XV Nekrologer

Christian Møller
22. december 1904-14. januar 1980
Christian Møller blev født den 22. december 1904 i Hundslev på Als som søn af
grosserer Jørgen Møller og hustru Marie, født Terkelsen. Han gik i tysk skole,
først i landsbyskole i Notmark, derefter i Sønderborg. Ved Genforeningen kom
han i dansk gymnasium og blev i 1923 student fra Sønderborg statsskole.
Allerede i gymnasieårene vaktes hos Christian Møller en stærk interesse for
fysikken, især relativitetsteorien. I efteråret 1923 begyndte han studierne ved
Københavns Universitet, og tog i januar 1926 1. del af embedseksamen med
fagene matematik, fysik, kemi og astronomi. I september 1926 begyndte han sit
hovedfagsstudium på Instituttet for teoretisk fysik, det nuværende Niels Bohr
Institut, hvor han i løbet af efterårssemestret første gang fik lejlighed til at møde
Niels Bohr. Mødet fandt sted en dag, da Christian Møller sad fordybet i Einstein's
berømte afhandling fra 1916 i Annalen der Physik om den almene relativitetsteori.
Ved slutningen af en lang samtale sagde Niels Bohr, at problemerne
indenfor den klassiske relativitetsteori jo nu var løst, hvorfor han ville anbefale
Christian Møller især at sætte sig ind i den nye udvikling indenfor kvanteteorien,
som var begyndt med Heisenberg's arbejde året i forvejen. Christian Møller
fulgte dette råd, dog sådan at han i sit senere arbejde gerne udsøgte sig problemer,
hvor både kvanteteorien og relativitetsteorien spiller ind.
I forårssemestret 1926 lod Christian Møller sig indskrive ved universitetet i
Hamburg, blandt andet for at følge Wolfgang Fauli s forelæsninger, og i sommeren
1928 deltog han i et feriekursus i teoretisk fysik ved universitetet i Berlin,
hvor dengang Planck, Einstein, von Laue og Schrodinger virkede. Det var her
især Schrodinger han gerne ville høre. Københavns Universitet havde nemlig i
november 1927 udskrevet en prisopgave »Om analogien mellem mekanik og
optik« som Christian Møller havde foresat sig at bevare, og Schrodinger's undersøgelser
havde netop taget sit udgangspunkt i denne analogi. Ved hjemrejsen
fra Berlin lagde Christian Møller efter Schrodinger's råd vejen over Gottingen
for der at studere en række håndskrevne forelæsningsnoter af Felix Klein om den
Hamiltonske analogi mellem mekanik og optik. Besøget blev værdifuldt, også
ved et møde med Max Born og med Léon Rosenfeld.
Christian Møller s besvarelse af prisopgaven blev belønnet med Universitetets
guldmedalje i 1929. Af bedømmelsen fremgår, at besvarelsen var et fremragende
dygtigt arbejde. Samme år blev han magister.
I 1931 blev Christian Møller gift med Kirsten Pedersen. Kirsten Møller blev
ham gennem et langt og lykkeligt ægteskab en uvurderlig hjælp og støtte, også i
hans virke.
Christian Møller blev i 1931 videnskabelig assistent ved Universitetets institut
for teoretisk fysik. Han disputerede for doktorgraden i 1932 og blev i 1933
lektor, også ved Institut for teoretisk fysik. Derefter fulgte studieophold som
Universitetets årbog 1980
Rockefeller Fellow ved universiteterne i Rom og Cambridge 1934-35, og i 1940
blev han udnævnt til docent i matematisk fysik. I 1943 blev Christian Møller
ekstraordinær professor i fysik ved Københavns Universitet, og i dette personlige
professorat virkede han ved Institutet for teoretisk fysik, til han i 1974 blev
emeritus. Han var dekan for det matematisk-naturvidenskabelige fakultet 1947-
48.
Christian Møller's videnskabelige produktion er meget omfattende. Listen
over hans publikationer indeholder 119 artikler, og deraf består langt over halvdelen
af de videnskabelige afhandlinger, som var resultatet af hans forskning.
I sin doktordisputats fra 1932 om hurtige elektroners gennemgang gennem
stof tog Christian Møller et problem op, som da var meget aktuelt. Omkring
1930 havde man en fuldt udviklet ikke-relativistisk kvantemekanik, og man
kunne ved hjælp af denne gøre rede for de atomare fænomener, i hvilken de
atomare partiklers hastigheder er små i forhold til lysets hastighed. Men når
man skulle beskrive sammenstød af elektroner, hvis hastigheder var meget nær
ved lysets, med hvilende elektroner, så svigtede metoderne. Man kunne ganske
vist efter Paul Dirac give en fuldstændig relativistisk beskrivelse af en enkelt
elektrons bevægelse i et givet ydre elektromagnetisk felt, men det relativistiskkvantemekaniske
problem vedrørende sammenstød mellem to elektroner var
ikke løst. Det lykkedes Christian Møller at løse problemet og finde det matematiske
udtryk, der beskriver den spredning af elektronerne, som fremkommer ved
sammenstød af den nævnte art. Arbejdet blev klassisk og processen er siden
blevet kaldt »Møller-spredning«. I et foredrag efter overrækkelsen af H.C. Ørsted
Medaljen, som han modtog i 1970, har han beskrevet den fremgangsmåde,
han dengang — inden kvante-elektrodynamikken var udviklet - anvendte, og
som førte til det korrekte resultat. I foredraget kunne dette yderligere dokumenteres
ved henvisning til nye eksperimenter med den kilometer-lange lineære
accelerator SLAC i Stanford, der gav en særdeles god overensstemmelse med
den Møller'ske spredningsformel, som blev bekræftet for sammenstødsenergier
på over 1 milliard elektronvolt.
I 1935 fremsatte Yukawa sin mesonteori for kernekræfterne, og Christian
Møller tog i de følgende år del i udviklingen på dette felt i samarbejde med Léon
Rosenfeld. Samarbejdet blev fortsat pr. korrespondance, efter at Rosenfeld ved
krigsudbruddet havde måttet forlade København. Selvom problemet senere har
vist sig at være langt mere kompliceret, end disse første forsøg på en kvantitativ
beskrivelse af kernekræfterne ved hjælp af mesonfelter lod formode, drejede det
sig ikke desto mindre om et ingenlunde uvigtigt skridt i bestræbelserne på at fa
løst disse meget fundamentale problemer.
I to afhandlinger i 1945 og 1946 diskuterede Christian Møller udførligt mulighederne
for udnyttelse af en af Heisenberg indført metode til behandling af
relativistisk-kvantemekaniske spredningsproblemer, som beror på indførelse af
en såkaldt S-matrix, i hvilken kun skulle indgå sådanne størrelser til beskrivelse
af de atomare systemer, som er nødvendige og tilstrækkelige til afledning af
problemets »observable« størrelser. Efter Heisenberg skulle S-matricen træde i
stedet for Hamiltonoperatoren i den ældre behandlingsform. Christian Møllers
indgående og udførlige analyse betød et værdifuldt bidrag til afklaring af problemerne
omkring S-matrix metoden. I en artikel i tidsskriftet »Nature« i 1946 har
han givet en udførlig og klar fremstilling af de ideer og håb, som lå bag Heisenberg's
indførelse af S-matricen. De hidtil udviklede relativistisk-kvantemekaniske
teorier havde ført til vanskeligheder i form af optrædende divergenser ved
beregningen af energierne for stationære tilstande — divergenser svarende til
Nekrologer 513
elementarpartiklernes egen-energier. Heisenberg ville for at undgå divergenserne
indføre en minimums-længde i teorien, og der måtte da nødvendigvis også
indføres en minimums-tid, hvilket ikke ville være muligt ved benyttelse af Hamiltonformalismen.
I stedet skulle teorien baseres på »observable« størrelser,
der tillod indførelse af en minimums-længde i teorien. 1 de følgende år gik
udviklingen i en anden retning, men de udførlige analyser, som gennemførtes i
det her omtalte stadium, har en blivende værdi.
I 1952 udkom Christian Møller's store monografi »The Theory of Relativity«
(Oxford at the Clarendon Press). Det var en fremstilling, baseret på forelæsninger
over relativitetsteori, som han havde udarbejdet og holdt gennem mange år.
Denne bog blev en klassiker, oversat til russisk og tysk, og i 1972 udkom den i en
ny og stærkt udvidet udgave.
1 tiden fra 1952 til 1979 var Christian Møller's forskning koncentreret om
problemer fra den almene relativitetsteori. I disse år skete der en rig udvikling
på området, og Christian Møller blev ved sin forskning, hvis resultater han
fremlagde i et stort antal afhandlinger og ved deltagelse i internationale symposier,
en central skikkelse i det verdensomspændende samarbejde, som udviklede
sig.
Et af de vigtigste problemer, som Christian Møller's arbejder bidrog til at
afklare, drejede sig om lokaliseringen — i den almene relativitetsteori — af den
gravitationelle feltenergi. Et andet område, som optog ham meget, var formuleringen
af termodynamik og statistisk mekanik indenfor rammerne af den almene
relativitetsteori.
I det foran nævnte foredrag karakteriserede Christian Møller den almene
relativitetsteori som en teori, der indtager en særstilling indenfor fysikken ved
sin ejendommelige monolitiske karakter. Han fortsatte her: »Uden støtte i nye
empiriske resultater, blot ved en ny tydning af gammelkendte erfaringer i forbindelse
med dristige generalisationer fra den specielle relativitetsteori, lykkedes
det Einstein i 1916 at udforme en teori af en sådan indre overbevisningskraft og
sluttethed, at det var næsten umuligt at forestille sig, at den ikke skulle være i
overensstemmelse med fremtidige nye erfaringer«. Men samtidigt understregede
Christian Møller vigtigheden af en mere indgående eksperimentel efterprøvning
af den almene relativitetsteoris forudsigelser, og han fremhævede den store betydning
det har haft, at det ved en enorm udvikling af eksperimentalfysikken har
været muligt i væsentlig grad at skærpe de klassiske prøver.
For det første var Michelson's berømte forsøg vedrørende den målte lyshastigheds
uafhængighed af iagttagerens egen hastighed blevet skærpet således at den
øvre grænse for hastigheder af en mulig »ætervind« var presset helt ned til 15
meter i sekundet, eller en halv promille af den værdi, man skulle forvente efter
den ikke-relativistiske æterteori.
Dernæst fik man gennem opdagelsen af den såkaldte Mossbauer-elfekt i 1958
nye muligheder for prøvning af Einstein's rødforskydningsforudsigelse ved rent
terrestiske eksperimenter, og i 1960 havde Pound og hans medarbejdere verificeret
forudsigelsen med en nøjagtighed på en procent.
