A: Nekrologer

Eduard A.V. Busch
9. september 1899 - 18. oktober 1982
I 1948 blev E. Busch udnævnt til landets første professor i neurokirurgi. Denne
stilling ved Københavns Universitet - kombineret med stillingen som overlæge
ved Rigshospitalets neurokirurgiske afdeling — bestred han, til han som 63 årig i
1963 tog sin afsked.
Busch tog medicinsk embedseksamen ved Københavns Universitet i 1924 og
gik hurtigt i gang med en kirurgisk uddannelse, først i provinsen og derefter hos
Professor Schaldemose på Rigshospitalet. I 1932 fik han specialistanerkendelse i
kirurgi, og forinden havde han - i 1930 - ved Københavns Universitet forsvaret
sin disputats »Studies on periarterial sympatectomy«. Det var i begyndelsen af
en periode, hvor der knyttedes en del forventninger til sympatikuskirurgien.
Som 2. reservelæge hos Schaldemose så han denne operere f.eks. svulster i
rygmarvskanalen efter neurologen Professor Viggo Christiansens anvisninger.
På det tidspunkt var Harvey Cushings neurokirurgiske pionerarbejde i USA ved
at blive internationalt kendt, og neurokirurgien var så småt ved at etablere sig i
Europa. Tilskyndet af Schaldemose og Viggo Christiansen tilbragte Busch fra
1932 ca. 1 Vi år i Stockholm hos Herbert Olivecrona, der var elev af Cushing, og
efter studiebesøg på flere neurokirurgiske afdelinger i USA - bl.a. Cushings ^
vendte Busch tilbage til København til en per 1.4.1934 nyoprettet stilling som
»Afdelingslæge ved den neurokirurgiske Service ved Rigshospitalets Afdeling for
Nerve- og neurokirurgiske Sygdomme for et Tidsrum af 4 år —«. Løn: 500 kr. per
måned.
Med 11 senge og én operationsstue i en ende af den neurologiske afdeling på
Militærhospitalet gik Busch med ukuelig energi og dynamik i gang, sled nat og
dag, i de første år med ventrikulografi som eneste diagnostiske støtte for klinikken,
opererede i lokalanalgesi, udførte selv de histologiske undersøgelser og
udvekslede erfaringer med den halve snes neurokirurger, der den gang fandtes i
USA og Europa. I 1939 blev han overlæge og i 1948 landets første professor i
neurokirurgi. Hans lille afdeling havde bredt sig til Militærhospitalets pavilloner,
og da den i 1956 fik senge og operationsstuer i hospitalets nybygning,
rådede den over 72 senge. Indtil 1947 drev han afdelingen med skiftende 1.
reservelæger — uddannet af ham selv - som eneste hjælp. Han organiserede sin
afdeling til de mindste detaljer. Der findes f.eks. ikke håndskrift i en eneste af de
snart 50 år gamle journaler. Han var ubønhørlig i sine krav til medarbejderne,
stillede store krav til sig selv og opretholdt en kompromisløs arbejdsdisciplin.
Han tog initiativer til udviklingen af neuroradiologi, neuro-oftalmologi, neurootologi
og neurohistologi og lagde allerede i 1948 de planer for landets neurokirurgi,
som stort set er fulgt siden.
Busch's arbejdsevne var enorm, og han overkom det utrolige. Han var chef for
neurokirurgien på hospitalsskibet Jutlandia i 1951, foretog studierejser, gæsteforelæste
i udlandet, præsiderede ved kongresser, underviste sine studenter og
læger, satte disputatsarbejder i gang og fulgte dem vejledende og krævende. For
4 Universitetets årbog 1982
bevillinger til sin afdeling sloges han med stærke argumenter og uden at spilde
tid i forkontorer. Hans arbejde og hans afdeling vandt international anerkendelse,
han selv megen hæder. Listen over dekorationer, æresbevisninger, pristildelinger
osv. er international og lang. Æresdoktorgraden ved Islands universitet i
1961 glædede ham særligt.
Busch's personlighed havde mange facetter; Et stringent intellekt og en frodig
fantasi; et følsomt gemyt og megen charme; strenghed som leder og krav som
lærer, men også uforbeholden loyalitet udadtil over for sine medarbejdere. Det
var helt i overensstemmelse med hans psyke, at han i 1963 - som 63 årig - tog
sin afsked, fordi mindre helbredsmæssige problemer havde faet ham til at føle, at
han ikke længere kunne holde fuldt tempo. Herefter levede han tilbagetrukket i
sit hus på landet og ønskede kun at se ganske enkelte af sine gamle medarbejdere.
For den generation af neurokirurger, der har haft Busch som lærer, er E.B. -
hans interne signatur - nøglen til en samling af erindringer om en farverig
personlighed, som de har kendt, agtet og lært af, og som har givet dem en
forpligtende arv at forvalte. For de yngre er navnet historie, men her vil det leve
som navnet på dansk neurokirurgis grundlægger.
John Riishede
c/ctUjU fe
Laurits Bødker
18. september 1915 - 15. oktober 1982
Laurits Bødker blev født 18. september 1915 i Lindum i Viborg Amt og blev
student fra Tarm i 1934. Fil.lic. i folkemindeforskning i 1946 fra Lunds Universitet
hos C.W. von Sydow. 1948-1958 var han videnskabelig assistent ved Dansk
Folkemindesamling. 1955-1958 var han tillige adjunkt ved Københavns Universitet,
hvor han genindførte faget nordisk folkemindevidenskab. 1958-1961 var
han arkivar ved Dansk Folkemindesamling, men vendte 1961 tilbage til universitetet
som lektor. I 1967 blev der ved Københavns Universitet oprettet et
Institut for Folkemindevidenskab og han var fra 1970 ti! 1976 ekstraordinær
professor i Nordisk Folkemindevidenskab. 1959-1966 var han tillige forstander
for den nyoprettede fællesnordiske institution Nordisk Institut for folkedigtning,
der dengang lå i København. Derudover har han været formand for foreningen
Danmarks Folkeminder 1969-1972; Medredaktør af tidsskrifterne Folkeminder,
København (1955-71), Arv, Uppsala (1958-75), Fabula, Berlin (1958-69), Folk
& Kultur, København (1970-1974) og UNIFOL, København (1972, 1974). En
bibliografi over hans videnskabelige produktion findes i festskriftet: L. Bødker:
»Talt og Skrevet 1940-1974« (Kbh. 1975, red. af Fl. Hemmersam), der samlet
præsenterer hans ideer og tanker.
Ser man på L. Bødkers tid i faget til hans afgang i 1976 på grund af sygdom,
står det centrale tilbage, at han gav en ny generation af folklorister mod til at
debatere og kritisere folkemindevidenskabens indhold og formål. Det lyder
måske ikke af så meget, men det var ikke nogen let opgave at gå løs på forvalterne
af folkemindevidenskabens herskende paradigmer. Han sled sig op på den
opgave.
Indtil midten af 1960'erne var L. Bødker én af Europas ledende folkedigtningsforskere,
men han forholdt sig stadig mere kritisk til den terminologi og de
metoder, som dengang var rådende inden for dette studiefelt. Tilsidst tog han
helt afstand fra den folkemindevidenskab, der stadig opfattede enkelte genrer af
folkedigtningen som fagets vigtigste grundpiller. I sit opgør brød han ikke alene
med en lang faglig tradition, men også med en lang række ældre og yngre
kolleger. For os der var nye i faget i midten af 1960'erne blev sprængningen af
fagets klassiske rammer ikke oplevet som noget særligt negativt. Det var en
videnskabelig grødetid på mange fag, men i folkemindevidenskab var læreren
selv med i spidsen for det faglige opbrud. Bødkers kritiske begavelse udfoldede
sig måske allermest frugtbart i netop disse studenteroprørets år, hvor han selv
var en oprører. Med bidende ironi kunne han tage kampen op med sine modstandere,
men han satte også nye initiativer igang. I billedlig forstand slog han
fagets vinduer op på vid gab og lod de studerende forstå, at der var en verden
udenfor og en række andre videnskabsgrene, som vi måtte forholde os kritisk til,
men også kunne lære noget af. Folkeminder handlede om problemer og ikke bare
om emner, og de fandtes her og nu og ikke bare i en fjern eller uforpligtende
2 Årbog 1982
•
8 Universitetets årbog 1982
fortid. I let omskrevet form levede han i disse år efter parolen, hvad indad tabes
skal udad vindes, for opgøret med den klassiske folkemindevidenskab havde
også været et personligt opbrud fra hans egne dybeste forudsætninger. Han
havde kastet vrag på sin omfattende indsigt i folkemindevidenskabens klassiske
arkivmateriale og fagets trykte litteratur, og det blev ikke uden omkostninger, at
han i vidt omfang måtte starte på at opbygge en ny fond af viden. På en vis måde
blev han løbet over ende af den udvikling, som han selv havde været med til at
sætte igang. I de første år var han imidlertid grebet af en smittende entusiasme.
Han opbyggede kontakter til en lang række nabovidenskaber og han læste værker,
udarbejdede litteraturlister og underviste ofte provisorisk den stadig voksende
studentergruppe i stofområder og problemstillinger, som ingen folklorister
nogensinde havde lagt mærke til før. Han satte en række projekter igang med
kolleger fra andre fag og lande, som de studerende nød godt af, og i undervisningen
strøede han om sig med gode ideer til opgaver og undersøgelser. Han deltog
igennem læserbreve^ foredrag, etc. i den almene kulturdebat. Særlig optaget var
han af kunstfonddebatten i 1965 og kulturcenterdebatten i 1966, hvor han deltog
i debatten på pop- og massekulturens side.
Han forsøgte i disse år at definere og udvikle studiet af den moderne folkekultur,
men han nåede aldrig selv at fordybe sig i grundforskningen, selvom han tog
fat på mange temaer, sådan som det kan læses i »Talt og Skrevet«. Han diskuterede
triviallitteratur; dilettantkomedier, amatørteater, schlagere og revyviser,
værtshuskultur, nutidige byfester, kommuneplanlægning, aktuelle UFO-forestillinger
og meget andet. Der kom en del konferensspecialer ud af de mange
interesseområder. Men selv fik Bødker ikke fuldført nogle større studier og hans
drøm om at lave en lærebog i studiet af folkekultur blev aldrig til noget. Han
blev stadig mere træt og syg og måtte forlade faget i 1976.
Laurits Bødker var en personlighed, der slog en del itu for andre og for sig
selv. Han fik kun afsluttet ganske lidt af det han satte igang, og han var ikke en
lærer der fik egentlige elever. Men i sine rigeste år besad han en evne til at få
tingene og menneskene omkring sig til at gro. Han var en fejende kraftkilde, der
væltede meget omkuld. Men det gav også plads til, at noget nyt kunne vokse
frem, og på den måde har Laurits Bødker sat sig varige spor inden for hele det
folkloristiske fagområde.
Birgitte Rørbye
yrWSmm
Jørgen Kruse Bøggild
30. juli 1903 - 28. september 1982
Jørgen Kruse Bøggild blev født i Hillerød den 30. juli 1903 som søn af lektor
Adam Kruse Bøggild og Karen Bøggild (født Barfoed). Adam Bøggild var
gymnasielærer på Frederiksborg Statsskole, hvor Jørgen Bøggild gik i skole, og
hvorfra han blev student i 1921.
Efter studentereksamen gav han sig i kast med studier af matematik, fysik,
kemi og astronomi ved Københavns Universitet. Det var vistnok især matematik
og kemi, som i starten havde hans interesse, men den særlige udvikling, som
skete i hans studieår indenfor atomfysikken, trak interessen over til fysikken.
Jørgen Bøggild blev mag.scient. i 1927, men allerede året før, i 1926, blev han
ansat som assistent hos professor H.M. Hansen ved Universitetets Biofysiske
Laboratorium. Her bidrog han til laboratoriets undervisning i fysik for medicinstuderende,
og her udvikledes hans første bidrag til den aktuelle fysiske forskning.
Han fik i 1930 Universitetets guldmedalje for sin besvarelse af opgaven i
fysik for 1929. Emnet var det kontinuerte røntgenspektrum i området af korte
bølgelængder.
I 1930'erne blev Jørgen Bøggild optaget af studier af de processer, som den
kosmiske strålings energirige partikler giver anledning til under deres gennemtrængning
af jordens atmosfære eller andet stof. Det var et forskningsområde,
som på den tid i særlig grad var i fysikkens front mod det ukendte. Eksistensen af
den kosmiske stråling var kendt, men oprindelsen og arten af dens partikler var
ukendt, og naturen af de nævnte processer var ukendt. Et særligt dominerende
fænomen er dannelsen af byger bestående af meget store antal af ladede partikler.
Jørgen Bøggild studerede effekterne af den slags byger i et joniseringskammer
omgivet af tæt stof, hvori bygerne blev dannet. De strømstød, som bygerne
gav anledning til i joniseringskammeret, registrerede han med et tilkoblet entråd
elektrometer, som lejlighedsvise store og pludselige bevægelser af elektrometer
tråden (såkaldte Hoffmanske Stød). Han sammenfattede sine studier i en doktor
disputats (1937) med titlen: »Uber die sekundåren Wirkungen der Hohenstrahlung
«, som formodentlig er det første danske eksperimentelle arbejde angående
højenergi stødprocesser. I dette arbejde var han i nær kontakt med kredsen af
fysikere omkring Niels Bohr på Universitetets Institut for Teoretisk Fysik (nu
Niels Bohr Institutet) heriblandt HJ. Bhabba, som netop sammmen med W.
Heitler havde udarbejdet teorien for dannelsen af byger af elektroner og positroner
gennem elektromagnetiske stødprocesser. Resultaterne af Jørgen Bøggilds
eksperimenter var i overensstemmelse med en sådan opfattelse af bygernes
natur.
Under arbejdet med den kosmiske strålings fænomener var Jørgen Bøggild
blevet meget opmærksom på tågekammerets muligheder som eksperimentelt
værktøj - og på muglighederne for at iagttage den meson, som Yukawa havde
forudsagt eksistensen af i 1935. Det var baggrunden for, at han i 1938-39 med
12 Universitetets årbog 1982
støtte fra et Rockefeller Stipendium rejste til Pasadena i Californien, hvor C.D.
