II. AFGANG OG UDNÆVNELSER
AF PROFESSORER
a. Professor, dr. theol. Hal Kochs død og universitetsadjunkt, dr. theol.
Leif Henning Grånes udnævnelse til professor i teologi med kirke- og
dogmehistorie, særlig Nordens kirkehistorie, som hovedfag
(j. nr. 505/63).
Den 10. august 1963 afgik professor i teologi med kirke- og dogme-
historie, særlig Nordens kirkehistorie, som hovedfag, Hal Koch ved
doden.
Efter at det således ledigtblevne embede var blevet opslået ledigt,
blev under 5. december 1963 de indkomne 3 ansøgninger, nemlig fra
videnskabelig assistent, dr. theol. Jacob Leth Ralling, forskningsstipen-
diat, dr. theol. Knud Banning og universitetsadjunkt, dr. theol. Leif
Henning Gråne, tilstillet universitetet til erklæring.
Til at bedømme de indkomne ansøgninger nedsatte det teologiske
fakultet i henhold til § 2, stk. 2 i kgl. anordning af 5. februar 1953 om
ansættelse af professorer ved Kobenhavns universitet et udvalg be-
stående af professorerne, dr. theol. Niels Knud Andersen, dr. theol.
Torben Christensen og dr. theol. P. G. Lindhardt, Aarhus. Efter at
dr. Knud Banning ved skrivelse af 17. april 1964 havde trukket sin
ansøgning tilbage, afgav udvalget under 21. april 1964 følgende ind-
stilling:
»Ved udlobet af den af fakultetet fastsatte frist, den 1. marts 1964,
for indlevering af arbejder, der ønskedes lagt til grund for bedømmelsen
af de pågældendes kvalifikationer, forelå fra dr. Balling følgende ar-
bejder:
Afsnittet »Kirkebygning og kirkekunst« i »Den danske Kirkes Histo-
rie«, I, 1950.
Anmeldelser i »Dansk Teologisk Tidsskrift« 1949 og 1951.
»Kongen, Himlens repræsentant«, artikel i tidsskriftet »Vor Viden«,
1959.
Studier over investiturstridsperiodens embedstænkning, 1963 (dispu-
tats).
Afsnittene 300-800 (»Tre kulturer«) og 800-1300 (»Middelalder« med
undtagelse af de nordiske partier) i Gads historie for gymnasier og se-
minarier, I—11, 1963.

44
Universitetets årbog 1963-64
»Kongedømmet af Guds nåde og den gregorianske reaktion«, fore-
drag i Teologisk forening, Kobenhavn, 1957 (i manuskript).
»Magt og religion i Middelalderen«, 6 forelæsninger ved Folkeuniver-
sitetet i Kobenhavn 1963 (i manuskript).
»Eskil og Absalon, to Stormænd«, forelæsning 1963 (i manuskript).
»Korstogene«, foredrag i Teologisk forening, København 1963 (i
manuskript).
Dr. Ballings disputats beskæftiger sig med et centralt og vanskeligt
tilgængeligt emne inden for Middelalderens kirke- og kulturhistorie.
Forskningsområdet er allerede stærkt gennemarbejdet, men ikke desto
mindre har han i hoj grad været i stand til at afvinde det nye og inter-
essante aspekter. Såvel i det formelle som i det saglige kan der rettes
kritiske indvendinger mod dette arbejde, men forfatteren har her lagt
en overordentlig fortrolighed med vide middelalderlige problemkom-
plekser for dagen, evnet at underkaste et relevant kildemateriale en
skarpsindig analyse og anlægge en selvstændig konciperet vurdering.
De øvrige indleverede arbejder er ikke egentlige forskningsbidrag,
men dokumenterer på overbevisende måde dr. Ballings eminente for-
trolighed med Middelalderens historie under såvel kulturelle som social-
politiske, økonomiske og religiøse synsvinkler.
Både disputatsen og de mindre arbejder viser dr. Balling som en
særpræget forskerbegavelse, der formår at definere væsentlige proble-
mer og behandle dem, så der åbner sig afgørende perspektiver, og ikke
mindst de mindre arbejder afslører klart hans duelighed til at frem-
lægge et svært tilgængeligt stof på en både åndfuld og pædagogisk måde.
Dr. Gråne har fremlagt følgende arbejder:
»Fra reformationsjubilæet 1817«. Dansk teologisk tidsskrift 1950.
»Retfærdiggørelse og helliggøreise i den unge Luthers teologi«. Dansk
teologisk tidsskrift 1954.
»Lov og nåde i Luthers Galaterbrevsforelæsning 1516-17«. Svensk
teologisk kvartalskrift 1954.
»Gabriel Biels lære om Guds almagt«. Dansk teologisk tidsskrift 1955.
»Gabriel Biels Lehre von der Allmacht Gottes«. Zeitschrift ftir Theo-
logie und Kirche 1956.
»Om forholdet mellem filosofi og teologi hos Luther«. Dansk teolo-
gisk tidsskrift 1956.
Confessio Augustana. Oversættelse med noter. Indforelse i den lu-
therske reformations hovedtanker. 1959.
Contra Gabrielem. Luthers Auseinandersetzung mit Gabriel Biel in
der Disputation contra Scholasticam theologiam 1517, 1962 (Disputats).
»Om Luthers anvendelse af den middelalderlige tradition i De cap-
tivitate babylonica«. Evangelium og Sakramente. Festskrift til
K. E. Skydsgaard 15.11.1962. 1962.
Afgang og udnævnelser af professorer
45
Pierre Abélard (i manuskript, udkommer som bog i 1964).
Forelæsninger over forholdet mellem nåden og den fri vilje i den
skolastiske teologi fra Anselm til Ockham (i manuskript).
Forelæsninger over Augustins teologi (i manuskript).
Anmeldelse af Luthers salmeforelæsning i Weimar-udgaven Bd. 55
i Kyrkohistorisk Årsbok 1964 (i korrektur).
Dr. Grånes væsentlige forskningsindsats samler sig om Senmiddel-
alderens og Reformationstidens kirkehistorie. Hans disputats viser evne
til at give sig i kast med et centralt og vanskeligt emne. l ian har doku-
menteret omfattende lærdom og sikker videnskabelig arbejdsmetode
og har vist stor evne til at leve sig ind i Senmiddelalderens filosofiske
og teologiske tænkning; dette fremgår ikke mindst af hans indtræn-
gende analyse af centrale afsnit af Biels Collectorium. Lutherafsnittet
står svagere, men viser dog en overordentlig fortrolighed med den
unge Luthers tankeverden. Bogen om Confessio Augustana og de min-
dre afhandlinger om luthersk teologi er ligeledes et tydeligt vidnesbyrd
om et meget bredt kendskab til Reformationstiden og en stærk op-
tagethed af dens problematik. De indleverede manuskripter vedrorende
Middelalderen kan ikke i samme grad betragtes som selvstændige forsk-
ningsbidrag, men rober både betydelige kundskaber og evne til at ar-
bejde sig ind i andre og væsentlige områder af kirkehistorien.
Hans fremstillingsform er klar, og de indsendte forelæsninger viser
et oplagt pædagogisk talent.
Det ville have været ønskeligt, om ansøgerne havde kunnet doku-
mentere mere indgående beskæftigelse med Nordens kirkehistorie.
Alligevel er der i udvalget ingen som helst tvivl om, at de begge er
fuldt kvalificerede til det ledige embede. Der er endvidere enighed om,
at det er vanskeligt at give den ene et bestemt fortrin frem for den
anden. Imidlertid har et flertal (professorerne Niels Knud Andersen og
Torben Christensen) ment at måtte indstille dr. Gråne, medens et
mindretal (professor Lindhardt) er af den opfattelse, at dr. Balling
bør foretrækkes.«
Udvalgets indstilling blev i overensstemmelse med § 3, stk. 7, i den
nævnte anordning tilstillet ansøgerne, af hvilke ingen indsendte be-
mærkninger.
Efter at indstillingen var blevet tiltrådt af fakultetet og af Konsi-
storium i dettes møde den 20. maj 1964, blev den under 10. juni 1964
indsendt til ministeriet, hvorefter universitetsadjunkt, dr. theol. Leif
Henning Gråne ved kgl. resolution af 1. august 1964 blev udnævnt til
professor i teologi med kirke- og dogmehistorie, særlig Nordens kirke-
historie, som hovedfag ved Københavns universitet fra den 1. august
1964 at regne.

46
Universitetets årbog 1963-64
b. Professor, dr. jur. 0. A. Borums afgang fra universitetet og universi-
tetslektor, dr. jur. Isi Foighels udnævnelse til professor i retsvidenskab
(j. nr. 137/64).
Ved kgl. resolution af 22. januar 1964 blev der meddelt professor i
retsvidenskab, dr. jur. O. A. Borum afsked efter ansøgning på grund
af alder og med pension fra den 31. august 1964 at regne.
Efter at det således ledigtblevne embede var blevet opslået ledigt,
blev under 2. april 1964 den indkomne ansøgning, nemlig fra advokat,
universitetslektor, dr. jur. Isi Foighel, tilstillet universitetet til er-
klæring.
Til at bedømme den indkomne ansøgning nedsatte det rets- og stats-
videnskabelige fakultet i henhold til § 2, stk. 2, i kgl. anordning af
5. februar 1953 om ansættelse af professorer ved Københavns univer-
sitet et udvalg bestående af professorerne, dr. jur et phil. Alf Ross,
dr. jur. Bernhard Gomard og dr. jur. W. E. von Eyben.
Under 18. juni 1964 afgav udvalget følgende indstilling:
»Udvalget har afholdt møde den 18. juni 1964. Alle udvalgets med-
lemmer var til stede.
Ansøgeren er født den 21. december 1927 og således 36 år gammel.
Han blev student 1946, cand. jur. 1952 og dr. jur. 1961. Fra 1948-
1952 har han virket som manuduktør i folkeret og siden 1952 som lektor
i retsvidenskab ved Kobenhavns universitet. Lektoratet har forst og
fremmest omfattet undervisning i folkeret, men ansøgeren har dog
herudover på forskellig vis deltaget i anden undervisning, f. eks. ved
lejlighedsvis afholdelse af kursus i almindelig retslære, ligesom han
også har deltaget i eksaminationerne i samtlige offentligretlige fag. An-
søgeren har desuden deltaget i undervisningen på Handelshøjskolen i
Kobenhavn, Flyvevåbnets Officersskole samt Folkeuniversitetet.
I 1956 modtog ansøgeren bestalling som landsretssagfører, og i 1957
etablerede han selvstændig advokatvirksomhed, som han stadig driver.
I 1961 erhvervede han moderet for højesteret.
I 1962 var dr. Foighel blandt ansøgerne til et da opslået professorat
i retsvidenskab. Selvom han ikke blev den foretrukne, blev han anset
for kvalificeret til at beklæde det pågældende professorat.
Ansøgeren anfører i sin ansøgning, at hans litterære virksomhed
omfatter 9 arbejder.
Ved siden af sin litterære virksomhed har ansøgeren også på anden
måde beskæftiget sig med teoretisk behandling af juridiske problemer.
Han har således som medlem af forskellige udvalg nedsat af Interna-
tional Bar Association, International Law Association og OECD del-
taget i det internationale studiesamarbejde, ligesom han gennem fore-
drag, radioudsendelser og indlæg på juristmoder har deltaget i den
Afgang og udnævnelser af professorer
47
aktuelle debat om juridiske spørgsmål af teoretisk eller praktisk ka-
rakter.
Ansøgerens litterære produktion og anden videnskabelig virksom-
hed angår hovedsagelig folkeretlige problemer - et forhold der står i
naturlig sammenhæng med at folkeretten har været hans undervisnings-
område som lektor. Hans hovedindsats er doktorafhandlingen om
Nationalisering af fremmed ejendom, der må karakteriseres som et dyg-
tigt arbejde, der vidner om sund juridisk dommekraft i forbindelse med
evne til teoretisk analyse og systematisering. Det må antages, at hans
mangeårige virksomhed som advokat har bidraget til at udvikle den
dommekraft, der i den juridiske tænkning er af stor betydning som
supplement til den abstrakte teori.
Ansøgeren har, som nævnt, gennem en årrække virket som lektor
ved Københavns universitet og i betydeligt omfang deltaget i under-
visningen og har herved vist sig i besiddelse af udmærkede pædagogiske
evner.
Det er udvalgets opfattelse, at ansøgeren gennem sit virke af litte-
rær og anden art har dokumenteret så betydelige videnskabelige og
pædagogiske evner, at han må anses for kvalificeret til at beklæde
det opslåede professorat, uanset at den der ansættes fortrinsvis skal
have retspleje som sit undervisningsområde. Den dogmatiske rets-
videnskabelige forskning og metode udgør en sådan enhed, at det i
almindelighed er berettiget at se bort fra speciel kvalifikation, når an-
søgeren iøvrigt har lagt for dagen, at han besidder de intellektuelle
evner og den almindelige modenhed, der i forbindelse med sagkundskab
indenfor et vist område er de nødvendige forudsætninger for med dyg-
tighed at kunne drive retsvidenskabelig forskning og varetage den
juridiske undervisning.
Udvalget mener, som det vil fremgå af det foregående, at dr. Foighel
er i besiddelse af disse almene retsvidenskabelige kvalifikationer. Der-
til kommer at han gennem sin mangeårige advokatvirksomhed har haft
lejlighed til i praksis at erhverve et førstehåndskendskab til retsplejen
i alle dens forgreninger. Han har i sin ansøgning oplyst, at han har
procederet i alle instanser og for specialretter samt for private vold-
giftsretter. Ligeledes at han er fortrolig med skiftebehandling af døds-
boer i alle former og i vidt omfang har beskæftiget sig med konkurs-
boer, akkordboer, frivillige likvidationer og betalingsstandsninger.
Endelig har han virket som forsvarer i straffesager og som medhjælper
for auditøren ved søværnet haft lejlighed til at gøre sig bekendt med
den militære retspleje og anklagemyndighedens funktioner. Alt dette
må, efter vor opfattelse, have givet ansøgeren en sum af erfaringer og
kundskaber på retsplejens område, som vil være af stor værdi for den
teoretiske behandling af retsplejens problemer såvel som før undervis-
ningen i faget.
48
Universitetets årbog 1963-64
Under henvisning til foranstående indstiller udvalget eenstemmigt,
at dr. Isi Foighel ansættes i det opslåede professorat i retsvidenskab.«
Udvalgets indstilling blev i henhold til § 3, stk. 7 i den nævnte an-
ordning tilstillet ansøgeren, der ikke fremsendte bemærkninger dertil.
Efter at indstillingen var blevet tiltrådt af fakultetet i et møde
den 29. juni 1964 og af Konsistorium i et møde den 16. september
1964, blev den indsendt til ministeriet, hvorefter advokat, universitets-
lektor, dr. jur. Isi Foighel ved kgl. resolution af 3. november 1964 blev
udnævnt til professor i retsvidenskab ved Københavns universitet fra
den 1. november 1964 at regne.
c. Oprettelse af et professorat i fysiologi og udnævnelse af afdelingsleder,
lektor, dr. med. Poul Kruhoffer til professor i fysiologi
(j. nr. 523/62).
Under 2. oktober 1962 indgav det lægevidenskabelige fakultet føl-
gende andragende:
»Fakultetet skal med den nedenfor anførte begrundelse ansøge om,
at der på førstkommende normeringslov oprettes et nyt professorat i
fysiologi under det lægevidenskabelige fakultet, således at dette fag
fremtidig blev repræsenteret ved to lærestole under fakultetet.
Det stigende studentertal og det heraf betingede øgede undervis-
nings- og administrationsarbejde har allerede bevirket, at der på sidste
normeringslov blev oprettet to nye professorater i normal anatomi ved
fakultetet. De samme argumenter er gyldige for faget fysiologi, som
tilligemed anatomien og biokemi er blandt de første, hvor presset af
de store studenterårgange gør sig gældende.
Indtil slutningen af 1950'erne lå den årlige tilgang af nye studerende
til det medicinske studium ved Københavns universitet på knap 300.
I de sidste år er tilgangen imidlertid vokset betydeligt: 1960 345, 1961
425 og 1962 ca. 560. Fakultetet forventer, at stigningen vil fortsætte
i de nærmest kommende år. I år er forholdet det, at studentertallet er
steget mere end forudberegnet med det resultat, at man ikke har kun-
net modtage 38 - ganske vist for sent tilmeldte - studenter til kurser
og øvelser ved studiets begyndelse. Der foreligger derfor allerede nu
en yderst alvorlig situation for 1. dels undervisningen.
Fagprofessoren i fysiologi har allerede tidligere overfor fakultetet og
universitetet påpeget, at en fordobling af studentertallet i forhold til
året 1960 vil nødvendiggøre opførelsen af et nyt medicinsk-fysiologisk
institut, som tænkes indrettet i det af fakultetet foreslåede store me-
dicinske centralinstitut, Panuminstitutet.
Realiseringen af Panuminstitutet kan imidlertid i bedste fald forst
forventes om nogle år, og da den omtalte fordobling sandsynligvis vil
Afgang og udnævnelser af professorer
49
være en realitet i lobet af 1-2 år, er fakultetet af den bestemte opfat-
telse, at en dublering af fysiologiprofessoratet allerede nu er blevet
tvingende nødvendigt, og at sagen ikke kan udskydes, indtil der kan
bygges et nyt medicinsk-fysiologisk institut i nævnte centralinstitut.
At undervisningen og dennes administration i en disciplin som den
medicinske fysiologi af op til 600 studerende pr. år skulle være under-
lagt en enkelt professor må anses for en urimelighed, som ikke har
nogen parallel indenfor universitetets øvrige fakulteter.
En dublering af fysiologiprofessoratet vil rejse en række vanskelig-
heder, forst og fremmest af pladsmæssig karakter.
På universitetets rektors foranledning har der været fort forhandlin-
ger mellem repræsentanter for det matematisk-naturvidenskabelige og
det lægevidenskabelige fakultet om den fremtidige anvendelse af det
biofysiske laboratoriums lokaler i universitetets fysiologiske institut
på Juliane Mariesvej og af lokalerne i det fysisk-kemiske instituts tid-
ligere bygning på Blegdamsvej.
Specielt hvis de lokaler i bygningen på Blegdamsvej som i øjeblikket
benyttes til undervisning af studerende ved Danmarks tekniske Høj-
skole, kan frigøres, vil de lokaler, som fakultetet påregner at komme
til at råde over i bygningen pa Blegdamsvej i forbindelse med bio-
fysisk laboratoriums lokaler på Juliane Mariesvej kunne rumme såvel
et midlertidigt nyt medicinsk-fysiologisk institut som det planlagte
biofysiske institut under det lægevidenskabelige fakultet, i hvert fald
hvis dette sidste også primært gives en midlertidig form.
Det skal understreges, at indretningen af et medicinsk-fysiologisk
institut i de omtalte lokaler kun kan have karakter af en nødforanstalt-
ning. Der kan i denne forbindelse peges på, at de bygningsmæssige for-
anstaltninger i de allerede til laboratorier indrettede lokaler formentlig
vil være begrænsede, og at den nødvendige investering i udstyr til et
midlertidigt institut ikke vil være spildt, idet udstyret vil kunne over-
fores til den afdeling i Panuminstitutet, som i fremtiden skal rem-
placere det midlertidige institut.
Om det påkrævede personale til det foreslåede institut kan man
tentativt anfore, at der må oprettes en afdelingslederstilling, 3-4
videnskabelige assistentstillinger, 4 ikke-videnskabelige assistentstil-
linger, en stilling som mekaniker og en stilling som laborant.
De nødvendige bygningsforanstaltninger og den nærmere personale-
mæssige opbygning af det nye institut samt spørgsmålet om annuums
størrelse og anskaffelse af apparatur mener man at burde udskyde,
indtil den nye professor er udpeget.«
På normeringsloven for 1963-64, jfr. forslag til normeringslov for
1963-64, folketingstidende for 1962-63, tillæg A, spalte 1353-54, op-
rettedes et professorat i fysiologi ved Københavns universitet.
50
Universitetets årbog 1963-64
Efter at det således nyoprettede embede var blevet opslået ledigt,
blev tinder 3. maj 1963 den indkomne ansøgning fra afdelingsleder, lek-
tor, dr. med. Poul Weber Kruhoffer tilstillet universitetet til erklæring.
Til at bedomme den indkomne ansøgning nedsatte det lægeviden-
skabelige fakultet i henhold til § 2, stk. 2, i kgl. anordning af 5. februar
1953 om ansættelse af professorer ved Københavns universitet et ud-
valg bestående af professorerne, dr. med. E. Lundsgaard, dr. med.
F. Buchthai og dr. med. A. Tybjærg Hansen. Dette udvalg afgav un-
der 23. oktober 1963 følgende indstilling:
»Om det pr. 1. april d. å. oprettede professorat i fysiologi under det
lægevidenskabelige fakultet ved Københavns universitet er indkommet
een ansøgning, nemlig fra afdelingsleder, lektor, dr. med. Poul Weber
Kruhøffer.
Ansøgeren er født d. 15.11.1914.
Han har absolveret matematisk-naturvidenskabelig studentereksa-
men ved Skt. Jorgens Gymnasium 1933 og lægevidenskabelig embeds-
eksamen ved Københavns Universitet vinteren 1940-41 med karakte-
ren 2442/3 points.
1950 erhvervede ansøgeren doktorgraden i medicin ved Københavns
universitet.
Udover turnustjeneste har ansøgeren forrettet tjeneste som fast
kandidat i 1 år ved medicinsk afdeling C, Bispebjerg Hospital samt i
3 måneder som kandidatvikar ved forskellige specialafdelinger.
Fra september 1943 har ansøgeren - bortset fra to orlovsperioder -
været ansat ved Københavns universitets medicinsk-fysiologiske insti-
tut. I tiden 1943-1950 som videnskabelig assistent, 1950-1954 som
amanuensis II, 1954-1958 som amanuensis I og fra 1958 som afdelings-
leder. 1952 udnævntes ansøgeren til lektor i fysiologi.
Under 2 års orlov 1956-1958 har ansøgeren været ansat som pro-
fessor i fysiologi under WHO ved et nyoprettet universitet i Medan
(Indonesien).
Under en orlov i perioden november 1948-august 1949 har ansøge-
ren som Rockefellerstipendiat været på studieophold ved Department
of Biochemistry, School of Medicin, Western Reserve University,
Cleveland, Ohio og har yderligere besøgt forskellige fysiologiske og
biokemiske afdelinger i staterne.
Ansøgeren har indsendt en literaturliste omfattende 17 numre. Af
disse er de 12 eksperimentelle arbejder, medens de 5 må betegnes som
oversigtsartikler.
Som fremhævet af ansøgeren selv falder hans videnskabelige arbej-
der væsentligst indenfor områderne: nyrefunktion, extracellulærvolum-
net og mekanismen ved stoffers fordeling i dette. Luftudvekslingen
mellem alveoleluft og blod og intermediærstofskiftet m. m.
Afgang og udnævnelser af professorer
51
Hovedarbejdet indenfor gruppen »nyrefunktionen« er disputatsen,
der forsvaredes 1950. Denne er et stort og dygtigt gennemfort ekspe-
rimentelt arbejde. Disputatsen beskæftiger sig hovedsagelig med den
tubulære behandling af plasmaets principale joner (Na+, K+ og cl-),
men omfatter også undersøgelser over glukosereabsorptionen, der har
kunnet belyse mekanismen ved filtrationsvariationer. Som særligt
fortjenstfuld kan påvisningen af en tubulær sekretion af Kalium frem-
hæves, et led i nyrefunktionen, som på daværende tidspunkt endnu
ikke var sikkert dokumenteret.
Sin indgående indsigt i alkali-metaljonernes transportmekanismer
har ansøgeren yderligere dokumenteret i sin store oversigtsafhandling
»Handling of Alkali Metal Ions by the Kidney« (190 sider) i 13. supple-
mentsbind af »Handbuch der experimentellen Pharmakologie« og i den
mindre, i samarbejde med J. Hess Thaysen samme steds publicerede,
oversigtsartikel »Intestinal Absorption of Alkali Metal Ions«.
Disse oversigtsarbejder er ligesom disputatsen præget af ansøgerens
klare fremstillingsevne og logiske tænkning.
Til arbejderne om nyrefunktionen må også henregnes et i trykken
værende arbejde »Handling of Glycerol in the Kidney«, der er udfort
sammen med en af institutets yngre assistenter (I. O. Nissen). I dette
arbejde indføres begrebet »conversion reabsorption«. Den omstændig-
hed, at glycerolkoncentrationen i urinen kan blive lavere end koncen-
trationen i plasma ved lave glycerolplasmakoncentrationer skal næppe
opfattes som udtryk for en »aktiv« reabsorption i traditionel betydning,
da nyrerne under disse omstændigheder pr. tidsenhed omsætter en
større glycerolmængde end den »reabsorberede«. Glycerolets reabsorp-
tion kan derfor antages at bero på en indiffusion af glycerol fra den
luminale side i tubuluceller, hvor glycerolkoncentrationen holdes lav
på grund af en omdannelse (nedbrydning) af glycerol. Man må forestille
sig, at der samtidigt diffunderer glycerol ind i tubulucellerne fra cel-
lernes basal side. Ved stigende plasmaglycerolkoncentration mættes
tubulucellernes omdannelseskapacitet, og glycerolets »tilbagegang«
domineres af simpel diffusion fra præurin til blod. Dette kan forklare
den også i tidligere arbejder gjorte iagttagelse, at glycerolets ekskre-
tionsprocent nærmer sig en konstant værdi ved stigende plasmaglyce-
rolkoncentrationer. At denne ekskretionsprocent er væsentlig lavere
end vandets kan forklares ved, at lavere dele af nefronet er imperme-
able eller lidet permeable for glycerol. Enkelte »stop flow«-forsøg tyder
i denne retning.
En »conversion reabsorption« af denne art kan antages at spille en
rolle for »reabsorptionen« af alle organiske stoffer, som nyrerne kan
omsætte. Der bebudes fortsatte undersøgelser på dette område med
fruktose og ketonstoffer.
Gruppen »extracellulærvolumnet og mekanismen ved stoffers for-
52
Universitetets årbog 1963-64
deling i dette« omfatter to publikationer. Efter det var blevet påvist
at inulin og Saccharose har meget nær samme fordelingsrum, er der
foretaget bestemmelser af den hastighed, hvormed der indtræder lige-
vægt mellem plasma og extracellulærvæske for disse to stoffer, der
begge er uladede, men har hojst forskellig molekylvægte og diffusions-
koefficienter. Resultaterne viste, at stoffernes overgang i extracellu-
lærvæsken og udbredning i denne ganske beherskes af diffusion, medens
strømning (parakapillært kredslob) synes at være af ganske under-
ordnet betydning.
Om luftskiftet mellem alveoleluft og blod foreligger to arbejder. I
det forste har ansøgeren under anvendelse af en »rebreathing«-teknik
bestemt lungediffusionskonstanten hos normale ved hjælp af radio-
aktivt kulilte. Berettigelsen af at anvende en isotopteknik må ses i,
at der herved kan opnås større analysenojagtighed end ved de klas-
siske gasanalytiske metoder. Nogen principiel fordel yder isotopteknik-
ken ikke. Arbejdets værdi må navnlig ses i, at der på samme individer
er foretaget bestemmelse af lungediffusionskonstanten under indånding
af luftblandinger med forskelligt iltindhold. Den iagttagne aftagen af
lungediffusionskonstanten med stigende mætningsgrad henfores til den
af Roughton påviste aftagen af reaktionshastigheden mellem kulilte og
hæmoglobin ved høje ilttensioner. På basis af de kvantitative data har
det været muligt at danne sig et skon over størrelsen af kuliltens »back-
pressure«, som er en uundgåelig fejlkilde ved bestemmelser af lunge-
diffusionskonstanten ved hjælp af kulilte.
I det andet arbejde i denne gruppe, der er udfort i samarbejde med
Kjerulf-Jensen, er lungediffusionskonstanten bestemt hos patienter
med forskellige lungelidelser. Lungediffusionskonstanten fandtes kun
moderat nedsat, hvoraf sluttes, at patienternes hypoxæmi hovedsage-
ligt må skyldes ulige fordeling af den alveolære ventilation og af gen-
nemblødningen.
Sammen med en amerikansk gæst (J. A. Muntz) har ansøgeren efter-
prøvet og bekræftet Levine og medarbejderes påvisning af at insulin
forøger fordelingsrummet for galaktose. I forsøgene, der udførtes på
bagkropspræparater, vistes det tillige, at elektrisk induceret muskel-
arbejde har samme effekt og tillige øger glukosens overgang til intra-
cellulærfasen.
Ansøgerens eksperimentelle arbejder er af hoj kvalitet, medens hans
samlede videnskabelige produktion rent kvantitativt må siges at være
beskeden i betragtning af den lange årrække, hvor han har været be-
skæftiget indenfor fysiologien.
Ved bedømmelsen af kvantiteten af ansøgerens videnskabelige pro-
duktion må imidlertid flere forhold tages i betragtning. De to år, hvor
ansøgeren i WHO's tjeneste opholdt sig i Indonesien, er helt gået tabt
for personligt eksperimentelt arbejde, som de primitive forhold ved
Afgang og udnævnelser af professorer
53
universitetet i Medan umuliggjorde. Samtidigt må dog arbejdet med
opbygningen af en fysiologisk afdeling have givet ansøgeren værdifulde
erfaringer.
Vejledningen af nyansatte assistenter på medicinsk-fysiologisk in-
stitut og af institutets gæster har i meget hoj grad hvilet på ansøgeren
og beslaglagt en væsentlig del af hans tid, og endelig har ansøgeren
haft en gennem årene varierende, men stedse betydelig undervisnings-
byrde i forbindelse med studenterundervisningen.
Ansøgerens sobre kritiske sans, som også kommer til udtryk i hans
skriftlige arbejder, har bevirket, at han navnlig som vejleder af gæster
og institutets yngre assistenter har gjort en meget værdifuld indsats.
Mindst en af de fra institutet udgåede disputatser (Bent Saugmann:
»Let diffusible Anjoners udskillelse i pattedyrnyren«) er direkte inspi-
reret af ansøgeren og flere er præget af ansøgerens vejledning. Ansøge-
ren har således dokumenteret, at han i udtalt grad er i besiddelse af
netop de evner, som er af særlig betydning for en institutchef.
Fakultetets vurdering af ansøgerens kvalifikationer fremgår af, at
det har været ham overdraget at fungere som censor for og officiel
opponent ved 7 medicinske doktordisputatser, samt af at han af
fakultetet har været valgt til medlem af et sagkyndigt udvalg til be-
dømmelse af ansøgere til et professorat i intern medicin.
Ansøgeren er således både med hensyn til uddannelse, videnskabelig
standard og undervisningserfaring endogså særdeles vel kvalificeret til
at beklæde et professorat i fysiologi, og udvalget skal enstemmigt an-
befale fakultetet, at indstille ansøgeren til det nyoprettede professorat
i fysiologi ved det lægevidenskabelige fakultet ved Københavns uni-
versitet.«
Udvalgets indstilling blev i overensstemmelse med § 3, stk. 7, til-
stillet ansøgeren, som ikke indsendte bemærkninger dertil.
Efter at indstillingen var blevet tiltrådt af fakultetet i et mode den
4. november 1963 og af Konsistorium i et møde den 18. december
1963, blev den indsendt til ministeriet, hvorefter afdelingsleder, lek-
tor, dr. med. Poul Weber Kruhøffer ved kgl. resolution af 4. januar
1964 blev udnævnt til professor i fysiologi ved Københavns universitet
fra den 1. januar 1964 at regne.
d. Professor, dr. med. Eduard Buseh' afgang fra universitetet og kst.
overlæge, dr. med. John Iiiishedes udnævnelse til professor i neurokirurgi
(j. nr. 547/62).
Ved kgl. resolution af 29. november 1962 blev der meddelt profes-
sor i neurokirurgi, overlæge, dr. med. Eduard Axel Valdemar Busch
afsked efter ansøgning på grund af svagelighed og med pension fra den
31. december 1962 at regne.

54
Universitetets årbog 1963-64
Efter at det således ledigtblevne embede var blevet opslået ledigt,
blev under 5. februar 1963 de indkomne 4 ansøgninger, nemlig fra
overlæge, dr. med. C. Fr. Bisgaard, overlæge, dr. med. Sven Ethelberg,
kst. overlæge, dr. med. John Riishede og overlæge, cand. med. P. Taarn-
høj, tilstillet universitetet til erklæring.
Til at bedømme de indkomne ansøgninger nedsatte det lægeviden-
skabelige fakultet i henhold til § 2, stk. 2, i kgl. anordning af 5. februar
1953 om ansættelse af professorer ved Københavns universitet et ud-
valg bestående af professorerne, dr. med. Mogens Fog, dr. med. F. Buch-
thai, dr. med. Arne Bertelsen, dr. med. E. Busch og dr. med. Kristian
Kristiansen, Oslo. Dette udvalg afgav under 16. august 1963 følgende
indstilling:
»Det af fakultetet i møderne den 18. februar og 18. marts 1963 ned-
satte udvalg til bedømmelse af ansøgerne til det under 9. januar 1963
opslåede professorat i neurokirurgi ved Københavns universitet og den
dertil knyttede stilling som overlæge ved Rigshospitalets neurokirur-
giske afdeling skal herved afgive følgende indstilling.
Der har meldt sig 4 ansøgere:
1)	fhv. overlæge ved den neurokirurgiske afdeling, Odense Amts og
Bys Sygehus, dr. med. C. Fr. Bisgaard;
2)	overlæge ved Århus Kommunehospitals neurokirurgiske afdeling S,
dr. med. Sven Ethelberg;
3)	kst. overlæge ved Rigshospitalets neurokirurgiske afdeling, dr. med.
John Riishede;
4)	overlæge ved den neurokirurgiske afdeling, Kobenhavns Amts
Sygehus i Glostrup, cand. med. P. Taarnhøj.
Om disse ansøgere skal udvalget udtale følgende:
C. Fr. Bisgaard er født 1914, tog lægevidenskabelig embedseksamen
vinteren 1941 med laudabilis (248 points), opnåede accessit for besva-
relse af Københavns universitets prisopgave i teoretisk medicin for
1942 og erhvervede den medicinske doktorgrad ved samme universitet
1955.
Efter 1 års turnustjeneste har han været ansat som kandidat ved
kirurgiske afdelinger 1 år 6 måneder, som 2. reservelæge ved kirurgisk
afdeling 8 måneder, som kandidat og 2. reservelæge ved neurokirur-
giske afdelinger henholdsvis 6 måneder og 1 år, som 2. reservelæge ved
neuromedicinsk afdeling 1 år og som 1. reservelæge ved neurokirur-
giske afdelinger 4 år 8 måneder. Endvidere har han været assistent
ved Kobenhavns universitets retsmedicinske institut 1 år. Endelig har
han været ansat som overlæge ved den neurokirurgiske afdeling, Odense
Amts og Bys Sygehus, i tiden oktober 1955-januar 1963.
Afgang og udnævnelser af professorer
55
I 1952 fik han specialistanerkendelse i neurokirurgi.
Bisgaards produktion omfatter foruden prisopgaven og disputatsen
14 indsendte publikationer, hvortil kommer 16 foredragsmanuskripter.
5 af publikationerne er udført i samarbejde med andre.
Hans videnskabelige hovedindsats ligger i disputatsen om virknin-
gen af splanchnicectomi på ventriklens funktion og de dertil knyttede
arbejder. Undersøgelserne er velmotiverede, der er i disse gjort et
betydeligt arbejde og foretaget indgående litteraturstudier. På et stort
antal patienter undersøges ventriklens motilitet og sekretionsforhold
før og efter operationen. Afhandlingen fremlægger det hidtil største
materiale indenfor området og viser hans evne til klinisk videnskabe-
ligt arbejde, dog kunne man have ønsket, at metodernes egnethed
havde været bedre undersøgt, og man savner en statistisk vurdering
af resultaterne.
Blandt Bisgaards øvrige offentliggjorte arbejder må særligt frem-
hæves en studie over porencephali, der er udført i samarbejde med
Erna Christensen, og artiklen om cerebellare apoplexier i samarbejde
med B. de Fine Olivarius.
I sin øvrige klinisk orienterede produktion viser han sans for ak-
tuelle neurologiske problemer, men emnerne er ikke dyberegående
behandlet.
Bisgaards uddannelse kvalificerer ham som overlæge ved en neuro-
kirurgisk afdeling. Hans produktion vidner om videnskabelig arbejds-
iver og udpræget selvstændig tankegang, men er til tider ukritisk og
kan som helhed næppe kvalificere ham til det ansøgte professorat.
Sven Ethelberg er født 1913, tog lægevidenskabelig embedseksamen
sommeren 1938 med laudabilis (1941/6 points) og erhvervede den me-
dicinske doktorgrad ved Københavns universitet 1951.
Efter 1 års turnustjeneste, 1 måneds klinicisttjeneste, tjeneste som
vikar for kandidat ved Dansk Røde Kors Folkekuranstalt ved Hald
og ved kirurgisk afdeling ialt 2 måneder og 3 måneders tjeneste som
reservelæge i hæren har han været ansat som vikar for kandidat 1 må-
ned ved neuromedicinsk afdeling og 1 måned ved psykiatrisk afdeling,
som kandidat eller reservelæge ved neurokirurgiske afdelinger 9 år 11
måneder, heraf 7 år 1 måned som 1. reservelæge, og som afdelings-
læge ved neurokirurgisk afdeling 8 år 7 måneder. Siden december 1958
har han været ansat som overlæge ved Århus Kommunehospitals
neurokirurgiske afdeling S.
I 1952 fik han specialistanerkendelse i neurokirurgi.
Han har siden 1954 været ansat som instruktør ved Aarhus univer-
sitets normal-anatomiske institut.
Ethelbergs produktion omfatter foruden disputatsen og et lærebogs-
56
Universitetets årbog 1963-64
afsnit om neurokirurgi i en lærebog for sygeplejeelever, 14 indsendte
publikationer, hvoraf 6 er i samarbejde med andre.
Disputatsen om forandringer i cirkulationen gennem arteria cerebri
anterior og et par forudgående arbejder er baseret på omhyggelige
angiograliske og kliniske undersøgelser af 55 patienter. Arbejdet brin-
ger værdifulde studier over en række enkeltproblemer, således arterie-
områdets normalanatomi og kredslobsforhold, og en fortrinlig rede-
gørelse for kredslobsforstyrrelsernes angiografiske billede og sympto-
matologi. Forfatteren beskriver for første gang en særlig anfaldstype,
af ham betegnet chalastiske anfald, udløst fra frontallappen og for-
skellig fra lignende tidligere kendte anfaldstyper. Hans beskrivelse af
»cortical apraxi« og fonetiske forstyrrelser har ligeledes originalkarak-
ter. Problemstillingerne og behandlingen viser hans evne til fordybelse
og alsidig orientering. Hans litteraturstudier og neurofysiologiske viden
er omfattende, og han viser navnlig i et arbejde fra 1950 (offentlig-
gjort i »Brain«) udpræget kritisk sans, medens hans betragtninger i
disputatsen visse steder har et spekulativt præg.
Blandt hans øvrige arbejder skal fremhæves artiklen om obskura-
tioner ved intracranielle tumorer, sammen med Viggo A. Jensen, base-
ret på 140 ud af 500 tumortilfælde. Dette arbejde rummer originale
iagttagelser og viser hans evne til at kombinere neurofysiologiske, ana-
tomiske og kliniske fund. Det samme gælder liere af de andre arbejder,
således to om vestibulo-oculære reflekser fra 1955 og 1958, det sidste
i samarbejde med K. Værnet.
Ethelberg må anses for kvalificeret til at bestride den til professoratet
knyttede stilling som overlæge ved Bigshospitalet. Som instruktør har
han for medicinske studerende gennemgået centralnervesystemets
funktionelle anatomi. Hans videnskabelige produktion er præget af
selvstændig problemstilling og interesse for at korrelere de kliniske
fund med neurofysiologisk viden. Han har gjort visse originale iagt-
tagelser, og hans fremstillingsevne er bred, men klar. I de senere år
har hans videnskabelige aktivitet været aftagende, og han har siden
1958 kun offentliggjort en oversigtsartikel. Han må anses for kvali-
ficeret til det ansøgte professorat.
John Riishede er født 1918, tog lægevidenskabelig embedseksamen
sommeren 1945 med laudabilis (2541/3 points) og erhvervede den me-
dicinske doktorgrad ved Aarhus universitet 1957.
Efter 1 års turnustjeneste har han været ansat som kandidat ved
medicinsk afdeling 1 år 1 måned, ved medicinsk-epidemisk afdeling
10 måneder, ved neuromedicinsk afdeling 1 år, som kandidat eller
reservelæge ved neurokirurgiske afdelinger 7 år 11 måneder, heraf 3 år
4 måneder som 1. reservelæge, og som klinisk assistent under profes-
soratet i neurokirurgi ved Aarhus universitet 11 måneder. Siden januar
Afgang og udnævnelser af professorer
57
1959 har han været ansat som assisterende overlæge ved Rigshospita-
lets neurokirurgiske afdeling, fra august 1962 konstitueret i stillingen
som overlæge ved samme afdeling.
I 1957 fik han specialistanerkendelse i neurokirurgi.
Han har i 6 måneder været ansat ved neurokirurgiske afdelinger i
Lyon og Paris samt deltaget i et af danske anæsthesiologers uddannel-
sesudvalg arrangeret leder- og administrationskursus.
Efter indbydelse har han holdt gæsteforelæsninger i Finland og
U.S.A.
Under sin ansættelse ved Rigshospitalet har Riishede lejlighedsvis
holdt forelæsninger for de medicinske studerende samt deltaget i den
kliniske praktikantundervisning. I efterårssemestret 1962 har han fore-
stået undervisningen og i forårssemestret 1963 en del af denne.
Han har siden 1961 været neurokirurgisk redaktor for Acta Neuro-
logica Scandinavica.
Riishedes produktion omfatter foruden disputatsen 16 arbejder,
deraf 7 i samarbejde med andre.
Disputatsen om cerebral apoplexi er en arteriografisk og klinisk stu-
die af 100 patienter over 40 år. Han har selv taget initiativet til disse
undersøgelser og foranlediget praktiserende læger til omgående ind-
læggelse af patienter med apoplexi i neurokirurgisk afdeling, hvor de
umiddelbart efter blev undersøgt efter planlagt skema og som regel
underkastet carotis angiografi. Det er herved lykkedes ham at få sam-
let det første større verificerede materiale af således undersøgte pati-
enter. Af de væsentligste resultater må fremhæves påvisningen af de
extracranielle carotis interna thrombosers hyppighed og det betyde-
lige antal patienter (29 °/0), hos hvem der hverken fandtes thrombose
eller blødning. Disse banebrydende iagttagelser har haft væsentlig be-
tydning for betragtningen af det apoplektiske sygdomsbillede og har
virket stimulerende på forskningen på disse områder i udlandet. Be-
tydningsfuld er også påvisning af hyppigheden og operabiliteten af
intracerebrale hæmatomer i denne patientgruppe og af, at en række
af disse patienter derved atter kan gøres arbejdsdygtige. Forfatteren
burde have fremhævet, at det drejer sig om et udvalgt materiale, der
ikke kan opfattes som repræsentativt for hele apoplexigruppen, speci-
elt ikke med hensyn til operation. Den litterære fremstilling af hjerne-
kredsløbets patofysiologi er summarisk og ikke fyldestgørende, medens
beskrivelsen af kolateralkredsløbet er klar og for en stor del original.
Et statistisk arbejde om cerebral apoplexi fra 1956 bygger på sund-
hedsstyrelsens statistik (H. Hamtoft) og danner introduktion til for-
fatterens beskæftigelse med emnet.
I samarbejde med A. Randrup har han 1962 publiceret en afhand-
ling om apoplexiens relative hyppighed hos mænd og kvinder. De
meddelte oplysninger er interessante, idet det påvises, at carotis throm-
58
Universitetets årbog 1963-64
hose fortrinsvis forekommer hos mænd, medens forholdet i apoplexi-
gruppen som helhed er 1/1. Den patofysiologiske diskussion er ufuld-
stændig.
I en artikel om den kirurgiske behandling af carotis interna occlu-
sion på halsen - i samarbejde med P. Ottosen og T. Søndergaard -
behandles resultatet af 32 operationer hos 60 patienter med denne
apoplexiform. Fremstillingen af symptomatologien og beskrivelsen af
resultaterne er sober og vejledende.
Blandt Riishedes øvrige arbejder kan nævnes 2 artikler fra 1951 om
phæochromocytom. De bidrog på daværende tidspunkt til herhjemme
at stimulere interessen for denne sygdom, selv om de ikke bringer
noget væsentligt nyt.
Riishedes sidste arbejde - indsendt i manuskript og udført i sam-
arbejde med W. Gerhardt, J. Clausen og E. Christensen - omhandler
enzymstudier ved maligne og benigne hjernesvulster. Riishedes andel
i dette arbejde må efter emnets karakter formodes at være rent orga-
nisatorisk, hvorfor vi ikke har inddraget det i vor bedømmelse.
Riishedes uddannelse kvalificerer ham til at bestride den til profes-
soratet knyttede stilling som overlæge ved Rigshospitalet. Han har
erfaring i undervisning af medicinske studerende i neurokirurgi. Han
har i sin videnskabelige produktion overvejende beskæftiget sig med
apoplexiproblemet. Her har han ydet en selvstændig og betydningsfuld
indsats ved at tage initiativ til en mere aktiv diagnostisk differentie-
ring indenfor syndromet og en udvidelse af indikationerne for kirur-
gisk behandling. Riishede har i det hele vist evne til at planlægge og
gennemføre større videnskabelige undersøgelsesrækker. Han er fortsat
videnskabeligt aktiv. Han må anses for kvalificeret til det ansøgte pro-
fessorat.
P. Taarnhoj er født 1918, tog lægevidenskabelig embedseksamen
vinteren 1945 med laudabilis (2091/6 points), medicinsk embedseksamen
i U.S.A. 1955 og opnåede accessit for besvarelsen af Københavns uni-
versitets prisopgave i klinisk medicin for 1942.
Foruden 1 års turnustjeneste, 3 måneders kandidattjeneste på blan-
det sygehus, 4 måneders reservelægetjeneste i hæren (flyvevåbnet), 2
måneders tjeneste som praksisvikar, 1 måned som kandidat ved epi-
demisk afdeling og 2 måneder som kandidat ved kirurgisk afdeling har
han været ansat som kandidat ved neuromedicinske afdelinger 9 må-
neder, heraf 4 måneder som vikar for 1. reservelæge, som kandidat el-
ler reservelæge ved neurokirurgiske afdelinger 6 år 4 måneder, heraf
3 år som 1. reservelæge. I 5 år 1 måned har han været knyttet til
Cleveland Clinic, Ohio, neurokirurgisk afdeling (member of the staff).
Siden februar 1960 har han været ansat som overlæge ved Kobenhavns
Amts Sygehus i Glostrup, neurokirurgisk afdeling.
Afgang og udnævnelser af professorer
59
I 1953 fik han specialistanerkendelse i neurokirurgi.
Taarnhojs produktion omfatter foruden prisopgaven 9 arbejder.
Taarnhojs videnskabelige hovedindsats ligger i den 1951 selvstæn-
digt angivne nye operation for trigeminus neuralgi. 4 af hans 9 arbej-
der omhandler denne operation med beskrivelse af teknik, komplika-
tioner og foreløbige resultater. Arbejderne er af utvivlsom praktisk
neurokirurgisk betydning og har vakt stor interesse i international
neurokirurgi. Imidlertid lader den videnskabelige behandling af emnet
en del tilbage at onske.
Blandt de øvrige arbejder skal fremhæves to afhandlinger om ope-
ration for Parkinsons sygdom, udfort i samarbejde med Dolores-Crystal
Arnois og Laurence A. Donahue. Omend disse arbejder kan kritiseres
for mangel på objektive kriterier ved beskrivelse af patienterne, er de
værdifulde, fordi forfatterne søger at korrelere læsionernes placering
med resultatet af operationen.
Taarnhojs uddannelse kvalificerer ham som overlæge ved en neuro-
kirurgisk afdeling. Hans videnskabelige produktions omfang og kvali-
tet er på nuværende tidspunkt ikke af en sådan karakter, at den kvali-
ficerer ham til det søgte professorat.
Som det fremgår af ovenstående, anser udvalget Ethelberg og Riis-
hede for kvalificerede til det ledige professorat og de to andre ansøgere
overlegne.
Valget mellem Ethelberg og Riishede er vanskeligt, idet de begge
har ydet en betydelig videnskabelig indsats.
Et flertal - Fog, Buchthai og Kristiansen - mener at måtte fore-
trække Ethelberg på grund af hans dybtgående og brede problem-
stilling og hans evne til på kritisk måde at kombinere neurofysiologisk
tankegang og kliniske iagttagelser. Dette giver ham efter flertallets
opfattelse et fortrin frem for Riishede, hvis behandling af de under-
søgte emner er mindre dybtgående.
Et mindretal - Busch og Bertelsen - mener at måtte foretrække Riis-
hede, idet han i alsidig orientering og klinisk kombinationsevne, klar-
hed og evne til kritik ikke står tilbage for Ethelberg. Hertil kommer,
at Riishede i modsætning til Ethelberg stadig er videnskabeligt aktiv
og derfor efter mindretallets mening giver bedre løfter for fremtiden.«
I overensstemmelse med § 3, stk. 7, i nævnte anordning har indstil-
lingen været tilstillet ansøgerne, af hvilke een indsendte bemærkninger.
Ved et mode i det lægevidenskabelige fakultet, hvor professorerne,
dr. med. E. Busch og dr. med. K. Kristiansen betragtedes som med-
lemmer af fakultetet i henhold til anordningens § 2, stk. 4, forkastedes
llertalsindstillingen ved en afstemning efter bestemmelsen i anord-
ningens § 4, stk. 2. Herefter vedtog fakultetet enstemmigt at søge
60
Universitetets årbog 1963-64
nedsat en bedømmelseskomité bestående af 7 medlemmer i henhold
til anordningens § 4, stk. 4, smh. med § 5.
Under 28. oktober 1963 indstillede det lægevidenskabelige fakultet
med tilslutning fra universitetets rektor, at der af undervisningsmini-
steren skulle nedsættes en bedømmelseskomité bestående af 7 med-
lemmer til at gøre indstilling i sagen og at det fagkyndige udvalgs
5 medlemmer samt professorerne, dr. med. E. Husfeldt og dr. med.
