Priskonkurrencer.
189
sit, Lugdunum, quod ostendebatur in Gallia, quaeritur! Hoc Liberalis nostri
animum inclinat, adversus sueta firmum et erectum. Nec sine causa con ussus
est: inexpectata semper graviora sunt; novitas adjicit calamitatibus pondus, nec
quisquam mortalium non magis, quod etiam miratus est, doluit. Ideo nihil nobis
improvisum esse debet; in omnia praemittendus animus est cogitandumque, non
quidquid solet, sed quidquid potest fieri. Quid enim est, quod non fortuna, quum
vuluit, es florentissimo detrahat? quid est, quod non eo magis aggrediatur et
quatiat, quo speciosius fulget? quid illi arduum quidve difficile est? Cogitanda
ergo sunt omnia, et animus adversus ea, quae possunt evenire, firmandus. Exilia,
tormenta, morbus, bella, naufragia meditare! Potest te patriae, potest patriani
tibi casus eripere; potest te in solitudines abigere. Totam ante oculos sortis
liumanae condicioneni ponamus, si nolumus opprimi nec illis inusitatis obstupeiieri.
V. Priskonkurrencer.
Til Besvarelse af de for Aaret 1883—84 af Universitetet udsatte 13 Pris-
opgaver*) indkom i Aaret 1884—85 syv Afhandlinger, nemlig to theologiske, en
retsvidenskabelig, to lægevidenskabelige, en nordisk-filologisk og en klassisk-filo-
logisk. Af disse Afhandlinger fandtes den ene af de theologiske, den retsviden-
skabelige, den ene af de lægevidenskabelige og den klassisk-filologiske værdige til
Prisen. Forfatterne fandtes at være:
Cand. theol. Peter Gabriel Koch, af den theologiske,
Cand. juris, Assistent i Finansministeriet Hans Christian Valdemar Schau,
af den retsvidenskabelige.
Cand. pharm., Assistent ved Landbohøjskolens kemiske Laboratorium, A.Chri-
stensen, af den lægevidenskabelige,
Cand. philol., Assistent ved Universitetsbibliotheket Sofus Chr. Larsen, af
den klassisk-filologiske.
Vedkommende Censorers Bedømmelse af de indleverede Afhandlinger lyder
saaledes:
I. De theologiske Afhandlinger. Paa den af det theologiske Fa-
kijjtet for 1883—84 stillede Prisopgave: At give en historisk kritisk Fremstilling
af de vigtigste Opfattelser, som ere fremkomne i Kirken om Menneskenes Tilstand
mellem Døden og Opstandelsen, og undersøge, hvorvidt der ud af Skriftens An-
tydninger og Kristendommens almindelige Grundtanker lader sig udlede nogen
Lære om dette Spørgsmaal, — er der indkommet to Besvarelser.
Den første, der bærer Mottoet: Melius erit extendere progressum gratiæ
Dei usque ad carnis resurrectionem (Calvin), er udført med ualmindelig Flid og
Modenhed og røber en Grundighed og Klarhed, der i høj Grad fortjener at paa-
skjønnes. Alligevel er Udbyttet af Afhandlingen med Hensyn til selve Spørgs-
maalets Besvarelse temmelig begrænset og staar ikke i Forhold til det store
Apparat, som Forfatteren har sat i Bevægelse. Aarsagen dertil er aabenbart at
søge i den abstrakt-formalistiske Behandlingsmaåde, som han har anvendt, og
som i den historiske Del har vanskeliggjort ham Beherskelsen af Stoffet og i den
systematiske Del har hindret ham i at skjelne tilstrækkelig mellem stort og smaat.
Som en Mangel maa ogsaa fremhæves den ufyldestgjørende Behandling af det
gamle Testamente og dets Betydning for Spørgsmaalet. Dc her paapegede svage
Sider opvejes imidlertid i den Grad af Afhandlingens ubestridelige Fortrin, at
iakultetet ikke tager i Betænkning at erklære den for værdig til at modtage den
akademiske Pris.
