6
Universitetet 1892—1893.
disse Sager angaaet Forseelser mod den offentlige Orden paa Gaden, og
der er, forsaavidt de vedkommende Studenter oppebar Kommnnitetsstipendiet
eller Legater eller havde Bolig paa Kollegierne, blevet tildelt disse Stu-
derende en Irettesættelse.
—	Da Stud. juris N. K, der oppebar Skeels Studenterstipendium,
ifølge Meddelelse fra Kjøbenhavns Politi, i September 1892 var bleven
ansét med en Bøde for at have foraarsaget Gadeuorden, blev den modtagne
Udskrift af Sagen af Konsistorium tilstillet Patronen for ovennævnte Stipen-
dium, der derefter indberettede til Konsistorium, at lian havde meddelt
Studenten en alvorlig Irettesættelse.
—	Af en fra Kjøbenhavns Politi modtagen Meddelelse oplystes det,
at Stud. juris N. N. for at have foraarsaget Gadeuorden i Maj 1893 var
bleven ansét med en Bøde. Da han oppebar Understøttelse fra Ministeriet
og tillige havde liavt andre Legater, blev der meddelt ham en Irette-
sættelse.
II. Det akademiske Lærersamfund samt Censorerne ved Universitetets
Exaniina.
1. Oprettelse af en normeret Professorplads i almindelig Pathologi
under det lægevidenskabelige Fakultet.
Under 2den Juli 1892 indsendte Konsistorium til Kirke- og Under-
visningsministeriet et fra det lægevidenskabelige Fakultet modtaget Andra-
gende fra Docent, Dr. med. C. Salomonsen, hvori denne anholdt om fornyet
Ansættelse som midlertidig Docent. Fakultetet anholdt i Henhold til sine
tidligere Indstillinger paany om, at der maatte blive søgt oprettet en nor-
meret Professorplads i almindelig Pathologi, hvorunder Laboratoriet for medi-
cinsk Bakteriologi skulde henlægges, og hvorved den midlertidige Docentur
blev gjort overflødig. Subsidiært anbefalede Fakultetet Dr. Salomonsens Andra- ■
gende paa det Bedste. Konsistorium anbefalede paa det Varmeste Fakul- •
tetets Indstilling om Oprettelsen af den i Forslaget til Lønningsloven af 1
12te April 1892 optagne normerede Professorplads i almindelig Pathologi, f
hvorunder Laboratoriet i medicinsk Bakteriologi skulde henlægges, og ind- -
stillede, at Forslag herom blev optaget paa Finanslovforslaget for Finansaaret j
1893 — 94. Forsaavidt dette ikke vilde kunne opnaaes, anbefalede Konsi- -
storium Dr. Salomonsens fornævnte Andragende.
Paa fornævnte Finanslovforslag blev der af Ministeriet stillet Forslag £
om de normerede Professoraters Forøgelse med et Professorat i almindelig §
Pathologi, hvortil Laboratoriet for medicinsk Bakteriologi skulde henlægges, .c
Ministeriet bemærkede i Motiverne, at der i Forslaget til Lønningslov for *r<
Universitetet og Kommunitet var stillet Forslag om dette Professorats Op--(
rettelse, men da samtlige Bestemmelser om Universitetets Organisation vedh
Forslagets Behandling i Folkethinget bleve fjærnede fra dette, kunde der ikke ø;
i Loven af 12te April 1892 blive optaget Bestemmelser desangaaende. Dai;(
Ministeriet vedblivende maatte anse et saadant Professorat som særdeless9
ønskeligt, havde det paany stillet Forslag i saa Henseende. Der skulde ii
Det akademiske Lærersamfuncl.
7
den Anledning anføres Følgende, der i det Væsentlige var en Gjentagelse
af det i Motiverne til fornævnte Lønningsforslags § 2 Anførte: Under den
medicinske Videnskabs ved nye Undersøgelser og Opdagelser bestandig
voxende Fylde og Omfang var det nødvendigt, for at Studiets almindelige
Grundlag kunde fastholdes, at der ydedes de Studerende den sammenfattende
og overskuende Vejledning gjennem Sygdomstilstandenes Mangfoldighed, der
er et nødvendigt Udgangspunkt for videnskabelig Telegnelse. Hertil kom,
at der i den nyeste Tid var tilført den almindelige Granskning af Sygdoms-
tilstandene det omfattende og betydningsfulde Stof, som Bakteriologien inde-
holdt. I)a der iøvrigt allerede under Universitets Udgiftspost 7. a,, til viden-
skabelige Formaals Fremme, blev udredet et Honorar for en midlertidig
Docentplads i fornævnte Fag, var Talen egentlig kun om at omdanne en alle-
rede bestaaende midlertidig Docentplads til at gjøre sin fulde Nytte.
Forslaget blev bevilget af begge Rigsdagens Thing og Lønningen for
ovennævnte Professorat optaget paa Kirke- og Undervisningsministeriets Bud-
get for Finansaaret 1893—94.
Under 17de April 1893 blev midlertidig Docent, Dr. med. Carl Julius?
Salomonsen derpaa allernaadigst udnævnt til Professor i almindelig Patlio-
logi fra 1ste s. M. at regne.
For Laboratoriet for medicinsk Bakteriologi blev derefter i Foraaret
1893 indrettet Lokaler i Universitetets kemiske Laboratoriums forrige Byg-
ning i Ny Vestergade, i hvilken Bygning der ogsaa blev indrettet en Leje-
bolig for Professoren i Pathologi, jfr. herom i det Følgende under Bygnings-
foranstaltninger ved Universitetet.
2. Docent, Professor, Dr. med. Jul. Petersens Udnævnelse til
Professor extraordinarius under det lægevidenskabelige
Fakultet.
Paa Finanslovforslaget for 1893—94 blev det Professor, Dr. med.
Julius Petersen for Forelæsninger over Medicinens Historie paa Universitetets
Udgiftspost 7. a., til videnskabelige Formaals Fremme, bevilgede Honorar af
1500 Kr. foreslaaet forhøjet til 2G00 Er., i hvilken Henseende Ivirke- og
Undervisningsministeriet henviste til Professor Petersens anerkjendt frem-
ragende Dygtighed samt det Ønskelige i, at han i størst mulig Omfang
kunde ofre sig for sit specielle Fag, der ellers ikke var repræsenteret ved
Universitetet, ligesom ogsaa hans forholdsvis fremrykkede Alder gjorde det
naturligt ikke for længe at lade ham blive staaende med et Honorar af en
nærmest for yngre Videnskabsmænd passende Størrelse.
I Skrivelse af 10de November 1892 til Konsistorium meddelte Mini-
steriet, at det havde ment at burde ændre sit Forslag derhen, at der til-
lagdes Professor Petersen en Lønningsforhøjelse af ialt 2100 Kr., og at den
hele ham herefter tilkommende Lønning, 3600 Kr., tillagdes ham med
Pensionsret, for at han kunde udnævnes til Professor extraordinarius i Lighed
med Professorerne, Dr. Jul. Lange, Dr. Verner og Dr. Løftler. Ministeriet
maatte nemlig i Betragtning af den Betydning, Studiet af Medicinens
8
Universitetet 1892 —1893.
