l8I VS Hojtideligheder. Prisopgaver. Overensstemmelse med del approberede Festreglement ere tvende Fesler blevne af.- boldre, i Anledning af Kongens Fodselsdag Mandagen den 4de Februar, og til Erindring om Reformationens Indforelse i Fædrelandet samt i Anledning af Rektorskiftet Man- dagen den Ilte November. I Kongens FodselsdaHsfest. Af den af Rektor Professor Larsen paa Dansk holdte Tale, der handlede om Kong Frederik den Sjettes Virksomhed som Lovgiver, var det voesentlige Indhold folgende: Taleren sogte forst ialmindelighed at vise, hvorledes Lovgiverens Personlighed aaben- barer sig gjennem den fra ham emanerede positive Lovgivning, og modte derfor strax i Begyndelsen de Indvendinger der kunde gjsres imod overhovedet af de enkelte Love ar ville slutte sig til Statsherskerens Personlighed. Vel kan det saaledes ingenlunde nattes, at Lovenes Indhold ialmindelighed betinges saavel af Fortidens Forholde som af Nutidens Fordringer, men Lovgiverens selvstendige Frihed aabenbarer sig dog i den Betydning han tillcegger enhver af disse Betingelser, og ved det Valg han gjor imellem de forskjellige Anskuelser der ofte til en og samme Tid staae imod hverandre. Ligeledes kan det vel indvendes, at de M«nd der staae Kongen som Lovgiver noermest, have en meget vigtig Del i Lovgivningens Indhold, men de ere dog selv kun at be- tragte som Organer for Kongens Personlighed, da de ere valgte af ham, og da de nodvendigvis i ethvert af de Lovforslag hvormed de noerme sig Herskeren, bevidst eller ubevidst, ssge at handle i hans Aand og at tresse hans Villie. Idel Taleren derpaa gik over til at fremheve de enkelte Trcrk af Lovgivningens Hovedforgreninger, der isoer synes skikkede til at kaste Lys paa Statsherskerens Personlig- hed, opholdt han sig forst ved Lovgivningen om Religionen og Kirkeforfat- ningen, og viste her hvorledes Lovgiveren tydelig har lagt for Dagen, paa den ene rng med Frederik den Sjettes mangeaarige Strceben efter at fore Folkets Udvikling fremad i Overensstemmelse med Tidernes Fremskridt i bedre Erkjendelse, og som sektte Kronen paa Kongens lovgivende Virksomhed. Taleren uddelte derefter Universitetets PrismedaUie i Guld til de to Forfattere som havde vundet Prisen for de udsatte Opgaver (se nedenfor), og endte endelig med Bonner for Kongen, Kongehuset, Fædrelandet og Universitetet. Festen aabnedes og sluttedes ved en af Professor I. Heiberg forfattet og af Professor tL. Veyse componeret Kantate, der udfortes af Studerende. Festprogrammet, forfattet paa Dansk af Rektor, indeholdt en historist Udsigt over de danske Kongers personlige Deltagelse i Retsplejen, fra de crldste Tider indtil ben nuværende Tid ^5 Sider 4to), hvoraf meddeles folgende korte Udtog. l. Allerede i de crldste Tider skal det ifolge Nogles Mening have hort til de danske Kongers Embede at deltage i den dommmde Myndighed. Forfaavidt man imidlertid herfor har anfort, at Kongerne plejede at rejse omkring i Provindserne og indfinde sig paa Tingene, maa det bemcerkes, at ligesom Tingene ikke blot vare Domstole, men ogsaa Forhandlingsstederne for alle offentlige Anliggender ialmindelighed, saaledes sigeS der intetsteds udtrykkelig, at Kongerne selv domte paa Tingene. Dersom derimod Kongen st'lv virkelig havde voeret Dommer, vilde vistnok ogsaa Ombudsmanden, der repræsen- terede ham ved de forskjellige Ting, have deltager i den dommende Myndighed; men dette var ingenlunde Tilfaldet, hvorimod Ombudsmandens Virksomhed oprindelig ind- skrænkede sig til at paatale Kongens Rettigheder, isoer til Boder i kriminelle Sager, og til at foranstalte grove Forbryderes Afstraffelse. Endelig afgiver det tidligste Lovstykke som vi besidde, Vitherlagsretten, el afgjorende Vidnesbyrd imod at indromme de crldste danske Konger jurisdiktion, forsaavidt denne Lov nemlig end ikke gjor en saa mceglig Konge, som Knud den Store, til Dommer over sine egne Hoffolk og Krigsmcrnd. Thi vel hedder det strar i den sorste Artikel af Loven, med Hensyn til Forholdet mellem Kongen og hans Hirvmcrnd, at han skal tix'iiu reltelike iu.-,It? ttierrc", hvilke Udtryk af alle nyere Forfattere ere blevne opfattede, som om Kongen skulde „retteligen kjende i deres Sager"; men der er af grammatikalske og andre Hensnn tilstrækkelig Grund til at forkasie denne Forklaring, hvorimod Ordene maae oversattes saaledes, at Kongen Kongens Fodselsvag 1639. stal „retteligen udrede dem deres Lon", saaledes som allerede Svend Aagesen har sorstaaet dette Sted i liistoiui ieZis e-l8tlen-?is Citnuti mki^in c. 6, idet nemlig nuile her er det oldnordiske muli, som betyder Sold, Besoldning. II. En ny Periode begyndte efter Kristendommens Indforelse, da den Anskuelse stedse vandt mere Indpas, at den kongelige Magt var den egentlige Kilde til al jurisdiktion, og baade Knytlinga- saga og Saxo tillægge nu Kongen meget tidlig en bommende Myndighed. At denne imidlertid i Begyndelsen var ubetydelig, sees tydelig af Provindsiallovene, efter hvilke Kongen ogsaa kun havde en meget indskrænket Andel i den saakaldte jui'i-^Iietiu vol»»- tuiul, og det er forst ved Overgangen fra det 13de til det 14de Aarhundrede, at der under Navnet Kongens Ting eller Kongens Retterting (j>Ic>oiwm >u«ti- lunium) sremstaaer en scrregen kongelig Domstol, der ikke havde noget bestemt Opholds- sted, og alene kunde domme efter den Provindses Ret hvor Tinget blev fat. Den ny Ilet paakjendte undertiden Sager i forste Instans, men ialmindelighed fungerede den dog ikkun som Overret, hvorfra der oprindelig ej kunde appelleres videre; men dette blev ved Haandfcrstningerne forandret faaledes, at der fra Kongens Ting kunde sinde Paatale Sted til det almindelige Danehof, og denne Bestemmelse vedblev indtil det permanente Rigsraad havde dannet sig, og Rigsraader ncestm bleve de Eneste der beklcedte Retten med Kongen, istedetfor at tidligere et vilkaarligt Antal af gode M«nd, Gejstlige