XV. Nekrologer^)
* Nekrologen over professor, dr. med. Eggert Møller, der døde i februar måned 1978, er ved en
fejldisposition udeladt her. Den vil blive optaget i Universitetets Årbog for kalenderåret 1979.

Johannes Pedersen
7. november 1883-22. december 1977
Med Johannes Pedersen faldt den sidste af de store fra det »gamle« universitet
med den ubrudte tradition. Som forsker opnåede han at øve større indflydelse og
ar høste større anerkendelse, udenlandsk så vel som indenlandsk, end det forundes
de fleste. Som administrator af forskningsmidler kom han i besiddelse af en
magtudøvelse, som få eller måske ingen enkelt humanistisk professor hverken før
eller siden her i landet.
Denne dobbelte livsopgave som forsker og administrator krævede ifølge sagens
natur en stor spændvidde i personligheden for at kunne lykkes. Der var på samme
tid brug for klog forsigtighed og køligt ræsonnement, for følsom indlevelsesevne
og frodig produktivitet. Professor Pedersens ypperste videnskabelige bidrag kan
da også henføres til to hovedkategorier: de dybdeborende, indfølende religionshistoriske
og -sociologiske arbejder og de systematiserende behandlinger af kulturtræk
i orientalske samfund, ofte inden for jura og dogmatik eller religionsfilosofi.
Rige evner var parret med ikke ringe ærgerrighed. Under opvækst og uddannelse
var der en udpræget evne til at finde frem til påvirkning, der kunne assimileres,
og endelig var der et lykkeligt samtræf af tid og muligheder i hans karriere.
Optimale livsvilkår som her kan løbe ud i så meget, men hos Pedersen førte det til
ubestikkelig retskaffenhed og retlinet pligtfølelse, så der med rette blev ham
meget betroet. Men noget køligt blev det på denne udsatte post, som krævede
tilbageholdenhed og selvbeherskelse. Et dybt fond af sund sans og en streg af
humor mildnede dog det strenge træk, som direktørrollen lagde over universitetsmanden.
Johannes Peder Ejler Pedersen fødtes den 7. november 1883 i Illebølle, Langeland.
Hans fader var skolelærer og virkede under Johannes Pedersens opvækst
som leder af den øvelsesskole, som var knyttet til Skårup seminarium. Oplevelsen
af grænsen mellem de to verdener, landsbysamfundet, der lå i forlængelse af
traditionen, og skoleverdenen, der med nytænkning kilede sig ind i det rodfæstede,
kom til at udgøre et grundmotiv i Pedersens forskning. Selv overskred han
grænsen til denne fremmede verden, da han i 1895 kom på Sorø Akademi og blev
optaget i en drengerepublik med egne uskrevne love, men med byens kulturpræg.
Han oplevede her en fortryllelse ved at kaste sig ud i den større verden og
forbavselse ved at føle, at den kunne bære. Men den nostalgiske binding til
hjemstavnen var uden tvivl medvirkende til et par perioder af skranten, som
bevirkede, at den begavede dreng måtte have en længere hvileperiode midt i sin
460 Universitetets årbog 1978
skoletid. Det fremgår, at han herunder har mødt fuld forståelse og hensyntagen
fra sin rektor, den originale skolemand, Bartholomæus Hoff, der var kendt for
som talentspejder at finde frem til sine såkaldte »gæslinger«. Som elev synes
Pedersen tidligt ovenfra at være blevet behandlet som en lille voksen.
Rektor Hoff synes ved en inspirerende humanisme at have påvirket i retning af
selvstændig og fantasifuld tænkning, mens dr. theol. F. C. Krarup som religionslærer
påvirkede sin elev ved klar og systematisk behandling af filosofiske og
teologiske emner. Det var ikke uden grund, at netop disse to læreres fotografier
gennem årene fandt deres plads på synlige steder i Pedersens studereværelse som
repræsentanter for de to sider i hans psyke: kreativ tænkning og systematisk
gennemtænkning.
Efter dette udviklingsforløb kan det ikke undre, at Pedersen valgte at studere
teologi, da han blev student i 1902. Karakteristisk nok var det i dette studium
særlig de alment kulturelle aspekter, der tiltrak ham; ikke alene kirkehistorien og
religionsfilosofien, men også dogmatikken, der doceredes af Peder Madsen, hvis
jyske mål fortsat klang i Pedersens øren gennem årene, og som han yndede at
gengive - ledsaget af sit eget anstrøg af fynsk. Skolingen i det middelalderlige i
dette systems tankebygning blev siden udnyttet i Pedersens forskning og produktion
inden for Islams juridisk-dogmatiske læresystem.
Tidligt i sin studietid opnåede Pedersen universitetets guldmedalje for en opgave
om Israels indvandringshistorie. Ved siden af de gammeltestamentlige studier
hos professor J. Jacobsen fik han i sin studietid skoling i arabisk og aramæisk
hos Frants Buhl, så da han i 1908 havde passeret den teologiske embedseksamen,
var han rustet til fortsatte studier i semitisk filologi.
De følgende år er præget af videnskabelige venskaber og tankeudveksling med
noget ældre studiefæller. I året efter sin eksamen opholdt Pedersen sig i huset hos
Edv. Lehmann, og de udarbejdede i fællesskab en samling af udvalgte bibeltekster
i nyoversættelse, såkaldet »Bibelbog«, til brug i religionsundervisningen. Den
ældre ven skal her have filet på stilen i oversættelserne, og således blev dette
samarbejde af betydning for et forfatterskab, der ofte skulle benytte modersmålet
i henvendelse til en større almen læserkreds.
Efter denne optakt til en livslang fortrolighed med Det gamle testamente opnåede
Pedersen rejsestipendier og studerede nu i udlandet i 3 år (1909-12), dels
assyriologi (hos Peter Jensen og H. Zimmern), dels arabisk (hos August Fischer,
P. Schwartz, C. Snouck Hourgronje og I. Goldziher). Hos Snouck erhvervede
han sig sin varige interesse for og kyndighed i islamisk pligtlære. Man tør sige, at
denne juridiske skoling også senere fik betydning i hans administrative virksomhed.
Under rejserne var dog nok det mest inspirerende nogle måneders studium
hos Ignaz Goldziher i Budapest. Det var et frit og givende samvær med denne
forsker, der forbandt arabistikken og judaistikken på en banebrydende måde, og
det bød på faglige samtaler, hvor en faderlig og ligefrem holdning fra læreren gav
den unge selvtillid og følelsen af at være kommet på højde. Ved denne tid klaredes
det også i hans bevidsthed, at han måtte opgive assyriologien som et primært
studiemål og samle sig om det nordvestsemitiske og arabistikken. Dog blev Orientens
oldtid altid ved at indtage en hovedplads i hans forståelse af Orientens
samfundsliv og kom tillige til at influere hans opfattelse af Islams middelalderkultur.
Ved afslutningen af disse tre år havde Pedersen færdiggjort sin disputats, »Den
semitiske Ed«, hvori han frugtbargjorde sine arabiske, assyriologiske og hebræiske
studier i en omfattende gennemgang af edens stilling i den semitiske verden,
idet han fandt fælles træk i eden ved pagtslutning, forbandelser og religiøse løfter
Nekrologer 461
inden for dette store område i tid og sted. Afhandlingen indleveredes og forsvaredes
i 1912.
Vilhelm Grønbech var ved siden af Buhl officiel opponent, skønt Johs. Østrup
også havde siddet i bedømmelsesudvalget. Arbejdets religionshistoriske anlæg
gjorde dette naturligt, og det pegede på den retning, Pedersens studier ville tage
de kommende år. Han påvirkedes da stærkt af Grønbechs videnskabelige metode.
De var kommet fra beslægtet miljø, skønt Grønbechs synes stærkere religiøst
betonet. Første bind af Grønbechs hovedværk, »Vor Folkeæt i Oldtiden«, var
kommet i 1909. I 1913 anmelder Pedersen i »Ugens Tilskuer« denne bog med
vendinger, der indvarsler hans egen fremtidige holdning: »en primitiv kultur som
en hel sammenhæng fra inderst til yderst . . . religionen er ikke sat ved siden af
livet, men er netop det, der skal være livets koncentration . . .« I lektionskatalogerne
for 1913-14 annoncerer Grønbech forelæsninger over Israels religion, men
det kom ikke til nogen publikation, og det skyldes vel, at Pedersen nu gik ind og
med sin nærmere specialisering overflødiggjorde dette. Det er således ikke uden
grund, at Pedersens »Israel I-TI, Sjæleliv og Samfundsliv«, 1920, er dediceret i
venskab til Grønbech. Selve bogens inddeling følger i store træk den, som Grønbech
benyttede i »Vor Folkeæt i Oldtiden«. Gennem en semantisk analyse af ord
og begreber, der knytter sig til menneskets selvopfattelse - sjæl, velsignelse, ære
livskraft - og af de kræfter, der binder samfundet sammen - pagt, fred, frelse,
troskab - gives en helhedsfremstilling af et primitivt samfund med anerkendelse
af dettes ligeberettigelse trods fremmedartetheden. Som Grønbech fandt Pedersen
tilknytningspunkter i barndommens bondesamfund. Begge fulgte iøvrigt tendensen
i international forskning bort fra at betragte fremmede samfund nedladende.
Systematisering og detaljeanalyser af et utal gammeltestamentlige tekststeder
indgår hos Pedersen i en lykkelig blanding. Under den benyttede nærlæsning
kom det gennem dette arbejde til at stå ham klart, at den såkaldte Wellhausen'ske
kildekritiks opfattelse af bl.a. Pentateuchens oprindelse i et redaktionelt
interpolationsarbejde fra skriftlige kilder ikke kunne fastholdes, men måtte
erstattes af en teori om mundtlig overlevering. Dette synspunkt forfægtedes også i
et par separatafhandlinger, som blev modtaget og læst med opmærksomhed og
gav anledning til fornyet debat. Professor Paul V. Rubows senere udvikling af
tilsvarende tankebaner - helstøbte værker af digtere på grundlag af overtaget
kulturstof - mødte ikke anerkendelse fra Pedersens side.
En af 1. verdenskrig forsinket orientrejse satte sig spor i »al-Azhar, et muhammedansk
Universitet«, 1922, samt i en stor, stofmættet artikel i Enzyklopådie des
Islam, »masdjid«, om organiseringen af lærdom og kult, et emne, som bestandig
optog Pedersen, også i hans otium. Oplevelsen af det endnu middelalderligt
prægede samfundsliv i Østen inspirerede også til den bredt anlagte, halvt populariserende
»Islams Kultur«, 1928.
En særlig linie i forfatterskabet indledtes ved samme tid. Som bekendt skød en
bølge af interesse for indisk og anden mystik ind over Europa efter 1. verdenskrig.
Også her var der paralleller i Grønbechs og Pedersens produktion, skønt deres
veje nu begyndte at divergere. Den emotionelle side af Pedersens natur ytrede sig
i en ægte grebethed, som han også senere ved tolkningen af arabiske mystiske
tekster meddelte sine studerende. Man kan iagttage den i udvalget af tekster i
egne oversættelser, »Muhammedansk Mystik«, 1923. En tekstudgave af en central
bog om mystikken, al-Sulami, Kitab tabaqat al-sufiyya, arbejdede Pedersen
med gennem mange år, idet et fransk forlag i første omgang svigtede. Først i sit
otium fik han planen gennemført, et bevis på hans umådeligt seje vilje og støtte
arbejdsgang.
