A; Nekrologer
liAviuiyi/ y Jt
Gunnar Bech
23. marts 1920-17. januar 1981
Gunnar Bech blev født i Græse i Nordsjælland, hvor hans far Anders N. Bech,
var førstelærer. Han var den yngste i en stor børneflok; hans mor, Margrethe f.
Sørensen, blev enke, da Gunnar kun var otte år. Den højt begavede dreng kom i
gymnasiet på Frederiksberg Statsskole, hvor han bl.a. mødte den senere professor
i tysk i Århus, Heinrich Bach, som fik en betydelig indflydelse på ham. I
1939 blev Bech nysproglig student og begyndte at studere germansk filologi ved
Københavns universitet. Allerede i 1942 fik han universitetets guldmedalje for
afhandlingen Das semantische System der deutschen Modalverba, der blev publiceret
i 1949 i Travaux du Cercle Linguistique de Copenhague. I 1945 blev han
mag.art. i germansk filologi og blev knyttet til universitetet som undervisningsassistent.
Efter et studieophold i Praha 1946-47 blev han universitetsadjunkt i
1949. Studieopholdet gav ham ikke blot lejlighed til at sætte sig ind i den
berømte Pragskoles arbejdsmetoder og lingvistiske synspunkter. Han fik også
mulighed for at fa et godt praktisk kendskab til tjekkisk, og dette var en af
forudsætningerne for hans disputats i 1951, Zur syntax des tschechischen konjunktivs
mit einem anhang iiber den russischen konjunktiv, der ligeledes udkom
i TG LG. I 1956 blev han professor i tysk sprog, men forlod dette professorat for i
perioden 1966-68 at virke som professor i almen og sammenlignende sprogvidenskab.
I sine sidste år ved Københavns universitet vendte han dog tilbage til
professoratet i tysk. I 1972 gjorde hans fremadskridende sygdom det nødvendigt
for ham at tage sin afsked. I 1961 modtog han Augustinusprisen, og i 1962 blev
han medlem af Videnskabernes Selskab, i hvis skriftrække en del af hans vigtigste
arbejder blev publiceret.
Allerede som skoledreng vakte han opmærksomhed ved sin store begavelse,
både matematisk og sproglig, og lige fra den første tid på universitetet var både
lærere og medstuderende, herunder også hans kolleger fra Regensen, klare over
hans store anlæg og interesse for sprogvidenskaben. Han hørte til dem, der på
kort tid kan sætte sig ind i et helt nyt sprog. Ikke blot opnåede han en fremragende
udtale og forbilledlig beherskelse af grammatik og ordforråd, men han kunne
også nå ind til og koncentrere sig om de væsentlige sider i sprogbygningen og de
problemer, de frembød, både af sproghistorisk art og for en synkronisk analyse.
Det var en tid, da debatten om lingvistikkens problemer optog unge og gamle
i Lingvistkredsen, og det var naturligt, at han hurtigt blev et betydningsfuldt
medlem. Han var stærkt optaget af den sprogteori, som Hjelmslev var ved at
udarbejde sammen med Uldall og mange andre, og han deltog ivrigt i de livlige
og inciterende diskussioner mellem forskere af vidt forskellig observans.
De der var med dengang, glemmer ikke den forventning og spænding, der
altid var omkring Gunnar Bech som indleder og debattør. Med betydelig styrke
og lidenskabeligt optaget af sit emne var han altid skarp og ubarmhjertig over
4 Universitetets årbog 1981
for svagheder i modstanderens argumentation. Han så aldeles bort fra hensyn til
diplomati og fra det praktiske i at rette sig efter magtfulde ældre professorer. I
lyntempo bredte han sine ligninger ud over den store tavle i juridisk diskussionsklubs
auditorium i Studiegården, mens han forelagde sit forslag til en
løsning på et lingvistisk problem, altid klar og konsekvent i sine indlæg - og altid
villig til at indrømme en fejl. Ligningerne blev ikke brugt som matematisk
staffage. Her som i andre forhold afskyede Bech enhver form for krukkeri. Kun
der, hvor formlerne kunne bruges til at simplificere, benyttede han sig af dem og
brød sig ikke om den sidenhen udbredte tendens til, ifølge hans opfattelse, at
gøre enkle forhold indviklede ved at pakke dem ind i algebra.
Hans interesse for problemet og den mest korrekte løsning viste sig bl.a. i, at
han afstod fra i tidens stil at kommentere og polemisere med hele den forudgående
forskning. Hist og her forekommer dog nogle kommentarer til andres løsningsforsøg
og nogle endda med ikke så lidt polemisk brod. Men hans disputats
vakte mildest talt forbavselse hos mangen en humanist. Hvor var dog den
halvdel af værket, der dengang almindeligvis var helliget emnets historie og
skulle vise doktorandens lærdom? Han hverken uddelte ris eller ros, han havde
ikke én kommentar til hele den århundredgamle debat omkring konjunktivens
indhold: irrealis og hypotese med diverse filosofiske sprogbetragtninger, moduskategorien
som sådan, ej heller til en hel række lærde forskeres indlæg om disse
emner i de slaviske sprog. Nok var det lovligt ifølge reglerne, men næppe nogen
anden ung sprogforsker ville have turdet tage sådan et brud med traditionen og
uden videre springe in medias res. Allerede på første side indleder han med at
definere og gøre rede for sin metode.
Han afdækker konjunktivens kombinatoriske muligheder ved hjælp af styrelsesforhold
mellem størrelser, han kalder z-konstituenter; de kan være af forskellig
type, men har det tilfælles, at de forudsætter en konjunktivisk bisætning, som
han betegner som z-felt. Han er ikke ude på at beskrive konjunktivens »betydning
«, men at linde frem til det, der kunne siges at være de indholdsfigurer, der
styrer den. Ved hjælp af et ganske enkelt system gennemgår han på en udtømmende
og koncis måde hele konjunktivens syntaks i tjekkisk. Et ganske omfattende
sprogmateriale drages frem og analyseres systematisk. I en undersøgelse,
som man i dag ville kalde for kontrastiv, gennemgår han et russisk materiale
især for at påpege forskellene mellem russisk og tjekkisk sprogbygning på dette
område.
Man kunne have beskrevet den tjekkiske - og russiske - konjunktiv på mange
andre måder. Men Bechs metode er præget af en indre sammenhæng, en systematisk
og klar fremstilling, en logisk overskuelighed og klarhed og matematisk
stringens. Den anses stadig af mange for at være et væsentligt strukturelt bidrag
til udforskningen af slavisk syntaks.
1 denne afhandling forlod han de semantiske diskussioner over indholdet i de
grammatiske kategorier, som endnu var karakteristisk for guldmedaljeafhandlingen
og gav sig til at søge at påvise indholdsfigurerne ved deres kombinatoriske
muligheder. Det var i denne forbindelse, han anvendte algebraiske figurer, fordi
de ikke var belastet af diverse traditionelle semantiske tankegange. 1 dette arbejde
og i sine senere værker var han stærkt optaget al Louis Hjelslevs opfattelse af
sproget, men det var karakteristisk for ham, at han altid arbejdede inden for sit
eget metodologiske system.
1 de følgende år helligede han sig især det tyske verbum, først i en mindre
afhandling samme år, Grundziige der semantischen entwicklungsgeschichte der
hochdeutschen modalverba. Også her bygger hans metode på udarbejdelsen af
Nekrologer 5
en indholdsanalyse, der gennemføres gennem påvisning af kombinatoriske forhold,
her for at forklare sprogets udvikling ud fra tendenser i selve sprogets
bygning. Denne side af den strukturelle forskning er ofte blevet overset, skønt
liere strukturalister, bl.a. Hjelmslev, var optaget af den. Dette hænger nok sammen
med, at de lingvister, der tog deres udgangspunkt i de Saussures tanker,
lagde en stor vægt på den synkroniske analyse som reaktion på foregående
generationers ensidige interesse for sprogforandringen. Også på dette område
var Gunnar Bech en af de banebrydende fordi han både i det nævnte og i en
række senere arbejder søgte at give en strukturelt begrundet præcisering af
begrebet analogi.
Hans hovedværk er nok et arbejde inden for germanistikken. I 1955 og 1957
udkom henholdsvis første og andet bind af Studien iiber das deutsche verbum
infinitum. Bd. HI, der bl.a. skulle have indeholdt en redegørelse for den tidligere
forskning og en diskussion - fik han ikke skrevet. 1 de to bind af Studien giver
han en bredt anlagt og særdeles grundig analyse af nogle væsentlige sider af den
tyske syntaks. Bd. I handler om de grammatiske forhold inden for en kæde
opbygget omkring infinite former af verber, medens bd. 11 gør rede for de
grammatiske forhold i de tilfælde, hvor flere hypotaktisk opbyggede kæder rummes
i kun én sætning. Man finder her en undersøgelse af de for tysk så karakteristiske
verbalkonstruktioner, ikke mindst knyttet til infinitiven. Metoden er den
samme i de to bind, i princippet en netop til dette emne udarbejdet videreførelse
af den metode, som han også ellers benyttede i sine værker om syntaks.
Man kan således foretage en grov opdeling af Gunnar Bechs forfatterskab i to
emnekredse — den ene med analysen af kombinatoriske afhængigheder inden for
syntaksen som metode, anvendt til synkron sprogbeskrivelse. Den anden koncentreret
omkring sprogforandringen som problem, byggende på opstilling af
proportionalinnovationer som et forsøg på at skabe basis for en præcisering af
det nedslidte begreb 'analogidannelse' i overensstemmelse med moderne lingvistiske
betragtninger af sproget som et system.
Begge disse emnekredse optog ham stærkt, også da han blev ramt af den
alvorlige, snigende sygdom, der ikke blot gjorde det umuligt for ham at arbejde
med sædvanlig ildhu og intensitet, men også at sætte sig ind i nye områder, læse
og indsamle materiale. Men i sine tanker fortsatte han med at analysere problemerne
omkring det indoeuropæiske præteritum. Nogle af hans sidste arbejder
handler netop om problemerne omkring forskellige præteritumtypers opståen i
forskellige indoeuropæiske sprog, ikke mindst slavisk og baltisk. Måske havde
det været bedre, hvis han ikke havde kastet sig ud i en så byrdefuld opgave som
overtagelsen af professoratet i sammenlignende sprogvidenskab viste sig at være.