og Verds- lige, vare blevne tilkaldte. Den vigtigste Person ved det kongelige Ting, noest efter selve Kongen, der præsiderede i Retten, var iovrigt Kantsleren (^uslitlmius leAis), der udstcedte Stavningerne og forsynede Dommene med det kongelige Sigill. III. Forst efter Statsforandringen i Aaret 1660 ophorte det kongelige Retterting, ved hvis Ad- ministration Kongerne, og isoerdeleshed Kong Christian den Fjerde, havde er- hvervet sig store Fortjenester, idet de udsvede en tilborlig Retspleje paa en Tid da det paa Grund af Adelens Undertrykkelse ei var lidet vanskeligt for de ringere Stcrnder at opnaae Retfærdighed ved de almindelige Domstole. Ifolge den saakaldte Provindsial- ordonance af 4de November 1660 skulde den overste bommende Myndighed udoves dels af Rigshofkantslerens Kollegium, og dels af det saakaldte store Raad, der var en Sammen- sætning af de forskjellige ny Regjeringskollegiers Medlemmer. Men faa Maaneder senere oprettede Frederik den Tredie ved Forordningen af 14de Februar 1661 Rigets endnu bestaaende Hojeste-Ret. I dennes Forhandlinger synes Kongen i Begyndelsen at have deltaget dagligen, men paa Grund af Sagernes bestandig tiltagende Mcengde, blev dette snart stedse sjelbnere, hvorimod Christian den Femte ved Jnstrux as 15de April 1690 bestemte, at naar Vota vare lige eller Sagerne af scxr Vigtighed, skulde Kongens Villie indhentes, forend Dom blev afsagt. Den storre Uddannelse af de sociale Forholde og af Lovgivningen, og den deraf folgende storre Nodvendighed af en egentlig juridisk Dannelse hos Dommerne, i Forbindelse med den stedse klarere fremtrædende Grund- sætning om Domstolenes fulde Uafhængighed af al Indblanden fra Regjeringsauroriteternes ^ide, gjorde dog efterhaanden denne Kongernes virksommere Deltagelse i Rettens For- handlinger baade mindre nodvendig og mindre onskelig, og saaledes bortfaldt hine Be- stemmelser, dels ved Jnstrux af 23de December 1753, hvorefter justitiarius skulde giore Udslaget ved lige Vota, og dels ved Jnstrux af 7de December 1771, hvorved den be- falede indstilling til Kongen af vigtigere Sager for Fremtiden bortfaldt, saa at det uu ikkun er naar Kongen selv prcesiderer i Retten — hvilket efter en langvarig Praxis kun sinder Sted engang om Aaret. ved Rettens Aabning —, at Neglen i Insttuxen af 1771 h 17 kommer til Anvendelse: „at HanS Majestæt ester egen allemaadigsle Villie bestemmer, hvorledes Dommen skal forsattes." Højtideligheder 1539. „Kongernes personlige Deltagelse i Retsplejen" — faa stutter Afhandlingen — „var saaledes vistnok i crldre Tider af et meget betydeligere Omfang end den som Hans Majestæt, under forandrede Forholde, nu plejer at udove; men denne savner derfor ingenlunde sin vigtige Betydning. Den hojtidelige aarlige Aadning ved Kongen af Hojesteret er en ligesaa betydningsfuld som smuk Akt. hvorved Hans Majestæt ligesom indvier Rigets hojeste Domstol til dens vigtige Virksomhed i Retfærdighedens Tjeneste, og af sin Magtfylde forlener den med Myndighed til at afsige sine Domme i Kongens eget op- hojede Navn, for at disse Domme, ligesom de ifolge Rettens ypperlige Organisation antages at indeholde den hojeste Retfærdighed som menneskelig Indsigt formaaer at ud- finde, ogsaa ssulle vcrre en endelig og uryggelig Asgjorelse, der ikke skal kunne under- kiendes af nogen kojere mennesselig Autoritet." ?lfhandlingen cr senere indrykket, med nogle Tillceg, i Historisk Tidsskrift ! B. S. 334-55. Til Programmel vare fojede dels Censurerne over de 5 indkomne Afhandlinger over de i forrige Aar udsatte Prisopgaver, nemlig over den juridiske, den machematiffe (hvis Forfatter tilkjendtes Prisen), L over den philologi'ske (af hvilke den ene ikke kunde tomme i Betragtning, den anden tilkjendtes ^eeessit), og over den cesthetiffe (som ikke kunde komme i Betragtning); endelig de for 1L39 udsatte Opgaver. Censurerne lode saaledes: l. Af den juridiske Afhandling: solveiillunl ^v.-vsticniem o seientiu juris su^erinre : "I^uli, ex ^»rinei^»iis ^juiis universalis »!>m »suuiu ex le^iltn-« s».itri?e tun« ex ^»ctissiniis Ie^!I»».>i ^»ereLiinis tuie tie re vulilit re^ulie' ? non nisi una nnliis »lililtu est eomnK'ut.itio, eui li.ee ^tuui^i^nki sententi^ in- serij»t/> e>st: „LandS Lov og Ret er Undersåtternes V^dlingSord, ansees af dem som det sikkreste og visseste Gjerde om Enhvers Velfcrrd". .Vutnr Iiujus comiilent.i- tinliis, existim.ins, nui^istiutum et ^'inlieem intiu eeitns tines suu nutniitute cniisus itu t>us inleo nceesse esse ^lit.ivit, ut <1e e» lli^^utunclnin non esset, «ju?nu ^>ll>^»rit; «Ii.^<>uiiere eonutus est, »^nntenus uutui« nut ^»»testcitis ma^istr^itilius enlieesx.-e i» univeisum, »ut eerwrum rerum, »ju-e n«l iin^eiinin mnAistr.ituun, ^ertinent, iins,en» s^ten- »luin e->t, ^iluiki, »suse .icl euu» »juiestmnem sulveiul-ini t)leiiuit, liie illie in eom- lueutntinlie inveniri; eunt neeesse est, »«n siitis eoZitiisse videtur, tjun«! tinuen juveni, n>, <^ugs luiliet .iutni. o^iniluies, nuiu onmiuo .^int, vijlitteie videtur. l)ugni«^u^>m vero luee et gliu >j»iem«'n et «ll res juris tikiet.inil-is teni. et in iu^iinientis uil i^l.esl'ioiiein ^eitine!»til>us enlli^eixlis It^uin et seii^>toruui eu^nitiulieiu, et in n^i(iniI>us, Milits in Ie«;il>us nnstris invenisse snituvit, sulvenciis s»rieee^»tisicir! ti. '^Imo 183!). ?. Af den mathematist'e 2lfhandling: (^u-estionen, niatlieiuatiean« prioie anno propositan« (isua postulal>atur ut tlieoria anal^tiea seetionuiu anZuI-niuin exponeretur, ita ut eoniprelielideretur dis«juisitio de lorluandis et reilueeixlis ie,juat'x»nil>us illis alzeluaieis, propter l«olun> „Man kan hvad man vil elc.". Uie i» nonnullis »juiden« partiluis >x>n ea exl«il«uit oinnia, ,^UN ren, illu- strundau, pei tineliant, iiuprinus in altera t^uiestionis flirte, sed Iialiet eaiu ipse pro se attulit e.xeusalioneiu, lsixxl ex sul^sidiis, «p«it«us utenduiu e>-set, lpiantun, il« reeentiorun, niatlieniatieorun, et tpiidein priini ordinis ope^i- !