462 Universitetets årbog 1978
Ved professor Buhls afgang i 1922 overtog Pedersen hans lærestol. Undervisningen
samlede sig som hos forgængeren om et fast pligtrepertoire: hebraicnmsundervisningen,
hyppige begynderkurser i syrisk og arabisk, samt aramæiske og
fønikiske indskrifter. Imens dækkede Jobs. Østrup arabisk litteratur og islamisk
kultur, i en lang årrække som ekstraordinær professor. Det bevirkede, at der for
Pedersen blev kræfter frigjort til administrative opgaver, men ved Østrups afgang
voksede til gengæld kravene til undervisningens omfang. Da var Pedersen for
længst kommet ind på centrale poster i styrelserne, både på universitetet og i
Carlsbergfondet. Her kom han ind i bestyrelsen efter Erslev i 1926, og i 1933
overtog han den tidkrævende formandspost.
Det vidner om et vel tilrettelagt og flittigt dagligt arbejde, at der blev ved med
at komme en fortsat strøm af videnskabelige arbejder: Inscriptiones semiticae,
1928 (en udgave af jødisk, samaritansk, syrisk og arabisk indskriftsmateriale fra
samlingen R. Ustinow i Oslo); Scepticisme Israelite, 1931, hvori Prædikerens
Bog søges forstået inden for hebræisk egenkultur, uden den ellers antagne hellenistiske
påvirkning. Der bygges på arabisk digtning og paralleltræk i denne. Til
brug for hebræiskundervisningen skrev han en meget benyttet »Hebræisk
Grammatik«, 1926, hvori der lægges op til sprogpsykologiske studier, et felt, som
Pedersen dog siden lod ligge.
Den sidste part af »Israel«, HI—IV, som skulle behandle samme begrebskompleks
som Grønbechs 3-4, hellighed og kultus, mennesket over for guddommen,
lod vente på sig indtil 1934. Det historiske forløb, som havde været underordnet
i første part, måtte her komme til at spille en væsentlig rolle i skildringen
afbrydningen mellem mosaisk og kanaanæisk religion, mellem nomade- og bondekultur.
I forholdet til høvdingetypen røber kong David moderne træk, der
vidner om dybe forskydninger, som også indvarsler profettidens sociale dissonanser.
Nogle af bogens mest banebrydende bidrag er at finde i ekskurser bag i
bogen, som har virket meget befrugtende på senere behandlinger af Israels religionshistorie.
Med dette bind følte Pedersen, at han havde sagt sit sidste ord om Det gamle
testamente, og i de følgende år syslede han med de nye fund fra Ugarit, Karatepe
og tildels fra Qumran. Inden for de to første områder publicerede han artikler.
Under krigen, hvor der levnedes ham noget mere fritid fra det administrative,
skrev han en smuk kulturhistorisk bog, »Den arabiske bog«, 1946. Hans undervisning
og publikationer kredsede mere og mere om arabistikken i disse år. Særlig
omtale fortjener et par artikler om den arabiske lægprædikant, den vulgære popularisator
og snylter på mystikken i moraliserende anvendelse.
Afklaring og visdom præger to religionshistoriske artikler fra 1955, »The Fall of
Man« i festskriftet for S. Mowinckel, og »Wisdom and Immortality« i Rowleyfestskriftet.
De viser endnu det klare blik for centrale kultursammenhænge og er
fuldt på højde med de bedste bidrag i »Israel«.
Pedersen trak sig tilbage fra sin lærestol i 1950 og fra formandsposten på
Carlsberg 1955 med en lykkelig periode bag sig. Han nød et langt otium i nærheden
af bryggeriet og bevarede gennem mange år sin studieevne, førend den klare
hjerne svækkedes af sygdom. Det virkede så tragisk, fordi netop hans judicium
havde været så sikkert.
Professor Pedersen modtog mange æresbevisninger gennem årene. Han blev teologisk
æresdoktor ved Lunds universitet 1923, ved Manchester University 1947 og Glasgow University
1951. Han blev medlem af Videnskabernes Selskab 1924, formand for dets historisk-
filosofiske klasse 1942 og præsident for selskabet 1963—69. Han blev medlem af mange
lærde selskaber i udlandet, Vetenskaps-Societeten i Lund 1927, Society for Old Lestament
Nekrologer 463
Study 1931, Det norske Videnskabs-Akademi i Oslo 1932, Kungl. humanistiska Vetenskapssamfundet
i Lund 1935, Gesellschaft der Wissenschaften zu Gottingen 1936, Akademiet
i Berlin 1939, Kungl. Vitterhets Historie och Antikvitets Akademien i Stockholm 1940,
Society of Biblical Literature and Exegesis og American Oriental Society 1947, Kungl.
Vetenskaps- og Vitterhetssamhållet i Goteborg 1948, The British Academy og Akademie
der Wissenschaft und der Literatur zu Mainz 1950, Deutsche Morgenlåndische Gesellschaft
1953, Oosters Genootschap 1956, Royal Asiatic Society, London 1961, School of
Oriental and African Studies in London 1963. Han var medlem af Academie Arabe i
Damaskus og af akademiet for det arabiske sprog i Cairo.
Han var medlem af konsistorium 1919-22 og 1928-33 og blev indvalgt i universitetskommissionen
1936. Han var ved sin død storkorsridder af Dannebrog siden 1955.
Frede Løkkegaard

Mogens Boserup
28. august 1910-12. januar 1978
De ydre rammer om Mogens Boserups liv er ikke ganske kort fortalt. Han nåede
længere omkring - også fagligt - end de fleste, på en rejse som gennem de godt 67
år var præget af hans skarpe, kritiske begavelse, et meget levende engagement og
en stor flid. Mange sætter tempoet ned, når de når op mod pensionsalderen. Ikke
Mogens Boserup. Ved sin død var han midt i en kolossal aktivitet, stærkt engageret,
også internationalt.
Mogens Boserup fødtes i Fakse (søn af konsul C. J. Boserup og hustru Julie
Boserup, født Lund), blev student fra Herlufsholm (1928) og studerede en kort
overgang sanskrit - hans talent for og beherskelse af sprog, incl. dansk, var
usædvanlig. Studenterårene var præget af nazismens vækst, og for Mogens Boserup
af et klart engagement i kampen herimod (1937-43 var han redaktør af
»Clarté«, derefter hovedredaktør for det illegale »Vejen frem«), Cand. polit. blev
han i 1935 og var derefter et par år i Nationalbankens valutakontor. Valutacentralens
forløber. Mens hans kone, cand. polit. Ester Boserup, i mange år forblev i
denne administration, gik Mogens Boserups vej et tiår om ad Det statistiske
Departement (nu: Danmarks Statistik). Han må have gjort det godt: I 50'erne fik
han tilbudt - men afslog - stillingen som departementschef efter Cohn. Han følte
sig stærkt engageret i det internationale arbejde, han da stod midt i. Måske
lurede der også en tvivl hos ham, om hvorvidt det administrative arbejde forbundet
med stillingen ville tilfredsstille ham. Det var jo ved skrivebordet, i analysen,
han fik de største glæder - og følte vel ikke uden grund, at administrativt arbejde
tog tid fra andet, for ham mere givtigt.
I 1947 ansattes han - tillige med Ester Boserup - i United Nations' Economic
Commission for Europe, i forskningsafdelingen, hvor N. Kaldor var chef, mens
Gunnar Myrdal var generalsekretær. Her blev han i godt et tiår, de sidste par år som
vicedirektør og betegnede selv siden perioden som »et lykkeligt tidsafsnit«. Han
satte i høj grad sit præg på aktiviteten - som jeg selv i 1948-51 oplevede på nært
hold. Stadig up-to-date i økonomisk teori og uhyre flittig præsterede han her en
række arbejder i »anvendt økonomi« (bedre på engelsk: »applied economics«),
som med rette var med til at hæve og fastholde ECE's rapporter på et højt
akademisk niveau.
Men Mogens Boserup voksede aldrig så fast, at han blev immobil. Et nyt
tiår fulgte, nu optaget af udviklingslandenes problemer. 1958—60 var han i
Indien, nogle måneder også i Oxford. En del af hans erfaringer fra denne periode
30 Årbog 1978
466 Universitetets årbog 1978
har sat sig spor i An Asian Drama af Gunnar Myrdal, med hvem han da samarbejdede,
og satte sig videre spor i hans efterfølgende administrative og akademiske
arbejder med u-lands problemer. Fra 1960-62 var han konsulent for Grønlandsudvalget
af 1960 og udarbejdede, med assistance af Viggo Svendsen, den store,
dybtborende Økonomisk Politik i Grønland - et kæmpearbejde, som stadig er et
standardværk, og som man ikke forstår, han kunne klare at afslutte på godt IV2
år. Det føltes af alle ganske selvfølgeligt, at han i 1962 blev sekretariatschef for
udenrigsministeriets nye kontor for teknisk samarbejde med udviklingslandene,
en stilling han - afbrudt af et års ophold som direktør for FN's afrikanske institut
for økonomisk udvikling og planlægning i Dakar - beholdt til han i 1966 (omsider!)
vendte tilbage til Københavns Universitet, først som lektor og afdelingsleder,
fra 1970 som professor i nationaløkonomi. Dette blev det sidste tiår.
Ved universitetet fyldte Mogens Boserup en stor, tom plads. Han spændte
bredt, med alternerende forelæsninger, frem for alt om udviklingslandene, om
komparativ økonomi (herunder de socialistiske landes økonomi) og om teorihistorie.
Ingen enkelt vil efter ham kunne dække disse områder. Om han blev
skamredet, ved jeg ikke. Men jeg ved, han var levende optaget af alle emnekredse.
Og hans flittige produktion af bøger, artikler og undervisningsnoter tyder på, at
der blev tid ud over undervisningen.
Hans undervisning lå på et højt akademisk niveau og krævede noget af auditoriet.
På udmærket måde blev den beskrevet således af studenterne (i anledning af
hans professoransøgning): »Et . . . karakteristisk træk er hans relative frie holdning
til pensum ved forelæsningerne, idet der ikke doceres i bøgerne linje for linje,
men mere kommenteres og kritiseres. Dette kan siges at være en rigtig akademisk
holdning og bør derfor noteres på plussiden — selv om det på den anden side
volder visse problemer for studenterne, som kan føle sig lidt usikre over for, hvad
der forlanges til eksamen«.
Om man - som antydet ovenfor - kan tale om Mogens Boserup's fire tiår, er
det mere vanskeligt at opdele hans litterære produktion. Det blev i anvendelse af
økonomisk teori på konkrete problemer, han gjorde sine mesterstykker, jfr. også
Jørgen Geltings artikel om Mogens Boserup i Nationaløkonomisk Tidsskrift, 1978,
nr. 1.
En bibliografi er offentliggjort i Nationaløkonomisk Tidsskrift, 1978. Nogle ganske
korte og spredte kommentarer er på sin plads.
Økonomisk Politik i Grønland (1963) er allerede nævnt. Man kan herfra fremhæve
den enkle, klare analyse af samspillet mellem løn- og indhandlingspolitik og
kapitaloverførslerne. Han vendte ofte siden tilbage til grønlandske problemer.
Aldrig - og det gælder mere generelt — veg han tilbage fra at fastholde lidet
populære synspunkter, f.eks. i sprogdebatten eller i den i en periode heftige diskussion
om »fødestedskriteriet« for lønfastsættelsen.
Til denne gruppe af arbejder om udviklingsproblemer hører den lille bog om
Sydeuropas landbrugs problemer (1957), hvori fremhæves landbrugets afgørende placering
under udviklingsprocessen1. Synspunktet - måske inspireret af Sovjets
modsatte politik i mellemkrigsårene - var i modstrid med tidens tyrkertro på, at
industrialiseringsprocessen alene drejer sig om industripolitik. Han vendte tilbage
til og uddybede problemet i et bidrag til W. W. Rostow (ed.), The Economics of
Take-off into Sustained Growth, London 1963. (Genoptrykt på tysk i 1972).
1. Man kan gætte på, at der her har været tale om gensidig inspiration hos ægteparret
Boserup, jfr. Ester Boserups mange arbejder om dette spørgsmål.
