15 l VI Hojtidcligheder, Prisopgaver. foruden de lo reglementerede Fester holdres i dette Aar rvende exrreiordincere Univer- sitetsfester, en Sorgefest over hojsalig Kong Frederik VI, som fandt Sted paa selve den hedengangne Konges Fodselsdag den 28de Januar, og en Glædesfest i Anledning af Deres Majestæter Kong Christian Vllls og Dronning tLaroline Amalies Kroning, der afholdtes den 6te Juli. Den scedvanlige Fest i Anledning af Hs. Maj. Kongens Fodselsdag holdtes denne Gang den 25de Septbr., og Festen til Erindring om Refor- mationens Jndforelse i Fædrelandet samt i Anledning af Rektorfliftet den 12te Novbr. l Sorgefesten over Kong Frederik VI. Denne Fest, hvortil var indbudet ved et af Etatsraad Ohlenschlceger forfattet „Mindedigt over Kong Frederik den Sjette", blev afholdt om Aftenen Kl. 7. Solenni- tetssalen var festlig oplyst med Lamper og 12 med Sort overtrukne Kandelabrer, ligesom baade Talerstolen og den kongelige Stol samt Indgangene til Salen vare dekorerede med Sort. Nedenstaaende skjonne Kantate af Professor Heiberg med Musik af Professor Veyse blev udfort af det kongelige Kapel og Studerende ved Universitetet. Mellem Kantatens sorste og anden Afdeling holdtes Festtalen paa Dansk af Univer- sitetets Rektor, Etatsraad Bang. Festen beoeredes med Deres kongelige Hojheders Ixronprindsens og Prinds Frederik Ferdinands samt Deres Durchlauchtigheders Hertug »Larl af Glucksburgs og Landgreve Vilhelm af Jessens Noervoerelse, hvilke ved Indtrcrdelsen bleve modtagne af Rektor og de sire Dekani. Kantate. I. Se dine Ssnner forsamles paany, Pallas Athene! Her hvor dit Hus under Skjoldungegrene Finder sit Ly! — — O ti, du Rsst fra Glcedens Dage! Dit Ekko vender smertende tilbage — Hos hedengangne Fcedre Kongen boer! Hans Fsdselsfeft, hvortil vort Jubelkor Beredte sig, som i de svundne Dage, Seer Harpen omhocngt med et Sorgeflor Og Gladen aflost af den bittre Klage. Til Roeskild har de Kong Fredrik bragt, Han lagdes i Gravkapellet; Der hviler Kongen i Kroningsdragt, Med Sceptret i Doden faldet, Tungsindig smiler den gamle Stad, Det sukker i Traernes visne Blad, Det klager i Hroarsvcrldet. Og Suk og Klage fra hver en Vraa Gjenlyder paa Danmarks Lange: Det sukker hvor danske Hjerter slaae. Det klager i Skjaldenes Sange; Den gode Konge forlod sit Folk, Hans Blik ej loenger er Hjertets Tolk, Han sover Ssvnen den lange. Vor tabte Fader! vor dsde Ven! O kunde Du hist fornemme, At Danmarks Kvinder og Danmarks Mocnd Vil aldrig Dit Vcrrd forglemme, O kunde Dit Folk sit Hjertes Gjeld Betale Dig end med et omt Farvel! O kunde Du hsre vor Stemme! Der var ej Tid til Afsked, Kongen gik Indtil sin sidste Dag med oprejst Pande; Aarbog for 1840. Og Djet, som kun sparsom Slummer fik, End vaaged over Rigets spredte Lande, Men useet kampede hans Kraft med Doden, Den ellers Ubetvungne modstod fast; Men Skatten kom og gik, og Morgenroden Brod frem, og ak! et sjælfuldt Ojc brast! Konge Du var og med Kronen Forte Du Herskerens Stav, Menneske var Du paa Thronen, Var Borger og Dansk til Din Grav. Fader, ej blot for dct Hele, Nej, men for Hver; I hans Bekymring at dele Du stod ham nar. Tusinder fardeS i Livet, Hver med sit Maal kun i Hu» Hvem af dem alle blev givet At fole med Andre som Dut Verden den Arme forlader, Her var hans Trost; Kongen som Ben og som Fader Fornam hans Rost. Hvo har vel seet Dig i Djet, Hvo har Din Tale vel hort, Uden at haves'naar, bojet, Han blev af Din Mildhed berort? Ak i den lukkede Kiste Tier Din Mund; Djet er flukt som os viste Dit Hjertes Grund. Men selv Du staaer bag Paradisets Hoje; Det toner, efter let afkastet Byrde: ,/Hom Did du gode Hyrde, og hvil Dig efter Dagens travle Moje! I Uskylds Aand Du levet har og handlet, Derfor skal Kronen ej Din Isse tynge, Men til en Krands forvandlet, Den luftig paa Din hvide Lok skal gynge." Blandt fromme Konger finder Du Dit Sade; og han som hersked over Harpens Tone For han bar Herskerkrone, Sin Velkomstsang for Skjoldungen vil kvade, Paulunet vinker Dig med Sejrens Fane, Imens Dit elskte Folk igjennem Taarer Din Salighed tor ane, og bede Herren, at Din Sjal han kaarer: Du som Hjertet vejer, Dig til Offer bragt, Skjcrnk ham Livet Sejer Over Dodens Magt! Hor en trofast Vrimmel Sende Dig sin Bon: Skjcrnk ham i Din Himmel Kongehjertets Lon! II. Danmarks Fredrik! ved Din Sarkofag Danmarks Muser gradende sig doje, Mens ved Fremtids Spire deres Vje Dvl havde iscer vist Studenterne sin Tillid ved at kalde dem til Vaaben, en Opfor- dring de med Gloede havde adlydt; Livkorpsets Vedbliven som scrrskilt Korps vilde iscer i Tilfcelde af en almindelig Vcernepligt vcere gavnligt og smukt; for de fattige studenter var draget Omsorg ved en hensigtsmcessigere Indretning af Stipendie- vcelenet. Hvorledes de forskjellige Fakultetsstudier alle havde folt gavnlige Virkninger af Kongens Styrelse, blev i korte Trcek skildret. For de theologiske Studier havde Pastoralseminariets Oprettelse vcrret en vcesentlig Forbedring, for Lovkyndighedens For- ordningen af 26de Ian. 1821, hvilken Forordnings yderligere Forbedring, der lcenge bavde vceret forberedet, ikkun Doden havde hindret Kongen i at fuldfors. De læge- videnskabelige Studier havde ved det kirurgiske Akademi's Oprettelse i Begyndelsen af den ombandlede Periode modtaget en saare vcesentlig Forbedring, og da senere Aka- demiets Bestaaen som scrrskilt Læreanstalt maatte ansees som skadelig, vare ogsaa de forste vigtige Skridt til