III. AFGANG OG UDNÆVNELSER AF PROFESSORER a. Ansættelse aj docent, dr. jur. Karl O. Christiansen som fungerende professor i kriminologi (j. nr. 14a/67). Det rets- og statsvidenskabelige fakultet afgav i januar 1966 følgende indstilling: »Det rets- og statsvidenskabelige fakultet stiller herved forslag om, at der med virkning fra 1. april 1967 søges oprettet et ordinært professorat i kriminologi. Som baggrund for forslaget skal man gøre nogle almindelige bemærkninger om faget kriminologi og dets universitetsmæssige placering. Kriminologien beskæftiger sig med det empiriske studium af kriminaliteten og dens bekæmpelse. Herved adskiller faget sig fra den juridiske disciplin strafferet, der ligesom retsvidenskabens øvrige grene er forankret i et gældende regelsystem og behandler dette med juridiske metoder. Undervisning og forskning på kriminologiens område må baseres på metoder af ikke-juridisk karakter. Fra retsvidenskabens synspunkt kan kriminologien karakteriseres som en empirisk hjælpevidenskab, og den har som sådan fået en øget betydning, fordi den strafferetlige reaktion i stigende grad præges af hensyntagen til kriminalitetens empiriske fremtrædelsesformer, til lovovertrædernes baggrund og til sanktionernes sociale virkninger. Kriminologien har forgreninger indenfor en række faggrupper (bl. a. psykiatri, psykologi, sociologi og retsvidenskab), og fagets placering ved universiteterne veksler noget. 1 en række lande har man en stærk tradition for at dyrke kriminalantropologi - og psykiatri, således at man betoner studiet af den kriminelle personlighed, abnormiteter, arvefaktorer etc. Andre lande har etableret en omfattende forskning og undervisning indenfor kriminalitetens sociologiske aspekter. Dette er stillingen i U.S.A., hvor kriminologien især dyrkes ved de sociologiske fakulteter. Atter andre lande har set det som en fordel at knytte faget til de juridiske fakulteter, særlig på grund af den ovenfor nævnte forbindelse med den strafferetlige ordning og den praktiske kriminalitetsbekæmpelse. Således har det juridiske fakultet ved University of Cambridge for nogle år siden fået sit første professorat i kriminologi. 76 Universitetets årbog 1966-67 I de nordiske lande er det de jnridiske fakulteter, der i de sidste 20-25 år er blevet kriminologiens universitetsmæssige tilholdssted. Københavns universitet gik i spidsen ved at oprette et lektorat i 1944. Siden er der skabt tilsvarende undervisning andre steder i Norden, og der er oprettet institutter for kriminologisk forskning under de retsvidenskabelige fakulteter i Oslo, Stockholm, Helsingfors, Århus og København. En væsentlig styrkelse af kriminologiens stilling skete i 1961 ved oprettelsen af »Nordisk Samarbejdsråd for Kriminologi«. Rådet blev til efter et initiativ fra justitsministeriernes øg førskernes side. Der modtages faste finanslovbevillinger (i Danmark gennem justitsministeriet), og rådet afholder seminarer, udgiver førskellige publikationer og har et fast sekretariat, søm før tiden ligger i København, knyttet til Kriminalistisk Institut. Rådets førmand er docent, dr. jur. Karl O. Christiansen. Det er af væsentlig betydning for dette nordiske samarbejde øg for dets forhold til den internationale forskning, at kriminologien har et solidt grundlag i de enkelte lande, først øg fremmest ved universiteterne. Denne udvikling har vist, at kriminologien i de nordiske lande har fået stilling som et selvstændigt forskningsområde, der fortsat bør fremmes indenfor de retsvidenskabelig fakulteter. Faget bør også - ligesom det er tilfældet i mange andre lande - opnå den særlige anerkendelse, søm ligger i oprettelsen af professorater. I 1965 er der oprettet professorater i kriminologi ved universiteterne i Stockholm og Oslo. Et tilsvarende professorat ved Kobenhavns universitet må forventes at ville blive besat med dr. Karl O. Christiansen, som har været lektor siden 1944 og tillige amanuensis ved Kriminalistisk Institut siden dettes oprettelse i 1957 (docent 1958). På baggrund af hans indsats i forskning og undervisning tor det fastslås, at dansk kriminologi har nået et niveau, som berettiger oprettelsen af et professorat i faget. Faktdtetet anser det for vigtigt, at Københavns universitet fastholder og udbygger sin position på kriminologiens område. Det skal sluttelig fremhæves, at oprettelsen af et professorat ikke blot vil være af betydning for den forskning og undervisning, som falder indenfor den retsvidenskabelige afdelings rammer, men også vil være værdifuld med henblik på fagets stilling indenfor det psykologiske studium, hvor kriminologien er et vigtigt specialfag, samt indenfor det sociologiske studium«. Efter at fakultetet under 12. april 1967 havde gentaget sin indstilling og efter at det havde bragt i erfaring, at et professorat i kriminologi kunne forventes normeret i lobet af kort tid og under forudsætning af de bevilgende myndigheders godkendelse, indstillede fakultetet under 11. maj 1967, at funktionen i det unormerede professorat skulle besætAfgang og udnævnelser af professorer 77 tes uden opslag med docent, dr. jur. Karl O. Christiansen i medfør af bestemmelsen i kgl. anordning af 5. februar 1953 om ansættelse af professorer ved Kobenhavns universitet § 1, stk. 2. Om dr. Christiansens kvalifikationer udtalte fakultetet : »Dr. Christiansen har som lektor i kriminologi siden 1944 og som amanuensis (docent) ved Det kriminalistiske institut siden 1957 på fuldtud tilfredsstillende måde varetaget de undervisningsmæssige og forskningsmæssige opgaver, som vil henhore under det nyoprettede professorat. Efter fakultetets opfattelse må dr. Christiansen skonnes at være andre, der kunne ventes at komme i betragtning ved besættelsen af professoratet, afgjort overlegen«. Ved afstemningen i henhold til § 1, stk. 4, stemte 17 af fakultetets ialt 21 medlemmer for indstillingen. 4 medlemmer var fraværende, og indstillingen var således eenstemmig. Efter at Konsistorium i mode den 14. juni 1967 havde tiltrådt indstillingen, videresendtes den under 15. juni 1967 til ministeriet. Herefter blev docent, dr. jur. Karl O. Christiansen under 15. august 1967 af ministeriet ansat som fungerende professor i kriminologi ved Kobenhavns universitet fra den 1. september 1967 at regne med den bemærkning, at professoratet endnu ikke var normeret, men at det til sin tid ville blive søgt optaget på normeringsloven. b. Professor, dr. med. Knud O. Mollers afgang fra universitetet og afdelingsleder, dr. med. Jens Schoii\s ndnæimelse til professor i farmakologi (j. nr. 411/65). Ved kgl. resolution af 14. december 1965 blev der meddelt professor i farmakologi, dr. med. Knud Ove Møller afsked efter ansøgning på grund af alder i nåde og med pension fra den 31. august 1966 at regne. Efter at det således ledigtblevne embede var blevet opslået, blev under 16. februar 1966 de indkomne 3 ansøgninger nemlig fra afdelingsleder, lektor, dr. med. Ejgil Bojesen, docent, dr. med. Claus Christian Rerup og afdelingsleder, lektor, dr. med. Jens Solver Schou, tilstillet universitetet til erklæring. Til at bedømme de indkomne ansøgninger nedsatte det lægevidenskabelige fakultet i henhold til § 2, stk. 2, i kgl. anordning af 5. oktober 1953 om ansættelse af professorer ved Kobenhavns universitet et udvalg bestående af professorerne, dr. med. Jørn Hess Thaysen, dr. med. Ib Holm-Jensen, Aarhus universitet, dr. med. Erik Jacobsen, Farmaceutisk højskole, dr. med. vetr. Sven Dalgaard-Mikkelsen, Den kgl. veterinær- og landbohøjskole og overlæge, dr. med. Chr. Hamburger, Statens seruminstitut. 78 Universitetets årbog 1966-67 Udvalget afgav under 14. september 1966 følgende indstilling: »Det af fakultetet i møde den 7. marts 1966 nedsatte udvalg til bedømmelse af de indkomne ansøgninger har i vedlagte bilag givet en redegørelse for ansøgernes uddannelse og en kritisk gennemgang af deres videnskabelige produktion, og på grundlag heraf skal udvalget fremsætte følgende konklusion: Ved den samlede vurdering har udvalget lagt særlig vægt på ansøgernes videnskabelig produktion, på bred uddannelse indenfor faget farmakologi samt på fremstillingsevne og erfaring med undervisning. Det ledige professorat bør besættes med en ansøger, som er tilstrækkeligt bredt orienteret indenfor farmakologien til at kunne give de studerende en forsvarlig undervisning. Samtidig bør han være i besiddelse af en sådan videnskabelig skoling, at han kan tilgodese såvel en frugtbar udvikling af den eksperimentelle farmakologi som de krav som videre- og efteruddannelse i stedse stigende grad vil stille. De tre ansøgeres kvalifikationer kan kort resumeres som følger: Ejgil Bojesen er 47 år. Hans videnskabelige produktion omfatter emner indenfor nyrefysiologi og endokrinologi. Den er præget af en dybtgående skoling og en betydelig præcision i forsøgsteknikken. Bojesens produktion indeholder vægtige, originale bidrag især til problemerne vedrørende den »glomerulotubulære balance« og bestemmelsen af steroidhormoner i biologiske vædsker. Han har derimod ingen omfattende almen-farmakologisk uddannelse, hans erfaring med undervisning er begrænset, og hans fremstillingsform er ikke sjældent vanskeligt tilgængelig. Claus Christian Rerup er 42 år. Hans videnskabelige produktion omhandler endokrinologiske emner. Den er præget af klar problemstilling og præcision i forsøgsteknik og diskussion, og der er ydet et originalt og praktisk betydningsfuldt bidrag til den vanskelige biologiske styrkebestemmelse af corticotropin. Rerup har en god almen-farmakologisk uddannelse, formentlig en ret omfattende erfaring med undervisning og hans skriftlige fremstillingsform er klar. Jens Solver Schou er 37 år. Hans