Nekrologer 467
Udviklingsproblemer er videre behandlet i en essaysamling///W/w vi? (1967).
Værdifuld og klargørende er her ikke mindst polemikken mod overfladiske argumenter
omkring »imperialismen« såvel som den nuancerede diskussion af hjælpens
form. Mogens Boserup betegnede selv dette som et populærvidenskabeligt
arbejde. Det er det, men på et højt niveau.
Blandt de teorihistoriske arbejder må frem for alt den omfattende Deres egne ord
(2. udg. 1976) fremhæves. Bogens princip er, at den nærmeste og bedste kilde til
klassikerne er klassikerne selv. Gennem lange excerpter far forfatterne selv lov at
føre ordet. Det hele indrammes afkorte, præcise introduktioner. Det synes en let
måde at skrive bog på. Ingenlunde. Bogen er et kæmpearbejde, hvor indsatsen
består i fra de meterlange hylder at hente netop det prægnante og for de enkelte
karakteristiske. Det er en usædvanlig materialesamling, som er karakteristisk for
Mogens Boserup selv: Gå til kilderne og vær vagtsom over for andenhånds materiale.
- I denne sammenhæng må tillige fremhæves det indledende kapitel til
Danske økonomer (1977), en tour de force gennem dansk teorihistorie - og, som
altid, meget velskrevet. Det klinger, i et livfuldt og smukt dansk. Ligeledes må
nævnes hans usædvanlige viden om Karl Marx. Også her havde han selv været
ved kilden, til stor gene for mere overfladiske. Han havde ikke meget tilovers for
troende eller ikke-troende, som byggede argumenterne på læsning om Marx' teori.
Hans eget synspunkt var ganske klart: Marx' økonomiske teori er teorihistorisk
interessant og for sin tid banebrydende, men ikke levende i dag. Marx' sociologiske
bidrag satte han meget højere.
Til alt dette bør tillige nævnes de hyppige indlæg i dagens debat. »Da vi er
samfundsforskere, er også dette en del af vore pligter«, sagde han. Til denne side
kan også henregnes bogen om Tyskland efter sammenbruddet (1945), et resultat af en
længere rejse i Vesttyskland lige efter krigen. Hans fortrolighed med tysk kultur
fra før 1933, hans afsky over for nazismen og hans dybt forankrede humanisme
lyser ud af denne bog.
Nogle af Mogens Boserups bidrag til tidens debat gik langt ud over, hvad man
kunne kalde det journalistiske. I Vor voksende verden og i et bidrag ved det nordiske
nationaløkonomiske møde i Reykjavik 1975 er det en tænksom økonom, der tager
dommedagsdebatten op til en kritisk vurdering. Rom-klubbens overfladiske argumentation
får læst og påskrevet. Det er slet og ret spændende læsning og som
altid byggende på et meget omfattende litteraturkendskab. Ingen ved den statsvidenskabelige
afdeling nåede ham til skuldrene i almen viden. Han var slet og ret
en lærd mand, ofte på helt overraskende områder. Et eksempel er demografien,
hvor han gav originale bidrag, jfr. også hans aktiviteter i demografiens International
Union. (En mindeartikel er offentliggjort i News Letter, March 1978).
Mogens Boserup stillede store kvalitetskrav til sig selv. Det gjaldt fagligt, og
det gjaldt menneskeligt. Uden at være moraliserende var han et dybt moralsk
menneske, som påvirkede os alle stærkt. Han havde meninger, havde meningers
mod og var blottet for autoritetstro. Hans påvirkning vil fortsætte, så længe vi,
der har kendt ham, lever. Og ud over dette korte tidsspand kan man gætte på, at
hans arbejder er af den slags, som flere gange vil blive genopdaget. Godt det
samme.
P. Nørregaard Rasmussen
(fai IvJÅMm
Carl Iversen
5. marts 1899-1. juni 1978
Carl Langballe Iversen, Københavns Universitets rektor 1958-1966, døde i 1978
i sit 80. år.
Carl Iversen viste tidligt meget betydelige boglige evner. Han voksede op
under yderst beskedne kår i Randers som søn af kusk ved brændevinsfabrikken,
Niels Iversen. De økonomiske vanskelige forhold under opvækst og studietid, som
han ofte omtalte, skærpede viljen til selv at nå vidt i samfundet. Men samtidig
efterlod de en økonomisk og menneskelig generøsitet, som siden kom mange
studerende og yngre kandidater til gode.
Efter studentereksamen i 1917 fra Randers Statsskole flyttede Carl Iversen til
København for at studere statsvidenskab. Han gennemførte studiet med fremragende
resultater, samtidig med at han fra 1920 blev en flittig medarbejder ved
dagbladet Børsen. Denne kombination viste hans ambition om og tidligt udviklede
evne til at beherske både de vanskeligste dele af økonomisk teori og aktuelle
problemer. Hans eksamensresultat er aldrig blevet overgået i det statsvidenskabelige
studiums historie. Hans belæsthed, flid og overblik huskedes længe med en
vis ærefrygt af medstuderende.
Det var derfor naturligt, at han kort efter sin eksamen ved siden af medarbejderskabet
ved Børsen og manuduktionsundervisning ved universitetet gik i gang
med sit første videnskabelige arbejde: Besvarelsen af universitetets prisspørgsmål
1924. Emnet virker ikke umiddelbart indbydende på en senere generation af
økonomer: »Efter en Bestemmelse af Begreberne: Produktionsperiode, Kapitalens
Investeringstid og dens tekniske Form undersøges, i hvilken Grad de tre
Begreber skifter kvantitativt og kvalitativt og dermed det totale Produktionsudbytte,
når Forholdet mellem den til et Samfunds Rådighed stående Kapital og
Folketallet ændres enten ved Kapitalødelæggelse eller ved, at Folketallet forøges
«, men den gav Carl Iversen mulighed for at dokumentere sin suveræne
beherskelse af datidens kapitalteori, udviklet især af Bohm-Bawerk og Wicksell.
I en meget anerkendende bedømmelse skriver professor L. V. Birck og Bertil
Ohlin, Carl Iversens samtidige og i flere henseender nærmeste fagfælle blandt
den store generation af svenske økonomer, at »Forfatteren (viser) en udmærket
Evne til klart og i et prægnant Sprog at opfatte og gengive andre Forfattere,
ligesom han viser fuldt Herredømme over sin Videnskabs Methodik og Terminologi
«. Men der er også kritiske bemærkninger: »Fremragende Evner som
Dogmehistoriker er hos Forfatteren ikke ledsaget af tilsvarende Evner til at bryde
nye Veje«.
470 Universitetets årbog 1978
Som en af de første danske økonomer var Carl Iversen i universitetsåret
1925-1926 efter at have modtaget universitetets guldmedalje på studieophold i
udlandet. Han tilbragte dette år, som skulle blive meget afgørende for hans
fremtidige arbejde og interessefelt, ved Harvard University, hvor han især fulgte
professor F. W. Taussigs undervisning i international økonomi. Taussig var datidens
førende autoritet inden for udenrigshandelens teori og var i denne periode i
gang med et omfattende empirisk forskningsprojekt med sammenlignende studier
af en række landes betalingsbalanceudvikling før og efter første verdenskrig. En
række fremragende yngre forskere, bl.a. Viner og J. H. Williams, var blevet
tilsluttet Harvard, og Carl Iversen knyttede uvurderlige personlige kontakter og
venskaber med de bedste i sit fag. Selv de, der først 30 år senere hørte Carl
Iversens udenrigshandelsforelæsninger, kunne ikke undgå at blive smittet af den
inspiration, som blev resultatet af dette studieophold og som også var grundlaget
for disputatsen fra 1935, Aspects of the Theory of International Capital Movements.
Temaet for forskningsprojektet på Harvard og for Iversens store arbejde var
væsentligt og har fortsat aktualitet: Studiet af de processer, der tenderer i retning
af at eliminere en engang opstået uligevægt på et lands betalingsbalance, f.eks.
ved reparationsbetalinger eller kapitalbevægelser — den såkaldte transfereringsmekanisme.
Disputatsens særlige fortjeneste var dens meget detaljerede analyse af den
»klassiske« transfereringsmekanisme, hvor det antages, at den samlede efterspørgsel
i de to lande, der optræder i modellen, er konstant, således at den reale
transferering alene sker gennem en monetær kontraktion og prisfald i det land,
der har præsteret f.eks. reparationsbetalinger, og monetær ekspansion og prisstigning
i det modtagende land. Den reale transferering sker således ved en
ændring i bytteforholdet.
Iversens fremstilling af den klassiske teori er blevet stående som den autoritative
til trods for den skarpe konkurrence fra Taussig og dennes andre elever. Det er
selv i dag svært at åbne en lærebog i international økonomi uden at finde henvisninger
til denne del af standardværket fra 1935.
Men bogen går også ganske grundigt ind i analysen af andre transfererings mekanismer,
som har en mere fremtrædende plads i nutidige fremstillinger. Der
gives således en grundig oversigt over økonomisk-politiske reaktioner - finanspolitisk
stramning i det betalende land og ekspansion i det modtagende - et mønster,
som især de franske reparationsbetalinger til Tyskland i 1870'erne frembyder et
eksempel på.
Der gives endelig og ikke mindst en meget fyldig gennemgang af 1920'ernes
erfaringer med de tyske reparationsbetalinger, hvor en real transferering blev
blokeret, navnlig af kreditorlandenes uvilje til at føre en ekspansiv politik. Ohlin
og Keynes havde i 1929 afsluttet hver deres hovedforklaring, og det kan ikke
hævdes, at Iversens fremstilling bringer noget egentligt nyt eller væsentligt udvider
Ohlins synspunkt: at realtransferering sker gennem indkomstændringer - den
transfereringsmekanisme, som siden skulle blive formaliseret i udenrigshandelsmultiplikatoren.
Bogen er på samme tid spændende og fremmedartet for en nutidig læser. Rent
teoretiske afsnit veksler mellem gennemgang af historiske episoder. Der bruges få,
men velvalgte statistiske data. Fremstillingen er overalt klar, trods den manglende
formelle udvikling af modellerne. Og den er ikke mindst særdeles velskrevet;
Iversen var meget omhyggelig og sikker i sin omgang med såvel det danske som
det engelske sprog.
Carl Iversen var efter sin hjemkomst fra U.S.A. blevet assistent ved økonoNekrologer
471
misk-statistisk laboratorium; i 1931 blev han lektor, og i 1935 docent. I en hårfin
afgørelse blev senere professor Jørgen Pedersen foretrukket, da begge var ansøgere
til et docentur i 1934, men indstillingen omtalte Iversens kvalifikationer så
rosende, at et ekstraordinært docentur blev oprettet året efter. I 1939 oprettedes
et ekstraordinært professorat til Carl Iversen; det rets- og statsvidenskabelige
fakultet sluttede sin ansøgning herom med at understrege, »at den Position, som
Dr. Iversen har erhvervet sig, vil kunne gøre det vanskeligt allerede i de nærmeste
år at fastholde Dr. Iversens Tilknytning til Universitetet som Docent . .«. Der
tænktes herved ikke blot på Handelshøjskolen, hvor Iversen havde undervist som
ekstern docent siden 1934, men også på hans muligheder uden for universitetet.
Carl Iversen var en universitetslærer, hvor kun interessen for økonomisk teori og
for undervisningen bandt ham til Københavns Universitet; alternative muligheder
savnede han ikke.
