemet er understreget, så andre forskere kan tage fat, og med nye
undersøgelser forbedre og afklare usikre punkter.
Bogen er et stort skridt fremad indenfor de enkimbladedes systematik, og den giver en helt
moderne oversigt over denne store plantegruppe. Den er da også fra starten blevet betegnet som en
klassiker. Betegnelsen er meget dækkende for dette store og grundige værk, som med en lang række
smukke tegninger (af kunstmaler B.Johnsen) og et iøvrigt elegant layout fortjent har modtaget en
sølvmedalje i Tyskland for sin håndværksmæssige kvalitet, en udmærkelse som glædede Dahlgren
meget.
Rolf Dahlgren var et åbent og ligefremt menneske, som havde let ved at samarbejde, og som
ikke var smålig med hensyn til at dele æren. Ved sin død var han redaktør og koordinator for to
bind af et planlagt storværk, »Families and Genera of Vascular Piants (Monocotyledones)«,
sammen med amerikaneren P. Goldblatt. Det var et job, han var selvskrevet til med sin omfatten32
Universitetets årbog 1987
de viden, overblik og sjældne kombinationsevne. Arbejdet med dette værk nåede kun at blive
halvfærdigt, men han fik dog videregivet mange af sine tanker om de enkimbladedes slægtsskabsforhold
i andre bøger og artikler, så de, der skal fuldende arbejdet, har en kvalificeret model at
støtte sig til.
Han var også et uhyre arbejdsomt menneske. I de godt 13 år han var ansat ved universitetet,
pendlede han næsten daglig med bil og flyvebåd mellem hjemmet i Lund og museet i København,
med turen over Sundet udnyttet til læsning af særtryk og manuskripter.
Hans pligtarbejde var hovedsageligt undervisning af 2. dels-studerende i systematisk botanik, et
emne der lå tæt op ad hans forskning, og som derfor gav ham gode muligheder for at koncentrere
sig om denne. Det udnyttede han fuldt ud. Han førte en omfattende korrespondance med kolleger
fra hele verden, og efterhånden som hans system blev kendt, henvendte flere og flere sig både
personligt og pr. brev for at få gode råd eller for at kommentere det. Hustruen Gertrud Dahlgren
er også botaniker, og deres hjem i Lund blev det faste tilholdssted for mange besøgende kolleger,
der både nød godt af parrets gæstfrihed og af Rolfs viden.
Dahlgren blev naturligvis også udsat for kritik, dels for nogle af sine mere revolutionerende
opsplitninger af plantegrupper i mindre grupper og dels for de fejl, der uundgåeligt følger med, når
en enkelt person sammenfatter så mange oplysninger til et generaliserende, overskueligt system.
Pragmatisk som han var, tog han gerne mod kritik og rettelser, der var konstruktive.
I sit væsen var han beskeden, i sin facon åben og hjertelig. Det var karakteristisk, at han gjorde
Lucia-dagen til en af årets festdage på museet ved at invitere de ansatte samt kolleger fra andre
institutter og læreanstalter til gløgg og hjemmebag.
Til trods for, at hans forskning altid optog ham stærkt, og at han nåede mange resultater, var
det sjældent ham selv, der bragte den på bane. Det hører med til en karakteristik af ham, at han
ligeså tit opsøgtes af kolleger, der ønskede et alment menneskeligt råd som af nogle, der ønskede et
fagligt.
Hans forskning i planternes slægtskabsforhold kom kun til at strække sig over godt 10 år, men
havde alligevel så stor gennemslagskraft, at han nåede at se den udmøntet ikke bare i artikler og
bøger, men også på mange andre måder. Det kan nævnes, at en kinesisk professor. Lu An-ming,
der var på et års studieophold i København, oversatte hans system til kinesisk, og at botaniske
haver i Ungarn og Vesttyskland er anlagt efter hans system.
Kort før sin død modtog han Linné-prisen af det Kgl. Fysiografiska Sållskapet i Lund, som han
var medlem af. Det var han også af en række andre lærde selskaber, hvoriblandt han især påskønnede
medlemskabet af Svenska Vetenskapsakademiet.
Rolf Dahlgren vil blive stærkt savnet som en af de førende skikkelser indenfor den systematiske
botanik. Kolleger fra Norden og fra USA vil hædre ham med specielle udgaver af henholdsvis
»Nordic Journal of Botany« og »Annals of the Missouri Botanical Garden«, der vil blive tilegnet
ham.
For de penge der fulgte med Linné-prisen har Gertrud Dahlgren besluttet at oprette en fond, der
— også ved indsamling blandt kolleger og venner - nu er på mere end 125.000 kr. Fonden skal
uddele Rolf Dahlgren Prisen for fremragende og nyskabende forskning inden for »angiospermernes
taxonomi og fylogeni«.
Han ville selv have været den første til at fa prisen.
Henning Knudsen

Karl Martin Nielsen
8. august 1907 - 13. august 1987
Professor, dr.phil. Karl Martin Nielsen blev syg nogle fa dage før og døde nogle fa dage efter sin 80
års dag.
Han var født i Avlby, Vejlby sogn (ved Middelfart), blev student fra Rungsted 1926 og magister
i nordisk filologi 1933. Efter sin konferens havde han forskellige ansættelser afkortere eller længere
varighed, nogle ved videnskabelige forehavender - de skal kort omtales nedenfor -, andre ved
undervisning (Hærens Officersskole 1937-39, N. Zahles Faglærerkursus 1943-45). Fra slutningen
af 1945 syntes hans bane at ligge fast: Han blev bibliotekar, først ved Statsbiblioteket i Århus, fra
1951 ved Universitetsbibliotekets 1. afdeling i København. Men i 1968, da han havde nået en
alder, hvori de fleste er ret uflyttelige, skiftede han bane: Han blev ansat som amanuensis ved
Københavns Universitet, og efter at han i 1970 havde erhvervet doktorgraden, blev han i 1971
docent, i 1973 professor i dansk sprog og i 1975 efter kaldelse professor i nordiske sprog. Ved sin
afgang i 1977 havde han altså, så sent han nu i øvrigt var blevet knyttet til universitetet, nået at
beklæde hele to professorater og det inden for et tidsrum af 3 år og 9 måneder.
Karl Martin Nielsens videnskabelige virke udfoldede sig helt overvejende inden for sproghistorien,
fra urnordisk tid til og med middelalderens dansk; inden for dette område igen havde det sit
tyngdepunkt i runeindskrifternes sprog. En bibliografi over hans forfatterskab til og med 1976
findes i det udvalg af hans skrifter, der under titlen Jelling-studier og andre afhandlinger blev udgivet
som en hyldest til ham ved hans afgang fra universitetet. I det følgende henvises der til denne
bibliografi med årstal, mens arbejder, der er fremkommet i tidsrummet 1977-87, forsynes med
fyldigere henvisning.
Den, som vil søge at danne sig et overblik over hans produktion, kan i første omgang blive narret
til at tro, at den ikke er af noget større omfang. Det skyldes, at han nedlagde en væsentlig del af sin
arbejdskraft i medvirken ved storværker, der ikke primært — i al fald ikke uden for en inderkreds -
bliver associeret med hans navn: Den store danske ordbog, runeværket. Skautrups sproghistorie
og Brøndum-Nielsens gammeldanske grammatik. Hans tilknytning til disse foretagender skyldtes
vel fra først af faglig interesse og økonomisk nødvendighed i et nu ubestemmeligt blandingsforhold,
men med tiden blev der i stigende grad tale om uegennyttig bistand, ydet på bekostning af
produktion i eget navn.
Denne del af hans virke skal først omtales.
Han blev knyttet til Ordbog over det danske Sprog allerede i sin studietid, og efter konferensen blev
han ansat som redaktør, hvad han var i tre omgange, 1933-36, 1944-45 og 1950-52. Han nåede at
redigere godt 900 spalter. Hans anlæg for arbejdet var meget gode, og længe gik der i ordbogskredse
ry af den prøveredaktion, han præsterede forud for sin ansættelse.
Sandsynligvis nærede han dog større personlig interesse for arbejdet med det store runeværk,
Danmarks Runeindskrifter vzå Lis Jacobsen og Erik Moltke under medvirkning af Anders Bæksted og
Karl Martin Nielsen (I-II + Registre, 1941-42). Han deltog i forberedelsen af det fra 1935, og han
har affattet centrale dele af dets tekstbind: Ordbogen, formlæren og de fleste sproghistoriske
artikler i bindets sagleksikon skyldes ham; desuden har han udarbejdet transskriptionerne. Det
kan diskuteres, om han har haft en heldig hånd med disse transskriptioner, der gengiver indskrifterne
i en normaliseret form, som ikke giver noget billede af den enkelte indskrifts sproglige
ejendommeligheder - og det er blevet diskuteret (og et dygtigt forsvar for princippet er leveret af
36 Universitetets årbog 1987
ophavsmanden selv, 1946a). Men det er hævet over diskussion, at ordbogen, formlæren og de
sproghistoriske artikler er fremragende arbejder.
Hans medvirken ved Peter Skautrups Det danske sprogs historie (I-IV, 1944-68, Registre, 1970)
bestod først og fremmest i, at han udarbejdede litteraturhenvisningerne til de første tre bind. Han
bidrog derudover med enkeltundersøgelser til store dele af værket, deltog i tilrettelæggelse og
revision af manuskriptet og assisterede ved forberedelsen af det afsluttende registerbind.
Af endnu større betydning er dog hans medvirken ved et andet storværk, Johs. Brøndum-
Nielsens Gammeldansk Grammatik (I-VHI, 1928-74). Det var gået i stå med bind HI (1935), men
. kom i gang igen omkring midten af 1950'erne, altså efter Brøndum-Nielsens pensionering, da en
bevilling fra Carlsbergfondet gjorde det muligt at knytte Karl Martin Nielsen til arbejdet. Retningslinierne
for hans deltagelse i samarbejdet er skitseret i forordet til bind IV: Han udnyttede og
supplerede det foreliggende materiale og tilrettelagde det, forsynet med talrige litteraturhenvisninger,
i en foreløbig redaktion; på grundlag af denne redaktion udarbejdede Brøndum-Nielsen så det
endelige manuskript. Fra og med bind V blev Karl Martin Nielsens medvirken med fuld ret nævnt
på titelbladet, og ved værkets afslutning takkede Brøndum-Nielsen ham fremfor alle andre som
den, »uden hvis Hjælp Arbejdet næppe var blevet mig overkommeligt«. Der kan ikke være tvivl
om, at Karl Martin Nielsens arbejdsindsats var af endnu større omfang, end den refererede
procedurebeskrivelse giver indtryk af. Ofte fik den karakter af egentlige specialundersøgelser, hvis
resultater ikke rigtig kunne komme til deres ret i en håndbogsfremstilling; en del af disse undersøgelser
gjorde Karl Martin Nielsen fyldigere rede for i den serie afhandlinger, der fremkom under
overtitlen »Grammatiske bidrag« (1962b, 1972b). På den anden side er der heller ikke tvivl om,
at det — hvad Karl Martin Nielsen selv lagde vægt på at understrege — var Brøndum-Nielsen, der
ved sin redaktion satte det endelige præg på værket. -
Til et overblik over Karl Martin Nielsens produktion i eget navn kan man komme ved at inddele
den efter den sproghistoriske periode, som den behandler: urnordisk (ca. 200-800), runedansk (ca.
800-1 100), middeldansk (ca. 1100-1515). Om skarpe grænser er der dog ikke tale. En ikke ubetydelig
del af forfatterskabet er af videnskabshistorisk karakter. Disse arbejder kunne udskilles til
omtale som en særlig gruppe, men de kan også behandles i tilknytning til den sproghistoriske
periode, som de hver for sig nærmest tager sigte på; den sidste løsning er valgt her.