Anderson og S.H. Neddermeyer med stor slagkraft anvendte tågekamre (Jørgen
Bøggild vilde sige Wilsonkamre) til optagelse af interessante billeder af spor af
partikler fra den kosmiske stråling. Her satte han sig ind i tågekammerets teknik
og var med til at opleve opdagelsen og de første undersøgelser af myonen (som
for et stykke tid blev misfortolket som Yukawas pi-meson).
Kort efter sin hjemkomst fra Pasadena blev Jørgen Bøggild, i 1940, ansat som
videnskabelig assistent hos professor Niels Bohr ved Universitetets Institut for
Teoretisk Fysik, hvor han i 1944 blev amanuensis og i 1955 professor i fysik.
Det store, spændende emne på Institutet i 1940 var den nyligt opdagede
neutron inducerede fissionsproces af uran atomkernen. En heldig konstellation
forelå: interesse og indsigt var tilstede, og gode muligheder var forhånden for at
gøre interessante undersøgelser. Fra et tyndt uranlag, anbragt i et tågekammer
og bestrålet med langsomme neutroner vil der blive udsendt fissionsfragmenter,
hvis spor i tågekammerets luft kan studeres i detaljer. En neutronkilde var til
rådighed ved anvendelse af det netop etablerede højspændingsanlæg. Fra et
beryllium target anbragt i en deuteronstråle i højspændingsanlægget udsendes
der en stærk flux af langsomme neutroner. Sammen med KJ. Brostrøm og T.
Lauritsen (på besøg fra Pasadena) og i tæt samarbejde med Niels Bohr gennemførte
Jørgen Bøggild en række betydningsfulde studier af fissionsfragmenters
spor i tågekammeret. Fra resultaterne af disse studier fik man oplysninger både
om den fissionsproces, som havde udsendt fragmenterne, (specielt om, at der
udsendes to ulige tunge fragmenter), og om de processer, som er afgørende for
opbremsningen af tunge, højt ladede partikler under deres gennemtrængning af
stof. Det sidstnævnte emne havde væsentlig indflydelse på den forskningslinie,
som resulterede i Niels Bohrs store afhandling fra 1948, »The Penetration of
Atomic Particles Through Matter«.
Under krigen blev Jørgen Bøggild arresteret af Gestapo, samtidig med at
Institutet blev besat i december 1943. Han blev dog frigivet igen efter ca. to
måneder i Vestre Fængsel.
Efter krigen og Niels Bohrs hjemkomst blev han en af Niels Bohrs nære
medarbejdere; blandt andet i de mange byggesager under den store udbygning
af Institutet, som fandt sted. I denne periode og i de følgende mange år som
Institutets inspektør var Jørgen Bøggilds venlige menneskelighed, humor og
sunde dømmekraft med til at præge mange udviklinger på Institutet.
I 1949-50 var han gæsteprofessor ved Rochester University i USA, hvor han
igen fik kontakt med forskningen omkring den kosmiske stråling, her med undersøgelser
som H. Bradt of B. Peters udførte angående arten af den primære
stråling, som falder ind på jordens atmosfære. Dette arbejde blev udført med
fotografisk emulsion (og resulterede i opdagelsen af de sammensatte atomkerner
som en del af strålingen).
Igen havde Jørgen Bøggild øje og sans for et nyt instrument og dets aktuelle
forskningsmuligheder. Den fotografiske emulsions store stoftæthed og den store
detailrigdom af partikelsporene i den gjorde den til et egnet instrument for de
undersøgelser af den kosmiske strålings partikler, som var interessante i
1950'erne.
Efter hjemkomsten fra Rochester besøget startede Jørgen Bøggild Institutets
højenergiafdeling. Det centrale forskningsemne var K-mesonerne og hyperonerne,
som var opdaget iblandt de partikler, der udsendes fra energirige partiklers
stød mod atomkerner (og energirige partikler var stadigvæk kun tilgængelige i
den kosmiske stråling). Efter nogle besøg hos C.F. Powell og hans gruppe i
Nekrologer 13
Bristol blev et samarbejde med dem indledt om eksponeringer af fotografisk
emulsion til den energirige kosmiske stråling i toppen af atmosfæren (ballon
flyvninger) og undersøgelser af de registrerede partikelspor. Derfra udviklede
højenergigruppens arbejde sig, først gennem samarbejde med og udnyttelse af
acceleratorlaboratoriet i Berkeley i Californien, senere gennem arbejde i forbindelse
med CERN, det fælles europæiske laboratorium for højenergifysik ved
Geneve.
Få år efter at organisationen CERN var skabt blev Jørgen Bøggild, i 1956, den
ene af Danmarks to delegerede til CERN's råd, Council, og det var han indtil
1972. Han kom til at nyde stor tillid i den internationale kreds af fysikere
omkring CERN. Det ytrede sig for eksempel, da der omkring 1970 skulle foretages
et vanskeligt valg mellem et antal tilbudte nye byggegrunde for den accelerator
(Super Proton Synchrotronen, SPS) som CERN skulle bygge (og som til
sidst blev bygget på og omkring CERN's gamle grund ved Geneve). Da blev der
udpeget et udvalg af »Four Wise Men« hvoraf Jørgen Bøggild var den ene, til at
bese grundene og til at overveje og rekommandere, hvad man burde vælge.
Den danske tilknytning til og udnyttelse af CERN har i meget høj grad været
vejledt og hjulpet af Jørgen Bøggild. Det var for eksempel på hans initiativ, at
der i 1964 blev oprettet en »CERN Følgeforsknings Bevilling« på finansloven og
nedsat et særligt forskningsråd. Acceleratorudvalget, til at forestå denne bevilling.
Jørg.en Bøggild var formand for Acceleratorudvalget fra dets start i 1964
indtil 1972.
Jørgen Bøggild havde mange andre tillidsposter. Han var medlem af Direktionen
af Landsforeningen til Kræftens Bekæmpelse 1957-1973, medlem af Atomenergikommissionen
1960-1969, medlem af Akademiet for de tekniske Videnskaber
1961 og medlem af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab fra 1954.
Både i Jørgen Bøggilds virksomhed som eksperimentalfysiker og i hans parallele,
mere private, udfoldelser som kunsthåndværker ytrede hans kunstneriske
talent sig. De pålidelige og præcise resultater i hans doktorafhandling var for
eksempel betinget af en simpel og elegant ophængning af elektrometertråden,
som han havde fundet på. De fremragende tågekammerbilleder, som han frembragte,
var baseret på et godt valg blandt mange muligheder af gasblanding,
baggrund (fløjl), belysning og fotografering. Mangfoldige venner har smukke
ting stående, som Jørgen Bøggild har lavet. Trææsker med indlagte figurer i
æskens træ, puslespil med brikker i dyreformer, mobiler. Arbejde og leg med
plane mønstre dannet af gentagelser af et lille antal figurer (fliser), som ved
sammenlægninger kan dække hele planen optog ham meget i årene efter, at han
blev professor emeritus i 1973. De foretrukne fliser var som regel fiske- eller
fuglelignende. Mulighederne for at opnå nye fliser ved forskellige sammenlægninger
af et givet sæt fliser, kaldte Jørgen Bøggild »breeding tessellations«. I
1980 havde han en udstilling på Kunstindustrimuseet af sine mange mosaiker.
Jørgen Bøggild var gift med Karen Louise Bøggild (født Schønau) 1934-1957
og med Gunhild Bøggild (født Bladt) 1961-1981. I begge de to hjem har et par
generationer af fysikere og mange andre venner fundet opmuntring, støtte og
glæde.
Knud Hansen

Ove Bøje
18. december 1904 - 7. april 1982
Med Ove Bøjes død mistede dansk idrætsmedicin og fysiurgi en markant og
inspirerende skikkelse; for begge disse fags opbygning og udvikling blev han
hovedskikkelsen, der udløste en livlig forskningsaktivitet, omend hans tanker om
sammenkædning af disse to fag ikke fik det forløb, han havde tænkt sig.
Ove Bøje, der var født i Hasseris ved Ålborg, blev student 1924 fra katedralskolen
i samme by, hvor faderen var lektor. Hjemmet var præget af faderens
store interesse for danske guld- og sølvsmedes mærker før 1870; hans bøger
derom (1946, suppl. 1949) var præget af Hid, omhu, fabelagtig hukommelse og
tempo, egenskaber der satte deres præg også på sønnen. 1931 blev Ove Bøje
læge fra Københavns Universitet og tilknyttedes samme år universitetets gymnastikteoretiske
og fysiologiske laboratorium. Han kom her til at nyde godt af
den inspirerende forskning, der lededes af muskelfysiologen Johannes Lindhard
og zoofysiologen August Krogh og førtes dermed ind på de kliniske arbejdsfysiologiske
studier, der blev hovedemnet for hans senere virke.
Samtidig med turnus (Bispebjærg Hospital, 1934) og kandidatstillinger ved
Københavnske hospitaler udarbejdede han sin disputats: Der Blutzucker wåhrend
und nach k'drperlicher Arbeit, som han forsvarede allerede i 1935. Den var karakteriseret
ved sin klare og koncentrerede disposition - og ved at være en af de indtil
da mest kortfattede medicinske monografier, idet den kun fyldte 20 sider.
1937 følte Bøje trang til at forlade »det kedsommelige hjemlige karriereræs«
og skaffede sig ansættelse som vikarierende distriktslæge i Upernavik i Grønland
for et år. Han nærede siden da en uudslukkelig kærlighed til den grønlandske
kultur og levevis. Han førte dagbog om sine oplevelser, om sine videnskabelige
studier over ammoniaks betydning for udviklingen af »hajkuller« hos de grønlandske
hunde og om hans og hustruen Trines fysiurgiske virke blandt eskimoerne.
Kort før sin død nåede Bøje at fuldende korrekturen på sin »Slædespor, Læge i
Nordgrønland«, der giver et smukt indblik i hans både realistiske og romantiske
livssyn; bogen er udkommet posthumt (1982).
Sideløbende med assistentvirke ved universitetets gymnastikteoretiske laboratorium
fra 1938 blev Bøje 1939-43 assistent ved Rigshospitalets fysiurgiske klinik,
hvor han hos Johannes Helweg fik mulighederne for at forbinde klinik med
fysiologisk grundforskning - af største betydning for en mere videnskabelig udvikling
indenfor fysiurgi og det gryende speciale idrætsmedicin. 1941 blev han
speciallæge i fysiurgi - og fra 1943-53 forvaltede han et ham personligt tildelt
lektorat i idrætsfysiologi ved Københavns Universitet. Fra 1954-74 var han
overlæge ved Rigshospitalets fysiurgiske afdeling T, hvor han fik oprettet en
egen sengeafdeling af stor betydning for fagets videre udvikling. Fra 1953-64 var
Bøje lektor, og i det følgende ti-år professor i fysiurgi ved Københavns Universitet.
Allerede i ungdomsårene var han som aktiv sportsudøver engageret i flere
16 Universitetets årbog 1982
idrætsgrene og gjorde sig især bemærket indenfor boksesporten, hvor han gjorde
sit til af denne skulle udvikles som en gentlemanidræt. Den fysiologiske udforskning
af kropsbevægelsernes indflydelse på bevægeapparatets led og muskler og
på kredsløbet havde under Johannes Lindhards ledelse i 1920-30'erne opnået en
stærk udvikling. Bøje udrettede i disse år et stort arbejde som idrætslæge under
Dansk Idrætsforbund, hvor det lykkedes Lindhards efterfølger professor Emanuel
Hansen fra 1939 efter langvarige forhandlinger med lægeforeningens hygieinekomité
og Idrætsforbundet at fa skaffet økonomiske midler til en specialuddannelse
af Bøje med særligt henblik på senere idrætsorienteret videreuddannelse
af andre læger. Bøje kunne dermed fortsætte sine idrætsfysiologiske studier på
det gymnastikteoretiske laboratorium samtidig med kliniske undersøgelser af
udøvende sportsudøvere i Idrætsforbundets i 1922 oprettede lægeværelse.
1942 publicerede Bøje håndbogen: Idrætsmedicin et grundlæggende pionerarbejde
om klinisk og fysiologisk forskning af betydning for såvel læger som sportsfolk
- og året efter overtog han ledelsen af idrætsklinikken, en institution han
1958 fik overført til Rigshospitalet. Samtidig med at han i det følgende ti-år
gennemførte en udstrakt og meget søgt kursus- og foredragsvirksomhed indenfor
idrætslederes og instruktørers kreds, publicerede han i samarbejde bl.a. med
Erling Asmussen en række afhandlinger dels om muskelopvarmningens betydning
for den fysiske præstationsevne og muskulaturens mekaniske nyttevirkning,
dels om arbejdsevnens påvirkelighed af alkohol og andre stimulerende midler.
Hans interesse for instruktion og popularisering medførte, at han også i disse år
fik udgivet en række bøger vedrørende rationelle træningsprincipper, muskelopvarmning
og sportsskader; Idrætsteori (1945), Rationel træning (1950), Bevægelseslære,
træning og øvelsesterapi (1955), der blev af skelsættende betydning for såvel
sportsudøvere som læger og forskere interesserede i idrætsmedicin.
Hans interesse for de psykologiske faktorers betydning for bevægeapparatets
funktion medførte, at han i 1946 sammen med Annelise Garde og Alice Sachs-
Jacobsen publicerede en Grafologi i Grundtræk.
Under sit virke som fysiurg og kliniker så Bøje det som en væsentlig opgave
også at vurdere og forbedre de ofte på lidet videnskabeligt grundlag baserede
behandlingsformer indenfor specialet. I samarbejde med kiropraktorer søgte
han at udfinde rationalet bag disses forkætrede behandlingsmetoder - og sammen
med en række medarbejdere (Jørgen W. Hansen, Mune, Møllehave) undersøgtes
forskellige terapiformers muskeloptrænende effekt med værdifulde disputatsarbejder
som resultat.