I de godt 30 år, hvor Carl Iversen var aktiv universitetslærer - fra ansættelsen
som assistent, til rektorembedet lagde beslag på størstedelen af hans arbejdskraft
- vil han stå i erindringen hos mange årgange af statsvidenskabelige studerende
som en central figur. Hans undervisning var grundig og meget velforberedt, men
alligevel yderst levende. Bedst var han i sine teorihistoriske forelæsninger; få
steder kan man have faet en så god forståelse af Ricardo, Mill og Marshall som
ved at lytte til Iversen. 1970'ernes studenterkrav om kraftige indskrænkninger i
forelæsningerne til fordel for andre undervisningsformer ville ikke have vundet
tilslutning blandt Iversens tilhørere - måske dog også, fordi man følte sig mere
tryg ved ham i forelæsningsrollen end i alternative, mere »aktive« undervisningssituationer.
Han kunne være skarp, næsten nådesløs, når fornuftige svar på hans
spørgsmål til auditoriet udeblev. Og både ved sådanne lejligheder og ved eksamensbordet
havde han en vis forkærlighed for overraskelsesmomentet; en eksamination
om pengeteori kunne f.eks. blive indledt med at kaste en énkrone over
bordet til eksaminanden uden nærmere kommentarer.
Der blev efter 1939 i stigende grad trukket på Carl Iversens evner uden for
universitetet. Under krigen blev han medlem af det såkaldte professorudvalg, der
skulle skabe et overblik over Danmarks sandsynlige problemer i efterkrigstiden.
Hans særlige interesse var valutakurspolitikken og opbygningen af det internationale
valutasamarbejde. Han udarbejdede et meget klart og velskrevet bidrag til
professorud valget.
Efter krigen stod Carl Iversen med sin viden om udenrigshandel og valutasamarbejde
og sine kontakter med førende udenlandske kolleger nærmest blandt
danske økonomer til de mange nye internationale opgaver. Han var på en rådgivende
mission til Chile i 1950 - en erfaring, der gav hans beskrivelse ved forelæsningerne
af en inflationsøkonomi et særligt autentisk præg - til Iraq i 1953 og til
Ceylon i 1956. Ved slutningen af sin løbebane påtog han sig endnu en, mere
langvarig, udsendelse som rådgiver for Ugandas regering (i 1970).
Men også i det danske samfund uden for universitetet fik Carl Iversen mange
tillidshverv. Han afløste sin kollega Axel Nielsen som næstformand i Danmarks
Nationalbanks repræsentantskab i 1951 og beklædte denne post i 20 år. Han fik
sæde i enkelte store erhvervsvirksomheders bestyrelse, bl.a. Burmeister & Wain.
Hans anseelse som økonom og pædagogiske autoritet gjorde det til en naturlig
ting, at han blev opfordret til at lede det nystartede økonomiske råds formandsskab
i 1962. Han beklædte denne vigtige post i syv år, vist ikke uden skuffelser; det
var en ulige vanskeligere opgave i skrift og tale at overbevise de forskellige samfundsgrupper
om mere helhedsprægede synspunkter end noget andet, Carl Iversen
havde prøvet. Den kortfattede form, i hvilken han som formand forventedes
472 Universitetets årbog 1978
at meddele sig til presse og ofTentlighed, lå ikke rigtigt for ham. Men betydelig
respekt stod der om hans person, også i politiske kredse; nationalbankdirektør
Erik Hoffmeyer minder i sin nekrolog i Nationaløkonomisk Tidsskrift om, at
statsminister J. O. Krag i 1964 tilbød Carl Iversen formandskabet i Nationalbankens
direktion.
Blandt fagfæller vil mange huske ham som drivkraften i Nationaløkonomisk
Forening - som foreningens sekretær og redaktør af tidsskriftet 1936-1947 og som
formand 1952-1958. Her, som på økonomisk-statistisk laboratorium, skyede han
ingen administrative byrder. Enhver, der har set et af Carl Iversen ført kartotek -
over laboratoriets bogbestand eller foreningens medlemmer - vil tvivle på, at
EDB-førte kartoteker kan gøres så pålidelige. Men først og fremmest højnede han
gennem sin myndige ledelse af foreningen debatten om samfundsøkonomiske
emner, en indsats, for hvilken han blev hædret med udnævnelsen til æresmedlem
ved foreningens 100-års jubilæum i 1972. Da han fyldte 70 tre år tidligere, havde
en snes kolleger hædret ham ved et sjældent vidtspændende festskrift - dog ikke
så vidt, at bidragene bevægede sig ud over Iversens egne mange interessefelter.
En meget stor del af Carl Iversens arbejdsindsats lå dog bestandig, hvor mærkeligt
det end kan lyde efter opregningen af hans mange hverv, på Københavns
Universitet. Han havde været medlem af Konsistorium allerede i 22 år, da han i
1958 valgtes til rektor. Han beklædte embedet i otte år, længere end nogen anden
rektor i nyere tid.
De samme egenskaber, som prægede Carl Iversens virke som universitetslærer,
trådte også frem i hans varetagelse af rektoratet: Sjælden pligtfølelse og omhu,
klarhed i fremstilling af universitetets problemer indadtil og over for offentligheden
og en mærkbar utålmodighed over for manglende forståelse hos andre.
Årene 1958—1966 var en voldsom ekspansionsperiode for Københavns Universitet.
Studentertallet tredobledes fra 6.000 til 18.000, men der kom også væsentligt
forøgede bevillinger. Med en vis stolthed nævnede Carl Iversen i sin sidste
tale som rektor ved årsfesten den 24. november 1966, at universitetet i perioden
1958-1966 bl.a. fik 43 nye professorater, 72 afdelingslederstillinger, 353 videnskabelige
assistentstillinger og 451 ikke-videnskabelige stillinger, og han sluttede
sin tale med en varm tak til undervisningsministeriet og folketinget for universitetets
bevillinger - utvivlsomt den seneste årsfest, hvor så anerkendende ord har
afsluttet rektors beretning. Lokaleproblemerne og udbygningsplanerne, der lå
den afgående rektor meget på sinde, får dog nogle mere utilfredse - og iderige -
bemærkninger med på vejen.
Det var en æstetisk oplevelse at høre Carl Iversens tale i forelæsningslokalet og
ved universitetets funktioner. Han lagde en vældig forberedelse i selv korte taler,
men kvaliteten blev også fremragende: Præcise i indholdet, vittige i formen. Når
han rejste sig fra sin plads foran scenen på Det kongelige teater ved forestillingen
efter årsfesten, blev der lyttet. Allerbedst udtrykte Carl Iversen sig dog i en
mindre kreds som f.eks. ved de årlige rektormiddage. Enhver, der oplevede Carl
Iversen i sådanne mere festlige stunder, vil kunne huske ham som et charmerende
og venligt menneske, hvis evner til at karakterisere personer og situationer gennem
en kort rammende historie var vanskelige at overtræffe.
I sådanne glimt anede man også, at Carl Iversen trods sit stærke engagement i
universitetets og samfundets mere upersonlige problemer og sine mange udadvendte
aktiviteter, ikke mindst var et intenst følelsesmenneske, som havde usædvanlig
meget at tilbyde dem, der stod ham nær.
Niels Thygesen
SmStm

Niels Hansen Søe
29. november 1895-10. juni 1978
Professor, dr. theol. h.c. N. H. Søe døde den 10. juni 1978, 82 år gammel.
N. H. Søe blev født den 29. november 1895 og stammede fra en mindre landbrugsejendom
i Urlev sogn, Vejle amt. Han blev student i 1914 fra Horsens og
teologisk kandidat 1920. I nogle år virkede han herefter som manuduktør og tog i
1922-24 på studierejse, inden han blev sognepræst i Hvidovre. Her fungerede
han til 1930 og blev dansk præst i Shanghai, hvor han var til 1933.
I 1924 var Søe blandt ansøgerne til docenturet ved det teologiske fakultet i
systematisk teologi og skrev i denne anledning — da stillingen skulle besættes ved
konkurrence - sit første større videnskabelige arbejde »Kristelig Gudstro og videnskabelig
Verdensforklaring« (udgivet 1925). Dette docentur blev igen ledigt i
1933, og Søe blev denne gang foretrukket, atter efter konkurrence. I 1939 blev Søe
som den eneste ansøger professor Eduard Geismars efterfølger. Han blev teologisk
æresdoktor ved Oslo Universitet 1951, var universitetets prorektor i 1962-63.
I anledning af sin 70-årsdag modtog han et vægtigt festskrift.
N. H. Søe var særdeles godt forberedt til at overtage docenturet og siden
professoratet i systematisk teologi. Han havde drevet omfattende systematisk-
teologiske studier som præst, og det teologiske fakultet fik i ham den første
repræsentant for og selvstændige arvtager af den såkaldte dialektiske teologi, der
startede i Tyskland efter 1. verdenskrig som et opgør med liberalteologien og med
Søren Kierkegaard som en af dets væsentligste inspirationskilder. Især Karl
Barths teologiske forfatterskab havde Søes bevågenhed, men også Fr. Gogartens,
E. Brunners og R. Bultmanns tidlige bøger og skrifter og deres indbyrdes diskussioner
tiltrak hans opmærksomhed. Søes eget teologiske forfatterskab består fra
begyndelsen og gennem de første universitetsår ikke mindst i at informere den
danske teologiske og kirkelige verden om den nye, anti-idealistiske teologiske
bevægelse i Tyskland, sådan som den udviklede sig op gennem 30'erne, men Søes
altid loyale og redelige referater savnede aldrig en undertiden meget markant
vurdering, som mere og mere tydeligt blev præget af Barths teologiske udvikling.
Selvom Søe aldrig blev »Barth-elev«, så blev han dog med tiden den danske
teolog, der dybest blev påvirket af Barths stadige og indædte kamp mod al form
for »naturlig teologi«, hvilket Søe allerede markerede i sin konkurrenceforelæsning
1934, hvor han valgte at behandle spørgsmålet om »Tilknytningspunkter i
Menneskets Væsen som Mulighedsbetingelse for Modtagelsen af Aabenbaringen
«. Kampen mod »den naturlige teologi«, som Søe gennem hele sit virke aldrig
476 Universitetets årbog 1978
bragte til afslutning, og som Barth sammen med Søes læsning af Kierkegaard
inciterede til, førte med sig, at han ikke blot måtte forholde sig kritisk til Bultmanns,
Gogartens og Brunners teologiske grundsynspunkter, men også Nygrens
opfattelse af det religiøse apriori og senere Løgstrups »Den etiske Fordring« og
Wingrens teologi blev underkastet en skarp kritik. Søe var en stor polemiker - i
mundtlig form, i diskussioner med andre teologer (og filosoffer) også en elegant,
vittig og slagfærdig diskussionspartner, og hans lidenskabelige temperament, der
brændte for teologiens sag, kunne af og til bryde ud i lys lue.
At påvirkningen fra Barth og fra hans enorme »Kirchliche Dogmatik«, der
begyndte at udkomme 1932, ikke førte Søe ind i et ensidigt afhængighedsforhold,
viste han gennem sine anmeldelser af Barths fortløbende udgivelser af sin dogmatik.
Især så Søe sig nødsaget til i en anmeldelse fra 1951 i Dansk teologisk
Tidsskrift at erklære og begrunde sin dybe uenighed med Barths lære om det
onde. Søes lille bog om »Karl Barths Bibelopfattelse« fra 1939 er heller ikke
ukritisk over for Barth.
Professor Søes forfatterskab blev stort. Det hvilede på en omfangsrig viden,
som han stadig forøgede med en imponerende flid. Han har selv i forordet til sin
»Religionsfilosofi«, (1. udgave 1955, tysk 1967), gjort rede for udviklingen i den
teologiske problemstilling, han befandt sig i. Moderne systematisk teologi måtte
for ham begynde i teologiens centrum, dogmatikken, hvor den radikale nybesindelse
på evangeliet måtte foregå. Denne nybesindelse befordredes af Luther-renæssancen,
der fandt sted i mellemkrigstiden, og af Kierkegaard-studiet, der intensiveredes
i samme tidsrum, og hvor Kierkegaard blev revet ud af idealismens
fortolkninger, hvilket Søe selv medvirkede til. Søe skrev da også en lille dogmatik,
»Den kristne Tro« 1939, beregnet for lægfolk. Dogmatisk hævdede han den eksklusivt
kristocentriske (Barth'ske) åbenbaringsopfattelse som både grundlag for
og indhold i den kristne tro.
