III. AFGANG OG UDNÆVNELSER
AF PROFESSORER
a. Professor, dr. theol. N. H. Soes afgang fra universitetet og udnævnelse
af sognepræst, lektor, dr. theol. Niels Thulstrup som professor i systematisk
teologi
(j. nr. 420/65).
Ved kgl. resolution af 18. december 1965 blev der meddelt professor
i systematisk teologi, dr. theol. Niels Hansen Søe afsked efter ansøgning
på grund af alder og med pension fra den 31. januar 1966 at
regne.
Efter at det saledes ledigtblevne embede var blevet opslået, blev
under 8. februar 1966 de indkomne fem ansøgninger, nemlig fra docent,
fil. dr. Hans Hof, sognepræst, cand. theol. Poul H. Jørgensen, universitetsadjunkt,
cand. theol. Jens Glebe Møller, universitetslektor, cand.
theol. Niels Thulstrup og professor, dr. theol. Johannes Slok, tilstillet
universitetet til erklæring.
Til at bedømme de indkomne ansøgninger nedsatte det teologiske
fakultet i henhold til § 2, stk. 2 i kgl. anordning af 5. februar 1953
om ansættelse af professorer ved Københavns universitet et udvalg
bestående af professorerne, dr. theol. N. H. Søe, dr. phil. Søren Holm
samt dr. theol. Johan B. Hygen, Oslo universitet. Under sagens behandling
har tre af ansøgerne, Poul H. Jørgensen, Jens Glebe Møller
og Niels Thulstrup, erhvervet den teologiske doktorgrad.
Ved skrivelse af 5. maj 1966 Irak Johannes Sløk sin ansøgning tilbage.
Udvalgets medlemmer afgav under 8. november 1967 hver sin bedømmelse
af ansøgerne:
Professor Søren Holm:
»Som Medlem af det nedsatte Udvalg til Bedømmelse af Ansøgerne til
det ledige Embede i systematisk Theologi skal jeg meddele Fakultetet
følgende Indstilling, idet jeg foreløbig nævner Ansøgerne i alfabetisk
Rækkefølge:
Docent, d:r Hans Hof (f. 1922) har indleveret en længere Række
Arbejder til Bedømmelse af sine Kvalifikationer; men det eneste større.
Afgang og udnævnelser af professorer
som foreligger i Trykken, er Disputatsen om Mester Eckehart, »Scintilla
animae. Eine Studie zu einem GrundbegrifT in Meister Eckeharts
Philosophie«, 1952, 260 store Sider. Arbejdet er en Undersøgelse af et
vigtigt Punkt i Filosofiens Historie, hvor nyplatonisk og thomistisk
Tænkning modes og brydes. Forf. hævder, at Eckehart i sine Anskuelser
er mere Nyplatoniker end Thomist, og dette er vel, hvad der kunde
forventes. Bogens forste to Trediedele behandler Grundbegreber i Middelalderens
Filosofi og foretager en Række Opgør med andre Tænkeres
Anskuelser, altsammen dygtigt og grundigt. Den sidste Trediedel af
Bogen sætter saa ind paa Scintilla-Animae-Begrebet, Sjælefunken, der
bestemmes som et Analogon til det uskabte Intellekt, som virker i
Sjælen og er Modtageorganet i Forholdet til Gud. Iler staar Eckehart
Nyplatonismen nær, og hans Forskel fra Thomas manifesterer sig i hans
Rendyrkning af Analogia Attributionis som ontologisk Grundskema
og i Elimineringen af Analogia Proportionis (Jfr. S. 206, 225).
Det er en paa mange Maader overordentlig dygtig Studie, der er af
virkelig filosofisk Interesse. Methoden er mere filologisk end begrebsanalytisk.
Dr. Hof arbejder her med en virkelig filoløgisk-histørisk
Methode, medens han i det store maskinskrevne Arbejde »Metafor och
modeli« (329 S.) arbejder filologisk-hermeneutisk og i de store og ligeledes
maskinskrevne Afhandlinger »Ur samvetsbegreppets historia« arbejder
filologisk-eksegetisk. Paa intet af Omraaderne synes han derimod
at arbejde specielt filosofisk eller systematisk theologisk, idet han
hverken kommer ind paa den erkendelsestheoretiske eller den ontologiske
Problematik, som ligger bag de empiriske og fænomenale Udsagn.
Det store Arbejde om Samvittighedsbegrebets Historie bestaar af to
Dele. Den første hedder »Begreppet syneidesis i N. T.« (196 S.) og den
anden »Begreppet conscientia hos Augustinus« (159 S.). Der er altsaa
begge Steder Tale om Begrebsanalyser, øg gennem sine minutiøse
Gennemgange af de nytestamentlige Tekster, særlig hos Paulus og i
Hebræerbrevet, hvor der føretages idelige Opgør med andre Opfattelser
og Tolkningsførsøg, viser Forf. sig som en dygtig Filolog og Ekseget,
og han naar frem til følgende tre forskellige nytestamentlige Grundbetydninger
af sit Høvedbegreb. 1) Syneidesis kan betyde »Trosovertygelse
«, idet Ordet refererer til en Akt eller indre Attitude, fx. Rom. 13
og I Kor. 8-10. 2) Den anden Grundbetydning er en Evne, der ytrer
sig søm Subjekt før Akthandlinger som at vidne, vurdere og dømme,
øg denne Akt lokaliseres til Hjertet. I denne Sammenhæng diskuteres
Rom. 2,14f grundigt. 3) Den tredie Betydning af syneidesis findes i
Hebræerbrevet, hvor Ordet udtrykker en Attitude, der har Relation
til Gud, Renselse og Kristi Forsoning, og syneidesis bliver saaledes den
kultiske Dimension i Mennesket.
Hos Augustin er conscientia det inderste i Mennesket og dets Situation,
og dens Forhold til andre anthrøpølogiske Termini høs Augustin -
90 Universitetets årbog 1967-68
som mens, cor, memoria, voluntas, ratio og flere - gennemgaas grundigt
og ligeledes under Opgør med andres Opfattelser. Conscientia betegner
anthropologisk den inderste og højeste Del af Sjælen og religiøst-
metafysisk Menneskets Participation i Gud. Der ligger i conscientia
baade et cognitivt og et voluntaristisk Moment, i hvilket Menneskets
højeste Del af Sjælen kan faa sit Udtryk.
Dr. Hof viser i disse Arbejder baade Dygtighed og Belæsthed, og
han evner methodisk at gribe en Tekst an. Medens Afhandlingen om
Metafor og Model var hermeneutisk, er de to Studier over Samvittighedsbegrebet
eksegetiske, og Forf. forstaar virkelig at udnytte Begrebernes
Kontekst til Bestemmelse af deres Betydning. Begge Arbejder
horer imidlertid mere ind under Filologien end under Filosofien og den
systematiske Theologi,
»Metafor och modell« er med sine 329 store Sider et vældigt Arbejde.
Det har som Undertitel »En undersokning av religiost symbolspråk«.
Afhandlingen er en analytisk Studie over det religiøse Symbolsprog, og
den begynder med en principiel Redegørelse for Begrebet - spe. Metaforen
- og Methoder. Ernst Cassirers Symbolformer og andre moderne
Theorier gennemgaas grundigt, og derpaa gøres der Rede for Jesu Lignelser,
Opstandelsesteksterne i NT og Metaforernes Anvendelse i Udsagn
om religiøse Erfaringer. Et særligt Kapitel behandler Filon, Clemens
Alexandrineren, Origenes og Thomas Aquineren i semantisk Belysning,
og til sidst gøres der Rede for Meningen med og Referencen
af metaforiske Udsagn i religiøse Kontekster.
Arbejdet er baade lærd og skarpsindigt. Efter sin Genre er det hermeneutisk
og ikke egentlig religionsfilosofisk, idet Tankegangen ikke synes
at transcendere Tekster og gaa fra semantisk til ontologisk. Det eneste
Forsøg paa at gøre dette er vist Talen S. 269 om, at de meningsgivende
religiøse Udsagn, f. Eks. om Gud, er muligt sande. Det er imidlertid
ogsaa muligt, at Forf.s Methode kommer til at tillægge Forfatterne af
gamle Tekster en Mening, som de ikke har haft, og en logisk mulig
Tydning forveksles saaledes med en faktisk sandsynlig. En Oldtidstekst
maa jo ikke tolkes ud fra moderne Filosofi, hvis det ellers er Formaalet
at tinde Forfatterens Mening med det, de har skrevet. Dette
turde ikke mindst gælde Tekster fra NT. Den lærde og begavede Afhandling
er paa Grund af næsten manglende erkendelsestheoretisk og
ontologisk Aspekt hovedsagelig et Stykke Filologi og ikke egentlig
Religionsfilosofi.
En Afhandling, der er medsendt under Prof.s Betænkelighed, er
»Eksistential och dialektik. R. Bultmanns anvånding av bestaningar i
Heideggers filosofi«, 88 S. 1 en skarpsindig Analyse af Bultmanns filosofiske
Relationer til Heidegger hævder Hans Hof, at Bultmann i
Modsætning til Barths »halve Dialektik« gaar tilbage via Heidegger til
den dialektiske Bevægelse i dens Helhed, som den er kommet til UdI
Afgang og udnævnelser af professorer 91
tryk hos Hegel og Kierkegaard, og med denne »hele Dialektik« forlader
han ogsaa Barths stærke »nominalistiske« Bestemmelse af Frelsen
til Fordel for en »Bealisme«, saavel i Synet paa Gudserkendelsen som
paa Tilgivelsen. (S. 64f). Ogsaa her imponeres man af Ansogerens Evne
til at redegøre for Spørgsmaal, der dialektisk set maa kaldes for meget
vanskelige.
Foruden de nævnte Arbejder har Dr. Hof ogsaa indsendt en Bække
Tidsskriftartikler og i Manuskriptform tillige Afhandlinger om »Det
anthropomorfe Forestillingssæt i den religiøse Anskuelse«, »Samvittighedsbegrebet
og ethisk Theori. En Begrebsanalyse« samt en Afhandling
om Luthers Opfattelse af Samvittigheden som virtus judicandi. I Bidrag
til Festskriftet til Gunnar Aspelin har Hof nærmet sig den sproganalytiske
Filosofis Problematik ved at skrive om »Beference and
meaning in religions statements«, men heller ikke her transcenderes det
filologisk-semantiske.
Dr. theol. Poul Henning Jørgensen (f. 1930) har til Bedømmelse indleveret
et Badioforedrag, der er trykt i Præsteforeningens Blad Nr. 22
1961, om Teknikens Forbandelse i idéhistorisk Belysning, en Anmeldelse
smst. af Soren Nordentofts Disputats om »Heideggers Opgør med den
filosofiske Tradition« samt den lille Bog »Israels Sange ved Kristendommens
Vugge«, 1964 71 S.; men intet af disse Arbejder kan tjene til
videnskabelig Kvalifikation ved Erhvervelsen af et Professorat. Det
kan derimod en lang Artikel i »Da. teol. Tidsskrift« 1958 om »Martin
Heidegger, en filosofisk religionsstifter«. Bogen »Die Ethik Schleiermachers
« 1959 (223 S.), der har forhvervet sin Forf. Universitetets
Guldmedalje, og »Die Bedeutung des Subjekt-Objektverhåltnisses fiir
die Theologie« 1967, der har skaffet Forf. den theologiske Doktorgrad.
Vi staar her over for Arbejder, som viser virkelig Dygtighed, om Evne
til at læse Tekster øg arbejde med filosofiske og theologiske Problemer.
1 Prisopgaven øm Schleiermachers Ethik behersker Forf. sit Stof.
Han magter meget vanskelige Tekster og disponerer et omfattende
Materiale, og han sætter paa overlegen Maade Schleiermachers Ethik
ind i hans filosofiske System. Der vises Kendskab til det allermeste af
den betydelige Schleiermacherlitteratur; men dette betyder ikke, at
Afhandlingen ikke skulde være bygget op paa Schleiermachers egne
Tekster frem for paa andres Kommentarer til dem. Selv om Forf. er
Modstander af Schleiermachers Theologi, har han vist stor Evne til at
leve sig ind i dens Tankegang. Interessant er Imødegaaelsen af Andres
Nygrens Paastand om, at Schleiermachers theologiske og filosofiske
Ethiker skulde være forskellige, fordi den filosofiske vil fremstille Menneskeaandens
Virksomhed i Almindelighed og Fornuftens Indvirken
paa Naturen, medens den kristelige Ethik vil udvikle den kristelige
Selvbevidsthed med Hensyn til det deri indeholdte ethiske Sindelag
92 Universitetets årbog 1967-68
og paafølgende Handling. Over for dette hævder Dr. J., at den Proces,
som foregaar med det genfødte Menneske i den kristelige Ethik, er
identisk med den Proces, som foxegaar gennem »Individualiteten« i den
filosofiske Ethik, og dette er atter lig med den kosmiske Proces. Her
ligger den tydelige Sammenhæng mellem de to Ethiker. Med dette
kosmiske kommer Forf. sluttelig ind paa Forholdet til Katholicismen,
og han hævder, at Naaden hos Schleiermacher er gjort til Naturproces
eller Habitus, ganske som i Katholicismen. Her synes han imidlertid
ikke at have set, at der hos Schleiermacher paa ingen Maade er Tale
om Naaden som Natursubstans, Den er Aand; for det er jo Aanden,
der skal gennemtrænge Naturen, og ikke en anden Natur, der skal gøre
dette. Dette turde være en Mangel, og det samme gælder, naar det
hævdes, at Schleiermacher kun har en Kulturfilosofi og ikke som
Nietzsche og Spengler tillige ogsaa en Kulturkritik. Kulturen er nemlig
hos Schleiermacher saa nøje forbundet med Idealbegrebet, at den ikke
kan opfattes som en rent empirisk-sociologisk Størrelse.
I den store Disputats om Forholdet mellem Eksistenslilosofi og Ontologi
vil Forf. hævde, at i samme Grad som Eksistenstheologien har
været et Opgør med og en Protest imod Subjekt-Objektforholdet, har
den nærmet sig Mystikkens Opfattelse af Subjektet og Objektet som
sammenfaldende Størrelser. Forf. vil ikke protestere mod Eksistenstheologien
i alle dens Former; men til Gengæld vil han gøre det kategorisk
paa det ene Punkt, at den har villet overvinde Subjekt-Objektforholdet
helt og holdent. Om det sidste helt holder Stik, turde der
maaske være Uenighed om; men at det er Tendensen i Eksistensfilosofien,
synes Forf. at have vist. Han hævder, at hvis Subjekt-Objektforholdet
gøres til et Identitetsforhold, bliver Resultatet et Opgør mod
Gud, fordi der samtidig sættes Lighedstegn mellem Gud og Menneske.
Det er Forf.s Mening, at Gud skal opfattes ontologisk, og følgelig
kan han ikke falde sammen med noget i den menneskelige Psyke eller
den religiøse Oplevelse, et Forhold, som udtrykkes ved, at Gud ikke
har noget Synonym, han ækvivalent kan betegnes ved. Gud er Gud,
før der kan tillægges ham noget Prædikat. Dette skal involvere, at
Troen bliver Bekendelsen til en objektiv Realitet. Kun paa denne
Maade kan Gud nemlig blive Herre over baade Natur og Historie, blive
Skaberen, medens denne Tanke vil falde bort som noget uvirkeligt
baade for Mystiken og den transcendentale Idealisme. Dette synes at
være temmelig klart, medens Forf.s Syn paa Forholdet mellem Theologi
og Filosofi til Gengæld synes at være temmelig uklart. Han siger, at i
Filosofien sporger Subjekt-Objektforholdet efter Transcendensen, medens
i Theologien Transcendensen eller Gud stiller Sporgsmaalet til
Mennesket i dets Subjektforhold: Adam, hvor er du? I Filosofien er
Subjekt-Objektforholdet emaneret, i Theologien er det skabt. Ved den
theologiske Transcenderen ophæves Subjektforholdet ikke, fordi det
Afgang og udnævnelser af professorer 93
transcenderende bestaar i selve dette, at Forholdet placeres og faar sin
begrænsede Plads.
Med disse dialektiske Indvendinger kommer Fort". - bortset fra sin
uklare og snørklede Syntaks paa dette Sted - ind paa det lyriskes
Gebet, hvor alle ontologiske Katte er graa, og de erkendelsestheoretiske
og ontologiske med. Men trods alle Uklarhederne bliver der et Problem
staaende klart tilbage, nemlig Forholdet mellem Theologi og Filosofi,
der let kan løses verbalt, men ikke slet saa let erkendelsestheoretisk og
ontologisk. Det har været Forf.s Opgave at ville redde den ontologiske
Position i Theologien over for en intramental eller mystisk; men han
synes ikke at have lost sin Opgave. Forholdet mellem Theologi og Filosoli
er ikke blevet klart formuleret. Forf. synes at lade Theologien blive
bestemmende for Filosofien, naar han forkaster den transcendentale
Idealisme ud fra en bestemt Theologi. Idet han lader Filosofien være
Udtryk for et Derhen og Theologien for et Herhen, synes han at fordoble
Aspekterne i en saadan Grad, at Resultatet maa blive en Fordobling
af Tilværelsen, hvis der ellers i begge Tilfælde skal være Tale
om nogen ontologisk Basis - og det maa der jo, naar der hævdes en
theologisk Realisme og den transcendentale Idealisme vrages i Filosofien.
Men ogsaa i dette Arbejde viser Forf. sig som en fremragende Tekstlæser.
Han forstaar at tolke selv de vanskeligste Tekster, og det er en
virkelig Fortjeneste at kunne tyde og tolke det uklare og tinde den
klare Tanke bag de dunkle Ord. 1 sine kritiske Synspunkter synes
Dr. J. ogsaa at være klar. Dette gælder ogsaa, naar han frejdigt hævder,
at Eksistenstilosotien bevidst eller ubevidst stiler hen mod en
Mystik, og at vi i Religionen ikke kommer uden om Forholdet mellem
Subjekt og Objekt. Bogen vidner om megen omfattende Læsning baade
i Bøger og Tidsskrifter, baade i den primære og den sekundære Litteratur.
Dr. J. synes virkelig at have forstaaet, hvor de paagældende
Forfattere vil hen med det, de har skrevet, og han har søgt at forklare
sine egne Læsere, om Vejen var farbar eller ikke.
Disputatsens Anliggende er i Hovedsagen theologisk; men den har
ogsaa nære Relationer til det filosofiske, og det meste af Indholdet er
Filosoti. Forf. forstaar, at der ikke kan arbejdes med systematisk
Theologi, uden at der lindes en bestemt Filosofi som dens nødvendige
Vehikel. Bogen er efter sin Kategori en systematisk Afhandling; men
den er i udstrakt Grad bygget op ved Hjælp af historisk-empirisk Materiale,
og det i saa høj en Grad, at Forf. kommer til at vise sin Dygtighed
mere ved Fremstillingen af og Opgøret med andres Tanker end i
Udformningen af sine egne. Det sidste kræver imidlertid en Modenhed
og en Alder, som Forf. endnu helt ikke synes at have naaet; men meget
tyder paa, at det vil kunne naas.
Afhandlingen er som nævnt theologisk i sit Sigte, men filøsøiisk i
94 Universitetets årbog 1967-68
i det meste af sit Indhold. Den skal give en theologisk Tydning af
Subjekt-Objektforholdet og ikke en filosofisk, og en saadan theologisk
Tydning kan illg. Forf. kun gives ud fra Aabenbaringens Synspunkt.
Det er fra denne Position, at Skabelsestroen stilles op over for Mystiken
og Subjekt-Objekt-forholdet faar sin Tydning. Den ontologiske Baggrund
for dette hentes saa fra Filosofien, og det bliver følgelig her,
Bogens afgørende Vanskelighed og Mangel er at finde, fordi Filosofien
her synes at blive Theologiens Prins, medens Forholdet jo ellers efter
Forf.s Mening skulde være det omvendte, hvad der bl.a. viser sig i
hans aprioriske Afvisning af den transcendentale Idealisme.
Jo dygtigere et Arbejde af en yngre Forsker er, desto mere vil som
Regel ogsaa dets Mandler og Fejl træde frem, medens de ikke i samme
Grad behøver at gøre dette, hvor vi staar over for det ordinære. Bogen
er virkelig skrevet med ekstraordinær Dygtighed, og den blev da ogsaa
indstillet til Forsvar for Doktorgraden uden Forbehold af nogen Art.
Dr. theol. Jens Glebe Moller (f. 1933) har til Bedømmelse af sine Kvalifikationer
indleveret sin Disputats fra 1966 »Doctrina secundum pietatem
«, der bærer Undertitlen »Holger Rosenkrantz den Lærdes teologi
«, og er paa 187 store Sider, og hertil slutter der sig en Række
Tidsskriftartikler og et Par Anmeldelser foruden en maskinskreven
Afhandling paa 26 Sider »Om brugen af ordet »skabelse««, der som
flere andre Arbejder af Forf. søger at vinde Klarhed over theologiske
Begreber ud fra den sproganalytiske Filosofis Forudsætninger. Hovedarbejdet
er saa afgjort Disputatsen om Holger Rosenkrantz, der efter
sit Emne er en historisk og ikke en systematisk Afhandling; men efter
sin Form er den alligevel paa en Maade »systematisk«, fordi den mere
søger at forstaa og at forkaste Rosenkrantz' Tænkning ud fra et bestemt
theologisk Standpunkt end at forstaa og »tilgive« ham ud fra
hans egen historiske Kontekst. Forf. kommer med en bestemt moderne
Theologi til en fortidig Theolog, som han vil karakterisere »uden Hensyn
til Tid og Sted«, idet han søger at løfte ham »op over Historiens
Begrænsninger«. Bogen er præget af meget dygtige Enkeltanalyser, og
den viser sin Forf.s Evne til at læse Tekster og tyde Haandskrifter.
Det er tydeligt, at Forf. mere er Systematiker end Historiker i sine
Interesser, og derfor havde det været et Plus, om Arbejdet ikke havde
været opbygget paa et saa decideret historisk Materiale, der fordrer
et helt andet Interesse-Aspekt. Som Opgaven er stillet og besvaret,
fører den ikke til at øve Ret over for store Afdøde, der maa bedømmes
ud fra deres egen Samtids Forudsætninger. Bogen er mere blevet en
systematisk Afhandling i historisk Dragt, for selv om den primært vil
skildre Rosenkrantz, er Resultatet blevet en Slags theologisk Bekendelse
og Fordømmelse. Men naar dette er sagt, maa det imidlertid ikke
overses, at Bogen er udarbejdet med sikker analytisk Methode, at den
Afgang og udnævnelser af professorer 95
virkelig er lærd, og at det historiske overalt er ledsaget af den fornødne
filologiske Lærdom.
Foruden dette opus magnum har Dr. Moller ogsaa indsendt en Række
mindre Arbejder, der for de Hestes Vedkommende vidner om hans
Overgang fra Historie til Filosofien i dens sproganalytiske Form, som
den særlig har modtaget i Oxford, selv om Dr. Moller ogsaa taler om
en »Københavnerskole«. Hans Arbejder paa disse Omraader har fortsat
sig, efter at Indleveringsfristen for Afhandlinger til Bedømmelsesudvalget
er udløbet. Blandt de indsendte mindre Arbejder er der nøgle Anmeldelser
foruden flere Artikler, søm strækker sig fra det historiske
ind i det sprøganalytiske. Historiske er saaledes nogle Artikler, som
viser Dr. Møllers Interesse for den Føderaltheølogi, der ogsaa spillede
en Rolle før Rosenkrantz. Hertil hører en Artikel i »Da. teol. Tidsskrift«
om »Trøsbegrebet høs Jacob Arminius« og en nederlandsk med Titlen
»Arminius-herdenking: lofrede øf confrontatie« samt »Melanchtons naturretslære
og føderalteologiens gerningspagt«. Det hævdes, at den reformerte
Theologi i dens Calvinske Tradition formelt øg delvis ogsaa
efter sit Indhold er Grundlaget før Arminius' Lære. Med Melanchton
synes Slægtskabet ikke at være saa dybt, fordi denne mente, at Kendskabet
til Naturretten kunde danne en nødvendig moralsk Forberedelse
til at modtage Syndernes Forladelse, medens noget saadant ikke anerkendes
af Føderaltheologerne som tiest. En vis Paavirkning fra den
franske Filosof Petrus Ramus synes Arminius ogsaa at have modtaget,
og Dr. Møller har skrevet en meget dygtig Afhandling øm »Petrus
Ramus i lyset af den nyere forskning«, der fylder 17 Sider i »Da. teol.
Tidsskrift« og er en lille Lærdomsbedrift før sig. I Sammenhæng med
Studierne over Føderaltheølogien maa ogsaa nævnes en afhandling paa
22 store Sider i »The Journal øf Ecclesiastical History« med Titlen
»The Beginnings øf Puritan Covenant Theology«.
Sproganalytiske Arbejder er den lille Artikel i »Da. teol. Tidsskrift«
om »Jesu Forkyndelse og dagligsprogets logik«, hvor det søges vist, at
man ikke uden Reservation kan anbringe Jesu Udsagn i den analytiskreligiøse
Sprogbrugs særlige Kategori. Forf. vil hævde, at Ordene
»Gudsriget er kommet nær« udsiger noget faktisk i Dagligsprogets Tale,
og den analytiske Filosofi skulde saaledes ved sin Methode hjælpe os til
en dybere Indsigt i nogle af Inkarnationens Kønsekvenser - ikke til at
førstaa, at Gud blev Menneske, men til at indse, i hvilken Førstand der
ikke kan sættes Skel mellem Jesu Tale og anden menneskelige Tale.
At Gudsriget er kommet nær, betyder først øg fremmest et Krav om
at lyde Guds Vilje; men den Erkendelse, vi faar i Sætningen, er ikke
af nøgen anden Art end den, vi faar i Sætningen, at der staar et Askebæger
paa Bordet. Om Forf. har Ret i disse Analyser, er mig ikke ganske
klart, og han faar vist paa denne Maade Teksterne til at sige noget
andet, end deres respektive Forfattere har ment med dem.
96 Universitetets årbog 1967-68
I den maskinskrevne Afhandling om Ordet Skabelse skelnes der mellem
to Betydninger, en historisk afsluttet Handling om et Dengang og
en religiøs-aktuel, at »Livet er skænket« os af Gud. Der er her Tale om
to forskellige Sprogspil - et Ord, der vist forst er formuleret af Wittgenstein
- og bruger man Ordet i det ene Sprogspil, kan man ikke samtidig
bruge det i det andets Betydning uden at volde Konfusion. Efter
Dr. Mollers Mening bruges Ordet Skabelse ikke entydigt hos Professor
Wingren i Lund. Efter en længere Omtale af Biskop Ramsey i Durham
hævder Dr. Moller, at vi ikke kan bruge Ordet Skabelse om en Handling
i Urtiden, uden at vi misforstaas. Dr. Moller vil søge at vise, at
Sætninger som »Jesus er Guds Søn« eller at »Gud blev Menneske« ikke
er meningsløse, hvis man blot kender det givne Sprogspils Art; men
han synes at overse, at ikke ethvert Sprogspil staar i Relation til en
Ontologi, som det her fordredes af de bibelske Forfattere.
Dr. Mollers Produktion er ikke omfattende, og særlig gælder dette
hans filosofisk-systematiske Arbejder; men det kan ikke nægtes, at han
har arbejdet med megen Iver og med megen Forstaaelse af moderne
Sproganalytik, en Iver, som synes at love godt for Fremtiden.
Dr. theol. Niels Thulstrup (f. 1924) har indleveret et næsten uoverskueligt
Materiale til Bedømmelse al sine Kvalifikationer. Det omfatter
baade trykt og utrykt Materiale, baade Bøger og Afhandlinger, baade
selvstændige Fremstillinger og Tekstudgivelser med ledsagende Indledninger,
Noter og Kommentarer. Det er særlig Søren Kierkegaard og
hans Forfatterskab, Dr. Thulstrup har samlet sig om, og om en enumeratio
plena af hans fyrretyve forskellige indleverede Arbejder kan der
ikke blive Tale i denne Sammenhæng, saa lidt som der kan gives en
særlig Karakteristik af de enkelte. Nævnes skal blot Udgaven i tø Bind
af den afsluttende uvidenskabelige Efterskrift, hvor Bind II foruden
de dygtige Noter indeholder en fremragende Oversigt øver Religiønsfiløsøfien
og dens vigtigste Problemer fra Oldtiden til Hegel. Dygtige
Udgiverarbejder paa Tysk har Dr. Th. ogsaa været Ophavsmand til,
og paa Engelsk, Fransk og Italiensk har han præsenteret Kierkegaardske
Tanker. Vi staar her øver før en Arbejdsevne og en Viden, som kun
sjældent ses. Dr. Th. er en fremragende Kender af Kierkegaard, vel
den førende i Dag med sin Forstaaelse af Kierkegaards Problemer og
deres Rolle i Samtiden, ligesom han har et indgående Kendskab til
dansk religiønsliløsofisk Tænkning i Ordets videste Betydning og et
ikke ringe til den udenlandske Køntekst før Kierkegaards Forfatterskab.
Som Kierkegaardførsker har Dr. Th. et internationalt Navn.
Et større utrykt Arbejde, søm særlig maa nævnes, stammer fra 1959
og er paa 292 maskinskrevne Sider. Titlen er »Kierkegaard og Hegel.
En historisk og principiel Undersøgelse. I. Kritisk Forskningshistorie«,
og det er paa sin Vis Indledningen til den store Disputats om »KierkeAfgang
og udnævnelser af professorer 97
gaards Forhold til Hegel« fra 1967, som imidlertid er betydelig dygtigere
end Indledningen til den kritiske Forskningshistorie, der dog er
udarbejdet med den fornuftige Begrænsning, at det kun har villet
skildre de Værker, som belyser Problemkomplekset Kierkegaard-Hegel.
Dr. Th. hævder, at det ikke er lykkedes nogen af de tidligere Forskere
at naa til virkelig Klarhed over Forholdet mellem Kierkegaard og
Hegel eller de saakaldte Hegelianere. De fleste Forskeres Forstaaelse
af Hegel imponerer ikke Dr. Th., og de fleste Kierkegaardsforskere synes
at have knyttet Forstaaelsen af Kierkegaard lovlig nær til hans
Sammenhæng med Hegel. Der savnes hos disse Forskere baade en gennemfort
historisk Analyse og en systematisk Helhedsforstaaelse. I'olgelig
er en ny Undersøgelse af dette Kierkegaard-Hegel-Problemkompleks
nødvendig, og det er denne Opgave, Dr. Th. saa dygtigt har søgt
at løse med Disputatsen om Kierkegaards Forhold til Hegel, der fylder
354 store Sider.
Det er Dr. Th.s Theser i denne Afhandling, at Kierkegaard og Hegel
intet har tilfælles som Tænkere, at der med »Enten-Eller« var fuldbyrdet
en Afklaringsproces i Forholdet til Hegel, at Forfatterskabet til
og med Efterskriften var Kierkegaards Helbredelseskur til den Samtid,
som var angrebet af Spekulationen, at Kierkegaards Opfattelse af
Hegel stort set var Højrehegelianernes, da det særlig var dem, der
havde præget hans Forstaaelse af det Hegelske System, og som en Tilføjelse
til denne sidste These, at det var disse Højrehegelianere og ikke
Mesteren selv, der var Genstand for Kierkegaards Foragt.
Bogens Emne er velvalgt for en Disputats. Det er et historisk Emne,
som samler sig om et konkret, om end meget omfattende Forhold, som
kræver en indgaaende og eksakt Tekstanalyse og Evne til idelig at
sammenligne. Forf. er baade methodisk sikker i sin Arbejdsform og sagligt
saa velfunderet, som ønskes kan. Han har vist, at han virkelig ved
noget, og hans Beherskelse af Kilderne og den dertil hørende Litteratur
er overlegen. Dr. Th. viser sig som en Forsker, der ejer den Modenhed,
et saa vanskeligt og omfattende Emne kræver af sin Mand. Baade den
relevante tyske og den hjemlige og i Virkeligheden meget omfattende
danske Theologi og Filosofi kender han til Gavns, og han ved, hvor de
forskellige Tænkere har deres ideologiske Plads. Der er næppe nogen
i Nutidens Danmark, der er bedre orienteret i Datidens danske Theologi
og Filosofi end netop Forf. af denne Afhandling, der er et udpræget
idéhistorisk Arbejde - hvilket vil sige, at Forf. skildrer rent faktiske
Forhold og holder sine egne theologiske og filosofiske Tanker uden for
Fremstillingen.
Efter sin Genre er Disputatsen om Kierkegaards Forhold til Hegel et
Forsøg paa at give en Skildring af en bestemt Tænkers Forhold til en
anden Tænkers Idéer; men derved bliver det nødvendigt at tage Stilling
til den førstnævntes personlige Udviklingshistorie, hans Læsning,
98 Universitetets årbog 19()7-68
Tænkning og litterære Frembringelser. Det idéhistoriske drejer sig
altsaa ikke om »Ideens« fænomenologiske Fremtræden paa et bestemt
Tidspunkt i to bestemte Lande, men om to bestemte Tænkere og om
dem alene. Det idéhistoriske forbindes saaledes med det personalhistoriske,
og dette Sigte maa kaldes legitimt. Bogens Genre er hverken
religionsfilosofisk-systematisk eller rent lilosofi-historisk; men den er
til Gengæld, hvad den giver sig ud for, og den behøver ikke at gaa
inkognito, for Genren er i sig selv legitim. Bogen vidner heltigennem
om Forf.s Modenhed og Lærdom. Dr. Th. er skolet baade sprogligt,
historisk og filosofisk. Hans særlige Felt er imidlertid det historiske og
ikke det systematiske. Paa det sidste Punkt er hans Kvalifikationer
vanskeligere at bedømme end paa det historiske. Eet er nemlig at
kunne analysere Sammenhænge, noget andet er det selv at kunne konstruere
dem, og paa dette Punkt har Dr. Th. endnu ikke vist sine
Evner i nogen udpræget Grad.
Men der er ikke desto mindre et lille Arbejde, som vidner godt paa
dette Punkt, nemlig en Afhandling paa 24 Sider om »Kristelig Etik«,
der kom 1960 i Bogen om »Teologien og dens fag«. Afhandlingen er ikke
systematisk i og for sig, men mere analytisk-deskriptiv, idet den gør
Bede for en Bække Opfattelser af kristelig Ethik; men dette er i Ordets
bedste Forstand gjort saa overlegent, at man mærker Forf.s egen Opfattelse
bag det hele. Denne lille Afhandling er Udtryk for noget virkelig
dygtigt og viser, at dens Forf. nøk kan arbejde paa den systematiske
Theologis Omraade, hvis Forholdene skulde føre hans Arbejde i denne
specielle Retning.
At give en Omtale og Karakteristik af alle Dr. Th.s indleverede større
og mindre Arbejder vilde som sagt sprænge alle rimelige Bammer, og
det vilde blot føre til en Opsummering af epitheta ornantia, som intet
vilde ændre i den kvalitative Bedømmelse af deres Forfatter.
Af det foregående turde det fremgå, at det er lire meget dygtige
ansøgere, som har meldt sig til det ledige professorat; men et valg
imellem dem vanskeliggøres i nogen grad af deres store indbyrdes forskellighed.
Lettest at sammenligne er vel nok docent Hof og dr. Møller,
da de begge har skrevet disputats over et historisk emne og derefter
beskæftiget sig med sproganalytisk filosofi. Det forekommer mig imidlertid,
at denne møderne disciplin ligger ret langt borte fra theologi og
erkendelsestilosoti; den kan udtale sig om, hvorvidt religiøse udsagn
er meningsgivende eller ikke; men den kan ikke række frem til selve
det religiøse gyldighedsproblem, fordi sproget nu engang ikke kan
transcendere sig selv. Da det drejer sig om et professorat i systematisk
theologi, vil jeg mene, at de nævnte to ansøgere trods deres ubestridelige
videnskabelige dygtighed ikke helt har vist sig at opfylde de fordringer,
søm kan og, hvor forholdene gør det muligt, også bør stilles
I
Afgang og udnævnelser af professorer 99
til den, der overtager en sådan stilling. Denne bemærkning siger intet
om de to ansøgeres videnskabelige kvalifikationer i det hele taget,
men blot noget om relationen mellem arten af deres videnskabelige
præstationer og det ledige embedes karakter.
Det er ulige vanskeligere at foretage en jævnførelse mellem dr. Jørgensen
og dr. Thulstrup, af hvilke den sidste har langt den største
videnskabelige produktion at fremvise. Dr. Thulstrups arbejder er
hovedsagelig af historisk og ikke primært af systematisk karakter,
medens dr. Jørgensens primært er systematisk, men alligevel indeholder
en hovedpart af empirisk stof, der ganske vist underkastes en
kritisk filosofisk analyse. Dr. Jørgensen må vist hævdes ved arten af
sin videnskabelige produktion at stå den systematiske theologi nærmere
end dr. Thulstrup; men dette er ikke hele sagen. Dr. Thulstrup
behersker langt større områder af filosofiens og theologiens historie
end Dr. Jørgensen, og han må kaldes fuldtud fortrolig med den systematiske
theologis væsentlige problemstillinger. Dette kan heller ikke
nægtes for Dr. Jørgensens vedkommende, men han synes endnu ikke
helt at være nået frem til samme grad af afklaring som Dr. Thulstrup.
Dr. Jørgensens på så mange måder virkelig imponerende disputats
viser - ligesom dele af det mundtlige forsvar - at der endnu fattes den
fornødne dialektiske akribi, og at »Forkyndelsen« undertiden kan træde
i ræsonnementets sted til skade for den dialektiske sammenhæng i
hans tænkning. Dette er imidlertid en mangel, som et kommende systematisk
arbejde, der ikke behøver at være af samme omfang som
prisopgaven eller disputatsen, sikkert vil kunne afhjælpe. I så fald
synes der virkelig at kunne åbne sig vej til en universitetsgerning for
ham.
På denne baggrund er undertegnede efter indgående overvejelser
nået til det resultat, at han må indstille dr. Niels Thulstrup til den
ledige stilling som professor i systematisk theologi.«
Professor Johan B. Hygen:
»Først skal jeg gi en bedømmelse av de fire ansokere, i alfabetisk
rekkefølge, på grunnlag av de innsendte arbeider. Deretter vil jeg foreta
en sammenligning og prøve å komme til en konklusjon.
Hans Hof har et omfattende forfatterskap, både kvantitativt og
emnemessig.
I Scintilla animae behandler han et sentralt begrep hos Mester
Eckehart. Han underkaster oppfatninger hos von Bracken, Ebeling,
W. Bange og A. Dempf en kritisk prøvning, fremstiller deretter analogilæren
hos Thomas, finner at Eckehart ved å forkaste proporsjonalitetsanalogien
og beholde den attributive analogi blir stående i en
monisme, og paserer scintilla animae som det uskapte intellekts ana100
Universitetets årbog 1967-68
logon i menneskesjelen. Avhandlingen er et dygtig og skarpsindig arbeide.
Den store avhandlingen »Metafor och modell« er et dristigt foretagende.
Den spenner over mange felter: bruk av modell i naturvitenskapene,
symbolets rolle i dybdepsykologien, forskjellige symbolteorier,
typer av religiøst symbolspråk, alexandrinsk skriftfortolkning, Thomas
fra Aquino. Men det store materiale holdes energisk sammen, og kap. 5
gir en meget oversiktlig sammenfatning av hovedmomenterne. Et
vesentlig punkt er oppfatningen av religiøse utsagn som operasjonelle
ntsagn, dvs. utsagn der fungerer som utsagn om Gud og guddommelige,
oversanselige størrelser via funksjonen av utsagn om den religiøse
holdning hvori de anvendes. De er altså samtidig utsagn om en religiøs
holdning (erfaring, opplevelse) og om den instans eller de størrelser
holdningen (erfaringen) mener seg å stå i relasjon til. Slike utsagn
karakteriseres av en viss semantisk åpenhet, de er »antydning i en viss
retning«, og kan derfor hverken reduseres til utsagn om ordinær erfaring
(Braithwaite, Eklund) eller til rent ateoretiske ytringer, skarpt
adskilt fra empirisk deskriptive og logisk teoretiske utsagn (Nygren).
Det er mulig at forf. opererer noe for trygt med et generaliserende
arketyp begrep og legger for liten vekt på at hvert symbol må tolkes i
sin egen kontekst. Hans språk er til dels tungvint og lite inspirerende,
og de hårfine logiske og semantiske analyser kan virke pedantiske.
Men han dokumenterer utstrakt belesthet, streng metode og betydelig
kritisk og systematisk evne. I noen mindre arbeider viser han forøvrig
at han også kan skrive populært og almenforståelig.
I avhandlingen Existential och dialektik (manus.) setter Hof seg den
oppgave å belyse Bultmanns avmytologiseringsproblem med idéhistorisk
givne problemstillinger og svar, spesielt Bultmanns bruk av bestemmelser
i Heideggers filosofi i dens første fase. Forf. gir selv uttryk
for betenkeligheter som innbyr til ikke å legge altfor stor vekt på denne
avhandlingen. Det må også sies at til tross for at den inneholder stoff
av interesse, er den utilfredsstillende pa en rekke viktige punkter, både
når det gjelder Heidegger og Bultmann, og kan ikke holdes for vellykket.
Til begrunnelse av denne dom skal jeg nevne noen enkeltheter.
Mens Heidegger setter »Zeitlichkeit« i spissen som det viktigste, altomfattende
eksistential (men behandler det grundigere først etter »Inder-
Welt-sein«), utsetter Hof omtalen av Zeitlichkeit på en slik måte at
»Sein-konnen« og »Moglichkeit« kommer uorganisk inn under In-der-
Welt-sein istedenfor å fremtre som grunnleggende karakteristika ved
Zeitlichkeit. Videre: det ufullstendige inventarium over Heideggers
eksistentialier og overbetoningen av de underordnede eksistentialier
Befindlichkeit, Verstehen og Rede fører til et så ulykkelig resultat som
»att tolka existentialerna som upplevelser, intentioner eller attityd i
Afgang og udnævnelser af professorer 101
betydelsen månniskans samlade hållning gentemot tillvaron och vad
hon moter dår«. Prøves denne tolkning på de grunnleggende eksistentialier
Zeitlichkeit og In-der-Welt-sein, er dette ganske åpenbart ingen
»mojlig och rimlig tolkning« (s. 10).
Dette får være nok om Heidegger-tolkningen, enda det er litt av
hvert annet å bemerke. I avsnitt twå virker det eiendommelig at det
aldri henvises til Kierkegaards egne verker. Hadde Kierkegaard selv
vært konsultert, kan man vanskelig tenke seg at øyeblikkets dialektikk
hadde unngått oppmerksomheten, og det ville ha været lagt et grunnlag
for forståelsen av Bnltmanns tidsbegrep, historiebegrep og eskatologi.
Når det gjelder Bultmann, hevder forf. at dennes eksistentiale interpretasjon
av N.T. »går så tillvåga, att den inlåser grnndbegreppen från
Heideggers »Sein und Zeit« i de nytestamentliga texterna och uttrycken«
og støtter dette med et sitat som vil godtgjøre at B. åpent har bekjent
seg til en slik fremgangsmåte, men i virkeligheten sier det stikk motsatte,
nemlig at Heidegger henter sin eksistentialanalyse fra N.T. Til
tross for undertitelen »R. Bultmanns anvåndning av beståmningar i
Heideggers filosofi«, må det også være betenkelig å felle så almene
dommer som f. eks. den her nevnte uten å ta hensyn til andre rotter
til Bultmanns tenkning, særlig Wilhelm Herrmann og den dialektiske
teologi.
Dette får være nok til å støtte forf.s betenkeligheter ved å innsende
denne avhandlingén.
En meget omfattende opgave har dr. Hof påtatt seg med sine undersøkeiser
af samvittighetsbegrepets historie. I to store avhandlinger behandles
begrepet i N.T. og hos Augustin, dertil en sammenfatning av
sistnevnte i STK 1964 og et kort manuskript om Luther (utkast til en
større avhandling). Det brukes den metode å underkaste utvalgte
tekster en nitid undersøkelse. Morsom lesning er det ikke, og overfor
disse hårfine logiske og semantiske distinksjoner spor man seg uvilkårlig
om vedkommende forfattere selv har sondret så skarpt. Men den
valgte metode er gjennomført særdeles dyktig og omhyggelig.
I noen mindre avhandlinger dels sammenfatter, dels anvender Hof
sin symbolteori. Evne til klar og lojal redegjørelse for andres tanker
viser han i artikler om Bultmann, Eliade, Tillich og Hammarskjold.
I den korte artiklen »På teologins grånsområden« skisseres på en klargjørende
måte et omfattende teologisk arbeidsprogram, og i »Samvetsbegreppet
och etisk teori« foretas bl.a. en omhyggelig plasering av
sinnelags-, plikt og konsekvensetikk.
Hof har i sitt forfatterskap dokumentert omfattende og dyptgående
kjennskap til teologisk og filosofisk tenkning gjennom skiftende tidsaldre,
fra nytestamentlig tid til i dag. Han viser fortrolighet både med
historisk-systematisk og rent systematisk metode. Plan behersker også
moderne semantikk, hvilket er en fordel, selv om man ikke alltid er
102 Universitetets årbog 1967-68
overbevist om dens fruktbarhet. Hof har en klar, logisk intelligens og en
energisk tankemessig oppdagertrang.
Pa dette grunnlag holder jeg dr. Hans Hof for utvivlsomt kompetent
til det sokte professorat.
Poul Henning Jørgensen har levert inn to større og noen mindre avhandlinger.
Die Ethik Schleiermachers er et dyktig arbeide som viser fortrolighet
med Schleiermachers skrifter og en betydelig ordnende og systematiserende
evne. Med stor energi forfølges motivet »motsetningen er ikke
absolutt, men allikevel real« gjennom Schlm.s ontologi, erkjendelsesteori
og etikk, og interessante synspunkter kommer frem. Selv om forf.
uttrykker beundring for en stor systematisk tenker og også kan forsvare
ham mot misforståelser, er hans vurdering gjennomgående sterkt
kritisk. Tendensen er hele veien å vise at selv om Schleiermacher selv
ønsker a gi plass for differenser og motsetninger, er dette nærmeste en
inkonsekvens i systemet, og det hele munner ut i en enhetstenkning
eller identitetstenkning.
Selv om denne kritikk har sin berettigelse, kan jeg vanskelig fri meg
fra det inntrykk at forf. går utillatelig hårdhendt til verks. Det er
såmen nok å kritisere hos Schleiermacher uten at det skulle være nødvendig
å presse ham fullt så hårdt. Eller sett fra en annen kant: Forf.
måtte ha kunnet fa meget ut av sitt hovedsynspunkt uten å gjennomføre
det med så stor ensidighet.
Denne indvending, som gjelder hele avhandlingen, skal jeg konkretisere
pa et enkelt punkt.
Med rette legger forf. vekt på Schlm.s bestemmelse av etikken, også
den kristne etikk, som indikativisk, deskriptiv. Han gjør også oppmerksom
på at Schlm. allikevel finner plass for »Gebot«, og siterer
Chr. Sitte: »Die christliche Sittenlehre ist Beschreibung der christlichen
Handlungsweise, sofern sie auf den Erloser zuriickgeht, und eben als
solche Beschreibung ist sie Gebot fiir alle, die in der christlichen Kirche
sind« (s. 149). Han hevder imidlertid at denne tilsynelatende inkonsekvens
bl.a. kan forklares ved at Schlm. legger noe helt annet i begrepet
Gebot enn vanlig, nemlig Gebot-Gesetz-Naturgesetz.
Imidlertid skulle Schlm.s mening være klar nok: Om beskrivelse
dreier det seg forsåvidt som den kristne etikk redegjør for den handlemåte
som utspringer av samfunnet med Gud. I den utstrekning dette
samfunn er realisert, er ord som »Gebot« og »Sollen« ikke på sin plass.
Fullkomment er dette samfunnet realisert i Kristus. Derfor: »Beschreibung
der christlichen Handlungsweise, sofern sie auf den Erloser zuriickgeht
«. Men det er også bare i Kristus det fullkomne gudssamfunn
er realisert, ikke i den kristnes eller kirkens faktiske tilværelse. I den
utstrekning den kristnes liv ikke realiserer samfunnet med Gud og ikke
Afgang og udnævnelser af professorer 103
bare er bestemt av Kristus, blir beskrivelsen til bud: »Die christliche
Kirche ist der Ort, wo das christlich religiøse Bewusstsein dominierender
Impuls immer erst wird, und insofern noch nicht ist, wo also immer
noch etwas iibrig bleibt von unvollkommener oder gånzlich mangeinder
Gemeinschaft mit Gott durch Christum. Wird aber in der christlichen
Kirche noch nicht gehandelt nach den Vorschriften der christlichen
Sittenlehre, so ist ja diese als Beschreibung immer auch zugleich Gebet,
und es muss einerlei sein, ob man sie das eine nennt, oder das andere.«
Når Schlm. avviser en rent imperativisk etikk, fordi den ikke korresponderer
med »ein wirkliches Sein«, men bare med »ein Nichtsein«
(jfr. avh. s. 142), er det derfor selvsagt ikke hans mening å utelukke
ethvert moment av »Nichtsein«, heller ikke hos den kristne, og det er
absurd å stille et spørsmål som det på s, 151: »Geschieht denn wirklich
immer das, was das Sittengesetz gebietet?« Det har da Schlm. virkelig
uttalt seg tydelig nok om!
Her er det rimelig å minne om hvor dristig indikativisk Luther kan
uttale seg og avvise ethvert »soli«, nemlig når han taler om troens indre
nødvendighet og om den troende qua troende, og allikevel energisk
understreke budenes forpliktende gyldighet, nemlig fordi »den troende
alitid tillike er den ikke-troende, synderen«, søm ennå har »den gamle
Adam på nakken« (Emil Brunner).
Grunn til å minne om Luther er det også i forbindelse med et utøsagn
på s. 181: »Wenn diese Gemeinschaft (sc. mit Gott) voll aktualisiert ist,
stehen wir in der vøllkommenen Seligkeit, einem Zustand, der indessen
nur »im Werden« ist, indem sich nåmlich dazwischen immer ein Zustand
vorfindet, der ihn hemmt, nåmlich der Zustand der Stinde, der doch
bestimmt nicht als radikal aufgefasst werden darf, da ja sønst nicht
einmal von einer Seligkeit »im Werden« die Rede sein konnte«. Nå vil
vel ingen nekte at Luther oppfattet synden radikalt, eller frikjente den
rettferdiggjørte for samtidig å være en synder. Allikevel kan jo også
Luther meget tydelig tale om det kristne liv som »ein Werden«. Jeg
tror også man må innrømme at Schlm. nettopp i bestemmelsen av det
kristne liv som »ein Werden« i Chr. Sitte kommer nærmere en radikal
forståelse av synden enn noe sted ellers, idet han stiller mot hinannen
»Trennung von Gott und Unfåhigkeit die Trennung aufzuheben«, resp.
»Widerstreit mit Gott« utenfor Kristus-samfunnet, øg »Gemeinschaft
mit Gott durch Christum vermittelt«. Mellom disse ytterpunkter beveger
den kristnes liv seg, derfor har ethvert moment i den kristnes liv
i seg døbbeltheten av »Seligkeit« og »Mangel«, »Lust« øg »Unlust«. Om
denne uttrykksmåten unektelig er sterkt avbleket i førhold til Luther,
øg »Werden« dominerer ganske anneriedes, vel også er anneriedes førstått
enn hos denne, beskriver den på sin måte allikevel realiteten i
»simul justus et peccator« fra den religiøse bevissthets synspunkt, øg
dette får betydning også for forståelsen av Sein øg Søllen hos Schleier104
Universitetets årbog 1967-68
macher. Men denne mulige - og etter min mening rimelige - måte å
forstå Schlm. på har forf. i sin kritiske nidkjærhet ikke tatt i betraktning.
Tross den tyske, professorale oversetter er avhandlingens stil ikke
god, og hvordan i all verden har »das vorbereitende Handeln« istedenfor
»das verbreitende Handeln« (to ganger s. 182) kunnet smyge seg gjennom
korrekturen?
Jørgensens storste arbeide er doktoravhandlingen »Die Bedeutung
des Subjekt-Objektverhåltnisses fur die Theologie«. Den er på mange
måter et imponerende opus. Forf. mestrer en omfattende og til dels
meget vanskelig litteratur. Han har stor analytisk evne, kritisk sans
og systematisk energi. Hans hovedanliggende finner jeg også i hoy
grad berettiget, og der hvor han fremstiller sitt eget standpunkt, virker
han klok og sunn og har plass for de berettigede intensjoner han finner
uheldig realisert hos de kritiserte tenkere.
Allikevel er det etter min mening en alvorlig mangel i helhetskonsepsjonen.
Han lar på en måte de tenkere han behandler, sveve i luften.
Han konstaterer straks en felles tendens i eksistenstenkningen, overvinnelsen
av subjekt-objekt-tenkningen, men sier ikke noe om hvorfor
denne tendensen er blitt så utpreget nettopp i vårt århundre. Almenkulturelt
må den forstås som en protest mot mekaniseringen, avpersonaliseringen
og forflatningen i den moderne teknisk-okonomisk-materialistiske
sivilisasjon, teologisk som et forsøk på å komme unna det
håpløse alternativ oppløsende subjektivisme/ufruktbar objektivisme.
Forf. hadde ikke behøvd å gå langt utenom sitt emne for å få denne
bakgrunnen klar. Filosofisk kunne han ha påvist spaltningen i menneskesynet
mellom en mekaniserende objektivering (Vergegenståndlichung)
og en psykologiserende oppløsning av jeget eller selvet - og den
indre sammenheng mellom begge. Teologisk kunne det ha ligget meget
nær å skissere den dialektiske teologis (Karl Barths) opprinnelige problematikk
mellom ja og nei, mellom stivnet objektivisme og substansoppløsende
mystikk. I det rikholdige materiale forf. arbeider med,
hadde det vært nok av stofT til å belyse selve den tilgrunnliggende
problematikk, ja den nød, som har fremkalt eksistenstenkningen, og
til å gjøre det på en måte som kunne kaste et visst forsonende skjær
over de ensidigheter og eksentrisiteter han med rette kritiserer. Han
ville også ha kunnet vise større forståelse for det angivelig »antroposentriske
« i eksistenstenkningen, nemlig som uttryk for det moderne
menneskes engstende følelse av å holde på å miste eller allerede ha
mistet seg selv, og dets patetiske streben etter å finne seg selv. Hadde
forfatteren straks påvist den ekte problematikk som ligger til grunn,
ville han ha stått langt sterkere når han så viste hvordan den ene
tenker etter den annen skyter over målet og derved forderver saken for
seg selv og andre.
Afgang og udnævnelser af professorer 105
I stedet drar dr. Jørgensen straks sverdet. Han søker å vise at de
teologer og filosofer som er ivrigst for å overvinne subjekt-objekt-spaltningen
i den tradisjonelle tenkning, især i idealismen, dels ikke virkelig
kommer løs fra den, dels havner i en jeg-verden som er enda mer eksklusiv
enn idealismens og befinner seg sterkt i nærheten av panteisme
og mystikk. Han går meget grundig og skarpsindig til verks og behandler
i tekst og noter en lang rekke tenkere. Herunder viser han, som han
selv sier, en bevisst villet ensidighet. Faktisk har man stundom inntrykk
af at titelen på Gollwitzers erindringer fra krigsfangenskapet
kunne ha vært brukt som motto for avhandlingen: bibelsitatet ». . . und
fiihren, wohin du nicht willst«. Og vel er det så at veien til doktorgraden
går over lik, men det er spørsmål om det ikke er rettferdigere å gi
sine medmennesker en viss sjanse til å overleve. Forf. ønsker tross sin
ensidighet å være lojal, og ofte sier han om sine »ofre« at de nok har en
riktig intensjon, men ikke klarer å gjennomføre den. Til dette må det
bemerkes, at forf. såvisst ikke gjør det lettere for dem. Det er godt
mulig at han har rett i at en mindre ensidig fremstilling og tolkning i
hovedsaken ville ha ført til samme resultat, men hvorfor da ikke unne
seg selv og sine lesere denne lille luksus?
Som eksempel på ensidighet vil jeg nevne behandlingen av Bultmann,
hvor Jørgensen etter min mening gjør samme feil som Hof.
Han sier f. eks. at det teologiske kobles til den i forveien utkastede
eksistensfilosotiske posisjon, man før Bultmann hadde noe med eksistensfilosofi
å gjøre, og før han kom i kontakt med Heidegger, var han
elev av Wilhelm Herrmann (som bare såvidt nevnes et par steder i avhandlingen),
og som sådan har han betraktet seg inntil denne dag.
Dertil har vi jo hele den dialektiske teologi, som har øvet en avgjørende
innflytelse på Bultmanns tenkning, og som han selv har gitt karakteristiske
bidrag til. Sannsynligvis er også forholdet mellom Bultmann og
Heidegger langt mer komplisert enn både forf. og mangfoldige andre
gjør det til.
Når jeg ikke kan la være å betrakte dr. Jørgensens ensidighet og
hårdhendthet som en alvorlig mangel, er det fordi jeg mener at streng
saklighet og ikke minst rettferdighet er et fundamentalt krav i all vitenskap.
Men med dette vil jeg ikke et øyeblikk bestride hans ubestridelige,
ja imponerende dyktighet. Og når mine kritiske bemerkninger er blitt
såpass vidtløftige, er det forat min helhetsvurdering skal være begrunnet.
På samme linje som den store avhandlingen ligger Martin Heidegger,
en ny filosofisk religionsstifter? - Israels sange ved kristendommens
vugge inneholder fire foredrag av betydelig teologisk interesse, selv om
formen er populær og til dels nesten litt lettbent - i motsetning til den
besværlige stil i de større avhandlingene.
Dr. Poul Henning Jørgensen er en særdeles dyktig og lovende teolog.
106 Universitetets årbog 1967-78
interessant, energisk og intelligent, med evne og vilje til å ta fatt pa
krevende oppgaver. Med sin krilikk og sin ensidighet skyter han vel
ikke sjelden langt over målet, men dette er jo en tilbøyelighet som
gjerne dempes noe med arene. Med behandlingen av Schleiermachers
etikk og eksistensfilosofien, supplert med de mindre arbeidene, har
hans emnekrets tilstrekkelig bredde. Jeg holder dr. Poul Henning Jorgensen
for klart kompetent til det sokte professorat.
