TrecLie Afsnit.
Patronatsforholdet til Frue Kirke.
1. Forslag til Lov om Ordningen af de kirkelige Forhold i Kjøben-
havn og paa Frederiksberg.
Under 20de Juni 1892 begjærede Kirke- og Undervisningsministeriet
sig meddelt Konsistoriums Yttrmger i Anledning af det, paa Grundlag af
den Betænkning, der var afgiven af den af Ministeriet nedsatte Kommission
til Overvejelse af de kirkelige Forliold i Kjøbenhavn og i Frederiksberg-
Sogn, men med visse Ændringer i Enkeltliederne udarbejdede Forslag til
Lov om Ordningen af de kirkelige Forhold i Kjøbenhavn og paa Frede-
riksberg.
Konsistorium indsendte under 12te September s. A. nedenanførte Er-
klæring af 5te s. M. fra Inspektionen for Frue Kirke:
I Skrivelse af 1ste Juli 1892 havde Konsistorium som Patronat for
Frue Kirke forlangt Kirkeinspektionens Erklæring om det med Skrivelsen
følgende foreløbige Forslag til Lov om Ordningen af de kirkelige Forhold i
Kjøbenhavn og paa Frederiksberg, hvilket Forslag igjen var udarbejdet paa
Grundlag af den ligeledes Skrivelsen vedlagte Betænkning, afgivet den 23de
Marts 1892 af den af Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet den
18de November 1890 nedsatte Kommission til Overvejelse af de kirkelige
Forhold i Kjøbenhavns og Frederiksbergs Sogne. Forslaget fjernede sig
dog fra Betænkningen, navnlig i Henseende til Ordningen af Kirkernes
Styrelse. Medens Betænkningen kun vilde have dem underlagte en Inspek-
tion for hver enkelt Kirke og et fælles Patronat for alle Kirker i Kjøben-
havn og paa Frederiksberg, bestaaende af 7 Medlemmer, havde Lovforslaget
bevaret de nuværende Patronater og ligeledes paabudt Udnævnelse af Pa-
troner for de nye Kirker ved Overpræsidenten og Biskoppen i Forening,
hvorefter disse Patronater eller deres Befuldmægtigede tilligemed Kjøben-
havns Provster og den paatænkte Provst for Frederiksberg samt 2 af Kjø-
benhavns og 1 af Frederiksbergs Kommunalbestyrelse valgt Repræsentant,
i Forbindelse med en af Ministeriet valgt administrerende Direktør skulde
356
Universitetet 1892—1893
udgjøre et fælles Patronat for samtlige Kirker i Kjøbenhavn og paa Frede-
riksberg.
Det kunde nu ikke nægtes, at den af Kommissionen foreslaaede Sty-
relsesmaade var simplere og bekvemmere, medens de flere Instanser og den
talrigere Overbestyrelse, bestaaende af over 30 Medlemmer, som Ministeriet
havde bragt i Forslag, maatte forventes at ville arbejde en liel Del besvær-
ligere. Derfor havde der ogsaa været rejst Opposition indenfor Inspektionen
mod denne Ordning væsentlig støttet paa følgende Betragtninger.
Det var vel nærmest tilsigtet ved denne talrige Overbestyrelse, at hver
enkelt Kirke ved at have en Repræsentant indenfor den skulde være istand
til at varetage sine Særinteresser; men der var indenfor Inspektionen rejst
Tvivl om den Indflydelse, som en enkelt Repræsentant kunde udøve i den
talrige Forsamling, vilde blive af væsentlig Betydning, tilmed naar der i
Spidsen for samme sattes en af Kirkeministeriet udnævnt administrerende
Direktør, der vilde faa Ledelsen i sin Haand efter en Vedtægt, der var ap-
proberet af Kirkeministeriet, og hvorefter han kunde bestemme, hvad han
kunde udføre paa egen Haand og hvad han skulde forelægge for Repræ-
sentanterne. Forsaavidt det derhos var bestemt, at den enkelte Kirkes Re-
præsentant kunde indanke en af Overbestyrelsen tagen Beslutning for Kirke-
ministeriet, naar han formente sin Kirke brøstholden ved en saadan Be-
slutning, formentes det samme at kunne opnaaes ved, at i et saadant Til-
fælde Indstillingen gjordes af vedkommende Kirkes Inspektion. Det vilde
være besværligt for Forretningsgangen, at Overbestyrelsen var saa talrig,
som Repræsentanter for hver enkelt Kirke vilde gjøre den, ifald Sagerne i
Regelen skulde drøftes i den; men blev dette ikke Tilfældet, saaledes at
de hyppigt afgjordes af den administrerende Direktør »paa egen Haand«,
saa svækkedes derved de Medlemmers berettigede Indflydelse, der vare ind-
satte i Overbestyrelsen af mere almindelige Hensyn. Det kunde vel ikke
nægtes, at enkelte Kirkers ulige Forhold kunde gjøre deres Repræsentation
i Overbestyrelsen ønskelig, men denne kunde formentlig finde Sted for disses
Vedkommende, uden at man behøvede at udstrække en saadan Forholds-
regel til alle de andre Kirker, hvor saadanne særlige Forhold ikke fandt
Sted. Navnlig formentes det, at der vilde være megen Anledning til en
saadan særlig Repræsentation i Overbestyrelsen af Vor Frue Kirke, der jo
hidtil havde sørget for sig selv og fremtidig kunde forudsættes at vilde
blive ydende istedetfor nydende ved den nye Ordning, ligesom Frue Me-
nigheds Medlemmer alt vare blevne det ved Lov af 1ste April 1888 om
Ligning til Kirkerne, en Lov, som kun havde paalagt den Offre til Bedste
for andre Kirker, da deres egen Kirke ejede tilstrækkeligt til sin egen Ved-
ligeholdelse. For eu saadan Kirke, hvis Midler maatte torudsættes at ville
blive trukket paa til Bedste for de andre, var det, særlig ogsaa i Betragt-
ning af dens Egenskab som Landets Hoved- og Normalkirke, af Vigtighed,
at den havde en Repræsentant i den Forsamling, i hvilken de afgjørende
Beslutninger bleve fattede, altsaa i selve Overbestyrelsen. Derfor var Frue
Kirkes Inspektion aldeles enig i, at dens Kirke under alle Omstændigheder
burde have en Repræsentant i Overbestyrelsen, og da den overvejende Me-
ning i Inspektionen var, at der næppe var Udsigt for den til at opnaa dette,
Patronatsforholdet til Frue Kirke.
