-A.zxd.et -A-fsrrxit.
Universitetets, Kommunitetets og den polytekniske
Læreanstalts økonomiske Anliggender.
A. Almindelige Bestemmelser og Forhandlinger samt Afgjørelser
af enkelte Tilfælde.
I. Forpligtelsen til at deltage i Udgifterne til Brolæ gn i ugen af
Gothersgades Forlængelse.
Under 14. Jan. 1875 tilmeldte Kjøbenhavns Magistrat Kvæsturen, at Kom-
munalbestyrelsen, efter at Gothersgadens Forlængelse fra Voldgade til Østersø-
gade var erklæret for offentlig Gade og foranstaltet istandsat, havde fordelt de til
denne Istandsættelse medgaaede Udgifter paa de tilstødende Grundejere, og at der
efter denne Fordeling paa den botaniske Have var faldet 11,820 Kr. 44 0., idet Kom-
munen af Hensyn til den Anvendelse, der gjordes af den botaniske Have, havde
overtaget XU af det Belob, som efter Arealets Størrelse vilde falde paa Haven.
Nævnte Belob anmodede Magistraten derfor Kvæsturen om i Henhold til L. 14.
Decbr. 1857 § 5 at indbetale til Stadens Hovedkasse inden 3 Maaneder. Ved
herom under 5. Febr. at gjøre Indberetning til Ministeriet udtalte Kvæstor føl-
gende, efter at have forudskikket nogle Oplysninger om de lokale Forhold
Som Retsgrund for den Fordring, der af Magistraten var rejst mod Univer-
sitetet, vilde der fra Kommunens Side utvivlsomt blive paaberaabt Bestemmelserne
i Loven om Gader, Veje og Vandløb i Kjøbenhavn af 14. Decbr. 1857 §§ 2 og 7.
For saa vidt der derhos fra Magistratens Side maatte blive henvist til Bestem-
melsen i Planen af 3<> Oktbr. 1868 (for den fremtidige Bebyggelse af det mellem
Fæstningsværkerne og Demarkationslinien beliggende Terræn) angaaende Regres
til de tilstødende Grundejere med Hensyn til Udgifterne ved Anlæget af de i
Planen optagne Gader, bemærkedes, at det til Gothersgades Forlængelse hørende
Gadeanlæg, som var optaget i denne Plan, var Universitetet aldeles uvedkommende,
da den botaniske Haves Grund ikke stødte til samme. Spørgsmaalet, om der paa-
hvilede Universitetet nogen Forpligtelse i den her nævnte Retning, maatte ude-
lukkende bedømmes efter Forholdene med Hensyn til det Gadeanlæg, som strakte
sig fra Hovedtværgaden til Voldgaden. Men dette Gadeanlæg laa ganske uden
for Regelen i L. 6. Juli 1867 § 5 og Planen af 1868, og faldt alene ind under
den citerede Lovs § 8 samt den Plan, som udarbejdedes i Henhold til Kontrakten
af 1869 § 3.
Men heller ikke de foran nævnte Lovbestemmelser kunde antages at hjemle
Kommunen noget Krav paa deu Ydelse, der var blevet affordret Universitetet«
Naar L. 14. Decbr. 1857 § 2 gav Kommunalbestyrelsen Bemyndigelse til, i Til-
32*
25'J	Okonomisko Anliggender 1882—1883.
fælde af, at en Gade erklæredes for offentlig, at afgjore, om og hvorvidt Ejerne
af de til samme stødende Grunde skulde afholde de til dens forste Istandsættelse
medgaaende Udgifter, var denne Hegel i Folge §'ens tydelige Ord kun givet for
det Tilfælde, at en Gade »i Medfor af § 1 erklæres for offentlig« ; men § 1 hand-
lede kun om Gader, som vare anlagte af private eller tilhorte disse,
og som havde været til Brug for flere særskilt matrikulerede og i særskilt Eje
værende Ejendomme. Det foreliggende Tilfælde var i alle Maader saa forskjelligt
fra det, som omhandledes i L. 1857 § 2, at der ikke vilde kunne være Spørgs-
niaal om en Anvendelse af denne Bestemmelse. Større Vægt vilde Magistraten
maaske lægge paa Bestemmelsen i L. 1857 § 7, hvorefter de i Lovens tidligere §§ inde-
holdte Bestemmelser ogsaa skulde finde Anvendelse paa de nye Gader og Vej-
anlæg over privates Grund, som Kommunalbestyrelsen maatte beslutte. Det
frembød sig imidlertid strax, at den Gadestrækning, som i denne Sag alene kom
i Betragtning, nemlig fra Hovedtværgaden til Voldgade, netop ikke var anlagt paa
privates Grund, men helt paa Kommunens egen Grund. En direkte Anvendelse
af L. 1857 § 7 paa det foreliggende Tilfælde var herved udelukket. Det vilde
imidlertid næppe lonne Umagen nærmere at undersøge, om L. 1857 § 7 analogisk
kunde linde Anvendelse, naar en privat Grundejendom stødte til en Gade eller
Vej, som Kommunen besluttede at anlægge paa sin egen tilgrænsende Grund.
Sagen var nemlig, at baade Universitetets og Kommunens Stilling med Hensyn
til den Gadestrækning, hvorom der i denne Sag var Sporgsmaal, havde en saa
ejendommelig Karakter, at Sporgsmaalet om Universitetets Forpligtelse aldeles
ikke vildo være afhængigt af, om man vilde indrømme en analogisk Anvendelse
af L. 1857 § 7 paa et Tilfælde som det nævnte. Universitetets Erhvervelse af
en Del af Fæstningsværkernes Areal til Anlæg af en botanisk Have med de i
L. 6. Juli 1867 § 4 nærmere foreskrevne Indskrænkninger saa vel som Kommu-
nens Erhvervelse af det øvrige Fæstningsterræn til dettes nye Anvendelse med de
deraf flydende Bettigheder og Forpligtelser udgjorde kun enkelte Led i den hele
sammenhængende Kjæde af Foranstaltninger, som havde deres Udspring i L. 6. Juli
1867 og som tilsigtede Opnaaelsen af forskjellige Formaal, derunder Fæstnings-
terrænets Bebyggelse og Tilvejebringelsen af de fornødne Hovedadgange til Byen-
Men denne indre Forbindelse mellem de nævnte Foranstaltninger gjorde det umu-
ligt at opfatte Universitetets retlige Stilling i Forhold til det omspurgte Gade-
anlæg paa samme Maade, som naar ellers en Grundejendom, der var erhvervet ved
en ren privatretlig Adkomst, stødte op til en Gade, som Kommunen i denne sin
Egenskab anlagde paa en den tilhørende Grund. Sammenhængen mellem hine
Foranstaltninger traadte klart frera, naar man tænkte sig, at Salget af Fæstnings-
værkernes Terræn til Kommunen ikke havde fundet Sted. Staten vilde da i Med-
for af L. 6. Juli 1867 § 4 have været forpligtet til uden Vederlag at tilstede
Adgang over sit Terræn paa dertil passende Steder til den botaniske Haves Grund,
indtil de paatænkte Gadeanlæg, som vilde komme til at begrænse den, vare ud-
forte. Det var denne Forpligtelse, i hvilken Kommunen ved Erhvervelsen af
Fæstningsværkernes Grund indtraadte, og som fandtes særlig omtalt i Kontrakten
af 29. Oktbr. 1869 § 7. Men hvis under den foran nævnte Forudsætning hine
Gadeanlæg vare blevne udforte efter Statens Foranstaltning, vilde der ikke kunne
have været Sporgsmaal om, at Universitetet skulde vederlægge Staten en meget
betydelig Del af de dertil medgaaéde Udgifter. Herfor vilde L. 6. Juli 1867 ikke
have indeholdt nogen som helst Hjemmel, og det vilde i denne Henseende have
Brolægning af Gothersgades Forlængelse.
