142
Universitetet 1881—1882.
§ 33. Ved de paa Generalforsamlingen foretagne Valg foretages bundet
Omvalg, hvis to eller flere opnaa samme Antal Stemmer.
§ 34. Generalforsamlingens Beslutninger kunne vel forandres eller sættes ud
af Kraft, men ikke erklæres ugyldige.
§ 35. Ændringer i Lovene kunne foretages paa en Generalforsamling med
mindst 2Ai Stemmers Flertal.
§ 36. I særdeles paatrængende Tilfælde kan en overordenlig Generalfor-
samling, efter enstemmig Indstilling af Bestyrelsen, med % Stemmers Flertal
bemyndige denne til paa et enkelt Punkt at gjøre Undtagelse fra Lovene.
§ 37. Samfundet kan kun erklæres opløst paa en Generalforsamling, hvor
mindst 2'3 af Medlemmerne ere tilstede, naar mindst 6/e af de tilstede værende
erklære sig derfor. Afstemning herom foregaar ved Navneopraab.
Midlertidige Tillægsbestemmelser.
1.	Forsamlingen beslutter foreløbig at nedsætte et Udvalg paa omtrent 15
Medlemmer, der skal udfore de lobende Forretninger og gjennem Dagbladet og
.Morgenbladet sammenkalde et almindeligt Studentermøde af Meningsfæller for at
opfordre til Indtrædelse i Samfundet. Dette Møde skal afholdes senest Lordag
d. 13. Maj.
2.	Mindst I Uge og højst 2 Uger efter dette Møde afholdes den ordent-
lige Generalforsamling, der for dette Tilfælde er lovlig sammenkaldt med 4 Dages
Varsel gjennem Bladene.
3.	Den eventuelle Bestyrelse skal til September forelægge Forslag an-
gaaende permanent Lokale.
4.	Paa Generalforsamlingen i September kunne alle Paragrafer med Und-
tagelse af §§ 1 og 2 ændres ved simpel Stemmeflerhed.
— I Anledning af et Andragende fra stud. theol. J. A. C. C. O. Schrøder
og stud. mag. Th. Jerichau 0111, at Konsistorium vilde tillade og eventuelt med-
dele dem Koncession paa Udgivelse af en dansk Universitetstidende, har Kon-
sistorium i Skrivelse af 9. Juni 1882 udtalt, at da der i Folge den gjældende
Lovgivning ikke behøves nogen Tilladelse eller Koncession til et saadant Fore-
tagende, saa det sig allerede af den Grund ikke i Stand til at opfylde An-
dragendet. Konsistorium tilføjede, at det i øvrigt for sit Vedkommende ikke
fandt noget at indvende mod Udgi\olsen af den paatænkte Tidende og Optagelsen
af akademiske Bekjendtgjørelser i samme.
II. Det akademiske Lærersamfuiid samt Censorerne ved Universitetets
Examiiia.
I Maj 1881 ansøgte Dr. phil. O. Siesbye om Ansættelse ved Universitetet
som extraordinær Docent med den Opgave at holde sproglige og exegetiske Fore-
læsninger og Ovelser inden for den klassiske Filologis Omraade. Det lilosoflske
Fakultet anbefalede i Skrivelse af 23. Juli dette Andragende varmt, idet det
gjorde gjældende, at Ansættelsen af en tredje filologisk Docent var en absolut
Nødvendighed. Den filologiske Videnskab indskrænkede sig ikke længere til en
Undervisning i det latinske og det græske Sprog, men krævede en fyldig Kundskab
til hele den klassiske Oldtids Kultur, ikke blot til Literaturen, men ogsaa til de
talrige bevarede Monumenter, der ved alle nogenlunde vel udstyrede Universiteter
vare henviste til en egen Professor i Arkæologi, medens hos os Professoren i
Arkæologien ogsaa maatte overtage Filologien. I den største Del af dette Aar-
Det akademiske Lærersamfund m. m.
