684
Universitetet 1890—1891.
V. Priskonkurrencer.
Til Besvarelse af de for Aaret 1889—90 af Universitetet udsatte 13E
Prisopgaver*) indkom i Aaret 1890—91 sytten Afhandlinger, nemlig to stats--
videnskabelige, en lægevidenskabelig, fire filosofiske, en klassisk-filologisk,i.
to østerlandsk-filologiske, fire romansk-filologiske, en mathematisk og toi
kemiske. Af disse Afhandlinger fandtes den lægevidenskabelige, to af de^
filosofiske**), den ene af de østerlandsk-filologiske, to af de romansk-filo-
logiske**) og den ene af de kemiske værdige til Prisen. Accessit tilkj endtes-
begge de statsvidenskabelige Afhandlinger, den ene af de filosofiske, dem
ene af de romansk-filologiske. den mathematiske og den ene af de kemiske..
Forfatterne fandtes at være***):
Af de prisbelønnede Afhandlinger:
Cand. med. & chir. M. Knudsen, af den lægevidenskabelige,
Frøken Kirstine Frederiksen, af den ene filosofiske,
Cand. theol. F. L. J. Østrup, af den anden filosofiske,
Dr. pliil. S. Sørensen, af den østerlandsk-filologiske,
Cand. mag. Hans Kr Søltoft Jensen, af den første romansk-filologiske,
Stud. mag. William Sporon, af den anden romansk-filologiske,
Stud. polyt. M. C. Harding, af den kemiske.
Af de Accessit tilkj endte Afhandlinger.
Cand. mag. Birger liansted, af den anden statsvidenskabelige,
Stud. mag. Axel Dam, af den filosofiske,
Stud. mag. llenrik Madsen, af den romansk-filologiske,
Stud. mag. Albert Wulfsberg-Høst, af den mathematiske,
Assistent ved den polytekniske Læreanstalts Laboratorium, Cand. polyt.
Julius Petersen, af den kemiske.
Vedkommende Censorers Bedømmelser af de indkomne Afhandlinger
lyde saaledes:
I. De statsvidenskabelige Afhandlinger. Som Besvarelse af den stats-
videnskabelige Prisopgave for 1889—90: »En historisk Fremstilling af den
danske økonomiske Litteratur i dette Aarhundredes første Halvdel tillige-
med en Paavisning af, hvorledes den er paavirket af den samtidige uden-
landske Litteratnr» — er der indkommet to Afhandlinger.
Den første af disse med Motto: »Ut desint vires, tamen est laudanda
voluntas« begynder med en Fremstilling af den udenlandske økonomiske
Litteraturs Historie, væsentlig et temmelig tørt og skematisk Uddrag af
Kantz, Roscher og Andre; derefter følger en Udsigt over den danske øko-
nomiske Litteratur i forrige Aarhundrede, og først saa begynder Behand-
lingen af den stillede Opgave. Idet Forfatteren saaledes uden Grund og
med liden Frugt har udvidet Opgaven, har han afskaaret sig fra at faae Tid
til at fuldende Besvarelsen, saa at han ikke har naaet at medtage alle de
Skrifter, der burde have været omtalte. Hovedmangelen ved Afhandlingen
*) Jfr. Univ. Aarb. for 1889—90 S. 279.
**) Ved Kirke- og Undervisningsministeriets Skrivelse af 18. April 1891 er der blevet
meddelt Tilladelse til, at der uddeles Prismedaille for de to Afhandlinger, der bleve
kjendte værdige til Prisen.
***) Forfatteren af den første af de statsvidenskabelige Afhandlinger havde erklæret, at
han ikke ønskede sin Navneseddel aabnet, hvis lian ikke opnaaede Prismedaille.
Priskonkurrencer.
685
ir dog den, at Forfatteren altfor ofte fortaber sig i et Referat af de enkelte
ikrifter uden at samle og indordne Stoffet under almindelige Synspunkter.
Æen flere af Afsnittene ere dog ret tilfredsstillende behandlede. Forfatteren
lar i det Hele rigtig paavist Paavirkningen fra den samtidige udenlandske
litteratur og har ogsaa bestræbt sig for at paavise Forbindelsen mellem de
nkelte Forfattere og de enkelte Skrifter. Yi tro derfor, trods de fremhævede
langler, at kunne tilkjende denne Afhandling et Accessit.