Endelig skal her tilføjes, at Einstein's forudsigelse om afbøjningen af stråling,
som passerer tæt forbi solranden, i 1970'erne blev bekræftet med en forøget
nøjagtighed. Ved måling af positioner for kosmiske radiokilder opnåedes en
nøjagtighed og en overensstemmelse på bedre end 1 procent, hvor de tidligere
solformørkelses-resultater havde haft usikkerheder på ca. 20 procent. For Christian
Møller betød hele denne udvikling en yderligere tilskyndelelse til at arbejde
videre med problemer inde for rammen af den almene relativitetsteori.
514 Universitetets årbog 1980
Fra 1975 arbejdede Christian Møller med problemer opstået i forbindelse
med kosmologiens udvikling. På grundlag af et støt og stærkt voksende astronomisk
iagttagelsesmateriale var kosmologiske undersøgelser resulteret i formulering
og nøjere analyse af den såkaldte Big-Bang teori. Omfattende undersøgelser
af galaksers bevægelse i forhold til iagttageren i synsliniens retning har givet et
kosmologisk billede, i hvilket alle afstande mellem galakser øges med tiden.
Teoretiske beregninger af tilstanden, når man går tilbage i tiden, har ført til det
resultat, at alt stof, som nu iagttages i galakser, for godt 10 milliarder år siden
befandt sig i et overordentlig lille volumen, under forhold af ekstremt høje
tætheder og temperaturer. Den helt konsekvente gennemførelse af beregninger
efter Einstein's almene relativitetsteori fører til singulære løsninger. Dette var for
Christian Møller et uacceptabelt resultat, og ved gennem flere år fortsatte undersøgelser
søgte han at finde modificerede formuleringer, i hvilke singulariteter
ikke forekom.
Allerede Einstein selv havde fremhævet, at gyldigheden af den almene relativitetsteori
kunne ophøre, når stoftætheden blev ekstremt stor. Christian Møller
søgte i sit arbejde efter nye formuleringer for sådanne forhold idet han gik ud fra
metoder til analytisk behandling, som han havde udviklet tidligere i anden
forbindelse. Han fortsatte med stor kraft sit arbejde hermed, også efter at han
havde fundet, at de første forsøg ikke førte til målet. Samtidig fulgte han med
levende interesse hovedresultaterne på galakse-astronomiens, på neutronstjerne-
astrofysikkens og supernova-astrofysikkens område, med det håb, at der her
til syvende og sidst kunne findes vejledning med hensyn til den retning, i hvilken
teorien burde ændres.
Christian Møller gjorde gennem en lang årrække en meget værdifuld og påskønnet
indsats i den videregående undervisning i fysik ved Københavns Universitet.
Hans forelæsninger var fremragende, klare og levende, og omfattede så
vigtige discipliner som analytisk mekanik, elektrodynamik, statistisk mekanik,
kvantemekanik og relativitetsteori. En hel generation af danske fysikere står i
gæld til ham for den inspiration de herigennem modtog.
Christian Møller bidrog også gennem årene på mange måder til at gøre
resultater af forskningen på fysikkens område alment tilgængelige. Han skrev
sammen med Ebbe Rasmussen en fortræfTelig populær bog »Atomer og andre
småting«, som udkom i fem udgaver og blev oversat til adskillige sprog. Det
sidste arbejde fra hans hånd var en meget smuk og lærerig populær artikel i
»Naturens Verden« om Einsteins relativitetsteori, skrevet i anledning af Einsteins
hundredårs fødselsdag den 14. marts 1979.
En såre fortjenstfuld indsats gennem mange år gjorde Christian Møller ved sit
arbejde for Nordisk Institut for teoretisk Atomfysik, NORDITA. Han var direktør
for NORDITA i fjorten år, lige fra instituttets oprettelse i 1957. Han ledede
NORDITA i nært samarbejde først med Niels Bohr, og senere især med Torsten
Gustafsson. NORDITA's store betydning for den teoretiske fysik i de nordiske
lande gennem disse år fremgår ikke mindst deraf, at en meget stor del af de
teoretiske fysikere i nordiske universitetsstillinger har opholdt sig ved NORDITA
og fortsat har tilknytning til arbejdet der.
Også ved den internationale organisation CERN for højenergifysik gjorde
Christian Møller en meget påskønnet indsats, først som leder af den teoretiske
studiegruppe ved dennes foreløbige placering i København 1954-57, senere som
mangeårigt medlem af Scientific Policy Committee.
Christian Møller blev i 1943 medlem af Videnskabernes Selskab, hvor han i
1959 blev valgt til sekretær. Han virkede i denne post i 20 år.
Nekrologer 515
Christian Møller modtog gennem årene mange videnskabelige æresbevisninger.
Han var medlem af en række udenlandske akademier og æresdoktor ved
Åbo Akademi. Han hædredes med Ole Rømer Medaljen og H. C. Ørsted Medaljen.
Ved sin 70-årsdag modtog han i form af et meget stort antal breve og
hilsener fra fysikere verden over et bevis på den agtelse og de venskabelige
følelser, alle nærede for ham.
Torben Huus Bengt Stromgren

Johannes Nicolaisen
27. maj 1921-2. februar 1980
Ved professor Johannes Nicolaisens død har dansk etnografi mistet sin førstemand.
Et alsidigt, flittigt og engageret virke har fundet sin alt for tidlige
afslutning. For Nic. - som han altid kaldtes - hvilede ikke på sine fortjenester.
Han var altid i gang med egen forskning, arbejde for andre eller for sit fag. Og
han havde stof nok til et langt liv fra sine mange, grundige feltundersøgelser
blandt nomader (tuareger og kreda)og jægerfolk (haddad, negritoer og penan) i
Afrika og Asien, hvor han alt i alt havde arbejdet betydeligt over fem år. Da den
uhelbredelige sygdom - en ondartet hjernesvulst - ramte ham, var han netop
ved at lægge sidste hånd på en revideret 2. udgave af den store monografi;
Culture and Ecology of the Pastoral Tuareg (disputatsen fra 1963), og var i gang med
et supplerende bind 2. Nicolaisen arbejdede også på flere værker om sine jægerfolk,
navnlig et om »Hunden« optog ham meget, og til hovedtemaet: Samspillet
mellem mennesket og hunden, inspireredes han dagligt af sine jagtlystne gravhunde.
I denne forbindelse skal det nævnes, at han var meget optaget af dyrepsykologi
og ikke mindst af de nye fremskridt inden for sociobiologien, et emne
han underviste i, men ikke nåede at skrive om. Men vi kan ane hvad vi er gået
glip af fra et af Nicolaisens allersidste arbejder, artiklen Kamelfolket. Fra en etnografisk
forskningsrejse i Sahara, i Festskrift til Prins Peter (Venner af Prins Peter
Kbhvn. 1978, s. 61-80). Heri giver Nicolaisen en veloplagt personlig skildring af
tuaregernes kameler - kamelfolket — og ikke mindst hans egne 4 kameler, som
han delte skæbne med på sin ensomme 14-måneders expedition i det centrale
Sahara. Det er en skarpt tegnet karakteristik af hans kamelers egenskaber og
adfærd, et intenst medlevet dokument om sammenhængen mellem mennesker
og dyr. En af de kosteligste skildringer i dansk etnografisk litteratur - hvori
Nicolaisen brød med sin sædvanlige beherskede videnskabelige stil.
Johannes Nicolaisen stammede fra Fyn - hans fader var kreaturhandler i
Tommerup - og familien landmænd. Han var den første i sin familie, som fik en
højere uddannelse, men båndene til det hjemlige fynske holdt han vedlige, og det
levede stærkt i ham i al hans færden. Han voksede op med dyr - han fortalte om,
hvordan han med faderen som dreng var med rundt og se køerne an og han
voksede op med jagt og fiskeri. Det gav ham nogle dybtliggende grundholdninger
til naturen og livet, som jeg er sikker på afspejledes i hans valg af nomader og
jægerfolk som sit særlige felt. Næppe nogen anden etnograf har tilvejebragt så
detaljeret materiale om nomadekvægavl som Nicolaisen. - Hans jægermateriale
kan man håbe på bliver færdigpubliceret. - Der foreligger i et mindste et stort
manuskript fra hans hånd - Haddadfolket i Tchad.
Nicolaisen vidste tidligt, at han ville være etnograf, inspireret af Knud Rasmussens
liv og forskning. - Stolt fortalte han, at han som student jævnligt blev
518 Universitetets årbog 1980
stoppet af folk i byen, som var slået over hans lighed med Knud! - Nicolaisen
begyndte efter studentereksamen i 1941 på geografistudiet, som var vejen alle
tidligere danske etnografer måtte gå i mangel af et selvstændigt etnografistudium.
1 1945 lykkedes det Nationalmuseets etnografiske samlings overinspektør,
dr. Kaj Birket-Smith at fa oprettet etnografi som konferensstudium i forbindelse
med et eksternt lektorat under geografi ved Københavns Universitet; og Nicolaisen
skiftede over. Han kom i februar 1946 som et pust fra det æventyrlige ind i
vor lille gruppe af fagstuderende, som havde deres gang på Etnografisk Samling.
Nicolaisen kom fra en barsk 3-måneders enmandstur på ski blandt de nordskandinaviske
fjeldsamer. I efteråret 1945, havde han straks da lejligheden bød sig,
fulgt traditionen blandt tidlige danske etnografer, som Knud Rasmussen og
Gudmund Hatt, og var startet med feltstudier blandt samerne.
Birket-Smith var omhyggelig med sin lille skare, og Nicolaisen har fortalt,
hvordan Birket-Smith frarådede ham dette brødløse studium - og tilføjede let
spøgende, hvis han da ikke var millionær. Hvortil Nicolaisen svarede, at det
havde han da ikke noget imod at blive. Nicolaisen var sikker i sin sag. 1 1950
blev han fagets første magister og havde da allerede været på egen hånd blandt
nomader i Algeriet i sommeren 1947 og havde været på vej derned i 1948 på en
tyveårig Harley-Davidson med sidevogn sammen med museumsinspektør Jens
Yde, - de kom dog ikke længere end til sygehuset i Nyborg efter at være kørt i
grøften på Fyn, men slap heldigt fra det! - I 1950 var Nicolaisen atter i Nordafrika
- dennegang om vinteren, og i 1951 nåede han første gang til tuaregerne i det
centrale Sahara, som han atter besøgte i 1952, 1953 og på et 14-måneders
feltarbejde i 1954-55. - Alt i alt foretog Nicolaisen i årene 1947-1963 9 forskningsrejser
til Nord- og Vestafrika, hvor studierne i første række gjaldt de nomadiske
berberiske tuareger.