Af de arbejder, der angår den nordiske sproghistories ældste del, må først nævnes et par
afhandlinger om omlyd og brydning, centrale spørgsmål, hvortil der knytter sig uløste og måske
uløselige problemer. Da Karl Martin Nielsen som led i professorkonkurrencen efter Brøndum-
Nielsens afgang i 1952 bl.a. skulle holde en forelæsning over et selvvalgt emne, valgte han at
forelæse over »Den nordiske brydning«, meget aktuelt, da debatten herom var blusset kraftigt op,
efter at John Svensson i sin disputats fra 1944 havde fremsat en forfriskende kættersk teori.
Forelæsningen blev senere trykt under titlen »Scandinavian Breaking« (1957b). Den indledes
ikke overraskende med en afvisning af kætteriet, men fortsætter, nok en anelse mere overraskende,
med en forkastelse af Axel Kocks forklaring, der en tid lang var den almindeligt antagne. Karl
Martin Nielsens egen opfattelse er, at kort e brydes til ia både foran a og foran u, og at denne
brydningsdiftong ved M-omlyd kan blive til io (men med forskelle mellem vest- og østnordisk);
denne opfattelse repræsenterer en tilbagevenden til ældre, før-Kock'ske synspunkter. I »Mutation,
Breaking, and Syncope« (1962a) udvides synsfeltet til også at omfatte omlyden. Karl Martin
Nielsen tager heri afstand fra både Axel Kocks periodisering af omlyds- og brydningsfænomenet
og visse fonologers opfattelse af disse fænomeners sammenhæng med synkopen og når, på grundlag
af indtrængende studium af det overleverede - spinkle, men dog vidnekraftige - materiale af
runeindskrifter, til den konklusion, at omlyd og brydning er lydudviklinger, der uden forbindelse
med synkopen har påvirket og ændret det danske lydsystem i lange perioder.
Forskningshistorikken indtager en fremskudt plads i begge disse afhandlinger. Et par andre
afhandlinger inden for det samme emneområde domineres helt af det videnskabshistoriske sigte.
»The Position of Proto-Scandinavian in the Germanic Language Group« (1975b) er en kyndig
gennemgang af 100 års diskussion, der ikke kan siges at have ført til nogen afklaring; forfatterens
Nekrologer 37
afsluttende refleksion er en resigneret erkendelse af, at urnordiskens stilling inden for folkevandringstidens
germansk ikke lader sig bestemme med sikkerhed. »Junggrammatische und phonologische
Umlauttheorien« {Acta Philologica Scandinavica 32, 1978) giver dels en klar redegørelse for
junggrammatikernes og fonologernes forskellige udgangspunkter og forskellige interesseplaceringer
i spørgsmålet om omlyden, dels en påvisning af svagheder i de to skolers argumentation. —
Karl Martin Nielsens måske kæreste, i hvert fald flittigst dyrkede studieobjekt var runeindskrifternes
sprog. Som omtalt blev han i ung alder indfanget af emnet, han dyrkede det side om side
med andre studier hele sin manddom igennem, og af de ikke få arbejder, der udgik fra hans pen
efter pensioneringen, er de runologiske klart i overtal.
En vigtig del af hans runologiske studier angår nøgleord, hvis betydning har været stærkt
omdiskuteret: Mod Vilhelm Thomsen argumenterer han (1940a) for, at guldhornsindskriftens
tawido kan have betydningen 'forfærdigede'; senere fund (Stenmagle, Illerup) må kunne tages til
indtægt for denne opfattelses rigtighed. Etymologien af det fx. fra Jelling-stenene velkendte kuml,
kumbl er uklar, men betydningen må være 'tegn, mærke', i singularis brugt om runestenen, i
pluralis om et mindesmærke bestående af flere rejste sten (1942b, 1953b m.fl.). Den lille Jellingstens
danmarkaR bot, hvis betydning på rent sprogligt grundlag må bestemmes som 'Danmarks
forbedring', 'det at gøre Danmark bedre', er brugt som et alment rosende epitet om den, der øger
Danmarks anseelse, af Svend Aggesen filologisk uangribeligt gengivet med Decus Datie, 'Danmarks
pryd' (1943c, 1948). Det af Svend Aakjær fremsatte forslag, at thægn og drængr kan have været
betegnelser for kongelige hirdmænd, kan ikke finde støtte i indskrifterne, og forskellige forhold
taler direkte imod det; det er ikke muligt nu at nå til den fulde forståelse af de to ord, men
betydningskernen er henholdsvis 'den ældre, gifte, fribårne mand' og 'den yngre, ugifte, fribårne
mand' (1945c).
En mindre, men ikke mindre væsentlig gruppe udgøres af syntaktiske studier: »The Position of
the Attribute in Danish Runic Inscriptions« (1943a) giver en udførlig redegørelse for de gennemgående
ganske faste regler for attributivets placering i indskrifterne: Efterstilling er for de fleste
typers vedkommende det normale, og det er ikke muligt at påvise nogen udvikling i retning af den i
senere dansk dominerende foranstilling. »Omramning eller fri apposition i runeindskrifter«
(1945b) får ikke mindst interesse ved at afprøve grundlaget for den af Hans Brix undfangede idé,
at danmarkaR bot på den lille Jelling-sten måske refererer til Gorm, ikke til Thyra. Det fremgår af
Karl Martin Nielsens nøgterne udredning, at der forekommer tilfælde af såkaldt omramning, dvs.
det fænomen, at en apposition til sætningens subjekt, stenrejserbetegnelsen, er placeret i indskriftens
slutning, efter betegnelsen for den afdøde; men det fremgår også, at denne konstruktion er en
meget sjælden undtagelse, og med hensyn til Brix' forslag bliver konklusionen, at henførelsen af
det rosende epitet til Thyra er den eneste velbegrundede tolkning.
Sin sandsynligvis mest betydningsfulde indsats inden for runologien har Karl Martin Nielsen
ydet i sine undersøgelser af runeindskrifternes ortografi. Hovedstykket i denne gruppe er den store
afhandling »Til runedanskens ortografi« (1960), der senere kom til at udgøre den ene del af hans
disputats. Han påviser heri, at de danske runeindskrifters vokalbetegnelse er mere regelmæssig
end almindeligt antaget, hvilket giver dem en øget sproghistorisk betydning. Særlig interesse
knytter sig til tegnforbindelserne ai og au, idet det kan vises, at de ligesom de enkelte runetegn
anvendes efter et etymologisk princip og betegner dels diftonger, dels omlydsvokaler. Denne
påvisning far afgørende konsekvenser for bedømmelsen af fænomenerne omlyd, brydning og synkope.
Disputatsens anden del, »Om dateringen af de senurnordiske runeindskrifter, synkopen og 16
tegns futharken« (1970), tager fat om en nælde, forholdet mellem arkæologens og runologens
dateringer af de senurnordiske indskrifter. Forholdet er blevet aktualiseret af, at de arkæologiske
dateringer af nye fund og omdateringer af forud kendte indskrifter har resulteret i, at de runologiske
og sproglige forandringer må henlægges til et tidligere tidspunkt, end man før regnede med.
Afhandlingens formål er at vise, at der kan tilvejebringes overensstemmelse mellem de arkæologiske
dateringer og en sproglig-runologisk kronologi, og at den tidlige datering af de sproglige
38 Universitetets årbog 1987
forandringer er acceptabel. I en afsluttende ekskurs behandles dateringen af vikingetidsindskrifter;
Jelling-stenene udgør, som almindeligt erkendt, grundlaget for en kronologi, men der kan ikke
blive tale om dateringer til bestemte årstal, kun om indplacering i et mønster, der er fremkommet
ved kombination af sandsynlige historiske dateringer og en sproglig-runologisk kronologi.
Karl Martin Nielsen har også, dog ikke i nogen vid udstrækning, beskæftiget sig med tolkning af
enkelte indskrifter. Og han har leveret en lang række anmeldelser af runologisk faglitteratur, nogle
af dem meget omfattende og meget grundige.
Hans videnskabshistoriske interesse manifesterer sig også stærkt i den runologiske del af forfatterskabet.
Han har skrevet afhandlinger om den gamle antikvar Thomas Bircherods læsninger af
fynske runeindskrifter (1940b) og om Rasmus Rasks runestudier (1972c, 1974a), og forskningshistorikken
fylder meget i de fleste af hans afhandlinger, i disputatsafhandlingens del om dateringsproblemet
måske næsten for meget. Meget instruktiv er den oversigt, han skrev som indledning til
en diskussion af Jelling-problemer (1974d), og det samme gælder et af hans sidste arbejder,
»Runen und Magie. Ein forschungsgeschichtlicher Uberblick« {Friihmittelalterliche Studien 19,
1985). -
At Karl Martin Nielsens arbejder om dansk sprog i middelalderen kommer sidst i denne
gennemgang af hans produktion, giver god mening under sproghistoriens synsvinkel, men harmonerer
slet med kronologien i hans eget forfatterskab, for det tog sin begyndelse inden for dette felt.
Hans debutafhandling, »Et lovhåndskrift og dets forlæg« (1934), gælder håndskriftet B 72 fra
1414 i dets forhold til det bevarede forlæg, B 69, og formålet er at bestemme afskriverens holdning
til sit arbejde; det konkluderes, at afskriveren har set det som sin opgave at gengive sin tekst så
pålideligt som muligt, med bibeholdelse af dens særlige ordforråd og ordføjning, men i sin samtids
sprog. Forfatteren er på det rene med, at dette næppe uden videre gælder for skrivere i almindelighed,
men han antager dog, at princippet har været af væsentlig betydning for de bedste og mest
selvstændige skrivere. Han fik lejlighed til at vende tilbage, både til de to håndskrifter (i sin
indledning til faksimileudgaven af disse og to andre håndskrifter af Skånske Lov, Corpus Codicum
Danicorum Medii Aevi .. Vol. VII, 1966) og til spørgsmålet om skriveres holdning til deres forlæg, jf.
nedenfor.
Sin største udgiveropgave løste han med udgivelsen af Middelalderens danske Bønnebøger, først
forsigtigt igangsat som en udgave i to bind (I-H, 1945-49), senere heldigvis udvidet (IH-IV, 1957-
63), så hele det bevarede håndskriftmateriale kom med, og omsider — langvarigt forsinket af
udgiverens arbejde med Gammeldansk Grammatik - afsluttet med et bind, der bragte håndskriftbeskrivelser,
kommentar og registre (V, 1982). De tekster, der hermed fremlagdes, udgør den mest
betydende og mest omfattende del af vor religiøse litteratur på modersmålet før reformationen, og
de tildrager sig interesse under en mangfoldighed af synsvinkler. Fx. giver de naturligvis yderst
værdifulde oplysninger om senmiddelalderens fromhedsliv og overtro; og under prosahistorisk
synsvinkel fortjener de stor opmærksomhed som led i udviklingen af et skriftsprog, der har bæredygtige
udtryk for den intense følelse.
Også under snævrere sproglige synsvinkler er bønnebøgerne et givtigt studiefelt. I en af sine
kendteste afhandlinger, »Tre jyske bønnebøger« (1956b), har Karl Martin Nielsen således påvist,
at tre af dem vidner om eksistensen af en jyskpræget ortografisk norm, der sandsynligvis er
udgangspunktet for den ortografiske norm i jyske reformationsskrifter. Han videreførte undersøgelsen
i »Christiern Pedersens Tidebog i GI. kgl. Sml. 1613, 4°« (1974c) og kunne vise, at den
afskrift, han her beskæftigede sig med, vidner om samme jyske skriftnorm, om end mindre konsekvent.
Disse to bønnebogs-studier rummer tillige iagttagelser, der sættes i relation til debutafhandlingens
forsøg på at bestemme afskriveres holdning til deres forlæg. På sin vis er de supplerende
iagttagelser en bekræftelse, idet det åbenbart også i bønnebøgerne er skriverne, der bestemmer
sprogformen. I en anden henseende - og det kunne måske have været understreget stærkere -
betegner de imidlertid et korrektiv, for så vidt som den norm, skriverne sigter efter, ikke uden
videre er samtidens, men simpelt hen den norm, de har lært; de tekster, der er afskrevet efter Chr.
