XV. Nekrologer.

Eggert Møller
23. oktober 1893 - 6. februar 1978
Eggert Hugo Heiberg Møller, født i København, død i Hellerup i den høje alder
af 84 år.
Eggert Møller var søn af den fagligt engagerede apoteker ved Nørrebros
apotek i København Hans-Jacob Møller og Frida Heiberg, og han voksede
således op i akademisk miljø og under gode kår. Han blev student fra Metropolitanskolen
1911 (1. karakter) og cand. med. i januar 1919 (laud). Han sigtede
målbevidst mod en hospitalskarriere, som dengang bedst fandt sted i København.
Han begyndte som kandidat ved St. Johannes Stiftelse, og senere Øresundshospitalets
medicinske afdeling, samlet i 2 år. Derefter stedse uddannet
ved Rigshospitalet, først som turnuskandidat, derpå 1 år ved medicinsk poliklinik.
Allerede 1 år efter eksamen demonstrerede Eggert Møller videnskabelig lyst
og interesse, idet han ved siden af hospitalsuddannelsen arbejdede som frivillig
klinisk assistent på laboratoriet på professor Knud Faber's afdeling på Rigshospitalet,
hvor han påbegyndte sine undersøgelser over iltoptagelsen ved brug af
August Krogh's spirometer. Han fortsatte dette arbejde som klinisk assistent i
ca. 1 år sammen med professor, dr. med. Chr. Lundsgaard, nu på afdeling A,
hvor han de efterfølgende 2 år blev 2. reservelæge, og gennem Lundsgaards gode
forbindelser med Van Slyke fik Eggert Møller i 1926 stilling hos denne som
Associate in Medicine ved The Rockefeller Institute for Medical Research i New
York. Her engagerede han sig stærkt i nyrefunktionsundersøgelser, som han i de
følgende år ligeledes beskæftigede sig med.
Forinden Amerika-opholdet afsluttede Eggert Møller i 1925 det store og omhyggelige
disputatsarbejde (»Kliniske undersøgelser over basalstofskiftet ved
sygdomme i skjoldbruskkirtlen«), baseret på indførelsen i klinikken af August
Krogh's metode til bestemmelse af det oxydative stofskifte, anvendt til vurdering
af patienter ikke alene med Basedow's sygdom, men også ved anorexia nervosa
og iøvrigt på 12 underernærede studenter. Dette dygtige arbejde gav udtryk for
en sjælden kritisk vurderende videnskabelig evne og blev af almen betydning i
mange år fremover som opslagsbog på intern medicinske afdelinger i Skandinavien
i spørgsmål om stofskiftemålingen og vurderingen heraf.
Samtidig med det omfattende disputatsarbejde publicerede Eggert Møller en
række arbejder sammen med Chr. Lundsgaard, dels over iltindholdet i blodet,
målt ved hjælp af Van Slyke's apparatur, dels om fenolsulfonftaleinets omsætning,
især den renale udskillelse, og da både under normale forhold og ved
kredsløbs- og leversygdomme. Interessen for nyrefunktionen manifesterede sig
også ved arbejder om urinens patologiske bestanddele. Det skal tilføjes, at Eggert
Møller også var med til at indføre cholecystografien.
518 Universitetets årbog 1979
Eggert Møller havde således en såvel teoretisk som laboratoriemæssig god
baggrund for at fa noget særligt ud af det 2-årige ophold på laboratoriet hos Van
Slyke. Han blev her et aktivt medlem af en gruppe, der foretog en lang række
undersøgelser over urinstofclearance, der fremkom dels i tidsskriftsartikler, dels i
afhandlingen fra 1931 med titlen »Observations on the Courses of the Different
Types of Bright's Disease, and on the Resultant Changes in Renal Anatomy«.
Eggert Møller's andel i arbejdet, særlig dettes vægtige kliniske del, samt bogens
udgivelse, var afgørende for at arbejdet blev udført.
Da Eggert Møller i 1928 kom hjem fra USA blev han 1. reservelæge ved sin
gamle afdeling A på Rigshospitalet, og fortsatte der sit da allerede omfattende
videnskabelige arbejde, og blev speciallæge i intern medicin, særlig hjerte-, nyreog
stofskiftesygdomme. Det videnskabelige arbejde samlede sig nu især om endokrinologiske
emner, og da ganske særligt skjoldbruskkirtlens sygdomme, om
kliniske iagttagelser, behandling af Basedow's sygdom med jod og senere kirurgisk
behandling (sammen med O. Chievitz og A. Hecht Johansen), og om
behandling med thyroxin i sammenligning med thyreoideakirtelekstrakt og beskrev
senere også risiko for Basedow under behandling med thyreoideaekstrakt.
Endvidere bragte hans interesse for adipositas, og særlig behandlingen heraf,
ham også ind på spørgsmål om underernæring og om diabetes mellitus. Nyrefunktionen
ved diabetisk ketose blev belyst gennem flere afhandlinger.
Eggert Møller spændte således videnskabeligt meget vidt, han havde dog især
gjort sig fortjent ved indførelse i klinikken af stofskiftemålinger, som han viste, at
man udmærket kunne gennemføre ambulant. Endvidere var de dybtgående
studier over urinstofclearance bemærkelsesværdige.
I maj 1931 deltog han i konkurrence om det ved professor Chr. Lundsgaard's
død i 1930 ledigblevne professorat i intern medicin med 2 forelæsninger om
»coma diabeticum«.
I 1933-34 var Eggert Møller i 11 mdr. overlæge ved Finseninstituttets klinik
for indre sygdomme, hvor hans særlige interesse for adipositas og Basedow
straks medførte en øget aktivitet, hvorved også påbegyndtes et frugtbart samarbejde
med den kirurgiske afdeling, en tradition, der blev fortsat i mange år, og
med stor praktisk betydning.
Allerede i 1932 søgte den nu nyudnævnte overlæge Eggert Møller imidlertid
med usvækket energi det ved professor Knud Eaber's afgang i august 1932 ledige
professorat i intern medicin, opslået med forpligtelse for den, der blev ansat, til
tillige at overtage stillingen som chef for Rigshospitalets medicinske poliklinik.
Han deltog påny i konkurrence, og som led heri forelæste han om »Den medicinske
behandling af Basedow's sygdom med særligt henblik på jodbehandlingen«.
Han blev eenstemmigt indstillet til professorembedet, som han tiltrådte 1. oktober
1933, og 1. marts 1934 blev han chef for Rigshospitalets medicinske poliklinik.
Han var således professor i mere end 30 år til hans afgang pr. 1. april 1964.
Han syntes at være kommet på sin rette hylde, for han gik med flid og fantasi
ind i ledelsen af poliklinik og senere afdeling P med 24 senge, i undervisningen af
medicinstuderende og skabte omkring sig et videnskabeligt arbejdsmiljø, som
gav de mange medarbejdere rig lejlighed til klinisk og laboratoriemæssig forskning
som selvfølgelig betingelse for deres tilstedeværelse på hans afdeling. Der
udgik da også en lang række værdifulde og omhyggelige publikationer fra hans
afdeling. Disse drejede sig især om endokrinologiske aspekter, men også om
arteriel hypertension og nefrologiske problemer m.m. Der udskiltes særlige kliniske
og dermed videnskabelige områder (allergologi og senere mandlig hypogonadisme),
som ligeledes blev basis for en ikke ringe videnskabelig aktivitet.
Nekrologer 519
Baggrunden for Eggert Møller's universitetsvirke var integrationen af hans
evner, hvortil også hans store flid må regnes, endvidere hans miljø og lægelige
baggrund og en særlig sans for klinisk iagttagelse, altsammen muligheder, som
han forstod at pleje og udvikle.
Hans professorat var intern medicin, men han varetog faget teoretisk medicin,
hvorover han forelæste, og hvori han eksaminerede. Da hans form ydermere var
præget af urokkelig ro, såvel somatisk som psykisk, og han formulerede sig uden
falbelader og med fa, distinkt udtalte, overvejede og overbevisende ord, kom han
for mange til at stå som en noget kølig teoretiker. Et sådant billede er imidlertid
ufuldkomment, idet han kombinerede denne kontante form og tænkemåde med
en udpræget iagttagelsesevne og forståelse for menneskelig svaghed og styrke,
hvilket gjorde ham ikke alene til en skattet læge, men til, hvad der i denne
sammenhæng er vigtigere, en glimrende lærer og rådgiver i videnskabelige
spørgsmål og i diagnostik og behandling som et højere formål med den teoretiske
indsigt. Han praktiserede den anvendte, altså målrettede videnskab, og hans
udprægede pædagogiske talent har da også indebåret, at han meget væsentligt
har præget mindst en generation lægers holdning i positiv og rationel retning, et
vigtigt lægevidenskabeligt resultat.
Han vurderede et utal af disputatsafhandlinger, og ligesom hans kliniske
arbejde og altid velforberedte undervisning og eksamination var præget af stringens
og udpræget pædagogisk sans, var hans vurdering og opposition frygtet af
de svage, og værdsat af de mere indsigtsfulde.
Eggert Møller var stedse en særdeles flittig deltager i møderne i Dansk Selskab
for Intern Medicin, og han tog ofte på kort og koncis måde, og altid kun
sagligt, del i diskussionerne og viste udpræget sans for, hvad der var vigtigt både
teoretisk og praktisk.
Eggert Møller var tillige en flittig formidler af videnskabelige fremskridt,
indenfor sine særlige områder, til lægestanden i almindelighed, idet han forfattede
udmærkede oversigter, hvoriblandt især skal fremhæves det klare afsnit »De
endokrine sygdomme« i 1948, i »Nordisk Lærebog i intern Medicin«.