Nicolaisen lærte under disse rejser nomadernes kår at kende, når de var værst,
- under tørke og sult med død og sygdom blandt dyr og mennesker, et memento
om den rene nomadismes sårbarhed i marginale områder. Han kom rystet hjem
efter at have oplevet hungersnøden på sin første rejse og søgte at fa Unesco til at
gøre en indsats for de algeriske nomader, som den franske administration skandaløst
forsømte. På disse rejser sparede Nicolaisen ikke sig selv, hans budgetter
var altid knappe, til tider for knappe; i reglen rejste han alene, somme tider med
en enkelt rejsefælle til at hjælpe med til at passe kamelerne. Han levede op til
etnografiens strengeste krav om indlevelse i den studerede kultur og lærte sig
tuaregisk. - Fra denne tidlige tid mindedes Nicolaisen altid med stor taknemmelighed
den moralske og substantielle hjælp, som professor P. V. Glob ydede
ham. En serie rejsebreve til Aarhus Stiftstidende i 1951-52 er et vidnesbyrd
herom. Pengene var dengang meget små og ansættelsesforholdene vanskelige.
I 1952-54 fik Nicolaisen et British Council Scholarship til studier ved University
College, London, under professor Daryll Ford og med dr. Phyllis Kaberry
som vejleder. Nicolaisen trivedes ikke rigtig i storbyen London, men han lærte
den britiske struktur-funktionalistiske socialantropologi nøje at kende og lod sig
inspirere af dens høje krav til feltarbejdet og af dens sociale analyser, som f.eks. i
Evans-Pritchard s økologisk funderede »Nuer« bog (1940) og i Radcliffe-Brown s
stringente behandlinger af familieadfærd og slægtskabsforhold. I Nicolaisens
videnskabelige arbejder ses dette f.eks. tydeligt i den betydningsfulde artikel;
Slaveri hos Tuaregerne. Foreløbig analyse af dets struktur. (Kuml 1957, pp. 91-1 13), i
hans mange artikler om slægtskab og samfund, som f.eks. i artiklen Slægtskab og
samfund hos tuaregerne i Kaj Birket-Smith (ed.) Menneskets Mangfoldighed, Kbh.
1957, pp. 1 10-125, og i »Politital Systems of Pastoral Tuareg in Air and Ahaggar« i det
Nekrologer 519
nystartede og af Nicolaisen selv redigerede tidsskrift; FOLK, Dansk Etnografisk
Tidsskrift, Vol 1, Kbh. 1959, pp. 67-132. - Nicolaisen reagerede voldsomt mod
den britiske socialantropologiske afstandstagen fra kulturhistorisk forskning, en
ensidighed, som han aldrig kunne forlige sig med. Han valgte da også efter
endnu et ophold i London i 1955-56 at tage hjem uden at disputere der. Dette
skete til trods for at Daryll Ford med sin oprindelige kulturgeografiske orientering
nok var den brite, som stod den danske faglige tradition nærmest.
Nicolaisen var og forblev solidt forankret i den danske faglige tradition, hvor
det kulturhistoriske så at sige var vokset ud, i forlængelse af kulturgeografien,
repræsenteret ved navne som H. P. Steensby, Gudmund Hatt og C. G. Feilberg.
Nicolaisen kom i denne forbindelse med vægtige bidrag til diskussionen om
erhvervskulturernes oprindelse, f.eks. i hans indsigtsfulde tidlige artikel: Livsvilkår
og kulturformer i det østlige Algier (Fra Nationalmuseets Arbejdsmark 1957, pp.
39-52) og i hans almene værker fra 1963 og 1965 (se nedenfor). Han stod også i
dyb faglig gæld til Kaj Birket-Smith og Nicolaisen fremhævede selv den betydning
hans nøgterne videnskabelighed, bygget på en meget bred og sikker viden
og hans tolerance over for andre videnskabelige synspunkter, havde haft for
ham. Nicolaisen understreger også selv, at hans interesse for funktionalisme går
tilbage til studieårene under Birket-Smith.
I 50'erne mildnedes kårene for videnskaben i Danmark: I 1952 blev Statens
almindelige Videnskabsfond oprettet med direkte forpligtelse over for feltforskning,
og i 1957 kom universiteternes stipendiemuligheder. Samme år blev Nicolaisen
universitetsadjunkt i etnografi under Birket-Smith (indtil 1963). Der fulgte
nu en række meget produktive arbejdsår uden bekymringer for udkommet. Af
arbejder fra denne tid skal fremholdes den meget grundige og diskuterende
datafremlæggelse: Studier over husdyravlens historie og teknik hos Tuaregerne. (Veterinær-
historisk Aarbog 22, pp. 42-86, Kbh. 1958) og Essai sur la religion et la magie
touarégues, (FOLK, vol. 3, pp. 113-162, Kbh. 1961), et emne som er med til at
vise bredden i Nicolaisens studier og interesse. Han sætter her sine primærdata
ind i den løbende teoretiske debat. Hertil knytter sig den vigtige artikel: Afrikanske
smede. Kulturhistoriske og sociologiske problemer belyst ved studier hos Tuaregerne
og ved komparativ analyse (Kuml 1962, Århus 1963, pp. 33-79). Fra
samme periode stammer Diffusion-Problemer (I: A. M. Klausen (Red.) Kultur og
Diffusjon, Oslo 1961, pp. 13-33.). Det var et indlæg på Det nordiske Etnografmøde
i Oslo 1960 og et forsvar for den »såkaldt gammeldags etnologi«, dvs. diffusionsstudier
og studiet af materiel kultur. Samtidig var det mere indirekte et angreb
på moderne ensidighed: »... den stigende tendens til at lægge hovedvægten på
samfundsstudier ...« og »... en voksende tendens til at skjule simple realiteter i
fine ord.« (p. 13) og Nicolaisen tilføjer, at han finder det modernistiske syn på
»gammeldags etnologi« har sin »... oprindelse i ensidig videnskabelig opdragelse
og mangel på viden.« Der var tilhørere, som følte sig stødt, men det var Nicolaisens
sikre overbevisning: »... at yderliggående metodiske synspunkter aldrig
giver os den fuldstændige løsning på vore problemer.« Til slut konkluderede
han, at til trods for sine begrænsninger har den historiske metode »... muligheder,
som rent logisk set er forsvarlige. Derfor må vi også ved hjælp af denne
metode til stadighed søge bagud til de skjulte realiteter som ligger bag menneskets
og kulturens lange udviklingshistorie.« (p. 32-33).
I 1963 disputerede Nicolaisen på grundlag af mammutværket: den nu klassiske
Ecology and Culture of the Pastoral Tuareg. (548 pp.) og året efter udnævntes han
som professor ved Københavns Universitet i etnografi — som den første i Danmark.
34 Årbog 1980
Universitetets årbog 1980
Disputatsen vidner om hans danske og britiske faglige »arv«, idet han både
foretager kulturhistoriske og funktionalistiske analyser og som en af sine hovedteser
viser Nicolaisen, hvorledes disse to angrebsvinkler supplerer og uddvber
hinanden. Værket er den mest detaljerede fremstilling til dato af tuaregkulturens
erhvervskulturelle og materielle grundlag omfattende kvægavl (med analyser af
dens rationalitet og dens sociale aspekter), jagt, indsamling, agerbrug, karavanehandel
(»which for centuries has been an important stabilizing factor for their
subsistence.« p. 209), madtilberedning, håndværk, dragter (med en fin analyse
af sløret, hvor det påvises; »The man's veil and the woman's headdoth have
identical social functions ...«, p. 14) m.m. Der er en analytisk systematisering af
hytte- og teltformer - som en fortsættelse af Feilbergs grundlæggende arbejde
om »La tente noire« (1944) - hvor der ud af mangfoldigheden påvises træk, som er
overtaget fra arabernes »sorte telt« (T-formede teltstolper) og som korresponderer
med en række andre arabiske nomadiske træk. Nicolaisen sætter sit vældige
materiale ind i og op imod tidligere kulturhistoriske analyser og konkluderer
bl.a., at H. Baumann's afrikanske kulturkomplekser, »ihvorvel de har en vis
oversigtlig værdi for vor forståelse af den afrikanske kulturudvikling, dog har
ringe værdi for vort kendskab til udviklingen af tuaregisk kultur.« (p. 545). Ved
inddragelse i analysen af det sociale og politiske system og de dertil knyttede
traditioner, når Nicolaisen frem til at vise, at den arabisk-islamiske påvirkning
har videreudviklet det oprindelige tuaregiske klassedelte samfund, som Nicolaisen,
som et af sine hovedresultater, sandsynliggør skyldes sammenstødet mellem
forskellige kulturformer: nemlig en knyttet til kamelavl og en til småkvægavl
(geder og far), og som man idag finder repræsenteret ved henholdsvis de adelige
(lyshudede) tuareger og de såkaldte (mere mørklødede) vasaller, der vel at
mærke tidligere ikke måtte besidde kameler! En række træk underbygger denne
tese. Vassalernes oprindelige erhvervsform, småkvægsnomadismen, betragter
Nicolaisen som ældgammel i Sahara, mens de adeliges kamelnomadisme er sen
oe kommet udefra; hvornår vides ikke præcist, men nok i flere omgange i I. årt.
e. Kr. (p. 546).
I den betydningsfulde diskussion om patrilineale og matrilineale forhold inddrages
funktionelle analyser, og opsummerende herom skriver N.: »Functional
studies would seem to constitute an important means to explain the historical
development of social organization, but functional methods alone cannot help
us, for it is evident that difTusion alone also plays a considerable part in the
change of social systems ...« (p. 487). Nicolaisens grundholdning er historisk:
Selv de såkaldte primitive folk »... always live in a world of change and tradition.
« (p. 487). Hans mål var at nå til en mere sikker historisk metode, og det
opnår han ved at studere den kulturelle udvikling indenfor mere begrænsede
områder, hvor man bl.a. kan kontrollere oplysningerne ved brug af flere forskellige
metoder.
Nicolaisen blev aldrig færdig med sit enorme tuaregmateriale. Om slægtskab
havde han planlagt en selvstændig bog som foreligger i manuskript; han forelæste
internationalt derom og har publiceret artiklen: The Structural Study of
Kinship Behaviourwith Particular Reference to Tuareg Concepts. (FOLK, Vol. 13, Kbh.
1971, pp. 167-194). Heri tager han kritisk stilling til Levi-Strauss' og RadclifTe-
Browne's avunkulat-teorier, ligesom han genbehandler »joking relationship« og
»undvigelses«-adfærd, og påpeger, at disse studier må baseres på »... very exact
observations in the field and should pay special attention to explanations or
models presented by the people who live within the particular social system
studied.« (p. 187). Hvilket han gør overbevisende og kompetent.