Jens Glebe Moller har i en større avhandling og en rekke artikler og
resensjoner behandlet emner fra det 16. og 17. århundres teologi. Hans
kunnskaper på dette område er betydelige, han er grundig og omhyggelig
og behersker vitenskapelig metode.
Doctrina secundum pietatem er en grundig redegjorelse for begrepsbruk
og tankegang hos Holger Rosenkrantz. Da jeg ikke har førstehånds
kjennskap til materialet, må jeg nøye meg med å si noe om det
inntrykk avhandlingen gir i seg selv. Inntrykket er godt. Avhandlingen
er et meget dyktig svennestykke. Begrepsbehandlingen er presis, og
det gjores flittig bruk af relevant materiale. Forf. viser stor fortrolighet
med ortodoksiens tankeverden. Den »nærsynte« grundighet er i og for
seg fortjenstfull, men kan kanskje gjore avhandlingen litt lite inspirerende.
De mindre artikler om emner og personer fra samme tidsrom viser
belesthet og dyktighet og bekrefter inntrykket av en kunnskapsrik og
samvittighetsfull forsker på begrensede omrøder.
Religionsfilosofiske emner er behandlet i en resensjon. hvor forf, viser
kritisk sans, og i 2 små avhandlinger som jeg ikke kan finne vellykket.
Jesu forkyndelse og dagligsprogets logik (i tilknytning til Zinkernagel;
Om verdensproblemet) svekkes av et misforhold mellom materiale og
resultat. Det sluttes for meget på et altfor spredt grunnlag, og artiklen
står ikke i noe rimelig forhold til den krevende titel. Om brugen av
ordet »skabelse« viser nok at forf. har kontakt med moderne filosofi,
men analysene er upresise og resultatet ikke overbevisende.
Glebe Moller er utvivlsomt en dyktig teolog, og det område han har
vist seg a beherske, behersker han godt. Men dette området har ikke
stort omfang i forhold til det som må kreves i professoratet, og hans
forsøk ut over dette viser en utpreget uferdighed.
Konklusjonen blir uundgåelig at jeg på det nåværende tidspunkt
ikke kan holde Jens Glebe Møller for kompetent til det søkte professorat.
Om Niels Thulstrup kan jeg også fatte meg i korthet, fordi både
hans egenart og hans kvalifikasjoner er så klare, men også hans begrensning.
Thulstrup har leveret en lang rekke arbeider på KierkegaardforskAfgang
og udnævnelser af professorer 107
ningens område. På dette sitt spesialområde viser han en helt og holdent
imponerende beherskelse av både stoff og metode. Metoden har
han behandlet særskilt i liere mindre avhandlinger, og har overfor
tendenser i motsatt retning forsvart den historiske metodes brukbarhet.
I sine kritiske oversikter over Kierkegaardforskningen - og i hele sitt
forfatterskap - viser han et meget omfattende kjennskap til litteraturen,
og hans kildestudier er noyaktige og dyptgripende. 1 sine kommentarer
til skrifter av Kierkegaard gir han en vrimmel av detaljopplysninger,
samtidig som han i sine innledninger trekker de store linjer.
Forholdet mellom Kierkegaard og Hegel er behandlet i liere mindre avhandlinger
og i hans store doktoravhandling. Thulstrup vil ikke nøye
seg med en utvendig analyse av disse tenkeres begrepsapparat, men vil
forstå deres forfatterskap »som komplicerede Totaliter, med hver sine
Forudsætninger, Maal og Metoder«. Kierkegaards forhold til Hegel
karakteriseres som en avklaringsprocess, hvorunder han med stigende
skarphet vendte seg ikke bare mot de danske hegelianere, men også
mot Hegel selv og hele »systemet«.
Selv om Thulstrup forst og fremst er Kierkegaard-forsker, må det
bemerkes at store deler av det 19. århundredes danske og tyske åndsliv
er trukket inn i undersøkelsene, og at hele dette stoff mestres med stor
dyktighet. Hans fremstillingsevne er utmerket, og hans språk både
klart og nyanserikt.
Da jeg ikke selv er Kierkegaard-forsker, tør jeg ikke gi meg i kast
med noen vurdering af enkeltheter, hvilket vel heller ikke skulle være
nødvendig.
Artiklen »Kristelig etik« (i »Teologien og dens fag«) gjør ikke krav på
originalitet, men er klar og oversiktlig. Samme klarhet preger resensjonen
av Søren Holms og N. H. Søes religionsfilosofier (»To danske Fremstillinger
af Religionsfilosofien«).
Thulstrups vitenskapelige kvalilikasjoner kan overhodet ikke trekkes
i tvivl. På sitt spesialområde er han en forsker av internasjonalt mål.
Ut over dette har han riktignok levert meget lite, men to forhold må
tas i betraktning. For det første omfatter en grundig Kierkegaardforskning
ikke bare et stort historisk stoff, men også et omfattende
filosofisk og teologisk problemfelt. For det annet er et studium og en
bearbeidelse av dette stoff i seg selv en så krevende vitenskapelig oppgave
at det ikke ville være rimelig å forlange større arbeider på andre
områder. Et professorat ville kreve en utvidelse af emneområdet, men
med de vitenskapelige kvalilikasjoner dr. Thulstrup har lagt for dagen
holder jeg ham for utvivlsomt kompetent til det søkte professorat.
Sammenligning og konklusjon.
Å føreta en sammenligning mellom de tre ansøkere jeg holder for
kompetente, er ingen enkel sak.
108 Universitetets årbog 1967-68
Relativt enklest er forholdet mellom Hof og Jørgensen, fordi deres
emnekrets og metode har visse likhetspunkter. Begge er intelligente
og energiske tenkere. Dr. Hof har et visst forsprang når det gjelder
omfang og bredde av den fremlagte produksjon, vel også når det
gjelder allsidig belysning av problemene, selv om også Hof kan gjøre
seg skyldig i skjevheter.
Et forhold som kan spille en viss rolle når man tenker pa professoratets
funksjon, er for Hofs vedkommende dels språket, dels at han
ikke kan forutsettes å være fortrolig med danske tradisjoner i teologi,
kirkeliv og kulturliv. Antagelig vil dette være et større minus når det
gjelder systematisk teologi enn bibelvitenskapene, men da denne siden
av saken ikke horer inn under den egentlige vitenskapelige bedømmelse,
må det overlates til Fakultetet hvilken vekt man vil legge
på den.
Meget vanskelig er det å sammenligne disse to og Thulstrup. De er
totalt forskjellige. Særlig mot Hofs store allsidighet står Thulstrups
sjeldne beherskelse av et ganske visst ikke snevert, men allikevel begrenset
område. Store kunnskaper har de alle, kritisk sans og systematisk
evne har de alle. Skulle jeg gjøre det lettvint for meg, ville jeg
kanskje skyte det hele inn under Fakultetets avgjørelse, bl.a. under
fakultetsmessige hensyn (undervisningen) og hensynet til hvilke forskningsfelter
man ønsker å prioritere. Allikevel ser jeg meg forpligtet til
å utpeke en av de tre, og jeg er da nærmest blitt stående ved dr. Thulstrup.
Herunder legger jeg vekt på de store fortjenester han har innlagt
seg pa et forskningsfelt av meget stor interesse og betydning både
internasjonalt og ikke minst for Danmark. Et professorat i kristendommens
idéhistorie ville ha passet alier best for ham, men det er
altså ikke et slikt som nu er tilgjengelig, og jeg mener at de kvalifikasjoner
han har lagt for dagen på de områder han har beskjeftiget seg
med, gir grunn til å tro at han vil ivareta oppgavene under professoratet
på en fullt tilfredsstillende måte.«
Professor N. H. Søe:
»Som medlem af det af fakultetet nedsatte fagkyndige udvalg til
bedømmelse af de lire ansøgere til nævnte embede skal jeg herved
udtale følgende om disse ansøgere og deres indbyrdes placering (ansøgerne
behandles i alfabetisk rækkefølge):
Hans Hof blev i 1952 dr. phil. på en afhandling »Scintilla animae.
Eine Studie zu einem Grundbegriff in Meister Eckharts Philosophie«.
Så vidt jeg som ikke-specialist kan bedømme, er dette en kyndig,
sober og velgennemført studie. Man føres navnlig ind i problemet om
forholdet mellem thomisme og nyplatonisme i Eckharts tankeverden
og dermed ind i det centrale spørgsmål om Eckharts analogilære. Det
Afgang og udnævnelser af professorer 109
understreges, at forfatteren har ment at finde nøglen til forståelsen af
Eckharts filosoli; men ikke har tilsigtet at give en fuldstændig fremstilling
af denne. Det er ikke lykkedes mig at linde mangler eller inkonsekventer
i dette arbejde. Men fra mere kyndig side har jeg bragt i
erfaring, at det ganske vist regnes for et ret dygtigt, men ikke særlig
fremragende arbejde. Det er vistnok almindeligt at mene, at Hofs produktion
siden da betegner en stigning.
Det væsentligste i den følgende produktion foreligger kun i maskinskreven
skikkelse.
Først må nævnes to arbejder med fællestitlen »Ur samvetsbegreppets
historia«, dels en behandling af »Begreppet syneidesis i N.T.« (196 sider)
og dels »Begreppet conscientia hos Augustinus« (159 sider). Det første
bind er rent systematisk anlagt, så vi efter en kort indledning forst
får en gennemgang af de nytest. steder, hvor syneidesis efter forfatterens
mening betegner »trosovertygelse«, dernæst de steder, hvor begrebet
betegner »Det inre i månniskan, uppfattat som subjekt til verb
som vittna, fålla omdome, doma« og endelig syneidesis som »en kultisk
dimension i månniskan«. En meget stør del af enkeltundersøgelserne
består i redegørelse for og vurdering af, hvad andre forskere har ment,
altid dog sådan, at vi ender med forfatterens oftest ret velbegrundede
mening. Hans iver for at gennemføre ofte temmelig subtile distinktioner
præger i ret høj grad udredningerne. En særlig udførlig plads får redegørelserne
angående Rom. 2, 14-16, der henregnes under den anden af
de tre nævnte grupper. Her som andre steder er han særlig påvirket af
den tyske katolske forsker Stelzenberger øg af belgieren Coune, hvis
dissertationsarbejde om disse spørgsmål kun foreligger i manuskript.
Arbejdet er efter mit skøn omhyggeligt, men ikke i nogen måde banebrydende.
Meget traditionelt.
Arbejdet øm conscientia hos Augustin viser atter forfatterens store
hang til sindrige og ikke altid lige overbevisende begrebsdistinktiøner,
ikke mindst i udredningerne angående forholdet mellem det omtalte
begreb og beslægtede udtryk høs Augustin. Også her er forfatteren ret
afhængig af Stelzenberger. Men det er klart, at der foreligger ret vidtgående
primære studier af kildestøfTet. Væsentlige begreber fra Augustins
hele antropologi bredes ud for læseren. Men jeg har i hvert fald
savnet en mere historisk-genetisk redegørelse før Augustins begrebsverden.
Navnlig slog det mig, at vi ikke får en redegørelse for, hvilke
latinske udtryk der anvendes i de nyplatøniske skrifter, som Augustin
har benyttet. Men muligvis kan dette ikke oplyses (Jens Nørregaard
f.eks. citerer, så vidt jeg ser, altid Plotin på græsk, men Augustin har
dog vel læst ham i oversættelse. Her taler jeg dog som den helt ukyndige).
Der kan ikke være tvivl øm, at vi også her står overfør et lærd
og samvittighedsfuldt arbejde.
Det kvantitativt største arbejde (på 329 maskinskrevne sider) hed110
Universitetets årbog 1967-68
der »Metafor och modeli. En studie till vissa typer av religiost symbolspråk
«. Forfatteren oplyser, at det er en gennemgribende omarbejdelse
af en studie, han i 1960 indleverede som kvalifikationsarbejde ved ansøgning
om professoratet i religionsfilosofi i Lund.
Dette arbejde bevæger sig inden for moderne sproganalytisk filosofi,
men således at de teologisk relevante problemer om de religiøse udsagns
meningsfyldthed er retningsgivende for undersøgelsen. Arbejdet spænder
uhyre vidt, fra bibelsk symbolsprog el. metaforer over Origenes,
Tauler og andre frem til mænd som Freud, Jung, Tillich, Mircea, Eliade
og Cassirer og videre frem til helt moderne repræsentanter for den
sproganalytiske skole. Derimod turde det være karakteristisk, at Karl
Barths undersøgelser over de herhenhørende problemer, både som de
foreligger i bogen om Anselm og i hans redegørelse for analogiproblemet,
overhovedet ikke synes at være kommet inden for forfatterens horisont.
Af Emil Brunner nævnes kun hans meget omgribelige ungdomsarbejde
fra 1914. Bemærkes må det dog, at der i det lille maskinskrevne arbejde
fra 1963 »det antropømorfa forestållningssåttet och den religiosa
åskådningen« er lidt øm Barth øg Brunner,
Det svirrer i skriftet med sindrige, af øg til også værdifulde distinktioner.
Forfatterens lyst til undertiden langt fra indlysende begrebsbestemmelser
fejrer triumfer. En ikke altfor skolet læser trættes og
forvirres i alle fald. Og det positive udbytte af de store anstrengelser
er ret beskedent. Men jeg erkender, at jeg her sikkert ikke er kompetent
til at afgive en nogenlunde fyldestgørende vurdering. Oftest
synes de resultater, der nås efter så megen møje, at være ret indlysende.
Dog læser man f. eks. med opmærksomhed kritiske bemærkninger til
Harald Eklund øg Ingemar Hedenius, før nu blot at nævne enkelte
eksempler. Og det må formentlig erkendes, at undersøgelser af den her
foreliggende art kan være en ret værdifuld indsats i moderne semantiske
studier øg i visse kredse tjene til at »rehabilitere« de religiøse udsagn.
Med henblik på det faktum, at dr. Hof er ansøger til det ledige professorat,
læser man naturligvis med særlig interesse to mindre maskinskrevne
afhandlinger, dels en på 85 sider med titlen »Existential och
dialektik. R. Bultmanns anvånding av beståmningar i Heideggers filosofi.
Ett utkast«, dels en på 51 sider med titlen »Samvetsbegrepp och
etisk teori. En begreppsanalys jåmte et utkast till en teologisk etik«.
Det førstnævnte arbejde giver en ikke dybtgående og ikke særlig
klarende, men dog ret akceptabel fremstilling af høvedpunkter i Heideggers
filosofi i dennes første fase. Skønt Hof lejlighedsvist rober et
vist kendskab til den senere produktion, er denne ikke udnyttet, end
ikke med henblik på en mere vidtrængende forståelse af det egentlige
sigte med »Sein und Zeit«. Herefter forsøges det nu at tolke Bultmann
så tæt op ad denne Heidegger som muligt. Væsentlig set kan også her
fremstillingen til nød akcepteres, skønt man spørger sig selv, om Hof
Afgang og udnævnelser af professorer 111
virkelig har forstået sådanne hovedord som »det existentiale« og »Geschichtlichkeit
«. Og navnlig er det en væsentlig mangel, at de afgørende
forskelle på Heidegger og Bultmann ikke klart præciseres. Direkte fejl
er ikke undgået. Således har Hof læst en bemærkning hos Bultmann
(K. u. M. I, s. 36, eller i Hofs udgave s. 39) om, at N.T. og lilosolien
stemmer overens i, »dass der Mensch sein eigentliches Leben nur auf
Grund der Tatsache fiihren kann, dass es ihm schon zu eigen ist«, uden
at agte på, at Bultmann i det umiddelbart folgende præcist understreger
den radikale forskel på N.T.s og filosofiens tale om disse ting.
Værre er det næsten, at både den senere Schelling, Kierkegaard,
Heidegger og Bultmann i ret hoj grad skal presses ind i Hegels »dialektiske
« skema. Værst gaar det her ud over Kierkegaard, som Hof kun
synes at have et særdeles overfladisk kendskab til (væsentlig formidlet
gennem W. Schulz's bog fra 1955 om die Spåtphilosophie Schellings).
Således skal Kierkegaards tale om »stadierne« forstås som noje parallel
til Hegels »dialektiska tankeschemat«, hvilket efter min forståelse er
helt misvisende.
Allerværst er dog nogle bemærkninger om Karl Barth. Dennes tale
om »das Nichtige«, der som bekendt hos Barth er et (stærkt misforståeligt)
udtryk for det onde, det dæmoniske, ja selve djævelen, forstås
af Hof som gældende mennesket, også når det, som Hof siger, er
»i tron«. I denne sammenhæng citerer han som »Belegstelle« (fra K.D.
III, 3.419 følgende:" »Im Blick auf Jesus Christus wird man von Nichtigen
in keinem Sinn sagen konnen, dass es noch ånders als fiir unsere
jetzt noch verhiillten Augen Bestand hat«, og kommenterer, at Guds
nåde ikke ophæver intetheden hos mennesket, men gør den åbenbar.
I den tilhørende note henviser Hof til Gustaf Wingren »Teologiens
metodfråga«, s. 62. Men denne grove fejl gør Wingren sig selvfølgelig
ikke skyldig i. Og iøvrigt må Hof have netop dette citat direkte fra
Barth.
Det tjener dog til Hofs ære, at han i litteraturfortegnelsen hverken
anfører noget af Barth eller af Kierkegaard. Men så burde han rigtignok
have ladet dem ligge.
'tilføjes må det, at Hof i en slags indledning siger, at det er »efter
stor tvekan vi inlåmnat foreliggende utkast bland våra ovriga specimina
«. Dette burde han afgjort ikke have gjort. Hvis min vurdering af
de tidligere nævnte arbejder er nogenlunde rigtig, forstår man ikke
fejl som de her påviste. Vel er i sammenhængen både Kierkegaard og
Barth bifigurer. Men i en større sammenhæng gælder dette jo ikke.
Navnlig det om Barth forekommer mig så kompromitterende, at man
ikke kan sætte parentes om det.
Det andet af de ovennævnte arbejder er karakteriseret dels af det
faktum, at Hof synes at betragte det som selvklart, at kristen etik
skal behandles inden for rammen af »almindelige« etiske undersøgelser.
112 Universilctets årbog 1967-68
dels at den »filosofiske« introduktion, der herefter må skønnes påkrævet,
selv er bestemt af den sproganalytiske filosofi. Vi får da udredninger
af, hvad sådanne grundord som samvittighed, pligt, etiske og ikkeetiske
værdier, autonom og heteronom moral og ikke mindst treklangen:
sindelagsetik, pligtetik og konsekvensetik og de forskellige mulige
kombinationer af disse former for etik betyder. Vigtigt er det for
forfatteren at påvise, hvordan de forskellige handlingsmønstre, ikke
mindst de, der traditionelt er blevet udledet af N.T.s tale om etiske
spørgsmål, forholder sig til de distinktioner eller skemaer, som man ved
rent analytisk behandling når frem til at opstille. Forfatterens glæde
ved skematisering og lyst til at opstille distinktioner viser sig atter i
fremtrædende grad.
Hele denne fremgangsmåde synes mig lidet frugtbar. Vi får f.eks.
ingen ordentlig drøftelse af, hvor vidt kristelig etik lader sig indføje i
de hermed angivne handlingsmønstre. Det efter mit skøn overordentlig
centrale spørgsmål, om det, humant set, er værdirealisterne eller værdipsykologerne,
der har ret, tages ikke op ø.s.v. Et sted slås det uden
videre fast, at etikken ikke kan klare sig med »et kærlighedsetisk program
«. Man slipper ikke uden om at spørge, hvad der er »ret og retfærdigt
«, Det nærliggende spørgsmål, hvordan man så skal forlige sig med
N.T.s påfaldende enstemmige henvisning til agape søm det i etisk henseende
altafgørende tages ikke op, lige så lidt søm det faktum, at en
lang række førende kristne etikere betragter en bog som Emil Brunners
»Gerechtigkeit« og tilsvarende romersk-katølske arbejder som direkte
vildledende. Der kunne fortsættes med kritik af denne art.
Når denne studie, modsat en række andre etiske arbejder fra »sproganalytisk
« hold, forekommer mig så utilfredsstillende øg uinteressant,
skyldes det imidlertid formodentlig en begrænsning i min opfatteevne,
muligvis dog også i nogen grad det faktum, at fremstillingen er så knap,
at det anvendte begrebsapparat i dets rent formale karakter dominerer
så stærkt. Selvfølgelig er det muligt at behandle kristelig etik ud fra de
her anvendte synsmåder, så bunduenig end f.eks. jeg er i denne frem-'
gangsmåde. Og det gælder om dette arbejde som øm »Metafor och
modeli«, at det formentlig kan læses med forståelse i den sproganalytiske
filosofis kredse, også hvor kristen tankesæt er fremmed eller synes
meningsløs.
Dr. Hofs små arbejder, trykte eller maskinskrevne, må det være overflødigt
at gennemgå. Dog vil jeg nævne, at jeg med megen interesse har
læst en kort artikel (9 sider) om den så vanskelige øg så forskelligt tolkede
bog af Dag Hammarskjold »Vågmårken«, Vi får her et meget
værdifuldt vidnesbyrd om, hvad Hofs fortrolighed med visse former for
mystik har kunnet betyde som nøgle til forståelse.
Alt i alt må det siges, at dr. Hans Hof trods ganske væsentlige
»pletter« har leveret så vægtige arbejder, at han afgjort må anses for
I
Afgang og udnævnelser af professorer 1 13
kvalificeret, omend efter mit skon ikke særlig hojl kvalificeret, til det
embede, han er ansøger til.
Følgende må imidlertid også overvejes; Mens det i den almindelige
kirkehistorie og de bibelske fag må siges at være uvæsentlig, om en professor
kommer fra en lidt anden tradition og uddannelse end den danske
(et let fremmed islæt kan tilmed virke befrugtende), ligger det
vanskeligere, når talen er om de systematiske fag. For mig at skønne
er det et alvorligt minus, om en professor i disse fag er uden egentlig
foling med mænd som Grundtvig og Kierkegaard, Mynster og Martensen
og da også dansk teologisk tænkning i dette århundrede. Hos dr.
Hof har jeg kun stødt på Kierkegaards navn og da i en sammenhæng,
hvor han tolkes alt for tæt op ad Hegel. Selvfølgelig kan man spørge,
om dette minus ikke opvejes af det faktum, at Hof i sin forskning har
søgt frem ad veje, der væsentligt er nye i førhold til dansk tradition.
Ønsker man et brud ikke bare med den afgåede professors tilgang til
problemerne, men med en meget lang tradition i dansk systematisk
teologi, er der håb øm, at Hof vil kunne bringe noget sådant. For mig
at skønne er det omtalte minus dog alvorligere end det antydede plus.
Men herom kan meningerne selvfølgelig være delte.
Da de andre tre ansøgere er fakultetet velkendte, skal jeg her tillade
mig at fatte mig kortere.
Poul Henning Jørgensen lik Københavns Universitets guldmedalje i
1954 for en afhandling om »En vurderende redegørelse for Schleiermachers
ethik ud fra hans ethiske skrifter«, jfr. Universitetets festskrift
november 1954, s. 140 ff. Dette arbejde uddybede og omformede han,
så det blev til skriftet: »Die Ethik Schleiermachers«, 1959. Min vurdering
af det har jeg givet i D.T.T. 1960, s. 246 IT, en vurdering, jeg
stadig vedkender mig. Det imponerede mig særligt, at Jørgensen
evnede at trænge så dybt ind i Schleiermachers antologi, at han forstod,
at den tidligere forskning (f.eks. Emil Brunner og Karl Barth)
med urette har ment, at det er en inkonsekvens, når Schleiermacher
placerer den teologiske fromhed som et højere udtryk for den absolutte
afhængighedsfølelse end den æstetiske. Sådan må man dømme, når
man ser det hele udefra. Forstår man derimod systemet indefra (her
fra antologien) beholder Schleiermacher ret.
Derefter kastede Jørgensen sig over studiet af Heidegger, især den
senere H. Det foreløbige resultat blev en lang, vanskelig og sprogligt
særdeles mangelfuld, men indholdsmæssigt fremragende artikel om
»M. Heidegger, en ny filosofisk religionsstifter«. (D.T.T. 1960). Disse
studier fortsattes i de følgende år med undersøgelse af den store produktion,
der stadig kom fra Heideggers pen. Men samtidig udvidedes
blikket, så også en række egentlige eksistensfilosøffer øg såkaldte eksi-
8
114 Universitetets årbog 1967-68
stensteologer blev inddraget i undersøgelsen. Resultatet blev den store
og meget stofmættede bog »Die Bedentung des Subjekt-Objektverhåltnisses
ftir die Theologi«, som Jørgensen den 10. okt. 1967 forsvarede for
den teologiske doktorgrad.
Min opfattelse af dette arbejde vil være fakultetet bekendt fra mit
oppositionsindlæg. De senere indlæg under disputationen har ikke i
nævneværdig grad kunnet ændre min opfattelse. Jeg betragter stadig
arbejdet som i opbygningen sjældent helstøbt, om der end her som
vistnok alle vegne, kan påvises mangler. Jeg mener desuden, at visse
centrale afsnit, således ikke mindst behandlingen af den senere Heidegger
og opgøret med andre forskere, der har taget samme emne op,
er fremragende dygtig, i god forstand overlegen. Meget mere kunne i
denne sammenhæng nævnes, således væsentlig set de vigtigste udredninger
i § 3 og § 4. Og jeg må stadig understrege, at Jørgensen undertiden
både i kritikken af lilosotfer som Giesebach og Heine og af teologer
som Bultmann, Gogarten og kredsen omkring dem, er uretfærdig,
undertiden tilmed påfaldende uretfærdig. Hovedtesen om eksistenslilosolTernes
og eksistensteologernes »nærhed til mystikken« kan kun
opretholdes for enkelte tænkeres vedkommende, f.eks. Buber og Marcel.
At der kan være lidt om det hos dem, som Jørgensen kalder de
avancerede eksistensteologer, skal ikke nægtes, ligesom det bør erindres,
at en så sober forsker som Gustav Brøndsted har været inde på
noget lignende, jfr. f.eks. også den efter mit skøn berettigede udtalelse
af Karl Barth, som Jørgensen (s. 323) anfører. Men at Jørgensen stort
set her i sit angreb skyder over målet, er for mig uomtvisteligt.
Da det er en vigtig videnskabelig opgave efter yderste evne at søge
at forstå sin »modpart« rigtigt, en opgave, der som bekendt næsten
aldrig løses helt tilfredsstillende, er denne indvending efter mit skøn
tungtvejende. Alligevel mener jeg, at doktorarbejdet vejer meget
tungt til som kvalitikatiønsarbejde, og at pastor J., når alt tages i
betragtning, er meget højt kvalificeret til det embede, han søger.
Jens Glebe Moller forsvarede 1. febr. 1966 ved Københavns Universitet
for den teologiske doktorgrad en dogmehistorisk studie »Doctrina
secundum pietatem«. Dette arbejde røber et ret omfattende kendskab
til hovedpunkter i den tidlige lutherske ortodoksis læreopfattelse og
evne til med klarhed at gennemføre en vurdering herudfra af en derfra
forskellig fromhedstype og teologisk opfattelse, jfr. også professor Leif
Grånes vurdering af arbejdet i »Kirkehistoriske Samlinger«, 1967,
s. 376 ff, hvor ganske vist visse kritiske indvendinger fremføres, men
arbejdet roses som kyndigt og konsekvent gennemfort.
Skønt dogmehistorien officielt hører ind under det kirkehistoriske
fagområde, er det klart, at kendskab til luthersk ortodoksi og evne til
at gennemføre en dogmehistorisk vurdering er af betydning for en proAfgang
og udnævnelser af professorer 115
fessor i systematisk teologi. Ud fra nutidige synsmåder er der ganske
vist tale om et meget begrænset felt, og det har ikke synderlig relation
til de fag, som det ledige embede traditionelt forpligter på.
I de seneste år synes dr. Moller særlig at have syslet med »semantiske
« studier. Men der foreligger endnu ikke noget storre arbejde om
disse emner fra hans hånd.
Hvorvidt han kan siges at være kvalificeret til det embede, han soger,
er det efter mit skon overllodigt at prøve at afgøre. Han kan nemlig ikke
siges at have sådanne kvalifikationer, at han kan placeres ved siden af,
endsige da over, sine tre medansøgere.
Niels Thulstrup fik i 1948 accessit for en prisopgave over emnet
»En fremstilling af Hegels etiske og retsfilosofiske hovedtanker, særlig
på grundlag af »Phånømenologie des Geistes« øg »Grundlinien der Philøsophie
des Rechts« øg en redegørelse for disse tanker til kristelig etik
(se Københavns Universitets festskrift 1948, s. 187 ff). De tø bedømmere
var enige om, at arbejdet nærmede sig stærkt til at kunne være
belønnet med guldmedalje.
Siden da har Thulstrup særlig kastet sig øver studiet af Søren Kierkegaard
og Hegel øg deres indbyrdes forhold, idet han også flittigt og
ømsigtsfuldt har inddraget studiet af de datidige danske øg tyske tænkere,
der har væsentlig betydning for disse to liløsøfTer, i sit arbejdsfelt.
Tillige har han kastet sig over studiet af den væsentligste litteratur om
Hegel øg praktisk talt hele den blot nøgenlunde betydningsfulde litteratur
øm Kierkegaard. Et synligt resultat heraf er en lang række gennemgående
indsigtsfulde øg omhyggelige anmeldelser og lign. Særligt
må her nævnes det store (296 maskinskrevne sider) arbejde på tysk
»Kierkegaard und Hegel. Eine geschichtliche und principiell Untersuchung.
I Die Forschungsgeschicht.« I dette arbejde, der var ment
som I del af et større hele, bringes en væsentlig kronologisk ordnet
gennemgang af alle nogenlunde vigtige arbejder (incl. tidsskriftartikler)
øm Kierkegaard øg dennes førhold til Hegel frem til 1959, da arbejdet
afsluttedes. Gennemgående er det kyndigt og solidt udarbejdet.
Og selv om det ikke tilsigter og da heller ikke når at give en samlet
fremstilling af det nævnte tema, ja ifølge bogens anlæg ofte bryder
op, når de vigtigste systematiske problemer melder sig, er det et
dygtigt og betydningsfuldt forarbejde til senere studier. Det viser
bl.a. sin førfatters vilje til at gå særdeles grundigt og omhyggeligt til
værks.
løvrigt har Thulstrup i årenes løb ganske særligt gjort sig bemærket
som udgiver af og kommentator til værker øg andre aktstykker fra
Kierkegaards pen, dels på dansk øg dels på tysk. Han har gennem disse
arbejder øg en række artikler i danske og nederlandske tidsskrifter
vundet sig et verdensnavn som specialist i Kierkegaard og Kierkegaard-
8*
116 Universitetets årbog 1967-6«
litteraturen. Af særlig betydning i den her givne sammenhæng er hans
store og meget grundige og kyndige udledninger og kommentarer til
»Philosophiske Smuler« og »Efterskriften«.
Vist er Thulstrups force først og fremmest den egentlige real-kommentar,
personal- og litteraturhistoriske oplysninger i disse ords videste
betydning. På disse felter er han vel nærmest uovertruffen, måske
uovertræffelig. Men gang på gang rober han kendskab til og forståelse
for skifternes tankemæssige indhold, omend i hvert fald jeg ofte kunne
have ønsket adskilligt mere til belysning af dette. Kun på ganske enkelte
punkter kan han siges her at have fort forskningen videre. Men
der er dog bemærkelsesværdige eksempler på, at Thulstrup har evnet
at kaste nyt lys over et »systematisk« teologisk eller lilosofisk problem.
Den seneste frugt af Thulstrups studier over disse emner er det arbejde
»Kierkegaards forhold til Hegel«, som han 1. juni 1967 forsvarede
for den teologiske doktorgrad. Min vurdering af dette arbejde har jeg
givet i mit oppositionsindlæg. Også her samler interessen sig især om
det historisk-genetiske med minutiøst omhyggelig udnyttelse af kildematerialet.
Det er imidlertid klart, at arbejdet som uundværlig forudsætning
har en bestemt opfattelse så vel af Kierkegaards som af Hegels
tankeverden. Forståelsen af Kierkegaard kan jeg helt tilslutte mig,
mens jeg, hvad Hegel angår, som det vil huskes, havde mine kritiske
forbehold, som dog ikke angik det helt centrale.
Man kunne imidlertid nok have ønsket en direkte konfrontation af
de to tænkere og i øvrigt også en mere direkte udredning af det spørgsmål,
om de forskere har ret, der helst vil føre praktisk talt hele Kierkegaards
filosofiske begrebsapparat tilbage til Hegel.
Thulstrups interessefelt er ret begrænset. Dog har han ofte på forskellig
vis, især i litteraturanmeldelser, vist, at han spænder adskilligt
videre end til Hegel øg Kierkegaard og de tænkere, der har meget direkte
relation til dem. Det seneste mig bekendte arbejde, en 21 sider
lang artikel i festskriftet til Billeskov Jansen om »An Observation Concerning
Past and Present Hermeneutics«, er da også et klart vidnesbyrd
herom.
Til trods for, at dr. Thulstrups indsats på det egentlig systematiskteologiske
felt ikke er særlig stor, må det efter mit skøn fastslås, at
denne særdeles omhyggelige forsker er smukt kvalificeret til det ledige
professorat.
Jeg tillader mig at tilføje følgende : Skulle dr. Thulstrup ikke få det
embede, han nu er ansøger til, ville det, så vidt jeg ser, være meget
ønskeligt, at han på anden måde kunne knyttes fastere til Universitetet,
end sket er gennem den lektorstilling, han i øjeblikket har.
Københavns Universitet bør i sin lærerstab have en specialist i Kierkegaard,
når en sådan findes.
Afgang og udnævnelser af professorer 117
Det vil herefter skønnes, at valget efter min opfattelse må stå
mellem Jørgensen og Thulstrup, hvilket ikke betyder nogen underkendelse
af Hofs kvalifikationer.
En sammenligning af de to nævnte er uhyre vanskelig, idet det i
sjælden grad gælder, at den ene har sine fortrin, hvor den anden har
sine mangler.
Da imidlertid P. H. Jørgensen efter mit skøn har vist langt den
største systematisk-teologiske formåen, er jeg endt med følgende placering:
1) P. H. Jørgensen, 2) Niels Thulstrup, 3) Hans Hof og 4) Jens
Glebe Møller«.
Bedømmelserne blev i overensstemmelse med ovennævnte anordnings
§ 3, stk. 7 tilstillet ansøgerne, af hvilke dr. P. H. Jørgensen og
dr. Jens Glebe Møller indsendte bemærkninger.
Ved skrivelse af 15. november 1968 tilbagekaldte dr. Hof sin indgivne
ansøgning.
Efter at fakultetet i møde den 29. november 1967 havde behandlet
indstillingerne, og efter at sagen havde været forelagt rektor, udfærdigede
udvalget under 20. december 1967 følgende fællesindstilling:
»Det fremkomne resultat er, at et flertal af udvalget, Holm og Hygen,
indstiller, at dr. Thulstrup udnævnes til det ledige embede, medens
mindretallet, professor Søe, betragter dr. Jørgensen som den bedst kvalificerede
og indstiller ham som nr. 1 af de fire. Professor Hygen ønsker
at tilføje, at han i en sådan rangfølge ville placere dr. Jørgensen som
nr. 3, men dog således at hans kvalifikationer holdes for utvivlsomme«.
Denne indstilling blev i overensstemmelse med anordningens § 3, stk. 7,
tilstillet ansøgerne, af hvilke dr. Jørgensen indsendte bemærkninger.
Efter at fakultetet i møde den 4. januar 1968, i hvilket fakultetets
10 medlemmer samt professorerne Hygen og Soe var tilstede som
stemmeberettigede, havde tiltrådt indstillingen med 8 for flertalsindstillingen,
1 imod og 3 som undlod at stemme, tiltrådtes den af
Konsistorium i møde den 28, februar 1968.
Under 21. marts 1968 videresendtes indstillingen til ministeriet,
hvorefter sognepræst, lektor, dr. theol. Niels Thulstrup ved kgl. resolution
af 10. april 1968 blev udnævnt til professor i systematisk teologi
ved Københavns universitet fra den 1. maj 1968 at regne.
b. Oprettelse af et ordinært professorat i sociologi og konstitution af
docent, fil. dr. Joachim Israel som professor i dette fag
(j. nr. 294/66).
Under 30. januar 1965 afgav det rets- og statsvidenskabelige fakultet
følgende indstilling:
118 Universitetets årbog 1967-68
»Fakultetet skal herved indstille, at der på normeringsloven for finansåre1
1966/67 oprettes et ordinært professorat i sociologi.
Faget sociologi har i mange år indgået som valgfrit fag under det
statsvidenskabelige studium og undervisningen er fra 1950 varetaget
af dr, Kaare Svalastoga. Efter at der var blevet oprettet et professorat
i sociologi under det rets- og statsvidenskabelige fakultet, overdroges
det fra den 1. september 1950 dr. Kaare Svalastoga at varetage de til
professoratet knyttede forpligtelser. I 1955 blev dr. Kaare Svalastoga
konstitueret i embedet og fik fra den 1. april 1956 udnævnelse som
professor i sociologi ved universitetet.
På professor Svalastogas initiativ oprettedes der i 1950 en Sociologisk
Afdeling under Økonomisk-Statistisk Laboratorium, og i 1955
skiltes denne afdeling ud som et selvstændigt institut med navnet
Sociologisk Institut. Udover professor Svalastoga, der bestyrer instituttet,
er der hertil fast knyttet 2 videnskabelige assistenter samtidig
med, at instituttet fungerer som arbejdsplads for en række interesserede,
lost tilknyttede forskere.
I 1958 oprettedes et konferensstudium i sociologi under det rets- og
statsvidenskabelige fakultet, og i de følgende år opbyggedes studiet således,
at der nu foruden ovennævnte er en lærerstab bestående af 1 professor,
3 lektorer, 2 undervisningsassistenter og 1 universitetsadjunkt.
Tilgangen til studiet har siden 1958 været meget stærkt stigende.
Den var i 1959 1, i 1960 3, i 1961 10, i 1962 21, i 1963 52 og i 1964 103
og er således hvert år blevet fordoblet.
Med det stærkt stigende studentertal vil undervisningsarbejdets
omfang i den kommende tid blive væsentligt forøget. Hidtil har 2. dels
undervisningen alene været henlagt til professor Svalastoga, idet al
øvrig lærerkraft har måttet vies til undervisning af det stærkt ekspanderende
antal 1. dels studerende. Antallet af 2. dels studerende er nu
15, men forventes i årets løb at stige til 30. I løbet af 1966 kan der forventes
en yderligere tilgang på ca. 60. Selv om det vil være forsvarligt
at overlade en del af 2. dels undervisningen til lektorer, må det dog
anses for nødvendigt, at den til faget hørende undervisning og forskning
fremtidigt varetages af 2 professorer.
Det vil for professor Svalastoga blive uoverkommeligt alene at varetage
den væsentligste del af 2. dels undervisningen, idet han, samtidig
med at lede det videnskabelige arbejde ved instituttet, med den stærke
stigning i antallet af 1. dels studerende får en stærkt forøget arbejdsbyrde
ved at lede og føre tilsyn med 1. dels undervisningen, der nu
yderligere er i færd med at blive udbygget.
Som motivering for fakultetets forslag skal der endvidere henvises
til, at sociologien er et fag i rivende udvikling, og det er først i den
sidste halve snes år, man er begyndt med systematisk at dyrke dete
fag ved Københavns universitet. I U.S.A. og ved adskillige europæiske
I
Afgang og udnævnelser af professorer 119
universiteter findes der en fuldt udbygget undervisning og forskning
såvel i generel sociologi som i sociologiske specialer, og det vil være
meget beklageligt, hvis man herhjemme ikke kan tilbyde en tidssvarende
undervisning i de sociologiske discipliner.
Under henvisning til det foranstående skal fakultetet derfor indstille,
at der oprettes et ordinært professorat i sociologi pr. 1. april 1966.«
Herefter blev der på normeringsloven for finansåret 1966-67, jfr.
folketingstidende for 1965-66, tillæg A, spalte 1703-04, oprettet et
professorat i sociologi.
Efter at det således oprettede embede var blevet opslået ledigt, blev
under 12. september 1966 de indkomne 7 ansøgninger, nemlig fra lektor,
direktør, cand. psych. Eggert Petersen, professor Carl-Gunnar
Janson, lektor, cand. jur. Erik Høgh, docent, fil. dr. Erland Jonsson,
dr. Agne Lundquist, docent, fil. dr. Joachim Israel og professor Ulf
Himmelstrand, tilstillet universitetet til erklæring.
Til at bedømme de indkomne ansøgninger nedsatte det rets- og statsvidenskabelige
fakultet i henhold til § 2, stk. 2, i kgl. anordning af
5. februar 1953 om ansættelse af professorer ved Københavns universitet
et udvalg bestående af professorerne, dr. phil. Kaare Svalastoga,
dr. jur. Verner Goldschmidt og Sverre Lysgaard, Ph.D., Oslo.
Professorerne Himmelstrand og Janson har senere trukket deres
ansøgninger tilbage.
Under 23. marts 1968 afgav udvalget følgende indstilling:
»Erik Høgh er født i København i 1929. Han blev cand. jur. 1954
og ansattes 1958 som videnskabelig assistent, senere amanuensis, ved
Københavns universitets sociologiske institut. Han er siden 1964
lektor i sociologi ved universitetet og siden 1953 lærer i sociologi ved
Danmarks sociale højskole. Høgh har til bedømmelse indleveret 45
nummererede publikationer. Disse publikationer samler sig hovedsagelig
om tre sociologiske emneområder:
1) Politisk sociologi (13 numre)
2) Massekommunikation (12 numre)
3) Sociale afvigelser (11 numre)
Også de specielt forskningsprægede bidrag ligger hovedsagelig inden
for de tre nævnte områder.
Han har på en meget alsidig måde beskæftiget sig med politisk
sociologiske emner. Han har hertil benyttet såvel dokumentariske som
interrogative metoder og såvel simultananalyse som sekventiel analyse.
Inden for dette felt ligger også hans hovedarbejde, den ca. 500 stencilerede
sider store afhandling om vælgeradfærd.
I dette arbejde tager Høgh op til undersøgelse et dokumentarisk ma120
Universitetets årbog 1967-68
teriale, der gør det muligt at følge den enkelte vælgers politiske stillingtagen
fra valg lil valg i perioden 1849-1898 i enkelte danske valgkredse.
Afhandlingens to vigtigste afhængige variable er defineret ved den
typiske situation ved et politisk valg: Der præsenteres alternativer
inkluderende det alternativ, at man ikke afgiver sin stemme. Den
første variabel af interesse før forfatteren er netop frekvensen med
hvilken det alternativ ikke at afgive sin stemme forekommer og betingelserne
før dets variation (eventuel kømplementærværdien: valgdeltagelsesfrekvensen).
Den empiriske definition af denne variabel
er ret ukompliceret. Den anden variabel søger at måle tendensen til
at preferere visse alternativer på bekostning af andre blandt dem, der
deltager med deres stemme i valget. Specielt i det tidsrum, forfatteren
har valgt at behandle, byder den empiriske definition af denne variabel
på adskillige problemer, specielt fordi der ved periodens begyndelse
ikke findes et sæt af veldefinerede politiske partier, søm kandidaterne
ved et valg kan henregnes til. Ved behandlingen af dette problem følger
forfatteren Nordengård øg til dels Elberling, idet han overtager
Nørdengårds konservatismeskala. Men forfatteren standser ikke hermed.
Han går videre med en økologisk analyse af kønservatismeintensitet
øg -udbredelse i førhold til teoretisk forventede korrelater, og
det lykkes ham derigennem at vise, at den Nordengård'ske skala giver
rimelige resultater (se pp. 76-77).
Forfatterens vigtigste uafhængige variable er a) tidsfaktoren, hvor
han ved hjælp af en ret omfattende analyse søger at etablere og forklare
variationer i vælgerdeltagelse og politisk præference over tiden,
b) afstandsfaktøren, hvor han meget elegant dokumenterer ikke blot
afstandens betydning før valgdeltagelse, men også dens differentielle
virkning for forskellige erhvervsgrupper, c) status- og erhvervsfaktoren
og d) bopæl med specielt henblik på urbaniseringsgrad.
Afhandlingen bærer dog i sin nuværende form præg af at være et
uafsluttet arbejde. Der forekommer et betydeligt antal sproglige øg
til dels talmæssige fejl, redaktionelle mangler samt enkelte tvivlsomme
eller uførklarede operationaliseringer.
Mindre omfattende, men fremdeles sekventiel er det 4 års follow
up studie af en gruppe danske studenter med henblik på forandringer
i politisk interesse og indstilling under studietiden (35). Selv om også
andre end Høgh deltog i den omhandlede undersøgelse har han dog
selvstændigt gennemført den analyse, der gives i nr. 35.
I en undersøgelse af folketingsvalget 1950 (nr. 33,34) præsenteres
en ret detaljeret økologisk analyse af forholdet mellem politisk adfærd
og strukturelle karakteristika i 85 byer og 320 landkommuner i Danmark
Høgh vender også tilbage til folketingsvalget 1950 i en lille forskningsnote
(nr. 36), hvor han påviser en ret høj opiniønsstabilitet 1924-1950
for et udvalg af landdistrikter.
Afgang og udnævnelser af professorer 121
Hans øvrige politisk-sociologiske forskningsarbejder ligger ikke på
højde med de allerede nævnte, idet de analyser, der gives af funktionærers
og arbejderes politiske indstilling mere har karakter af markedsundersøgelser
med de svagheder, der følger af tidspres (se f. eks. 37,38,39).
Hans forskning indenfor massekommunikationsfeltet bærer regelmæssigt
præg af markedsforskningens hårde vilkår: De korte tidsfrister
med deraf følgende tendens til at afslutte den sociologiske analyse
for tidligt. Alt for ofte præsenteres det endelige fund i form af en
procentfordeling med indstillinger opdelt på en ret stereotyp måde
(se specielt H9-H17). Samtidig viser disse undersøgelser dog også
Høghs betydelige evner som initiativtager til og administrator af
undersøgelser, der giver et værdifuldt materiale om indstillingsvariationer.
Forskningsbidragene indenfor feltet: afvigende adfærd er som helhed
mere tilfredsstillende, men forfatterens rolle er her hyppigt noget
perifer, og ingen større bidrag foreligger fra hans hånd inden for dette
forskningsfelt. Af fem publikationer i denne kategori er én et metodologisk
bilag til Socialforskningsinstituttets publikation nr. 1 om de langvarigt
understøttede, én udgøres af nogle kapitler (ca. 35 sider) i
Wolf & Høghs Kriminalitet samt tre tidsskriftartikler, hvoraf de to
i samarbejde med andre.
lait 29 numre i publikationslisten udgøres af forskningsrapporter,
12 kan klassificeres som orienterende fremstilling, væsentlig til undervisningsbrug,
og de øvrige 4 er populærvidenskabelige bidrag.
I adskillige af Høghs publikationer (nr. 11, 12, 13 og 27) findes
prisværdige forsøg på at formalisere idé- og hypoteseprøduktiøner.
I Høghs mere pædagogisk orienterede skrifter savner man hyppigt
en mere grundig gennemarbejdelse af stoffet. Der er også en tendens
til etnocentricitet. Således er væsentlige dele af hans Sociologi en
diskussion af danske forhold.
De mere populariserede redegørelser (nr. 2, 26, 27 og 45) lindes der
ikke grund til at gå nærmere ind på i denne forbindelse.
Joachim Israel er født i 1920. Af de noget summariske biografiske
data, han har meddelt, fremgår, at han har opnået filosofisk licentiateksamen
(tid og sted uoplyst). Det vides også, at han har erhvervet
den filosofiske doktorgrad ved Stockholms universitet. Han synes at
have fungeret dels som ekstraordinær docent i sociologi, dels som
universitetslektor ved Stockholms universitet 1956-1963, hvorefter
han siden 1963 er knyttet til Uppsala universitet som indehaver af
en »forskartjånst« i medicinsk sociologi. Han har desuden været lærer
i psykologi ved Statens Sjukskoterskeskola 1951-1957. Han har holdt
gæsteforelæsninger bl. a. ved flere amerikanske universiteter. Efter
indbydelse af Bell Telephone Laboratories tilbragte han et år (1958)
122 Universitetets årbog 1967-68
som forsker i U. S. A. Han har også været benyttet som UNESCO
ekspert i Israel.
Israel har til udvalget fremsendt en liste over sine skrifter, der omfatter
ialt 55 numre, hvoraf dog de 7 ikke er ønsket inddraget under bedømmelse.
De resterende 48 numre fordeler sig på almindelig sociologi,
medicinsk sociologi og arbejdssociologi og omfatter teori og metodik,
forskningsbidrag, lærebogsbidrag og populærvidenskabelige arbejder.
Israels bidrag til sociologien ligger hovedsagelig inden for to områder:
Mikrosociologi eller socialpsykologi samt medicinsk sociologi.
En betydelig del af hans produktion omfatter, hvad vi har betegnet
som lærebogsbidrag o. lign., det vil sige lærebøger, bidrag til læreboger,
redegørelser for andres teorier, metoder eller forskningsresultater.
Hans vigtigste bidrag til sociologien er uden sammenligning den
række af kontrollerede eksperimenter, som han har gennemført og
rapporteret om i publikationerne nr. 1, 16, 25 øg 29, alle publiceret
1 tidsrummet 1956-1964. Han fremtræder gennem disse studier søm
en af de meget få skandinaviske pionerer i laboratørieeksperimenter
med grupper. Det er da også hovedsagelig gennem disse arbejder at
hans navn er blevet kendt også uden for Norden.
Der rapporteres i de nævnte publikationer om ialt 6 gruppeeksperimenter,
hvoraf det sidste er udført i samarbejde med Himmelstrand,
øg det første udgør den svenske del af en komparativ studie
ledet af Schachter. De tre første eksperimenter er samlet i bogen Selfevaluation
and Rejection in Groups, 1956 (nr. 1). Det teoretiske udgangspunkt
er det såkaldte gruppedynamiske, der i nøgen grad vanskeliggør
sammenligning med mere konventionel sociologisk teori.
Forfatteren har dog gennem disse eksperimenter vist betydelig optindsomhed
og teknisk snilde. Ganske særlig fremhæves eksperiment nr.
2 (publ. nr. 1), der tester virkningen af førskellige belønningsstrukturer
i gruppen på medlemmernes tendens til at akceptere eller forkaste
hinanden, samt eksperiment nr. 5 (publ. nr. 25), der dokumenterer
en tendens til at førandre mening i retning af en antaget majøritetsmening.
Begge disse studier kan betegnes søm elegante.
Israels mere teoretiske eller metodisk orienterede artikler inden
før mikrøsociøløgien dækker liere forskellige emner. Han har med
stor indsigtsfuldhed diskuteret problemer i forbindelse med generalisering
på basis af gruppe-eksperimenter (nr. 10, 1957). I et indlæg
ved den internationale sociologiske køngres i 1959 behandlede han
atter visse fundamentale forskningsproblemer: Valget mellem det
kontrollerede eksperiment, der normalt forudsætter simultananalyse,
og på den anden side en mindre grad af kontrolleret manipulation i
forbindelse med en sekventiel analyse. Han beskæftiger sig ofte bl. a.
med det vigtige og vanskelige problem, der består i at etablere ensAfgang
og udnævnelser af professorer 123
artethed mellem to eller flere undersøgelser i henseende til variable,
der ønskes holdt konstante.
I andre publikationer har han beskæftiget sig med forskellige
forskningstekniske problemer: Coombs' skaleringsteknik, graph- teori
og facetanalyse. Ingen af disse analyser er særlig indgående, men viser
dog en prisværdig interesse for metodologisk eksperimentering (nr.
12, 32 og 40, den sidste i samarbejde med Bo Anderson).
Af Israels mere generelle bidrag til sociologisk teori er det vigtigste
den programmatiske artikel »Sociology øf Social Scientists«, 1966
(nr. 42). Forfatteren synes her at anbefale en »evaluational approach«
i socialvidenskaberne, der på den ene side kan medfore en øget socialvidenskabelig
indflydelse i samfundet, men på den anden side indebærer
en vis risiko for subjektivisme.
Israels empiriske bidrag til den medicinske sociologi består af ialt
seks forskningsrapporter, alle daterede fra 1962-1967. Hele fire af
disse er kommissiønsbestilte arbejder, hvor en vis indskrænkning af
forskerens handlefrihed normalt gør sig gældende. Samtlige disse fire
arbejder karakteriseres ved en klar fremstillingsform og en omhyggelig
dokumentering af svarfordeling gennem procentberegnede tabeller.
Men samtlige kendetegnes også ved en vis gennemgående mangel på
mere intensiv analyse.
Det bør fremhæves, at Israel viser en fremragende pædagogisk evne
og en klar fremstillingsform, ligesøm hans øversigtsarbejder er funderet
i ret omfattende studier, samt at han lægger et betydeligt kritisk talent
for dagen.
Erland Jonsson er født i Robertsførs i Sverige i 1932. Han opnåede
licentiateksamen i sociologi 1958 øg blev doktor i filosofi 1963. Han er
siden 1957 knyttet til Stockholms Universitet, i den senere tid søm
docent, og er samtidig konsulent ved Statens Institut for Folkhålsan.
Erland Jønssons produktion består af ialt 53 skrifter, der alle udgøres
af tidsskriftartikler, bidrag i bøger eller korte stensilerede udredninger.
Han kan således ikke ses at have samlet sig om et større
selvstændigt videnskabeligt arbejde.
Yderligere skal bemærkes, at af de 53 registrerede bidrag er de 39
publiceret sammen med andre forskere øg sådan at der i langt de
fleste tilfælde ingen mulighed består for at udskille ansøgerens bidrag.
Hans forskning kan siges hovedsagelig at beskæftige sig med to
problemfelter:
1) Sociologisk metodologi, specielt interviewingsproblemer.
2) Det fysiske milieus indflydelse, specielt betydningen af ekstreme
forandringer i lugt- og støjniveau.
Et noget mindre antal artikler beskæftiger sig med arv/milieuprøblemet
gennem tvillingundersøgelser.
124 Universitetets årbog 1967-68
Som helhed kendetegnes hans produktion ved en betydelig metodologisk
omhu.
Jonssons stærke interesse for metodologiske problemer har hl. a.
givet sig udslag i forskning, der har givet vigtig information om fejlfrekvens
og fejlfaktorer, associeret med spørgsmålets form og med
interviewerens person i interviewundersøgelser. Den viser sig også i
hans prisværdige bestræbelse på at opnå oget validitet i slutninger
gennem anvendelse såvel af laboratorieeksperimenter som gennem
felteksperimenter (se fx. J 31 og J 33, J 17, .1 22, .1 39, J 15, .1 16, J 24).
Hans studier af socialfaktorer i tilpasning til støj og lugt er regelmæssigt
præget af metodologisk opfindsomhed og omhyggelig analyse.
Se fx. oversigtsartiklen .1 27. Men samtidigt er det nødvendigt at
påpege, at en betydelig del af hans produktion ligger i den sociologiske
videns periferi snarere end i dens centrum. Således har han i hele sin
forskning vedrørende det fysiske milieu kun i beskedent omfang berørt
sociale interaktionsprocesser.
Endvidere præges hans orientering af en betydelig etnocentricitet.
Selv hvor emner behandles, der har været ret indgående diskuteret af
mange ikke-svenske sociologer, vil Jonssons refencer hyppigt være
overvejende svenske med ret tilfældige henvisninger til ikke-svensk
litteratur (se f. eks. J 5, 13 og 14).
Ayne Lundquist er født i 1919 og blev doktor i 1955. Han var fra
1957 til 1966 docent i sociologi ved Uppsala Universitet øg er fra 1966
universitetslektor ved Lunds Universitet.
Lundquist har til bedømmelse indsendt i alt 19 skrifter, hvoraf dog
nr. 2 øg nr. 7 er identiske. Med få undtagelser (en artikel om befolkningsudviklingen
på Øland, en intensiv analyse i manuskript af metodismens
udvikling i Uppsala, samt en bog og en artikel om den
ungarske minoritet i Sverige) har hans produktion koncentreret sig
øm arbejdssociologiske problemer.
Bortset fra den meget grundige dokumentariske analyse af metodismens
vækst i Uppsala (En frikyrkoforsamling, 1949, revideret 1959)
må det også siges at forfatterens mest betydningsfulde videnskabelige
produktion ligger inden for det arbejdssociologiske felt. Han har bl. a.
studeret arbejdstilpasning blandt ansatte i industrien (1955), forskellige
aspekter af rollen søm arbejdsleder (formand) og deres relation
til fravær på arbejdspladsen samt arbejdernes tilfredshed med
formanden (1957), endvidere forholdet mellem indstillingen til arbejdet
og på den anden side fravær, personalømsætning og ulykkesfrekvens
(1957, 1958). Endelig har han taget ledelsesproblemer op, såvel i en
studie fra 1965 (Ledarskap på Arbetsplatsen) som i en monografi fra
1967 (Ledara, Grupp, Miljø). Da hans øvrige publikationer indenfor
arbejdssociologien alle har et mere pædagogisk eller praktisk sigte.
Afgang og udnævnelser af professorer 125
forekommer det rimeligt at lægge afgørende vægt på de fem arbejder
fra hans hånd, som giver indtryk af den mest intensive forskningsindsats
inden for hans hovedområde, nr. 7, 8, 9, 10 og 14. Det skal
bemærkes, at Lundquist ikke har givet bidrag til den almene sociologi
og heller ikke har beskæftiget sig med mere principielle teoretiske
eller metodologiske problemer i sociologien.
1 disse empiriske undersøgelser kaster forfatteren nyt lys over to
hovedproblemer inden for arbejdssociologien: den personlige tilpasning
til arbejdsorganisationen og til det omgivende sociale milieu,
og ledelsesmonstret. Han er som forsker meget omhyggelig, giver nøjagtige
informationer om sine fremgangsmåder og er meget forsigtig
i sine konklusioner. Som hans hovedværker kan man vel anse doktorafhandlingen
om Anpassning i Hem och Samhålle. (1955) samt bogen
om Arbetsledare och Arbetsgrupp. (1957).