Den anden Afhandling med Motto: »Præ omnibus quæramus verum«
;iver en udførlig og med Flid udarbejdet Oversigt over den paagjældende
konomiske Litteratur, derunder ogsaa Piecer og Tidsskrifter. Men Afhand-
ingen lider af følelige Mangler. Det er saaledes kun i ringe Grad lykkedes
,t paavise, hvorledes de danske Forfattere ere paavirkede af den samtidige
denlandske Litteratur, og der er lagt altfor liden Vægt paa at give et Over-
lik over den økonomiske Opfattelses Udvikling og successive Fremadskriden.
ifhandlingen fortaber sig i endnu højere Grad end den førstnævnte i Enkelt-
.eder uden at sondre mellem Væsentligt og Uvæsentligt. Stoffets Ordning
g Gruppering lader meget tilbage at ønske, og medens enkelte fremragende
forfattere ikke ere medtagne, ere andre, som have været uden al Betydning,
ehandlede med trættende Bredde. Imidlertid have vi dog ment nærmest
f Hensyn til den udviste Flid og den ret betydelige Litteraturkundskab, som
r lagt for Dagen, at kunne tilkjende ogsaa denne Forfatter et Accessit.
Kjøbenhavn i Marts 1891.
Will. Scharling.	V. Falbe Hansen.	H. Westergaard.
II. Ben lægevidenskabelige Afhandling. Som Besvarelse af Univer-
itetets for 1889—90 stillede Prisopgave i Lægevidenskaben: »En Frem-
tilling af den purulente Pleuritis' Pathogenese, der maa belyses ogsaa ved
gne Undersøgelser« — er indkommet en Afhandling med Motto: »quem
i non tenuit ausis tamen exidet magnis«. Forfatteren af denne om Flid
g Dygtighed vidnende Afhandling har delt den i tre Afsnit, hvoraf det
arste behandler den purulente Pleuritis' Pathogenese før Bakteriologiens
ndgriben, det andet giver en Oversigt over de bakteriologiske Undersøgelser
f Exudatet, og det tredie indeholder Forfatterens egne Undersøgelser. I
et første Afsnit støtter Forfatteren sig til en temmelig fuldstændig Be-
Lyttelse af Litteraturen og vurderer i en objektiv og forstandig Fremstilling
e fremsatte Anskuelser og viser navnlig, hvor sjeldne de saakaldte primære
'urulente Pleuriter i Virkeligheden ere. I det andet Afsnit samler For-
atteren de bakteriologiske Undersøgelser over den purulente Pleuritis og
jennemgaaer navnlig Pneumokokkens og Tuberkelbacillens Forekomst og
tolle i de sekundære Empyemer ved Pleuropneumoni og Tuberkolose, der-
næst Forekomsten af Pneumokokken ved primære Pleuriter og endelig Fore-
.omsten af Staphylo- og Streptokokker ved disse. Igjennem en skarp Kritik
ommer Forfatteren til en klar Fremstilling af hvad der mangler i vor Kund-
kab om Empyemets Udvikling, og de paaviste Mangler stræber han nu at
idfylde i det tredie Afsnit. Forfatteren meddeler her Resultatet af sine egne
Jndersøgelser. Han har i et Aar samlet Materiale af de paa vore større
lospitaler undersøgte Empyemer, og det maa erkjendes, at Forfatteren her
lar udført et stort Arbejde, som ogsaa har sin Betydning for Opfattelsen
f Spørgsmaalet Ved hver enkelt Tilfælde af Empyem har Forfatteren dels
indersøgt Exudatet paa Bakterier, dels paavist disses patliogene Egenskaber
gjennem deres Paavirkning af Pleurasækken — ved Hjælp af Indsprøjt-
unger i denne hos Dyr. De af Forfatteren anvendte og in extenso meddelte
■ remgangsmaader ere betryggende, og Afhandlingen er ledsaget af et større
Vntal mikroskopiske Præparater. De Resultater, Forfatteren kommer til,
tekræfte og støtte andre Undersøgeres, saaledes at flere tvivlsomme Punkter
naa siges at være blevne mindre tvivlsomme, om Forfatteren end ikke har
»pnaaet en fuldstændig Løsning. Afhandlingen røber overalt Flid, forstandig
686
Universitetet 1890—1891.
Opfattelse og Dygtighed og fortjener derfor at belønnes med Universitetets
Guldmedaille.
Kjøbenhavn den 23 Februar 1891.
C. With.	C. Reisz.
III. l)e filosofiske Afhandlinger: Som Besvarelse af den filosofiske
Prisopgave 1889 — 90: »Der ønskes en ordnet Fremstilling og Begrundelse
af de vigtigste almene Love for Opdragelsen, som lade sig udlede af deri
nyere Psykologi og Ethik« — er der indkommet fire Afhandlinger.