Nekrologer 521
Efter disputatsen var overstået tog Nicolaisen andre studiefelter op; sammen
med sin kone, Ida Nicolaisen, studerede han i sommeren 1963 jægerfolket haddad
og deres »herrer«, de nomadiske kreda i Tchad. Dette indledte Nicolaisens interesse
for jægerfolk, og der fulgte kortere studieophold på Filippinerne og Malakkahalvøen
blandt negritoer i 1968, 1971 og 1973, og endeligt et grundigt, samlet
etårigt studieophold blandt penan i Sarawak i 1973 og 1975. Indledningen til
disse nye feltundersøgelser blev foretaget af Johannes Nicolaisen sammen med
Ida, hans kone. - I Sarawak blev det til paralleltløbende feltforskning, idet Ida
Nicolaisen, nu universitetslektor v. Kultursociologisk institut v. KU, studerede
Punan Ba-folket nærmere kysten, men Nicolaisens folk var i højden nær grænsen
til Indonesisk Borneo. - Et arrangement til gensidig inspiration. Nicolaisen
begyndte her helt forfra i sin tilegnelse af kendskabet til helt nye kulturer og
nåede at publicere adskillige artikler. Om penan skal fremhæves: The Penan of the
Seventh Division of Sarawak: Past, Present and Future (Sarawak Museum Journ. vol.
XXIV, No. 45 (new series, Kushing 1976, pp.35-61) og Penan Death names (ibid.
vol. XXVI, no. 47 (new series), 1978, pp. 29-41). Den første er en perspektivrig
bred indføring og den anden er et vigtigt bidrag til kendskabet til og diskussionen
af den særlige brug at tiltale folk med reference til deres slægtskabsforhold til
afdøde. Nicolaisen påviser den skiks udstrakte brug også i rent overført betydning
for at understrege hengivenhed over for den tiltalte, men viser samtidig at
den har en klar sammenhæng med jægerkulturen både i erhvervsmæssig og
religiøs forstand. To andre artikler skal omtales: The Negritos of Casiguran Bay.
Problems of affluency, territoriality and human aggresiveness in hunting societies in Southeast
Asia (FOLK, Vol. 16-17, Kbh. 1974/75, pp. 401-434) og The Penan of Sarawak.
Further notes on the Neo-Evolutionary Concept of Hunters. (FOLK Vol. 18, Kbh. 1976,
pp. 205-236). Begge arbejder er omhyggelige forelæggelser af nyt materiale som
Nicolaisen anvender i en kritisk stillingtagen til den økologiske evolutionsdebat
og til nogle af de gængse neo-evolutionistiske generalisationer. Nicolaisen finder
den ny brug af de arkæologiske termer palæolitisk og neolitisk på nutidige
folkeslag inkonsistent og upræcis. De egentlige forhold er langt mere varierede
og sammensatte end til, at de kan underbygge teorien om jægerfolks generelle
territorietilknytning eller Sahlins formulering om jægere som levende i et samfund
af overflod og i lediggang i »The original affluent society«. Nicolaisen
kommer bl.a. med denne mere personlige kommentar: »Sahlins has compared
the wanderings of hunters to a picnic outing on the Thames« (Sahlins 1972
(1974), p. 30) but I doubt that he would have made this statement ifhe had ever
tried to climb the jungle mountains of Sarawak carrying his old grandmother on
his back. One should avoid to transfer Rousseau's romantic view on nature to
the strenous, troublesome, and time-consuming wanderings of the jungle hunters.
Although they do like to live in the jungle they often complain of their
hardships one of which is the repeated erection of suitable dwellings during
migrations.« (op.cit. 1976, p. 211). Her er det feltarbejderen, der selv har prøvet
besværet, som taler.
Nicolaisens interesse for dyrepsykologi og sociobiologi fremgår af hans behandling
af sammenhængen mellem territorialitet og aggression blandt jægerfolk.
Nicolaisen skriver: »Now, I do not deny that human aggressiveness may
perhaps be biologically explained but I do think that its relationship to territoriality
with early hunters cannot just be taken as a matter of course. We have
already seen that with many — and perhaps most - hunters aggressiveness is not
caused by territoriality at all. Furthermore, we have no proof that hunters who
so to speak daily use their deadly weapons for killing animals become any more
Universitetets årbog 1980
aggressive than peopie at other cultural levels.« (op.cit. 1974/75, p. 428 f.) Atter
et eksempel på Nicolaisens velfunderede kritiske holdning, og der rundes af med:
»The subject is not too well defined and has not yet been thoroughly studied.
However, at this moment the theory of cohesion between such factors as territoriality,
hunting and aggressiveness at the earliest level of human history cannot
be sustained.« (ibid. p. 429).
1976-artiklen slutter med en stærk kritik af den neo-evolutionistiske metodik,
og Nicolaisen tilføjer, at han foretrækker den kulturhistoriske metode, og det
skønt han har været meget kritisk overfor Wienerskolen p gr.a. dens forudindtagenhed
(1963, p. 108). Han skriver: »However, I think that the German-Austrian
Kulturkreis scholars did establish logic and useful principles to detect the
evolution of culture.« (1976, p. 224). Og han skriver videre om kulturhistorikere
som Pater Schmidt: »They also saw a kind of functional or logic interdependence
between traits and they endeavoured to show how forms of social organization
were originally connected with traits of material culture and types of economy.
« (ibid.) Men for Nicolaisen var der ikke kun en metode, men metoder, alt
efter formålet. Han slutter: »Personally I consider it a severe loss to modern
anthropology that so few scholars now go into the evolution of culture through
careful studies guided by diffusionistic principles and the comparative method.
The shortcomings of so-called neo-evolutionary anthropology mainly seem to be
due to the neglect of cultural historical factors.« (p. 226).
Som det kan ses lå Nicolaisen ikke under for faglige »moderetninger«, hans
interesser var brede og hans viden og kunnen stor, og den blev brugt kritisk. Det
ses af hans velskrevne bog: Primitive kulturer, træk af etnologiens historie, Kbh. 1963,
hvor alle fagets hovedretninger behandles, og af bogen Kulturvidenskab fra Berlingske
Leksikon Bibliotek fra 1965, hvor den nyere udvikling fremstilles tematisk,
og holdes op imod egne og andres feltdata, for, som han skriver: »... intet er
så vigtigt for teoretisk etnologi som feltarbejdet.« (1963, p. ). I biografier, først
og fremmest i FOLK over forskere som Birket-Smith, Feilberg, Hatt, Jens Yde
m.fl. har Nicolaisen leveret et godt bidrag til dansk forskningshistorie. Fra hans
egen feltforskning foreligger, som vi har set, materialeforelæggelser og analyser
med kulturgeografisk og økologisk indfaldsvinkel, kulturhistoriske behandlinger
af begrænsede emner og af hele kulturer, slægtskabsstudier, behandling af religion
og magi, samt politiske strukturer; og i populærvidenskabelige er han nået
endnu videre omkring. Han mente, at etnologien var en selvstændig grundvidenskab
ja, den mest fundamentale af alle kulturvidenskaber. Den kom nutiden
ved, fordi man gennem arbejde med fremmede og ukendte kulturer kunne nå til
ny teoretisk erkendelse af alment menneskelige problemer og derigennem også
finde inspiration til den løbende debat om det fremtidige samfund. Etnologien
kunne således anvendes som rent praktisk videnskab i kulturændringens tjeneste.
Nicolaisens faglige betydning var langt større end den kan komme frem her,
og hans kontakter til andre fag var stor ikke mindst efter, at han i 1964 blev
professor i faget etnografi (etnologi), først under det naturvidenskabelige og
siden under det samfundsvidenskabelige fakultet i den antropologisk-sociologiske
faggruppe. I omtalen af Nicolaisens universitetsmæssige indsats skal her
fremhæves hans store og slidsomme arbejde for at få etableret en god ramme om
sit Institut for etnologi og antropologi - med gode forskningsfaciliteter. Det
smertede ham, at han af pladsmangel var nødt til at flytte det ny institut bort fra
Nationalmuseet i 1965; i første omgang til den gamle Polytekniske Læreanstalt,
hvor forholdene på grund af en meget kraftig vækst i studentertallet hurtigt blev
Nekrologer 523
for trange og efter nogen omflakken flyttede institutet i 1972 ind i Frederiksholms
Kanal 4. - Nicolaisen bevarede dog nær forbindelse til Etnografisk Samling
og benyttede samlingerne der i sin forskning og undervisning. Her er også
størsteparten af hans omfattende indsamlinger fra Afrika, frem for alt fra tuaregerne;
men han har også været aktiv i udbygningen af de etnografiske samlinger
på Forhistorisk Museum i Århus (nu Moesgård) helt tilbage i 1951, og alle hans
seneste jægersamlinger befinder sig i dag der. Båndene til Etnografisk Samling
holdtes også ved lige gennem Dansk Etnografisk Forening, som havde til huse
der. Nicolaisen startede foreningens videnskabelige tidsskrift FOLK sammen
med Jens Yde, og han var dets redaktør (og medredaktør) fra 1959 til 1979. Han
efterfulgte Birket-Smith, som foreningens formand i 1964 og gjorde en stor
indsats lige til han blev syg i 1979. Han arbejdede utrætteligt for foreningens
populærvidenskabelige tidsskrift JORDENS FOLK (startet i 1965) og var aktiv
ved foreningens omstrukturering med ligestillede afdelinger i København og
Århus (i 1978). For Johannes Nicolaisen var etnologiens livsnerve feltarbejdet,
som han selv har udført så rigeligt og sukcesfyldt: Her skulle teorierne sættes på
prøve og videreudvikles. Han havde en storartet iagttagelsesevne, en fin indlevelsesevne
med et bredt register til psykologiske observationer, en storartet evne
til at komme i kontakt med folk af alle slags, en præcis hukommelse og evnen til
at koncentrere sig om analyse og problemløsning under de mest omskiftelige
feltsituationer. Han var stædigt udholdende og forhastede sig ikke. - Med omsorg
hjalp han alle, som søgte hans råd, og mange kolleger, især yngre, har han
hjulpet i gang og opildnet til feltforskning. Det var ham en stor tilfredsstillelse, at
han ved sit medlemskab af Statens humanistiske Forskningsråd (fra 1972-1979)
og Forskningsrådet for Udviklingsforskning (fra 1974) fik lov til at være med til
at præge dansk forskningspolitik og være med til at sætte megen ny dansk
etnografisk forskning igang. Han mente, at de unge forskere skulle have chancen,
ganske som han selv i sin tid havde faet den. Vi er ham alle taknemmelig for
hans indsats og vidsyn i denne forbindelse.
Nicolaisen satte kvalitet og redelighed i højsædet, fagligt og i sin omgang med
mennesker. Han tog sin professortitel alvorligt og følte et stærkt ansvar for det
fag, han var sat til at varetage. Universitetets nye styrelseslov blev han en stærk
modstander af, og den indbyggede mulighed for politisering mente han var til
skade, fordi den kunne medføre en svækkelse af kvalitetskravene. Der kom en
række modsætningsfyldte år for Nicolaisen og instituttet, for han var ikke let at
rokke end sige løbe over ende, når han havde bestik af en sag. - Hans kompromisløse
redelighed og gedigne faglighed, førte dog i de senere år til, at der kom til
at stå en stedse stigende respekt om ham og det glædede ham.
Styrelsesloven indebar dog også en lettelse for ham: I 1972 kunne han fratræde
posten som institutbestyrer og mere hellige sig forskning og sammen med sin
kone Ida Nicolaisen fa tid til nye feltarbejder. Og det skal tilføjes her, at jeg ikke
kan tænke på Nicolaisens indsats og virke uden at tænke på den styrke og støtte
han havde i at have Ida ved sin side.