På dette tidspunkt var sygdommen formentlig allerede begyndt at gøre sig gældende.
Det må nok konstateres, at han ikke nåede at gøre en indsats inden for
dette vældige område.
Professoratet i sammenlignende sprogvidenskab var krævende, men den væsentligste
indsats øvede han nok som germanist.
Som sygdommen udviklede sig, måtte han opgive at fortsætte sin videnskabelige
produktion. Den blev brat afbrudt, skønt han endnu hvad alderen angår
skulle have haft mange gode arbejdsår til gode. Således blev det livsværk, han
efterlader sig, ikke så omfattende i sidetal. Til gengæld er det udtryk for en
meget komprimeret, meget gennemarbejdet og præcis, moderne lingvistisk
tænkning. I en tid, hvor der publiceres så mange digre værker, og hvor forskningen
forældes så hurtigt, bliver lingvister ikke blot herhjemme, men også i
udlandet, stadig inspireret af Gunnar Bechs skrifter. De fremstår stadig stærkt
6 Universitetets årbog 1981
ved deres friske originalitet, deres præcision og skarpsindige teorier. De er ikke
vanskeligt tilgængelige, uden unødig staffage eller opstyltet pseudo-videnskabelighed.
Metodeapparatet er det simplest mulige, og nok kræver de omhyggelig
og koncentreret læsning, men indholdet er lysende klart.
Skønt Gunnar Bech ikke nåede alt det, han gerne ville, er det, han har
efterladt sig, en stor og meget selvstændig sprogforskers værk, i pagt med tiden
og ofte foran den. Han er derfor dybt agtet og respekteret viden om i verden.
Han efterlader sig ingen 'skole' - det er nu ikke dansk tradition. Til gengæld er
der en hel del lingvister, germanister og slavister, der har haft glæden af at have
været hans elever eller kolleger, af at være blevet inspireret af ham som lærer
eller som debattør.
Nok kunne han være særdeles skarp og endda lægge sig ud med adskillige
kolleger; han kunne være brysk og polemisk, og også dette har efterladt sig
skriftlige spor, især når det gjaldt videnskabelige principper. Men ellers var han
som universitetslærer, som kollega og ven et overordentlig elskeligt, venligt og
hjælpsomt menneske. Han elskede at fortælle gode historier i kollegers lag, og
med lune og underfundighed — og en hel del skuespillertalent - kunne han
fortælle om ældre, markante personer han havde mødt.
Gunnar Bech var født i Nordsjælland — men hans gemyt var udpræget jysk,
hvilket karakteristisk nok gav sig udtryk i hans specielle sans for humor og for
understatement. Hans lune var ikke nødvendigvis rettet mod andre. Ikke mindst
når man besøgte ham under hans alvorlige og håbløse sygdom, blev man dybt
grebet over hans evne til at se sig selv i et komisk skær. Det var vel et værn mod
ethvert tilløb til sentimental medfølelse, som han afskyede, og et vidnesbyrd om
hans personligheds indre styrke i kampen mod denne udfordring: at vide, at
hans stærke intellekt og åndelige kraft aldrig ville kunne overvinde kødets skrøbelighed,
at han stadig kunne tænke klart, men aldrig mere ville kunne yde
nogen indsats tilgængelig for andre.
Med Gunnar Bechs mangeårige sygdom og alt for tidlige død har dansk
lingvistik lidt endnu et stort tab. En række andre tilfælde af alt for tidlig sygdom
og død - forud for Bech kunne man nævne Uldall, Hjelmslev, Diderichsen,
Togeby - ramte dansk lingvistik hårdt. Det tidligere så stærke forskningsmiljø
mistede en væsentlig del af sin kraft.
Men de, der kendte Gunnar Bech, vil ikke blot tænke på ham som endnu en i
rækken af de store danske lingvister, men også som et stort og stærkt menneske,
som afskyede enhver form for uægthed og selvhøjtidelighed. Han tog sin videnskab
alvorligt og tålte ikke, at der blev slækket på kravene. Hans stil var præget
af denne holdning, letlæst og enkel, og han kunne linde på at ærgre sig over, at
han i sin ungdoms første afhandling ikke havde skrevet klart og enkelt nok. Alt,
hvad han opfattede som indbildsk pseudovidenskabelighed, irriterede ham.
Denne ærlighed, dybt alvorlige videnskabelige ildhu kom sammen med hans
selvironi og hans lune til at blive det sidste indtryk, man fik af ham i hans sidste
år. Det var en berigende oplevelse at møde hans sjæleligt stærke, selvopolrende
kone Rie og Gunnar Bech med det ukuelige og seje sind i den fremadskridende,
ubønhørlige sygdomsudvikling.
Kristine Heltberg
IaaM
Erik Hollved
21. juni 1899-24. maj 1981
Erik Holtved blev født den 21. juni 1894 i Korsør som søn af postmester H.C.
Holtved og hustru Thora, f. Petersen.
I hans barndomsår var der vist ikke meget, der pegede i retning af en aktiv
forskning inden for eskimologi. Han blev student fra Herlufsholm i 1916, og efter
soldatertiden kom han ind på officersskolen. Han fandt dog ikke sin løbebane
inden for militæret. Han forlod officersskolen igen og kom i 1918 på Kunstakademiet.
I de følgende år levede han af sit maleri, ofte suppleret ved bogindbinding, en
interesse som han dyrkede resten af sit liv. Han blev i 1926 gilt med Sofie, kaldet
Joko, f. Andersen.
Erik Holtveds tilknytning til eskimoforskningen kom ind ad bagvejen. I 1930
fik han et stipendium, som muliggjorde et ophold i Estland i en egn, hvor
folkedragten syntes ret upåvirket af bykulturerne. Han kontaktede Nationalmuseet,
og det muliggjorde en anskaffelse af disse dragter til museet. Efter sin
tilbagekomst fra Estland kontaktede han atter Nationalmuseet, men denne gang
med et ønske om deltagelse i en ekspedition til Grønland.
Han kom i 1931 med på Knud Rasmussens 6. Thuleekspedition til området
både vest og øst for Kap Earvel, hvor han bl.a. udgravede gamle eskimobopladser
ved Kangerlussuatsiaq (Lindenowsfjord) i det sydlige Østgrønland. Hans
arbejde herfra blev siden publiceret afTherkel Mathiassen i 1936; »The Eormer
Eskimo Settlements on Frederik VI' Coast«, lige som Holtved også havde bidrag
i Therkel Mathiassens anden publikation samme år: »The Eskimo Archaeology
of the Julianehaab District«.
I de følgende somre deltog han i andre arkæologiske undersøgelser i Grønland,
således i 1932 ved Poul Nørlunds undersøgelser af nordbobygderne, og i
1933 ved Therkel Mathiassens udgravninger i Diskobugt.
I mellemtiden meldte han sig til studiet af »grønlandsk (eskimoisk) filologi«,
som det hed, under professor William Thalbitzer. Det fremgik af Erik Holtveds
udtalelser senere, at Knud Rasmussen havde opmuntret ham ret kraftigt til at
tage dette skridt, og denne udviste en stor interesse for Holtveds studier, så
længe han levede. Man aner også virkningen af dette venskab, da Erik og Joko
Holtved efter Knud Rasmussens død tilbragte to år i Thules omegn, fra 1935 til
1937, et ophold, der gav stof til Erik Holtveds største skriftlige arbejder.
Under opholdet i Thule distrikt foretog Erik Holtved de første systematiske
undersøgelser af områdets fortidsminder, samtidig med at han indsamlede
sprogligt og folkloristisk materiale, samt oplysninger om redskaber og andre
manifestationer af polareskimoisk teknologi.
Efter sin tilbagekomst til København blev Erik Holtved knyttet til Etnografisk
Samling, hvilket gjorde det muligt for ham at bearbejde sit arkæologiske materiUniversitetets
årbog 1981
ale, mens lian gennemførte sit eskimologistudium, som han afsluttede med magisterkonferens
i 1941.
Tre år senere fik han den filosofiske doktorgrad for sit arbejde: »Archaeological
Investigations in the Thule District, I-II« (1944). 1 dette solide arbejde kan
der nævnes fire konklusioner af speciel nyhedsinteresse: Han påviste en stenalderkultur,
Dorsetkulturen, forud for Thulekulturen, som indtil da betragtedes
som den ældste forhistoriske kultur i Grønland. Desuden påviste han, at den
første bølge af Thulekulturens migranter fra Alaska til Grønland nåede frem i
løbet af forholdsvis kort tid, så kort tid, at de tilmed var ældre end Therkel
Mathiassens ældste fund af Thulekulturen i Canada. Dertil påviste han, at den
indirekte forbindelse med nordboerne ikke havde været helt ringe, og endelig
påviste han, at forbindelsen mellem Thuleområdet og Vestgrønland blev afbrudt
omkring 1600. Foruden selve beskrivelsen af de undersøgte kulturer spillede
de nævnte fire konklusioner en væsentlig rolle for fortolkningen af Grønlands
forhistorie. Men der var stadigvæk nogle løse ender, der gerne skulle undersøges,
og Holtved tog igen i 1945 op til Thule, hvor han igen foretog arkæologiske og
folkloristiske undersøgelser, og i 1954 kom der også et tredie bind til hans
arkæologiske værk.
I 1945 blev Erik Holtved tilknyttet Københavns Universitet som docent i
grønlandsk filologi, og efter Thalbitzers afgang fra lærestolen blev han professor
i samme fag i 1951.
Hans bearbejdelse af det sproglige og folkloristiske materiale tog lang tid, og
med fonetisk transskription og interliniær oversættelse foruden en engelsk udgave
har det været et kæmpearbejde at komme igennem. 1 1952 udkom så hans
andet store værk: »The Polar Eskimos, Language and Folklore«, også i to bind.