H. K. Kristensen beskikkedes som medlemmer af komiteen. Endvidere
indstilledes det, at komiteens bedømmelse alene skulle omfatte over-
læge, dr. med. S. Ethelberg og assisterende overlæge, dr. med. J. Riis-
hede.
Efter at overlæge, dr. med. Sven Ethelberg ved skrivelse af 5. no-
vember 1963 til undervisningsministeriet havde trukket sin ansøgning
tilbage, meddelte ministeriet, at indstillingen om nedsættelse af en
bedømmelseskomité var sat i bero indtil videre.
Under 21. november 1963 fremsatte bedømmelsesudvalgets flertal
følgende supplerende udtalelse til udvalgsindstillingen af 16. august
1963:
»Som det fremgår af indstillingens konklusion er udvalget enig om,
at Ethelberg og Riishede begge er kvalificerede til det ledige professorat
og de to andre ansøgere overlegne.
Endvidere er der i udvalget enighed om, at valget mellem Ethelberg
og Riishede er vanskeligt, idet de begge har ydet en betydelig viden-
skabelig indsats. Der opnåedes i udvalget ikke enighed om at indstille
en enkelt af de to nævnte ansøgere til stillingen. Flertallet gik ind
for Ethelberg, medens mindretallet - Rusch og Rerteisen - foretrak
Riishede.
Ifølge skrivelse af 11. d. m. fra undervisningsministeriet til univer-
sitetet har Ethelberg den 5. s. m. meddelt ministeriet, at han trækker
sin ansøgning tilbage.
Med henvisning hertil skal vi meddele, at vi herefter kan tilslutte
os mindretallets indstilling, således at udvalget enstemmigt indstiller
Riishede til det ledige professorat.«
Den supplerende indstilling fra udvalgsflertallet tilstilledes efter
§ 3, stk. 7, i den nævnte anordning ansøgerne, af hvilke ingen indsendte
bemærkninger.
Efter at indstillingen var blevet tiltrådt af fakultetet og af Konsi-
storium i dettes mode den 18. december 1963, blev den indsendt til
ministeriet, hvorefter kst. overlæge, dr. med. John Riishede ved kgl.
resolution af 4. januar 1964 blev udnævnt til professor i neurokirurgi
ved Kobenhavns universitet fra den 1. januar 1964 at regne.
Afgang og udnævnelser af professorer
61
e. Professor, dr. med. Eggert Mollers afgang fra universitetet og overlæge,
lektor, dr. med. Jorn Hess Thaysens udnævnelse til professor i intern
medicin
(j. nr. 541/62).
Ved kgl. resolution af 7. november 1962 blev der meddelt professor
i intern medicin, overlæge, dr. med. Eggert Hugo Heiberg Moller af-
sked efter ansøgning på grund af alder og med pension fra den 31. ja-
nuar 1964 at regne.
Efter at det således ledigtblevne embede var blevet opslået ledigt,
blev under 22. februar 1963 de indkomne 4 ansøgninger, nemlig fra
assisterende overlæge, dr. med. Thorkild Friis, overlæge, dr. med.
Jørgen Pedersen, overlæge, dr. med. Povl Riis og assisterende over-
læge, lektor, dr. med. Jorn Hess Thaysen tilstillet universitetet til er-
klæring.
Til at bedomme de indkomne ansøgninger nedsatte det lægeviden-
skabelige fakultet i henhold til § 2, stk. 2, i kgl. anordning af 5. februar
1953 om ansættelse af professorer ved Kobenhavns universitet et ud-
valg bestående af professorerne, dr. med. Knud Brøchner-Mortensen,
dr. med. Eggert Møller, dr. med. H. C. A. Lassen og dr. med. A. Ty-
bjærg Hansen samt afdelingsleder, dr. med. Poul Kruhoffer.
Udvalget afgav under 1. oktober 1963 følgende indstilling:
»Thorkild Friis er født 1922, tog lægevidenskabelig embedseksamen
1947 med laudabilis (2512/3 points), erhvervede 1949 Københavns uni-
versitets guldmedalje, 1953 den medicinske doktorgrad og opnåede
1958 autorisation som speciallæge i intern medicin med organspecia-
lerne stofskiftesygdomme og blodsygdomme.
Friis har en god uddannelse i intern medicin og nærstående specialer.
Han har været heldagsassistent på Seruminstitutets tuberkuloseafde-
ling i 3 år, halvdagsassistent i 1 år, assistent ved klinisk centrallabo-
ratorium i 1/2 år og konsulent samme sted i 7 år. På almen-medicinsk
afdeling har han været anden reservelæge i 3 år og første reservelæge
i 4 år og siden marts 1962 assisterende overlæge på Frederiksberg
Hospital, afdeling E.
Han har været på en måneds studieophold ved den endokrinologiske
afdeling på det akademiske sygehus i Leiden og har i 1/2 år arbejdet på
Thyreoideaklinikken ved Massachusetts General Hospital, Boston.
Han har gennemgået isotopkursus.
Friis' videnskabelige produktion omfatter arbejder om antihista-
minica, tuberkuloseproblemer, thyreoideafunktionen, hæmatologiske
problemer og andre emner.
1. Undersøgelser over antihistaminica. I guldmedaljeafhandlingen
fra 1949 giver han en kritisk oversigt over den tidligere litteratur om
histaminets betydning for fremkomst af allergiske hudforandringer
62
Universitetets årbog 1963-64
samt over antihistaminica. Der fremlægges en række omhyggelige
experimentelle undersøgelser. Hans konklusioner er på enkelte punk-
ter lidt for vidtgående.
2.	Undersøgelser over tuberkuloseproblemer. I doktorafhandlingen
fra 1953 undersøger han tuberkulinfølsomheden hos marsvin vurderet
ved legemstemperaturmåling under tuberkulinchocket. Efter en på
visse punkter noget svag gennemgang af den tidligere litteratur fore-
tager han en omhyggelig undersøgelse af temperaturen hos normale
marsvin. Dernæst undersøger han temperaturændringer efter tilførsel
af tuberkulin og BCG-vaccine under forskellige betingelser, og der
fremskaffes oplysninger af noget varierende værdi om immunitets-
forholdene.
Sammen med Engbæk foretager han undersøgelser over den immu-
niserende virkning af BCG-vaccine, varmebehandlet, resp. opbevaret
på forskellig måde, og de redegør for en infektion med en atypisk syre-
fast bacil. Sammen med Engbæk og Teilum undersøger han virkningen
af cortison på den tuberkuløse infektion.
3.	Undersøgelser over thyreoideafunktionen. I årene efter 1954 har
Friis foretaget en lang række undersøgelser over nyere metoder til
diagnose af thyreoidealidelser, der har haft stor betydning for ind-
førelsen af de pågældende metoder her i landet. Den af Barker an-
givne destillationsmetode til bestemmelse af proteinbundet jod gen-
nemgås omhyggeligt. Han giver en god oversigt over den tidligere
litteratur om det proteinbundne jod og redegør på ikke ganske til-
fredsstillende måde for undersøgelsen af normale og et stort materiale
af patienter med og uden thyreoidealidelser. Han bekræfter, at det
proteinbundne jod er forhøjet under graviditet og hurtigt falder efter
partus og abort. I første leveår finder han værdier omtrent som hos
voksne. Tidligere iagttagelser er hermed i alt væsentligt blevet be-
kræftet.
Under studieopholdet i Boston viser han sammen med Hall på et
lidt sparsomt materiale, at placenta er impermeabel for thyroxin, men
at radioaktivt jod passerer placenta. Sammen med Chapman under-
søger han en noget inhomogen gruppe af euthyreoide patienter med
exophthalmus. Efter tilførsel af radioaktivt jod tinder de, at forholdet
mellem det proteinbundne og det totale radioaktive jod i plasma er
forhøjet. Det mest interessante i denne afhandling er iagttagelsen af
den tidsmæssigt forskellige optræden af thyroxin og trijodthyronin
bestemt ved papirkromatografi.
Sammen med andre foretager han en opgørelse og efterundersøgelse
af et større materiale af patienter, der har fået foretaget subtotal
strumectomi. Undersøgelsen bringer intet nyt. I en lille afhandling
bekræfter han og Kurt Iversen, at trijodthyronin ved myxødem har
en stærkere og hurtigere indtrædende virkning end thyroxin. I et ar-
Afgang og udnævnelser af professorer
63
bejde fra 1958 undersøger han eliminationen af intravenøst injiceret
131J. thyroxin hos normale og patienter med forskellige lidelser, her-
under også patienter med hepatitis, hvor han påviser en forkortet
halveringstid. Den kliniske beskrivelse er dog ikke ganske tilfreds-
stillende.
Sammen med Korsgaard Christensen publicerer han et stort patient-
materiale til belysning af den diagnostiske anvendelse af radioaktivt
jod ved thyreoidealidelser og finder, at optagelsen i thyreoidea hos
normale er højere end i amerikanske materialer. De diskuterer kort de
diagnostiske muligheder ved forskellige former af thyreoiditis. Sammen
med Korsgaard Christensen og M. Siggaard Andersen redegør han for
thyrotropinstimulationsprøvens værdi for diagnosen af myxødem.
I de sidste år har Friis publiceret undersøgelser over humane ery-
throcyters optagelse in vitro af 1-trijod-thyronin mærket med 131J.
Han beskriver teknikken og undersøger et stort materiale af normale
og patienter. Det bekræftes, at optagelsen som regel er forhøjet ved
thyreotoxicose, men at den kun er nedsat hos halvdelen af patienter
med myxødem. Nogle gode og originale undersøgelser tyder på, at
optagelsen i erythrocyterne er afhængig af trijodthyronitets binding
til plasmaproteinerne. I et senere arbejde sammenligner han optagelse
af mærket thyroxin og mærket trijodthyronin i erythrocyter og under-
søger virkningen af ikke-mærket thyroxin på optagelsen. Det lykkes
ikke at give en udtømmende redegørelse for de faktorer, der er be-
stemmende for optagelsen, og fremstillingen er på nogle punkter ikke
ganske klar.
Sammen med Østergaard Kristensen bekræfter han, at erythro-
cytoptagelse af trijodthyronin er øget hos patienter med kronisk bron-
chitis og forhøjet pC02, og det vises, at øget optagelse også kan findes
ved nyreinsufficiens. Sammen med andre bekræfter han, at trijod-
thyreopropionsyre kan kompensere myxødem samt reducere hyper-
cholesterolæmi af anden årsag hos euthyreoide uden at fremkalde
væsentlige stofskiftestigninger.
Sammen med Vagn Reinicke viser han i 1963, at tilførsel af pred-
nison, som nedsætter 131J-optagelsen i glandula thyreoidea, ofte øger
optagelsen af 1-trijodthyronin i erythrocyterne, sandsynigvis på grund
af nedsat binding til serumprotein.
Han redegør i 1963 for anvendelsen af trijodthyroninsuppressions-
prøven hos et stort antal normale og patienter med forskellige thyre-
oidealidelser. Der findes god adskillelse mellem normale og patienter
med thyreotoxicose, men et varierende udfald af prøven ved atoxiske
thyreoidealidelser svækker dens diagnostiske værdi. Det er interessant,
at 3 euthyreoide patienter med malign exophthalmus ved prøven for-
holder sig som de hyperthyreoide.
Endelig gives en kort kasuistisk meddelelse om 2 patienter med
64
Universitetets årbog 1963-64
thyreotoxisk krise, af hvilke den ene sekundært frembyder visse tegn
på binyrebarkinsufficiens.
4.	Undersøgelser over hæmatologiske problemer. Sammen med andre
undersøger han resorptionen af B12 hos patienter med lavt B12-ind-
hold i plasma, og hos en del af patienterne mener forfatterne at kunne
diagnosticere en latent perniciøs anæmi trods manglende tegn på
megaloblastær erythropoiose. Diskussionen er lidet overbevisende.
Sammen med Korsgaard Christensen undersøger han uropepsinudskil-
lelsen og B12-resorptionen hos patienter med anæmia perniciosa og
patienter med achylia gastrica. Spørgsmålet om latent perniciøs anæmi
diskuteres påny.
Sammen med Østergaard Kristensen bekræfter han det interessante
forhold, at B12-resorptionen hos nogle patienter med animia perniciosa
øges under behandling med prednison og påviser, at ventrikelsekret
ophentet under prednisonbehandling ved senere indgift sammen med
mærket B12 kan øge patientens B12-resorption.
5.	Undersøgelser over andre emner. Sammen med Fogh og Nissen
viser han i 1960, at den biologiske halveringstid for patientens egne
51cr.-mærkede erythrocyter er nedsat hos flertallet af fenacetinmis-
brugere med nyre-insufficiens, medens den kun undtagelsesvis er redu-
ceret hos fenacetinmisbrugere uden nyreinsufficiens. På et noget ud-
videt materiale påviser han sammen med Nissen at halveringstiden
hos fenacetinmisbrugere med nyreinsufficiens normaliseres efter sepo-
nering af stoffet, og at indgift af fenacetin til nyreinsufficiente pati-
enter, der ikke er fenacetinmisbrugere, ikke giver anledning til reduk-
tion i halveringstiden. Ved krydsforsøg påviser han sammen med Fogh
og Nissen, at den faktor, der betinger reduktionen i halveringstiden
er knyttet til forhold udenfor erythrocytterne, og der meddeles obser-
vationer, der synes at vise, at prednison kan modvirke reduktionen i
halveringstiden. På grundlag af sidstnævnte og andre forhold diskute-
res - ikke ganske klart - sensibilisering for fenacetin som mulig årsag
til reduktionen i halveringstiden.
I et følgende arbejde viser han sammen med Nissen, at fenacetin-
præparater med og uden indhold af acetat-4-kloranilin ved tilførsel
til fenacetinmisbrugere med nyreinsufficiens stort set har samme ind-
flydelse på erythrocytternes halveringstid, sulfhæmoglobulinproduk-
tionen, reticulocyttallet og haptoglobinkoncentrationen.
I 1961 fremlægges nogle undersøgelser over den tubulære fosfat-
reabsorption hos normale og en lille gruppe patienter med nyre-thy-
reoidea- og parathyreoidealidelser; den kliniske vurdering er på enkelte
punkter lidt usikker, og de teoretiske forhold er kun lidet udtømmende
behandlet.
I 1962 publicerer han sammen med Korsgaard Christensen nogle
undersøgelser over anvendelsen af 131J-mærket fedt og fedtsyre til
Afgang og udnævnelser af professorer
65
bedømmelse af fedtfordøjelsen i mavetarmkanalen. I)e viser, at den
af andre anvendte måling af blodværdierne for 131J giver meget varie-
rende resultater, og de konkluderer, at man ved undersøgelser i klini-
ken indtil videre må nøjes med måling af radioaktivitet i fæces efter
tilførsel af mærket triolein.
Med udgangspunkt i den kliniske erfaring, at nogle patienter med
leverlidelser udvikler trommestikfingre, foretager han i 1962 sammen
med Reinicke og Mullertz nogle undersøgelser af en lille gruppe pati-
enter med akut og kronisk hepatitis og bekræfter, at en del af disse,
særlig de sidstnævnte, har nedsat arteriel iltmætning og respiratorisk
alkalose.
Gennem årene har han desuden publiceret nogle overvejende kasui-
stiske meddelelser.
Jørgen Pedersen er født 1914, tog lægevidenskabelig embedseksamen
1938 med laudabilis (250 points), erhvervede i 1952 den medicinske
doktorgrad og opnåede 1950 autorisation som speciallæge i medicin-
ske sygdomme.
Jørgen Pedersen har en god og fyldig uddannelse i intern medicin
og nærstående specialer. Han har i 9 måneder været ansat som assi-
stent ved Finseninstituttets medicinske poliklinik, i 21/2 år været re-
servelæge på Niels Steensens Hospital og godt 1 x/2 år været reserve-
læge på Blegdamshospitalets epidemiske afdeling. Han har på almen-
medicinske afdelinger været reservelæge i 5 år, afdelingslæge - senere
assisterende overlæge - i 2 år og siden oktober 1960 været overlæge
ved Sønderbro hospital, medicinsk afdeling.
Jævnsides med denne uddannelse har han 1945-1954 arbejdet fri-
villigt og siden 1954 som konsulent (sukkersyge hos svangre) ved
Rigshospitalet.
Han har foretaget flere kortere studierejser til U.S.A.
Han har i 2 år været tutor ved volontørundervisningen og har af
det lægevidenskabelige fakultet i Kobenhavn været udpeget som of-
ficiel opponent ved en disputats. Han har undervist ved flere post-
graduate kurser.
Jørgen Pedersens videnskabelige produktion omfatter arbejder om
diabetes, specielt i relation til svangerskab og fødsel, forskellige endo-
krinologiske og metaboliske emner, mave-tarmsygdomme, infektions-
sygdomme, blodsygdomme, nyresygdomme, m. v.
1. Arbejder om diabetes og graviditet. Indenfor dette område har
Jørgen Pedersen med stor flid og konsekvens i nært samarbejde med
Rigshospitalets fødeafdeling B ydet en betydelig indsats af såvel prak-
tisk som teoretisk interesse og hermed i væsentlig grad bidraget til
at nedbringe den perinatale dødelighed hos børn født af diabetiske
mødre. En række medarbejdere har sammen med Jørgen Pedersen
66
Universitetets årbog 1963-64
eller under hans ledelse udfort arbejder inden for samme emneområde,
deraf flere disputatser.
I 1948-1951 publiceres liere mindre forarbejder til doktorafhand-
lingen fra 1952 »Diabetes and Pregnance. Blood-sugar of Newborn
Infants«, som er forste del af et stort anlagt arbejde om problemer
vedrorende diabetes og graviditet.
1	doktorafhandlingen gives en noget omstændelig, men god og kri-
tisk oversigt over den tidligere, meget omfattende litteratur. Hans
eget materiale omfatter 27 diabetiske og 28 ikke-diabetiske modre
undersøgt for og under fodsien samt deres born. Der foretages over-
ordentlig omhyggelige undersøgelser over børnenes fasteblodsukker i
forste levedøgn i relation til deres fødselsvægt og til moderens blod-
sukker, dels ved fødslen, dels i sidste del af svangerskabet. Der findes
ingen korrelation mellem barnets blodsukkerniveau og forskellige
symptomer i neonatalperioden, såsom cyanose.
2	år senere supplerer han sammen med Bojsen Moller og Hemming
Poulsen det i doktorafhandlingen fremlagte materiale og bekræfter
dens resultater.
I en herefter følgende meget lang række arbejder har Jørgen Peder-
sen dels alene, dels i samarbejde med andre, foretaget undersøgelser
over forløbet af svangerskab og fødsel hos diabetikere og over den
perinatale dødelighed hos born født af diabetikere på grundlag af et
fra starten ret stort og efterhånden meget stort materiale, og der rede-
gøres i en række arbejder for de med stigende erfaring fastere tilrette-
lagte retningslinier for behandlingen og kontrollen af de gravide dia-
betikere.
I 1952 viser han betydningen af en omhyggelig overvågen af gravide
diabetikere, hos hvem insulinbehovet er noget vekslende. I 2.-3. måned
er der ofte tilbøjelighed til insulintilfælde, medens der omkring 7. må-
ned ofte er et øget insulinbehov, således at der er risiko for præcoma
og coma.
I 1954 viser han, at bornedodeligheden aftager med den bedre
gennemførte behandling af de diabetiske modre under svangerska-
bet. For 1946 døde ca. 1/3 af alle børnene, i den følgende periode
kun 12 °/0 af de born, hvis mødre var velkontrollerede under svanger-
skabet.
I et følgende arbejde bekræfter han, at børn, født af diabetiske
modre, i gennemsnit har storre hojde og vægt end born fodt af ikke-
diabetiske modre.
Sammen med Gunnar Jørgensen bekræfter han, at amnionvæsken
ofte har øget volumen hos diabetikere og mener, at dette er mest ud-
talt hos de mindre velbehandlede. Han undersøger korrelationen mel-
lem amnionvæskens sukkerkoncentration og moderens samtidige blod-
sukkerkoncentration samt det gennemsnitlige blodsukker hos mode-
Afgang og udnævnelser af professorer
67
ren i den sidste del af svangerskabet. Fremlæggelsen og diskussionen
af observationerne er ikke ganske klar.
I 1958 viser han sammen med Osler, at det neonatale vægttab er
storre hos born fodt af diabetiske modre end hos normale. Vægttabet
er i nogen grad korreleret med kropslængden, og vægttabet synes at
være mindre hos born fodt af velkontrollerede modre. Man savner i
diskussion af vægttabet nærmere oplysning om bornenes faktiske fode-
indtagelse efter den initiale fasteperiode.
I 1959 redegør han sammen med Osler for udviklingen af ossifika-
tionscentrene distalt i femur og proximalt i crus hos børn fodt af dia-
betiske modre.
I fortsættelse af disse undersøgelser samt Oslers undersøgelser over
fedt- og vandindholdet hos born født af diabetikere giver han i 1960
sammen med Osler en mere samlet oversigt, hvori de konkluderer, at
disse born på en række punkter er udviklet i overensstemmelse med
deres gestationsalder, og at overvægten, der fortrinsvis beror på stort
fedtindhold, antagelig må skyldes den maternelle hyperglykæmi. Til
samme resultat når forfatterne ved en bredere diskussion i 1961 på
grundlag af de allerede tidligere publicerede iagttagelser samt littera-
turstudier.
I 1959 diskuterer han sammen med Brandstrup og Osler indikatio-
nen for kejsersnit hos gravide diabetikere.
I 1961 giver han sammen med Brandstrup og Osler - på grundlag
af det efterhånden meget store materiale - en redegørelse for de fak-
torer, der influerer på den perinatale dødelighed hos børn af diabetiske
mødre, og de dokumenterer, at de indarbejdede retningslinier for be-
handling og kontrol gennem store dele af svangerskabet har nedsat
dødeligheden betydeligt.
Sammen med Nygård og Felbo undersøger han, om den perinatale
dødelighed er større hos born, i hvis familie der lindes flere diabeti-
kere end moderen, men der findes intet sikkert grundlag for en sådan
antagelse.
I et par korte meddelelser fra 1960 og 1961 redegør han (sammen
med K. Bjerre) for en efterundersøgelse af 182 kvinder, som mindst
20 år tidligere har født børn med fødselsvægt over 4500 g. Af disse
har henimod halvdelen diabetes, deraf i flertallet af tilfældene ikke
tidligere erkendt diabetes. Iagttagelsen er af betydelig praktisk og
teoretisk interesse.
I 1962 måler han (sammen med Stakemann og V. Aa. Frandsen)
gravide diabetikeres udskillelse af oestriol bestemt med en af Frandsen
udarbejdet metode. Der findes oftest normale værdier, og der ses ingen
afhængighed af diabetens sværhedsgrad.
Sammen med Osler publicerer han en interessant kasuistisk medde-
lelse om graviditet hos en patient med såvel diabetes mellitus som
68
Universitetets årbog 1963-64
morbus Addisonii. I 1963 redegør han (sammen med B. R. Olsen og
Osler) for forekomsten af neonatal (ikke-hæmolytisk) ikterus hos børn
født af diabetikere.
2.	Andre diabetes-arbejder. I 1956 giver han en kort oversigt over
almindelige retningslinier for behandling af diabetes mellitus i tilslut-
ning til operationer.
I 1958 publicerer han i samarbejde med Ernst Søndergaard og
N. I. Nissen et materiale af patienter med latent diabetes. Det frem-
hæves, at diabetes i mange tilfælde kan påvises også hos patienter
uden glykosuri, og det foreslås, at man hos ældre patienter, hos hvem
der er mistanke om latent diabetes, bestemmer ikke alene fasteblod-
sukker, men også det såkaldte døgnblodsukker, og i et par følgende
arbejder (sammen med Nissen) exemplificeres værdien af dette nær-
mere, idet også personer med intermitterende glykosuri inddrages i
undersøgelsen.
I en oversigt fra 1960 over diabetiske fodlæsioner fremhæves Golden-
berg og medarbejderes nylige påvisning af patologiske forandringer i
småkarrene (inklusive vasa vasorum og vasa neurorum) og disses
mulige causale relation til angiopathien og neuropathien. Eksempler
på sidstnævnte meddeles. Sammen med Steen Olsen bekræfter han
1962 Goldenbergs fund ved en værdifuld undersøgelse af 20 biopsi-
og amputationspræparater fra diabetekere.
I en god oversigtsartikel fra 1962 diskuteres forskellige problemer
om forholdet mellem adipositas og diabetes.
3.	Arbejder om hypertrichose og virilisering. I 1941-1942 under-
søger han et ret stort patientmateriale med henblik på forekomsten
og lokalisationen af hypertrichose hos kvinder. Han påpeger, at hy-
pertrichose forekommer hyppigere end almindeligt antaget hos iøvrigt
normale kvinder. Øget behåring fandtes relativt hyppigt hos patienter
med perniosis eller acne.
I 1943 linder han ved undersøgelse af 64 kvinder en lidt højere
gennemsnitsværdi for døgnurinens indhold af androgener hos kvinder
med hypertrichose end hos normalt behårede. Der redegøres for alders-
variationerne. Ved stærkere udtalt behåring findes ret ofte menstru-
ationsanomalier (specielt molimina), men ikke nedsat fettilitet.
I 1945 redegør han sammen med Hamburger og Halvorsen for den
i ovennævnte arbejde anvendte kapunkammetode og meddeler tal for
androgenudskillelsen hos 136 mænd og dens aldersvariationer.
Desuden publiceres 2 kasuistiske meddelelser (den ene i samarbejde
med Hamburger) om viriliserende ovarietumorer med ret indgående
endokrinologiske undersøgelser, der støtter den forestilling, at »adrenal-
like« ovarietumorer ikke er af adrenal oprindelse.
4.	Arbejder om andre endokrinologiske og metaboliske sygdomme.
I 1943 publicerer han 2 kasuistiske meddelelser om calcinose med
Afgang og udnævnelser af professorer
69
diskussion af patogenesen, specielt muligheden for sammenhæng med
hypogonadisme og giver i 1944 i en lærebog i dermatologi en ganske
kort oversigt over endokrine forstyrrelser og deres betydning for
huden.
I 1947 undersøger han et større patientmateriale, fortrinsvis bestå-
ende af patienter med hovedtraume, epilepsi og diabetes med henblik
på forekomsten af hyperostosis cranii. Det bekræftes, at hyperostosis
er ret hyppigt forekommende, ikke mindst hos ældre patienter med
diabetes. Han konkluderer, at hverken Morgagnis eller Stewart-Morels
syndrom har klinisk relevans.
I 1947 publicerer han en kasuistisk meddelelse om dystrofia myo-
tonica, som ikke er ganske overbevisende, og dette gælder ligeledes en
kasuistisk meddelelse fra 1957 om partiel Addisonsygdom.
5.	Arbejder om mave-tarmsygdomme. I 1940 og 1941 publicerer
han sammen med Jens L. Hansen en undersøgelse over dødelig mave-
blødning på grundlag af et stort sektionsmateriale med 393 letale til-
fælde af hæmatemese og melæna. Ca. halvdelen af patienterne er dode
af ulcusblødning, og i den undersøgte tidsperiode er antallet af corpus
ulcera, særlig hos kvinder, aftaget i forhold til de juxtapyloriske.
I en afhandling fra 1941 bekræfter Jørgen Pedersen, at letaliteten er
langt større ved hæmatemese end ved melæna og diskuterer forskel-
lige faktorer, der kan tænkes at være af betydning for blødningens
manifestationsform, herunder navnlig lokalisationen af ulcus og blød-
ningens intensitet.
I et kort kongresreferat fra 1948 diskuteres fejldiagnosticeret ulcus,
respektive cancer ventriculi, på grundlag af et stort sektionsmate-
riale.
I 2 afhandlinger og en kongresmeddelelse fra 1948-1951 beskæftiger
han sig med indikationen for operation af blodende mavesår. I et 10-
års materiale på ca. 850 patienter med blødende mavesår dør 31 pati-
enter under konservativ behandling, flertallet med hæmatemese, en-
kelte med melæna. Efter en indgående analyse af materialet konklu-
deres, at alle patienter i alderen 50-70 år, som har haft blot 1 hæma-
temese efter hospitalsindlæggelse, straks bor søges opereret, medens
indikationen er mindre klar hos de yngre. Hos patienter over 70 år er
prognosen under alle omstændigheder slet. I)e opstillede kriterier for
operation af patienter med blødende mavesår forekommer vel katego-
riske og gav da også anledning til megen diskussion. Med en velorga-
niseret transfusionsteknik må det skønnes forsvarligt at indtage en
noget mere konservativ holdning, men afhandlingerne har utvivlsomt
bidraget til en mindre defaitistisk indstilling overfor disse patienter.
6.	Arbejder om infektionssygdomme. I 1952 giver han sammen med
A. Christensen en kort oversigt over botulisme og redegør for 6 til-
fælde.
70
Universitetets årbog 1963-64
I 1953 giver Jørgen Pedersen, som medlem af en større gruppe,
en redegørelse for 349 tilfælde af akut respirations- eller synkeinsuffi-
ciens fra poliomyelitisepidemien i København 1952.
I 1956 redegør han sammen med Jesper Lund og Lorentz Heerup
for et par sjældne tilfælde af generaliseret tuberkulose.
7.	Arbejder om blodsygdomme. I 1954 giver han sammen med Poul
F. Moller og A. Søeborg Ohlsen en kort oversigt over primær panhæ-
moftise med en kasuistisk meddelelse.
I 1956 giver han sammen med Poul F. Møller og Jesper Lund en
kort oversigt over megaloblastanæmier og deres behandling.
I 1957 meddeler han sammen med Jesper Lund, Søeborg Ohlsen og
Østergaard Kristensen nogle undersøgelser over en gruppe patienter
med achyli, blandt hvilke der findes nogle tilfælde af fuldt udviklet
megaloblastær anæmi og nogle tilfælde med begyndende megaloblastære
marvforandringer. Hverken redegørelsen for materialer eller diskussio-
nen er så koncis, som man kunne ønske.
Samme år omtaler han sammen med Jesper Lund og René Dybkær
det velkendte forhold, at ældre kvinder med megaloblastær anæmi
samtidig kan have jernmangel. I et senere arbejde sammen med Jesper
Lund, Søeborg Ohlsen og Østergaard Kristensen belyses ved eksempler
de vekslende hæmatologiske fund ved kombination af forskellige gra-
der af B12-mangel og jernmangel; interessant er påvisningen af, at
jernbehandling i visse tilfælde kan udløse fremkomst af magaloblaster
i knoglemarven.
Samtidig med at Meulengracht, Schwartz og Lous redegør for pro-
blemet vedrørende den hæmmede resorption af B12 hos patienter med
anæmia perniciosa, som gennem længere tid har været behandlet med
stærkt rensede præparater af svinepolyrus, publicerer Jørgen Pedersen
sammen med Østergaard Kristensen, Jesper Lund og Søeborg Ohlsen
en afhandling om vedligeholdelsesterapi ved anæmia perniciosa, hvor
det ligeledes er iagttaget, at behandling med cycoplex er insufficient,
idet hverken knoglemarven eller B12-koncentrationen i plasma er nor-
mal. Fænomenet søges senere (1958) belyst ved nogle undersøgelser
med Schillingtest (sammen med Ingrid Ebbesen).
I 1958 viser Jørgen Pedersen sammen med Østergaard Kristensen,
Jesper Lund og Soeborg Ohlsen, at der hos en del patienter med
achyli kan påvises en oftest moderat steatorrhoea.
I 1958 publicerer han sammen med Nissen og Søeborg Ohlsen en
kasuistisk meddelelse, hvor Schilling-testens betydning ved differen-
tialdiagnosen mellem anæmimyelopathi og dissemineret sclerose frem-
hæves.
8.	Arbejder om nyresygdomme. I 1957 publicerer han sammen med
Nissen et kort indlæg om pyelonefritis og fenacetin, og i 1959 redegør
han sammen med Lindeneg, Simon Fischer og Nissen for et materiale
Afgang og udnævnelser af professorer
71
på 42 patienter med betydeligt fenacetinmisbrug, af hvilke 36 havde
nefrophati, 18 uræmi og 12 papilnekrose.
Sammen med Harvald redegør han i 1960 for 3 og i 1961 for 10
fenacetinmisbrugende patienter, hos hvem en shocktilstand kan tænkes
at have været medvirkende årsag til fremkomsten af papilnekrose.
I 1961 gennemgår han sammen med Ebba Clausen et stort sektions-
materiale, hvorved der findes tiltagende forekomst af papilnekrose
gennem de senere år, særligt hos patienter med polyarthritis chronica.
I 1963 gives en kasuistisk meddelelse om renal tubulær acidose.
9. Varia. I 1960 publiceres sammen med Flemming Lund og Jørgen
Ringsted en interessant kasuistisk meddelelse om svær hypoglykæmi
hos en ældre kvinde med et retroperitonealt fibrosarcom. Endvidere
publiceres kasuistiske meddelelser om periureteritis librosa (sammen
med Flemming Lund) og ventilatorisk insufficiens ved svær adipositas
(sammen med Torp Pedersen).
Povl Riis er født 1925, tog lægevidenskabelig embedseksamen 1952
med laudabilis et quidem egregie (272 points), erhvervede i 1959 den
medicinske doktorgrad og opnåede i 1960 autorisation som speciallæge
i intern medicin med organspecialet hæmatologi.
Han har på almenmedicinske afdelinger været reservelæge i 6 år og
er pr. 1.10.1963 udnævnt til overlæge ved Kobenhavns Amtssygehus
i Gentofte.
Han har gennemgået isotopkursus og foretaget liere kortere studie-
rejser i Europa.
Han har i 2 år deltaget i volontorundervisningen.
Povl Riis' videnskabelige produktion omfatter navnlig afhandlinger
om hæmatologiske emner, konskromatin og seksualanomalier samt
gastroenterologi.
1. Hæmatologiske arbejder. I 1955 redegøres kort for nogle under-
søgelser over forekomsten af A- og B-antigen i humane leucocyter, og
i 1956 gives en kort oversigt over litteraturen om leucocytagglutininer.
Sammen med Fuchs, Freiesleben og Else Knudsen redegor han i
1956 og i 1958 for en metode til bestemmelse af fostres blodtype efter
ABO-systemet ved undersøgelse af foetale celler i amnionvæsken, og
i 1956 peges i en kort meddelelse pa muligheden for anvendelse af
metoden til prænatal erkendelse af visse arvelige lidelser.
I 1959 meddeler han sammen med Jørgen Stougaard nogle under-
søgelser over det hvide blodbillede dels hos 72 patienter med kronisk
pyelonefritis, og dels hos 28 patienter med akut anuri. Vurderingen af
det observerede og diskussionen er lidet tilfredsstillende.
Ved gennemgang af danske dødsattester fra årene 1951-57 finder
Riis og Mosbech 65 tilfælde af letalt forløbende agranulocytose. På
grundlag af supplerende studier af hospitalsjournaler anses 24 tilfælde
72
Universitetets årbog 1963-64
at være medikamentelt betinget, medens der i 7 tilfælde antagelig
forelå aleukæmisk leukose.
I doktorafhandlingen fra 1959 »The Cytology of Inflammatory
Exudate« gives en ret omfattende og kritisk gennemgang af litteraturen
om inllammationsbegrebet, inflammationens faser og exsudatets cyto-
logi tinder normale og forskellige patologiske forhold.
Med en tidligere kendt, men noget modificeret metode, foretages
gennem en længere periode undersøgelse af cellerne i exsudatet over
en hudexcoriation. Exsudatet er i de første timer domineret af modne
granulocyter af samme type som i blodet, medens der senere optræder
makrofager. Forfatteren er af den opfattelse, at makrofagerne stammer
fra blodets mononucleære celler, men denne transformationsteori fore-
kommer dog ret spinkelt underbygget. Efter senere tuschtilsætning ses
påny granulocytose. Også ved undersøgelse af en noget inhomogen og
ikke særlig stor gruppe patienter, deraf flere med myeloid og lymfatisk
leukose, er exsudatets cellulære komponenter omtrent som hos normale.
Ved sværere leukopeni er det som venteligt noget cellefattigt.
Afhandlingen er særdeles velskrevet og klart disponeret og rummer
interessante iagttagelser, men undersøgelsen er ikke altid tilstrækkeligt
dybtgående, og diskussionen er på nogle punkter ikke overbevisende.
Samme år refereres nogle af afhandlingens hovedpunkter i et kon-
gresforedrag, og i de følgende år videreføres undersøgelserne i sam-
arbejde med Henrik R. Wulff. Ved registrering af granulocyternes
segmentering i exsudatet findes i 1960 hos normale ved forsøgets be-
gyndelse forhold som i blodet, men efter nogle timers forløb tiltagende
segmentering. Hos en gruppe patienter med forskellige hæmatologiske
lidelser genfindes i 1961 den hos normale iagttagne successive højre-
forskydning, også hvis der i blodet er udtalt venstreforskydning. Som
mulig forklaring ventileres dels segmentering efter migration, dels
successiv ændring i migrationstypen. Den førstnævnte mulighed støt-
tes senere af enkelte forsøg in vitro.
I 1961 foretager han sammen med Wulff bestemmelse af basiske
fosfataser i granulocyter hos normale og en gruppe patienter med for-
skellige blodsygdomme, hvorved tidligere iagttagelser bekræftes.
2. Undersøgelser over konskromatin og seksualanomalier. Med ud-
gangspunkt i Barr og medarbejderes påvisning af morfologisk køns-
differens i cellekærner har Povl Riis på et tidligt tidspunkt dels alene
og dels i samarbejde med flere andre foretaget en række under-
søgelser indenfor dette område. I 1955 giver han en kort redegørelse
for nogle undersøgelser over forekomsten af det såkaldte tromme-
stikfænomen i granulocyter hos kvinder og bekræfter hermed tidligere
iagttagelser.
I 1956 redegør Riis sammen med Fuchs for nogle præliminære under-
søgelser af amnionvædsken med henblik på prænatal konsbestemmelse,
Afgang og udnævnelser af professorer
73
og samme år giver de en klar og velskrevet oversigt over metodiken
og de i litteraturen foreliggende oplysninger om konskromatinets fore-
komst ved forskellige anomalier, mulighederne for prænatal køns-
bestemmelse m.v. Sammen med Carl Erik Pilgaard udarbejder han en
metode til cellulær konsbestemmelse på epithel fra urogenitalsystemet.
Sammen med Svend G. Johnsen og Mosbech giver han i 1956 en
interessant kasuistisk meddelelse om forekomst af kromatinpositivitet
hos 2 patienter med Klinefelters syndrom. I samarbejde med Fuchs,
Svend G. Johnsen, Mosbech og Pilgaard redegøres samme år kort for
cytologisk konsbestemmelse hos 10 patienter med Turners syndrom
og 21 med svær mandlig hypogonadisme, hvoraf 5 med Klinefelters
syndrom. Resultaterne er i overensstemmelse med andre kort forinden
publicerede observationer. Det følgende år meddeles resultater af til-
svarende undersøgelser på et noget større materiale.
Sammen med Fuchs omtaler han i en kort kongresmeddelelse præ-
liminære forsøg på konsbestemmelse på celler fra chorionepitheliomer.
I 1957 linder han, at kønskromatin ikke umiddelbart lader sig påvise
i lymfocyter fra blodbanen, men gør den originale iagttagelse, at på-
visning i en del tilfælde er mulig efter inkubation in vitro.
I 1958 giver han sammen med Bassøe og Fuchs en interessant
kasuistisk meddelelse om et søskendepar med kongenit muskeldystrofi
og gonadedysgenese, henholdsvis Turners og Klinefelters syndrom,
hos hvem der ses kromatinpositive, resp. kromatinnegative cellekærner,
og i 1960 sammen med Thestrup Andersen en kasuistisk meddelelse
om testiculær feminisation.
Sammen med Fuchs publicerer han i 1960 et par mindre afhandlin-
ger om prænatal konsbestemmelse og dennes betydning for svanger-
skabsafbrydelse på eugenisk indikation, exemplificeret ved under-
søgelse af nogle hæmofilikonduktorer, og samme år redegør de kort for
resultaterne af kønskromatinbestemmelse hos 150 patienter med for-
skellige sexuelle anomalier, og de konkluderer, at undersøgelsen i en
del tilfælde er af betydelig værdi.
Selv giver han i 1961 en udmærket klar og velskrevet oversigt over
metoder til bestemmelse af kønskromatin, kromosomundersøgelser og
deres betydning for den kliniske medicin.
3. Gastroenterologiske arbejder. I 1961 publicerer han sammen med
Poul Anthonisen en foreløbig meddelelse og et par mere indgående
redegørelser for en metode til proktologisk diagnostik baseret på cyto-
logiske principper. De har konstrueret et fikst lille apparatur, med
hvilket der gennem proktoskop kan tages aftryk fra tarmslimhinden
på dækglas, som derpå farves og mikroskoperes. Gennem undersøgelse
af et stort normalmateriale og et stort materiale af patienter med for-
skellige tarmlidelser dokumenteres, at metoden kan have diagnostisk
værdi. I 1963 anvendes en tilsvarende teknik til undersøgelse af slim-
74
Universitetets årbog 1963-64
hindesekret fra cavum nasi, pharynx og oesophagus (sammen med
Schou og Anthonisen).
I 1963 publicerer han sammen med Anthonisen og Eigill Hvidberg
en lidet dybtgående afhandling om colon irritabile og dens behandling.
4. Varia. I 1956 publicerer han en kort kasuistisk meddelelse om
schistosomiasis, og i 1958 viser han ved en gennemgang af et stort
tetanusmatériale, at ulcus cruris er den sandsynlige indgangsport hos
ikke mindre end 10 af 88 ikke-neonatale tilfælde, hvorfor det anbefales
at immunisere patienter med ulcus cruris mod tetanus.
Jorn Iless Thaysen er fodt 1921, tog lægevidenskabelig embeds-
eksamen 1947 med laudabilis et quidem egregie (263 points), erhver-
vede 1955 den medicinske doktorgrad og opnåede 1957 autorisation
som speciallæge i intern medicin.
Thaysen har en god uddannelse i intern medicin og nærstående spe-
cialer. Han har været anden reservelæge i to år, første reservelæge i
5 år og siden maj 1961 assisterende overlæge ved Rigshospitalets me-
dicinske afdeling A, hvor han siden 1955 har haft den daglige ledelse
af afsnittet for hæmodialvse.
Han har i 21/2 år arbejdet på Rockefeller Institute for Medical
Research i New York og desuden foretaget kortere studierejser til
England og Frankrig.
Ved siden af sin kliniske uddannelse har han arbejdet i flere år på
Universitetets medicinsk-fysiologiske Institut og Universitetets labo-
ratorium for biologisk kemi. Han har gennemgået Isotopkursus.
Han har i 2 år været tutor ved volontørundervisningen.
Han har siden september 1962 fungeret, og siden februar 1963 været
ansat som lektor i klinisk medicin og har undervist ved en række
postgraduate kurser.
Thaysens videnskabelige produktion omfatter arbejder over sult-
sygdommen, exocrine kirtlers fysiologi, metaboliske problemer, akut
nyreinsufficiens og andre emner.
1. Afhandlinger om sultsygdommen. Som student har han sammen
med E. Hess Thaysen i 1945 givet en velskrevet redegørelse for for-
holdene i koncentrationslejren i Dachau og har formået at objektivi-
sere iagttagelserne under yderst vanskelige forhold, bl. a. konstateret,
at der ikke fandtes manifeste avitaminoser eller mavesår. I 1949 be-
skriver de hungerdiarrhoen og sandsynliggør, at denne ikke skyldes
infektion, og formentlig heller ikke avitaminose. Afhandlingen må be-
tegnes som værdifuld. I et experimentelt arbejde påviser de hos rot-
ter efter faste en betydelig atrofi af tarmslimhinden, som de tillægger
causal betydning for hungerdiarrhoen. Nogle undersøgelser over be-
tydningen af kostens sammensætning i realimentationsperioden er
originale og betydningsfulde.
Afgang og udnævnelser af professorer
75
Sammen med flere andre har han i 1952 publiceret en storre mono-
grafi »Famine Disease in German Concentration Camps. Complications
and Sequels«, hvor der gives en udtømmende skildring af emnet, dels
på grundlag af den foreliggende litteratur, som bearbejdes kritisk, og
dels på grundlag af kliniske observationer og resultater af en storre
efterundersøgelse. Bogen må formentlig betegnes som den bedste
indenfor området.
2. Afhandlinger over exocrine kirtlers fysiologi. Under opholdet på
Rockefeller institutet har Thaysen sammen med Dole og medarbejdere
foretaget en række vel planlagte og vel gennemførte undersøgelser
over svedsekretionens mekanisme.
Der redegøres for en ny og nøjagtig metode til opsamling af sved
fra et lille hudområde og til bestemmelse af antallet af aktive kirtler
samt sekretionens fordeling på disse. På grundlag af forsøg, hvor-
under der opsamles prøver af sved efter stimulation ved lokal injektion
af et cholinergt stof, opstiller de følgende originale hypotese. I sved-
kirtlen dannes et primær sekret, hvis urinstofkoncentration under den
videre passage øges ved vandreabsorption. Hypotesen støttes kraftigt
derved, at kvotienten mellem urinstofkoncentrationen i sved og i
plasma findes uafhængig af plasmakoncentrationen indenfor det
undersøgte meget vide område. Det er vanskeligere udfra hypotesen
at forklare, at kvotienten findes uafhængig af sekretions-hastighe-
den.
I et følgende arbejde undersøger de udskillelsen af en række sulfo-
namider i sveden, og det påvises, at denne lader sig forklare gennem
hypotesen udfra den forudsætning, at den udissocierede form, og kun
denne, passerer fra plasma til sved ved simpel diffusion.
I et lille interessant kongresreferat beskriver de, hvorledes fordelin-
gen af paraaminohippurat mellem to væskefaser, der er i kontakt, kan
benyttes til bestemmelse af pH i den ene af disse, når pH i den anden
er kendt.
I et stort og omhyggeligt arbejde bekræfter de, at natriumkoncen-
trationen i sved er lavere og kaliumkoncentrationen højere end i
plasma, og de viser, at natriumkoncentrationen i sved stiger med
stigende sekretionsintensitet, medens kaliumkoncentrationen er kon-
stant. Som forklaring på ændringen i natriumkoncentrationen disku-
teres en reabsorption af natrium af begrænset kapacitet under præ-
sekretets passage gennem kirtlen.
Senere viser de, at svedsekretionen aftager ved langvarigt ophold
under betingelser, hvor der vedvarende er maximal stimulation (ved
varme), og at nedsættelsen ikke er betinget af en reduktion i antallet
af fungerende svedkirtler eller i nedsat central nervøs stimulation (vist
ved forsøg på yderligere stimulation med et cholinergt stof).
Endvidere gennemfører de tilsvarende undersøgelser for spyt- og
76
Universitetets årbog 1963-64
tåresekretion. De viser, at parotis forholder sig som svedkirtlen med
hensyn til natrium- og kaliumkoncentrationens afhængighed af sekre-
tionsintensiteten, medens tårekirtlen afviger herfra, idet koncentra-
tionen af urinstof, Na og K i tårer er uafhængig af sekretionsintensite-
ten.
I doktorafhandlingen fra 1955, der er en oversigtsafhandling over
de ovenfor nævnte, værdifulde arbejder, giver han en mere indgående
diskussion af problemerne. En noget videregående kritisk analyse af
den tidligere litteratur havde her været onskelig.
Efter hjemkomst til Danmark foretager han sammen med nye med-
arbejdere undersøgelser efter tilsvarende retningslinier. De viser i vel-
tilrettelagte og præcise forsøg, at parotis forholder sig som svedkirtlen
med hensyn til udskillelse af sulfonamider. For urinstofs vedkommende
findes kvotienten mellem koncentrationen i sekret og i plasma - lige-
som for svedkirtlerne - uafhængig af plasmakoncentrationen. Kvoti-
enten findes derimod aftagende ved stigende sekretionshastighed;
denne observation afviger fra det ved svedkirtelforsøgene iagttagne,
men lader sig lettere forklare udfra præsekret-reabsorptionsteorien,
hvad forfatterne undlader at præcisere.
Dernæst undersøger de udskillelsesforholdene for natrium, kalium,
urinstof, chlor og bicarbonat i pancreas hos hunde og redegør for af-
hængigheden af sekretionsintensiteten; forfatterne gør den originale
iagttagelse, at pancreassaft indeholder reducerende substans (glucose),
og at koncentrationen varierer proportionalt med plasmaglucose-
koncentrationen. Endvidere har han deltaget i et mindre betydnings-
fuldt arbejde over spyttets fibrinolytiske aktivitet, målt med T. Astrups
metode.
I 1958 giver han en god oversigt over elektrolytproblemer ved kirtel-
sekretionen og korrelerer her sine iagttagelser med nyere elektro-
fysiologiske undersøgelser. I et større afsnit af monografien »The Alkali
Metal Ions in Biology« har han i 1960 givet en moden og kritisk vur-
dering af den foreliggende litteratur indenfor dette område.
Om sekretionsstudierne kan det sammenfattende siges, at de, om-
end enkelte punkter kan gøres til genstand for kritik, giver et meget
vægtigt bidrag til forståelsen af exocrine kirtlers funktionsmåde, ikke
mindst ved opstillingen af præsekret-reabsorptionshypotesen og sand-
synliggørelsen af dens gyldighed for sved- og spytkirtler.
3. Afhandlinger om metaboliske problemer. På Rockefeller institu-
tet har Thaysen deltaget i forskellige metaboliske undersøgelser. Det
vises, at reduktionen af blodtrykket gennem nedsat natriumtilførsel
er uafhængig af proteintilførslens størrelse, og at en lav proteintilførsel
ved iøvrigt fri kost giver vægttab, sålænge patienterne overvåges noje.
I et interessant arbejde finder Thorn, Schwartz og Thaysen, at fald i
natriumkoncentrationen og stigning i kaliumkoncentrationen, der tid-
i
Afgang og udnævnelser af professorer
77
ligere var påvist i blandet spyt under natriumdepletering, også kan på-
vises i rent parotissekret. Bestemmelsen af Na/K kvotienten for dette
sekret - fremfor blandet spyt - foreslås anvendt som index for aktivi-
teten af elektrolytregulerende hormon.