253
været uden al Betydning, om Staten selv havde forestaaet Anlæget af disse Gader,
eller om den havde affundet sig med Kommunen eller private, om, at disse skulde
overtage Anlæget. Men den Stilling, hvori Universitetet saaledes stod til disse
Gadeanlæg efter L. 1867, kunde umulig være blevet forandret til Universitetets
Skade derved, at Kommunen ved Kontrakten af 1869 erhvervede Fæstningsvær-
kernes Grund med alle de til samme knyttede Rettigheder og Forpligtelser.
Kommunen kunde ikke unddrage sig den Retstilstand, der var en Konsekvens af
L. 6. Juli 1867, samt den hele Række af derpaa byggede offentlige Foranstalt-
ninger, og den kunde derfor ikke gjøre gjældende, af den med Hensyn til Regres
for Udgifterne ved det omspurgte Gadeanlæg stod udrustet med den Berettigelse,
som ellers maatte tilkomme den over for en privat Grundejer, hvis Ejendom stødte
op til en Yej, som Kommunen havde anlagt paa sin egen Grund. Under de For-
handlinger, som fandt Sted angaaende Beregningen af den Værdi, der skulde
lægges til Grund for Fæstningsværkernes Overdragelse til Kommunen, udgjorde
Udgifterne til de paatænkte Gade- og Vejanlæg en meget anselig Post, der efter
[ Paastand fra Kommunens Side betydelig blev forhøjet ud over det, soin oprindelig
var anslaaet af Statens delegerede, og denne Forhøjelse medførte da en tilsvarende
Nedsættelse af det Vederlag, som Kommunen skulde give for Terrænets Afstaaelse,
jfr. Borgerrepræsentationens Forhandlinger B. XXX S. 169 og 177. Men der
blev under disse Forhandlinger aldeles ikke taget noget Hensyn til, at Kommunen,
saaledes som den nu havde gjort Paastand paa, skulde være berettiget til at for-
dre en betydelig Del af Udgiften til de Gader, som begrænsede den botaniske
I Haves Grund, erstattet af Universitetet. At dette Punkt var ladet uomtalt i disse
1	Forhandlinger, viste klart, at man under dem var gaaet ud fra den samme For-
udsætning, som i det foregaaende var gjort gjældende. Det var imidlertid ind-
lysende, at Kommunen, som af Hensyn til Udgifterne ved disse Gader havde op-
naaet en Nedsættelse i Kjøbesummen, nu ikke senere kunde paastaa, at Univer-
2	sitetet skulde bære en betydelig Del af disse Udgifter.
Kvæstor fastholdt derfor det Standpunkt, at selv om der, hvad han for
øvrigt ikke erkjendte, kunde være Tale om en analogisk Anvendelse af L. 14. Decbr.
1857 § 7 paa det Tilfælde, at en Grundejendom, der var erhvervet ved privatret-
lig Adkomst, grænsede op til en Vej, som Kommunen i denne Egenskab besluttede
at anlægge paa sin egen Grund, vilde dog det foreliggende Tilfælde efter dettes
ganske særlige Beskaffenhed falde uden for en saadan Regel. Det behøvede heller
ikke at bemærkes, at Universitetet kun havde haft en meget underordnet Interesse
i, at det omtalte Gadeanlæg var blevet udført. Han indstillede derfor, at det
maatte blive Magistraten tilkjendegivet, at Universitetet ikke kunde antages at
være retlig forpligtet til at erlægge den af denne fordrede Betaling. Skulde
Ministeriet tage denne Indstilling til Følge, vilde det uden al Tvivl drage en
Retssag mellem Universitetet og Kommunen efter sig; men efter Kvæstors Op-
fattelse af Retsspørgsmaalet havde Universitetet al Anledning til at bringe det til
i judiciel Afgjørelsø.
Efter at Ministeriet havde brevvexlet med den konstituerede Kammeradvokat
herom og, efter at denne havde tiltraadt Kvæstor^ Erklæring, tilskrev det under
24. Marts Magistraten, at det ikke kunde anse Universitetet for retlig forpligtet
til at erlægge den omtalte Betaling. Det henledede særlig Magistratens Opmærk-
somhed paa de væsentlige Goder, som Kjøbenhavns Kommune uden noget Offer
fra sin Side havde opnaaet ved Anlæget af den nye botaniske Have, hvis Størrelse
Okononiiske Anliggender 1882—1888.
langt ovor.skred, hvad der for Universitetets Vedkommende vilde være nødvendigt
til Opnaaelsen af dettos særlige Formaal, og begjærede Magistratens Erklæring,
om Kommunalbestyrelsen fremdeles vilde fastholde den oven nævnte Fordring, da
Iletssporgsmaalct i saa Fald maatte blive Gjenstand for Domstolenes Afgjørelse.
Magistraten tilskrev derefter under 13. Maj Ministeriet, at den var villig til at
foreslaa Porgerrepræsentationec et noget storre Afslag end det alt vedtagne (lU)
for saa vidt Ministeriet vilde gaa ind herpaa.
Magistraten udtalte i ovrigt, at Kommunens liet til at kræve Refusion af
Udgifterne til Gadens Anlæg støttede sig paa L. 14. Decbr. 1857 §§ 2 og 7.
Dot til Salg bestemte Fæstningsterræn var nemlig Statens private Ejendom, lige-
som dot efter Kontrakt af 29. Oktbr. 1869 blev Kommunens private Ejendom, og
som saadant underkastet de for private Ejendomme gjældende Kegler. Var denne
Del af Gothersgade blevet anlagt, medens Fæstningsterrænet tilhørte Staten, havde
Kommunen utvivlsomt været berettiget til efter § 7 at fordre Udgifterne herved
refunderede af de tilstødende Grundejere, altsaa ogsaa af Universitetet, naar det
i Henhold til I.. 6. Juli 1867 § 4 havde faaet en Del af dette Terræn overdraget;
at Fæstningsterrænet, for Anlægot af denne Gadestrækning blev dels solgt til
Kommunen, dels afstaaet til Universitetet til Anlæg af en botanisk Have, kunde
formentlig ikke forandre dette Forhold. Botanisk Have havde, som bekjendt, ogsaa
Fa<;ade mod Ostorfarimagsgade og Voldgade, og der havde derfor strax været
Adgang til den fra existerende Veje. Saafremt Staten derfor i Medfør af L. 6.