Pedersens trykte Tidebog, står ortografisk på et ældre trin end trykket.
Nekrologer 39
Ved siden af de her omtalte er Karl Martin Nielsens vigtigste afhandlinger om middelalderens
dansk de allerede nævnte »Grammatiske bidrag«, hvortil slutter sig »Gammeldansk kuma, nydansk
komme« (1964).
I 1962 markerede Selskab for nordisk Filologi sin 50-årige beståen med en række foredrag. De
blev senere samlet og udgivet under den måske lidt præmature titel Det danske sprogs udforskning i det
20. århundrede, 1965. Karl Martin Nielsen, der på jubilæumstidspunktet var selskabets formand,
nedlagde et stort arbejde i denne bog. Han var medlem af dens redaktion og medvirkede ved
udarbejdelsen af dens afsluttende bibliografi, han skrev dens nyttige forord og, fremfor alt, han
bidrog med en omfattende oversigt over udforskningen af sproghistorien i det betragtede tidsrum
(og noget længere tilbage). Denne oversigt er med rette blevet hans mest berømmede videnskabshistoriske
arbejde. På basis af en overordentlig fortrolighed med hele den relevante faglitteratur
giver han heri sikre karakteristikker af periodens bestræbelser og kyndige vurderinger af dens
resultater. En art fortsættelse, dog med et lidt andet anlæg, fik denne oversigt senere i »Ældre
dansk sprog 1963-1977« [Danske Studier 1979).
Hovedindtrykket af Karl Martin Nielsen som videnskabsmand er, at han hengivent og dygtigt
har videreført en tradition; han har helliget sig studiet af klassiske områder inden for nordisk
filologi, og han er inden for sit felt grundlærd og metodisk meget sikker, nøgtern og forsigtig. Der er
forholdsvis sjældent tale om, at han fremsætter nye teorier, men det sker da; nyvindinger af
principiel rækkevidde er bl.a. påvisningen af runeortografiens regelmæssighed og af en senmiddelalderligjysk
skriftsprogsnorm. Oftere får hans undersøgelser imidlertid karakter af kritisk oprydningsarbejde,
afvisning af uholdbare indfald og tilvejebringelse af klarere overblik; karakteristiske
for ham er konklusioner, der betegner en tilbagevenden til ældre, alt i alt sikrere funderede
opfattelser eller former sig som en uddestillering af, hvad der uden direkte at kunne bevises dog må
anses for det bedst begrundede. Og der er ikke tvivl om, at han ved tålmodig, kritisk efterprøvning
er nået til resultater, som bliver stående.
Hans afhandlinger vidner om smuk omhu for formen, de er velskrevne og klart disponerede;
men de er ikke altid lettilgængelige. Det sidste forhold bunder naturligvis til dels i, at han med
forkærlighed behandler emner af høj sværhedsgrad, men det hænger også sammen med hans
metodebevidsthed og videnskabelige forsigtighed. Han føler sig forpligtet til udførlig dokumentation,
også i tilfælde, hvor mindre kunne gøre det; det kan spærre for udsynet til pointerne. Men
navnlig kan det skabe vanskeligheder for tilegnelsen, at han kan finde det påkrævet at tage så
mange forbehold, at læseren taber tråden. Vist har han skrevet afhandlinger, hvis hovedlinier er
klart trukket op; men han kan ikke helt frikendes for også at have leveret ejendommeligt uaccentuerede
fremstillinger.
Karl Martin Nielsen var en trofast og ydende deltager i det faglige foreningsliv. Især fik han
betydning for Selskab for nordisk Filologi. Han hørte til den kreds, som rykkede til undsætning, da
dets fortsatte selvstændige virksomhed i 1952 var truet, og ved rekonstruktionen af det påtog han
sig hvervet som formand, et hverv, som han på udmærket måde, med stille værdighed, bestred
1952-63.
Det universitet, han kom til i det urolige år 1968, blev radikalt forskelligt fra det, han i sin tid
havde studeret ved. Selv ændrede han ikke stil; han anlagde ikke fuldskæg og cowboybukser, men
vedblev at være borgerligt velklædt og gammeldags høflig, og han praktiserede fortsat en åbenhed
og tolerance, der ikke var nogen selvfølge i hine bevægede dage.
Og han blev en afholdt universitetslærer. Uden at trænge sig på kom han studenterne venligt i
møde. Han var velforberedt, og hans mundtlige form var klar.
Vi vil mindes Karl Martin Nielsen som en flittig og velskolet forsker, en god lærer, et fint og
redeligt menneske.
Poul Lindegård Hjorth

Ole Jørgen Rafaelsen
13. april 1930 - 20. august 1987
Den 20. august 1987 døde professor, dr.med. Ole Jørgen Rafaelsen ved en traktorulykke ved sit
sommerhus på Mols. Ved sin død var han professor i biologisk psykiatri ved Københavns Universitet
og chef for Rigshospitalets psykiatriske afdeling.
Ole Jørgen Rafaelsen blev født på Frederiksberg den 13. april 1930 som søn af overlærer Rafael
Peder Rafaelsen og hustru overlærer Signe Johanne, født Christensen.
Rafaelsen blev student som syttenårig fra Ordrup Gymnasium og påbegyndte umiddelbart efter
det medicinske studium, som han afsluttede i 1953, kun 23 år gammel. I de følgende år havde han
en række ansættelser ved hospitalsafdelinger i Kolding, Århus og København og havde en kortvarig
periode som skibslæge på et krydstogtskib i det Caribiske Hav.
Rafaelsen blev specialist i intern medicin i 1965 og i psykiatri i 1967; disse specialistuddannelser
fandt sted ved Århus Kommunehospital, Glostrup Amtssygehus, Statshospitalet i Risskov og
Rigshospitalet. De to medicinske specialer blev hos Rafaelsen forenet i hans interesse for den
biologiske psykiatri og de fagområder, som har grænser fælles med denne disciplin, nemlig foruden
de to specialer også neurokemi og psykofarmakologi.
Sit videnskabelige arbejde startede Rafaelsen som så mange andre læger med små kasuistiske
meddelelser, men allerede i 1956 offentliggjorde han sammen med Erik Stromgren sin første
psykiatriske undersøgelse, et epidemiologisk arbejde, der lå langt fra den biologiske psykiatri, han
senere skulle beskæftige sig med. I de følgende år arbejdede Rafaelsen sammen med bl.a. Knud
Lundbæk, Århus, og med Albert E. Renold under et studieophold ved Harvard University. I disse
år fra 1956 til 1965 var det insulinet og anden antidiabetisk medicin, der havde hans største
interesse, specielt disse stoffers virkning på centralnervesystemet. Han fik i 1957 Københavns
Universitets guldmedalje for afhandlingen: »Investigation of the action of oral antidiabetic drugs
on glucose uptake in isolated muscle« og i 1961 den medicinske doktorgrad ved Aarhus Universitet
for disputatsen: »Studies on a direct effect of insulin on the central nervous system«.
I 1965 blev Rafaelsen knyttet til Rigshospitalets psykiatriske afdeling, hvor hans hovedvirke
som i første række biologisk orienteret psykiater kom til at ligge. Samtidig med, at han arbejdede
som klinisk psykiater, genindførte han de biokemiske studier på Universitetets Psykiatriske Laboratorium,
der i 1898 var oprettet på Københavns Kommunehospitals psykiatriske afdeling, men i
1934 blev flyttet til Rigshospitalet. Her var der oprindelig såvel neurokemiske som neuroanatomiske
studier, men i 1965 var praktisk taget alle undersøgelser her inden for området neuropatologi.
Rafaelsens indsats i disse år, hvor Københavns Universitet oplevede en generel vækst, førte til, at
der oprettedes fire videnskabelige stillinger ved laboratoriet, og ved hjælp af bevillinger fra offentlige
og private fonde lykkedes det at modernisere og udvide laboratoriets apparaturbeholdninger og
ansætte laboranter. I 1968 deltes dette psykiatriske laboratorium i Universitetets Neuropatologiske
Institut, som kom i bygningsmæssigt fællesskab med Patologisk Institut og Retsmedicinsk
Institut, og det af Rafaelsen initierede neurokemiske/psykofarmakologiske laboratorium, som efter
Rafaelsens forslag gik navnet Psykokemisk Institut. Dette institut forblev i de lokaler, der havde
rummet det tidligere Universitetets Psykiatriske Laboratorium.
Efter sin ansættelse ved Rigshospitalet fortsatte Rafaelsen endnu et stykke tid sine studier af
insulinets indflydelse på centralnervesystemet, men efterhånden kom hans undersøgelser til at
ligge helt inden for den biologiske psykiatris og psykofarmakologis rammer; han knyttede i disse år
42 Universitetets årbog 1987
en række medarbejdere til afdelingen og instituttet og tog initiativ til undersøgelser, som førte til et
betragteligt antal publikationer og en række disputatsarbejder. Blandt disse undersøgelser skal
nævnes studier af antidepressivas, især imipramins, farmakokinetik, dyreeksperimentelle og kliniske
undersøgelser af lithiums farmakokinetik og farmakodynamik. Med baggrund i lithiumionens
psykotrope effekt overfor affektive lidelser, samt denne ions kemiske ligheder med natrium, kalium,
magnesium og calcium opstod der interesse for at studere elektrolytstofskiftet generelt hos
manio-depressive patienter, og også på dette område satte Rafaelsen undersøgelser i gang.
I 1972 udnævntes Rafaelsen til professor i biologisk psykiatri ved Københavns Universitet og
havde fra da af og til sin død sit virke såvel i Psykokemisk Institut som på psykiatrisk afdeling O,
hvor han blev overlæge; fra 1981 var han afdelingens lægelige chef. Det lykkedes ham at etablere et
specielt forskningssengeafsnit i afdelingen, og han bidrog herved til et snævert samarbejde mellem
de i instituttet ansatte teoretiske forskere og de i afdelingen ansatte biologisk orienterede kliniske
forskere, et samarbejde, som skulle vise sig overordentlig frugtbart, og som netop igennem den
geografiske nærhed mellem de forskellige forskningsenheder og igennem de hyppige konferencer,
der fandt sted, skulle give Psykiatrisk afdeling O en særdeles stærk profil inden for dansk biologisk
psykiatri.
I takt med at der i den videnskabelige verden blev stedse mere interesse for at undersøge de
affektive sygdomme ud fra teorier om forstyrrelser i neurotransmitterne iværksatte Rafaelsen, i
erkendelse af vanskelighederne ved at studere cerebrale processer gennem blod og urin, indsamling
af en stor mængde spinalvæskeprøver fra patienter med manio-depressiv sygdom, ligesom han
tog initiativ til, at der udførtes undersøgelser af aminer såvel som af neuropeptider.
I sit forskningsmæssige engagement af den manio-depressive sygdoms biologi var han en drivkraft
ved iværksættelsen af undersøgelser af patienters cirkadiane rytmeforstyrrelser, og samtidig
med disse studier foretoges også i det nyoprettede forskningssengeafsnit studier af søvndeprivationsbehandling,
der har vist sig i en række tilfælde at kunne bringe hurtig, omend kortvarig
lettelse ved manio-depressiv depression.
Også studier af den elektrokonvulsive behandling blev optaget i afdelingen, og i forbindelse med
disse undersøgelser etableredes et tæt samarbejde med Rigshospitalets neuromedicinske afdeling,
og flere rent hjernefysiologiske arbejder om hjernens gennemblødning og transportforhold over
blod-hjerne-barrieren blev gennemført i samarbejde med neurologerne og med klinisk-fysiologisk
afdeling på Bispebjerg Hospital.
På den kliniske side var Rafaelsen initiativtager til udviklingen af nye rating scales vedrørende
affektiv sygdom og angsttilstande.