Ved hendes kandidatfest i 1973 kunne Birket-Smith meddele, at han var
blevet optaget i Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab. De tværfaglige
kontakter her beredte ham siden megen glæde. - For sin indsats som ekspeditionsmand
og feltforsker fik han i 1976 tildelt Det Kongelige Danske Geografiske
Selskabs Gaiathea Medalje. Han var ellers ikke ynder af ydre former, men denne
medaille ville han nok tage imod. — Han havde også en indsats bag sig, som
kunne begrunde den!
524 Universitetets årbog 1980
Johannes Nicolaisen var i sit faglige virke i lige måde den utrættelige feltforsker
og den flittige teoretisk analyserende skribent, to virksomheder, som hver især
forudsætter hinanden.
Da Nicolaisen kom til etnografien, var tiden ved at løbe fra de altomfattende
kulturhistoriske teoribygninger; det, der trængtes til, var detaljerede undersøgelser
og analyser af begrænsede områder og det var netop, hvad han gav sig i kast
med, og han tilførte disse studier en ekstra dimension ved sine funktionalistiske
og strukturelle analyser af sociale institutioner. Nicolaisen fortsatte sin forskning
ad disse baner, men under stadig inddragelse af ny teoretisk-empirisk indsigt om
menneskelivet, dets livsbetingelser og kultur. - Titlen på hans sidst offentliggjorte
arbejde, en oversigt over skandinavisk etnografi og antropologi er i denne
forbindelse meget sigende: Scandinavia: All approaches are fruitjul. (S. Diamond
(Ed.): Anthropology: Ancestors and Heirs, 1980^.
Nicolaisen var i hele sit virke bundet til dansk etnologis faglige traditioner og
herunder også fagets museale tilknytning. Til trods herfor skulle det blive ham,
der måtte bryde det institutionelle bånd til Nationalmuseet og dermed starte
fagets vækst og opblomstring på Københavns Universitet.
Nicolaisen vil længe blive savnet i det faglige miljø - og i det langt bredere
miljø, hvortil han havde så mange bånd - men mest vil han blive savnet i
venners lag med sine smittende fortællinger, larmende latter, sin fortrolige snak
og trofasthed.
Nicolaisen var et stærkt og vedkommende menneske for alle, der kom i berøring
med ham.
Klaus Ferdinand
* Tidsskriftet FOLK, Dansk Etnografisk Tidsskrift Vol. 23, Kbh. 1981 udgives som et
Mindeskrift for Johannes Nicolaisen. Det indeholder en komplet bibliografi over hans
publikationer. - Klaus Ferdinand har i artiklen: Kontinuitet og udvikling. Johannes Nicolaisen
- en epoke i dansk etnografi (Jordens Folk, årg. 15, 1980, pp. 3-16) skrevet eri" oversigt over
Nicolaisens dansksprogede forfatterskab.


Gunnar Teilum
18. august 1902-24. maj 1980
Gunnar Teilum blev født i Helsingør som søn af forfatteren, overlærer Laurits
Oluf Pedersen, som er kendt for sine værker om Helsingørs historie. Senere
flyttede Teilum til København, og han blev student fra Efterslægtselskabets
skole i 1921. Allerede som medicinsk student gjorde han sig bemærket ved en
utrolig læselyst og interesse for teoretiske problemstillinger i medicinen, for
sygdommenes inderste væsen. Han tog medicinsk embedseksamen fra Københavns
universitet i 1929.
Som færdig læge fik Teilum en god og bred klinisk uddannelse, især i kirurgi
og gynækologi. Klinikkens betydning for patologien lå altid Teilum på sinde, og
hvad han lærte i disse ungdomsår lå igennem hele hans liv fast forankret i hans
store viden.
Da Teilum i 1934 blev prosektor ved Retsmedicinsk institut, blev han utvivlsomt
inspireret af Knud Sands videnskabelige indsats i udforskningen af kønshormonernes
virkemåde, og hans egen disputats Om hormonal Cholesterinæmi med
særligt Henblik på Sexualhormonernes Virkning på Blodets Totalcholestenmndhold lå da
også inden for denne emnekreds og dannede udgangspunkt for hans senere
banebrydende arbejder om ovarie- og testistumorer.
Efter endnu et par års klinisk virksomhed kom han i 1938 til Universitetets
patologisk-anatomiske institut som prosektor, og her forblev han siden, i 34 år
ansat i forskellige stillingskategorier, heraf de sidste 10 år som professor. Efter
sin afgang arbejdede han til sin død stadig på instituttet og publicerede sammen
med yngre medarbejdere videnskabelige afhandlinger.
Da Teilum kom til Patologisk institut, var dette først og fremmest et eksperimentelt
forskningsinstitut, hvor sektionsarbejdet var den eneste hospitalsfunktion.
Sammen med J. Engelbreth-Holm og Viggo Eskelund var han med til at
omstille instituttet til desuden at udføre en vigtig hospitalsfunktion, nemlig den
diagnostiske mikroskopi af operationspræparater og biopsier. Den diagnostiske
cytologi havde ikke hans store interesse, men også for udviklingen af denne
disciplin på instituttet arbejdede han loyalt. Teilums opfattelse af hvordan patologien
skulle fungere på et moderne hospital brød i nogen grad med tidligere
tradition, idet Teilum gik ind for et snævrere samarbejde mellem kliniker og
patolog, og for at den histologiske diagnostik i nogen grad måtte være afhængig
af oplysninger om patientens sygehistorie. Dette syn på patologien var utvivlsomt
influeret af indtryk fra hans studierejser til USA.
Teilum var en dygtig diagnostiker, og hans hukommelse for billeder, d.v.s. for
histologiske strukturer var usædvanlig. Kom man som yngre assistent til ham
for at søge hans råd om et vanskeligt præparat, lagde han alt andet til side og
Universitetets årbog 1980
gav sig tid til at slå op i håndbøger eller sammenligne med tidligere præparater,
som han til trods for en tilsyneladende uorden på sit kontor altid kunne finde
med stor sikkerhed.
I den sidste del af Teilums funktionstid skabtes begyndelsen til Rigshospitalets
afdeling for patologi, som i dag er en selvstændig afdeling.
Men det var dog universitetsinstituttet, som var Teilums hjertebarn, og det
var som videnskabsmand, hans største indsats lå. Et af de områder inden for den
patologiske anatomi, hvor hans videnskabelige arbejde blev banebrydende, var i
udforskningen af de specielle tumorer i ovarier og testes. Hans enestående evne
til at mikroskopere og til at erindre morfologiske billeder, kombineret med et
dybtgående kendskab til embryologi, gjorde det muligt for ham allerede i
1940'erne at beskrive den endodermale sinustumor. Senere kom »polyvesicular
vitelline tumor« til, og ved en lang række arbejder lykkedes det ham på overbevisende
måde at godtgøre, at de begge er af blommesæksoprindelse. Det skal i den
forbindelse anføres, at Teilum også som den første har beskrevet Sertolicelletumoren.
Selv om der i litteraturen før Teilum havde vist sig forsøg på i nogen grad at
korrelere tumorer i ovarier og testes, er det i første række hans fortjeneste, at
man på dette felt er nået så langt, som man er, og det fremgår klart af den anden
udgave af hans bog Special tumors of ovary and testis fra 1976, hvilken vægt han
lagde på den komparative patologi. Denne bog, som er internationalt anerkendt
og meget benyttet, er et udtryk for, med hvilken grundighed og med hvilken
indsigt også i andres publikationer han gik til værks, og der er ingen tvivl om, at
den vil være »bogen« om specielle gonadetumorer endnu i mange år.
Det bør endvidere nævnes, at han i en årrække var medlem af en arbejdsgruppe
og chef for et collaborating centre under World Health Organization. Gruppen
afsluttede arbejdet med en publikation Histological Typing of Ovarian Tumours,
og det er tydeligt, at Teilum har sat sit præg på både tekst og klassifikation.
Ligeledes var han medudgiver af WHO's tilsvarende bog om testistumorerne.
Et andet domæne, hvor Teilum var internationalt anerkendt, var gigtforskningen.
Især interesserede de kollagene sygdomme ham, og han har publiceret
vægtige arbejder over bl.a. rheumatoid arthritis, systemisk sklerose, Boeck's
sarkoid, lupus erythematosus og amyloidose. Det var derfor helt naturligt, at
han i en årrække var leder af Gigtlaboratoriet, som Rigsforeningen til bekæmpelse
af de rheumatiske sygdomme oprettede på Universitetets patologisk-anatomiske
institut, og hvorfra der udgik talrige værdifulde afhandlinger, bl.a. flere
disputatser.
En særlig interesse viede Teilum eksperimentelle undersøgelser af amyloidose,
hvortil han blev inspireret af kliniske iagttagelser. Ifølge Teilum dannes den
amyloide substans lokalt i vævene af PAS-positive retikuloendotheliale celler.
Han var stærkt optaget af det bifasiske reaktionsforløb, som han sammenlignede
med C-vitamins og cortisons antagonistiske virkninger på bindevæv. På studierejser
til USA gæsteforelæste han om disse emner for amerikanske kolleger.
Teilums amyloidoseteori stødte senere på modstand hos andre, der beskæftigede
sig med emnet. Dette skyldes vel delvis, at han - som morfolog - i nogen grad
underkendte biokemisk og immunkemisk evidens, og at han afstod fra statistisk
bearbejdelse af sine resultater.
Teilum varetog hvervet som dansk redaktør af Acta pathologica et microbiologica
scandinavica fra 1962-1972. Han udførte her et betydeligt arbejde, ikke
mindst fordi han med sin brede viden inden for faget foretrak personligt at
vurdere de indsendte arbejder.
Nekrologer 529
I sin professortid var han tillige Retslægerådets konsulent i sager vedrørende
patologisk anatomi.
På hans 70-årsdag udkom et festskrift med bidrag fra førende internationale
forskere. Han var - som en af tre - æresmedlem af International Society of
Gynecological Pathologists. Siden 1958 var han medlem af Videnskabernes Selskab.
Teilum var ikke fra naturens hånd specielt pædagogisk anlagt eller interesseret,
men gennem årene udviklede han sine pædagogiske evner til en sådan
grad, at hans velforberedte forelæsninger og demonstrationer blev blandt de
mest søgte af studenterne, som værdsatte hans grundige stofbehandling og klare
fremstilling af emnerne. Han blev professor på et ret sent tidspunkt af sit liv - 60
år gammel. Til trods for, at han da var stærkt optaget af sin forskning, formåede
han dog i de ti år, han beklædte professoratet, at gøre en indsats, der kom til at
præge undervisningen i patologisk anatomi. Ved hans tiltræden var en ny studieplan
under udarbejdelse, som i den oprindelige udformning betød, at undervisningen
i dette fag blev henlagt til en præklinisk periode. Til trods for at
motiverne herfor var velmente, indså Teilum, at de med stor sandsynlighed ville
medføre en kløft mellem patologisk anatomi og de kliniske fag. I høj grad på
grund af Teilums indsats lykkedes det at nå frem til et kompromis, der sikrede
muligheder for at give undervisningen klinisk relevans.
