Priskonkurrencer.
439
vidt11), at han bebrejdede12) Kongen Grusomhed mod Macedonernes kjæk-
keste Anførere, blev denne saa opflammet afVrede, at han gjennemboredeu)
ham med en Lanse. Strax angrede han sin G-j erni ng14); han omfavnede15)
under16) mange Taarer den Døde og tilstod ham sin Uret, som om han kunde
høre det. Dernæst greb17) han Lansen og vilde have dræbt sig selv, hvis
Vennerne ikke havde revet den ud18) af hans Hænder.
x) M ara c an da, orum. 2) bestemmer = destino. 3) dækker =
tego. 4) afhugger = amputo. 5) truer = immineo. 6) gjør mig
rejsefærdig = iter paro. 7) indbyder til Gjæstebud = convivio
adhibeo. 8) ung Mand = juvenis. 9) Uvillie = indignatio. 10) for-
lader = excedo. u) gaaer saa vidt = eo progredior. 12) bebrejder
— exprobro. 13) gj e n nem bor e r = transfigo. 14) Gjerning = fa-
cinus. 15) omfavner = amplector. 16) under = cum. 17) griber =
arripio. l8) river ud == extorqueo.
V. Priskonkurrencer.
Til Besvarelse af de for Aaret 1886—87 af Universitetet udsatte 13 Pris-
opgaver*) indkom i Aaret 1887—88 8 Afhandlinger, nemlig to filosofiske, en
historisk, to nordisk-filologiske, to mathematiske og en fysisk. Af disse Afhand-
linger fandtes den ene af de filosofiske, den historiske, den ene af de nordisk-
filologiske og den ene af de mathematiske værdige til Prisen. Den ene af de
mathematiske og den fysiske Afhandling tilkjendtes der Akcessit. Forfatterne
fandtes at være:
Af de prisbelønnede Afhandlinger:
Cand. juris Valdemar Vedel, af den filosofiske,
Candidata mag. Anna Sophie Hude, af den historiske,
Stud. mag. Julius Emil Ferdinand Clausen, af den nordisk-filologiske,
Cand. mag. Sophus Andreas Christensen, af den mathematiske.
Af de Akcessit tilkjendte Afhandlinger:
Cand. phil. Axel Gunno Arneberg, af den mathematiske,
Stud. mag. Anton Eliot Hjuler, af den fysiske.
Vedkommende Censorers Bedømmelse af de indleverede Afhandlinger lyder
saaledes:
I. De filosofiske Afhandlinger. Som Besvarelse af den filosofiske
Prisopgave for 1886—87: »At udvikle Forholdet mellem Ret og Moral«, er der
indkommet to Afhandlinger.
Den ene af disse, som har til Motto: »Ut desint vires, tamen est laudanda
voluntas», udmærker sig ved klar Tankegang, livlig Fremstilling og mange træf-
fende Bemærkninger. Saa meget desniere beklage vi, at Forfatteren, der lige
saa lidt mangler Evner som Villie, ikke har fundet Lejlighed til at underkaste
Spørgsmaalet en udførligere Behandling, ved hvilken dets forskjellige Sider kunde
være blevne fremdragne. Allerede ved sin Korthed udelukker hans Afhandling
sig fra at komme i Betragtning.
Den anden Afhandling, med Motto af Goethes Tasso: »Der Mensch ist
nicht geboren frei zu sein», underkaster det fremsatte Spørgsmaal en grundig
og alsidig Drøftelse. Forfatteren undersøger først Forholdet mellem Moral og
Ret fra et historisk Synspunkt, gaaer derefter over til en Analyse af den mo-
derne Morals og Rets Væsen og slutter med en udførlig ethisk og retsfilosofisk
Betragtning. Afhandlingen vidner 0111 godt Kjendskab til den moderne ethiske
og retsfilosofiske Literatur, om psykologisk Sans og selvstændig Tænkeevne.
*) Univ. Aarb. f. 1886—87 S. 123—24.
56*
440
Universitetet 1887—1888.
Forfatterens Herredomme over Stof og Form synes at voxe efterhaanden som
han arbejder sig fremad; de sidste Afsnit er de mest vellykkede. Der findes
vel med Hensyn til enkelte Spørgsmaal en vis Vaklen og Mangel paa Gjennem-
forelse; men i det Hele vidner Afhandlingen om en saadan Dygtighed og Be-
gavelse, at Forfatteren fuldt ud fortjener den udsatte Pris.
Den 7de Marts 1888.