«us eontinerentur, l>il>liotl»eeie pultliei« tere nulla ei suluninistrare potuissent, i eoniparare poterat ad re«» piopositain ita eonvertit, ut eo^iiitionis et sollertiiv doeumentun, ex?«il>uerit laixle diFnlssiiuun«. nec niuiserit u.««» o!« eaussaiu, siinul etiau, ne a ina^orillus tentandis al,sterreatur, prienuuiu ei ail.d<,L,is superiore anno proposita, de I^Iutmelii liluis se seite et aeute a»ima«I. verteixlis laixlen« meru'it, taiuen et in »jUiestione eonstitueixla et in inateiia dis^xinenda reetaiu xi^im non tennit totanx^ue reni niiuis leviter traetavit. !>> altero, l^ni versun« Ovitlianuiu eonunentationi jNieserij»sit, luerito lauclanius r« e- t<«in ^u»'stionis constitutioneiu, dispositionen« ulateri.e prud' nteni, sinAnIarunxjiie rerum, s^ui« a t^Iutarelio lraslnntur, perkliliFenten« en«u aliornn« seriptorun« testi- uxniiis coniparationeu«. Led nec>ue universal«, ^lutarelii inAenii proprietaten« s^,tis considerasse et investiAasse vi«letur, ne,jue, « ^lexeilxlri liistoria turllassent, sestiinavisse. Oratio ljuo^ue, ona appareat, taiuen paiillo plura 5estinatiol>is et stili nondlin, satis usu eoiiiirutati et liiuati indieia l,^«I,et, «suai»« l^uk« in jiiikiiiio ^ertaiuiiiis pllilolo^iei cleeernendo eondunanlla vide^uitui. Ital^ue etsi ipsun« piiemiuiu sciiptori non tril,uin«us, tainen euiu ad id prop e ae cessisse iudieaiuus. Ililkitinus IIiiunitL tj!k Iin«!«8lnl» ^iinuurii a. »Ivcccxxxix. 4. Af den cefthetlsb'e 2lfhandling: De ssua'stiune superiore anno prop,, sita, utrun« l,iee nostra setas apnd Lurop.ie populos poesi maFis laveat, l^uaiu ^Vnsunr og Prisopgaver ^»loxliiiii diiijx-rini-, Iieene, Ulig tiNltiiiu lxdn!!, tddkitii e«t eoittiuentiiti«, eni j»ru »»ti, iiixciijitiiii, vt,t: „So kann ich auch nur fugen: Nimm es din!" — I^ilx-nter t«tinli<», «>ut<»r i„ t,!«e c<>nii»eldi,e el-ilxx^ixl-, jx>6,nt, Ixinorem !xd»e- renu>--; ix'l^iie ternen unt ^»i^niio ^xil IiiixIiI>u->! seeinxli.^ euix di^luxx ^»dienre eiiim Ix>!>eixlii tuei-it «eiij,tt>ii jiiieeijmoi um et e< Ie!»e> riiuoruiu Iiiijii?« nl.Ui« .isuxl ^eide« ^uenuUmu, videixluiixjue, viin eu il> Iiolniiuiiu .'»ulm!« Ixdxiisi^eiit, se.x ieix!^xj> e lxiiver!>!il ^ujndorliitt vita. tli« ille <»n!>ii?i.>' nui^lul ex ^iirte t.uitum jixliei.« >>v.Ti.,e url»e sierv^^utns esxe .nit vidit ,'xit vi<1eie t«i->! ix>i>iie ^ulitililer it >x«>ue ele- It.x>»e >xree^isse »erisitxr videtur, «juid jx«i>tul.xet et «>»>n. 183!). ./. ^>/it: Slud. Philol. '^. <). lefolii. Prisopgaver for 2laret !?>!!). I Theologien: ?»«»l'x, //„ o/o,/,,,? i»ters>ret.,ti<»»is liters, u», mi,, ul» inter>>ietiil'x»ue ^riimnuitien-Iii^tcuieil , ^ixxixulo ^er s-iu^iil-,.^ eeele.^iie per'xxl<,.>> iutelleet.i et luit? et ijuonxxl«) ieli,til> illi e»m !>!ie iiileieeden-, e»»i.»< et ex iznii-s exteii?' Ie^il»».>« j>r<,v .xiveou« -senteuti^ ^ixlieliiu lieri sx,te->!t, exs»»n.x>tu!, e«>>5« riiiitm et exiimilii i«iil>jiei;n>tiii'. I ^.crgevidensl'aben: 1^x^,»lieie ^>i<»Aie««ll«, (jiios s'er Ime seenlum leeit «1e morlils !i) »teriei-!«. I ^isiorien: l>netu moiiuineutoiinn tiiiieoriim et I^.ltinoi»m o.^teml^Nir, ijuulis e.«!.^et e«>^»i>ii>liis ^en^ri«>»Iiieie ikitin et iiinlutus seeulo -?ext» l^. »>., Iiiil'ilo ->-iiiiiiI iitl .»eenlii i'ioxiiue !uileee«ienii!» ie-i^»een>t!ui,e ii, seiinniie tiin», iii<>iiir;,tui', ^.,te!>t luijnx li^ur.i! in i^I-iuli et l'tieiiiii l^I»»Ii>i. I den orientalske j?l)tlologi: I>i»>»utefni- i< i, et de ili.-« i imine, <>>><»il inteiee^ei it intei >>><»^Iieti>in et ^cieexlotein. I j?hilosopl)ien: tvx^Ii, etur !>)8tei»ci, voe-iNn- ecnisurum <>. lueiit, et (Ii8<^»il.>tur, ijii'xl ii> 5e Ii.dx.it veri, iiiinii!-; veri. Derhos gjentoges, med Huns Mujestcrt Kongens ullerhojette Tilludelse, den i forrige Aur fremsulle Dpguve: stv.-rl'itill', Iitrum .^iij>toteIe!s t'lutoiiis d«! ideis »n? 2^eis»ii.^ enleidi viiii/ilioiium Ineviter exsio^iti?' ^iixi« ^Uieteliiii-jsi^ iis, ijii.il.' »eeelitiuii tem^ure , v iri ill.. .,<1 lim Prisopgaver 1839. 187 ulleiius prlimnvemlnni edidernnt), ninnstretur et exem^Iis illustietm, deteln>i»k>n<^ sit eurvij llcitle lon^ituilinis, t^i.e i« su^ieitieie llutu nienn, eiieunls«!iil»nt m?iximiin». ^ l^perimentalphystken: I» s«nis e0Ms»c»^n»um vklii-ini: v/m, »sum n!> nni^Iituliine vil»iutis>»uin ^»entlere viiletnr: den'n^ue sinAuI^lem, »siul s»)i>i intei- se lliil'ene ^nssnnt, ^ucim^nuni Fi",vit8te et vi se^viiles, lsiiniil soni »nmiiiciie lieet, et «suN «^ui<1eni liFiiiki nnclie sonoiX niti vitie- tnr. kinne i'in^iietatenl investi^^nsgin reiunl ^k^sie^rnn, studiosus in vi tnmns, nee ^»lienlinm dene^^I'imus Autor!, <^ni, eti^nisi (juiestionem non einnino iil)s«»1vere ^»ussit, seite iul rem illustiAiuinnl ali«jiiinini. cire^ litoi^ ll?jnie?t re^eiiuntiii-, lor Vigtighed for Reformationen den Udbredelse af Kundskaber og videnskabelige Sands var, som disse Begivenheder havde til Folge. Da den Kamp. som skulde begyndes, alene kunde udstrides med Videnskabens Vaaben, kunde Ingen, der fremtraadte som Kæmper, vente Seirens Krands, havde han ikke fuldstændige Kundskaber for selv at sinde, besad fuldkemmen AandSmodenhed for i sig at optage, og var udrustet med tilstrækkelige Fremstillingsg.wer for at meddele Sand- heden. Men det var ikke nok. at der hoS Dem, som selv toge virksom Deel i Kampen mod Paveoommet. fandtes alle Videnskabens Elementer; del gjaldt om. at Sandheden tramgte frem til Christenheden »almindelighed, at Alle, for hvem der siredes, gjennem- trsngteS af Overbevisningens Magt, hvortil udfordredes, al ogsaa disse havde plukket den Videnflabens Frugt, uden hvilken de ikke havde kunnet skille de Stridende imellem, og afgjore, paa hvilken Side der var Sandhed og paa bvilken Vildfarelse. Havde de ikke vcrret i Stand hertil, vilde den gode Udscrd virre hendod i den golde Jord, uden at have fremspiret