Den af disse, som har til Motto: »Das Kindsein muss das Mensch-
werden nicht hindert, und das Menschwerden nicht das Kindsein« (Schleier-
macher), giver, før den den gaaer ind paa den direkte Besvarelse af Opgaven
en kortfattet Fremstilling af de pædagogiske Retninger, der særligt ere præ
gede af Paavirkning fra den humane Ethiks og Erfaringspsykologiens Side
Denne Fremstilling udmærker sig ved det fyldige KjeMskab til Pædagogi-
kens Historie, som viser sig at staa til Forfatterens Raadighed, og nu an-
vendes til en i det Hele træffende og interessant Karakteristik af de vigtigst*
moderne pædagogiske Standpunkter i deres Sammenhæng med Psykologr 0£
Ethik. I Afhandlingens anden Del søger Forfatteren at vise, hvorledes de
pædagogiske Principer i det Enkelte kunne begrundes. Her omhandles del
naturlige i nedarvede) Grundlag, hvorpaa Opdragelsen skal bygge, og del
Ideal, hvoraf den ledes, saavelsom den Methode, den maa følge, og der
Kreds, den kan udstrækkes til. Dette Parti er ikke saa vellykket, som del
første; der gjør sig paa flere Punkter gjældende en vis Vaghed i Tanke-
gang og Gjennemførelse. Men som Helhed forekommer Afhandlingen os a1
være værdig til den udsatte Pris.
En anden Afhandling har til Motto: »Non scholæ, sed vitæ«. Dens
Fortrin er en klar Fremstilling, som støtter sig til Exempler, der ere hen-
tede fra Forfatterens egen pædagogiske Erfaring. Efter først at have drøftel
Opdragelsens ethiske Grundlag, undersøger Forfatteren særligt Erkjendelsens
Følelsens og Villiens Opdragelse. Hvad der savnes, er en bestemt Tilbage-
føren af de fremstillede Erfaringer og Regler til almindelige psykologiske
og ethiske Sætninger. Afhandlingen har i det Hele en vel populær Ka-
rakter. Paa Grund af dens nævnte Fortrin og den Dygtighed, hvorom der
vidner, saalænge det ikke gjælder om Paavisning af de sidste theoretiske
Principer, bør der dog tildeles den et Accessit.
En tredie Afhandling, som har til Motto: »Was Lehrern zur Richt-
schnur dienen soli« (Kant>, er i sin Tankegang saa lidet fast, røber sa?
utilstrækkeligt Kjendskab til Litteraturen og kommer i det Hele saa lidel
ind paa en virkelig Behandling af Spørgsmaalet, at der ikke kan tildeles
den nogen Pris.
Den fjerde Afhandling, hvis Motto er: »Præsens imperfectum, perfec-
tum futurum«, indkom først, efterat Fristen var udløben, og havde saaledei
formelt ingen Ret til at komme i Betragtning. Efter en Beslutning af del
filosofiske Fakultet have vi dog optaget den til Bedømmelse under Forud-
sætning af, at den ikke kom til at staa nogen af de i rette Tid indkomm
Besvarelser ivejen ved Prisbelønningen. Forfatteren undersøger først Op-
dragelsens Mulighed og Rækkevidde, idet han tager sit Udgangspunkt fn
de Ændringer og Dispositioner, som enhver Paavirkning udefra mere elle:
mindre frembringer. Det sidste Maal for Opdragelsen stilles af Ethiken
medens Psykologien skal paavise Midler til at naa det. Den saaledes ud-
talte Grundtanke udvikles derefter nærmere gjennem en Række af Betragt-
ninger og Exempler, der vidne om ikke ringe psykologisk Sans og om god<
Kundskaber. Endelig betragtes i særegne Afsnit den legemlige og den sjæle'
lige Opdragelse. Forfatteren viser her Forstaaelsen af Vexelvirkningsfor
holdet mellem de forskjellige Elementer i det aandelige Liv saavelsom a
de indirekte virkende Forholds store Betydning. Skjønt ikke alle Afsni
ere lige heldige, og skjønt der kunde være sket en mere udstrakt Benyt
Priskonkurrencer.
687
ølse af den udenlandske Litteratur, finde vi dog Afhandlingen værdig til at
lodtage Medaille.
Den 10. Marts 1891.
H. Høffding.	K. Kroman.
IY. Den klass isk-ft lo log i ske Afhandling. Som Besvarelse af Prisop-
aven i klassisk Filologi: »Dansk Oversættelse af en Bog af Status' Silvæ
illigemed latinsk Commentar til samme« er indkommet en Afhandling
aed Motto: »Diu multuinque dubitavi«.
