442
Universitetet 1902—1903.
Stilling og anerkjendte Dygtighed Krav paa Imødekommen, og dette Krav
var ikke blevet mindre ved hans meget paaskjønnede Forelæsninger over
Arvelighed for Højskolelærerne. Naar dertil endnu føjedes, at hans An-
dragende havde mødt varm og almindelig Tilslutning i det mathematisk-
naturvidenskabelige Fakultet, og at det var efter Opfordring af en større
Kreds af Naturforskere (deriblandt Mænd med anset Navn), at han øn-
skede at holde den omtalte Forelæsningsrække, mente Fakultetet at maatte
ledsage hans Ansøgning med sin bedste Anbefaling.
I Henhold til Konsistoriums Indstilling meddelte Ministeriet ved
Skrivelse af 17de s. M. Lektor W. Johannsen Tilladelse til i Foraarshalv-
aaret 1903 at holde en Række Forelæsninger og Øvelser paa Universitetet
over den biologiske Arvelighedslære.
III. Forelæsninger, Øvelser og Examina.
1. Den filosofiske Prøve.
I Henhold til den ved Kirke- og Undervisningsministeriets Skrivelse
af 27de April 1886 givne Bemyndigelse for det filosofiske Fakultet, jfr.
Univ. Aarb. f. 1885—86 S. 49, er det blevet tilladt 4 Studerende, der i
Januar 1903 havde bestaaet Afgangsexamen for Studerende, at indstille
sig til den filosofiske Prøve i Sommeren s. A., ligesom der er givet 2
Studerende paa Grund af Indkaldelse til Militærtjeneste Tilladelse til at
indstille sig til Prøven i April 1903.
2. Forelæsninger og Examina under det theologiske Fakultet.
Den theologiske Embedsexamen.
a. Oprettelse af et theologisk Laboratorium.
Fra det theologiske Fakultet modtog Konsistorium under 20de Juni
1902 et Andragende om en Bevilling til Oprettelse af et theologisk Labo-
ratorium.
Fakultetet udtalte, at hvad det tilstræbte, var, at det for sit Ved-
kommende maatte opnaa noget tilsvarende til det filologisk-historiske
Laboratorium under det filosofiske Fakultet og til de lignende Institutioner,
som ved adskillige Universiteter i Udlandet fandtes knyttede ogsaa til de
theologiske Fakulteter. Om Betydningen af de videnskabelige Øvelser,
hvor de Studerende fik Lejlighed til under Lærerens Vejledning selv at
arbejde med deres Videnskabs Kilder og gjøre sig fortrolige med dens
Methode, behøvede Fakultetet næppe at udtale sig udførligere. I de sidste
3—4 Aar havde et Fakultetsmedlem afholdt saadanne Øvelser, og flere
Fakultetsmedlemmer paatænkte i Fremtiden at gjøre det, et Fakultets-
medlem allerede i det kommende Semester. Og at Fakultetet ved Be-
stræbelser i denne Retning imødekom et udbredt Ønske hos de Studerende,
derom havde det modtaget Vidnesbyrd i det Andragende, som et for de
theologiske Studerende nedsat Udvalg i December 1900 havde indsendt til
Forelæsninger, Øvelser og Examina.
443
Konsistorium, og hvorom Fakultetet liavde udtalt sig i Skrivelse af 4de
Marts 1902, senere sammen med Udvalgets Henvendelse offentliggjort i
trykt Form. (Jfr. Univ. Aarb. f. 1901—1902 S. 41—51.)
Men for at den nævnte Undervisningsform skulde kunne gjennemføres
paa tilfredsstillende Maade, krævedes et dertil egnet Lokale og viden-
skabeligt Apparat. Hvad det første angik, havde Konsistorium allerede
vist sin Interesse for Sagen ved for det kommende Semester, eventuelt
med Undtagelse af Examenstiderne, at overlade Fakultetet Auditorium C.
i Universitetsannexet til Brug for det nævnte Formaal. Det var nu Fakul-
tetets Ønske, at dette Lokale maatte ved Ministeriets og Lovgivnings-
magtens Velvillie kunne blive indrettet til et virkeligt Laboratorium, saa
at ikke blot Øvelserne kunde holdes dér, men ogsaa at de Studerende
dér kunde forberede sig til Øvelserne.
Den nærmere Ordning af Laboratoriet og dets Virksomhed tænktes
gjennemført i Lighed med, hvad der var Tilfældet ved det filologisk-
historiske Laboratorium, jfr. Univ. Aarb. f. 1895—96 S. 89 ff. Adgangen
til Laboratoriet burde staa aaben for enhver Studerende, der deltog i en
dér afholdt Øvelsesrække, samt for Viderekomne, der anbefaledes dertil af
en Faglærer. De adgangsberettigede vilde — mod Depositum — faa ud-
leveret Nøgle til Lokalet. Dette burde være tilgængelig en større Del af
Dagen, idet dog i Betragtning af, at Fakultetet havde færre Lærerkræfter,
og følgelig selve Øvelsestimerne vilde blive færre end i det filosofiske
Fakultet, Tiden Kl. 9—4 turde anses for tilstrækkelig. Laboratoriets
Ledelse tænktes under Fakultetets Tilsyn overdraget til et Lærerraad,
bestaaende af de under Fakultetet ansatte Universitetslærere, der afholdt
Øvelser, med et af Raadet valgt Fakultetsmedlem som Formand; et særligt
Opsyn vilde forhaabentlig ikke behøves; men en fast Assistent vilde næppe
kunde undværes til daglig at føre Tilsyn med Bogsamlingen og holde den
i Orden, føre Laboratoriets Regnskaber og overhovedet være Ledelsen til
Medhjælp ved Laboratoriets Bestyrelse.
Hvad Omkostningerne til Sagens Gjennemf øreise angik, vilde der
kræves en Udgift én Gang for alle til Laboratoriets Oprettelse og en
aarlig Udgift til dets Drift. Nærmere stillede Sagen sig omtrent saaledes.
A.	Udgiften én Gang for alle vilde omfatte Anskaffelse af Inventar
og en grundlæggende Bogsamling, a. Inventar: Borde 150 Kr., Reoler
232 Kr., 40 Stole 280 Kr., forskjelligt mindre Inventar, saasom Nøgler,
Blækhuse o. s. v. 200 Kr., ialt Inventar 862 Kr. b. Bogsamling. Den
maatte omfatte de nødvendigste Hjælpemidler indenfor den systematiske,
gammeltestamentlige, nytestamentlige og kirkehistoriske Gruppe, hvortil
vilde kræves for hver Gruppe gjentfemsnitlig 500 Kr., ialt grundlæggende
Bogsamling 2000 Kr.
B.	Aarlig Udgift til Laboratoriets Drift. Til Opvarmning af Lo-
kalet vilde næppe behøves nogen særlig Udgift, da Lokalet var et Audi-
torium, hvis Udgift til Varme vilde gaa ind under Universitetets alminde-
lige Konto. Derimod vilde der behøves som særlig Udgift til Rengjøring
100 Kr., til Assistenten 200 Kr., til Skrivematerialier, Udvidelse af Inventar
o. s. v. 100 Kr. samt endelig til Anskaffelse og Indbinding af Bøger 1000
Universitetets Aarbog.	54
444
Universitetet 1902—1903.
Kr. Denne sidste Post var i Forhold til den ønskelige Litteraturan-
skaffelse meget beskeden, men antoges ved en skjønsom Anvendelse af
Midlerne at ville fyldestgjøre nogenlunde. lait altsaa til den aarlige Drift
1400 Kr.
Konsistorium anbefalede i Skrivelse af 30te Juni 1902 til Ministeriet
varmt Fakultetets Andragende og paa Finanslovforslaget for 1903—1904
blev under Universitetets Udgiftspost 3. u., det tlieologiske Laboratorium,
optaget til dets aarlige Drift 1400 Kr. og extraordinært 2862 Kr., jfr.
Rigsdagstidende 1902—1903 Tillæg A. Sp. 1087—88. Forslaget blev ved-
taget af Rigsdagen og Beløbene optagne paa Finansloven for 1903—1904.
Ministeriet bifaldt, efter Fakultetets og Konsistorinms Indstilling
under 8de Juni 1903, at det aarlige Beløb udbetaltes med 1000 Kr. ved
Finansaarets Begyndelse og Resten kvartalsvis forud med Aflæggelse af
Regnskab ved Finansaarets Udløb.
Efter Fakultetets og Konsistoriums Indstilling blev ved kgl. Resolution
af 13de Juni 1903 bifaldet følgende nærmere Bestemmelser angaaende Ord-
ningen af det tlieologiske Laboratoriums Forhold til Universitetet:
„1. Det tlieologiske Laboratorium er en særskilt Institution under
det theologiske Fakultet. Dets Bøger og Inventar er Universisetets
Ejendom.
2.	Laboratoriets Formaal er gjennem videnskabelige Øvelser at føre
de Studerende til en dybere Forstaaelse af deres Videnskab og dens
Methode og at skaffe en let Adgang til Benyttelsen af det dertil fornødne
litterære Apparat.
3.	Laboratoriet raader til sin Drift over en aarlig Sum, der udredes
af Universitetet.
4.	Laboratoriet styres under Fakultetets Tilsyn af et Raad, hvori
enhver under Fakultetet ansat Lærer, der virker derved, har Sæde.
5.	Raadet vælger blandt de til det hørende Fakultetsmedlemmer en
Forstander, som leder Laboratoriet og aflægger Regnskab for Anvendelsen
af den dertil bevilgede Sum."
Fra det theologiske Fakultet modtog Konsistorium under 31te Ok-
tober 1903 Indberetning om, at det theologiske Laboratorium den 13de
September s. A. var taget i Brug, at dets Lærerraad havde valgt Pro-
fessor J. C. Jacobsen til Laboratoriets Forstander og at Laboratoriets
Lærerraad havde vedtaget og Fakultetet billiget følgende Ordensregler for
det tlieologiske Laboratorium:
„1. Adgangsberettiget til Laboratoriet er enhver Studerende, der del-
tager i en Øvelse; ophører Vedkommende helt eller delvis at følge Øvelsen,
mister han derved sin Adgangsret. For saa vidt Pladsen tillader det, kan
under særlige Omstændigheder Adgang ogsaa tilstaas andre, naar de kunne
støtte deres Ønske derom paa en Anbefaling af en Universitetslærer.
2. Den Studerende, der faar Adgang til Laboratoriet, faar udleveret
en Nøgle til Laboratoriets Indgangsdør og et Adgangskort, gjældende for
et Universitetshalvaar. Ved Udleveringen stilles et Depositum af 2 Kr.,
der tilbagebetales, naar Kortet og Nøglen afleveres inden 3 Maaneder efter.
Forelæsninger, Øvelser og Examina.
445
at Kortets Gyldighed er udløbet. Finder inden denne Frist ikke Aflevering
Sted, fortabes Depositum.
3.	Laboratoriet er indtil videre tilgængeligt de samme Dage som
Universitetet fra Kl. 9 Morgen til Kl. G Aften (Lørdag til Kl. 3 Efter-
middag). Det er de Studerendes Pligt omhyggeligt at tillukke Indgangs-
døren efter sig, baade naar de komme og naar de gaa.
4.	De Studerende, der benytte Laboratoriet, skulle hver Gang strax
ved Indtrædelsen indføre deres Navne i den dertil indrettede Protokol.
5.	I Lokalet iagttages en passende Stilhed, og Bøger og Inventar
behandles med Omhu. Indstregning af Bøgerne er forbudt.
6.	Laboratoriets Bøger ere frit tilgængelige for de Besøgende til
Brug paa Stedet; efter Benyttelsen sættes de omhyggeligt tilbage paa
deres Plads i Reolerne. Det er strengt forbudt at fjerne Laboratoriets
Bøger fra Lokalet.
7.	Tobaksrygning i Lokalet er forbudt.
8.	Overtrædelse af disse Bestemmelser kan, foruden eventuel Erstat-
ningspligt, medføre Udelukkelse fra Adgang til Laboratoriet."
b. Forsk] e Hige Af g j ør els er.
I Anledning af et fra Ministeriet til Konsistorium sendt Andragende
fra Stud. theol. N. N. om. at han maatte indstille sig til den theologiske
Embedsexamen, uanset at han hørte til en evangelisk-luthersk Frimenig-
hed, subsidiært at han maatte blive examineret af de theologiske Pro-
fessorer i Lighed med, hvad der gjælder for reformerte Studerende, ind-
sendte Konsistorium under 8de April 1903 en Erklæring fra det theo-
logiske Fakultet, hvori dette udtalte, at det mente, at det burde være en
Betingelse for at kunne indstille sig til den theologiske Embedsexamen,
at man er Medlem af Folkekirken, jfr. Univ. Aarb. f. 1898—99 S. 32,
samt at Fakultetet ikke kunde anbefale Ansøgerens subsidiære Andragende.
— Fakultetet meddelte en Kandidat, der i længere Tid havde lidt af
Nervesvækkelse, og som paa Grund af Sygdom havde maattet forlade den
skriftlige Prøve ved den theologiske Embedsexamen i Sommeren 1902,
Tilladelse til paany at indstille sig til samme Examen i Vinteren
1902—1903. Derimod blev Andragender fra 2 Kandidater, der begge
havde bestaaet Embedsexamen i Sommeren 1902 med Hovedkarakteren
Haud illaud. Udi gr., om Tilladelse til at indstille sig til Prøve paany
i Vinteren 1902—1903 afslaaede af Fakultetet.
3. Forelæsninger og Examina under det rets- og statsvidenskabelige
Fakultet.
a. Kyl. Anordning af 1ste December 1902 om Indretningen af de juri-
diske Examiner ved Universitetets rets- oy statsvidenskabelige Fakultet og
Bekjendtgjørelse aj 4de s. M. indeholdende nærmere Bestemmelser til
Gjennemførelsen af denne Anordning.
Fra det rets- og statsvidenskabelige Fakultet modtog Konsistorium
under 7de Januar 1902 følgende
54*
446
Universitetet 1902—1903.
Forslag til Anordning om Indretningen af de juridiske Examiner ved
Universitetets rets- og statsvidenskabelige Fakultet.
Ved det rets- og statsvidenskabelige Fakultet afholdes følgende to
juridiske Examiner: 1. Fuldstændig juridisk Embedsexamen. 2. Juridisk
Examen for Ustuderede.
I.
Den fuldstændige juridiske Embedsexamen.
§ 2.
Den fuldstændige juridiske Embedsexamen bestaar af to Dele, 1ste
og 2den Del. Betingelserne for at indstille sig til denne Examen blive
uforandrede. Begge Dele af Examinen afholdes to Gange om Aaret,
2den Del maa ikke tages før to Aar efter 1ste Del, medmindre der af
særlige Grunde er givet Dispensation herfra af Fakultetet. Hver Del kan
tages om for sig. Dette kan for 1ste Dels Vedkommende ske efter et
halvt Aars Forløb. Derimod kan ingen, der har enten fuldendt eller paa-
begyndt 2den Del af Examen, indstille sig paany til denne Del før efter
et Aars Forløb, medmindre der, hvor Vedkommendes Examen er bleven
afbrudt ved Sygdom, eller iøvrigt under ganske særlige Omstændigheder
er givet Dispensation herfra af Fakultetet.
§ 3.
Ved 1ste Del afholdes alene mundtlig Prøve. Denne omfatter følgende
Fag: Almindelig Retslære med dansk Rets Encyklopædi, romersk Ret,
dansk Retshistorie og Nationaløkonomi.
§ 4.
Ved 2den Del afholdes saavel en skriftlig som en mundtlig Prøve
indenfor Fagene dansk Civilret, Strafferet, Proces og Statsret med Folke-
ret. Hver Prøve bedømmes særskilt.
