I. Nekrologer
1 Årbog 1975-76
J.A. Bundgaard.
J. A. Bundgård
7. oktober 1897 - 22. maj 1976
Få dage før udsendelsen af sit store værk om Parthenon og den mykenske
by på Athens Akropolis, lørdag d. 22. maj 1976 døde fhv. universitetslektor
J. A. Bundgård 78 år gammel. Et længere hospitalsophold havde tilsyneladende
medført en bedring i den sygdom, som gjorde hans sidste år så
tungt for ham og hans nærmeste, lægerne havde givet ham lov til at holde
weekend hjemme, og han nød tilværelsen i sin elskede have, da døden pludselig
indfandt sig.
Født d. 1. oktober 1897 som søn af billedhuggeren Anders Bundgaard,
Gefionspringvandets skaber, fik han navnet Jens Andersen Bundgård; bedstefaderen
og oldefaderen var træskomænd i Himmerland. Han blev klassisk-
sproglig student fra Metropolitanskolen i 1916, mag.art. i klassisk filologi
med arkæologisk speciale i 1923. Hans lærere var filologerne J. L. Heiberg
og A. B. Drachmann samt arkæologen Christian Blinkenberg. Navnlig
denne sidste, der også var af jydsk håndværkerslægt, kom til at betyde meget
for hans videnskabelige udvikling.
Allerede i studietiden, 1921-22, havde J. A. Bundgård været i Italien;
men efter eksamen fik han mulighed for at foretage en længere studierejse i
Grækenland og Italien med hjemtur over Paris. Under opholdet i Grækenland
blev han optaget på den franske arkæologiske skole i Athen og kom til
at deltage i dens udgravninger på Thasos. Denne rejse i 1923-24 afrundede
hans uddannelse, berigede ham med en mængde indtryk, erfaringer og
viden og gav hans væsen den særlige, let gallisk-elegante form, der mildnede
de jydske træk i hans naturel. I 1928 knyttedes han til Østre Borgerdydskole
som adjunkt, en læreanstalt han blev ved til 1966, fra 1943 som lektor.
Mange er de akademikere, som ved hans hjælp har lært at forstå ånden i den
antike litteratur og at se på kunst, og det ikke blot den antike. Hans gerning
i gymnasieskolen var meget påskønnet, både af elever, kolleger og overordnede.
I mange år var han medlem af eksamenskommissionerne og faglig
medhjælper for undervisningsinspektøren.
Men snart fik Københavns Universitet brug for ham. I 1945 blev han
censor ved klassisk-filologisk skoleembedseksamen og i 1948 lektor i klassisk
filologi. Denne stilling beholdt han til 1960, i hvilket år han fik et nyoprettet
lektorat ved Institut for klassisk og nærorientalsk Arkæologi. Emnet var den
antike epigrafik, som han havde særlige forudsætninger for at beskæftige sig
med. Velbevandret i både filologi og arkæologi kunne han som elev af Blinkenberg,
vor største epigrafiker, videreføre traditionen fra P. O. Brøndsted
og J. L. Ussing. I 1965 blev han medlem af Den akademiske Lærerforsam4
Universitetets årbog 1975-76
ling, og i 1970 omdannedes hans lærestol til et lektorat i klassisk arkæologi,
så at han også kom til at undervise på andre områder inden for arkæologien.
Først i 1972 forlod han Universitetet, i en alder af 75 år.
Bundgårds litterære produktion falder stort set i tre grupper, hvoraf han
selv har betegnet den ene som skolebøger. Den omfatter »Den græske kunsts
historie fremstillet i omrids« (1932), »Athen i storhedstiden belyst ved uddrag
af ældre, samtidige og yngre kilder« (1934), »Billedhefter til undervisningsbrug,
1. Oldtid og middelalder, II. Nyere tid« (1935-36), »Pompei«
(1960) og »Den græske mythologi« (1966). At kalde de sidste to småskrifter
for skolebøger er nok for beskedent; de kom i serien »Søndagsuniversitetet«,
og mytologien vides at være blevet anbefalet som introduktion til emnet i
antikstudiet ved Lunds Universitet. Utraditionelle er de alle. Som den første
illustration til den græske kunsthistorie bringer han ikke noget græsk, men
en af Christen Købkes udsigter fra Frederiksborg Slot, og knytter dertil
nogle væsentlige bemærkninger om kunst. Overhovedet er billedvalg og
tekst så fortræffelige, at man ikke kan undre sig over antallet af bogens
udgaver; den er næsten blevet en klassiker.
En anden gruppe er oversættelsesarbejderne, hvortil egentlig også den
førnævnte lille bog om Athen hører. Mere kendte er hans gengivelser af
Epiktets håndbog (1918), Marcus Aurelius' optegnelser (1949), dele af Platons
Symposion (1955) og Senecas bog om sjælefred (1956). Alle er de karakteriseret
af et klart, smukt og naturligt sprog.
