II. AFGANG OG UDNÆVNELSER AF PROFESSORER a. Oprettelse af et ekstraordinært professorat i faget Det nye testamente for lektor, dr. theol. Børge Krag Diderichsen (j. nr. 286/65). Under den 15. januar 1964 indstillede det teologiske fakultet, at dr. theol. Borge Diderichsens lektorat i faget Det nye testamente ved bevilling på finansloven for 1965/66 omdannedes til et ekstraordinært professorat med følgende motivering: »Det nye testamente er - sammen med dogmatik - det teologiske studiums hovedfag, og må betragtes som hele studiets grundlag. Det er derfor ønskeligt, at undervisningen først og fremmest i dette fag er så omfattende, uddybende og effektiv som muligt. Den i 1958 æn- drede studieordning har i praksis vist sig at stille langt større krav til lærerkræfterne, forårsaget dels af at et stigende antal studerende skri- ver speciale, dels - og navnlig - af en voldsom stigning i antallet af deltagere i laboratorieøvelser. Der er for fakultetet ingen tvivl om, at en mere effektiv udnyttelse af lektor Diderichsens undervisning vil være af stor betydning for de studerende i henseende til en intensi- vering af studiet, der også vil virke studietidsforkortende. Lektor Diderichsen er 58 år gammel - født den 13. november 1906. Han blev teologisk kandidat med hovedkarakteren laudabilis fra Kø- benhavns universitet 1931. 1931-32 var han på studierejse i Tyskland og virkede derefter som manuduktør og timelærer ved Det kongelige Døvstummeinstitut indtil 1934. 1934-38 var han kaldskappellan i Assens, hvorefter han indtil 1955 virkede som manuduktør i Det nye Testamente og de systematiske fag. 1939 ansattes han som assistent ved teologisk laboratorium; 1945 som undervisningsassistent ved det teologiske fakultet. 1947 ansattes han som timelærer ved Blaagaards seminarium, København. 1950-56 indtog han stillingen som lektor i dansk sprog og litteratur ved Kiels universitet. Ved sin tilbagekomst fortsatte han som timelærer ved seminariet, men fik tillige ansættelse som bibliotekar af 2. grad ved Det kongelige Bibliotek og Universitets- biblioteket. 1959 oprettedes et lektorat i Det nye Testamente for Børge Diderichsen. 1961 ophørte han som bibliotekar og tik samtidig fast ansættelse ved Blaagaards seminarium. 46 Universitetets årbog 1964-65 Gennem en 25-årig undervisning i Det nye Testamente - dels som manuduktør, dels som seminarielærer - har lektor Diderichsen lagt exceptionelt fremragende pædagogiske evner for dagen. Det samme gælder hans mangeårige virksomhed ved universitetet som undervis- ningsassistent ved det sproglige kursus i nytestamentlig græsk til for- prøven og fra 1959 som lektor ved såvel den sproglige som exegetiske undervisning i Det nye Testamente til forprøven. Fakultetet ser gerne, at disse evner i højere grad udnyttes i universitetsundervisningens tjeneste, end det nu er tilfældet. Med hensyn til lektor Diderichsens videnskabelige kvalifikationer anser fakultetet dem for at være af en sådan beskaffenhed, at de fuldt ud berettiger ham til et professorat. At hans videnskabelige produktion ikke er omfattende må tilskrives personlige forhold, idet lektor Dide- richsen gennem 25 år af økonomiske grunde har måttet påtage sig en overvældende arbejdsbyrde. Bortset fra nogle tidsskriftsartikler er hans hovedarbejder: Paulus Romanus (1941) og: Den markianske skils- misseperikope (1962), ved dette sidste arbejde erhvervede lektor Di- derichsen den teologiske doktorgrad. Gennem disse arbejder har lek- tor Diderichsen godtgjort sine videnskabelige evner, med rette kan han karakteriseres som en selvstændig og skarpsindig teologisk tænker. Det er fakultetets ønske, at lektor Diderichsen ved frigørelse fra anden undervisning i højere grad kan få lejlighed til videnskabeligt arbejde. Både af undervisningsmæssige og forskningsmæssige grunde ønsker fakultetet derfor lektoratet søgt omdannet til et ekstraordinært pro- fessorat fra 1. april 1965.