Endnu et værk som følge af hans ophold i Thule omegn udkom meget senere, i
1967: »Contribution to the Polar Eskimo Ethnography«, hvor han omhyggeligt
og detaljeret beskrev redskabskulturen hos polareskimoerne, illustreret med
hans egne tegninger. Genstandenes form, funktion og den viden, der var knyttet
til dem, blev gennemgået stykke for stykke.
Af Erik Holtveds andre arbejder skal der her kun nævnes et udvalg, først en
populær bog: Polareskimoer (1942), og en række videnskabelige arbejder: Eskimoiske
sagns opbygning (1943), The Eskimo Legend of Navaranåq (1943),
Remarks on the Polar Eskimo Dialect (1952), Remarks on the Eskimo Semanlics
(1956), Tornårssuk, an Eskimo Deity (1963), The Eskimo Myth about the
Sea-Woman (1966/67). En bibliografi af Holtveds arbejder lindes i tidsskriftet
»Folk«, bd. 1 1-12. Selv denne korte opremsning af en række titler og biografien
iøvrigt viser, at Holtved i sit arbejde forsøgte at skabe en balance mellem de to
hoveddiscipliner, han dyrkede: etnologi og filologi. Det samme gælder de to
ældre værker, han fik udgivet: »Otto Fabricius' Ethnographical Works« (1962)
og »Kleinschmidts Briefe an Theodor Bourquin« (1967).
Den samme balance fandt man også i Holtveds undervisning. Den filologiske
del indeholdt både indlæring af sproget, indføring i sprogets struktur, dialektologi,
m.m., foruden en gennemgang af tekster. Den etnologiske del foregik som
forelæsninger og øvelser over etnografiske og andre kulturhistoriske emner. For
en meget stor del var denne undervisning baseret på materiale, som Holtved selv
havde sammenstykket fra vidt forskellige kilder: ekspeditionsberetninger, etnologiske
arbejder, tidsskriftmateriale, hvoraf en del var fra grønlandsksprogede
tidsskrifter, og endelig indgik hans eget materiale fra feltforskningen i det totale
billede.
Derved kunne Holtveds indsats også på dette område betegnes som et pionerNekrologer
1 1
arbejde. Mens Holtved samlede et stort kartoteksmateriale om eskimoisk leksikografi
fra forskellige kilder, et stort og møjsommeligt arbejde, hvor selve kildematerialet
kunne være yderst problematisk, blev et meget større og mere pålideligt
materiale tilgængeligt.
Erik Holtveds kapacitet som eskimolog blev naturligvis udnyttet i andre sammenhæng.
Han blev hurtigt medlem af Stednavneudvalget for Grønland og
udførte der et stort arbejde for at fa rettet på direkte fejl i de grønlandske
stednavnes stavemåde. Det blev også pålagt ham at tilse, at de grønlandske
stednavne i publikationsserien »Meddelelser om Grønland« blev stavet i overensstemmelse
med den ofTicielle retskrivning. Da Ministeriet for Grønland i
midten af 1950-rne nedsatte »Udvalget for samfundsforskning i Grønland«, blev
Holtved medlem og var dermed med til at igangsætte en række samfundsvidenskabelige
undersøgelser i Vestgrønland. Efter at Grønlands Eandsråds »Sprogog
retskrivningsudvalg« fik sin endelige form sidst i 1950-erne, blev Holtved
anmodet om at være videnskabelig rådgiver for udvalget. Han imødekom anmodningen
og undersøgte i de følgende år eventuelle virkninger af de påtænkte
ændringer i retskrivningen. Rapporten over dette arbejde, som han udgav sammen
med Aage Bugge i 1963: »Omkring den grønlandske retskrivning«, blev
meget værdsat i udvalget.
I 1966, to år før Erik Holtveds afgang som professor, blev oprettelsen af
Institut for Eskimologi vedtaget på Københavns Universitet, og i 1967 kunne
man påbegynde undervisningen i egne lokaler. Der blev grundlag for at udvide
staben, og nye opgaver blev også taget op. Under disse omstændigheder var
Holtved meget forsigtig med at tegne instituttets og eskimoforskningens fremtid.
Men hans grundige studier af eskimokulturen og dens specielle tilpasning til de
arktiske omgivelser gjorde det muligt dels at fortsætte dette arbejde, dels at tage
nye opgaver op om eskimoernes situation i dag, med voksende påvirkning sydfra.
Han tog sin afsked fra professoratet i sommeren 1968 efter at have uddannet
nye forskere af eskimokulturen.
Som emeritus opretholdt han forbindelsen både med eskimologer og grønlandske
kredse, men hans egne aktiviteter gik tilbage til malerkunsten. Fra huset
i Hareskovby var det nærliggende at finde motiver i Hareskoven, og hans følsomme
pensel fangede skovens vekslen året rundt. Han udstillede liere gange på
Charlottenborg og fik der ikke alene gode anmeldelser, men også en række
kunstforeningers bevågenhed.
Den 24. maj 1981 fik Erik Holtved et ildebefindende og døde stille samme
dag. Han efterlod sig sin frue.
Erik Holtveds beskedenhed var legendarisk. Men hans faglige grundighed og
ansvarsfølelse skabte respekt om hans person. Han havde en afgørende betydning
for eskimologiens udvikling fra et filologisk fag til et fag, hvor etnologi og
filologi/lingvistik blev lige vægtige dele af undervisning og forskning. Han var
meget afholdt af sine studenter, og han var kendt og respekteret i international
eskimoforskning. Denne respekt har nok altid fordelt sig ligeligt mellem hans
faglige og personlige kvalifikationer.
Robert Petersen

Stephan Hurwitz
20. juni 1901-22. januar 1981
Det blev et festligt og hjerteligt gensyn da de juridiske studerende ved Københavns
Universitet mødtes med professor Stephan Hurwitz efter hans hjemkomst
i maj 1945. Han havde nødtvungent forladt landet i oktober 1943; forinden
havde han i nogle fa semestre forelæst over strafferetten som han overtog i 1942,
men allerede som professor i procesret fra 1935 havde han (aet en fremtrædende
position i den danske juristverden, og på universitetet stod der respekt og beundring
om hans virksomhed som forelæser og juridisk forfatter. Han var desuden
blevet formand for Dansk Studiefond i 1940. Kort tid efter sin ankomst til
Sverige i 1943 blev Hurwitz chef for det danske flygtningekontor i Stockholm, og
i 1944 rejste han til London for at indtræde i den danske militærmission. Allerede
da arbejdede han med de lovgivningsspørgsmål der ville foreligge når et frit
Danmark skulle indlede at retsopgør med besættelsestidens landssvigere. Hurwitz
offentliggjorde en artikel herom i Svensk Juristtidning 1944, og umiddelbart
efter sin hjemkomst afleverede han til justitsministeriet en betænkning med
lovudkast om den extraordinære straffelovgivning. Såvidt det kan bedømmes
blev forslaget til straflelovstillægget af 1. juni 1945 udarbejdet ret uafhængigt af
Hurwitz1 forslag; det forberedende arbejde var gjort i Danmark under besættelsen.
Hurwitz tiltrådte på mange punkter indholdet af straflelovstillægget, men
han havde også kritiske bemærkninger til det. Kritikken gjaldt navnlig lovens
høje minimumsstraf på 4 års fængsel og dens bestemmelser om tab af borgerlige
rettigheder. Hurwitz blev medlem af revisionsudvalget af november 1945; hans
kritik i forbindelse med de indhøstede erfaringer om lovens anvendelse førte til
ændringer, således at straflelovstillægget fik sin endelige affattelse i 1946. Der
tilfaldt også Hurwitz andre opgaver som var foranlediget af krigsafslutningen.
Han blev Danmarks repræsentant i den internationale War Grimes Commission,
og i 1946 var han formand for det hurtigt arbejdende udvalg vedrørende
straflbrfølgning mod krigsforbrydere i Danmark.
Strafferettens mere ordinære problemer frembød i efterkrigsårene et interessant
arbejdsfelt. I 1930 var et langvarigt arbejde med gennemførelsen af en ny
straffelov ført til ende, og loven var trådt i kraft i 1933. Det var derfor endnu ikke
aktuelt at overveje større lovreformer; den første nødvendige opgave blev at
revidere straffelovens kapitler 12 og 13 om statsforbrydelser, og Hurwitz deltog i
det udvalgsarbejde der førte til en lovrevision af 1952. Men iøvrigt skulle det nu
vise sig om man under mere normale samfundsforhold - og," som det ventedes,
en faldende kriminalitetskurve - kunne udvikle strafanvendelsen i de spor der
var anvist før krigen, bl.a. gennem regler om særforanstaltninger overfor specielle
grupper af lovovertrædere. Mødet med fagfæller udenfor landets grænser
efter krigen viste Hurwitz at de individualpræventive ideer stadig var levende i
den internationale principdebat. Men i Vesttyskland så man også en ny betoUniversitetets
årbog 1981
tiing af den kriminelle gerning og den ved gerningen pådragne skyld som målestokke
for den strafferetlige reaktion.
Hurwitz' deltagelse i det fornyede nordiske og internationale samarbejde kom
kun til at strække sig over en halv snes år. Han deltog i en række kongresser og
kollokvier og var aktiv i samarbejdet mellem de nordiske lande. De gamle forbindelser
mellem kriminalistforeningerne blev styrkede. Hurwitz var formand
for Dansk Kriminalistforening 1943-63 og blev i 1949 hovedredaktør for det
fællesnordiske tidsskrift der nu fik navnet »Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab
«. For efterkrigstidens reformarbejde fik det særlig betydning at der i
1948 på svensk initiativ blev indledt en række nordiske kriminalretskonferencer
om aktuelle spørgsmål. Med sit klare blik for problemer og mulige løsninger og
sin elegante form i mundtlig debat blev Hurwitz en forgrundsskikkelse i disse
møder. Det vakte udelt beundring når han afsluttede en forhandling med at
diktere et udkast til en sammenfatning af det som var sagt og opnået. Denne
evne til at holde sammen på det væsentlige og give det form satte ham også ved
mange andre lejligheder i stand til at afrunde møder og, hvis det var nødvendigt,
bringe orden i en diskussion hvor tråden var blevet tabt nogle gange.