Efter hjemkomsten fra U.S.A. har han sammen med andre under-
søgt prednisons metaboliske virkninger, bekræfter forskellige tidligere
iagttagelser og viser bl. a., at den prednisonbetingede negative kvæl-
stofbalance er forbigående ved konstant kost og kan hindres ved øget
proteintilførsel. Det understreges, at patienter med sekundær binyre-
barkinsufficiens som følge af prednisonbehandling i stress situationer
bør have tilskud af cortison og ikke prednison, da dette findes at be-
sidde en vis natriuretisk virkning.
Sammen med Brøchner-Mortensen og Gjørup viser han, at tilførsel
af 19-nor-steroider modvirker den af corticosteroider betingede nega-
tive kvælstofbalance, medens virkningen på den negative kalkbalance
er noget mindre sikker.
I en kort oversigt giver han en god redegørelse for 19-nor-steroider-
nes anvendelse i klinikken.
4. Afhandlinger om akut nyreinsufficiens. Under sit arbejde med
hæmodialyse har han indsamlet et betydeligt materiale, som han har
bearbejdet, fortrinsvis sammen med andre.
I 1957 og 1958 gives en udmærket redegørelse for den anvendte tek-
nik og de opnåede resultater med god klinisk vurdering. Det påpeges,
at prognosen for akut nyreinsufficiens opstået i tilslutning til fødsel
som regel er god ved adækvat behandling. Der fremlægges en interes-
sant meddelelse om bilateral cortical nekrose med en udmærket diskus-
sion af ætiologi og patogenese. Der gives en kort redegørelse for den
postoperative azotæmi på grund af salttab, og i en kasuistisk med-
delelse fremhæves risikoen for akut nyreinsufficiens efter intravenøs
pyelografi hos patienter med myelomatose. Sammen med Gjørup be-
handler han visse problemer vedrørende kaliumstofskiftet hos patienter
med oliguri. De gør den interessante iagttagelse, at et kaliumtab, der
påføres ved hæmodialyse med kaliumfattig væske ganske overvejende
sker fra intracellulære depoter, samt at plasmakoncentrationen af
kalium efter afslutningen af dialysen stiger lige hurtigt, hvad enten
der er fjernet en større eller mere moderat mængde kalium. Nogle
undersøgelser, der er baseret på en beregning af den ved protein-
katabolisme »frigjorte« kaliummængde, må anses for at være af be-
grænset værdi, da denne - ofte anvendte - beregningsmetode er be-
hæftet med stor usikkerhed.
I tre arbejder meddeler han og Gjørup, som nogle af de første, iagt-
tagelser over virkningen af 19-nor-steroid ved kronisk og akut nyre-
insufficiens. De viser, at behandlingen i nogle tilfælde kan være af be-
tydning for opnåelsen af en positiv kvælstofbalance ved kronisk nyre-
78
Universitetets årbog 1963-64
insufficiens, og at den kan hæmme uræmiens progression. Ved at
sammenholde 19-nor-steroid behandlingen af akut nyreinsufficiens
med bl. a. diætetiske procedurer, viser de på overbevisende måde, at
19-nor-steroid hos en del patienter med ikke for stærk hyperkatabo-
lisme kan give kvælstofligevægt og hæmme azotæmiens progression
trods liberal proteinindtagelse.
I 1960 giver han en god og særdeles velskrevet oversigt over anuriens
patogenese, symptomatologi og behandling.
I 1961 diskuterer han sammen med Andreassen, Engell, C. H. Mad-
sen og Lindenberg en række problemer vedrorende den kirurgiske be-
handling af galdevejslidelser hos patienter med akut nyreinsufficiens
på grundlag af et materiale på 29 patienter, for hvilke der redegøres
omhyggeligt. Det dokumenteres, at det i adskillige tilfælde ved øget
samarbejde mellem kirurg og mediciner er muligt med godt resultat at
gennemføre operativ behandling trods svær nyrebeskadigelse og der-
med bryde en circulus vitiosus, og det fremhæves, at disse patienter
tidligst muligt må overfores til et hospital med mulighed for hæmo-
dialyse.
I 1962 giver han en god oversigt over det efterhånden meget store
materiale af patienter med akut uræmi, som har været indlagt på Rigs-
hospitalets medicinske afdeling A, de indhostede erfaringer med varie-
rende kalorietilførsel og specielt problemet om værdien af behandlin-
gen med anaboliske 19-nor-steroider, belyst ved en række vel gennem-
førte metaboliske balanceforsøg. Det konkluderes, at behandling med
anaboliske steroider i en del tilfælde muliggør tilførsel af større protein-
mængde, således at patienten kommer i positiv N-balance uden ag-
gravation af uræmien, men at denne virkning er passager og efter-
følges af en ny ligevægtstilstand. Behandlingen er derfor specielt indi-
ceret overfor svært uræmiske undervægtige patienter, hos hvem der
herigennem kan opnås en temporær bedring, under hvilken anden
terapi kan bringes til anvendelse.
Thaysen har ydet en betydelig indsats ved opbygningen og driften
af afsnittet for hæmodialyse på Rigshospitalets medicinske afdeling A
og har ved bearbejdelse af materialet dokumenteret god fysiologisk
skoling, særdeles gode kliniske evner, samt sund kritisk sans, som bl. a.
er kommet til udtryk ved den rationelle placering af hæmodialysen
i det samlede behandlingsregime.
5. Arbejder om nyrefysiologi. Med udgangspunkt i Zerahns under-
søgelser over relationen mellem iltforbrug og elektrolyttransport i
frohud samt i Ussings og KruhofTers diskussioner i monografien »The
Alkali Metal Ions in Biology« (1960) har Thaysen i samarbejde med
N. Lassen og Munck i 1961 offentliggjort nogle særdeles værdifulde
experimentelle undersøgelser på hunde over relationen mellem iltfor-
brug og natriumreabsorption i nyren. De viser, at den ikke filtrat-
Afgang og udnævnelser af professorer
79
dannende nyre har et »basalt« iltforbrug på 1 umol ilt per g/min., og
at iltforbruget i den arbejdende nyre næsten udelukkende kan til-
skrives reabsorptionen af natrium, idet iltforbruget udover basalfor-
bruget er proportionalt med natriumreabsorptionen. Observationerne
publiceres i en velskreven afhandling og i flere korte meddelelser.
Ulrik Lassen og Thaysen finder samme år stotte for denne fortolk-
ning ved undersøgelser over relationen mellem natriumturnover i
nyresnit og disses iltforbrug. På grundlag af lignende indirekte under-
søgelser konkluderer de i en kort foreløbig meddelelse sammen med
Leyssac, at angiotensin hæmmer den aktive tubulære natriumtran-
sport.
I flere arbejder diskuterer han patogenesen for den akutte nyre-
insufficiens ved shocknyre. Med udgangspunkt i de dyreexperimentelle
undersøgelser om nyrens iltforbrug vender han sig - specielt i et kort
kongresreferat fra 1962 - mod den gængse ischæmihypotese, idet han
fremhæver, at nyrens »basale« iltbehov skulle kunne dækkes selv ved
en udtalt reduktion af gennemblødningen. Argumentet må siges at
være vægtigt, men yderligere undersøgelser er påkrævet, for ischæmi-
hypotesen kan skrinlægges.
I Medicinsk Kompendium har han skrevet et afsnit om vand- og
elektrolytforstyrrelser, og i den ovenfor omtalte monografi »The Alkali
Metal Ions in Biology« har han sammen med Kruhoffer skrevet et
kapitel om den intestinale resorption.
6. Arbejder over andre emner. I 1948-49 har han skrevet tre min-
dre arbejder, herunder en god kasuistisk meddelelse om familiær
proctalgia fugax og en god oversigt over dimerkaprols farmakologi og
toxicologi.
Ved den samlede vurdering har udvalget lagt særlig vægt på ansø-
gernes videnskabelige produktion, herunder dens originalitet, på viden-
skabelig skoling, på alsidig klinisk uddannelse i intern medicin og de
nærstående specialer samt på erfaring med undervisning.
Det ledige professorat bør besættes med en ansøger, der er til-
strækkeligt inde i den samlede interne medicin til at kunne give stu-
denterne en alsidig undervisning i faget, foruden at han gennem sit
særlige arbejde på specielle områder er i stand til at meddele studen-
terne en mere dybtgående undervisning med fremhævelse af videnskabe-
lig metode og kritik. Hertil kommer, at den pågældende må kunne
honorere de krav, som postgraduat undervisning vil stille.
Alle ansøgerne må anses for kvalificerede til den ledige stilling, om-
end i væsentlig forskellig grad.
Jørgen Pedersen og Jørn Hess Thaysen må betegnes som tydeligt
bedre kvalificerede end de to andre, og Thorkild Friis som noget bedre
kvalificeret end Povl Riis.
80
Universitetets årbog 1963-64
Efter udvalgets opfattelse må valget herefter stå mellem Jørgen
Pedersen og Jorn Hess Thaysen. Dette valg er ikke ganske let, idet
de er vanskeligt sammenlignelige.
Jørgen Pedersen, som er 49 år, har en god og fyldig klinisk ud-
dannelse, herunder tjeneste på en medicinsk poliklinik, og han har som
overlæge erfaring med ledelse af en afdeling. Han har en meget stor
og alsidig videnskabelig produktion, som med stor flid er fortsat også
i de seneste år, og han har i særlig grad gjort sig fortjent gennem sine
undersøgelser over diabetes under graviditet, et område hvor han har
dannet skole. Han har ydet værdifulde bidrag til organisationen af
diabetesbehandlingen på Fødselsstiftelsen og dermed til nedbringelse
af den perinatale dødelighed. Nogle arbejder på andre områder er
svagere. Han har ingen basal videnskabelig skoling af betydning.
Han har ret sparsom men tilstrækkelig erfaring med undervisning.
Hans fremstillingsevne er oftest god.
Jørn Hess Thaysen, som er 41 år, har en god klinisk uddannelse,
men har ikke gjort tjeneste på en medicinsk poliklinik. Hans viden-
skabelige produktion er noget mindre omfattende end Jørgen Peder-
sens, men gennemgående af høj kvalitet, præget af grundig fysiologisk
skoling, klar problemstilling og præcision i forsøgsteknik og diskussion.
Han har på udmærket måde videreført sine erfaringer fra de dybt-
gående studier af exocrine kirtlers funktion til studier over nyre-
funktionen og metaboliske undersøgelser. Han har i sin produktion
ydet flere originale bidrag. Han har en væsentlig andel i organisationen
og driften af afsnittet for hæmodialyse på Rigshospitalet og har ved
behandlingens tilrettelæggelse og den videnskabelige vurdering af
materialet dokumenteret gode kliniske evner og oftest god kritisk
sans. Han har en ikke ringe erfaring med undervisning, og hans frem-
stillingsevne er særdeles god.
Udvalget er enstemmigt af den opfattelse, at Jorn Hess Thaysen.
alt taget i betragtning, må anses for den bedst kvalificerede til den
ledige stilling, særlig under henvisning til hans udmærkede videnskabe-
lige skoling, den hoje kvalitet af hans videnskabelige produktion og
hans originalitet, hvortil kommer hans særdeles gode fremstillingsevne.«
Indstillingen har i overensstemmelse med § 3, stk. 7, i nævnte an-
ordning været tilstillet ansøgerne, af hvilke ingen indsendte bemærk-
ninger.
Efter at indstillingen var blevet tiltrådt af fakultetet på et mode
den 21. oktober 1963 og af Konsistorium i dettes møde den 18. decem-
ber 1963, blev den indsendt til ministeriet, hvorefter assisterende
overlæge, lektor, dr. med. Jorn Hess Thaysen ved kgl. resolution af
4. januar 1964 blev udnævnt til professor i intern medicin ved Køben-
havns universitet fra den 1. februar 1964 at regne.
Afgang og udnævnelser af professorer
81
f. Professor, dr. med. Harald Okkels1 afgang fra universitetet og profes-
sor, dr. med. Harald Aloes udnævnelse til professor i normal anatomi
(j. nr. 377/63).
Ved kgl. resolution af 3. august 1963 blev der meddelt professor i
normal anatomi, dr. med. Harald Julius Christian Okkels afsked efter
ansøgning på grund af svagelighed og med pension fra den 31. decem-
ber 1963 at regne.
Efter at det lægevidenskabelige fakultet og universitetets rektor un-
der 13. juni 1963 havde indstillet, at det således ledigtblevne embede
blev opslået ledigt, udtalte ministeriet under 24. juni 1963, at det ved
de i sin tid forte forhandlinger om oprettelsen af de på normeringsloven
for finansåret 1962-63 gennemforte 2 professorater i anatomi var for-
udsat, at det af professor Harald Okkels beklædte professorat skulle
nedlægges ved ledighed, hvorfor ministeriet udbad sig en udtalelse
om dette spørgsmål.
Under 6. juli 1963 afgav universitetets rektor påny indstilling om
opslag af det ledigtblevne embede med følgende begrundelse:
»Det er vel rigtigt, at der under forhandlingerne i ministeriet om
universitetets forslag til normeringsloven for 1962-63 blev rejst det
spørgsmål, om det af professor Okkels beklædte professorat, såfremt
de af det lægevidenskabelige fakultet foreslåede to nye professorater i
anatomi, blev gennemfort, kunne nedlægges ved ledighed. Når dette
spørgsmål blev rejst, havde det dog udelukkende som baggrund, at
man fra universitetets side til sagens stilling i det hele gav den oplys-
ning, at faget i øjeblikket var ude for betydelige vanskeligheder, bl. a.
på grund af den daværende eneste professor i anatomi, professor Ok-
kels' helbredstilstand. Men det fremgik ganske tydeligt af det læge-
videnskabelige fakultets indstilling, hvoraf genpart vedlægges, at der
ved oprettelsen af et andet og tredie professorat i anatomi var tale
om en fuldstændig reorganisation af faget, en reorganisation, som er
blevet nødvendig dels på grund af det stærkt stigende antal studerende,
dels på grund af de forskningsområder, som faget omfatter, og denne
reorganisation var udtrykkelig planlagt som en deling af institutets
undervisnings- og forskningsopgaver på 3 professorater. Universitetets
repræsentanter ved forhandlingen i ministeriet gav derfor heller ikke
tilslutning til tanken om nedlæggelse ved ledighed i det da eksiste-
rende professorat i anatomi, ligesom der heller ikke på normerings-
loven for 1962-63 hverken i lovens tekst eller i anmærkningerne an-
gående de to nye professorater er optaget nogen bemærkning om
eventuel nedlægning af det eksisterende.
Det kan endelig tilføjes, at det lægevidenskabelige fakultet i adskil-
lige år har beskæftiget sig med forholdene angående undervisningen
i anatomi, som af skellige grunde har været og stadig er ude for be-
82
Universitetets årbog 1963-64
tydelige vanskeligheder. Af hensyn til denne vigtige del af lægernes
uddannelse er det derfor af afgørende betydning, at det resultat af
fakultetets overvejelse, som har fundet udtryk i den fornævnte ind-
stilling om de to nye professorater med tilhørende afdelingslederstil-
linger, bliver gennemført.
Man skal derfor fastholde indstillingen om opslag af det ved pro-
fessor Okkels' afgang ledigtblivende professorat i anatomi.«
Efter at ministeriet under 20. august 1963 havde meddelt, at det
efter omstændighederne ikke ville modsætte sig et opslag af embedet
og efter at dette var sket, blev under 18. september 1963 de indkomne
4 ansøgninger, nemlig fra videnskabelig assistent, cand. med. Helge
Andersen, afdelingsleder, lektor, cand. med. Franz Bierring, overlæge,
lektor, cand. med. Hans-Henrik Jacobsen og professor, dr. med. Harald
Moe, tilstillet universitetet til erklæring.
I skrivelse af 19. november 1963 til ministeriet trak overlæge Hans-
Henrik Jacobsen sin ansøgning tilbage, efter at det lægevidenskabelige
fakultet havde afvist den af ham stillede betingelse om at bevare sin
stilling som overlæge ved Rigshospitalets neuroradiologiske afdeling,
såfremt han skulle blive indstillet til professoratet.
Til at bedømme de resterende 3 ansøgninger nedsatte det læge-
videnskabelige fakultet i henhold til § 2, stk. 2, i kgl. anordning af
5. februar 1953 om ansættelse af professorer ved Københavns uni-
versitet et udvalg bestående af professorerne, dr. med. Erik Andreasen,
dr. med. Mogens Andreasen, med. dr. Gosta Glimstedt, Lund, dr. med.
Erik Landboe-Christensen og dr. med. Gunnar Teilum. Dette udvalg
afgav under 10. januar 1964 følgende indstilling:
»Til det ledige professorat i normal anatomi ved Københavns uni-
versitet har der meldt sig 3 ansøgere:
Videnskabelig assistent ved universitetets medicinsk-anatomiske
institut, cand. med. Helge Andersen.
Afdelingsleder, lektor ved samme institut, cand. med. Franz Bier-
ring.
Professor i anatomi og histologi ved Københavns Tandlægehøjskole,
dr. med. Harald Moe.
Det af fakultetet i mødet den 7. oktober 1963 nedsatte udvalg har
i vedlagte bilag givet en redegørelse for ansøgernes uddannelse og en
kritisk gennemgang af deres videnskabelige produktion.
Helge Andersen er fodt den 8. januar 1929 og bestod lægevidenskabe-
lig embedseksamen sommeren 1957 med haud illaudabilis primi gradus
(1695/6 points).
Uddannelse og ansættelser. Som student har han været ansat 3 se-
mestre som demonstrator anatomiae ved medicinsk-anatomisk insti-
Afgang og udnævnelser af professorer
83
tut i Kobenhavn og siden 1954 som instruktor ved begynderundervis-
ningen i anatomi. Han har desuden siden februar 1956 været senior-
instruktør ved undervisningen i topografisk anatomi og siden foråret
1957 medvirket ved det obligatoriske kursus i histologi. Samtidig har
han i 1 måned været vikar for lægeassistent på Kommunehospitalets
patologiske afdeling i København og i 1 år 10 måneder været ansat
som videnskabelig medhjælper ved medicinsk-anatomisk instituts
antropologiske laboratorium. Siden februar 1959 har han været ansat
som videnskabelig assistent ved samme institut, i de første 7 måneder
som vikar i stillingen.
Han har gennemgået et kursus i cyto- og histokemi på zoologisk
institut.
Som videnskabelig medhjælper ved medicinsk-anatomisk instituts
antropologiske laboratorium har han deltaget i bearbejdelsen af
Nationalmuseets skeletfund samt af laboratoriets pathologiske skelet-
samling. Under sin ansættelse som videnskabelig assistent har han
forestået arbejdet i institutets cyto- og histo-kemiske laboratorium.
Som videnskabelig assistent har han endvidere medvirket ved dis-
sektionsundervisningen, såvel her i landet som i England, samt del-
taget i undervisningen af de studerende i cyto- og histologi. Han er
nu undervisningskoordinator for begynderundervisningen i anatomi.
Videnskabelig produktion. Andersens produktion omfatter 13 ind-
leverede arbejder, hvoraf 7 er publiceret i tidsrummet 1960-62, medens
de resterende 6 foreligger i manuskript. Det ene af disse er manu-
skript til en doktorafhandling.
Nr. 4-9 må regnes for hans væsentligste arbejder og danner grund-
laget for disputatsen. Disse arbejder omhandler undersøgelser over
udviklingen af forskellige led hos mennesket og det tidlige synoviale
væv. Andersen har foretaget mikroskopiske undersøgelser af leddene
hos et stort antal fostre i forskellige aldre, baseret på kendte histo-
kemiske farvereaktioner. Arbejderne er væsentligst deskriptive, om-
hyggeligt udført, og viser forfatterens fortrolighed med histokemisk
undersøgelsesteknik; de øger uden tvivl vor viden på dette område.
Man kunne i visse af arbejderne have ønsket en lidt større nøgtern-
hed, ligesom den stilistiske udformning nogle steder kan kritiseres.
De øvrige arbejder omfatter forskellige undersøgelser, der for
flertallets vedkommende er udført i samarbejde med andre. De er
væsentligst af registrerende art og kan ikke betegnes som egentlig
dybtgående.
Sammenfattende kan man udtale, at Andersens uddannelse i anatomi
er ganske omfattende, og at han har erfaring i undervisning, væsent-
ligst fra sin virksomhed som instruktør af de medicinske studerende.
Han har vist stor videnskabelig arbejdsiver; men hans produktion er
endnu begrænset, såvel m. h. t. omfang og originalitet som dybde.
6*
84
Universitetets årbog 1963-64
Udvalget mener på denne baggrund ikke at kunne anse ham for kvali-
ficeret til et professorat i normal anatomi.
Franz Bierring er fodt den 20. marts 1921 og bestod lægevidenska-
belig embedseksamen sommeren 1947 med laudabilis (248^2 points).
Uddannelse og ansættelser. Bierrings uddannelse er dels klinisk og
dels anatomisk. Efter 1 års turnustjeneste har han været kandidat el-
ler 2. reservelæge ca. 5 år på kirurgisk, ca. l1/^ år på gynækologisk,
6 måneder på obstetrisk-gynækologisk og 3 måneder på medicinsk af-
deling samt assistent 8 måneder på patologisk institut, 5 måneder på
rontgenklinik og 10 måneder på Medicinsk Laboratorium, Kobenhavn.
Han har 2 år 3 måneder vikarieret i en videnskabelig assistentstilling
ved medicinsk-anatomisk institut og 5 år 2 måneder været ansat som
videnskabelig assistent sammesteds. I november 1963 udnævntes han
til afdelingsleder ved institutet. I de sidste ca. 3 år har han ledet in-
stitutets elektronmikroskopiske afdeling.
Han har deltaget i liere udenlandske kongresser og møder og fore-
taget studierejser, bl. a. for at studere elektronmikroskopi.
Under sin ansættelse som videnskabelig assistent ved medicinsk-
anatomisk institut har han samtidig som instruktor deltaget i begynder-
undervisningen i anatomi og 3 år 6 måneder været instruktør ved
seniorinstruktionen i topografisk anatomi. I tiden januar 1962-okto-
ber 1963 har han varetaget den til det ene af de to lektorater i nor-
mal anatomi knyttede undervisning og eksamination. Siden november
1963 har han været beskikket som lektor i normal anatomi. Desuden
har han været lærer i anatomi ved de i 1960 og 1962 afholdte inter-
nationale kurser i medicinsk revalidering samt i 2 år været lærer i
kirurgi ved sygeplejeskolen på Bispebjerg hospital. I september 1963
har han holdt forelæsninger ved kurset i de for medicinen basale viden-
skaber.
Videnskabelig produktion. Bierrings videnskabelige produktion om-
fatter 24 arbejder, publiceret i perioden 1951-63; 8 af arbejderne fore-
ligger i manuskript. Hertil kommer 2 ved udvalgsarbejdets afslutning
indleverede manuskripter; disse er på grund af den sene indlevering
ikke medtaget i bedømmelsen. Af arbejderne er 8 kliniske og 16 ana-
tomiske.
Af de 8 kliniske arbejder er 3 referater af foredrag. To af arbejderne,
med medarbejdere, drejer sig om efterundersøgelse af større kirurgi-
ske materialer. Det er grundige og solide arbejder. De resterende 3 er
kirurgiske kasuistikker.
Blandt de anatomiske arbejder omhandler 7 arbejder undersøgelser
over det lymfoide system. Disse undersøgelser må betegnes som Bier-
rings videnskabelige hovedindsats. Han beskæftiger sig her forst og
fremmest med knoglemarvslymfocytterne, som af mange forskere
Afgang og udnævnelser af professorer
85
anses for stamcellerne til de myeloide og erythroide celler; han soger
at afgøre, om disse lymfocytter er af myelogen eller hæmatogen op-
rindelse. Han anvender i sine arbejder numerisk analyse af knogle-
marven, som han soger at påvirke ved exstirpation af forskellige lym-
foide organer. Han påviser, at thymectomi hos rotter ikke påvirker
knoglemarvens lymfocytindhold til trods for, at lymfocyttallet i duc-
tus thoracicus og i blodet formindskes betydeligt. Thymus synes så-
ledes uden betydning for dannelsen af knoglemarvslymfocytterne.
I andre arbejder folger han problemerne op, således ved at under-
søge knoglemarven efter extensive lymfeknudeexstirpationer og efter
kombineret thymectomi-lymphadenectomi; konglemarvslymfocyttallet
forandres ikke herved, hvorfor lymfeknuderne heller ikke kan anses
for dannelsesstedet for knoglemarvslymfocytterne. Endelig viser han,
at splenectomi isoleret eller kombineret med thymectomi og lympha-
denectomi forårsager en forøgelse af lymfocyttallet i knoglemarven.
Alle disse undersøgelser tyder således stærkt på, at knoglemarvslym-
focytterne dannes in loco og ikke extramedullært, som man tidligere
har ment. Resultaterne er baseret på en grundig metodik ved under-
søgelsen af knoglemarven. Disse arbejder er udført med stor teknisk
dygtighed og repræsenterer et vigtigt bidrag indenfor et aktuelt og
betydningsfuldt forskningsområde. En definitiv løsning af de omhand-
lede problemer kan dog forst imødeses efter yderligere og mere dybt-
gående undersøgelser.
I endnu et arbejde indenfor det lymfoide system undersøger Bier-
ring med medarbejdere visse problemer vedrørende recirculationen af
lymfocytter. Af resultaterne drager forfatterne den slutning, at den
postglandulære, hepatiske lymfe almindeligvis indeholder en ældre
cellepopulation end den intestinale. Også i dette arbejde var en mere
kritisk stillingtagen til problemerne ønskelig.
De øvrige 9 anatomiske arbejder omhandler meget forskellige emner;
de er baseret på elektronmikroskopiske undersøgelser. Det drejer sig
om registrerende arbejder udfort med en smuk teknik. I et arbejde
fremsætter han med medarbejdere den overraskende hypotese, at en
transformation af normale parenchymceller til tumorceller kan ske i
umiddelbar nærhed af et metastatisk carcinom; dette dokumenteres
dog ikke på det foreliggende elektronmikroskopiske materiale. Et fore-
dragsmanuskript giver en udmærket oversigt over elektronmikroskopi-
ens nuværende stade.
Sammenfattende kan man om Bierring udtale, at han har en for en
anatom særdeles værdifuld klinisk uddannelse; hans uddannelse i ana-
tomi er omfattende, og han har en flerårig erfaring som lærer og eksa-
minator i dette fag. Han behersker den elektronmikroskopiske teknik,
og han har i sine arbejder vist usædvanlige tekniske evner. Hans viden-
skabelige produktion indenfor anatomien er ganske omfattende, og
86
Universitetets årbog 1963-64
han har i den seneste tid publiceret mange arbejder, hvoraf flere af
betydelig værdi. Han har dog endnu ikke fuldendt noget disputats-
arbejde. I enkelte arbejder kunne man ønske noget mere dybde og
kritisk sans. Alt taget i betragtning mener udvalget, at han må anses
for kvalificeret til det ansøgte professorat.
Harald' Moe er født den 10. marts 1918, bestod sommeren 1945
lægevidenskabelig embedseksamen med laudabilis (248 points), tildeltes
1944 accessit for Københavns universitets prisopgave i teoretisk medi-
cin og erhvervede 1959 den medicinske doktorgrad.
Uddannelse og ansættelser. Moe var som student ansat 1 år 6 måneder
som demonstrator anatomiæ ved medicinsk-anatomisk institut. Hans
uddannelse efter embedseksamen omfatter - foruden 1 års turnus-
tjeneste - 4 måneder på fødeafdeling, 6 måneder på kirurgisk afdeling
og 10 år og 11 måneder videnskabelig assistent eller amanuensis ved
medicinsk-anatomisk institut, heraf 2 år 4 måneder som konstitueret
afdelingsleder. Siden 1960 har han været ansat som professor i ana-
tomi og histologi ved Københavns Tandlægehøjskole.
Moe har i 1948-49 samtidig med anden ansættelse arbejdet på Carls-
berglaboratoriets kemiske afdeling (professor Linderstrøm-Lang) samt
i efteråret 1957 som gæst i laboratoriet for elektronmikroskopi på Sta-
tens Seruminstitut (afdelingsforstander, cand. polyt. A. Birch Ander-
sen) og i 1962 deltaget i et instruktionskursus i Tyskland i anvendelse
af elektronmikroskop.
Endvidere har han foretaget en 41/2 måneds studierejse til U.S.A.,
bl. a. som visiting scientist ved National Institutes of Health, Be-
thesda.
Han har deltaget i talrige kongresser i ind- og udland.
Under sin ansættelse i de sidste år ved medicinsk-anatomisk institut
har han ledet institutets laboratorium for elektronmikroskopi. Efter sin
tiltræden som professor ved Københavns Tandlægehøjskole har han der
forestået indretningen af højskolens nye anatomiske afdeling med
undervisningslokaler, laboratorier for histologi og en afdeling for
elektronmikroskopi, tilrettelagt undervisningen i anatomi og histologi
for tandlægestuderende og instrueret afdelingens personale i elektron-
mikroskopisk teknik. Det fremgår af Moes ansøgning, at han har igang-
sat yngre medarbejdere i det videnskabelige arbejde.
Han har i årene 1946-47 været instruktør ved begynderundervis-
ningen i anatomi og derefter instruktør i topografisk anatomi. I et
semester har han varetaget forelæsningerne for professoren i anatomi
og 4 år den til det ene af de to lektorater i normal anatomi knyttede
undervisning og eksamination. Endvidere har det i ca. 2 år været over-
draget ham at varetage undervisningen som lektor i anatomi ved Kø-
benhavns Tandlægehøjskole. Han har desuden i to år afholdt kursus i
Afgang og udnævnelser af professorer
87
neuroanatomi for vordende psykiatere og i to år kursus i neuroanatomi
for vordende neurologer.
Videnskabelig produktion. Moes videnskabelige produktion omfatter
- foruden besvarelsen af universitetets prisopgave - 21 arbejder, af
hvilke 18 har været indsendt til udvalget. Arbejderne er publiceret i
tidsrummet 1951-63. Et af arbejderne er i manuskript.
De forste arbejder omhandler et histokemisk problem vedrorende
fosfatasebestemmelse; de folgende, blandt hvilke lindes hans disputats,
er kvantitativt histologiske undersøgelser over bægercelleforekomsten
i tyndtarmen, medens de senere hovedsagelig er elektronmikroskopiske
arbejder.
Fosfatasearbejderne er kritiske studier over Gomoris metode til på-
visning af alkalisk fosfatase. Moe viser her på tarmepithelceller, at
reaktionens udfald i hoj grad er afhængig af behandlingstiden, og han
forklarer herved tidligere modstridende resultater over fosfataseloka-
lisationen. Dette smukke arbejde repræsenterer en betydningsfuld for-
bedring af en meget anvendt histokemisk metode.
Moes kvantitative undersøgelser over bægercelleforekomsten i tarm-
slimhinden er publiceret i flere arbejder. Disputatsen fra 1959: »Kvan-
titative undersøgelser af bægercellerne i tyndtarmen hos katte« er hans
videnskabelige hovedværk. Arbejdet omfatter en numerisk bestem-
melse af bægercelleforekomsten i forskellige tyndtarmafsnit foruden
en bestemmelse af bægercellernes fordeling i lamina epithelialis fra
kryptbund til villustop. Til dette formål har Moe udarbejdet en eksakt
metode, efter hvilken bægercellerne farves ved en PAS-modifikation i
totalpræparater. For at få et indtryk af de fysiologiske variationer
blev bægercelletætheden sammenlignet hos fastende og ikke-fastende
dyr. Dette store og grundige arbejde, udført med en selvstændigt ud-
arbejdet teknik, er en monsterværdig kvantitativ-histologisk under-
søgelse. Til disputatsarbejdet slutter sig en undersøgelse, hvor tynd-
tarmsafsnit med forskellige bægercelletæthed blev transplanteret til
andre tarmafsnit eller vesica. Det viste sig, at en slimhinde med ringe
bægercelletæthed kun frembød en moderat forøget bægercelletæthed,
når den blev overflyttet til omgivelser, der normalt viste stor bæger-
celletæthed.
I andre arbejder har Moe med medarbejdere udarbejdet en metode
til bestemmelse af volumen i lateralventriklerne i menneskehjerner,
og han har foretaget en cytologisk kønsbestemmelse hos en gruppe
patienter med hypospadi i forskellige grader.
Moes elektronmikroskopiske arbejder omfatter forskellige ultra-
strukturelle problemer i forskellige celletyper. Arbejderne og billed-
materialet viser med stor tydelighed, at de er udført af en erfaren for-
sker, som behersker den elektronmikroskopiske teknik. En oversigt
over elektronmikroskopi og cellestruktur udmærker sig ved sin klarhed
88
Universitetets årbog 1963-64
og præcise form. Moe har yderligere i to arbejder udviklet en værdi-
fuld metode, ved hjælp af hvilken han som den første ad indirekte vej
histo-kemisk kan påvise substanser i ultrastrukturel skala.
Sammenfattende kan man om Moe udtale, at hans uddannelse og er-
faring som lærer i normal anatomi er meget omfattende. Han har i
adskillige år været eksaminator i faget. Han har forestået indretningen
af en ny anatomisk og histologisk afdeling på Københavns Tandlæge-
højskole. Hans videnskabelige produktion er af hoj kvalitet. Moe gen-
nemforer sine undersøgelser med grundighed, dygtighed og med en
elegant beherskelse af teknikken. Han kommer til nye og væsentlige
resultater og hans fremstillingsevne er særdeles god. Udvalget må anse
ham for velkvalificeret til det ansøgte professorat.«
Ved den samlede vurdering har udvalget lagt særlig vægt på an-
søgernes videnskabelige produktion, herunder dens originalitet, på ud-
dannelsens alsidighed og dens tilknytning til andre medicinske fag, på
evne til samarbejde og organisationstalent m. h. t. videnskabeligt ar-
bejde samt på erfaring med undervisning.
Som det fremgår af bilaget må Moe anses for velkvalificeret til det
ansøgte professorat og de to andre ansøgere overlegen. Man skal der-
for enstemmigt indstille ham til det ledige professorat i normal ana-
tomi.
Udvalgets indstilling blev i overensstemmelse med anordningens
§ 3, stk. 7 tilstillet ansøgerne, af hvilke ingen indsendte bemærkninger.
Efter at indstillingen var blevet tiltrådt af fakultetet i et møde den
10. februar 1964 og af Konsistorium i et møde den 26. februar 1964,
blev den indsendt til ministeriet, hvorefter professor i anatomi og
histologi ved Københavns tandlægehøjskole, dr. med. Harald Moe ved
kgl. resolution af 9. april 1964 blev udnævnt til professor i normal
anatomi ved Københavns universitet fra den 1. juli 1964 at regne.
g. Professor, dr. med. Tage Kemps afgang fra universitetet og konstitu-
tion af doeent, dr. med. Jan F. Mohr, Oslo, som professor i human
aruebiologi og eugenik
(j. nr. 546/62).
Ved kgl. resolution af 7. november 1962 blev der meddelt professor
i human arvebiologi og eugenik, dr. med. Tage Kemp afsked efter an-
søgning på grund af alder og med pension fra den 31. august 1963 at
regne.
Efter at det således ledigtblevne embede var blevet opslået ledigt,
blev under 7. december 1962 de indkomne 4 ansøgninger, nemlig fra
docent, fil. dr. Lars Eduard August Beckman, Uppsala, docent Marco
Fraccaro M.D., Pavia, assisterende overlæge, lektor, dr. med. Bent
Afgang og udnævnelser af professorer
89
Harvald og docent, dr. med. Jan F. Mohr, Oslo, tilstillet universitetet
til erklæring.
Til at bedomme de indkomne ansøgninger nedsatte det lægeviden-
skabelige fakultet i henhold til § 2, stk. 2, i kgl. anordning af 5. februar
1953 om ansættelse af professorer ved Københavns universitet et ud-
valg bestående af professorerne, med. dr. Jan A. Book, Uppsala, dr.
med. Eggert Møller, dr. med. K. A. Jensen, dr. med. Erik Stromgren
og fil. dr., dr. rer. nat. Dietrich von Wettstein.
Udvalget afgav under 29. oktober 1963 følgende indstilling:
Docent, fil. dr. Lars Beckman, født d. 5. maj 1928. Efter folkeskole-
lærereksamen filosofikandidateksamen 1955, filosofilicentiateksamen
1957 i fysisk antropologi og filosofilicicentiateksamen 1958 i genetik,
fil. dr. og docent i human genetik ved Uppsala Universitet 1959.
Ansættelsesforhold og uddannelse. Videnskabelig assistent ved medi-
cinsk-genetiska institutionen 1956-1959, ekstraordinær docent i hu-
man genetik ved Uppsalas universitet siden 1959. Vikarieret for pro-
fessoren i medicinsk genetik i tre måneder 1960. Docent Beckmans
videnskabelige virksomhed er udfort på institutionen for medicinsk
genetik ved Uppsalas universitet. Han har en fuldstændig akademisk
uddannelse i såvel genetik som fysisk antropologi. Humangenetikken
er hans hovedfag.
Videnskabelige publikationer. Docent Beckman har indleveret 52 af-
handlinger publiceret i tidsrummet 1957-1963. En stor del af docent
Beckmans videnskabelige produktion beskæftiger sig med analysen af
populationsstrukturen i Sverige ved hjælp af blodtyper. Det vigtigste
arbejde i denne gruppe udgøres af doktorafhandlingen. I disse arbej-
der har Beckman påvist statistisk sikre forskelle i frekvensen af blod-
typerne hos forskellige subpopulationer i den svenske befolkning. Op-
delingen sammenlignes med arkæologiske og antropometriske data.
Af speciel interesse er analyserne af populationsstrukturen hos lap-
perne og Gotlands befolkning. Beckman har i disse arbejder indsamlet
et meget stort materiale, som han har analyseret korrekt og i overens-
stemmelse med anerkendte metoder. Hans konklusioner er vel under-
bygget, og arbejderne har betydelig teoretisk og praktisk værdi, det
sidste specielt med henblik på paternitetsbestemmelser.
I et antal meget interessante og teknisk godt gennemførte arbejder
har Beckman undersøgt serumproteiner hos mennesker, aber og fugle.
Han har derved benyttet den af Smithies indførte stivelses-gel-elektro-
forese samt immunelektroforese, Ouchterlonyteknik og elektroforese i
forbindelse med autoradiografi. I 3 af arbejderne har han undersøgt
haptoglobiner hos mennesker, dels til belysning af populationsstruk-
turen hos lapper og dels til anvendelse i faderskabssager. Sammen
med Hirschfeld og Heiken har han studeret haptoglobintypernes geo-
90
Universitetets årbog 1963-64
grafiske fordeling og konstateret overensstemmelse med den postu-
lerede 2-allel-hypotese. Det af Hirschfeld opdagede Gc-serumsystem
karakteriseres nærmere i andre arbejder. Identitet mellem Gc-fakto-
rerne og de elektroforetiske påviselige postalbuminer påvises i serum.
I 6 arbejder, delvis i samarbejde med Holmgren, er transferriner og
deres varianter blevet undersøgt. Derved har Beckman påvist fore-
komsten af varianter, som hidtil ikke var kendt i den europæiske be-
folkning. Hans undersøgelser har endvidere klargjort, at varianterne
Bx, B2, Dx og C må betragtes som alleler af ét og samme gen. I 2 af
arbejderne undersøgtes, i hvor høj grad serumesteraser og sure fos-
fataser kan bruges som markører. For at undersøge relationerne mel-
lem forskellige primater har han analyseret haptoglobiner, transfer-
riner og serumesteraser hos nogle Macacusarter samt Chimpansen. Der
foreligger også et arbejde om serumproteiner hos fugle og to arbejder
om fytohæmagglutininer. Beckman har i sine arbejder over serum-
proteinerne vist, at han behersker dette felt, og han har ydet flere
originale bidrag.
I et antal populationsundersøgelser gransker Beckman bl. a. kritisk
den klassiske fysiske antropologis arbejdsmetoder. Specielt undersøger
han værdien af de derved anvendte karakterer for populationsunder-
søgelser og faderskabssager. 6 arbejder omhandler forskellige sygdom-
mes og misdannelsers genetik. Disse arbejder viser ligeledes, at han
har kendskab til humangenetiske problemer.
Beckman er en internationalt anset forsker, og hans videnskabelige
virksomhed karakteriseres af en imponerende arbejdskapacitet, en-
tusiasme og idérigdom. Han besidder tillige evnen til at interessere og
vejlede yngre medarbejdere, med hvem han i stor udstrækning har
publiceret sine resultater. Han har med held appliceret genetiske og
serologiske metoder på antropologiske og demografiske problemer.
Docent Marco Fraccaro, M.D., født d. 26. september 1926. M.D. ved
universitetet i Pavia 1950. Libero docente i human genetik ved univer-
sitetet i Pavia 1960. Professore incaricato ved samme universitet 1962.
Ansættelsesforhold og uddannelse. Assistent ved Patologisk institut
ved universitetet i Pavia 1950-1954. Studier i genetik ved Galton La-
boratory, London 1954. Forskningslåkare ved institutet for medicinsk
genetik, Uppsala 1956-1960, herunder opholdt han sig som Rockefel-
lerstipendiat i 6 måneder ved institut for cytologi og experimentel
histologi i Leyden for at studere vævskulturteknik (1957). Senior
scientific officer ved Population Genetics Research Unit, Oxford
1960-62. Siden 1962 har han bestyret et af Euratom financieret labo-
ratorium for human cyto-genetik ved universitetet i Pavia. Fraccaro
har siden 1960 fungeret som ekspert og forelæser i human genetik ved
forskellige internationale møder.
Afgang og udnævnelser af professorer
91
Videnskabelige publikationer. Fraccaro har indleveret 77 afhandlin-
ger, publiceret i tidsrummet 1951-1963. Hans tidlige arbejder omhand-
ler i hovedsagen misdannelser og patologisk-anatomiske undersøgel-
ser af arvelige sygdomme. Blandt disse er 2 af arbejderne af speciel
interesse. Deri beskrives dels en ny form for misdannelse i knogle-
systemet og dels specifike nyreforandringer ved Laurence-Moon-Biedl-
syndromet. I to arbejder studeres arvegangen og forekomsten af
fenylketonuri. Flere af arbejderne omhandler sjældne defekter. Eet
omhandler forekomsten af Lindau's sygdom i en familie i flere gene-
rationer og er af speciel interesse. En storre almen oversigt over med-
fødte misdannelser gives sammen med Book.
Fraccaros arbejder over fødselsvægt og dens sammenhæng med visse
egenskaber hos moderen, belyst i forskellige populationer viser, at
han besidder fremragende kundskaber i statistik og er fortrolig med
statistikkens anvendelse indenfor human genetiske problemer.
8 arbejder omhandler hovedsagelig populationsgenetiske spørgsmål.
I disse arbejder gives en del vigtige bidrag til forståelsen af dyna-
mikken i humane populationer.
De resterende publikationer af Fraccaro omhandler human cyto-
genetik. 7 arbejder behandler metodikken for kromosomanalyse i celle-
kulturer hos mennesker og studier af den normale karyotype. I 9 ar-
bejder undersøges karyotypen hos patienter med Turner's syndrom.
Blandt de undersøgte tilfælde lindes foruden 14 XO konstitutioner en
ny variant, som besidder en karyotype med en isokromosom for den
lange arm af X-kromosomet. Nye afvigende kønskromosomkonstitu-
tioner beskrives i 7 arbejder. Afvigelserne omfatter konstitutionerne
XXXXY, XYY samt mosaiker af XO, Xy, XXy og XX, XXY,
XXYYY. Fraccaro har også deltaget i studierne over kromosomvaria-
tionerne ved mongolisme, hvilket fremgår af 4 arbejder. Forekomsten
af translokationer i to familier beskrives i et enkelt arbejde.
Fraccaro har deltaget i et omfattende arbejde over induktionen af
kromosomale aberrationer i humane celler ved ioniserende stråling,
som er blevet publiceret sammen med Book, Fredga og Lindsten.
Arbejdet repræsenterer en meget omhyggelig analyse, hvori et skon
over fordoblingsdosen for strålingsinducerede aberrationer gives.
I et arbejde studeres den differentielle DNA-syntese i de fire X-kro-
mosomer af et XXXXY individ ved hjælp af autoradiografi. Tre af
X-kromosomerne markeres tidligt, og et X-kromosom markeres på et
sent stadium. Disse resultater er i udmærket overensstemmelse med
kønskromatin-konstitutionen og giver et vigtigt bidrag til forståelsen
af kønskromatinets opkomst og funktion. I et yderligere arbejde gøres
sandsynligt, at generne for Xg blodtypen er beliggende i den korte
arm af X-kromosomet. I analyserne benyttes individer med iso-X-kro-
mosom (Turner's syndrom) i familier som spalter for farveblindhed.
92
Universitetets årbog 1963-64
De to sidstnævnte arbejder repræsenterer de hidtil mest avancerede
analyser indenfor den humane cvto-genetik. Disse arbejder er publice-
ret sammen med Rowley, Muldal, Gilbert, Lajtha, Lindsten og Kaijser,
resp. med Lindsten, Polani, Hamerton, Sanger og Race.
Fraccaro har vist sig at være en kyndig forsker indenfor human-
genetikken og gennem sin tidlige indsats inden for den humane cyto-
genetiks periode har han vundet international påskønnelse.
Lektor, assisterende overlæge, dr. med. Bent Jørgen Harvald, født
d. 11. februar 1924. Lægevidenskabelig embedseksamen ved Køben-
havns universitet 1947. Dr. med. 1954.
Ansættelsesforhold og uddannelse. Foruden forskellige kandidattjene-
ster har han fået en god uddannelse i intern medicin som reservelæge
ved medicinske afdelinger i 6 år 3 måneder og som assisterende over-
læge ved en medicinsk afdeling siden april 1961, altså tilsammen 8 år
10 måneder. Han har i 1958 fået autorisation som speciallæge i intern
medicin. Fra februar 1949-januar 1951 har han været videnskabelig
assistent ved universitetets arvebiologiske institut i Kobenhavn. Han
har medvirket i det ved arvebiologisk institut igangværende store
tvillingprogram. Siden juli 1961 har han været lektor i arvepatologi
ved Københavns universitet.
Videnskabelige publikationer. Harvalds afhandlinger om human arve-
biologi omfatter 16 numre. Arbejderne om epilepsiens genetik repræ-
senterer en stort anlagt, systematisk og velgennemfort undersøgelses-
serie, hvis resultater har bidraget i betydelig grad til afklaring inden
for et praktisk vigtigt omrade, hvor tidligere forskningsresultater syn-
tes at være i indbyrdes modstrid. Kombinationen af familie- og EEG-
undersogelser har krævet en stor arbejdsindsats. Vurderingen af andres
og egne resultater er foretaget med overblik, nøgternhed og kritisk
sans, konklusionerne er forsigtige og realitetsbetonede. Harvalds ar-
bejde står stadig som det bedst gennemførte på sit område.
Arbejderne om mulighederne for ad elektroencefalografisk vej at af-
sløre »latente« tilfælde af Huntington's chorea og tuberos sklerose er
praktisk vigtige. Det samme gælder arbejderne om EEG hos gamle
og specielt ved apoplexia cerebri.
I 4 arbejder har han sammen med Hauge studeret familieforekomst
af forskellige tumortyper. Harvald har sammen med Hauge med ud-
gangspunkt i 32 probander med ægte gigt undersøgt forekomsten af
gigt og forhøjet urinsyreindhold i blodet hos forskellige familiemedlem-
mer. Selv om en vis forhøjelse af urinsyreindholdet i blodet fastslås
hos søskende til probander, er det ikke muligt at benytte urinsyre-
koncentrationsbestemmelse til at identificere individer som er dispo-
nerede til gigt. Den omhyggeligt gennemførte analyse kan således
ikke støtte tidligere af amerikanske forskere opstillede hypoteser. I 3
Afgang og udnævnelser af professorer
93
arbejder fremlægges præliminære resultater af en stort anlagt under-
søgelse over samtlige tvillinger fodt i Danmark i årene 1870—1910. En
sammenligning mellem een- og toæggede tvillinger gores med hensyn
til forskellige sygdomme.
Harvalds videnskabelige produktion indenfor den interne medicin
omfatter 28 arbejder, hvoraf flere er oversættelser af foregående. Fler-
tallet af disse arbejder er udfort i samarbejde med en eller liere,
ældre eller yngre medforfattere. Arbejderne er jævnt fordelt over årene
1953-62 incl. De omhandler mest forstyrrelser i elektrolytforholdene,
hypertension samt lunge-, lever- og nyreinsufficiens; også hjertesyg-
dommenes behandling er repræsenteret.
Afhandlingerne udviser som helhed en stigende kvalitet. Nogle af
arbejderne udviser mangler m. h. t. litteraturreferaterne, materialets
størrelse eller de dragne konklusioner. Blandt de øvrige skal fremhæves
de sammen med 7 andre udførte arbejder om ventilationsbehandling
ved respiratorisk acidose. Harvalds og M. Bjorneboes arbejder om
neuropsykiatriske symptomer ved leverinsufficiens, fem arbejder om
nephrotoxiciteten af kommercielt (urent) phenacetin og af acetylsali-
cylsyre, et arbejde om steroidbehandling af kronisk hepatitis og om
påvisningen af calciummangel i organismen ved steatorrhoe. Alle disse
arbejder er værdifulde, mere eller mindre originale, er godt gennem-
ført og forer til resultater af betydning.
Som helhed skal det siges, at Harvalds videnskabelige produktion
indenfor den interne medicins område vidner om årvågenhed m. h. t.
problemstillingen, omfattende viden og om beherskelse af den viden-
skabelige metodik indenfor faget.
Harvalds sammenlignelsesvis begrænsede produktion indenfor hu-
man arvebiologi vidner om en stor interesse og en betydelig arbejds-
kapacitet, særlig i betragtning af at forskningen er blevet udfort
parallelt med et krævende klinisk arbejde. Harvalds arbejder på dette
område omhandler gennemgående kliniske sygdomme med sandsyn-
ligvis komplicerede arvelige grundlag.
Docent, dr. med. Jan Mohr, født d. 10. januar 1921. Medicinsk em-
bedseksamen ved universitetet i Oslo 1948. Dr. med. ved Københavns
universitet 1954.