« I overensstemmelse med universitetets indstilling blev der på for- slag til finanslov for 1965-66, jvf. folketingstidende for 1964-65, tillæg D, jspalte 1943-44, oprettet et ekstraordinært professorat i faget Det nye testamente for dr. theol. Børge Diderichsen. Herefter blev ved kgl. resolution af 1. maj 1965 lektor, dr. theol. Børge Krag Diderichsen udnævnt til ekstraordinær professor i faget Det nye testamente ved Københavns universitet fra 1. april 1965 at regne. b. Professor, dr. med. K. A. Jensens afgang fra universitetet og overlæge, dr. med. Mogens Votkerts udnævnelse til professor i almindelig patologi (j. nr. 477/63). Ved kgl. resolution af 8. oktober 1963 blev der meddelt professor i almindelig patologi, dr. med. Kai Adolf Jensen afsked efter ansøg- ning på grund af alder og med pension fra den 31. juli 1964 at regne. Efter at det således ledigtblevne embede var blevet opslået ledigt, blev under 22. november 1963 de indkomne 7 ansøgninger, nemlig fra Afgang og udnævnelser af professorer 47 afdelingsleder, lektor cand. polyt. et dr. med. Jørgen Clausen, afde- lingsleder, lektor, cand. med. Knud Riewerts Eriksen, overlæge, lektor, dr. med. Erik Freiesleben, overlæge, dr. med. Klaus Adolf Jensen, professor of microbiology, dr. med. Niels Kaj Jerne, overlæge, dr. med. J. Chr. Siim og overlæge, dr. med. Mogens Volkert tilstillet uni- versitetet til erklæring. Til at bedømme de indkomne ansøgninger nedsatte det lægeviden- skabelige fakultet i henhold til § 2, stk. 2 i kgl. anordning af 5. februar 1953 om ansættelse af professorer ved Kobenhavns universitet et ud- valg bestående af professor, dr. med. K. A. Jensen, direktør for Sta- tens seruminstitut, dr. med. Preben von Magnus og professorerne, dr. med. O. Maaloe, dr. med. P. Plum og dr. med Gunnar Teilum. Efter at afdelingsleder, lektor Jørgen Clausen og overlæge Klaus Adolf Jensen havde trukket deres ansøgninger tilbage, afgav udvalget under 17. april 1964 følgende indstilling: »Til det ledige professorat i Almindelig patologi ved Københavns universitet har der meldt sig 5 ansøgere: Afdelingsleder, lektor i mikrobiologi og infektionspatologi ved Ko- benhavns universitet, cand. med. Knud Riewerts Eriksen. Overlæge ved Rigshospitalets blodbank, lektor i blodtransfusion ved Koben- havns universitet, dr. med. Erik Freiesleben. Professor of Microbiology and Chairman of the Department of Microbiology, School of Medicine, University of Pittsburgh, Pennsylvania, U.S.A., dr. med. Niels Kaj Jerne. Overlæge ved Statens Seruminstitut, dr. med J. Chr. Siim. Overlæge ved Statens Seruminstitut, dr. med. Mogens Volkert. K. Riewerts Eriksen er født 1915 og tog lægevidenskabelig embeds- eksamen vinteren 1941/42 med hovedkarakteren laudabilis (238 points). Uddannelse og ansættelser. Efter turnustjeneste og forskellige vi- kariater på Rigshospitalet blev Riewerts Eriksen april 1945 efter for- udgående ansættelse som frivillig assistent ansat som videnskabelig assistent, senere amanuensis af 2. grad, ved Kobenhavns universitets institut for almindelig patologi. April 1956 udnævntes han til labora- torieleder og april 1958 til afdelingsleder sammesteds. Siden 1947 har han tillige været lektor i mikrobiologi og infektions- patologi ved universitetet. I denne egenskab har han deltaget i under- visningen af de medicinske studerende og afholdt to af de seks årlige obligatoriske kurser i bakteriologi samt eksamineret ved den læge- videnskabelige embedseksamen. Han har flere gange undervist ved Dansk kirurgisk Selskabs videre- uddannelseskursus og siden 1947 været censor i bakteriologi og para- sitologi ved Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole. 48 Universitetets årbog 1964-65 Som laboratorieleder og afdelingsleder har han haft den daglige le- delse af institutets afdeling for resistensbestemmelser, herunder vare- taget den klinisk-bakteriologiske tjeneste på Rigshospitalet. Han er konsulent for Sygehusforeningen i Danmark i spørgsmål vedrørende nosokomielle infektioner og medlem af landbrugsministeriets udvalg vedrørende lægemiddelholdige foderstoffer. Han er medlem af det ud- valg under Dansk Patologforening, som 1963 fremsatte forslag om op- rettelse af et speciale i medicinsk mikrobiologi tillige med forslag til uddannelseskrav for et sådant speciale. Han har foretaget mange studierejser, især vedrørende hospitalsinfek- tioner, og været medarrangør af nordiske rundbordskonferencer om nosokomielle infektioner for bakteriologer. Desuden har han del- taget i et af Dansk Patologforening arrangeret kursus i geldifTusions- teknik. Videnskabelige publikationer. Hiewerts Eriksen s videnskabelige produktion omfatter 77 numre, der i særdeleshed omhandler kemo- terapi og hospitalsinfektioner. 