I 1958 udkom hans Lærebog i Fysiurgi, og 1969 (og 1973) hans Fysiurgisk diagnostik
og Terapi, hvor han i særlig grad lagde vægten på den fysiologiske og patoanatomiske
baggrund for bevægeapparatets funktion og på de lidelser, der kompromitterer
den motoriske aktivitet, specielt det neuromuskulære samspil. Ved siden
af dette klinisk-arbejdsfysiologiske aspekt fik særligt ud fra Helwegs inspiration
den manuelle undersøgelsesteknik en fremtrædende plads. I en periode hvor
den immunologisk-reumatologiske forskning efter steroidæraens introduktion
var ved at vinde fodfæste, blev hans bøger af stor betydning ved deres pædagogisk
velformulerede instruktion. Ved indretningen af det i 1970 indviede nye
Rigshospitalskompleks gjorde Bøje samtidigt en prægnant indsats for ikke blot
at få indrettet en tidsvarende hensigtsmæssig fysiurgisk sengeafdeling med tilhørende
ambulatoriefaciliteter og ergo- og fysioterapeutiske klinikker, men han
sikrede også med støtte fra Rigsforeningen til Gigtens Bekæmpelse oprettelsen af
et veludstyret rummeligt laboratorium til grundforskning indenfor klinisk arbejdsfysiologi.
Nekrologer 17
Gennem årene fik Bøje naturligt en række organisatoriske tillidshverv. 1970
udnævntes han til formand for det under ministeriet for kulturelle anliggender
nedsatte idrætsudvalg, der 1974 fremkom med en særdeles fyldig betænkning om
idrætten og friluftslivet.
Hans tanker om at det fysiurgiske speciale skulle videreudvikles som en
klinisk arbejdsfysiologisk disciplin i mindre grad knyttet til klinisk reumatologi,
vandt næppe det gehør, han havde ønsket sig. Som han udtrykte det: »Fysiurgi
er et overgangsfænomen i dansk medicinsk historie, iøvrigt et rent dansk fænomen,
der vil spalte sig ud i reumatologi, klinisk arbejdsfysiologi og revalidering.
Fysiurgi vil leve som et påkrævet levn fra kloge koners, massørers og kiropraktorers
tid som en trøsteterapi, enhver læge kan ordinere« (1958). Fysiurgien og
dettes samhørighed med den immunologiske reumatologi har netop vundet ved
fortsat samvirke - og vil sætte sit præg på gigtlidelsers diagnostik og behandling
samt forskningen deraf fremover.
For den tidligere så aktive idrætsenthusiast blev otiumsårene nok vanskeligere,
end han havde tænkt sig. Hans længe nærede ønsker om nyt ophold på
Grønland kom ikke til udførelse, og hans sidste år hæmmedes ydermere af
sygdom, som han ved sin hustru Inge's gode støtte bar med tålmod og udadvendt
upåvirkethed.
Med sin videnskabeligt, stringent skolede uddannelse, sin glæde ved og lyst til
at lære af andre og til at viderebringe sin personligt bearbejdede lærdom og
viden, blev Bøje en forgrundsskikkelse indenfor dansk idrætsmedicin og fysiurgi.
Med sin undertiden sarkastiske og ofte ironiske formulering af sine meninger og
standpunkter kunne han lide at provokere og vække opsigt, men hans afvæbnende
smil og hans gennemtænkte overvejelser bragte hurtigt forståelse for hans
opfattelse. Hans store pædagogiske evner satte sit præg på de emner, han kæmpede
for og bar rige resultater forskningsmæssigt og videnskabeligt. Hans banebrydende
arbejde indenfor dansk klinisk arbejdsfysiologi gjorde ham til en banebrydende
pionerskikkelse, hvis virke mange har kunnet bygge videre ud fra.
E. Snorrason
_
J
Aksel E. Christensen
I I . s e p t e m b e r 1 9 0 6 - 1 5 . d e c e m b e r 1 9 8 1
I sin sidste forelæsning som professor, ved udgangen af september 1976, så Aksel
E. Christensen tilbage på sin uddannelse til historiker ved Københavns Universitet
gennem 50 år. Forelæsningen blev siden omarbejdet og trykt (1978) og er i
den således foreliggende skikkelse et højst læseværdigt vidnesbyrd om en fremtrædende
forskers selvforståelse. Den der vil fordybe sig i Aksel E. Christensens
indsats linder nyttig vejledning her, også selv om mange interessante enkeltheder
er behandlet i største korthed eller helt uomtalt.
Aksel E. - som han altid blev kaldt på universitetet - voksede op i et skomagerhjem
i Bernstorffsminde på Sydfyn. Læsemulighederne var begrænsede i
Brahetrolleborg sogn, men den videbegærlige dreng slugte, hvad han kom over,
herunder P.F. Suhms bindstærke »Historie af Danmark«, skrevet i slutningen af
det 18. århundrede og omhandlende middelalderens historie til ca. 1400. Det
turde siges at være en ilddåb for en kommende middelalderhistoriker at tygge sig
gennem Suhms kronologisk ordnede materialesamling og hans langtrukne diskussioner
af kildernes udsagn. Det er ubegribeligt, at drengen stod det ud, men
det er ikke utænkeligt, at denne usædvanlige indgang til studiet har haft sin
betydning på længere sigt. At den historiske interesse også næredes af Adam
Fabricius' Danmarkshistorie med dens nationale holdning er mindre usædvanligt.
Læsningen var i øvrigt på ingen måde indskrænket til historisk litteratur.
Efter at have afsluttet folkeskolen var det naturligt for en sydfynsk skomagersøn
at tjene til livets ophold ved landbruget, men for Aksel E. kunne det ikke
være tilfredsstillende, og støttet af præst og lærer lykkedes det ham at komme
videre til Odense Katedralskole, hvorfra han dimitteredes i 1926. Samme år
begyndte han studierne ved Københavns Universitet, i begyndelsen med dansk
som hovedfag og historie som bifag, men efter kort tid med de to fag i omvendt
rækkefølge. Med denne fagkombination blev han cand.mag. i 1932. Dansk var
reduceret til bifag, men interessen for dansk sprog og litteratur var stadig levende,
hvad der blev en ubestridelig fordel for Aksel E. i hans senere studium af
kilderne til Danmarks historie. Hans nære kontakt med studie- og Regenskammerater
fra nordisk filologi, hvoraf nogle senere blev universitetskolleger, fastholdtes
livet ud.
Blandt universitetets professorer i historie fik Erik Arup og Aage Friis størst
betydning for Aksel E. Christensen. Han har senere vedgået arv og gæld til dem
begge og engagerede sig vistnok ikke i den strid mellem netop disse to historieprofessorer,
som ellers spillede så betydelig en rolle for historikermiljøet i
1930'erne. Som følge af sit videnskabelige emnevalg kom han dog efterhånden til
at stå Arup nærmest og blev undervisningsassistent for ham i 1938.
Af største betydning for Aksel E. Christensens videnskabelige udvikling blev
det, at han i efteråret 1932 fik lejlighed til at deltage i den svenske økonomiske
historiker Eli F. Heckschers baltiske seminar i Stockholm. Heckscher var økoUniversitetets
årbog 1982
nom og internationalt anerkendt som forsker. Hos ham kunne et behov for
teoretisk afklaring finde bedre næring end i den københavnske historikerverden.
På Heckschers seminar indledte Aksel E. de studier over Øresundstoldregnskabernes
kildeværdi, som to år senere, med Hansehistorikeren Walther Vogels
hjælp, publiceredes på tysk. Men på Heckschers seminar og ved senere kongresser
i Østersøområdet mødte Aksel E. også tyske historikere af anden observans
end den noble redaktør af »Hansische Geschichtsblåtter«. De nazistiske historikeres
stedse mere dominerende optræden fyldte den unge dansker med en harme
og afsky, som blev siddende i ham.
Imidlertid fortsattes de handelshistoriske studier med koncentration om den
hollandske Østersøhandel i årene omkring 1600. Et stort materiale blev indsamlet
i Holland under en studierejse i 1937, og da den opnåede støtte ikke strakte til
et længere ophold, fotograferede Aksel E. med sin medbragte Leica de relevante
arkivalier (5000 sider) og studerede dem senere i hjemlige omgivelser. Det var
dengang usædvanligt, men viste sig at være en stor fordel, da krigen snart efter
umuliggjorde fortsatte undersøgelser i udlandet.
Resultatet blev disputatsen »Dutch Tråde to the Baltic about 1600« (1941), en
tung bog på 490 store sider, mættede af stof og tanker. Øresundstoldregnskaberne,
som Nina Bang havde udgivet i troskyldig tillid til deres kildeværdi, var i de
foregående år gjort til genstand for kritik, dels af udenlandske forskere og herhjemme
navnlig af Astrid Friis. Aksel E. Christensen videreførte denne kritik,
men ville ikke standse ved den hidtidige nedvurdering af toldregnskabernes
kildeværdi og den generelle karakteristik af deres oplysninger som minimumstal.
Når han »konfronterede« Øresundstoldregnskaberne med de hollandske notarialakter,
repræsenterede de to kildekompelser den historiske virkelighed på hver
sin måde, begge meget ufuldstændigt, men således, at studiet af det ene førte til
bedre forståelse af det andets repræsentativitet. Det ramte det hollandske materiale
fuldt så hårdt som det danske, der i kraft af sin fuldstændighed fremstod
som det eneste mulige grundlag for at måle »transitbalancen« i Øresund. Dette
ambitiøse mål blev ikke nået, men gennem sin »reviderede lastetoldskurve«
mente Aksel E. Christensen at kunne give et acceptabelt, om også kun tilnærmelsesvis
korrekt udtryk for omfanget af varetransporten, »pulsslaget« i
Øresund.
Kritikken lod ikke vente på sig. Den kom frem allerede ved forsvaret, især fra
den ene officielle opponent, Albert Olsen, og fortsattes af Astrid Friis i en
anmeldelse i Historisk Tidsskrift. Da Aksel E. tog til genmæle, udspandt der sig
en længere polemik, som næppe nogen vil kalde frugtbar. De to tænkte i så
forskellige baner, at enighed umuligt kunne opnås.
I 1943 fik Aksel E. Christensen et af de nyoprettede universitetsadjunkturer
(svarende til de senere seniorstipendiater) og dermed for første gang en stilling,
som var til at leve af, omend den var tidsbegrænset. Hidtil havde forfatterhonorarer,
f.eks. for den udmærkede oversigt over tiden indtil 1730 i »Industriens
Historie i Danmark« I (1943), været af stor betydning for at klare dagen og
vejen. Som adjunkt var Aksel E. frit stillet med hensyn til undervisningsemne og
valgte bl.a. at tage teoretiske og metodiske problemer op, herunder dem, han
havde beskæftiget sig med i disputatsen, men også mange andre. I forhold til
den traditionelle metodeundervisning hos Erik Arup var der unægtelig tale om
en fornyelse, som kunne virke overvældende på nogle studerende, men som ikke
tillod nogen tvivl om, at det var en dybt engageret videnskabsmand der førte
ordet. Aksel E. kom også ind på sin polemik mod Ad. Stender-Petersen og især
Louis Hjelmslev, som havde krævet af den historiske forskning, at den hævede
Nekrologer 21
sig op til et højere, systematiserende og generaliserende stade og en almen
teoridannelse, omfattende alle historiske forløb, hvis den ville anses for en
egentlig videnskab - et krav, som for Aksel E. var en uhyrlighed.
Som adjunkt holdt Aksel E. Christensen også en række forelæsninger, der
publiceredes i bogen »Kongemagt og Aristokrati« (1945), vel nok det af hans
skrifter, der har haft størst betydning for de studerende, som i denne analyserende
fremstilling af middelalderlig dansk statsopfattelse indtil unionstiden fik et
nyttigt supplement til Årups Danmarkskrønike. Skønt disputatsarbejdet var
gået i anden retning, havde dansk middelalderhistorie længe stået Aksel E.'s
hjerte nær. I slutningen af sin studietid fik han universitetets guldmedalje for en
afhandling om det nordiske gildevæsen i senmiddelalderen, en undersøgelse,
som aldrig er publiceret i sin helhed, men som har sat sig spor mange steder i
hans forfatterskab. Han havde også tidligere skrevet afsnit om Danmarks handel
og befolkning i middelalderen i samleværket »Nordisk Kultur«, hvor bl.a. hans
anvendelse af kirkernes placering til at belyse befolkningstætheden er et originalt
og stadig værdsat bidrag.
Da Knud Fabricius i 1945 tog sin afsked, søgte Aksel E. Christensen det ledige
professorat, og om hans kompetence kunne der ikke være tvivl. Bedømmelsesudvalget
anså det imidlertid for ønskeligt, at han og hans medansøger, Astrid
Friis, demonstrerede deres evner som universitetslærere ved konkurrenceforelæsninger,
som under stor opmærksomhed blev afholdt i oktober 1945. Afgørelsen
faldt ud til fordel for Astrid Friis, hvad der ikke overraskede Aksel E., men til
gengæld andre, som havde troet, at forelæsningerne skulle afgøre sagen.
Ved udgangen af januar 1947 trådte også Erik Arup tilbage, og denne gang
var det stillingen som professor i nordiske antikviteter og Rostgardianus der blev
ledig. Aksel E. Christensen var påny ansøger, men ikke den enste, og stærke
kræfter, både inden for den historiske faggruppe og uden for, gik ind for en af
medansøgerne. Aksel E. Christensens videnskabelige produktion lod sig imidlertid
ikke afvise, men Rostgardianus blev han ikke. Bedømmelsesudvalget satte
spørgsmålstegn ved hans kompetence med hensyn til de nordiske antikviteter, og
i stedet oprettedes et ordinært professorat i historie, som Aksel E. tiltrådte 1.
april 1948. Mange har senere undret sig over dette forløb.
