. Nekrologer

Michael Schwartz
4. august 1917 - 6. oktober 1973
Michael Schwartz var født i Skagen den 4. august 1917 som søn af
redaktør Walther Schwartz og hustru Wanda Larsen. Under sin barndom
og opvækst boede han i Skagen hos farmoderen, forfatterinden
Alba Schwartz, og det er nok fra hende og faderen, han arvede sine
fortrinlige stilistiske evner. Han blev student fra Birkerød Statsskole
og tog den lægevidenskabelige embedseksamen ved Københavns Universitet
i 1942.
Michael Schwartz fik en grundig og alsidig lægelig uddannelse ved
en række københavnske hospitaler, inden han i 1960 blev udnævnt til
overlæge ved det nyoprettede Københavns Amtssygehus i Glostrup, medicinsk
afdeling F. Her virkede han til sin død og var ved sin lægelige
dygtighed, sin videnskabelige indsats og sin store personlighed i høj
grad med til at præge dette hospital og tegne dets ansigt udadtil.
Michael Schwartz blev i 1971 udnævnt til professor i intern medicin
ved den nyoprettede lægeskole ved Københavns Amtssygehusvæsen under
Københavns Universitet. På grund af svær sygdom måtte han allerede
i 1972 opgive sit professorat og kom således kun til at virke som
professor i godt 1 år.
Michael Schwartz var udstyret med rige evner. Han var et meget
levende og engageret menneske. En dygtig debattør, hurtig og slagfærdig
i replikken. Begavelse og fantasi var hos ham kombineret med stor
flid og sund videnskabelig skepsis. Hans videnskabelige indsats var vidtfavnende
og præget af en forbavsende iderigdom og en sjælden evne
til at formulere relevante problemstillinger. Han hørte ikke til dem,
der livet igennem arbejdede i et specielt afgrænset problem, tværtimod
kastede han sig over så at sige alle aspekter af den interne medicin.
Det, der præger Michael Schwartz s videnskabelige indsats, er dens
alsidighed, dens omfang og de mange originale bidrag på vidt forskellige
områder. Hans videnskabelige publikationer omfatter værdifulde arbejder
inden for allergologi, immunologi, klinisk fysiologi, hæmatologi,
gastroenterologi, men han har også publiceret en række betydningsfulde
arbejder inden for andre emneområder såsom dermatologi, endokrinologi
og kardiologi. Hans disputats „Heredity in Bronchial Asthma" fra
1952 var et stort og kritisk gennemført arbejde, som der stadig henvises
til i den internationale faglitteratur.
Allergologien havde hans store interesse, og allerede i de første kandidatår
publicerede han flere arbejder om forskellige typer af allergi,
blandt andet et tidligt arbejde om transfusionsallergi, hvori han viste,
4 Universitetets årbog 1973-74
at man ved donorblod kunne udløse allergiske reaktioner hos recipienterne,
når donor havde indtaget visse fødeemner, som recipienterne
viste sig at være overfølsomme overfor.
Denne interesse for og store viden om allergologiske og immunologiske
mekanismer bevarede han livet igennem, og dette var vel også baggrunden
for hans største videnskabelige indsats, nemlig påvisningen af,
at den dengang hævdvundne tabletbehandling af perniciøs anæmi undertiden
kunne svigte på grund af nedsat Vitamin B12-optagelse fra tarmen
som følge af en blokade, som skyldtes en antistoflignende faktor.
Han udarbejdede selv metoder til påvisning og identifikation af dette
antistof.
Denne indsats viste sig at få stor praktisk betydning, og han høstede
megen national og international hæder for dette arbejde. Problemerne
omkring den perniciøse anæmi optog ham i det hele taget meget, og
han har senere publiceret flere arbejder om denne sygdom blandt andet
om behandlingen af perniciøs anæmi med et retarderet B12-vitaminpræparat.
Michael Schwartz var en af de første herhjemme, der benyttede isotopteknik
i sin kliniske forskning, og han har med denne teknik ydet
værdifulde og originale bidrag til udforskningen af sygdomme, ved hvilke
der sker et tab af æggehvidestof til mavetarmkanalen, ligesom han
sammen med andre har foretaget værdifulde studier over proteinomsætningen
ved forskellige sygelige tilstande.
Herudover foreligger der fra ham en lang række andre arbejder inden
for vidt forskellige sider af den interne medicin, ligesom han i skrift
og tale har beskæftiget sig meget med de organisatoriske og uddannelsesmæssige
problemer vedrørende den interne medicin. Han har i den
forbindelse flere gange fremsat synspunkter, der dårligt blev forstået
eller accepteret på det tidspunkt, de blev fremsat, men eftertiden har
vist, at han havde vurderet rigtigt.
Michael Schwartz fik betroet mange tillidshverv og var derigennem
ved sin fremsynethed i høj grad med til at forme sit fags udvikling.
Hans store interesse var og blev klinisk-experimentel forskning, og det
var på dette område, han ydede sin største indsats. Ved sin inciterende
personlighed og ved sine store evner for videnskabeligt arbejde var han
en helt usædvanlig inspirator og igangsætter for sine yngre kolleger. Han
formåede at samle en stab af dygtige yngre forskere omkring sig, og
der udgik talrige publikationer og flere disputatser fra hans afdeling.
Michael Schwartz høstede megen anerkendelse og nød stor agtelse
blandt sine kolleger. Han modtog i årenes løb mange hædersbevisninger,
deriblandt Hagedornprisen og kort før sin død Novo-prisen.
Michael Schwartz s tidlige død betyder et stort tab for dansk intern
medicin og vil efterlade et stort savn blandt hans kolleger og hos hans
mange venner.
Laurids Korsgaard Christensen
Kurt Iversen


Arthur Arnholtz
28. november 1901 - 16. oktober 1973
Arthur Arnholtz blev født den 28. november 1901. Hans fader, den
internationalt kendte kemiker S. P. L. Sørensen, var gårdejersøn fra
Havrebjergkanten. Moderen, Anna Louise Willumsen, fra hvem han
arvede det musikalske sind, var af københavnsk købmandsslægt. Selv
fremhævede han gerne sin tilknytning til Vestsjælland, hvor „De åbne
egekroner/ er slebet skrå af vestenvinden" - ordene står i hans erindringsdigt
fra Kingos egn ude ved Tissø.
Efter studentereksamen fra Sorø Akademi måtte et påbegyndt lægestudium
vige for humanioraen: skoleembedseksamen med først dansk,
senere kun engelsk og tysk som fag. I kandidatåret 1928 gik han ind til
sit livslange og lykkelige ægteskab med den kunstnerisk begavede Karen
Marie, f. Beenfeldt, og samme år tiltrådte han et embede på Aabenraa
Statsskole. Med stærke indtryk af rektor Ingvar Mogensens danskhed
som åndelig ballast rejste han i det mørke år 1933 til Berlin for
at overtage det danske lektorat, som han bestred til 1938, i hvilket år han
blev adjunkt (senere lektor) ved Lyngby Statsskole. Herfra gik vejen til
Københavns LIniversitet, fra 1939 som undervisningsassistent (hos professorerne
Erik Abrahamsen og Ejnar Thomsen), fra 1943 som lektor
i talens og sangens æstetik og historie og fra 1949 som professor i foredragslære
og metrik.
I erindringsbogen „Mine observationer", som han nåede at få i hænderne
få dage før sin død, kan man følge, hvordan ungdomsårenes
mange påvirkninger prøves gennem det kritiske sind, der skatter både
til faderens intellekt og moderens musikalitet. Igennem mange sjælelige
rystelser udviklede han sit sikre gehør for det lødige i digtning og
musik. I skoletiden i Sorø lod han sig rive med af den ganske uprofessionelle
ægthed i en dansklærers Herman-Bang-læsning, og blandt studieårenes
læremestre var det de musisk sindede der tiltrak ham: Vilhelm
Andersen, hvis pragt-diktion aldrig skyggede for oprindeligheden,
Chr. Sarauw, som med sine stemmemæssige mangler alligevel formåede
at give sin verslæsning fylde og sammenhæng, L. L. Hammerich, hvis
Nibelungenlæsning gav middelhøjtysken uforglemmeligt liv. Han søgte
ikke blot intellektuel klarhed, men også ægte begejstring. Det er betegnende
for ham, at han under et studieophold i Cambridge i 1924 kun
fandt det første i I. A. Richards' skelettørre nærlæsning. Derimod begejstredes
han for den elisabethanske lutsang, som førte ham ind på et
nærmere studium af specielt engelsk vers- og sangforedrag. Den særlige
retning, hans interesser nu skulle tage, er angivet med titlerne på de to
8 Universitetets årbog 1973-74
specialeafhandlinger, han som engelskstuderende skrev under professor
Aage Brusendorffs vejledning efter hjemkomsten fra Cambridge: „Den
Elisabethanske sang" (1926) og „Om rytmiske vekselvirkninger mellem
melodier og tekster" (1927). Brusendorff var efter sigende ikke selv
musikalsk, men han forstod, at der var bærekraft i Arnholtz' ideer og
opmuntrede ham til at arbejde videre med dem. En ny og varigere impuls
kom med et studieophold hos Edv. Sievers i Leipzig i 1930. Det
banede vejen for Arnholtz' væsentligste indsats: hans metriske teori.
Han debuterede med den i tidsskriftet Acta philologica scandinavica
i 1935 med den lille afhandling „Versuch einer positiven dånischen
Prosodie", som skitserer nogle af de vigtigste af de ideer, som senere
skulle udgøre hovedstammen i disputatsen: den adækvate gengivelse af
musisk kunst, rytmens arter og metrets fundamentale egenskaber i nyere
germanske sprog. I umiddelbar tilknytning til disputatsen og som
en slags praktisk udmøntning af dens hovedresultater kommer tvillingeafhandlingen
„Entwurf einer poetischen Vortragslehre" (1938 i Bericht
des Internationalen Kongresses fiir Singen und Sprechen in Frankfurt
a.M.) og „Udkast til en poetisk foredragslære" (Tale og Stemme
1939).
Monumentalværket, disputatsen „Studier i poetisk og musikalsk rytmik",
kommer så i 1938, dog kun med sin principielle - men vigtige -
førstedel. Dens tyngde bliver ikke mindre af en meget fyldig polemik,
som imidlertid er ret væsentlig for forståelsen af bogens hovedtanker.
Kampen føres på to fronter: mod naturalismens formopløsning og mod
de musikprægede overstiliseringer - de sidste repræsenteret ved den
beundringsværdige Andreas Heusler, hvis inspirerende kraft mærkes
overalt i Arnholtz' værk. Imod de to ekstremteorier sætter Arnholtz
- med støtte hos Franz Saran og Edv. Sievers — sin birytmiske dualisme:
klassiske vers bliver til som vers i kraft af et balanceforhold mellem
metrene og sproget. Man kan studere de første som en „rammelære"
eller en „metrik", og man kan studere de prosodiske forhold, d. e. læren
om de midler, hvormed sproget imødekommer metrene. Den egentlige
kunstneriske disciplin er dog studiet af de to momenters syntese i en
egentlig rytmik. Det er kun bogens musikalske del, der behandler alle
tre deldiscipliner, metrikken, prosodien (der her bliver en lære om det
musikalske bærestof, „musikrytmizomenet") og rytmikken. I den poetiske
del samles kræfterne hovedsageligt om opstillingen af en prosodi.
Den behandler som versteoriens grunddisciplin dels almene fænomener
som stavelse, accent og kvantitet, dels søger den specielt at opstille
simple, syllabiske regler for bygningen af germanske vers. Her når teorien
sine smukkeste resultater. I forhold til de klassiske, modificerede
fod-systemer, hvis sidste store repræsentant herhjemme var Ernst v.d.
Recke, er Arnholtz" versbeskrivelse på engang mere udtømmende og
simplere. Selv på et meget differentieret beskrivelsesniveau er det muligt
at bevare denne relative simpelhed. Recke, der ikke foretager den samme
rationelle adskillelse af læren om metrene og læren om deres sproglige
bærestof, ender som bekendt her med et mylder af bizarre og uverificerbare
„versfødder". Et enkelt afsnit af prosodien har ikke kunnet stå
for en nærmere prøvelse og er derfor blevet forladt i senere behandlinger
af emnet. Det er den såkaldte kompensationsteori, gående ud på at
relativt store og relativt små taktled i umiddelbar følge skulle kunne
Nekrologer 9
udligne hinanden med tale-nærhed til følge. Selvom teorien ikke holder
stik, er den karakteristisk for sin ophavsmand. Den konsekvente følge
af hele prosodien er en opdeling af hele den germanske versmasse i tre
store kategorier: de prosanære vers, der er taktfremmede, men talerette,
de centrale vers, der er taktrette og talerette og de musik-nære vers,
der er taktrette og talefremmede. Tredelingen, der i nogen grad bygger
på Franz Saran, er på forskellig måde blevet grundigt misforstået. Mere
overfladiske kritikere har tolket „musik-nær" som ensbetydende med
„sat i musik", hvilket selvfølgelig gør hele teorien meningsløs. Sådanne
fadæser antaster ikke dens videnskabelige karat. Værre er det, at man
har forvekslet den prosodiske beskrivelse med en æstetisk vurdering, og
at Arnholtz selv ikke har været ganske uden skyld heri. „Centrale vers"
betyder, som det allerede er nævnt, vers, der i henseende til prosodisk
struktur befinder sig midt imellem de to ekstremer: de musik-nære og
de prosa-nære vers. Men Arnholtz nærede en dyb og samstemt kærlighed
netop til disse central-vers, som jo vitterligt også er centrale i en
helt anden forstand, nemlig som hovedstammen i den klassiske digtning.