Historie antoges at Lave for de lægevidenskabelige Studerende, anse det
for rigtigst, at det paagjældende Fags nuværende dygtige Repræsentant ved
Universitetet lik en lignende Stilling som de tre fornævnte Professores
extraordinarii, ligesom Ministeriet ogsaa fandt det naturligt, at et Forslag
om lians faste Ansættelse paa en saadan fastere Maade fremkom i Forbin-
delse med den paa Finanslovforslaget foreslaaede Oprettelse af et Professorat
i almindelig Pathologi, hvorunder Laboratoriet for medicinsk Bakteriologi
skulde henlægges. Ministeriet havde derfor tilskrevet Folkethiugets Finans-
udvalg om Fremsættelse af Ændringsforslag i den nævnte Retning til 2den
Behandling af Forslaget til Finanslov for Finansaaret 1893—94.
Ministeriet udbad sig derhos Erklæringer indsendte fra det lægeviden-
skabelige Fakultet og Konsistorium med Tilføjende, at det havde ønsket at
erholde disse Erklæringer, inden Skrivelse til Finansudvalget afsendtes, men
af Hensyn til, at Ændringsforslaget, naar det skulde stilles, nu maatte
foreligge for Udvalget, havde ment ikke at burde udsætte det foretagne
Skridt efter Modtagelsen af Erklæringerne.
Under 22de December 1892 indsendte Konsistorium en Erklæring fra
det lægevidenskabelige Fakultet, hvori dette blandt Andet udtalte, at der
fra dets Side ikke kunde være Noget at erindre imod, at der skaffedes
Professor Petersen de bedre Vilkaar, som Vedtagelsen af Ministeriets Forslag
vilde medføre for ham, og heller ikke imod, at han udnævntes til Professor
extraordinarius, kun at Fakultetet, lige overfor Muligheden af en saadan
Udnævnelse, maatte forbeholde sig nærmere Overvejelse af det Spørgsmaal,
hvorvidt han, i den nævnte Egenskab, burde indtræde i Fakultetet.
Den foreslaaede Lønning blev bevilget af begge Rigsdagens Thing og
optagen paa Ministeriets Budget for Finansaaret 1893—94, hvorefter midler-
tidig Docent, Professor, Dr. med. Jacob Julius Petersen under 14de April
1893 allernaadigst blev udnævnt til Professor extraordinarius ved Universitetet,
fra 1ste s. M. at regne.
3. Besættelse af Pladsen som Docent ved Universitetet til at bestyre
en for Undervisningen egnet Børneklinik med Overlægen ved
Dronning Louises Børneliospital.
Ved Lov af 12te April 1892 angaaende de Universitetet og Kommuni-
tetet vedkommende Lønningsforliold blev bevilget en aarlig Lønning af 2000
Ivr. til en Docent ved Universitetet til at bestyre en for Undervisningen
egnet Børneklinik, jfr. Univ. Aarb. f. 1890—91 S. 431.
I Skrivelse af 15de Juli 1892 udbad Kirke- og Undervisningsministe-
riet sig Konsistoriums Erklæring, om der ikke maatte være Anledning til
at søge den paagjældende Stilling besat og anmodede i bekræftende Fald
om nærmere Forslag med Hensyn til dens Besættelse.
Konsistorium indsendte derefter under 13de Oktober s. A. en fra det
lægevidenskabelige Fakultet indhentet Erklæring, hvori Fakultetet udtalte, at
den eneste Bømeklinik, hvorved for Tiden en fyldig Undervisning i Pædiatri
var mulig, var den ved Dronning Louises Børnehospital. Da Overlægen ved
Det akademiske Lærersamfund.
9
dette Hospital, Professor, Dr. med. Hirschsprung i mange Aar uden Veder-
lag havde ydet Undervisning i dette Fag paa særdeles tilfredsstillende
Maade, mente Fakultetet, at han burde ansættes i denne Post, hvortil Løn-
ning nu var bevilget, saa længe han forblev i denne Stilling. Fakultetet
henledede tillige Opmærksomheden paa, at det vilde være ønskeligt, om der
kunde, træffes Aftale med Bestyrelsen af Børnehospitalet om, at Fakultetet
tik Lejlighed til under en eventuel Vakance i Overlægepladsen at udtale sig
0111 Ansøgerne, i Analogi med, hvad der var Tilfældet med de af Kommune-
hospitalets Overlæger, som ere lønnede af Universitetet som Docenter. Kon-
sistorium sluttede sig til Fakultetets Udtalelser.
Under 3die November s. A. meddelte Ministeriet Konsistorium, at det
havde ansat Overlæge, Professor, Dr. med. Harald Hirschsprung i Posten
som Docent ved Universitetet til at bestyre en for Undervisning egnet
Børneklinik fra 1ste s. M. at regne, saa længe han forblev i Stillingen som
Overlæge ved Dronning Louises Børnehospital.
Et senere indkommet Andragende fra Bestyrelsen for ovennævnte
Hospital om et aarligt Tilskud af 2000 Kr. vil blive omtalt i den næste
Aarbog.
4. Honorar til Kredslæge, Dr. med. H. A. Nielsen for at holde
hygiejniske Demonstrationer og Fremvisninger med dertil knyttede
Foredrag under det lægevidenskabelige Fakultet.
Fra det lægevidenskabelige Fakultet modtog Konsistorium under 4de
November 1892 et Andragende fra Kredslæge, Dr. med. H. A. Nielsen om,
at der maatte blive tilstaaet ham et Honorar for at holde hygiejniske
Demonstrationer og Fremvisninger med dertil knyttede Foredrag ved Uni-
versitet.
Dr. Nielsen bemærkede i sit Andragende Følgende: Han var født i
1850, blev i 1870 Student og absolverede i 1877 lægevidenskabelig Fmbeds-
examen med første Karakter. Det følgende Aar tilbragte han i Kjøbenhavn
som Kandidat paa Kommunehospitalet, hvorefter lian nedsatte sig i Søn-
dersø paaFyen. Alt der lagde han sig særligt efter hygiejniske og bakterio-
logiske Studier og Undersøgelser. I 1883 opholdt han sig i en Maaned i
Berlin for at studere Hygiejnen dér. I 1885 flyttede han til Kjøbenhavn,
hvor han haabede at faa bedre Lejlighed til at følge sin Interesse. I 2
Aar arbejdede han stadigt paa Universitetets bakteriologiske Laboratorium
under Docent Salomonsen og søgte ved Siden deraf at udvikle sine øvrige
Kundskaber i Sundhedsplejen. I 1887 tildelte Kjøbenhavns Magistrat ham
en af de nyoprettede hygiejniske Lægeposter, og han havde siden den Tid
fungeret under Kjøbenhavns Sundhedskommission som Kredslæge paa Vester-
bro. I 1890 disputerede han for den medicinske Doktorgrad over et hygiej-
nisk Æmne: Bakterierne i Drikkevandet. For 3 Aar siden overdrog Kultus-
ministeriet ham paa Professor Oædekens Anbefaling sammen med denne at
give Undervisning i Sundhedspleje ved Feriekursuset for Lærere; dér havde
han hvert Aar i 45 Timer i August Maaned ved Foredrag gjennemgaaet
Universitetets Aarbog.	O
10
Universitetet 1892—1893.
