Det akademiske Lærersamfund.
9
sin Embedsvirksomhed. To yngre lovende Naturforskere, om hvem han med
Rette havde næret de hedste Forhaabninger, vare nemlig blevne bortrevne,
den ene af Brystsyge, den anden aldeles uventet paa en Rejse til Grønland,
medens der nu var de bedste Udsigter til at kunne faae Savnet af en Docent
afhjulpet, et Savn, som ikke var blevet formindsket i de mellemliggende Aar.
Det var selvfølgeligt, at han i en fremrykket Alder havde vanskeligt
ved at varetage de ham paahvilende Pligter paa en for ham selv tilfreds-
stillende Maade; thi foruden at skulle holde de obligatoriske Forelæsninger
for Studiosi magisterii og Polyteknikere og bestyre det mineralogiske Mu-
seum, var det paalagt ham af Kirke- og Undervisningsministeriet at lede
den geologiske Undersøgelse af Danmark, som foretoges af 3 Geologer og
6 Assistenter, og dertil maatte endvidere føjes Ledelsen af Undersøgelserne
baade i Vest- og Øst-Grønland, som vare ham overdragne henholdsvis af
Indenrigs- og Marineministeriet. Han var ganske vist ikke absolut forplig-
tet til at udføre de sidstnævnte Hverv, men paa den anden Side kunde han
ikke godt forsvare at negte sin Bistand dertil, naar han indtrængende blev
anmodet derom. Endelig var der Forberedelserne til Museets Flytning, forud
for hvilket der maatte udføres meget Museumsarbejde.
Under disse Forhold maatte han anse det for uforsvarligt, foruden
anden materiel Assistance, som han senere skulde søge om, ikke at andrage
om at maatte faae en Medhjælp til Afholdelsen af Forelæsningerne, der
jo skulde gaa deres uforstyrrede Gang baade før og under Flytningen.
Han anholdt derfor om, at det maatte blive overdraget Museumsassi-
stent Ussing fra 1ste April 1891 at holde de Forelæsninger, som han ikke
maatte kunne overkomme under disse exceptionelle Forhold, i et Tidsrum af
3 Aar mod et aarligt Honorar af 1300 Kr.
Konsistorium indstillede i Skrivelse af 2den Juni 1890, at det oven-
nævnte Honorar maatte blive optaget paa Finanslovforslaget for 1891 - 92.
Efterat begge Rigsdagens Ting havde bifaldet Opførelsen af Honoraret paa
Universitetets Udgiftspost 7 a, og Bevillingen var blevet optaget paa Kirke-
og Undervisningsministeriets Budget, blev det ved kgl. Resolution af 16de
April 1891 bifaldet, at der tillagdes Cand. polyt. N. V. Ussing 1300 Kr.,
som 1ste Del af et treaarigt Honorar for at holde Forelæsninger over Mine-
ralogi og Geognosi. I Skrivelse af 25de April s. A. meddelte Ministeriet
derhos Konsistorium, at den nærmere Ordning af de Kandidat Ussing paa-
lagte Forelæsninger overlodes til Professor mineralogiæ.
III. Forelæsninger, Øvelser og Examina.
1. Forhandlinger om en Reform af Undervisningen i de lærde Skoler.
Ved Skrivelse af 27de Juni 1889 til Undervisningsinspektionen for de
lærde Skoler optog Kirke- og Undervisningsministeriet til Forhandling Spørgs-
maalet om en Reform af Undervisningen i de lærde Skoler med det Formaal
at søge de Mangler afhjulpne, som i Aarenes Løb havde vist sig at være
en Følge af den ved Lov af 1ste April 1871 indførte Ordning af den højere
Skoleundervisning. Ministeriet udtalte i Skrivelsen Følgende:
Universitets Aarbog.
2
10
Universitetet 1889 —1890.
Som det vilde være Undervisningsinspektionen bekjendt, havde Mini-
steriet tidligere, nemlig ved et i Rigsdagssessionen 1884—85 fremsat Lov-
forslag, der dog ikke kom til Behandling, forsøgt at reformere Landets hele
Skolevæsen lige fra Almueskolen til den lærde Skole. De forhaanden væ-
rende Tidsforhold, politiske saavelsom økonomiske, havde imidlertid bragt
Ministeriet til at forlade denne Vei og til først at rette sine Bestræbelser
paa en Afhjælpning af de Mangler, som den lærde Skoles Ordning led
under, idet man gik ud fra, at det vilde være muligt at opnaa dette For-
maal ved Hjælp af nye Lovbestemmelser.
Til disse Mangler hørte efter Ministeriets Opfattelse den i 1871 ind-
førte Tvedeling af Skolen. Den mathematisk-naturvidenskabelige Afdeling-
var formentlig noget for meget en Fagskole, og for lidet en Skole, der
meddelte almindelig Dannelse. Da Latinundervisningen her kun fortsattes
til Udgangen af 4de Klasse, kunde den neppe blive til saadan Nytte for
Disciplenes hele Uddannelse, som den burde. Hvad den sproglig-historiske
Afdeling angik, da gjaldt noget Lignende om Matematikundervisningen
for dens Vedkommende som om Latinen paa den anden Side, om end
muligvis i mindre Grad.
Det forekom Ministeriet, at den naturligste Vei til en forbedret Ord-
ning maatte være den, at man ophævede den mathematisk-naturvidenskabe-
lige Afdeling og gjenindførte Matematikundervisningen overalt i de to
øverste Klasser. For at gjøre dette muligt vilde det vistnok kunne for-
svares at udskyde Græsk og Oldnordisk af Skolen. Ministeriet maatte
ganske vist erkjende, at det vilde være af stor Betydning for Disciplenes
Udvikling, om det var muligt at give dem en saa grundig Undervisning i
Græsk, at der for Flertallets Vedkommende var nogen rimelig Udsigt til,
at de ogsaa i deres senere Liv kunde forstaa en lettere græsk Bog. Men
noget Saadant kunde ikke ventes; dertil var Undervisningstiden for kort,
og den kunde ikke forlænges. Hvad Oldnordisk angik, havde der neppe
nogensinde været tilstrækkelig Grund til at indføre dette Fag i Skolen.
Ved de to nævnte Fags Udsondring vilde omtrent 25 ugentlige Timer
(for de 4 øverste Klasser tilsammen) blive ledige. Naar der heraf tildeltes
Mathematik og Naturlære 9 Timer, blev endnu 16 til Disposition. Man
havde tænkt sig, at der heraf burde anvendes 6 i Forbindelse med Latin-
undervisningen, saaledes at de væsentligt benyttedes til at give Disciplene
Indblik i den græske Literatur ved Hjælp af Oversættelser, samt Kundskab
i Mythologi og Antikviteter. 3 Timer havde man tænkt sig henlagte til
Religionsundervisningen, hvis Timeantal i de 4 øverste Klasser var for ringe,
saaledes at dette Fag tik to ugentlige Timer i hver Klasse, endvidere 2
Timer til Historie til at forstærke Timeantallet i 3die og 4de Klasse, og 2
til Geografi, hvilke Fag begge, især det sidste, trængte til en Forøgelse af
Undervisningstiden; og endelig tænktes de 3 sidste Timer anvendte til
Fransk, da dette Fag kunde trænge til al den Tid, som lod sig afse til det.
Naar saaledes Græsk udelukkedes af Skolen, vilde det blive nødvendigt
ved Universitetet at indrette en elementær Undervisning i dette Sprog for
de Studerende i deres første eller de to første Universitetsaar, hvilken
Undervisning vistnok kun burde være obligatorisk for Theologer.
Forelæsninger, Øvelser og Examina.
11
I en anden Henseende trængte den nuværende Ordning til en For-
andring, forsaavidt som de ved kongelig Anordning af 25de Oktober 1883
om Skoleembedsexaminer tilsigtede Bestemmelser om Adgangen til Rektor-
embeder og Overlærerembeder søgtes ophøiede til Lov istedetfor de i Lov
af 28de Marts 1855 derom indeholdte Bestemmelser.
Endelig formente Ministeriet, at det burde tages under nøje Overvei-
else, om det ikke vilde være rigtigt at henlægge Skolernes Aarsexaminer
saavelsom de afsluttende Examiner til Tiden i December Maaned før Jule-
ferien, hvilken Omordning, som det vilde være Inspektionen bekjendt, lod
sig gjennemføre ved administrative Bestemmelser.
Over de foranstaaende Bemærkninger udbad Ministeriet sig Inspektio-
nens Betænkning.
En Rundskrivelse af samme Indhold blev under 8de Juli 1889 af
Ministeriet send.t Rektorerne for de kgl. lærde Skoler, hvorhos Rektorerne
anmodedes om at møde i Kjøbenliavn i Sommerferien s. A., for at for-
handle indbyrdes om den paagjældende Sag.
Samtidig opfordrede Ministeriet Rektoren for Herlufsholm Skole og
Bestyrerne af samtlige private Latinskoler til at yttre sig om fornævnte Sag.
Endelig modtog Ministeriet fra det kirkelige Raad en Udtalelse
angaaende det græske Sprogs Betydning for den lærde Skoleundervisning
samt 3 Henvendelser henholdsvis fra mathematisk-naturvidenskabelige Fag-
lærere og Videnskabsmænd, 70 Lærere i klassiske Sprog og 38 Naturhistorikere.
Idet man angaaende de i Henhold Ministeriets Anmodning afgivne Be-
tænkninger skal henvise til Meddelelser angaaende de lærde Skoler m. v.
for Skoleaaret 1889—90 S.g41—185, skal man i det Følgende meddele de
Forhandlinger, der have fundet Sted om denne Sag med Universitetet.
Under 13de November 1889 tilskrev Ministeriet for Kirke- og Under-
visningsvæsenet Konsistorium saaledes:
Med det Formaal at søge Manglerne ved Ordningen af den højere
Skoleundervisning afhjulpne, havde Ministeriet nylig forhandlet med ved-
kommende Sagkyndige paa Grundlag af et Forslag, der i Hovedsagen gik
ud paa at ophæve den lærde Skoles nuværende Tvedeling i en sproglig-
historisk og en mathematisk-naturvidenskabelig Linie. For at kunne naa
dette Formaal ved Gjennemførelsen af fælles Undervisning i Latin og Ma-
thematik i Skolens øverste Klasser, havde man foreslaaet at lade den sprog-
lige Undervisning i Oldnordisk og Græsk bortfalde.
Efter nøjere Overvejelse af Sagen havde Ministeriet fundet det rettest
at underkaste sit Forslag forskjellige Ændringer, uden dog at fravige Grund-
tanken i dette. Man var herved bleven ledet til at optage den, baade tid-
ligere og under den nys stedfundne Forhandling fremsatte Betragtning, at
der vilde kunne opnaaes væsentlige Fordele ved at sætte Skoleundervisnin-
gen i en nærmere organisk Forbindelse med Universitetet. Da der baade
af denne og af andre Grunde blev Spørgsmaal om at kræve Universitetets
Medvirkning til Gjennemførelsen af den paatænkte Reform, ønskede Mini-
steriet, forinden man gik videre i Sagen, at give Universitetets Lærere
Lejlighed til at udtale sig om denne i den fyldigst mulige Form.
2*
12
Universitetet 1889—1890.
Idet Ministeriet i denne Anledning henvendte sig til Konsistorium,
maatte Ministeriet paa Grund af den nære Sammenhæng mellem alle de
her foreliggende Spørgsmaal, anse det for nødvendigt i Hovedtrækkene at
meddele, hvorledes man i det Hele tænkte sig den højere Skoleundervisning
omordnet, og hvilke Betragtninger der havde været bestemmende for Mini-
steriet. Til nærmere Oplysning om Sagen skulde henvises til den med-
følgende trykte Samling, som indeholdt Ministeriets foreløbige Forslag og
de Betænkninger, der over dette vare afgivne af Uudervisningsinspektionen
samt af Rektorerne for Statsskolerne og Bestyrerne af de private lærde
Skoler, tilligemed en fra det kirkelige Raad modtagen Indstilling. Tillige
medfulgte en senere indkommen Adresse, der var underskreven af 70 Lærere
i de klassiske Sprog.
Den højere Skoleundervisning skulde ikke have det Formaal at for-
berede til specielle Livsstillinger, men det var dens Opgave at meddele en
saadan almindelig Aandsudvikling og alsidig Kundskabsfylde, som kunde
have Betydning i alle Livsforhold. Efter de Grundsætninger, paa hvilke
Ordningen her i Landet i 40 Aar havde været bygget, maatte Almendan-
nelsen have et dobbelt Grundlag, dels i Kjendskabet til den menneskelige
Aands Udvikling og Yttringsformer, dels i Indsigten i Naturlivet og de Love,
som styrede dette. Blandt Undervisningsfagene paa hver Side indtog det
latinske Sprog og Mathematiken en central Plads. Disse tvende Fag havde,
hver paa sin ejendommelige Maade og saaledes, at de gjensidig supplerede
hinanden, en fremherskende Betydning for Udviklingen af logisk Sans og
selvstændig Tænkning. Latinen var, ved Siden af Modersmaalet, det ube-
tinget vigtigste Middel for den sproglig-grammatiske Uddannelse; i de le-
vende Fremmedsprog kunde og burde Undervisningen ikke forfølge dette
Maal, men maatte have et ganske overvejende praktisk Øjemed. Mathema-
tiken var ikke blot i sig selv uundværlig for Øvelsen i abstrakt Tænkning;
den mathematiske Dannelse var tillige en nødvendig Forudsætning for For-
staaelsen af Naturens Love og Verdensbygningen.
Naar disse Betragtninger toges til Udgangspunkt, kunde det ikke be-
strides, at den ved Loven af 1871 indførte Tvedeling af den højere Under-
visning betegnede et Tilbageskridt, forsaavidt som man derved, vel ikke
principielt, men dog faktisk, i det Væsentlige havde opgivet at naa en al-
sidig og harmonisk Dannelse gjennem Skoleundervisningen. Idet Undervis-
ningen i Latin og i Mathematik, hver for sin Afdelings Vedkommende,
ophørte ved Udgangen af 4de Klasse, altsaa omtrent i 16 Aars Alderen,
lik Disciplene et ganske utilstrækkeligt Kjendskab til enten det ene eller
det andet af disse Fag, ikke blot fordi Stoffet lærtes i ringe Omfang, men
især fordi Undervisningen standsedes netop i den Alder, hvori disse Fag
først ret kunde udøve deres almendannende og modnende Virkning. Paa
Grund af Afslutningen i 4de Klasse og det dermed følgende Repetitions-
og Examensarbejde, som yderligere forøgedes ved Fordringen om latinsk Stil
til 4de Klasses Examen, lik Undervisningen i de tvende Hovedfag et Præg
af forhastet Udenadslæren, som var i absolut Strid med Fagenes Natur og
deres Betydning for Skolen.
Forelæsninger, Øvelser og Examina.
13
Den lærde Skole var paa denne Maade kommen ind i en uheldig En-
sidighed og nærmede sig, langt mere end den burde, til at være en Fag-
skole. Dette gjaldt vel fortrinsvis om den mathematisk-naturvidenskabelige
Afdeling, hvor Undervisningen i klassisk Sprog og Literatur var reduceret
til et Minimum af Latinlæsning, men det gjaldt ogsaa for den sproglig-
historiske Linie, hvor saadanne Fag som Fysik og Astronomi i de øverste
Klasser kun fik en rent overfladisk Betydning paa Grund af det mangelfulde
mathematiske Grundlag. De øvrige Mangler og Misgreb, som knyttede sig
til Tvedelingen og den dermed forbundne Ordning af 4de Klasses Examen,
vare saa alsidig belyste ved de Sagkyndiges Udtalelser, at man derom kunde
indskrænke sig til en Henvisning til de trykte Forhandlinger.
Hovedopgaven for enhver Reform maatte være den, at gjenindsætte
Latin og Mathematik, i Forbindelse med den mekaniske Fysik, i disse Fags
naturlige og oprindelige Plads som Fællesfag for alle Disciple igjennem
hele Skolen. Men hertil vilde udkræves en Forøgelse af Timeantallet i
disse Fag, og denne Forøgelse burde ikke ske paa Bekostning af de virkelige
Fremskridt, der vare naaede ved Skolereformen af 1871.
Det kunde ligge nær at tænke paa at søge det i 1871 fastsatte Maxi-
mum af ugentlige Undervisningstimer (30, foruden Sang og Gymnastik) ud-
videt med nogle faa ugentlige Timer. Ministeriet maatte anse en saadan
Udvej for aldeles utilraadelig. Den oftnævnte Lov havde for en meget
væsentlig Del det Formaal at imødekomme de ofte og længe gjentagne
Klager over Disciplenes Overbebyrdelse, og den nugjældende Regel om Time-
antallet maatte betragtes som et af aarlange Overvejelser fremgaaet Kom-
promis mellem Skolens og Livets Fordringer, som der ikke kunde rokkes
ved, uden at Skolen udsattes for de gamle Bebrejdelser for at tiltage sig
et utilbørlig Raaderum paa Bekostning af Ungdommens frie Udvikling.
Ligesaa lidt kunde der for Alvor være Tale om at skaffe Plads ved
at fjerne de nyere fremmede Sprog fra den Plads i de to øverste Klasser,
som de havde opnaaet i 1871. Dette vilde være et aabenlyst Tilbageskridt,
i Betragtning af de levende Sprogs store og almindelige praktiske Betyd-
ning, der under vort Lands Forhold gjorde sig gjældende med særlig Styrke.
Skolen vilde herved fornegte en af sine Opgaver, at udruste Disciplene med
almennyttige positive Kundskaber.
Ved disse Overvejelser var Ministeriet blevet ledet til at bringe Op-
givelsen af den oldnordiske og græske Sprogundervisning i Forslag. Hvad
det første af disse Sprog angik, havde det langt overvejende Antal af Sko-
lens Repræsentanter sluttet sig til Forslaget, og man kunde saa meget
mindre linde Betænkelighed ved at fastholde dette, som man ad anden Yej,
hvad det Følgende vilde vise, var betænkt paa at søge Erstatning for, hvad
der ved Afskaffelsen af Undervisningen i Oldnordisk kunde tabes med Hensyn
til Indsigten i Modersmaalets Udvikling.
For det græske Sprogs Vedkommende havde Forslaget fra flere Sider
fremkaldt en Række af Indsigelser, forskjellige i deres Begrundelse, men
for den største Del mere eller mindre bundende i et personligt Skjøn. Her,
hvor det ene Skjøn stod mod det andet, var det berettiget til at holde sig
til de uimodsigelig kompetente Domme, navnlig de af Undervisningsinspek-
14
Universitet 1889 — 1890.
tionens Flertal udtalte, som havde bekræftet, hvad man paa Forhaand havde
anseet for sandsynligt, og Ministeriet kunde ikke andet end fastholde den
Opfattelse, at Undervisningen i græsk Sprog, i Forhold til de givne Midler,
sigtede imod et altfor idealt Maal, og at den med det Timeantal, som kunde
tillægges den, end ikke tilnærmelsesvis kunde naa dette Maal. At der ikke
heri laa nogen Miskjendelse af den uundværlige Betydning, som Kjendskab
til de højeste Former af Oldtidens Literatur og Kultur havde for Ung-
dommen, turde være godtgjort ved Ministeriets Forslag om at erstatte
den sproglige Undervisning i Græsk med Læsning af græske Forfattere
i Oversættelse og i det Hele med Undervisning i græsk Oldtidskundskab,
omfattende Mythologi, Kunst- og Kulturhistorie. De Indvendinger, der vare
fremkomne mod denne Undervisningsform, og som væsentlig støttede sig
til, at den var ny og uprøvet, forekom ikke Ministeriet holdbare, og under
Forudsætning af, at denne Undervisning stilledes som et selvstændigt
Examensfag for Skolens tre øverste Klasser, turde det snarere være et mod
al Erfaring stridende Postulat, at der ikke ad denne Vej kunde erhverves
en værdifuld Kundskab.
Idet man i hvert Fald maatte anse det for et uomtvisteligt Fremskridt,
at de Disciple, som under den nuværende Ordning aldeles Intet lærte om
den græske Oldtid, uden igjennem hvad Historieundervisningen kunde med-
dele dem, tik Adgang til den her omtalte Undervisning, var man paa den
anden Side kommen til den Antagelse, at det vilde være rigtigt i et vist
Omfang at tage Hensyn til de for Bevarelsen af den græske Sprogundervis-
ning fremførte Grunde. Disses reelle Betydning lod sig neppe bestride,
naar der var Spørgsmaal om Uddannelsen af deStuderende, for hvem Kund-
skaber i græsk Sprog vare absolut nødvendige. For de theologiske Stude-
rende var et videnskabeligt Studium betinget af saadanne Kundskaber, og
det Samme gjaldt for en Del af dem, der forberedte sig til Skoleembeds-
examen. Det lod sig ikke med Sikkerhed forud beregne, hvor meget Studie-
tiden vilde forlænges ved, at de Paagjældende henvistes til at søge Under-
visning i Græsk ved Universitetet — saaledes som det nu var Tilfældet
med Hebraisk — men den blotte Mulighed af, at Studierne i en betydelig
Grad kunde vanskeliggjøres for en talrig Klasse af Akademikere, turde i
og for sig være en tilstrækkelig Grund til at lade Skolen lempe sig efter
dette praktiske Hensyn.
Man havde tænkt sig, at dette Hensyn kunde imødekommes i passende
Udstrækning ved, at der bibeholdes en vis Tvedeling af Undervisningen,
vel at mærke kun i Skolens to øverste Klasser, og af en ganske anden og
mere begrænset Karakter end den nuværende Tvedeling. I disse Klasser
kunde Diciplene da efter eget Valg lære enten Græsk, hvormed vilde følge
en mere begrænset Undervisning i Mathematik og Naturlære, eller ogsaa
disse Fag i et større Omfang, i Forbindelse med Undervisning i græsk
Oldtidskundskab, saaledes som det foran var angivet. Kun i de her nævnte
Fag vilde Undervisningen blive forskjellig for de to Afdelinger; i alle andre
Fag, derunder Latin, vilde den være fælles. Naar det toges i Betragtning,
at Disciplene i den Alder, som der her var Tale om, kunde antages at have
truffet deres Valg med større Modenhed og med bedre Betingelser for Til-
Porelæsninger,' Øvelser og Examina.
15
egnelsen af deres særlige Fag, end det ved den nuværende Ordning, hvor
Tvedelingen begyndte i 3die Klasse, turde forudsættes, kunde der vistnok
gjøres Regning paa, at den eventuelle græsk-latinske Afdeling med 7
ugentlige Timer i Græsk for hver Klasse i Løbet af to Aar kunde føre sine
Disciple ligesaa vidt i dette Sprog, som de nu naaede ved Udgangen af
næstøverste (5te) Klasse, under den Forudsætning, at der ved Examen kun
opgaves de Forfatterpensa, der vare læste som nye i det sidste Aar. For
denne Linies Vedkommende maatte Undervisningen i Mathematik og Natur-
lære tilsammen rimeligvis indskrænkes til 3 ugentlige Timer i den ene og
4 i den anden Klasse; det var imidlertid klart, at disse Fag dog vilde give
et uden Sammenligning større Udbytte, end de nu gave for den sproglig-
historiske Linie, hvor Undervisningen i Mathematik allerede indskrænkedes
i 3die Klasse og helt bortfaldt for de øverste Klasser.
For den anden Linie, den mathematisk-latinske, vilde Optagelsen af
af Latin som Fællesfag og af græsk Oldtidskundskab som særligt Fag nød-
vendiggjøre nogen Indskrænkning af Matematikundervisningen, i Forhold
til det Maal, hvortil den nuværende Skoles ene Afdeling kunde føre sine
Disciple. Forsaavidt Skolen muligvis herved blev ude af Stand til at give
en direkte Forberedelse til specielle Læreanstalter, navnlig den polytekniske,
var dette dog ikke Andet, end hvad der ligefrem fulgte af den foran udtalte
Grundbetragtning af den lærde Skoles Yæsen og Opgave.
Som fælles for alle Disciple burde latinsk Stil vistnok gjenindføres som
Examensfag ved Afgangsexamen, men uden at der stilledes større Fordringer
end ved den nuværende Stilprøve ved 4de Klasses Examen. Denne Prøve
vilde herved komme paa sin rette Plads og blive en langt mindre Byrde
for Disciplene, end den nu var. For de øvrige Skolefags Vedkommende
kunde Ministeriet paa Sagens nuværende Trin ikke linde Anledning til at
rejse Spørgsmaalet om nogen betydeligere Forandring i de gjældende Regler,
og den Udvidelse af Timeantallet, som man i det foreløbige Forslag havde
ment at kunne tillægge forskjellige Fag, havde man, for at kunne ordne
Sagen paa den her angivne Maade, i det Væsentlige maattet opgive. Man
havde dog anseet det for at være en naturlig Erstatning for Afskaffelsen af
Oldnordisk, at Timeantallet i Dansk i hver af de to øverste Klasser forstær-
kedes med 1 ugentlig Time, og ligeledes maatte man anse 1 Times ugentlig
Undervisning i disse Klasser, dels i Jord- og Naturbeskrivelse, dels i
Geognosi, for et heldigt Supplement til den naturvidenskabelige Undervisning.
Endvidere havde man tænkt sig Engelsk indført som obligatorisk Fag i 3die
og 4de Klasse. Paa den anden Side turde det være rigtigst at afskaffe den
nuværende Prøve i fransk Stil ved Afgangsexamen, for at Tiden paa en
frugtbarere Maade kunde anvendes til Læsningen af dette Sprog, der i
Fremtiden ligesom nu maatte betragtes som det vigtigste af de i Skolen
lærte moderne fremmede Sprog.
De Savn, som den her antydede Omordning, sammenlignet med den
nuværende Tilstand, vilde fremkalde, havde, i alt Fald fra Skolens Stand-
punkt, kun liden Betydning i Forhold til, hvad der vilde opnaaes til
Fremme af den højere Skoles egentlige Formaal. Men baade for at afhjælpe
disse Savn og for at give Skolens Undervisning en saa fyldig Afrunding i
16
Universitetet 1889 —1890.
forskjellige Retninger, som i og for sig var ønskelig, men med den engang
givne Begrænsning af Skolens Omraade ikke kunde fordres af denne, ønskede
Ministeriet det taget under alvorlig Overvejelse, om der ikke ad den ved
tidligere Traditioner anviste Vej kunde raades Bod paa Skolens Ufuldkom-
menhed, nemlig ved Indførelsen af et Skoleundervisningen supplerende
Universitetskursus med tilhørende Examen. Denne Examen, der maatte
tages Aaret efter Afgangsexamen ved Skolen, vilde, efter Ministeriets
Tanke, i det Hele faae en lignende Betydning som den i 1850 ophævede
saakaldte anden Examen.
Man havde foreløbig tænkt sig dette Kursus ordnet saaledes, at der
til Forelæsnings- og Examensfag valgtes Filosofi, Historie, dansk Sprog-
historie, Fysiologi, og et af følgende tre Fag: Græsk, Mathematik eller
Naturvidenskab; ialt altsaa 5 Fag. Filosofi vilde beholde det samme
Omfang som nu ved filosofisk Examen. I Historie skulde gives en Udsigt
over et enkelt Tidsrum af større kulturhistorisk Betydning, henhørende til
de Perioder, som bleve gjennemgaaede paa mere kortfattet Maade i Skolen.
En Forelæsning over dansk Sproghistorie, som omfattede Udviklingen fra
Oldtiden indtil Holbergs Tid, vilde vistnok kunne erstatte, hvad der i
visse fletninger mulig tabtes ved Opgivelsen af oldnordisk Sprog i Skolen.
Det fysiologiske Kursus maatte give et Omrids af Læren om det menne-
skelige Legeme og dets Funktioner og, med større Kortfattethed, af Sundheds-
læren. - Græsk maatte være obligatorisk Fag for dem, der senere vilde tage
theologisk Examen eller Skoleembedsexamen med Latin som Hovedfag;
iøvrigt skulde Examen i Græsk kunne tages særskilt som Tillægsprøve.
itøa^ewaft/cundervisningen vilde, ligesom det græske Kursus, blive et
Supplement til Skolens Undervisning, beregnet paa at føre de Studerende
til det samme Maal, som under den nuværende Ordning kunde naaes i
Skolen, saaledes at de, der havde gjennemgaaet dette Kursus med den af-
sluttende Examen, derefter umiddelbart kunde gaa over til den polytekniske
Læreanstalt. Ogsaa denne Prøve burde kunne tages særskilt som Tillægs-
prøve. Yed Naturvidenskab, som maatte studeres af dem, der ikke vilde
gaa den specielt græske eller mathematiske Yej, var tænkt paa et Kursus
enten i kemisk Fysik, eller i Astronomi, eller i Geologi.
Med Forbehold af det allerede Anførte, vilde det iøvrigt være en Selv-
følge, at alle de Rettigheder, der nu vare knyttede til Afgangsexamen ved
Skolen, henholdsvis i den ene eller den anden Retning, i Forbindelse med
filosofisk Examen, fremtidig paa ligelig Maade maatte tilkomme Alle, der
havde bestaaet Afgangsexamen i Forbindelse med den Examen, der skulde
afslutte det første Universitetsaar.
Man havde ikke overset, at den anden Del af Afgangsexamen, til
hvis Ordning der her var givet foreløbige Antydninger, maatte, hvorledes
den end indrettedes, uundgaaeligt optage de unge Studerendes Tid fuld-
stændigt i Løbet af et Aar, hvis den overhovedet skulde have nogen virkelig
Betydning. Man havde derfor ogsaa imødeseet den Indvending, at Studietiden
vilde blive forlænget. Hertil maatte først i Almindelighed bemærkes, at
med de Fordringer, som den lærde Skole for Tiden stillede, og som ikke
tænktes kvantativt forøgede, faldt Udgangen af Skolen her i Landet paa et
Forelæsninger, Øvelser og Examina.
17
forholdsvis tidligt Alderstrin, ofte i Nærheden af den lovmæssige Minimums-
alder af 17 Aar. Praktisk seet, var Forholdet vistnok det, at ikke faa
Studenter kun havde liden Nytte af det første Universitetsaar, dels fordi
de endnu ikke havde kunnet tage Bestemmelse om deres Fremtid, dels
fordi de manglede Vane og Øvelse i at arbejde paa egen Haand. Baade af
den ene og den anden Grund vilde et Kursus som det foreslaaede, alene
ved at lægge Arbejdet tilrette under den med Examen følgende Tvang,
være et stort Gode for saadanne unge Mennesker. Det forste Studenteraar
vilde danne en naturlig Overgang fra Skolen til det frie Universitetsstudium
og tillige modne Bevidstheden om det indre Kald. For de andre, nu for
Tiden vistnok de talrigste Studenter, der strax med ihærdig Flid kastede
sig over et bestemt Studium, vilde under den forudsatte Ordning det første
Universitetsaar vistnok blive et ligefremt Tillæg til Studietiden. Til Gjen-
gjæld vilde Embedsstudiet komme til at hvile paa en bedre befæstet Almen-
dannelse, men der vilde ikke destomindre med en vis Berettigelse kunne
klages over en saadan Forlængelse af Universitetsaarene.
Ministeriet vilde derfor betragte Gjenindførelsen af Afgangsexamens
anden Del i den her fremstillede Form som betinget af, at der fra Univer-
sitetets Side kunde, for de forskjellige Fmbedsexaminers Vedkommende,
gives Tilsagn om en til Forslaget svarende Lettelse af Examensfordringerne,
saaledes at Universitetsstudiet i det Hele ikke vilde komme til at optage
længere Tid end nu. Naar der saaes hen til Forholdene i andre Lande,
kunde man ikke antage Andet, end at en saadan Afkortning af Studietiden,
enten ved Indskrænkning af Stoffet eller ved en nøjagtigere Præcisering af
Examensfordringerne, maatte kunne gjennemføres uden Skade for den faglige
Uddannelse.
I det Hele taget maatte Ministeriet sætte den største Pris paa, baade
i den ene og den anden Betning, at opnaa Universitetets Medvirkning til
dets Formaal, forsaavidt som der her var Spørgsmaal om at udvide Ung-
dommens almindelige Dannelse paa den heldigste og mest frugtbringende
Maade.
Ministeriet anmodede derfor Konsistorium om at ville foranledige, at
fornævnte Sag i dens Helhed toges under Overvejelse af alle Universitetets
Fakulteter, ikke blot med Hensyn til Sagens umiddelbare Betydning for
Universitetet, men ogsaa forsaavidt som de paatænkte Forandringer i Skolens
Undervisning turde antages at ville paavirke de akademiske Studier.
Efterat Konsistorium havde forhandlet om ovennævnte Sag, anmodede
det under 12te December 1889 Fakulteterne om at afgive Erklæringer.
1) Det theologiske Fakultet bemærkede i sin Erklæring af 15de Marts
1890 Følgende:
Det ved Ministeriets Skrivelse fremkaldte Spørgsmaal berørte to
Punkter, nemlig Spørgsmaalet om det græske Sprogs Stilling indenfor den
lærde Skoleundervisning og Spørgsmaalet om Oprettelsen af en Slags »anden
Examen« ved Universitetet.
Med Hensyn til Spørgsmaalet om det græske Sprogstudium i de lærde
Skoler havde der indenfor Fakultetet gjort sig en noget forskjellig Opfattelse
gjældende. Et Flertal, bestaaende af fire af Fakultetets Medlemmer
Universitet« Ajtrbog.	■}
18
Universitetet 1889 —1890.
(Professorerne H. Scharling, P. Madsen, Fr. Nielsen og Fr. Buhl), tog sit
Udgangspunkt i sin levende Overbevisning om det græske Sprogstudiums
fremragende Betydning for Undervisningen i de lærde Skoler som et aldeles
uundværligt Dannelsesmiddel, der ikke turde henregnes under de altfor
ideale Fordringer, som man havde Nødvendighedens Ret til at slaa af paa.
I denne Henseende kunde Flertallet i alt Væsentligt slutte sig til de Ud-
talelser om Nødvendigheden af at bevare Græsk i de lærde Skoler, der vare
fremkomne i Løbet af forrige Aar fra forskjellige Sider, saa at det kunde
nøjes med i Almindelighed at henvise til dem.
Med ikke mindre Styrke maatte Flertallet hævde, at et grundigt Stu-
dium af det græske Sprog var en nødvendig Livsbetingelse for det theolo-
giske Studiums sunde og kraftige Udvikling. Det fandt sig i denne Hen-
seende foranlediget til at tilbagevise nogle Bemærkninger, der vare udtalte
i de af Ministeriet tilsendte »Forhandlinger om en Reform af Undervisningen
i de lærde Skoler«, fordi de efter dets Mening indeholdt en ganske urigtig
Opfattelse. Saaledes udtalte Undervisningsinspektionens Flertal en Tvivl
om, »hvorvidt det overhovedet er nødvendigt eller tjenligt for den store
Masse af Præster at kunne læse Testamentet i Grundsproget. Der kan
hos Mange derved vækkes en falsk og derfor skadelig Indbildning om at
besidde en Evne til selvstændig Skriftfortolkning ved Sprogets Hjælp, som
slet ikke er tilstede«. Der henvistes derhos til nogle Udtalelser af Viborg
Kathedralskoles Rektor, hvor det blandt Andet hed: »Jeg kunde nævne
flere Vidnesbyrd for, hvilke forunderlige Opfattelser af enkelte Steder i den
hellige Skrift selv dygtige Præster ere komne til, enten ved Mangel paa
fuld Indsigt i Sprogets Love eller ved Mangel paa Evne til at gjøre en sund
Brug af det Kjendskab til saadanne Love, som de dog virkelig havde«.
Selv om saadanne Tilfælde kunde være fremkomne i det private Liv — i
den nyere danske theologiske Literatur vilde man vistnok have vanskelig
ved at paapege dem — saa var det uberettiget at lade dem spille en Rolle
ved et saa vigtigt Spørgsmaal som det græske Sprogstudiums Betydning
for Theologien, især da de sikkert for en stor Del hidrørte fra individuelle
Ejendommeligheder hos Vedkommende, der ligesaa godt fandt deres Element
i en Bibeloversættelse som i Grundtexten. Derimod var Studiet af Bibelens
Grundsprog saa sammenvoxet med Protestantismens hele Grundvæsen, hvad
allerede Reformatorerne klart erkjendte og hævdede ved deres stadige For-
dringer om Kjendskab til Sprogene som Middel til Kirkens Forbedring og
sunde Udvikling, at mulige Misbrug eller mulige mangelfulde Kundskaber
hos mange Præster ikke afgave nogensomhelst Berettigelse til paa dette
Punkt at slaa af paa de hidtil stillede Fordringer. Den for en Theolog og
Præst uundværlige Følelse af Sikkerhed og Selvstændighed krævede med
Nødvendighed, at han havde Muligheden til overalt at gjøre Grundtextens
Udtryk til Gjenstand for Selvsyn, saa at han ikke udsattes for at staa
raadvild og hjælpeløs overfor mødende Tvivl om Bibeloversættelsens Rig-
tighed og Klarhed, der selvfølgelig vilde voxe i Antal i samme Grad som
Theologernes Sprogstudium beskares. Tvertimod maatte dette Krav hævdes
med et saadant Eftertryk, at man end ikke vilde kunne berolige sig med
den af Undervisningsinspektionens Flertal i Udsigt stillede Undervisning i
Forelæsninger, Øvelser og Examina.
19
det nytestamentlige Græsk alene med Udelukkelse af Kjendskab til anden
græsk Literatur, da heller ikke dette vilde give den Følelse af Sikkerhed
og Selvstændighed, som burde være opnaaelig for enhver Theolog, hvad
enten det faktisk lykkedes alle at tilegne sig den eller ikke. Allermindst
kunde man i denne Henseende tilkjende den af Undervisningsinspektionens
Flertal udtalte Mening, at Theologerne »øjeblikkelig bør føres til det nye
Testamente, ligesom de i Hebraisk strax gaa til Berescliit«, noget Yærd
som oplysende Parallel, da der som bekjendt ikke fandtes nogen anden
Literatur i Gammelhebraisk end selve det gamle Testamente.
Udfra de her udviklede Grundanskuelser kunde Fakultetets Flertal
derfor ikke andet end paaskjønne, at der i Ministeriets nu foreliggende For-
slag var taget større Hensyn til det græske Sprogstudium end tidligere.
Naar Flertallet ikke destomindre ikke følte sig beroliget ved det foreliggende
Forslag, efter hvilket der tildeltes Græsk 7 Timer ugentlig i de to sidste
Skoleaar og desuden en Plads indenfor de Fag, der skulde læses i det første
akademiske Aar, vare dets Grunde hertil følgende: Flertallet saae ikke
rettere, end at det græske Sprog ogsaa efter dette Forslag kom til at ind-
tage en mere tilbagetrængt Stilling, end det efter sin Betydning for Skole-
uddannelsen havde Krav paa. Studiet deraf i de to sidste Skoleaar vilde
blive altfor sammentrængt og skyndsomt, til at det vilde kunne fæstne sig
og faae blivende Betydning hos Eleverne. Og hvad det supplerende Studium
deraf i det første akademiske Aar angik, saa maatte man i Betragtning af
det græske Sprogs Formrigdom og Vanskelighed befrygte, at dette enten
vilde forskyde Universitetets Opgave paa uheldig Maade, idet Universitets-
arbejdet vil synke ned til at blive Skolearbejde, eller at det ved Universitetet
drevne græske Sprogstudium, hvis det bevaredes i sin friere akademiske
Form, vil være uden Betryggelse med Hensyn til Udbyttet og antage en
uberegnelig Karakter, ikke mindst fordi de Studerende paa dette Tidspunkt
befandt sig i en Alder, hvor den ved Sprogstudier uundgaaelige Udenads-
læren, der nu ikke vilde være endt i Skolen selv, faldt de Fleste vanskelig
og betragtedes som et pinligt Arbejde. Endelig maatte endnu erindres om
det Moment, at et saadant græsk Kursus ved Universitetet, for at faae en
nogenlunde praktisk Betydning, vilde kræve en meget betydelig Forøgelse
af de forhaanden værende Lærerkræfter.
Et Mindretal (Professor Schat Petersen) delte Ministeriets Forud-
sætning om det Ønskelige i, at den nuværende altfor tidlige Tvedeling i de
lærde Skoler kunde ophæves, og at Latin saavelsom Mathematik kunde
føres op gjennem alle Klasser. Skulde dette Maal naaes, uden at det engang
af Ministeriet fastsatte ugentlige Timetal overskredes, forelaa der en Nød-
vendighed for at indskrænke Fagenes Antal, og at Indskrænkningen maatte
søges tilvejebragt indenfor de sproglige Discipliners Omraade, frembød sig
ganske naturligt i vort Land, hvor der i denne Henseende hvilede en be-
tydelig Extra-Byrde paa den opvoxende Ungdom, som en større Nation var
fritaget for. At det oldnordiske Sprog under en saadan Konstellation op-
gaves, kunde der vel ikke let indvendes Noget imod; vanskeligere stillede
Sagen sig med Hensyn til det græske.
3*
20
Universitetet 1889 —1890.
Hvis Sagen ensidig skulde afgjøres fra det theologiske Studiums Syns-
punkt, vilde det, i fuldkommen Overensstemmelse med den af Flertallet
udtalte Anskuelse om det græske Sprogs absolute Uundværlighed for den
protestantiske Theolog, være det Ønskeligste, om et af de moderne Sprog
maatte vige Pladsen for en langt fyldigere Undervisning i Græsk. Først
paa denne Maade, ved en betydelig Forøgelse af Timeantallet i Græsk,
vilde ogsaa dette Sprog og dets Literatur kunne give et aandeligt Udbytte,
der vilde staa i Forhold til det anstrengende Arbejde, som der for Øjeblikket
nu anvendtes i Skolen paa en væsentlig blot formel Tilegnelse af Sproget,
der som saadan for den Unge i Almindelighed var overflødig, da Latin i
Forbindelse med de levende Sprog gav tilstrækkelig formel Udvikling. Men
da Spørgsmaalet ikke udelukkende kunde besvares fra et theologisk Syns-
punkt, og Theologemes Tarv ikke kunde gjøres til ubetinget Norm for alle
andre Studerende, men derimod burde indgaa i organisk Enhed med Totali-
teten, og da der af Hensyn til denne neppe vilde kunne gjøres nogen Ind-
skrænkning i Fordringerne til Kundskab i de levende Sprog, maatte et af
de døde Sprog vige Pladsen i Skolen. At Loddet i saa Tilfælde maatte
ramme Græsk, kunde Mindretallet kun billige, da det græske Sprog, som
Sprog betragtet, for den store Flerhed ikke var et saa uundværligt Dannelses-
middel som Latin, naar der da ellers ad anden Vej sikredes de Unge
Kjendskab til den græske Literaturs Aandsindhold. Naar saa Ministeriets
Forslag, idet det imødekom det praktiske Livs Krav, tilbød Disciple, som
allerede i deres Skoletid havde bestemt sig for Theologi, 7 Timers ugentlig
Undervisning i Græsk i de to øverste Klasser og en Fortsættelse heraf i
det første Universitetsaar, da stillede Spørgsmaalet sig for Mindretallet ikke
saaledes, om hvad der uden Hensyn til Andres Interesse var ønskeligst
for Theologerne, men om det ministerielle Forslag afgav Mulighed for disse
til at opnaa det uundværlige Grundlag, livorpaa der kunde bygges videre
i det theologiske Studium. Herpaa mente Mindretallet ikke at kunde svare
benegtende, særlig ikke, naar der tænktes paa den formelle Tilegnelse af
Sproget, som kunde ske i Skolen, medens det første Universitetsaar kunde
give lilologisk Vejledning til Læsning af det nye Testamente og til For-
staaelse af Ejendommelighederne ved Sproget i dette Skrift til Forskjel fra
det klassiske Græsk, og kunde derfor i dette Punkt ikke dele Flertallets
Betænkeligheder.
Hvad det andet Spørgsmaal angik, Oprettelsen af en Art »anden
Examen« ved Universitetet, skulde Fakultetets Helhed ikke undlade at udtale,
at der her forelaa en frugtbar Tanke, hvis Virkeliggjøreise under en heldig
Form sikkert vilde kunne blive til Gavn for det akademiske Studium.
Imidlertid maatte Fakultetets Flertal bestemt fastholde, at der ikke kunde
være Tale om nogen væsentlig Forkortelse af det theologiske Studium, saa-
fremt dette virkelig skulde løse sin Opgave og tage tilbørligt Hensyn til de
Forhandlinger og Kampe, der fandt Sted indenfor Theologiens forskjellige
Discipliner. Ethvert Forsæt i denne Henseende vilde desuden blive illusorisk,
idet der her maatte gives de skiftende Universitetslærere en vis Frihed
med Hensyn til det Omfang, hvori de fandt det nødvendigt at fremstille
deres Fag. Særlig maatte Flertallet betragte det af et Mindretal fremsatte
Forelæsninger, Øvelser og Examina.
21
Forslag 0111 en mulig Forkortelse af Studiet som upraktisk og uigjennem-
førligt og befrygte, at det, hvis det for Alvor skulde gjennemføres, snarere
vilde forlænge end forkorte Studietiden. Maatte Flertallet saaledes i denne
Henseende besvare Ministeriets Forespørgsel benegtende, saa kunne dog
enkelte af dets Medlemmer ønske det berørt, at efter deres Mening en For-
kortelse af Studietiden maaske vilde være mulig, hvis der i den paatænkte
»anden Examen« ved Siden af et filologisk og i det Hele universelt-humant
Studium kunde findes Plads for et til de forskjellige Fakultetsdiscipliner
svarende forberedende Specialstudium. Hvis et saadant Specialstudium, der
for Theologiens Vedkommende nærmest maatte omfatte Dele af de sproglige
og historiske Fag indenfor Theologien, lod sig indrette, kunde der efter de
nævnte Medlemmers Mening mulig finde en med Ministeriets Ønske
stemmende Forkortning af Studiet Sted i Tiden mellem den anden Examen
og Embedsexamen.
Et Mindretal (Professor Nielsen) mente, at det vilde være heldigt, 0111
den theologiske Embedsexamen blev omdannet i Lighed med Examensord-
ningen for Skoleembedsexamen, saaledes at der ved Siden af et for Alle
fælles Hovedfag (det nye Testamente) blev stillet et frit valgt (filologisk,
filosofisk eller historisk) Hovedfag (det gamle Testamente, Dogmatik eller
Ethik, Kirkehistorie), i hvilket der krævedes noget mere end nu, medens
der i de øvrige tre Fag, der da alle bleve Bifag, burde kræves en Del mindre,
end Tilfældet var nu, hvilken Ordning, efter Mindretallets Mening, ikke
uvæsentlig vilde kunne bidrage til at forkorte Studietiden.
2) Det rets- og statsvidenskabelige Fakultet afgav under 11. Marts
1890 følgende Erklæring:
Fakultetet bemærkede, at dets Udtalelse forudsattes at være begjært,
ikke fra et almindeligt pædagogisk, men kun fra et særligt fagligt Syns-
punkt; og forsaavidt angik dette Hensyn til de under Fakultetet henhørende
Studiers Krav, skulde Fakultetet yderligere bemærke, at ligesom det ikke
havde nogen direkte Betydning for disse Studier, om særligt Undervisningen
i Græsk foregik efter den nugjældende eller en mere begrænset Maalestok,
saaledes turde Fakultetet heller ikke benegte, at den paatænkte Ordning
ligesaavel som den bestaaende vilde kunne bibringe Disciplene den Dannelse
og Aandsmodenhed, som var en nødvendig Forudsætning for et frugtbringende
Studium af de rets- og statsvidenskabelige Fag.
Hvad angik Indførelsen af den paatænkte anden Examen, skulde Fa-
kultetet udtale, at den, som ogsaa i Ministeriets Skrivelse forudsat, forsaa-
vidt som ikke Bestanddele af Fagstudiet maatte kunne optages blandt
Examensfagene — hvad der efter det foreliggende Forslag ikke vilde være
Tilfældet for Fakultetets Fagstudiers Vedkommende — vilde forlænge det
akademiske Studium; og naar Ministeriet for at afbøde denne uheldige
Virkning betingede Reformens Gjennemførelse af, at der fra Universitetets
Side for de forskjellige Embedsxaminers Vedkommende gaves Tilsagn om en
til Forslaget svarende Lettelse af Examensfordringerne, da maatte Fakultetet
meget beklage ikke at se sig istand til for de under det henhørende
Examiners Vedkommende at give et sligt Tilsagn.
22
Universitetet 1889—1890.
Fordringerne ved disse Examiner vare nemlig efter Fakultetets For-
mening saa nøjagtig præciserede, at der ikke vilde kunne indvindes af
Studietiden ved en nøjagtigere Præcisering; og forsaavidt Ministeriet ved
Siden deraf gav Anvisning paa en Indskrænkning af Stoffet, da skjønnede
Fakultetet ikke rettere, end at det alt iforvejen gjennemgaaende havde lagt
Vægt paa at indskrænke Examensstoffet baade i Henseende til Fag og
Fagenes Omfang saa yderlig, som Hensynet til Videnskabens stigende Krav
og det Maal af faglig Uddannelse, hvortil Examinerne ifølge deres Øjemed
burde føre de Studerende, paa nogen Maade tilstedede.
For nogle af de statsvidenskabelige Discipliners Vedkommende vilde
ganske vist nogen Indskrænkning %unne finde Sted, men det var Fakultetets
Overbevisning, at dette i saa Fald burde komme den nu altfor knappe og
ufuldstændige retsvidenskabelige Del af Studiet tilgode, hvorom der i den
nærmeste Tid vilde blive tilstillet Ministeriet Forslag.
Heller ikke ad den Vej vilde der derfor efter Fakultetets Formening
kunne indvindes synderligt af Studietiden, og under disse Omstændigheder
kunde Fakultetet i Overensstemmelse med Ministeriets egen Forudsætning
ikke tilraade Fremme af en Reform, hvis Betydning Fakultetet ikke mis-
kjendte, men hvis bevidste Følge vilde være enten en Forlængelse af Studie-
tiden eller en Indskrænkning af Fagstudierne ud over Forsvarlighedens Grænse.
3) I det lægevidenskabelige Fakultets Erklæring af 12. Maj 1890 udtaltes
Følgende:
De af Kirke- og Undervisningsministeriet fremsatte Spørgsmaals ind-
gribende Betydning ikke alene for Skolen, men ogsaa for Universitetet,
havde Fakultetet havt et aabent Øje for og havde skjænket dem en om-
hyggelig Overvejelse. Den Forberedelse, de Studerende havde nydt, førend
de toge fat paa deres endelige Fagstudium, var af saa stor Betydning med
Hensyn til deres Evne til eller Lethed for at forstaa en videnskabelig
Tankegang og tilegne sig videnskabelige Resultater, at enhver Plan til en
Forbedring af denne Forberedelse kunde gjøre Krav paa den største Paa-
skjønnelse og Interesse fra Universitetets Side.
Hvad Enkelthederne i Ministeriets Forslag angik, da skulde Fakultetet
med enkelte Undtagelser (Bohr, With) udtale sin Tilslutning til den alminde-
lige Dom om det Uheldige i den nuværende Tvedeling i de lærde Skolers
Kursus; thi i det Hele syntes denne efter Fleres Erfaring at have medført,
at Studenternes aandelige Modenhed og intellektuelle Udvikling lod mere
tilbage at ønske efter Tvedelingens Indførelse end tidligere, omend Fakultetet
ikke kunde benegte Muligheden af, at andre Momenter havde bidraget til
dette Resultat. Navnlig syntes det samtidig med Tvedelingen saa almindelige
Hurtigstudium til Studenterexamen og maaske andre Omstændigheder at
kunne have besværliggjort en grundig Tilegnelse af Kundskaberne og disses
harmoniske Indlemmelse i Aandslivet. Idet Fakultetet saaledes maatte ud-
tale sig imod Bibeholdelsen af den nuværende Tvedeling, vare Anskuelserne
om Ordningen af et hensigtsmæssig Kursus til Studenterexamen noget for-
skjellige; nogle af Medlemmerne stemmede for en Ophævelse af Tvedelingen;
andre derimod ansaae en Tvedeling for hensigtsmæssig, endog naturlig, naar
Forelæsninger, Øvelser og Examina.
23
Delingen, som efter Ministeriets Forslag, først traadte til senere, end nu
for Tiden, i Ynglingens Liv.
Hvad Spørgsmaalet om Afskaffelsen af Græsk som Sprogstudium i
Skolerne angik, da skulde Fakultetet anføre, at Kundskaben til det græske
Sprog havde en saa ringe Betydning ved det lægevidenskabelige Studium,
at Hensynet til dette ikke vilde kunne lægge noget Lod i Yægtskaalen til
Fordel for Bibeholdelsen af den græske Sprogundervisning i Skolerne. Sam-
tidig kunde man ikke undlade at fremhæve, at den store Vægt, der efter
Fakultetets Overbevisning maatte lægges paa en almindelig humanistisk
Dannelse som Grundlag for den Udvikling, den vordende Læge maatte
gjennemgaa, maatte bringe Fakultetet til med hele sin Styrke at støtte
Ministeriets Plan, at lade den græske Sprogundervisning, der erfaringsmæssig
afsatte saa særdeles faa varige Spor, hvad enten der saaes hen til den
almindelige Aandsudvikling eller til den praktiske Sprogfærdighed, afløse at
en Undervisning, der havde til Opgave at meddele en nogenlunde fyldig
Indsigt i den græske Oldtids Literatur og Kulturliv, hvorom Eleverne nu
for Tiden ved deres Afgang fra Skolen i Regelen kun medbragte meget
tarvelige Kundskaber. Flere af Fakultetets Medlemmer (Bloch, Reisz, Sax-
torph og With) have dog ønsket, at Græsken bibeholdtes som Skolefag, idet
de fremhævede, at Studiet i Originalsproget efter deres Anskuelse var en
nødvendig Betingelse for Tilegnelsen af Kjendskab til græsk Aandsliv.
Medens Fakultetet altsaa med Hensyn til de foreslaaede Omændringer
paa Skolens Omraade i det store Hele kunde slutte sig til Ministeriet, kunde
Majoriteten af Fakultetet derimod ikke undertrykke visse Betænkeligheder
med Hensyn til Planen om et forberedende Universitetskursus, der skulde
tilbagelægges, førend der blev taget fat paa det egenlige Fagstudium. Man
skulde her ikke komme ind paa den principielle Side af Sagen: Spørgs-
maalet om der overhovedet kunde tænkes en Form for et saadant Kursus,
hvorved dette kunde blive hensigtsmæssigt og nyttigt, — og alene holde
sig til Planen, saaledes som den forelaa i Ministeriets Skrivelse.
Ligeoverfor denne syntes det Majoriteten, at der strax paatrængte sig
det Spørgsmaal, om det vilde være muligt i Løbet af to Semestre at opnaa
en mere end ganske overfladisk Tilegnelse af et saa stort og navnlig saa
mangeartet Stof, som det, der ifølge Planen skulde læres ved det omtalte
Kursus. Naar der i Ministeriets Skrivelse anførtes, at den paatænkte nye
Examen i det Hele vilde faae en lignende Betydning som den i 1850 op-
hævede »anden Examen«, skulde man hertil bemærke, at der dog her var
den betydningsfulde Forskjel, at medens den sidstnævnte Examen i for-
trinlig Grad var beregnet paa et fortsat Studium af de i Skolen lærte Fag
i en friere Form og med et mere videnskabeligt Tilsnit, saa vilde Opgaven
for det nu foreslaaede Kursus ganske overvejende blive Tilegnelsen af helt
nye Fag — Sproghistorie, Fysiologi med Hygiejne, og for største Delen af
Studenterne enten kemisk Fysik, Astronomi eller Geologi, foruden de filo-
sofiske Fag — for hvilke der fra Skolen kun medbragtes højst ubetydelige
Forudsætninger. Det foreslaaede Kursus vilde saaledes komme til væsenlig
at befatte sig med de første Elementer af en Del heterogene Fag, og dets
Maal vilde ikke, som den tidligere anden Examen, blive en Indførelse i en
24
Universitetet 1889 —1890.
videnskabelig Studiemaade, men snarere Bibringelsen af en noget polyhistorisk
Masse af elementære Kundskaber, uden at den almindelige aandelige Ud-
vikling, som et Indblik i de forskjellige Videnskabers Methoder kunde have
til Resultat, her turde ventes at blive af nogen Betydning paa Grund af
den korte Tid, der var indrømmet det hele Kursus, og som neppe vilde tillade
de Studerende at erhverve sig et videnskabelig Syn paa de mange nye Fag,
de skulde stifte Bekjendtskab med. Hvad særlig den foreslaaede Under-
visning i Fysiologi og Hygiejne angik, da var det Majoritetens Overbevisning,
at den ikke alene vilde blive ufrugtbar, men endog vilde komme til at aabne
Plads for alle de Misligheder, som en mekanisk Tilegnelse og utilstrækkelig
Fordøjelse af lægevidenskabeligt Stof rummede i sit Skjød. Begge de nævnte
Fag hørte til dem, for hvis Forstaaelse, endog blot i Hovedtrækkene en vis
Grad af Indsigt i en hel Række forskjellige Bifag var en Forudsætning;
var denne ikke tilstede, vilde selv den bedste Undervisning neppe kunne
føre til andet end en halvt forstaaende Udenadslæren uden noget aandelig
Udbytte og med hurtig Forglemmelse af den ufordøjede Lærdom.