Forfatteren, der selv siger i sin Indledning, at han kun har studeret
biologi i kortere Tid, har ikke været Opgaven voxen, saa meget mindre
om han først har faaet begyndt paa Arbejdet, efterat Halvdelen af Tiden
ar forløben. Af Mangel "paa Tid har han næsten helt afholdt sig fra
lealfortolkningen, der netop ved denne Opgave maatte spille en fremtrædende
{olie, og, forsaavidt der i det Hele findes Noget herhen hørende, er det
æsentlig kun spredte Henvisninger til bekjendte Haandbøger. Allerede
lette vilde være Grund nok til at afvise Afhandlingen; men heller ikke det,
ler er leveret, er paa nogen Maade tilfredsstillende. Af en i og for sig
irisværdig Sky for at optage unødvendige Konjekturer, vrager han selv ab-
olut nødvendige og gode Rettelser (af Markland og Andre), ja omtaler dem
iftest slet ikke, og han forsøger hellere at redde Overleveringen i daarlige
laandskrifter ved Forklaringer, der ere aldeles umulige. Overhovedet er
lans Kjendskab til det latinske Sprog mangelfuldt, og baade hans latinske
»g hans danske Stil er fuld af Pletter. Der kan derfor ikke tilkjendes
forfatteren nogen Belønning.
Den 13de Marts 1891.
J. L. Ussing.	M. Cl. Gertz.	O. Siesbye.
V. De østerlandsk-filologi ske Afhandlinger. Som Besvarelser af Op-
gaven i østerlandsk Filologi for Aaret 1889—90 saalydende: En Frem-
stilling af Mythen om Yritra efter Mahåbhårata, er der indkommet to Af-
aandlinger.
Den første af disse, der har til Motto: »Nasty udyamasamo bandhuh,
mrvano navasldati« er meget udførligt og grundigt og tillige godt anlagt
irbejde, der vidner om indgaaende Kjendskab til den indiske Litteratur og
am betydelig Modenhed. I en udførlig Indledning giver Forfatteren først
3n Fremstilling af den vediske Mythologis System og Udvikling som Præ-
misser for selve Besvarelsen af den stillede Opgave. Saa meget dette Af-
snit end indeholder af Interesse, maa det dog siges, at det, som Indledning
betragtet, gaaer vel meget i det Enkelte, saa at der er indflydt Adskilligt,
som ligger temmelig langt fra selve Hovedspørgsmaalet og nærmest har Be-
tydning for den vediske Mythologi i Almindelighed. Selve Opgaven er imid-
lertid tilfredsstillende og fuldstændig besvaret i de to sidste Kapitler, som
omhandle Vritra-Sagnet i Vedaerne og i Mahåbhårata, der modsættes hin-
anden. Efter i sidste Kapitel at have gjennemgaaet de Kildesteder i Ma-
håbhårata, som ere af nogen Betydning, har Forfatteren tabellarisk sammen-
stillet alle de enkelte, i Beretningerne forekommende, Momenter i Mythen om
Vritra, hvorefter han kritisk sondrer, vejer og forklarer de Dele, hvoraf den
bestaaer, og sluttelig giver en Oversigt over Mythen i dens tre Hovedstadier
i Rigveda, Bråhmanaerne og Mahåbhårata. Afhandlingen gaaer saaledes i
Virkeligheden ikke lidet ud over den stillede Opgave, idet den snarest maa
siges at behandle Udviklingen af den ældste indiske Mythologi i Alminde-
lighed og af Vritra-Sagnet i Særdeleshed. Den er i det Hele et saa be-
tydeligt Arbejde, at vi, uden at lægge nogen Vægt paa visse Mangler i formel
Henseende, anse den for fuldt værdig til at belønnes med Universitetets
Guldmedaille.