I sit syn på straffesystemets udformning følte Hurwitz sig hjemme i den
reformbevægelse som havde domineret den kriminalpolitiske teori i Europa siden
slutningen af det 19. årh. Han vendte sig mod alt hvad der bar præg af det
uværdige eller det unødvendigt strenge i reaktionen mod kriminelle, og han
ventede sig meget af ændrede afsoningsformer for frihedsstraf, af åbne fængsler
og af alle aktiviteter med et resocialiserende sigte. Den internationale debat
havde vist ham at der var afgørende betænkeligheder ved individualiserings- og
behandlingstanken i dens mest radikale former. Men han var en tilhænger af de
nye specialpræventivt orienterede særforanstaltninger. Det ville for Hurwitz være
ønskeligt at tage endnu nogle skridt bort fra den taxtbestemte strafanvendelse,
når personlige oplysninger om lovovertræderne gav grundlag for mere hensigtsmæssige
sanktionsvalg. løvrigt stemte det formentlig bedst med hans åbne
og pragmatiske indstilling at tage de enkelte problemer op til overvejelse et efter
et og spørge hvilke fremskridt der kunne opnås i forhold til de ordninger der var
sat i værk i 1930'erne.
Hurwitz var en varm tilhænger af at udbygge den kriminologiske forskning og
at søge dens resultater udnyttet i den straiTeretlige lovgivning og praxis. Han gav
dansk kriminologi en helt afgørende støtte. 1 1943 blev han den første formand
for Dansk kriminologisk Selskab. Samme år tog han initiativet til oprettelsen af
et lektorat i kriminologi ved det retsvidenskabelige fakultet. Stillingen blev besat
med mag.art. Karl O. Christiansen, senere dr. jur. og professor i kriminologi, og
kursus i kriminologi var indtil en studiereform af 1956 obligatorisk for de juridiske
studerende. Hurwitz fremsatte også inden sin afgang fra universitetet forslag
om oprettelse af et kriminalistisk forskningsinstitut. Hurwitz anerkendte fuldtud
kriminologiens selvstændige stilling som en empirisk videnskab. Men han lagde
selv et stort arbejde i at sætte sig grundigt ind i denne forskning, således som det
navnlig fremgik af hans bog herom fra 1948. Først efter hans aktive periode som
skribent kom der en nyorientering i kriminologien og en kriminalpolitisk bevægelse
der stærkere betonede at der måtte sættes grænser for individualiseringen i
sank t ionsan vendelsen.
I 1950 blev Hurwitz formand for den nyoprettede straffelovskommission, og
da den i 1960 blev afløst af straffelovrådet, som dengang kun havde fire medlemmer,
påtog han sig fortsat formandskabet indtil 1971. Han bevarede således
forbindelsen med det lovforberedende strafTeretlige arbejde længe efter at han
Nekrologer 15
var blevet ombudsmand. I den senere del af denne periode var det tydeligt at
han ikke længere havde samme føling med problemerne som tidligere, men ikke
mindst i strafTelovskommissionens tid var hans mødeledelse og tilrettelæggelse af
arbejdet værdifuld, fordi forhandlinger med så mange deltagere - 14 medlemmer
og tilforordnede i årene 1953-59 - havde en tendens til at gå tungt. For den
der har fulgt kommissions- og rådsarbejdet i hele perioden 1950-71 står det som
Hurwitz' måske betydeligste indsats at han pegede på de retningslinier som førte
til loven af 1951 om begrænsning af rettighedstab for straffede personer. Hurwitz
var den der afgørende prægede forslaget om »forsorgsdomme« i strafTelovskommissionens
betænkning af 1953, men det var formentlig godt at denne domsform
ikke blev valgt i det lovforslag der resulterede i ændrede regler om betingede
domme i 1961. Fra straffelovrådets arbejde i 1960'erne kan det røbes at Hurwitz
var den der i 1966 var nærmest ved at foreslå billedpornografien afkriminaliseret
sammen med de utugtige skrifter.
Medens Hurwitz langtfra fik samme dybtgående indflydelse på straffelovgivningen
som Carl Torp nogle årtier tidligere, har hans juridiske forfatterskab
givet ham en særstilling i dette århundredes strafferet og straffeproces.
Når man ser bort fra nogle tidsskriftartikler blev Hurwitz forfatterskab indledt
med to strafferetlige bøger: guldmedailleafhandlingen Konfiskation i Anledning
af begaaede Lovovertrædelser (1930) og disputatsen Bidrag til Læren om kollektive
Enheders pønale Ansvar (1933). Fra et retspolitisk synspunkt var prisopgaven stillet
på et uheldigt tidspunkt. Retsgrundlaget var den gamle straffelovs § 34, men den
nye straffelov var vedtaget inden bogen blev trykt. En mere varig betydning fik
disputatsen, fordi spørgsmålet om bødeansvar for aktieselskaber o.l. et par årtier
senere fik aktualitet i særlovgivningen og stadig har det. Ved overtagelsen af
faget proces i 1935 kunne Hurwitz med sikkerhed regne med at vende tilbage til
strafferetten i løbet af nogle få år. Som tidligere advokat stod han imidlertid ikke
fremmed overfor nogen del af faget proces; dog var det naturligt nok straffeprocessen
der havde hans største interesse. Den omfattende fremstilling af Den
danske Strafferetspleje (1937-40) blev det første vidnesbyrd om i hvilken grad han
formåede at holde sammen på en stor stofmængde og give den form i en klar og
velsystematiseret fremstilling. Bogen er måske Hurwitz' bedste, og den fik
grundlæggende betydning for både teoretisk og praktisk arbejde med straffeprocessen
efter at reformperioden på dette felt i det væsentlige var afsluttet, senest
ved den store ændringslov til retsplejeloven af 1936. Det var klart at tiden ikke
ville tillade Hurwitz at gennemføre en tilsvarende bearbejdelse af civilprocessen;
til gengæld blev lærebogen Tvistemål (1941) en stor gevinst fra et studiesynspunkt.
Det praktiske retslivs behov for en håndbog blev i nogen grad imødekommet
gennem Kommenteret Retsplejelov 1-2 (1939) der havde Hurwitz som medforfatter.
Som en indsats med langt rækkende virkninger huskes fra de samme år
grundlæggelsen af den kommenterede lovsamling der senere fik navnet Karnovs
Lovsamling. Som strafferetsprofessor udsendte Hurwitz først bogen Kriminologi
(f948) hvor forskningens resultater blev indgående refereret og vurderet, særlig
for så vidt angik studiet af de enkelte personlighedsmæssige og sociale kriminalitetsfaktorer.
Derefter udgav han en systematisk fremstilling af strafferetten: Den
danske kriminalret. Almindelig del (f950-52) og Speciel del (1955). Med disse værker
fik faget en meget tiltrængt fornyelse. I systematik og fremstillingsform var de
præget af den klarhed og elegance der var Hurwitz' styrke som forelæser og
forfatter. Sammenholdt med tidligere systematiske fremstillinger af Goos og
Torp viste bøgerne hvor meget strafferetten havde vundet ved den grundigt
forberedte reform af 1930, men netop fordi denne reform nu var kommet lidt på
Universitetets årbog 1981
afstand var der også blevet plads for nye vurderinger i behandlingen af almindelige
emner og af stoffets enkeltheder.
Ved en folketingsbeslutning af 29. marts 1955 blev Stephan Hurwitz valgt til
folketingets første ombudsmand, og den 1. april begyndte han sin virksomhed i
den nye stilling og trådte udenfor nummer i sit professorat. Politimester Vagn
Bro, der dengang var medlem af folketingets ombudsmandsudvalg, har i sin
erindringsbog »De næste 25 år« (1966) berettet at han på eget initiativ rettede
en henvendelse til Hurwitz, opnåede hans tilsagn og ved forhandlinger med
partilederne gjorde en ende på folketingsudvalgets spekulationer over egnede
personer. Det er hævet over enhver tvivl at Hurwitz i kraft af sin retsvidenskabelige
position og sine personlige egenskaber nød en ubetinget tillid blandt politikerne.
Helt aktuelt — og det er ikke kommet med i Vagn Bro's beretning - var
Hurwitz kendt og omtalt fordi han havde påtaget sig at være formand for en
voldgiftsret i en gammel sag, »Søjlehus-sagen«, om et uløst mellemværende
mellem en privat person og en offentlig myndighed. Sagen blev endeligt afgjort
ved voldgiftsrettens kendelse af 11. februar 1955.