Med Hensyn til den her omtalte Plan om et forberedende Universitets-
kursus som en Overgang mellem Skoleundervisningen og Fagstudiet ved
Universitetet havde en Minoritet i Fakultetet (Grut, Stadfeldt og Warncke)
forsaavidt taget Afstand fra Majoritetens Udtalelser, som den ikke ansaae
sig for berettiget til at skyde Spørgsmaalet, om der overhovedet kunde
tænkes en Form for et saadant Kursus, tilside. Minoriteten troede sig der-
for forpligtet til at udtale, at den ansaae et saadant Kursus, hensigtsmæssigt
indrettet, for særdeles nyttigt som en passende Overgang fra Skoleunder-
visningen til fagligt Universitetsstudium, især da det tillige vilde kunde lede
den unge Mand ind i et humanistisk Aandsliv med et Udbytte af Betydning
for Livet, ikke mindst for den vordende Læge. Hvad dernæst angik Mini-
steriets Forslag til Indretning af det nævnte Kursus, indrømmedes der jo
Muligheden af Modifikationer, baade med Hensyn til Ordningen af Kursus
i Almindelighed og med Hensyn til dets forskjellige Form efter det even-
tuelle Valg af Fagstudium. Efter Minoritetens Mening vilde f. Ex. Historie,
Sproghistorie, Fysik og Filosofi meget vel kunne foredrages under en Form,
hvorved de dels bleve en Fortsættelse i mere videnskabelig Form af det i
Skolen Lærte, dels havde en befrugtende Indflydelse paa Aandslivet. Mino-
riteten skulde imidlertid indrømme, at Majoritetens Indvendinger mod Op-
tagelsen af Fysiologi og Hygiejne vare berettigede, men skulde derimod
fremsætte den Anskuelse, at Optagelsen af Biologi i det nævnte Kursus paa
mange Maader vilde kunne bibringe Studenten de nødvendige Forudsætninger
til at kjende og forstaa forskjellige Livsyttringer, som han mødte i Livet,
og dette biologiske Studium, strækkende sig over 2 Semestre, vilde for-
mentlig kunne have den største Betydning for de lægevidenskabelige Stu-
derende. Hele Fakultetet var nemlig enigt om, at den lægevidenskabelige
Forberedelsesexamen i sin nuværende Form var mindre heldig, og at en
Omformning var ønskelig. Minoriteten skjønnede nu ikke rettere, end at
en saadan Ændring let vilde kunne hidføres, idet Botanik og Zoologi kunde
udgaa blandt de Fordringer, der stilledes til Forberedelse for det læge-
videnskabelige Studium; thi en passende Form for et biologisk Kursus vilde
Porelæsninger, Øvelser og Examina.	25
paa en langt mere fyldestgj ørende Maade kunne forberede til Studiet af
Fysiologi og Anatomi, end de Fag (Zoologi og Botanik) havde været istand
til. Der vilde af Forberedelsesexamen hovedsagelig da kun blive tilbage
det vigtige Fag, Kemien, som maatte blive Gjenstand for et Separatkursus
for lægevidenskabelige Studerende, medens Examen absolveredes enten for
sig eller sammen med lægevidenskabelig Examens første Del. Majoriteten
havde mod dette Minoritetens Forslag fremhævet, at Biologi var saa stort
og vigtigt et Fag, der ofte nødvendiggjorde praktiske Øvelser, at det som
fælles Fag ved en eventuel anden Examen vanskelig vilde kunne doceres
under en Form, som fyldestgjorde Fordringerne for de lægevidenskabelige
Studerende. Minoriteten maatte dog ligeoverfor denne Kritik af dets For-
slag fastholde, at da Biologien kun maatte betragtes som et forberedende
Fag for Medicinens Studium, vilde efter Minoritetens Skjøn en Docent let
tinde en Form for Undervisningen, der kunde fyldestgj øre de nødvendige
Fordringer. Det var forøvrigt ikke Minoritetens Anskuelse, at den hermed
havde angivet en fuldstændig Plan for det omtalte forberedende Kursus;
men den havde blot ved sine Bemærkninger villet antyde, at den, som sagt,
ansaae et saadant Kursus for heldigt, og tillige fremhæve Principerne for
dets eventuelle Ordning.
Naar der sluttelig i Ministeriets Skrivelse skete en Henstilling til de
forskjellige Fakulteter om eventuelt at indrette sig paa Forkortning af
Studietiden til Embedsexamen, idet den foreslaaede anden Examen ikke
maatte medføre nogen Forlængelse af Universitetsstudiet i det Hele, saa
maatte man for det lægevidenskabelige Fakultets Vedkommende anse en
saadan Forkortning for lidet ønskelig, idet den vilde være uforenelig med
det medicinske Studiums Form og Opgave. Naar der af Ministeriet hen-
pegedes paa en Indskrænkning af Stoffet eller en nøjagtigere Præcision af
Examensfordringerne, saa var det muligt, at der i begge disse Henseender
kunde være Noget at forbedre ved den lægevidenskabelige Undervisning;
men herved vilde der i Virkeligheden intet Skridt være gjort henimod en
Indskrænkning af den ganske vist lange, men ikke for lange Studietid.
Sagen var den, at det, der gjorde Studietiden lang for de medicinske Stu-
derende, paa ingen Maade var Fordringen om en meget stor Kundskabs-
masse ; thi hvad Kravet til Hukommelsesarbejdet angik, stod det lægeviden-
skabelige Studium sikkert endog tilbage for flere andre Examensstudier. Derimod
havde det lægevidenskabelige Studium den Ejendommelighed, at det skulde
føre ikke blot til den theoretiske Tilegnelse af de nødvendige Kundskaber,
men ogsaa til deres praktiske Anvendelse, ja endog til en vis Grad af Er-
faring paa den praktiske Lægekunsts Omraade. Den lægevidenskabelige
Kandidat, der, naar han forlod Examensbordet, kunde gaa umiddelbart over
i en moralsk ansvarsfuld, men væsenlig ukontrolleret Virksomhed, medbragte
til denne ofte kun den praktiske Færdighed og den Erfaring, han havde er-
hvervet sig under sit Examensstudium, og derfor burde der neppe træffes
Foranstaltninger med det Formaal at friste ham til at forkorte dette.
Minoriteten, der havde udskilt sig blandt Fakultetets Medlemmer med
Hensyn til Spørgsmaalet om Indretningen af et forberedende Universitets-
kursus, kunde i det Hele slutte sig til den Anskuelse, som var udtalt med
Universitets Aarbog,	4
26
Universitetet 1889—1890.
Hensyn til Varigheden af det lægevidenskabelige Studium; men den stod
dog i den Formening, at hvis Principet for dets Forslag toges tilfølge, og
den lægevidenskabelige Forberedelsesexamen derved blev gjort overflødig,
vilde Gjenindførelsen af en saakaldet anden Examen ved Universitetet neppe
med Nødvendighed hidføre en Forøgelse i Studietiden ved Universitetet for
lægevidenskabelige Studerende.
4) Det filosofiske Fakultet afgav i April 1890 nedenstaaende Er-
klæring, der indeholdt Udtalelser dels fra et Flertal dels fra tvende Mindretal
af Fakultetets Medlemmer.
Flertallet (Professorerne Fausbøll, Gertz, Erslev, Høffding, Kroman,
Wimmer, Sundby, Jul. Lange og Verner) udtalte Følgende:
Det var i Ministeriets Skrivelse med Rette blevet stærkt betonet, at
den lærde Skole ikke burde være en Fagskole, ikke burde være anlagt
paa at forberede til særlige Livsstillinger. Dens Maal burde være at
give en saadan almindelig Dannelse, som man kunde ønske alle de
unge Mennesker i Besiddelse af, der vare saa heldigt stillede, at de kunde
ofre mere Tid end den strengt nødvendige paa deres aandelige Udvikling;
og det burde den saa meget mere, som Skolestudierne hos os afsluttedes i
en forholdsvis tidlig Alder (f. Ex. gjennemsnitlig mindst to Aar før i de
tydske Skoler). En saadan almindelig Dannelse vilde sikkert tillige være
den bedste Forberedelse til Universitetsstudierne. Jo mere i Studieaarene
det specielle Fag og senere hen den specielle Livsstilling førte ind i en be-
stemt Forestillingskreds og fastholdt Interessen dér, desto vigtigere var det,
at der gik en tilstrækkelig grundig almindelig Forberedelse forud, saa at
Sindet saa meget som muligt aabnedes for Tilværelsens forskjellige Sider.
En nødvendig Betingelse herfor var, at ethvert Fag i Skolen førtes
til en vis Afslutning. Naar et Fag i Skolen kun lærtes i saa elementær
Form og i saa ringe Omfang, at det udelukkende fik Betydning som en
Begyndelse, der senere hen muligvis kunde fortsættes, stred dets
Optagelse og Bestaaen som Del af Skoleplanen aabenbart mod selve Skolens
Grundtanke. Ethvert Fag burde yde et saadant Udbytte, som havde Be-
tydning for den aandelige Udvikling, og som stod i rimeligt Forhold til den
Tid og Kraft, som anvendtes derpaa.
Det var en Erfaring, som havde paatrængt sig Mange, der havde havt
Lejlighed til at kjende det nu bestaaende Kursus i Græsk ved vore lærde
Skoler, at det ikke fyldestgjorde denne Fordring. Disciplene kom ikke
til at bevæge sig i den græske Literatur med saa' stor Frihed og stiftede
ikke Bekjendtskab med den i saa stort Omfang, at de virkelig kunde have
Glæde derved, og at Beskjæftigelsen med den kunde siges at bringe
et Udbytte, der svarede til, hvad der anvendtes for at naa det. Naturligvis
kunde en dygtig Lærer med dygtige Disciple faae Udbytte selv af den
sletteste Undervisningsplan, og der var tillige en saa vidunderlig Adel og
Kraft i de gamle Skrifter, at Ingen vilde blive uberørt af dem, selv om han
maatte stave sig igjennem dem. Men i det Hele var det dog altfor stort
et Arbejde, der krævedes, i Forhold til hvad der blev naaet. Den aller-
meste Tid og Umage gik med til Indøvelse og stadig^edligeholdelse af det
sproglige Grundlag, som var nødvendigt til Textens Tydning.
Forelæsninger, Øvelser og Examina.	27
Disse Ulemper, som udførligere, end de her behøvede at fremstilles,
vare blevne udviklede i den i Sommer af Undervisningsinspektionens Flertal
afgivne Erklæring, havde ført Ministeriet til at foreslaa den Ændring, at
der kun skulde bestaa et Kursus i Græsk i 5te og 6te Klasse af særligt
Hensyn til vordende Theologer og Filologer. Men det forekom Flertallet,
at de antydede Ulemper i endnu højere Grad vilde klæbe ved denne nye
Ordning, der tillige syntes det at staa i aabenbar Modstrid med den i
Ministeriets Skrivelse saa stærkt fremhævede Opfattelse af Skolens Opgave,
som grundlæggende en almindelig aandelig Udvikling. Fyldestgjorde
det nuværende Kursus i Græsk ikke som Bidrag i denne Henseende,
saa vilde der ifølge Sagens Natur endnu mindre kunne naaes- et
tilfredsstillende Resultat, naar det hele Kursus indskrænkedes til to Aar,
og naar ovenikjøbet den vigtige Repetition i 6te Klasse bortfaldt, ved hvilken
Disciplene hidtil fik Lejlighed til i Sammenhæng at gjennemlæse Alt, hvad
de havde arbejdet sig igjennem af græsk Literatur. Et saadant Brud-
stykke, som Græsk herved vilde blive til i Skolen, kunde ikke forsvares i
Henhold til den Grundtanke, Skolen skulde hvile paa.
Det maatte derfor staa klart, at det var et rent udvortes Kompromis, naar
man af Hensyn til vordende Theologer og Filologer vilde beholde et Kursus
i Græsk for dem, der ønskede det, i 5te og 6te Klasse. Man fornegtede
derved i højere Grad end hidtil de Frinciper, paa hvilke den lærde Skoles
Ordning maatte bygges.
Man vilde maaske beraabe sig paa, at Theologer og Filologer udgjorde
en meget stor Del af de Studerende, og at der derfor med Rette kunde
tages Hensyn til deres Tarv allerede i Skolen. Hertil skulde bemærkes, at
efter en Optælling paa Tilhørerlisterne ved det filosofiske Kursus i inde-
værende Semester (baade Professor Høffdings og Professor Kromans) havde
af 384 Studerende 92 angivet at ville studere Theologi, 36 at ville studere
Filologi. De vordende Theologer udgjorde altsaa knap en Fjerdedel, de
vordende Filologer lidt over en Tolvtedel af samtlige unge Studerende, og
tilsammen udgjorde de en Trediedel af dem. For Filologernes Vedkom-
mende maatte dog bemærkes, at der neppe vilde være Grund til at kræve
Kundskab til Græsk af dem, der særligt vilde studere nyere Sprog eller
nordisk Filologi. Det stod for Flertallet som uforsvarligt, om man af
Hensyn til mindre end en Trediedel, eller — hvis man skulde holde sig til
Theologerne alene — af Hensyn til mindre end en Fjerdedel af de Stude-
rende vilde indføre en Skoleplan, der førte til afgjort Modsigelse med den
højere Skoles inderste Grundtanke.
Det var sikkert af meget stor Betydning, at de vordende Gejstlige fik
en saa grundig videnskabelig Uddannelse som muligt, og Flertallet lagde
derfor ogsaa stærk Vægt paa, at deres Studium foretoges ved Landets
videnskabelige Højskole. Det miskjendte heller ikke den Betydning, som
Kundskab i Græsk havde for det theologiske Studium. Men Spørgsmaalet
var, om det var Skolens Sag at meddele saadan for et særligt Studium nød-
vendig Kundskab, især naar — som flere Gange bemærket — Hensynet
greb i den Grad ind i den hele Skoleplan, at denne derved blev stridende
___
28
Universitetet 1889—1890.
mod sin egen Grundtanke. Kunde man ikke fordre af de vordende
Gejstlige, at de benyttede en Del af deres Ophold ved Universitetet
til at studere Græsk, ligesom de vordende Læger ofrede en ikke ringe
Tid til Studium af de naturvidenskabelige Fag, der krævedes ved den
medicinske Forberedelsesexamen? Studietiden var for Theologernes Ved-
kommende i Regelen langt kortere end for Medicinernes, saa at en mulig
mindre Forlængelse neppe kunde være betænkelig, især da der viste sig
saa stor Tilstrømning til dette Fag, og da det neppe var heldigt (hvad dog
var saa hyppigt i de senere Aar), at Theologerne i en meget ung Alder
gik over til praktisk gejstlig Virksomhed.*)
Men den paatænkte Ordning indesluttede ogsaa andre betænkelige Ting.
For at faae Tid til det omtalte Kursus i Græsk i 5te og 6te Klasse maatte
man i den Grad indskrænke Undervisningen i Mathematik og Naturviden-
skab for den græske Afdelings Vedkommende, at den omtrent vilde blive
lige saa ufuldkommen som den, der nu blev de sproglig-historiske
Disciple tildel. En af de vigtigste Indvendinger, der kunde gjøres
mod den nu bestaaende Tvedeling, var den, at den sproglig-historiske
Afdeling ikke fik en saa vidt fremskreden Uddannelse i mathematisk-
naturvidenskabelig Retning, som man i vore Dage maatte anse for
nødvendig for alle unge Mennesker i de højere Skoler. Men heri vilde der
under den paatænkte Ordning ikke blive gjort nogen synderlig Forandring.
Den græske Afdeling vilde for Fremtiden lære meget mindre Græsk end
før og kun meget lidet mere Mathematik og Naturvidenskab end før. Netop
for vordende Gejstlige, der dog burde forstaa deres Tid og dens Dannelse,
vilde det sikkert i Længden være betænkeligt at forblive indskrænket til et
saadant Lavmaal paa det anførte Omraade, som det hidtil havde været Til-
fældet, og som det med en ubetydelig Ændring ogsaa efter den paatænkte
Plan vilde vedblive at være Tilfældet.
Endnu skulde med Hensyn til Undervisningen i Græsk bemærkes, at
den dog i hvert Tilfælde burde ordnes saaledes, at ogsaa den græske Afde-
lings Disciple deltog i den Undervisning i græsk Literatur og Oldtidskund-
skab, der i Ministeriets Skrivelse omtaltes som paatænkt for den ikke græske
Afdelings Vedkommende. De vilde ellers trods deres elementære Kund-
skaber til det græske Sprog komme til at staa tilbage for deres Kamme-
rater i Henseende til fyldigt Kjendskab til den græske Oldtids aandelige
Indhold og til det græske Livs forskjellige Sider. Denne Undervisning,
som vilde kunne blive af stor Betydning for de Unges aandelige
Udvikling, burde særligt de vordende Theologer ikke gaa glip af.
Her vilde Skolen kunne byde et virkeligt aandeligt Indhold, medens den
*) Der var udtalt Frygt for, at Theologerne, naar deres Studietid saaledes forlængedes,
skulde blive forstyrrede i deres Studier ved Indkaldelse til Militærtjeneste. Men
for det langt overvejende Antal af Theologerne vilde der, da de jo kom fra
Skolernfe i ganske den samme Alder som Andre, ikke være mere Fare i denne
Henseende end for de øvrige Studerende, selv om Studietiden skulde forlænges
'/a—1 Aar; og til de enkelte Ældre, der bleve Studenter fra Privatkursus og der-
efter studerede Theologi, kunde der dog billigvis ikke tages Hensyn ved Ordningen
af Skolens Undervisning.
Forelæsninger, Øvelser og Exainina.
29
i saa mange Fag maatte lægge Hovedvægten paa Former og Elementer.
Men — udstraktes Undervisningen i dette Fag ogsaa til den græske Af-
deling, saa vilde dette medføre, at den tog endnu mere Tid fra den natur-
videnskabelige Undervisning, og den nylig fremhævede Ulempe blev da saa
meget desstørre.
Man kunde mene, at nogle af disse Ulemper bortfaldt ved, at de vor-
dende Tlieologer (og Filologer) senere ved Universitetet fortsatte deres
Studium af Græsk, hvorved de saa vilde have en Støtte i det elementære
Grundlag, Skolen havde skaffet dem. Men netop jo mere den paatænkte
græske Afdeling opfattedes som en Fagskole (eller Indledning til en Fag-
skole), desmere fremtraadte en ny Ulempe, som Flertallet tilskrev ikke
ringe Vægt. Valget af Studium maatte da særligt for Theologernes Ved-
kommende træffes meget tidligt, allerede i 15—16 Aars Alderen, et Tids-
punkt, da de Allerfærreste kj endte deres egen Evne og Drift. Netop
Overgangsaarene fra 15 til 19 Aars Alderen vare for mange unge Mennesker
af stor Betydning i Henseende til at vinde en foreløbig Klarhed over sig
selv. Nu bandt man sig ganske vist ikke til at stadere Theologi, fordi
man ved Indtrædelsen i 5te Klasse valgte at høre til den græske Afdeling.
Men hvis man bestemte sig om ved Udgangen af Skolen, havde man i
Henhold til den ovenfor anførte Betragtning lidt et ikke ringe Tab i sin
aandelige Udvikling. Ikke faa Studerende begyndte nu paa Theologi i deres
første Studenteraar, men opdagede, at den ikke laa for dem. Der vilde
blive langt flere, hvem det vilde gaa saaledes, naar Valget skulde træffes
flere Aar iforvejen.
Den efter Flertallets Mening højst ufuldkomne Dannelse, den paa-
tænkte Ordning vilde medføre for den græske Afdelings Vedkommende,
vilde nu sikkert ikke blive indskrænket til de for Øjeblikket forholdsvis
talrige Theologer og de faa Filologer. Thi der var Grund til at antage, at
ikke faa Disciple blot af Frygt for Matliematik vilde vælge den græske
Afdeling. Mange Forældre bestyrkede deres Børn i den traditionelle
Frygt for Matliematik, en Frygt, der ikke altid opvejedes af Frygten
for den græske Grammatik. Og ofte vilde Bestyreres og Læreres Ind-
flydelse gaa i samme Retning, især saa længe næsten alle Skolebestyrere
og Rektorer vare Filologer, undertiden uden tilstrækkelig Sans for de matlie-
matisk-naturvidenskabelige Fags Betydning. Den dannende og forstands-
skjærpende Indflydelse, som Undervisningen i Matliematik, hvor den dreves
paa rette Maade, kunde have, og dette Fags Uundværlighed for grundigere
Naturvidenskab, kunde endnu ikke siges at være gaaet fuldstændig op fol-
den almindelige Bevidsthed, og ved ikke helt at ophæve Tvedelingen, vilde
man udskyde det Tidspunkt, da dette vilde være sket, endnu længere. Saa
meget var i hvert Tilfælde sikkert, at der ikke i Skolen burde bestaa et
Fag, som Disciplene kunde ty til blot af Uvillie mod et andet Fag, hvis
Uundværlighed mere og mere anerkjendtes. Og da især, naar det Fag, de
tyede til, ikke i Skolen lærtes paa en saadan Maade, at rimeligt Udbytte
kunde naaes.
Hvis man vilde spørge, om den af Ministeriet i Skrivelse af 13de
November 1889 foreslaaede Ordning da ikke i nogen Henseende betegnede
30
Universitetet 1889—1890.
et Fremskridt i Forhold til den nu bestaaende Ordning, da vilde dette
Spørgsmaal ganske vist ikke kunne besvares helt benegtende, forsaavidt
som der ved den gjordes et Skridt til at hæve Tvedelingen og derved
berede Vejen for en mere grundig, ensartet og alsidig Undervisning i
de lærde Skoler. Men det Skridt, som herved vilde gjøres, var — dette
maatte man vel gjøre sig klart — saa ringe, at det kun havde Betydning
som en Indledning, der om ikke lang Tid maatte fortsættes med Græskens
fuldstændige Udelukkelse af Skolen. Spørgsmaalet var da, om det ikke —
set fra Skolens eget Standpunkt — medførte saa mange Ulemper, at det vilde
være rigtigst at gjøre Skridtet helt ud med det Samme. Man burde naturligvis
gaa besindigt frem paa Reformernes Vej; men det var dog i og for sig
et Gode at undgaa altfor mange Mellemstationer og Kompromiser, især
naar disse skyldtes Hensyn, der ikke udsprang af Skolens egen Natur, dens
eget Formaal.
Naar der nu her spurgtes, hvorvidt og hvorledes den paatænkte
Forandring i den bestaaende Skoleplan med Hensyn til Græsk maatte
antages at ville paavirke de akademiske Studier, altsaa for det filosofiske
Fakultets Vedkommende nærmest, hvorvidt den vilde kræve nogen For-
andring i Ordningen af de nye Skoleembedsexamina, forsaavidt Græsk ved
dem optraadte som Hovedfag eller Bifag, saa mente man herpaa at
maatte svare, at der ikke behøvedes at gjøres nogen Forandring, naar
Ministeriets Ordning af Græskundervisningen i de to sidste Skoleaar og det
første Universitetsaar fastholdtes. Anderledes vilde Sagen ganske vist stille
sig, hvis Græsk helt fjernedes fra Skolen. Det vilde, som det var udtalt
af Undervisningsinspektionens Flertal, være nødvendigt, at de Lærere, som
skulde meddele den paatænkte Undervisning i græsk Oldtidskundskab i
Skolerne, fik en lignende Uddannelse i græsk Filologi ved Universitetet
som den, de nuværende Candidati magisterii med Græsk til Hovedfag fik.
Der maatte da først og fremmest indrettes et Begynderkursus i Græsk ved
Universitetet for saadanne Studerende; men man kunde heller ikke indse,
hvad der skulde være til Hinder derfor. Der var jo allerede nu Begynder-
kursus i en hel Mængde andre Sprog ved Universitetet, og før 1871 var
der saadanne Kursus ogsaa i Oldnordisk, hvilke jo atter maatte begynde,
hvis Oldnordisk, som man havde paatænkt, nu udelukkedes fra Skolerne;
det kunde da ikke være enten mere vanskeligt for en Universitetslærer eller
mere under hans Værdighed at give Undervisning i Begyndelsesgrundene
i Græsk end i de andre Sprog. Antallet af de Studerende, som vilde søge
denne Undervisning, vilde selvfølgelig efter den Anvendelse, der senere blev
for dem i Livet, kun kunne blive ringe (allerede nu var det i hvert Aar
kun en fem til ti Studerende, der valgte Græsk til Hoved- eller Bifag); de
vilde i Regelen ligesom allerede nu være saadanne, som havde særlige An-
læg for sproglige Studier, og det var under alle Omstændigheder Folk med
moden Opfattelsevne; endelig kunde de nu sætte langt større Kraft ind paa
Studiet af det nye Sprog, end der nogensinde kunde være Tale om i Skolen.
Naar da disse Begynderkursus indrettedes med et passende Antal Timer og
hensigtsmæssige Studiemidler, og naar de lededes af en dygtig Lærer, som
det ikke vilde være vanskelig at skaffe tilveje, turde det efter Flertallets
Forelæsninger, Øvelser og Examina.
31
Formening sikkert ventes, at de Studerende allerede efter det første Aars
Forløb vilde være istand til ligesaa godt som nu at følge de almindelige
exegetiske Forelæsninger ved Universitetet og til at arbejde videre ved Selv-
studium; til Studiet af Bidisciplinerne medbragte de jo allerede fra Skole-
undervisningen bedre Forudsætninger, end det nu plejede at være Tilfældet.
Det kunde jo naturligvis ikke negtes, at deres Studietid vilde forlænges noget,
naar de først skulde begynde at lære Græsk ved Universitetet; men man
maatte dog ikke anslaa denne Tilvæxt i Tid altfor højt, og man var til-
bøjelig til at tro, at den ikke vilde blive meget over et halvt Aar. Yder-
ligere kunde denne Tilvæxt formindskes, naar man vilde lade Fordringen
om en Prøve i græsk Stil falde, og ved Examen kræve to Versioner (i et
læst poetisk og et læst prosaisk Forfattersted) istedetfor Stilen og den ene
Version; desuden kunde det forlangte Pensum reduceres paa et Par Punkter
(f. Ex. 24 Bøger af Homer istedetfor 36) saaledes, at det blev det samme
som det, der krævedes af Kandidaterne ved den gamle filologiske Examen,
hvilke sikkert besad ligesaa stor Dygtighed i græsk Filologi som de nu-
værende Candidatii magisterii med Græsk til Hovedfag. Hvad nu fremdeles
saadanne Studerendes Anvendelse som Skoleembedsmænd efter deres Examen
angik, da vilde jo rigtignok deres egentlige Fag kun kunne skaffe dem faa,
om end meget vigtige Undervisningstimer i Skolen; men da de desuden
havde taget Examen i to Bifag, vilde der sikkert være tilstrækkelig Anled-
ning til at anvende dem paa disses Omraade i Skolen. Hertil kom jo
saa, at det tidt skete, at Folk efter deres Universitetsexamen enten af fri
Villie eller af Hensyn til Skolens øjeblikkelige Trang satte sig ind i og op-
traadte som Lærere i Skolefag, der laa udenfor deres Embed&examens Om-
raade, og dette vilde vel fremdeles altid blive Tilfældet.
Hvad Græsk som Bifag angik, kunde der vel, eftersom der ikke
vilde være Anvendelse for Folk, der havde taget Examen heri, ved Skolen,
naar Græsken fjernedes fra denne, være Spørgsmaal om Bevarelsen af dette
Fag som Led i Skoleembedsexamen. Man mente dog, at det burde bevares,
særlig af Hensyn til det græske Sprogs Vigtighed for et sammenlignende
Sprogstudium, og at det da maatte bibeholdes (som paabudt eller valgfrit)
i de samme Faggrupperinger som nu. Der vilde dog Intet være til Hinder
for at indskrænke Examensfordringerne saa meget, at der derved i noget
Maal blev bødet paa den Forlængelse i Studietiden, der her ligesom i det
ovenfor omtalte Tilfælde bevirkedes ved, at de Studerende skulde gjennemgaa
et Begynderkursus i Sproget ved Universitetet.
Med Hensyn til den Undervisning i Kundskab til den græske Oldtid,
som skulde træde istedetfor Undervisningen i græsk Sprog, kunde man
vel i det Væsentlige henvise til den af Undervisningsinspektionens Flertal
afgivne Betænkning; men da det filosofiske Fakultet ifølge sin Natur
og Sammensætning vel turde siges at have særegne Forudsætninger til at
dømme om denne Sag, som kunde blive af megen Betydning for vort Folks
Udvikling i Fremtiden, skulde man dog udtale sig noget nærmere derom.
Flertallet nærede nogen Mistillid til Udtrykkene: græsk Aandsliv, Kultur,
Kulturhistorie eller deslige, med hvilke man undertiden havde betegnet det
Fag, som man havde villet sætte istedetfor græsk Sprog. Det var vanskeligt
32
Universitetet 1889—1890.
med disse Udtryk at forbinde simple og tydelige Forestillinger om et Under-
visningsfag, der egnede sig for Skolen; man kom let til at tænke paa Med-
delelsen af blotte æsthetiske Indtryk og Refiexioner, Brudstykker af Historiens
Filosofi og den Slags Ting, som ikke kunde antage de faste Former, der
krævedes ved Ungdommens Undervisning, og man førtes derved ogsaa til
af Lærerne heri at kræve Betingelser, som kun de færreste kunde opfylde.
Flertallet saae anderledes paa denne Sag. Uden at undervurdere, livad der
under heldige Forhold i Henseende til Materiale og Lærerkræfter kunde
udrettes ved at gjøre Disciplene bekjendte med de ypperste Værker af græsk
Kunst i Afstøbninger eller Fotografier, troede det dog, at Talen i alt Væsent-
ligt burde være om en Tilegnelse af den for Ungdommen passende Del af
den græske Litteratur, de ypperste Historieskrivere, Talere, Digtere, Filo-
sofer. Lad Disciplene i Lektier lære — som de lære ethvert andet Fag —
Herodot gjennem en tro Oversættelse paa godt Dansk, ledsaget af den i vor
Tid fornødne antikvariske Kommentar; lad dem paa samme Vis lære Bøger
af Thukydides og Xenophon; lad dem indprente sig Plan og Taktik i Taler
af Demostlienes, saaledes at de kunde gjøre nøjagtig Rede derfor, ligeledes
Tankegangen i Platons Kriton og Apologi og udvalgte Partier af andre
filosofiske Skrifter, Indhold og Fremstilling af et af de store homeriske Digte,
af nogle Tragedier, Plutarchiske Biografier, Lukianiske Dialoger osv. osv.
Saaledes vilde de inden Afgangen fra Skolen kunne opnaa langt mere virkelig
Kundskab til den græske Oldtid, end det var muligt for dem nu, naar de
paa samme Tid skulde indøves i det fjerntliggende, vanskelige Sprog; de
vilde kunne samle Skatte for Livet, hvilken Vej de saa senere slog ind paa.
Denne Undervisning i græsk Literatur burde have den samme Karakter som
al anden Skoleundervisning; der burde ikke slaaes noget af paa det strenge
og nøjeseende Krav til Elevernes Tilegnelse af deres daglige Pensum; og
hvis den alligevel af Disciplene føltes som friskere og frugtbarere, hvis den
mere vakte deres aandelige Appetit end Indøvelsen af grammatiske Bøjnings-
rækker, der i og for sig vare aldeles golde og kun havde Betydning som
Midler for et Maal (der alligevel langtfra kunde naaes i Skolen), saa maatte
det kaldes en afgjort Fordel.
Det var denne positive Side af Sagen, som for Flertallet var uden
Sammenligning den vigtigste. Det stod klart for det, at Grækerne som
Menneskehedens ældste Udviklingsfolk, som det, hvis Literatur og Kunst
var blevet Grundlaget for hele den europæiske Kultur, der mere og mere
omspændte hele Jordkloden, ogsaa maatte give Nutidens Europa de bedste
Elementer til sand historisk Dannelse. Den græske Literatur gav som neppe
nogen anden Exempler paa Værker, der vare formfulde uden Stivhed, friske
uden Raahed, sunde og ungdommelige, paa engang vise og usammensatte i
Tanken. Idet den selv hørte hjemme i Menneskehedens tidligere og naivere
Ungdom, egnede den sig i fortrinlig Grad til Undervisning for den tidligere
og naivere Ungdom. Den var og burde vedblive at være den menneskelige
Dannelses Forgaard og Indvielse.
Idet man altsaa bestemt maatte udtale, at en Reform som den af Mini-
steriet oprindelig paatænkte med Hensyn til Græskens Stilling i Skolerne,
burde og maatte komme, og at dens Gjennemførelse kun var et Tidsspørgs-
Forelæsninger, øvelser og Exaniina.
33
maal, haabede man, at den Tid, der maatte hengaa forinden, maatte benyttes
til en planmæssig Forberedelse af Reformen.
Ogsaa Undervisningsinspektionens Flertal havde udtalt, at »Reformen
jo ikke lader sig gjennemføre med ét Slag«; man sluttede sig fuldkommen
til denne Sætning og maatte efter sin Betragtning endnu stærkere fremhæve
dens Betydning, netop fordi man bestandig mere havde for Øje, hvad der
skulde opnaaes og vindes, end hvad der skulde fjernes og afskaffes. Der
vilde være ikke lidet at udrette for at sikre et heldigt Udfald af den store
Reform. Uagtet vor Literatur, som det af Undervisningsinspektionens Flertal
nøjere var paapeget, ikke var fattig paa gode Oversættelser af græske Hoved-
værker, var der dog endnu i dette Øjeblik adskillige Mangler at afhjælpe.
Det var heller ikke nok, at alle fornødne Oversættelser vare tilstede; de
maatte, hvad Kommentar angik, være bearbejdede med gjennemført Hensyn
til Anvendelsen i Skoleundervisningen, og de burde allerede foreligge i
billige Udgaver. Der vilde kræves en nøjagtig Plan for hele Fagets Be-
handling i Undervisningen, og Lærerkræfterne burde indøves i at gjøre
Faget ret til et Skolefag.
En saadan Forberedelse af Reformen vilde vistnok bedst kunne ske ved
at gjøre et Skridt, der ogsaa i sig selv var anbefalelsesværdigt, nemlig
ved strax at paabegynde Indførelsen af græsk Oversættelseslæsning for
den nuværende sproglig-historiske Afdeling. Det dertil fornødne ringe
Timetal vilde let kunne tages fra den egentlige Sprogundervisning i Græsk,
idet de til Examen nu krævede Pensa jo godt vilde kunne taale en lille
Nedsættelse, naar der istedet kom en en saa meget vidtstraktere Læsning
af de græske Forfattere gjennem Oversættelser. Og en saadan Ændring
vilde i sig selv drage Alt det med sig, som man ovenfor havde betegnet
som ønskeligt til at forberede den endelige Reform. Den vilde tillade den
danske Boghandel at foranstalte billige Udgaver af de forliaanden værende
Oversættelser, og den vilde fremkalde nye Gjengivelser paa Dansk af de
oldgræske Forfattere, afpassede efter Skolens Tarv. Den vilde give Erfaring
for, hvorledes en Undervisning, bygget paa Oversættelser, rigtigst burde an-
lægges, og den vilde øve Lærerne i at drive en saadan, der i Øjeblikket var
dem saa uvant, ja den vilde rimeligvis paavirke selve Sprogundervisningen
paa en heldig Maade, idet den uvilkaarlig vilde føre Lærerne til ogsaa ved
denne at lægge Hovedvægten paa Indholdet fremfor paa Sprogformen. At
indføre en saadan Oversættelseslæsning for den sproglig-historiske Afdeling
frembød ingensomhelst Vanskelighed og vilde vinde Bifald fra alle Sider;
thi ogsaa de, der ikke tillagde Læsning af Oversættelser uden Kjendskab
til Originalernes Sprog synderlig Betydning, indrømmede jo gjerne dens frugt-
bringende Karakter for de Elever, der tillige læste selve det græske Sprog.
For sit Vedkommende ansaae Flertallet det ganske vist for heldigst, om en
lignende Undervisning ogsaa gjennemførtes for den mathematisk-naturviden-
skabelige Linie. I saa Fald maatte de Timer, der allerede nu i denne Afdeling
brugtes til at gjøre Eleverne bekjendte med den græske Literaturs Hoved-
værker, noget forøges, Undervisningen maatte faae en anden Karakter end
hidtil, idet Elevernes egen Læsning af Forfatterne skulde træde istedetfor
Lærerens Oplæsning, og Undervisningens Resultater maatte gjøres til Gjen-
Universitets Aarbog.	g
34
Universitetet 1889—i890.
stand for Prøvelse ved Afgangsexamen, f. Ex. i Forbindelse med Historien,
hvorved der først vilde komme den rette Alvor over Disciplenes Arbejde;
ogsaa dette vilde dog kunde indføres uden nogen indgribende Ændring i
Skolens nuværende Ordning. Man skulde anbefale Ministeriet indtrængende
at overveje, om noget saadant ikke burde gjennemføres, selv om man ellers
for Øjeblikket udsatte enhver anden Reform af det lærde Skolevæsen.
Man skulde dernæst komme til Ministeriets andet Forslag, som gik ud
paa at fjerne Oldnordisk af Skolen. Da de Udtalelser, der i de fra for-
skjellige Sider afgivne Betænkninger vare fremkomne om dette Fag, for
største Delen gik let hen over det, havde man anmodet det særlig sagkyndige
Medlem af Fakultetet paa dette Omraade, Professor Wimmer, om at udtale
sig om dets Betydning som Skolefag og han havde da udtalt sig saaledes:
Han skulde ikke her dvæle ved de gjennem en lang Aarrække førte
Forhandlinger, der endelig ledede til, at Oldnordisk ved Skoleplanen af 1871
blev indført i den lærde Skole. Den Stilling, som Faget ved den nye Ord-
ning fik i Skolen, beroede imidlertid som saa meget Andet i den nævnte
Skoleplan paa et »Kompromis«, idet det kun optoges i de to øverste Klasser
med et meget indskrænket Timetal (2 i hver). Naar hertil kom, at Under-
visningen i Oldnordisk i et stort Antal af de lærde Skoler maatte overdrages
til Lærere, der kun havde saare ringe Kundskab i Sproget og ofte manglede
de sproghistoriske Forudsætninger (Kjendskab til nordisk Filologi over-
hovedet og til Modersmaalets Udvikling i Særdeleshed), som burde have
dannet Hovedgrundlaget for Undervisningen i det nye Fag, kunde man ikke
undre sig over, at Udbyttet af denne Undervisning paa mange Steder var
blevet lidet tilfredsstillende. Istedetfor, saaledes som det altid var blevet
krævet af Forfatteren til de Lærebøger, der næsten overalt benyttedes som
Hjælpemidler til dette Studium, og saaledes som det ogsaa jevnlig var ind-
skjærpet af Undervisningsinspektionen, at lægge Hovedvægten paa Forholdet
mellem Oldsproget og Modersmaalet, det vilde sige at benytte Oldnordisk
som Middel til Forståaelse af vort eget Sprogs Udvikling, havde man paa
mange Steder enten aldeles ikke, eller saagodtsom ikke lagt Vægt paa
denne Side af Undervisningen, men indskrænket sig til, saaledes som det
var fremhævet i den af Undervisningsinspektionens Flertal afgivne Betænk-
ning, at gjøre Undervisningen i dette Fag »til Grundlag for en ny
grammatisk Exercits i meget stort Omfang«. Det betydelige og saare
lidet befrugtende Arbejde, som paa denne Maade var krævet af Disciplene,
havde naturlig kunnet fremkalde det fra mange Sider udtalte Ønske om
atter at fjerne Faget fra Skolen, og han vilde, hvor ondt det end kunde
gjøre ham, ikke betænke sig paa at slutte sig til dette Ønske, hvis det
stod klart for ham, at Forholdet ogsaa i Fremtiden vilde blive det samme.
Det turde imidlertid nu efter hans Mening med Sikkerhed forudsiges, at dette
ikke vilde være Tilfældet.
Blandt Fagene ved de nye Skoleembedsexaminer fandtes jo ogsaa Dansk,
og i hvor høj Grad netop dette Fag var blevet Gjenstand for Studium, turde
fremgaa af den Omstændighed, at han i de forløbne Semestre til Fore-
læsninger over dansk Sproghistorie og dertil knyttede Forelæsninger over
gammeldanske Sprogmindesmærker havde liavt indtil 60 Tilhørere, der havde
Forelæsninger, Øvelser og- Examina.	35
valgt Dansk til Hoved- eller Bifag. Dette Tal var i indeværende Semester
(Foraaret 1890) steget til over 70, af hvilke 26 havde valgt det til Hoved-,
46 til Bifag. Der vilde saaledes i Løbet af kort Tid uddannes et Antal Lærere,
som kunde magte hele Faget og saaledes kunde paatage sig — hvad der
var det eneste Naturlige — at være Lærere baade i Oldnordisk og i dansk
Sprog og Literatur, medens disse Fag nu ofte maatte fordeles mellem flere
forskjellige Lærere, som endda undertiden kun modstræbende havde over-
taget denne Undervisning. Til alt Held fandtes der allerede nu i enkelte
Skoler Lærere, som fyldestgjorde de Krav, der efter hans Mening burde
stilles til en Dansklærer, og at Undervisningen i disse Tilfælde havde baaret
rigt Udbytte for Disciplene, idet der uagtet det ringe Timetal ikke sjeldent
var opnaaet forbausende Resultater, kunde flere Medlemmer af Fakultetet
med Glæde bevidne af Erfaring. Men netop denne Omstændighed gav ham
det sikre Haab, at Undervisningen i Oldsproget — med Yægten særlig lagt
paa Forholdet til Modersmaalet — lidt efter lidt i alle Skoler ved at drives
paa den rette Maade vilde kunne faae en Betydning for Disciplene, der ikke
kunde vurderes højt nok. Han kunde nemlig ikke tænke sig noget Fag,
som mere end dette vilde være istand til under en kyndig Lærers Vejledning
at vække de Unges Interesse og sætte Aandsevnerne i Yirksomhed. Vi
mindedes vist alle den Glæde, vi havde følt ved smaa etymologiske Iagt-
tagelser, naar pludselig Oprindelsen til et hidtil uforstaaet Ord eller en
Form i Modersmaalet blev os klar. Men nu vare vi Nordboere saa heldig
stillede, i Oldislandsk at have et Sprog, som vi uden nogen stor Fejl
kunde betragte som Grundsproget for alle nyere nordiske Sprog og
Dialekter. Dette Sprog, som vi netop af den Grund med Rette plejede
at kalde Oldnordisk, gav os ikke blot Forstaaelsen af enkelte Ord og
Former i nyere Dansk; men det gav os Grundlaget for Forstaaelsen af hele
vort nuværende Sprogs historiske Udvikling; det viste os, hvorledes vort
Modersmaal efterhaanden havde udskilt sig som et særligt Sprog, og hvilke
Veje det under sin Udvikling var vandret; det viste os, hvad der i Sproget
var ægte nordisk, og hvad der var fremmed, hvilke Former der stemmede
med Sprogets Love, og hvilke der strede derimod. Og den kyndige Lærer
vilde her ikke fylde sine Disciple med Enkeltheder, der snart atter vilde
glemmes; men han vilde forstaa at fremstille Lovene, som Sproget under
sin Udvikling havde fulgt, i store Træk, der let vilde bevares i Hukommelsen,
fordi de paa alle Punkter oplystes, ved hvad der laa lige for Haanden. Den
Discipel der engang havde lært, at Oldsprogets tre Tvelyd ei, au og ey
paa Dansk vare blevne de enkelte Lyd e og ø (steinn = Sten, lauss —
løs, leysa = løse), eller at Oldsprogets k, t og p i Efterlyd efter Selv-
lyd vare blevne g, d og b (taha = tage, vita — vide, tapa = tabe),
vilde ikke saa hurtig atter glemme det. Og paa samme Maade forholdt det
sig med Sprogets grammatiske Former: naar Disciplen vidste, at Land i
Oldsproget med bestemt Kjendeord hed landit og i Ejeform landsins,
men i Nydansk Landet, Landets, blev det let for Læreren at give den
simple Regel for Dannelsen i begge Tilfælde; men det blev samtidig let
for ham at paavise, at vi i Landsens (al Landsens Ulykke) og de øvrige
5*
■
36
Universitetet 1889 —1890.
analoge Former havde bevaret en fra Oldtiden nedarvet gammel Intetkjøns-
ejeform. Disse og lignende etymologiske Undersøgelser førte imidlertid let
videre. De vare jo i og for sig et fortrinligt Middel til at give Disciplene
et Begreb om den sammenlignende Sprogvidenskab og dens Methode; men
livor let og naturligt førte ikke de Lydovergange, der kunde paavises
mellem Oldsproget og Nutidsdansk, til ogsaa at kaste Blikket ud til fjernere
beslægtede Sprog, til, for blot at nævne ét Exempel at gjøre opmærksom
paa Rasks »Lydfremskydningslov«, ifølge hvilken lat. p, t, k svarede til old-
nord. f, Jj, h (da. f, t, li): lat. pater = faOr-ir, Fader; lat. tres — prir, tre;
lat. cornu = horn, Horn.
At ingen sand Forstaaelse af Modersmaalet og dets Udvikling var
mulig uden Kjendskab til Oldsproget, var saa indlysende, at det ikke
trængte til noget nærmere Bevis. Men var det da ikke en Fordring, der
med Rette kunde stilles til de Unge, som gik ud fra den lærde Skole, og
som engang væsentlig skulde bære den Literatur, der i de vexlende Tider
skulde vidne om Modersmaalets og derved om Folkets Livskraft og Leve-
dygtighed, at de kjendte Lovene for det Sprog, i hvilket de selv skulde forme
deres Tanker?
Altsaa først og fremmest som Kilden til vort Modersmaal, som det
vigtigste Grundlag for virkelig Indsigt i det levende danske Sprog og i dets
Udvikling gjennem Tiderne krævedes Kjendskab til Oldsproget.
Erkjendelsen heraf var dog ikke den eneste Grund til, at der ved
Skoleordningen 1871 indrømmedes dette Fag en ringe Plads i Skolen. At
Oldnordisk havde den største Betydning for os Nordboer ikke blot som
Hjælpemiddel til Forstaaelse af de nyere nordiske Sprog, men ogsaa i
og for sig som Bærer af en højst mærkelig, i mange Henseender ypperlig
og original Literatur, vilde Ingen benægte. Men denne Literatur havde
for os Danske den særlige Betydning, at det var den, der i Aarhundredets
Begyndelse vakte vor egen Literatur til nyt Liv og fremkaldte en
Række Yærker, der sikkert ikke blot nu, men saalænge dansk Sprog
lød, vilde blive regnede blandt det Største, vor Literatur havde frembragt.
Det maatte sikkert kaldes et Held for de Unge, at de nu ikke mere — saa-
ledes som ikke sjelden tidligere — kunde forlade Skolen uden i al Fald
noget Kjendskab til denne Del af vor Nationalliteratur. Men Betydningen
af denne Literatur vilde dog først stille sig i det rette Lys for den, der
gjennem selve Oldliteraturen var kommen i umiddelbar Berøring med det
nordiske Aandsliv.
Til at give et nogenlunde fyldigt Indtryk af Hovedsiderne af denne
Literatur — et Par Eddadigte, nogle Stykker af de historiske Sagaer, særlig
af Snorre, en islandsk Slægtsaga — sammen med den først fremhævede
sproghistoriske Kundskab ansaae lian de Faget oprindelig indrømmede to
ugentlige Timer i de to øverste Klasser for tilstrækkelige. Og han talte
her af Erfaring, da det havde vist sig, at Lærere, der fuldt havde magtet
Faget, med det nævnte Timetal havde naaet Resultater, der i enhver Hen-
seende fyldestgjorde alle de Fordringer, der her vare opstillede. At det havde
været muligt i saa ringe Tid at opnaa disse Resultater, kunde kun forklares
Forelæsninger, Øvelser og Examina.
37
deraf, at Undervisningen i dette Fag, dreven paa rette Maade, havde vakt
Disciplenes levende Interesse.
I Henhold til disse Betragtninger og i Haab om, at de fornødne Lærer-
kræfter, hvor de ikke allerede fandtes, snart vilde kunne skaffes tilveje,
maatte han altsaa udtale om sin Overbevisning, at Oldnordisk saa langtfra
burde udstødes af den lærde Skole, at det i Forbindelse med Dansk snarere
burde drives i endnu noget større Omfang, idet der til denne Undervisning
helst skulde knyttes en rationel Undervisning i dansk Sproghistorie med Læs-
ning af forskjellige Prøver af ældre Dansk, mulig ogsaa med nogen Øvelse i
de danske Dialekter. Der vilde hertil kræves et Tillæg af én ugentlig Time i
6te Klasse og en kortfattet Lærebog, som han var villig til at skaffe tilveje.
Først paa denne Maade vilde Modersmaalet komme til at indtage den be-
rettigede Plads, som forlængst burde være indrømmet det i den højere
Skoleundervisning, og som man forhaabentlig ikke vilde negte det ved den
forestaaende Omordning af denne.
Endnu en Bemærkning skulde han knytte til den foregaaende Udvik-
ling. Netop naar græsk Sprog udskiltes af Skolen, vilde der ved Bevarelsen
af Oldnordisk komme en Enhed frem i hele Sprogundervisningen. Ligesom
nemlig Latin dannede det historiske Grundlag for Fransk (og naturligvis
ogsaa i mange Tilfælde kunde belyse Engelsk og de andre Sprog), saaledes
dannede Oldnordisk Grundlaget for Dansk og kunde i mange Tilfælde ogsaa
kaste Lys over Tydsk og Engelsk. Mange sproglige Fænomener, der saa
fortræffelig lode sig belyse navnlig ved Hjælp af Græsk, maatte ved Græskens
Udskillelse henvises til Undervisningen i Modersmaalet og Oldsproget; men
netop derfor var det dobbelt vigtigt at bevare Oldnordisk som Fag i Skolen,
naar Græsk opqaves.
Fra Skolens eget Standpunkt ansaae han det altsaa for nødvendigt at
bevare Undervisningen i Oldsproget mindst i det nuværende Omfang. Men
dette blev ogsaa nødvendigt af Hensyn til det Forslag, som Ministeriet
havde kmjttet til sin nye Skoleplan, og som gik ud paa Oprettelsen af et
Universitetskursus, der nøje sluttede sig til Skolens Afgangsexamen. Blandt
Fagene i dette Kursus stilledes ogsaa »en Forelæsning over dansk Sprog-
historie, som omfattede Udviklingen fra Oldtiden indtil Holbergs Tid«,
og Ministeriet tilføjede, at en saadan Forelæsning »vilde vistnok kunne er-
statte, hvad der i visse Retninger mulig tabes ved Opgivelsen af oldnordisk
Sprog i Skolen«.
Da al dybere Forstaaelse af Modersmaalet var umulig uden Kjendskab
til Oldnordisk, maatte enhver Fremstilling af det danske Sprogs Historie
nødvendigvis benytte Oldsproget som Grundlag. I Oldtiden (Runestenes
Sprog) var Dansk og Oldnordisk jo næsten i alle Tilfælde det samme Sprog,
og selv i Middelalderen (Sproget i vore gamle Love) havde Dansk i sine
Former og sit Ordforraad endnu fjernet sig saa lidt fra Oldsproget, at det
paa alle Punkter med Lethed forstodes ved Hjælp af dette, men paa intet
Punkt uden dette. En Forelæsning over dansk Sproghistorie, som ikke hos
Tilhørerne kunde forudsætte Kjendskab til Hovedpunkterne af Oldsprogets
Grammatik, vilde derfor blive højst utilfredsstillende for Docenten og ikke
38
Universitetet 1889—1890.
bringe Tilhørerne noget virkeligt Udbytte. Skulde Forelæsningerne ikke
svæve helt i Luften, maatte der nemlig forud for den eller samtidig med
den gaa en Fremstilling af Oldsproget, som imidlertid paa dette Standpunkt
baade vilde kræve altfor megen Tid og sikkert vilde virke saa trættende
paa største Delen af Tilhørerne, at den ganske vilde sløve deres Interesse for
det egentlige Æmne (Modersmaalets Historie). Kunde Docenten derimod
samle om sig en Kreds af Tilhørere, som fra Skolen medbragte blot saa
meget Kjendskab til Oldsproget, som kunde vindes ved det Antal Timer,
der nu var indrømmet Faget, tvivlede han ikke om, at en Forelæsning som
den af Ministeriet antydede vilde være i høj Grad ansporende og befrugtende
for de Unge. Men han maatte da tilraade, at Forelæsningen ikke som i
Ministeriets Forslag indskrænkede sig til at omfatte Udviklingen fra Old-
tiden til Holberg, men at den strakte sig lige til Nutiden. Netop fra Hol-
bergs Tid var der jo foregaaet Bevægelser, der havde den allerstørste Be-
tydning i Sprogets Historie, idet Modersmaalet derigjennem havde antaget
sin nuværende Skikkelse, og Tilhørerne vilde sikkert paa alle Punkter føle
et Savn og et Hul i deres Yiden, naar Udviklingen ikke medtog ogsaa
denne Periode. At Disciplene i Skolen stiftede Bekjendskab til denne Tids
Literatur, vilde nemlig ingenlunde være tilstrækkeligt for dem til ogsaa
at forstaa den sproglige Udvikling.
Til denne Udtalelse kunde Fakultetets Flertal i det Hele slutte sig.
Det ansaae Undervisningen i Modersmaalet for i den Grad vigtig, at det
nødig saae den berøvet en Støtte ved Fjernelse af Oldsproget, der, taget
paa rette Maade, kunde være saa overordentlig frugtbringende. Maatte det
end indrømmes, at Undervisningen i Oldnordisk hidtil paa mange Steder
ikke havde baaret gode Frugter, saa var det med Rette paavist af Professor
Wimmer, hvori Fejlen maatte søges, og naar han mente, at en Bedring var
ifærd med at vise sig, havde denne Opfattelse ogsaa fundet Støtte hos
andre Medlemmer af Fakultetet. Under disse Forhold skulde Flertallet
indstændig fraraade, at man i dette Øjeblik fjernede Oldnordisk af Skolen
og derved afskar de Muligheder til en sund Udvikling af Faget, der netop
nu havde vist sig.
Med Hensyn til den af Ministeriet paatænkte nye anden Examen
turde man maaske begynde med at berøre, at naar Ministeriet i sin
Skrivelse udtalte, at ikke faa Studerende kun havde liden Nytte af det
første Universitetsaar, forholdt dette sig neppe saaledes. Det kunde tvert-
imod siges at være Regelen, at de Studerende i det første Aar efter deres
Adgangsexamen ikke blot dreve deres filosofiske Studier med stor Iver og
Interesse, men at de ogsaa samtidig strax toge fat paa deres Embedsstudier,
og man kunde tilføje, at der, hvad Studierne til Skoleembedsexamen angik,
som Regel holdtes i hvert Semester flere Forelæsninger og Øvelser, beregnede
paa eller egnede for Begyndere eller yngre Studerende. Skulde dette ønskes
gjennemført i endnu højere Grad, vilde det let kunde ske ved Ansættelse
af flere Lærerkræfter, en Udvej, ved hvilken en lignende Ordning sikkert
ogsaa kunde træffes for de andre Fakulteters Vedkommende.
Om selve Forslaget skulde man udtale, at det i og for sig vilde være
et stort Gode, om der ved Universitetet bestod et Kursus, ved hvilket det
Forelæsninger, Øvelser o g Exaraina.
39
blev muligt for de unge Studerende at føre deres Kundskaber og Uddan-
nelse i forskjellig Retning videre, end det selv efter den bedste Læreplan
kunde ske i Skolen. Der vilde være ikke Faa, som vilde opholde sig et Aar
ved Universitetet for at gjennemgaa et saadant Kursus, før de gik over til
praktisk Virksomhed, ligesom der allerede nu var Adskillige, som gjennemgik
det filosofiske Kursus, selv om de ikke vilde studere videre.
Et saadant Kursus vilde ogsaa kunne danne en Forberedelse for det
senere Fagstudium, hvis det ordnedes og gjennemførtes paa en saadan
Maade, at de Unge fik Indblik i, hvad videnskabelig Methode var, og hvis
det derved kunde give Vejledning i en friere Studiemaade end den fra
Skolen tilvante.
Men til Gjennemførelsen af en saadan Plan vilde der for det Første
kræves et større lærerpersonale, end Universitetet nu raadede over. Naar
de videregaaende Studier ikke skulde forsømmes, manglede Universitetet
Kræfter til det forøgede Arbejde, som et Kursus i en hel Række Fag fol-
den overordentlig talrige Kreds af unge Studerende vilde kræve. Og for
det Andet vilde en Forlængelse af Studietiden blive nødvendig, hvis der
ikke skete et Afslag i Embedsexamensfordringerne. Men et saadant
Afslag var i hvert Tilfælde for de Prøvers Vedkommende, som hørte under
det filosofiske Fakultet, ikke muligt, bortseet fra, hvad der ovenfor var sagt
om Græsken. Efter omhyggelige Overvejelser vare nemlig Fordringerne
ved de i 1883 indførte Skoleembedsexaminer, der naturligvis indrettedes med
Hensyntagen til den nu bestaaende Skoleplan, indskrænkede til det mindst
Mulige.
Begge disse Vanskeligheder hængte dog nøje sammen med, at den
paatænkte Examen skulde danne et afsluttet Hele for sig selv, mere være
en Fortsættelse og Afslutning af Skoleundervisningen end en Indledning til
det senere specielle Universitetsstudium. Man havde tænkt sig, at følgende
Ordning kunde virkeliggøre i det Mindste en Del af det Formaal, der til-
stræbtes ved Ministeriets Plan, uden at den dog kom til at lide under saa
store Vanskeligheder som denne.
Der kunde maaske ved Siden af det filosofiske Kursus indrettes
Kursus, der for de forskjellige Studerendes Vedkommende hunde tjene som
Forberedelse til, om ikke som Del af deres Fagstudium. Et saadant forbere-
dende Kursus bestod jo allerede for Medicinernes Vedkommende, og det
vilde altsaa gjælde om at indføre noget Lignende for de andre Studerendes
Vedkommende. De, der ikke ønskede at tage den medicinske Forberedelses-
examen, burde da forpligtes til ved Siden af den filosofiske Examen at
underkaste sig en Prøve i to Fag, som de selv kunde vælge, og som — om
de ønskede det (thi det burde aldeles komme an paa dem selv) — kunde
være saadanne, der senere vilde komme dem tilgode ved deres Fagstudium.
Som saadanne Fag kunde man tænke sig følgende, af hvilke altsaa den
Studerende skulde vælge sig to: Historie (saaledes at der fremstilledes et
enkelt Tidsrum af større kulturhistorisk Betydning), dansk Sproghistorie,
Fransk (særlig det franske Sprogs Historie), Latin, Græsk, Mathematik,
Fysik, Kemi, almindelig Biologi.
Naai lagene vare valgfrie, vilde Antallet af Deltagerne ikke blive saa
40
Universitetet 1889 —1890.
overvældende for det enkelte Fags Vedkommende, som naar de vare obliga-
toriske. Der vilde da heller ikke kræves en saa stor Forøgelse af Univer-
sitetets Lærerpersonale som efter Ministeriets Plan. Og Forlængelsen af
Studietiden vilde for de fleste Studerendes Vedkommende blive meget ringe,
da et Kursus i tre Fag, hvert paa fire Timer ugentlig (for Græsken dog vel
snarest 6), ikke vilde lægge Beslag paa hele de unge Studerendes Tid, afseet
fra det Hensyn, de i de fleste Tilfælde vilde kunne tage til deres senere
Studium ved det Fag, de valgte.