Den anden Afhandling har til Motto: »Der er kun Mulighed for den
rette Forstaaelse af det indiske Folks Udvikling, naar det fastholdes, at
dette Folk er vandret der ind i Landet, har kjæmpet sig frem Fod for Fod og
688
Universitetet 1890—1891.
først efterliaanden liar tillæmpet den medbragte Sæd og Skik efter det nye Hjerne
Natur«. Forfatteren af denne Afhandling har vel med stor Flid samlet dl
vedkommende Bevissteder i Mahåbhårata og ogsaa faaet de enkelte Momen r
ter i Mythen frem, men Enkelthederne ere ikke sammenarbejdede, og v/
faae ingen klar Oversigt over Mythen i dens Helhed. Hertil * kommer, af
hans Forstaaelse af Texten er meget ufuldkommen, idet han aabenbarj
mangler den fornødne Sikkerhed i Sprogets Fundamenter; hans Opfattelse
og Gjengivelse af de enkelte Steder bliver derfor ofte dels meget løselig:
dels helt upaalidelig. Endelig er hans Behandling af Modersmaalet heile t
ikke roesværdig; hans Stil ligger i det Hele taget temmelig lavt, og man finde'
endogsaa Forsyndelser mod Sproget som ingen Student burde gjøre sig skyldig
i. Vi tro derfor ikke at kunne tilkjende Forfatteren nogen Belønning, men
anerkjende iøvrigt den videnskabelige Interesse og Stræben, han har lag'
for Dagen.
Kjøbenhavn i Marts 1891.
V. Fausbøll.	Vilh. Thomsen.
VI. De romansk-filologiske Afhandlinger. Til Besvarelse af Universi-
tetets Prisopgave i romansk Filologi for Aaret 1889—90: »Helgenlegenderne
i den oldfranske Digtning« — er der indkommet lire Afhandlinger, der allt.
vidne om flittigt Studium.
I Afhandlingen med Motto: »Ut possumus, quando ut volumus non
licet« giver Forfatteren først, i en almindelig Del, en historisk Oversigt
over Helgenlegendens Oprindelse og Udvikling, den latinske Hagiografi, de
orientalske Legender, Visionslitteraturen o. s. v. Derefter følger en alminde-
lig Fremstilling af den franske Legende-Litteratur i to Afsnit: den episke
og den dramatiske Behandling af Legenden. I den specielle Del gjennem-
gaaes i første Kapitel Apostlene og andre Christi Samtidige, i andet Kapitel
de franske Helgender, i tredie Kapitel Helgenlegender fra andre europæiske
Lande, i fjerde Kapitel orientalske Legender. Forfatteren giver i sin ret
omfattende Fremstilling en rolig, klar og overskuelig Udsigt over sit Æmne:
og, da hans Afhandling, i hvilken navnlig fremhæves Behandlingen af saint
Léger og Maria Ægyptiaca, i det Hele vidner om udstrakt Litteraturkjend-
skab og har gode bibliografiske Oplysninger, kunne vi ikke Andet end til-
kjende ham Guldmedaillen.
Den anden Afhandling med det fra Bollandisterne laante Motto: »Corde
et animo« er, efter Forfatterens Oplysning, skreven i Paris. Som Følge
heraf har Forfatteren havt den Fordel at have havt Adgang til rig Benyt-
telse af Manuskripter og her ukjendte Tryk. Han har saaledes kunnet give
en betydelig fuldstændigere Meddelelse om franske Helgenlegender, trykte
og utrykte, hvad der giver hans overordentlig udførlige specielle Del et po-
sitivt Fortrin. Han har rigtignok ikke særlig omtalt den latinske Hagiografi
og har været noget knap i sin almindelige Del, der dog indeholder værdi-
fulde Bemærkninger, men da hans Fremstilling af adskillige Helgeners Lev-
ned (f. Ex. sainte Christine, saint Christophe, saint Thibaut, Thomas de Bi-
ville, saint Denis) særlig vidner om Selvstændighed i Behandlingen, og hans
Oplysninger om og Meddelelser fra Manuskripterne ere af stor Interesse for
Romanister, der ville gjøre et specielt Studium af de franske Helgenlegender
— exempelvis nævne vi, at han har fundet to for Gaston Paris ubekjendte
poetiske Redaktioner af saint Christophe — skjønne vi, at der ogsaa bør
tilkjendes ham en Guldmedaille.
Forfatteren til Afhandlingen med Motto »Ultra posse nemo obligatur«
fremhæver udtrykkelig i sin Indledning de Vanskeligheder, der her i Byen
ere forbundne med en omhyggelig Besvarelse, da man f. Ex. ikke engang
i det store kongelige Bibliothek finder Poquet's »Miracles de la sainte Vierge
par Gautier de Coinsy« (1857). Han har, istedetfor Inddelingen efter Le-
gendernes Hjemsted, foretrukket at dele dem i de episke, de lyriske og de
dramatiske. Med Hensyn til de dramatiske, har han med fuld Ret henvist
til Petit de Julievilles Værk »Les Mystéres«, men forøvrigt kun fremhævet
Priskonkurrencer.