9 arbejder udgør eksperimentelle un- dersøgelser; de øvrige omhandler især klinisk bakteriologi. I det første påviser han, at ved dyrkning af pneumokokker i peni- cillinholdigt substrat øges resistensen cirka 50 gange; men i modsæt- ning til andre forfattere finder han, at virulensen ikke svækkes. I museforsøg vises det tillige, at den kurative dosis af penicillin over for infektioner med resistente og ikke-resistente pneumokokker nogen- lunde svarer til resistensgraden påvist in vitro. Et andet arbejde om- fatter yderligere forsøg med streptokokker og liere pneumokokstam- mer. I disse undersøgelser varierer stigningen i resistens betydeligt fra omsåning til omsåning. Som en mulig forklaring anfører han kvantita- tive og kvalitative ændringer i de anvendte præparater. Forfatteren omtaler ikke betydningen af inokulums størrelse, en faktor, der er af afgørende betydning, og som han har nævnt i et tidligere arbejde. I to arbejder påviser han det interessante forhold, at de penicillin- resistente stammer er mere følsomme over for sulfonamid in vivo end in vitro. Yderligere viser forfatteren, at penicillinresistente strepto- kokker har mistet deres virulens. Han har undersøgt stafylokokkernes resistensstigning ved dyrkning i substrat tilsat penicillin. Han anfører, at resistensstigningen kun sker, når man anvender et stort inokulum, og at dette taler til gunst for Demerec's hypotese om spontan mutation. Ved at dyrke de resistente stammer på almindelige substrater iagttager han, at resistensen kan forsvinde igen, og opstiller den hypotese, at de resistente kulturer er en blanding af en langsomt voksende resistent population og en hur- tigt voksende ikke-resistent population, der ved udsåning på substrat uden penicillin overvokser de resistente. Denne hypotese kan ikke af- vises, men heller ikke anses for bevist. Afgang og udnævnelser af professorer 49 I to interessante arbejder anvender Riewerts Eriksen den direkte agarmikroskopi og linder, at der både blandt kokker og stavformede bakterier lindes enkeltindivider, som ikke lvseres eller omdannes til involutionsformer ved dyrkning på penicillinholdigt substrat. Disse lovende undersøgelser er ikke viderefort. I de følgende arbejder beskæftiger forfatteren sig med det meget vanskelige problem om penicillinresistensens opståen. I to af disse anvender han fluktuationsanalyse, der er fremfort som et af beviserne for hypotesen om den spontane mutation. Forsøgene gennemføres med den teknik, der er beskrevet af andre, og han kan bekræfte de tidligere opnåede resultater. Han modificerer teknikken ved i stedet for små at anvende betydeligt større substratmængder, og i disse forsøg påvises ensartede kolonital, d.v.s. ingen fluktuation. På grundlag af forsøgene konkluderer forfatteren at lluktuationsprøven ikke kan bruges som bevis for hypotesen om mutationers spontane opståen; denne konklusion var ikke berettiget. 8 afhandlinger har relation såvel til de nævnte eksperimentelle un- dersøgelser som til forfatterens talrige klinisk-bakteriologiske arbejder. I en af disse påvises, at stafylokokker producerer store mængder af ekstracellulær penicillinase. De resterende 7 arbejder omhandler meticillinresistente stafylo- kokker. Disse stammer er dels fremkommet ved laboratorieforsøg, dels isoleret fra patienter, som sandsynligvis ikke er blevet behandlet med meticillin. Endelig hidrører en stamme fra en meticillinbehandlet patient. Ved dyrkning af en penicillinase-producerende stafylokok er opnået en stamme, der kunne vokse i 100 mikrogram meticillin pr. ml., og hvis virulens er uforandret. Ved dyrkning af stafylokokkerne fra de patienter, som ikke var behandlet med meticillin, har han opnået 10 resistente stammer i 10 tilfælde, og det påvises, at disse stammer inaktiverer meticillinet, hvilket ikke med tydelighed er påvist tidligere. Det vises tillige, at disse stammer også er resistente over for andre penicillinasestabile penicilliner. Af stor interesse er beskrivelsen af en penicillinasenegativ variant af en meticillinresistent penicillinasepositiv stamme. Denne variant er mere penicillinresistent end normale penicillinasenegative stafylokokker. Han konkluderer, at meticillinresistens må antages at udvikle sig hos stammer, der er kraftige penicillinasedannere, og som har en »medfødt« højere resistens overfor penicillin. Den ene stamme fra en patient, der er behandlet med meticillin, afviger fra de ovenfor omtalte stammer ved kun at være ca. lire gange så resistent som normalt og ved, at den ikke udviser nogen inokulum- effekt. De øvrige afhandlinger omfatter klinisk-bakteriologiske undersøgelser. 