til de Velsignelsens Frugter, som all have udgjort tre Seklers Lykke. Men uagtet Videnskaberne vare et nodvendigt Middel i Reformationens Tjeneste, var del dog ikke disse, som bevirkede Reformationen. Endnu manglede den Aand, som kunde bringe Liv ind i del dode Stof og fremkalde Virken. Denne Aand fandtes hos Luther. Det var hans rene religiose Sind, som bevirkede hans fra Vildfarelser befriede og af alle Bihensyn uhildede Sandhedskærlighed, hans faste ViUie for det Gode, hans ivrige Stra'ben for sine Medchristnes Lyksalighed, hans urokkelige Standhaftighed i alle Farer, Overbevisningens Kraft i alle hanS Kamp,, hans Hengivenhed i Guds Villie og hans Fortroitning til Forsynet. Ved at omtale den Indflydelse, som Reformationen igj>n fra sin ^ide ytlrede paa Videnskaberne, gjorde Taleren iscrr opmærksom paa Gjenfodelsen af det aandelige, Slofset beherskende Liv, som er den væsentligste Betingelse for sand Videnskabelighed. Taleren gik derefter over til at underfoge, om ben reformatoriske Aand, som ved Rcligionsforbedringen bragtes ind i Videnskaberne, ogsaa yttrede sin velgjorende Ind- slydelle paa Retsvidenskabens Studium, og tog derved fornemmelig»'n Hensim til den romerske Ret som den positive Lovgivning, hvis indvortes Fortrinlighed hidtil ikke er bleven opnaaet i noget lignende Arbejde, og som baade paa Reformationens Tid var og endnu i vore Dage er Grundlaget for den gjorldende private Ret i Tydskland samt i det vestlige og sydlige Europa. Han oplyste, at med det vestlige romerske Riges Undergang Anvendelsen af den romerske Ret ikke ophorle i de vidtudstrakte Lande, som havde ud- gjort Dele af dette Rige, at det dog i de forste Aarhundreder af Middelalderen egent- ligen ikkun var LovenS Ord, som bevaredes, men uden at Kundskab derom var forenet med nogen dybere Indsigt, at Retsstudiet gi.nsodtes, da Jrnerius i Slutningen af det ellevte eller Begyndelsen af det tolvte Aarhundrede stiftede Glosfatorernes Skole i Bologna, at denne, af flere udvortes Omstændigheder begunstigede, Skole, hvis Lcrrere virkede baade ved Skrivter og ved mundtlige Foredrag, hurtigt udbredte Kundskab i den romerske Ret til en stor Deel af Europa, men at Studiet, efter halvandet Aarhundredes Fremgang, igjen sank tilbage i d-'t Morke, hvoraf Glosfatorerne h^ivde harvet det. Dette foranledigedes ved Accursii Glossesamling, som, vel benyttet, kunde have vårret til stort Gavn for Studiet. Da der tillagdes hans Glosser samme Retskraft som Love, vendte Studiet sig fra Loven til Glosser, og ligesom sidstnævnte blev en Skillevcrg, der udelukkede sra Lovtexten, saa- ledeZ maatte al Selvsorskning uddoe, da man ikke lcrnger sogte at begrunde LovenS Rektorstiftets Fest 18^9. 189 Mening, mcn beroligede sig ved Andres Autoritet. Efter at hav? i Forbindelse hermed omtalt nogle Begivenheder, som medvirkede til at bringe Retsstudiet i Forfald, saasom Forbud mod at besoge fremmede Universiteter og mod den romerske Rets Foredrag paa visse Steder, viste Taleren, at den romerske Ret, saadant Forfald uagtet, stedse fik stsrre Indgang ved Domstolene i Tydskland, hvilket bevirkede en Retsforvirring, hvorover bittre Klager fra flere Kanter ikke udebleve. Derncest fremstillede Taleren, hvorledes netop samtidigt med Reformationen den romerske Nets Studium fik et nyt Liv, og omtalte de Begivenheder, deriblandt selve Reformationen, som i saa Henseende yttrede en vel- gjorende Indflydelse, og de Mcend, saasom Alciat, Zasius og Cujas, der isoer have For- tjenester af dette Studiums nye Opblomstre«. Taleren endte Fremstillingen ved at give et kort Grundrids af sidstnævnte beromte Civilist, Jacob Cujas's, vedholdende og hojft gavnlige Birken for Romerrettens Studium, af den Heide, hvortil han bragte dette Studium, og af den Indflydelse, som hans Erempel havde. Til Slutning fremfsrtes Bsnner for Religionens Reenhed og Videnskabernes Blomstren, for Kongehuset og Universitetet. Efter Talen besteg den fratrædende Rektor, Professor barsen, Kathedret, meddelte Udfaldet af den nylig afholdte Examen Artium, hvorved de ovenncevnte tvende Studerende tildeltes den dem tilkjendte enenmium puklieum (se oven S. 144), proklamerede de i hans Rektorat promoverede tvende Doktorer (som begge vare fraværende og altsaa ikke kunde formeligen kreeres) og fire Licentiater og Magistre, faavelsom de fra Nytaar til- trcedende Dekaner i de 4 Fakulteter, samt endelig sin Eftermand i Rektoratet, Professor i Medicinen Etatsraad (L>. Vang, Ridder as Dannebrog. Sange udfortes af Studerende. Festprogrammet, forfattet, ifolge allerhojeste Tilladelse (hvorom se oven S. 86), paa Dan/k af Professor Scheel, indeholder en Afhandling om Tilbageholdelsesretten (jus retention!«) efter de danske Love, med nogle forudskikkede Bemcerkninger om tinglige Sikkerhedsrettigheder ialmindelighed. (137 Sider i 4to.) Til disse henfores forst Panteretten, hvis Forskjel fra de faakaldte privile- gerede Fordringer (privilegium exigendo) udvikles, og det oplyses, hvilke For- viklinger der kunne foranlediges derved, at disse Fordringer i en vis Henseende foretrcekkes for en Pantefordring, og i en anden Henseende staae tilbage for samme. Som Exempel paa Panterettigheder anfores ogsaa Affcetning i en Debitors Gods, idet en faadan Afsætning antages at give et egentligt Netspant. Til de Sikkerhedsrettigheder, der ei ere Panterettigheder, horer for- nemmeligen den Ret, som Loven tillcegger den Creditor, der har erhvervet Dom for sin Fordcing, eller ladet Arrest foretage for samme, eller ladet sin Debitor forkynde Maning eller Stoevning til Hoiesteret, med hvilke Handlinger nu ogsaa visse Forlig ere satte i Klasse. Denne Sikkerhedsret, der dog ordentligviis er betinget af behsrig Tinglysning, gaaer ud paa, at Debitor ikke ved sin Handling skal kunne stille Creditor ved Ad- gang til Execution i Debitors Gods, hvorfor det forbydes denne at