For mange sider blev der trukket på Eggert Møller's faglige indsigt, klogskab
og redelighed, ikke alene i det lægevidenskabelige fakultet, men også som medlem
i 25 år af det videnskabelige udvalg under Landsforeningen til Kræftens
Bekæmpelse, og som formand i 17 år for forskningsrådet for Rigsforeningen til
Gigtens Bekæmpelse. Da han tillige var medlem og en tid formand for den
lægevidenskabelige kommission i Statens videnskabsfond og medlem af forskellige
legatbestyrelser, har han herved længe haft en meget stor indflydelse på den
lægevidenskabelige forskning her i landet. Endvidere var han fra begyndelsen
med i planlægningen af det ny Rigshospital, som medlem af konkurrencekomiteen
og derpå af byggeudvalget gennem 10 år, og fik således væsentlig indflydelse
også på de praktiske muligheder og ydre rammer for den lægevidenskabelige
forskning på det ny Rigshospital.
For sine karaktertræk vil Eggert Møller blive respektfuldt husket af talrige
kolleger, især i det lægevidenskabelige fakultet og iøvrigt på Rigshospitalet. Han
vil tillige huskes af talrige patienter og de tusinder af læger, som har nydt godt af
hans metode, lærdom og visdom, hvad enten de har arbejdet videnskabeligt eller
i den primære sundhedstjeneste. Han har tjent lægevidenskaben vel.
Aage Videbæk
34 Årbog 1979

C. A. Bodelsen
1. november 1894 - 24. november 1978
Carl Adolf Bodelsen fødtes den 18. november 1894 i Helsingør som søn af
købmand, siden finsk vicekonsul Niels Ferdinand Bodelsen og hustru Agnete f.
Gottlieb. Han blev student fra Helsingør 1913, og seks år senere cand.mag. med
engelsk som hovedfag og tysk og fransk som bifag. I de følgende år arbejdede
han som sekretær i udenrigsministeriets traktatkommission (1919-23). Under et
ni-måneders studieophold i Oxford (1923) skrev han sin disputats (1924), hvis
forstadier iøvrigt gik tilbage til studietiden. Fra 1926 til 1965 var han ansat ved
Københavns universitet som docent (1926-32) og professor (1932-65) i engelsk
sprog og litteratur. I 1931 indgik han ægteskab med kunsthistorikeren Merete
Christensen.
Bodelsens utrolige arbejdskraft udnyttedes på mange tidkrævende poster gennem
hans lange liv. I over tredive år (1926-58) ledede han feks. Dansk Studieoplysningskontor,
i mere end tyve år (1942-64) var han næstformand for Lingvistkredsen,
og i syv år (1933-40) præsident for Dansk-Engelsk Selskab. Udover
sådanne mere traditionelle hverv viste han sig, til overraskelse for adskillige,
at have været medlem af Danmarks frihedsråd i det afgørende sidste krigsår
fra december 1944 til juni 1945; allerede længe forinden havde han været aktiv i
kredsen omkring Frit Danmark, og fortsatte endnu nogle år i dettes hovedledelse
og i Informations repræsentantskab. Blandt udenlandske opgaver kan nævnes
hans medlemskab af Europarådets Council for Cultural Cooperation (som dets
præsident 1953-54), og hans mere end tyveårige virke som medredaktør af det
videnskabelige tidsskrift English Studies (1948-69). Denne omfattende administrative
virksomhed kunne vel i sig selv have fyldt de flestes liv; for Bodelsen var
det kun en ekstrabeskæftigelse ved siden af hans forskning og undervisning.
Det er nærliggende at antage at opvæksten i den lille men også verdensåbne
sundby var medbestemmende for Bodelsens senere virke. Sikkert er det ihvertfald
at moderens omfattende belæsthed i engelsk literatur, som bl.a. fandt udtryk
i højtlæsning af Dickens, peger direkte frem til hans kommende arbejdsområder.
Det første personlige indtryk af England skaffede Bodelsen sig umiddelbart
efter første verdenskrig på lange cykelture landet rundt, en transport- og oplevelsesform
han siden fastholdt. Den oversøiske del af imperiet lærte han at kende
ved en dengang usædvanlig rejse til Australien (også her var cyklen med) i 1921.
Årene i udenrigsministeriet, hvor hans arbejde bl.a. bestod i at følge med i
udenlandske avisers handelspolitiske stof, såvel som at informere udadtil om
danske forhold, gav en direkte politisk og samtidshistorisk orientering, som
Bodelsen holdt vedlige resten af livet. Praktisk greb om tingene og evnen til at
uddrage en klar essens af betydelige stofmængder præger både disputatsens
35 Årbog 1979
522 Universitetets årbog 1979
historiske undersøgelser og den række aktuelle oversigtsarbejder, som siden
fulgte.
Med sit første videnskabelige arbejde, Studies in Mid-Victorian Imperialism
(1924) træder Bodelsen frem som en fuldt udviklet forsker; bogen rummer næsten
samtlige anlæg som udfoldes i rækken af følgende værker indenfor mange
områder. Afhandlingen behandler pro- og antikoloniale strømninger i det britiske
rige, med særlig vægt på de tyve år fra slutningen af 1860'erne til slutningen
af 1880'erne. Den standser altså på tærskelen til den chauvinistiske 90'er-imperialisme,
som for eftertiden kom til at tegne bevægelsen - ganske uretfærdigt, som
Bodelsen påviser.
Den valgte periode behandles i bred sammenhæng med idehistoriske strømninger
på grundlag af omfattende læsning i primærkilder: aviser, periodica,
officielle publikationer, litterære og politiske vidnesbyrd fra samtidens debattører,
samt disses biografier og trykte brevsamlinger (det må erindres, at en væsentlig
del af det utrykte materiale i 1920'erne endnu lå forseglet i arkiver og
biblioteker). De massive baggrundsstudier tynger imidlertid ikke den forbilledlig
klare og enkle fremstilling - forfatteren har gjort sit forarbejde så kun de
centrale ting lægges frem for læseren. Bogen er upartisk, men præget af et
røntgenblik for al slags hykleri og forlorenhed, og af det klare demokratiske
engagement som alle dage kendetegnede forfatteren. Værket blev da også straks
en klassiker, som oplevede to fotografiske optryk til brug for langt senere forskere
(London 1960 og New York 1968).
Det er karakteristisk for Bodelsens holdning, at elementer fra dette forskningsarbejde
indgik i publikumsorienterede håndbøger som England (1928) og
Det britiske Kolonirige (1937), såvel som i universitetslærebogen A Survey of English
Institutions (1942, talrige ajourførte udgaver) og dennes lillebror for gymnasiet
(1942). Pligten til at formidle forskningsresultater til en bredere kreds var for
ham en selvfølge. Som en af hovedredaktørerne af Gyldendals Bibliotek (1928-
30) udgav han de tre engelske bind i denne samling; den på bred førstehåndslæsning
baserede håndbog Moderne engelsk Skønlitteratur (1929) orienterede først og
fremmest om den nyere roman.
En helt anden opgave skulle imidlertid lægge beslag på Bodelsens arbejdskraft
i flere tiår. Lektor Herman Vinterberg havde i tyverne påbegyndt en ny
dansk-engelsk ordbog, og Bodelsen indtrådte som medredaktør fra 1933. Efter
over tyve års forberedelse udkom dette leksikografiske pionerværk i 1954-56, og
det opnåede ved sit omfang og sin klare systematik klassisk status i ind- og
udland. Det dannede udgangspunkt for Kjærulff Nielsens engelsk-danske ordbog
(1964), for hvilken Bodelsen var konsulent. I 1966, efter 21/2 års intensivt
arbejde, udkom den forøgede og reviderede andenudgave af Vinterberg og Bodelsen,
med sidstnævnte som hovedredaktør.
Universitetsundervisningen var naturligvis en væsentlig del af Bodelsens arbejde,
og han varetog den med omhu og med den bredde, som også prægede
hans produktion. Da der var fa lærere og et stigende antal studerende, måtte han
undervise i samtlige fagets discipliner, og derudover klare en betydelig del af
fagets specialer, disputatser og administration. Undervisningen foregik (i
1940'erne) dels ved forelæsningsrækker, som uanset emnet prægedes af Bodelsens
evne til at fremhæve fagets almenkulturelle, historiske og samfundsmæssige
baggrund. Dels ved en supplerende blandingstype, hvor en række indledningsforelæsninger
førte frem til gennemgang af en litterær eller historisk tekst. Formen
var mildt eksaminatorisk (ikke sjældent bad en hel række sig fri), en kombination
af oversættelse og sproglig-historisk realkommentar. Stedet var som regel
Nekrologer 523
det store auditorium B i studiegårdsannexet - et ikke særlig venligt lokale, som
for nogle generationer af engelskstuderende blev menneskeliggjort af Bodelsens
personlighed. Ved siden af disse undervisningsformer gav dog fra gammel tid
kollokvier og skriveøvelser mulighed for nærmere kontakt mellem lærer og elever.
I besættelsens senere år, hvor mange studerende af sikkerhedshensyn måtte
holde sig borte fra universitetet, kunne de resterende mødes med lærerne til
seminarer ofte i utraditionelle lokaler ude i byen. Netop i en sådan lille gruppe
udfoldede Bodelsens originale og overraskende synspunkter sig langt rigere og
friere end i kæmpeauditoriet, og disse diskussioner på helt lige fod passede
utvivlsomt langt bedre til hans temperament.
For en 4-5 studerende vil et seminar om engelsk romantik i marts 1945 nok
være særlig uforglemmeligt, ikke blot på grund af den spændende faglige meningsudveksling,
men også ved en dramatisk afbrydelse. Vi var fordybet i en
debat om romantikens inderste væsen i et ikke videre romantisk lokale på
Kunsthåndværkerskolen, da der lød en kraftig brummen udefra. Et blik gennem
vinduet viste at en gruppe af de velkendte mosquitoer atter var kommet alarmsirenerne
i forkøbet, og medens vi i nogenlunde sømmeligt tempo begav os til
beskyttelsesrummet, lød allerede de første detonationer temmelig tæt på. Det
blev en lang alarm, og da vi kom op på gaden, var der endnu røg og flammer;
forbipasserende fortalte at det var Shellhuset (dengang Gestapohovedkvarter)
som brændte. Vi skiltes uden at nogen mærkede noget usædvanligt på Bodelsen.