357
medmindre ogsaa samtlige andre Kirker bleve repræsenterede sammesteds,
saa havde der tillige været overvejende Stemning i Inspektionen for paa
dette Punkt at fastholde Ministeriets Forslag ligesom ogsaa i Henseende
til Oprettelsen af særegne Patronater for hver enkelt Kirke. Ogsaa paa
dette Punkt havde der været rejst en vis Opposition indenfor Inspektionen,
idet man havde gjort gjældende, at Patronaterne kunde bevares ved de
Kirker, hvor de fandtes; men de nye Kirker behøvede dem ikke, idet de
kunde styres af en Inspektion under Tilsyn af en Overbestyrelse, sammensat
som af Kommissionen f'oreslaaet med Tilføjelse af en Befuldmægtiget for
Konsistorium, for Marineministeriet og maaske af den kommanderende Ge-
neral for 1ste Generalkommando. Ministeriet kunde da vælge en Formand, der
stilledes i et særligt Forhold til Kirkekontoret, og som kunde være lønnet.
Af disse Ændringer vilde følge, at i § 35 3die Linie forandredes
Ordet »Kirkeværgen« til »et Medlem«, og at Ordene »Kirkens Patron« for-
andredes til »Overbestyrelsen«. § 36 faldt bort. § 37 affattedes saaledes:
»For samtlige Kirker dannes en Overbestyrelse saaledes sammensat:
2 Medlemmer, valgte af Ministeriet,
2 Provster,
Borgmesteren for 1ste Afdeling,
1 Medlem, valgt af Kjøbenhavns Borgerrepræsentation,
1 Medlem, valgt af Frederiksberg Kommunalbestyrelse,
1 Befuldmægtiget for Konsistorium,
1 Befuldmægtiget for Marineministeriet,
den kommanderende General for 1ste Generalkommando.
Forretningsgangen i Overbestyrelsen fastsættes ved en af Kirkemini-
steriet approberet Vedtægt. Finder Kirkeinspektionen for en enkelt Kirke
denne brøstholden ved en af Overbestyrelsen tagen Beslutning, kan den ind-
anke denne for Kirkeministeriet«.
Den overvejende Anskuelse indenfor Inspektionen havde imidlertid
været den, at det turde blive en ulige vanskeligere Opgave at bevare de
bestaaende Patronater, naar der ikke ogsaa oprettedes saadanne ved de
nye Kirker, og skulde dette kunne lade sig gjøre saaledes, at Patronatet
fik en passende Stilling og Virksomhed, kunde det kun ske paa den af Mi-
nisteriet foreslaaede Maade, idet Patronen tog Sæde i Overbestyrelsen.
Men, som det vilde ses, var det dog kun Maaden, hvorpaa Maalet skulde
naaes, hvorom forskjellige Anskuelser vare gjorte gjældende. Hele Inspek-
tionen havde været enig om Formaalet, de bestaaende Patronaters Be-
varelse, og det anerkjendtes som et Fortrin ved Ministeriets Ændring, at
den viste Tendens til med nænsom Hensyntagen at værne om overleverede
Tilstande og velerhvervede Rettigheder, som der særligt fra et kirkeligt
Synspunkt var Grund til at respektere, fremfor at lade dem blive et Offer
for en vis nivellerende Doktrinarisme, som Betænkningen næppe helt kunde
siges fri for. Man brød ikke et Forhold som det, der f. Ex. i Aårhundre-
der havde bestaaet imellem Universitetet og Frue Kirke, uden at baade
Universitetet følte Savnet og Kirken led under Forandringen; thi den
pietetsfulde Følelse, hvormed Inspektionen var forvisset om, at Universite-
tets Myndigheder omfattede den Kirke, som paa saa mange Måader havde
358
Universitetet 1892—1893.
staaet i Forbindelse med Universitetet, saa længe det liavde bestaaet, hvor
det havde fejret sine smukkeste og største Højtider, sidst endnu Fire-
hundredaars-Festen i 1879, den Følelse skabte en levende historisk Inter-
esse for Kirken, en Omsorg for dens Vel og Bevidsthed om Ansvar for dens
gode Bevarelse, som ingen ny indrettet Myndighed, der styrede denne
blandt en hel Del andre Kirker, i samme Grad kunde føle sig gjennem-
trængt af.