dets Forening med Universitetet blevne foretagne. Men frem- for Alt havde Naturvidenskaberne vundet under Kongens Regjering: ny Lcerestole vare oprettede, samlinger anlagte og udvidede, den botaniske Have skjcenket Universitetet, endelig den polytekniske Lcereanstalt oprettet og sat i ncer Forbindelse med Universitetet, og derved Naturvidenskabernes Fremme og gavnlige Indflydelse paa Kunster og Ncerings- brug befordret og sikkret. Til Slutning omtaltes den ny Universitetsbygning, der efter dcns Ddelceggelse af de fjendtlige Flammer havde rejst sig langt herligere end nogen- sinde for. Men ikke til Universitetets Mure alene havde Kongen indskrcenket sin Omhu for Videnskaberne; ogsaa udenfor disse sindes mange og herlige Vidnesbyrd derom: lcerde Selskaber vare stiftede under hans Beskyttelse og Hjelp, videnskabelige Vcerker under- pottede ^ Hjelp og Opmuntring ydede deres Forfattere. Af selvstendige Stiftelser som skoldes Frederik > l, fremhævede Taleren, foruden den polytekniske Lcereanstalt: den miliroere Hojskole, det norske Universitet og Soro Akademi's Restauration. Aavboq for ltzll). Talen endte med Bonner for DD. MM. Kongen og Dronningen saml Enke- dronningen, det ovrige kongelige HuS, Universitetet og Fædrelandet. II. Festen i ^lnledninft af Kroningen. Denne Fest, hvortil var indbudt ved et af Professor I>r. Madvig forfattet dansk Program: „Blik paa Oldtidens Statsforfatninger, med Hensvn til Udviklingen af Monarkiet og en omfattende StatSorganiSme", S. fol., behagede Hs. Maj. Txongen at beoere med sin allerbojestc Noervoerelse, ledsaget H. K. H. Rronprindsen, ligesom en talrig Moengde Embedsmand og Videnffabsmoend udenfor Universitetet, og ncesten alle udenlandske Deltagere i den just stedfindende Forsamling af skandinaviske Naturforskere havde indfundet sig som Tilhorere. Efterat Universitetets Rektor EtatS- raad ,?5ang havde, ligeledes paa Danst, koldt nedenstaaende Festtale (der ikke egner sig ril Uddrag, og derfor aftrrkkes i» l'xten.^n), fremtraadte de 4 Dekani eller Pro- dekan,', Professorerne Clausen, Scheel, Eschricht og Sibbern, og kreerede og proklamerede ved latinske Taler dem der ved de nylig afholdte DiSputationer eller ind- sendte Afhandlinger havde erhvervet akademiffe Grader, faavelfom 3 oeldre Promovendi, hvorefter Pastor Stenersen-Gad, som var kreeret til Dokror i Theologien, paa Latin fremforts Taksigelse i sit eget og de ovrige Promoveredes Navn. For og efter Talen samt mellem Promotionerne udforte de Studerende og det kongl. Kapel neden- staaende, ligeledes af Etatsraad Bang forfattede, Kantate, hvortil Professor Veyse havde sat Musik. Rektors Tale. Atter samles vi her efter faa Maaneders Forlob; Sorgens Toner ere forstummede, dens Farver dcrkke ej Icrnger Kongesoedets Purpur. Vel er ikke med disse Mindet aflagt om vor elskede hedengangne Drot; men i Haabets uvisnelige Gront, som allerede dengang spirede bag Sorgens Tcrppe, fletter Gloeden idag sine duftende Knopper, sine spraglede Blommer, pryder dermed Noeggene i Musernes Haller og doekker de smertelige Minder i deres Sonners Hjerter. Et fjerdedel Aarhundredes oegteskabelige Samliv flettede for kort Tid siden Solverkrandsen om de kongelige Tinder, et mange Aarhundreder gammelt Rige dcrkkede nvs de Samme med sine gnldne Kroner paa samme Dag der skjoenkede Livet til Danmarks oedleste Dronning; rundt om paa dette Niges Sletter og Strande, paa detS Sunde og Boelter lode jublende Toner, og vist intetsteds skulle de sinde varmere Gjenklang end i dette Musernes Tempel. Men er det da saa gloedeligt at staae ved Graven af en Rcrkke lrkkeligen hen- levede Aar? er det da saa heldigt et Lod at boere en tung Krone paa sin Isse? ?a vel! naar glade Erindringer aabne Gravens Doekke for hine, naar dennes Bnrde letteS ved Folkets uskromtede Kjoerlighed, da er der Grund til at bringe Lykonskninger, da stige de med Rette fra Hytten som fra Paladset, da blive de borte af Kongernes Konge, enten saa kun et Blik mod Himlen er det hvormed Hjertet tolker sine Folelser, eller disse gjenlyde fra Locberne, gjengives paa skrevne eller prentede Blade, enten de hoeve sig med Sangens festlige Toner eller de udbrede sig fra Talerstolen i Ehristi Templer, som i Musernes Haller; — og overalt, i det enlige Hjem, som i de fyldte Sale, knytter sig det samme Haab til Dagens Hojtid, de samme hjertelige Lusker. Kroningsfest. 155 Og dette Haab, disse Dnsker er det jeg her skal fremboere for Herrens Salvede, hvem Muserne for faa Ojeblikke siden under Sangens festlige Toner rakte sin uvisnelige Krands, for ham som med de gladeste Folelser troeder ind i Musernes Haller; thi der sogte, der fandt hans Aand et Hjem, som Kronens Glands ej har gjort ham mindre kjoert, dens Byrde aldrig vil saae ham til at forlade. Og er det ikke derfor, er del ikke fordi Kronen nys blev rakt en Fyrste i hvem Videnskaberne tidlig fandt en trofast Dyrker, en gavmild Beskntter, er det ikke derfor, at vi her inden disse Mure sinde en dobbelt Gloede, derfor, at vort Haab wr stotte sig paa fastere Grund end nogensinde for? Ja! derfor er det at vi, der samle os om Musernes Alter til et foelles Maal, vi der med Gloede offre hver vort Livs Stund for at befoeste dets Grundvold, for at hoeve dets Glands, at vi aldrig tor tvivle om, at vor redelige Strceben til dette Ojemed, at vor kraftige Birken i denne Retning vil nogensinde savne den kongelige Understottelse, vil nogensinde unddrages det kongelige