Ved den skriftlige Prøve gives der fire Opgaver at besvare under
Tilsyn. De to stilles saaledes, at der fordres en Betænkning over et eller
flere konkrete Retstilfælde. Til den ene af disse Opgavers Besvarelse ind-
rømmes der en Tid af indtil 8 Timer, og det tillades ved denne Kandi-
daterne at benytte, foruden Lovsamlingerne, Lærebøger og andre litterære
Hjælpemidler efter Fakultetets nærmere Anordning. Til den anden Op-
gave gives en Tid af 4 Timer. De øvrige to Opgaver stilles som mere
theoretiske Spørgsmaal indenfor visse nærmere afgrænsede Dele af Sy-
stemet, saaledes at hver Kandidat vælger ét Afsnit indenfor og ét uden-
for Formueretten. Om disse Afsnit og Kandidaternes Valg blandt dem
giver Fakultetet nærmere Regler. Til hver af disse Opgavers Besvarelse
indrømmes indtil 6 Timer.
Den mundtlige Prøve, til hvilken Vedkommende stedes, for saa vidt
de have bestaaet den skriftlige Prøve, omfatter fem Examinationer, nemlig
i Civilrettens første Afdeling med Retssystemets almindelige Del, Civil-
rettens anden Afdeling (Formueret med Søret), Strafferet, Proces og Stats-
ret med Folkeret.
Forelæsninger, Øvelser og Examina.
447
§ 5.
Den, der har bestaaet den fuldstændige juridiske Embedsexamen,
betegnes som Candidatus juris og har som saadan udelukkende Adgang
til de juridiske Stillinger, for hvilke den fuldstændige juridiske Embeds-
examen efter de til enhver Tid bestaaende Regler er nødvendig Betingelse.
Fremdeles giver denne Examen Adgang til at erhverve akademiske Grader
overensstemmende med de hidtil gjældende Regler.
II.
Juridisk Examen for Ustuderede.
§
Til juridisk Examen for Ustuderede kunne de indstille sig, som efter
de hidtil gjældende Regler have kunnet indstille sig til den juridiske
Fællesprøve. De, der have bestaaet den juridiske Examen for Ustuderede,
betegnes som Examinati juris og have Adgang til de juridiske Stillinger,
hvortil denne Examen efter de derom gjældende Regler giver Adgang.
§ i■
Juridisk Examen for Ustuderede afholdes sammen med fuldstændig
juridisk Embedsexamens 2den Del, saaledes at der holdes saavel en skriftlig
som en mundtlig Prøve og hver Prøve bedømmes særskilt. Ved den skrift-
lige Prøve gives der dog kun to Opgaver, nemlig de to, hvori der efter
§ 4 fordres en Betænkning over konkrete Retstilfælde. Ved den mundt-
lige Prøve holdes de samme Examinationer som efter § 4, kun ikke i
Statsret med Folkeret. Maalestokken for Fordringerne bliver at bestemme
alene under Hensyn til den fuldstændige juridiske Embedsexamen. Ingen,
der har enten fuldendt eller paabegyndt den juridiske Examen for Ustu-
derede, kan indstille sig paany før efter et Aars Forløb, medmindre der
af særlige Grunde er givet Dispensation herfra af Fakultetet.
III.
Almindelige Bestemmelser.
. § 8'
De juridiske Censorer medvirke efter de hidtil gjældende Regler ved
de foran nævnte juridiske Examiner.
§ 9.
Hvor ikke andet følger af denne Anordning, har det fremdeles sit
Forblivende ved de hidtil gjældende almindelige Regler for Embeds-
examiner og de særlige Regler for de under det rets- og statsvidenskabe-
lige Fakultet hørende Examiner.
§ 10-
Den, der indstiller sig til den fuldstændige juridiske Embedsexamens
1ste Del, har at erlægge en Kjendelse af 8 Kr. For at indstille sig til
den juridiske Examen for Ustuderede eller til den fuldstændige juridiske
Embedsexamens anden Del erlægges en Kjendelse af lfi Kr. Medens
Kj endelsen for den juridiske Examen for Ustuderede fordeles efter de for
denne Examen hidtil gjældende Regler, blive Kjendelserne for de to til
den fuldstændige juridiske Embedsexamen hørende Prøver at fordele lige
448
Universitetet 1902—1903.
mellem henholdsvis Universitetets Kasse, Fakultetets Medlemmer, Notarius
og Pedellerne; de statsvidenskabelige Medlemmer deltage dog kun i For-
delingen af Kjendelserne ved 1ste Del.
§ li-
Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet bemyndiges til efter
Fakultetets Indstilling at træffe nærmere Bestemmelser til Grjennemførelsen
af denne Anordning, særlig vedrørende Examinernes Indretning, Examens-
kravene, Karakterberegningen samt Tidspunkterne for den nye Ordnings
Ikrafttræden og den ældre Ordnings Ophør.
Bemærkninger til ovenstaaende Forslag.
Idet det juridiske Fakultet herved tillader sig til det høje Ministerium
at fremsende et Forslag til en forandret Indretning af de juridiske
Examiner, skal det først I) give en kort Fremstilling af denne Reform-
bevægelses Udvikling, dernæst II) angive de almindelige Betragtninger,
hvorpaa Forslaget er bygget, og endelig III) gjøre nogle Bemærkninger
om Forslagets enkelte Led.
Ad I. Den nugjældende Ordning af de juridiske Examiner, der
fastsloges ved Anordning af 26de September 1890, havde efter de derom
førte Forhandlinger (jfr. Univ. Aarb. f. 1889—90 S. 81 ff.) de to Hoved-
øjemed, dels at skærpe Fordringerne til Examen for Ustuderede ved at
indrette Bedømmelsen efter, hvad der burde kræves af Studenterne, dels
at lette disse det overvældende Hukoinmelsesarbejde ved at dele Examinen
i to Dele. Den Overbevisning er nu, efterhaanden som man har arbejdet
med den nye Ordning, blevet den almindelige, at det vel paa en tilfreds-
stillende Maade er lykkedes at skærpe den førstnævnte Examen, saaledes
at det stærkt reducerede Antal, som nu bestaar dansk juridisk Examen
og navnlig bestaar den med Bekvem, er dygtige, vel uddannede Examinati
juris, egnede for de Stillinger, hvortil denne Examen giver Adgang —
men at derimod det andet Maal aldeles ikke er naaet. Fagene ere nemlig
ved Æmnernes stigende Gjennemarbejdelse voxede saa stærkt, at Fælles-
prøven i kvantitativt Omfang ikke er blevet væsentlig mindre end den
tidligere udelte juridiske Embedsexamen, og paa den anden Side er den
stedfundne Formindskelse blevet mødt af en kvalitativ Forøgelse af
Examenskravene, særlig til at faa Laud, hvilken iøvrigt for en ikke ringe
Del skyldes Studenternes egen indbyrdes Konkurrence, deres stigende Flid
og deres vigende Evne og Mod til at læse paa Forstaaelsen og ikke blot
paa Hukommelsen. Hertil kommer, at Delingen, saaledes som den blev
gjennemført af Hensyn til de Ustuderede, og idet Studenterne imod For-
ventning mere og mere have undladt at studere 2den Dels Fagene før
Fællesprøven, har virket afgjort uheldigt. De propædeutiske Fag, særlig
almindelig Retslære og Romerret, studeres tilsidst, saa at de ikke, som de
skulde, befrugte de positive Fag til Fællesprøven; og Studenterne glemme
delvis disse sidste, de for Praxis vigtigste Fag, under deres sidste Studieaar.
Den Tanke fremsattes derfor indenfor Fakultetet i November 1899
og vandt alle dets Medlemmers Bifald, at man maatte bort fra den gjæl-
dende Fordeling af Fagene mellem de to Afsnit af Examen. Man mente
Forelæsninger, Øvelser og Examina.
449
ikke at kunne vende tilbage til en samlet Examen, idet en saadan vistnok
vilde blive for anstrængende for Hukommelsen. Men de væsentlige For-
dele ved en saadan samlet Examen kunde dog opnaas, naar man dannede
en lettere, historisk-propædeutisk Forexamen. Man er enedes om til
denne 1ste Del at foreslaa henlagt: Almindelig Retslære med dansk Rets-
encyklopædi, Romerret, dansk Retshistorie og Nationaløkonomi, alt kun
mundtlig prøvet; medens man har formet en derpaa følgende Hoved-
examen af de praktisk vigtigste Fag, Civilretterne, Strafferet og Proces,
samt Statsret med Folkeret.
Hvad angaar denne Hovedexamens Indretning, havde allerede i 1888
den Tanke været fremme at foreslaa en skriftlig Prøve i Behandlingen af
et praktisk Retsspørgsmaal, hvorover der i 5 å 8 Timer affattedes en Be-
tænkning (Aarbogen f. 1889—90 S. 82 og 86—87). Fakultetet fandt denne
Prøve gavnlig til at undersøge Kandidaternes almindelige Modenhed og
Evne til at anvende det lærte paa en selvstændigere Maade. Denne Tanke
gjenoptoges i 1899 af Fakultetet, der her sikkert mødtes med et udbredt
Ønske i Studenterverdenen, hvilket kort efter fandt Udtryk i en paa et
almindeligt Studentermøde i Begyndelsen af 1900 vedtagen Resolution
gaaende ud paa, at Studenternes Arbejde under Examensstudierne mere
burde faa Præget af selvstændigt Studium, og Examen endnu mere end
for Tiden blive Modenhedsprøve, saaledes at Studenterne præstere et be-
tydeligt mindre Hukommelsesarbejde under Studiet end nu. Den samme
Opfattelse fremsattes paa et almindeligt Juristmøde i Studenterforeningen
den 10de Oktober 1900 og ligger til Grund for de to Skrivelser af 6te
Februar og Skrivelsen af November 1901, som det paa dette Møde ned-
satte Udvalg har tilstillet det høje Ministerium.
Forinden ogsaa Fakultetet havde modtaget den ene af de omtalte
trykte Skrivelser af 6te Februar, havde det i Efteraaret 1900 besluttet,
dels at hidføre nogen Formindskelse i Lærestoffet ved Indstregninger i
Bøgerne og ved at lette Examinationen paa forskjellig Maade, dels at
foreslaa Ministeriet forsøgsvis at gjøre den Ændring i Reglerne om den
skriftlige Examen ved Fællesprøven, at enkelte af de skriftlige Opgaver
kunde ombyttes med Opgaver i at give en Betænkning over konkrete
Retstilfælde, at besvare i indtil 6 Timer. Dette Forslag blev tiltraadt ube-
tinget af 6 af de 8 Censorer og kun fraraadet ubetinget af den ene, hvorpaa
det forelagdes Ministeriet ved Fakultetets Skrivelse af 9de Februar 1901.*)
I Skrivelse af 16de Marts 1901 udbad Ministeriet sig Fakultetets
Ytringer om de omtalte to Skrivelser af 6te Februar s. A., og i Skrivelse
til Fakultetet af 25de Marts udtalte Ministeriet, dels at de Forslag, som
fandtes i det omtalte Udvalgs Skrivelser af 6te Februar og i Fakultetets
Skrivelse af 9de s. M., burde gjøres til Grjenstand for en samlet Behand-
ling, dels at Ministeriet var enigt med Fakultetet i, at skriftlige og mundt-
lige Øvelser i Behandling af konkrete Retstilfælde burde udgjøre et vigtigt
Led i Undervisningen, ligesom Examensprøve deri maatte haves, men at
Ministeriet frygtede for at vanskeliggjøre Studiet ved at følge Fakultetets
Forslag, hvorfor man henstillede til Fakultetet, om ikke Kravene til Refe-
*) Se Fakultetets og Udvalgets Skrivelser S. 462 ft'.
450
Universitetet 1902—1903.
ratet af Bøgerne kunde begrænses ved Regler, der tilsigtede helt eller
delvis at udelukke Givelsen af Examensopgaver, som skulde besvares
gjennem Referat af givne Fremstillinger.
Idet nu Fakultetet overvejede, hvorledes det i Overensstemmelse med
det af Ministeriet saaledes udtalte skulde foreslaa Ændringer i det be-
staaende og tage Stilling til Skrivelserne af 6te Februar 1901, kom det
til det Resultat, at det vilde være rigtigst strax at forsøge paa at gjennem -
føre en endelig Ordning — og ikke at begynde med den i Fakultetets
Skrivelse til Ministeriet af 9de Februar omtalte forsøgsvise Ændring —,
allerede fordi man derved undgik to Gange at gribe ændrende ind, men
ogsaa fordi Fakultetet nu mente at kunne forme Forslag til en endelig
Ordning, som formentlig vilde kunne vinde Ministeriets Bifald efter det
af dette anførte. Man gik da til Udarbejdelsen af nærværende Forslag
til en Anordning, efter at man ved mundtlig Udtalelse fra den daværende
Minister havde erholdt Tilladelse til paa denne Maade at besvare Mini-
steriets Skrivelser af 16de og 25de Marts.
Efter at Fakultetets juridiske Medlemmer vare blevne enige om et
Forslag, hvorefter Studiet, ligesom nu, udelukkende skulde omfatte Fag
af juridisk Karakter, forhandledes Sagen i Efteraaret 1901 med Fakul-
tetets statsvidenskabelige Medlemmer, der bifaldt Forslaget, dog med den
Ændring, at der ved nogle Modifikationer af det hidtil paatænkte skaffedes
Plads for Nationaløkonomi som Fag ved Examinens første Del. Under
Diskussionen af denne Ændring, for hvilken der ogsaa blandt de juridiske
Fakultetsmedlemmer havde hersket nogen Stemning, modtog Fakultetet
med det høje Ministeriums Skrivelse af 9de December 1901 et Andragende
med 5 Bilag af November 1901 fra det samme Udvalg, der havde sendt
de ovenfor omtalte Skrivelser af 6te Februar 1901. Ogsaa dette An-
dragende anbefalede at optage Nationaløkonomi som Fag til en 1ste Del
af omtrent samme Indretning som efter nærværende Forslag.
Herefter vedtog det rets- og statsvidenskabelige Fakultets Medlemmer
enstemmigt Forslaget i dets foreliggende Skikkelse.
Ad II. Ved Udarbejdelsen af sit Forslag til en ny Anordning om
de juridiske Examiner har Fakultetet havt det Hovedformaal, dels at
komme bort fra den nu jævnlig forekommende Overanstrængelse af Stu-
denterne og fra den ensidige Læsen paa Hukommelsen, dels at øve Stu-
denterne i at anvende det i Theorien lærte paa Løsningen af konkrete
Retstilfælde og i det hele at forme et Studium, der mere end hidtil ud-
viklede deres Modenhed.
Til Opnaaelsen af dette sidste Øjemed havde Fakultetet oprindelig
tænkt ikke for Tiden at burde foreslaa Indførelsen af helt nye Fag. Man
frygtede for derved, særlig i Overgangstiden, at forøge Studiets Byrder og
at vanskeliggjøre og forsinke den hele Reform. Naar man dog er enedes
om at gjøre en Undtagelse med Hensyn til Nationaløkonomien, beror det
paa, at dette Fag fra alle Sider erkjendes for at være særlig værdifuldt
for Juristernes almindelige og specielt deres formueretlige Uddannelse. Ved
de fleste fremmede, ogsaa de svenske og norske Universiteter, haves dette
Fag ved juridisk Examen. Det bør som et for Juristerne propædeutisk
Forelæsninger, Øvelser og Examina.
451
Fag ligge ved 1ste Del. Under Nationaløkonomi vil der tillige kunne med-
deles noget Kjendskab ikke blot til Finansvidenskab, men ogsaa til de
Afsnit af Danmarks Statistik, der fremtræde som Udtryk for de øko-
nomiske og finansielle Forholds Ordning i Danmark. Holdes hele Faget
indenfor et lignende Omfang som hvert af denne Examens tre andre Fag,
vil 1ste Del i sin Helhed uden at stille for store Fordringer til de Stu-
derende kunne tilendebringes i 2 Aar fra Artium.