Den anden Besvarelse, der har til Motto: Mors tua, judicium postremum,
*) Univ. Aarb. f. 1883—84, S. 128—29.
190
Universitetet 1-S84 —1885.
gloria coeli et dolor inferni sunt meditanda tibi — rober en vis Oplagthed til
aandeligt Arbejde, en varm Interesse for theologiske og filosofiske Problemer
og Friskhed og Liv i Fremstillingen. Derimod savner den selvstændigt Kjend-
skab til den herhen horende Literatur, og Forfatterens Behandling af Æmnet er
gjennemgaaende af en lettere populær Natur uden videnskabelig Methode. Fa-
kultetet kan derfor ikke tilkjende Arbejdet nogen Pris.
Den 21. Marts 1885.
C. Henrik Scharling. P. Madsen. Fredrik Nielsen. Fr. Buhl.
II.	Den retsvidenskabelige Afhandling. Til Besvarelse af det for
Aaret 1883—84 udsatte Prisspørgsmaal i Lovkyndighed: Der onskes en Under-
sogelse efter Sagens Natur og nordisk Ret af det Sporgsmaal, hvorvidt en se-
kundær Sikkerhedsret forbedres derved, at en forudgaaende Sikkerhedsret i
samme Ting ophorer formedelst Fordringens Betaling eller af anden Grund«
er der indkommet en Afhandling med Motto: »Das Recht ist nicht dazu da
einem Formalismus zu dienen; der Formalismus existirt vielmehr der rechtlichen
Interessen wegen« dl. Dernburg; Das Pfandrecht nach den Grundsåtzen des heu-
tigen romischen Redits II. p. 570).
Forfatteren af denne Afhandling har godtgjort at være i Besiddelse af Evne
til at optage et omfattende Sporgsmaal, anlægge dets Besvarelse udtømmende og
korrekt ved en god, systematisk Anordning af dets forskjellige Bestanddele samt
til at udliude de herunder faldende konkrete Forhold, ligesom Forfatteren paa
mange Punkter har behandlet og besvaret Sporgsmaalene med megen Grundighed
og Skarpsindighed. Forfatteren har derhos sat sig ret vel ind i de Afhandlingens
Gjenstand vedrørende Bestemmelser i norsk og svensk Ret og har med Flid be-
nyttet Domssamlingerne. Paa den anden Side har Forfatteren i et Hovedpunkt
udelukkende henholdt sig til den traditionelle Opfattelse uden at forsøge en Be-
svarelse af Spørgsmaalet efter Sagens Natur, ligesom Forfatterens Undersøgelse
paa flere andre Punkter ikke er uaaet tilstrækkelig dybt og i nogle Tilfælde næppe
heller har fort til antagelige Resultater. Trods disse Mangler mener dog Fakul-
tetet i Betragtning af de fremhævede Fortrin at burde tilkjende ham Prisen.
Den 21. Marts 1885.
Goos. H. Matzen Deuntzer. A C. Evaldsen. Jul. Lassen.
III.	De lægevidenskabelige Afhandlinger. Som Besvarelse af
den af det medicinske Fakultet for 1883—84 udsatte Prisopgave: »Der ønskes
en paa egne Forsøg støttet Sammenligning af den Grad af Nøjagtighed, som
kan opnaas ved Urinstoffets kvantitative Bestemmelse ved de forskjellige Methoder,
som benyttes eller kunne benyttes ved fysiologiske og pathologiske Undersøgelser«
ere 2 Afhandlinger indleverede.
1. Den ene af disse er forsynet med følgende franske Motto: »La valeur
physiologique qu' on attribue a la présence de l'ure'e dans les urines rend son
dosage (Tune assez grande importance. La proportion d'urée doit étre, en effet,
un indice du mouvement d'oxydation qui porte, soit sur les tissus proteiques de
Téconomie, soit sur l'alimentation azotée, et Ton peut espérer de définir tres souvent,
par les variations seules de l'urée, l'espece animale, le regime, les changements de
regime, et jusqu' a un certain point la direction générale de plusieurs maladies.«
l^E. Milion.)