Bifald, at vi aldrig tor tvivle om, at jo Visdom vil lede den gavmilde Haand, vil aabne de lovprisende Lceber. Ja! derom ere vi ikke mindre overbeviste, end om det hellige Lofte Christian den Ottende i dette Djeblik nedloegger paa sit Hjertes Alter, det, ligesaalidt at ville svigte disse Forhaabnmger, som enhver anden hvormed det danske Folk hilsede denne hojtidelige Fest. Alle stroebe vi, Mdre og Yngre, inden disse Mure til et foelles Maal, og skulde her iblandt os voere Nogen som ej kjender det, da lcese han hvad Sorgens Tceppe ikke loenger skjuler, lcese det gyldne Sprog paa denne Talerstol. Sandheden er vort Maal, Aandens Lys leder os did, ved dens Kroefter stroebe vi at naae det; men lange og besvoerlige ere Vejene did, at gjennemvandre dem alle er for det enkelte Menneske en Umulighed. Held ham, hvis han paa en kommer Maalet noermest, dobbelt Held! hvis han paa denne er istand til ganske at naae det! Er det end Aandens Lys der leder ham overalt, det er ej dens Kroester der ene ere istand til at beskytte, til at noere det; ved den Almoegtiges Bistand virker Regieringen til at udfore dette Hverv; den maa sorge for, at paa alle de Veje som fore did, Intet hindrer Aandens stadige Fremadskriden, at denne paa hver isoer ved de bedste, de kraftigste Midler befordres. Hvorledes dette under sjette Frederiks lange Regjering er skeet, derom vidnede, sidst vi her vare samlede, de mange af hans Gjerninger mine Loeber fra dette samme Sted troligen stroebte at gjengive; hvorledes vi haabe det vil skee, derved burde vel vor Tanke idag noermest dvoele, derom min Tale fornemmelig dreje sig. Neppe vil Nogen undre sig over, hvis jeg med Mngstelse toenkte paa atter at fremtroede her; jeg vilde saa gjerne gjengive Alles Forhaabnmger, saa gjerne fremboers Alles Dnsker! Mangen Aften saae mig fordybet i Tanken herpaa, men ingensinde folte jeg Vanskelighederne saa dybt som hin Dag da jeg havde voeret Vidne til den hojtidelige Fest, da jeg havde seet Kronen paa den kongelige Asse, havde hort de hoj- tidsfulde Ord hvormed Herrens Tjener salvede den kongelige Pande, ^eg vandrede ud i den dunkle ^kov; Nattens Stilhed omgav de ranke Boge, under hvis skygge- fulde Kroner Danmarks fjerde Christian saa ofte havde udhvilet sig ester Dagens Moje, saa ofte havde gloedet sig ved den herlige Borg der nu hcevede sine gyldne Spir hojt over Troeernes Toppe; jeg hvilte mig paa det haarde Stensvede hvorfra han for sekler siden havde ledet dets Bygning, og da Solverklangen af Midnats- Aarbog sov ltzll). klokkens sidste Slag rungede ben over den blanke So, malede sig for mil Die — om vaagende eller sovende, ved jeg ikke — malede sig et Billede, der ligesaa tydeligt, sem dengang, endnu lever i min Erindring, og som jeg vilde onske at kunne gjen- give ligesaa skjont som det fremstillede sig for mine Blikke. Og om jeg kunde, — er det passende her paa dette Sted, ved denne festliqe Anledning, i denne hoederlige Forsamling at aabne Doren for min Phanrasi's brogede Billeder? Og hvorfor ikke, naar jeg paa anden Maade ej har vceret istand til at opfnlde mit Hverv? Forgjcrves har jeg str«bt efter at fortrcenge det, atter og atter vendte Billedet tilbage, og det staaer saa levende for mig i dette Ojeblik, det trcrnger enhver anden Tanke saa langt tilbage, at jeg maa lade min Lcrbe gjengive det, selv hvor lidet fvldestgjorende Kopien end bliver, selv hvorvidt det i Manges Ojne fjerner sig fra den sædvanlige Vej. Jeg stod, saa forekom det mig, paa dette Sted, saaledeS som nu, en Forsamling, som denne, omgav mig; men det var ikke blot Danmarks nnssalvede Konge som sad ligeoverfor mig, ved hans Side faae jeg ogsaa Danmarks huldsalige Dronning, og midt i Salen stod en Rcekke af Ungmoer, og jeg syntes at gjenkjende dem i hvis Tempel jeg sremtraadte, i hvis Navn jeg skulde bringe Kongeparret de varmeste Lnk- onskninger; kun i faa Ojeblikke havde jeg tavs betragtet dette Syn-, da Gulvet aabnede sig, og en boj fnldig Kvinde hcrvede sig op i Musernes Midte: „Hil Dig, Danmarks „Konge!" saa lod Stemmen stoerk og klar fra hendes Bryst; „mig vcrre det tilladt „forst af Alle at bvde Dig velkommen her, mig, som Du fremfor Alle plejede med „den kjoerligste Omhu inden Dit Paladses Mure; mig vil Haabet ej skuffe, Haaber, „at min Fremtid under Dit Scepter vil blive ligesaa skjon, som min Fortid ved Din „fyrstelige Arne. Du vil ved Dit Kongebud aabne Vejen overalt for min gran- „skende Aand, mit spejdende Oje, mine rastlose Hsender; i Klippens malmrige Svcelg, „som i Blomstens duftrige Bleger, i den dode Masse, som i den levende Vrimmel, „der snlder Havet og Luften, der udbreder sig paa hordens Overflade, skjuler sig i „dens Dybder, i Atomernes tallose Hcrr, i Livets og Elementernes uendelige Vcerk- „steder, overalt vil Du lede mig ncermere til Maalet; jeg scester ikke alene mine Bonner „og Onsker til Dannerkongens gnldne Krone, som i Sekler er gaaet fra Isse til Isse „gjennem Skjoldungernes ?Et; men jeg fletter dem ind i den Krands hvortil Din „egen Daad gjorde Dig vcrrdig, den Krands hvis Grene ere ffaarne af mine Trceer, „hvis Blomster ere tagne af min jordbund; det er denne Krands som jeg rcekkcr „Dig, Naturvidenskabens kongelige Dvrker! Hertil knytter jeg de helligste Lofter: „virke skal jeg ej blot til Dit Navns Forberligelse i Videnskabens Aarboger, Lonnen „for Din tidlige Kjcerlighed til mig, for Din stadige Hengivenhed, sinde Du ogsaa i „Dit eget Riges Flor, hvortil Du ved at hoedre mig kraftigen kan bidrage. Den „Opmuntring, den Beskyttelse, den Understottelse Du yder mig inden Musernes Ene- „mcrrker, er et Frokorn som vil boere tusinde Fold naar det nedloegges i Danmarks „Sletter og Strande; dets fulde Ax vil engang give Ncrring til Tenen og Spolen, „til Plougen og Hamren, til Fiskerens Garn og Kjobmandens Snekke, og styre Vcrrget „sikkrere i Krigerens Haand!" „Og ligesom Du, Danmarks elskede Drot!" gjenlod fra Klios Lcrber, „ligesom „Du strceber at bevare det hvori jeg aander, det hvorved jeg virker, bevare det uskadt, „enten det prcrges paa den haarde Sten, eller i det blode Ler, enten det gjemmes Kroningsfest. 