H. Høffding.	K. Kroman.
II.	Den historiske Afhandling. Som Besvarelse af den stillede
Prisopgave i Historie »En Fremstilling og Kritik af de nyere Opfattelser af
Sporgsmaalet om Lensvæsenets Opkomst« er indkommet en Afhandling med
Motto: »Les veritables verités sont bien difficiles a obtenir pour l'histoire«.
Forfatteren af denne Afhandling er godt hjemme i den til Spørgsmaalet
hørende Literatur, og naar han til mere indgaaende Behandling har udvalgt fire
Hovedforfattere (Waitz, Roth, Fustel de Coulanges og Sybel), er der Intet at
indvende imod dette Valg; kun havde det været rimeligt som den femte at med-
tage Gierke, der i »Das deutsche Genossenschaftsrecht« har givet en interessant
Fremstilling af Lensvæsenet. Afhandlingen gjengiver de nævnte Forfatteres
Stilling til Problemet paa en i det Hele udtømmende og korrekt Maade; ved en
indtrængende Analyse af de mango Forhold, der her gribe ind i hinanden, er
det lykkedes at gjore Redegjørelsen klar og oplysende. Skridt for Skridt udtaler
Forfatteren sin Mening om de omtvistede Punkter og viser herved god kritisk
Evne og et sundt historisk Omdomme; med Grund fremhæver han, at der paa
mango Omraader er større Enighed mellem de hinanden bekæmpende Forfattere,
end disse selv ville tilstaa, medens han tillige forsigtig betegner de Punkter,
overfor hvilke Granskningen endnu ikke har bragt Klarhed. Afhandlingen er
saaledes et modent Arbejde, hvori det vidtstrakte Æmne er fuldt behersket. Et
andet Spørgsmaal er det, hvorvidt de Resultater, Forfatteren naaer til, overalt
kunne fastholdes. Man føler, at Forfatteren bedømmer de fremsatte Meninger
ud fra vedkommende moderne Behandlinger selv og det i dem indeholdte Bevis-
materiale, derimod ikke ud fra et direkte Kjendskab til Middelalderens historiske
Kilder. At erhverve et saadant vilde dog sikkert have fordret et større Spand
af Tid, end der var levnet Forfatteren, og et Krav herpaa kan heller ikke siges
at ligge i den Maade, hvorpaa Opgaven er stillet. Med mere Grund kan man
bebrejde Forfatteren, at han ikke har fulgt Lensvæsenets Historie noget længer
ned i Tiden, end sket er. Han standser i den ældre Karolingertid ligesom de
fleste af de omhandlede Forfattere, men adskillige af de Gaader, som Lensvæse-
nets Oprindelse frembyder, ville vistnok først kunne opklares ved et Studium af
den efterfølgende Periode. Forfatteren synes iovrigt selv at have indset dette,
men ikke forend han stod ved Afslutningen af sit Arbejde.
Som Helhed maa Afhandlingen, der er skrevet i et rent og flydende Sprog,
ubetinget betegnes som en tilfredsstillende Besvarelse af det fremstillede, ind-
viklede og vanskelige Sporgsmaal, hvorfor vi anse den fuldkommen værdig til
den udsatte Prisbelønning.
Februar 1888.
E. Holm. Joh. Steenstrup. Kr. Erslev.
III.	De nordis k-filologiske Afhandlinger. Som Besvarelse af
Universitetets Prisopgave i nordisk Filologi for 1886—87. «En Vurdering af
Fr. Chr. Eilschovs videnskabelige Virksomhed og Stilling i den danske Literatur«,
er der indkommet to Afhandlinger.
Forfatteren af den forste, med Motto af Turgenjew: »Udenfor Nationaliteten
er der Intet, slet Intet», har aabenbart forset sig paa Taines historiske Methode.
Gjennem en vidtloftig Fremstilling af Eilschovs Familieforhold og Barndom for-
søges det forst at udlede Hovedtrækkene i hans Personlighed og Virken af hans
fyenske Oprindelse og Slægtsejendommelighod. Dette falder dog yderst søgt og
overfladisk ud; Forfatteren sammenstiller med stærk fyensk Lokalpatriotisme en
Mængdo vidt svævende og tidt uvedkommende kulturhistoriske Enkeltheder, og
behandler dem meget lost, i en undertiden ret livlig, men vel flot Stil, Derpaa
lader han imidlertid dette Motiv falde, og vender først lige mod Afhandlingens
Priskonkurrencer.