videnskabelige produktion omhandler forskellige emner med direkte farmakologisk sigte. Den er især i de senere år præget af klar problemstilling og præcis forsøgsteknik, og der er ydet originale bidrag vedrørende »selvhæmningen« af den subcutane absorption og omsætningen af morfin i centralnervesystemet. Schou har en god og fyldig almen-farmakologisk uddannelse, en meget betydelig erfaring med undervisning, og hans skriftlige fremstillingsform er god. Afgang og udnævnelser af professorer 79 Alle tre ansøgere er el'ter udvalgets opfattelse kvaliliceret til den ledige stilling. Valget mellem dem har ikke været let og afhænger af, hvilken relativ vægt man vil tillægge de indledningsvis omtalte ønskelige kvalifikationer. Videnskabeligt må Bojesen, hvis indsats falder indenfor nyrefysiologi og endokrinologi, betragtes som de to andre ansøgere overlegen. Rernp og Schou står nogenlunde lige med hensyn til kvaliteten af det videnskabelige arbejde, men Schous indsats har et mere direkte farmakologisk sigte. Med hensyn til såvel uddannelse i farmakologi, erfaring med undervisning som fremstillingsevne er både Rerup og Schou tydeligt bedre kvalificeret end Bojesen, og Schou forekommer bedre kvalificeret end Rerup. På grund af karakteren af det ledige professorat og den dertil knyttede stilling som bestyrer af et farmakologisk institut med mangesidede praktiske opgaver, mener udvalget at burde foretrække en af de to ansøgere med en bred farmakologisk uddannelse og betydelig undervisningserfaring. I valget mellem Rerup og Schou er udvalget af den opfattelse at Schou, alt taget i betragtning, er bedst egnet, særlig under henvisning til hans gode alsidige uddannelse i farmakologi, hans betydelige erfaring med undervisning og hans videnskabelige arbejde, som har et rent farmakologisk sigte og indeholder originale bidrag indenfor denne disciplin. Udvalget skal derfor eenstemmigt anbefale det lægevidenskabelige fakultet at indstille afdelingsleder, dr. med. Jens Sølver Schou til det ledige professorat i farmakologi ved Kobenhavns Universitet. Ejgil Bojesen er født 1919, bestod lægevidenskabelig embedseksamen 1944 med hovedkarakteren laudabilis (2241/3 points) og erhvervede 1955 den medicinske doktorgrad ved Københavns Universitet. Efter turnustjeneste deltog Bojesen i to semestre i øvelser i kemi (kvantitativ analyse og fysisk kemi) under Københavns Universitets matematisk-naturvidenskabelige fakultet. Fra 1946-1947 var han videnskabelig assistent ved Finsen laboratoriet og efter et par vikariater (Frederiksberg hospital og De Gamles By) var han i eet år ansat som 2. reservelæge ved centrallaboratoriet på Frederiksborg Amtssygehus i Hillerød. September 1948 blev han videnskabelig assistent ved Københavns Universitets Medicinsk-Fysiologiske Institut, hvor han 1954 blev udnævnt til amanuensis af 2. grad. April 1957 blev han udnævnt til afdelingsleder ved Kobenhavns Universitets Institut for Eksperimentel Medicin som leder af institutets endokrinologiske afdeling, og han har siden 1959 været lektor i endokrinologi ved Københavns Universitet. 80 Universitetets årbog 1966-67 Under ansættelsen på Medicinsk-Fysiologisk Institut har Bojesen medvirket ved de medicinsk-fysiologiske øvelser for studerende og har givet selvstændige demonstrationer for mindre grupper af særligt interesserede studerende. Under sin ansættelse på Instituttet for Eksperimental Medicin har han afholdt et kortere demonstrationskursus vedrorende instituttets forskningsvirksomhed for en gruppe studerende. Han har undervist i endokrinologi ved et videreuddannelseskursus for medicinske reservelæger. Siden december 1956 har han som censorsuppleant i farmakologi jævnligt fungeret som censor. Bojesen har i 1964 været fakultetsopponent ved en disputats i Lund og har i 1965 været udpeget som bedømmer ved en til det lægevidenskabelige fakultet ved Københavns Universitet indleveret disputats. Under orlov i 1952-1953 har han i 12 måneder arbejdet ved Department of Physiology ved Yale University og ved Department of Biochemistry ved New York University. Indenfor sit område har Bojesen i de senere år bistået redaktørerne af Acta Endocrinologica og Acta Physiologica Scandinavica med bedømmelsen af indsendte manuskripter. Han har i 8 år været konsulent for Medicinsk laboratorium og i 5 år for Medicinalfabrikken Novo's steroidafdeling, ligesom han har ydet vejledning ved indretning af et laboratorium for steroidforskning på Hvidøre hospital. Bojesens videnskabelige produktion omfatter nyrefysiologiske og endokrinologiske emner. 1. Afhandlinger om nyrefysiologiske emner. De nyrefysiologiske studier indledes med nogle analyse-tekniske modifikationer af gængse metoder til bestemmelse af diodrast og inulin, hvoraf navnlig modifikationen af diodrast-bestemmelsen betegner et fremskridt. I en følgende afhandling fra 1954 beskæftiger Bojesen sig med urintransporten i de øvre urinveje. Han fremsætter den arbejdshypotese, at alle partikler passerer tubuli og ureter lige hurtigt, hvorfor disse afsnit ikke virker som blandingsrum men bevirker en vis strømningsforsinkelse, som kan måles ved den såkaldte »appearance time«. I pelves renum antages der at foregå en så livlig blanding, at dette afsnit kun virker som et blandingsrum, som ikke bidrager til at forsinke de hurtigste partikler. Det vises, at »appearance time« er omvendt proportional med filtrationsclearance og er vidtgående uafhængig af diuresen, så længe denne sidstnævnte er over »augmentation limit«. Han angiver herefter en ny og original metode til bestemmelse af størrelsen af blandingsrummet, et volumen, som med føje kan antages at være lig med eller meget nær lig med volumen af pelvis renis. Han anvender to stoffer med ens clearance (inulin og kreatinin). Den forskel Afgang og udnævnelser af professorer 81 i de to stoffers clearance, som (selv når der korrigeres for »appearance time«) vil fremkomme, når koncentrationen i plasma for det ene stof er stigende og for det andet stof er faldende, tillader en beregning af blandingsrummets størrelse. Resultatet af disse indirekte målinger af pelvis-volumen viser god overensstemmelse med direkte målinger efter fortyndingsprincippet på de samme forsøgsdyr. Pelvisvolumens afhængighed af diuresen undersøges nøjere og bekræfter tidligere røntgenologiske iagttagelser af pelvis ved små øg store diureser. Under anvendelse af den ovenfor omtalte korrektion for blandingsrummets størrelse publicerer Bojesen, ligeledes i 1954, undersøgelser over variationer i nyrefunktionen ved hurtige ændringer i plasmaets kolløidosmotiske tryk - og dermed i det effektive filtrationstryk. Han påviser, at der herunder ikke indtræder målelige ændringer i filtrationshastigheden (bestemt ved inulin-clearance), men at der kan iagttages ændringer i udskillelsen af vand og salt, som er omvendt proportionale med ændringer i det kolløidosmotiske tryk. Udfra disse ved første øjekast ret simple iagttagelser diskuterer han både i artiklen øg i sin disputatsafhandling »Den tubulære saltvandsresørption« (1955) hele spørgsmålet om den renale behandling af salt og vand. Han konkluderer, at saltvandsreabsørptionen i tubuli er en Tm proces øg at det er primære ændringer i reabsorptionen, søm ligger til grund for ændringer i filtrationen og ikke omvendt. Allerede Rehberg havde gjort sig til talsmand for en sådan tanke, øg Bojesens eksperimentelle fund må i høj grad siges at underbygge den. Hypotesen vandt dengang ikke større forståelse, og først de senere års udvikling, ikke mindst gennem Bojesens arbejder, har medført, at dette fundamentalt vigtige synspunkt har vundet tiltagende anerkendelse. Bojesen efterlyste allerede i sin disputatsafhandling en faktor som var af betydning for opretholdelsen af den »glømerulø-tubulære balance «. Det er muligt, at angiotensin er det efterlyste stof, idet det i de senere år er vist af Leyssac i in vivo forsøg, at angiotensin - foruden en vasculær effekt - også synes at have en hæmmende virkning på den aktive tubulære reabsorption af filtratet. Sammen med Leyssac har Bøjesen i de senere år beskæftiget sig med mulighederne før at påvise en virkning af angiotensin på nyresnit in vitrø søm oprindeligt angivet af Leyssac, Lassen & Thaysen. I en publikation fra 1965 vises, at angiotensin ikke har virkning på natriumefflux fra nyresnit. Hele spørgsmålet øm efflux-metødens anvendelighed til at belyse den transtubulære natriumtransport er herefter taget op til en meget grundig analyse, som klart viser hvorfor in vitrø forsøgene ikke tillader nogen parallel til forholdene in vivo. Arbejdet er udfort med særdeles smuk teknik, og dets resultater er af betydning såvel for det fortsatte arbejde med nyresnit som for en bedre forståelse af tubuluscellernes natriumindhold i den intakte nyre. Det forekommer velunderbygget, at natri- 6 82 Universitetets årbog 1966-67 umindholdet i proximale tubiilusceller in vivo er meget lavt, et forhold som er af betydning for fortsatte overvejelser over den transtubulære natriumtransports natur. 