Forholdsvis sent begyndte Bundgård at skrive for arkæologiske fagkredse i
snævrere forstand; det var som om alt det, han i årenes løb havde gået og
tænkt, nu pludselig begyndte at udkrystalliseres. Den gentagne beskæftigelse
med græsk arkitektur, som en oldtidskundskabs- og græsklærer kommer ud
for, virkede åbenbart på ham som en udfordring, et krav om fuldstændig
forståelse. Allerede i det første arbejde anslog han den arkitekturhistorisk-
epigrafiske dobbelttone, som dominerer hans videnskabelige forfatterskab;
det er en afhandling om en byggekontrakt fra det mellemgræske
landskab Boiotien, affattet i det 2. årh. f. C. (Classica et Mediaevalia 8, 1946).
En anden tidlig fagartikel omhandler det ældste eksempel på en tempelbygning
med udvendig søjlekrans (Bulletin de Correspondance Hellénique 70,
1946). Begge leder op til disputatsen om Propylæerne på Athens Akropolis
og deres arkitekt (»Mnesicles, a Greek Architect at Work« 1957), en blændende
skarpsindig afhandling, der både tvinger til eftertanke over for adskillige
centrale fænomener i den arkæologiske overlevering og bringer
værdifuldt nyt ved sin dybtgående analyse af de indviklede topografiske og
arkitekturhistoriske forhold i Propylæområdet og ved den ofte overbevisende
kombination af de eksisterende vidnesbyrd.
Da Bundgård havde fået lærestolen i epigrafik og måtte læse over både
alfabethistorie, græske og latinske indskrifter samt lejlighedsvis give forhistoriske
arkæologer et elementært kursus i latin, nøjedes han karakteristisk
nok ikke med en rutinemæssig gennemgang af stoffet, men søgte også på
dette felt at løse centrale problemer. Synlige resultater heraf er to afhandlinger,
den ene om alfabetets spredning fra øst til vest (Analecta Romana
Instituti Danici 3, 1965), den anden om Cæsars Rhinbroer, som man kender
dem fra feltherrens egne beskrivelser (Acta Archaeologica 36, 1965). En sen
udløber af epigrafikundervisningen er nyvurderingen af den berømte indskrift
om Nikehelligdommen på Athens Akropolis (Mélanges helléniques
offerts å Georges Daux 1974). Det blev overtagelsen af lektoratet i klassisk
Nekrologer 5
arkæologi, som gjorde det muligt for ham at koncentrere sig om færdiggørelsen
af de omfattende Akropolisundersøgelser, som disputatsen kun var optakten
til. Det var ham om at gøre, i den tid der var ham beskåret, at få
klarhed over forholdene også på den øvrige del af borgklippen. Akropolis'
heldig i Det tyske arkæologiske Institut i Athen at finde de originale måleningsbeskrivelser,
letsindige fundfortolkninger og almindeligt vrøvl. Det
siger sig selv, at han med sin indstilling måtte begynde helt fra bunden; altså
gik han i lag med de ældste levn og de ældste fundberetninger og var da så
heldig i Det tyske arkæologiske Institut i Athen at finde de originale målebblade
fra de gamle tyske udgravninger, som man slet ikke havde udnyttet
fuldtud. Med generøsitet tillod Institutets ledelse ham at offentliggøre dette
materiale med tilhørende udgravningsfotografier i et monumentalt dobbeltbind,
det første af en planlagt publikationsserie fra Institut for klassisk
og nærorientalsk Arkæologi ved Københavns Universitet (»The Excavation
of the Athenian Acropolis 1882-1890, the Original Drawings, edited from
the Papers of Georg Kawerau« 1974). På dette f undament hviler det indledningsvis
nævnte værk, der skulle blive hans største og sidste, udgivet af
Nationalmuseet (»Parthenon and the Mycenaean City on the Heights«
1976). Det betegner afrundingen af et mangeårigt arbejde med Athens
Akropolis, og det har øjensynligt ligget ham på sinde at få sagt alt, hvad han
vidste og mente derom. Meget nyt er der deri, adskilligt som tvinger os til at
revidere vor opfattelse på en række punkter, og en del som ægger til modsigelse,
men intet som er ligegyldigt.
Bundgård var en modig mand, en mand der elskede at kæmpe for det han
anså for rigtigt, og en mand der på sokratisk vis kunne provokere. Handlingen
ved hans doktordisputats blev en disput i gammeldags forstand, og han
tog gerne del i en aktuel debat, som f.eks. da en fremragende arkitekt havde
lanceret nogle nye ideer om metrologi (Arkitekten 1966). En dansk kulturhistoriker,
selv af bondeæt, har sagt til sine studenter: sørg altid for jordforbindelsen,
så kan I trække lyn ud af skyerne. På nogle af de sidste sider af
Parthenon-bogen finder man skarpe ord om tegnebordsarkitekter og andre
teoretikere, men ros til lærerne Drachmann og Blinkenberg, til kunstnere
som faderen, til tømrerne og murerne i dennes hjemstavn. Håndværkstraditionen
i familien var ham kær, og med stor pietet har han andetsteds udgivet
faderens erindringer om barneårene i Ersted (Fra Himmerland og Kjær
Herred 1962). I dette milieu havde han sin jordforbindelse, og han var
sandelig ikke bange for lynene.
Filologer, arkæologer og arkitekter fulgte ham til graven i taknemmelig
erindring om en inspirerende lærer, en loyal kollega og en trofast ven.
Københavns Universitet er ham megen tak skyldig og vil ære hans minde.