Ansættelsesforhold og uddannelse. Eksamen i anvendt matematik ved
universitetet i Oslo 1940. Uddannelse i eksperimentel genetik ved
Stockholms Hogskola og eksamen i genetik sammesteds hos professor
Bonnier, Rockefellerstipendiat 1949-51 ved Columbia University, New
York, Galton Laboratory, London, og Kobenhavns universitet. Mohr
har gennemgået en meget alsidig uddannelse i genetik hos professor
Dunn, Columbia, ved Cold Spring Harbor, Biologicai Laboratory, ved
Galton Laboratory hos professor Pebrose og ved Københavns univer-
94
Universitetets årbog 1963-64
sitets institut for human arvebiologi hos professor Kemp. Han har
været amanuensis ved Institut for genetik, Universitetet i Oslo fra
1952. I 1955 organiserede han den nyindrettede human genetiske af-
deling ved Institut for genetik, Oslos universitet, og var dets første
bestyrer. I 1959 blev han udnævnt til docent i human genetik ved
universitetet i Oslo, fra 1960 er han bestyrer af Institut for human
genetik ved universitetet i Oslo, som er udviklet af den ovennævnte
human genetiske afdeling. I tilknytning til institutet har han oprettet
et centralregister for tilfælde af arvelige lidelser i Norge.
Videnskabelige publikationer. Mohr's publikationer omfatter 30 numre.
Hans forskningsarbejder har i hovedsagen været rettet mod et af de
væsentligste problemer i human genetik, nemlig genernes kobling.
Han har påvist det første sikre tilfælde af autosomal kobling hos
mennesket: kobling mellem Lutheran- og Lewisblodtypen (= sekretor-
egenskaben) og bestemt hyppigheden af overkrydsning. Dette har kun
kunnet gøres gennem en systematisk undersøgelse af et stort antal
karakterer med enkel arvegang. Til denne undersøgelse anvendes 7
blodtyper og et antal normale såvel som patologiske arveligt betin-
gede egenskaber. Han har yderligere analyseret dette koblingsforhold
mellem Lutheranblodtypen og sekretoregenskaben og redegjort for
sammenhæng mellem sekretoregenskaben og Lewisblodtypen.
Han har konsekvent fortsat med at undersøge nye blodtypesyste-
mer med hensyn til deres anvendelighed til koblingsstudier. I en af-
handling har han analyseret arvegangen af DufTysystemet og mener,
at der er en sandsynlig relation mellem Duffy- og rhesussystemet.
Han undersøger koblingsmuligheden mellem 9 blodtypesystemer men
med undtagelse af Lutheran- og sekretoregenskaben finder han ingen
sikker kobling. I 3 arbejder analyserer han et omfattende norsk ma-
teriale på Gm-serumsystemet. Det vises, at Gm(r) faktoren nedarves
monomert, og at den repræsenterer et allel til de tidligere kendte
alleler a, b, x. 12 arbejder undersøges Gc-systemet i 95 norske fami-
lier. Koblingsrelationer mellem dette system og alle andre blodtype-
og serumsystemer prøves. En eksakt analyse på et stort materiale over
haptoglobiner gives. Sammen med Berg har Mohr fornylig opdaget et
nyt serumsystem med monomér arvelighed, det såkaldte Lp-system.
I et særskilt arbejde prøves dette system for kobling med alle andre
blodtypesystemer. Det vises, at der på nuværende tidspunkt findes
19 markor-systemer som er hensigtsmæssige for koblingsundersøgelse.
På et norsk familiemateriale har han prøvet 14 af disse markører for
deres koblingsforhold. Kobling mellem Duffy og Kell systemerne gøres
til en vis grad sandsynlig. I 8 af arbejderne har Mohr vist, at han er
vel bekendt med metoderne for klinisk genetisk og human cyto-gene-
tisk forskning. Han har også beskrevet en ny form for kønsbunden
dovhed, som sandsynligvis udgør en speciel klinisk genetisk enhed.
Afgang og udnævnelser af professorer
95
Mohrs forskning er i særlig grad af fundamental karakter. Hans ar-
bejder bærer præg af en udmærket evne til at penetrere og analysere
problemerne og et kritisk omdomme. Fremstillingen er altid forbilled-
ligt koncis.
Ved den samlede vurdering har udvalget lagt særlig vægt på an-
søgernes videnskabelige produktion, herunder dens originalitet, på
videnskabelig skoling, på uddannelsens alsidighed, herunder dens til-
knytning til human arvebiologi og eugenik, på evne til samarbejde og
organisationstalent m. h. t. videnskabeligt arbejde samt på erfaring
med undervisning.
Den ledige stillings område er utvivlsomt meget stort, og for be-
stridelse af den er en lang række kvalifikationer ønskelige. De enkelte
ansøgeres styrke ligger på forskellige områder, og det kan diskuteres,
hvilken kombination af kvalifikationer der skal lægges mest vægt på.
Udvalget er ikke i tvivl om, at samtlige ansøgere vil kunne bestride
stillingen på tilfredsstillende måde, men er samtidig helt enig om, at
dr. Mohr - ligegyldig hvorledes man nærmere definerer stillingens
karakter - er den bedst kvalificerede. Han må anses for særdeles vel-
kvalificeret, særlig under henvisning til hans udmærkede videnskabe-
lige skoling, den høje kvalitet af hans produktion og hans originalitet,
hans dokumenterede evne til samarbejde og organisationstalent, hvor-
til kommer hans klare fremstillingsevne.
Udvalget skal derfor enstemmigt indstille dr. Mohr til den ledige
stilling.
Udvalgets indstilling blev i henhold til § 3, stk. 7 tilstillet ansøgerne
til erklæring, af hvilke ingen indsendte bemærkninger.
Efter at indstillingen var blevet tiltrådt af fakultetet i et møde den
2. december 1963 med den bemærkning, at docent Mohr ikke er dansk
statsborger, hvorfor ansættelse indtil videre må ske ved konstitution,
og af Konsistorium i et møde den 18. december 1963, blev den ind-
sendt til ministeriet, hvorefter docent Jan F. Mohr, Institut for medi-
sinsk genetik, Oslo, under 9. april 1964 af undervisningsministeriet
blev konstitueret som professor i human arvebiologi og eugenik ved
Københavns universitet fra den 1. august 1964 at regne.
h. Oprettelse af et professorat i klinisk kemi og laboratorieteknik for
overlæge, dr. med. Poul Astrup
(j. nr. 591/62).
Under 30. november 1962 indstillede det lægevidenskabelige fakultet
følgende:
»Fakultetet skal herved indstille, at der under fakultetet oprettes et
nyt professorat i klinisk kemi og laboratorieteknik, således at dette
fag fremtidig repræsenteres ved en selvstændig lærestol.
96
Universitetets årbog 1963-64
På finansloven for 1958-59 blev der i overensstemmelse med fakul-
tetets og universitetets indstilling oprettet et lektorat i klinisk kemi
og laboratorieteknik.
Baggrunden for forslaget var den stedse stigende betydning, som
de kliniske laboratorieundersøgelser havde fået, ikke alene for arbejdet
på hospitalerne, men også for de alment praktiserende lægers arbejde.
Fakultetet fandt det derfor nødvendigt at søge etableret en syste-
matisk undervisning på dette område samt i metodernes teknik, på-
lidelighed og specielle fejlkilder. Undervisningen er navnlig koncen-
treret til 1. semester efter 1. delseksamen og består nu i et kursus, til
hvilket de studerende er inddelt i mindre hold å 5-6 studenter. Hvert
hold følger kurset daglig kl. 9-16 i en uge, og undervisningen må be-
tegnes som meget intensiv.
Undervisningen har siden lektoratets oprettelse været varetaget af
overlægen for Rigshospitalets centrallaboratorium.
Den ovenstående skitserede udvikling har resulteret i, at der i løbet
af de sidste 10-15 år under landets sygehusvæsen er oprettet central-
laboratorier ved alle store og mellemstore sygehuse som et nødvendigt
og selvstændigt led i diagnosen og behandlingen af sygdomme. De be-
tydelige fremskridt indenfor den kliniske lægevidenskab, som i denne
periode er opnået, beror for en væsentlig del på udviklingen af nye
analysemetoder og disses stadigt stigende anvendelse overfor alle
patientgrupper.
I 1947 blev specialet klinisk kemi og laboratorieteknik anerkendt
som selvstændigt under indenrigsministeriets ordning med hensyn til
speciallægeanerkendelse. De fastsatte krav giver udtryk for den store
teoretiske indsigt og analvsemæssige træning, som fagets udøvere må
være i besiddelse af. Da centrallaboratoriet ved rigshospitalet i sin tid
blev oprettet, var det hensigten ikke alene at indrette en påkrævet,
nutidig funktion i hospitalets daglige arbejde, men i lige så høj grad
at skabe en institution som ved undervisning og forskning kunne ind-
tage en ledende rolle i fagets kommende udvikling. Rigshospitalet
lagde vægt på at få ansat en højt kvalificeret chef for laboratoriet, og
i 1958 blev han ansat som lektor i det nyoprettede lektorat i faget.
I de år centrallaboratoriet har virket, er der fra dette udgået en
lang række videnskabelige arbejder af ofte original karakter, og af
varig værdi for den kliniske kemis udvikling her i landet, således at
Rigshospitalets centrallaboratorium både i undervisningsmæssig hen-
seende og m. h. t. forskningen indtager en fremskudt plads indenfor
den kliniske kemi.
I betragtning af den plads som den kliniske kemi nu indtager inden-
for lægevidenskaben, må det anses for nødvendigt, at fagområdet re-
præsenteres i det lægevidenskabelige fakultet gennem en selvstændig
lærestol.
Afgang og udnævnelser af professorer
97
Fakultetet skal med henvisning til ovenstående ansøge om, at der
på forstkommende normeringslov oprettes et professorat i klinisk kemi
og laboratorieteknik i 27. lonningsklasse under det lægevidenskabelige
fakultet.«
Under 27. august 1963 og 31. januar 1964 indstillede fakultetet påny
at et professorat i klinisk kemi og laboratorieteknik oprettedes, men
således at det nu onskedes besat med overlæge ved rigshospitalets
centrallaboratorium, lektor, dr. med. Poul Astrup.
På normeringsloven for 1964-65, jfr. forslag til normeringslov for
1964-65, folketingstidende for 1963-64, tillæg A, spalte 1199-1200,
oprettedes et professorat i klinisk kemi og laboratorieteknik ved Ko-
benhavns universitet for overlæge ved rigshospitalets centrallabora-
torium, lektor, dr. med. Poul Astrup.
Efter indstilling fra fakultetet af 21. marts 1964 og universitetets
rektor af 6. april 1964, blev ved kgl. resolution af 14. april 1964 labo-
ratorieoverlæge, lektor, dr. med. Poul Bjorndahl Astrup udnævnt til
professor i klinisk kemi og laboratorieteknik ved Kobenhavns univer-
sitet fra den 1. april 1964 at regne.
i. Oprettelse af et professorat i fysiurgi for overlæge, lektor, dr. med.
Ove Bøje
(j. nr. 532/62).
Under 8. oktober 1962 indstillede det lægevidenskabelige fakultet,
at der ved universitetet oprettedes et ordinært professorat i fysiurgi,
og at stillingen ønskedes besat med overlæge ved rigshospitalets
fysiurgiske afdeling, lektor, dr. med. Ove Boje med følgende begrun-
delse :
»I 1952 gav undervisningsministeriet i overensstemmelse med ind-
stilling fra Rigshospitalets lægeråd og fakultetet sin tilslutning til, at
stillingen som leder af Rigshospitalets fysiurgiske afdeling ændredes,
således at der fremtidig pålagdes indehaveren pligt til at undervise
studenter og til at lede afdelingens videnskabelige arbejde samt pligt
til eventuelt senere at overtage ledelsen af en fysiurgisk sengeafdeling.
Til stillingen knvttedes et lektorat ved Københavns universitet på
3.900 kr.
Ved undervisningsministeriets skrivelse af 2. juli 1953 blev dr. med.
Ove Boje ansat som chef for afdelingen samt som lektor i fysiurgi
ved universitetet.
Den fysiurgiske afdeling har fået stillet 16 sengepladser til rådighed
på Rigshospitalets kirurgiske afd. C, og afdelingens chef er nu tjeneste-
mandsansat overlæge.
98
Universitetets årbog 1963-64
Den i 1952 skabte nyordning var motiveret af hensynet til de over-
ordentlige ildbredte sygdomme i led og muskler (bevægeapparatet),
sygdomme, som årligt koster det danske samfund adskillige millio-
ner kroner, og det blev da også anset for nødvendigt i forbindelse med
indforeisen af den nugældende studieordning i 1954 at etablere under-
visning i'faget fysiurgi.
Fakultetet bemærkede i sin indstilling om lektoratets oprettelse, at
man eventuelt senere vil søge stillingen omdannet til et profes-
sorat.
Fysiurgien, som oprindeligt var et speciale, som væsentligst bestod
af forskellige behandlingsformer, særlig massage, elektroterapi og no-
gen øvelsesterapi, har efterhånden udviklet sig - forst under presset
af den store polioepidemi, senere i tilslutning til revalideringen af
patienter med traumefølger og folger af sygdomme.
1 det sidste 10-år har fysiurgien udarbejdet forskellige værdifulde
undersøgelsesmetoder af bevægelsesapparatet med testning, såvel af
enkelte funktioner som af den samlede organismes funktion. Terapien
har fjernet sig fra den mere tvivlsomme trøstebehandling og har ud-
viklet sig i retning af øvelsesterapi og genoptræning. Efterhånden som
revalideringen, særligt efter den nye revalideringslov, vil antage større
og større omfang, vil det være nødvendigt, at studenternes under-
visning i fysiurgi og revalideringslære ændres i overensstemmelse her-
med. Fakultetet er af den opfattelse, at videreudviklingen af fagets
teoretiske og videnskabelige baggrund i væsentlig grad vil fremmes
ved oprettelsen af et ordinært professorat.
Professoratet må også anses for ønskeligt af hensyn til den kom-
mende postgraduate undervisning og de eksisterende internationale
kurser i fysiurgi og revalidering. Disse kurser afholdes i samarbejde
mellem regeringsudvalget for teknisk bistand, Verdenssundhedsorga-
nisationen og fakultetet.
Om overlæge Bojes kvalifikationer til professoratet skal man ud-
tale, at han har en grundig fysiologisk skoling og har gennem sit ar-
bejde erhvervet sig stor erfaring med hensyn til bevægelsessystemets
funktion og funktionsskader. Med hensyn til den videnskabelige pro-
duktion, der især har beskæftiget sig med bevægelsessystemets fysio-
logi og patologi, er han hojt kvalificeret.
Med henvisning til ovennævnte skal fakultetet ansøge om, at der
på forstkommende normeringslov oprettes ved universitetet et profes-
sorat i fysiurgi i 27. lønningsklasse, som ønskes besat med nuværende
overlæge ved Rigshospitalets fysiurgiske afdeling, lektor, dr. med. Ove
Boje. Samtidig foreslås det nuværende lektorat i faget nedlagt.«
Under 19. juli 1963 og 31. januar 1964 indsendte fakultetet på ny
sin indstilling, hvorefter et professorat i fysiurgi ved Københavns
universitet for overlæge, lektor, dr. med. Ove Bøje blev oprettet på
Afgang og udnævnelser af professorer
99
normeringsloven for 1964-65, jfr. forslag til normeringslov for 1964-65,
folketingstidende for 1963-64, tillæg A, spalte 1199-1200.
Efter indstilling fra fakultetet af 21. marts 1964 og universitetets
rektor af 1. april 1964 blev ved kgl. resolution af 14. april 1964 over-
læge, lektor, dr. med. Ove Boje udnævnt til professor i fysiurgi ved
Kobenhavns universitet fra den 1. april 1964 at regne.
i. Oprettelse af et professorat i anæsthesioloqi for overlæqe, lektor, dr. med.
Ole Vilhelm Secher
(j. nr. 537/62).
Under 22. juli 1962 afgav det lægevidenskabelige fakultet folgende
indstilling:
»Fakultetet skal herved indstille, at der under fakultetet oprettes
et ordinært professorat i anæsthesiologi.
Oprindelig doceredes anæsthesiologien i forbindelse med undervis-
ningen i farmakologi og kirurgi. I lobet af 1940'erne gennemgik faget
imidlertid en betydelig udvikling såvel i videnskabelig som i teknisk
henseende, og det viste sig efterhånden nødvendigt til universitets-
hospitalet og fakultetet at få knyttet en forsker og lærer, som besad
særlig uddannelse og indsigt i anæsthesiologi, og som skulle kunne folge
med såvel i den videnskabelige som i den praktiske udvikling. Særligt
betydningsfuldt var det at åbne de unge læger, som agtede at uddanne
sig til kirurger, adgang til en videregående uddannelse i faget, idet de
ofte måtte fungere som anæsthesilæger, dels på mindre sygehuse, som
ikke havde en særlig anæsthesilæge til disposition, dels også på de storre
sygehuse, hvor en særlig anæsthesilæge var ansat, men ikke kunne over-
komme alle forekommende anæstesier.
I overensstemmelse med indstilling fra Rigshospitalet og fakultetet
blev der derfor i 1948 oprettet en stilling som overlæge i anæsthesi ved
hospitalet med et dertil knyttet lektorat ved universitetet. Overlæge-
stillingen var oprindelig honorarlønnet, men er senere omdannet til
en tjenestemandsstilling.
De ovenfor anførte grunde for oprettelsen af overlægestillingen og
lektoratet gør sig i dag gældende i forstærket grad.
Anæsthesiologi doceres under 2. del af det medicinske studium dels
for de yngre og dels for de lidt ældre 2. dels studerende. En vis inten-
sivering og modernisering af undervisningen, bl. a. ved indførelse af
et kursus i genoplivning, er fornylig blevet gennemført. Endvidere af-
holder fakultetet siden 1950 i samarbejde med Verdenssundhedsorga-
nisationen, sundhedsstyrelsen og styrelsen for teknisk samarbejde med
udviklingslandene et internationalt kursus i anæsthesiologi med del-
tagelse af læger fra hele verden. Stillingen som direktør for kurset inde-
100
Universitetets årbog 1963-64
haves for tiden af en af fakultetets professorer i kirurgi, men bor overgå
til professoren i anæsthesiologi.
For fagets fortsatte udvikling vil det være af væsentlig betydning,
at der oprettes en lærestol heri. Dette motiveres yderligere ved den
omfattende graduate og postgraduate undervisning, specielt i for-
bindelse fned det internationale kursus. Det er fakultetet bekendt, at
der i Sverige sandsynligvis i nær fremtid vil blive oprettet professorater
i anæsthesiologi ved alle de medicinske fakulteter.
Siden 1953 har dr. med. Ole Secher været ansat som anæsthesiover-
læge ved Rigshospitalet og som lektor i anæsthesiologi ved universite-
tet. Det foreslåede nye professorat ønskes besat med overlæge Secher.
Overlæge Secher er skolet i eksperimentel forskning og har vist ud-
prægede evner på dette felt, og han sidder inde med et grundigt kend-
skab til de fag, som danner grundlaget for anæsthesiologien, nemlig far-
makologi, fysiologi, biokemi og elektrobiologi.
Foruden at bestride stillingen som anæsthesioverlæge og lektor er
dr. Secher desuden leder af experimentelt anæsthesiologisk laboratorium
på universitetets farmakologiske institut. Der er fra den af ham ledede
hospitalsafdeling og fra laboratoriet på farmakologisk institut siden
1954 publiceret 71 arbejder, hvoraf mange er værdifulde. En del af
arbejderne er af dr. Secher alene, en del af dr. Secher i samarbejde
med medarbejdere og andre, og en række arbejder er tydeligvis stimu-
leret af dr. Secher. Han er således videnskabeligt kvalificeret til et
professorat.
Fakultetet skal derfor indstille, at der på normeringsloven for
1964-65 oprettes et ordinært professorat i anæsthesiologi i 27. lønnings-
klasse. Samtidig kan det nuværende lektorat i faget nedlægges.«
Efter at det lægevidenskabelige fakultet under 31. januar 1964
havde indgivet en fornyet indstilling, oprettedes på normeringsloven
for 1964-65, jfr. forslag til normeringslov for 1964-65, folketingstidende
for 1963-64, tillæg A, spalte 1199-1200, et professorat i anæsthesiologi
for overlæge, lektor, dr. med. Ole Secher.
Efter indstilling fra fakultetet af 14. marts 1964 og universitetets rek-
tor af 24. marts 1964 blev ved kgl. resolution af 14. april 1964 overlæge,
lektor, dr. med. Ole Vilhelm Secher udnævnt til professor i anæsthes-
iologi ved Kobenhavns universitet fra den 1. april 1964 at regne.
k. Oprettelse af et ekstraordinært professorat i medicinens historie for
universitetsadjunkt, dr. med. Peter Vilhelm Moller-Christensen
(j. nr. 256/63).
Under 20. marts 1963 indstillede det lægevidenskabelige fakultet, at
der på finansloven for 1964-65 blev oprettet et ekstraordinært profes-
Afgang og udnævnelser af professorer
101
sorat i medicinens historie for dr. med. Peter V. Moller-Christensen
med følgende motivering:
»I begyndelsen af januar 1963 afgik professor i medicinens historie,
bestyrer af universitetets medicinsk-historiske museum, dr. med. Edv.
Gotfredsen ved doden. Da professor Gotfredsen var ekstraordinær pro-
fessor, er professoratet bortfaldet ved hans død.
Der har i Danmark i de sidste 70 år fundet en betydningsfuld forsk-
ning sted indenfor medicinens historie, og der er for fakultetet ingen
tvivl om, at bevarelse af et professorat i faget er af væsentlig betyd-
ning for fortsættelsen af denne forskning. Foruden fagets kulturelle
aspekter har det tillige den meget væsentlige opgave at påvise og be-
skrive medicinens udvikling og dermed stille den nuværende medicin-
ske forsknings stade ind i en storre sammenhæng. Kun ved bevarelse
af tilknytningen til fortiden kan man gøre sig håb om at sikre den
fremtidige udvikling imod fortidens fejltagelser. Gennem historiske
studier er glemte, men nyttige oplysninger atter skallet frem, og det
er derfor nødvendigt, at der ved universitetet lindes en forsker, hvortil
læger og andre kan henvende sig og få hjælp i medicinal-historiske
spørgsmål. Det medicinsk historiske museum i det gamle kirurgiske
Academi rummer righoldige samlinger af international interesse, her-
under også samlinger omfattende apotekeres og tandlægers område,
og giver således udmærkede muligheder for forskning indenfor dette
fagområde. Uden en medicinal-historisk sagkyndig bestyrer risikerer
disse samlinger imidlertid at lide vanrøgt.
Allerede i 1889 oprettedes en lærerpost ved universitetet i medici-
nens historie, fra 1893 et ekstraordinært professorat, som beklædtes
af dr. med. Julius Petersen. Efter hans afsked i 1911 ansattes dr. med.
Yilh. Maar, først som docent og fra 1916 som ekstraordinær professor.
Dette professorat bortfaldt ved professor Maars afsked i 1933, og et
nyt ekstraordinært professorat oprettedes forst den 1. april 1949 for
dr. med. Edv. Gotfredsen.
Som det fremgår af ovenstående, må fakultetet nære en naturlig
interesse i ved en lærestol i faget at sikre kontinuiteten i den medicinsk
historiske forskning i Danmark og samtidig hermed universitetets
medicinsk-historiske museum.
Man er her i den situation at kunne pege på dr. Møller-Christensen
som en forsker, der har særlige forudsætninger for og er velkvalificeret
til et professorat i dette fag.
Til at bedømme dr. Møller-Christensens kvalifikationer nedsatte fa-
kultetet i februar d. å. et udvalg bestående af professorerne, dr. med.
E. Dahl-Iversen, dr. med. H. Ehlers og dr. med. Arne Bertelsen. På
grundlag af udvalgets indstilling kan man om dr. Møller-Christensen
oplyse følgende:
102
Universitetets årbog 1963-64
Han er født den 28. juni 1903 og bestod lægevidenskabelig embeds-
eksamen sommeren 1928. Han har gennemgået en meget alsidig hospi-
talsuddannelse omfattende foruden medicin og kirurgi en hel række
specialer, nemlig sindssygdomme, hud- og kønssygdomme, børnesyg-
domme og øre-, næse- og halssygdomme. I 1939 nedsatte dr. Møller
Christensen sig i Hoskilde som praktiserende læge. Han opgav imidler-
tid sin praksis i 1956 for bedre at kunne hellige sig sin interesse for
medicinens historie. For tiden er han tilknyttet Københavns Univer-
sitet som universitetsadjunkt.
Idet fakultetet kan henvise til en fortegnelse over dr. Moller-Chri-
stensens publikationer skal man indskrænke sig til at knytte nogle
bemærkninger dertil.
Foruden doktordisputatsen, som omhandler pincettens historie, dens
udvikling og brug fra forhistorisk tid og til nutiden, foreligger, som det
vil ses af listen fra dr. Moller-Christensens hånd et stort antal storre
og mindre publikationer, som i deres varierende emner tydeligt viser
hans vidtspændende kundskaber indenfor medicinens historie.
Særligt skal man fremdrage afhandlingen om »Middelalderens læge-
kunst i Danmark« samt de interessante arbejder om Æbelholt Kloster
og Set. Jørgens Gården i Åderup. Dr. Moller-Christensen må betegnes
som en fin kender af lægevæsenet i middelalderen her i Danmark.
Den mest berømmelige indsats har han dog gjort på udforskningen
af spedalskheden. Gennem undersøgelser af talrige skeletter af spedalske
har dr. Møller-Christensen ikke blot klarlagt sygdommens udbredelse
her i landet i tidligere tid, men har tillige givet fine patologisk ana-
tomiske bidrag. Han har påvist og beskrevet de typiske leprøse for-
andringer i næsens skelet samt i og om øjenhulerne; navnlig er påvis-
ningen af den manglende spina nasalis ant. og de løse fortænder be-
tydningsfuld. Dette kirkegårdsfund har vist sig at være af stor praktisk
klinisk anvendelighed hos nulevende spedalske, således som dr. Moller-
Christensen har demonstreret det hos disse patienter mange steder
rundt i verden. Fundet giver vel også et fingerpeg om, hvor leprabacil-
len kan trænge ind, når smitten overfores. Studierne over spedalsk-
heden må vurderes meget højt.
Sammen med dr. med. O. Brinch har dr. Moller-Christensen fore-
taget liere interessante undersøgelser over tændernes tilstand i tid-
ligere historiske perioder, herunder også forekomsten af tandcaries.
Hans arbejder har vakt interesse også i udlandet, og han har rejst
en del og opnået gode internationale kontakter. Hans fortællerevner
har gjort ham til en værdsat taler i danske lægekredse, hvor han har
formået at vække interesse for medicinal-historien.
Af æresbevisninger, som er vist dr. Moller-Christensen, må nævnes,
at Den alm. danske Lægeforening i 1961 tilkendte ham Pfizerprisen,
og at Dansk medicinhistorisk Selskab i 1942 tilkendte ham sin pris for
Afgang og udnævnelser af professorer
103
arbejdet om Middelalderens lægekunst. Dr. Moller-Christensen er kor-
responderende medlem af Dansk odontologisk Selskab og Svenska
Låkareselskabet samt medlem af bestyrelsen for Dansk medicinsk-
historisk Selskab, Rode Kors lokalafdeling m. m.
I sin indstilling til fakultetet konkluderer udvalget, at dr. Moller-
Christensens indsats som medicinalhistoriker ikke blot er båret af varm
interesse, men er et livsværk og tydeligvis ligger i et plan over andre
danske medicinalhistorikeres. Hans kvalifikationer til et professorat i
medicinens historie er åbenbar.
Udvalgets indstilling er enstemmigt blevet tiltrådt af fakultetet på
dettes mode den 18. d. m. Af fakultetets 29 medlemmer deltog 25 i
mødet.
Af hensyn til medicinsk-historisk museums arbejde må fakultetet
lægge afgørende vægt på, at det ansøgte professorat optages på finans-
loven for 1964-65,«
I overensstemmelse med fakultetets og universitetets indstilling blev
der på forslag til finanslov for 1964-65, jfr. folketingstidende for 1963-
64, tillæg D, spalte 1635-36, oprettet et ekstraordinært professorat i
medicinens historie for dr. med. P. Yilh. Møller-Christensen.
Herefter blev ved kgl. resolution af 23. april 1964 universitets-
adjunkt, dr. med. Peter Vilhelm Møller-Christensen udnævnt til ek-
straordinær professor i medicinens historie ved Københavns univer-
sitet fra den 1. april 1964 at regne.
1. Oprettelse af et professorat i biokemi og afdelingsforstander, dr. phil.
Hans Klenows udnævnelse til professor i dette fag
(j. nr. 521/62).
Under 2. oktober 1962 indgav det lægevidenskabelige fakultet føl-
gende andragende:
»Fakultetet skal med den nedenfor anførte begrundelse ansoge om,
at der på førstkommende normeringslov oprettes et nyt professorat i
biokemi under det lægevidenskabelige fakultet, således at dette fag
fremtidig bliver repræsenteret ved to lærestole under fakultetet.
Det stigende studentertal og det heraf betingede øgede undervis-
nings- og administrationsarbejde har allerede bevirket, at der på sidste
normeringslov blev oprettet to nye professorater i normal anatomi ved
fakultetet. De samme argumenter er gyldige for faget biokemi, som
tilligemed anatomi og fysiologi er blandt de forste, hvor presset af de
store studenterårgange gør sig gældende.
Indtil slutningen af 1950'erne lå den årlige tilgang af nye studerende
til det medicinske studium ved Københavns universitet på knap 300.
104
Universitetets årbog 1963-64
I de sidste år er tilgangen imidlertid vokset betydeligt i 1960 345,
1961 425 og 1962 ca. 560. Fakultetet forventer, at stigningen vil fort-
sætte i de nærmest kommende år.
I år er forholdet det, at studentertallet er steget mere end forud-
beregnet med det resultat, at man ikke har kunnet modtage 38 - gan-
ske vist for sent tilmeldte - studenter til kurser og øvelser ved studiets
begyndelse. Der foreligger derfor allerede nu en yderst alvorlig situa-
tion for 1. dels undervisningen.
Den forøgede undervisnings- og administrationsbyrde vil gøre det
meget vanskeligt for professoren i biokemi at fortsætte sit videnskabe-
lige arbejde, en udvikling, man må anse for meget uheldig for bio-
kemisk instituts fremtid. Hertil kommer imidlertid biokemiens stærke
expansion og dens voksende betydning for lægevidenskaben, som gør
det i hoj grad ønskeligt at udvide staben af videnskabeligt arbejdende
biokemikere med tilknytning til lægevidenskaben udover det antal,
som med fordel kan rummes indenfor et enkelt instituts rammer.
Da realisationen af det af fakultetet foreslåede store medicinske
centralinstitut, Panuminstitutet, der netop skulle tillade varetagelsen
af de nævnte opgaver: undervisning af et stigende studenterantal og
en intensiveret forskning, i bedste fald først kan forventes om nogle
år, må fakultetet forudse en række vanskeligheder, forst og fremmest
af pladsmæssig karakter, ved en dublering af biokemiprofessoratet.
Disse problemer må man på grund af den nødssituation, der foreligger,
søge at løse på interimistisk grundlag. Fra fakultetets side er man af
den bestemte opfattelse, at en dublering af biokemiprofessoratet på
grund af studenterantallet allerede nu er tvingende nødvendigt, og at
sagen ikke kan udskydes indtil der kan bygges et nyt biokemisk in-
stitut i nævnte centralinstitut.
Fakultetet har tidligere stillet forslag om, at der på førstkommende
finanslov skabes hjemmel for nedlæggelse af bestyrerboligen ved bio-
kemisk institut med henblik på boligens inddragelse i undervisningen.
Man skal nu yderligere foreslå, at institutets afdelingslederbolig
nedlægges. Sidstnævnte bolig anvendes for øjeblikket ikke efter sit for-
mål, da den nuværende afdelingsleder ikke har ønsket at overtage
boligen.
Hvis de to boliger nedlægges, vil man herigennem kunne skabe et
acceptabelt, omend beskedent, grundlag for et nyt biokemisk institut.
Indretningen af boligerne til det nye formål vil formentlig kunne ske
inden for relativt beskedne rammer. Ifolge et skønsmæssigt overslag
for et års tid siden fra den kgl. bygningsinspektor vil der i bestyrer-
boligen kunne indrettes kontor og nogle laboratorielokaler for et beløb
af ca. 100.000 kr., inclusive hovedistandsættelse af lokalerne, men ex-
clusive lost inventar. Den endelige projektering må dog vente, indtil
den nye professor er udnævnt. Det er hensigten at etablere et sam-
Afgang og udnævnelser af professorer
105
arbejde de to biokemiske instituter imellem med hensyn til dyrestalde
og værksted.
Om det påkrævede nødvendige personale til det foreslåede institut
kan man rent tentativt anføre, at der må oprettes en afdelingsleder-
stilling, 3-4 videnskabelige assistentstillinger samt en stilling som la-
boratoriebetjent og 4 stillinger som ikke-videnskabelige assistenter.
Den nærmere personalemæssige opbygning af det nye institut,
spørgsmålet om annuums størrelse og anskaffelse af apparatur mener
man ligeledes at burde udskyde, indtil udnævnelsen af den nye pro-
fessor foreligger.«
På normeringsloven for 1963-64, jfr. forslag til normeringslov for
1963-64, folketingstidende for 1962-63, tillæg A, spalte 1353-54, op-
rettedes et professorat i biokemi ved Københavns universitet.
Efter at det således nyoprettede embede var blevet opslået ledigt,
blev under 3. maj 1963 de indkomne 2 ansøgninger, nemlig fra afde-
lingsleder, lektor, dr. med. Jørgen Clausen og afdelingsforstander,
dr. phil. Hans Klenow tilstillet universitetet til erklæring.
Til at bedømme de indkomne ansøgninger nedsatte det lægeviden-
skabelige fakultet i henhold til § 2, stk. 2 i kgl. anordning af 5. februar
1953 om ansættelse af professorer ved Københavns universitet et ud-
valg bestående af professorerne, dr. med. Mogens Faber, dr. phil.
F. Lundquist, dr. phil. Martin Ottesen, Carlsberglaboratoriets kemiske
afdeling, med. dr. Peter Reichard, Uppsala og dr. med. F. Schøn-
heyder, Århus.
Dette udvalg afgav under 20. november 1963 følgende indstilling:
»Til den nyoprettede stilling som professor i biokemi under det læge-
videnskabelige fakultet ved Københavns universitet har der meldt sig
2 ansøgere:
Afdelingsleder ved universitetets biokemiske institut, lektor i bio-
kemi, cand. polyt. et dr. med. Jørgen Clausen.
Afdelingsforstander ved Fibigerlaboratoriet, dr. phil. Hans Klenow.
Det af fakultetet i mødet den 20. maj 1963 nedsatte udvalg skal
herved afgive følgende indstilling:
Jorgen Clausen er født 1931, tog civilingenioreksamen (kemiingeniør)
med teknisk biokemi som speciale vinteren 1953-54 med mg + (7,23)
og lægevidenskabelig embedseksamen vinteren 1958-59 med 1. karakter
(240 points). I 1960 erhvervede han den medicinske doktorgrad.
Clausens uddannelse omfatter ansættelse som videnskabelig assistent
ved Københavns universitets biokemiske institut i tiden oktober 1958-
december 1961, dog afbrudt af 1 års turnustjeneste. Allerede før sin
ansættelse som videnskabelig assistent var han knyttet til institutet
som frivillig assistent og medvirkede ved undervisningen. Det samme
106
Universitetets årbog 1963-64
gjorde sig gældende under turnustjenesten. Under sin ansættelse som
videnskabelig assistent har han i 3 eksamensterminer deltaget i ek-
samination af medicinske studerende i biokemi. I efterårssemestret
1961 varetog han den til lektoratet i biokemi knyttede undervisning.
Fra januar 1962 har han været ansat som afdelingsleder ved biokemisk
institut og som lektor i biokemi.
Siden efteråret 1961 har han været lærer i neurokemi ved fortsæt-
telseskursus for vordende specialister i neurologi. Han er censor i
skriftlig fysiologi ved 1. del af lægevidenskabelig embedseksamen og
har siden sommeren 1961 været censorsuppleant i biokemi ved Ko-
benhavns Tandlægehøjskole.
Han har i studieøjemed opholdt sig sammenlagt 1/2 år ved univer-
sitetet i Louvain. Desuden har han gennemgået isotopkursus for læger,
specialkursus i neurologi og et kursus i de basale dele af molekylar-
spektroskopien.
Han har efter indbydelse holdt gæsteforelæsninger ved canadiske
og amerikanske universiteter januar 1963.
Clausens videnskabelige produktion omfatter foruden 3 forelæsnings-
manuskripter 58 arbejder samt enkelte referater af foredrag.
Hans to forste publikationer, en oversigtsartikel om fremstilling af
riboflavin og en beskrivelse af et tilfælde af struma ved phenylbutazon-
behandling, må betegnes som elevarbejder uden nærmere forbindelse
med den senere produktion.
Clausens forste videnskabelige indsats er et omfattende studium af
proteinkomponenterne i museserum, dels under normale forhold og
dels under patologiske tilstande. Disse arbejder slutter sig til Rask-
Nielsens og Gormsens undersøgelser over transplantable musetumorer,
og de forste 3 afhandlinger er publiceret i samarbejde med disse for-
skere. Clausens bidrag til disse afhandlinger er papirelektroforetiske
undersøgelser af musens serumproteiner. Herved blev det muligt at
rubricere to transplantable plasmacytomer, det ene som beta-myelom,
det andet som intermediært mellem beta og gamma. Selv om papir-
elektroforesen således viste sin anvendelighed til konstatering af ab-
normiteter i serumproteinmonstrene, er metodens opløsningsevne dog
begrænset. Det var derfor en forbedring af Clausens teknik, at han i
1957 hos J. Heremans, Louvain, fik lejlighed til at sætte sig ind i den
mere selektive immunelektroforetiske metodik. Han benyttede meto-
den til at karakterisere musens normale serumproteiner. De fotogra-
tier, der ledsager denne afhandling, er meget tydelige og viser Clausens
beherskelse af denne teknik. I to afhandlinger sammen med Here-
mans, Rask-Nielsen o. a. redegøres for undersøgelser over mus med
transplantable myelomer. Det bekræftes her, at immunelektroforese
har større separationsevne end elektroforese på papir eller stivelsegel.
I en anden afhandling forsøges en rubricering af musens serumprotei-
Afgang og udnævnelser af professorer
107
ner i forhold til menneskets. Der indfores her en ny og elegant teknik,
der nærmest kan betegnes som en kombination af Grabars immun-
elektroforese og Ouchterlonys diffusionsmetode. Arbejdet er udfort
sammen med J. Heremans, og æren for den nye metode må derfor
deles med ham. De samme forfattere forsøgte i et andet arbejde at
karakterisere musens serumproteiner ud fra opløseligheden i ammoni-
umsulfat i forbindelse med immunelektroforese, men den anvendte
teknik synes ret mangelfuld. 3 afhandlinger sammen med Rask-
Nielsen og H. E. Christensen handler om eksperimentel amyloidose hos
mus, og de elektroforetiske metoder beviser deres egnethed til at illu-
strere sygdomsforløbet. Med brug af 59Fe lykkedes det de lige nævnte
forfattere sammen med Munkner at lokalisere et til transferrin sva-
rende protein i museserum, og det vistes, at de pågældende muse-
hepatomer medfører en stærk forøgelse i mængden af dette protein.
Jernbindingsevnen er ikke bestemt kvantitativt. I 3 arbejder med
hovedsagelig de samme medarbejdere blev museforsøgene udstrakt til
at omfatte andre transplantable tumorformer samt amyloidose indu-
ceret af reticulosarcomer.
En del af musestudierne danner det experimentelle grundlag for
Clausens disputats: »Oversigt over immunelektroforesens teoretiske
grundlag og praktiske anvendelse«. Det er et velskrevet arbejde med
en udmærket diskussion af immunelektroforesens tekniske detailler.
Det teoretiske afsnit er ikke videre dybtgående. Gennemgangen af
normalt humant serums proteinfraktioner efterfølges af en diskussion
af de immunelektroforetiske fund hos normale mus. Korrelationen af
menneskets og musens serumfraktioner repræsenterer en udmærket
indsats. Disputatsens sidste del beskæftiger sig med immunelektro-
foretiske fund under en lang række tilstande dels hos mennesker og
dels hos mus, og hele afsnittet demonstrerer atter immunelektrofore-
sens diagnostiske muligheder. En oversigtsartikel og en beskrivelse af
immunelektroforetiske fund i tre tilfælde af paraproteinæmi slutter sig
nær til disputatsarbejdet.
Kombinationen af immunelektroforese og autoradiografi er benyttet
i 5 arbejder med forskellige medarbejdere til identificering af de
transportproteiner, der binder henholdsvis thyreoideahormon, jern,
calcium, vitamin B12 og insulin. Disse arbejder omfatter serum og
spinalvædske, og den benyttede metodiks specielle fortrin består dels
i dens store opløsningsevne og dels i den grundige udvaskning af elek-
troforesepladerne. Herved fjernes alle radioaktive komponenter, der
ikke er kraftigt bundet til een eller liere af de proteinfraktioner, der
udfældes med antiserum. I arbejder om natriumaurothiosulfats bin-
ding til serumproteiner kombineres immunelektroforesen med en foto-
kemisk metode til lokalisering af guldforbindelser. Man savner i disse
arbejder en mere dybtgående behandling af problemerne.
108
Universitetets årbog 1963-64
Samtidig med undersøgelserne af serumproteiners transportfunk-
tioner indledtes en omfattende undersøgelse af spinalvædskens protein-
komponenter. Afvigelserne fra normalt serum blev kortlagt, og der blev
i en oversigtsartikel og 3 senere artikler foretaget en række orienterende
undersøgelser over ændringerne i spinalvædskens sammensætning ved
forskellige lidelser i centralnervesystemet.
Jørgen Clausen har beskæftiget sig med spektroskopiske og spektro-
fotometriske analysemetoder. Han har således anvendt ultraviolet
emissionsspektrografi til bestemmelse af små mængder guld i protein-
holdige vædsker og med denne metodik fulgt lokaliseringen af guld i
ledvædsker hos patienter under sanocrysinbehandling.
Han har også forsøgt at benytte infrarød spektrofotometri til iden-
tifikation af sure mucopolysaccharider. Han kom tilsyneladende ind
på et studium af disse stoffer gennem sine undersøgelser over hjerne-
vævs sammensætning, og da mucopolysacchariderne ikke lader sig
påvise ved immunelektroforese havde han brug for en anden identi-
fikationsmetode. Sammen med Albert Hansen isolerede han to muco-
polysaccharidfraktioner fra humant hjernevæv og bestemte deres
infrarøde spektrer.
Udskillelsen af mucopolysaccharider i urinen er abnorm under visse
sygdomstilstande. Sammen med H. V. Dyggve og J. C. Melchior ana-
lyserede Clausen urin fra patienter med Morquio-Ullrich's sygdom ved
papirelektroforese og ved infrarød spektrofotometri. Under det sidst-
nævnte arbejde iagttog forfatterne, at et trin i den benyttede isole-
ringsmetode (opvarmning med vanddamp) kan medføre drastiske æn-
dringer i hvaluronsyrens spektrum, uden at de dog nærmere studerede
dette fænomen. Den samme metodik er også benyttet til karakterise-
ring af mucopolysaccharider hos en patient med mastocytose og til
undersøgelse af hjertevæv og serum i tilfælde af primær amyloidose.
Endvidere er metoden benyttet på ekstrakter af stafylokokker og galde.
Clausens arbejder over mucopolysaccharider kan kritiseres dels
m. h. t. den valgte separationsteknik og dels m. h. t. den benyttede
analyseteknik. Som overvejende hovedregel har han benyttet papir-
elektroforese til trods for, at f. eks. sojlechromatografiske separations-
metoder må anses for at være langt bedre egnet til formålet. En sådan
separationsmetode ville også give bedre mulighed for anvendelse af
kemiske identifikationsmetoder på de isolerede fraktioner, og antage-
lig have ført til mere tydelige infrarøde spektrer.
En særlig gruppe arbejder omfatter studier over lokalisering af
enzymaktiviteter i etektroforesediagrammerne. I samarbejde med W. Ger-
hardt påviste Jørgen Clausen de sædvanlige fem mælkesyrehydro-
genaseisozymer i ekstrakt af normalt hjernevæv, der samtidig blev
analyseret for esteraser og alkalisk fosfatase. I dette arbejde under-
søgtes forskellen mellem embryonalt og normalt hjernevæv og i det

Afgang og udnævnelser af professorer	109
følgende arbejde sammen med W. Gerhardt, E. Christensen og J. Riis-
hede undersøgtes det indbyrdes mængdeforhold mellem de fem mælke-
syredehydrogenasebånd i ekstrakter af forskellige hjerneafsnit. Sidst-
nævnte arbejde rummer en undersøgelse af den anvendte metodiks re-
producerbarhed. Analyseteknikken benyttedes til en bestemmelse af
isozymfordelingen i forskellige typer hjernetumorer, og i maligne tu-
morer påvistes en relativ forøgelse af isozymbåndene med de laveste
elektroforetiske bevægeligheder, hvorimod der for esterasers og fos-
fatasers vedkommende ikke iagttoges en eentydig korrelation med
tumortypen. I to andre arbejder studeredes den interessante hæmning
af de langsomme mælkesyredehydrogenaseisozymer med stilboestrol-
diphosphat, og det vistes, at denne hæmning er betinget af tilstede-
værelsen af fosfataser, der kan omdanne det inaktive stilboestrol-
diphosphat til fri stilboestrol, der er den aktive form af inhibitoren.
På flere punkter ville supplerende forsøg have været ønskelige til
underbygning af forfatterens konklusioner. Med samme metodik er
isozymfordelingen undersøgt i leucocytter, i erythrocytter og i galde.
I 3 arbejder har Jørgen Clausen, A. Hansen og R. Jensen beskæf-
tiget sig med proteinfraktioneringsmetoder. En afhandling om isolerin-
gen af coeruloplasmin fra placenta med methionin-aktiveret alumini-
umhydroxydgel er på visse punkter uklar i beskrivelsen. Isolerings-
metodens udbytte er ikke omtalt. I en kortfattet publikation i Nature
indføres et nyt præparat ITA, som angives at være nyttigt til fjernelse
af generende lipid- og mucoid-fraktioner fra vævsekstrakter. Reskri-
velsen af ITA's fremstilling, egenskaber og anvendelse kan næppe be-
tragtes som fyldestgørende i den her foreliggende kortfattede form,
og man må derfor håbe, at en mere omfattende publikation vil frem-
komme. En beskrivelse af en ny metode til fraktionering af humane
plasmaproteiner foreligger i manuskript. Et alfa-2-glycoprotein isole-
redes i tilsyneladende ren form, men man savner kompletterende op-
lysninger om fysiske og kemiske data for det nye protein, ligesom det
også her ville være af interesse at få oplysninger om udbyttet ved
isoleringen.
Ud over de omtalte arbejder har Jørgen Clausen skrevet en del
oversigtsartikler af varierende kvalitet. Desuden foreligger en lærebog
i neurokemi omfattende tre forelæsningsmanuskripter, der ikke fore-
kommer didaktisk fuldt tilfredsstillende.
Sammenfattende kan man om Jørgen Clausen udtale, at han til
trods for kun ca. 6 års ansættelse ved et videnskabeligt institut har
publiceret en meget lang række afhandlinger, der for hovedpartens
vedkommende omhandler emner, der ligger på grænseområdet mellem
den kliniske kemi og biokemien. Han anvender immunelektroforese og
visse andre metoder med teknisk dygtighed; men i mange arbejder
havde det været ønskeligt, om hans konklusioner var underbygget

110
Universitetets årbog 1963-64
med kvantitativ behandling. Mange af hans senere publikationer er
præget af manglende kritik overfor de resultater, der er opnået af
ham selv og hans yngre medarbejdere. Han har tilsyneladende en stor
viden og en vis iderigdom; men man kunne onske, at han ville anvende
en større del af sin betydelige arbejdskraft på en mere tilbundsgående
undersøgelse af problemerne. Han må - omend med stor betænkelig-
hed pa grund af den anførte kritik mod hans senere arbejder - anses
for kvalificeret til det ansøgte professorat.
Hans Klenow er født 1923 og tog magisterkonferens i biokemi som-
meren 1949. I 1957 erhvervede han den filosofiske doktorgrad.
Klenows uddannelse omfatter ansættelse som videnskabelig assi-
stent ved universitetets institut for cytofysiologi fra september 1949;
i 1955-56 var han beskikket som bestyrer for dette institut. Siden
april 1956 har han været ansat som afdelingsforstander ved Fibiger-
laboratoriet og i denne egenskab ledet laboratoriets biokemiske af-
deling. Allerede i sin studietid har han arbejdet som frivillig assistent
ved Københavns universitets institut for almindelig patologi og medi-
cinsk-fysiologisk institut.
Han har i tiden marts 1952-juni 1953 opholdt sig ved The National
Institute of Arthritis and Metabolic Diseases, Bethesda, Maryland.
Siden 1954 har han deltaget i undervisningen af biokemistuderende.
Klenows videnskabelige produktion omfatter 27 indsendte publika-
tioner, idet nogle foreløbige meddelelser ikke er medsendt.
De to forste publikationer, der stammer fra Københavns universitets
institut for almindelig patologi, omhandler molekylvægtsbestemmelse
ved diffusionsmåling, med særlig henblik på penicillin. Undersøgelsen
er således af fysisk-kemisk art og er formentlig planlagt af Rolf Broder-
sen, som er medforfatter til det ene arbejde.
De 5 følgende arbejder - udført på Kobenhavns universitets institut
for cytofysiologi - er studier over enzymet xantinoxidase. Sammen
med Kalckar og Kjeldgaard udarbejdedes en modifikation og forbed-
ring af den af Ball tidligere beskrevne præparationsmetode for enzy-
met. Oxydationen af xantopterin til leukopterin studeredes ved hjælp
af en elegant diiTerential-enzym-spektrofotometrisk metode, som i
princippet bygger på tidligere af Kalckar udarbejdede metoder. Det
vistes, at oxydationen af xantopterin katalyseres af xantinoxydase.
I et af arbejderne, som Klenow er eneforfatter til, studerede han
xantinoxydasens evne til at oxydere adenin og viste entydigt, at reak-
tionsproduktet ved denne proces er 2,8-dihydroxyadenin. Herved blev
spørgsmålet om adeninets oxydation i organismen klargjort. I forbin-
delse med G. B. Browns undersøgelser over biosyntesen af nuklein-
syrer ud fra injiceret adenin var de rejste problemer af stor aktualitet
på daværende tidspunkt.