Til Aksel E. Christensens faste opgaver som professor hørte varetagelse af det
særlige kursus i historieforskningens metode og teknik, som var grundlagt af
Erslev og videreført af Arup. Ved den nye studieordning i 1948 fik denne disciplin
en stærkere placering inden for forprøven, idet der nu forlangtes skriftlig
besvarelse af en række spørgsmål på grundlag af ulæste kildetekster. Det stillede
øgede krav til både studenter og lærer, og samtidig voksede den sidstnævntes
arbejdsbyrde som følge af det stigende studentertal. De kildekritiske »øvelser«
kunne vanskeligt fungere efter hensigten, når auditoriet nærmede sig 200, og den
dialog mellem lærer og studerende, som Aksel E. gerne ville gøre til et bærende
element, blev i nogen grad fiktiv. Men bortset herfra havde Aksel E. ikke noget
imod at tale til store auditorier, og den usikkerhed, der havde præget hans
undervisning i de unge år, afløstes efterhånden af en fortrinlig forelæsningsteknik.
Som forgængerne gennemførte Aksel E. metodekurset på grundlag af kilder til
dansk middelalderhistorie, der er eminent egnede til at illustrere anvendelsen af
de klassiske kildekritiske principper. Som grundlag for undervisningen udgav
han i 1966 »Historiske Kildesteder«, en stærkt revideret og suppleret videreførelse
af Erik Årups »Kildesteder« fra 1931, der selv var en revideret udgave af
Erslevs samling fra 1888. Traditionen bevaredes, men skikkelsen blev unægtelig
22 Universitetets årbog 1982
fornyet. Her må det også nævnes, at Aksel E. var en veloplagt anfører på talrige
ekskursioner til historiske »monumenter«, der måtte studeres på stedet, det være
sig i ind- eller udland. I mange tilfælde foretoges disse ekskursioner sammen
med fagfæller fra Lunds Universitet, der længe havde været en inspirationskilde
for den københavnske historikerverden.
Aksel E. fastholdt stedse, at metodekursets hovedformål var at indføre de
unge studerende i forskningens kildekritiske fase, undertiden med det resultat, at
kildegrundlaget blev totalt underkendt - »det kan vi ikke vide noget som helst
om!« - og under alle omstændigheder med understregning af, at kildematerialet
kun repræsenterer den historiske virkelighed ufuldkomment og ofte tillader flere
fortolkninger. En relativistisk holdning over for Årups positivisme. At kildekritikken
var en mindre del af den samlede forskningsproces, placeret mellem
problemformulering og syntesedannelse, vidste Aksel E. så godt som nogen, men
det var hans opfattelse, at inddragelse af historieteori i større omfang på et så
tidligt stadium af studiet ville stille urimelige krav til de studerende. Det fortsatte
studium, som stedse måtte have metodisk aspekt, måtte bringe dem videre.
Metodekurset var kun en indføring.
Svarende til dette synspunkt var Aksel E. Christensens undervisning i Danmarks
middelalderhistorie, som det var hans embedspligt at varetage, altid en
redegørelse for forskningsproblematik og kildegrundlag. Det gjaldt hans øvelser
og ikke mindre hans forelæsninger, hvor han i årenes løb gav en sammenhængende
oversigt over hele Danmarks middelalder på grundlag af omhyggeligt
udarbejdede og gang på gang reviderede manuskripter. Disse forelæsningsmanuskripter
er udgangspunktet for fremstillingerne i »Vikingetidens Danmark -
På oldhistorisk baggrund« (1969), »l iden 1042-1241« i Gyldendals Danmarkshistorie
1 (1977) og »Kalmarunionen og nordisk politik 1319-1439« (1980). Det
vil erkendes, at Akse! E. heller ikke under sit otium lå på den lade side.
Som historiker fastholdt Aksel E. Christensen den kronologisk fremadskridende
»diakronisk-dynamiske« fremstilling som nødvendig for den fulde forståelse
af begivenhederne i deres tidsbestemte sammenhæng og dermed for den ægte
historiske fortolkning. Nok så karakteristisk er dog hans vilje og evne til selvstændig
vurdering af kilderne og de markante konklusioner, ofte med polemisk
brod, som kildestudiet resulterede i. Fremdragelsen af det sjællandske Trelleborg
gav ham ikke grundlag for en sikker fortolkning, men da tre tilsvarende
vikingeborge blev påvist i andre landsdele, var han ikke i tvivl om, at de gav ny
og vigtig information om tidens danske statsmagt. Når han så kraftigt tog afstand
fra tyske historikeres påstand om Lubecks dominerende indflydelse i Norden
allerede i 12. århundrede, var et af hans udgangspunkter, at ærkebiskoppen
i Lund disponerede over en domkirke af sten i klasse med de bedste i Vesteuropa
på et tidspunkt, da man i Liibeck ikke var nået længere end til at bygge en
trækirke. Aksel E.'s revision af dette problemkompleks blev lagt frem på det
nordiske historikermøde i Århus 1957 (»Hansestæderne og Norden«, Århus
1957) og fortsat gennem en række afhandlinger i de følgende år, af hvilke de
vigtigste er genoptrykt i »Danmark, Norden og Østersøen«, der udsendtes af
Historisk Institut i anledning af hans halvfjerdsårsdag 1976. Her finder man
også en række af hans undersøgelser over senmiddelalderens danske samfund og
over vigtige epoker i Nordens historie samt hans bibliografi.
Indtil styrelsesloven 1970 medførte professoratet automatisk sæde i det filosofiske
fakultet, for hvilket Aksel E. Christensen efter tur var dekan 1957-58. Året
før var han blevet medlem af universitetets stipendiebestyrelse (1956-66) og af
eforatet for Kvinderegensen (1956-67), i 1960 indvalgtes han i konsistorium og
Nekrologer
1964 i dettes forretningsudvalg (-1969). I de samme år medvirkede Aksel E. ved
opbygningen af Historisk Institut, hvis forstander han var 1964-70, og dertil
kom virksomhed i adskillige lærde selskaber og faglige sammenslutninger. Overalt
engagerede han sig med tilsyneladende uudtømmelig energi. Næppe ét fakultetsmøde
gik til ende, uden at han havde haft ordet. For Aksel E. som for mange
af hans jævnaldrende, der havde ydet deres bedste i universitetets tjeneste,
måtte den hårde dom, der fra 1968 blev fældet over »professorvældet«, forekomme
uretfærdig, men som de øvrige fakultetsmedlemmer støttede han overgangen
til en ny ledelsesstruktur. En længere sygdomsperiode netop i denne bevægede
tid, hvor det kunne være vanskeligt at følge med fra dag til dag, medvirkede til,
at han fik vanskeligt ved at tilpasse sig det nye universitet, hvor den videnskabelige
kompetence efter hans mening var for svagt repræsenteret.
»Ret og Magt i dansk Middelalder« kaldte Aksel E. sine afskedsforelæsninger.
Det var en problematik, han var dybt engageret i, og ikke blot som middelalderhistoriker.
Han stolede ikke på, at magthaverne til nogen tid ville bøje sig for
retten, hvis det stred mod deres interesser, og han så dette synspunkt bekræftet
af striden om de islandske håndskrifters udlevering, som han i egenskab af efor
for Den Arnamagnæanske Stiftelse (1961-72) tog lidenskabeligt del i. Udfaldet
betragtede han som et overgreb, og Aksel E. var aldrig den der tav stille, når han
mente der blev handlet forkert. Så blev han vred.
Svend Ellehøj
3 Årbog 1982

Sven Henningsen
2. februar 1910 - 24. januar 1982
Indtil det sidste var Sven Henningsen optaget af den nyere og nyeste tids historie
og dens placering inden for historiestudiet som helhed. Han tog efter sin
afgang som professor i 1980 initiativet til at sammenkalde en række historikere
med tilsvarende interesseområde, og han arbejdede ihærdigt på en desværre
uafsluttet afhandling om »Institut for Historie og Samfundsøkonomi«, der fik så
stor betydning for hans egen udvikling som historiker.
Han opvoksede i et håndværkerhjem i Stubbekøbing og kom efter bestået
realeksamen i 1925 i boghandlerlære, i løbet af hvilken han bestod handelsmedhjælpereksamen
i 1927. Lysten til ikke blot at sælge, men også læse bøger førte
til, at Sven Henningsen i 1930 tog studentereksamen fra Statens og Hovedstadskommunernes
kursus. Han bevarede lige siden en særlig respekt for de studerende,
der lige som han selv havde gennemgået en praktisk uddannelse, inden de
valgte studium. Interessen for det praktiske og handlingen prægede ham også
lige siden. Når hans valg af studium faldt på historien, skyldtes det mange
forskellige forhold, men medvirkende var også hans interesse for samfundsforhold
i bred forstand, som han mente, at netop studiet af historie måtte give forudsætninger
for at forstå og handle over for.
Allerede 2 år efter påbegyndelsen af sit studium blev han som assistent knyttet
til det nyligt oprettede »Institut for Historie og Samfundsøkonomi«, hvis grundidé
netop var gennem et organiseret forskningssamarbejde mellem historikere og
økonomer både at kunne analysere og gennem analysen påvirke samfundsforholdene.
Her kom han til at arbejde sammen med en stor kreds af både noget
ældre, men også mange jævnaldrende historikere og økonomer blandt andet
med udgivelsen af instituttets tidsskrift »Økonomi og Politik«, som han senere
selv blev redaktør af. Arbejdet på instituttet ved siden af studierne svarede
meget godt til de forhåbninger, hvormed Sven Henningsen gik ind til historiestudiet.
Han blev yderligere tilskyndet til at beskæftige sig med moderne historie,
da professor Albert Olsen valgte ham som en af sine nærmeste medarbejdere til
at skrive i det sidste bind af Gyldendals nye Verdenshistorie, der udkom 1936.
På det tidspunkt havde Sven Henningsen forlængst besluttet sig for at afslutte sit
studium med en konferens, og han blev mag.art. i 1937. Også efter konferensen
arbejdede Sven Henningsen på »Institut for Historie og Samfundsøkonomi«,
hvor han blev ansat som medarbejder i 1938 og leder af den historiske afdeling i
1943. Han var samtidig undervisningsassistent hos professor Albert Olsen fra
1940, og han knyttede sig meget til Albert Olsen, som havde betydet så meget
for hans studieinteresse og mulighederne for at forfølge den. Han var i gang med
arbejdet på sin disputats, da han i 1943 samtidig med Albert Olsen måtte
forlade landet og tage ophold i Goteborg, hvor han videreførte og afsluttede
arbejdet. I 1944 forsvarede han den ved Goteborgs universitet. Titlen var: »Studier
over den økonomiske Liberalismes Gennembrud i Danmark. Land26
Universitetets årbog 1982
haandværket.« Heri behandlede han spørgsmålet om de økonomiske, sociale og
politiske forudsætninger for næringsfrihedsloven af 1857, hvorved de gamle
håndværkerlaug blev ophævet, og hvilke virkninger den havde for specielt landhåndværket.
Emnevalg- og afgrænsning var tydeligt præget af hans tilknytning
til »Institut for Historie og Samfundsøkonomi« - hans undersøgelse var kun én
af flere planlagte, som alsidigt skulle belyse liberalismens gennembrud i det
danske samfund som forudsætning for den følgende samfundsudvikling. Efter
tilbagekomsten til København i 1945 genoptog han arbejdet på »Institut for
Historie og Samfundsøkonomi« og også sit lektorat i historie ved universitetet,
som han var blevet udnævnt til i 1943. løvrigt skaffede han sig i løbet af de første
efterkrigsår en lang række internationale kontakter - også gennem sit arbejde på
instituttet - og var i 1948-49 gæsteprofessor i internationale relationer ved Minnesotas
universitet. Rent fagligt betød disse år meget for Sven Henningsen, fordi
han uden for landets grænser blev opmærksom på, hvorledes beskæftigelsen med
moderne samfundsforhold og historie blev drevet som anerkendte universitetsstudier,
hvilket ikke var tilfældet i Danmark. Han hjemførte fra sine udenlandsrejser
de nyeste lærebøger i den politologiske videnskab, som på dansk fik betegnelsen
statskundskab, og indførte dem i sin undervisning for historiestuderende.
Hans særlige interesse var den internationale politik, og inden for den fik tyskamerikaneren
Hans J. Morgenthau særlig betydning for ham.
Hans travle virksomhed ved universitet, institut og i udlandet levnede ham
dog tid til dels at skrive løbende kommentarer til dagbladet »Ekstra-Bladet« om
aktuelle politiske emner, ligesom han i disse år blev flittigt benyttet som radiokommentator
i Danmarks Radio. Han var også sekretær ved den af Rigsdagen
nedsatte parlamentariske kommission og havde hovedansvaret for redaktionen
af dens omfattende betænkning, foruden at han også underviste ved Danmarks
Lærehøjskole. Der var den sammenhæng i disse mange og tilsyneladende adspredte
aktiviteter, at de for Sven Henningsen alle medvirkede til at sprænge de
snævre faglige kredse og demonstrere historiens anvendelighed i flere forskellige
sammenhænge, samtidig med at han derved mente at kunne forny det historiske
studium, så det både tidsmæssigt og emnemæssigt åbnede sig overfor andre
samfundsvidenskaber, i hans tilfælde især politologien.
Ved Albert Olsens meget tidlige død i 1949 blev hans efterladte professorat
besat af Povl Bagge, der var en helt anderledes historiker end både Albert Olsen
og Sven Henningsen. Men i 1953 oprettedes et nyt professorat i moderne historie
og samfundskundskab, hvis oprettelse netop blev begrundet med Sven Henningsens
indsats inden for disse to områder og da også blev besat med ham uden
opslag. Dermed var der sket en etablering af det, som både arbejdet på instituttet
og meget af Sven Henningsens eget arbejde havde tilsigtet: moderne historie
og samfundsforhold var blevet anerkendte studieområder inden for historiestudiet.