Omtrent en Tredjedel af denne Afhandling optages af indledende Bemærk-
ninger, som dels indeholde en Fremstilling af den kvantitative Urinstofbestemmelses
Betydning for Fysiologien og Medicinen, dels give et Overblik over de Methoder,
der overhovedet have været anveudte, og som endelig indeholde en hel Del al-
mindelige Bemærkninger om Fremstillingen af rent Urinstof, om Askebestemmelse
i Filtre, om Pipetternes og Eudiometrenes Kalibrering, Rensningen af Kviksølv
og Fremstilling af den Opløsning af salpetersurt Kviksolvtveilte, der benyttes ved
Liebigs Titrermethode. Disse Bemærkninger indeholde adskilligt godt, til Dels
endog originalt, og de vidne om Forfatterens Bestræbelse efter at være grundig
og efter at naa den størst muligo absolute Nøjagtighed, men de berøre ikke selvo
Opgaven, og det synes, at Forfatteren, ved at fordybe sig i disse præliminære
.
Priskonkurrencer.	191
Undersøgelser, ikke har fundet Tid til at gaa tilstrækkelig ind paa den forelig-
gende specielle Opgave.
En meget stor Del af Arbejdet indtager dernæst Fremstillingen af Pfliigers
Modifikation af Liebigs Titrerniethode. Herved har Forfatteren uden tilstrækkelig
Kritik ensidig fulgt Pfliigers Fremstilling, saaledes at Dommen over Nøjagtigheden
af de Resultater, som kunne opnaas ved rigtig Forstaaelse og rigtig Benyttelse
af Liebigs Methode uden rfliigers Modifikation, bliver ubillig. Forfatteren har
vistnok ved egne Forsøg kontrolleret Nøjagtigheden af Pfliigers Modifikation af
Liebigs Methode og fundet den meget tilfredsstillende, men de Meddelelser, han
giver over disse Kontrolforsøg, ere saa lidet detaillerede, at det ikke er muligt
at bedømme deres Omfang og Værd.
Med Hensyn til de øvrige Methoder, som Forfatteren omtaler nærmere,
meddeler han kun faa egne Forsog over deres Nøjagtighed og Paalidelighed.
Ved Anvendelsen af Hiifners Methode fik han i 15 Forsøg, i god Overensstemmelse
med andre Forfattere, Resultater, der i det hele taget stemte godt overens; de
vare absolut for lave, men ved Hjælp af den af Hiifner angivne Korrektion gav o
de tilnærmelsesvis rigtige Resultater, naar Forfatteren til Prøverne benyttede be-
kjendte Opløsninger af rent Urinstof. Men til Sammenligning af de ved Hjælp
af denne Methode paa den ene Side og ved Hjælp af Pfliigers Modifikation af
Liebigs Methode paa den anden Side opnaaede Resultater ved Benyttelsen af
normal og af diabetisk Urin fremsætter Forfatteren i alt kun 5 Forsøg. I de 3
Forsøg med normal Urin fik han endnu lavere Resultater end ved Anvendelsen af
rene Urinstofopløsninger, og i de 2 Forsøg med diabetisk Urin fik han derimod
over 100 pCt. mere Urinstof end ved Hjælp af Pfliigers Modifikation af Liebigs
Methode. Den sidst nævnte Angivelse afviger i den Grad fra de af andre For-
fattere opnaaede Resultater, at der her maa opstaa Formodning om en grov Fejl-
tagelse eller Fejl ved Udførelsen.