Overfor disse forekom „musik-versene" ham ofte hårde og blanke
eller endda vulgære; ekspressionismen fandt f. eks. ingen nåde for hans
kræsne gehor. Den anden ekstremgruppe, prosaversene, betragtede
han derimod som noget uhyre eksklusivt. „De frie vers synes ikke at
have nogen hverdag; de lykkes kun som den store bedrift" hedder det
meget betegnende i en afhandling fra 1958 („De frie vers", genoptrykt
i „Vers og Sang. Festskrift til Arthur Arnholtz 28.11.1971"). Denne
betragtning førte ham til en underkendelse af modernismens lyrik, også
de kunstnerisk betydelige dele af den, som han under ét affejede som
metaforiske remser.
Sådanne fejltolkninger og smagsbestemte begrænsninger bør imidlertid
ikke tilsløre, at fremlæggelsen af selve teorien er en førsterangs
videnskabelig bedrift. Applicerer man således den prosodiske tredeling
på den lyriske litteraturhistorie, får man et overordentligt klart og interessant
billede af udviklingen. Arnholtz drog ikke selv disse konsekvenser
i nogen samlet fremstilling, hvad der er beklageligt, for han
undlod herved at slå en farbar bro mellem sit forskningsområde og
den traditionelle litteraturhistorie. Men det er hans fortjeneste, at fremtidens
litteraturhistorie vil kunne drage sådanne konsekvenser.
Der er endnu et moment i disputatsen, som er vigtigt til forståelsen
af Arnholtz" personlighed som forsker. Det er tillige det, som hele teorien
bygger på: postulatet om én gengivelse som den rigtige (eller rigtigste)
for hvert af de undersøgte kunstværker. Både digtning og musik må,
for at blive æstetisk objekt, genfrembringes og en sådan genfrembringeise
er ikke mulig på grundlag af objektive erfaringskriterier, men
afhænger af vor vilje til form, der til gengæld er styret af det til enhver
tid aktuelle sæt af formforestillinger. For at et digt kan fremstå
som gyldigt objekt for en analyse, må det med andre ord kunne fremføres
rigtigt, medens på den anden side en rigtig fremførelse synes at
forudsætte analysen.
Fremførelsespostulatet hviler på erkendelsen af talens naturlige prioritet
i forhold til skriften, der på sin side antages at bidrage med
mere eller mindre mangelfulde anvisninger på det, Arnholtz kalder den
fortolkende reproduktion. Skal man vurdere påstanden retfærdigt, kan
10 Universitetets årbog 1973-74
man ikke se bort fra hans personlige forudsætninger, dette at han foruden
at være videnskabsmand også var kunstner, såvel skabende som
genskabende. Igennem årene udgav han en række formfuldendte digtsamlinger.
Han komponerede stilsikkert - man husker ikke uden betagelse
tilblivelsen af den smukke, frygiske melodi til Drachmanns Dyveke-
digt, „Det lunes i vor Urtegaard". Som oplæser var han suveræn.
I erindringen står hans glansfulde fremførelser af dansk og fremmed
digtning i de sidste år af professoratet. Det var solfyldte eftermiddage
i Studiegårdens anneksauditorium A, et rum, som han holdt meget af,
og som man efterhånden på mærkelig vis forbandt med hans psyke.
Han var den fødte direkte fortolker og ved sådanne lejligheder levede
digtningen umiddelbart, på dens egne vilkår, frigjort fra papir og skriftlighed.
Men denne kunstneriske begavelse førte ham ganske naturligt til at
betragte selve fremførelsen som den erkendelsesmæssige indgang til
teksten, hvad der jo må medføre visse problemer. Når han f. eks. hævder,
at verslærens hovedgenstand og eneste fuldstændige undersøgelsesobjekt
er de fremsagte, talte og hørte vers, så er denne påstand kun
holdbar, forsåvidt som fremførelsen nu engang er vort nærmeste adækvate
kommunikations- og kontrolmiddel. Men det forhindrer mig dog ikke
i at behandle de kun forestillede vers som fuldgyldige objekter i bevidstheden,
hvor de jo — som alt menneskeligt sprog - må besidde
varierende grader af iboende mundtlighed, hvis klanglige realisation
til enhver tid må henstå som en mulighed. Digtets ontologiske sted er
nu engang hverken dets optiske eller akustiske kanaler, men forestillingen,
hvor det lever som en ejendommelig helhed af følelse, tanke
og anskuelse bundet i et sprogstof.
På denne måde kommer imidlertid ingen litterær tekstfortolkning
udenom fremførelsesproblematikken, og hvordan man end vurderer
Arnholtz' personlige udgangspunkt og stillingtagen, så er det hans storhed
at have stillet spørgsmålet i en tid, der har været tilbøjelig til at
negligere det eller fejlfortolke det.
Arnholtz, næste større værk blev til i det sidste årti af hans liv. Det
er den danske verslære, hvoraf han kun nåede at fuldføre to af de planlagte
tre bind. Der bygges på de store temaer fra disputatsen, men de
har fået både større fylde og større klarhed. Hovedtanken er stadig den
birytmiske dualisme og dens videreførelse i læren om de tre prosodiske
hovedarter. Førstebindet rummer en kort historisk oversigt over verslærens
tilblivelse - vi ser i dramatisk forkortelse selve teorien blive til på
sine historiske præmisser. Derefter følger en præsentation af verslærens
grundbegreber: dens objekt, dens discipliner og dens almene problemer.
Andet bind er en behandling af centralversenes store, klassiske tradition,
medens det planlagte tredjebind skulle have skildret dels de speciellere
centrale arter, dels musik- og prosaversene.
„Dansk verslære" er et hovedværk i dansk litteraturvidenskab. Den
er Arnholtz' mest afklarede værk, en værdig afløser af den fortræffelige
Ernst v. d. Recke, som den vel tør måle sig med i kunstnerisk
indsigt, og som den overtræffer i beskrivelsens rigdom på nuancer.
Ydermere er den velskrevet: disputatsens uigennemskuelige stil er veget
for en fremstilling, der på engang er let og koncis. Derimod er
bogen næppe helt så pædagogisk, som dens forfatter forestillede sig.
Nekrologer 11
Det dejlige stof svulmer op og gør paragrafferne vanskelige at overskue.
Men det har ikke været Arnholtz' mening at ville skrive en begynderbog.
Værket er blevet et monument over hans virke.
I tidsrummet mellem disputatsen og verslæren skrev Arnholtz en
række taleteoretiske arbejder, korte men lødige førstehåndsundersøgelser.
Nogle af dem kan betragtes som bidrag til verslærens manglende
tredjebind: „Den sapfiske strofe i Danmark" (1946), „Substituerede
dimetre - reducerede tetrametre" (1952, i festskriftet til læreren L. L.
Hammerich) og den før nævnte afhandling om „De frie vers" (1960).
En særlig gruppe artikler blev til som konklusion på studiekredse med
de nærmeste medarbejdere: „Den Sievers'ske klanganalyse" (Tale og
Stemme 1967) og „Oplæsning for viderekomne" (ib. 1969). Det var også
et medarbejderskab, der resulterede i et af vershistoriens betydeligste
udgiverarbejder, udgaven af „Danske Metrikere", der er et uomgængeligt
kildeskrift til forståelsen af reformpoesien i dansk barok. For førstebindet
(1953) stod Arnholtz, Erik Dal og Aage Kabell, for andetbindet
(1954) kun Arnholtz og Dal, hvis „Kommentarbind II A. Indledning
til Judichær" (1960) tillige fremtræder som en sluttet afhandling,
der antoges til forsvar for doktorgraden i 1959. Kommentarbindet til
bind I og de planlagte følgende bind blev beklageligvis aldrig udgivet.
Fra Arnholtz' hånd må endelig fremhæves et par udmærkede bøger til
undervisningsbrug: „Det mundtlige foredrag" (I-II, 1948 ff) og „Almindelig
foredragslære - Dansk foredragslære" (skrevet til Nordisk lærebog
for talepædagoger I, 1954).
Ved siden af den taleteoretiske forskning står den sangteoretiske,
mindre af omfang, men besjælet af den samme vilje til syntese. En sådan
foreligger med den opdeling af sangen efter oprindelses- og funktionstype,
som dannede rygraden i de meget givende sanghistoriske forelæsninger
for musikstuderende og interesserede danskstuderende. Noget
større værk bragte Arnholtz ikke her færdigt. Tankerne om en dansk
sanghistorie optog ham stærkt, men det store og mange steder uopdyrkede
område måtte overstige én mands kræfter. Af de mindre afhandlinger.
der gennem årene kom fra hans hånd, har nogle et mere
debatmæssigt eller praktisk sigte. Han skrev her om det, der stadigt
lå ham på sinde: at fremme den folkelige sang, først og fremmest i skole
og kirke. Foruden skolesangsartiklerne lagde han (sammen med
Erik Abrahamsen og J. P. Larsen) rammen for et obligatorisk skolesangsrepertoire
(1941) og frembragte med „Lille dansk sangleksikon"
(J951) et meget nyttigt arbejdsredskab. Især til brug for hjemmenes
musikliv besørgede han smukke og velkommenterede sangudgivelser
(„Gamle danske viser" I-V, 1941-42, sammen med Nils Schiørring og
Finn Viderø, „Festsange", 1947, sammen med Karl Clausen og Finn
Viderø etc.). Af afhandlingerne har andre et rent forskningsmæssigt sigte.
Betydeligst er her afhandlingerne om Brorson, med hvem Arnholtz
følte et åndeligt slægtskab („Brorsons 'Svanesang'" 1943, „Brorsons versog
sangkunst" i L. J. Kochs Brorson-udgave III 1956) og om Grundtvig
(„Grundtvigs salmer og deres melodier" 1952). En god oversigt foreligger
med „Folkelig kunstsang i Danmark til o. 1800" (1947).
Det tilkommer andre at vurdere disse arbejder fra et musikhistorisk
synspunkt, men som grundforskning i det besværlige randområde mellem
musik og digtning tør man ikke drage deres værdi i tvivl. Sang12
Universitetets årbog 1973-74
historisk bygger Arnholtz på forgængere som Max Friedlånder og
Giinther Muller. I denne sammenhæng bør også nævnes hans kongeniale
kritik af en anden pioner på området: oppositionen ved Nils Schiørrings
disputats over Det 16. og 17. århundredes verdslige danske visesang
(1950, tr. i Danske Studier 1951 under titelen „Fra folkevise
til kunstsang"). Arnholtz var som kritiker begrænset af sine egne stærke
standpunkter. Når han — som her - fandt beslægtede talenter, kunne
anmeldelsen fremstå som en strålende blanding af egne visioner og sikker
vurdering. Men i andre tilfælde, hvor åndsslægtskabet glippede,
kunne afvisningen falde med urimelig hårdhed.
I sin gerning som lærer ved Københavns Universitet kunne han overfor
studenterne dække sig bag en aristokratisk kølighed, som ikke just
er i tidens smag. De, der søgte hans hjælp, gjorde dog her forunderlige
erfaringer: de fandt bag reservertheden venlighed, hjælpsomhed og
usvigelig trofasthed.
I selve undervisningen var det fremlæggelsen af den faglige substans,
der lå ham på sinde, ikke læreprocessen som sådan. I en bestemt henseende
var han dog særdeles pædagogisk: han var aldrig bange for at
gentage en af sine pragt-forelæsninger, og de virkede lige friske hvergang.
Det var hans ære som mand af faget, at også de almindelige semesterforelæsninger
fremtrådte som mønstre på præcis tilrettelæggelse
og lydefri fremførelse. Nogle forvekslede det med skønvirke, men det
er en ganske usandfærdig beskyldning. Selv fremhævede han altid —
med en henvisning til Jakob Knudsen — ånden som det essentielle i ethvert
godt foredrag, og det var virkelig sjældent, at den svigtede ham.
Den dybe ærbødighed, han nærede for sproget, forbød ham at bruge
det udvendigt og ånd-løst, hvad der vel dybest set bundede i, at han
som menneske var ren af hjertet, uden svig.
Det var også disse egenskaber der, sammen med hans milde urokkelighed,
sikrede ham gode resultater i de faglige forhandlinger. Som organisator
kunne han i tidens løb især notere tre sejre: etableringen af
Laboratoriet for Metrik og Foredragslære, som opnåede sit første annuum
i 1958, stiftelsen af Modersmåls-Selskabet samme år, dog med
Viggo Forchhammer som den egentlige pioner og kampfælle, samt oprettelsen
af den ny bifagseksamen i retorik ved Københavns Universitet
i 1970, det år, hvor han trådte tilbage som professor.
Laboratoriet fik husly i det gamle fonetiske øvelsesrum i Studiegårdens
anneksbygning, hvor arealet successivt kunne udvides i takt med
den stadigt voksende taleundervisning, der blev givet som tilbud til
studerende fra alle fakulteter. Det var til gengæld et bittert nederlag -
og en samfundsmæssig uklog disposition fra myndighedernes side - at
denne taleundervisning måtte nedlægges på grund af halvfjerdsernes
finansielle stramning.
I Modersmåls-Selskabet overtog Arnholtz formandsposten efter Viggo
Forchhammer og blev hurtigt sjælen i foretagendet. Moderne var både
statelige og kulinariske, men det faglige niveau var altid sikret, om
ikke andet så ved formandens glansfulde indlæg i debatten. Men selskabet
stod og faldt med sin formand. Da han følte sine kræfter svigte,
gik også selskabet sin opløsning imøde. Dets diplomeksamen var allerede
blevet afviklet. Igennem den rekrutterede selskabet, mens det bestod.
nogle af landets bedste talelærere, men af et udpræget logæstetisk
Nekrologer 13
(dvs. skontale-) tilsnit. Det er derfor en misforståelse at se universitetets
bifagseksamen som en forlængelse af diplomproven. Den første studieplan
for bifaget var Arnholtz' værk. Som eksamensbestemmelse var
den klar i sine krav og fast i sin formulering, men fagligt led den af den
svaghed at præsentere retorikken som en buket af løst forbundne discipliner
i stedet for at begrunde dem som en erkendelsesmæssig enhed.
