Videnskabelige Samlinger.
111
være afhjulpen, og Overakkouchøren havde derfor ved den oven nævnte Lejlighed
foreslaaet, at der søgtes allerhøjeste Bemyndigelse til en Forøgelse af Filialernes
Antal, nemlig til ordentligvis 35, i Lukketiden til 45, samt til, at Filialernes An-
tal under extraordinære Forhold maatte forøges efter Behov. Paa denne Maade
vilde man vistnok kunne komme ud over de Vanskeligheder, som med Rimelighed
kunde ventes strax at ville indtræde; men naar hensaas til, at det ikke var gjør-
ligt at bestemme noget Tal af Filialer som det, man ordinært behøvede, og at
man derfor stadig maatte være udsat for at tvinges ud over den satte Grænse,
syntes det naturligere, naar man nu allerede efter to Aars Forløb paa ny maatte
andrage om en Forandring i Forholdet, at denne da kom til at gaa ud paa, at
det tillodes Direktøren at bestemme Antallet af de Filialer, der stadig skulde
holdes til Raadighed for Stiftelsen, samt af dem, der skulde holdes i Beredskab
for mulige extraordinære Tilfælde (derunder indbefattet, at den foran nævnte Kvist
toges i Beslag for Barselfeberpatienter), mod at der gjordes Indberetning til Mi-
nisteriet og motiveredes for dette, naar en Udvidelse af det hidtidige Antal var
funden nødvendig. Derved vilde nemlig Direktøren blive i Stand til at handle
efter Omstændighedernes Krav uden at overtræde de gjældende Bestemmelser, saa-
ledes som man med Beklagelse havde maattet gjøre det kun omtrent et Aar efter,
at den sidste allerhøjeste Resol. var traadt i Kraft.
Idet Direktøren til Slutning bemærkede, at han havde forhandlet denne Sag
med Lægeraadet, og at dette enstemmig havde tiltraadt hans Forslag saa vel med
Hensyn til Indretningen af den nævnte Kvist som i Spørgsmaalet om Filialernes
Antal, indstillede han:
at Ministeriet vilde bemyndige Direktøren til at anvende et Beløb af 1700
Kr. til forbedret Indretning af Kvisten i Plejestiftelsens Gaard, Amaliegade Nr.
23, samt til dens Forsyning med det manglende Inventarium, og ligeledes bemyn-
dige ham til, naar samme Kvistetage var i Brug, at antage en femte Vaagekone ;
og
at Ministeriet vilde søge erhvervet allerhøjeste Bemyndigelse for Direktøren
til at bestemme Antallet saa vel af de Filialer, der stadig vilde være at holde
til Raadighed for Fødsels- og Plejestiftelsen, som af dem, der skulde holdes i
Beredskab for mødende overordentlige Tilfælde, mod at Direktøren afgav en mo-
tiveret Indberetning til Ministeriet derom, naar en Udvidelee af det hidtil værende
Antal maatte være funden nødvendig.
Ministeriet nedlagde under 15. Decbr. 1883 allerunderdanigst Forestilling i
Overensstemmelse med det andet Punkt i Direktørens Indstilling, og efter at dette
var bifaldet af Kongen under 20. Decbr. 1883, meddelte Ministeriet under 22.
s. M., at Direktørens Indstilling i det hele bifaldtes.
VII. Universitetets Forhold ud ad til.
I Aaret 1884 blev der atter") fra Tysklands Side gjort Forespørgsel om Af-
slutningen af en Overenskomst mellem Danmark og Tyskland om gjensidig Beskyttelse
*) Univ. Aarb. f. 1879—80 S. 898—904.
