I. Nekrologer Knud Togeby 28. januar 1918 - 27. december 1974 Fredag morgen den 27. december 1974 blev Knud Togeby og hans kone, Birthe Røssell, dræbt ved en bilulykke. De var da begge 56 år gamle. Knud Dag Nielsen Togeby blev født den 28. januar 1918 i Haslev, som søn af seminarielærer S. P. N. Togeby og hustru Kirstine, født Lauridsen. 1936 blev han nysproglig student fra Svendborg Gymnasium og begyndte på hovedfagsstudiet i fransk. Allerede året efter fik han det franske statsstipendium og drog ud på det store studieophold i Frankrig 1937-38. I 1939 fik han kommunitetet og kom på Regensen. Hans første lærere i København var Hedvig Olsen og Kristian Sandfeld hos hvem han skrev speciale om fransk konjunktiv i det 15. århundrede. I Frankrig havde R. L. Wagner henvist ham til nyere fransk semantik (Guillaume, Damourette et Pichon), der var hovedgenstanden for den guldmedaljeafhandling Togeby skrev 1941 om fransk konjunktiv. 1941 blev han gift med Birthe Røssell, der studerede dansk og gymnastik. 1942 blev han cand.mag. efter trefagsordningen med fagene fransk, dansk og gymnastik og skrev samme år prisafhandling til Filologisk-Historisk Samfund om Franske præpositioner styrende infinit verbum og bisætning. 1942-3 var han undervisningsassistent i fransk ved Københavns Universitet samtidig med, at han på Vestre Borgerdyd tog pædagogikum hos Paul Lier i fransk og Alfred Sejersen i dansk. I efteråret 1943 fik han ansættelse på Øregård Gymnasium i Hellerup, hvor han fungerede indtil 1955, afbrudt af en halvandenårs periode som dansk lektor i Paris 1951-2. I 1948-50 vikarierede han endvidere for Hedvig Olsen ved Københavns Universitet og var i efterårssemestret 1950 lektor i romansk filologi ved Århus Universitet. Den første afgørende sprogvidenskabelige påvirkning modtog Togeby fra Viggo Brøndal. Han var Brøndals sekretær i den sidste tid før dennes død i 1942 og sled senere trofast med at få udgivet hans hovedværker på fransk. Brøndals sprogteori, der bygger på semantiske universalier, hvis system i princippet er uafhængigt af hvert enkelt sprogs opbygning, blev anvendt i prisafhandlingen om de franske præpositioner og i hans første udgivelse. Bidrag til propriernes syntaks (1943), hvor han dog allerede forlader den rene morfologi og den rene syntaks for at holde sig „til den mellemzone, hvor både morfologien og syntaksen spiller ind". Mellemzonen skulle blive hans endelige zone, overbevist som han var om, at man ikke kan adskille behandlingen af morfologi og syntaks. I den forstand er det en på en gang præcis og meget vidtræk4 Universitetets årbog 1974-75 kende formulering af sit interessefelt Togeby giver i sin doktorbiografi; „Mine sproglige studier har som stadigt hovedemne haft brugen af de grammatikalske størrelser". Erfaringerne fra den frigørelse fra Brøndals logistiske semantik som fandt sted under indflydelse af Paul Diderichsens ledstillingslære, moderne amerikansk sprogvidenskab og især Louis Hjelmslevs glossematik glemte Togeby aldrig, og de medvirkede til at han senere blev en nøgtern kritiker af den generative transformationsgrammatik, hvis gode og svage sider han havde et sikkert øje for. Afgørende for Togebys videnskabelige udvikling blev Lingvist-kredsen i København, som han blev medlem af i 1941. Den var, med hans egne ord, „mit åndelige drivhus, hvor jeg hentede al min inspiration". I den næste snes år gav han over 30 foredrag og kritiske meddelelser om den nyere lingvistik og var med sine talrige diskussionsindlæg i høj grad selv med til at gøre Lingvistkredsen til et enestående dynamisk forskermilieu indenfor sprogvidenskaben. Qiiest-ce qu un mot? (1949) er hans første glossematiske arbejde. Han når til sin definition af ordet efter en systematisk sammenlignende opstilling af andre moderne teorier og traditionen, og man ser hvor fortrolig han allerede var med den amerikanske lingvistik. De sammenlignende oversigters oversættelsesservice er en vanskelig kunst som Togeby gang på gang viste sine evner i. Typisk er det også, at han gerne ville bevare ordet som lingvistisk begreb, han så det ofte som sin opgave at nydefinere traditionens termer uden nødvendigvis at foreslå nye. I juli 1951 forsvarede Togeby, 33 år gammel, sin disputats Structure immanente de la langue frangaise, der skulle få afgørende betydning for dansk strukturalistisk lingvistik, både i det hjemlige forskermilieu og i den internationale forståelse af Københavnerskolen. Det