Sven Henningsen var en fortræffelig forelæser, der med megen sans for dramatik
og kolorit kunne holde et stort auditoriums opmærksomhed fanget. Men han
var og blev aldrig nogen helt almindelig historieprofessor, dertil var både hans
område og han selv for omdiskuteret. Mere traditionelt indstillede historikere
også blandt de studerende anså hverken hans emneområde eller hans behandling
af det for at være seriøs historie, mens han virkede meget dragende på
yngre, der var blevet tiltrukket af historiestudiet af samme bevæggrunde som
han selv. Det blev en udfordring for Sven Henningsen under hele hans professortid
at demonstrere, hvordan behandlingen af den moderne historie kunne være
lige så seriøs som af den ældre tids historie. Han stillede ofte endog meget
Nekrologer 27
strenge kildekritiske krav til de studerende, der fulgte hans undervisning. Således
afviste han pure, at man kunne beskæftige sig seriøst med udviklingen i
lande eller områder, hvis sprog man ikke beherskede, fordi man så ikke kunne
læse og bearbejde førstehåndskilder. Det kunne nu og da bringe vanskeligheder i
forhold til det politologiske emneområde, som interesserede ham mest, nemlig
international politik. Sin ypperste og for mange helt uforglemmelige indsats som
universitetslærer udøvede han dog som så mange andre i de mere begrænsede og
studenteraktive øvelsesdiskussioner, der ofte førte til specialeafhandlinger. Han
var en stimulerende, meget vidende - gerne drilsk, men aldrig nedgørende -
vejleder, som satte pris på at blive modsagt for så yderligere at kunne skærpe sin
pointe.
Sven Henningsen var og blev aldrig nogen stille stuelærd, og foruden mange
aktiviteter uden for universitetet, kastede han sig fra slutningen af 1950'erne
med ildhu ind i universitetspolitisk og -organisationsarbejde. Under indtryk af
den stærkt øgede tilgang af studerende, der medførte en kraftig udvidelse af
universitetets stab af ansatte og skabte trængsel i dets lokaler, var Sven Henningsen
blandt dem, der tidligst indså nødvendigheden af reformer og ændringer.
I disse år foregik også forarbejderne til oprettelsen af et nyt fag ved universitetet,
nemlig samfundsfag, som skulle rumme både økonomi, sociologi, historie
og politologi. Også det arbejde deltog Sven Henningsen ivrigt i og med støtte i
ydre konjunkturer lykkedes det ham at overvinde interne betænkeligheder og få
faget oprettet i 1965. I 1958 opløstes det tidligere »Institut for Historie og
Samfundsøkonomi« i tre institutter: Økonomiske institut. Historisk institut
og Institut for samtidshistorie og statskundskab. Sven Henningsen var tilhænger
af institutindretningen også for humanistiske og samfundsvidenskabelige fag -
hans egne erfaringer tilsagde ham at være det -, og han overtog posten som
bestyrer for det sidstnævnte af de tre nye institutter. Han var dekan for Det
filosofiske fakultet 1964-65 og var i de næstfølgende år knyttet til rektors kontor
vedrørende universitetets lokaleforhold. Han opstillede til rektorvalget i 1966,
men måtte se sig slået af Mogens Fog, for hvem han dog blev en meget værdsat
prorektor i årene 1967-69. Samarbejdet mellem Mogens Fog og Sven Henningsen
var meget bedre, end de fleste havde frygtet, og det fik væsentlig betydning
under de hektiske forløb i 1968 og det følgende år, hvor der med kort varsel
skulle træffes meget vidtrækkende beslutninger af universitetets ledelse. Efter
prorektorperioden blev Sven Henningsen siddende i konsistorium indtil 1971 og
deltog således i forarbejderne til universitetets nye styrelseslov.
Sven Henningsens organisatoriske og fagpolitiske indsats indskrænkede sig
ikke til universitetet alene. Han deltog i forberedelserne af større internationale
projekter om studier af aktuelle internationale forhold, og inden for Norden blev
han en central figur ved styrkelsen af disciplinen international politisk, der blev
søgt koordineret under Nordisk Råd. Han var formand for den kommission, der
i 1964 foreslog oprettelsen af en nordisk samarbejdskomité for studiet af international
politik samt freds- og konfliktforskning, og han var medlem af samme
komités bestyrelse i mange år. Han var meget aktiv ved etableringen af nordiske
statskundskabskonferencer og var med til at stifte tidsskrifterne »Scandinavian
Political Studies« og »Cooperation and Conflict«. Han var medstifter af og i
mange år formand for Dansk Selskab for Statskundskab, ligesom han var med til
at grundlægge Dansk udenrigspolitisk Institut i 1967. Det vil føre meget vidt at
nævne alle de øvrige folkeoplysende og humanitære organisationer, som han
samtidigt deltog flittigt i. Alt dette arbejde vidner om Sven Henningsens store
arbejdskraft, om den position han indtog i faglige kredse og naturligvis også om
28 Universitetets årbog 1982
den betydning, han selv tillagde denne form for arbejde. Den bundede i hans
overbevisning om, at uden organiserede strukturer ville netop et fagområde som
det, han beskæftigede sig med og interesserede sig for, alt for let risikere at blive
løbet over ende af énsidigt politisk engagerede - netop fordi emnet var så aktuelt
og kunne give anledning til meget kontroversielle synspunkter. Hans ry som
mødeleder, forhandler og formidler mellem modsatrettede synspunkter blev
yderligere fastslået gennem hans mange aktiviteter uden for universitetet. Samtidig
vandt han respekt — hos nogle dog modstand —, fordi det hævdedes om
ham, at han altid formåede at få sagerne afgjort som det passede ham bedst. Det
samme kan mere positivt udtrykkes sådan, at han formåede med konsekvens og
ihærdighed af fastholde sine mål og manøvrere uden om de vanskeligste skær.
I sin omgang med studenter og medarbejdere på universitetet var Sven Henningsen
åben og venlig, men kunne, hvis han fandt det nødvendigt, være meget
skarp både i faglige og ikke mindst fagpolitiske diskussioner. Han var som
professor og dermed bestyrer for Institut for Samtidshistorie og Statskundskab
1958-72 den naturlige førstemand, der som en selvfølge udadtil havde ansvaret
for instituttets virksomhed. Men han traf aldrig betydningsfulde beslutninger
uden at have drøftet dem med samtlige medarbejdere. Især fra 1963, hvor
instituttets personale blev væsentligt forøget i meget stærkt tempo, søgte han
som den første blandt ligemænd at skabe »et hold«, der i fællesskab deltog i
instituttets store og små problemer. Samtidig var han indstillet på at overlade
både de daglige gøremål og også administrativt og fagligt vigtige spørgsmål til
medarbejderne selv. Slagordet »professorvælde«, der blev udmøntet omkring
1968, fandt han derfor urimeligt og misvisende i hvert fald for sit eget vedkommende
og de fleste af sine kolleger.
De ændringer i universitetets styrelsesmåder, som han selv havde været med
til at præge, og som slog igennem med den nye styrelseslov, kunne Sven Henningsen
stort set anse for både nødvendige og positive. Hans største betænkelighed
gjaldt den kollektivisering af ansvaret - både det faglige, det økonomiske og
det administrative som styrelsesloven indebar. For ham og de fleste af hans
generation var det mest naturlige, at én og kun én kunne have det endelige
ansvar. Men både gennem sine praktiske erfaringer og sine studier var Sven
Henningsen blevet en realpolitiker, der indså, hvornår det var nødvendigt at
bøje sig.
Efter denne meget hektiske periode koncentrerede Sven Henningsen sig atter
om både egne studier og undervisning. På det sidste område demonstrerede han
med en meget omfattende kildesamling til metodeundervisningen i historie fra
1976, hvorledes også moderne kilder kunne bruges til indøvelse i kildekritik. Det
var en gammel plan, der hermed blev realiseret. Allerede i løbet af 1960 erne
havde han udsendt sit store værk om »Det tyvende århundredes historie«, der
var skrevet på grundlag af mange års studier og under indtryk af den nyeste
faglige udvikling. Det var Sven Henningsen til nogen skuffelse, at dette værk
ikke fik den udbredelse og anvendelse, som han havde håbet. Det kan skyldes
mange ting, men hang nok også sammen med, at interessen for den form for
diplomatisk historieskrivning, som Sven Henningsen anvendte, var svindende
på det tidspunkt, værket udkom. I det hele taget forblev Sven Henningsens
forhold til de nye strømninger, inden for samfundsvidenskaberne - herunder
politologien, som han selv havde gjort så meget for at indføre i Danmark -
modsætningsfyldt. På den ene side fandt han teoretiske og metodiske overvejelser
nødvendige og uundgåelige også for historikere, men på den anden side
kunne han med bidende vid ironisere over de teoretikere, der »byggede en stor
Nekrologer
maskine for at klø sig selv på ryggen«. Hans studenter og medarbejdere fik
skærpet deres kritik overfor alt for vidtløftige teoritiseringer. I universitetets
festskrift 1971 skrev han om et centralt emne, som havde optaget ham i mange
år. Atompolitik 1939-1945. Hans hovedtese var heri, at det ikke så meget var
tekniske eller fysiske forudsætninger, der muliggjorde udviklingen af atomvåbenet
under 2. verdenskrig, men først og fremmest de allieredes øverste politiske
beslutningstagere, og han var tilbøjelig til at anse teknikere og fysikere for
politisk naive, når de troede, de kunne tøjle et sådant våben, når det først var
skabt. Arbejdet er interessant og på visse punkter så provokerende, at det fortjener
en større debat, end det er blevet genstand for.
I 1972 blev Institut for samtidshistorie og statskundskab nedlagt og i stedet
oprettedes 2 institutter, et for samtidshistorie og et for samfundsfag. Sven Henningsen
havde gerne set dem sammenholdt, men styrelsesloven umuliggjorde
det, og han forlod det samfundsfag, som han mere end nogen anden havde været
med til at oprette, for at blive ved samtidshistorien. Men også her viste hans
organisatoriske og igangsættende egenskaber sig. Det var i hans sidste år en
kilde til stor glæde og tilfredsstillelse for ham at se, hvor mange af de yngre
medarbejdere ved instituttet, der med glans erhvervede doktorgraden inden for
emner i den moderne historie. Han var selv sikker på - og nok ikke med urette —,
at det også skyldtes den projektplanlægning af studier vedrørende afslutningen
af 1. verdenskrig, som han havde været med til at foretage på instituttet. Han
forblev til det sidste overbevist om, at forskningen blev fremmet og forbedret ved
at foregå i et stimulerende miljø, hvor alle søgte at inspirere og støtte hinanden.
Selv forekom han ofte at være den ensomme enkeltforsker, men erfaringerne fra
ungdommen ved »Institut for Historie og Samfundsøkonomi« sad dybt i ham.
Sven Henningsens egen forskningsindsats blev præget af de udfordringer, han
mødte på sin vej. Disputatsens emne vendte han aldrig siden tilbage til, men i
1954 udkom bogen om hans fødeby Stubbekøbing 1354-1954, og året efter en
bog om Esbjerg under den anden verdenskrig 1939-1945. Hans hovedinteresse
lå helt klart inden for den diplomatiske historie og international politik, men
udover de nævnte værker udmøntede han den mest i oplysende bøger, artikler og
lærebøger for gymnasiet. Sven Henningsen brugte mange af sine kræfter og
meget af sin tid til fagpolitisk og fagorganiserende arbejde både på og uden for
Københavns universitet. Universitetets forhold og trivsel - både indadtil, men
nok så meget dets ydre omdømme — lå ham stærkt på sinde. Han ønskede et
levende universitet, der stod i stadig vekselvirkning med det omgivende samfund
og beskæftigede sig seriøst med problemer, som var nærværende og vigtige for
alle mennesker. På den anden side måtte dette ikke ske på bekostning af den
videnskabelige standard, for så ville universitetet ikke kunne yde det særprægede
islæt til det omgivende samfund, som i hans øjne var dets egentlige berettigelse.
Sven Henningsen holdt sig aldrig til noget »elfenbenstårn«, men var på den
anden side bevidst om de forpligtelser og den værdighed, som et universitetsprofessorat
i hans øjne var forlenet med. Hans tid som student, universitetslærer og
endelig professor blev mere end nogen anden præget af opbrud og nytænkning
inden for både hans eget fag og for universitetet som helhed. Det kom til at sætte
sig spor i hans løbebane og hele faglige aktivitet, og det passede ham utvivlsomt
bedre end stille syslen med fjerne tider.
Ole Karup Pedersen

Jan Pinborg
29. april 1937 - 24. september 1982
Jan Pinborg, som døde af cancer i efteråret 1982, var i over halvdelen at sit korte
liv knyttet til Københavns Universitet, hvor han blev immatrikuleret i 1955,
cand.mag. i klassisk filologi 1962, amanuensis 1966, dr.phil. i 1967, professor i
klassisk filologi i 1973 med tjeneste ved Institut for græsk og latinsk Middelalderfilologi
(herefter »IGLM«), hvis bestyrer han var fra 1972.
Ved sin død var han endvidere medredaktør af flere danske og udenlandske
fagtidsskrifter; tilsynsførende og redaktør for videnskabelige udgivelsesrækker og
en oversættelsesserie; medlem af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab
og flere andre danske og internationale lærde selskaber; i nogle også bestyrelsesmedlem;
konsulent for USA's National Endowment for the Humanities m.m.
Han havde også været fakultetsrådsmedlem.
De mange hverv kunne passe til billedet af en mand som efter en tidlig
brilliant forskningsindsats var trådt over i de administrerendes rækker. Men et
blik på den liste over hans ca. 90 artikler og bøger fra perioden 1961-1982, som
findes i Cahiers de Tlnstitut du Moyen-Age grec et latin 41 (1982), vil vise, at
arbejdet med at befordre andres forskning ikke kvalte hans egen. Det er ikke
opkog og genoptryk, der fylder på sidste halvdel af listen. Det er artikler som
afslører nye sider af middelalderens lingvistik, logik og universitetshistorie; og
det er udgaver af latinske tekster.