Afgang og udnævnelser af professorer
111
Man må formode, at arbejderne vedrørende xantinoxydasen til en
vis grad er inspireret af Kalckar. En selvstændig stilling som forsker
opnåede Klenow ved sine undersøgelser over enzymet fosforibomutasen
publiceret i 5 afhandlinger, som udgør det experimentelle grundlag for
disputatsen: »Ribosefosfatestrenes enzymatiske omsætning«. Forst på-
vistes i ekstrakt fra forskellige organer et enzym (fosforibomutase),
som katalyserer omdannelsen af ribose-l-fosfat til ribose-5-fosfat.
Denne reaktion er af stor betydning for nedbrydningen af nukleosider
og under visse omstændigheder også for syntesen af ribonukleosider
ud fra ribose. Klenow fandt derefter, at fosforibomutasereaktionen
katalyseres af den af Najjar krystalliserede og undersøgte fosfogluko-
mutase. En stor del af de følgende undersøgelser blev derfor udført
med dette krystallinske enzym. Mekanismen ved fosforibomutase-
reaktionen fandtes i stor udstrækning at ligne den tilsvarende omdan-
nelse af glukose-l-fosfat til glukose-6-fosfat. Glukose-l,6-difosfat er
således en aktivator ved reaktionen, som i forste række fører til dan-
nelse af ribose-l,5-difosfat. Opdagelsen og karakteriseringen af denne
nye riboseester er en særdeles smuk videnskabelig præstation. Af stor
interesse er det også, at dannelsen af den tilsvarende deoxyriboseester
kunne sandsynliggøres. Undersøgelserne sammenfattes i to oversigts-
arbejder, et kortere fra 1954 og disputatsen fra 1957. Om dem begge
gælder, at de er klare og velskrevne afhandlinger. Til disse arbejder
slutter sig også to afhandlinger fra Klenows ophold hos B. L. Horecker
i Bethesda vedrørende mekanismen for omdannelsen af pentosefosfat
til andre kulhydratfosfater. Disse arbejder, som er af særdeles høj
international videnskabelig standard, indgår i en serie undersøgelser,
som på dette tidspunkt blev publiceret fra Horeckers laboratorium.
I to interessante arbejder undersøgte Klenow sammen med E. Lieht-
ler, resp. B. Andersen den enzymatiske dannelse af deoxyanaloger af
ADP, ATP og DPN. Det vistes, at et betydeligt antal enzymer (myo-
kinase, pyruvatkinase og DPN-pyrofosforylase) ikke er absolut speci-
fikke for ribonukleotider, men også kan virke med deoxyribonukleo-
tider som coenzymer. På denne måde kan man syntetisere deoxyana-
logerne af forskellige ribonukleotider.
Klenows arbejder på Fibigerlaboratoriet omfatter udelukkende nu-
kleinsyrestofskiftet i tumorceller. Han har her forst og fremmest
interesseret sig for muligheden for på forskellig måde at hæmme syn-
tesen af DNA i disse celler.
I 4 arbejder har han således undersøgt den hæmmende virkning af
deoxyadenosin. I cellerne omdannes deoxyadenosin til deoxyATP og
det dokumenteredes, at deoxynukleosidets hæmmende virkning beror
på det dannede deoxyATP. Hæmningen kan ophæves på to principielt
forskellige måder: enten ved tilsætning af adenosin eller ved tilsætning
af deoxycytidin + deoxyguanosin. Adenosinets antagonistiske virk-
112
Universitetets årbog 1963-64
ning fremkommer ved, at dette stof forhindrer omdannelse af deoxy-
adenosin til deoxyATP. Virkningen af deoxycytidin + deoxyguanosin
kan imidlertid ikke forklares på denne simple måde. Forklaringen på
deoxyATP hæmningen synes at være følgende: et overskud af deoxy-
ATP i cellen hindrer dannelsen af deoxyguanosin- og deoxycytidin-
fosfater fra de tilsvarende ribonukleotider. Derved blokeres dannelsen
af disse for DNA-syntesen væsentlige forstadier. Ved tilsætning af
deoxyguanosin og deoxycytidin omgås denne blokering, og syntesen
af DNA kan atter komme i gang. Herved opdagede han, hvad der
sandsynligvis vil vise sig at være en betydningsfuld almen regulations-
mekanisme ved den biologiske syntese af DNA.
I to arbejder sammen med Sune Frederiksen syntetiseredes 1-N-
oxydet af deoxyadenosin, og det vistes, at dette stof hæmmer DNA
syntesen i ascitestumorceller. Hæmningen synes at bero på en reduk-
tion af 1-N-oxydet til deoxyadenosin.
I sine seneste arbejder har Klenow undersøgt cordycepinets virk-
ning på nukleinsyresyntesen. Cordycepin er en isomer af deoxyadenosin.
Det indeholder en forgrenet 3-deoxypentose i stedet for 2-deoxyribose.
Cordycepin hæmmer væksten af tumorceller, og jævnsides med dette
indtræder en hæmning af både DNA- og RNA-syntesen. Han har nu
vist, at cordycepinets hæmmende virkning beror på en omdannelse af
nukleosidet til nukleotidet. Hæmningen modvirkes - ligesom det er
tilfældet for deoxyadenosinets vedkommende - ved tilsætning af ade-
nosin, der forhindrer denne omdannelse. Derimod har tilsætning af
forskellige deoxynukleosider ingen antagonistisk virkning. Dette tyder
på, at cordycepinets hæmningsmekanisme er forskellig fra deoxy-
adenosinets. Klenow fandt, at ribotidpuljen ved tilstedeværelse af
cordycepin reduceres til mindre end 10 °/0 af det normale. Dette kan
i det mindste delvis forklare cordycepinets hæmmende virkning. En
lignende virkning kan opnås med 2-deoxyglucose. I de sidste arbejder
iagttages som et interessant fund, at flere enzymer (5-nukleotidase,
pyruvatkinase og ATPase) kan anvende cordycepinfosfater som sub-
strat. Denne iagttagelse kaster nyt lys over de omtalte enzymers spe-
cificitet.
Til slut skal nævnes, at Klenow har vist udmærket evne som vejleder
af yngre medarbejdere. Dette fremgår også af en ansøgningen bilagt
liste over medarbejderes selvstændige publikationer, hvori der indgår
to disputatser.
Klenow har kun i begrænset omfang deltaget i studenterundervis-
ningen.
Sammenfattende kan man om Hans Klenow udtale, at hans viden-
skabelige indsats hovedsagelig har tilknytning til nukleinsyrernes stof-
skifte, et felt, som i de seneste årtier udforskes intensivt verden over.
Klenow har ved sine arbejder hævdet sig smukt på det internationale
Afgang og udnævnelser af professorer
113
plan og har på adskillige punkter bidraget med betydningsfulde origi-
nale opdagelser. En forudsætning herfor har været, at han behersker
ikke blot hele den moderne enzymologis tekniske arsenal, men er i
besiddelse af gode kundskaber indenfor store områder af den organiske
kemi. Målbevidst og med storste omhu angriber han ved hjælp af en
avanceret enzymologisk metodik og med overlegen benyttelse af iso-
topteknik problemerne fra forskellige sider, trænger i dybden og når
frem til en afsluttende losning. Han må under hensyntagen til hans
videnskabelige produktion anses for velkvalificeret til det ansøgte
professorat.
Konklusion
Som det fremgår af ovenstående mener udvalget, at Klenow er vel-
kvalificeret til den ansøgte stilling og Jørgen Clausen overlegen.
Man skal derfor enstemmigt indstille lians Klenow til det ledige
professorat i biokemi.«
Udvalgets indstilling blev i overensstemmelse med § 3, stk. 7 til-
stillet ansøgerne, af hvilke afdelingsleder, dr. med. .Jørgen Clausen
indsendte bemærkninger.
Efter at indstillingen endelig var blevet tiltrådt af fakultetet i modet
9. marts 1964 og af Konsistorium i dettes møde den 10. april 1964,
blev den indsendt til ministeriet, hvorefter afdelingsforstander, dr. phil.
Hans Klenow ved kgl. resolution af 13. maj 1964 blev udnævnt til
professor i biokemi ved Københavns universitet fra den 1. juni 1964
at regne.
m. Professor, dr. phil. h.e. Oluf Friis' afgang fra universitetet og profes-
sor, dr. phil. Sven Moller Kristensens udnævnelse til professor i nordisk
litteratur
(j. nr. 553/63).
Ved kgl. resolution af 11. februar 1964 blev der meddelt professor
i nordisk litteratur, dr. phil. h.c. Oluf Friis afsked efter ansøgning på
grund af alder og uden pension fra den 31. august 1964 at regne.
Under 6. december 1963 afgav det filosofiske fakultet følgende ind-
stilling:
»Fakultetet er efter gentagne behandlinger af sagen i henhold til
bestemmelserne i kgl. anordning af 5. februar 1953 om ansættelse af
professorer ved Københavns universitet, senest i sit møde den 18. f.m.,
kommet til den erkendelse, at embedet i henhold til anordningens § 1,
stk. 2, uden opslag bor besættes med professor i nordisk litteratur ved
Aarhus universitet, dr. phil. Sven Møller Kristensen, der i skrivelse
af 3. d.m. erklærer sig villig til at modtage ansættelse fra 1. septem-
ber 1964.
114
Universitetets årbog 1963-64
I forbindelse hermed skal man oplyse følgende:
Sven Møller Kristensen er født i 1909; han blev cand. mag. i 1932
med dansk som hovedfag, fransk som bifag. I 1932 vandt han accessit
for en afhandling om Jens Schielderup Sneedorffs stil, som i noget for-
kortet form blev trykt i Acta philologica Scandinavica (1932). Der er
værdifulde iagttagelser deri, ligesom i den omfattende stilundersøgelse,
»Æstetiske studier i dansk fiktionsprosa 1870-1900«, som Møller
Kristensen i 1938 forsvarede for doktorgraden. Dette skrift er, hvad
der kun hænder for meget få disputatser, blevet genoptrykt (i 1955
under titelen »Impressionismen i dansk fiktionsprosa 1870-1900«).
Interessant, ikke mindst på grund af den sociologiske metode, er Møl-
ler Kristensens værk »Digteren og samfundet i Danmark i det 19. år-
hundrede«, der kom i to dele, i 1942-45. Medens Møller Kristensens ar-
bejder indtil da havde behandlet emner fra det 18. og 19. århundrede,
viste han i to håndbøger stor fortrolighed med det 20. århundredes
forfattere: »Amerikansk litteratur 1920-40« (1942, forøget udgave
1948) og »Dansk litteratur 1918-50« (1950; 3. forøget udgave 1953).
I 1953 vandt Møller Kristensen konkurrencen om professoratet i
nordisk litteratur ved Aarhus universitet. En senere trykt konkurrence-
forelæsning om Paludan-Mullers »Tithon« kaster nyt lys over dette
mytologiske drama. Det er karakteristisk for Møller Kristensen, at
han pa sin forskerbane stadig har prøvet nye metoder og vundet be-
tydningsfulde resultater. I 1958 samlede han sine æstetiske erfaringer
i »Digtningens teori«, som i 1959 suppleredes med »Digtning og livssyn«,
der indeholder en række meget kyndige fortolkninger af danske digter-
værker, og i 1961 med »Vurderinger«, som er den vurderende kritiks
teori. Disse skrifter er modne frugter af Møller Kristensens arbejde
som professor; de udmærker sig ved pædagogisk klarhed og mange-
sidig humanistisk orientering.
Det kan da med føje hævdes, at Møller Kristensens kvalifikationer
til lærestolen i nordisk litteratur ved vort universitet fuldt ud er godt-
gjort ved hans virksomhed i det tilsvarende embede i Aarhus. Man har
sammenholdt Sven Moller Kristensens kvalifikationer med kvalifika-
tionerne hos andre videnskabsmænd, der kan ventes at komme i be-
tragtning ved embedets besættelse, og er nået til det resultat, at Møl-
ler Kristensen i kraft af sin omspændende produktion og sin hele
forsker- og lærerpersonlighed må anses for at være dem alle afgjort
overlegen.
Ved afstemning i henhold til anordningens § 1, stk. 4, har af fakul-
tetets i alt 53 medlemmer 52 stemt for besættelse af professoratet som
foran omtalt, medens 1 medlem har afholdt sig fra at stemme.
I medfør af resultatet af sagens behandling indstiller fakultetet her-
ved, at det forventet ledigtblivende professorat i nordisk litteratur
ved Kobenhavns universitet besættes med professor i samme fag ved
Afgang og udnævnelser af professorer
115
Aarhus universitet, dr. phil. Sven Moller Kristensen fra 1. september
1964 at regne.«
Efter at denne indstilling var blevet tiltrådt af Konsistorium i
dettes møde den 18. december 1963 og indsendt til ministeriet, blev
ved kgl. resolution af 21. marts 1964 professor, dr. phil. Sven Møller
Kristensen udnævnt til professor i nordisk litteratur ved Kobenhavns
universitet fra den 1. september 1964.
n. Oprettelse af et ekstraordinært professorat i dansk sprog med særligt
henblik på navneforskning for lektor, dr. phil. Anders Bjerrum
(j. nr. 590/60).
Under 8. oktober 1960 indgav den nordiske faggruppe følgende an-
dragende til det filosofiske fakultet:
»Den nordiske faggruppe tillader sig hermed at anmode det filoso-
fiske fakultet om at søge dr. phil. Anders Bjerrums personlige lektorat
i navneforskning omdannet til et ekstraordinært professorat i dansk
sprog med særligt henblik på navneforskning.
Anders Bjerrum er fyldt 57 år (f. 12/3 1903) og har virket som lektor
ved Københavns universitet siden 1953 samtidig med, at han har
været leder af Stednavneudvalgets kontor, der i indeværende finansår
forventes omdannet til et universitetsinstitut under betegnelsen »In-
stitut for navneforskning«.
Anders Bjerrums videnskabelige produktion er omfattende, alsidig
og særdeles betydningsfuld. En væsentlig del af den falder inden for
navneforskningen. Som medredaktør af skriftserien »Danmarks sted-
navne« har han udarbejdet c. 1000 sider af bindene III-XI, deriblandt
indledningerne til bd. VIII og X samt hele afsnittet om Lolland i
bd. XI (Maribo amts stednavne). Et af de følgende bind, stednavne
i Århus og Skanderborg amter, vil helt blive udarbejdet af ham, og
en stor del af dette bind foreligger i korrektur. Han har skrevet ar-
tiklerne om stednavne i håndbog for lokalhistorikere (1952), en af-
handling om midtslesvigske stednavne i Sydslesvig I, udg. af Gunnar
Knudsen og Knud Kretzschmer (1933), en afhandling om sydslesvig-
ske personnavne i Danske studier 1944; han er medudgiver af Syd-
slesvigs stednavne og har gennem mange år indsamlet et meget om-
fattende materiale til dette værk ved arkivundersøgelser og opteg-
nelser af danske og nedertyske stednavne i marken.
Han har skrevet en række betydningsfulde afhandlinger om sønder-
jyske sprog- og nationalitetsforhold, bl. a. byggende på stednavne-
materiale. Her skal nævnes Vort sprogs gamle sydgrænse (1944), Spro-
get i Tønder gennem tiderne (1944), Anglernes hjemstavn (1951).
Indenfor dialektforskningen falder Anders Bjerrums grundlæggende
116
Universitetets årbog 1963-64
disputats om fjoldemålets lydsystem (1944), hvortil slutter sig af-
handlingen Cber die phonomatische Wertung von Mundartenauf-
zeichnungen (sa. år). Han har udgivet K. J. Lyngby's Jyske gramma-
tik tilligemed et udvalg af hans breve (1942) med en meget udførlig
indledning og kommentar, og han har skrevet en biografi af Lyngby
i »Fra Rask til Wimmer« 1937. lian har foretaget meget omfattende
optegnelser af sønderjyske dialekter og har herom - foruden disputat-
sen - bl. a. publiceret afhandlingen Om de danske dialekter i Sønder-
jylland (1957).
I de senere år har Anders Bjerrum offentliggjort en række under-
søgelser af gammeldanske tekster: Verbal number in the Jutlandic
law (1949), De tryksvage vokaler i danske runeindskrifter (1952),
Grammatik over Skånske Lov 1954 (stencileret, en strukturel beskri-
velse af sproget i det ældste bevarede skånske lovhåndskrift, B 74),
»Utæn han ær opænbarlic gen guth«, en tekstfilologisk undersøgelse af
et omstridt sted i fortalen til Jyske Lov (1954) og Johannes Jutæ og
Valdemars jordebog (Navnestudier II, 1960), en undersøgelse af fun-
damental betydning for forståelsen af det sjællandske skriftsprog i
det 13. århundrede.
Om Høysgaard har han skrevet en afhandling, »Høysgaards anden
ortografiske prøve« (1956).
Anders Bjerrum har i sit forfatterskab vist sig som en betydelig
navne- og dialektforsker og som en meget kyndig, alsidig orienteret
og iderig sprogforsker overhovedet. Hans disputats har tjent som for-
billede for andre arbejder over danske dialekter og er blevet over-
ordentlig anerkendende anmeldt både i Danmark og udlandet.
Sine videnskabelige evner har han også demonstreret som lektor
ved Københavns universitet, hvor hans øvelser og forelæsninger over
vidt forskellige discipliner inden for dansk sprog har vakt betydelig
interesse. Universitetet har lagt beslag på hans kyndighed og ar-
bejdskraft ved at opfordre ham til at deltage i bedømmelsen af dok-
torafhandlinger, og han har to gange fungeret som officiel opponent
ved disputatser. I videnskabeligt, administrativt arbejde har Anders
Bjerrum foruden som leder af stednavneudvalget ydet en indsats,
bl. a. som medlem af bestyrelsen for Danmarks folkeminder og Sel-
skab for oldtids- og middelalderforskning.
Det er den nordiske faggruppes opfattelse, at Anders Bjerrums
store videnskabelige, pædagogiske og administrative indsats motive-
rer, at der oprettes et ekstraordinært professorat for ham. Hertil kom-
mer, at den institution, han siden 1953 har været leder af, nu vil
overgå til universitetet, og man vil finde det rimeligt, at lederen af
en stor videnskabelig universitetsinstitution, når han iovrigt er en
hojt kvalificeret videnskabsmand, tillige er professor ved universi-
tetet, som det er tilfældet med lederne af de allerfleste af universi-
Afgang og udnævnelser af professorer
117
tetets instituter. Det vil være fakultetet bekendt, at lederen af den
sprogvidenskabelige institution, Institut for dansk dialektforskning,
hvormed Institut for navneforskning nærmest må sidestilles, Poul
Andersen, er professor i dansk dialektologi.
En væsentlig del af Anders Bjerrums videnskabelige indsats falder
inden for navneforskningen, hvis store betydning for den nordiske
filologi er erkendt ved, at universitetet siden 1948 har haft et lekto-
rat heri. Man har dog ment, at man ved oprettelse af et professorat
burde give dette en videre ramme og - som ovenfor anført - benævne
det »Professorat i dansk sprog med særligt henblik på navneforskning«.
Professoratet vil derved komme til at svare til Anders Bjerrums forsk-
ningsområde og formentlig også til universitetets behov, idet der efter
gennemforeisen af den nye studieordning for faget dansk med dens
bestemmelser om særligt studerede sproglige områder vil være brug for
yderligere undervisning i de enkelte discipliner inden for dansk sprog.
Det kan tilføjes, at det tidligere professorat for stednavneforskning
i Uppsala nu er omdannet til et professorat i svensk sprog med særligt
henblik på navneforskning, og at man i Norge påtænker oprettelsen
af et professorat med en lignende afgrænsning.
Bl. a. af hensyn til Anders Bjerrums alder tillader vi os at anmode
om, at sagen må blive fremmet så hurtigt som muligt.«
Under 16. januar 1961 indstillede universitetets kurator med an-
befaling fra det filosofiske fakultet og fra universitetets rektor, at der
ved ændringsforslag til forslag til finanslov for året 1961-62 oprettedes
et ekstraordinært professorat i dansk sprog med særligt henblik på
navneforskning for dr. phil. Anders Bjerrum mod bortfald af lekto-
ratet i navneforskning.
På tillægsbetænkning over forslag til finansloven for 1964-65 blev der
tilvejebragt hjemmel for oprettelse af et ekstraordinært professorat i
dansk sprog med særligt henblik på navneforskning for dr. phil. An-
ders Bjerrum, jfr. folketingstidende for 1963-64, tillæg D, spalte 2379-
80 og bilag 171, spalte 2773-74. Ved kgl. resolution af 23. juni 1964
blev dr. phil. Anders Bjerrum udnævnt til ekstraordinær professor ved
Københavns universitet i dansk sprog med særligt henblik på navne-
forskning fra den 1. april 1964 at regne.
o. Oprettelse af et professorat i kultursociologi og docent, dr. jur. Verner
Goldschmidts udnævnelse til professor i dette fag
(j. nr. 312/64).
På normeringsloven for 1964-65, jfr. forslag til normeringslov for
1964-65, folketingstidende for 1963-64, tillæg A, spalte 1197-98, op-
rettedes et professorat i kultursociologi ved Kobenhavns universitet.
118
Universitetets årbog 1963-64
Under 6. maj 1964 afgav det filosofiske fakultet følgende indstil-
ling:
»I sit møde den 20. f.m. har fakultetet under iagttagelse af bestem-
melserne i kgl. anordning af 5. februar 1953 om ansættelse af profes-
sorer ved Københavns universitet behandlet spørgsmålet om fremgangs-
måden vedrørende besættelse af det på normeringsloven for finansåret
1964/65 oprettede professorat i kultursociologi med særligt henblik
på nutidige samfundskulturer.
Fakultetet er under behandlingen af sagen kommet til den erkendelse,
at embedet uden opslag bør besættes med docent i sociologi ved Han-
delshøjskolen dr. jur. Verner Goldschmidt. Ved den i fakultetsmødet
foretagne afstemning suppleret med skriftlig afstemning efter fakultets-
mødet blandt ikke-tilstedeværende medlemmer er der i alt afgivet 40
stemmer for, 1 imod, et af professorerne i psykologi E. Tranekjær
Rasmussen, dr. Franz From og professor i historie, dr. Kristof Gla-
mann stillet forslag om besættelse af embedet som foran nævnt.
Fakultetet tæller for øjeblikket i alt 52 medlemmer, hvoraf 3 for ti-
den befinder sig uden for Europa.
Om dr. jur. Verner Goldschmidts kvalifikationer til at beklæde em-
bedet skal man oplyse følgende:
Dr. jur. Verner Goldschmidt er født 1916, blev student 1936 og be-
stod sommeren 1944 den juridiske embedseksamen efter den af Køben-
havns universitet i Sverige for flygtninge etablerede eksamensordning.
Han var derefter ansat som juridisk sekretær i det danske flygtninge-
kontors kulturelle afdeling.
Ved hjemkomsten til Danmark i 1945 blev dr. Goldschmidt ansat
som politifuldmægtig i København og mødte som anklager i Køben-
havns byret. Han fratrådte stillingen juli 1948. Fra foråret 1946 var
han tillige ansat som sekretær under den daværende Grønlandsstyrelse,
hvor han konstitueredes som fuldmægtig foråret 1947.
I sommeren 1948 blev han af ministeriet (Grønland sorterede den-
gang under statsministeriet) sendt til Grønland for at udforske de
skikke, sædvaner og retsregler, som fandtes blandt grønlændere samt
for at gøre rede for deres samfundsmæssige og kulturelle baggrund.
Ekspeditionen vendte hjem vinteren 1949 og afgav en seks binds be-
tænkning om undersøgelserne (utrykt) til ministeriet. Under ekspedi-
tionen havde Goldschmidt som særlig opgave at gøre rede for måden
at behandle normkrænkere på i Grønlands mange små samfund,
hvilket også indebar et mere indgående studium af de sociale normer
og individernes forhold til dem. Undersøgelserne gav mulighed for en
række iagttagelser af brydningernes forløb samt af processernes virk-
ning på de forskellige individer, der berørtes af dem.
Goldschmidt fik overdraget på basis af det indsamlede materiale at
udarbejde et udkast til en kriminallov for Grønland. Udkastet, som
Afgang og udnævnelser af professorer
119
var et forsøg på at forene grønlandske og danske rets- og moralsyns-
punkter, blev i 1954 til lov.
April 1951 trådte dr. Goldschmidt uden for nummer i ministeriet og
ansattes som universitetsadjunkt i retssociologi ved Århus universitet.
Han forelæste over emner som ret og kultur, retten i social-psykologisk
belysning og ledede bl. a. et seminar over socialvidenskabelig teori og
metode. I 1953 blev han udnævnt til fuldmægtig i det daværende
Grønlands-departement og rejste i april 1954 på ny til Grønland, denne
gang som konstitueret landsdommer ved Grønlands landsret. Han
havde som særlig opgave at forberede den praktiske gennemførelse af
den nu vedtagne grønlandske kriminallov. Konstitutionen som dom-
mer udløb august samme år. Den 1. april 1956 blev han udnævnt til
ekspeditionssekretær under Ministeriet for Grønland, hvor arbejdet i
de følgende år bestod i tilrettelæggelse og forberedelse af videnskabe-
lige undersøgelser af, hvorledes den europæiske kultur og i særdeles-
hed de mange reformer fra de senere år virkede på befolkningen i
Grønland. Dette arbejde blev fra januar 1955 underlagt Det humani-
stiske Udvalg for Grønland, senere betegnet Udvalget for samfunds-
forskning i Grønland, hvoraf han blev medlem, og for hvilket han
planlagde de tværvidenskabelige undersøgelser i Grønland, der fore-
gik i de følgende år. I sommeren 1956 var han atter i Grønland, denne
gang som led i forberedelsen af de omfattende socialvidenskabelige og
humanistiske undersøgelser i landsdelen.
I marts 1957 forsvarede Verner Goldschmidt afhandlingen »Retlig
adfærd« for den juridiske doktorgrad ved Århus universitet.
I de år, der fulgte, var dr. Goldschmidt stærkt engageret i Grøn-
landsundersøgelserne. Han opholdt sig i landsdelen som medlem af
den kultursociologiske ekspedition i 1958 og 1959. Han var endvidere
på en afgørende måde involveret i udarbejdelsen af de rapporter til
ministeriet, som Grønlandsudvalgets undersøgelser gav anledning til.
Dr. Goldschmidt har i sin egenskab af generalsekretær for udvalget fun-
geret som hovedredaktør for de udsendte rapporter (ialt ni). wSelv havde
han hovedansvaret for flere af rapporterne, men han var tillige stærkt
engageret i udarbejdelsen af de øvrige i kraft af både sit indgående
kendskab til de grønlandske forhold og sit kendskab til de metoder,
der var anvendt i undersøgelserne samt de teorier, hvorpå disse meto-
der byggede. Han øvede en afgørende indflydelse på udformningen af
hver enkelt rapport til ministeriet.
I årene 1959 til 1962 var han ansat som forskningsleder ved Social-
forskningsinstitutet, men blev fra starten udlånt til Grønlands-
ministeriet for at kunne forestå udarbejdelsen af rapporterne over de
grønlandske undersøgelser.
Siden 1962 har han været docent i sociologi ved Handelshøjskolen i
København.
120
Universitetets årbog 1963-64
Dr. Goldschmidts rige pædagogiske evner er kommet til udtryk i en
omfattende undervisningsvirksomhed. Foruden hans undervisning som
universitetsadjunkt ved Århus universitet kan her nævnes, at han i
efterårssemestret 1956 var indbudt som gæsteforelæser ved London
School of Economics and Political Sciences, hvor han bl. a. forelæste
over akkuRurationsproblemer og deltog i seminarer over sociologiske
og socialantropologiske emner.
Foruden fra 1952 at have deltaget særdeles aktivt i undervisningen
ved Det nordiske Sommeruniversitet, har han fra forårssemestret 1957
deltaget i undervisningen i socialpsykologi og sociologi af de psykologi-
studerende ved Københavns universitet. Her har hans undervisning
i særlig grad drejet sig om forelæsninger over individ, gruppe og sam-
fund samt over forholdene mellem kultur og individ.
Dr. Goldschmidts produktion omfatter følgende afhandlinger og
bøger:
1.	Kriminalitet i Thule. Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab,
1950. Handler om sammenhæng mellem normkrænkelser og kultur-
forandringer.
2.	Om retssociologiens praktiske muligheder. Ugeskrift for Retsvæsen
1952. En analyse af den betydning, sociologiske retsstudier kan
have for lovgivningen og administrationen.
3.	The Greenland Criminal Code and its Sociological Background.
Acta Sociologica, 1956. Emner er, hvorledes den sociale kontrol er
blevet differentieret og formaliseret i de grønlandske småsamfund
på grund af europæisk kulturindflydelse.
4.	Retlig adfærd, København 1957 (disputats). Her anvendes sam-
fundsvidenskabelige teorier og metoder til konstruktion og afprøv-
ning af en teoretisk model for den akkulturation, som finder sted
gennem den sociale kontrol i grupper og samfund, som er under
kulturel indflydelse udefra.
5.	Rapporter om uddannelsessituationen, kriminalloven og forholdet
mellem grønlændere og danskere i Vestgrønland. Det drejer sig om
de undersøgelser, som dr. Goldschmidt i tiden 1958-1963 ledede for
Udvalget for samfundsforskning i Grønland, nemlig samfundsviden-
skabelige undersøgelser af samfunds- og kulturudviklingen i Vest-
grønland, hvorunder han i særlig høj grad beskæftigede sig med
forholdet mellem teknisk udvikling og uddannelse, retshåndhævelse
og kulturforandring, forholdet mellem grønlændere og danskere
samt kulturkonflikter.
6.	New trends in studies on Greenland social life. Folk, København
1963. Her redegøres for nogle teoretiske og metodologiske aspekter
ved et af de sociale eksperimenter, der indenfor det sidste årti er
blevet gennemfort i Grønland.
Afgang og udnævnelser af professorer
121
7. Et validitetsproblem. Sociologiske meddelelser, 1964. I denne af-
handling beskæftiger dr. Goldschmidt sig med grænserne for kvan-
titative metoders anvendelighed indenfor den sociologiske forskning
af gruppekonflikter.
Herudover har dr. Goldschmidt skrevet bogen »Gruppe og Samfund«
(Kobenhavn 1962), der er elementær indforing i den generelle sociolo-
gis og kultursociologiens metode og teori. Han har endvidere publice-
ret diverse mindre artikler om kulturudvikling, kulturmode og kultur-
konflikter i tidsskriftet »Gronland« samt: Samfundsmennesket, Søn-
dagsuniversitetets skrifter (København 1964), 6 populærvidenskabe-
lige forelæsninger om samfundsvidenskabernes udvikling, problemstil-
linger, teorier og forhold til samfundspolitikken.
For tiden arbejder han - med støtte fra Statens almindelige Viden-
skabsfond - på en bog med titlen »Social sanctions and social
change«.
Som det vil fremgå af denne beskrivelse af dr. Goldschmidts uddan-
nelse og arbejder, vil han på særdeles fyldestgørende måde kunne til-
fredsstille de krav, der må stilles til professoren i kultursociologi:
1) han har et grundigt kendskab til nutidig kultur, både dens materielle
og immaterielle frembringelser og til de forskellige kulturformers op-
ståen og ændring under samfundets tekniske udvikling. 2) Han har
et indgående kendskab til forskellige, nutidige kulturer, dels indenfor
vort eget samfund og dels fra andre kultursamfund. 3) Han har i sær-
lig hoj grad beskæftiget sig med, og erhvervet et dybtgående kendskab
til relationerne mellem kultur-samfund, kultur-gruppe og kultur-
individ. 4) Han har et indgående kendskab til kultursociologiens teori
og 5) han har endelig også demonstreret et vidtgående kendskab til
fagets metodik.
Samtidig har dr. Goldschmidt dokumenteret sine rige pædagogiske
evner, og han har ofte vist, at han kan udnytte sin viden og erfaring
i et samarbejde med forskellige institutioner med henblik på den prak-
tiske anvendelse af kultursociologien.
Med henvisning til det ovenfor anførte skal fakultetet herved ind-
stille, at det nyoprettede professorat i kultursociologi med særligt
henblik på nutidige samfundskulturer snarest muligt besættes med
docent, dr. jur. Verner Goldschmidt, idet ingen anden dansk forsker
skønnes at være i besiddelse af de nødvendige kvalifiikatoner til stil-
lingen.«
Efter at denne indstilling var blevet tiltrådt af Konsistorium i
dettes møde den 20. maj 1964 og indsendt til ministeriet, blev ved
kgl. resolution af 30. juni 1964 docent, dr. jur. Verner Goldschmidt
udnævnt til professor i kultursociologi ved Københavns universitet
fra den 1. juli 1964 at regne.
122
Universitetets årbog 1963-64
p. Professor, dr. phil. C. A. Bodelsens afgang fra universitetet og uni-
versitetsadjunkt, dr. phil. Holger Steen Sorensens udnævnelse til professor
i engelsk sprog og litteratur
(j. nr. 545/63).
Ved kgl. resolution af 11. januar 1964 blev der meddelt professor i
engelsk sprog og litteratur, dr. phil. Carl Adolf Gottlieb Bodelsen af-
sked efter ansøgning på grund af alder og med pension fra den 31. ja-
nuar 1965 at regne.
Efter at det således ledigtblevne embede var blevet opslået ledigt,
blev under 2. marts 1964 de indkomne 2 ansøgninger, nemlig fra ad-
junkt, dr. phil. Bent Nordhjem og universitetsadjunkt, dr. phil. Holger
Steen Sørensen, tilstillet universitetet til erklæring.
111 at bedømme de indkomne ansøgninger nedsatte det fdosofiske
fakultet i henhold til § 2, stk. 2, i kgl. anordning af 5. februar 1953
om ansættelse af professorer ved Københavns universitet et udvalg
bestående af professorerne i engelsk sprog og litteratur, dr. phil.
C. A. Bodelsen, dr. phil. K. Schibsbye og dr. phil. Eric Jacobsen.
Dette udvalg afgav under 8. april 1964 følgende indstilling:
»Til det pr. 1. februar 1965 ledige professorat i engelsk sprog og
litteratur har der meldt sig 2 ansøgere, nemlig dr. phil. Bent Nordhjem
og dr. phil. Holger Steen Sorensen.
Dr. phil. Bent Nordhjem er født 1920 og tog 1947 skoleembedseksa-
men med udmærkelse (i engelsk som hovedfag og dansk og fransk som
bifag). I 1960 erhvervede han den filosofiske doktorgrad ved den neden-
for omtalte afhandling. Efter at have taget skoleembedseksamen til-
bragte han 3 år i England, hvoraf det sidste som Rockefeller-stipendiat
ved universitetet i Cambridge. Foruden at han i perioder har været
undervisningsassistent ved Københavns universitet var han 1950-1955,
universitetsadjunkt, og har siden 1963 været universitetslektor, i
hvilken egenskab han har medvirket ved specialeopgaver. Fra 1955
har han været ansat som adjunkt ved Falkonergårdens gymnasium.
Han har desuden i perioder undervist ved folkeuniversitetet og fag-
lærerkursus. Som underviser ved universitetet har han udført et ud-
mærket arbejde.
De for hans kandidatur til professoratet relevante arbejder er:
1. Aldous Huxley. Udvikling og Stilling i Samtiden. (1948. 182 sider).
Bogen er en udvidet udgave af forfatterens guldmedaljeafhandling. Af
dens lire afsnit består det første af en karakteristik af Huxleys person-
lighed. Det andet, som er det centrale i bogen, er en redegørelse for de
forskellige faser som Huxleys livsanskuelse har passeret igennem, og
som hans boger i sidste instans handler om. Der påvises en udvikling
fra værdinihilisme gennem eksperimenter med mystisk-religiøs filosofi
Afgang og udnævnelser af professorer
123
og Lawrencesk livsdvrkelse til gennemfort mysticisme. Et tredie afsnit
handler om stil og struktur i Huxleys boger. Et fjerde, »Samtiden«,
er dels en redegørelse for Huxleys forhold til Lawrence, dels et rids af
tendenserne i 20'ernes engelske åndsliv. Bogen er et fortjenstfuldt ar-
bejde, der giver en kritisk bedømmelse og et helhedsbillede af Huxley
på baggrund af hans samtid, og yder gode bidrag til forståelsen af hans
personlighed, ideer og litterære teknik. Det er et solidt stykke litteratur-
kritik og -historie, grundigt gennemtænkt og godt disponeret.
2.	The Phonemes of English. An Essay in Structnral Phonemics.
(disputats). Afhandlingen falder i 4 afsnit. I det første forkaster forf. af
erkendelsesteoretiske grunde de sædvanlige modeller af talesituatio-
nen og opstiller sin egen. I det andet, som kan betragtes som afhand-
lingens centrale, opstiller han en metode som skal kunne anvendes,
ikke alene på sprogets foneminventar, men på et hvilket som helst
materiale der består af et antal enheder, som går igen i forskellige kom-
binationer - et gennemført abstrakt system, som udelukkende er ba-
seret på kombinations- og substitutionsmuligheder: et »spil«, som han
betegner det.
Metoden afviger fra den glossematiske ved, at den ikke opererer med
begrebet indhold, hvorfor begrebet kommutation ikke indgår i den.
Endvidere ved at den i modsætning til glossematikken ikke går ud
fra større enheder, som ved en progressiv analyse inddeles i mindre,
men begynder med de mindste enheder. Dens ledende princip er oko-
nomi, således, at proceduren kommer til at bestå i en fremadskridende
reduktion af inventaret. Forf. har således lavet sin egen sprogteori.
I det tredie afsnit anvendes det således opstillede system på det
engelske sprog, idet han dog ser bort fra 3 ordtyper: interjektioner,
egennavne og »fremmedord« (den sidste type imidlertid på en måde
som virker noget vilkårlig). Resultatet er et engelsk foneminventar
som på adskillige punkter afviger fra det man plejer at regne med.
Det korte 4. afsnit formulerer en række karakteristika for fonemerne,
som ikke ses at være helt i overensstemmelse med det foregående.
Om forfatteren er nået til en bedre beskrivelse af det engelske fonem-
system end den der opnås ved andre metoder, kan diskuteres. Men
det har i hvert fald ikke været hans primære formål. Dette er at op-
stille et system der er gennemfort abstrakt, og som skal kunne anven-
des på alle fænomener af lignende art som fonemsystemet. Det er et
interessant og dristigt eksperiment, og det er gennemfort med stor
sindrighed, konsekvens og videnskabelig fantasi - et meget dygtigt
arbejde, som indirekte vidner om et omfattende kendskab til den
lingvistiske litteratur, skont forfatteren så godt som aldrig citerer
andre lingvistiske værker.
3.	Anmeldelse i English Studies of H. S. Sørensen: »Word-Classes in
Modern English«. En udmærket anmeldelse; en kritisk behandling af
124
Universitetets årbog 1963-64
et emne, der er beslægtet med emnet i hans egen doktordiputats,
gjort med stor klarhed og indsigt.
4. »Parafrasen og poesien« (pædagogisk-kritisk artikel i Meddelelser
fra Engelsklærerforeningen). Dette arbejde henvender sig til gymnasie-
lærere og fremsætter principper for litterær fortolkning. Afhandlingen
viser en fin sans for poesi og fremragende evne til fortolkning såvel
som en grundig orientering i moderne litteraturkritiske principper.
De 4 arbejder viser Nordhjem som en begavet, original og velfun-
deret videnskabsmand.
Dr. Holger Steen Sørensen er født 1920 og aflagde magisterkonferens
i engelsk i 1952 ved Kobenhavns universitet. Han har været på studie-
ophold ved Columbia University i foråret 1946, på Trinity College,
Cambridge i efteråret 1948 og foråret 1949, samt som Rockefeller-
stipendiat ved forskellige amerikanske universiteter i sommeren og
efteråret 1953. I 1958 erhvervede han den filosofiske doktorgrad. Han
har siden efteråret 1952 virket som undervisningsassistent og er nu
universitetsadjunkt ved Københavns universitet. Siden 1961 har fa-
kultetet hvert år indstillet ham til et ekstraordinært professorat, senest
i januar 1964. Ved drøftelsen af forslaget herom støttedes dette varmt
af flere faggrupper foruden den engelske. Hans universitetsadjunkts
udløber i efteråret 1964, og det er hidtil ikke lykkedes at skaffe ham
et forskerstipendium som erstatning derfor.
Blandt hans arbejder skal følgende fremhæves:
1.	Word Classes in Modem English, With Special Reference to Proper
Names. With an Introdnction on Grammar, Meaning and Reference,
hvormed han erhvervede den filosofiske doktorgrad, og fremtræder som
et forsøg på at løse problemet om propriernes plads i ordklassesystemet,
hvilket i realiteten vil sige at udskille dem fra appellativerne. Frem-
gangsmåden er strukturralistisk. Forf. konstaterer at problemet er
uløseligt på grundlag af det traditionelle ordklassesystem, og opstiller
derfor sit eget, hvilket involverer at han også må etablere sin egen
procedure for sprogbeskrivelsen. Opstillingen af dette system, snarere
end losningen af propriernes problem, synes her at være hans primære
formål; ligesom Nordhjem har han lavet sin egen sprogteori.
Proceduren følges trin for trin, således at hvert skridt mod løsningen
hviler på det foregående. Det er et originalt arbejde, som åbner per-
spektiver langt ud over den i sig selv meget vanskelige opgave forf.
primært har sat sig, og det er gennemfort med stor stringens og med
en for forf. karakteristisk evne til at finde løsninger af ved første blik
tilsyneladende uløselige problemer, og til at forståeliggøre komplice-
rede og vanskelige opgaver.
2.	En skitsemæssig sammenligning mellem det oldengelske og det mo-
derne engelske kasussystem. Om hvilken form for udvikling er der tale?
Afgang og udnævnelser af professorer
125
(indleveret i manuskript, 44 sider). Heri soger han at vise at foran-
dringen fra det ene af disse systemer til det andet kun er en forandring
i udtryksformen, og at moderne engelsk har ganske de samme kasus
som oldengelsk.
I oldengelsk borteliminerer han vokativen og den possessive genitiv
som ikke virkelig kasus. Hvad angår moderne engelsk polemiserer han
mod det standpunkt at ordstilling ikke skulle være lige så gyldigt et
udtryk for kasus som flexiver. Også her eliminerer han den posses-
sive genitiv, d. v. s. hele den moderne engelske genitiv. Både hvad an-
går oldengelsk og moderne engelsk indrangerer han præpositionerne
som kasusformer. En del af de ovennævnte tanker er velkendte, men
forfatterens argumentation er hans egen.
3.	An Analysis of »to be« and »to be true« (15 pp.) er et forsøg på ad
lingvistisk vej at lose det logiske problem om existensielle udsagn,
hvor det har voldt vanskeligheder at en sætning som /Anderson does
not exist/ tilskriver Anderson egenskaben non-Existence, samtidig med
at den benægter at bæreren af denne egenskab existerer. Forf. soger at
klare problemet ved begrebet »denotation« - udsagnet betyder »An-
derson does not denota«, hvilket vil sige en påstand om at den sprog-
lige enhed »Anderson« ikke har noget denotatum. Det søges vist at
det samme gælder udtryk med »be true«.
4.	The Funetion of the Definite Article in Modem English (English
Studies Dec. 1959) 20 sider. Forfatteren påviser svaghederne ved de
vigtigste hidtidige definitioner af den bestemte artikel og opstiller som
sin egen, at dens funktion er »identificerende henvisning«.
5.	The Phoneme and the Phoneme Variant (Lingua marts 1960, 20
sider), går ud fra lire kendte definitioner af fonemet, som forf. efter-
prøver med det resultat, at ingen af dem findes tilfredsstillende, og han
hævder, at en væsentlig grund hertil er, at man i definitionerne ikke har
holdt fonemerne og fonemvarianterne tilstrækkelig skarpt ude fra hin-
anden. Han slutter med at opstille sin egen fonemdefinition.
6.	An Analysis of Linguistic Signs Occurring in Suppositio Materia-
lis, or the Aleaning of Quotation Marks and Their Phonetic Equivalents
(Lingua 1961 15 sider). En klar redegørelse for, hvad metasprog er,
samt en påvisning af, at en væsentlig del af problemet vedrørende
dette emne hidrører fra manglende skarphed i skelnen mellem det
sproglige tegn og hvad dette står for.
Disse afhandlinger (2-6) viser dr. Steen Sørensens skarpe blik for
svaghederne i akcepterede opfattelser, der omend i det store og hele
rigtige, ikke er fuldt tilfredsstillende, såvel som hans fremragende
evne til klar fremstilling.
7.	The Meaning of Proper Names (1963 117 sider) viderefører og af-
runder hans tanker fra disputatsen. Han tager her et problem op, som
altid har voldt vanskeligheder for lingvistiken og logiken. Bogen
126
Universitetets årbog 1963-64
gennemgår først de vigtigste forsøg der hidtil er gjort på at løse pro-
priernes semantiske problem, og underkaster dem en overordentlig
skarpsindig kritik, som hovedsagelig består i påvisningen af deres in-
dre modsætninger. En del af den uklarhed som tidligere har rådet,
rydder han af vejen ved den distinktion han foretager mellem »meaning«
og »denotatum«, og han når til slut frem til sin egen definitionsformel
for propriernes indhold. Det turde være dr. Steen Sørensens bedste ar-
bejde til dato - et fremragende værk, som forbinder videnskabelig
fantasi med gennemført stringens og en knap og overordentlig klar
fremstillingsform. Skønt de problemer bogen behandler for en stor del
er af almen lingvistisk interesse, har de dog specielt sigte på det engelske
sprogs system, og det er dette hvorpå han bringer sine analyseprincip-
per i anvendelse.
Endelig oplyser han i sin ansøgning, at han for tiden arbejder på en
afhandling om det engelske tempussystem, som ventes fuldendt i lø-
bet af 1964.
Disse arbejder beskæftiger sig med centrale og vanskelige problemer,
af hvilke han præsterer originale og skarpsindige løsninger.
Begge de to ansøgere har med stor dygtighed deltaget i universitets-
undervisningen i en længere årrække. De er dygtige og lovende for-
skere, som har suppleret deres hjemlige uddannelse ved langvarige
ophold ved fremmede universiteter. De har begge vist, at de er kvali-
ficerede til et professorat, og de blev begge betegnede som således kva-
lificerede da de i 1958 søgte om det dengang ledige professorat. De er
begge forskere, som universitetet må være interesseret i at sikre sig.
Siden 1958 har dr. Steen Sørensen yderligere kvalificeret sig ved det
ovennævnte fremragende arbejde, som vidner om en øget klarhed og
modenhed, og med hvilket han har vist sig som en dynamisk og pro-
duktiv forsker, der stadig er i udvikling. Mens han i 1958 hovedsagelig
fremtrådte som almen lingvist, har han nu også gjort sig gældende
indenfor anglistiken, et felt hvis lingvistiske side han iøvrigt i kraft af
hele sin uddannelse fuldtud behersker.
Vi ønsker at fremhæve at også dr. Nordhjem er en højt begavet for-
sker, som er kvalificeret til en lærestol. Det ville i denne forbindelse
have været ønskeligt om faget engelsk, i lighed med fransk og tysk,
havde det fjerde professorat, som fakultetet gentagne gange har stillet
forslag om.
Men i den nuværende situation må det efter vort skøn være afgø-
rende, at dr. Steen Sørensen nu fremtræder med en større og vægtigere
produktion end dr. Nordhjem, og som en fremragende forsker, hvem
universitetet bor sikre sig, mens tid er. Det sidstnævnte synspunkt er
allerede kommet til udtryk gennem fakultetets indstilling om et ekstra-
ordinært professorat til ham, hvortil udsigterne imidlertid under de
nuværende forhold synes problematiske.
Afgang og udnævnelser af professorer
127
Vi må derfor konkludere med at indstille dr. Steen Sørensen til det
ledige professorat.«
Udvalgets indstilling blev i overensstemmelse med § 3, stk. 7, i den
nævnte anordning tilstillet ansøgerne, af hvilke ingen indsendte be-
mærkninger.
Efter at indstillingen var blevet tiltrådt af fakultetet i et mode den
20. april 1964 og af Konsistorium i dettes mode den 20. maj 1964,
blev den indsendt til ministeriet, hvorefter universitetsadjunkt, dr.
phil. Holger Steen Sørensen ved kgl. resolution af 25. august 1964 blev
udnævnt til professor i engelsk sprog og litteratur ved Københavns
universitet fra den 1. februar 1965 at regne.
q. Professor, dr. phil. Astrid Friis' afgang fra universitetet og indstilling
af amanuensis, mag. art. Svend Ellehoj til det ledige professorat i historie
(j. nr. 343/63).
Ved kgl. resolution af 17. juni 1963 blev der meddelt professor i
historie, dr. phil. Astrid Friis afsked efter ansøgning på grund af alder
og med pension fra den 31. januar 1964 at regne.
Efter at det således ledigtblevne embede var blevet opslået ledigt,
blev under 10. september 1963 de indkomne 4 ansøgninger, nemlig fra
universitetslektor, overarkivar, dr. phil. Sune Dalgård, amanuensis,
mag. art. Svend Ellehoj, amanuensis, mag. art. Erling Ladewig Peter-
sen og universitetslektor, dr. phil. Niels Skyum-Nielsen, tilstillet uni-
versitetet til erklæring.
Til at bedømme de indkomne ansøgninger nedsatte det filosofiske
fakultet i henhold til § 2, stk. 2, i kgl. anordning af 5. februar 1953
om ansættelse af professorer ved Kobenhavns universitet et udvalg
bestående af professorerne, dr. phil. Astrid Friis, dr. phil. Aksel E.
Christensen, dr. phil. Povl Bagge, dr. phil. Sven Henningsen og dr.
phil. Kristof Glamann.
Under 25. august 1964 afgav udvalget følgende indstilling:
»Bedømmelsesudvalget skal om de fire ansøgere udtale følgende:
Dr. Sune Dalgård (f. 1922, student 1940) bestod med udmærkelse
skoleembedseksamen med historie som hovedfag og dansk som bifag
i 1947. Efter en kortvarig ansættelse ved Institutet for Historie og
Samfundsøkonomi knyttedes han til Rigsarkivet, fra 1950 som arkivar,
siden 1962 som overarkivar. I 1962 erhvervede han den filosofiske
doktorgrad ved Københavns Universitet og ansattes samme år som
lektor i historie sammesteds.