Man skulde endnu kun pege hen paa den indre Forbindelse, der
var mellem Skoleplanen og Planen om en »anden Examen«. Jo mere af-
sluttet Skoleundervisningen blev, jo mere den kunde siges at føre til
et i og for sig (afseet fra en mulig Fortsættelse) værdifuldt Udbytte,
desmindre behøvedes der et encyklopædisk Kursus ved Universitetet, selv
om dette, som sagt, i og for sig vilde være et Gode. Og paa den anden
Side: jo større praktiske Vanskeligheder der (i Henseende til Lærerpersonale
og Studietidens Længde) viste sig at være for Indretningen af et Kursus
som det af Ministeriet paatænkte, desto vigtigere blev det, at Skolen holdtes
som et Hele for sig med sit ejendommelige og til almindelig aandelig
Udviklings Fremme begrænsede Formaal.
Om et Kursus som det ovenfor antydede (to valgfrie Fag ved Siden af
Filosofi for dem, der ikke ønskede at tage den medicinske Forberedelses-
examen) vilde kunne bringe tilveje, og om dets nærmere Indretning, derom
vilde det være tidsnok at forhandle, dersom det viste sig, at Ministeriet tog
denne Tanke op. Fakultetet vilde da sikkert faae Lejlighed til en mere
indgaaende Drøftelse.
Et Mindretal (Professor Joh. Steenstrup) udtalte i den af ham afgivne
Erklæring:
Han kunde i mange Hovedpunkter slutte sig til Majoritetens Udtalelse,
men da han ikke kunde bortse fra, et en Trediedel af de Studerende var
Theologer eller Filologer, vilde han ikke kunde tiltræde, at Græsk aldeles
udelukkedes af Skolen, idet han tillige niaatte anse det for ønskeligt, at den
Kundskab heri, som disse Studerende nødvendig maatte skaffe sig, erhver-
vedes gjennem et langsommere Studium, fordelt paa flere Aar. Derimod
vilde han kunne slutte sig til Ministeriets Forslag om en Deling af Klas-
serne i de to sidste Skoleaar. Den saaledes erhvervede Kundskab i Græsk
maatte da for disse Studerendes Vedkommende yderligere udvides ved et
Studium af Græsk ved Universitetet, i hvilket Fag de da et Aar efter
Afgangsexamenen maatte underkaste sig en Prøve. Undervisningen i Islandsk
i Skolen maatte, for at faae den fornødne Tid til Græsken samt til de
naturvidenskabelige Fag, bortfalde.
Et Mindretal af Fakultetets Medlemmer (Professorerne Ussing, Mehren,
Holm, V. Thomsen, Møller og Stephens) afgav følgende Betænkning:
Naar de ikke havde kunnet slutte sig til den af deres Kolleger afgivne
Betænkning, var det, fordi den i sit Udgangspunkt og derfor ogsaa i væsent-
lige Dele af sine Konklusioner forekom dem at hvile paa en noget for abstrakt
og ensidig Betragtning af den højere lærde Skoles Formaal og Midler.
De vare Alle enige om, at denne ikke skulde være nogen Fagskole;
■Hl
Porelæsninger, Øvelser og Examina.
41
den skulde, som det med Rette udtaltes af Ministeren, »ikke have det For-
maal at forberede til specielle Livsstillinger, men det er dens Opgave at
meddele en saadan almindelig Aandsudvikling og alsidig Kundskabsfylde,
som kan have Betydning i alle Livsforhold«, og det tilføjedes, ligeledes med
fuld Ret, at denne Almendannelse »maa have et dobbelt Grundlag, dels i
Kjendskabet til den menneskelige Aands Udvikling og Yttringsformer, dels
i Indsigten i Naturlivet og de Love, som styre dette«.
Men idet Sandheden heraf indrømmedes, fulgte dermed ingenlunde
Rigtigheden af den Betragtningsmaade, som deres Kolleger byggede derpaa.
Mindretallet gav dem Ret i, at ethvert Fag i Skolen burde føres til en vis
Afslutning; men det saaes let, at dette Begreb var i høj Grad svævende
og relativt; der kunde afsluttes paa mange Punkter. Og naar det sagdes,
at et Fag i Skolen ikke burde læres i en saa elementær Form og' saa ringe
Omfang, at det udelukkende fik Betydning som en Begyndelse, der senere
kunde fortsættes, da savnede Mindretallet atter her Forbindelsen imellem
den abstrakte Regel og den konkrete Virkelighed. Skolen kunde overhovedet
— især naar den, som hos os, afsluttedes i en Alder af 17—18 Aar — kun
give Begyndelser, der senere fortsattes, nogle af En, andre af en Anden, og
det vilde aldrig kunne undgaaes, at nogle af disse Begyndelser, snart af
den ene, snart af den anden Retning, naar de ikke fortsattes, kom til liden
positiv Nytte og vilde synes mere eller mindre døde Skatte, selv om de i
Virkeligheden ikke vare det. Ikke mindre svævende var jo i sig selv Be-
grebet Almendannelse, almindelig Aandsudvikling. Ved Siden af en vis
Række Fag, der med Nødvendighed maatte indrømmes at falde ind under
de Krav, der herved maatte stilles, var der andre, hvis Medtagelse eller
Udelukkelse mere beroede paa et Skjøn. Her burde det følgelig ikke blot
være tilladt, men det var nødvendigt at lade praktiske og konkrete Hensyn
være medbestemmende ved den Afgjørelse, der maatte være at træffe.
Paa denne Maade vilde der paa den ene Side kunne være Spørgsmaal
om Hensyn til Disciplenes forskjel-lige Individualiteter, Anlæg og Interesser;
paa den anden Side stod Hensynet til, at den lærde Skole, ved Siden af at
meddele en højere Almendannelse, tillige var og skulde være en Indledning
til de forskjellige Specialstudier ved Universitetet. Ligesom Afgangsexamen
krævedes som en Betingelse for at kunne studere ved dette, saaledes maatte
Universitetet som Helhed og dets enkelte Fakulteter hvert for sig ogsaa
være berettiget til at kræve, at den højere Skoleundervisning virkelig bi-
bragte Disciplene de Kundskaber, der maatte anses for nødvendige Forud-
sætninger for deres respektive Universitetsstudier.
Det var Hensynet navnlig til det første af disse to Momenter, der i
1871 ledede til Indførelsen af Tvedelingen som en Frugt af lange Over-
vejelser, og Virkeliggjøreisen af denne Tanke hilsedes dengang som et væ-
sentligt Fremskridt. Saae man tilbage paa den siden da vundne Erfaring,
turde der fra alle Sider herske Enighed om, at Tvedelingen i den Form,
hvori den da indførtes, var meget lidet heldig, idet den paa den ene Side
gjennemførtes med altfor stor Ensidighed, saa at navnlig den mathematisk-
naturvidenskabelige Afdeling i altfor høj Grad nærmede sig til at være en
Fagskole, og at paa den anden Side visse Fag — Mathematik for den
Universitets Aavbog	(j
42
Universitetet 1889—1890.
sproglige Retning, Latin for den mathematiske og latinsk Stil for begge —
afsluttedes paa et Tidspunkt, hvor Disciplene først egentlig skulde begynde
at have Udbytte af disse Fag, medens der derved tillige lagdes et knugende
Tryk paa Mellemklasserne. Men herfra var der dog et stort Spring til nu,
efter knap 20 Aars Forløb, at bryde Staven over hele Delingstanken med
den dertil hørende begrænsede Valgfrihed, og søge Fremskridt og Frelse
alene i Tilbagevenden til en ny Enhedsskole, uanset om denne ved sin
Ensidighed skulde krænke vigtige Interesser. Ligeoverfor denne Opfattelse
turde det ej heller være uden Betydning, at ikke blot vore Stammefrænder
i Norge og Sverige, men ogsaa de fleste andre Kulturlande, Tydskland,
Frankrig, Schweiz o. s. v., havde deres højere Undervisning indrettet efter
dette Princip (med en Tve- eller en Tredeling, som f. Ex. i Sverige, hvor
der var en Latin- og en Reallinie, af hvilke den første atter var delt i to
Afdelinger, den ene med Græsk, den anden med Engelsk) og vedblivende
holdt fast paa det i deres Arbejde paa videre Udvikling deraf. I ethvert
Tilfælde kunde Mindretallet ikke anse det nævnte Princip for at være paa
nogen Maade gjendrevet gjennem deres Kollegers Argumentation, og Mini-
sterens Forslag gik jo heller ikke ud paa Ophævelse deraf.
Hvorledes LTndervisningen i det Enkelte heldigst skulde indrettes, og
hvorvidt særlig den af Ministeren foreslaaede Ordning fra Skolens Stand-
punkt kunde siges at være tilfredsstillende eller ikke, derom troede Mindre-
tallet, at det filosofiske Fakultet som saadant vanskelig kunde udtale sig
med tilstrækkelig Autoritet. Som ubestridelige Fortrin ved Ministerens
Forslag sammenlignet med den nuværende Ordning turde det i denne Hen
seende kunne fremhæves, at Ensidigheden indenfor hver af de to Afdelinger
væsentlig var undgaaet, idet Matliematik fortsattes for den sproglig-historiske
Afdeling og Latin for den mathematisk-naturvidenskabelige, at Yalget først
skulde træffes i en noget ældre Alder, og at Trykket paa Mellemklasserne
blev betydelig lettet, ja maaske endog kunde siges helt at forsvinde. Men
at veje disse Fortrin lige overfor de mulige Mangler eller Vanskeligheder,
som Forslaget, seet fra Skolens Standpunkt, maatte frembyde, troede man
væsentlig maatte blive erfarne Skolemænds Sag, medens det nærmest tilkom
Fakultetet at betragte Sagen fra Universitetets Standpunkt og overveje,
hvilken Indflydelse de paatænkte Forandringer i Skolens Undervisning
kunde antages at ville have paa de akademiske Studier.
Et Punkt i den foreslaaede Undervisningsreform nødte Flertallets Ud-
talelser Mindretallet dog til at dvæle noget udførligere ved, end selve det
Forslag, hvorover Ministeren havde forlangt Universitetets Erklæring, maaske
kunde synes at give Anledning til. Det var Spørgsmaalet om Græskens
Stilling. Hvad dette Punkt angik, foretrak Flertallet afgjort det af Mini-
steren tidligere fremsatte Forslag — med fuldstændig Afskaffelse at
Græsk — saavel for den nu bestaaende Ordning som for Ministerens nye
Forslag. Idet Mindretallet maatte erklære sig for fuldstændig uenigt i
denne Opfattelse, ansaae det det for overflødigt her at gjentage de Argu-
menter, som fra Skolens og den almindelige Dannelses Synspunkt maatte
tale for Bibeholdelsen af Græsk som Undervisningsfag og som allerede fra
andre Sider vare fremhævede med saa megen Vægt, at det kunde nøjes med
Forelæsninger, Øvelser og Examina.
43
at benvise til vedkommende Udtalelser i de foreliggende trykte Betænk-
ninger. Derimod maatte Mindretallet her fra Universitetets Standpunkt
principielt hævde, at Universitetet ikke hunde finde sig i at modtage Stu-
denter\ for hvem Kjendskab til Græsk var uundværligt til deres Studier,
saaledes som Tilfældet var med Filologer og Theologer, uden at de fra
Skolen medbragte de nødvendige Forudsætninger herfor, og at det maatte
være en nødvendig Betingelse for en eventuel Beform af den højere Skole-
undervisning, at dette Krav ikke tabtes af Syne. Ud fra dette Standpunkt
maatte Mindretallet derfor, under Forudsætning af at det for Øjeblikket kun
skulde have Valg mellem et saadant Enten—Eller, foretrække Ministerens
sidste Forslag for det tidligere, af ham selv opgivne.
Forsaavidt som Flertallet bebrejdede den nuværende Skoles sproglig-
historiske Afdeling, at »Disciplene ikke kom til at bevæge sig i den græske
Literatur med saa stor Frihed og ikke stiftede Bekjendtskab med den i saa
stort Omfang, at de virkelig kunde have Glæde derved«, kunde Mindretallet
til en vis Grad indrømme dette; men det kunde vel være, at det Samme,
naar man tog Ordenes Relativitet i Betragtning, ogsaa kunde siges om
Latin eller Engelsk, ja for Manges Vedkommende selv om Fransk, for ikke
at tale f. Ex. om Mathematik. Mindretallet vilde i høj Grad ønske, at man
lærte mere Græsk i Skolen, end man gjorde, men naar man nu paa Grund
af Forholdenes Tvang ikke kunde drive Undervisningen deri videre, mente
det, at man kunde nøjes med det nuværende, og fandt ikke deri nogen
Grund til fuldstændig at udelukke Sproget fra Skolen. En yderligere Ind-
skrænkning, hvorved der vilde læres »meget mindre Græsk end før«, kunde
man selvfølgelig ikke gaa ind paa; men Ministeren havde jo kun foreslaaet
en Omordning, saaledes at det, der ikke blev naaet i Skolen, skulde ind-
vindes i det første Universitetsaar, hvis afsluttende Examen i Ministerens
Forslag netop kaldtes »Anden Del af Afgangsexamen«. Der var da stillet
det Spørgsmaal til Fakultetet, om det var sandsynligt, at Disciplene ved et
Kursus i Skolens to øverste Klasser paa 7 ugentlige Timer i Forbindelse
med en Fortsættelse i det første Universitetsaar vilde naa ligesaa vidt i
Kundskab til Græsk, som de nu naaede ved det lireaarige Skolekursus.
Herpaa vilde Mindretallet svare, at det med Hensyn til de ivrige og mere
begavede Disciple ikke nærede nogen Tvivl derom; men for de mindre be-
gavede, ja vistnok for det større Flertal maatte det ubetinget foretrækkes, at
Undervisningen begyndte i en tidligere Alder, medens den nødvendige
Udenadslæren endnu faldt lettere, og fortsattes i en længere Aarrække,
hvorved der opnaaedes større Fortrolighed med Sproget og større Sikkerhed
deri. Skulde imidlertid Ministeriet alligevel bestemme sig for at lade Under-
visningen i Græsk først begynde i Skolens 5te Klasse for saa at fortsættes
i det første Universitetsaar, maatte man strax her gjøre opmærksom paa,
at dette Fortsættelseskursus maatte have en mere skolemæssig Karakter,
end Universitetskursus plejede at have. Naar Ministeriet dernæst, for at
bøde paa den Mangel paa Kjendskab til den klassiske Oldtid, der maatte
findes hos de Disciple, som ikke lærte Græsk, havde foreslaaet, at disse
skulde gjøres bekjendte med den græske Literatur igjennem Oversættelser
6*
44
Universitetet 1889—1890.
og modtage Undervisning i græsk Oldtidskundskab i troede Mindretallet
rigtignok, at man gjorde sig Illusioner om Udbyttet af en saadan Under-
visning, hvor det naturlige Grundlag, Kjendskab til Originalerne, manglede;
men det havde ingen Tvivl om, at den vilde være meget frugtbringende for
dem, der lærte Græsk. Det havde været Mindretallet en Tilfredsstillelse at
se, at ogsaa Flertallet delte denne Mening og udtalte, at denne Undervisning
burde være fælles for begge Afdelinger. Mindretallet var heller ikke bange
for, at Tiden skulde mangle. Naar de græsklæsende Disciple gjennemgik
et saadant Kursus, vilde der efter dets Mening ikke være Noget til Hinder
for, at de 7 ugentlige Timer, der vare foreslaaede til det græske Sprog,
nedsattes til 6, ligesom ogsaa 1 Time om Ugen kunde vindes ved at fritage
den græske Afdeling for den foreslaaede Undervisning i Geografi og Geologi.
Selv om man imidlertid strax maatte skride til Indførelse af græsk Over-
sættelseslæsning for den nuværeude sproglig-historiske Afdeling, vilde det
være urigtigt deraf at drage nogen almindelig Slutning angaaende Yærdien
af denne Undervisningsmaade, uden tilbørligt Hensyn til, hvilke betydelige
Forudsætninger Disciplene havde ved deres Kjendskab til det græske Sprog.
Naar det fremdeles som en Grund til at udelukke Græsken af Skolen
bemærkedes, at der var Fare for, at Disciple »blot af Frygt for Mathematik
vilde vælge den græske Afdeling« og at der overhovedet »ikke i Skolen
burde bestaa et Fag, som Disciplene kunde ty hen til blot af Uvillie mod
et andet Fag«, da forekom dette Mindretallet at være ganske uden Be-
tydning. Om den ene eller den anden Ketning valgtes af den positive
Grund, at Disciplen havde særlig Lyst og Anlæg dertil, eller af den negative
Grund, at han manglede Lyst eller Oplagthed til Modsætningen, vilde det
— naar der overhovedet var Yalgfrihed — i mangfoldige Tilfælde være
umuligt at holde ude fra hinanden, for ikke at tale om, hvorledes andre
mere tilfældige Momenter kunde gjøre sig gjældende, saasom en Lærers
mere tiltrækkende eller frastødende Personlighed, Kammeraters, Forældres
eller Yenners Indflydelse o. a. 1. Men var der Disciple uden bestemt ud-
prægede Interesser og Anlæg, der vilde vælge Græsk blot for at undgaa
Mathematik, var der ikke mindste Grund til at tro, at ikke det Modsatte
ligesaa godt kunde blive Tilfældet, og at ikke mange, særlig, dersom den
mathematiske Eetning blev mindre ensidig end den nu var, vilde foretrække
at fortsætte Mathematiken i lidt større Omfang fremfor at begynde paa et
helt nyt og vanskeligt Fag.
Flertallet indvendte imod Ministeriets Forslag, at der derved kun vilde
være »gjort et lille Skridt til at hæve Tvedelingen, saa ringe, at det kun
kunde have Betydning som en Indledning, der om ikke lang Tid maatte
fortsættes med Græskens fuldstændige Udelukkelse af Skolen«. Hvorvidt
dette sidste Skridt virkelig med Nødvendighed kunde siges at være nær-
forestaaende eller ikke, skulde Mindretallet ikke her drøfte; det hævdede
kun, at Nødvendigheden ikke blot ikke for Øjeblikket kunde siges at fore-
ligge, men at den fuldstændige Udelukkelse af dette Fag var uforenelig med
de videnskabelige Krav, som Universitetet bestemt maatte fordre opretholdte.
Mindretallet kunde herved heller ikke undlade at henvise til, hvad der alle-
rede fra f'orskjellige andre Sider var fremhævet, at, skjønt Spørgsmaalet
Forelæsninger, Øvelser og Examina.
45
særlig om Græskens Stilling i Skolen i forskjellige Lande stod paa Dags-
ordenen, og skjønt der, navnlig i de mindre Lande, som Norge, Sverige,
Finland, havde hævet sig stærke Røster for Afskaffelsen af dette Fag (fra
visse Sider, f. Ex. i Norge, med ligefrem Tilføjelse af, at ogsaa dette kun
skulde være et indledende Skridt, der maatte fortsættes med Latinens Ude-
lukkelse), saa havde man dog endnu ikke i noget andet Land vovet at be-
tragte Spørgsmaalet som i den Grad afgjort, at man havde turdet gjøre
positive Skridt i denne Retning. Mindretallet skulde saaledes minde om,
at den Komité, der i Sverige havde været nedsat for at drøfte Ordningen
af den saakaldte »Filosofie kandidat-examen«, i sin i Slutningen af
1889 afgivne Betænkning med Styrke havde udtalt sig for at bevare
Græsk i Skolen ligesom hidtil (som valgfrit Fag ved Siden af En-
gelsk), men saaledes, at det skulde være obligatorisk for dem, der senere
vilde tage »humanistisk kandidat-examen«. Det var bekjendt, at man i
Tydskland i nyere Tid ved Siden af de gamle Gymnasier havde oprettet
saakaldte Realgymnasier, hvori der ikke lærtes Græsk, men vel Latin, endog
i endel større Omfang end indenfor vor sproglig-historiske Retning. Disse
Realgymnasier svarede altsaa til den mathematisk-naturvidenskabelige Af-
deling i vore Skoler, med det anførte Tillæg af Latin; men de gave allige-
vel kun en begrænset Adgang til Universitetet. Realstudenterne havde kun
Tilladelse til at studere Naturvidenskaberne eller Fransk og Engelsk; fra
alle andre Studier (ogsaa Medicin) vare de udelukkede. Der førtes i dette
Øjeblik en heftig Kamp for at skaffe dem udvidede Rettigheder, ligesom de
havde hos os, og dette vilde uden Tvivl ogsaa efterhaanden lykkes, men
den Omvæltning, at man skulde gjøre Realgymnasierne til de eneberettigede
og nedlægge de gamle, eller at man i Frankrig paa lignende Maade ved
»jUenseignement secondaire classique« skulde nedlægge »Glasses des lettres«
og kun beholde de lidet benyttede »Classes supérieures des sciences», syntes
Ingen for Alvor at værdige Tanke. Det maatte staa klart, at det var dette
Skridt, man nu hos os vilde anbefale som Middel til at hæve de med vor
nuværende Undervisningsplan forbundne Ulemper.
At Kundskab i Græsk var en nødvendig Forudsætning for filologisk og
theologisk Studium, indrømmede Flertallet, men det mente, at man ikke
behøvede at tage særligt Hensyn til en saadan mindre Del af de Studerende.
Efter den opstillede Beregning vare disse i indeværende Aar ikke mere end
en Trediedel af hele Antallet. Mindretallet var tilbøjeligt til at tro, at
Tallet i andre Aar havde været større; men antoges det, at det maatte reg-
nes til en Trediedel, saa syntes allerede dette Tal saa stort, at der maatte
tages Hensyn dertil.
Naar Flertallet da mente, at man ligesaa godt kunde kræve af de
vordende Gejstlige, at de benyttede en Del af deres Studietid til at studere
Græsk, som man krævede af de vordende Læger, at de maatte ofre en ikke
ringe Tid til Studiet af de naturvidenskabelige Fag, der fordredes ved den
medicinske Forberedelsesexamen, glemte det, at der med Hensyn til de fleste
af disse Fag, baade Zoologi, Botanik og Eysik, var givet et godt Grundlag
i Skoleundervisningen, medens der intet saadant vilde blive givet med Hen-
syn til Græsk, ligesaa lidt som det for Tiden fandt Sted, hvad det andet
46
Universitetet 1889—1890.
nye Sprog angik, som Theologerne allerede iforvejen havde at lære og som
Flertallet ikke havde nævnt, nemlig Hebraisk. Der kunde ikke være Tvivl om,
at et forberedende Studium i Græsk og Hebraisk vilde kræve en større Tid
end Medicinernes Indledningsstudium. Men hvor lang Tid det vilde tage
for en ung Theolog — og man kunde her strax tage Filologerne med —
ved Universitetet at naa en Kundskab i Græsk, som svarede til den, han
nu havde, naar han gik ud af Skolen, var det ikke let at sige med Nøjagtig-
hed. Flertallet i Undervisningsinspektionen havde i sin Betænkning over
Ministeriets oprindelige Forslag til en Forandring i Skoleplanen ment, at
det vilde forlænge Studietiden med et halvt Aar, idet det antog, at en
Students daglige Arbejdstid kunde sættes til 8 Timer. Fakultetets Flertal
havde i sin Betænkning ligeledes udtalt den Mening, at Forlængelsen ikke
vilde blive meget over et halvt Aar. Men, naar man huskede paa den Tid,
der gik til Forelæsninger og Informationer, som saa mange Studenter vare
nødte til at paatage sig, kunde der paa ingen Maade regnes paa 8 Timers
daglig Arbejdstid. Der vilde afgjort snarere gaa et helt end et halvt Aar
og sandsynligvis endnu mere tabt for Studenten paa den Maade, og den
Kundskab, der vilde blive erhvervet, vilde utvivlsomt være overmaade hullet
og usikker. Flertallet henviste fremdeles til, at Studietiden for Theologer-
nes Vedkommende i Regelen var langt kortere end for Medicinernes, saa at
den Forlængelse, som Tilegnelsen af Græsk vilde volde, neppe kunde være
betænkelig; men for ikke at tale om, at det var vanskeligt at se, hvorledes
det, at et andet Studium med Nødvendighed krævede en længere Tid, kunde
paaberaabes som Støtte for at lægge en forøget Byrde paa det theologiske
Studium, saa maatte det baade i Almindelighed fremhæves som misligt at
at forlænge Studietiden for vore Studerende — den var lang nok iforvejen
— og der vilde desuden let fremkomme en Vanskelighed for Theologerne?
som Medicinerne vare frie for. Det var vel bekjendt, at disse kunde aftjene
deres Værnepligt paa en Maade, der kun lidet generede deres Studium;
men for en theologisk Student vilde det være en ligefrem Ulykke, naar han
ikke kunde faae sine Studier endte, inden han blev tagen til Soldat. Men
dette vilde ved en Forlængelse af Studiet let kunne ramme adskillige Theo-
loger. Selv om man vilde sætte sig ud over, at der netop blandt dem
fandtes ikke faa, der noget sent bleve Studenter, fordi de kom fra andre
Livsstillinger, saa behøvede man efter Flertallets Plan ikke at være mere
end 19 Aar, naar man blev Student — og ikke Faa kom til' Universi-
tetet i den Alder —, for at Værnepligten kunde indtræde som ødelæggende
Studiet. Heller ikke maatte det glemmes, at efter Flertallets Forslag vilde
Studiet af Græsk volde de Studerende forøgede Udgifter. Det var klart, at
ingen Docent ved Forelæsninger eller Examinatorier kunde meddele dem de
Kundskaber i Græsk, der behøvedes. Her var ikke Tale om, at det skulde
være under hans Værdighed at give Vejledning i Begyndelsesgrundene i
dette Fag. Men man tænke sig Hold paa 90—100 Studenter. Hvorledes
skulde man kunne lære dem det græske Sprog forfra paa I niversitetet ?
Det var klart, at de ved privat Manuduktion maatte søge at opnaa den
Kundskab, som Universitetet ikke kunde give dem — noget som allerede
nu almindelig skete ved Hebraisk. Enhver vilde vistnok indrømme, at det
Forelæsninger, Øvelser og Examina.
47
vilde være haardt at nøde de Studerende, deriblandt mange fattige, dertil.
Forholdet kunde her aldeles ikke sammenlignes med de af Flertallet an-
tydede »Begyndelseskursus i en hel Mængde andre Sprog«, altsaa vel saa-
danne som f. Ex. Sanskrit, Arabisk, slaviske Sprog eller Lignende; thi her
var det jo altid kun nogle ganske Enkelte, der af særlig Lyst benyttede
denne Undervisning, og det med fuld Frihed til at høre op, hvad Øjeblik
det behagede dem, da intet bestemt Maal skulde naaes og ingen Prøve af-
lægges. Og ligesaa lidt kunde man henvise til Oldnordisk før 1871; thi
faktisk havde der i dette Fag aldrig ved Universitetet været meddelt den
Art elementær Undervisning, som der nu vilde kræves i Græsk, men de
Faa, der skulde have det til filologisk Embedsexamen, maatte netop selv skaffe
sig de nødvendige elementære Kundskaber, hvad der jo ved dette Sprog
ikke var forbundet med synderlig Vanskelighed. ISTaar Flertallet endelig-
mente, at efter dets Forslag vilde man opnaa den Fordel, at Theologerne
ikke mere i en altfor ung Alder kunde gaa over i en praktisk gejstlig Virk-
somhed, var det vanskeligt at forstaa, hvad det havde tænkt paa. Man kunde
som bekjendt ikke blive Gejstlig, før man var 25 Aar. Holdt Flertallet
det virkelig for ønskeligt, at det theologiske Studium varede ud over den
Alder?
Hvad det andet Universitetsstudium angik, hvor Græsk spillede en
Rolle, Studiet til Skoleembedsexaminerne, da ansaae Fakultetets Flertal det
for nødvendigt, at de Lærere, som skulde meddele den paatænkte Under-
visning i græsk Oldtidskundskab i Skolerne, fik en lignende Uddannelse i
græsk Filologi ved Universitetet som den, de nuværende Candidati magi-
sterii med Græsk til Hovedfag fik, og det mente, at der, naar der foretoges
nogle Ændringer i de Fordringer, som ved Embedsexamen stilledes i dette
Fag, ikke vilde være Noget til Hinder for at kræve dette. Mindretallet
kunde være enigt med Flertallet i, at det, saafremt det paatænkte nye Fag
kom til at afløse Græsk i Skolerne, vilde være meget ønskeligt at have
Lærere deri, der havde en saadan Fordannelse; men det maatte paa den
anden Side anse den af Flertallet paatænkte Ordning for umulig at gjen-
nemføre. Det var nemlig Mindretallets Overbevisning, at selv med de af
Flertallet antydede Ændringer i Examensfordringerne vilde Studiet af Græsk,
der efter dets Forslag maatte læres helt forfra ved Universitetet, koste be-
tydelig mere Tid, end det nu gjorde. Det Tillæg i Arbejde, det vilde give,
at skulle erhverve den Kundskab til Formlæren, til Grundtrækkene i Syn-
taxen og til et ikke ringe Ordforraad, som en Student nu besad ved sit
Komme til Universitetet, vilde mange Gange overgaa den Formindskelse i
Arbejdet, som de foreslaaede Ændringer i Examensfordringerne vilde føre
med sig. Fakultetets Flertal indrømmede ogsaa selv, at Studietiden vilde
blive forlænget for saadanne Studerende; men det mente at kunne sætte
sig ud derover. Dette kunde Mindretallet ingenlunde anse for forsvarligt,
medmindre den forøgede Studietid kunde opvejes af andre Fordele for de
Studerende. Men det var saa langtfra, at saadanne vilde frembyde sig, at
tvertimod de, der vilde underkaste sig en Examen som den af Flertallet
paatænkte, maatte blive uheldigt stillede i Sammenligning med dem, der
valgte andre Fag ved Skoleembedsexamen. Hvilke Udsigter aabnede man
48
Universitetet 1889—1890.
nemlig den unge Kandidat, der havde underkastet sig en saadan Examen?
Det maatte erindres, at Undervisning i græsk Oldtidskundskab kun kunde
sysselsætte én Lærer i hver Skole, og at det vilde blive et særdeles vanske-
ligt Fag at være Lærer i. Det vilde kræve en Forening af filologisk
Kundskab, æsthetisk Dannelse og Kunstsans i Forening med Evne til Op-
læsning, og nødvendiggøre et Greb paa at beherske Stoffet, som kun vilde
kunne lindes hos en fuldt uddannet og begavet Skolemand. Om at over-
drage et saadant Fag til en yngre Lærer vilde der ikke kunne være Tale.
Ingen ung Kandidat, der havde Græsk som Hovedfag, vilde altsaa kunne
finde Ansættelse som Lærer i dette Eag; men en saadan Udsigt vilde visse-
lig alt andet end opmuntre til at studere dette Fag, og saa skulde ved-
kommende Student ovenikjøbet have at underkaste sig en Skoleembedsex-
amen, der var ulige vanskeligere end de andre bestaaende. Der gaves kun
én Udvej til at hæve Uligheden, det var at lade ham nøjes med at have
Latin eller — hvad der forøvrigt vilde være højst uheldigt — et andet
Sprog eller Historie som det eneste Bifag. Men hvor ilde stillet vilde ikke
en Kandidat blive, som, naar han søgte et Skoleembede, kun kunde melde
sig som Lærer i et Fag, han havde havt som Bidisciplin'? Man kunde være
overtydet om, at de, der ønskede at studere for at opnaa Stillinger ved de
lærde Skoler, vilde vogte sig for et saadant Embedsstudium, og det vilde
derfor sikkert være omtrent haabløst at tænke sig Græsk bevaret som Hoved-
fag ved vore Skoleembedsexaminer.
Derimod var der ingen Tvivl om, at det som hidtil maatte beholdes
som Bifag. Ingen kunde selvfølgelig studere Latin uden at have Græsk
ved Siden. Men hvorledes vilde det da komme til at gaa dem, der stude-
rede disse to Fag? Yilde man virkelig — saaledes som Fakultetets Flertal
gjorde — forlange, at de til Examen skulde opgive nok et Bifag? Da stod
man igjen overfor en Examensprøve, der var betydelig vanskeligere end de
andre Skoleembedsexaminer. Der blev, hvis man vilde have Ligevægt, ikke
Andet at gjøre end at opstille en Skoleembedsexamen med Latin som Hoved-
fag og Græsk som det eneste Bifag, og det vilde da blive Kundskaben i
Græsk indenfor disse Grænser, hvorpaa den fremtidige Lærer i græsk Old-
tidskundskab maatte bygge sin filologiske Viden. Imidlertid, hermed var
man ikke over Vanskelighederne. Efter hvad ovenfor var yttret om, at kun
ældre prøvede Lærere vilde kunne magte det paatænkte nye Fag, var det
klart, at den Kandidat, som havde taget en Examen, der kun omfattede de
nævnte to Discipliner, fra først af ikke vilde kunne konkurrere om andre
Lærerpladser end dem i Latin. Han var begrænset til dette ene Fag.
Hvor ugunstig blev da ikke hans Stilling i Sammenligning med deres, der
havde taget Examen med enten Historie, Dansk eller et andet nyere Sprog
som Hovedfag, og saa Latin foruden et andet moderne Sprog som Bifag,
og som altsaa kunde tilbyde sig som Lærere i 3 Fag. Som vel bekjendt
opsloges Lærerpladserne næsten altid ledige saaledes, at der krævedes paa-
lidelig Kundskab i flere Fag. Under saadanne Forhold vilde de Studerende
ganske sikkert i høj Grad blive skræmmede fra at underkaste sig en Examen,
bestaaende af Latin som Hovedfag og Græsk som Bifag. Hvor fordærvelige
Virkninger dette vilde faae for det klassiske Oldtidsstudium ved vort Univer-
Forelæsninger, øvelser og- Examina.
49
sitet, og hvor uheldig Tilbagevirkningen vilde blive, behøvede neppe at
siges. Naturligvis kunde det tænkes, at En og Anden af udpræget viden-
skabelig Interesse indlod sig paa et videregaaende klassisk-filologisk Studium,
ligesom man nu saae Enkelte særlig studere Indisk, Arabisk eller lignende
frit stillede Fag; men det vilde blive meget farligt at slaa sig til Ro der-
med. Flertallets Forslag vilde, hvis det blev gjort til Virkelighed, efter
Mindretallets Opfattelse tilføje det klassiske Oldtidsstudium ved Universi-
tetet et dødbringende Knæk.
Medens Flertallet med saa stor Styrke have forlangt, at Græsken
skulde fjernes fra den lærde Skole, stillede det sig omvendt overfor det old-
nordiske Sprog, som Ministeriet baade i sit første og i sit andet Forslag
havde tænkt sig udelukket. Ogsaa Mindretallet vilde i høj Grad beklage,
om Skolens Disciple ganske skulde berøves Kundskaben til Modersmaalets
ældste Skikkelse, og det haabede heller ikke, at det vilde lindes nødvendigt.
Naar Professor Wimmer udtalte om denne Undervisning, at den saa langt-
fra burde udstødes af den lærde Skole, at den snarere burde drives i endnu
noget større Omfang, idet der til den helst skulde knyttes en rationel
Undervisning i dansk Sproghistorie, da stemmede denne sidste Tanke, for-
saavidt derved væsentlig kun mentes Læsning af Prøver af ældre Dansk,
ganske med Mindretallets Ønsker. Men en Betingelse herfor maatte det
rigtignok være, at Timetallet ikke forøgedes og at det egentlige »Oldnor-
disk«, langtfra at drives i endnu større Omfang, tvertimod indskrænkedes
saameget mere. Selv om det ringe Pensum, der nu læstes, med Lethed
kunde læres saaledes, at de Allerfleste kunde sikre sig en god Karakter
deri ved Examen, var det dog ubestrideligt, at den virkelige Færdighed i
Forstaaelse af det oldnordiske Sprog, der naaedes i Skolen, i ingen Hen-
seende var støn-e, ja snarere var forholdsvis ringere end den, der naaedes i
Græsk, og den Literaturkjendskab, der vandtes gjennem Læsning af Origi-
naler, var jo i sig selv alligevel ganske ufyldestgjørende. Dette Fag vilde
overhovedet aldrig i Skolen kunne blive til andet end en »Begyndelse«, og
det i endnu højere Grad end noget andet Fag. Hvad den literære Side
angik, var der sikkert ingen Literatur, der saaledes som den »oldnordisk«-
islandske egnede sig til at læses igjennem Oversættelser og for hvilken saa-
danne tillige forelaa i saa stort og let tilgængeligt Udvalg; selv den Ind-
flydelse, som den nyere danske Literatur havde modtaget fra denne Side,
var jo næsten udelukkende gaaet gjennem Oversættelser. Læsningen af
saadanne i Skoler vilde selvfølgelig for en stor Del være mere paa sin Plads
i de lavere end i de øverste Klasser. Sin væsentlige Betydning havde
Undervisningen i Oldnordisk derimod utvivlsomt fra den sproghistoriske Side
som et Grundlag for Forstaaelsen af vort Modersmaals Udvikling; men for
at eihverve et saadant almindeligt Grundlag vilde man utvivlsomt kunne
nøjes med et endnu mindre Pensum end det, man nu læste. Til Gjengjæld
vilde Mindretallet, som sagt, finde det overordentlig ønskeligt og endnu
nyttigere, om man kunde læse noget ældre Dansk og tillige gjøre nærmere
Bekjendtskab med Svensk. Stilledes Spørgsmaalet derimod saaledes, om
man enten skulde undvære Græsk eller Oldnordisk, da troede Mindretallet
rigtignok, at Valget maatte træffe det sidste. Hint forekom Mindretallet
Universitets Aarbog.	7
50
Universitetet 1889—1890.
nødvendigt, dette kunde undværes, saameget mere som det ikke var for-
bundet med synderlig Vanskeliglied at tilegne sig det, naar Nogen virkelig
ønskede det. Og vilde man specielt fremhæve den sproghistoriske Side, da
maatte det ikke heller glemmes, at den nyere Sprogvidenskab netop havde
viist, hvorledes Græsken, hvad historisk Betydning angik, i meget væsentlige
Punkter indtog den mest fremragende Plads indenfor de indoeuropæiske
Sprog (selv Sanskrit neppe undtaget), saaledes at det i denne Henseende, i
en kyndig Lærers Haand, var særlig egnet til at sprede Lys til alle Sider.
Ja selv f. Ex. de germanske Sprogs »Lydfremskydning« eller andre Fæno-
mener, som i deres Oprindelse laa forud for Udviklingen indenfor de nor-
diske Sprog, vilde for Disciplene kun faae Interesse, naar et Tilknytnings-
punkt til den modsatte Side forud var dem bekjendt; men her traf det sig
saaledes, at det andet af de gamle klassiske Sprog, Latinen, paa Grund af
en Række ejendommelige Udviklinger kun i forholdsvis ringe Grad var egnet
til i denne Henseende at erstatte Græsken (naar bortsaaes naturligvis fra
det særlige Forhold til Fransk).
Vendte Mindretallet sig efter disse Udtalelser til selve det Forslag,
hvorover Ministeren nænnest havde begjæret Universitetets Erklæring, For-
slaget til en Forbindelse mellem Skoleundervisningen og Universitetet, var
Mindretallet saa heldigt i alt Væsentligt at belinde sig i fuld Overensstem-
melse med Flertallet, hvorfor det kun havde nogle enkelte Tilføjelser at
gjøre til det af det Udtalte.
Tanken om Oprettelsen af en »anden Examen« efter det første Uni-
versitetsaar havde intet afskrækkende for det filosofiske Fakultet. Dette
havde selv tidligere taget Ordet for en saadan Ordning, men rigtignok under
den Forudsætning, at dette »anden Examens« Kursus kunde sættes i nærmere
Forbindelse med Embedsstudierne. Mindretallet ansaae det nemlig for
rigtigt, at de Studerende, strax naar de kom til Universitetet, toge fat paa
det Embeds- og Livsstudium, de vilde vælge, saaledes som det nu, efterat
Erindringerne om den forrige, for længe siden ophævede »anden Examen«
vare forsvundne, virkelig var Tilfældet. Det kunde befrygtes, at en For-
andring i denne Henseende ikke vilde have nogen heldig Indflydelse paa
Studenternes Flid i det Hele, ligesom det forekom Mindretallet at være
Uret imod det store Antal ivrige Studerende, der brændte af Lyst til at
begynde paa deres Livsstudium, at holde dem tilbage derfra.
Det foreslaaede »anden Examens« Kursus havde Ministeriet »foreløbig
tænkt sig sammensat af 5 Fag, Filosofi, Historie, dansk Sproghistorie,
Fysiologi og et af følgende tre Fag: Græsk, Mathematik eller Naturviden-
skab«. Satte man til hvert Fag, ligesom nu til Filosofien, 4 ugentlige
Timer, vilde man faae 20 Forelæsningstimer om Ugen, og der vilde blive
liden eller ingen Tid tilovers til Begyndelsen af Embedsstudiet. Men
Mindretallet kunde heller ikke finde de nævnte Fag i lige Grad nødvendige
for alle Studerende. Om Fysiologien vilde det overlade det til de Sagkyn-
dige at udtale sig. Med Hensyn til dansk Sproghistorie var Mindretallet
enigt med Flertallet i dets foranstaaende Erklæring, at dette Fag, hvis
Oldnordisk afskaffedes i Skolen, vilde savne sin nødvendige Basis, saa at
man ogsaa vilde blive nødt til at optage en elementær Undervisning i Old-
Forelæsninger, øvelser og Examina.
51
nordisk deri. Beholdt Skolen derimod dette og den dermed følgende Under-
visning i Modersmaalets Historie, burde dette Fag ikke paalægges Andre
end dem, der selv ønskede at drive Studiet videre. Det Samme forekom
Mindretallet at være Tilfældet med Historien, hvis Omfang i Skolen jo
heller ikke var blevet indskrænket. Det græske Kursus vilde være nødven-
digt for Filologer og Theologer; men efter det Kundskabsstandpunkt, hvor-
paa Eleverne stode, vilde Forelæsninger ikke være tilstrækkelige; det Med-
delte maatte indprentes ved Examinatorier. Da nu Elevernes Tal vilde
blive overordentlig stort, i ethvert Tilfælde over 100, maaske henved 200,
vilde man blive nødt til at dele dem i flere Hold, og der maatte da an-
sættes mindst én ny filologisk Lærer ved Universitetet i denne Anledning.
Hvis det efter Ministerens Forslag endvidere skulde paalægges alle Studen-
ter at tage Examen i Historie, Dansk og Fysiologi, vilde ogsaa disse Fag
nødvendigvis kræve nye Docenter.
Anderledes vilde Forholdet stille sig, hvis der indrømmedes større
Frihed i Yalget af Fagene, saaledes at der ved dette Valg kunde tages
Hensyn til det fremtidige Embedsstudium. For de medicinske Studerende
bestod der allerede en saadan Ordning i den medicinske Forberedelsesexamen.
Noget Lignende maatte kunne indføres for de andre Fakulteter; men Fage-
nes Tal behøvede ikke at være det samme; det kunde vel i Almindelighed
indskrænkes til to Fag foruden Filosofien. For Theologerne maatte det ene
af disse Fag i ethvert Tilfælde blive Græsk ved Siden af Hebraisk eller
hvad det theologiske Fakultet ellers maatte finde hensigtsmæssigt. Ogsaa
Juristerne vilde vel kunne udsondre en eller anden Del af det juridiske
Studium, som de kunde anbefale til en saadan Examen, men forøvrigt
kunde Valget overlades til de Studerende selv, saaledes som det ovenfor
var fremstillet af Udvalgets Flertal.
En saaledes indrettet »anden Examen« vilde danne en hensigtsmæssig
Indledning i Embedsstudierne, og Studietiden vilde derved enten slet ikke
eller kun i meget ringe Grad blive forlænget. Thi Mindretallet delte Mini-
steriets Opfattelse, at Studietiden ikke burde gjøres længere end den var;
men en Nedsættelse i Examensfordringeme var, som Flertallet alt havde
bemærket, i det Mindste for det filosofiske Fakultets Vedkommende en
Umulighed.
Mindretallet kunde heller ikke undlade at gjøre opmærksom paa, at
en saaledes indrettet »anden Examen« ogsaa i en anden Henseende vilde yde
Universitetet en stor Fordel. Den vilde afgive en fuldstændigere Prøve
paa Studenternes akademiske Flid end den nuværende Examen i Filosofi
alene, og derved give en højst ønskelig Vejledning ved Bortgivelsen af
Universitetsstipendierne.
Ligesom Flertallet maatte Mindretallet udtale, at der, dersom Mini-
steriet maatte tage denne Tanke op, forhaabentlig vilde blive givet Univer-
sitetet Lejlighed til nærmere at drøfte den med Hensyn saavel til Planen
i det Enkelte som til den derved eventuelt nødvendiggjorte Forøgelse af
Universitetets Lærerkræfter.
Mindretallet kunde imidlertid ikke slutte uden at tilføje, at det havde
den Tro, at der ikke vilde behøves nogen saa gjennemgribende Forandring
7*
52
Universitetet 1889—1890.
som den af Ministeren foreslaaede for at hæve de væsentligste Ulemper ved
den nuværende Skoleordning. Fejlen laa, som alt ovenfor bemærket, ikke
saa meget i Tvedelingen, som i den uheldige Gjennemførelse af denne.
Paa den anden Side kunde Mindretallet dog ikke heller tilbageholde en
stærk Tvivl om, at det for Øjeblikket skulde kunne lykkes at samle et
Flertal for en saadan begrænset Forandring, og det ikke blot blandt dem,
der umiddelbart vare interesserede deri, men ogsaa hos Statsmagtens for-
skjellige Faktorer, hvis Medvirkning vilde kræves dertil. Under disse For-
hold kunde Mindretallet derfor kun slutte sig til det i Rektorernes Fælles-
udtalelse fremsatte Ønske, at der for Øjeblikket ikke maatte blive foretaget
noget Skridt til Forandring af det lærde Skolevæsen, men at Spørgsmaalet
om en eventuel Reform deraf maatte udsættes, indtil Sagen var
fyldigere debatteret fra alle Sider. Mindretallet tænkte herved ikke
blot paa en fortsat Drøftelse blandt de forskjellige sagkyndige Au-
toriteter i vort Fædreland, af hvilken der neppe vilde være stort
mere Nyt at vente, men fuldt saa meget paa den levende Debat, som i de
fleste Kulturlande netop for Øjeblikket førtes om Principerne for Ordningen
af det højere Skolevæsen og som forekom Mindretallet at gjøre det i høj
Grad tilraadeligt at oppebie et Tidspunkt, da de forskjellige Anskuelser
havde klaret sig noget mere, end Tilfældet nu var. Ellers vilde vi staa i
Fare for enten at sætte os selv udenfor det almindelige europæiske Dannel-
sesniveau eller om faa Aar at blive nødte til atter at foretage en gjennem-
gribende Forandring af vort højere Skolevæsen.
5) I det mathcniatisk-naturvidenskabelige Fakidtets Erklæring af 10de
Maj 1890 udtaltes Følgende:
En Fællesbetænkning, som kunde tiltrædes af alle Fakultetets Med-
lemmer, havde det desværre vist sig umuligt at tilvejebringe. De Stand-
punkter, som dets Flertal og Mindretal indtoge til den forelagte vigtige
Sag, vilde fremgaa af det Følgende:
Fakultetets Flertal (Professorerne Johnstrup, Thomsen, Liitken,
Jørgensen, R. Pedersen, Løffler) maatte beklage, at det atter var nødven-
digt at røre ved den lærde Skoles Organisation, da det efter dets Mening
fremfor Alt var ønskeligt, at Skolen fik Lov til at arbejde i Ro, uforstyrret
af Experimentering af enhver Art; men iøvrigt delte Flertallet ganske
det Grundsyn paa Skolens Opgave, som Ministeriet havde udtrykt med de
Ord, at det var dens Formaal at meddele »en saadan almindelig Aandsud-
vikling og alsidig Kundskabsfylde, som kan have Betydning i alle Livsfor-
hold«. Det billigede derfor ganske, at man nu søgte at komme bort fra
den ved Loven af 1871 indførte Tvedeling, der ikke førte til at meddele
»en alsidig og harmonisk Dannelse«, men til, at »Skolen nærmede sig langt
mere end den burde til at være en Fagskole«. Flertallet anbefalede derfor
helt at ophæve Tvedelingen og at gjenindføre Græsk som fælles Undervis-
ningsfag, men at lade Oldnordisk udgaa af Undervisningsplanen. En ud-
førlig Begrundelse af dette dets Standpunkt maatte sikkert være overflødig,
efter hvad derom alt forelaa i Sagens Akter, og Flertallet skulde derfor
kun udtale, at en Udelukkelse af Græsken af den højere Undervisning og
en Erstatning af Originalkjendskabet til græsk Sprog og' Literatur ved
Forelæsninger, Øvelser og Examina.
53
»græsk Oldtidskundskab« vilde være et intetsteds prøvet Experiment, som
vistnok vilde bringe stor Skuffelse. Flertallet mente derfor, at Skolen først
ved at vende tilbage til Grundtanken om Skolens Alsidighed vilde gjen-
vinde sin tabte Ligevægt, og at den Overbebyrdelse, hvorover der tidligere
klagedes, maatte kunne undgaaes ved, at de enkelte Fags Krav modereredes
ved de nødvendige Indskrænkninger af de enkelte Fag. I Sammenhæng
hermed maatte det berøres, at Flertallet ikke delte den Opfattelse, at Latin
og Mathematik med Rette kunde betegnes som Skolens Brændpunkter;
Indskrænkningen maatte ligesaavel ramme visse Sider af den mathematiske
som af den sproglige Undervisning. Det var enigt om at kræve for Kemien
— det vilde sige den elementære Kemi — som det ansaae for et af de
bedste Grundlag for realistisk Aandsdannelse, en fast Stilling i Skoleunder-
visningen, helst i nær Tilslutning til Fysiken, saaledes at den optoges som
Led i Undervisningen i dette Fag. Det var ligeledes enigt om, at Skolens
Fysikundervisning ikke maatte antage en mathematisk Karakter, men ved-
blivende førtes paa et experimentalt Grundlag, og at den ikke burde ind-
skrænkes til den mekaniske Fysik alene; det maatte endelig udtale sig
bestemt for, at Undervisningen i et Fag, der kunde eller skulde fortsættes
ved Universitetet, ikke uden yderste Nødvendighed blev afbrudt Aar før Over-
gangen til Universitetet. Hvad der ved en slig Afbrydelse vilde kunne
vindes i Skolen, vilde tabes senere.
Det fastholdt endvidere, at hvad Skolen af den ene eller den anden
Grund ikke magtede at bibringe sine Disciple af alsidigt og nødvendigt
Dannelsesstof, det maatte Universitetet — i delvis Overensstemmelse med
Ministeriets Forslag — bibringe sine yngste Fostersønner igjennem et Fore-
læsningskursus, som afsluttedes med en udvidet »Examen philosophicum«.
Hvilke Fag der maatte optages i dette Kursus, skulde man ikke her ind-
lade sig paa at specificere; dette maatte afhænge af Skolens fremtidige
Organisationsplan og af en deraf fremgaaende særlig Forhandling mellem
Skolen og Universitetet om dette Punkt; dér, hvor Skolen maatte høre op,
maatte Universitetet træde til, selv om dette maatte føre til Lærerkræfter-
nes Forøgelse med enkelte extraordinære Docenter for visse Fags Ved-
kommende.
Det skulde kun særligt berøres, at visse Afsnit af Geologien (R. Pe-
dersen tilføjede: og af Fysiologien) havde en saa stor Betydning for den
almindelige Aandsdannelse, at de burde optages mellem Fagene i et saa-
dant Kursus. Nogen Valgfrihed ved Siden af visse obligatoriske Fag maatte
vistnok kunne indrømmes, naar man blot sikrede sig imod, at Kombinatio-
nerne bleve altfor talrige eller at enkelte af dem bleve forholdsvis saa lette,
at det overvejende Flertal af den Grund vilde vælge dem. Paa den anden
Side maatte man vel vogte sig for at gjøre denne nye »anden Examen«
saa byrdefuld, at der ikke levnedes den unge Studerende Tid til nogen Re-
kreation efter det anstrengende Skoleliv, en Rekreation, som han naturligt
vilde søge og burde kunne søge i et udvidet Bekjendtskab til Kunst eller
Skjønliteratur eller til samtidigt at absolvere i det Mindste nogle af de
Studier (og Fagprøver), der for ham skulde danne Overgangen til Embeds-
studiet. Vel vilde man ikke kunne garantere Nedsættelse i Fordringerne
54
Universitetet 1889—1890.
til de Embedsexamina, med hvilke Fakultetet særligt liavde at gjøre; thi
man vilde altid bestræbe sig for ikke at overskride det Nødvendiges Græn-
ser, men man delte det Haab, at en Ordning som den her antydede vilde
lette Studenten hans senere Arbejde saa meget, at en Forlængelse af Studie-
tiden ikke vilde blive Følge af Reformen.
Et Mindretal (Professorerne Thiele, Warming, Zeuthen, Christiansen
og Jul. Petersen) var ikke uenigt med Flertallet i dettes almindelige Ud-
gangspunkter.
Med dette beklagede det saaledes den Ensidighed, som herskede i hver
af den nuværende Skoles to Afdelinger. Ikke mindst var Ensidigheden i
den Afdeling, som gav Adgang til de fleste Universitetsstudier og søgtes
af Flertallet af Skolens Disciple. Denne Afdeling bød dem 3 døde og 3
levende Sprog foruden Modersmaalet, og anvendte i de to sidste Skoleaar
27 Timer paa sproglig-historiske Fag og kun 3 paa Naturlære, medens
Mathematikundervisningen afsluttedes før den Alder, i hvilken den kunde
ventes at give væsentlig Udbytte. Men ogsaa den mathematisk-naturviden-
skabelige Afdeling led af store Mangler, navnlig Latinens tidlige Ophør.
Og selv om man vilde bedømme den som en mathematisk-naturvidenskabelig
Fagskole, maatte det indrømmes, at den var for meget mathematisk, for
lidt naturvidenskabelig og saagodtsom slet ikke naturhistorisk.
Mindretallet var ogsaa enigt med Flertallet i at anse hyppige, store
Forandringer af Skoleplanen for uheldige. Endogsaa naar saadanne bleve
nødvendige, erkjendte det, at det var ønskeligt, at der gaves den dannede
Almenhed Tid til at erkjende Forandringens Nødvendighed, og saaledes
kunde det endog rolig vente, hvis man ved mindre Lempelser vilde raade
Bod paa de værste Ulemper, for at vinde Tid og Stemning for mere gjenem-
gribende Forbedringer. Det var imidlertid dets Overbevisning, at man
tidligere eller senere maatte komme til saadanne. Hvori de skulde bestaa,
var netop det Spørgsmaal, hvorom det her skulde udtale sig.
For at komme bort fra de nuværende meget ensidige Skoleplaner, laa
det nær først at se tilbage til den Madvigske Skoleplan, som var et grundigt
Forsøg paa at hente den til Universitetet førende Fordannelse fra alle de
Sider, som burde tages med.
Og dog kunde Mindretallet ikke paa nogen Maade følge Fakultetets
Flertal i at foreslaa en modificeret Tilbageførelse af denne Skoleplan. Thi
det vilde være en nødvendig Betingelse for et nogenlunde heldigt Resultat
af denne Tilbageførelse, at Skoleundervisningen atter fik samme Timeantal
som dengang, og dette var noget, som Mindretallet hverken kunde forud-
sætte eller ønske. Og uden en saadan Forøgelse af Skolens Arbejdstid
vilde man derved hidføre en lignende Tilstand, som om man vilde bibeholde
Skolernes sproglige Afdeling og uden Erstatning ophæve den mathematisk-
naturvidenskabelige.
For' virkelig at faae Plads til en saadan alsidig Dannelse, som man
maatte ønske og som man ogsaa kunde meddele i vore Dage, maatte man give
Afkald paa mere end paa Oldnordisk. Ligesom Fordringerne i Mathematik
maatte sættes betydeligt lavere i en Enhedsskole end i den nuværende
mathematik-naturvidenskabelige Afdeling, maatte der ogsaa bringes et be-
Porelæsninger, Øvelser og Examina.
55
tydeligt Offer i Retning af Sprog fra den nuværende sproglig-historiske
Linie. Skulde dette Offer ikke bevirke en uheldig Middelmaadighed i Til-
egnelsen af næsten alle Sprogene, maatte et enkelt helt opgives, og da
saae Mindretallet ikke noget andet Valg end det af Ministeriet anviste, at
afskaffe Undervisningen i det græske Sprog for alle dem, som kunde undvære
det under deres seneré Studier.
Saa vist som den moderne Kultur ikke var en død Gjenoptagelse af
den gamle græske, men en frisk Omplantning, der gjennem fri Udvikling
havde ført op paa nye og højere Trin, var det ikke en Forsyndelse mod
det Gamle paa denne Maade at skaffe Plads i Skolerne til det Nye. Det
var meget mere en Handling i de gamle Grækeres egen Aand, som netop
hævede sig over deres ægyptiske Forgængere ved at sætte Udvikling istedetfor
Tradition.
Det var jo nemlig kun selve det græske Sprog, som tænktes fjernet. Med
de græske Forfattere vilde Ungdommen vel kunne gjøre et nok saa fyldigt
Bekjendtskab gjennem Oversættelser, og de Traade, der knyttede den gamle
græske Kultur til vor, vare saa kraftige, at de ogsaa vilde virke gjennem
mange af de andre Fag. Af disse tilhørte Historien og Mathematiken
netop den Kultur, som grundlagdes i Hellas, og det latinske Sprog
havde i langt højere Grad end det græske været Bærer for denne Kultur
i dens Udvikling lige til vore Fædres Tid. Disse sidste Fags Stilling burde
derfor ikke rokkes, men ved Siden af dem maatte der gives Plads til de Fag,
som særlig tilhørte den moderne Kultur. For ikke at være fremmed for
denne, maatte man for det Første i et lille Folk som vort lære at læse 3
fremmede moderne Sprog. Dernæst var det i vore Dage en væsentlig
Mangel i Dannelsen, naar man ikke havde saa megen Naturkundskab, at
man kjendte de vigtigste Naturgjenstande og forstod de i det daglige Liv
forekommende Fænomener i Belysning af de store Naturlove, som vor Tid
havde fundet. Uden dette Sidste vilde den studerende Ungdom være afskaaren
fra næsten et hvilketsomhelst moderne filosofisk Arbejde: baade savne Vej-
ledning til det Gode og Værn mod løs Eftersnakken. Til det som i Natur-
fagene burde tages med udover, hvad der nu lærtes i Skolerne, hørte som
ogsaa Fakultetets Flertal med Styrke fremhævede, Kemiens Begyndelses-
grunde. Fysiken maatte derhos stilles bedre end i den nuværende sproglig-
historiske Afdeling. Af Betydning ogsaa i denne Henseende vilde det være,
at Mathematiken fortsattes i de øverste Klasser med Gjenoptagelse af noget
Trigonometri og Stereometri, som Ungdommen ikke blot lærte under den
Madvigske Skoleplan, men som ogsaa tidligere forlangtes til anden Examen.
