A: Nekrologer

Anders Bjerrum
12. marts 1903-7. januar 1984
Anders Poulsen Bjerrum var lærer ved Københavns Universitet i 20 år: lektor i navneforskning
1953-64, ekstraordinær professor i dansk sprog med særligt henblik på navneforskning 1964-68,
ordinær professor i dansk sprog 1968-73. Til Stednavneudvalgets kontor (der i 1960 blev til
Københavns Universitets Institut for Navneforskning) var han knyttet i mere end 40 år, som timeeller
akkordlønnet medarbejder (1928-44), som amanuensis (1944-53) og som kontorchef/bestyrer
(1953-69). I sine sidste år som professor (1969-73) var han tilknyttet universitetets Institut for
Nordisk Filologi.
Anders Bjerrum var sønderjyde, født og opvokset i landsbyen Gånsager (ca. 15 km SØ for
Ribe). Han tog studentereksamen fra Døckers kursus i 1924 og studerede 1924-29 dansk og tysk
ved universitetet med henblik på skoleembedseksamen, som han bestod med 1. karakter vinteren
1929-30.
Bjerrum, der i studietiden efter eget udsagn fordelte sine faglige interesser ligeligt mellem
litteraturhistorie, sprogvidenskab og folkemindeforskning, dokumenterede allerede som studerende
sin særlige interesse for hjemstavnens sprog og kultur gennem en række mindre bidrag vedr.
vestslesvigske folkesagn til rubrikken »Samleren« i Sønderjydsk Maanedsskrift (marts 1927 ff.) og et
enkelt, i Danias lydskrift, til Danske Folkemaal (1928).
Af afgørende betydning for retningen af hans videnskabelige produktion og professionelle karriere
blev det, at Stednavneudvalget, der siden genforeningen 1920 havde arbejdet intenst med
afgermaniseringen af stednavnene i den nu danske del af Sønderjylland, i 1928 fik økonomisk
mulighed for at foretage en omfattende videnskabelig bearbejdelse af det sønderjyske stednavnestof
forud for en udgivelse af hele navnestoffet på tryk. Tilknyttet dette projekt gennemtrawlede
Bjerrum i årene 1928-32 Tønder og Åbenrå amter for - sogn for sogn og plet for plet - at
lydskriftoptegne den lokale udtale af stednavnene, og sammen med Kr. Hald, Knud B.Jensen og
Gunnar Knudsen redigerede han de fem indholds- og omfangsrige bind Sønderjyske Stednavne, som
Stednavneudvalget udsendte 1931-44. Arbejdet førte i 1944 til en fast ansættelse som amanuensis
ved Stednavneudvalgets kontor og en 25 år lang embedskarriere inden for navneforskningen, der i
skrift især afsatte sig spor i form af omfattende redaktionelle bidrag til Stednavneudvalgets udgaver
af Vejle Amts Stednavne (1944), Viborg Amts Stednavne (1948), Bornholms Stednavne (1950-51), Maribo
Amts Stednavne (1954) og Stednavne i Århus og Skanderborg Amter (1964); fra arbejdet i Stednavneudvalgets
regie udsprang dog også en stor og central afhandling om sproget i Kong Valdemars
Jordebog (i Stednavneudvalgets Navnestudier II, 1960).
Stednavneudvalgets - af den danske stat finansierede - sønderjyske projekt omfattede ifølge sit
anlæg kun navnestoffet fra den del af Slesvig, som efter genforeningen lå inden for det danske riges
grænser. Arbejdet var imidlertid næppe gået i gang, før Bjerrum sammen med sine jævnaldrende
kolleger og venner Kristian Hald og Peter Jørgensen i 1931 udkastede en plan for — og fik
Carlsbergfondets støtte til — parallelprojektet Sydslesvigs Stednavne, der skulle omfatte samtlige
danske, frisiske og tyske stednavne i Slesvig syd for grænsen. Bjerrum påtog sig i den forbindelse
de midtslesvigske herreder mellem Angel og Frisland og skrev til samlingsværket Sydslesvig I (1933)
en første oversigt over de midtslesvigske stednavne og deres betydning som historisk kildemateriale.
Optegnelserne i Midtslesvig gennemførte han i løbet af 1930rne, og materialet blev udnyttet i
bl.a. hans undersøgelser over sprogskiftet i Sydslesvig (i Sønderjydske Aarbøger 1944 og Namn och bygd
18 Universitetets årbog 1984
1962), men til den endelige redaktionelle bearbejdelse fik hans først tid i sit otium: bistået af sin
kone, lektor Marie Bjerrum, nåede han at fa udgivet stoffet fra to af de seks midtslesvigske
herreder (Kær herred 1979, Vis herred 1983-84).
Inden for udforskningen af de danske stednavne arbejdede Bjerrum først og fremmest som
praktiker - som fonetisk skolet optegner af stednavne i Slesvig nord og syd for grænsen, som
leverandør af mere end 1500 sider redigeret tekst til Danmarks Stednavne og Sydslesvigs Stednavne og
som leder af arbejdet på Stednavneudvalgets kontor/Institut for Navneforskning 1953-69. Han
arbejdede inden for - og levede i fuldt mål op til - en tradition for filologisk forskningshåndværk,
der stillede strenge krav til udøveren m.h.t. viden, samvittighedsfuldhed, tålmodighed og jugement;
men indsatsen gjaldt hovedsagelig de store stednavneudgaver og respekterede de redaktionelle
rammer, der var bestemt af værkernes autoritativt-institutionelle håndbogskarakter og ikke
tillod den enkelte medarbejder at tegne sin individuelle forskningsprofil gennem diskussioner,
polemik og metodiske refleksioner. En artikel om betydningen af stednavneleddet -lev (i Festskrift til
Kristian Hald, 1974) illustrerer dog i eksemplets form de omfattende overvejelser af sproghistorisk/
historisk art, der i hvert enkelt tilfælde ligger bag stednavneudgavernes lakoniske oplysninger om
stednavnenes betydning, og formulerer i randbemærkninger Bjerrums syn på de metodiske krav,
der må stilles til »det samarbejde mellem sprogvidenskab og historieforskning, som kaldes stednavneforskning
«, et samarbejde, der efter Bjerrums mening fungerede bedst, når de to videnskabers
metoder blev holdt sobert ude fra hinanden: »Sprogvidenskabsmanden kan ud fra sine
metoder udtale sig om et efterleds betydning, men ofte kun i meget abstrakte vendinger; han kan
fastlægge en betydningsramm^, inden for hvilken historikeren muligvis kan udpege en bestemt
speciel betydning som mere sandsynlig end andre.«
Til de to sønderjydske stednavneprojekter, Bjerrum var knyttet til ved begyndelsen af 1930rne,
kunne han fra 1931 føje et tredje projekt: Udvalg for Folkemaals undersøgelse af Sønderjyllands
danske dialekter, under hvilken han — efter forarbejder ved Marius Kristensen, Poul Andersen og
M. P. Ejerslev - fik betroet beskrivelsen af sydslesvigsk på grundlag af dialekten i Fjolde sogn (ca.
14 km NØ for Husum), den sydligste danske dialekt, man har kendskab til. Der var tale om en
opgave, der ikke tålte udsættelse: den sydslesvigske dialekt var i uddøen; i dens sidste bastion,
Fjolde sogn, havde nedertysken fortrængt den danske dialekt som dagligsprog i løbet af det 19.