Først langt senere forstod vi, at det for ham måtte have været ganske chokerende
at få denne besked, da han jo vidste, at Mogens Fog og andre nære venner og
modstandsfæller var fanger i den bomberamte bygning. Få, om nogen, engelskstuderende
kan før befrielsen have anet, hvor dybt deres stilfærdige lærer var
engageret i modstandsbevægelsen. Når heller ikke tyskerne synes at have anet
det, skyldes det måske en proces som minder om pointen i Poe's fortælling The
Purloined Letter — netop en person der var professor i engelsk var på forhånd så
iøjnefaldende mistænkelig, at det var umuligt at mistænke ham.
Afslutningen af ordbogsarbejdet i 1956 frigjorde kræfter til Bodelsens væsentligste
litterære indsats, bøgerne om Dickens, Eliot og Kipling (jeg mindes endnu
med svimlen en en passant bemærkning fra denne tid, hvoraf det fremgik, at han
i 20 år havde arbejdet 6 timer daglig på ordbogen). Når den danske Dickensbog
kunne udkomme allerede i 1957, skyldes det forfatterens livslange beskæftigelse
med emnet (markeret ved dedikationen til tre familiegenerationer af Dickensianere).
Det er en gedigen bog, skrevet af en læser for andre læsere, professionel i
sin beherskelse af primær- og sekundærlitteraturen, men først og fremmest båret
af forfatterens egen læseglæde. Den sikre placering af værkerne i forhold til
Dickens' liv såvel som til samtidens historie og øvrige litteratur er hvad man
venter; men især i kapitlet 'Det andet mønster' er det som om Bodelsen trænger
frem til dybere lag i forfatterskabet, til en farligere indsigt end i de foregående
bøger.
Den følgende bog, T. S. Eliot's Four Quartets (1958) synes ikke at have rødder
så langt tilbage i Bodelsens liv, og behandler en forfatter og en tekst, der i flere
henseender kunne formodes at stå ham fjernt. Den er dog forberedt i forelæsninger
fra 1953 og i et par noter i English Studies 1953 og 1954, og selve læsemåden er
delvis foregrebet i Dickensbogens ovennævnte symbolkapitel, hvor 'det andet
mønster' beskrives som 'et billedsprog taget fra bestemte sfærer og ... scenerier
der er ladet med en bestemt emotionel kvalitet' {Dickens s. 86). Denne formel
lader sig udmærket anvende på Eliot, og bogen blev en fortrinlig indføring i de
Fire kvartetters univers. 'The sort of person who reads Eliot is usually not the
524 Universitetets årbog 1979
sort of person who reads Kipling' hedder det i Eliotbogen, men Eliot gjorde det -
og Bodelsen selv. Kipling hørte ligesom Dickens til Bodelsens ældste læseoplevelser,
men af en mere problematisk art; forskellige livsstadiers skiftende holdning
til forfatteren opridses klart i indledningen til den danske bog {Kipling
1964). Kipling strejfes iøvrigt i disputatsen, i Moderne engelsk Skønlitteratur (1929),
og mest forbeholdent i Det britiske Kolonirige (1937) som en der har 'en tydelig
Glæde over at lade Knojernet spille i Solen'; fra 1956 begynder en række afhandlinger
og anmeldelser, der leder op til bøgerne.
Den danske Kiplingbog er ligesom Dickensbogen skrevet som en introduktion
for danske læsere, og byder på en fremragende oversigt over hele forfatterskabet,
med forståelse for sindets og værkernes irgange. Denne forståelse uddybes i
Aspects of Kipling's Art (1964), en række mere specialiserede og tekniske studier
over Kiplings sene fortællinger. Værket kan opfattes som en fortsættelse af symbolfortolkningen
i Dickensbogen, men også som en overførelse af Eliotbogens
indtrængende læseteknik til prosatekster af tilsvarende kompleksitet.
I samme år - noget af et annus mirabilis — udkom endelig i anledning af
Bodelsens 70-årsdag og afgang fra universitetet et udvalg af hans egne afhandlinger,
spændende fra en udløber af disputatsen (90'ernes jingoistiske ballader)
og en aktuel gravskrift over kolonialismen, over Dickens (udvidede symbolbetragtninger)
til lingvistiske artikler. Rækken sluttes med fin pietet af en mindeartikel
om Bodelsens lærer Otto Jespersen.
Bodelsens svanesang — i ordets fulde betydning - blev den smukke bog England
fra 1969. Den er i dobbelt forstand historisk - fordi England opleves på
baggrund af historien og på baggrund af den oplevendes historie, af hans livslange
kærlighed til især det engelske landskab. Den er således nok en veloplagt og
ajourført bog, men alligevel præget af en vis elegisk tone, en følelse af at en epoke
er forbi.
Netop denne følelse kan nok gribe den der forsøger et tilbageblik over Bodelsens
lange og rige liv. Han var utvivlsomt den sidste der formåede at undervise
og forske hele faget rundt; måske var han også den sidste for hvem gerningen
som universitetslærer var en ublandet fornøjelse. Trods det arbejdspres som alle
dage hvilede på ham, har ingen nogensinde hørt ham beklage sig; tværtimod
udtrykte han ofte en lykkelig undren over at man ligefrem kunne blive betalt for
at give sig af med det man helst ville. Travl som han var, fandt han dog tid til at
tage sig af de studerende; mange vil huske den kendte stemme i telefonen ('Det
er Bodelsen...') når han ringede op for at minde om at det var tid at søge dette
eller hint stipendium.
Også hans udadvendte virksomhed var af et omfang og en kvalitet som de
færreste universitetslærere kan præstere idag. Forbindelsen med skolen markeredes
allerede i 1928, hvor han stod som medudgiver af Otto Jespersens British
Reader, og bekræftedes af hans Dickens Reader (som i 1970 afløste Stigårds) - men
selvfølgelig først og fremmest ved hans næsten fyrretyveårige arbejde med uddannelsen
af mange hundrede gymnasielærere i engelsk.
Overfor det danske publikum optrådte Bodelsen som formidler af engelsk
sprog og kultur, ikke blot ved håndbøger og rejsebøger, ved den store ordbog,
ved talrige avis- og tidsskriftartikler, men også som udgiver og oversætter. En
tilsvarende opgave udførte han overfor det engelske publikum, f.ex. med Johannes
V.Jensen-oversættelsen 'The Waving Rye' (1958).
Selv et kort overblik over Bodelsens indsats kan ikke afsluttes uden at nævne
en afgørende faktor i hans liv, samarbejdet med Merete Bodelsen. Den omstændighed
at deres navne lejlighedsvis optrådte på samme titelblad (f.eks. på den
Nekrologer 525
veloplagte rejsebog Amerika idag (1945)) antyder kun svagt omfanget og dybden
af deres livslange fællesskab. Den alfabetiske nødvendighed som i Dansk biografisk
leksikon placerer C. A. Bodelsen mellem sønnen Anders og hustruen Merete
udtrykker således en symbolsk sandhed som han selv ville have påskønnet.
Ordet demokratisk er idag dybt nedslidt, men Bodelsen gav det mening. Han
var ens overfor alle, lyttede til andres synspunkter med oprigtig interesse, og
vurderede dem ud fra sagen, ikke personen. Han kendte ikke selv til ærgerrighed,
men var et menneske i hvis nærhed al slags snobberi, forstillelse og rænkespil
visnede.
Bodelsen dannede ikke skole i ordets sædvanlige betydning, ønskede det næppe
heller, men han gjorde faget til et frit og åbent sted at være, et sted hvor
venlighed og saglighed kunne trives. Det er en forpligtende arv.
Eric Jacobsen

Sven Skydsgaard
10. april 1934 - 2. januar 1979
Kun 44 år gammel døde professor Sven Skydsgaard af en kræftsygdom, der
allerede nogle år forinden havde vist de første symptomer, men som man havde
kunnet håbe var bekæmpet, indtil det endelige angreb kom i november 1978.
Lige til november 1978 virkede Sven Skydsgaard med fuld styrke i alle sine
aktiviteter, og det er imponerende, hvad han nåede at fa udrettet i den forholdsvis
korte årrække, han kom til at virke som universitetslærer. Han blev mere end
nogen anden den, der opbyggede studiet af spansk ved de danske universiteter.
En sjælden kombination af egenskaber satte ham i stand til at udføre dette
livsværk på smukkeste måde: en glødende energi og smittende begejstring, fine
praktiske sprogevner (han talte meget smukt både spansk og fransk), videnskabelig
dygtighed og sans for administrativt arbejde. Det, der stod i centrum for
ham, var altid at give universitetsstudiet af spansk den plads og det niveau, det
efter hans mening fortjente. For dette formål satte han gerne sin egen videnskabelige
karriere i anden række.
Hans hjælpsomhed og vidtstrakte kompetence — også inden for de øvrige
romanske sprog - gjorde, at der blev trukket hårdt på ham under den eksplosive
udbygning af de romanske fag i 60'erne og begyndelsen af 70'erne. Det er derfor
ikke mærkeligt, at han kun nåede at fuldføre ét større værk, disputatsen, som til
gengæld er et monumentalt arbejde. Ikke før i 1978 syntes han, at han havde løst
sine opgaver så vidt, at han kunne tillade sig at søge om frihed til at være væk fra
Romansk Institut, således at han i 1979 skulle have kunnet realisere et længe
næret ønske om en studierejse i Latinamerika, som han aldrig havde faet set.
Når Sven Skydsgaard fik en så betydelig position, skyldes det ikke, at han var
den harmoniserende administrator - dertil ville han alt for meget. Han var
vellidt af alle og tilbedt af ikke fa. Der kunne være noget spændt ved ham, som
en behersket, disciplineret lidenskab. Han levede voldsomt med i de emner, han
studerede, og stillede samtidig strenge krav til den videnskabelige beskrivelse af
dem. Der var et kunstnerisk drag over denne strengt bevidste og dog så varme
medleven i snart sagt alt mellem himmel og jord.
Sven Skydsgaard havde karakteristisk nok adskillige kunstnervenner, og hans
egen kunstneriske åre fandt mange udtryk, blandt andet i hans bidrag til Grønningens
kataloger (1971, 1976, 1977) og i den oversættelse, han lavede sammen
med Ebbe Traberg af Carlos Alvarez' digtsamling skrevet på murene (1963).