forflytte, afhcende, pantscette eller opbyde sit Gods, forend han har rettet for sig, og det vises, at det heller ikke kan tilstedes Debitor selv at erkloere sig fallit, da en Falliterklæring af ham og deraf følgende Overgivelse af Boet til Deling mellem Creditorerne ikke mindre end Opbud indeholder en mod Creditors Sikkerhedsret stridende Disposition over Godset, og at derfor Creditor, hvis desuagtet Debitors Bo paa dennes egen Begjcering bliver taget under Fallitbehandling, kan, faafnart hans Fordring bliver exigibel, gjore Execution i Boet, hvilket er bekrceftet ved flere Hoiesteretsdomme, af hvilke man dog, da de alle angaae 5 Program om sådanne Tilfalde, i hvilke Fallitboet af vedkommende Debitor selv var overgivet til Concursbehandling, ikke kan slutte, at Hoicsteret ialmindelighed vil tilstede den Creditor, som har tinglyst Dom eller Forlig, at gjore Erecution i Debitors Loncursbo uden Hensyn til, hvorledes dette er kommet under Skiftebehandling. Derimod er ommeldte Sikkerhedsret ikke Debitors ovrige Creditorer til Hinder i at forfolge deres Net mod ham, og enten gjore Execution i hans Gods eller erklcrre ham fallit, og faaledes ved deres Handling muligen stille den Credilor, der har den tinglige Sikkerhedsret, ved den Udsigt til Erecution, som denne Net giver ham. Tilbageholdelsesretten defineres af Focf. som en Besidderen af en vis Ting, paa lwis Udlevering en Anden har et Krav, tilkommende Net til at forblive i Besiddelsen af Tingen til Sikkerhed for en vis Fordring, indtil han fyldestgjores for samme. Dette Begreb udvikles ncrrmere i det forste Kapitel, hvor det tillige undersoges, til hvilken Art af Netligheder Tilbageholdelsesretten bor hensores. Det andet Kapitel angaaer Betingelserne for denne Net. Til disse borer for del forste egentlig Besiddelse, hvorfor alene legemlige Ting erc Gjenstand for samme. Besiddelsen maa allerede haves. og Tilbageholdelsesretten giver ikke Net til at tiltage sig Besiddelsen. Allerede af denne Grund kan den i visse Tilfcrlde tilladte private Pantning ikke ansees for en Udovelse af omhandlede Net. Iovrigt behover Besiddelsen ikke at voere borgerlig, men maa ialmindelighed voere lovlig. Dernæst forudscrller Tilbageholdelsesretten en Fordring, som Besidderen vil sikkre. Har denne Fordring ikke en saadan Gyldighed, at den kan gjores gjoeldende ved de al- mindelige Retsmidler, vil ordentligviis her ikke Tilbageholdelsesretten kunne komme til Anvendelse for samme. Sa.iledes hvis Fordringen fra Begyndelsen af er ugyldig, og Lovgiveren derhos enten har forbudt at fyldestgjort den, eller den reiser sig af en mod en Straffelov eller Scedeligbed stridende Handling, kan hverken Den som har paataget sig den tilsvarende Forpligtelse, eller tredie Mand, ved Indrommelse af en Tilbage- holdelsesret ril Sikkerhed for en saadan Fordring tillægge den en Gyldighed, som Lov- giveren bar frakiendt den. I saa Henseende kan del ikke komme i Betragtning, at der, nn.ir en flig Fordring allerede er fyldestgjort, ikke maatte indrommes nogen Tilbagefordring af den erlagte Betaling; thi naar en ulovlig Handling allerede er foretaget, staaer det ikke altid i Lovgiverens Magt at hoeve dens Virkning, men deraf kan man ikke slutte, at nogen Handling, hvis Oiemed er at bevirke Foretagelsen af det Ulovlige, skulde vinde Lovens Beskyttelse. Det Anforte anvendes paa Formuesforpliglelser, som de Personer, der formedelst deres unge Alder eller Kjon ere umyndige, eller ere mindreaarige, have paadraget sig uden Vedkommendes Samtykke, paa Gjoeld, der reiser sig af Lykkespil, paa betingede ulovlige Renter, paa tilsagte Præstationer, som stride mod Reglerne om borgerlig Noering, og flere Tilfoelde. Forsaavidt der af et Forhold vel ikke opstaaer nogen gyldig Forpligtelse for en vis Part, men det dog ikke kan ansees stridende mod Loven, at den Prcestation, som Forpligtelsen gaaer ud paa, erloegges, antages det, at tredie Mand med Retsvirkning maa kunne indromme en Tilbageholdelsesret for at sikkre Opfyldelsen af en saadan Prcestation, men at derimod den Hindring, som medforer, at Parten selv ikke forpligtes, ordentligviis maa bevirke, at ogsaa en af ham indrommet Tilbageholdelsesret maa blive uvirksom, dog at Undtagelse herfra kan sinde Sted, saasom med Hensyn til Gja?ld, der stiftes ved tilladt Spil. Er en Fordring vel ikke fra Begyndelsen af ugyldig, men senere taber i sin Retskraft, maa den Tilbageholdelsesret, som havdes med Hensyn til samme, ialmindelighed ogsaa tabe sin Gyldighed, hvilket dog ikke antages i Hen- seende til proescriberede eller d- ved Skifteindkaldelse præluderede Fordringer. Tilbageholdelsesretten. 191 Dm tredie Betingelse for den lovbestemte Tilbageholdelsesret er den såkaldte Con- nexilet, hvis Voesen Forf. scetter deri, at der mellem Parterne finder et saadant Nets- forhold Sled, at det hsrer til dette Forholds retfcerdige Oplosning, at Besidderen ei alene skal udlevere den Ting, han besidder, men ogsaa kan paastaae en sig tilkommende Fordring fyldestgjort. Bestaaer ikke et saadant Retsforhold mellem Parterne, maa Be- sidderen voere uberettiget til at scrtte sin Pligt at udlevere Tingen i Afhængighed af Fyldestgjorelse af Fordringen, der i faa Fald maa voere en Folge af et andet Retsforhold. Saaledes kan Panthaveren, efter at Pantegjcelden er betalt, ikke tilbageholde Pantet til Sikkerhed for andre Fordringer, som han maatte have paa Pantscetteren, uden at de staae i Forbindelse med Pantet. Til at bevirke ommeldte Afhængighedsforhold udfordres, at Besidderens Fordring ei alene angaaer den Ting, som han vil tilbageholde, men des- uden staaer i reilig Forbindelse med selve den Besiddelse, han vil fortsatte. I tre die Kapitel angives de Hovedtilfa'lde, i hvilke Tilbageholdelsesret finder Sted. Disse ere med Hensyn til den lovbestemte Tilbageholdelsesret trende: 1. Naar den samme Retshandel medforer baade Besidderens Fordring og den anden Parts Ret til at faae Tingen udleveret. I faa Fald horer det nemlig til Forholdets lovlige Oplosning, at begge Fordringer fyldestgjores, og da der i ec saadant Forholds Beskaffenhed i og for sig ikke er Grund til, at Besidderen skal opfylde sin Forpligtelse forend den anden Part, maa der tilleegges ham Tilbageholdelsesret, saasremt ikke scer- ligen vedtagne Bestemmelser fore til et andet Resultat. Som Exempler herpaa om- handles noermere den Tilbageholdelsesret, som kan finde Sted, naar Ting overgives en Kunstner, Haandvoerksmand eller en Anden for af ham at omdannes, istandsattes eller isvrigt bearbejdes; naar Nogen for en Anden overforer Ting fra Sted til andet; naar Nogen ifolge Fuldmagt udforer Forretninger eller anvender Bekostninger med Hensyn til en Andens Ting, som han besidder, og flere. 