var den første fuldstændige beskrivelse af et sprogs struktur, der arbejdede udfra principperne i Louis Hjelmslevs glossematik. Derved kom værket til at virke, ikke blot som et arbejde, der forstod og udnyttede Hjelmslevs ideer, men som en inspirationskilde, der selv var med til at skabe glossematikken i den form, den internationalt slog igennem med, den danske strukturelt kombinatoriske lingvistik. I denne model opstilles en synkronisk sprogform, bestående af elementer (fonemer i sprogets udtryk, morfemer i sprogets indhold) og deres kombinationsmønstre. Verifikation og falsifikation af strukturmønstre i formen sker udelukkende ved iagttagelige træk i den sproglige kæde, altså indenfor sprogets mest isolerbare fremtrædelsesform, og først i anden række beskrives det lydlige eller grafiske udtryksstof og det virkelighedstilknyttede indholdsstof (semantikkens erkendelsesobjekt), som en sprogsubstans, hvis lingvistiske beskrivelse skal følge et givet sprogs formstruktur. At Togebys beskrivelse af det franske sprog gik hele kompasset rundt bevirkede, at han åbnede dialog med grammatikere der arbejdede med enkeltproblemer indenfor den franske grammatik. Han havde både foreslået enkeltløsninger alle steder (f.ex. brugen af modus, tempus og aspekt; systematisering af de franske verber; reduktion af de franske adverbier til 26; adjektivets stilling; fransk afledning) og sat hvert problem ind i helhedsperspektiv. Automatisk havde han derved endvidere udstukket arbejdsmarken og systematikken for det, der fjorten år senere skulle blive hans store franske grammatik, der i Sandfelds tradition for deskriptiv syntaks fortsætter, hvor disputatsen slap: dennes opgave var Nekrologer 5 at definere elementerne og fastlægge de grundlæggende strukturmønstre, Fransk grarnmatik 1965 beskriver sprogbrugen i alle dens varierede skikkelser. Af afgørende betydning for disputatsens bærekraft var det at, de frugtbareste principper i den moderne amerikanske sprogvidenskab, fremfor alt Bloomfield-eleven Zellig Harris' distributionsanalyse af de sproglige tegn, blev podet ind i glossematikken. Derved kom Togebys bog i en årrække til at virke som den første sprogvidenskabelige introduktionsbog, der kritisk formidlede de forskellige retninger indenfor strukturel lingvistik ved ligesom at oversætte dem til hinanden. I strukturbeskrivelsens primære opgave, at reducere et uendeligt antal varianter til et endeligt antal invarianter, følger Togeby den glossematiske opdeling af sproget i et indholdsplan og et udtryksplan, der er solidarisk forbundne i det sproglige tegn, men som hver for sig nedspaltes og reduceres til hvert sit sæt af elementer (udtrykkets fonemer og indholdets morfemer). Den afgørende mekanisme til at bevare kontakten mellem de to adskilte planer er kommutationsprøven, idet kun de indholdsstørrelser hvis indbyrdes udskiftning medfører en ændring i udtrykket (eller udtryksstørrelser, hvis udskiftning medfører indholdsændring) kan kaldes elementer. Disse defineres så udfra tre funktionelle forhold: en størrelses ensidige forudsætning af en anden (selektion), to størrelsers gensidige forudsætning (solidaritet), ingen forudsætning (fri kombination). Togeby viser, hvorledes elementernes funktioner varierer, alt efter om man iagttager de sproglige størrelsers både-og-eksistens (analysens syntagmatik) eller man iagttager deres enten-eller-eksistens (systemets paradigmatik); syntaktisk forudsætter roden suffikset, fordi dette bestemmer temaets rolle, d.v.s. ordklassen, men systematisk forudsætter suffikset roden, fordi det ikke kan undvære en rod. I den syntaktiske opdeling af sprogets uendelige tekst reducerer Togeby til tre de principper, hvorefter man isolerer de immediate constituents, der findes på hvert nyt analyseniveau (helst skal man nøjes med to sådanne hver gang): substitution, parallelisme og nødvendighedsgrad. Efter i fonologien at have delt fonemerne i forudsatte (vokaler) og forudsættende (konsonanter) undgår Togeby dog ikke at bruge substanskriterier i de videre definitioner. Modulationer og emfaser defineres som en særlig elementtype: morfo-fonemer, der er indhold og udtryk på engang. I morfologien klassificeres morfemerne efter deres systematiske funktion i ordet (f.ex. er fleksiver og rødder solidariske, mens partiklerne hverken forudsætter noget andet eller forudsættes da de er ordmorfemer), deres syntagmatiske funktion i ordet (de homogene derivativer er