I Anpassning i Hem och Samhålle 1955 lindes således en empirisk
undersøgelse af førskellige aspekter af tilpasning som observeret i
to bedrifter i Huskvarna og i tre bedrifter i Katrineholm. Det totale
antal i undersøgelsen inddragne personer er ca. 3000 med ca. 2000
industriansatte 18 år og derover og ca. 1000 hustruer. Flertallet af
de undersøgte ansatte var arbejdere. De afhængige variable udgøres i
første række af tilpasning til bosted, til arbejde og til lokalsamfundet
(p. 244). Tilpasning defineres som graden af overensstemmelse mellem
aspirationsniveau øg opnåelsesniveau. De uafhængige variable opdeles
i tidsfaktorer (alder, residentiel anciennitet og arbejdsanciennitet)
baggrundsfaktorer (distinktionen mellem indfødte og tilflyttede) øg
»nufaktorer« (f. eks. køn, livsstilling) samt social participation.
Der er en vis mangel på forsøg på sociologisk generalisering. Derved
nærmer beskrivelsen sig undertiden det mere lokalgeografiske. Det er
således vanskeligt at få øje på den sociologiske signifikans der skulle
retfærdiggøre den stadige tilbagevenden til de to byer H & K. For de
fleste sociologiske formål synes distinktionen overflødig.
Analysen gør et vederhæftigt indtryk. Det er muligt såvel at rekonstruere
de observerede tal søm at følge forfatterens gradvise nuancering
af analysen (procentberegning typisk for flere faktorer konstant,
signifikatiønsberegning også for flere faktorer konstante øg endelig
kørrelationsberegning). Det bør fremhæves at arbejdet er et af de
første betydelige empiriske bidrag til arbejdssociologien i Norden.
I publikationen Arbetsledare (1957) rapporteres om en undersøgelse
af arbejdslederrøllen i 10 svenske virksomheder med interview af ca.
200 førmænd øg ca. 2000 arbejdere. Forfatteren når her frem til nøgle
meget interessante men tentative konklusioner med hensyn til de
egenskaber, en formand og et arbejdshold skal have, hvis holdet skal
kendetegnes ved lavt fravær.
Adskillige af Lundquists publikationer med undtagelse af doktor126
Universitetets årbog 1967-68
afhandlingen og enkelte mindre arbejder sigter mod en populær formulering,
som vanskeliggør den fulde videnskabelige udnyttelse af materialet.
Eggert Petersen er født i Bovrup 1927. Han blev efter studentereksamen
fra Aabenraa statsskole og soofficersskoleeksamen først søløjtnant
og avancerede senere til orlogskaptajn (1961). Han er cand.
psych. fra 1956 og blev i 1967 dr. phil. Han var knyttet til Militærpsykologisk
Tjeneste 1954-55 og 1957-1962.
Han er fra 1963 også leder af »Mentalhygiejnisk Forskningsafdeling«.
Siden 1966 er han lektor i sociologi ved samfundsfagsstudiet ved Københavns
Universitet.
Eggert Petersen har til bedømmelse fremsendt to videnskabelige
monografier, den ene hans doktorafhandling, den anden redegørelsen
for undersøgelser af »trivsel på arbejdspladsen«. Herudover er indsendt
ialt 15 skrifter, der har karakter af interne administrative rapporter
og ikke kan siges at være meget relevante i denne sammenhæng.
Endvidere er en samling af artikler fra »Mentalhygiejne« og »Tidsskrift
for Søvæsen« indsendt. Alle disse kan karakteriseres som populærvidenskabelige.
Eggert Petersens vigtigste bidrag til sociologien udgøres således
dels af hans doktorafhandling om »Sanktioner og trivsel i et autoritært
ledet socialt system« dels af det utrykte arbejde »trivsel på arbejdspladsen
« I og 11 (1967), i hvilket ansøgeren har skrevet hele det første
bind samt det væsentligste af det andet (fem kapitler). Denne sidste
monografi foreligger dog ikke i en trykfærdig stand, idet flere kapitler
oplyses endnu ikke at være skrevet. Der findes heller ikke nogen indholdsfortegnelse
til bind II og for hele undersøgelsen savnes en redegørelse
for den benyttede litteratur. Rigtignok foreligger der i stenciltryk
to mindre forløbere dateret 1964 til den endelige rapport, hvori
en bogliste gives.
Alligevel må Trivsel på Arbejdspladsen anses for en torso, hvilket
betydeligt vanskeliggør bedømmelsen af arbejdet.
Eggert Petersens doktorafhandling, »Sanktioner og trivsel i et autoritært
ledet socialt system«, analyserer data stammende fra observationer
af 991 menige fordelt på 22 marinetjenestesteder. Undersøgelsens
feltarbejde foregik i Danmark 1960. Der blev indhentet såvel
spørgeskemadata om trivsel og social baggrund, som dokumentariske
oplysninger om sanktioner og tjenestebedømmelser. Hovedudgangspunktet
er påstanden: Kriminalitet (S) bliver til ved et »samspil«
mellem person (P) og milieu (T), det vil sige
S =f(P,T)
hvor P og T opfattes som faktorer med uspecificeret antal elementer.
Forfatteren forfølger dog ikke dette deterministiske oplæg videre, men
Afgang og udnævnelser af professorer 127
går stærkt inilueret af G. Raschs arbejder over til en forenklet stokastisk
model, hvor kriminaliteten (antal militære sanktioner) søges forklaret
ved tre faktorer; Tjenestetidens længde, en personlig sanktionstilbøjelighedsvariabel
og en tjenestestedssanktionsfrekvens variabel.
Efter på lignende måde at have defineret trivsel, undersøges parvise
relationer mellem personlig sanktionstilbøjelighed og en række øvrige
faktorer til dels med konstantholden af tredie faktor.
Forfatteren er stærkt optaget af statistiske problemer. Han synes
derimod ikke at interessere sig for muligheden af at inkorporere sine
resultater i den almindelige sociologiske viden.
»Trivsel på arbejdspladsen« (1967) må, til trods for dets ufærdige
karakter, anses for et noget mere modent forskningsarbejde end
Sanktioner, idet forfatteren viser en betydelig evne til at rette kritikkens
lys mod sine egne metoder og derved ledes til frugtbare ideer
til dyberegående, videre undersøgelser.
Som den nu præsenteres, giver Trivselundersøgelsen et betydeligt
bidrag til problemet om, hvordan trivsel og effektivitet hænger sammen
med virksomhedsvariable, arbejdsgruppevariable og individuelle variable
i sociale systemer. Analysemetoden er dog ret primitiv som forfatteren
også selv er klar over.
Generelt gør Eggert Petersens arbejder indtryk af en manglende
fortrolighed med standardværkerne i den sociologiske metodik. Samtidig
bør det dog fremhæves, at han har vist en prisværdig interesse
for at prøve nye kvantitative metoder indenfor sociologien.
K o n k l u s i o n .
Vi finder, at lektor, dr. Eggert Petersen endnu ikke i tilstrækkelig
grad har dokumenteret fortrolighed med den moderne sociologi. Han
kan derfor ikke komme i betragtning ved besættelsen af det ledige
professorat.
Vi har fundet det vanskeligt at vurdere docent, dr. Erland Jonssons
kvalifikationer, fordi han så hyppigt har publiceret sine bidrag sammen
med andre. Selv om vi tager den samlede produktion i betragtning,
finder vi dog, at den vidner om en vis ensidighed med hensyn til emnevalg
og problemstilling. Samtidig må vi dog fremhæve værdien af hans
metodiske opfindsomhed og skarpsindighed.
Vi har også været stillet overfor en vanskelig opgave ved vurderingen
af lektor Erik Høgh, fordi hans vigtigste bidrag endnu ikke
fremtræder som et færdigt gennemarbejdet værk. Hans produktion
præges endvidere af nogen ujævnhed, fordi der ofte består et vist
misforhold mellem rigdommen på ideer og den videnskabelige gennemførelse
af disse. Samtidig skal vi fremhæve, at han både med hensyn
til emnevalg, problemstillelse, metode og teori lægger en betydelig
alsidighed for dagen.
128 Universitetets årbog 1967-68
På denne baggrund er udvalget enig om at placere Erik Høgh for
Erland Jonsson under hensyn til hans storre alsidighed. Omend disse
to i deres produktion har vist utvivlsomme videnskabelige evner, må
afgorelsen dog stå som et valg mellem dr. Joachim Israel og dr. Agne
Lundquist, der begge må anses tor klart kompetente. De har dokumenteret
større evner til integration af impiri og teori og har i det hele
lagt betydelig modenhed for dagen.
Disse to er meget forskelligartede forskningspersonligheder. Dr.
Lundquists arbejder viser stor omhyggelighed i problempræcisering
og dokumentation og en næsten overdreven forsigtighed i konklusionerne.
Dr. Lundquist har i høj grad specialiseret sig indenfor arbejdssociologien
og står på dette felt som en pioner i Norden. Denne specialisering
har i hans tilfælde været ledsaget af en svagere interesse for
sociologiens centrale problemstillinger.
Ved valget mellem dr. Lundquist og dr. J. Israel lægger man vægt
på dr. Israels større alsidighed, hans indflydelsesrige bidrag indenfor
specielle områder af sociologien samt de betydelige pædagogiske evner,
som kommer til udtryk i hans skrifter.
Udvalget indstiller derfor til fakultetet, at det ledige professorat i
sociologi besættes med dr. Joachim Israel.«
Indstillingen har i henhold til ovennævnte anordnings § 3, stk. 7,
været tilstillet ansøgerne, af hvilke dr. Lundquist fremsendte bemærkninger.
Efter at fakultetet i møde den 25. april 1968 og Konsistorium i
møde den 1. maj 1968 havde tilsluttet sig indstillingen, videresendtes
den under 13. maj 1968 til ministeriet med den bemærkning, at ansættelsen
indtil videre må ske ved konstitution, da docent Israel ikke
er dansk statsborger.
Herefter blev docent, fil. dr. Joachim Israel under 9. september 1968
af undervisningsministeriet konstitueret som professor i sociologi ved
Københavns universitet fra den 1. september 1968 at regne.
c. Ansættelse af afdelingsleder, dr. phil. Arne Erik Nielsen som fungerende
professor i medicinsk kemi
(j. nr. 15a/67).
Under 9. januar 1962 afgav det lægevidenskabelige fakultet følgende
indstilling:
»Søm led i bestræbelserne på at rationalisere og forkørte det lægevidenskabelige
studium afskaffedes med indforeisen af den nugældende
studieordning af 1954 forberedelseseksamen. Samtidig bortfaldt fysikken
søm eksamensfag. Som et yderligere led i rationaliseringsbestræbelserne
og før at skaffe mere tid til såvel de egentlige medicinske fag
Afgang og udnævnelser af professorer 129
som disses direkte grunddiscipliner (fysiologi, biokemi og anatomi)
skete der desuden den ændring, at kemien blev eksamensfag ved forste
del af lægevidenskabelig embedseksamen. Det var hensigten herigennem
nojere at koordinere kemiundervisningen med de øvrige forstedels
fag.
1 overensstemmelse med de principper, der ligger til grund for studieordningen
af 1954, er det fakultetets opfattelse, at den igennem mange
år eksisterende ordning, ifølge hvilken undervisningen i kemi af de
medicinske studenter er henlagt under det matematisk-naturvidenskabelige
fakultet, ikke længere er tidssvarende.
Den tilsigtede nøje koordinering af de enkelte fag øg den betydningsfulde
tilpasning af kravene i kemi til det egentlige lægevidenskabelige
studium mener fakultetet forst helt kan nyde fremme, dersom undervisningen
i kemi af de medicinske studerende henlægges under det
lægevidenskabelige fakultet, således at den professor i kemi, der varetager
denne undervisning, bliver medlem af fakultetet.
Stigningen i studentertallet ved det lægevidenskabelige fakultet i de
sidste år har iøvrigt medført, at dette krav er blevet en simpel nødvendighed,
og har resulteret i, at der i de seneste planer for undervisningen
af de medicinske studerende ved det matematisk-naturvidenskabelige
fakultet er gennemfort separat undervisning for disse. Det er
det lægevidenskabelige fakultets opfattelse, at også dette forhold taler
for, at den pågældende undervisning henlægges under fakultetet.
Men hertil kommer søm et tredie vigtigt punkt den støre betydning,
kemien i stadigt stigende grad har fået såvel for de teoretisk-medicinske
fag (biokemi, farmakologi, fysiologi) søm før den kliniske medicin.
Søm følge heraf er det af største vigtighed, at der - knyttet til det
lægevidenskabelige fakultet - oprettes et professorat og et institut før
kemi, hvor de øvrige medicinske fag kan søge hjælp og arbejdsplads,
øg hvis chef øg hele videnskabelige stab skal være det lægevidenskabelige
fakultet og dets institutioner til støtte på de områder, hvor den
rene kemi er nødvendig for lægevidenskabelig undervisning, arbejde øg
forskning, navnlig videregående undervisning øg kurser, bl.a. før læger,
der skal kvalificere sig indenfor specialet »klinisk kemi og laboratorieteknik
« og iøvrigt på videregående videnskabelige arbejdsområder,
der forudsætter speciel kemisk viden. Der er ikke den samme mulighed
før sådan støtte øg sådant samarbejde med en institution henhorende
under det matematisk-naturvidenskabelige fakultet, der kun som ren
pligtmæssig opgave har påtaget sig at undervise de lægevidenskabelige
studerende, men iøvrigt ikke forskningsmæssigt er indstillet på løsningen
af opgaver, der er af speciel interesse for de medicinske discipliner.
På alle landets sygehuse er der et stærkt stigende behov før læger,
der har gennemgået nævnte speciale i klinisk kemi øg laboratorieteknik
øg derved kvalificeret sig til ledende stillinger på sygehusenes cen-
9
130 Universitetets årbog 1967-68
trallaboratorier. En sufficient undervisning af disse læger kan kun ske
i snævert samarbejde med et medicinsk-kemisk institut.
Af de anførte årsager er det efterhånden blevet af vital interesse
for det lægevidenskabelige fakultet at få oprettet under fakultetet et
professorat og et institut i kemi. Fakultetet har da også i længere tid
arbejdet med spørgsmålet, men er stødt på forskellige vanskeligheder,
først og fremmest af lokalemæssig art.
Som følge af at professor, dr. phil. A. Langseth, der hidtil har forestået
undervisningen i kemi af de medicinske studerende, sidste efterår
er afgået ved døden, er spørgsmålet blevet yderligere accentueret.
Halvdelen af den af professor Langseth ledede afdeling er optaget
af forskning indenfor spektroskopi og den anden halvdel af undervisningen
af de medicinske studerende, således at den kommende professor
i kemi under det matematisk-naturvidenskabelige fakultet vanskeligt
vil kunne få laboratorieplads til opbygning af hans eget videnskabelige
arbejde. Dette forhold er ikke ændret ved universitetets kemiske
laboratoriums overflytning til H. C. Ørstedinstitutet.
Dertil kommer, at studentertilgangen til det lægevidenskabelige fakultet
nu er omtrent fordoblet i forhold til den gennemsnitlige tilgang
i 1950'erne, hvilket vil bevirke stadigt større lokalemæssige og personalemæssige
vanskeligheder for det matematisk-naturvidenskabelige
fakultet, hvis studentertal ligeledes er stærkt stigende. En aflastning
af dette fakultets undervisningsbyrde vil derfor i løbet af meget kort
tid være stærkt påkrævet.
Uanset det store behov der er for et medicinsk-kemisk institut, vil
det lægevidenskabelige fakultet først i lobet af nogle år kunne forventes
at overtage kemiundervisningen af de mange medicinske studerende,
idet man foruden de fornødne undervisnings- og laboratorielokaler
først må have uddannet en stab af medarbejdere til varetagelse
af institutets opgaver.
Såfremt der ikke skal opstå betydelige vanskeligheder for kemiundervisningen
indenfor en overskuelig fremtid, er det imidlertid
tvingende nødvendigt, at der allerede nu tages skridt med henblik
på sagens endelige løsning.
En forudsætning herfor er, at der snarest ved det lægevidenskabelige
fakultet udnævnes en professor i kemi, der skal have til opgave i
de nærmest kommende år at tilrettelægge undervisningen i dette fag
i snævert samarbejde med biokemiundervisningen samt at uddanne
den fornødne stab af medarbejdere, således at der med henblik på
det kommende kemiske institut forinden forskningsmæssigt er skabt
det rette »medicinsk-kemiske milieu«.
Til en begyndelse vil den nye professor kunne få midlertidige lokaler
i den nuværende bestyrerbolig ved biokemisk institut, som bliver ledig
pr. 1/2 1962. Ifølge et skønsmæssigt overslag fra den kongelige bygAfgang
og udnævnelser af professorer 131
ningsinspektør vil der i boligen kunne indrettes kontor og nogle laboratorielokaler
for et belob af ca. 100.000 kr., inclusive hovedistandsættelse
af lokalerne, men exclusive løst inventar. Den endelige projektering
må dog vente, indtil professoren er udnævnt. Når kemiprofessoren
engang fraflytter de midlertidige lokaler, vil disse kunne overgå
til biokemisk institut.
Sidstnævnte institut vil iovrigt kunne stille øvelseslokaler til rådighed,
således at i hvert fald 1-2 hold af de medicinske studerende kan
undervises af professoren i »medicinsk kemi«.
I overgangsperioden vil kemiafdelingerne på H. C. Ørstedinstitutet
være villig til i snævert samarbejde med den nye professor at stille
lokaler og personale til rådighed for gennemførelsen af kemiundervisningen
af de medicinske studerende, indtil det lægevidenskabelige fakultet
kan få en endelig løsning på problemet ved bygning af et institut
af tilstrækkelig størrelse. Såvidt man kan bedømme på basis af det
nuværende studentertal vil et sådant institut kræve af personale foruden
professoren en afdelingsleder og 6 videnskabelige assistenter samt
en lektor.
Med henvisning til ovenstående skal fakultetet ansøge om, at der
på den kommende normeringslov søges optaget en stilling som professor
i kemi ved det lægevidenskabelige fakultet samt på ændringsforslag
til finansloven for 1962/63 en stilling som videnskabelig assiassistent,
en stilling som laboratoriebetjent og en stilling som laboratorieassistent
samt et annuum på 10.000 kr. til det foreslåede institut
for kemi under fakultetet.«
Efter at fakultetet havde gentaget sin indstilling ved skrivelser af
19. juli 1963, 23. januar 1964, 25. februar 1965, 16. februar 1966 og
9. marts 1967, og efter at man havde bragt i erfaring, at en unormeret
stilling som professor i faget medicinsk kemi kunne forventes oprettet,
blev stillingen opslået ledig under forudsætning af de bevilgende
myndigheders godkendelse.
Herefter blev de indkomne 8 ansøgninger, nemlig fra afdelingsleder,
lektor, mag. scient. Flemming Allan Andersen, lektor, afdelingsleder,
dr. med. og cand. polyt. Jørgen Clausen, afdelingsleder, Ph.D. civilingeniør
Bent Heine Havsteen, laboratorieleder, mag. scient. Henrik Heding,
professor, dr. phil. Bodil Jerslev Lund, afdelingsleder, dr. phil.
Arne Erik Nielsen, lektor, amanuensis, fil. lic. Alexander Senning og
afdelingsleder, dr. phil. H. Waldmann-Meyer tilstillet universitetet til
erklæring.
Til at bedomme de indkomne ansøgninger nedsatte det lægevidenskabelige
fakultet i henhold til § 2, stk. 2 i kgl. anordning af 5. februar
1953 om ansættelse af professorer ved Kobenhavns universitet et udvalg
bestående af professorerne, dr. med. Jens Schou, dr. phil. Frank
9*
132 Universitetets årbog 1967-68
Lundquist, dr. phil. Jannik Bjerrum, dr. phil. Thor A. Bak og dr. phil.
R. W. Asmussen, Danmarks tekniske hojskole.
Efter at professor, dr. phil. Bodil Jerslev Lund og lektor, amanuensis,
fil. lic. Alexander Senning havde trukket deres ansøgninger tilbage,
afgav udvalget under 22. februar 1968 følgende indstilling:
»Af de seks tilbageblevne ansøgere til professoratet i medicinsk kemi
anser vi Jørgen Clausen, Bent Heine Havsteen, Arne E. Nielsen og
Heinz Waldmann-Meyer for kvalificerede.
Jørgen Clausen har en meget stor videnskabelig produktion indenfor
et bredt felt. Han anvender kemiske metoder med dygtighed, men kun
en lille del af hans publikationer har et rent kemisk sigte. Disse mere
kemisk prægede arbejder kan næppe karakteriseres som en særlig
vægtig eller original indsats.
Bent Heine Havsteen har et godt indblik i visse nyere eksperimentelle
kemiske metoder indenfor områderne proteinconformation og enzymkinetik.
Hans arbejder viser ham som en energisk og meget lovende
videnskabsmand, men den del af den videnskabelige produktion, som
han har eneansvaret for, er af relativt beskedent omfang.
Arne E. Nielsen har en vægtig, original og på visse punkter banebrydende
videnskabelig produktion, der hovedsagelig omfatter problemer
vedrørende krystallisations- og fældningsprocesser. På dette felt
er han en internationalt anerkendt kapacitet.
Heinz Waldmann-Meyer har på meget fortjenstfuld made udviklet
zone-elektroforese til en pålidelig målemetode og har opnået smukke
resultater med denne teknik. Hans produktion er imidlertid ikke særlig
omfattende og har først i de senere år fået et rent kemisk sigte.
Når de ovennævnte forhold tages i betragtning, finder vi, at dr. phil.
Arne E. Nielsen er de andre ansøgere klart overlegen. Dette understreges
yderligere, hvis man betragter hans pædagogiske erfaring.
Vi skal derfor enstemmigt indstille Arne E. Nielsen til det nyoprettede
professorat i medicinsk kemi.
Flemming Allan Andersen er født i 1925. Han blev magister i kemi i
1953 med speciale i organisk kemi (molekylspektroskopi). Umiddelbart
efter sin eksamen arbejdede han hos professor Børge Bak som forskningsstipendiat
i godt et år, og fra efteråret 1954 har han været ansat
ved Københavns universitet, først som honorarlønnet videnskabelig
assistent ved universitetets kemiske laboratorium, senere som amanuensis
og fra 1. december 1965 som afdelingsleder ved kemisk laboratorium
III. Under sin ansættelse har han ved det lægevidenskabelige
fakultet undervist i kemi ved laboratorieøvelser og eksaminatorier, og
fra september 1961 har han desuden som lektor i kemi forelæst over
kemi for de lægevidenskabelige studerende. Parallelt hermed har han
I
Afgang og udnævnelser af professorer 133
i nogle år afholdt lignende undervisning for kemistuderende samt fungeret
som lektor i almen kemi for studerende på matematik-fysik
linien i det akademiske år 1960-61. Flemming Andersen har saledes i
adskillige år givet en grundig og systematisk undervisning. Han har
desuden aktivt medvirket ved udarbejdelsen af øvelsesvejledninger og
forelæsningsnoter i almen og organisk kemi.
Flemming Andersen har deltaget i adskillige internationale kongresser,
men har aldrig været på længere studieophold i udlandet.
Flemming Andersens videnskabelige produktion omfatter 10 publicerede
arbejder, og han angiver, at tre arbejder er næsten færdige. Af
de 10 publicerede arbejder er de første otte skrevet sammen med
andre, hvoraf altid mindst een er ældre og mere erfaren end Flemming
Andersen. Da disse arbejder iøvrigt i gennemsnit har mere end tre
forfattere, skal deres indhold ikke nærmere omtales. Disse arbejder
viser dog utvivlsomt, at Flemming Andersen behersker, eller har betydelig
viden om adskillige spektroskopiske målemetoder, f.eks. infrarød
spektroskopi, mikrobølgespektroskopi og elektrondiffraktion, ligesom
han er fortrolig med præparationsteknik og gaskromatografi.
De sidste to publicerede arbejder, til hvilke Flemming Andersen er
eneforfatter, og det arbejde han for øjeblikket har i gang, omfatter
spektroskopi af deutererede metaner, metylhalider og deutererede metylhalider.
Formålet med disse undersøgelser er at bestemme rotationsvibrationsvekselvirkninger,
og det er derfor nødvendigt at fremskaffe
vel opløste spektre. Flemming Andersen arbejder udelukkende
med kommercielt tilgængeligt spektroskopisk udstyr, men dels ved at
modificere apparaturet og dels ved at anvende en forfinet numerisk
analyse af spektrene opnår han den tilstrækkelige nøjagtighed. Det
eksperimentelle arbejde er overalt præget af stor grundighed, og fortolkningen
af spektrene er også vel gennemfort. Den eneste kritik,
man kan rejse mod arbejderne, er, at bestemmelse af Coriolis' koblingskonstanter
næppe kan siges idag at være et emne, der er af så stor
betydning, at det retfærdiggør en så omfattende experimentel indsats.
Man savner måske også en lidt dybere indlevelse i det for spektroskopien
og strukturkemien nødvendige kvantemekaniske grundlag, uden
hvilket man i hvert fald ikke kan håbe at komme til at forstå, hvad
Corioliskoblingen betyder set fra et bindingsmæssigt synspunkt.
Sammenfattende skal vi udtale, at Flemming Allan Andersen er en velkvalificeret
kemiker, som imidlertid først i de senere år er begyndt at
arbejde helt selvstændigt og som alt i alt endnu har en lovlig beskeden
videnskabelig produktion. Han kan derfor ikke for øjeblikket anses
for at være kvalificeret til at bestride et professorat i medicinsk kemi.
Jørgen Clausen er født i 1931 og uddannet som civilingeniør (kemiingeniør
med teknisk biokemi som speciale, eksamen 1954). Han be134
Universitetets årbog 1967—68
stod lægevidenskabelig embedseksamen i 1959. Han har desuden gennemgået
en række specialkurser, af hvilke følgende skal nævnes som
særlig relevante i forbindelse med et professorat i medicinsk kemi:
Infrarød spektroskopi, gaskromatograli, kernemagnetisk resonansspektroskopi
og isotopteknik.
Clausen har fra 1958 været knyttet til Biokemisk Institut, først
som videnskabelig assistent, derefter (fra 1961) som afdelingsleder og
lektor. Fra maj 1967 har han haft orlov fra universitetet for at kunne
fungere som direktør for det af »Foreningen til bekæmpelse af dissemineret
sclerose« oprettede Neurokemiske institut.
Foruden sin virksomhed som lærer ved studenterundervisningen har
Clausen medvirket ved talrige klinisk betonede postgraduate kurser
for læger og har desuden deltaget i bedømmelsen af flere doktorafhandlinger.
Clausen har gennemført et halvt ars studieophold hos dr. J. Heremans
i Louvain, hvor han tilegnede sig et grundigt kendskab til immunelektroforesens
teknik. Anvendelsen heraf i en række arbejder og
i en oversigtsafhandling førte i 1960 til erhvervelsen af den medicinske
doktorgrad.
Clausens videnskabelige arbejder er af ham selv opdelt i 5 grupper.
I den følgende gennemgang af disse lægges hovedvægten på arbejder,
hvori kemiske og fysisk-kemiske metoder og ræsonnementer spiller en
væsentlig rolle, medens de mange arbejder af mere klinisk tilsnit ikke
vil blive særskilt omtalt.
A. Immunkemiske øg elektrøforetiske studier af serum- og cerebrospinalvæskeproteiner.
Inden for dette felt har Clausen i samarbejde med en række forskere
udført et betydeligt og værdifuldt arbejde, der særlig har omfattet
studiet af patologiske serumproteiner hos mus og mennesker. Den
vigtigste metode i disse arbejder er immunelektroforese i Scheideggers
mikromodifikation.
Af nogen kemisk interesse er anvendelsen af immunelektroforese som
renhedskriterium ved oprensning af proteiner. En kvantitativ vurdering
af metodens ydeevne på dette felt er dog ikke konsekvent gennemfort.
Clausen har tillagt sig fortjeneste ved at tage den immunelektroforetiske
metode op til anvendelse på en række medicinske problemer,
men har ikke bidraget til udviklingen af det kemiske grundlag for
immunologien.
Til denne gruppe arbejder føjer sig også tre bidrag til lærebøger eller
håndbøger, hvoraf han har tilsendt udvalget to, nemlig et kapitel om
immunkemi til en lærebog i biokemi og desuden et manuskript på
omkring 200 sider til en bøg om »Immunochemical microtechniques«.
Hovedvægten i det sidste arbejde er lagt på immunelektroforesen.
Afgang og udnævnelser af professorer 135
B. Studier af binding af farmaka til plasmaproteiner.
Denne række arbejder omfatter ialt ti publikationer, hvoraf tre er
publiceret af Clausen alene. Flertallet af arbejderne omhandler binding
af naturligt forekommende biologiske stoffer (thyreoideahormoner,
insulin, mucopolysaccharider og lipider) til proteiner.
I flere af arbejderne er anvendt en metode, hvor det stof, hvis binding
skal undersøges, i radioaktiv form sættes til serum, hvorefter
blandingen underkastes immunelektroforese med påfølgende autoradiografisk
påvisning af lokalisationen af det radioaktive stof. Metoden
er i princippet tiltalende, men giver i det højeste semikvantitative resultater.
1 visse tilfælde anvendes, for at opnå tilstrækkelig høj aktivitet
i præparatet, en koncentration af de pågældende stoffer, der er
langt højere end de fysiologiske forekommende. Arbejderne kunne være
fulgt op med mere kvantitative metoder under anvendelse af rensede
præparater af de proteiner, som findes at have evne til at binde de
undersøgte stoffer.
En sådan kvantitativ fremgangsmåde er anvendt i et arbejde over
et sulfonamid-derivats binding til serumalbumin. Teknikken er her en
ekvilibrering på en Sephadex-søjle, der i forvejen er behandlet med
sulfonamidet. Det eksperimentelle materiale er dog af meget beskedent
omfang og tillader næppe de kvantitative konklusioner, der drages i
afhandlingen.
En metode til guldbestemmelse i biologisk materiale er baseret på
emissionsspekt rografi.
C. Studier af sure mucopolysaccharider.
1 sine undersøgelser indenfor denne stofgruppe har Clausen anvendt
en række metoder, der til dels supplerer hinanden. Navnlig i det sidste
arbejde er teknikken blevet forbedret ved anvendelse af søjlekromatografisk
separation kombineret med kemiske analyser for karakteristiske
bestanddele i mucopolysacchariderne. Forfatterens primære mål
har dog øjensynlig været at karakterisere patologiske tilstande fremfor
at foretage en metodeudvikling med henblik på identifikation eller
kvantitativ bestemmelse af de pågældende stoffer.
D. Studier af biomembranernes sammensætning og funktion.
Arbejderne i denne gruppe er - med undtagelse af en oversigtsartikel
udført i samarbejde med Clausens medarbejdere på Neurøkemisk
Institut. Undersøgelserne omfatter bl.a. analyser af lipidkomponenterne
i fraktioner af vævsmateriale (særlig fra centralnervesystemet),
adskilt ved centrifugering. Analysemetoderne omfatter rutinemæssig
anvendelse af bl.a. tyndtlags-, gas- og søjlekromatografi, og til karakterisering
af enkelte fraktioner tillige infrarød spektrofotometri. En
farvemetøde, der anvendes i forbindelse med tyndtlagskromatografisk
136 Universitetets årbog 1967-68
adskillelse af polære lipider er søgt udarbejdet til en hurtig metode til
kvantitativ eller semikvantitativ brug. To arbejder drejer sig om
phosphataseaktivitet i visse partikel-fraktioner fra rottehjerne, specielt
indflydelsen af forskellige kationer og catecholaminer.
E. Enzymologiske studier af lactat dehydrogenase isoenzymer.
I adskillige år har Clausen i samarbejde navnlig med W. Gerhard og
F. Giittler beskæftiget sig med lactat dehydrogenasens isoenzymer,
som lader sig adskille og påvise ved en kendt, men her særlig smukt
gennemfort eleklroforetisk teknik. Den relative mængde af de forekommende
isoenzymer kan bestemmes med god nøjagtighed, og det
fremkomne monster viser sig at være karakteristisk for forskellige væv,
således også for tumorvæv i centralnervesystemet. Enkelte af arbejderne
drejer sig om hæmning af disse isoenzymer og om deres reaktionskinetiske
forhold. Der er dog ikke tale om egentlige reaktionskinetiske
undersøgelser.
Sammenfattende kan vi udtale, at Clausen er en meget flittig og
produktiv forsker, der med sin usædvanlig store arbejdsevne har sal
sig ind i talrige biokemiske områder. De mere kemisk prægede af hans
arbejder kan næppe betegnes som originale, men da han har en udstrakt
erfaring med anvendelse af et særdeles stort antal kemiske og fysiskkemiske
metoder og har vist evne til at gennemføre omfattende undersøgelser
af klinisk-kemisk og biokemisk art, mener udvalget dog, at
Clausen er kvalificeret til at beklæde et professorat i medicinsk kemi.
Bent Heine Havsteen er født i 1933. Han blev civilingeniør (kemilinien)
i 1956, og efter aftjent værnepligt var han i godt et år Research
chemist ved Colonial Sugar Refining Co. Ltd., Sydney, Australien. Fra
1959-62 studerede han biokemi hos professor G. P. Hess, Cornell University
og her blev han i 1962 Ph.D. på afhandlingen »Studies of Conformational
Changes in Chymotrypsin accompanying its catalytic
Action«. I ét år derefter forblev han ved Cornell University som instructor
i biokemi og havde et vist opsyn med professor Hess" forskningsprojekter
og hans videregående studerende, medens professor
Hess var på orlov i Europa. Fra 1963-66 opholdt Havsteen sig på
Max Planck institutet i Gottingen hvor han arbejdede hos professor
Eigen. Det sidste af disse tre år var han ansat som videnskabelig assistent.
Han er nu ansat som afdelingsleder og lektor i biokemi ved
Aarhus universitet.
Havsteen har afholdt en del undervisning i U.S.A., tilsyneladende
både forelæsninger og mere rutinepræget undervisning. Han har desuden
været indbudt til at holde foredrag adskillige steder både i U.S.A.
og i Europa. Efter sin ansættelse i Aarhus har han også haft lejlighed
Afgang og udnævnelser af professorer 137
til at undervise danske studenter. Han har deltaget i to sommerkurser
om kvantekemi og kemiske elementarreaktioner og synes at have et
ret bredt kendskab til moderne kemi. Da han i mange år har arbejdet
sammen med biokemikere og fysiologer, har han utvivlsomt en ret
klar forestilling om, hvilke dele af kemien lægevidenskaben kan have
brug for.
Havsteen har rejst meget og har studeret ialt syv år i U.S.A. og
Tyskland. Han er øjensynlig fortrolig med mange af udlandets undervisningssystemer.
Bent Havsteens videnskabelige produktion omfatter 27 arbejder.
Af disse er dog de to sidste og nr. 22-24 endnu ikke færdigskrevet,
otte er mødereferater og ét en populær artikel i Ingeniørens ugeblad.
Endelig er nr. 16 en afhandling, der er indsendt til det matematisknaturvidenskabelige
fakultet ved Kobenhavns universitet med henblik
på opnåelse af den filosofiske doktorgrad.
Af de resterende publicerede arbejder er Havsteen eneforfatter til 6,
hvoraf to er kapitler i samleværker om fysiske målemetoder i biokemien.
De 6 afhandlinger, han har publiceret sammen med andre, har alle
G. P. Hess som seniorforfatter og undertiden yderligere en medforfatter,
1 det følgende ses bort fra den del af hans produktion, som er skrevet
sammen med professor Hess.
De arbejder. Havsteen er eneforfatter til, samler sig stort set om
emnet »Conformational Changes in Enzymes«, og dette er også titlen
på den indleverede afhandling. Selv om arbejdet indenfor denne emnekreds
utvivlsomt delvis er inspireret af G. P. Hess og det arbejde
Havsteen udførte på Cornell University for at blive Ph.D., har han
dog fortsat arbejdet på selvstændig måde. Afhandlingen opsummerer
dette arbejde. Først undersøges a-chymotrypsin (CT) og diisopropylphosphoryl-
a-chymotrypsin (DIP-CT) ved titrering ved forskellige
ionstyrker, øg det vises at optagelse af protoner er reversibel i området
3,5 < pH <10.5. Ydermere vises det, at der ikke tinder ændring sted i
covalent struktur ved bindingen DIP-CT, og at eventuelle konførmationsændringer
må ske andre steder end ved tyrøsingrupperne. Derefter
undersøges en række stoffer som strukturelt minder om substrater
før chymøtrypsin øg derfor kunne tænkes at virke som kompetitive
inhibitorer før reaktionen mellem chymøtrypsin og diisopropyl-fluørøphosphat.
Det vises, at inhibitorerne bindes til chymetrypsin, øg bindingshastigheden
bestemmes. Til disse undersøgelser benyttes bl.a.
temperaturspring-metoder. Endelig vises det ved omfattende forsøg,
hvilken af de mulige mekanismer for reaktionen mellem chymøtrypsin
og inhibitor, der må formodes at være korrekt, og de fire hastighedskonstanter
for de forskellige trin beregnes udfra målingerne. I dette
afsnit, som er det vægtigste i afhandlingen, demonstrerer Havsteen et
solidt kendskab til teorien for relaxationsprocesser og hurtige væske138
Universitetets årbog 1967-68
reaktioner. I det følgende afsnit, som handler om glyceraldehyd-3-
phosphat dehydrogenase undersøges et enzymsubstratkompleks ved
hjælp af optisk rotationsdispersion, og det vises at helixindholdet i
enzymet ændres, når det bindes i et substratkomplex. Man kan måske
stille sig lidt skeptisk over for værdien af den noget summariske anvendelse
af Moffit-ligningen til udregning af helixindholdet. I det følgende
afsnit undersøges kinetikken af elektronoverførslen mellem cyanoferrationerne,
katalyseret af cytochrom c. Temperaturspring-metoden benyttes
igen, og det vises at den mekanisme, der passer bedst med de
experimentelle data, også gør det plausibelt, at cytochrom c må undergå
konførmationsændringer under reaktionen. I et slutkapitel, som nærmest
er et appendix, beskriver Havsteen endelig et nyt temperaturspring-
apparat som han har været med til at konstruere, og søm han
med gød grund venter sig meget af. Han får i dette afsnit lejlighed til
at vise sig som en kompetent apparatkonstrnktør. Afhandlingens hovedtese
er vel nu til dags nærmest triviel, selv om man må give Havsteen
ret i, at der mangler eksperimentelt bevis for den. Afhandlingen
indeholder på den anden side meget mere end den hovedtese, den er
blevet samlet under.
Sammenfattende kan det siges, at Havsteen behersker mange forholdsvis
vanskelige metoder, og selv øm han nu øg da tager lidt for
håndfast på teoretiske spørgsmål, giver hans arbejder indtryk af, at
han er en energisk arbejdende, opfindsom videnskabsmand. Vi mener
han er kvalificeret til et professorat i medicinsk kemi.
Henrik Heding er født i 1935. Han blev magister i kemi i 1961 med
speciale i organisk kemi.
Efter et kortere vikariat på Den kgl. veterinær- og landbohøjskole
blev han ansat på Novo Terapeutisk Laboratorium A/S, hvor han, kun
afbrudt af et års ophold (i 1963-64) som research assistant på Rutgers
State University Institute of Micrøbiølogy, har været ansat siden, først
på antibiotika-rensningsafdelingen, derefter i enzymafdelingen øg endelig
siden 1964 i antibiotika-forskningslaboratorierne. Han har under
ansættelsen i U.S.A. deltaget i kurser i »micrøbiøløgical chemistry« øg
»fermentation technølogy«.
Hans undervisningserfaring består i et års virke som instruktør ved
kursus i kemi for lægevidenskabelige studerende på universitetets kemiske
laboratorium samt l1l2 års virke som lærer i kemi ved Triers
faglærerkursus.
Hedings forskning vedrører biosyntesen af streptomycin og lignende
forbindelser, samt disses separation. Til bedømmelse er indsendt 6
publicerede afhandlinger, heraf 3 dansksprogede delartikler af oversigtspræg.
Desuden er indsendt et dansk patent, tø upublicerede afhandlinger
samt 2 føredragsmanuskripter.
Afgang og udnævnelser af professorer 139
Oversigtsartiklerne har ingen større videnskabelig værdi og skal lades
uomtalt. Den første afhandling, Heding publicerer, bekræfter at myoinositol
inkorporeres i streptomycin. I en anden kort meddelelse med
to medforfattere, der også udgår fra Rutgers University, redegøres for
identifikation af 2,3-dihydroxybenzoesyre i jern-deficiente kulturer af
streptomyces grisens.
I en artikel og et foredragsmanuskript publiceres de samme resultater
vedrorende en papirkromatografisk separationsmetode af streptomycingruppens
antibiotika med amylalkohol indeholdende di-2-ethylhexyl
fosfat som mobil fase og boratbuffer som stationær fase. Dette
har en vis praktisk betydning. Hertil knytter sig nært et dansk patent,
udtaget sammen med E. S. Andersen, om en fremgangsmåde til rensning
af amfotere eller basiske antibiotika, og et foredragsmanuskript
(med to medforfattere) om ion-par extraktion af streptomycin.
Endelig er indsendt et foredragsmanuskript og et upubliceret manuskript,
det første med en medforfatter, der begge vedrører dannelse,
fermentering, isolering og mikrobiologisk aktivitet af N-demethylstreptomycin.
Han har i upublicerede undersøgelser in vitro kunnet vise, at
det eneste N-monosubstituerede derivat af N-demethylstreptomycin,
der har kendelig antibiotisk aktivitet, er streptomycin. Dette repræsenterer
en lovende forskningsindsats.
Sammenfattende kan vi udtale, at Heding har en ganske interessant,
men ret ensidig videnskabelig produktion, der foreligger temmelig
ufærdig og delvis i samarbejde med medforfattere fra forskellige
grupper.
Alt taget i betragtning må Heding betegnes som uden væsentlige
kvalifikationer til at bestride et professorat i medicinsk kemi.
Arne E. Nielsen er født i 1924. Han blev civilingeniør 1950 (kemilinien),
fik Universitetets guldmedalje for besvarelse af prisspørgsmålet
i fysisk kemi for 1953 og blev dr. phil. 1964. Fra 1950 til 1966 var han
ansat som videnskabelig assistent ved Universitetets fysisk-kemiske institut
(senere Kemisk laboratorium IV), fra 1961 desuden som lektor i
kemisk eksperimentalteknik. Fra 1966 har han været ansat ved Kemisk
laboratorium IH i en afdelingslederstilling under det lægevidenskabelige
fakultet og har fungeret som lektor ved undervisningen af
lægevidenskabelige studerende.
Arne E. Nielsen har en omfattende undervisningserfaring. Han deltog
aktivt i planlægningen af Kemisk laboratorium IV på H. C. Ørsted
instituttet og han har med stor iver og dygtighed deltaget i at planlægge
det nye Institut for medicinsk kemi i Rådmandsgade.
Arne E. Nielsen har aldrig været på længere studieophold i udlandet,
men har især i de senere år deltaget som indbudt forelæser ved liere
internationale kongresser, bl.a. i U.S.A.
140 Universitetets årbog 1967-68
Hans videnskabelige produktion omfatter 17 arbejder, hvoraf dog
et enkelt er et autoreferat af disputatsen i Dansk Kemi. Af de resterende
16 arbejder er han eneforfatter til de 12, hvoraf en er disputatsen
og en anden en halvandet hundrede siders monografi om fældningskinetik.
Selvom hans publikationsliste kun omfatter ret få numre, er
den udtryk for en vægtig produktion. Desuden bor det tilfojes, at han
også har skrevet korte meddelelser til møder, forelæsningsnoter og
øvelsesvejledninger, som blot ikke nævnes på publikationslisten.
Arne E, Nielsens første selvstændige arbejde omhandler entropiproduktionen
ved kemiske reaktioner. Det vises ved et modeksempel,
at Prigogines teorem øm mininumentropiproduktion i den stationære
tilstand ikke er rigtigt undtagen før reaktioner meget nær ligevægt.
Selvom dette vel næppe heller var Prigogines mening, var Nielsens
artikel et værdifuldt korrektiv til den overdrevne optimisme, mange
dengang nærede med hensyn til nytten af minimalprincipper. Alle
Nielsens senere arbejder handler øm mekanismen ved udfældning af
tungtopløselige salte, specielt bariumsuifat. Afhandlingerne indeholder
både forsøg øg teoretiske overvejelser. Fra en i starten ret primitiv
førsogsteknik udvikler Nielsen gradvis mere forfinede eksperimentelle
metoder, ligesøm han ved tilrettelæggelsen af øvelseskurser har vist sig
søm en meget opfindsom apparatkønstruktør.
Disputatsen fra 1963 repræsenterer en original indsats. Den er præget
af forfatterens snedige øg ofte uortodokse metoder til løsning af
teoretiske problemer. Denne arbejdsmetode viser også forfatterens
meget påskønnelsesværdige trang til at forstå alle led i udledningen af
et matematisk udtryk, søm han vil anvende. Monogratien »Kinetics øf
Precipitation« fra 1964, som behandler samme emne søm disputatsen,
er et modent arbejde, søm med god grund har tiltrukket sig en vis
opmærksomhed i U.S.A. øg Europa. Dette har medført, at Arne E.
Nielsen ofte indbydes søm foredragsholder ved kongresser øm fældningskinetik.
Sammenfattende kan udtales, at Arne E. Nielsen i sin forskning konsekvent
har dyrket en bestemt emnekreds på original måde. Samtidig
dermed har han både i udarbejdelsen af forelæsningsnoter og tilrettelæggelse
af øvelseskurser demonstreret en bred viden om fysisk kemiske
spørgsmål. Vi må derfor mene, at han er velkvalificeret til et professorat
i Medicinsk Kemi.
Heinz Waldmann-Meyer er født i Berlin i 1924. Forældrene emigrerede
i 1937 til Chile, hvor han fra 1945-49 studerede kemi ved l'niversidad
de Chile. Studier afsluttedes med en formentlig til vor magisterkonferens
svarende afgangseksamen (1949). Fra 1950-54 var han
knyttet til 3 forskellige laboratorier som videnskabelig medarbejder:
1950-52 ved Del Salvador Hospitalet i Santiago (urologisk afdeling),
Afgang og udnævnelser af professorer 141
i 1952 ved Hebrew University i Jerusalem, i 1953-54 igen ved Del
Salvador Hospitalet og samtidig hermed ved instituttet for eksperimentel
medicin, Santiago. I 1954 Hyttede Waldmann-Meyer til Danmark,
og i 1966 blev han dansk statsborger. Han var knyttet til Carlsbergfondets
biologiske institut fra 1955 til 1960. Efter et ca. halvandet
års ophold ved Mitchell Foundation for Medical Research i Washington
blev han i 1962 ansat ved Danmarks tekniske Højskoles fysisk-kemiske
institut som amanuensis (fra 1965 afdelingsleder). I 1963 erhvervede
han den filosofiske doktorgrad ved Kobenhavns universitet.
Waldmann-Meyer har i liere år været medansvarlig for ledelsen af
den polytekniske læreanstalts øvelseskursus i fysisk kemi, og har udarbejdet
øvelsesvejledninger. 1 1964 gav han et med forelæsninger forbundet
øvelseskursus i fysisk kemi for læger. Fra 1966 har han holdt
førelæsninger øver kølloid- øg grænsefladekemi øg opgaveregning i
kemisk termodynamik for kemiingeniorstuderende. Endvidere organiserer
og leder han det fysisk-kemiske instituts isøtøpkursus.
Waldmann-Meyers videnskabelige produktion omfatter 21 publikationer,
af hvilke han er eneførfatter til 10, 3 er oversigtsartikler og 4
er kongres-abstracts eller kongresmeddelelser.
Fra tiden for Waldmann-Meyer fik fast tilknytning til Danmark
føreligger 4 afhandlinger af hvilke nr. 1 ikke er medsendt ansøgningen.
Nr. 2 er »Magisterafhandlingen« omhandlende termøcoagulation øg
flocculation samt undersøgelser over Weltmann, Huggins og Cadmiø's
reaktioner. 1 nr. 3, søm er en udførlig køngresberetning omtales bl.a.
også resultaterne fra nr. 1 angående Weltmann's Termocoagulations
reaktioner. 1 nr. 4 beskrives en metode til adskillelse af biologiske colloider
- af forfatterne betegnet cryødialyse.
Den mest betydningsfulde del af Waldmann-Meyers videnskabelige
arbejde er udført her i landet øg publiceret som 6 artikler i samarbejde
med andre. Fin vurdering af Waldmann-Meyers danske, videnskabelige
produktion vanskeliggøres noget derved, at de væsentligste
arbejder er udgivet sammen med andre forfattere. Imidlertid
må det fremhæves, at han har opnået den filosofiske doktorgrad ved
Kobenhavns universitet på en oversigtsafhandling i forbindelse med
nogle af de ovenfor nævnte afhandlinger samt to af de af ham alene
udgivne arbejder. Hermed er tilkendegivet, at han tillægges den betydeligste
andel i de sammen med andre udgivne afhandlinger. De her
nævnte arbejder angår i hovedsagen udviklingen af zone-elektrøføresen
såvel eksperimentelt som teoretisk. Der gives en analyse af de komplicerende
faktorer ved »moving boundary« metoden og en påvisning af,
at denne metodes anvendelse til kvantitativ bestemmelse af bindingen
mellem protein øg metalioner er forbundet med store teoretiske øg
eksperimentelle vanskeligheder. Det vises, at man ved at korrigere for
fordampning øg ved at holde konstant strømstyrke under målingen kan
142 Universitetets årbog 1967-68
realisere sådanne forsøgsbetingelser, at der opnås bestemmelser af
protein-mobiliteter, som er identiske med de mobiliteter, der bestemmes
ved hjælp af »moving bonndary« metoden. Endvidere skal det
fremhæves, at Waldmann-Meyer har anvendt den udarbejdede eksperimentalteknik
til bestemmelse af bindingskonstanter for zink- og
cadmiumioner til et protein udfra målingen af mobiliteter i god overensstemmelse
med de polarografisk bestemte værdier.
Sammenfattende kan det udtales, at det er Waldmann-Meyers fortjeneste,
at zone-elektroforesen er blevet udviklet til en pålidelig målemetode.
Han har demonstreret vigtige anvendelser heraf og har givet
et væsentligt bidrag til teorien for bestemmelse af bindingskonstanter
ved denne metode. Han må anses som kvalificeret til et professorat i
medicinsk kemi.«
Indstillingen har i henhold til ovennævnte anordnings § 3, stk. 7,
været tilstillet ansøgerne, af hvilke ingen har indsendt bemærkninger.
Efter at fakultetet i sit møde den 4. marts 1968 og Konsistorium i
møde den 27. marts 1968 havde tiltrådt indstillingen, videresendtes
den under 28. marts 1968 til ministeriet.
Herefter blev afdelingsleder, dr. phil. Arne Erik Nielsen under 2. august
1968 af ministeriet ansat som fungerende professor i medicinsk
kemi ved Kobenhavns universitet fra den 1. august 1968 at regne med
den bemærkning, at professoratet endnu ikke var normeret, men til
sin tid vil blive søgt optaget på normeringsloven.
d. Professor, dr. med. H. C. A. Lassens afsked og udnævnelse af overlæge,
dr. med. Johan Viggo Faber som honorarlønnet professor i epidemiske
sygdomme
(j. nr. 15 c/67)
Ved kgl. resolution af 29. december 1967 blev der meddelt overlæge,
dr. med. H. C. A. Lassen fritagelse efter ansøgning for hvervet som
professor i epidemiske sygdomme fra den 31. december 1967 at regne.
Efter at stillingen som overlæge ved Københavns kommune og som
honorarlønnet professor og ordinært medlem af det lægevidenskabelige
fakultet havde været opslået ledig, blev de indkomne 7 ansøgninger,
nemlig fra overlæge, dr. med. Torbjørn Bennike, ass. overlæge, dr. med.
Poul Elfersøe, ass. overlæge, dr. med. Viggo Faber, ass. overlæge, dr.
med. Arne Rindom Krogsgaard, 1. reservelæge, dr. med. Preben Ollendorff,
ass. overlæge, dr. med. Flemming Quaade og 1. reservelæge,
dr. med. Birthe Tidstrøm, tilstillet universitetet til erklæring fra Københavns
magistrat.
Til at bedomme de indkomne ansøgninger nedsatte det lægevidenskabelige
fakultet i henhold til § 2, stk. 2, i kgl. anordning af 5. oktoAfgang
og udnævnelser af professorer 143
ber 1953 om ansættelse af professorer ved Københavns universitet el
udvalg bestående af professorerne, dr. med. Jorn Hess Thaysen, dr.
med. Morten Simonsen, dr. med. Poul Bonnevie, direktør, dr. med.
Preben von Magnus og overlæge, dr. med. Frits Neukirch.
Udvalget afgav under 3. maj 1968 følgende indstilling:
»Torbjørn Bennike er 51 år, bestod lægevidenskabelig embedsexamen
sommeren 1943 med laudabilis et quidem egregie (2632/3 points) og
erhvervede i 1960 den medicinske doktorgrad ved Københavns universitet.
Bennike har en fyldig uddannelse i intern medicin med tilgrænsende
specialer og har i 5 måneder været helårskandidat og i næsten
5 år klinisk assistent ved Blegdamshospitalets afdeling for epidemiske
sygdomme. Siden november 1960 har han været sideordnet overlæge
ved medicinsk afdeling, Aalborg Amtssygehus og siden februar 1967
administrerende overlæge.
Bennike er speciallæge i intern medicin (1960) og i tropemedicin
(1967).
Bennike har gennemgået kursus i endokrinologi (under Dansk Selskab
for intern medicin) og Finseninstituttets og Radiumstationens
isotopkursus for læger. Han har gennemgået kursus i tropemedicin
ved Liverpool School of Tropical Medicine med opnåelse af diplom.
Bennike har foretaget kortere varende studierejser til udlandet, dels
for at studere leversygdomme og jernstofskifte, dels (især i de senere
år) for at studere tropemedicinske problemer.
Bennikes videnskabelige produktion omfatter studier af leversygdomme
og epidemiske sygdomme samt nogle afhandlinger om andre
emner, overvejende blodsygdomme.
1) Afhandlinger om leversygdomme. Det vægtigste arbejde indenfor
dette område er Bennikes disputatsafhandling »Studier over leveraffektionen
ved mononucleosis infectiosa og nogle akutte infektionssygdomme
med særligt henblik på kroniske følgetilstande«. Afhandlingen
er baseret på kliniske, biokemiske og histologiske studier samt
en efterundersøgelse af patienterne. Formålet med arbejdet var det
dobbelte at belyse karakteren af den leveralTektion, der synes at være
et hyppigt ledsagefænomen til mononucleosis infectiosa, og at undersøge
hvorvidt der som følgetilstand til denne leverpåvirkning kan optræde
mere blivende beskadigelser i leveren. Gennemgangen af det
akutte forløb med henblik på frekvensen af leveralTektion og abnormiteter
i forskellige leverfunktionsprøver og serologiske tests er særdeles
grundig. Væsentligst i de histologiske fund er, i overensstemmelse med
andres iagttagelser, den meget massive infiltration med rundceller
uden sværere påvirkning af levercellerne. Af efterundersøgelsen fremgår,
at overgang i cirrhose særdeles sjældent, om nogensinde, indtræ144
Universitetets årbog 1967-68
der hos patienter med leveraffektion som følge af mononucleosis infectiosa.
Dette forhold, som nok var kendt i forvejen, er her uddybet
på en særdeles overbevisende måde. Forfatterens materiale er formentlig
et af de bedst undersøgte indenfor området. Afhandlingen er meget
bred og detailleret.
I 1956 offentliggør Bennike sammen med Krarup i Nordisk Medicin
en instruktiv afhandling om leverbiopsiens diagnostiske værdi på basis
af 53 undersøgelser. 1 1957 meddeler Bennike i Ugeskrift for Læger et
tilfælde af toxisk hepatitis med hypercoticisme.
I 1958 offentliggøres med Ekdal fra Lund en afhandling om conj
ugering af cholsyre med glycin og taurin i homoganater af dybfrosne
leverbiopsier som et led i en større undersøgelsesserie udført af Ekdal.
I 1958 meddeler Bennike i Bibliotek for Læger resultater af glutaminsyrebehandling
ai coma hepaticum, baseret på 10 egne tilfælde og 127
tilfælde fra litteraturen.
I Psykiatrisk Selskab har han redegjort for et tilfælde af svær leverbeskadigelse
efter chlorprømazin og i 1960 har han i Ugeskrift for
Læger offentliggjort en litteraturoversigt over laparoscopi,
2) Afhandlinger om epidemiske sygdomme. Sammen med Brøchner-
Mortensen og andre offentliggør Bennike i 1951 resultater af penicillinbehandling
af akut tonsillitis. Det drejer sig om et ret stort patientmateriale.
Det konkluderes, at penicillin har god virkning ved akut
streptocøc-tonsillit øg ved phlegmønøs tønsillit. Derimod synes penicillinbehandling
ikke at være af nogen værdi i tilfælde hvor streptococcer
ikke kan demonstreres ved svælgpodning. I en afhandling fra
1951 fremlægges resultater af penicillinbehandling af infectiøs mononucleose
og det påvises, at penicillinbehandling formentlig alene har
betydning for forebyggelsen af de sjældne sekundære bakterielle komplikationer.
Som led i et større samlet arbejde har Bennike i 1953 sammen med
Astrup og Gotzsche i Dansk Selskab for intern Medicin fremlagt resultater
vedrorende luftskiftet i lungerne hos 349 patienter med respirations-
eller synkeinsufficiens under poliomyelitis-epidemien i 1952.
Denne del af den samlede meddelelse må siges at være værdifuld, i
første række på grund af Astrups forbedring af den laboratoriemæssige
kontrol.
I 1954 diskuterer Bennike i Ugeskrift for Læger de diagnostiske kriterier
for mononucleosis infectiosa og senere samme år fremlægger han
en kort afhandling om den serologiske diagnose af denne sygdom hos
børn. Sammen med Grandjean offentliggøres et arbejde om hæmorrhagisk
diathese, som fandtes hos 15 0/0 af 349 patienter med respirationsparalyse
og formentlig skyldtes nedsat kapillær resistens, dog uden
at der gives nogen forklaring på årsagen hertil. I en kort køngresAfgang
og udnævnelser af professorer 145
meddelelse gor Bennike rede for 25 tilfælde af neonatal osteomyelitis.