Han var vokset op i et akademisk miljø. Hans far var dyrlæge i Havreholm
(Nordsjælland), og i hjemmet fik han grundlagt både sine humanistiske interesser
og interessen for naturen. Efter en klassisk-sproglig studentereksamen fra
Frederiksborg statsskole (1952) begyndte han ved Københavns Universitet studiet
af romanske sprog, hvoriblandt spansk hurtigt blev det foretrukne.
528 Universitetets årbog 1979
Studierne i København og i Spanien afsluttedes i 1961 med magisterkonferens
i romansk filologi med spansk som hovedfag og portugisisk som bifag. Der var
tale om studier, hvor den største del af stoffet skulle bearbejdes af studenten selv;
der eksisterede praktisk talt ingen af de senere så talrige »introduktioner« til
videnskabsområdet, og i næsten hele tidsrummet var undervisningsudbuddet
mere end sparsomt. Der var nok de timer, Carl Bratli havde holdt, men det var
først med Kirsten Schottlånders ansættelse, at faget spansk kom til en mere
selvstændig status. Studierne med hende var kernen i hans spanskstudier både i
København og under hans studieophold i Spanien.
Skydsgaards lingvistiske syn blev i overvældende grad præget af Knud Togeby.
Han fulgte et kursus hos Hjelmslev og gik til fonetik hos Fischer-Jørgensen,
hvis Almen fonetik i stencileret udgave var en god inspirationskilde i disse år, men
det var Togebys beskrivelse af det franske sprogs immanente struktur, der bestemte
hans studiers retning på det sprogvidenskabelige område. Togebys arbejder
var til stadig inspiration for Skydsgaard, og efter Togebys død i 1974 var han
ivrigt optaget af udgivelsen af Togebys efterladte manuskript til en fransk grammatik.
Det blev til flere længere studieophold i Spanien. Først og fremmest i Valladolid
og Salamanca. Det smukke' kastilianske sprog, Skydsgaard mestrede, skyldtes
i ikke ringe grad hans arbejde med sprogfærdighed og udtale i disse perioder,
måske mest i Valladolid med Alfredo Malo Zarco. I Salamanca var det især
forelæsningerne hos Zamora Vicente og Låzaro Carreter, der gav udbytte, omend
han savnede den præcision, han havde lært af sine københavnske læremestre.
Men gruppen af studenter og lærere omkring Zamora var et lyspunkt i det
kolde klima i 50'ernes Spanien. I Salamanca vaktes Skydsgaards begejstring for
studiet af latin-amerikansk kultur og sprog: Zamoras forelæsninger og ikke
mindst gruppens diskussioner om Latinamerikas og Spaniens litteratur åbnede
nye horisonter, således at f.eks. interessen for digterne César Vallejo og Miguel
Hernåndez kan føres tilbage til et ophold dér i 1957. Skydsgaard huskes i denne
kreds for sin store arbejdsdisciplin og evige søgen efter det spanske sprogs hemmeligheder:
man havde sjældent, om nogensinde, tidligere set nogen gøre så
mange notater og på så umulige tider og steder - og så ovenikøbet vende tilbage
med dem, når de var bearbejdet hjemme på kollegiet!
Efter konferensen i 1961 var Skydsgaard et år ansat som sekretær for Folkeuniversitetet.
Denne administrative erfaring - mange tråde skulle holdes sammen
samtidig med at foretagendet ekspanderede - skulle senere komme ham tilgode.
I 1962 blev han ansat ved Århus Universitets romanske institut. Undervisningen
her drejede sig især om fransk (Duras/Resnais, Camus, Burtor, Stendhal),
men det er også i høj grad Skydsgaards fortjeneste, at der kom en spanskafdeling
i gang dér.
Skydsgaard kom tilbage til Københavns Universitet i 1965. Hans tid som
amanuensis her falder sammen med fagets voldsomme udvikling: fra midten af
60'erne til begyndelsen af 70'erne ti-dobledes antallet af spanskstuderende. De
første år i lokalerne omkring Frue Plads kunne han udadtil virke lukket og
vanskelig at komme ind på livet af. Altid havde han travlt, og det sås på de
karakteristiske urolige bevægelser. I den periode, hvor Romansk Institut havde
til huse i de diminutive lokaliteter i Dyrkøb, fik man den bedste snak med ham,
hvis man kunne få lokket ham med hen i kaffebaren i Skindergade. Dér er mange
tanker om faget, universitetspolitikken, Spanien, den svære lyrik og de folkelige
romances blevet vendt og drejet igen og igen. Og i de gode diskussioner glemte
Nekrologer 529
Skydsgaard som regel, at han havde travlt. Med årene løstes der mere og mere
op, og den rastløse samværsform erstattedes af en ualmindelig deltagelse i elevers
og kollegers liv og færden.
Det er ikke ubegrundet, når mange mennesker i lang tid identificerede
spanskstudierne med Skydsgaards person. I hele opbygningsfasen var det frem
for nogen ham, der med sin kolossale viden og store indsigt også i andre fag fik
givet spansk det videnskabelige indhold, der kunne sidestille det med fag med
lang forsknings- og undervisningstradition. I 1968 fik faget en studieordning
med to-års moduler, som det var tilfældet med de øvrige humanistiske fag, og
allerede i 1971 kunne en ny studieordning træde i kraft. Også i denne var
Skydsgaard en nøgleperson, og det er typisk for hans legendariske pligtfølelse
over for faget, at hans forskningssemester i 197.0 ikke kom i vejen for det store
arbejde med studieordningen.
Fra styrelseslovens indføring af nævn og råd på mange niveauer til kort før sin
død var Skydsgaard formand for Spansk Studienævn. Man kan vanskeligt forestille
sig, hvordan hvervet kunræ udføres mere omhyggeligt og velafbalanceret.
De sidste år ville han gerne frigøre sig fra formandsposten, fordi han følte, han
for længe havde defineret faget. Af forskellige grunde lykkedes det først i 1978.
Samtidig med formandsposten i studienævnet havde Skydsgaard i flere år sin
plads i bestyrelsen for Romansk Institut, og i de seneste år var han den af
samtlige, der sad i flest bedømmelsesudvalg. Men hans arbejdskapacitet anskueliggøres
måske bedst ved et blik på hans forskningsrapporter: det var meget
almindeligt, at undervisning og administration alene udgjorde over 100% - og i
mellemtiden blev det også til en disputats på 1300 store sider.
1. februar 1972 udnævntes Sven Skydsgaard til et nyt professorat i spansk
sprog og litteratur. Faget fik dermed sin »egen« professor - i modsætning til
instituttets andre professorater, der dækker romansk sprog og litteratur. For de
øvrige medlemmer af det daværende studienævn var det af afgørende betydning,
at denne stilling blev formuleret snævrere, fordi man vidste, at Skydsgaard som
eneste oplagte kandidat til stillingen var magister i romansk filologi, og med sin
store viden i de andre sprog jo let kunne blive trukket væk fra spansk. Afgørelsen
generede ham noget, men med tiden blev han tilfreds med den - og faget spansk
fik så fornøjelsen af hans mange kvaliteter.
Som underviser stillede Skydsgaard altid store krav til sig selv og til deltagerne.
En pæn stak A6-sedler og større ark til skemaer og illustrationer var det
typiske grundlag for hans fremstilling af en enkelt times stof, og det er imponerende,
hvad han gennem årene har uddelt af oversigter og eksempelsamlinger af
egen tilvirkning. I timerne var fremstillingen komprimeret til det yderste, og den
planlagte mængde af undervisningsstof kunne af og til blive torpederet af hans
associationer undervejs - men alt skulle med, det var jo vigtigt altsammen. Den
komprimerede form, som man genfinder i disputatsen (trods dens væld af sider),
kunne drive mange studenter til fortvivlelse. Den forudsatte nemlig, at alle var
lige så godt forberedt som læreren, ellers kunne det være svært at følge med på
rejsen gennem områder, der var dårligt kortlagte eller slet og ret uopdagede af
tidligere forskning. Det var vigtigt, at »skoven skulle kunne ses til trods for
træernes mangfoldighed«, men hvis ikke hvert enkelt træ og også helst smågrupper
af dem var blevet undersøgt grundigt hjemme, var eleven ilde stedt, for det
var jo sådan, at selv elementer, der var langt væk fra dem, man undersøgte,
kunne have indflydelse på fortolkningen af helheden og de undersøgte størrelser.
Skydsgaards stadige ønske var, at eleverne skulle lære at »arbejde i spørgsmål«
530 Universitetets årbog 1979
og ikke stille sig tilfreds med håndbøgers og introduktioners oversigter; han
insisterede på, at disses »ofte«, »som regel«, »sjældent« skulle erstattes med
»under følgende betingelser«.
Den kombinatoriske syntaks var kernen i de grammatiske kurser. Efterhånden
som disputatsen faldt på plads, blev disse gennemgange mere og mere drejet
over til præsentation af hans system. I flere semestre var der tale om gennemgange
på grundlag af egne materialer, ofte centreret omkring infmitterne, som
alle oprindeligt skulle have været emnet for disputatsen. Uanset hvor snævert et
emne annonceredes, var det i overensstemmelse med Skydsgaards grundsynspunkt,
at man først tog det samlede antal strukturelle mønstre i betragtning, så
behandlingen kunne finde sin rette ramme. Et kursus om infinitiv eller præpositioner
kunne derfor godt blive et langt forløb på op til tre semestre (på samme
måde som konstruktionen præposition + infinitiv i disputatsen fylder 550 sider).
Skydsgaard gennemgik i årenes løb flere af de væsentlige håndbøger i syntaks
(Kemston: Spanish Syntax List og The Syntax af Castilian Prose; Alonso & Henriquez
Ureha: Gramdtica castellana I + II; Alcina & Blecua: Gramdtica espahola, m.fl.).