Teilum havde et karakterfuldt ansigt med faste markerede træk. Ved hans 75-
års fødselsdag afsløredes en buste af ham, modelleret af billedhuggeren Eigil
Vedel, og den er nu opstillet i aulaen i institutbygningen, Frederik d. V's vej.
Hans sind kunne være stejlt, og han var svær at rokke fra et én gang indtaget
standpunkt, ligesom han havde vanskeligt ved at overlade ansvar til sine medarbejdere.
Han var chef i »professorvældets tid«, og han ville næppe have brudt sig
om at arbejde under styrelsesloven, hvad han med sin afgang i 1972 lige netop
heller ikke kom til.
Samtidig med dette - i ordets bedste forstand - noget patriarkalske væsen
rummede hans sind musiske træk, og han havde en livslang og dyb interesse for
musik og malerkunst. Han yndede at sammenligne sin faglige interesse for
morfologi med glæden ved at se på og analysere malerier, og han var en fin
kender og samler af koloristerne i dansk malerkunst.
Gunnar Teilum tog smukt arven op efter nobelpristageren Johannes Fibiger
og cancerforskeren J. Engelbreth-Holm, og han nåede på de bedste af sine
videnskabelige arbejder international anerkendelse. I USA kaldes den endodermale
sinustumor i ovariet ofte for »Teilum-tumor«.
Teilum mestrede i sjælden grad såvel i undervisning som i forskning at videregive
sit engagement. Et generelt tema, som han ofte vendte tilbage til, var
værdien af, at patologer interesserede sig for patogenetiske mekanismer og medicinsk
basalforskning. Det var kendetegnende for Teilums sinds spændvidde, at
han med den samme entusiasme gik ind for, at den patologiske anatomi knyttede
sig nært til kliniske problemstillinger.
Gunnar Teilums indsats har sat sig dybe spor i dansk patologisk anatomi.
Torben Schiødt

Olof Linton
25. september 1898-9. juli 1980
Da docent, dr.theol. Olof Linton i 1949 blev udnævnt til professor i teologi ved
Københavns Universitet, var han allerede et kendt navn inden for sit fag, Det
nye Testamente og den ældste kirkehistorie, både i Norden og i den øvrige
teologiske verden, og havde en videnskabelig produktion bag sig, som havde
vakt betydelig opmærksomhed og fundet varig påskønnelse.
Olof Linton var født i Stockholm, hvor han blev student i 1917. Han tog
teol.kand. examen i Uppsala i 1923 og tog licentiatgraden i 1928. Efter frugtbare
studieår, især ved tyske universiteter, men også i Rom, år som bragte ham i
forbindelse med tidens fremtrædende tyske nytestamentlere og patristikere, disputerede
han i 1932 på en afhandling om urkirken, der strax slog hans navn
fast. Derefter ansattes han som docent i nytestamentlig exegese ved universitetet
i Uppsala fra 1932 til 1946, og var desuden i den sidste halvdel af denne periode
vikar i et sognepræsteembede i Uppland. Fra 1946 til 1948 var han lektor i
kristendomskundskab og filosofi ved Hogre almånna låroverket i Halmstad.
Efter en konkurrence om det ledige professorat i teologi med Det nye Testamente
som hovedfag ved Københavns Universitet udnævntes han i 1949 til professor
og virkede i 20 år i dette embede.
Olof Linton har selv fortalt, at han i sin ungdom vaklede mellem teologien og
musikken. Han kom fra et hjem med gammel kultur, og hans musikalske begavelse
kunne føle sig draget til en karriere inden for musikken. Det blev teologien
og filologien der sejrede. Men kærligheden til musikken fulgte ham livet igennem;
han havde en smuk og skolet stemme og glædede gerne venner og kolleger
med sang. Ikke mindst i sit otium dyrkede han til stadighed musikken, både
spillede og komponerede. Da han på sit sidste sygeleje nødtvungent måtte holde
op med at læse og skrive, var musikken hans store glæde og opmuntring, og det
var den endnu den sidste dag han levede. Og så var denne lærde, der også som
emeritus rank og spændstig færdedes på universitet og bibliotek, samtidig en
mand med praktisk snilde, der både kunne pløje og mure og tømre, og som indtil
få år før sin død blev ved at dyrke sejlsport og svømning.
Den nytestamentlige forskning fik så i Olof Linton en fornem dyrker. Hans
arbejde var præget af grundig filologisk og historisk viden og metode, af overblik
over forskningen og af et ualmindeligt sundt og klart omdømme, der gjorde ham
kritisk over for både hævdvundne og revolutionerende teorier. Hans forskning
og undervisning har været medvirkende til at bekæmpe den falske problemstilling
inden for den nytestamentlige videnskab: konservativ eller liberal?
Disputatsen, »Das Problem der Urkirche in der neueren Forschung. Eine
kritische Darstellung«, Uppsala 1932, er, som titelen siger, et forskningshistorisk
arbejde, der gennemgår litteraturen til og linjerne i udforskningen af den urkrist532
Universitetets årbog 1980
ne organisation (kirkeordning) og kirketanke i halvseklet 1880-1930 Emnet og
tidsrummet er valgt med klart blik for en teologisk og historisk udvikling i
slutningen af forrige århundrede og de tre første årtier af vort. Som det skildres i
afhandlingens første kapitel, rådede der omkring 1880 en vidtgående consensus i
synet på den ældste kirkes tilblivelse, organisation og væsen, en consensus der
var solidt forankret i åndshistorien fra oplysningen til liberalismen. Omkring år
1900 satte imidlertid en omvurdering ind, som yderligere forstærkedes efter den
første verdenskrig op til 1930 (og som før øvrigt skabte en ny consensus, der blev
mere tydelig i årene efter Lintons bog og holdt sig til midten af dette århundrede,
og som for en del præger de teologiske opfattelser den dag i dag): i stedet for
et billede af forholdene i den første kristenhed og de ældste menigheder, præget
af forrige århundredes syn på samfundsdannelsen, også kirkens, som en contrat
social, dets sans for individualismen og personligheden og dets overbevisning om
demokrati som den oprindelige og ideale organisationsform i alle led, også i
kirken og den enkelte menighed, tegnede der sig for den næste generation et nyt.
Genopdagelsen af det eskatologiske indhold i Jesu forkyndelse, af åndsvirkningernes
betydning i de første menigheder og af gudstjenesten som kult medførte,
at afstanden mellem urkirken og nutiden blev iøjnefaldende og at det blev
sværere at genfinde ens egen tids idealer i oldkirkens første slægtled. Nu understregedes
det at kirken efter urkirkelig og apostolsk tankegang er skabt ovenfra,
at den er Guds ecclesia, kirkesamfundet er religiøst og ikke sociologisk begrundet,
og at den egentlige kirkedannelse rent historisk må sættes tidligere end man før
havde gjort. De kirkelige embeder har deres udspring i apostolatet og i gudstjenestens,
først og fremmest den eukaristiskes, behov og væsen. Derfor gennemgår
afhandlingen også grundigt speciallitteraturen om de kirkelige embeder (især
må det stadig værdifulde udførlige referat af diskussionen om tu es Petrus etc. i
Matth 16,18 fremhæves). Først i det sidste kapitel tager Linton selv kortelig
stilling til nogle af diskussionens emner: den gamle consensus havde ret i at
»korporationstanken« ikke er uden betydning i den ældste kirke, men de »demokratiske
« afgørelser blev truffet på en anden måde end vore flertalsbeslutninger,
idet bevidstheden om at være Guds kirke satte grænser for hvad der kunne
besluttes; det er kultsamfundet der udgør kirken som helhed, men ved siden af
kan den enkelte stedlige menighed ses som en adskilt del (diaspora!) af den ene
kirke, og embedet opstår så at sige af sig selv ved at de enkelte adskilte dele far
overdraget en organisation som i forvejen fandtes, ikke ved at de selv opbygger
en.
Med denne sin første store afhandling vandt Linton fortjent anerkendelse, og
den hører stadig til den grundlæggende og tit citerede litteratur om dette vigtige
emne.
Urkirkelige, oldkirkelige og patristiske problemer tog Linton også senere op
til undersøgelse. I 1937 skrev han om de tidlige kristne evangeliecitater, i 1961
om oldkirkens fortolkning af Salmer, og i 1976 behandlede han et nytestamentligt
emne i lyset af Origenes. Hans anden store monografi. Synopsis Histonae
Universalis (der viderefører en også ret udførlig afhandling fra 1937), bygger på
omfattende studier inden for forskellige videnskabsområder; den søger at finde
tilbage til oprindelsen til den middelalderlige kronologi (hos Georgios Synkellos
og Al Biruni o.m.a.), som den moderne videnskab stort set har lagt til side som
emne for oldtidsstudier, for så vidt i forståelig stræben efter, uafhængigt af den
middelalderlige tradition, at gå tilbage til oldtidskulturen selv. Der begyndes
med de gammeltestamentlige traditioner og jødedommens forsøg på at indordne
dem i et kronologisk skema, derefter fremstilles de tilsvarende bestræbelser i den
Nekrologer 533
græsk-hellenistiske kulturkreds, og endelig mødet mellem de to, som det finder
sted både i den hellenistiske jødedom og i oldkirken, og der sluttes med et kapitel
om Eusebs Chronikoi. Dette arbejde hviler på omfattende og indgående studier af
gammeltestamentlige, oldgræske og hellenistiske samt oldkirkelige kilder og et
grundigt kendskab til litteraturen om dem. Den åndshistoriske og teologiske
vurdering af de kronologiske systemer (deres apologetiske og kiliastiske sigte
f.ex.) kommer jævnligt til orde i løbet af fremstillingen; men der ville nok have
været vakt mere opmærksomhed om dette arbejde, hvis det havde sluttet med en
samlet vurdering og et overblik. Både emnet og udførelsen gør det til et værk,
som man godt kunne have undt dets forfatter at have fået udgivet også på et af
verdenssprogene.
Olof Linton var teolog nok til også at arbejde med principielle og metodiske
teologiske og exegetiske spørgsmål, og om dem udgav han adskillige bemærkelsesværdige
bidrag til den almene teologiske diskussion. Men hans hovedinteresse
og hans hovedfag var nu engang Det nye Testamente, historisk, exegetisk og
teologisk. Til det svenske kommentarværk »Tolkning av Nya Testamentet«
skrev han kommentarerne »Pauli mindre brev« (1964) og »Brevet til Hebreerna
« (1970). De er ganske vist fortolkninger til en oversættelse og kan kun i
begrænset omfang drøfte grundtexten; men de hviler på virkelig filologisk lærdom;
i lighed med mange fremtrædende fortolkere fra vor tid, især engelske, har
Linton inden for den opgaves rammer udfoldet hele sin exegetiske evne og gjort
det med det sunde omdømme og den uimponerethed af flotte hypoteser, som var
karakteristisk for ham.