143
hundrede havde der været 3 filologiske Docenter, og naar der i en vis Aarrække
kun var ^havde dette sin Grund i, at der den Gang ikke var nogen dertil egnet
Mand, som ønskede Posten. Derhos var det saa langt fra, at den sidste Skolelov
havde lettet Arbejdet for de filologiske Lærere, at den tvært imod havde forøget
dette ikke ubetydelig, idet Studenterne, navnlig efter Afskaffelsen af den latinske
Stil som Examensfag, kom til Universitetet langt mindre sikre i Fundamenterne
end tidligere, og det derfor kostede Tid og Arbejde at indhente det forsømte.
Konsistorium sluttede sig i Skrivelse af 28. Juli til Fakultetet og henviste med
Hensyn til Nødvendigheden af at ansætte en tredje filologisk Docent til, hvad
der var udtalt under Sagen om Prof. Gertz' Ansættelse som extraordinær Docent,
se Aarb. f. 1875—76 S. 85—89.
Ved kgl. Resol. af 24. Sept. 1881 overdroges det Dr. phil. O. Siesbye at
holde sproglige og exegetiske Forelæsninger og Øvelser inden for den klassiske
Filologis Omraade mod et Honorar af 2,000 Kr. af Universitetets Konto til viden-
skabelige Formaals Fremme.
— Efter at Docent C. W. Smith var afgaaet ved Døden, udtalte det filo-
sofiske Fakultet sig under 17. Sept, 1881 for det ønskelige i, at Docentpladsen
i slavisk Sprog og Literatur vedvarende opretholdtes. Det gjorde i saa Hen-
seende opmærksom paa, at Kjøbenhavns Universitet hidtil havde været det eneste
blandt Skandinaviens Universiteter, ved hvilket der var blevet læst over Slavisk,
et Fortrin, det vel var værdt at hævde, at Slavisk nu allerede havde været do-
ceret her i 22 Aar, og at der i den Tid paa vore Bibliotheker var blevet samlet
et ikke lidet Apparat til Kundskab i denne Retning. Det fremhævede end videre,
at de slaviske Sprog nu ikke blot dyrkedes med Iver af indfødte, men ogsaa i
den hele lærde Verden vare blevne ansete for højst vigtige i lingvistiske Under-
søgelser, ligesom det ikke maatte overses, at der i Aaringer inden for de slaviske
Folkeslag havde været en stærk national Bevægelse, der bestandig var tiltaget i
Styrke, og tydede paa, at de slaviske Nationaliteter i en nær Fremtid vilde til-
kæmpe sig en større og større Betydning i den verdenshistoriske Udvikling. Det
maatte derfor anses for højst ønskeligt, at slavisk Sprog og Literatur vedblivende
blev doceret ved Kjøbenhavns Universitet, ligesom der i Udlandet holdtes Fore-
læsninger derover ikke blot ved de større Højskoler i Paris, Leipzig, Berlin, Wien
og Prag, men ogsaa ved adskillige mindre. Hertil sluttede Konsistorium sig i
Skrivelse af 19. s. M.
I Oktbr. s. A. ansøgte cand. mag. K. Verner, der havde modtaget An-
sættelse som Custos ved Universitetsbibliotheket i Halle om at blive ansat som
extraordinær Docent i slavisk Sprog og Literatur og anbefaledes hertil varmt af
Konsistorium og det filosofiske Fakultet. Konsistorium indstillede derhos (20. Jan.
1882), at Ministeriet vilde virke hen til, at der forskaffedes ham mindst den
samme Gage, som han oppebar i Halle, da Gagen, som akademisk Lærerlønning
betragtet, var i højeste Grad tarvelig, og det desuden vilde være overmaade
ubilligt, om en begavet og dygtig Videnskabsmand skulde udsættes for økonomisk
Tab ved at vie Fædrelandet sine Kræfter. Ved kgl. Resol. af 9. Avg. 1882 blev
cand. mag. Karl Adolf Verner beskikket til extraordinær Docent i de slaviske
Sprog og den slaviske Literatur fra den 1. Jan. 1883 at regne med en aarlig
144
Universitetet 1881
— 1882.