Til Gjengjæld for Indførelsen af det nye Fag og især for at komme
bort fra den nuværende hyppige Overanstrængelse, rummer nærværende
Forslag betydelige Lettelser overfor den nu bestaaende Ordning. Findes
end ingen ligefrem Afskaffelse af noget af de nuværende Fag, gives der
dog en meget stærk Reduktion af almindelig Retslære, Søret og Folkeret,
allerede derved at de nu skulle gaa op som Bestanddele i et andet Fag.
Desuden formindskes Fagene Romerret og dansk Retshistorie betydeligt
derved, at de fremtidig skulle være Bestanddele af en blot propædeutisk
Examen, ved hvilken Prøven kun skal være mundtlig, og hvis Udfald kun
skal veje med mindre Vægt ved hele Bedømmelsen. Endelig opnaas ogsaa
en ikke ringe Lettelse derigjennem, at der ved den skriftlige Prøve kun
stilles hver Kandidat skriftlige Opgaver indenfor to begrænsede Afsnit af
Systemet i Stedet for som nu over hele Fagets Omraade. Ved den fore-
slaaede Ordning af Fagene imødekommes formentlig i alt væsentligt de
Ønsker, som Skrivelserne af 6te Februar og November 1901 udtale i
denne Henseende.
Medens saaledes Examinens Fag i Hovedsagen forblive de samme
som hidtil, foreslaas det derimod som et ejendommeligt Led i Reformen,
at Fagene, som ovenfor berørt, skulle komme i en anden — næsten modsat
— Orden af den nu bestaaende. Den Vanskelighed, der altid er ved at
faa Fagene til at virke tilstrækkelig indbyrdes befrugtende, vilde vel bedst
kunne løses ved en udelt Examen; men at vende tilbage hertil forbydes
ved Lærerfagenes Omfang. Det har desuden en positiv Fordel at inddele
Studiet noget for Studenterne, og særlig at forme de Fag, som efter deres
Natur ere propædeutiske, saaledes, at de beregnes paa de første Aar-
ganges Modenhed og øvrige Forudsætninger. Disse Øjemed søges opnaaede
gjennem den foreslaaede 1ste Del, omfattende almindelig Retslære med
dansk Retseneyklopædi, Romerret, dansk Retshistorie og Nationaløkonomi.
Disse Fag med deres overvejende historiske og almendannende Karakter
ligge Skolens Fag og den filosofiske Prøve nærmest, og de kunne tages
mere lærebogsmæssigt end de egentlige praktiske Fag. Naar ogsaa den
almindelige Retslære under stærk Reduktion af dens Omfang formes
væsentlig til en Oversigt over de almindelige Retstheoriers Historie, bliver
alene „dansk Retseneyklopædi" af en anden Karakter. Dette Fag, som
skulde være en kort, for Begyndere indrettet Fremstilling af dansk Ret
fjfr. den af Professor Munch-Petersen nys udgivne „borgerlige Ret"),
indeholdende en Oversigt over det vigtigste af Civilret samt lidt af Straffe-
ret og Proces, skulde da tjene som Indledning til Studiet og give Stu-
denterne et lille Grundlag af positiv Ret til Støtte for deres Opfattelse af
de historiske og filosofiske Fag.
Universitetets Aarbog.	55
452
Universitetet 1902—1903.
1ste Del maa gjøres saa let, at den uden Vanskelighed kan aflægges
circa 2 Aar efter Artium. Derfor bør Prøven alene være mundtlig, og
Udfaldet kun veje med mindre Vægt i Forhold til Karaktererne ved 2den
Del, der maa betragtes som Hovedprøven.
2den Del omfatter de egentlig praktiske Fag: Civilretterne, Strafferet,
Proces og Statsret. Naar Folkeret ogsaa henlægges til 2den Del, er det
paa Grund af dette Fags nøje Forbindelse med Statsretten. Nogen prin-
cipiel Ændring i Studiets Stof er ikke tilsigtet. Den mundtlige Prøves
ydre Ordning kan derfor blive en lignende som hidtil. Kun mener man,
at den Deling af Processen i to Fag, som indførtes i 1890, bør opgives,
da den giver Proces en for stor Vægt i Forhold til de andre Fag, særlig
Civilretterne. Det Spørgsmaal har endog været rejst, om ikke paa den
anden Side Formueretten burde deles i to Fag med særskilt Examination
i hvert, fordi dette Fag saavel rent praktisk som efter dets Stilling i
Theorien maa anses for det vigtigste, og fordi der under Faget skulde
inddrages det af den mere specielle Formueret, som nu henhører under
andre Fag, nemlig Næringsret og Søret, hvilket sidste Fag formentlig bør
ophøre at være et særskilt Examensfag, da det derved har faaet en for
stor Vægt i Forhold til Fagets praktiske Betydning. (Af en tilsvarende
Grund bør Folkeret kun være Bestanddel af et Fag, hvis Hovedpart ud-
gjøres af Statsretten.) Naar man dog har ment, at Formueretten bør
vedblive at være kun ét Fag, er det navnlig af Frygt for den Overbebyr-
delse, som en saadan Deling af en Disciplin i to Examensfag erfarings-
mæssig let kan medføre, medens man paa den anden Side har ment, at
der selv uden en saadan Deling er sikret Formueretten en fremtrædende
Betydning indenfor Examensplanen, dels ved den nedenfor omtalte Be-
stemmelse om, at et af de særlig læste Afsnit altid skal høre til dette
Fag, dels gjennem de konkrete Opgaver, der i vidt Omfang maa hente
deres Stof fra Formueretten.
I Modsætning til den mundtlige maa sikkert den skriftlige Prøve om-
formes fuldstændigt. Det er efter Fakultetets Skjøn navnlig Forberedelsen
til de nugjældende skriftlige Opgaver, der falder Studenterne tungt, og
som mere og mere har givet Studiet Karakteren af en anstrængt Udenads-
læren. Disse korte, rent theoretiske Opgaver have erfaringsmæssig maattet
stilles saaledes, at der er gjort vel store og ensidige Krav til Hukommel-
sen, særlig til den specielle Evne at kunne „komme paa", hvad der om et
foreliggende mindre Æmne staar i Lærebøgerne. Desuden er det en
Mangel ved disse Opgaver, at de alle have ganske den samme Karakter,
idet de tilsigte at foretage en „Stikprøve*' af, hvad Kandidaten véd af
Lærebøgernes Ræsonnementer og de retlige Løsninger, der ikke kunne
slaas efter i Lovsamlingerne. De Opgaver, som det nye Forslag rummer,
tilsigte derimod paa flere forskjellige Maader at prøve, hvad Kandidaten
kan og véd, derunder navnlig hvor udviklet og sundt hans juridiske Skjøn
er, og hvor selvstændigt han har tilegnet sig det læste. Ved saaledes at
prøve i forskjellige Retninger faar man et mangfoldigere og bedre Grund-
lag for Bedømmelsen. At man da opgiver at bestemme en Karakter i
hvert Fag ved en samlet Bedømmelse af en skriftlig og en mundtlig
Forelæsninger, Øvelser og Examina.
453
Præstation, rummer formentlig ingen Betænkeligbed; man har ved den
gjældende Examens „Bifag" en Bedømmelse efter en mundtlig Præstation
alene; og en Bedømmelse blot efter en skriftlig Prøve, der jo er noget
almindeligt ved de Heste andre Examiner, er som Regel sikrere end efter
en mundtlig alene.
Naar det nu foreslaas, at der skal holdes fire skriftlige Prøver, og
at af disse de to skulle falde indenfor mindre, særlig opgivne Afsnit,
medens de to andre skulle være i konkrete Retstilfælde, ligger der i denne
Betoning af hidtil ikke anvendte Former for Prøven noget af det væsent-
ligste blandt det nye i Forslagene. Øjemedet med at stille Opgaver i Be-
svarelsen af konkrete Retstilfælde er dels det negative: en Løsrivelse fra
Lærebøgerne, idet Besvarelsen ikke kan gives direkte ud fra disse, medens
den dog ikke hos Kandidaterne kræver den Evne til produktiv, abstrakt-
videnskabelig Virksomhed, som kun ganske faa af Studenterne kunde
ventes at sidde inde med, — dels det positive: en Prøvelse af Kandi-
daterne paa en Maade, der ligger de Opgaver, der i det praktiske Liv
ville blive stillede dem, langt nærmere end de abstrakte Spørgsmaal. Man
fordrer det, som enhver Jurist maa kunne i det virkelige Liv, at løse
konkrete Retstilfælde og at begrunde sin Løsning deraf; og man nøjes
ikke med en Gjengivelse af Lærebogens Afgjørelser og Begrundelser, der
kunne være lærte tilnærmelsesvis mekanisk udenad, hvorfor det erfarings-
mæssig ofte er umuligt for Bedømmeren at afgjøre, hvorvidt det gjengivne
er personlig tilegnet og forstaaet. Selvfølgelig er det ikke Meningen at
prøve, hvor praktisk duelige Kandidaterne ere; det drejer sig om Frugten
af en theoretisk Uddannelse. Men denne skal anlægges ikke blot paa at
lære, men ogsaa paa at bruge det lærte og paa at udvikle det Judicium,
der er fornødent for at anvende de lærte Almensætninger paa konkrete
Tvivlstilfælde. Disse nye konkrete Prøver gjøre det nødvendigt for Stu-
denterne allerede under Studiet at arbejde energisk med konkrete Til-
fælde, hvad der vil give dem et bredere Fantasigrundlag for Tilegnelsen
af Theorien, vil oplive Studiet og føre dette nærmere henimod det prak-
tiske Livs Krav.
Der er fremdeles den store Fordel ved Opgaver i konkrete Tilfældes
Løsning, at de kunne formes meget forskjelligt. Man kan gjøre dem ret
lette, med Vægten lagt paa en kort Redegjøreise for, hvad der paa en
Række Punkter er gjældende Ret. Af denne Art skulde den mindre kon-
krete Prøve være. Den vil faa en vis Lighed med de abstrakte Opgaver,
der stilledes før 1890 ved den juridiske Examen for Ustuderede, idet
Vægten ikke lægges paa en mere indgaaende Begrundelse af Resultaterne;
men den vil dog have den store Fordel, der ligger i det konkrete Rets-
tilfældes Sammenspil mellem et Antal positive Retsregler. En saadan Op-
gave skal Kandidaten kunne løse, paa hvilket Omraade af Faget den end
stilles; den fordrer nemlig kun den Viden om positiv Ret, som enhver
Kandidat i Livet maa have paa rede Haand.
En Prøve paa dybere Forstaaelse og Tilegnelse tilsigtes med den
større Opgave i noget vanskeligere konkrete Retstilfælde, hvor det gjælder
saavel det sunde Skjøn som den mere indgaaende Begrundelse af Løs-
55*
454
Universitetet 1902—1903.
ningen af konkrete Tvivlstilfælde, der ikke foreligge afgjorte netop i denne
Forbindelse i Lærebøgerne, men til hvis Løsning disse dog give de nød-
vendige Forudsætninger. Ved Øvelser afholdte af forskjellige af Universi-
tetslærerne har det ogsaa vist sig, at Studenter, som vare naaede henimod
Afslutningen af deres Studium, meget vel magtede den skriftlige Besvarelse
af slige Spørgsmaal, og at det gjennemgaaende uden Vanskelighed lod sig
bedømme, hvor vidt Vedkommende var kommet med Hensyn til Forstaaelse
og sundt Judicium. Prøven vilde imidlertid blive altfor vanskelig, hvis
Kandidaterne ikke turde medtage deres Lærebøger og Haandbøger. Giver
man dem disse med, stilles de paa lignende Maade som kort efter i Livet
i Tilfælde, hvor de faa Tid til at benytte alle Hjælpemidler. Med den
Tid af indtil 8 Timer, der indrømmes dem, kunne de udnytte de Bøger,
som de have studeret grundigt, uden dog at have lært dem udenad; paa
den anden Side vil Opgaven let og naturligt kunne formes saaledes, at
man ikke kan besvare den ved at skrive ud af Systemerne. Det opnaas
saaledes, at Studenterne kunne læse og studere Bøgerne paa frugtbar
Maade, uden at maatte bebyrde deres Hukommelse med den omfattende
Indprentning, navnlig af Argumentationerne, der nu trætter dem og dog
gjør forholdsvis ringe Nytte, fordi den paa Grund af Stoffets Omfang
sædvanlig alligevel kun bliver til en ret overfladisk Læren af Bøgerne.
Hvad angaar de to Prøver af mere theoretisk Art indenfor nærmere
afgrænsede Dele af Studiet, har det været Fakultetet magtpaaliggende at
imødekomme den af Ministeriet — som ogsaa fra mange andre Sider —
fremsatte Opfattelse, at man ikke maatte fordre som nu, at Kandidaterne
paa ethvert Punkt indenfor det læste skulde kunne gjøre Rede for saavel
Resultaterne som Argumentationerne. Man har derfor ment, at det ikke
var muligt med tilstrækkelig Sikkerhed at opnaa Lettelsen i Hukommelses-
arbejdet, naar man bevarede det Princip, at Spørgsmaalene kunde falde
over hele Systemet, men at derimod Rammen maatte begrænses stærkt,
idet de særlig læste Afsnit tænkes kun at skulle omfatte omtrent en
Fjerdedel å en Trediedel af Formueretten og Halvdelen af et af de øvrige
fire Fag. Paa den anden Side mener man afgjort, at man ikke vilde
kunne nøjes med Opgaver i konkrete Retstilfælde, selv 0111 man gav saa
mange, at Prøven i positiv Kundskab derved blev ret fyldig, idet den
praktiske Afgjørelse dog altid ved dem maa blive stillet i Forgrunden.
Der vilde da være Fare for, at Studiet mistede den videnskabelige Ka-
rakter, som er passende og nødvendig for alle Studenter: den methodiske
Indtrængen i theoretiske Overvejelser og Undersøgelser. Igjennem de
foreslaaede theoretiske Prøver er der derimod Udsigt til at opnaa dette.
Selve Studiet maa jo som hidtil for en væsentlig Del foregaa ved Til-
egnelse af videnskabelige Fremstillinger. Men for at den Studerende kan
lære videnskabelig Methode, er det ikke nødvendigt, at han over hele
Faget med samme Grundighed tilegner sig Argumentationerne. Det er
tilstrækkeligt, ja nyttigst, at han fordyber sig i Forskning af Litteraturen
om nogle vigtige Afsnit af den gjældende Ret og i Undersøgelse af Rets-
udøvelsen paa saadanne Omraader. Disse særlig læste Afsnit ere dog
ingenlunde tænkte som Specialer i den Forstand, at de skulde studeres
-
"
Forelæsninger, Øvelser og Examina.