Men hans mindre arbejder er ikke mindre gennemarbejdede og læseværdige;
hans afdøde kollega Johannes Munck udtalte engang at alt hvad Linton havde
skrevet var værd at læse, og andre kolleger giver ham gerne ret. Artiklen »En
dementi och dess ode« (1947; på engelsk: »The Third Aspect«) er et fornemt
exempel.
Som emeritus tog Linton bl.a. som stadigt arbejdsområde det synoptiske
problem op, og det med en veloplagthed og en evne til at anlægge nye synspunkter,
som ikke findes hos mange i den alder; dermed tog han, sobert og selvstændigt,
del i den diskussion som for tiden på internationalt plan føres om kilderne
til de tre første evangelier og deres indbyrdes forhold. Endnu i sit dødsår fik han
trykt en afhandling om det emne med den for ham karakteristiske undertitel
»Analysis contra Theories«. Han var skeptisk over for de senere års forsøg på at
genoplive Griesbachs hypotese om Markusevangeliet som det sidste af de tre
synoptiske evangelier og benyttet af de to andre, men også skeptisk over for den
rådende tokildehypotese, for så vidt som han ikke kunne regne med en fortløbende
og rekonstruerbar såkaldt »logiakilde« som de to lange evangeliers anden
kilde ved siden af Markusevangeliet.
Universitetslæreren Olof Linton havde sin styrke i det samme som den teologiske
forfatter: at kræve og indøve filologisk og historisk kunnen, vise respekt og
loyalitet over for andres arbejde og at være omhyggelig i detailarbejdet, samtidig
med at det teologiske og dermed kirkelige sigte aldrig tabtes af syne; det kom
særligt frem i hans øvelser, som man allerede under hans docenttid i Uppsala
kunne høre fremhævet og påskønnet.
Professor Linton var en alsidigt begavet og alsidigt orienteret videnskabsmand,
et virksomt medlem af Svenska Gustafs Forsamlingen, en afholdt lærer og
en god og hjælpsom kollega. Han var Københavns Universitets teologiske fakultets
dekan i årene 1955-57.
Bent Noack
534 Universitetets årbog 1980
Professor, dr.theol. Olof Lintons trykte arbejder (hans egen liste på Københavns
Universitets Institut for bibelsk Eksegese; med tilføjelse af de tre sidste artikler):*
Der vermisste Markusschluss (i Theol. Blåtter 8, 1929, s. 229-34).
Nicht iiber das hinaus was geschrieben steht (1. Kor. 4,6) (i Theol. Stud. u.
Kritiken, Jhrg. 102, 1930, s. 425-437).
Den dialektiska teologiens exeges (i Sv. Teol. Kvart. (STK) 7, s. 307-21).
Das Problem der Urkirche in der neueren Forschung. Eine kritische Darstellung
(Diss). Uppsala 1932, 211 s.
Den paulinska forskningens båda huvudproblem {ibid. 11, 1935 s. 115-41).
Zur Situation des Philipperbriefes (i Conjectanea neotestamentica II, Uppsala
1936, s. 9-21).
Skapelsens år, månad och dag. Till den kristna tideråkningens historia (i Lychnos,
Lårdomshistoriska samfundets årsbok, 1937, s. 271-312).
Fornkristna evaneeliecitat i formhistorisk belysning (i Sv. exee. årsbok (SEA)
II, 1937, s. 107-136).
»Objektivt« och »subjektivt« i Nya Testamentet ( i STK 13, 1937, s. 324-332).
Wetter als akademischer Lehrer (i Gillis Wetter in memoriam = Arbeiten u.
Mitteilungen aus dem neut. Seminar zu Uppsala, 1937, s. 8-11).
»Gammalt« och »Nytt«. En studie i nytestamentlig terminologi (i SEA 5, 1940,
s. 45-55).
Medeltida bibeltolkning. Anteckningar till »Fem Mose bocker på svenska, tolkade
och utlagde vid mediet af 1300-talet« (i Festskrift utg. av Teol. Fak. i
Uppsala till 400-årsminnet av bibelns utgivande på svenska 1541. Nr. 6.
Uppsala 1941) 25 s.
Ar den exegetiska forskningen blott en reflex av allmånna och teologiska idéstromningar?
(i STK 18, 1942, s. 112-124).
Eskatologien som exegetiskt och systematiskt problem [ibid., s. 298-319).
Några huvudtankar i nutida svensk systematisk teologi exegetiskt granskade (i
STK 19 1943, s. 216-242).
Paulus och juridiken (i STK 21, 1945, s. 173-192).
Albert Schweitzer's Interpretation of St. Paul s Theology (i The Albert Schweitzer
Jubilee Book, Cambridge, Mass. 1945, s. 443-456).
En dementi och dess ode. Gal. 1 och 2 — Apg 9 och 15 (i SEÅ 12, 1947, s. 203-
219); på engelsk;
The Third Aspect. A neglected Point of View. A Study in Gal. i-ii and Acts ix
and xv (i Studia Theologica 3, 1949, p. 79-95).
Bibelns låge i nutiden (i En bok om Bibeln, Lund 1948, s. 13-21).
Moderna bibelproblem {ibid. s. 22-50).
I vad mån år Jesu etik eskatologiskt betingad (i STK 25, 1949, s. 1-11).
Hebreerbrevet och »den historiske Jesus« (i STK 26, 1950, s. 335-345).
Några exegetiska principfrågor (i STK 27, 1951, s. 169-187).
Holger Mosbech (i Københavns Universitets Årsskrift, 1953, s. 186-194).
Åktenskap och skilsmåssa i Nya testamentet (i STK 30, 1954, s. 87-106).
Synopsis historiae universalis. Om en middelalderlig skoletraditions forudsætninger
i bibelsk-jødisk, græsk-hellenistisk og oldkirkelig tradition (= Københavns
Universitets Festskrift, marts 1957), København 1957. 144 s.
Johannesevangeliet och eskatologien (i SEÅ 22-23, 1958, s. 98-110).
*) Listen er ikke publiceret andetsteds.
Nekrologer 535
Interpretation of the Psalms in the Early Church (i Studia Patristica IV = Texte
u. Unters. Bd 79, Berlin 1961, s. 143-156).
Processen mod Jesus. Kilder, kildevurdering og teorier i den nyere debat (i
Dansk Teologisk Tidsskrift (DTT) 24, 1962, s. 1-35.
Pauli mindre brev = Tolkning av Nya Testamentet IX, Stockholm 1964. 445 s.
The Demand for a Sign from Heaven. (Mk 8,11-12 and Parallels) (i Studia
Theologica 19, 1965^ s. 112-129).
Romerbrevet kapitel 1-2 endnu en gang (i Festskrift til N.H. Søe, København
1965, s. 85-95).
Le parallelismus membrorum dans le Nouveau Testament (i Mélanges bibliques
en hommage au R.P. Béda Rigaux, Gembloux 1970, s. 489-505).
Brevet till Hebreerna = Tolkning av Nya Testamentet X:l, Stockholm 1970,
192 s.
The Q-Problem Reconsidered (i Suppl. to Novum Testamentum 33 = Festskr.
t. A. Wikgren, 1972, s. 43-59).
Den synoptiske forsknings dilemma (i DTT 35, 1972, s. 47-62); på tysk: Das
Dilemma der synoptischen Forschung (i Theol. Lit.ztg. 101, 1976, Sp. 881-
92).
Sonen och sonerna (i SEÅ 37-38, 1973, s. 185-195).
The List of Nations in Acts 2 (i New Testament Christianity for Africa and the
World. Essays in honour of Harry Sawyer, SPCK, London 1974, s. 44-53).
Johannes Døber, Johannesdåb og åndsdåb i Lukasskrifterne (i Hilsen til Noack,
København 1975, s. 151-167).
Origen and the Interpretation of the Baptist's Call to Repentance (i Studia
Patristica vol. XIV = Texte u. Unters. Bd. 117, 1976, s. 148-159).
Om datering af nytestamentlige skrifter. I anledning af John A.T. Robinson,
Redating the New Testament, London 1976 (i Dansk Teol.Tidsskr. årg. 41,
1978, s. 145-160).
Coordinated Sayings and Parables in the Synoptic Gospels: Analysis contra
Theories (i New Test. St. vol. 26, 1979/80, s. 139-163).
35 Årbog 1980

Georg Rasch
21. september 1901-19. oktober 1980
Georg Rasch var født i 1901 og døde i oktober 1980, 79 år gammel. Han var
professor ved Københavns Universitet fra 1962 til 1972.
Af uddannelse var han matematiker, men hans hovedindsats kom til at ligge
indenfor den matematiske statistik og dens anvendelser. 1 de seneste år lå hans
arbejde på kanten af det rent filosofiske.
Disputatsen er fra 1930, hvor han stadig kun var 28 år gammel. Den er et
overordentligt kvalificeret matematisk arbejde om matrixregningens anvendelse
på differens- og diffentialligninger. Af historiske grunde, som fa endnu husker
klart, førte disputatsen ikke til et professorat i matematik, selvom Rasch må
have været klart kvalificeret hertil.
I stedet begyndte Rasch at interessere sig for den matematiske statistik og
dens anvendelser. Inspirationen kom fra Seruminstituttet, hvortil Rasch fra
1933 og indtil han i 70'erne flyttede til Læsø, var knyttet som konsulent, fra
1940-1956 som leder af den bio-statistiske afdeling. Det, der fascinerede Rasch,
dengang og resten af livet, var samspillet mellem data, som man mødte dem i
praksis og de matematiske modeller, man kunne beskrive tallenes variation ved.
Det blev hans livsdrøm at give en klar erkendelsesteoretisk ramme for samspillet
mellem empiriens verden i al sin uoverskuelighed og matematikkens klare deduktioner.
Rasch var nok vores mest empirisk arbejdende statistiker. Han nægtede at
acceptere en bestemt model, før han ved mangfoldige ark millimeterpapirs og
tusindtals små prikkers hjælp havde overbevist sig om, at han havde en klar
forståelse af data's struktur.
Samtidig var han inderst inde matematiker livet igennem. Hans modeller blev
derfor altid gennemarbejdet matematisk med henblik på den klarest mulige
forståelse af rækkevidden af de empiriske fund.
For mig er der ingen tvivl om, at det var denne kombination af empirisk talent
og matematisk kapacitet, der gjorde hans indsats så bemærkelsesværdig.
Hans studieophold i London 1935-1936 på et Rockefeller stipendium havde
dobbelt betydning. For dansk matematisk statistik betød 'Rasch hjemvenden fra
London med sidste nyt fra det sted, hvor den moderne statistik blev skabt, et
gennembrud. Både gennem hans egen indsats og gennem prof. Hald, der var
hans assistent på Seruminstituttet 1939-42, kom især Fisher's tanker til at præge
udviklingen i Danmark.