1 en anden kort kongresmeddelelse om letale komplikationer ved mononncleosis
infectiosa beskrives den sjældent forekommende miltruptur
ved denne sygdom. Der foreligger endelig fra 1967 en oversigtsartikel
om malariaprofylaxe.
3) Afhandlinger om andre emner. I 1948 beskriver Bennike i en
oversigtsartikel indikationer for og risiko ved behandling med D 2
vitamin. Samme år gor han rede for folinsyreterapi af anæmia perniciosa
og konkluderer, at den ikke har nogen plads i den rutinemæssige
behandling af den klassiske anæmia perniciosa. Sammen med
Sten Miillertz beskriver han i 1952 to tilfælde af dodeligt forløbende
hæmorrhagisk diathese forårsaget af fibrinolyse.
Sammen med Harald Gormsen og Bent Moller har Bennike i 1956
fremlagt et vægtigt arbejde om sammenlignende studier af knoglemarvsbiopsier
fra sternum, processes spinosus og crista iliaca. lait 121
patienter er undersøgt med biopsier fra alle tre steder og det konkluderes,
at sternalpunktur giver det højeste antal gode biopsier øg at
denne punkturførm, hvis den udføres omhyggeligt af en veltrænet
læge, ikke indebærer større risiko end punktur fra crista iliaca eller
processus spinosus.
Sammen med Nørregaard meddeler Bennike en sammenlignende
undersøgelse af tolerancen øverfør førskellige peroralt indgivne jernpræparater.
1 1967 beskrives desferrioxamin B-testen, med måling af
jernudskillelsen i urinen over 24 timer, til vurdering af organismens
jernindhold. Det konkluderes, at testen ikke med sikkerhed tillader at
skelne små, normale øg fyldte depoter, men at den kan have en vis
værdi i diagnosen af hæmochrømatøse. Bennike har endelig fremlagt
en kørt meddelelse øm hypofysefunktionen ved hæmochrømatøse.
Poul Effersoe er 48 år, bestod i januar 1945 lægevidenskabelig embedsexamen
med laudabilis (234 points) og erhvervede i 1951 den medicinske
doktorgrad ved Københavns universitet.
Etfersøe har en fyldig uddannelse i intern medicin med tilgrænsende
specialer øg har i 3 måneder været kandidat, i 21 måneder 1. reservelæge
øg i næsten 6 år assisterende overlæge ved Blegdamshøspitalets
epidemiske afdeling, en stilling som han stadig beklæder.
EfTersøe har speciallægeanerkendelse i klinisk laboratorieteknik
(1952), i intern medicin (1956) og i subspecialet epidemiske sygdomme
(1965). Han har gennemgået kursus i isotopteknik på Finseninstituttet,
Lægeforeningens kursus om sundhedsproblemer i udviklingslandene.
Seruminstituttets kursus i bakteriologi, Karolinska Instituttets kursus
i trøpemedicin og Course in applied epidemiology for physicians under
the U.S. Publich Health Service. Effersoe har været på flere kortere
10
146 Universitetets årbog 1967-68
varende studieophold i udlandet, bl.a. for st studere tropesygdomme
og epidemiske sygdomme og har i et år været research assistant ved
Division of Gerontology, Washington University, St. Louis, USA
(1952-1953).
Effersoe har undervist de medicinske studerende ved praktikanttjenesten
i epidemiologi og har siden 1967 været lektor i epidemiske
sygdomme ved Kobenhavns Universitet. Han har i lange perioder
været fungerende chef for Blegdamshospitalets epidemiske afdeling og
har herunder forestået undervisningen af de medicinske studerende.
Han er censorsuppleant i fysiologi og censor i almindelig patologi ved
den lægevidenskabelige embedsexamen ved Kobenhavns Universitet.
Elfersøes videnskabelige produktion omfatter studier vedrørende
nyrefysiologi, nyresygdomme, plasmaproteiner, klinisk bakteriologi og
epidemiske sygdomme samt en række afhandlinger om andre emner.
1) Afhandlinger om nyrefysiologi er udført i årene 1948-51. I samarbejde
med Jens Bing påviser ElTersøe at thiosulfat hos katte (i modsætning
til en række andre pattedyr) udskilles ikke alene ved glomerulær
hitration, men tillige ved tubulær sekretion. Iagttagelsen var original
og er senere bekræftet fra anden side. I et efterfølgende arbejde
påviser han, at thiosulfatudskillelsen hos kattekillinger forholder sig
på ganske samme måde søm hos udvoksede katte. Tre efterfølgende
arbejder danner basis for disputatsafhandlingen om pattedyrnyrens
urinstofudskillelse. 1 den første afhandling undersøges forholdet melmel
inulin- og urinstøfclearance hos kaniner med normal diurese og
under vanddiurese. Forsøgene er udført med tilfredsstillende metodik
og analysenøjagtigheden ved de kemiske bestemmelser er god. Det
påvises, at en pludselig øgning af diuresen medfører en temporær nedsættelse
af urinstof-reabsorptionsprocenten, formentlig fordi tubuli er
»mættede« med urinstof under de førudgående lave diureser. Der er
ikke korrigeret for »dead space«, men ElTersøe mener med rette at
»dead space fejl« ville have virket i modsat retning, og at fundet derfor
er significant. Han påviser endvidere, at urmstofreabsorptiønsprocenten
er proportional med den logaritmiske værdi af diuresen og uafhængig
af filtrationens niveau. I et efterfølgende arbejde beskæftiger han
sig med forholdet mellem inulin- øg urinstøfclearance høs kaniner under
osmotisk diurese, fremkaldt med natriumthiosulfat. Det påvises i
dette arbejde, at bratte diureseændringer på disse høje niveauer ikke
påvirker urinstofreabsorptionsprøcenten. Også ved høje (osmotiske)
diureser er urinstofreabsorptionsprocenten, uafhængigt af liltrationens
niveau, proportional med logaritmen til diuresen. Dog mener ElTersøe
at have påvist at urinstøfreabsorptiønsprocenten aftager ved de allerhøjeste
osmotiske diureser og når en minimal og konstant værdi ved
diureser over 800 micro-1. per min. per kg. Ved inspektion af de reAfgang
og udnævnelser af professorer 147
levante figurer er det lidt vanskeligt at se, at dette fund er dokumenteret
på overbevisende måde. I en tredie afhandling beskæftiger Effersøe
sig med natriumbenzoats virkning på forholdet mellem inulin-,
kreatinin-, thiosulfat- og urinstofclearance hos kaniner. Efter indgift
af natriumbenzoat indtræder i de fleste tilfælde et significant fald i
diurese og inulinclearance. Samtidig kan (i hvert fald i visse af forsøgene)
ses et fald i forholdene mellem kreatinin- og inulinclearance og
mellem thiosulfat- og inulinclearance samt en øget urinstofreabsorptionsprocent.
EfTersøe fortolker disse fund på den måde, at natriumbenzoat
intoxikerer tubuli og øger disses permeabilitet for kreatinin,
thiosulfat og urinstof.
I disputatsen, der former sig som en oversigtsafhandling, beskæftiger
EfTersøe sig med mekanismen ved urinstofudskillelsen i kaninnyren,
i første række på basis af de to første afhandlinger om urinstofudskillelsen.
Oversigtsafhandlingen er som helhed let læst og EfTersøe viser
i diskussionen at han er en indsigtsfuld og tænksom forsker, som er i
stand til at opstille hypoteser, som for en stor del måtte betragtes som
nye og originale på daværende tidspunkt. Den fremsatte hypotese går
ud på at urinstof i kaninnyren reabsorberes dels proximalt og dels helt
distalt (i samlerørene). Såfremt visse forudsætninger (bl.a. tilstedeværelsen
af glomerulær intermittens til forklaring af spontane filtrationsvariationer
hos kaniner) er opfyldt, giver en sådan hypotese en rimelig
forklaring på de af forfatteren i hans tidligere publicerede afhandlinger
fremlagte fund.
2) Afhandlinger om nyresygdomme. Fra EfTersøes ansættelse pa
Københavns Kommunehospitals 3. afdeling foreligger fra årene 1954-
1958 en serie afhandlinger om kliniske nyreproblemer. Sammen med
Gormsen, Iversen og Raaschou beskrives tre tilfælde af anuri, hvor
forløbet er belyst både klinisk og på basis af de histologiske forandringer
i nyrebiopsier. En af patienterne havde partiel bilateral corticalnekrose
og det senere forløb beskrives i et efterfølgende arbejde sammen
med andre. EfTersøe undersøger herefter relationen imellem serumkreatinin
og endogen døgnkreatininclearance hos patienter i stabil fase
af kronisk nyresygdom. Han angiver en omregningsfaktor fra serumkreatinin
til procentisk nyrefunktion både for mænd og kvinder. På
basis af serumkreatinin alene tillader omregningsfaktoren en vurdering
af nyrefunktionen med ca. 20 0/0 nøjagtighed. Arbejdet har praktisk
klinisk interesse. I to senere afhandlinger omtales prognosen for kronisk
nyresygdom. Det fremhæves, at prognosen, uafhængigt af nyrefunktionen,
er dårligst hos patienter med svær hypertension og udtalt
urinvejsinfektion, samt at prognosen synes at være bedret i forhold til
undersøgelser udført af andre forfattere 25 år tidligere. I to afhandlinger
belyser EfTersøe relationen mellem klinik og nyrefunktion hos pa-
10*
148 Universitetets årbog 1967-(j8
tienter med kronisk nyresvigt. Forekomsten af anæmi, acidose, dehydrering,
salttab, opkastninger, kløe, hæmorrhagisk diathese, kramper
og diarrhoe belyses nøje. Afhandlingerne vidner om EfTersøes Hid
og gode evner for klinisk videnskabeligt arbejde.
3) Undersøgelser over serum- og urinproteiner er foretaget i årene
1950-1957. De falder i to grupper, repræsenterende hver sin på udsaltning
baserede teknik til proteinfraktionering.
Den første teknik er udarbejdet af ElTersøe og lanceret under betegnelsen
»polyfraktionering«. Den består i spektrofotometrisk måling
af proteinindholdet i supernatanten efter fældning af en standardmængde
af fortyndet serum med 25 forskellige koncentrationer af
ammoniumsulfat. Herved opnås en kurve over serumproteinmønstret,
som i et normalmateriale giver 2 ret brede toppe, hvoraf den ene overvejende
repræsenterer globuliner og den anden overvejende albumin.
1 patologiske sera kan denne fordelingskurve være ændret. Særligt udtalte
ændringer fandtes som ventet ved myelomatose. Metoden anvendtes
også hos patienter med kronisk rheumatoid arthritis, febris
rheumatica og andre ledlidelser til at følge effekten af forskellige terapiformer.
Afhandlinger herom er publiceret sammen med andre, men der
er ikke tvivl om, at ElTersøe er hovedforfatteren. Polyfraktioneringen
repræsenterede et diagnostisk fremskridt, men er nu ganske erstattet
af elektroforesemetoden.
Den anden metode er udarbejdet sammen med Tidstrøm og beror
ligeledes på udsaltning, i dette tilfælde med kaliumfosfat. Det er en
hurtig metode til påvisning af myelom-protein i urin, og den synes at
fungere godt til formålet. Metodologisk kan denne metode betragtes
som en simplificering af Effersøes polyfraktionering, som behændigt
er adapteret til rutinebrug for hospitalslaboratorier.
4) Afhandlinger om klinisk bakteriologi og epidemiske sygdomme
er publiceret i årene 1961-1967. I samarbejde med Emmerik Jensen
foretager Effersøe i 1963 en sammenlignende undersøgelse over bakterietal
per ml. urin og histologisk verificeret tegn på akut betændelse
i urinvejene. De bakteriologiske undersøgelser er alene baseret på kolonital.
Hovedkonklusionen er, at 10.000 bakterier per ml. urin giver
ret stor sikkerhed for, at der foreligger infektion i urinvejene. I samarbejde
med andre sammenligner han resultater af kvantitativ bakteriedyrkning
fra henholdsvis kateter- og midtstråleurin og finder, at
der opnås omtrent samme resultater ved de to prøvetagningsmetoder,
hvilket bekræfter resultater af amerikanske undersøgelser, hvor prøvetagning
er sket henholdsvis ved supraptibisk punktur og midtstråleurin.
I en afhandling omtales teknikken ved opsamling af midtstråleurin.
Det påvises endvidere, at urinen kan henstå i 2 timer ved stuetemperatur
eller i 24 timer ved + 4° C inden udsåning, uden at koloniAfgang
og udnævnelser af professorer 149
tallene afviger stærkt fra de resultater der opnås ved øjeblikkelig udsåning.
Elfersøe påviser i et senere arbejde, at anvendelsen af nitrofuran-
urethral-salve som kateter-infektionsprofylaxe er uden værdi.
I 1965 har ElTersøe undersøgt betydningen af varigheden af incubationen
ved undersøgelse af bloddyrkninger. Det påvises, at man ikke
behøver at udstrække inciibationen udover det sædvanlige tidsrum af
1 uge for at have registreret alle bakteriæmier. I samarbejde med
Benedichte Lauersen er publiceret en afhandling om osteomyelitis
acuta på basis af et materiale på 33 patienter, der overvejende er behandlet
med antibiotica. Den relativt gode prognose ved antibiotisk
behandling, trods den øgede frekvens af penicillinresistente infektioner,
fremhæves. I samarbejde med andre fremlægger han i 1965 et arbejde
om fremmede infektionssygdomme og i 1967 en afhandling om
miskendt malaria. I manuskriptform foreligger endnu 3 afhandlinger
om diagnostiske og prognostiske problemer hos patienter med febris
continua.
Under sin langvarige ansættelse ved Blegdamshospitalets epidemiske
afdeling har EfTersøe været meget benyttet som forfatter af ledere og
oversigtsafhandlinger om infektionsproblemer og nyere antibiotika.
Han har desuden skrevet afsnittene om infektionssygdomme og kemoterapi
i Medicinsk Kompendium.
5) Afhandlinger om andre emner. 1 samarbejde med Gormsen og
andre påvises at corticotropin kan reducere M-proteinkoncentrationen
i serum hos patienter med myelomatose uden at der indtræder påviselige
histologiske ændringer af myelomcellerne. Sammen med Gormsen
og andre ofTentliggør han 4 tilfælde af den sjældne leukæmiske form af
myelomatose. Sammen med Gertz og Lund beskrives et interessant
tilfælde af phæochromocytom, hvor tumors lokalisation fastslås ved
blodtryksmåling under palpation af abdomen i dyb narkose suppleret
med curare. I samarbejde med Esben Kirk, From Hansen og Kurt
Iversen og i samarbejde med Kirk har ElTersøe fra sit Amerikaophold
olfentliggjørt en metode til bestemmelse af respirationen i avasculære
eller dårligt vasculariserede membraner og foretaget undersøgelser af
respiration og glycolyse i humant aortavæv og i aortavæv fra hunde.
Fra Rigshospitalets medicinske poliklinik har han meddelt en række
tilfælde af kronisk pancreatit. Sammen med Lorenzen og Worning har
han offentliggjort et arbejde om iltbehandling af kronisk hypoxiske
patienter med bronchitis. Sammen med H. C. A. Lassen har han publiceret
en afhandling om pludseligt indsættende diurese med kvantitativ
udskillelse af ødemerne hos patienter med cor pulmonale, hvis respirationsinsufficiens
blev behandlet effektivt. Iagttagelsen er særdeles interessant,
men nogen forklaring på fænomenet har ikke kunnet gives.
Sammen med Kjerulf har EfTersøe i The Lancet ofTentliggjort en artikel
150 Universitetets årbog 1967-68
om værdien af prednisonbehandling ved akutte exacerbationer hos patienter
med levercirrhose, hvori det påvises, at prednison i enkelte tilfælde
synes at have haft en virkning. Et foredragsreferat om indledende
diagnostik ved bevidsthedstab al" ukendt årsag er offentliggjort i Månedsskrift
for praktisk lægegerning og social medicin.
Viggo Faber er 50 år, bestod sommeren 1945 lægevidenskabelig embedsexamen
med laudabilis (203 points) og erhvervede i 1955 den
medicinske doktorgrad ved Kobenhavns Universitet.
Faber har en fyldig uddannelse i intern medicin med tilgrænsende
specialer og har i 12 måneder været 1. reservelæge og i 9 måneder fungerende
afdelingslæge ved Blegdamshospitalets epidemiske afdeling.
Siden 1.6.1963 er han assisterende overlæge ved Københavns Kommunehospitals
medicinske afdeling 7. Fra 1953 har han været tilknyttet
Statens Seruminstitut, siden 1963 som laboratorieleder ved ANF og
ASH laboratoriet (senere autoimmun-laboratoriet).
Faber er speciallæge i intern medicin (1957) og i klinisk mikrobiologi
(1967).
Faber har deltaget i forskellige kurser, bl.a. i bakteriologi, endokrinologi
og lluorescensteknik.
Han har undervist de medicinske studerende ved praktikanttjenesten
på Blegdamshospitalet og har været lærer ved videreuddannelseskurser
i lluorescensteknik, i immunologi og immunsygdomme, i rheumatologi
og i gastroenterologi.
Faber har været censorsuppleant i intern medicin ved den lægevidenskabelige
embedsexamen ved Kobenhavns Universitet siden 1965
og fra 1966 censor. Han har været officiel opponent ved 2 disputatshandlinger,
en ved Århus Universitet i 1967 og en ved Københavns
Universitet i 1968.
Fabers videnskabelige produktion omfatter studier vedrorende bakteriologi
og serologi, autoimmunitet, klinisk bakteriologi og epidemiske
sygdomme samt en række afhandlinger om andre emner.
1) Bakteriologi og serologi. Faber har i særlig grad beskæftiget sig
med hæmolytiske streptococcer og disse bakteriers dannelse af hyaluronsyre
og hyaluronidase. Arbejdet, der påbegyndtes i 1949 sammen
med Kai Schmith, indledes med en velskrevet og udtømmende oversigt.
Det første eksperimentelle arbejde (1950) omhandler bestemmelse af
hyaluronidase. Det lykkes på afgørende måde at forbedre den turbidometriske
analyse både af vævshyaluronidase og (1952) af hyaluronidase
fra hæmolytiske streptococcer. Den ny metodik anvendes i 1951 og
1952 ved undersøgelser over hyaluronidase-inhibitorer og -antistoffer,
og det påvises, at resultaterne er reproducerbare og ikke kræver hyaAfgang
og udnævnelser af professorer 151
luronidase-standard. Disse arbejder repræsenterer en original indsats
og har haft stor praktisk betydning for rutinemæssige serologiske undersøgelser.
I tre mindre arbejder beskrives variationer i hyaluronidase-inhibitor
i sera fra patienter, der er under behandling for febris rheumatica,
rheumatoid arthritis og atypiske kollagene sygdomme. Inhibitorkoncentrationen
falder som regel under behandlingen, men faldet afspejler
ikke altid den kliniske tilstand. Et tilsvarende fald i inhibitorkoncentrationen
påvises i samarbejde med Iversen i sera fra febris rheumatica
patienter ved behandling med oxinofen.
I årene 1952-1953 offentliggores en række afhandlinger om antistof
mod streptocochyaluronidase (ASH). Sera fra 384 sunde patienter undersøges
i ASII-reaktionen og der udarbejdes kriterier for normale,
tvivlsomt forhøjede og forhøjede titerværdier. Herefter undersøges
ASH-titeren i 500 patientsera. Titeren lindes stærkt forhøjet ved febris
rheumatica, glomernlonefritis og ved tonsillitis med suppurative komplikationer.
1 et følgende arbejde sammenlignes resultater ved ASH og
AST reaktionen, og der findes oftest overensstemmelse. Som helhed
synes ASH reaktionen bedre korreleret med sygdommens kliniske
aktivitet, ligesom resultaterne er mere eentydige på grund af den større
forskel mellem normale og forhøjede værdier. Rent praktisk har disse
undersøgelser skabt den fornødne eksperimentelle basis for ASH reaktionens
indførelse' ved rutineundersøgelser. En del af undersøgelsesresultaterne
er derfor offentliggjort i oversigtsartikler i nordiske medicinske
tidsskrifter.
Sammen med K. Rosendal har Faber i 1954 -1955 offentliggjort lire
arbejder om streptocochyalnronidase. Ved undersøgelsen af 78 stammer
påvises, at de kan opdeles i 3 grupper efter deres dannelse af
hyaluronsyre og hyalurønidase. Den største gruppe danner både syre
og enzym, en næsten lige så stør kun hyalurønidase og en lille gruppe
kun hyaluronsyre. Dette mønster ændres ikke ved dyrkning under forskellige
forsøgsbetingelser.
I de følgende tre arbejder anvendes en stamme fra hver gruppe til
undersøgelse af penicillins virkning på hyaluronsyre-hyaluronidase
produktionen in vitro. Forsøgene, der havde udgangspunkt i en interessant
og velbegrundet arbejdshypotese, er omfattende, men tillader -
som også er fremhævet af forfatteren - ingen konklusioner om hyaluronsyre-
hyaluronidasens betydning for udviklingen af penicillinresistens.
Derimod iagttages et antigentab ved udvikling af penicillinresistens
og det påvises, at samtlige typer af gruppe A streptococcer under
egnede betingelser kan producere hyalurønidase.
Disputatsarbejdet fra 1955 former sig som en øversigtsafhandling
baseret på 6 af de ovenfor omtalte arbejder om streptocochyaluronidase
og antistreptocochyaluronidase. Afhandlingen er særdeles velskrevet.
152 Universitetets årbog 1967-68
den tidligere litteratur er udvalgt med kritik og diskussionen er præcis
og relevant.
Sammenfattende kan om Fabers hyaluronidasearbejder udtales, at
de udgør en omhyggeligt gennemført og systematisk videnskabelig indsats,
der indeholder tiere bidrag af original karakter. De opnåede resultater
er af såvel teoretisk som praktisk interesse.
2) Afhandlinger om autoimmunitet. En oversigtsartikel om »autoimmunisering
« fra 1963 fungerer som prolog til en række på 12 senere
publikationer om dette emneområde. Artiklen er en velskreven gennemgang
for et bredt lægeligt publikum af nye landvindinger indenfor
den cellulære immunologi, inklusive nye teorier om antistofdannelse
med henblik på disse teoriers relation til autoimmunisering.
Det første experimentelle arbejde (sammen med P. Elling) udkom på
dansk i 1964 under artiklen »Antinukleær Faktor (ANF)«. Dette repræsenterer
en anvendelse af Coon's indirekte immuntluorescensteknik
i rutinemæssig bestemmelse af antinukleære immunglobuliner, som kan
påvises i serum hos mange patienter lidende af forskellige autoimmune
sygdomme. Materialet omfatter over 1100 serumprøver, hvoraf ca. 200
fra formødet normale individer og resten fra patienter tilhørende 23
forskellige sygdomskategorier. Positiv reaktion fandtes som venteligt
ved næsten alle sikre tilfælde af lupus erythematosus disseminatus,
men også hyppigt ved andre formodede autoimmune sygdomme, specielt
indenfor gruppen af »bindevævssygdomme«. Teknikken er adækvat
beskrevet, men der findes ingen oplysninger om reproducerbarheden
ved gentagne bestemmelser.
I 1964 udkom tillige (i The Lancet) hans til dato mest betydningsfulde
iagttagelse (sammen med Elling, Norup, Mansa & Nissen): En
antinukleær serumfaktor høs en patient med Felty's syndrøm, tilsyneladende
et immungløbulin, der reagerede specifikt med nukleære antigener
i granuløcyter. Dette fund er fulgt op i en række senere arbejder
sammen med P. Elling og andre. Fremhæves må især arbejdet fra 1966
»Et nyt leukocytantistof«, hvori forfatterne ved rutinemæssig screening
af ca. 6000 patientsera samt ved undersøgelse af yderligere ca. 500 sera
fra patienter med veldefinerede diagnoser fandt ialt 40 patienter, der
indeholdt denne faktor. Heraf var over halvdelen patienter med rheumatoid
arthritis. Det mest iøjnefaldende er imidlertid, at nævnte faktor
fandtes hos 9 ud af 9 patienter med Felty's syndrøm. Dette svarer
til, hvad der tidligere var fundet af Calebresi et al. (1959), som imidlertid
ikke erkendte samme faktor som værende førskellig fra de sædvanligt
forekommende ANF ved lupus erythematosus disseminatus og
andre bindevævssygdomme. I dette arbejde godtgør Faber og medarbejdere
også på overbevisende måde, at den antileukocytære faktor
er et immungløbulin.
•
Afgang og udnævnelser af professorer 153
I 1967-1968 erkendes det endvidere, at antistoffer kan påvises hos
ca. 2I3 af patienter med rheumatoid arthritis i serum og i ledvædske.
I metodologisk henseende virker disse arbejder noget præget af diagnostisk
pres fra klinisk side, formentlig fordi serumreaktionen har fundet
praktisk anvendelse.
I 3 andre arbejder har Faber og medforfattere søgt at korrelere kliniske
og serodiagnostiske fund ved levercirrhose og ved perniciøs anæmi
uden at det har bragt væsentlige nye iagttagelser.
Yderligere 4 arbejder, hvoraf 3 ledere i Ugeskrift for Læger, er korte
oversigtsartikler om autoimmune sygdomme og deres diagnostik. De
er velskrevne og indholdsmæssigt sufficiente.
Undersøgelserne øver autoimmunitetsproblemer viser at Faber er en
omhyggeligt arbejdende førsker, søm også har gjort originale iagttagelser.
3) Klinisk bakteriologi øg epidemiske sygdomme. I 1959 redegør
Faber sammen med O. Jessen for 54 tilfælde af colibakteriæmi. Der
gives relevante oplysninger øm kliniske og laboratoriemæssige fund øg
infektionsvejene analyseres. Flertallet af bakteriæmipatienterne er
svækket af andre lidelser og udgangspunktet for bakteriæmien er høs
næsten 70 0/0 urin- eller galdeveje.
I et arbejde fra 1959 foretages en klinisk analyse af 88 tilfælde af
stafylokok-bakteriæmi. Anledningen til arbejdet var en pludselig stigning
i antallet af patienter, som indlagdes for stafylokok-bakteriæmi
på Blegdamshøspitalet i 1957. Der gives også her en udtømmende oversigt
over sygdommens klinik øg betydningen af hurtig diagnose ved
bløddyrkning, eventuelt suppleret med direkte mikroskopi af sårsekret,
fremhæves. I et senere arbejde analyseres bloddyrkningsfund på Seruminstituttet
i årene 1953-1958. Det fastslås, at der også i den øvrige
del af landet har været en betydelig forøgelse af stafylokøk-bakteriæmiernes
antal. Det viser sig, at halvdelen af tilfældene kan klassificeres
som høspitalsinfektioner øg at igen halvdelen af disse skyldes operative
indgreb, infusioner eller lignende. I de øvrige tilfælde var bakteriæmien
udgået fra abscesser, furunkler eller fra en lungeinfektion.
Disse arbejder markerer indledningen til et meget omfattende, øg
stadigt pågående, samarbejde mellem klinik øg laboratorium vedrørende
sammenhængen mellem infektionens forløb og de isolerede bakteriers
egenskaber. Der føreligger indtil dato 7 afhandlinger publiceret
i samarbejde med andre. Følgende undersøgelser er foretaget : fagtype,
resistens øverfor antibiotika, dannelsen af alfalysin, hyaluronidase og
lipølytisk enzym. De egenskaber høs bakterierne, der kunne sættes i
relation til prognosen og dermed til letaliteten er resistens øverfor et
eller flere antibiotika samt lipaseproduktiønen, idet letaliteten viser
sig at være væsentligt større, når det drejer sig om lipasenegative end
154 Universitetets årbog 1967-68
når det drejer sig om lipasepositive stafylokokker. Fagtype 80/81
fremkalder ikke alvorligere infektioner end andre stammer, men synes
at have særlige betingelser for endemisk og epidemisk udbredning og er
hyppigt resistent for penicillin og streptomycin. Derimod var alfalysin,
forekomsten af antistoffer mod hyaluronidase og alfalysin og væksthæmning
med kviksolvklorid uden påviselig prognostisk betydning.
Påvisningen af en ny fagtype (83 A) som er tetracyclin-resistent er en
iagttagelse af betydelig epidemiologisk interesse, idet den er blevet
udgangspunkt for interessante undersøgelser over relationen mellem
lysogenicitet, resistens og skiftende epidemiske typer.
Sammenfattende kan om disse arbejder udtales, at de er særdeles
værdifulde, dels på grund af det omfattende 10-års materiale, dels på
grund af undersøgelsernes landsdækkende karakter og sidst men ikke
mindst på grund af det prisværdige nære samarbejde mellem klinik og
laboratorium som har været en forudsætning for de opnåede resultater.
Arbejderne indeholder adskillige originale bidrag.
4) Andre afhandlinger. Fabers første arbejde fra 1949 omhandler
en metode til bestemmelse af serumsalicylsyre og beskriver toxiske
blodforandringer ved intensiv salicylterapi, herunder den nedsættelse
af plasmaprothrombinkoncentrationen, som ikke sjældent ledsager
salicylsyreforgiftning. Sammen med andre har han i 1950 ofTentliggjort
en afhandling om behandling af febris rheumatica og juvenil rheumatoid
arthrit med ACTH og cortison. Beskrivelsen af behandlingsresultaterne
med den dengang nye behandling er god. Fra 1952 foreligger
en artikel på engelsk og, i noget ændret form, på dansk om hyperparathyreoidismens
kliniske billede belyst ved 4 tilfælde. Selv om der
ikke fremlægges nye iagttagelser, må det fremhæves, at afhandlingerne
er klart formuleret og de fremlagte sygehistorier illustrative. 1 en kasuistisk
meddelelse sammen med Palle Grønbech beskriver Faber i 1956
en patient med Addisons sygdom og diabetes mellitus og der gives en
oversigt øver 55 tidligere beskrevne tilfælde af denne sjældne sygdomskombination.
I samarbejde med andre har Faber endvidere offentliggjort
kasuistiske meddelelser om akut idiopatisk myocarditis øg primær
hjertetumor (sarcom). I 1961 beskriver han hypøfysefunktionsundersøgelse
med anvendelse af metopyron og i samarbejde med Laursen og
From Hansen har han samme år offentliggjort en afhandling om GPtransaminasernes
forhold ved infektiøs mononucleose. Faber har endvidere
skrevet kortfattede ledere og oversigter om aldosteron, om
anvendelsen af aldøsteronantagonister som diuretika og øm profylakse
med febris rheumatica.
Arne Rindom Krogsgaard er 41 år, bestod lægevidenskabelig embedsexamen
i 1951 med laudabilis (249V2 points) øg erhvervede i 1961
den medicinske doktorgrad ved Koben havns Universitet.
Afgang og udnævnelser af professorer 155
Krogsgaard har en fyldig uddannelse i intern medicin med tilgrænsende
specialer og har i 3 måneder været kandidat og i 19 måneder
1. reservelæge på Blegdamshospitalets epidemiske afdeling. Siden den
1.5.1965 er han assisterende overlæge ved Kobenhavns Kommunehospitals
medicinske afdeling III.
Krogsgaard er speciallæge i intern medicin (1960) og i subspecialerne
hjerte- og nyresygdomme (1962).
Krogsgaard har under sin ansættelse på Blegdamshospitalet deltaget
i praktikantundervisningen og har siden 1967 undervist ved det propædeutiske
kursus i medicin.
Krogsgaards videnskabelige produktion omfatter studier over hypertension
og epidemiske sygdomme samt forskellige arbejder om andre
emner.
1) Afhandlinger om hypertension. I årene 1956-1958 publicerer
Krogsgaard 6 afhandlinger om reserpin. Disse afhandlinger danner basis
for disputatsafhandlingen, som publiceredes i 1961: »On reserpine
with particular reference to its use in hypertension«. Den forste afhandling
omhandler effekten af intravenost injiceret reserpin på blodtryk
og nyrefunktion. Med god teknik bestemmes kreatininclearance,
PAH-clearance, urinudskillelse af natrium og diuresen i 3-4 forperioder
og i 3-4 perioder efter at reserpin-induceret hypotension er indtrådt.
Der påvises et let, men insignifikant, fald i plasmagennemstromningen
og fdtrationsclearance og et udtalt, signifikant, fald i diurese og natriumudskillelse
med urinen. Da reserpin i enkelte tilfælde giver anledning
til natrium-retention og ødemdannelse har forfatteren hos 6 patienter
bestemt vægt, antipyrinfordelingsrum, thiocyanatfordelingsrum,
plasmavolumen og beregnet blodvolumen for og efter indgift af
reserpin. Også disse forsøg er udført med god teknik og der påvises
ingen signifikante ændringer i de målte fordelingsrums størrelse. I den
tredie afhandling undersøger Krogsgaard virkningen af parenteralt
administreret reserpin på ventriklens syreproduktion, målt i meq per
tidsenhed. Han sammenligner effekten af reserpin med effekten af
placebo og undersøger virkningen af forskellige sekretionshæmmere på
den reserpinfremkaldte hypersekretion. Forfatteren bekræfter andres
iagttagelse af at reserpin fremkalder hypersekretion og konkluderer,
overvejende på basis af andres undersøgelser, at reserpinets virkning
formentlig er lokaliseret til ganglier i ventrikelvæggen og ikke direkte
til parietalcellerne. I den fjerde afhandling undersøges virkningen af
reserpin på blodtrykket hos hypertensive patienter, sammenlignet med
phenemal og placebo. Undersøgelserne er udført med smuk »dobbelt
blindteknik«, og det påvises at peroralt indgivet reserpin giver en signifikant
større reduktion af blodtrykket end placebo og barbitursyre,
men at reduktionen gennemsnitligt er beskeden og kun hos 1li del af
156 Universitetets årbog 1967-68
patienterne så udtalt, at der kan Lales om en terapeutisk effekt. I en
femte afhandling diskuteres virkningen af reserpin alene og reserpin
kombineret med hydralazin hos patienter med essentiel hypertoni. Det
fastslås, at reserpin alene, indgives peroralt, kun har beskeden effekt,
mens det kombineret med hydralazin frembyder den fordel, at det bidrager
til at reducere generende bivirkninger ved hydralazinindgiften,
I et sjette og sidste arbejde diskuteres bivirkninger af reserpin, som
fandtes hos ca. 80 0/0 af patienterne, hyppigst i form af nasalstenose,
træthed, vægtøgning og depression. De væsentligste bivirkninger diskuteres
og det søges oplyst, hvorvidt man på basis af anamnesen kan
udelukke sådanne patienter fra behandling med reserpin, som måtte
forekomme særligt disponerede til udvikling af psykiske komplikationer.
Sammen med forfatterens øvrige praktiske erfaringer vedrørende
hypertensionsbehandling danner disse 6 arbejder basis for hans disputats,
der former sig som en oversigtsafhandling. Oversigtsafhandlingen
er meget bred og går i sin beskrivelse udover hvad der er nødvendigt
for emnet. Den er forfattet i et som helhed klart og godt sprog, og
der drages gode og relevante konklusioner med henblik på indikationer
for antihypertensiv terapi i almindelighed og anvendelsen af reserpin
i særdeleshed. Det er et solidt og godt oversigtsarbejde, formentlig et
af de bedste om reserpinbehandling, men væsentlige nye synspunkter
er ikke fremlagt.
Fra de følgende ar må især fremhæves en meddelelse (i samarbejde
med Tage Hilden) publiceret på dansk og på engelsk om forekomsten
af nedsat serum kalium hos patienter med svær hypertension. Såvidt
det kan ses, er dette den første demonstration af at nedsat serum
kalium er et relativt hyppigt ledsagefænomen til svær hypertension,
at hypokaliæmiens grad lindes proportional med hypertensionens sværhedsgrad
og at hypokaliæmien muligvis er en følge af sekundær hyperaldøsteronisme.
Denne sidste tanke var dengang ny øg er siden bekræftet
af andre ved bestemmelse af aldosteron-secretion-rate. Dette
arbejde ma derfor betegnes som originalt øg værdifuldt.
Interessant er også en, både på dansk og engelsk forelagt, kasuistisk
meddelelse om svære lungeforandringer (»interstitiel pneumonitis«) høs
en patient som har været i antihypertensiv terapi med gangliebløkerende
stof. Det diskuteres om dette (og andre tilfælde som er meddelt
i litteraturen) skyldes kroniske lungeforandringer på basis af recidiverende
stase eller en specifik virkning af de indgivne medicamina,
uden at man kan nå til nogen endelig konklusion med henblik på mekanismen.
Krogsgaard har ved en lang række moder (hvoraf mødereferater
foreligger) samt i oversigtsafhandlinger givet klare og gøde redegørelser
for indikationerne for antihypertensiv terapi, for bivirkningerne ved
terapien og for dennes effekt, blandt andet på overlevelsen. Han har
Afgang og udnævnelser af professorer 157
herunder medinddraget studier over nye antihypertensiva efterhånden
som de er fremkommet, blandt andet guanethidin og metyldopa. Disse
sidstnævnte studier er udfort med god klinisk og klinisk-farmakologisk
experimentel teknik og afhandlingerne er forfattet i et klart og letlæst
sprog.
I de senere år har Krogsgaard i samarbejde med Thorkild Friis publiceret
3 afhandlinger om isotop-nefrografi og diskuteret denne undersøgelsestekniks
betydning for diagnosen, specielt af eensidige nyrelidelser,
i første række nyrearteriestenose. Der drages rimeligt reserverede
konklusioner med henblik på værdien af undersøgelsen, konklusioner
som er i overensstemmelse med de slutninger, som er draget fra anden
side. Sammen med Weeke har Krogsgaard arbejdet med angiotensininfusiønstesten
ved arteriel hypertension i et forsøg på at skelne nefrøgen
hypertension fra essentiel hypertension. Forsøgene er udført
med gød teknik øg konkluderer at undersøgelsens differentialdiagnøstiske
værdi er tvivlsom,
2) Afhandlinger om epidemiske sygdomme. Der foreligger en kasuistik
øm forekomsten af transitorisk hypertension hos en patient med
encephalitis, hvor det antages at hypertensionen skyldes en encephalistisk
læsion i centralnervesystemet. Et kørt foredragsreferat redegør
for et materiale af patienter med lymfocytær meningit på Blegdamshospitalet.
Sammen med Clausen og Quaade har Krogsgaard undersøgt
forekomsten af C-reaktivt protein øg en række immunglobuliner
i serum og spinalvædske hos patienter med infektiøse lidelser i centralnervesystemet,
og der er især påvist forandringer i spinalvædskeprøteinmønsteret
ved purulent meningit. Sammen med Quaade har Krogsgaard
undersøgt forekomsten af oxaleddikesyre-transaminase i spinalvædsken
og konkluderer, at der især ved purulent meningit foreligger
en øget permeabilitet af »blød-hjerne-barrieren« før dette enzym.
3) Afhandlinger øm andre emner. Krogsgaards første afhandling
beskriver resultater af søndebehandling af ulcus ventriculi. Sammen
med Harvald og Lous har han undersøgt spørgsmålet om en eventuel
calciummangel høs patienter efter partiel gastrectomi. Der er anvendt
klassisk metabolisk balanceteknik og måling af »netto 12 timers urinudskillelse
« af calcium efter calciuminfusion. Forfatterne konkluderer,
at der hos en række patienter efter partiel gastrectomi foreligger en
calciumabsorptionsdefekt som resulterer i osteomalaci.
Sammen med Hilden har Krogsgaard undersøgt effekten af forskellige
diuretica, især af chlorøthiazid gruppen. Sammen med Solvsteen,
Amris og Quaade er i 1963 fremlagt undersøgelser over anvendelsen af
dimeflin som analeptium med virkning på respirationscentret. Der er
udført målinger af relevante parametre til belysning af ventilationens
158 Universitetets årbog 1967-68
sufficiens, og der drages rimeligt kritiske konklusioner med henblik på
det praktiske anvendelsesområde for stoffet.
Preben Ollendorff er 43 år, bestod lægevidenskabelig embedsexamen
sommeren 1951 med laudabilis (206 points) og erhvervede i 1966 den
medicinske doktorgrad ved Københavns Universitet.
Ollendorff har en fyldig uddannelse i intern medicin med tilgrænsende
specialer. Han har i 4 måneder været halvårskandidat og i 32
måneder 1. reservelæge ved Blegdamshospitalets epidemiske afdeling.
Siden den 1. marts 1966 er han 1. reservelæge ved medicinsk afdeling
F, Kobenhavns Amts Sygehus i Glostrup.
Ollendorff er speciallæge i intern medicin med subspecialerne hjerteog
kredsløbssygdomme (1961).
Ollendorff har samtidig med hospitalsansættelser været frivillig videnskabelig
assistent ved Carlsbergfondens biologiske institut og har
i et år (1963-1964) været visiting scientist ved James F. Mittchel
Foundation Institute for Medical Research, Washington D.C., USA.
Ollendorff har under sin ansættelse på Blegdamshospitalet deltaget i
praktikantundervisningen og har holdt forelæsninger og klinikker for
volontører på Københavns Amts Sygehus i Glostrup.
Ollendorffs videnskabelige produktion omfatter studier over koagulation
og epidemiske sygdomme samt nogle afhandlinger om andre emner.
1) Koagulationsundersogelser. Ollendorffs videnskabelige produktion
er ganske domineret af hans arbejder om blodets koagulation,
til hvilke henhører 34 arbejder inklusive disputatsen fra 1966: »Initiation
and Acceleration øf Plasma Thromboplastin Formation«. Han er
som koagulationsforsker formet af dr. Tage Astrups tidligere skole på
Carlsbergføndets biologiske institut. Også efter sidstnævntes bortrejse
til USA arbejdede dr. Ollendorff i 1 år hos dr. Astrup i Washington.
Disputatsen er det centrale arbejde i denne gruppe. Den består af
en gennemgang og diskussion af 10 tidligere publicerede artikler, hvoraf
1 om koagulationsdefekter hos klinisk tilsyneladende raske heste, 1 om
koagulationsfaktorerne hos patienter med myocardieinfarkt og 1 om
kontrol af blodets koagulabilitet ved extracorporal cirkulation. De 7
øvrige artikler kan i det væsentlige betragtes som metodologiske med
særligt henblik på at bestemme afvigelser fra normen under de tidligere
faser i dannelsen af plasma-thromboplastin. Een af de 10 disputatsartikler
er publiceret sammen med T. Astrup, de øvrige af Ollendorff
alene.
Blandt disse 10 artikler er arbejdet sammen med Astrup: »Estimation
of Thromboplastin Activation in Plasma« vigtigst, for så vidt som
det beskriver udarbejdelsen af den metodik, som danner grundlag for
de væsentligste af Ollendorffs personlige undersøgelser. Denne metodik
Afgang og udnævnelser af professorer 159
tilsigter en nøjagtig bestemmelse af den initiale aktivering af plasmathromboplastin
(intrinsic system). Den udfores som en 2-trins reaktion,
hvori 1. trin består i recalcifikation af fortyndet thrombocytholdig
testplasma, og 2. trin i overforelse hvert minut af en prove herfra til et
nyt koagulationsmilieu bestående af fortyndet, thrombocytfattig normalplasma,
der ligeledes er recalcificeret. Koagulationstiden målt i
2. trin tages da som indirekte mål for thromboplastindannelsen i 1.
trin. Forfatterne er naturligvis opmærksomme på, at også thrombin
dannes i begge trin af reaktionen, og nævner selv dette faktum som
hovedvanskeligheden ved en isoleret bestemmelse af plasma-thromboplastindannelsens
initiale faser. Det kan imidlertid ikke ses at være
godtgjort, at den udarbejdede metodik har bidraget væsentligt til overvindelse
af denne vanskelighed. Der gives ikke tilstrækkelig principiel
vurdering af, hvad der egentlig måles ved denne metode. Den forekommer
i realiteten at være en modifikation af MacFarlane og Bigg's
ældre og mere anvendte Thrombin Generation Test uden at det kan
ses godtgjort, at der er vundet klare fordele. Det samme gælder den
senere modifikation i artiklen »Initiation of blood clotting and glass
activation followed by a three-stage technique«.
I 3 artikler undersøger OllendoriT betydningen af blodplader og
Hageman-faktor (faktor XII) for koagulationsprocessens indledning.
Han opstiller her den hypotese, at plasma indeholder en inhibitor af
faktor XII, og at denne inhibitor neutraliseres af blodplader. Det er
ikke lykkedes at underbygge denne hypotese med tilstrækkeligt kritiske
forsøg. Specielt har man ikke udelukket den mere nærliggende
mulighed, at blodpladerne i hans forsøg har været utilstrækkeligt vaskede
og derfor selv har indeholdt faktor XII på øverlladen.
I artiklen »Coagulability in acute myocardial infarction« finder han,
ved Astrup og OllendorfTs metode, ingen ændringer i koagulationsforholdene
hos patienter med nævnte sygdom. Flertallet af disse patienter
vides dog nu at have en betydelig forøgelse af faktor VIII, hvorfor
det må sluttes, at metoden i hvert fald næppe egner sig til afsløring af
denne koagulationsabnørmitet.
Det umiddelbart mest opsigtsvækkende af hans koagulatiønsarbejder
er det i disputatsen medinddragne om blodets koagulation hos
heste: »Defects in and Variability of the Thsomboplastic System in
Horse Plasma«, Hos 11 af 35 formodet normale heste (i hvert fald
uden hæmorrhagisk diathese) fandtes ved en let modificeret thrombin
generation test mangel på enten faktor VIII, IX eller XII. Det besynderligste
var imidlertid, at gentagne bestemmelser på de samme heste
kunne vise mangel på forskellige faktorer eller at forholdene snart var
normale, snart patologiske. Mangel på køagulatiønsfaktører kendes
høs mennesket søm en gruppe af hereditære lidelser (hvortil hæmofilien
hører), men der foreligger næppe eksempler på, at manglen snart
160 Universitetets årbog 1967-68
andrager een og snart en anden faktor, hvilket også måtte forudsætte
en meget speciel genetisk mekanisme. Der synes ikke ved kritisk kontrol
af metodikkens pålidelighed at være garderet imod mistanken om,
at de fundne abnormiteter beror på mangler ved undersøgelsesteknikken.
Sammenfattende kan det siges om disputatsen, at den omhandler
et vigtigt og interessant problemkomplex indenfor et forskningsområde,
som på dets nuværende stade er ganske overordentligt kompliceret og
næsten umuligt at bringe væsentligt videre frem ved modilikationer af
den orden og måde, hvorpå de i biokemisk henseende overvejende dårligt
definerede reagenser sammenblandes. Disputatsen er affattet i et
klart sprog og giver på flere punkter en god og nyttig litteraturgennemgang.
Blandt de resterende 24 numre omhandlende koagulationsforhold er
ca. halvdelen gentagelser af de i disputatsarbejdet inkluderede resultater
og synspunkter, herunder korte bidrag til diskussionen ved internationale
moder om koagulationsproblemer.
Et enkelt arbejde fra 1966 sammen med T.Astrup: »A Sensitized
Thromboplastin Activation Test« repræsenterer en fornyet metodologisk
undersøgelse af den i disputatsartiklerne meget anvendte og allerede
omtalte metode. Der indføres nu visse forbedringer, især mere
systematisk anvendelse af silikoneret apparatur (glas og pipetter).
Ligeledes måles thrombindannelsen ved anvendelse af et substrat indeholdende
renset fibrinogen i stedet for thrombocytfattigt fuldplasma.
Syv arbejder repræsenterer undersøgelser af koagulationsforholdene
hos forskellige normal- og patientgrupper, især geriatriske, samt den
mulige indflydelse af kostens sammensætning. Fire arbejder er kasuistiske
meddelelser, hvoriblandt fundet sammen med C. J. Amris af en
patient, der efter elektroshock udviklede hæmorrhagisk diathese og en
inhibitor mod faktor VIII, må betegnes som en potentielt vigtig iagttagelse.
Endelig repræsenterer artiklen »Initiation øf Blood Coagulation« i
Dan. Med. Bull. 1967 en læseværdig kort oversigt over koagulationsprocessens
mange faktorer og forskellige mulige reaktionsskemaer.
2) Afhandlinger om epidemiske sygdomme. I 1957 beskrives en
hepatitisepidemi, med meget høj anslagsprøcent, i en børneinstitution.
Smitteveje og smittekilde diskuteres. 1 1966 gives en oversigt over forløbet
af tussis convulsiva hos vaccinerede og ikke-vaccinerede spædbørn
under 6 mdr. Der findes signifikant længere indlæggelsestid og
længere varighed af det convulsive stadium i den uvaccinerede gruppe.
I 1967 offentliggør Ollendorlf sammen med Hein Christiansen et tilfælde
af letalt forløbende tetanus hos en 17-årig mand. I forløbet indtrådte
en svær neuropathi, som forfatterne tilskriver serumbehandling.
Afgang og udnævnelser af professorer 161
3) Afhandlinger om andre emner. I 1954 nndersoges virkningen af
pyridoxin som kvalmestillende middel efter æternarkose. I 1957 meddeles
i kasuistisk form et fortilfælde af Takayoshu's syndrom. Sammen
med Probst offentliggøres i 1958 en afhandling om 169 tilfælde af forgiftninger
hos børn.
1 to afhandlinger i Nordisk Medicin fra 1959 beskrives A-vitaminabsorptiønstesten
øg resultater af undersøgelse af A-vitamin-absorptionen
hos patienter med førskellige gastrointestinale lidelser. I 1960
forelægges undersøgelser af GO- og GP-transaminaser i serum ved
akutte hjerte- og leverlidelser hos ældre og sammen med Møsbech
ofTentliggøres resultater af persantinbehandling af angina pectøris.
Flemming Quaade er 44 år, bestod lægevidenskabelig embedsexamen
1948 med laudabilis (23S1I3 points), opnåede Københavns Universitets
guldmedaille før en prisopgave i klinisk medicin i 1950 øg erhvervede
i 1955 den medicinske doktorgrad ved Københavns Universitet.
Quaade har en fyldig uddannelse i intern medicin med tilgrænsende
specialer. Han har i 5 måneder været kandidat og i 32 måneder 1. reservelæge
ved Blegdamshøspitalets epidemiske afdeling. Siden juni
1965 er han assisterende overlæge ved Bispebjerg Hospitals medicinske
afdeling B.
Quaade er speciajlæge i intern medicin, særligt endokrine sygdomme
og epidemiske sygdomme (1958).
Han har foretaget studierejser til Frankrig øg Schweiz (pædiatri) øg
til USA (ernæring) samt har under rejser i Osten, Sydamerika øg Afrika
haft anledning til at besøge hospitaler med tropemedicinsk belægning,
først øg fremmest i Nairobi.
Quaade har undervist de medicinske studerende ved praktikanttjenesten
på Blegdamshøspitalet, blev i 1965 tutor ved vølontørundervisningen
i intern medicin og har siden 1967 undervist ved det propædeutiske
kursus i intern medicin.
Quaades videnskabelige produktion omfatter studier over adipøsitas
øg epidemiske sygdomme samt enkelte afhandlinger øm andre emner.
1) Afhandlinger øm adipøsitas. Ansøgerens første videnskabelige
arbejde er den med guldmedaille belønnede besvarelse af Universitetets
prisopgave i klinisk medicin for 1949: En undersøgelse af Hilde Bruch's
teori om den psykogene ætiologi til visse adipøsitastilfælde i barnealderen.
På basis af skolelægejournaler registreres adipøsitastilfældene
blandt 3771 skolebørn i København. Til alle hjem udsendes spørgeskemaer
øg undersøgelsen baseres på de 2373 brugbare besvarelser, søm
vises at være et repræsentativt udsnit. Der fandtes positiv korrelation
mellem adipøsitas og følgende kriterier: lav husstandsindtægt, høj
alder hos møder, høj fødselsvægt, adipøsitas hos fader og/eller moder;
i i
162 Universitetets årbog 1967-68
usikker korrelation fandtes til: stor søskendeflok, yngste barn, barn af
enligstillet moder; derimod ingen korrelation (som i Hilde Bruch's
materiale) til: enebarn, isoleret stilling i søskendeflok, ringe selvstændighed,
kort diegivning, langvarig flaskeernæring, enuresis, operative
indgreb, dødsfald i søskendeflokken. Blandt materialets 137 fede børn
foretages en intensiv undersøgelse af 36 børn og deres milieu. Højst
5 kunne med nogen rimelighed siges at frembyde de psykologiske samspil
mellem barn og omgivelser som H.B.'s teori omfatter. Disse menes
at kunne være af betydning i visse tilfælde, men næppe som af H.B.
formodet i almindelighed. H.B.'s materiale anses (med rette) for at
være udvalgt således, at det ikke er repræsentativt, og hendes kontrolmateriale
menes stort set at have været uegnet. Konklusionen er, at
fedme hos børn er »en lidet specifik manifestation af meget talrige og
lidet overskuelige psykologiske faktorer«. Afhandlingen fremtræder i
en særdeles overskuelig og vel gennemarbejdet form og er skrevet i en
klar og logisk stil.
De følgende afhandlinger er forarbejder til, eller medarbejderskab
ved endokrinologiske undersøgelser i tilslutning til ansøgerens doktorafhandling:
Obese children - anthropølogy and environment (1955).
I denne fremlægges dels ovennævnte undersøgelse, dels en grundig undersøgelse
af 188 klinisk adipøse børns antropologi og pubertetsudvikling
(specielt med henblik på mulig endokrin dysfunktion) sammenlignet
med 998 ikke-adipose børn. Legemsmålene afviger ikke udøver
den måleusikkerhed som kan foreligge på grund af rigeligt subcutant
fedtvæv. Kønskarakterernes udvikling forløber ligeledes ens, fraset en
noget tidligere menarche i den adipøse gruppe. Arbejdet giver på en
række punkter eentydige svar på hidtil omdebatterede spørgsmål vedrørende
genesen til adipositas hos børn.
Søm et yderligere resultat af skolebørnsundersøgelsen fremlægges en
påvisning af højdevækstens afhængighed af forældrenes højde og i
mindre grad af hjemmets økonomi,
I fortsættelse af de antropologiske målinger angiver Quaade (i samarbejde
med J. Balslev Jørgensen og E. Paridon) en original og simpel
klinisk metode til bestemmelse af kranievolumen. Dens kliniske nytte
vises hos mikro- og makrocefale børn.
Sammen med Henning Andersen undersøges den anorexigene effekt
af D-amfetamin hos adipøse børn, hos hvem en affedning kan opnås
med doser, der er uden nævneværdige bivirkninger.
Sammen med Erling S. Olesen fremlægges smukt gennemførte kliniske
eksperimenter vedrørende virkningen af fedtrig kost ved adipositas.
Det vises, at overgangen til henholdsvis fedt- og kulhydratrig
kost er ledsaget af vægtsvingninger på grund af vædsketab, resp.
vædskeretention.
En række arbejder omhandler en efterprøvning af J. Mayer's teori
Afgang og udnævnelser af professorer 163
(1952) om betydningen af den såkaldte »arteriovenøse glukusedifferens«
for sultfornemmelsen. Såvel normalpersoner som adipøse og diabetikere
undersøges; nogle gives D-amfetamin, nogle får insulin intravenøst.
Den første publikation er fra 1957; de sidste (Amer. J. Med. Sc. 1962)
omhandler forsøg med blodtagning fra permanente kanyler i femoralarterien
og i venstre vena jugularis interna, således at også hjernens
glukose- og iltforbrug undersøges, såvel efter kulhydrat- som ikkekulhydratholdigt
måltid samt efter »placebomåltid«. Ingen af disse omhyggelige
eksperimenter støtter Mayer's teori.
1963 meddeler Quaade i Lancet sin påvisning af, at forskelle i muskelaktivitet
ikke er ene om at forklare vægtkonstansen, når visse personer
kan have stort kalorieforbrug (spise kraftigt, forblive tynde) og andre
kun et lille (spise lidt, forblive tykke), men at hudens varmeisolation
også er af stor betydning. Under udsættelse for afkøling stiger basalstofskiftet
hos magre 3 gange så meget som hos normalvægtige og fede.
Blandt de fede var stigningen dog ret betydelig hos dem, der indrommede
en meget stor fødeindtagelse, og hvis hud var varm, hvis ansigt
var blussende og som var kuldskære. Hos resten var stigningen minimal.
Temperaturen under abdominalfedtlaget faldt hos de fede kun
0,8° mod 2,4° og 2,8° hos normale og hos magre. Ved målinger af denne
temperatur og forskellige hudoverfladetemperaturer fandtes hos en
række fede en højere dybdetemperatur og en lavere hudtemperatur.
Alle forskelle er statistisk evaluerede. Temperaturforskellen pr. mm
fedtlag fandtes ens (ca. 0,05°).
I et senere arbejde (»Homeothermic« Obesity and Leanness, Hypothesis
and Evidence, 1964) deles de adipøse i to grupper. Den »regulatoriske
« fedme skyldes hyperfagi. Under kalorieindskrænkning svinder
de regulatoriske stofskifteændringer (forøget fosforylase, lipogenese,
hyperinsulisme) og normalt forhold fedt/mager legemsmasse retableres.
Trods kraftigt underhudsfedtvæv er termoregulationen normal; fedtvævet
indeholder relativt få, store, fedtfyldte celler. Kalorieomsætningen
er stor og adapteret til fodeindtagelsen. De »homeotherme« fede
personer menes at mangle evnen til at forøge stofskiftet under kuldeudsættelse,
hvorfor en vis fedme er nødvendig. Under faste påvirkes
de ovenfor omtalte regulatoriske stofskifteændringer ikke. Fedtlaget
består af mange små celler. Under kalorieindskrænkning opstår, trods
normal proteintilførsel, negativ kvælstofbalance og træthed; vægten
aftager, men det unormale forhold fedt/mager legemsmasse består.
Energibalance og vægtkonstans opnås, når fedtlaget har nået den
individuelt optimale tykkelse. Den større isolation og det nedsatte
muskelarbejde (oftest er det ældre personer) mindsker fødebehovet.
Appetitten afhænger af kalorieforbruget og er ikke primært ændret.
Quaades fortsatte studier - i forbindelse med en række forskellige
specialkyndige - gælder opklaringen af det subcutane fedtvævs mori
i *
164 Universitetets årbog 1967-68
følogi, fedtkeini, blodgennemstrømning og metabolisme, specielt forskellen
mellem »isolationslag« og normalt fedtlag. Lagtykkelsen kan
bestemmes ved ultrasonisk rellektion, idet fundene er som ved Quaades
nålemetodik. Gaskromatografisk er fedtsyrernes relative forekomst ens
hos normale og adipose og afvigende fra hos nyfødte, om hvis cellerige
underhudsfedtvæv de adipøses »isolationsfedt« morfologisk minder.