Hermed var det dog kun Meningen, at Mathematiken skulde kunne støtte
Fysikundervisningen, ikke at denne skulde gjøres mathematisk og i den
Anledning den mekaniske Fysik gjøres til Hovedsagen: thi vi vare enige
med Flertallet i, at der derved vilde tabes meget af hvad der skulde opnaaes
ved Fysikundervisningen. Hvad Naturhistorien og Geografien angik, kunde
vel baade den sædvanlige Geografiundervisning og Undervisningen i at be-
skrive, kjende og klassificere Gjenstande og Arter af Dyre- og Planteriget af-
sluttes paa det nuværende tidlige Standpunkt, men Undervisningen maatte for-
langes fortsat gjennem Skolens øverste Klasser med en enkelt Time i Geologi og
56
Universitetet 1889—1890.
Naturhistoriens biologiske og fysiologiske Elementer, som egnede sig vel for
dette Alderstrin og udgjorde et uundværligt Led af den almindelige Dannelse.
Mindretallet troede ikke, at alle disse Maal kunde naaes paa en nogen-
lunde tilfredsstillende Maade, naar man ikke gav Slip paa det græske
Sprog. De, som for deres Studiers Skyld skulde lære Græsk allerede i
Skolerne, (en Forudsætning, hvis Nødvendighed det ikke tilkom det at he-
dømme) maatte derfor finde sig i at staa tilbage for deres Kammerater i
enkelte andre Henseender. For at deres Uddannelse kunde blive saa alsidig,
som det var muligt, burde det dog fastholdes, at den Tid, som skulde an-
vendes til det nævnte Sprog, saavidt muligt burde tages fra andre Sprog.
De vordende Theologer vare lidet tjente med virkelig at staa tilbage i
Naturkundskab for deres Kammerater og ikke stort bedre med, at der sagdes
om dem, at de vare tilbage netop heri. Paa dette Punkt troede Mindre-
tallet, at nogen Ændring i det ministerielle Forslag maatte ønskes. Den
foreslaaede latinsk-græske Afdeling vilde nemlig være omtrent ligesaa
daarlig stillet som den nuværende sproglig-historiske overfor Mathematiken
og Naturvidenskaberne, thi hvad disse Fag behøvede var, som alt omtalt,
nogen mere Tid i de to sidste Skoleaar, medens man allerede nu af Hensyn
til Mathematikens tidlige Afslutning lagde saameget paa de tidligere
Skoleaar, som der vel overhovedet kunde være Tale om. Mindretallet vilde
derfor foretrække en Ordning omtrent som den af Rektorernes Mindretal
foreslaaede.
Om denne Sag skulde Mindretallet endnu bemærke Følgende: Da den
paatænkte Græskundervisning i Skolen i det Væsentlige kun vilde naa at
blive sproglig og altsaa — afseet fra det øvrige Tab — ikke vilde give
noget Ækvivalent for de øvrige Disciples Undervisning i græsk Oldtids-
kundskab, kunde den ikke give ubetinget Adgang til Universitetet. Dertil
vilde den kun have tilstrækkeligt Værd, naar den nødvendige græske Old-
tidskundskab erhvervedes ved at tage Græsk med til »anden Examen«. Dette
maatte være obligatorisk for dem, der af Hensyn til den i Skolen erhvervede
Kjendskab til Græsk skulde blive Studenter med færre Kundskaber i andre
Fag end Skolens øvrige Disciple.
Det forekom Mindretallet betænkeligt at raade Universitetet til at give
et saa stort Løfte som: at hvad Skolen af en eller anden Grund ikke kunde
bibringe Disciplene af alsidigt og nødvendigt Dannelsesstof, det skulde
Universitetet besørge. Som Flertallet følte Mindretallet sig tiltalt af For-
slaget om at fuldstændiggjøre de Unges Dannelsesgrundlag ved Universitets-
kursus af almindeligere Karakter, som skulde afsluttes ved en Examen,
svarende til den ældre »anden« Examen. Men ikke mindst med denne i
Erindring maatte man vise stor Forsigtighed ved at drage Grænsen mellem,
hvad der burde henlægges til Skolen og hvad til Universitetet.
Saadanne elementære Fag, som dyrkedes bedst ved Skolens Arbejds-
maade og som Skolen havde paabegyndt, dem burde den ogsaa bringe til
en klar og tydelig Afslutning. Saadanne Fag eller Fagdele derimod, som
egnede sig for det frie Foredrags Læreform og som forudsatte en vis Moden-
hed (saaledes som de filosofiske Fag), vare Universitetets naturlige Part.
Dette gjaldt vistnok om de fleste af de Fag, som Ministeriets Skrivelse
Forelæsninger, øvelser og Examina.
57
bragte i Forslag. Men Mindretallet fandt dog Anledning til at foreslaa i
det Mindste en Ændring deri. I Kraft af den Erfaring, det havde gjort
ved at gaa lige til Fagstudierne fra den tidligere lærde Skole, maatte det
betegne et Kursus i Stats- og Retslære som noget, det savnede og som
det maatte anse som særdeles passende for dette Kursus. Om det nærmest
skulde være det foreslaaede Kursus i Historie eller i dansk Sproghistorie,
som skulde vige Pladsen derfor, derom maatte det foreløbig forbeholde sig
at lade dets Mening bestemmes ved Udtalelser af dets Kolleger i andre
Fakulteter. Hvad Naturhistoriens Repræsentation i dette Universitetskursus
angik, havde det selvfølgelig stor Betydning, om Skolen fra sit Standpunkt,
saaledes som Mindretallet ønskede, kunde paatage sig at føre denne Del af
Undervisningen op igjennem sine øverste Klasser. Kunde Skolen ikke paa-
tage sig Geologien og den »almindelige« Naturhistorie, maatte Universitetet
antage sig disse for den almindelige Dannelse uundværlige Fag, og i et-
hvert Fald ansaae Mindretallet visse Dele af Biologien og Fysiologien for
egnede til at henlægges til Universitetets foreslaaede indledende Kursus.
Det var f. Ex. sikkert ogsaa rigtigt, at det Bekjendtskab med Afstamnings-
læren, som den studerende Ungdom hverken kunde eller burde helt undgaa
at gjøre, meddeltes ved Universitetet og af en Docent, som baade var for-
pligtet og istand til at sige, hvad denne Lære var og hvad der gjordes
gjældende for og imod den.
Hvad angik de af Ministeriet foreslaaede valgfrie Fag, skulde Mindre-
tallet her nøjes med en almindelig Udtalelse af Ønsket om, at Udvalget
maatte blive saa stort, som Universitetets Lærerkræfter tillode, og udsætte
nogle Bemærkninger om et enkelt af de foreslaaede Kursus til Slutningen
af denne Betænkning.
Naar Gjenindførelsen af anden Examen gjordes afhængig af tilsvarende
Lettelser i Embedsexaminerne, kunde dette efter Mindretallets Skjøn ikke
være særlig vanskeligt for Skoleembedsexaminernes Vedkommende. De Fag,
som der kunde være Tale om ved anden Examen, vilde nemlig være saa-
danne gode Led i en Lærers almindelige Fordannelse, overfor hvilke der
maatte kunne slaaes lidt af paa den særlige Fagdannelse. Skoleembeds-
examen vilde først og fremmest kunne lettes ved en Deling, som uden Skade
for Tilegnelsen vilde lette Hukommelsesbyrden. En saadan Deling kunde
maaske, hvad nogle af Mindretallet endogsaa ansaae for meget ønskeligt,
sættes i Forbindelse med en Udvidelse af den paatænkte anden Examen
ved Henlæggelse dertil af de mere elementære Dele af Skoleembedsexaminernes
Fag, hvorved den tillige vilde faae Karakter af en Forberedelsesexamen som
de, der ogsaa nu fandtes i nogle andre Fakulteter; men da denne Sag vilde
kunne ordnes, efterat man havde taget Bestemmelse om Skolens Ordning,
var der ikke Grund til her at fremkomme med Forslag.
Endelig var der et Forslag af Ministeriet, som efter Mindretallets
Overbevisning ikke lod sig gjennemføre, nemlig det om et Universitets-
kursus i Mathematik med afsluttende Examen, som skulde kunne give samme
umiddelbare Adgang til polyteknisk Læreanstalt som den nuværende mathe-
matisk-naturvidenskabelige Artium. Her var netop et Punkt, hvor Skolens
Arbejde i Tilslutning til dens øvrige Undervisning i Mathematik var langt
Universitets Aarbog.	8
58
Universitetet 1889 —1890.
at foretrække for Universitetets. Ogsaa en Manuduktør, der kunde beskjæftige
sig mere med den Enkelte, kunde her udrette mere end en Docent paa
Kathedret. Hvad det kom an paa at have erhvervet inden Indtrædelsen
paa den polytekniske Læreanstalt, var nemlig fremfor Alt Sikkerhed og Paa-
lidelighed baade i Løsningen af mathematiske Opgaver og i simple Bereg-
ninger. Skulde Forslaget fastholdes, vilde det i hvert Fald kræve An-
sættelsen af en særlig Docent, som havde Tid til at drive saadanne Øvelser,
som nu vare fordelte paa de forskjellige Skolers Lærere. Selv om det kunde
lykkes, troede Mindretallet dog, at en saadan Ordning kun i ringe Omfang
vilde føre til det tilsigtede Maal, nemlig som hidtil dels at tilføre poly-
teknisk Læreanstalt Disciple med Universitetsdannelse, dels, hvad der ikke
var uvigtigt under den nuværende Tilstrømning til Universitetet, at aabne
de unge Studenter en værdifuld Adgang til Anvendelse for deres Dannelse;
thi i begge Henseender vilde det være afskrækkende, at denne Yej vilde
koste et Aar mere end nu.
Vilde man bevare Forbindelsen mellem de lærde Skoler og Polytek-
nikerne, hvad Mindretallet meget ønskede, maatte det Tillæg til Skolens
Matematikundervisning, der behøvedes før Indtrædelsen ved polyteknisk
Læreanstalt, ligesom hidtil henlægges til Skolen, hvor den da vilde kræve,
at de vordende Polyteknikere fik en lignende Undtagelsesstilling ved nogle
Skoler, som den, der paatænktes at gives Theologer og klassiske Filologer
ved dem alle. De vilde til at supplere deres Mathematik dog ikke behøve
saa store Afslag i andre Fag, som Deltagerne i den foreslaaede Under-
visning i Græsk.
En hel anden Sag end den her omtalte vilde det være, om man vilde
byde de unge Studerende som valgfrit Fag til anden Examen (det behøvede
just ikke at foreligge til Valg hvert Aar) et Kursus i Mathematik, der ikke
sigtede til polyteknisk Læreanstalt, men gav et saadant Indblik i Grene
af Matliematiken, der ikke tilhørte Skolen, som vilde have stor Betydning
ogsaa for mange Studier, hvor man ikke direkte plejede at anvende den
mathematiske Videnskab.
Professor Jul. Petersen bemærkede, idet han sluttede sig til denne
Indstilling, forsaavidt den omhandlede den paaEænkte anden Examen, at
han ogsaa i alt Væsentligt kunde erklære sig enig i dens Udtalelser om
Skolen, idet han dog, hvad denne angik, maatte henvise til de mere detail-
lerede Udtalelser, som fandtes i den af Undervisningsinspektionens Flertal
afgivne Betænkning.	*
Flertallet fandt sig ikke af Mindretallets udførlige Indlæg i Sagen for-
anlediget til at udtale sig nærmere om de Hovedpunkter, om hvilke der
var en bestemt Dissens tilstede, eller om de flere eller færre Punkter, hvori
det — under de af Mindretallet fastholdte Forudsætninger — kunde være enigt
med dette. Det havde overhovedet ment, at hvad det for Universitetet (og
for Fakultetet som Led af dette) især kom an paa ved denne Lejlighed, var
at udtale sig om de almindelige Principer, efter hvilke Forholdet mellem
Skolen og Universitetet skulde ordnes, derimod ikke at drøfte de Enkelt-
heder i eventuelle Skoleplaner, om hvilke formentlig kun enkelte Universitets-
lærere, der havde staaet eller stode Skolen særlig nær, kunde have en selv-
Forelæsninger, Ovelser og- Examina.
59
stændig begrundet Mening, eller at komme dybere ind paa Spørgsmaalet
om Ordningen af den eventuelle anden Examen paa Sagens nuværende,
noget svævende Standpunkt. Fra de af Mindretallet udtalte Tanker at
gjøre »Stats- og Retslæren« til Gjenstand for særlige Kursus for den stu-
derende Ungdom, maatte Flertallet imidlertid bestemt tage Afstand.
Konsistorium indsendte under 4de September 1890 Fakulteternes Er-
klæringer, idet det gjorde opmærksom paa, at Meningerne paa de væsent-
ligste Punkter stode saa bestemt imod hverandre, at det vilde være umu-
ligt at uddrage noget fælles Resultat af de indkomne Betænkninger. Kon-
sistorium kunde derfor, i Betragtning af de bestaaende Divergenser, ikke
tilraade den paatænkte større Reforms Grjennemførelse for Tiden, medens
det dog erkj endte Ønskeligheden af Indførelsen af mindre Ændringer i
Skolens Undervisningsplan.
I Rigsdagssamlingen 1890—91 fremsatte Kirke- og Undervisnings-
ministeriet derefter i November 1890 i Landstinget følgende Forslag til
Lov om Forandringer i Lov af 1ste April 1871 om Undervisningen i de
lærde Skoler i Danmark m. m.
§ I-
Ved Undervisningen i de lærde Skoler indtræde følgende For-
andringer :
a.	Yed Undervisningen i de to mellemste Klasser bliver Naturlære
fælles Fag for alle Disciple; Engelsk indføres som Fag for dem, der be-
stemme sig for den mathematisk-naturvidenskabelige Retning.
b.	Den skriftlige Prøve i Latin ved 4de Klasses Hovedexamen
bortfalder.
c.	Ved Undervisningen i de to ældste Klasser indføres Latin i det
mathematisk-naturvidenskabelige Kursus og bliver særskilt Fag i den
øverste Klasse; Mathematik samt Tydsk eller Engelsk blive særlige Fag i
det sproglig-historiske Kursus.
d.	I det mathematisk-naturvidenskabelige Kursus optages som Fag
græsk Oldkundskab.
e.	For Studerende af den sproglig-historiske Retning bortfalder ved
Afgangsexamen den skriftlige Oversættelse fra Dansk til Fransk. Der op-
tages en skriftlig Prøve i Mathematik.
§ 2.
Den i Lov af 1ste April 1871 § 7 paabudte Tillægsexamen i Latin
bortfalder for dem, der have taget Afgangsexamen, efterat Bestemmelserne
i § 1. c. ere traadte i Kraft.
§ 3.
Adgang til at blive Rektor ved en lærd Skole staaer aaben for
Enhver, der har taget Skoleembedsexamen eller en Magisterkonferens med
Mathematik eller Fysik som Hovedfag.
Fortrinlig Adgang til Overlærerembederne have de, der have bestaaet
en Skoleembedsexamen eller taget en Magisterkonferens med Mathematik
8*
60
Universitetet 1889—1890.
eller Fysik som Hovedfag, samt endvidere polytekniske Kandidater og
Candidati magisterii i Naturhistorie, i Overensstemmelse med de ved kgl.
Anordning af 2den Februar 1849 § 15, jfr. Lov af 28de Marts 1855 § 2,
givne Regler, forsaavidt de allerede ere indtraadte i det lærde Skolevæsens
Tjeneste før Emanationen af den kgl. Anordning af 25de Oktober 1883 om
Indførelse af de nye Skoleembedsexaminer ved Kjøbenhavns Universitet.
Indtil Fjerdedelen af Overlærerembederne kunne dog tildeles saadanne
Lærere, der vel ej have underkastet sig nogen af de befalede Prøver for
overordnede Lærere ved de lærde Skoler, men som Adjunkter under længere
Tjenestetid have viist fortrinlig Dygtighed og Iver.
Adgangen til Adjunktembeder skal ikke være indskrænket ved nogen
bestemt Examen.
§ 4.
Bestemmelserne i foranstaaende § 3 træde i Kraft den 1ste April
1891; Bestemmelserne i foranstaaende § 1. b. og § 1. e., 1ste Sætning,
træde i Kraft ved Sommerexamen 1891'; Bestemmelsen i § 1. a. træder i
Kraft fra Begyndelsen af Skoleaaret 1891—92 for tredie Klasses Ved-
kommende og Aaret efter for fjerde Klasses Vedkommende; Bestemmelserne
i § 1. c. og 1. d. træde i Kraft i Begyndelsen af Skoleaaret 1893—94 for
femte Klasses Vedkommende og Aaret efter for sjette Klasses Vedkommede;
Bestemmelsen i § 1. e., sidste Sætning, træder i Kraft ved Sommerexamen 1895.
Fordringerne ved de mundtlige Prøver bestemmes ved kongelig
Anordning.
Forslaget var ledsaget af følgende Motiver:
Allerede to Gange tidligere var der for Rigsdagen fremsat Lovforslag
om Forandringer i den gjældende Undervisningsplan for de lærde Skoler,
nemlig i Rigsdagssamlingen 1881—82, da der i Folketinget fremsattes et
Lovforslag om Undervisningen i de lærde Skoler, hvilket Forslag kun kom
til 1ste Behandling i Folketinget, og i Rigsdagssamlingen 1884—85, da
der i Landstinget fremsattes et Lovforslag om Skoleordningen i Danmark,
hvilket ogsaa omfattede de offentlige lærde Skoler. Det sidstnævnte Lov-
forslag, der først blev fremsat i Januar Maaned 1885, kom ikke til Be-
handling i Tinget. Da Kravet om en Afhjælpning af de Mangler, som
den lærde Skoles Ordning led under, gjorde sig stærkere og stærkere gj æl-
dende, var der af Ministeriet ifjor blevet indledet Underhandlinger med
Undervisningsinspektionen for de lærde Skoler samt Rektorerne ved Stats-
skolerne og Bestyrerne for de private lærde Skoler paa Grundlag af et
Forslag, der i Hovedsagen gik ud paa at ophæve den lærde Skoles nu-
værende Tvedeling i en sproglig-historisk og en mathematisk-naturviden-
skabelig Linie; for at kunne naa dette Formaal ved Gjennemførelsen al
fælles Undervisning i Latin og Mathematik i Skolernes øverste Klasser, fore-
slog man at lade den sproglige Undervisning i Oldnordisk og Græsk bort-
falde. Efter Indholdet af de fremkomne Betænkninger havde Ministeriet fundet
det rettest at underkaste Forslaget forskjellige Ændringer, uden dog at
fravige Grundtanken i dette; man lededes herved til at optage den, baade
tidligere og under den nys stedfundne Forhandling fremsatte Betragtning,
at der vilde kunne opnaaes væsentlige Fordele ved at sætte Skoleundervis-
m
Forelæsninger, Øvelser og Examina.
ningen i en nærniere organisk Forbindelse med Universitetet. Man foretrak
at bibeholde en Tvedeling af Undervisningen i Skolens to øverste Klasser,
saaledes at Disciplene efter eget Yalg kunde lære enten Græsk, hvormed
vilde følge en mere begrænset Undervisning i Mathematik og Naturlære,
eller ogsaa disse Fag i et større Omfang, i Forbindelse med Undervisning
i græsk Oldtidskundskab. Til Supplering af Skolers Undervisning i for-
skjellige Retninger foresloges indført et Universitetskursus med tilhørende
Examen. Dette Forslag var efter Ministeriets Anmodning blevet drøftet af
alle Universitetets Fakulteter, hvis Betænkninger derefter vare blevne
Ministeriet tilstillede med Konsistoriums egne Ytringer.
Da Meningerne paa de væsentligste Punkter stode saa bestemt mod
hverandre, at det vilde være umuligt at uddrage noget fælles Resultat af
de indkomne Betænkninger, havde Konsistorium ikke kunnet tilraade den
paatænkte større Reforms Gjennemførelse for Tiden, medens det dog havde
erkjendt Ønskeligheden af Indførelsen af mindre Ændringer i Skolens
Undervisningsplan.
I Tilslutning hertil havde Ministeriet ved det fremsatte Lovforslag
bestræbt sig for at formulere de Forandringer, som det var mest paa-
trængende at faae foretagne i den nuværende Undervisningsordning.
Den mathematisk-naturvidenskabelige Afdeling var nu for meget en
Fagskole og for lidet en Skole, der meddelte almindelig Dannelse; da
Latinundervisningen her kun fortsattes til Udgangen af 4de Klasse, kunde
den ikke blive til saadan Nytte for Disciplenes hele Uddannelse, som den
burde. Hvad den sproglig-historiske Afdeling angik, da gjaldt noget Lig-
nende om Mathematikundervisningen for dens Vedkommende som om
Latinen paa den anden Side, om end muligvis i mindre Grad. For at
raade Bod paa disse Mangler havde Ministeriet forment det rettest, at
Latinundervisningen fortsattes gjennem den matliematisk-naturvidenskabelige
Afdelings to øverste Klasser, i 5te Klasse som Fællesfag for nævnte
Afdeling og den sproglig-historiske Afdeling og i 6te Klasse ved Særtimer
for hver Afdeling, saaledes at den sproglig-historiske Afdeling iik 7 ugent-
lige Timer og den anden Afdeling 3. Ligeledes var det fundet ønskeligt,
at Mathematikundervisningen gjenindførtes i den sproglig-historiske Af-
delings to øverste Klasser, for at de mathematiske Læresætninger bedre
kunde fæstnes i Disciplenes Bevidsthed og blive frugtbringende for dem
for Livet, samt for at der i Mathematikundervisningen kunde haves en
Støtte for Undervisningen i Naturlære. Man ansaae to ugentlige Timer
gjennem begge Klasser for tilstrækkelige til dette Formaal, idet det ikke
var Hensigten at udvide Omfanget af denne Undervisning for den sproglig-
historiske Afdelings Elever synderligt udover det hidtil for 4de Klasse fore-
skrevne Maal. Yel vilde der herved fremkomme en Forskjel i Fagets
Timeantal for de to Retninger i de to Mellemklasser, men Examens-
opgaverne til 4de Klasses Hovedexamen antoges dog ogsaa fremtidig at
kunne være fælles for dem begge, naar de holdtes indenfor den Grænse,
som foreskreves ved Læsningen i den sproglig-historiske Retning. For den
mathematisk-naturvidenskabelige Retnings Yedkommende vilde Mathematik-
undervisningen vedblivende kunne drives saa vidt, at Disciplene efter endt
62
Universitetet 1889—1890
Afgangsexamen kunde gaa over til den polytekniske Læreanstalt uden
særlig Adgangsexamen i Mathematik. For den sproglig-historiske Linie
vilde der være at indføre en særlig skriftlig Prøve i Mathematik ved
Afgangsexamen.
For den sproglig-historiske Retnings Vedkommende havde man fundet
det rettest at lade Undervisningen i Naturlære paabegynde i 3die Klasse
istedetfor som hidtil i 5te Klasse; ved at give to Fællestimer i dette Fag
baade i 3die og 4de Klasse for begge Retninger, vilde det kunne op-
naaes ogsaa for de sproglig-historiske Disciple at faae gjennemgaaet de
mere populære Dele af denne Videnskab i Mellemklasserne, i hvilke disse
Dele af Faget plejede at følges med stor Interesse; i de to øverste Klasser
vilde Disciplene da kunne gaa videre og, som nævnt, støttede paa Mate-
matikundervisningen, tage Faget paa en mere videnskabelig Maade, end
det hidtil havde været muligt for dem.
Da den ved kgl. Anordning af 5te August 1871 indførte latinske Stil
ved 4de Klasses Hovedexamen tyngede særligt stærkt paa Disciplene, og
da det tilfulde havde viist sig, at der trods al anvendt Umage dog kun op-
naaedes lidet tilfredsstillende Resultater deri, hvortil Grunden alene maatte
søges i, at Disciplene overhovedet paa dette Udviklingstrin ikke vare modne
til at aflægge en saadan Prøve, havde man fundet det nødvendigt at af-
skaffe denne Stilprøve ved en udtrykkelig Lovbestemmelse. Ministeriet
fandt det heller ikke tilraadeligt at gjenindføre den ved Afgangsexamen
for Studerende; derimod burde det ikke være Skolerne forment i et rime-
ligt Omfang at benytte den latinske Stil som Undervisningsmiddel, endog i
de øverste Klasser, da derved megen Grammatiklæsning og Grammatik-
examination kunde spares og Sikkerheden i Sprogelementerne vedligeholdes.
Naar den latinske Stil afskaffedes som Examensfag, vilde det være muligt
indtil Udgangen af 4de Klasse at bringe det lidt videre i Forfatterlæsning
end nu. Oversættelsen fra Latin til Dansk ved Afgangsexamen formentes
at kunne blive en Fællesopgave for begge Linier, da Versionen altid var
et Prosastykke og begge Liniers Prosalæsning i alt Væsentligt vilde komme
til at falde sammen; Versionsopgaverne plejede hverken i Gloseforraad eller
grammatikalske Konstruktioner at indeholde Noget, som ikke kunde forud-
sættes som ligefrem bekjendt endog fra et tidligere Undervisningstrin,
eller ikke kunde findes ved lidt Omtanke.
Ministeriet havde ogsaa foreslaaet, at den franske Stil, der ved Loven
af 1ste April 1871 indførtes for den sproglig-historiske Afdelings Afgangs-
examen, men ikke for den anden Linie, bortfaldt, da Udbyttet af Arbejdet
med denne Stil efter de Flestes Mening havde været meget tarveligt,
skjønt der derved benyttedes en Ordbog. Disciplene vilde sikkert have
mere Glæde af mundtlige Oversættelsesøvelser fra Dansk til Fransk; i de
to øverste Klasser burde disse Øvelser da have en Form, der tog langt
mere Sigte paa det praktiske Livs Krav, end Stiløvelsen nu gjorde.
Undervisningen i Dansk og Oldnordisk berørtes ikke af Lovforslaget;
medens der hidtil havde været stærk Stemning for at udskyde Oldnordisk
af Undervisningen i Skolerne, nærmest af Hensyn til, at Undervisningen i
dette Fag hidtil paa de fleste Steder ikke havde baaret gode Frugter,
Forelæsninger, Øvelser og Exarnina.
63
syntes dette nu efter Udtalelser fra det filosofiske Fakultets Side at være
al Anledning til at vente, at Undervisningen i Oldnordisk i en nær
Fremtid vilde kunne komme til en sund Udvikling, saaledes, at Faget ikke
længere som hidtil gjordes til Grundlag for en ny grammatisk Exercits i
meget stort Omfang, men Hovedvægten blev lagt paa Forholdene mellem
Oldsproget og Modersmaalet, med andre Ord, at Oldnordisk benyttedes som
Middel til Forstaaelse af vort eget Sprogs Udvikling. Efter den af Mini-
steriet udkastede Fag- og Timefordeling vilde der kunne tillægges Dansk
og Oldnordisk 1 Time ugentlig mere end hidtil.
For de 4 nederste Klassers Vedkommende vilde Tydsk for begge
Linier beholde samme Stilling som nu; i den sproglig-historiske Afdelings
to øverste Klasser bevaredes Valgfriheden mellem Tydsk og Engelsk.
For de mathematisk-naturvidenskabelige Disciple havde Ministeriet
foreslaaet Undervisning i Engelsk indført i 3die og 4de Klasse, hvortil der
tænktes henlagt henholdsvis 3 og 2 ugentlige Timer. Hermed antoges de
at kunne bringe det ligesaa vidt i Kundskab til Sproget som den sproglig-
historiske Linie ved Undervisningen i 5te og 6te Klasse. Det maatte
ogsaa erindres, at der i Regelen læstes Engelsk i de Forberedelsesklasser,
som fandtes ved de private lærde Skoler i og udenfor Hovedstaden. Da
Forholdene mere og mere havde taget den Udvikling, at Tydsk standsede
ved Udgangen af 4de Klasse og Engelsk optoges i 5te og 6te Klasse,
havde Ministeriet ikke havt nogen Betænkelighed ved at bringe den anførte
Ordning af Undervisningen i Tydsk og Engelsk i Forslag for den mathe-
matisk-naturvidenskabelige Afdeling, der saaledes af de nyere Sprog kun
\ilde faae Undervisning i Fransk i de 2 øverste Klasser.
Som et nyt Fag havde Ministeriet foreslaaet Undervisning i Kundskab
til den græske Oldtid ved Hjælp af Oversættelser af en for Ungdommen
passende Del af den græske Literatur, de ypperste Historieskrivere, Talere,
Digtere og Filosofer. Ved Læsningen heraf vilde Disciplene kunne gjøre
et for Livet frugtbringende Indblik i den græske Literaturs Hovedværker,
og samtidig vilde der kunne gives dem fyldig Kundskab i Mytliologi,
Antikviteter og Kunsthistorie. Denne Undervisning tænktes paabegyndt i
4de Klasse med 1 ugentlig Fællestime for begge Linier og fortsat med 2
ugentlige Fællestimer i 5te og 6te Klasse. For den sproglig-historiske
Linie indskrænkedes herved Timeantallet til Undervisning i græsk Sprog
fra 22 til 17, men desuagtet formentes denne Undervisning fuldkommen
godt at kunne meddele det Maal af Sprogkundskaber, som maatte ansees for
nødvendigt for dem, der skulde fortsætte ved Universitetet som Theologer
eller Filologer. Til Indførelsen af det nye Fag krævedes imidlertid nogen
Forberedelse, da der, uagtet vor Literatur ikke var fattig paa gode Over-
sættelser af græske Hovedværker, dog endnu i dette Øjeblik var adskillige
Mangler at afhjælpe. Det var heller ikke nok, at alle fornødne Over-
sættelser vare tilstede; de maatte, hvad Kommentar angik, være bearbejdede
med gjennemført Hensyn til Anvendelsen i Skoleundervisningen, og de
burde allerede foreligge i billigere Udgaver. Der vilde kræves en nøjagtig
Plan for hele Fagets Behandling i Undervisningen, og Lærerkræfterne
burde indøves i at gjøre Faget ret til et Skolefag. For den mathematisk-
64
Universitetet 1889—1890.
naturvidenskabelige Linie blev Faget et særligt Examensfag; for den
sproglig-historiske Linie foretoges Examinationen deri under Et med Prøven
i græsk Sprog og der gaves en fælles Karakter for begge Dele.
Med Hensyn til det Timeantal, der vilde kunne tildeles de allerede
nævnte Eag efter den nye Ordning, skulde henvises til den nedenfor anførte
Fag- og Timefordeling med Tilføjende, at Undervisningen i Historie forblev
uforandret som hidtil, at der til Undervisningen i Religion ikke havde
kunnet skaffes et forøget Timetal udover det ved Skolerne nu sædvanlige
(2 ugentlige Timer i hver af de 2 nederste Klasser og 1 ugentlig Time i
hver af de 4 øverste Klasser), samt at Undervisningen i Geografi og
Naturhistorie tænktes i det Væsentlige tilendebragt ved Udgangen af 3die
Klasse, idet der i 4de Klasse kun var paaregnet 1 ugentlig Time til disse
Fag tilsammen for begge Retninger, hovedsagelig til Repetition forinden
Afslutningsexamen; for 5te og 6te Klasse af den mathematiske Afdeling
var der holdt 1 ugentlig Time aaben til Undervisning i et Afsnit af
Naturhistorien eller Geografien.
Efter det ovenfor Bemærkede vilde den mathematisk-naturvidenskabe-
lige Afgangsexamen trods Reduktionen i Mathematikundervisningen kunne
give umiddelbart Adgang til den polytekniske Læreanstalt; ligeledes vilde
den kunne give Adgang til alle Studier ved Universitetet med Undtagelse
af det theologiske. Den i Loven af 1ste April 1871 § 7 ommeldte Tillægs-
examen i Latin vilde saaledes kunne bortfalde; for de Studerende af den
mathematisk-naturvidenskabelige Retning, der senere maatte bestemme sig
for det theologiske Studium, vilde der være at indrette en Tillægsexamen i
Græsk. Den sproglig-historiske Linie vilde vedblivende give Adgang til
alle Universitetsstudier; derimod vilde Studerende af denne Retning ligesaa
lidt fremtidig som hidtil kunne indtræde som Examinander ved den poly-
tekniske Læreanstalt uden særlig Adgangsexamen i Mathematik.
Angaaende mulige Overgange fra den ene Linie til den anden inden-
for Skolens Omraade vilde der være at træffe særlige Bestemmelser ad
administrativ Yej. I saa Henseende vilde der ikke være nogen Vanskelig-
hed tilstede, og det havde derfor mindre at sige, at Valget af Studie-
retningen efter den nye Ordning vedblivende maatte træffes i den samme
tidlige Alder som nu.
Med Hensyn til Bestemmelsen i Lovforslagets § 3 bemærkedes sluttelig
Følgende. Efter Loven af 28de Marts 1855 § 2 var Adgangen til samtlige
Rektorater og i det Mindste én Overlærerplads ved hver Skole forbeholdt
de filologiske Kandidater alene; men var der flere Overlærerpladser ved en
Skole, kunde ogsaa de, der liavde underkastet sig polyteknisk Exarnen eller
Magisterkonferens i Mathematik, Fysik eller Naturhistorie, komme i Be-
tragtning, og desuden Adjunkter, der under længere Tjenestetid havde viist
fortrinlig Dygtighed og Iver, dog kun ialt til en Fjerdedel af Overlærer-
pladserne. Til at blive Adjunkt krævedes ingen bestemt Examen. Da de
klassiske Sprogs Stilling i de lærde Skoler efter Loven af 1ste April 1871
var bleven en ganske anden end før og der ved Siden af den sproglig-
historiske Retning var anerkjendt som ligeberettiget en mathematisk-natur-
videnskabelig, fandt Ministeriet allerede i Aaret 1876 Anledning til at
■■
Forelæsninger, øvelser og Examina.
65
fremsætte et Lovforslag om en anden Ordning for Adgangen til de højere
Lærerposter ved de lærde Skoler, sigtende til at give fortrinlig Adgang til
disse Poster for filologiske Kandidater, polytekniske Kandidater og dem,
der havde underkastet sig Magisterkonferens i Mathematik, Astronomi,
Fysik eller Kemi. Lovforslaget blev vedtaget af Landstinget, men negtet
Overgang til 2den Behandling i Folketinget. I et i Rigsdagssamlingen
1880—81 fremsat Lovforslag om Lønningsforholdene ved de lærde Skoler
optog Ministeriet Spørgsmaalet paany, idet der i Lovforslagets § 2 indsattes
en Bestemmelse om, at Adgangen til Rektoraterne og Lærerposterne ved
de lærde Skoler ikke skulde være indskrænket ved nogen Examen. Det
blev anført til Motivering af denne Bestemmelse, at det ikke ansaaes for
rigtigt istedetfor de gjældende Regler at sætte andre mere tidssvarende
Regler, der ubetinget skulde være bindende for Administrationen, da der
til en vis Tid let kunde komme personlige og andre Forhold tilstede, der
vilde gjøre Afvigelser fra saadanne Regler ønskelige, ligesom man ikke
troede, at det med Grund kunde befrygtes, at en saadan ubunden Frihed
for Administrationen i Yalget af Lærerkræfterne vilde virke hemmende
paa Tilgangen til de Studieretninger, der hidtil nærmest havde ført til de
højere Lærerposter. Lovforslaget kom ikke til 2den Behandling i Folke-
tinget. Efterat det nu ved kgl. Anordning af 25de Oktober 1883 om Ind-
førelse af nye Skoleembedsexaminer ved Universitetet, § 6, var bestemt, at
de, der havde bestaaet en af de anordnede Skoleembedsexaminer, skulde
tilligemed dem, der havde taget den filologisk-liistoriske Skoleembeds-
examen, og dem, der havde taget Magisterkonferens med Mathematik eller
Fysik som Hovedfag, have den samme Ret til Rektor- og Overlærerembeder
ved de lærde Skoler, som nu tilkom dem, der havde taget den filologisk-
historiske Skoleembedsexamen, formente Ministeriet, at der ikke længere
burde tøves med at søge disse Bestemmelser ophøjede til Lov istedetfor
de i Lov af 28de Marts 1855 derom indeholdte Bestemmelser. Den de
polytekniske Kandidater og Candidati magisterii i Naturhistorie hidtil til-
lagte fortrinlige Adgang til Overlærerembederne havde man ment at burde
forbeholde dem, der før Emanationen af kgl. Anordning af 25de Oktober
1883 vare blevne ansatte i det lærde Skolevæsens Tjeneste. De i Lov-
forslagets § 3, næstsidste og sidste Sætning indeholdte Bestemmelser vare
optagne efter Lov af 28de Marts 1855.
Universitets A årbog.
9
Udkast til Fag- og Timefordeling.
	I.	! II.	III. S. F. I		M.	IV. S. 1 F. 1 M.			V. S. F.		M.	S.	VI. F.	M.	lait. S.	lait. M.
	2 o * 7	2 2 | 7		1 2 6			1 3 7 1 2	......		1 5 6 2 3			1 4		8 18 '40 22 92* 181132 i '12 14 24 8 45 13 3	8 18 36 5 72]18 112 5 . 8 14 37] 13 65 is) 3
														3		
			5									7 4				
Græsk og græsk Oldkundskab						4			4				2 3			
	4	4		2	3											
Engelsk...................								2	* 2 / 2							
Tydsk....................	2 2 5	2 2 6 . . a		2 2 4 2 4			2 2 5 2 1					2				
										3		i	3			
Historie ...................																
Mathematik................					2			2	2 2		5 4 1	2 2		8 5 1		
Naturlære.................																
Geografi og Naturhistorie ... Skrivning..................	4 2	......! 4 1														
																
				1												
	30	30	5	25	5	4	26	4	10	20	10	17	13	17	180	180
Udkast til Fag- og Timefordeling.
to
tO
Forelæsninger, Øvelser og Exaniina.
67
Forslaget blev af Landstinget efter første Behandling henviist til et
Udvalg, der den 31te Marts 1891 afgav følgende Betænkning over Forslaget:
I de Bemærkninger, hvormed Lovforslaget var ledsaget, udtaltes det,
at de i A arene 1889 og 1890 førte Forhandlinger om en større Reform af
den lærde Skoles Ordning, sigtende til Ophævelse eller i alt Fald væsentlig
Begrænsning af den nuværende Tvedeling, havde viist, at Meningerne paa
de væsentligste Punkter stode saa bestemt imod hinanden, at Ministeriet
havde fundet det rigtigt, i Tilslutning til en af Konsistorium udtalt An-
skuelse, for Tiden at opgive Tanken om den større Reforms Gjennemførelse.
Ministeriets Formaal med det nærværende Lovforslag var, under Bibe-
holdelse af den gjældende Tvedeling, at formulere de Forandringer, som
det ansaae for mest paatrængende at foretage i den nuværende Ordning.
I Udvalget, til hvis Overvejelse dette Forslag havde været henviist,
havde Anskuelserne om Hensigtsmæssigheden af de Midler, ved hvilke hin
større Reform skulde naaes, og hvortil navnlig hørte Bortfald eller betydelig
Indskrænkning af Undervisningen i Græsk, været delte. Enkelte Med-
lemmer have udtalt deres Sympathi med denne sidste Tanke, medens Fler-
tallet bestemt havde erklæret sig imod den. Men Flertal og Mindretal
havde været enige med Ministeriet i den Erkjendelse, at i alt Fald for
Tiden maatte den saaledes paatænkte større Reform betragtes som uigjen-
nemførlig, og Udvalgets Overvejelser havde, ligesom Ministeriets Forslag,
havt denne Erkj endelse til Forudsætning.
Med Hensyn til det videre Spørgsmaal, hvilket Maal der skulde
stilles for de Forandringer i den gjældende Ordning, man med den angivne
Forudsætning kunde ønske, var det ikke lykkedes Udvalget at komme til
Enighed.
Flertallet (Bjerre, Goos, Sehested, Steffensen og Stliyr) havde ment,
at Formaalet burde begrænses til at rette, hvad der i den nugjældende
Ordning maatte have viist sig som Mangler, der vanskeliggjorde de bestaa-
ende Kursus at løse de dem stillede Opgaver, og havde i Overensstemmelse
med dette Synspunkt i væsentlige Punkter kunnet slutte sig til de Æn-
dringer i den gjældende Ordning, som vare optagne i Lovforslagets § 1.
Paa den anden Side indeholdt denne Paragraf nogle Forslag, der ikke
forekom Flertallet at staa i nødvendig eller naturlig Forbindelse med hint
Synspunkt, og som det derfor ikke kunde tilraade. Omvendt havde man i
Forslaget savnet forskjellige Ændringer, som Flertallet ifølge samme Syns-
punkt fandt paakrævede, og som det derfor havde stillet Forslag om.
Dette havde ført til, at man havde bragt en ny Affattelse af Paragrafen i
Forslag, med Hensyn til hvis Enkeltheder Følgende bemærkedes:
Den betydningsfuldeste Ændring i den bestaaende Ordning, som Lov-
forslaget foreslog, var den, der gik ud paa at indføre Mathematik og Latin
som Led af Undervisningen i de to øverste Klasser, henholdsvis for det
sproglig-historiske og det mathematisk-naturvidenskabelige Kursus. Fler-
tallet sluttede sig til Tanken i dette Forslag. At Mathematik optoges i de
to øverste Klasser af det sproglig-historiske Kursus som særligt Fag, ansaae
man for ønskeligt især af Hensyn til den Støtte, det vilde give Undervis-
ningen i Naturlære og Astronomi i dette Kursus. Dette Hensyn burde for-
9*
68
Universitetet 1889—1890.
mentlig ogsaa bestemme Grænsen for det Omfang, i hvilket Mathematik
saaledes optoges i det sproglig-historiske Kursus's øverste Klasser. At
Undervisningen herefter nødvendigvis maatte komme til at medtage Grund-
træk af Trigonometri og Stereometri, erkjendtes. Men at dette dog kun
burde finde Sted i et efter det nævnte Øjemed begrænset Maal, burde
fastholdes, og man fandt det hensigtsmæssigt, at dette udtrykkelig udtaltes
i Loven. løvrigt gik man med Lovforslagets Motiver ud fra, at to ugent-
lige Timer gjennem de to Klasser vilde være tilstrækkelige for Formaalet.
At Latin førtes op i de to øverste Klasser af det mathematisk-natur-
videnskabelige Kursus, fandt man rigtigt, da dette Kursus ifølge Lov af
1ste April 1871 ikke blot aabnede Adgang til Examiner, i hvilke Mathe-
matik spillede en Hovedrolle (polyteknisk Læreanstalt og Examiner i Studie-
fag under det mathematisk-naturvidenskabelige Fakultet), men ogsaa til
mange Examiner, med hvilke dette ikke var Tilfældet, (Prøver under det
filosofiske Fakultet, statsvidenskabelig Examen, lægevidenskabelig Embeds-
examen, i Loven af 1ste April 1071 § 7) og hvorved der altsaa ikke var lagt
Vægt paa den særlige Faguddannelse, som dette Kursus ydede, men paa
dets almendannende Betydning. Med Føje kunde derfor dette Kursus gjøre
Krav paa at faae sin Ydelsesevne i sidstnævnte Henseende styrket ved den
omtalte Foranstaltning. Skete det, vilde der mulig ogsaa kunne blive
Føje til at lade den ved Loven af 1871 § 7 paabudte Tillægsexamen i
Latin for dem, der vilde underkaste sig juridisk eller theologisk Embeds-
examen, bortfalde, hvad der i og for sig maatte ansees for meget ønskeligt.
Dog ansaae Flertallet det for rigtigt, at der herom først fremskaffedes Ud-
talelser henholdsvis fra det theologiske og juridiske Fakultet. Det kunde
da tillige henstilles til disse Fakulteters Overvejelse, om der til Sikring af
Studenternes Dygtighed i Latin eventuelt maatte være Grund til for Theo-
logernes Vedkommende at ændre noget ved Prøven i patristisk Latin, og
for Juristernes Vedkommende, om der maatte være Grund til at kræve en
Prøve i Læsning af corpus juris. Flertallet troede derfor for Tiden ikke at
kunne slutte sig til Lovforslagets § 2 om Bortfald af den omspurgte Tillægs-
examen, men forbeholdt sig sin Stilling til dette Spørgsmaal. Men hvad
enten Optagelsen af Latin i de to øverste Klasser af det mathematiske
Kursus maatte have denne videregaaende Følge eller ikke, troede man, at
det egentlige Maal — at give det mathematisk-naturvidenskabelige Kursus
en mere almendannende Karakter — vilde kunne naaes, uden at der tillag-
des denne Latinundervisning saamegen Tid, som Lovforslaget forudsatte.
Forslaget tænkte sig, at Latin skulde være fælles Fag i den næstøverste
Klasse (efter Skemaudkastet med 6 ugentlige Timer), og kun særligt Fag
for det mathematiske Kursus i den øverste Klasse med 3 ugentlige Timer.
Udvalgets Flertal troede, at 4 ugentlige Timer i næstøverste og 3 ugent-
lige Timer i øverste Klasse vilde være tilstrækkelige til at faae lært et pas-
sende Udvalg af latinske Prosaforfattere og lettere Digtere, og saaledes at
der ved Afgangsexamen kunde kræves en Version, omend af lettere Art
end for det sproglige Kursus. Af denne Ordning vilde det da følge, at
Latin blev særligt Fag i begge de øverste Klasser.
Forelæsninger, Øvelser og Examina.
69
Foruden den Forøgelse af Undervisningsgjenstandene i de to Klasser,
som ovenfor var omtalt, havde Lovforslaget endvidere under d. optaget
»græsk Oldkundskab« som Fag i det mathematisk-naturvidenskabelige Kursus.
Udvalgets Flertal havde ikke kunnet slutte sig hertil. Medens Udvidelsen
af Undervisningen i Latin, for dette Kursus, tilsigtede at drage fuld Nytte
af et Fag, som efter den gjældende Ordning laa indenfor dets Ramme,
vilde det nævnte Forslag tilføre det paagjældende Kursus et nyt Fag, af
uprøvet pædagogisk Værd. Men dette laa udenfor den Grænse, som de
givne Forudsætninger, efter Flertallets Opfattelse, droge for det, der for
Tiden kunde og burde tilstræbes. Visse praktiske Vanskeligheder ved dette
Forslags Udførelse havde Motiverne selv fremhævet. Dertil kom endnu
Vanskeligheden ved at skaffe det Plads, naar andre efter Flertallets Op-
fattelse vigtige Formaal ikke skulde udsættes for at forspildes.
Til disse Formaal hørte det efter Flertallets Formening at skafte Re-
ligion en lovhjemlet Plads i Undervisningen i de to øverste Klasser som
fælles Fag for begge Kursus. Det paaskjønnedes, at der ad administrativ
Vej var indført Religionsundervisning i de to øverste Klasser. Men dels
ansaae man den ene ugentlige Time, der nu var tildelt dette Fag i de
nævnte Klasser, for at være altfor lidt, dels skabte en blot administrativ
Ordning en usikker Stilling for Faget, som det var af Vigtighed at fjerne.
Flertallet stillede med Hensyn hertil Forslag om, at Religion skulde være
Undervisningsgjenstand i de to øverste Klasser, og gik herved ud fra, at
under to ugentlige Timer burde Faget ikke have.
Ved at overveje det Spørgsmaal, hvorledes der indenfor den lovhjem-
lede Grænse af 30 ugentlige Timer kunde skaffes Plads for den ovenfor
omtalte Udvidelse af Undervisningen i de to øverste Klasser, der for den
sproglige Side vilde kræve 3 ugentlige Timer (1 Fællestime og 2 særlige),
for den mathematiske i den næstøverste Klasse 5 — i den øverste 4 ugent-
lige Timer (1 Fællestime og henholdsvis 4 og 3 særlige Timer), var Fler-
tallet kommet til den Overbevisning, at den Udvej, der hertil burde anbe-
fales, vilde være at udskyde Oldnordisk. Man havde hidtil fra de fleste
Sider erkjendt, at der ikke vilde tabes noget Væsentligt ved at gaa denne
Vej, og de Antydninger, Motiverne indeholdt om nye og mere frugtbringende
Baner for Undervisningen i dette Fag, havde ikke kunnet forandre Flertal-
lets Mening om, at det var denne Vej, der burde betrædes. Særlig skulde
man bemærke, at man vilde finde det meget uheldigt, om baade Tydsk og
Engelsk, saaledes som Forslaget tænkte sig det, skulde udgaa af Undervis-
ningen i den mathematiske Sides to* øverste Klasser, og at man heller ikke
turde tilraade nogen Indskrænkning af Matematikundervisningen i dette
Kursus, naar hensaaes til, at et Hovedøjemed for dette Kursus dog altid
burde være, at Disciplene, efterat have bestaaet Afgangsprøven i dette
Kursus, kunde gaa over til den polytekniske Læreanstalt uden særlig Ad-
gangsexamen i Mathematik. Kun Projektionstegningen, der ikke krævedes
ved Adgangsexamen til denne Læreanstalt, vilde formentlig kunne bort-
falde; men man troede ikke, at dette burde medføre nogen Indskrænkning
i Timetallet for Faget. Den Forstærkning, som vilde ligge i, at Timetallet
beholdtes, medens Projektionstegning bortfaldt, turde ingenlunde være ufor-
70
Universitetet. 1889—1890.
nøden. Derimod vilde ved Bortfald af Oldnordisk det ugentlige Timetal
for Dansk kunne indskrænkes i 5te Klasse til 2, i 6te Klasse til 3, og der-
ved vilde fornøden Plads vindes, uden at der behøvedes at berøves noget
andet Fag Timer, det nu havde. Selvfølgelig var det ikke Meningen med
at udskyde Oldnordisk, at Undervisningen i Modersmaalet skulde savne alle
sproghistoriske Elementer. Men dette vilde heller ikke behøve at blive
Følgen, naar det sproghistoriske Undervisningsstof holdtes indenfor de Græn-
ser, som Hensynet til Disciplens Udviklingsstandpunkt naturlig paabød
Skolen.
Saaledes som Flertallet efter det ovenfor Anførte tænkte sig Under-
visningen fordelt i de to øverste Klasser, vilde Skemaet kunne opstilles paa
følgende Maade:
Y.	VI.
S. F. M. S. F. M.
Religion..................................2	2
Dansk....................................2	3
Latin................... 8	4 7	3
Græsk.................. 6	5
Fransk ...........................3	3
Engelsk ell. Tydsk (valgfrit)	2	2
Historie.................	3	3
Mathematik.............. 2	9 2	9
Naturlære.............. 2	5 3	5
Ved Siden af de Forslag til Ændringer af Undervisningen i de to
øverste Klasser, som Forslaget indeholdt, indeholdt dette ogsaa under Ltr.
a. Ændringer, der berørte de to mellemste Klasser. Navnlig indførtes Natur-
lære i disse to Klasser for den sproglige Side. Flertallet kunde med al
Anerkjendelse af det Ønskelige i denne Forandring ikke anbefale den. Den
vilde yderligere forøge Lærestoffet for disse to iforvejen temmelig bebyrdede
Klasser. Naar der fremdeles var paaregnet den Forandring af Undervis-
ningen i 4de Klasse, at der kun skulde gives Geografi og Naturhistorie i
Forening 1 ugentlig Time, maatte Flertallet anse denne Forandring, der
havde fremkaldt mange Indsigelser, for utilraadelig. Flertallet havde af de
antydede Grunde i sit Forslag ikke optaget nogen Forandring i Undervis-
ningen for de to Mellemklassers Vedkommende. De Ændringer i Skemaet,
navnlig for 4de Klasse, som maatte ansees for ønskelige, naar der ved 4de
Klasses Hovedexamen skulde, som Flertallet foreslog, optages en mundtlig
Prøve i Religion, kunde træffes ad administrativ Vej.
Den anden Hovedbestanddel af Lovforslagets § 1 angik Ordningen af
de to Prøver, nemlig 4de Klasses Hovedexamen og Afgangsexamen. Fler-
tallet sluttede sig, hvad den første Prøve angik, til Lovforslagets Bestem-
melse om, at den skriftlige Prøve i Latin bortfaldt. Samtidig foreslog man,
at det bestemtes, at der optoges en mundtlig Prøve i Religion som Del
af denne Examen.
Hvad Afgangsexamen angik, var det en Selvfølge, at Prøven i Old-
nordisk bortfaldt, hvis Flertallets Forslag om dette Fags Udgaaen af Under-
visningen fulgtes.
Forelæsninger, Øvelser og Examina.
71
Man sluttede sig til Lovforslagets Bestemmelser, at den skriftlige
Oversættelse fra Dansk til Fransk bortfaldt for den sproglig-historiske Ret-
ning, og til, at der, i Overensstemmelse med Forslaget om Mathematikens
Optagelse i dette Kursus, indførtes en Prøve i Mathematik, med Hensyn
til hvilken man havde fundet det rigtigt at give en nærmere Anvisning af
dens Ordning.
Fremdeles foreslog man, i Overensstemmelse med Forslaget om, at
Latin optoges i det mathematiske Kursus, at der ved Afgangsexamen for
denne Retning optoges en Prøve i Latin, dels mundtlig, dels en skriftlig
Oversættelse fra Latin til Dansk.
I Henhold til det ovenfor Bemærkede maatte Flertallet for Tiden
foreslaa, at Lovforslagets § 2 udgik.
Flertallets Forslag til Affattelsen af § 1 vilde nødvendiggjøre en ny
Affattelse af Forslagets § 4, idet de i denne Paragraf givne Bestemmelser,
mod hvilke man i og for sig ikke havde Noget at indvende, angaaende de
Tidspunkter, til hvilke de forskjellige Forandringer i Undervisningen og
Prøverne skulde træde i Kraft, maatte ændres efter de nye Forudsætninger.
I Lovforslagets § 3 var der givet Regler om de Kvalifikationer i Hen-
seende til Examiner, som skulde give Adgang til Lærerembederne ved de
lærde Skoler. Flertallet havde kunnet slutte sig til endel af de Regler,
Forslaget i saa Henseende indeholdt, medens man for andre Deles Ved-
kommende havde troet at burde fravige det Foreslaaede. Man havde derhos
fundet det nødvendigt at give Paragrafen et Tillæg, der forbeholdt de tid-
ligere filologiske Kandidater de dem forhen hjemlede Fortrin, forsaavidt
dette var foreneligt med Skolens Tarv.
I førstnævnte Henseende fastholdt man med Forslaget den nugjældende
Regel, at Adgangen til Adjunktembederne ikke skulde være indskrænket
ved nogen bestemt Examen.
Hvad Overlærerembederne angik, fastholdt man fremdeles med For-
slaget den nugjældende Grundsætning, hvorefter i Almindelighed Adgangen
til disse Embeder var knyttet til visse Examiner, men dog indtil Fjerde-
delen af dem kunde tildeles Adjunkter, der ikke have bestaaet nogen af
disse Prøver, men under en længere Tjenestetid havde viist fortrinlig Dyg-
tighed og Iver. Derimod turde der efter Flertallets Mening være Grund
til at udvide Kredsen af de Examiner, der regelmæssig gave Adgang til
Overlærerembederne, udover den ved Forslaget satte Grænse, der, bortseet
fra den historiske Forklaring, havde noget Vilkaarligt ved sig. Der synfces
her at maatte træffes Valg mellem to Alternativer. Enten burde Adgangen
bindes til en af de ved Anordningen af 25de Oktober 1883 indførte Skole-
embedsexaminer. Eller ogsaa burde foruden disse Examiner medtages alle
de Examiner ved Universitetet og den polytekniske Læreanstalt, ved hvilke
et af Skolens Undervisningsfag havde været Hovedfag.
Udvalgets Flertal vilde kunne tiltræde det første Alternativ, men
maatte dog med Forslaget finde det rigtigere, ikke at binde Adgangen saa
stærkt, og foretrak derfor det sidste Alternativ. Man foreslog som Følge
heraf, at ikke blot Magisterkonferenser i Mathematik og Fysik, som Forslaget
vilde, men alle Magisterkonferenser, der havde et Undervisningsfag til
72
Universitetet 1889—1890.
Hovedfag, burde give Adgang, og at der fremdeles i Kraft af samme Tanke-
gang burde tillægges polytekniske og theologiske Kandidater samme Adgang,
medens Forslaget kun tog de ældre polytekniske Kandidater med under
visse Betingelser.
Hvad endelig angik Adgangen til Rektorembederne, forekom det Fler-
tallet urigtigt at binde denne anderledes til visse Examiner, end det vilde
blive Tilfældet, naar Adgangen forudsatte, at Vedkommende i en vis Aar-
række havde været Overlærer. Ved en saadan Ordning vilde der aabnes
større Frihed i Valget for Administrationen og særlig blive muligt for den
at ansætte som Rektorer saadanne Skolemænd, der maatte have udmærket
sig i Skolens Tjeneste, uden at have aflagt nogen bestemt Examen, og som
vare blevne Overlærere ifølge den herom for disse Embeder givne Undtagel-
sesregel. Man foreslog derfor, at Regelen for Rektorembederne gaves saa-
ledes, at Adgangen til dem stod aaben for Enhver, der i 3 Aar havde været
Overlærer ved en lærd Skole.