157 „paa Pergamentets stevede Ruller, eller blander sig i Farverne paa Loerred og Kalk „saaledes skal jeg bringe Dit Navn til de kommende Sloegter, bevare Din Aand i de „fjerneste Sekler." „Og Din Omhu for os Alle, Din Beskyttelse", gjentog hele Musernes Kor, „skulle vi rigeligen lonne med Gloedens Krandse, ikke med dem der falme i samme „Djeblik de synes at prange med den skjonneste Farve, ikke med dem hvis hentorrede „Blade virke flovende paa Aanden, fortoerende paa Legemets Kroefter; nej! uvisnelige „ere Blomsterne vi flette i Glcedens Krandse, hvormed vi omslynge Din Tbrone, „deres kvoegende Duft udbreder sig over Hvilens Stund, og stoerkere og modigere gaaer „Du Arbejdstimen imode!" Neppe gjenlode de sidste Toner af deres Stemme, neppe havde de Alle stillet sig om Thronen, for Doren histhenne aabnede sig og Retfærdighedsgudinden gjennem den noermede sig til Kongesoedet. „Over et halvt Aarhundrede," saa talte hun, „levede jeg „trygt under sjette Frederiks Scepter. Saavidt hans Oje naaede, hans Dre kunde „fornemme, tillod han aldrig, at noget Baand blev mig paalagt; jeg havde den varmeste „Beskytter paa det Sted hvorfra alle hans Gjerninger udgik, i hans Hjerte. Jeg saae „det briste; men jeg frygtede ikke for min Fremtid; jeg haabede, at Dannerfolket, der „faaloenge var blevet vant til at leve med mig, at fole sig lykkelig ved mig, ikke, fordi „Frederik havde nedlagt sin jordiske Krone, vilde komme til at fole mit Savn. Ja, „Danmarks Drot! Du som kort efter Din Thronbestigelfe ilede med at fuldfors den „Hedengangnes Vcerk, at ordne Tjenesten for mine Dyrkere i dette Tempel, Du vil „ikke unddrage disse Din Naade, Din Omsorg, Du vil aldrig lade mig komme til „at begroede min hedengangne Beskytter; mig vil Du solge i det Smaa, som i det „Store, mit Bud vil Du lyde uden Persons Anseelse, enten Du benaader etter straffer. „I dette Haab noermer jeg mig med alle de Gaver jeg formaaer at bringe. Du „ved, at intetsteds sindes saa moegtige Piller til Thronens Grundvold, som inden mine „Enemcerker. Se! jeg kommer med disse, kommer for at stotte Din Throne som „slette Frederiks, og de Manges der for Dig herskede over Danmarks Rige og i „Dannersolkets Hjerte. Men jeg kommer med en Gave endnu; jeg vil slutte mig til „den Kreds der nys hilsede Dig sra dette Sted, den Kreds der nu omslynger Din „Throne med de oedlere Gloeders uvisnelige Krandse. Ogsaa min Blomst vil jeg heri „indflette, ogsaa den kan i sit Boeger gjemme Dit Minde i kommende Sekler, naar „Du loengst har forladt denne Klodes Herlighed; men ogsaa paa Din Vandring her- „nede vil den udfolde sine Blade med den herligste Pragt. De Saliges Boliger er „dens Hjemstavn, dog mangt et Skud naaer til vor Klode; Held den Lykkelige i „hvis Hjerte den foester sin Rod! mig er det som der nedloegger Spiren, mig som „daglig plejer den. Denne Blomst skal jeg plante i Dit Hjerte, dens Duft skal dysse „Dig i rolig Slummer efter Dagens Befvoer, og naar Du med styrket Legeme og „luttret Aand vender tilbage til et Hverv hvis Glands sjelden opvejer dets Byrde, „da stal min Blomst kraftig hjelpe Dig til at boere den, og naar Du seer Din „^Stroeben efter at virke til Foedrelandets Held miskjendt der hvor Du mindst ventede der, „lonnet med bittre Ord af dem der engang varmest talte Din Sag, da skal Du i den „Blomst jeg nu roekker Dig, finde Balsom for Dit saarede Hjerte, Styrke for Din „kromkede Sjoel. Dog, det gjores ikke nodig at jeg noevner Dig dens Navn. Du „maa jo kjende den, kjende den salige Folelse af at have opfyldt ethvert af mine Bud 5 Aarbog for ll) „del er denne Blomst jeg fletter i Din Gloedes Krands, medens jeg stiller mig hen „ved Din Side som Thronens stoerkeste Forsvarer." Men Doren aabnede sig hist, og med lette Fjed ilede hen til Thronen en blom- strende Mo med en Skaal i sin hejre Haand. „Kun liden Glcrde vilde Musernes „Kor bringe Eder," saa tiltalte kun Kongeparret, „og selv den sidste Blomst der „blev flettet i deres Krands vilde ikke altid voere istand til kvoege Eder, hvis ikke jeg „tillige af denne Skaal rakte Eder et af Livets uundværligste Goder. Den modtage her med alle de Skatte den indeholder, Skatte der ej kunne kjobes for Alverdens „Guld, Skatte som Hjertets varmeste Bonner, Ojets hedeste Taarer saa tidt forgjoeves „stroebe at naae, og som ingensinde ved Kongebud kunne skaffes tilveje. Se! her ligge „disie rene Diamanrer, af kvis Straaler Sundheden laaner sin Glands, Livet indsuger „sin ^tnrke og sin Varigbed; se! her ere de, Loegedommens og Lindringens kostelige „ædelstene, ved bvis ^rvllemagt Smerter vige, tabte Kroefter vende tilbage, den be- „gnndende Odeloeggelfe standses; modtager dem, Danmarks elskede Kongepar! modtager „dem af mine Hoender, bevarer dem vel og unddrager aldrig Eders