689
iogle Hovedpunkter. Hans Fremstilling er ikke saa klar og omhyggelig
om den i den første Afhandling, men der er et Par Punkter af virkelig
nteresse, som han er ene om at udhæve, nemlig Hetære-Legenden (Thais,
larie l'Egyptienne o. s. v.). med Hensyn til hvilken han dog vistnok burde
tave begrundet sin Anskuelse paa en noget solidere Maade, samt det andet
>unkt, som han særlig bestræber sig for at belyse, nemlig den gjensidige
Påvirkning af Legenden og Epopeen. Med Hensyn til enkelte Helgeners
jevned (saint Eustache, saint Dominique og Jean le Paulu) kan man vel
udvende, at Behandlingen er noget svag; men i det Hele er det saa god
g let læselig en Afhandling, at den fortjener Accessit.
Forfatteren til den fjerde Afhandling, med Motto »Chi disse la leg-
;enda essere la storia ideale, non disse vero se non in parte; la leggenda
ancora storia reale« — har givet en overordentlig lovende Plan; og hvis
lan ikke var bleven overvældet af Træthed og Sygdom, men havde kunnet
uldføre Arbejdet paa samme Maade som den Begyndelse, han liar indsendt
254 Kvartsider), i hvilken han væsentlig har skrevet om Legenderne om
Jhristi Samtidige, men ikke er naaet ret langt ind i de egentlige Helgen-
egender, vilde han ubetinget have gjort sig værdig til Prisen. Da der nu
un foreligger et Fragment, maa vi indskrænke os til at udtale vort bedste
laab om hans videnskabelige Fremtid, der maaske ogsaa vil bringe det nu
ifuldførte Arbejde frem i fuldført Skikkelse.
Kjøbenhavn i Februar 1891.
Thor Sundby.	Kr. Nyrop.
VIL Den mathematislce Afhandling. Af Universitetets i December
889 stillede matliematiske Prisopgave: »Betydningen af totale Dilferential-
igninger med 3 Variable af første Orden og af første eller anden Grad og
aadanne Ligningers Integration ved to eller én Ligning forklares. De Lig-
linger af disse Arter, som i et retvinklet Koordinatsystem fremstille enten
t Komplex af rette Linier af første Orden eller Komplexet af de rette
iinier, som Fladerne
Ax2 + By2 + Cz2 + K = O
og Aix2 -j- Biy2 -f Ciz2 -}- K — O
kjære i harmonisk forbundne Punktpar, ønskes anvendte dels til Bestem-
tielse af Kurver, hvis Tangenter høre til et af disse Ivomplexer, dels til
Jdledelse af geometriske Egenskaber ved Komplexerne« — er en Besvarelse
tied Motto: »Ut desint vires, tamen est laudanda voluntas« overgiven til
ror Bedømmelse.
I dette Arbejde gives tilfredsstillende Svar paa de vigtigste Spørgsmaal
»m Ligningens Integration og om Komplexet af første Orden. Paa IJnder-
øgelsen af det omspurgte Komplex af anden Orden gjøres ogsaa en god
Begyndelse, navnlig ved Bestemmelsen af Ligningerne for Singularitetsfladen
»g de til denne hørende Integralkurver. Med den Oplindsomhed og gode
Opfattelse baade af Ligninger og af Rumformer, som Forfatteren i det Hele
ægger for Dagen, vilde han sikkert have været istand til ogsaa at bringe
Soget ud af en Undersøgelse af denne Flades og Kurvernes Stilling mod
le givne Flader, og hvad der ellers kunde ligge nærmest for, hvis han ikke,
iom han selv siger, havde forsømt at gjøre sig bekjendt med Pliickers Fun-
lamentalundersøgelser 0111 Komplexer af anden Orden. Istedetfor at have
lisse til Vejledning i den foreliggende specielle Undersøgelse gjør han et
nislykket Forsøg paa at bevise nogle af Pliickers almindelige Hovedsætnin-
ger, hvis Indhold andenstedsfra var ham bekjendt.
Paa Grund af de urigtige eller dog ufuldstændige Slutninger, hvori
ian under dette Forsøg gjør sig skyldig, og paa Grund af, at han derved
iar ladet sig hindre i at føre den foreliggende Undersøgelse saa vidt, som
let maatte ønskes, turde vi ikke tilkjende Forfatteren den udsatte Pris, selv
>ni vi kunde se bort fra den Mangel paa Modenhed, som lægger sig for
Dagen i Fremstillingsformen. Vigtige Momenter i Bevisførelsen overlades
saaledes ofte til Læserens Gjætning efter nogle altfor ubestemte Antydnin-
Universitetets Aarbog.	op
690
Universitetet 1890 —1891.
ger. Da Forfatterens Tankegang dog, naar man faaer fat paa den, ikke blou
er let og behændig, men paa den nævnte Undtagelse og nogle andre Mis-;
forstaaelser nær er rigtig og forstandig, fortjener det forelagte Arbejde fuld 1
ud at paaskjønnes med et Accessit.