Angaaende de af Gillet, af Kjeldahl og af Seegen angivne Methoder angiver
Forfatteren, at han har prøvet dem, men at de i hans Hænder have givet meget
utilfredsstillende Resultater. Ved Gillets Methode fik han saaledes kun 1,2 a 1,4
pCt. Urinstof i Stedet for 2 pCt. Ved Kjeldahls Methode fandt han i rent Urinstof
43,5—49 pCt. Kvælstof i Stedet for 46,67 pCt., og ved Anvendelsen af Seegens
Methode fik han kun tilfredsstillende Resultater, naar Urinstofmængden var ringere
end 2 pCt., hvorhos han fandt, at Fejlene voxede, jo mere Urinstof Opløsningen
indeholdt ud over 2 pCt. Da Forfatteren slet ikke meddeler nogen Detail af de
at' ham ved Hjælp af disse Methoder udførte Analyser, er det ikke muligt af
hans Meddelelse at bedømme, om Uoverensstemmelsen ikke for en stor Del skyldes
Udførelsesmaaden. Paa Grund af det anførte kunne vi ikke tilkjende dette Ar-
bejde Prisen.
2. Den anden Afhandlings Forfatter bar valgt til Motto: »Trado, quae
potui«. I Afhandlingens Titel har Forfatteren rigtignok glemt at anføre den i
Opgaven udtrykkelig udtalte Fordring, at den forlangte Sammenligning af den
Grad af Nøjagtighed, der kan opnaas ved Urinstoffets kvantitative Bestemmelse
ved de forskjellige Methoder, som benyttes eller kunne benyttes ved fysiologiske
og pathologiske Undersøgelser, skulde være støttet paa egneForsøg; men
han har i Virkeligheden fuldkommen opfyldt denne Fordring, idet han har leveret
et helt igjennem med stor Dygtighed, Flid og Omhu gjennemført esperimentelt
Arbejde, der i det hele taget maa betegnes som en tilfredsstillende Besvarelse af
Opgaven. Det er rigtignok en Mangel, at Forfatteren ikke tilstrækkelig har præ-
ciseret de særlige og forskjellige Fordringer, der for fysiologiske og pathologiske
Undersøgelser maa stilles til Undersøgelsesmetoderne med Hensyn til Formaalet
og den praktiske Anvendelse. Det vilde ogsaa have været ønskeligt, om Forfat-
teren havde medtaget den i stort Omfang ved Ernærings- og Fodringsforsøg be-
nyttede, først af Seegen og dernæst af Voit tillæmpede Modifikation af Will-
Warrentraps Methode for Kvælstofbestemmelse i Urinen, der her lige saa vel maa
komme i Betragtning som de andre af Forfatteren omtalte Methoder, ved hvilke
Urinstofmængden beregnes efter den i Urinen fundne Kvælstofmængde. — Der
kan ogsaa gjøres Indvendinger imod Forfatterens Paastand om, at man skulde
kunne nøjes med en konstant og ligelig Korrektion for den Fejl, som opstaar ved
Tilstedeværelsen af Klor i Urinen, naar man anveuder Liebigs Methode eller
Universitetet 1884—1885.
dennes Modifikationer; thi denne Paastand burde granske vist være fremsat med
et Forbehold, da den ikke er berettiget ^d de af Forfatteren anførte Forsøg,
idet han ved disse ikke har taget Hensyn til, i hvor hoj Grad den i Kosten inde-
holdte Klormængde kan variere. — Der kan fremdeles rejseR Tvivl med Hensyn
til Rigtigheden af de Forklaringer, som Forfatteren giver for de afvigende Resul-
tater, der i Folge Forfatterens (og andres) Iagttagelser faas ved Anvendelsen af
de forskjellige Methoder, medens de med hver enkelt af disse Methoder foretagne
Bestemmelser ere indbyrdes komparable og relativ rigtige. — Endelig har For-
fatteren ikke saa fuldstændig, som det vel havde været ønskeligt, gjort sig be-
kjendt med den navnlig i de fysiologiske og pathologiske Skrifter indeholdte
Literatur over Æmnet, og det er paafaldende, at han stadig skriver Kemikeren
og Forfatteren Knops Navn med et b istedenfor med et p.
Det foreliggende Arbejde maa imidlertid, til Trods for disse Bemærkninger,
erkjendes at være et saa værdifuldt Bidrag til Kundskaben om de Forhold, der
ønskedes oplyste ved Prisopgavens Udsættelse, at vi ikke tage i Betænkning at
erklære det for værdigt til den udsatte Pris, og at vi tillige ville udtale et Ønske
om. at Forfatteren vil publicere de Resultater, hvortil han er kommet ved sine
Undersøgelser over dette Æmne.