Lon af 2,500 Kr. Hjemmelen til at tillægge ham fast Ansættelse med den
nævnte Lon erhvervedes ved Finansloven for 1882—83.
— Efter at Provst Fog ved sin Udnævnelse til Biskop over Aarhus Stift
var afgaaet som Lærer i Homiletik ved Pastoralseminariet, gjorde dettes Direktion
Indstilling til Ministeriet om, at Prof. Sthyr maatte overtage den nævnte Lærer-
post. Efter Ministeriets Opfordring udtalte det theologiske Fakultet sig herom i
en Erklæring af 2. Decbr. 1881.
Fakultetets Flertal (Hermansen og Madsen) fandt intet at erindre mod den
foreslaaede Beskikkelse. Det var vel med Mindretallet enigt i at erkjende Ønske-
ligheden baade af Pastoralseminariets Omordning og af Fakultetets Lærerkræfters
Forogelse; men det indsaa ikke, at disse Hensyn kunde fere til at fraraade den
foreslaaede Beskikkelse, naar de for Haanden værende Forhold betragtedes efter
deres virkelige Beskaffenhed. Den Udnævnelse, hvorom der her handledes, var
en Beskikkelse mod »Honorar«, hvori laa, at den kunde tages tilbage til hvilken
som helst Tid, saa at der intet vilde være foregrebet med Hensyn til Varigheden
af Pastoralseniinariets nu værende Ordning. Derfor ansaa Flertallet en Begjæring
om Besættelse ved Konstitution for overflodig. Hvad dernæst angik det Spørgs-
maal, 0111 Prof. Sthyrs Overtagelse af det omhandlede Hverv skulde kunne med-
fore nogen Svækkelse af hans Arbejde i Fakultetet, troede Flertallet, at den
Arbejdsforogel.se, hvorom der her var Tale, ingenlunde var af det Omfang, at
noget saadant derved skulde kunne befrygtes. Der krævedes ugentlig en mundtlig
Bedommelse af en Prædiken og I Times Forelæsning over praktisk Theologi; da
Pastoralseniinariets Kursus kun strakte sig over l/% Aar, var der her kun Tale
om en lille, med hvert Halvaar tilbage vendende Foredragsrække. Hvor det Stof,
der tilbod sig, var saa mangfoldigt, hørte der formentlig ikke stort Arbejde til,
for at tilvejebringe den Variation, der behovedes til en frisk Koproduktion af det
samme Indhold. En Indsigelse mod, at et Fakultetsmedlem overtog et saa lidet
omfangsrigt Arbejde, vilde kun kunne begrundes ved at opstille et Princip, som
hidtil ikke i noget Fakultet havde været gjort gjældende: at Medlemmerne ikke
maatte overtage noget Arbejde ved Siden af deres Embede. Det kunde, under
Henblik til den hidtidige Praxis ved Universitetet, formentlig ingenlunde befrygtes,
at Prof. Sthyrs Overtagelse af det omhandlede Hverv skulde svække Fakultetets
moralske Ret til at ønske sine Lærerkræfter forøgede. Sluttelig bemærkede Fler-
tallet, at Bedømmelsen af, hvor vidt Fordringerne til den præstelige Erfaring
maatte strække sig ved Besættelsen af Pastoralseniinariets Lærerposter, formentlig
laa uden for Fakultetets Kompetence, eftersom Fakultetet ikke havde med denne
Institutions Styrelse at gjore. Kun udtalte det over for Mindretallets Henvisning
til de øvrige evangeliske Lande, at efter dets Erfaring manglede der ingenlunde
Exempler (ikke blot i Sverige, men ogsaa i Tyskland) paa, at den praktiske
Undervisning, som dog der var langt mere omfattende anlagt, var betroet til
Mænd med en forholdsvis kortere Erfaring i praktisk Virksomhed.