•Juli 1867 § 4 havde paataget sig nogen Forpligtelse til at skalle Adgang til bo-
tanisk Have, indtil de paatænkte Gadeanlæg, som vilde komme til at begrænse
den, vare udførte, syntes denne Forpligtelse herved at være blevet opfyldt. Og
var Gadeanlæget blevet udført af Kommunen, medens Statsn var Ejer af den
ovrige Del af Fæstningsterrænet, havde der, soin bemærket, intet været til Hinder
for at fordre en Del af Udgifterne herved refunderede af Ejeren af botanisk Have,
medens Kommunalbestyrelsen efter L. 14. Decbr. 1857 § 4 ved Fordeling af Ud-
gifterne selvfølgelig ogsaa maatte have taget Hensyn til, om Gadeanlæget kom Haven
til gode, eller var foranlediget af Hensyn til den; men dette var ogsaa sket i
nærværende Tilfælde, idet der var tilstaaet botanisk Have en Moderation af 1 i
af det Beløb, der ellers vilde falde paa denne Ejendom.
Udgifterne til Gado- og Vejanlæg paa det til Kommunen solgte Fæstnings-
terræn vare ganske vist, til Beløb ii00,000 Rdl., medregnede som en væsentlig
Del af de Udgifter, der udfordredes til at gjore Arealerne skikkede til Bebyggelse;
men det var fordi der for Byggegrunden beregnedes en Værdi, som man end ikke
tilnærmelsesvis kunde vente opnaaet. med mindre disse Gadeaulæg først bleve
udførte, og dette Forhold var naturligvis uden al Betydning med Hensyn til
Spørgsmaalet, om en Del af Udgifterne til Gadeanlægene ^der for øvrigt langt
vilde overskride de paaregnede 900,000 Rdl.) til sin Tid, naar de bleve udførte,
efter de bestaaende Love kunde fordres refunderede enten af Ejerne af Grunde,
der ikke hørte til det til Kommunen solgte Areal af Fæstningsværkerne, eller af
dem, til hvem Kommunen igjen maatte have afhændet Dele af det kjøbte Areal.
I det Forslag, som Komiteen for den botaniske Haves Flytning i sin Tid
gjorde til Afstaaelse af en Del af denne Have til Udvidelse af Voldgade, anførtes
som Pnnkt 5, jfr. Borgerrepræsentationens Forhandlinger f. 1872—73 S. 343—46:
Kommunen forpligter sig til uden l'dgift for Universitetet i Løbet af Aaret 1872
Brolægning af Gothergades Forlængelse.
255
at bortskaffe Gothersgades Mølle saa vel som den Bygning, der staar paa denne
Hastion bag ved Møllen. Ligeledes forpligter Kommunen sig til senest inden Ud-
gangen af 1873 at anlægge Gothersgades Forlængelse langs botanisk Haves Vest-
j grænse til hen forbi det nye Museum, hvilket vil sige omtrent 150* Alen fra
l Boulevardens nordlige Grænse. Vel blev denne Fordring om Anlæg af Gothers-
gades Forlængelse inden Udgangen af 1873 frafaldet ved den endelige Overens-
komst*), jfr. Borgerrepræsentationens Forhandlinger f. 1872—73 S. 380—81 ;
r men det var dog, som anført i Magistratens Skrivelse til Borgerrepræsentanterne
af 9. Decbr. 1874 væsentlig af Hensyn til den botaniske Have, at Gothersgades
t Forlængelse i dens hele Udstrækning var den første Gade, der blev anlagt over
det tidligere Fæstningsterræn.
Efter Ministeriets Paalæg udtalte Kvæstor sig herom i Skrivelse af 7. Juli
i 187 5. Selv om det var rigtigt, at Fæstningsterrænet i sin Tid var Statens
I private Ejendom, ligesom det efter Kontrakt af 29. Oktbr. 1869 blev Kommunens
i private Ejendom, vilde dette Terræn dog efter hans Anskuelse ikke falde ind under
den i L. 1857 § 7 brugte Betegnelse »privates Grund«, og Betingelsen for
Anvendelse af denne § vilde saaledes allerede af den Grund ikke være tilstede.
Men hin Forudsætning var derhos ikke rigtig. Det var en Selvfølge, at saa
længe dette Terræn henlaa til Fæstningsbrug, kunde der ikke være Tale om at
bringe L. 14. Decbr. 1857 med de i samme indeholdte Bestemmelser til Anven-
delse paa samme. Men det kunde heller ikke siges, at den Grund, paa hvilken
E) den omspurgte Del af Gothersgadens Forlængelse var blevet anlagt, ved Fæst-
3 ningsværkernes Nedlæggelse og Fæstningsterrænets Afhændelse til Kommunen var
gaaet over til at blive Kommunens »private Ejendom«. Hin Grund hørte til det
System af Gader, hvis Anlæg var paatænkt ved L. 6. Juli 186", og som udgjorde
en Del af den Bebyggelsesplan, som Kommunalbestyrelsen i Følge denne Lovs § 8
skulde udarbejde, men som skulde stadfæstes af Kongen. De Arealer af det
forrige Fæstningsterræn, der efter denne Plan blev henlagt til Gader, Veje, Torve
o. s. v., kunde paa ingen Maade siges at være blevne Kommunens »private Ejen-
dom«, idet de ikke uden Kongens Samtykke kunde unddrages fra den dem ved
I Planen givne Bestemmelse. Men heller ikke den Del af Fæstningsterrænet, der i
i	Følge L. 1867 § 4 blev overladt Universitetet til Anlæg af en botanisk Have og
et astronomisk Observatorium, kunde siges at være gaaet over i »privat Ejendom«.
3 Det hed udtrykkelig i Slutningen af denne Paragraf, at den af Universitetet saaledes
erhvervede Grund kun maatte benyttes i de anførte eller andre videnskabelige
Gjemed, hvilken Bestemmelse væsentlig blev truffet i Kommunens Interesse, for
r/5 at have en større fri Plads over for Kommunehospitalet.
Dette Terræn var saaledes i Virkeligheden kun blevet henlagt fra et Stats-
)'i formaal til et andet. Tænkte man sig, at denne Grund var bleve forbeholdt,
)? som hidtil, til Fæstningsværker, vilde der utvivlsomt ikke have kunnet være Tale
io om, for dens Vedkommende af Staten at fordre nogen Erstatning for Udgifterne
rr ved Anlæget af Gothersgadens Forlængelse; men den Omstændighed, at Grunden
m nu ved L. 1867 var blevet henlagt til Anvendelse for et civilt Statsformaal,
ii	kunde i denne Henseende ikke gjøre nogen Forandring. At Universitetet som
]?, Statsinstitut var i Besiddelse af særlige Midler til at afholde Udgifterne for dets
*) Se Univ. Aarb. f. 1873—75 S. 123.
Oko omiske Anlk'ge 'der 1882—1883.
Formaal, kunde ninnlig- give det en forskjellig Stilling i den omspurgte Retning
over for Kommunen.