2. Afhandlinger om endokrinologiske emner. På grundlag af en metode udarbejdet til analyse af aminosyrer har Bojesen siden 1955 udviklet bestemmelsesmetoder for steroider ved den såkaldte isotop-derivatteknik. De udarbejdede metoder er anvendt på cortisol, corticosteron, aldosteron, østron og østradiol. Metoderne er særdeles følsomme og specifikke, og deres bæreevne er omhyggeligt gennemarbejdet. De anvendes på forskellige fysiologiske problemer vedrorende steroidomsætningen i organismen. Eksempelvis påvises i katteforsøg, at halvlevetiden for de undersøgte corticosteroider i plasma er ca. 35 minutter, og at udelukkelse af leveren med bibeholdelse af tarmkredsløbet førlænger tiden til ca. 80 minutter. I den perfunderede isolerede bagkrop var det derimod umuligt at påvise nogen elimination af corticøsteroid, selv efter elektrisk stimulation af nerverne og tilførsel af insulin. Med aldøsterønmetøden vises det, at aldosteron ikke kan påvises i plasma få timer efter bilateral adrenalectomi. I et senere arbejde undersøges betydningen af variationer i blodvolumen hos intakte dyr. Nedgang i blodvolumen giver en betydelig stigning og forøgelse i blodvolumen et betydeligt fald i aldosterønkoncentrationen, og disse ændringer indtræder i løbet af få minutter. I tilknytning hertil undersøges variationerne i plasmakøncentratiønerne af aldosteron øg cørticøsteron høs rotter under indflydelse af saltberovelse, salttilførsel, belastning med kalium og intravenøs injektion af renin og angiotensin II. Variationerne i saltbalancen gav meget støre udslag i aldøsteronkoncentrationen i plasma, men påvirkede så godt som ikke dettes indhold af cørticøsteron. I modsætning til tidligere opfattelse vises det, at kaliumbelastning har uvæsentlig betydning før aldosteronspejlet i plasma. Et særdeles interessant fund er, at intravenøs injektion af renin og angiotensin II ikke synes at have nogen specifik indflydelse på aldosterønkoncentrationen i plasma. I et arbejde fra 1964 er der gjort rede for aldøsteronkoncentrationen i plasma hos normale mennesker. Det påvises, at der øm mørgenen i hvile findes mellem 5 og 17 nanogram aldosteron per 100 ml serum, og at denne koncentration flerdobles et par timer efter at forsøgspersonerne er stået op. Det påvises i samme arbejde, at koncentrationen i erythrocyterne er søm i plasma. Med isøtøp-derivatteknik har forfatteren i samarbejde med andre påvist, at koncentrationerne af frit østradiol og østron er flere gange højere i navlesnørsveneblød end i nyfødte børns plasma. Denne lorskel må tilskrives en høj clearance af østrogener fra fosterplasmaet. BestemAfgang og udnævnelser af professorer 83 melsesmetoderne er beskrevet i detailler i tre oversigtsarbejder, til dels sammen med andre forfattere. Efter indgift af tritiummærket corticosteron hos rotter har forfatteren kunnet påvise, at dette inkorporeres in vivo på det subcellulære niveau i væv fra hjerte og nyrer. Han har ligeledes undersogt såvel corticosteronets som andre steroiders indvirkning på DPNH-oxydationen. Bojesen har forfattet en række oversigtsafhandlinger om nyrefunktion og om bestemmelse af steroidhormoner med den af ham indførte teknik. Sammenfattende kan om Bojesens videnskabelige produktion udtales, at den omfatter nyrefysiologiske og endokrinologiske emner og er fortsat med stor flid også i de senere år. Den er præget af betydelig præcision i planlægning og udforelse og der er ydet vægtige og originale bidrag, især ved indforelse af den første metode til indirekte bestemmelse af volumen af nyrepelvis, ved sandsynliggørelsen af, at den aktive tubulære filtratreabsorption er af primær betydning for den »glomerulo- tubulære balance« og ved udarbejdelsen af særdeles følsomme og reproducerbare analysemetoder for steroidhormoner, som åbner vide perspektiver i den fortsatte udforskning af disse hormoners omsætning og virkemåde. Den skriftlige fremstillingsform er dog ofte uklar, hvilket gør stoffet unødigt vanskeligt tilgængeligt. Claus Christian Rerup er født 1924, bestod lægevidenskabelig embedseksamen i Kiel sommeren 1951 og fik i januar 1955 dansk jus practicandi. Oktober 1958 erhvervede han den medicinske doktorgrad ved Universitetet i Lund og blev samme år efter prøveforelæsning udnævnt til docent i farmakologi ved Lunds Universitet. I august og september 1951 arbejdede Rerup på Farmakologisk Institut ved Universitetet i Lund. Fra 1951-1955 var han leder af det biologiske og farmakologiske arbejde på Frederiksberg Chemiske Fabrikker's forsøgslaboratorium. 1955-1958 var han farmakolog ved Medicinfabrikken Ferring i Malmø og fik samtidigt hermed overladt et laboratorium ved farmakologisk institut ved Lunds Universitet. Siden 1958 har Rerup været ansat ved det Farmakologiske Institut ved Lunds Universitet, og under denne ansættelse har han fungeret i ialt 30 måneder som tilforordnet laborator og i ialt 41/2 måned som tilforordnet professor. Der fremgår af ansøgningen intet direkte om Rerups deltagelse i studenterundervisningen, men udvalget må udfra sit kendskab til forholdene ved Lunds Universitets farmakologiske institut gå ud fra, at han i ikke ringe omfang har undervisningspligter, også omfattende postgraduat undervisning. Under orlov har Rerup fra oktober 1961 til september 1962 arbejdet ved Laboratoires d'Endocrinologie, Université Laval i Quebec. 6* 84 Universitetets årbog 1966-67 Rerups videnskabelige produktion omfatter endokrinologiske emner. I Rerups første arbejde påvises under anvendelse af thymus-involutionsmetoden, at såvel cortison som corlisol kan absorberes gennem huden hos rotter. I 22 afhandlinger publiceret mellem 1957 og 1964 gennemforer han en meget grundig og værdifuld undersogelsesrække over biologisk styrkebestemmelse af corticotropin. Som metoder anvendes tymus-involutionstesten, nedgangen i binyrernes C-vitaminindhold (Sayers test), stigningen af corticosteroider i plasma, bestemt ved en flourimetrisk metode, og corticosteroidafgiften fra binyrer in vitro. Herunder undersøges virkningen af forskellige forsøgsomstændigheder: intravenøs versus subcutan injektion, betydningen af injektionen som sådan og virkningen af anæsthesi. Endvidere sammenlignes standardiseringens sikkerhed efter operativ hypofysektomi og steroidblokering af hypofysen. 1 denne forbindelse må særligt fremhæves Rerups undersøgelser øver »corticotropin-releasing-factør« i hypothalamus-ekstrakter. Foruden at være af betydelig fysiologisk interesse har de haft den praktiske kønsekvens, at man ændrede den i farmakopeen hidtil optagne metode til biologisk styrkebestemmelse af corticotropin. Til forbedring af nøjagtigheden analyseres de indvundne resultater statistisk, øg en ny statistisk behandling udarbejdes. Ved de gennemarbejdede metoder findes måling af nedgangen i ('-vitaminindholdet i rottebinyrer bedst egnet, tæt fulgt af bestemmelse af corticøsterøidstigningen i blodet, som begge er de øvrige metoder klart overlegen til standardiseringsformål. Det fremgår tillige, at man ved hjælp af cross-øver test kan opnå en ikke uvæsentlig besparelse i antallet af forsøgsdyr uden at nøjagtigheden nedsættes. Det vises i et arbejde fra 1966, at syntetisk corticotropin ikke generelt kan styrkebestemmes øverfør det internationale corticotrøpin-standardpræparat på grund af forskelligt resultat ved subcutan øg intravenøs administration af det syntetiske stof. Rerups ophold i Canada i 1961-1962 har givet sig udslag i 3 arbejder sammen med 4 respektive 5 medforfattere. To af disse er fysiologiskendokrinølogiske arbejder om det komplicerede sammenspil mellem hypofyse-thyreoidea-binyrer under stress og andre påvirkninger. Der findes interessante iagttagelser i disse arbejder, uden at det dog har tilladt videregående konklusioner. Et af arbejderne omhandler thyreotrøpinbestemmelse øg heri vises, at en nærmere angivet in vitro test ikke opfylder kravet om specificitet. Rerup fortsætter med sine undersøgelser over thyreotrøpinbestemmelser, øg publicerer i 1965 i samarbejde med Melander en omhyggeligt gennemarbejdet metode til biologisk styrkebestemmelse på mus af thyreøtrøpinindholdet i plasma. Metoden har flere fordele, blandt andet at musene ikke skal sættes pa jodfattig diæt, øg at fodring med thyreøideapulver i forsøgsperioden Afgang og udnævnelser af professorer 85 kan erstattes med subcutan indgift af thyreoidin. Den udviklede metodik betegner et fremskridt i forhold til tidligere metoder. I et senere arbejde viser de to forfattere, at seriebestemmelser af mJ i blodet kan anvendes til indirekte bedømmelse af TSII-sekretionshastigheden hos normale mus og påviser dennes afhængighed blandt andet af rumtemperaturen. Foruden de anførte arbejder har Rerup skrevet to mindre metodologiske arbejder omfattende en let gennemforlig blodtransfusionsteknik til uanæstheserede mus og en enkel og elegant teknik til blodprøvetagning, ligeledes på mus, hvilken sidste han selv oplyser at have »genopdaget « fra en i 1913 beskrevet metode. I en række nylige arbejder anvender han denne teknik til blodprøvetagning ved undersøgelser af glukosekoncentrationen hos normale, hos alloxandiabetiske øg hos corticotropinbehandlede mus. Det påvises, at alløxaninjektion medfører en primær hyperglycæmi, efterfulgt af en transitorisk hypøglycæmi, som atter afløses af en permanent hyperglycæmisk tilstand. Der gives gøde argumenter for, at den initiale hyperglycæmi skyldes mobilisering af leverens glykogendepoter. Det vises, at injektion af alloxan på hypøfysektomerede eller adrenalektomerede mus medfører fatal hypoglycæmi, ligesom alloxandiabetiske mus udvikler dødelig hypoglycæmi ca. en uge efter hypofysektomi. Sammen med Lundquist har Rerup i 1966 påbegyndt en undersøgelse af mekanismen ved den blodsukkersænkende effekt af syntetisk corticotrøpin. Sammenfattende kan om Rerups videnskabelige produktion udtales, at den omfatter endokrinologiske emner og er fortsat med stor flid også i de senere år. Den er præget af betydelig præcision i planlægning og udførelse, øg Rerup har ydet et originalt og praktisk betydningsfuldt bidrag til den vanskelige biologiske styrkebestemmelse af corticotropin. I de senere arbejder beskæftiger Rerup sig med endokrinologisk- fysiologiske problemer og synes her at være inde i en løvende udvikling, omend arbejderne på grund af deres