Men også for hans egen grundholdning til statistik var Londonopholdet af
afgørende betydning. Det er interessant, at Fisher, Neyman og Pearson alle var
ansat på University College, mens Rasch var i London. Der er dog ingen tvivl
om, at det primært var påvirkningen fra Fisher, der fik betydning for hans syn
538 Universitetets årbog 1980
på statistikkens teori. Langt op i 60'erne har jeg oplevet ham citere udtalelser og
eksempler fra Fisher i forbindelse med diskussioner af statistiske grundlagsspørgsmål.
I årene fra hjemkomsten fra England og frem til 1960 ernærede Rasch sig som
statistisk konsulent. Det satte sit præg på utallige lægedisputatser og betød en
ubestridelig højnelse af standarden i den medicinske statistik. Men hans indsats
satte sig desværre ikke spor i undervisningen i statistik for medicinere.
Den varige betydning fik han blandt psykologer. I midten af 50'erne blev han
tilknyttet Militærpsykologisk Tjeneste og Danmarks Pædagogiske Institut. Det
blev indledning til hans måske rigeste periode. I årtier havde psykologer analyseret
intelligensprøver ved matematisk set meget komplicerede metoder, men
med hensyn til dataforståelse helt utilstrækkelige, ofte endda misvisende metoder.
Det var set fra Rasch synspunkt helt uacceptable tilstande og førte - da den
faktoranalyse teknik, man anvendte, var normalfordelingsbaseret - til et årelangt
felttog mod brugen af normalfordelingen. Tværtimod indså Rasch gennem
sit omhyggelige empiriske arbejde, at der var en klasse meget enkle diskrete
modeller, der langt bedre forklarede de observerede data og som åbnede muligheder
for langt mere sobre og relevante fortolkninger.
Det var ikke tanker, der fra den ene dag til den anden ændrede det praktiske
arbejde med intelligensprøver og andre duelighedstest. Men især i de seneste år
har hans tanker i form af det, der nu betegnes Rasch-modellerne, gået deres
sejrsgang verden over. En interessant speciel anvendelse på trafikulykker lagde
Rasch selv stor vægt på, og langt ind i 1979 arbejdede han med et stort talmateriale
vedrørende trafikulykkers fordeling på bl.a. kollisionstype, tidspunkt og
lokalitet. Arbejdet med disse empirisk inspirerede modeller fik dog langt større
betydning for hans indsats gennem de seneste 20 år. Allerede ved det internationale
symposium i Berkeley i 1960 og gennem den bog, han udgav på Pædagogisk
Institut samme år, slog han til lyd for, at modellerne indebar et nyt syn på selve
målingsbegrebet i psykologi og andre samfundsvidenskaber. Det var tanker, der
optog ham lige til hans død og som han selv anså for hovedindsatsen.
Hans idé var, at al måling må tage form af sammenligninger, da en måling
ifølge sagens natur er relativ, og han belyste det meget overbevisende ved eksempler
fra fysikkens verden. Som en logisk konsekvens af dette synspunkt,
kunne han opstille kriterier for, hvornår en måling var specifik objektiv, som han
kaldte det.
Rasch viste desuden at kravet om specifikt objektive sammenligninger på
entydig måde førte til den type statistiske modeller, han i årevis havde arbejdet
med. Disse tanker, der med årene blev af mere og mere filosofisk erkendelsesteoretisk
art, optog ham stærkt og vakte stor interesse også blandt filosofier. De
matematiske beviser, han behøvede for at etablere forbindelsen mellem objektivitetsbegrebet
og de statistiske modeller, blev gennemført med stor professionalisme,
omend det bevistekniske var et produkt af hans uddannelse i 20'erne og
30'erne. Mere moderne matematiske metoder mestrede han ikke i større omfang
og flere af hans sindrige beviser kan føres og er blevet ført af andre med mere
tidssvarende metoder. Men formuleringen af sætningerne og linierne i beviserne
er en original indsats fra Rasch s side. På et tidspunkt studerede han en bog om
Lie-grupper med henblik på simplificering af beviserne. Efter en tids læsning
erklærede han - næppe helt ukorrekt — at det jo bare var en anden måde at
formulere de tankegange på, han selv havde gennemført.
Selvom de erkendelsesteoretiske problemer stod hans hjerte nærmest, er det
indtil dato inden for den statistiske teori og dens anvendelser hans arbejder har
Nekrologer 539
sat sig de dybeste spor. Allerede på et tidligt tidspunkt opdagede Rasch, at de
statistiske analyser i hans modeller skulle baseres på betingede sandsynlighedsfordelinger.
Det var ikke nogen ny ting at lave betinget statistisk inferens. Og det
er tankevækkende, at de første artikler om betinget inferens er publiceret af
Neyman og Bartlett i 1937, og at begge var i London sammen med Rasch i 1936.
Men Rasch udviklede princippet med at betinge helt eksplicit og gav det en
meget central placering i hele modelopstillingen. Hans tanker om betinget statistisk
analyse satte sig meget mærkbare spor i den statistiske forskning i Danmark
i slutningen af 60'erne og frem gennem 70'erne. Således er to danske
statistiske disputatser i 1973 begge tydeligt påvirkede af hans tanker.
Inden for den anvendte statistik kan Rasch's indsats overalt, hvor han virkede,
beskrives som en højnelse af niveauet. Som omtalt havde han igennem en
årrække væsentlig indflydelse på de medicinske disputatsers anvendelse af statistik.
I de senere år var det inden for områder som psykologi, pædagogik, sociologi
og kriminologi, hans modeller i stigende grad blev anvendt. Det er svært over
én kam at gøre hans indsats op på dette felt. Men der kan ikke herske tvivl om,
at mange samfundsforskere fik en langt mere klar forståelse for strukturen i deres
data gennem samarbejdet med Rasch.
Det var helt tydeligt, at folk blev stærkt inspireret af samarbejdet med Rasch,
men det er bemærkelsesværdigt, at mange på den anden side hævdede, at de
ikke forstod så meget af hans modeller. Forklaringen skal søges i den næsten
overnaturlige evne han havde til, selv i meget store datamængder, at afdække
den for materialet karakteristiske struktur. Mange af de fagfolk han samarbejdede
med har utvivlsomt erkendt denne hans særlige evne og valgt at acceptere de
vanskeligheder, et samarbejde med en så utraditionel forsker nødvendigvis indebærer.
Det skal også fremhæves, at han - uanset at analyserne ofte tog form af en
af hans egne yndlingsmodeller - var en fremtrædende talsmand for den skole af
statistikere, for hvem den statistiske model skal være forankret i den faglige
problemstilling og hvor kontrollen af modellen er en afgørende del af analysen.
Gennem alle årene var Rasch universitetslærer under den ene eller den anden
form. Først dog fra 1961, hvor han var næsten 60 år, i et professorat. Professoratet
kom utvivlsomt for sent til, at han kunne præge udviklingen inden for det
statsvidenskabelige område på nogen afgørende måde. Han udtrykte det da også
selv sådan, at professoratet var en velegnet ramme for hans fortsatte arbejde
med at udvikle en teori for samfundsvidenskabelig måling og afprøve de deraf
opståede modeller.
Trods dette kastede han sig med vanlig energi over den undervisning og
administration, embedet medførte.
På undervisningsområdet havde han en drøm om at udmønte sin lange erfaring
med statistiske modeller i en mere forsvarlig undervisning af økonomer og
sociologer. Hans mål var, at studenterne skulle erkende den snævre sammenhæng
mellem data's form og den statistiske metode, der blev brugt ved analysen.
Dette meget ambitiøse pædagogiske eksperiment var i sin grundidé meget i slægt
med de idéer om projektbaserede studier, der var så udbredte i slutningen af
60'erne. Det er svært nøjagtigt at at angive, hvorfor eksperimentet aldrig blev
nogen stor succes. Den almindelige træghed i systemet var selvfølgelig en væsentlig
årsag. Men det hører med til billedet, at Rasch havde mange jern i ilden
og næppe viede undervisningen den opmærksomhed og tid, som et totalt ændret
pensum kræver.
Rasch var leder af Statistisk Institut fra 1961 til 1971, og satte sig på flere
områder mærkbare spor. Det gælder ikke mindst holdningen til den statistiske
540 Universitetets årbog 1980
forsknings empiriske forankring. Også som leder arbejdede han efter de store
linier. Han interesserede sig ikke meget for praktiske detaljer, men forfulgte
gerne en overordnet plan, ofte uanset planens realisme. Det er karakteristisk, at
hans plan for Statistisk Institut's udbygning i 60'erne omfattede 4 selvstændige
afdelinger og et tilsvarende stort antal medarbejdere. Selv i den periode, der nu
betegnes »de glade tressere«, var denne plan urealistisk og nok en hemsko for et
mere konkret samarbejde med økonomer og sociologer. Størst held havde han
med etableringen af en demografisk afdeling, der genetablerede den nære forbindelse
til befolkningsstatistikken, man havde haft i århundredets begyndelse.
Skal man give en samlet beskrivelse i korte brede penselstrøg, i en anden
dimension end den faglige, kan man dele ham op i forskeren, læreren og mennesket.
Som forsker var han original og voldsomt engageret. Hans evne og lyst til at
trænge dybt ned i en problemstilling var legendarisk. Han viede også på sjælden
vis hele sit liv til forskningen. Selv i sine sidste år på Læsø arbejdede han trods
sygdom og et alvorligt svækket hjerte videre med sin forskning.
Som lærer var han mest inspirerende i en lille kreds. Her kunne man ikke
undgå at blive smittet af hans begejstring over de statistiske modeller og deres
anvendelsesmuligheder.
Som menneske var han sammensat. Der er ingen tvivl om, at han på samme tid
både tiltrak mennesker og stødte dem fra sig. Jeg har dog aldrig hørt ham tale
nedsættende om andre mennesker. Derimod har jeg ofte hørt ham nedgøre
personer, fordi de havde en anden mening om forskningsspørgsmål. Det var ikke
et udslag af nogen egentlig ringeagt, men et udtryk for at han aldrig rigtig
forstod, hvorfor folk ikke straks indså rigtigheden af hans teorier og modeller.
For de, der lærte ham godt at kende, var han et sjældent oprigtigt, loyalt og
trofast menneske.
Sine sidste år boede Rasch i huset på Læsø sammen med sin kone Nille Rasch,
med hvem han havde et smukt samliv gennem mere end 50 år. Her arbejdede
han til det sidste med afpudsningen af sin teori om specifik objektivitet.
Han var æresmedlem i Dansk Selskab for Teoretisk Statistik og bør nu indtage
sin plads blandt de store i dansk statistik på linie med navne som Westergård,
Gram, Thide og Erlang.
Erling B. Andersen