4 50 Universitetets årbog 1964-65 Af stor klinisk betydning er 8 arbejder, der omhandler profylaksen og behandlingen af stafylokokinfektioner med store penicillindoser. Det indledende arbejde omhandler den tiltagende hyppighed af in- fektioner forårsaget af kemoresistente bakterier samt de foreløbige undersøgelser over anvendelsen af store penicillindoser i profylakse og terapi mod komplikationer ved lungekirurgi og urinvejsinfektioner. Det fremhæves, at de store penicillindoser har en udmærket virkning såvel profylaktisk som terapeutisk, ikke alene over for penicillinase- producerende stafylokokker, men også over for andre bakterier, som man tidligere klassificerede som resistente over for penicillin. Disse undersøgelser er videreført i 5 andre arbejder og er sammen- fattet i to endnu utrykte. Forfatteren har specielt beskæftiget sig med den kemoterapeutiske profylakse ved thoraxoperationer og vist, at der kan opnåes en meget lav komplikationsfrekvens ved anvendelse af store doser penicillin. Det fremhæves endvidere, at en grundig bak- teriologisk undersøgelse og resistensbestemmelse er påkrævet inden det kirurgiske indgreb, og ifald der inden operationen foreligger infektion, må denne behandles effektivt. Det meddeles tillige, at der i en vis periode opstod komplikationer forårsaget af pyocyaneus; men efter at man tilføjede polymyxin B i behandlingen, opnåede man udmærkede resultater. Disse arbejder viser betydningen af et intimt samarbejde mellem hospital og det bakteriologiske laboratorium og er også af denne grund af stor værdi. Han beskriver meticillinbehandlingen af de komplikationer, der trods alt opstår. Det vises, at meticillin giver udmærkede resultater i de til- fælde, hvor penicillinbehandlingen med store doser har svigtet, hvilket er i overensstemmelse med andres erfaringer. 4 undersøgelser omhandler stafylokokenteriter og deres behandling. Forfatterne har samlet 12 tilfælde fra København af stafylokok- enterites opstået under behandling med tetracycliner. Sygehistorierne gennemgås, og i det sidste arbejde beskrives en effektiv behandling af denne farlige sygdom. I talrige arbejder har Riewerts Eriksen, væsentligst i samarbejde med Statens Seruminstitut, undersøgt et stort materiale af stafylokok- ker dyrket fra patienter. Ved undersøgelsen af 462 ikke-epidemiologisk samhørende tilfælde af stafylokokbakteriæmi påvises, at letaliteten er cirka dobbelt så stor hos patienter, hvis den inficerede stamme er resistent over for penicillin og streptomycin, end hvis den er følsom over for disse to kemoterapeutika. Desuden påvises, at bakteriæmi. som er forårsaget af lipasenegative stammer, udviser højere letalitet end de lipasepositive. 10 undersøgelser er kasuistiske meddelelser om svampeinfektioner hos mennesket. Det er nyttige, klinisk-bakteriologiske arbejder, der Afgang og udnævnelser af professorer 51 giver oplysning om, at forekomsten her i landet af alvorlige svampe- infektioner ikke er så sjælden som hidtil antaget. Desuden påpeges vigtigheden af at stille diagnosen så tidligt som muligt. Til disse arbejder slutter sig et arbejde, hvori forfatteren under- søger. om man, som tilfældet er i andre lande, kan påvise Cryptococcus neoformans i duegødning som en mulig smittekilde for mennesket. Forfatteren påviser Cr. neof. i een af de indsamlede 25 prøver. rk udvikling. Dr. Niels Skyum-Nielsen (f. 1921) bestod i 1950 skoleembedseksa- men med historie som hovedfag og latin som bifag. Samme år knytte- des han til Diplomatarium Danicum som udgiver ved 1. række, ved hvilken han allerede som student havde arbejdet som amanuensis hos Laur. Weibull. I 1951 knyttedes han til Kobenhavns Universitet, først som undervisningsassistent, siden 1959 som lektor i middelalderhisto- rie, idet han ind imellem havde været nordisk docent i Lund (1957/58) og en kort tid universitetsadjunkt. Han har afholdt kursus i de histo- riske hjælpevidenskaber og øvelser over metodiske problemer. Han har i den forbindelse også interesseret sig for den nyeste tids historie, hvad en oversigt over kildeproblemer til brug for gymnasier og seminarier og nogle udvalg af kilder (begge dele indleveret i ms.) vidner om. Dr. Skyum-Nielsens egentlige forskning og videnskabelige produk- tion er samlet om dansk og nordisk middelalderhistorie (indtil refor- mationen). Som student opnåede han i 1947 accessit for besvarelse af universitetets prisopgave Dansk Brevvæsen 1250-1305; når besvarelsen ikke belønnedes med guldmedalje skyldes det ikke kvaliteten, men alene, at den var ufuldstændig. Med dette arbejde var hans bane som specialist i palæografi og diplomforskning indledt. Inden for disse om- råder er siden en række fine og skarpsindige undersøgelser, hvoraf flere udgør afsnit i prisafhandlingen, blevet publiceret; de angår ofte cen- trale spørgsmål og