Med radioaktivt xenon bestemmes middelværdien for abdominalfedtlagets
blodstrøm til 2,6 ml/100 g xmin., størst (3.0) ved lagtykkelse
1-3 cm, mindst (1,8) ved lagtykkelse over 5 cm - fraset hos 2 meget
overvægtige (sml. ovennævnte typer). I samme artikels slutning anføres,
at foreløbige undersøgelser har vist, at blodstrømmen øges efter
peroral proteinindtagelse og efter intravenøs aminøsyretilførsel. I det
sidst publicerede arbejde vises, at fedtvævets blodgennemstrømning
falder efter oral tilførsel af glukose.
2) Afhandlinger om epidemiske sygdomme. Det vigtigste arbejde
er her en undersøgelse af næsten 700 tilfælde af purulent meningitis,
der har været indlagt på Blegdamshospitalet over en 10 års periode.
Arbejdet publiceret sammen med Christensen. Der gives en god øversigt
over tilfældenes ætiologi, førløb og letalitet. Et noget senere arbejde
øver meningitis hos gamle er instruktivt og emnet velvalgt.
Det fremhæver den vanskelige diagnostik og den dårligere prognose i
den ældre aldersgruppe. I Nordisk Medicin har Quaade sammen med
Klaus Jensen offentliggjort en oversigt over behandlingen af purulent
meningitis. Sammen med Krogsgaard foreligger i mødereferat en mindre
opgørelse over ætiologien til lymfocytær meningitis.
Sammen med K. H. Olesen har Quaade publiceret 4 tilfælde af stafylococpneumoni
hos børn kompliceret med pneumothorax. Det konkluderes,
at steroidterapi kan have været en medvirkende faktor til
udviklingen af komplikationen. Sammen med Krogsgaard har Quaade
otfentliggjort en mindre kasuistik om et tilfælde af transitorisk hypertension
hos et barn med encephalit.
Sammen med Jørgen Clausen og Krogsgaard har Quaade i 1962
publiceret et arbejde om immunelektroforetiske undersøgelser af koncentreret
spinalvæske fra patienter med forskellige lidelser i centralnervesystemet,
i første række akutte infektioner. Ved bakteriel meningitis
fandtes forøget mængde C-reaktivt protein og immunglobulin i
spinalvædsken.
Sammen med Krogsgaard har Quaade undersøgt glutaminoxaleddikesyretransaminase-
aktiviteten i cerebrospinalvædsken sammenlignet
med serumaktiviteten. Ved infektiøse lidelser i centralnervesystemet
lindes førholdet mellem spinalvædske- og serumkoncentrationer
ændret på en sådan måde, at forfatterne mener at kunne konkludere,
at der foreligger en øget permeabilitet af »blodhjernebarrieren«.
Afgang og udnævnelser af professorer 165
I et arbejde beskrives forløbet af polioinfektion hos Salk-vaccinerede
patienter, og det påvises at infektionen næsten altid forløber mildere
end hos uvaccinerede.
3) Afhandlinger om andre emner. Der føreligger her flere kasuistiske
meddelelser, blandt andet øm 5 tilfælde af methanølførgiftning. Sammen
med Sølvsteen, Amris øg Krogsgaard fremlægger Quaade i 1963
dels i køngresreferat, dels i en større afhandling, undersøgelser øver
anvendelsen af dimeflin som analepticum med virkning på respirationscentret.
Der er udført målinger af relevante parametre til belysning
af ventilationens sufficiens og der drages rimeligt kritiske konklusioner
med henblik på det praktiske anvendelsesområde for støfTet.
Birthe Tidstrøm er 42 år, bestød lægevidenskabelig embedsexamen
vinteren 1954 med laudabilis (2331/3 points) og erhvervede i 1962 den
medicinske doktorgrad ved Kobenhavns Universitet.
Birthe Tidstrøm har en fyldig uddannelse i intern medicin med tilgrænsende
specialer og har i 9 måneder været kandidat, i 22 måneder
1. reservelæge og i 2 måneder vikarierende assisterende overlæge ved
Blegdamshøspitalets epidemiske afdeling. Siden september 1965 er hun
1. reservelæge ved Blegdamshøspitalets medicinske afdeling.
Tidstrøm er speciallæge i intern medicin (1964) og i subspecialet
epidemiske sygdomme (1965).
Tidstrøm har deltaget i kursus i endøkrinoløgi øg i klinisk mikrobiologi
øg har fra januar til april 1968 gennemgået kursus på Liverpool
Schoøl øf Tropical Medicine med erhvervelse af diplom.
Tidstrøm har foretaget flere kørte studierejser til udlandet, bl.a. til
Briigge i Belgien, hvor hun har studeret proteinførskning, øg til Edinburgh
øg Glasgow, hvor hun har studeret epidemiologi og medicinske
lungelidelser.
Tidstrøm har undervist de medicinske studerende ved praktikanttjenesten
på Blegdamshøspitalets epidemiske afdeling.
Tidstrøms videnskabelige produktion omfatter studier over urinproteiner
og epidemiske sygdomme samt enkelte afhandlinger om andre
emner.
1) Urinproteinundersøgelser. Urinproteinundersøgelserne danner basis
for Tidstrøms disputats »Urinprøteiner, kvalitativ øg kvantativ
undersøgelse af urin fra normale, med glomerulønephritis samt pyelonephritis
« (1961). Kvantitativ og kvalitativ bestemmelse af proteiner
i de lave koncentrationer i hvilke de udskilles i normal urin er behæftet
med betydelige vanskeligheder, men Tidstrøm synes stort set at have
udarbejdet en tilfredsstillende teknik til undersøgelse af normal urin.
Det er herved lykkedes hende at påvise, at proteinudskillelsen med
urinen varierer mellem 10-80 mg per døgn. Udskillelsen om dagen er
166 Universitetets årbog 1967-68
ca. dobbelt så stor som om natten, og udskillelsen stiger efter legemlig
aktivitet, medens den hos patienter som er sengeliggende kun udviser
ringe variation fra time til time. Ved elektroforese af normal urin har
en betydelig opkoncentrering af urinen været nødvendig, hvilket har
medført, at forsøgene ofte er mislykkedes. I 27 teknisk vellykkede forsøg
påvises, at der i den normale urin udskilles både albumin og protein,
der vandrer som globulin. Urinproteinudskillelsen ved blomerulonephritis
findes gennemgående kvantitativt at være betydelig og der
påvises i alle tilfælde en høj og spids albumintop og en lav globulinfraktion
som ved akut fase er noget lavere end ved kroniske tilfælde,
hvor proteinurien (under den fremadskridende glomerulære beskadigelse)
bliver mindre selektiv. Ved pyelonephritis chrønica lindes døgnproteinudskillelsen
betydeligt mindre end ved glomerulonephritis, både
i akut og kronisk stadium. Den kvalitative undersøgelse af urinen viser
overvejende globulin og mindre mængder albumin. Selv øm der kan
rettes visse indvendinger mod metodikken, må det udtales, at Tidstrøms
arbejde er udført med stor omhu og med god kritisk sans. Der
mangler nyrebiopsi til verifikation af de kliniske diagnoser, men disse
forekommer dog stort set holdbare. Ved påvisningen af de kvalitative
forskelle i proteinuriens karakter ved pyelonephritis og glomerulonephritis
har Tidstrøm ydet et originalt bidrag.
Tidstrøm har senere arbejdet videre med undersøgelse af patienter
med pyelonephritis og glomerulonephritis og således i nogen grad udvidet
det materiale, der foreligger i disputatsafhandling øg yderligere
bekræftet sine fund, specielt vedrørende forskellen mellem pyelonephritis
øg glomerulonephritis. Hun har tillige undersøgt proteinuriens karakter
ved ortøstatisk prøteinuri og fundet, at den ligner billedet ved
lettere tilfælde af glomerulonephritis og konkluderer at adskillige tilfælde
af ortøstatisk prøteinuri måske ikke er fuldt så benigne som oprindeligt
i mange tilfælde antaget. Denne anskuelse er i god overensstemmelse
med undersøgelser (incl. nyrebiopsier) fra anden side.
Sammen med Effersøe har Tidstrøm i 1957 offentliggjort en praktisk
værdifuld metode til hurtig bestemmelse af myelomprotein i urinen,
en metode som for sin tid var praktisk værdifuld.
2) Afhandlinger om epidemiske sygdomme. I 1957 offentliggøres
en undersøgelse over hyppighed øg sværhedsgrad af tussis convulsiva
i første leveår og det bekræftes, at denne sygdom tåles dårligt af spæde
børn. Sammen med Kjerulf publiceres i 1964 på dansk to tilfælde af
Q-feber. Samme år publicerer hun med Kjerulf et tilfælde af Bilharziose
med epilepsi, hvor det antages, at epilepsien er forårsaget af Bilharziagranulomer
i cerebrum. 1966 skriver Tidstrøm om et tilfælde af eczema
vaccinatum efter koppevaccination.
Et vægtigt arbejde er den, i manuskript foreliggende, opgørelse over
Afgang og udnævnelser af professorer 167
komplikationsfrekvens, dødelighed og sequelae hos 4730 patienter med
morbilli indlagt på Blegdamshospitalet i perioden 1948-1962. Encephalitis
forekom hos 1,4 0/o patienterne. 10 0/0 af disse patienter døde.
Kun hos enkelte af de overlevende fandtes blivende cerebrale defekter.
Fra 1967 foreligger en velskrevet og interessant kasuistik på engelsk
om et tilfælde af varicelpneumoni, behandlet med respirator.
3) Afhandlinger om andre emner: Der foreligger et foredragsreferat
om behandlingen af mb. Calvé-Perthe belyst ved en efterundersøgelse.
I samarbejde med Bent Friis-Hansen er vandfasen hos børn med
adipositas undersøgt ved deuteriummetoden. Resultaterne har været
udstillet på pædiaterkongressen i København, men en særskilt større
publikation foreligger ikke. I Dansk Selskab for Intern Medicin har
Tidstrøm holdt et foredrag om osteoporoseformer i en medicinsk afdeling
med særligt henblik på senil osteoporose.
K o n k l u s i o n :
Det er udvalgets opfattelse at Effersoe og Faber er kvalilicerede til det
ledige professorat, der er knyttet til en stilling som overlæge ved Blegdamshospitalets
epidemiske afdeling, og at man ved besættelsen må
lægge afgørende vægt på bidrag til udforskningen og videreudviklingen
af fagområdet epidemiske sygdomme.
Effersøes originale videnskabelige indsats falder navnlig indenfor
nyrefysiologi og klinisk nefrologi, mens hans afhandlinger om epidemiske
sygdomme og hertil grænsende områder er mindre vægtige.
Fabers videnskabelige produktion omhandler overvejende bakteriologi,
immunologi og infektionssygdomme og der er indenfor disse områder
ydet originale og praktisk betydningsfulde bidrag. Produktionen
er fortsat med betydelig konsekvens også i de seneste år, hvor Faber
har inspireret til en værdifuld koordination af klinisk og laboratoriemæssig
forskning. Hans særdeles gode skriftlige fremstillingsform viser
at han har didaktiske evner.
Uanset at ElTersøe har den største erfaring indenfor subspecialet
epidemiske sygdomme og i længere perioder har undervist de lægevidenskabeligt
studerende i faget, skal udvalget derfor eenstemmigt
indstille, at assisterende overlæge, dr. med. Viggo Faber ansættes som
professor i epidemiske sygdomme ved Københavns Universitet.«
Indstillingen blev i overensstemmelse med ovennævnte anordnings
§ 3, stk. 7, tilstillet ansøgerne, af hvilke overlæge Viggo Faber indsendte
bemærkninger.
Efter at fakultetet i møde den 27. maj 1968 og Konsistorium i møde
den 10. juni 1968 havde tiltrådt indstillingen, videresendtes den under
27. september 1968 til ministeriet.
168 Universitetets årbog 1967-68
Herefter blev overlæge, dr. med. Johan Viggo Faber ved kgl. resolution
af 10. oktober 1968 beskikket som honorarlønnet professor i
epidemiske sygdomme ved Københavns universitet fra 1. oktober 1968
at regne med samme rettigheder og pligter søm en ordinær professor
og dermed som medlem af universitetets lægevidenskabelige fakultet.
e. Professor, dr. phil. Gunther Jungbluths afgang fra universitetet og
udnævnelse uf amanuensis, mag. art. Sven-Aage Jørgensen til professor
i tysk filologi
(j. nr. 367/66).
Ved kgl. resolution af 16. juli 1966 blev der meddelt professor i tysk
filologi, dr. phil. Gunther Jungbluth afsked efter ansøgning uden
pension fra den 31. august 1966 at regne.
Efter at det således ledigtblevne embede var blevet opslået, blev
under 8. september 1966 de indkomne 4 ansøgninger, nemlig fra cand.
mag. Leif Ludwig Albertsen, dr. Gustav Beckers, dr. phil. Helge Hultberg
og amanuensis, mag. art. Sven-Aage Jørgensen, tilstillet universitetet
til erklæring.
Til at bedomme de indkomne ansøgninger nedsatte det filosofiske
fakultet i henhold til § 2, stk. 2, i kgl. anordning af 5. februar 1953
om ansættelse af professorer ved Kobenhavns universitet et udvalg
bestående af professorerne, dr. phil. F. J. Billeskov Jansen, dr. phil.
Steffen StetTensen øg dr. phil. Erik Lunding, Aarhus universitet.
Udvalget delte sig ved afgivelsen af indstilling i et flertal bestående
af professorerne Billeskov Jansen øg Steffensen øg et mindretal bestående
af professor Lunding, søm hver afgav sin indstilling.
Flertallets indstilling 29. maj 1967 var sålydende:
»Amanuensis, cand. mag. Leif Ludwig Albertsen er den yngste af
ansøgerne. Han er født 1936 i Odense øg blev 1960 cand. mag. fra
Aarhus universitet (Tysk, Latin). Siden 1962 har han været amanuensis
i germansk filologi ved Aarhus universitet. I sommeren 1965 var han
tillige dansk lektor ved universitetet i Kiel. Som amanuensis har han
undervist førprøvestuderende i oldhøjtysk, middelhøjtysk, tysk fonetik
m. m. øg for ældre studerende har han holdt forelæsninger over tysk
metrik samt øvelser over tysk romantik. Han har deltaget i bedømmelsen
af skriftlige forprøveopgaver.
Amanuensis Albertsens mest omfattende videnskabelige arbejde
er afhandlingen »Geschichte des klassizistischen Lehrgedichtes in
Deutschland«, der er indsendt i manuskript. Det fremgår af hr. Albertsens
ansøgning, at dette arbejde den 24. februar 1966 blev indleveret
til Aarhus universitet som en afhandling, der ønskedes antaget til
førsvar for doktorgraden. Afhandlingen omfatter 372 maskinskrevne
Afgang og udnævnelser af professorer 169
sider, hvortil kommer et tillæg på 87 sider med anmærkninger, litteraturliste
og navneregister. Den vil give en fremstilling af det tyske
klassicistiske læredigts historie og behandler derfor i forste række
sådanne læredigte i det 17. og 18. århundrede, der bevidst efterlignede
digte som Lukrets" »De rerum natura«, Virgils »Georgica« og Horats"
Epistler. Det drejer sig især om det deskriptive, det moralfilosofiske
og det sentimentalistiske læredigt. Dog beskæftiger afhandlingen sig
f. eks. også med Brockes' digte, skont disse ikke er klassicistiske i
afhandlingens forstand, og omtaler også beslægtede genrer som den
moralske ode og den moralske satire. Også de udenlandske læredigte
i nyere tid, der fik en særlig betydning foi det tyske klassicistiske læredigts
udformning, som f. eks. Thomsons »The Seasons«, Popes »An
Essay on Man« og Youngs »Night Thoughts«, karakteriseres.
Der indledes med nogle kortfattede afsnit, der bl. a. omhandler
genrens definition og afgrænsning og dens antikke forbilleder. Derefter
følger afhandlingens første hovedafsnit om Opitz og dennes læredigte.
Ret kort behandles tidsrummet 1640-1700, i hvilket der kun udkom få
klassicistiske læredigte. De vigtigste afsnit i afhandlingens følgende
dele omtaler Brockes' digte. Hallers læredigte, de læredigte, der efterlignede
Thomson og Pope, samt det tyske moralfilosofiske læredigt i
dets blomstringstid i det 18. århundrede. Efter en karakteristik af
det tyske sentimentalistiske læredigt følger nogle afsnit, der bl. a. gør
rede for Herders og Goethes opfattelse af læredigtet som genre, hvorefter
der sluttes med en omtale af læredigte omkring 1800 og genrens
efternølere i det 19. århundrede.
Afhandlingen er et flittigt arbejde. Forfatteren har for at kunne
skrive den været nødt til at læse en mængde værker, der efter vor tids
smag er af meget ringe poetisk værdi. Han viser god orientering, hvad
såvel de antikke, som de senere europæiske forbilleder angår. Opgaven,
som han har sat sig, har dog ikke stillet ham over for særlig vanskelige
problemer. Medens der er en klar linje i afhandlingen, der især lægger
vægt på fremhævelsen af det konstante i genren, skufTer flere af de
enkelte afsnit; den nøgterne fremstilling savner ofte perspektiv; der
kan rettes adskillige indvendinger mod enkeltkarakteristikkerne. Alligevel
må afhandlingen betegnes som et arbejde, der på flere punkter
giver værdifulde bidrag til belysningen af det tyske læredigts historie,
et område, der har været forsømt af forskningen.
Det fremgår af de indleverede skrifter, at amanuensis Albertsen
også har skrevet en større afhandling om Jens Baggesens tyske skrifter.
Denne afhandling har han ikke indleveret, man han har indsendt tre
artikler om Baggesen, to trykte og en i manuskript. Af disse er den
betydeligste artiklen i »Nerthus« 1964, om »Baggesens Parthenais und
Faust« (32 p.). Den interessante artikel, der handler om Baggesens to
vigtigste tyske digterværker, indeholder en række disparate iagtta170
Universitetets årbog 1967-68
gelser og synspunkter, men ønsker i første række at vise et vist slægtskab
mellem de to tilsyneladende vidt forskellige værker, hvis holdning
karakteriseres som førromantisk verdensllugt og nihilistisk romantik.
Artiklen »Baggesen. Zwischen Vorromantik und Biedermeier« i
»Zeitschrift fur deutsche Philologie« 1965 (18 p.) giver monenter til
en karakteristik af Baggesen. Afhandlingen »Das vorgeformte Wort.
Ein bisher wenig bekannter und vielfach iibersehener Aspekt in der
Dichtung Baggesens« (51 p.), der er indleveret i manuskript, handler
om Baggesen som oversætter, om nogle af hans parodier og om hans
»Kruxdigtning«. Disse artikler om Baggesen indeholder værdifulde
synspunkter og vidner om amanuensis Albertsens store Baggesenlærdom,
ikke mindst hvad de tyske værker angår. Man må dog sige,
at hans flersidige Baggesenstudier endnu ikke er ført frem til en sammenhængende
opfattelse.
Sammen med Baggesen-artiklerne hører også artiklen »Novalismus«
(i manuskript, 18 p.) om visse ubetydelige Novaliselever og reaktionen
mod den samt om »Der Karfunkel oder Klingklingel-Almanach«, der
1810 blev redigeret og udgivet af Baggesen. Om Baggesen-tiden handler
også foredraget »Holsteinische Vorromantik« (trykt i »Ausblick« 1966).
Som nævnt har han holdt forelæsninger om tysk metrik for de tyskstuderende
i Aarhus; han har skrevet et par gode, sobre anmeldelser
af metrisk litteratur og den vellykede afhandling »Weshalb schrieben
die Klassizisten tonbeugende Hexameter?« (Germanisch-Bomanische
Monatsschrift« 1964, 11 p.).
Af hans øvrige artikler må den lille afhandling »Freut Euch des
Lebens« om en kendt tysk vise og dens skæbne fremhæves (6^2 P-'
Germ.-Bom. Monatsschr. 1966). lovrigt har han også skrevet et par
anmeldelser af værker om middelhøjtysk litteratur.
Amanuensis Albertsens arbejde giver billedet af en ung begavet,
meget lovende forsker, der arbejder med stor energi. Han har i sin
undervisning beskæftiget sig med talrige af sit fags discipliner; men
også hans skrifter viser, at han har erhvervet sig megen indsigt og
kyndighed i flere af fagets områder. Flere af hans afhandlinger indeholder
interessante og værdifulde synspunkter. Han har dog endnu
ikke skrevet det helt tilfredsstillende større arbejde.
Dr. Gustav Beckers er den ældste af ansøgerne. Han er tysk statsborger,
født 1919 i Eckernforde. Næsten hele krigen var han indkaldt.
Fra 1945 studerede han i Hamborg tysk sprog og litteratur samt
engelsk, filosofi og pædagogik. Han blev tysk doktor i Hamborg 1955.
1 årene 1956-58 var han tysk lektor i Edinburgh, fra 1. august 1958-
31, januar 1962 tysk lektor ved universitetet i Aarhus. Siden 1. februar
1962 har han været tilknyttet »Literaturwissenschaftliches Seminar« i
Hamborg; han har modtaget understøttelse af Deutsche ForschungsAfgang
og udnævnelser af professorer 171
gemeinschaft til fuldforelse af sit habilitationsskrift. Han oplyser selv,
at han forstår dansk, men taler det »med vanskelighed«.
Dr. Beckers' betydeligste og mest omfattende videnskabelige arbejde
er hans dissertation »Georg Biichners »Leonce und Lena«« (195),
der blev afsluttet 1955, men forst publiceredes 1961. Afhandlingen
giver en analyse af Georg Biichners lystspil »Leonce und Lena« med
særligt henblik på motivet kedsomheden (»Langeweile«). Dr. Beckers
er i sin opfattelse af Biichner beslægtet med de forskere, der betoner
det nihilistiske i Biichners digtning. Han søger imidlertid ved anvendelsen
af en særlig metode at supplere og korrigere Biichnerforskningens
resultater. Metoden består især deri, at han belyser motiverne
i Biichners stykke ved hjælp af en sammenstilling med citater fra den
række af Kierkegaards pseudonyme skrifter, der skildrer det æstetiske
stadium. Især har han benyttet afsnittet om vexeldriften i »Enten-
Eller« og ved denne fremgangsmåde i forste række søgt at stille kedsomheden,
der er det centrale motiv i »Leonce und Lena«, i nyt lys.
Dr. Beckers er i sin afhandling på liere punkter nået til interessante
iagttagelser, idet en række overensstemmelser mellem Biichners drama
og Kierkegaards fremstilling af æstetikerne eftervises, hvorved der
kastes nyt lys over flere af stykkets hovedmotiver. Det må dog også
siges, at den anvendte metode er ret problematisk. Det er trods de
resultater, forfatteren har opnået, tydeligt, at metoden fører til en vis
ensidighed i opfattelsen af Biichner. Biichners egenart har i bogen på
grund af denne ensidighed fået en utilstrækkelig belysning; bl. a.
fører den til, at det satiriske element i stykket i for høj grad negligeres.
I nogen, omend for ringe grad bødes der på undersøgelsens ensidighed
derved, at der i nogle af bogens kapitler foretages en sammenligning
mellem nogle romantiske værker og Biichners drama. Det drejer sig
om en sammenligning af den måde, hvorpå motivet kedsomheden behandles
i Biichners stykke og i Brentanos »Ponce de Leon« og »Godwi«
samt i Tiecks »William Loveli«. Disse afsnit søger at vise, at Biichners
situation er en anden end romantikernes, at lidelsen hos ham er radikaliseret.
De formuleringer, som fremstillingen når frem til for at betegne
forskellighederne, kan dog ikke siges at være fyldestgørende eller helt
overbevisende.
Dr. Beckers' arbejde »Versuche zur dichterischen SchalTensweise
deutscher Bomantiker« (48 p.) hører nøje sammen med disputatsen,
som det oprindelig var en del af, der måtte udgå ved trykningen. Det
blev publiceret 1961 i »Acta Jutlandica«. De tre kapitler, som afhandlingen
indeholder, supplerer på forskellig måde disputatsen: Det første
uddyber belysningen af Tiecks »William Loveli«, det andet peger på
visse tydelige ligheder mellem behandlingen af motivet lediggangen
i Schlegels »Lucinde« og i Biichners stykke, medens det tredje giver
172 Universitetets årbog 1967-68
en skitseagtig, men fængslende oversigt over den rolle tungsindet
spiller i Brentanos digtning.
I de senere år har dr. Beckers været optaget af C. F. Meyers digtning.
Han har i »Enphorion« 1966 offentliggjort en recension (11 p.)
af Heinrich Henels studieudgave af udvalgte digte af C. F. Meyer.
Recensionen påviser unojagtigheder i Henels udgave, hvad tegnsætningen
angår. I Ullstein-forlagets serie »Dichtung und Wirklichkeit«
har han 1965 udgivet Meyers historiske novelle »Die Versuchung des
Pescara«. Bogen indeholder foruden selve novellen en gengivelse af
de relevante afsnit i de historiske kilder, digteren har benyttet, saml
en efterskrift (s. 178-223), i hvilken dr. Beckers giver en redegørelse
for digterens forhold til disse kilder. Bogen er en nyttig studieudgave.
Om samme novelle har han skrevet en afhandling, der er indleveret
i manuskript (33 p. + 5 p. noter): »Morone und Pescara. Proteisches
Verwandlungsspiel und existentielle Metamorphose«. Denne afhandling
giver i hovedsagen en karakteristik af en af novellens hovedpersoner,
Morone; vi får en meget udforlig dokumentation af denne persons
fremtrædende karaktertræk, som forskningen i og for sig også
tidligere har været klar over. Afhandlingens værdi er således begrænset,
skønt den indeholder en række rigtige iagttagelser.
Dr. Beckers påtænkte habilitationsskrift vil få titlen »Verwandlungsgedichte
Conrad Ferdinand Meyers. Sechs Analysen iiber Fassungen
und Formen. Ein Beitrag zur Genese symbolischer Werkstattlyrik.
« Da denne afhandling imidlertid ikke er fuldført, har han indleveret
tre kapitler, skrevet for tilfældet. Det første af disse er et indledende
kapitel, der redegør for afhandlingens plan, metode og ledende
synspunkter. (45 p.). Der gøres i denne indledning bl. a. rede for, at
ordet »Verwandlung« (i betegnelsen »Verwandlungsgedicht«) sammenfatter
to ting: Dels taler de digte, der skal behandles, i deres motiv
om forskellige former for forvandling, dels skal disse digtes »forvandling
«, d. v. s. deres tilblivelseshistorie belyses. Det er dr. Beckers"
hensigt i afhandlingen at analysere seks sådanne »Verwandlungsgedichte
«.
Medens indledningen mere taler om planer, der skal udfores, end
om resultater, der allerede foreligger, har dr. Beckers i to meget omfangsrige
kapitler behandlet to »Verwandlungsgedichte«. Det drejer
sig om analyser af digtene »Die sterbende Meduse« (53 p. 8 p. noter)
og »Der verwundete Baum« (52 p. & 4 p. noter). Der er tale om særdeles
indgående analyser. Kapitlet om »Die sterbende Meduse« behandler
med største grundighed såvel formelle forhold, såsom strofebygning,
rimforhold o. 1., som motiverne, indvirkning fra den bildende kunst
o. 1. Kapitlet om »Der verwundete Baum« analyserer med lignende
omstændelig grundighed dette digts forskellige varianter. Der er i
disse undersøgelser gjort en del gode og smukke iagttagelser. ForfatAfgang
og udnævnelser af professorer 173
teren kan bl. a. med held kritisere andre forskeres tolkning. Alt i alt
må det dog siges, at der foreligger et misforhold mellem de ret beskedne
resultater, der opnås, og den anvendte metodes vidtløftighed.
Medens dr. Beckers dissertation om Biichners »Leonce und Lena«,
trods metodens ensidighed, ikke var uden visse kvaliteter, er hans
produktion efter 1955 hverken omfangsrig eller af hoj kvalitet. Han
oplyser selv, at han i mange år har været optaget af arbejdet med sit
»habilitationsskrift«. Om dette arbejde er det imidlertid på det foreliggende
grundlag for tidligt at sige noget afgørende.
Professor, dr. phil. Helge Hullberg er født 1927 i Kobenhavn og tog
1953 skoleembedseksamen ved Københavns universitet med dansk
som hovedfag og tysk som bifag. Fra 1957 til 1961 var han dansk
lektor ved Freie Universitåt i Berlin, hvorefter han blev forskningsstipendiat
og i april 1962 universitetsadjunkt ved Københavns universitet.
Januar 1962 forsvarede han i Kobenhavn sin disputats. Fra
juli 1963 har han ved universitetet i Bergen været professor i »europæisk
litteraturhistorie med særlig pligt til at undervise i tysk litteratur,
« i realiteten er der tale om et professorat i tysk litteratur.
I 1956 fik han Københavns universitets guldmedaille (teologi B)
for en afhandling med titlen »En fremstilling af Hasmus Nielsens
religionsfilosofi og dens stilling i samtidens danske tænkning«. Denne
afhandling, der iovrigt fik en smuk bedømmelse, har han ikke indleveret,
åbenbart fordi dens emne ikke falder ind under professoratets
område.
Prof. Hultbergs vigtigste og betydeligste arbejde er disputatsen
»Die åsthetischen Anschauungen Bertolt Brechts« (232 p.), der blev
skrevet, mens han var lektor i Berlin, og udkom 1962. I dette arbejde
giver han en indgående analyse af Brechts æstetiske skrifter og benytter
som den første samtlige tilgængelige æstetiske artikler fra
Brechts hånd. Ved sin metode adskiller afhandlingen sig fra den øvrige
Brechtlitteratur. Den er en konsekvent immanent undersøgelse, idet
forfatteren ser bort fra Brechts drama og alene holder sig til de teoretiske,
æstetiske skrifter for at analysere Brechts æstetiske sprogbrug.
Han udtaler, at afhandlingen er en semantisk undersøgelse, tænkt som
et bidrag til kritikkens indre historie. Han mener, at Brechtforskningen
for at komme videre må betragte teori og praksis hos Brecht særskilt,
for man går over til at sammenligne dem.
Undersøgelsen opnår interessante resultater. Den gør indgående rede
for, hvad Brecht til forskellige tider har ment med sine vigtigste »æstetiske
« begreber og giver derved et skarpsindigt bidrag til belysningen
af Brechts tankeverden. I afhandlingens vigtigste kapitler behandler
han med indtrængende grundighed sådanne centrale begreber hos
Brecht som »episk teater«, »ikke-aristotelisk drama« og »Verfremdung«.
174 Universitetets årbog 1967-68
Et af undersøgelsens hovedresultater er, at radikaliteten i Brechts
opfattelse demonstreres. Det vises, hvorledes hans episke teater vil
oplose den kunstneriske enhed; det skal være et dokumentarisk, videnskabeligt
teater, hvor hver detalje er et tegn, der henviser til virkeligheden,
men ikke et kunstnerisk symbol. Digteren eksperimenterer med
sit stof, ligesom videnskabsmanden gør det, for derved at fore tilskueren
til en kritisk undren, der igen skal fremkalde viljen til at ændre
forholdene. Prof. Hultberg har ved disse undersøgelser demonstreret
det kunstfjendtlige i Brechts teori; Brecht hører til de digtere, der
hader kunsten. Endvidere påpeger han, at Brechts radikale teorier i
grunden er uigennemførlige; der vil i praksis altid være tale om et
kompromis. Da han går kronologisk frem, bidrager han også til belysningen
af Brechts udvikling. Det vises f. eks., hvorledes han i gymnasietiden
repræsenterer de nationale og borgerlige tanker, han senere
bekæmpede, og hvorledes han derefter til ca. 1924 står under ekspressionismens
indflydelse, og at kimene til hans senere tanker allerede
ses i denne periode. Afgørende bliver dog påvirkningen fra det »nysaglige
teater«, især Piscator; derefter sker der atter en forskydning
i hans tankeverden, da han i 30erne under den dialektiske materialismes
indvirkning vil kombinere sit objektive teater med et belærende.
En ny opfattelse af den plads, som Brechts »Kleines Organon« indtager
i hans produktion, gøres gældende i afhandlingen, idet det vises, at
dette skrift, der gerne opfattes som hans æstetiske hovedværk, ikke
tilhører hans mest radikale periode.
Afhandlingen kan naturligvis kritiseres. Man kan bl. a. gøre gældende,
at visse ting burde have været belyst mere indgående (f. eks. det interessante
forhold til naturalismen), at »Verfremdung« hos Brecht ikke
blot er et erkendelsesteoretisk begreb, som prof. Hultberg fortjentsfuldt
slår fast, men også et æstetisk begreb, at det er for lidt at tale
om en »accentforskydning« i hans tanker omkring 1929 o. 1. Man kan
også pege på, at man allerede i den radikale periode i kim kan iagttage
den senere opfattelse, der betoner begge dele, det videnskabelige og det
artistiske, hvad prof. Hultberg ikke ser. En sådan kritik kan dog ikke
anfægte, at undersøgelsen ligger på et højt plan. Den er præget af
klar tænkning og af en sober holdning. Idet han viser det kunstfjendtlige
og praktisk uigennemførlige i Brechts tanker, må han naturligvis
gøre det ud fra sit eget syn på digtningen og teatret, og det viser sig
da, at han er i besiddelse af en gennemtænkt kunstopfattelse, og at
han er udmærket orienteret i moderne æstetisk litteratur. Han gør
med rette gældende, at Brechts teori er stærkt beslægtet med naturalismen;
og han hævder ligeledes med rette, at der er en afgørende forskel
mellem Brechts teaterteori og den såkaldte modernisme, idet de
har en ganske forskellig målsætning, selv om visse virkemidler og
oppositionen mod det konventionelle teater er fælles. Hans polemik
Afgang og udnævnelser af professorer 175
mod andre forskere er vel underbygget; det er i flere tilfælde lykkedes
ham at rette endda ret væsentlige læsefejl og misforståelser hos andre
Brechtforskere. Med rette kan han polemisere mod den misforståede
anvendelse af de Brechtske begreber inden for den moderne æstetiske
litteratur. Hans afhandling er således et vægtigt bidrag til Brechtforskningen.
Intellektuel klarhed og metodisk stringens er kendetegnende
for den. Man kan sige, at man sands3^nligvis vil kunne nå til
en mere indtrængende forståelse af Brechts teori, når man sammenligner
den med hans praksis. Men prof. Hultberg har med sin bog netop
gjort et nødvendigt forarbejde for en sådan sammenligning.
Et beslægtet emne behandler prof. Hultbergs lille dygtige afhandling
om »Bert Brecht und Shakespeare«, trykt i »Orbis Litterarum« XIV
(1959, s. 89-104). Han belyser her på en kyndig måde Brechts ejendommelige
forhold til Shakespeare, der, som det vises, blev bekæmpet
af ham og betegnet som begyndelsen til det europæiske teaters dekadence.
Alligevel har Brecht, som det ligeledes vises, været stærkt optaget
af Shakespeare; denne var næst efter biblen den travesterende og
parodierende Brechts yndlingsoffer.
Fremhæves må endvidere afhandlingen »Die Kunstauffassung Nietzsches
«, trykt i Årbok for universitetet i Bergen. Humanistisk serie
1964 no. 1 (46 p.). Den analyserer såvel den unge som den senere
Nietzsches opfattelse af kunsten. Også om denne afhandling gælder
det, at den vidner om dens forfatters evne til skarpsindig analyse af
komplicerede sammenhænge. Den er et interessant bidrag til Nietzschelitteraturen.
Prof. Hultbergs seneste afhandling, den lille artikel
»Heines Bewertung der Kunst«, nu publiceret i »Heine Jahrbuch« 1967
(9 p.), behandler på lignende måde, dog mere oversigtsmæssigt, et
beslægtet, men ikke helt så vanskeligt emne. Om Nietzsche har han
også skrevet en lille bog, der 1963 kom i Munksgaards serie »Søndagsuniversitetet
«. Bogen, oprindelig nogle radioforedrag, er ikke særlig
betydelig, men præget af pædagogisk klarhed. Især det sidste kapitel
om »Sproget«, der taler om Nietzsches virkninger på tysk litteratur,
er vellykket.
Endelig har han 1966 i »Munksgaardserien« udgivet skriftet »Semantisk
Litteraturbetragtning« (160 p.). Denne bog fremfører nøgle overvejelser
angående en objektiv, semantisk, empirisk litteraturvidenskab.
Om den litteraturbetragtning, bogen skitserer, siger forfatteren, at den
ikke gør krav på at være den eneste mulige. »Det hele er et eksperiment
: hvor langt kan vi komme med videnskabelige metoder«. løvrigt
betoner han, at han står i gæld til amerikanske æstetikere, først og
fremmest Monroe C. Beardsley. Bogen repræsenterer en temmelig snæver
opfattelse af litteraturvidenskaben; flere af dens afsnit er ret
skitsemæssige, ikke helt gennemarbejdede. Den har dog sin værdi som
et indlæg i debatten om litteraturvidenskabens metoer.
176 Universitetets årbog 19G7-68
Amanuensis, mag. art. Sven-Aage Jørgensen er født 1929 i Herstedvester.
Han bestod magisterkonferens i tysk i 1959. 1958 modtog han
Københavns universitets guldmedalje for besvarelsen af prisopgaven
i germansk filologi. 1961 blev han ansat som amanuensis i tysk litteratur
ved Københavns universitet, hvor han har afholdt øvelser for
forprøve-, bifags- og hovedfagsstuderende og eksamineret ved forprøve
og ved bifagseksamen samt stillet skriftlige opgaver i tysk litteratur
til bifagseksamen. Fra 1. august 1966 er der blevet tildelt ham et kandidatstipendium.
Magister Sven-Aage Jørgensens betydeligste og mest omfattende
arbejde er »Johann Georg Hamann: Fiinf Hirtenbriefe das Schuldrama
betrefTend. Einfuhrung und Kommentar«, der 1962 blev udgivet som
Bd. 39, nr. 5 af Det kongelige danske videnskabernes selskabs historisk-
(ilosofiske meddelelser. Det drejer sig om en bearbejdelse af magister
Jørgensens besvarelse af prisopgaven i germansk filologi for året 1957,
der havde ønsket en indledning og fortolkning til Hamanns skrift.
Bogen består af to hoveddele, en udførlig indledning (s. 9-78) og en
gengivelse af teksten med kommentar og fortolkning (79-152), hvortil
kommer et »Nachspiel« (153-64), der præciserer nogle hovedsynspunkter
og resultater, samt seks supplerende afsnit (»Exknrse«, 165-
87), der behandler nogle specielle Hamannproblemer.
Bogen viser, at dens forfatter på grundlag af dokumenterne er nået
frem til en selvstændig Hamannopfattelse. Indledningen, der på en
skønsom måde drager nytte af Hamannforskningens resultater, er
klar og giver en god introduktion til Hamanns værker. Den karakteriserer
Hamanns personlighed og skrifter, specielt de værker, der gik
forud for det behandlede skrift, og gør rede for disse værkers åndshistoriske
placering. Endvidere beskæftiger den sig med Hamanns æstetiske
synspunkter, hans syn på sproget, på geniet og digtningen. Fremhæves
må redegørelsen for Hamanns mimesisteori og for hans særlige
bibelske realisme samt karakteristikken af værkernes ejendommelige
stil. Skønt denne indledning selvsagt kun kan give nogle hovedpunkter
og hovedlinjer, indeholder den dog flere originale synspunkter, især
hvad Hamanns opfattelse af litterære og æstetiske spørgsmål angår.
Også i bogens anden del, der gengiver teksten med varianter, kommenterer
og fortolker den, præsterer magister Jørgensen meget dygtigt
arbejde. Hamanns skrifter er særdeles vanskelig læsning. Stilen er i
enestående grad gennemvævet med antydede eller skjulte citater. Det
er lykkedes udgiveren i kommentaren at forklare de fleste af de mange
dunkle steder samt på tilfredsstillende måde at give oplysninger om de
talrige citater og allusioner. I de meget nyttige ekskurser beskæftiger
han sig med nogle emner, der har tilknytning til teksten. I en af dem
behandler han et af Hamannforskningens mange vanskelige spørgsmål,
idet han giver en redegørelse for Hamanns »samvittighedsægteskab«.
Afgang og udnævnelser af professorer 177
hvortil der på forskellig måde hentydes i teksten. Bogen viser således
forfatteren fra forskellige sider; den dokumenterer hans evne til indlevelse
i en vanskelig tilgængelig personlighed, hans gode litterærhistoriske
orientering, der også omfatter nyere litteraturvidenskabelig
og æstetisk litteratur uden for den egentlige Hamannlitteratur, samt
hans dygtighed ved fortolkningen af en tekst, der byder på adskillige
vanskeligheder.
Sine Hamannstudier har magister Jorgensen fortsat og uddybet
i nogle mindre afhandlinger og anmeldelser. Af disse må fremhæves
den fortrinlige artikel om »Hamann, Bacon and Tradition« (26 p. Orbis
Litterarum 1961) om Hamanns forhold til Bacon, i hvilken han korrigerer
Ungers opfattelse af dette forhold; endvidere den udmærkede
karakteristik af Hamanns stil, »Zu Hamanns Stil« (14 p.) i Germanisch-
Bomanische Monatsschrift 1966, samt anmeldelsen »Philologische Einfålle
und Zweifel iiber einen Kommentar zu Johann Georg Hamanns
Sokratischen Denkwiirdigkeiten.« (7 p. indleveret i manuskript, udkommer
i »Orbis Litterarum«), i hvilken han påviser liere fejl i Blankes
udgave af det nævnte Hamannskrift.
Af magister Jørgensens øvrige afhandlinger fortjener to værdifulde
mindre artikler at omtales, nemlig »Der Literaturkritiker Theodor
Fontane« (10 p.), der behandler Fontane som litteraturkritiker (Neophilologus
1964), og artiklen »Dichtung und Verkiindigung. Zu Jeremias
Gotthelfs Novelle »Die schwarze Spinne« (12 p. Festskrift til H.
Boos, 1964), der giver et velfunderet bidrag til tolkningen af Gotthelfs
berømte novelle. Nævnes må også de tø bidrag til »Historisches Worterbuch
der Philosophie« (ved Joachim Bitter) »Nachahmung der Natur«
(21l2 spalte) og »Satire/satirisch« (2 spalter), der er skrevet med kyndighed
øg omhu.
Magister Jørgensen har i sin udgave af Hamanns »Hirtenbriefe«
præsteret et arbejde, der må anerkendes som et vægtigt bidrag til
Hamannforskningen. Han har dermed vist sig søm en dygtig lilolog.
Ved sin artikel om Gotthelfs »Schwarze Spinne« har han dokumenteret
sin evne til at give et værdifuldt bidrag til tolkningen af et vanskeligt,
ofte behandlet digterværk. 1 andre artikler har han vist, at han er velorienteret
i tysk åndshistorie øg i æstetikkens historie. Han har foruden
den omarbejdede prisopgave kun skrevet nøgle mindre afhandlinger;
men hvad han har publiceret er solidt underbygget øg præget af sund
sans øg sikker metode.
Sammenfattende ønsker vi at udtale følgende: Amanuensis, cand.
mag. L. L. Albertsen har på flere områder leveret interessante bidrag
til tysk og dansk litteraturhistorie. Dr. Gustav Beckers har føjet førskelligt
nyt til tolkningen af Georg Biichners og Conrad Ferdinand
Meyers digtning. Kandidatstipendiat, cand. mag. Sven-Aage Jørgensen
12
178 Universitetets årbog 1967-68
har lagt betydelig selvstændighed for dagen i sine Hamann-studier.
Med deres forskelligartede fortjenester står disse tre ansøgere tilbage
for professor, dr. phil. Helge Hultberg, hvis disputats er det betydningsfuldeste
af samtlige indleverede arbejder. I kraft af en konsekvent
gennemført metode og af skarpsindige begrebsanalyser har professor
Hultberg åbnet vej til klarere og dybere forståelse inden for et så vigtigt
og vanskeligt emne som Bertolt Brechts æstetik. Vi indstiller
derfor, at det ledige professorat besættes med professor, dr. phil. Helge
Hultberg.«
Mindretallets indstilling af 4. juni 1967:
»Til det opslåede professorat i tysk filologi er der indkommet ansøgninger
fra følgende: Amanuensis, cand. mag. Leif Ludwig Albertsen,
Århus, dr. Gustav Beckers, Hamborg, professor, dr. phil. Helge Hultberg,
Bergen og amanuensis, mag. art. Sven-Aage Jørgensen, København.
Når disse i det følgende behandles og bedømmes i rækkefølgen
Gustav Beckers - Helge Hultberg - Leif Ludwig Albertsen og Sven-
Aage Jørgensen afspejler denne gradueringen af kvalifikationer - i stigende
linje - med henblik på et professorat i tysk filologi, og dette
uanset om ordet filologi skal førstås i en snævrere eller i en noget videre
betydning.
Når man betænker, at dr. Gustav Beckers nu er 46 år gammel, og at
han i al fald i årene 1958-62 som lektor i tysk litteratur ved Aarhus
Universitet og senere i endnu højere grad som tysk forskningsstipendiat
i Hamborg har haft rige muligheder for at drive egne studier, må omfanget
af hans videnskabelige produktion betegnes som temmelig ringe.
Samtidig skal jeg dog ikke undlade at fremhæve, at Beckers som tysk
lektor i Aarhus lagde et usædvanligt arbejde i forberedelsen af timerne,
hvilket kom de tyskstuderende til gode.
Hovedværket og højdepunktet i Beckers' forfatterskab er dissertationen
»Georg Biichners »Leonce und Lena««, der blev udarbejdet i
første halvdel af 50erne, men som først blev udgivet - i væsentlig forkortet
form - i 1961. I betragtning af Beckers' sædvanlige akribi er det
overraskende, at han har undladt at inddrage den i mellemtiden publicerede
Biichnerlitteratur. Værket er stærkt præget af de i årene efter
1945 herskende eksistentialistisk-antihistoristiske stemninger. Med et
væld af mere eller mindre abstrakte formuleringer kredser forfatteren
om visse psykologiske holdninger, d.v.s. det psykologiske potenseres
såvidt »muligt« op til et tidsløst eksistentialistisk »Ur« (»Urtragik«, »kosmische
Urstimmungen«, »Ursein«), et begrebssprog, der tynger svært på
det lille underfundige lystspil. Dertil kommer negligeringen af stil og
struktur. Som den mester i slebne abstrakte formuleringer Beckers er,
formår han atter og atter at oversætte det specielle til det generelle og
Afgang og udnævnelser af professorer 179
det ofte meget almene, som det klart fremgår af drøftelsen vedrorende
dualismen mand - kvinde, et af de senere afsnit af bogen, der trods al
udtryksevne bliver stadig mere uplastisk og trættende. Fængslende er
derimod de første kapitler, idet Kierkegaard er blevet ledetråden i tolkningen
af Biichners forfatterskab. Selvom konfronteringen med Kierkegaard
er stærkt stiliseret - afgørende forskelle forties, petitesser understreges,
og der argumenteres ex negativø - så er denne sammenstilling
dog på ingen måde ufrugtbar. Betænkelig er derimod bemærkningerne
(s. 96) om svigtende kontakt mellem kunst øg eksistens høs Biichner,
da bøgens grundtese dermed undergraves.
Den ofte foruroligende ensidighed, der præger bogen om Biichner,
kendetegner ikke afhandlingen »Versnche znr dichterischen SchafTensweise
deutscher Romantiker« (trykt 1961, men med den omfattende
utrykte dissertation som kilde), der på 48 sider behandler såvel Tieck
søm Friedr. Schlegel og Brentano med Biichner - ofte som det positive
modstykke - in mente. På så smal en basis kan Beckers ikke berige
romantikforskningen, men vel give ofte fortræffelige førmuleringer af
visse tidligere erkendte psykologiske grundejendømmeligheder.
Når Beckers stilles bagerst i rækken, skyldes det dels, at han, som
allerede ansøgningens ordlyd viser, trods studierne i Kierkegaard og
det årelange ophold i Danmark er lidet fortrolig med det danske sprog,
og dels, at hans senere arbejder, koncentreret om C. F. Meyer, er betydelig
svagere end de ældre. De utrykte Meyer-arbejder er følgende:
»Mørone und Pescara. Prøteisches Verwandlungsspiel und existentielle
Metamorphose« samt det påbegyndte større arbejde »Verwandlungsgedichte
Conrad Ferdinand Meyers. Sechs Analysen iiber Fassungen und
Formen. Ein Beitrag zur Genese symbolischer Werkstattlyrik«. Disse
studier med sigte på »Habilitation« rummer foruden en indledning tø af
de seks påtænkte analyser. Nøgleordet i de omstændelige titler er »Verwandlung
«, et begreb, søm Beckers uden tøven skamrider, da det refererer
til 1. de stadige og ofte særdeles radikale omarbejdelser af digtene,
»forvandlinger«, søm vi først nu er ved at kunne overskue i kraft af
Hans Zellers historisk-kritiske udgave af Meyers lyrik, 2. de uventede
omslag i de historiske ballader øg i novellerne, »forvandlinger« betinget
af selve genrestrukturen, 3. Meyers egne sjælelige øg religiøse kriser.
Hvor forvirrende en sådan ordfetichisme end kan virke, er specielt de
lyriske analysers høvedmangel at søge i, at Beckers ikke, som han formøder,
fører førskellige litteraturvidenskabelige undersøgelsesmetoder
ud til grænsen af deres bæreevne, men derimod langt ud øver denne
grænse. Det er symptomatisk, at analysen af rimskemaet i »Die sterbende
Meduse« omfatter 12 sider. Det dominerende er overinterpretatiønerne,
de »lærde« omskrivninger af det selvfølgelige, de pedantiskspidsfindige
hypoteser samt udlægninger, der ophæver hinanden. Vel er
polemikken mød digteren Wilhelm von Scholz' udlægning af »Die ster-
12*
180 Universitetets årbog 1967-68
hende Meduse« berettiget, og vel kan der nu og da noteres en frugtbar
erkendelse, men dette forandrer ikke hovedindtrykket af forlæsthed
som resultat af »jahrelange intensive Untersuchungen«.
Den meget omstændelige recension (»Euphorion« 1966) af H. Henels
lille studieudgave af nogle af Meyers digte leder trods visse fortjenester
tanken hen på et satirisk bidrag af Friedr. Hebbel betitlet »Das Komma
im Frack«. Medens digtanalyserne undertiden forer »close reading« ad
absurdum, er udgaven (1965) af »Die Versuchung des Pescara« samt det
omfattende kildemateriale i samlingen »Dichtung und Wirklichkeit« en
nyttig publikation, idet ikke blot stoffet, men også de sproglige formuleringer
undersøges. Der fremdrages yderligere to af Meyer benyttede
Michelet-citater.
Spørgsmålet om, hvorvidt en ikke-skandinav for at komme i betragtning
skal ligge en grad over de andre ansøgere eller endog repræsentere
en anden kategori, har, i forbindelse med det sagte, her kun teoretisk
interesse.
Angående professor, dr. phil. Helge Hultbergs kvalifikationer må det
fremhæves, at han er cand. mag. fra 1953 med dansk som hovedfag og
tysk som bifag - eksamensresultatet er ikke meddelt. Uanset dette må
der forventes vidtgående studier i forlængelse af bifaget i såvel litterær
som sproglig retning. At den sproglige side ikke har kunnet aftvinge
større interesse, tør man slutte deraf, at Hultberg, trods et llerårigt ophold
som lektor i Berlin, hvor disputatsen »Die åsthetischen Anschauungen
Bertolt Brechts« (1962) er blevet skrevet, har forfattet denne på
dansk og derefter-ved Hans Martin Junghans - har ladet den oversætte
til tysk, og iovrigt et tysk, der ikke just er fejlfrit, idet der bl.a. forekommer
nogle danismer.
Hvad Brechtforskningen i almindelighed angår, så bevægede denne
sig i tiden efter Brechts død fra den litteraturjournalistiske og litteraturkritiske
fase ind i et litteraturvidenskabeligt stadium. At udnævne
Ernst Schumacher til skaber af »die eigentliche literaturwissenschaftliche
Brechtforschung« (s. 15) er imidlertid meget misvisende. Det er en
selvfølge, at talrige fraser, forhastede domme og lignende brist har levet
videre som arv fra den forste fase i Brecht»forskningen«. Det er Hultbergs
utvivlsomme fortjeneste at have et vågent blik for sådanne mangler
og ensidigheder, men det er samtidig iøjnefaldende, i hvilken grad
disse ensidigheder i disputatsen erstattes med nye ensidigheder - side
202 indrømmer forfatteren selv sin ensidige holdning.
I forhold til forgængerne har Hultberg inddraget et betydeligt større
dokumentationsmateriale, og det ikke blot fra danske kilder (»Brecht
in dånischen Zeitungen«, s. 204-210), men også fra tyske, og her specielt
med henblik på Brechts to forste udviklingsstadier, hvorfor bogens to
første kapitler også er de bedste. Her er Hultberg i stand til at fore
f
Afgang og udnævnelser af professorer 181
forskningen videre, og her vises stor fortrolighed med tysk teaterliv i
tyverne. At det anvendte materiale nok vil vise sig at være noget fragmentarisk,
når Brechtarkivet åbnes, kan forfatteren ikke lastes for.
Hvad frugtbare enkeltheder angår, fremhæves påvisningen af Georg
Kaisers og Karl Valentins betydning for Brecht samt konstitueringen af
en mere materialistisk-biologisk orienteret senekspressionisme, som
Brecht stod særlig nær.
En grundlæggende brist ved disputatsen, en mangel, som Hultberg
selv udlægger som noget decideret positivt, er udeladelsen af en konfrontering
af teori og praksis. Som hos enhver virkelig kunstner er den
digteriske realisation det primære og den teoretiserende verificering
eller fantaseren det sekundære, hvorfor en sådan undersøgelse forst og
fremmest må rettes mod gnidningsmodstanden mellem teori og praksis.
Dette gælder i ganske særlig grad i tilfældet Brecht. Hultberg slår fast;
»Es sind Brechts Definitionen, die analysiert werden « (s. 13), men
han er dog også selv klar over, at Brechts definitioner i virkeligheden
gang på gang er provokationer, ja, det hedder endog »Nicht selten vergisst
Brecht, was er eigentlich mit einem Ausdruck gemeint hat, und er
kann einer blendenden Formulierung Zuliebe gut den vernunftigen Zusammenhang
opfern« (s. 12). Når dertil kommer, at de Brechtske teorier
senere yderligere kompliceres i forbindelse med indrømmelserne til den
herskende partilinje, er forfatterens semantisk-teoretiske ensidighed
særdeles beklagelig. Her bygges der pa en meget gyngende grund. At
værket af samme årsag i modsætning til de fleste Brechtbøger er blevet
en noget tung og trættende lekture, hvortil dog også de ikke så ganske
få gentagelser medvirker, nævnes blot en passant.
Det mest besynderlige ved dette bidrag til Brechtforskningen er Hultbergs
mildest talt ejendommelige hovedtesis om, at Brechts intentioner
er af udpræget kunstfjendsk karakter. At Brecht er en af de betydeligste
og mest raffinerede ordkunstnere i moderne tysk litteratur, og at han
såvel i lyrik som drama er en mester i stiliseringens magi, berører Hultberg
overhovedet ikke. Derimod tilrettelægger han med velberåd hu
stoffet efter den forudfattede idé: Begrebet »das Epische« tolkes med
megen iver, men i strid med materialet (jfr. f.eks. Brecht-interviewet i
»Ekstrabladet« 20-3-1934), helt bort fra dets gængse litterære betydningsindhold.
Som et meget centralt arbejde betragter Hultberg Brechts
indlæg i »Dreigroschen«-processen (s. 116ff), hvori det funktionalistiske
betones meget stærkt på bekostning af det kunstnerisk-organiske. Omvendt
degraderes det teoretiske hoveddokument »Kleines Organon«,
hvori Brecht går ind for det »kulinariske« ( = det æstetidke), hvilket
kommenteres med »rein oberflåchlich« (s. 169). En litteraturteori, der i
særlig grad udmærker sig ved, at det kunstneriske fortrænges af det
videnskabelige, har som bekendt Zola forelagt, hvorfor han udnævnes
til at være Brechts hovedinspirationskilde. »Dariiber kann kein Zweifel
182 Universitetets årbog 1967-68
herrschen« (s. 155) hedder det i den gængse apodiktiske form, selvom
Brecht just ikke har været tilbøjelig til at understrege navnet Zola, og
selvom dennes realismebegreb er af en noget anden karakter. Hvor vidt
Hultberg går med sin grundtese om den kunstfjendske Brecht fremgår
af følgende postulater i det danske resumé, hvor det hedder, at det er
»umuligt at tale om Brechts smag« (s. 221) og ligeledes »umuligt at tale
om Brechts stil« (s. 222). Når det i konklusionen hedder, at Brecht
»keinen eigentlichen Beitrag zur Åsthetik geleistet hat« (s. 199), må
man drage det hensigtsmæssige i bogens titel i tvivl. Også ellers tages
tages der ikke tungt på det semantisk-begrebsmæssige, ligesom der spores
mangel på stringent logisk fremstilling (f.eks. s. 27 og 29).
Afhandlingen »Bert Brecht und Shakespeare« (»Orbis Litterarum«
XIV, 1959 s. 89-104) slutter sig i tanker og ideer til disputatsen. Da
Brechts modsætningsforhold til Shakespeare tik udtryk i travestier og
parodier, ville det have været nærliggende at berøre stil- og formproblemer,
Hultberg bliver imidlertid stående ved handlingsreferatet og idédebatten.