Naade fra deres „Voerkjteder! Der var meget at gjore, mangen Hindring at rydde af Veien, mangt „et Baand at knytte, Hindringer som Dit kongelige Ord tildels har fjernet, Baand „som det allerede bar knnttet fastere. Gjerne opslog jeg mit Tempel inden Danmarks „Grocndser, gjerne udsogte jeg blandt Dannerfolket mine Dyrkere, thi Vejen til min „Helligdom, den rene, sande Erfaringsvej forlode de sjelden for at soge andetsteds „kvad dcr alene kan sindes; og jeg er overbevist om, at intetsteds vilde jeg kunne „bvgge mit Tempel fastere Mure, hvoelve det en stoerkere Kuppel, end her; men dertil „fordres ogfaa Dit klare Blik i Videnskabens Nige, og hvad der endnu staaer tilbage af „de mange Hindringer for Bygningens Fremme, dem vil Du hoeve, og koeve inden foje „Tid; tki det lcrrre Erfaring mig i den korte Stund jeg hilsede Dig som Konge, „Du har vidst at skatte, at folge de Ord hvormed min Barndoms forste Dyrker „aabnede sin gjennem Aarkundreder uigjenkaldede Lcrre: „kort er Livet, Kunsten lang." „?a, ej blot den Kunst kvorved Lindring og Loegedom skaffes den lidende Menneffe- „floegt, men ogsaa den hvorved Lnkke og Velsignelse beredes et helt tillidsfuldt Folk." Og hun taug, satte Skaalen for Thronens Fodder, og stillede sig i Kredsen der omgav den. Da lode melodiske Toner under Loftets Hvoelving, og omgivet af en blandende Glands nedsvoevede fra oven et kvindeligt Vcrsen, hvis guddommelige Op- hav tydelig udtalte sig i det forklarede Aasyn; frit bolgede Lokkerne ned over bet simple hvide Kloedebon, der foldede sig om den ranke Skabning. Hun stillede sig foran Kongesoedet, og med en Stemme som troengte dybt til Hjertet, udraabte hun sit.' „Hil voere Eder Danmarks oedle Kongepar!" „Se!" vedblev kun, „Alle i den Kreds „der nys stillede sig omkring Eder, Alle ncermede sig med de gladeste Forkaabningcr; — „mine ere ikke mindre; de herligste Gaver nedlagde de for Eders Fodder; — mine ere „ikke ringere. Som jeg her staaer, saaledes udgik jeg fra den Almægtiges Haand; „aldrig modtog Menneskeslægten et herligere Bevis paa hans Kjcrrlighed, og dog er „ingen af hans Gaver saaledes bleven misbrugt. Som jeg staaer her, var jeg ikke „til alle Tider, er jeg ikke endnu paa alle Steder. Uforskyldt kan Mennesket nedstyrte „i Ulykkens Svoelg, i et ubevogtet Djeblik bortrives af Fristelsernes Strom. Mig „blev det givet at skjoenke ham Mod og Kraft til at vcrbne sig mod disse, til at boere „hines Byrde, til at erkjende, til at angre, til at afsone sin Brode; denne Magt ligger Kroningsfest. 159 „i min Lcere, dog kun naar den udgaaer fra Hjertet, naar den trcenger dvbt ind i „Hjertet, naar den udtales med Ord som hans, ledsages af et Exempel som hans, „hans der bragte mig hid fra sin Faders himmelske Boliger, hans hvis Liv og Dod „var et Offer for Jordklodens Millioner; — men hvorledes blev jeg ikke ofte ved „Mennesket forvandlet til Menneskets Roedsel? Vel vover man ikke nu paa at give „mig Svoerdet i den ene Haand og Faklen i den anden, og i mit Navn udbrede „Skroek og Vdeloeggelse fra Hytten til Paladset; vel vover man ikke i mit Navn at „loegge Folkeflag i Loenker eller nedstyrte Throner i Grus; men knusende Ord og truende „Toner loegger man endnu ofte paa mine Lceber, vil man endnu ofte udtvinge af mit „Bryst — af mit Bryst som ingen anden Folelse har end Kjcerlighed, paa mine „Lceber som kun aabne sig for at udtale denne. Vel fordres ikke her, at Knoe skutte „bojes for det jordiske Tant og Flitter hvormed man andetsteds omgiver mig, at „Broden skal afsones ved unaturlig Tvang eller smertelige Pinsler, som i mit Navn „blive paalagte; men vel er der endnu i dette Aarhundrede dem der forlange, at „man skal knoele mindre dybt for min Loeres Aand, end for dens Bogstav, ja ikke „blot for dette, men ogsaa for mange af dem hvormed Menneskets Klogt eller Hov- „mod, Uforstand eller Herskesyge vanhelliger mine Loeber. Er det derfor et Under," faa vedblev hun, og dybt proegede hendes Tale, hendes Stemme sig i min Erindring, „er det et Under, hvis jeg, Kærlighedens og Sandhedens evige Kilde, med dyb „Smerte skuer dennes klare Straaler fordunkles, dens rene Stromme standses eller ved „Lidenskabens Storme bringes ud over deres Leje! hvergang et fromt, gudhengivent „Sind forgiftes as Frygt og Angst for Overtrædelse af de Bud der aldrig kom over „mine Loeber; hvergang i en svagt toenkende Hjerne Overtroens Spire nedlcegges, hver- „gang Hjertets naturligste Fslelser kvoeles i Fanatismens vidtskummende Vover. Held „mig, og Held Danmark, at der kun gives faa Hjerter hvor mine Folelser ikke „sinde Gjenklang, kun hist og her en enkelt Vraa hvor jeg ikke er vis paa, naar „jeg kommer med disse, at sinde en ligesaa kjoerlig Modtagelse som her. Og Du, „TEtling af den Konge hvis Skjoldmærke: „Gudsfrygt styrker Rigerne", staaer prceget „i Dit Hjerte saa fast, som i mangt et Minde fra hans kraftige Old; Du hvem „den Almoegtige skjoenkede til Ledsagelse paa Livets Bane, til at dele Thronens Glands, „at lette dens Byrder, en Gemalinde der i Danmarks Hjerter har vundet en Plads „ej mindre end den hun i sit eget Hjerte vil anvise mig, — Du vil sorge for, at „min Loere i disse Haller meddeles Musernes Sonner ren og ubesmittet, at den blandt „Folket kan udbredes ved disse, som, gjennemtrcengte af min Kjoerlighed med al dennes „milde forsonende Varme, moegte at bringe Fred i det sorgende Hjerte, i det anger- fulde Bryst. Vel kommer jeg sidst; men mit Haab vil ikke blive skuffet; ethvert „Forsog paa atter at indhylle mig i det Slor hvori jeg saa tidt i Uvidenhedens Aar- „hundreder var ncerved at kvoeles, vil strande paa Din Visdom, paa Din i Viden- skabernes Flamme luttrede Aand. Og mine Gaver! ingen storre kunne bydes Eder; „det var Gloeder trindt omkring, det var Tilfredshed i Hjertet, det var en mcegtig „Stotte for Thronen og et hoederligt Eftermcele blandt Jordens Sloegter, som hidtil „blev Eder lovet; — min Gave er ej forgoengelig som disse; hinsides Graven, der „ville I mode mig, som I aldrig hernede svigtede, der vil jeg ledsage Eder til de „Saliges Boliger!" 