Ligesom en Anvendelse af L. 1857 § 7 i det foreliggende Tilfælde for-
mentlig vilde ligge uden for de der brugte Udtryk, saa'edes vilde den ogsaa
komme i Strid mod den Grund, hvorpaa denne Bestemmelse var bygget. Motivet
for Kommunens Kefusionsfordring efter hin Paragraf maatte utvivlsomt søges i, at
Anlæget af nye Veje over privates Grund ordentligvis i en betydelig Grad forhøjede
disse Grundes Værdi, hvorfor sligt Anlæg i. Almindelighed ogsaa ønskedes af
Grundejerne. Universitetet havde derimod aldeles ikke nogen økonomisk og i det
hele kun en meget underordnet Interesse i Gadens Anlæg, hvorimod denne som
en Hovedadgang til Byen havde været af største Betydning for Kjøbenhavns Kom-
mune og tillige i særlig Grad forhøjet Værdien af de af Kommunen erhvervede
Byggegrunde. Naar Magistraten i sin Skrivelse af 13. Maj bemærkede, at det
væsentlig var af Hensyn til den botaniske Have, at Gothersgadens Forlængelse i
sin hele Udstrækning var den første Gade, som blev anlagt over det tidligere
Fæstningsterræn, og støttede dette paa, at Komiteen for den botaniske Haves
Flytning i sin Tid under Forhandlingen om en anden Sag med Kommunen havde
fordret, at Kommunen skulde forpligte sig til senest inden Udgangen af 1873 at
anlægge Gothersgadens Forlængelse langs den botaniske Haves Vestgrænse til hen
forbi det paatænkte Museum d: c. 150 Al. fra Boulevardens nordlige Grænse,
maatte det erindres, hvad Magistraten ogsaa selv omtalte, at denne Fordring
senero blev opgivet af den nævnte Komite, saa at det i den afsluttede Overens-
komst alene hed om dette Punkt, at Kommunen senest inden Udgangen af is7:5
skulde borttage saa meget af Volden, at der blev en 8 å 10 Al. bred Adgang
fra Gothersgade til den paatænkte Bygning. Det vilde herefter formentlig være
klart, at det ikke kunde have været af Interesse for den botaniske Have som
saadan, at det ommeldte Gadeanlæg blev foretaget først.
Kvæstor fastholdt saaledes de i Skrivelse af 5. Febr. udtalte Betragtninger,
hvorefter Spørgsmaalet om Universitetets Forpligtelse i deu her omtalte Henseende
i alt Fald var saa tvivlsomt, at det ikke syntes rigtigt frivillig at anerkjende
samme. Vel havde Magistraten, hvis Ministeriet vilde gaa ind herpaa, tilbudt at
foreslaa Borgerrepræsentationen at indromme Universitetet et noget større Afslag
end det alt vedtagne (l/4), og ved at modtage dette Tilbud vilde Universitetet
kunne undgaa en Proces, hvis Udfald dog aldrig kunde siges at være sikkert.
Men der var dog næppe tilstrækkelig Anledning til at gaa ind paa en saadan
Ordning. Dels antydede Magistraten ikke, hvilken yderligere Nedsættelse den
havde tænkt sig, dels maatte det erindres, at selv om Udfaldet af den eventuelle
Proces med Kommunen maatte gaa Universitetet imod, kunde Kommunalbestyrelsens
Ligning paa Universitetet, hvorved dettes Andel i Udgiften, beregnet efter Ud-
strækningen af den botaniske Haves Grund mod den nye Gade, kun var nedsat
med 1 4, ikke anses for en endelig Afgjørelse af, hvor meget Universitetet skulde
udrede. Under den angivne Forudsætning vilde det nemlig endnu st.aa Universi-
tetet aabent at klago til Indenrigsministeriet over den foretagne Ligning, og naar
man saa hen til de forskjellige Momenter, der ved denne Lejlighed maatte komme
i Betragtning, jfr. L. 1857 § 4, nemlig dels Universitetets hele Stilling til det
omhandledo Gadeanlæg, dels de væsentlige Goder, som Kommunen, uden noget
(Hfer fra sin Side, havde opnaaet ved Anlæget af den botanisko Havo, hvis Stør-
Brolægning af Gothersgadens Forlængelse.
257
relse langt overskred, hvad der fra Universitetets Side vilde være nødvendigt til
Opnaaelse af dettes særlige Formaal, var der formentlig al Grund til at tro, at
man ved en saadan Rekurs i sin Tid vilde kunne opnaa en lige saa stor Ned-
sættelse som den, Magistraten nu stillede i Udsigt.
Herefter tilskrev Ministeriet under 19. Juli Kvæstor, at det ansaa det for
rigtigst ikke at modtage Magistratens senest gjorte Tilbud om at foreslaa Borger-
repræsentationen at indrømme Universitetet et noget større Afslag end det alt
vedtagne (l/4), men at lade Spørgsmaalet om Universitetets Forpligtelse til at
deltage i Udgifterne ved Brolægningen undergives Domstolenes Paakjendelse. Det
paalagde derhos Kvæstor at give Magistraten fornøden Meddelelse herom samt i
Anmærkningerne til Forslaget til Universitetets Budget f. 1876—7 7 at optage en
Bemærkning om, at Spørgsmaalet om Universitetets Forpligtelse til at deltage i
de oven nævnte Udgifter vilde blive underkastet Domstolenes Afgjørelse.
Efter at være sat i Kundskab herom tilskrev Magistraten under 2. Novbr.
Ministeriet, at den erkjendte, at den almindelige Fremgangsmaade med Hensyn til
Indfordringen af slige skyldige Beløb til Stadens Kasse i Overensstemmelse med
L. 14. Decbr. 1857 § 6 i nærværende Tilfælde muligvis kunde vække Anstød,
hvorfor Magistraten henstillede til Ministeriet at foretage de til Spørgsmaalets
Afgjørelse som ommeldt fornødne Skridt.
Ministeriet svarede under 16de Novbr,, at det fremdeles nærede det Haab.
at Magistraten efter fornyet Overvejelse af de i saa Henseende af Ministeriet frem-
hævede Grunde vilde friholde Universitetet for den nye botaniske Haves Vedkom-
mende for at deltage i Udgifterne ved Istandsættelsen af Gothersgades Forlængelse
fra Voldgade til Østersøgade saa vel som i Omkostningerne ved Gadefejningen ud
for Haven*). For saa vidt Magistraten, hvad Ministeriet meget vilde beklage, ikke
maatte føle sig opfordret til at gaa ind her paa, maatte Ministeriet ganske over-
lade den at bedømme, hvilke Skridt den maatte finde Anledning til at foretage i
Sagen, og det kunde ikke se sig foranlediget til at foregribe Magistratens Beslut-
ning ved nogen som helst Udtalelse.
Under 7. Decbr. 1875 udtog Magistraten en Klage mod Universitetet, der indkald-
tes ved dets daværende Rektor, Prof. Ussing, som imidlertid ikke ansaa sig for beret-
tiget til at indlade sig paa nogen Forligsprøve, men henviste til Ministeriet. Af
Hensyn til en for Retten svævende Sag om Brolægningen af en anden Del af
Gothersgades Forlængelse udsatte Magistraten Sagens Paastævning; først efter
denne Sags Paakjendelse udtog Magistraten under 18. Sept. 1878 Stævning mod
Ministeriet. Ved Landsover- samt Hof- og Stadsrettens Dom af 25. Oktbr. 1880
blev Ministeriet tilpligtet at betale det ommeldte Beløb med Renter 5°/o fra
Stævningens Dato. Dommen indankedes for Højesteret, ved hvis Dom af 24. Oktbr.
1881 Ministeriet blev frifundet. Ved Ministeriets Skrivelser af 23. Novbr. 1880
og 15. Novbr. 1881 tillagdes der den konstituerede Kammeradvokat, Etatsraad
Buntzen for Førelse af Sagerne ved Overretten og Højesteret henholdsvis 172 Kr.
og 1200 Kr. foruden 40 Kr. i Extraktpenge af Universitetets Udgiftspost 10.
2. Udlaan af Stiftelsernes Midler.
Da det efterhaanden havde vist sig, at Sorø Akademi og Skolefonden ikk«
Vare i Stand til at tilfredsstille de stadig i Antal voxende Begjæringer fra Kirker
*) Univ. Aarb. f. 1878—79 S. 800—802.