441
Slutning ganske kort og højst uventet tilbage dertil. Han gaaer nu over til en
udførlig Betragtning af Filosofiens Udvikling fra Bacon til Wolff, hvor den noget
brammende Sprænglærdom stikker underlig af mod de grove Fejl i Citaterne af
fremmede Sprog. Forfatteren finder her Tid og Anledning til de mærkeligste
Sidespring; men da han skal til at gjøre Anvendelsen paa sit særlige Æmne,
indskrænker han sig til løse Strøbemærkninger, uden at give nogen Karakteristik
af Eilschows Forfattervirksomhed og uden engang at nævne, end sige gaa nær-
mere ind paa de fleste af hans Skrifter. De sprogreformatoriske Bestræbelser
gjøres af paa et Par Sider, hvorpaa der i en Fart sættes en meget abrupt Slut-
ning paa det Hele.
Der er altsaa her ikke givet nogensomhelst virkelig Bes.varelse af den
stillede Opgave. Trods enkelte Glimt af Liv og Selvtænkning, der dog ofte ud-
arte til Jagen efter Aandrighed, er desuden Sprog og Stil ubehændig, og hele
Behandlingen aldeles uordnet og uensartet. Der kan saaledes ikke være Tale
om at prisbelønne Afhandlingen.
Forfatteren af den anden Besvarelse, med Motto af Tullin: »At'tænke er
at leve, at blive vis er at leve længe«, har omhyggelig sat sig ind i Eilschovs
Skrifter og den iøvrigt lidet omfattende Literatur, der berører dem. Efter en
Fremstilling af Eilschovs Livsomstændigheder, hvor der dog ikke har kunnet
bringes noget Nyt frem, gives der en i det Hele fornuftig, vel ordnet og med
talrige Citater underbygget Udsigt over hans filosofiske og sprogreformerende
Virksomhed. Hvad der derimod savnes, er en fyldigere og korrektere Behandling
af den videnskabelige og kulturhistoriske Baggrund baade hjemme og i Udlandet.
Her støtter Forfatteren sig næsten udelukkende til de summariske Oversigter hos
Jens Møller og N. M. Petersen, og skjønt lejlighedsvis Sammenstilling, f. Es.
med Holberg, ikke ganske mangler, træder det dog langtfra klart nok frem, paa
hvilke Punkter Eilschov maa siges at have givet nye Impulser og ført Udviklin-
gen videre i den nye Tids, det 18de Aarhundredes Aand.
Den almindelige Indledning og det afsluttende Overskue over Eilschovs Be-
tydning ere de mindst heldige og klare Partier. I det sidste Afsnit fortaber
Forfatteren sig paany i Betragtninger over Sprogreformerne, som rettere hørte
hen paa et tidligere Stadium, og navnlig her røber han sin utilstrækkelige sprog-
historiske Indsigt, ligesom han vistnok stærkt overvurderer Eilschov.
Trods disse Indvendinger, og skjønt Sproget i Afhandlingen hist og her er
temmelig forsømt, have vi dog, om end med nogen Tvivl, ment at kunne indstille
Forfatteren til at belønnes med Universitetets Guldmedaille.
Den 10de Marts 1888.
Ludv. F. A. Wimmer.	J. Paludan.
IV. De mathematiske Afhandlinger. Af den stillede Opgave:
»I en algebraisk Gjenfremstilliug af 10de Bog af Euklids Elementer at paavise
de enkelte Sætningers Forbindelse ogFormaal«, er der indkommet to Besvarelser.
Den ene, som har Mottoet: »Cave omnia quae falsa«, indeholder en vel-
skreven Fremstilling af Indholdet af Euklids 10de Bog, hvis Sætninger og Bevi-
ser enkeltvis gjengives temmelig umiddelbart, men ved Brug af det moderne
algebraiske Tegnsprog. Der findes enkelte Misforstaaelser, blandt hvilke navnlig
maa fremhæves, at Forfatteren ikke har opfattet det i Bogens første Sætning
givne logiske Grundlag for hele Euklids paafølgende Undersøgelse af irrationale
Størrelser; men i det Hele er Euklids Tankegang klart og rigtig opfattet. Det
har da med den anførte Undtagelse heller ikke været svært for Forfatteren at
angive Sætningernes logiske Forbindelse og deres Formaal, forsaavidt dette sidste
ligger indenfor selve Bogen og kan findes ved Studium alene af denne.