Hvad dernæst det foreliggende Forslag i dets Helhed angik, var det
unægtelig vidt gaaende ved at indføre en Række store og indgribende Re-
former. Det forenede Styrelsen af de kirkelige Anliggender i Kjøbenhavn
op; Frederiksberg, foreslog deres Territorium inddelt i 23 Sogne istedetfor
det ringe Antal, der nu fandtes, med tilhørende Kirker, Gejstlighed og
Kirkebetjening. Midlerne til Dækning af dertil medgaaende Udgifter søgtes
tilvejebragte ved et aarligt Tilskud fra Stat og Kommune samt Ligning af
en Kirkeskat paa de samlede Menigheder og det Beløb, der indkom ved de
Taxter, der fremtidig skulde svares for Udførelsen af visse kirkelige Hand-
linger. Samtlige disse Indtægter vilde indflyde i en fælles Kirkekasse,
hvoraf Gejstligheden og Kirkebetjeningen bleve at lønne med en fast aarlig
Lønning, medens deres hidtilværende Lønningsmaade med Præstepenge
o. s. v. samt Offer af Menigheden bortfaldt.
Hvad nu dette Forslag i sin Almindelighed angik, bifaldt hele Inspek-
tionen Tanken om Fællesskab i kirkelig Henseende mellem Kjøbenhavn og
Frederiksberg, hvilket i og for sig var en Gjennemførelse i en enkelt Ret-
ning af, hvad der vistnok i det Hele var ønskeligt og naturligt. I Hen-
seende til den kirkelige Omordning, der tænktes iværksat indenfor dette
Omraade, var det en Selvfølge, at, naar Indbyggerantallet var voxet saa
stærkt, som Tilfældet var i Kjøbenhavn og paa Frederiksberg, saa maatte
ogsaa Trangen til en Flerhed af Kirker og Præster gjøre sig gjældende.
Det kunde vel være, at man standom i Bestræbelserne for at fyldestgjøre
denne Trang forvexlede to Ting, nemlig Savnet af flere Kirker med Savnet
af en større og mere udbredt Gudsfrygt i Befolkningen, idet man var gaaet
ud fra, at naar der blot voxede flere Kirker frem, vilde ogsaa det religiøse
Liv forbedres. Inspektionen saa ikke saa optimistisk paa Sagen. For at
faa Vantroens store Bølge, der skyllede hen over Landene, til at lægge sig,
vilde der kræves et langt videre gaaende Arbejde end en Forøgelse af An-
tallet paa Kirker og Præster. Men paa den anden Side burde det dog ikke
glemmes, at hvad der kunde gjøres, burde gjøres, og derfor maatte Enhver,
hvem Guds Riges Sag laa paa Hjertet, forsaavidt hilse det foreliggende
Forslag med Glæde, som der derved tilsigtedes i mere udstrakt Maal end
hidtil muligt at tage|Kampen op mod Nutidens religiøse Sløvhed og For-
nægtelse. Det var imidlertid tillige klart, at hvis Sagen skulde kunne
gjennemføres i det Omfang og paa den Maade, som var angivet i det fore-
liggende Lovforslag, vilde den, som det ogsaa fremgik af selve Lovforslagets
Bestemmelser, kræve betydelige Offre fra Stat og Kommune, fra Kirken og
Menighedsmedlemmer samt fra ikke faa GejstHge. Dette gjaldt i hvert
Fald om Frue Kirke, dens Gejstlighed og Menighed, som Inspektionen
havde særlig Opfordring til at tage Hensyn til. Men ligesom ^ or Irue
Patronatsforholdet til Frue Kirke.