Herfra gik vejen videre frem til etikken, som Søe opfattede som et integreret led i
dogmatikken. Derfor er hans fremstilling af »Kristelig Etik« fra 1942 (bogen er
udkommet i adskillige oplag og oversat til tysk) også åbenbaringsteologisk, kristocentrisk
funderet. »Kristelig Etik« blev forberedt af hans studie over »Erkendelsen
og Virkeliggørelsen af det Gode« (1937), og i begge disse værker viser Søe
med al ønskelig tydelighed, at selvom det fornyede Luther-studium fik betydning
for nybesindelsen på evangeliet, så fik Søe vanskeligheder med Luthers opfattelse
af forholdet mellem lov og evangelium, mellem verdslig og åndelig regimente eller
mellem det skabte menneskeliv og Kristusforkyndelsen. Problemet hang hos Søe
sammen med udelukkelsen af »den naturlige teologi« til fordel for en fremhævelse
af Kristus som den eneste åbenbaringskilde. Dette betød, at loven og dermed
overvejelser omkring etiske spørgsmål ikke kunne udledes af en erfaring af det
gudsskabte liv. Søe blev således »tvunget« til at plædere for læren om den såkaldte
tredje brug af loven. (Den findes ikke hos Luther, men derimod hos
reformerte teologer som Calvin og i øvrigt også hos den ældre Melanchton. Barth
var betegnende nok reformert teolog). Ifølge denne opfattelse åbenbares loven kun
af det evangelium, Kristus alene bragte til orde. På grundlag af denne åbenbarede
lov som norm for det kristne menneskes liv kunne Søe så udforme en
kristelig materialetik. I den specielle del af etikken gives der intet område af
menneskelivet, der ikke indbefattes og må styres af den åbenbarede lov. Kampen
mod »den naturlige teologi« og udformningen af en speciel kristelig materialetik
hang hos Søe uløseligt sammen.
Denne sammenhæng, som ofte slagordsagtig i de teologiske diskussioner blev
bragt på formlen »evangelium - lov« i modsætning til rækkefølgen »lov — evangeNekrologer
477
Hum«, banede til sidst vejen for religionsfilosofien eller for det religionsfilosofiske
opgør. Udrensningen af »naturlig teologi« fra teologien førte med sig, at Søe
måtte foretage en knivskarp sondring mellem en kristendomsforståelse, der
springer ud af Guds åbenbaring i Kristus, bevidnet i Gammel og Nye Testamente,
og en kristendomsopfattelse, der netop udfra en kristocentrisk åbenbaringsteologi
kunne afsløres som menneskets idealistiske eller religiøse selvhævdelsestrang.
Så snart denne sondring ikke blev respekteret, løb Søes vurdering ud i en
klar fordømmelse - »et klart og utvetydigt nej!« Sondringen fik dog også et andet
resultat: den tænkning, der antimetafysisk, antiidealistisk og a-religiøst er blevet
til uden for teologien, var for Søe berettiget og skulle tages alvorligt. Sondringen
åbnede for et teologisk forlig mellem kristendom og den videnskab og filosofi, der
selv kunne skelne mellem værdifri forskning og metafysisk, idealistisk eller religiøs
vurdering. Hvor denne grænse inden for videnskab eller filosofi blev overskredet,
kunne man imidlertid igen være sikker på, at Søe gjorde opmærksom på de
fejltagelser, tænkningen da gjorde sig skyldig i. Ligesom eksistensteologien, men
med andre grunde, kunne Søe med andre ord etablere en forsoning mellem
kristendom og positivisme. Og det er karakteristisk, at et af Søes væsentligste
argumenter mod K. E. Løgstrups humane etik bestod i, at Løgstrup havde gjort
sig skyldig i den naturalistiske fejlslutning. Endvidere var det betegnende for Søe,
at han ikke anså det for muligt, at den moderne fysiks komplementaritetsteori
(Niels Bohr) kunne hjælpe teologien ud af en forlegenhed, når den måtte fastholde
indbyrdes modstridende udsagn. - Hele Søes religionsfilosofi er ét stort opgør
med enhver form for en filosofi om religionen og frem for alt en filosofi om
kristendommen, men samtidig findes her hos Søe en generøs åbenhed over for
den tænkning, der forsøger at overholde grænsen mellem deskriptive og normative
udsagn. At Søe hermed i sin religionsfilosofi afskar sig fra et teologisk problemfællesskab
med al anden filosofi og med moderne sækulariserede udtryk for
kultur- og samfundsbevidsthed, var han naturligvis selv klar over. Deri bestod
hans styrke i det polemiske.
I Søes filosofihistorie »Fra Renæssancen til vore Dage« fra 1945 (ligeledes
udgivet i adskillige oplag) genfinder man Søes vurderingsmåde, som er afhængig
af den omtalte sondring, der trækkes i kraft af den eksklusive, kristocentriske
åbenbaringsopfattelse. Imidlertid er Søes filosofihistorie forbilledlig, hvad referaterne
angår, der vidner om den beundringsværdige lærdom, han havde erhvervet
sig, og om hans evne til at genfremstille filosofiske tankegange og tænkeformer
klart og forståeligt.
Professor Søe skrev et meget stort antal tidsskriftsafhandlinger og artikler,
blandt andre emner flere om Kierkegaard. Til overflod skrev han desuden en bog
om »Karl Marx og Marxismen« (1951) og en om »C. G. Jung« (1965). Begge
bøger er levende læsning, netop fordi Søe var åben over for filosofisk og psykologisk
tænkning, der udfordrede ham til redelig forståelse, selvprøvelse og kritisk
stillingtagen. Ydermere udgav han en instruktiv og spændende undersøgelse af
»Dansk teologi siden 1900« (1965). Det skal også nævnes, at Søe skriftligt tog
eksegetiske og bibelteologiske problemer op, foranlediget dertil af sin teologi, der
stadig henviste til den åbenbaring i Kristus, bibelen bevidner. Samtidig var han
også kendt som en flittig, kyndig og skarpsindig boganmelder, debattør og lederskribent
i »Kristeligt Dagblad«.*
* Angående professor Søes talrige bestyrelsesposter, formandsskaber og andre aktiviteter
som f.eks. redaktør og medarbejder ved forskellige publikationer, henviser jeg til »Teologisk
Stat« 1975 og »Kraks Blå Bog« 1978.
478 Universitetets årbog 1978
Professor Søe var en inspirerende forelæser og samlede en stor tilhørerskare.
Hans tilbagevendende gennemgang af det filosofihistoriske pensum til den dagældende
teologiske forprøve var ofte de teologiske studenters første møde med
denne lærer i systematisk teologi - et møde, der har ansporet mange til et grundigt
studium af den systematiske teologi. I sine øvelser overbebyrdede han aldrig
deltagerne, men man fik her et dybt indblik i de mange og store problemer, der
optog ham. Og man kunne ikke undgå her at mærke, hvorledes den humor, der
også var et særkende for hans person og hans teologi, gik i spand med hans iver
for at nå frem til teologiens samlende midtpunkt, hvorfra teologiens grænse kunne
tages alvorligt.
Bent Hahn


Erik Landboe-Christensen
24. maj 1908-5. august 1978
Erik C. W. Landboe-Christensen var født i Gadstrup på Sjælland, men voksede
op i Jylland, hvor hans far blev stationsforstander i Stilling. Han blev student fra
Marselisborg Skole i Århus og begyndte straks herefter sit medicinske studium i
København, hvor han tog embedseksamen i 1934.
Allerede som ung stud. med. følte han sig draget mod anatomien og efter at
have passeret eksamen i anatomi med topkarakter, fik han ansættelse som demonstrator
anatomiae ved Normal anatomisk Museum. Han begyndte også privat
at undervise i anatomi og blev hurtigt en søgt manuduktør, som imponerede
ved sin meget præcise viden om faget.
I årene efter embedseksamen søgte han uddannelse i normal og patologisk
anatomi, og han modtog i 1937 universitetets guldmedalje for besvarelsen af
prisopgaven i teoretisk medicin: En kvantitativ og topografisk undersøgelse af
pyloruskirtlerne og de Brunner'ske kirtler hos mennesket. Fra 1937-1939 var han
ansat som prosector anatomiae ved Normal anatomisk Museum for i 1942 at
blive fast videnskabelig assistent og fra 1947 lektor i anatomi ved Københavns
Universitet. Her og på Kommunehospitalets patologiske institut videreførte han
sit guldmedaljearbejde og udarbejdede sin disputats, som han forsvarede for
doktorgraden i 1944.
I 1956 fik han orlov fra sin tjenestemandsstilling for som professor i anatomi i
Indonesien for Verdenssundhedsorganisationen at medvirke ved oprettelsen af et
nyt lægevidenskabeligt fakultet i Medan på Nord Sumatra. Her arbejdede han i 4
år og foretog herunder studiebesøg til de anatomiske afdelinger i Øst- og Sydøstasien,
foruden at han for WHO ledede en studietur til Indien for anatomer fra
Sydøstasien. Han udførte i Indonesien et meget påskønnet arbejde, og han omtalte
ofte disse år som de lykkeligste i sit liv.
Efter hjemkomsten var han i en kortere periode konstitueret som professor og
bestyrer af Medicinsk-anatomisk Institut, men forlod allerede i slutningen af 1961
igen Danmark og drog til Østen, igen på opfordring af WHO, men denne gang
som professor i anatomi ved Mandalay Medical School i Burma. I 1962 var han
eksaminator i anatomi ved Universitetet i Rangoon. I 1963 blev han udnævnt til
professor i anatomi ved Københavns Universitet.
Som professor var Landboe-Christensen særlig interesseret i den makroskopiske
anatomi, og han udførte her et meget fortjenstfuldt arbejde ved at fa lagt
dissektionsøvelserne ind i faste rammer. I 50'erne var tilgangen af materiale til
31 Årbog 1978
482 Universitetets årbog 1978
anatomiundervisningen efterhånden helt standset, og de studerende måtte foretage
rejser til udlandet for at dissekere. Dette var en uholdbar situation for
undervisningen i København, og Landboe-Christensen besøgte derfor allerede i
1955 universiteter i Europa, først og fremmest i England med henblik på en
genetablering af dissektionskurserne. Hovedsageligt ved hans indsats blev der her
i Danmark ført en meget saglig propaganda for testamentariske donationer til
undervisningen med et så gunstigt resultat, at dissektionsøvelserne i slutningen af
60'erne kunne genoptages i fuldt omfang, og denne undervisning synes nu sikret i
en overskuelig fremtid.
Disputatsarbejdet fra 1944 bærer titlen: The duodenal glands of Brunner in
man, their distribution and quantity. An anatomicai study. Det er baseret på en
meget omfattende kvantitativ-anatomisk undersøgelse, som er gennemført på
mønstergyldig måde. Kirtlernes udbredning og deres tæthed blev undersøgt i alle
aldersklasser, og det lykkedes også at påvise grænsen mellem mavesækkens corpus
og pylorusdel på langt nøjagtigere måde end hidtil. Arbejdet blev udført med
stor grundighed og kritisk sans og må betragtes som et hovedværk, der stadig
citeres i litteraturen.