112
Universitetet 1884 —1885.
mod Eftertryk og andet Brud paa den literære Ejendomsret i Almindelighed. Efter
at Indenrigsministeriet havde taget under Overvejelse, om det ikke maatte være rigtigt
at soge hidført en Forandring i den danske Lovgivning, saaledes at den bestaaende
uhindrede Augang til at oversætte andres Skrifter begrænsedes, og derved Hin-
dringer mod Afslutningen af en Overenskomst, omfattende Brud paa den literære
Ejendomsret i Almindelighed, med Tyskland og eventuelt andre Stater, fjæruedes,
begjærede dette Ministerium Undervisningsministeriets Erklæring over Sagen og navn-
lig om, i hvilket Omfang det maatte anses rigtigt at tillægge Forfatteren Eneret
til Oversættelser, og om denne Eneret skulde gives for samme Tid, som Beskyttelsen
mod Eftertryk varede. Sidst nævnte Ministerium anmodede derefter under 28. Juni
1884 Konsistorium om at udtale sig herom.
Efter Konsistoriums Begjæring udtalte Prof. Matzen sig i en Erklæring af
7. Juli udførlig om denne Sag. For saa vidt Spørgsmaalet i Almindelighed var,
om man inden for visse Grænser kunde og burde tillægge Forfatteren Eneret til
Oversættelse af lians Skrift, skjounedes det ikke rettere, end at dette Spørgsmaal
maatte besvares bekræftende i Konsekvens af, at man overhovedet havde anerkjendt
literær Ejendomsret. Den egentlige Gjenstand derfor var nemlig det i Skriftet
nedlagte Tankeindhold, for hvilket Sproget kun afgav den formelle Indklædning.
Forfatteren syntes da ogsaa at maatte være eneraadig over. hvilken Form han vilde
iklæde sine Tanker, og naar han havde nogen, være sig ideel eller økonomisk, Interesse,
i at gjengive dem i en Flerhed af Sprog, burde Adgangen dertil ogsaa være for-
beholdt ham. Denne Sætning var der ingen Anledning til nærmere at forsvare,
da den mere og mere var gaaet over til at blive den civiliserede Verdens Fælleseje.
Den havde vel ikke saa stor praktisk Interesse for det enkelte Land, med mindre
der i samme taltes forskjellifje Tungemaal, jfr. linsk Lov 15. Marts 1880 Art. 6,
og det kunde derfor naturlig forklares, at de Lande, hvis Eftertrykslovgivning hid-
rørte fra ældre Tid, som f. Ex. Frankrig og England, ikke havde optaget udtrykkelige
Bestemmelser derom i Lovgivningen; men de havde dog anerkjendt Betydningen,
nemlig i internationale Forhold til Beskyttelse for deres egne Forfatteres Ret paa
Medkontrahentens Territorium og omvendt, jfr. Fliniaua: La proprieté industrielle
litteraire et artistique p. 132, 161, m. fl., og nyere Lovgivninger havde udtrykkelig
ogsaa anerkjendt den inden for Landet selv, jfr. tysk Lov 11. Juni 1870; norsk
Lov 8. Juni 1876, svensk Lov 10. Avg. 187 7, finsk Lov 15. Marts 1880 ; hollandsk
Lov 28. Juni 1881, italiensk Dekret 19. Septbr. 1882 ni. fl. I den gjældende
danske Ret var der kun anerkjendt en Eneret for Forfatteren til at oversætte
Værket i en anden Mundart i Følge Lov af 24 Maj 187y § 1, i hvilken Henseende
Dansk, Norsk og Svensk betragtedes som Mundarter af samme Sprog, jfr. norsk
Lov 8. Juni 1876 § 5 og svensk Lov 10. Avg. 1877 § 2, men at vor Lovgivning
burde gaa videre for at holde Skridt med den almindelige Retsudvikling, kunde
ikke være tvivlsomt. Den anførte norske Lov hjemlede særlig Forfatteren Eneret
til Oversættelser af hans Skrift fra et dødt til et levende Sprog. En særlig'Regel
for dette Tilfælde, som ikke fandtes i andre Lovgivninger, syntes dog ufornøden; thi
0111 f. Ex. en lærd Latiner maatte have udgivet et Skrift paa Latin, syntes han
ikke at kunne have erhvervet en bedre Ret derved, end om f. Ex. en fransk
Sproglærd maatte have udgivet en Bog paa Fransk.
Universitetets Forhold ud ad til.