359
Menighed, som bemærket, alt var underkastet en Ligning, der alene var til
Fordel for de andre Menigheder, saa at det foreliggende Lovforslag forsaa-
vidt ikke lagde nogen principiel ny Byrde paa den, og det i Henseende til
Kirken ogsaa kunde forsvares at anvende dens Overskud til andre nærlig-
gende kirkelige Formaals Fremme, hvilket jo var en i mange Retninger
anerkjendt og gjennemført Anvendelsesmaade af kirkelige Midler, saaledes
maatte det ogsaa haabes, at der hos Præstestanden vilde lindes den for-
nødne Beredvillighed til at bringe de Offre, som Reformens Gjennemførelse
paalagde dens Medlemmer, forsaavidt de ikke oversteg rimelige Grænser,
hvilket sidste Forbehold Inspektionen særlig fandt sig foranlediget til at
fastholde med Hensyn til Frue Kirkes Gejstlighed. Forsaavidt som nemlig
det almindelige Nivellement af Gejstlighedens Lønninger, som Lovforslaget
tilsigtede, maatte blive gjennemført, vilde der derved kunne afstedkommes
en saadan Mindskelse af forskjellige ved Kirken ansatte Gejstliges Lønnin-
ger, for hvilken de med Føje maatte kunne kræve en rimelig Erstatning af
den kirkelige Fælleskasse. Ved denne Omtale af Frue Kirkes Forhold førtes
Inspektionen imidlertid naturlig ind paa den almindelige Betragtning af en
af de Hovedændringer, som Lovforslaget søgte gjennemført, og hvorimod
der under Forhandlingerne var rejst stærke Indvendinger, nemlig Ændrin-
gen i Præsternes Lønningsmaade. Nu lønnedes de af Menigheden med
Præstepenge og Offer, istedetfor satte Lovforslaget en fast Lønning af den
kirkelige Fælleskasse, til hvilken der derhos skulde erlægges bestemte Ge-
byrer for Udførelse af kirkelige Handlinger, medens Offeret bortfaldt. Mod
Lønningernes Ansættelse maatte Inspektionen indvende, at de vare ansatte
i Penge istedetfor i Korn efter Kapitelstaxt, hvilket var en for Embederne
mere betryggende Beregning, som derfor formentlig burde foretrækkes. Med
denne Ændring var der iøvrigt, forsaavidt man overhovedet vilde ind paa
denne Lønningsmaade, Intet at erindre mod de foreslaaede Lønningers Stør-
relse; men Ændringen selv var fundet lidet ønskelig navnlig i Kraft af
følgende Ræsonnement. Den Nivellering i Indtægterne, som Lovforslaget
gjennemførte , brød i en væsentlig Grad med de historisk udviklede Sond-
ringer mellem Kirker og Menigheder og betog Gejstligheden den Spore til
mere energisk Arbejde, som Udsigten til forbedrede økonomiske Kaar al-
deles uvilkaarlig afgav. Og hertil kom endnu den væsenlige Betragtning,
at de foreslaaede Lønninger kun vare bragte i Forslag af Regjeringen. Hvor
meget kunde de ikke forventes at ville blive beskaarne, inden Forslaget var
blevet til Lov! Vestigia terrent! Ja, selv om Loven nu maatte blive ved-
tagen i en tilfredsstillende Skikkelse, var Gejstligheden dog prisgiven senere
Forringelser af en mindre velvillig Lovgivningsmagt, og Følgen vilde efter
kortere eller længere Tids Forløb let blive en i social og økonomisk Hen-
seende fortrykt Præstestand, hvis forandrede Stilling i mange Henseender
turde blive til stor Skade for Kirken. Derfor var den nuværende Lønnings-
maade fra et kirkeligt Synspunkt formentlig at foretrække, særlig ogsaa
med Muligheden af en fremtidig Sondring mellem Stat og Kirke for Øje.
Naar Tilstanden var den, at Menigheden selv underholdt sin Gejstlighed,
kunde den ogsaa forventes at ville gjøre det efter Sondringen. Men stod
man til det paagjældende Tidspunkt overfor Menigheder, der vare afvante
Universitetets Aarbog.	aa
360
Universitetet 1892—1893.
med selv at lønne deres Præster, vilde Overgangen til Frikirken frembyde
ulige større Vanskeligheder. Indførelsen af faste Taxter, der foreskreves af
Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet, for Udførelsen af visse
kirkelige Handlinger, var dernæst stridende mod den kirkelige Overlevering,
ifølge hvilken Offeret var Udtrykket for den Kristnes egen frivillige Tak og
Paaskjønnelse for de ham af Kirken ydede Goder. At stille den præstelige
Betjening paa lige Trin med Kirkens Opvarmning og Belysning havde man
fundet ligefrem anstødeligt fra et kirkeligt Synspunkt, ligesom derhos Tax-
ternes Fastsættelse ved Vielser efter Brudefølgets Størrelse erfaringsmæs-
sig i givne Tilfælde turde udvise alt andet end rimelige Resultater. Vel
havde der ogsaa nu dannet sig en Tradition for Offerets Størrelse ved for-
skjellige kirkelige Handlinger, men Frivillighedens Karakter var jo dog
principielt bibeholdt. Gik derimod Forslaget om faste Taxter igjennem, saa
— siges der — maa dette nødvendigvis opfattes som Skattetvang, og det
vilde med Rette kunne bebrejdes Kirken, at den nu gjorde sig skyldig i
Simoni ved at sælge sine Goder til bestemte Priser. Dertil kom endnu
den mere humane Betænkelighed, at Reformen særlig vilde komme til at
gaa ud over den fattigere Del af Menigheden. Dels maatte nemlig Tax-
terne ansættes ikke saa lidt højere end det nuværende sædvanlige Offer,
dels bemyndigedes Præsten kun til i ganske særlige Tilfælde at efter-
give Kjendelsen, som Følge af, at denne udgjorde en integrerende Bestanddel
af den fælles Kirkekasses Indtægter, hvoraf baade Kirke og Gejstlighed
skulde leve. Hidtil havde det været saaledes, at Betalingen af de kjøben-
havnske Præster meget hyppigt eftergaves de Fattige, og herpaa bødedes
da ved de mere Velhavendes større Offer. Men denne rationelle Beskat-
ningsmaade skulde nu ændres til Fordel for de Velhavende; thi Tilladelsen
i § 10 til fremdeles at yde Præsten frivillige Gaver turde snarest vise sig
betydningsløs efter den i § 18 paabudte udtrykkelige Tilkjendegivelse i
Kvitteringerne for de paabudte Taxters Betaling om, at der Intet herud-
over var at erlægge. Og medens nu ved de Daabshandlinger, der udførtes
om Søndagen efter Gudstjenesten, de forskjellige Samfundsklasser vare re-
præsenterede, saa at de Fattige ikke behøvede at føle sig trykkede ved, at
deres Børn døbtes frit, da de stode Side om Side med andre, med hvilke
dette ikke var Tilfældet, vilde disse Daabshandlinger i Fremtiden, jfr. For-
slagets § 17, faktisk blive stemplede som Fattigdaab, hvorved der pointere-
des en Forskjel, der dog saa vidt muligt burde undgaaes ved Døbefonten.