Hvad endelig angik det Hensyn, der paa Grund af Bestemmelserne i
den kongelige Anordning af 2den Februar 1849 og Loven af 28de Marts 1855
kunde være at tage til de Mænd, der havde underkastet sig den tidligere
bestaaende filologisk-historiske Skoleembedsexamen, i hvilken Henseende
Udvalget var gjort bekjendt med den som Bilag trykte Henvendelse til
Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet, fandt Flertallet, at dette
Hensyn ikke uden Ubillighed kunde tilsidesættes. Ganske vist kunde der
ikke være Tale om en Ret paa den Maade, at den kunde lægge noget ube-
tinget Baand paa Administrationen. Den frie Bedømmelse af den Paagjæl-
dendes individuelle Egnethed til et højere Embede i Skolens Tjeneste, kunde
umulig fratages Administrationen. Heller ikke kunde det Billighedshensyn,
som der her var Tale om, med Føje paaberaabes af Andre end dem, der
vare traadte i Skolens Tjeneste, førend den Lovordning, hvorom Talen nu
var, blev bragt paa Bane. Ved den Formulering, Flertallet havde givet
den herom foreslaaede Bestemmelse, var der formentlig forbeholdt de filolo-
giske Kandidater saameget, som der overhovedet kunde være Tale om at
forbeholde dem, og herved maatte da deres naturlige Billigliedskrav ansees
for fyldestgjort.
Mindretallet (Oct. Hansen og Th. Nielsen) samstemmede med Kirke-
og Undervisningsministeren i Ønsket om, at der navnlig ved Udskydning
af Undervisningen i græsk Sprog kunde naaes til Ophævelse af Undervis-
ningens Tvedeling; men da Enighed derom ikke syntes for Tiden at kunne
naaes, stillede Mindretallet intet Forslag i saa Henseende. Overhovedet
maatte det efter Forhandlingerne saavel i som udenfor Rigsdagen ansees for
umuligt for Tiden at naa til Enighed om indgribende Reformer i de lærde
Skolers Undervisning, og Mindretallet kunde ligesaa lidt som Flertallet
billige adskillige af de i Lovforslaget indeholdte Bestemmelser, som dog
hverken vare mange eller meget indgribende. De Reformer, som der saa-
ledes for Tiden kunde opnaaes Enighed om, vilde formentlig være af saa
ringe Betydning, at det kunde være Tvivl underkastet, om overhovedet Lov-
givningsmagten for Tiden burde gribe ind i de lærde Skolers Undervis-
ningsplan.
Forelæsninger, Øvelser og Examina.
73
Mindretallet kunde slutte sig til Flertallets Bemærkninger og Forslag
angaaende følgende Punkter: udvidet Mathematik-Undervisning for den
sproglig-historiske Retnings Disciple: Ophævelse af den skriftlige Prøve i
Latin ved 4de Klasses Hovedexamen og af den skriftlige Oversættelse fra
Dansk til Fransk for den sproglig-historiske Retning ved Afgangsexamen;
Utilraadeligheden af, at indføre Naturlære i 3die og 4de Klasse for den
sproglig-historiske Retning, af at indskrænke Geografi og Naturhistorie i
Forening til 1 Time ugentlig, og af at herøve de matliematisk-naturviden-
skabelige Disciple al Undervisning baade i Engelsk og Tydsk i de 2 øverste
Klasser. Flertallets øvrige Bemærkninger og Forslag vedrørende Under-
visningen og Prøverne havde Mindretallet derimod ikke kunnet slutte sig til.
Navnlig saalænge de klassiske Sprog skulde beholde deres nuværende
Overvægt i den lærde Skoles Undervisning, kunde Mindretallet ikke være
med til at opgive Undervisningen i Oldnordisk. Under Hensyn til hvad
der var oplyst i det lilosofiske Fakultets Betænkning, nærede Mindretallet
med Kirke- og Undervisningsministeren den Forventning, at Undervisningen
i Oldnordisk i en nær Fremtid vilde kunne komme til en sund Udvikling,
saaledes at Faget ikke, som hidtil, gjordes til Grundlag for grammatisk
Exercits, men Hovedvægten lagdes paa Forholdet mellem Oldsproget og
Modersmaalet, med andre Ord, at Oldnordisk benyttedes som Middel til
Forstaaelse af vort eget Sprogs Udvikling. Under alle Omstændigheder
maatte de Timer, der indvandtes ved Opgivelse af Oldnordisk, anvendes til
en fyldigere Undervisning i Modersmaalet, dets Udvikling og Literatur.
Mindretallet var enigt med Ministeren i, at den mathematisk-natur-
videnskabelige Afdeling nu var »for meget Fagskole og for lidet en Skole
for almindelig Dannelse«, og ligeledes samstemmede Mindretallet med Ud-
talelserne i Bemærkningerne til Lovforslaget om Betydningen og Muligheden
af ved en Undervisning i græsk Oldkundskab at give denne Afdelings Dis-
ciple et for Livet frugtbringende Indblik i den klassiske Oldtids Literatur,
Mythologi, Antikviteter og Kunsthistorie. Mindretallet mente endog, at der
ved en saadan Undervisning langt bedre kunde raades Bod paa den omtalte
Mangel i Henseende til almindelig Dannelse, end ved at fortsætte Under-
visningen i latinsk Sprog for Disciplene af denne Afdeling i 5te og 6te
Klasse. Mindretallet kunde ikke med Flertallet tillægge en saadan, med
forholdsvis faa Timer fortsat Undervisning i latinsk Sprog nogen synderlig
»almendannende Betydning«. Naar imidlertid Undervisning i latinsk Sprog
som hidtil skulde ophøre med 4de Klasse, maatte den omhandlede Under-
visning i »Oldkundskab« ogsaa omfatte den latinske Literatur og Kultur.
Der var formentlig ingen Grund til at betvivle vore Filologers Evne til at
meddele en saadan Undervisning i Oldkundskab, og det fornødne Undervis-
ningsmateriale, navnlig Oversættelser af de klassiske Forfattere, vilde nok
komme tilstede, naar en saadan Undervisning fremkaldte Trangen dertil.
At fortsætte Undervisningen i latinsk Sprog udover 4de Klasse for alle
Disciplene af den mathematisk-naturvidenskabelige Retning, alene for at et
lille Mindretal af saadanne Disciple (de vordende Theologer og Jurister)
kunde fritages for den i Lov 1ste April 1871 § 7 paabudte Tillægsexamen,
Universitets Aarbog.
10
74
Universitetet 1889—1890.
vilde være at tillægge den med denne Examen for et saadant Mindretal
forbundne Ulejlighed altfor stor Betydning.
I Henseende til Religionsundervisningen skulde Mindretallet erindre
om, at denne ifølge Adg. 5te August 1871 §2 Nr. 5 allerede skulde ophøre
med 3die Klasse. Senere (nemlig ved Adg. 15de Juni 1877) var en fri
Religionsundervisning indført i 5te og 6te Klasse og ved Adg. 16de Juni
1882, jfr. Kirke- og Undervisningsministeriets Cirkulære af 21de Juni s. A.,
gjenindførtes Undervisning i Religion med 1 ugentlig Time i 4de Klasse.
Samtidig bortfaldt den Bemyndigelse, Rektorerne tidligere havde havt, til at
fritage de konfirmerede Disciple af 3die Klasse for Deltagelse i Religions-
undervisningen. Skjønt denne Undervisning saaledes siden 1871 betydelig
var udvidet i de lærde Skoler, havde nu Flertallet fundet Anledning til at
foreslaa, dels: at Undervisningen i Religion ved Lov fastsloges som Undervis-
ningsfag i 5te og 6te Klasse (med mindst 2 ugentlige Timer), dels: at der ved
4de Klasses Hovedexamen optoges en mundtlig Prøve i Religion. Med Hen-
syn til det sidste Forslag skulde Mindretallet bemærke, at en afsluttende
Examensprøve overhovedet ikke vel stemmede med dette Fags Karakter og
dets Stilling i Undervisningen, og at det maatte være forbunden med særlig
Betænkelighed at skabe et nyt Examensfag i 4de Klasse, for hvis Vedkom-
mende der allerede nu fra alle Sider klagedes over Overlæsselse. Da der
ikke var tildelt eller vilde kunne tildeles Religionsundervisningen i 4de
Klasse mere end 1 ugentlig Time, vilde en Examensprøve ved Udgangen
af denne Klasse være en pædagogisk Urimelighed, og den deri liggende
Skjærpelse af Fordringerne til Religionsundervisningen var saameget mere
umotiveret, som Konfirmationsforberedelsen hos Præsten vistnok for de fleste
Disciples Yedkommende netop faldt i det nævnte Skoleaar. Den ved Adg.
30te August 1880 indførte almindelige Forberedelsesexamen, der svarede til
de lærde Skolers 4de Klasses Hovedexamen, medførte ikke nogen Prøve i
Religion, og man kunde formentlig ikke gjøre Religion til Fag ved en saa-
dan Examen uden samtidig at træffe Bestemmelser om Vægten af den i
et saadant Examensfag opnaaede Karakter og om Stillingen for de Disciple,
der, som ikke hørende til Folkekirken, maatte fritages for denne Bestanddel
af nævnte Examen. Flertallets Frygt for, at Religionsundervisningen i
5te og 6te Klasse skulde have en usikker Stilling, fordi den beroede paa en
administrativ Ordning, kunde Mindretallet ikke dele.
Under Hensyn til de Bemærkninger, der ledsagede Lovforslaget, saae
Mindretallet Intet til Hinder for, at de Timer, der foresloges henlagte til
Mathematik i 5te og 6te Klasse i den sproglig-historiske Afdeling, kunde
indvindes ved Indskrænkning i Timetallet for de klassiske Sprog, og at de
Timer, der i den mathematisk-naturvidenskabelige Afdeling henlagdes til
klassisk Oldkundskab, kunde undværes fra Undervisningen i Mathematik og
Naturlære.
Mindretallet ønskede derefter Lovforslagets § 1 omændret til at lyde
saaledes:
»I Lov af 1ste April 1871 om Undervisningen i de lærde Skoler i
Danmark m. m. indtræde følgende Forandringer:
Forelæsninger, Øvelser og: Rxamina.
75
I.	Med Hensyn til Undervisningen:
a) Ved Undervisningen i de to øverste Klasser indføres for det
sproglig-historiske Kursus Mathematik som særligt Fag i et Omfang, der
bestemmes ved Hensynet til Undervisningen i Naturlære og Astronomi;
1)) I de samme Klasser indføres klassisk Oldkundskab som særligt
Fag for det mathematisk-naturvidenskabelige Kursus.
II.	Med Hensyn til Prøverne:
a)	Ved 4de Klasses Hovedexamen bortfalder den skriftlige Prøve i
Latin ;
b)	ved Afgangsexamen bortfalder for Studerende af den sproglig-
historiske Retning den skriftlige Oversættelse fra Dansk til Fransk, og der
optages en mundtlig og skriftlig Prøve henholdsvis i den matliematiske
Theori, som er indbefattet i Undervisningen i dette Kursus, og i dens An-
vendelse paa lette Exempler.
For Studerende af den mathematisk-naturvidenskabelige Retning op-
tages en mundtlig Prøve i klassisk Oldkundskab«,
men for at Landstinget kunde faae Lejlighed til at stemme om Flertallets
og Mindretallets Divergenspunkter, der ikke alle betingede hverandre, stillede
Mindretallet sine Forslag til §1 som Underændringer til Flertallets Forslag.
Mindretallet deltog med Flertallet i at stille Ændringsforslaget Nr. 3
(til §3) og kunde i det Væsentlige tiltræde Flertallets Begrundelse af dette
Forslag.
Mindretallet tillagde det stor Betydning, at det gjordes muligt for
unge Mennesker, der havde taget almindelig Forberedelsesexamen af højere
Grad, umiddelbart derefter at blive optagne i en lærd Skole for dér at fortsætte
deres Studier og tage Afgangsexamen. Det lod sig nu ikke gjøre, navnlig
fordi de ikke havde nydt Undervisning i Latin (og Græsk), og altsaa ikke
umiddelbart kunde gaa ind i den lærde Skoles 5te Klasse. Følgen heraf
var, at saadanne Studerende maatte lade sig forberede ad privat Vej, enten
lige til Studenterexamen eller i 1 å 2 Aar, efterat de have taget Forbere-
delsesexamen, til Optagelse i en lærd Skoles 5te Klasse. Begge Dele vare
forbundne med betydelig Bekostning og andre Ulemper. Der burde ved
enkelte af Statens lærde Skoler oprettes en særlig Afdeling (henholdsvis
sproglig-historisk eller mathematisk-naturvidenskabelig), hvori saadanne
Studerende, efterat have taget den almindelige Forberedelsesexamen, strax
kunde optages og forberedes formentlig igjennem 3 et-aarige Klasser til
Afgangsexamen. Herom stillede Mindretallet et Ændringsforslag under
Nr. 9.
Ændringsforslag.
Af Flertallet (Bjerre, Goos, Sehested, Steffensen og Sthyr) :
Til § 1.
1) Paragrafen affattes saaledes:
I Lov af 1ste April 1871 om Undervisningen i de lærde Skoler i
Danmark m. m. indtræde følgende Forandringer:
I. Med Hensyn til Undervisningen:
a)	Oldnordisk bortfalder som Led af Undervisningen i Modersmaalet.
b)	Ved Undervisningen i de to øverste Klasser indføres Religion.
10*
76
Universitetet 1889—1890.
c) Ved Undervisningen i de to øverste Klasser indføres for det sproglig-
liistoriske Kursus Mathematik som særligt Fag i et Omfang, der bestemmes
ved Hensynet til Undervisningen i Naturlære og Astronomi.
I de samme Klasser indføres Latin som særligt Fag for det mathe-
matisk-naturvidenskabelige Kursus.
II. Med Hensyn til Prøverne:
a)	Yed 4de Klasses Hovedexamen bortfalder den skriftlige Prøve i
Latin; der optages en mundtlig Prøve i Religion.
b)	Ved Afgangsexamen bortfalder Prøven i Oldnordisk.
For Studerende af den sproglig-historiske Retning bortfalder den skrift-
lige Oversættelse fra Dansk til Fransk, og der optages en mundtlig og
skriftlig Prøve, henholdsvis i den mathematiske Theori, som er indbefattet i
Undervisningen i dette Kursus, og i dens Anvendelse paa lette Exempler.
For Studerende af den mathematisk-naturvidenskabelige Retning op-
tages som skriftlig Prøve en Oversættelse fra Latin til Dansk samt en
mundtlig Prøve i Latin.
Under ændring.
Af Mindretallet (Oct. Hansen og Th. Nielsen):
2)	I. a. udgaaer helt og i II. b. 2det Stykke 2den Linie udgaaør
Ordet »bortfalder«.
3)	I. 1). udgaaer helt og i II. a.. den sidste Sætning.
4)	I I. c. sidste Stykke ændres Ordet »Latin« til »klassisk Old-
k undskab«.
Vedtages disse Underændringsforslag, rettes Litreringen i Ændring 1.
Af Udvalget:
Til § 2.
5)	Paragrafen udgaaer og Paragrafnumrene rettes derefter.
Til § 3.
6)	Paragrafen affattes saaledes:
Adgang til at blive Rektor ved en lærd Skole skal med nedenstaaende
Forbehold staa aaben for Enhver, der i 3 Aar har været Overlærer ved en
saadan Skole.
Adgang til Overlærerembede have, med nedenstaaende Forbehold, de,
der have bestaaet en Skoleembedsexamen, de, der have taget en Magister-
konferens med nogen af de Videnskaber, der ere Undervisningsgjenstand i
den lærde Skole, som Hovedfag, theologiske samt polytekniske Kandidater.
Indtil Fjerdedelen af Overlærerembederne kan dog tildeles saadanne Lærere,
der vel ej have underkastet sig nogen af de befalede Prøver for overordnede
Lærere ved de lærde Skoler, men som Adjunkter under længere Tjenestetid
have viist fortrinlig Dygtighed og Iver.
Adgangen til Adjunktembederne skal ikke være indskrænket ved nogen
bestemt Examen.
Den særegne Adgang til Rektor- og Overlærerembeder ved de lærde
Skoler, som ifølge kongelig Anordning af 2den Februar 1849, jfr. Lov at
28de Marts 1855 § 2, tilkommer filologiske Kandidater, bliver disse forbeholdt,
Forelæsninger, Øvelser og Examina.
77
forsaavidt Skolens Tarv tilsteder det og de paagj ældende Kandidater ere
indtraadte i det lærde Skolevæsens Tjeneste før 1ste Januar 1891.
Af det ved Ændring Nr. 1 nævnte Flertal:
Til § 4.
7)	Paragrafen affattes saaledes:
»Bestemmelserne i § 3 træde i Kraft den 1ste April 1891.
Bestemmelserne i § 1, II. a. om Bortfald af den skriftlige Prøve i
Latin, og i § 1, II. b. om Bortfald af den skriftlige Oversættelse fra Dansk
til Fransk træde i Kraft ved Sommerexamen 1891.
Bestemmelsen i § 1, II. a. om en mundtlig Prøve i Religion træder i
Kraft ved Sommerexamen 1892.
Bestemmelserne i § 1, II. a. og b. træde i Kraft fra Begyndelsen af
Skoleaaret 1891—92 for 5te Klasses Vedkommende og Aaret efter for 6te
Klasses Vedkommende.
Bestemmelsen i § 1, II. b., 1ste Stykke, træder i Kraft ved Sommer-
examen 1893.
Bestemmelserne i § 1, II. c. træde i Kraft fra Begyndelsen af Skole-
aaret 1893—94 for 5te Klasses Vedkommende og Aaret efter for Gte Klasses
Vedkommende.
Bestemmelserne i § 1, II. b. 2det og 3die Stykke, træde i Kraft ved
Sommerexamen 1895.
Fordringerne ved de mundtlige Prøver bestemmes ved kongelig An-
ordning«.
Underændriny til Ændring Nr. 7 af det under Nr. 2 nævnte Mindretal:
8)	3die, 4de og 5te Stykke udgaa.
9)	Som ny Farayraf sættes:
»Ved 3 å 4 af Statens lærde Skoler, 1 paa Sjælland, 1 paa Fyn og
1 å 2 i Jylland, efter Kirke- og Undervisningsministerens Valg, oprettes,
saasnart Forholdene tillade det, enten en sproglig-historisk eller en matlie-
matisk-naturvidenskabelig Afdeling, delt i 3 étaarige Klasser, hvori unge
Mennesker, som have bestaaet den almindelige Forberedelsesexamen, kunne
optages. Kirke- og Undervisningsministeren fastsætter nærmere Under-
visningsplanen for saadanne Afdelinger.«
I den foran S. 72 omtalte af 46 Filologer underskrevne Henvendelse
af 14de November 1890 til Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet,
udtaltes Følgende:
I det Rigsdagen forelagte Forslag til Lov om Forandringer i Lov af
1ste April 1871 om Undervisningen i de lærde Skoler i Danmark ni. m.
foresloges der forskjellige nye Bestemmelser med Hensyn til Adgangen til
de overordnede Lærerembetter ved Skolerne.
Det forekom Underskriverne, at der i dette Forslag indeholdtes en
Ubillighed mod Filologerne, idet den dem ved kongelig Anordning af 2den
Februar 1849 tilstaaede, ved Lov af 28de Marts 1855 bekræftede, udelukkende
Adgang til Rektorater ophævedes, og den dem sammesteds tillagte fortrinlige
78
Universitetet 1889 1890.
Adgang til Overlærerembeder indskrænkedes, uden at der i Lovforslaget
fandtes nogen Antydning af, at der vilde blive givet Filologerne en passende
Erstatning, og det skjønt Avancementsforholdene for de filologiske Lærere
vare saa daarlige trods den dem tilkommende fortrinlige Adgang til Over-
lærerembeder, at der af 40 fast ansatte Filologer (Adjunkter og Overlærere)
kun var 13 Overlærere, medens der af 20 fast ansatte mathematisk-natur-
videnskabelige Lærere var 8 Overlærere, og de sidst ansatte filologiske
Overlærere i Gjennemsnit havde været over 50 Aar.
I den ovennævnte kongelige Anordning, ved hvilken den filologisk-
historiske Skoleembedsexamen indførtes, hed det udtrykkelig om de deri
givne Bestemmelser, at de »sigte til, at de unge Mænd, som dertil maatte
føle Kald, kunne ved Udsigt til ydre Vilkaar, svarende til deres ansvarsfulde
Enibedsstilling, opmuntres til at anvende deres Kundskaber og Evner i
Skolevæsenets Tjeneste«. Regjeringen havde saaledes ved Løfte om ydre
Vilkaar bevæget Folk til foruden deres egentlige Interesser at lægge sig
efter Fag, der laa disse fjernere, og ved lieraarige Studier at forberede sig
til en Examen deri, idet den havde anseet det for nødvendigt for Mænd, der
skulde beklæde Rektorater, at omfatte en større Del af de Fag, i hvilke
der undervistes i Skolen. Den saaledes erhvervede Flersidighed var ogsaa i
høj Grad bleven benyttet i Skolens Tjeneste, idet de filologiske Kandidater
foruden i de 5 Fag: Dansk, Oldnordisk, Historie, Latin og Græsk, i hvilke
de havde underkastet sig Examen, ofte efter Skolens Krav havde maattet
sætte sig ind i nye Fag, hvorved de vare blevne forhindrede i at anvende
deres Fritid til paa anden Vis at forbedre deres Kaar.
Underskriverne anmodede derfor om, at der i den eventuelle Lov maatte
blive tilføjet en Bestemmelse om, at de ved den filologisk-historiske Skole-
embedsexamen ifølge Lov af 28de Marts 1855 erhvervede Rettigheder respek-
teredes, eller at der i det Tilfælde, at Regjeringen mente at burde fastholde
Forslaget i hele dets Udstrækning, gaves Filologerne en passende Erstatning,
hvilket Underskriverne ansaae for saameget mere stemmende med Billighed,
som den lilologisk-historiske Skoleembedsexamen udelukkende gav Adgang
til Skolevirksomhed og ikke til andre Embedsstillinger.
Ved Skrivelse af 16de April 1891 tilstillede Kirke- og Undervisnings-
ministeriet Konsistorium foranstaaende, af Landstingets Udvalg afgivne Be-
tænkning med Bemærkning, at det deraf vilde fremgaa, at Udvalget tildels
havde sluttet sig til Grundtanken i det fremsatte Lovforslag, idet det blandt
Andet havde anbefalet at indføre Undervisning i Latin i de to øverste
Klasser af Skolernes matliematiske Afdeling — skjønt med et ringere Time-
antal end der ved Forslaget var tilsigtet — og tillige havde betegnet det
som ønskeligt, at den hidtil bestaaende Tillægsexamen i Latin for theologiske
og juridiske Studerende kunde bortfalde, selv om Latinundervisningen for
den nævnte Afdeling begrænsedes paa den i Betænkningen nærmere angivne
Maade. Udvalget havde imidlertid tilraadet at fremskaffe Udtalelser fra
det theologiske og det juridiske Fakultet angaaende den paatænkte Op-
hævelse af Tillægsprøven i Latin samt at lade henstille til de tvende Fa-
kulteters Overvejelse, om der til Sikring af Studenternes Dygtighed eventuelt
Forelæsninger, Øvelser og Examina.
79
maatte være Grund til for Theologernes Vedkommende at ændre Noget ved
Prøven i patristisk Latin, og for Juristernes Vedkommende til at kræve en
Prøve i Læsning af corpus juris. Ministeriet anmodede derfor Konsistorium
om at indhente og indsende Erklæringer fra de nævnte Fakulteter om de
anførte Spørgsmaal.
Det theologiske Fakultet udtalte i Skrivelse af 8de Maj s. A., at
det Intet havde at hemærke i Anledning af den paatænkte Ophævelse af
Tillægsprøven i Latin for de theologiske Studenter og ansaae en Skjærpelse
af Prøven i patristisk Latin for unødvendig, da den nuværende Ordning af
denne Examen antoges at være tilstrækkelig betryggende, selv om den paa-
tænkte Ophævelse af Tillægsprøven i Latin fandt Sted.
Det rets- og statsvidenskabelige Fakultet udtalte i Skrivelse af 12te
s. M., at det formente, at Tillægsprøven i Latin kunde bortfalde, naar der
indførtes Undervisning i Latin i de to øverste Klasser af Skolens mathema-
tiske Afdeling, selv om denne begrænsedes til det i Landstingsudvalgets
Betænkning angivne Timeantal. Eventuelt at kræve en særlig Prøve i
Læsning af corpus juris ansaae Fakultetet for unødvendigt, og oplyste i
denne Henseende, at Professor, Dr. juris Lassen paatænkte under sine Fore-
læsninger over Romerret at øve de Studerende i Læsning af de romerske
Retskilder.
Fakulteternes Erklæringer bleve ved Konsistoriums Skrivelse af 4de
Juni s. A. indsendte til Ministeriet.
2. Den filosofiske Prøve.
I Skrivelse af 7de Juni 1890 til Fakulteterne meddelte Konsistorium,
at, da de Timer, paa hvilke de filosofiske Forelæsninger for Begyndere holdtes
om Mandagen og Onsdagen, Kl. 12—1, jfr. Univ. Aarb. f. 1883—84 S. 11—13
og f. 1884—85 S. 21, faldt i Universitetslaboratoriets Øvelsestid og dette Forhold
hidtil havde medført væsentlige Ulemper for de Studerendes Benyttelse af
Laboratoriet og denne Ulempe i høj Grad vilde blive forøget, naar den polytek-
niske Læreanstalt ved Efteraarshalvaarets Begyndelse flyttede ind i sin nye
Bygning i Sølvgade, havde Konsistorium, efter forud indhentet Indvilligelse
fra Professorerne i Filosofi, fastsat, at Tiden for de filosofiske Forelæsninger
for Begyndere om Mandagen og Onsdagen forandredes fra Kl. 12—1 til
Kl. 3—4, saaledes at disse Forelæsninger herefter holdtes Mandag, Onsdag,
Fredag og Lørdag Kl. 3—4.
—	Et Andragende fra N. N., der havde taget Afgangsexamen i Som-
meren 1889, om at maatte underkaste sig den filosofiske Prøve i Slutningen
af Marts eller Begyndelsen af April 1890, da han, der tillige var Gartner,
ved Arbejde i Have og .paa Mark fra og med April Maaned var forhindret
i samtidig dermed at læse til Examen, blev, efterat Fakultetet havde fra-
raadet det, afslaaet ved Ministeriets Skrivelse af 10de Marts 1890.
—	I Henhold til den ved Kirke- og Undervisningsministeriets Skrivelse
af 27de April 1886 givne Bemyndigelse for det filosofiske Fakultet, jfr-
80
Universitetet 1889—1800.
Univ. Aarb. f. 1885—86 S. 49, er det blevet tilladt forskellige Studerende,
der i Januar 1890 havde bestaaet Adgangsexamen, at indstille sig til den
filosofiske Prøve i Sommeren 1890, ligesom der er givet forskjellige Stude-
rende, paa Grund af Indkaldelse til Militærtjeneste, Tilladelse til at indstille
sig til Prøven til extraordinære Tider.
3. Forelæsninger og Examiner under det theologiske Fakultet.
a.	Frøven i patristisk Latin.
Et Andragende fra Stud. theol. N. N., der var Student fra Januar
1888, om Tilladelse til, uanseet Bestemmelsen i Bekjendtgjøreise af 23de
December 1849 2 b., at indstille sig til Prøven i patristisk Latin i Vinteren
1889—90, blev ved Kirke- og Undervisningsministeriets Skrivelse af 30te
September 1889 afslaaet.
b.	Thcologisk Embedsexamen.
I en af Stud. theol. N. N. i November 1889 til Fakultetet indsendt
Skrivelse forespurgte denne om, hvorvidt Fakultetet vilde formene ham
Adgang til at indstille sig til en af de nærmest følgende theologiske
Embedsexaminer, fordi han efter sin bedste og fuldt rodfæstede Overbevis-
ning ikke kunde vedkjende sig de paa forskjellige Kirkeforsamlinger vedtagne
theologiske eller kirkelige Dogmer. Han bemærkede derhos, at han fuldt
og fast mente at staa paa Bibelens og altsaa paa kristelig Grund.
Fakultetet tilskrev i November s. A. Student N. N., at de af ham i
den Fakultetet tilsendte Skrivelse anførte Udtryk vare holdte i en saa
svævende Almindelighed og Ubestemthed, at Fakultetet beklagede ikke at
have været istand til at danne sig et klart Billede af hans Anskuelser.
Af denne Grund maatte det lade sig nøje med i Almindelighed at udtale,
at efter dets Opfattelse burde Ingen tilstedes Adgang til den theologiske
Embedsexamen, der fornegtede den kristne Tro eller var i væsentlig
Uoverensstemmelse med den evangelisk-lutherske Kirkes Grundsætninger.
—	Ved Kirke- og Undervisningsministeriets Skrivelse af 8de Maj 1890
blev der meddelt stud. theol. N. N. Tilladelse til at indstille sig til den
theologiske Embedsexamen i Sommeren s. A., uanset at han havde deltaget
i den skriftlige Del af den i Vinteren 1889—90 afholdte theologiske Embeds-
examen.
—	Ved Skrivelser af 16de September, 9de, 26de og 27de November samt
17de og 27de December 1889, Ilte Januar, Ilte og 26de Februar, 18de og
24de Marts samt 22de og 23de April 1890 har Ministeriet for Kirke- og
Undervisningsvæsenet meddelt Tilladelse til at aflægge de befalede praktiske
Prøver, uanset at de Paagjældende enten ikke havde deltaget i Pastoral-
seminariets Øvelser eller ikke havde fuldendt deres Kursus ved Pastoral-
seminariet,
Forelæsninger, øvelser og Exaraina.
81
4. Forelæsninger og Examiner under det rets- og statsviden-
skabelige Fakultet.
a. Omordning af de juridiske Examiner ved Tegl. Anordning af 26de Sep-
tember 1890 og af den statsvidenskabelige Examen.
Under 14de November 1888 indsendte det rets- og statsvidenskabelige
Fakultet til Kirke- og Undervisningsministeriet et Forslag til Omordning af
de juridiske Examiner ved Kjøbenhavns Universitet med Anmodning om, at
Ministeriet vilde tage dettes Gjennemførelse under Overvejelse. Fakultetet
bemærkede, at det Spørgsmaal, om den bestaaende Ordning af de juridiske
Examiner kunde ansees fyldestgjørende, i de senere Aar stadig havde været
fremdraget ved forskjellige Lejligheder, hvor de juridiske Professorer havde
været samlede. Der havde derved viist sig at være Enighed indenfor Fakul-
tetet om, at det maatte ansees for meget ønskeligt at faae den bestaaende
Ordning reformeret særlig paa visse fremtrædende Punkter. Dette havde
foranlediget, at Dekanus indbød samtlige Censorer og Professorer til et
Møde den 28de April 1888, paa hvilket der efter nogen Forhandling op-
naaedes Enighed baade om, at den bestaaende Ordning burde søges refor-
meret og om Hovedtrækkene i den Ordning, som burde søges gjennemført.
Efterat Censorerne derhos havde lagt Sagens videre Fremme i Fakultetets
Haand, valgte dette Professor, Dr. juris Goos og Fakultetets daværende De-
kanus, Professor, Dr. juris Torp, til at udarbejde Forslag til en ny Examens-
ordning m. m. Paa Grund af den overvejende Betydning og Interesse, som
Ordningen af de juridiske Examiner havde for de under Justitsministeriets
Virkekreds faldende Omraader, havde det fornævnte Udvalg baade forinden
og under Udarbejdelsen af det fremsendte Forslag forhandlet om dette med
Hs. Excell. Justitsministeren.
Forslaget var saalydende:
§ 1.
De ved Forordn. 26de Januar 1821, Frd. 30te December 1839 og An-
ordning 26de Juni 1871 anordnede Examiner, fuldstændig juridisk Examen
og juridisk Examen for Ustuderede, afholdes i deres nuværende Skikkelse
sidste Gang henholdsvis i Sommeren 1893 og i Vinteren 1891—92. Dog
kunne Kandidater og Examinander, der enten inden disse Frister have be-
staaet de nævnte Examiner uden at opnaa Karaktererne Laudabilis eller
Bekvem, eller som ved Sygdom eller lignende Forhold have været hindrede
i at underkaste sig de nævnte Examiner, faae Tilladelse til at indstille sig
til disse indtil et Aar efter de angivne Frister.
§ 2.
Istedetfor de i § 1 nævnte Examiner afholdes for Fremtiden ved
Kjøbenhavns Universitet to Gange aarlig juridisk Embedsexamen af lavere
Grad og af højere Grad, førstnævnte første Gang i Vinteren 1889—90,
sidstnævnte første Gang i Sommeren 1890. Begge Examiner omfatte en
skriftlig og en mundtlig Prøve.
Universitets Aarbog,	11
82
Universitetet 1889—1890.
§ 3.
Ved juridisk Embedsexamen af lavere Grad omfatter den skriftlige
Prøve følgende Fag: almindelig Retslære, Civilrettens første Afdeling, Civil-
rettens anden Afdeling, Strafferet og Proces. Til hver Opgave indrømmes
3 Timer. Skriftlig Prøve i disse Fag holdes i 3 Dage. Tillige forelægges
der Kandidaterne paa en særskilt Dag et praktisk Retsspørgsmaal, med
Hensyn til hvilket de have at affatte en Betænkning. Til denne Affattelse
indrømmes en Tid af 5 —8 Timer.
Den mundtlige Prøve, til hvilken Kandidaterne stedes, forsaavidt de
ved Bedømmelsen af de skriftlige Opgaver findes tilstrækkeligt forberedte
og modne hertil, omfatter almindelig Retslære, Civilrettens første Afdeling,
Civilrettens anden Afdeling, Strafferet, Proces og dansk Statsret.
§ 4.
I almindelig Retslære, Civilret I, Civilret II, Strafferet og Proces
beregnes Karakteren for hvert Fag efter en samlet Bedømmelse af de skrift-
lige og de mundtlige Besvarelser. I Statsret gives Karakteren efter den
mundtlige Besvarelse alene. Endvidere gives en særskilt Karakter for den
skriftlige Betænkning over et praktisk Retsspørgsmaal.
§ 5.
Ved juridisk Embedsexamen af højere Grad omfatter den skriftlige
Prøve følgende Fag: almindelig Retslære, Romerret, Civilret I, Civilret II,
Strafferet, Proces, Statsret samt et Fag, der omfatter Søret, Vexelret og
eventuelt saadanne hermed beslægtede handelsretlige Forhold, der maatte
blive Gjenstand for en særlig (fælles nordisk eller dansk) Lovgivnings-
virksomhed, forsaavidt de egne sig for systematisk fra den almindelige
Formueret afsondret Behandling. Til hver Opgave indrømmes 3 Timer.
Skriftlig Prøve holdes i 4 Dage med en Dags Mellemrum efter de 2 første
Dage. Tillige forelægges Kandidaterne paa en særskilt Dag et praktisk Rets-
spørgsmaal, med Hensyn til hvilket de have at affatte en Betænkning. Til
denne Affattelse indrømmes en Tid af 5—8 Timer.
Den mundtlige Prøve, til hvilken Kandidaterne stedes, forsaavidt de
ved Bedømmelsen af de skriftlige Opgaver tindes tilstrækkeligt forberedte
og modne hertil, omfatter foruden de ovennævnte 8 Fag, hvori særskilte
Opgaver gives, tillige Folkeret og dansk Retshistorie.
§ 6.
I de 8 Fag, hvori særskilte Opgaver gives, beregnes Karakteren for
hvert Fag efter en samlet Bedømmelse af de skriftlige og de mundtlige.
Besvarelser. I Folkeret og dansk Retshistorie gives Karakterer efter de
mundtlige Besvarelser alene. Endvidere gives en særskilt Karakter for den
skriftlige Betænkning over et praktisk Retsspørgsmaal.
Forsaavidt en Kandidat indstiller sig til denne Examen senest et Aar
efterat have besfcaaet juridisk Embedsexamen af lavere Grad og ved denne
erholdt første Karakter, er han berettiget til fra denne samlet at overføre
Karaktererne for almindelig Retslære, Civilrettens første Afdeling, Civil-
Forelæsninger, Øvelser og Examina.
83
rettens anden Afdeling, Strafferet, Proces og den skriftlige Betænkning over
et praktisk Retsspørgsmaal, saaledes at den nye Prøve for lians Vedkom-
mende kun omfatter Romerret, Statsret, Sø- ogVexelret, Folkeret og dansk
Retshistorie.
Under særlige Omstændigheder, navnlig i Tilfælde af mellemkommende
Sygdom og Lignende, kan Overførelse af hine Karakterer tilstedes efter
den angivne Frist, (dog ikke efter mere end 3 Aars Forløb).
§ 7-
Hovedkaraktererne for begge de ved denne [Anordning] [Lov] indførte
Examiner ere de hidtil brugelige: Laudabilis præ ceteris, Laudabilis, Haud
illaudabilis, [Non contemendus]. De nærmere Regler i Henseende til Ka-
rakterberegningen fastsættes af Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet
efter Forslag fra det rets- og statsvidenskabelige Fakultet.
I Henseende til Adgangen til at tage disse Examiner om, gjælder
fremdeles Bestemmelsen i Bekjendtgjørelse af 18de Maj 1847. Den, der har
taget juridisk Embedsexamen af højere Grad, kan ikke paany aflægge den
i § 6, 2det Stykke omhandlede Tillægsprøve i Romerret, Statsret, Sø- og
Vexelret, Folkeret og dansk Retshistorie alene, men maa, hvis han ønsker
at tage Examen om, enten aflægge den hele Prøve under Et eller, efter
paany at have bestaaet juridisk Embedsexamen af lavere Grad, atter aflægge
den i § 6, 2det Stykke omhandlede Tillægsprøve.
§ 8-
I Henseende til Betingelserne for at indstille sig til de juridiske
Embedsexaminer har det i det Hele sit Forblivende ved de hidtil gjældende
Regler for Adgangen til fuldstændig juridisk Examen. Dog skal den i Lov
1ste April 1871 §7 i SI., jfr. Anordning 1ste Juli 1872, omhandlede Tillægs-
examen i Latin for dem, der have bestaaet den mathematisk-naturvidenska-
belige Afgangsexamen, kun være en Betingelse for at indstille sig til juridisk
Embedsexamen af højere Grad.
De, der have bestaaet juridisk Embedsexamen af lavere eller højere
Grad, kaldes candidati juris. Enhver, der har opnaaet første Karakter ved
en af disse Examiner, har Ret til at disputere for den juridiske Doktorgrad.
§
For juridisk Embedsexamen af lavere Grad erlægges en Kjendelse af
16 Kr., den fordeles saaledes: Dekanus 8 Kr., Notarius 4 Kr., Pedellerne
til lige Deling 4 Kr.
For juridisk Embedsexamen af højere Grad erlægges, naar Kandidaten
tidligere har bestaaet juridisk Embedsexamen af lavere Grad og i Henhold
til Bestemmelsen i § 6, 2det Stykke forlanger at overføre samlet Karaktererne
i almindelig Retslære, Civilrettens første Afdeling, Civilrettens anden Af-
deling, Strafferet, Proces og den skriftlige Besvarelse af et praktisk Rets-
spørgsmaal, en Kjendelse af 16 Kroner, som indtil Videre fordeles efter de
Regler, der hidtil har været gjældende ved fuldstændig juridisk Examen.
Hvis Examen omfatter Prøverne i alle Fagene, erlægges en Kjendelse af
11*
84
Universitetet 1889—1890.
32 Kroner, hvoraf Halvdelen fordeles efter Reglerne ved juridisk Embeds-
examen af lavere Grad, Halvdelen indtil Videre efter de hidtil gjældende
Regler ved fuldstændig juridisk Examen.
§ 10.
Hvor ikke Andet i denne [Anordning] [Lov] er foreskrevet, har det sit
Forblivende ved de hidtil gjældende almindelige Regler for Embedsexaminer
og de særlige Regler for fuldstændig juridisk Examen. De hidtil gjældende
Regler om Censorers Medvirkning ved fuldstændig juridisk Examen og
juridisk Examen for Ustuderede skulle have tilsvarende Anvendelse paa de
ved denne [Anordning] [Lov] indførte Examiner.
Til nærmere Forklaring af Forslaget anførtes dels en Redegjørelse for
de Grunde, der havde fremkaldt Ønsket om en ny Ordning og bestemt den
foreslaaede Reforms Retning i Almindelighed, dels en Række Bemærkninger,
hvortil Forslagets enkelte Bestemmelser gave Anledning.
De Grunde, der havde hidført Ønsket om en Forandring i den bestaa-
ende Examensordning, vare i Hovedsagen følgende:
1.	Dels og i væsentlig Grad den Kjendsgjerning, at de to nu be-
staaende juridiske Examiner aaiiig bestodes af et gjennemsnitlig stadig sti-
gende Antal Kandidater og Examinander, og at der paa Grund af det stadig
voxende Antal Studerende var Grund til at antage, at denne Stigning sna-
rere vilde tiltage end aftage. Heri laa ikke blot en Fare for, at man snart
vilde komme til at staae overfor en saadan Overproduktion af juridisk ud-
dannede Mænd, der vanskelig vilde kunne linde passende Beskjæftigelse,
at uheldige Virkninger i flere Retninger kunde befrygtes som Følge heraf;
men dette Forhold lagde tillige i stadig forøget Grad Beslag navnlig paa
Universitetslærernes Tid og Kræfter og truede herved med at lægge deres
øvrige Gjerning alvorlige Hindringer ivejen.
2.	Hvad endvidere særlig den fuldstændige juridiske Examen angik,
maatte det fremhæves, at Præstationerne for et Flertal af Kandidaternes
Vedkommende havde været forholdsvis tarvelige, naar Hensyn toges til det
gjennemsnitlig store og lange Arbejde, der som Regel vidstes at være an-
vendt. Navnlig var der et stort Antal Kandidater, som man trykkede sig
ved at slaa ned i Klassen »haud illaudabilis«, uagtet deres Præstationer
gjorde et temmelig umodent og uselvstændigt Indtryk, fordi de dog vidnede
om, at meget Arbejde var anvendt. Og indenfor begge Klasser »laudabilis«
og »haud illaudabilis« havde man paa Grund af de faa Karakterer meget
vanskeligt ved at give den Gradation i Dygtighed, som Præstationerne
lagde for Dagen, et tilsvarende Udtryk i Karaktergivningen.
Dette omtalte mindre heldige Resultat turde vistnok antages navnlig
at være en Følge af, at den nuværende fuldstændige juridiske Examen i
Virkeligheden stillede Fordringer til Kandidaterne — navnlig i Henseende
til Stoffets Omfang — som et stort Antal af de Studerende savnede Evner
til at fyldestgjøre. Derfor maatte endel af disses Arbejde ansees spildt, idet
de paa Grund af Stoffets Mængde ikke kunde naa til en selvstændig For-
staaelse endsige til en videnskabelig Fordybelse i det Lærte — uden at det
paa den anden Side turde antages, at ikke en betydelig Del af disse Kan-
Forelæsninger, Øvelser og Examina.
85
didater i og for sig skulde være istand til at udfylde adskillige juridiske
Stillinger paa fuldt tilfredsstillende Maade.
3. Endelig maatte det med Styrke fremhæves, at den ufuldstændige
juridiske Examen i sin nuværende Form ikke blot væsentlig bidrog til den
ovenfor nævnte Overfyldning og Overbebyrdelse, men i det Hele taget maatte
siges at være ganske utidssvarende. Ikke blot var Examinandernes forud-
gaaende almindelige Uddannelse gjennemsnitlig højst mangelfuld; men man
var, baade af denne Grund og fordi denne Examen gav en saa stærkt be-
grænset Adgang til juridiske Stillinger, nødsaget til at nøjes med forholdsvis
meget tarvelige Fordringer ogsaa til deres juridiske Uddannelse. Herved
skabtes en Klasse Mennesker, der i enkelte Retninger meget stærkt fyldte
Pladser op, som ellers de mere uddannede Jurister vilde kunne gjøre Reg-
ning paa, og i det Hele skabte en Konkurrence for disse, hvor Vilkaarene
vare højst ulige, uden dog enten i Henseende til juridiske Kundskaber eller
deres hele intellektuelle og moralske Standpunkt at yde en Garanti, del-
svarede til, hvad der ydedes af hine og i deres Stilling som Sagførere eller
Dommerfuldmægtige maatte ansees som ønskelig og opnaaelig.
Det maatte overhovedet ansees som en stor Mangel ved den gjældende
Ordning, at Afstanden mellem de bestaaende to Examiner var saa stor
baade i Henseende til Fordannelse, Fagdannelse og den Adgang til juridisk
Virksomhed, som de gave; thi af disse Grunde vilde de Mennesker, som
havde den Fordannelse, der krævedes til fuldstændig juridisk Examen, van-
skelig kunne bekvemme sig til at nøjes med den lavere Examen, selv 0111
deres Evner og Anlæg lagde dem meget store Hindringer ivejen for med
virkeligt Udbytte at forberede sig til fuldstændig juridisk Examen.
En virksom Hjælp mod disse Mangler var ikke mulig uden en ind-
gribende Omdannelse af den hele Examensordning. En direkte Indgriben
mod den tiltagende Overproduktion ved under Bibeholdelse af den bestaaende
Ordning at udvise kjendelig større Strenghed i Bedømmelsen end hidtil,
var et Middel, som det ikke blot i Længden vilde være umuligt at opret-
holde, men som ogsaa laa ganske udenfor Examinatorernes Opgave. Og
hertil kom, at selv en betydelig større Strenghed i Bedømmelse ikke i
kvalitativ Henseende vilde kunne hæve den ufuldstændige juridiske Examens
Niveau i nogen væsentlig Grad eller virksomt møde den stærke Tilgang fra
denne Kant, og at en almindelig Skjærpelse overfor Kandidaterne ved fuld-
stændig juridisk Examen ikke blot vilde være inhuman, men efter det oven-
for under 2. Bemærkede ligefrem uretfærdig og uhensigtsmæssig, idet den
kun vilde forøge de der nævnte Mangler ved det Bestaaende. Omvendt
vilde mau ikke med Virkning kunne bøde paa disse under den bestaaende
Ordning. Selv om nemlig de paagjældende Lærere i endnu højere Grad,
end det hidtil havde været Tilfældet, vilde søge at lette de Studerende
Arbejdet ved Angivelse af, hvad der i Lærebøgerne eller Forelæsningerne
kunde helt eller delvis forbigaaes som mindre væsentligt, vilde ved Bibehol-
delse af den bestaaende Ordning Fordringen om, at den store og uundgaae-
lige Stofmængde paa en Gang skulde koncentreres og huldes ligelig præsent
til en samlet Prøve, altid overfor en Mængde af de Studerende gaa ud paa
noget Uopnaaeligt og medføre, at den almindelige Studietid forlængedes
86
Universitetet 1889—1890.
udover, hvad der kunde ansees som heldigt, — medmindre man vilde sætte
fordringerne ved denne Examen nedunder, hvad der maatte ansees forsvar-
ligt baade af Hensyn til Statens Trang til fuldt videnskabeligt uddannede
Mænd til højere juridiske Stillinger og af Hensyn til den dygtigere og mere
begavede Del af Kandidaterne selv.
Blandt Midlerne til en Forbedring af Forholdene syntes fra første Færd
Afskaffelsen af den juridiske Examen for Ustuderede i sin nuværende Form
fra alle Sider at have mødt stærk og bestemt Tilslutning. Imidlertid maatte
det erkjendes, at denne Reform rent isoleret — altsaa med Bibeholdelse af
den gjældende Ordning for fuldstændig juridisk Examen — hverken vilde
være fyldestgjørende eller ganske uden Betænkeligheder. Paa den ene Side
vilde de væsentlige ovenfor under 2. fremhævede Ulemper ikke herved
blive fjernede, og paa den anden Side kunde man da ikke være fuldstændig
sikker paa til enhver Tid — ogsaa naar den nuværende store Overfyldning
tildels var opbrugt — at have en saa stærk Tilførsel af juridisk uddannede
Mænd, at det ikke i nogen Retning kunde blive vanskeligt at fyldestgjøre
alle Behov, navnlig Udfyldelsen af mere underordnede og ringere lønnede
Stillinger.
Disse Betænkeligheder maatte derimod ansees fjernede og Grundlaget
for en fyldestgjørende Ordning givet, naar man, samtidig med at ophæve
juridisk Examen for Ustuderede, ved Siden af den nuværende fuldstændige
juridiske Examen i en noget omdannet Skikkelse indførte en (noget lettere)
Embedsexamen af lavere Grad, der, uden saaledes som den nuværende
juridiske Examen for Ustuderede at miste den videnskabelige Karakter,
nærmest var en Prøve i positiv dansk Ret, hvor Fordringerne i Hovedfagene
maatte svare til, hvad der nu krævedes ved fuldstændig juridisk Examen,
medens Romerret og Retshistorie kunde udelades og Fordringerne i Statsret
kunde nedsættes. Yed juridisk Embedsexamen af højere Grad vilde der
formentlig navnlig være Anledning til at aabne Adgang til, at Prøven
kunde aflægges i 2 Dele. Den herved opnaaede Lettelse vilde være saa
stor, at det ikke kunde have Betænkelighed dels at tilføje Folkeret som nyt
Fag — et Æmne, hvorom Kandidaterne ikke burde savne al Kundskab
dels at udsondre fra den almindelige Formueret Søretten og visse han-
delsretlige Æmner til et særskilt Fag, hvorved disse Æmner vilde kunne
faae en noget fuldstændigere Behandling, end de kunde faae ved at inddrages
under den almindelige Fremstilling af Formueretten, ligesom endelig visse
Afsnit af Statsforvaltningsretten, f. Ex. Kirkeret, muligvis vilde kunne fordres
i noget større Udstrækning end nu. Af praktiske Grunde maatte det da
anbefales, at denne Deling af Examen skete saaledes, at den første Del faldt
sammen med Examen af lavere Grad, saa at Hovedfagskaraktererne fra
denne samlet kunde overføres til Examen af højere Grad, og anden Del af
denne da bestod i en Prøve i de andre Fag, der aflagdes en vis kortere
Tid efter den første.
En Hovedmangel, som formentlig maatte siges at hefte ved den nu-
værende Ordning og som derfor burde afhjælpes, var, at de nuværende
Examiner ifølge deres Indretning uundgaaelig i for høj Grad bleve rene
Kuudskabsprøver, idet de ikke gave Anledning til at undergive Kandidatens
Forelæsninger, Øvelser og Examina.
87
almindelige Modenhed og Evne til at anvende det Lærte paa en noget
selvstændigere Maade en særlig Prøve. Af denne Grund var der formentlig
Anledning til ved Siden af Prøven i de enkelte Fag at fordre en Betænk-
ning over et opgivet praktisk Retsspørgsmaal. En saadan Prøve kjendtes
ogsaa blandt Andet i Norge og ansaaes dér som et særligt fortrinligt Mid-
del til Bedømmelse af Kandidaternes Modenhed.
Til Forslagets enkelte Bestemmelser bemærkedes Følgende:
Ad §§ 1 og 2. De i disse Paragrafer foreslaaede Slutnings- og Be-
gyndelsesfrister vare ansatte under den Forudsætning, at den nye Ordning
blev ført igjennem i første Halvdel af det kommende Aar, saa at de, hvis
Gjennemførelsen skulde trække længere ud, formentlig i tilsvarende Grad
burde forandres. løvrigt havde det været Udgangspunktet, at de nye
Examiner skulde afholdes, saasnart Nogen ventelig kunde have forberedt
sig til dem, men at samtidig Adgangen til at aflægge de nuværende Prøver
burde holdes aaben for Alle dem, der ved de nye Heglers Ivundgjørelse
kunde antages at have begyndt det ved hine Examiners Karakter bestemte
særlige Studium, saaledes at begge Arter af Prøver tildels holdtes samtidigt.
Ad § 3. At almindelig Retslære her var bibeholdt ved Siden af de
positive danske Fag, var grundet i den Betragtning, at det, naar Kandida-
terne ikke skulde blive rene Positivister, hvis Uddannelse væsentlig bestod
af usammenhængende Ophobning af positive Kundskaber, var det nødvendigt
eller dog højst ønskeligt, at deres Uddannelse omfattede et Fag, der kunde
tjene til at samle Studiet under mere almindelige videnskabelige Synspunkter
og som Gjenstand for Sammenligning med den positive Ret.
Til den skriftlige Betænkning var foreslaaet en Tid fra 5—8 Timer,
fordi der her formentlig burde være en vis større Frihed i Valget afÆmnet
og dettes Omfang.
Naar Statsret ved denne Examen kun bibeholdtes som mundtlig Fag
(Bifag), formentes det, at Forberedelsestiden til denne Examen maatte kunne
anslaaes til 3 å 31 '2 Aar for jevnt flinke og flittige Studerende.
Ad § 4. Ved denne Paragraf var der kun Anledning til at berøre
Bestemmelsen om, at der gaves en særskilt Karakter for den skriftlige Be-
tænkning over et praktisk Retsspørgsmaal. Herved var det Særegne, at en
Karakter gaves alene efter den skriftlige Besvarelse, noget ved disse Exami-
ner ellers ukjendt. Naar der i andre Fag gaves Karakterer alene efter den
mundtlige Besvarelse, kunde der dog formentlig ikke næres nogen principiel
Betænkelighed ved denne Regel, da det baade maatte antages, at en blot
mundtlig Prøve i og for sig var et langt usikkerere Grundlag for en Be-
dømmelse end en skriftlig, og netop denne Prøve efter sin hele Beskaffenhed
— Spørgsmaalenes Art og den lange Tid, der indrømmedes til Besvarelsen —
formentlig afgav et særligt paalideligt, af Tilfældigheder forholdsvis upaa-
virkeligt Grundlag for en retfærdig Bedømmelse. Og paa den anden Side
var dette formentlig den eneste praktisk mulige Maade at give denne Prøve
den væsentlige Betydning, som det netop havde været Formaalet ved dens
Indførelse at give den, medmindre man vilde gjenoptage Tanken om en
ganske selvstændig praktisk Exainen. Men herfor var der neppe for Tiden
nogen Stemning,

88	Universitetet 1889—1890.
Disse Betragtninger fandt ligeledes Anvendelse paa den tilsvarende
Bestemmelse i § 6, første Stykke.
Ad § 5. Yed Paragrafens første Stykke var at mærke, at der havde
været nogen Tvivl om, hvorvidt der burde gives skriftlig Opgave i det nye
Fag, der væsentlig bestod af Sø- og Yexelret. At dette var foreslaaet,
havde navnlig sin Grund i Hensynet til, at den juridiske Examen af
højere Grad saa at sige altid maatte antages at ville blive taget i 2 Af-
delinger. Hvis der da ikke gaves skriftlig Opgave i Sø- og Yexelret, vilde
den anden Afdeling kun komme til at omfatte to skriftlige Opgaver — to
Hovedfag — hvilket dels vilde gjøre den lettere end ønskeligt og let give
den Karakteren af et mindre væsentlig Tilhæng, dels vilde give Romerret
og Statsret en noget uforholdsmæssig Indflydelse paa hele denne Prøves
Resultat.
At Folkeret var optaget som mundtligt Examensfag, kunde efter det
tidligere Bemærkede om den Lettelse, som en Deling af Examen var, neppe
vække Betænkelighed, ligesom det turde være ubestrideligt, at det var en
Mangel ved den nuværende Ordning, at de Studerende savnede saa at sige
alt Kjendskab til dette Æmne,
Ad § 6. Bestemmelsen i Paragrafens andet Stykke om, at Tillægs-
examen skulde tages senest et Aar, efterat Examen af lavere Grad var taget,
var anseet nødvendig, dels for om muligt at opnaa, at Forberedelsen til sidste
Del af Examen — i det Mindste for Hovedfagenes Yedkommende — paa-
begyndtes samtidig med Studiet af den positive danske Ret, eller i alt Fald
at sikre en saadan Kontinuitet i Studiet, at Uddannelsen i de til sidste Del
af Examen fordrede Fag ikke videnskabeligt seet kom til at staa rent løs-
revet og isoleret, men som et naturligt Supplement til første Del af Examen,
— dels for at kunne gjøre Regning paa, at de Studerende under Uddan-
nelsen til sidste Del ikke kom bort fra Forbindelsen med Universitetet ved
at betragte den resterende Del af Studiet som en Biting, der passedes efter
Tid og Lejlighed ved Siden af anden Beskjæftigelse, f. Ex. Kontorarbejde,
som Hovedsagen.
At Karaktererne skulde overføres samlet, var foreslaaet, fordi en mod-
sat Regel dels vilde være en altfor stor Lettelse, dels vilde volde mange
Yanskeligheder ved Ordningen af Examen, navnlig dennes skriftlige Del.
Ad § 7. Yed Fastsættelsen af Hovedkaraktererne turde der være
Anledning til at tage under Overvejelse, om Hovedkarakteren »non contem-
nendus« ikke helt burde opgives. Da denne nemlig faktisk nu ikke gav og
heller ikke burde give Adgang til Embeder m. m., hvortil juridisk Indsigt
krævedes, var den i Virkeligheden kun et Uduelighedsstempel, der vistnok
mere rationelt og virkningsfuldt gaves ved Rejicering. Det vilde ogsaa kun
være et nyt Skridt paa den Yej, som — sikkert med Rette — var bet.raadt
ved Anordning af 25de Oktober 1883 C. § 2.
Bestemmelsen i Paragrafens andet Stykke, at den, der havde taget
juridisk Embedsexamen af højere Grad, ikke paany kunde aflægge Tillægs-
prøven alene, var en Konsekvens af den i § 6, andet Stykke, foreskrevne
Tidsfrist, sammenholdt med Bestemmelsen i Bekjendtgjøreisen af 18de Maj
1847. Det udtaltes iøvrigt her, hvad der allerede forudsattes i § 6, at det

Forelæsninger, Øvelser og Kxaninuu
stod Kandidaterne frit for at underkaste sig Prøven i alle Fag under Et.
Øjemedet med Delingen var jo navnlig kun at yde Kandidaterne en Lettelse,
hvorimod intet Hensyn til Uddannelsens Ledelse gjorde Delingen til en
Nødvendighed.