Sundhedsplejen og desuden afholdt Øvelser og Demonstrationer. Paa det
medicinske Fakultets Anbefaling tildelte Konsistorium ham ifjor trods det,
at han var over 20 Aars Student, en Portion paa 1000 Kr. af »Stipendiet
for yngre Videnskabsmænd«. Herved sattes han istand til dels at foretage
en Studierejse paa 6 Uger til Prag, hvor han arbejdede ved det hygiejniske
Institut under Professor Hueppe. Et dér paabegyndt Arbejde om Kjødgifte, hvis
foreløbige formentlig baade i videnskabelig og praktisk Henseende ikke helt
betydningsløse Resultater han ifjor meddelte i medicins! Selskab, i hvis
Forhandlinger Referat af Meddelelsen var optaget — dette Arbejde fortsatte
han herhjemme. Dels skaffede han sig ved dette Stipendium mere Tid fra
sin besværlige og daarlig lønnede Lægepraxis til at dyrke sit Specialstudium
og til at forberede en Række Demonstrationer og Foredrag ved Universi-
tetet over udvalgte Afsnit af Hygiejnen. I Foraarssemestret 1892 afhandlede
han Infektion i Almindelighed samt Infektionssygdommenes Ætiologi særligt
fra et hygiejnisk Standpunkt og tagende særlig Sigte paa Profylaxen. I
Efteraarssemestret 1892 og de næste 2 Semestre agtede han at fortsætte
dels ved Foredrag, men særligt ved Demonstrationer og Fremvisninger
(eventuelt skriftlige Øvelser) ledsagede af Foredrag over de specielle pro-
fylaktiske Foranstaltninger, som Vaccination (Koppe), Desinfektion, Vand-
forsyning, Kanalisation, Renovation o. s. v., idet han som Kredslæge havde
skaffet sig Adgang til Byens forskjellige herhen hørende sanitære Indretninger.
Endelig agtede han til Slut med et meget begrænset Antal Deltagere
praktisk at gjennemgaa de bakteriologisk-hygiejniske Undersøgelser af Luft,
Jord, Vand samt den bakteriologiske Diagnostik af de vigtigste Farsotter
(navnlig Tyfus og Kolera). Han troede derved at kunne gjøre nogen Nytte
for yngre Læger og ældre Studenter, idet han havde indrettet sin Behand-
ling af Æmnerne med de Fordringer for Øje, som en eventuel Fysikats-
examen ventelig vilde stille; men særlig troede han at kunne gjøre en Del
Nytte ved at afholde Demonstrationer og Fremvisninger ledsagede af Fore-
drag over de forskjellige sanitære Indretninger, og han troede derved at
kunne bøde lidt paa et føleligt Savn i den unge Læges Uddannelse; idet
Universitet, saa længe det ikke raadede over noget hygiejnisk Undervisnings-
materiel, jo ikke gav Lejlighed til Selvsyn og mere indgaaende Kjendskab
til disse den praktiske Hygiejnes vægtige Hjælpemidler. Selvfølgelig tjente
han ogsaa sin egen Interesse for Hygiejnen, som han fremdeles agtede at
bellige sin Tid og sin Kræfter efter Evne.
Men desværre var Hygiejnen et brødløst Specialstudium; og det sikre
Haab, han havde næret, at den ham ifjor tilstaaede Understøttelse til viden-
skabeligt Arbejde skulde blive fornyet for iaar, var desværre glippet; og
formentligt havde alene hans Alder været til Hinder for Fornyelsen, idet
det medicinske Fakultet havde indstillet ham først. Nødvendige økonomiske
Hensyn modsatte sig saaledes et saa udstrakt Arbejde i hygiejnisk Retning
som hidtil.
Han havde derfor tilladt sig at fremkomme til Ministeriet med dette
Andragende om, at der midlertidig maatte blive tilstaaet ham et aarligt
Honorar af den Størrelse, som Ministeriet maatte finde passende, for at han
kunde sættes istand til at fortsætte disse formentlig nyttige og Undervis-
Det akademiske Lærersamfund.
11
ningen supplerende hygiejniske Demonstrationer og Fremvisninger ved Uni-
versitetet samt for, at han i det Hele kunde offre sig saa meget som mu-
ligt for Studiet af Hygiejnen.
Fakultetet anbefalede Andragendet paa det Bedste, idet det bemærkede,
at Dr. Nielsens Dygtighed var almindelig bekjendt, og at hans store prak-
tiske Øvelse og hans Stilling som Kredslæge satte ham istand til at yde en
praktisk Undervisning i Hygiejne med Demonstrationer og Øvelser, som fore-
løbig, saalænge vi ikke havde noget hygiejnisk Institut, savnedes ved Uni-
versitet. Fakultetet ansaa det tillige for meget heldigt, om Dr. Nielsen blev
sat istand til at fortsætte sine egne Studier, af Hensyn til den fremtidige
Udvikling af navnlig den praktiske Hygiejne. Da Dr. Nielsen havde over-
skredet den Alder, som af Konsistorium var fastsat for Tildeling af Universi-
tetets Stipendier, havde Fakultetet ikke ad denne Vej kunnet skafte ham
en pekuniær Hjælp til fortsat Arbejde, og anbefalede derfor varmt, at der
for Afholdelse af de omtalte Demonstrationer og Øvelser blev ydet ham et
Honorar, f. Ex. af 1000 Ki\, foreløbig for 1 Aar. Konsistorium sluttede sig
til Fakultetets Anbefaling.
Ved 2den Behandling af Finanslovforslaget for 1893—94 i Folkethinget
blev der stillet Forslag om Optagelsen af ovennævnte Honorar, foreløbig
for 1 Aar. Forslaget blev bevilget og Beløbet optaget paa Kirke- og Under-
visningsministeriets Budget paa Universitetets Udgiftspost 7. a. Ved kgl.
Resolution af 14de April 1893 blev Honoraret tillagt Dr. Nielsen.
For Finansaaret 1894—95 har Dr. Nielsen efter derom stillet Forslag
paa Finansloven for samme Finansaar erholdt Honorar paany bevilget for
1 Aar.	•
5. Besættelsen af det ved Professor, Dr. phil. Stephens' Afgang
ledigblevne Professorat i engelsk Sprog og Litteratur.
Under 30te December 1892 meddelte Kirke- og Undervisningsmini-
steriet Konsistorium, at der under 27de s. A. var meddelt Docent i engelsk
Sprog og Litteratur ved Universitet, Professor, Dr. phil. G. Stephens Afsked
fra bemeldte Embede i Naade og med Pension fra 1ste Februar 1893 at
regne, og udbad sig Konsistoriums Yttringer meddelte om, hvorvidt der
burde afholdes Konkurrence med Hensyn til Besættelsen af det ledige Pro-
fessorat i engelsk Sprog og Litteratur.
Ved Skrivelse af 17de Januar 1893 indsendte Konsistorium til Mini-
steriet en Erklæring af 12te s. M. fra det filosofiske Fakultet, hvori med-
deltes, at Fakultetet havde vedtaget at anbefale, at den ledige Professorplads
opsloges vakant, for at der kunde skaffes Yished om de mulige Aspiranter,
og at de indkomne Ansøgninger derefter maatte blive tilstillede Fakultetet.
Først derefter vilde Fakultetet kunde udtale sig om, hvorvidt der burde
afholdes Konkurrence til Besættelsen af Posten eller ikke. Fakultetet be-
mærkede derhos, at det af Hensyn til de Studerende og til de akademiske
Forretninger, som hørte under nævnte Post, vilde være hensigtsmæssigt, om
Tidsfristen for Ansøgningers Indgivelse ikke blev for lang. Konsistorium
2*
12
Universitetet 1892 —1893.
sluttede sig til Fakultetets Ønske om, at Posten maatte blive opslaaet
vakant.
Efter Ansøgningsfristens Udløb tilstillede Ministeriet under 18de
Februar s. A. Konsistorium de indkomne Ansøgninger med Anmodning
om at foranledige en Udtalelse fra det filosofiske Fakultets Side om, hvor-
vidt der burde afholdes Konkurrence til Besættelsen af Professorposten
eller ikke.