Disse gennemgange formede sig ofte som omarbejdninger af bøgerne, således at
deres resultater blev »oversat« til den københavnske lingvistiske tradition, han
var eksponent for. Skydsgaard var meget skeptisk over for transformationsgrammatikken
i Chomsky's udgave, fordi kontrollen med dens dybdestruktur efter
hans opfattelse var for dårlig. Alligevel mente han, det var vigtigt at tage diskussionen
op i undervisningen, og i to semestre lavede han en modstilling af den
kombinatoriske syntaks og TG-grammatikkens syntaktiske komponent på
grundlag af de seneste bøger inden for spansk transformationsgrammatik. Her
var der tale om at fa forskellene op på bordet, så de kunne diskuteres i ordentlige
rammer, især ud fra ønsket om, at de forskellige »skoler« skulle etablere en
dialog ikke et skænderi.
Der var som regel spænding om, hvilket værk Skydsgaard ville vælge at
gennemgå i de litterære kurser. At der virkelig blev sat noget i gang, ses måske
bedst af antallet af afløsningsopgaver, hans kurser afstedkom. På Københavns
Universitet var det kun spansksproget litteratur, der var emnet, men litteraturteori
og kontakt med andre videnskabsområder blev konstant inddraget: hans
gamle kærlighed til filmen (konkretiseret i læsning af drejebogen til Hiroshima
mon amour i Århus-perioden) var en konstant inspiration til roman- og dramalæsning,
men også musikken blev inddraget i hans kursus over renæssancelyrik
(Garcilaso). Hans fascination over geografien kom eleverne tilgode i et kursus,
han længe havde drømt om, og som løb af stablen som ekstra-undervisning i
1974: Aspekter af Spaniens geografi (fysisk, demografisk, kulturhistorisk) med udgangspunkt
i C. J. Cela: Judios, moros y cristianos. Også den meksikanske geografi blev
endevendt i forbindelse med kurset over Azuela: Los de abajo. Psykoanalysen lå i
stadig højere grad bag flere litterære gennemgange, f.eks. Sdbato: Sobre héroes y
tumbas (1974/75): Kontaktfladerne var mange, men der var en stadig bestræbelse
for at præcisere og formidle fagets kerne, den metode der er et sprog- og
tekstfags egen.
Mangfoldigheden i de inddragne synsvinkler slørede nemlig aldrig kravene til
metodisk konsistens, og Skydsgaard var meget optaget af at bibringe eleverne
bevidsthed om, i hvor høj grad det er muligt at afgrænse fagets kerne og dernæst
bruge de fremanalyserede data som sekundærdata for andre metoder. I litteraturanalysen
var det selvsagt vigtigt at have realia i orden, og det i sig selv gav
anledning til mange afgrænsningsproblemer efter ofte lange ekskurser. Men
kernen var »tekstbeskrivelsen, en tydning af budskabet, hvilken helhed vi kan
Nekrologer 531
reducere tekstens strukturerede indhold til«. I litteraturtimerne konkretiseredes
dette i et meget tekstnært arbejde med selv mammutter som Såbatos tidligere
nævnte roman.
Det blev kun til fa læsninger af forfatterskaber (Garcilaso, Garcia Lorca,
Alfonso Sastre), men flere værkgennemgange blev til på basis af sammenligninger,
f.eks. læsning af et bredt udsnit af romanstarter fra samme periode; læsning
af mindre roman af samme forfatter; læsning af en forfatters dramatiske produktion
før læsning af digtene. Vægten og spredningen af litteraturgennemgangene
ses klart af følgende liste: Garda Lorca, Valle-Inclån, Lope de Vega, Borges,
Miguel Hernandez, Miro, Garcilaso, Gongora, Quevedo, Garcia Mårquez, Cervantes,
Såbato, Machado, Sastre, Eva Forest, Azuela, Rulfo.
De seneste år arbejdede Skydsgaard med at inkorporere pragmatikken som
vigtig del af faget (kursus på 2. del i 76 og på 1. del i 77). Han mente her at finde
en vigtig brobygning mellem grammatik og litterær analyse.
I 1972 tog Skydsgaard initiativet til at indføre faste månedlige møder for alle
Romansk Instituts forskere, hvor man diskuterer hinandens forskningsprojekter.
Han svigtede selv aldrig disse møder, hvor han viste en sjælden evne til at
indleve sig i andres problemstillinger.
Som studenter og kolleger nød godt af Skydsgaards entusiasme, var der også
aktiviteter der pegede udad. Komiteen til indførelse af spansk i gymnasiet og HF er et
eksempel herpå. Det var ham utåleligt at se på det spild, færdige hovedfagskandidater
udgjorde, når de kom ud til arbejdsløshed, samtidig med at sproget
vandt indpas flere og flere steder i det danske samfund. Hans initiativ blev fulgt
op med en meget aktiv medvirken til udarbejdelse af argumenterede skrivelser,
tabeller, etc. til rektorer, elevråd, direktorat, m.fl. Et andet område, også med
tilknytning til Spanien, er Spanienskomiteen. Skydsgaard levede stærkt med i denne
forsamlings arbejde under den hårde repression i Spanien og var i flere
omgange kurér med indsamlede midler til den demokratiske opposition.
Efter mange bryderier med at skaffe tilstrækkelig økonomisk støtte lykkedes
det endelig Skydsgaard at fa udgivet sin 1300 sider store disputats i 1977: La
combinatoria sintdctica del infinitivo espanol, I + II. Den udkom, i spansk-dansk
koproduktion, i to store statelige bind.
Det er en bog, der holder mere, end titlen lover. Der fokuseres rigtignok på
brugen af infinitiv i spansk, men samtidig udrulles en hel teori om den spanske
sætnings opbygning. Skydsgaard går ud fra en valens-grammatisk model, i hvilken
verbalet opfattes som det centrale element, til hvilket sætningens øvrige led
knytter sig. Når der foruden sætningsverbalet er en infinitiv i samme sætning,
opstår der et sam- og modspil mellem de to verber, idet spørgsmålet nu rejser sig
om, til hvilket af disse to centre sætningens led knytter sig. Nogle led knytter sig
kun til det ene af verberne, andre til dem begge. Skydsgaard udreder dette
komplicerede spil ved at opstille ni forskellige typer af kæder bestående af sætningsverbal
plus infinitiv.
Under udredningen belyses en lang række væsentlige problemer i spansk
syntaks, f.eks. om kasusforhold, ordstilling, pronominalisering og hjælpeverbumsbegrebet,
men først og fremmest gives der en imponerende opstilling af
spanske verbers konstruktionstyper, på grundlag af et meget omfattende eksempelmateriale.
Samtidig er disputatsen et interessant bidrag til den almene diskussion
om den grammatiske analyses principper. Sven Skydsgaards teoretiske
baggrund er den lingvistiske strukturalisme, specielt i den form Knud Togeby
havde udviklet Louis Hjelmslevs teorier. Overalt i disputatsen citeres Togeby.
Det ses som en hovedopgave at klassificere elementer og funktioner ved hjælp af
532 Universitetets årbog 1979
ombytningsprøver, således at semantiske overvejelser kan reduceres til et minimum.
Men Skydsgaard er også tydeligt inspireret af germanisten Gunnar Bech's
arbejder (især om den tyske infinitiv), hvor interessen drejes noget bort fra
klassifikationen af formelementer over mod klassifikation af konstruktionstyper.
Et og samme verbum kan indgå i flere konstruktionstyper, og Sven Skydsgaards
mest originale bidrag til den mere teoretiske diskussion er nok den indgående
undersøgelse af, på hvilke måder modtageren af den sproglige meddelelse kan
skelne de forskellige konstruktionstyper. Hans grammatik er orienteret mod
modtagerens afkodning.
Den spanske lingvistik vil uden tvivl skulle tage stilling til mange af Skydsgaards
resultater, idet han dels har formuleret mange problemstillinger, dels har
drevet sine undersøgelser langt videre end det tidligere har været gjort. Eksempelvis
har der været tilløb i den internationale hispanisme til gode beskrivelser af
de logiske subjektsforhold. I Skydsgaards disputats udvikles teorien til noget i
retning af det perfekte under betegnelsen orientering. I quiero venir er der samme
logiske subjekt i finit og infinit {samme orientering), men i le dejo venir skifter
orienteringen, fordi dejar kræver forskelligt logisk subjekt i finit og infinit, hvis
infinitiven står nøgen, i modsætning til dejo de venir, hvor den betydningstomme
præposition sikrer samme orientering som i quiero venir. Orienteringen kan løbe
over store afstande, således at der ikke er tvivl om, at det er Luisito der er logisk
subjekt for pensar i Luisito, después de mucho pensarlo, se acerco a su madre. Skydsgaard
opstiller store oversigter over de verber, der styrer en bestemt orientering, og
påpeger også visse verbers afhængighed af konstruktion/situation, f.eks. iSientes
no llorar? (cf. Siento que vengan) vs. cNo sientes llorar? (cf. Siento que vienen). Men det
er ikke kun verberne, der betinger orienteringen: pido el permiso de volver orienterer
som te prometo volver, mens pido la promesa de volver orienterer som te permito volver.
Det meget vigtige kapitel IV i disputatsen er viet de overvældende problemer,
der opstår, når sådanne konstruktioner gøres refleksive eller mediale. Skydsgaards
opstilling af en ren formel typologisering af refleksivkonstruktioner (kap.
I; El verbo espanol) kommer rigtig til sin ret under analysen af infinitivkonstruktionerne,
f.eks. A veces se afecta opinar en socialista; No se debe golpear a las mujeres; Es
algo que debe considerarse perfectamente; Se deja caer en el sillon; Se deja besar; Se oye
gritar; Se oyen vibrar alas. Hele dette kapitel vil utvivlsomt præge forskningen på
området en rum tid.
I spansk grammatik har man i mange år været opmærksom på ordet que's
mange anvendelser og på vanskelighederne ved at holde funktionerne ude fra
hinanden. De færreste har kunnet beslutte sig til, hvad der skulle stilles op med
iagttagelserne, fordi det ikke var til at finde en teori, der dækkede det hele.