Der stilledes meget store krav til den der skulle grundlægge ombudsmandsinstitutionen
i Danmark. Sverige havde haft en justitieombudsmand siden 1809,
og der har uden tvivl været inspiration at hente i den svenske praxis. Men helt
bortset fra at ombudsmandens kompetence ikke var defineret på samme måde i
svensk og dansk ret, kunne opgaven hos os ikke bestå i at skabe en efterligning af
den svenske ordning. Fra sag til sag og med spinkel vejledning i ombudsmandsloven
og folketingets instrux skulle ombudsmanden opbygge en praxis der viste
forståelse for dansk forvaltnings principper og traditioner, men også vilje og
evne til at slå ned på dens svagheder. Hos embedsmænd var der vistnok i
startfasen en ikke ubetydelig skepsis at overvinde. Og den blev overvundet,
navnlig således forstået at det snart blev umuligt at hævde at den nye kontrol
med forvaltningen var overflødig. I forhold til befolkningen skulle den nye institution
gøres kendt og vinde tillid. Hurwitz havde en klar forståelse af denne
opgaves vigtighed, og gennem artikler, foredrag og kommentarer til enkeltsager
lagde han et stort arbejde i at løse den. Ved denne udadvendte virksomhed
opnåede han langt mere end blot at gøre borgerne opmærksomme på en ny
klagemulighed. Det var for øvrigt bemærkelsesværdigt at Hurwitz også på det
internationale plan blev en stærk og overbevisende talsmand for tanken om en
styrkelse af borgernes retssikkerhed i forhold til forvaltningen. Iøjnefaldende
exempler på berettiget kritik frembød sager om langsommelig expedition og
lignende mangler ved administrativ sagsbehandling. Det var vigtigt at den slags
kunne oplyses og søges forebygget, og dog var det kun udenværker i forhold til
den mere principielle og konstruktive kritik der fremkom i sager om fortolkningen
af love og administrative bestemmelser og om rækkevidden al uskrevne
grundsætninger om lighed, kontradiktion, habilitet mv. Ombudsmandens årsberetninger
blev ikke blot en nyttig information om de enkelte sager; de tegnede
også et billede af ombudsmandens grundige sagsbehandling og velafvejede vurderinger,
og de blev både fra teoretisk og praktisk synspunkt en betydningsfuld
fornyelse af den forvaltningsretlige litteratur. Hurwitz" efterfølger gennem 10 år,
Lars Nordskov Nielsen, som i ikke mindre grad forstod det Irugtbare samspil
mellem de konkrete afgørelser og den generelle retsdannelse, gav dette trykte
kildemateriale en væsentlig udbygning.
Hurwitz afsluttede 16 års virke som ombudsmand i 1971, kort elter at han var
fyldt 70, og han døde den 22. januar 1981 i sit 80. år. Han blev ikke sparet for
sygdom; den satte ind allerede medens han virkede i sin stilling, men han bar de
Nekrologer
øgede byrder med den pligtfølelse og karakterstyrke hvormed han altid havde
administreret sine rige evner. Mange bevarer endnu de stærke indtryk af hans
personlighed. Gennem de to bøger Respekt for mennesket (1951) og Det menneskelige
ansvar (1961), der indeholder mere end 60 af hans artikler og foredrag, vil også
eftertiden kunne danne sig et indtryk af hvor harmonisk kundskaber og idealer,
forstand og (plelse var forenede i hans personlighed.
Knud Waaben
oiZi
Niels Nielsen
3. oktober 1893-15. september 1981
I 1939 blev lektor, dr. phil. Niels Nielsen kaldet til det ordinære professorat i
geografi, og hermed indtrådte en ny ekspansiv epoke for faget ved Københavns
Universitet.
Niels Nielsen var udstyret med en usædvanlig kombination af videnskabelige,
pædagogiske og administrative evner. Han var samtidig en meget dynamisk
personlighed, hvorfor han gennem 40 år fra sin disputats i 1924 til sin afgang
som universitetsprofessor i 1964 kom til at præge faget og samtidig den naturhistorisk-
geografiske faggruppes udvikling gennem mere end en menneskealder.
Han var naturhistoriker med liv og sjæl, og opholdet på Elers Kollegium gav
mulighed for udarbejdelse af disputatsen om jernproduktionen i Danmark, og
dermed var han blevet indfanget af geografien. Han var opfyldt af en smittende
begejstring for faget og gennemsyret af en sund kritisk sans kombineret med en
ofte imponerende evne til at pege på problemernes kerne. Hertil kom pædagogiske
evner til at begejstre andre for de erkendte problemstillinger, skabe arbejdsgrupper,
formidle kundskab til en større kreds samt endelig herudover interesse
og energi til at deltage i tidens akademiske strømninger, fx som ledende senior i
Studenterforeningen 1943-45 eller som efor for Nordisk Kollegium 1945-68.
Niels Nielsen var den fjerde professor geographiae (1939-64), efter, at den
moderne geografi var indført, og i hans periode skabtes Det geografiske Institut
ved Københavns Universitet. Fra i 1939 at have en stab på 2 professorer, 1
assistent og 1 ekstern lektor blev det i 1964, da Niels Nielsen gik af, til et
videnskabeligt personale på 17 personer: 3 professorer, 1 afdelingsleder, 4 lektorer,
6 amanuenser, 2 assistenter og 1 undervisningsadjunkt samt et teknisk
personale på 7 personer. Den 5. januar 1960 flyttede man ind i det nyetablerede
geografiske institut i Kejsergade 2, en produktiv og harmonisk periode i geografiens
historie.
Niels Nielsens aktive spand af år — og samtidig hans aktivitet - var så stor, at
der naturligt er tale om en række perioder karakteriseret af specifikke initiativer.
Hans personlige videnskabelige indsats er naturligt nok knyttet til de tidlige
manddomsår, men fordelt på en række aktiviteter, der samler sig om geomorfologiske
problemstillinger og om Danmarks og Islands geografi. Angrebsvinklen
er ny, geografiske feltstudier det centrale. Der gøres forsøg på at vurdere de
virkende agenters størrelse og effekt. Niels Nielsen var samtidig naturforskeren
par excellence. Det gav undersøgelserne den bredde, der navnlig i vade- og
marskstudierne førte til helt nye resultater af stor rækkevidde.
Niels Nielsen var født i Silkeborg den 3.10. 1893 som søn af gårdejer Søren
Peter Nielsen og hustru Karen, f. Rasmussen. Han følte sig altid stærkt knyttet
til sin hjemegn, Sdr. Vissing Sogn. Han gik i Brædstrup Realskole, hvor han i
1908 tog Almindelig Forberedelseseksamen. 1911 blev han student fra Horsens
Statsskole. Interessen for naturiagttagelser blev tidligt vakt. Studievalget blev
20 Universitetets årbog 1981
følgelig naturhistorie-geografi, og skoleembedseksamen blev taget i 1917 med
hovedfag i zoologi, hvilket uden tvivl skyldtes professor Jungersens indflydelse.
Niels Nielsen hørte dog samtidig til den kreds, der samledes om professor H.P.
Steensbys inciterende personlighed. Niels Nielsen havde endvidere en naturlig
dyb interesse for dansk arkæologi og topografi og var med begge ben dybt
plantet i den midtjyske muld. Herudover havde han en respekt for forskningens
krav, der kom til at præge hele hans følgende udvikling.
Fra august 1917 var Niels Nielsen knyttet til Ingwersen og Elibrechts Skole,
fra august 191H til H. Adlers Fællesskole, der i 1920 overgik til Københavns
Kommunes Skolevæsen under navnet Sortedams Gymnasium, hvor han var
ansat frem til 1939. Flan var den fødte lærer, afholdt og husket af de mange
studenter, han her var med til at fostre.
Niels Nielsen er typen på en velbegavet provinsstudent — udstyret med et
ubestridt forskertalent — der fik sin første anerkendelse og dermed mulighed for
personlig udvikling gennem tildeling af kommunitet og regensophold (1915-17)
og efter endt embedseksamen en kandidatplads på Elers Kollegium (1917-
1922). Det gav rig arbejdsglæde med mulighed for sommerrejser til Jylland for i
egnen omkring Silkeborg at fremdrage rester fra den gamle jernudvinding og
bearbejdning af materialet om vinteren. Resultatet forelå med disputatsen »Studier
over Jærnproduktionen i Jylland med nogle Bemærkninger omjærnudvindingens
Udviklingsgang« (1924). Det nye og spændende er, at denne opgave
historisk set var taget op og stort set løst, men ikke geografisk-arkæologisk.
Anvendelsen af den naturvidenskabelige metode og dermed feltstudierne manglede,
dvs. en undersøgelse af sporene på udvindingsstederne, deres kortlægning
og kundskaben om jernudvindingens afhængighed af geografiske faktorer. Niels
Nielsen gav her et bidrag, der først langt senere er fulgt op fra arkæologisk side.
Spor af den gamle jernudvinding blev derefter af Niels Nielsen søgt i Island og
på Grønland. Dette førte i 1923-24 til indledningen af geomorfologiske studier i
Island samt til nære danskislandske forbindelser inden for geo-fagene. Det blev
starten på Niels Nielsens egentlige karriere inden for universitetet og geografien,
der groft sagt kan karakteriseres af
1) Islands-studierne
a. der begyndte 1923-24, og som med en to-mands ekspedition i 1927 resulterede
i afhandlingen »Contributions to The Physiography of Iceland with particular
Reference to the Highlands West of Vatnajokull«. D.K.D. \ id. Selsk. Skr.
Naturv.-math. Afd., 9 R, IV, 5 pp. 183-287, pi. I-XXXII, map 1-9. Niels
Nielsen drager heri konklusioner i relation til A. Wegeners teori, der i dag er
almindeligt godtaget. Ved siden af vulkanisme og tektonik er der vigtige afsnit
om de æoliske processer og hydrografiske betingelser. En moderne geomorfologisk
studieretning var hermed indført i geografien.
b. Vatnajokull-ekspeditionerne 1934 og 1936. Resultaterne heraf foreligger i ekspeditionsberetningen
»Vatnajokull, Kampen mellem Ild og Is«, pp. 1-124. H.
Hagerup (1937) samt i Folia Geographica Danica, Tom I, »Report of the expeditions
to Iceland 1934-36«, (nr. 2-4, A. Noe-Nygaard). Endelig deltog Niels
Nielsen 1947 sammen med A. Noe-Nygaard i en ekspedition til Island i anledning
af Heklas udbrud.