Allerede som student blev han medarbejder ved og siden sammen
med P. P. Sveistrup forfatter af værket Det danske Styre af Grønland
1825-1859 (1945). Da det ikke er muligt at udsondre den individuelle
128
Universitetets årbog 1963-64
forskerindsats i dette værk, må hans kvalifikationer vurderes ud fra
hans senere, selvstændige videnskabelige produktion. Bortset fra et par
mindre, men indsigtsfulde afhandlinger af arkivteknisk art har denne
samlet sig om dansk økonomisk historie i Christian IV.s tidsalder.
Efter den mindre studie Det Petsoriske Kompagni af 1619 (1955) frem-
kom i 1962 hovedværket disputatsen Dansk-norsk Hvalfangst 1615-
1660. En studie over Danmark-Norges stilling i europæisk merkantil
Ekspansion. Ud fra grundige arkivstudier i ind- og udland bringes her
en kyndig og detaljeret redegørelse for et af Chr. IV.s merkantile frem-
stød og for dets komplicerede forhold til de overmægtige europæiske
konkurrenter.
Af hans øvrige produktion skal navnlig fremhæves hans fortrinlige
studie over Salpetertolden 1638-39 (1954) og dens placering i europæisk
politisk historie og handelshistorie, og hans andet bidrag til sund-
toldsadministrationens historie Reformer på Oresunds Toldbod 1641
(1963).
Dr. Dalgård har i sine skrifter vist sig som en historiker, der over-
legent behandler såvel det arkivalske som det trykte materiale og viser
god beherskelse af økonomisk teori. På denne baggrund gennemfører
han sine undersøgelser af de noget snævert valgte økonomisk-histori-
ske emner med stor energi og stringens.
Mag. Sv. Ellehoj (f. 1924, student 1943) blev magister i historie 1950,
ansattes som videnskabelig assistent ved Historisk Institut 1955 (ama-
nuensis 1959, i 25. lønningsklasse 1964). Desuden har han fungeret som
undervisningsassistent i historie 1950-51 og var i 1958 vikar for pro-
fessor Astrid Friis. Endelig har han siden 1951 været knyttet til
N. Zahles seminarium, hvor han stadig varetager linieundervisning.
Mag. Ellehoj s videnskabelige produktion falder inden for to hoved-
områder: det 17. århundredes historie og den norrøne historieforskning.
Allerede som student belønnedes han i 1948 med universitetets guld-
medalje for besvarelse af en prisopgave om de danske sundtoldsregn-
skabers betydning for vurderingen af den engelske navigationsakt af
1651, mens de norrøne studier indlededes ved et foredrag på den nor-
diske historikerkongres i 1951 om Olav Tryggvesons Fald og Venderne,
der i udvidet skikkelse er trykt i Hist. Tdskr.
Inden for det første område har han foreløbig publiceret omfattende
bidrag til Hojesterets historie 1661-1961 (1961) i den ældste tid - i
alt 258 s., og bindet Christian IV.s Tidsalder 1596-1660 (Politikens
Danmarkshistorie VII, 1963). I de vurderende afsnit til Højesterets
historie Rettens grundlæggelse og Rettens forhold til regeringen indtil 1746
har han i det første trukket en klar linie fra enevældens højesteret til-
bage til adelsvældens herredagsdomstol, mens han i det andet har ind-
sat hidtil upåagtede momenter til belysning af den tidlige enevældes
Afgang og udnævnelser af professorer
129
komplicerede funktioner. De mere deskriptive afsnit (Rettens organisa-
tion og ydre fremtræden og det særdeles instruktive om Rettens geografiske
virkefelt) udmærker sig ved klarhed og præcision.
Christian IV.s Tidsalder er efter sit anlæg af populært tilsnit, men
giver en videnskabelig baseret syntese, der rummer en nyvurdering på
grundlag af omfattende kilde- og litteraturstudier. Det er utvivlsomt
det vigtigste bidrag til periodens historie siden Fridericias arbejder.
Det nye træder i særdeleshed frem på to områder. Dels har magister
Ellehøjs mangeårige studier over øksneproduktion og -handel - hvorom
i ms. er indsendt tabeller over eksporten med en gennemført kritisk-
statistisk kommentar - medført, at han i afsnittene om dansk land-
brug og handel har ydet væsentligt nyt, dels har primærstudier i hjem-
lige og udenlandske arkiver sat ham i stand til at give en mere positiv
og nuanceret vurdering af periodens danske udenrigspolitik. Resulta-
tet af særstudierne glider naturligt og uden pointering ind i den alsi-
dige og velafbalancerede fremstilling, hvor kulturelle og sociale for-
hold på en harmonisk måde indtager deres plads ved siden af de po-
litiske og økonomiske faktorer.
Allerede i den kritiske studie om Olaf Tryggvesons Fald viste mag.
Ellehøj fortrolighed med det norrøne kildestof og røbede et selvstæn-
digt syn på sammenhængen mellem teksterne. Det er dette sidste
spørgsmål, der er taget op til systematisk undersøgelse i den til forsvar
for doktorgraden antagne afhandling Studier over den ældre norrone
historieskrivning. Ved en stringent, minutiøs og konsekvent gennem-
ført anvendelse af den tekstkritiske metode er det lykkedes mag. Elle-
høj at dokumentere en fast sammenhæng i slægtskabet mellem de æld-
ste oldislandske og oldnorske skrifter og at udskille de dele, der går
tilbage til tabte skrifter af de to ældste islandske historieskrivere,
Sæmundr og navnlig Ari Frofti, endvidere - som noget nyt og væsent-
ligt - at rekonstruere indholdet af den tabte norske Catalogus regum
Norvagensium, samt at følge disse traditioners vej frem til Snorre og
hans samtid. I forbindelse med denne bestemmelse påvises nærmere
de ældste norrøne historieskriveres afhængighed af europæisk historie-
skrivning, mens teorierne om udstrakt indføjelse af mundtlig tradition
i de senere tekster - bortset fra Ågrip - tilbagevises. Fuldt fortrolig
med den foreliggende, meget omfattende litteratur udnytter han denne
loyalt og myndigt, idet han på den ene side accepterer, uddyber eller
dokumenterer tidligere fremsatte hypoteser og på den anden side klart,
men urbant afviser teorier, der viser sig uholdbare.
Mag. E. Ladewig Petersen (f. 1929, student 1948) afsluttede sin kon-
ferens i historie i 1955. Allerede tidligere (1951) var han blevet knyttet
til biblioteket ved Historisk Institut, hvor han efter konferensen fort-
satte som daglig leder, først som honorarlønnet, siden 1959 som
130
Universitetets årbog 1963-64
videnskabelig assistent (amanuensis). Samtidig har han siden 1957
været undervisningsassistent i historie.
Mag. Ladewig Petersens videnskabelige produktion indlededes in-
den for nyere historie med afhandlingen Martsministeriets fredsbasis-
forhandlinger (Hist. Tdskr. 1956), der var resultatet af en punkt-
undersøgelse fra konferensstudiet. Men allerede da havde han kastet
sig over studiet af det ældre islamiske riges historie og historieskrivning,
der siden har været hans væsentligste forskningsområde. I et par over-
sigtsartikler, Nyere Islamforskning og Stat og historieskrivning i Islams
klassiske periode (fra 1957 og 1958) dokumenterede han sin voksende
indsigt i emnet, i 1959 fulgte en indtrængende kildekritisk studie
'Ali and Mu'åwijah 656-61, der behandler begivenhedsforløbet i disse
Muhamedanismens skæbneår, og i 1963 kom en tilsvarende historio-
grafisk analyse af dette temas behandling i den efterfølgende arabiske
historieskrivning. Efter disse forstudier fulgte den større afhandling
The (Ali-Mucawiyah Confliet in Early Arabic Tradition. Studies on the
Genesis and Growth of Islamic Historiography, der er antaget til forsvar
for doktorgraden og nu trykt, men ikke forsvaret. Disse studier vidner
ikke blot om fuld beherskelse af denne fremmedartede historie og be-
bregsverden og den videnskabelige udforskning deraf, men baner sam-
tidig nye veje inden for studiet af den ældre arabiske historieforskning.
Tydelig inspireret af det nye syn på den vesterlandske historieskriv-
ning i middelalderen tillemper han sikkert denne forsknings kritiske
metoder og principper på den arabiske historieskrivning og viser, hvor-
ledes denne - trods sin egenart og tilsyneladende stærke bundethed
af traditionen, med præcis citering af de gamle autoriteter - stadig
omformes efter den skiftende ideologi og politik. Selv om den endelige
vurdering må overlades til specialisterne inden for islamistikken, er
det utvivlsomt, at der her er præsteret en historisk forskning af høj
kvalitet.
Ved siden af dette speciale har mag. Ladewig Petersen ved et par
afhandlinger (Omkring den gyldne bulle 1356 (1963) og Andreas Darby og
Faurholm 1547-1554 (1964)) og en række større og mindre anmeldelser
vist indsigt og kundskab på andre områder. Endelig har han som ufuld-
stændigt manuskript indleveret Bidrag til den danske adels økonomiske
historie i 16. og 17. århundrede med tabelbilag. Det forekommer os dog,
at hans ufuldstændigt gennemførte analyser af det spinkle materiale
for det 16. årh.s vedkommende ikke tilstrækkeligt underbygger hans
konklusioner.
Dr. Niels Skyum-Nielsen (f. 1921, student 1940) bestod i 1950 skole-
embedseksamen med historie som hovedfag og latin som bifag. Samme
år knyttedes han til Diplomatarium Danicum som udgiver ved 1. række,
ved hvilken han allerede som student havde arbejdet som amanuensis
Afgang og udnævnelser af professorer
131
hos Laur. Weibull. I 1951 knyttedes han til Kobenhavns Universitet,
forst som undervisningsassistent, siden 1959 som lektor i middelalder-
historie, idet han ind imellem havde været nordisk docent i Lund
(1957/58) og en kort tid universitetsadjunkt.
Dr. Skyum-Nielsens forskning og videnskabelige produktion er sam-
let om dansk og nordisk middelalderhistorie (indtil reformationen).
Som student opnåede han i 1947 accessit for besvarelse af universite-
tets prisopgave Dansk Brevvæsen 1250-1305; når den ikke belønnedes
med guldmedalje skyldes det ikke kvaliteten, men alene, at den var
ufuldstændig. Med dette arbejde var hans bane som specialist i palæo-
grafi og diplomforskning indledt. Inden for disse områder er siden en
række fine og skarpsindige afhandlinger, hvoraf flere udgjorde afsnit
i prisbesvarelsen, blevet publiceret; de angår ofte centrale spørgsmål
og rummer resultater af stor rækkevidde for vor forståelse af middel-
alderhistorien. Som de vigtigste skal nævnes den palæografiske analyse
af Haandskriftet Ribe Oldemoder (1948), studien over De ældste privile-
gier for klostret i Væ (1951), nytolkningen af unionsbrevets besegling
(1960) og den diplomatariske bestemmelse af Den danske konges kan-
eelli i 1250'erne (1963), samt af de i ms. indsendte navnlig En nyfunden
kilde til Absalons historie, der ved at restituere Absalons ritualbog
1187 bidrager væsentlig til vurdering af ham som kirkeleder. Dertil
må fojes dr. Skyum-Nielsens monstergyldige udgivelse af Diploma-
tariets 1. rækkes bind 4 og 5 (1957-58), hvor indledningerne til de enkelte
diplomer ofte er udvidet til små fortættede og meget værdifulde af-
handlinger. Ved denne store indsats har dr. Skyum-Nielsen klart pla-
ceret sig som en meget alsidig og kyndig middelalderlig diplom- og
kildeforsker.
I denne forskning er han ingensinde snæver; man mærker stadig
den kyndige historiker, der ved, hvorledes hans resultater kan frugt-
bargøres. I tre større afhandlinger: Ærkekonge og ærkebiskop. Nye træk
i dansk kirkehistorie 1376-1536 (1956), disputatsen Kirkekampen i
Danmark 1241-1290 (1963) og den i ms. indleverede, nu trykte af-
handling Blodbadet i Stockholm og dets juridiske maskering sætter han
sine særstudier ind i en større historisk sammenhæng. I den første er
det ved et indgående studium af privilegier og kirkelige institutioner
og under hensyntagen til de almeneuropæiske strømninger lykkedes at
føje værdifulde nye elementer til den senmiddelalderlige danske kirke-
historie og at uddybe forståelsen af forholdet mellem kirke- og konge-
magt.
I disputatsen har han ved sin meget store lærdom, såvel inden for
dansk og pavelig brevvæsen og kancellipraksis som inden for kanonisk
og dansk nationalret, skabt et stærkt udvidet og meget værdifuldt
grundlag for vor forståelse og vurdering af den danske kirkekamp i
13. årh. Det må dog anføres, at han på væsentlige punkter viser usik-
132
Universitetets årbog 1963-64
kerhed i den komplicerede kildevurdering, således at dele af hans
resultater bliver tvivlsomme og næppe giver et gyldigt udtryk for
hændelsesforløbet.
I forhold til denne er afhandlingen om blodbadet i Stockholm mere
helstøbt. I kraft af sin særlige indsigt har han ligeledes her føjet væsent-
ligt nyt til vor forståelse af en meget betydningsfuld og meget omdisku-
teret historisk hændelse. Som titlen antyder afstår han i denne studie
i det store og hele fra en nærmere realpolitisk vurdering af blodbadet
og fra en endelig placering af skyldspørgsmålet.
Dr. Skyum-Nielsen har i sin store produktion vist fremragende ana-
lytiske evner; hans styrke ligger dog først og fremmest i påvisningen
af institutionelle og retlige sammenhænge.
Under henvisning til hvad der er fremført om ansøgernes personalia
skal det sluttelig anføres, at de alle i større eller mindre udstrækning
har erfaring i akademisk undervisning.
Af det ovenfor fremførte fremgår det, at alle fire ansøgere, hver på
deres områder, har ydet en videnskabelig indsats, der kvalificerer til
en lærestol ved Universitetet.
I udvalget er der enighed om, at mag. Sv. Ellehøj er de andre an-
søgere overlegen og i særdeleshed gælder dette ved besættelsen af et
professorat i almen historie. Han er mere alsidig, hans forskning dæk-
ker større områder, og han fremtræder som mere moden og afklaret i
sin forskning og sin fremstilling, der karakteriseres ved et meget sik-
kert judicium forbundet med mådehold i formen.
I henhold til ovenstående skal vi derfor indstille mag. art. Svend
Ellehøj til det ledige professorat i historie.«
Udvalgets indstilling blev i henhold til § 3, stk. 7, i den fornævnte
anordning tilstillet ansøgerne, af hvilke universitetslektor, dr. phil.
Sune Dalgård indsendte bemærkninger.
Efter at fakultetet havde taget stilling til de indkomne bemærknin-
ger i sit møde den 14. september 1964, blev udvalgets indstilling til-
trådt, ligesom den blev tiltrådt af Konsistorium i dettes møde den
14. oktober 1964 idet man dog vedtog at afvente udfaldet af det
mundtlige forsvar af hans disputats, forinden sagen indsendes til
ministeriet.
r. Professor Jørgen Jørgensens afgang fra universitetet og indstilling af
forskningsstipendiat, lektor, dr. phil. Mogens Blegvad til det ledige pro-
fessorat i filosofi
(j. nr. 342/63).
Ved kgl. resolution af 20. juni 1963 blev der meddelt professor i
filosofi Jens Jørgen Frederik Theodor Jørgensen afsked efter ansøg-
Afgang og udnævnelser af professorer
133
ning på grund af alder og med pension fra den 31. august 1964 at
regne.
Efter at det således ledigtblevne embede var blevet opslået ledigt,
blev under 11. september 1964 de indkomne 6 ansøgninger, nemlig fra
forskningsstipendiat, universitetslektor, dr. phil. Mogens Blegvad, do-
cent, dr. phil. Niels Egmont Christensen, universitetsadjunkt, mag. art.
Povl Dalsgård-Hansen, amanuensis, dr. phil. David Cornaby Favr-
holdt, amanuensis, dr. phil. Svend Erik Scheel Stybe og universitets-
adjunkt, dr. phil. Peter Zinkernagel, tilstillet universitetet til erklæring.
Til at bedomme de indkomne ansøgninger nedsatte det filosofiske
fakultet i henhold til § 2, stk. 2, i kgl. anordning af 5. februar 1953
om ansættelse af professorer ved Kobenhavns universitet et udvalg
bestående af professorerne, dr. phil. Bent Schultzer, dr. phil. Johannes
Witt-Hansen og fil. dr. Ingemar Hedenius, Uppsala.
Efter at universitetsadjunkterne, dr. phil. Peter Zinkernagel og
mag. art. Povl Dalsgård-Hansen ved skrivelser af henholdsvis 15. ok-
tober 1963 og 15. februar 1964 havde trukket deres ansøgninger til-
bage, afgav udvalget under 9. oktober 1964 følgende indstilling:
»Til det ledige professorat i filosofi foreligger ialt 4 ansøgninger, nem-
lig fra:
Dr. phil. Mogens Blegvad, dr. phil. Niels Egmont Christensen, dr.
phil. David Cornaby Favrholdt, og dr. phil. Svend Erik Scheel Stybe.
Om disse ansøgere og deres kvalifikationer skal det af fakultetet
nedsatte udvalg udtale følgende:
Dr. phil. Mogens Blegvad er 47 år (født 1917). Han blev student 1935
og tog magisterkonferens i filosofi med etik som hovedfag ved Koben-
havns Universitet 1942. Den 2. juli 1959 forsvarede han for den filo-
sofiske doktorgrad ved Kobenhavns Universitet en afhandling om »Den
naturalistiske fejlslutning«.
Fra 1943-48 var han knyttet til Københavns Kommunes psyko-
tekniske Institut, i de sidste år som fuldmægtig. I universitetsåret
1948-49 har han som Mary Taylor William's fellow i filosofi studeret
ved University of North Carolina, N.C., U.S.A. og var fra 1949-58
knyttet til Det kongelige Biblioteks udenlandske afdeling, fra 1.12.1951
som bibliotekar af anden grad. I 1959 var han studierektor ved Nordisk
Sommeruniversitet. 1.1.1960 blev han lektor ved Danmarks Biblio-
teksskole. 1.10. samme år modtog han et forskerstipendium ved Kø-
benhavns Universitet, som han stadig oppebærer.
Han har under hele sin lobebane med stor energi arbejdet med faget,
både som lærer og forsker. Fra 1938-47 var han manuduktør til filo-
sofikum og har i perioden 1943-45 adskillige gange vikarieret for pro-
fessorerne Kuhr og Brandt, hvad undervisning i filosofisk propædeutik
angår. I årene 1959-61 virkede han som privatdocent i filosofi og blev
134
Universitetets årbog 1963-64
1.10.1961 lektor i dette fag ved Københavns Universitet. Endvidere
har han siden 1956 som beskikket lærer ved cand. psyeh.-studiet fore-
læst over socialpsykologi. Endelig har han virket som censor ved den
almindelige filosofiske prøve i København og Århus og har været studie-
leder og lærer i filosofi ved Folkeuniversitetet.
Hertil kommer, at han har påtaget sig en hel række krævende tillids-
hverv, bl. a. som medlem af bestyrelsen af Nordisk Sommeruniversitet.
Særlig må fremhæves hans indsats som medlem af bestyrelsen og senere
som formand for Selskabet for Filosofi og Psykologi.
Dr. Blegvads produktion er meget omfattende og mangesidig. Den
kan deles i to grupper, lejlighedsarbejderne og de arbejder, hvori han
med alvor vil give udtryk for sine filosofiske synspunkter. Nogle af
lejlighedsarbejderne har relation til hans hovedemne, etik og værdi-
lære, andre ikke. Alle uden undtagelse bærer de dog præg af forfatte-
rens betydelige kyndighed, kritiske sans og evne til klar fremstilling.
På den anden side er der i ingen af de pågældende lejlighedsarbejder
gjort forsøg på en indgående videnskabelig behandling af de omhand-
lede erkendelsesteoretiske, etiske og psykologiske problemer.
Anderledes stiller det sig med dr. Blegvads doktorafhandling og hans
endnu ikke afsluttede afhandling »Prolegomena to a general theory of
values and norms«. »Den naturalistiske fejlslutning«, der har under-
titlen »Studier over et centralt motiv i det 20. århundredes engelsk-
sprogede moralfilosofi«, drejer sig om, hvorvidt og hvordan man kan
give en moralbegrundelse på naturalistisk basis. Hans udgangspunkt
er den i G. E. Moore's »Principia Ethica« (1903) givne problemstilling.
Med stor snilde og skarpsindighed gennemgår forfatteren de forsøg,
der inden for den engelsksprogede moralfilosofi er gjort på at løse den
naturalistiske fejlslutnings problem. Man lader sig let ved forfatterens
grundige historiske og systematiske analyse overbevise om, at proble-
met til dato ikke har fundet nogen tilfredsstillende løsning.
I en tiltalende forståelse af problemets overordentlig store vanske-
lighed lader forfatteren det selv stå åbent, omend han med forsigtig-
hed antyder, at et fænomenologisk synspunkt måske kunne hjælpe os
i et forsøg på afklaring. Forfatterens betydelige analytiske og kritiske
evner gør sig her bemærket pa en særdeles fordelagtig måde. Alt i alt
har forfatteren i sin doktorafhandling lost den stillede opgave på en
så fyldig og smuk måde, at hans videre arbejder med hovedproble-
merne inden for etik og værdilære imødeses med de største forvent-
ninger.
Sådanne forventninger er vel ikke indfriede i hans uafsluttede »Pro-
legomena to a general theory of values and norms« og i hans afhand-
ling »Værdi« (1963), men det foreliggende anslag tyder på, at »Prole-
gomena« vil kunne blive dr. Blegvads filosofiske, måske skelsættende,
hovedværk. Yi står her over for et filosofisk forfatterskab, der gør
Afgang og udnævnelser af professorer
135
krav på stor interesse. Der er grund til at vente sig det bedste af dr.
Blegvads fortsatte videnskabelige bestræbelser.
Dr. phil. Niels Egmont Christensen er 37 år (fodt 1927). Han blev
student 1945 og tog magisterkonferens i filosofi med erkendelsesteori
som hovedfag ved Københavns Universitet 1954. I 1961 forsvarede han
for den filosofiske doktorgrad ved Aarhus Universitet en afhandling
»On the Nature of Meanings, a Philosophical Analysis«.
1954-55 studerede han logik og filosofi ved Harvard University,
U.S.A. Han har deltaget i forskellige europæiske filosofikongresser samt
i filosofikongressen i Mexico City, september 1963. Desuden har han
været manuduktør til filosofikum og lærer ved Folkeuniversitetet,
aften- og sygeplejeskoler.
Den 1.9.1959 blev ansøgeren knyttet til Aarhus Universitet, først
som aspirant til en amanuensisstilling. Den 1.6.1961 blev han docent
i filosofi sammesteds.
Ansøgerens arbejde har bestået i undervisning og eksamination i
forbindelse med filosofikum, undervisning af de fagstuderende i filosofi
og i bedømmelse af prisopgaver m. v. Desuden har han deltaget i det
daglige arbejde ved Aarhus universitets institut for filosofi.
Han er medlem af bestyrelsen af Selskabet for Filosofi og Psykologi
og har i denne egenskab været med til at tilrettelægge møderne i dette
selskabs Aarhus fraktion.
Ansøgerens produktion er interessant derved, at den omhandler
nogle af erkendelsesteoriens vigtigste problemer med meningsproble-
met i centrum. Afgørende betydning kan dog næppe tillægges hans
tidsskriftartikler, kongresbidrag og andre lejlighedsskrifter. Dertil er
de for kortfattede og summariske, selv om de fortjener al mulig respekt.
Interessen må derfor samle sig om disputatsen, der indeholder en
systematisk fremstilling af forfatterens filosofiske grundanskuelser.
Forfatteren analyserer fire forskellige meningsteorier. Alle lire teorier,
mener han, indeholder positive forslag til en meningsteori, og han lader
dele af dem indgå i sin egen teori, opfattet som en konstruktiv forening
af de pågældende fire forslag. Sit konstruktive synspunkt indfører for-
fatteren ved hjælp af en analogi, som han i hele sit arbejde fastholder
med stor konsekvens. Ord eller udtryk kan ligesom personer være i
funktion eller ikke være i funktion, og mening får de kun, når de op-
træder »på embeds vegne«, hævder han.
Selv om denne analogi virker noget fremmedartet, så må det dog for
afgørelsen af dens værdi være bestemmende, om den giver udtryk for
noget centralt i det filosofiske meningsbegreb, og hvad forfatteren får
ud af at anvende den.
Selv om vi ikke tør bestride, at forfatteren har fået fat på noget
væsentligt i meningsbegrebet, så forekommer det dog os, at han ikke
136
Universitetets årbog 1963-64
tilstrækkelig tydeligt har godtgjort dette. Han har på den ene side
næppe klart trukket grænserne for sin analogis anvendelighed og har
formentlig heller ikke på overbevisende måde godtgjort synspunktets
frugtbarhed under forsøg på at løse kontante meningsproblemer.
Gennem sine arbejder har han afsløret sig som en velorienteret ana-
lytiker, der formentlig ved fornyet fordybelse i sit hovedproblem vil
kunne give emnet den afklaring og afrunding, som det fortjener.
Dr. phil. David Cornaby Favrholdt er 33 år (født 1931). Han blev
student 1950, cand. psych. 1956 og tog magisterkonferens i filosofi med
erkendelsesteori som hovedfag 1959, i begge tilfælde ved Københavns
Universitet. 1958 modtog han Aarhus Universitets guldmedalje for
besvarelse af en prisopgave i filosofi: »Bevidsthedsbegrebet«, og i juli
1964 forsvarede han for den filosofiske doktorgrad ved Københavns
Universitet afhandlingen »An Interpretation and Critique of Witt-
genstein^ Tractatus«.
Kort efter bestået magisterkonferens modtog dr. Favrholdt et kan-
didatstipendium ved Københavns Universitet, hvor han allerede et
år senere (den 1.4.1961) blev ansat som amanuensis i filosofi. I denne
egenskab har han forelæst og eksamineret i forbindelse med filosofi-
kum og har endvidere holdt forelæsninger for de fagstuderende i filo-
sofi over Wittgensteins Tractatus. I en årrække (1955-60) har han
været lærer i forskellige fag ved Borups Højskole, Københavns Kom-
munes Aftenhojskole og Den sociale Skole. I samme periode har han
forelæst ved Folkeuniversitetet og været manuduktør til filosofikum.
Endvidere har han været anmelder ved dagspressen og i tidsskrifter
samt holdt adskillige radioforedrag om emner fra sit fagområde.
Hans produktion, både den lejlighedsmæssige og den mere fagligt
betonede, vidner om et udpræget talent for filosofisk tænkning. Særlig
må fremhæves hans disputats og kommentarerne til hans fortrinlige
oversættelse til dansk af Wittgensteins Tractatus. Disputatsen er en
udmærket og vel skrevet introduktion til Wittgensteins forfatterskab
og hans fremstilling er på sin vis så god, at man undertiden fristes til
at kalde den forbilledlig.
På overbevisende måde har han beskrevet, hvorledes Wittgensteins
teser i den dunkle Tractatus er forbundet med hinanden, og hans teori
herom er et originalt bidrag og dr. Favrholdts vigtigste indsats.
Alligevel forekommer det udvalget, at det ikke helt er lykkedes for-
fatteren at fastholde den i titlen angivne problemstilling. Han har klart
afgrænset sit emne til at omfatte en fortolkning og kritik af Wittgen-
steins Tractatus. Den ældre Wittgenstein sættes uden for parentes.
Dette synspunkt må anses for vel betænkt og metodisk hensigtsmæssigt.
Han argumenterer på overbevisende måde for sin fortolkning og leve-
rer på sine steder en kritik, der er så sønderlemmende, at man til tider
Afgang og udnævnelser af professorer
137
kunne tro, at forfatterens intention var en fuldstændig tilintetgørelse
af de erkendelsesteoretiske ideer, der bærer Tractatiis. Dette er imid-
lertid ikke tilfældet. Trods de »15 vanskeligheder« i Tractatiis, som han
opregner, og som træffer det væsentlige i Wittgensteins standpunkt,
forsøger han tøvende at levere en apologi for Wittgensteins teser om
det uudsigelige og om metasprogets umulighed.
Udvalget vil derfor være tilbøjeligt til at karakterisere hans bog om
Wittgensteins Tractatiis som et overordentlig dygtigt arbejde, der må
betegnes som et bemærkelsesværdigt bidrag til udforskningen af Witt-
gensteins erkendelsesteoretiske ideer, men som ikke helt præcist viser
os, hvad der bliver tilbage af disse ideer, som det kan være umagen
værd at bygge videre på. Dr. Favrholdt vil utvivlsomt arbejde videre
med det emne, som optog Wittgenstein, og vil formentlig kunne yde
et fortræffeligt bidrag til den stedfindende diskussion om metasproge-
nes status og andre aktuelle problemer i moderne filosofi. Hans emne
er et af moderne erkendelsesteoris mest centrale.
Dr. phil. Svend Erik Scheel Stybe er 45 år (født 1919). Han blev stu-
dent 1942 og tog magisterkonferens i filosofi med filosofihistorie som
hovedfag ved Københavns Universitet 1950. Den 1.12.1959 forsva-
rede han for den filosofiske doktorgrad ved Kobenhavns Universitet
en afhandling om »Frederik Dreier, hans liv, hans samtid og hans
sociale tænkning«.
Allerede før konferensen havde dr. Stybe virket som manuduktør
til filosofikum. Denne virksomhed fortsatte han med indtil 1962. Sam-
tidig har han udfoldet en ikke ubetydelig kronikørvirksomhed i pres-
sen og i tidsskrifter samt en ret udstrakt foredrags og undervisnings-
virksomhed ved aftenhøjskoler og Folkeuniversitetet. Ligeledes har
han deltaget meget aktivt i arbejde ved Nordisk Sommeruniversitet.
I 1959 blev han universitetsadjunkt ved Kobenhavns Universitet
og 1960 censorsuppleant ved filosofikum. 1962 knyttedes han til uni-
versitetet som amanuensis i filosofi og har i denne egenskab forelæst og
eksamineret i forbindelse med filosofikum. Samtidig har han med de
fagstuderende i filosofi holdt øvelser over idé-historiske emner. 1963-
64 var han Studenterforeningens ledende senior.
Dr. Stybes interesser og arbejder koncentrerer sig om politisk filosofi
og idéhistorie. Såvel hans talrige populærvidenskabelige og oplysende
skrifter som hans videnskabelige arbejder handler om disse emner.
Hans videnskabelige hovedværk er utvivlsomt hans disputats, der
må karakteriseres som et arbejde af blivende værdi. Dr. Stybe giver
her et særdeles rigt og nuanceret billede af mennesket, tænkeren og
politikeren Frederik Dreier. Med stor omhu gennemgår han kilderne
til Dreiers opvækst og udvikling, hans milieu og slægt, hans skæbne
og personlighed. Der gøres på klar og overskuelig måde nøje rede for
138
Universitetets årbog 1963-64
udviklingen af Dreiers tænkning. Navnlig påvises hidtil upåagtede
træk vedrørende Dreiers afhængighed af Max Stimer og Proudhon.
Denne del af hans analyse er formentlig den værdifuldeste. Noget
svagere er hans analyse af grundtankerne i Dreiers egen filosofi. Man
kunne her onske en mindre refererende og en mere kritisk behandling
af emnet..
Bogen bringer med stor tydelighed det bærende i dr. Stybes viden-
skabelige bestræbelser frem. Det er, så vidt vi kan se, i betydeligt
omfang lykkedes for ham i dette arbejde at virkeliggøre tanken om
»at se den idéhistoriske udvikling i vekselvirkning med kultur- og
samfundsliv«.
Noget lignende tager dr. Stybe sigte på i sin »Idéhistorie. Vor kul-
turs ideer og tanker i historisk perspektiv« (1961). Ved behændig og
konstruktiv anvendelse af sit hovedsynspunkt lykkes det forfatteren
at give en levende og nuanceret skildring af den menneskelige tænkning
fra de ældste tider til idag.
Den alvorligste indvending der kan rejses mod dr. Stybes idéhisto-
riske arbejder er formentlig den, at han i så høj grad går op i frem-
stillingen af de store tænkere og kulturpersonligheder, at han undlader
at fremsætte sine egne tanker. Dette synes at gælde samtlige hans ar-
bejder undtagen et lille skrift, der hidrører fra arbejdet ved Nordisk
Sommeruniversitet, og som bærer titlen »Antinomies in the Conception
of Man. An Inquiry into the History of Human Spirit« (1962).
Desværre er denne afhandling meget kortfattet og har næppe karak-
ter af et videnskabeligt arbejde. Måske står vi over for en forjættelses-
fuld antydning. Dr. Stybe giver os ikke nogen oplysning om, hvorvidt
han agter at uddybe emnet. Han slutter sin ansøgning med meddelel-
sen om, at han agter at påbegynde et nyt arbejde om den franske
oplysningsfilosofi.
Om alle ansøgerne gælder det, at de er dygtige og rutinerede pædago-
ger. De har alle været lærere for de fagstuderende i filosofi og har fore-
læst og eksamineret i forbindelse med filosofikum. Af det, som vi har
anført om deres filosofiske præstationer, turde det fremgå, at dr. Bleg-
vad og dr. Favrholdt må anses for at være deres medansøgere klart
overlegne i videnskabelig henseende.
Ved at jævnføre dr. Blegvads og dr. Favrholdts kvalifikationer har
vi fundet, at der bør gives dr. Blegvad et vist fortrin og indstiller ham
derfor énstemmigt til det ledige embede. Som begrundelse herfor an-
føres følgende:
1)	Han har den største og mest omfattende videnskabelige produktion,
2)	han er den, der har den bredeste orientering inden for faget filosofi
og dette fags grænseområder. Han har saledes ikke blot et grundigt
kendskab til psykologi og socialpsykologi, som han i en årrække
Afgang og udnævnelser af professorer
139
har forelæst over, men har også et detaljeret kendskab til både
ældre og nyere sociologi,
3) han er efter vort skon nået videst m.h.t. afklaring af sit hovedemne,
som han arbejder videre med som moden og målbevidst forsker.«
Udvalgets indstilling blev i overensstemmelse med § 3, stk. 7 i den
fornævnte anordning tilstillet ansøgerne, af hvilke amanuensis, dr.
phil. David Favrholdt og docent, dr. phil. Niels Egmont Christensen
indsendte svarskrivelser.
Efter at have taget stilling til de indkomne bemærkninger, tiltrådte
fakultetet i sit mode den 26. oktober 1964 udvalgets indstilling,
ligesom Konsistorium i sit mode den 25. november 1964 tiltrådte ind-
stillingen, hvorefter den blev indsendt til ministeriet under 27. novem-
ber 1964.
s. Professor, dr. phil. H. V. Brandsteds afgang fra universitetet og pro-
fessor, dr. phil. Christian Overgaard Nielsens udnævnelse til professor i
zoologi med særligt henblik på almen zoologi
(j. nr. 285/63).
Ved kgl. resolution af 3. april 1963 blev der meddelt professor i al-
mindelig zoologi, dr. phil. Holger Valdemar Brondsted afsked efter an-
søgning på grund af alder og med pension fra den 31. august 1963 at
regne.
Efter at det således ledigtblevne embede var blevet opslået ledigt,
blev under 15. maj 1963 de indkomne 8 ansøgninger, nemlig fra docent,
fil. dr. Bjorn Afzelius, adjunkt, dr. phil. Nils Tyge Andresen, docent,
lektor, dr. phil. Paul Holst-Christensen, docent, dr. phil. Søren Løv-
trup, docent, fil. dr. Ragnar Olsson, afdelingsleder, dr. phil. Knud
Jørgen Pedersen, docent, fil. dr. Peter Perlmann og docent, fil. dr.
Sven-Ingvar Rudeberg, tilstillet universitetet til erklæring.
'fil at bedømme de indkomne ansøgninger nedsatte det matematisk-
naturvidenskabelige fakultet i henhold til § 2, stk. 2 i kgl. anordning
af 5. februar 1953 om ansættelse af professorer ved Københavns uni-
versitet et udvalg bestående af professorerne, dr. phil. H. V. Brønd-
sted, fil. dr. K. G. Wingstrand, dr. phil. T. Weis-Fogh, fil. dr. D. von
Wettstein og dr. phil. E. Zeuthen.
Efter at docent Sven-Ingvar Rudeberg og docent Ragnar Olsson
havde trukket deres ansøgninger tilbage, afgav udvalget under 21.
april 1964 følgende indstilling:
»Til det ledige professorat i zoologi med særligt henblik på cytologi
ved Københavns Universitet har meldt sig 8 ansøgere, nemlig:
Docent, fil. dr. Bjorn Afzelius, adjunkt, dr. phil. Nils Tyge Andresen,
docent, lektor, dr. phil. Paul Holst-Christensen, docent, dr. phil. Søren
140
Universitetets årbog 1963-64
Løvtrup, docent, fil. dr. Ragnar Olsson, afdelingsleder, dr. phil. Knud
Jørgen Pedersen, docent, fil. dr. Peter Perlmann, og docent, fil. dr.
Sven-Ingvar Riideberg.
Det af fakultetet nedsatte udvalg til at bedømme ansøgernes kvali-
fikationer, undertegnede professorer H. V. Brøndsted, T. Weis-Fogh,
D. von Wettstein, K. G. Wingstrand og E. Zeuthen, afgiver følgende
enstemmige betænkning:
Docent, fil. dr. Bjorn Afzelius, født d. 30. juni 1925. Fil. kandidat-
eksamen 1949, fil. embedseksamen 1951, fil. licentiateksamen 1954,
fil. doktor 1957.
Uddannelse: Fil. kand. med zoologi ved Stockholms Universitet 1949.
Fil. lic. samme steds 1954. Amanuensis ved zootomisk institut 1948.
Amanuensis og assistent ved Wenner-Grens Institut (professor Runn-
strom) 1952-1957. Docent ved Wenner-Grens Institut 1959, 1960 og
1962. Siden 1960 forskertjeneste ved Statens naturvidenskabelige
Forskningsråd. 1957-1958 research fellow ved Johns Hopkins Uni-
versity, Raltimore, U.S.A.
Videnskabelige publikationer: Docent Afzelius' videnskabelige pub-
likationer omfatter 34 numre. Arbejderne 9, 14 og 16 er populære
skrifter.
I en serie arbejder som leder frem til disputatsen behandler Af-
zelius den ultrastrukturelle organisation af søpindsvinegameter og
undersøger strukturen af ægoverfladen og af spermatozoer i forbindelse
med befrugtningen. Han har studeret den strukturelle organisation af
oocyter og giver en af de tidligste beskrivelser af strukturen af celle-
kærnemembranen med dens porer. Den strukturelle organisation af
spermatozoer hos 5 sopindsvinearter beskrives i et arbejde, hvori de
acrosomale regioner, kærneregionen, mitochondriedelen samt haledelen
undersøges.
Næste trin i undersøgelserne bliver en analyse af de såkaldte cortical-
korn og deres produkter i den modne ægcelle. Han mener, at cortical-
kornene deltager i dannelsen af befrugtningsmembranen og af de hya-
line lag. Den nye celleoverflade efter befrugtningen menes dannet fra
corticalkornenes ydermembraner. Han giver endvidere en indgående
beskrivelse af Golgi-apparatet og af de basofile strukturer i oocyter og
ægceller. Disse arbejder udgør nogle af de tidligste beskrivelser af
disse organeller i invertebratceller. Ved undersøgelsen af de basofile
strukturer og mitochondrierne benytter han sig delvis af lagdeling
fremkaldt ved centrifugering for nemmere at kunne identificere de
forskellige celleorganeller. Han forsøger endvidere at analysere den
acrosomale reaktion i befrugtningsøjeblikket eller ved behandling med
ægvandet.
Afgang og udnævnelser af professorer
141
Disse arbejder fra den første periode af elektronmikroskopiens hur-
tige udvikling repræsenterer betydelige bidrag til vor viden om ga-
meternes finstruktur.
En vigtig del af Afzelius' produktion beskæftiger sig med sammen-
lignende, deskriptive analyser af ciliernes og flagellernes finstruktur.
I et af arbejderne analyseres halen hos søpindsvinespermatozoet. Han
fremlægger her et mere detaljeret skema af flagellens struktur, fremfor
alt baseret på de af ham opdagede såkaldte »arme«, som sidder på
de perifere filamenter og som viser, at cilier og flageller ikke har en
bilateralt symmetrisk bygning som tidligere antaget. »Armene« minder
om de tværbroer, som er fundet mellem myosin og actin filamenter i
tværstribet muskel, og han antyder, at de kan have samme funktion.
Til sammenligning studerer han siden cilier fra Mytilus, svømmepladen
hos ctenophoren Mnemiopsis, flimmerflageller fra spongierne Micro-
ciona og Grantia, cilier fra coelomet hos anneliden Tomopteris og
spermatozo-haler fra Sagitta. Af særlig interesse er de intraciliære
lamelstrukturer, som forbinder cilierne i ctenophor svømmepladen i
bånd, hvilket han mener har betydning for den mekaniske koordina-
tion. I det sidste arbejde, som præsenterer hans smukkeste billede af
cilier og flageller, påvises afvigelser fra det 9 +2 filamentmønster, som
Hødge oprindelig postulerede som almengyldigt. De aberrante typer
forekommer som modifikationer blandt cilier og flageller med det
karakteristiske 9 +2 mønster.
To arbejder beskæftiger sig med den nukleære membran hos
Noctiluca. Meget smukke og oplysende mikrografier fremlægges.
Cellekærnerne med de for dinoflagellater typiske spiraliserede kromo-
somer i interfasen viser en ejendommelig differentiering af laget under
cellekærnemembranen. Der findes her et stort antal blærer med pore-
struktur. En serie morfologiske stadier af disse blærer bibringer en
forestilling om, at deres indhold transporteres ud i plasmaet, idet
blærerne åbner sig ud igennem kærnemembranen. Arbejdet repræsen-
terer ved siden af de nu klassiske beskrivelser af ciliernes struktur
Afzelius' mest originale observationer.
Der foreligger endvidere et antal observationer på forskellige celle-
organeller, samt undersøgelser af det neurosekretoriske system. I et
arbejde behandles epithelets microvilli og i et andet basal-membranen
hos Mytilus. Desuden foreligger et gennemført anatomisk arbejde over
sideliniesystemet og de dermed tilknyttede forbeninger hos to gobiider.
Et arbejde behandler strukturen af græshoppespermatider (sammen
med Sjostrand). Finstrukturen af subcommissural organet og af Reiss-
ner's fiber undersøges sammen med Olsson, og det kaudale neurose-
kretoriske system hos rokken Raja studeres sammen med Fridberg.
En analyse af muskelfibre hos fem arter af Hirudineer fremlægges i
142
Universitetets årbog 1963-64
samarbejde med Pucci. Derved opdages en meget interessant form af
det sarcoplasmatiske reticulum bestående af alternerende transverselle
elektron-optisk tætte og elektron-optisk tomme ror. To typer af myo-
filamenter som adskiller sig i tykkelse observeres. Muskelfiberens orga-
nisation sammenlignes med den tværstribede muskelfibers bygning
og en plausibel homologisering foreslås.
Endvidere giver han en oversigt over resultater med forskellige
fikseringsmidler for elektronmikroskopi.
Sammen med Baxendall og Perlmann har han udarbejdet en in-
direkte metode til elektronmikrokopisk lokalisering af ferritinkon-
j ugerede antistoffer. Han har som elektronmikroskopiker deltaget i
et betydningsfuldt arbejde over hyper-metabolisme hos en patient.
Medforfattere er Luft, Ikkos, Palmieri og Ernster. Patienten har en
defekt i den respiratoriske kontrol af metochondrierne, hvilket bio-
kemisk kan vises som forandringer af den oxidative phosphorylering i
skeletmuskelmitochondrier. Derved forekommer også et abnormt hojt
indhold af protein i mitochondrierne samt en oget cytochrom oxidase
aktivitet. I forbindelse dermed viser muskelmitochondrierne en meget
karakteristisk forandring af cristae. Cristae er stærkt foroget i antal
og danner et tæt zig-zag monster. De er delvis af tubulær organisation
og inklusionslegemer kan forekomme i mitochondrierne. Myelinlignende
strukturer ses i forbindelse med mitochondrierne, hvis organisation
minder om den man kender fra insektflyvemuskler. Det synes at være
den forste analyse af et klinisk tilfælde af en endogen defekt i mito-
chondriestruktur og funktion.
Sammen med Gustafsson og senere med Gustafsson, Mukherjee samt
Arrhenius studeres effekten af carcinogene aminer på leverceller hos
rotten. Indgift af disse substanser resulterer primært i en reduktion af
leverhomogenaters evne til at inkorporere aminosyrer. Ved langvarig
behandling med lave doser observeres efterhånden en stærk forøgelse
af aminosyreinkorporation i det cellefrie system. Disse biokemiske
resultater sammenstilles med morfologiske forandringer i det endo-
plasmatiske reticulum og med forandringer i fordelingen af ribosomer
og glycogenkorn.
Afzelius har fra et tidligt tidspunkt deltaget meget aktivt i den
elektronmikroskopiske analyse af cellens ultrastruktur. Arbejderne om
søpindsvinegameter samt analyserne af cilier og flageller har gjort
ham til en international kendt elektronmikroskopiker. Hans arbejder
er væsentligt af deskriptiv og sammenlignende natur. Han har studeret
celleorganeller i et stort antal forskellige objekter, og han tvder sine
iagttagelser med fantasi og med forståelse af dynamiske forhold.
Afgang og udnævnelser af professorer
143
Adjunkt, dr. phil. Nils Tyge Andersen, fodt d. 17. april 1914, mag.
scient. 1942, dr. phil. 1956.
Uddannelse: Magister i zoologi ved Kobenhavns Universitet 1942,
videnskabelig assistent på Carlsberg Laboratorium 1941-1952. Ophold
ved Karolinska institutets celleforskningsafdeling 1947-1948.
Videnskabelige publikationer: Dr. Andresens videnskabelige publika-
tioner omfatter 17 numre.
Dr. Andresen har især interesseret sig for amøbernes cytologi. I hans
første arbejde fremlægger han en udmærket lysmikroskopisk analyse
af cellekomponenter hos Chaos chaos. Ved hjælp af farvemetoder og
centrifugering karakteriseres amøbens forskellige plasmaorganeller og
vakuoler. Sammen med Holter studeres kvantitative forandringer
af amøbens cellekomponenter under sult. Næringsvakuolerne forsvin-
der, og de vakuoliserede inklusioner samles til store komplekser,
af hvilke nogle efterhånden udstødes fra cellen. Også dannelse af
vakuoleansamlinger som følge af farvning med neutralrødt analyseres.
En morfologisk og enzymatisk sammenligning mellem tre amobearter
viser, at Chaos chaos og Amoeba proteus ikke med de anvendte kji-
terier kan henfores til forskellige slægter. Sammen med Chapman,
Holter, Jensen og Levi udarbejdes en autoradiografisk metode for
at kunne følge optagelsen af næringsvakuolernes indhold i plasmaet.
I et meget elegant arbejde sammen med Chapman og Holter stude-
res optagelsen af 14C ved korntælling på autoradiografier af snit gen-
nem stratificerede amober. Høje aktiviteter lindes i mitochondrie-
zonen og under visse fordojelsesstadier også i hyaloplasmaet. I et
meget omhyggeligt metodisk arbejde sammen med Chapman, Holter og
Robinson vises teknikkens tilforladelighed og anvendelighed til fysiolo-
giske eksperimenter på amøben. Studierne over Chaos chaos' cytologi
sammenfattes i disputatsen. Denne indeholder desuden mange originale
iagttagelser, hvoraf særligt må fremhæves hans observationer og tanker
vedrorende den amøboide bevægelse. Det er især værdifuldt, at hans mor-
fologiske studier over celleinklusioner er gennemført kvantitativt. Dis-
putatsen er et udmærket referenceværk til orientering om amøbens
organisation, så langt denne kan analyseres lysmikroskopisk.
Sammen med Holter og Engel bestemmes og lokaliseres succinode-
hydrogenase og cytokromoxidase i Chaos ved målinger med den
cartesianske dykkermetode. Sammen med Pollock har han sammen-
lignet den plasmatiske organisation hos Chaos og hos myxomyceten
Physarum. I et arbejde med Mushett isoleres mitochondrier fra Chaos,
og sammenlignende kvantitative målinger af mitochondriers antal i ho-
mogenat og hele celler udfores. Der lindes en god overensstemmelse mel-
lem reduceret vægt og mitochondrieantal i normale og sultede amøber.
I 3 arbejder deltager Andresen henholdsvis i undersøgelser over
144
Universitetets årbog 1963-64
teknikken til tællinger af leukocyter, over lokalisering af alkalisk pho-
sphatase i gærceller og over respirationen af syncytier, som dannes
ved unormal udvikling af Ciona æg. I det sidstnævnte arbejde vises,
at cellemembrandannelsen ikke er en forudsætning for forøgelsen af
respirationsaktiviteten under embryogenesen.
Af arbejderne fremgår, at dr. Andresen har været den morfologisk-
cytologiske ekspert indenfor den forskergruppe, som på Carlsberg-
laboratoriet har studeret amobecellens fysiologi og biokemi. Hans
undersøgelse af Chaos har haft stor betydning for forståelsen af den
cytologiske baggrund for stofskiftet, specielt fordøjelsesprocesserne i
denne organisme.
Docent, lektor, dr. phil. Paul Holst-Christensen, født d. 9. maj 1903.
Mag. scient. 1928, dr. phil. 1942.
Uddannelse: Magister i Zoologi ved Kobenhavns Universitet 1928.
Assistent ved Landbohøjskolens laboratorium for husdyrbrug 1928-
1929, assistent ved Universitetets histologisk-embryologiske labora-
torium 1929-1946, amanuensis ved Institut for alm. Zoologi 1946-
1954, siden 1954 lektor og docent. Konstitueret som bestyrer af insti-
tutet 1934. 1946-1948 varetog han den med afdøde professor Steen-
bergs professorat forbundne undervisning i histologi, cytologi og em-
bryologi. Studier på Lunds universitets embryologiske institut.