1W ^larbog for 1,^10. „Der hvorfra jeg er nedstegen for ogsaa her at bringe Eder min Velkomst," saa lod en Stemme bist benne i den aabnede Dor, og fremad stred med venligt Blik til Hojre og Venstre Danmarks fjerde Christian, faaledes som vi saa ofte faae ham fremmanet af den fladende Pensel, saaledes som vi fra tidligste Ungdom dannede os et Billede af den drabelige Kampe paa de skummende Vover, af den retfardige Dom- mer i Hjemmet og paa Tbinget; — Tilfredsbed malede sig i hans Aasyn, da han steg op af Trinene til Kongesadet, da han lagde sin Haand paa den A5tlings Isse hvis Stråben efter at ligne ham ikke skulde blive forgjaves, hvis lange Regjering ikke skulde blive saa stormfuld som hans. „Undre Dig ikke over", saa talte ban, „at jeg „ogsaa moder Dig i denne Sal, at jeg ogsaa her gjentager den faderlige Velsignelse, „som jeg i min gamle Kirke, da Kronen prydede Dit Hoved, lod nedglide over Din ^taaer ilte Mindet om min Kjarligbed til den danske Student endnu efter „.l.ubundrcdcrs Horlob fast og urokket paa de gamle Mure? fornyes det ikke hvert „^tar i de unge Hjerter? Og have ikke de danske Studenter hadret mit Minde og „alle dem af mine Forgangere og Efterfolgere som virkede for dem og for Viden- „ flaben? bave de ikke badret det ved Bog og Pen, ved Ordets Snille og Svardets „Kraft? badret det ved ubrooelig Troflab, ufvakket Hengivenhed? — Den Almagtige bar „ladet mig flue dnbt i deres Hjerter, saaledes som i Dit. Mit Blik er trangt ind i „dncs Tankers Hjem, i deres Folelsers lonligste Boliger; — og om end det lette „^ind gjerne lader disse tumle sig paa Tidernes oprorte Bolger, aldrig vil den danske „student svigte sin Konges Tiltro, ligesaalidt som Danmarks Konge fortryde den „Lld kan fastede til Studentens oplyste Aand og redelige Hjerte. Se! der staae de, „de Angre og de Mdre, besjalede af samme Iver, samme Mod til at stride for Lysets „og sandhedens Alter, saavel inden som udenfor disse Mure, rede til at drage Svard „for Konge og Fadreland, som i tredie og sjette Frederiks Dage; se! her staae de, „Ojet er ufravendt fastet paa Dig, Hjertets Bonner havede for Dig og for hende „der med Dig nys modtog den gnldne Krone paa sin Isse, men der allerede i 26 „Aar havde baaret Kjarligbedens og Beundringens uvisnelige Krandse, hvori saa „mangen Evighedsblomst blev slettet af Barnets spade Hander, Moderens taknemme- „lige Hjerte. Og disse Bonner", vedblev han, „vil den Almagtige hore, vil han „naadigen opfylde. Mit gamle Danmark skal" — Et hojtideligt Slag fra Slotstaarnets Klokke lod for mit Ore, Synet svandt, atter omgav mig Nattens Morke, men lyst og klart stod Billedet tilbage i min Erindring, udflettedes ej i Sovnens Arme, ej af Dagens mangfoldige Sysler; det er gjengivet her med matte Farver, med en svag Pensel, og dog frygter jeg for ikke at kunne finde en Ramme der passer til Maleriet, frygter for at tilfoje Andet, end min gjentagne Bon om Tilgivelse fordi jeg lod dette Foster af min Phantasi sinde Vej til disse alvorsfulde Sale, og, skjont Bonnen for Konge og Dronning, for Fadrelandet og Musernes Tempel, inden vi fjerne os fra disse Haller, fra andre Laber vil stige op til Himlens og hordens Herre, kan jeg ikke forlade denne Talerstol uden at have min Tanke til hans Kjarlighed, til hans Almagt, uden at anraabe ham om sin Velsignelse; dette Ord indbefatter alle vore Bonner, dette vare det sidste som her stiger over mine Laber! Kroningsfest. Kantate. Ror. Velkommen, velkommen til Musernes Hjem! Velkommen! fra Strengene festlig udbryder, Velkommen! i tusinde Hjerter gjenlyder, Velkommen! Dig Lcrberne bringe fra dem. Som Danmarks Konge Du i disse Haller For forstegang hilses af Musernes Kor; Saa viden det toner, saa kjoerligt det kalder Og Alle vi lyde saa gjerne dets Ord. Tercet. Se! her staae vi, Danas Sonner, Her i Musers Helligdom, Og fra Hjertets Fylde kom Hvert et Dnfle, alle Bsnner. Land til Land ved Vold og Rcenker Knyttes nu ej mer i Nord, Kun et Folk i dette boer, Sluttet fast med Aandens Lccnker. Ror. Kun et Folk i dette boer, Sluttet fast med Aandens Lccnker. Den iaar ved Dresundet Samled med sin stcerke Nost, Hvad den, til Naturens Bryst Ved sin Tryllemagt har bundet. Og vi saae dem Kaldet folge; Hid fra Sveas Nabostrand, Hid fra Noras Klippeland Stevned de paa blanke Bolge. Ror. Hid fra Svea, Noras Land Stevned de paa blanke Bolge. Og i Skjcebnens Bog stod ffrevet: Forstegang de vandre hen Did hvor deres fsrste Ven Dannerkonge nys er blevet! Nu de staae blandt Danas Sonner Her i Musers Helligdom, Og, som vort, fra Hjertet kom Deres Onfler, deres Bonner. Ror. Og som vort, fra Hjertet kom Deres Onjker, deres Bsnner. Romance. Fjernt fra Arels travle By Den beskedne Kongebolig Skjuler sig, saa tryg og rolig, Bag de ranke Boges Ly, Universitetets Aarboq, Der sig dunkelt hvcrlve over