århundrede, og da redningsaktionen satte ind, omkring år 1930, eksisterede dialekten faktisk kun
som et ungdomsminde hos en halv snes personer i alderen 70-90 år.
1 somrene 1931 og 1932 foretog Bjerrum da den definitive optegnelse i lydskrift af dialektens
ordforråd. Ud over stednavnestofTet (der blev optegnet med henblik på Sydslesvigs Stednavne) og
personnavnestoffet (der blev redigeret og udgivet i Danske Studier 1934) blev det til i alt 16.500
ordformer fra en lille halv snes meddelere - den ældste og bedste Catharina Carstensen (»Gamle
Tinne«, f. 1841), om hvem Bjerrum skrev en meget smuk og personlig nekrolog i Danske Folkemaal
1938.
Opgaven var herefter at udarbejde en beskrivelse af dialektens lydsystem på grundlag af det
foreliggende lydskrevne materiale: foruden det, som medarbejderne fra Udvalg for Folkemaal
havde noteret 1928-32 i Danias lydskrift først og fremmest K. J. Lyngbys optegnelser fra 1858-59 i
Lyngbys egen fonetiske notation. Som én forudsætning for opgavens løsning foretog Bjerrum en
samlet undersøgelse og vurdering af K. J. Lyngby som sprog- og dialektforsker (trykt i I-ra Rask til
Wimmer, 1937, Danske Studier 1939 og udgaven af A. y. Lyngby's Jyske Grammatik, 1942). Den generelt
meget positive vurdering af K. }. Lyngby kunne imidlertid i den konkrete sag ikke hindre, at
Bjerrum under arbejdet med dialektbeskrivelsen blev grebet af en principiel mistillid til kvaliteten
i det materiale, som Lyngby, han selv og andre fonetisk skolede optegnere havde tilvejebragt fra
Fjolde. Bl.a. m.h.t. dialektens kvantitetsforhold var optegnelserne så modstridende, at en efterhøring
var nødvendig; den blev foretaget i 1935 og var - på en måde, der forekommer nutidens
dialektologer indlysende, men unægtelig ikke var i praksis i I930rne — tilrettelagt som en diskussion
med meddeleren om sproglige minimalpar, »henved 250 Ordformer, der var valgt således, at
Nekrologer 19
Ord, der kun holdtes ude fra hinanden ved en lydlig Forskel, om hvis Tilstedeværelse jeg nærede
Tvivl, var stillet over for hinanden (fx Vej: veje, Slæde: slær præs. »slår«).«
En stadig bredere orientering inden for aktuel teoretisk lingvistik, og ganske særlig inspirationen
fra Louis Hjelmslev, førte efterhånden Bjerrum frem til en model, der kunne forklare materialets
brister: optegnerne, der ikke havde dialekten som modersmål, havde tolket det talte sprogs lyd ud
fra deres eget udtrykssystem (fonemsystem), med heraf følgende sandsynlighed for fejl på punkter,
hvor optegnerens og den optegnede dialekts udtrykssystem afveg fra hinanden (»Uber die phonematische
Wertung von Mundartaufzeichnungen« i Bulletin du Cercle linguistique de Copenhague 1940).
Disputatsen om Fjoldemaalets Lydsystem (1944) blev et stort anlagt og solidt dokumenteret forsøg
på at afdække Fjoldedialektens eget udtrykssystem ved hjælp af dels resultaterne fra efterhøringen
i 1935 - det eneste materiale, der i denne sammenhæng var umiddelbart anvendeligt - dels en
kritisk analyse af det lydskrevne materiale fra 1858-59 og 1928-32 i form af en lokalisering og
vurdering af fejlkilderne og en bestemmelse m.h.t. art og grad af interferens fra de forskellige
optegneres egne sprogsystemer. Metodisk kom disputatsen, sammen med Ella Jensens samme år
udgivne beskrivelse af Houlbjergmålet, til at sætte skel i dansk dialektforskning ved det konsekvente
krav om en strukturel beskrivelse af dialektens udtrykssystem bl.a. som en nødvendig forudsætning
for en relevant og korrekt tolkning af det talte sprogs lyd. Det er nu dialektologisk børnelærdom
- det var det ikke i 1944.
Det substantielle resultat var en fonemnotation for Fjoldemålet, der i det store og hele kunne
anvendes ved den leksikalske og grammatiske bearbejdelse af materialerne fra Fjolde, som blev
påbegyndt af Anders og Marie Bjerrum i 1948 og afsluttet af Marie Bjerrum i 1974 [Ordbog over
Fjoldemålet. /-//).
Bjerrums analyse af Fjoldemålets lydsystem kom ikke umiddelbart, som Ella Jensens konsekvent
gennemførte analyse af et fonemsystem på basis af kommutationsprøver, til at danne skole:
bl.a. belært af erfaringerne fra Fjoldemålsundersøgelsen har den strukturelle dialektologi sidenhen
bestræbt sig på at foretage den strukturelle analyse af udtrykssystemet i samarbejde med meddeleren
under selve optegnelsesprocessen. Men fra Bjerrums skarpsindige afdækning af sprogsystemerne
og sprogsystemkonflikterne bag lydskriftoptegnelserne fra Fjolde går der til gengæld en
direkte linje til den lange række af strukturelle analyser af sproget i ældre danske tekster, som han
offentliggjorde 1949-71 - formentlig hans metodisk mest betydningsfulde bidrag til dansk sprogvidenskab
efter disputatsen. Et af hovedformålene med dialektanalysen havde været at gøre de
eksisterende dialektoptegnelser anvendelige til dialektgeografiske og sproghistoriske studier - bl.a.
derfor skulle fonemanalysen ikke føres ud over »det Punkt, hvor hine gamle Lingvister, der først
tilpassede det latinske Alfabet til det danske Sprogs Udtrykssystem, standsede«. Analyserne af
ældre danske tekster skulle tjene et lignende formål: nemlig at gøre det muligt at anvende teksterne
i sproghistorisk øjemed ved at foretage en præcis bestemmelse af deres sproglige struktur. Hvorledes
man kan afdække sprogsystemet i en skreven tekst fra ældre tid, demonstrerede Bjerrum i to
kortfattede, til undervisningsbrug udarbejdede beskrivelser af udtryks- og indholdssystemerne i
hovedhåndskrifterne af de gammeldanske landskabslove [Grammatik over Skånske Lov, 1954, og
Grammatik over De sjællandske Love, 1967), i en udtømmende analyse af udtrykssystemet i den
sjællandske skriver Johannes Jutæs produktion ca. 1300 (i Stednavnestudier. //, 1960, som et led i
Stednavneudvalgets kritiske undersøgelse af en række store middelalderlige stednavnekilder),
samt i en række punktstudier: »Verbal Number in the Jutlandic Law« (Recherches structurales,
1949), »De tryksvage vokaler i danske runeindskrifter« [Acta Philologica Scandinavica 1952), »Høygaards
anden ortografiske prøve« [Sprog og Kultur 1954), »Adjektivernes accusativendelse -æn i
Jyske Lov« [Danica, 1964) og »G<ammel>da<nsk> loghthæ og soghthæ« [Studier i dansk dialektologi
og s p r o g h i s t o r i e , 1 9 7 1 ) .