Vel havde nu disse Betænkeligheder, der, som bemærket, med megen
Styrke vare gjorte gjældende under Inspektionens Forhandlinger om denne
Erklæring, ikke i lige høj Grad rørt sig hos alle Inspektionens Medlemmer.
Men de havde dog bidraget til at styrke deres Følelse af, at det var vig-
tige og vanskelige for ikke at sige skæbnesvangre Ændringer i den over-
leverede kirkelige Ordning, som Lovforslaget gik ud paa at indføre, og at
man derfor ikke ganske kunde lade dem ude af Betragtning ved udeluk-
kende at fæste Øjet paa de Goder, som Forslaget medførte. Prisen, hvor-
for de kjøbtes, maatte der ogsaa tages Hensyn til, og fandtes de at kræve
for store Oifre, blev ganske naturlig Undersøgelsen rettet paa Muligheden
af at erhverve de attiaaede Goder paa en billigere Maade.
Patronatsforholdet til Frue Kirke.
Herved førtes man da til en nærmere Overvejelse af den Maade, paa
hvilken Reformerne søgtes gjennemførte, nemlig saa afc sige paa staaende
Fod, i Løbet af fem Aar. Inspektionen havde nu i og for sig stor Be-
tænkelighed ved denne bratte Gjennemførelse, thi var man sikker paa, at
de dertil fornødne personlige Kræfter vilde haves til Raadighed? og hvad
kunde det nytte, at Kirkerne stode der, naar de stode tomme, fordi den
levende Røst, som skulde drage Menigheden til dem, manglede? Yel maatte
det haabes, at de fornødne Kræfter vilde kunne lindes, men paa den anden
Side maatte det ogsaa forventes, at Tjenesten indrettedes med en fornuftig
Økonomi, saa at ikke Arbejdskraften ved en brat Udvidelse efter den natur-
lige Tingenes Gang maatte forventes at ville blive utilstrækkelig. Og det kunde
forventes ved' den foreslaaede hurtige Gjennemførelse af Loven. Det vilde
derfor være i højeste Grad ønskeligt, om denne Fare kunde undgaaes ved
en mere lempelig stykkevis Forøgelse af Kirke- og Sognetallet. Yel an-
førtes nu i Betænkningen, at en samlet Gjennemførelse var nødvendig for
en regelmæssig Fastsættelse af Sognegrænserne. Men, som Erfaringen turde
have vist, holdt denne Paastand næppe Stik. I den Tid, der var gaaet,
havde man jo bygget en Flerhed af nye Kirker med tilhørende nye Sogne
i Hovedstaden. Paa den Yej kunde man vel fortsætte. Mangelen havde
været, at man havde savnet en regelmæssig Forsyning med Pengemidler til
de nye Kirkers Opførelse samt til Præsters og Kirkebetjentes Lønning i de
mindre velhavende Sogne. Den gjaldt det derfor om at afhjælpe ved
Reformen. Selv om man saa skulde bruge tyve Aar, førend Alt kom ior-
dcn, vilde den Forsinkelse ikke komme i Betragtning, og hele Inspektionen
vilde kunne slutte sig til Tanken om en saadan langsommere og besindigere
Gjennemførelse af Reformen. Under Forhandlingerne indenfor den var der
imidlertid fremkommet endnu videre gaaende Forslag om nye Kirkers Byg-
ning og nye Sognes Oprettelse uden anden væsenlig Ændring i den nu be-
staaende kirkelige Ordning. Forslaget var saa lydende:
»Hvis det maatte anses for nødvendigt, sættes Kirkebetjentene paa
fast Løn. Derimod vedbliver i det Yæsentlige den gamle Lønningsmaade
for Præster. Dog maa her to Ting tages i Betragtning: 1) Der maa sørges
for, at Præsterne i de mindre velhavende Sogne faa en passende fast Ind-
tægt, som forholdsvis maa blive større for dem end for deres Kolleger i de
mere velhavende Sogne; 2) Tegnepengene for Altergang og Betaling for
Daab til sædvanlig Tid bør bortfalde, hvorimod der bør udredes Erstatning
til Yedkommende af en kirkelig Fond, som bør dannes af et fast aarligt
Tilskud af 1) Stat, 2) Kommune samt 3) af hvad der indkommer ved en
aarlig Ligning. Indtil videre bør der paalignes x/5 pCt. af Skatteindtægten.