455
paa væsentlig anden Maade end den, hvorpaa en flink Student nu dyrker
de vigtigere og interessantere Dele af sit Fag. Det bliver væsentlig en
stærk Begrænsning af, hvad der skal studeres og læres saaledes, at Ved-
kommende paa ethvert Punkt skal være rede til at levere en skriftlig Be-
svarelse med Drøftelse og Begrundelse af Løsningerne. Man bør for-
mentlig give Studenterne en vis Valgfrihed til at fordybe sig i, hvad der
forekommer dem særlig interessant; kun formenes altid et Afsnit af For-
mueretten at skulle høre til de særlig læste, fordi dette Fag paa én Gang
er det praktisk vigtigste og ved sin Methode og videnskabelige Udvikling
det værdifuldeste Lærefag. Den omtalte Opfattelse af disse Opgaver med-
fører, at Studenterne ikke her tør medtage deres litterære Hjælpemidler
til Examen. Selv uden disse vil den Student, som virkelig har fordybet
sig i Studiet ogsaa udover den enkelte Lærebog, faa Lejlighed til at
gjøre sine grundigere Kundskaber og større Udvikling gjældende. Paa
den anden Side vilde den tilsyneladende Lettelse, der skulde opnaas ved
at tillade Studenterne at tage Bøgerne med, i Virkeligheden her komme
til at, betyde en ikke ringe Skærpelse, idet Fordringerne under denne
Forudsætning ikke kunde holdes indenfor selve Lærebøgernes Ramme, og
man saaledes let kom til at stille større Krav til selvstændig videnskabelig
Evne, end Studenternes store Flertal kunde ventes at fyklestgjøre. Om
end Fakultetet saaledes, ligesom Flertallet af det foran omtalte Udvalgs
Medlemmer (se Skrivelse af November 1901 S. 10—-11), maa formene, at
der ikke bør indføres noget egentligt Speciale, indeholder den foreslaaede
Ordning dog faktisk nogen Imødekommen af det af Udvalgets Mindretal
sammesteds udtalte Ønske.
Saaledes som de fire Opgaver ere foreslaaede, er det muligt at forme
en formaalstj enlig Examen for Ustuderede uden at opgive det Princip,
som Anordningen af 1890 indførte, og som har baaret gode Frugter, at
de Ustuderede prøves i Opgaver jævnsides med Studenter til Kandidat-
examen, medens man dog stiller betydeligt ringere Krav til de Ustuderede.
Dette sker, naar disse alene skulle besvare de to Opgaver i konkrete
Retstilfælde. Dette er ikke for meget forlangt, og Formen er endog sær-
lig passende for dem, som ville have en væsentlig praktisk Uddannelse;
hvad der fordres, kræves netop senere i Livet af en Underretssagfører
eller Retsbetjentfuldmægtig. Paa den anden Side faa de Ustuderede ikke
de to theoretiske Opgaver, som fordre et mere indtrængende, methodisk-
videnskabeligt Studium, og de skulle ikke tage 1ste Del af Examen, som
særlig forbereder til et saadant Studium.
Den mundtlige Examination, hvis nærmere materielle Indhold en
Examensordning ikke vel kan fastslaa, vil give det passende Supplement
til den skriftlige Del af Examen, naar den med Lempelighed prøver dels
Kandidatens positive Kundskaber i den gj ældende Ret, dels hans Oversigt
over det lærte og hans Evne til at fortolke Lovene — som da ved
Examinationen kan gives ham i Hænde — samt til at løse simple kon-
krete Retstilfælde og i det hele til at anstille juridisk Ræsonnement.
Den foreslaaede Examensordning har vel til sit første og umiddel-
bare Formaal at prøve, hvorvidt de Studerende have naaet det Maal af
456
Universitetet 1902—1903.
Indsigt og Udvikling, som maa kræves til en Embedsexamen. Men næppe
mindre vigtig er den afgjørende Indvirkning paa selve Studiet, som
Examensordningen vil kunne faa. Da Øjemedet er at værdsætte Kandi-
daternes virkelige juridiske Evner og Indsigt, og da Indretningen af
Examen er en saadan, som bedre end den nuværende vil kunne hindre,
at det gode Examensudfald bliver til en Præmie blot paa ydre Flid, vil
det kunne haabes, at der vil blive drevet et mere indtrængende og mere
personlig interesseret Studium end hidtil.
Forslaget og hvad der hidtil er bemærket hertil, viser, at Fakultetet
paa en Række væsentlige Punkter er kommet til lignende Resultater som
det ovenfor omtalte Udvalg, særlig i Skrivelsen af November 1901. Ogsaa
med Hensyn til den Maade, hvorpaa Studiet faktisk skal drives og ledes,
kan man i det væsentlige slutte sig til, hvad der siges i Skrivelsen og
dens Bilag I, hvis „legislative Retslære" vel ikke egner sig til at gjøres
til et særligt Fag, men hvis Tanke bør have Betydning ved de enkelte
positive Fags Behandling. Kun skal det fremhæves, at man næppe for
Tiden kan eller bør forsøge paa at forme et særligt Fag, som det, der i
Skrivelsen, S. 5, kaldes „en Rettens almindelige Kulturhistorie" eller, S. 8,
„almindelig Retshistorie". Et saadant Fag er, saa vidt vides, endnu intet-
steds kjendt ved Retsundervisningen. Derimod vil det fornødne om Ret-
tens Kulturudvikling blive givet under Fagene: almindelig Retslære, Romer-
ret og dansk Retshistorie.
Forberedelsen til den nye skriftlige Del vil sikkert fremkalde ivrig
Deltagelse i forskjellige nye Øvelser. Foruden at der jo maa holdes
væsentlig de samme theoretiske Forelæsninger og Examinatorier som hid-
til, vil der blive Brug for stadig Gjennemgang af konkrete Retstilfælde,
saavel i mundtlig som i skriftlig Form og saavel med yngre som med
ældre Studerende. Desuden vil til Studiet af de forskjellige særlig læste
og opgivne Afsnit en mere indgaaende Gjennemgang af disse med de for-
holdsvis færre Deltagere, som have valgt hvert enkelt Afsnit, være nød-
vendig. — Ved begge Arter af Øvelser bliver da et juridisk Laboratorium
ogsaa en Nødvendighed.
Som Forholdene for Øjeblikket ere, haves der paa Universitetet kun
Lovsamlingerne (i et å to Exemplarer). Det er herved udelukket at holde
Øvelser over Domme paa Grundlag af Domssamlinger, da det er ugjørligt
for Læreren at medbringe mere end nogle ganske faa Bind af f. Ex.
Ugeskrift for Retsvæsen, medens han i Regelen under Øvelsen vilde have
Brug for en Række Bind. Kunde man faa udgivet en større Samling
Retstilfælde med mere omfattende Aftryk af Dokumenterne i Sagen —
maaske blandt andet saaledes som i Skrivelserne af 6te Februar 1901
foreslaaet ved Hjælp af Højesteretsextrakterne, der i alt Fald ere en af
de bedste Kilder —, kunde vel visse mundtlige Øvelser paa Basis heraf
holdes i Auditoriet. Men de uomgængelig nødvendige skriftlige Øvelser i
Behandlingen af konkrete Retstilfælde fordre for det første, at Studenterne
have Adgang til hele Lovsamlingen, da det umulig kan opgives dem, hvilke
Aargange de ville faa Brug for; for det andet maa de have Domssam- .
linger og Litteratur ved Haanden. Nu maa man derfor hjælpe sig med
Forelæsninger, Øvelser og Examina.
457
at lade Studenterne skrive hjemme; men da øves de ikke i at arbejde
som under Examensforliold, og de savne fornøden Litteratur, Domssam-
linger have f. Ex. meget faa i eget Eje.
Ogsaa for Studiet af de særlig læste Afsnit, som enhver maa vælge,
er det nødvendigt at have et Laboratorium o: en Bogsamling med Litte-
ratur, Doms- og Lovsamlinger og med det mest brugte i flere Exemplarer.
Kun derved kan Faget dyrkes saa indtrængende som nødvendigt, og kun
da er det muligt for de flinkere at drive et virkelig godt Studium. En
saadan Bogsamling maatte findes i et særligt Værelse, der tillige kunde
bruges som Læseværelse, aabent hele Dagen; og ved Siden maatte der
være et Øvelsesværelse eller Auditorium. Det liele skulde indrettes i
Lighed med det statistiske og det filologisk-historiske Laboratorium —
0111 end det paa Grund af Studenternes langt større Tal maatte have større
Omfang —, og man vilde saaledes faa et Hjælpemiddel ved Undervisningen,
som næsten overalt i Udlandet længe har været i virksomt Brug og været
anset som en Nødvendighed for Studiet. Fakultetet har til Hensigt at
gjøre en særlig Indstilling 0111 et saadant Laboratoriums nærmere Indret-
ning. Foreløbig skal her blot fremhæves, at der næppe for Tiden er
Plads dertil i Universitetets Lokaler, men at man vistnok vil kunne leje
passende Lokaler i Universitetets umiddelbare Nærhed.
Foruden samtlige disse Øvelser vil Studiet i dets nye Skikkelse kræve
en Del nye Lærebøger til at afløse de nuværende, særlig til den pro-
pædeutiske Examen, og det ikke blot i de delvis nye Fag som almindelig
Retslære med dansk Retsencyklopædi og Nationaløkonomi, men sikkert
ogsaa i Romerret og Retshistorie, idet Lærebøger beregnede paa de ældste
Studerende (ved den nuværende 2den Del af Examen) ikke ville egne sig
for de ganske unge Studenter, hvis Lærebøger bør være betydelig baade
kortere og lettere. Endelig vil som berørt Studiet af konkrete Retstilfælde,
i Lighed med, hvad der er i Brug i andre Lande, kræve Bøger inde-
holdende Samlinger af Retstilfælde af forskjellig Art.
Ses dette i Sammenhæng med, at Studenternes Inddeling i flere Hold,
hvert med sine særlig læste Afsnit, maa fordre betydelig flere Øvelses- og
Forelæsningsrækker end nu, vil det være indlysende, at det nuværende
Lærertal er for lille. Mindre end 7 juridiske Lærere — f. Ex. foruden
de nuværende 5 Professorer 2 Docenter — vil umuligt kunne forrette Ar-
bejdet forsvarligt. 7 Lærere til et Antal af over 500 Studerende er jo
ogsaa et meget beskedent Tal. Desuden vil der kun, naar det juridiske
Fakultets Lærerkræfter saaledes forøges, kunne være Udsigt til væsentlig
at begrænse den nuværende overdrevne Brug af Manuduktør, og dette vil
ikke blot for den hele Studieordning være af den allerstørste Betydning,
men ogsaa rent pekuniært set vil den Besparelse i Studieudgifterne, som
derved kunde opnaas, for de ubemidlede Studenter betyde ikke lidt. Ogsaa
angaaende denne Sag forbeholder Fakultetet sig i en nær Fremtid at
fremkomme med en særlig Indstilling, hvis Bevilgelse man i Henhold til
den givne Begrundelse maa anse for en nødvendig Betingelse for Re-
formens Gjennemførelse.
458
Universitetet 1902—1903.
Medens man i det Foranstaaende mener iøvrigt at have udtalt sig
tilstrækkeligt om Indholdet af Skrivelserne af 6te Februar og November
1901, skal man endnu, med Hensyn til det i den ene Skrivelse af 6te
Februar fremsatte Forslag om Ansættelse af Praktikere (Dommere eller
Sagførere) som „Lektorer" paa Aaremaal og med fast lav Aldersgrænse
til Ledelsen af den konkrete Undervisning, udtale, at Fakultetet ikke kan
tiltræde det i den foreslaaede Form. Hovedsagen ved en Undervisning i
Behandling af konkrete Retstilfælde maa efter Fakultetets Skjøn blive en
Indøven i theoretisk Forstaaelse, og ikke et Forsøg paa at skabe umiddel-
bar praktisk Færdighed, hvilken jo kun kan udvikles gjennem selve Livet,
Derfor maa Ledelsen af denne Undervisning (i og udenfor Laboratoriet)
ligge i Fakultetets Haand, idet der til en saadan Ledelse først og frem-
mest kræves Pædagoger af Fag. Der er derfor ogsaa større Trang til
nogle Docenter, der i alt Fald for nogen Tid gjøre Retsundervisningen til
deres Hovedvirksomhed, end til som Lærere at faa Praktikere, der for-
blive i deres Kald; men selvfølgelig vil det være af Betydning, at disse
Docenter have noget Kjendskab til det praktiske Liv. Derimod vilde det
sikkert være gavnligt, hvis det skulde vise sig, at der kunde skaffes de
yderligere Midler til at honorere Praktikere for indenfor deres Specialitet
at holde kortere Rækker af Foredrag for eller Øvelser med de Studerende
— uden at disse Øvelser dog skulde have umiddelbar Betydning for
Examen — jfr. det tidligere praktisk-juridiske Selskabs Virksomhed i en
noget lignende Retning.
ad III. (Forslagets enkelte Paragrafer).
ad § 2. Der er ingen Anledning til at fastsætte en Tidsfrist i Lig-
hed med den, inden hvilken den nuværende 2den Del skal tages efter be-
staaet Fællesprøve. Fastsættelsen af slige Frister er altid en Foranstalt-
ning, som kun gjennemsnitlig kan virke heldigt, og det er desuden nu i
Modsætning til tidligere Meningen, at der skal studeres til 1ste Del, uden
at der i noget videre Omfang er taget fat paa Studiet til 2den Del, For
derimod at hindre, at nogen skulde vente med at indstille sig til 1ste Del
til sent i sit Studium, — hvorved den Virkning, man vilde opnaa med en
propædeutisk Examen, let udeblev, medens Vedkommende paa Grund af
sin større Modenhed maaske kunde haabe paa et særlig godt Examens-
resultat ved den 1ste Del —, er det foreslaaet, at der skal være en
Minimumsfrist af 2 Aar mellem 1ste og 2den Del. Tages 1ste Del saa
tidlig som passende, maa Tiden mellem de to Dele for de allerfleste blive
ca. tre Aar, og Fristen vil derfor ikke genere. Dog bør der være Adgang
til Dispensation, særlig af Hensyn til det ikke usædvanlig forekommende
Tilfælde, at Examinati juris senere tage fuldstændig juridisk Embeds-
examen. — § 2 svarer iøvrigt til Anordning 26de September 1890 § 5,
de første 5 Punktum'er, og § 9. Kun er det foreslaaet, at den her nævnte
Dispensation skal gives, ikke af Ministeriet men af Fakultetet i Liglied
med, hvad der gjælder efter Anordning 1890 § 5, 4de Punktum. — Der
ses ingen Grund til, at 1ste Del ikke skulde kunne tages om efter et
halvt Aar i Overensstemmelse med, hvad der gjælder ved andre For-
examiner.
Forelæsninger, Øvelser og Examina.
459
ad § 3. Naar der ingen skriftlig Prøve er foreslaaet lier, er det
dels for at give Studenterne denne betydelige Lettelse, dels fordi deres
personlige Udvikling endnu næppe er stor nok til, at de kunne behandle
Æmnerne skriftlig. I Romerret vil noget Kjendskab til Kildematerialet
kunne prøves ved den mundtlige Examen, derved at nogle Kildesteder
blandt et forud opgivet mindre Antal forelægges Kandidaten til Oversæt-
telse. Denne vil vistnok kunne præsteres uden videre omfattende Kund-
skaber i Latin, og Fakultetet agter derfor senere at fremkomme med Ind-
stilling om Ophævelse af den ved Anordning 1ste Juli 1872 foreskrevne
Tillægsprøve i Latin for juridiske Studenter af den mathematisk-natur-
videnskabelige Retning, idet denne Tillægsprøve formentlig væsentlig skyldes
Hensynet til de større Fordringer, som den nuværende skriftlige Prøve i
romersk Ret stiller. Karaktererne ved 1ste Del bør have nogen Vægt ved
det endelige Examensudfald, men dog kun en mindre, for at Prøven der-
ved kan holdes nede paa et passende Lavmaal af Examensbetydning. At
nøjes med Hovedkaraktererne „bestaaet" eller „ikke bestaaet", vilde ikke
være rigtigt, da Examenskravene i saa Fald let blev for strænge for de
mindre dygtige, medens de flinkere omvendt fik for ringe Impuls til Flid.