Hvordan han klarede så meget på én gang, kunne man få et begreb om ved at
følge ham en dag på IGLM, en dag, hvor han skrev på en artikel. Han sad ikke
isoleret i timevis og tænkte og skrev. Han måtte uafladelig have »frikvarter« -
bevæge sig, tale med andre, tænke på noget andet, for bagefter at vende forfrisket
tilbage til artiklen. Frikvarterernes småsamtaler med instituttets øvrige
bemanding holdt ham ajour med, hvad der optog dem, og gav ham mulighed for
hele tiden at stå bi med råd og dåd. Med små hjælpende puf holdt han mange
hjul i gang, men han forsøgte aldrig i bedreviden at diktere andre, hvad de skulle
lave eller hvordan. Meddelelser og drøftelser, der krævede alles tilstedeværelse,
blev overstået under den fælles frokostspisning. Det var en ekstremt energibesparende
form for administration, hvor afslappede samtaler holdt alle velorienterede,
så der ingen grobund blev for indbyrdes mistro, og så han selv i de fleste
sager kunne træffe hurtige afgørelser på alles vegne. Han vidste jo, hvad de
mente.
IGLM blev hans arbejdsplads allerede i studieårene. Tre lærere fra den tid fik
en særlig betydning for hans videnskabelige virke — dr. Heinrich Roos, som
indførte ham i Augustinus' forfatterskab samt skolastisk litteratur og kunsten at
benytte utrykte tekster; og de klassiske filologer prof. Povl Johannes Jensen og
Johnny Christensen, som var med til at udvikle hans kærlighed til det latinske
sprog, åbnede hans øjne for værdierne i efter-Aristotelske antikke teoridannelser
og varigt prægede den måde, hvorpå han fortolkede og på tryk fremstillede
fortidens tanker.
32 Universitetets årbog 1982
Latin var og blev Pinborgs yndlingssprog. Han kom til at beskæftige sig meget
med Aristoteleskommentarer, men læste kun lidt Aristoteles på græsk - ganske
som de middelalderlige vesteuropæiske kommentatorer lærte han sin Aristoteles
at kende via latinske oversættelser. De græske kilder til hellenistisk og senantik
logik og grammatik var han dybt fortrolig med - men skulle han behandle
emnet, tog han helst sit udgangspunkt i en latinsk tekst, sådan som man ser det i
de tre første publikationer »Interjektionen und Naturlaute ...« (1961), »Das
Sprachdenken der Stoa...« (1962) og »Quintilian og den antikke sprogteori«
(1963). Disse tre arbejder beskæftiger sig alle hovedsagelig med hellenistisk
sprogteori, et emne der forblev ham kært, selvom det eneste nævneværdige
senere arbejde herom er en oversigtsartikel om antik græsk lingvistik fra 1975,
hvori han stærkt argumenterer for, at den traditionelle europæiske lærebog i
grammatik (med de 8 ordklasser etc.) ikke som oftest antaget var udviklet af
litteraturkritikere i Alexandria så tidligt som 2. århundrede f.Kr. En livlig videnskabelig
diskussion af spørgsmålet har siden udviklet sig.
Artiklen fra 1962 om stoisk sprogfilosofi er opbygget som en art kommentar til
Augustinus' De Dialectica. Dette skrift af den filosof, han holdt næstmest af
(Ockham var nr. 1), udsendte han senere en kritisk udgave af (1975).
Den øvrige produktion vedrører næsten udelukkende middelalderlige emner.
Den allerførste artikel fra 1961 peger her fremover ved at tage sit udgangspunkt i
en uudgiven middelalderlig tekst (Petrus Helias' kommentar til Priscianus).
Det var som nævnt dr. H. Roos, der fik Pinborg ind på dette spor. Roos var en
af de to første udgivere af Det Danske Sprog- og litteraturselskabs (DSL) serie
Corpus Philosophorum Danicorum Medii Aevi (i det flg. »Corpus«), hvori middelalderlige
videnskabelige arbejder af danske forfattere publiceres. Pinborg
bistod som student Roos med arbejdet på bd. II, Martinus de Dacias grammatiske
og logiske værker. Under sin militærtjeneste (1962-64) blev Pinborg deltidsansat
af DSL som fondslønnet medarbejder ved Corpus; efter militærtjenesten
blev deltiden til heltid. I 1966 overgik han til universitetsansættelse, men tilknytningen
til selskabet blev livslang. Han sad i bestyrelsen fra 1977, og var i sine
sidste år endvidere tilsynsførende ved Diplomatarium Danicum; men hans hjertensbarn
var naturligt nok Corpus, hvis ledelse han overtog fra H. Roos og A.
Otto. Bindene V-VHI udkom, mens han forestod serien. Bind IV, Boethius de
Dacias Modi Significandi, som han selv var hovedudgiver af, kom i 1969, men
det meste arbejde var gjort i den periode, hvor han var fondslønnet. Denne
periodes arbejde førte også frem til disputatsen fra 1967 »Die Entwicklung der
Sprachtheorie im Mittelalter«, hvor den højmiddelalderlige »modistiske« lingvistik
analyseres og følges i sin historiske udvikling. Dette værk vil blive stående i
mange år, fordi Pinborg ikke blot var en skarpsindig teorifortolker, men også
sørgede for at skaffe sig fast historisk grund under fødderne ved en systematisk
gennemgang af det meget store håndskriftsmateriale, der udgør kilderne.
Efter disputatsen måtte Pinborg mangen en gang i foredrag og leksikonartikler
vende tilbage til dens emne og forklare funktionen af nøglebegrebet modi
significandi i den højmiddelalderlige lingvistik. Men han havde ikke lyst til at
blive hængende i spørgsmålet. Han vendte sig da til lingvistikkens søsterdisciplin,
logikken. En forelæsnings- og øvelsesrække ved universitetet i 1968 kom til
at handle om middelalderlig logik og semantik fra de tidligste tider til det 15.
årh. For de studerende var det en betagende oplevelse. Her fik de virkelig
forskning frisk fra fad. Til hver time producerede Pinborg et stencilat med
primærtekster, ofte uudgivne, som vidnede om en bestemt periodes behandling
af et givent emne; samt et stencilat, hvor han selv forsøgte en systematisk og
Nekrologer 33
historisk tolkning. I revideret form og oversat til tysk blev samme materiale
anvendt, da Pinborg i vinteren 1970/71 forelæste ved Christian Albrechts' Universitetet
i Kiel. Efter endnu en revision udkom det i 1972 som bog med titlen
Logik under Semantik im Mittelalter, en bog der i sin lidt løse opbygning stadig
bærer præg af at være udsprunget af undervisningsmateriale, men hvis skavanker
langt opvejes af det store forskningsmæssige fremskridt, den betød i analysens
sikkerhed og overblikket over kilderne.
Et appendix til Logik und Semantik rummer en lille udgave af Pariserfilosoffen
Radulphus Brito fra ca. 1300, en i sin levetid og længe derefter indflydelsesrig
tænker, som Pinborg mere end nogen anden bidrog til at trække frem af
glemslen med en række mindre udgaver og artikler fra 1972-1982, samt en stor
udgave af dennes Modi Significandi, som i 1980 kom på samme forlag som
Logik und Semantik i en serie, Pinborg selv var redaktør af fra starten (Grammatica
Speculativa, 4 bd 1974-1981).
70'erne var frugtbare år, hvor Pinborg arbejdede omgivet af og i nært samarbejde
med en række yngre forskere, især han egne tidligere elever fra 60ernes
slutning, men også nye folk fra ind- og udland, som blev tiltrukket af det inspirerende
miljø på IGLM. Tidsskriftet Cahiers de l'Institut du Moyen-Age grec et
latin blev et vigtigt redskab til hurtig udbredelse af instituttets forskningsresultater.
Første gang, navnet på en af Pinborgs elever optrådte på titelbladet, var i
1970. Et tiår senere kunne han med stolthed se tilbage på en lang række arbejder
forfattet af yngre forskere, han havde hjulpet med at komme i gang.
70erne blev også år, hvor Pinborg fik etableret et virkelig verdensomspændende
forskningssamarbejde. Allerede i 60erne havde han fået kontakt med et stort
antal europæiske kolleger; sammen med nogle af disse stiftede han de Europæiske
Symposier om Middelalderlig Logik og Semantik, og han præsiderede selv
over symposium nr. 3, som blev afholdt på IGLM i 1975. Men det kneb lidt med
kontakten til den engelsktalende verden. For at bøde herpå begyndte han i 1970
af publicere på engelsk og at aflægge den tunge stil, som kan virke afskrækkende
ved de tidligere arbejder. Det kostede ham møje at skifte fra tysk til det nye
sprog, som han var langt mindre fortrolig med. Men det var umagen værd. Der
kom bud efter ham fra England, USA og til sidst New Zealand. Flan forelæste og
knyttede nye kontakter.
Det var en ejendommelig oplevelse at se Pinborg forelæse for et udenlandsk
publikum. Han forsyndede sig mod næsten alle de krav, man normalt vil stille til
en taler. Skødesløst påklædt og uden synderlig brug af gestus talte han lavmælt
efter et som regel kun halvfærdigt manuskript, begik ofte fejl i det engelske,
famlede efter ordene og anvendte gerne en del af tiden til at diskutere med sig
selv, fordi han stadig arbejdede med problemerne, alt mens han talte. Ikke desto
mindre blev der lyttet intenst. Det, han havde at sige, var så spændende, at han
ikke behøvede at glimre med ydre form for at fange tilhørernes opmærksomhed.
Som et monument over det internationale samarbejde står The Cambridge
History of Later Medieval Philosophy, udsendt i 1982. To amerikanere, en
englænder og Pinborg redigerede værket, hvis enkelte afsnit er skrevet af 41
forskellige personer, herunder Pinborg, fra 10 forskellige lande.
I løbet af 70erne flyttede centrum for Pinborgs interesse sig stadig mere hen
mod senmiddelalderen. Ockham, som han anså for middelalderens bedste logiker,
trak stærkt i den retning. Men andre var i gang med at udgive Ockhams
skrifter. Han rettede da sit blik mod Ockhams forudsætninger i en engelsk
tradition; den engelske logiks indflydelse og udvikling i og uden for England;
herunder i særdeleshed mod udviklingen i Paris i det tidlige 14. årh. En serie
34 Universitetets årbog 1982
artikler og tekstudgaver belyser dette problemkompleks og har virket befordrende
på andres beskæftigelse med det.
Som det turde være fremgået, var Pinborg samarbejdets mand. Derfor vil det
også være svært for eftertiden at udpege de punkter, hvor netop hans virke har
medført alvorlige ændringer i opfattelsen af filosofihistorien. Men man kan roligt
sige, at han var en af hovedkræfterne bag den omvurdering af 13. og 14. århundrede,
som er på vej. Et nuanceret billede vil afløse både den fra humanisterne
arvede foragt for middelalderlig videnskab og den af ny-skolastikken ernærede
tendens til at se det 13. århundredes filosofi personificeret i Thomas Aquinas og
det 14. århundredes i William af Ockham. Floskler om filosofien som teologiens
tjener vil ikke kunne benyttes uden kraftige forbehold - en rig ikke-teologisk videnskabelig
litteratur er blevet afdækket. For Pinborg selv var opløsningen af
det ny-skolastiske billede også en personlig udvikling. Hans udgangspunkt var
faktisk ny-skolastikken og dens overdimensionering af Aquineren. Det arbejdede
han sig væk fra - men uden at smække med dørene. Han havde trods alt en
trosfælles forståelse for den ny-skolastiske bevægelses mænd, og, som han gerne
sagde, det var jo dem, der havde sat gang i studiet af middelalderens tankeverden.
Det var Pinborgs håb, at The Cambridge History of Later Medieval Philosophy
ville blive et virksomt instrument til udbredelsen af det nye billede af
filosofihistorien. Det bliver formentlig også tilfældet. Men der savnes stadig en
helstøbt Middelalderens Filosofihistorie til sammenhængende præsentation af
dette syn. Pinborg planlagde et sådant værk, men den bog blev aldrig skrevet.
I de sidste år af sit liv begyndte Pinborg også at undersøge, i hvilket omfang
skolastikkens grammatik og logik overlevede uforstående humanisters angreb og
påvirkede eftertiden. Nogle første tanker herom kan findes i efterskriftet til »Tre
latinske Grammatikker«, en facsimileudgave af værker trykt i København i 1493
af en til universitetet knyttet trykker. Facsimileudgaven udsendtes af Det Kongelige
Danske Videnskabernes Selskab i anledning af universitetets 500-års jubilæum
i 1979. Samme år udkom »Universitas Studii Haffnensis« indeholdende
KU's stiftelsesdokumenter og statutter i Pinborgs udgave og med en prægtig
fotografisk gengivelse af statuthåndskriftet. Udgaven føjer sig naturligt ind i en
række studier over nordeuropæisk universitetshistorie som han skrev i årene
1968-82. Pinborg var glad over at kunne hylde sit universitet på denne smukke
måde. Københavns Universitet kan være stolt over at have fostret udgiveren.
Sten Ebbesen

Knud Schibsbye
29. november 1904 - 18. juli 1982
Knud Schibsbye blev født den 29. november 1904 i Hjørring som søn af gårdejer
Søren Schibsbye. Han blev student fra Hjørring i 1922 og cand.mag. i 1927 med
engelsk som hovedfag. I 1932 blev han ansat som undervisningsassistent ved
universitetet og virkede i denne stilling mange år fremover. I 1936 disputerede
han for den filosofiske doktorgrad. Han blev beskikket som lektor i 1943 og
udnævntes til professor i engelsk sprog og litteratur i 1950.
Schibsbyes første videnskabelige afhandling var hans doktordisputats: Om de
udvidede verbalformers begreb og anvendelse i moderne engelsk. Ved sin fremkomst i 1936
var den genstand for megen kritik fra fiere sider. Dens hovedtese - der går ud på
at verbernes udvidede form betegner handling af afgrænset varighed - har imidlertid
vundet betydelig udbredelse og indgår fortsat i den videnskabelige diskussion.
Schibsbye selv fandt vistnok aldrig anledning til at ændre sin opfattelse i
nævneværdig grad.