De nærmest følgende år blev en frugtbar tid for hans videnskab. Disputatsarbejdet
blev fulgt op med et studieophold i U.S.A. i 1946-47 hos Castle ved
Harvard Medical School, University of Illinois og University of Michigan med
undersøgelser over dannelsesstedet for det antianæmiske princip mod perniciøs
anæmi; det blev bl.a. påvist, at den antianæmiske faktor næppe dannedes i de
argentaffine celler, en opfattelse, som på det tidspunkt var ved at brede sig i den
medicinske litteratur. Ved sin tilbagekomst til Danmark fortsatte han sine studier
sammen med medarbejdere, og kirtelfunktionen i mavesækken og tolvfingertarmen
blev undersøgt med en meget varieret teknik. De store opgaver, som han
påtog sig ved universiteterne i Østen, stillede imidlertid for en længere periode
disse undersøgelser i bero.
I de senere år kunne han igen vende tilbage til sit gamle interesseområde, og
sammen med medarbejdere gennemførte han detaljerede undersøgelser over mavetarmkanalens
morfologi, specielt over det finere slimhinderelief, som blev undersøgt
ved scanningmikroskopi.
Som lærer har Landboe-Christensen været meget respekteret blandt de studerende;
især udfoldede han sine pædagogiske evner på dissektionsstuen, hvor han
kom i god kontakt med de studerende, og ved præparatfremstillingerne, hvor
hans viden og grundighed rigtigt kom til sin ret. Ved forelæsningerne kunne der
være noget strengt og køligt over ham, men han forberedte sig altid med den
største omhu, og han havde evne til at understrege de væsentlige sider af stoffet.
Igennem mange år var han den strenge eksaminator ved de mundtlige eksaminer,
vel frygtet af de studerende, fordi han forlangte grundige kundskaber og præcise
svar, men agtet, fordi han var retfærdig, og fordi de studerende fornemmede, at
der bag ved hans kølige og formelle optræden skjulte sig menneskelighed og
forståelse. Han tog initiativet til at supplere den mundtlige eksamen efter amerikansk
forbillede med en praktisk prøve, den såkaldte spoteksamen, hvor de studerende
på en række præparater skulle demonstrere viden om væsentlige strukturer.
Kun få af hans kolleger kom ham på nært hold. Han kunne være overordentlig
skarp og sarkastisk, og han lagde ikke skjul på sine meninger. Han kunne fremkomme
med stødende og sårende udtalelser, som lagde afstand mellem ham og
kolleger. Dette direkte i hans udtryksmåde og væsen var så meget mere mærkværdigt,
som han ellers var yderst korrekt, og fordi han selv var meget følsom og
nærtagende overfor kritik. Disse forhold forårsagede en isolation, hvorunder han
1
Nekrologer 483
sikkert selv led. Dette var beklageligt, fordi man følte, at han var så retsindig, og
at der var en varme i hans sind, som blot skjulte sig bag en skal, og som det var
meget svært at gennembryde for en udenforstående.
Den seneste tid af hans virken på instituttet blev ikke lykkelig. Han kunne ikke
indstille sig på mange af de nye forhold, som Styrelsesloven medførte. Først og
fremmest kunne han vel ikke affinde sig med, at personer uden større kendskab og
kærlighed til det fag, som han elskede og anså for så vigtigt, deltog i beslutningsprocesser
vedrørende undervisning og videnskabelige spørgsmål på lige fod med
en sagkyndig. Han var stolt over sin store viden, og han må ofte have følt sig
skuffet over, at man i de senere år ikke i højere grad gjorde brug af hans erfaringer
og søgte hans vejledning.
Ved professor Landboe-Christensens bortgang har faget anatomi mistet en
fremragende repræsentant. Hans viden indenfor anatomien, specielt den makroskopiske
anatomi, var helt enestående, og i en årrække har mange af hans synspunkter
bidraget til at præge de medicinsk-anatomiske institutter. Man vil erindre
ham som en mand med holdning, tro mod sig selv og sine idealer, og der vil
stå respekt om hans navn på grund af hans kunnen indenfor det fag, hvortil han
viede sin tilværelse.
Erik Andreasen

Erling Dahl-Iversen
30. november 1892-13. september 1978
Professor, dr. med. Erling Dahl-Iversen døde den 13. september 1978 efter mere
end 30 års virke ved Københavns Universitet. Efter embedseksamen ved Københavns
Universitet i 1911 gennemgik Dahl-Iversen en kirurgisk uddannelse, først
og fremmest på Kommunehospitalet i København på professor P. N. Hansens
afdeling.
Den medicinske doktorgrad erhvervedes i 1925 på en afhandling over experimentelle
undersøgelser af galdeveje og mavesaftsekretionen efter fjernelse af galdeblæren.
Hertil føjer sig mindre afhandlinger om klinisk-kirurgiske emner.
Hans lærervirksomhed ved Universitetet begyndte allerede i reservekirurgårene
på Kommunehospitalet. Den fortsatte med hans udnævnelse til prosector
chirurgiae i 1934. Efter konkurrence i 1935 udnævntes han til professor i operativ
kirurgi. Hans konkurrenceafhandling behandlede kønshormonernes betydning
på fysiologiske og patologiske tilstande i corpus mammae. Samtidig med sin tiltræden
som professor udnævntes han til midlertidig efor for Medicinsk-historisk
museum indtil 1949. Han medvirkede herved væsentligt til, at kirurgiske akademi
i Bredgade blev bevaret for museet. I 1941 blev han professor i klinisk kirurgi og
overkirurg ved Rigshospitalets afd. C. Han holdt sit indtog på afdelingen med en
tyfons kraft, i løbet af 24 timer gennemgik afdelingen en metamorfose, som efterhånden
resulterede i en tidssvarende afdeling både med hensyn til tempo og
kvalitet. Igennem 22 år havde han sit virke her. Igennem alle disse år ydede han
en betydelig indsats som læge og som lærer. Hans kliniske virke og undervisning
prægedes af hans store teoretiske viden og hans usædvanlige kliniske flair. Under
ofte meget fornøjelige former og under mottoet »alt af nåde« færdedes han blandt
patienter, personale og studenter.
Det operative arbejde havde hans store kærlighed, og han fortsatte ihærdigt
med det til den sidste dag. På afdelingen ydede han imidlertid også en meget
væsentlig indsats, selv om hans uvilje mod stuegang almindeligvis først blev
overvundet i de sene eftermiddagstimer efter læsningen af Berlingske Aftenavis.
Vi elever følte, at han var én af de sidste, ja måske den sidste, klassiske kliniker,
som uden dybsindige spekulationer styrede lige mod målet: diagnosen.
Af frygt for en veltalenhed så udspilet, at den ikke kunne komme ud af det med
virkeligheden, så luftig, at der til sidst intet kunne siges for lutter ideer, gik han
helst stuegang alene og indskrænkede sig til skriftlige meningsudvekslinger med
sine omgivelser. Især korresponderede han ofte med radiologerne, hvis fortsatte
kliniske udvikling stadig lå ham meget på sinde.
486 Universitetets årbog 1978
Hans arbejdsindsats var kolossal på alle områder, på afdelingen, i undervisningen
og i lægerådet, hvor han i en årrække var næstformand. Han var desuden
kirurg ved Dronning Louises Børnehospital og fra 1953 til 1965 medlem af retslægerådet.
Han deltog aktivt i fakultetets arbejde, var medlem af konsistorium fra
1950-1963 og fungerede som prorektor fra 1960-1961.
Fagligt og videnskabeligt spændte hans interesser fra mave-tarmkirurgi til
endokrinologi. Han har skrevet talrige afhandlinger indenfor disse områder
sammen med sine medarbejdere. Blandt disse arbejder må i særlig grad fremhæves
afhandlingen om biskjoldbruskkirtlernes kirurgi og problemerne omkring
brystkræft. Han har også udgivet flere lærebøger i kirurgi.
Han medvirkede væsentligt til etableringen af anæstesiologien, thoraxkirurgien
og plastikkirurgien her i landet.
I alle vore forhold til Dahl-Iversen har vi måttet erkende, at en oprindelig
personligheds væsentligste virkning på og forhold til omgivelserne fuldbyrder sig
dels i en meddelen af liv og ånd dels i en frigørelse af de i den enkelte bundne
kræfter. Inspirationen kan så have været positiv befrugtende eller negativ paralyserende
eller afsporende. I alle forhold nærede han altid inderst inde et intenst
ønske om at lade den enkeltes oprindelige åndelige spændstighed urørt, så denne
kunne besinde sig på sig selv. Slutresultatet blev under alle omstændigheder, at
denne modtog hans fulde støtte udadtil som indadtil.
I 30'erne og især efter 2. verdenskrig udbyggedes hans kontakter til nordiske
kirurger. Han blev straks efter sin udnævnelse til professor generalsekretær for
Nordisk Kirurgisk Forening, og i 1961 præsident for foreningens kongres i København.
Han knyttede også kontakter til franske, britiske og amerikanske kirurger,
foruden til kirurger fra mange andre lande. Disse kontakter udbyggedes ved
studierejser, kongresdeltagelser og ikke mindst ved den internationale kirurgkongres
i København i 1955, hvor han var vicepræsident. I 1961 blev han også
præsident for den internationale kirurgkongres i Dublin.
Han medvirkede til dannelsen af Collegium Regium Chirurgorum Daniae,
International Surgical Group og af International Federation ofSurgical Colleges.
Han modtog i årenes løb talrige hædersbevisninger fra nordiske og andre udenlandske
selskaber.
Hans virke prægedes i høj grad af hans store arbejdskraft og hans fremsynethed
med hensyn til kirurgiens udvikling. Han var en betydelig kliniker, også i sin
undervisning. Hans videnskabelige virksomhed var solid og omhyggelig, præget
af hans store flid.
Hans internationale kontakter og relationer er næppe overgået af nogen anden
dansk kirurg.
I den første tid af sit otium fortsatte han sit flittige virke. Han skrev således 2
afhandlinger om kirurgiens historie i Danmark.
Han formåede i en fremtrædende position at forene faglig dygtighed med lune,
sarkasme, selvglæde og selvironi. Festlig var han og festlig vil vi mindes ham.
E. Hasner


Henning Jesper Andersen
19. august 1916-9. november 1978
Henning Jesper Andersen døde pludseligt under en rejse i Sydamerika den 9.
november 1978 godt 2 år efter, han var gået af som professor i pædiatri og
overlæge ved Børnehospitalet på Fuglebakken.
Henning Jesper Andersen var født i Vejgård ved Ålborg og glemte aldrig sin
nørrejyske oprindelse. Han blev matematisk-naturvidenskabelig student fra Ålborg
Katedralskole 1935.
Den medicinske embedseksamen bestod han 7 år senere i 1942.
Hepning Andersen var turnuskandidat ved Skive Sygehus og fortsatte som
kandidat og reservelæge på medicinsk afdeling såvel i Skive som ved Statshospitalet
i Sønderborg, indtil han i eftersommeren 1946 blev kandidat på Diakonissestiftelsen,
der på det tidspunkt omfattede såvel medicinsk som pædiatrisk afsnit.
Henning Andersens pædiatriske uddannelse fortsatte i stillingen som kandidat
ved Rigshospitalets børneafdeling i 1947-48, og derefter Børnehospitalet på
Fuglebakken, hvor han var godt 1 år som kandidat. Den største del af den
pædiatriske uddannelse kom dog til at falde på Dronning Louises Børnehospital,
hvortil han kom i april 1949 og var ansat uden afbrydelse i 11 år, dels som 2. og 1.
reservelæge og fra april 1956 som afdelingslæge. I disse år blev han også som
konsulent knyttet til Ortopædisk Hospital og Fysiurgisk Hospital i Hornbæk.
Henning Andersens første videnskabelige arbejder fra 1948 drejede sig om
undersøgelser over duodenalsaft bl.a. med henblik på problematikken ved pancreasfibrose,
men i løbet af årene på Dronning Louises Børnehospital slog hans
endokrinologiske forskningsinteresse klart igennem. Han var pioner med hensyn
til cortisonbehandling af kongenit binyrebarkhyperplasi og fremlagde de første
resultater i Dansk Pædiatrisk Selskab i 1952.