Ad § 8. At Adgangsexamen til Universitetet krævedes ogsaa ved
juridisk Embedsexamen af lavere Grad, havde sin Grund ikke blot deri, at
den almindelige Forberedelsesexainen i og for sig gav en aldeles utilstræk-
kelig Garanti for en passende Fordannelse, men ogsaa deri, at man kun
derved kunde haabe at opnaa den Indskrænkning i Tilgangen, som absolut
var ønskelig. Dertil kom, at det i Længden vilde blive vanskeligt ikke at
sænke denne Examens Niveau, hvis det blev almindeligt, at Ustuderede ind-
stillede sig til den. Derimod var det anseet overflødigt at fordre den i Lov
af 1ste April 1871 § 1, jfr. Anordning af 1ste Juli 1872, omhandlede Tillægs-
examen i Latin for dem, der vilde nøjes med Examen af lavere Grad, navnlig
fordi denne ikke omfattede Romerret.
Ad § 9 var kun at bemærke, at Kjendelsen, der blev at erlægge for
Examen af lavere Grad (første Del af Examen af højere Grad), var sat lig-
med den Kjendelse, der nu erlagdes ved juridisk Examen for Ustuderede,
medens Fordelingen af dette Beløb skete efter Kegler, der navnlig havde
deres Forbillede i Reglerne for den lægevidenskabelige Embedsexamens
første Del. Gjennem det Beløb, som herefter tillagdes Dekanus, vilde Pro-
fessorerne faae noget Vederlag for det Tab i Indtægter, som de lede ved
Afskaffelsen af juridisk Examen for Ustuderede.
Ad § 10. Bestemmelsen i første Punktum trængte neppe til nærmere
Begrundelse. Det var navnlig Reglerne om Indmeldelserne, Ordenen under
Examen, Benyttelsen af videnskabelige Hjælpemidler og Lignende, som der-
ved opretholdtes. Reglerne om Censorernes Medvirkning i andet Punktum
skulde særlig fremhæves, fordi de gjældende Regler vare formulerede med
særligt Hensyn til de 2 nu bestaaende Examiner.
Angaaende det statsretlige Spørgsmaal, hvorledes den foreslaaede
Reform kunde gjennemføres, havde fornævnte Udvalg med Fakultetets Sam-
tykke anmodet Professor, Dr. juris Matzen om at afgive den medfulgte Be-
tænkning (se S. 90—93).
Da det Spørgsmaal, hvilken Indflydelse den foreslaaede nye Ordning
maatfce faae i Henseende til Adgangen til Ansættelse i Statsembeder, Be-
skikkelse som Sagfører m. m., nærmest vedrørte Justitsministeriets Interesser
og derfor maatte blive Gjenstand for en Forhandling med dette Ministerium,
havde Fakultetet ikke for Tiden fundet Anledning til at udtale sig derom.
Derimod skulde Fakultetet allerede nu udtale, at det forudsatte, at den.
der, efterat have taget juridisk Embedsexamen af lavere Grad, fortsatte
Studiet for at indstille sig til Examen af højere Grad (inden et Aar) ikke
burde miste de for Studerende bestemte Legater, derunder Kommunitetet
og Regensen, Noget, hvorom en udtrykkelig Udtalelse formentlig vilde være
fornøden samtidig med Udfærdigelsen af den nye Examensordning.
Endelig bemærkedes, at de statsvidenskabelige Medlemmer af Fakul-
tetet havde optaget det Spørgsmaal til Overvejelse, om der ikke i Til-
knytning til den foreslaaede Reform af de juridiske Examiner burde søges
Universitets Aaibog.	j 2
90
Universitetet 1889 —1890.
opnaaet en Forandring ogsaa af statsvidenskabelig Examen. Da disse Over-
vejelser imidlertid ikke endnu havde ført til noget positivt Forslag, havde
Fakultetet ikke af Hensyn hertil ment at burde opholde denne Sags
Fremme.
I den af Professor, Dr. jur. Matzen afgivne Betænkning af 9de No-
vember 1888 (jfr. S. 89) over det Spørgsmaal, hvorvidt fornævnte Ændringer
i Henseender til de juridiske Examiner kunde ske ved Anordning eller
maatte iværksættes ved Lov, udtaltes Følgende:
Forslaget gik ud paa at ophæve de nu bestaaende juridiske Examiner
og istedetfor dem at afholde et Par andre. For den ene af de nye Examiner
var foreskrevet ikke blot et andet Examensstof, men ogsaa en væsentlig
strengere Betingelse for Adgangen dertil, idet den var betinget af, at
Kandidaten havde bestaaet Studenterexamen. Spørgsmaalet blev da først,
om Betingelserne for at stedes til en slig Examen kunde fastsættes admini-
strativt, eller om man maatte sige, at der her handledes om Betingelserne
for en vis Rets Nydelse, som kun kunde bestemmes ved Lov.
Der var i Fremstillingerne ingen klar Opfattelse af Grænsen mellem
Lovgivnings- og Administrationsmyndighed paa Undervisningsvæsenets Om-
raade. Scheel Privatrettens alm. Del I. Side 75—76 bemærkede, at Sagen
maatte blive en Lovgivningsgjenstand, naar den handlede om Grundsætnin-
gen for den offentlige Undervisning. Men i den Almindelighed kunde Sæt-
ningen umuligt opstilles, og Retsbrugen havde heller ikke godkjendt den,
som Scheel S. 76 Note 2 selv oplyste. Hvorledes kom Staten ved Under-
visning af den her omhandlede Art naturligt til at udtale sig om Grund-
sætningerne for den? Derved at den oprettede Anstalter forUndervisningen.
Dette maatte ifølge Forholdets Beskaffenhed nærmest ske ved Bevilling paa
særlig Lov; og ved at votere Bevillingen vilde Lovgivningsmyndigheden da
ogsaa naturlig fastsætte Anlæg og Plan for Anstaltens Virksomhed, derunder
muligvis ogsaa de Kvalifikationer, som skulde fyldestgjøres for at kunne
stedes til at nyde Undervisning i Anstalten, jfr. Lov om Veterinær- og
Landbohøjskolen 8de Marts 1856 § 4. Men hvor det ikke var sket, maatte
det være overladt Administrationen indenfor de ved Anstaltens almindelige
Virksomhed og Formaal givne Grænser at skjønne over, hvilken Uddannelse
en Person skulde liave erhvervet for at kunne følge med og have Udbytte
af den Vejledning, Anstalten ydede, jfr. Anordning 15de Marts 1743 og
Reskript 17de December 1784, hvorefter Adgangen til at tage juridisk Exa-
men var betinget af en Prøve, der viste en saadan Modenhed in humanio-
ribus, at Kandidaten med Frugt kunde høre Professorernes Forelæsninger.
Ifølge Øjemedet med Adgangsbestemmelserne vare de derfor ikke at anse
som egentlige Retsforskrifter, saa at Ingen kunde anse Udtalelsen om Sty-
relsens Skjøn om, hvad den til en given Tid ansaae som stemmende med
Anstaltens Krav, som grundende en bestemt Ret for ham, der kun kunde
indskrænkes eller fratages ved Lov. Denne Regel havde derfor ogsaa lige
til den nyeste Tid været fulgt i Henseende til alle Forskrifterne om Adgang
til Universitetets Undervisning. Nu havde Lov 1ste April 1871 § 7 statu-
eret en Undtagelse, men da Forslaget ikke kom i Strid med denne Forskrift,
behøvedes af denne Grund ingen Lov til dets Gjennemførelse.
Forelæsninger, Øvelser og Exaniina.
91
Forsaavidt angik Adgangen til den juridiske Examen for Ustuderede,
vilde man maaske sige, at Forholdet stillede sig særligt i Henseende til
den. Der var ved Adgangen til denne ikke Tale om at stedes til en
akademisk Undervisning, men kun om at erholde en Attest for en vis Kund-
skab fra Professorernes og Censorernes Side, jfr. Frd. 10de Februar 1736
Part 1 § 10, hvorved denne Examen først indførtes, som udtrykkede sig der-
hen, »at hvis Nogen, som ej har studeret, og derfor ej publice kan examineres,
skulde begjære at lade sig privatim af facultate juridica examinere, da...
nyde Bevis derfor.... Da Ingen maa nyde slig Attest etc«. Men der maatte
dog gaaes ud fra, at Reglerne om Adgangen til at faae en slig privat
Attest fra en offentlig Læreanstalt maatte opfattes fra samme Synspunkt
som Adgangen til at nyde Undervisning ved samme, og i Overensstemmelse
hermed havde jo ogsaa Administrationen givet og skjærpet Eeglerne i saa
Henseende, jfr. Bekj. 14de September 1838 § 4, som ændrede Frd. 26de
Januar 1821 § 13, Anordn. 13de December 1880 og Universitetets Rets-
regler § 329.
Man kunde dernæst ikke lægge Vægt paa, at Examen i Frd. 26de
Januar 1821 og 30te December 1839 m. fl. benævnedes juridisk Examen for
Ustuderede, idet disse Forordninger kun brugte denne Betegnelse som Ud-
tryk for, at der dengang ikke krævedes Studenterexamen for at bestaa
Prøven. Men naar disse Bestemmelser i Henhold til det foran Bemærkede
vare at anse som administrative Bestemmelser, maatte de ogsaa i den Hen-
seende kunne ændres, at der fremtidig krævedes Studenterexamen for at
kunne indstille sig til den; og det maatte de kunne; der var ligesaa lidt
ved dem erhvervet en jus qvæsitum for de Ustuderede til at indstille sig
til en juridisk Examen, som der tidligere var erhvervet en jus qvæsitum
for dem, der slet ikke havde taget Examen, til at indstille sig til den.
Det var ogsaa rent tilfældigt, at Benævnelsen juridisk Examen for Ustuderede
i Modsætning til den fuldstændige juridiske Examen havde afløst den ældre
Benævnelse dansk juridisk Examen, jfr. Frd. 26de Januar 1821 § 1, hvilken
Benævnelse ikke var hentet fra Personen, der søgte den, men fra Sproget, i
hvilken Examen holdtes, og forsaavidt var mere korrekt, som studerede Per-
soner jo ikke havde været eller vare udelukkede fra at bestaa den. Selv
om nu det paagjældende Udtryk ikke blot stod i de Forordninger før Grund-
lovens Tid, der formentlig maatte betragtes som administrative Bestemmelser,
men var sluppet ind i en efter Grundlove-n emaneret Lov, vilde dette for-
mentlig ikke have været afgjørende; nu traf det sig imidlertid ovenikjøbet
saa, at baade Sagførerlov 26de Maj 1868 § 4 og Lov 8de Januar 1872
benyttede Udtrykket ufuldstændig juridisk Examen, hvorved aldeles Intet var
sagt eller foregrebet i Henseende til, at en vis Klasse af Medborgere, nemlig
de, der ikke havde taget examen artium, skulde have en i Lovgivningen for-
udsat Adgang til at tage en juridisk Examen, eller, om man vilde udtrykke
det saaledes, at Alle skulde have en tilsikret Adgang dertil uden først at
bestaa examen artium, medens enhver anden Examens Bestaaen frit kunde
kræves af dem.
Naar man dernæst betragtede Prøverne i og for sig, bortseet fra deres
Betydning som Embedsprøver, maatte det staa Administrationen frit for
1 O*
4 «H
92
Universitetet 1889—1890.
fuldtud at raade over dem ved at fastsætte deres Indhold og Omfang.
Men nu kom Spørgsmaalet: Maatte ikke Prøverne netop i Egenskab af
Embedsprøver, som de, der betingede Adgangen til visse Stillinger, være
Gjenstand for Lovordning? Forsaavidt de betingede Adgangen til Embeder,
kunde dette efter hans Skjøn ikke siges. Han gik ud fra, at det
maatte være vedkommende Styrelses Sag at fastsætte de Kvalifikationer,
som dens Betjente maatte have for forsvarlig at kunne røgte deres Dont,
og at der derfor ikke kunde være Tale om her at lægge det Synspunkt til
Grund, at Forskriften ordnede og betingede Adgangen til Nydelse af en
vis Ret for Borgerne, som Loven maatte træffe Bestemmelse om. Reglerne
om Betingelserne for Adgang til Embeder vare endnu mindre end de, der
bestemte Adgang til Nydelse af Undervisning i Statsanstalterne, at anse
som egentlige Retsforskrifter; thi, medens dog Undervisningsanstalterne vare
indrettede for Elevernes Skyld, vare Embederne visselig ikke indrettede til
Bedste for Embedsmændene. Der kunde ikke engang paaberaabes den Grund
for de juridiske som for den theologiske Examens lovbundne Karakter, at
Bestemmelserne derom vare optagne i danske Lov.
Der kunde saa blot være Spørgsmaal, om Examinerne ikke maatte op-
fattes fra et andet Synspunkt, forsaavidt deres Bestaaen udgjorde en Be-
tingelse for Adgang til Udøvelse af Sagførervirksomhed. Det blev altsaa
Anordningens Forhold til Lov 26de Maj 1868 § 2, § 4 m. fl., som særlig
maatte undersøges. Forholdet, som her forelaa, var det, at en Lov knyttede
sin Forskrift til en bestemt Institution, der i og for sig var Gjenstand for
administrativ Ordning. Var dennes Tilværelse nu derved bleven lovbestemt?
Han mente Nej. Den maatte fremdeles retsgyldig kunne ændres, ja endog
ophæves, uden at dens Omtale i Loven kunde værge den derimod. Lovens
Mening var kun den, at de paagjældende Examina, saalænge de bestode som
saadanne, skulde give Adgang til Sagførervirksomheden, og det vilde altsaa
være lovstridigt, dersom man, saalænge dette fandt Sted, gjorde andre Examiners
Bestaaen til Betingelse for at blive Sagfører. Men naar de bestaaende
Examiner i Kraft af den administrative Myndighed ophævedes og nye ind-
rettedes, hvad saa? Det Værste, der kunde hændes, var da, at Lovens Fordringer
ikke kunde fyldestgjøres ved de nye Examiner, og at man følgelig indtil
Videre ikke vilde kunne producere nye Sagførere. Dette vilde nu i og for
være et stort Gode, men denne Betragtning vilde Justitsministeriet vel
neppe gaa ind paa. Det praktiske Spørgsmaal blev derfor, om Administra-
tionen ogsaa var beføjet til at indsætte andre Examina i Loven. Dersom
man beholdt de i den indførte Benævnelser, maatte dette utvivlsomt kunne
ske, thi Loven maatte have underforstaaet Administrationens Ret til at lempe
de paagjældende Examiner efter de vexlende Tiders Krav, saaledes at det
blev de paagjældende Examiner i den Skikkelse, hvori de til enhver Tid
vare bragte, om hvilke den gav sin Regel. En holdbar Grænse for
Lempelsernes Omfang var det umuligt at opretholde. Men hvad der kunde
naaes ved at beholde Navnene, kunde da ikke være hindret ved Navne-
ændringer. Naar Examinerne frembød mindst samme Garantier som de i
Lovene omtalte, maatte de kunde sættes istedetfor disse i Retsanvendelsen.
Det kunde da heller ikke tænkes, at Højesteret vilde negte at erkjende
Forelæsninger, øvelser og Examina.
93
dem, der liavde taget henholdsvis den højere og lavere Grad, for lige
berettigede med Kandidater og examinati juris og som Følge deraf negte
dem Beskikkelse som Sagførere. Fra et offentligt Synspunkt var Foranstalt-
ningen derfor uangribelig, og den større Fordring, der stilledes til den Private,
som vilde være Sagfører, udover den nuværende, var ingen Retskrænkelse
mod ham; thi i det Øjeblik Adgangen til at blive Sagfører var gjort afhængig
af en Examen, hvis Navn kun var givet i Loven, medens Indholdet inden-
for Grænsen af, at den skulde være juridisk, var overladt Administrationens
Fastsættelse, bestemt ved Hensynet til Hvervets Medfør, saa maatte han
være fattet paa, at Administrationen brugte sin Magt til at skjærpe Be-
tingelserne.
Der blev vel, hvis de nuværende Navne paa Examinerne ændredes, en
formel Uoverensstemmelse mellem Sagførerlovens og Anordningernes Be-
nævnelser af de paagjældende Examiner, men denne Strid var irrelevant.
Grundloven havde Sogneforstanderskabskredse, men Kommunalloven havde
Sogneraadskredse. Der vilde da heller ikke være Noget ivejen for, at Loven
talte om en ufuldstændig juridisk Examen og Anordningen om en juridisk
Examen af lavere Grad, naar denne sidste dog i forhøjet Grad fyldestgjorde
Øjemedet med den anden.
Ved Skrivelse af 22de November 1888 udbad Kirke- og Undervisnings-
ministeriet sig Konsistoriums Erklæring om Fakultetets Forslag, hvorefter
Konsistorium under 10de December s. A. tilskrev Fakultetet, at der under
Behandlingen af Forslaget i Konsistoriet af forskjellige Medlemmer var blevet
yttret Betænkeligheder ved Forslaget, hvilke det var blevet besluttet at med-
dele Fakultetet til Overvejelse, forinden Konsistorium endelig udtalte sig om
Forslaget. Der var saaledes blevet fremhævet, at Benævnelsen juridisk
Examen af henholdsvis lavere og højere Grad, jfr. Adg'.s §§ 4 og 5, for-
mentlig ikke var ganske tilsvarende, naar det virkelige Forhold var det, at
den førstnævnte var en Embedsexamen, der gav Adgang til juridiske
Stillinger, medens den sidste kun var et Slags Tillægsexamen, hvis Be-
staaen betingede Adgangen til højere juridiske Embeder. Dernæst formentes
det, at Adgangen ifølge Anordningens § 8 til at disputere for den juridiske
Doktorgrad burde være forbeholdt de juridiske Kandidater, som havde be-
staaet Tillægsexamen; ellers vilde der fremkomme Vanskeligheder ved Kon-
kurrencen mellem en Doctor juris, som kun havde bestaaet Examen af
lavere Grad og en Candidatus juris, der havde bestaaet den samme Examens
højere Grad. Endvidere var der blevet gjort opmærksom paa, at den i Begrundel-
sen indeholdte Forudsætning om, at den, der havde bestaaet Embedsexamen
af lavere Grad, dog skulde kunne vedblive at nyde Stipendier, medens han
læste til den højere Grads Erhvervelse, vilde medføre Vanskeligheder, for-
saavidt som Enhver, der havde bestaaet den førstnævnte Examen, under
Paaskud af, at han nu studerede til den højere Grad, vilde kunne vedblive
Nydelsen af de akademiske Beneficier, skjønt han aldeles ikke studerede.
Den Garanti for Studerendes Flid, der havdes i Betydningen af, at de op-
naaede Embedsexamen, vilde savnes her, hvor en Embedsexamen allerede
var aflagt, og der burde derfor formentlig tilvejebringes andre Garantier,
hvis den opstillede Begel skulde fastholdes, Endelig var der fra en enkelt
94
Universitetet 1889 —1890.
Side blevet rejst den principielle Indvending mod Forslaget, at det indførte en
Anomali i hele den bestaaende Ordning af Embedsprøver ved Universitetet,
hvorefter der kun aflagdes en Prøve, givende Adgang til samtlige de Em-
beder, hvis Indehavelse fordrede en videnskabelig Uddannelse i bestemte
Videnskabsfag, uden at der sondredes mellem Embeder, hvortil en Uddannelse
i færre Eag og andre, til hvilke en Uddannelse i flere Eag behøvedes.
Derved kunde Delingen paaberaabes som Grund for en lignende Examens-
sondring i andre Fag, hvilket formentlig fra et videnskabeligt Synspunkt
vilde virke lidet heldigt for hele Embedsstudiets gjennemgaaende ensartede
Grundighed.
Ved Kirke- og Undervisningsministeriets Skrivelse af 22de December
1888 modtog Konsistorium nedenanførte fra de statsvidenskabelige Professorer
W. Scharling, Falbe-Hansen og Westergaard gjennem det rets- og stats-
videnskabelige Fakultet fremsendte Indstilling angaaende en Omordning af
den nuværende statsvidenskabelige Examen. Ministeriet bemærkede, at det
fuldtud var enigt i, hvad der i denne Indstilling var udtalt om, at der
var saa nøje en Forbindelse mellem de juridiske og statsvidenskabelige
Examiner og de Studier, der fordredes til begge, at det Konsistorium til-
stillede Forslag til en Omordning af de juridiske Examiner nødvendigvis
maatte gribe ind i de Forhold, der vedrørte det statsvidenskabelige Studium,
og eventuelt føre til en Forandring af dette og den dette Studium afsluttende
Examen, samt at en saadan Forandring ogsaa i og for sig, som Forholdene
vare, formentlig turde være ønskelig. Ministeriet anmodede derfor Kon-
sistorium om, overensstemmende med det i Indstillingen udtalte Ønske, at
ville tage denne under Overvejelse i Forbindelse med fornævnte Forslag
vedrørende de juridiske Examiner og afgive en fælles Betænkning over
begge Forslagene.
I den af de statsvidenskabelige Professorer indsendte Skrivelse af 13de
December 1888, bemærkedes, at de i og for sig fuldt anerkjendte, at det
ikke tilkom dem at udtale sig om et Forslag til Omordning af de juridiske
Examiner og at de udtrykkelig maatte tilføje, at det hverken var deres
Ønske eller Hensigt at berede det fremkomne Forslags Fremme nogensom-
helst "Vanskelighed; der var imidlertid en saa nøje Forbindelse mellem de
juridiske og de statsvidenskabeligs Examiner og de Studier, der forberedte
til begge, at en Omordning af juridisk Examen nødvendig maatte gribe ind
i de Forhold, der vedrørte det statsvidenskabelige Studium, og føre til en
Forandring af dette og den det afsluttende Examen. Der var ikke i Øjeblikket
levnet dem den fornødne Tid til at udarbejde positive Forslag til en saa-
dan eventuel Forandring, og det vilde ogsaa i nogle Retninger være for-
bundet med Vanskeligheder at fremsætte bestemte Forslag, forinden det
vidstes, om den juridiske Examen vilde blive omordnet i Overensstemmelse
med det fremsendte Forslag, eller om det i Enkeltheder vilde undergaa
Ændringer. De antoge imidlertid, at det allerede ved Overvejelsen af selve
dette Spørgsmaal vilde være ønskeligt, at efterstaaende Bemærkninger om
den Indflydelse, den paatænkte Reform vilde øve paa det statsvidenskabelige
Studium, havdes for Øje saavelsom de Ønsker, der i saa Fald fra deres Side
Forelæsninger, Øvelser og Éxamina.
maatte gjøres gjældende med Hensyn til en hensigtsmæssig Ordning af de
under deres Fakultet hørende Examiner.
1.	Det vilde sikkert være Ministeriet bekjendt, at det forholdsvis
ringe Omfang, hvori Statsvidenskaberne studeredes, for en væsentlig Del
skyldtes den Omstændighed, at der ved Bekjendtgjørelse 10de Juni 1851
ikke var tilsikret dem, der underkastede sig den statsvidenskabelige Examen,
nogen udelukkende Ret til visse Embeder, men at denne Examen kun »be-
tragtes som indeholdende en særdeles Anbefaling til Ansættelse i alle saa-
danne Embeder i og under de forskjellige Ministerier, der ansees at kræve
Kundskab i Lov og Ret, uden at den fuldstændige juridiske Examen er
gjort til Betingelse for deres Opnaaelse, Retsskriverembeder og Sagfører-
bestillinger dog undtagne«. Denne Bestemmelse, som direkte udelukkede
de statsvidenskabelige Kandidater fra en vigtig Virksomhedsgren, Sagfører-
virksomheden, havde ikke kunnet forhindre, at der i Praxis, selv ved saa-
danne Embeder, der af Administrationen erkjendtes at høre til dem, som
Bekjendtgjørelsen af 1851 sigtede til, overalt, hvor juridiske Kandidater søgte
sammen med statsvidenskabelige, i Almindelighed gaves de førstnævnte For-
trinsret. Naar der desuagtet dog havde fundet den Tilgang af Studerende Sted
til det statsvidenskabelige Studium, som faktisk havde været Tilfældet, skyldtes
dette utvivlsomt for største Delen den Omstændighed, at den statsviden-
skabelige Examen hidtil var bleven anseet for at være lettere end fuldstændig
juridisk Examen og som Regel havde kunnet tages i kortere Tid. Naar
der nu paatænktes oprettet en juridisk Examen af lavere Grad, der dog
formentlig vilde blive betegnet som »juridisk Embedsexamen« og give Ad-
gang til den store Mængde af juridiske Embeder, var der al Grund til at
befrygte, at Tilgangen til det statsvidenskabelige Studium, der vilde kræve
mindst ligesaa lang Tid og langtfra give den samme Adgang til Admini-
strationens højere Stillinger, medens Adgang til Sagførervirksomhed var
absolut afskaaren, saagodtsom helt vilde standse. Et saadant Resultat
vilde være saa meget uheldigere, som den allerede forholdsvis ringe Kjend-
skab til Nationaløkonomi og Finansvidenskab, der nu fandtes i Admini-
strationen, fuldstændig vilde forsvinde, idet der jo af de juridiske Kandidater
ikke krævedes det allerringeste Kjendskab til disse for Administrationen
dog saa vigtige og betydningsfulde Fag.
2.	I Henhold til det foran Anførte skjønnedes ikke rettere, end at
den foreslaaede Reform af de juridiske Examiner med Nødvendighed maatte
føre hen til en Omdannelse ogsaa af den statsvidenskabelige Examen.
Opgaven burde dog formentlig i saa Fald ikke være den, blot at tilveje-
bringe en Reduktion, der omtrent retablerede det bestaaende Forhold
imellem disse to Examiners formentlige Yanskelighed og Tidskrav, men
derimod den, saavidt muligt at afhjælpe nogle af de Ulemper, hvorunder
de statsvidenskabelige Kandidater — og dermed selve Studiet — for Tiden
led. Formaalet maatte derfor snarest blive dette, at skaffe dem en saadan
Uddannelse, at de i højere Grad kunde optage Konkurrencen med de
juridiske Kandidater, forsaavidt angik Adgang til administrative Stillinger,
og derhos kunde erholde Adgang til den Sagførervirksomhed, hvorfra de nu
vare absolut afskaarne, uagtet der ingen Tvivl kunde være om, at de i
Universitetet 1889 — 1806
almindelig Dannelse, Udvikling og Modenbed langt overgik de danske
Jurister, der desuagtet ikke blot havde en særlig Adkomst til at blive
Sagførere, men derved tillige aabnede sig Adgang til saadanne private
Stillinger, for hvilke det statsvidenskabelige Studium ellers maatte synes at
give en god Fordannelse, saasom Godsforvalter- og lignende Stillinger. At
det nævnte Formaal kun kunde naaes ved en Forstærkning af det juridiske
Element i Studiet, var de statsvidenskabelige Professorer klart, og ligesaa,
at der kun kunde skaffes Plads hertil ved en Begrænsning af det Omfang,
hvori de statsvidenskabelige Discipliner nu doceredes. Men denne Kon-
sekvens vare de for deres Vedkommende fuldt rede til at acceptere, lige-
som de ogsaa troede, at det vilde kunne ske, uden at der sloges af paa
den økonomiske og finansielle Uddannelse, der var og maatte være Hoved-
sagen ved deres Studium. Og hvad Forstærkningen af det juridiske Element
i Studiet angik, vare de fremdeles enige i — og enige med deres Censorer
i —, at den maatte bestaa i Optagelse af de to Discipliner: Proces og
Strafferet. I hvilket Omfang disse Fag burde doceres, skulde de ikke paa
dette Standpunkt komme nærmere ind paa; kun var det klart, at de maatte
doceres mindst i samme Omfang som for danske Jurister.
3.	Den Ordning af de under det rets- og statsvidenskabelige Fakultet
hørende Examiner, som fra de statsvidenskabelige Professorers Standpunkt
ubetinget syntes den heldigste, var følgende :
a.	En juridisk Examen af lavere Grad, der kunde træde istedetfor
den nuværende Examen for Ustuderede og give en lignende Adgang som
denne til Sagfører virksomhed m. v.
b.	To særskilte Tillægsexaminer, af hvilke hver især blev anden Del
til fornævnte Examen som første Del, og af hvilke den ene — juridiske —
gav særlig Adgang til de kollegiale Retter, medens den anden — stats-
videnskabelige — gav særlig Adgang til de administrative Embeder.
Et detailleret Forslag til en saadan Ordning ansaa de det i Øjeblikket
for overflødigt at fremsætte; det var derhos en Selvfølge, at det kun kunde
udarbejdes i Forening med deres juridiske Kolleger. Hvorvidt disse even-
tuelt vilde kunne slutte sig til den fremsatte Tanke, turde de ikke udtale
nogen Formening om.
4.	Overfor det faktisk foreliggende Førslag til Oprettelse af en juridisk
Examen af lavere Grad maatte bemærkes, at den ikke i den foreslaaede
Skikkelse vilde egne sig til at benyttes paa den under 3 a angivne Maade,
og at det formentlig ikke let vilde lade sig gjøre at tilvejebringe en rimelig
Balance imellem de to Tillægsexaminer ved det nu foreslaaede Omfang fol-
den juridiske Tillægsexamen. Derimod vilde dette maaske kunne ske, der-
som man maatte være villig til at gaa ind paa at overføre almindelig Rets-
lære fra Examen af lavere til den af højere Grad, og navnlig, dersom man
maatte kunne gaa ind paa at søge Erstatning for den friere og mere
tlieoretiske Uddannelse, som nu tilsigtedes bibragt de Studerende ved Studiet
af almindelig Retslære, ved istedetfor denne at optage Nationaløkonomi,
der ved sin hele filosoferende og ræsonnerende Karakter vilde egne sig for-
trinligt dertil, samtidig med, at dens naturlige Forbindelse med den positive
Forelæsninger, Øvelser og Examina.
97
Civilret som dennes faktiske Grundlag paa en særlig Maade vilde aabne de
Studerendes Blik for dennes retlige Principer.
5. Dersom det fremsendte Forslag til en Omordning af juridisk Embeds-
examen imidlertid agtedes opretholdt i sine Enkeltheder og gjennemført
uforandret, maatte Omordningen af den statsvidenskalbelige Examen blive
Gjenstand for en selvstændig Overvejelse. Der var under 2 angivet, hvad
der efter de statsvidenskabelige Professorers Formening burde blive det
ledende Princip for en saadan Omordning; at gaa nærmere ind paa Enkelt-
hederne ansaae de ikke i Øjeblikket for hverken heldigt eller nødvendigt.
Derimod nærede de Haab om, at Ministeriet, saafremt der maatte vise sig
Udsigt til den nævnte Eventualitet: det fremsendte F'orslags Gjennemførelse
i uforandret Form, vilde, saasnart det paa nogen Maade lod sig gjøre,
sætte dem i Kundskab herom, for at de hurtigst muligt i Forbindelse med
deres juridiske Kolleger kunde skride til Udarbejdelsen af et detailleret
Forslag til en Omdannelse af statsvidenskabelig Examen.
Endelig bemærkedes, at de foran fremhævede Ulemper ved statsviden-
skabelig Examen forekom de statsvidenskabelige Professorer saa store, at
de selv for det Tilfælde, at den paatænkte Reform af juridisk Examen ikke
maatte blive gjennemført, maatte anse det for højst ønskeligt at faae en
Omordning af den statsvidenskabelige Examen gjennemført i Overens-
stemmelse med de under 2 fremhævede Synspunkter, og forbeholdt sig even-
tuelt at fremkomme med særligt Forslag hertil.
I Skrivelse af 13de Januar 1889 anmodede Konsistorium det rets- og
statsvidenskabelige Fakultet om, overensstemmende med det i fornævnte
Indstilling udtalte Ønske, at tage denne under Overvejelse i Forbindelse
med Forslaget til en Omordning af de juridiske Examiner.
Under 14de Maj 1890 modtog Konsistorium fra det rets- og statsviden-
skabelige Fakultet en Erklæring, hvori udtaltes, at der, i Anledning af de
fra Konsistorium fremkomne Udtalelser og det Fakultetet givne Paalæg om
at tage den fra de statsvidenskabelige Professorer fremkomne Indstilling-
under Overvejelse, var blevet ført yderligere og omfattende Forhandlinger
i Fakultetet angaaende Ordningen af de under samme horende Examina.
Resultatet deraf forelaa i det medfulgte »F'orslag til Ordning af de Examina
der afholdes ved det rets- og statsvidenskabelige Fakultet ved Kjøbenhavns
Universitet«. Dette Forslag omfattede ikke blot de juridiske Examiner, men
ogsaa den statsvidenskabelige Examen og var, hvad de førstnævnte Examiner
angik, væsentligt forskjelligt fra det tidligere Forslag. Dette sidste Forslag
tog Fakultetet derfor tilbage, og skulde ikke gaae nærmere ind paa dets
Enkeltheder eller en Prøvelse af de mod samme i Konsistorium udtalte
Betænkeligheder, forsaavidt de maatte antages at bortfalde ligeoverfor For-
slaget, som det nu forelaa.
Af det juridiske Fakultets Motivering af det tidligere Forslag saaes
det, hvilke Misligheder ved den bestaaende Ordning for de juridiske
Examiners Vedkommende det var, som havde ført til at anse en Om-
ordning af dem i høj Grad ønskelig. Paa den ene Side stillede den ufuld-
stændige juridiske Examen eller juridisk Examen for Ustuderede For-
dringerne til Examinandeme lavere, end det var forsvarligt selv ligeoverfor
Universitet . Aårbog.	JJJ
98
Universitetet 1889—1890.
(len begrænsede Kreds af juridiske Stillinger, hvortil den aahnede Adgang.
Navnlig Fordringernes lave Niveau ved denne Examen var det, som efter-
liaanden havde fremkaldt en Overfyldning med Examinander, der af flere
Grunde var mislig, og som særlig lagde Beslag paa de juridiske Professorers
Tid og Kraft i en Grad, som ikke kunde undgaa at lægge deres øvrige
Virksomhed alvorlige Hindringer ivejen. Paa den anden Side stillede den
fuldstændige juridiske Examen Fordringer, som langtfra Alle de, der satte
sig denne Examen til Maal, vare istand til selv med Anvendelse af megen
Flid at fyldestgjøre.
Disse Misligheder vare vedblivende tilstede. En ny Bekræftelse med
Hensyn til en af dem — Overfyldningen med Examinander til juridisk
Examen for Ustuderede — gav Indtegningen til den Examen, der afholdtes
i indeværende Sommer, idet ikke mindre end 109 havde meldt sig som
Aspiranter til denne Examen. Af disse havde kun 1 trukket sig tilhage
før den skriftlige Prøve. Ved at overveje Midlerne til at raade Bod paa
de fremhævede Misligheder maatte man af de i Forslagets Motivering frem-
hævede Grunde bortse fra den Udvej ganske at ophæve den bestaaende
Dobbelthed af de juridiske Examiner. Man foreslog derimod istedetfor den
juridiske Examen for Ustuderede at sætte en Embedsexamen af lavere Grad,
der i Henseende til Fordannelse og selve Examensfordringernes Kvalitet
skulde have Forudsætningerne for at være en virkelig videnskabelig For-
dring, og kun skilte sig fra den juridiske Embedsexamen af højere Grad
ved en kvantitativ Nedsættelse i Fordringerne, idet visse Fag, nemlig
Piomerret og Retshistorie, udgik af Prøven og Fordringerne til Statsret ned-
sattes. Yed at hæve Fordringerne til denne lavere Examen paa denne
Maade vilde man have et virksomt Middel mod Overfyldning med Exami-
nander, der ikke kunde fyldestgjøre Forudsætningerne for en videnskabelig
Tilegnelse. Men idet man tillige tænkte sig, at denne Examen af lavere
Grad, der dog havde Karakteren af en videnskabelig Prøve, burde aabne
Adgang til en større Kreds af juridiske Stillinger end den nuværende
juridiske Examen for Ustuderede, kunde man haabe, at Mange af dem, der
nu spildte deres Kræfter paa Uddannelse til den fuldstændige juridiske
Examen, vilde blive staaende ved den lavere Examens beskedne Maal, saa
at det nu altfor hj^ppige Kraftspild kunde undgaaes.
Idet Forslaget endelig tilvejebragte en organisk Forbindelse mellem
Examen af lavere Grad og Examen af højere Grad, hvilken sidste iøvrigt
væsentlig skulde svare til den bestaaende fuldstændige juridiske Examen,
blev det muligt at lette Absolveringen af denne sidste ved en Deling af
den, hvorved det vilde spares Kandidaterne at have hele den uundgaaelige,
store Stofmængde præsent til en samlet Prøve.
Ønsket om at hæve Fordringerne til den lavere juridiske Examen og
derved at formindske de med den bestaaende Ordning forbundne Ulemper,
var ikke mindre levende hos Fakultetet end tidligere. Naar man imidlertid
alligevel havde opgivet det tidligere Forslag til Omordning af de juridiske
Examina, var Grunden hovedsagelig følgende. En væsentlig Forudsætning
for at stille de Fordringer til Fordannelse ved den foreslaaede Examen af
lavere Grad og at sætte Examensfordringerne ved denne saa højt, som
Forelæsninger, Øvelser og Examina.
99
paatænkt, var det, at den saaledes indrettede Examen skulde aabne Adgang
til juridiske Stillinger i ikke lidet større Omfang, end den bestaaende juri-
diske Examen for Ustuderede gjorde det. Heraf vilde imidlertid følge, at
en saadan Ordning, samtidig med at forhøje Fordringerne til de Kvalifika-
tioner, der udkrævedes for at indtræde i de Stillinger, hvortil nu juridisk
Examen for Ustuderede gav Adgang (Underretssagførere, konstituerede
Herredsfuldmægtige), vilde nedsætte dem med Hensyn til andre Stillinger,
til hvilke nu den fuldstændige Examen krævedes. Men det kunde ikke
andet end vække alvorlig Betænkelighed, 0111 det fra Statens Side skulde
blive erkjendt, at en Uddannelse, der dog savnede et saa vigtigt Led i det
videnskabelige Hele, som Romerretten, var tilstrækkelig f. Ex. for Under-
dommere eller Overretssagførere. Hvad der vandtes i den ene Retning,
kunde let mere end tabes i en anden. En saa indgribende Omvæltning i
Examinernes Betydning havde man under den fornyede Drøftelse af Sagen
troet ikke at burde foreslaa. Men derved var man da atter bleven ført til
i en meget væsentlig Grad at begrænse den paatænkte Reform. Naar det
nemlig maatte opgives at tænke sig en større Kreds af juridiske Stillinger
aabnet for den lavere Examen, kunde man ikke vente, at en større Del af
dem, der nu satte den fuldstændige Examen som Maal, skulde ville lade
sig nøje med den lavere Prøve, end hidtil havde været Tilfældet. Men
man havde da heller ikke aldeles tilstrækkelig Føje til at forhøje For-
dringerne til den Fordannelse, der betingede Adgangen til denne Examen,
saa at de faldt sammen med Betingelserne for at indstille sig til den fuld-
stændige Examen. Det vilde praktisk blive enstydigt med at ophæve den
lavere Examen, og havde altsaa de samme Grunde mod sig, som talte
imod for Tiden at skride til en saadan Ophævelse. Endelig vilde der af
lignende Grunde savnes Føje til at forøge Examensfordringerne ved denne
Prøve i kvantitativ Henseende. Konsekvensen blev da, at man i de nævnte
Henseender maatte lade den juridiske Examen for Ustuderede bestaa ufor-
andret. Hvad der under den angivne Forudsætning kunde gjøres for at
hæve denne Examen, saaledes at den i fuldere Maal end nu skabte de
ønskelige Forudsætninger for de juridiske Stillinger, til hvilke den aabnede
Adgang, maatte væsentlig bestaa i, at Fordringerne til Præstationernes
Kvalitet blev andre end nu, saaledes nemlig at de nogenlunde sikrede, at
en forstaaende videnskabelig Tilegnelse af Stoffet havde fundet Sted.
Derved var man da ført til den Ordning, man nu havde bragt i Forslag.
Saalænge den juridiske Examen for Ustuderede holdtes som isoleret
Examen, var det ugjørligt at stille og sikre Opfyldelsen af en saadan
videregaaende Fordring i Henseende til Præstationernes Kvalitet. Derimod
vilde den komme af sig selv, naar Prøven i de paagjældende Fag blev
fælles for Examinanderne ved denne Examen og for dem, som indstillede
sig til den fuldstændige Examen, altsaa med samme skriftlige Opgaver og
med samme Maalestok for Bedømmelsen, den Maalestok nemlig, som gjaldt
ved den sidstnævnte Examen. Dette vilde da ogsaa efterhaanden kunne
ventes at føre til en Formindskelse af Examinandernes Tal, idet det vilde
blive de svagere af dem klart, at de ikke kunde bestaa en Prøve, naar
Fordringerne stilledes og Præstationerne bedømtes efter en saadan Maale-
13*
100
Universitetet 1889—1890.
stok. I Henhold hertil var der foreslaaet en »juridisk Fællesprøve«, der
dels havde Betydning som afsluttet Examen, ganske som nu den juridiske
Examen for Ustuderede, dels var Led i den fuldstændige juridiske Examen
som dennes ene og første Del.
Naar Forslaget ved denne Fællesprøve delte Processen i to Afdelinger,
var dette overensstemmende med den ved Anordn, af 25de Juni 1871 fore-
skrevne Ordning for den juridiske Examen for Ustuderede. Denne blev
altsaa, idet den nu gik op i »Fællesprøven«, aldeles uforandret i sin ydre
Ramme. Ny var derimod denne Deling for den fuldstændige juridiske
Examen, af hvilken Eællesprøven ogsaa var en Bestanddel. Men denne
Forandring anbefalede sig ved Fagets Omfang og Betydning og lettede i
høj Grad Gjennemførelsen af den ny Ordnings Grundtanke. Fire Examina-
tionsfag vilde navnlig vanskeliggjøre Bedømmelsen. Optog man ikke saadan
Deling, maatte man, for at undgaa denne Vanskelighed, udvide Fælles-
prøvens Omfang, hvad der vilde medføre Forandringer for begge de tid-
ligere Examina. I Virkeligheden var det Forslag, der var stillet, den
lempeligste Maade at komme udover Vanskeligheden paa. Delingen med-
førte ikke nogen Forøgelse af Stoffet for Kandidaterne til den juridiske
Embedsexamen. Den opløste kun 1 Fag i 2, hvilket mindst ligesaa ofte
vilde forbedre som formindske Udsigten til et heldigt Udfald af Examen
for Kandidaten.
Omformningen af den juridiske Examen for Ustuderede til en Fælles-
prøve for dem, for hvem den vilde være en afsluttende Examen, og den,
for hvem den kun vilde være en Del af en mere omfattende Examen, var
den vigtigste Forandring, som det foreliggende Forslag gjorde i den be-
staaende Ordning. Paa en let Maade tillod denne Forandring samtidig at
indføre en Deling af den fuldstændige juridiske Examen i to Dele, der vel
kunde tages samtidig, men som det ogsaa var Vedkommende tilladt at op-
løse saaledes, at han tog de ikke til Fællesprøven hørende Fag særskilt,
— i Regelen dog ikke senere end 1 Aar efter bestaaet Fællesprøve. Fa-
kultetet betragtede den saaledes indrømmede Adgang til at tage den fuld-
stændige juridiske Examen i to Dele som en betydelig Lettelse for Kandida-
terne, til hvem man ikke længere vilde blive nødt til at stille Hukommelses-
fordringer, som Mange havde ondt ved at fyldestgjøre. At man samtidig
til de ældre Examinationsfag: Almindelig Retslære, Romerret, Statsret og
Retshistorie — ved denne anden Del — havde føjet de ved Anordn, af
1871 bortfaldne Examinationsfag, Søret og Folkeret, var i sig selv en saa
ubetydelig Forøgelse af Fordringerne, at den ingen Betænkelighed kunde
have, naar den sattes i Forbindelse med Examensdelingen. Begge disse
Fag vare før Anordn, af 1871 særlige Examinationsfag (Bifag). Naar de
nu atter foresloges optagne paa lignende Maade som forhen, var dette for
Sørettens Vedkommende væsentlig kun en formel Ændring. Ved Anordn,
af 1871 bestemtes det nemlig, idet dette Fag udgik som særligt Examina-
tionsfag, at de derunder hørende privatrettige Forhold skulde henlægges til
Civilretten saaledes, at der ved Prøven i denne kunde stilles Spørgsmaal
vedrørende de søretlige Forhold. Stoffet udvidedes altsaa ikke ved nu
atter at gjøre det til særligt Examinationsfag. Fordelen herved var, at det
Forelæsninger, Øvelser og Examina.
101
sikrede en større Ligeliglied for Examinanderne, naar Spørgsmaal skulle —
ikke blot »kunne« stilles i Faget. At dernæst Folkeretten var foreslaaet
optagefc paany, havde sin Grund i den principielle Betragtning, at den
fuldstændige juridiske Examen ellers ikke i Virkeligheden kunde siges at
omfatte den juridiske Videnskab i sin Helhed. Kun Ønsket 0111 at ind-
skrænke Fordringerne saameget som muligt, saalænge Examen nødvendig
skulde aflægges som samlet Prøve i alle Fag, forklarede, at man i 1871
opgav Faget. Men dette Motiv vilde ikke længere være tilstede, naar
Delingen indrømmedes. Ved at optage Søret og Folkeret som Examinations-
fag i den fuldstændige juridiske Examens anden Del opnaaedes der ogsaa
den ønskelige Ligevægt mellem denne og den statsvidenskabelige Examens
anden Del, saaledes som denne var foreslaaet sammensat, jfr. nedenfor.
Den juridiske Embedsexamens anden Del vilde da omfatte 3 Hovedfag og
3 Bifag, den statsvidenskabelige Examens anden Del 4 Hovedfag og 1 Bifag.
Naar et Bifag vejede ved Karakterberegningen som halvt mod Hovedfag,
fik altsaa begge Prøverne en Vægt af 472 eller 9.
Efterat Fakultetets juridiske Medlemmer havde forenet sig om det
Væsentlige af de ovenfor fremstillede Grundtræk af et nyt Forslag til Om-
ordning af de juridiske Examiner, havde man givet de statsvidenskabelige
Professorer Meddelelse herom, idet det bemærkedes, at man havde tænkt
sig, at den »juridiske Fællesprøve« ogsaa maatte kunne blive en Del af
den statsvidenskabelige Examen, hvoraf vilde følge, at de statsvidenskabelige
Kandidater udover den Adgang til Embeder, de nu havde, vilde opnaa
Rettigheder, som examinati juris. Paa denne Maade vilde den nye Ordning
paa en let og simpel Maade komme til at omfatte den statsvidenskabelige
Examen og denne reformeres i en Retning, som stemmede med de af de
statsvidenskabelige Professorer udtalte Ønsker.
Man havde derpaa modtaget en Svarskrivelse (se S. 108—10) fra de stats-
videnskabelige Professorer, hvori disse tiltraadte den af de juridiske Pro-
fessorer fremsatte Tanke. Paa Grund heraf fremsattes der i Skrivelsen For-
slag til en Ordning af den statsvidenskabelige Examen. Under den derefter
stedfundne mundtlige Forhandling mellem samtlige Fakultetets Medlemmer
var der paa Grundlag af dette Forslag opnaaet Enighed om den nævnte
Examens Ordning paa den Maade, som det havde fundet Udtryk i det
fremsendte Udkast.
Herefter var den statsvidenskabelige Examen, ganske i Lighed med
den fuldstændige juridiske Examen, delt i to Dele, der kunde tages sam-
tidig, men ogsaa adskilles med indtil 1 Aars Mellemrum. Den første af
disse var den ovenfor omtalte juridiske Fællesprøve. I den ældre Examen
fandtes kun et Examinationsfag hørende til den Cyclus, som var optagen i
Fællesprøven, nemlig Privatrettens Encyclopædi. De andre Fag i den
ældre Examen vare henlagte til anden Del, forsaavidt de ikke vare udgaaede
som særlige Examinationsfag. Dette var imidlertid sket i ikke ringe Om-
fang og havde været nødvendigt for ikke at gjøre den statsvidenskabelige
Examen mere uoverkommelig end den fuldstændige juridiske Examen. Ud-
gaaede som Examinationsfag vare: Politisk Historie, statsvidenskabelig En-
cyklopædi, almindelig Statsret, sammenlignende Statistik og Statistikens
102
Universitetet 1889 —1890.
Theori, For den politiske Histories Yedkommende var dette tiltraadt af Professor
Holm, hvis Udtalelse fulgte (se S. 110—11). I de tilbageblivende Fag var
der sket nogen Omlægning. Prøvningsfagene ved statsvidenskabelig Examens
anden Del vilde herefter blive: Dansk Statsret, Statistik (uden den hidtil
fordrede skriftlige Prøve), Nationaløkonomiens Theori og Nationaløkonomiens
Politik — alle 4 som Hovedfag — og Folkeret som Bifag.
Forsaavidt der havde været yttret Tvivl, om den længste Tid, man
havde tænkt sig at tillade mellem Absolveringen af de 2 Dele af den fuld-
stændige juridiske Examen, ikke var for kort ved den statsvidenskabelige
Examen, var man bleven enig om at fastholde Ensartetheden, idet den i
Udsigt stillede Opnaaelse af Dispensation af Fakultetet formentlig vilde
være istand til at raade Bod paa mulige haarde Følger af Regelen. Kun
paa et Punkt maatte der her gjøres en Forskjel. Medens nemlig den, der
efter bestaaet Fællesprøve havde underkastet sig den statsvidenskabelige
Examens anden Del, og som derefter vilde tage den fuldstændige juridiske
Examens anden Del uden paany at absolvere Fællesprøven, kun kunde faae
et Aars Frist hertil, var der ingen Grund til at sætte nogen tilsvarende
Frist for den, der efter bestaaet juridisk Examens anden Del vilde tage
den statsvidenskabelige Examens anden Del, hvis Fag i langt ringere Grad
forudsatte Kundskaber i Fællesprøvens Fag præsent.
Naar de statsvidenskabelige Professorer endvidere havde udtalt Ønsket
om, at den statsvidenskabelige Examen i den omordnede Skikkelse ogsaa
maatte give Adgang til at blive Overretssagførere, og at det udtrykkelig
maatte blive udtalt, at denne Adgang omfattede alle saavel administrative
Embeder udenfor Justitsministeriet, særlig Amtmands- og Stiftsamtmands-
Embeder, vilde det første Ønske komme i Strid med det Synspunkt, som
havde været bestemmende for Forslaget angaaende de juridiske Examiners
Ordning og havde derfor ikke kunnet tages tilfølge. Hvad det andet Ønske
derimod angik, ansaae man det for at være netop i god Konsekvens med
den hele Omordning, at den omordnede statsvidenskabelige Examen gav
Adgang til de paagjældende Embeder lige med den fuldstændige juridiske
Examen. Kun havde en udtrykkelig Udtalelse herom i Forslaget ikke kunnet
optages, fordi Forslaget dermed vilde komme til at gaa udenfor sit naturlige
Omraade og kræve en maaske vidtløftig forudgaaende Forhandling med
andre Myndigheder end dem, mellem hvem det hidtil efter sin Hoved-
gjenstand havde maattet forhandles. Man havde maattet indskrænke sig
til paa en noget bestemtere Maade at formulere den Tanke, som i saa
Henseende fandt Udtryk i Bkj. 10de Juni 1851, idet man forudsatte, at
der, naar Forslaget havde faaet Sanktion, paa Grundlag af det kunde blive
ført Forhandlinger med de paagjældende Ministerier for at opnaa en ud-
trykkelig og nærmere præciseret Godkjendelse af den i Forslaget almindelig
udtrykte Tanke.
Med Hensyn til Enkelthederne i Forslaget var der neppe Noget, der
krævede særlig Forklaring. Der var nemlig ikke gjort nogen anden For-
andring i det hidtil Gjældende end saadanne, som havde været nødvendige
Følger af den nye Ordnings Principer. Dette gjaldt ogsaa om de i For-
slagets Afsnit IV indeholdte Almindelige- og Overgangsbestemmelser. Særlig
Forelæsninger, øvelser og Éxamina
103
var dette Tilfældet med § 16 med Hensyn til de Kjendelser, der bleve at
erlægge af dem, der indstillede sig til Examen. Paragrafen bevarede i Et og Alt
de gjældende Kegler om disse og om Beløbets Fordeling, og gjorde kun de rent
tekniske Ændringer, som de to Examiners Deling krævede. Særlig var derfor og-
saa den Abnormitet bevaret, at ved den juridiske Embedsexamen tilfaldt de
4 Kroner, som ved den statsvidenskabelige Examen vare tillagte Dekanus som
Vederlag for hans Arbejde, Sognepræsten ved Trinitatis Kirke. Hvor urimeligt
det end var, at saaledes En fik Arbejdet, en Anden, Uvedkommende, Lønnen,
maatte man dog, for ikke at fremkalde nye Forhalinger af Sagen, finde sig
i at bevare denne i historiske Forhold grundede og ved flere af Universitetets
ældre Embedsexamina, jfr. Samling af Retsregler § 625, gjældende Abnormitet,
som det trods gjentagende kraftige Bestræbelser fra Konsistoriums Side
ikke hidtil var lykkedes at faae hævet. Kun havde man ment, at der var
Grund til i Slutningen af § 16 at udtale, at det ved eventuel Afgang af
den nuværende Sognepræst ved Trinitatis Kirke vilde være at tage under
Overvejelse, om ikke de ommeldte 4 Kr. ikke for Fremtiden skulde til-
falde Dekanus. Denne Udtalelse, der kun gav et Løfte om en ny For-
handling, men Intet afgjorde, skjønnedes ikke at give Anledning til nogen
Betænkelighed eller at kunne medføre nogen Forsinkelse.
Endnu skulde man gjøre opmærksom paa, at der ved Reglerne i
§§ 11 og 18 om de Tidspunkter, da henholdsvis Examinerne efter den nve
Ordning første Gang og efter den ældre Ordning sidste Gang afholdtes, var
taget saadanne Hensyn til forkjellige Sider, at enhver nogenlunde berettiget
Interesse fonnentlig var varetaget.
Endelig bemærkede Fakultetet, at Gjenpart af Forslaget og af Skrivelsen
var tilstillet Fakultetets Censorer til Efterretning, saaledes at de havde
faaet betimelig Adgang til for Ministeriet at fremføre de Betænkeligheder,
de mulig knude nære, men som man iøvrigt ikke havde Anledning til at
vente fra deres Side.
Det af det rets- og statsvidenskabelige Fakultet indsendte Forslag var
saalydende:
Forslag
til
Ordning af deExaminer, der afholdes ved det rets- og stats-
videnskabelige Fakultet ved Kjøbenhavns Universitet.
§ I-
Ved det rets- og statsvidenskabelige Fakultet afholdes følgende Examiner:
I. Den juridiske Fællesprøve.
II. Den fudlstændige juridiske Embedsexamen.
III. Den statsvidenskabelige Embedsexamen.
I.
Den juridiske Fællesprøve.
§ 2.
To Gange om Aaret afholdes en Prøve i dansk Civilret, Strafferet og
Proces. Denne Prøve er dels Bestanddel af den fuldstændige juridiske og
104
Universitetet 1889— 1890.
den statsvidenskabelige Embedsexamen, dels har den Betydning som afsluttet
Examen efter de om den juridiske Examen for Ustuderede gjældende Regler.
Dog bliver Maalestokken for Eordringerne i alle Tilfælde bestemt ved Hensyn
til den fuldstændige juridiske Embedsexamen.
Til denne juridiske Fællesprøve kunne indstille sig saavel de, som
have Adgang til at indstille sig til den fuldstændige juridiske og den stats-
videnskabelige Embedsexamen, som de, der have Adgang til at indstille
sig til den juridiske Examen for Ustuderede.
De, der have bestaaet denne Prøve, betegnes som examinati juris og
have Adgang til de juridiske Stillinger, hvortil den juridiske Examen for
Ustuderede giver Adgang.
§ 3.
Den i § 2 ommeldte juridiske Fællesprøve har en skriftlig og en
mundtlig Del.
Yed den skriftlige Prøve gives Opgaver i Civilrettens første Afdeling,
Civilrettens anden Afdeling, Strafferet, Processens første Afdeling og Processens
anden Afdeling. Til hver Opgave indrømmes en Tid af 3 Timer.
Den mundtlige Prøve, til hvilken Yedkommende stedes, forsaavidt de
ved Bedømmelsen af de skriftlige Opgaver ere fundne tilstrækkelig forberedte
og modne, omfatter Civilret I, Civilret II, Strafferet, Proces I og Proces II.
§ 4.
Karakteren for hvert Fag bestemmes efter en samlet Bedømmelse af
den skriftlige og mundtlige Besvarelse.
Karaktererne betegnes med følgende latinske og danske Betegnelser:
Laudabilis præ ceteris = Særdeles godt.
Laudabilis	= Godt.
Haud illaudabilis = Temmelig godt.
Non contemnendus = Maadelig
De latinske Betegnelser bruges, naar Vidnesbyrdet angaaer en Examen,
i hvilken Prøven blot er Bestanddel, de danske, naar det angaaer Prøven
som afsluttet Examen. Den Hovedkarakter, som i sidste Tilfælde bliver at
beregne, betegnes med de hidtil ved juridisk Examen for Ustuderede brugte
Betegnelser.
II.
Den fuldstændige juridiske Embedsexamen.
§ 5.
Den fuldstændige juridiske Embedsexamen bestaaer af 2 Dele, af hvilke
den første er den under I. ommeldte juridiske Fællesprøve, den anden en
Prøve i almindelig Retslære, Romerret, dansk Statsret, Søret, dansk Rets-
historie og Folkeret.
Den nævnte anden Del af Examen afholdes to Gange om Aaret i de
samme Tidsrum som Fællesprøven.
Forelæsninger, Ovelser og- Examitia.
105
Det er tilladt enten at underkaste sig begge denne Examens Dele paa
engang eller at tage den sidstnævnte Del efter den førstnævnte. Dog kan
den anden Del ikke tages senere end 1 Aar efterat den første Del eller den
statsvidenskabelige Examens anden Del er bestaaet, medmindre der af særegne
Grunde er givet Dispensation herfra af Fakultetet.
Betingelserne for at indstille sig til den fuldstændige juridiske Embeds-
examen forblive uforandrede.
Den, der liar bestaaet den fuldstændige juridiske Embedsexamen, betegnes
som cawdidatus juris og har som saadan udelukkende Adgang til de juridiske
Stillinger, for hvilke den fuldstændige juridiske Embedsexamen efter de til
enhver Tid bestaaende Regler er nødvendig Betingelse.
Fremdeles giver den fuldstændige juridiske Embedsexamen Adgang til
at erhverve akademiske Grader, overensstemmende med de hidtil gjældende
Regler.