2) Skal11ng-studierne
Studierne af Centralislands ørkener førte til en kritisk gennemgang af teorierne
om sandflugt og klitdannelse. Skallingen blev af Niels Nielsen valgt som eksperiNekrologer
mentalfelt, og det var anledningen til, at han og hans hustru den 14.7. 1930 lod
sig sætte over fra Esbjerg til Skalling Ende med teltudstyr, proviant til 4 uger og
en beholdning af ferskvand. Skallingen var i 1930 en nærmest utilgængelig,
ubeboet halvø, hvor en ejendommelig kombination af modstridende naturkræfter
i forbindelse me'd klit- og marskdannelsen kom til udtryk. Denne udvikling
foregik endvidere under indflydelse af et rigt varieret biologisk indslag opdelt på
økologiske typer. På basis af dette besøg besluttedes det 1931 at gennemføre en
række naturgeografiske, zoologiske og botaniske studier, i sommeren 1932 oprettedes
ved bevilling fra Carlsbergfondet et egentligt laboratorium midt på
Skallingen, og der indledtes i disse år på Skallingen studier i felten og i laboratoriet
af klit, marsk og vade, af formverdenen, af de virkende processer og af
materialerne. Et grundlæggende metodisk studie, som benyttes ved flere tilsvarende
stationer, er Niels Nielsens »Eine Methode zur exakten Sedimentationsmessung
« (D.K.D. Vid. Selsk., Biol. Medd. XII, 4 p.p. 1-98, Tafel 1-XVI,
1935). Samtidig optoges en række økologiske studier over plante- og dyresamfund
og deres betydning for landskabsudviklingen. Man har haft et samarbejde
med flere af de naturvidenskabelige institutter i Danmark og nær kontakt med
en lang række danske og udenlandske forskere. Professor Aug. Krogh og hans
medarbejdere var i en lang årrække faste deltagere i arbejdet og levende interesseret
i hele problemstillingen. Den række doktordisputatser af zoologisk, botanisk
og kulturgeografisk art, som i disse år udgik fra Skalling-Laboratoriet,
vidner stærkt om Niels Nielsens evner som leder og organisator af videnskabeligt
arbejde.
Undersøgelserne på Skallingen nødvendiggjorde iværksættelse af hydrografiske
kampagner i Vadehavet i større stil: Tidevandet, vadelandskabet, sedimenthusholdningen,
saltspørgsmålet, vandbalancen m.m. trængte sig på. Niels
Nielsen arbejdede selv intenst med disse problemstillinger som oplæg til større
kampagner vedrørende sedimentbalancen i Ho Bugt, subsidiært hele det danske
Vadehav. Der kan således henvises til de principielle betragtninger om materialetyperne
i afhandlingen »Nogle Bemærkninger om Marskdannelsen i det danske
Vadehav«, GT bd. 41, pp 123-138, eller til problematikken vedrørende
måling af sandtransporten i strømmende vand, specielt i de bundnære vandlag
jfr. artiklen »Et Instrument til Maaling af Sand- og Slamtransport i strømmende
Vand«, GT bd. 41, pp. 139-146. Det var derfor en nyvinding af stor rækkevidde,
da Niels Nielsen i 1936 - takket være velvilje fra havnemyndighederne - kunne
etablere et egentligt laboratorium i det tidligere maskinhus på den gamle bedding
i færgehavnen i Esbjerg. Denne station blev centrum for to store hydrografisk-
sedimentologiske og økologiske undersøgelser af Grådybs tidevandsområde
(1938) og af hele det danske Vadehav (1941).
3) Perioden som professor ved Københavns Universitet
Inden sin udnævnelse virkede Niels Nielsen som privatdocent ved Københavns
Universitet. Ved kaldelsen udtalte professorerne Vahl og Hatt: »Vi finder det i
høj Grad ønskeligt for Geografiens Fremtid herhjemme, at professor Vahls Efterfølger
bliver en Repræsentant for Geografiens naturvidenskabelige Side. Fagets
humanistiske Side er repræsenteret ved Professor Hatt, som ønsker at fastholde
sit Professorat i Kulturgeografi, men som i Erkendelse af den naturvidenskabelige
Geografis primære Betydning lægger meget stor Vægt paa, at det
ordinære Professorat i Geografi tilfalder en Forsker, hvis Hovedinteresse ligger
inden for de naturvidenskabelige Discipliner«.
Sin videnskabelige uddannelse havde Niels Nielsen samtidig med ovennævnte
Universitetets årbog 1981
aktiviteter suppleret ved studierejser i Frankrig, Schweiz, Balkanhalvøen, Tyskland,
Holland og England samt de skandinaviske lande. Han havde holdt forelæsninger
ved alle større europæiske universiteter og geografiske selskaber. Sine
administrative evner havde lian demonstreret som sekretær i Det Kongelige
Danske Geografiske Selskab (1931-) og redaktør af Geografisk Tidsskrift og de
to nyoprettede serier »Kulturgeografiske Skrifter« (1936) og »Folia Geographica
Danica« (1940) samt »Meddelelser fra Skalling-Laboratoriet«.
Umiddelbart efter sin tiltræden startede Niels Nielsen, med støtte fra staten
og Garlsbergfondet, geografiske arbejder vedrørende et »Atlas over Danmark«,
der i 5 bind skulle skildre Danmarks geografi, fra natur- og befolkningsforhold til
erhvervs- og kulturforhold. Denne store opgave blev stort set gennemført, men
materialet blev destrueret ved schalburgtage i 1944 på Allers Etablissment. Det
Kkkedes i årene derefter at genetablere de fysisk-geografiske behandlinger, og
Axel Schous 1. del. Landskabsformerne, udkom i 1949. Der arbejdedes videre på
de øvrige afsnit, men problemerne i relation til de helt ændrede samfundsforhold,
nødvendigheden af at have relevant statistisk materiale o.a. betød, at det
kun var muligt at få publiceret endnu et bind, Befolkningen (1961), ved Aage
Aagesen. En stor og fortjenstfuld indsats havde hermed faet en foreløbig afslutning.
Al videre fremgang ad denne vej var nu for bekostelig. Arbejdet med Atlas
over Danmark tilførte under krigen Geografisk Laboratorium en relativt stor
stab af unge, arbejdsløse kandidater. Heraf blev mange senere ansat som amanuenser
m.v., og andre gik til gymnasiet. For den geografiske forskning og
nytænkning var der her skabt skoler, der har fået varig betydning for dansk
geografi.
Geografisk Laboratoriums lokaler fyldtes med aktiviteter (bl.a. Atlas over
Danmark) og blev hurtigt for små. Et geografisk institut spøgte længe (hjælpeforanstaltninger
iværksattes på Nationalmuseet og i St. Kannikestræde 13), og i
1960 indviedes Geografisk Institut i Kejsergade 2, men det var en lang proces.
I årene omkring 1940 planlagde Københavns Universitet oprettelsen af et
geografisk institut af væsentlig større dimensioner og opgaver end dem, der var
blevet varetaget af det da eksisterende Geografisk Laboratorium. Niels Nielsen
var blevet inddraget i disse forhandlinger allerede i 1938. Han arbejdede intensivt
videre med disse planer, og forhandlinger om et mere intimt samarbejde
mellem Geografisk Laboratorium og Geografisk Selskab blev indledt allerede i
krigens første år i forbindelse med Stockholmsgade-projektet og blev senere
genoptaget, da denne plan tilsyneladende stod over for sin virkeliggørelse. De
forskellige institutplaner byggede alle på, at der burde skalles plads til det
samlede geografiske bibliotek, herunder kortsamlinger, og at administration og
redaktion af publikationer også måtte under samme tag som forskning og undervisning.
1947 overtog Niels Nielsen redaktionen af »Meddelelser om »Grønland«, der
med lokaler i Geografisk Selskab blev reorganiseret efter krigsårene. Bytteforbindelser
med relevante institutioner blev retableret, og ødelagte europæiske
biblioteker fik så vidt muligt suppleret deres serier. 1959 overdroges redaktionen
til det nystartede Arktisk Institut.
Da Gråbrødreannekset blev købt 1956, førte forhandlinger mellem universitetet
og selskabets ledelse til et for hele fagets stilling lykkeligt resultat. Geografisk
Selskabs bibliotek, kortsamling og inventar er stadig selskabets ejendom, men
indgår brugsmæssigt i Geografisk Institut. Rigsbibliotekarembedet stiller en
fagbibliotekar til rådighed, og alle nyerhvervelser af bøger og tidsskrifter fremlægges
på læsesalen til almindelig benyttelse for studerende og videnskabsNekrologer
23
mænd, for selskabets medlemmer og for alle interesserede; der foregår udstrakt
udlån til offentlige biblioteker. Der foregår en koordinering af anskaffelser, katalogisering
og anvendelse. Geografisk Selskab modtog 1960 årligt ved udveksling
ca. 800 løbende periodica og et stort antal håndbøger, monografier, særtryk,
atlasværker, kortsamlinger etc.
Niels Nielsen var prorektor ved Kbh. Universitet 1961-62.
4) De Danske Vade- og Marskundersøgelser
Arene efter krigen blev benyttet til at rejse de geografiske feltstudier inden for
førtst den fysiske geografi og dernæst kulturgeografien. Skalling-Laboratoriet i
Ho blev genrejst i sin nuværende placering, prøveflader genetableredes, og studier
af klit, marks og vade gik ind i en ny, blomstrende periode med skabelsen af
De Danske Vade- og Marskundersøgelser (VoM) i 1953. Forud herfor havde
bygningen af Rømø-dæmningen (1938-49) ført til en række studier i det sydlige
marsk- og vadehavsområde, og Niels Nielsen var 1941 blevet medlem af Vadehavsudvalget.
Med VoM blev der nu økonomisk basis for at intensivere forskningen
af problemstillinger omkring marskdannelsen på en luvkyst samt jordbundsgeografiske
studier i det marine forlandskompleks. Der var således tale om
grundforskning bygget op omkring løsningen af praktisk betonede opgaver.
Egnsplanlægning er vel den bedste betegnelse i denne forbindelse, idet dannelsen
af Samordningsudvalget for Tønder-marsken under Landbrugsministeriet -
som VoM var arbejdsgruppe for - skabte den bevillingsmæssige basis for en
ganske omfattende indsats (1953-72).
Opgaverne har koncentreret sig om landvindingen langs den sønderjyske kyst
samt om de sønderjyske marskområders fysiske og økonomisk-geografiske forhold.