Dog maa der sættes et ikke for lavt Minimum for at bestaa, idet denne
Examens Formaal ikke vil naas, naar der ikke helt igjennem er vist
passende Kundskabsfylde og Modenhed. Om Reglerne for Karakterbereg-
ningen se § 11.
ad § 4. Naar Fakultetet bestemmer, hvilke Hjælpemidler Kandida-
terne tør medtage ved den større konkrete Opgave — foruden de hid-
tidige Hjælpemidler (Lovsamlingerne), der kunne medtages til alle skrift-
lige Prøver —, bliver Principet herved at tillade Medtagelse af al Litte-
ratur, undtagen, dels en saadan, som (af andre end Lærerne) maatte være
beregnet særlig paa at vejlede ved denne Prøve, dels Domssamlinger,
eftersom disse sidste indeholde altfor nærliggende Paradigmer for den
foreliggende Opgaves Besvarelse. Med Hensyn til den Tid, der indrømmes
til Besvarelsen af den' store konkrete og de to theoretiske Opgaver, har
man anset det for ønskeligt, at der gives Fakultet et vist Spillerum, og
derfor foreslaaet Tiden fastsat til „indtil" henholdsvis 8 og G Timer.
Særlig med Hensyn til de theoretiske Opgaver ønsker man dog at frem-
hæve, at man nærmest er tilbøjelig til at anse den nu foreskrevne Tid af
4 Timer for tilstrækkelig, idet disse Opgaver ikke ere tænkte at skulle
have en væsentlig anden Karakter end de nuværende skriftlige Examens-
prøver. — § 4 svarer iøvrigt til Anordning 1890 § 3.
ad § 5. Denne § svarer til Anordning 1890 § 5, 6te og 7de Punktum;
denne §'s 8de Punktum er udeladt som overflødigt.
ad § 6. Denne § svarer til Anordning 1890 § 2, 4de og 5te Punktum,
ad § 7. Denne § svarer delvis til Anordning 1890 § 2, 1ste til 3die
Punktum og til § 9, 1ste Punktum.
ad § 8. Denne § svarer til § 11 i Anordning 1890. Fakultetet finder
dog Anledning til at betone, at Censorernes Deltagelse i Bedømmelsen
efter den nye Ordning vistnok vil kræve et forøget Arbejde, idet Begræns-
ningen af de skriftlige Opgaver til 4 i Stedet for nu 8 ikke opvejer det
Universitetets Aarbog.	56
460
Universitetet 1902—1903.
forøgede Arbejde med de nye Opgaver, livor navnlig de konkrete Opgavers
Besvarelser gjennem disses naturlige større Variation vil kræve en særlig
indgaaende Prøvelse, ikke mindst af Praktikerne (Censorerne). Man maa
derfor vistnok være betænkt paa en Forøgelse enten af Censorernes Antal
eller af det Honorar, der ydes dem for deres Arbejde. Naar det i Skri-
velse af 6te Februar til Ministeriet af vedkommende Udvalg, under c.) og
d.) S. 4, er foreslaaet, at der „ved almindelig Bestemmelse tillægges Cen-
sorerne en større eller en mere præciseret Myndigbed end hidtil", kan
Fakultetet intet have at indvende mod en nærmere Præcisering af den
Censorerne tillagte Myndighed; men det maa ganske vist formene, at Cen-
sorerne allerede have al den i Skrivelsen nævnte Myndighed, og en saa-
dan udtrykkelig Bestemmelse forekommer det derfor overflødig,
ad § 9. Denne § svarer til Anordning 1890 § 13.
ad § 10. Denne § svarer til Anordning 1890 § 12. Da den nye 1ste
Del faar Karakteren af en særlig Forberedelsesexamen, finder man det
naturligt, at der, i Lighed med hvad der gjælder om andre tilsvarende
Examiner ved Universitetet, erlægges en særlig Kjendelse for at indstille
sig til den, og denne Kjendelse formenes passende at kunne sættes til
8 Kr. Med Hensyn til Examen for Ustuderede synes der derimod ingen
Grund at være til at forandre den tidligere Kjendelse af 16 Kr., og en
saadan vil formentlig ogsaa være passende for den fuldstændige juridiske
Examens nye 2den Del, idet denne i det væsentlige vil svare til den udelte
latinsk-juridiske Examen, som bestod før 1890, og med Hensyn til hvilken
Gebyret oprindelig er bleven fastsat. Hvad Fordelingen af Kjendelsen
angaar, har man anset det for naturligere at lade den Del af Kj endelsen
for den fuldstændige juridiske Examen, som tidligere tilfaldt Dekanus,
fordeles ved 2den Del mellem de juridiske Professorer og ved 1ste Del
mellem samtlige Fakultetets Medlemmer. Under denne Forudsætning bør
den Del af Kj endelsen for de statsvidenskabelige Examiner, som nu ifølge
Anordning 20de Februar 1892 § 11 tilfalder Dekanus, i Stedet for komme
til Deling mellem de statsvidenskabelige Professorer.
ad § 11. Angaaende Tidspunkterne for den nye Ordnings Ikraft-
træden og den ældres Ophør, skal Fakultetet fremhæve, at det — under
Forudsætning af, at den fornødne Forøgelse af Lærerkræfterne finder
Sted — vistnok trods Mangelen af visse Hjælpemidler vil være muligt ret
snart at lade afholde den nye 2den Del. Selvfølgelig er der store Van-
skeligheder ved i de første Semestre — førend et Laboratorium er ind-
rettet, og de fornødne trykte Samlinger af Retstilfælde foreligge — at
give en virkelig tilfredsstillende Undervisning til denne Del. Men da alle
fornødne Lærebøger foreligge, synes det rigtigt, f. Ex. til Sommeren 1903,
at give de Studenter, der maatte foretrække den nye Del som en Prøve,
hvor Forberedelsen anstrænger Hukommelsen langt mindre, og som bedre
honorerer dygtigt Studium og de personlige juridiske Evner, en Adgang
til at vælge denne Prøve fremfor Fællesprøven. Derimod kan den nye
1ste Del ikke afholdes, førend der er givet Lærerne Tid til at indrette
de nye Forelæsninger eller skrive de Lærebøger, som kræves der. Denne
Del kan derfor næppe afholdes før tidligst ved Julen 1903. For nu ikke
Forelæsninger, Øvelser og Examina.
461
i en Aarrække at tvinge Studenterne til at tage den gamle Examen,
tænker Fakultetet i sin endelige Indstilling om Anordningens Ikrafttræden
at foreslaa, dels at den i § 2 opstillede Minimumsfrist mellem 1ste og
2den Del foreløbig suspenderes, saa at den først træder i Kraft f. Ex.
ved 2den Del i Sommeren 1905, dels at der aabnes Mulighed for en
Kombination af den gamle og den nye Ordning efter visse nærmere
Regler.
Hvad endelig angaar Karaktererne, skal man her blot bemærke, at
der tænkes givet Kandidaterne de samme Hovedkarakterer som hidtil,
nemlig Laudabilis et quidem egregie, Laudabilis og Haud illaudabilis;
medens dog Karakteren Non contemnendus formenes at burde bortfalde
som værende uden nogen praktisk Betydning. For Examinati juris' Ved-
kommende vilde man anse det for heldigst at fjerne de forældede Be-
tegnelser, Bekvem og Ej ubekvem, og fremtidig at give Karaktererne:
1ste Karakter med Udmærkelse, 1ste Karakter og 2den Karakter.
Den foreslaaede Ordning faar Konsekvenser for Anordning 20de
Februar 1892 §§ 2—5 om de statsvidenskabelige Examiner, idet man ikke
kan danne en saadan Examen bestaaende af den nye juridiske 1ste Del
og en statsvidenskabelig 2den Del, og heller ikke nogen bør kunne tage
først den nye anden Del og derpaa de statsvidenskabelige Fag. Der er
imidlertid ingen Betænkelighed ved at ophæve denne Examen, da Ord-
ningen efter Anordning 1892 §§ 2—4 har vist sig at være helt uden prak-
tisk Betydning; fra dens Ikrafttræden og til Dato har nemlig kun én
Student taget først Fællesprøven og derpaa statsvidenskabelig 2den Del.
At forsøge en tilsvarende Ordning under den nye Examensform vilde paa
den ene Side frembyde meget store Vanskeligheder og paa den anden
Side, saaledes som nu Adgangen til Embeder er ordnet, alene kunne faa
Betydning for en ganske enkelt. Derimod giver det en sjældent fyldig
Uddannelse at tage først juridisk Embedsexamen og dernæst en Tillægs-
examen i de statsvidenskabelige Fag som den ved Anordning 1892 § 5,
2det Stykke, hjemlede. Denne Vej have flere fulgt under den nugjæl-
dende Ordning, og den bør formentlig opretholdes ved, at man med de
fornødne Lempelser fastholder Principet i nævnte Anordnings § 5, 2det
Stykke, medens man iøvrigt helt ophæver Anordningens §§ 2—5. Herom
vil Fakultetet senere fremsætte Forslag. Iøvrigt maa det blive Gjenstand
for fortsatte Overvejelser i Fakultetet, om, og da hvorledes, en Omordning
af de statsvidenskabelige Examiner burde finde Sted, naar en ny juridisk
Examensordning var bleven gjennemført.
Kjøbenhavn i December 1901.
Jul. Lassen. C. Torp. V. Bentzon. H. Munch-Petersen.
Idet jeg tiltræder Forslaget til den nye Examens Ordning af Hensyn
til de forskjellige Fordele, som denne kan forventes at ville frembyde,
maa jeg paa den anden Side tage Afstand fra den Kritik af den be-
staaende Ordning, som har fundet sit Udtryk i den foranstaaende Be-
tænkni"g-	H. Matzen.
56*
462
Universitetet 1902—1903.
Vi undertegnede statsvidenskabelige Professorer udtale vor Tilslut-
ning til det af de juridiske Professorer udarbejdede Forslag til en ny
juridisk Examensordning.
WilL Scharling. V. Falbe Hansen. H. Westergaard.
— De foran S. 449 nævnte Skrivelser ere saalydende:
A. Fakultetets Skrivelse af 9de Februar 1901 til Ministeriet.
„Det juridiske Fakultets Medlemmer ere mere og mere komne til
den Overbevisning, at den i 1890 gjennemførte Reform af juridisk Examen,
der navnlig karakterisedes ved en Deling af Examen, ikke liar ført til det
attraaede Resultat: at lette Studenterne Examensarbejdet. Dels ere Lære-
bøgerne voxede i Omfang, dels tilstræbe Studenterne, ansporede af den
stigende Konkurrence, nu en nøjagtigere Tilegnelse af Lærebøgerne end
tidligere; og Følgen er bleven, at Fællesprøven volder Studenterne store
Vanskeligheder. Allerede af denne Grund maa en Ændring i Studium og
Examen anses for ønskelig. Men hertil kommer, at Reformen formentlig
maa blive gjennemgribende, dels fordi man, hvis en Deling skal opret-
holdes, maa anse det for rettest at tilstræbe en anden Fordeling af Fagene
end den nuværende, dels fordi det synes ønskeligt at prøve med nyere
Undervisnings- og Examensformer.
Under disse Forhold synes det paa den ene Side ønskeligt at under-
give eventuelle Forslag til en endelig Reform en grundig Overvejelse, paa
den anden Side anbefalelsesværdigt hurtigst muligt at raade Bod paa
Ulemperne ved det bestaaende. Og derfor har Fakultetet besluttet at
gjøre Examinationen lempeligere med Hensyn til Kravet paa Kjendskab
til Positiviteterne og Lærebøgerne samt at foretage saadanne Begræns-
ninger i Lærestoffet, som kunde anses forsvarlige. Men desuden maatte
Fakultetet ønske at gjøre et Forsøg med en Examensprøve i Evnen til
skriftlig at behandle konkrete Retsspørgsmaal. Det er Fakultetets Over-
bevisning, at skriftlige og mundtlige Øvelser i Behandlingen af konkrete
Retstilfælde bør være et vigtigt Led i Retsundervisningen, og at man, for
at bringe Studenterne til med tilstrækkelig Iver at lægge sig derefter,
maa have Examensprøve deri. Men desuden ønskede man at erfare, om
ikke en saadan Prøve, der delvis afløste de nugj ældende abstrakte Op-
gaver vilde indvirke gunstigt paa Studiemaaden, idet Studentens Grad af
Modenhed og sundt juridisk Skjøn fik større Betydning for Examens-
udfaldet.
For at kunne naa et saadant Maal maatte altsaa Fakultetet ønske
ved Examen — første Gang f. Ex. ved Sommeren 1902 — at kunne ombytte
enkelte af Fællesprøvens skriftlige Opgaver med en konkretere stillet Op-
gave, at besvare i en Betænkning. Da der imidlertid formentlig maatte
gives Kandidaterne en længere Tid end 3 Timer til en saadan Opgaves
Besvarelse, maatte Regelen i Anordn, af 26de September 1890 § 3 om,
at der indrømmedes en Tid af 3 Timer til hver Prøve, ændres til, at der
kunde gives 3 a 6 Timer efter Fakultetets Skjøn.
Og endnu en Ændring med Hensyn til den skriftlige Prøve maa
Fakultetet ønske foretaget allerede under de nuværende Forhold. Ifølge
Forelæsninger, Øvelser og Examina.
463
Frdn. af 26de Januar 1821 § 3 anses det for utilstedeligt, at Examinan-
derne ved den skriftlige Prøve i Romerret benytte Lexikon. Dette er der
efter Fakultetets Formening ingen Grund til under de nuværende Forhold
at fastholde. En Tilladelse til ved Prøven at medtage latinsk-dansk og
dansk-latinsk Lexikon er under de nuværende Forhold uden Betænkelig-
hed, og et Lexikon vil kunne være en god Hjælp overfor øjeblikkelige
Oversættelsestvivl, der jævnlig kunne forekomme netop i Examensprøvens
kritiske Øjeblik.
Fakultetet skal herefter tillade sig at indstille, at Anordn, af 26de
September 1890 § 3, 3die Sætning affattes saaledes: „Opgaverne kunne
ogsaa stilles som konkrete Retstilfælde. Til liver Opgave indrømmes en
Tid af 3 Timer, dog at Fakultetet, naar Opgave stilles over konkrete
Retstilfælde, kan indrømme en Tid af indtil 6 Timer", og at i Anordn.s
§ 6 indskydes som 4de Sætning: „Ved Besvarelsen af Opgaven i romersk
Ret kan fremtidig Lexikon benyttes."
B. Udvalgets Skrivelse af 6te Februar 1901 til Fakultetet.
„Efter Initiativ af juridisk Forening og juridisk Samfund blev der
den 10de Oktober 1900 i Studenterforeningen afholdt et talrigt besøgt
Juristmøde, hvis Formaal var at drøfte de forhaanden værende Mangler
ved det juridiske Studium og eventuelt at optage Spørgsmaalet om, hvad
der maatte kunne foretages for at raade Bod paa disse Mangler. I Over-
ensstemmelse med den Stemning, der synes i stigende Grad at have fæstnet
sig i den offentlige Mening, var det paa Mødet gjennemgaaende den
raadende Opfattelse, at Studiet i dets nuværende Form og Arbejdsmaade
giver de Studerendes Uddannelse en uheldig Retning samt i ikke ringe
Grad foranlediger en uforsvarlig Overanstrængelse.
Under Hensyn hertil blev det paa Mødet fra nogle Sider gjort gjæl-
dende, at man alene vilde kunne vente en afgjørende Vending i Studiet
gjennem en indgaaende Ændring i den bestaaende Studie- og Examens-
ordning, medens det fra anden Side blev hævdet, at den forhaanden
værende Nødstilstand er saa stor, at man uden at undervurdere det
ønskelige i en mere omfattende Reform og uden at tabe de fjernere Maal
af Syne dog i første Række bør rette Opmærksomheden paa, hvad man i
Øjeblikket vil kunne udrette for en Lettelse og Forbedring af Studiefor-
holdene uden at ty til saadanne radikale Reformer, der ville kunne ventes
at fremkalde stærkere Meningsforskjel, og dermed muligvis at skyde Hjælpen
ud i det ubestemte. Resultatet af Mødet blev, at der nedsattes et Udvalg,
bestaaende af os underskrevne, Højesteretsassessor, Dr. jur. N. Lassen,
Overretsagfører Axel Bang, Cand. jur. Georg Christensen, Cand. jur. L. A.