P. J. Riis.

Karl O. Christiansen
I. april 1908 - 22. maj 1976
Professor i kriminologi, dr. jur. Karl Otto Christiansen afgik ved døden den
22. maj 1976 under et ophold ved University of Minnesota. Han blev 68 år
gammel. Ved hans død har Københavns Universitet og dansk kriminologi
mistet en forsker som ved en usædvanlig personlig indsats havde uddannet
sig selv og bragt et fag til udvikling som forud knap nok fandtes på dansk
grund.
Karl O. Christiansen var født i Silkeborg i 1908. Han kom i maskinlære og
havde omtrent udstået sin læretid, da en gigtfeber tvang ham til at holde op.
Det var i 1928. Så tog han studenterexamen på kursus, og i 1931 begyndte
han at studere filosofi hos professor K. K. Kortsen i Århus. Fra 1934 læste
han i Købejihavn, hvor han blev mag.art. i filosofi i 1937. Allerede i studietiden
gik hans interesser i retning af sociologien og kriminologien. Han besvarede
universitetets prisspørgsmål i filosofi for 1935 om begrebet ansvarlighed
og fik accessit for besvarelsen. Opgaven førte ham særlig ind på et
studium af den franske sociologiske skole (Durkheim og Fauconnet). Hans
store opgave ved konferensen havde emnet: »Hvilke bidrag yder sociologien
til den etiske diskussion om forbrydelse og straf?«.
Der blev ikke på den tid doceret eller skrevet meget i Danmark som kunne
lette Karl O. Christiansen vejen til en empirisk samfundsvidenskab. Af filosofistudiets
discipliner kom psykologien formentlig til at betyde mest for
ham; han fandt desuden adskilligt at lære og beundre hos dr. phil. Svend
Ranulf. en fin og original forsker der ligesom han selv havde bevæget sig fra
filosofien til sociologien med social-etiske problemer som det forbindende
led. Ranulf blev professor i filosofi i Århus i 1939; for Christiansens vedkommende
blev der tale om et mere definitivt valg af empiriske arbejdsmåder.
Hans første større artikel handlede om »Kriminologiens fundamentale
problemer« (1940) og var en præsentation af Franz Exners »Kriminalbiologie
« fra 1939 (i senere udgaver mere rammende benævnt »Kriminologie
«). Det er sandsynligt at denne bog har bidraget stærkt til at bestemme
retningen af Christiansens egen forskning. Her var en rigdom af oplysninger
og drøftelser om kriminologiens almindelige stilling, om metodeproblemer
og om personlighedsmæssige og sociale kriminalitetsfaktorer. Omtalen
af bogen viser at Christiansens metodiske indstilling fuldtud var bestemt
af et krav om systematisk registrering af data og kritisk tolkning af statistiske
opgørelser. Han indså tidligt nødvendigheden af at være fortrolig med statistiske
metoder. Også i sine modne år lagde han vægt på at udnytte hvad han
fandt af nyt i den teoretiske statistik, ikke mindst hos Georg Rasch.
8 Universitetets årbog 1975-76
I de første 20 år efter magisterkonferensen havde Karl O. Christiansen
ingen fast stilling, men gennem skiftende ansættelser og tidsbegrænsede
lønnede eller ulønnede opgaver fastholdt han en kurs der gav ham indsigt i
praktisk kriminalpolitik og mulighed for at studere og publicere. 1937-40
var han knyttet til Dansk Værne- og Tilsynsselskab som personundersøger,
dvs. han foretog de undersøgelser af sigtedes sociale forhold som er
almindelige i straffesager der trækker op til betinget dom. 1940-43 var han
medarbejder ved kriminologiske undersøgelser i statsfængslet i Vridsløselille,
og 1943-44 underviste han ved forvaringsanstalten i Herstedvester. Samtidig
manuducerede han i filosofi indtil 1945. Denne undervisning blev udskiftet
med en anden der nu betød mere for ham: fra 1944 beklædte han et
nyoprettet externt lektorat i kriminologi for juridiske studerende. Om de
fleste af hans videnskabelige arbejder fra perioden indtil de første efterkrigsår
gælder at de nærmest må ses som interessante oplæg til videre forskning.
Forskellige forhold bevirkede at andre opgaver senere kom i forgrunden.
Der var navnlig eet arbejde som havde fortjent både at blive uddybet og
at blive bedre kendt. Sammen med overlæge, dr. med. Georg K. Stiirup afsluttede
Christiansen i 1946 undersøgelsen 335 statsfængsels/anger, som rummede
et interessant forsøg på at opstille hovedtyper af kriminelle levnedsløb:
begyndere, intermitterende kriminelle og kronisk kriminelle. Det er
almindeligt at kriminologiske undersøgelser registrerer antallet af forstraffe
og senere tilbagefald hos kriminelle, men få har beskæftiget sig med at
kortlægge hvorledes domfældelser og afsoningsperioder tegner deres mønster
i kriminelle levnedsløb. Undersøgelsen af de 335 fanger er desværre
aldrig blevet publiceret, men Christiansen bevarede interessen for forløbstypernes
problem, og noget tyder på at han senere overvejede en mere
kompliceret inddeling.