Videnskabelige publikationer: Dr. Holst-Christensens publikationer
omfatter 21 numre. To er populær-videnskabelige skrifter og et om-
handler kopieringsteknik.
I sit første arbejde behandler Holst-Christensen den hydrostatiske
mekanisme hos Corethralarven. Han studerer den isolerede luftsæk
anatomisk og foretager målinger af volumenforandringer ved forskel-
lige ydre tryk og i oplosninger af forskellig vægtfylde. Biologien af
Hoplomerus og Drepanepteryx studeres. Hoveddelen af Holst-Chris-
tensens produktion består af omhyggelige histologiske undersøgelser
over den tidlige embryonaludvikling hos lepidopterer. I tre arbejder
beskrives ægudviklingen af Orgyia (Lymantriidae). Resultaterne er
sammenfattet i et instruktivt diagram og sammenlignes med den
tidligere opfattelse af sommerfugles embryogenese. Siden følger en
detaljeret analyse af den embryologiske og postembryonale udvikling
hos Cochlidion, en mikrolepidopter, som tillader observation af ud-
viklingen af det levende æg. Opbygningen og udviklingen af hårene
hos den nyklækkede Cochlidion larve helliges en indgående morfolo-
gisk-anatomisk analyse. Der foreligger desuden et smukt arbejde over
dannelsen af parotis og ductus parotidicus hos Chiropterer.
Dr. Holst-Christensen har i sine arbejder vist et omfattende kend-
skab til insekternes embryologi og biologi. Især har han ydet interes-
Afgang og udnævnelser af professorer
145
sante bidrag til embryogenesens eksakte forlob hos Lepidoptera med
anvendelse af klassiske histologisk-cytologiske metoder.
Docent, dr. phil. Soren Lovtrup, fodt d. 11. februar 1922. Magister-
konferens i biokemi 1945. Dr. phil. 1953.
Uddannelse: Magister i biokemi ved Københavns Universitet 1945.
Ansat ved Statens Seruminstitut, Kobenhavn 1945-1946. Assistent ved
Carlsberglaboratoriets cytokemiske afdeling 1946-1954 (professor
Heinz Holter). Docent ved histologiska institutionen, Goteborgs uni-
versitet 1954-1957 (professor H. Hydén). Forskningsdocent 1957-1961.
Konstitueret professor i zoofysiologi ved Goteborgs universitet 1961-
1962. Siden 1962 forskningsdocent ved Goteborgs universitet. Studie-
ophold 1951-1952 ved Biophvsies Laboratory, Dept. of Terrestrial
Magnetism, Carnegie Institution of Washington, Washington D.C.,
U.S.A.
Videnskabelige publikationer: Docent Løvtrups publikationer om-
fatter 59 numre.
Løvtrups tidligere arbejder, udfort på Carlsberglaboratoriet delvist
i samarbejde med Holter og Zeuthen, behandler mikrometoder til
kvantitativ bestemmelse af den intracellulære fordeling af enzymer
og andre stoffer. I den forbindelse studeredes bl. a. fordelingen af
proteolytiske enzymer i amøber, teknikken til bestemmelse af svovl-
holdige stoffer og fosfatasernes histokemi. Et arbejde behandler be-
stemmelse af amøbens vægtfylde ved hjælp af en stivelsesgradient. De
på den cartesianske dykkerteknik baserede mikrometoder modificeres
og tilpasses til biologiske problemer. Arbejderne viser stor omhygge-
lighed og nøjagtighed.
I et antal arbejder interesserer Løvtrup sig for vandtransport gen-
nem cellemembraner både hos amøber og amphibieæg. I et smukt
arbejde sammen med Pigon har han udnyttet den cartesianske dyk-
kervægt til at bestemme permeabilitetskonstanten for vand mærket
med deuterium og med 180 af amobens cellemembran og vist, at der
ikke findes nogen signifikant forskel mellem værdierne for almindeligt
vand og vand mærket med isotoper, ligesom den absolutte størrelse
bestemmes. Han har fornylig i et stort teoretisk og værdifuldt arbejde
genoptaget dette studieområde og har på overbevisende måde vist,
at permeabilitetsmålingen kun kan tydes rationelt, hvis man samtidig
tager hensyn til diffusionshastigheden i cytoplasmaet. Dette har især
betydning for bestemmelser udfort på æg og andre store celler. Det
må endvidere fremhæves, at han klart gør opmærksom på det corti-
cale lags rent mekaniske betydning for cellens osmotiske ligevægts-
volumen.
Løvtrups hovedinteresse har i en lang årrække koncentreret sig om
10
146
Universitetets årbog 1963-64
en analyse af de biokemiske forandringer under amphibieæggets ud-
vikling. Deriblandt udgor »Studies on amphibian embryogenesis«, hans
disputats. Han studerer fordelingen af kvælstof, fedt, kulhydrater,
peptidaser samt alkalisk fosfatase i gastrula af axolotl. Han og Gregg
kommer til den slutning, at ved udviklingen af amphibieægget benyttes
forst kulhydrater, derefter fedt og, når disse er forbrugt, protein. Tem-
peraturens indvirkning på stofskiftet under udvikling er undersøgt.
Han mener, at udviklingshastighed ved lav temperatur kontrolleres af
den hastighed, hvorved reservematerialet mobiliseres, medens den ved
høje temperaturer kontrolleres af den hastighed, hvormed celledelingen
sker. I Ian fortsætter med at studere den kemiske differentiering under
amphibie embryogenesen på hele embryoner. Herunder analyseredes
sur fosfatase, alkalisk fosfatase, amylase, cathepsin, tripeptidase, trvp-
sin samt DNA og RNA. I den tidlige embryonaludvikling øges mæng-
den af DNA trinvis, i modsætning til RNA mængden, der viser en jævn
stigning. Delvis sammen med Gregg analyserer Løvtrup DNA syntesen
i letale amphibiebastarder. Disse letale hybrider viser i den tidlige
embryonaludvikling DNA syntese, som efterhånden aftager, men der
fandtes ingen direkte kausal relation mellem DNA syntesen og le-
taliteten. I fortsatte arbejder diskuterer han fremkomsten af bilateral
symmetri baseret på gradienter og vender tilbage til spørgsmålet om
udviklingens temperaturafhængighed. Han finder, at ved lav tempera-
tur kan proteinet mobiliseres inden fedtmaterialet er opbrugt. Måling
af alkalisk fosfatase syntese ved forskellige temperaturer fører til den
konklusion, at syntesen af dette enzym kan forandres relativt uafhæn-
gigt af den morfologiske udvikling. DNA syntesen synes at være stærkt
afhængig af temperaturen under udviklingen. Endelig behandles ilt-
optagelse med særlig henblik på transporten gennem ægmembranen
og Cytoplasmaet, men hans resultater er her lidet overbevisende, fordi
han anvender en permeabilitetskonstant for 02 af samme størrelse
som den, han fandt for vand.
Med hensyn til den biokemiske analyse-teknik virker arbejderne
særdeles overbevisende. Fra et biologisk synspunkt er de som helhed
betragtet et forsøg på at opnå et kemisk billede af embryogenesen
som kan korreleres med den morfologiske udvikling.
Interessen for kvantitative målinger af DNA og dets forandringer i
celle og væv leder Løvtrup til en meget grundig undersøgelse af me-
toder til DNA måling i dyremateriale. Løvtrups største videnskabelige
indsats ligger utvivlsomt i forbedringen af to DNA bestemmelses-
metoder, dels den mikrobiologiske baseret på udnyttelse af Thermo-
bacterium, og dels en kemisk, den såkaldte difenylamin metode. Den al
Hoff-Jørgensen indførte mikrobiologiske metode til DNA bestemmelse
udnytter det forhold, at Thermobacterium kun kan vokse på medium
indeholdende deoxyribonucleosider. Løvtrup gør i samarbejde med
Afgang og udnævnelser af professorer
147
Roos denne metode til et overordentlig følsomt og selektivt værktøj.
Først udvikles et veldefineret medium indeholdende 17 amino-syrer
samt 5 essentielle vitaminer. Næringskravene for Thermobacterium
studeres nøjagtigt, og derved vises, at frie aminosyrer fremmer tilvæk-
sten bedre end peptider. Tilvækstkurverne for de lire nukleosider er
noget forskellige, og det er derfor nødvendigt at benytte standardkur-
ver for alle fire nukleosider til den mikrobiologiske test. Metodens
følsomhed forøges stærkt ved hjælp af en følsom titreringsteknik for
mælkesyre. Påvisningsgrænsen for DNA bestemmelse udfort på denne
måde ligger ved 0,02 y. Endelig undersøges stofskiftet af pyrimidin og
af deoxynukleosider af pyrimidin i Thermobacterium ved hjælp af sub-
stituerede pyrimidin derivater. Ligeledes studeres uracil stofskiftet ved
hjælp af mærket uracil og fosfat, og pyrimidin nukleosid hydrolasen
i samme bacterie påvises og karakteriseres.
Til sammenligning med den mikrobiologiske metode for DNA be-
stemmelse undersøges så den sædvanlige kemiske metode for DNA
bestemmelse i dyrevæv baseret på ekstraktion med 5°/o varm per-
klorsyre og måling med difenylamin. Den kinetiske analyse af ekstrak-
tionen og destruktionen af DNA i varm perklorsyre fører til en værdi-
fuld korrektionsformel til bestemmelse af DNA. De sikreste resultater
synes at opnås ved kun at måle på puriner efter 15 minutters ekstrak-
tion. Han udfører sammenlignende målinger på samme materiale med
den mikrobiologiske metode og opnår en meget smuk overensstem-
melse.
De refererede arbejder viser Løvtrups særdeles systematiske og mål-
bevidste fremgangsmåde ved udarbejdelse af metoder for eksakt må-
ling af DNA i dyremateriale.
Sammen med henholdsvis HofT-Jørgensen og Swanson, har han be-
stemt DNA- og kvælstofindhold hos Planaria, og i forskellige rotte-
organer efter sult. Der konstateredes ikke forandringer i DNA ind-
holdet, men et stærkt kvælstoftab observeredes. I et arbejde sammen
med Hydén og Pigon bestemmer han cytokrom oxidase og suceinoxi-
dase i isolerede spinalganglie- og gliacelle.
Løvtrup har vist betydelig indsigt i spørgsmål vedrørende enzym-
synteser hos mikroorganismer. Han studerer induktionen af /?-ga!ac-
tosidase hos E. coli og viser, at enzymet endog kan dannes uden ydre
kvælstofkilde, dersom lactose findes i substratet. Gennem studiet af
35S-optagelse og samtidig enzymbestemmelse kan han sammenligne
proteinsyntesen og enzymdannelsen under adaptationsfasen. Forholdet
mellem enzymsyntesen og proteinsyntesen er større under adaptati-
onsfasen end under bakteriernes sædvanlige vækst. Ved anvendelse
af 14C bestemmer han forholdet mellem protein- og nukleinsyresynte-
sen. Dette forhold er højere i celler under adaptation end i normale
celler.
10*
148
Universitetets årbog 1963-64
I hans seneste arbejder studerer Lovtrup hjernemitochondrier og
sammenligner deres stofskifte med levermitochondriers. Han viser, at
glutaminsyre decarboxylase ikke er lokaliseret i mitochondrier i rotte-
hjerne men lindes udenfor disse. Resultaterne tyder på, at plasma i
h jerneceller kan danne succinat fra glutaminsyre over y-aminosmorsyre.
1 Ian isolerer hjernemitochondrier ved centrifugering og studerer dem
elektronmikroskopisk sammen med Zelander. Relativt rene fraktioner
opnås. Endvidere studeres disses kemiske egenskaber, som stort set lin-
des at svare til muskel- og andre mitochondrier, men som dog viser et
særlig stort indhold af fosfolipider og cerebrosider. Funktionen studeres
med hensyn til iltoptagelse, phosphorylering og ATPase aktivitet. En-
delig analyseres effekten af psycho-pharmaca som chlorpromazin og
unipramin på hjernemitochondrieaktiviteten. Disse arbejder viser, at
han hurtigt har kunnet sætte sig ind i mitochondriernes biokemi og
behersker dette område.
Docent Lovtrup har med stor teknisk talent og iderigdom ydet
meget væsentlige bidrag til den biokemiske analyse af celler og celle-
bestanddele. Af hans øvrige produktion bor især fremhæves hans
værdifulde fysisk-kemiske bidrag, både teoretiske og eksperimentelle,
til belysning af vandpermeabilitet hos cellemembraner.
Afdelingsleder, dr. phil. Knud Jorgen Pedersen, fodt d. 20. novem-
ber 1930. Mag. scient. 1956, dr. phil. 1961.
Uddannelse: Magister i biokemi udvidet med almen zoologi, Koben-
havns Universitet 1956. 1955 ansættelse ved Carlsbergfondets biologi-
ske institut (dr. Albert Fischer). Videnskabelig assistent ved institut
for alm. zoologi, 1957-1959. Amanuensis sammesteds 1959-1961. Af-
delingsleder siden 1961. Rockefeller fellow 1959-1960 ved University
of Washington, Seattle, U.S.A. (professorer H. Stanley Bennett og
E. P. Benditt).
Videnskabelige publikationer: Dr. Pedersens skrifter omfatter 25
numre. Af disse er 8 populær-videnskabelige artikler og oversigter.
Et af dem er Proceedings of det 3. Skandinaviske Celleforskermode,
hvor han fungerede som redaktor.
Dr. Pedersens forste to arbejder behandler virkning af sult, re-
generation og asexuel forplantning hos planarier. Han viser ved
hjælp af målinger med cartesiansk dykker at iltoptagelsen under disse
forskellige betingelser er konstant. Han analyserer endvidere effekten
af det kræfthæmmende stof 3-etylen-melamin på regenerationen med
særlig henblik på sondringen mellem epimorphose og morphallaxis.
Stoffet virker stærkt mitosehæmmende og hæmmer en videre udvikling
af Masternet. Neoblaster er særlig folsomme. Arbejderne er omhygge-
ligt gennemfort og fortolkningen forsigtig.
Ved hjælp af elektronmikroskopi og omfattende histokemiske ana-
Afgang og udnævnelser af professorer
149
lyser klarlægger Pedersen i fire arbejder planariernes histologiske og
cytologiske opbygning. Ved påvisning af, at planariernes parenchymvæv
består af celler og således ikke danner et syncytium loser han et klassisk
problem. Han beskriver og karakteriserer muskelceller, bindevævscel-
ler, neoblaster samt kirtelceller. Specielt de eosinofile, basofile og rhabdit-
dannende celler analyseres meget indgående. Endelig behandles pro-
tonefridiernes organisation. I disputatsen og et efterfølgende arbejde
gives en oversigt over tidligere arbejder samt visse supplerende iagt-
tagelser vedrorende muskel- og epidermisceller. Specielt bor analysen
af de eosinofile korn fremhæves. Histokemisk giver de reaktion for
proteiner og fosfolipider. Opbygningsmæssigt viser de en interessant
lamelstruktur. Desuden vises det, at neoblasternes basofili er forår-
saget af et stort indhold af RNA i det tynde cytoplasmalag. I de
submikroskopisk homogene rhabditer kan der kun påvises proteiner.
Forekomsten af desmosomer og af fibrilære elementer i de intercellu-
lære områder ydes speciel opmærksomhed. De omtalte arbejder gor
planarien til een af de mest velanalyserede invertebratorganismer med
hensyn til submikroskopisk, cytologisk og histologisk opbygning.
I to arbejder udfores sammenlignende studier over den cytolo-
giske og cyto-kemiske organisation af Convoluta, en acoel turbellarie
art. Stort set findes her lignende forhold som hos Planaria. Såle-
des vises det, at den kompakte endoderm er tydelig cellulær og
ikke syncytial. Dette faktum vil utvivlsomt få betydelige konsekvenser
for funktionelle og fylogenetiske diskussioner vedrørende denne gruppe.
I samarbejde med O. Z. Dalgaard har Pedersen i 3 arbejder hos
patienter undersøgt de ultrastrukturelle forandringer i nyrens forskel-
lige dele ved irreversible chockskader og ved gennem osmotisk diuresis
fremkaldte reversible ændringer. I to andre arbejder behandles, lige-
ledes sammen med Dalgaard, nyrebiopsiernes histokemi: specielt pro-
teiner, nukleinsyre og polysaccharider studeres.
Især gennem sine undersøgelser af Turbellarier har Pedersen vist sig
som en meget kompetent elektronmikroskopiker i besiddelse af meget
alsidige og grundige kundskaber i forskellige histokemiske metoder.
Hans arbejder er af deskriptiv og sammenlignende karakter, og de
røber et omfattende litteraturkendskab.
Docent, fil. dr. Peter Perlmann, født d. 18. marts 1919. Fil. kand.
1948, fil. lic. 1953, fil. dr. 1957.
Uddannelse: Fil. kand. med zoologi, genetik og botanik ved univer-
sitetet i Lund 1948, fil. lic. i zoofysiologi ved Stockholms universitet
1948, amanuensis ved Wenner-Grens institut, Stockholm 1947-1953,
assistent 1953-1958, docent siden 1958.
Videnskabelige publikationer: Perlmanns videnskabelige publikatio-
ner omfatter 39 numre.
150
Universitetets årbog 1963-64
Docent Perlmann har konsekvent og målbevidst bearbejdet antistof-
fernes anvendelse som værktøj for studiet af cellestrukturer og deres
funktion. Det er lykkedes ham at vise, hvordan man med held kan
udnytte anti-stoffer for at karakterisere og identificere makromoleku-
lære substanser fra celler og subcellulære fraktioner.
En stor-del af produktionen har søpindsvinets æg, spermatozoer, og
tidlige udviklingsstadier som objekt.
I det første arbejde sammen med T. Gustafsson fremstilles kanin
antisera mod ægekstrakt, som giver en præcipitin reaktion, når de
testes mod ekstrakten. I 48 timer gamle larver kan der påvises en
antigenfraktion, som ikke findes i ægget og de første udviklingsstadier.
Siden følger udarbejdelsen af teknikken og dens tilpasning. Ouchter-
lony teknikken i salt agar gel kombineret med absorption tages i brug.
Forskellige, delvis artsspecifike antigener, kan fås fra spermier, æg og
plutei. Interessant er hans anvendelse af denne teknik til påvisning
af, at paternale artsspecifike makromolekulære stoffer (= antigener)
optræder i artshybrider 24 timer efter befrugtningen (sammen med Har-
ding). I 3 arbejder beskrives de af antistoffer fremkaldte reaktioner
på ægget: Coagulationen af »jelly coat«, partenogenetisk aktivering og
forsinket befrugtning. Mulighederne for anvendelsen af disse rekationer
til analyse af befrugtningsforløbet diskuteres.
Den kvantitative forandring i syv ved hjælp af absorptionstek-
nikken serologisk identificerede proteiner følges gennem forskellige ud-
viklingsstadier (sammen med Couffer-Kaltenbach). En del af protei-
nerne består af blomme protein, andre er opløselige plasmaproteiner.
Analysen af overfladestrukturen af søpindsvineægget ved hjælp af
et antal antisera og kemisk beskrivelse af antigenerne ved enzym-
behandling og inaktivering, fører til karakteriseringen af følgende anti-
gener: J-antigenet er knyttet til »jelly layer« og er et polysaccharid
med fucosesulfat kæder. De korresponderende antistoffer koagulerer
»jelly layer«. A-antigenet er i hovedsagen knyttet til ægcortex og er
et polysaccharid indeholdende glucosesulfat. Antistofferne aktiverer æg-
get og antigenet formodes at spille en specifik rolle ved æggets na-
turlige aktivering. C-antigenet er lokaliseret til ægcortex og er et pro-
tein. Dets antistoffer fremkalder skader i cortex. Antigenet formodes
at deltage i de cortikale reaktioner ved befrugtningen. F-antigenet er
ligeledes lokaliseret til ægcortex og er varmestabilt. Dets antistoffer
nedsætter befrugtningshastigheden i en population. Antigenet for-
modes at være en specifik spermareceptor som fungerer ved spermi-
ernes fæsteise til ægoverfladen.
Analysen forfines i de følgende arbejder, (sammen med Couffer-Kal-
tenbach). Den kvantitative analyse af relative antigenkoncentrati-
oner tages i brug. En elegant teknik som anvender en graderet antise-
rum absorption kombineret med agar diffusion i Oudin rør tillader at
Afgang og udnævnelser af professorer
151
bestemme antigen koncentrationer i blandinger. Vandringen af antigen-
-antistof komplekset i antisernm agar er en funktion af antigen-
koncentrationen i testoplosningen. En nøjagtigere bestemmelse op-
nås ved, at vandringen af antigen-antistof komplekset studeres i
agar med antiserum, fra hvilket forskellige mængder af antistoffer er
fjernet ved absorption med testoplosningens antigen. Til fremkaldelse
af det vandrende kompleks benyttes en standardoplosning af anti-
genet. Det vises, at antigen-antistof precipitatets dillusionshastighed
oges lineært med mængden af det bortabsorberede antistof. Denne
teknik tillader at måle og i forbindelse med immunoelektrophorese og
agar gel elektrophorese at definere seks immunologisk forskellige anti-
gener i æg og forskellige embryonale stadier. Forekomsten af disse anti-
gener i forskellige ægfraktioner separeret på sucrose gradienter under-
søges. To antigener er lokaliseret i blommekornene, et andet forefindes
i mikrosomfraktionen.
I samarbejde med Amelio, Hultin og Morgan angribes den immun-
okemiske karakterisering af cellefraktioner og deres proteiner hos rot-
ten. Til dette formål udarbejdes en værdifuld autoradiografisk teknik
til analyse af Ouchterlony plader. Foruden de traditionelle cellefrak-
tioneringsmetoder anvendes agardiffusionsteknik, Oudinteknik, im-
muno- og agar gel elektrophorese.
Antisera mod mitochondrier, mikrosomfraktioner, cellesaft samt mod
homogenater af rottelever fremstilles. Cellefraktionsspecifike antigener
kan påvises, som tillader at identificere forskellige subtraktioner. I
cellesaften erkendes mindst 5 immunologisk distinkte proteiner. Fra
de intracellulære membraner kan et antal stærke protein antigener fri-
gøres med deoxycholate. Ribosomerne indeholder mindst to protein-
antigener, men ingen RNA holdige antigener findes. Serumproteiner
skiller sig immunologisk tydeligt fra de intracellulære proteiner, og
deres forekomst bestemmes. Analyserne viser, at celleproteiner med
disse metoder kan identificeres på en fortrinlig måde.
Den ovennævnte autoradiografiske teknik tillader undersøgelse af
tidlige trin i proteinsyntesen. En stærk inkorporering af mærkede
aminosyrer i de antigene proteiner fra cellefraktionerne påvises.
Inkorporeringen af aminosyrer i leverstykker og i et cellefrit system
(mikrosomer+cellesaft+ATP) kan følges. I de antigene proteiner fra
ribosomerne opnås højere specilike aktiviteter end fra dem i cellesaf-
ten. Analysen udvides til at omfatte mikrosomer fra forskellige orga-
ner (lever, testis, hjerne, nyre, pancreas og milt. Disse antisera viser
høj organspeeificitet. Lever har det største antal antigene proteiner
fælles med andre organer. I hjerne og milt påvistes ingen antigener.
Der påvises kortlivede antigener i mikrosomfraktionen, d. v. s. ny syn-
tetiserede proteiner. Proteinsyntesen kan følges kvantitativt ved at
studere fordeling af isotopmærkningen ved variation of inkubationstider.
152
Universitetets årbog 1963-64
Således bliver serumproteiner hurtigere mærket end andre antigene
proteiner. Endelig studeres et cellefrit system med isolerede ribosomer
og cellesaft, hvorved ligeledes inkorporering af mærkede aminosyrer i
flere serum proteiner påvises.
De omtalte arbejder demonstrerer overbevisende, at de kombinerede
immunologiske og autoradiografiske metoder tillader en analyse af
forskellige samtidigt forlobende proteinsynteser i komplekse celle-
systemer hos højere organismer.
I en serie konsekvent gennemførte undersøgelser sandsynliggør Perl-
mann sammen med Broberger, at ulcerativ colitis er knyttet sammen
med autoimmunisering. Sera fra børn med kronisk ulcerativ colitis
indeholder antistoffer som reagerer med ekstrakt af normalt human
colon væv. Der påvises en præcipiterende og en hæmaglutinerende fak-
tor. Antigenet karakteriseres som polvsaccharid; den præcipiterende
faktor i sera opforer sig som et y-globulin. Antigenet påvises i tyktar-
mens lymfekirtler, men mangler i ileums kirtler og synes især bun-
det til mikrosomer. Forekomsten af antigenet i epithel påvises med
fluorescerende antistoffer. For en nærmere analyse prøves patient-
serum på vævskulturer af foetale, colon celler. At cellerne beholder
deres immunologiske reaktivitet vises med fluorescerende antistoffer.
Lymfocyter fra patienter med ulcerativ colitis viser en cytotoxisk ef-
ekt på dyrkede colon celler, malt ved afgivelse til mediet af tidligere
inkorporeret 14C. Teknikken prøves på ascites tumorceller fra mus
med lymfeceller indeholdende specifike antistoffer mod ascites celler,
(sammen med E. Klein). Den cytotoxiske effekt af iso-antistoffer un-
dersøges også med hensyn til frigørelse af mærket DXA i et arbejde
med G. Klein.
Sammen med Baxandall og Afzelius udarbejdes en indirekte metode
til elektronmikroskopisk påvisning af ferritin konjugerede antistoffer.
Man behandler vævet med antistof fra kanin og benytter siden et ferritin
konjugeret y-globulin fra får som antistof mod kaninens antistof.
Sammen med Vincentis foreligger et arbejde over linse antigener
hos hønseembryoner. Antigenerne kan påvises på ribosomer for lin-
sens uddifferentiering. Først efter 72 timer optræder de også i celle-
saften. Muligheden for at studere linseproteindannelse i cellefraktioner
på forskellige embryologiske stadier diskuteres.
Perlmann har, foruden at være en fortrinlig immunolog, ydet en
banebrydende indsats i den immunokemiske analyse af cellens struktur
og dermed åbnet vejen til et nyt felt indenfor celleforskningen. Hans
forskning bærer præg af en skarp logisk stringens.
Indstilling.
Bedømmelsen af ansøgernes videnskabelige produktion som fremstil-
let i betænkningen samt en gennemgang af deres øvrige akademiske
Afgang og udnævnelser af professorer
153
virksomhed viser, at docent P. Perlmann er de øvrige ansøgere klart
overlegen. Hans store produktion udmærker sig ved en usædvanlig
originalitet, konsekvens og stringens. De mange forskellige problemer
han behandler er af fundamental betydning for cytologien. Den metode,
han har udviklet, er og vil fremover være et fremragende værktøj
indenfor celleforskningen. Hans forskningsområde har nøje tilknytning
til mange biologiske discipliner også udenfor zoologien.
Docent Perlmann har en bred klassisk-zoologisk uddannelse og har
i mange år undervist zoologer i cellebiologi og immunbiologi. Han vil
kunne tilfore dansk zoologi et helt nyt og dynamisk forskningsområde,
som vil harmonere særdeles godt med institutets nuværende arbejds-
retning.
Udvalget indstiller eenstemmigt, at det ledige embede besættes med
docent Perlmann.«
Udvalgets indstilling blev i henhold til § 3, stk. 7 i den nævnte an-
ordning tilstillet ansøgerne, af hvilke ingen indsendte bemærkninger.
Under 11. december 1963 indstillede fakultetet, at docent, fil. dr.
Peter Perlmann, der er svensk statsborger, blev konstitueret som pro-
fessor i zoologi fra 1. februar 1964, hvortil Konsistorium i sit møde
den 18. december 1963 sluttede sig.
Efter at denne indstilling under 27. december 1963 var blevet ind-
sendt til ministeriet, trak dr. Perlmann sin ansøgning tilbage, hvorpå
ministeriet ved skrivelse af 20. januar 1964 anmodede rektor om at
fremkomme med en ny indstilling vedrørende besættelsen af profes-
soratet.
Under 31. marts 1964 afgav fakultetet folgende indstilling:
»Til undersøgelse af hvilke andre muligheder, der herefter måtte være
med hensyn til besættelse af det pågældende professorat, nedsatte
fakultetet under 11. f.m. et udvalg bestående af professorerne R. Spårck
P. Brandt Rehberg, T. Weis-Fogh, D. von Wettstein og K. G. Wing-
strand. Udvalget har efter grundig overvejelse, herunder hensyntagen
til de tilbageværende ansøgere, rettet henvendelse til en række sag-
kyndige i Danmark, Sverige og Norge, samt England, Tyskland og
Schweiz om råd med hensyn til besættelse af professoratet. Deraf re-
sulterende henvendelser til mulige kandidater har imidlertid kun ført
til afslag, og man måtte derfor konkludere, at det ikke for tiden er
muligt på forsvarlig måde at besætte professoratet som det nu er de-
fineret. Udvalget har derfor foreslået en plan, der vil sikre en fagligt
set forsvarlig undervisning i cytologi for en årrække, samtidigt med at
professoratet kan besættes med en højt kvalificeret dansk zoolog, som kan
bidrage til at lette undervisningsbyrden ved fakultetet, og som også på
udmærket måde passer ind i det videnskabelige arbejde ved fakultetet.
154
Universitetets årbog 1963-64
Fakultetet har på et mode den 10. ds. tiltrådt de tre forslag, som
indgår i denne plan og skal derfor indstille følgende:
1)	At professoratets betegnelse og indhold forandres til »professorat i
zoologi med særligt henblik på almen zoologi«, en betegnelse, der sva-
rer til professoratets oprindelige omfang under professor Brøndsteds
embedsperiode.
2)	Under forudsætning af at den under punkt 1) nævnte forandring
af professoratets betegnelse og omfang tillades, indstiller fakultetet i
henhold til § 1, stk. 2 i kgl. anordning af 5. februar 1953 om ansættelse
af professorer ved Københavns Universitet og under henvisning til be-
stemmelsen om, at et professorat uden opslag kan besættes med en
videnskabsmand, hvis kvalifikationer skønnes tilstrækkelig godtgjort
forud ved hans virksomhed i et tilsvarende dansk embede, at stillin-
gen som professor i zoologi med særligt henblik på almen zoologi ved
Københavns Universitet uden opslag besættes med professor i jord-
bundsbiologi ved Århus Universitet dr. phil. Christian Overgaard
Nielsen.
Ved afstemningen i fakultetet, der for tiden tæller 48 medlemmer,
var der 34 stemmer for denne ansættelse, 6 stemte ikke, og 8 var fra-
værende.
Det oplystes under forelæggelsen i fakultetet, at professor Overgaard
i første række har arbejdet med jordbundsøkologiske problemer af
kvantitativ art, med spørgsmålet om jordbundsfaunaens fysiologiske
tilpasning til milieuet og i de sidste år også med jordbundens encellede
dyr, hvorved han er kommet ind på cytologiske problemer. Hans ar-
bejdsområde falder derfor indenfor begrebet almen zoologi.
Det oplystes endvidere, at professor Overgaard i Århus ikke har
elementær undervisning, og at hans stilling har en så vidtspændende
formulering (jordbundsbiologi), at den må kunne besættes uden uover-
kommelige vanskeligheder med enten en jordbundsbotaniker eller en
mikrobiolog.
Professor Overgaard har erklæret sig villig til at modtage udnæv-
nelsen til professor i zoologi med særligt henblik på almen zoologi ved
Kobenhavns Universitet og er indforstået med, at han overtager visse
økologiske og biologiske dele af den undervisning, som i øjeblikket
varetages af professor, dr. phil. R. Spårck. Han vil også administrere
undervisningen i embryologi, histologi og cytologi, men kan ikke selv
påtage sig den vigtige og krævende undervisning i dynamisk cytologi
og embryologi, som fakultetet i tidligere skrivelser har lagt stor vægt på.
Den elementære undervisning i embryologi og cytologi kan som tid-
ligere gives i kursusform af institutets amanuenser. Den videregående
undervisning i cytologi vil naturligt kunne deles i en morfologisk og
en dynamisk del. Den første varetages i øjeblikket af afdelingsleder.
Afgang og udnævnelser af professorer
155
dr. phil. K. J. Pedersen, men da antallet af studenterhold i 1965/66
beregnes at blive det dobbelte, er det nødvendigt, at denne undervis-
ning forbindes med et lektorat, og der er til finansloven 1965-66 ind-
sendt en ansøgning herom.
3) Undervisningen i dynamisk cytologi og embryologi vil under den
nye professors administration overdrages til professor, dr. H. Holter,
Carlsberglaboratoriets biokemiske afdeling og professor, dr. Erik Zeu-
then, Carlsbergfondets biologiske institut, der begge er hojt ansete
autoriteter på det pågældende område, men som ikke har ønsket at
modtage en kaldelse til det ledige professorat. Begge har erklæret sig
villige til at overtage denne undervisning. Endvidere er Carlsbergfon-
dets bestyrelse indforstået med og interesseret i, at de to nævnte pro-
fessorer på denne måde knyttes til Universitetets undervisning, og man
vil fra Carlsbergfondets side yde de pågældende det nødvendige veder-
lag for denne undervisning, således at denne ordning ikke medfører
nogen udgift for staten.
På længere sigt vil man arbejde for en uddannelse af cytologer ved
Universitetet, så denne forskningsgren kan få en mere permanent
status.«
Under 5. maj 1964 blev fakultetets indstilling indsendt til ministe-
riet med tilslutning fra Konsistoriums forretningsudvalg, hvorpå pro-
fessor, dr. phil. Christian Overgaard Nielsen, Aarhus universitet ved
kgl. resolution af 30. juli 1964 blev udnævnt til professor i zoologi med
særligt henblik på almen zoologi ved Københavns universitet fra den
1. september 1964 at regne.
t. Oprettelse af et professorat i etnografi og udnævnelse af universitets-
lektor, dr. phil. Arne Johannes Nicolaisen til professor i etnografi
(j. nr. 239/64).
Pa normeringsloven for 1964-65, jfr. forslag til normeringslov for
1964-65, folketingstidende for 1963-64, tillæg A, spalte 1197-98, op-
rettedes et professorat i etnografi.
Efter at det således oprettede embede var blevet opslået ledigt, blev
under 3. april 1964 de indkomne 2 ansøgninger, nemlig fra universitets-
adjunkt, dr. phil. Niels Fock og universitetslektor, dr. phil. Arne Jo-
hannes Nicolaisen, tilstillet universitetet til erklæring.
Til at bedømme de indkomne ansøgninger nedsatte det matematisk-
naturvidenskabelige fakultet i henhold til § 2, stk. 2, i kgl. anordning
af 5. februar 1953 om ansættelse af professorer ved Kobenhavns uni-
versitet et udvalg bestående af professorerne, dr. phil. C. G. Feilberg
156
Universitetets årbog 1963-64
og dr. phil. Erik Holtved samt fhv. overinspektør ved Nationalmuseet,
dr. phil. Kay Birket-Smith.
Under 20. maj 1964 afgav udvalget følgende indstilling:
»Som sagkyndigt udvalg til bedømmelse af ansøgningerne om det
ledige professorat i etnografi ved Københavns Universitet skal vi til-
lade os at* udtale følgende:
Der er indsendt to ansøgninger, nemlig fra universitetslektor, dr. phil.
Arne Johannes Nicolaisen, født 27/5 1921 og universitetsadjunkt, dr.
phil. Niels Valdemar Wilhjelm Fock, født 22/7 1927.
Dr. Nicolaisen har efter at have taget magisterkonferens i etnografi
i 1950 studeret i tilsammen 2x/2 år ved University of London og har
foretaget i alt 9 omfattende studierejser i Atlas-landene, Sahara og
Sudan, især med det formål at foretage undersøgelser over det der-
værende nomadeliv, men på den sidste af sine rejser tillige af et af de
primitive jægerfolk i republikken Tchad. Hans omfattende videnskabe-
lige produktion drejer sig først og fremmest om tuaregernes økonomiske
og sociale kultur, ved undersøjelsen af hvilken han bl. a. har kunnet
drage nytte af sit kendskab til det tuaregiske sprog. Disse studier har
dannet grundlag for talrige mindre afhandlinger og for hans disputats
og hidtil største værk, der indeholder en mængde nyt stof om tuare-
gernes husdyrhold, boligforhold og samfundsbygning tillige med en
grundig bearbejdelse af stoffet i form af såvel funktionel som historisk
analyse. Hans bog »Primitive kulturer« er i virkeligheden en introduk-
tion til det etnografiske studium belyst ved en historisk fremstilling
af dets metoder med talrige eksempler fra hans egne iagttagelser. Han
betoner heri med rette, ligesom han i praksis har gjort det i sin dispu-
tats, vigtigheden af at forene et funktionelt og et historisk synspunkt
for at nå til forståelsen af en kultur. Hans sidste og endnu utrykte
større arbejde, som vi har haft lejlighed til at se i manuskript, er
hovedsagelig en skildring af erhvervsliv og samfund hos det meget
lidt kendte, sudanesiske jægerfolk Haddad og vil altid beholde værdi
som et kildeskrift om dette folk. Af dr. Nicolaisens mindre arbejder
er der især grund til at fremhæve »Essai sur la religion et la magie
touaréges« (Folk 1961). Hans nære samliv med tuaregerne og hans
samtaler med dem har sat ham i stand til at få et direkte indtryk af,
hvad deres forskellige religiøse forestillinger betyder for dem, og hvor-
ledes de kan sammenkædes. Der kan også være grund til at nævne den
sammenlignende etnografiske afhandling »Afrikanske smede« (Kuml
1962). Dr. Nicolaisen besidder et meget omfattende litteraturkendskab
både indenfor sit speciale (Afrika) og indenfor den almindelige etnografi.
Dr. Fock har ligesom den anden ansøger taget magisterkonferens i
etnografi (1956) og efter denne haft et længere studieophold ved Gote-
Afgang og udnævnelser af professorer
157
borgs universitet. Desuden har han foretaget længere forskningsrejser
i Syd-Amerika, dels i grænseområdet mellem Britisk Guiana og Brasi-
lien (hos Waiwai-stammen), dels i El Gran Chaco og Åndes. På disse
rejser har han både foretaget arkæologiske udgravninger og studeret
de nulevende indianeres samfundsforhold og religion, ligesom han i
Åndes har haft lejlighed til at iagttage følgerne af den langvarige kon-
takt mellem indiansk og spansk kultur. Særlig er der grund til at frem-
hæve hans store disputats »Waiwai, religion and society of an amazonian
tribe« (Kbhvn. 1963). Materialet til bogen er indsamlet under et op-
hold hos pågældende indianerstamme fra oktober 1954 til januar 1955.
Opholdets korthed synes opvejet ved, at han har kunnet benytte en
dygtig og forstående tolk i Waiwai-sproget. Han har dog også selv
erhvervet sig kendskab til relevante gloser i dette sprog. Afhandlingen
fremlægger et stort folkloristisk stof (sagn, myter, eventyr) samt en
mængde oplysninger om Waiwai'ernes religiøse forestillinger. Endvidere
giver den en skildring af stammens daglige liv, sociale og religiøse or-
ganisation o.s.v. (den materielle kultur vil blive behandlet af ekspedi-
tionens anden deltager). Stoffet er helt igennem nyt for videnskaben.
Forf. har, bl. a. under påvirkning af B. Malinowski og E. B. Leaeh,
arbejdet sig frem til en metodisk behandling af det meget vanskelige
mytestof. Det særlig værdifulde ved dr. P'ock's arbejde er, at han pa
frugtbar måde har anvendt de forestillingskredse hos Waiwai'erne, som
han gennem det mytiske og religiøse stof er trængt ind i, til at give en
dybere forståelse af deres tilværelse. Som eksempel kan fremhæves,
at det er lykkedes ham at give en ny og overbevisende forklaring på
de mærkelige skikke, der hos mange indianerstammer knytter sig til
barnets fodsel (»couvade«, jvf. også afhandl, i Folk 1960). Endvidere
har han fremdraget den mærkelige oho-institution (en ceremoniel form
for forhandling), som synes at have en vid udbredelse i det nordlige
Syd-Amerika, og derigennem tilfort etnografien nyt stof. Om Argentina-
rejsernes resultater foreligger der indtil nu kun foreløbige publikationer,
der imidlertid giver indtryk af både nyt og omfattende materiale. Vi
kan nævne: »Inca Imperialism in North-West Argentina and Chaco
Burial Forms« (Folk 1961). »Buinas Incaicas en Valle de Lerma, Salta.«
(Bevista del Instituto Antropologia X, Tucuman 1962), »Mataco Mar-
riage«. (Folk 1963). Endelig har dr. Fock også givet sig af med teore-
tisk-metodiske sporgsmål. Han synes at have erhvervet sig et betyde-
ligt kendskab til litteraturen om Sydamerikas Indianere.
Konklusion.
Sammenfattende må det siges, at begge ansøgere er dygtige og
modne forskere, der hver for sig er fuldt kvalificerede til et professorat.
Tillige supplerer de hinanden på udmærket måde, idet dr. Nicolaisens
arbejdsfelt først og fremmest er Afrika med hovedvægten på erhvervs-
158
Universitetets årbog 1963-64
og samfundsforhold, dr. Fock's derimod Syd-Amerika med særligt hen-
blik på samfund og religion samt i mindre grad denne verdensdels
arkæologi.
Dr. Nicolaisen har, delvis på grund af sin alder, den storste produk-
tion. Han har vist sig som en særdeles indtrængende forsker, der har
arbejdet med meget forskellige sider af etnografien. Hans behandling
af almindelige og teoretiske spørgsmål er præget af stor nøgternhed.
Vi er enige om at indstille, at man besætter det ledige professorat med
dr. Johannes Nicolaisen.
Med hensyn til dr. Niels Fock vil det af ovenstående fremgå, at
han er en både idérig og dygtig forsker. Det ville derfor være meget
ønskeligt, om han kunne knyttes til Universitetet som lektor i etno-
grafi. Både etnografiens vidtspændende omfang, der gør det umuligt
for en enkelt mand at beherske hele stoffet, og det store og stadigt
stigende antal af studerende vil fuldt ud berettige dette.«
Indstillingen blev i overensstemmelse med § 3, stk. 7 i den nævnte
anordning tilstillet ansøgerne, af hvilke ingen indsendte bemærkninger.
Efter at fakultetet i sit mode den 9. juni 1964 og Konsistorium i sit
møde den 17. juni 1964 havde tiltrådt indstillingen, videresendtes den
under 19. juni 1964 til ministeriet.
Herefter blev ved kgl. resolution af 11. august 1964 universitets-
lektor, dr. phil. Arne Johannes Nicolaisen udnævnt til professor i et-
nografi ved Københavns universitet fra den 1. september 1964 at regne.
u. Fungerende professor, dr. phil. Erik Hohwii Christensens afgang fra
universitetet og konstitution af afdelingsleder, dr. phil. Marius Nielsen
som professor i gymnastikteori med særligt henblik på legemsøvelsernes
specielle teori
(j. nr. 177/61).
Under 13. juli 1964 blev der meddelt fungerende professor i gymna-
stikteori med særligt henblik på legemsøvelsernes specielle teori, dr.
phil. Erik Hohwii Christensen afsked efter ansøgning fra den 31. au-
gust 1964 at regne.
Under 11. februar 1964 nedsatte det matematisk-naturvidenskabe-
lige fakultet et udvalg til at fremsætte forslag om fremgangsmåden
ved besættelsen af det derved ledigtblevne professorat bestående af
professorerne, dr. phil. Erling Asmussen, dr. phil. Hohwii Christensen,
dr. phil. P. Brandt Rehberg og dr. phil. Torkel Weis-Fogh.
Dette udvalg afgav under 9. marts 1964 følgende indstilling:
»Faget legemsøvelser skal med hensyn til undervisning og forskning
dække human anatomi, almindelig human fysiologi og den fysiologi,
Afgang og udnævnelser af professorer
159
som beskæftiger sig med idrættens og arbejdets specielle problemer.
Især må det fremhæves at »speciel teori« forst for kort tid siden er blevet
lagt ind under universitetet, hvor det rettelig bor placeres, medens det
tidligere blev doceret på Danmarks Hojskole for Legemsøvelser. Dette
i forbindelse med det stærkt voksende antal gymnastikstuderende kræ-
ver en fornyet indsats både undervisningsmæssigt (f. eks. udarbejdelse
af en ny lærebog) og forskningsmæssigt. Det var hensigten, at de to
professorer i gymnastikteori (p. t. Hohwii Christensen og E. Asmus-
sen) i fællesskab skulle dække hele området human-fysiologi - speciel
teori.
I sin afskedsansøgning påpegede Hohwii Christensen, at der for tiden
næppe findes en kompetent forsker indenfor Skandinavien, som kunne
tænkes at søge et professorat i gymnastikteori med særligt henblik på
den specielle teori. Udvalget er enig med Hohwii Christensen heri.
Hvis man derimod fik fakultetets og myndighedernes tilladelse til at
omdøbe professoratet til »Legemsøvelsernes teori« er der, som det vil
fremgå, en betydelig mulighed for at opnå et tilfredsstillende resultat.
I så fald vil faget kunne dækkes både med hensyn til forskning og under-
visning, idet den eksisterende professor i gymnastikteori (og medlem
af udvalget, Erling Asmussen) er villig til at koncentrere sig om den
specielle teori, hvortil hans uddannelse og øvrige arbejde må anses at
gøre ham kompetent.
Det må understreges, at hovedvægten stadig er på gymnastikteori,
men at ændringen medfører, at man vil kunne finde en kompetent
forsker, som kan påtage sig at undervise de gymnastikstuderende i
menneskets fysiologi med hovedvægten lagt på de områder, som er af
særlig betydning for fagområdet (bevægelsessystemets fysiologi, kreds-
løb- og åndedrætsfysiologi). Der tænkes her på lektor, dr. phil. Marius
Nielsen, som er afdelingsleder for afdelingen for kredslobsfysiologi
ved zoofysiologisk laboratorium A.
Det har stadig været et ubesvaret spørgsmål, hvorledes det nu-
værende laboratorium for speciel gymnastikteori under Hohwii Chri-
stensen skulle kunne fungere, da der i de nuværende lokaler ikke kan
skaffes plads til et sådant udover et par gæsteværelser på 2. sal. Denne
uvished har netop været en af grundene til Hohwii Christensens til-
bagetræden, jvf. hans afskedsansøgning. Hvis Marius Nielsen indsættes
som professor i gymnastikteori, vil dette problem imidlertid reduceres,
idet han i mere end 25 år har haft et nært forskningsmæssigt samarbejde
med Erling Asmussen. Der er således tale om et vist apparatfællesskab
mellem zoofysiologisk laboratorium A og gymnastikteoretisk labora-
torium, ligesom visse større installationer betragtes som fælles (under-
trykskammer, trædemølle), og desuden anvendes Dr. Marius Nielsens'
store laboratorielokale i kælderen de facto af begge laboratorier. Denne
ordning vil kunne fortsætte en tid, således at Asmussens og Marius
160
Universitetets årbog 1963-64
Nielsen's arbejde ikke lider unodigt afbræk, men professorerne i zoo-
fysiologi må understrege, at ordningen vedrorende det egentlige labo-
ratorielokale må være midlertidig, idet den kommende leder af zoo-
fysiologisk laboratorium A må stilles frit efter professor Brandt Reh-
bergs afgang.
Det er imidlertid muligt, at disse problemer vil løse sig selv, hvis og
når de fysiologiske laboratorier skal flytte ud til nye lokaler på Fælle-
den indenfor de nærmeste år.
Dr. Marius Nielsen er 60 år og hans kvalifikationer må siges fuldtud
at berettige, at han gores til professor i gymnastikteori. Han har præ-
steret arbejder især på de respirationsfysiologiske og varmeregulatoriske
områder, som må betegnes som klassiske, og også blandt udenlandske
forskere værdsættes hans arbejde overordentligt hojt, hvilket bl. a.
fremgår af, at han ofte har været indbudt til symposier, udarbejdelse
af oversigter o. lgn. af fremmede. Hans litterære produktion er stor,
- og hvad der ved en besættelse i en relativ hoj alder har særlig betyd-
ning - den er stadig voksende. Hans forskningsmæssige indsatsevne er
stadig bevaret. Han er yderligere en øvet og omhyggelig underviser
og er medforfatter af den lærebog i fysiologi, som bl. a. anvendes af
studerende med gymnastik som bifag. Dr. Marius Nielsen blev allerede
i 1944 erklæret for kompetent til det professorat, der indehaves af
prof. Brandt Rehberg. Vi nærer derfor ingen betænkeligheder ved at
anbefale, at man ansætter ham uden opslag som professor i gymnastik-
teori, med særligt henblik på den humane fysiologi, ved vores fakultet.
De undervisnings- og lokalemæssige problemer, som opstår for zoo-
fysiologisk laboratorium A, hvis Dr. Marius Nielsen udnævnes til pro-
fessor i gymnastikteori, foreslår udvalget behandlet af det udvalg,
som i anden forbindelse foreslås nedsat i anledning af professor Brandt
Rehbergs afgang på grund af alder.
Udvalget foreslår derefter følgende til fakultetets afgørelse:
1)	at det nuværende professorat søges ændret til professorat i »Legems-
øvelsernes teori«.
2)	at professoratet besættes med dr. phil. Marius Nielsen uden opslag,
subsidiært at der nedsættes et sagkyndigt udvalg til udarbejdelse
af en skriftlig indstilling med henblik på at besætte det ændrede
professorat med Dr. phil. Marius Nielsen, uden opslag.
3)	at de konsekvenser, som en positiv behandling af ovennævnte to
punkter medfører for zoofysiologien, droftes i et særligt udvalg i
forbindelse med Brandt Rehbergs afgang som professor.«
Fakultetet indstillede herefter under 18. marts 1964, at professoratets
betegnelse fremtidig blev »legemsøvelsernes teori«. Endvidere indstil-
lede fakultetet under nævnte forudsætning i henhold til § 1, stk. 2, i
Afgang og udnævnelser af professorer
161
kgl. anordning af 5. februar 1953 om ansættelse af professorer ved
Kobenhavns universitet, at professoratet uden forudgående opslag be-
sattes med afdelingsleder ved zoofysiologisk laboratorium A, universi-
tetslektor, dr. phil. Marius Nielsen, under vedlæggelse af hans curri-
culum vitae:
»Født 14/9 1903 i Kauslunde Sogn. Studentereksamen (mat.-naturv.
linie) Fredericia hojere Almenskole 1924. Skoleembedseksamen i natur-
historie og geografi januar 1931. Deltog fra oktober 1931 på Universi-
tetets gymnastikteoretiske og zoofysiologiske laboratorier under ledelse
af dr. E. Hohwii Christensen, prof. Aug. Krogh og prof. J. Lindhard i
en toårig undersøgelsesrække over det svære muskelarbejdes fysiologi,
der gennemfortes med stotte fra Folkeforbundets hygiejniske komite.