I et par mindre arbejder har Hultberg beskæftiget sig med Nietzsche,
således i »Nietzsche« (1963, søndagsuniversitetet, bd. 29), her og der
præget af en tydelig journalistisk diktion. Da det er udelukket at give
et billede af Nietzsches hovedtanker og hovedværker på 73 små sider,
skal jeg ikke her opregne desiderata, men blot pege på nogle karakteristiske
træk: Hultberg nærer forkærlighed for freudianske konstruktioner,
omend disse er særdeles problematiske. Karl Schlechtas filologiske
indsats overvurderes. Litteratur- øg åndshistoriske perspektiver interesserer
ikke forfatteren, der til gengæld førmår at give flere rammende
førmuleringer af filosofiske problemstillinger. Slutkapitlet, betitlet
»sproget«, er ikke af filologisk karakter, men befatter sig med Nietzschevirkninger
i det 20. århundrede. Kapitlet bygger på Paul Bockmanns
afhandling »Die Bedeutung Nietzsches fiir die Situation der modemen
Literatur« i »Deutsche Vierteljahrsschrift fiir Literaturwissenschaft und
Geistesgeschichte«, bd. 27, 1953, som Hultberg andetsteds henviser til.
Hvor lidt han er interesseret i det 19. århundredes tyske kultur- og
litteraturhistorie fremgår af, at dette for forståelsen af »Unzeitgemåsse
Gedanken« afgørende aspekt ikke omtales i indledningen til »Historiens
nytte« (1962).
En ikke-pøpulærvidenskabelig Nietzschestudie foreligger med skriftet
»Die Kunstauffassung Nietzsches« (1964, 43 s.) Atter drejer det sig om
en semantisk analyse, og atter kredses der øm begreberne »kunst« og
»kunsthad«, ligesom Hultberg, der især benytter Walter A. Kaufmanns
noget problematiske Nietzscheværk »Nietzsche« (Princeton, 1950),
lægger særlig vægt pa at betone Nietzsches afstand fra romantikken.
Der arbejdes med en omfattende mosaik af citater, hvormed man høs
aforistikeren Nietzsche kan føre »beviser« i mange retninger. Specielt
Afgang og udnævnelser af professorer 183
litteraturhistoriske problemer såsom Nietzsches opfattelse af det 19. århundredes
tyske digteres kunst berøres ikke. Sekundær litteraturen er
kun delvis inddraget i undersøgelsen.
I forlængelse af afhandlingen »Nietzsches Kunstauffassung« ligger
artiklen »Heines Kunstauffassung« (14 maskinskrevne sider), og det så
meget desto mere, som der arbejdes med de samme grundbegreber.
Efterprøver man citatmøsaikken, viser det sig, at der gang på gang
foreligger fejlfortolkninger og især, fordi forfatteren abstraherer fra den
konkrete historiske sammenhæng. Om Heines digtning, der ikke indgår
i undersøgelsen, hedder det til slut: »Die Kunst bleibt bei Heine beinahe
unbedrøht ein umfriedetes Gebiet der Idylle, wo die Harte der Realitåt,
die Prosa, nichts zu sagen hat«.
Hultbergs seneste større arbejde er betitlet »Semantisk litteraturbetragtning
« (1966), hvortil tiltrædelsesforelæsningen »Digterens intention
- øg digtets« (Bergen, 1964) slutter sig som en slags optakt. Det må
endvidere fremhæves, at de anskuelser, søm Hultberg her går ind før,
peger tilbage til forskellige bemærkninger i disputatsen, hvor det imidlertid
hedder: »Diese Auffassung des Kunstwerks (søm et system af tegn)
ist in hohem Grade rationalistisch, und es ist zweifelhaft, ob sie fiir die
Åsthetik fruchtbar ist« (s. 149). Hensigten med den semantiske metodologi
er »at slå til lyd for en rigtigere anvendelse af ordet litteraturvidenskab
øg at antyde denne videnskabs grundbegreber« (s. 9), Litteraturvidenskaben
har øjensynlig ikke bragt det vidt hidtil, for til slut hedder
det: »Vi står endnu kun på begynderstadiet, når det gælder øm at
grundlægge en litteraturvidenskab «(s. 149). Da Hultberg er ansøger
til et professorat i lysk filologi, rejser sig spørgsmålet om hans førhold
til tysk litteraturvidenskab, der må besvares derhen, at såvel de ældre
søm yngre tyske forskeres bestræbelser ligesøm hele udviklingen i tysk
litteraturvidenskab tegnes i et hulspejls vrængbillede (jfr. f.eks. i forbindelse
med omtalen af Dilthey s. 20 »enhver form før tungetale var
berettiget«). Følgende citat afdækker den her dominerende kunstopfattelse:
»At helheden skal være mere end summen af enkeltdelene øg
disses relationer, kan han (semantikeren) ikke fatte« (s. 30, jfr. s. 25
vendt mod Sven Møller Kristensen). I kraft af denne tesis forvandles
kunstorganismen til en mekanisme, hvad der yderligere medfører - noget,
som forfatteren understreger - at litterær sans, »særlige okkulte
evner« (s. 70), bliver overflødig. Den i bøgen fremførte metode skal først
øg fremmest virke »som logisk politibetjent« (s. 10), men samtidig
vrimler fremstillingen med logiske modsigelser, s. 79 antydes endog
kløften mellem kultur- øg naturvidenskaber. Der polemiseres i alle retninger.
Niveauet angives med følgende citat: »og hvis man nu er så
heldig at kunne påvise, at digteren selv i sin ungdom førlod en pige, så
jubler man« (s. 45).
Hvad endelig nøgleordet »semantisk« angår, så oplyser Hultberg ind184
Universitetets årbog 1967-68
ledningsvis: »At læse semantisk vil jo bare sige at forsøge at opfatte alle
betydningsnuancer, at se, hvad der egentlig står i teksten, og det har
dog altid været filologiens endemål« (s. 11). Tekstforståelsen er nødvendigvis
baseret på tekstfilologi, men ifølge Hultberg »lindes |der| ikke
nogen særlig metode til at linde fejl i en tekst« (s. 63) og senere sammesteds;
»Muligvis skyldes et bestemt udtryk en trykfejl, men hvis denne
trykfejl har skabt mening og skønhed, bor den blive stående - rent
bortset fra, at hvis den har skabt mening og skønhed, så har vi ikke
nogen som helst mulighed for al afsløre den som en trykfejl«. På tilsvarende
vis hedder det i tiltrædelsesforelæsningen, samtidig med at det
hævdes, at i Norge »er paralilologien næsten enerådende« (s. 10),: »Det
er sundt en gang imellem at tænke den tanke, at det digt af Holderlin,
vi sidder og bliver grebne af, måske er skrevet af hans husbestyrerinde,
eller at denne eller hin skønne detalje måske skyldes en trykfejl« (s. 15).
Enkelte steder i litteraturmetodologien praktiseres den semantiske
teori: »Hvis jeg i stedet for at sige: »Regeringsformen er indskrænketmonarkisk
« siger: »Regeringsformen er indskrænket«, og på næste linie
lader »monarkisk« stå alene, sa får ordene pludselig nogle delvis nye
betydninger« (s. 35), hvilket i det følgende udredes indgående. Først og
fremmest må der dog med henblik på forståelsen af det »semantiske«
henvises til Hultbergs overvejelser angående Kingos sprog (s. 82f).
Dette kan tolkes i dets »then-meaning«, men det kræver et stort arbejde,
øg spørgsmålet er, om det er umagen værd. Er det ikke vigtigere, hvad
digtet betyder i dag?. . . Digtet har simpelthen skiftet betydning gennem
årene, fordi sprogets betydninger i al almindelighed har udviklet
sig. Det anfægter ikke vort syn pa digtet som et objekt, blot vi gør øs
klart, at dette objekt kan skifte karakter ligesom jo også farverne på et
maleri kan blive mørkere eller svagere i løbet af en årrække«. At Hultberg
har sproglige vanskeligheder selv med en tysk tekst fra det 19.
århundrede, viser referatet af Drøste-HiilshotTs novelle »Die Judenbuche
« (s. 581T).
Til slut må det understreges, at Hultbergs senere arbejder ligger så
langt under den germanistiske litteraturvidenskabelige horisont, at jeg
ikke vover at anbefale ham til en stilling, han ikke vil kunne udfylde.
1 modsætning til professor, dr. phil. Helge Hultbergs germanistiske
forudsætninger må amanuensis, cand. mag. Leif Ludwig Albertsens skoling
betragtes som endog usædvanlig god. Efter 5 års studium bestød
han skoleembedseksamen i hovedfaget tysk med karakteren 9,67 - i den
litterære halvdel opnåede han 10,00. Året efter sluttede han af med 8,60
i bifaget latin. At han efter studierejser til Tyskland og England i 1962
blev ansat som amanuensis i tysk ved Aarhus Universitet var i kraft af
evner og uddannelse en selvfølge. 1 denne stilling har han vist en efterhånden
meget sjælden evne til at forene »Altgermanistisk« og »NeuAfgang
og udnævnelser af professorer 185
germanistisk«. Han har undervist i såvel fonetik som metrik, der har
hans ganske særlige interesse, i oldhojtysk og middelhøjtysk og endvidere
holdt forelæsninger og øvelser for ældre hovedfagsstuderende
over emner fra det 18. og det 19. århundredes tyske litteratur samt
endelig været vejleder og bedømmer ved de litterære specialer, altsammen
med samme suverænitet. Hans videnskabelige produktion
har været stadig stigende, således at han har kunnet forelægge ialt 21
numre, hvoraf det sidste »Geschichte des klassizistischen Lehrgedichts
in Deutschland«, omfatter 459 maskinskrevne sider.
Albertsens vægtigste bidrag som metriker er artiklen »Weshalb
schrieben die Klassizisten tønbeugende Hexameter? Eine Neudeutung«
(i »Germanisch-Romanische Mønatschrift«, 1964, Ils.), hvori han gør
front mod Andreas Heusler, der repræsenterer en negativ, tysk-romantisk
opfattelse af »Tonbeugungen«. Samtidig erkender Albertsen dette
fænomens stilistiske valør. Blandt de øvrige metriske recensioner øg
småstudier fortjener artiklen om »Marsman und der Alexandriner« i
»Hollands Maandblad« VII, 1965 at omtales, da den viser, at Albertsen
også har arbejdet med hollandsk sprog øg litteratur, der ved de danske
universiteter hører ind under professoratet i tysk filologi. løvrigt er, som
titlen viser, denne artikel skrevet pa tysk, men sproget er ikke det bedste.
Hvad Albertsens andre mindre arbejder angår, bør det lille, let
skrevne bidrag til »Danske Studier« (1967) »Hostrups Sangspil, "Intrigerne'
« omtales, da det viser Albertsens evne til i forbindelse med noget
mere essayistisk at mobilisere en omfattende viden, der tilmed strækker
sig langt ud øver tysk øg dansk litteratur. Denne bagatel viser endvidere,
at han er en decideret elsker af, hvad der ligger afsides og smager
af kuriositet, en førkærlighed, der ydermere har bevirket, at hans
skriftlige arbejder i liere henseender ikke er på højde med hans overordentlige
præstationer i den daglige undervisning, hvor de pædagogiske
krav forbyder enhver form for fordybelse i det aparte øg hermetiskesoteriske
samt en tilsvarende stilistisk udformning i manieristisk retning.
Inspireret af denne prædilektiøn for undtagelsen og afvigelsen
fandt Albertsen tidligt et velegnet emne i den polyinterpretable Jens
Baggesen, og specielt i dennes tyske skrifter. Muligheden før en overbetoning
af kuriøsitetsperspektivet var ydermere klart realiseret af
Aage Henriksen i bogen »Den rejsende. Otte kapitler øm Baggesen og
hans Tid«, der følgelig i yderst lemfældig form er blevet recenseret af
Albertsen (jfr. »Orbis Litterarum« XVI 11, 1963, s. 186-89). Dette aspekts
betydning for vurderingen af Albertsens Baggesenstudier kan tydelig
aflæses af kvalitetsforskellen mellem de arbejder, der er koncentreret
om sproglige, stilistiske øg metriske problemer, og dem hvor mennesket
- eller snarere myten - Baggesen står i centrum.
Det lille bidrag »Umwelt« (»Zeitschrift fiir deutsche Sprache« XXI,
1965, s. 115-18), et ord, hvormed Baggesen har beriget det tyske sprog.
186 Universitetets årbog 1967-68
er interessant derved, at Albertsen her giver plausible grunde for metrikkens
betydning for orddannelsesprocessen.
I det væsentlige koncentreret om sprogstilistiske problemer er den
endnu upublicerede afhandling »Das vorgeformte Wort. Ein bisher
wenig bekannter und vielfach iibersehener Aspekt in der Dichtung
Baggesens« (1966). Det materiale, der her interpreteres, ligger - hvad
Albertsen ikke lægger skjul på - delvis »tinter der Grenze des Edierbaren
« (s. 1), hvilket snart skyldes det kunstneriske lavmål og snart
Baggesens hang til obskøniteter. Albertsen peger på bevidste og ubevidste
danismer hos Baggesen - også på dette punkt optræder han endnu
og da som Baggesenelev - og han påviser endvidere med klare eksempler,
i hvilken grad Baggesens oversættelser såvel til tysk som fra tysk
står i potenseringens tegn. Til de vellykkede sproglige og stilistiske tegn
står i potensieringens tegn. Til de vellykkede sproglige og stilistiske
observationer slutter sig nogle fortræffelige bemærkninger om parodien,
som genre. Når Albertsen derimod gor springet fra kunsten til mennesket
Baggesen, er hans betragtninger ofte lidet tillidsvækkende, hvilket
yderligere understreges af en stilform, der med forkærlighed opsøger
ekstremerne. I denne afhandling, hvori Baggesens litterære ord- og
selskabslege spiller en ikke ringe rolle, hedder det f.eks. (s. 41): »Seine
Dichtung ist ein lauter Todesschrei; kreischend liegt er da«. Tilbøjeligheden
for ekstreme formuleringer medfører endvidere, at disse kolliderer
indbyrdes, som når det i begyndelsen hævdes, at Baggesen aldrig distancerede
sig fra det givne øjeblik, medens til slut den sproglige proces
betegnes som et »Entweltlichungsspiel« (s. 42).
Afhandlingen »Baggesens 'Partenais" und 'Eaust"« (»Nerthus«, bd. 1,
1964, s. 106-137) rummer i al fald nogen værkinterprentation såsom
velkomne metriske og stilistiske analyser af »Parthenais«. Også i andre
henseender kommer Albertsens lærdom ham til gode ved fortolkningen,
men afhandlingens hovedtesis, de postulerede ligheder mellem de to
værker må afvises. Vel finder man i Baggesens »Vollendeter Faust« «eine
verschobene Sonderwelt« (s. 135), men denne genfinder Albertsen i det
af samtiden så yndede idylliske epos »Parthenais oder die Alpenreise«
kun i kraft af en anstrengt overfortolkning med udgangspunkt i
Hermes-Trismegistøs-traditionen. På dette punkt følger Albertsen trolig
i hælene på Aage Henriksen og hans »kryptiske« bog. Et tydeligt ydre
tegn på, at Albertsen spænder buen for højt, er den idelige forekomst af
modeordet »nihilistisch«.
Det tredie større bidrag til Baggesenforskningen er, som titlen
»Baggesen zwischen Vorromantik und Biedermeier« (i »Zeitschrift fiir
deutsche Philologie«, bd. 84, 1965, s. 563-580) viser, af andshistorisk
karakter; men den skarpe kønturering af åndshistoriske grundpositioner
er nu engang ikke Albertsens sag, dertil er hans forkærlighed før det
labyrintiske før stor. Dertil kommer, at det åndshistoriske gang på gang
Afgang og udnævnelser af professorer 187
glider over i det livshistoriske og dermed i det kuriose. Vel var Baggesen
bizar, men Albertsen overkomplicerer det komplicerede eller isolerer
enkelte træk, så læseren forvirres. Således taler han - med rette - flere
steder om Baggesens stærkt erotiske anlæg, men desforuden (s. 565f)
om hans spiritualistiske »Kiinftige-Geliebte-Kult« samt hans serenader
som »Selbstzweck« (hvilket er en misforståelse). Trods sådanne mangler
rummer denne studie med dens rigdom på tanker og ideer frugtbare
synspunkter. I denne afhandling betones tidskategorien i form af det
generationsbetingede stærkere end det regionale aspekt, der til gengæld
understreges i den læseværdige artikel »Holsteinische Vorromantik« (i
»Ausblick« 1966).
I nær komtakt med Baggesenstudierne står to afhandlinger, en
utrykt, betitlet »Novalismus« (18 s.), og en trykt »Freut Euch des Lebens.
Das Schicksal eines Gassenhauers in der Literatur« (i »Germanisch-
Romanisch Monatschrift«, 1966). Albertsen er meget vel klar over, at
den på tysk digtende Baggesen er en poeta minor. Andre af endnu mindre
format har han behandlet under fanemærket »Novalismus«, et ord,
der forekommer hos Baggesen, og et begreb, der faktisk er i stand til at
profilere visse tendenser i Goethetidens litteratursociologisk interessante
banallitteratur. Dertil kommer, som her påvist, at den hojere litteratur
i reflekser afspejler denne understrøm. Den let og flydende skrevne artikel
»Freut Euch des Lebens«, hvori denne gadevise med en enkelt forglemmelse
forfølges gennem tysk og dansk litteratur, viser den meget
belæste Albertsens store evner i den lille genre.
»Die Geschichte des klassizistischen Lehrgedichts in Deutschland«
efterlader ingen tvivl om, at Albertsen ikke besidder samme evner i den
store genre. Da en kritisk analyse af dette værk ville kræve megen
plads, men samtidig på væsentlige punkter blot understrege en række
allerede berørte træk, tillader jeg mig at nøjes med at meddele nogle
hovedkarakteristika: Evnen til at samle og gennemarbejde en næsten
uoverskuelig stofmasse er forbløffende. Undersøgelsesfeltet strækker
sig fra Hesiod øver romere og nylatinere, over Hans Folz og Opitz øg
videre frem gennem nyere tysk, men stedvis også engelsk litteratur, idet
der sluttes af med nogle navne fra det 19. århundredes tyske litteratur,
hvilket ganske vist vil sige navne, der vanskeligt lader sig efterspore i
noget opslagsværk. Også i de foregående kapitler behandles værker, der
kun lader sig opdrive i et enkelt europæisk bibliotek. Analysen af disse
ser undertegnede sig derfor ikke i stand til at bedømme. Det må derimod
understreges, at forfatterens sporsans er meget stor. I kraft af
denne har han, da ordet »klassizistisch« skal forstås i en meget vid og
vag betydning, skrevet den første sammenhængende fremstilling af
læredigtet spændende over flere århundreder. Vel har de talrige helt
eller næsten ukendte navne først øg fremmest kuriositetsværdi, men det
bor dog ikke glemmes, at netop fordi denne poetisk-upøetiske genre
188 Universitetets årbog 1967-68
efter Goethetiden henfaldt til foragt, var Albertsen tvnnget til at arbejde
med mangt et klangløst navn.
Som enhver anden genre, der har gennemlevet århundreder, er læredigtets
historie betinget af samspillet mellem constantia og variatio.
Hvad disse polære begreber angår, klamrer Albertsen sig med sej energi
til det forste, ja, han har endog forfattet et sindrigt og velformuleret
indlæg - indleveret som nummer 21b - som defensorat for constantia.
At han deri bråber sig pa Heinrich Lausberg og - den germanistf jendske
Ernst Robert Curtius undrer ikke, men det lader sig alligevel ikke skjule,
at hvor meget de forskellige tiders læredigtere end tilstræbte »en anakronistisk
identitet med det romerske forbillede« (s. 1), så var og blev
deres romanitas en ikke realisabel ønskedrøm, idet de alle mere eller
mindre er under kastet tidsåndens dekreter. Dette vedgår Albertsen,
når han undskylder negligeringen af det åndshistoriske aspekt med, at
de vekslende åndsholdninger forudsættes bekendt, men samtidig overser
han det springende punkt, nemlig at vor interesse for de vekslende
åndsholdninger ligger ikke i abstraktionen, men derimod i de skiftende
konkretionsformer ved mødet med genren. Bevidst udeladt er, hedder
det endvidere, stiludviklingen, hvilket imidlertid værket selv modbeviser.
Det må dog beklages, at det stilistiske kun altfor ofte glider over i
det statistiske. At det trods slige utilstrækkeligheder drejer sig om et
værk, der forer forskningen videre, og det ikke blot i afkrogene, fremgår
af adskillige enkeltheder, som her ikke skal opregnes. Blandt de talrige
hidtil næsten ukendte digtere, som befolker værket, nærer Albertsen en
særlig forkærlighed for »Der poetische Bauer Hinrich Janssen«. Afhandlingen
om denne (25 s.) publiceres i et nordtysk tidsskrift.
Albertsens studier i middelhøjtysk litteratur har hidtil fortrinsvis fået
udtryk i recensioner, der trods megen viden er noget summariske.
Ihvorvel Albertsens germanistiske viden og indsigt langt overgår de
fornævnte kandidaters, så dominerer stadig den bolgelinjede kuriositetsmættede
fremstillingsform. Det omfattende helstøbte opus savnes,
hvorfor jeg ville nære en vis betænkelighed ved at foreslå Albertsen
til professoratet.
Amanuensis, mag. art. Sven-Aage Jørgensen disponerer som sin kollega
L. L. Albertsen over de bedste germanistiske forudsætninger: For
en indgående og dybtgående sproglig, sproghistorisk og litteraturhistorisk
viden garanterer en magisterkonferens i tysk filologi. En yderligere
garanti med henblik på det specielt videnskabelige ligger i erhvervelsen
af Københavns universitets guldmedalje, som Jørgensen opnåede
som stud. mag. Af det indsendte vita fremgår det endvidere, at
Jørgensen oprindelig studerede med skoleembedseksamen som mål, og
med denne for øje i 1954 skrev en specialeopgave om Angelus Silesius
(bedømt til ug-f), hvoraf jeg slutter, at Jørgensen på fortræffelig vis vil
Afgang og udnævnelser af professorer 189
være i stand til at læse over tysk barokdigtning, et af de såvel i lilologisk
som litterær henseende vanskeligste punkter indenfor feltet »Neugermanistik
«.
Da Jørgensen fra 1961 har været ansat som amanuensis i tysk litteraturved
Københavns universitet, og da han allerede forlængst har varetaget
eksaminationerne-med undtagelse af afsluttende hovedfagseksamen
- ville hans virksomhed som professor i tysk lilologi komme til at ligge
i direkte fortsættelse af et årelangt arbejde. Dertil kommer, at kvaliteten
af hans undervisning, efter hvad jeg har erfaret fra flere sider, skal være
upåklagelig. Han skal være en levende og fængslende akademisk lærer.
At Jørgensens horisont ikke er begrænset til tysk alene, fremgår af et
længere studieophold i London 1959-60. Hans første Hamannarbejde er
skrevet på engelsk. En artikel om Theodor Fontane som litteraturkritiker,
hvori også New Criticism berøres, blev holdt på en kongres i
New York i 1963, medens afhandlingen »Zu Hamanns Stil« går tilbage
til et føredrag på den 3. internationale germanistkongres i Amsterdam
1965, et foredrag (med diskussion), søm undertegnede overværede. Det
kan bevidnes, at dansk litteraturvidenskab ved denne lejlighed præsenterede
sig på den smukkeste made. Endvidere må det fremhæves, at
Jørgensen, ligesøm også Albertsen, er fortrolig med græsk (tillægsprøve
1954, ug "i-). Endelig er omfattende teologiske kundskaber et ufravigeligt
krav, hvad angår Jørgensens hovedemne, studiet af Hamann.
Hvad angår det 20. århundredes tyske litteratur, har Jørgensen dels
holdt nogle foredrag og dels skrevet indledninger til oversættelser, et
materiale, der ikke er indleveret.
Anden halvdel af det 19. århundrede berøres i den lille, men givende
studie: »Der Literaturkritiker Theodor Fontane« (i »Neophilølogus«,
1964, s. 220-30), der også rummer flere rammende bemærkninger øm den
naturalistiske kritik; men når det (s. 223) hedder, at kritikeren Fontane
tav mellem ca. 1853 og 1873, så berør dette på en misforståelse (jfr.
H.-Grimm-kritikken 1867 m.m.).
Jørgensens Hamannpublikatiøner indledes med afhandlingen »Hamann,
Bacon and Tradition« (i Orbis Litterarum« XVI, 1961, s. 48-73),
der på ingen måde skal førstås som en snæver positivistisk påvirkningsstudie.
Dette ville nemlig for det første stride mod Jørgensens metodologiske
position, og det er for det andet uforeneligt med hans vidtstrakte
åndshistoriske orientering. En sådan kræver før disse århundreders
vedkommende evnen til uden vanskelighed at omgås med latinske kildeskrifter,
en evne, der klart er dokumenteret i denne afhandling, der
ydermere antyder afgørende træk i Jørgensens Hamannbillede, der i
højere grad end det har været gængs i tysk litteraturvidenskab ses i lyset
af ratio. Dermed står vi ved hovedværket »Johann Georg Hamann 'Fiinf
Hirtenbriefe das Schuldrama betreffend'. Einfuhrung und Kommentar«
(1962, 195 s.).
190 Universitetets årbog 1967-68
Selve materialet, de fem hyrdebreve, omfatter lait en 12-13 sider,
men de giver udtryk for Hamanns idiotistiske diktion. De er skrevet i så
dunkel en stil, at Hamann med.henblik på denne råder læseren til at
vente to, tre ja, fire år, indtil meningen lukker sig op. Selv bekendte
han dog, at han fik »Angstschweiss und gliihend Gesicht«, når han vendte
tilbage til sine egne skrifter i denne, som Jorgensen med rette betoner,
ikke spontane, men udspekulerede stil. Dermed er antydet, at der næppe
findes tekster i nyere tysk litteratur, der stiller større krav til den filologiske
fortolker. Først når kilderne til lange rækker af bibelske og antikke
allusioner samt citater fra engelsk og fransk litteratur er fundet, åbner
der sig en mulighed for en meningspræget læsning. Da flere Hamannspecialister
har bedømt Jørgensens arbejde også på dette punkt, vil det
være passende at give ordet til et par af disse:
Hos Siegfried Sudhof læser man: »Der Kernpunkt der Arbeit liegt in
dem ausgezeichneten sehr ausf iihrlichen Textkommentar« (Germanisch-
Romanische Mønatschrift«, XIV, 1964). Dertil slutter sig X. Tilliette:
»L'érudit danois a dissipé å peu prés toutes les obscurités et détecté
toutes les citations et références, méme celles de l'Antiquité latine, bien
qu'il ne soit pas Altphilologe« («Archives de Philosophie«' bd. 27, 1964,
s. 155). På et enkelt punkt går Jørgensen dog vel lidt hurtigere til værks,
end han ellers har for skik: Den Nadlerske udgaves mangler er et så
alvorligt problem, at W. Boehlich kan formulere situationen på følgende
vis: »Editio heisst hier nicht restitutio, søndern institutio« (»Euphorion«,
bd. 50, 1956).
Tekstfortolkningen er kun een - omend den største - vanskelighed
ved studiet af Hamann. En anden, der har bevirket, at germanisterne i
mange år har foretrukket at gå udenom Hamann, ligger deri, at dennes
forfatterskab befinder sig på skæringslinjen mellem teologi, æstetik,
litteratur øg - med henblik på hyrdebrevene - dramaturgi. At Jørgensen
søm »Grenzgånger« (s. 6) gennem analyserne indenfor disse så forskelligartede
discipliner, men dog først og fremmest ved evnen til at kombinere
og syntetisere de indvundne resultater har vist en sådan kyndighed og
modenhed, at der ikke synes at føreligge nogen mulighed før konstatering
af angrebstlader - dette i modsætning til de forud bedømte - er
for mig at se et vægtigt argument i overvejelserne pro et contra. Den
for Hamannførståelsen eminent vigtige profilering af skellet mellem
typologisk øg allegorisk stilstruktur har Jørgensen ikke søm den første
appliceret på Hamann - han nævner Karlfried Grunder søm forgænger,
men kunne desforuden have henvist til danskeren Tage Schack - men
han har i sin gængse klare fremstillingsform set problemet under nye
synsvinkler, ligesom han på øverbevisende måde har indarbejdet den
Auerbachske problemstilling, koncentreret øm sermo piscatørius. Fristelsen
for i et så kompliceret undersøgelsesfelt at søge støtte i radikale
førmuleringer bukker Jørgensen aldrig under før. Intetsteds sættes tesis
Afgang og udnævnelser af professorer 191
på spidsen, det være sig angående »sprogteorien« (s. 20) eller empirismen,
pietismen, eller Sturm-nnd-Drang (s. 40).
At de af R. Unger, H. A. Korff og J. Nadler afstukne linjer med kurs
mod Sturm-und Drang og romantik må korrigeres, fremgår ikke blot af
bogen om hyrdebrevene, der med dens indledning på 70 sider samt dens
6 ekskurser samtidig er prolegomena til en samlet Hamannfremstilling«
men også af den meget velformulerede afhandling »Zu Hamanns Stil
(»Germanisch-Romanische Monatschrift« XVI, 1966, s. 374-387), der
påviser Hamanns nære kontakt med de overleverede retoriske stilmonstre.
Flertallet af de af Jorgensen indleverede recensioner befatter sig med
Hamannproblemer. Uden undtagelse udmærker de sig ved deres sobre
indstilling og sunde judgement. Den omfattende recension (8 maskinskrevne
sider) »Philologische Einfålle und Zweifel iiber einen Kommentar
zu Johann Georg Hamanns 'Sokratischen Denkwiirdigkeiten'« fortjener
en speciel omtale, idet Jørgensen her fortsætter de filologiske
punktanalyser fra hyrdebrevene. Her som der opnås i kraft af en intim
fortrolighed med emnet samt omfattende belæsthed indiskutable resultater.
Alt ialt er Jorgensens produktion ikke særlig stor. En forklaring herpå
giver de to endnu utrykte bidrag til »Historisches Worterbuch der Philosophie
« om henholdsvis »Satire - satirisch« (godt 4 sider) og »Nachahmung
der Natur« (6 sider). Medens sådanne artikler normalt kommer
istand ved kompilering, fremgår det af henvisningerne i disse meget oplysende
artikler, at de er baseret på en vidtstrakt primærforskning fra
græsk litteratur og fremover.
Afhandlingen »Zu Jeremias Gotthelfs Novelle 'Die schwarze Spinne'«
(i festskriftet »Dichtung und Verktindigung« 1964, s. 91-102) står som
indledning til et nyt forskningsområde. Sammenstiller man denne interpretation
af »Die schwarze Spinne« med tidligere tyske forsøg på samme
felt, så konstaterer man, at i denne afhandling dominerer analysen,
og specielt den religiøse problemanalyse, på bekostning af handlingsreferatet.
Som konkurrent til Jørgensen kommer kun Albertsen i betragtning.
Denne er vel nok en mere malerisk forskerpersonlighed, men han lader
sig for stærkt influere af det givne objekt. Jorgensen er derimod trods
indgående Hamannstudier ikke blevet nogen »Hamånnchen«. I kraft af
de i forbindelsen med analyserne af hans arbejder påviste kvalifikationer
uærer jeg ingen betænkelighed ved at foreslå amanuensis, mag. art.
Sven-Aage Jørgensen til det ledige professorat i tysk filologi, som han i
enhver henseende vil kunne udfylde. Erik Landing.
Indstillingerne blev i overensstemmelse med § 3, stk. 7 i ovennævnte
anordning tilstillet ansøgerne, af hvilke amanuensis, mag. art. Sven192
Universitetets årbog 1967-68
.Vage Jørgensen og professor, dr. phil. Helge Hultberg indsendte bemærkninger.
Sagen behandledes på fakultetets møde den 20. juni 1967, ved hvilket
samtlige medlemmer af udvalget var tilstede. Ved afstemningen i henhold
til § 4, stk. 2, blev der afgivet 11 stemmer for, 17 imod flertalsindstillingen,
medens 26 afholdt sig fra at stemme. Med professor
Lunding var der ialt 54 stemmeberettigede til stede.
Herefter vedtoges det i henhold til anordningens § 4, stk. 4, at foreslå
nedsat en bedømmelseskomité, ligesom det vedtoges i henhold til
§ 5, stk. 3, at lade bedømmelsen omfatte professor, dr. phil. Helge
Hultberg og amanuensis, mag. art. Sven-Aage Jørgensen. Under 25.
september 1967 beskikkede ministeriet efter indstilling fra universitetet
følgende som medlemmer af bedømmelseskomiteen: professorerne,
dr. phil. F. J. Billeskov Jansen, dr. phil. Steffen SteiTensen, dr.
phil. Erik Lunding, dr. phil. H, Bach, Aarhus, dr. phil. Bengt Algot
Sørensen, Odense, fil. dr. Gustav Korlén, Stockholm og dr. philos. Paulus
Svendsen.
Bedømmelseskomiteen afgav under 9. december 1967 følgende
indstilling:
»På et møde den 9. december 1967 delte det af undervisningsministeriet
nedsatte udvalg sig i et flertal bestående af professorerne Paulus
Svendsen, Oslo, Gustav Korlén, Stockholm, H. Bach (Århus), Erik
Lunding, Århus, Algot Sørensen, Odense, øg et mindretal bestående
af professorerne F. J. Billeskov Jansen og StefTen SteiTensen, København.
Flertallet indstiller ananuensis Sven-Aage Jørgensen til det ledige
professorat med følgende motivering:
Sven-Aage Jørgensen har i kraft af en alsidig fdologisk uddannelse
skabt sig udmærkede forudsætninger for at arbejde med tysk litteratur.
Denne filologiske skoling præger hans videnskabelige produktion.
Tyngdepunktet i Sven-Aage Jørgensens forskning ligger klart i hans
mangesidige og dybtgående Hamann-studier. Disse må i mange henseender
betegnes som en pionerindsats. Uden det arbejde søm Sven-
Aage Jørgensen har gjort, ville meget i Hamanns »Fiinf Hirtenbriefe«
stadig være uforståeligt. Den omfattende filologiske kommentar har
stillet store krav til tekstforståelse og indtrængen i vanskeligt tilgængelige
filosofiske og teologiske tankegange. Den afdækker mange
af Hamanns indenlandske og udenlandske forudsætninger. På grund
af Hamanns nøglestilling har Sven-Aage Jørgensen dermed placeret sig
centralt i udforskningen af det tyske 18. århundredes åndshistorie.
I mindre afhandlinger og artikler viser Sven-Aage Jørgensen desuden
selvstændig orientering inden for en række områder i det 19. og 20.
århundredes tyske litteratur. Professor Helge Hultberg har ikke inden
Afgang og udnævnelser af professorer 193
for faget tysk modtaget samme omfattende og grundige filologiske
skoling som Sven-Aage Jørgensen. Hans hovedværk er disputatsen om
»Bert Brechts Åsthetische Anschauungen«, der skont den på mange
måder er et skarpsindigt bidrag til Brecht-forskningen, ikke i kvalitet
og dybde kan måle sig med Sven-Aage Jorgensens Hamann-studier.
Helge Hultbergs øvrige skrifter vejer ikke særlig tungt og kan derfor
ikke ændre flertallets samlede vurdering.
Mindretallet udtaler: Vi kan i det store og hele slutte os til flertallets
karakteristik af Sven-Aage Jørgensen. Når vi alligevel føretrækker
professor Helge Hultberg, skyldes det i første række den større vægt,
vi tillægger hans disputats, søm vi anser før at være et værk, der åbner
nye veje ikke bare før Brecht-forskningen, men tillige før forståelsen
af forholdet mellem kunst og samfund i det 20. århundrede. Dertil
kommer, at vi i hele Hultbergs forfatterskab finder en levende optagethed
af litteraturforskningens problematik. Medens Sven-Aage Jørgensen
har sin styrke i anvendelsen af traditionelle filologiske metoder,
fremtræder Helge Hultberg søm en mere original forskerpersonlighed.
Selv øm han undertiden indtager ekstreme standpunkter, førmår han
netop derved at sætte en diskussion i gang, der kan virke inciterende.
Han står i dag søm en forsker i fuld og løfterig udvikling.«
På fakultetets møde den 19. december 1967, ved hvilket samtlige
medlemmer af komiteen var til stede, blev flertalsindstillingen tiltrådt
uden at komiteen blev afkrævet nogen nærmere begrundelse. Efter at
Konsistorium havde tiltrådt indstillingen i mode den 24. januar 1968,
videresendtes den under 8. februar 1968 til ministeriet.
Herefter blev amanuensis, mag. art. Sven-Aage Jørgensen ved kgl.
resolution af 17. april 1968 udnævnt til professor i tysk filologi ved
Københavns universitet fra den 1. april 1968 at regne.
f. Oprettelse af et ordinært professorat i atmen psykologi med særligt
henblik på handlings- og behovspsykologi og udnævnelse af afdelingsleder,
lektor, dr. phil. Martin Volodja Johansen til professor i dette fag
(j. nr. 342/66).
I forbindelse med ansøgningen om oprettelse af et professorat i
klinisk psykologi afgav det filosofiske fakultet under 24. februar 1961
følgende indstilling:
»Faktultetet anmoder herved øm, at der fra 1. april 1962 ved Københavns
universitet må blive oprettet to ordinære professorater i psykologi,
idet følgende skal anføres:
De studerendes antal beløb sig i januar 1961 ialt til ca. 400. Til
13
194 Universitetets årbog 1967-68
sammenligning kan anføres, at det er et større antal studerende end
der findes ved det teologiske fakultet og større antal end dem, der
f. eks. studerer statsvidenskab under det rets- og statsvidenskabelige
fakultet. Disse 400 studerende er betjent af kun to professorer, som
ganske vist undervisningsmæssigt assisteres af en række af rektor
beskikkede lærere, der arbejder som en slags lektorer. Selv om disse
beskikkede lærere udfører deres arbejde på udmærket måde, kan de
dog ikke opveje manglen på professorer. Dette hænger bl. a. sammen
med følgende: Psykologien - og det gælder både den almindelige psykologi
og den anvendte psykologi - har som videnskab i den nyeste tid
udviklet sig i en sådan grad, at det er umuligt for blot to personer at
beherske og tage ansvaret for hele området, og at det vil føre til dilettantisme,
hvis de forsøger derpå. Den for nylig gennemførte nye
studieordning kræver, at kandidaterne specialiserer sig indenfor en
række discipliner, hvor de gennemgår et særligt praktikantkursus og
skriver »stor opgave« (se undervisningsministeriets bekendtgørelse af
13. august 1960 om psykologisk embedseksamen ved Københavns
universitet § 3 og § 9). Disse områder kan være klinisk psykologi for
voksne eller klinisk psykologi for børn, kriminologisk psykologi, arbejdspsykologi,
militærpsykologi, pædagogisk psykologi, for blot at
nævne nogle eksempler på anvendt psykologi, men de kan også være
områder inden før den almindelige teoretiske psykologi. For at vejlede
og tage ansvaret for en sådan specialisering er det ikke nok, at der
kun findes to professorer. Det er hverken fyldestgørende, når man ser
hen til de mange specialiseringsmuligheder, ej heller når man ser hen
til det overvældende antal studerende.
De områder, hvor manglen for øjeblikket er mest følelig, ville kunne
dækkes af to professorer, nemlig:
I. Et professorat i klinisk psykologi, som indbefatter al anvendelse
af normal-psykologien indenfor sådanne områder, hvor det gælder øm
at afhjælpe menneskers forskellige vanskeligheder. På dette område
gives for øjeblikket en udmærket undervisning, når det drejer sig om
børn, nemlig på Universitetets børnepsykologiske klinik, ledet af
Bodil Farup, men der savnes stærkt noget tilsvarende for voksne, og
det er en af de hyppigst fremførte og særdeles berettigede klager, at
de studerende får for lidt undervisning i klinisk psykologi. Dette bliver
så meget mere føleligt, som den nye studieordning til anden del kræver
en prøve i klinisk psykologi (se undervisningsministeriets bekendtgørelse
af 13. august 1960 om psykologisk embedseksamen, § 7). Desuden
kan nævnes, at flere og flere af vore uddannede psykologer senere
får ansættelse på hospitaler, hvor man mere og mere får brug for den
kliniske psykologi.
II. Et professorat i almindelig psykologi med særligt henblik på
handlings- og behovspsykologi. Handlings- og behovspsykologien er det
Afgang og udnævnelser af professorer 195
område inden for den almindelige psykologi, der måske stærkest
knytter sig til den kliniske psykologi. Der er i den nyeste tid sket store
fremskridt på det pågældende forskningsområde, som man må kræve
intimt kendskab til hos de stilderende og måske navnlig dem, der vil
specialisere sig i klinisk psykologi.
Man vil måske undre sig over, at der ikke nu også søges om et professorat
i pædagogisk psykologi, som er et af de vigtigste områder, når
henses til uddannelsen af f. eks. skolepsykologer. Grunden hertil er,
at man regner med en udbygning af det allerede eksisterende intime
samarbejde med Danmarks pædagogiske institut til også at omfatte
undervisning. Der tænkes i denne forbindelse på, at afdelingslederne
på dette forskningsinstitut kan få overdraget undervisningen i pædagogisk
psykologi ved universitetet. Det videnskabelige arbejde, der foregår
ved institutet, ville da også kunne befrugte universitetsundervisningen
på særdeles inspirerende måde. Institutets ledelse er positivt
indstillet overfor sådanne tanker.«
Under 12. oktober 1962 afgav fakultetet følgende fornyede indstilling;
»Der søges herved om, at der fra 1. april 1963 ved Københavns universitet
må blive oprettet et ordinært professorat i psykologi med særlig
henblik på handlings- og behovspsykologi, idet følgende skal anføres:
Til de ca. 450 psykologistuderende findes kun tre professorer, og
selvom de i undervisningen assisteres af en række af Rektor beskikkede
lærere, er det umuligt for de tre professorer at beherske og tage ansvaret
for hele psykologien, der har udviklet sig enormt siden sidste
verdenskrig, hvilket både gælder den almindelige (teoretiske) psykologi
og den anvendte psykologi.
Det område, hvor manglen for øjeblikket er mest følelig ville kunne
dækkes med et professorat i psykologi med særtig henblik på handlingsog
behovspsykologi, idet denne disciplin måske er det område af den
teoretiske psykologi, der spiller den største rolle for liere af de områder
af den anvendte psykologi, der for øjeblikket dyrkes af de fleste studerende.
1 handlings- og behovspsykologien beskæftiger man sig især med
følgende hovedopgaver (1) studiet af de faktorer i individet, der er
ansvarlige for en vis lovmæssig ensartethed i individets handlinger,
idet man især lægger vægt på den miljømæssige udvikling af disse
faktorer; (2) studiet af, hvorledes de faktorer samvirker, der er ansvarlige
for individets handlinger i en konkret, kortvarig situation (behov,
perception, viden etc.); (3) udforskningen af behovenes betydning for
handlingslivet i det hele taget, for eksempel i forbindelse med indlæringens
og problemløsningens psykologi, undersøgelser af individets adfærd
i grupper og dets forhold til andre mennesker, m.m.; (4) udforsk-
13*
196 Universitetets årbog 1967-68
ning af behovenes betydning for forestillings- og fantasilivet; (5) udforskning
af samspillet mellem behov og perception.
Der er sket store fremskridt indenfor handlings- og behovspsykologien
i de senere år og specielt må man fremhæve den rivende udvikling
af metoderne, som studenterne må erhverve intimt kendskab til og -
efter den nye studieordning af 13. august 1960 - skal anvende ved
udarbejdelsen af deres speciale.
Et indtryk af handlings- og behovspsykologiens centrale rolle i
psykologien som grundlag for den mest gængse anvendte psykologi
kan man få ved at bemærke, hvorledes den danner det teoretiske
grundlag for de fire store områder af den anvendte psykologi, nemlig
på følgende måde:
1) handlings- og behovspsykologien udgor et meget væsentligt grundlag
for de metoder, den kliniske psykologi kan bidrage med ved diagnosen
af patienters eller klienters personlighed og vanskeligheder, og for
hvordan i det hele taget afvigelser fra normale handlinger kan delineres
og vurderes. Handlings- og behovspsykologiens kendskab til hvorledes
en persons handlinger udvikler sig med alderen spiller ligeledes en
vigtig rolle for den kliniske psykologis stillingtagen til en patients adfærdsmønster.
2) handlings- og behovspsykologiens almindelige udforskning af indlæring
udgor et vigtigt grundlag for den pædagogiske psykologi, når
den specielt udforsker undervisningsmetodik og didaktik. Tilsvarende
er handlingspsykologiens studier af problemlosning af afgørende betydning
for alle psykologiske målinger af intelligens og for det nødvendige,
fortsatte arbejde med at forbedre intelligenstest. Ydermere er
handlings- og behovspsykologiens udforskning af behov grundlaget for
studiet af motivationens altafgørende betydning for læreprocessens
forløb og dermed i det hele taget for en undervisnings resultat.
3) handlings- og behovspsykologien spiller en rolle i kriminalpsykologien
ved sine studier af den tidlige miljømæssige udformning af de faktorer,
der bestemmer individets senere handlinger (i dette tilfælde
kriminel adfærd) og for gruppens indflydelse på den enkelte kriminelles
adfærd. Handlings- og behovspsykologien er det almindelige, psykologiske
grundlag for kriminalpsykologiens udforskning af de ændringer
af adfærd der kan fremkomme ved forskellige former før behandling,
for eksempel er hele spørgsmålet om straf og belønning et emne, der
nøje udforskes i handlingspsykologien.
4) Handlings- og behovspsykologien danner grundlaget for arbejdsog
erhvervspsykologien i forbindelse med personaleudvælgelse, personaleledelse
og oplæring af personale i de nye produktionsformer. Moderne
erhvervspsykologi bygger simpelt hen på den almindelige psykoAfgang
og udnævnelser af professorer 197
logis lære om behovene (deres opståen, tilfredsstillelse og frustration)
og om de faktorer, der har indflydelse på dannelsen af nye behov.
Derved udgor behovspsykologien grundlaget for marketingpsykologi
og motivanalyse, herunder også for undersøgelser af motivationen for
arbejde i al almindelighed.
En professor, der efter de ovenfor skildrede linier behersker den almindelige
psykologis behov - og handlingslære og kunne tilrettelægge
denne disciplin således for de studerende, at de i studiet af forskellige
områder af den anvendte psykologi direkte kunne drage nytte af dette
vigtige område, ville kunne blive af stor betydning for det psykologiske
studium.«
Efter at fakultetet havde fornyet sin indstilling hvert af de følgende
år, blev på normeringsloven for 1966-67, jfr., folketingstidende for
1965-66, tillæg A, spalte 1701-02, oprettet et professorat i almen psykologi
med særligt henblik på handlings- og behovspsykologi.
Da det således oprettede embede havde været opslået ledigt, blev
under 23. august 1968 de indkomne 6 ansøgninger, nemlig fra ass.
professor, Claus Bahne Bahnson, Ph. D., afdelingsleder, lektor, dr.
phil. Martin Johansen, seminarielektor, mag. art. Frede Knudsen,
docent, lektor, dr. phil. Gerhard Nielsen, afdelingsleder, cand. jur. et
mag. art. Henrik -Poulsen og forskningsstipendiat, mag. art. Iven
Reventlow, tilstillet universitetet til erklæring.
Til at bedomme de indkomne ansøgninger nedsatte det filosofiske
fakultet i henhold til § 2, stk. 2 i kgl. anordning af 5. februar 1953 om
ansættelse af professorer ved Københavns universitet et udvalg bestående
af professorerne, dr. phil. Franz From, E. Tranekjær Rasmussen
og dr. phil. Lise Østergaard.
Ved skrivelser af 3. januar og 27. juli 1967 har seminarielektor,
mag. art. Frede Knudsen og cand. jur. et mag. art. Henrik Poulsen
trukket deres ansøgninger tilbage.
Udvalget afgav under 8. januar 1968 følgende indstilling:
»Claus Bahne Bahnson er født 15. september 1922. Ph.D. 1956 (University
øf Rochester). Han har efter sin eksamen beklædt en række
stillinger ved forskellige klinikker, hospitaler og universiteter.
Bahnson har indsendt en publikationsliste omfattende 40 arbejder,
heraf 19 artikler samt 21 foredrag og meddelelser givet ved kongresser
og videnskabelige møder (en del tillige publiceret i trykt form). Af de
19 artikler er ansøgeren eneforfatter til de 7, medens resten er publiceret
i samarbejde med én eller to medforfattere.
Forfatterskabet ligger på det klinisk-psykologiske område, idet det
i helt overvejende grad vedrører forholdet mellem psykologiske processer
og en række somatiske sygdomstilstande. De 11 artikler vedrører
198 Universitetets årbog 1967-68
cancer, 10 drejer sig om hjertelidelser, 4 om asthma og 5 om andre
sygdomstilstande. 2 arbejder omhandler almene problemer i forbindelse
med psykosomatisk forskning, 3 arbejder drejer sig om specielle
metoder til personlighedstestning, 2 arbejder vedrører psykoterapi og
3 vedrører personlighedsteori.
Ansøgeren har kun fremsendt en ringe del af sit forfatterskab til
bedømmelse, nemlig 9 artikler i form af særtryk eller fotokopieret manuskript.
Udfra en vurdering af publikationslistens indhold kan det
være lidt vanskeligt at forstå udvalget af den fremsendte litteratur,
idet denne ikke forekommer repræsentativ for forfatterskabet som helhed.
Af de fremsendte arbejder drejer to sig om cancer, 5 øm hjertelidelser,
1 øm almene tendenser i psykosomatisk forskning øg 1 om
reaktion på psykiske belastninger under »ydre og indre trusel« eksemplificeret
med psykisk belastning under Nazi-tiden i Danmark sammenlignet
med psykiske belastninger ved dødelige sygdomme. Endelig er
der fremsendt et tiende særtryk bestående i ordrette referater af en
panel-diskussion, hvori ansøgeren har været deltager. Der savnes
eksempler på den del af forfatterskabet, som omhandler teoretiske øg
metodologiske emner, ligesom man kan undre sig over, at ansøgerens
Ph.D.-afhandling ikke er medsendt.
Af de indsendte arbejder drejer hovedparten sig om psykologiske
undersøgelser af patienter med somatiske sygdomme. 5 artikler handler
om psykologiske faktorers betydning for corønar-lidelser og 2 om
personlighedstræk høs cancer-patienter.
De 5 førstnævnte arbejder udgår alle fra samme projekt: »Epidemiology
øf Coronary Heart Diseases in Middlesex County, Connecticut«.
Forfatteren har været deltager i et team, som har gennemført meget
indgående medicinske, sociale øg psykologiske undersøgelser af 32
mandlige patienter, søm har overlevet en myokardielidelse. Som kontrolgruppe
er valgt 32 mænd uden symptomer fra hjertet, men lidende
af andre alvorlige somatiske sygdomme. Ansøgerens øg hans medforfatteres
arbejder omhandler sociale øg psykologiske aspekter af disse
undersøgelser. Observationerne forekommer grundige og indgående. Der
har været foretaget adskillige timers interview med hver patient, øg
desuden har disse besvaret en lang række skriftlige spørgsmål, som er
konstrueret med det formål at belyse forskellige personlighedsegenskaber.
Denne procedure er resulteret i indsamling af et uhyre stort talmateriale,
som har været gjort til genstand før statistisk databehandling.
Gennem disse artikler får man ikke direkte oplysninger øm, hvorledes
de mange »rating-scales« er konstrueret, dog kan man slutte sig
til, at nøgle tager sigte på at belyse bevidste holdninger hos patienten,
medens andre synes konstrueret således, at der foretages en førtolkning
af svarene, hvorefter patienten tilskrives forskellige personlighedstræk
udtrykt i psykoanalytisk terminologi. Psykologiske data af denne art
Afgang og udnævnelser af professorer 199
sammenstilles med oplysninger om patienternes sociale status: ethnisk
og national baggrund, religion, erhverv, ægteskabelige forhold m.v.
Der ligger meget indgående undersøgelser til grund for disse arbejder.
Projektets praktiske tilrettelæggelse, udvalget af patientmaterialer,
sikkerhed for ensartede somatiske diagnoser forekommer overbevisende.
Imidlertid er det ikke let at fole samme tillid til, at de psykologiske
konklusioner er baseret på tilstrækkeligt holdbare ræsonnementer.
Lad det straks være sagt, at den psykologiske metode, som forfatteren
har valgt, anvendes i udstrakt grad i amerikansk psykologi, og
man kan derfor nære betænkelighed ved at gøre indvendinger imod, at
han følger en arbejdsform, der utvivlsomt er gængs ved de klinikker,
hvor arbejderne er udfort. Det er imidlertid ikke muligt at se bort fra,
at metoden, som den her anvendes, rober en så betydelig overlladiskhed
med hensyn til de teoretiske aspekter, hvortil den støtter sig, at man
ikke kan føle sig overbevist om konklusionernes holdbarhed.
Fremgangsmåden ved de psykologiske analyser består i en kombination
af den såkaldt objektive spørgeskema-teknik øg af subjektive fortolkninger
udfra psykoanalytisk teori. Dataindsamlingen hviler i helt
overvejende grad på spørgeskema'er, hvilket giver den førdel, at man
opnår en uhyre mængde informationer om hver patient øg derved har
mulighed for en sufficient talbehandling. Denne fordel ville være genuin
dersom de informationer, som var indsamlet refererede til relativt éntydige
forhold i patienternes liv, og således kunne gøres direkte til
genstand for talbehandling uden fortolkning. Imidlertid blandes denne
eksakte metode sammen med den meget komplicerede proces, som udgøres
af vidtrækkende psykoanalytiske fortolkninger. Herved sætter
forfatteren sig i en vis forstand mellem to stole, idet han kombinerer
tø væsensforskellige fremgangsmåder på en sådan måde, at de begge
berøves den nødvendige videnskabelige kontrol. Talbehandlingen er
uigennemskuelig, og fortolkningerne mangler den eneste mulige kontrol,
man kan give dem, nemlig det indgående kendskab til den individuelle
patients psykodynamiske struktur, som kun kan opnås gennem
en indgående psykoanalytisk observation, og ikke gennem besvarelser
af selv nøk så mange spørgeskema'er.
Som nævnt er der her tale om en fremgangsmåde, der - så ukritisk
den end kan forekomme - ofte ses anvendt i amerikansk psykologi.
Man ville derfor næppe lægge forfatteren det alvorligt til last, dersom
hans konklusioner havde rimelighedens præg. Dette er imidlertid ikke
tilfældet. Samtlige arbejder har den tanke som udgangspunkt - som
apriorisk førudsætning, kunne man fristes til at sige - at der består
en kausal sammenhæng mellem psykiske belastninger og udviklingen
af henholdsvis corønarlidelser og cancer. Forhåndsformodningen om,
at det er psykiske kønllikter, som førårsager disse lidelser, synes at
være så stærk hos forfatteren, at den har fået ham til kun at se de
200 Universitetets årbog 1967-68
forhold, som kan stotte denne antagelse. Observationerne bliver systematisk
taget til indtægt for det synspunkt, at eksperimentalgruppen
har været udsat for større belastninger end kontrolgruppen, selv i tilfælde,
hvor den modsatte konklusion kunne fremsættes med ligeså stor
lethed. Folgende ræsonnementer kan tjene som eksempel:
I artiklen »Social and Psychological Factors in Coronary Heart
Disease« fremhæves det (p. 8): »Another very powerful background
variable was self-reported religions affiliation. Protestants showed a
myocardial infarction rate nearly four times as great as Catholics«.
Dette formodede forhold gores til genstand for vidtgående fortolkning,
men forst og fremmest savner man dokumentation for påstandens rigtighed.
En note oplyser, at en præliminær sammenligning mellem 87
hjertepatienter og en »probability sample« på 435 raske »supports the
finding regarding religion«. Denne oplysning må man tro eller ikke, for
den specificeres ikke nojere. Af tabellerne vedrorende nærværende undersøgelse
fremgår det, at af de 32 patienter med coronarlidelser var
20 protestanter og 11 katolikker, medens 32 kontrolpatienter fordeler
sig med 10 protestanter og 19 katolikker. Da man på artiklens næste
side ser U.S.A. betegnet som »a predominantly Protestant Country«,
må man spørge sig, om det ikke snarere er kontrolgruppen, der afviger
fra normerne ved at have et flertal katolikker, end det er karakteriserende
før patientgruppen, at den rummer et flertal protestanter.
Imidlertid er iagttagelsen, som alle andre, fremdraget for at illustrere,
at patienter med coronarlidelser har haft mere belastende livsvilkår
end kontrolpatienterne. Der må derfor skaffes støtte før den antagelse,
at det er mere belastende at være protestant end at være katolik, øg
forfatteren er villig til at gå lange veje før at sikre denne slutning.
Der citeres klassikere som Durkheim øg Rousseau, førstnævnte for det
synspunkt, at protestantismen skaber en følelse af social isolation øg
persønligt pres, - sidstnævnte før det synspunkt, at protestanten
»bliver tvunget ud i friheden«, han kan ikke undgå persønlig ansvarlighed
før sine afgørelser øg kan ikke lette skyldfølelse gennem skriftemål.
Disse citater får forfatteren til at formøde, at protestantiske forældre
må være mere krævende og straffende end andre med det resultat, at
barnet må fortrænge øg kontrollere sine impulser så strengt, at det
ender i konflikt og skyldfølelse. Herefter konstaterer forfatteren, at
han nu har bragt nye psykologiske iagttagelser af patienter med coronarlidelser
i overensstemmelse med »an existing body øf sociøløgical
theory concerning Protestants«. Imidlertid anfægter det ham ikke, at
de sociologiske teorier, han har brugt søm støtte for sine ræsonnementer
refererer til en ganske anden tidsalder og til ganske andre samfundsforhold
end dem, hans patienter lever under. I særdeleshed refererer
de til europæiske samfund, hvor protestanter var i mindretal,
uligt det »protestantiske Amerika«, søm har været hans patienters sociAfgang
og udnævnelser af professorer 201
ale baggrund. I denne sag må det endog forekomme læseren, at det
havde været lettere at argumentere for den omvendte konklusion,
nemlig at kontrolgruppen, der har overvægt af katolikker og altså er
afvigende fra det lokale samfunds normer, måtte være den særligt
belastede.
En tilsvarende los argumentation, der på samme måde bærer præg
af, at konklusionen har været det forst givne i forfatterens tanke, er
følgende: 1 et spørgeskema skal der tages stilling til, hvorledes en god
fader er overfor sine børn. Der kan svares ét af to: han er demokratisk,
eller: han er autoritær. Her sammenlignes 16 patienter med coronarlidelser
med 15 kontrolpatienter. Af de førstnævnte angiver 11, at en
god fader er demokratisk, - af de sidstnævnte angiver 11, at en god
fader er autoritær. Dette fører til den lidt overraskende fortolkning, at
en demokratisk fader skaber større konflikter for sine børn end en
autoritær fader, fordi han må formodes at kræve selvstændighed af
dem, før de er modne dertil, medens den autoritære fader tænkes at
beskytte sine børn mod en sådan konflikt. Denne tendens er i overensstemmelse
med tendensen i forrige eksempel, og man ser nok konsekvensen
i forfatterens opfattelse, at det er svært at være selvstændig.