Universitets Aarbog,
33
25b
Økonomiske Anliggender 1882 — 1883.
og Kommuner om Laan til øjemed, vedrorende Kirke- og Skolevæsenet, tilskrev
Ministeriet under 25. Jan. 1883 Kvæstor, under Henvisning til de i Aarene 1861
og 1862 med Konsistorium og Kvæsturen forte Forhandlinger om Udlaan af Uni-
versitetets, Kommunitetets og Sorø Akademis Midler til kirkelige eller til Skolevæse-
nets Fremme sigtonde Foretagendor *), at det i Henhold til den samme ved kgl. Re-
solution 17. Juni 1862 givne Bemyndigelse var til Sinds for Fremtiden at bevilge
Udlaan i større Omfang end hidtil af de under det hørende Stiftelser med separate
Fonds til Kommuner og Kirker, uanset, at Ministeriet ved Skrivelse af 15. Avg.
s. A. havde stillet i Udsigt en varsom Anvendelse af den samme givne Bemyn-
digelse med Hensyn til Universitetets og Kommunitetets Midler. Som Følge her-
af mente Ministeriet, at Kirker og Kommuner burde nyde Fortrin fremfor private
Laansugere, der tilbød Pant i faste Ejendomme, med Hensyn til at erholde Laan
al samtlige under Kvæsturen henlagte Stiftelsers Midler, naar Laanene agtedes an-
vendte til de oven for anførte Øjemed, selvfølgelig under Forudsætning af, at
betryggende Sikkerhed efter Ministeriets Skjon i hvert enkelt Tilfælde havdes for
Laanets prompte Forrentning og Tilbagebetaling. En saadau betryggende Sikkerhed
var efter Ministeriets Formening tilstede, naar Laauet ydedes til selve Kommunen,
eller denne havde overtaget Garantien for Laanets prompte Forrentning og Tilbage-
betaling. Herom gav Ministeriet under 13. Febr. s. A. fornøden Underretning.
1 denne Anledning tilskrev Konsistorium under 20. Marts Ministeriet, at
dets Skrivelse ikke havde kunnet andet end være Konsistorium en overraskende
Meddelelse. Ministeriets Skrivelse af 15. Avg. 1862, der fremtraadte som Resultatet
af udforlige Forhandlinger med Konsistorium, udtalte nemlig, at Ministeriet, saa
længe Konsistorium fastholdt de i Skrivelse af 19. Maj s. A. ud-
talte Anskuelser, ikke skulde undlade at gjøre en varsom og begrænset
Anvendelse af den samme allerhøjst givne Bemyndigelse. I Henhold til denne
Udtalelse og de forud for samme gaaede Forhandlinger maatte Konsistorium anse
det som en berettiget Forventning, at Ministeriet ikke vilde fravige det givne Til-
sagn uden forinden at have hørt Konsistorium, medens dette nu havde maattet nøjes
med en simpel Meddelelse om den fuldbyrdede lvjendsgjerning, hvilken Konsistorium
fremdeles unsaa for lige saa uheldig som nogen Sinde. De i Konsistoriums Skrivelse
af 19. Maj 1862 med tilhørende Erklæringer fremsatte ludvendinger mod den paa-
tænkte Anvendelse af Universitetets Midler kunde Konsistorium nemlig ikke i nogen
Maade anse gjendrevne ved de i Ministeriets Skrivelse af 5. Avg. s. A. opstillede
Betragtninger. Det var en ubestridelig Kjendsgjerning, at Stiftelserne vilde være
uheldig stillede i Henseende til Muligheden af Laanenes Inddrivelse, og deres Vilkaar
i saa Henseende vare ikke blevue forbedrede ved de efter 1862 stedfundne For-
andringer i den kommunale Styrelse, hvorefter Indenrigsministeriets Samtykke,
paa hvilket Ministeriet lagde Vægt, ikke længer udkrævedes til Laanenes Optagelse,
og for saa vidt man vilde giøre gjældende, at dette Hensyn til Inddrivelsen var
uden Interesse, hvor Sikkerheden maatte antages at være tilstrækkelig stor, kuude
Konsistorium paa ingen Maade erkjende dette, naar man saa hen til, hvad Mini-
steriets Skrivelse udtalte i Henseende til Laanene til Kirker, hvorefter man syntes
at ville udlaaue indtil 5u% af deres Taxationsværdi. Efter Beskaffenheden af
det Aktiv, hvorom lier var Tale, og Vanskeligheden af dets rette Værdsætning
vilde Konsistorium paa ingen Maade kunne anse en saadan Sikkerhed for tilstræk-
*) Lindes Medd f. 1857—63 S. 639—48
Udlaan af Stiftelsernes Midler.
259
kelig og maatte derfor indstændig andrage om, at man ikke udsatte Stiftelserne
for Tab ved saadanne utilstrækkelig sikrede Laan. Men ganske bortset fra dette
saglige Hensyn kunde Konsistorium dernæst ikke undlade at henlede Opmærksom-
heden paa det politiske Moment, der formentlig ikke kunde lades ude af Betragtning-
ved Overvejelsen af denne Sag. En Ejendommelighed ved Behandlingen af Uni-
versitetets og Kommunitetets Midler, hvori deres Egenskab som separate Fonds
til Forskjel fra Statskassens Midler udtrykte sig, var, at de bleve behandlede som
Stiftelsers Midler og kun udlaante efter de for dem gjældende Regler. Den efter
Grundlovens Indførelse følgende Administration, der desværre fra forst af havde
savnet det rette Blik for Betydningen af, at de separate Fonds Integritet bevaredes,
begyndte da, karakteristisk nok, ogsaa med en paatænkt Forandring i Reglerne
om Udlaanet uden for de hidtil gjældende Regler, jfr. Ministeriets Skrivelse af
27. Sept. 1851, der som Grund hertil fremhævede, at Statskassen den Gang var
ude af Stand til at hjælpe med Laan eller Tilskud, en Vanskelighed, som nu langt
fra var tilstede, da Statskassen tvært imod havde Overflødighed af Midler til Dis-
position, hvorfor Konsistorium saa meget mindre kunde erkjende, at der nu skulde
være Grund til at ty til Stiftelsernes Midler.' Det blev imidlertid ikke til noget
med det paatænkte Lovforslag; men i 1862 optog Ministeriet paa ny Spørgsmaalet
og erhvervede trods Konsistoriums og Kvæsturens kraftige Modforestillinger, den
kgl. Resolution af 17. Juni 1862, hvorved det bemyndigedes til, uden for de for
Udlaan af offentlige Stiftelsers Midler gjældende Forskrifter
at yde Laan af de separate Fonds Midler. Konsistorium kunde ikke andet end
betragte Erhvervelsen af denne Resolution som en Handling, ved hvilken Ministeriet
selv havde brudt med den fra Fortiden overleverede Behandling af Universitetet
og Kommunitetet som selvstændige Stiftelser, hvis Midler kun kunde udlaanos
overensstemmende med de for saadanne gjældende Regler ; og dette administrative
Brud paa den historisk hjemlede Retstilstand havde formentlig forberedet og lettet
den finanslovgivende Myndigheds beklagelige Fremfærd mod Universitetsformuen.