Denne løshed, som var en arv fra Modersmåls-Selskabet, er der senere
rådet bod på.
Der har i det foregående været talt mest om forskeren, men også noget
om læreren og organisatoren Arthur Arnholtz. Af det sagte skulle
det også gerne være fremgået, at disse tre funktioner netop hos ham
er uadskillige fra hans ejendommeligt sluttede personlighed. Med sit
enhedssyn, sin humanisme og sin kristendom var han alt andet end
det, man med en kliché kalder barn af sin tid. Mod denne tids forvirring
satte han en naiv og tillidsfuld tro, mod dens middelmådighed
satte han sin beundring for, hvad de gamle kaldte „det ophøjede".
Med blidt egensind søgte han - og det er også ganske umoderne - det
gode, det sande og det skønne. De sidste års kampe gik ikke sporløst
hen over ham, og som den lærde mand i eventyret følte han sig mærket
af Skyggen. Men den fik ikke ram på ham, og han nåede at efterlade
sig et værk, som vil kunne stå den imod med virkninger langt ind i
fremtiden.
Jørgen Fafner

Richard Ege
24. oktober 1891 - 9. marts 1974
Richard Ege var Universitetets første professor i biokemi, et embede
der blev oprettet under det lægevidenskabelige fakultet, og som Ege
beklædte i 34 år.
Den medicinske biokemi opstod som en selvstændig disciplin ved deling
af faget fysiologi, idet den kemiske side af fysiologien havde fået
voksende betydning gennem de mange biokemiske opdagelser, der i tyverne
begyndte at manifestere deres direkte og potentielle betydning for
lægevidenskaben. Det var derfor naturligt, at biokemien fik en selvstændig
lærestol og et institut, da Universitetets Fysiologiske Institut
(Rockefeller-Instituttet) på Juliane Maries Vej blev planlagt. Her blev
Ege fra 1928 ansvarlig for den medicinske biokemis udvikling i et miljo
præget af fysiologerne Valdemar Henriques på den medicinske side og
August Krogh på den matematisk-naturvidenskabelige side. Det eneste
andet laboratorium i landet, hvor biokemien dengang blev dyrket i større
omfang på akademisk plan var Carlsberg laboratoriet, hvis leder
var S. P. L. Sørensen. Først langt senere indgik biokemi som en selvstændig
disciplin under det matematisk-naturvidenskabelige fakultet.
Ege blev født i Rønde, hvor faderen var vej inspektør. Han blev student
fra Randers Statsskole i 1911 og påbegyndte straks et zoologisk
studium ved Kobenhavns Universitet. Han fattede øjensynlig stor interesse
for den funktionelle side af biologien, for da der blev åbnet
mulighed for et konferensstudium i fysiologi meldte han sig straks og
afsluttede dette studium i 1916. August Krogh var hans lærer, hvilket
satte spor i Eges første videnskabelige arbejder, der handler om respirationsfysiologiske
problemer hos lavere dyr. Allerede inden studiets
afslutning blev Ege knyttet til Universitetet som assistent hos professor
V. Henriques, en stilling han beklædte indtil han blev professor i 1928.
Richard Ege var således ansat ved Kobenhavns Universitet i 47 år. I
årene på Universitetets fysiologiske laboratorium kastede Ege sig straks
over de medicinsk orienterede problemer, der her havde prioritet. Det
var særligt spørgsmål vedrørende den analytiske bestemmelse af blodsukkeret,
der beskæftigede ham. Disputatsen fra 1919 handler om glucosens
fordeling mellem blodlegemer og plasma, et emne der blev videre
bearbejdet af elever af Ege, og som gav anledning til yderligere et par
disputatser efter oprettelsen af Biokemisk Institut. Spørgsmålet om blodlegememembranens
egenskaber, specielt dens permeabilitetsforhold, fortsatte
med at have Eges interesse. I sine år hos Henriques udførte han
en serie værdifulde og grundlæggende arbejder om dette emne, arbej16
Universitetets årbog 1973-74
der som desværre ofte er blevet overset. Et område af stor praktisk
betydning blev også taget op af Ege i disse år, den klinisk-kemiske bestemmelse
af ventrikelfunktionen og af visse af fordøjelseskanalens enzymer.
Også indenfor dette felt ydede Ege sammen med en række medarbejdere
en væsentlig indsats.
Imidlertid vendte Ege sig, efter at han var blevet professor, i stigende
grad mod ernæringens problemer. Her var et felt, hvor videnskabelig
metode forenedes med praktiske og befolkningsmæssige behov, en
kombination der øjensynlig har tiltalt Ege i usædvanlig grad. Denne
periode (trediverne) var præget af de store landvindinger, der var sket
indenfor vitamin- og hormonforskningen, en udvikling der kom til at
sætte spor i instituttets videnskabelige arbejde gennem mange år. Ege
var ganske vist ikke selv i højere grad eksperimentelt engageret i vitaminforskningen,
men han skabte et godt miljø for sådanne undersøgelser,
der bl. a. resulterede i Henrik Dams opdagelse af K-vitaminet, og
iøvrigt i en række lødige afhandlinger om mange forskellige vitaminer.
Den analytiske bestemmelse af vitaminerne, der frembød mange problemer,
er i særlig grad behandlet i disse arbejder. Richard Eges optagethed
af ernæringsproblemer voksede med årene og blev efterhånden
hans altoverskyggende interesse. Sin omfattende sagkundskab indenfor
dette felt stillede han i udstrakt grad til rådighed for samfundsmæssige
formål. Han var således medlem af en række udvalg og kommissioner
vedrørende ernæringsspørgsmål, hvis arbejde bl. a. resulterede
i den lovbefalede berigelse af forskellige næringsmidler, særlig kornprodukter,
med visse vitaminer og mineraler.
Eges udadvendte holdning gav sig iøvrigt udslag i talrige populærvidenskabelige
artikler, bøger og foredrag, præget af en fagligt korrekt,
men samtidig lettilgængelig og flydende fremstilling. Gennem talrige år
var Ege eneredaktør af det populærvidenskabelige tidsskrift Naturens
Verden'. Ege var et overordentligt flittigt menneske, med en vældig
arbejdsevne. Han overkom at skrive en lang række bøger, både lærebøger
og værker beregnet for en bredere læserkreds, samtidig med at
han, foruden hvervet som institutbestyrer og lærer ved Universitetet,
påtog sig undervisning ved andre institutioner (bl. a. Københavns Tandlægehøjskole),
udvalgsarbejde, o.s.v.
Et fremtrædende træk hos Richard Ege var hans aldrig svigtende
elskværdighed og korrekthed, som man måske kunne få indtryk af
tjente til at holde en vis distance til omgivelserne. Personlige forhold
omtalte han aldrig og hans beskedenhed tillod ham sjældent at nævne
sit eget videnskabelige arbejde. Hans hjælpsomhed var kendt - han
havde vanskeligt ved at sige nej, når han blev opfordret til at påtage
sig dette eller hint hverv, ligesom det var ham magtpåliggende altid
at give studenterne en fair behandling — og helst lidt til. Man havde
indtryk af, at det var ham en personlig pine, hver gang han måtte lade
en eksaminand dumpe.
Disse karakteregenskaber, hjælpsomhed og retskaffenhed, blev der
kaldt på under den tyske besættelse af Danmark, da Ege og hans hustru
Vibeke Ege sammen med andre på Rockefeller-instituttet bl. a. gjorde en
stor indsats for transporten af jøder ud af landet.
Richard Ege havde gennem årene en række tillidshverv. Således var
han formand for Frihedsfondens 4. maj komite (1946-47) og for DanskNekrologer
17
Israelsk Selskab (1959-64). Han var fra 1947 medlem af Akademiet for
de tekniske videnskaber. I 1965 modtog Richard Ege en ærespris fra
generalkonsul Ernst Carlsens fond.
I sit otium fortsatte Ege utrætteligt sit arbejde med en stor anlagt
undersøgelse af den danske befolknings kostvaner og ernæring.
Richard Ege bidrog meget til det høje stade ernæringsforskningen nåede
i Danmark hen mod århundredets midte. Nogen egentlig skole har
han ikke dannet, måske fordi hans egen indsats i højere grad var udadvendt
og samfundsorienteret end laboratoriepræget og experimentel. I
sin undervisning, der var højt værdsat af studenterne, og i sin oplysende
virksomhed har Ege sat sig varige spor gennem sin ufanatiske, akademiske
og altid åbne holdning.
Frank Lundquist
2 Årbog 1973-74

Poul Flemming Møller
22. januar 1885 - 20. april 1974
I den høje alder af 89 år døde Flemming Møller den 20. april 1974.
Han fik en lykkelig død, - med et suk faldt han om, ramt af et
hjerteinfarct. Et halvt år forinden havde han haft et mindre hjertetilfælde,
men derefter ingen symptomer. Han fik et meningsfyldt otium,
stadig dybt interesseret i sit fags udvikling og historie, og var åndsfrisk
til det sidste. Sine sidste timer tilbragte han med at studere en
artikel i „Naturens Verden" om partikelfysik og han glædede sig til
at diskutere dette problem næste dag med sin stedsøn, der arbejder på
en licentiatafhandling om samme emne på „Niels Bohr" instituttet.
Poul Flemming Møller blev født den 22. januar 1885 i Helsingør,
søn af overlæge J. T. Møller og hustru. Han blev student i 1903, og tog
lægevidenskabelig embedseksamen ved Københavns universitet i 1911.
Efter flere års tjeneste på forskellige hospitalsafdelinger og i praksis
fattede han interesse for det nye speciale radiologien, og blev i 1916-
1918 assistent på Rigshospitalets røntgenafdeling, hvis leder var klinikchef,
dr. med. h.c. H. J. Panner. Fra 1918-1920 blev han ansat som
assistent på Kommunehospitalets røntgenklinik under professor J. F.
Fischer. Efter kun 4 års uddannelse indenfor specialet blev han i 1920
chef for Frederiksberg hospitals røntgenafdeling. Der fik han lejlighed
til at udforme en afdeling af et dengang ret moderne tilsnit, som senere
dannede model for andre røntgenafdelinger, blandt andet ved Allmånna
sjukhuset i Malmo. Bygningen var næsten cirkelrund, med venterummet
i centrum og undersøgelses- og behandlingsrum udenom. I
midten af venterummet fandtes en smuk blomsterdekoration forsynet
med et springvand. Han har selv 'senere fortalt, at man blev nødt til at
lukke for springvandet, fordi den stadige rislen havde en uheldig
virkning på de ventendes vandladningstrang.
I 1930 efterfulgte han Panner som klinikchef for Rigshospitalets
røntgenklinik. Senere blev stillingen omnormeret til overlæge. Tidligere
var Rigshospitalets lægechefer klassificeret i to grupper, overlæger og
klinikchefer. Det havde to følger, overlægerne fik et større honorar end
klinikcheferne. Til gengæld var der på de respektive døre til kontorerne
malet henholdsvis chef og overlæge.
Samtidig med Flemming Møller tiltrådte på Rigshospitalet, blev den
første radiologiske universitets-lærestol oprettet i Danmark. Han blev
docent i radiologi, en stilling som, på grund af fagets vægt, i 1936 blev
omdannet til et professorat. I 1950 blev faget delt i stråleterapi og røntgendiagnostik,
og der blev oprettet et lektorat i stråleterapi. Ved hans
20 Universitetets årbog 1973-74
afgang i 1955 blev hans professorat delt i to - et i røntgendiagnostik
og et i stråleterapi.
Flemming Møller ydede en betydelig videnskabelig indsats. Under sin
ansættelse på Sundby hospital i 1913 under professor Kr. Poulsen oplevede
han, at denne - for første gang i Danmark - stillede diagnosen
Calvé-Perthes' sygdom hos et barn. Hans interesse blev derfor vakt overfor
denne lidelse, en sygdom som især rammer drenge omkring 10-års
alderen. Den skyldes en aseptisk necrose i caput femoris. Hans interesse
for denne sygdom førte frem til den første danske røntgendiagnostiske
disputats, som han forsvarede i 1924. Titlen var „Malum coxae infantile,
Calvé-Perthes' sygdom". Det lykkedes Flemming Møller at samle ialt
72 tilfælde fra forskellige afdelinger i hele landet, et materiale, der
i antal langt oversteg tidligere offentliggjorte materialer. Flemming Møller
gjorde opmærksom på, at tuberculøse ledlidelser i hofteleddet hos
børn i tidligere materialer havde haft en langt bedre prognose end ved
andre ledlokalisationer, hvilket han påviste skyldtes en forveksling mellem
den tuberculøse coxit og Calvé-Perthes' sygdom. I sit arbejde gør
han nøje rede for røntgenundersøgelsens værdi for diagnose og differentialdiagnose.
Han gør endvidere rede for behandling og prognose.
Han lægger vægt på behandling med Thyroidin. Senere har det vist sig,
at børn med Calvé-Perthes' sygdom har en senere knoglekærneudvikling
end normale, hvilket måske kan tyde på, at han har haft ret i, at
thyreoidea har nogen indflydelse på udviklingen af denne sygdom. I
arbejdet fremhæver han sygdommens socialmedicinske aspekter, idet
han fandt, at flertallet af patienterne kom fra dårligt stillede hjem,
og tilrådede derfor sanatoriebehandling til de udsatte børn. Som den
første beviste han, at prognosen langtfra var så god som man tidligere
havde troet. Han fandt, at den deformering af caput femoris, som sygdommen
resulterede i, kunne give anledning til gangbesvær og senere
fremkomst af arthrose. Synd, at hans disputats dengang var skrevet på
dansk. Havde den været skrevet på et udenlandsk sprog, havde dette
arbejde utvivlsomt fundet international anerkendelse.