Under 22de Marts s. A. indsendte Konsistorium til Ministeriet en
Erklæring af 14de s. M. fra det filosofiske Fakultet, hvori meddeltes, at
Fakultetet havde vedtaget, at en Konkurrence til Besættelsen af det ledige
Professorat hverken var ønskelig eller nødvendig, og at man i den ene af
Ansøgerne, Dr. phil. O. Jespersen, havde en Kandidat til Posten, som paa
det Varmeste maatte anbefales. løvrigt henviste Fakultetet til den af Fakul-
tetets nærmeste Sagkyndige udarbejdede og af det øvrige Fakultet tiltraadte
udførlige Udtalelse, hvori bemærkedes Følgende:
Yed Skrivelse af 18de Februar d. A., som var meddelt Fakultetet ved
Skrivelse fra Konsistorium af 20de s. M., havde Ministeriet for Kirke- og
Undervisningsvæsenet tilstillet Universitetet de Ansøgninger, der vare ind-
komne om Embedet som Professor i engelsk Sprog og Litteratur fra DHrr.
Dr. pliil. A. Hansen, Dr. phil. 0. Jespersen og Dr. phil. J. Stefånsson, til
hvilke senere var kommen en dog allerede tidligere indgiven Ansøgning fra
Mr. W. A. Craigie, og derhos begjæret Fakultetets Udtalelse om, hvorvidt
der burde afholdes Konkurrence til Besættelse af Pladsen eller ikke.
Naar Fakultetet i Henhold dertil skulde ytre sig om denne Sag,
maatte det begynde med strax at udtale, at det ikke kunde anse en Kon-
kurrence for heldig. Efter de Erfaringer, Universitetet i rigt Maal havde i
gjort om denne Maade at afgjøre Ansættelsesspørgsmaal paa, maatte Kon- ■
kurrence siges at være en Udvej, man kun greb til i Nødsfald, naar man j
var i Uvished om, hvem af Ansøgerne der skulde foretrækkes. Men j
Fakultetet kunde ikke anse det foreliggende Tilfælde for at være et saadant. .
Hertil kom den store Vanskelighed — for ikke at sige Umulighed — det J
vilde være at finde Nogen udenfor Universitetet her i Landet, der enten i
havde en saadan Autoritet og Indsigt eller Upartiskhed og Fordomsfrihed, f
at man kunde tage ham til Meddommer. Man vilde for at finde en saadan r
være nødt til at gaa til de yderst faa Fagmænd, som Norge og Sverrig 5
havde paa dette Omraade, og det var overordentlig tvivlsomt, om nogen af "ij
dem vilde paatage sig et saadant Hverv, navnlig i den ved vort Universitet >1
brugelige Form. Fakultetets Hovedgrund til at fraraade en Konkurrence 9
var imidlertid, som antydet, den, at det ikke mente, at der kunde være e
Tvivl om, hvem af Ansøgerne der burde vælges. Der forelaa formentlig saa &
fyldestgjørende Data, at et Valg med Sikkerhed kunde træffes.
Idet Fakultetet saaledes maatte anse en Konkurrence for utilraadelig §
og unødvendig, skulde det udtale sig nærmere 0111 hver enkelt af de A11--i
søgere, der havde meldt sig.
En særlig Stilling blandt disse indtog for det Første Mr. W. A. Craigiesi
som født og hjemmehørende i Storbritannien. Dersom der var Tale om enn*
Plads blot som Sproglærer, saaledes som man havde ved enkelte Universiteterne
Det akademiske Lærersamfund.
13
i Udlandet, vilde der kunne være Mening i at lægge Vægten særlig paa
Færdigheden i at bruge det fremmede Sprog og altsaa vælge en Mand, der
havde vedkommende fremmede Sprog til sit Modersmaal; men her gjaldt
det 0111 en strængt videnskabelig Plads, der omfattede den engelske Filologi
i hele dens Udstrækning, og i dette Fag skulde der desuden holdes Fore-
læsninger og examineres med særligt Krav til fuldt Herredømme ogsaa over
det danske Sprog. Naar der til Ansættelse i en saadan Plads — saaledes
som Tilfældet var ved den Post, hvorom her var Tale — gaves nogen
Dansk, der havde samme eller endog en større filologisk Dygtighed end
Udlændingen, vilde det baade være en Miskjendelse af de Krav, der maatte
stilles, og en stor Uretfærdighed at foretrække Udlændingen for ham. En
saadan Fremgangsmaade vilde tilmed kun kunne virke nedtrykkende paa
de Studerende her hjemme overhovedet, ved at vække den Følelse hos dem,
at der da ogsaa, naar der ved anden Lejlighed blev Tale om Besættelse af
en Universitetsplads, kunde være Fare for, at man vilde berøve dem Ud-
sigterne til at nyde Frugten af deres Studier ved at tilsidesætte dem for
en Udlænding. Men dertil kom, at Mr. Craigie i Virkeligheden var en
helt ung Mand, der endnu befandt sig i sin Udvikling og vel syntes med
Hæder at have bestaaet sine Examina, men ikke ved nogetsomhelst offentlig-
gjort selvstændigt Arbejde havde bevisliggjort sin Adkomst til at komme i
Betragtning ved denne Lejlighed. Fakultetet maatte derfor paa det mest
Indtrængende udtale sig imod Mr. Craigies Kandidatur.
Ikke mindre indtrængende maatte Fakultetet udtale sig imod den
anden af Ansøgerne, Dr. Jon Stefansson. Hvad han hidtil havde præsteret
—	af trykte Arbejder væsentlig kun den for Erhvervelsen af Doktorgraden
skrevne Afhandling om Rob. Browning — stod ikke blot i videnskabelig
Værd og som Vidnesbyrd om videnskabelig Methode og Herredømme over
Faget i dets forskjellige Omraader — betydeligt under, hvad de to andre
Ansøgere havde ydet, men der var tillige .om hans Arbejdsmaade fremkommet
saadanne fuldt dokumenterede og stærkt graverende Oplysninger, som
Universitetet ikke kunde lade upaaagtede. Ligesaa lidt anbefaledes hans
Kandidatur ved den Maade, hvorpaa han havde søgt at aliede Opmærksom-
heden herfra ved bevislig usandfærdig Retorsion af de mud ham selv rejste
Beskyldninger. Allerede af disse Grunde maatte Fakultetet under de fore-
liggende Omstændigheder anse hans Kandidatur for en Umulighed.
Af de to andre Ansøgere var Dr. A. Hansen en overordentlig agtværdig
og flittig, om end ikke særlig fremragende Videnskabsmand, der baade ved
Forelæsninger som Privatdocent og ved forskjellige trykte Arbejder havde
vist sine solide Kundskaber i engelsk Sprog og engelsk Litteratur, særlig
fra det 18de og 19de Aarhundrede; ved Siden deraf havde han virket
heldigt ved mere elementær-sproglig Vejledning for de Studerende og som
Censor ved Skoleembedsexamen. Derimod var der væsentlige Sider af Faget
—	navnlig de ældre Sprog- og Litteraturperioder og alt det egentlig sprog-
videnskabelige og specielt sproghistoriske — som i det Hele laa hans
Evner og Studier fjærnt og som paa den anden Side i sig selv vare saa
omfattende, at det vistnok maatte anses for umuligt, at han nu skulde være
istand til at udfylde denne Mangel. Det turde da ogsaa forudsættes at
14
Universitetet 1892 —1893.
være i Erkjendelse heraf, at han selv subsidiært havde søgt en Plads som
Docent med Hovedvægten paa den litteraturhistoriske Side. Hertil skulde
Fakultetet med Glæde have anbefalet ham paa det Varmeste, dersom der
i Øjeblikket kunde skjønnes at være nogensomhelst Mulighed for Oprettelsen
af en saadan extraordinær Plads. Det var der imidlertid næppe, og Faget
i dets Helhed kunde han efter Fakultetets bestemte Overbevisning ikke
magte med den videnskabelige Overlegenhed, som man maatte ønske. Som
Følge deraf kunde Fakultetet ikke heller anbefale Dr. Hansen til det nu
ledige Professorat.