Til en Vurdering af den mærkelige Bogs Betydning hører imidlertid mere,
og den stillede Opgave forlanger mere, nemlig ikke blot en Paavisning af de
Sætningers Formaal, som tjene til Gjennemgangsled, men ogsaa af Formaalet for
de Sætninger, som indeholde Bogens Resultater. I denne Henseende yder For-
fatteren Intet, og man faaer ved Læsningen Indtrykket af, at han ganske har for-
sømt det til denne Vurdering nødvendige Studium af andre Skrifter fra Oldtiden,
hvor man støder paa Bestemmelser af irrationale Størrelser, og af moderne Ar-
bejder, som kunde tjene til Vejledning. Det lykkes derfor kun Forfatteren at
442
Universitetet 1887—1888.
vise, at han har opfattet Euklids Resultater rigtig; men hans algebraiske Form-
ler give ikke en moderne Læser noget synderligt lettere Overblik over disse
Resultater, end det, som Auklid selv forstaaer at faa frem ved den præcise, ens-
artede Gjengivelse i Ord af, hvad der i Virkeligheden er ensartet.
Vi kunne derfor ikke tilkjende denne Afhandling den udsatte Pris. I Be-
tragtning af, at der foreligger en algebraisk Gjenfremstilling, hvis Enkeltheder
ere godt og klart udtrykte, tør vi dog nok tilkjende den et Akcessit.
Den anden Afhandling, med Motto: «L'analyse et la géométrie au point
de vue philosophique, sont deux branches d'une science unique; elles sont desti-
nées a s'éclairer mutuellement, a se préter un secours réciproque«, giver i et
Sprog, der maaske ikke altid er saa klart som i den foregaaende, en fuldstæn-
digere Besvarelse af hele det stillede Spørgsmaal. I en korrekt Fremstilling af
Enkelthederne af Euklids Bog lader. Forfatteren ej blot disses logiske Forbindelse,
men ogsaa de vundne Resultaters Betydning træde bestemt frem. Det sidste
sker ved saadanne algebraiske Udtryk for Euklids irrationale Størrelser, som
baade svare nøje til deres Dannelso og ere lette at overskue og vise, hvortil
disse irrationale Størrelser kunde bruges. Bogens indre Sammenhæng, Aarsagen
til dens Fremkomst og dens Sammenhæng med den antike Løsning af Ligninger
gjores dernæst til Gjenstand for særlige Kapitler. Disse lide af en vis Magerhed.
Saaledes burde I'. Tannery's korte Paavisning 'af hele Bogens Betydning, som
har ledet Forfatteren af den foreliggende Besvarelse til en saa god Indsigt i de
enkelte Sætningers Betydning, have bragt ham til at gaa videre og af selve
Euklids Beviser søge at fremdrage Løsningerne af de Ligninger, som føre til de
irrationale Størrelser. Enkelte Gjætninger om, hvorledes nogle Sætninger ere
fundne, yde ikke Erstatning for dette Savn.
Kjærnen i det stillede Spørgsmaal er imidlertid besvaret fuldstændig og
rigtig, og derfor mene vi, at Besvarelsen fortjener den udsatte Pris.
Den 13de Marts 1888.
Thiele.	H. G. Zeuthen.	Julius Petersen.
V. Den fysiske Afhandling. Som Besvarelse af Universitetets Pris-
spørgsmaal i Fysik og Kemi er der indleveret en Afhandling under Titelen:
»Lysets Indflydelse paa den elektriske Ledningsevnen, med Motto: »Plus on
diminue lo nombre des principes d'une science, plus on leur donne d'étendue«.
Afhandlingen viser, at Forfatteren har gjort et grundigt Studium af den til
Æmnet hørende Litoratur, og han har tillige givet en velordnet Oversigt over
denne. Da han derved er stødt paa mange modsigende Angivelser, har han
søgt at finde Aarsagerne dertil, og har i den Anledning anstillet en Mængde
Forsøg, som baade synes at være vel udforte og klart fremstillede. Det er dog
ikke lykkedes ham at vinde nye Resultater af Betydning, og han har heller ikke
faaet Lejlighed til i saa stort Omfang, som det i den stillede Opgave ønskedes,
at undersøge Lysets Indflydelse paa Ledningsevnen hos forskjellige StolTer. Un-
der disse Omstændigheder kunne vi ikke anse det for rigtigt at indstille Forfat-
teren til at modtage Guldmedaillen, hvorimod vi foreslaa, at der tilkjendes ham
et Akcessit.
I Marts 1888.
Julius Thomsen. S. M. Jørgensen. C. Christiansen.
De for Aaret 1887—88 udsatte Prisopgaver vare:
I. The o logi. At undersøge Forholdet mellem Kants Lære om det radi-
kale Onde og den kirkelige Lære om Arvesynden. 2. Lovkyndighed. Der
ønskes en Fremstilling af Presseforbrydelserne og deres strafferetlige Behandling
efter nordisk Ret og de vigtigste fremmede Lovgivninger. 3. Statsviden-
skab. En Fremstilling og Vurdering af den forskjellige Maade, hvorpaa man i
England,og Tyskland ad Lovgivningens Vej har søgt at gribe ind i og ordne
Arbejderforholdene. 4. Lægevidenskab. Prognosen og Indikationen for
6ectio cæsarea i Fortid og Nutid med særligt Hensyn til Valget mellem det
Akademiske Promotioner.