underordnet roden), deres ordklasse (fleksiver kan inddeles i nominale og verbale), deres syntaktiske styringsområde (en verbalrods modusrektion fra en sætning til en anden, kongruens mellem subjekt og verbum i en sætning, en præpositions kasusrektion i et syntagme, en rods krav om kasussynkretisme), fleksivrektion [falloir styrer konjunktiv og savoir indikativ), og deres ekstension, d.v.s. elementernes indbyrdes participationsforhold (imperativ er intensiv, fordi den har snævrere relationer end andre modi). Det er vigtigt, at Togeby, i modsætning til Hjelmslev, skelner mellem struktur og immanens. Sproget indgår i mange slags strukturer, f.ex. i den semantiske substans, men det, der etablerer den rent lingvistiske struktur er immanensprincippet, der jo bare er et andet ord for 6 Universitetets årbog 1974-75 uafhængighed, men hvis indhold er simpelhedsprincippet (der sætter ind efter kravene om det modsigelsesfri og det udtømmende): den beskrivel- »esmodel, der søger de elementer og funktioner, der på den simpleste måde afbilder den sproglige form, bestyrker, ved selve simpelheden, lingvistikkens uafhængighed af nabovidenskaber, idet det er i forholdet mellem beskrivelsesmodel og realmodel, sproget, at simpelheden skal søges. Det er simpelhed i den forstand, der ligger bag glossematikkens isomorfi mellem udtryksanalysen og indholdsanalysen med hensyn til procedurer og definitioner. Det er simpelheden i forhold mellem grammatik og sprogform, der afgør om vi har homonymitet (ens udtryk) for to morfemer eller kun et morfem, og ikke forholdene i en eksistensmodel, der er opstillet udfra ikke lingvistiske kriterier. Endelig må man også fremhæve den forenkling Togeby når ved ikke at sætte pleremer (betydningsmorfemer) skarpt op mod morfemer (grammatikalske morfemer). I et lykkeligt klarsyn kombinerer Togeby Harris" tegnanalyse, hvor alle mindstetegn kaldes morfemer, med glossematikken, der tillader, udfra kombinatoriske kriterier, at etablere elementer under tegngrænsen (f.ex. numerus, person, modus, aspekt, tempus i samme mindstetegn). Det skulle blive et meget frugtbart synspunkt, at de samme kombinatoriske beskrivelsesmetoder bør gælde alle fire slags mindstestørrelser på indholdsplanet (morfemerne): fleksiver, rødder, derivativer og partikler. Rødderne skal ikke betydningsafgrænses ifølge en eksklusiv procedure, men følge den samme kombinatoriske skæbne som de andre morfemer, og størrelsen af deres inventarer bør opfattes, ikke som en fundamental forskel, men som en gradsforskel, sammenlignet med de små fleksivinventarer. Man kan måske undre sig over, at Togeby, i stedet for at følge amerikanerne så langt han kunne i deres konsekvente tegnanalyse, som han selv anså for også at være immanent, bevarede delingen af udtryk og indhold på et så tidligt trin i analysen, men faktisk bidrog denne beslutning til at gøre nyere grammatiske teoriers dialog med Togebys strukturalisme lettere. Med disputatsen var vejen banet for deskriptiv syntaks i ny regie og allerede to år efter, i 1933, kom bogen om det spanske verbum Mode, aspect el tcmps en espagnol, der overbeviste mange om de store muligheder den kombinatoriske strukturalisme åbnede for grammatisk beskrivelse, helt ind i den praktiske og pædagogiske fase. Togeby skriver kort i forordet: „Le but du présent ouvrage est double, å la fois pratique et théorique. Tout en donnant une description détaillée de l'usage du verbe espagnol, j'ai voulu prouver la possibilité et la valeur d une méthode. Gette méthode consiste å définir les catégories et les éléments de la flexion par les régles auxquelles ils sont soumis, pour en déduire ensuite leurs definitions sémantiques. On obtiendra ainsi des résultats plus objectifs que par la procédure courante, qui est l'inverse." En kortere formel for grammatikerens arbejde kom spontant under en forelæsning: „Alle grammatiske regler dannes med modalverberne kunne og skulle". I bogen om det spanske verbum præsenteres et stort eksempelmateriale, således at de styrende faktorer for hvert af de verbale fleksiver opspores indenfor fleksivets egen sætning eller i en overordnet sætning, i et regelhierarki der tillader at beskrive komplicerede kombinatoriske mønstre. Derved får bogen også stor praktisk værdi og ofte behøver de nye forudsætningsformuleringer blot at give de traditionelle Nekrologer 7 regler en lille, men afgørende ændring („man bruger konjunktiv om det fremtidige i adverbielle «