Det forudsættes, at Præstepenge vedblivende opkræves, dog bør de fordeles
noget anderledes end hidtil for at hjælpe paa de fattige Sogne. Skulle
Kirkebetjentene sættes paa fast Løn, fradrages af Præstepengene den Del,
der hidtil er bleven dem udbetalt, for hermed at bidrage til Bestridelsen af
deres faste Lønning. Hvad der her kommer til at mangle, udredes af den
ovennævnte Fond, af hvilken ogsaa Udgifterne til de bestaaende og de nye
Kirkers Drift samt til de uformuende Sognes Præstekald bestrides. Over-
skuddet henlægges, indtil der haves 200000 Kr. Herfor bygges der en ny
44*
362
Universitetet 1892—1893.
Kirke, men kun 1 ad Gangen. Saa ofte der, efter at alle Udgifter til de
bestaaende Kirkers Drift ere bestredne, haves et Overskud paa 200000 Ki\,
bygges der atter, indtil Kjøbenhavn er forsynet med Kirker. Naar Maalet
— mulig først i Løbet af en Aarrække — er naaet, vil rimeligvis Størrel-
sen af Paaligningen kunne mindskes, i hvert Tilfælde vil den næppe hvert
Aar behøve at være lige stor«.
Der har været overvejende Stemning i Inspektionen for Gjenneinførel-
sen af dette mindre revolutionære Forslag, men forsaavidt som denne maatte
vise sig umulig, havde der været overvejende Stemning for at tiltræde det
af Ministeriet udarbejdede Forslag, dog med følgende Ændringer:
Til I. § 1.
Der savnedes i Lovforslaget ganske Bestemmelser angaaende de nu-
værende Hospitalspræsters fremtidige Stilling og om den gejstlige Betjening
paa de forskjellige Stiftelser under den nye Ordning, hvilken formentlig
ikke burde lades uomtalt.
Til II. og III.
Inspektionen fandt det mindre heldigt, at Gejstligheden og Kirke-
betjentene helt igjennem vare sammenstillede i Lovforslaget, ofr. navnlig
Ordene: »Den øvrige Kirkebetjening«, idet denne Sammenstilling kun tjente
til at udviske Synet for Forskjellen mellem begges kirkelige Betydning.
Derhos skjønnede Inspektionen ikke rettere, end at i det Hele Keglerne
angaaende Kirkebetjentene vare gjorte mere indgaaende og udførlige end
nødvendigt, idet de lleste Forskrifter kunde henvises til Instruxer.
Til § 2.
I andet Stykke Linie 1 burde formentlig efter »den« indskydes »eller
de« og »Kapellan« rettes til »Kapellaner«. Naar det dernæst i samme
Stykke sagdes, at P^mbedsforholdet ordnes væsentlig efter de samme Regler
som hidtil, paalagdes derved formentlig en unødvendig Indskrænkning i
Ordningen, og en større Frihed vilde derfor opnaaes ved at sige: »et af
Kirke- og Undervisningsministeriet approberet Regulativ«.
Til § 3.
Da Begravelsesvæsenet nu var underlagt Kommunen, var Udtrykket
»Graver« formentlig mindre korrekt og burde derfor efter Inspektionens
Skjøn hellere ændres til »Kirkebud«, idet »Kirkebetjent« var for alminde-
ligt, men Kirkebud havde Analogien fra Kirkerne udenfor Kjøbenhavn for
sig, og Lovforslaget ogsaa fremhævede som Graverens første Gjerning at
besørge Budtjenesten.
I andet Stykke Linie 1 burde formentlig Ordene »det Regulativ« om-
byttes med »den Instrux«, og efter »Klokkeren« tilføjes »af Patronatet efter
Kirkeinspektionens Indstilling.«
I tredie Stykke burde formentlig Ordene »mellem Præsterne« helst ud-
gaa, idet Graveren ogsaa maatte kunne tilpligtes at udføre anden Bud-
tjeneste, f. Ex. mellem Inspektionens Medlemmer.
Endvidere var det formentlig mindre korrekt at henlægge Tilsynet
Patronatsforholdet til Frue Kirke.
med »Kirkebygningen« under Graveren, hvorfor Ordene »Kirkebygningen og«
formentlig helst burde udelades.
Til § 5.
Ordene »den øvrige Kirkebetjening« i Linie 2 ændres til »Antallet af
Kirkebetjente m. v.«.
Til § 6.
] Linie 2 foreslaaes Ordene »træffes der« ændrede til »meddeles dem
en lnstrux, der blandt Andet skal indeholde«.
Til § 8.
Det henstilles, om der ikke i næstsidste Linie efter »Sognepræst-
embede« burde tilføjes »eller Kapellani«.
Til § 10.