foreløbige karakter næppe endnu lader sig endeligt vurdere. Rerups skriftlige fremstillingsform er altid klar. Jens Solver Sehou er født 1929, bestod lægevidenskabelig embedseksamen i 1955 med hovedkarakteren laudabilis (250 points) og erhvervede i 1960 den medicinske doktorgrad ved Københavns Universitet. Schous kliniske uddanelse omfatter turnustjeneste, 1I2 års ansættelse på pædiatrisk afdeling og enkelte kortvarige høspitalsvikariater. Herudover har han periodevis fungeret som vikar for praktiserende læger. Fra februar 1956 arbejdede han som frivillig assistent ved Kobenhavns Universitets Farmakologiske Institut, hvor han september 1956 86 Universitetets årbog 1966-67 blev ansat som videnskabelig assistent og i 1963 som afdelingsleder. Siden 1958 har han været lektor i farmakologi ved Københavns Universitet. Under sin ansættelse på Farmakologisk Institut har han i foråret 1962 været konstitueret bestyrer i 3 måneder. Schou har som lektor regelmæssigt deltaget i undervisningen af de studerende i farmakologi på såvel det propædeutiske som det videregående plan og har deltaget ved eksaminationen i farmakologi ved lægevidenskabelig embedseksamen. Han har fungeret som lærer ved adskillige postgraduate kurser, blandt andet ved Anesthesiology Centre, ved Dansk psykiatrisk Selskabs kurser i psykiatri og ved det 3. nordiske efteruddannelseskursus i rheumatologi. Han har tillige undervist medlemmer af Dansk Farmaceutforening i lægemiddellære og holdt foredrag ved den Almindelige Danske Lægeforenings decentraliserede forsættelseskursus. Siden oktober 1957 har Schou som censorsuppleant i fysiologi jævnligt fungeret som censor. Han har endvidere fungeret som enecensor ved det biologiske fortsættelseskursus for farmaceuter i faget farmakologi. Han har været udpeget som bedømmer af 3 medicinske doktorafhandlinger og fungeret som officiel opponent ved de 2 antagne. Han har endvidere været officiel opponent ved en disputatshandling ved Norges Veterinærhøjskole. Siden 1962 har han været medlem af redaktionen af Acta pharmacologica et toxicologica og siden 1963 har han været hovedredaktør. Han har i vinteren 1961-1962 gennemgået kursus i videregående matematik for ikke-matematikere på Danmarks Farmaceutiske Højskole. Under orlov har Schou i 5 måneder arbejdet på National Institutes øf Health, Bethesda, Md., U.S.A. og i et halvt år ved Department øf Pharmacology, University øf Califørnia, og han har herudover foretaget studiebesøg ved en række amerikanske og europæiske farmakologiske institutter. Siden 1958 har han været medicinsk sekretær ved farmakopekommissiønen, siden 1959 farmakologisk konsulent for Danmarks Apotekerforening og siden 1964 sekretær i Dansk Farmakologisk Selskab. Han blev i 1965 indvalgt søm medlem af Akademiet før de Tekniske Videnskaber, gruppe 8 (biologi og hygiejne). Schous videnskabelige produktion omhandler problemer vedrørende absorption fra subcutis og muskelvæv, emner indenfor bindevævets farmakologi samt en række eksperimenteli undersøgelser af almen farmakologisk natur. 1. Afhandlingerne om absorptionen fra subcutis og muskelvæv omhandler et problem, som tidligere kun har været genstand før sporadiske undersøgelser. Afgang og udnævnelser af professorer 87 Til belysning af problemet har Schou i dyreforsøg anvendt kendte metoder: registrering af indsovningstiden efter injektion af urethan, analyse af blod og plasma for et injiceret stof (in casu sulfacetamid og morfin), måling af den hastighed hvorved odemvædske fremkaldt ved saltvandsinjektion forsvinder fra musepoter og, i nylige arbejder, vævsclearancemetoder med anvendelse af radioaktive stoffer. Han har med disse metoder undersøgt, hvorledes absorptionen fra subcutis påvirkes af cortison, cortisol, desoxycorticosteronacetat, østradiol, histamin, histaminliberatorer, antihistaminica, serotonin-antagonister, diuretica og oligo-N-methyl-morpholonium-propylen-oxidchlorid (Ubiquin(R)). Absorptionen fremmedes af glukocorticoider og hyaluronidase, men forblev upåvirket af desoxycorticosteron, østradiol og diuretica. Absorptionen hæmmedes - i hvert fald høs rotter - af histamin og histaminliberatorer øg fremmedes af antihistaminer. Forfatteren opstiller udfra disse sidste fund den hypotese, at der både gennem traumet og gennem lokal virkning af det injicerede stof forårsages en forsinkelse af absorptionen, som skulle skyldes en frigørelse i hvert fald af histamin og måske også af andre biogene aminer. Han betegner dette fænomen som »selvhæmning« (»self-depression«) af den subcutane absorption. Schou giver en samlet oversigt over disse eksperimenter i sin disputatsafhandling fra 1959: »Subcutan absorption af lægemidler«, i en mindre dansk oversigtsartikel samt i en afhandling i Pharmacological Reviews. Navnlig denne sidste afhandling er særdeles velskrevet. Sammen med Sund undersøger Schou i 1964 absorptionen fra intramuskulært injicerede depoter af forskellige radioaktivt mærkede sukkerarter (dextran, inulin, sucrøse og mannitol) og viser blandt andet hvorledes clearancekurvernes hældning alt andet lige aftager med stigning af stoffernes molekylevægt og tiltager med stoffernes koncentration i injektionsvædsken. Sucrose viser sig at være velegnet til studier af absorptionen fra muskelvæv på grund af en passende høj clearance, og i en afhandling fra samme år (1964) påvises ved anvendelse af dette stof, at absorption fra muskler forsinkes af 6 forskellige anticholonergica 2. Undersøgelser over bindevævets farmakologi indledes i 1957 med en afhandling i samarbejde med andre om den antiinflammatoriske virkning af cortison, cortisol, Na-salicylat og nor-adrenalin, bedømt ved disse substansers indflydelse på ødemer i musepoter, fremkaldt ved varme eller injektion af en række forskellige agentia. Schou bekræfter i 1958 sammen med Hvidberg, Kvorning og Schmidt tidligere undersøgelser øver den viscøsitetsnedsættende virkning af ultraviolet lys på hyalurønsyre in vitro. I et efterfølgende arbejde med samme medforfattere vises, at den øgede spredningsreaktion efter ultraviolet bestråling in vivø ikke kan skyldes depølymerisering af hyaluronsyren. 88 Universitetets årbog 1966-67 I en senere afhandling synes Schou og medarbejdere at have påvist, at udtømning af histamindepoter forøger trækstyrken af lineære sår, mens granulationsdannelsen er hæmmet. Sammen med Langgaard, Szporny og Hvidberg undersøger Schou i 1964-65 med smuk metodik sammensætningen af det akutte inflammatoriske ødem og omsætningen af forskellige stoffer i dette. Resultaterne er publiceret i 3 velskrevne afhandlinger. Ødemet fremkaldes med xylen på den ene halvdel af den depilerede museryg, således at den anden halvdel fungere som kontrol i alle eksperimenter. Det påvises, at det inflammatoriske ødem efter 5 minutter er i ligevægt med plasma med hensyn til glukose og efter 15 minutter med hensyn til albumin. 3. Afhandlinger om forskellige farmakologiske problemer. I en afhandling fra 1962 sammen med amerikanske forfattere sandsynliggøres det, at decametonium og hexametonium transporteres fra spinalvædske til blod ved en aktiv proces. Med Christensen undersøger forfatteren i 1963 clearance af decametonium fra plasma hos bilateralt nefrektomerede kaniner. Sammen med Johannesson påviser Schou i 1963 ved samhørende målinger af den analgetiske virkning og koncentrationen i hjerne af morfin og nor-morfin, at morlinets analgetiske virkning ikke, som af nogle foreslået, kan skyldes en omdannelse til nor-morfin i hjernecellerne samt at den analgetiske virkning af codein meget vel kan skyldes omdannelse til morfin. I et følgende arbejde af samme forfattere vises det, at morfinkoncentrationen i hjernen hos såvel tilvænnede som ikketilvænnede rotter var ens, et originalt fund, der klart afgør en langvarig diskussion om det biologiske grundlag for tilvænningsprocessen. Udover de ovenfor nævnte eksperimentelle arbejder har Schou forfattet en række større og mindre oversigter om brug og misbrug af lægemidler og om farmakologiens fremtidige udvikling, herunder specielt spørgsmålet om udviklingen af et speciale i klinisk farmakologi. Endvidere har han forfattet en forordningslære, som udtømmende omhandler gældende bestemmelser vedrørende distribution og salg af lægemidler og giftstoffer. Sammenfattende kan udtales, at Schous videnskabelige produktion omfatter flere emner indenfor farmakologien og er fortsat med betydelig flid. Den er, navnlig i de senere år, præget af præcision i planlægning og udførelse, og der er ydet originale bidrag vedrørende selvhæmning af absorptionen fra subcutis og vedrørende morfinets forhold i centralnervesystemet. Den skriftlige fremstillingsform er god«. Udvalgets indstilling blev i overensstemmelse med § 3, stk. 7, i ovennævnte anordning tilstillet ansøgerne, af hvilke en indsendte bemærkninger. Efter at fakultetet i sit møde den 10. oktober 1966 og Konsistorium Afgang og udnævnelser af professorer 89 i mode den 2. november 1966 havde tiltrådt indstillingen, videresendtes den under 3. november 1966 til ministeriet. Herefter blev afdelingsleder, dr. med. Jens Solver Schou ved kgl. resolution af 14. december 1966 udnævnt til professor i farmakologi ved Københavns universitet fra den 1. februar 1967 at regne. c. Ansættelse af afdelingsleder, dr. med. Niels Anker Thorn som fungerende professor i fysiologi (j. nr. 15b/67). Under 6. februar 1967 afgav det lægevidenskabelige fakultet følgende indstilling om øjeblikkelig oprettelse af et professorat i medicinsk fysiologi og biokemi: »Fakultetet har allerede tidligere indgivet ansøgning om oprettelse af de nævnte professorater. Under arbejdskonferencen blev det konstateret, at der er mulighed