rummer resultater af stor rækkevidde for vor for- ståelse af middelalderhistorien. Som de vigtigste skal nævnes den palæ- 6* 84 Universitetets årbog 1964-65 ografiske analyse af Haandskriftet Ribe Oldemoder (1948), studien over De ældste privilegier for klostret i Væ (1951), nytolkningen af unions- brevets besegling (1960) og den diplomatariske bestemmelse af Den danske konges kancelli i 1250'erne (1963), samt blandt de i ms. indsendte En nyfunden kilde til Absalons historie, der ved at restituere Absalons ritualbog 1187 bidrager væsentligt til vurdering af ham som kirkeleder. Dertil må fojes dr. Skyum-Nielsens monstergyldige udgivelse af diplo- matariets 1. rækkes bind 4 og 5 (1957-58), hvor indledningerne til de enkelte diplomer ofte er udvidet til små fortættede og meget værdi- fulde afhandlinger. Ved denne store indsats har dr. Skyum-Nielsen klart placeret sig som en meget alsidig og kyndig diplom- og kilde- forsker. I denne forskning er han aldrig snæver; man mærker stadig den kyndige historiker, der ved, hvor og hvorledes hans resultater kan frugtbargøres. I tre større afhandlinger: Ærkekonge og Ærkebiskop, Nye træk i dansk kirkehistorie 1376-1536 (1956), disputatsen Kirkekampen i Danmark 1241-1290 (1963) og bogen Blodbadet i Stockholm og dets juridiske ma- skering (1964), sætter han sine særstudier ind i en større historisk sammenhæng. I den forste afhandling er det ved et indgående studium af privilegier og kirkelige institutioner og under hensyntagen til de almeneuropæiske strømninger lykkedes ham at foje værdifulde nye elementer til den senmiddelalderlige danske kirkehistorie og at uddybe forståelsen af forholdet mellem kirke- og kongemagt. Han overdriver dog i sin nyvurdering utvivlsomt kongens magtstilling efter 1443. I disputatsen har han ved sin meget store lærdom, såvel inden for dansk og pavelig brevvæsen og kancellipraksis som inden for kanonisk og national dansk ret, skabt et stærkt udvidet og meget værdifuldt grundlag for vor forståelse og vurdering af den danske kirkekamp i 13. årh. Det må dog anføres, at han på visse punkter viser usikkerhed i den komplicerede kildevurdering, således at dele af hans resultater bliver tvivlsomme og næppe giver et gyldigt udtryk for hændelses- forløbet. I afhandlingen om blodbadet i Stockholm føjer dr. Skyum-Nielsen i kraft af sin kirkeretlige indsigt væsentligt nyt til vor forståelse af en betydningsfuld og meget omdiskuteret historisk begivenhed, selv om hans resultater ikke alle forekommer os holdbare. Som afhandlingens titel antyder, afstår han i det store og hele fra en nærmere realpolitisk vurdering af blodbadet og fra en endelig placering af ansvaret. Dr. Skyum-Nielsen er en skarpsindig og idérig forsker med betyde- lige analytiske evner, en udpræget problemhistoriker, hvis styrke forst og fremmest ligger inden for diplomforskningen og i påvisningen at retlige og institutionelle sammenhæng. Han er lige hjemmevant i biblioteker og arkiver og har i sine arkivundersøgelser vist megen sporsans. Ikke mindst hans omfattende kendskab til europæisk mid- Afgang og udnævnelser af professorer 85 delalder har gjort det muligt for ham at kaste nyt lys over vigtige problemer i nordisk historie. Skont hans arbejder ikke sjældent skæm- mes af en tilbøjelighed til formalisme og en dermed sammenhængende svaghed i kildefortolkningen, bringer de mange sikre landvindinger. Som det fremgår af det ovenfor anførte, må valget træffes mellem dr. Ladewig Petersen og dr. Skyum-Nielsen, som begge er klart kom- petente til at beklæde det opslåede professorat. Begge er øvede uni- versitetslærere og dygtige historikere, men af så forskellig forskertype, at en sammenligning mellem dem er overordentlig vanskelig. Imidler- tid linder vi, at dr. Skyum-Nielsens videnskabelige fortjenester er fyl- digere og udførligere dokumenteret, hvorfor vi énstemmigt indstiller ham til den ledige lærestol.