Der blev sat ind med basisforskning på en lang række felter: omfattende
kortopmåling af vader og marskenge, marskdannelsen langs fastlandskysten i
natur- og kulturtilstand, grøbleteknik, plantevækstens indvandring, udbredelse
og betydning for sedimentationen, sedimenthusholdningen m.m. Niels Nielsen
blev formand for udvalget vedr. landvindingen ved Højer 1958, og han beskriver
forholdene i artiklerne: »Forslag til landvindingsarbejder langs den sønderjyske
Vadehavskyst«, G.T. 55, pp. 62-87, og »The organization of research work in
South-West Jutland«, G.T. 59, pp. 1-11.
»Meddelelser fra Skalling-Laboratoriet« nåede i 1964 ved Niels Nielsens afgang
op på bd. 20. En ny generation af medarbejdere knyttet til Vade- og
Marskundersøgelserne var nu på vej, og tre af dem disputerede i 1964-65. Serien
»Rapporter fra VoM« forelå til og med nr. 9.
Klitundersøgelserne på Skallingen førte 1960 til intensive studier af vinderosion
og afblæsning i Danmark (Jydsk Landbrug 19, 1960) og viste atter den
videnskabelige tæft, Niels Nielsen var i besiddelse af. Intuitivt så han en stor
central problemstilling, som grundforskningsmæssigt var dækket ind af tidligere
geografiske studier; der kunne nævnes utallige andre eksempler på Niels
Nielsens initiativer, vægkortsaktionen på Geologisk Institut, grønlandsstudierne,
arbejdet med Nationalkomitéen for Geografi og den XIX Internationale
Geografkongres, Norden 1960, hvor Niels Nielsen ledede landbrugssymposiet i
Horsens. Her var han som på utallige ekskursioner for nordiske kolleger til
Skallingen og Vadehavet eller for de studerende til Jylland helt i sit es. Han var
en fantastisk levende foredragsholder og ubeskrivelig på en ekskursion i det
danske landskab, hvor han fx med sin uundværlige stok demonstrerede Thyholms
dannelse eller fortalte historier om tatere og natmænd i forbindelse med
beretningen om hedens opdyrkning m.m.
3 Årbog 1981
24 Universitetets årbog 1981
5. Trap Danmark
Dansk tradition for topografisk viden blev ført videre med Niels Nielsen som
hovedredaktør af Trap Danmark, V. udg., hvor resultaterne fra Atlas over
Danmark (Landskabsformerne og Befolkningen) udnyttedes fuldt ud i indledningsbindene
til de enkelte amter. Geografien satte hermed endelig sit præg på
denne vigtige side af den geografiske almenkunnen, og V. udgave, der udkom
1953-72, inkluderede for første gang et bind om Færøerne og et bind om Grønland.
Niels Nielsens sidste store opgave var i forbindelse med Traps afslutningsbind;
Nøgle til kommuneinddelingen, afsluttet 1.10. 1971. Omlægningen af
Danmarks kommunale inddeling gennemførtes 1.4. 1970, en indgående ændring,
idet man ophævede det gamle system af sognekommuner, købstæder og
amter, som er Trap-systemets grundenheder, og indførte et nyt system med 2
tvper enheder, 277 primærkommuner og 14 amtskommuner. Niels Nielsen så
betydningen af såvel denne ændring som indførelsen af EDB-benyttelsen og
lagde med sit sidste arbejde op til en fortsættelse af Trap. Han arbejdede som
altid i og for fremtiden. Han planlagde grundlaget for en kommende 6, udgave.
6) Hædersbevisninger
Niels Nielsen var formand for og medlem af en række udvalg og bestyrelser. Han
var æresmedlem af de fleste europæiske geografiske selskaber, medlem af Videnskabernes
Selskab 1944, af Ku ugl. Fysiografiska Sållskapet i Lund 1946, af Det
norske Videnskabs-Akademi i Oslo 1947 og af Visindafélag Islendinga 1959,
æresdoktor ved universitetet i Glermont-Ferrand 1950 og i Rennes 1963. Han
modtog i 1963 Vitus Bering medaljen og i 1971 hædersgave fra G.E.G. Gads
fond.
En epoke i dansk geografi er definitivt slut, og en af de mere imponerende
skikkelser inden for den akademiske verden vil ikke mere bidrage med utraditionelt
syn på centrale problemstillinger. Mangen en gang er en forsamling eller en
foredragsholder blevet chokeret over dette hans klarsyn, der gik til kernen af
problemerne. Han er uerstattelig og vil blive dybt savnet af alle.
N. Kingo Jacobsen

Niels Erik Nørlund
26. oktober 1885-4. juli 1981
Efter et langt liv i de eksakte videnskabers tjeneste døde Professor Niels Erik
Nørlund i den høje alder af 95 år. Både videnskabeligt og administrativt nåede
han indenfor flere fagområder at udrette mere end de fleste gennem sit lange liv.
Det var en af de store skikkelser fra Det matematisk-naturvidenskabelige Fakultet
som gik bort i sommeren 1981.
Niels Erik Nørlund fødtes 26. oktober 1885 i Slagelse som Søn af apoteker
Alfred Nørlund. Sammen med sine to yngre søskende, Poul og Margrethe,
voksede han op her, de udgjorde et trekløver der skulde komme til at få en
fremtrædende position i Danmarks videnskabelige liv, idet Poul blev den senere
kendte direktør for Nationalmusæet og Margrethe i 1912 ægtede Niels Bohr.
I skoletiden på Sorø Akademi var hans interesser delt mellem matematik og
astronomi, og efter studentereksamen 1903 fulgte han disse interesser videre ved
sit valg af studium ved universitetet. Hans foretrukne lærer her blev astronomen
Thiele, der foruden sit egentlige fag også inspireret underviste i regnende matematik,
et emne som adskillige studerende fulgte (og dengang fandtes jo ikke
nogen lærestol i forsikringsmatematik). Fra matematikernes side blev han mest
påvirket af docenten Niels Nielsen, der ivrigt virkede som en missionær i Danmark
for den nyere funktionsteoretiske retning; de to professorer, Zeuthen og
Julius Petersen, var lidt fjernere fra Nørlunds interesser.
Hurtigt kom han til at deltage i arbejdet på observatoriet, og allerede 1905
kunde han i Astronomische Nachrichten ofientliggøre en astronomisk opdagelse.
Ved et stort antal fine målinger af dobbeltstjernen ^ i Karlsvognen konstaterede
han en uregelmæssighed i den ene komponents bevægelse, noget som han forklarede
ved at den anden komponent selv måtte være en dobbeltstjerne med en
usynlig ledsager; rigtigheden af denne hypotese er senere blevet bekræftet på
anden måde af andre astronomer. Han blev nu i nogle år assistent på observatoriet,
og hans besvarelse af den astronomiske prisopgave for året 1908 om et
observationsteknisk emne indbragte ham universitetets guldmedailh med en
overordentlig rosende bedømmelse.
Men året før havde han allerede erhvervet guldmedaille for den matematiske
afhandling, som omhandlede reciprokke differenser og kædebrøksudviklinger af
funktioner. Han videreførte heri undersøgelser af Thiele, og han opnåede resultater
som publiceredes i de franske Comptes Rendus de l'Académie des Sciences.
I Frankrig blev man klar over at han var en af de dybeste kendere af den
store Henri Poincaré's ungdomsarbejder om Fuchsiske funktioner, og man opfordrede
ham til at give kommentarer til en påtænkt udgivelse af Poincaré's
værker. Det første bind med Nørlunds kommentarer udkom dog først 1916 (efter
Poincaré's død), og det trak ud med de senere (sidste bind i 1956). I mellemtiden
havde Nørlund fået andet at beskæftige sig med, men han bevarede altid en
dyb ærbødighed for Poincaré's arbejder.
Universitetets årbog 1981
I sommeren 1910 tog han magisterkonferens i astronomi, og kun fa måneder
efter blev han dr.phil. på et matematisk emne. Det var dagen før hans 25-års
fødselsdag, og han har således opnået det ret enestående, at opleve sit 70-års
doktorjubilæum.
Disputatsen rummer begyndelsen til det dybtgående studium af differensligninger,
som Nørlund gennemførte i de næste 15 år. Umiddelbart synes emnet
mere elementært end differentialligninger, det involverer jo ikke direkte den
grænseovergang ved hvilken man lader de intervaller over hvilke der tages
differenser blive forsvindende små, men faktisk er det langt vanskeligere. De
mange tidligere undersøgelser indenfor området var ofte fremkaldt af interpolationsproblemer
fra astronomi eller fysik, og Nørlund systematiserer og generaliserer
nu undersøgelserne, og viser hvilke fordele der kan være ved at tillade
intervallængder der opfattes som variable, noget som kræver stærk inddragen af
differentialligninger og integrationer i den komplekse plan. Hvis en funktion kun
er givet for de hele tal, så er det et centralt problem at bestemme dens »rigtige«
værdier for de mellemliggende ikke-hele (eller evt. gerne komplekse) tal, og
Nørlund når efterhånden ad skarpsindige veje frem til metoder der bestemmer
sådanne »Hovedløsninger«. Foruden de mere praktiske anvendelser, der var
nærliggende for ham som astronom, var han også i høj grad tiltrukket af den
fortryllelse, som ligger i at man ad denne vej kan skabe funktioner af typer som
går langt ud over hvad der kan opbygges ved de sædvanlige regningsarter, noget
som fra tidligere tider kun kendtes som mere spredte eksempler, således som
gammafunktionen skabt ud fra talrækken 1, 1-2 = 2, l -2*3 = 6,... .
Året 1910 havde været et forandringens år for matematikerne ved universitetet.
Året før var Julius Petersen pensioneret, og hans stilling blev besat med
Niels Nielsen; i det andet professorat afgik nu Zeuthen, og hans stilling blev
besat med Poul Heegaard. Tidligere på Året var Harald Bohr blevet doktor på
en afhandling der var rost lige så meget som nu Nørlunds (de hjalp gensidigt
hinanden med korrekturlæsningen, og de skulde jo snart efter blive halvbesvogrede),
og Harald Bohr havde fået det docentur som Niels Nielsen havde haft. Og
i astronomi var Thiele gået af et par år tidligere, og professoratet besat med Elis
Strømgren. Så det var vanskeligt for Nørlund at se frem til en passende stilling,
og foreløbig fortsatte han som assistent på observatoriet.