Grundtvig, Cand. jur. V. Hamann, Overretssagfører Oskar Johansen, Over-
retssagfører Lemming, Overretssagfører O. Lehmann, Højesteretssagfører,
Dr. jur. Ernst Møller, Cand. jur. & polit. F. Pio og Kriminalretsassessor
Tybjerg, idet Udvalget fik til Opgave — eventuelt under Forhandling med
det høje Fakultet — at overveje og stille Forslag til Ændringer i Studie-
forholdene, dels gjennem øjeblikkelige Foranstaltninger, dels eventuelt
gjennem en mere omfattende Reform.
I Overensstemmelse med det os saaledes givne Hverv have vi, idet
464
Universitetet 1902—1903.
vi forbeholde os senere at komme tilbage til Spørgsmaalet om en mere
omfattende Examensreform, foreløbig søgt at komme til Erkjendelse af,
hvad der allerede nu maatte kunne udrettes uden administrative eller
legislative Foranstaltninger af mere principiel Natur. I saa Henseende
ere vi da naaede til det Resultat, at der formentlig uden Vanskelighed
ret hurtigt kan træffes Foranstaltninger, der i ikke uvæsentlig Grad ville
kunne hjælpe paa den forhaanden værende Nødstilstand. Det vil efter
vort Skjøn navnlig blive Opgaven dels at lette Overbebyrdelsen, dels at
gjøre Studiet psykologisk og praktisk mere frugtbringende, og vi kunne
saa meget lettere for Tiden nøjes med foreløbige Henstillinger i saa Hen-
seende, som de Foranstaltninger, vi mene at kunne foreslaa, ikke i nogen
Maade ville præjudicere en eventuel grundig Reform, men meget mere synes
at kunne danne en heldig Overgang eller Forberedelse til en videregaaende
Omordning af Examensvæsenet.
Idet vi nu tro at turde paakalde det høje Fakultets Opmærksomhed
for, hvad der efter vor Mening vil kunne udrettes ad den antydede Vej,
tage vi vort Udgangspunkt i den bestaaende Examensordning, saaledes
som denne senest er bestemt ved Anordning af 26de September 1890.
Det væsentligste Formaal med den da indførte Ordning tør forudsættes
at have været at indføre en nøjere Sammenhæng mellem den saakaldte
dansk-juridiske Examen og den fuldstændige juridiske Embedsexamen.
Dette opnaas ved en Tvedeling af sidstnævnte Examen. Første Del om-
fatter dansk Civilrets to Afdelinger, dansk Strafferet og dansk Procesrets
to Afdelinger, ialt altsaa fem Examensfag, i hvilke der baade gives skrift-
lige Opgaver og examineres mundtligt. Den anden Del omfatter alminde-
lig Retslære (Retsfilosofi), Romerret, dansk Statsret, Søret, dansk Rets-
historie og Folkeret, saaledes at der i de tre første Fag holdes skriftlig
og mundtlig Prøve, medens der kun finder mundtlig Prøve Sted i de tre
sidste Fag. Disse tre Fag (Søret, Retshistorie og Folkeret) ere altsaa kun
Bifag, hvilket viser sig deri, at den mundtlige Examination i disse Fag
normalt kun inaa vare i 10 Minutter, i Hovedfagene 20 Minutter (Kon-
sistoriets Samling af Examensbestemmelser § 68 2det St.). Sammenhængen
med den dansk-juridiske Examen er tilvejebragt derved, at den fuldstæn-
dige Embedsprøves 1ste Del bliver en Fællesprøve, ved hvis særskilte
Bestaaen opnaas samme Rettigheder som ved Bestaaen af den juridiske
Examen for Ustuderede i dens tidligere Form. Idet ved Fællesprøven
Maalestokken for Fordringerne i alle Tilfælde bestemmes ved Hensyn til
den fuldstændige juridiske Embedsexamen, medfører Ordningen af 1890
for de Ustuderede en betydelig Skærpelse. For de Studerende har For-
andringen medført en Stofforøgelse gjennem Indførelse af to nye Fag
(Søret og Folkeret). Paa den anden Side har man ved Delingen af Ex-
amen i to Afdelinger søgt at tilvejebringe en Lettelse, men om Nytten af
denne Foranstaltning er der dog delte Meninger. Faktisk har i hvert
Fald Mislighederne ved Studiet og den dermed forbundne Overanstræn-
gelse sikkert været i stadig Stigen under den nye Ordning.
Naar man nu søger det centrale i de forhaanden værende Mangler
eller Klager synes der gjennemgaaende at være Enighed om, at Fejlen
Forelæsninger, Øvelser og Examina.
465
ligger deri, at Studiets hele Anlæg — derunder den Maade, hvorpaa Lære-
bøgerne gjennemgaas og Examensopgaverne gives og bedømmes — fører
de Studerende til at sætte deres Arbejdskraft ind paa rent mekanisk at
indprente Lærebøgernes Indhold i Hukommelsen samt til overhovedet ikke
at have noget højere Maal end paa Examensdagen — ligeledes mekanisk
og uden aandelig Selvvirksomhed — at levere et nøjagtigt Referat af,
hvad der i vedkommende Professors Fremstilling er udviklet om det fore-
lagte Spørgsmaal. Hvis dette Maal naas, ville de være sikre paa en god
Karakter, men derimod vilde de løbe en ikke ringe Risiko, for saa vidt
de med Forbigaaelse af, hvad der findes i vedkommende Lærebog, vilde
vove at bevæge sig mere frit. Vi tør i saa Henseende henvise til den
Skildring, som et Medlem af det høje Fakultet giver i en Afhandling i
Ugeskrift for Retsvæsen 1900, S. 679 ff. Tendensen i den ydre Exainens-
ordning og dens faktiske Gjennemførelse siges at gaa „i Retning af at
lægge afgjørende Vægt paa, hvor godt Bøgerne vise sig at være lærte"
(S. 682). „Referatet" bliver „det næsten ubetinget eneafgjørende", og
„Maximumskravet" bliver „det rette, velordnede og forstaaede Referat"
(S. 683). „Gives dette, er Laud'et sikkert, selv om Referatet er meget
slavisk og Tilegnelsen kunde være næsten rent en Udenadslæren" (S. 683).
Der kan næppe være Tvivl om, at en saadan Studiemaade maa virke
meget uheldigt. Naar Studiet med sikker Udsigt til Held i Regelen drives
væsentlig som rent Hukommelsesværk og Udenadslæren, bliver de Stu-
derendes Tænkeevne og Dømmekraft ikke tilstrækkelig udviklet, men er
udsat for at forkues, og idet Hjernen fyldes med Stof, som ofte ophobes
uden indre Organisation eller Sammenknytning gjennem aandelig Selv-
virksomhed, er det at forudse, at Byrden ikke altid kan bæres, men hid-
fører Overanstrængelse. Paa den anden Side turde det være ikke mindre
klart, hvad der rettelig burde være det afgjørende for Studiet og Examen.
Det vil i saa Henseende være tilstrækkeligt at minde om den i Universi-
tetsfundats af 7de Maj 1788 Kap. IV. § 5 for Universitetsstudiet givne,
endnu gjældende Retsregel, at det ved Examina „bliver at iagttage, at
Exciminatorer hverken i deres skriftlige eller mundtlige Spørgsmaale binde
sig til nogen vis Lærebog eller sammes Udtryk, men meget mere giver
Kandidaten Anledning til at vise sin Indsigt i lingene og Sandhederne
selv," (fremhævet i Fundatsen), „da altid de ellers rigtige og tilstrække-
lige Svar, som Examinandus giver med sine egne Ord, fremfor dem, han
haver lært uden ad af en Lærebog, ved Censuren skal agtes for de bedste."
En Gjennemførelse af de her udtalte rigtige og sunde Grundsætninger er
just, hvad der tiltrænges.
Naar nu ikke desto mindre trods Lovgiverens Anvisninger det juri-
diske Studium og Examensvæsen har faaet en anden Karakter, maa det
noget have sin Grund i visse for Studiet ejendommelige Forhold. Da
man i Studiet maa arbejde med Positiviteter, Love, Praxis o. s. v., er
man kommet til den Opfattelse, at det i saa Henseende fornødne Materiale
fuldstændig maatte meddeles de Studerende fra Universitetslærernes Side,
særlig i deres Forelæsninger eller Bøger. Man er da kommet til regel-
mæssig kun at give Opgaver i saadanne Æraner, som ere behandlede i
466
Universitetet 1902—1903.
Lærebøgerne, og naar dette bliver Praxis, falder det øvrige af sig selv.
Den Besvarelse af en Opgave, som væsentlig følger Professorens Frem-
stilling, maa nødvendigvis faa en god Karakter, da Bedømmelsen jo ellers
muligvis kunde opfattes som en mod Professoren rettet Censur og i alt
Fald vilde repræsentere en Ubilliglied mod de Studerende. Hermed bliver
da det gode Referat sat i Forgrunden som det formentlig sikre Middel
og dermed det formentlig bedste Maal. Skal den uheldige Studiemaade
brydes, maa Omgaverne altsaa stilles saaledes, at de ikke kunne besvares ved
Referat, men hun gjennem Selvvirksomhed og med Omtanke.
Vi undervurdere ingenlunde Vanskeligheden ved en Reform af Op-
gaverne, vi vide tillige, at man sporadisk har gjort Forsøg i saa Hen-
seende, uden at dette er blevet væsentlig paaskjønnet fra de Studerendes
Side, der ikke vare forberedte paa Opgaver af saadan Natur. Alligevel
tør vi mene, at der selv med de Læremidler, der hidtil ere benyttede, vil
kunne udrettes noget, naar blot de Studerende i Forvejen gjennem juri-
diske Øvelser vare forberedte til den Slags ex tempore Udviklinger. Man
kan f. Ex. tænke sig Opgaver, hvis Besvarelse forudsætter en selvstændig
Samlen og Bearbejdelse af Stof fra spredte Æmner, eller det vilde f. Ex.
være muligt at give de Studerende et af de Fortolkningsspørgsmaal, som
idelig opstaar ved nye ikke hidtil i Lærebøgerne behandlede Love. Men
en virkelig og indgaaende Reform af Opgaverne kan dog først sikkert
ventes, for saa vidt man inddrager et nyt Element i Retsiinder visningen,
nemlig en indgaaende Behandling af konkrete Retstilfælde. Fra en enkelt
Side er der gjort en Begyndelse paa Forsøg i saadan Retning, og dette
agtes fortsat, men ligesom disse Forsøg af Mangel paa tilstrækkeligt Ma-
teriale ikke have kunnet være meget omfattende, saaledes er konkret Under-
visning i alt Fald ikke noget officielt nødvendigt Led i Universitetsstudiet
og bliver derfor ikke tilstrækkelig paaagtet af de Studerende.
Som Studiet hidtil i Almindelighed er praktiseret, lægges der ingen
principiel Vægt paa at give de Studerende Lejlighed til at fordybe sig i
detaillerede Retstilfælde. De komme derved til at savne det fornødne
Erfarings- og Fantasigrundlag for ret at opfatte og vurdere de abstrakte
Retsregler eller de dertil knyttede Diskussioner. De faa overhovedet ikke
deres juridiske Skjøn og Omdømme udviklet, fordi der ikke gives dem
Adgang til at se og følge, hvorledes Interesseforholdene, Fornuft-, Ret-
færds- og Billighedshensyn forme sig, og de gaa altsaa ud fra Universi-
tetet ret uforberedte og umodne til Befatning med de konkrete Opgaver,
som ville komme til at foreligge for dem som praktiske Jurister. I disse
og andre Henseender vil en Syslen med konkrete Retstilfælde have sin
store Betydning. Men derhos vil et saadant Element i Retsundervisningen
medføre den førnødne Forudsætning for, at man let og "systematisk kan
løsrive Opgaverne fra Lærebøgerne, idet Opgaverne i væsentligt Omfang
maa gaa ud paa Behandling af konkrete Retstilfælde eller dog fremtræde
med en saadan konkret Tilknytning, at deres Besvarelse forudsætter selv-
stændigt Omdømme.
Naar denne Tanke optages vil meget dog bero paa den Maade, hvor-
paa den gjennemføres. Selvfølgelig maa der tilvejebringes en Samling af
forelæsninger, Øvelser og Examina,
Retstilfælde til Brug for de Studerende, men man bør dog herved særlig-
have for Øje, at Samlingen ikke reducerer sig til magre og spinkle Illu-
strationer til givne Læresætninger. De saakaldte Skoleexempler ere ofte
ikke mere oplysende end abstrakte Maximer. Det gjælder netop om at
forelægge de Studerende Retstilfælde med deres ejendommelige, fra Livet
tagne Individualitetsmomenter, saaledes at de ville kunne fordybe sig i de
modstaaende eller samvirkende Interesser, samt finde og forstaa alle For-
nuft-, Retfærds- og Billighedshensyn. En fyldestgj ørende Samling kunde
endda ikke tilvejebringes paa Grundlag af vore Domssamlinger, hvis Frem-
stilling i Regelen er for knap, idet de konkrete Problemer ofte skjules
under altfor generelle Bemærkninger. Derimod vilde vore Højesterets-
extrakter frembyde et udmærket Materiale, og omend det Stof, der paa
denne Maade tilvejebringes, maaske vilde faa en noget tilfældig Karakter,
vilde man derved netop have den virksomste Garanti mod, at Samlingen,
der slet ikke bør have nogen systematisk eller udtømmende Karakter, be-
stemmes ved Hensyn til Lærebøgerne og deres Theorier. Den herom-
meldte Samling, der burde tilvejebringes hurtigst muligt, er tænkt at kunne
danne det foreløbige Grundlag for den konkrete Undervisning, men des-
uden burde det formentlig herefter foranlediges, at et passende Antal
Høj esteretsextrakter — for de borgerlige Sager vistnok af alle Extrakter,
for Straffesager derimod kun af Extrakter i Sager af særlig juridisk Inter-
esse — tilsendes Universitetet dels til Raadighed for Professorerne dels
til Indlemmelse i en som Grundlag for de Studerendes Undervisning tje-
nende juridisk Materialsamling eller i et juridisk Laboratorium. Man
vilde ad denne Vej sikkert kunne skabe et udmærket Grundlag for Rets-
studiet og give det et Liv, en Fylde og Interesse, som næppe kan over-
vurderes.