I 1939 udkom skriftet Engelsk stilistik I, der efterfulgtes af Engelsk stilistik II i
1948. Disse to små afhandlinger indeholder en fortræffelig redegørelse for anvendelsen
af as og like.
Knud Schibsbyes vigtigste videnskabelige arbejde er utvivlsomt hans Engelsk
synonymik på grammatisk grundlag fra 1950.
Synonymikken - læren om betydningsforskellene mellem semantisk nært beslægtede
ord - har mange dyrkere i England og USA. Hvilket er en simpel følge
af at der næppe findes noget sprog der indeholder så mange synonympar som
netop engelsk, først og fremmest i kraft af de mange låneord som sproget har
optaget. Beskrivelsen af disse synonymer har imidlertid næsten altid været af ren
leksikalsk art, således at forstå at de beskrives isoleret, i princippet på samme
måde som opslagsordene i en énsproget ordbog. I modsætning hertil opstiller
Schibsbye semantiske klasser: ved at opstille begrebspar der ikke blot skal beskrive
et enkelt synonympar men hele rækker af sådanne par. Således beskrives
forskellen mellem lyric og lyrical ved hjælp af begrebsparret »kategori-egenskab«;
lyric i f.eks. lyric poetry er kategoriserende, idet lyric poetry er en underkategori af
kategorien poetry, hvorimod lyrical i f.eks. be in a lyrical mood er rent egenskabsangivende.
Det samme begrebspar anvendes til at beskrive forskellen mellem f.eks.
s lok og stoical (the stok virtues over !ui a stoical sufferer) og alien og foreign (alien
property over for a foreign accent). Heraf følger at stok og alien forholder sig til
henholdsvis stoical og foreign på samme måde som lyric til lyrical. Og herved er der
etableret en semantisk fællesnævner for på den ene side lyric, stok og alien og på
den anden side lyrical, stoical og foreign.
Nogle af Schibsbyes begrebspar er af grammatisk art. Andre - f.eks. parret
»kategori-egenskab« - har et grammatisk korrelat: således kan de kategoriserende
adjektiver ikke gradbøjes eller forbindes med gradsadverbier. Dette i modsætning
til de rent egenskabsangivende: man kan sige a very lyrical mood men ikke very
lyric poetry.
38 Universitetets årbog 1982
Det er beklageligt, at Schibsbye ikke fandt anledning til at oversætte sit arbejde
om engelsk synonymik til engelsk.
Schibsbyes bedst kendte arbejde er formentlig hans Engelsk grammatik, der
udkom i fire bind mellem årene 1957 og 1966. Den er tillige udkommet på
engelsk (Oxford University Press) og japansk.
Som en pædagogisk orienteret grammatik til universitetsbrug anses den af
mange - med megen ret - som den bedste der findes. Den er i særdeleshed
fortræffelig som håndbog; her finder man oftest de ting man leder forgæves efter
andre steder. Den har sin styrke i de fine detailanalyser, ikke mindst af semantisk
og stilistisk art. Den danske udgave har et afsnit på 100 sider om præpositionernes
anvendelse, medtaget i den engelske udgave af 1970. Her er det Schibsbyes
forkærlighed for synonymikken der finder sit markante udtryk. Afsnittet er vist
uden sidestykke i litteraturen. Grammatikken - der er forfattet inden for traditionens
begrebsapparatur: Schibsbye var traditionernes mand - er knap i sin stil.
Dette har ikke bidraget til dens popularitet blandt de studerende. Men stilen er
bevidst fra Schibsbyes side. Han ønskede at de studerende skulle lære at tænke
sig om.
Schibsbyes sidste større arbejde var hans sproghistorie, som han havde forberedt
gennem mange år. Den udkom mellem årene 1972 og 1977 i tre bind under
titlen Origin and Development of the English Language. Læseren savner i betydelig
grad de ræsonnementer som gjorde Schibsbyes sproghistoriske forelæsninger så
inspirerende. Men bogen er båret af den grundighed som karakteriserer alt hvad
Schibsbye skrev. Den er som grammatikken opbygget på grundlag af et imponerende
eksempelmateriale. I modsætning til de fleste fremstillinger af det engelske
sprogs historie udmærker den sig ved at behandle syntaksen på lige fod med
morfologien og fonologien. Den indeholder også et afsnit om betydningsændringer.
Schibsbye var en fremragende pædagog i sin gerning som universitetslærer.
Utallige årgange af engelsklærere landet over står i gæld til ham for deres
indføring i den præcise behandling af det engelske sprog. De forelæsninger han
med regelmæssige mellemrum holdt over engelsk sproghistorie var i deres art de
ypperste der nogensinde er holdt ved universitetet. Og her kom hans store
lærdom til udfoldelse, i langt højere grad end i hans skrevne arbejder. Schibsbye
var i det hele taget større i tale end i skrift. Den distance der var over hans
person nærmede sig skyhed når han skulle skrive.
Knud Schibsbye var et varmt og viljesrent menneske. En højt udviklet sans
for humor var ham forundt. Denne gjorde ham bl.a. til en strålende fortæller i
privat samvær, hvor distancen var brudt, og har utvivlsomt hjulpet ham over
mange vanskeligheder. Den mildnede også det skæbnetunge hans peronlighed
var forlenet med og viste ham i al hans hjertelighed. Kolleger og engelsklærere
overalt i Danmark vil i ærbødighed mindes denne beskedne og rene mand.
Holger Steen Sørensen

Niels Skyum-Nielsen
17. oktober 1921 - 5. oktober 1982
Professor, dr.phil. Niels Skyum-Nielsen døde den 5. oktober 1982 af en alvorlig
sygdom han havde pådraget sig i slutningen af 1960erne og som siden da
havde tvunget ham til at holde streng økonomi med sine kræfter, men som han
med en imponerende udholdenhed i lang tid havde kæmpet heldigt imod.
Skyum-Nielsen var student fra Sorø Akademis Skole 1940 og tog skoleembedseksamen
i historie og latin ved Københavns Universitet 1950. Han var
undervisningsassistent ved Københavns Universitet 1951-1957, nordisk docent
ved Lunds Universitet 1957-1959, universitetsadjunkt ved Københavns Universitet
1958-1959, universitetslektor sammesteds 1959-1965, og blev endelig 1965
udnævnt til professor i historie ved Københavns Universitet i en nyoprettet
stilling. 1946 havde han opnået accessit for en besvarelse af Københavns Universitets
prisspørgsmål i historie »Dansk brevvæsen 1250-1305« og 1963 havde han
opnået den filosofiske doktorgrad på afhandlingen »Kirkekampen i Danmark
1241-1290. Jakob Erlandsen, samtid og eftertid« (forsvaret fandt sted den 28.
marts 1963).
Hans videnskabelige præstationer var bemærkelsesværdigt tidlige. Først
iblandt dem tæller prisopgaven 1946 der fik accessit fordi besvarelsen af spørgsmålet
var ufuldstændig, men som på den del af emnet der behandledes ydede en
original og skelsættende forskningsindsats, tillige en indsats der var karakteristisk
for forskerpersonligheden under dannelse. Skyum-Nielsen havde valgt at
lægge alt sit arbejde i den del af prisspørgsmålet der var vanskeligst tilgængelig
og til hvis udforskning der praktisk taget ikke forelå nogen støtte i den hidtidige
danske forskning, nemlig skriftbestemmelsen af periodens danske originaldiplomer.
Bedømmerne af prisopgaven (Albert Olsen og Astrid Friis) ville have
foretrukket en bredere tilgang til emnet, en der havde tilladt behandling, frem
for alt af diktaten, både i originaldiplomerne og i det brevstof der kun var
bevaret i afskrift, fordi det naturligvis ofte skyldes rene tilfældigheder om et
diplom er bevaret i original eller kun i afskrift. Bedømmelsen er kun begrænset
sympatisk over for den grundbetragtning Skyum-Nielsen må have anlagt, nemlig
at en skriftbestemmelse af originalerne måtte være den første og nødvendige
betingelse for at kunne afdække den middelalderlige danske kongemagts kancellivæsen
i dets struktur, en forestilling- som Skyum-Nielsen imidlertid siden fastholdt
og udbyggede. Prisopgavens palæografiske analyse af materialet (der netop
da var blevet lettere tilgængeligt i atlasbindene til Diplomatarium Danicum) er
gennemført efter undersøgelseskriterier Skyum-Nielsen i alt væsentligt selv havde
udviklet. I stedet for at lægge vægt på de pågældende aktstykkers almindelige
skriftpræg (en fremgangsmåde han allerede da intet havde til overs for) arbejder
han med de træk ved det enkelte bogstavs udformning der må antages at bero
mindre på skriverens bevidste indsats for at opnå et bestemt helhedspræg end på
hans ubevidste, i skriverskolen tillærte, refleksbevægelser i udførelsen af det
42 Universitetets årbog 1982
enkelte skrifttegn (hvoraf imidlertid ikke alle egner sig lige godt til skriftbestemmelsen).
Det er trykstregerne mere end hårstregerne, og det er ni ganske bestemte,
særlig karakteristiske bogstaver og skrifttegn Skyum-Nielsen lægger vægt på.
Af dem registreredes, og sammenlignedes indbyrdes, alle forekomster inden for
det enkelte brev: en optælling afgjorde hvad der skulle anses for tegnets normalpræg
i brevet; og det var dette normalpræg der sammenlignedes med andre
tilsvarende udvundne og som dannede grundlag for identifikationen af de enkelte
skriverhænder. I de dele af afhandlingen Skyum-Nielsen langt senere udgav i
omarbejdet form (i Festskrift til Astrid Friis 1963 og i Middelalderstudier tilegnede
Aksel E. Christensen 1966) meddeler han mange af resultaterne, men
metodens særpræg og sikkerhed fremgår kun indirekte.
Skyum-Nielsen uddannede sig i de følgende år (på retshistorikeren Poul Johs.
Jørgensens anbefaling) hos Lundeprofessoren Lauritz Weibull og blev snart en
diplomatariker der var mesterens jævnbyrdige. Sammen er de to (med forskellige
arbejdsfordelinger) ansvarlige for Diplomatarium Danicums første række der
uden for al diskussion hører til de mest krævende, og med den største præcision
gennemførte, udgiverarbejder i dansk middelalderhistorie nogensinde. Som udgiver
var Skyum-Nielsen usædvanlig i sin indsats, han gav ikke op over for
nogen forhindring når det gjaldt at forberede teksten på den bedst mulige måde
for forskningens benyttelse deraf, hvilket for ham især indebar at redegøre for
proveniensen og tekstens eventuelle afhængighed af andet kendt materiale (både
han og Lauritz Weibull hyldede det fra Monumenta Germaniae Historica overtagne
princip at trykke sekundære partier med småt), men også implicerede stillingtagen
til alle tekstens tekniske, formelle eller juridiske aspekter. Han gik længere i
en realbehandling af stofiet end de fleste udgivere ønsker og magter, og han
gjorde det i sin faste overbevisning om at eje de bedste forudsætninger derfor,
men han var sig altid grænsen mellem udgiverens tjenerskab og forskerens frihed
bevidst, selv om grænselinjen for hans eget vedkommende kunne være hårfin.
Han knyttedes straks efter sin embedseksamen til redaktionen af Diplomatarium
Danicum og i disse år skrev han i tidsskriftet Scandia flere fornemme kritiske
afhandlinger, nogle med palæografisk eller diplomatarisk emne, andre over bredere,
især kirkehistoriske, temaer. Fremhæves må en af hans tidlige afhandlinger,
Absalons privilegium for Roskilde Mariakloster, hvorvidt det er ægte eller
uægte (1951). En raffineret og præcis argumentation fører frem til den slutning, at
det er hvad der i diplomatikkens fagsprog hedder en copie figurée, en efterligning
af originalen eller, med Skyum-Nielsens ord: »ikke en original, men heller ikke
en forfalskning. Det er ægte uden at være autentisk. Det er en copie figurée, en
skinoriginal, hvis opgave har været at fungere som vidisse«. Af langt større
rækkevidde, men med den samme omsorg for detaljen, er den store afhandling
Ærkekonge og ærkebiskop. Nye træk i dansk kirkehistorie 1376-1536 (Scandia 1955) hvor
Skyum-Nielsen ud fra en livfuld skildring af Christoffer af Bayerns ejendommelige
kroning i Ribe 1443 til dansk ærkekonge (archirex) gennemfører en karakteristik
af forholdet mellem kirke og kongemagt i senmiddelalderens Danmark, en i
denne henseende forsømt periode, og fremlægger analyser af bl.a. så centrale
fænomener som tiende og gæsteri.
Afhandlingens undertitel nye træk var ikke tilfældig; nyfund og nyvurderinger
var hvad Skyum-Nielsen interesserede sig mest for i den historiske faglitteratur
og hvad han selv fra første færd ønskede at have som kendetegn på sin egen
forskningsindsats. Hans vej fra diplomatikken og palæografien til kirkehistorien
repræsenterer en naturlig udvikling, og han nærmede sig mere og mere den
almene retshistorie i dansk middelalderlig sammenhæng. Hans ægteskab 1960
Nekrologer 43
med retshistorikeren Inger Diibeck fremmede utvivlsomt denne udvikling, og
det betød tillige meget for ham, at han i sin ungdom havde haft et nært samarbejde
med den store retshistoriker Poul Johs. Jørgensen, da han hjalp ham med
hans tilsynsarbejde med Danmarks Riges Breve og selv modtog uforglemmelig
belæring og inspiration.