I det hele taget var det meget fa aspekter ved den manio-depressive psykoses biologi og behandling,
der ikke interesserede Rafaelsen. Via sine talrige kontakter indenfor dette fagområde i ind- og
udland var han i stand til på nærmeste hold at følge udviklingen, og ikke alene blev han selv
inspireret af, hvad han så og hørte, men han var også i stand til at inspirere sine medarbejdere.
Dette gjaldt ikke kun de faste medarbejdere ved Psykokemisk Institut, men også den lange række
af yngre læger, der, i de 22 år Rafaelsen var på Rigshospitalets psykiatriske afdeling, i samarbejde
med ham udførte en bred vifte af undersøgelser, alle med tilknytning til de affektive lidelser. Denne
bredde i Rafaelsens interesser fremgår også tydeligt, når man ser på de lidt over 200 publikationer
han nåede at være forfatter eller medforfatter af; men samtidig viser publikationslisten også, at
hans hovedindsats blev begrænset til forholdsvis få emner.
Under sin ansættelse ved Psykiatrisk Hospital i Risskov fra 1957 til 1960 har Rafaelsen på
nærmeste hold kunnet følge Mogens Schous pionerindsats inden for udforskningen af lithiums
farmakologi, således at det har været naturligt for ham efter ansættelsen på Rigshospitalet også at
starte lithiumundersøgelser her. Mange virkninger af lithium blev undersøgt i såvel dyreeksperimentelle
som kliniske studier, men det blev et behandlingsmæssigt aspekt, der i de sidste 10 år især
kom til at optage Rafaelsen og hans medarbejdere. De fleste lithiumbehandlede patienter fik og far
stadig deres lithium fordelt på to eller tre daglige doser, men allerede omkring 1970 begyndte
Rafaelsen at lade patienterne indtage hele lithiumdosis umiddelbart før sengetid. Grunden til
Nekrologer 43
denne ændring i behandlingsformen var, at der i tilslutning til lithiumindtagelse og den deraf
følgende stigning i kroppens lithiumkoncentration, indtræder nogle bivirkninger, bl.a. en tremor
som kan være meget generende for mange mennesker i deres arbejde. Ved kun at indtage lithium
før sengetid mærker man intet til tremoren, og man er fri for den i dagtimerne. Nogle år senere
opdagede man, at lithiums renale bivirkninger måske var alvorligere end de funktionelle forstyrrelser
med forøget diurese, man altid havde kendt. Denne opdagelse førte til betænkeligheder ved
éngangsdoseringen af lithium, idet den nødvendigvis måtte ledsages af højere og dermed potentielt
farligere serumkoncentrationer, end man ser ved lette doser. For at undersøge om éngangsdoseringen
medførte større frekvens af nyrebivirkninger fik Rafaelsen indkaldt et stort antal patienter, der
var i lithiumbehandling, og der foretoges nyrefunktionstest samt nyrebiopsi. Denne kliniske undersøgelse
samt en sideløbende dyreeksperimentel undersøgelse viste, at éngangsdosering medførte
færre bivirkninger, funktionelt såvel som strukturelt, sandsynligvis fordi denne doseringsmåde
ikke alene er karakteriseret ved høje maximumkoncentrationer af serumlithium, men også — og det
er måske vigtigere — ved lave minimumværdier.
Et andet område, som Rafaelsen var meget optaget af, var catecholaminer og neuropeptider i
cerebrospinalvæsken hos depressive patienter. Det er normalt indenfor den biologiske psykiatri, at
man, når de mere basisorienterede neurovidenskabelige fag har banet vejen teoretisk og analysemæssigt
med hensyn til feks. et hjernespecifikt stof, måler dette stof hos psykiatriske patienter, ofte
i samarbejde med basisforskere. Denne mulighed benyttede Rafaelsen og hans medarbejdere sig af
til bl.a. at studere adrenalin, VIP (vasoactive intestinal polypeptide) og NCAM (neuronal cell
adhesion molecule) hos forskellige typer af depressive patienter.
Udover sit forskningsmæssige arbejde på Psykokemisk Institut deltog Rafaelsen igennem alle
årene i det kliniske arbejde på Rigshospitalets psykiatriske afdeling, hvor han bl.a. oprettede et
særligt psykokemisk ambulatorium, hvor alle afdelingens lithiumbehandlede patienter gik til kontrol.
Naturligvis deltog han også i de administrative opgaver, både på institut og afdeling, og hvad
de sidste angik blev de især følelige, da han i 1981 efter Villars Lunn's afgang overtog posten som
chef for Rigshospitalets psykiatriske afdeling. Ved den lejlighed måtte han formelt forlade sin
stilling ved Psykokemisk Institut, omend han reelt fortsatte som institutbestyrer.
En særlig nyskabelse. Rafaelsen introducerede allerede i 1966, var de psykokemiske seminarer,
som blev afholdt 11-12 gange om året og hvor nr. 250 blev det sidste Rafaelsen selv deltog i. Ved
disse seminarer mødtes ansatte ved Psykokemisk Institut og Rigshospitalets psykiatriske afdeling
med forskere fra andre universitets- og hospitalsafdelinger og fra medicinalindustrien, og det var
også ofte herfra, foredragsholdere blev rekrutteret. Omkring 100 gange var det udenlandske
forskere som passerede København, og som Rafaelsen fik til at holde et seminar. Selv holdt
Rafaelsen kun tre seminarer, hvoraf det ene var for at fejre 150 året for J. H. W. Thudicums fødsel.
Denne forsker, der betragtes som neurokemiens fader, var også en kender af vin og lod af og til
studenter ved forelæsningerne prøvesmage de vine, han havde købt, en skik Rafaelsen ved dette
seminar for en enkelt gang genoplivede. Rafaelsen, der i det hele taget var meget optaget af
Thudicums liv, indførte også, at gæsteforskere eller specialestuderende, når disse forlod instituttet,
fik bogen »Thudicum, chemist of the brain« i afskedsgave. I perioder medførte dette, at der ofte
måtte indkøbes nye eksemplarer af bogen, og på et tidspunkt blev Rafaelsen træt heraf, skrev til
forlaget i USA og købte hele restoplaget.
For en endnu snævrere kreds, end den der blev indbudt til de psykokemiske seminarer, holdt
Rafaelsen i sit hjem i perioder studiekreds over udvalgte bøger indenfor neurokemi og psykofarmakologi,
eller, hvad der var mere almindeligt ved disse lejligheder, over filosofiske emner inden for
sjæl-legeme problematikken.
Selv om det daglige virke som leder af et universitetsinstitut og en stor klinisk afdeling rummede
både opgaver og udfordringer i overmål, fik Rafaelsen alligevel tid til også at deltage i forskellige
internationale aktiviteter. Vigtigst i denne forbindelse var, at Psykokemisk Institut blev gjort til
nationalt WHO center for forskning og uddannelse i biologisk psykiatri og psykofarmakologi.
Forskningsmæssigt betød det, at instituttet siden 1971 har deltaget i en række kliniske multicenter44
Universitetets årbog 1987
undersøgelser, senest som koordinator af en undersøgelse af binding af antidepressiv medicin til
receptorer i blodpladernes cellemembran. Uddannelsesmæssigt betød tilknytningen til WHO, at
Rafaelsen kom til at arrangere og afholde kurser i psykofarmakologi for psykiatere fra udviklingslande.
De to første kurser blev afholdt i København i 1971 og 1974, mens de to sidste blev afholdt i
1980 og 1985 i henholdsvis Shanghai og Nairobi. Ikke mindst mødet med Kina og de kinesiske
psykiatere gjorde et stort indtryk på Rafaelsen, hvilket udmøntede sig i forskellige artikler og
aviskronikker, da han kom hjem. Selve undervisningen af psykiatere fra udviklingslandene og
konfrontationen med deres problemer gjorde det klart for Rafaelsen, at der var et behov for så
simple og håndfaste regler som muligt med hensyn til brugen af psykofarmaka. F.eks. fremhævede
han, at de fleste psykiatere og institutioner vil være i stand til at behandle praktisk talt alle deres
patienter med et meget begrænset antal psykofarmaka. Et faktum, det kan være svært at fa øje på,
når man prøver at overskue markedets hundredevis af medikamenter og medikamentkombinationer,
ofte med identiske stoffer, men forskellige navne. Rafaelsens undervisning på dette område
førte til, at han i 1979 sammen med Leo E. Hollister udgav bogen: »Psychotherapeutic drugs, an
ultrashort practice«. Denne bog udkom senere i bl.a. en kinesisk og arabisk udgave.
Af andre internationale aktiviteter var Rafaelsen medlem af EG.S.A.D. (International group for
the study ofaffective disorders), en lille gruppe afledende forskere indenfor dette felt, der mødtes
en gang om året. Endvidere var Rafaelsen meget aktiv indenfor C.I.N.R (Collegium Internationale
Neuro-Psychopharmacologicum), hvor han var sekretær 1978-1982, og præsident 1984-1986.
Videnskabelige artikler, oversigtsartikler, foredrag og undervisning var de måder, hvorpå Rafaelsen
som universitetsansat formidlede sine forskningsresultater og sin viden til kolleger og studenter,
men herudover søgte han også at udbrede kendskabet til sit fag til en større kreds af mennesker.
F.eks. holdt han i 1970 en række forelæsninger om psykokemi i Danmarks Radios Søndagsuniversitet.
Disse foredrag dannede senere grundlag for en populærvidenskabelig bog om samme
emne. Rafaelsen skrev også en meget læst og velskrevet patienthåndbog: »Depression, melankoli,
mani, — en bog for patienter og pårørende«; denne bog udkom ligeledes på svensk, tysk, hollandsk
og italiensk.
Gennem de senere år var Rafaelsen stærkt optaget af medicinsk-historiske emner, og året før sin
død udgav han en smuk bog med Stenos berømte forelæsning om hjernen på 6 forskellige sprog.
Rafaelsen var et meget kunstinteresseret menneske, og han sørgede for, at der overalt i afdelingen
var god kunst på væggene, hvad både ansatte og ikke mindst patienter hyppigt gav udtryk for
deres glæde over. Han var en samlende figur, var et naturligt centrum i selskabelige sammenhænge,
overordentlig gæstfri og bragte hyppigt yngre medarbejdere sammen med de mange udenlandske
forskere, som besøgte Rigshospitalet, ved festlige sammenkomster i sit hjem. En digterisk åre
bidrog til, at han med velskrevne og vittige sange satte et fornøjeligt præg på mange festlige
sammenkomster, ligesom han på sin 50-års fødselsdag udgav en engelsksproget række af de
limericks, som han satte så stor pris på at skrive. Med Rafaelsens død har Københavns Universitet
mistet en betydelig igangsætter og lederskikkelse, og savnet af hans virke vil også mærkes rundt om
i de mange lande, hvor universitetsafdelinger og institutter nåede at samarbejde med ham og
dermed med Københavns Universitet.
Erling T. Mellerup, Tom G. Bolwig

Bengt Stromgren
21. januar 1908 - 4. juli 1987
Ved professor Bengt Stromgrens død den 4. juli 1987 mistede den astronomiske verden en af sine
forgrundsfigurer, og dansk astronomi en af sine største skikkelser. Hans arbejder gennem mere end
60 år har alle været væsentlige, flere af dem banebrydende.
Bengt Stromgren var født ind i astronomien. Hans far, Elis Stromgren, som i årene 1907-1940
var professor i astronomi ved Københavns Universitet, var en af sin generations velkendte astronomer.
Hans hovedinteresse var himmelmekanik; hans studier over kometbaner, ligesom hans
meget omfattende beregninger af periodiske baner i et specielt tilfælde af tre-legeme-problemet,
hører til de klassiske arbejder indenfor disse felter. Elis Stromgren var desuden en fremragende
pædagog, som tidligt opdagede de usædvanlige gaver, hans ældste søn viste i en meget ung alder.