« Udvalgets indstilling blev i overstemmelse med § 3, stk. 7, tilstillet ansøgerne, af hvilke ingen indsendte bemærkninger. Efter at indstillingen var blevet tiltrådt af fakultetet på dettes møde den 20. september 1965 og af Konsistorium i mødet den 29. september 1965, videresendtes sagen til ministeriet under 13. oktober 1965. Herefter blev ved kgl. resolution af 17. december 1965 universitets- lektor, dr. phil. Niels Holger Skyum-Nielsen udnævnt til professor i historie ved Københavns universitet fra den 1. december 1965 at regne. i. Oprettelse af et ordinært professorat i matematik og professor, dr. phil. Bent Fugledes udnævnelse til professor i dette fag (j. nr. 295/64). Som en nødvendig følge af den nye matematisk-naturvidenskabelige studieordning blev der på forslag til normeringsloven for 1965-66, folketingstidende for 1964-65, tillæg A, spalte 1661-62, oprettet et professorat i matematik ved Københavns universitet. Efter at det således oprettede embede var blevet opslået ledigt, blev under 8. juni 1964 den indkomne ansøgning, nemlig fra professor ved Danmarks tekniske Højskole, dr. phil. Bent Fuglede tilstillet universi- tetet til erklæring. Til at bedømme den indkomne ansøgning nedsatte det matematisk naturvidenskabelige fakultet i henhold til § 2, stk. 2, i kgl. anordning af 5. februar 1953 om ansættelse af professorer ved Kobenhavns univer- sitet et udvalg bestående af professorerne, dr. phil. Børge Jessen, dr. phil. Werner Fenchel, dr. phil. Thøger Bang og dr. phil. Hans Tornehave. Under 17. november 1964 afgav udvalget følgende indstilling: »Det af fakultetet nedsatte udvalg til bedømmelse af de til det ny- oprettede professorat i matematik indkomne ansøgninger består af professorerne ved Københavns Universitet Børge Jessen, Werner Fen- chel, Thøger Bang og Hans Tornehave. 86 Universitetets årbog 1964-65 Der er indkommet een ansøgning. Ansøgeren er professor ved Dan- marks tekniske Højskole, dr. phil. Bent Fuglede. Professor Fuglede er født 1925, cand. mag. et mag. scient 1948 og dr. phil. 1960. Efter at have haft forskellige videnskabelige stillinger ved Danmarks tekniske Højskole og Københavns Universitet (senest som lektor -og afdelingsleder her) og et længere studieophold i USA samt to semestres ophold ved Lunds Universitet som nordisk docent i matematik blev Bent Fuglede udnævnt til professor i matematisk ana- lyse ved Danmarks tekniske Højskole i 1960. Hans første 6 videnskabelige arbejder omhandler lineære operatorer. Heraf er »Lineære operatorer i det Hilbertske rum« en velskrevet eks- positorisk fremstilling. De sidste tre er affattet sammen med R. V. Kadison, og opklarer en række spørgsmål i den af F. J. Murray og J. v. Neumann skabte teori for faktorer i ringe af operatorer, medens den første og den tredie behandler en kommutativitetssætning. Den lille meddelelse fra 1954 er det første forvarsel om de dybt- gående undersøgelser, som udgør emnet for hans disputats. Sidste del af denne publiceredes 1960, men forinden var der faldet forskellige biprodukter ud af undersøgelserne, nemlig »On a theorem of Riesz«, der i forskellige retninger generaliserer en klassisk sætning af F. Riesz om det ubestemte integral af funktioner tilhørende den såkaldte klasse Lp, og 11, som giver en integralgeometrisk formel for funktioner i rum af højere dimension. Selve disputatsen er udkommet som to jævnbyrdige dele og om- handler lukkede udvidelser af partielle difTerentialoperatorer. Man be- tragter funktioner fra de generelle klasser Lp i rum af hojere dimension; for dette udvidede funktionsområde vil mange af de sædvanlige inte- gralformler, som f. eks. Gauss' formel, være uanvendelige, idet funk- tionernes integraler på flader af lavere dimension end rummets ikke behøver at eksistere. G. de Rham og andre matematikere har vist, hvordan man på forskellig måde kan råde bod på denne mangel, men Fugledes disputats giver en ny og original vej til at klare vanskelig- heden, ved indførelsen af begrebet »undtagelsessystemer« af flader, idet det vises, hvorledes man ved at se bort fra sådanne systemer kan op- retholde den sædvanlige kalkyle, samtidig med at systemerne (som bliver en vidtgående generalisation af de fra punktmængder velkendte »nulmængder«) bliver så forsvindende, at det for de relevante anven- delser er tilladeligt at se bort fra dem. Den benyttede nødvendige metrisering af systemerne viser sig som specialtilfælde (for p = 2) at omfatte den tidligere af A. Beurling indførte »ekstremallængde«. Hans senere arbejder behandler især potentialteori. Der bygges vi- dere på den moderne potentialteori, således som den er skabt af Lund- skolen (O. Frostman og M. Riesz) og dyrket af bl. a. H. Cartan. og i de følgende arbejder og fremad, gøres det indenfor den mere generelle Afgang og udnævnelser af professorer 87 ramme, som skyldes især G. Chouquet. De mindre artikler er interes- sante specialstudier i udkanten af hans egentlige forskningsområde. Det fremgår af ovenstående, at Bent Fugledes videnskabelige inter- esser samler sig om emnerne lineære operatorer, partielle differential- ligninger og potentialteori, d.v.s. emner, som i hoj grad er i