I hans tid var tuberculøse en hyppig og alvorlig folkesygdom. Det er
derfor naturligt, at Flemming Møller i en række arbejder gjorde rede
for sygdommens forskellige radiologiske manifestationer.
Til at begynde med interesserede han sig især for det radiologiske
billede af ileo-coecal tuberculøse. Den tyske radiolog Stierlin havde beskrevet.
at der ved lidelser i denne region, blandt andet tuberculøse,
fremkom det fænomen, at kontrasten ved tarmpassageundersøgelse fra
tyndtarmen hurtigt passerede over i colon transversum, således at coecum
var tom. medens der stadig var kontrast i tyndtarmen, det såkaldte
„Stierlins symptom". Flemming Møller kunne ved sine undersøgelser
ikke genfinde denne forandring, men ville heller ikke benægte symptomets
eksistens.
Den 4. marts 1921 afholdtes det første videnskabelige møde på Rigshospitalet
i det dengang nystiftede Dansk Radiologisk Selskab. Hemming
Møller var den første taler og hans emne var røntgenundersøgelse
af tilfælde af ileocoecal tuberculøse.
I andre arbejder gjorde han rede for lungetuberculosens varierende
billede og sammen med professor, dr. med. E. Dahl-Iversen publicerede
han et arbejde om tuberculomer i lungerne.
Nekrologer 21
Røntgendiagnosen af lungesygdomme havde Flemming Mollers store
interesse. Særligt interesserede han sig for silicose, og i flere arbejder
offentliggjorde han sine resultater. I 1934 fremkom i Acta Radiologica
hans artikel „Silicosis in porcelain workers", et overordentlig grundigt
og tidligt arbejde om denne erhvervssygdom.
I 1949 holdt Flemming Møller et foredrag i Dansk Radiologisk Selskab
om rontgendiagnosen af bronchogent carcinom. I dette omtalte han
de ofte lette forandringer i lungerne - mindre atelectaser og lignende -
som sygdommen kan medføre, samt at røntgenundersøgelse af thorax er
det vigtigste hjælpemiddel til at stille den tidlige diagnose. Mødet blev
holdt med deltagelse af thoraxkirurger og tuberculoselæger. Jeg kan
stadig huske den ophidsede diskussion som hans indlæg medførte. Tuberculoselægerne
mente, at de forandringer som Flemming Møller havde
demonstreret, lige så godt kunne skyldes tuberculose og diagnosen
lungecancer kunne ikke stilles på det grundlag. Eftertiden har givet
Flemming Møller ret.
Set med dagens øjne er vel nok Flemming Mollers største videnskabelige
indsats påvisningen af knogleforandringer ved fluorforgiftning. I
to artikler i Acta Radiologica 1932, vol. VII, side 269 og i Ugeskrift for
Læger 1933, vol. 95, side 1 offentliggjorde han sammen med daværende
professor i hygiejne dr. med. Sk. Gudjonsson resultaterne af undersøgelser
af kryolitarbejdere. Det var den første påvisning af, at fluorforgiftning
medfører knogleforandringer. Knoglerne er meget tætte og
kompakte, desuden fremkommer der udtalte forkalkninger af ligamenter.
Iagttagelsen gav senere inspiration til - professor i hygiejne Kaj
Roholm's - meget berømmede disputats: Fluorine intoxication, 1937.
Flemming Møller var myreflittig gennem hele sit liv og foruden de
nævnte arbejder har han offentliggjort mange andre. Hans arbejder
vakte megen international interesse, og ikke så få gange blev han inviteret
som gæsteforelæser i udlandet.
Som udtryk for denne internationale anerkendelse blev Flemming
Møller æresmedlem af en række udenlandske videnskabelige selskaber.
I 1953 var han præsident for den VII. internationale radiologkongres,
som blev holdt i København.
På nordisk plan var Flemming Møller ligeledes meget aktiv. I 1921
grundlagde Gosta Forssell Acta Radiologica. Flemming Møller var dansk
sekretær for grundlæggeren, senere dansk redaktør. I Acta Radiologica's
første år var der betydelige økonomiske vanskeligheder, men sammen
med svenske tilskud lykkedes det Flemming Moller at skaffe penge fra
Rask-Ørsted fondet, der bragte Acta over den første vanskelige tid.
Fra 1928-1956 var han medlem af bestyrelsen for Nordisk Forening
for Medicinsk Radiologi og præsident for de nordiske radiologkongresser
i 1938 og 1946.
Hans centrale placering indenfor dansk radiologi bevirkede, at han
fik mange tillidshverv.
Flemming Møller havde i sit lange liv den oplevelse personligt at
kende radiologiens første generation såvel herhjemme som i udlandet.
Han var selv meget aktiv i anden og tredie generation og endelig fulgte
han interesseret med i fjerde og femte generations udvikling.
Det er derfor en lykke for fremtiden, at han i en bog på ikke mindre
end 530 sider udgivet i 1968 „History and Development of Radiology
22 Universitetets årbog 1973-74
in Denmark 1896-1950", Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck, Copenhagen
1968 fik lejlighed til at berette om sit fags begyndelse og udvikling i den
første halvdel af det tyvende århundrede, et arbejde der er og vil være
et værdifuldt kildeskrift fremover om dansk radiologis historie.
Flemming Møller var personligt et tilbageholdende og beskedent menneske.
Han kunne undertiden virke ret utilnærmelig. I sin aktive periode
var han mange gange en fortræffelig vært for danske og udenlandske
radiologer i sit smukke hjem, der var prydet med talrige antikviteter,
som han havde forstået at anskaffe i rette tid.
Da han fyldte 60 år blev han hædret af elever og venner gennem
overrækkelse af et festskrift; „Flemming Møller's Birthday Book'1, Acta
Radiologica 1945, vol. 26.
På sin 70 års fødselsdag fik han overrakt et legat, hvis renter skulle
anvendes til en ærespris for radiologisk videnskabeligt arbejde, „Flemming
Møller prisen".
Gregers Thornsen


Alfred Rosenkrantz
11. november 1898 — 8. juli 1974
Alfred Rosenkrantz afgik ved døden den 8. juli 1974, og dermed har
dansk geologi mistet en af sine mest betydningsfulde skikkelser.
Alfred Rosenkrantz blev fodt den 11. november 1898 som søn af hofbetjent
Peter Rosenkrantz og hustru Mariane, født Rasmussen. Han
voksede op i Kobenhavn og blev student fra GI. Hellerup Gymnasium
i 1917. Årene på GL Hellerup Gymnasium under påvirkning af den højt
værdsatte rektor Hartvig Møller fik stor betydning for hans senere udvikling.
En skoleekskursion til Alperne, som Hartvig Møller ledede,
blev stående som en uforglemmelig oplevelse, som han senere ofte omtalte.
Allerede inden Rosenkrantz blev student, havde hans hovedinteresse
samlet sig om geologien, specielt omkring de forsteningsførende aflejringer.
Ansættelsesmulighederne var på det tidspunkt små inden for
dette fag, og efter en samtale med den daværende professor i mineralogi,
O. B. Bøggild, der var yderst pessimistisk med hensyn til fremtidsmulighederne,
påbegyndte han i stedet et studium ved den polytekniske læreanstalt,
hvorfra han udgik som bygningsingeniør i 1926.
Under ingeniøruddannelsen havde geologien dog fortsat hans største
interesse, og det lykkedes ham således under studietiden fra 1918 til
1925 at få timelønnet arbejde ved Mineralogisk Museum, og i somrene
1919 og 1921 udførte han som assistent feltarbejde ved Danmarks Geologiske
Undersøgelse. Under dette arbejde fik Rosenkrantz et solidt
kendskab til mange sider af Danmarks geologi, og han fik desuden et
ulorligneligt kendskab til den generation af geologer, der gik forud
for hans egen. Takket være hans udtalte evne for personbeskrivelse og
-karakteristik står en række af disse gamle geologer meget levende også
for den yngre generation.
I 1931 blev Alfred Rosenkrantz docent i geologi ved den polytekniske
læreanstalt og i 1943 professor i geologi sammesteds. Ved en samordning
af lærerkræfterne ved den polytekniske læreanstalt og Københavns
universitet deltes undervisningen på en sådan måde, at Rosenkrantz
varetog undervisning såvel ved den polytekniske læreanstalt som ved
Københavns universitet allerede fra 1931. Ved den polytekniske læreanstalt
forelæste han over almen geologi og Danmarks geologi og ved
Københavns universitet over exogene processer og Danmarks kvartær
til 1943 og siden over hele Danmarks geologi. I 1953 blev han ekstraordinær
professor i geologi ved Københavns universitet og ophørte derefter
med sin undervisning ved den polytekniske læreanstalt. Fra 1965
26 Universitetets årbog 1973-74
til sin afgang i 1966 fungerede han som ordinær professor ved Københavns
universitet. Han underviste desuden i geologi ved Danmarks lærerhøjskole
i årene 1937 til 1962.
Specielt Alfred Rosenkrantz' mangeårige undervisning i Danmarks
geologi vil blive husket og værdsat af mange elever. Hans omhyggeligt
udarbejdede forelæsninger indeholdt en rigdom af detaljer, men gav
altid, uanset den store stofmængde, tilhørerne et klart indblik i det gennemgåede
tema. Hans omfattende viden og systematiske gennemgang har
været til uvurderlig gavn for en hel generation af lærere ved folkeskole
og gymnasium samt for civilingeniører og faggeologer, der fik et solidt
grundlag for deres videre arbejde. Også hans lærebøger i Danmarks
geologi, en kortfattet oversigt udgivet første gang i 1933 og et omfattende
kompendium, udgivet i samarbejde med dr. H. Wienberg Rasmussen
i 1962, har været til stor hjælp for studerende inden for faget.
Allerede som studerende manifesterede Alfred Rosenkrantz sig videnskabeligt.
I hurtig rækkefølge udkom således flere meget betydningsfulde
arbejder om danien og paleocæn i København og omegn. Blandt
hans tidlige arbejder skal her særligt fremhæves det første: „Craniakalk
fra Kjøbenhavns Sydhavn" (1920), der er et meget vægtigt bidrag
til forståelsen af den geologiske udvikling af paleocæn i Københavnsområdet
samt i den øvrige del af Danmark og Skåne. Allerede i dette
arbejde antydes hans stillingtagen til grænsedragningen mellem kridtog
tertiærtiden, hvilket yderligere uddybes i to andre vigtige arbejder
fra denne tidlige periode, „De københavnske Grønsandslag og deres
Placering i den danske Lagrække" og „Nye Iagttagelser over Cerithiumkalken
i Stevns Klint med Bemærkninger om Grænsen mellem Kridt og
Tertiær", begge fra 1924. I sidstnævnte arbejde klarlagdes for første
gang de komplicerede grænseforhold mellem maastrichtien og danien
i Stevns Klint, og det påpegedes, at der findes en ganske klar faunistisk
grænse mellem de to etager. De nævnte arbejder gav anledning
til megen diskussion, idet de fremførte tanker og ideer afveg meget fra
de dengang almindeligt accepterede forestillinger. De førte da også til
diskussion med både dr. Poul Harder og docent, dr. J. P. J. Ravn. Arbejdet
„En Redegørelse i Anledning af Dr. Poul Harders Afhandling:
Om Grænsen mellem Saltholmkalk og Lellingegrønsand" (1923) indeholder
foruden en diskussion af kontroversielle videnskabelige resultater
også Rosenkrantz' meget principielle anskuelser om prioritet til bearbejdelse
af geologisk materiale tilvejebragt ved personlig indsats, anskuelser
han hyldede livet igennem. Med hensyn til de videnskabelige
resultater har senere detaljerede undersøgelser vist, at Rosenkrantz'
iagttagelser var rigtige, og den tolkning af grænsedragningen mellem
kridt og tertiær, som han så tidligt var talsmand for, har nu vundet
udbredt international tilslutning.
Blandt andre arbejder fra denne videnskabeligt så frugtbare periode
skal nævnes „Undergrundens tektoniske Forhold i Københavns nærmeste
Omegn" (1925), hvori han foruden en beskrivelse af de lokale tektoniske
forhold sætter danien-paleocæn aflejringerne ind i en bredere
strukturel sammenhæng. Sin store alsidighed viser han yderligere i arbejdet
fra 1921 om „De senglaciale Lag i Vintappermosen ved Kongens
Lyngby og deres Insektfauna" (sammen med K. L. Henriksen), hvori
han beskriver sine opmålinger og indsamlinger påbegyndt så tidligt
Nekrologer 27
som 1915, og giver en for den tid udmærket tolkning af dannelseshistorien.
Efter afslutningen af sin uddannelse ved den polytekniske læreanstalt
arbejdede Rosenkrantz videre med de problemer, der havde beskæftiget
ham så væsentligt i studietiden, men samtidig kom Grønlands geologi
til at optage en stedse større del af hans tid.
I 1926-27 fik han mulighed for at deltage i den danske ekspedition
til Østgrønland under ledelse af dr. Lauge Koch. Fra første færd
fangedes Rosenkrantz af den grønlandske natur, den grønlandske geologi
og den grønlandske befolkning, og det i en sådan grad, at hans
væsentligste livsgerning blev udforskningen af dette store landområde,
både ved egen personlig forskning og som ekspeditionsleder, og som
en af initiativtagerne til oprettelsen af Grønlands Geologiske Undersøgelse.
Den eneste gang, Rosenkrantz overvintrede på Grønland, var på ekspeditionen
i 1926-27, hvor han tilbragte vinteren i den nyetablerede
koloni Scoresbysund. Som den naturelsker han var, blev det en uforlignelig
oplevelse, og han levede sig hurtigt ind i den barske grønlandske
ekspeditionstilværelse. På denne ekspedition undersøgte Rosenkrantz
sedimenterne i Scoresby Sund området, som på det tidspunkt kun var
udforsket i meget grove træk. Han sammenstillede en „Preliminary
Account øf the Geology of the Scoresby Sound District" (1929), hvori
han redegjorde for hovedtræk af den mesozoiske lagfølge, og desuden
udførte han det feltarbejde, der ligger til grund for hans to meget vigtige
arbejder om marine lias-aflejringer på Grønland: „The Lower
Jurassic Rocks of East Greenland", Part I (1934) og Part II (1942).