Den, der har bestaaet den fuldstændige juridiske Examens første Del,
kan fremdeles nyde de til Fremme af Embedsstudier bestemte Stipendier,
som maatte være ham tilstaaede, forsaavidt han fyldestgjør de gjældende For-
skrifter angaaende Bevis for Flid i Embedsstudiet.
§ 6.
Den fuldstændige juridiske Examens 2den Del bestaaer af en skriftlig
og mundtlig Prøve. Ved den skriftlige Prøve gives Opgaver i den almindelige
Retslære, Romerret og dansk Statsret. Til hver Opgave indrømmes en Tid
af 3 Timer.
Den mundtlige Prøve, til hvilken Vedkommende stedes, forsaavidt de
ved Bedømmelsen af de skriftlige Opgaver ere fundne tilstrækkelig forberedte
og modne, omfatter almindelig Retslære, Romerret, dansk Statsret, Søret,
dansk Retshistorie og Folkeret.
§ 7.
I almindelig Retslære, Romerret og dansk Statsret bestemmes Karakteren
for hvert Fag efter en samlet Bedømmelse af de skriftlige og mundtlige
Besvarelser. I Søret, dansk Retshistorie og Folkeret gives Karakteren efter
den mundtlige Besvarelse alene. Ved Hovedkarakterens Beregning betragtes
Søret, dansk Retshistorie og Folkeret som Bifag.
Karaktererne betegnes som hidtil ved den fuldstændige juridiske
Embedsexamen.
Hovedkarakteren for bestaaet fuldstændig juridisk Embedsexamen
beregnes paa Grundlag af de ved begge Examens to Dele erholdte Special-
karakterer.
III.
Den statsvidenskabelige Embedsexamen.
§ 8.
Den statsvidenskabelige Embedsexamen bestaaer af 2 Dele, af hvilke den
første er den under I ommeldte juridiske Fællesprøve, den anden en Prøve
Universitets Aarbog	1 4
106
Universitetet 1889—1890.
i dansk Statsret, Statistik, Nationaløkonomiens Theori, Nationaløkonomiens
Politik og Folkeret. Den nævnte anden Del af Examen afholdes to Gange
om Aaret i de samme Tidsrum som Fællesprøven.
Det er tilladt enten at underkaste sig begge denne Examens Dele paa
engang eller at tage den sidstnævnte Del efter den førstnævnte, dog ikke
senere end 1 Aar efterat den første Del er bestaaet, medmindre Ved-
kommende enten forinden har bestaaet den fuldstændige juridiske Examens
2den Del eller der af særegne Grunde er givet ham Dispensation af Fakultetet.
Betingelserne for at indstille sig til den statsvidenskabelige Examen
forblive uforandrede.
Den, der har bestaaet den statsvidenskabelige Embedsexamen, betegnes
som candidatus politices og har foruden den Adgang til juridiske Stillinger,
som den juridiske FæJlesprøve giver, tillige efter Grundsætningen i Bekjendt-
gjørelse af 10de Juni 1851 § 5 lige Adgang med juridiske Kandidater til
saadanne juridiske og administrative Stillinger, for hvis Opnaaelse den fuld-
stændige juridiske Examen ikke efter de til enhver Tid bestaaende Regler
er nødvendig Betingelse.
Fremdeles giver den statsvidenskabelige Examen samme Adgang til at
erhverve akademiske Doktorgrader som den fuldstændige juridiske Embeds-
examen.
Med Hensyn til Nydelsen af Stipendier gjælder ved den statsviden-
skabelige Examen paa tilsvarende Maade den i § 5 sidste Stykke givne
Regel.
§ 9-
Den statsvidenskabelige Embedsexamens 2den Del bestaaer af en skriftlig
og mundtlig Prøve. Yed den skriftlige Prøve gives Opgaver i dansk Statsret,
Nationaløkonomiens Theori og Nationaløkonomiens Politik. Til hver Opgave
indrømmes en Tid af 3 Timer.
Den mundtlige Prøve, til hvilken Vedkommende stedes, forsaavidt de
ved Bedømmelsen af de skriftlige Opgaver ere fundne tilstrækkelig forberedte
og modne, omfatter dansk Statsret, Statistik, Nationaløkonomiens Theori,
Nationaløkonomiens Politik og Folkeret.
§ io.
I dansk Statsret, Nationaløkonomiens Theori og Nationaløkonomiens
Politik bestemmes Karakteren for hvert Fag efter en samlet Bedømmelse af
de skriftlige og mundtlige Besvarelser. I Statistik og Folkeret gives Karak-
teren efter den mundtlige Besvarelse alene. Ved Hovedkarakterens Beregning
betragtes Folkeret som Bifag.
Karaktererne betegnes som hidtil ved den statsvidenskabelige Examen.
Hovedkarakteren for bestaaet statsvidenskabelig Embedsexamen beregnes
paa Grundlag af de ved begge Examens to Dele erholdte Specialkarakterer.
IV.
Almindelige og Overgangs-Bestem nielser.
§ 11.
Den ved nærværende Anordning indrettede juridiske Fællesprøve afholdes
første Gang i Vinteren 1891—92.
Forelæsninger, øvelser og Examina.
107
Til samme Tid afholdes første Gang den fuldstændige juridiske og den
statsvidenskabelige Examens 2den Del for dem, der maatte ville underkaste
sig samme samtidig med Fællesprøven
§ 12.
I Henseende til Adgangen til at tage den juridiske Fællesprøve om,
bliver den i Bekjendtgjørelse af 18de Maj 1847 indeholdte almindelige Regel
om Universitetets Embedsexamina at anvende, saaledes at Ingen, der enten
har fuldendt eller paabegyndt Prøven, uden særlig opnaaet Dispensation kan
indstille sig til den paany før efter et Aars Forløb.
Den, der har taget den fuldstændige juridiske eller den statsviden-
skabelige Embedsexamen, kan ikke paany indstille sig til disse Examiners
2den Del alene, men maa, hvis han ønsker at tage Examen om, paany
aflægge den hele Prøve paa engang eller delt efter Reglerne i §§ 5 og 8.
§ 13.
Den, der vil underkaste sig 2den Del af den fuldstændige juridiske
Examen efter at have bestaaet den statsvidenskabelige Examen eller omvendt,
er berettiget til at overføre sine ved den først bestaaede Examen erholdte
Karakterer i dansk Statsret og Folkeret.
§ 14.
Kirke- og Undervisningsministeriet bemyndiges til efter Forslag fra det
rets- og statsvidenskabelige Fakultet at fastsætte de fornødne Bestemmelser
om Beregningen af Hovedkaraktererne ved de ovenomhandlede Examina.
§ 15.
De juridiske Censorer medvirke efter de hidtil gjældende Regler ved
den juridiske Fællesprøve og ved den fuldstændige juridiske Examens 2den
Del, de statsvidenskabelige Censorer ved den statsvidenskabelige Examens
2den Del.
§ 16.
Den, der indstiller sig til juridiske Fællesprøve, har at erlægge en
Kjendelse af 16 Kroner. De 16 Kroner, som erlægges af Examinander, der
ikke have Betingelserne for at indstille sig til den fuldstændige juridiske
Examen eller den statsvidenskabelige Examen, fordeles efter de hidtil ved
den juridiske Examen for Ustuderede gjældende Regler.
De 16 Kroner, som erlægges af dem, der have Betingelserne for at
indstille sig til den fuldstændige juridiske Examen eller den statsviden-
skabelig Examen, fordeles først, naar Vedkommende indstiller sig til 2den
Del af nogen af disse Examina, eller naar den Frist er forløben, inden
hvilken den 2den Del maa tages. I sidste Fald fordeles Kjendelsen efter
samme Regler som ved den juridiske Examen for Ustuderede.
Hvis den Paagjældende indstiller sig til den statsvidenskabelige Examen,
fordeles Kjendelsen saaledes: 4 Kroner til Universitetets Kasse, 4 Kroner til
Dekanus, 4 Kroner til Notarius og 4 Kroner til Pedellerne til lige Deling.
Hvis den Paagjældende indstiller sig til den fuldstændige juridiske
14*
108
Universitetet 1889 1890.
Examen, fordeles Kjendelsen saaledes: 4 Kroner til Universitetets Kasse,
4 Kroner til Sognepræsten ved Trinitatis Kirke, 4 Kroner til Notarius og
4 Kroner til Pedellerne til lige Deling.
For at indstille sig til den fuldstændige juridiske eller den statsviden-
skabelige Embedsexamens 2den Del erlægges ingen Kjendelse.
Den, der, efterat have bestaaet den fuldstændige juridiske Examen,
indstiller sig til statsvidenskabelig Examens 2den Del eller omvendt, har at
erlægge en Kjendelse af 16 Kroner, der fordeles paa den ovenfor i Stykke
4 og 5 angivne Maade.
Naar den nuværende Sognepræst ved Trinitatis Kirke afgaaer, bliver
det at afgjøre, om de ham i visse Tilfælde tillagte 4 Kroner for Fremtiden
skulle tilfalde Dekanus.
§ 17.
Hvor ikke Andet i denne Anordning er bestemt, har det fremdeles sit
Forblivende ved de hidtil gjældende almindelige Regler for Embedsexamina
og de særlige Regler for de under det rets- og statsvidenskabelige Fakultet
hørende Examina.
§ 18.
Den juridiske Examen for Ustuderede afholdes i sin hidtilværende Skik-
kelse sidste Gang i Sommeren 1891, den fuldstændige juridiske Embeds-
examen i sin hidtilværende Skikkelse sidste Gang i Vinteren 1891—92 og
den statsvidenskabelige Examen i sin hidtilværende Skikkelse sidste Gang i
Sommeren 1892.
Dog kunne Kandidater og Examinander, der enten inden disse Frister
have bestaaet de nævnte Examina uden at opnaa Karakteren Laudabilis eller
Bekvem, eller som ved Sygdom eller lignende Forhold have været hindrede
i at underkaste sig de nævnte Examina, af Ministeriet for Kirke- og Under-
visningsvæsenet erholde Tilladelse til at indstille sig til disse indtil et Aar
efter de angivne Frister.
I den af de statsvidenskabclige Professorer afgivne Erklæring af 24de
Januar 1890 (se foran Side 101) udtaltes, at man var enig i, at den Tanke,
at den juridiske Fællesprøve skulde være en Del af den statsvidenskabelige
Examen ligesom af den juridiske Examen, vilde afgive et heldigt Grundlag
for den fremtidige Ordning. Man havde da tænkt sig, at Alle, der vilde under-
kaste sig den statsvidenskabelige Examen, først skulde have bestaaet den
juridiske Fællesprøve, og den statsvidenskabelige Prøve maatte derefter
forandres saaledes, at den blev gjort saameget lettere, at den i Vanske-
lighed i hvert Fald ikke komme til at overgaa den foreslaaede fuldstændige
juridiske Embedsexamen og helst blev noget lettere.
Først maatte selvfølgelig de juridiske Fag bortfalde, som bleve indbe-
fattede under den juridiske Fællesprøve, men dernæst vilde man linde det
rigtigst at lade ogsaa følgende af de nuværende Fag bortfalde som saadanne:
1. politisk Historie, 2. statsvidenskabelig Encyclopædi, 3. almindelig Statsret,
4. sammenlignende Statistik og 5. Statistikens Theori. Disse Fag stode
for en Del i en noget fjernere Forbindelse med det egenlige statsviden-
skabelige Studium, medens de Dele af dem, der maatte ansees for nødvendige
Forelæsning-er, Øvelser og Examina.
100
for Studiet, paa en let og naturlig Maade kunde knyttes til og meddeles
under andre Fag, navnlig til Nationaløkonomien og Statistiken.
Allerede ved de nævnte Fags Bortfalden mente man, at der vilde opnaaes
en ikke ringe Lettelse i Examen, og en yderligere Lettelse vilde der kunne
opnaaes ved, at den skriftlige Prøve i »Danmarks Statistik« bortfaldt, og ved
at der under den mundtlige Examination i dette Fag forlangtes mindre
omfattende Kjendskab til Statistikens Talstørrelser. Paa den anden Side
maatte dette Fag udvides noget, idet man under det maatte inddrage Grund-
trækkene af Statistikens Theori og nogle Hovedpunkter af den sammen-
lignende Statistik.
Naar statsvidenskabelig Encyclopædi og almindelig Statsret bortfaldt,
vilde det være nødvendigt, at endel af hvad der hidtil var bleven læst i
disse Fag blev inddraget under Nationaløkonomien; men herved vilde der
fremkomme den Ulempe, at dette F'ag blev vel stort til at forblive ét
Examinationsfag. Til Gjengjæld vilde det meget godt kunne lade sig gjøre
at indskrænke Fordringerne i det andet nationaløkonomiske Hovedfag:
Finansvidenskab, og man troede derfor, at det, efter den Maade, hvorpaa de
nationaløkonomiske Fag havde udviklet sig i den sidste Menneskealder, vilde
være baade theoretisk mere korrekt og tillige en mere praktisk Ordning for
Studeringerne, om man opgav Sondringen mellem de to F'ag: National-
økonomien og Finansvidenskab og istedet derfor lagde Adskillelsen mellem
Nationaløkonomiens Theori og Nationaløkonomiens Praxis eller, som man
kunde kalde den — i Lighed med, hvad der var almindeligt i Udlandet —
»Nationaløkonomiens Politik«. Man vilde da faae to Hovedfag, nemlig
Nationaløkonomiens Theori, under hvilken tillige hørte Hovedpunkterne af
Sociologien og Nationaløkonomiens Historie, og som andet Hovedfag National-
økonomiens Politik, under hvilket der, foruden hvad der nu doceredes under
denne Benævnelse, tillige skulde indbefattes Faget Finansvidenskab i en
noget forkortet Skikkelse.
I dansk Statsret maatte der til statsvidenskabelig Examen kræves
Kundskab i samme Omfang som til juridisk Examen. Det Samme maatte
gjælde om Bifaget Folkeret.
Efter disse Forslag vilde statsvidenskabelig Examen komme til at om-
fatte følgende Fag: 4 Hovedfag, nemlig: 1. dansk Statsret, 2. Statistik,
3. Nationaløkonomiens Theori og 4. Nationaløkonomiens Politik samt 1
Bifag: Folkeret. I dansk Statsret som i de to nationaløkonomiske Fag
maatte der kræves skriftlig Besvarelse af Examensopgaver.
Den statsvidenskabelige Examen vilde saalede& faae netop det samme
Karaktertal som anden Del af juridisk Examen (4 dobbelte og l enkelt
Karakter imod 3 dobbelte og 3 enkelte Karakterer).
Adgang til at underkaste sig den statsvidenskabelige Examen maatte
Enhver have, der foruden at opfylde de Betingelser, der nu udkrævedes,
tillige havde bestaaet den juridiske Fællesprøve, og man ansaae det med
Hensyn til denne sidste Betingelse ikke for heldigt at sætte nogen Tids-
grænse, inden hvilken man efterat have bestaaet den juridiske Fællesprøve
skulde indstille sig til den statsvidenskabelige Examen. Skjønt man nemlig
vel maatte anse det for heldigt, om Studiet af de statsvidenskabelige Fag
110
Universitetet 1889—
-1890.
kom til at gaa jevnsides med Studiet af de juridiske, var dette dog ingen-
lunde nødvendigt, og det ansaaes derfor ikke for rigtigt at fremtvinge et
saadant samtidigt Studium for dem, som først bestemte sig til at tage stats-
videnskabelig Examen, efterat have taget Fællesprøven. I hvert Fald vilde
en Tidsgrænse af 1 Aar, saaledes som foreslaaet ved de juridiske Examiner,
være altfor kort; hvis man vilde fastholde en Tidsbegrænsning, burde den
ikke være kortere end 2 Aar.
Som Overgangsbestemmelse burde der tilføjes, at Enhver, der havde
bestaaet den nuværende statsvidenskabelige Examen, havde Eet til at under-
kaste sig den juridiske Fællesprøve og derved opnaa de samme Rettigheder
som ved den fremtidige statsvidenskabelige Examen. Adskilligt kunde maaske
ogsaa tale for, at alle de nuværende statsvidenskabelige Studerende, hvorved
man forstod dem, hvis Navne fandtes paategnede Forelæsningslisterne for
de statsvidenskabelige Forelæsninger, iik Ret til at vælge, om de først
vilde underkaste sig den nye statsvidenskabelige Prøve og dernæst den
juridiske Fællesprøve, eller om de vilde følge den normale Yej først at
underkaste sig Fællesprøven.
Hvad endelig angik den Adgang til Ansættelse i Statsembeder, som burde
tilkomme dem, der havde underkastet sig den fremtidige juridiske Fællesprøve
og statsvidenskabelige Examen, da vilde man anse det for meget ønskeligt,
om saadan Adgang blev noget videre end den, som nu tilkom dem, der
havde taget den nuværende juridiske Examen for Ustuderede og den nuvæ-
rende statsvidenskabelige Examen. Man vilde saaledes finde det heldigt, om
den aabnede dem Adgang til at blive Overretssagførere. Men under alle
Omstændigheder maatte man anse det for rigtigt, at den udtrykkelig gav
Adgang til alle rent administrative Embeder udenfor Justitsministeriet, og
om det end maatte antages, at det i Henhold til Bekjendtgjørelse af 10de
August 1848 (Resolution af 29de Juli 1848, cfr. Resolution af 6te Juni
1851) var tilladt at ansætte statsvidenskabelige Kandidater som Amtmænd
og Stiftamtmænd, vilde man dog linde det rigtigt, at deres Adgang til disse
Embeder udtrykkelig anerkjendtes.
Professor Dr.phil. Holm udtalte i den af ham afgivne Erklæring ai 4de Maj
1890 (se foran S. 102), at naar det var blevet ønsket, at han ogsaa som den, der i
en lang Aarrække havde doceret politisk Historie for de statsvidenskabelige
Studerende og examineret i dette Fag ved Embedsexamen, skulde yttre sig
om det ham tilsendte Udkast til en Forandring af den statsvidenskabelige
Examen, skulde han først bemærke, at han kun opfattede denne Sag som
vedrørende ham, forsaavidt det var foreslaaet, at det nævnte Fag efter den
paatænkte nye Ordning ikke længere skulde høre med til det statsvidenskabelige
Studium ved Universitetet. Hvad denne foreslaaede Forandring angik, da
maatte det vistnok siges, at den nyere politiske Historie i sin Tid ikke uden
Grund blev optaget med som Fag ved den her omhandlede Examen, ikke
blot forsaavidt de, der vilde benytte statsvidenskabelig Dannelse som Grund-
lag for senere diplomatisk Virksomhed, her modtoge en for dem meget
nyttig Kundskab, men ogsaa naar man erindrede, i hvilken Grad den nyere
politiske Historie belyste de forskjellige nationaløkonomiske Principers Ind-
Ovdelse paa de internationale Forhold saavelsom paa den politiske og sociale
Forelæsninger, Øvelser og Examina.
111
Udvikling- i de enkelte Lande, ligesom den ogsaa indeholdt en Rigdom af
Exempler til Oplysning baade af almindelig Statsret og af Folkeret. Men
trods dette skulde han villig erkjende. at naar man for at gjennemføre en
Forandring, der af andre vigtige Grunde kunde ansees for ønskelig, mente
at maatte bortskjære i enkelte Retninger, hvad der bedst kunde fjernes, da
maatte den politiske Historie vistnok opfattes som et Fag, der bedre kunde
undværes end nogen af de andre Dicipliner, som hørte med til den stats-
videnskabelige Examen, og han skulde derfor afholde sig fra enhver Ind-
sigelse imod, at det for Fremtiden kom til at bortfalde.
Under 4de Juni 1890 indsendte Konsistorium med sin Anbefaling det
rets- og statsvidenskabelige Fakultets foranstaaende Forslag med Bilag til
Kirke- og Undervisningsministeriet, til hvilket Ministerium i Maj 1890 var
indkommet et Andragende fra Overretssagfører Busch, hvori denne i Henhold
til sine Erfaringer som mangeaarig Manuduktør for ustuderede Jurister ud-
talte sig mod den foreslaaede Skjærpelse af disse Kandidaters Examen,
blandt Andet under Henvisning til, at disse Jurister derved formentlig i
stort Omfang, ogsaa paa juridiske Kontorer, vilde blive afløste af Personer
uden nogen Examen, saaledes at de juridiske Kandidater vilde møde samme
Konkurrence som hidtil, ligesom han fremsatte den Indvending, at det for-
mentlig vilde være mindre konsekvent, at den foreslaaede juridiske Fælles-
prøve ikke skulde give Adgang til Stillingen som Overretssagfører, medens
denne fremdeles stod aaben for enhver juridisk Kandidat med anden
Karakter.
I Skrivelse af 19de August 1890 meddelte KirJce- og Undervisnings-
ministeriet de statsvidenskabelige Professorer, at det, eft.erat have mod-
taget fornævnte Furslag, i Erkjendelse af Sagens almindelige Betydning for
den civile Administration, havde tilskrevet Justitsministeriet, Indenrigs-
ministeriet og Finansministeriet, med Anmodning om at erholde disse Mi-
nisteriers Erklæringer over Sagen i det Hele og særligt med Hensyn til,
hvorvidt der maatte kunne opnaaes Enighed om at tilsikre de statsviden-
skabelige Kandidater en mere tilfredsstillende Udsigt til Embedsansættelser,
end der ved den hidtilværende Praxis var givet dem. Ifølge de statsviden-
skabelige Professorers Udtalelser maatte Ministeriet betragte deres Tilslut-
ning til fornævnte Forslag som betinget af, at der til Gjengjæld for den
foreslaaede Omdannelse af statsvidenskabelig Examen og den dermed for-
bundne betydelige Udvidelse af Examensfordringerne — hvorved Studietiden
formentlig vilde blive omtrent den samme som for det juridiske Examens-
studium — forskaffedes de statsvidenskabelige Kandidater en tilsvarende Ud-
videlse af deres Rettigheder. I denne Henseende havde Ministeriet særlig
lagt Vægt paa de statsvidenskabelige Professorers Udtalelser i Andragendet
af 13de December 1888 om, at den iøvrigt ringe Tilgang, som det stats-
videnskabelige Studium hidtil havde liavt, maatte tilskrives den Omstændig-
hed, at Examen betragtedes som lettere end den fuldstændige juridiske
Examen, og at den foreslaaede Optagelse af et større juridisk Element i
Studiet havde til Hensigt at sætte Kandidaterne istand til i større Omfang
at optage Konkurrencen med de juridiske Kandidater. Da denne sidste
Betragtning ogsaa var udtrykt i de senere fremkomne Udtalelser og i selve
112
Universitetet 1889—1890.
Forslaget, dog uden at der herved paa bestemt Maade var sikret de stats-
videnskabelige Kandidater nogen anden Udvidelse af deres Rettigheder end
Adgangen til at blive Underretssagførere, havde Ministeriet anseet det for
nødvendigt, forinden der foretoges Videre i Sagen, ved Forhandling med de
fornævnte Ministerier, at søge tilvejebragt saa betryggende Garantier som
muligt for, at Forslaget for den statsvidenskabelige Examens Vedkommende
kunde komme til at svare til sin Hensigt.
Efterat Ministeriet havde modtaget Svarskrivelser fra Indenrigsministe-
riet og Finansministeriet, maatte det imidlertid betragte det som givet, at
der ikke ved Forslaget vilde kunne opnaaes de tilsigtede Fordele for de
statsvidenskabelige Kandidater, idet intet af de tvende Ministerier havde
villet afgive Tilsagn om i større Omfang end hidtil at anvende disse Kan-
didater i Statstjenesten, og Indenrigsministeriet endog temmelig bestemt
havde udtalt sig imod at give dem lige Adgang med juridiske Kandidater
til Ansættelse i selve Ministeriet. Under disse Omstændigheder kunde
Kirke- og Undervisningsministeriet ikke andet end linde det højst sandsyn-
ligt, at den af de statsvidenskabelige Professorer udtalte Frygt for, at Til-
gangen til Studiet under visse Forudsætninger helt kunde standse, vilde
blive til Virkelighed som Følge af den foreslaaede Omordning af Examen,
saameget mere som Fakultetets Forslag ved Delingen af den juridiske Examen
tilsigtede en Lettelse af denne, hvad Tilegnelsen af Stofmassen angik.
I Henhold til disse Betragtninger havde Ministeriet anseet det for rettest
at give de statsvidenskabelige Professorer Lejlighed til paany at tage Sagen
under Overvejelse, idet Ministeriet ikke fandt det nødvendigt at afvente
Justitsministeriets Betænkning, da Skrivelserne fra de fornævnte tvende
Ministerier formentlig vare tilstrækkelige til at belyse det omhandlede
Spørgsmaal, og Ministeriet udbad sig derfor de statsvidenskabelige Profes-
sorers nærmere Udtalelse i Sagen.
Under 12te September 1890 udtalte de statsvidenskabelige Professorer
i Skrivelse til Kirke- og Undervisningsministeriet, at det ganske forholdt
sig, som af Ministeriet forudsat, at deres Tilslutning til den foreslaaede
Reform var baseret paa Forventningen om, at der derved vilde aabnes de
statsvidenskabelige Kandidater en betydelig videre Adgang til Embeder og
selvstændige Virksomheder end hidtil, og at de, naar denne Forudsætning bri-
stede, maatte anse det for betænkeligt at skjærpe den statsvidenskabelige
Examen, saaledes som foreslaaet. De havde troet at turde gaa ud fra, at
det vilde blive erkjendt, at de statsvidenskabelige Kandidater efter den
foreslaaede Reform, der vilde skaffe dem ganske samme Uddannelse i den
gjældende danske Ret, som de juridiske Kandidater, og derhos tillige det for
Administrationen efter deres Overbevisning uundværlige Kjendskab til
Nationaløkonomi, Finansvidenskab og Danmarks Statistik, som disse ganske
savnede, i fortrinligere Grad end disse vilde være skikkede til administrativ
Virksomhed, og at der derfor vilde blive indrømmet dem, om ikke udeluk-
kende, saa i alt Fald en fortrinlig Adgang til alle egentlig administrative
Embeder, navnlig altsaa til selve Ministerierne, med Undtagelse af Justits-
ministeriet, samt til Amtmands-, Borgmester- og Amtforvalterembeder. Naar
nu særlig Indenrigsministeriet formente, at Adgang til de sidstnævnte Em-
Forelæsninger, Øvelser og Exainina,,
113
beder ikke vilde aabne tilstrækkeligt Avancement ud fra Ministerierne,
maatte det muligt erkjendes, at en saadan Frygt kunde vise sig begrundet,
saafremt der ikke tillige aabnedes de statsvidenskabelige Kandidater Adgang
til de saakaldte Underdommerembeder, der i Virkeligheden under den nu-
værende Ordning fuldt saa meget havde en administrativ som en dømmende
Virksomhed. Man havde været af den Formening, at det efter Gjennem-
førelsen af den foreslaaede Examensreform vilde være naturligt, at der for-
beholdtes de juridiske Kandidater en udelukkende Adgang til Justitsministe-
riet, de kollegiale Retter samt Højesteret og eventuelt tillige Overretssag-
førerstillingerne, medens der gaves de statsvidenskabelige Kandidater en for-
trinlig Adgang til de andre Ministerier og de disse underlagte Embeder af
juridisk Natur, og at der endelig gaves begge Klasser af Kandidater lige Adgang
til Underdommerembeder og Underretssagførerstillinger. Dersom man da
nu, fordi dette Sidste ikke kunde opnaaes, heller ikke vilde indrømme dem
en fortrinlig Adgang til den anden Klasse af Embeder, ja, som det syntes,
end ikke en lige Adgang med de juridiske Kandidater hertil, skjønnede de
statsvidenskabelige Professorer ikke, at der vilde være Anledning til at
fastholde den foreslaaede betydelige Skjærpelse af den statsvidenskabelige
Examen. Under disse Omstændigheder burde det imidlertid efter deres
Formening blive Gjenstand for Overvejeise, om der ikke ved nogle mindre
betydelige Forandringer i den nugjældende Studieplan for det statsviden-
skabelige Studium med tilhørende Examen kunde forskaffes de statsviden-
skabelige Kandidater Adgang til Stillinger og Virksomheder, som nu vare
lukkede for dem, navnlig Sagførervirksomheden. De statsvidenskabelige
Professorer udbad sig derfor den fornødne Tid til i Forening med deres
juridiske Kolleger at gjøre dette Spørgsmaal til Gjenstand for en omhygge-
lig Overvejelse.
Kirke- og Undervisningsministeriet indstillede derefter under 23de Sep-
tember 1890 det nedenfor trykte Forslag til allerhøjeste Stadfæstelse.
I sin Indstilling bemærkede Ministeriet, at der, efter de gjældende
Bestemmelser for de juridiske Examiner, nemlig den fuldstændige juridiske
Embedsexamen og den juridiske Examen for Ustuderede, som indeholdtes i
Forordningerne af 26de Januar 1821 og 30te December 1839 samt Anord-
ningen af 30te Juni 1871, efter det rets- og statsvidenskabelige Fakul-
tets Betragtning stilledes for store Fordringer ved den førstnævnte Examen
i Henseende til Hukommelsesarbejdet og til Gjengjæld for lave Fordringer
til de ustuderede Jurister, selv i Betragtning af disse Kandidaters mere be-
grænsede Rettigheder. Disse Mangler i Ordningen søgtes nu afhjulpne ved,
at den nuværende Examen for de ustuderede Jurister omdannedes til en
juridisk Fællesprøve, som omfattede de samme Fag og i formel Henseende
var ordnet paa samme Maade som den hidtil bestaaende Examen, navnlig
ogsaa saaledes, at Betingelserne for Adgangen til denne og de til Examen
knyttede Rettigheder forbleve uforandrede. Forandringen bestod i, at Prøven
sattes i Forbindelse med og underkastedes lignende Regler for Bedømmelsen
som for den fuldstændige juridiske Examen. Denne vilde efter Forslaget
falde i tvende Afdelinger, nemlig den nævnte juridiske Fællesprøve og en
Universitets Aarbog.
15
114
Universitetet 1889—1890.
anden Afdeling, der indbefattede de Fag, som hidtil fordredes ved den fuld-
stændige juridiske Examen, men ikke ved den juridiske Examen for Ustu-
derede, og tillige som nye Bifag Folkeret og Søret.
Betydningen af dette Forslag bestod paa den ene Side deri, at alle
Jurister, baade med og uden akademisk Dannelse, vilde komme til at under-
kaste sig den juridiske Fællesprøve, der var anordnet i ydre Overensstem-
melse med den nuværende Examen for Ustuderede. Derimod var det et
Hovedpunkt i Forslaget, som i dets § 2 udtalt, at Bedømmelsen af de
skriftlige og mundtlige Præstationer skulde ske i Overensstemmelse med
de for den fuldstændige juridiske Examen hidtil fulgte Regler. Der vilde
følgelig af de ustuderede Jurister blive fordret den samme videnskabelige
Tilegnelse og Behandlingsmaade af Examensstoffet, som af deres akademisk
uddannede Kolleger. En saadan Fordring vilde ikke kunne gjennemføres
uden ved Fællesskab i Examinationen af de to Klasser af Jurister.
Idet Forslaget saaledes lod den bestaaende Examen for ustuderede
Jurister forblive bestaaende, med den nævnte Skjærpelse i Examensfordrin-
gernes indre Kvalitet, skete dette med fuld Bevidsthed om, at den nævnte
Klasse af Jurister, der hidtil væsentlig var fremgaaet af de mindre bemid-
lede Befolkningslag, fremtidig vilde blive indskrænket i overordentlig høj
Grad, saavidt det var muligt at slutte fra de erfaringsmæssig tilstede-
værende Forhold. Studietiden vilde uundgaaelig blive betydelig forlænget
og det turde antages, at de bedst begavede Examinander, som paa Grundlag
af almindelig Forberedelsesexamen hidtil i Regelen havde maattet anvende
2 Aar paa Forberedelsen til Examen, vilde blive nødte til at anvende 3—4
Aar derpaa. Det var derfor sandsynligt, at de allerfleste unge Mænd, der
ønskede at uddanne sig for den juridiske Livsvej, vilde foretrække om muligt
at opnaa Afgangsexamen for Studerende for derefter at kunne forberede
sig til den fuldstændige juridiske Examen og erhverve de til denne knyttede
særlige Rettigheder, navnlig Adgangen til Embedsansættelser og de højere
Sagførerstillinger. De Ulemper, som denne betydelige og i mange sociale
og administrative Forhold indgribende Forandring af Examensreglerne mulig
kunde fremkalde, kunde Ministeriet dog kun tillægge en underordnet Be-
tydning i Sammenligning med, hvad der vilde vindes derved, efter de af
Fakultetet fremsatte Betragtninger. Det vilde være af væsentlig Betydning
for de Stillinger, navnlig som Underretssagførere, hvortil de ustuderede Ju-
rister havde Adgang, at Indehaverne af disse vare udrustede med en virke-
lig juridisk Indsigt, hvorom der ikke kunde stilles Fordring under den nu-
værende Ordning. Det vilde tillige, hvad Universitetets særlige Interesser
angik, være et stort Gode for de examinerende Professorer, at den nuværende
overvættes store Tilgang til den juridiske Examen for Ustuderede begræn-
sedes, da Examinationen for Tiden optog altfor stor Tid for Fakultetets
Professorer i Forhold til deres øvrige Embedsgjerning. Endelig syntes der,
under den nuværende stærke Tilgang til den fuldstændige juridiske Examen
at være Grund til at indskrænke den Konkurrence, som de ustuderede Ju-
rister hidtil paa saamange Omraader havde beredt de juridiske Kandidater.
For de sidstnævnte Kandidaters Vedkommende gik Forslaget ud paa
at tilvejebringe en Lettelse, ikke ved nogen Begrænsning af Lærefagene,
Forelæsninger, Øvelser ng Examina.	115
men ved Examens Deling i to Afdelinger. Det var med utvivlsom Ret blevet
fremhævet af Fakultetet, at den juridiske Embedsexamen i sin nuværende
Skikkelse stillede altfor store Fordringer, hvad Tilegnelsen af det Stoflige
angik, og at den videnskabelige Forstaaelse af Faget led under den over-
drevne Anstrengelse af Hukommelsen. Det vilde i denne Henseende øjen-
synligt være af stor Betydning, at de Fag, der i Forhold til den egentlige
Kundskab om dansk Ret havde en mere accessorisk Karakter, afsondredes
som en særlig Del af Examen, saaledes at ikke det hele Lærestof behøvede
paa engang at være lært og indøvet af Kandidaten. Ved denne Ordning
opnaaedes tillige en heldig Tillempning efter de individuelle Forhold, idet
de Studerende, som begyndte med at forberede sig til den fuldstændige
Examen, men som under Studiet følte sig ude af Stand til at tilegne sig
alle de forskjellige juridiske Fag, dog allerede ved at bestaa den juridiske
Fællesprøve, der indbefattede den danske Civilret, Proces og Strafferet,
kunde erhverve en afsluttende Examen med bestemte Rettigheder, uden
efter deres Fordannelse at føle sig forpligtede til at gaa videre. Fakultetet
havde særlig betonet denne Side af Sagen, nemlig forsaavidt som mange
Studenter, der efter deres Anlæg vilde være vel skikkede til at udfylde for-
skjellige praktiske Stillinger paa det juridiske Omraade, uden noget heldigt
Resultat spildte Kraft og Tid paa Forberedelsen til den fuldstændige
Embedsexamen.
Medens den for Examinander uden akademisk Dannelse tilgængelige
juridiske Fællesprøve kom til at omfatte de ovennævnte Fag, hvorved der
for de videregaaende juridiske Kandidaters Vedkommende ikke skete anden
Forandring, end at der i Proces gaves to Examenskarakterer, vilde den
anden Del af den fuldstændige juridiske Examen komme til at indbefatte
dansk Statsret, almindelig Retslære, Romerret og dansk Retshistorie, og
desuden endnu to Bifag, der før Anordningen af 1871 vare særlige Examens-
fag, nemlig Folkeret og Søret. Fakultetet havde herved bemærket, at
Folkeret maatte betragtes som et for den alsidige juridiske Dannelse uund-
værligt Fag, og ligesom Optagelsen af dette var uden videre Betydning i
Betragtning af den øvrige Lempelse af Examensordningen, vilde Søretten
ikke medføre nogen egentlig Udvidelse af Examensfordringerne. Der for-
dredes nemlig allerede under dansk Civilret Kjendskab til de søretlige
Regler, men det var særlig under vort Lands Forhold en naturlig Fordring,
at der ved Sørettens Stilling som særligt Fag lagdes en noget stærkere
Vægt paa Kjendskabet til disse Regler. For at Enheden i den fuldstændige
Examen ikke skulde brydes, var det foreslaaet, at den anden Del senest
maatte tages 1 Aar efter Fællesprøven, medens det paa den anden Side
som en selvfølgelig Regel var tilladt at underkaste sig begge Dele af Exa-
men paa engang.
Under Forhandlingerne med det rets- og statsvidenskabelige Fakultet
og Konsistorium var der tillige blevet stillet et Forslag om Omordning af
den statsvidenskabelige Examen, saaledes at denne, i Lighed med den fuld-
stændige juridiske Examen, skulde deles i to Afdelinger, bestaaende i den
her omhandlede juridiske Fællesprøve og en afsluttende Prøve i de særlige
statsvidenskabelige Fag. Den hermed følgende Udvidelse af den nævnte
116
Universitetet 1H89 —1890.
Examen ved Optagelse af et større juridisk Stof var imidlertid efter Fakul-
tetets Tanke betinget af, at der kunde aabnes de statsvidenskabelige Kan-
didater en videre Adgang end hidtil til forskjellige Embedsstillinger og
andre juridiske Hverv, og da der ikke for Ministeriet havde viist sig Udsigt
til at søge en saadan Forandring i de faktisk bestaaende Forhold gjennem-
ført, havde man i Enighed med de vedkommende Professorer ladet den Del
af Fakultetets samlede Forslag, som angik den statsvidenskabelige Examen,
bero til senere Overvejelser.
Ved de foreslaaede Overgangsbestemmelser var der efter Ministeriets
Skjøn taget de videst mulige Hensyn til alle Billighedskrav.
Under 26de September 1890 blev der derpaa udstedt følgende kongelige
Anordning
om
Indretningen af de juridiske Examiner ved Universitetets
rets- og statsvidenskabelige Fakultet.
§ 1.
Ved Universitetets rets- og statsvidenskabelige Fakultet afholdes føl-
gende tvende juridiske Examiner:
I. Den juridiske Fællesprøve.
II. Den fuldstændige juridiske Embedsexamen.
I.
Den juridiske Fællesprøve.
§ 2.
To Gange om Aaret afholdes en Prøve i dansk Civilret, Strafferet og
Proces. Denne Prøve er dels Bestanddel af den fuldstændige juridiske
Embedsexamen, dels har den Betydning som afsluttet Examen efter de om
den juridiske Examen for Ustuderede gjældende Regler. Dog bliver Maale-
stokken for Fordringerne i alle Tilfælde bestemt ved Hensyn til den fuld-
stændige juridiske Embedsexamen.
Til denne juridiske Fællesprøve kunne indstille sig saavel de, som
have Adgang til at indstille sig til den fuldstændige juridiske Embedsexamen,
som de, der have Adgang til at indstille sig til den juridiske Examen for
Ustuderede.
De, der have bestaaet denne Prøve, betegnes som examinati juris og
have Adgang til de juridiske Stillinger, hvortil den juridiske Examen for
Ustuderede giver Adgang.
§ 3.
Den i § 2 ommeldte juridiske Fællesprøve har en skriftlig og en
mundtlig Del.
Ved den skriftlige Prøve gives Opgaver i Civilrettens første Afdeling,
Civilrettens anden Afdeling, Strafferet, Processens første Afdeling og Pro-
cessens anden Afdeling. Til hver Opgave indrømmes en Tid af 3 Timer.
Forelæsninger, Øvelser og Examina.
llV-
Den mundtlige Prøve, til hvilken Vedkommende stedes, forsaavidt de
ved Bedømmelsen af de skriftlige Opgaver ere fundne tilstrækkelig forbe-
redte og modne, omfatter Civilret I, Civilret II, Strafferet, Proces I og
Proces II.
§ 4.
Karakteren for hvert Fag bestemmes efter en samlet Bedømmelse af
den skriftlige og mundtlige Besvarelse.
Karaktererne betegnes med følgende latinske og danske Betegnelser:
Laudabilis præ ceteris = Særdeles godt.
Laudabilis	= Godt.
Haud illaudabilis = Temmelig godt.
Non contemnendus = Maadelig.
De latinske Betegnelser bruges, naar Vidnesbyrdet angaaer en Examen,
i hvilken Prøven blot er Bestanddel, de danske, naar det angaaer Prøven
som afsluttet Examen. Den Hovedkarakter, som i sidste Tilfælde bliver at
beregne, betegnes med de hidtil ved juridisk Examen for Ustuderede brugte
Betegnelser.
11.
Den fuldstændige juridiske Embedsexamen.
§ 5.
Den fuldstændige juridiske Embedsexamen bestaaer af 2 Dele, af
hvilke den første er den under I. ommeldte juridiske Fællesprøve, den anden
en Prøve i almindelig Retslære, Romerret, dansk Statsret, Søret, dansk-
Retshistorie og Folkeret.
Den nævnte anden Del af Examen afholdes to Gange om Aaret i de
samme Tidsrum som Fællesprøven.
Det er tilladt enten at underkaste sig begge denne Examens Dele
paa engang eller at tage den sidstnævnte Del efter den førstnævnte. Dog
kan den anden Del ikke tages senere end 1 Aar, efterat den første Del er
bestaaet, medmindre der af særegne Grunde er givet Dispensation herfra
af Fakultetet.
Betingelserne for at indstille sig til den fuldstændige juridiske Em-
bedsexamen forblive uforandrede.
Den, der har bestaaet den fuldstændige juridiske Embedsexamen,
betegnes som candidatus juris og har som saadan udelukkende Adgang til
de juridiske Stillinger, for hvilke den fuldstændige juridiske Embedsexamen
efter de til enhver Tid bestaaende Regler er nødvendig Betingelse.
Fremdeles giver den fuldstændige juridiske Embedsexamen Adgang til
at erhverve akademiske Grader, overensstemmende med de hidtil gjældende
Regler.
Den, der har bestaaet den fuldstændige juridiske Examens første Del,
kan fremdeles nyde de til Fremme af Embedsstudier bestemte Stipendier,
som maatte være ham tilstaaede, forsaavidt han fyldestgjør de gjældende
Forskrifter angaaende Bevis for Flid i Embedsstudiet.
§ 6.
Den fuldstændige juridiske Examens 2den Del bestaaer af en skriftlig
118
Universitetet 1889 —1890.
og mundtlig Prøve. Yed den skriftlige Prøve gives Opgaver i den almin-
delige Retslære, Romerret og dansk Statsret. Til hver Opgave indrømmes
en Tid af 3 Timer.
Den mundtlige Prøve, til hvilken Vedkommende stedes, forsaavidt de
ved Bedømmelsen af de skriftlige Opgaver ere fundne tilstrækkelig forberedte
og modne, omfatter almindelig Retslære, Romerret, dansk Statsret, Søret,
dansk Retshistorie og Folkeret.
§ 7.
1 almindelig Retslære, Romerret og dansk Statsret bestemmes Karak-
teren for hvert Fag efter en samlet Bedømmelse af de skriftlige og mundt-
lige Besvarelser. I Søret, dansk Retshistorie og Folkeret gives Karakteren
efter den mundtlige Besvarelse alene. Yed Hovedkarakterens Beregning
betragtes Søret, dansk Retshistorie og Folkeret som Bifag.
Karaktererne betegnes som hidtil ved den fuldstændige juridiske
Embedsexamen.
Hovedkarakteren for bestaaet fuldstændig juridisk Embedsexamen be-
regnes paa Grundlag af de ved begge Examens to Dele erholdte Special-
karakterer.
ni.
Almindelige- og Overgangs-Bestemmelser.
§ 8.
Den ved nærværende Anordning indrettede juridiske Fællesprøve af-
holdes første Gang i Vinteren 1891—92.
Til samme Tid afholdes første Gang den fuldstændige juridiske
Examens 2den Del for dem, der maatte ville underkaste sig samme sam-
tidig med Fællesprøven.
§ 9.
I Henseende til Adgangen til at tage den juridiske Fællesprøve om,
bliver den i Bekjendtgjørelse af 18de Maj 1847 indeholdte almindelige Regel
om Universitetets Embedsexaminer at anvende, saaledes at Ingen, der enten
har fuldendt eller paabegyndt Prøven, uden særlig opnaaet Dispensation kan
indstille sig til den paany før efter et Aars Forløb.
Den, der har taget den fuldstændige juridiske Embedsexamen, kan
ikke paany indstille sig til denne Examens 2den Del alene, men maa, hvis
han ønsker at tage Examen om, paany aflægge den hele Prøve paa engang
eller delt efter Reglerne i § 5.
§ 10.
Den, der vil underkaste sig den fuldstændige juridiske Examen efter
at have bestaaet den statsvidenskabelige Examen, er berettiget til at over-
føre sine ved den sidstnævnte Examen erholdte Karakterer i dansk Statsret
og Folkeret.
§ 11.
De juridiske Censorer medvirke efter de hidtil gjældende Regler ved
den juridiske Fællesprøve og ved den fuldstændige juridiske Examens
2den Del.
Porelæsning-er, Øvelser og Examina,
119
§ 12.
Den, der indstiller sig til den juridiske Fællesprøve, liar at erlægge
en Kjendelse af 16 Kroner. De 16 Kroner, som erlægges af Examinander,
der ikke have Betingelserne for at indstille sig til den fuldstændige juridiske
Examen, fordeles efter de hidtil ved den juridiske Examen for Ustuderede
gjældende Regler.
De 16 Kroner, som erlægges af dem, der have Betingelserne for at
indstille sig til den fuldstændige juridiske Examen, fordeles først, naar
Vedkommende indstiller sig til 2den Del af denne Examen, eller naar den
Frist er forløben, inden hvilken den anden Del maa tages. I sidste Fald
fordeles Kjendelsen efter samme Regler som ved den juridiske Examen for
Ustuderede.
Hvis den Paagjældende indstiller sig til den fuldstændige juridiske
Examen, fordeles Kjendelsen saaledes: 4 Kroner til Universitetets Kasse,
4 Kroner til Sognepræsten ved Trinitatis Kirke, 4 Kroner til Notarius og
4 Kroner til Pedellerne til lige Deling.
For at indstille sig til den fuldstændige juridiske Examens 2den Del
erlægges ingen Kjendelse.
Naar den nuværende Sognepræst ved Trinitatis Kirke afgaaer, bliver
det at afgjøre, om de ham i visse Tilfælde tillagte 4 Kroner for Fremtiden
skulle tilfalde Dekanus.
§ 13-
Hvor ikke Andet i denne Anordning er bestemt, har det fremdeles
sit Forblivende ved de hidtil gjældende almindelige Regler for Embeds-
examiner og de særlige Regler for de under det rets- og statsvidenskabelige
Fakultet hørende Examiner.
§ 14.
Den juridiske Examen for Ustuderede afholdes i sin hidtilværende
Skikkelse sidste Gang i Sommeren 1893, den fuldstændige juridiske
Embedsexamen i sin hidtilværende Skikkelse sidste Gang i Vinteren 1891
—92.
Dog kunne Kandidater og Examinander, der euten inden disse Frister
liave bestaaet de nævnte Examiner uden at opnaa Karakteren Laudabilis
eller Bekvem, eller som ved Sygdom eller lignende Forhold have været
lundrede i at underkaste sig de nævnte Examiner, af Ministeriet for Kirke-
og Undervisningsvæsenet erholde Tilladelse til at indstille sig til disse indtil
et Aar efter de angivne Frister.
§ 15.
Kirke- og Undervisningsministeriet bemyndiges til at træffe de Be-
stemmelser, der iøvrigt maatte være nødvendige til Gjennemførelsen af denne
Anordning, specielt til efter Forslag fra det rets- og statsvidenskabelige
Fakultet at fastsætte de fornødne Bestemmelser om Beregningen af Hoved-
karaktererne ved de omhandlede Examiner.
■:iK
$$!}
"il
120
Universitetet 1889—1890.
I
II;
ilife
i;:
#1
#
11

:ii
II
, te-
699!
IW1
»
RI1
■
|B S||*
Ved Skrivelse af 6te Oktober 1890 anmodede Kirke- og Undervisnings-
ministeriet, ved at tilstille Konsistorium et Antal Exemplarer af foranstaaende
Anordning, dette om at foranledige, at der, i Medfør af Anordningens § 15,
fra det rets- og statsvidenskabelige Fakultet blev indgivet Forslag om Be-
regningen af Hovedkaraktererne ved de i Anordningen nævnte Examiner.
Ministeriet bad derhos tilkjendegivet Fakultetet, at Ministeriet betragtede
det som en nødvendig Følge af de om den juridiske Fællesprøve fastsatte
Regler, at Alle, der forberedte sig til denne Prøve, uden Hensyn til, om
de opfyldte Betingelserne for at underkaste sig den fuldstændige juridiske
Embedsexamen eller ikke, stilledes paa lige Fod under deres Universitets-
studium, og da det ikke kunde finde det rigtigt eller i det Hele gjennemførligt
at skjelne mellem dem, der attraaede at underkaste sig den hidtil gjældende
Examen for Ustuderede, og dem, der vilde indstille sig til den juridiske
Fællesprøve, vilde Ministeriet have fastsat, at der gaves samtlige ustuderede
Jurister lige Adgang med deres akademisk uddannede Kolleger til Forelæs-
ninger og skriftlige Øvelser under det rets- og statsvidenskabelige Fakultet.
Efterat Konsistorium under 7de s. M. havde meddelt Fakultetet Mini-
steriets fornævnte Skrivelse, modtog Konsistorium under 21de November s. A.
nedenstaaende af Professor, Dr. juris Torp udarbejdede og af Fakultetet
tiltraadte Forslag til Beregning af Hovedkaraktererne ved fornævnte Examiner
(se Side 122).
I de Forslaget ledsagende Bemærkninger udtalte Professor Torp, at
Beregningen — som under Voteringen vedtaget — var bragt saavidt muligt
i Overensstemmelse ikke blot med Reglerne af 1871 og 1884, men ogsaa
med Reglerne af 1840. Til de forskjellige Afsnit bemærkedes Følgende:
Ad I. Efter de i Anordningens § 4, sidste Punktum, brugte Udtryk
maatte det ansees som givet, at der, ligesom hidtil ved juridisk Examen for
Ustuderede, kun skulde kunne gives 2 Hovedkarakterer, nemlig ingen Ka-
rakter svarende til Laudabilis et quidem egregie og til Non contemnendus
ved den fuldstændige juridiske Examen.
Da Fagenes Antal her var det samme som nu ved juridisk Examen
for Ustuderede, nemlig 5 Hovedfag, og idet det forudsattes, at Special-
karaktererne beholdt samme Yærdi som hidtil, nemlig:
Laudabilis præ ceteris = Særdeles godt........ 16,
Laudabilis	= Godt................ 14,
Haud illaudabilis = Temmelig godt . ..... 10,
Non contemnendus = Maadelig ............ 2,
blev Resultatet, at der, som hidtil ved juridisk Examen for Ustuderede,
maatte kræves til Hovedkarakteren »Bekvem« 62 Points og til Hovedkarak-
teren »Ej ubekvem« 34 Points, hvorhos den, der ikke opnaaede mindst
34 Points, saavelsom den, der i et Fag fik Nul, ansaaes for umoden, jfr.
Universitetets Retsregler I. §§ 222 og 335.
Ad II. Her forudsattes anvendt de samme 4 Hovedkarakterer som
hidtil ved den fuldstændige juridiske Embedsexamen samt samme Yærdi for
Specialkaraktererne, saaledes at Karaktererne i Bifagene havde halv Yærdi
mod Hovedfagene. Med Hensyn til den Virkning, der tillagdes Nul hen-
holdsvis i et Hovedfag eller i et eller flere Bifag, vare i Henhold til det af
Porelæsning-er, øvelser og- Ésamina.
121
Fakultetet herom Vedtagne de ved Bekjendtgj. af 19de Juni 1884 for stats-
videnskabelig Examen fastslaaede Regler lagte til Grund, hvorhos Nul i et
Bifag, som hidtil, havde en Virkning af -s- 7.
Den bestaaende Examen havde 7 Hovedfag og 1 Bifag = 7lk fulde
Karakterer, den nye Examen 8 Hovedfag og 3 Bifag = 91/« fulde Karak-
terer.
Til Hovedkarakteren Laudabilis et quidem egregie udfordredes nu 114
Points == 4Va Laud præ ceteris og 3 Laudabilis.
Ligningen, hvorved det udfandtes, hvormange Præ'er der nu skulde
til, blev da
x	41/2 3/ rir	281/2 57/	j— 7 /
91/2 — 7i/2 = 3/$; følgelig x = -g- = 57/io = 57/io,
hvilket afrundet til det nærmeste Antal (halve) Karakterer gav til Resultat:
51/? Laudabilis præ ceteris og 4 Laudabilis = 144 Points. Resultatets Rig-
tighed prøvedes ved følgende Reguladetri:
772—114—9V2; 9V2 . 114 = 1083; l^3 = = 1442/5,
/ 2	15
altsaa paa det Nærmeste det ad anden Vej vundne Resultat.
Da imidlertid Reglerne af 1884 vare fremkomne ved en lignende Be-
regning, hvor man for at faae et helt Tal havde afrundet nedad, altsaa
bortkastet Brøken, og da den nuværende Examen havde samme Antal
Specialkarakterer som Examen før 1871, var det det mest Konservative her
at gjøre samme Bevægelse tilbage og afrunde opefter, hvorefter der, ligesom
før 1871, krævedes 145 Points, altsaa 6 Laudabilis præ ceteris og 3llt Lau-
dabilis.
Ved en aldeles tilsvarende Beregning udfandtes, at der til Hoved-
karakteren Laudabilis skulde kræves 57/io Laudabilis og 38/io Haud illau-
dabilis eller, hvis der regnedes efter Pointsantallet, 1174/&. Den samme
Grund, som foran anført, førte imidlertid til ogsaa her at afrunde opefter
og kræve 6 Laudabilis og 31/2 Haud illaudabilis = 119 Points, hvilket
stemmede med de før 1871 gjældende Regler.
Ved Hovedkarakteren Haud illaudabilis gave tilsvarende Beregninger
til Resultat, at der maatte kræves 76/io Haud illaudabilis og l9/io Non con-
temnendus eller, hvis der regnedes efter Points, 794/s. Men da man ved
Beregningen af denne Karakter i 1871 var gaaet den modsatte Vej som i
de ovennævnte 2 Tilfælde, nemlig havde rundet af opefter, var det naturligt
her at runde af nedefter, hvorved Pointsantallet ligesom før 1871 blev 79 —
7x/2 Haud illaudabilis og 2 Non contemnendus.
Ved Hovedkarakteren Non contemnendus endelig vilde tilsvarende Be-
regninger føre til at kræve l9/io Haud illaudabilis og 7610 Non contemnendus
eller, beregnet efter Pointsantallet, 341 5. Dette Resultat kunde imidlertid
umuligt fastholdes. Den, der ikke havde 34 Points til Fællesprøven, reji-
ceredes; saa kunde 35 fornuftigvis ikke være nok til hele Examen. Det
Mindste, der maatte kræves, syntes at være 34 + Non contemnendus i alle
Fag ved Examens anden Del 0: 43 Points. Denne Skjærpelse havde heller
ikke nogensomlielst Betænkelighed.
Forslaget vilde herefter føre til ved alle Hovedkarakterer, undtagen
Universitets Aarbog	] ^
122
Universitetet 1889
1890.
Non contemnendus at kræve det samme Pointsantal, som det i Fakultetets
Regler af 24de April 1840 fordrede, hvilket ogsaa stemmede med, at Antallet
af falde Karakterer (9V2) var det samme efter Anordning af 26de September
1890 som efter Reglerne af 1840.
Konsistorium indsendte under 5te December 1890 fornævnte Forslag,
der uforandret antoges af Ministeriet, idet dette ved Skrivelse af 23de s. M.
meddelte, at det i Henhold til § 15 i kgl. Anordn, om Indretningen af de
juridiske Examina ved det rets- og statsvidenskabelige Fakultet af 26de
September 1890 vilde have fastsat følgende
Hegler for Karakterberegningen ved den ved Anord. af 26de September 1890
indførte juridiske F ællesprøve og den fuldstændige juridiske Enibedsexamen.
I. Ved den juridiske Fællesprøve.
Specialkaraktererne, som kunne gives, ere følgende, og der er tillagt
dem efterstaaende Talværdier:
Laudabilis præ ceteris = Særdeles godt — 16.
Laudabilis	= Godt	= 14.
Haud illaudabilis = Temmelig godt = 10.
Non contemnendus == Maadelig	= 2.
Hovedkaraktererne ere:
Bekvem, hvortil udfordres Specialkarakterer, der tilsammen udgjøre en
Talværdi af 62 Points.
Ej ubekvem, hvortil udfordres Specialkarakterer, der tilsammen udgjøre
en Talværdi af 34 Points.
Den, der ikke opnaaer mindst 34 Points, saavelsoni den, der i nogen
Disciplin erholder Nul, ansees for umoden.
II. Ved den fuldstændige juridiske Enibedsexamen.
Specialkaraktererne, som kunne gives, ere følgende,	og der tillægges
dem efterstaaende Talværdier:
i Hovedfag,	i Bifag.
Laudabilis præ ceteris.......... 16.	8.
Laudabilis........... .......... 14.	7.
Haud illaudabilis................ 10.	5.
Non contemnendus.............. 2.	1.
Hovedkaraktererne ere:
Laudabilis et quidem egregie, hvortil udfordres Specialkarakterer, som
tilsammen udgjøre en Talværdi af.......................... 145.
Laudabilis, hvortil udfordres Specialkarakterer, som tilsammen udgjøre
en Talværdi af........................................... 119.
Haud illaudabilis, hvortil udfordres Specialkarakterer, som tilsammen
udgjøre en Talværdi af.................................... 79.
Non contemnendus, hvortil udfordres Specialkarakterer, som tilsammen
udgjøre en Talværdi af.................................... 43.
Den, som ikke opnaaer mindst 43 Points, ansees for umoden.