Bjerrum fastholdt i alle disse arbejder det grundlæggende synspunkt, at undersøgelsen gjaldt
den sprogstruktur, der var manifesteret i de faktisk foreliggende skrevne tekster; målet var at nå til
kundskab om den sproglige analyse, som teksternes ortografi var udtryk for, med andre ord: at
20 Universitetets årbog 1984
finde ud af, hvad »hine gamle Lingvister, der først tilpassede det latinske alfabet til det danske
sprogs Udtrykssystem« egentlig havde gjort. I indledningen til Grammatik over Skånske Lov hævdede
Bjerrum med megen styrke - og ikke uden et karakteristisk tørt lune - at det legitime undersøgelsesobjekt
i en sprogbeskrivelse af en ældre skreven tekst måtte være den immanente struktur i selve
den foreliggende skrevne tekst - ikke en derfra forskellig hypotetisk struktur i et formodet bagvedliggende
talesprog.
Bjerrums sproglige studier i ældre danske tekster mødte ikke sjældent modsigelse - ikke mindst
fordi resultaterne vendte op og ned på indarbejdede forestillinger om dialektforhold og forholdet
mellem skrift og tale i middelalderens Danmark. Men den metodiske stringens, hvormed undersøgelserne
blev gennemført på teksternes egne præmisser, blev forbilledlig for en yngre generation af
sproghistorikere og blev af afgørende betydning for afklaringen af de begreber, der anvendes i
sproghistorisk arbejde. For undersøgelsernes videnskabshistoriske placering har næppe nogen
redegjort så præcist som Bjerrum selv, i et foredrag om »Sprogbeskrivelsen« (1962, trykt 1965 i
Det danske sprogs udforskning i det 20. århundrede), der i forbilledlig klar form præsenterer de forskellige
synspunkter, der i det 20. århundrede har ligget til grund for udforskningen af ældre dansk
sprog.
Fjoldemaalets Lydsystem og analyserne af ældre skriftsprogstekster var funderet i Anders Bjerrums
tilhørsforhold til den strukturallingvistiske retning, der med Louis Hjelmslev som den ledende
skikkelse blev kendt som »Københavnerskolen«. Bjerrum vedstod gerne sin gæld til Louis Hjelmslev
og glossematikken og til diskussionerne i Lingvistkredsen i København i 1930rne. Selv markerede
han sig inden for Københavnerskolen som den, der konstant søgte at konfrontere de strukturalistiske
teorier med den sproglige virkelighed og fik held til at udvikle en operationel teknik for
strukturalistisk beskrivelse af indholds- og udtrykssystemet i et lukket korpus af historiske sprogtekster.
Men der indgik andet og mere i Bjerrums beskæftigelse med dialekter og ældre sprog end et
stramt strukturalistisk skoleridt. To af hans tekstbeskrivelser (»Utæn han ær opænbarlic gen
guth« i Acta Philologica Scandinavica 1952, og »Sproget i hyldingsbrevene fra 1387« i Kopenhagener
germanistische Studien 1969) viser netop, hvordan en strukturalistisk sprogbeskrivelse kan forbindes
med og udfyldes af en ægte filologisk interesse for placering af teksten i dens historiske sammenhæng.
Og både i sit syn på forholdet mellem rigssprog og dialekter (bl.a. i et essay i Den danske
Bonde. //, 1946) og i sine undersøgelser over forholdet mellem dansk og tysk sprog i Slesvig gennem
tiderne anlagde han synspunkter, der er beslægtede med tendenser inden for nyere sociolingvistik.
Som universitetslærer 1953-73 havde Bjerrum som sit foretrukne felt sproglig gennemgang af
ældre danske tekster, fra landskabslovene til Blichers E Bindstouw. Deltagerne i hans velbesøgte,
men dog sjældent overfyldte øvelsesrækker mødte en stilfærdig, men utrolig velforberedt, tålmodig
og inspirerende pædagog med en smittende interesse for at betragte, analysere og beskrive en tekst
fra så mange synsvinkler som muligt. Studier over Blichers E Bindstouw, som er et resultat af Bjerrums
og hans elevers arbejde i efterårssemestret 1955, viser, hvor bredt han kunne anlægge gennemgangen
af en tekst, og hvorledes han som underviser i tekstlæsning fandt mulighed for at dyrke de
litterære og folkloristiske interesser, som kun kom sparsomt til udtryk i hans videnskabelige
produktion.
Bjerrum kunne lide at undervise og stillede lige så høje krav til sig selv i den forbindelse, som når
det gjaldt hans videnskabelige forfatterskab; han præsenterede ikke noget stof i forelæsnings- og
øvelsesform, uden at det var både sagligt, begrebsmæssigt og pædagogisk afklaret.
Institutbestyrer- og professorgerningens mange administrative hverv påtog han sig som en
selvfølge, også da studiereformerne og studenteroprøret 1968-69 bragte ham i frontlinjen som den
ledende repræsentant for danskfagets sproglige lærergruppe og udsatte den 66-årige, på ingen
måde fysisk stærke mand for et politisk og arbejdsmæssigt pres, der kunne have knækket en yngre.
Bjerrum knækkede ikke. Han var den fødte forhandler, skarpttænkende, i stand til at forstå
modpartens synspunkter, forudse konsekvenser af aftaler og vurdere, hvilke indrømmelser der
Nekrologer 21
skulle til for at opnå et forhandlingsresultat. Det var dog nok med en vis lettelse, han i sommeren
1969 udtrådte af studienævnet for dansk, samtidig med at han fratrådte som bestyrer af Institut for
Navneforskning og lod sig overflytte til Institut for Nordisk Filologi.
Anders Bjerrum nåede at udrette meget i sit lange liv. Hans forskningsindsats bliver stående,
men vi vil savne den lavmælte, retlinede lærer og kollega med det underfundige lune og det klare
intellekt.
Thorkild Damsgaard Olsen

Erik Husfeldt
20. december 1901-11. november 1984
Den 11. november 1984 døde professor Erik Husfeldt knapt 83 år gammel, og hermed mistede
Københavns Universitet en af sine kendte skikkelser.