Bengt Stromgrens mor, Hedvig Stromgren, født Lidforss, var tandlæge af uddannelse og virkede
som sådan op i en høj alder; samtidig dyrkede hun tandlægekunstens historie; for sine meget
fortjenstfulde arbejder blev hun udnævnt til æresdoktor ved Tandlægehøjskolen.
Bengt Stromgrens morfader, Edvard Lidforss, var professor i nyeuropæisk lingvistik ved Lunds
Universitet; hans oversættelse af Cervantes' Don Quijote regnes stadig som en klassiker. En
morbroder, Bengt Lidforss, var professor i botanik først i Uppsala og derefter i Lund; fra århundredeskiftet
og til sin død i 1913 var han en af Sveriges mest kendte radikale politiske forfattere/
journalister, beundret af det unge radikale Sverige, frygtet, ja hadet af det etablerede konservative
svenske samfund. Hans satiriske skrivemåde fejrede triumfer, men bragte også forfatteren af og til i
personlige vanskeligheder.
Således havde Bengt Stromgren både ved arv og miljø sjældne forudsætninger for videnskabeligt
arbejde; der var aldrig nogen tvivl om hans fremtid, han var tidligt klar over, at han ville være
astronom. Den meget målbevidste »forskeruddannelse«, som hans fader gav ham, begyndte i en
alder, hvor man normalt begynder folkeskolen. Hans psykiske og fysiske forudsætninger stod ham
bi, han kunne leve op til de store forventninger, der blev stillet ham.
Allerede som gymnasiast deltog han i spektroskopisk arbejde på Universitetets Institut for
Teoretisk Fysik, det nuværende Niels Bohr Institut, og ved at følge foredrag og kollokvier i disse år
hvor den moderne fysik gennemgik stærk udvikling, fik han kendskab til kvantemekanikken, som
han senere kunne udnytte direkte i sine teoretisk-astrofysiske arbejder.
Ydre milepæle i Bengt Stromgrens videnskabelige karriere er følgende: Student i 1925, mag.
scient. (astronomi, fysik, matematik) 1927, erhvervede doktorgraden med afhandlingen »Formeln
und Tafeln zur Bestimmung Parabolischer Bahnen« i 1929, lektor i astronomi ved Københavns
Universitet 1933, gæsteprofessor ved Chicago University 1936-38, ekstraordinær professor
ved Københavns Universitet 1938; i 1940 efterfulgte han sin far som professor i astronomi og
direktør for Københavns Observatorium, 1951-57 professor ved Chicago University og direktør
for Yerkes- og McDonald-Observatorierne, 1957-67 professor ved Institute for Advanced Study i
Princeton og fra 1967-78 indehaver af et personligt professorat i astrofysik ved Københavns
Universitet. I 1967 fik han tilkendt Carlsbergfondets æresbolig.
Man kan groft skelne mellem tre perioder i Bengt Stromgrens videnskabelige liv. Efter den
første, med hovedinteresse rettet imod den klassiske dynamiske astronomi følger en intens aktivitet
inden for den teoretiske astrofysik, fra ca. 1930-50. I denne periode formulerer Bengt Stromgren
den store opgave, han kom til at arbejde med frem til sin død; den går som en rød tråd gennem
hans videnskabelige virksomhed. Den opgave, han satte sig, var at bestemme stjerners kemiske
48 Universitetets årbog 1987
sammensætning og alder for dermed at kaste lys over vor galakses udviklingshistorie, et i sandhed
gigantisk projekt.
I den tredie periode 1950-1987 udviklede Bengt Stromgren de nødvendige praktiske hjælpemidler
for at kunne løse de mangfoldige opgaver, han mødte undervejs.
I det følgende skal jeg prøve på at gøre rede for, hvorledes han greb denne kæmpeopgave an,
hvis løsning kunne gennemføres ved et samspil mellem teoretisk og anvendt astrofysik. Bengt
Stromgren havde en dyb viden inden for begge områder.
Den teoretiske del kan kort beskrives således: Ifølge en kendt sætning fremsat af H. N. Russell og
uafhængigt af H. Vogt, og som nemt kan afledes af de fire differentialligninger, som bestemmer en
stjernes opbygning, gælder, at for en stjerne i sekulær ligevægt - hvormed forstås at den samlede
energi der per sekund produceres i stjernens indre ved kernereaktioner, er lig med stjernens totale
udstråling, dens luminositet L - er dens radius R og luminositet samt dens indre struktur bestemt,
når stjernens masse og kemiske sammensætning er kendt. Sammenhængen mellem L og dens
effektive temperatur Te (som kan beregnes med kendskab til L og R), anskueliggøres ved det
teoretiske Hertzsprung-Russell (HR) diagram.
Et sådant diagram konstrueres ved numerisk integration af de nævnte differentialligninger for
udvalgte værdier af masse og kemisk sammensætning (givet ved indhold af brint, helium og tunge
grundstoffer). I diagrammet kan man følge, hvorledes en så defineret stjerne bevæger sig med
tiltagende alder, dvs. dens udvikling. Til disse beregninger har man brug for effektive regnemidler,
som dog først skulle være til rådighed adskillige år senere.
I forbindelse med forudsætningerne for de teoretiske beregninger havde Bengt Stromgren gjort
en af sine banebrydende opdagelser. Allerede i 1932 havde han samtidig med og uafhængig af sin
generations førende astrofysiker, A. S. Eddington, vist, at den overvejende bestanddel af en stjerne
var brint og ikke tungere grundstoffer, som man endnu i slutningen af 20'erne antog. Denne
opdagelse havde vidtgående konsekvenser; billedet af de fysiske forhold i en stjernes indre måtte
revideres radikalt, hvilket igen skabte grundlag for Bethes og von Weizsåckers forklaring til,
hvorledes solens og stjerners energitab gennem milliarder af år bliver dækket ved omdannelse af
brint til helium gennem kernereaktioner. Dette var det manglende led; nu var det i princippet
muligt at konstruere det teoretiske HR-diagram.
Hvis man så ved observationer kunne bestemme stjerners luminositeter L og effektive temperaturer
Te, dvs. kunne kalibrere det teoretiske HR-diagram, så ville man kunne bestemme stjerners
masse, alder og kemiske sammensætning og dermed have taget et afgørende skridt til at løse den
opgave, Bengt Stromgren havde sat sig.
Bengt Stromgren var selv en fremragende beregner og kunne skønne, at endda beregningen af et
begrænset antal udviklingsspor var en uoverstigelig opgave i begyndelsen af 50'erne; det skulle
vare ca. 10 år, før datamaterne blev taget i brug til den slags rutinemæssige beregninger; også i den
situation fandt Bengt Stromgren løsningen. I en afhandling fra 1952 med den noget neutrale titel
»Evolution of stars«, kunne Bengt Stromgren med anvendelse af en teknik, han havde brugt i en
anden sammenhæng med god approximation beskrive, hvorledes en ændring i de to parametre,
kemisk sammensætning og/eller masse vil influere på en stjernes udvikling i HR-diagrammet. Ti
år senere publicerede Bengt Stromgren sammen med T. Kellsall resultater af omfattende udviklingsberegninger.
Dermed kunne anskueliggøres, hvor i et teoretisk HR-diagram en stjernemodel
havner, og hvorledes den gradvis udvikles gennem kernereaktioner, dvs. stjernens forflytning i
HR-diagrammet kunne beskrives på en realistisk måde.
Vor galakse består af stjerner, stof mellem stjernerne, såkaldte interstellart stof samt stråling.
Stjernernes udvikling vil spejle galaksens udvikling. Spektroskopiske studier af galaksens ældste
stjerner viser, at galaksestoffet i overvejende grad bestod af brint og helium, da disse stjerner blev
dannet. Opbygningen af tungere grundstoffer i stjernerne gennem kernereaktioner i milliarder af
år havde konsekvenser for det interstellare stof; ved den udstrømning af stof fra stjerner, der finder
sted i de senere udviklingsfaser, bliver det interstellare stof gradvis beriget ved tunge grundstoffer;
derfor vil unge stjerner, der er dannet af det interstellare stof i senere udviklingsfaser af vor
Nekrologer 49
galakse, normalt have et større indhold af tunge grundstoffer end de ældre stjerner. En sådan
vekselvirkning mellem stjerner og interstellart stof præger derfor vor galakses udvikling.
Hvis man kunne bestemme den kemiske sammensætning for et stort antal stjerner af forskellig
alder, fordelt over vor galakse, så ville man kunne studere f.eks., hvorledes stjerner af forskellig
alder og kemisk sammensætning er fordelt i rummet.
Sideløbende med de nævnte teoretiske undersøgelser over stjernernes opbygning og udvikling,
som danner grundlag for den store opgave, Bengt Stromgren havde sat som mål at angribe, havde
han i 1940 i et festskrift til sin fader Elis Stromgren beregnet den første realistiske model af
solatmosfærens opbygning, også dette et klassisk arbejde. I 1938 havde R. Wildt vist, at det
dominerende bidrag til kontinuert absorption i solatmosfæren hidrørte fra den negative brintion
H . Den negative brintions fundamentale rolle afhænger af forholdet mellem antallet brintatomer
til antallet metalatomer. I sine modelatmosfæreberegninger inkorporerer Bengt Stromgren H opaciteten
og viser, at solatmosfæren i alt væsentligt består af brint, kun en ganske ringe del metalatomer
indgår.
Også overfladegravitationen g, givet ved udtrykket g = GM/R2 (M stjernemassen, R dens
radius, G den universelle gravitationskonstant) er kendt ved beregningerne af HR-diagrammet.
Størrelsen g indgår også som en vigtig parameter i teorien for stjerneatmosfærer; en stjernes
spektrum kan således beregnes som funktion af effektiv temperatur, overfladegravitation og kemisk
sammensætning. Når spektret er kendt, kan der yderligere beregnes et vilkårligt, vel defineret
fotometrisk indeks som funktion af samme parametre, der fastlægger stjernens struktur.
Bengt Stromgrens undersøgelser over stjernernes indre og deres atmosfærer, som ved tidlig
alder havde placeret ham som en af sin generations førende astrofysikere bør suppleres med
omtale af hans klassiske arbejder over det interstellare stof. Et af hans resultater, der fik vidtgående
betydning bl.a. for studiet af stjernedannelse vedrører tæthed og ionisationsforhold i det interstellare
rum. Bengt Stromgren kunne vise, at den totale masse af interstellart ioniseret brint var
langt større end tidligere antaget, således at dens masse udgør en ikke uvæsentlig del af vor
galakses samlede masse. Rigtigheden af den iagttagelse blev bekræftet ved radioastronomiske
observationer i begyndelsen af 50'erne af21-cm spektrallinien, der emitteres af interstellar brint.
Et andet resultat fra Bengt Stromgrens studier af det interstellare medium gælder strukturen af
de ioniserede brintområder, der omgiver stjerner med høj overfladetemperatur, såkaldte O og B
stjerner. Uden for en snæver overgangsregion, hvor den ultraviolette stråling er fuldstændig
absorberet, er brintatomerne praktisk talt alle neutrale. De lysende sfæriske områder af ioniseret
brint, der omgiver de varme stjerner, findes ikke blot i vor egen men også i andre galakser og er
kendt under navnet Stromgren sfærer.
Bengt Stromgren havde, endnu ikke 40 år gammel, skabt det nødvendige teoretiske grundlag for
at løse den kæmpeopgave, han for længst havde formuleret; der var tilbage at gennemføre den
praktiske del. Dette arbejde ville optage ham fra begyndelsen af 50 erne og fremover. Opgaven
bestod i at udvikle en observationsteknik, hvormed man kunne bestemme en stjernes luminositet L
og dens effektive temperatur Te. Det teoretiske HR-diagram ville så kunne kalibreres og ved
interpolation i dets kurvesystem kunne værdier for en stjernes masse og alder afledes. Bengt
Stromgren brugte størstedelen af årene 1951-60 til at etablere et nøjagtigt fotoelektrisk to-dimensionalt
klassificeringssystem, hvormed L og Te kunne bestemmes ved måling af intensiteten i
udvalgte bølgelængdeområder. Valget af disse gjorde Bengt Stromgren med stor omhu, således at
de bølgelængdeområder, der senere er blevet kendt under betegnelserne u, v, b, u giver maksimal
information om stjernernes væsentlige parametre.