Fra tiåret 1945-55 er der navnlig grund til at fremhæve tre større arbejder
der alle udsprang af opgaver som Karl O. Christiansen havde påtaget sig for
kriminalforsorgen. To af dem handlede om landssvigerne, de personer som
efter den tyske besættelses ophør, fra juni 1945, blev dømt efter straffelovstillægget
om forræderi og anden landsskadelig virksomhed.
Efter at retsopgøret var indledt, oprettede Direktoratet for Fængselsvæsenet
et »indrulleringskontor«, der skulle forestå indsamlingen af oplysninger
om de domfældte landssvigere. Karl O. Christiansen blev daglig leder af
dette kontor. Dommene faldt så hurtigt og i så stort antal at indsamlingen af
oplysninger ikke fik den ventede betydning for fordelingen af de dømte på
fængselsvæsenets institutioner og for det resocialiserende arbejde. Så meget
vigtigere var det at Christiansen fik mulighed for at gennemføre en omfattende
videnskabelig bearbejdelse af materialet. Den kom til at forløbe i to
etaper. 1 1950 udkom bogen Mandlige landssvigere i Danmark under besættelsen,
en kriminografisk og sociologisk oversigt over godt 5.000 mænd dømt efter
straffelovstillægget. Hovedvægten var lagt på en inddeling efter den hos
hver enkelt domfældte dominerende kriminalitetsform (»dominansgrupper
«). Med udgangspunkt heri behandles faktorer som alder, opvæxtkår,
erhvervsmæssige forhold, tidligere kriminalitet mv.
Et fortsat arbejde med materialet, nu med større vægt på teoretiske problemstillinger,
resulterede i afhand 1 ingen Landssvigerknminaliteten i sociologisk
belysning. I forbindelse med den foregående afhandling indbragte den i
1955 Christiansen den juridiske doktorgrad. Afiiandlingens problem eller
tesis var opstillet med udgangspunkt i den amerikanske kriminologTTior^m
Nekrologer 9
Selhns begreb »gruppemodstand«. En befolkning eller del heraf antages
gennem sine normer og holdninger at frembyde en modstand mod at gruppemedlemmer
bliver kriminelle; jo større gruppemodstanden er, desto
færre medlemmer af gruppen vil blive kriminelle. Øget gruppemodstand
skulle desuden betyde øget forekomst af socialt og psykologisk afvigende
træk hos dem der faktisk bryder modstanden og bliver kriminelle. Den
grundlæggende inddeling hos Christiansen blev en sondring mellem medlemmer
af det tyske mindretal, danske nazister og resten af befolkningen. I
sin undersøgelse af frekvensen af landssvigerkriminalitet i de tre grupper
tandt forfatteren i alt væsentligt støtte for en hypotese om at gruppemodstanden
var mindst hos hjemmetyskere, størst i befolkningsgruppen »resten
«, og at frekvensen af sociale afvigelser i forhold til grupperne også var
stigende fra den første til den tredie gruppes normbrydere. Det kunne
desuden antages at den relative hyppighed af sociale afvigelser blandt
normbryderne i befolkningsgruppen »resten« var stigende gennem besættelsesårene,
svarende til at den almindelige befolkning frembød stigende
gruppemodstand mod at handle i tysk interesse. Afhandlingen var et interessant
forsøg på at bringe analysen af landssvigerkriminaliteten ud over det
rent deskriptive. Denne kriminalitets særegne art sætter dog grænser for
konklusionernes værdi for en almindelig kriminologisk forklaringsmodel.
Midt i arbejdet med landssvigerkriminaliteten påtog Karl O. Christiansen
sig en anden opgave for fængselsvæsenet, denne gang en opgave med betydelige
praktiske perspektiver. Den korte f rihedsstraf var kommet i søgelyset,
fordi der var grund til at formode at afsoning under celleforhold, med kun
svage islæt af resocialiserende arbejde, ikke svarede til de dømtes behov for
bistand og til tidens idealer om effektiv fangebehandling. Et experiment blev
indledt i Vestre Fængsel. Sammen med en psykolog og to forsorgsmedarbejdere
foretog Christiansen grundige undersøgelser af de personlige og
sociale forhold hos et antal tilfældigt udvalgte kortddsafsonere; på grundlag
af denne viden gav man de dømte i denne experimentgruppe en psykologisk
og forsorgsmæssig bistand der lå langt ud over de sædvanlige vilkår for
afsoning af sådanne straffe. Af økonomiske grunde standsede justitsministeriet
undersøgelsen på et tidspunkt da gruppen kun var nået op på 126
afsonere; målet havde været det dobbelte eller lidt mere. Sammen med
fængselspsykologen, cand. psych. Karen Berntsen udgav Karl O. Christiansen
i 1955 bogen Mandlige arresthusfanger i Københavns fængsler, der indeholder
en detailleret redegørelse for undersøgelsens forløb. Der var samlet oplysninger
om en kontrolgruppe på andre 126 personer, som afsonede deres
straffe på sædvanlig måde. På grundlag af supplerende undersøgelser var
der beregnet et kriminelt recidiv på omkring 50% i begge grupper. Men
nogle år senere, da der var forløbet 6-8 år fra straffuldbyrdelsen, kunne
forfatterne tilføje den interessante oplysning at recidivet var signifikant højere
i kontrolgruppen end i experimentgruppen, 58% mod 41%. Med nogle
forbehold som forfatterne selv var opmærksomme på kunne undersøgelsen
tages til indtægt for den konklusion at adækvate specialpræventive bestræbelser
havde en effekt.