for at oprette et beskedent medicinsk-fysiologisk C-institut. Det har senere vist sig, at et lignende institut i biokemi også vil kunne oprettes. Begge disse institutter er påtrængende nødvendige så hurtigt som muligt med 3 hovedopgaver: 1. bidrag til afviklingen af den allerede eksisterende ko foran de obligatoriske øvelseskurser, 2. deltagelse i eksaminationen af de store studenterhold, 3. deltagelse i planlægning og indretning af komplekset i Rådmandsgade og forberedelse af Panum-institutet. For medicinsk-fysiologisk institut C gælder, at det for at kunne overtage 2 øvelseshold nødvendigvis må have en stab på ialt 4 akademiske lærere, nemlig 1 professor, 1 afdelingsleder og 2 videnskabelige assistenter. Herudover må instituttet straks normeres med 3 ikke-videnskabelige medarbejdere. En stab på 3 akademiske lærere, nemlig 1 professor, 2 videnskabelige assistenter samt 2 ikke-videnskabelige medarbejdere, er nødvendigt for biokemisk institut C. For hvert institut ansøges om et annuum på 50.000 kr. Engansbevilling til uomgængeligt nødvendige apparaturanskaffelser er optaget på forslag til finanslov for finansåret 1967-68«. Efter at fakultetet havde bragt i erfaring, at et professorat i fysiologi kunne forventes normeret i løbet af kort tid og under forudsætning af de bevilgende myndigheders godkendelse, nedsatte fakultetet i henhold til § 1, stk. 3, i kgl. anordning af 5. februar 1953 om ansættelse af professorer ved Københavns universitet samt til pkt. 3 i de af rektor fastsatte nærmere bestemmelser til gennemførelse af anordningen et ud90 Universitetets årbog 1966-67 valg bestående af professorerne, dr. med. Poul Kruhøffer, dr. med. Jens Chr. Skou, Aarhus, dr. med. Ove Sten-Knudsen og dr. med. Einar Lundsgaard til overvejelse af, om der var grund til under anvendelse af anordningens § 1, stk.2, at indstille afdelingsleder, dr.med. Niel Anker Thorn til funktionen i det unormerede embede uden opslag. Under 13. juni 1967 afgav udvalget følgende indstilling: »Niels Anker Thorns kvalilikationer kan resumeres som følger: Niels Anker Thorn er 43 år. Han har en meget omfattende videnskabelig produktion, der overvejende vedrører det antidiuretiske hormøns fysiologi øg biokemi. Der er herunder gjort flere originale iagttagelser, og et par af disse vil muligt kunne bidrage til en nærmer forståelse af mekanismen før udløsning af hormonets sekretion og af mekanismen før dets virkning på vandets behandling i nyrens tubuli. Med kliniske medarbejdere har han gennem fysiøløgisk-metabøliske studier ydet støtte til hypotesen om, at »løbsk« sekretion af antidiuretisk hormøn kan forekomme ved brønkøgent carcinom og akut porfyri og har påvist, at der ved disse lidelser selv i perioder med hyponatriæmi kan udskilles abnormt støre mængder antidiuretisk aktivitet i urinen, samt sandsynliggjort, at denne i alt fald før en del berør på vasopressin. Han er endvidere medforfatter til nogle af de vægtige artikler over ionkøncentrationer søm funktion af sekretionshastigheden i førskellige kirtelsekreter, der i midten af halvtredserne udgik fra Doles' afdeling på Rockefeller Institute, øg søm udgjorde en vægtig støtte før førestillingen om, at sekretionen i visse kirtler berør på dannelse af et primærsekret i acini efterfulgt af reabsørption af natrium og vand i udførselsgangene. Med unge medarbejdere har han atter i de seneste år på løvende måde taget studiet af spytsekretiønen op. Under ansættelse ved Rockefeller Institute har han desuden deltaget i klinisk-metabøliske studier på mennesker og er medforfatter til tre artikler herom. Han har yderligere forfattet en række øversigtsarbejder, heraf lire af større omfang dels vedrørende antidiuretisk hørmon dels vedrørende visse aspekter af salt øg vandstofskiftet. Problemstillingen og den skriftlige fremstilling i arbejderne er søm helhed klar; i nøgle - især tidlige - arbejder forekommer dokumentationen lovlig sparsom, fortolkningen lidt forhastet og diskussionen noget overdimensioneret i førhold til det fremlagte materiale. Han har ca. 2 års klinisk uddannelse og har en fyldig uddannelse i faget fysiologi, baseret på godt 3 års ansættelse ved Rockefeller Institute i New York øg dettes hospital og 10 års ansættelse ved medicinsk fysiologisk institut (siden 1959 som lektør øg siden 1962 søm afdelingsleder). Under sidstnævnte ansættelse har han desuden været på studieophold af kortere varighed i England og U.S.A. Han har i 6 år søm lektør forestået undervisningen i fysiologi ved Københavns tandlægeAfgang og udnævnelser af professorer 91 højskole. Han blev i 1961 fundet kvalificeret til et professorat i biokemi. Han har ved deltagelse i kurser i isotopteknik, elektronik, statistik og kromatografi udbygget sit kendskab til flere af de discipliner som fysiologien betjener sig af. Han har fungeret som lærer ved postgraduate kurser i endokrinologi og medicin og har gjort en betydelig indsats i fagligt arbejde af organisationsmæssig karakter. Udvalget finder, at Niels Anker Thorn er særdeles velkvalificeret til den ledige stilling, og at han er andre mulige ansøgere i Danmark afgjort overlegen. Udvalget skønner endvidere på grundlag af nylige erfaringer fra professoratsbesættelser i fysiologi i København og Odense, at opslag af professoratet heller ikke fra andre skandinaviske lande kan tænkes at fremkalde bedre kvalificerede ansøgere. Udvalget skal derfor konkludere, at den omtalte stilling efter udvalgets opfattelse kan besættes uden opslag med afdelingsleder, dr. med. Niels Anker Thorn.« Udvalgets indstilling blev behandlet i fakultetets møde den 12. juni 1967. Ved afstemning i henhold til § 1, stk. 4, i ovennævnte anordning stemte 34 før, ingen imod. Fakultetet havde på det pågældende tidspunkt 38 medlemmer, og desuden var professor, dr. med. Jens Chr. Skou medlem i denne sag. Til stede var 34 medlemmer, mens 5 var fraværende. Efter at Konsistorium i møde den 14. juni 1967 havde tiltrådt indstillingen, videresendtes den under 20. juni 1967 til ministeriet. Herefter blev afdelingsleder, dr, med. Niels Anker Thorn under 15. august 1967 af ministeriet ansat som fungerende professor i fysiologi ved Københavns Universitet fra den 1. september at regne med den bemærkning, at professoratet endnu ikke var normeret, men at det til sin tid ville blive søgt optaget på nørmeringsloven. d. Oprettelse af et ordinært professorat i transplantations- og immunbiologi og udnævnelse af professor, dr. med. Morten Simonsen til professor i dette fag (j. nr. 590/57). Den 14. februar 1966 afgav det lægevidenskabelige fakultet følgende indstilling: »På nørmeringsloven for 1962/63 blev der oprettet en stilling som direktør for et nyt institut for eksperimentel transplantations- øg immunbiølogi, søm det er hensigten at etablere i den for øjeblikket ubenyttede etage i instituttet for eksperimentel medicin og kirurgi. Direktørstillingen har været opslået, og der meldte sig kun en ansøger, dr. med. Mørten Simonsen, der for tiden er ansat som professor 92 Universitetets årbog 1966-67 ved Queeii Victoria Hospital, East Grinstead, England. Dr. Simonsen er af fakultetet indstillet til stillingen, og indstillingen er tiltrådt af konsistorium. Da dr. Simonsen imidlertid er bundet af sin stilling i England til sommeren 1967, vil han først kunne tiltræde direktørstillingen til dette tidspunkt. Det forskningsområde, som dr. Simonsen repræsenterer, har i de senere år udviklet sig stærkt, og dr. Simonsen har ydet et væsentligt bidrag til denne udvikling. Det må idag anses for at være af betydning ikke alene at få denne disciplin indført ved universitetet, men tillige at inddrage den sagkundskab, som bestyreren af det kommende institut repræsenterer i fakultetets arbejde. Man skal derfor indstille, at direktørstillingen omnormeres til et professorat«. På normeringsloven for finansåret 1966-67, jfr. folketingstidende for 1965-66, tillæg A, spalte 1703-04, blev der oprettet et professorat i transplantations- og immunbiologi. Det lægevidenskabelig fakultet indstillede under 10. oktober 1966, at embedet i henhold til § 1, stk. 2, i kgl. anordning af 5. februar 1953 om ansættelse af professorer ved Københavns universitet samt de af rektor fastsatte nærmere bestemmelser til gennemførelse af anordningen, uden opslag skulle besættes med dr. med. Morten Simonsen. Ved afstemningen på fakultetets møde den 5. september 1966 stemte samtlige 38 medlemmer af fakultetet for indstillingen. Konsistorium tiltrådte i mode den 2. november 1966 fakultetets indstilling, som under 10. november s.