Disputatsen om den første store ærkebispestrid Kirkekampen i Danmark 1241-
1290. Jakob Erlandsen, samtid og eftertid var i sin basis et retshistorisk arbejde. Det
hvilede på en indsigt i kirkeret og kirkelig forvaltnings teori og praksis som ingen
i Danmark da og siden rådede over fuldt tilstrækkelige forudsætninger for at
vurdere. Karakteristisk for Skyum-Nielsen lod han afhandlingen ledsage af en
række studier og tekster til kirkekampens historie som samtidig udgaves særskilt
i Scandia (bind 28 1962), og hvori der findes en række supplementer og korrektiver
til de hidtidige kildeudgaver, bl.a. Diplomatarium Danicums anden række, af
interesse også ud over kirkekampens emnekreds. Disputatsens rets- og forvaltningshistoriske
mesterskab fremgår navnlig af afhandlingens omfattende apparat
af noter, kilde- og litteraturkritik. Enhver der har arbejdet med denne periodes
kirkelige rets- og administrationshistorie vil i noternes vægtning af kildestederne
og i det foretagne valg af litteratur erkende en højt kvalificeret indsigt og
en diskret, men umisforståelig stillingtagen til den internationale forsknings standpunkt
i disse anliggender på det givne tidspunkt. Denne del af afhandlingen
lever i en vis forstand sit eget liv, løsrevet fra teksten, der dels savnede det
finkulturelle stilpræg som formentlig dengang i højere grad ventedes af en sådan
afhandling, dels i de reelle konklusioner om tidens politiske begivenhedshistorie
præsenterede mange dristige meninger, som kun delvis var nødvendiggjort af det
benyttede materiale. Af særlig metodisk interesse var det forhold, at Skyum-
Nielsen overalt hvor det var muligt benyttede kirkeretlig praksis som norm i
fortolkningen af det ret omfattende, vanskeligt forståelige og i øvrigt sent overleverede
materiale. Denne fremgangsmåde afstedkom en overbevisende bestemmelse
af processens gang, de enkelte faser i den og de involverede aktstykkers
placering og formelle funktion i forhold til hinanden. Men det måtte uundgåeligt
vække til diskussion, at forfatteren ad denne vej var nået til en opfattelse af
sagens politiske indhold der indebar overvejende stabilitet i pavestolens politik
over for den danske kongemagt i perioden og kun vanskeligt forklarede hvorfor
striden sluttelig afgjordes på en måde der i det væsentlige var i kongens favør
uden udtrykkelig at desavouere de fra ærkebispens side under processen hævdede
standpunkter. Den indgående debat dette spørgsmål havde fortjent kom
uheldigvis ikke i stand og værket anmeldtes først meget sent i Historisk Tidsskrift
(1979).
At kirkeretlige normer og praksis — eller for så vidt et hvilket som helst retssystem
af en tilsvarende udviklingsgrad som den kanoniske rets - for Skyum-
Nielsen var at betragte som et sådant historisk-metodisk hjælpemiddel som han
valgte at kalde et tertium comparationis (et tredje sammenligningsled, dvs. et middel
hvormed historikeren kunne behandle modsætning eller tvivlsspørgsmål
mellem de kilder der skulle sammenlignes), fremgår mere tydeligt af en anden
undersøgelse, som han udsendte kort efter disputatsen Blodbadet i Stockholm og dets
juridiske maskering (1964). Her var han just i stand til at bestemme procesformen i
dette berømte blodige begivenhedsforløb anderledes end den hidtidige forskning
havde gjort. Hvor en grundlæggende afhandling af Lauritz Weibull havde akcepteret
den ældre forsknings forestillinger om, at det eneste bevarede levn af
blodbadets proces måtte betragtes som en domsakt (med et heri indfældet klageskrift),
og hvor Weibull havde gennemført en kirkeretlig analyse af denne dom,
44 Universitetets årbog 1982
ville Skyum-Nielsen — på grundlag af en fornyet og forfinet undersøgelse af hele
den (internationale og partikulære, dvs. svenske) kirkeret der kunne være relevant
for processen - bestemme aktstykkets to bestanddele dels som en tilsigelse
mod bandsmænd dels (nemlig »dommen«) som noget han kaldte en ekspertise
og hvorved han forstod et indenretligt responsum til brug for en domstol. Tre
Uppsalakannikers udtalelse tre år efter blodbadet, den anden hovedkilde til dets
historie, måtte derved fortolkes anderledes end det hidtil var sket; deres udsagn
om, at der så vidt de kunne forstå ikke var gået nogen dom eller proces forud for
eksekutionerne i Stockholm i november 1520, kom herved til at stå i et andet lys,
fik en mulig betydning som var en anden end den Lauritz Weibull havde regnet
for den eneste (at de tre kanniker havde villet skjule deres medansvar i blodbadet
over for kong Gustav Vasa).
Curt Weibull, som straks voldsomt angreb Skyum-Nielsens afhandling, så
heri en harmonisering af kildernes modsætninger og havde i sit forsvar for
broderens forskningsresultater ikke blik for, hvilken devaluering af undersøgelsens
problematik dette udgjorde og i øvrigt hvilken gæld Skyum-Nielsen vedkendte
sig til Lauritz Weibulls metode (der blot i hans anvendelse, på et mere
omfattende materialegrundlag, førte til andre resultater). Om nogetsteds bliver
dette klart af Skyum-Nielsens første svar til Curt Weibull (Blodbadet. Proces og
kilder Scandia 1969); denne afhandling er en klarere og skarpere formulering af
standpunktet end selve bogen og er i metodisk henseende blandt det ypperste
Skyum-Nielsen har efterladt sig. Den skæmmes kun af en meget kategorisk stil
han i disse år havde tillagt sig (at modparternes standpunkter f.eks. refereres i en
liste af »fejl« der nummereres, hvilket er selve afhandlingens disposition og ikke
kunne undgå at støde hans kritikere endnu mere end det muligvis var tilsigtet).
Skyum-Nielsen opsøgte i det hele taget gerne emner der vakte opsigt. Et
initiativ han tog straks efter sin udnævnelse til professor var karakteristisk for
ham; oprindelig uden dybere kendskab til hverken mediet eller dets teknik
(begge dele skaffede han sig lynsnart) ønskede han at underkaste dokumentarfilm
og historiske lydoptagelser en metodisk analyse. Projektet bragte ham i
debat, i avisernes spalter og på fjernsynsskærmen, også med professionelle mediefolk;
det skyldtes vistnok særlig ham at dansk fjernsyn indførte den praksis at
gøre opmærksom derpå, når der i dokumentariske programmer benyttedes
arkivoptagelser eller rekonstruerede scenerier; men om kommunikationen til
offentligheden lykkedes i videre forstand, er temmelig tvivlsomt, for det var i
grunden ikke massekommunikation, men det elementært dokumentariske der
oprindelig havde Skyum-Nielsens videnskabelige interesse. Det var perspektivrigt
at bruge betegnelsen dokumenter om den slags kilder (bogen Film og kildekritik
som han udgav sammen med eleven Per Nørgart 1970); analogien med
retslige dokumenter er klar og relevant; lige som filmoptagelser er forskellige
uden hensyn til beskaffenheden af den materielle virkelighed de gengiver, er også
f.eks. skøder og testamenter forskellige af ordlyd, men gyldige blot de opfylder
den funktion de skal opfylde. Det var vistnok en tankegang der var Skyum-
Nielsen så nærliggende, at han ikke udtrykte den eksplicit. Kritikere fandt det
mindre tilfredsstillende, at fotografen i hans betragtning var vigtigere end regissøren,
dokumentationen vigtigere end den meningsdannelse den virkede i; men
Skyum-Nielsen lod sig ikke afficere, i hvert fald ikke på anden måde end at han
langsomt og umærkeligt lod arbejdet nærme sig kommunikations-sfæren; det
dokumentariske måtte tilgodeses først. Sammen med sin ældste medarbejder i
projektet, lektor Karsten Fledelius, deltog han med energi i et internationalt
filmkritisk arbejde og udnævntes 1979 til æresmedlem af en International AssociaNekrologer
45
tion for History of the Audiovisual Media hvis formand han havde været 1975-1977.
Som professor havde han fra begyndelsen for en del til opgave at varetage
undervisningen i det fra gammel tid obligatoriske kursus i kildekritik og historisk
metode. Hans store forbillede i denne sammenhæng var altid Kr. Erslev, og han
havde lige som denne store læremester en tilbøjelighed til at lade kilderne,
prøvede og lutrede, tale for sig Selv; af Arup forekommer han påvirket i væsentlig
ringere grad end flertallet af hans generation af danske historikere. Han skyede
ingen anstrengelser for at hjælpe de studerende til at overvinde vanskelighederne
med det svært tilgængelige grundmateriale, og han valgte ofte til sine eksamensopgaver
situationer der var velkendte fra spændingslitteraturen, journalistikken
og filmens verden og som måtte formodes at have unge menneskers
umiddelbare interesse (mytteriet på Bounty, general Custers sidste kamp og det
emne der gav navn til den bog hvori han samlede sine udvalgte metodeopgaver
til videre undervisningsbrug Mordet på Kennedy - og andre opgaver i historisk kildekritik,
med oversættelser 1973). Fagets bevidstgørelse omkring selve sin erkendelsesteori
der foregik i 1970erne gjorde han ikke med; hvor fjernt denne bevægelses
tanker stod fra hans fremgår indirekte af en anmeldelse, som en af dens repræsentanter
Bernard Eric Jensen skrev i Historisk Tidsskrift (1974) af bogen Film
og kildekritik.
En anden af de moderne bevægelser inden for historieforskningen i Danmark
sluttede Skyum-Nielsen sig derimod nært til, den der ønskede at udvikle interessen
for de fattige og undertrykte samfundsgruppers fortid. Værket Kvinde og slave
som han udgav 1971 var et bind af et planlagt større arbejde, hvis fortsættelse
han var beskæftiget med ved sin død. Værkets gennemgående undertitel Danmarkshistorie
uden retouche udtrykker hans ønske om for enhver pris at fremlægge
den usminkede sandhed, måske mere end selve den antydning - der unægtelig
kunne ligge i ordene - at det havde ingen anden tidligere evnet eller turdet.
Skyum-Nielsens usædvanlige kendskab til materialet til dansk middelalderhistorie,
de problemer dets udgivelse i den foreliggende form stillede eller de vilkår
der lå i dets overlevering, fremgår her måske tydeligere end noget andet sted i
forfatterskabet og gør bogens noteapparat til et skatkammer af kritisk udvundne
enkeltheder, ganske bortset fra det øvrige helhedspræg forfatteren havde valgt at
give værket. Dette var mærket af en kategorisk indstilling til hvad der i almindelighed
var ret og vrang lærdom, som han nu tillagde sig, og bogen bidrog ikke — i
sin omsorg for de fattige, oversete og undertrykte gruppers historie — meget til
løsning af problemet om detaljens forhold til helheden. Der savnedes i det hele
sammenhæng i fremstillingen (jfr. en anmeldelse af Erik Ulsig i tidsskriftet
Historie 1975). Økonomisk eller anden socialvidenskabelig teoridannelse har
bogen ingen udpræget opmærksomhed overfor; den er mærkelig upåvirket af den
samtidige danske historieforsknings i øvrigt umiskendelige inspiration fra Annales-
skolen, og den bidrager således f.eks. mere til beskrivelsen af undertrykkelsens
fremtrædelsesformer end til at forklare dens årsager, forudsætninger eller
virkninger. Det kunne lyde ganske kækt at turde kalde Absalon en aristokrat af
fineste fløde, men bidrage meget til hans karakteristik gjorde det ikke.
Niels Skyum-Nielsens liv levedes i en umættelig erkendelsestrang, der var
næsten lidenskabelig. Københavns Universitet var et kardinalpunkt i hans tilværelse.
Som middelalders-latinist og som kildekritiker nåede han sit ypperste,
og han repræsenterer her et højdepunkt i sin tids danske historieforskning. Hans
arbejdsomhed var legendarisk og hans akribi utrolig; den der først én gang
havde set et af hans manuskripter når det gaves til renskrift eller til opsætning,
glemte det aldrig; tilklippet, sammenklistret og overmalet bar det et hærget
46 Universitetets årbog 1982
præg, efter mange revisioner og korrekturer, men der manglede sjældent så
meget som et komma. Mundtligt havde og bevarede han en uhøjtidelig form. I
faglige debatter om stort og småt kunne hans sprogbrug være temmelig upoleret
og grænse til insinuation hvad angik fagfællers forudsætninger og hensigter, men
en vis drenget charme og en barok humor der var karakteristisk for ham kunne
normalt virke afvæbnende. Og dén studerende eller yngre forsker der gav sig ind
under hans faglige vejledning fandt i ham en utrættelig hjælper i arbejdet og en
ikke mindre utrættelig forkæmper når myndigheders eller videnskabelige fondes
støtte skulle indhentes. Skyum-Nielsen havde store organisatoriske evner, som
han brugte dygtigt i akademiske anliggender han gerne ville fremme; han var fra
1979 efor for (sin studietids) Valkendorfs Kollegium og han indsamlede fra vidt
forskellige sider store beløb til kollegiets modernisering og til støtte for aktiviteter
blandt alumnerne; og han indhentede ligeledes stor støtte til et internationalt,
middelalderhistorisk symposium i København der afholdtes i september
1979 i forbindelse med universitetets jubilæum (jfr. rapporten Danish Medieval
History & Saxo Grammaticus I-II 1981). I det videnskabelige miljø måtte omgivelserne
imidlertid tidligt indstille sig på at han, i sin ualmindelige sårbarhed, kun
vanskeligt tålte faglik kritik og let forvekslede den med personlig modstand. Stor
var hans glæde da en kreds af fagfæller og elever udgav et festskrift til ham på
hans tresårsdag (Middelalder, metode og medier, med en bibliografi over hans skrifter
og under redaktion af Karsten Fledelius, Niels Lund og Herluf Nielsen,
1981).
Skyum-Nielsen blev i sin idérigdom en foregangsmand i mange initiativer,
men hans sammensatte natur disponerede ham tillige for at blive en enegænger.
Det var ikke altid nogen let sag at begribe hvorhen hans enegang førte eller hvad
det var han konkret ville være foregangsmand for. Han efterlader sig et imponerende
forfatterskab der er rigt på resultater og fuldt af nye tilskyndelser inden for
den raffinerede bearbejdelse til dokumentation der for ham utvivlsomt repræsenterede
den historiske videnskabs grundforskning.
Kai Hørby