Den fjerde af Ansøgerne, Dr. O. Jespersen, var en fremragende viden-
skabelig Begavelse, der ved en Hække gedigne og selvstændige Arbejder
allerede havde vundet sig et anset Navn i den filologiske Verden (jfr. f. Ex.
forskjel lige Steder i det nylig udkomne 2det Oplag af den tydske Udgave
af Professor Joh. Storms »Englische Philologie« I, 1, særlig S. 295—328,
hvor to af Dr. Jespersens Arbejder vare omtalte udførligt med stor Ros og
hvor der ogsaa anførtes i høj Grad anerkjendende Domme af andre Lærde
om dennes Virksomhed). Som det fremgik blandt Andet af de med lians
Ansøgning følgende Udtalelser fra de to ypperste engelske Sprogforskere,
J. Murray (Udgiveren af den storartede New English Dictionary) og H.
Sweet, beherskede han det engelske Sprog med en for en Ikke-indfødt
sjælden Fuldkommenhed, idet han talte og skrev det ganske som en Eng-
lænder, og i en lige saa sjælden Grad var han hjemme i det engelske
Sprogs Historie i hele dens Udstrækning. Han var derhos i fuldeste Maal
fortrolig med den nyere Filologis Methode, som hidtil i den Maade, livorpaa
Engelsk havde været doceret ved vort Universitet, havde været i høj Grad
savnet og som det netop vilde blive den vordende Professors Sag at indføre
ved Undervisningen i dette Fag. At han ved Siden af Engelsk grundigt
havde studeret de romanske Sprog, navnlig Fransk, fortjente ogsaa at frem-
hæves paa Grund af den store Indflydelse, Fransk har liavt paa det engelske
Sprog, og de talrige Berøringer, der var mellem engelsk og fransk Litteratur.
Var det end fortrinsvis den sproglige og sproghistoriske Side, som han
havde syslet med og behandlet i sine Arbejder, saa havde han dog ved
Siden deraf havt Lejlighed til i disse at aflægge Vidnesbyrd om udstrakt
og indgaaende Læsning indenfor den engelske Litteratur, baade den ældre
og den nyere, og havde senest i et lint Skrift om Chaucer — et Brud-
stykke af en Forelæsning, han havde holdt over denne Forfatter — givet en
Prøve paa sin Evne til Behandling af litteraturhistoriske Opgaver. Fakultetet
nærede ingen Tvivl om, at han med sin fremragende Begavelse, sine om-
fattende Kundskaber og sin sjældne Arbejdsevne uden Vanskelighed vilde
indhente, hvad han endnu maatte mangle med Hensyn til den litterære
Side af Faget, saa meget mere som selve hans Interesse ogsaa for denne
Art af Forskning tydeligt havde vist sig at være i stadig Stigen (sml ogsaa
det i hans Ansøgning nævnte Hverv, der var ham overdraget af the Early
English Text Society). Fakultetet maatte derfor udtale, at Dr. Jespersen i
Evner, Kundskaber og Herredømme over Fagets forskjellige Sider ikke blot
stod saa betydeligt over sine Medansøgere, at han ubetinget var den vær-
digste til at beklæde den ledige Plads, men ac han ogsaa i og for sig var
Det akademiske Lærersamfund.
15
en saadan Dygtighed, at Universitetet maatte sætte Pris paa at tælle ham
blandt sine Lærere.
Fakultetet tillod sig altsaa med sin varmeste og mest indtrængende
Anbefaling at foreslaa, at Dr. phil. O. Jespersen ansattes som Professor i
engelsk Sprog og Litteratur.
Konsistorium sluttede sig til Fakultetets Udtalelser og indstillede Dr.
Jespersen til den ledige Professorplads.
Under 12te April 1894 blev Dr. phil. Jens Otto Harry Jespersen
derefter udnævnt til Professor i engelsk Sprog og Litteratur, fra 1ste s. M.
at regne.
6. Docent, Dr. phil. Alfr. Lehmanns Stilling som Bestyrer af det
psykofysiske Laboratorium under det filosofiske Fakultet.
Ved Skrivelse af 10de Juli 1892 indsendte Konsistorium til Kirke- og
Undervisningsministeriet et af det filosofiske Fakultet anbefalet Andragende
fra midlertidig Docent, Dr. phil. Alfr. Lehmann, hvori han anholdt om, at
det af ham oprettede psykofysiske Laboratorium maatte blive overtaget
af Universitetet og han ansat som Bestyrer deraf.
Dr. Lehmann bemærkede i denne Anledning, at han i de G Aar, fra
Maj 1886, i hvilket Laboratoriet havde existeret, aarlig havde anvendt
omtrent 600 Kr. til Anskaffelse af Instrumenter og øvrige Driftsomkost-
ninger. Anvendelse af en saa betydelig Sum havde kun været ham mulig
derved, at han i den Tid, med Undtagelse af det første Aar, havde nydt
den større Lod af J. L. Smiths Legats Stipendium for Kandidater og Videre-
komne. Til Juni Termin 1892 udløb imidlertid hans Andel i Stipendiet og
samtidig vilde hans Indtægter paa anden Maade blive betydelig forringede,
da han fra 1ste September s. A. maatte opgive sin Stilling som Tegne-
assistent paa Veterinær- og Landbohøjskolen med en aarlig Lønning af
720 Kr. for 8 Timers ugentlig Arbejdstid, idet der ved den nye Lønningslov
for Landbohøjskolen var bleven sat en Lønning for Tegneassistenterne til
1200 Kr. med en Undervisningstid af 24 Timer ugentlig. Hele Formiddags-
tiden vilde altsaa herved blive optagen, og Fortsættelsen af hans viden-
skabelige Arbejde særlig Ledelsen af Øvelserne i det psykofysiske Labora-
torium blive umuliggjort. Han anholdt derfor om, at Universitetet vilde
overtage Laboratoriet og ansætte ham som Bestyrer med et saadant Honorar,
at han saavidt muligt udelt kunde ofre sig for denne Virksomhed.
Hvad Laboratoriets Overgang til Universitetet angik, henviste Dr. Leh-
mann til det foreliggende Præcedens, nemlig at det af Dr. Salomonsen ved
privat Initiativ oprettede bakteriologiske Laboratorium ved kgl. Resolution
af 12te Januar 1892 var blevet optaget som Led i Universitetets Undervis-
ningsapparat, jfr. Univ. Aarb. f. 1891—92 S. 961. Som Holdepunkt for en
eventuel Ordning af det psykofysiske Laboratoriums Forhold til Universi-
tetet anførte Dr. Lehmann de i fornarvnte Resolution fastsatte Bestemmelser
om det bakteriologiske Laboratoriums Stilling. Disse Bestemmelser mente
han i alt Væsentligt kunde overføres paa det psykofysiske Laboratorium.