Mindretallet (Nielsen) mente, at den nu iudtraadte Vakance i Forbindelse
med den Omstændighed, at de to andre Lærerposter ved Pastoralseminariet efter
menneskelig Sandsynlighed snart kunde antages at ville blive ledige, gjorde det i
høj Grad ønskeligt, at den ledige Post kun besattes ved Konstitution, for at
Pastoralseminariet, naar alle Poster bleve vakante, kunde faa den Omordning,
Det akademiske Lærersamfund m. m.
145
hvortil det efter hele Fakultetets Mening i høj Grad trængte. End videre udtalte
Mindretallet atter, i Overensstemmelse med det Standpunkt, som hele Fakultetet
under Forhandlingerne om Normeringen af Universitetets Lærerkræfter, jfr. foran
S. 85—86, energisk gjorde gjældende, at Videnskabens voxende Krav gjorde det
meget vanskeligt for det med de forholdsvis faa Kræfter at gjøre nogenlunde
Fyldest. Derfor vilde det formentlig være saare betænkeligt, at først den ene
Halvdel af den praktiske Uddannelse og senere maaske ved Konsekvensens Magt
ogsaa den anden gik over til Fakultetet uden tilsvarende Forøgelse af
Lærerkræfterne. Dette Synspunkt var der saa meget mere Grund til at
fremhæve, som baade vort Pastoralseminariums Fortid og Forholdenes Ordning i
den ovrige evangeliske Verden (Norge, Tyskland og til Dels Sverige) viste, at
enten en stadig praktisk Virksomhed, som Sognepræst, Universitetspræst eller
lignende, eller et langt Præstelivs Erfaringer alle Vegne blev anset for at være
en nødvendig Forudsætning for en frugtbar Vejledning i Pastoraltheologi — en
Kjendsgjerning, som Flertallet formentlig ikke havde afkræftet ved en aldeles
ubestemt Henvisning til enkelte Undtagelser fra den almindelige Regel. Dette
var der netop i Øjeblikket særlig Grund til at fastholde, for at Fakultetet kunde
beholde Ret over for dem, der bebrejdede det Tilsidesættelse af Hensyn til den
praktiske Erfaring paa de Punkter i Undervisningen. hvor saadanne Hensyn ere
fuldt berettigede.
Ved disse Bemærkninger mente Mindretallet ikke at have overskredet Fa-
kultetets Kompetence. Det vilde tvært imod efter dets Mening være en Uret at
tilbageholde Fremhævelsen af et saa væsentligt Synspunkt, naar Ministeriet æskede
Fakultetets Udtalelser om denne Sag i dens foreliggende Skikkelse. Derimod laa
det efter dets Mening helt uden for Fakultetets Kompetence at bedømme, hvor-
vidt den af Flertallet berørte, formentlig almindelige Praxis, at Universitetslærere
havde andre Embeder ved Siden af deres Professorater, var heldig eller ikke.
Det theologiske Fakultet var i dette Ojeblik i den ejendommelige Stilling, at det
for ganske nylig for Ministeriet havde udtalt, at det i høj Grad trængte til For-
øgelse af Lærerkræfterne. Denne Udtalelse syntes at gjøre det til Pligt først at
søge at drage de Æmner, der hidtil ikke havde kunnet finde Plads i den almin-
delige Forelæsningscyklus, ind i denne, førend der gjordes Forsøg paa Løsningen
af Opgaver, som vel kunde varetages af en anden Institution. Flertallet havde
næppe heller tilstrækkelig Grund til at fremstille det Arbejde, der skulde udføres
for et forholdsvis betydeligt Honorar, som saa aldeles ubetydeligt. En Forelæs-
ningscyklus, der med hvert Halvaar vendte tilbage, var formentlig ikke nogen let
Sag, naar den ikke skulde være en mekanisk, aandløs Gjentagelse. Og det var
jo netop praktisk Erfaring og Oplevelser i Præstegjerningen, der skulde give de
omtalte Forelæsninger Fylde og Friskhed.