I den internationale kriminologi kom der fra 1950'erne et stigende antal
undersøgelser der beskæftigede sig med samme tema som arresthusprojektet;
sammenligning mellem flere strafferetlige sanktioner med henblik på en
bedømmelse af deres effektivitet, målt ved de dømtes senere tilbagefald,
men uden hensyntagen til generalpræventive virkninger. Konklusionerne
10 Universitetets årbog 1975-76
var i almindelighed negative i den forstand at det var svært at påvise signifikante
forskelle. I den kriminalpolitiske debat lagde denne forskning en
dæmper på forventningerne om øgede kriminalitetsforebyggende virkninger
af individualiserede sanktionsvalg. Karl O. Christiansen kom også senere
i en større undersøgelse til en konklusion der i det væsentlige lå på denne
linie. På opfordring af straffelovrådet, der overvejede at foreslå nogle tidsubestemte
sanktioner afskaffet, gennemførte han sammen med Mogens Moe,
Leif Senholt og andre medarbejdere undersøgelsen Effektiviteten af forvaring
og særfængsel m.v. (1972). Den viste at der ikke i recidivtal kunne hentes støtte
- i hvert fald ikke stærk støtte - for en opretholdelse af den tidsubestemte
psykopatforvaring.
Det er allerede nævnt at Karl O. Christiansen blev extern lektor i 1944. På
initiativ af professor Stephan Hurwitz var kriminologien blevet indført som
obligatorisk kursusfag for juristerne. Fra 1956 blev faget valgfrit; der lå vel
heri en vis svækkelse af kriminologiens stilling, men den var nødvendig som
led i indførelsen af nye muligheder for speciallæsning gennem valgfri kursusfag.
En styrkelse af kriminologiens forskningsmæssige placering var det
til gengæld at det retsvidenskabelige fakultet i 1957 oprettede Kriminalistisk
Institut som et fælles arbejdssted for kriminologi og strafferet. Karl O. Christiansen
havde i fire år været direktør for Landsforeningen for Mentalhygiejne,
men fik nu heltidsansættelse som amanuensis, fra 1958 med titel af
docent. Og i 1967 fik han et nyoprettet ordinært professorat.
Den faste tilknytning til universitetet gjorde Karl O. Christiansen mere
uafhængig af de udefra kommende opgaver. Han offentliggjorde i årene
efter 1957 en lang række tidsskriftafhandlinger der var resultatet af studier
over kriminalitetsudviklingen i Danmark, kriminalitetshyppighed og kriminalitetsrisiko,
tilbagefald til ny kriminalitet, ungdomskriminaliteten osv.
Mange af disse undersøgelser blev gennemført i et fortrinligt samarbejde
med andre. Til to udvalgsbetænkninger leverede han omfattende og særdeles
instruktive oversigter over ungdomskriminalitetens udvikling i Danmark
(1959) og forholdet mellem alkoholmisbrug og kriminalitet (1960). Til den
nye udgave af »Handworterbuch der Kriminologie« skrev han artiklen om
»Kriminologie« (bd. II, 1967).
I den anselige række af bidrag til danske og udenlandske tidsskrifter og
samleværker skiller nogle sig ud som resultater af Karl O. Christiansens mest
omfattende undersøgelse. I mere end 20 år havde han arbejdet med en stort
anlagt analyse af kriminaliteten i et dansk tvillingmateriale. Den første kriminologiske
tvillingforsker, tyskeren Johannes Lange, havde i 1929 på
grundlag af et begrænset, nærmest spinkelt materiale anset det for godtgjort
at eenæggede tvillinger helt overvejende forholdt sig konkordant (dvs. ensartet)
med hensyn til kriminalitet, modsat toæggede tvillinger, og at det
arvede anlæg derfor spillede den overvejende rolle i forbrydelsens genese.
Christiansen havde allerede i 1940 udtrykt tvivl om det forholdt sig så enkelt.
Selv fik han adgang til et langt større og bedre materiale end nogen af
forgængerne, nemligallede tvillingepar i detdanske tvillingregister der var født
på øerne i årene 1881-1910. Efter at oplysninger om registreret kriminalitet
var indsamlet, blev æggethedsdiagnoser stillet til rådighed al arvelighedsforskerne.
Også i det danske materiale viste de eenæggede væsentlig større
konkordanshyppighed end de toæggede. Det var på den anden side et faktum
at også de eenæggede par i stort omfang var diskordante og således ikke
af fælles arv bestemt til begge at blive enten kriminelle eller ikke-kriminelle.
Nekrologer 11
Der var desuden grund til at spørge efter lighed og ulighed i de milieutorhold
under hvilke tvillingepar voxede op, - et problem som den tidligere
forskning havde været inde på men ikke dyrket tilstrækkeligt. Det var jo
muligt, ja sandsynligt at uensartethed i milieuforhold gjorde sig mere gældende
blandt toæggede end blandt eenæggede, og at mindre konkordans
hos de toæggede i relation til kriminalitet til dels var en følge heraf. I stedet
for at tro på direkte slutninger om arvens og milieuets respektive roller
måtte man lede problemstillingen i retning af samspillet mellem på den ene
side milieuet, på den anden side den ved arv og milieu formede personlighed.