Han blev allerede i 1949 leder af den endokrine poliklinik ved Dronning Louises
Børnehospital, et arbejde han fortsatte i alle årene, mens han var der og også
efter fraflytningen i 1960 og siden med overflyttelse af samme klinik til Børnehospitalet
på Fuglebakken. Den endokrine poliklinik på Dronning Louises Børnehospital
har haft umådelig stor betydning for uddannelsen af pædiatriske endokrinologisk
orienterede læger her i landet. Dette blev endnu mere understreget,
efter at Henning Andersen i 1952 var på en studierejse i U.S.A., hvor ikke mindst
hans møde og påfølgende samarbejde med Lawson Wilkins fik en helt afgørende
betydning for hans kliniske og videnskabelige arbejde.
Begge disse betydelige pædiatriske endokrinologer havde først og fremmest en
490 Universitetets årbog 1978
klinisk opfattelse af faget kombineret med en særdeles stor viden om de fysiologiske
og patofysiologiske forhold inden for barnealderens endokrinologi. Dette prægede
en lang række arbejder, der foreløbigt kulminerede i Henning Andersens
disputats fra 1960 om »Studies of Hypothyreoidism in Children«.
Disputatsen, der baseredes på undersøgelser med radioaktivt jod (jod 131) var
et pionerarbejde, og med de ret primitive forhold det ældre hospital kunne byde,
et imponerende arbejde.
Isotopteknik, ikke mindst i pædiatrien, var på det tidspunkt noget sjældent
anvendt, og selvfølgelig afstedkom undersøgelserne også en række debatindlæg af
forskellig art, der dog alle uden vanskeligheder kunne imødegås, således at arbejdet
kunne vurderes efter den store værdi, det havde.
I disse år ydede Henning Andersen også en meget betydelig indsats i undersøgelser
af forskellige forhold vedrørende fosterets vækst, og hans indsats på dette
område, der på dette tidspunkt og senere, manifesterede sig i tæt samarbejde med
de normal-anatomiske institutter var af overmåde stor betydning for en lang
række undersøgelser.
I 1960 kom Henning Andersen til Rigshospitalets børneafdeling som assisterende
overlæge, og var her indtil han i oktober 1964 blev udnævnt som overlæge
ved Børnehospitalet på Fuglebakken.
I disse år fortsattes arbejdet med endokrinologiske problemer, og samtidig
formaliseredes hans universitetstilknytning, idet han fra februar 1960 blev lektor i
pædiatri ved Københavns Universitet.
Da det lægevidenskabelige fakultet i 1971 oprettede 3 kliniske sektioner var
valget af Henning Andersen som professor i pædiatri ved sektion IV med stilling
knyttet til Børnehospitalet på Fuglebakken en selvfølgelighed.
Stillingen bestred han dog kun i 5 år, indtil han i efteråret 1976 på grund af
sygdom måtte fratræde stillingen på Fuglebakken.
I perioden fra 1964—1976 opbyggede Henning Andersen et endokrinologisk
forskningsmiljø på Børnehospitalet på Fuglebakken af meget stor betydning. En
generation af yngre danske pædiatere har her arbejdet og opnået mange gode
resultater af deres undersøgelser under Henning Andersens supervision. Der blev
indrettet en ny moderne ambulatoriebygning, og der blev etableret et hormonlaboratorium,
således at mange af de videnskabelige undersøgelser kunne foregå på
stedet.
I disse år fik Henning Andersen tiltagende interesse for fremstilling af og
behandling med humant væksthormon og adskillige af hans egne og hans yngres
medarbejderes arbejder har ligget inden for dette specialområde.
Dette arbejde fortsatte efter Henning Andersens afsked fra universitetet i tæt
samarbejde med Nordisk Insulinlaboratorium, og i den anledning deltog han
fortsat i kongresser og møder, hvilket bl.a. var tilfældet, da han i Sydamerika
pludselig blev ramt af sygdom, der satte en stopper for hans fortsatte virke.
Som leder af afdelinger og administrator var Henning Andersen altid meget
dynamisk og yderst engageret i alt, hvad han foretog sig, noget der også har
kostet sin pris, men som meget tit førte til særdeles gunstige resultater for det
formål, som han støttede, hvad enten det var enkeltpersoner, institutioner eller
pædiatri i al almindelighed.
Henning Andersen var en glimrende underviser, han var levende og kunne som
få få sine tilhørere med. Han kunne bygge sine forelæsninger og foredrag op,
således at vi alle følte, at nu forstod vi endeligt et svært problem.
Det var en egenskab, som han udnyttede med stor effekt også i studenterundervisningen.
At han samtidig nærede respekt for det at undervise, fremgår bl.a.
Nekrologer 491
af, at han var blandt de første der deltog i de pædagogiske kurser for det lægevidenskabelige
fakultets lærere i 1971-72.
Henning Andersens arbejdskraft var meget stor, og han blev i vid udstrækning
brugt af videnskabelige og faglige organisationer, han var næstformand i Dansk
Pædiatrisk Selskab fra 1962 og formand fra 1965—68.
I mange år var han tilforordnet specialistnævnet og medlem af Sundhedsstyrelsens
§ 14-råd i pædiatri. Han var også én af grundlæggerne af European Society
for Pediatric Endocrinology, et selskab der har haft uvurderlig betydning for
grenspecialets store udvikling i de senere mange år.
Han var medlem af en lang række europæiske og internationale foreninger for
pædiatrisk forskning, og ganske særligt havde han stor interesse i det nordiske
samarbejde. I mange år var han medlem af Nordisk Pædiatrisk Selskabs styrelse,
og han var en inspirerende leder af et af de første nordiske efteruddannelseskurser
i pædiatrisk endokrinologi i Hornbæk i 1970.
Han blev udnævnt til æresmedlem af Nordisk Pædiatrisk Selskab i 1976 og
samme år også æresmedlem af »Lawson Wilkins Endocrine Society«.
Henning Andersen var meget glad for at rejse og for at være sammen med
kolleger både indenlandske og udenlandske. Meget få danske pædiatere har betydet
så meget som repræsentant for faget overfor vores udenlandske kolleger.
Han havde en uudtømmelig fond af anekdoter og historier, han var altid den,
der elskede en glad fest, og hans hjem, som han var nært knyttet til, var altid
åbent for selskabelighed, når dette måtte være.
Henning Andersens daglige arbejdsform var i reglen meget inspirerende for
medarbejderne, men ind imellem kunne humøret og måske kræfterne svinge
noget, således at også en række skarpe konturer kunne træde tydeligt frem.
Henning Andersen betød meget for dansk pædiatri og pædiatrisk forskning.
Han var ofte i forreste linje af udviklingen, og han vil blive meget savnet inden for
de mange felter, han beskæftigede sig med.
J. C. Melchior

Erik Rydberg
22. november 1891-25. november 1978
Erik Wilhelm Rydberg var født i Stockholm som søn af afdelingschef Knut Rydberg
og Eva, f. Holberg. Efter to års ansættelse i en bank i Stockholm tog Rydberg
studentereksamen i 1910, studerede humaniora det følgende år, gik derefter over
til medicin og gennemførte sine studier ved Karolinska Institutet. Efter at være
blevet medicinsk kandidat i 1918 blev han ansat som amanuensis ved Karolinska
Institutets Fysiologisk-kemiska Institution i to år. Derefter fuldførte han sine
studier og blev medicinsk licentiat i 1922.
Efter eksamenen fik Rydberg først 3V2 års uddannelse på Sabbats bergs Sjukhus i
Stockholm, Lånslasarettet i Sala og Serafimerlasarettet i Stockholm. Fra 1926
uddannede han sig i obstetrik og gynækologi på Stockholms Stads Barnb5rdshus
og Sabbatsbergs Sjukhus i Stockholm. Fra 1932 ledede han selvstændigt den
provisoriske fødeafdeling på Sabbatsbergs Sjukhus.
I 1932 disputerede Rydberg for doktorgraden på Lunds Universitet og fik
karakteren cum laude for afhandlingen og cum insigniori laude for forsvaret. I 1933
blev han udnævnt til docent i obstetrik og gynækologi ved Karolinska Institutet.
Under sin ansættelse i Stockholm skrev Rydberg seks artikler om fødselsbetingede
intracranielle blødninger hos nyfødte børn, og disse arbejder afsluttedes
med hans doktordisputats: »Cerebral injury in new-born children consequent on
birth trauma; with an inquiry into the normal and pathological anatomy of the
neuroglia«. Under udarbejdelsen af disse arbejder vaktes Rydbergs interesse for
fødselens mekanisme, og denne interesse bevarede han resten aflivet. Yderligere
skrev han to andre artikler: »Fall av tetanus vid abort« og: »Om hirsutism; med
redogdrelse for 2 fall av sjukdommen vid ovarieltumorer«.
I de arbejder, der førte til disputatsen, og i selve denne koncentrerede Rydberg
sig om de intracranielle fund, hjernelæsioner og de mikroskopiske fund i hjernen,
specielt i neurogliavævet, der kan forefindes hos barnet som følge af det stress,
fosteret bliver udsat for under den vaginale fødsel og efterfølgende hurtige omstilling
til selvstændigt liv. Stresset under fødselen skyldes dels mekanisk påvirkning
som følge af de anatomiske forhold, dels forstyrrelser i iltoptagelsen og kuldioxydafgiften
som følge af nedsat blodcirkulation og mekanisk tryk. Straks efter
fødselen kan forstyrrelserne yderligere forværres som følge af manglende eller
mangelfuld respiration og blodcirculation. På grundlag af sine patologisk-anatomiske
fund viste Rydberg, at de intracranielle blødninger og de fødselstraumatiske
fund ofte førte til typiske kliniske billeder, der tillod en diagnose, mens de
Arbog 1978
494 Universitetets årbog 1978
andre gange ikke havde fremkaldt symptomer, der tillod en diagnose intra vitam.
Hans terapi over for de typiske kliniske billeder var blodtransfusion.
Da professor ved Københavns Universitet, dr. med. Svend Aage Gammeltoft i
1934 tog sin afsked på grund af sygdom, blev lærestolen i fødselsvidenskab,
kvindesygdomme og nyfødte børns sygdomme samt chefstillingen på Rigshospitalets
fødeafdeling A og gynækologisk afdeling I ledige. Efter ansøgningsfristens
udløb var der indkommet fem ansøgninger, heriblandt Rydbergs. Det af det
lægevidenskabelige fakultet nedsatte udvalg indstillede, at der blev afholdt konkurrence
mellem de fem ansøgere. Denne indstilling tiltrådte fakultetet, samtidig
med at det foreslog medlemmer til en konkurrencekomité. Fakultetet foreslog
endvidere, at konkurrencen for hver af ansøgerne kom til at bestå i to forelæsninger
over et selvvalgt emne, en klinisk forelæsning over en gynækologisk patient
med 24 timers forberedelse, en klinisk forelæsning over en obstetricisk patient
med ca. 3 timers forberedelse og endelig en forelæsning over et obstetricisk emne
fælles for alle konkurrencedeltagerne med 24 timers forberedelse. Konsistorium
og undervisningsministerium tilsluttede sig indstillingen, og konkurrencen blev
afholdt i dagene 27. marts—6. april 1935, efter at lodtrækning havde bestemt
deltagernes rækkefølge.