Skydsgaards bidrag til diskussionen er afledt af hans valensteori og hans tegnanalyse
(homonymier skal reduceres til et absolut minimum), quiero la casa que
(lene mi madre og quiero que mi madre tenga una casa bonita er eksempler på relativ
resp. kompletivkonstruktion med que. Skydsgaard analyserer que som konjunktion
i begge tilfælde og lader forskellen gå på, hvilke valenser verbet i bisætningen
kan have udfyldt: i relativkonstruktionen blokeres verbets objektsvalens,
hvorimod den frit kan udfyldes med una casa bonita i kompletivsætningen. I nogle
af de vanskeligste konstruktioner i spansk kommer denne analyse virkelig til sin
ret: no tenemos que cumplir la orden er en kompletivkonstruktion, fordi que ikke
blokerer for cumplir's objekt {la orden), det samme er tilfældet med no tenemos otra
mision que cumplir la orden, men i no tenemos otra mision que cumplir har man en
relativkonstruktion, fordi cumplir her har faet blokeret sin objektsvalens (cf.
Skydsgaard: Anålisis sintåctico, in: Actas del segundo congreso internacional de
Nekrologer 533
hispanistas, 1967, p. 611 fl). Skydsgaard kan hermed give en præcis syntaktisk
forskel på de to analyser af no tenemos que comer (hhv. relativ med betydningen 'vi
har ikke noget at spise' og kompletiv 'vi skal ikke spise'). Denne relativmekanisme
videreudarbejdes i disputatsen til andre typer, såsom: la tengo a limpiar vs. la
tengo que limpiar, der adskiller sig ved, at den første ikke tillader objekt til limpiar,
mens den anden tillader eller har det {la i eksemplet). Andre eksempler på
relativblokering: la cosa a medio hacer, facil de hacer, la cosa era de esperar.
Når infinitiven indgår i en tæt kohæsion med finittet har spansk ved en række
verber mulighed for at transponere de bundne pronomener: lo hage, quiero hacerlo,
lo quiero hacer. Det er Skydsgaards fortjeneste, at man nu kender detaljerne i
denne mekanisme og disponerer over en liste med de verber der tillader transponeringen
af de bundne objekter, der valensmæssigt er afhængige af infinitiven.
Med hensyn til kasusforholdene arbejdede Skydsgaard videre på Salvador Fernåndez'
undersøgelser, hvorefter selv loistas bruger le i forbindelse med, hvad
man traditionelt har kaldt akkusativ med infinitiv, og det sammen med transponering
udgør det fascinerende spil omkring typer som: (a él lo hizo venir, le hizo
coger los billetes, se la hizo fregar (cf. Combinatoria, kap. III).
La vida me ha dado buenos dialogos... Sådan skrev Skydsgaard i begyndelsen af
disputatsen. Danske og spanske hispanist-kolleger udgiver i 1980 en bog til
minde om Sven Skydsgaard i taknemmelighed over at have deltaget i dialogerne
med ham.
John Kuhlmann Madsen, Ebbe Spang-Hanssen

Alf Ross
10. juni 1899 - 17. august 1979
Alf Ross' videnskabelige karriere havde en tornefuld begyndelse. Hans store
værk om retskilderne fra 1929 gjorde ham ganske vist til fil.dr. ved universitetet i
Uppsala under læreren i praktisk filosofi Axel Hågerstrom (1868-1939), men
afhandlingen var i forvejen indleveret og forkastet i København, og den svenske
anerkendelse ændrede ikke meget i den på det tidspunkt beherskede danske
vurdering af værket. Så meget desto mere overbevisende højdepunkter nåede
Ross imidlertid i en mere moden alder. Fire år efter den svenske grad fulgte i
1933 hans bog om den såkaldt praktiske erkendelse, - tilegnet Hågerstrdm som
den første var tilegnet Kelsen - og allerede året efter kom afhandlingen om
virkelighed og gyldighed i retslæren.
Ross indleverede den sidste til disputatsbedømmelse i København, og denne
gang lykkedes det ham også at opnå den eftertragtede danske juridiske doktorgrad.
Men antagelsen var besværlig, og bedømmelsesudvalget anså det for nødvendigt
at udvide bedømmelsen til også at omfatte Ross' tidligere offentliggjorte
afhandlinger, især den førhen forkastede disputats samt bogen om praktisk erkendelse,
for at tildele Ross doktorgraden. For en nutidig betragtning ligner
sagen et eksempel på en mildt sagt særegen offentlig administration, hvilket bl.a.
viser sig i, at de dagældende regler i § 4 i anordning 259 af 13/10 1927 om
doktorgradens erhvervelse først blev fulgt ved fakultetets senere behandling af
bedømmelsen, hvor professor Poul Andersen henledte opmærksomheden på, at
doktoranden selv skulle ønske en inddragelse af andre værker. Herefter fandt
dekanen, som samtidig havde været medlem af bedømmelsesudvalget, ud af at
anmode om Ross' efterfølgende tilladelse til, at udvalget inddrog tidligere offentliggjorte
afhandlinger, hvilken tilladelse Ross selvsagt gav. Men dette er nu
historie. Efter erhvervelsen af den juridiske doktorgrad fulgte fra Ross' hånd en
lang række juridiske og filosofiske afhandlinger, som efterhånden gjorde ham
kendt langt ud over landets grænser. I dag er han ubestrideligt placeret som et af
de største navne i moderne empirisk orienteret retsvidenskab, måske det største i
Norden. Ross har nu i mange år været kendt og skattet som jurist og filosof i
både angelsaksisk og nordisk litteratur, og hans bøger er oversat til flere sprog.1
Det er klart, at Ross må dele en stor del af æren for den empiriske retsvidenskabs
gennembrud med sine samtidige kolleger i både dansk, norsk, svensk og
finsk ret. Den moderne og berømte skandinaviske realistiske skole, som fik sit
afgørende gennembrud i 1930'erne og 40'erne, men selvsagt havde rødder langt
tilbage, bl.a. til Anders Sandøe Ørsted, var naturligvis ikke et enkelt menneskes
1. For så vidt angår en udtømmende bibliografi over Ross' forfatterskab henvises til Jens
Søndergaard i Festskrift til Ross (1969) s. 519 fT samt i UfR 1979 B, s. 189 flf.
536 Universitetets årbog 1979
værk. Og Ross havde fremragende lærere og kolleger blandt datidens skandinaviske
jurister og filosoffer. Men den noget provinsielle ånd, som undertiden
kunne ligge over den nordiske skole, har aldrig kendetegnet Ross. Som elev og
tilhænger af først den berømte østrigske statsretsjurist og retsfilosof Hans Kelsen
(1881-1973) og hans Rene Retslære, og senere som en lige så tro elev af svenskeren
Hågerstrom - begge inden for deres felter allerede dengang berømte og
skoledannende - og med tæt forbindelse også til datidens logiske empirisme blev
det mere end nogen anden Ross, som med konsekvens og skarpsindighed interpolerede
de grundlæggende rets- og almenfilosofiske synspunkter fra disse skoler
på juraen. Ross' mål var så at sige at videnskabeliggøre juraen som en, omend
særegen, empirisk socialvidenskab, men det var samtidig hans opfattelse, at
dette måtte ske under respekt for den traditionelle juras grundlæggende begrebsapparatur.
Og denne opgave som retsvidenskabens evolutionære fornyer blev
hans livsopgave.
Ross' videnskabelige grundsyn fandt dog først sin endelige udformning cirka
20 år efter den danske disputats med bogen »Om ret og retfærdighed« fra 1953,
der på mange væsentlige punkter adskiller sig fra de tidligere værker. Hans
litterære produktion er derfor af og til blevet kritiseret for at have en svingende
kurs fra bøgerne i 20'erne og 30'erne over bl.a. bogen »Towards a realistic
Jurisprudence« fra 1946 og frem til værket fra 1953. Især var det svingningerne
mellem en norm-ideologisk og en norm-sociologisk begrundet retslære, som man
mente at finde i hans værker, der gav anledning til kritik. Der er da næppe heller
tvivl om, at f.eks. Ross' forhold til Kelsens retsteori er uklart og uklart fremstillet
af Ross selv. Hele Ross' begreb om sondringen mellem retten som normativt
(direktivisk) idéindhold og retten som social virkelighed og om det gældende
retssystem som retsfænomenernes tydningsskema er nærmest ordret overtaget
fra Kelsen, og når Ross vil distancere sin egen teori fra Kelsens ved at identificere
dennes, retslære med en rent idealistisk og a priori begrundet videnskabsfilosofi,
nærmest i lighed med naturretten, er dette, som bl.a. påpeget af Kelsen selv,
klart urimeligt. Kelsen er frem for nogen den person blandt den nyere tids
europæiske jurister, som har medvirket til at aflive den metafysiske retsvidenskab
i de skandinaviske og anglo-amerikanske lande, og hvad Kelsen gør, når
han fremhæver retten som idé, er jo i en vis forstand nøjagtig det samme, som
Ross senere selv gør, nemlig at fremhæve de retlige normer som forskellige fra de
sociale og historiske akter, i hvilke retsnormerne fremtræder.
Alt dette er imidlertid ikke afgørende. I mine øjne er det en af de største
komplimenter, en forfatter kan fa, at han tør skifte standpunkt, og i dag er det
ikke svært at se, at hvad der undertiden blev karakteriseret som mangel på
konsekvens og måske også for en datidig betragtning måtte tage sig sådan ud,
vel indeholdt meningsskift, men samtidig rettelig var stadier i en lykkelig videnskabelig
udvikling. Siden hovedværket fra 1953 er Ross' grundsyn i øvrigt kun
på enkelte punkter blevet modificeret, bl.a. i det filosofiske værk »Directives and
Norms« fra 1968, hvori han under réformulering og ændring af visse af de
elementer i den logiske empirisme, han tidligere havde hyldet éntydigt, bl.a.
vedrørende direktivers meningsløshed, dels generaliserede sit retlige normbegreb
til et alment socialvidenskabeligt begreb, dels søgte at opstille visse grundregler
for normative slutninger, et spørgsmål han mange år tidligere havde
beskæftiget sig med.