Kjøbenhavn den 13de Marts 1891.
Thiele.	Julius Petersen.	H. G. Zeuthen.
♦
YIII. De kemiske Afhandlinger. Som Besvarelse af Universitetets
1889 stillede Prisopgave i Kemi: »Der gives en Oversigt over de Methoderi
som i det sidste Decennium ere blevne foreslaaede og bragte i Anvendelse
til Bestemmelse af Molekulernes relative Vægt«, er der indkommet to Af-
handlinger, den ene med et Motto af Lothar Meyer:
»Durch die Einfulirung physikalischen Methoden auf chemische Pro-
bleme wurde die Chemie erst zur exacten Wissenschaft, zur ebenbiirtigeu
Schwester der Physik«;
den anden med Mottoet:
»Exempla multa opus sunt«.
Forfatteren af den første af disse Afhandlinger har ikke indskrænke-
sig til at besvare selve den stillede Opgave, men tillige givet en udførlig
Oversigt over de Forbedringer, vort hidtil vigtigste Middel til Fastsættelser
af Molekulernes relative Vægt, nemlig Damptæthedsbestemmelsen, er under
gaaet i det nævnte Tidsrum, og de vigtigste Resultater, disse forbedred«
Methoder have ført med sig. Men derpaa giver han en i det Hele udtøm-
mende Oversigt over de nye Methoder, som gaa ud fra Opløsningers fysisk*
Forhold, og som bero paa, at æqvimolekulære, tilstrækkeligt fortyndede Op'
løsninger af forskjellige Stoffer i samme Opløsningsmiddel have samme Fryse-
punkt , samme Dampspænding, samme Kogepunkt og samme osmotisk*
Tryk, forsaavidt ikke særegne Forhold (særegne Dissociationer eller Associa-
tioner) gjøre sig gjældende. Udførligst dvæler han med Bette ved Fryse-
punktsdepressionen, men giver dog ogsaa en ret udførlig Fremstilling af d«
Methoder, der bero paa Dampspændingens Formindskelse, Kogepunktets For-
højelse og dets osmotiske Tryk. Heller ikke undlader han at fremhæv«
de til Grund liggende Theorier, men lier har Besvarelsen dog en svag Side
idet Forfatteren blot anfører de af van't Hoff og Arrhenius opstillede Theo-
rier, men ikke udvikler den Tankerække, som har ført dem og Planck ti
disse Theorier, eller forsøger en Kritik af disse. Det maa dog indrømmes
at dette Æmne i og for sig ligger lidt fjernt baade for Kemikere og fo:
Fysikere, og at de Forestillinger, der skulle finde Udtryk i disse nye Theo-
rier, endnu ingenlunde ere optagne som sikkre og fæstnede i Videnskaben
Derimod fortjente den elektriske Ledningsevne af Elektrolyten i Opløsning
sikkert en udførligere Behandling, ikke blot fordi de i denne Hensende isæ:
af Kohlrausch og Ostvald vundne Resultater i den Sidstnævntes Hænder er<
blevne en af de vigtigste Støtter for de nye Theorier, men ogsaa fordi dei
ad denne Vej er forsøgt direkte at bestemme forskjellige Stoffers Molekulær-
vægte, som ellers ere vanskeligt tilgængelige. I det Hele synes det, son
om Opgavens Æmne har været nyt for Forfatteren, saa at han ikke ha:
formaaet at gjengive det med fuld Klarhed; men den Dygtighed og Inter-
esse, hvormed han har arbejdet sig ind deri, og den Fuldstændighed, har
har opnaaet i alle de Afsnit, han behandler, forekommer os at gjøre Afhand-
lingen værdig til at belønnes med Guldmedaillen.
Den anden Afhandlings Forfatter har ligeledes omfattet sit Arbejd«
med stor Interesse; men det synes, som om han ikke har havt Lejlighed ti
at sætte sig tilstrækkelig ind i det omfattende Æmne, saa at visse Partiel
af hans Afhandling næsten ligne en Materialsamling, som han ikke ret ha:
faaet bearbejdet. Det er væsentlig paa dette Punkt, at Afhandlingens Svag-
hed ligger. Først paa et temmelig sent Standpunkt synes han at have faae
Ojet op for de Theorier, som forklare Raoults Arbejder, og derfor følger har
denne Forsker i alle hans famlende Forsøg paa at forklare de ypperlig«
Forsøgsresultater og indordne dem under almindelige Love. Derimod sees
Akademiske Promotioner.