2. Naar ellers Besidderen af en Ting. som en Anden kan fordre udleveret, har paa Tingen eller i Anledning af samme, med tilstrækkelig Hjemmel i Forholdets Be- skaffenhed, anvendt Bekostninger eller udfort Arbeider, som for ham medfore en lovlig Fordring paa Godtgjorelse. Der opstaae da af Forholdet gjensidige Fordringer, uden at der ialmindelighed er nogen Retsgrund til, at den ene skal opfyldes forend den anden. Delte vil fornemmeligen faae Anvendelse, naar Nogen i Nodstilfcelde har haft nod- vendige Udgifter eller udfort Arbeider til en Andens Fordeel, eller naar Nogen paa en Ting, hvoraf han er eller har tilstrækkelig Grund ti! al anfee sig for Eier, har anvendt nyttige Bekostninger og derefter bliver pligtig at afstaae den til en Anden. 3. Naar Nogen ved en fremmed Ting lider en Skade, som han kan fordre er- stattet, og derhos enten er i lovlig Besiddelse af Tingen, eller kommer i sammes Be- siddere ved den Begivenhed, hvorved Skaden bevirkes. I fjerde Kapitel handles om Tilbageholdelsesrettens Virkning. Denne bestaaer egemligen alene deri, at Besiddelsen kan fortsattes, indtil den med samme forbundne Fordring fyldestgjores. Forf. underfoger derefter, om faadan Besiddelse kan vedligeholdes, ei alene i Forhold til Besidderens Debitor og Den, som uden at vcere Debitor, fcer- ligen har indrommet Tilbageholdelsesret over sin Ting, men ogsaa mod tredie Mand, som har eller maatte erhverve Rettigheder med Hensyn til den samme Ting, d. e. om Tilbageholdelsesretten er en tinglig Net. I Henseende til den frivilligen indrammede Tilbageholdelsesret anvendes i det Vcrsentlige Reglerne om Pant. Hvad den lovbestemte angaaer, formenes, af forfkjellige Grunde, at den med Hensyn til rorlige Ting ordentlig- vis maa, forfaavidt Besiddelsen er lovlig, kunne udoves mod Enhver, som kunde have Om Tilbageholdel scSre tten. nogen Ret til at saae Tingen udleveret eller erholde Udloeg i samme; dog antages Ind- skrænkning heri fornemmeligen at kunne indtrcrde, naar det Retsforhold, hvori Tilbage- holdelsesretten er grundet, er stiftet af en Persen, som hverken rar Eier af Tingen eller havde nogen Raadighed over samme, eller den tredie Mands Ret, som kommer i kollision med Tilbageholdelsesretten, ikke er afledt fra Ejeren eller grundet i en For- dring paa ham. Med Hensyn til faste Eiendomme formenes, at Reglerne om Ting- lysning og dennes Virkning ialmindelighed ville medsore, ac en lovbestemt Tilbage- holdelsesret ikke kan udoves mod crldre tinglyste Rettigheder i Henseende til samme Eiendom, dog at der maa seeS paa disse Rettigheders forssjellige Natur, og de Ind- skrænkninger i Dispositionsretten, som de paalcrgge Eieren, og at saadanne af en tro- skyldig Besidder anvendte Bekostninger, som forege Eiendommens virkelige Vcrrdie, maa give Tilbageholdelsesret ogsaa mod crldre Panthavere. I Forhold til de Rettigheder, som Nogen maalle erhverve over den faste Eiendom, efterat Tilbageholdelsesretten er bleven til. kommer Besidderen, naar han ikke sorger for at sikkre sig ved tilstccrkkelig Ting- lvSning, til at vige for Afhændelser og Pantsætninger, derimod ikke for tilsigtede Brugs- rettigheder eller for Arrest og lignende Sikkerhedsrettigheder. At en kreditor gjor Execution hos Eieren af den tilbageholdte Ting, eller dennes Bo kommer under Eoncurs, kan vel tilintetgjort en Tilbageholdelsesret, saafremt dette er nodvendigt for at en faadan Fordring, som ifolge de nysncrvnte Regler ssal have Fortrin for Tilbageholdelsesretten, kan blive fyldestgjort; men ellers ikke. Thi Execution og Eoncurs medfore i det Vcrsentlige kun, al de Formuesrettigheder, som Debitor har, udlcegges Ereditor etter inddrages i Eoncursboet for der at komme til Udloeg, men indeholder ikke i og for sig Hjemmel til, at de Rettigheder over Debitors Ting, derunder Brugsrettigheder eller blotte Besiddelsesretligheder, hvoraf Andre allerede ere i lovlig Ud- ovelse, skulle opgives. Forsaavidt der sporges om, hvorvidt Besidderen kan soge Fyldestgjorelse af selve den tilbageholdte Ting for sin Fordring, antages det dertil ordentligviiS at vcrre nodvendigt, al han paataler Fordringen og, efter at denne er bleven exigibel, erhverver Udloeg i Tingen, hvortil han dog ikke kan blive berettiget, hvis Tingcn ikke tilhorer Debitor, og Eieren ikke af nogen scerlig Grund er personlige« ansvarlig for Gicrlden, men at derimod Besidderen, uden saaledes at have saaet Udlcrg i Tingen, ikke kan afhcrnde samme for at komme til sin Fyldestgjorelse, da en saadan Ret til Afhcrndelfe ikke er ham tilstaaet i Loven, og han dog maatte have en scerlig Hjemmel, naar han skulde kunne afhcrnde Tingen, uagtet en Anden har et retmæssigt, skjondt vel betinget Krav paa at faae samme udleveret. I femte Kapitel fremstilles Reglerne for Tilbageholdelsens Ophor, der maa sinde Sted, naar enten Muligheden af en Tilbageholdelse eller Rettighed til samme falder bort. Muligheden tabes, naar Besiddelsen tabes, Rettigheden falder bort, fornemme- ligen naar Fordringen tilintetgjores, dog ogsaa i nogle andre Tilfcelde, saasom under- tiden naar