Kildens Vcrld og Aaens Vover, Hvor en spraglet Blomsterseng Vugges paa den grsnne Eng. I en kjolig Morgenstund Fandt Majsolens Blik derude Aarle Vej til Slottets Nudr Gjennem toctte Bsgelund, Modte hcevet mod det Hsje Christjans og Amalias L>je, Saae, at Taaren deri kom Dybt fra Barmens Helligdom. Hjertets Tak og Hjertets Bon Saae den deri sig forene; Thi endnu i Myrthens Grene Rosen blomstred lige skjon, Og om kongelige Tinder Den imellem disse binder Af det blanke Solv en Krands, Laaner den sin Straaleglands. Rvartet. Der hvor fjerde Christians Minde Hcever sig i Mur og Tinde, Sekelgammel, sto?rk som han, Kronen under Templets Buer Vidt fra Kongeparret luer Over Mark og Skov og Strand. Der med Guldet sig forene End faamange ZEdelstene Fra den svundne Kongefloegt; Fcestet nu om Christians Isse, Hver en ny imellem disse Give Kronen Glands og Vcrgt! Og hvergang dens Byrder tynge, Deromkring Amalia slynge Kærlighedens rige Flor! Og om Sekler Begges Minde, Som Du selv i Dag herinde, Hilses af et Jubelkor! Ror. Sjelden kun skinner paa Kronen Hymens den solverne Glands; Sjeldnere knyttes til Thronen Musernes evige Krands; Hil hver en Fyrste som fatter, Hvad den paa Grenene bccr, Hil Dig! vor Christian! Du skatter Blomsternes Skjonhed og Vcrrd. 11 162 Aårbog sor 1810. Dig vi dcn herligste rakke, Muserne lonne Din Id, Og — deres Riger sig strakke Ud over Rum, over Tid. For den theologiske Promotion. Rvartet. Helligt i Hjertet Og kjarligt fra Laben Ordet gjenlyde Af Guddommen sendt! Klart ved vor Granffen Og vidt ved vor Stråben, Rent som vi fik det, Saa blive det kjendt! For den juridiske Promotion. Retfard i Hjertet, Og Mildhed paa Lcrben, Frihed, omslynget Af Lovenes Baand, I disse Haller Opflamme vor Stråben, Lede og styrke I Tiden vor Aand! For dcn medicinske Promotion. Vjet maa skarpes Og Haanden maa oves, Skal mod Dods-Englen I Kamp vi bestaae! Hjertet saa lidet Som Aanden maa floves; Lindring og Frelse Fra begge udgaae! For den philosophiske Promotion. Fcrrdes kun Aanden I Tankernes Rige, Eller bag Grcrndsen Hvor Sandserne naae, Sandhedens Kilde! Fra dig den ej vige! Af dine Straaler Kun Lyset sremgaae! Efter Promotionerne. Loftet er givet, Og hojt for dem Alle Tonerne hcrve Til Himlen vor Bon i Krandsen er vundet, I Musernes Halle Ssge og finde De Hader og Lon l Slutnings-Ror. Farvel! Farvel! fra disse Haller Med Jubel selv gjentone kan; Thi ene ej naar Musen kalder, Du lyder den, vor Christian! Z Kunstens Hjem, i Dine Sale, Du forer dcn til Daad og Tale. Og, srlv som Diademets Smykker Dcn Krands vi bringe, har Du kjar; Hvor end paa Danmarks Held Du bygger, Din Aand, Dit Hjerte er os nar! Farvel vor Labe trygt Dig byder; Du ej Din Pagt med Musen bryder!') III Kongens Fodselsdagsfest. I Festtalen, som holdtes paa Dansk af Rektor Etatsraad Bang"), afhandlede denne det Thema: Ran Udfaldet af Statens og Menneskets Sygdomme for- udsiges efter de samme Grundsætninger? hvilket den aandrige Forfatter udforte med det ham sceregne poetiske Talent, hvorpaa den nylig meddelte Tale har afgivet en interessant Prove. Rektor uddelte tillige de tre vundne Prismedallier til de nedenfor anforte Forfattere til de kronede Afhandlinger. ») Saavel Festtalen, Kantaten og Promotionstalerne paa Dansk, som alle de Promoveredev Levnetslob ere udgivne under Titel: „Forhandlinger ved Kjobenhavns Universitets Fest osv." 55 S. fol Ligeledes udgivet i Trykket. 16 S. kvo. Censur over Pnsafhandliilgerne. 163 En Kantate af Professor, Ridder Heiberg, med Musik af Professor, Ridder Veyfe, udfortes for og efter Talen af Studerende. Til Festen var indbudt ved et dansk Program af Talens Forfatter: det kongelige Frederibs-Hospital i Rjobenhavn, en Skizze af O. L. Vang, indeholdende en historisk-statistisk-okonomisk Beskrivelse over denne vigtige Anstalt (68 S. 4to); hvortil vare fojede, som soedvanligt, dels Bedommelserne over de 5 indkomne Afhand- linger over Prisopgaverne fra forrige Aar, af hvilke 3 var tilkjendt Proemie, 2 Accessit, dels de for 1810—41 udsatte Prisopgaver. De forste lode faaledes: 1. Den juridiske Afhandling: Ovsestmnem iurius et ex nostris et ex jULeci^nis exteris le^iluis vncatiu adversus sententiizs iuilieunl lieri pntest, ex^nnuntur, ennterunlur ot exsmini suHiemntur." tsntummntlo unus trsetavit, <^ui eomment.itinnem nolus «l)tulit kne s^iuliolo nuwwm: "'luclex sen»el ^ruvsns seiu^er ^ravine ^u»z- sumitur (!. 6 (!otl. tie a^^ellatione)." ()tmn«^u>iu gutnr nimis ininute sin^ulu i^u-Lljue, nei^ue e-i wmen sem^ier sine errorilms et ineurm ^u^llsm, ennseewtus est, atosits: "ex^onere ^»ro^ressus er lioc seeulum fecit tioetrins ^ sterieis. niotlo unum ild seiilientlum exeitsvit. Oommentatio, cui IiiLe Ii^Alivi sententi^ inseri^itu est: ^^letlicins non inFenii liunmni ^^rtus est, set! lem^oris lili^, , tsutie in coliiAentlo tlili^eiltise tn88unt, ex^erienliiL ^ntius ^usiu «tu»!io- runi ^.lueitsti iulseiitn pnssint. ^utorenl iAitur cli^num iuclieiimus. In conseksu l'aoultati« medieiv 6. 15. Leptdr. 1810. O. /> 3. Afhandlingen i orientalsk ^?hilologi: l'liemste nc.iliemi^n in l'lii lolngiu orientuli ;mno su^^rioie ^ro^osito po«tul!ttum ergt, ut i7kX^T!.i7«!.. I^ius Jutor varias Stl rem z»e>tinelites tjusestiones, tle prn^Iietsrnm tlelusicnrum intlnle, viveiuli riitione, <»riition'il»u8, glikKljue, suecincte trsetsvit susm^ue tle iis sententiiim j»rt)j)nsuit. t)nil»us us lieet z»!erum«^ue recte ststuisse iutlicautlus sit, uimin tuinen 11^ Aavbog for l8U). l>reviti>le et !e>'u»re i>io^.,inli genere »sus e>«t. »e^ue i^ses snlites s.itis «1ili- henter tx^Iur^vit nee e«^iie !U? illu «ju.