Konsistorium maatte derfor med Hensyn til Universitetet og særlig ogsaa Kom-
munitetet levende beklage, at man nu vilde gjennemføre en Foranstaltning, hvorved
disse Anstalters Behandling som selvstændige Stiftelser yderligere blev svækket, idet
deres Midler nu i et videre Omfang skulde kunne udlaanes uden for de almindelige,
om Udlaan af Stiftelsers Midler gjældende Regler. Konsistorium androg derfor indtræn-
gende om, at Ministeriet fremdeles vilde gjøre en varsom og begrænset Anven-
delse af den ved kgl. Resol. 17. Juni 1862 givne Bemyndigelse, for saa vidt angik
Universitetets og Kommunitetets Midler. Herved er Sagen blevet staaende.
3. Om Trinitatis Kirkes Gravers Andel af Gebyret for
Testimonium publicum.
I Følge kgl. Resol. 11. Jan. 1839 (Bekj. 29. s. M.) tilfalder der 1ste Graver
ved Trinitatis Menighed i Kjøbenhavn af hvert Testimonium publicum 50 O.
Efter at den Iste Graver Olivarius i Juli 1882 var afgaaet ved Døden, bleve
Tjenesterre som 1ste og som 2den Graver forenede til en Bestilling, hvis Inde-
haver kaldes Graver, og den ny udnævnte Graver Borgen nndrog da om, at den
1 ste Graver hidtil tillagte Andel i Gebyret for Testimonia publica fremtidig maatte
blive ham udbetalt, da han alene udførte alle Graverforretninger, hvilket An-
dragende Insp ktior.en for Trinitatis Kirke anbefalede i Skrivelse af 29. Oktbr. 1882.
33*
260
Økonomiske Anliggender 1882—1883.
Ved under H. Novbr. at forelægge dette Andragende for Ministeriet udtalte
Konsistorium, at Afgiften ved Resol. 11. Jan. 1839 udtrykkelig kun var tilladt
forste Graver, hvor Tilføjelsen af Ordet »forstea fik saa meget større Betydning
so ni det af de forud for den kgl. Resolution gaaede Forhandlinger (jfr Selmers Aarb.
f. 1839 S. 53) fremgik, at det ikke var optaget i Konsistoriums Forslag, der kun
gik ud paa, ut Sognepræsten, Kapellanen, Klokker og Graver ved Kirken skulde
have 2 Rdl. af Afgiften for Testimonia publica. Naar nu en Omordning af Graver-
bestillingerne skete, hvorved de tidligere to sammendroges til en, da bortfaldt
ikke blot den Bestillingsmand (første Graver), hvem Afgiften særlig, udtrykkelig
og alene var tillagt, men det turde vel tillige forudsættes som givet, at den i
Stedet for begge traadte eneste Gravers Indtægter ved Sammensmeltningen vilde
være undergaaede en saadan Forandring til det bedre, at den reelle Grund, der
kunde antages at havo medvirket til Paalæget af Afgiften, nemlig Trangen til en
hejere Indtægt for vedkommende Bestillingsmand, heller ikke længer var tilstede.
Saa vel af den formelle Grund, at den Bestilling, hvilken Afgiften var tillagt,
ikke længi'r existerede, som af det reelle Hensyn, at den nye Bestilling, som var
sat i Stedet for den afgiftsberettigede, maatte forudsættes at være saa meget
bedre lønnet, at dens Indehavere ikke længer i samme Grad trængte til Afgiften,
kunde Konsistorium derfor ikke uden videre anerkjende Rigtigheden af Graver
Borgens og Kirkeinspektionens Formening, men maatte tvært imod fastholde, at der
efter den passerede Ophævelse af Bestillingen som første Graver maatte træffes
en ny Disposition over den samme tidligere tillagte Afgift, og at der da ikke var
nogen Grund til at henlægge den til Graveren ved Trinitatis Kirke. Konsistorium
henledede paa ny Ministeriets Opmærksomhed paa det aldeles ubillige og abnorme
Forhold, der fandt Sted derved, at Trinitatis Kirkes Præster og Betjente nød
Andel i de forskjellige akademiske Gebyrer. Det akademiske Sportelreglement
viste nemlig, at der
ved Immatrikulationen erlagdes til Kapellanen ved Trinitatis Kirke..... 1 Rd.
vod theologisk Examen til Sognepræsten ved do..................... 2 —
ved den fuldstændige juridiske Examen til samme................... 2 —
ved ^en filologiske Embedsexamen til samme....................... 2 —
af Afgiften for Testimonia publica til Sognepræsten, Kapellanen, Klokkeren
og 1. Graver ved Trinitatis Kirke, de to første hver 72 Sk., de to
sidst nævnte hver 24 Sk , i alt.............................. 2 —
Allerede under Forhandlingerne om det akademiske Sportelreglement*) hæv-
dede Konsistorium med Styrke den i Sagens Natur grundede Sætning, at de
akademiske Gebyrer som saadanne kun burde komme selve Universitetet til gode
og i Særdeleshed dem, der udføre Arbejdet ved den Akt, som foranlediger samme.
Enhver Retsgrund, i Følge hvilken andre, saasom Trinitatis Kirkes Embedsmænd
og Betjente eller Metropolitanskolen, skulde kunne oppebære nogen Andel deri,
manglede derfor ganske. Universitets Direktionen var ogsaa for sit Vedkommende
enig med Konsistorium i det upassende og ubillige i, at Universitetet afgav nogen
Andel af de omhandlede Gebyrer til Embedsmænd eller Institutioner, der ikke
længer stode i nogen saadan Forbindelse med Universitetet eller de studerende
*) Selmers Aarb. f. 1839 S. 41 ff.
Gebyret for Testimonium publicum.
261
som i>aa den Tid, Gebyret forst var blevet reguleret, og den androg derfor paa,
at den Metropolitanskolen tillagte Andel maatte bortfalde, hvilket ogsaa bifaldtes
ved den kgl. Resolution, hvorimod den over for Kancelliets Modstand ikke vilde
gjøre samme Indstilling angaaende det Trinitatis Kirkes Embedsmænd og Betjente
tillagte Gebyr, som derfor vedblev at bestaa.
Under Forhandlingerne om Overgangen af Patronatet over Trinitatis Kirke
fra Universitetet til Kjøbenhavns Magistrat*) gjentog Konsistorium sin Ind-
stilling om Afgifternes Bortfalden, og i den med dets Skrivelse af 24. Oktbr.