Også på andre måder blev problemerne nuancerede og metoderne
forfinede i Christiansens undersøgelse. Hans publikationer siden 1960'erne
havde skabt stor interesse i den internationale kriminologi. Men Christiansen
nåede ikke at fuldføre arbejdet, og selvom yderligere resultater vil blive
fremlagt af andre, vil det ikke blive det samme som at have set ham selv
lægge sidste hånd på værket. -
Der var to hovedlinier i Karl O. Christiansens kriminologiske arbejde.
Den ene udgår fra den forskning der har set studiet af forbrydelsens
årsager som den vigtigste opgave. Christiansen talte hellere om kriminalitetsfaktorer
end om årsager. Han havde en stærk tro på værdien af det
tålmodige og grundige arbejde med indsamling af data som ved statistisk
analyse kunne pege på lovmæssigheder i forholdet mellem kriminaliteten og
dens baggrundsfaktorer. Han underkendte ikke værdien af kliniske eller på
anden måde kasuistiske iagttagelser, eller af intuition i behandlingsarbejde,
men han var skeptisk overfor teoridannelse der veg udenom den systematiske
bearbejdelse af iagttagelser, løvrigt var han fuldt ud klar over at forskningen
ofte må stille sig tilfreds med at løse opgaver der går forud for
formuleringen af teorier om lovmæssigheder: »Det kriminografiske kortlægningsarbejde
og de solide beskrivelser af lovovertræderes miljø og personlighed
er oftest den nødvendige forudsætning for opstillinger af hypoteser
og teorier. Indenfor store områder af kriminologien er den omhyggelige
iagttagelse, registrering, analyse og klassifikation af det iagttagne af selvstændig
betydning«. Ordene er taget fra et af hans sidste større arbejder,
den grundige revision af Stephan Hurwitz Kriminologi (1968-71). Bogens
forud givne rammer var nok ikke dem han på det tidspunkt selv ville have
valgt. Men de gav ham mulighed for i oversigtsform og med stadige kritiske
drøftelser at udnytte ikke blot egne undersøgelser men også et bredt kendkab
til litteraturen om biologiske, psykologiske og sociale kriminalitetsfaktorer.
Skønt han overvejende var sociologisk orienteret, havde han lagt større
vægt end mange fagfæller på at undersøge biologiske og personlighedsmæssige
faktorer.
Et andet interessefelt havde tilknytning til brugen af straffe og andre
sanktioner. Allerede i nogle af sine første arbejder betegnede Christiansen
øget viden om lovovertræderne som et middel til at opbygge en »rationel
kriminalpolitik«, og arresthusundersøgelsen måtte tale i samme retning.
Han så meget vel at senere forskning rejste forbehold overfor den lyse tro på
en fremadskridende specialpræventiv bevægelse. Men det var fortsat hans
opfattelse at kriminologien har noget at tilbyde en kriminalpolitik der forsøger
at gå nye veje for at reducere skadevirkninger af retshåndhævelsen og
øge dens effektivitet. Senest drøftede han sådanne spørgsmål i en afhandling
med titlen »Some Considerations on the Possibility of a Rational Criminal
Policy«, der blev til under et ophold ved FN's østasiatiske institut for
12 Universitetets årbog 1975-76
kriminalpolitik i Japan 1973-74. Han kaldte den »a modest attempt to clarify
for the author himself some of the problems of crime and punishment«,
men han var selv godt tilfreds med resultatet og sagde til sin hustru Ruth at
dette kunne man godt betragte som hans testamente. I afhandlingen udvikles
ret explicit at der i valget af kriminalpolitisk kurs er mange vurderingsprægede
problemer som det ikke tilkommer den empiriske kriminologi at
løse. I sit forhold til kriminalpolitikken ønskede Karl O. Christiansen at
fastholde forskerens rolle og understrege sine krav om objektivitet og dokumentation.
Skønt også han kendte til kritik og indignation overfor straffepraxis,
var han på afstand af den nyere kriminologi der ser det som hovedopgaven
at gøre massive angreb på myndighedssystemer. Han havde respekt
for de mange udmærkede bestræbelser der var udfoldet for at forbedre
dansk kriminalforsorg.
Karl O. Christiansens betydning for dansk og nordisk kriminologi rakte
langt ud over det som han ydede i sit forfatterskab. Der var ingen grænser
for hans villighed til at hjælpe andre. Han har bidraget meget til at øge den
kriminologiske aktivitet og udbrede ønsket om at se reformarbejde i lovgivning
og administration underbygget med empiriske undersøgelser. 1 det
nordiske samarbejde som udvikledes fra slutningen af 1950'erne fik han en
central stilling. I årene 1965-70 var han formand for Nordisk Samarbejdsråd
for Kriminologi. Navnlig i de senere år blev der også kaldt på ham fra
mange sider i det internationale samarbejde udenfor Norden. Han var afholdt
i alle kredse hvor han kom, en mand af jævne og ukunstlede omgangsformer,
ofte tilbageholdende i nye omgivelser eller i møder hvor han lyttede
sig til tonen og så diskussionsstoffet tage form, men også parat til at yde sine
bidrag, og det gjorde han med en uforstyrrelig saglighed. Specielt i fortrolige
kredse var han livlig og inspirerende, fuld af en humor hvis stilfærdige
pointer stadig rummede nye overraskelser. Han prægede arbejdsmilieuet på
Kriminalistisk Institut, og savnet af hans nærværelse er stort. Universitetet
gav ham og hans fag et hjemsted indenfor det retsvidenskabelige fakultets
rammer; han på sin side skabte i den juridiske fagkreds, hvor traditionspræget
er stærkt, en åbning ud mod nye synsmåder når det gjaldt kendskabet til
mennesker og til samfundet.