der stilles Besidderen anden Sikkerhed for Fordringen. Til Programmet vare fojede Biografier af de 6 proklamerede Doktorer og Licenti- ater, samt Navnene paa de tilkommende Dekani for 1839. Disse ere: i det theologiske Fakultet Professor (Llausen, — juridisse — — Larsen, — medicinske — — Eschricht, — philosophiske — Etatsraad tvhlenschlcrger. Taler ved Tron stiftet. De i begge de ovenstående Tiler fremforts Onsker for Kongens Vel skulde ikke gaae i Opfnldelse. Den Adle December bortkaldte Doden Hans Majestcet Kong Frederik den Sjette, i hvem Universitetet tabte en Konge der stedse med den varmeste Iver og Interesse havde vaaget over dets Vel, hvis lange Regeringsperiode omslutter alle de indgribende og velgjorende Foranstaltninger som i det sidste halve Aarhundrede have samvirket til Universitetets Fremme og Videnskabeligheds Befordring i vort Foedreland. Dagen efter den hojsalige Konges Dod, den 4de Decb., bragte Universitetet in coi-j»s,i-e Hans Majestcet Kong Christian den Gttende sin Lykonskning. Rektor Etatsraad Vang tiltalte Hans Majestcet med disse Ord: „Jo dybere Hjertet foler, desto foerre Ord komme over Lceberne! Det er ogfaa derfor, at vi her i Universitetets Navn kun med faa Ord bevidne Deres Majestcet vor Sorg, med faa Ord tolke vor Gloede. Der er i Danmark vist Ingen der dybere end vi have folt Sorgen over Tabet af en Fyrste hvis gavmilde Haand aldrig var lukket hvor det gjaldt Videnskabernes Fremme. Allerede tidligt loerte Deres Majestcet at kjende og skatte disses Voerd, derfor er der vist heller Ingen i Danmark der dybere foler Gloe- den over at Savnet saa rigeligen bliver erstattet. Den Fyrste der, Tronen noermest, valgte Kunstens og Videnskabens Tempel til sit kjoereste Opholdssted, vil nu, da Konge- purpuret slynger sig om hans Skuldre, ved en vis og kraftig Aand stotte dets Grund- vold, dets Mure, udvide dets Enemoerker — og derfor er der vist heller Ingen i Dan- mark som af et oprigtigere Hjerte bringer Deres Majestcet sin allerunderdanigste Hylding, sine varmeste Lykonskninger, sine helligste Loster om en rastlos Fremadstroeben paa Videnskabens Bane, Ingen der i et gladere Haab end vi hoeve vore Bonner til den Almcegtige. Han vil skjcrnke Deres Majestcet en lang, en lykkelig Negjering, lykkelig ved bandets stigende Flor og Oplysning, lykkelig ved et erkjendtligt Folks uskromtede Kjoerlighed." Herpaa svarede Hans Majestcet: „Forvisset om at Universitetet deler min dybe Sorg ved min hojtelskede Forgcrngers Bortgang, dvceler jeg gjerne ved Erindringen om hvad dmne har virket for Universitetet, og jeg forsikkrer Dem, at det skal gloede mig inderlig at kunne handle i samme Aand for en Stiftelse der er saa vigtig for Oplysningens Udbredelse i Staten. Gjerne seer jeg mig omringet af Videnskabsmand som jeg har Grund til at hojagte, og jeg beder Dem hver iscer at voere forvisset om, hvor gjerne jeg bidrager til Deres Vel og Tilfredshed," Som Ordforer for en anden Deputation af tre med Universitetet noerbeslcegtede Instituter, Videnskabernes Selskab, Selskabet for Naturlcerens Ud- bredelse og den polytekniske Lcerean stalt, der den folgende Dag bragte Hans Majestcet sin Lykonskning, holdt Etatsraad Drsced folgende Tale: Allernaadigste Ronge! Der er tilfaldet mig det oeresulde Hverv, idag at voere Ordforer for tre Indretnin- ger, som alle ere helligede Videnskaberne: Deres Majestcets Videnskabernes Selskab, Selskabet for Naturloerens Udbredelse og den polytekniske Lcereanstalt. Deres Majestoet deler Selv med hele det danske Folk den dybe Smerte som op- vaktes ved Deres hoje Forgangers Bortkaldelse. Vi kunne ikke andet end voere gjennem- trcengte af de samme Folelser. Mindet om den milde, retscerdige, sor Folkets Vel utroetteligt virksomme Landsfader, og om alle de Fremskridt i Borgerfrihed og Oplysning som skete under hans mangeaarige Styrelse, vil stedse leve i skjonsomme Hjerter, og bevares uforgcengeligt i Historiens Vidnesbyrd. Men disse Folelser kunne ikke ned- Uiuversitetets Aarbog, 1339. Taler ved dcrmpe de glade Forhåbninger hvormed »i hilse Deres Majestcrts Tronbestigelse. Det nu snart hundredårige Selssab, hvis crldste Medlem og Sekreter jeg bar den A5re at vcere, som stiftedes, vedligeholdtes og udvidedes ved kongelig Gavmildhed, havde allerede den Fyrste meget at lakke som nu er bleven vor Konge. Ikke blot den udmcerkede ?(5re, at turde vcrlge Tronens Arving til sin Præsident, men endnu meget mere den stadige Opmærksomhed De skjcenkede dels Forretninger, den Orden, den Virksomhed, den ForbedringSaaNd, som De deri fremmede, og de Fordele en saa ophojet Forstanders Stilling tilvejebragte det, maatte vcere os lige dyrebare, saavel ved den umiddelbare Virkning, som for de Forsikkringer deri indeholdtes for Fremtiden. Selskabet for Naturlærens Udbredelse, hvortil f.rdrelandsksindede Videnskabsvennec saa beredvilligt sammenlraadte ester en Opfordring som jeg havde vovet at lade udgaae, nod allerede imedens det dannedes, ikke blot, hoje Fyrste! Deres Understottelse, men De værdigedes ogsaa at deltage i Naadflagningerne om detS Indretning, og siden at fore Forscrdet i detS Forsamlinger, og det ikke uden en stor og gavnlig Indflydelse paa delS hele Virksomhed. Den polytekniske Loereanstalt, i hvis Navn jeg som Direktor har den ?Ere al tale, har vel ikke kast den Lykke at modtage en ligesaa umiddelbar Indvirkning; men har dog ikke savnet Beviser paa en liae Velvillie. Desuden tor den vel holde sig for- visset om, al Deres Majestæt vil beskytte og fremme en Indretning, der er bestemt til al danne Dyrkere af Videnskaber hvoraf De er en saa udmærket Kjender, og til al udbrede Videnskabens Lys over Kunstflid og Noeringsbrug, som De har vist al De vil beskytte. Dog, vor Tanke bliver ikke staaende herved. Vi vilde ikke med sand frimodig Glcrde kunne fremfore vore Lvkonskninger, dersom del udelukkende var som Videnskaber- nes