16
Universitetet 1892~-1893
Selv den anførte Bestemmelse, at et Kursus om Aaret skulde forbeholdes
de Studerende, maatte bibeholdes, da det stadig af praktiske Grunde havde
været nødvendigt at sondre mellem de Viderekomne, som havde gjennem-
gaaet et elementært Kursus og specielt ønskede at lægge sig efter Psyko-
logi, og de yngre Studerende, som kun gjennemgik et elementært Kursus
til Udvidelse og Befæstelse af de psykologiske Kundskaber, som de havde
faaet ved Forberedelsen til den filosofiske Examen. Blandt disse havde der
i den senere Tid været adskillige Medicinere, et Forhold, der vel nærmest
var begrundet i den psykiske Terapis stadigt voxende Betydning. Med Hen-
syn til den aarlige Sum til Laboratoriets Drift, mente Dr. Lehmann, at den
ikke vilde kunde sættes ringere end 600 Ivr., da han havde maattet anvende
en saadan Sum aarlig. Paa Grund af den jævnt voxende Tilgang til Labora-
toriet vilde en Forøgelse af Summen naturligvis være meget ønskelig.
Dr. Lehmann bemærkede endelig, at det psykofysiske Laboratoriums
Forhold kun i en Henseende væsentligt adskilte sig fra det bakteriologiske
Laboratoriums tidligere Stilling, idet Dr. Salomonsen stadig havde faaet be-
vilget et Beløb paa Universitetets Udgiftspost 7. a. til Laboratoriets Drift, saa-
ledes at de anskaffede Instrumenter bleve Universitetets Ejendom, medens
han ikke havde faaet nogen saadan særlig Bevilling, saa at de forhaanden
værende Instrumenter vare hans Ejendom. Ifølge en vedlagt Fortegnelse
med Prisangivelse udgjorde disse Instrumenters Værdi c. 3000 Kr. Desuden
havde Omkostningerne ved Laboratoriets Drift (Opvarmning, Belysning og
Rengjøring) i de forløbne Aar indtil Maj 1891, da Laboratoriet erholdt Plads
i Sidebygningen til Universitetets Bygning i Studiestræde og Udgifterne til
Rengjøring m. v. overtoges af Universitetet, medført en Udgift for ham af
omtrent 500 Kr., saa at hans samlede Udgifter havde været 3500 Kr. Skjønt
det vilde være af Betydning for ham, om om han kunde faa Erstatning
for den Del af Summen, for hvilken der forelaa Aktiver i Form af
Apparater og Inventar, vilde han dog overdrage disse som Gave til Universi-
tetet, saafremt han herved kunde bidrage til, at Laboratoriets Forhold til
Universitetet lettere lod sig ordne paa en for ham fordelagtig Maade.
Med Hensyn til hans personlige Stilling som Laboratoriets Bestyrer
bemærkede han, at hans Indtægter, som foran anført, fra 1ste September
1892 vilde blive formindskede med 1700 Kr., eller naar Laboratoriet blev
overtaget af Universitetet og lian selv ikke som hidtil behøvede at anvende
600 Kr. aarlig paa dette, med 1100 Kr., og han anholdt derfor om, at der,
for at hans Tid ikke i altfor høj Grad skulde blive beslaglagt og han draget
bort fra det videnskabelige Arbejde, maatte blive tillagt ham en Forhøjelse
af det ham tilstaaede Honorar af 1500 Kr. med 1100 Kr.
Konsistorium anbefalede paa det Bedste Dr. Lehmanns Andragende og
indstillede, at der paa Finanslovforslaget for Finansaaret 1893—94 optoges
paa Universitets Udgiftspost 7. a., til videnskabelige Formaals Fremme, dels
en Forhøjelse af Dr. Lehmanns Honorar med 1100 Kr, dels et Beløb af
600 Kr. til Udgifter ved det psykofysiske Laboratorium.
Efterat Kirke- og Undervisningsministeriet havde optaget fornævnte
Forslag paa Finanslovforslaget for Finansaaret 1893—94, blev der af Dr.
Det akademiske Lærersamfund.
17
Lehmann under 18de December 1892 til Folkethingets Finansudvalg afgivet
nedenstaaende Fremstilling angaaende det psykofysiske Laboratorium:
»Psykofysiken har til Opgave at undersøge Forholdet mellem de sjæle-
lige Tilstande og de samtidige Forandringer i Legemet. Dette kan kun ske
ad experimental Vej, idet man underkaster Legemet bestemte fysiske Paa-
virkninger og saa bestemmer, hvilke Forandringer herved fremkaldes i den
sjælelige Tilstand. Videnskaben kaldes derfor ogsaa ofte »experimental
Psykologi« til Forskjel fra den ældre Psykologi, der søgte at komme paa
Spor efter Sjælelivets Love alene ved Benyttelse af tilfældige Iagttagelser
fra det daglige Liv. Men den experimentale Fremgangsmaade har den store
Fordel fremfor den tilfældige Iagttagelses Metliode, at den kan skaffe langt
flere og meget sikrere Iagttagelser, saa at man ikke som tidligere maa lade
sig nøje med løse Formodninger, men kan opstille bestemte Love om de
sjælelige Tilstandes indbyrdes Forhold og deres Afhængighed af de legem-
lige Forandringer. I de 30 Aar, der ere forløbne, siden Fechner i 1860 grund-
lagde den experimentale Psykologi i sit store Værk: »Elemente der Psyko-
physik«, har Psykologien paa denne Maade gjort betydeligere Fremskridt end
nogensinde før i saa kort et Tidsrum. Da Filosofien i vor Tid næsten ude-
lukkende er Psykologi og Anvendelser deraf, og da Psykologien kun kan
komme fremad ved Hjælp af Experimenter, saa har dette overalt nødvendig-
gjort Oprettelsen af psykofysiske Laboratorier. Det første af disse blev
grundlagt i Leipzig i 1880, i 1886 indrettede jeg et lignende her, i de følgende
Aar oprettedes de store Laboratorier ved Universiteterne i Berlin og Got-
tingen og mindre i Freiburg, Helsingfors og Groeningen. Det største og
bedst udstyrede findes i Nordamerika, hvor fiere ere oprettede og rigt ud-
rustede med Pengemidler, saaledes f. Ex. i Filadelfia og Chikago.
Hvad særlig det herværende Laboratorium angaaer, har det stadig tjent
til Fremme af to forskjellige Formaal, nemlig dels Undervisning, dels rent
videnskabelige Undersøgelser. Da en stor Del af de Kjendsgjerninger, som
omtales for de for alle Studerende bestemte filosofiske Forelæsninger, ere
vundne ad experimental Vej, have de Studerende et billigt Krav paa at se,
hvorledes man gaaer tilværks ved slige Forsøg. Ligesom de fysiske og
kemiske Forelæsninger stadig ledsages af Forsøg, saaledes burde det ogsaa være
Tilfældet med de filosofiske. De filosofiske Professorer laante ogsaa .tidligere
nu og da Instrumenter fra Laboratoriet til Forevisning, men da mine Instru-
menter nærmest ere fine Maaleapparater, indrettede til videnskabelige Under-
søgelser og derfor ikke godt kunne ses af en stor Forsamling, og da mange
ere for store til let at kunne flyttes fra Laboratoriet til Forelæsningssalen,
blev denne Vej forladt. I de senere Aar har jeg hvert Foraar tilbudt de
unge Studenter Lejlighed til i Laboratoriet at se de væsentlige Forsøg, som
omtales af Professorerne ved Forelæsningerne, og dette Tilbud er blevet
benyttet i hele den Udstrækning, som Laboratoriets indskrænkede Lokaler
tillade.