å. videresendtes til ministeriet. Herefter blev ved kgl. resolution af 8. september 1967 professor, dr. med. Morten Simonsen udnævnt til professor i transplantations- og immunbiologi ved Kobenhavns universitet fra den 1. september at regne e. Professor, dr. med. Einar Lundsgaards afgang fra universitetet og ansættelse af afdelingsleder, dr. med. Ulrik Christian Crone som fungerende professor i fysiologi (j. nr. 417/66). Ved kgl. resolution af 22. oktober 1966 blev der meddelt professor i fysiologi, dr. med. Einar Lundsgaard afsked efter ansoguing på grund af alder og med pension fra den 31. august 1967 at regne. Efter at det således ledigtblevne embede var blevet opslået, blev under 1. december 1966 de indkomne to ansøgninger, nemlig fra afdelingslederne, dr. med. Ulrik Christian Crone og lektor, dr. med. Niels A. Thorn, tilstillet universitetet til erklæring. Til at bedomme de indkomne ansøgninger nedsatte det lægevidenskabelige fakultet i henhold til § 2, stk. 2, i kgl. anordning af 5. februar 1953 om ansættelse af professorer ved Københavns universitet et udAfgang og udnævnelser af professorer 93 valg bestående af professorerne, dr. med. Poul Kruhoffer, dr. med. K. Lundbæk, Aarhus, dr. med. Jens Chr. Skou, Aarhus, dr. phil. C. Barker Jørgensen og dr. phil. H. H. Ussing. Fakultetet havde imidlertid under 16. november 1966 afgivet følgende meddelelse til kurator: »På normeringslov for finansåret 1963-64 blev der oprettet et professorat i fysiologi under det lægevidenskabelige fakultet ved Københavns universitet, således at faget blev repræsenteret ved 2 lærestole under fakultetet. Under punkt 442 i den nævnte normeringslov er anført, at det ene af disse professorater skal nedlægges ved ledighed, og af bemærkningerne til dette punkt fremgår, at det på grund af en vis usikkerhed om den geografiske fordeling af den fremtidige tilgang til lægestudiet ved ledighed i et af de 2 eksisterende professorater skal optages til overvejelse, om normeringen af 2 professorater i faget fysiologi ved Københavns universitet skal opretholdes. Fakultetets begrundelse for at søge endnu et professorat i fysiologi oprettet var den allerede i begyndelsen af 1960erne stærkt stigende tilgang af studenter til det lægevidenskabelige studium, en tilgang der siden er fortsat i stigende takt. I 1965 matte fakultetet således modtage ca. 700 begyndende studenter, og dette tal ventes - efter en midlertidig nedgang til ca. 650 i 1966, forårsaget af et fald i landets samlede studentertilgang - nået på ny i 1967, og for de følgende år kan der ifølge de foreliggende prognoser ventes følgende tilgang: 1968: 715. 1969: 732. 1970: 748. Trods oprettelsen af det nævnte professorat i fysiologi i 1963 er situationen for faget, der er et hovedfag til 1. del af lægevidenskabelig embedseksamen, således stadig overordentligt kritisk, og det må derfor anses for ganske uforsvarligt at lægge hele undervisningen og administrationen af dette for det medicinske studium så betydningsfulde fag under én fagprofessor, hvorved bemærkes, at fakultetet til treårsbudgetterne i forbindelse med den nye studieordning allerede til finansåret 1967-68 har ansøgt om et tredie professorat i faget fysiologi. I bemærkningerne til den indledningsvis nævnte bestemmelse i normeringsloven for finansåret 1963-64 er i forbindelse med spørgsmålet om den geografiske fordeling af den fremtidige tilgang til lægestudiet nævnt oprettelsen af et lægvidenskabeligt fakultet i Odense. I denne forbindelse skal nævnes, at professoratet i fysiologi ved Odense universitet endnu ikke er besat, og at en besættelse ikke kan forventes at medføre en så betragtelig nedgang i studentertallet ved herværende fakultet, at det kan begrunde en ændring af fakultetets opfattelse af det absolut nødvendige i ikke at nedskære, men tværtimod udvide antallet af professorer i fysiologi ved Københavns universitet. 94 Universitetets årbog 1966-67 Udfra det anførte må fakultetet derfor anse det for nødvendigt, at der for finansåret 1967-68 søges tilvejebragt bevillingsmæssig hjemmel for bevarelsen af begge de eksisterende professorater i fysiologi«. Universitetets kurator indstillede herefter under 22. december 1966, at sagen skulle forelægges økonomiministeriet. Under 31. maj 1967 afgav udvalget følgende indstilling: »Ulrik Christian Crone er født 1926 og bestod lægevidenskabelig embedseksamen januar 1952 med præ. Efter godt 4 års ansættelse på forskellige kliniske afdelinger har han i de sidste godt 10 år været ansat ved Københavns Universitets medicinsk-fysiologiske institut. Han fik i 1954 universitetets guldmedalje for en prisafhandling, blev doctor medicinae 1961 og udnævntes i 1964 til afdelingsleder og lektor i fysiologi. Han har gennemfort et studieophold i England på godt et år og foretaget liere kongres- og studierejser. Han har deltaget i såvel tilrettelæggelse som gennemførelse af flere postgraduate kurser. Crones videnskabelige produktion falder fortrinsvis inden for følgende emneområder: Stoftransport gennem biologiske membraner, hypoglykæmis virkning på centralnervesystemet, den akutte nyreinsufficiens' patofysiologi og behandling, urinsyres fordeling og udskillelsesforhold. 1. Afhandlinger om urinsyrers fordeling og udskillelsesforhold. Crones første afhandling er en velskrevet og som helhed klar og kritisk besvarelse af Københavns Universitets prisspørgsmål for 1953 i teoretisk medicin. I undersøgelser på hospitalspatienter uden erkendt nyrelidelse eller lidelser indebærende abnormiteter i urinsyrestofskiftet bekræftes det, at de tre farmaka: salicylsyre, cinkofen og probenecid, givet i passende store doser øger den renale udskillelse af urinsyre og sænker koncentrationen af dette i plasma. Visse meddelelser i litteraturen om modsatte virkninger af små doser salicylsyre og probenecid har ikke kunnet bekræftes. Det tidsmæssige forløb af virkningerne af noget mindre doser undersøges også. I forsøg, hvor medikationen er gennemført i længere tid (for probenecid i indtil 9 dage) og udskillelsen fulgt i nogle dage efter medikationens ophor findes den samlede urinsyreudskillelse i (medikationsperiode + postmedikationsperiode) kendeligt at overstige en udskillelse på præmedikamentelt niveau for en tilsvarende periode. Dette forhold, samt det fund, at probenecid kan opretholde en supranormal udskillelse af urinsyre, selv om plasmakoncentrationen af dette ikke falder yderligere, anses mest sandsynligt at være udtryk for, at de tre farmaka i sig selv eller via en sænkning i plasmaurinsyrekoncentrationen fremkalder en stigning i urinsyreproduktionen, medens mobilisation af urinsyre fra et depot på grundlag af andres bestemmelse af »misciple urate pool« anses for mindre sandAfgang og udnævnelser af professorer 95 synligt. Hypotesen om en produktionsfremmende virkning er original, men kan på grund af den relative korthed af den postmedikamentelle periode og manglende forsøg på bestemmelse af uratindholdet hos forsøgspersonerne næppe accepteres på det fremlagte grundlag. Det kan beklages, at spørgsmålet ikke er forfulgt ved senere studier. Det påvises endvidere for alle tre farmakas vedkommende, at de kan gøre urinsyreclearance betydeligt uden at ændre inulinclearance signifikant; dette tages, som rimeligt er, som udtryk for en hæmning af den tubulære reabsorption af urat, men mulighederne for en øgning i tubulær sekretion eller mindskning af en eventuel proteinbundet uratfraktion i plasma holdes dog åbne. Materialet fra prisafhandlingen udgør sammen med materialet fra en anden prisafhandling (af Ulrik Lassen) grundlaget for 6 korte tidsskriftartikler, i hvilke konklusioner og præmisserne for dise stort set falder sammen med de i ansøgerens prisafhandling fremførte. De to materialer udgør desuden grundlaget for en anden kort artikel med angivelse af værdien for plasmaurinsyrekoncentrationen og døgnudskillelsen hos normale på purinfattig kost, samt værdier for clearance og ekskretionsprocent for urinsyre. Til disse arbejder slutter sig et andet arbejde, hvori det på grundlag af et ret betydeligt materiale påvises, at kvotienten mellem urinsyrekoncentrationerne i cerebrospinalvædske og plasma næsten uden undtagelse øges ved purulente og tuberculøse meningiter, medens den almindeligvis holder sig inden for normalområdet ved andre serøse meningiter og ikke-infektiose neurologiske lidelser, samt at ændringer er inverst korrelerede med ændringer i glukosekoncentrationen i cerebrospinalvædsken. 2. Afhandlinger vedrorende akut nyreinsufficiens. Under sin ansættelse ved Københavns kommunehospital på et tidspunkt, hvor hæmodialysen indførtes her i landet, fik Crone lejlighed til at deltage i studiet af akut nyreinsufficiens og etablering af rationel terapi for denne. Der foreligger fra denne periode 6 publikationer, der har tre eller flere forfattere. Disse omfatter vægtige bidrag vedrørende fysiologisk begrundede retningslinier for konservativ behandling samt indikationsstilling og udførelse af hæmodialyse med mulighed for ultrafiltration. Der indgår desuden to artikler med mere direkte sigte mod den akutte nyreinsufficiens' patofysiologi. I den ene af disse bringes det af Lassen og Munck indførte princip for bestemmelse af vævs (hjernens) irrigationskoefficient a.m. Kety med en radioaktiv, inaktiv luftart til anvendelse ved bestemmelser af nyrernes irrigationskoefficient hos 6 personer med normal nyrefunktion og 4 patienter med akut nyreinsufficiens. Ved samtidig bestemmelse af den renale arteriovenøse iltdeficit findes såvel den renale irrigation som iltforbrugshastigheden 96 Universitetets årbog 1966-6/ at andrage 20-25 0/0 af normalværdierne. 1 arbejdet opfattes kryptonsaturations metoden som givende oplysninger om irrigationen af nyren som helhed, medens den, som anvendt, efter vor nuværende viden må antages stort set at have belyst barkens irrigation. I et andet arbejde er bestemt det tryk, der kan måles ved indkiling af et kateter i en renal interlobar-vene. Dette tryk, der giver trykket i arcuatavenerne, findes af lignende storrelse (18-20 mm Hg) hos 9 normale mennesker og 4 patienter med akut anuri. P'orfatterne, der har introduceret disse målinger, angiver, at det målte indkilingstryk må være meget nært ved trykket af de peritubulære kapillærer, men der savnes en begrundelse for denne antagelse. 