Det skjønnes at være ubilligt baade overfor Præster og Kirkebetjente,
naar Sognebaandsløsere regnedes med til dem, for hvem enhver Pligt til
at yde Offer for Udførelse af kirkelige Handlinger bortfaldt. I en større
Dy vilde det altid være saaledes, at der fandtes de Præster, til hvilke der
sluttede sig et større Antal Sognebaandsløsere, ved hvilke saavel Præster-
nes som Kirkebetjentenes Arbejde betydelig forøgedes, og de burde da og-
saa yde et passende Yederlag for denne Arbejdsforøgelse. Ordene i Linie
1—3 fra »hvad enten« til »der«, foreslaaes derfor udeladte og istedetfor
indsættes »Med Hensyn til Sognebaandsløsere er Vederlagets Fastsættelse
forbeholdt Overenskomst med vedkommende Præst«. For den Mulighed, at
et Menighedsmedlem ønskede en kirkelig Handling udført af en anden
Præst ved Kirken end den, hvem det efter den gjældende Forretningsorden
tilkom, burde der formentlig ogsaa ydes den Gejstlige, som udførte Hand-
lingen, et særligt Vederlag. Derfor foreslaaes indføjet følgende Sætning:
»Ligeledes skal det Menighedsmedlem, der ønsker en kirkelig Hand-
ling udført af en anden Gejstlig ved Kirken end den, hvem Udførelsen
efter den gjældende Forretningsorden tilkommer, være pligtig at yde ved-
kommende Gejstlige Vederlag derfor«.
Sidste Punktum i første Stykke foreslaaes saa tilknyttet saaledes:
»Det skal endelig ikke være et Menighedsmedlem forment i Anled-
ning af en udført kirkelig Handling eller i Betragtning af Præstens al-
mindelige Virksomhed frivillig at yde ham en Gave«.
Til § 13.
Ordene »Den øvrige Kirkebetjening« foreslaaes her og andetsteds i
Lovforslaget ændrede til »Kirkebetjente«.
Til § 14.
Skulde denne Paragrafs første Stykke have nogen virkelig Betydning,
burde Ordet »kræve« i Linie 2 ændres til »modtage«, og Ordet »aldeles« i
364
Universitetet LS92— 1893
4de Linie ændres lil »ligeledes«. I Betragtning af de for Kirkebetjentene
foreslaaede Lønninger anbefales denne Ændring.
Til § 19.
Der burde formentlig for en Ordens Skyld tilføjes »dog kun dersom
den begjæres udstedt senest Ugedagen efter vedkommende Handlings Fore-
tagelse«.
Til § 23.
Det turde formentlig for Fuldstændigheds Skyld være rigtigere at
ændre Ordene i Linie 2 fra »der« til Punktummet ud til »hvortil Forslag for
hver Kirke affattes af Kirkeinspektionen og indsendes til Fællespatronatet,
som fatter Beslutning derom«.
Ligeledes burde Ordene i Linie 3 »Forholdet ordnes ved Hjælp af«
hensigtsmæssigt ændres til »der til det anførte Øjemed optages«.
Til § 34.
For Tydeligheds Skyld formenes i Linie 2 efter Ordene »tilstede det«
at burde indskydes »efter Foranstaltning af Kirke- og Undervisningsmini-
steriet«.
Til § 39.
Ordene »og Forhold til Kirkens Patronat« skjønnedes som overflødige
at kunne udgaa.
Konsistorium udtalte ved Indsendelsen af Inspektionens Betænkning,
at det ganske og i Et og Alt kunde slutte sig til de fremsatte Udtalelser
angaaende Bevarelsen af Konsistoriums Patronatsforliold til Frue Kirke,
hvorfor Konsistorium ogsaa maatte være Ministeriet taknemmelig for den
paa dette Punkt iværksatte Ændring af Kommissionens Forslag; men iøv-
rigt ansaa Konsistorium det som liggende udenfor sin Opgave at udtale sig
0111 den foreslaaede Reform af Kjøbenhavns og Frederiksbergs kirkelige
Forhold.
2. Foranstaltninger til Krigsmagtens hurtige Mobilisering.
Yed Skrivelse af 7de Juni 1893 tilstillede Konsistorium Inspektionen
for Frue Kirke Kirke- og Undervisningsministeriets nedenstaaende Cirkulære
af 27de Juni s. A til Patronaterne for Sognekirkerne i Kjøbenhavn, tillige-
med Exemplarer af kgl. Anordning af 28de Maj s. A. om Foranstaltninger
til Krigsmagtens hurtige Mobilisering.
»Yed kgl. Anordning af 26de f. M. om Foranstaltninger til Krigsmag-
tens hurtige Mobilisering er det fastsat, at under Forhold, hvor Hæren og
Søværnet hurtigst muligt skulle gjøres krigsberedte, udsteder Krigsministe-
ren paa Regjeringens Vegne en »Mobiliseringsordre«, som er Befaling til,
at Værnepligtige skulle møde ved, og Hærens hos Foderværter udstatione-
rede Heste afleveres til, Krigsmagten, samt til, at Udskrivning af Heste og
Vogne til Hærens Forsyning skal finde Sted.
Patronatsforholdet til Frue Kirke.
365
I samme Anordning er det befalet, at naar Mobiliseringsordren er ud-
stedt, skal der, for at henlede den almindelige Opmærksomhed lierpaa, rin-
ges uafbrudt i 3 Timer med samtlige Landets Kirkeklokker. Tilsigelse til
Klokkeringningen foranstaltes af Lægdsforstanderne.