1868 fulgte Betænkning af Prof. Aagesen af 13. s. M. gaves en udførlig Ud-
vikling af de derfor talende afgjørende Grunde. Med Patronatets Overgang
bortfaldt den sidste, i nogen Henseende for Universitetet gunstige Forbindelse
mellem det og Trinitatis Kirke, idet Universitetsbibliotheket og Observatoriet alt
forinden vare flyttede derfra, og Trinitatis Kirkes oprindelige Bestemmelse som
den særlige Studentermenigheds Kirke for længe siden sporløst var forsvundet,
efter at den var gaaet over til at være en almindelig Sognekirke. Enhver Paa-
£>tand om, at de paagjældende Afgifter skulde anses som et Vederlag for Stu-
denternes Ydelser til deres særlige Sognepræst,'maatte derefter være en Umulighed,
og for saa vidt som man endnu vilde gjøre gjældende, at dog en stor Del
studerende som Beboere af Regensen hørte til Trinitatis Sogn, maatte vel erindres,
at Kirkens Gejstlige nød et aarligt Vederlag for Studenternes kirkelige Betjening
ved Indtægten af Kommunitetsstipendiet, jfr. Roskr. 17. Maj 1791 § 6, hvorefter
dette Stipendium, der androg 208 Kr. aarlig for Sognepræsten og 69 Kr. 33 O.
for henholdsvis Kapellanen og den ordinerede Kateket, udgjorde et Vederlag for
det Offer, Kommunitetets Alumner ellers burde give dem. Det var herefter givet,
at Kirkens Gejstlige nød en extraordinær Indtægt for de til dens Menighed hørende
Studenter, som ikke efter de almindelige Regler vilde blive inddragne under den
kirkelige Ligning, og der syntes da ikke at være nogen Grund til, at baade Kir-
kens Gejstlige og Betjente ogsaa skulde nyde endnu en anden, uden for alle
Regler liggende Indtægt af alle Studenter, uden Hensyn til, om de vare Menig-
hedsmedlemmer, ja endog af Dissentere. At Kommunitetet betalte for dem, var
der formentlig ingen Grund til at rejse Indvending mod; men hvorfor skulde de
studerende selv erlægge en kirkelig Afgift, som n an ikke efter almindelige Regler
kunde kræve af dem, og saaledes bebyrdes fremfor andre Menighedsmedlemmer?
Ja, man vilde formentlig endog komme i Strid med Grundlovens § 77, naar
Universitetet afkrævede studerende, der ikke hørte til Folkekirken, et saadant Gebyr
til Folkekirkens Gejstlige og Betjente.
Heller ikke ved den anførte Lejlighed lykkedes det dog Konsistorium at se
Universitetets berettigede Krav fyldestgjort, da dets Indstilling afsloges ved Mini-
steriets Skrivelse af 27. Jan. 1869, under Henvisning til, at den her antydede
Indtægt for de vedkommende Embedsmænd og Betjente ikke var en Universitetet
paalagt Udredelse af en Del af de akademiske Gebyrer, men en de studerende
som Tillæg til bemeldte Gebyrer paalagt Ydelse til de paagjældende Præster og
Kirkebetjente, der var begrundet i deres Menighedsforhold til Trinitatis Kirke, og
som Ministeriet saa meget mindre havde fundet Anledning til at give Slip paa,
*) Disse Forhandlinger ville nærmere blive omtalte i Univ. Aarb. f. 1884—71, Af*
snittet om Patronatsforholdet,
262
Økonomiske Anliggender 1882—1883.
som det ikke kunde være enigt i den af Prof. Aagesen i hans Erklæring af 13.
Oktbr. 1868 udtalte Anskuelse, at Bibeholdelsen af denne Ydelse efter det for-
mentlige Ophør af det oven nævnte Menighedsforhold skulde være begrundet i
Hensyn til Universitetets Patronat for Kirken. Hertil var imidlertid at erindre,
at Prof. Aagesens Udtalelse i den anførte Betænkning ikke var korrekt gjengivet
af Ministeriet, idet han ingenlunde mente, at Bibeholdelsen af Afgiften virkelig
skulde være begrundet i Patronatsforholdets Bestaaen, men tvært imod gjorde
gjældende, at med dettes Bortfalden enhver Kjendsgjerning, der endog blot kunde
paaberaabes som et Paaskud for dens fortsatte Opkrævelse, var forsvundet.
Naar der dernæst i Henvisningen til det formentlige Ophør af Stu-
denternes Menighedsforhold til Trinitatis Kirke antydedes en Tvivl, om den virkelig
havde fundet Sted, da kunde Konsistorium ikke andet end ganske fastholde Prof.
Aagesens Udtalelser derom som rigtige, indtil der paavistes noget som helst Spor
af Menighedsforholdets fortsatte Elistens.
Naar det endelig var gjort gjældende, at de vedkommende Afgifter ikke i
Virkeligheden bleve udredede af Universitetet, men udgjorde en de studerende
som Tillæg til bemeldte Gebyrer paalagt, i Menighedsforholdet begrundet Ydelse
til de paagjældende Gejstlige og Kirkebetjente, inaatte Konsistorium, selv under
Korudsætning af denne Paastands Rigtighed, bestemt holde paa, at de aka-
demiske Borgere burde fritages for disse Afgifter. Dissentere
kunde man, som foran fremhævet, ikke grundlovmæssig afkræve deslige kirke-
lige Ydelser, hvad enten Universitetet eller Præsterne selv vilde opkræve dem,
og hvad angik de til Folkekirken hørende akademiske Borgere, var der heller
ingen Grund til, at de skulde bebyrdes med kirkelige Afgifter ud over de al-
mindelige. Under Forudsætning af den anførte Paastands Rigtighed maatte derfor
Resultatet efter Konsistoriums Skjon blive det, at de paagjældende Afgifter simpelt-
hen ophævedes. Men naar Konsistorium ikke nøjedes med at andrage herpaa,
var Grunden dertil den, at det ikke kunde betragte den opstillede Paastands Rig-
tighed som givet. Der forelaa, saa vidt Konsistorium hekjendt, ingen Vidnesbyrd
om de nu værende Afgifters Oprindelse, og der turde for saa vidt ikke være
noget til Hinder for at opstille den lige modsatte Paastand, at netop Universitetet
af sine Gebyrer, som ellers vilde være komne dets Embedsmænd og Betjente til
gode, havde maattet ofre et Beløb til Trinitatis Kirkes Gejstlige og Betjente.
Konsistorium vilde imidlertid ikke driste sig til uden historisk Hjemmel at opstille
en slig Paastand, men nøjes med at fastholde, at det i Mangel af klare Vidnes-
byrd vilde være det naturligste at decidere Sporgsmaalet efter et Skjøn over de
paagjældende Gebyrers Størrelse, og i Henhold dertil lade saa vel Universitetet
som de studerende nyde godt af den forandrede Ordning. Naar saaledes f. Ei.
Immatrikulationsgebyret for Tiden udgjorde I 1 Rd., turde der vel være en over-
vejende Sandsynlighed for, at det var blevet forhøjet med 1 Rd., for at denne
kunde tillægges Kapellanen ved Trinitatis Kirke, og at Gebyret følgelig ved denne
Afgifts Bortfalden maatte nedsættes med I Rd., hvilken Nedsættelse følgelig vilde
komme de studerende til gode. Men naar paa den anden Side, f. Ex. ved den
theologiske, den fuldstændig juridiske og den historisk-filologisire Embedsexamen,
Sognepræsten ved Trinitatis Kirke oppebar 2 Rd. af hver Kandidat, medens hverken
Fakultetets Dekanus eller de examinerende Professorer, som dog udførte den
væsentligste og meget byrdefulde Del af Arbejdet ved Examen, fik nogen som
Gebyret for Testimonium publicum.
263
helst Andel i Gebyret, turde der dog være en overvejende Sandsynlighed for, at
de, for saa vidt man ikke kunde bebyrde de studerende med en større Afgift end
8 Rd., havde maattet renuncere paa deres billige Krav til bedste for Sognepræsten
ved Trinitatis Kirke. Naar denne saaledes oppebar Gebyret, medens Professorerne
udførte Arbejdet, var dette en Ordning, hvis Billighed Konsistorium ikke kuiide
erkjende. Thi saa vist som en Arbejder var sin Løn værd, saa vist var det Uret,
naar en høstede, hvor en anden havde saaet, og det var derfor ogsaa Konsistorium
ufatteligt, med hvilke Grunde man vilde kunne forsvare en saadan Ordning.