3. Afhandlinger vedrørende stoftransport gennem biologiske membraner. Udgangspunktet for disse studier er et arbejde fra 1956 (med Anthonisen), hvori den ekstravasculære vandmængde i lungerne søges bestemt ved undersøgelse af tabet af ætanol fra blodet under en enkelt passage af dette gennem lille kredsløb. Der kan rejses tvivl øm berettigelsen af at benytte formlen V = Q/Cequii til bestemmelse af dette volumen: Dels vil nettoekstraktion 0 fra lungekapillærblødet ikke give sikkerhed før, at middelkøncentrationen i ekstracellulært vand og blodvand er identiske, med mindre ætanol førdeler sig meget hurtigt ekstravasculært, øg systemet med hensyn til perfusion og diffusiønsbetingelser er homogent. Dels kan Cequii, der bestemmes i arterieblod, afvige fra den koncentration, der føreligger i lungekapillærblødet på det tidspunkt, hvor nettoekstraktionen fra dette er 0 (f. eks. p.g.a. tilblanding af blød fra venstre hjertehalvdel). Af samme forfattere er i øvrigt publiceret resultaterne af bestemmelser af hjertets minutvolumen, pulmonalt blodvolumen øg »centralt volumen« på 37 normale personer ved hjælp af indikatørførtyndingsmetoden. Disputatsafhandlingen er baseret på en beslægtet teknik (indikatordiffusionsmetoden), ved hvilken der i et tilførende kar til et organ samtidigt injiceres et referencestof (Ti824 eller mærket albumin), der ikke forlader blodet øg et teststof, hvis diffusionsbetingelse fra blodet ønskes undersøgt. Ved bestemmelse af de to stotTers koncentrationer (relativt til koncentrationerne i injektionsvædsken) i successive prøver af atløbsblødet kan ekstraktiønsfraktiønen før teststoffet i disse beregnes. Metoden, der er angivet af Chinard i begyndelsen af halvtredserne, er i afhandlingen videreudviklet til en bestemmelse af kapillærernes permeabilitetskoefficient ved at medinddrage (tilnærmelsesvise) værdier før irrigation øg kapillæroverflade per vægtenhed organ. Forudsætningerne her før er følgende: (1) teststoffet må under sin passage bort fra blodet møde en betydelig barriere og denne må, i alt fald overvejende, lindes på samme sted som barrieren for referencestolTet, d.v.s. ved den lumiAfgang og udnævnelser af professorer 97 nåle endothelcellemembran, (2) der må på den anden side af barrieren lindes et ikke helt ringe rum, hvori teststoffet relativt let kan fordele sig, (3) i den periode, hvorfra ekstraktionsfraktionen benyttes til beregning af permeabilitetskoefficienten må faldet i teststoffets koncentration langs kapillærerne med tilnærmelse være logaritmisk. Medens den sidste forudsætning næppe kan give anledning til betænkeligheder, kan det være vanskeligt at sikre sig at de forste to er opfyldt. Det fremgår, at forfatteren er sig dette bevidst. Han anser det dog - for hjernens vedkommende - for usandsynligt, at forudsætningerne skulle være ugyldige på grund af et meget lille interstitialrum eller en placering af den dominerende dilfusionsbarriere i gliacellernes fodstykker. At sidstnævnte barriere - for visse teststoffer - kunne være placeret i endothelets basalmembran bliver tilsyneladende først betragtet som en mulighed ved et senere arbejde. Uanset disse vanskeligheder har den velskrevne afhandling, der bygger på et stort materiale af undersøgelser med forskellige teststoffer i forskellige organer ført til en række betydningsfulde konklusioner, hvoraf de vigtigste er følgende: (a) Det forhold, at den initiale ekstraktionsfraktion for mærket glukose findes stærkt faldende ved stigende plasmagliikosekoncentration (men ved alle undersøgte koncentrationer større end ekstraktionsfraktionen for fruktose) taler meget stærkt for, at en faciliterende transportproces indgår i glukosens passage fra blod til hjernevæv, og beregninger på dette grundlag støtter yderligere tanken om en kapacitetsbegrænset proces. (b) Undersøgelserne over ekstraktionsfraktionerne for en lang række uladede stofTer med forskellige molekylevægte, lipid-vand-fordelingskoefficienter og indhold af polære grupper under passage af hjernekredsløbet taler stærkt for, at passagen ud fra dette begrænses af en barriere, der byder - i alt fald de undersøgte - stoffer lignende relative diffusionsbetingelser som de fra undersøgelser på cellemembraner kendte. (c) Det påvises, at kapillærpermeabiliteten for inulin såvel som saccharose er vidt forskellig i forskellige organer (hjerne, lunge, nyre, lever, ekstremitet). (d) Kvotienten mellem permeabilitetskoefficienterne for saccharose og inulin i ekstremitet (muskel) - kapillærer findes langt mindre end det af Pappenheimer på grundlag af den »isogravimetriske« metode bestemte forhold. Det sidstnævnte fund tages op til nærmere undersøgelse i et af følgende arbejder, hvor der foretages samtidige bestemmelser af ekstraktionsfraktionerne for de to stofTer, hvilket tillader bestemmelse af kvotienten med større nøjagtighed. Den omstændighed, at den fundne kvotient ikke afviger signifikant fra kvotienten mellem de to stoffers 7 98 Universitetets årbog 1966-67 frie diffusionskoefficienter taler stærkt mod forekomst af »restricted diffusion« af de to stoffer gennem kapillærmembranen og således mod poremodellen for denne i den pappenheimerske udformning. To artikler er baseret på det disputatsmateriale, der ligger til grund for de som (a) og (b) anførte konklusioner og omfatter intet nyt. I et senere arbejde (med Agnew) redegøres for resultaterne fra en stor forsøgsrække, hvori passagen af forskellige hexoser og pentoser samt mannitol fra blodet under engangspassager af hjernekarrene er undersøgt på kaniner. Der er her i samme seance foretaget bestemmelser af ekstraktionsfraktionerne før tritium-mærket glukose og et af de andre støfTer i 14C-mærket tilstand, yderligere suppleret med en kørt efterfølgende bestemmelse af netto-ekstraktiønsfraktiønen før glukose. Ekstraktionsfraktiønen for mærket glukose findes inverst korreleret med den reciproke middelpassagetid for referencestøffet (her inulin), der kan tages som udtryk for hjernens irrigatiønskoefficient (så længe karvolumenet i hjernekredsløbet er uændret). Samtlige lire andre hexoser øg pentøser viser ekstraktionsfraktiøner, der er lavere end mærket glukoses* om end de nærmer sig dennes stærkt ved forsøg, hvor den reciproke passagetid er lav. Derimod findes ekstraktionsfraktiønen før 3-0-metyl-D-glnkøse meget nært identisk med mærket glukose, uanset passagetidens størrelse. Det sidstnævnte forhold tages med rimelighed til indtægt før, at dette derivat betjener sig af samme faciliterede transport som glukose. Resultaterne for de øvrige stoffer er interessante, men det må medgives, at de er vanskelige at fortolke i form af transportmekanismer, da mannitol, søm på grundlag af andres undersøgelser formenes ikke at trænge ind i selve hjernevævet, også frembyder en ekstraktiønsfraktion af lignende størrelse. Såfremt dette sidste forhold, søm ventileret, berør på, at mannitol ret let kan trænge ind i endothelcellernes cytoplasma, må den kvantitative førtolkning af ekstraktionsfraktionerne før mærket glukose tages op til revision, da muligheden før at glukose besidder samme egenskab føreligger. En anden type af transportstudie - den renale ekskretion af ætanol - er emnet før en omfattende undersøgelse i et andet arbejde. I steadystate findes U/P-kvøtienten meget nær 1, de mulige årsager til afvigelser herfra undersøges grundigt. Endvidere påvises, at ændringer i urinkoncentrationen slæber betydeligt efter ændringer i blødkoncentrationen, hvilket med rimelighed tilskrives langsøm opladning af papilvævet, søm følge af dettes ret ringe blødirrigation af mødstrømstype. Påvisningen af dette forhold har konsekvenser før de metoder, hvorved nyrernes gennemblødning søges bestemt ved opladning med eller afledning for inaktive luftarter. I et arbejde baseret på 61 perfusioner på bagkroppe fra katte undersøges virkningen af øgning af plasmakaliumkøncentratiønen til 25-40 m Eq/liter (kaliumdepølerisering) eller/og tilsætning af strofantin (til Afgang og udnævnelser af professorer 99 10-5 M) på den cellulære glukoseoptagelse; samtidig måles iltforbruget på grundlag af bestemmelser af det arteriovenose deficit, plasmakoncentrationer af Na og K samt inulin (til konstatering af ændringer i de intra- og extracellulære volumina), samt mælkesyre. Strofantin findes at reducere glukoseoptagelseshastigheden stærkt (gennemsnitligt med ca. 80 0/0), medens der kun indtræder et ringe fald i iltforbruget (gennemsnitligt 5-6 0/0). Kaliumdepolarisering findes at øge glukoseoptagelseshastigheden med ca. 100 0/0 og at udløse en lignende procentisk stigning i iltforbruget. Som fremhævet i diskussionen er disse og andre observationer forenelige med, at optagelsen af glukose i muskelceller kan være koblet med en aktiv Na (K)-transportmekanisme, således som det formodes at være tilfældet ved den intestinale glukose-absorption. Dog må forudsætningen herfor være, at kun en beskeden del af iltforbruget i hvilende muskelceller (bagkrop) tjener ti! fremskaffelse af energi til den aktive transport af Na (K). Efter tilførsel af strofantin lindes der at indtræde en akkumulation af K extracellulært og med tilsvarende hastighed en akkumulation af Na intracellulært. Ved at sammenholde denne hastighed med det samtidige fald i iltforbrugshastigheden beregnes en Na/O-kvotient for Na-pumpen. Grundlaget herfor er formentlig principielt i orden (det må forudsættes, at strofantin ikke influerer på de passive lluxer af Na og K gennem cellemembranerne), men bestemmelsen er behæftet med en betydelig usikkerhed p.g.a. at faldet i iltforbrug er procentisk ringe. I øvrigt er det angivne tal, 5, antal /Æq Na per //-atom ilt; per //Eq ilt bliver tallet det halve. Som bifund findes, at kalium-tilsætning og strofantin-tilsætning influerer på præparatets vasculære modstand, men det sandsynliggøres, at dette ikke kan forklare ændringerne i glukoseoptagelse og iltforbrug. 