Erik Husfeldt var professor i kirurgi ved Københavns Universitet fra 1943-68 og i samme
periode overkirurg ved Rigshospitalet. Han blev født den 20. december 1901 i Brahang på Sumatra,
hvor hans fader Peter Carl Hansen var administrator for et plantagekompagni. Få år efter
flyttede familien til København, og han nåede aldrig at gense sit fødested, til trods for de mange
rejser han senere foretog. Navnet Husfeldt tog han efter sin moders fynske familie, som blandt
andre lægen Nielsine Nielsen (1850-1916) var en descendent af, noget han var stolt af, da hun var
Danmarks første kvindelige læge. Det er muligt, det var hende, der fik vakt hans interesse for det
medicinske studium efter studentereksamen i 1919 fra Plockross' skole. Efter embedseksamen i
1927 fik han en alsidig kirurgisk uddannelse hos tidens kendte personligheder: professor Thorkild
Rovsing, privatklinikken i Rosenvænget; overlæge Johan Peter Hartman, Set. Eucas Stiftelsen;
professor Ole Chievitz, Finseninstituttet; professor Harald Abrahamsen, Bispebjerg Hospital,
afdeling D; overlæge Jonas Collin, Kommunehospitalets 1. afdeling. Samtidig var Husfeldt Irivillig
assistent på Carlsberg Laboratoriet hos S. P. L. Sørensen, hvor han fuldførte sin disputats:
Undersøgelser over proteolytiske enzymer (1932), ligesom der fra hans hånd foreligger en del
mindre arbejder om kirurgiske emner. Især bør fremhæves: Nyrebeskadigelse ved traumatisk
chok, sammen med Tage Bjerring (1935), et af de allerførste arbejder om dette vigtige emne.
Det var professor Harald Abrahamsen, der vakte hans interesse for thoraxkirurgien. En dag i
1932 gav Abrahamsen ham et referat af et møde i Madrid i 1931 i Societé international de
Chirurgie, hvor hovedemnet var thoraxkirurgi. Han sagde til ham: Det bør De interessere Dem
for! Dermed var Husfeldts senere karriere fastlagt, idet han brugte resten af sin lægelige tilværelse
til at uddanne sig i, indføre, etablere og udvikle thoraxkirurgien i Danmark. På dette tidspunkt var
thoraxkirurgi inden for thoraxvæggen et »noli me tangere« for landets kirurger. De kirurgiske
indgreb for tuberkulose blev udført af tuberkuloselægerne selv på de forskellige sanatorier og
afdelinger.
Husfeldts første thoraxkirurgiske indgreb fandt sted under hans ansættelse hos Collin og bestod
i en forbedret og mere radikal behandling af lungeabscesser, en dengang ret så hyppig lidelse.
Under sit ophold i Odense som 1. reservelæge hos overlæge Sven Muller 1935-38, foretog han to
operationer med fjernelse af en lungelap. Begge operationer gik godt. Den første blev foretaget i
overlægens sommerferie! Som Husfeldt senere så ofte fremhævede: De første fremskridt på en
afdeling sker i overlægens sommerferie.
For hans kirurgisk teknisk kunnen blev opholdet i Odense af største betydning, noget han ofte
omtalte senere, idet han her lærte dissektionens kunst og kunsten at behandle vævene nænsomt,
noget, som har den største betydning for operationsresultaterne.
I 1935 havde Husfeldt været på en studierejse til Paris, og i 1939 tog han til London for nærmere
at sætte sig ind i thoraxkirurgiens diagnostik og teknik. Samme år fik han ansættelse som assistent
hos prosector Svend Petri på Kommunehospitalet, og her opererede han i en periode på lig til
indøvning af den kirurgiske teknik, han havde set i London. Samtidig hermed blev han prosector
chirurgiae på Kirurgisk Akademi i Bredgade, hans første universitetsstilling. I denne periode
inviterede Chievitz ham til Finseninstituttet for om eftermiddagen at foretage thoraxoperationer.
2 Årbog 1984
24 Universitetets årbog 1984
Chievitz elskede det nye, det ukendte, og mod havde han. Hans fascinerende personligheds
udstråling, faste meninger og standpunkter gav Husfeldt den støtte og inspiration, han havde brug
for på dette tidspunkt. Den 19. februar 1939 udførte han en pneumonectomi - fjernelse af en hel
lunge — på en patient med Ole Chievitz og Find Andersen som assistenter, den første, der blev
udført her i landet. Denne aktivitet varede i ca. 9 måneder, indtil Husfeldt fik ansættelse på
Kommunehospitalets 1. afdeling hos professor Otto Mikkelsen, 1939-43 som 1. reservelæge. Samtidig
var han lektor i kirurgi.
Fra disse år foreligger en hel serie arbejder, som omhandler operationsresultater, diagnose og
efterbehandling af thoraxkirurgiske patienter. Vanskeligheden bestod først og fremmest i at fa
overbevist landets læger om den mulighed, der lå i en helbredelse af patienterne for de specielle
lungelidelser, som tidligere var anset for værende uden for rækkevidde. Derfor blev størsteparten
af disse arbejder først forelagt som meddelelser i Kirurgisk Selskab til stigende for- og beundring
for tilhørerne. Som prosector chirurgiae udsendte han i 1939 et større arbejde, som var en sammenfatning
af lungelidelser: Den kirurgiske Behandling af Bronchiectasia og Cancer pulmonis.
Dette arbejde blev det sidste, som udgik fra Kirurgisk Akademi.
Fil vurdering af de opnåede resultater bør det nævnes, at operationerne fandt sted i en periode,
der var sammenfaldende med anvendelsen af sulfonamiderne til behandling af infektioner og en
stigende interesse for væskebehandling og blodtransfusion, som gav betydelig større mulighed for
behandling af opståede komplikationer. Penicillinet kom først til efter krigen.
Det blev hurtigt klart for Husfeldt, at gode anæsthesier var af fundamental betydning for
gennemførelsen af de intrathoracale operationer. De første operationer blev gennemført med æter,
kloroform, høje spinale og lokale anæsthesier, som i de fleste tilfælde gav utilfredsstillende resultater.
I dag ville noget sådant blive anset for hasarderet.
Til gennemførelsen af operationen på Finseninstituttet, februar 1939, fik han hjælp af Ole
Lippmann, der i dag stadig er direktør for Simonsen & Weel. De to mødte hinanden, da Husfeldt
skulle købe instrumenter hos Simonsen & Weel til brug for operationerne. Lippmann havde under
et ophold i USA i 1937 lært sig at bedøve patienter med kvælstofforilte og æter under overtryk,
hvorved det var muligt at holde lungen udspilet under operationen. Den specielle form for anæsthesi
med overtryk krævede et større anæsthesiapparatur, som Lippmann fremskaffede. Derfor
blev det ham, der kom til at administrere anæsthesien, og han vedblev hermed i de 9 måneder,
operationerne blev foretaget på Finsen. At Lippmann ikke kunne fortsætte som »specialist« var
klart fra starten, men efterhånden lykkedes det for Husfeldt at finde yngre læger, der blev interesserede
i anæsthesiarbejdet.