søgelyset for den aktuelle matematiske interesse, og som det vil være af værdi at have godt repræsenteret ved Københavns universitet. Arbejderne vidner om store kundskaber og et godt matematisk blik, og de senere store arbejder viderefører på betydningsfuld måde mo- derne undersøgelser på de nævnte områder og viser en dyb indtrængen i emnerne. Hans skrivemåde er virtuos, uden overflødig længde, men med stor omhu og præcision, og for læsere som er inde i de vanskelige emner er det en nydelse af følge hans fremstilling. Det skal tilføjes, at professor Fuglede gennem sin hidtidige under- visningsvirksomhed har haft lejlighed til at demonstrere sine gode evner til - og sin erfaring i - også at varetage en mere rutinepræget undervisning. Konklusionen af det ovenstående må blive, at professor Fuglede på udmærket måde er kvalificeret til den opslåede stilling, og vi skal derfor indstille, at professoratet i matematik besættes med Bent Fuglede.« Indstillingen blev i overensstemmelse med anordningens § 3, stk. 7, tilstillet ansøgeren, der ikke har indsendt bemærkninger dertil. Efter at fakultetet i sit møde den 8. december 1964 og Konsistorium i mødet den 16. december 1964 havde tiltrådt indstillingen, videre- sendtes den under 21. december 1964. Herefter blev ved kgl. resolution af 9. januar 1965 professor, dr. phil. Bent Fuglede udnævnt til professor i matematik ved Københavns uni- versitet fra den 1. januar 1965 at regne. j. Oprettelse af et ordinært professorat i geofysik og udnævnelse af stats- geodæt, dr. phil. Henry Jensen til professor i dette fag (j. nr. 535/49 og 258/64). Under 22. oktober 1951 afgav det matematisk-naturvidenskabelige fakultet følgende indstilling: »I en betænkning afgivet 25. november 1947 af et af fakultetet ned- sat udvalg til undersøgelse af universitetets uddannelses- og forsknings- muligheder inden for den geofysiske faggruppe foresloges det, at der oprettedes såvel et professorat i teoretisk meteorologi som et professo- rat i geofysik. Udvalgets indstilling tiltrådtes af fakultetet, og efter indstilling fra universitetet bevilgedes oprettelsen af et professorat i 88 Universitetets årbog 1964-65 teoretisk meteorologi. Derimod blev oprettelsen af professoratet i geofysik udskudt. Med henblik på den store betydning, som det geofysiske studium og den geofysiske forskning har fået i vore dage, og især på de store op- gaver, der i denne henseende trænger sig på for vort lands vedkom- mende, vil en snarlig oprettelse af et professorat i geofysik være meget ønskelig. Det vil herved blive muligt at tage en forskning og undervis- ning op indenfor vigtige områder såsom oceanografi, gravimetri, mag- netologi og seismologi, som interfererer med en række naturvidenska- ber såsom geodæsi, astronomi og fysisk geografi. De til dette forsknings- område knyttede videnskabelige problemer er delvis af grundlæggende betydning for vor naturerkendelse, og dertil kommer, at fagområdets metoder og resultater har stor praktisk betydning. Undervisning i disse fag vil ikke alene være en betingelse for de studerendes uddannelse, men tillige mere og mere blive påkrævet for at opnå den fornødne til- gang til videnskabeligt arbejde på allerede eksisterende institutioner ikke blot indenfor universitetet men også pa sådanne institutioner, som ikke horer til universitetet, nemlig meteorologisk institut og geodætisk institut. Danmark har pa dette forskningsområde betydelige traditioner og står i øjeblikket over for meget omfattende og såvel praktisk som vi- denskabeligt set betydningsfulde opgaver. Der kan således peges på en række forskningsopgaver og praktiske opgaver af geofysisk art (magnetiske undersøgelser, navnlig undersøgelse af den kosmiske strå- ling) vedrørende ikke blot det egentlige Danmark, men tillige Fær- øerne og Grønland. Ikke mindst i det sidstnævnte omrade står man over for forpligtelser af stor videnskabelig, praktisk og national interesse. For dette arbejdes fremme og for sikringen af Danmarks kulturelle plads er det meget ønskeligt at få en nær kontakt mellem uddannelsen, forskningen og den praktiske gerning. Med henvisning hertil skal fakultetet andrage om, at der på nor- meringsloven for 1952/53 oprettes et professorat i geofysik ved Køben- havns universitet.