Hvad den videnskabelige Virksomhed i Laboratoriet angaaer, har den
været ikke helt ubetydelig, trods de meget begrænsede Pengemidler, som
jeg har kunnet raade over. Særlig tør jeg maaske fremhæve, at mine experi-
mentale Undersøgelser over Gjenkjendelse og Sindsbevægelsernes legemlige
Universitetets Aarbog.	o
18
Universitetet 1892 —1893.
Yttringer have vakt en ikke ringe Opsigt i videnskabelige Kredse i Europa
og Amerika.
Skjønt man i Almindelighed ikke plejer at forlange praktiske Resul-
tater af Videnskaben og særlig ikke af saa unge Videnskaber som Psyko-
fysiken, har det dog vist sig, at det nøjagtige Kjendskab til Lovene for
Sansningen og de øvrige Sider af Sjælelivet ogsaa vil kunne faa Betydning
i praktisk Henseende. Jeg skal saaledes anføre, at de Tavler over Marga-
rinens Farve, som jeg i sin Tid udførte efter Opfordring af Indenrigsmini-
steriet, ere konstruerede paa Grundlag af bestemte psykologiske Love for
Farveopfattelsen og kun bleve muliggjorte ved Kjendskab til disse Love.
Det forekommer mig derfor utvivlsomt, at Psykofysiken ogsaa fremtidig vil
komme til at give Bidrag til Løsning af foreliggende praktiske Opgaver,
efterhaanden som Videnskaben skrider fremad«.
De foreslaaede Forhøjelser af Dr. Lehmanns Honorar og Beløbet til
det psykofysiske Laboratorium bleve bevilgede af begge Rigsdagens Tliing og
optagne paa Kirke- og Undervisningsministeriets Budget for Finansaaret
1893—1894.
Angaaende Ordningen af Laboratoriets Forhold til Universitetet fore-
slog det filosofiske Fakultet i Skrivelse af 22de Februar 1894 følgende Be-
stemmelser.
1.	Laboratoriet henhører til det videnskabelige Apparat under det
filosofiske Fakultet. Laboratoriets Inventarium og Utensilier tilhøre Uni-
versitetet.
2.	Laboratoriets Bestemmelse er at tjene Studiet af experimental Psyko-
logi og Undervisningen i dette Fag.
3.	Laboratoriet har indtil videre sin Plads i Sidebygningen i Uni-
versitetslilialen i Studiestræde. Til sin Drift raader det over en aarlig
Sum, der for Tiden udredes af Universitetets Konto for videnskabelige For-
maals Fremme.
4.	Den midlertidige Docent i experimental Psykologi er Laborato-
riets Forstander og Bestyrer. Hans Ansættelse sker efter Indstilling af
Fakultetet.
Fakultetet bemærkede, at Bestemmelserne vare affattede efter Analogien
med Bestemmelserne for det bakteriologiske Laboratorium. Kun tvende Be-
stemmelser havde Fakultetet ikke fundet Anledning til at optage, nemlig i
2det Stykke: særlig Anordning af Kursus, da Dr. Lehmann her ikke
behøvede nye Forpligtelser udover dem, han havde som Docent, og i 4de
Stykke: Forstanderens Sæde i Fakultetet, da Laboratoriet ikke stod i det
nøje Forhold til Studierne ved Fakultetet, som det bakteriologiske Labora-
torium til det medicinske Studium.
Konsistorium anbefalede i Skrivelse af 15de Marts 1894 Fakultetets i
Forslag, hvorefter der efter Kirke- og Undervisningsministeriets Indstilling )
ved kgl. Resolution af 10de April s. A. fastsattes fornævnte Bestemmelser i
om Ordningen af det Forhold, hvori det psykofysiske Laboratorium skulde staa j
til Universitetet. I Stykke 3 sattes dog ». . en aarlig Sum, der udredes af t
Universitetet«.
Paa Finanslovforslaget for Finansaaret 1894—95 blev Universitetets g
Det akademiske Lærersamfuod.
19
Tilskud overført fra Universitetets Udgiftspost 7. a. til dets Udgiftspost 3,
de med Universitetet forbundne videnskabelige Samlinger, under Litr. n.
det psykofysiske Laboratorium.
7. Forslag om Oprettelse af en normeret Professorplads i Geografi.
Under 28de Juli 1892 modtog Konsistorium fra Kirke- og Undervis-
ningsministeriet til Erklæring et Andragende fra Professor, Dr. phil. Løfller
om, at det extraordinære Professorat i Geografi maatte blive afløst af et
Ordinariat i samme Fag. Professor Løfller bemærkede, at det ikke turde
være ukjendt, at det geografiske Studium i de sidste 15—20 Aar havde
taget et tidligere næppe anet Opsving, og at man i Betragtning lieraf i
Udlandet og fornemlig i Tydskland havde optaget Geografien som fast
Undervisningsfag. Det havde efterhaanden vist sig, at Geografien var noget
helt Andet end det topografiske Studium, der fra gammel Tid havde været
dyrket som nødvendigt Underlag for Historien, og det havde ligeledes vist
sig, at den enkelte Naturforsker, der for sit specielle Fags Vedkommende
studerede Udbredelsesforholdene, ikke derved blev Geograf. Geografien
havde sin egen Opgave, som hverken faldt sammen med Historiens eller
Naturvidenskabens, om den end havde vigtige Berøringspunkter med begge;
den indtog en Mellemstilling mellem de naturvidenskabelige og historiske
Fag og fordrede en ejendommelig Uddannelse paa begges Omraade, idet
den betragtede Kontinenter (og Lande) som Indbegreb af særegne Natur-
forhold og et særegent Menneskeliv, der gjensidigt paavirkede og udviklede
hinanden. Alene i Europas tydsktalende Lande var Geografien som Univer-
sitetsfag for Tiden repræsenteret af 40—50 Professorer og Docenter, og ved
enkelte Universiteter var man allerede naaet saa langt frem, at Geografien
havde tvende Repræsentanter (o: ordinære Professorer). 1 Betragtning heraf
vovede han at henstille til Ministeriets (og Konsistoriums) Overvejelse, om
der ikke skulde være Grund til at optage Geografien som Ordinariat ved
Kjøbenhavns Universitet, og tillige, om ikke han maatte anses værdig til
at beklæde den omtalte Plads. I over 25 Aar havde han arbejdet ved Uni-
versitet under livlig Tilslutning, men skjønt han havde liavt den Tilfreds-
stillelse, at de Anskuelser, han for mere end en Menneskealder siden lagde
til Grund for sit Studium, nu i alt Væsentligt vare anerkjendte i Udlandet,
skjønt Geografien nu var Gjenstand for en Embedsexamen ved Universitet
og i høj Grad trængte til at oparbejdes for Skolens Vedkommende, var den
endnu kun et til ham personlig knyttet Fag, og hans Gagevilkaar vare saa
ugunstige, at de lidet bidrog til at fremme det Arbejde, der maatte ønskes
gjennemført. Da man for over et Aar siden havde optaget Geografien som
Ordinariat i Christiania og næste Aar rimeligvis vilde naa lige saa vidt i
Lund, turde dette vel ogsaa tale noget til Fordel for hans Andragende, og
han vovede i Henhold til Foranstaaende at nære noget Haab om, at
Ministeriet vilde skænke Sagen den Opmærksomhed, som den utvivlsomt
fortjente.