Ved kgl. Resol. af 22. Decbr. 1881 beordredes Prof. Sthyr til at indtræde
som Medlem af Direktionen for Pastoralseminariet, med Forpligtelse til i denne
Egenskab at holde Foredrag over den praktiske Theologi for de Seminariet
frekventerende theologiske Kandidater efter den ved kgl. Resol. af 12. Maj 1841
approberede Plan, mod at oppebære det derfor bestemte Honorar af 1,200 Kr.
aarlig.
Universitets Aarbog.	19
146
Universitetet 1881—1882.
—	Ved en af Eforus for Professorernes Enkekasse i Sommeren 1882
foretaget Opgjørelse af Enkekassens Status viste det sig, at der vilde være
et sandsynligt Overskud af ca. 26,700 Kr., medens der i 1867 var en
sandsynlig Underbalance af ca. 12,200 Kr. Vilde man forøge Enkepensionerne
til 400 Kr. vilde det sandsynlige Overskud endnu blive ca. 9,900 Kr., og han
havde derfor nærmere undersogt, hvorvidt en saadan Forholdsregel kunde være
tilraadelig. Forholdene vilde da stille sig saaledes i 1883:
Enkekassens Indtægter af Kenter og Kontingenter ansloges til .. 8,091 Kr.
Pensioner å 400 Kr. til de nu værende 17x/2 Portioner .... 7,000 —
Overskud ... 1,091 Kr.
I Skrivelse af 2. Juli 1882. ved hvilken Eforus meddelte dette, udtalte han
imidlertid, at han ikke turde tilraade en Forhojelse af Enkepensionerne, dels fordi
4 af de gifte Interessenter vare over 70 Aar gamle, dels fordi Antallet af de
nu værende aktuelle Enker var 19 (hvoraf 3 med halv Pension), medens Enkernes
Antal i 1872 og 1873 var ".'6 (hvoraf 3 med halv Pension), og der intet var til
Hinder for, at lignende ugunstige Forhold, som Enkekassen, selv med de nu
værende Pensioner, vilde have ondt ved at bære, kunde indtræffe igjen. Dersom
imidlertid de gunstige Forhold vedbleve en halv Snes Aar, var der Haab om,
at man til den Tid vilde kunne forhøje Pensionerne uden Fare for Kassen.
Konsistorium erklærede sig i Skrivelse til Eforus af 20. Juli enigt med
denne i, at der for Øjeblikket ikke var nogen Grund til at forhøje Pensionerne.
111. Forelæsninger, øvelser og Examina.
1. Bestemmelser, vedrorende alle Fakulteter.
Ved Cirkulære af 4. Novbr. 1881 til samtlige Fakulteter har Konsistorium
indskærpet, at enhver Ansøgning fra en Universitetslærer om at fritages for at
holde Forelæsninger i et Halvaar eller endnu længere Tid skal indsendes til
Ministeriet gjennem Konsistorium.
Da et Andragende fra en Universitetslærer om Rejsetilladelse direkte var
indgivet til Ministeriet, tilkjendegav dette under 23. Decbr. 1881 Konsistorium,
at Andragendet burde have været indsendt til Ministeriet gjennem Fakultetet.
—	Da det oftere var forekommet, at der af dem, som indstillede sig til den
juridiske Examen for ustuderede, til det rets- og statsvidenskabelige Fakultet
var indleveret Examensbeviser for de ved Skolerne absolverede Afgangsexamina,
der enten vare ustemplede, eller stemplede efter en ringere Taxt end i Stempel-
lovens § 70 foreskrevet (1 Kr.), eller forsynede med ikke kasserede Stempel-
mærker, androg Fakultetet i Skrivelse til Ministeriet af 8. Marts 1882 paa en
Udtalelse af dette, om der paahvilede Dekanus en Forpligtelse til at indsende
slige, ikke behorig stemplede Examensbeviser til Generaldirektoratet for Skatte-
væsenet. Fakultetet antog vel, at en saadan Forpligtelse i det mindste ikke lige-
frem kunde antages at være det paalagt ved Stempellovens § 83, idet Universi-
tetslærere formentlig ikke faldt ind under de i denne Paragraf nævnte Klasser af
Embedsmænd, men mente dog at burde bidrage sit til, at Stempelovertrædelser