Fik derefter ansættelse ved Zoofysiologisk laboratorium og har siden
da været beskæftiget med videnskabeligt arbejde ved dette laborato-
rium. Erhvervede i 1936 den filosofiske doktorgrad på en afhandling
om menneskets åndedrætsregulation i hvile og under muskelarbejde.
Fra sept. 1938 til sept. 1939 på studieophold som Roekefeller-fellow
ved Yale University og Harvard University, U.S.A. Deltog i somme-
ren 1939 i videnskabelig expedition fra Fatigue Laboratory, Harvard
University til Mississippiflodens delta for at undersøge den fysiologiske
virkning af et ekstremt varmt og fugtigt klima på negre og på hvide.
Fra sept. 1941 fast videnskabelig assistent ved Zoofysiologisk labo-
ratorium med lønningsanciennitet fra sept. 1935. April 1946 amanuen-
sis I samme sted. April 1958 afdelingsleder samme sted.
Hovedfeltet for videnskabeligt arbejde har været undersøgelser over
respirationens og kredsløbets regulering samt undersøgelser over energi-
stofskifte og varmeregulation. I en stor del af undersøgelserne har der
været anvendt arbejdsforsøg, der må betragtes som et særligt egnet
hjælpemiddel ved studier af fysiologiske funktioners reguleringsmeka-
nismer, især på respirationens, kredsløbets og varmeregulationens om-
råde. Har desuden i enkelte tilfælde foretaget undersøgelser på den an-
vendte fysiologis område, f. eks. som fysiologisk forsøgsleder for det
af Akademiet for de Tekniske Videnskaber med prof. Aug. Krogh som
formand nedsatte boligopvarmningsudvalg (1938-1948).
Har indenfor det omtalte forskningsområde dels alene og dels i sam-
arbejde med andre publiceret ca. 70 artikler og afhandlinger.
Har deltaget i et stort antal fysiologiske kongresser og symposier,
hyppigt som inviteret foredragsholder eller diskussionsindleder (f. eks.
The symposium on chemoreceptors and chemoceptive reactions, Stock-
holm 1950, J. S. Haldane Centenary symposium i Oxford 1961 og
Oxygen symposium i London 1963). Deltog i 1959 i bedømmelsen af
og fungerede som opponent ved en medicinsk doktordisputats over et
respirationsfysiologisk emne ved universitetet i Oslo.
li
162
Universitetets årbog 1963-64
Fra 1934-41 lærer i fysiologi ved Hærens Gymnastikskole. Fra 1941
lærer i fysiologi ved Teilmann's Kursus for Massage og Sygegymnastik.
Fra 1961 lektor i fysiologi ved Kobenhavns universitet og har i denne
egenskab fra februar 1963 varetaget undervisningen i human fysiologi
for studenter ved biologi-linien (Studieordningen af 1960). Fra 1941
censor i fysiologi ved den lægevidenskabelige embedseksamen.«
Efter at Konsistorium i sit mode den 10. april 1964 havde tilsluttet
sig indstillingen, indsendtes den til ministeriet under 21. april 1964.
Ved skrivelse af 17. juli 1964 meddelte ministeriet imidlertid, at man
ikke mente sig i stand til at ændre professoratets indhold uden forhand-
ling med lønningsrådet.
Under 18. august 1964 afgav fakultetet folgende supplerende ud-
talelse :
»Erfaringerne i det tidsrum, hvori professor Hohwii Christensen har
fungeret som professor i gymnastikteori med særligt henblik på legems-
øvelsernes specielle teori, har vist, at de to gymnastikteoretiske pro-
fessorater er så stærkt belastet med undervisningsmæssige pligter, at
disse helt beslaglægger indehavernes arbejdskraft. En kombination af
rektoratet ved Danmarks højskole for legemsøvelser med et af profes-
soraterne findes derfor ikke mere forsvarligt. Som det fremgår af
skrivelse af 17. ds. fra professor Erling Asmussen vil undervisningen i
gymnastikteori blive stærkt forøget, idet man allerede i efteråret 1964
vil få et 2-3 gange større antal studenter, og en fremtidig kombination
med rektoratet ved Danmarks hojskole for legemsøvelser kan derfor
befrygtes at medføre, at de samlede pligter ikke vil kunne varetages
på fuldt ud forsvarlig måde.
Som tidligere fremhævet dækker legemsøvelsernes teori over et så
stort fagområde, at det ikke kan bestrides af en enkelt lærer. Dette
var hovedmotiveringen ved oprettelsen af professoratet i gymnastik-
teori med særligt henblik på legemsøvelsernes specielle teori, og det
stærkt forøgede antal studenter, som skal have videregående og speciel
undervisning i legemsøvelsernes teori, understreger yderligere nødven-
digheden af to lærere i faget.
Som det fremgår af professor Erling Asmussens ovennævnte skrivelse
er det bydende nødvendigt, at undervisningen af det stærkt forogede
antal studerende allerede kommer i gang fra 1. september, og man skal
derfor indstille, at dr. Marius Nielsen fra nævnte dato at regne konsti-
tueres i det ledigblivende professorat, indtil den endelige besættelse
finder sted.
Det tilfojes, som allerede fremhævet i fakultetets skrivelse af 18.
marts 1964 vedrorende besættelsen af det ved professor Ilohwii
Christensens afgang ledigblivende professorat, at det ikke er muligt
at besætte professoratet med en kompetent skandinavisk videnskabs-
Afgang og udnævnelser af professorer
163
mand således, som det nu er defineret. Man har derfor fra fakultetets
side henstillet, at professoratet defineres om, så at det får et mindre
specielt indhold indenfor gymnastikteorien, og at det besættes med
dr. phil. Marius Nielsen, som er den eneste kandidat med hoj kompe-
tence indenfor området. Hvis dette bifaldes, vil de to professorer i
gymnastikteori være i stand til at dække faget på en fuldt forsvarlig
måde, efter at de ved forhandling med hinanden har fordelt under-
visningsopgaverne i henhold til deres specielle kompetence.«
Under 24. august 1964 afgav universitetet en fornyet indstilling
hvorpå der under 1. september 1964 blev meddelt afdelingsleder, dr.
phil. Marius Nielsen konstitution indtil videre som professor i gymna-
stikteori med særligt henblik på legemsøvelsernes specielle teori ved
Kobenhavns universitet fra den 1. september 1964 at regne.
v. Professor, dr. phil. Niels Nielsens afgang fra universitetet og amanu-
ensis, dr. phil. Niels Kingo Jacobsens udnævnelse til professor i geografi
(j. nr. 347/63).
Ved kgl. resolution af 2. august 1963 blev der meddelt professor i
geografi, dr. phil. Niels Nielsen afsked efter ansøgning på grund af al-
der og med pension fra den 31. januar 1964 at regne.
Efter at det således ledigtblevne embede var blevet opslået ledigt,
blev under 11. november 1963 de indkomne 5 ansøgninger, nemlig fra
professor, dr. phil. Johannes Humlum, afdelingsleder, cand. mag.
Viggo Hansen, amanuensis, cand. mag. Borge Jakobsen, amanuensis,
cand. mag. Niels Kingo Jacobsen og amanuensis, cand. mag. Jens Tyge
Moller, tilstillet universitetet til erklæring.
Til at bedomme de indkomne ansøgninger nedsatte det matematisk-
naturvidenskabelige fakultet i henhold til § 2, stk. 2 i kgl. anordning
af 5. februar 1953 om ansættelse af professorer ved Københavns uni-
versitet et udvalg bestående af professorerne, dr. phil. Niels Nielsen,
dr. phil. C. G. Feilberg og dr. phil. Axel Schou.
Efter at amanuensis Jens Tyge Moller ved skrivelse af 1. januar
1964 havde trukket sin ansøgning tilbage, afgav udvalget under 11.
maj 1964 følgende indstilling:
»Undertegnede, hvem det er overdraget at bedomme ansøgningerne
til det ledige professorat i geografi ved Københavns Universitet, skal
herved udtale følgende:
I Hektors skrivelse til fakultetet af 14. november 1963, meddeles,
at man har modtaget 5 ansøgninger. Senere er imidlertid en af disse,
nemlig cand. mag. Jens Tyge Mollers, trukket tilbage, og vor bedom-
n*
164
Universitetets årbog 1963-64
melse kommer således til at omfatte afdelingsleder, cand. mag. Viggo
Hansen, professor, dr. phil. Johs. Humlum, amanuensis, cand. mag.
Børge Jakobsen og amanuensis, cand. mag. Niels Kingo Jacobsen.
I.	Almindelige bemærkninger. Det ledige professorat er det ordinære
professorat i geografi, og der er ikke angivet nogen faglig begræns-
ning eller specialisering, ligesom der ikke er foretaget nogen fremhæ-
velse af emner, som i særdeles grad skulle henhore under denne lære-
stol. Det bemærkes endvidere, at hvervet som bestyrer af Universitetets
Geografiske Institut ikke i øjeblikket er knyttet til det ledige profes-
sorat, idet professor, dr. Axel Schou allerede pr. 1. februar 1964 i denne
funktion har afløst den fratrædende professor Niels Nielsen. Selvom
der således ikke foreligger formelle afgrænsninger for embedets pligt-
område, er der grund til at fremhæve visse praktiske synspunkter med
hensyn til rammerne for de nu eksisterende tre professorater og det for-
ventede fjerde professorat i geografi.
Da den almene kulturgeografi i hovedtrækkene varetages af profes-
soren i denne disciplin og hans nærmeste medarbejdere, og da professor
Axel Schou som institutleder i de nærmeste år vil få meget store op-
gaver som administrator og videregående videnskabelig vejleder, vil
det være naturligt at forvente et arbejdsbehov på to felter, hvor såvel
uddannelsen som den systematiske forskning i de kommende år må
blive stillet overfor store krav, nemlig 1) den almene fysiske geografi
og 2) Danmarks geografi, sålænge man ikke ved, om der bliver norme-
ret et fjerde professorat i geografi pr. 1. april 1965, og indtil man får
oversigt over, hvorledes dette embede eventuelt kan besættes, vil det
derfor være nødvendigt at forudsætte en vis bredde i den kommende
professors arbejdsområde i lighed med de traditioner, som har fulgt
det nu ledige professorat fra dettes oprettelse i 1888.
II.	Bedømmelse af de enkelte ansøgere. A. Afdelingsleder, cand.
mag. Viggo Hansen er født 1913, student 1932 og cand. mag. i geo-
grafi og naturhistorie 1938. Doktorafhandling antaget 1964. Han har
studeret ved universiteter i Ziirich og Paris og har iovrigt deltaget i
forskellige internationale arbejder. Afdelingsleder Viggo Hansen blev
i 1941 ansat som honorarlønnet assistent ved Universitetets Geo-
grafiske Laboratorium. I 1952 blev han udnævnt til amanuensis II og
i 1955 til amanuensis I og i 1958 til afdelingsleder. Han har gennem
sin lange tjenestetid deltaget i mange sider af institutionens virk-
somhed og har en betydelig erfaring såvel i undervisning som i admi-
nistration. Han har således varetaget driften af biblioteket og fore-
stået indkøb og registrering af udlånsvirksomhed, ligesom han har
deltaget i opbygning af samlingerne, især det geografiske billedarkiv.
Han har gjort et stort arbejde som ekskursionsassistent og senere
som selvstændig leder, og han har været Institutets repræsentant ved
det fælles byplankursus.
Afgang og udnævnelser af professorer
165
Hans videnskabelige virksomhed ligger især på det kulturgeografiske
felt og behandler navnlig befolknings- og bebyggelsesgeografiske spørgs-
mål. Blandt hans oplysende skrifter kan nævnes »Indien, folk og er-
hverv«, afhandlingen »Gummi« fra 1948 samt en række mindre arbejder.
Vigtige er hans arbejder over Danmarks topografi og hans oversigt
over landets naturlige regioner. Han har således som medarbejder ved
værket »Danmark for og nu« givet en række fortræffelige regionale
oversigter af både øerne og den jyske halvø, og han har til TRAP
Danmark udfærdiget den topografiske beskrivelse af de enkelte sogne.
Disse arbejder bygger på et indgående kendskab til næsten alle danske
egne. Han har berejst en meget stor del af de danske sogne og har be-
handlet det primære kildemateriale, på hvilket den topografiske be-
skrivelse i TRAP er bygget.
Hans videnskabelige arbejder går tilbage til 1943, da han offentlig-
gjorde en lille afhandling om befolkningsforskydninger på Island i
nyere tid, men derefter gik han i gang med bebyggelsesgeografiske
studier i det nordlige Jylland, og på dette punkt ligger hans væsentlige
videnskabelige indsats. Det må dog bemærkes, at han udover disse
lokale studier har en meget betydelig viden og har gjort en videnskabe-
lig indsats i mere generelle studier af Danmarks befolkning og be-
byggelsesforhold. Dette dokumenteres bl. a. i den meget værdifulde
afhandling fra 1958 i indledningsbindet til TRAP Danmark, hvor han
har givet en kortfattet, men indsigtsrig og klar redegørelse for en
række af de problemer, som knytter sig til dansk bebyggelses relation
til det geografiske og til det historiske milieu.
Udgangspunktet for de ovenomtalte studier af bebyggelsesudviklin-
gen i Nørrejylland indledtes i 1946/47 med den lille, men grundlæggende
afhandling »Tre østhimmerlandske sogne«. Han giver her en skarp-
sindig analyse af bebyggelsesudviklingen på det karakteristiske bakke-
landskab omkring Kongerslev og påviser de forskellige trin i udvik-
lingen af landsbyer og spredt bebyggelse i relation til de naturgeogra-
fiske faktorer og til den historiske og kulturelle udvikling. Allerede i
dette arbejde røber Viggo Hansen et skarpt blik for de naturgivne fak-
torer, som bestemmer bebyggelsens eksistens og karakter under for-
skellige kulturformer, og dermed indleder han i virkeligheden en ny
linie i den danske kulturgeografiske forskning, idet han samtidig ud-
nytter det historiske materiale, navnlig i henseende til ejendomsforhold
og trafikforhold. I 1948/49 overforer han disse principper til Vendsyssel
i afhandlingen »Træk af Vendsyssels ældre bebyggelsesgeografi«, og i
1957 har han i afhandlingen »Sandflugten i Thy og dens indflydelse på
kulturlandskabet« givet en kort, men koncentreret redegørelse for
menneskenes tilpasning til det labile klitlandskabs skiftende kår.
En anden betydningsfuld publikation er »Vore landsbyers alder og
struktur« fra 1959, engelsk udgave 1960, hvori Viggo Hansen under-
166
Universitetets årbog 1963-64
soger to vendsysselske landsbyer, Brodslev og Grindsted. Det forhold,
at den middelalderlige bebyggelse i Danmark hidtil har været meget
ufuldstændigt kendt, har tilskyndet ham til, ved hjælp af de for visse
landsbyer eksisterende meget fyldige oplysninger i materialet fra ma-
trikuleringen af 1688, at soge at genskabe billedet af de to nævnte
landsbyer! Han har klarlagt disses bebyggelsesforhold, organisationen
af jordfordeling og brugsrettigheder m. m. med så mange enkeltheder,
at man på dette grundlag bliver i stand til at drage ret vidtgående
slutninger i henseende til en organisationsmæssig og tidsmæssig lag-
deling, hvis elementer med sikkerhed kan dateres tilbage til vikinge-
tiden. Han har valgt de to landsbyer, fordi den ene, Brødslev, synes at
have været relativt stabil, medens Grindsted har været langt mere
foranderlig. Resultatet er ret overraskende, men det synes, som om der
her er åbnet en farbar vej for studiet af danske landsbyers udviklings-
trin. Viggo Hansens generelle resultat er, at landsbyen i Vendsyssel
sandsynligvis har fået sin slutform i relativt sen tid, bl. a. som folge
af gårdklovning og sammenflytning af oprindeligt mindre bebyggelses-
grupper. Denne koncentration synes at være sket gradvis gennem den
yngre middelalder og i hvert fald delvis som en praktisk foranstaltning
til udnyttelse af det givne milieu under den til enhver tid herskende
dyrkningsteknik og sociale form.
Skont beskedent af omfang (30 sider) har dette arbejde således ret
stor systematisk betydning. lovrigt er problemerne vedrørende Vend-
syssels bebyggelsesudvikling mere indgående behandlet i hans doktor-
afhandling »Landskab og bebyggelse i Vendsyssel. Studier over land-
bebyggelsens udvikling indtil slutningen af 1600-tallet«.
I dette arbejde giver afdelingsleder Viggo Hansen en indgående ana-
lyse af forskellige bebyggelsestyper i Vendsyssel med hovedgrundlaget
i matriklen af 1688 og præsteindberetningerne fra det 16. og 17. år-
hundrede. Han behandler således landsbyudviklingen, enkeltgårdsbe-
byggelsen, storgårdene, den særlige type, som han har benævnt rand-
bebyggelsen og disse bosætningstypers relation til det naturgivne
milieu, idet han analyserer udviklingen i morænelandskaber, yoldia-
llader, littorinaflader og klitlandskaber. Han behandler endvidere den
problemkreds, der knytter sig til fænomenet ødegårde og flytning af
bebyggelse. Han rober i dette arbejde en dyb fortrolighed med såvel
landskabstyperne som menneskenes udnyttelse af disse. Hans kilde-
studier bærer præg af pålidelighed og skonsom fortolkning, og han har
på en overbevisende måde formået at efterspore bebyggelsesmonsteret
i 1688, således at man næsten er i stand til at folge opmålernes virk-
somhed i detailler. Der er ikke tvivl om, at man her står overfor en
vigtig nydannelse i studiet af dansk bebyggelsesgeografi, der hidtil i
overvejende grad har arbejdet ud fra de foreliggende dokumenter.
Afgang og udnævnelser af professorer
167
Det nye i metodikken er den intime behandling af det geografiske
milieu. Herved muliggores konstatering af den store variation i be-
byggelsen og dennes sammenhæng med det geografiske grundlag, et
forhold som kun kan påvises gennem et detailleret og omhyggeligt
analysearbejde i marken.
Afdelingsleder Viggo Hansens væsentligste videnskabelige indsats
ligger i hans bebyggelsesgeografiske studier, men disse hviler på et
meget solidt fundament af intimt kendskab til det danske landskab.
Han har en sådan basis i kundskab og uddannelse og en sådan erfaring
i de forpligtelser, der påhviler en universitetslærer i geografi, at han
må siges at være velegnet til at varetage en sådan gerning.
B. Professor Johs. Humlum er fodt 1911. Han er cand. mag. i geografi
og naturhistorie 1935 og dr. phil. 1942. Professor Humlum har under-
vist ved Niels Brocks Handelsskole og Købmandsskolen og har i 1934—
43 været lektor ved Handelshojskolen i København. 1940-43 var han
assistent ved Universitetets Geografiske Laboratorium under professor
i kulturgeografi, dr. Gudmund Hatt, og i 1943 blev han udnævnt til
professor i geografi ved Århus Universitet. I den sidstnævnte gerning
har professor Humlum på flere felter ydet en stor indsats. Det skyldes
således i væsentlig grad hans initiativ og energi, at Århus Universitet
nu råder over et stort geografisk institut med en rimelig udrustning
af bøger, kort, instrumenter, samlinger m. m. Tilvejebringelsen af
samlingerne i erhvervsgeografi er i alt væsentligt resultatet af professor
Humlums personlige arbejde. Gennem grundlæggelsen af dette institut
er der skabt betingelser for udviklingen af et nyt centrum for geogra-
fisk uddannelse og forskning. Han har desuden taget initiativ til op-
rettelsen af et geografisk selskab »Forum Geographicum« og et tids-
skrift »Kulturgeografi«, der fungerer som organ for publikation af
mindre arbejder fra institutet og som bytteobjekt ved udvekslingen
af periodica.
Professor Humlum er særdeles berejst. Allerede som student besøgte
han Lapland og Island, og han har senere foretaget så mange langvarige
rejser i europæiske lande og fremmede verdensdele, at få af vor tids
geografer har kunnet gore noget tilsvarende. I 1939-40 var han i USA
og Ostasien, i 1948 i Afghanistan, i 1950 i USA, 1952-53 i Pakistan,
1956 i Argentina, Andesstaterne, Brasilien og Meksiko, i 1959 i Grøn-
land, i 1950 på Canarerne, i 1961 i Nære Orient og Japan, i 1963 Syd-
og Ostafrika og i 1964 i USA. Han har fungeret som gæsteprofessor og
-forelæser ved en række universiteter og selskaber, bl. a. i længere tid
ved University of Minnesota og ved University of Dacca. Dette im-
ponerende rejseprogram har givet professor Humlum omfattende per-
sonlige kontakter og kendskab til et meget stort antal institutioner
168
Universitetets årbog 1963-64
samt en mulighed for personlig indføling i geografiske problemer fra
yderst forskellige egne af jorden, og denne erfaring giver sig til kende
i hans litterære produktion, især hans udarbejdelse af læreboger, hånd-
boger og oplysende skrifter.
En gennemgang af denne side af professor Humlums virksomhed
giver et billede af en meget effektiv og hårdt arbejdende forfatter, der
udnytter sin viden, sine personlige regionale kundskaber og det tal-
materiale, der ligger i den internationale statistik, og som han i stort
omfang har benyttet til grafisk og kartografisk fremstilling i diagram-
mer og kort. Hans hovedindsats på dette felt ligger afgjort indenfor
fagets kulturgeografiske sektion. Således har hans »Kulturgeografisk
Atlas« fundet stor anvendelse som hånd- og lærebog ved de mere
fremskredne former for geografisk uddannelse, og foruden de danske
udgaver findes der en engelsk og en svensk bearbejdelse. Atlasbindet
bringer kartografiske fremstillinger og statistiske oplysninger, især ved-
rorende produktionsforhold af råvarer og industrielle produkter samt
af handels- og transportforhold for disse varegrupper. Det ledsagende
tekstbind indeholder en dertil svarende fremstilling af produktions-
læren, hvori behandles alle vigtige råstoffer, hovedtrækkene af den
industrielle bearbejdelse og vigtige sider af vareomsætningen. I en
særlig afhandling har han givet en god fremstilling af Danmarks mine-
drift og af den industrielle udnyttelse af dennes produkter, og i en
anden publikation med titlen »Oversøiske Transportproblemer« har han
udbygget materiale og synspunkter, som i kortere form er behandlede
i »Kulturgeografisk Atlas«.
Professor Humlums samlede litterære produktion er meget stor.
Den omfatter over 100 numre, hvoraf adskillige er værker af betyde-
ligt omfang. En stor del af hans arbejder er korte fremstillinger af regi-
oner eller områder, oversigter over særlige produkter eller korte rede-
gørelser for spørgsmål vedrørende befolkningsforhold eller politisk geo-
grafi. Denne del af hans forfatterskab har på mange måder gjort nytte
ved at bringe geografisk kundskab ud i større kredse, bl. a. til lærerne
i de forskellige skoletrin. I enkelte arbejder har professor Humlum be-
handlet naturgeografiske problemer ud over det omfang, der naturligt
horer hjemme i den almene regionale fremstilling. Det gælder således
hans to ungdomsarbejder fra Island og især hans samarbejde med
Martin Vahl ved udarbejdelsen af afhandlingen »Vahfs Climatic Zones
and Biorchores«. Den her foretagne arealbestemmelse af de klimatiske
og plantegeografiske zoner er udfort af Humlum, og det samme gælder
formentlig opgørelsen af disse områders befolkningstal og deres korn-
produktion. Forsøget er interessant, men der er et misforhold mellem
afgrænsningens pålidelighed og den talmæssige behandling. Til skole-
brug og anden sekundær undervisning har professor Humlum dels som
eneforfatter og dels i samarbejde med andre udarbejdet en række lære-
Afgang og udnævnelser af professorer
169
boger og andre hjælpemidler til geografiundervisningen. En særlig af-
deling af hans skrifter behandler spørgsmål vedrorende planlægning,
egns- og landsplanlægning, byplanlægning m. m. med særlig relation
til befolkningsforhold, tralik, industrialisering og urbanisering. Han har
her navnlig rettet sine bestræbelser mod generelle betragtninger, især
vedrorende danske forhold, og hans arbejder på dette område har vakt
stor opmærksomhed i offentligheden, bl. a. i dagspressen, idet de ofte
indeholder opsigtsvækkende synspunkter, der er blevet drøftet i den
offentlige debat. Spørgsmålet er imidlertid, om denne gruppe af arbej-
der fra professor Humlums hånd i noget væsentligt omfang kan be-
tegnes som egentlig geografisk forskning, fordi man ikke sjældent sav-
ner dybtgående analyser af det som oftest meget komplekse geografiske
grundlag. Hans udgivelse af vægkort og skoleatlas giver ligeledes an-
ledning til visse bemærkninger. Hans Grønlandskort har ganske vist
udfyldt et behov, men man savner her en grundlæggende bearbejdelse,
en udvælgelse og kritisk behandling af materialet. Ved fremstilling af
reliefkortet over Danmark har han indfort en ny teknik, der imidlertid
ikke synes helt velvalgt netop til et område med så beskedne niveau-
forskelle, som dem der her er tale om.
En kvantitativt betydelig del af professor Humlums store forfatter-
skab har en ret beskeden relation til det, som i den her aktuelle sam-
menhæng er sagens kerne, nemlig den egentlige geografiske forskning,
men der er visse sider af hans virksomhed og visse dele af hans produk-
tion, hvor man finder en primær videnskabelig indsats.
Johs. Humlums doktorafhandling »Zur Geographie des Maisbaus«
1942 hører i sin metodik sammen med arbejder både fra den gamle og
den nye verden fra 1930'erne i hvilke en række forskere forsøger at
korrelere udbredelse og udbytteforhold for en række kulturplanter med
det foreliggende meteorologiske og klimatologiske materiale. Han har
her givet en generel oversigt over majsavlens udbredelse i verden og
har anvendt et stort statistisk materiale til fremstilling af udbredelses-
kort og udbyttekort. I værkets 2. afsnit behandler han majsavlen i
Rumænien i relation til en række klimafaktorer, såsom nedbor i må-
nederne maj-september, middeltemperaturen i samme tidsrum og sol-
skinstimer i samme tidsrum, og dertil fojer han en sammenligning af
svingningerne i hektarudbyttet af majs og hvede og forsøger endelig
at nå frem til en bestemmelse af nogle klimatiske optima for majsdyrk-
ningen i Rumænien. Senere undersøgelser har vist, at disse metoder er
meget vanskelige at anvende, og at sammenhængen mellem f. eks.
månedsnedbor og høstudbytte er så kompliceret, at mere detaillerede
observationer synes nødvendige. Resultaterne af professor Humlums
korrelationsberegninger tyder da også på, at man ikke har nogen fuldt
overbevisende samhørighed mellem de undersøgte talrækker for f. eks.
nedbør i månedssummer og høstudbytter. Det kan næppe bebrejdes
170
Universitetets årbog 1963-64
forfatteren, at han har anvendt tidens metodik uden væsentlige ændrin-
ger, og arbejdet er et typisk eksempel på tidens forsøg på ad denne vej
at nå frem til en dybere erkendelse. Hans oversigt over majsavlens
udbredelse på det nævnte tidspunkt er vel udført og stadigvæk nyttig.
Hans andet hovedværk er den store bog »La Géographie de 1'Afgha-
nistan« fra- 1959. Han har her givet en indholdsrig fremstilling af Af-
ghanistans geograli på grundlag af den eksisterende litteratur, det for-
håndenværende kortmateriale samt ud fra de iagttagelser, han har
tilvejebragt under et 3 måneders ophold i landet i året 1948. Hans ar-
bejde indeholder mange nye iagttagelser, og på et enkelt punkt har han
foretaget en dyberegående videnskabelig analyse af et bestemt fæno-
men, nemlig kunstvandingen ved hjælp af de såkaldte karezer. Hans
opmåling af systemet af de underjordiske kanaler og de skakter, som
fra overfladen forer ned til disse, samt af vandfordelingen og af dyrk-
ningsforholdene indeholder en mængde nye oplysninger og en lang
række detailler, som hidtil ikke har været kendt. Arbejdet som helhed
har faet ganske stor betydning som grundlag for den videregående ud-
dannelse og har fundet stor anvendelse som håndbog.
Et tredie, mindre, arbejde af Johs. Humlum fortjener i denne
sammenhæng fremdragelse, nemlig hans undersøgelse »Bjørnø, et lille
dansk ø-samfund«, hvor han i koncentreret form har givet en interessant
redegørelse for et lille dansk ø-samfunds struktur i befolkningsmæssig
og erhvervsmæssig henseende. Det bygger på et personligt feltarbejde
i sommeren 1947 og er et godt eksempel på en detailleret analyse af et
dansk landskab.
C. Amanuensis, cand. mag. Borge Jakobsen er født 1916, cand. mag.
i naturhistorie og geografi 1943. Doktorafhandling antaget 1964. Han
har gennem sit mangeårige videnskabelige arbejde haft nær kontakt
med ledende forskere og institutioner i de vesteuropæiske lande, især
sådanne som har beskæftiget sig med kystforskning og dermed for-
bundne discipliner. I 1943-1948 har han været honorarlønnet assistent
ved Universitetets Geografiske Laboratorium, og samtidig har han
været ansat som adjunkt ved Købmandsskolen og Niels Brocks Han-
delsskole. I 1948 blev han ansat som amanuensis ved Geografisk Labo-
ratorium, og i 1957 blev han udnævnt til amanuensis af I. grad ved
Universitetets Geografiske Institut. Han har siden 1938 deltaget i
Skalling-Laboratoriets undersøgelser, og fra 1940 har han gennemført
et selvstændigt forskningsarbejde over store dele af det sydlige vade-
hav. Siden april 1953 har han tilrettelagt og ledet en afdeling af De
Danske Vade- og Marskundersøgelser, som har station i Skærbæk, og
hvis arbejdsområde har været vadehavet mellem rigsgrænsen og Mandø
Ebbevej. Han har anlagt det vigtige forsøgsfelt på 150 ha i vaden ud
for Bejsby og har her gennemført arbejder af meget stor videnskabelig
Afgang og udnævnelser af professorer
171
og praktisk værdi. Erfaringerne herfra har han viderefort ved tilrette-
læggelsen af det store landvindingsområde ved Hojer, og han er viden-
skabelig konsulent for anlægsudvalget samt for anlæggene ved Brons.
I 1961 var han dansk medarbejder ved det af Universitetets Geogra-
fiske Institut og Deutsches Hydrographisches Institut, Hamburg, ud-
førte arbejde vedrorende bundforholdene i Listerdybs afvandingsom-
råde. Han har desuden deltaget i en række internationale kongresser
og forhandlinger og har haft nær kontakt med de af Hans W:son
Ahlmann ledede undersøgelser i Nordsverige. Han har på forskellig vis
deltaget i undervisning og videregående vejledning og er således den
oprindelige tilrettelægger af det geografiske feltkursus, som afholdes
i Esbjerg, og som nu danner et fast led i den geografiske uddannelse,
og han har desuden i betydeligt omfang deltaget i uddannelsen af
videregående studerende, såvel danske som udenlandske.
Amanuensis Borge Jakobsens videnskabelige produktion er ganske
omfattende og indeholder en række meget betydelige studier over tide-
vandsfænomenerne og sammenhængen mellem de fysiske processer og
de biologiske forhold. Han har således i en række arbejder fra 1952-
1956 behandlet marskdannelsens teori og har i disse viderefort og ud-
dybet sine erfaringer fra Skallingmarsken med det resultat, at man
herigennem har fået et rigt varieret billede af sammenhængen mellem
sedimentation, erosionsforhold, forskydninger af kystlinier og afløbs-
render og relationerne mellem saltvandet og åernes udstrømning af
ferskvand. Disse undersøgelser har han udnyttet til en teoretisk be-
handling af de metoder, man har bragt til anvendelse ved landvindin-
gen i det danske vadehav.
Man kan i denne sammenhæng henvise til afhandlingen »Landskabs-
udviklingen i Skallingmarsken« 1952-53, hvor Borge Jakobsen har gi-
vet en interessant udredning af forholdet mellem tidevandsrendernes
tilbagerykning, den dermed følgende ændring i afvandingen og i konse-
kvens heraf en dybtgående forandring i den biologiske succession samt
i sedimentationen. I afhandlingen »The Tidal Area in South Western
Jutland and the Process of the Salt Marsh Formation« af 1954 har han
for første gang givet en samlet, koncentreret oversigt over marsk-
dannelsens geografiske grundlag. Til denne gruppe horer endvidere
hans afhandling om »Tidal Creeks« af 1960, hvori han analyserer loers
og prielers vandomsætning og disse processers morfologiske virkning
såvel i det i opbygning værende marskland som i de udenfor liggende
vader. I arbejdet af 1962 »Morfologiske og hydrografiske undersøgelser
af flod- og ebbeskår i tidevandsrender« indfører han et af de for de
senere års forskning vigtige synspunkter i vadeforskningen, nemlig sam-
spillet mellem de morfologiske virkninger af det stigende og faldende
vand, synspunkter som senere udbygges i hans doktorafhandling. Han
har desuden viderefort undersøgelserne af sedimentationsforholdene i
172
Universitetets årbog 1963-64
den naturlige marsk på Skallingen og har her påvist bl. a. den skrump-
ningsproces i den nydannede marskklæg, der foregår uden menneskets
medvirken, men som iøvrigt er af væsentlig betydning for tolkningen
af de eksakte sedimentationsmålinger. I 1961 offentliggjorde Borge
Jakobsen et meget betydningsfuldt arbejde »Vadehavets sedimentom-
sætning belyst ved kvantitative målinger«, hvori han offentliggør re-
sultatet af ældre observationer og påviser relativiteten i de derigennem
opnåede resultater. Samtidig offentliggør han en ny teknik til bestem-
melse af sedimenttransporterne, som senere har vist sig overordentlig
frugtbar.
I årene fra 1953-1960 foretog han en yderst detailleret kortlægning
af vadeområderne mellem Mandø Ebbevej og rigsgrænsen. Kortene
foreligger trykt i fire blade i målestokken 1:10.000. Man får her et
yderst nøjagtigt billede af de kystnære vaders højdeforhold, idet højde-
kurverne er indtegnet med en ækvidistance af 10 cm. De fire blade
omfatter strækningen rigsgrænsen-Emmerlev, Ballum-Ballum Sluse,
Astrup Banke-Åbølling Lo og Åbolling Banke-Vester Vedsted, altså
de for landvindingen og marskforskningen kritiske områder. Man har
her fået en fremstilling af de overraskende forskelligheder, som findes i
de kystnære vader, og som ved senere undersøgelser har afsløret dybt-
gående forskelligheder i dynamik og morfologi. Han har desuden for-
anstaltet en opmåling af hele det til Juvre Dyb hørende vadeområde
og offentliggjort et kort herover i målestokken 1:25.000. I teknisk
henseende har denne opgave været meget krævende, fordi den stadigt
skiftende vandstand har vanskeliggjort transporterne og medført nød-
vendigheden af at anvende en kombination af flere opmålingsmetoder.
I denne sammenhæng kan det anføres, at Børge Jakobsen ved gennem-
foreisen af denne opgave har udnyttet luftfotograferingen med betyde-
ligt udbytte. En særlig interesse har hans indgående undersøgelser over
den nye priel, som efter Rømødæmningens bygning dannedes langs
Rømøs nordøstlige kyst.
Hele dette materiale foreligger nu praktisk taget færdigbearbejdet
og har bl. a. resulteret i to arbejder af meget bemærkelsesværdig ka-
rakter. I afhandlingen »Landvindingen i det sydvestjyske vadehav.
Forslag til en regional planlægning« har han givet en meget righoldig
og skarpsindig redegørelse for sine mangeårige erfaringer og under-
søgelser og har sammenfattet disse til en syntese af vor nuværende
viden om vadehavsprocesserne og vor anvendelse af denne kundskab
ved iværksættelsen af de store igangværende kulturforanstaltninger.
Man har her fået en på videnskabelig basis opbygget plan til land-
vinding i vadehavet, sikring af det indenfor havdigerne beliggende
land, og han har derigennem ydet en indsats af afgørende betydning
for den planlagte intensivering og reorganisering af hele det sydvest-
jyske kystområde.
Afgang og udnævnelser af professorer
173
Til forsvar for den filosofiske doktorgrad har han indleveret arbejdet
»Vadehavets morfologi. En geografisk analyse af vadelandskabets for-
udvikling med særlig hensyntagen til Juvre Dybs tidevandsområde«.
I dette meget omfattende arbejde har han på grundlag af mere end 20
års studier givet en morfologisk analyse af tidevandsområdernes rige
variation af større og mindre overfladeformer, og han har formået at
sammenfatte et meget vidtspændende materiale af målinger og iagt-
tagelser på en sådan måde, at hovedlinierne i processerne træder klart
og skarpt frem. Der er ikke tvivl om, at vi her står overfor et arbejde
af ret usædvanlig kvalitet. Hans intime kendskab til det danske om-
råde og hans nære kontakt med alle større vesteuropæiske regioner af
denne art i forbindelse med hans usædvanlige sans for iagttagelse og
måling, og for kritisk fortolkning af de vundne resultater samt hans
evne til at revidere tidligere forskeres længst fastslåede anskuelser
placerer dette arbejde meget højt. Doktorafhandlingen, som er antaget
til forsvar, er i øjeblikket i tryk, men vil forst kunne foreligge i løbet
af nogle måneder.
Amanuensis Børge Jakobsen har således i videnskabelig henseende
ydet en meget stor indsats. Han står i øjeblikket som en af vor tids
fornemste kendere af kystprocesser i tidevandsområder. Hans arbejder
er gennemført med største omhu, og deres litterære udarbejdelse vid-
ner om skarphed og klarhed i observation, tolkning og skriftlig ud-
formning. Der er ikke nogen tvivl om, at han kan gøre fortrinlig fyldest
som universitetslærer.
D. Amanuensis, cand. mag. Niels Kingo Jacobsen er født 1921, cand-
mag. i geografi og naturhistorie 1947, doktorafhandling antaget 1964.
Straks efter eksamen blev Kingo Jacobsen ansat som redaktionssekre-
tær ved »Meddelelser om Grønland«, i hvilken stilling han forblev indtil
1959. Samtidig blev han knyttet som assistent til Geografisk Selskabs
publikationsvirksomhed. I begge disse funktioner udførte han et højt
påskønnet arbejde. Han udviklede i dette arbejde en skarp opfattelse
af videnskabelige publikationers faglige vægt, formelle udformning og
tekniske udførelse også udenfor hans egentlige fagområde, og under
de nævnte publikationssystemers stærke vækst i årene efter krigen fik
han en væsentlig andel i en gennemgribende rationalisering af den
videnskabelige tilrettelæggelse, fremstilling og distribuering af serierne.
Det skyldes for en væsentlig del hans dygtighed, at man nu står med
en meget effektiv, verdensomspændende udveksling af skrifter mellem
på den ene side »Meddelelser om Grønland«, »Geografisk Tidsskrift«,
»Folia Geographica Danica« og »Kulturgeografiske Skrifter« og på den
anden side 1200-1500 udenlandske publicerende institutioner. I 1956
blev han udnævnt til redaktør af Geografisk Selskabs publikations-
rækker, hvilket hverv han endnu varetager. I 1948 blev Kingo Jacob-
sen ansat som assistent ved Skalling-Laboratoriet, hvor han har ud-
174
Universitetets årbog 1963-64
fort et stort arbejde ved tilrettelæggelsen og gennemforeisen af de siden
da lobende videnskabelige arbejdsprogrammer. Fra 1953 har Kingo
Jacobsen tillige været knyttet til De Danske Vade- og Marskunder-
søgelser som leder af dette foretagendes Tonderafdeling. 1958 blev han
ansat som videnskabelig assistent ved Geografisk Institut. 1959 ansat
som amaruiensis II og 1964 som amanuensis I.
Størstedelen af hans egentlige undervisning har været knyttet til
feltkurser og ekskursioner. I årene 1947-54 var han sammen med Borge
Jakobsen leder af de obligatoriske geografiske feltkurser og dertil ho-
rende ekskursioner i Sydvestjylland med station i Esbjerg og i Labo-
ratoriet på Skallingen. Han har desuden uddannet et betydeligt antal
hovedfagsstuderende i geografisk feltarbejde, og han har ydet vejled-
ning for mange af de udenlandske studerende og forskere, som siden
1950 har arbejdet ved Universitetets Geografiske Institut og ved Skal-
ling-Laboratoriet. Sammen med Borge Jakobsen deltog han i den
videnskabelige bearbejdelse af stormllodskatastrofen i Holland i 1953.
Gennem sin virksomhed som redaktor af de videnskabelige skriftrækker
og gennem det nye samarbejde med fremmede institutioner for geogra-
fisk forskning fik han tillige kontakter med ledende virksomheder og
personligheder udenfor Danmark, og han har arbejdet ved adskillige
fremmede institutter, men han har ikke haft længere studieophold
ved fremmede universiteter.
Kingo Jacobsens videnskabelige virksomhed har været meget inten-
siv. Hans første hensigt var at gå ind i arktiske studier, og hans første
publikationer behandlede emner af denne art, men da de store opgaver
i marskforskningen blev aktuelle, gik han ind i disse. Allerede som
30-årig fik han overdraget ledelsen af den afdeling, der behandler pro-
blemer vedrorende de inddigede arealer, og han har senere udbygget
dette program til at omfatte store dele af de ældre og nyere marine
forlande i Vest- og Nordjylland.
Sammen med P. P. Sveistrup udgav han i 1950 arbejdet »Erhverv
og kultur langs polarkredsen«, der indeholder en god oversigt over de
yderst forskelligartede geografiske regioner i det cirkumpolare område
og den erhvervsmæssige og kulturelle tilpasning til disse. Resultaterne
af de nævnte studier blev af Kingo Jacobsen videre udbygget i et par
selvstændige publikationer. Hans hovedindsats ligger imidlertid i marsk-
forskningen. I en lille afhandling af 1913 »Mandø, en klit-marsko i
vadehavet« har han præsenteret en række af de spørgsmål, som han har
arbejdet med i sin senere forskning, og i de følgende år udarbejdede han
et system af programarbejder, hvor han gav en oversigt over de vig-
tigste grupper af de undersøgelser, som efterhånden kom til udforelse.
Arbejdet »Jordbundsundersøgelser i Tøndermarsken« af 1956 indeholder
således en metodisk redegørelse for undersøgelsen af de meget kompli-
cerede strukturelle forhold i det marine forland og fremgangsmåder
Afgang og udnævnelser af professorer
175
ved udforskningen og tolkningen af disse. I 1960 kom afhandlingen
»Agricultural Geography and Regional Planning in a Marine Foreland«,
hvor han gor rede for metodikken ved og de foreløbige resultater af
undersøgelserne vedrorende de inddæmmede arealers udnyttelse, ejen-
domsforhold m. m. I 1960 kom arbejdet »Types of Sedimentation in a
Drowned Area«, hvor han første gang skitserer de meget komplicerede
lejringsforhold i et marskområde, og i nær forbindelse hermed står ar-
bejdet af 1961 »Geesttopografi under Tondermarsken«, hvor han giver
en foreløbig meddelelse om opdagelsen af det indviklede system af land-
skabsformer, på hvilke marskaflejringerne hviler, og endelig må nævnes
et lille arbejde af 1961 »Iagttagelser fra Stadil Fjord Området«, hvori
han påviser, at den af ham i Tondermarsken påviste struktur for ma-
rine forlandsaflejringer og det grundlag, hvorpå disse hviler, antagelig
har en stor regional udbredelse. Han påviser endvidere de interessante
forhold, at man finder rester af gamle werfer så langt mod nord som i
dette område. I den til forsvar for den filosofiske doktorgrad antagne
afhandling »Træk af Tøndermarskens naturgeografi med særligt hen-
blik på morfogenesen«, har han samlet en væsentlig del af resultaterne
af ca. 15 års arbejde. I virkeligheden er dette arbejde langt mere om-
fattende og mere differentieret end titlen angiver og af betydeligt større
omfang, end man normalt fremlægger i et doktorarbejde. Dette fremgår
alene af afhandlingens bind II, der indeholder 29 kortblade, som alle
er resultat af hans personlige opmålingsarbejder, borearbejder samt
hans analyse af ejendomsforhold og udnyttelsesforhold i marskområ-
derne. I tekstbindet behandles i forste række de morfogenetiske for-
hold, men det foles rimeligt og sytemeatisk rigtigt at udsende hele det
kartografiske materiale under eet, hvilket også linder en berettigelse
deri, at man på grundlag af de tidligere udgivne afhandlinger er i stand
til at udnytte også de dele af kortmaterialet, som ikke er endeligt be-
handlede. De vigtigste af disse kort er følgende:
1.	Overfladetopografien i målestokken 1:10.000 med 18 farveskalaer
visende højdeforholdene. Ækvidistance 10 cm.
2.	Kort i samme målestok visende højdeforholdene i det under mar-
sken liggende hedesletteland, klitland m. m.
■3. Jordbundskort i samme målestok indeholdende ca. 70 signaturer,
som tilsammen giver en overskuelig og derhos detailleret redegørelse
for de regionale forskelligheder og den rige lokale variation i jordbund
og lejringsforhold.
4. En kartografisk oversigt over de meget indviklede ejendomsfor-
hold i marsk- og geestområder fra Rejsby til rigsgrænsen med særligt
henblik på Tøndermarsken; resultat af arbejde i marken og arkiverne
samt i det nuværende matrikelkontor for Sønderjylland.
å. Et kortværk over udnyttelsesforholdene i hver enkelt af de ca.
10.000 fenner (indgrøftede lodder i marsklandet mellem Vester Vedsted
176
Universitetets årbog 1963-64
og rigsgrænsen). Brugen af hver enkelt fenne er registreret i marken,
og analysen er gentaget, hvorved det bliver muligt at skønne over ud-
viklingen.
6.	En række specialkort visende forhold mellem ejer og bruger af
de enkelte fenner, afstandsforhold og driftsformer.
7.	Et stort antal detailkort, diagrammer, vertikalsnit gennem marsk-
aflejringerne fra overflade til bund.
Det skal blot anføres, at f. eks. kort nr. 2 er bygget på ca. 1500
boringer til fast bund, altså til marsksedimenternes underlag, at kort
nr. 3 er udarbejdet på grundlag af ca. 25.000 boringer til 125 cm dybde,
og at arbejdets gennemforelse har nødvendiggjort en lang række special-
undersøgelser. Naturligvis har et så stort og kompliceret arbejde kræ-
vet megen assistance af yngre medarbejdere, f. eks. til hjælp ved op-
målingen og til borearbejdet, men hele arbejdet er gennemført under
Kingo Jacobsens personlige ledelse, og det samme gælder bearbejdel-
sen. Tekstbindet i afhandlingen er på ca. 400 maskinskrevne kvart-
sider. Disse er i øjeblikket i trykken, medens hele kort- og figurmateria-
let foreligger rentrykt.
Selvom man ikke tør tro, at forfatterens fortolkninger af et så om-
fattende og kompliceret materiale alle vil vise sig holdbare, har man
her fået et ganske enestående materiale af værdi for de kommende års
systematiske forskning. Fremlæggelsen af den endelige behandling af
de morfogenetiske forhold har givet os et tredimensionalt billede af
den rigt varierede kombination og følge af begivenheder og processer,
som i løbet af de seneste årtusinder har opbygget det danske og for-
mentlig også store dele af de andre marsklande ved Nordsøens kyster.
Man har jævnsides hermed fået en dybtgående analyse af de vigtigste
bebyggelsesmæssige, ejendomsmæssige og erhvervsmæssige forhold i det
nøgleområde, som den sønderjyske marsk utvivlsomt vil vise sig at
være, ikke blot for kommende danske undersøgelser, men for områder
også ved fremmede kyster.
Det må på dette grundlag være berettiget at udtale, at det af Kingo
Jacobsen gennem mange års forskergerning udførte arbejde er af en
sådan kvalitet i henseende til originalitet, methodik og resultat, og så
vidtspændende, at man med føje kan anse ham for at være fuldt kvali-
ficeret og egnet til at varetage en gerning som universitetslærer.
III. Konklusion. Alle de fire ansøgere har ydet så betydelige ind-
satser som forskere, forfattere, lærere og administratorer, at deres kom-
petence til varetagelse af en lærestol i geografi er ganske klar. På grund-
lag af en sammenlignende vurdering af deres forskningsmæssige ind-
sats og under hensyntagen til de indledningsvis anførte synspunkter
er vi nået til det resultat, at to af ansøgerne må gives et vist fortrin,
nemlig amanuensis, cand. mag. Børge Jakobsen og amanuensis, cand.
mag. Niels Kingo Jacobsen. Vor begrundelse for dette standpunkt
Afgang og udnævnelser af professorer
177
er, at vi anser deres videnskabelige gerning for så omfattende og dybt-
gående, at de i så henseende er de to andre ansøgere overlegne.
Det har imidlertid ikke været let at afgore, hvem af disse to an-
søgere man måtte placere i første række, men alle omstændigheder taget
i betragtning må vi mene, at amanuensis Niels Kingo Jacobsens viden-
skabelige arbejde har en særlig rummelighed og rigdom, og vi skal derfor
til det matematisk-naturvidenskabelige fakultet indstille, at det ledige
embede som professor i geografi ved Kobenhavns Universitet besættes
med amanuensis Niels Kingo Jacobsen.«
Udvalgets indstilling blev i overensstemmelse med § 3, stk. 7 i nævnte
anordning tilstillet ansøgerne, af hvilke ingen indsendte bemærkninger.
Fakultetet indstillede under 10. juni 1964, at amanuensis, cand. mag.
Niels Kingo Jacobsen blev ansat i det ledige embede, hvortil Konsisto-
rium i sit mode den 17. juni 1964 sluttede sig, idet man dog vedtog
at afvente udfaldet af det mundtlige forsvar af hans disputats forinden
sagen indsendtes til ministeriet.
Herefter blev ved kgl. resolution af 1. oktober 1964 amanuensis,
dr. phil. Niels Kingo Jacobsen udnævnt til professor i geografi ved
Kobenhavns universitet fra den 1. oktober 1964 at regne.