691
lønne Afhandlings Forfatter med særlig Forkjærlighed at have sat sig ind
Forsøgenes Praxis, og overalt, hvor denne Side af Sagen behandles, er han
leldigere end den første Afhandlings Forfatter. Dette har ogsaa givet sig
Jdtryk saavel i omhyggelig udførte Tegninger af Apparaterne som i, at
lan selv har udført en ikke ringe Række Forsøg paa Bestemmelser af Mo-
ekulærvægte efter Frysningsmethoden og er kommen til smukke Resultater,
midlertid lader dog selve den theoretiske Del af Afhandlingen saa meget
ilbage at ønske, at vi kun kunne indstille denne Forfatter til et Accessit.
Den 13de Marts 1891.
Julius Thomsen. S. M. Jørgensen. C. Christiansen.
De for Aaret 1890—91 udsatte Prisopgaver vare:
1. Theologi. Fremstilling af Holger Rosenkrantz's Liv og Theologi.
!. Lovkyndighed. At fremstille de statsretslige Betingelser for Trak-
aters gyldige Afslutning efter Danmarks og andre Landes konstitutionelle
forfatninger. 3. Statsvidenskab. Der ønskes en historisk Undersøgelse
im Forandringerne i Rentefoden her i Landet siden Midten af forrige Aar-
lundrede samt om Aarsagerne til disse Forandringer. 4. Læge viden-
fe ab. Der ønskes en historisk-kritisk Fremstilling af Drainagens Anven-
lelse i Kirurgien 5. Filosofi. Der ønskes en kritisk Fremstilling af de
lyeste psykologiske Undersøgelser, som ere af Betydning for Æsthetiken.
i. Historie. Roms Forhold til Karthago i Tiden mellem den første og
len anden puniske Krig. 7. Klassisk Fi 1 ol o g i. De usu temporum præ-
eritorum apud Homerum. Om Brugen af de forskjellige Fortidsbetegnelser
ios Homer. 8. Østerlandsk Filologi. At fremstille den arabiske
jexikografi's Udvikling fra de ældste, os bevarede orientalske Kilder ind-
il dens i Nutiden fremtrædende Form. 9 Nordisk Filologi. Natur-
ians og Naturskildring i dansk Digtning ned gjennem Tiderne. 10. En-
gelsk Filologi. En Skildring af oldengelsk Poesi fra den ældste Tid
ndtil den normanniske Erobring, dens konstruktive Særkjende og litterære
faerd. Den kritiske Behandling maa illustreres ved tilstrækkelige Prøver,
iversatte i Prosa eller Yers. 11. Kunsthistorie. Af vore Samlinger
if originale Antiker udvælges et Antal af omtrent 30 forskjelligartede Tær-
ter, som kunne ansees for de fortrinligste i kunstnerisk Hensende; de beskri-
ves og forklares, og deres kunsthistoriske Plads bestemmes. 12. Astro-
lomi og Mathematik. Gauss' Betydning for Taltheoriens Udvikling.
L3. Fysik og Kemi. A. Kundt har i Poggendorffs Annalen der Physik
ind Chemie, Bd. 127. 1866, angivet en meget bekvem og nøjagtig Methode
;il Bestemmelse af Lydens Hastighed. Denne Methode ønskes anvendt til
Undersøgelse af Lydens Hastighed i enkelte Luftarter og Blandinger af disse;
le fundne Resultater sammenlignes med de Værdier, som Theorien fordrer.
14. Naturhistorie. Der ønskes en sammenlignende Undersøgelse af vore
indenlandske lialeløse Paddearters Larver, som oplyser baade deres successive
Ændringer og de Mærker (Karakterer), som paa de forskjellige Udviklings-
trin kunne benyttes til at skjelne mellem Arterne. Besvarelsen maa led-
sages enten af oplysende Afbildninger eller af Exemplarer og Præparater.
VI. Akademiske Promotioner.
I Aaret 1890—91 have 14 Promotioner fundet Sted, idet der er til-
delt en den theologiske Doktorgrad (ved Æresdiplom), syv den medicinske og
fem den filosofiske Doktorgrad samt en den theologiske Licentiatgrad.
86*