Fortolkningen er dog som den forrige en løs antagelse, der ikke støttes
af noget direkte kendskab til de opdragelsesformer, som patienterne
har været underkastet. Også her kunne man med lethed have anlagt
den stik modsatte fortolkning, hvis tallene fra spørgeskema'et havde
fordelt sig omvendt. Det stemmer ikke dårligt overens med almindelig
antagelse, at en autoritær holdning kan være potentielt konlliktskabende
og fore til skyldfølelse.
Forestillingen om en kausal forbindelse mellem coronarlidelse og
psykologisk belastning er i den grad gået forfatteren i blodet, at han
indfører en ejendommelig sprogbrug, hvorved selve den somatiske sygdomstilstand
benævnes som var den en psykologisk variabel. Således
tales der om »the coronary personality«, om »corønary competitiveness«
og endog om »the coronary solution« af en konflikt. Selv hvis man forestillede
sig, at der klart kunne erkendes en sammenhæng mellem psykologiske
og somatiske processer ville det være uhensigtsmæssig sprogbrug
at sammenblande disse således, men på det foreliggende spinkle grundlag,
der i så høj grad har den løse fortolknings og spekulations præg
er vendinger af ovennævnte art barokke.
Den løshed i argumentationen som ovenstående eksempler skulle anskueliggøre
er endog mere iøjnefaldende i de ræsonnementer, der bygger
på psykoanalytisk teori og terminologi. I artiklen »Coronary Personality
Patterns« konkluderes det, at der ses ligheder mellem »den
coronare personlighed« og paranoide patienters personlighed, men der
ses også forskelle. Disse forskelle skal forklare hjertelidelsens opståen.
Argumentet er følgende: (p. 13) »Since the repressed homosexual ten202
Universitetets årbog 1967-68
dencies are not as in the case of paranoid solution, projected ... to
the environment, but remain the target of secondary repression, the
drive probably is »recoiled« to the somativ level of expression culminating
in the coronary occlusion and the ensuing myocardial infarction«.
Denne fortolkning må hensætte læseren i forundring, thi intetsteds
tidligere i artiklen ses nogen omtale af eventuelle homosexuelle tendenser
hos patienterne. Vendingen »repressed homosexual tendencies«
må da opfattes således, at der ikke er tale om iagttagelser, men om
fortolkning. Men hvorpå bygger den formodning, at patienterne huser
fortrængte homosexuelle tilbøjeligheder? Leder man i arbejdet efter
observationer af manifeste adfærdstræk, som kan sættes i forbindelse
med den formodede latente homosexualitet, fmder man kun én vending,
der imidlertid hverken forklares eller dokumenteres: blandt en
lang række personlighedstræk, som tilskrives patienterne på baggrund
af rating-scales, findes udtrykket »feminin identification«. Hvad dette
udtryk indebærer får man derimod ikke at vide. Man må lede i andre
af de fremsendte artikler for at få oplysning om, hvilket grundlag der
ligger bag konstatering af »feminin identification« hos en forsøgsperson.
Det fremgår af artiklen »Social and Psychølogical Factors in Coronary
Heart Disease« (p. 15) at egenskaben »feminin identification« baseres
på følgende spørgsmål i et questionnaire: »Who did you take most
after your father ør your mother?«. Patienter med corønarlidelser
svarede oftere end kontrølpatienterne med at angive deres møder.
Hertil føjes den iagttagelse, at der var en tendens til at disse patienter
oftere havde mistet deres fader i en ung alder end det var tilfældet for
kontrolpatienterne. Dette fører til følgende argument: »The over-all
result suggests a tendency in the coronary patients towards a møre
feminine identification . . . (which) may have aroused high levels øf
anxiety and anger which were difficult tø release and which may have
had specific psychølogical concømitants within the circulatory system«.
Alene denne sidste tolkning kan det være vanskeligt at acceptere, men
når dette samtidig er det eneste grundlag, man kan finde i hele den
fremsendte produktion til forståelse af den ovennævnte hovedkonklusion
i det førstnævnte arbejde, nemlig at det er fortrængte homosexuelle
tendenser, søm skal gøres ansvarlige før hjertelidelsernes opkomst,
- da kommer man ikke uden om at erkende, at man er fjernet
langt fra den disciplin i ræsonnementerne, søm bør præge videnskabelig
psykologi.
De tø arbejder øm cancer har ganske samme stil og samme tendens
til løse førtolkninger, søm prægede arbejderne om hjertelidelser. Forfatterens
køngstanke er her den, at udviklingen af cancerceller er eksempel
på fysiologisk regression, idet cancerceller er mere primitive
end sunde celler. Denne udvikling tænkes at hænge sammen med en
psykologisk regression, således at førstå, at patienternes personlighed
Afgang og udnævnelser af professorer 203
ikke er modnet normalt. Dette indebærer, at de ikke kan forvalte
deres driftsliv på normal måde. Celleforandringen opfattes herudfra
som en primitiv form for driftsudladning. Med denne hypotese som
udgangspunkt består opgaven nu i at vise, at cancerpatienter er psykisk
umodne og forstyrrede med hensyn til normal driftsudfoldelse.
Under denne proces ses i måske endnu hojere grad end i de forannævnte
arbejder, at hypoteserne lober af med forfatteren. De to arbejder om
cancerpatienter har den svaghed, at der ikke som i projektet vedrørende
coronarlidelserne arbejdes med en velafgrænset kontrolgruppe.
Der beskrives mange psykologiske skrobeligheder hos de undersøgte
cancerpatienter, men to væsentlige forhold sandsynliggøres ikke på
øverbevisende måde. For det første: en del af de omtalle forstyrrelser
er næppe sværere end, hvad man må forvente at se i en nørmal-population.
Før det andet: hvad angår de sværere afvigelser forekommer det
mere sandsynligt, at disse er en reaktion på den somatiske sygdom og
ikke konditioner, søm har eksisteret forud for denne øg derfor kan
opfattes som årsag til dens udvikling.
Arbejdet »Emotional Reactions to Internally and Externally Derived
Threat øf Annihilation« er underholdende, men ganske essayistisk.
Forfatteren refererer sine egne erindringer fra Danmarks besættelse,
hvor han under jodeforfølgelserne øg siden under llugt til Sverige oplevede
angst før at blive opdaget af Gestapo. Som supplement til egne
erindringer citeres passager af Kim Malthe-Bruun's breve. Til sammenligning
hermed refereres kasuistiske eksempler fra to patienter, hvoraf
én lider af asthma, en anden af cancer. Der drages meget vidtrækkende
konklusioner på baggrund af disse lire menneskers reaktioner. Hovedtanken
er den, at udsat for ydre trusel øm tilintetgørelse vil mennesker
»internalisere faren«, men udsat for indre trusel i form af sygdom vil
der være tendens til at »externalisere truslen«.
Sammenfattende må man sige om den fremsendte produktion, at
den drejer sig øm uhyre vigtige og endnu lidet udforskede områder af
psykologien. Forfatterskabet kan søm nævnt ikke bedømmes som helhed,
da kun en ringe del er fremsendt. Disse publikationer viser dog, at
forfatteren engagerer sig i meget indgående psykologiske undersøgelser
af de patientgrupper, som studeres, øg der er indsamlet en omfattende
mængde observationer, som er gjort til genstand før grundig
talbehandling. Imidlertid vidner arbejderne tillige øm en vis mangel
på kontrol øg disciplin med hensyn til fortolkningen af de indsamlede
data. Konklusionerne synes i hojere grad bestemt af forhåndshypøteser
og af en noget fantasifuld udnyttelse af psykoanalytiske hypoteser end
af sobre ræsonnementer.
Martin Volodja Johansen er født den 13. november 1920. Magisterkonferens
i psykologi den 8. juni 1950. Doktorgrad den 27. april 1959.
204 Universitetets årbog 1967-68
Eller magisterkonferensen var han undervisningsassistent, universitetsadjunkt
og specielt lærer ved psykologistudiets laborantkursus.
Afdelingsleder ved psykologisk laboratoriums afdeling for laborantkursus
juli 1964, lektor i psykologi ved Kobenhavns Universitet 1967.
Videnskabelige kvalifikationer fremgår af følgende værker:
»Spatialtesten«. 13 opgaver til brug ved testning af aspiranter til
arkitektskolens uddannelse. 1953. An introductory study of voluminal
form perception. Nord. Psyk.'s monografserie nr. 5. Kbh. 1954. Voluminalfigurale
Fænomener. Disputats. Kobenhavn 1959. Rapport om
efterprøvning af værdien af optagelseskursus til FA. Kunstakademiets
Arkitektskole. Kbh. 1961. La prospettiva d'illusione del Borromini.
Analecta Romana Istituti Danici, 2, Hafniae MCMLXII. Ansøgerens
kvalifikationer fremgår især af de to arbejder: »An introductory study
of voluminal formperception« og disputatsarbejdet »Voluminalfigurale
Fænomener«.
Disse to arbejder kan i en vis forstand siges at udgøre en helhed og
betyder tillige med den italienske afhandling: »La prospettiva d'illusione
del Borromini« et pionerfremstød inden for flere sider af psykologien.
Et vist øverblik over disse kan måske fås ved at se ansøgerens
produktion under følgende synspunkter:
Efter opgivelsen af elementpsykologien til førdel for helhedspsykoløgiske
synspunkter blev inden for den visuelle rumsopfattelse næsten
udelukkende to-dimensionalt udstrakte fladefigurer studeret. Kun ret
undtagelsesvist blev tre-dimensionale udstrakte rumslegemer studeret.
Gennem sine studier af voluminalfigurale fænomener finder forfatteren
en række forhold, som ikke udfra hvad man ved om to-dimensionalt
udstrakte emner, kan siges at være nærliggende og selvfølgelige generalisationer,
men markerer erkendelse af nye forhold.
Allerede på elementpsykoløgiens tid nåede man ret langt i indsigt
hvad vor visuelle dybdeopfattelse angår og en omfattende lære øm
disse ting fremstød, væsentligt hvilende på hvad elementpsykologien
måtte interessere sig for, nemlig hele den perifere del af det psykofysiologiske
system, heri indbefattet de perifere sanseorganer. Hele
denne klassiske lære (den psyko-fysiologiske optik) overlevede i mangt
og meget bruddet med mosaikpsykologien. Martin Johansens studier
af tre-dimensionale former (de voluminalfigurale fænomener) supplerer
den klassiske psyko-fysiologiske optik på spændende måde f. eks. ved
påvisningen af, at formopfattelsen af den mød subjektet vendte side
af legemet kan have indflydelse på, hvor dybt legemet opleves at
strække sig i rummet. Et yderligere aspekt ved de studerede voluminalfigurale
fænomener består i, at meget mere af den betragtede voluminalfigur
kan være een bevidst end hvad der øjeblikkeligt mest
direkte og mest umiddelbart kan siges at være sanseligt anskueligt til
Afgang og udnævnelser af professorer 205
stede (altså direkte ses af de dele af tingene, der vender imod os),
nemlig alle bagsidefænomenerne, eller som Martin Johansen foretrækker
at kalde det »fortsættelsesfænomernene«; fordi forsøgspersonerne
vil være tilbøjelig til at hævde, at de kan have en mere eller mindre
bestemt bevidsthed om, at figuren fortsætter bag det umiddelbare synlige.
Ved sin undersøgelse af disse fænomener, når forfatteren til interessante
resultater, der foruden deres værdi i sig selv har paradigmatisk
og inspirerende værdi i relation til en række problemer inden for forestillingslivets
psykologi.
I det følgende vil vi anføre nogle eksempler på forfatterens fund og
måde at arbejde på:
Forfatteren beskæftiger sig med oplevelsen af form og farve ved
figurerne. Hvad formen angår foretages forsøg, som kan belyse forskelle
og ligheder mellem oplevelsen af tredimensionale og todimensionale
figurer. For disse sidstes vedkommende kender man de såkaldte
»kipfigurer«, som vekslende opleves med forskellig struktur. Forfatteren
finder lignende, men betydeligt mere komplicerede forhold for de
voluminale formers vedkommende. Et særligt smukt eksempel er forsøget
med en dobbelt-kubus, der snart kan opleves som en særlig
»overfladeform« og snart som to »kuber«, der skærer ind i hinanden.
Bemærkelsesværdigt er det her, at når forsøgspersonerne har opdaget,
at genstanden kan ses som to voluminalformer, der skærer eller stikker
igennem hinanden, konstateres, at begge figurer ikke samtidigt kan
være tilstede som fænomen.
Der optræder successionsformer. Hvad farverne angår, er det kendt
fra det to-dimensionale område, at ensfarvede dele af en figur let holdes
sammen som en »gestalt«. En sådan lighedslov finder forfatteren ikke
at gælde almindeligt for tre-dimensionale figurer, hvor visse rumlige
forhold synes at konkurrere ensfarvethed ud som gestalLskabende
funktioner. Forfatteren undersøger også »overfladefarvers« eventuelle
konstans under meget komplicerede forskellige figurale omstændigheder
og finder også her ejendommelige undtagelser og supplementer
til den klassiske lære om farvekonstans. Forfatteren indfører en ny
metode ved undersøgelsen af de omtalte førtsættelsesfænomener. Han
lader forsøgspersonerne markere med pegende instrumenter, hvor i en
zone bag et frontaspekt de oplever fortsættelsens fjerneste del lokaliseret
med hensyn til afstand, sideretning og højde; og han får ved
denne metode helt anderledes konkrete oplysninger om, hvad forsøgspersonerne
oplever end blot ved mundtlige beskrivelser. Metoden og
dens værdi kan ved første øjekast synes ganske selvindlysende, men
den involverer ikke desto mindre en række vanskeligheder både af
praktisk og af teoretisk art. Man må beundre forfatteren for den skarpsindighed
og kritiske sans, hvormed disse vanskeligheder diskuteres
206 Universitetets årbog 1967-68
og belyses ved foretagne målinger. Forfatterens arbejde med falsk perspektiv
fortjener også omtale (La prospettiva d'illusione del Borromini).
Perspektiv fremkommer ved en såkaldt centralprojektion af en punktsamling
i omverdenen. Hvert punkt i punktsamlingen forbindes med
et fast punkt (ojepunktet) ved en ret linie (en såkaldt sestråle), som
skærer billedplanen i et billedpunkt, og det perspektiviske billede af
punktsamlingen er da samlingen af dennes billedpunkter. Et eksempel
på en sådan afbilding har vi i nethindebillederne. Har man nu et sådant
perspektiv, vil man let se, at mange andre punktsamlinger end den
projicerede vil kunne danne nøjagtig det samme perspektiviske billede,
for alle punkter på en sestråle vil jo afbildes i det samme billedpunkt.
Lad os f. eks. tænke os, at vi har et søjlegalleri, hvoraf man har dannet
et perspektivisk billede, da vil man kunne danne en formindsket model
af dette søjlegalleri, som giver nøjagtig det samme perspektiviske billede
som det oprindelige, blot man sørger for, at ethvert punkt i det
oprindelige søjlegalleri flyttes til sit korresponderende punkt i modellen
på en sådan måde, at det forbliver på den tilsvarende sestråle. Forfatteren
taler i så fald om at afbilde perspektivisk i rummet selv, og der
findes flere eksempler herpå i perspektivets fødeland, Italien. En rumlig
perspektivisk afbildning af et søjlegalleri som den lige givne findes
i Rom i Borrominis kollonade i Palazzo Spada (fra 1630'erne), og netop
den har forfatteren besøgt, analyseret og taget stereoskopiske fotografier
af den. Grunden til hans interesse er følgende. Ser man et perspektivisk
korrekt billede, giver det indtryk af rumlighed og dybde, men
det er netop karakteristisk, at det kun »giver indtryk« af dybde, hvad
man ser er en flade, men det »ligner« dybde. Hvis man vil se virkelig
dybde med realitetspræg, står forskellige mekanismer i øjnenes indbyrdes
funktion til rådighed og heraf den særligt stærkt virkende tværdisparation,
d.v. s. visse geometriske forskelle mellem de lidt forskellige nethindebilleder
af een og samme ting. Det forbløffende ved Borromini's
kollonade er, at tværdisparationen her ikke virker tilstrækkeligt stærkt
til at sikre, at man oplever den forkortede søjlegalleri-model nogenlunde
som den »er«, nej! man oplever (man kan jo gerne sige som en
slags illusion) et søjlegalleri nogenlunde som det ville have set ud, hvis
man havde konstrueret det »tilbage fra« modellen under hensyntagen
til, hvordan et søjlegalleri virkeligt er proportioneret. Forfatteren gør
forsøg med flere forsøgspersoner og med en elegant udtænkt forsøgsteknik,
hvor han lader forsøgspersonerne sammenligne stereoskopiske
fotografier af Borromini's kollonade med stereoskopiske fotografier af
forskellige dele af en af buegangene ved Christiansborg Slot (hvorved
han blandt dybdefunktionerne netop får isoleret tværdisparationsfunktionerne).
Hans kritiske diskussion af førsogstekniken er dybtgående
og fin. Resultaterne viser, at forsøgspersonerne alle oplever Borromini's
kollonade som værende meget længere end hvis tværdisparationen
Afgang og udnævnelser af professorer 207
havde givet centralnervesystemet »pålidelig« information, men i almindelighed
ikke så lang, som man ville have oplevet en virkelig konstrueret
kollonade. Dette vil sige, at en række funktioner hidrorende fra de
rent perspektiviske strukturer må antages at arbejde sammen med og
forstærke funktioner udelukkende hidrorende fra tværdisparationen.
Man har her en helt ny indsigt i dybdesynets psyko-fysiologi, som stiller
mange opgaver for fremtidens forskning, f.eks. ved at bringe forskellige
dybdefunktioner i konflikt med hinanden.
Et andet træk, som bor fremdrages er folgende: Det synes ikke blot
at være det figuralt givne for synet, der har indflydelse på fortsættelsesfænomenernes
opståen og art, men hele feltrummet omkring figuren
herunder dens synsoplevede statik og balance. Med dette begreb har
forfatteren peget på et nyt, ret umiddelbart opleveligt fænomen. Et
sådant fænomen kan naturligvis - og det er vel ikke nyt - være givet
ret umiddelbart som cognitivt intellektuelle overvejelser. Forsogspersonen
kan f.eks. slutte sig til, at der bag den voluminale form må være
noget, der støtter den. Det nye er påpegningen af et sådant fænomen
som noget umiddelbart synsoplevet givet, og den indflydelse dette kan
have på oplevelse og fortsættelsesfænomener, og det fascinerende forskningsperspektiv
er studiet af den eventuelt kontinuert gradvise gliden
fra et sådant umiddelbart givet fænomen til det mere middelbart givne
tilsvarende fænomen og de nærmere betingelser, hvorunder dette sker.
Alle forfatterens resultater kan i en vis forstand siges at være en
dokumentering af, hvad han selv udtaler i følgende ord: »Hvor overraskende
meget egentlig iagttagerne tager for givet, stiltiende eller
udtalt, i disse situationer uden at have syns- eller på anden måde oplevede
garantier for, at deres fænomener svarer til faktiske forhold,
d.v. s. til, hvad man ville opleve ved at se efter eller fole efter«.
Til slut har forfatteren et afsnit: »Almindelige overvejelser i relation
til emnet for afhandlingens anden del«, som fortjener omtale. En række
principielle ting diskuteres her på udmærket og indgående måde. F.eks.
diskuteres kritisk Michottes begreb »amodal perception«. Forfatteren
foreslår at erstatte udtrykket med »påvirkningsmæssig amodal perception
«, hvorved udtrykket ikke kommer til at gå på selve det oplevede.
Ligeledes afviser han klart et forslag (fremført til ham i et brev
fra Jerome S. Bruner) om at betragte fortsættelse som »forventning«.
Vi går normalt ikke rundt og har »forventninger« om dagliglivets voluminale
former angående deres eventuelle »fortsættelse«, men kan naturligvis
på visse foranledninger få det. F.eks. har forsøgspersonerne
haft det, især hvor der har været »intellektuelt arbejde« ved at få hold
på fortsættelsens fulde struktur.
Ansøgeren har til bedømmelse af sine kvaliiikationer også afleveret
en rapport (April 1961) om efterprøvning af værdien af optagelses208
Universitetets årbog 1967-68
kursus til FA (Undersøgelse af årgang 1963) tilligemed en række af
ansøgeren kønstruerede psykøløgiske prøver til anvendelse ved optagelse
på Kunstakademiets Arkitektskole. Martin Johansen har i flere
år ydet et stort arbejde med disse øptagelsesproblemer ved Akademiet.
Han har konstrueret prøverne med det sigte »at få klarlagt arkitektaspirantens
status med hensyn til at kunne opfatte og forestille
sig tredimensionalitet både ved analyse af og ved tænkte operationer
med afbildede eller kun beskrevne former. En besvarelse af prøven
skulle desuden afsløre noget om aspirantens aktuelle standard, når det
gælder at ræsonnere systematisk ud fra et opgavemateriale, der antages
at tilhøre arkitektarbejdets sfære. Symptomer på det produktivtartistiske
aspekt ved en aspirant - om der er kunstner i ham eller
hende - kan prøven ikke give nogen mistanke om, sålænge den har sin
nuværende karakter«. Martin Johansen har særlige forudsætninger for
at konstruere sådanne psykologiske test; omend det endnu er for tidligt
at dømme øm deres pragmatiske værdi, genfinder man i de enkelte
prøver både hans store omhu og konstruktive opfindsomhed.
Sammenfattende kan det siges om Martin Johansens videnskabelige
produktion, at den refererer til et forholdsvis begrænset forskningsområde.
Indenfor dette er de videnskabelige problemstillinger dybtgående
øg relevante og Martin Johansen forstår med kritisk sans at
danne faste begreber og at arbejde klart med disse. Hans arbejder
vidner om stor dygtighed til fænomenologisk analyse. Han førmår at
få fat i og med megen finhed at beskrive hidtil upåagtede forhold.
I forbindelse hermed er han i stand til at udtænke forsøgsanordninger,
der giver hans forsøgspersoner lejlighed til spontant at beskrive de af
ham oplevede førhold.
Gerhard Nielsen er født 30. oktober 1926. Magisterkonferens i psykologi,
Københavns Universitet 1953. Accessit før besvarelse af prisopgave
i psykologi for 1951 øg guldmedalje før besvarelse af prisopgave
i psykologi for 1955. Doktorgrad 1963 (Studies in Self-cønfrøntation).
Amanuensis ved Københavns Universitet 1954. Docent i 1964.
Siden 1961 tillige lektør i psykologi ved Kobenhavns Universitet.
Videnskabelige kvalifikationer fremgår af følgende arbejder, nemlig
3 bøger: »Studies in self-cønfrøntation« Kbh., Munksgaard 1962, 224
sider (disputats); Færdighed og indsigt. Nogle emner inden for læreprocessens
og problemlosningens psykologi. Kbh., Munksgaard 1964,
277 sider; Filmens psykologiske virkninger, Kbh., Munksgaard 1965,
104 sider; samt en række tidsskriftsartikler nemlig følgende: Om et
taktilt fænomen. Nordisk Psykologi, 1954, 6, 128. Perception øf Soundmotion
picture øf self participating in a stressful dyadic interactiøn.
Abstract in Prøceedings øf the XV International Congress øf PsycholAfgang
og udnævnelser af professorer 209
ogy, Bruxelles 1957. Amsterdam, North Holland, 1960. Simultaneous
and retrospective person perception. Scandinavian Journal of Psychology,
1960, 1, 97-102 (sammen med Kresten Bjerg). Om oplevelsen
af selvbevidsthed hos born. Bidrag til festskrift til E. Tranekjær Rasmussen,
1960, 98-105. Some limitations and Perspectives of phenomenology.
XVI International Congress of Psychology, Bonn, 1960. Transcendense
i the TAT. Scandinavian Journal of Psychology, 1961, 2,
105-112 (sammen med Uffe Blendstrup). Perspectives and limitations
of phenomenology. Proceedings of the XVI International Congress of
Psychology, Amsterdam, North Holland, 1962, 517-522. The method
of self-confrontation. Kapitel i Festskrift til Henry A. Murray, The
study of lives, redigeret af R. W. White. New York, Atherton, 1963,
side 124-142.
Desuden har ansøgeren udfoldet en omfattende redaktionel virksomhed.
Følgende kan nævnes: Til minde om Edgar Rubin. Nogle efterladte
manuskripter af Edgar Rubin. Nørdisk Psykologi, monografiserie
nr. 8, 1956. Program and abstracts of papers. XIV International
Congress øf Applied Psychology. Kbh., Psyk. Lab. 270 sider. Proceedings
of XIV International Congress of Applied Psychology (5
bøger ialt 994 sider). Munksgaard 1962. Yderligere har han siden 1959
været dansk redaktør af Scandinavian Journal of Psychology øg af
Acta Psychologica.
Det af de ovennævnte arbejder, der på mest omfattende måde belyser
ansøgerens videnskabelige kvalifikationer er disputatsarbejdet:
»Studies in self-confrontation«.
Dette arbejde hviler på empiriske undersøgelser, forfatteren har
foretaget under et studieophold i U.S.A. 1956-57, hvor han arbejdede
hos Henry A. Murray, Harvard University, Cambridge, U.S.A. Murray
har udtænkt en metode i personlighedsforskningen, hvorved forsøgspersoner
præsenteres før lyd-filmsøptagelser af sig selv. Man interesserer
sig for reaktionerne ved denne konfrontation, og Gerhard Nielsens
arbejde rummer en række undersøgelser over metodens rækkevidde
og variationsmuligheder. De situationer, han specielt arbejder med, er
såkaldte »dyader«, hvor forsøgspersonerne diskuterer deres livsanskuelse
eller filøsoli, som de i førvejen har indleveret en skriftlig redegørelse
før. Diskussionen føres med en »angriber« (en diskussionshabil jurist),
søm forud har fået instruktion øm at optræde aggressivt, hvilket forsøgspersonerne
var uvidende om.
Gerhard Nielsen tapper nu denne metode for al mulig information,
ofte af yderst førskellig natur, og det er ikke lidt, han får fat i. Herved
kommer der et vist kaleidøskopisk præg øver arbejdet, øg det kan
være vanskeligt at fastholde det søm en helhed. Det er præget af en
betydelig idérigdom, men også af nøgen overfladiskhed og mangel på
præcision med hensyn til begrebsdefinition og afgrænsning af de pro-
14
210 Universitetets årbog 1967-68
blemområder, som tages op til behandling. Forfatteren lader arbejdet
fremtræde som »studies in self-confrontation« på en sådan måde, at
ordet »self-confrontation« får en mere vidtrækkende betydning end
arbejdet helt kan bære. I den foreliggende sammenhæng burde ordet
»self-confrontation« kun vise hen til den ganske bestemte undersøgelsesteknik
eller metode, der eksperimenteres med, altså at man står
over for en lyd-filmoptagelse af sig selv. Som det er nu, viser ordet hen
til et langt mere omfattende og komplekst problemområde inden for
psykologien, og forfatteren bidrager til at styrke denne indstilling ved
en række generelle overvejelser over Jeg'et, Mig'et og lignende begreber,
som desværre ikke analyseres på dybtgående måde. Arbejdet
fremtræder ganske vist herved som værende mere interessant end det
ellers ville gøre, men der er ikke fuld dækning for denne bredde.
Noget tilsvarende gælder forfatterens analyse af begrebet »narcissisme
« og det af forfatteren indførte begreb »self-attention«. Han
har fået den gode idé at registrere, hvor meget forsøgspersonerne betragter
sig selv, og hvor meget de betragter diskussionspartneren, når
de ser filmgengivelsen af dyaden. Herefter undersøges det, om der er
nogen korrelation mellem denne »self-attention« og forskellige andre
måder at teste narcissisme på, dels de sædvanlige, baseret på kliniske
interviews og tests, dels andre som forfatteren udtænker. Forfatteren
forventer, at en høj »self-attension« tyder på en høj grad af narcissisme.
Så simpelt er forholdet dog næppe. F. eks. kan en person tænkes at
være så narcissistisk (i en vis betydning af ordet), at hans blik ustandseligt
viger uden om at betragte sig selv på billeder, spejl eller film,
måske fordi det, han ser, strider meget stærkt mod et narcissistisk vel
udbygget idealt »Jeg«. Dersom flere forsøgspersoner viser blot en tendens
i denne retning vil det helt kunne fortegne den korrelation, som
forfatteren arbejder med.
Forfatteren finder faktisk nogen, men ikke ret høj korrelation mellem
på den ene side den under filmsfremvisningerne iagttagne »selfattention
« og på den anden side to andre »mål« for narcissisme. Mærkeligt
nok oplyses disse korrelationer kun grafisk og slet ikke iøvrigt statistisk
talmæssigt, skønt det om en af dem siges, at den er signifikant
over 0,01 grænsen, og om den anden, at den ikke er signifikant. Alt i
alt: en virkelig kritisk analyse af hele dette spørgsmål foreligger ikke,
men en interessant idé, som kun delvist er realiseret. Dersom en nøjere
overvejelse og analyse af selve begrebet narcissisme som personlighedsvariabel
var gået forud for disse undersøgelser, havde forfatteren næppe
blandet så forskelligartede ting sammen som selvoptagethed, selvbevidsthed
og egoisme, variable, der alle i et vist omfang kan variere
uafhængigt af hinanden. Yderligere kan »narcissisme« være en side af
eller indgå i andre personlighedsvariable f.eks. »need of infavoidance«,
»need of blamavoidance«, »need of recognition« og flere behovskonstelAfgang
og udnævnelser af professorer 211
lationer, hvormed disse er sammenorganiserede. Ved at negligere alt
dette snyder forfatteren sig selv for at beherske finere nuancer.
En meget stor del af arbejdet optages af forfatterens store interesse
for, hvad han kalder »Det tavse sprog« (gestikuleren, mimik og kropsbevægelser),
hvor man kan tale om en helt ny retning inden for psykologien,
kinesiologien samt for, hvad han kalder »De personlige manerer«
(en række mere eller mindre ubevidste bevægelser eller handlinger)
samt endelig for, hvad han kalder visuel interaktion (om at se på hinanden
eller vende blikket bort). Det lykkes forfatteren at godtgore
(på helt overbevisende måde), at den omhandlede filmskonfrontationsmetode
kan bidrage væsentligt til sådanne undersøgelser.
Arbejdets sidste del ligger på et højere niveau end de to første. Det
undersøges her, hvorledes forsøgspersonerne forholder sig, når de efter
halvandet års forløb atter får forevist filmen. Der fremkommer herved
et interessant fænomen, nemlig en ændring i oplevelse og vurdering
både af een selv og af diskussionspartneren, en ændring, som synes at
forløbe ret lovmæssigt og desuden at pege på ret almene træk i den
måde, vi overhovedet oplever hinanden på. Efter første forevisning,
hvor forsøgspersonen er stærkt emotionelt engageret og vred på diskussionspartneren,
vurderes denne som en type og som repræsenterende
en generalitet af en eller anden art. Efter anden fremvisning
opleves og vurderes diskussionspartneren som enkelt individ med egne
følelser, tanker og interesser, medens nu ens egen person tenderer mod
at opleves som en type eller generalitet af en eller anden art. Forfatteren
har her utvivlsomt fundet frem til et væsentligt og interessant træk
i vores måde at opleve os selv og hinanden pa.
Det næste større værk, som karakteriserer ansøgerens videnskabelige
kvalifikationer er bogen Færdighed og indsigt med undertitlen: nogle
emner inden for indlæringens og problemlosningens psykologi. Første
del, som vedrører indlæringens psykologi, indeholder egne undersøgelser.
Anden del, som vedrører problemløsningens psykologi, indeholder
ikke egne undersøgelser, men gennemgår området sådan som det er
repræsenteret ved nogle af de kendteste og bedste undersøgelser, hvortil
er føjet en del egne overvejelser. Anden del får herved karakter af
en lærebogsfremstilling og bortset fra visse svagheder - en god lærebogsfremstilling.
Dette kan ikke siges om første del. 1 litteraturen foreligger
der mindst lige så mange og lige så dybtgående undersøgelser
angående indlæring som der gør angående problemløsning, men disse
undersøgelser spiller slet ikke nogen tilsvarende rolle i forfatternes
fremstilling af indlæring. Det gør derimod de to undersøgelser, som
forfatteren selv har foretaget. Herved får hele værket en mærkelig
slagside, og man forstår ikke rigtig dets sigte. Hvorfor har forfatteren
ikke publiceret sine egne undersøgelser separat og da i øvrigt skrevet
et afsnit om indlæringens psykologi under hensyntagen til alt, hvad der
14*
212 Universitetets årbog 1967-68
foreligger herom ganske analogt med afsnittet om problemlosning.
Hvorom alting er udfolder forfatteren i de egne undersøgelser og overvejelser
i denne bog hele sin flimrende idérigdom, men rigtignok ofte
også sin manglende kritiske sans.
Forfatterens undersøgelse over indlæring (forsøg med antalsmarkering)
er en smuk undersøgelse. Forsøgsanordningen er enkel og elegant
udtænkt og formår klart at demonstrere væsentlige træk ved indlæring.
I behandlingen af resultater herfra benytter forfatteren sig på
interessant måde af et begreb indfort af den belgiske psykolog Michotte,
nemlig: »De konkurrerende virksomheders metode«, som hviler på, at
forskellige simultane virksomheder enten kan hæmme eller udelukke
hinanden. Med meget få ræsonnementer generaliserer forfatteren imidlertid
disse begreber ud over alle grænser. »Virksomhed«, der hos
Michotte kun var motorisk virksomhed, kommer også til at omfatte,
hvad forfatteren kalder »indre virksomhed« sådan at forestille sig et
emne, tænke på det, sé det og lignende; ja, endog personens oplevelse
af sine egne behov eller handletendenser, og personens oplevelse af,
hvad der for ham står som målet eller målene for hans handling i en
given situation bliver til indre virksomheder. Og begrebet »konkurrence
« udvides til alt, hvor der er den mindste antydning af, hvad man
kan kalde modsætning, f. eks. bliver behov, der er i konflikt med hinanden
til behov, der konkurrerer med hinanden. Ja, endog blot det at
være behersket af eet behov hæmmer og udelukker det at være behersket
af et andet behov og står således også for »konkurrence«. Tilmed
følelser kommer ind under dette: ambivalente følelser er følelser i konkurrence.
Alt dette sker lynhurtigt og uden dyberegående overvejelser
øm der nu virkeligt er noget genuint fælles imellem alle disse modsætninger
og Michottes oprindelige »konkurrence-begreb«.
Det næste større arbejde, der er indleveret til bedømmelsesudvalget,
er bogen Filmens psykologiske virkninger. Arbejdet indeholder ikke
selvstændigt videnskabeligt arbejde, men refererer og kommenterer en
række psykologiske undersøgelser af filmens indflydelse på tilskueren.
Fremstillingen er klar og lettilgængelig, og forfatterens egne betragtninger
interessante, især dem, der angår massekommunikation og meningsdannelse.
Bogen er skrevet med henblik pa almindelige overvejelser
om filmcensur og viser forfatterens store interesse for at frugtbargøre
psykologien inden for samfundslivet.
Endelig er en række tidsskriftsartikler indleveret til bedømmelsesudvalget.
Disse artikler vidner om øg bekræfter den allerede omtalte
idérigdom hos forfatteren. Nogle stykker kan fremdrages til nærmere
omtale. »Om et taktilt fænomen« handler om en »taktil illusion«, forfatteren
har opdaget. Holder man en papflade med en udskæring i
midten (f. eks. et grammofonpladehylster) mellem sine hænder (som
holdes med håndfladerne mod hinanden) og fører håndfladerne frem og
Afgang og udnævnelser af professorer 213
tilbage over udskæringen, oplever man ikke udskæringen som et hul,
men som udfyldt med et blodt fløjlsagtigt stof. Virkningen er meget
overraskende. Der kan her være tale om slags kontrastvirkning. »Om
oplevelse af selvbevidsthed hos børn« er en smuk lille undersøgelse, hvor
to gruppers forsøgspersoner tager stilling til et og samme billede af et
13 måneders barn. Den ene gruppe af forsøgspersoner iik billedet præsenteret
med teksten: »Moderen: Kom. Barnet: Ja« og den anden med
teksten: »Moderen: Kom. Barnet: Nej«. Den sidste gruppe oplevede
tydelig barnet som værende selvbevidst. »Simultaneous and retrospective
person perception« handler om forsøgspersoner, der beskriver en
stumfilm på to forskellige måder. Udfra én metode foregår beskrivelsen
simultant med filmen øg indtales på en tape-recørder synkroniseret
med filmen. Udfra en anden metode leveres beskrivelsen retrospektivt.
De tø metoder sammenlignes og det viser sig, at den simultane beskrivelse
yder mere information øm de i filmen optrædende personers følelser
og øjeblikkelige tilstand. Dette kan have en vis metodisk værdi.
Forsøgene tænkes udvidet under hensyntagen til individuelle forskelle.
»Transcendence in the TAT«. H. A. Murray's Thematic Apperception
Test (TAT) er en test, hvor der forelægges probanden en række billeder
med opfordring til at forfatte en lille historie, hvortil et forelagt billede
kunne være en illustration. De forskellige mulige reaktioner forsøges
nu kodificeret i fire kategorier eller trin. 1. situationstrinet, 2. det descriptive
trin, 3. historietrinet, 4. den yderliggående fantasi's trin.
Dette kan siges at markere et kontinuum af skridt, som probanden
kan tage ligefra det konkret foreliggende billede øg til den frieste fantasi.
Det vises, at et sådant scoringssystem er »reliable«. Forløbet af
en persøns reaktioner kan indtegnes i diagrammer, hvor ordinaten er
de fire trin, og abcissen de successive protokolelementer, således at en
profil anskueliggør testens forløb med hensyn til de omtalte fire kategorier.
Arbejdet betyder et væsentligt skridt videre i muligheden for
førtolkning af TAT-testen. »Some limitations and perspectives of
phenømenology« er et foredrag, forfatteren har holdt på den XVI Internationale
psykologkøngres, Bonn 1960, og heri tager han kritisk
stilling til fænomenologien. Man kan ikke kalde det alt for dybtgående,
det er det vel også for kort til at kunne være, men det er interessant
som supplement til, hvad Gerhard Nielsen har overvejet om fænomenologi
i sin bog »Færdighed og Indsigt« i afsnittet: »Den fænomenologiske
metode«.
Sammenfattende kan det siges om Gerhard Nielsens videnskabelige
produktion, at den har sin styrke i en meget omfattende idérigdom
og en tilsvarende effektivitet i retning af at realisere idéerne. Dens
svaghed består på den anden side i, at produktionen - både når den
anskues som helhed, og når man betragter de enkelte arbejder - har
et noget flimrende og kaleidøskopisk præg. Forfatteren har spredt sig
214 Universitetets årbog 1967-68
over et meget omfattende emneområde og hans problemstillinger er
sjældent meget dybtgående. Formen er klar og let tilgængelig.
I ven Reventlow er født den 2. juni 1926. Magisterkonferens i psykologi,
Københavns Universitet 1954. Guldmedaille for besvarelse af
prisopgave i psykologi 1956.
Videnskabelig medarbejder ved Psykologisk Laboratorium med forskellige
arbejdsområder fra 1954. Videnskabelig medarbejder ved A/S
Medicinalco 1957-61, Universitetsadjunkt 1960-66. Forskningsstipendiat
fra 1966.
Videnskabelige kvalifikationer fremgår af følgende publikationer:
Tendenser indenfor den nyeste dyrepsykologi, der kan have betydning
for personlighedsforskningen. dubbl. 164 s.
Om det dyrepsykologiske fænomen »schiisselreiz« og om dets relation
til nogle psykologiske fænomener. 4. Nord. Psykologmøde, 207-
215, Kbh. 1956.
The Influence of Benactyzine on Learning in Gats. Acta pharmacol.
et toxicol 1959, 16, 136-143.
Lidt om prægning. Festskrift til E. Tranekjær Rasmussen 1960,
116-124.
The Influence of some psychotropic drugs on the social behaviour
of male sticklebacks. British Pharmacological Society, and Scandinavian
Pharmacological Society, Copenhagen Meeting 1960.
Ethopsychopharmacological research in Denmark. Bull. l'Ass. Intern.
Psychol. Appl., Vol. 10, 1961, 118-125.
En psykolog blandt farmakologer. Nord. Psykologi, 13, 1961, 186-200.
Note on movement and binocular fusion. Scand. J. Psychol., Vol. 2,
1961, 139-141.
Varierer virkningen af et psykofarmakon med den sociale situation
hos dyr? Nord. Psykiat. Tidsskr. V 1962, 413-414.
Program for estimation in a stochastic model for timeobservations
and for testing data fitness. Manus. 4 s.
Preliminære overvejelser over, og forslag til ulykkesforskning, plus
to forskningsrapporter i tilknytning hertil, dubbl. ialt 23 s.
Territoriegrænser hos hundestejlen. Nord. Sommeruniversitets Kreds
14, 1962, dubbl. 3 s. plus »Konfliktforskning - dyrepsykologisk set«,
manuskr. 13 s.
Psykologisk adfærdsanalyse ved hjælp af statistisk ethologiske studier
af fisk, manuskr. 64 s., 4 fig. og 3 skemaer m/forklaringer.
Iven Reventlow har især været virksom indenfor dyrepsykologiens
område, og langt den største part af hans skriftlige arbejde behandler
dyrepsykologiske problemstillinger.
Afgang og udnævnelser af professorer 215
Han slutter sig nærmest til den gruppe af forskere, der kalder sig
ethologer, og som benævner deres videnskab ethologi - denne forskningsretning
er især udviklet af zoologer, med den tyske forsker Konrad
Lorenz og den hollandske-britiske Niko Tinbergen som de forende
skikkelser. Et væsentligt programpunkt for ethologer har været at
studere dyrenes »naturlige« adfærd i deres »naturlige« omgivelser. Dette
opstilles (og vel nok med rette) som en modsætning til den comparative
psykologi, for så vidt som denne omfatter dyrepsykologi; i dette tilfælde
en »dyrepsykologi« udformet ikke af zoologer, men af psykologer,
der i almindelighed har studeret dyrene i laboratoriet i mer eller mindre
»kunstige« situationer, og kun sjældent har opsogt dem levende under
deres »naturlige« existensvilkår.
Reventlow har som den forste danske psykolog sat sig ind i og er i
stor udstrækning gået ind for ethologernes synspunkter, og han har
haft stor betydning ved at udbrede kendskabet til ethologiens betragtningsmåder,
dens terminologi, dens metoder og resultater blandt psykologer
her i landet.
Imidlertid har Reventlow stillet sig ret frit overfor ethologernes
lærebygning, som han ingenlunde tilslutter sig i alle enkeltheder.
Tværtimod har han på visse punkter søgt at videreudvikle synspunkterne,
han vil herved bl.a. opnå en større overensstemmelse mellem
ethologisk og, hvad man i denne forbindelse plejer at benævne, »humanpsykologisk
« tænkemåde. På den anden side går han energisk ind
for, at man ved udforskningen af menneskelig adfærd skal gøre brug
af ethologiens metoder og resultater, og han forudser væsentlige fremskridt
bl.a. i personligheds- og i behovsforskning ad den vej.
1 de senere år har Reventlow udformet helt nye betragtningsmåder,
idet han, i tilknytning til Georg Rasch's ideer, har forsøgt at udvikle
»sandsynligheds-modeller« til beskrivelse af adfærd, og således forlade
psykologiens sædvanlige fremgangsmåde, anlæggelsen af kausalbetragtninger.
Han vil i sine studier ikke interessere sig for hvilke årsager,
der kan være til at forskellige adfærdsformer optræder, men i stedet
udarbejde sandsynlighedsmodeller til beskrivelse af observationerne.
Ved sådanne fremgangsmåder tænker man sig at blive i stand til
bl.a. at finde frem til påvisningen af adfærdssystemer, hvor de enkelte
korte forlob eller handleformer »på fundamental måde« er psykologisk
underlagt eller indordnet i det større system. Dette er interessante
tankegange - både når man ser dem i relation til ethologernes ud fra
biologiske synspunkter opstillede adfærdssystemer, og ikke mindre i
relation til de systemer, man har forsøgt opbygget indenfor personlighedspsykologien,
som f. eks. Alexander Shands lære om emotions og
sentiments eller Henry Murrays om behovene og deres organisationsformer.
Reventlows specialopgave til magisterkonferensen havde titlen:
216 Universitetets årbog 1967-68
Tendenser indenfor den nyeste dyrepsykologi, der kan have betydning
for personlighedsforskningen (1954). Det er et forbloffende modent
arbejde, der dokumenterer en omfattende belæsthed indenfor dyrepsykologien
og samtidig en både sikker og dristig måde at raisonnere
og at argumentere på indenfor området.
Denne afhandling (som burde være blevet bearbejdet til publikation)
efterfulgtes 1956 af besvarelsen af Universitetets prisopgave i
psykologi: »Der ønskes en fremstilling af, og en eventuelt med egne
eksperimenter underbygget, kritisk stillingtagen til problemkredsen
om perceptioners udløsende virkning på handletendenser og indstillinger
høs mennesker og eventuelt også hos dyr«.
Afhandlingen blev belønnet med guldmedaille. Det gælder om dette
arbejde, at Reventlow med sine analyser og sin kritik virkelig trænger
ind i problemerne, belyser dem på overraskende øg værdifuld måde og
bidrager væsentligt til løsningen af den stillede opgave. Han forstår
at fastholde en linie gennem alle sine mange overvejelser og forsøg,
samtidig med at han meddeler en mangfoldighed af fine iagttagelser,
slående raisonnementer øg værdifulde ideer.
Han lægger allerede i denne afhandling betydelige evner søm eksperimentator
før dagen, dette gjaldt både planlægningen og den praktiske
udførelse. Samtidig viste han i bearbejdelsen og tydningen af sine
resultater en forsigtighed og et mådehold, der, ikke mindst når det
blev sammenholdt med dristigheden i hans raisonnementer, bar præg
af videnskabelig kultur. Man så hen til fortsættelsen af arbejdet med
forventning.
Fortsættelsen har ladet vente på sig: Der føreligger nu et manuskript:
Psykologisk adfærdsanalyse ved hjælp af statistisk-ethologiske studier
af fisk. Dette manuskript er på 60 sider og vil indfore os i de ovenomtalte
synspunkter, hvor Reventlow i tilslutning til Georg Rasch's arbejder
går igang med at opstille en sandsynlighedsmodel til beskrivelse
af sine observationer af hundestejlers adfærd. Reventlow gør her rede
for, hvorledes en sådan matematisk model kan udformes, så den kan
bruges - som et kortfattet øg eksakt sprog, hvori de psykologiske førhold
kan udtrykkes - bruges ved beskrivelse af observationerne på en
sådan måde, at vi får indblik i psykologiske sammenhænge, der hidtil
ikke har ligget før dagen.
Vi får en eksperimentel analyse af hundestejlernes redeadfærd, og
der udvikles former, der kan beskrive en lisks redeadfærd under givne
omstændigheder. Under en diskussion af »de enkelte parametre«, viser
han, hvorledes de anvendte parametre giver særlige fordele i beskrivelsen
af eksperimenterne. Alt dette virker særdeles interessant - selv øm
fremstillingen af de matematiske problemer muligvis burde gøres lidt
mere alment tilgængelig, hvis psykologer skal have udbytte af læsningen.
Afgang og udnævnelser af professorer 217
Det virker interessant og yderst lovende, måske navnlig den ovennævnte
mulighed for at finde frem til psykologiske systemer, der kan
sammenholdes med biologiske, og måske neurofysiologiske systemer -
kan dette nås, må det betragtes som en væsentlig landvinding for
forskningen. Men vi ved det ikke endnu, vi ved det ikke, for Reventlow
får gennemfort det arbejde, der var lovende allerede, da han forste
gang skrev om det.
I nogle år var Reventlow ansat ved medicinalfabriken Dumex' biologiske
laboratorium; også her demonstrerede han sit klare overblik,
sin dygtighed som eksperimentator og sin evne til at få gode ideer og
udnytte dem i sin forskning: resultaterne heraf har han fremlagt i en
række mindre artikler, hvor han især fremhæver de store fordele, som
et grundigt kendskab til forsøgsdyrenes »naturlige« adfærd kan frembyde
for det farmakopsykologiske arbejde med forsøgsdyr.
Indenfor ulykkesforskning har Reventlow foretaget undersøgelser og
har her på interessant måde søgt at anvende sandsyn lighedsbetragtninger
ved udforskningen af ulykkestilfældes personlighedspsykologiske
baggrund; også inden før kønlliktforskningen har Reventlow bragt
sin store viden om etholøgiske problemer til anvendelse.
Under sit arbejde på medicinalfabriken skabte Reventlow et nyt
lægemiddel »Triphysan vetr.«, der anvendes mød ringorme høs kreaturer.
Han skriver herom: Det havde vel været en større persønlig tilfredsstillelse
at skabe et nyt lægemiddel gennem vanskelige videnskabelige
overvejelser og forsøg indenfor mit speciale, men på sin vis har
det været overordentlig lærerigt før mig at arbejde med dette middel.
Her har der kun været tale øm tilfældig viden, kombineret med skepsis
overfør det vedtagne, samt nøgen omtanke øg et vist gå-på-mød
åbenbart gode ingredienser i videnskabeligt arbejde.
Hvis vi i stedet for »tilfældig viden« sætter »omfattende viden anvendt
på ny øg overraskende måde«, så karakteriserer ovenstående
Reventlows forskning ganske træffende. Det må håbes, at han til denne
beskrivelse kan føje »stadig udholdenhed«, så han snart kan afslutte
det arbejde, han har været igang med længe og kvalificeret sig endeligt
som videnskabsmand, der vil antagelig være god brug før ham inden
før dansk psykologisk forskning i de år, der kommer.
Konklusion.
Blandt de fire ansøgere må tø komme i betragtning for nøjere
overvejelse, nemlig dr. phil. Martin Johansen og dr. phil. Gerhard
Nielsen,
For begge ansøgere gælder det, at de ikke specielt har kvalificeret
sig inden før handlings- og behovspsykoløgien gennem deres videnskabelige
produktion. Det må derfor blive andre kriterier end nært kendskab
til dette område, der må være afgørende for indstillingen til be218
Universitetets årbog 1967-68
sættelse af det ledige professorat. Det synspunkt, som må anlægges,
er en sammenlignende vurdering af kvaliteten af de to ansøgeres produktion.
Hvad Gerhard Nielsen angår må hans produktion siges at spænde
over meget forskellige områder, og man må tale om betydelig alsidighed.
Hans forskningsfelt omfatter så forskellige områder som teoretiske,
almenpsykologiske problemer (Indledningen til »Færdighed og
indsigt« samt »Some Limitations and Perspectives of Phenomenology«).
Læreprocessens psykologi (»Færdighed og indsigt«), perceptionspsykologi
(»Om et taktilt fænomen« samt de steder i »Studies in self-confrontation
«, der handler om perceptuel oplevelse af sig selv), personlighedspsykologi
(»Studies in self-confrontation« f. eks. hvor denne metode
bruges som test eller analysemetode samt »Transcendence in the TAT«
og »Om oplevelsen af selvbevidsthed hos børn«). Egentlig handlingsog
behovspsykologi linder man ikke, men derimod kan man nok sige,
at nogle af de metoder, der arbejdes med nærmer sig til eller ligner
metoder, man kunne tænke sig at anvende inden for visse problemstillinger
angående handlings- og behovspsykologien. Dette gælder især
metoderne i »Studies in self-confrontation«.
Produktionens kvalitet står dog ikke helt mål med dens alsidighed.
Anskuet som en helhed har den et lidt spredt og tilfældigt præg, og
problemstillingerne behandles ikke på meget dybtgående måde.
Hvad Martin Johansen angår må hans produktion siges at være
mindre omfattende og også at spænde over et mindre felt af områder
inden for psykologien. Martin Johansen må først og fremmest karakteriseres
som perceptionspsykolog, men her gælder det særlige forhold,
at det perceptuelle område, han har arbejdet med tvangfrit kan udgøre
en berøringsflade mellem perceptionspsykologien og handlelivets
psykologi, derved at det handler om sådanne relationer mellem emner,
der bliver væsentlige, når emner afløser hinanden i bevidsthedslivet
som følge af handlen. Det gælder i hans arbejde foreløbigt kun rumsemner,
men problemerne er anskuet så alment, at der ikke er tvivl om,
at han vil kunne varetage handlings- og behovspsykologien og her
reussere lige så godt som han hidtil har gjort det inden for rumsopfattelsens
psykologi.
Produktionens kvalitet er præget af meget dybtgående problemstillinger,
der behandles indgående med en vel gennemtænkt og vel
tilrettelagt metodik.
Sammenligner man de to ansøgeres produktion må man hos Gerhard
Nielsen understrege den store idérigdom, men til gengæld også den
mindre udviklede kritiske sans og sans for mere dybtgående problemstillinger,
medens man hos Martin Johansen finder en højt udviklet
og skarp kritisk sans og både trang og evne til mere dybtgående problemstillinger.
Der er ingen tvivl om, at Martin Johansens videnskabeAfgang
og udnævnelser af professorer 219
lige produktion er så lodig, at den ved besættelsen af det ledige professorat
må veje tungere end Gerhard Nielsens, selv om dennes er mere
omfattende.«
Indstillingen blev i overensstemmelse med ovennævnte anordnings
§ 3, stk. 7, tilstillet ansogerne, af hvilke dr. phil. Gerhard Nielsen og
Claus Bahne Bahnson, Ph. D., har indsendt bemærkninger.
Efter at fakultetet i sit mode den 27. februar 1968, og Konsistorium
i mode den 27. marts 1968 havde tiltrådt indstillingen, videresendtes
den under samme dato til ministeriet.
Herefter blev afdelingsleder, lektor, dr. phil. Martin Volodja Johansen
ved kgl. resolution af 25. april 1968 udnævnt til professor i almen
psykologi med særligt henblik på handlings- og behovspsykologi ved
Kobenhavns universitet fra den 1. maj 1968 at regne.
g. Ansættelse af docent, dr. phil. Aage Henriksen som fungerende professor
i nordisk filologi
(j. nr. 16f/67).
Den nordiske faggruppe ved det filosofiske fakultet afgav under 26.
november 1964 folgende indstilling:
»Under henvisniiig til det stærkt stigende antal studerende inden for
faget dansk har en gruppe danskstuderende over for fakultetet, ved
skrivelse af 13. oktober 1964, henstillet, at der soges oprettet et nyt
professorat i nordisk litteratur. Til dette onske kan den nordiske faggruppe
med varme slutte sig. Det voksende antal studenter. Universitetets
hele vældige vækst, stiller ogede krav til professorerne, ikke blot
ved undervisning og eksamen, men tillige inden for arbejdet i fakultetsudvalg
o. lign., hvor et fag som dansk naturligt må være repræsenteret.
Det er da også af administrative grunde nødvendigt, at staben
forøges, så at en mere vidtgående arbejdsdeling kan linde sted.«
Efter at fakultetet under 23. januar 1967 havde gentaget sin indstilling
og efter at man havde bragt i erfaring, at en unormeret stilling
som professor i nordisk litteratur kunne forventes oprettet, blev stillingen
opslået ledig under forudsætning af de bevilgende myndigheders
tilslutning.
Under 1. september 1967 blev de indkomne 7 ansøgninger, nemlig
fra cand. mag. Jørgen Breitenstein, docent, dr. phil. Aage Henriksen,
professor, dr. phil. Aage Kabell, universitetsadjunkt, dr. phil. Niels
Kofoed, lektor, fil. dr. Joran Mjoberg, amanuensis, dr. phil. Leif Nedergaard-
Hansen og lektor, dr. phil. Vagn Lundgaard Simonsen, tilstillet
universitetet til erklæring.
Til at bedømme de indkomne ansøgninger nedsatte det filosofiske
220 Universitetets årbog 1967-68
fakultet i henhold til § 2, stk. 2, i kgl. anordning af 5. februar 1953
ansættelse af professorer ved Kobenhavns universitet et udvalg bestående
af professorerne, dr. phil. F. J. Billeskov Jansen, dr. phil.
Sven Moller Kristensen og dr. phil. Hans Sørensen.
Udvalget afgav under 9. april 1968 følgende indstilling:
»Undertegnede medlemmer af udvalget til bedømmelse af syv indkomne
ansøgninger om en unormeret stilling som professor i nordisk
litteratur kan, efter at have gransket og i to møder drøftet ansøgernes
produktion og vita ante acta, udtale følgende:
Jorgen Breitenstein er født 1936, han tog studentereksamen 1955,
skoleembedseksamen 1961 med dansk og fransk; han har foretaget
liere studierejser især til Italien. I forårssemestrene 1961, 1962 og 1965
var han ekstraordinær lektor i dansk ved Uppsala Universitet, 1962-64
universitetsadjunkt i København, fra 1965 adjunkt ved Aarhus Akademis
Studenterkursus og fra 1966 tillige undervisningsassistent i almindelig
litteraturvidenskab i Aarhus. Han er nu kandidatstipendiat
i Odense.
Jørgen Breitensteins forfatterskab vidner om brede kundskaber og
stor belæsthed; han har især beskæftiget sig med forholdet mellem
italiensk kunst og litteratur og dansk litteratur. Johannes Jørgensen og
italiensk kultur (1960) giver en omhyggelig fremstilling af Johannes
Jørgensens italienske inspirationskilder. 1 Dante og Christian K. F.
Molbech (1961) gives en interessant fremstilling af Molbech som Danteoversætter.
Herunder en udmærket sammenligning af Molbech og
H. C. Andersen m.h.t. oversættelse af Inferno III 1-6. I tilslutning til
den førstnævnte afhandling giver Johannes Jørgensen og det moderne
Italien (1961) en påvisning af, at Jørgensen først er reaktionært romantisk
i sin opfattelse af Rom, medens han senere gør op med æsteticismen
og endda giver antydninger af profascistisk holdning. I afhandlingen
To kilder til »Improvisatoren« (1963) er det H. C. Andersens
italienske inspirationer, det gælder, og der gives en omhyggelig fremstilling
heraf. Andre kulturberoringer mellem Italien og Danmark behandles
i Ingemann og Tasso (1964), i En gammel europæer på rejse.