Knud Waaben.
Wm!^M
(/
Frederik Therkelsen
18. januar 1906 - 7 7. august 1976
Frederik Therkelsen døde den 1 7. august 1976, mindre end et halvt år efter
at han var fratrådt sin stilling ved Rigshospitalet, hvor han havde virket i ca.
35 år, heraf de sidste 23 som professor i kirurgi og overkirurg ved den
thoraxkirurgiske afdeling R.
Frederik Therkelsen blev student som 17-årig og 7 år senere medicinsk
kandidat. Under den grundlæggende kliniske uddannelse viste han straks
interesse for videnskabeligt arbejde og i 1932 kunne han offentliggøre sine
tre første arbejder, kasuistiske meddelelser, om extrauterin graviditet ved
tubatuberkulose, om atherosclerose og aneurysmedannelse i arteria pulmonalis
og om sarcoma uteri. Hans første større arbejde var en besvarelse af
universitetets prisopgave for 1932 »Om primære blandingssvulster i menneskets
spytkirtler«, som blev belønnet med guldmedalje. Herefter påbegyndtes
disputatsarbejdet »Typebestemmelse ved retsmedicinske pletundersøgelser
« under en ansættelse på Universitetets retsmedicinske Institut. Disputatsen
blev forsvaret den 14. januar 1936.,
Den egentlige kvalificerende specialuddannelse i kirurgi fik Frederik
Therkelsen som 2. reservekirurg ved Kommunehospitalets 1 afdeling fra
1937-1940 og som 1. reservekirurg ved Rigshospitalets kirurgiske afdeling
C fra 1940-1946. I de sidste tre år af denne ansættelse havde han samtidig
sin første stilling som universitetslærer, som prosector chirurgiae. Frederik
Therkelsen fik tidligt i sin uddannelse lejlighed til at dokumentere sine
evner for administration og klinik, samt sin elegante operationsteknik, idet
han i 1940 måtte fungere som chef for afdeling C et halvt år mellem chefskiftet
fra Axel Lendorf til E. Dahl-Iversen.
Efter afslutningen af 1. reservekirurgtiden og en kort supplerende ansættelse
i obstetrik og gynækologi havde Frederik Therkelsen nu den brede
kirurgiske uddannelse, som var nødvendig for at opnå en chefstilling. Han
havde fortsat sin videnskabelige aktivitet, og havde bl.a. offentliggjort et
større arbejde »On the histological diagnosis of appendicitis«, hvor han
havde foretaget en grundig makro- og mikroskopisk undersøgelse af appendices
fra patienter med kliniske symptomer med et normalt kontrolmateriale.
Dette arbejde blev belønnet med Svindt-Prisen i 1946. I den øvrige
produktion viste Therkelsen dengang en særlig interesse for traumatologi
og ortopædkirurgi. I et arbejde sammen med Otto Mikkelsen foretoges en
undersøgelse over godt 200 patienter med commotio cerebri, og det påvistes,
at følgetilstandene er langt mere omfattende og udbredte end tidligere
Universitetets årbog 1975-76
antaget. De øvrige arbejder drejede sig især om frakturer, bl.a. i calcaneus
og i håndroden. På denne baggrund var det naturligt, at han supplerede sin
uddannelse i ortopædkirurgisk retning ved en ansættelse på Ortopædisk
Hospital som 1. reservelæge fra 1947-1948.
Frederik Therkelsen havde under sin uddannelse hos Dahl-Iversen haft
lejlighed til at følge thoraxkirurgiens spæde begyndelse og udvikling gennem
Husfeldts arbejde, der foregik i afdeling C. Han var da noget skeptisk
over for specialets muligheder, men denne holdning ændredes, da han i
1948 blev knyttet til den kirurgiske poliklinik og thoraxkirurgiske afdeling R
som reservekirurg. Indtil han i 1953 overtog stillingen som leder af afdeling
R efter Erik Husfeldt, der flyttede til afdeling D, nåede han at offentliggøre
en lang række videnskabelige arbejder om thoraxkirurgiske emner, arbejder
der ofte var gennemførte som team-work sammen med andre kirurger og
kolleger fra andre specialer. Blandt disse arbejder kan nævnes en serie om
lungecancer, dens diagnostik, behandling og senresultaterne, artikler der
var med til at skabe en mere aktiv holdning i lungecancerbehandlingen, en
serie om oesophaguskirurgi, der omfattede såvel behandling af benigne,
udbredte strikturer, som cancerbehandling. Arbejderne om oesophagus
blev fortsat til sent i Therkelsens videnskabelige produktion og indeholdt
også undersøgelser om problemer i refluxmekanismerne. Hans første hjertekirurgiske
arbejder blev udarbejdet under 1. reservekirurgtiden i afdeling
R og drejede sig især om lukkede operationer for stenoser i mitral- og
pulmonalklapperne.