^ .il» .iliis imn icuiti>te cnunueixlet se eom- m«>ut,>ti<», iieeessisse eeusem1u>i e.»it. I>!»vni!v «i. ll». ^eptkn. 18 .1/. //. //<,/,/,>„S,t'. T'. 1. De crsihctij^'e ?lfl)andlinger: Tvende Afhandlinger ere indsendte over den crsthetiske Prisopgave: „At udvikle det Poetiske i nogle af den nyere Tids beromteste Billedbuggerv^rker". Den siorsie af disse Afhandlinger, med Motto: „Ikkun den store Kunstner blev det givet, at fatte Skjonhed ren i dyben Aand", sinde vi vcerdig til at lonnes med Universitetets HcrdersmedaUie. Den udmccrker sig faavel ved for- trolig Kundskab til gode crsthetiske Skrifter, som ved Selvstændighed, ?tand, Smag og Selvtcrnksomhed, foredraget i et godt Sprog og med sand Indsigt i Poesien og de skjonne Kunsters Vcrsen. En anden mindre Afhandling, med Motto: „Ernst ist das ^'eben, heiler ist die Kunst", har mere fragmentarisk behandlet Gjenstanden, men fortjener dog Accessit, da den vidner om Kundskab og Smag. A. tOhlenschla'ger. F. rsted, til den med Prcrmien belonnede crsthetiske: Stud. Philos. r eue ^romeruisse koclie vuIZo a^noseatur. ^ lovkyndigheden: <)u?euiinl seeuucluin siuem le^isl^tionis ^oeualis st?>- tuelnlzo suiit iuris un!ver«iilis re^uls> s»»l».'mtur. et torum iu i»I»)-siclo^iil veuli »li^iiilcis, »jiumlum lieii jioleiit, ex^Iiletiir. Prisopgaver. 165 I Historien: l^x^esitu, -x! !ui» i» llstoiiii, Dtii, s»uliliitii„ exteiilit l int, moliumentoi uitt Instoiieorulil <>>»e usteinlutui, , t^nl eivili (^UcUlt eeelesic»stie» icitidne, eum re^ii« j).mi!e liexuiu Ijiiluieilt. I Philologien: ^)uleliitui, ijucmtuiu li-Ae"^i^^!iicit uiliis ^iei osttl^Nlit-miL, 3 tempore iiule Duvidis re^is usene <1^li»it:e ijuuiil iu! v?>ri^» ^eiieiZ vul^o reserantur, ^eeurstie uutenl es !iue ii> >e ii(>» seinper l'ueiii»t i»<1!iit»itie, ^u-eiitur. tjuousijue leicttivnes inutu^: liliit!« lmiiui expiessie inter lunetiones illcis inlesse iuie lie^eutur. I liiuiiet'l<»ie uiiius eleinenti euiu nt^iteiiu eoiupositu 5ijetis, »piutenus jniestiit seiiteiitiie IiueusuXstitiiu tie vi soli i» plknitus reeentiore tenipoie lunius pondus aeeessit, ^ »>,'.><.,). Ved sin Oversættelse, kvorpaa han arbejdede i 17 Aar, havde Luther store Vanskeligheder at bckcrmpc vcd Sprogets overordentlig raa og udannede Tilstand, hvorved han selv maatte saa at sige skabe et nnt Sprog. Dette lykkedes ham i den Grad, at lianS Oversættelse ej alene kunde lcrses og blev lcrst af den bele Nation, uden Hensyn til de sorssjellige Dialekter, men at den endnu, efter over tre hundrede Aars Forlob, kan lcrses uden Vanskelighed eller Anstod. Luther har paa engang vcd sin Overscettelsc leveret en Folkclcrsning, og mcre end nogen anden tidligere Forfatter beriget, uddannet og forbedret det tysse Sprog, tvende Fortjenester der sielden sindes forenede. Han kan derfor med Sandhed siges ved dette Vcrrk at have indlagt sig lige saa stor For- tjcneste af det tysse Sprogs Forbedring, som ved Resormationsvcrrket af Religionens. De velsignelsesrig? Frugter som den lutherske Bibeloverscettelse, i det lange Tidsrum den blev benyttet, har baaret vcd at bringe Ncligioncns Sandheder ud blandt Folket, bor naturligvis fores dens indre Fortrinlighed tilgode. Ogsaa for os Danske har Luthers her omhandlede Fortjeneste den storste Betydning, da den Lutherske Bibclovcrscrttclse saare viseligen blev lagt til Grund for den forske danske Bibeloverscrttelse (af 1550), og saaledes har faaet en vcrsentlig Indflydelse ogsaa paa det danske Sprogs Ud- dannelse, ligesom paa Folkets moralske Tilstand. — Estcrat Talen var tilende, bcstcg den fratrcrdcnde Rckor, Etatsraad 25ang, Kathcdret, meddelte Udfaldet af den nylig afholdte Examcn Artium, hvorved de ovcnncrvntc tvende Studerende tildeltes den dem tilkjendte elicomiuin j>ul>li^um (se ovenfor S. 107), proklamerede Kand. Milos. S. Drejer, der havde disputeret efter den sidst foretagne Promotion, som Magister Artium, faavelsom de sire Fakulteters Dekani for det ncrste Aar, samt endelig sin Eftermand i Rektoratet, Professor i Physiken Konserentsraad Drsted, Kommandor af Dannebrog og Dannebrogsmand. For og efter Talerne udforles Sang af de Studerende. De 1 Dekani for 1811 ere: i det thcologiskc Fakultet Professor Hohlenberg, i det juridiske — Professor Scheel, i det medicinske — Etatsraad .Dang, i det philosophiskc — Professor Sidder«. Endnu maa omtales en Fest, som kun forsaavidt vedkommer Universitetet, som den tildels fejredes i dettes Lokale, nemlig Fcstcn i Anledning af Bogtrykkerkunstens 100-aartge Iubilcruin. Den holdtes den 21de Juni i Solennitetssalen, hvor, efter Afsyngelsen af en as Studerende og det kongelige Kapel udfort Kantate, holdtes en dans? Tale af Professor Clausen. Hans kongl. Hojhed Kronprindsen dcltog i Fcstcn. Estcr Afsyngelsen af den sidste Del af Kantaten, begav Forsamlingen sig over i Konsistoriums Fester m. m. 267 Forsamlingsværelse, hvor endel mcrrkelige typografiske Arbejder vare udstillede, der- iblandt Exemplarer af de celdste i Danmark trykte Boger. Festen fortsattes og endtes ved et Festmaaltid paa Skydebanen. Endelig tilfojes, at de skandinaviske Naturforskeres Sammenkomster, der forste Gang fandt Sted i Kjobenhavn i Begyndelsen af Juli d. A., hsldt sine al- mindelige og Sektionsmoder i Universitetets Solennitetssal og Auditorier.