For at den her projekterede konkrete Undervisning kan faa den for-
nødne Intensitet og Uafhængighed af Theori og Lærebøger, turde den
Tanke fortjene Overvejelse, om ikke denne Side af Undervisningen kan
blive overdraget til Praktikere. Den Tanke at knytte Praktikere til Uni-
versitetsgjerningen har ofte været fremme, idet det har ligget nær at
spørge, om der ikke kunde tænkes en lignende Samvirken mellem Theori
og Praxis som i Lægevidenskaben. Dette støder dog formentlig paa
væsentlige Vanskeligheder, fordi de juridiske Stillinger, der særlig føre til
Syslen med konkrete Retstilfælde (Virksomhed som Dommer eller Sag-
fører) i Regelen ville lægge saa meget Beslag paa deres Mænd, at saadan
praktisk Virksomhed ikke vel ret længe lader sig forene med Udførelse af
den sædvanlige Universitetsundervisning. Man kan imidlertid tænke sig
en Virksomhed, som ikke omfatter anden Universitetsgjerning end Ledelse
af konkret Undervisning af den foran antydede Natur og den dermed
naturlig forbundne Deltagelse i Fastsættelse af Examensopgaver og even-
tuelt i de konkrete Opgavers Bedømmelse. En Virksomhed af saadan
Natur turde vel nok, i alt Fald en Tid, nemlig saa længe det fornødne
Overskud af Arbejdsevne og Tid staar til Raadighed, kunne forenes med
de nys berørte praktiske Stillinger. Man kunde altsaa vistnok tænke sig,
at en Sagfører eller Dommer kaldtes til at lede en saadan Undervisning,
Universitetets Aarbog,	57
468
Universitetet 1902—1903.
men der burde da formentlig i livert Fald sættes en ret lav fast Alders-
grænse, og Ansættelsen burde overhovedet kun være midlertidig (paa
kortere Aaremaal), saaledes at Fratrædelse kunde ske, naar den Paa-
gjældende fandtes at blive for optaget af anden Gjerning, eller naar bedre
yngre Kræfter havdes til Raadighed. Disse ..Lektorer11, eller hvad man
nu vilde kalde dem, synes navnlig at burde antages i Strafferet og For-
mueret— i første Henseende under den nuværende Retspleje helst blandt
Straffedommere, i sidste Henseende ubetinget blandt Sagførere, der staa
Livets Forretningsside nær.
Naar en konkret Undervisning gjennemføres i den beskrevne Aand,
og naar der derefter i videst mulige Omfang gives Opgaver i Behandling
af konkrete Retstilfælde, Opgaver, hvis Besvarelse bør betragtes som egent-
lige Modenhedsprøver, tør det nuværende Hukommelsesvæsen ventes at
blive trængt tilbage, saa meget mere som det tillige vil være muligt og
tør forudsættes, at man da ogsaa i den mundtlige Examination vil prøve
Examinandens Skjøn og Omdømme gjennem mere konkret stillede Spørgs-
maal. Men der kan vistnok tillige blive Spørgsmaal om, hvorvidt det
øvrige Undervisningsmateriel og dets Anvendelse ikke vil kunne reguleres
paa en noget anden Maade end hidtil, navnlig under større Iagttagelse af
pædagogiske Hensyn.
Der vil vistnok være nogen Anledning til at forudsætte, at Overan-
strængelsen hos de Studerende for en ikke ringe Del vil kunne føres til-
bage til den Forøgelse og Ophoben af juridisk Lærdom, som skyldes en
omfattende Produktion fra Professorernes Side, hvis Resultat foreligger
i store, bredt anlagte Fremstillinger, saakaldte Haandbøger, Fremstillinger,
der tilsigte baade at fyldestgjøre videnskabelige Formaal og at yde Prak-
tikere en detailleret Vejledning. Men hvor fortjenstfulde end disse Frem-
stillinger kunne være i andre Henseender, synes de næppe fuldt egnede
til at benyttes som Grundlag for Universitetsstudiet, netop fordi de for-
følge andre og videre Opgaver end at yde de Studerende et passende
Undervisningsstof. Det mindre heldige i dette Forhold erkj endes forment-
lig ogsaa fra Fakultetets Side. Man har i alt Fald paa forskjellig Vis
søgt at bøde paa de nævnte Ulemper. I enkelte Fag foreligger der sær-
skilte ret knapt affattede Fremstillinger til Brug for de Studerende, i
„Haandbøgerne" fordeles Stoffet mellem Text og Noter, hvilke sidste i
Almindelighed ikke ere beregnede paa at læses af de Studerende, og der
gives endelig, navnlig i den seneste Tid, særskilte Anvisninger til Over-
springning af forskjellige Enkeltheder. Imidlertid er der dog formentlig
ikke herigennem naaet en tilfredsstillende Ordning. Fordelingen mellem
Text og Noter, saavel som Overspringningerne maa ofte blive ret vilkaar-
lige og lader derfor ikke en for de Studerende helt fyldestgjørende Text
tilbage. Hvad angaar de mere knappe Fremstillinger, der særlig ere be-
regnede paa de Studerende, ville saadanne Fremstillinger, naar de, som
Tilfældet for Tiden er, tilsigte paa ringe Plads at give væsentlig det samme
som en stor Bog, let blive saa sammentrængte i Stilen, at Tilegnelsen,
netop i samme Grad som Knapheden voxer, vil kræve en forøget Paa-
Forelæsninger, Øvelser og Examina.
passeliglied og Anspændthed, hvorved de Studerende i væsentlig Grad gaa
glip af den tilsigtede Lettelse, muligvis endog blive mere bebyrdede.
Hvis man ved Affattelse af Lærebøger alene tilsigter at give en mere
kortfattet videnskabelig Udvikling, maa det ogsaa være ret vanskeligt paa
passende Maade at afkorte eller begrænse den omfattende Argumentation,
som alene tilfredsstiller Forfatterens videnskabelige Samvittighed. Men
det Maal, man saaledes sætter sig, er formentlig heller ikke det rette,
naar ikke Videnskaben, men Lærervirksomheden betones. Ved Under-
visning gjælder det jo først og fremmest 0111 at iagttage pædagogiske Hen-
syn, men hertil er det ikke nok at give en alene kvantitativt beskaaren
Fremstilling. Der bør formentlig foregaa en kvalitativ Sigtelse med de
Studerendes Tarv for Øje.
Det turde nemlig være klart, at Uddannelsen af de juridisk Stu-
derende maa have et dobbelt Maal for Øje. For det første maa der gives
dem et Indblik i de væsentligste Retssætninger i dansk Ret, saaledes
at de ere orienterede med Hensyn til den gjældende Rets virke-
lige eller mulige Indhold. Det gælder altsaa i saa Henseende navn-
lig om at bibringe dem en positiv Viden. For det andet maa der gives
dem en saadan videnskabelig Uddannelse, at de i paakommende Tilfælde
ville være i Stand til selvstændig at undersøge, udtinde og eventuelt for
andre at paavise, hvorledes et foreliggende Retsspørgsmaal rettelig bør
løses. Det gj ælder i saa Henseende om at uddanne og udvikle den juri-
diske Dømmekraft og det juridiske Skjøn.
Som de juridiske Bøger — Lærebøger saavel som Haandbøger — for
Tiden ere anlagte, ere Fremstillingerne rettede paa i alle Æmner at give
ikke blot en Redegjørelse for, hvad der maa antages at være gjældende
Ret, men tillige en indgaaende Begrundelse af Forfatterens Anskuelse.
Det er øjensynlig Opgaven at argumentere saa udtømmende, at intet Argu-
ment vil savnes. Men med fuld Respekt for den Værdi, som en saadan
Fremstilling kan have, baade som en videnskabelig Præstation og som en
Haandbog for Praktikere, der kunne nøjes med at læse, hvad de have
Brug for, tør det siges, at for de Studerende er en paa alle Omraader
argumenterende Fremstilling hverken nødvendig eller gavnlig.
Til behørig Orientering i den gjældende Rets Indhold kræves der ingen
Argumenteren. Det er muligt at give en vejledende Redegjørelse for den
gjældende Rets Indhold uden Argumentation og uden Fordybelse i Lov-
bud. Hos os rnaatte Opgaven blive at give en Slags fortællende Fremstil-
ling, der meddeler, hvad der efter Praxis, efter communis opinio doctorum
eller efter Forfatterens individuelle Anskuelse — sikkert, antageligt, mu-
ligvis eller med andre passende Gradationer — kan anses for dansk Ret.
I Forbindelse med den egentlige fortællende Redegjørelse for de gjæl-
dende Retssætninger og Retsbegreber, kunde der efter Omstændighederne
meddeles illustrerende Retstilfælde, saavel som Oplysninger om bestaaende
Tilstande, og det burde tillige blive et væsentligt Moment i Fremstillingen
at belyse Retsreglerne og Retsbegrebernes Forhold til Livet ved at berøre
deres faktiske Forudsætninger og faktiske Virkninger. En, lad os kalde
det, propædeutisk Fremstilling eller juridisk Læsebog af denne Natur vil
57*
470
Universitetet 1902—1903.
— rigtig gjennemført — sikkert kunne faa pædagogisk Værdi. Det vilde
vistnok overhovedet være formaalstjenligt som Indledning og Forberedelse
til Studiet at give de Studerende en saadan Læsebog af passende Omfang;
de ville da i alt Fald ikke som nu staa usikre og famlende, indtil de
efter en lang Tids Studium have faaet det fornødne Overblik, uden hvilket
de turde være ude af Stand til at arbejde med fuld Kraft og med fuld
Forstaaelse. Men i alt Fald gives der en Række af Æmner, som alene
bør tilegnes paa den her omtalte Maade (propædeutiske Æmner), hvortil
navnlig maa henregnes de mere specielle Retsforhold eller Retsregler, dels
fordi de i Regelen have mindre Interesse, dels fordi det overhovedet er
naturligst fortrinsvis at give de Studerende den videre videnskabelige Ud-
dannelse gjennem Sysselsættelse med de Retsforhold, hvormed de mere al-
mindelig kunne ventes at komme i Berøring.
Ved i dertil egnede Æmner at benytte en Fremstillingsform som den
nys antydede, vil man sikkert kunne spare de Studerende meget Arbejde
og dog give dem et tilstrækkeligt belærende Indblik i den gjældende Rets
Indhold. Vi mene derfor at turde henstille, at der gjøres et Forsøg i
denne Retning. For Tiden foreligge saadanne Fremstillinger imidlertid
ikke, og Spørgsmaalet bliver altsaa, hvad der da indtil videre kan gjøres.
I visse Dele af Systemet, navnlig i Obligationsrettens og Strafferettens
specielle Dele samt i Søretten, vil der findes saa mange Æmner, der synes
slet ikke at egne sig til indgaaende Læsning af de Studerende, at en om-
fattende Lettelse turde være absolut fornøden. Det ses vel, at der i den
seneste Tid er gjort væsentlige Skridt til Udskydning eller Beskæring af
visse Æmner gjennem Meddelelse af Overspringningslister. Men foruden
at disse Lister forbigaa flere Æmner, som ogsaa turde fortjene Begræns-
ning, bliver en alene paa nævnte Vis beskaaren Fremstilling næppe hen-
sigtsmæssig for de Studerende og kan ikke erstatte en direkte for dem
afpasset fortællende Fremstilling. Det turde derfor være heldigere helt
at dispensere de Studerende fra Læsningen af saadanne Afsnit. Ved nogle
af disse Æmner (jfr. f. Ex. tiere specielle Forbrydelser) kan en tilmed
varig Forbigaaelse vistnok ogsaa tilstedes, fordi end ikke en propædeutisk
Fremstilling synes at være nødvendig; ved andre Æmner bør der dog i
alt Fald paa anden Vis gjennemføres en væsentlig Begrænsning og Let-
telse, indtil propædeutiske Fremstillinger haves. Vi savne vel ikke Blikket
for, at de Studerende under en saadan midlertidig Ordning næppe ville faa
en helt fyldestgjørende Orientering i visse specielle Retsforhold, som vi
dog — i alt Fald for Tiden — ville tilraade undergivne den nys berørte
Behandling, men naar man f. Ex. tidligere, da der endnu ikke forelaa
Fremstillinger af Strafferettens specielle Del eller visse Partier af Obli-
gationsrettens specielle Dele, har ladet det passere, at de Studerende slet
ikke eller kun rent overfladisk kom i Berøring med disse Dele af Systemet,
kan det under de forhaanden værende Forhold næppe være mere udeluk-
ket midlertidig at give en i og for sig maaske noget for omfattende Dis-
pensation. I Henhold hertil ville vi nedenfor tillade os med Hensyn til
en Flerhed af specielle Æmner at stille Forslag om, at de forbigaas, hen-
holdsvis læses i begrænset Fremstilling, i hvilken sidste Henseende vi da
særlig forudsætte, at de paagjældende Æmner i alt Fald undergives om-
Forelæsninger, Øvelser og Examina.
471
fattende Beskæringer i Lighed med, hvad Professor Lassen har gjennemført
ved flere specielle Obligationsforhold. Vi tør derhos anse det for fornødent,
at de saaledes beskaarne Æmner og forskjellige andre nedenfor nævnte
Æmner tillades læste Jcursorislc, dette forstaaet saaledes, at en direkte
Examination i Æmnet iklce finder Sted, og at de Studerende hverken be-
høve at lære Argumentationer eller Lovbud i Æmnet, men kun Retsregler-
nes Indhold i deres Hovedtræk.
Gjennem de Forslag, vi saaledes nedenfor tør tillade os at stille 0111
Udskydning af visse specielle Retsforhold og 0111 kursorisk Læsning m. v.,
vil der ventelig kunne opnaas en væsentlig Lettelse af Studiet. Med Hen-
syn til de Æmner, der derefter blive tdbage, bør der imidlertid forment-
lig ogsaa tilstræbes en mere pædagogisk Behandling.
Foruden at de propædeutiske Fremstillinger vistnok bør strække sig
over flere Æmner, end vi for Tiden tør foreslaa forbigaaede eller læste i
begrænset Fremstilling eller kursorisk, bør der formentlig overalt foretages
en nøje Sigtelse ikke alene af Æmnerne, men tillige af Behandlingen og
Argumentationerne, saaledes at Maalet overalt bliver ikke at gjøre Frem-
stillingen stoflig udtømmende, men at virke opdragende ved at fremme juri-
disk Tænksomhed og Dømmekraft.
Det tør saaledes fremhæves, at alle Diskussioner 0111 forældede Rets-
forhold og Retsregler bør forbigaas. I visse Tilfælde er det forældede vel
saa fjernt liggende, at de Studerende kunne tro sig berettigede til at for-
bigaa saadanne Forhold, men ligesom der i Almindelighed savnes praktisk
Vejledning i saa Henseende, saaledes er der andre ligesaa forældede eller
dog upraktiske Forhold, som behandles ret udførligt, saasom Spørgsmaalet
0111 Christian den Femtes Lovs Forhold til ældre Ret, Trolovelse, Jaord,
Friseddelsforholdet og 5—3—35 til 38, m. v. Herhen hører ogsaa de Til-
fælde, hvor Tilegnelsen af en vis Fortolkning af et vist Lovbud er over-
flødig, fordi Regelen af andre Grunde eller ifølge andre Lovbud bliver
den samme, hvorledes end hint Lovbud fortolkes, saaledes som f. Ex. ved
5—3—31, et Lovbud, med hvis udførlige Fortolkning de Studerende dog
besværes. Desuden findes der ikke sjældent, navnlig i Statsretten, be-
handlet temmelig uvæsentlige Æmner, hvorfor de Studerende synes at burde
forskaanes. Ikke mindre uheldigt turde det være, naar Spørgsmaal, der
ere lukkede ved en Praxis, hvis Berettigelse ikke kan bekæmpes med af-
gjørende Fornuftgrunde, stadig behandles i indgaaende, ofte ret endeløse
Fortolkningsdrøfteiser, saasom Spørgsmaalet om Enkers Lavværge, 0111
Broderlodden for Ægtefællers Vedkommende, om Formuefællesskabets Be-
grundelse, om Virkningen af indstævntes Udeblivelse (1—4—30), om Kon-
trasøgsmaals Nødvendighed eller Tilstedelighed, (5—14—6 og 7), om Ed i-
følge 5—14—46 1ste Led, om Forældelse af Vidneførsel (1—13—22), 0111
Forudsætninger i forskjellige Love f. Ex. de i Praxis underkjendte Forud-
sætninger i PI. 8de Juni 1787, m. fl. Lovbud. Hvilken Værdi de herhen
hørende Fortolkninger end iøvrigt maatte have fra et videnskabeligt Stand-
punkt, vil man i hvert Fald ikke kunne forudsætte den fornødne Interesse
hos de Studerende, der saa meget mindre kunne høste Belæring og Ud-
vikling derigjennem, som de med en ikke usund Skepsis ville spørge, om
472
Universitetet 1902—1903.
det virkelig er et Overskud af Argumenter og ikke netop Praxis, som
bestemmer Resultatet. Men pædagogisk opdragende bliver en Fremstilling
formentlig kun, naar den fremkalder Indsigt i, at og hvorfor de givne
Argumenter og netop kun disse fastslaa Sandheden.