4. Afhandlinger om Hypoglykæmis indflydelse på centralnervesystemet. Under studieopholdet i Cambridge foretog Crone på får undersøgelser over, hvorvidt (insulin-induceret) hypoglykæmi kunne udløse øget sekretion af katecholaminer fra binyrerne hos decerebrerede dyr og hos spinaldyr, og hvorvidt denne er af lignende størrelse som den, der udløses hos intakte dyr. Til dette formål blev der foretaget kvantitativ opsamling af veneblodet fra en binyre og bestemt adrenalin og noradrenalin på dette blod. Undersøgelserne kompliceres ved, at såvel decerebrering som overskæring af medulla spinalis i sig selv udløser øget katecholamin-sekretion, og ved at decerebrerede dyr viser sig resistente over for insulin. Forsøgene viser imidlertid, at der selv ved udtalt hypoglykæmi hos spinaldyr kun foregår en meget beskeden katecholaminsekretion; der gøres imidlertid opmærksom på, at disse - fra visse forsøg på hunde afvigende - fund kan hænge sammen med et meget lavt blodtryk hos spinalfårene. Ved et lille kunstgreb - afledning 100 Universitetets årbog 1966-67 af binyreblodet under og kort efter decerebrering - lykkes dog også hos decerebrerede dyr at fremkalde udtalt hypoglykæmi; i disse tilfælde findes katecholaminsekretionen væsentlig højere end hos ikke-hypoglykæmiske, decerebrerede dyr. Konklusionen, at hypoglykæmi også kan udløse øget katecholamin-sekretion hos decerebrerede får, må derfor anses for berettiget. Som påpeget, udelukker dette fund ikke, at hypoglykæmi også kan udløse sekretiønsforøgelse via højere dele af centralnervesystemet (hypothalamus). Med udgangspunkt i dette spørgsmål foretages sammen med Silver en omfattende undersøgelse af, hvorvidt ændringer i blodsukkerkoncentrationen hos katte og kaniner under forskellig bedøvelse fremkalder karakteristiske ændringer i den elektriske aktivitet (frekvens) i forskellige områder af hypothalamus. Ændringer i blodsukkeret frembringes ved hjælp af insulin og glukoseinjektioner, i nogle tilfælde pa eviscererede dyr. Den elektriske aktivitet registreres med tynde stålelektroder, hvis position fastslås postmortelt ved farvning in situ efterfulgt af seriesnitning af hjernen. Der observeres i laterale dele af hypothalamus mange celler, hvis frekvens ændres modsat blodsukkerkoncentrationen, medens der i mange celler i andre dele af hypothalamus konstateres ændringer i samme retning som blodsukkerkoncentrationen. Disse observationer kan, som anført, tages til indtægt for tilstedeværelse af et lateralt sultcenter og et medialt mæthedscenter i hvilke celleaktiviteten er påvirkelig af blodglukosekoncentrationen. Forholdene er dog mere komplekse end her gengivet, og forfatterne er ganske klare over, at alternative fortolkninger er mulige, og at materialet, trods en stor indsats, ikke med stor vægt taler for en enkelt af disse. Dr. med. Niels Anker Thorn er født i 1924 øg bestod lægevidenskabelig embedseksamen med præ sommeren 1951. Efter 14 måneder i klinikken var han i godt 3 år ansat ved Rockefeller institutet i New York som assistent høs professor Y. P. Dole og som læge ved hospitalsafdelingen. Efter hjemkomsten fulgte en kørt klinisk ansættelse, hvorpå han januar 1957 blev ansat ved Københavns Universitets medicinskfysiologiske institut. Han blev i 1959 udnævnt til lekor og i 1962 til afdelingsleder. I tiden 1960-66 forestod han som lektor undervisning og eksamen i fysiologi ved Københavns Tandlægehøjskole. 1 1961 blev han fundet kvalificeret til et professorat i biokemi ved Københavns Universitet. Han var i 1961 på et 3 måneders studieophold i England, og i 1964-65 på et 4 måneders ophold, som visiting professor og visiting scientist i U.S.A. Han har i øvrigt foretaget en række korte studie- og kongresrejser. Han har medvirket ved postgraduate kurser i endokrinologi og intern medicin. Thorns videnskabelige produktion falder fortrinsvis inden for følgende emneområder: Det antidiuretiske hormons biologi og biokemi, exoAfgang og udnævnelser af professorer 101 crine kirtlers sekretionsmekanisme, specielt deres behandling af natrium og kalium, visse sider af alkalimetallers og vands fysiologi, specielt den hormonale regnlation, visse sider af fedtstofskiftet. 1. Det antidiuretiske hormons biologi og biokemi. Disputatsen »antidiuretiske hormoner og deres analoge« er baseret pa det i 7 tidsskriftsartikler (2 med medforfattere) publicerede materiale. Disse arbejder, og flere følgende, bygger på to metoder til biologisk styrkebestemmelse - en rottemetode og en hundemetode - som udarbejdes ved kombination af væsentlige træk fra tidligere publicerede metoder. Medens der ved disse helt overvejende er anvendt diureseændringer som respons-index vælger Thorn at benytte ændringer i urinens massefylde (bestemt s.m. Linderstrøm-Lang og Lanz) eller - i de senere undersøgelser - ændringer i osmolaliteten (bestemt med et kommercielt osmometer). Når disse ændringer betegnes som ideale responsindices, kan dette ikke ubetinget accepteres, da diureseændring må anses for en lige så fundamental virkning af antidiuretisk hormon. Det anføres da også andetsteds, at det er vigtigt at kende virkningen på diuresen, øg i de publicerede tilfælde af styrkebestemmelse er denne da også angivet. Det forekommer dog, at have været konsekvent, om de to målte parametre var blevet kombineret, f. eks. i form af (kumulativ) ændring i frit vands clearance. I enkelte senere arbejder er dette gjort. Ved hjælp af disse metoder bekræftes det, at højtrenset argininvasopressin har en mere protraheret antidiuretisk virkning end højtrenset lysin-vasopressin, og det påvises, at analogen 8-leucin-vasopressin med hensyn til det tidsmæssige forlob af virkningen slutter sig nærmest til sidstnævnte. Det findes tillige, at den antidiuretiske virkning per rottepressørenhed er ca. 3 gange så stor for arginin-vasopressin søm før lysin-vasopressin ved måling på rotter og ca. 15 gange så stor ved måling på hunde, hvad enten den maksimale ændring i osmolaliteten eller gennemsnitsændringen inden for et længere tidsrum benyttes søm respons-index. Lignende bestemmelser af »den relative antidiuretiske potens« er søgt foretaget for 8-leucin-vasopressin i førhold til arginin-vasopressin, men de skæmmes af, at førstnævntes pressørstyrke er bestemt på katte, sidstnævnte på rotter. Det uheldige i at anvende præparater med vekslende indbyrdes forhold mellem arginin- og lysinvasopressin indhold søm substandard fremhæves med rette på grundlag af de førstnævnte observationer. For de tre omtalte oktapeptid-præparater undersøges tillige virkningen på den renale udskillelseshastighed før natrium øg kalium, idet tekniken er den samme som ved bestemmelse af antidiuretisk aktivitet. Arginin- og lysin-vasopressin findes uden signifikant virkning, medens 8-leucin-vasopressin angives at fremkalde en døsisafhængig stigning i 102 Universitetets årbog 1966-67 udskillelsen af Na og K. Dokumentationen for sidstnævnte er dog svag, når dead-space fejl og ændringer i basisniveauet tages i betragtning. Afhandlingen og artiklerne vedrører i øvrigt forskellige forsøg på i kemisk henseende at karakterisere i blodserum og urin forekommende antidiuretisk aktive stoffer. Efter enkelte præliminære forsøg med hunde lykkes det, at fremskaffe serum med ret høj antidiuretisk titer ved at injicere hypertonisk saltvand på æterbedøvede rotter; det fremgår ikke om tiden mellem injektion og blodtagning har været tilstrækkelig til at det hypertoniske saltvand har kunnet øge titeren. Den antidiuretiske aktivitet findes at retineres fuldstændigt af et kollodium-ultrafilter, der angives kun at retinere proteiner med molekyl vægte på 70.000 og derover, hvorimod den afgives gennem cellofan ved dialyse mod 0,2 N eddikesyre. Aktiviteten findes at inaktiveres fuldstændigt ved gængs behandling med thioglykolat og at frembyde samme resistens/inaktiverbarhed for lire proteolytiske enzymer som den antidiuretiske aktivitet i Pitressin. Ved stivelsesblokelektroforese af omtalte serum ved pH 8,6 fandtes næsten udelukkende aktivitet i de segmenter, der indeholdt hurtigt migrerende globuliner ((5). Til yderligere støtte for at den antidiuretiske aktivitet i serum og ^-globulinfraktionen af dette skyldes vasopressin påvises det ved stivelsesblokelektroforese på »inaktivt« serum tilsat arginin-vasopressin in vitro, at aktiviteten var lokaliseret til de samme segmenter. I begge tilfælde savnes en angivelse af genfindelsesprocenten, men forsøgene som helhed taler dog stærkt for at vasopressin i serum langt overvejende er bundet til protein. I urin fra let dehydrerede rotter, der var peroralt belastet med 5 0/0 natriumklorid, lindes en høj titer af antidiuretisk materiale, og det påvises, at dette inaktiveres af thioglykolat og visse proteolytiske enzymer på samme måde som vasopressin. Den påviste aktivitet efter stivelsesblokelektroforese viser lignende mobilitet som den antidiuretiske aktivitet i serum, diskussion af genfindingsprocenten savnes også her. Ultrafiltrerbarheden af aktiviteten undersøges også men der benyttes tilsyneladende prøver, der er surgjorte, uden at den mulige indflydelse heraf (jvf. serum) diskuteres. Alt i alt kan det om disputatsen siges, at den repræsenterer et betydeligt arbejde, der har befæstet vor viden om de(t) antidiuretiske hormoner) på flere væsentlige punkter og på nogle har ført til originale iagttagelser. På det metodologiske område må især inddragelsen af kriteriet resistens/inaktiverbarhed med forskellige proteolytiske enzymer til forøgelse af specificiteten af de biologiske bestemmelser fremhæves som en gevinst. Dokumentationen er på nogle punkter lovlig sparsøm. I et følgende arbejde, der knytter sig nært til disputatsen, konkluderes, at 8-valyl-oxytocin i antidiuretiske doser øger udskillelsen af Na Afgang og udnævnelser af professorer 103 og K hos hunde og rotter. De publicerede data taler vel med storre vægt for denne konklusion end tilfældet er ved forsogene med