Et vist forarbejde var blevet gjort; i 20'ernes begyndelse havde Bertil Lindblad udviklet en
spektroskopisk metode til to-dimensional spektralklassificering. Ved at placere et prisma foran en
kikkerts objektiv kunne der på en fotografisk plade optages et betydeligt antal stjerners spektre.
Spektrene var korte, dog kunne man måle intensiteten af stærke absorptionslinier, således at både
stjernens spektraltype, som er et mål for den effektive temperatur Te, og dens absolutte lysstyrke L
kunne bestemmes med rimelig nøjagtighed. Dette var et stort fremskridt. For Bengt Stromgren
50 Universitetets årbog 1987
stod det fra begyndelsen klart, at man kunne forøge nøjagtigheden ganske betydeligt ved at måle
intensiteten i udvalgte spektralområder direkte ad fotoelektrisk vej, uden omvejen via den fotografiske
plade.
De aktuelle spektralområder kunne isoleres med interferensfiltre, som var ved at komme på
markedet i slutningen af 40'erne. Yderligere skete der noget af en revolution i den fotoelektriske
måleteknik straks efter, derved at fotomultiplikatoren næsten fra den ene dag til den anden blev
den ideelle detektor. Bengt Stromgren havde, ikke overraskende, fulgt udviklingen også på disse
områder, og havde gjort de første testobservationer på Østervold.
I 30'erne blev der i USA udviklet en anden teknik til to-dimensional klassificering af stjerners
spektre, bl.a. af W. W. Morgan ved Yerkes Observatoriet. Stjernerne blev inddelt i grupper,
således at stjerner med identiske spektre hørte til samme gruppe. Ved simpelthen at inspicere
spektrenes udseende - og her brugte man spektre af udvalgte stjerner som standard - kunne man
med betydelig sikkerhed klassificere stjerner efter deres absolutte lysstyrker og effektive temperatur.
I det astronomiske samfund er der dog kun ca. en snes af specialister, der gennem mangeårig
øvelse har opnået mesterskab i metoden, som har givet særdeles gode resultater. Bengt Stromgrens
personlige vurdering var, at han ikke egnede sig til at gennemføre en sådan klassificering; han
fandt det langt mere rationelt, ved en objektiv fotoelektrisk måleteknik at etablere et passende
system af indekser, dvs. at kvantificere de aktuelle spektralområder. Som sædvanlig skabte han et
solidt grundlag ved først at prøve metoden ved målinger på standardspektre.
Som det fremgår af indledningen havde Bengt Stromgren fra 1951 tiltrådt stillingen som direktør
for det ansete Yerkes Observatorium i Wisconsin og McDonald Observatoriet i Texas, begge
institutter knyttet til Chicago University. Bengt Stromgren havde allerede i perioden 1936-38
været assistant professor ved Chicago Universitetet og arbejdet på Yerkes Observatoriet, hvis
meget kvalificerede stab han kendte særdeles godt fra tiden som gæsteprofessor, og der var stor
interesse for påny og mere varigt at knytte ham til observatoriet for dermed yderligere at styrke
astronomiens allerede stærke stilling der.
Beslutningen om at acceptere tilbuddet havde ikke været let. Bengt Stromgren havde hele sin
uddannelse i Danmark, hvor han havde levet størstedelen af sit liv og følt en stærk loyalitet over for
Københavns Universitet.
I et brev til universitetets daværende rektor, professor H. M. Hansen, gjorde Bengt Stromgren
klart rede for situationen. Et længere ophold i udlandet ville skabe problemer for astronomiens
videre udvikling herhjemme; som i de fleste lande forventede videnskabsmændene, at efter de
mørke krigsår ville der fra statsmagternes side blive gjort store anstrengelser for at forbedre
videnskabernes kår også i Danmark. Der var endelig givet grønt lys til at bygge et filialobservatorium
på Brorfelde Bakker, og det ville ikke være hensigtsmæssigt at lede opførelsen af dette institut
fra USA. Desuden havde Bengt Stromgren i besættelsesårene - som vel de allerfleste danske
videnskabsmænd - måttet arbejde i relativ isolation og med meget beskedne ressourcer, det var i
en vis forstand fem »tabte« år, og han må med nogen utålmodighed have set frem til at indhente
dem. På den anden side måtte Bengt Stromgren tage de storartede muligheder for at fa adgang til
et moderne observatorium med fremragende observationsbetingelser i betragtning. Også danske
astronomer kunne inviteres til at opholde sig der i længere eller kortere perioder. Vedrørende
opbygningen af Brorfelde Observatoriet var Bengt Stromgren optimistisk nok: Han ville kunne
lede det i de tre måneder han og hans familie agtede at tilbringe hvert år i Danmark. Men det som
måske mest af alt fristede Bengt Stromgren til at sige ja til tilbuddet var, at han så en mulighed for
at gennemføre det projekt, som han meget tidligt havde formuleret, at kortlægge og beskrive vort
Mælkevejsystems udviklingshistorie. For at kunne angribe denne usædvanlig store forskningsopgave
måtte han have ressourcer, som slet ikke fandtes i Danmark, heller ikke i Europa.
Bengt Stromgren kunne nu bruge de storartede observationsbetingelser ved McDonald-Observatoriet.
De første observationer stammer fra slutningen af 1951, og resultaterne blev præsenteret
ved et kollokvium i Paris 1953 og vakte umiddelbar opsigt. Her optræder for første gang i et større
sammenhæng hans indekser 1 og c, dvs. styrken hos den grønne brintlinie Hbeta henholdsvis
Nekrologer 51
størrelsen af Balmer-diskontinuiteten. Bengt Stromgren var gennem sine tidligere teoretiske undersøgelser
klar over, at sådanne kriterier ville være udmærkede mål for den effektive temperatur
TP og overfladegravitationen g. Dette var tidligere blevet demonstreret af den franske astronom. D.
Chalonge, der dog havde anvendt en fotografisk metode. Bengt Stromgren kunne med sin nøjagtigere
fotoelektriske teknik opnå både større nøjagtighed og effektivitet. Han kunne straks vise sin
metodes overlegenhed, og i den række af afhandlinger, der nu fulgte, etablerede han den fotoelektriske
teknik, der tillod at bestemme absolutte lysstyrker og farver med stor nøjagtighed for
stjerner hørende til Population I, dvs. unge stjerner, af spektralklasserne B, A, F og tidlig G type.
Sideløbende med denne aktivitet fulgte Bengt Stromgren udviklingen på nærliggende områder,
og ganske særlig var han optaget af at finde en metode, der gjorde det muligt at skelne mellem
unge og gamle stjerner i vor galakse, altså en slags populationsindeks. En sådan størrelse med
betegnelsen m, et metalindeks, der målte den samlede absorptionsvirkning af absorptionslinier i et
smalt område i spektret fra 3980 A til 4080 A, viste sig at fungere udmærket; dermed kunne
feltstjerner hørende til Population II af F type isoleres. Det bør nævnes her, at det ved den
Morgan'ske klassificeringsteknik også var lykkedes at isolere meget gamle stjerner, således af
Population II type, på grundlag af forekomsten af svage metallinier, såkaldte »weak line stars«.
Nu var uvbyHbeta-systemet en realitet, og i et par måneders intens observationsvirksomhed ved
Lick-Observatoriet i 1959 blev det testet og fundet at virke efter hensigten.
To år tidligere havde Bengt Stromgren forladt Yerkes Observatoriet med den belastende administrationsbyrde;
fra 1957 var han tilknyttet Institute for Advanced Study i Princeton. Selvom
institutet ikke rådede over egne observationsfaciliteter, kunne Bengt Stromgren fortsætte sit observationsarbejde,
ofte i samarbejde med yngre kolleger. Da der i midten af 1950'erne blev fremsat
forslag om at oprette et stort fælles nationalt observatorium i USA, det nu så velkendte Kitt Peak
National Observatory, var Bengt Stromgren en af de astronomer, der som medlem af planlægningsudvalget
kom til at spille en stor rolle ved observatoriets udformning.
I tiden derefter og frem til Bengt Stromgren vendte tilbage til Danmark i 1967, blev størstedelen
af observationerne udført ved Kitt Peak National Observatory, hvor David Crawford og Charles
Perry var hans nære medarbejdere. Efter hjemkomsten kom Bengt Stromgren til at fortsætte de
fotometriske observationer både ved Kitt Peak National Observatory og det Europæiske Sydobservatorium
på La Silla i Chile, nu i samarbejde med danske astronomer som Erik Heyn Olsen,
Poul Erik Nissen og Jens Knude.
For at kunne løse nogle af de mangfoldige problemer, som indeholdes i dette komplex, som han
arbejdede med på bred front, havde han skabt de nødvendige værktøjer, som har givet så smukke
resultater. Når Bengt Stromgren gradvis udviklede dette system, prøvede han dets bærekraft på
nogle specielle opgaver. I sin George Darwin-forelæsning i 1962, »Problems of internal constitution
and kinematics of main sequence stars«, bruger han som tidligere feltstjerner, for hvilke
tilstrækkelig nøjagtige aldersbestemmelser kan gøres. Når man kender disse stjerners rumhastigheder,
kan stjernens dannelsested let beregnes. Dette kræver, at man kan vurdere vor galakses
gravitationsfelt med rimelig nøjagtighed; opgaven består i at udføre en integration, på lignende
måde som når man beregner en kuglebane; her drejer det sig blot om at regne tilbage i tiden, og
netop den tid, som er stjernernes alder. Resultatet er, at disse stjerner, som hører til de yngste, dvs.
de sidst dannede, med alder mindre end 50 millioner år, er koncentreret i vor galakses spiralarme.
De ældre stjerner er derimod jævnt fordelt i vort stjernesystem.
Dette vigtige resultat gælder også for spiralgalakser udenfor vort eget stjernesystem; også her ses
de yngste stjerner koncentreret mod spiralarmene.
Arbejdet fra 1966, »Spectral classification through photoelectric narrow-band photometry«, er
en opsummering af de tidligere fotometriske undersøgelser, fra 1951 og fremover, en bibel for
enhver, der beskæftiger sig med dette område. Afhandlingen er for en stor del koncentreret om den
observationsmæssige side og diskuterer i detaljer den optimale to-dimensionale klassificering for
stjerner af forskellig spektraltype, spørgsmål vedr. kalibrering af de fotolektriske indexer m.v.
Bengt Stromgrens sidste arbejde udkom fa måneder før hans død; det havde den lange titel
52 Universitetets årbog 1987
»An investigation of the relations between age, chemical composition and parameters of velocity
distribution based on uvbyHbeta photometry of F stars within 100 parsec« (ca. 300 lysår). Undersøgelsen
hviler på materiale indsamlet i nært samarbejde med danske forskere. Det meget store
fotometriske materiale — i alt er 14.816 stjerner målt, og det samlede antal enkelte målinger er ca.
34.000 - skyldes Erik Heyn Olsens imponerende observationsindsats. Han har også medvirket i
den datamæssige behandling. Endvidere har Johannes Andersen, Birgitta Nordstrom og Marcel
Mayor svaret for bestemmelsen af radialhastighederne.