I den almindelige samfundsdebat var Ross altid som i den videnskabelige
analyse, engageret og skarp, skarpsindig, ærlig og redelig og i en sjælden grad
optaget af emnet fremfor af modstanderen og dennes person. Argumenter ad
Nekrologer 537
hominem, fordrejninger og løsagtigheder lå Ross aldeles fjernt. I de senere år
blev han vist nok af mange opfattet som konservativ. Forkert er det næppe, men
det må samtidig huskes, at hans kritik i første række altid var rettet imod
dumheden, overfladiskheden og den primitive appel til følelser og først i anden
række mod bestemte politiske synspunkter. Hans evne til at finde rammende
udtryk for sin foragt kunne være ødelæggende for hans modstander, men intet
glædede ham samtidig mere end skarpsindigheden, også når den gik ham imod,
og roser til en god kombattant havde han altid.
Videnskabeligt var Ross lige til sin død særdeles aktiv. Det var i de senere år
hovedsageligt strafferetten, som optog ham, og en række dybtgående afhandlinger
fra hans hånd om strafferettens grundlæggende begreber så dagens lys.
Retsdogmatiske i sædvanlig forstand er Ross' strafferetlige afhandlinger ikke.
Også her viser hans fundamentale retsanalytiske indstilling sig. Hvad der i
strafferetten interesserede Ross, var gennem især den logiske analyse kombineret
med udvalgte illustrerende eksempler fra praksis og teori at forsøge at bringe
større orden og klarhed i fagets begrebsdannelser, således at retsanalysen herved
kunne bidrage til, hvad der efter Ross' mening var dens finale berettigelse, en
evolutionær fagvidenskabelig udvikling.
I gængs skandinavisk strafferet har Ross' bidrag måske endnu ikke slået
igennem, men det er givet — og det viser sig da også allerede nu i den fremmedsprogede
litteratur — at Ross' strafferetlige bidrag er sikret en plads i eftertiden.
Den videnskabelige udvikling har lykkeligvis lange perspektiver. En del af forklaringen
på den modvilje og afvisende — omend i videnskabelig forstand sparsomme
— kritik, som Ross mødte fra strafferetsjuristerne, var utvivlsomt, at disse
ikke forstod, at Ross' ærinde ikke var af dogmatisk men først og fremmest af
analytisk karakter: Hans emne og genstanden for hans kritiske analyse var ikke
den gældende strafferetspraksis, men derimod strafferetsteoriens behandling af
denne praksis, hvilket f.eks. klart viste sig i hans bog om Skyld, ansvar og straf
fra 1970.
Det er utvivlsomt, at den skandinaviske realisme, også som den kommer til
udtryk i Ross' forfatterskab, efterlader os med mange uløste spørgsmål. Der er
således ingen tvivl om, at hans begreb om retsvidenskaben som en prognosticerende
socialvidenskab — som allerede for mange år siden påpeget af Vilhelm
Aubert — er mangelfuldt, og at hans opfattelse af retspolitikken og af den retsdogmatiske
beskrivelses karakter er kritisabel.
Men hvad der til syvende og sidst betyder noget, er altid kun den videnskabelige
udvikling, det levende, dynamiske og originale. I denne forstand har nordisk
jura bl.a. gennem Ross faet en enestående arv at forvalte. Den relative uenighed
med Ross, som næsten alle nutidige forfattere i nordisk retsfilosofi lægger for
dagen, er i sig selv det bedste bevis herpå. Han er så at sige et paradigma for os
alle, og han vil på denne måde leve mange år endnu.
Ross var professor fra 1938 til 1969, hvor han gik af på grund af alder. Udover
lærestolen i faget almindelig retslære bestred han i en menneskealder lærestolene
i folkeret - som var hans oprindelige universitetsområde - og i statsforfatningsret.
Hans værker inden for disse dogmatiske fag, der som deres emner har de
gældende retssystemer - omend gældende ret i netop de fag har en særegen og
fra de øvrige dogmatiske emner afvigende karakter - havde analytikerens særpræg
og var velgørende klart og præcist skrevne. Men de er samtidig ofte og
formentlig med rette blevet kritiseret for at have en noget virkelighedsfjern
karakter. I det hele gælder måske, at Ross' evner som juridisk skribent nåede
deres smukkeste udfoldelse i de specialafhandlinger, hvor han på én gang var
538 Universitetets årbog 1979
frigjort fra dogmatikkens ikke altid lige velbegrundede krav om virkelighedsnærhed
og relativ ubunden overfor lærebogens og monografiens krav om store sammenfattende
generaliseringer. Hans afhandlinger om ejendomsrettighederne er
måske de bedste eksempler herpå.
Jeg ved, at det i disse år ikke er populært på universiteterne at hævde sådanne
idealer, men for Ross' liv havde Schopenhauers ord gyldighed: »Das Leben ist
kurz, die Wahrheit aber lebt lange und wirkt ferne. Sagen wir die Wahrheit«.
Preben Stuer Lauridsen
Mh
H
'aa-'J * I
Oluf Friis
20. marts 1894 - 27. august 1979
Skønt Oluf Friis ved sin død i august 1979 havde passeret de 85 år, var det en i
mange henseender ung mand, der gik bort. Han var ikke færdig og han var
heller ikke klar til at forlade livet. Der var utålmodighed og nysgerrighed i ham
til endnu mange leveår. Han havde planer, der med hans grundige og langsomme
arbejdstempo strakte sig et godt stykke ind i næste århundrede. Da han hele
sit liv havde levet som ungkarl, havde han sit eget forhold til tid, i en vis forstand
forkælet med at have den til rådighed i grænseløse mængder.
Det fyldte ham med ubehag, når han blev mindet om, at tiden også gik for
ham. Klokkeslagene i et menneskeliv, de runde fødselsdage eller pensionsalderens
indtræden, var altid tvetydige konfrontationer for ham. Ved den fest, der i
1964 markerede hans 70-årsdag og samtidig hans afgang fra stillingen som
professor ved Københavns universitet, talte han over nogle linjer fra Johs. V.
Jensens digt Hverdagene (Digte 1906):
Somren slaar sine Kister i.
Unge er vi saa ikke mere.
Men har Haabet ikke beskæmmet os tilstrækkeligt?
Nu kommer vor rige Dødstid, Broder.
Det var ham som en personlig fornærmelse, at alderen også sled på hans krop;
han bevægede sig stadig som en tresårig, skyndede lidt irritabel på lemmerne,
hvis de blev genstridige, og han fik vist nok aldrig omstillet sin kropslige rytme,
så den passede mere hensigtsmæssigt til den øjensvaghed, der de sidste år hæmmede
hans bevægelsesfrihed og hans læseevne. Hans ungdommelige foretagsomhed
må have slidt mere end godt er på blæsebælgen og hjertet.
Fra ungdomstiden var han udrustet med en robust og velfungerende fysik,
som han plejede og udviklede bl.a. ved at studere gymnastik som bifag - og som
i øvrigt tillod ham at glemme kroppens fornødenheder i den åndsform, han
efterhånden udviklede. Oluf Friis var en mand med store evner for koncentration
og med stor optagethed af de billeder og syner, der var under tilblivelse i
hans baghoved. Ikke for ingenting blev han tidligt tiltrukket af det »mytiske« i
Johannes V.Jensens digtning, der optog ham allerede i hans studietid, hvad der
skaffede ham et årelangt bekendtskab med digteren. For myten er i Johs. V.
Jensens forfatterskab det lyksalige og visionære overskuds øjeblik, hvor tiden
står stille og er fyldt til bristepunktet med forståelse og livsopfyldelse. Myten er
erfaringen af det, der i gamle dage hed evigheden, og meget i Oluf Friis' livsform
og videnskabelige egenart beviste da også, at han levede for mytens stunder,
men ofte færdedes med stor distraktion i hverdagens sammenhænge.
542 Universitetets årbog 1979
Tiden stod i en vis forstand stille omkring ham, og han kunne også somme
tider fa den til at stå stille for andre, når han fortalte om sit otiums langvarige
kamp med at organisere det mægtige stof til sin stort anlagte og ufuldførte
monografi om Johs. V.Jensen. De planer blev til sidst næsten hans verden, de
styrede hans bevægelser og hans rejser, skabte kontakter for ham til en række
institutioner og mennesker, som havde den ene eller den anden relation til Johs.
V. Jensens forfatterskab. Man kunne blive ængstelig undervejs ved at se ham
følge de utroligste spor, og det store dobbeltbind Den unge Johannes V. Jensen fra
1974, som indbragte ham Holbergmedaljen, rummer da også adskillige kuriøse
oplysninger, som man skal være meget Jensen-enthusiastisk for at værdsætte.
Men selv petitesserne er på en måde den store enthusiasmes produkt, og den,
der med moderne utålmodighed har lært sig at springe i en bog, kan jo bevæge
sig hen til de mange steder, hvor det store netværk af iagttagelser og oplysninger
vokser sammen til storslåede og vidt forgrenede værkanalyser. Det gælder f.eks.
gennemgangen af Kongens Fald, der fylder op imod halvandethundrede sider og
er karakteristisk for hans arbejdsform, hvor han med sin mærkelige blanding af
detailgranskning og perspektivering fortolkede en forfatterskæbne eller et værk.
Oluf Friis omtalte ofte sig selv som en sen starter, og der var en god portion
selvironi i hans kommentar til sin tiltræden som professor i 1957: det skete sent,
men sødt. Denne sene starten hænger dels sammen med noget melankolsk og
tilbageholdt i hans væsen, men også med hans særlige evne til at leve den
gammeldags studerendes livsform igennem. Friis er den eneste, der nogen sinde
har givet mig det råd at forlænge min studietid, og selv forlængede han sin på en
sådan måde, at den egentlig aldrig holdt op. Han elskede samvær, der forenede
saglig optagethed med selskabelighed og akademisk small-talk. Måske var det
studenterlivet i den navnkundige sangforening Taaren (hvor han mødte mennesker
som O. A. Borum, Fritjof Brandt og Tom Kristensen), der gav ham smag
på den art af liv. I al fald udviklede han af studenterlivets frodige lediggang en
egentlig forskertilværelse både i sin tid som dansk lektor i Uppsala 1924-34 (han
blev æresdoktor smst. 1959) og 1944-57 som underviser ved Statens Lærerhøjskole.
Fra 1941 var han desuden en mangeårig formand for Bakkehuset, Dansk
Litteraturforening.