Forelæsning-er, Øvelser og- Examina
123
Endvidere bliver det ved Hovedkarakterens Beregning at iagttage, at
Nul i et Hovedfag medfører, at Kandidaten ansees for umoden; Nul i et
Bifag har en Virkning af 7 og udelukker fra Hovedkarakteren Laudabilis;
Nul i 2 Bifag udelukker fra Hovedkarakteren Haud illaudabilis og Nul i 3
Bifag medfører, at Kandidaten ansees for umoden.
Ministeriet anmodede derhos Konsistorium om at tilkjendegive det
rets- og statsvidenskabelige Fakultet, at Ministeriet bemyndigede samme til
at lade fornævnte Regler bekjendtgjøre paa lovlig Maade. Skrivelsen blev
meddelt Fakultetet af Konsistorium under 31te December 1890.
— Under 6te Maj 1891 indsendte de statsvidcnsliabelir/e Professorer til
Kirke- og Undervisningsministeriet en Skrivelse, hvori de udtalte, at de,
efter den i Ministeriets Skrivelse af 19de August 1890 modtagne Meddelelse
om, hvorledes Finansministeriet og Indenrigsministeriet havde stillet sig til
Spørgsmaalet'om at give statsvidenskabelige Kandidater, der havde under-
kastet sig Examen efter den foreslaaede Examensforandring, en bedre Ad-
gang end hidtil til Ansættelse i disse Ministerier (jfr. foran S. 112), paany
havde taget Spørgsmaalet om Omordningen af den statsvidenskabelige Examen
under Overvejelse.
Efterat de havde tænkt paa flere forskjellige mere eller mindre ind-
gribende Forandringer, vare de komne til det Resultat, at de tiltrods for
den lidet imødekommen [le Stilling til Sagen, som Finansministeriet og
Indenrigsministeriet havde indtaget, vedblivende maatte anse den omtalte
Ordning af den statsvidenskabelige Examen — med en Fællesprøve lig med
første Del af den fuldstændige juridiske Examen, og en anden Del, be-
staaende af en Prøve i de særlig statsvidenskabelige Fag — for den bedste,
naar der samtidigt indførtes en særlig Examensprøve i de økonomiske Fag
for dem, der ikke mente at have særlig Brug for en egentlig juridisk Ud-
dannelse — Noget, de allerede ved deres tidligere Indstilling havde for Øje,
men ikke dengang fandt tilstrækkelig Anledning til at bringe frem ved
samme Lejlighed, hvorimod de nu, da Forudsætningen om en forbedret Ad-
gang til Embedsansættelse var bristet, troede at burde fremsætte deres
Plan i dens Helhed.
Det maatte nemlig erkjendes, at det havde sin Betænkelighed at skjærpe
den nuværende statsvidenskabelige Examen, naar der dog ikke derved kunde
sikres de statsvidenskabelige Kandidater en udvidet Adgang til Ansættelse
og Avancement i Administrationen, og der var derfor ogsaa Grund til at
vente, at Tilgangen af Studerende i det statsvidenskabelige Studium i den
første Tid efter Forandringen vilde tage noget af, idet navnlig de, der ikke
tænkte paa at søge Ansættelse under Administrationen, neppe vilde under-
kaste sig de skjærpede Fordringer, medens andre vilde foretrække at under-
kaste sig den juridiske Embedsexamen. For de Sidstes Vedkommende havde
de imidlertid det Haab, at Tilbagegangen i de Studerendes Tal ogsaa kun
vilde blive foreløbig; thi det vilde sikkert vise sig, at den Uddannelse, som
de statsvidenskabelige Kandidater vilde faae efter den foreslaaede Ordning,
yar baade videnskabelig værdifuld og tillige svarende til det praktiske Livs
16*
124
Universitetet 1889—18(J0.
Krav. Og naar saa var, vilde de statsvidenskabelige Kandidater nok lidt
efter lidt vinde saaledes frem baade i Administrationens Embedsstillinger
og i private Stillinger, at det vilde afgive tilstrækkelig Opfordring til, at et
passende Antal Studerende vilde underkaste sig den statsvidenskabelige
Embedsexamen i dennes nye Form. De statsvidenskabelige Professorer havde
derfor ogsaa i deres oprindelige Forslag hertil kun en enkelt mindre For-
andring at foreslaa, nemlig den, at der ikke sattes nogen Tidsfrist, inden
hvilken statsvidenskabelige Studerende skulde tage den sidste Del af Examen,
efterat de havde bestaaet den første Del (den juridiske Fællesprøve). Op-
hævelsen af denne Tidsfrist vilde nemlig lette Examen, og der var ikke, saa-
ledes som ved den fuldstændige juridiske Examen, nogen saadan indre For-
bindelse mellem de Fag, der hørte til første Del, og de Fag, der hørte til
anden Del, at det af den Grund skulde være nødvendigt at fastholde en
snever Forbindelse i Tid.
Yed den her foreslaaede Ordning af den statsvidenskabelige Examen
og den dertil knyttede "Universitetsundervisning fyldestgjordes derimod
neppe de Krav, som fra forskjellige andre Sider stilledes til Universitetets
Virksomhed i de sociale Fag. Der var nemlig Adskillige, som ønskede at
studere de nationaløkonomiske Fag og Statistik uden at knytte disse Studier
til et ret omfattende specifik juridisk Studium. Foruden saadanne Personer,
som vilde studere de sociale Fag for deres egen Skyld eller for at virke
som Lærere særlig i disse Fag - der var saaledes fra Højskolerne frem-
kommet Ønsker i denne Retning og der havde ogsaa blandt Tilhørerne
været Højskolelærere —, fandtes der adskillige Videnskabsdyrkere fra andre
Fag, t. Ex. Historie, Geografi, Filosofi m. fl., der kunde ønske at benytte
de nationaløkonomiske Fag som Udgangspunkter og Støtte for deres egentlige
Fagstudium, hvad der havde været Tilfældet med Flere, som havde taget
statsvidenskabelig Examen. Det var heller ikke saa sjeldent, at Forretnings-
folk af forskjellige Brancher ønskede at studere Nationaløkonomi, og endelig
var der en ret udbredt Trang til Indsigt i Statistikens Methode. Det var
jo i den nyere Tid blevet mere og mere almindeligt i en Mængde Fag at
benytte den induktive Methode istedetfor den blotte logiske Deduktion, og
herved var man kommen ind paa i vid Udstrækning at anvende Statistik
o: en rationel Benyttelse af Masse-Erfaringer. Det var ikke blot i Viden-
skaben, men ogsaa i det praktiske Liv, at man fandt Statistiken anvendt
som det vigtigste Hjælpemiddel ved en Mængde Undersøgelser; men de
statistiske Methoder, der jevnlig anvendtes, vare desværre, og det ikke mindst
ved videnskabelige Undersøgelser — man skulde blot henvise til adskillige
medicinske Doktordisputatser — ingenlunde tilfredsstillende, fordi de Per-
soner, der benyttede statistiske Undersøgelser, vare saa temmelig ukjendte
med den rette Methode for disses Anvendelse. Der turde derfor i ikke ringe
Grad trænges til Vejledning i rationel Anvendelse af Statistiken.
De Ønsker og Krav paa Uddannelse i økonomiske og statistiske Kund-
skaber, som saaledes fra forskjellige Sider gjorde sig gjældende, vilde
vanskeligt kunne fj'ldestgjøres ved en enkelt, bestemt fastslaaet Form for en
økonomisk-statistisk Examen. Medens nogle af de nys berørte Personer

Forelæsninger, Øvelser og Examina.
125
kun ønskede et kort Kursus i et enkelt Fag, vilde utvivlsomt Adskillige
sætte Pris paa at kunne foretage et videregaaende Studium af flere be-
slægtede eller naturligt sammenhørende Fag og derhos at kunne afslutte et
saadant Studium med en Examen, og det anbefalede sig derfor i høj Grad
at indrette en Magisterkonferens efter det ved Skoleembedsexamen givne
Mønster, saaledes at der gaves de Paagjældende Adgang til selv indenfor
en vis Ramme at udpege det Fag, de ønskede at gjøre til Hovedfag, medens
der ved Siden heraf krævedes Prøve i forsk] el lige Bifag. Hovedfag maatte
da enten Økonomi eller Statistik blive, medens der ved Siden heraf som
Bifag — foruden henholdsvis Statistik eller Økonomi — nærmest maatte
tænkes paa Fag som den nyere Tids Historie, almindelig Retslære og Folke-
ret, Handels- og Yexelret, Sociologi eller social Encyclopædi, Forsikrings-
videnskab m. fl. Medens den her foreslaaede Ordning af det statsviden-
skabelige Studium med tilhørende Examiner neppe vilde kræve nogen
Forøgelse af de forhaanden værende Lærerkræfter ved Universitetet, troede
man, at det vilde være hensigtsmæssigt, om der, i Lighed med hvad der i
den nyere Tid var sket ved flere af de tydske Universiteter, blev oprettet et
»statistisk Laboratorium«, hvor man kunde afholde de praktiske Øvelser og
den mere specielle Undervisning, som den sidst omhandlede Examen vilde
gjøre Krav paa og tildels forudsatte. Et saadant »Laboratorium« vilde ikke
medføre synderlige Omkostninger og vilde kunne tinde Lokale i den nu til
Kvæsturen anviste Gaard i Studiestræde; der vilde dér kunne bibringes de
Studerende en Indøvelse i den praktiske Statistik, som nu ganske savnedes,
ligesom der i det Hele dér vilde kunne udføres Arbejder, som vilde have
ikke ringe Betydning for det almindelige Studium af Nationaløkonomi og
Statistik.
De statsvidenskabelige Professorer indstillede herefter til Ministeriet,
at det oprindelige Forslag om Ordningen af den statsvidenskabelige Examen,
saaledes som det var blevet fremsat af det rets- og statsvidenskabelige
Fakultet i den Skrivelse, der under 4de Juni 1890 af Konsistorium var
bleven indsendt til Ministeriet, blev gjennemført, dog med den foran omtalte
Ændring med Hensyn til Tidsfristen mellem første og anden Del af Examinen,
samt at der blev indrettet en særlig nationaløkonomisk Magisterkonferens i
Lighed med Skoleembedsexamen. Der tilføjedes, at hvis Ministeriet maatte
godkjende den fremsatte Tanke, skulde man fremkomme med de fornødne
mere detaillerede Forslag om den nærmere Ordning heraf.
b. Forskjellige Afgjørelser.
Ved Kirke- og Undervisningsministeriets Skrivelse af 26de Februar
1890 blev der meddelt de juridiske Professorer Tilladelse til først at be-
gynde deres Forelæsninger i Foraarshalvaaret 1890 en Uge efter Tilende-
bringelsen af de juridiske Examiner, der kunde ventes sluttede den
22de s. M.
— Under 6te Juli 1889 meddelte Ministeriet, efter Fakultetets An-
befaling, Stud. juris N. N., der i Sommeren s. A. havde underkastet sig den
fuldstændige juridiske Embedsexamen med Karakteren Haud illaudabilis og
126
Universitetet 1880 1890.
i det næste Aar Skulde aftjene sin Værnepligt., Tilladelse til paany at ind-
stille sig til den nævnte Examen i Vinteren 1889—90. I Skrivelse af 1ste
s. M. havde Fakultetet bemærket, at der for at bevilge en Undtagelse fra
Plakaten af 1847 i dette Tilfælde talte, at Plakatens Regel, saaledes som For-
holdene stillede sig med Hensyn til Ansøgerens Værnepligt, vilde medføre,
at Muligheden for hani til paany at indstille sig vilde blive udskudt mindst
11/2 Aar og sandsynligvis meget længere, og at den saaledes paa en Maade,
man ikke kunde have for Øje, da den blev given, vilde gribe forstyrrende
ind i Ansøgerens hele Livsplan. Under disse Forhold og i Overensstemmelse
med de Lempelser i Heglerne for forskjellige akademiske Forhold, som af
Hensyn til Værnepligten vare blevne gjorte, anbefalede Fakultetet, at An-
dragendet blev bevilget.
—	Efter Andragende fra Stud. juris N. N., der havde indmeldt sig til
den fuldstændige juridiske Examen i Vinteren 1889—90, men som ved Syg-
dom blev forhindret i at indstille sig, blev der af Fakultetet meddelt Til-
ladelse til, at det indbetalte Examensgebyr tilbagebetaltes ham.
—	Ved Afholdelsen af den fuldstændige juridiske Examen i Sommeren
1890 meddelte Fakultetet Stud. juris N. N. Tilladelse til, paa Grund af
Halsbetændelse, at indstille sig til den mundtlige Del af Examen paa et
senere Tidspunkt, end hans Nummer lod paa.
—	Ved Ministeriets Skrivelse af 21de Maj 1890 blev der, efter Fakul-
tetets Indstilling, meddelt Stud. juris N. N, Tilladelse til at indstille sig
til den fuldstændige juridiske Examen i Vinteren 1890—91, uanseet at han
i Maj s. A. havde indstillet sig til og forladt bemeldte Examen. Fakultetet
anbefalede i Skrivelse af 10de Maj s. A., at Tilladelsen meddeltes, da An-
drageren i det næste Aar skulde aftjene sin Værnepligt, efter hvad der var
meddelt af et Medlem af Fakultetet ved Søværnet, saaledes at han af den
Grund vilde være forhindret i at fremstille sig til Examen i Sommeren 1891;
da det var ønskeligt og i og for sig heldigt, at han som Lehnsgreve havde
bestaaet den fuldstændige juridiske Examen, og dette vel saa kunde naaes
forinden Grevskabets Overtagelse, idet under den modsatte Forudsætning
Grevskabets Administration vilde frembyde stor Hindring for Studiernes
Fortsættelse, medens dog paa den anden Side Overtagelsen ikke kunde ud-
skydes meget længe efter Besidderens Fuldmyndighedsalder, og da endelig
Andrageren ikke vilde benytte sin Examen til at skaffe sig et Levebrød,
saaledes at der ikke derved vilde begaaes Uret mod Nogen, selv om han
opnaaede et halvt Aars højere Anciennetet, end efter Regelen vilde være
Tilfældet. I Betragtning af disse ganske særlige Omstændigheder, vilde der
heller ikke skabes nogetsomhelst Præcedens for Fremtiden, i Særdeleshed
heller ikke i Retning af, at en Lægeattest, som den der var vedlagt, i og
for sig skulde afgive en tilstrækkelig Grund for en Dispensation.
—	I Skrivelse af November 1889 henledede 26 statsvidenskabelige
Studerende Fakultetets Opmærksomhed paa den store Vanskelighed, der for
de statsvidenskabelige Studerende laa i den Omstændighed, at de ikke havde
nogen sikker Kundskab om, hvilke Krav der stilledes til dem i »dansk Rets-
encyclopædi«, idet de Lærebøger, som forelaa i de herunder faldende civil-
retlige Fag, antoges nærmest at være bestemte for de juridiske Studerende
Forelæsninger, Øvelser og- Examina,
127
og' saavidt vidstes, forlangtes det ikke af de statsvidenskabelige Studerende,
at de skulde være bekjendte med hele Indholdet af disse Lærebøger. De
androge derfor om, at der maatte blive meddelt dem en nærmere Angivelse
af, hvilke Fordringer der ved den statsvidenskabelige Examen stilledes til
Kandidaternes Kundskaber i »dansk Retsencyclopædi.« Under 1ste Marts
1890 tilskrev Fakultetet Andragerne, at det havde taget deres Andragende
under Overvejelse, og efterat have anerkjendt dets Berettigelse, besluttet
gjennem vedkommende Professorer at lade de statsvidenskabelige Studerende
tilflyde den attraaede Meddelelse.
— Et af Stud. polit. N. N. indgivet Andragende om, at de af ham
afleverede skriftlige Arbejder ved den statsvidenskabelige Examen i Sommeren
1890 ikke maatte blive underkastede Bedømmelse, besvarede Fakultetet i
Skrivelse af 21de Maj s. A. derhen, at det var en vedtagen Hegel i Fakul-
tetet, at ingen Kandidat, som havde fuldendt den skriftlige Del af Examen,
kunde undgaa Censur over denne Del.
5. Forelæsninger og Examiner under det lægeviden-
skabelige Fakultet.
Paa Grund af det store Antal Kandidater, der indstillede sig til den
lægevidenskabelige Embedsexamen i Sommeren 1890, meddelte Kirke- og
Undervisningsministeriet ved Skrivelse af 25de April s. A. Tilladelse til, at
Examen maatte begynde allerede i Maj s. A.
—	Ved Ministeriets Skrivelse af 26de Juni 1889 blev et Andragende
fra Stud. med. & chir. N. N. om Tilladelse til at indstille sig til 1ste Del af
den lægevidenskabelige Embedsexamen i Vinteren 1889—90, uanseet at han
havde været oppe til samme Examen i Sommeren 1889 og var bleven reji-
ceret, afslaaet. Det lægevidenskabelige Fakultet udtalte i sin Erklæring, at
det ikke kunde anbefale Andragendet, da Andrageren havde været oppe til
1ste Del af Examen i 1888 og havde gjort en daarlig Examen, uden dog at
falde igjennem, hvorfor han var gaaet op paany i Sommeren 1889, men denne
Gang var bleven rejiceret.
—	Under Ilte Juli og 4de Oktober 1889 bifaldt Ministeriet, efter
Fakultetets Indstillinger, at 2de Studenter, der havde indstillet sig til den
i Sommeren s. A. afholdte 1ste Del af den lægevidenskabelige Embeds-
examen, men, efterat have aliagt Prøve i Dissektion, paa Grund af Sygdom
havde maattet forlade Examen, atter maatte indstille sig til bemeldte Examen
i Vinteren 1889—90, saaledes at de beholdt Karakteren i Dissektion.
I Anledning af et af islandsk Lægekandidat N. N., der var Student
fra Reykjavik Skole og havde taget den filosofiske Prøve, indgivet Andragende
om, at det maatte blive tilladt ham at underkaste sig en Tillægsexamea i
Lægevidenskab ved Kjøbenhavns Universitet, saaledes at han derved fik Ilofc til
at praktisere som Læge i Danmark, tilskrev Ministeriet under 21de November
1889 det lægevidenskabelige Fakultet, at Ministeriet i Henhold til Fakultetets
Erklæring meddelte Andrageren Tilladelse til at aflægge den ønskede
Tillægsprøve saaledes, at den kom til at omfatte den fuldstændige læge*
128
Universitetet 1889 tAoft.
videnskabelige Embedsexamen, alene med Undtagelse af den lægeviden-
skabelige Forberedelsesexamen, og at Kandidatens Hovedkarakter blev at
beregne af Middeltallet af de 14 Specialkarakterer, der under denne Forud-
sætning gaves ham, hvorimod Ministeriet med Hensyn til Andragerens
eventuelle Ret til efter endt Examen at praktisere som Læge i Danmark
maatte henvise ham til at henvende sig til Justitsministeriet.
—	Ved Skrivelse af 25de Januar 1890 bifaldt Ministeriet, efter Fakul-
tetets Indstilling, at Stud. med. & cliir. N. N., der havde indstillet sig til den
lægevidenskabelige Examens 1ste Del i Vinteren 1889—90, men ved Sygdom
var bleven forhindret i at afslutte denne Examen, maatte indstille sig til
samme Examen i Sommeren 1890, saaledes at den ham tildelte Karakter i
Dissektion beholdt sin Gyldighed og suppleredes ved Prøve i de øvrige til
bemeldte Examen hørende Fag.
—	Under 19de Februar 1890 meddelte Ministeriet, efter Fakultetets Ind-
stilling, Stud. med. & cliir. N. K Tilladelse til at indstille sig til den læge-
videnskabelige Embedsexamens 1ste Del i Sommeren 1890, uanseet at han
havde paabegyndt Examen i December 1889, da han dengang havde maattet
afbryde Examen paa Grund af Sygdom.
—	Ved Skrivelse af 24de Marts 1890 meddelte Ministeriet, efter Fakul-
tetets Indstilling, Tilladelse til, at Stud. med. & cliir. N. N., paa Grund af
særegne Sygdomsforhold i hans Hjem, maatte indstille sig til den læge-
videnskabelige Embedsexamens 2den Del i Vinteren 1890—91, uanseet at
han allerede i Sommeren 1889 havde taget 1ste Del af bemeldte Examen.
—	Under 16de Juli 1890 meddelte Ministeriet, efter Fakultetets Ind-
stilling, Stud. med. & cliir. N. N. Tilladelse til at indstille sig til den læge-
videnskabelige Embedsexamens 1ste Del i Vinteren 1890—91, saaledes at
han beholdt den Karakter, han havde faaet i den praktiske Prøve ved
samme Examen i Juni 1890, da han paa Grund af Sygdom ikke havde
kunnet absolveret den mundtlige Del af Examen.
6. Forelæsninger og Examiner under det filosofiske Fakultet.
Ved Ministeriets Skrivelse af 14de April 1890 blev det, efter Fakul-
tetets Indstilling, tilladt Stud. mag. N. N. at indstille sig til Skoleembeds-
examen i Sommeren 1890, uagtet han i Januar s. A. havde indstillet sig
til samme Examen og forladt denne paa Grund af Sygdom.
i
i. 7. Forelæsninger og Examiner under det mathematisk-
L	naturvidenskabelige Fakultet.
å. Bekjeniltgjørélse af 31te December 1889 om Forandring i Anordning af
25de Oktober 1883 om Indførelse af nye Skoleembedsexaminer.
-Ai'U
I Anledning af Forespørgsler fra tvende theologiske Kandidater, der i
Hqnhold til Anordningen om Indførelse af nye Skoleembedsexaminer ved
Forelæsninger, Øvelser og Examina.
129
Kjøbenhavns Universitet af 25de Oktober 1883 agtede at benytte den dem
i Anordningens § 7 givne Ret til at lade deres Embedsexamen træde
istedetfor Prøven i et af Hovedfagene ved Skoleembedsexamen, om, i hvilke
Bifag de i saa Fald skulde underkaste sig Prøve ved Tillægsexamen, an-
modede Kirke- og Undervisningsministeriet ved Skrivelse af 1ste November
1886 Konsistorium om, da Ordene i Anordningens § 7 i det Hele taget kunde
give Anledning til forskjellige Tvivl, at tage dette Spørgsmaal under Overvejelse
og eventuelt at fremsende Forslag til en forandret Affattelse af Paragrafen.
I Henhold til Konsistoriums Anmodning blev der af det filosofiske og
det mathematisk-naturvidenskabelige Fakultet nedsat et Udvalg, der dog
dengang ikke kom til at afgive Betænkning.
Ved Skrivelse af 19de Juli 1889 tilstillede Ministeriet Konsistorium en
fra Cand. theol. N. N. indkommen Forespørgsel angaaende hans Adgang til
at indstille sig til Skoleembedsexamen med Fysik som Hovedfag, hvorhos
Ministeriet, under Henvisning til ovennævnte Skrivelse af 1ste November
1886, udbad sig Konsistoriums Erklæring.
Det mathematisk-naturvidenskabelige Fakultet udtalte i Skrivelse af 16de
Oktober 1809, at det havde foranlediget Spørgsmaalet om en forandret Af-
fattelse af § 7 i Anordningen af 25de Oktober 1883 om Skoleembedsexamen paany
drøftet af et allerede tidligere derom nedsat kombineret Udvalg af Delegerede
fra det filosofiske og det mathematisk-naturvidenskabelige Fakultet. Den af
Udvalget afgivne Betænkning og Forslag vare tiltraadte af sidstnævnte Fakultet.
Det filosofiske Fakultet bemærkede i Skrivelse af Ilte November 1889,
at det ganske tiltraadte det stillede Forslag.
1	den af ovennævnte Udvalg (Professorerne Johnstrup, Vilh. Thomsen,
Wimmer og Zeuthen) afgivne Erklæring udtaltes, at det troede, at det baade
stemmede bedst med Ordlyden af den til det rettede Opfordring til at fore-
lægge et Forslag til en forandret Affattelse af fornævnte § 7 og i sig selv
var rigtigst, ikke at foreslaa nogen Ændring i de Bestemmelser i denne
Paragraf, der virkelig indeholdt det, som Affatterne vidstes eller maatte an-
tages at have tilsigtet, men derimod kun, paa en med alt det Øvrige
stemmende Maade, at udfylde de Bestemmelser, der nu kunde anvendes paa
en Maade, som neppe Nogen havde tænkt paa at tillade.
Udvalget indskrænkede sig derfor til at foreslaa:
1) at der i Reglerne for Tillægsexamen for theologiske Kandidater
og dem, der havde underkastet sig en Magisterkonferens i et af de under
det filosofiske Fakultet hørende Skolefag, i hvilke det var overseet, at denne
Tillægsexamen ogsaa kunde tages under det mathematisJc-naturvidenskabelige
Fakultet, tilføjedes, at den i dette sidste Tilfælde skulde omfatte en af de
følgende Faggrupper: Mathematik, Fysik og enten Astronomi eller Kemi i
det for disse Fag som Bifag fastsatte Omfang, eller Zoologi, Botanik og
Geografi i det ved en Skoleembedsexamen i disse Fag fastsatte Omfang;
2	og 3) at der i Bestemmelserne om Tillægsexamen i et Hovedfag for
dem, der havde underkastet sig en Magisterkonferens i Astronomi eller
Kemi, og for polytekniske Kandidater til Ordet »Hovedfag« føjedes »under
det mathematisk-naturvidenskabelige Fakultet« og til Ordene »polytekniske
Kandidater« føjedes »med første eller anden Karakter.«
Universitets Aarbog.	17
130
Universitetet 1889 —1890.
Med disse Tilføjelser og med en rent formel Ændring, som den første
af dem gjorde nødvendig, vilde den omspurgte Paragraf kunne affattes saa-
ledes, som det var gjort i Udvalgets Forslag.
Ared Skrivelse af 29deNovember 1889 indsendte KonsistoriumFakulteternes
Erklæringer, idet det anbefalede det af Udvalget stillede Forslag. Dette Forslag
blev af Ministeriet under 31te s. M. indstillet og bifaldet ved kgl. Resolution
af s. I)., hvorefter Ministeriet under s. 1). udstedte følgende Bekjendtgjørelse
om Forandring i allerhøjeste Anordning af 25de Oktober 1883 om Indførelse
af nye Skoleembedsexaminer:
Efter Ministeriets derom nedlagte allerunderdanigste Forestilling har
det under Dags Dato behaget Hs. Majestæt Kongen allernaadigst at bi-
falde:
at Bestemmelserne i den allerhøjeste Anordning af 25de Oktober 1883
om Indførelse af nye Skoleembedsexaminer ved Kjøbenhavns Universitet,
Afsnit A § 7, affattes saaledes:
De i § 6 nævnte Rettigheder kunne ogsaa erhverves af:
a)	Theologiske Kandidater, som have taget Embedsexamen med Hoved-
karakteren Laudabilis eller Haud illaudabilis primi gradus, ligesom ogsaa
af dem, der have underkastet sig en Magisterkonferens i et af de under det
filosofiske Fakultet hørende Skolefag, naar de med Karakteren »Admissus«
bestaa en Prøve enten: 1) i 2 af de i §§ 1 og 4 nævnte under det filosofiske
Fakultet hørende Fag i det Omfang, der er fastsat for dem som Bifag, og
saaledes at der ved Valget af disse Fag følges de i § 4 fastsatte Regler,
eller 2) i Mathematik, Fysik og enten Astronomi eller Kemi i det for disse
Fag som Bifag fastsatte Omfang, eller 3) i Zoologi, Botanik og Geografi i
det nedenfor under B. 12, § 1 a, b. og d. angivne Omfang;
b)	af dem, der have underkastet sig en Magisterkonferens i Astronomi
eller Kemi, samt polytekniske Kandidater med første eller anden Karakter,
naar de lade sig prøve ved en af Fakultetet ordnet Tillægsexamen i et af
de i det Foregaaende nævnte Hovedfag under det mathematisk-naturviden-
skabelige Fakultet og ved denne opnaa Karakteren »Admissus«;
c)	af dem, der have underkastet sig en Magisterkonferens i Natur-
historie eller Geografi, naar de lade sig prøve ved en af Fakultetet nærmere
ordnet Tillægsexamen, der sammen med Magisterkonferensen udviser de
samme Kundskaber som Skoleembedsexamen med Naturhistorie og Geografi
som Hovedfag, og ved denne opnaa Karakteren »Admissus«.
b. Bekjendtgjørelse af 25de Olitober 1890 angaaende Tillægsbestemmelser tit
de for Skoleembedsexaminer og for den lægevidenskabelige Forberedelsesexamen
gjældende Regler med Hensyn til Prøverne i Fysik.
Fra 4 Studerende, der forberedte sig til Skoleembedsexamen med Natur-
historie og Geografi som Hovedfag, modtog Konsistorium i Oktober 1889
et Andragende om, at Konsistorium vilde udvirke, at ovennævnte Examen
for Fremtiden maatte kunne tages i to Afdelinger, en første, omfattende
Bifagene Fysik og Kemi, og en anden, omfattende de egentlige Hovedfag
(Botanik, Geologi, Zoologi og Geografi). Som Støtte for dette Andragende
Forelæsninger, Øvelser og Esamina.
131
anførtes Følgende. De fire Hovedfag hver for sig vare saa omfattende og
krævede, bortseet fra Forelæsninger og Hjemmestudier, saamange praktiske
Øvelser, at det var umuligt samtidigt at kunne deltage i Forelæsninger og
Øvelser i Bifagene. Skoleembedsexamen i Naturhistorie ansaaes i Alminde-
lighed af de Studerende for at væré den vanskeligste af de nye Skole-
embedsexaminer; thi, medens man ved de andre Examiner kunne koncentrere
sine Studier om 1 Hovedfag, havdes der her ikke mindre end 4, der med
den Udvikling, Naturvidenskaben i den nyere Tid havde faaet, hver for sig
meget vel maatte siges at kunne repræsentere et Hovedfag. Det havde da
ogsaa viist sig, at hvorvel den gamle Magisterkonferens ikke bød de samme
Fordele som Skoleembedsexamen, havde alligevel ikke faa af de natur-
historiske Studerende valgt at forberede sig til Magisterkonferens. For-
dringerne til Skoleembedsexamen og den lægevidenskabelige Forberedelses-
examen vare omtrent de samme. Kirke- og Undervisningsministeriet havde
derfor tilladt, at Studerende, der havde bestaaet sidstnævnte Examen og ved
denne opnaaet mindst Laudabilis i Kemi, kunde overføre denne Karakter til
Skoleembedsexamen. I Virkeligheden forelaa der altsaa allerede en begyndende
Deling af Examen, men for at denne Deling skulde kunne faae virkelig Be-
tydning og blive til Lettelse for de Studerende, var det nødvendigt, at og-
saa Karakteren i Fysik kunde overføres. Herved fremkom imidlertid et Par
Vanskeligheder, dels at Fordringerne i Fysik til Skoleembedsexamen vare
større end til lægevidenskabelig Forberedelsesexamen, dels at der til Skole-
embedsexamen i Fysik gaves 4 Karakterer, hvoraf 2 for skriftlige Ud-
arbejdelser, medens der ved lægevidenskabelig Forberedelsesexamen kun
gaves 1. Ansøgerne havde imidlertid tænkt sig en mulig Løsning af disse
Vanskeligheder paa følgende Maade. Lægevidenskabelig Forberedelsesexamen
kunde for Fremtiden benyttes som første Del af Skoleembedsexamen for
Fysikens og Kemiens Vedkommende. Herved blev dog at iagttage, at
Examinanden maatte ved Indmeldelsen opgive, at han ønskede at benytte
Forberedelsesexamen som første Del af Skoleembedsexamen, og nogle Dage
før mundtlig Examen maatte han møde paa Universitetet for at udarbejde
2 skriftlige Opgaver i Fysik. Ved den mundtlige Examen gaves der ham
endvidere 4 Spørgsmaal med 2 Karakterer istedetfor som til lægevidenskabelig
Forberedelsesexamen 2 Spørgsmaal med 1 Karakter, Alt — skriftligt og
mundtligt — efter et Omfang svarende til Fordringerne i Fysik som Bifag
ved Skoleembedsexamen. Hvad Kemien angik, da blev Karaktererne ligefrem
at overføre.
I den af det mathematisk naturvidenskabelige Fakultet efter Kon-
sistoriums Anmodning afgivne Erklæring af 28de December 1889 udtalte
Fakultetet, at Ansøgernes Motivering af Ønskeligheden af en slig Deling af
fornævnte Skoleembedsexamen indeholdt Meget, som Fakultetet kunde til-
træde, og at det navnlig var enigt med dem i, at denne Examen, naar den
skulde liave noget at betyde, stillede særdeles store Fordringer til Kan-
didaterne, hvorfor en Lettelse af Byrden ved en Fordeling af denne, uden
at der derfor opgaves noget af Fordringerne, baade var særdeles ønskelig
og oftere havde været drøftet i Fakultetet. Det vilde i og for sig være
heldigt, om den nævnte Forberedelsesexamen, som ikke faa af de/Studerende,
17*
132
Universitetet 1889—1890.
der senere havde indstillet sig til Magisterkonferens i Naturhistorie eller til
Skoleembedsexamen i Naturhistorie og Geografi, havde underkastet sig som
en Slags Fagprøve, kunde anvendes paa den antydede Maade, og heldigt i
to Henseender. For det Første, fordi det vilde være en Lettelse for de
Studerende, paa denne Maade at kunne absolvere Bifagene en Tid, før de
underkastede sig den endelige Prøve i Hovedfagene, og for det Andet, fordi
det var særdeles nyttigt for dem at blive prøvede foreløbig i 2 natur-
historiske Fag (Zoologi og Botanik); vigtigt ogsaa for Lærerne, som derved
bleve bekjendte med deres mulige svage Sider og istand til ved Eaad og
Vejledning at hjælpe dem paa rette Yej, — Noget, hvortil Lejligheden ellers
var meget mangelfuld, saameget mere som disse Studerendes Benyttelse af
Examinationer, Øvelser, o. s. v. ofte betydeligt indskrænkedes af deres Kamp
for Tilværelsen ved at give Skoleundervisning. Men som Fordringerne i
Fysik nu vare, lod dette sig ikke gjøre uden at udvide Prøven i Fysik for
disse Studerende paa den i Andragendet antydede Maade; men denne Vej
kunde ikke følges, da det ikke lod sig gjøre at paalægge den medicinske
Censor i Fysik det ham ganske uvedkommende Arbejde, at deltage i en ud-
videt Censur i Fysik, Bedømmelse af 2 skriftlige Arbejder derunder ind-
befattet. Der maatte derfor betrædes en anden Vej, hvorved der rigtignok
opgaves de Fordele, som vilde være forbundne med at benytte den læge-
videnskabelige Forberedelsesexamen som Gjennemgangsled, men hvorved
Byrden for de Studerende vilde lettes i en ikke ringe Grad. Fakultetet
foreslog derfor, at der søgtes udvirket den Bestemmelse, at det fremtidig
skulde være vedkommende Studerende tilladt at tage Skoleembedsxamen i
Naturhistorie og Geografi i 2 Afdelinger, af hvilke den ene omfattede Bi-
fagene Fysik og Kemi, den anden Hovedfagene Naturhistorie og Geografi,
saaledes at Examen i Bifagene toges først, og at denne Examen kun af-
holdtes engang om Aaret, i Sommerhalvaarets Slutningsmaa-ned. Det vilde
nemlig ikke være nødvendigt at holde denne Prøve i Bifagene mere end en-
gang om Aaret, og da var Juni—Juli den heldigste Tid, da der i Januar
faldt saa mange Examiner i de samme Fag ved den polytekniske Lære-
anstalt. En saadan Ordning vilde ikke medføre forøgede Udgifter eller for-
øget Examensarbejde for Examinatorer og Censorer. Den gjældende Til-
ladelse til at overføre Karaktererne i Kemi af mindst Værdi = Laudabilis
fra lægevidenskabelig Forberedelsesexamen kunde formentlig blive staaende,
da det lod sig tænke, at Studerende, der havde denne Examen, men senere
af Helbredshensyn eller deslige ændrede deres Studiebane, kunde vilde
benytte den.
Under 24de Januar 1890 anmodede Konsistorium Fakultetet om at tage
fornævnte Sag under fornyet Overvejelse under Henvisning til den Anomali,
der vilde fremkomme, naar en enkelt Skoleembedsexamen deltes, medens en
saadan Deling ikke fandt Sted ved andre.
I Skrivelse af 10de April s. A. meddelte Fakultetet, at den fornyede
og udførlige Overvejelse, som det havde underkastet denne Sag, imidlertid
desværre kun havde ført til det Resultat, at Fakultetet ikke saa sig istand
til at paavise en Løsning af Spørgsmaalet, som ikke medførte enten en De-
ling af Skoleembedsexamen i Naturhistorie og Geografi (saaledes at Bifagene:
Forelæsninger, Øvelser og Examina.
133
Fysik og Kemi kunde tages for sig) eller at Kravene til Fysik i Anordning
af 25de Oktober 1883 modificeredes. Dette sidste kunde ske ved en Bestem-
melse omtrent saalydende:
»Studenter, der have taget den lægevidenskabelige Forberedelsesexamen
og ved denne erholdt Laudabilis i Fysik og i theoretisk og praktisk Kemi,
fritages for at underkaste sig Prøve i disse Fag som Bifag, naar de senere
ville underkaste sig Skoleembedsexamen i Naturhistorie og Geografi. Ka-
raktererne i de nævnte Fag overføres ikke til denne Embedsexamen, hvis
Hovedkarakterer i saa Fald beregnes uden Hensyn til dem.«
Efterat Konsistorium i Skrivelse af 8de Maj s. A. til Kirke- og Under-
visningsministeriet havde sluttet sig til Fakultetets sidste Indstilling, udtalte
Ministeriet i Skrivelse til Konsistorium af 21de s. M., at skjønt det i og
for sig Intet havde at indvende mod Realiteten af det modtagne Forslag,
fandt Ministeriet sig dog, forinden Videre foretoges, nødsaget til at begjære
Konsistoriums nærmere Yttringer med Hensyn til Affattelsen af den fore-
slaaede Bestemmelse. Saavidt skjønnedes, gik Forslaget ud paa, at Frita-
gelsen for Prøven i Fysik ved Skoleembedsexamen skulde være betinget af,
at Kandidaten havde opnaaet Laudabilis baade i Fysik og i Kemi, og at de,
der vilde benytte sig af den ommeldte Fritagelse, tabte den dem hidtil
ifølge kgl. Resolution af 16de Juli 1886 tilkommende Ret til at overføre
Karakteren i Kemi til Skoleembedsexamen. Ministeriet nærede imidlertid
nogen Tvivl om, hvorvidt disse Resultater vare tilsigtede ved Indstil-
lingen, da der ved de motiverede Udtalelser saavel fra Konsistorium som fra
Fakultetets Side nærmest kun syntes at være tænkt paa en Ændring i Kra-
vene til Fysik, medens det udtrykkelig var bemærket, at den gjældende
Tilladelse til Overførelse af Karakteren i Kemi formentlig kunde blive staa-
ende, uden at det nærmere var begrundet, hvorfor denne Tilladelse skulde
bortfalde i de Tilfælde, hvor den foreslaaede nye Bestemmelse kom til An-
vendelse. Ministeriet ønskede derfor i hvert Fald at erholde en Udtalelse
om dette Punkt, da det selvfølgelig vilde være den simpleste og klareste
Ordning af Sagen alene at give en ny Regel for Fysikprøven, som ikke be-
rørte den tidligere Regel om Prøven i Kemi.
Efter Konsistoriums Anmodning afgav det mathematisk-naturvidenska-
belige Fakultet under 25de Juni 1890 en ny Erklæring, hvori udtaltes, at
det i sin Skrivelse af 28de December 1889, under Forudsætning af en De-
ling af fornævnte Skoleembedsexamen, var gaaet ud fra, at vedkommende
Kandidat skulde have opnaaet Laudabilis baade i Fysik og i Kemi til den
lægevidenskabelige Forberedelsesexamen. Da der i Ministeriets Skrivelse af
21de Maj 1890 nu udtaltes, at det vilde sætte Pris paa fra Fakultetet at
faae et nyt Forslag til en ny Regel alene for Fysik, uden at der rørtes ved
eller — direkte eller indirekte — skete nogen Ændring ved kgl. Resolution
16de Juli 1886 om Prøven i Kemi, var der under Forhandlingerne i Fakul-
tetet fremsat og vedtaget følgende Forslag:
»Studerende, der ønske at kunne overføre de Karakterer, de erhverve
i Fysik ved lægevidenskabelig Forberedelsesexamen, til Skoleembedsexamen,
have ved Indtegningen til den nævnte Forberedelsesexamen at gjøre Anmel-
delse om dette deres Ønske. De vil da af Professor physices og to af
134
Universitetet 1889—1890.
denne tilkaldte (eventuelt af Ministeriet approberede) Censorer være at med-
dele vedkommende Studerende to skriftlige Opgaver, som besvares paa en
af Fakultetets Dekanus nærmere bestemt Dag førend den mundtlige Prøve,
ved hvilken der tildeles Kandidaten 2 Karakterer, en for kemisk og en for
mekanisk Fysik. Om de ved denne Lejlighed givne Karakterer gives der
af Censorerne skriftlig Indberetning til Ministeriet.«
Fakultetet bemærkede, at den sidste Passus var tilføjet af Hensyn til, at
der ikke existerede nogen Protokol, hvori Karaktererne for disse skriftlige
Prøver vilde kunne indføres. Fordringen, at den overførte Karakter skulde
være mindst Laudabilis, syntes at kunne bortfalde her, hvor Talen var om
4 Karakterer. Praktisk vilde Sagen for Tiden kunne ordnes saaledes, at
Examinator og den ene Censor i Fysik ved den lægevidenskabelige For-

beredelsesexamen fungerede med Professor physices som Dommere over de
skriftlige Besvarelser; de Paagjældende vare for Tiden Docent Prytz og Pro-
fessor Bohr, hvilken Sidste dette Hverv ganske vist — som tidligere be-
mærket — ikke kunde paalægges, men som efter Professor physices' Med-
delelse havde erklæret sig villig dertil.
Efterat Konsistorium ved Skrivelse af 3die Juli 1890 til Ministeriet
havde indstillet Fakultetets Forslag, og det lægevidenskabelige Fakultet i
Skrivelse af 18de September s. A. paa Ministeriets Forespørgsel havde erklæret,
at det ikke skjønnede, at der kunde være Noget til Hinder for, at den
foreslaaede Ordning traadte i Kraft og kunde gjennemføres, blev der efter
Ministeriets Indstilling ved kgl. Resolution af 17de Oktober s. A., Be-
kjendtgjøreise af 25de s. M., fastsat følgende Tillægsbestemmelser til de for
Skoleembedsexaminer og for den lægevidenskabelige Forberedelsesexamen
gjældende Begler med Hensyn til Prøverne i Fysik:
§ 1.
Istedetfor den sædvanlige Prøve i Fysik ved den lægevidenskabelige
Forberedelsesexamen afholdes for de Kandidater, der ved Indtegningen til
bemeldte Examen fremsætte Begjæring derom, en udvidet skriftlig og mundt-
lig Prøve i det nævnte Fag, efter de Regler, der gjælde for Fysik som Bifag
ved Skoleembedsexamen i Henhold til Anordning af 25de Oktober 1883 og
Bekjendtgjørelse af 21de April 1884.
§ 2.
De, der have bestaaet den lægevidenskabelige Forberedelsesexamen
med den i § 1 omhandlede Prøve i Fysik, kunne, naar de senere ville un-
derkaste sig Skoleembedsexamen med Fysik som Bifag, overføre deres tid-
ligere opnaaede Karakterer i dette Fag til den sidstnævnte Examen.
§ 3.
Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet bemyndiges til at træffe
de nærmere Bestemmelser, der i Anledning af det Foranstaaende maatte
vise sig nødvendige.
I Skrivelse af 25de Oktober s. A. til det lægevidenskabelige og det mathe-
matisk-naturvidenskabelige Fakultet udtalte Ministeriet — ved at tilstille disse
Forelæsninger, øvelser og Examina.	135
Bekjendtgjørelsen, at ifølge dennes § 1 vilde den dér omhandlede Prøve i Fysik,
alene afseet fra hvad der nødvendig fulgte af dens formelle Karakter som et
Led i den lægevidenskabelige Forberedelsesexamen, i enhver Henseende,
navnlig ogsaa med Hensyn til Formerne for dens Afholdelse og Karakter-
givningen, være underkastet de samme Regler som den tilsvarende Prøve i
Fysik ved Skoleembedsexamen. Heraf fulgte, at Affattelsen af de skriftlige
Opgaver og Afholdelsen af Examen i dens Helhed foretoges af Universitetets
Lærer i Fysik med 2 Censorer, der, efter Indstilling af det mathematisk-
naturvidenskabelige Fakultet, beskikkedes af Ministeriet for hver Examens-
termin og oppebåre den for Censorer ved Skoleembedsexaminer fastsatte
Godtgjørelse. Bestemmelsen af Tiden for Prøvens Afholdelse i hvert enkelt
Tilfælde overlodes iøvrigt til det mathematisk-naturvidenskabelige Fakultet,
efter nødvendig Overenskomst med det lægevidenskabelige Fakultets Dekanus.
c. ForsJcjellige Afgjørelser ved Skoleembedsexaminer.
Under 25de Februar 1890 modtog Konsistorium fra det mathematisk-
naturvidenskabelige Fakultet et Andragende fra Stud. mag. N. N., der i Ja-
nuar 1884 havde bestaaet en partiel Examen i Mathematik ved den poly-
tekniske Læreanstalt og senere havde taget Examen artium med 1ste Ka-
rakter og den filosofiske Prøve, om, at han til en eventuel Skoleembeds-
examen med Mathematik som Hovedfag maatte overføre sine Karakterer fra den
nævnte partielle Examen, saaledes som Fakultetet nærmere maatte bestemme.
Fakultetet anbefalede Andragendet med Bemærkning, at hvis Andragendet
blev bevilget, vilde Karaktererne for de 3 paa Andragerens Examensbevis
anførte skriftlige Prøver og for d^ 2 sidste mundtlige Prøver være at over-
føre umiddelbart, hvorimod Karaktererne for mundtlig Algebra og Differen-
tial- og Integralregning vilde være at sammenlægge til én. Andrageren
vilde derhos have at aflægge en skriftlig Prøve i den Hovedafdeling af
Matliematiken, hvorunder hans Speciale faldt, og en mundtlig Prøve i den
med Nr. 4 i Anordning af 25de Oktober 1883 betegnede Faggruppe. Des-
uden vilde han have at underkaste sig de sædvanlige Prøver i Bifagene.
Fakultetet bemærkede, at det ikke vilde have kunnet anbefale Andragendet,
hvis der derved havde kunnet gives en Slags Anvisning paa ved en partiel
Examen ved Læreanstalten i et enkelt Fag helt eller delvis at kunne und-
gaa dette Fag ved Skoleembedsexamen. Et saadant uheldigt Præcedens vilde
imidlertid ikke kunde skabes ved at bevilge Andragendet, da Læreanstalten ikke
længere afholdt partielle Examiner i enkelte Fag eller examinerede i Mathe-
matik i samme Omfang, som ved den tidligere Examen for Mekanikere. En-
delig bemærkede Fakultetet, at Andrageren havde taget fornævnte partielle
Examen, om ikke før Oprettelsen af Skoleembedsexamen (1883), saa dog før
dens endelige Ikrafttræden (1884) og, før han tog Examen artium.
Konsistorium anbefalede i Skrivelse af 26de Marts 1890 til Kirke- og
Undervisningsministeriet Andragendet, hvorefter det efter Ministeriets Ind-
stilling ved kgl. Resolution af 21de April s. A. blev bevilget, at Stud. mag.
N. N. indstillede sig til Skoleembedsexamen med Mathematik som Hovedfag,
saaledes at de Karakterer, der vare tildelte ham ved den af ham bestaaede
.
136
Universitetet 1889—1890.
partielle Examen i Mathematik ved Læreanstalten overførtes til Skoleembeds-
examen, samt at denne Examen i det Hele afholdtes efter følgende Eegler:
»De ved den nævnte partielle Examen i Mathematik givne 3 Karakterer for
den skriftlige Del af Prøven, nemlig i: Differential- og Integralregning,
Kalkulens Anvendelse paa Geometrien og højere Mekanik og følgende 2
Karakterer for den mundtlige Del af Prøven, nemlig: Kalkulens Anvendelse
paa Geometrien og højere Mekanik overføres alle umiddelhart til Skole-
embedsexamen. De to andre Karakterer for den mundtlige Prøve, nemlig:
Algebra og Differential- og Integralregning sammenlægges til én Karakter,
der ligeledes overføres. Den Paagjældende skal iøvrigt underkaste sig en
skriftlig Prøve i den Hovedafdeling af Mathematiken, hvorunder hans Spe-
ciale falder, og en mundtlig Prøve i den Faggruppe, der i Anordningen af
25de Oktober 1883 under Bestemmelserne om Examensfordringerne i Mathe-
matik er betegnet med § 1 d, hvorhos han endvidere bliver at prøve i Bi-
fagene paa sædvanlig Maade, Alt i Henhold til bemeldte Anordnings Regler«.
Ved Skrivelse af 23de April 1890 meddelte Ministeriet Konsistorium for-
nævnte Resolution.
—	Ved Skrivelse af 15de Juli 1890 bifaldt Kirke- og Undervisnings-
ministeriet, efter Indstillinger fra det mathematisk-naturvidenskabelige Fa-
kultet og Konsistorium, at stud. mag. N. N., der agtede at underkaste sig
Skoleembedsexamen med Fysik som Hovedfag, maatte overføre til denne
Examen de ham for første Del af den polytekniske Læreanstalts Examen
for Ingeniører tillagte Karakterer i Mathematik, nemlig: Skriftlig Prøve 1.
Udmærket godt, 2. Meget godt (sammenlagt af Godt og Udmærket Godt);
Mundtlig Prøve 1. og 2. Udmærket Godt. Ministeriet bemærkede, at da
Fakultetet havde motiveret sin Indstilling ved, at den af Ansøgeren be-
staaede Prøve i det Hele havde faaet et særdeles godt Udfald, og at det
syntes overflødigt ved den forestaaende Skoleembedsexamen under samme
Fakultet at gjentage en Prøve, i hvilken dets egne Lærere havde havt en
væsentlig Del, samt at den bestaaede Prøve endog havde omfattet Mere end
det, der forlangtes ved Skoleembedsexamen med Mathematik som Bifag,
havde Ministeriet bevilget det Ansøgte, dog kun som en ved de her forelig-
gende særlige Omstændigheder foranlediget Undtagelse fra de gjældende
Regler.
d. Lægevidenskabelig Forberedclsesexamen.
Ved Skrivelse af 25de September 1889 afslog Ministeriet, efter ind-
hentet Erklæring fra det lægevidenskabelige Fakultet, et Andragende fra
Stud. med. & cliir. N. N. om, at det, paa Grund af at han havde havt stærk
Tandpine før og under den lægevidenskabelige Forberedelsesexamen i 1890,
særlig under Examinationen i Fysik ved denne Examen, maatte tillades ham
at aflægge en ny Prøve i dette Fag. Fakultetet havde i sin Erklæring be-
mærket, at det ikke fandt det heldigt at anerkjende Tandpine for et gyldigt
Sygdomsforfald ved Examen.
—	Ved Ministeriets Skrivelse af 13de Februar 1890 blev der, efter
det lægevidenskabelige Fakultets Indstilling, meddelt cand. mag. N. N. Til-
Forelæsninger, Øvelser og Examina.	137
ladelse til at overføre de ham ved Magisterkonferensen i Fysik tildelte Ka-
rakterer i Kemi og Fysik til den lægevidenskabelige Forberedelsesexamen i
Sommeren s. A. som Laudabilis.
—	Om Prøven i Fysik som Del af Skoleembedsexamen, jfr. foran S.
130—35.
8, Andre Examiner.
Juridisk Examen for Ustuderede.
Ved Kirke- og Undervisningsministeriets Skrivelse af 6te December
1889 blev et Andragende fra N. N. om Tilladelse til at indstille sig til
juridisk Examen for Ustuderede i Vinteren 1889—90, uanseet at han ikke
havde meldt sig til denne Examen i rette Tid, afslaaet. Fakultetet bemær-
kede i sin Erklæring af 2den s. M., at det i Universitetets Fundats af 7de
Maj 1788 IV § 4 udtrykkelig var foreskrevet, at den, som vilde stedes til
nogen Embedsexamen ved Universitetet, skulde indgive sin skriftlige Begjæ-
ring derom mindst 6 Uger iforvejen. Fakultetet havde dog ikke rigoristisk
fastholdt denne Fordring, men nøjedes med ved Opslag at kræve Anmeldelse
c. 14 Dage før den skriftlige Examens Begyndelse; men Overholdelsen af
denne Frist havde Fakultetet ogsaa seet sig nødsaget til at fastholde og ved
Skrivelse af 2den Oktober 1883 til Pedellerne udtrykkelig indskjærpet for
de ustuderede Juristers Vedkommende, da det viste sig, at Undladelsen
medførte betydelige Ulemper for deres Vedkommende, idet de misbrugte
Overbærenheden, og det saameget mindre kunde gaa an, som de ustuderede
Juristers Antal var saa stort, og Fakultetet derfor hver Gang itide maatte
have Rede paa Antallet for at kunne have det fornødne Antal Pladser til
Disposition. Andrageren var saameget mindre undskyldt, som han allerede
engang tidligere havde været oppe til Examen og burde kjende den vante
Fremgangsmaade, uden at hans urigtige Formening kunde tages i Betragt-
ning derimod. Overholdtes denne Regel ikke, vilde det ikke være muligt
itide at træfie betryggende Foranstaltninger for at værne om den fornødne
Orden ved Examen. Fakultetet maatte derfor holde fast ved den tidligere
fattede Beslutning, som Dekanus paa en Henvendelse fra Andrageren under
23de November 1889 havde meddelt ham, og anbefalede Ministeriet, ikke at
bevilge. Andragendet.
—	Fakultetet bevilgede ved den juridiske Examen for Ustuderede i
Vinteren 1889—90 Andragender fra Forskjellige, der havde lidt af Influenza,
om at maatte gaa op til den mundtlige Prøve paa et senere Tidspunkt, end
bestemt efter deres Nummer.
—	Et Andragende fra N. N. om Tilladelse til at indstille sig til juri-
disk Examen for Ustuderede i Sommeren 1890, uagtet han ved Examen i
Vinteren 1889—90 var bleven rejiceret, blev afslaaet ved Ministeriets Skri-
velse af 12te Marts 1890. 1 Fakultetets Erklæring af 6te s. M. fraraadedes
Andragendets Bevilgelse, da Ansøgerens Karakterer ved den skriftlige Ex-
amen, i Henhold til hvilken han var bleven rejiceret, vare saa slette, at
han derefter ikke kunde ventes ved nogle Maaneders Studium at kunne op-
Universitets Aarbog.	18
■
138
Universitetet 1889—1890.
naa fornøden Modenhed til at bestaa Examen, og da der iøvrigt ikke fandtes
nogen Grund, der kunde berettige til ved denne Lejlighed at gjøre en Und-
tagelse fra den almindelige Regel.
—	Et Andragende fra N. K, der ikke var mødt paa den D,ag, da lian
skulde op til den mundtlige Del af juridisk Examen for Ustuderede, om
at maatte møde en senere Examensdag, blev afslaaet af Fakultetet ved
Skrivelse af 16de Juni 1890, da Ansøgeren flere Gange tidligere har været
oppe til Examen og ved egen Forsømmelse var udebleven.
—	Ved Skrivelse af 25de Juni 1890 meddelte Fakultetet exam. juris N. N.,
der havde andraget om uden Betaling at erholde enten et Examensbevis eller
dog et Bevis for Udfaldet af den af ham aflagte Prøve under juridisk Examen
for Ustuderede, at Fakultetet ikke saae sig istand til at bevilge hans An-
dragende.
IV. Priskonkurrencer.
Prisopgave i Kunsthistorie.
I Skrivelse af 16de December 1889 anmodede Professor, Dr. phil. Jul.
Lange det filosofiske Fakultet om, at det vilde søge udvirket, at der mellem
de Prisopgaver, som Universitetet udsatte, foreløbig — dog ikke aarlig, men
f. Ex. med Mellemrum af 3 Aar — ogsaa optoges Opgaver i Kunsthistorie.
Han bemærkede, at hvis han som Docent ved Universitetet havde ind-
skrænket sig til at holde offentlige Forelæsninger uden at træde i nærmere
Lærerforhold til de Studerende, vilde han neppe have Ret til at gjøre et
saadant Forslag. Men allerede kort efterat han var ])leven ansat som Do-
cent, havde han indført at holde skriftlige og mundtlige Øvelser med Stu-
derende over det Stof, som vore forskjellige offentlige Kunstsamlinger frem-
bød, og var med kortere eller længere Mellemrum vedblevet dermed. I et
Semester havde han ogsaa holdt Øvelser over Middelalderens Bygningskunst
i Danmark. Professor Ussing havde ogsaa flere Gange holdt Forelæsninger
over vore Kunstsamlinger, i alt Fald over en enkelt af dem. Professor
Lange havde for sit Vedkommende i det Hele havt Tilfredsstillelse af sine
Øvelser, i hvilke flere Hold af Studerende — gjennemsnitlig vel omtrent 10
— havde deltaget med Liv og Flid, omend med meget forskjelligtHeld; og
navnlig i de senere Aar havde enkelte Studerende været stadige Deltagere
i flere Øvelseskursus. Han kunde derfor ikke andet end ønske, at Univer-
versitetet som Institution vilde anerkjende, hvad der paa denne Maade blev
udrettet, saa beskedent det end kunde være, ved med passende Mellemrum
at udsætte en af sine Prismedailler som Belønning for Løsningen af en
kunsthistorisk Øpgave. Der vilde være al Opfordring for Censorerne til at
hævde Fagets Stilling ved ikke at gjøre Bedømmelsen for facil. Det fulgte
jo desuden af de almindelige Regler for Universitetets Konkurrencer, at den,
som her foresloges, ikke beregnedes alene paa Deltagerne i bestemte Øvelser
ved Universitetet. Dog troede han, at vore Kunstsamlinger og Monumenter
i hvert Fald vilde frembyde det bedste Materiale til Behandling. Opgaverne
burde ikke være for abstrakte, men gjælde konkrete Gjenstande, især saa-
tlanne, der ikke forud havde været altfor stærkt behandlede af Videnskaben.