Det siger noget væsentligt om Husfeldts karakter, at han havde en fast - til tider naiv - tro på de
medarbejdere, der besad den samme begejstring for at finde nye veje og udføre dette ofte trælse
pionerarbejde.
I 1943 blev professoratet i systematisk kirurgi ledigt, og Husfeldt overtog dette, samtidig med
han blev overlæge ved Rigshospitalets kirurgiske poliklinik. Professor E. Dahl-Iversen, der havde
indset nødvendigheden af oprettelsen af en thoraxkirurgisk afdeling på Rigshospitalet, afgav 25
senge til dette formål og en operationsstue i den kirurgiske bygning. På grund af sin lidenhed og
det meget udstyr operationsstuen indeholdt, fik den i daglig tale betegnelsen »Lommeslagskibet«.
Her foretoges nu de thoraxkirurgiske operationer, som hovedsageligt bestod af pulmonale operationer.
Arbejdet begyndte som regel om eftermiddagen kl. 14, efter at arbejdet på poliklinikken var
afsluttet. Med den stigende tilgang af patienter var der som regel to operationer om dagen tre dage
om ugen. Dette medførte ofte, at den sidste operation først var afsluttet ud på de små timer.
Efter besættelsen i 1940 blev Husfeldt hurtigt involveret i modstandsarbejdet, et engagement,
som i hele perioden var jævnt stigende, hvorfor der blev mindre tid til den kirurgiske virksomhed. I
april 1944 gik Husfeldt »underjorden«, og hans lægelige funktioner blev først taget op igen efter
krigen. Modstandsarbejdet blev omfattende; Lægegruppen, Ringen, flygtningeruter, jødeflygtninge,
efterretningstjenesten, våbenkøb i Stockholm og til slut Frihedsrådet. En væsentlig del af denne
indsats skete i nært samarbejde med vennerne Chievitz og Lippmann. Da professor Husfeldt
Nekrologer 25
forsvandt, opstod arkitekt Jensen med lyst gulerodsfarvet hår, overskæg, det tillagde han sig først
permanent senere, kunstnerisk tøj og i brystlommen en regnestok, som han ikke kunne bruge.
En smuk afslutning på alt dette var, da han på Danmarks vegne underskrev United Nations
Charter den 7. september 1945 sammen med Hartvig Frisch og Henrik Kaufmann.
Under krigen havde Husfeldt haft et nært samarbejde med Frode Jacobsen, der fik en stor
indflydelse på hans politiske opfattelse, som var medvirkende til, han i en kort periode forsøgte sig
i politik, noget der lå langt fra hans natur.
Ved oprettelsen af De danske Hjemmeværnsforeninger i 1946 blev han formand for disse.
I september måned 1945 vendte Husfeldt tilbage til sit hospitalsarbejde, livet fik en mere
normal karakter, og operationerne blev genoptaget i »Lommeslagskibet«. Foruden de pulmonale
operationer begyndte nu operationerne på hjertet og de centrale kar. Allerede i 1945 blev de første
operationer for ductus arteriosus persistens (forbindelsen mellem lungearterien og aorta) foretaget,
og samme år begyndte de mere radikale operationer for maligne oesophagus (spiserørs)
lidelser. I 1947 tog Husfeldt til Baltimore for at studere operationer på »blå børn« (Steno-Fallot's
tetralogi). Disse operationer begyndte i 1948 og samme år operationer for coarctatio aortae
(forsnævring af aorta). De lukkede operationer for mitralklapstenoser begyndte i 1950 og i 1952
operationerne for atrium-septem-defekter (ASD) (åbning mellem hjertets to forkamre). I 1953
blev pulmonal- og aortaklapstenoserne taget op. I 1961 kom indplantering af »pace-maker« til.
Hjerte-lungemaskinen blev taget i brug i 1956, hvorved en stor del af operationerne kunne udføres
radikalt på det åbne hjerte. Hertil kom så adskillige operationer for sjældnere lidelser som vasculær
ring, aneurismer, tumorer i hjertet og angina pectoris. De opnåede resultater var på højde med
dem, der kunne fremvises i udlandet.
I perioder blev operationerne forudgået af et ekstensivt dyreeksperimentelt arbejde på de aftener,
hvor der ikke var operationer om dagen. I dette arbejde deltog Erik Husfeldts kone Ase, der
var uddannet operationssygeplejerske. En dårlig dag på operationsstuen sluttede af og til i Tivolis
»muntre køkken«, hvor Husfeldt og hans medarbejdere slog porcelæn i stykker.
I 1953 overtog Husfeldt afdeling D efter professor Sigurd Kjærgaard, og først da kunne operationerne
begynde i dagarbejdstiden.
Resultaterne af disse mange forskellige operationer blev gjort op i 1967, da hjertekirurgien
havde eksisteret i 20 år. Der var da opereret 2.525 patienter, og resultaterne kunne fuldt ud
sammenlignes med, hvad der var opnået andre andre steder i verden. Operationerne blev foretaget
i en stigende takt gennem årene. I de 20 år blev der publiceret 126 arbejder alene om
hjertekirurgi og heraf flere disputatser, altsammen arbejder, som var initieret af Husfeldt. Hertil
kommer så en del arbejder om den pulmonale kirurgi og andre områder af den thorakale kirurgi.
Husfeldts afdeling fik verdensry. Mange læger fra alverdens lande aflagde besøg for at se
mesteren operere, nogle kom regelmæssigt, enkeltvis eller i grupper, og udenlandske selskaber
afholdt møder i København med Husfeldt som vært. Imponerende var det for dem — og de ansatte
— når han om nødvendigt konverserende på tre sprog udførte sine operationer. Han havde sans for
vævenes struktur og kvaliteter, dissektionen var hans kunst, og han var en mester i at improvisere.
Han arbejdede tålmodigt, elegant, uden at skynde sig, og netop derfor gik operationerne så hurtigt
og lykkedes så godt. En kendt engelsk thoraxkirurg, Norman Barrett, der var en regelmæssig gæst
og ven, udtrykte det en gang på denne måde: »Erik, you are a dangerous man, it looks so easy
when you operate«.
Det Husfeldt'ske hjem stod altid åbent for danske som udlændinge. Her var Ase Husfeldt den
stilfærdige, charmerende og effektive værtinde — en værdig pendant til ham. Han følte sig godt
tilpas i det internationale miljø, de skabte sammen som sjældent gode ambassadører for Danmark.