Men i 1912 blev der oprettet et nyt professorat ved Lunds Universitet, hvor
hidtil Brodén havde været den eneste matematiker, og Nørlund udnævntes i
stillingen.
Samme år indgik han ægteskab med Agnete Wæver. Det blev indledningen til
et langt og lykkeligt samliv; efter hendes død 1959 følte han nok ensomheden, så
meget mere som deres to døtre begge blev gift og bosat i Norge.
I Lundperioden udsendte han en lang række matematiske arbejder, hvori han
udbyggede teorien for differensligninger og undersøgte de i denne forbindelse
optrædende fakultetsrækker og interpolationsrækker, både indenfor de områder
hvori de er konvergente, og udenfor, hvor de kun på mere raffinerede måder er
funktionsfremstillende. Der kan være grund til specielt at nævne et lille arbejde
fra 1920, hvori han angiver nogle generelle resultater om rækkesummabilitet,
fordi den benyttede metode nu går under standardbetegnelsen »Nørlundsummation
«, og det er i denne forbindelse man oftest møder hans navn i den nutidige
matematiske litteratur.
1 1916 blev Nørlund optaget i redaktionen af den fornemme journal Acta
Mathematica som blev udgivet i Stockholm af Mittag-Lefller, der havde grundlagt
den i 1882. Mittag-Leffler indtog en fremtrædende position i den internatioNekrologer
nåle matematiske verden, og Nørlund blev hurtigt hans nære medarbejder, og
da Mittag-Leffler året før sin død trak sig tilbage i 1926 overtog Nørlund posten
som udgiver. Han har beholdt den lige siden, men naturligvis efterhånden bistået
af effektive medarbejdere i Sverige.
Ved Københavns Universitet var det blevet iøjnefaldende, at dets to matematiske
lærestole var utilstrækkeligt til at opfylde tidens krav (den tredie stilling,
Harald Bohrs, var overgået til Polyteknisk Læreanstalt). Da det så også blev
bekendt at Mittag-LefTler, der var en meget formuende mand, ved sin død vilde
overlade sin uhyre righoldige bogsamling og øvrige midler til oprettelse af et
matematisk institut, og da Nørlund med sin position måtte anses for selvskreven
til at overtage stillingen som direktør for dette, indså man, at dersom han skulde
reddes for dansk videnskab måtte der handles hurtigt, og i 1919 oprettedes et
professorat som Nørlund erklærede sig villig til at overtage. I den vanskelige tid
ved 1920 var det svært for ham at finde en passende bolig, og han kunde derfor
først effektivt overtage embedet i september 1922.
Man kunde nu have ventet en rolig fortsættelse i Danmark af hans matametiske
virksomhed, men begivenheder i 1923 som skal omtales nedenfor bevirkede
at det kom til at gå helt anderledes. Hans kræfter skulde blive taget i brug til
mere administrative og organisatoriske formål, og dette på en plads som kun en
person med hans kundskaber og position ret kunde udfylde.
Hans matematiske arbejder fra midten af 1920'erne er at anse som en kodificering
af det tidligere, især den imponerende Vor le sungen uber Differenzenrechnung
(1924), men også et par bind publiceret i Frankrig. Desuden nåede han at
udsende en mere populær matematikbog, Videnskabelige Causerier (1923), skrevet
på grundlag af en række aviskronikk'er, inden han for en lang årrække gav afkald
på matematisk forskning.
Det blev Geodæsien som ændrede hans skæbne. Den danske Gradmaaling, som
varetog den videnskabelige geodæsi, mistede pludseligt sin leder ved dr.phil.
Buchwaldts død. Samtidig havde man ønsket om at få denne halvmilitære institution
tilsluttet Union Géodésique Internationale; det var en af de videnskabelige
unioner som var dannet efter Versaillesfreden, og hvis forbindelser til Danmark
gik over Videnskabernes Selskab. Nørlund havde længe været medlem
her, og han var med i det tilsvarende internationale samarbejde indenfor astronomi
og matematik; det var derfor lykkeligt at man kunde formå ham til at
forene sit professorat med direktørposten ved Gradmaalingen.
Nørlund gik med energi ind i den nye stilling, og geodæsi blev et anerkendt
universitetsfag. Foruden sine matematiske forelæsninger vejledte han studerende
i geodætiske målinger og øvelser, og få år efter kreeredes de første magistre
med den ofTicielle fagbetegnelse: geodæsi. Han tog nye emner op, i første omgang
jordskælvsmåling, idet han med Carlsbergfondets støtte fik oprettet seismiske
stationer på Københavns nedlagte Vestenceinte og på Grønland.
Ved siden af Den danske Gradmaaling eksisterede den nært beslægtede Generalstabens
topografiske Afdeling, der tog sig af det mere praktiske kartografiske
arbejde, og Nørlund fik nu den tanke at søge disse institutioner sammenlagt til
en. Det lykkedes at samle politisk flertal for denne hans ide, og 1928 oprettedes
Geodætisk Institut som en civil institution under Forsvarsministeriet. Dermed var
på heldig måde skabt en institution af stadig voksende betydning, men det gav
ham også en stor arbejdsbyrde.
Hans administrative evner blev også udnyttet andetsteds. Det internationale
samarbejde indenfor matematik og geodæsi er nævnt, og i 1927 valgtes han som
præsident for Videnskabernes Selskab, den yngste præsident i dette selskabs
30 Universitetets årbog 1981
historie; i 1933 trak han sig tilbage fra denne post. Han var rektor for universitetet
1933-34, og kunde som sådan indvie det nye matematiske institut, skænket af
Carlsbergfondet. De senere mangeårige tillidshverv har været talrige, her skal
blot nævnes, at han har været medlem af Konsistoriums forretningsudvalg,
formand for Videnskabernes Selskabs kassekommission og formand for RaskØrstedfondet.
Men sin største kraft anvendte han på Geodætisk Institut, og her tik han rig
lejlighed til at udnytte sine evner til at organisere arbejder, der kræver kombination
på højt niveau af matematik, astronomi, mekanik og fysik. I Syddanmark
udførtes - foruden nødvendige ajourføringer af kortlægningen - nøjagtigere triangulationer
og nivellementer, og hensigtsmæssige kortprojektioner blev indført.
Tyngdemålinger og seismiske målinger til undersøgelse af undergrunden blev
foretaget (efter Nørlunds tid har dette jo fået endnu større betydning). På Færøerne
nymåltes og på Island fuldførtes den af Generalstaben tidligere påbegyndte
kortlægning. Og Grønland blev et meget stort nyt virkefelt i Nørlunds periode,
her indførtes den på luftfotografering baserede fotogrammetriske kortlægning.
Et interessant eksperiment var det hydrostatiske nivellement over Storebælt i
1938, hvor det ved hjælp af et vandfyldt rør lagt tværs over bunden af Bæltet
blev muligt at sammenligne højdeangivelserne på Sjælland og Fyn på brøkdele
af millimeter. Som et biresultat kunde man observere tidevandsbevægelsen af
selve den faste jordskorpe.
Under anden verdenskrig måtte virksomheden indskrænkes, men så udgav
Nørlund en række historiske kortværker; det er nogle af Danmarks mest pompøse
bogudgivelser, trykt med anvendelse af instituttets fremragende teknik.
Nørlund administrerede Geodætisk Institut så det kunde opfylde de praktiske
krav som samfundet stillede. Men det må fremhæves, at han samtidig skabte en
institution som i ånd og gerning er en forskningsinstitution. Selvom det ikke
hører under universitetet, så uddanner instituttet akademikere på højt niveau,
og da samtidig de geodætiske magistre normalt ansættes under instituttet, er det
for flertallet kommet til at betyde en fortsat videnskabelig virksomhed.
I 1955 faldt Nørlund for aldersgrænsen. Universitetet mistede en professor
som troligt havde holdt matematiske forelæsninger, og der ansattes en ny. Faget
geodæsi mistede sin leder, og kort tid efter oprettedes et professorat i dette lag;
det blev besat med hans efterfølger som direktør for Geodætisk Institut, dr. phil.
Einar Andersen.
Ved sin afgang holdt Nørlund et foredrag »Tanker om tre videnskaber«, der
til en vis grad kan ses som et billede af hans liv. Indledningsvis behandledes ret
kort astronomi, dernæst udførligt geodæsi, og så; »jeg vil nu forlade geodæsien
og gå over til matematiken som er det fag der står mit hjerte nærmest«. Og ved
sit otium vendte han tilbage til matematik, det resulterede i nogle arbejder om
hypergeometriske funktioner af højere orden og de tilsvarende differentialligninger.
I foredraget var et par lange franske citater, og Nørlund havde lige fra sin
ungdom stor kærlighed til fransk. Det faldt også naturligt, at da man i 1946 efter
krigen skulde genoprette de internationale videnskabelige forbindelser, så blev
han - der var medlem af Bureau des Longitudes og af Académie des Sciences -
universitetets udsending til Paris.
Nørlund havde adskillige æresdoktortitler, og antallet udenlandske akademier
hvori han var medlem oversteg dusinet.
Når man stod overfor Nørlund var man ikke i tvivl om at han var en stor
personlighed, og hertil bidrog hans høje aristokratiske skikkelse. En vis kølighed
Nekrologer 31
i hans optræden, som måske tildels skyldtes en art generthed, gjorde det vanskeligt,
selv for hans nærmere medarbejdere, at føle sig på fortrolig fod med ham.
Han satte pris på stilfulde omgivelser, hans hjem var smukt, præget af de mange
bøger i gode bind; sin matematiske bogsamling (ca. 175 hyldemeter) afhændede
han for nogle år siden, og de udgør nu kernen i Odense Universitets matematiske
bibliotek.
Thøger Bang
I