Tom Kristensen: Rejse i Italien (1964) og Holger Drachmanns Venezia
(1967); i disse afhandlinger beviser Jørgen Breitenstein sin meget
omhyggelige information, ligesom han har klart blik for de væsentlige
træk: ligheden mellem Goethes og Ingemanns Tasso-inspiration, Tom
Kristensens tendens mod en form for klassicistisk ro og Drachmanns
veloplagte udnyttelse af Venezia som udtryk for fordærv og romantik.
Stadig inden for den italienske interessesfære ligger afhandlingen
Schack Staffeldt et Tart italien (1965), hvor Breitenstein fortsat behersker
det litterære aspekt bedst, medens man kan nære tvivl over
Afgang og udnævnelser af professorer 221
for sikkerheden i kunstneriske emner. Uden for Breitensteins hovedområde
ligger en lille opsats om Thomas Mann og Kielland (1963),
hvor der dog med sikkerhed kan påvises en blot almen indflydelse fra
»Garman og Worse« og »Gift« i Manns »Buddenbrooks«; til denne afhandling,
der hverken udmærker sig ved sit stof eller sin stringens,
slutter sig indledningen til den danske oversættelse af Thomas Manns
Liibeck als geistige Lebensform (1964).
Breitensteins største arbejde Italiensk kunst i den danske romantik
(1966) giver et læseværdigt og vel dokumenteret overblik over problemet;
hovedindsatsen består i at have opledt de tekster hos Oehlenschlåger,
Ingemann og Hauch, hvor indtryk af italiensk kunst slår
igennem; der tilstræbes øjensynlig en påvisning af, at italiensk kunst
på afgørende måde har præget opbygningen af visse af de nævnte danske
digteres værker, men dette fremgår ikke med tilstrækkelig konsekvens
af fremstillingen; symptomatisk i denne henseende er gennemgangen
af Oehlenschlågers »Correggio«, der citeres med en række (i
øvrigt kvalificerede) tekststeder, uden at der gøres noget forsøg på at
udrede sammenhængen inden for stykket mellem de forskellige kunstanskuelser,
der fremstilles. Derfor giver bogen ikke noget gennemført
bidrag til belysning af, hvorledes italiensk kunst indgår i den litterære
behandling hos Oehlenschlåger (og tilsvarende hos de to andre danske
digtere).
Selv om Jørgen Breitensteins forfatterskab er stimulerende og præget
af omfattende belæsthed, må det fastholdes, at intet af de indleverede
arbejder kommer i så væsentlig grad ud over det lovende, at
det er muligt at erklære ham for kompetent til embedet.
Aage Henriksen er født 1921, blev student 1939, mag. art. i nordisk
filologi 1947, fik universitetets guldmedalje for besvarelse af en prisopgave
1945 øg blev dr. phil. 1954. Han har været lektor i dansk ved
Lunds universitet 1949-55, universitetsadjunkt i København 1955-61,
derefter lektor 1961-63, amanuensis siden 1963, docent siden 1965.
Han har i øvrigt arbejdet 1947-49 ved Den nye Salmonsen, været konsulent
for Dramatisk afdeling ved Danmarks Radio 1955-63, øg er
siden 1967 redaktør (sammen med J. Fjord Jensen) af det nye kvartalsskrift
»Kritik«.
Hans første arbejde er Methøds and Results øf Kierkegaard Studies
in Scandinavia (udgivet af Kierkegaard-Selskabet 1951), en udvidet og
revideret version af prisopgaven. Det indeholder en god systematisk
behandling af den omfattende litteratur inden for emnet og en stort set
velovervejet kritisk vurdering af de anvendte metoders rækkevidde og
resultater. Disputatsen, Kierkegaards romaner (1954), søger ved hjælp
af dels en begrebsanalyse og dels en æstetisk analyse af de tre »romaner
« (Førførerens Dagbog, Gjentagelsen og Skyldig-Ikke-Skyldig) at
222 Universitetets årbog 1967-68
uddrage et livssyn, specielt vedrørende forholdet mellem menneskets
»bestemmelse« og »frihed«. Det er diskutabelt, om disse værker kan
kaldes »romaner i traditionel forstand«, og om de lader sig betragte
isoleret inden for forfatterskabet, men med disse forbehold må det
hævdes, at Aage Henriksen giver en fængslende og oftest dybtgående
analyse af de nævnte værker, hvorunder også andre skrifter af Kierkegaard
inddrages, og at han er i stand til meget præcist at udrede de
ideer, der indgår i værkerne, og forklare personernes betydning i relation
hertil.
Et tredje storre arbejde. Den Rejsende. Otte kapitler om Baggesen
og hans tid (1961), er, som allerede titlen viser, løsere komponeret end
disputatsen, idet bl.a. det store og i øvrigt højst læseværdige afsnit
»Frimureri« snarest synes motiveret af en personlig interesse for Goethe
og en speciel tolkning af »Wilhelm Meister«. Det er dog helt åbenbart, at
man her står over før en betydningsfuld bog, søm gennem biografiske
øg idéhistoriske studier bringer nye øg væsentlige bidrag til udforskningen
af Baggesens karakter og forfatterskab. Ganske særlig skal
fremhæves afsnittet øm »Venus Urania« og tolkningen af værker som
»Parthenais« øg »Thora«. Bogen vidner i sin helhed om usædvanlig sans
før æstetisk analyse og åndshistørisk udredning; gennem en levende
fremstillingskunst gives et nuanceret billede af Jens Baggesen øg hans
samtidige. Forfatterens omhu før dokumentation og hans indlevelsesevne
aftvinger respekt.
Indtrykket af ansøgerens evne før indtrængende forståelse af såvel
tekster søm skribenter bestyrkes af et par senere publikationer. Det
guddommelige barn og andre essays (1965) indeholder betragtninger
øver Karen Blixen, Thomas Mann øg Sophus Claussen. Værdifulde er
her navnlig de tre stykker om Karen Blixen, opfattet øg karakteriseret
med en forening af stærk indlevelse øg kritisk distance, mens det afsluttende
essay øm den unge Sophus Claussen nok må siges at rumme
momenter af overfortolkning. En litterær anekdote (i Kritik 1967) er
en afhandling, som på en særdeles kyndig måde udreder det meget
komplicerede forhold mellem Baggesen og Grundtvig i årene efter 1815.
En ejendommelighed ved Aage Henriksens forskning er den klare
sammenhæng fra værk til værk, en tematisk enhed, søm kommer af et
personligt engagement, både æstetisk og livsfilosøfisk, og som præger
hans valg af forskningsemner. Det kan give hans produktion en vis
ensidighed, men betinger samtidig dens åndfulde, dybtsøgende og inspirerende
karakter. At han i øvrigt har omfattende kundskaber inden
for hele fagets område, fremgår af hans undervisning gennem årene,
foruden af førskellige udgivelsesarbejder øg artikler. Søm skribent er
han på én gang klar og personlig, altid omhyggelig med sproget, øg
han har ofte fine og sikre førmuleringer. Endelig fortjener hans betydning
søm lærer før de studerende at blive særskilt fremhævet. Han har
Afgang og udnævnelser af professorer 223
i forelæsninger og øvelser indgående beskæftiget sig med både norsk
og svensk litteratur. Der er ikke tvivl om, at han er fuldt kvalificeret
til et embede som professor i nordisk litteratur.
Aage Kabell er født 1920. Han tog studentereksamen 1939, fik Det
filologisk-historiske Samfunds pris 1943, Københavns Universitets
guldmedalje for en besvarelse af prisopgave i 1945. Han tog skoleembedseksamen
med dansk som hovedfag 1947 og den filosofiske doktorgrad
1952. Han blev timelærer ved Rungsted statsskole 1955, lektor
i dansk ved universitetet i Uppsala 1957, docent sammesteds 1959,
professor i »nordische Philologie und germanische Altertumskunde« ved
universitetet i Miinchen 1960. - Han blev æresdoktor ved Oslo universitet
1961.
Aage Kabell har udfoldet en omfattende virksomhed med nærmere
og fjernere tilknytning til det opslåede embedes fagområde. Idet vi
her tør se bort fra Kabells studier inden for runologi og lign., nævner
vi hans nyeste publikation, en udgave af Jacobus Nicholai de Dacia:
Liber de Distinccione Metrorum (1968). Det er et overmåde fortjenstfuldt
lærdomshistorisk arbejde, hvis indledning viser, at udgiveren ikke
skyr nogen anstrengelse for at belyse sin tekst så præcist som muligt.
Forud herfor har Aage Kabell arbejdet i mange år med metriske
problemer. Han deltog i forberedelsen af udgaven Danske Metrikere,
hvor hans indsats navnlig er kendelig i bind I (1953). I Kabells disputats
Studier i Metrik III Systematisk (1952) søger han at opstille et
grundlæggende princip for verskonstituering. Metrische Studien II.
Antiker Form sich nåhrend (1962) undersøger, med lærdom, middelalderens
og renæssancens behandling af de klassiske metre. Nyttig er
den Indledning til svensk metrik (1962), som Aage Kabell udgav i forbindelse
med sin undervisning som dansk lektor i Sverige.
Litteraturhistorisk har Aage Kabell lejlighedsvis bevæget sig uden
for Norden. I Textgeschichtliche Bcitråge zu Wielands komischen Erzåhlungen
(1946) har han udnyttet Wielands egne kommentarer i et
eksemplar af Auserlesene Gedichte, der beror på Det kgl. Bibliotek.
Han har i polemik mod franske forskere vovet sig i lag med kompositionen
af Baudelaires samling Les Fieurs du Mal (1950). I en lille artikel
Cber die dem dånischen Erzbischof Anders Sunesen zugeschriebenen
Sequenzen (1958) har han sandsynliggjort, at i hvert fald »Missus
Gabriel etc.« ikke skyldes Anders Sunesen. Afhandlingen Don Pedro
(1949) følger et novelletema fra Spanien over Frankrig til Danmark og
demonstrerer tillige overbevisende den danske versnovellists stilistiske
afhængighed af Hofmannswaldau.
Forsøg i den sammenlignende litteraturforskning linder vi ligeledes i
to mindre afhandlinger Shelley og Georg Brandes (1944) og J. L. Heiberg
og Hegels retsfilosofi (1944). Metodiske overvejelser præger pø224
Universitetets årbog 1967-68
lemiske indlæg i anledning af Th. Linds disputats »Poesiens Mission«
(1946 ff) og en lille undersøgelse over Tom Kristensens Nyhavns-
Odyssé (1952). Resultatet af Aage Kabells deltagelse i konkurrence om
et professorat i nordisk litteratur (i Århus) finder vi i bogen To Taler for
Kransen (1953), som indeholder Stil og Idé i Paludan-Miillers Venus
samt Holbergs dramatiske gennembrud. Detaljeret er Strindberg-studien
Påsk og det mystiske teater (1954). Det gælder om disse mindre
arbejder, at de energisk angriber et litterært stof eller diskuterer en
litteraturvidenskabelig metode. Hver af dem har sin tese, der stundom
er spinkel, men altid værd at diskutere.
Blandt Aage Kabells større arbejder er Kierkegaardsstudiet i Norden
(1948) og Faser af dansk Digtning (1959). Det første er en detaljeret
og bibliografisk meget værdifuld gennemgang af litteraturen om
Kierkegaard. Det andet er en skønsomt udvælgende oversigt, der var
bestemt som håndbog før litteraturstuderende i de andre nørdiske lande.
De mest originale bidrag til udforskning af skandinavisk litteratur
er den store bog om »Wergeland« og et indleveret manuskript »Karen
Blixen debuterer« (ca. 320 maskinskrevne sider).
Wergeland (1957) er en meget bredt anlagt monografi, som falder i
tø dele, I. Barndom øg Ungdom, øg IL Manddom. Inden for hvert
bind opdeles stoffet efter hovedgenrer (lyrisk, dramatisk, episk), og der
stiles tillige imod beskrivelse af Wergelands forhold til samtidens ideer
(rationalisme, liberalisme, etc.). Trods den rimelige førdeling af det
uhyre stof falder det Aage Kabell (øg hans læser) vanskeligt at få
samling på forfatterskabets afsnit øg tendenser. Med imponerende arbejdsindsats
gennemgås Wergelands skrifter, søm alle omhyggeligt placeres
i et litteraturhistorisk øg tidshistorisk perspektiv. Kabell indarbejder
den tidligere forskning øg føjer nyt til. Værket vil blive stående
længe søm en løbende kommentar. Men kun sporadisk, især under analysen
af de større værker, fremkommer glimt af et forfatterportræt.
I Karen Blixen debuterer følger vi de indledende faser i et markant
forfatterskab. Størst interesse knytter sig til de første kapitler om forfatterindens
slægt, hendes opdragelse og læsning, første prøsaforsøg,
afrikanske tilværelse og hjemkomst til Danmark. Her er det biografiske
stof ordnet øg verificeret, nye oplysninger er kommet til; den begyndende
novellists forhold til J. L. Heiberg er udmærket påvist. I de følgende
kapitler, hvor Syv fantastiske Førtællinger analyseres, lægges
der vægt på at kontrollere forfatterindens danske sprog og novellernes
realia, idet den engelske originaltekst stadig drages ind til sammenligning.
Den filologiske detalje kan til tider overskygge den æstetiske
karakteristik; rammende og koncis er dog f.eks. slutningen af kapitlet
øm Den gamle vandrende Ridder. Skønt Kabell under eftersporingen
af litterære kilder opnår resultater, bærer hans komparative metode
dog præg af mindre stringens end tidligere.
Afgang og udnævnelser af professorer 225
Aage Kabells forfatterskab vidner om en utrættelig forskerpersonlighed,
der har givet sig i kast med krævende opgaver, og som på flere
områder har opnået særdeles gode resultater. Hans lærdom er uomtvistelig.
Han har med sjælden energi arbejdet inden for dansk, norsk
og svensk litteraturhistorie, og han har mange års erfaring som universitetslærer.
Der kan ikke være tvivl om, at Aage Kabell er fuldt
kompetent til at varetage et professorat i nordisk litteratur.
Niels Kofoed er fodt 1930, blev student 1948, cand. mag. i dansk og
fransk 1954-55, dr. phil. 1967. Han blev 1955 lektor i dansk ved Stockholms
hogskola samt foreningen Nordens rejselektor, var 1957-62
lektor i dansk ved Stockholms universitet og 1962-65 ved Lunds universitet;
han har siden 1965 været universitetsadjunkt ved Aarhus
universitet.
Niels Kofoeds videnskabelige interesse har været samlet om den danske
romantik, især om Grundtvig og H. C. Andersen. Hans forste skrift,
Grundtvig som Selvbiograf (1954), er en kritisk og dygtigt gennemfort
fremstilling efter kilderne, som bruges med ikke ringe udbytte. I årene
1952-62 deltog han i arbejdet på registranten over Grundtvigs papirer
og har udgivet bd. XXI-XXII og dele af bd. XXV. En større utrykt
afhandling fra samme tidsrum, Om forholdet mellem poesi og religion,
forsøger at udrede dette meget vanskelige problem inden for den romantiske
tankeverden, med særlig behandling af Grundtvig, H. C. Andersen
og Kierkegaard, men går ikke tilstrækkelig dybt ind i de iilosofisk-
æstetiske forudsætninger til at kunne beskrive emnet på tilfredsstillende
måde, omend afsnittet om Grundtvig rummer adskilligt af
interesse. Disputatsen, Studier i H. C. Andersens fortællekunst, antaget
og førsvaret ved Aarhus universitet 1967, er en velskrevet og meget
læseværdig afhandling, som vidner om litterær sans øg fornuftigt jugement.
Den har sin styrke i de talrige gøde iagttagelser og enkelttolkninger.
Dens svaghed er savnet af metodisk enhed øg kønsekvens.
Hertil slutter sig et mindre essay øm Goethes indflydelse på den unge
H. C. Andersen (1965) og den veldisponerede korte biografi II. C. Andersen
(1967).
Fra ansøgerens undervisning i Sverige stammer nøgle udgaver af
danske forfatteres værker, samt den nyttige pædagogisk anlagte håndbøg
Hovedlinier i dansk litteratur (1962). Det fremgår af Niels Kofoeds
arbejder og data, at han har et omfattende kendskab til den danske
øg øvrige nordiske litteratur, at han har mange års erfaring som underviser,
og at han øverhovedet på levende måde er optaget af faget;
om dette vidner også et essay af idéhistorisk øg kulturkritisk art,
Friheden i europæisk belysning (1967). Det må dog konkluderes, at den
indsendte produktion ikke kan kvalificere ham til et professorat i nordisk
litteratur.
15
226 Universitetets årbog 1967-68
Joran Mjuberg, der er svensk statsborger, blev fil. kand. 1934, fil.
mag. 1937, fil. lic. 1942 og fil. dr. 1945. Han var lektor i svensk ved
Oslo universitet 1947-49 og har ved amerikanske universiteter undervist
i nordiske sprog og litteraturer 1949-53. Han har siden 1953 været
lektor i svensk ved Katedralskolen i Våxsjo og har medvirket som
lærer i litteraturhistorie ved Lunds universitet.
Joran Mjoberg har kunnet fremsende en fyldig produktion, som giver
gode muligheder for at skønne om hans interesser og kvalifikationer.
Mest indgående har han beskæftiget sig med svensk litteratur. Hans
disputats Det folkliga och det forgångna i Karlfeldts lyrik, også udgivet,
med indledende biografi, under titlen »I Fridolins spår« (1945), er en
samvittighedsfuldt gennemfort kulturhistorisk kommentar til Karlfeldts
digte. Man værdsætter Mjobergs omhu for at bestemme oprindelse
og betydning af Karlfeldts ordforråd. I sidste kapitel samler forf.
en række karakteristiske billeder og lignelser fra Karlfeldt; nærmere
kommer han ikke en æstetisk tolkning af denne lyrik. - En studie af
anden type er bogen om Livsproblemer hos Lagerkvist (1951), hvor
Mjoberg søger at indkredse grundtankerne i Lagerkvists forfatterskab,
med udsyn til tidligere og samtidig europæisk litteratur. Med blik for
Lagerkvists dialektiske åndsform gennemgår forf. værkerne ét for ét;
med pædagogisk klarhed redegør han for deres ideer; derimod lægger
han ikke vægt på at belyse dem som digterværker. - I den store afhandling
Det fornekade morkret. Ett kulturfilosofiskt motiv hos fem
svenska diktare 1920-1950 (1955) er Lagerkvist det første eksempel;
som i bogen om ham hævdes digterens tro på lysets endelige sejr. På
tankevækkende måde analyseres derefter beslægtede forestillinger hos
Karin Boye, Bertil Malmberg, Arthur Lundkvist og Johannes Edfelt.
Mjoberg udreder kyndigt samspillet inden for gruppen; desuden bestemmes
forholdet til Freud, som er fælles for de tre i midten, etc.
Det er et velskrevet bidrag til mellemkrigstidens idéhistorie.
Inden for den norske litteratur har Joran Mjoberg valgt sig Nordahl
Grieg, hvorom han har skrevet en monografi (1946), en varm og veldokumenteret
introduktion til forfatterskabets baggrund og budskab.
Der er tillob til en undersøgelse af dramatisk teknik (f. eks. s. 168-69),
men nogen alsidig, organiseret værkanalyse forekommer ikke. - Af
Joran Mjobergs medlevende og orienterende indslag i livsanskuelsesdebatten
får man sympatisk indtryk i 11 essays, som han har samlet i
Livets ansikten (1956). Mellem de nordiske emner kan fremhæves en
lille, fin opsats om »Ibsen, Lie och det sannolika«.
Mjobergs mest omfattende arbejde er Drømmen øm sagatiden (I,
1967; II indleveret som ms.). Første del, som behandler det gammelnørdiske
stof i Danmarks, Norges og Sveriges litteratur op til o. 1860,
skildrer først de nordiske attributter, som romantikken dyrkede (runestenen,
jættestuen osv.), dernæst og mest omfattende de gammelnorAfgang
og udnævnelser af professorer 227
diske idealer i romantikkens fortolkning (hedenskab over for kristendom,
viking over for bonde, etc.). Et mangeartet stof er indsamlet og
ordnet, som i en håndbog, til underretning om ligheder og forskelle i
den nordiske litteratur. Nyt betydningsfuldt lys kastes dog ikke over
perioden. Anden del har større fortjenester. På udmærket måde inddrages
her den nordiske arkæologis banebrydende resultater og betydningen
af disse for de skønlitterære forfattere. Skønt Mjoberg naturligvis
kan udnytte andres studier, gør han selvstændige iagttagelser, når
han analyserer førholdet mellem videnskab, livsanskuelse øg digtning,
f. eks. høs Johannes V. Jensen og Sigrid Undset.
Vi mener, at Joran Mjoberg vil være i stand til at bestride et professorat
i nordisk litteratur.
Leif Nedergaard-Hansen er født 1914. Han tog studentereksamen
1933, magisterkonferens i almindelig og sammenlignende litteraturhistorie
1941, den filosofiske doktorgrad 1966. Han har arbejdet søm gymnasielærer,
især i dansk, ved førskellige skoler, længst ved Statens og
Hovedstadens Kursus til Studentereksamen. Fra 1967 underviser han
som amanuensis i dansk (nordisk) litteratur ved Københavns universitet.
Til Johennes V. Jensens 70-årsdag i 1943 skrev Nedergaard-Hansen
en monografi, en praktisk øg nyttig bog; Nedergaard-Hansen placerer
på oplysende måde Johannes V. Jensens feuilletonrømaner fra årene
1895-98 i forhold til det egentlige forfatterskab. I nogle mindre afhandlinger
har Nedergaard-Hansen belyst bl.a. Johannes V. Jensens
mytebegreb (1948) og dødsbegreb (1951). Han har meddelt, at han har
skrevet en ny, kortere fremstilling af Johannes V. Jensens forfatterskab.
Hvad Nedergaard-Hansen i øvrigt har skrevet om dansk (nordisk)
litteratur har mere sporadisk karakter. Han har behandlet Georg
Brandes' forhold til Ibsen, Bjørnson øg Strindberg (1952), publiceret
iagttagelser vedrørende Brorsøn (1966), H. C. Andersen (1967), m.fl.,
samt gjort en del sidebemærkninger om Holberg, Eilschov øg Søren
Kierkegaard, hvor disse kommer ind i problemet om Guds retfærdighed,
der er emnet før Nedergaard-Hansens disputats, Bayle's & Leibniz'
drøftelse af theødicé-problemet (1965). En så detaljeret fremstilling af
denne vigtige debat findes intet andet sted; bogen et både nyttig øg
interessant, selv om man ikke altid kan slutte sig til forfatterens tolkning
af teksterne. Nedergaard-Hansens opfattelse både af Bayle og
Leibniz forekommer noget stiv og unuanceret.
Mere populært sigte har Nedergaard-Hansens brede og citatrige bog
øm Diderot (1953); forfatteren er fuldt fortrolig med nyere Diderøtforskning.
Han har bidraget til den ved nogle »Notes« (1950), ligesom
han har forsøgt en nytolkning af Voltaires Micrømégas (1954-55).
Fortjenstfuld er Nedergaard-Hansens oversættelser af Voltaire, Rousseau
øg Diderot.
15*
228 Universitetets årbog 1967-68
Leif Nedergaard-Hansen er i besiddelse af pædagogisk erfaring og
vidtgående læsning. Hans produktion kan dog ikke kvalificere ham til
et professorat i nordisk litteratur.
Vagn Lundgaard Simonsen er født 1914, han tog lærereksamen 1937,
studentereksamen 1939, magisterkonferens i almindelig og sammenlignende
litteraturhistorie 1945 og den lilosofiske doktorgrad 1954. Han
har foretaget studierejser til Frankrig, Italien og England. Lundgaard
Simonsen var kommunelærer 1937-54; derefter ansat som lærer ved
Statsseminariet på Emdrupborg, hvor han fra 1958 virker som lektor.
Lundgaard Simonsen har med energi og udholdenhed arbejdet på
to områder, renæssancens store digte om verdens skabelse og nyere
katolsk æstetik og digtning.
For sin besvarelse af en opgave, der var stillet af Aarhus universitet,
»Anders Arrebos kunstneriske originalitet i Hexaemeron«, fik han 1942
guldmedalje; de vigtigste resultater heraf blev trykt i Orbis Litterarum
1943. Det var dog især med disputatsen. Kildekritiske studier i Anders
Arrebos forfatterskab (1943), at Lundgaard Simonsen vandt nyt land
for forskningen, bl.a. ved at påvise den rolle, som Holland havde spillet
som gennemgangsled for den franske påvirkning på Arrebo. Inden for
samme litteraturhistoriske idékompleks falder afhandlingen Josvah
Sylvester's English translations of Du Bartas' La premiére Semaine
(Orbis Litterarum 1950). Til den udgave af Anders Arrebos Samlede
Skrifter, som Lundgaard Simonsen foretager for Det danske Sprogog
Litteraturselskab (1. bind 1965), har han foretaget vidtgående
studier bl.a. i tidens prædikenlitteratur. Han har placeret sig som en
udmærket kender af vort 17. århundredes religiøse og poetiske lærdomshistørie.
Det er også forholdet mellem religion og poesi, der er emnet for den
anden kreds af Lundgaard Simonsens arbejder. Hovedstykket er bogen
L'Esthétique de Jacques Maritain (1956); heri, som i afhandlinger og
artikler bl.a. om E. J.Watkin, Paul Claudel og Simone Well, forsøger
han at karakterisere forfattere, der bevæger sig på grænseområdet
mellem det kunstneriske og det religiøse.
Det må anses for sikkert, at Vagn Lundgaard Simonsen igennem sin
mangeårige lærergerning ved Statsseminariet, hvor han nyder anseelse
som en værdifuld medarbejder, har erhvervet sig bred orientering i
litteratur og litteraturhistorie. Han har igennem sin produktion dokumenteret
lærdom på et særligt område og en personlig interesse for
litterær æstetik. Trods disse meriter tør vi ikke erklære ham for kvalificeret
til et professorat i nørdisk litteratur.
Blandt ansøgerne anser vi, søm det fremgår af ovenstående, at alene
Aage Henriksen, xVage Kabell og Joran Mjoberg kan komme i betragtAfgang
og udnævnelser af professorer 229
ning ved besættelsen af det opslåede embede. Sidstnævnte må dog, alle
forhold taget i betragtning, stå tilbage for de to forste. Afgørelsen må
derfor bero på en sammenligning mellem Aage Henriksen og Aage
Kabell.
Aage Kabell har den storste produktion og har demonstreret en
lærdom, der overgår, hvad Aage Henriksens forfatterskab kan opvise.
På den anden side har Aage Henriksen lagt et personligt litterært
engagement for dagen, saledes at hans arbejde inden for den danske
og den øvrige nordiske litteratur må placere ham centralt inden for
det nye professorats fagområde. Aage Henriksen har ikke præsteret et
værk, der kan sammenlignes med Aage Kabells Wergeland-bog; men
til gengæld har han såvel i Baggesen-bogen som i afhandlingerne omkring
Karen Blixens forfatterskab og i disputatsen om Kierkegaard
vist en sjælden evne til præcis og åndfuld litterær analyse; Aage Kabell
savner vel ikke det sidste, men viser det kun i korte glimt. Forskellen
mellem de to forskere fremgår med al ønskelig tydelighed af deres
behandlinger af Karen Blixen. Her har Aage Kabell fremskaffet talrige
oplysninger om detaljer i forfatterskabet ; men hvor det drejer sig om
den litterære og kunstneriske karakteristik, står han tilbage for Aage
Henriksen, ligesom han i fremstillingen ikke opnår den prægnans, der
kendetegner Aage Henriksens skrifter.
Som konklusion heraf indstiller vi, at docent, dr. Aage Henriksen
ansættes som professor i nordisk litteratur ved Københavns universitet.
«
Indstillingen blev i overensstemmelse med § 3, stk. 7, i ovennævnte
anordning tilstillet ansøgerne, af hvilke universitetsadjunkt, dr. phil.
Niels Kofoed indsendte bemærkninger.
Efter at fakultetet i mode den 30. april 1968 og Konsistorium i mode
den 19. juni 1968 havde tiltrådt indstillingen, videresendtes den under
25. juni 1968 til ministeriet.
Herefter blev docent, dr. phil. Aage Henriksen under 9. september
1968 af ministeriet ansat som fungerende professor i nordisk litteratur
ved Kobenhavns universitet fra 1. september 1968 at regne.
h. Professor, dr. phil. Torkel Weis-Foghs (ilgang fra universitelet
(j. nr. 17 c/67).
Ved kgl. resolution af 9. januar 1968 blev der meddelt ekstraordinær
professor i zoofysiologi, dr. phil. Torkel Weis-Fogh afsked efter ansøgning
og uden pension fra den 30. september 1967 at regne i anledning
af, at han har modtaget ansættelse som professor ved University øf
Cambridge.
230 Universitetets årbog 1967-68
i. Ansættelse af amanuensis, dr. phit. Inger Agnete Munch-Petersen
som fungerende professor i biokemi
(j. nr. 17a/67).
Det matematisk-naturvidenskabelige fakultet afgav til normeringsloven
for 1967-68 følgende ansøgning om oprettelse af et ordinært
professorat i biokemi:
»Biokemi er et fag i voldsom udvikling og det er idag helt umuligt
for nogen enkelt person at dække hele faget, specielt på anden-dels
niveauet. For at kunne give en tidssvarende uddannelse bør undervisning
i et antal specialer (for eksempel komparativ biokemi, biofysisk
kemi, proteinkemi, hormonlære) kunne tilbydes de studerende.
Hidtil har anden dels undervisningen stort set alene påhvilet undertegnede.
Alene bedømmelsen af omkring 10-20 magisterafhandlinger
og 2 til 4 disputatser årlig, har været en meget betydelig belastning.
Ganske vist må antallet af konferenser antages at gå væsentlig ned i
de kommende år, men antallet af speciale-opgaver til anden del vil
samtidig stige endnu mere. Yderligere må det påregnes, at et meget
større antal studerende vil udføre obligatorisk videregående arbejde
på institutet. Dette kan institutet ganske vist i øjeblikket ikke påtage
sig; på grund af pladsmangel kan kun ca. 6 få arbejdsplads. Yderligere
kan ca. 20 blive »udplantet« på institutet ved og udenfor universitetet.
Men denne ordning er ikke i længden holdbar, og i samme omfang institutet
udbygges til at kunne rumme et større antal anden dels studerende,
vil behovet for et ekstra professorat tiltage yderligere, idet
personlig vejledning af anden dels studerende i et eksperimentelt fag
som biokemi er uhyre tidskrævende. Det ville være meget ønskeligt,
hvis udnævnelse eller designering af den ny professor i faget kunne ske
på sådant tidspunkt, at vedkommende kunne deltage i planlægning og
indretning af et nyt institut. Som undertegnede har fremhævet i tidligere
skrivelser er forslaget om et ekstra professorat i biokemi hidtil
ikke fremsat, fordi det ville være umuligt på den forhåndenværende
plads at anvise en ny professor rimelige arbejdsforhold.
Hvis der imidlertid, som der nu øjnes muligheder for, kan blive tale
om en udvidelse af forsknings- og undervisningsarealerne for biokemi
på den gamle polytekniske læreanstalt, må tiden være inde til dublering
af professoratet.
Det vil simpelt hen ikke være muligt for en enkelt mand, at bestride
hele anden dels undervisningen ved siden af arbejdet med at bestyre
et institut og lede det videnskabelige arbejde. Hans H. Ussing.«
Efter at fakultetet havde bragt i erfaring, at et professorat i biokemi
kunne forventes normeret i løbet af kort tid og under forudsætning af
Afgang og udnævnelser af professorer 231
de bevilgende myndigheders godkendelse, blev det unormerede professorat
opslået ledigt.
Under 8. august 1967 blev de indkomne 3 ansøgninger, nemlig fra mag.
scient, John Graae, afdelingsleder, dr. phil. Rolf Brodersen og lektor,
dr. phil. Agnete Munch-Petersen, tilstillet universitetet til erklæring.
Til at bedomme de indkomne ansøgninger nedsatte fakultetet i
henhold til § 2, stk. 2 i kgl. anordning af 5. februar 1953 om ansættelse
af professorer ved Københavns universitet et udvalg bestående af
professorerne, dr. phil. H. H. Ussing, dr. phil. O. Maaløe og dr. phil.
Martin Ottesen, Carlsberg Laboratoriet.
Udvalget afgav under 16. oktober 1967 følgende indstilling:
»Til det nyoprettede professorat i biokemi ved det matematisknaturvidenskabelige
fakultet har der meldt sig tre ansøgere:
1) Dr. phil. Rolf Brodersen
2) Mag. scient. John Graae
3) Dr. phil. Agnete Munch-Petersen.
Det af fakultetet nedsatte udvalg til bedømmelse af de indkomne
ansøgninger skal herved udtale følgende:
Rolf Brodersen er født i 1921. Studentereksamen 1939. Magisterkonferens
i biokemi ved Københavns Universitet 1944. Filosofisk doktorgrad
sammesteds 1949.
Fra 1947 til 1948 var han på studieophold ved University øf Chicago,
Medical School. Fra 1954 til 1960 ansat af Svenska Kyrkans Mission
ved Ndolage Mission Hospital i Tanganyika. Efter hjemkomsten ansat
ved Biokemisk Institut i København, hvor han i øjeblikket er afdelingsleder
og lektor.
I en ny lærebog i biokemi har han skrevet kapitlerne om tetrapyrrolderivater
og biokemisk teknik.
Dr. Brodersens litteraturliste er på 50 numre, og selv om man afstår
fra at medregne publikationer, som ikke kan betragtes som egentlig
videnskabelige (oversigtsartikler, øvelseshæfter, analyseforskrifter, lærebogskapitler
etc.), er der tale om en kvantitativt betydelig produktion.
Ansøgeren har selv inddelt produktionen efter tilblivelsessted, og
denne inddeling skal i det væsentlige følges her.
De første tre stammer fra Carlsbergfondets biologiske institut. To af
dem behandler sammensætningen af stødpuder til enzymkemisk og
proteinkemisk brug. Sigtet er nærmest pædagogisk, idet afhandlingerne
opfordrer forskere på de omtalte felter til ikke at glemme de elementære
fysisk-kemiske love.
Den tredie (skrevet i samarbejde med T. Astrup) beskriver nogle
småforbedringer ved elektroforeseteknikken.
232 Universitetets årbog 1967-68
Fra Universitetets Institut for Almindelig Patologi stammer 13 afhandlinger.
To af dem (skrevet i samarbejde med A, Kjær) behandler
den bakterostatiske effekt af forskellige organiske forbindelser. Afhandlingerne
må betegnes som rene rutinearbejder.
Det samme gælder en lille afhandling om formaldehydurinstof som
urinvej santiseptikum.
Et smukt lille arbejde (i samarbejde med H. Klenow) er: Molecular
weight determinations of biological substances by means of diffusion
measurements.
Hovedindsatsen fra denne periode er imidlertid en række afhandlinger,
ialt 8, om inaktivering af penicillin, som sammenfattes i disputatsen
: Inactivation of Penicillin G in Aqueous Solution - A Reaction
kinetic Investigation.
De hovedemner, der behandles, er inaktiveringen i sur vædske, og
denne reaktions afhængighed af pH, temperatur og saltkoncentration.
Endvidere behandles den enzymatiske inaktivering ved hjælp af penicillinase.
Koncentrationsbestemmelserne af penicillin sker ved hjælp af en
mikrobiologisk metode, udviklet af Vesterdal. Metoden beror på, at en
penicillinopløsning, anbragt i et hul i en agarplade, der tilsås med
bakterier, hæmmer disses vækst i en zone udenom hullet. Når zonediameteren
måles efter en bestemt tid, er der tilnærmet proportionalitet
mellem diameteren og logaritmen til penicillinkoncentrationen. På det
tidspunkt, da undersøgelsen blev foretaget, var det formentlig den
nøjagtigste metode, man havde, og den viste sig også at give resultater
af tilfredsstillende pålidelighed.
Kapitel 1 i disputatsen beskriver de anvendte metoder. I kapitlerne
2 og 3 gives bidrag til bestemmelse af de forskellige penicilliner i handelspræparater.
Det var problemer, der dengang var af såvel teoretisk
som praktisk betydning.
De mere eksakte kinetiske undersøgelser, der omtales i de følgende
kapitler, er alle foretaget med G-penicillin. Det vises her, at det i et
ret stort pH-område fortrinsvis er det uladede penicillin, der inaktiveres.
Interessant er anvendelsen af saltvirkningen på inaktiveringshastigheden
til påvisning af, at det uladede penicillin findes søm amfoion
i oplosningen.
I kapitel 8 beskrives en penicillinase, udvundet af en Coli-lignende
bakterie, øg kinetikken før inaktivering af penicillin ved hjælp af denne
penicillinase beskrives nøjere i kapitel 9. Endelig diskuteres i kapitel 10
den mulige identitet mellem de af Brodersen påviste komponenter i
handelspenicillin og de af amerikanske forskere fundne komponenter.
Hele arbejdet vidner øm stor grundighed øg stør faglig viden. Man
må særlig fremhæve forfatterens indgående kendskab til fysisk kemi
øg dette fags metoder.
Afgang og udnævnelser af professorer 233
Arbejdet kan vel næppe kaldes egentlig nyskabende, hverken på det
metodologiske eller det teoretiske område, men det må betegnes som
en vel gennemfort og teoretisk interessant undersøgelse.
Fra et studieophold ved University of Chicago stammer 5 afhandlinger.
En (sammen med Ricketts) beskriver en modifikation af Sumners
metode til bestemmelse af glukose i urin. To arbejder (i samarbejde
med Anderson) handler om eliminationen af penicillin G hus hunde.
Der gøres den interessante iagttagelse, at en meget betydelig del af
injiceret penicillin udskilles gennem galden. Galden som udskillelsesvej
fandtes efter, at det først var påvist, at nephrectomerede dyr stadig
kunne fjerne penicillin fra blodet, om end med nedsat hastighed, medens
fuldstændig eviscerede dyr ikke inaktiverede injiceret penicillin.
Der er her tale om en vel gennemført fysiologisk-kemisk undersøgelse.
En lille afhandling (også sammen med Anderson) beskriver en metode
til bestemmelse af en faktor i urnet penicillin, der beskytter mod
bakterielle endotoxiner.
Fra samme periode stammer en oversigtsartikel om stødpuder i biokemien
samt to afhandlinger om farmakologisk og klinisk prøvning af
forskellige farmaka, udført sammen med andre forfattere under en
ansættelse ved Løvens Kemiske Fabrik.
Fra Centrallaboratoriet, Københavns Amts Sygehus i Gentofte
stammer en undersøgelse af van den Bergh-reaktionens kinetik. Denne
reaktion med diazoteret sulfanilsyre som reagens anvendes til klinisk
påvisning af galdefarvestolTet bilirubin i serum. Arbejdet har navnlig
klinisk-kemisk interesse og indleder forfatterens lange række af undersøgelser
over galdefarvestoffer.
Under ansættelsen ved Ndolage Mission Hospital, Tanganyika forfattede
ansøgeren en samling analyseforskrifter til brug i hospitalets
kliniske laboratorium.
Efter ansættelsen ved Biokemisk Institut ved Københavns Universitet
fortsættes arbejderne med galdefarvestoffer.
I fire afhandlinger (tildels sammen med andre forfattere) beskrives
udviklingen af en kloroform-ekstraktionsmetode til bestemmelse af
bilirubin og andre galdefarvestoffer i humant serum. Den anvendes
derefter til undersøgelse af bindingen af bilirubin til proteiner samt til
bestemmelse af normalværdier for bilirubin i serum.
Brodersen beskriver endvidere en metode til bestemmelse af bilirubin
diglucuronid i serum. Metoden er baseret på isotopfortyndingsprincippet
og tillader en ret nøjagtig bestemmelse af de yderst små
mængder af bilirubin-diglucuronid, som findes i normalt serum. Mængden
findes ca. 40 0/o højere hos mænd end hos kvinder, i god overensstemmelse
med, at Inscoe og Axelrod har fundet en hurtigere syntese
af amino-phenol-glucuronid i præparater af micrøsomer fra hanlige end
af hunlige rotter.
234 Universitetets årbog 1967-68
Den omtalte metode anvendes nu i flere følgende arbejder til undersøgelse
af bilirubin-glucuronidsyntesen hos fostre og nyfødte. Hensigten
er først og fremmest at belyse årsagerne til gulsot hos nyfødte.
Det er kendt, at den enzymatiske kønj ugation af bilirubin er langsom
de første dage efter fødslen. Sammen med Flødgaard studeres bilirubinglucurøniddannelsen
i leversnit fra foetal svinelever. Det vises,
at selv om o-aminophenol inhiberer glucuronidsyntesen competitivt, og
bilirubin hæmmer dannelsen af aminophenol-glucuronid, så må der
alligevel være tale om to forskellige enzymer, ansvarlige for hver sin
syntese. Interessant er påvisningen af, at det er diffusionstabet af uridindiphosphat-
glucuronsyre (UDPGA) fra snittene, som bevirker en
reduktion af glucuroniddannelseshastigheden med tiden.
Sammen med andre forfattere foretager Brodersen en undersøgelse
af bilirubin-conjugationen i amnion-vædske fra menneskefostre.
Forfatterne diskuterer muligheden af, at der i leveren, såvel moderens
som barnets, eksisterer ligevægt mellem bilirubin-glucurønid,
bilirubin, UDPGA og UDP. Overvejelserne er ikke i og for sig urimelige,
men de eksperimentelle data forekommer ikke helt at kunne bære
den omfangsrige diskussion. Den omtalte hypotese lægges også til
grund for diskussionen i et arbejde, udført sammen med Jacobsen og
Trolle. Arbejdet behandler konjugationsmønstret for bilirubin hos nyfødte.
Blød fra navlestrengen blev analyseret for frit bilirubin øg diglucuronid.
Det fremhæves, at den høje koncentration af ukonjugeret
bilirubin i fosterblod ganske vist kunne tænkes at skyldes lav aktivitet
af det konjugerende enzym (den gængse forklaring), men at det også
kunne tænkes at være forholdet UDPGA/UDP i levercellerne, som
bestemte førholdet mellem frit øg koblet bilirubin i blodet. Relevante
data til afklaring af spørgsmålet gives imidlertid ikke.
[ Et par mindre afhandlinger om icterogene mekanismer og Metabolic
defects in icterus neonatørum er rent klinisk-kemiske småarbejder og
skal ikke omtales nærmere.
»Dimerisation øf bilirubin anion in aqueous solution« øg »Intramolecular
hydrogen bonding in bilirubin« er pæne små kemiske arbejder,
baseret på velkendte principper.
Endelig er der som nævnt indledningsvis forskellige publikationer
såsom opgavesamlinger, lærebogskapitler etc.
Helhedsindtrykket er, at Dr, Brodersen er en veluddannet forsker
med stor viden og megen erfaring. Hans arbejde er præget af stor
grundighed, men kan ikke siges at have været nyskabende. Emnevalget
har i udtalt grad været klinisk-kemisk præget. Hvad angår den
lærestol, som her skal besættes, ville hans specialer næppe komme til
fuld udnyttelse, idet undervisning i klinisk-kemiske problemer ikke
kan få mere end en perifer plads i studieplanerne ved det matematisknaturvidenskabelige
fakultet.
Afgang og udnævnelser af professorer 235
Mag. scient. John Graae er magister i biokemi fra Københavns Universitet
i 1954. Hans publikationsliste omfatter 24 numre, hvoraf en
del er oversigtsartikler, lærebøger for gymnasiet o.l.
De egentlige videnskabelige arbejder kan deles i to grupper, hvoraf
den første omfatter en række enzymkinetiske arbejder, mens den anden
består af afhandlinger om makromolekylers fysisk-kemiske egenskaber.
Den første gruppe af arbejder begynder med en serie enzymkinetiske
undersøgelser udført på Universitetets Fysisk-Kemiske Institut over
enzymerne subtilisin, hyaluronidase og ali-esterase. Arbejderne er udført
dels alene, dels i samarbejde med professor J. A. Christiansen og
andre medarbejdere, og hovedformålet har været at belyse enzymernes
virkningsmekanisme ud fra reaktionskinetiske analyser efter de principper,
der er udarbejdet af professor J. A. Christiansen. Uden at gå
nærmere ind på denne metode skal det dog bemærkes, at den følger
hele reaktionsforløbet indtil fuldstændig spaltning af substratet, og
derfor kan give andre oplysninger end analyse efter Michaelis og Mentens
princip, hvor man i reglen kun bestemmer de initiale hastigheder
ved forskellige substratkoncentrationer. Magister Graae viser fortrolighed
med professor Christiansens metode, og i mange tilfælde giver
analysen efter disse retningslinier supplerende oplysninger om reaktionerne.
Under et studieophold i Paris fortsættes disse arbejder delvis
i samarbejde med dr. Yon med kinetiske undersøgelser af salmins og
lactoglobulins spaltning med trypsin, og efter hjemkomsten undersøger
Graae og forskellige medarbejdere trypsins spaltning af casein,
subtilisins og chymotrypsins spaltning af tyrosinætylester, samt virkningen
af ildflueekstrakt på ATP. Under et studieophold i Norge undersøger
han i samarbejde med dr. A. Nygaard kinetikken d-lactic
cytochrome c reductase.
Den anden gruppe af arbejder omfatter tre artikler sammen med
K. Marcker om teorien for makromolekylers osmotiske tryk, insulins
dimerization og zink-insulins struktur. De to sidste af disse arbejder,
der indeholder interessante iagttagelser, er led i en serie afhandlinger
af Marcker om insulins struktur. Graae har fornylig fortsat disse undersøgelser
med en afhandling, der endnu kun foreligger i manuskript,
om metalioners indflydelse på insulins titreringskurve.
I magister Graaes videnskabelige produktion er hovedvægten helt
overvejende lagt på de fysisk-kemiske aspekter af problemerne, mens
mange mere kemiske eller biokemiske aspekter kun periferisk berøres.
En stor del af arbejderne er udført i samarbejde med andre, undertiden
mere erfarne medarbejdere, og magister Graae har ikke haft lejlighed
til f.eks. gennem en disputats at demonstrere en større selvstændig
indsats. Udvalget finder, at magister Graae har demonstreret stor fortrolighed
med reaktionskinetik og fysisk kemi, og at han har en lovende
produktion, men hans arbejder falder indenfor et ret snævert
236 Universitetets årbog 1967-68
arbejdsfelt, og hans selvstændige indsats er endnu ikke tilstrækkelig
til helt at kvalificere ham til det ansøgte professorat i biokemi.
Agnete Muneh-Petersen er fodt i 1917. Hun tog studentereksamen i
Aalborg i 1935 og blev cand. polyt. (kemi) i 1942. 1 juni 1959 fik hun
tildelt doktorgraden for en afhandling bedømt af det matematisknaturvidenskabelige
fakultet ved Københavns Universitet.
Foruden den detaillerede gennemgang af Dr. Munch-Petersens videnskabelige
produktion, som følger, skal vi fremhæve enkelte uddannelses-
og undervisningsmæssige forhold af betydning for nærværende
ansøgning: (1) 1 1955-56 arbejdede ansøgeren videnskabeligt hos Dr.
H. A. Barker ved Californiens universitet, Berkeley, og i sommeren
1967 i fire måneder hos dr. K. Kurahashi ved Osaka Universitet, Osaka:
(2) siden 1961 har Dr. Munch-Petersen deltaget i alle led af biokemiundervisningen
ved det naturvidenskabelige fakultet i København:
og (3) i en ny lærebog for de biokemistuderende har hun skrevet kapitlerne
om »Proteiner og Aminosyrer«, om »Co-enzymer« og om »Kulhydratstofskiftet
«.
Efter disse indledende bemærkninger skal vi beskæftige os med ansøgerens
videnskabelige indsats.
Som ung kemiingeniør arbejdede Dr. Munch-Petersen ved forskellige
forskningsinstitutter og laboratorier i Sverige og Danmark, hvor hun
deltog i foreliggende videnskabelige undersøgelser (1943-52). Fra denne
periode foreligger en rutinemæssig bestemmelse af citronsyreindhold i
forskellige planteprodukter og en mere speciel undersøgelse af effekten
af ATP på monolag af myosin og actomyosin. Videre undersøgelser af
myosinets fosforylering er publiceret sammen med Buchthai m.fl.
Dr. Munch-Petersen kom ind på sit nuværende arbejdsområde, da
hun i 1952 blev ansat på Universitetets cytofysiologiske Institut. Hun
tilhører således den skole af enzymologer, som Herman Kalckar dannede,
medens han endnu arbejdede her i landet, og hvis arbejdsområde
fremdeles er de vigtige biosyntetiske processer, der involverer »nucleotid-
aktiverede« fosforsyreestere. Det er karakteristisk for de arbejder,
der er udgået fra denne skole, at både den biologiske basis for undersøgelserne
og den biokemiske teknik altid har været »aktuel« i dette
ords bedste betydning.
Fra årene 1953-55 foreligger en serie på 10 artikler i Nature, Biochimica
et Biophysica Acta og i Acta chem. Scand., som på nær tre er
selvstændige publikationer. Disse arbejder danner grundlaget for Dr.
Munch-Petersens disputats »Nukleotid-aktiverede fosforsyreestere«
(København 1959, Jul. Gjellerups Forlag), selv om enkelte af dem ikke
formelt indgik som led i disputatsen.
I doktorafhandlingen behandler forfatteren en række vigtige biosyntetiske
processer, som man først i de senere år har fået nøjere kendskab
Afgang og udnævnelser af professorer 237
til. Til trods for afhandlingens lidt specielle emne har den et bredt
biologisk perspektiv. Størstedelen af det eksperimentelle arbejde omfatter
undersøgelser af enzymet uridindifosfat-glukose-pyrofosforylase,
og er en direkte fortsættelse og udvidelse af Kalckars og CAitolos iagttagelser.
Den eksperimentelle del af det indleverede arbejde findes
først og fremmest i syv særtryk, men også i selve afhandlingen indeholdes
nye eksperimentelle data. Dr. Munch-Petersen har udarbejdet
tre metoder til måling af enzymatisk pyrofosforolytisk spaltning af
uridindifosfatglukose; to der er baseret på enzymatisk dilTerentialspektrofotometrisk
måling af reaktionsprodukterne, og en tredie baseret
på anvendelse af radioaktivt pyrofosfat som substrat. Desuden er
der ved fraktioneret fældning og ionbytterkromatografi fremstillet enzympræparater
af overordentlig høj specifik aktivitet. Forfatterens
egne iagttagelser giver en udmærket og fyldestgørende beskrivelse af
den reaktion, som katalyseres af det isolerede enzym, og de er prægede
af grundighed og af en alsidig udnyttelse af de mest moderne biokemiske
arbejdsmetoder. De øvrige eksperimentelle arbejder omfatter
dels en beskrivelse af enzymatisk transfosforylering mellem uridinmonofosfat
og adenosintrifosfat, og dels enzymatisk pyrofosforolytisk
spaltning af guanosindifosfat-mannose til guanosintrifosfat og mannose-
l-fosfat. Denne sidste reaktion katalyseres af et specifikt enzym,
som blev delvis renset fra gærekstrakt, og det bør fremhæves, at Dr.
Munch-Petersen i de fleste tilfælde har været den første, der har beskrevet
de omtalte enzymer og reaktioner. Det eksperimentelle arbejde
repræsenterer således en betydelig selvstændig videnskabelig indsats.
Den indleverede afhandling er forst og fremmest en gennemgang af
tidligere arbejder om nukleotid-fosfatestre og deres rolle i det intermediære
stofskifte. Den er særdeles velskrevet og godt disponeret og
giver et dybtgående indblik i det behandlede emne.
Fra tiden før disputatsen må omtales to arbejder udført under et
studieophold hos Dr. H. A. Barker ved Californiens Universitet i Berkeley.
Det drejer sig dels om studier af den bakterielle nedbrydning af
glutaminsyre, hvor det specielt påvises, at et mellemprodukt, mesakonsyre,
skyldes en tidligere ukendt proces; dels om et omfattende arbejde,
der førte til isolation og karakterisation af det adenylcobamid coenzym,
der er involveret i denne proces. Disse resultater er publiceret
sammen med Dr. Barker og medarbejdere. Under opholdet i Berkeley
blev Dr. Munch-Petersen fortrolig med en del nye biokemiske metoder,
og hun tilegnede sig kundskaber i mikrobiologi, som hun senere har
haft nytte af.
Efter disputatsen fortsatte Dr. Munch-Petersen sit arbejde på Fibigerlaboratoriet
(hos nuværende professor H. Klenow), indtil hun i
1961 blev ansat i sin nuværende stilling som lektor og amanuensis ved
Universitetets institut for biologisk kemi. Fra de senere år foreligger
238 Universitetets årbog 1967-68
en del arbejder, der specielt angår omsætningen af udefra tilførte pnriner,
pyrimidiner og nucleosider i suspensioner af ascites tumor celler
og i kulturer af E. coli.
To artikler (Biochem. Biophys. Res. Comm. og Acta chem. Scand.)
beskriver den hæmmede effekt af deoxyadenosin på DNA-syntesen i
henholdsvis ascites tumor celler og i bakterier. Lighedspunkter og vigtige
forskelle mellem de to systemer fremhæves. Disse arbejder skal
ses i sammenhæng med Klenows samtidige og grundlæggende undersøgelser
af deoxyadenosinets effekter.
I de følgende arbejder (et abstrakt til den internationale biokeminerkongres
i New York 1964, og to artikler i Biochim. Biophys. Acta) er
et nyt problem taget op. Visse bakteriemutanter, som kræver thymin
(eller thymidin) for at vokse, dør, hvis de mangler den nødvendige
pyrimidimkilde. Dette fænomen betegnes som »thymin-død«, og det
har betydelig biologisk interesse, idet der består en klar sammenhæng
mellem følsomheden for thymin-mangel og aktiv DNA syntese i cellerne.
Den biokemiske årsag til, at cellerne dør, er ikke klarlagt, men
Dr. Munch-Petersens påvisning af, at der ophobes abnorme mængder
af deoxy-ATP og -CTP under thymin-sult er i øjeblikket blandt de få
sikre iagttagelser, man kan bygge på ved analysen af fænomenet
thymin-død. Det bor tilføjes her, at den sidste af de nævnte artikler i
teknisk henseende betyder et stort fremskridt, idet den da helt nye og
yderst følsomme tyndtlags kromatografi er taget i brug.
De sidste to arbejder (Biochim. Biophys. Acta og et abstrakt til den
internationale biokemikongres i Tokyo 1967), der foreligger til bedømmelse,
er enzymologiske studier af de processer, hvorved udefra optaget
thymin omdannes til det tilsvarende trifosfat for derefter at
kunne benyttes i DNA-syntesen. I samarbejde med professor N. O.
Kjeldgaard er en serie coli-mutanter isoleret, og det er vist generelt,
at thymin inddrages i biosyntesen via trans-N-deoxyribocylasens aktivitet,
øg ikke, som man lige så vel kunne antage, ved hjælp af thymidin
phøsphorylasen. Samtidig meddeles en række interessante iagttagelser
af disse to enzymers cellulære lokalisation øg deres dannelse
ved induktion.
Udvalget ønsker at fremhæve, at Dr. Munch-Petersens videnskabelige
arbejde viser, at hun er en overordentlig kompetent enzymolog
med et stort teknisk repertoire, at hun har ydet vigtige og originale
bidrag på det forskningsområde, hun har valgt, og at dette område
af biokemien er af største betydning for undervisningen ved det matematisk-
naturvidenskabelige fakultet.
Sammenfattende skal udvalget udtale følgende:
Dr. Brodersen er en veluddannet og produktiv forsker, hvis hovedindsats
navnlig i de senere år har haft nær tilknytning til klinisk forskAfgang
og udnævnelsei af professorer 239
ning og altså ligger ret fjernt fra det undervisningsområde, som det
opslåede professorat skal dække.
Magister Graae er en yngre forsker, der er forfatter eller medforfatter
til adskillige lovende arbejder, men som endnu ikke gennem disputats
eller på anden måde har dokumenteret, at han er kvalificeret til at
bestride det ledige professorat.
Dr. Munch-Petersen er en dygtig veluddannet og original forsker,
der som allerede omtalt, er vel kvalificeret til at bestride det ledige
professorat. Efter udvalgets mening er Dr. Munch-Petersen den af ansøgerne,
der har ydet den mest originale og perspektivrige videnskabelige
indsats. Det må yderligere fremhæves, at hendes speciale ligger
centralt indenfor det undervisningsområde, som professoratet skal
dække.
På basis af denne gennemgang af ansøgernes kvalifikationer skal
udvalget eenstemmigt indstille Dr. phil. fru Agnete Munch-Petersen
til det ledige professorat.«
Indstillingen har i henhold til § 3, stk. 7, i ovennævnte anordning
været tilstillet ansøgerne, af hvilke ingen er fremkommet med bemærkninger.
Efter at fakultetet i møde den 7. november 1967 øg Konsistorium i
møde den 15. december 1967 havde tiltrådt indstillingen, videresendtes
den under 19. december 1967 til ministeriet.
Herefter blev amanuensis, lektor, dr. phil. Inger Agnete Munch-
Petersen under 10. april 1968 ansat søm fungerende professor i biokemi
ved Københavns universitet fra den 1. april 1968 at regne med den
bemærkning, at professoratet endnu ikke var normeret, men at det
til sin tid ville blive søgt optaget på normeringsloven.
j. Udnævnelse af konstitueret professor, fil. dr. Nils Jerlov som professor
i fysisk oceanografi
(j. nr. 579/61).
Søm meddelt i universitetets årbog for 1962-63 blev laborator, fil.
dr. Nils Jerlov ved skrivelse fra undervisningsministeriet af 3. oktober
1963 konstitueret som professor i fysisk oceanografi fra 1. oktober
1963 at regne.
Efter at professor Jerlov, havde erhvervet dansk indfødsret, jfr.
skrivelse fra indenrigsministeriet af 6. juni 1966, blev han ved kgl.
resolution af 10. april 1968 udnævnt til professor i fysisk oceanografi
ved Københavns universitet fra den 1. april 1968 at regne.