443
egentlige Kejsersnit og Porros Operation. 5. Filosofi. At fremstille og vur-
dere den nyere Filosofis Lære om, hvorvidt det er berettiget at antage en objek-
tiv Omverden. 6. Historie. Danmarks Forhold til Sverige i Tiden fra Freden
i Knærød indtil Sveriges Deltagelse i Trediveaarskrigen. 7. K las sisk F i lo-
logi. En Undersøgelse af de Kilder, Seneca har benyttet ved Affattelsen af sine
Quæstiones naturales, samt en kritisk exegetisk Kommentar til 6te Bog. Exposito,
quibus auctoribus Seneca usus sit in Quæstionibus naturalibus conscribendis, liber
sextus huius operis enarretur. 8. Østerlandsk Filologi. Brugen af de
sanskritiske Participier, saaledes som den fremtræder i Pancatantra og Hitopadega.
9. Nordisk Filologi. De i nordiske Person- og Stednavne indeholdte Min-
der om Hedenskabet. 10. Engelsk Filologi. En detailleret Fremstilling af
Hovedtrækkene i Dialektforskjellen mellem de to vigtigste Textgrupper (den ældre
og den yngre) i Forshall og Maddens Udgave af Wycliffes Bibel (Oxford 1850
4vol. 4to). 11. Astronomi og Mathematik.1 Der ønskes en Udvikling af
Forbindelsen mellem de elliptiske Funktioners Tlieori og de sfæriske Trekanters
Theori. 12. Kemi og Fysik. Der gives en Fremstilling af Radikalbegrebets
historiske Udvikling og Betydning for den theoretiske Kemi. 13. Natur-
historie. Vore almindelige indenlandske Gravehvepsers og enlige Biers biolo-
giske Forhold ønskes oplyste ved Iagttagelser og Undersøgelser. Besvarelsen
maa ledsages af Exemplarer og oplysende Præparater.
VI. Akademiske Promotioner.
I Aaret 1887—88 have 13 Promotioner fundet Sted, idet der er tildelt
8 den medicinske og 5 den filosofiske Doktorgrad.
Assistent ved Universitetets fysiologiske Laboratorium Sophus Carl
Frederik Tor up (Lægeexamen i Juni 1885) forsvarede den 13. Oktober 1887
sin for den medicinske Doktorgrad skrevne Afhandling: »Om Blodets Kulsyre-
binding med særligt Hensyn til Hæmoglobinets Kulsyreforbindelse». Paa Embeds-
vegne opponerede Lektorerne J. H. Chievitz og Dr. Chr. Bohr, af Tilhørerne
ingen. Graden meddelt den 14. December 1887.
Reservelæge i Marinen Ar ni Carl Julius B orne man n (Lægeexamen
i Januar 1883) forsvarede den 21. December 1887 sin for den medicinske Doktor-
grad skrevne Afhandling: »Studier over den gonorrhoiske Rheumatisme«. Paa
Embedsvegne opponerede Professor, Dr. C. M. Reisz og Docent, Overkirurg, Dr.
O. T. Bloch, af Tilhørerne Overlæge, Dr. Alex. Haslund. Graden meddelt den
28. December 1887.
Reservelæge ved Blegdamshospitalet Peter Christian Frederik Geill
(Lægeexamen i Januar 1885) forsvarede den 22. December 1887 sin for den
medicinske Doktorgrad skrevne Afhandling: »Kliniske Studier over den akute
Karbolsyreforgiftning». Paa Embedsvegne opponerede Professorerne, Dr. T. S.
Warncke og Dr. C. G. Gædeken, af Tilhørerne ingen. Graden meddelt den 28.
December 1887.
Forhenværende anatomisk Prosektor, Læge Edvard Andreas Ivar Ravn
(Lægeexamen i Januar 1884) forsvarede den 4. Februar 1888 sin for den medi-
cinske Doktorgrad skrevne Afhandling: »Om Dannelsen af Skillevæggen mellem
Bryst- og Bughulen hos Pattedyrfostre. En embryologisk Studie«. Paa Embeds-
vegne opponerede Lektorerne J. H. Chievitz og Dr. Chr. Bohr, af Tilhørerne
ingen. Graden meddelt den 10. Februar 1888.