113
Spurgte man dernæst om, i hvilket Omfang Lovgivningerne forbeholdt For-
fatteren Eneret til Oversættelse, maatte først udsondres det Tilfælde, i hvilket For-
fatteren samtidig har offentliggjort sit Skrift i flere Sprog. Her vare Lovene i
Almindelighed enige om at tillægge ham en vis Eneret i Henseende til samt-
lige Udgaver, jfr. den norske, svenske og finske Lov. For saa vidt man gjorde
Forskjel paa Varigheden af den Tid, i hvilken Gjengivelses- og Oversættelsesretten
tilkommer Forfatteren, havde det sin Betydning at afgjøre, om samtlige Udgaver
skulde anses som Originaler eller kun en som Original, de andre som Over-
sættelser. Herom fandtes forskjellige Regler henholdsvis i den finske Lovs Art.
6 og den hollandske Lovs § i Art. 6, hvis Regel, som syntes den mest naturlige,
gik ud paa, at en Udgave anses som Originalen, der i Mangel af anden Bestemmelse
skal være den i Forfatterens Modersmaal affattede. Det gik dog vist nok ikke an
at blive staaende ved Indrømmelsen af en Eneret i det anførte Tilfælde; thi der
vilde øves en unaturlig Tvang paa Forfatteren, dersom han, for at sikre sig
Eneretten til Oversættelse, skulde vente med Værkets Udgivelse, indtil Over-
sættelserne vare færdige. Den tyske og hollandske Lov betingede dog Oversættelses-
retten i andre Tilfælde af et Forbehold af Forfatteren paa selve Skriftet. Tysk-
land havde dog i sine Konventioner opgivet Fordringen om denne Betingelses
Opfyldelse, og den turde ogsaa i og for sig være mindre naturlig; thi den vilde
kun virke som en Straf for den mindre forretningsdygtige og beskedne Forfatter,
hvortil der ikke fandtes nogen rimelig Grund. End videre havde Tyskland i sine
Konventioner opgivet Fordringen om, at Oversættelsen skulde være begyndt inden et
Aar efter Værkets Udgivelse, en Fordring, der ligeledes var opgiven i den hol-
landske Lov '28. Juni 1881. Man maatte nemlig ikke stille Fordringer til
Hævdelsen af Forfatterens Ret, som var i Strid med Tingenes naturlige Gang;
men i Følge den vilde der først, efter at Skriftet var udkommet og det havde
haft Lejlighed til at øve sin Virkning, blive Spørgsmaal om at besørge det over-
sat samt at træffe de dertil fornødne Forberedelser, hvilket alt sammen let kunde
medtage længere Tid end et Aar. Derimod syntes der god Grund til at fastholde
den ogsaa i de tyske Konventioner saa vel som i den hollandske Lov fastholdte
Betingelse, at Oversættelsen til Enerettens Hævdelse skulde være offentliggjort
inden en vis Tid (3 Aar) fra Værkets Udgivelse. Denne Fordring stilledes
ganske vist ikke i svensk, norsk, finsk og italiensk Lov; men det skjønnedes ikke
rettere, end at den stemmede baade med fornuftige Lovgivningsgrundsætninger og
vor Rets Regler; thi naar Forfatteren en Gang havde gjort det Skridt at offentliggjore
et Arbejde, saa havde Offentligheden erhvervet et Krav paa Nydelsen deraf, som
han ikke vilkaarlig burde forholde den, jfr. Lov 29. Dec. 1857 § 12, hvorefter
Forbudet mod Eftertryk bortfalder, naar Exemplarer af det sidste Oplag af det
paagjældende Værk ikke i 5 Aar har været at erholde hos Forlæggeren Derfor
burde Forfatteren heller ikke vilkaarlig kunne hindre Gjengivelsen i et andet
Tungemaal, da dette var en Betingelse for, at alle de, der ikke forstaa Original-
sproget, kunde faa Adgang til Bogen, og naar han ikke inden en passende Frist
selv havde tilvejebragt en Oversættelse, burde andre derfor have Adgang til at be-
sørge den. Om man saa vilde sætte denne Frist til 3 eller 5 Aar fra Udgivelsen,
var et mere underordnet Spørgsmaal; men den sidste Bestemmelse, som var i
Overensstemmelse med vor Lovgivnings øvrige Forskrifter og bedst betryggede
Universitets Aarbog.	1 r
114
Universitetet 1884 - 1885.