De vanskeligheder, der i begyndelsen af thoraxkirurgien var med at skaffe kvalificerede læger til
administration af anæsthesierne, blev overvundet efterhånden, som der kom flere yngre læger til
med interesse herfor. Emnet anæsthesi var flere gange til diskussion i Kirurgisk Selskab i 1940rne,
og her blev Husfeldt talsmanden for oprettelsen af et særligt speciale: anæsthesiologi. Som tiden
gik, blev flere kirurger overbevist om nødvendigheden heraf. I 1949 kunne Sundhedsstyrelsen
2*
26 Universitetets årbog 1984
godkende et sådant speciale, ikke mindst på grund af Husfeldts indsats. Dette medførte oprettelsen
af specialafdelinger i faget med etableringen af den første på Rigshospitalet i 1953; hurtigt efter
fulgte de andre hospitaler.
I 1950 fik Det lægevidenskabelige Fakultet fra World Health Organization i Geneve en forespørgsel
om, på hvilket medicinsk område Danmark havde brug for hjælp. Husfeldt overbeviste
fakultetet om nødvendigheden afhjælp til bedre anæsthesier. Gennem formidlingen af et samarbejde
mellem Københavns Universitet, Sundhedsstyrelsen og WHO var han stærkt medvirkende
til oprettelsen af Anaesthesiology Centre Copenhagen. Det var et et-årigt kursus på engelsk
afsluttende med en eksamen. Noget helt nyt og enestående inden for den postgraduate uddannelse
ved universitetet. Der blev i alt afholdt 23 kurser, og Husfeldt var direktør for kurset gennem alle
årene. 423 udenlandske læger fra 71 lande deltog i kurset sammen med 220 danske læger.
Med indførelsen af et speciale i anæsthesiologi dannedes i 1949 Dansk Anæsthesiologisk Selskab
og Husfeldt blev æresmedlem heraf i 1952. I de sidste 16 år, fra 1969, har selskabet afholdt en årlig
»Erik Husfeldt forelæsning«, og han har været til stede ved dem alle. Denne tradition vil fortsætte,
selv uden ham, for i taknemmelighed at mindes hans indsats for faget.
Gennem alle årene stod der megen virak om hans person med omtale i dagspressen, radio og
TV, fordi han havde så megen succes i sit arbejde. Han tog den til sig med sit karakteristiske lille
skæve smil, men delte den altid ud til sine medarbejdere.
Adskillige lande havde brug for ham. Gennem WHO blev han sendt til Tyrkiet og Israel i 1950,
Indien, Burma og Ceylon 1952, Egypten 1955, Iran 1957 og Indien og Ceylon 1958-59. Mange af
disse steder var han den, der indførte lunge-hjerte kirurgien. Hertil kom så foredragsrejser til
internationale møder i adskillige lande.
Da Husfeldt trak sig tilbage fra sin lægelige gerning i 1968 efter 25 år som professor, kunne han
se tilbage på en lang og meget frugtbar tid. Han havde ikke alene indført, etableret og udviklet det
thoraxkirurgiske speciale, men også haft en betydelig andel i etableringen af det anæsthesiologiske.
Da professor Thorkild Rovsing omkring 1920 stod på sit højeste, skal han have sagt: >Jeg gengav
kirurgien troen på sig selv«, men Husfeldt kunne med lige så stor ret have sagt det samme.
Thoraxkirurgien under ham blev det store skub fremad for dansk kirurgi, som var tiltrængt, da
han begyndte. Hans fremtrædende personlighed med den høje slanke skikkelse og karakteristiske
profil var medvirkende hertil. Han havde en forbavsende fysik, kombineret med stædighed, udholdenhed
og vilje til at gennemføre det ofte trælse arbejde, det er at bane nye veje.
Få har som han præget mere end en generation af læger såvel i undervisning som i gerning og
sat sig præg på det kirurgiske speciale.
Med sit betydelige internationale renommé nåede han at modtage mange hædersbevisninger fra
ind- og udland. Således blev han æresdoktor af universiteterne i Glasgow og Geneve. Æresmedlem
af Dansk Kirurgisk Selskab (formand 1961-63) og af Thoraxkirurgisk Selskab og hertil æresmedlem
af en lang række udenlandske selskaber. I 1958 modtog han Dansk Kirurgisk Selskabs medalje
ved dets 50-års jubilæum. Af ærespriser modtog han generalkonsul Ernst Carlsens, Ebbe Muncks,
og Pfizer's og grosserer Holger Petersens legat.
Det var ikke alene udlandet, der havde brug for Husfeldt. Sundhedsstyrelsen, Retslægerådet og
DANIDA trak på hans viden. Han var formand for P. Carl Petersens Fond, for Studentergården,
Bryggeriet Stjernens Videnskabsfond og medlem af A/S Novo's fonds bestyrelse. Han var redaktør
af Nordisk lærebog i kirurgi ved 4 udgaver, medredaktør af Acta chirurgica Scandinavica, Minerva
cardio-angiologica Europea, International cardiovascular journal og Excerpta Medica.
Efterhånden blev der mere tid til fritidssysler. Oprindelig havde Husfeldt lyst til at blive sanger,
og hans musikalske moder støttede ham heri. Det blev dog kun til cellospil, som han efterhånden
opgav med den stigende kirurgiske indsats, men ørredfiskeriet med »tør flue«, fugle, botanik,
natur, poesi og litteratur optog ham meget.
Da den danske Ungarns-Ambulance skulle sendes afsted i november 1956, blev Husfeldt den
naturlige leder. Dette medførte en nærmere tilknytning til Dansk Røde Kors, for hvilket han blev
Nekrologer 27
præsident i 1968 indtil 1976, hvor han blev æresmedlem. Dette medførte igen mange rejser, ikke
mindst krævede det danske hospital i Kinshasa-Kongo (Zaire) en særlig indsats.
Erik Husfeldt blev en af landets store kirurger og var med til på smukkeste måde at kaste glans
over Københavns Universitet. Han har sikret sig en værdig og fremtrædende plads i dets historie.
Mogens Andreassen
Ole Secher
E. Husfeldt: The tale of the Surgeon.
In: Looking back to find the Future. FADL, Copenhagen 1971.
E. Husfeldt: Træk af thoraxkirurgiens historie i Danmark.
Medicinskhistorisk Årbog 1982, 2-21.
.
Knud Olaf Petersen
5. december 1917-1. september 1984
Knud Olaf Petersen blev født i Kjellerup som søn af malermester Kristian Peder Vilhelm Petersen
og hustru Dorthe Marie, f. Pedersen.
Han blev student fra Viborg Katedralskole 1936, tog medicinsk embedseksamen fra Københavns
Universitet vinteren 1944 og blev umiddelbart herefter turnuskandidat på amtssygehuset i
Gentofte. Her indtraf en uhyggelig begivenhed, idet en ildkamp mellem folk fra besættelsesmagt
og modstandsbevægelse medførte drab på 2 tyske soldater på sygehusets operationsgang. Olaf
Petersen blev som vagthavende læge på afdelingen på stedet gjort ansvarlig for forløbet, og undgik
kun på et hængende hår at blive offer for lynjustits. Han fængsledes og interneredes senere i
Frøslev, hvor han under indespærringen besættelsestiden ud knyttede livslangt venskab med
adskillige medfanger.