Disse værker belyser for første gang lias-aflejringerne og deres fauna
i detaljer og står stadig som nogle af de vigtigste arbejder om jura
i arktiske områder. Arbejderne om Scoresby Sund området viste, at
Rosenkrantz besad en evne til hurtigt at få overblik over de geologiske
forhold i dårligt kendte områder, en evne, der kom ham til nytte de
følgende år, hvor han under det fortsatte feltarbejde i Østgrønland
i 1929, 1934, 1935 og 1936 gjorde en lang række vigtige førstegangsiagttagelser
over den østgrønlandske lagserie. Resultaterne blev nedfældet
i en række arbejder, hvoriblandt kan nævnes „Marine Permian
Deposits in East Greenland" (1929). „Das Mesozoikum Ost-Gronlands"
(1930), „Neue Fossilfunds in der Unterkreide Østgrønlands nebst einer
Uebersicht iiber das Mesozoikum der Kuhn Insel" (1930). „Geologiske
Undersøgelser i Østgrønland Sommeren 1929" (1932) og „Beitråge zur
Kenntnis der unteren Kreide Østgrønlands" (1934, sammen med R.
Bøgvad).
I 1935 blussede en strid op mellem dr. Lauge Koch og en række
grønlandskyndige danske geologer, heriblandt Alfred Rosenkrantz, foranlediget
af en kritik af Lauge Koch's værk „Geologie von Gronland",
der udkom dette år. Den ulykkelige strid endte med en retssag, der
bevirkede, at næsten ethvert samarbejde mellem Lauge Koch og de
danske geologer ophørte. Striden skabte megen bitterhed hos de implicerede
parter, og den var en væsentlig årsag til, at Rosenkrantz næsten
fuldstændig opgav sine undersøgelser i Østgrønland og i stedet koncentrerede
sit Grønlandsarbejde om det vestgrønlandske sedimentområde
på Nugssuaq og Svartenhuk, hvor Koch ikke havde aktivitet. Til dette
28 Universitetets årbog 1973-74
område ledede han en lang række ekspeditioner, der startede i 1938
og fortsatte i 1939 og årene efter 2. verdenskrig i 1946-68. Under dette
arbejde blev Nugssuaq og Svartenhuk geologisk karteret, og Rosenkrantz
klarlagde de vigtigste tektoniske, stratigrafiske og palæontologiske
forhold i området. Desuden blev meget omfattende fossilsamlinger
hjembragt. Rosenkrantz fik den store glæde her at finde væsentlige
bidrag til de problemstillinger omkring kridt-tertiær grænsen, som havde
optaget ham allerede i hans tidligste forskning. Han fandt således
yderst velbevarede, rige mollusk-faunaer fra danien, som optog ham
meget gennem alle hans senere år. Desuden blev det gennem dette Grønlands-
arbejde muligt at skaffe gode forskningsmuligheder for en lang
række yngre medarbejdere, der deltog i disse ekspeditioner. Som student
havde jeg selv den store oplevelse at deltage i et par af disse ekspeditioner
og er en af de mange, der har nydt godt af Rosenkrantz' vejledning
og af de samlinger, han med stor velvilje stillede til rådighed for
videre bearbejdelse.
En væsentlig del af de store indsamlinger - først og fremmest muslinger
og snegle fra øvre kridt og danien - var det hans plan selv at
bearbejde sammen med den rige danien-fauna fra Danmark. Hans mange
gøremål forhindrede ham i at afslutte sit Nugssuaq arbejde. Det er
mit alvorlige håb, at andre palæontologer vil tage denne store opgave
op og afslutte det arbejde, som Rosenkrantz lagde grundstenen til i en
række arbejder om den vestgrønlandske lagseries stratigrafi og palæontologi,
og blandt hvilke kun et par af de seneste skal nævnes her:
„Cretaceous-Tertiary Stratigraphy and Tectonics in Northern West
Greenland" (1969, sammen med T. C. R. Pulvertaft) og „Marine Upper
Cretaceous and lowermost Tertiary deposits in West Greenland" (1970).
Så tidligt som i 1939 antydede Alfred Rosenkrantz muligheden for
tilstedeværelsen af olie i Nugssuaq's undergrund på grundlag af de kilometertykke
bituminøse skifre i forbindelse med forekomsten af naturgas.
I løbet af Grønlands udforskningshistorie har der været gentagne
tilløb til at koordinere og systematisere de videnskabelige undersøgelser,
specielt den geologiske udforskning, som var meget omfattende allerede
fra slutningen af 1800-tallet. Med dette formål oprettedes således
i 1878 „Kommissionen for ledelsen af de geologiske og geografiske undersøgelser
i Grønland", i 1931 ændret til „Kommissionen for ledelsen
af videnskabelige undersøgelser i Grønland". Trods eksistensen af denne
kommission lykkedes det ikke at koordinere de geologiske undersøgelser
på en sådan måde, at en systematisk udforskning kunne gennemføres.
Kun i det nordøstgrønlandske område, hvor arbejdet blev koordineret
af Lauge Koch, blev større områder systematisk kortlagt.
Der var således stærkt behov for grundlæggelsen af et nyt organ for
geologiske undersøgelser i Grønland. Rosenkrantz' danske Nugssuaqekspeditioner
i 1938 og 1939 var en medvirkende årsag til nedsættelsen
af Udvalget for Grønlands Geologiske Undersøgelser i 1946, hvor Rosenkrantz
var en af initiativtagerne og selvskrevet som medlem. Der
blev derefter gennem statsministeriet, hvorunder Grønlands Styrelse sorterede,
bevillingsmæssig baggrund for udsendelse af en lang række ekspeditioner
til Grønland. Arbejdet koncentreredes i Vestgrønland, hvor
de af Rosenkrantz ledede ekspeditioner til Nugssuaq fortsatte, og hvor
Nekrologer 29
der desuden påbegyndtes en omfattende systematisk kortlægning af det
umådelige grundfjeldsområde fra Egedesminde og sydpå. Rosenkrantz
kæmpede utrætteligt for at bringe de geologiske undersøgelser i Grønland
op på et rimeligt omfang i forhold til de geologiske opgavers
størrelse og var stærkt medvirkende ved den endelige etablering af
Grønlands Geologiske Undersøgelse som et direktorat under Ministeriet
for Grønland i 1965. Vi kan idag glæde os over hans fremsynede
politik.
Sideløbende med forskningen i Grønland holdt Rosenkrantz gang i
den geologiske udforskning af aflejringer i Danmark. Her koncentreredes
hans arbejde først og fremmest omkring aflejringer fra danien og
paleocæn, som han udforskede sideløbende med de grønlandske aflejringer
af samme alder. Derved kom der et ganske særligt perspektiv
over disse undersøgelser, idet han her havde mulighed for at sammenligne
danien-faunaer fra vidt forskelligt miljø og af vidt forskellig bevaringstilstand.
Han ydede store anstrengelser for at få Faxe kalkbrud
opmålt og beskrevet og få indsamlet og slæmmet materiale fra denne
enestående lokalitet, men også Stevns Klint, Møns Klint og andre kretaciske
lokaliteter havde hans bevågenhed. Dette arbejde nedfældedes
dels i en række små, men vigtige arbejder om de geologiske forhold
(„Den paleocæne Lagserie ved Vestre Gasværk" (1930). „Jordskorpebevægelser
i Yngre Danien-Tid inden for Øresundsområdet" (1931).
„Bemærkninger om det østsjællandske Daniens Stratigrafi og Tektonik"
(1937). „Om de strukturelle Forhold i den prækvartære Undergrund
i Østsjælland" (1942)), dels i en lang række afhandlinger, der
belyste dele af faunaen - forarbejder til en mere omfattende palæontologisk
bearbejdelse. Blandt disse skal her nævnes: „Faunaen i Cerithiumkalken
og det hærdnede Skrivekridt i Stevns Klint" (1939), „Slægten
Ihyasira s geologiske Optræden" (1942), „Oversigt over Nautilerne i vort
yngste Senon, Danien og Paleocæn" (1944). „Danian Mollusca from
Denmark" (1960) og „Note on some Cranias from Central Poland"
(1964). Herudover spændte Rosenkrantz' aktivitet sig fra store dele af
den palæozoiske, mesozoiske og tertiære lagserie til Danmarks kvartære
aflejringer, der siden hans undersøgelser som halvvoksen havde
bevaret hans store interesse.
Rosenkrantz' brede sagkundskab kom en lang række organer tilgode,
bl. a. Dansk Geologisk Forening og Palæontologisk Klub. Begge steder
var han deltager i næsten alle arrangementer, han var hyppig foredragsholder
og diskussionsdeltager, medlem af Geologiske Forenings bestyrelse
1922-23 og 1929-31 og formand i 1945-46. Også i de geologistuderendes
klub, Steno, var han en kærkommen gæst. Her kom hans
store evne til at fortælle humoristisk om sine mange oplevelser rigtig
til sin ret ved festlige lejligheder.
Rosenkrantz fik betroet mange betydningsfulde hverv i ministerielle
kommissioner. Her skal særligt fremhæves hans medlemskab af Kommissionen
for videnskabelige undersøgelser i Grønland siden 1948. Han
var desuden medlem af bestyrelsen for Det grønlandske Selskab 1951-
57 og af Det arktiske Instituts råd 1955. Han var medlem af en række
videnskabelige selskaber, heriblandt Akademiet for de tekniske Videnskaber
fra 1937 og Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab fra
30 Universitetets årbog 1973-74
1948, hvor han var en hyppig gæst og foredragsholder. I 1963 blev han
korresponderende medlem af Akademie der Wissenschaften, Wien, og
i 1965 hædredes han som æresdoktor ved Lunds universitet.
Rosenkrantz bevarede sin interesse for sit fag til det sidste, trods
et svigtende helbred de sidste år. Han efterlader et tomrum, ikke blot
i dansk geologi og blandt fagkolleger, men også inden for talrige andre
felter, som hans rige virketrang bragte ham i forbindelse med. Han vil
blive savnet og husket først og fremmest som en af pionererne i Grønlands
geologiske udforskning.
Tove Birkelund


Christian Elling
14. november 1901 - 13. juli 1974
Den 13. juli 1974 døde professor, dr. phil. Christian Elling, 72 aar
gammel, efter lang tids sygdom. Ved et mærkeligt tilfælde døde i samme
uge den norske litteraturhistoriker, professor Francis Bull, og den svenske
digter. Par Lagerkvist, der begge var Christian Ellings nære venner.
Sammen med de tidligere afdøde venner, den svenske kunsthistoriker
og digter, professor Ragnar Josephson og universitetskollegaen
Paul V. Rubow, eksklusiv og brillant som han selv, udgjorde de den
lille kreds af aandsfæller, han følte som sine ligemænd.
I Danmark var det snarere forfattere end fagfæller, Christian Elling
knyttede sig til. I nogle aar hørte han til de udvalgte, der blev indbudt
til Karen Blixen paa Rungstedlund; I de senere aar var det især Jacob
Paludan og Karl Bjarnhof, der stod ham nær.
Selv følte Christian Elling sig med aarene stedse mere som forfatter
og kunstner, en naturlig følge af, at hans bøger efterhaanden fik
karakter af kunstværker mere end af kunsthistoriske skrifter.
Det er imidlertid som kunsthistorisk forsker og lærer, Christian Elling
skal mindes her.
Jeg traf Christian Elling første gang i 1932 paa Kunstakademiets
bibliotek, kort efter at han var blevet udnævnt til docent, men før han
havde forsvaret sin doktordisputats, hvilket først skete aaret efter i
1933. Han var dengang kun 31 aar, en høj slank og bleg yngling med
lyst haar og uindfattede briller. Han saa meget lærd ud. Jeg præsenterede
mig som en af hans studenter, der var ikke saa mange dengang,
og han viste mig fra første færd megen venlighed.
Christian Elling var født paa Frederiksberg den 14. november 1901,
men voksede op i Kalundborg. Fra den gamle kalundborgske boghandlerslægt,
han var udgaaet fra, tog han kunstneriske, historiske og litterære
interesser i arv. I sin erindringsbog Aftenspil fra 1971 har han
skildret sit barndomshjem og sine forældre meget smukt. Man fæster
sig ved den rolle, musikken spillede i hjemmet. Denne interesse fulgte
Elling hele livet.
I 1920 blev Christian Elling student fra Sorø Akademi og valgte
straks kunsthistorien som studiefag. Elling har givet en smuk karakteristik
af sin lærer, docent, dr. phil. Francis Beckett, i sin nekrolog over
ham i Universitetets festskrift november 1944. Der er næppe tvivl om,
at den lærde, men forbeholdne og lidt kejtede Beckett har fattet sympati
og interesse for sin begavede unge elev. Efter sin lærers raad kastede
Årbog 1973-74
34 Universitetets årbog 1973-74
Elling sig med iver over studiet af dansk arkitekturhistorie i det 17. og
18. aarhundrede, der dengang endnu var lidet udforsket.
Det første resultat af Christian Ellings arkitekturhistoriske studier
blev en afhandling om arkitekten Niels Eigtveds liv og virksomhed,
der belønnedes med Universitetets guldmedaille i 1925. I 1929 afsluttede
han sine universitetsstudier med magisterkonferensen. Hans speciale
var fransk kunst i det 18. aarhundrede, et emne Francis Beckett ikke
var fri for at finde lidt letfærdigt.