Rydberg holdt to forelæsninger over sit selvvalgte emne »Forlossningens mekanik
«, og her redegjorde han blandt andet for den rolle, fosterhovedets form
spiller. Forelæsningen over emnet fælles for alle deltagerne hed »Det abdominale
Kejsersnit sammenlignet med andre Forløsningsmetoder« og holdtes den sidste
dag efter tur. Allerede samme dag forelå konkurrencekomiteens énstemmige indstilling
af Erik Rydberg. Han tiltrådte den 1. september 1935, men foreløbig kun
som konstitueret i embedet, da han var svensk undersåt. Undervisningsministeriet
var imidlertid sindet at indstille ham til kgl. udnævnelse, når han havde
erhvervet dansk indfødsret. Den kgl. udnævnelse fandt sted den 29. juli 1936 med
tilbagevirkende kraft fra den 1. maj at regne.
Som andre chefer fik Rydberg mange opgaver at varetage i de 26 år, han sad
som chef. Han var stærkt interesseret i studenterundervisningen, holdt udmærkede
katedrale forelæsninger, og disse blev nedskrevet af studenterne, duplikeret
og udgivet. Han var eneansvarlig for undervisningen og eksaminationen i obstetrik
og gynækologi af landets vordende læger, indtil der fra 1954 også kunne tages
eksamen ved Århus universitet. I undervisningen havde han hjælp af de underordnede
læger, specielt 1. reservelægen og fra 1946 desuden afdelingslægen, men
eksaminationen var han de første fem år ene om, og det var en stor byrde med det
stigende antal studenter, 133—200 pr. år. I 1940 fik han en lektor til hjælp og i
1956 endnu en.
En lærebog for studenterne skrev Rydberg ikke, derimod skrev han i 1947 og
1954 henholdsvis en Obstetrik og en Gynækologi for praktiserende læger. Disse to
bøger udkom som »Særtryk af Medicinske Specialer i Lægepraksis«, og de var
særdeles vel egnede til formålet.
Rydberg drev sin afdeling med stor omhu, ville være og var orienteret om hver
enkelt patient og var altid til disposition. Han var yderst retskaffen og en udmærket
lærer for de ansatte, både hvad angik den daglige klinik og de videnskabelige
opgaver, og han fulgte med interesse sine tidligere medarbejdere. Han havde stor
tiltro til sine medarbejderes redelighed i de videnskabelige opgaver, de syslede
med. Det var derfor et hårdt slag for ham, da han opdagede, at en af dem havde
snydt ham. Trods det prestigetab, han følte, han herved havde lidt, skånede han
ikke sig selv, men fik sagen taget op og undersøgt til bunds, til trods for den
sensation han vidste, den ville fremkalde - og som den fremkaldte.
Nekrologer 495
Rydbergs videnskabelige indsats faldt først og fremmest inden for behandlingen
med de overordnede seksualhormoner og inden for fødselens mekanik. Efter
at Løvens kemiske Fabrik havde fremstillet de overordnede seksualhormonpræparater
»Antex« og »Physex« (udvundet henholdsvis fra gravide hoppers serum
og gravide kvinders urin), blev Rydberg fra 1936 en af pionererne i brugen af
disse inden for klinikken. Senere opstillede han sammen med medarbejdere behandlingsprincipper
for brugen af disse hormoner ved amenorrhoe, visse blødningsforstyrrelser
og funktionel sterilitet. Under disse arbejder blev Rydberg i
1948 - som den første - opmærksom på, at en på et objektglas udstrøget dråbe af
slimen fra cervix uteri omkring ovulationstidspunktet mikroskopisk viste en massiv
bregnebladslignende krystallisation.
Efter at have bragt den gonadotrope hormonbehandling i faste rammer vendte
Rydberg tilbage til sin anden store interesse, fødselens mekanik, og koncentrerede
sig om den normale baghovedpræsentation. Han konstruerede en række modeller
af fosterhovedet og fødselskanalen, optog røntgenbilleder under fødselen og foretog
en række matematiske udregninger. Det lykkedes ham hermed at vise, at de
bevægelser, hovedet foretager under sin passage gennem fødselskanalen, hovedsagelig
er bestemt af hovedets form og formen, elasticiteten og plasticiteten af
fødselskanalens vægge. I 1954 kronedes dette tidkrævende arbejde med udgivelsen
af hans bog »The Mechanism of Labour«, i hvilken han dels gennemgår
tidligere tiders opfattelser om fødselens mekanik, dels fremfører beviser for sin
teori baseret på sine røntgenundersøgelser og de sindrigt konstruerede modeller.
Den kendte amerikanske obstetriker Nicholson J. Eastman karakteriserede forfatteren
blandt andet ved følgende: »The distinguished author of this volume, a
world authority on obstetrics, speaks from a vast background of study and experience.
The views he sets forth in this volume are based on a rich knowledge of the
literature and are documented by extensive new experimental work«. Om bogen
skrev han blandt andet: »It is the most extensive and scholarly survey of the
mechanics of labor which has appeared in many years and for any teacher of
obstetrics it is an essential book to own«. Senere havde Rydberg den glæde at
blive indbudt af en anden af de kendte amerikanske obstetrikere J. P. Greenhill til
at skrive et kapitel om »Mechanism of Labor in Cephalic Presentation« i dennes
store og udbredte lærebog: Obstetrics.
Rydberg var nu blevet så fascineret af røntgenoptagelsernes muligheder, at han
i 1956 gik i gang med stereoskopiske røntgenundersøgelser. Ved hjælp fra forskellige
fonds fik han efter sine egne planer opbygget et stereoskopisk røntgenapparatur
og et stereoskop. Han fik herved mulighed for at bedømme pelvis og
foster tredimensionalt. Ved forskellige måleinstrumenter og en lang række matematiske
udregninger lykkedes det ham at måle de forskellige bækkendiametre
nøjagtigt, og ved hjælp af det stereoskopiske billede kunne han afgøre den enkelte
patients bækkentype og dets rummelighed. Under fødselen kunne han tredimensionalt
følge den ledende fosterdels bevægelser ned gennem fødselskanalen; ved
hovedpræsentationer hovedets accommodation, graden af kranieknoglernes overskydning
og den eventuelle impression på disse. Det er et imponerende arbejde,
Rydberg her har udført, og dets videnskabelige værdi med hensyn til fødselens
mekanik ved normale og let forsnævrede bækkener er uomtvistelig. Derimod er
den stereoskopiske røntgenundersøgelse ikke egnet i den daglige rutine, da den
kræver den yderste expertise. Om disse stereoskopiske røntgenundersøgelser udgav
Rydberg i sit otium det meget smukke værk: »An Atlas of Stereoscopic X-Ray
in Obstetrics« (1969), bestående af tekst og stereoskopiske røntgenbilleder samt
en binocle, der muliggør at se billederne stereoskopisk.
496 Universitetets årbog 1978
Under dette atlas' udarbejdelse kom Rydberg ind på øjets kinematik, og han
skrev i 1964 en artikel herom. Han anfører, at Listings lov blot er et billedlig
udtryk for den geometriske sammenhæng mellem to af øjets fixationsstillinger,
mens loven ikke giver oplysning om den bevægelse, øjet faktisk foretager for at
indtage den nye fixationsstilling. Rydberg betragter denne bevægelse som bestående
af to komponenter, dels en rotation om en axe vinkelret på synslinien, dels
en rotation omkring synslinien som axe. Ved hjælp af sfærisk geometri kan kinematikken
udtrykkes i bestemte formler. Sluttelig afbilder han en selvkonstrueret
model, hvorved øjets bevægelser kan anskueliggøres.
Rydberg var i flere tilfælde foregangsmand her i landet for indførelsen af behandlingsmæssige
fremskridt. Således introducerede han i 1938 kvælstofforiltenarkosen
ved fødsler. Mens han i sin disputats fra 1932 havde foreslået at behandle
de nyfødte børn med typiske symptomer på intracraniel blødning med
blodtransfusion, fremlagde han i 1941 sine resultater ved brugen af Bartons tang
til hurtigt og relativt skånsomt at afslutte langvarige og vanskelige fødsler. De
hidtil her i landet anvendte tangmodeller var mindre egnede eller uegnede, og
ikke sjældent stod kun perforation af fosterhovedet tilbage. Vanskeligheden ved
tangforløsningen i sådanne tilfælde lå i, at fosterhovedet stod halvhøjt og uroteret.
Den af Barton genialt konstruerede tang var derimod særdeles egnet. Den for os i
dag naturligste løsning, kejsersnittet, veg man tilbage for på grund af den store
mødremortalitet. Først efter at man havde laet kendskab til den udvikling, der
var sket under anden verdenskrig med hensyn til operationer og postoperativ
behandling, ændredes billedet for kejsersnittets anvendelse, og Rydberg var ikke
sen til at udnytte dette. Allerede fra 1946 steg kejsersnitfrekvensen på hans afdeling
fra den hidtidige V2-I % til det tredobbelte for i hans sidste år at ligge på ca.
8%.
Da vor første »Lov om Foranstaltninger i Anledning af Svangerskab m.m.« af
18. maj 1937 (dvs. loven om legal svangerskabsafbrydelse) skulle revideres, blev
Rydberg medlem af den af justitsministeriet den 9. januar 1950 nedsatte kommission.
Under kommissionsarbejdet viste det sig hurtigt, at Rydbergs synspunkter
lå langt fra de øvrige medlemmers, hvorfor han fremkom med en mindretalsbetænkning,
en betænkning som de øvrige medlemmer kraftigt gik imod. I denne
betænkning giver han først en historisk redegørelse for de forskellige folkeslags og
religioners syn på abortiva, abortprovokation og ihjelslåen eller udsættelse af de
nyfødte børn siden 2500 f. Chr. Dernæst gennemgår han den gældende lovs
indikationer, som han mener, de burde tydes, hvilket er i modstrid med den
måde, de efterhånden blev tydet på. Rydberg var (og forblev) en modstander af
abortprovokation undtagen på de indikationer, der var gældende efter loven af
1937, og under forudsætning af, at disse blev taget seriøst, hvad han ikke mente,
de var blevet i det sidste decennium. Indikationerne var blevet udvidet langt ud
over, hvad der var hjemmel for i loven, idet den medicinsk-sociale indikation var
kommet ind ad en bagdør. Rydbergs eget forslag var, at indgrebet kun skulle
være tilladt på de rent medicinske, de eugeniske og de etiske indikationer, såfremt
man ville give fosteret en reel retsbeskyttelse. Han var klar over, at hans forslag
betød et definitivt brud med hele den praksis, der nu var oparbejdet. Hvis folketinget
skulle mene, at de principper, der hidtil havde været normgivende for
lovgivningen, skulle opgives, måtte konsekvensen heraf efter Rydbergs mening
blive fri abort, hvor afgørelsen blev lagt i kvindens egne hænder; men han pointerede
udtrykkeligt, at det ikke var hans forslag.
Rydberg var medredaktør af Acta obstetricia et gynaecologica scandinavica til
sin afgang i 1962 og medlem af The International Editorial Board of Excerpta
Nekrologer 497
Medica, Section X til sin død. Han var formand i Foreningen for Gynækologi og
Obstetrik 1937-1939, korresponderende medlem af The American Society for the
Study of Sterility, af Deutsche Gesellschaft fur Gynåkologie og af Société Franfaise
de Gynécologie; endvidere æresmedlem af Sociedad de Obstetricia y Ginecologia,
Buenos Aires og The Egyptian Endocrinological Society samt medlem af
Kungl. Fysiografiska Sållskapet i Lund. I 1967 modtog han hædersgaven fra
generalkonsul Ernst Carlsens fond.
Den sidste halve snes år formørkedes Rydbergs liv af en tiltagende synsnedsættelse,
og til sidst havde han kun lyssansen tilbage.
Rydberg blev i 1923 gift med Bodil Westergaard, datter af professor, dr. jur. et
polit. Harald Westergaard og hustru Lucie Bolette, f. Blædel. De var hele livet
meget nært knyttet til hinanden og levede i et lykkeligt og særdeles harmonisk
ægteskab. Fru Rydberg var ham hele livet en uvurderlig støtte. Ægteskabet var
barnløst.
Dyre Trolle