Den 1. Februar 1885.
P. L. Panum.	With	T. S. Warncke.
IV.	Den nordisk-filologisk e Afhandling. Som Besvarelse af
Universitetets Prisopgave i nordisk Filologi for 1883—84: »Med hvilken Ret
kan man paastaa, at det skandinaviske Norden har haft et fælles Sprog, hvorfra
de nyere skandinaviske Sprog stamme?« er der indkommet et Brudstykke (32
smaa Kvartsider) af en Afhandling med Motto af F. Sneedorfs Forelæsninger over
Fædrelandets Historie I, S. 9: »Det ældste almindelige Sprog, som taltes her i
Norden, og vi endnu have Kundskab om, er det islandske, som tales endnu i
Island, skjønt med Forandring.«
En senere indsendt Fortsættelse af Afhandlingen (36 upaginerede Sider) have
vi i Henhold til de af Forfatteren anførte Grunde ment at kunne drage med ind
under vor Bedømmelse, uagtet den er indkommen efter den fastsatte Tid.
Forfatteren underkaster aldeles ikke det i Opgaven stillede Spørgsmaal
nogen Provelse; men idet han gaar ud fra et nordisk Fællessprog som givet,
meddeler han først en Række sporadiske Bemærkninger om Sprogformen i de
ældre Runeindskrifter og gaar derpaa over til en vidtløftigere Hehandling af de
yngre Runeindskrifters Sprog, hvor han dog kun er naaet noget ind i Navneordenes
Bøjning. Som Grundlag for sine Undersøgelser har Forfatteren imidlertid kun
ticnyttet ældre, højst mangelfulde og upaalidelige Kilder, hvorimod alle de store
Værker og vigtige Afhandlinger angaaende disse Indskrifter, som ere fremkomne
i de sidste 120 Aar, have været ham saa godt som fuldstændig ubekjendte. Følgen
heraf er naturligvis bleven en Mængde meget betydelige Fejl i Enkelthederne.
Da ogsaa Behandlingsmaaden i det hele røber Mangel paa kritisk Sans og viden-
skabelig Methode, kunne vi ikke tilkjende Forfatteren nogen Belønning, ganske
bortset fra, at det kun er en forholdsvis ringe Del af Afhandlingen, som det er
lykkedes ham at fuldføre.
Den 29. Januar 1S85.
K. Gislason.	Ludv. F. A. Wimmer.
V.	Den klassisk-filologiske Afhandling. Som Besvarelse af det
i klassisk Filologi stillede Prisspørgsmaal : »Liber de bello Alexandrino Danice
vertatur et commentario Latine scripto illustretur« er der indleveret en Afhandling
med Motto af Theokrit Id. XV, 61 : 'JSg 'J'goiuv netQW/tieroi rjv&ov 'A)utoi.
Oversættelsen viser en prisværdig og tillige i Regelen vel lykket Stræben
efter at skrive godt Dansk uden at fjerne sig altfor meget fra den latinske Text;
dog kunde man ønske, at visse vulgære Udtryk vare undgaaede. Enkelte Steder
findes der positive Fejl, og hist og her synes Oversættelsen at vise Mangel paa
klar Opfattelse af Textens Mening. Kommentaren er udarbejdet med stor Flid
Den historiske Del deraf viser, at Forfatteren samvittighedsfuldt har sammenlignet
baade de gamle Kildeskrifter og de nyere Behandlinger af Gjenst,anden, som
Priskonkurrencer.