Den hovedopgave, Bengt Stromgren har sat sig i denne undersøgelse, fremgår klart at titlen: At
studere korrelationer mellem stjernens alder, kemiske sammensætning og kinematiske egenskaber,
og derved kaste lyd over vor galakses dynamiske udvikling. En hovedopgave har været at udvælge
stjernerne således, at man undgår uønskede selektionseffekter. For de udvalgte objekter beregnes,
efter de metoder Bengt Stromgren har udviklet, absolut lysstyrke, effektiv temperatur og et index
for kemisk sammensætning, dvs. et index for tunge grundstoffer. Med anvendelse af det teoretiske
HR-diagram beregnes stjernernes alder. Da en stjernes afstand og egenbevægelse er kendt, kan
tangentialhastigheden straks beregnes, dvs. hastigheden vinkelret på synslinien. Radialhastigheden
var yderligere målt, og dermed kendes stjernens rumhastighed, således at hastighedsdispersionerne
kan beregnes. Materialet blev inddelt i klasser, dels med hensyn til alder, dels med hensyn
til den kemiske sammensætning, dvs. indholdet af tunge grundstoffer. Ved at studere hastighedsdispersionernes
variation med hensyn til de to nævnte argumenter opnår Bengt Stromgren vigtige
oplysninger om vor galakses dynamiske udvikling. F.eks. viser analysen meget klart den slående
tilvækst i hastighedsdispersionerne, når indholdet af tunge grundstoffer aftager, dvs. når man
bevæger sig fra Population I til Population II, fra unge stjerner til ældre.
Det er karakteristisk for denne afhandling som for hele hans produktion - jeg vil betegne den
som et testamente til kommende generationers astronomer - hvor nøje han prøver på at vurdere
resultaternes pålidelighed og rækkevidde. Han understreger, hvor materialet må styrkes eller
forbedres således, at konklusionerne kan blive endnu bedre underbygget. Han formulerer nye
problemer og antyder, hvorledes de bør angribes. Som alle Bengt Stromgrens arbejder peger den
fremad, den bør læses med stor opmærksomhed.
Jeg skal kort berøre Bengt Stromgrens indsats på et ganske andet område, den geometriske
optik, som ligger fjernt fra, hvad teoretiske astrofysikere normalt beskæftiger sig med. I 1932
dukkede der en afhandling på tre sider op, »Ein lichtstarkes komafreies Speigelteleskop«, hvori
den geniale tyske optiker Bernhard Schmidt, der var ansat ved Hamburg-Observatoriet, beskrev
et spejlsystem, han havde konstrueret, og som gav billeder af forbavsende god kvalitet over et
meget stort felt. Ved at kombinere et sfærisk hulspejl med en næsten planparallel korrektionsplade
placeret i spejlets krumningscentrum lykkedes det Bernhard Schmidt at fjerne den sfæriske aberration,
koma og astigmatisme var nul; den pris, man måtte betale, var, at billedfeltet var krummet,
men dette voldte ingen særlige vanskeligheder, fordi man kunne bruge film eller glasplader, der
ved at krummes beskrev fokalfladen. Med det nye system kunne man således opnå en praktisk talt
perfekt afbildning over et meget stort felt, en Schmidt-plade ville dække et område af himlen, der
var måske 25-50 gange større, end hvad man havde kunnet gøre med de hidtil brugte spejlkikkerter.
Dette betød en revolution for astrofotografien. Bengt Stromgren så straks betydningen af den
nye konstruktion, både som hovedinstrument til direkte afbildning af himlen og som f.eks. kamera
i et spektrografsystem. I 1935 publicerede han som den første en afhandling, »Das Schmidtsche
Spiegelteleskop«, hvor han på grundlag af den Seidelske teori for fejl af tredie orden gav en
fuldstændig teori for det.
Ti år senere vendte Bengt Stromgren tilbage til samme emne, denne gang i forbindelse med
astrometriske problemer. Han spurgte sig selv, om det ville være muligt at modificere, eventuelt at
forbedre den klassiske refraktoroptik (der består af en dublet, en såkaldt Fraunhofer-objektiv sat
sammen af en kronglas- og en flintglaslinse i nær kontakt). Kan den astigmatisme, der for denne
optik er til stede ved ret stor åbningsforhold og felt, og som begrænser afbildningens kvalitet,
fjernes med anvendelse af en Schmidt-korrektor? Igen viste det sig, at Bengt Stromgrens formodNekrologer
53
ning var rigtig. En Schmidt-korrektor placeret midt mellem objektiv og lokalplan gør, at tredje
ordens aberrationer kan gøres lig med nul, og også aberationer af højere orden er uden betydning
for et åbningsforhold F/10 og over et felt på 4° X 4°, typisk for moderne astrografer; det er således
et meget ydedygtigt system. Der blev fremstillet et modelinstrument, der fungerede efter hensigten,
men desværre er der ikke konstrueret et fuldt udbygget instrument efter dette princip. Det
ville have været idealet i stedet for de nu brugte astrografer med flerlinseobjektiv.
Jeg skal vende tilbage til året 1922, som synes at have været et begivenhedsrigt år for Bengt
Stromgren. I det år publicerede han sine første videnskabelige resultater, om Baade's komet.
I det nævnte år besøgte han sammen med sin fader observatoriet i Berlin-Babelsberg, hvor Paul
Guthnick var direktør og en af Elis Stromgrens nære venner. Guthnick var en af de fa europæiske
astronomer, der havde arbejdet med fotoelektrisk fotometri, han var pioner på området. Ved
besøget blev Bengt Stromgren fascineret af den nye teknik, som jo må ses som umådelig fjern fra
nutidens. Guthnick introducerede sin unge gæst i det nye område og gennemgik hele måle- og
reduktionsproceduren. Mon ikke Bengt Stromgren ved dette besøg blev stærkt påvirket af disse
oplevelser? Han må kort derefter have fundet ud af, hvorledes han kunne anvende en fotoelektrisk
teknik til at forbedre nøjagtigheden i sine passageobservationer.
For allerede i 1921 havde Bengt Stromgren i samarbejde med Jens Johannesen begyndt et
observationsprogram med observatoriets Repsold passageinstrument, et program der var foreslået
ham af den tids grand old man inden for astrometrien, Friedrich Kiistner. I alt blev der med
udmærkede resultater observeret rektascensioner for 131 stjerner nord for deklinationen +65°.
Arbejdet blev offentliggjort 1925 i Svenska Vetenskapsakademiens Flandlingar. I disse observationer
blev der til registrering af passagetiderne brugt et såkaldt upersonligt mikrometer, der dog
blev styret af observatøren. Bengt Stromgren må straks have indset, med den nye viden han havde
indhentet ved sit besøg i Berlin-Babelsberg, at en helt upersonlig teknik til tidsregistrering ville
være mulig; den ufuldkomne menneskelige observatør bliver omsider erstattet med en automatisk
teknik, der bygger på anvendelsen af den fotoelektriske celle.
Når man ser tilbage på Bengt Stromgrens rige videnskabelige produktion, falder hans usædvanlige
beherskelse af både den teoretiske og anvendte astrofysik umiddelbart i øjnene. Den teoretiske
astrofysik arbejder med modeller, som beskriver feks. stjernernes indre struktur ligesom deres
ydeområder, ved såkaldte modelatmosfærer. En nødvendig forudsætning for disse arbejder er, at
de fysiske love, som vi kender dem fra de jordiske laboratorier, antages at gælde også i den
astrofysiske verden. Bengt Stromgren havde en forbløffende evne til at vurdere, hvorvidt de fysiske
antagelser var tilladelige; det hjalp ham ofte at forenkle behandlingen af et problem, uden at noget
væsentligt af fysiken gik tabt. Selvom han beherskede den matematiske teknik overlegent, ofrede
han meget lidt på den matematiske elegance; det afgørende var, at fysiken var i orden.
På den anden side: Når det gjaldt observationerne, bestræbte han sig altid på at forøge observationsnøjagtigheden.
I det forslag til automatisk registrering af en stjernes meridianpassage ved en
fotoelektrisk teknik, som han fremsatte allerede som gymnasiast i 1925, ville man således undgå
alvorlige systematiske fejl, som var uundgåelige ved den klassiske teknik. I midten af tyverne var
det kun muligt at prøve metoden på de lysstærkeste stjerner, og forstærkerteknikken var ikke
tilstrækkeligt udviklet. Efter krigen var den ideelle detektor fotomultiplikatoren til rådighed, og i
senere år er Bengt Stromgrens forslag til en upersonlig registrering af en stjernes koordinater
blevet til virkelighed. De smukke resultater, som i de sidste få år er opnået med Carlsbergs
meridiankreds på La Palma i De Kanariske Øer har vakt stor opmærksomhed verden over både
med hensyn til nøjagtighed, grænsestørrelse og effektivitet.
Bengt Stromgrens fotometriske arbejder, dvs. hans fotoelektriske klassificeringssystem, kendetegnes
af samme krav på høj nøjagtighed. Planlægningen af programmerne og gennemførelsen af
målingerne var minutiøs. I den lange »fotometriske« periode blev der gradvis udviklet nye og
forbedrede måleinstrumenter, de første fremstillet i Brorfeldeobservatoriets værksted i samarbejde
med hans medarbejder gennem mere end 50 år, værkstedsleder Poul Bechmann. I de sidste
54 Universitetets årbog 1987
konstruktioner, der nu findes på flere observatorier verden over, kan man simultant måle en
stjernes lysintensitet i de fire spektralområder, betegnet med u, v, b, y. Dette medfører ikke blot en
forøgelse af observationsnøjagtigheden; observationstiden nedsættes med en faktor 4 sammenlignet
med den tid, der tidligere blev brugt, når stjernernes lys i de fire bølgelængdeområder blev
målt successivt. Bengt Stromgren var klar over, at astronomiske kikkerter var dyre, og at observationstid
derfor koster penge!
I forbindelse med de astrometriske opgaver, som gennem årene har beskæftiget Bengt Stromgren,
vil jeg nævne endnu et projekt i grænseområdet mellem himmelmekanik og astrometri, som
han kom til at interessere sig for; han stod for planlægningen af undersøgelsen, men deltog ikke
direkte i observations- eller beregningsarbejdet. I en samtale med A. Kopff 1938 - den tids
specialist på det fundamentalsystem, som bruges til bestemmelse af stjerners positioner - udtrykte
Kopff bekymringer: Når han sammenlignede bestemmelser af deklinationer for stjerner nær ækvator,
var der uoverensstemmelser mellem de resultater, man havde opnået med meridiankredse og
med vertikalkredse.
For at gøre en uafhængig kontrol foreslog Bengt Stromgren, at småplaneten med navnet 51
Nemausa skulle observeres. Planeten er stjernelignende og har desuden den gode egenskab, at den
ligger ret nær ækvator, ved opposition til solen er 51 Nemausa så lysstærk, at den bekvemt kan
observeres med meridiankreds. I det mangeårige og omfattende observations- og beregningsarbejde,
der fulgte, deltog Ole Møller, Peter Naur og Leif Kahl Kristensen. Resultatet af undersøgelsen
blev præsenteret ved det kollokvium, der blev afholdt til Bengt Stromgrens 70-års fødselsdag, og
viser, at korrektionen til det nye FK4 system i deklination er 0.02 ± .04 buesekunder, dvs. at
eventuelle systematiske fejl i det nye fundamentalsystems deklinationer i ækvatorzonen er meget
små.
Bengt Stromgren befandt sig altid i forskningens frontlinie, eller snarere, han var en af dem, der
trak den op. Derfor kunne han straks se, hvor de centrale problemer skjulte sig; yderligere havde
han den særlige evne til at analysere fysiske situationer i termer, som kunne relateres til observationsdata.
Hans bredde var unik; han var utvivlsomt en af de mest alsidige astronomer, der har
levet. Han havde en fænomenal hukommelse, det han én gang havde indhentet, det bevarede han
livet igennem. Hans lærdom var encyklopædisk, han blev ved, i hele sit liv, at udvide sin kundskab.