« På normeringsloven for 1952-53, jfr. forslag til normeringsloven for 1952-53, rigsdagstidende for 1951-52, tillæg A, spalte 5401-02, op- rettedes et professorat i geofysik ved Københavns universitet. Efter at det således oprettede embede var blevet opslået ledigt, blev under 8. og 31. juli 1952 de indkomne 4 ansøgninger, nemlig fra ama- nuensis, dr. phil. Niels Arley, dr. philos. Oddvar Bjorgum, statsmeteo- rolog, cand. mag. Viggo Laursen og statsgeodæt, mag. scient. Inge Lehmann tilstillet universitetet til erklæring. Til at bedømme de indkomne ansøgninger nedsatte det matematisk- naturvidenskabelige fakultet i henhold til § 2 i kgl. anordning af 15. Afgang og udnævnelser af professorer 89 maj 1932 om regler for ansættelse af professorer ved Kobenhavns uni- versitet et udvalg bestående af professorerne, dr. phil. N. E. Nørlund, dr. phil. Niels Bohr, dr. phil. A. Noe-Nygaard, dr. philos. Ragnar Fjortoft og lektor, direktor Helge Petersen. Under 22. april 1953 afgav udvalget følgende indstilling: »Til det ledige professorat i geofysik har der meldt sig følgende fire ansøgere: 1. amanuensis, dr. phil. Niels Arley, født 1911; 2. dr. phil. Oddvar Bjorgum, Geofysisk Institutt, Bergen, fodt 1916; 3. statsmeteorolog, cand. mag. Viggo Laursen, fodt 1904; 4. statsgeodæt, mag. scient. Inge Lehmann, fodt 1888. Det af fakultetet nedsatte udvalg til bedømmelse af de indkomne ansøgninger har delt sig i et flertal og et mindretal. Flertallet (under- tegnede Bohr, Fjortoft, Helge Petersen og Norlund) udtaler følgende: Dr. Niels Arleys omfangs- og indholdsrige videnskabelige produk- tion vidner om en overlegen beherskelse af de til behandlingen af fysiske problemer udviklede matematiske metoder, samt om et åbent blik for anvendelsen af disse metoder på forskellige områder af naturviden- skaben. Således har dr. Arley givet betydningsfulde bidrag til udforskningen af atomfysiske problemer, især i forbindelse med studiet af den kos- miske stråling, der, samtidig med at den har ydet så vigtige oplysnin- ger om egenskaberne hos de elementære partikler, hvoraf stoffernes atomer er bygget op, har åbnet nye muligheder for undersøgelser af talrige astronomiske og geofysiske problemer. Dr. Arleys arbejder pa dette område har mødt megen anerkendelse, og ikke mindst er hans doktordisputats »On the Theory of Stochastic Processes and their Application to the Theory of Cosmic Radiation« stadig et meget be- nyttet hjælpemiddel til orientering inden for området. I de seneste år har dr. Arley endvidere benyttet sit indgående kend- skab og sin overlegne beherskelse af de til behandling af så mange om- råder af fysikken anvendte statistiske metoder til en nærmere analyse af biologiske problemer, særlig i forbindelse med undersøgelser over frembringelse af kræftsvulster ved forskelligartet påvirkning af organ- ismerne, og har på dette område, i samarbejde med videnskabsmænd på Fibiger-Instituttet, udviklet interessante og lovende synspunkter, der i øjeblikket er genstand for nærmere prøvelse på biologiske institu- tioner i forskellige lande. I forbindelse med dr. Arleys ansøgning om professoratet i geofysik må imidlertid særlig fremhæves de studier og arbejder, som han i de sidste år har udført over geomagnetiske problemer. I forbindelse med 90 Universitetets årbog 1964-65 den interesse, som de endnu uløste spørgsmål vedrørende oprindelsen af jordmagnetismen netop i disse år har vakt, har dr. Arley således taget initiativet til en udmåling af magnetfeltet på store havdybder, til hvilken Galathea-dvbhavsekspeditionen frembød en gunstig lejlig- hed for en indsats fra dansk videnskabs side. Ved denne opgave har dr. Arley ikke alene lagt stor energi og om- sigt for dagen ved undersøgelsernes planlæggelse, men i samarbejde med videnskabsmænd på Meteorologisk Instituts geomagnetiske labo- ratorium og med ingeniører fra forskellige danske industrielle virksom- heder er det lykkedes ham at udvikle et særligt apparatur, som til- lader at anvende de forfinede måleinstrumenter under forhold, der beskytter disse imod de enorme tryk, som de overliggende vandmasser udover på de store havdybder. Selv om målingerne, der krævede over- vindelsen af store vanskeligheder, ikke har kunnet bringes til afslut- ning på Gaiathea-ekspeditionen, er en meget lovende begyndelse gjort til udforskningen af et betydningsfuldt undersøgelsesområde. Ligesom dr. Arleys undersøgelser over den kosmiske stråling har disse arbejder bragt ham i nøje videnskabelig forbindelse med de mange fremragende forskere verden over, der især som følge af de udsigter, som de igennem atomfysikken udviklede synspunkter og eksperimen- telle metoder har åbnet, i stedse højere grad har vendt deres interesse til geofysiske problemer af forskelligste art. Ikke alene må dr. Arley