Olaf Petersen fik sin almene kliniske uddannelse på forskellige Københavnske hospitalsafdelinger
og ved 1 års ansættelse på Klaksvig sygehus på Færøerne. Dette Færøophold tænkte Olaf
Petersen og hans kone ofte tilbage på med stor veneration.
Fra 1948 til 1955 uddannede Olaf Petersen sig til speciallæge i røntgenterapi (1953) og røntgendiagnostik
(1955) under ansættelse på Radiumstationen samt på Kommunehospitalets og Rigshospitalets
røntgenafdelinger. Hans disputatsarbejde, som blev til i denne periode, handlede om de
tidlige slimhindeforandringer i livmodermunden som forløber for cancer; Precancerous Changes of
Cervical Epithelium in Relation to Manifest Cervical Carcinoma, Clinical and Histological Aspects
(1955). Disputatsen repræsenterer et pionerarbejde inden for dette stadig højaktuelle emne,
og citeres fortsat hyppigt i litteraturen.
I marts 1959 udnævntes Olaf Petersen til overlæge på røntgenafdelingen ved amtssygehuset i
Gentofte. I 1971 kom udnævnelsen til professor i diagnostisk radiologi ved Københavns Universitet,
sektion V, og han var hermed designeret chef for røntgenafdelingen ved amtssygehuset i
Herlev, som da var under opførelse. Olaf Petersen udførte et enestående planlægningsarbejde
forud for åbningen af denne afdeling i 1976 og var afdelingens administrerende leder indtil sin død.
Udover disputatsen publicerede Olaf Petersen en række artikler i internationale radiologiske
tidsskrifter og var redaktør af en omfattende dansk lærebog i røntgenteknik.
Olaf Petersen viste stor interesse for eksperimentel radiologisk forskning, en disciplin som i 60-
erne opstod parallelt med betydelige landvindinger på det teknisk radiologiske område, og der er
fra hans afdelinger lige fra Gentofte-tiden udgået en række vægtige arbejder, der har karakter af
fysiologisk grundforskning med anvendelse af røntgenteknologi.
Olaf Petersens forelæsninger i diagnostisk radiologi for medicinske 2.-dels studerende i 6. og 7.
semester var forbilledlige, til det yderste velforberedte og aktiverende. Det var fornøjeligt og
lærerigt for hans kolleger at lytte med, og man husker det talent, som Olaf Petersen i disse timer
afslørede, men ellers beskedent skjulte: hans glimrende evner som illustrator. Klare og præcise
anatomiske tegninger blev sat på tavlen i fa og sikre streger.
Fra 1971-75 var Olaf Petersen medlem af Det lægevidenskabelige Fakultetsråd og dettes forretnings-
og budgetudvalg. Han var i samme periode formand for fakultetsrådets legatudvalg.
Olaf Petersen nød stor agtelse blandt fagfæller og påtog sig mange tillidshverv: formand for
Dansk Radiologisk Selskab 1964-68, medlem af det af selskabet i henhold til lægelovens § 14
nedsatte udvalg, Huvudman i styrelsen af det fællesskandinaviske radiologiske tidsskrift Acta
30 Universitetets årbog 1984
Radiologica og medlem af den aflægeforeningen nedsatte overvoldgiftsret. Den tillidspost, der nok
var ham allerkærest, men som også krævede den største arbejdsindsats, var formandskabet i den
regionale videnskabsetiske komité for Københavns amt. Han var formand for komiteen fra dens
tilblivelse i 1980 og viede dette arbejde umådeligt mange kræfter. Hans omhu her kendte ingen
grænser, og det var det allersidste han kunne få sig til at slippe.
Olaf Petersen var en myndig, men stilfærdig leder af sin afdeling, omsorgsfuld og pligtopfyldende
og — trods et ubestrideligt temperament — altid venlig og afbalanceret. Hans medarbejdere
nærede en ubegrænset tillid til ham.
Olaf Petersen døde kun godt et halvt år efter at have mistet sin kone Else, et tab som havde
efterladt et umådeligt tomrum i hans liv. Hans 3 børn og mange trofaste venner havde været ham
til stor støtte i den første svære tid, og selv søgte han at kæmpe sig gennem savnet ved at fordybe
sig i arbejde, men skønt han altid havde været en slider, var det som om hans fysik nu pludselig
slap op.
Thorkild Mygind
Sven Dorph
røHHi

Steffen Steffensen
16. december 1908-10. marts 1984
Med Steffen Steffensen er en af de sidste ægte humanister gået bort. Den krise, der i de seneste tiår
har rystet humaniora, og som ingenlunde er overvundet i dag, var han sig fuldt bevidst, men han
nægtede at lade sin forskning følge nogen af de tre veje, der tilsyneladende viste sig: den objektive
analyse, den kritiske afsløring, det samfundsændrende engagement. For ham var åndsvidenskabernes
mål stadig det enkelte menneske, han ville hjælpe andre til at nærme sig litteraturens store
værker og personligheder, hvis mysterium han ikke antastede med enkle forklaringer: »Ægte
læsning er - ikke blot en kontemplativ, men tillige en aktiviserende proces, der fornyer livsfølelsen
og beriger vor livsforståelse« (Motiv og Form, 1961, p. 32). Poesi er forløsende, er en konfrontation
med menneskelivets muligheder, en modgift mod vore fordomme og stivnede tankebaner, den
giver os en oplevelse, der »for en stund skænker lykken ved at leve helt i det nærværende, i en
indre samlethed, der føles som en art genfødelse« (ibid.).
Denne tro på poesiens, på kunstens, på åndens magt bevarede Steffen Steffensen gennem hele sit
liv, og selv om han i høj grad anfægtedes af nihilismens trussel, legemliggjorde han for os alle en
kontinuitet i kulturens udvikling, han repræsenterede værdiernes beståen trods alt.
Grundlaget for denne sikkerhed i hans livsfølelse blev til i det miljø, han voksede op i. Født 1908
i Haderslev i en meget dansksindet gammel bondeslægt lærte han respekt for åndelige værdier;
erfarede han, at kulturen er det afgørende for mennesker. Materielt var barndommen ikke-alt for
lys, men da der efter genforeningen blev oprettet et gymnasium i Tønder, fik Steffensen mulighed
for at blive student (1927). Han valgte at studere tysk og dansk og blev kandidat i 1934. Det var —
også dengang - dårlige tider for cand.mag.'er, men Steffensen klarede sig igennem ved at undervise
på Tranlatørskolen og senere som timelærer på Nørre Gymnasium, først 1943 blev han adjunkt.