Bengt Stromgren gjorde varige indsatser indenfor klassisk astronomi, himmelmekanik, teoretisk
og anvendt astrofysik, geometrisk optik, instrumentteori, statistik m.v. Som eksempel på
hans imponerende arbejdsevne kan nævnes, at han under sit halvandet års ophold som gæsteprofessor
ved Yerkes Observatoriet i 1936-38 sideløbende med publiceringen af flere grundlæggende
astrofysiske afhandlinger, skrev et afsnit i »Ergebnisse der exakten Naturwissenschaften« over
stjernernes indre og udvikling og to meget omfattende kapitler over »Aufgaben und Probleme der
Astrophotometrie« og »Objektive photometrischen Methoden« i Handbuch der Experimentalphysik.
De sidstnævnte bidrag dokumenterer Bengt Stromgrens suveræne beherskelse af både
teoretisk og anvendt astrofysik.
Der var sikkert nogle, der så med beklagelse på Bengt Stromgrens beslutning om at acceptere
tilbuddet fra Chicago-Universitetet. Når man imidlertid nu ser på den sjældent rige forskningsvirksomhed,
som han udviklede under sit ophold i USA, må man erkende, at hans beslutning
var rigtig. Han kom til at berige astronomien på så mange områder, at der er fa i hvilke hans
indflydelse ikke føles, direkte eller indirekte. Han var dybt involveret både i det amerikanske og
europæiske astronomiske samfund, hans indflydelse har takket være hans store videnskabelige
autoritet påvirket forskningen på begge kontinenter.
I 1967 vendte Bengt Stromgren tilbage til Danmark, kaldet til et personligt professorat i astrofysik
ved Københavns Universitet, samtidig fik han tilkendt Carlsbergfondets æresbolig. I årene
1969-75 var han præsident i Videnskabernes Selskab. Det var i en overgangstid for selskabet, fra et
traditionsbundet lærd selskab til et akademi, der måtte tilpasses et moderne samfunds behov. Det
var en krævende opgave, han blev ansvarlig for ved siden af de mange andre forpligtelser, der
Nekrologer 55
hvilede på ham. Som alt, hvad han påtog sig, udførte han også dette hverv på forbilledlig måde.
Det var med beklagelse, man måtte acceptere hans ønske om at træde tilbage i 1975 af helbredshensyn.
Bengt Stromgren modtog mangfoldige hædersbevisninger: Han var æresdoktor ved en række
universiteter og medlem af mange akademier i Europa, Nord- og Sydamerika. Han fik Rittenhouse
medaljen, Bruce guldmedaljen. Royal Astronomicai Society's guldmedalje, Ole Rømer guldmedaljen.
H.C. Ørsted Guldmedaljen, Jules Janssen Guldmedaljen, Landsforeningen til Kræftens
Bekæmpelses sølvmedalje, Augustinus og Rosenkjær Prisen. Bengt Stromgren fungerede som
generalsekretær i den Internationale Astronomiske Union 1948-52 og som en af unionens mest
agtede præsidenter 1970-73. I en periode af Det Europæiske Sydobservatoriums tilværelse, der var
præget af indre vanskeligheder accepterede Bengt Stromgren at være organisationens præsident,
1975-77. Hans videnskabelige autoritet og storartede personlighed bidrog til at skabe den harmoni
og positive atmosfære, som siden da har kendetegnet organisationen. Han gjorde også sin borgerpligt
i det danske samfund; i mere end ti år var han præsident i Landsforeningen til Kræftens
Bekæmpelse. Det var sandelig ikke nogen sinecure at varetage disse pligter, men Bengt Stromgren
havde den nødvendige autoritet og administrative evne, han sparede ikke på kræfterne, og han var
desuden en fremragende diplomat. Alle de opgaver, han påtog sig, passede han samvittighedsfuldt.
Bengt Stromgren var ikke alene en af sin tids store astronomer; også uden for sin profession
lagde han en sjælden positiv og hensynsfuld holdning for dagen. Han respekterede sine medmennesker
og var opmærksom på deres behov. Han behandlede alle ens. I sin vurdering var han
positiv; han vidste, at kritik, hvor vel fortjent den var, kunne slå et menneske ud. Han slækkede
ikke på kravene, men var venlig og konstruktiv i sin kritik. Ingensinde har jeg hørt en irriteret
bemærkning fra ham. Hvis han i grunden tvivlede på en oplysning, dvs. han var fuldt klar over, at
man vrøvlede, så ville han meget elskværdigt spørge, om man var helt sikker i sin sag. Han var et
lyst menneske med en rig og underfundig humor. På lange togrejser fra Yerkes til McDonald
Observatoriet for at observere, fandt han tid og ro til at mindes oplevelser fra eksamination af
amerikanske studenter, som er nedfældet i et tyndt maskinskrevet hæfte, der vist nok kun eksisterer
i fire eksemplarer med titlen »Astronomy made easy«. Her viser han sig som en fremragende
fortæller. Hans bidrag vidner godt om hans humoristiske sans, men også om den overbærenhed
med ukyndige eller dårligt forberedte eksaminander.
For dem, han kom til at stå nær, betød han umådelig meget, og ganske særlig for de astronomer,
der havde det held at samarbejde med ham. Bengt var ét af mine universiteter, det mindste, men
det, der fik størst betydning for min faglige uddannelse. Han kom også og i ikke ringere grad til at
præge min menneskelige udvikling. Selv kendte jeg Bengt fra før krigen. Vort egentlige samarbejde
begyndte straks efter. I samtaler med Bengt - og de blev mange i tidens løb - lærte jeg altid noget,
jeg havde glæde af, fagligt eller menneskeligt. Det kunne være, når vi fulgtes ad nedad bakken fra
observatoriet, Bengt med sin karakteristiske lidt langsomme gang. Det kunne være, når vi tog til et
møde sammen, men ikke mindst var det stunderne hos Bengt og Sigrid i deres hyggelige hjem på
observatoriet, eller i æresboligen eller i dem Sigrid skabte rammerne om i det fjerne.
Med sit totale engagement i astronomien skete det ofte - det kunne virke som en tilfældighed -
at Bengt kom ind på et emne, der for tiden optog ham, han kunne fortælle om nogle nye resultater,
han var nået frem til eller skitsere en ny tankegang, man opdagede, hvorledes perspektivet pludselig
udvidede sig, og et nyt og spændende problem tog form. For dem, der havde det held at kunne
følge Bengt Strdmgrens forskning på nært hold, var det slående hvor enkelt, næsten indlysende alt
kunne virke, når opgaven først var løst. Dette hang sammen ikke bare med hans totale overblik
over sit fag og hans fuldkomne beherskelse af dets teknik og metodiske hjælpemidler, men også
med hans glæde over og evne til at dele ud af sin rige viden.
Bengt Stromgren var stor som videnskabsmand og stor som menneske. Alle, der kendte ham, vil
mindes ham i dyb beundring og respekt.
Anders Reiz

Jørgen Axel Voigt
4. februar 1924 - 30. december 1987
Jørgen Voigt var født i København. Faderen, som var overretssagfører, døde tidligt, og til moderen
havde han hele hendes liv et meget nært og kærligt forhold. Allerede under den tidlige
skolegang blev det klart, at Voigt var en usædvanlig intelligent og flittig elev, og han gennemgik de
forskellige uddannelsestrin ganske regelret - og utvivlsomt altid som klassens dygtigste elev.
Allerede tidligt i gymnasiet på Metropolitanskolen følte han sig overbevist om, at han ville være
læge, hvilket han blev ved Københavns Universitet som 25-årig og med en tårnhøj karakter. Efter
nødvendig klinisk uddannelse kom han i 1950 til Københavns Universitets Retsmedicinske institut.
Det er ikke helt klart, hvorfor Voigt netop fandt frem til dette institut, men det kan have haft at
gøre med, at den daværende professor Knud Sand - på det tidspunkt en majestæt i den danske
lægeverden - var kendt for ligefrem at jagte de bedste hoveder blandt de unge kandidater.
Hvad end grunden måtte have været til, at Voigt søgte ind i retsmedicinen, blev han fra første
stund grebet fuldstændigt af den, og man kan godt bruge det udtryk, at han viede sit liv til den.
Selv i de sidste år, hvor han blev ramt af meget svær modgang, bl.a. i form af en kronisk
nyresygdom, som han heltemodigt kæmpede imod, var instituttet ustandselig i hans tanker, og
dets velfærd lå ham på sinde til det sidste.
Efter mange års arbejde som en trofast og ihærdig afdelingsleder for Retspatologisk Institut,
overtog Voigt professoratet i retsmedicin i 1979, og det følgende år blev han tillige formand for
Retslægerådet. I en årrække i 70'erne deltog Voigt med liv og sjæl i planlæggelsen og den endelige
indretning af det nye institut på Frederik den Femtes Vej, og mange af de forestillinger han havde
om, hvorledes denne nye bygning skulle bringes til at fungere, har vist sig at være rigtige. Voigt gik
ind for samarbejde med andre institutter i videst mulige omfang, og det nye institut - som han
med god ret betragtede som sit værk - har vist sig at fungere udmærket.
Voigt har i sine mange år som retsmediciner været medlem af et meget stort antal forskellige
kommissioner, arbejdsudvalg og ministerielle rådgivningsorganer, og han bar livet igennem en
meget stor undervisningsbyrde, dels ved sit universitet, men også i andre sammenhænge. Han var
således meget engageret i embedslægernes uddannelse, og var ved sin død stærkt optaget af
embedslægevæsenets udvikling, specielt med hensyn til de retsmedicinske opgaver og pligter, som
påhviler embedslægevæsenet.
Inden for international retsmedicin var Voigt en meget fremtrædende, central skikkelse. Han
var medlem — og æresmedlem — af flere internationale retsmedicinske selskaber, og han deltog i en
lang række internationale kongresser og bar også hovedbyrderne i forbindelse med internationale
respektive nordiske kongresser i København. Voigt var i mange år chefredaktør for det ansete
internationale fagtidsskrift »Forensic Science International«.
Voigt påtog sig så mange og svære opgaver, at det nødvendigvis i nogen grad måtte gå ud over
hans muligheder for videnskabelig indsats. Disputatsen i 1961 handler om eosionofile granulocyter
i milten, men senere interesserede han sig i høj grad for forskellige sider af hjertets patologi,
specielt ledningsbundtets betydning for pludselig død. I Voigts sidste år var det tydeligt, at han —
der oprindelig var gået ind i lægestudiet i en forventning om et liv som naturvidenskabsmand -
følte en vis skuffelse over, at der var blevet levnet ham så lidt tid på dette område. Det var
beundringsværdigt, at han netop i de sidste år, hvor kræfterne var svindende og opgaverne større
og større, tog sig tid til at tilbringe timevis i sit laboratorium, beskæftiget med at udforske det
58 Universitetets årbog 1987
meget lille, men særdeles betydningsfulde organ glomus caroticum, som han havde faet øje på som
en mulig meget vigtig faktor ved visse uforståelige dødsfald.
Voigts mangeårige arbejde i Retslægerådet beslaglagde en væsentlig del af hans tid, ikke mindst
i de senere år, hvor Rådet - såvel dets struktur som dets afgørelser i visse enkeltsager - er blevet
stedse mere intenst diskuteret i offentligheden. Han var i høj grad opmærksom på udviklingen på
dette område, og var ved sin død stærkt optaget af mulighederne for at finde veje til en bedre
forståelse (kommunikation) i befolkningen. Det bekymrede ham, naturligvis, at misforståelser — og
undertiden dårlig vilje — bidrog til at skabe mistillid til et råd, som gjorde hvad det kunne for at
opfylde justitsvæsenets og dermed befolkningens behov for lægelig ekspertise i retslige spørgsmål.
Voigt var den naturlige arvtager efter instituttets tidligere, mangeårige ledere, Knud Sand og
Harald Gormsen. Med Jørgen Voigts død har instituttet mistet en dygtig og højt respekteret leder,
og hans død vil på mange måder komme til at betyde afslutningen på en meget rolig og stabil
epoke i dansk retsmedicinsk historie, strækkende sig over det meste af dette århundrede.
Preben Geertinger