Ven vi satte vort Haab til Deres Majestcrt. Havde vi fattet en saa indskrænket Anskuelse, maatte vi endog ansees for at savne Sandsen for Videnskabernes inderlige og mangfoldige Sammenhang med Livet. Nej, vi vide og erkjende det med Glcede, al Deres Majestcrt ikke udelukkende vil vcrre Videnskabsmandens eller Kunstnerens, eller nogen enkelt Borgerklasses Konge, men at De omfatter alle Livets mangfoldige For- hold med deres Omhu. Vi leve i en stor og mcrrkelig Tidsalder, fuld af Farer, truende Farer, baade for Folk og Fyrster. I Aarbundredernes Rorkke have ny Kræfter udviklet sig, Oplysning og Hjelpemidler have ikke blot i en uhyre Grad formeret sig, men ogsaa taget ny Ret- ninger, saa at de true voldsomt at sprcrnge de gamle Former, dersom ikke en viS og fredelig Omdannelse forebygger saadanne borgerlige Rystelser hvis Ende, om de fik Over- haand, maaske ingen Nulevende turde haabe at see. Det er os en stor og tillidindgvdende Tanke, at Deres Majesta?t har deltaget i denne Tidsalders Dannelse, og at De allerede paa mere end en Maade har givet Borgen for at De er indviet deri. Vi stole derfor ikke blot paa den Indsigt i Forretninger, den Iver for disses raske og velordnede Gang, den Evne til at scrtte alt dette i Bevægelse, som Tronens Arving alt saa oste viste, men vi gloede os end mere ved at Deres Maiesta?l bringer med paa Tronen vor Tids- alders udvidede, frisindede Ideer, forbundne med et stort i Erfaringens Skole modnet Overblik over Verden. Deres Majestcrt vilde sikkert ikke tiltroe os, at det skulde vcere pludselige, sonder- brydende Forandringer vi ventede af Deres Regjering; vi have tvertimod det sikkre Haab, at de store, indgribende Forbedringer hvortil Tidsalderens raske Gang opfordrer, Tronstifttt. 195 ville af DereS Majestæts fra al Mngstelighed fjerne Aand paa engang med Kraft vorde, paaskyndede og med vis Forsigtighed ledede. Idet jeg havde den ?Ere at staae for min Konge i dette hoitidelige Oleblik, koldt jeg det for min Pligt at udtale dette Folkets tillidsfulde Haab, ikke som noget Deres Majestoet nyt eller lidet bekjendr, men det er Fædrelandskærlighedens Trang at udtale sig, og Statens friske Liv trives, hvor Kongen bestandig har en levende ncervoerende Overbevisning om at hans store og gode Forsætter have Rodsceste i Folkets Hjerte, og naar Folkets Kjcerlighed stedse noeres ved Overbevisningen om Kongens Krast og gode Villie. Da de Ord som tales i Kongernes hoje Sale i vore Tider gjenlyde ti! de fjerneste Hytter, vil ogfaa det som her er talt voere et Bidrag, om end nok saa ringe, til at oplive og vedligeholde den Kjcrrlighed mellem Folk og Konge som er det danske Folks gamle Natur. Ni nedbede Guds Bistand og rige Velsignelse over Deres Majestcet og vort elskede Fodeland, som De kaldtes til at styre. Hs. Majestæts Svar herpaa var, saavidt det efter en Tilhorers Hukommelse kan gjengives, folgende: „?eg finder en sand Tilfredsstillelse ved de Folelser De bevidne mig. Ingen kan dybere end jeg fole det store Tab Landet nylig har, lidt. Min forevigede Forgconger har gjort meget for Videnskaberne, jeg vil strcrbe, ogsaa heri at solge hans Erempel. — De have ikke fejlet, naar De holde Dem overbeviste om min Kærlighed til Op- lysning og Videnskaber, og min Erkjendelse af disses Nodvmdighed til Menneskeslægtens Lvkke og Staternes Blomstren. Det har voeret mig en sand Fornojelse at fore For- scedet i Videnskabernes Selskab, og min ny Stilling skal ikke skille mig dersra. Vel kan jeg ikke mere, som forhen, stadigt mode i Deres Sammenkomster; men saa ofte som sk^e kan vil jeg lade Selskabet samles hos mig, hvad enten dette skeer paa Christians- borg eller i denne Bolig, og vil da fore Forsoedet imellem Dem. Hvad ellers der for- handles i Selskabet, derom kan S^kretceren asloegge mig Beretning, og foriaavidt Noget dertil egner sig, forud melde mig det. Jeg vil iovrigt overlade det til Selskabets egen Afgjorelje, om De ville vcrlge en Vicepræsident, eller forholde Dem efter Vedtægternes Bestemmelse for Fremgangsmaaden i Præsidentens Fravcerelfe. De ville sikkert ikke ophore fortsat at arbejde med Kraft paa Videnskabernes Berigelse til Gavn og ?Ere for Fædrelandet. Intet skal gloede mig inderligere end at fremme Selskabets Bedste. I Selskabet for Naturlærens Udbredelse har jeg ligeledes med megen Tilfredshed fort Forfoedet, og glcedet mig over den Iver og det Held hvormed det har arbejdet paa at udbrede Sands for Naturkundskaber og deres Anvendelse, ikke blot i ver Ncerhed, men ogsaa i Landets so.rskjellige Dele. Ikke heller fra dette Selskab vil jeg skille mig; vel maa jeg nu overlade Ledningen af Forretningerne ialmindelighed til Selskabets Direk- tion, men i vigtige Tilfcrlde, isoer ved Bestemmelsen af det aarlige Budget, vil jeg see Direktionen hos mig. Den polytekniske Læreanstalt har jeg med Fornojelse seet blomstre, og allerede at danne mange dygtige unge Mcrnd, som have begyndt at gavne Videnskab og Foedreland, og af hvilke Fremtiden tor vente vigtige Tjenester. Jeg skal stedse vcrre beredvillig til ar fremme denne Læreanstalts Bedste, og onsker at De med Tillid henvende Dem til mig i Alt hvad dec angaaer dens Tarv. Taler ved Tronskiftet. I Henseende til det som De have sagt om Videnskabernes Indvirkning paa Stalg- forholdene, ville De i del aabne Brev som idag udgaaer see de Grundsoetninger hvor- efter jeg »igler al regjere. Del er med en egen Tilfredshed at jeg seer mig omringet af saa mange Videnskabs- mand, og deriblandt saa mange af Universitetets L»rcre. Jeg veed, at De besjcrles af sand Foedrelandskjcrrlighed, og udbrede en Aand som jeg vil onffe, de unge Videnskabs- dyrkere der ere betroede Deres Vejledning maae tilegne sig, og derfra udbredes i Samfundet. Mit inderligste Onske er at Videnskaberne maae kraftigt blomstre hos os, og jeg nedbeder derfor Himlens Velsignelse over alle Videnskabers redelige Dyrkere."