I Anledning heraf skulde Ministeriet tjenstligst anmode Patronatet
om for den under det sorterende Kirkes Vedkommende behagelig at lade
meddele Kirkeværgen Paalæg om, at han uopholdelig drager Omsorg for
Iværksættelsen af den ovennævnte Ringning, saasnart han ved Udskrivnings-
chefens Foranstaltning tilsiges derom.
Af nærværende Cirkulære, hvis Kommunikation af Hensyn til Be-
skaffenheden af dets Indhold bedes fremskyndet, vil der blive tilstillet Pa-
tronatet nogle Exemplarer i Forbindelse med Exemplarer af den ovennævnte
Anordning«.
Konsistorium meddelte i Henhold til den i Cirkulæret indeholdte Be-
stemmelse Inspektionen Paalæg om at drage Omsorg for den i Cirkulæret
nævnte Ringning, saasnart Inspektionen ved Udskrivningschefens Foranstalt-
ning blev tilsagt derom.
3. Besættelse af Organist-, Kantor-, Klokker- og Graver-
Bestillingerne ved Vakance.
I Anledning af et Andragende, hvori forskjellige Organister i Kjøben-
liavn have anholdt om, at for Fremtiden intet Organistembede maatte be-
sættes uden iforvejen at have været opslaaet vakant, udtalte Kirke- og
Undervisningsministeriet i Skrivelse af 15de Juni 1893 til Konsistorium, at
Ministeriet —, da en saadan eventuel Foranstaltning ikke fandtes at burde
gjennemføres, uden at den kom til at omfatte de øvrige Bestillinger ved
Kirkerne, nemlig Kantor, Klokker og Graver, og da det ogsaa udtrykkelig
fremgik af de modtagne Betænkninger fra nogle Patronater, at disse Poster
ved visse af Kirkerne havde været behandlede aldeles ens med Organist-
tjenesten i den omhandlede Henseende, — havde ansét det for rettest i
Fortsættelse af den af Patronatet tidligere afgivne Betænkning at udbede
sig Patronatets af Erklæring fra vedkommende Kirkeinspektion ledsagede
Betænkning angaaende Spørgsmaalet om for Fremtiden at besætte alle de
ovennævnte Bestillinger — Organist, Kantor, Klokker og Graver (eller Gra-
vere) — efter foregaaende Opslag.
Under 30te Juni s. A. indsendte Konsistorium en Erklæring fra Kirke-
inspektionen, hvori denne bemærkede, at den Intet havde at erindre mod
fornævnte Besættelsesmaade, der stemmede med den Praxis, der hidtil var
fulgt, idet Inspektionen imidlertid — som udtalt i Skrivelse af 6te Februar
1891, jfr. Univ. Aarb. f. 1890—91 S. 832 —vedblivende gik ud fra, at der
ikke tilsigtedes nogen Forandring enten med Hensyn til Indstillingsretten
for Inspektionen eller Udnævnelsesretten for Konsistorium. Konsistorium
sluttede sig til Inspektionens Udtalelser.
3 GO
Universitetet 1892 — 1893.
4. Forskjellige Sager.
Ved Skrivelse af 14de Januar 1893 bifaldt Konsistorium, at den Legat-
kapital, stor 150 Kr., der af Boet efter afdøde Etatsraad, Kommitteret
Y. B. Hjort var bleven indbetalt i Universitetets Legatkasse, imod at Frue
Kirke overtog Vedligeholdelsen af den Afdødes Gravsted, beliggende paa
Frue Sogns Kirkegaard under Litra L Nr. 11, indtil den 1ste December
1892, fra den 11te December 1892 at regne maatte overføres til Kontoen
for Frue Kirkes almindelige Kapitalformue og sammensmeltes med denne.
— Konsistorium liar ved Skrivelse af 3die Juli 1893 tilladt, at Kir-
ken mod en Indbetaling af en Kapital paa 200 Kr. overtog Vedligeholdel-
sen af Frøken Lovise Frederikke Adamine Vilhelmine Brygmanns Gravsted
paa Frue Sogns Assistents Kirkegaard Afdeling A. Nr. 571, med ældre Be-
tegnelse Frue Sogn Litra N. Nr. 95, stort 2 Alen bredt og 4 Alen langt,
— paa Gravstedet en Marmortavle med 122 indhuggede Bogstaser og en
Jernstol — indtil den Tid, for hvilken Gravstedet er erhvervet, udløber,
nemlig den 31te December 1923. Den Forpligtelse , Kirken paatager sig
med Hensyn til dette som alle Legatgravsteders Vedligeholdelse, gaaer
efter de af Konsistorium fastsatte Kegler, jfr. Univ. Aarb. f. 187G— 77
S. 276, ud paa at holde det i ordentlig og anstændig Stand, med fornøden
Maling og Reparation (ikke Opforgyldning af Bogstaver), men uden nogen
Fornyelse af Ligsten, Monument eller Rækværk, samt ved Pasning af Træ-
plantning og Buske, heri dog undtaget Fornyelse af Blomster- og andre
Zirplanter.
Rettelser og Tilføjelser.
Side 92 Linie 6 f. n. (80) læs (63).
92 — 5 f. n. 14 læs 14 (18).
— 312 — 9 f. n. 1893 læs 1892.