Forfatterens Interesse uden at træde Offentlighedens Krav for nær, syntes dog- at
burde foretrækkes. For dramatiske og musikalske Arbejder burde selvfølgelig
sættes en kortere Frist, saa som i det højeste et Aar.
Naar man indskrænkede Retten ved for anforte Betingelse, at Oversættelsen
skulde foreligge inden en vis Frist — om hvis Beregning mere detaillerede Regler
burde gives i Henseende til Værker, der udgives hefte- eller delvis — jfr. den
tyske Lov — saas der ingen fornuftig Grund til at ansætte Fristen for Varigheden
af Eneretten til Oversættelsen kortere end Forfatterretten. Ganske vist opstilledes
en saadan Begrænsning til 5 Aar i finsk Lov, tysk Lov og hollandsk Lov, medens
den italienske Lov satte en Frist af 10 Aar: men den norske og svenske Lov
kjendte lige saa lidt nogen særlig Begrænsning af Oversættelsesrettens Varighed
som den danske i det enkelte Tilfælde, hvor den var anerkjendt, og det skjonnedes
ikke, at der var Grund til at indføre den, da Oversættelsesretten som et Udslag
af Forfatterretten ogsaa i denne Henseende syntes at burde dele Skæbne med den.
Endelig burde der endnu tilføjes Loven en Bestemmelse om, at vor Rets Regler
under Forbehold og Gjensidighed ogsaa kunde finde Anvendelse paa fremmede
Skrifter, dog at disse i intet Tilfælde kom til at nyde større Ret i vort Land end
den, som deres eget Lands Lovgivning hjemlede dem.
I Skrivelse af 29. Oktbr. tiltraadte Konsistorium denne Betænkning, der af
Undervisningsministeriet tilstilledes Indenrigsministeriet — tillige med en af Chefen
for det kgl. Theater og Kapel afgivet Erklæring — med den Bemærkning, at
det ganske kunde henholde sig til de fremkomne Udtalelser.
Fra Komiteen for den internationale elektriske Udstilling i Philadelphia modtog
Konsistorium i Avg. 1884 en Anmodning om at erholde udlaant til Udstillingen
de Apparater, som H. C. Ørsted havde benyttet ved sine elektromagnetiske Forsøg.
Efter at have indhentet Oplysninger, meddelte Konsistorium under 9. Septbr.
Komiteen, at Ørsted til sine Experimeuter næsten udelukkende havde brugt saadanne
Ting, som forefandtes, og saadanne Redskaber, som let kunde stilles sammen, og
kun ved et rent Tilfælde vidstes det, hvilken Magnetnaal han havde benyttet til sine
Forsog. Da denne ikke vilde kunne erstattes, hvis den gik tabt, saa Konsistorium
sig ikke i Stand til at imødekomme Komiteens Ønske.
—	Efter Konsistoriums Opfordring blev der i September 1884 fra Bestyreren
af mineralogisk Museum afsendt til Stockholms Hogskola en Samling af oven
nævnte Museums Dubletter, indeholdende 360 Exemplarer af Mineralier, Bjærgarter
og Forsteninger fra Danmark og de nordlige Bilande i saadanne Exemplarer, at
den vilde kunne give et temmelig korrekt Billede af disse Landes mineralogiske
og geognotiske Beskaffenhed. Med Samlingen fulgte en systematisk Fortegnelse
over det Hele, ligesom de forskjellige Stykker vare nummererede og forsynede med
Etiketter. — Høgskolen sendte under 17. April 1885 sin Tak for denne Gave.
—	Fra Edinburgh Universitet modtog Universitetet i Marts 1885 de i An-
ledning af dette Universitetets 300aarige Jubilæum udkomne Erindringsskrifter.
VIII. Det akademiske Legat og Stipeiidievæseu.
1. Forandringer i de fundatsmæssige Bestemmelser for Legaterne
eller nærmere Regler for disse.
I Anledning af en Forespørgsel for Eforus for Ingestrup-Lundske Legat
om Forstaaelsen af nogle Bestemmelser i Legatets Fundats, meddelte Konsistorium