Allerede under studietiden havde Elling publiceret nogle af sine arkitekturhistoriske
undersøgelser. 1 1927 debuterede han som forfatter
i det af Leo Swane redigerede Kunstbladet med artiklen; Om barokke
Stiltræk hos Jardin. Han anlægger her nye synspunkter paa Jardin og
Nyklassicismen, som han skulde følge op i en bog: Documents inédits
concernant les projets de A.-J. Gabriel et N.-H. Jardin pour l église
Frédéric å Copenhague, 1931, og senere uddybe i det lille skrift Jardin
i Rom, 1943. En artikel fra 1928 og en lille bog fra 1931 om Philip de
Lange, Søetatens bygmester viste sig senere at være forstudier til Ellings
doktordisputats. Holmens Bygningshistorie 1680 - 1720, der udkom
i bogform i udvidet skikkelse i 1932. Forsvaret fandt dog først
sted i 1933. Ragnar Josephson var den ene opponent.
I Aftenspil tilstaar Christian Elling, at han hellere vilde have skrevet
disputats om Jardin, men dette arbejde vilde have krævet et længere
studieophold i Paris, og dertil var der ikke tid. Francis Beckett skrantede
og ønskede at trække sig tilbage. Det var i yderste øjeblik. Siden
1930 havde Beckett været sygemeldt. Efter overstaaet disputatshandling
kunde Christian Elling, der længe havde været designeret som Becketts
efterfølger, og som i 1932 havde modtaget udnævnelsen til docent, overtage
lærestolen i Kunsthistorie ved Københavns Universitet.
Nogle rejser i de unge aar har uden tvivl haft afgørende betydning
for Ellings forskerarbejde og senere blomstrende skribentvirksomhed
I 1921 var han første gang i Venezia, Rom og Napoli, i 1922 og 1925
i Paris og samme aar i England og Skotland. Vigtigst var et halvt
aars ophold i Rom i 1926 som Ny Carlsbergfondets stipendiat ved Det
svenske arkæologiske Institut, hvor han særlig fordybede sig i studiet
af barokarkitekturen, et emne han senere atter og atter skulde vende
tilbage til.
Før Christian Elling begyndte sin lærergerning ved Universitetet i efteraarssemestret
1933, foretog han en studierejse til Holland og Belgien.
Resultatet af denne forelagde han i en serie forelæsninger over
nederlandsk malerkunst i det 15. aarhundrede. Valget af den tidlige
nederlandske malerkunst som emne forklarer Elling i Aftenspil med.
at han netop ønskede at begynde paa omraader, der laa langt fra hans
hidtil dyrkede felter, og han tilføjer: „Emnet opslugte mig". Det blev
i hvert fald en meget spændende forelæsningsrække.
Den anden serie forelæsninger i dette første semester var viet dansk
arkitektur i det 18. aarhundrede, et omraade han allerede mestrede til
fuldkommenhed.
Ellings vilje til at indvie de studerende i de store perioder i kunstens
historie, som han allerede havde vist ved at begynde med nederlandsk
malerkunst, bekræftedes i næste semester, hvor han tog de studerende
Nekrologer 35
med paa Afstøbningssamlingen, der dengang som bekendt befandt sig
i stueetagen paa Statens Museum for Kunst. Her gennemgik han med
aktiv deltagelse af studenterne i øvelsesform de romanske og gotiske
skulpturer.
I 1935 lykkedes det Elling at faa oprettet Det kunsthistoriske Laboratorium,
der i første omgang fik til huse i et lokale i Kunstindustrimuseet
i fløjen ud mod Amaliegade. Elling anlagde en fotografisamling
og en beskeden bogsamling. Han ordnede selv fotografierne og skrev
paa med sin sirlige haandskrift. Her begyndte han de laboratorieøvelser,
der siden udgjorde en væsentlig del af hans undervisning, men
holdt ved siden af almindelige forelæsninger paa Studiegaarden i Studiestræde,
skiftende med øvelser over malerierne paa Kunstmuseet og
Den Hirschsprungske Samling.
Fra 1949 fik Kunsthistorisk Laboratorium lokaler i Det medicinskhistoriske
Museums sidebygning, og forelæsningerne foregik i det gamle
anatomiske auditorium. Her forblev Kunsthistorisk Laboratorium til
december 1972, hvor det flyttedes til nye og større lokaler, og samtidig,
i analogi med universitetets øvrige institutter, fik betegnelsen Institut for
Kunsthistorie.
Efter syv aar som docent blev Christian Elling i 1939 udnævnt til
professor i Kunsthistorie, den første ordinarius i faget ved Kobenhavns
Universitet. Han havde allerede da en meget betydelig videnskabelig
produktion bag sig. Emnerne var hovedsagelig hentet fra det 18. aarhundredes
danske kunsthistorie, men ogsaa sujetter fra det sene 17. aarhundredes
og første halvdel af det 19. aarhundredes danske kunst blev
taget op til behandling.
Det vilde føre for vidt her at opremse alle titler paa Christian Ellings
afhandlinger og bøger. Hans forfatterskab er formentlig det største,
nogen dansk kunsthistoriker har efterladt sig. Her skal kun nævnes
enkelte værker. lovrigt kan henvises til den bibliografi over Ellings
produktion, udarbejdet af Hannemarie Ragn Jensen, der udkom i 1970.
Heri registreres 555 numre, deraf 50 bøger. Senere er flere kommet til.
En stor del af de undersøgelser over danske emner, Elling havde publiceret
i bøger og afhandlinger fra de første ca. 15 aar af sin lærergerning,
var først blevet forelagt hans studenter i forelæsningsform eller
drøftet med dem under øvelser. Der er for mig ingen tvivl om, at Christian
Ellings største pædagogiske indsats ligger paa dette undersøgelsestekniske
felt. Her blev praktiseret en metode, der kunde læres og benyttes
af andre. Det ses ogsaa, at flere af hans elever, især de, der har
arbejdet med arkitekturhistoriske emner, staar i gæld til deres lærer.
De arbejder af Christian Elling, der her tænkes paa, er f. eks. den
vigtige afhandling fra 1941 om Elias David Haussers Christiansborg og
Wienerbarokken, Christiansborginteriører fra 1944, Amalienborginteriører
fra 1945, og de mange mindre afhandlinger spredt rundt i Kunstmuseets
Aarsskrift, Artes, Aarbøger m. m., hvoraf en del er genoptrykt
i Paraden 1958. De er alle repræsentanter for den side af kunstvidenskaben,
der bygger paa studiet i marken, analyse af de enkelte monumenter
og en kritisk benyttelse af kildematerialet. Christian Elling
var suveræn paa dette felt, og han har i sjælden grad bidraget til at
skabe respekt for kunsthistorien som videnskab i dette land.
Som forsker var Christian Elling oprindelig Høyens og Becketts lær36
Universitetets årbog 1973-74
ling, men han har forfinet metoderne og redskaberne, og han har fornyet
den kunsthistoriske terminologi.
Stærke indtryk har Christian Elling givetvis modtaget af Julius Langes
rige personlighed og aandfulde forfatterskab. Interessen for den
store sammenhæng mellem kunsten og hele kulturlivet deler han med
Lange, som han har givet en fin karakteristik af i Dansk biografisk
Leksikon. Bogen Den romantiske Have, der udkom i 1942, er saaledes
en havearkitektonisk udviklingshistorie, belyst af litterære vidnesbyrd
og illustreret med tegninger og malerier fra samtiden.
I 1948 udsendte Elling en publikation med titlen Museum I, hvori
han havde samlet en række afhandlinger om emner fra europæisk kunsthistorie,
skrevet af nordiske fagfæller. I forordet til skriftet, der er prydet
med et portræt af Julius Lange, har Elling vedkendt sig samme
formaal for forskningen som den store humanist, nemlig „Erkendelse
af Kunstens Værker ikke som isolerede Ydelser, men som Parter af
en voksende Helhed". Selv har Elling bidraget til skriftet med en motivstudie
i Julius Langes aand, Kavallerer i det Grønne.
En særlig tiltrækning har kunsthistoriens grænseegne øvet paa Christian
Elling. I 1936 havde han stiftet „Selskabet for dansk Kulturhistorie".
Til dette selskabs publikation „Kulturminder" skrev han bl. a. bidrag
en paa nye fund og omfattende arkivstudier bygget afhandling om
Bergs Hus i Læderstræde, der en tid var Holberg-scene (1940-41).
Dermed havde Christian Elling betraadt et omraade mellem kunsthistorien
og teaterhistorien, som han skulde komme til at dyrke særlig
intensivt i de følgende aar. Festskrift udgivet af Københavns Universitet
i Anledning af Kongens Fødselsdag den 26. September 1942 bragte
en stor afhandling af Elling, Operahus og Casino, med undertitlen:
Studier i det italienske Logetheater 1670 — 1830 hvor dette teaterhistoriske
emne for første gang er behandlet ud fra et publikumspsykologisk
synspunkt.
Med bogen Den italienske Nat, der udkom i 1947, naaede Elling den
foreløbige kulmination af sit kunsthistoriske forfatterskab. Han har her
paa Julius Langes vis taget et motiv i kunsten op til granskning og har
belyst det under en række æstetiske aspekter. Udgangspunktet var, som
Elling skriver i forordet, en analyse af Watteaus maleri, L'Amour au
Theåtre Italien, som han foretog under en øvelsesrække for sine studenter
for mange aar siden. Studierne blev til variationer over et tema i
det gamle italienske teater, nattestykket som genre, hvis oprindelse kan
føres tilbage til den italienske commedia dell arte.
Den italienske Nat er en syntese af kunstnerisk oplevelse, musikalitet
og forskning, og den sproglige iklædning er emnet værdigt. Det
var dette værk, der gav anledning til, at Elling blev indvalgt som medlem
af Videnskabernes Selskab i 1948.
Med krigens ophør begyndte studierejserne igen. For Ellings vedkommende
gik de i mange aar til Italien og først og fremmest til
Rom. Resultatet blev det gigantiske værk ROM med undertitlen: Arkitekturens
Liv fra Bernini til Thorvaldsen, der udkom i 1956. Hovedvægten
er lagt paa det 18. aarhundredes arkitekturhistorie, der dengang
endnu ikke havde fristet kunsthistorikere i samme grad som det
17. aarhundredes arkitektur. Almindelige arkitekturhistorikere, der, som
Nekrologer 37
Elling lidt maliciøst bemærkede, kun læser kollegers bøger, har haft
svært ved at sætte stiletiketter paa bygningerne fra denne periode og
følgelig ogsaa vanskeligheder med kronologi og tilskrivninger. Elling
derimod henter problemernes løsning fra kilder, en arkitekturhistoriker
af den gængse type aldrig vilde tænke paa at opsøge. Han øser af den
rige skat af erindringer, rejsebeskrivelser, breve, skitsebøger og dagbøger,
som datidens mennesker har efterladt, og paa grund af sit dybtgaaende
kendskab til monumenterne formaar han at veje udtalelsernes
værdi og drage slutninger, hvor andre, der kun har søgt til disse kilder
af personalhistorisk interesse, har været ude af stand til at lodde deres
betydning for arkitekturhistorien.
Bag den originale maade, hvorpaa Christian Elling tumler sit vældige
stof, ligger hans egen oplevelse af Rom som arkitekturby. Derfor
lader han ogsaa først og fremmest monumenterne selv komme til orde,
understøttet af prægtige plancher, der nøje følger teksten. Han har ikke
blot iagttaget bygningernes ydre og gjort sig tanker om deres form og
dekoration. Han gaar dybere ind paa forudsætningerne for formens karakter,
undersøger i hvilken grad den givne tomt har været bestemmende
for en bygnings udformning og ligeledes, hvordan dens funktion har
givet sig udslag i dens ydre fremtoning.
Under udarbejdelsen af manuskriptet til Rom-bogen forelagde Christian
Elling store dele af sit værk i offentlige aftenforelæsninger paa
Københavns Universitet. De blev stærkt besøgt. Denne tilsyneladende
saa eksklusive forsker har nemlig haft evne til at faa et stort og taknemmeligt
publikum i tale; hans bøger er blevet samlerobjekter for en
udstrakt læserkreds.
Straks efter at Christian Elling havde udsendt bogen om Rom i 1956,
planlagde han et nyt værk, der skulde hedde Kransen om Rom. Eørst
i 1968, aaret efter at han havde taget sin afsked fra universitetet, saa
dette værk lyset, forsinket af andre arbejder og i de senere aar af sygdom.
Undertitlen; Barokkens Værker i Campagnen og Bjergene skal, som
forfatteren siger i sit forord, angive, at dette værk skal opfattes som
en indledning til den første Rom-bog. Ogsaa i dette værk opsøges de
mindre kendte arkitektoniske monumenter, spændende fra simple hytter
til storslaaede villaanlæg. Milieuet og naturen spiller en væsentlig
rolle og afspejles i gengivelser af malerier af kunstnere som Paul
Bril, Johan Liss, Poussin, Caravaggio, Domenichino, Salvator Rosa m.
fl., alternerende med forfatterens egne og Gertrud Ellings fotografier.
Imellem de to Rom-bøger udsendte Christian Elling flere større og
mindre publikationer. Mærkeligst er hans store værk om Shakespeare
med undertitlen: Indsyn i hans Verden og dens Poesi, hvoraf første
bind om Landskabet, der udkom i 1959, har vakt opmærksomhed og
anerkendelse blandt Shakespeareforskere. Her er det mindre kunsthistorikeren
end kenderen af Shakespeares digtning, der taler, men han
behandler emnet med æstetikerens indfølingsevne og henter illustrationer
til sine associationer fra malerier af kunstnere som Pieter Bruegel
den ældre, Frans Snyders og fra gamle botaniske plancheværker.
I fotografierne af det engelske landskab omkring Stratford-upon-Avon
viser Elling sig endnu engang som en kunstner paa dette felt.