I årene 1935-42 virkede han desuden som undervisningsassistent ved Københavns Universitet, og
efter sin doktordisputats 1944 blev han 1948 universitetsadjunkt. 1950 fik han det professorat i
tysk litteratur, som han beholdt til sin pensionering 1978.
Tre områder inden for sit fag interesserede ham specielt: lyrikken, dansk-tyske kulturelle relationer
og Søren Kierkegaard. Hans første bog, »Den unge Herders Stilling til Lyrikken« (1934), er
en frugt af hans speciale, en klar og afbalanceret fremstilling af det nye syn på lyrikkens væsen, der
brød igennem i anden halvdel af det 18. århundrede. Steffensen har sans for Herders subjektivisme,
men han ser også klart faren ved en ensidig indfølingsbetonet kritik. Hans eget standpunkt,
som han skulle bevare hele livet, er en syntese af indføling og objektivitet.
»Rilke og Virkeligheden« (1944) er, som undertitlen siger, en psykologisk-æstetisk undersøgelse.
Med stor indfølingsevne, men også med kritisk distance tegner Steffensen her et portræt af en
moderne sensitiv kunstner, der slider sig selv i stykker for at forene ånd og virkelighed, kunst og
liv. Rilke kunne ikke forene mennesket og digteren, så de blev en enhed, hans forsøg på at hæve sig
op til en renere verden måtte mislykkes, men netop denne tragik er livsnerven i hans poesi. Med
denne opfattelse gik Steffensen til angreb på det gængse tyske, idealistiske Rilke-billede, der i
overvejende grad så Rilke som en profet svævende over tid og rum. Ikke mindst den nationalistiske
tyske forskning irriterede Steffensen, og han har endog mod til - i 1944 - at bebrejde en tysk
forfatter, at han fortier Rilkes positive forhold til jøderne (p. 20 f).
Steffensens interesse og sans for lyrik viser sig også i »Den tyske ballade« (1960) og »Bertolt
Brechts digte« (1965, tysk udgave 1972). I den førstnævnte bog tegner han linien fra folkevisen til
den moderne parodistiske ballade hos Brecht og Kåstner og beskriver dermed den åndshistoriske
34 Universitetets årbog 1984
udvikling fra romantik og idealisme til desillusionering og nihilisme. I Brecht-bogen står det
nihilistiske standpunkt i centrum. Den unge Brechts symbolverden med dens gribbe og hajer og
kadavre udmales, og Brecht bestemmes som en »nihilistisk oprører« (p. 45), hans stemning som
»en fortvivlelse, der beruser sig i fortvivlelsen« (p. 66). Det er tydeligt, at Steffensen har mere sans
for denne holdning end for Brechts senere forsøg på at overvinde nihilismen: nysagligheden,
marxismen, der ikke virker rigtig overbevisende på Steffensen. Også i den sene Brecht erkender
Steffensen en mere eller mindre ubevidst fornemmelse af tilværelsens absurditet.
Denne indsigt i og beskæftigelse med nihilismen betød imidlertid ikke, at Steffensen gav op.
Hans tro på åndens magt kunne anfægtes, men ikke besejres. I sit store arbejde for dansk-tysk
forståelse og for påvisning af gensidig befrugtning ville han i aktivt kulturarbejde kæmpe mod
forfaldet. »Rilke und Skandinavien« (1958), »Goethe und Danemark« (1970), »Thomas Mann
und Danemark« (1975) er titlerne på nogle af hans afhandlinger. På det praktiske område var han
i 1961 medstifter af »Dansk-tysk Oplysningsudvalg«, der i 1969 blev til »Dansk-tysk Selskab«, af
hvis bestyrelse han var medlem, fra 1975 som formand. Han troede på dette samarbejde som en
støtte til det unge tyske demokrati, men også som en nødvendighed for os selv. Om en meget vigtig
del af mødet mellem dansk og tysk koncentrerede han det meste af sit arbejde i de sidste år:
Nazitidens tyske emigration til Danmark. Han nåede ikke at fa manuskriptet trykklart, men hans
efterladte hustru og flere tidligere medarbejdere søger nu at fa udgivet det store værdifulde
materiale, han efterlod sig.
Også et andet selskab stod hans hjerte nær, »Søren Kierkegaard Selskabet«. Steffensen var
medlem af Vartov valgmenighed, men han var også kierkegaardianer i den forstand, at den store
provokatør var en udfordring for ham, som han måtte forholde sig til. Steffensen længtes efter
harmoni, og han kunne i høj grad formidle troen på harmoni, men han afskyede den billige idyl og
lukkede ikke øjnene for nihilisme og paradokser. Til få år før sin død var han medlem af bestyrelsen
for »Søren Kierkegaard Selskabet«, han bragte mange gode impulser og var til stadighed en
ivrig deltager i selskabets debatter. Han skrev om Kierkegaard og Hamann (1967) og om Kierkegaard
i nyere tysk litteratur (1980). I sine sidste år arbejdede han på en afhandling om Kierkegaard
og nihilismen, men han nåede heller ikke at gøre den trykklar.
En flittig og mangesidig lærd er gået bort midt i sit arbejde, og vi vil mindes ham som en
inspirerende forfatter, men også som et meget givende og hjerteligt menneske. Han var elsket af de
studerende som en forstående pædagog og eksaminator, han indtog som en selvfølge pladsen som
faderfigur for lærerne på instituttet, og han var en uforglemmelig ven. En middag hos ham og hans
trofaste Henriette i hjemmet i Frederik VI's Allé var som en mindelse om guldalderen, det var
selskabelighed i ædleste forstand, bordtalerne var beåndede, og altid blev en af gæsterne sat på
»forundringsstolen« for at fortælle om, hvad der netop optog ham i øjeblikket.
Meget få - om nogen - kom vel helt tæt ind på Steffensen; han bevarede en åndelig blufærdighed,
der ikke forfaldt til bekendelser. »At vi ikke siger alt, siger vi ikke, for vi siger ikke alt«. Hvor
dybt rystet af den moderne tids krise han var, vidste man ikke, men han viste os i hvert fald, at
man også i en krisetid kan leve et muntert og virksomt liv. Hvert år ved nytårstid sendte han
venner og bekendte et lille hefte med digte, strøtanker og paradokser, og her kunne han under den
kunstneriske maske give vidnesbyrd om en meningsfyldt tilværelse. Han advarer mod »den
farlige abstrakte pragt«, og han hylder det varme liv. Digtet »Vægten« lyder således:
Læg kærligheden i den ene skål,
i den anden hele verdens klogskab.
Da skal du se
klogskabens stigende
kærlighedens synkende
værdi.
Det er ikke det bitre, destruktive paradoks, men livskraftens trods alt. »Livets violiner spiller for
os alle«, siger Steffensen; det er det budskab, vi vil mindes som hans.
Helge Hultberg