Konsistorium indsendte under 20de Oktober 1892 en fra det mathematisk-
3*
20
Universitetet 1892—1893.
naturvidenskabelige Fakultet indhentet Erklæring af 21de September s. A.,
hvori Fakultetet udtalte, at da det ved Indførelsen af Skoleembedsexamen
var blevet en Nødvendighed, at Geografien doceredes for de Studerende,
som agtede at underkaste sig nævnte Examen i Naturhistorie og Geografi,
og da Universitetet i Professor Løffler havde en Docent, som udelukkende
havde ofret sig for de geografiske Studier, og som kunde se tilbage paa
en mangeaarig paaskjønnet Virksomhed i sit Fag, tillod Fakultetet sig at
anbefale Andragendet, idet alle Fakultetets Medlemmer varmt maatte ønske,
at Professor Løffler opnaaede en bedre lønnet Stilling ved Universitetet. —
Konsistorium anbefalede Andragendet under Henvisning til de i Motiverne
til Forslaget om de Universitetet og Kommunitetet vedkommende Lønnings-
forhold indholdte Bemærkninger, jfr. Univ. Aarb. f. 1890—91 S. 406.
Af Ministeriet blev der ikke stillet Forslag om Oprettelsen af et ordi-
nært Professorat i Geografi, da der paa Finanslovforslaget for Finansaaret
1893—94 var optaget Forslag om, at den for de normerede Professorer fast-
satte stigende Pengelønning maatte tillægges de extraordinære Professorer
ved Universitetet, deriblandt Professor Løffler, jfr. foran S. 1—2.
8. Fornyelse og Forhøjelse af Honorar til Dr. phil. R. S. Bergh
for Forelæsninger og Øvelser over Histologi og Embryologi under
det mathematisk-naturvidenskabelige Fakultet.
Da det Dr. phil. R. S. Bergh tillagte Honorar for at holde Forelæs-
ninger over Histologi og Embryologi vilde ophøre med Finansaaret 1893—94,
jfr. Univ. Aarb. f. 1888—89 S. 709—10, anholdt han i et til Kirke- og
Undervisningsministeriet indsendt Andragende om, at dette Honorar paany
maatte blive tillagt ham for den følgende Tid og derhos samtidig noget
forhøjet. Dr. Bergh bemærkede, at han i de forløbne Aar stadig havde
holdt Forelæsninger eller praktiske Øvelser — nærmest for de naturhistoriske
Studerende, dog havde ogsaa jævnlig Studerende i andre Fag fulgt ham —
og han havde bestandig fundet en efter Forholdene ret anselig Tilslutning.
Ligesom han i 1887 med ministeriel Understøttelse havde udgivet en lille
Lærebog i det ene af de Fag, han havde at docere (Embryologien), for at
de Studerende kunde have et trykt Grundlag, saaledes havde han nylig
fremlagt i Ministeriet sin nye Lærebog i det andet af disse Fag (Histologien).
I den af Konsistorium under 14de Januar 1893 til Ministeriet ind-
sendte Erklæring fra det mathematisk-naturvidenskabelige Fakultet udtalte
Fakultetet, at det meget ønskede, at de af Dr. Bergh holdte Kursus i
Histologi og Embryologi bleve fortsatte, dels fordi det store Antal af medi-
cinske og naturhistoriske Studerende gjorde det umuligt for disse sidste at
drage Fordel af de for de lægevidenskabelige Studerende beregnede Kursus
over »almindelig Anatomi« og »Menneskets Udviklingshistorie«, dels fordi
det var meget ønskeligt, at der existerede et saadant praktisk Kursus,
fordi det var den Art Studier, som f. Ex. selv Kandidater, der vare hen-
satte i Lærervirksomhed fjærnt fra Kjøbenhavn, lettelig kunde skaffe sig
Materiale til og fortsætte. Idet Fakultetet forøvrigt henviste til de Grunde,
Forelæsninger, Øvelser og Examina.
21
der i sin Tid vare blevne anførte for Ansættelsen af Dr. Bergh, udtalte
det enstemmigt sin Glæde over, at der havde tilbudt sig en saa respektabel
Dygtighed til at overtage den omtalte Docentur i Histologi og Embryologi
(ikke Histologi alene), og anbefaler paa det Varmeste, at den paany blev
overdraget ham for et vist Tidsrum, f. Ex. 3 Aar, og at Honoraret blev
forhøjet til 1800 eller 200(^ Kr. Konsistorium sluttede sig til Fakultetets
Udtalelser, og indstillede, at der til 3die Behandling i Folkethinget af For-
slaget til Finanslov for 1893—94 maatte blive stillet Forslag om Forhøjelse
af Universitetets Udgiftspost 7. a. med et saadant Beløb, at Dr. phil Berghs
Honorar kunde blive forhøjet til 2000 Kr.
Da der efter Finanslovforslagets Behandling var det fornødne Beløb
til Disposition til Forhøjelse af Dr. Berghs Honorar, blev der ved kgl.
Resolution af 14de April 1893 tillagt Dr. Bergh af det paa Universitetets
Udgiftspost 7. a. bevilgede Beløb et aarligt Honorar af 2000 Kr. for Fore-
læsninger og Øvelser over Histologi og Embryologi, fra 1ste s. M. at regne.
III Forelæsninger, øvelser og Examina.
1. Almindelige Regler med Hensyn til Modersmaalets Behandling
ved de skriftlige Prøver ved de under Universitetet hørende
Examiner.
Efterat det ved kgl. Resolution af 22de August 1892 (Bekjendtgjfirelse
af s. D.), jfr. Univ. Aarb. f. 1891—92 S. 886—87, var blevet fastsat, at
Examinanden ved enhver Skoleembedsexamen »tillige ved den skriftlige Prøve
skal godtgjøre, at han kan skrive Modersmaalet paa en tilfredsstillende
Maade, hvorfor der ved Censuren over de skriftlige Udarbejdelser ikke blot
skal tages Hensyn til de Fagkundskaber, som deri ere lagte for Dagen,
men ogsaa til Foredragets Orden og Tydelighed og Sprogets Rigtighed«,
udtalte Konsistorium i Skrivelse af 16de November s. A. til Kirke- og
Undervisningsministeriet, at det var blevet opmærksom paa, at en lignende
Regel ikke i sin Almindelighed var foreskrevet for de øvrige under Universi-
tetet hørende Examiner, men kun for den fuldstændig juridiske Embeds-
examen ved Forordn, af 26de Januar 1821 § 9. Da Konsistorium imidlertid
maatte anse det for særdeles ønskeligt, at den omtalte Regel gjordes almin-
delig, indstillede det, at der søgtes udvirket en kgl. Resolution i saa Hen-
seende.
Efter Ministeriets Indstilling blev det ved kgl. Resolution af 29de
November 1892 (Bekjendtgj. af 7de December s. A.) allernaadigst bifaldet:
»At ved enhver under Universitetet hørende Examen, hvorunder der
aflægges skriftlige Prøver affattede paa Dansk, skal Examinanden tillige
godtgjøre, at han kan skrive Modersmaalet paa en tilfredsstillende Maade,
hvorfor der ved Censuren over de skriftlige Udarbejdelser ikke blot skal
tages Hensyn til de Fagkundskaber, han har lagt for Dagen, men ogsaa til
Foredragets Tydelighed og Orden og Sprogets Rigtighed«.