193
komme i Betragtning. Ogsaa den sproglige (lexikalske og grammatikalske)
Exegese er paa enkelte Punkter nær tilfredsstillende Hvad Textkritiken angaar,
er Haandskrifternes indbyrdes Forhold rigtig bestemt efter de tidligere Under-
søgelser, og Haandskriftmaterialet er forøget ved en Kollation af Haandskriftet paa
det store kongelige Ribliothek Forfatteren har gjort sig bekjendt med de tid-
ligere kritiske Arbejder og benytter dem gjennemgaaende rigtig; ogsaa har han
selv tilføjet en Del nye, tildels heldige, Bidrag; men flere Steder synes han at
gaa for vidt og opstille unødvendige Konjekturer. Den latinske Sprogform har
vel sine Pletter, men maa dog i det hele kaldes tilfredsstillende. Trods de en-
kelte i det foregaaende paapegede Mangler tro vi derfor at maatte tilkjende For-
fatteren Prisen.
Den 23. Marts 1885.
J. L. Ussing.	M. Cl. Gertz.	O. Siesbye.
De for Aaret 1884—85 udsatte Prisopgaver vare:
1. Theologi. Der ønskes en Fremstilling af det nye Testamentes Lære
om Kristi Forsoning. 2. Lovkyndighed. Der ønskes en Fremstilling af
Læren om Ministeransvarligheden i de Forfatninger, hvor der bestaar en Folke-
repræsentation ved Siden af Kongemagten, under særligt Hensyn til den danske
Grundlov. 3. Statsvidenskab. Hvilken Indflydelse har Nordamerikas Ind-
førsel og Udførsel i de sidste 15 Aar udøvet paa Produktions- og Afsætningsfor-
holdene i Evropa og navnlig i Danmark? 4. Lægevidenskab. Der ønskes
en Undersøgelse af de metastatiske Karcinomers finere Bygning, særlig med
Hensyn til deres histologiske Lighed med eller Forskjellighed fra de paagjældende
primære Svulster. 5. Filosofi. Fremstilling og Vurdering af Utilitarianismen
(Nyttemoralen). 6. Historie. En Karakteristik af Metternich som Statsmand,
med særligt Hensyn til hans Virksomhed i Tiden fra 1815 til 1830. 7. Klas-
sisk Filologi. Efter græske Forfattere og Indskrifter fremstilles, hvorledes
Frigivelse af Slaver foregik hos tJrækerne, og hvilke de frigivnes Kaar og al-
mindelige Sysler vare. Adhibitis et scriptorum et inscriptionum testimoniis ex-
ponatur de manumissione servorum et de libertinorum condicione apud Græcos.
8. Østerlandsk Filologi. At bestemme Sufismens almindelige Grundlag,
som dette fremtræder hos de berømteste persiske Digtere indtil Djåmi. 9. Nor-
disk Filologi. Hvorvidt er det berettiget at anse Digtene i den saakaldte
Sæmundar-Edda for ældre end alt, hvad der ellers haves af oldnordisk Skjaldskab?
10. Engelsk Filologi. Der ønskes en filologisk Behandling af det særegne
skandinaviske Element i »The Poetical Works af Gavin Douglas, Bishop of
Dnnkeld. Ed. by John Small«. 4 vols, 8vo. Edinburgh 1874. 11. Mathe-
matik. Hvad forstaar man ved de væsentlige særegne Punkter, som høre til
en entydig analytisk Funktion med en variabel, og hvorledes varierer Funktionen
i et saadant Punkts Omgivelse? Til den almindelige Besvarelse heraf ønskes
føjet en Række gjennemførte Exempler. Den Flade, som til Ordinater har Funk-
tionsværdiernes Moduler, anvendes til delvis Fremstilling af den omspurgte Va-
riation. 12. Fysik. Der fordres en Sammenstilling af de vigtigste Undersø-
gelser, som have været anstillede for at komme til Kundskab om Loven for en
Naturvirksomheds Omdannelse til en anden. 13. Naturhistorie. Der ønskes
en monografisk sammenlignende Beskrivelse af vore indenlandske Arter af
Firben og Staalorme-Slægterne (lacerta, angvis) ikke alene med Hensyn
til disse Arters ydre Bygning, Afændringer, Levevis og Udvikling (efter at de have
Universitets Aaibog	25
194
Universitetet 1884—1885.
forladt Ægget) men ogsaa med Ilensyn til deres Benbygning, Fordøjelses- og For-
plantningssystem.