I en forelæsning om Tom Kristensen fortalte Friis engang, at han omkring
1920 havde siddet ved siden af sin studiekammerat Tom Kristensen ved en
forelæsning hos Vilhelm Andersen. Tom Kristensen havde fyldt kladdeheftet
med de digte, der senere skulle udkomme som hans debutdigtsamling Fribytterdrømme,
og han fordrev nu tiden under forelæsningen med at tegne et noget
ubehjælpsomt portræt af sin berømte lærer. Neden under billedet af Vilhelm
Andersen skrev han: Portræt af et Barn. Oluf Friis fandt det i sin forelæsning
bemærkelsesværdigt, at en yngre generation har så skarpt et øje for naiviteten i
den ældre og selv føler sig meget mere reflekteret. Når man tager det metodiske
refleksionsniveau i 70'ernes litteraturforskning som sammenligningsgrundlag, er
det da også muligt at skrive Portræt af et barn under tegningen af Oluf Friis.
Skønt han i årene omkring 1960 var den lærer, der indførte de studerende i
nykritikkens nærlæsningsteknik og forsøgte at vænne os fra den indgroede uvane
at argumentere med digterens biografi, når vi skulle begrunde en fortolkning -
var han dog selv så grundigt skolet i Vilhelm Andersens tradition, at alle hans
store værker må siges at ligge i forlængelse af denne.
Det gælder hans store litteraturhistoriske torso Den danske Litteraturs Historie,
der udkom i hefter i årene 1937-45; det gælder hans monografi om Christian
Nekrologer 543
Winthers Hjortens Flugt fra 1961 såvel som hans afsnit om poetisk realisme og romantisme
i 2. bind af Politikens Dansk Litteraturhistorie (1965 og senere). Omsider
gælder det hans store tobindsværk om den unge Johannes V.Jensen 1873-1902
og om de skitser til værkets fortsættelse, som forhåbentlig vil kunne udgives som
et lille efterslæt.
Men når dette er sagt, må det også fastslås, at den tradition, som Vilhelm
Andersen lidt uretfærdigt har været ene om at lægge navn til, er en meget
rummelig tradition, som kompenserer for manglen på metodisk skarphed i moderne
forstand med en fylde i skrivemulighederne. Dertil kommer, at der er tale
om en meget krævende genre, som nødvendiggør oparbejdelsen af en masse
iagttagelsesevner og tilegnelsen af en række videnskabelige discipliner. Enhver
læser af Oluf Friis' værker vil vide, at han var forbavsende bredt orienteret og at
han overalt i sine fremstillinger indarbejdede kortere og længere værk- og personlighedsanalyser,
som hver for sig er selvstændige helheder og ofte lever op til
nykritikkens metodekrav.
Den litteraturhistoriske konception, som i Danmark bærer Vilhelm Andersens
navn, er en dæmon, som stiller bundløse krav til sin forfatter, og man må
mere undre sig over, at nogen litteraturhistorie af denne art overhovedet er
blevet afsluttet, end over, at Friis' værk ikke blev det. Som det står, er det i sig
selv et smukt og meget anvendeligt værk, fyldt af viden, grundigt, velskrevet,
enthusiastisk. F.eks. holder hans store kapitel om Folkeviserne sig smukt i forhold
til sin alder. Værket rummer udover den snævrere litteraturhistorie en
fyldig videnskabs- og åndshistorie fra middelalderen og renaissance-århundredet.
Dets portrætter af f.eks. Niels Hemmingsen eller Tycho Brahe er nuanceret
og fremragende personskildring i åndshistorisk perspektiv. Oluf Friis tog afgørende
impulser med sig videre i livet fra sin lange beskæftigelse med renaissancemennesket.
Han citerer på et centralt sted Tycho Brahes Tale om de matematiske
Videnskaber, hvori det hedder, at Skaberen har givet mennesket »et opadvendt
Ansigt og befalede det at staa oprejst og vende Blikket mod Stjernerne«. Hvad
kan »være skønnere og værdigere for Mennesket end med sin Aand at fatte
denne Himmelens umaadelige Bygning, Stjernernes fuldendte og vidunderlige
Stillinger i Forhold til hinanden og deres Bevægelsers herlige Harmonier«. (Den
danske Litteraturs historie p. 376). Oluf Friis holdt sin afskedsforelæsning ved
Universitetet over dette udtryk, homo erectus, det oprejste menneske, som stammer
fra første bog af Ovids Metamorfoser. Og han arbejdede videre med motivet,
der danner en grundfigur i hans fortolkning af Johannes V.Jensens Kongens Fald.
Det er - symbolsk set - netop renaissancens oprejste menneske, der falder i
Kristian H's skikkelse. Og Friis påviser i sin analyse af kilderne til denne historiske
roman, hvorledes den udspringer af en levende interesse for renaissancen,
som fandtes i Europa op til sidste århundredeskifte (Taine, Burckhardt, Brandes
og Troels-Lund). Dette handledygtige, heroiske menneske (og dets fald) er en
gennemgående tematik i Friis' forfatterskab, måske en side af hans drøm om sig
selv, men også en drøm, der i visse henseender realiseredes på positiv måde, som
når han med rette kan citere Sophus Claussens digt Heroica som motto for sit
litteraturhistoriske hovedværk:
Det er en Dyst at sætte legemsstore
Skikkelser paa et Lærred, saa de lever;
og det er Dyst, ind i en snæver Ramme
at mane Aand fra sammentrængte Verdner.
544 Universitetets årbog 1979
Skønt Friis om nogen kendte til den frie studentertilværelses fortræffeligheder,
kendte han også til selvdisciplinen, til det, som en anden af årets døde, Jørgen K.
Bukdahl, så kompromisløst kaldte strengheden. Og den gjaldt både ham selv og
andre. Jeg tror hans studenter ofte kunne blive skræmt af denne strenghed, der
kunne vise sig som en hensynsløs optagethed af sagen, emnet, teksten. Når Friis
havde fået en idé i hovedet og den var ved at tage retning og form, kunne han
være yderst vanskelig at råbe op. Man skulle selv være noget af et stædigt bæst
for at sætte sig igennem, hvad nogle studerende vel især har oplevet ubehageligt,
når de var til eksamen hos ham. Men strenghedens positive side var den ubestikkelige
energi, hvormed han gennemførte sine studier og sine velforberedte forelæsninger.
Oluf Friis havde således adskillige træk, der fik ham til at ligne vittighedstegningernes
klichéprofessor. Hans distraktion var berømt og man lærte som studerende
hurtigt at indkalkulere den, når man hørte hans forelæsninger. Oehlenschlågers
store brev til Ørsted (Friis elskede ordet store) kunne meget vel blive
kaldt Grundtvigs store brev til Grundtvig - i en forelæsning om Jung, der fulgte
efter flere ugers forelæsninger om Freud, hed Jung konsekvent Freud i halvanden
time. Og jeg skal aldrig glemme det vidunderligt spørgende ansigt han satte
op en dag, da han forelæste over enevældens kirkelige lovgivning og havde oplyst
forsamlingen om, at der også var indført forbud mod svanden og hærgen. Da
latterens årsag dæmrede for ham, rettede han let forvirret udtrykket: nej, jeg
mener naturligvis hærgen og svanden.
Men strengheden og den saglige optagethed var hos Friis forbundet med en
meget fin sans for det lyriske og det musikalske. Han kunne være blid og søgende
med sine store hænder, når han forsøgte at indkredse en poetisk virkning. Vil
man overbevise sig om denne side af hans væsen, kan man f.eks. læse hans
forbilledligt redigerede udvalg af Halvfemsernes lyrikere (1937, ny udgave 1964).
Eller man kan læse hans mange fine tekstanalyser i fremstillingen af den poetiske
realisme og romantismen. På det tidspunkt, hvor han arbejdede med dette værk,
fungerede jeg som en meget tiltrængt sekretær for ham. En dag, hvor vi skulle
arbejde sammen, var han faldet over en optegnelse, hvori H. C. Andersen
oplyser, at han har været på et romersk museum sammen med Hertz, og at de
bagefter har diskuteret, hvorvidt en bestemt statue var af marmor eller en
gipskopi. Andersen skriver foragteligt, at Hertz ikke havde sanset statuen så
præcist, at han kunne huske dens materiale. I en præcision af denne art så Friis
jo ganske rigtigt det sande kunstneriske talent, og kikker man hans egne skrifter
igennem, kan man bemærke, at han (måske forbavsende for nogle) selv var en
ganske udmærket iagttager og havde megen sans for det statuariske og maleriske.
Midt i hans distraktion var sanserne godt med ham og han havde et præcist
og somme tider spotsk øje til overs for medmennesker. Som han engang sagde til
en yngre kollega, hvis store forskningsprojekt han var blevet indviet i: Jaja, NN!
De har det ligesom det skæve tårn i Pisa; jo højere De bygger, desto skævere
bliver det.
Bister og mild, munter og streng, distrait og opmærksom, doven og flittig,
Tycho Brahe og Mikkel Tøgersen, gammel og ung. Der står flere store torsoer
tilbage efter Oluf Friis. Jeg tror ikke hans liv var lykkeligt i nogen almindelig
forstand. Han holdt sig selv og sit hjem i upåklagelig orden til det sidste, men
der vedblev at være en uro i ham, som ikke kunne falde til hvile. Johannes V.
Jensens Columbus-digtning og dens forbindelser til den flyvende hollænder
spøgte ofte i hans tanker i de sidste år. Usalig er den, hvis Ve og Begær kan
aldrig dø! Jeg ville have troet, at jeg med nogenlunde sindsro kunne have ladet
Nekrologer 545
en mand i hans alder gå til sine fædre, men har i de måneder, der er hengået
siden hans død måttet konstatere, at han gang på gang dukker op i min bevidsthed
med sit uafsluttede værk og sin uafsluttede skæbne. Men der findes jo
torsoer, vitale fragmenter, der fuldt kan måle sig med de færdige værker. Og der
er en vis ærlig ufuldkommenhed i at efterlade sig så gode brudstykker af et
videnskabeligt værk, som Oluf Friis gjorde det.
Erik A. Nielsen