Der skulde gaa mange aar, før andet bind af Shakespeare-værket
38 Universitetets årbog 1973-74
udkom. Det skete først i foraaret 1974, og som titlen Dyrekredsen angiver,
omhandler det kun faunaen. Det er imponerende og gribende, at
Elling har formået at afslutte dette betydelige værk paa sygelejet.
Den 31. januar 1967 fik Christian Elling efter ansøgning bevilget
sin afsked som professor i Kunsthistorie ved Københavns Universitet
65 aar gammel, paa grund af sygdom, to aar før vanlig pensionsalder.
35 aars lærergerning var afsluttet, men som det var at forvente,
fortsatte han sit forfatterskab, og end ikke det sidste aar, hvor han var
bundet til sengen, slap han pennen.
Paa Christian Ellings 70 aarsdag den 14. november 1971 overrakte
venner, kolleger og elever ham et Festskrift, der indeholdt en række af
hans egne tidligere udgivne arbejder, flere i udvidet skikkelse og med
nye illustrationer. Emnerne var alle fra kunstens og teatrets verden,
dog overvejende fra teatrets, hvorfor forfatteren selv havde foreslaaet
titlen: Skuepladser.
Festskriftet, der rummer genoptryk af saa betydningsfulde arbejder
som Operahus og Casino, Villa Pia in Vaticano og Jardin i Rom, blev
dog ganske overskygget af Ellings erindringsbog Aftenspil, der udkom
ganske kort efter. Det er ikke her stedet at komme nærmere ind paa
denne overordentlig fængslende bog, der er en nyskabelse inden for
memoiresgenren. Her skal blot citeres enkelte passager, der i glimt
viser Ellings syn paa hans lag og hans lærergerning.
Teksten, der fremtræder som dagbogsoptegnelser gennem to aar, er
begyndt den 6. januar 1967, den dag Elling modtog den officielle meddelelse
om sin afsked. Den 1. februar noterer han med lettelse: „Pensionist
fra i Dag. Nu er de gule Konvolutters Tid forbi''. Det er et
hjertesuk, enhver, der har haft med administration at gøre, vil forstaa,
men Elling var i ganske særlig grad en fjende af gule konvolutter.
Om sit fag, kunsthistorien, har Christian Elling nogle markante udtalelser
i Aftenspil (s. 48):
„Paa mine Studierejser i Europa efter 1926 har jeg aldrig opsøgt en
Fagfælle.
Nogle Aarsager hertil er evidente. I Begyndelsen en vis Generthed,
senere en Følelse, som Komponisten Rudolph Bay kaldte „modest Suffisance".
La Rochefoucauld har lært os, at man nødig indrømmer en
Fejl uden at knytte den til en Dyd. Min Enegang paa modnere Stadier
skyldes antagelig det simple Faktum, at jeg i metodisk Henseende ikke
har kunnet lære noget væsentligt af Andre, fordi jeg tilskar Emner efter
mit eget Hoved. Jeg forefandt ugerne Opgaver, lavede dem hellere selv.
De krævede egentlig kun Læsning af primære Kilder - og Iagttagelser
i Marken. Efter mine Prøveaar med traditionelle Studier i Danmark
blev jeg kunsthistorisk Økolog paa videre Gebeter.
]eg har bestandig afskyet at skulle manøvrere mellem Kollegers Anskuelser,
vexelvis give Bifald til denne, hysse ad hin. En utaalelig, en
ufrugtbar Hinkeleg. Mit Arbejde var mere anlagt paa at udvide (og
more) mig selv end at instruere min Næste. Dog, glæde ham vilde jeg
gerne. En Æstetiker maa som Kunstner aldeles hengive sig".
Der ligger heri et hib til kunsthistorikere af den type, Jacob Burckhardt
kaldte „Die Attribuzzler". Det kan dog ikke skjules, at Elling selv
lejlighedsvis med fryd har spiddet en kollega paa sin pen, naar han
kunde gribe denne i en fejlfortolkning eller i en uholdbar tilskrivning.
Nekrologer 39
S. 125 kan læses følgende bekendelse: „Enhver Kunsthistoriker skal
rumme et Stykke af en Kunstner. Er dette ikke Tilfældet, bliver den
paagældende kun anvendelig som Funktionær i Professionens Kreds.
Hvis et stort Flertal af Kunsthistorikere savner le diable au corps —
blot en lille Djævel (om le feu sacré tør jeg slet ikke tale), kreperer
Faget som Aandsvidenskab".
Christian Elling lagde ikke skjul paa, at han var tilfreds med at have
virket i en tid, hvor en professor „var helt sin egen Herre", og hvor den
akademiske lærerforsamling kun bestod af professorer: „Det var Skræderlaugets
bedste Tidu. Et andet sted siger han kort og fyndigt: „Held
den, som blev Professor i den rette Tid - og gik i samme".
Som venteligt havde Elling ikke megen sympati for oprettelsen af en
bifagseksamen i Kunsthistorie, men da det forlangtes fra gymnasieskolens,
undervisningsministeriets og Universitetets side, gik han dog med
til deltage i udarbejdelsen af det første sæt regler. Inden undervisningen
kom i gang i 1967, havde han imidlertid trukket sig tilbage. I
Aftenspil skriver han den 5. november 1967 følgende om den nye indretning:
„Ved Bifagsexamen i Kunsthistorie skal man nu vurdere „Præstationer"
(o : Meninger om Kunst, det sprødeste eller skøreste af Alt)
med Talkarakterer, vel ledsaget af Brøker. Hvor skørt". Og han tilføjer
med stolthed: „Jeg blev det rene og frie Konferensfags „sidste
Mohikaner" i Danmark".
Christian Ellings forhold til de studerende er et kapitel for sig. Det
er klart, at et menneske, der har undervist i sit fag i 35 aar, og som
har set lige saa mange aargange studenter passere revy, ikke kan være
lige yndet af alle. Men ingen af dem, der har været i forbindelse med
Christian Elling, glemmer ham nogensinde. Erindringerne vil være farvet
af deres personlige indtryk af ham og af deres erfaringer netop
som studenter hos ham. Paa nogle virkede han lammende, for andre
blev han et ideal og en inspirator. I perioder kunde Elling klage over,
at „der ikke var nogen at hvæsse sværdet paa", ingen, der kunde
leve op til lærerens lysende intelligens. Han kunde være bidsk mod de
talentløse og overfladiske. Mærkede han derimod interesse og lydhørhed,
kunde han være straalende og overdaadig vittig.
I virkeligheden var Christian Elling umaadelig tolerant. Selv en
passioneret ryger tillod han rygning under øvelserne, hvilket dengang
ikke var almindeligt. Havde man haft en skriftlig opgave, eller
skulde man tale med professoren om eksamen eller lignende, indbød
han én gæstfrit til sit hjem og beværtede med the eller et lille glas.
Saa kunde han udfolde al sin elskværdighed og vise virkelig interesse
for studentens ve og vel. Men han var paa vagt over for dem, der vilde
springe over, hvor gærdet var lavest; ogsaa over for dem, der for tidligt
vilde gaa løs paa de store opgaver. Et sted i Aftenspil siger han:
„Naar en ung studerende i min Tid vilde prøve sin Pen ved at skrive
om Michelangelo s „Dommedag", bad jeg vedkommende datere et Pakhus
ved Brug af arkivalske Kilder. Faget, som indvendig belemres med
et stort Nonsens, kan tidsnok blive Tungetale".
Det synes, som om Elling fik et særlig fortroligt forhold til studenterne
fra de sidste aar, han virkede ved Universitetet. Selv respekterede han
gerne selvstændige meninger og fantasi hos de unge. Den, der søgte
40 Universitetets årbog 1973-74
at tale ham efter munden, blev hurtigt gennemskuet. I et interview for
mange aar siden (1946), hvor han blev spurgt om sit syn paa ungdommen,
endte han sit svar med følgende ord:
„Jeg priser de unge, der gaar deres egne Veje, lever og forsker, arbejder
og synder for sig selv, faar Tid til at se Bøgen springe ud -
ikke blot paa en Foreningsskovtur — og som skaffer sig eg7ie dyrekøbte
Meninger, selv om de maaske er forkerte".
Christian Elling vil blive husket som en usædvanlig original og inspirerende
forsker og lærer.
Else Kai Sass


Henry Jensen
7. oktober 1915 - 10. august 1974
Professor, dr. phil. Henry Jensen blev født i København d. 7 okt. 1915
som søn af kontorchef i Københavns kreditforening Hans Peter Jensen
(død 1944) og dennes hustru Valborg Margrethe, født Hansen (død 1961).
Han blev student fra Christianshavns gymnasium 1933 og begyndte
straks et studium under det matematisk-naturvidenskabelige fakultet.
Hans interesseområde var matematik og fysik, men lige fra begyndelsen
med særligt henblik på anvendelsen af disse videnskaber. Sommeren
1935 fik han studenterarbejde på Geodætisk Institut, og dette
medførte, at han søgte optagelse på geodætisk kursus på officersskolen.
Jan. 1936 bestod han forprøven til skoleembedseksamen i matematik og
fysik m.v. og april 1937 afgangsprøven fra geodætisk kursus. Mit bekendtskab
til ham stammer fra hans deltagelse sommeren 1936 i de
øvelsesmålinger, der var et led i geodætisk kursus. Hans interesse for
faget og hans evner var så udprægede, at han allerede april 1938 kunne
tage magisterfonferens i geodæsi ved Københavns Universitet.
Han ansattes ved Geodætisk Institut som geodætassistent d. 1. april
1938 og avancerede til afdelingsgeodæt d. 1. april 1940. Den første sommer
gjorde han tjeneste i geodætisk afdeling II og deltog i I ordens
triangulationen på Vestgrønland. Fra d. 1. nov. 1938 knyttedes han til
Institutets videnskabelige afdeling, geodætisk afdeling I, og under denne
tjeneste deltog han efterhånden i hydrostatisk nivellement over Storebælt
og Øresund samt præcisionsnivellement, og han deltog såvel i observationsarbejdet
som i den følgende teoretiske behandling. Senere
deltog han i afdelingens store beregningsarbejder, herunder udjævningen
af det danske og det grønlandske I ordens net samt de dertil hørende
koordinatberegninger i de forskellige af Institutet anvendte kortprojektioner,
bl. a. det internationale Universal Transversal Mercator,
U FM. der nu ligger til grund for de fleste europæiske topografiske kort.
Ved den store polio-epidemi i begyndelsen af halvtredserne blev han
angrebet af denne sygdom, men selv om han i det væsentlige blev helbredt.
måtte han dog til stadighed støtte sig til en stok, så videre udkommando
til praktisk geodætisk arbejde måtte betragtes som udelukket.
Ved siden af den nævnte tjeneste havde han publiceret forskellige
mindre arbejder i Geodætisk Instituts Meddelelser (nr. 13, 18, 20 og
23) samt et enkelt større i Institutets Skrifter (bind XIII). Disse arbejder
drejede sig dels om matematiske problemer, hvor han som den
første anvendte matrixregningen på udjævningsproblemet, dels om ti44
Universitetets årbog 1973-74
devandsundersøgelser og den hertil knyttede astronomiske korrektion
for præcisionsnivellementet. Han tangerede således i disse sidste arbejder
geofysiske problemer, der senere skulle blive hans vigtigste arbejdsfelt.
For Geodætisk Instituts direktør skete der imidlertid 1953 noget uforudset,
idet chefen for Institutets seismiske afdeling, den verdenskendte
seismolog, statsgeodæt, nu dr. phil. h. c. Inge Lehmann, der d. 13. maj
1953 ville fylde 65 år, ønskede at trække sig tilbage. På grund af Institutets
stærkt begrænsede stab af videnskabelige medarbejdere var
der ingen seismisk uddannet afløser til rådighed, og man opfordrede
derfor den daværende afdelingsgeodæt Henry Jensen, der som nævnt
havde vist en vis geofysisk interesse, til at forsøge at overtage den ledigblevne
stilling. Han erklærede sig villig, og d. 25. febr. 1953 tiltrådte
han tjenesten i seismisk afdeling. Det viste sig at være et lykkeligt valg,
og d. 1. nov. 1953 blev han statsgeodæt og chef for afdelingen. Det
lykkedes ham at ajourføre udsendelsen af de seismiske bulletiner og
fortsætte den rutinemæssige udsendelse. Han indsamlede makroseismiske
oplysninger om jordskælvet ud for Stevns 1954, og samme år
udsendte han sin første seismiske artikel om dette jordskælv i Geodætisk
Instituts Meddelelser (nr. 29). Det blev dog de mikroseismiske problemer,
der kom til at fange hans opmærksomhed og som blev genstand
for en række videnskabelige arbejder, der publiceredes i Institutets
Meddelelser (nr. 34, 36 og 38).
I forbindelse med the International Geophysical Year, IGY, 1957-58,
havde Institutets direktør besluttet at oprette en seismisk station på
St. Nord i Nordgrønland, der derved ville blive den nordligste station
på Jorden. Henry Jensen organiserede oprettelsen af stationen på udmærket
måde både i henseende til bygninger, instrumenter og betjening,
og han intensiverede den rutinemæssige aflæsning af seismogrammer.
Specielt gennemførte han en systematisk aflæsning af seismisk uro,
micro-seisms. Et resultat heraf blev hans doktorarbejde: Statistical
Studies on the IGY Microseisms from København and Nord, der publiceredes
i Institutets Meddelelser (nr. 39). 4 år senere kom endnu i Institutets
Meddelelser en afhandling om seismisk uro (nr. 40). Inden da
havde han skrevet en særdeles læseværdig og alment forståelig bog:
Jordskælv.