Konsistorium indstillede derfor, at den ved Ophævelsen af Bestillingen som
første Graver ledig blevne Andel i Gebyret for Testimonia publica ikke tillagdes
den nu værende eneste Graver, men at det gjordes til Gjenstand for nærroere
Forhandlinger mellem Ministeriet og Konsistorium, om den paagjældende Andel i
Gebyret skulde tilfalde Universitetet eller bortfalde, samt at der forholdtes paa
tilsvarende Maade ved indtrædende Vakance i noget af de Embeder og Bestillinger
ved Trinitatis Kirke, hvis Indehavere oppebåre Andel i de akademiske Gebyrer.
Efter Ministeriets Paalæg i Skrivelse af 11. Novbr. fremsendte Konsistorium
under 24. s. M. følgende Oversigt over Beløbet og Fordelingen af de akademiske
Gebyrer, i hvilke de kirkelige Embeds- og Bestillingsmænd ved Trinitatis Kirke
havde Andel i Femaaret 1877—81 *).
	1877.	1878.	1879.	1880.	1881.	Til-
					...	sammen
Theologisk Embedsexamen 16 Kr.,	Kr. 0.	Kr. 0.	Kr. 0.	Kr. 0.	Kr. 0.	Kr. 0.
hvoraf der tilfalder:						
Universitetets Kasse.......... 4 Kr.	181.	148.	148.	180.	120.	780.
Sognepræsten til Trinitatis Me-						
nighed i Kjøben'iavn....... 4 —	181.	148.	148.	180.	1-20.	780.
Det theologiske Fakultets Notar 4 —	184.	148.	148.	180.	120.	780.
Første Universitetspedel...... 2 —	92.	74.	74.	90.	60.	390.
Anden do. ...... 2 —	92.	74.	74.	90.	60.	390.
	736.	592.	592.	720.	480.	3,120.
Fuldstændig juridisk Embedsexamen						
16 Kr., hvoraf der tilfalder:						
Universitetets Kasse....... .. 4 Kr.	140.	124.	168.	180.	188.	800.
Sognepræsten til Trinitatis Me-						
nighed i Kjøbenhavn....... 4 —	140.	124.	168.	180.	188.	800.
Det rets- og statsvidenskabelige						
Fakultets Notar............ 4 —	140.	124.	168.	180.	188.	800.
Første Universitetspedel...... 2 —	70-	62.	81.	90.	94.	400.
Anden do. ...... 2 —	70.	62.	84.	90.	94.	400.
	560.	496.	672.	720.	752.	3,200.
Filologisk - historisk Skoleembeds-						
examen 16 Kr., hvoraf der til-						
falder :						
Universitetets Kasse.......... 8 Kr.	64.	40.	32.	72.	8.	216.
Sognepræsten til Trinitatis Me-						
nighed i Kjøbenhavn .. .... 4 —	32.	20.	16.	36.	4.	108.
Første Universitetspedel...... 2 —	16.	10.	8.	18.	2.	54.
Anden do. .... 2 —	16.	10.	8.	18.	2.	54.
	128~	80.	64.	144.	16.	" 432.
*) Gebyrer for den særlige juridiske Exaiuen efter Bekj. 7. Juni og 28. Juli 1856
ere ikke faldne i 18 — 7781.
*) Gebyrer for den særlige juridiske Exaiuen efter Bekj. 7. Juni og 28. Juli 1856
ere ikke faldne i 18 — 7781.
Økonomiske Anliggender 1882 —1883.
	1877. 1	1878.	1879.	1880. J	1881.	Til-
				1		sammen
	Kr. 0.	Kr. 0.	Kr. 0.	Kr. 0-	Kr. 0.	Kr. O.
Immatrikulation 22 Kr., hvoraf						
der tilfalder:						
Universitetets Kasse......... 10 Kr.	1,700.	1,710.	2,050.	1,710	2,110.	9.280.
Universitetets Hektor....... 4 —	680.	684.	820.	684.	844.	3,712.
Den residerende Kapellan ved		.				
Trinitatis Kirke........... 2 —	340.	342.	410.	342.	422.	1,856.
Første Universitetspedel..... 3 —	510.	513.	615.	513.	633.	2,784.
Anden — ..... 3 —	510.	513.	615.	513.	633.	2,784.
	3.740.	3,762.	4,510.	3,762.	4.642	20,416.
Testimonia publica 24 Kr., hvoraf						
der tilfalder:						
Universitetets Rektor..... 6 Kr. „ 0.	432.	480.	426.	492.	450.	2,280.
Vedkommende Fakultets						
Dekan................ 4 — „						
nemlig det theol. Fakultets Dekan.	204.	156.	184.	160.	136.	840.
det rets- og statsv. Fakultets						
Dekan .................	56.	88.	56.	84.	68.	352.
det lægev. Fakultets Dekan.	24.	60.	28.	72.	76.	260.
Formanden for den tilologisk-						
historiske Examenskom-						
	4.	16.	16.	12.	20.	68.
Vedkommende Fakultets						
Notar................. „Kr. 50 0.						
nemlig det theol. Fakultets Notar..	25.50	19.50	23.	20.	17.	105.
det rets- og statsv. Fakultets						
Notar..................	7.	11.	7.	10.50	8.50	44.
det lægev. Fakultets Notar.	3.	7.50	3.50	9.	9.50	32.50
Universitetets Kasse af filo-				1.50		
logiske Testimonia publica.	0.50	2.	2.		2.50	8.50
Sognepræsten til Trinitatis			106.50	123.	112.50	570.
Menighed............. 1 Kr. 50 0.	108.	120.				
Den residerende Kapellan			106.50	123.	112.50	570.
ved Trinitatis Menighed 1 — 50 —	108	120.				
Klokkeren ved do........ „ — 50 —	36.	40.	35 50	41.	37.50	190.
Første Graver ved do..... „ — 50 —	36.	40.	35.50	41.	37.50	190.
Første Universitetspedel.. 4 — 67 —	336.01	373.32	331.33	382.68	350.	1,773.34
Anden do. .. 2 83 —	203.99	226.68	201 17	232.32	212.50	1,076.66
Expeditionsomkostninger	144.	160.	142.	164.	150.	760.
(stemplet Papir m. m.) . 2 — „ —						
	1,728.	1,920.	1,704.	1,968.	1,800.	9,120.
Under *20. Juui 1883 tilskrev Ministeriet Konsistorium, at det ansaa det for
klart, at den den forste Graver ved Trinitatis Kirke tillagte Andel af Gebyret for
Udfærdigelsen af Testimonia publica ved bemeldte Tjenestes Forening med auden
Gravertjeneste fremdeles maa tilkomme Gravertjenesten ved bemeldte Kirke, saa
længe der ikke er taget Bestemmelse om Inddragelse ved indtrædende Vakance af
de forskjellige Embeder og Tjenester ved Trinitatis Kirke tillagte Andele af aka-
demiske Gebyrer, llvad dette sidste Spørgsmaal angik, forbeholdt Ministeriet sig
senere at tage Bestemmelse, naar de herom med Biskoppen over Sjællands Stift
og Kirkens Patronat indledede Forhandlinger vare afsluttede, hvilket euduu ikk«
er sket