VI. Akademiske Promotioner.
I Aaret 1884—85 liave 13 Promotioner fundet Sted, idet der er tildelt tre
den juridiske, fem den medicinske og fem den filosofiske Doktorgrad.
Praktiserende Læge Edvard En gel s en (Lægeexamen i Juni 1879), se foran S.
29, forsvarede den 27. Oktober 1884 sin for Doktorgraden i Medicinen skrevne Afhand-
ling: »Undersøgelser over Blodlegemernes Antal, Hæmoglobinmængde og Størrelse .
Paa Embeds Vegne opponerede Proff., Dr. P. L. Panum og Dr. C. M. Reisz, af Tilhørerne
Assistent ved Universitetets fysiologiske Laboratorium, Dr. med. Chr. H. L P. E.
Bohr. Graden meddelt den 31. Oktober 1884.
Cand. philol. Finnur Jonsson (filologisk-historisk Skoleembedsexamen i
Januar 1883), se Univ. Aarb. 1883—84, S 58, forsvarede den 6. November
1881 sin for den filosofiske Doktorgrad skrevne Afhandling: »Kritiske Studier over
en Del af de ældste norske og islandske Skjaldekvad#. Paa Embeds Vegne
opponerede Proff., Dr. K. Gislason og Docent, Dr. Ludv. F. A. Wimmer, af Til-
horerne Docent G. Brynjulfson. Graden meddelt den 22. November 1884.
Cand. juris Carl Theodor Ussing (fuldstændig juridisk Embedsexamen i
Juni 1880) forsvarede den 29. November 1884 sin for den juridiske Doktorgrad
skrevne Afhandling: »Anders Sandøe Orsted som Retslærd*. Paa Embeds Vegne
opponerede Proff., Dr. C. Goos og J. H. Deuntzer, af Tilhorerne ingen. Prof.,
Dr. Jul. Lassen 6tyrede Handlingen som Prodekan i Stedet for Prof. Deuntzer.
Graden meddelt den 5. December 1884.
Cand. mag. William Emil Sørensen (Magisterkonferens i Naturhistorie
(Zoologi) i April 1873) forsvarede den 18. December 1884 sin for den filosofiske
Doktorgrad skrevne Afhandling: »Om Lydorganer hos Fiske«. En fysiologisk og
komparativ-anatomisk Undersøgelse«. Paa Embeds Vegne opponerede Proff., Etats-
raad, Dr. med. & phil. Japetus Steenstrup og C. V. Holten, af Tilhørerne Cand.
mag. (Zool.) R. S. Bergh og Assistent ved Universitetets zoologiske Museum,
Dr. phil. J. E. V. Boas. Graden meddelt den 30. December 1884.
Cand. med. & chir. Peder Johannes Friedenreich Kaarsberg (Lægeexamen
i Juni 1881) forsvarede den 19. December 1884 sin for Doktorgraden i Medicinen
skrevne Afhandling: »Om den Emmetske Ruptur«. Paa Embeds Vegne opponerede
Proff., Dr. M. H. Saxtorph og Dr. A. Stadfeldt, af Tilhørerne Dr. med. Leopold
Meyer. Graden meddelt den 15. Januar 1885.
Cand. juris Carl Adolph Nissen (fuldstændig juridisk Embedseiamen i
Juni 1804), se Univ. Aarb. 18H3 —84, S. 58, forsvarede den 22. December 1884
sin for den filosofiske Doktorgrad skrevne Afhandling: »Forsøg til en middel-
nedertysk Syntax«. Paa Embeds Vegne opponerede Docenterne Dr. Herm. Møller
og Dr. Vilh. L. P. Thomsen, af Tilhorerne ingen. Graden meddelt den 10.
Februar 1885.
Assistent i Gehejmearkivet og Notarius ved det rets- og statsvidenskabelige
Fakultet, Cand. juris Vilhelm Adolf Secher (fuldstændig juridisk Embedsexamen
i Januar 1876) forsvarede den 29. Januar 1885 sin for don juridiske Doktorgrad