Henry Jensen var lige som hele det videnskabelige personale ved
Geodætisk Institut stærkt internationalt interesseret. Som medlem af
Working Group on the Skagerrak Project deltog han i en integreret
geofysisk undersøgelse af Skagerrak. Han deltog i en række General
Assemblies i International Union of Geodesy and Geophysics, IUGG,
der afholdtes i Oslo 1948, Rom 1954, Helsinki 1960, Berkeley 1963
og Ziirich 1967. Han var medlem af den danske nationalkomité for
IUGG og for Commission Seismologique Européenne, CSE. Han var
præsident for CSE-subcommission on Microseism og vedrørende Explosions
in North Europe, og han var præsident for hele CSE 1966-70.
I denne forbindelse redigerede og udgav han Papers Presented at the
Ninth Assembly of the European Seismological Commission.
I forbindelse med det amerikanske World Wide Standardized Seismograph
Network modtog Geodætisk Institut 4 sæt instrumenter, som
Nekrologer 45
Henry Jensen kunne anvende til reorganisering og nyoprettelse af seismiske
stationer i Danmark og på Grønland.
I en årrække førte han tilsyn med Geodætisk Instituts bibliotek, ligesom
han i en årrække var formand for foreningen af geodæter og for
Dansk Geofysisk Forening. Han blev endvidere medlem af Akademiet
for de tekniske Videnskaber, ATV.
Københavns Universitet havde længe rådet over et professorat i geofysik,
men af forskellige grunde var det ikke blevet besat. Efter et fornyet
opslag blev Henry Jensen d. 1. jan. 1965 udnævnt til professor
i geofysik. Han udarbejdede en studieplan, således at man allerede under
et første dels studium kunne få et foreløbigt kendskab til dette
omfattende fag, medens det videregående studium naturligt måtte være
et anden dels fag. I denne forbindelse udarbejdede han; Forelæsninger
over den faste jords fysik, der udkom 1970.
Nogle få dage før lUGG's General Assembly i Moskva 1971 ramtes
Henry Jensen af meget alvorlig sygdom, der lammede ham og fratog
ham talens brug. Denne tilstand varede tre år, men alligevel bevarede
han et vist lyssyn, og noget af hans sidste tid gik med ved hjælp af hans
tiofaste hustru lektor, cand. mag. Gudrun Jensen, født Nielsen, som
han havde ægtet d. 24. jun. 1939, at gennemgå hans bibliotek og overlade
den geofysiske del til det universitetsinstitut i geofysik, som han
havde oprettet. Da dette arbejde var afsluttet, var det som om han kun
ønskede en afslutning, og den kom da også d. 10. aug. 1974, da han
stille sov ind. Foruden sin hustru efterlader han fire børn, døtrene
Hanne, tvillingerne Elin og Iben samt sønnen Erik. Man kan beklage,
at han kun så få år fik mulighed for at arbejde med de mangfoldige
geofysiske problemer. Hans milde og venlige væsen vil blive savnet af
familie, venner og kolleger.
Han var ridder af 1. grad af Dannebrogordenen, og han havde modtaget
forsvarets hæderstegn for god tjeneste.
Einar Andersen

Henry Cai Alexander Lassen
2. august 1900 - 13. august 1974
H. C. A. Lassen blev født på Frederiksberg d. 2. august 1900 som søn
af kaptajn Niels Alexander Lassen og Astrid Marie Lassen, født Boldsen.
En stor del af sin barndom, deriblandt krigsårene 1914-18, tilbragte
han på kystdefensionens forter Prøvestenen og Trekroner, hvor hans
far artillerikaptajnen var chef. Selv mindedes H. C. A. sin barndom med
glæde. Han fortalte tit om sin søsters og sine egne ture til skolen i Kobenhavn:
Hvorledes de blev roet ind i travaille bemandet med marinesoldater,
som rejste årene som hilsen til de to små børn. som i de kolde
vintermorgener blev sat i land ved Toldboden for at begive sig til
skole. Denne barndom prægede H. C. A. Lassen i hans senere virke;
hans ranke holdning, hans sans for orden og diciplin og hans egen
respektindgydende fremtoning bar et tydeligt militaristisk præg, som
stod i kontrast til hans afsky for krig og militarisme og hans kærlighed
og omsorg overfor de svage og undertrykte.
I 1918 blev han student fra Metropolitanskolen og tog lægevidenskabelig
embedseksamen fra Københavns Universitet sommeren 1924.
Efter to års reservelægetid ved centralsygehuset i Holstebro kom han
første gang til Blegdamshospitalet som kandidat i 1926 hos professor
Bie. Her lærte Lassen infektionssygdommene at kende på et tidspunkt,
hvor de terapeutiske muligheder var minimale. Han glemte aldrig i sit
senere virke ved Epidemihospitalet at sætte infektionssygdommenes forløb
under behandling i perspektiv til deres spontane forløb. Han nærede
altid senere en dyb respekt for naturens egen helbredende kraft
og en udpræget skepsis over for den påståede effekt af nye behandlingsformer.
Efter turnus ved Kommunehospitalets III. og V. afdeling og kandidattid
på Dronning Louises Børnehospital blev H. C. A. Lassen i oktober
1928 ansat som assistent ved Statens Seruminstitut. I dette meget frugtbare
miljø under dr. Thorvald Madsens ledelse begyndte han sine eksperimentelle
studier af den naturlige resistens over for infektionssygdomme.
Han var optaget af den grelle forskel i infektionssygdommenes
forløb hos velernærede børn og hos børn med fejlernæring. I depressionens
år og kun ti år efter C. E. Bloch's opdagelse af vitamin A's
betydning for Xerophthalmien var der talrige fejlernærede børn, som
bukkede under for infektionssygdomme. Hans disputats, som gav ham
doktorgraden ved Københavns Universitet i 1931, „Experimental Studies
on the Course of Paratyphoid Infections in Avitaminotic Rats with Spe48
Universitetets årbog 1973-74
cial Reference to Vitamin A Deficiency", blev til i de følgende års arbejde,
dels på Statens Seruminstitut, dels på Universitetets Hygiejniske
Institut hos professor L. S. Fridericia. På Statens Seruminstitut traf
han den senere professor i almindelig patologi K. A. Jensen. Dette førte
til et livsvarigt venskab og intimt samarbejde inden for behandlingen
af infektionssygdommene.
Efter supplerende hospitalsuddannelse ved Bispebjerg Hospital afd.
B, Kommunehospitalets III afdeling og De Gamles By kom han i maj
1933 påny som reservelæge til Blegdamshospitalet, hvor han igennem
de følgende 34 år havde sin livsgerning, fra 1937 som overlæge og fra
1939-1957 som professor i epidemiologi. Under sin tid som chef for
Epidemihospitalet oplevede H. C. A. Lassen en fantastisk udvikling: I
de første år var serumbehandlingen netop sat i system ved infektioner
forårsaget af pneumokokker, meningokokker og Haemophilus influenzae.
Sulfonamidernes fremkomst i 1935 medførte en revolution i behandlingen
af infektionssygdommene. Under og efter krigen skyllede
de store epidemiske sygdomme påny hen over landet i krigens og flygtningestrømmens
spor. I 1945 rullede de hvide busser med ofrene fra
koncentrationslejrene ind i Epidemihospitalet, som var den første station,
der stod rede for at hjælpe de talrige udhungrede mennesker, som
havde alvorlige infektionssygdomme. I 1944 behandledes den første patient
i Blegdamshospitalet med penicillin, og i de følgende år blev en
konstant strøm af nye antibiotika introduceret og gennemprøvet i Blegdamshospitalet.
Infektionssygdommene skiftede karakter: difteri forsvandt
helt, scarlatina og dysenteri forsvandt næsten, bakteriel meningitis
blev forvandlet fra en dødelig sygdom til en behandlelig sygdom
med betydelig bedre prognose. Stivkrampe, tuberkulose, tyfus og paratyfus
blev stedse sjældnere. Denne tilbagetrængen af de epidemiske bakterielle
sygdomme førte dog ikke til inaktivitet i Epidemihospitalet. I
1952 skyllede den katastrofale polioepidemi ind over landet. I løbet
af efterårsmånederne behandledes ca. 3.000 tilfælde af polio i Epidemihospitalet.
De talrige patienter, som havde respirationslammelse, oversteg
hurtigt de få muligheder, der var for behandling i „jernlungerne ".
I denne situation viste Lassen sit store talent for at lede og organisere
en storstilet indsats og for at improvisere i en akut og uoverskuelig situation.
Sammen med sine medarbejdere Fritz Neukirch og Mogens
Bjørneboe og med sin veltrænede stab af sygeplejersker, tog Lassen
kampen op mod den frygtelige sygdom. Bjørn Ibsen blev tilkaldt fra
Kommunehospitalet, og man begyndte at tracheostomere og overtrykventilere
de mange patienter. 600 medicinske studenter blev organiseret
i hold som ventilatører, og igennem måneder førtes der et velorganiseret
slag for at afbøde epidemiens virkninger. Midt i dette hektiske
arbejde formåede Lassen at organisere et forskningsarbejde for at opklare
polioens epidemiologi, et arbejde der i de følgende år gav flere
vigtige resultater.
Med indsatsen under polioepidemien var der skabt grundlaget for,
hvad der senere blev til intensiv terapi. Efterhånden som poliomyelitis
blev bekæmpet ved vaccination, kastede H. C. A. Lassen sig over andre
anvendelsesområder for den nye terapiform, der herved var skabt. 1 etanus,
polyradiculitis, forgiftninger og andre former for respirationsinsufficiens
blev behandlet efter de samme principper og EpidemihosNekrologer
49
pitalets respiratoraldeling blev forbilledet for lignende afdelinger i udlandet.
Megen hæder blev Lassen og hans medarbejdere til del for denne
indsats. Mest glædede det ham, at der i 1953 ved Hopital Claude Bernard
i Paris og i 1958 ved poliocentret i Toulouse oprettedes „Centre Henry
Lassen". Sine erfaringer samlede han sammen med medarbejderne i bogen
„The Managements of Life-threatening Poliomyelitis", Edinburgh
1956. Han var igennem mange år formand for forretningsudvalget i
Landsforeningen til Bekæmpelse af Børnelammelse og var vicepræsident,
præsident og ærespræsident ved flere internationale poliokongresser
og leder af WHO kursus i behandlingen af livstruende poliomyelitis
i København i 1955.
H. C. A. Lassen glemte aldrig de poliopatienter, som efter epidemien
blev tilbage som kroniske respiratorpatienter. Han arbejdede ihærdigt
med at få skaffet disse patienter tålelige vilkår, helst uden for hospitalsmiljøet,
og han rejste lige til sin afsked rundt en gang om året for
personlig at tilse sine gamle poliopatienter.
Med de store epidemiske sygdommes tilbagetrængen skabtes intet
tomrum i Epidemihospitalet. Nye opgaver blev taget op, særlig skal
fremhæves H. C. A. Lassens indsats i bekæmpelse af hospitalsinfektionerne,
som blussede voldsomt op omkring 1958-1960, og hans indsats
forbundet med oprettelsen af klinisk mikrobiologi som et selvstændigt
speciale. Manglede de hjemlige opgaver, påtog han sig opgaver i udlandet
og gennemførte flere missioner som tilkaldt ekspert i forbindelse
med epidemier i udlandet, således i 1955 i Island, 1956 i Holland, 1957
i Rumænien og i 1959 i Grækenland. I 1963-64 havde han orlov og
fungerede i denne tid som overlæge ved Dansk Røde Kors' undervisningshospital
i Kongo.
Samtidig med denne enorme indsats inden for infektionssygdommenes
behandling og bekæmpelse, formåede Lassen at påtage sig mange andre
opgaver. Således var han sagkyndig ved retslægerådet 1956-1967, redaktør
af Ugeskrift for Læger 1942-1945, redaktør af Danish Medical
Bulletin 1954-1967, og medstifter og formand for tropemedicinsk forening.
En ganske særlig relation havde H. C. A. Lassen til Frankrig.
Han var en stor beundrer af fransk kultur og åndsliv og var medstifter
af og formand for den dansk-franske lægeforening. Han tilbragte gerne
sine ferier i Frankrig og tilbragte sit otium på sit landsted i Drome.
H. C. A. Lassens indsats her og i udlandet indbragte ham talrige ordener
og hædersbevisninger. Selv om han tilsyneladende var usårlig i sin ophøjede
indstilling til tilværelsen, var han alligevel meget følsom og afhængig
af omgivelsernes bedømmelse, en dualisme, som kunne gøre det
vanskeligt at omgås Lassen for dem, som ikke kendte ham tilstrækkelig.
Mange har betegnet H. C. A. Lassen som arrogant, men denne arrogance
var bevidst og hans adfærd ofte iscenesat. Dette vil „Professorens
sygeplejersker" vide. Hans stuegang med den pertentlige - næsten rituelle
overholdelse af isolationsforanstaltningerne, havde to væsentlige
formål: Patienterne blev beroliget, de følte, at deres tilfælde nu var
i hænderne på en enestående kapacitet. Personalet fik en følelse af sikkerhed
og tryghed over for de smitsomme sygdomme og følte sig usårlige,
når blot de fulgte Lassens eksempel og isolationsteknikkens regler.
Uden for pavillonen måtte H. C. A. Lassen ofte tørre en tåre af
kinden - han plejede at undskylde sig med, at vinden fik hans øjne
4 Årbog 1973-74
50 Universitetets årbog 1973-74
til at løbe i vand; men de, der kendte ham, vidste, at han under sin
skal havde et blødt og medfølende sind.
Som underviser såvel for studenter som for de mange læger fra indog
udland, der passerede gennem Epidemihospitalet, kom Lassen til at
stå som en god pædagog. Hans entusiasme over for de typiske sygdomsbilleder
og over for naturens egen evne til at helbrede virkede smittende.
Hans evne til at stå fast på en behandling og til aldrig at give op har
dannet skole. H. C. A.'s eksempel vil blive fulgt, og hans indsats vil
blive husket af mange.
Klaus jensen