Da Frederik Therkelsen blev leder af afdeling R, blev han samtidig kirurg
ved Dronning Louises Børnehospital, hvor spæde og helt små børn med
medfødte hjertelidelser var samlet i et ret stort antal. Samarbejdet med
lægerne der, måske specielt med Ib Boesen, førte til gode resultater i behandlingen
og til aktuelle videnskabelige publikationer, der ikke alene blev
offentliggjorte i engelsksprogede, skandinaviske tidsskrifter, men også i
stort tal i engelske, amerikanske og tyske tidsskrifter. Frederik Therkelsen
var tidligt med i behandlingen af meget sjældne hjertekirurgiske lidelser,
som f.eks. cor triatriatum, vasculære ringe og specielle former af coarctatio
aortae hos spæde. Han havde under hele sit virke interesse for patologisk
anatomi. Dette førte ham ind på undersøgelse vedrørende lungekarforandringer
ved hjertesygdomme og de deraf følgende fysiologiske ændringer,
som var specielt alvorlige for småbørn med ventrikelseptumdefekter. Han
påbegyndte derfor den palliative behandling a.m. Dammann-Miiller ved
denne og andre lidelser, og resultaterne af disse operationer vakte interesse i
internationale kredse.
Efter at de første meddelelser om operationer på det åbne hjerte med en
hjertelungemaskine blev kendte, koncentreredes afdelingens interesse om
dette problem. Med Frederik Therkelsens støtte udviklede Rygg og Kyvsgård
deres maskine på Rigshospitalets afdeling R. Frederik Therkelsen betragtede
de dyreeksperimentelle operationer som et nødvendigt onde, og
koncentrerede sin egen indsats om at overføre de eksperimentelle erfaringer
til kirurgien, specielt de medfødte hjertelidelser. Han havde særlig interesse
for Fallot's sygdom, og det var derfor naturligt, at hans medarbejdere
hædrede ham til 60-årsdagen med et festskrift, der var en monografi om
denne sygdom.
Frederik Therkelsens aktive indsats for behandlingen ved hjælp af hjertelungemaskinen
var grundlaget for den videnskabeligt mest produktive perioNekrologer
17
de, der varede til hen mod slutningen af tresserne. Han havde øje for problemerne
i den hurtigt udviklende hjertekirurgi og forstod at få team, der
ikke alene omfattede kirurger, til at gå igang med forskningsopgaver. Antallet
af publikationer fra afdelingen var stort og omfattede, foruden arbejder i
skandinaviske og i internationale tidsskrifter, flere disputatser.
Frederik Therkelsens studenterundervisning var ret kølig, med vægt på
det væsentlige, undertiden med en ret ensidig holdning til problemerne,
som undertiden vanskeliggjorde kontakten med studenterne. Undervisningen
anså han i øvrigt for en fornem pligt, og han gjorde en stor indsats i den
postgraduate uddannelse. Han var i mange år formand for det udvalg, som
under »Dansk kirurgisk selskab«, ledede den postgraduate uddannelse i
kirurgi.
Mange foreninger gjorde brug af Frederik Therkelsens evner, først og
fremmest »Dansk kirurgisk selskab«, hvor han i flere perioder var medlem
af bestyrelsen og i årene 1965-1967 formand. Han gjorde en stor indsats for
det nordiske samarbejde i kirurgien og i thoraxkirurgien, han var sekretær
for »Nordisk kirurgisk forening« og blev i 1973 foreningens æresmedlem.
Han var medlem af flere danske selskabers bestyrelser og blev ofte udpeget
til udvalg, der beskæftigede sig med undervisning og forskning. Internationalt
var han særlig aktiv i »Societé internationale de chirurgie« og i »International
surgical group«, men var i øvrigt en hyppig taler ved internationale
kirurgkongresser.
Frederik Therkelsen blev flere gange hædret med en ærespris, i 1959 fra
N. C. Nielsen's fonds, i 1965 fra Tage Kjær's fonds. Firmaet Polystan oprettede
et fond, der bar hans navn, og han fik selv hædersprisen fra denne fond
i 1967.
Det var karakteristisk for Frederik Therkelsen, at han udviste en udpræget
redelighed og vedholdenhed i sin kirurgiske og videnskabelige virksomhed.
Vedholdenheden kunne nærme sig stædighed, når han ønskede en
sag, han anså for rigtig, gennemført. En anden egenskab hos ham var en vis
konservatisme, som blandt andet gav sig udslag i aversion mod at skifte
personale, en nødvendig foreteeelse i uddannelsen af yngre læger. Det tog
ham ofte lang tid at vænne sig til en ny medarbejder, selv om han selv havde
valgt ham. Når kontakten var skabt, var der til gengæld al mulig hjælp,
vejledning og loyalitet at hente.
Frederik Therkelsens sidste leveår var præget af modgang, sygdom i den
nærmeste familie og hans egen sygdom. Han ønskede ikke et langt otium, og
fik det heller ikke.
Hans Rahbek Sørensen.
2 Årbog 1975-76