Det pædagogiske Synspunkt vil imidlertid ikke alene begrunde for-
skjellige Udskydninger, men selv i de Æmner, som iøvrigt behandles,
kunde der formentlig foretages et Udvalg blandt Argumenterne. Foruden
at de Studerende kun behøve at kjende det væsentlige, ikke det mindre
væsentlige, synes den opdragende Værdi af de forskjellige Argumentationer
at være ret forskjellig. Fortolkninger paa Omraader, hvor man efter
Æmnernes Natur væsentligst er henvist til sproglig-logiske Udviklinger, ville
naturligvis have deres Betydning — ogsaa for de Studerende — som For-
tolkningsmønstre, men Udbyttet vil næppe stige progressivt i Forhold til
Fortolkningernes Antal; tværtimod ville disse ret ensformige Ordtour-
neringer i Længden virke trættende og udvikle næppe tilstrækkeligt den
særlige juridisk-ethiske Dømmekraft. Mere mangfoldigt varierede og mere
frugtbringende blive derfor de Udviklinger, hvor Lovtextdrøftelsen ikke er
prædominerende, men hvor Hovedvægten maa lægges paa Fornuft- og
Retfærdighedshensyn, hvis Fremdragen og rette Vurdering er den egentlige
juridiske Evnes Omraade. Da nu desuden i Praxis Tyngdepunktet i Af-
gjøreisen netop i Regelen ligger paa dette Omraade, bliver det formentlig
pædagogisk rigtigt at lægge Hovedvægten paa denne Side af Forholdet.
Men ogsaa med Hensyn til de øvrige Fortolkningsmomenter turde der
være Plads for en udvælgende Virksomhed. Dette gjælder saaledes f. Ex.
0111 det historiske Fortolkningselement. Hvilken Værdi man end principielt
vil tillægge de historiske Fortolkningsdata, vil Forholdet — navnlig for
Danske Lovs Vedkommende — ofte staa saaledes, at en Fortolkning, selv
om den findes historisk hjemlet, ikke nu vil kunne hævdes overfor Nutidens
Retsbevidsthed eller Praxis. Men naar Sagen staar saaledes — og dette
er ofte Tilfældet, navnlig i Civilprocessen — bliver det jo netop for den
gjældende Ret fuldstændig ligegyldigt, om, historisk set, den ene eller den
anden Opfattelse er den rette. Undersøgelser i saa Henseende kunne have
deres gode videnskabelige Værdi for Retshistorien, men bør formentlig
ikke fremtræde som et væsentligt Led i en Fremstilling af den gjældende
Ret. De Studerende faa da let den lidet trøstende Opfattelse, at det
historiske repræsenterer Retten. Praxis Uretten, eller at de besværes med
helt unyttige Undersøgelser.
Hvis de nys fremhævede pædagogiske Synspunkter skulle komme til
deres Ret, maa man forudsætte ikke ringe Ændringer i de foreliggende
Fremstillinger, men vi tro dog ikke at burde opgive Haabet om, at vore
Henstillinger i saa Henseende ville blive G jenstand for Overvejelse og
eventuelt møde nogen Hensynstagen, naar nye Fremstillinger maatte blive
givne, saavel som ved eventuel Meddelelse af Anvisninger til Overspring-
ning. Særlig for Processens Vedkommende gjør det pædagogiske Syns-
punkt sig formentlig for Tiden gjældende med særlig Vægt. Paa den ene
Side er meget endelig afgjort ved Praxis, og paa den anden Side staa vi
med en dog vel ikke helt fjern Udsigt til en Procesreform. Netop under
Forelæsning-er, Øvelser og Examina.
473
disse Forhold turde det være lidet rimeligt, om man baserer den juridiske
Uddannelse paa en Fordybelse i Positiviteter og i historiske Momenter,
der tabe enhver Betydning i Tilfælde af en Procesreform, fremfor at tage
Praxis, som den er, og iøvrigt belyse Retsreglernes Indhold og deres
Hensigtsmæssighed. I Virkeligheden synes Valget her at staa imellem en
Uddannelse, der dels allerede nu er unyttig, dels i alt Fald kun gjælder
paa Aaremaal, og en Uddannelse, der forbereder og retleder de Studerende
til med Forstaaelse at modtage en eventuel Reform.
For enkelte Fag bør der formentlig gjøres nogle særlige Bemærk-
ninger. Dette gjælder om Bifagene: Søret, Retshistorie og Folkeret.
Skjønt disse Fags Karakter af Bifag turde henvise dem til en ret summa-
risk Behandling, foredrages de for Tiden i et Omfang, der næppe vilde
blive forøget, hvis de var virkelige Hovedfag. Der kan være Tvivl, 0111
disse Fag overhovedet ere af tilstrækkelig Nytte, og i alt Fald turde det
være mindre heldigt, at Søret er blevet et selvstændigt Fag, da den Kund-
skab om Søretsforhold, som overhovedet bør meddeles de Studerende,
synes mere passende at kunne gives i de almindelige Fremstillinger af
Formueretten. Men saa længe hine Fag opretholdes, bør de formentlig i
hvert Fald kun foredrages propædeutisk, for Retshistoriens Vedkommende
særlig saaledes, at man meddeler de Studerende en Oversigt over den
historiske Gransknings Hovedresultater under fortrinsvis Belysning af
Æmnets kulturelle Sider. I alt Fald burde de nuværende Fremstillinger
i høj Grad begrænses.
For Romerrettens Vedkommende er den nuværende Fremstillingsform
og Læremaade sikkert altfor lidet frugtbringende. De romerske Kilder
behandles væsentlig som en moderne Lovtext. Under Paavirkning af eller
i Tilslutning til den tyske romanistiske Litteratur søger man at gjøre nøje
Rede for de forskjellige litterære Tvistepunkter og under Gjennemgang af
Kildestoffet og dertil knyttet Argumentation at afgjøre, hvilke af de for-
skjellige Opfattelser, der efter Forfatterens Mening bør foretrækkes som
den rette Fortolkning af Kilderne. Da imidlertid de Studerende slet ikke
ville kunne beherske Kildestoffet, endsige de historiske sociale Forhold, som
have dannet Baggrunden for Kildernes Udtalelser og uden hvis Forstaaelse
den rette historiske Opfattelse af Kilderne heller ikke kan opnaas, bliver
Romerretsfremstillingen tilegnet ganske overfladisk. Der har indenfor
undertegnede Udvalg været rejst Spørgsmaal om at foreslaa Romerrets-
læsningen helt afskaffet, men medens dette Spørgsmaal i alt Fald maa
henskydes til en eventuel mere omfattende Reform, bør det allerede nu
fremhæves, at Romerret i alt Fald kun egner sig til propædeutisk Frem-
stilling. Der maatte gives en fortællende Redegjøreise for de romerske
Retsregler i deres Ejendommeligheder og i deres Udviklingsfaser under
Belysning af Rettens kulturelle Side. Derimod burde Kildefortolkningen
opgives og Kildestedernes Læsning ikke forudsættes undtagen i saadanne
bestemt opgivne Tilfælde, hvor Kilderne indeholde ejendommelige For-
fatterudtalelser af særlig Værdi eller illustrerende Exempler, som fremme
Forstaaelsen. Vi maa imidlertid indrømme, at en Fremstilling af den
angivne Natur næppe vilde blive egnet til skriftlige Øvelser, og saa længe
474
Universitetet 1902—1903.
Faget bibeholdes som Hovedfag, maa man altsaa vistnok nøjes med en
mindre indgribende Reform. Da det fra alle Sider erkjendes, at det i alt
Fald kun er den romerske Formueret, som har større almindelig Værdi,
turde et midlertidig Kompromis kunne søges deri, at det tillades de
Studerende at forbigaa Kildeeftersyn i alle andre Æmner end Tingsret og
Obligationsret og den dertil nærmest hørende Lære om Retshandler, lige-
som ogsaa enkelte mere specielle Æmner af Formueretten kunde und-
drages fra Kildelæsning. Yed en saadan Foranstaltning vilde Studiet
kunne i væsentlig Grad lettes, uden at de Fordele tabes, som man mulig-
vis maatte mene at kunne indvinde gjennem Undervisning i dette Fag i
dens nuværende Form.
1 Henhold til alt, hvad vi ovenfor have fremsat, tillade vi os altsaa
hos det høje Fakultet som Helhed, saavel som hos de enkelte Professorer
for deres respektive Fags Vedkommende at paakalde Opmærksomhed og
Interesse for følgende Reformforslag.
1.	Som Led i Universitetsundervisningen optages Gjennemgang og
Behandling af Retstilfælde (konkret Undervisning) paa Grundlag af en,
navnlig med Benyttelse af Højesteretsextrakter, udarbejdet Samling af
Retstilfælde, eventuelt gjennem Arbejde med Højesteretsextrakter, der
søges stillede til Raadiglied for Professorerne og for de Studerende.
2.	De skriftlige Examensopgaver søges saavidt muligt stillede saa-
ledes, at de ikke kunne besvares gjennem Referat af givne Fremstillinger.
Naar de konkrete Øvelser ere tilstrækkelig gjennemførte, bør der i alt
Fald i Formueret og Strafferet gives Opgaver i Behandling af konkrete
Retstilfælde.
3.	Lærestoffet begrænses. Forældede, upraktiske og uvæsentlige In-
stitutioner og Retsregler forbigaas ligesom al Fortolkningsargumentation
med Hensyn til lukkede Spørgsmaal, jfr. Exempler ovenfor S. 13—14.
Der tilstræbes den ovenfor omtalte Adskillelse mellem propædeutiske
Fremstillinger og videnskabelig udførte Æmner, i begge Henseender under
Iagttagelse af pædagogiske Hensyn. Særlig henstilles følgende.
a.	Der udarbejdes propædeutiske Fremstillinger af efternævnte Æmner,
nemlig dels i Obligationsrettens specielle Del: Forpagtning og Fæste,
Vexler, Anvisninger og Checks, Regninger og Kontokuranter, Forsikrings-,
Forsørgelses- og Hasardkontrakter, Tyende- og Arbejdskontrakter, Værks-
leje, Fragtkontrakt, uigjenkaldelig Bemyndigelse, Erhvervs-Evnens Bundet-
hed, retsstridig Udøvelse af andres Formuerettigheder og Prævention skrav
samt Interessentskab, dels Læren om ideel Produktion, dels i Tingretten:
Tingene og disses Inddelinger, Ejendomsrettens Begreb og Grænser, Be-
mægtigelse, Frembringelse, Tilvæxt, Frugterhvervelse, præklusiv Erhvervelse,
lovbestemt Panteret og de i Tingretten medtagne Æmner vedrørende Rets-
forfølgning og de derved opnaaede Rettigheder. Indtil propædeutiske
Fremstillinger foreligge, læses de her nævnte Æmner kun i begrænset
Fremstilling og kursorisk, disse Udtryk her og nedenfor forstaaede som
angivet S. 13.
b.	I Privatrettens almindelige Del og i Strafferettens almindelige Del
læses kursorisk Læren om Forholdet mellem ældre og yngre Love; den
Forelæsninger, Øvelser og Examina.
475
særlige Undersøgelse om Straffelovene og disses Fortolkning forbigaas,
I Strafferettens almindelige Del læses endvidere kursorisk Læren om
Straffetlieorierne, samt, i begrænset Fremstilling, Læren om Retsgodet og
den retsstridige Handling som Moment i Forbrydelsens Begreb samt om
Straffen. Formuerettens almindelige Del, der kun omhandler Æmner, der
i et for de Studerende tilstrækkeligt Omfang behandles andetsteds i Sy-
stemet, jorbigaas.
c.	Af Strafferettens specielle Bel læses kun følgende Forbrydelser:
Forbrydelser mod Personens Legeme og Liv samt mod Æren og den pri-
vate Fred, ulovlig Tvang, Forbrydelser mod Kvindens Kjønsfrihed, Brand-
stiftelse, Dokumentfalsk, Falskmøntneri, falsk Maal og Vægt, Forbrydelser
efter Straffelovens §§ 260—63, Berigelselsesforbrydelser (Rubriceringen af
de enkelte Bedrageriformer dog undtagen), falsk Angivelse og Mened,
Presseforseelser samt Selvtægt, løvrigt forudsættes Straffeloven gjennem-
læst i sin Helhed, uden at den gjøres til Gjenstand for direkte Examina-
tion. I alle Æmner forbigaas Politiforseelser.
d.	1 Civilprocessen læses kursorisk Læren om Udpantning, samt
Læren om Skifte med Undtagelse af Afkræftelsesreglerne. Helt forbigaas
Læren om Dommes Udfærdigelse og Affattelse m. v. (Nellemann: Ord.
Procesmaade Kap. 11 Litr. C—F.), om Procesomkostninger og processuelle
Straffe, om særegne Fritagelser for Exekution og Arrest paa Person (dog
at Konkurslovens §§ 162—61 læses) samt om frivillig Auktion. Kriminal-
processen læses kun kursorisk.
e.	I Søretten forbigaas: Reglerne om Skibsmandskabet, om Passager-
befragtning, om Havaritabets Fordeling og Fordelingens Udførelse, samt
om Lodsning, Bjergning og Bjergeløn, Reglerne om Søforsikring, om Sø-
panteret, om Skibes Maaling og Registrering, om Partrederier og om
Skipperens Retsstilling læses kun kursorisk og i begrænset Fremstilling.
f.	I Statsretten forbigaas: Den almindelige „Indledning" i 1ste Dels
Begyndelse, Exterritorialitetsretten og andre Folkeretten vedrørende Æmner,
„Sondringen indenfor Statsborgerne", de indledende Bemærkninger til Af-
snittene om Kongen og om Rigsdagen samt Udviklingerne om Embede og
Ombud, om Møntloven og om Bankens Seddelprivilegium. Med Undtagelse
af det grundlovbestemte Omraade læses kursorisk Afgrænsningen af Lov-
givningsmagtens Omraade samt Læren om Øvrighudsmyndighedens Grænser
i Forhold til Domstolene. Endvidere læses kursorisk de historiske Ind-
ledninger til de enkelte Æmner samt Læren om Rigsdagens Rettigheder.
g.	1 Retshistorie og Folkeret i de nuværende Fremstillinger læses
i alt Fald kun udvalgte Æmner, som bestemt opgives, og som under alle
Omstændigheder ikke bør omfatte andet, end hvad der for Tiden faktisk
er Gjenstand for Examination.
li. I romersk Privatret fritages de Studerende for Kildeeftersyn i
alle andre Æmner end Formueretten inter vivos, derunder medregnet
Læren om Retshandler. Den samme Fritagelse bør derhos gjælde med
Hensyn til forskjellige bestemt opgivne specielle Æmner i Formueretten,
saasom Læren om Tingene og deres Inddeling, om Frugterhvervelse, om
Universitetets Aarbogi	cd
476
Universitetet 1902—1903.
Servituter, samt obligationes ex delicto & <iuasi ex delicto. Brugen af
latinsk Urdbog tillades ved den skriftlige Prøve.
Med Hensyn til de Foranstaltninger, som eventuelt maatte blive
trufne fra Universitetets Side, tør vi endnu tilføje, at det for de Stu-
derende vil være af Vigtighed at faa klar og tydelig Anvisning paa, hvilke
Fordringer der i de enkelte Henseender stilles til dem. Særlig tør vi
pege paa, at for saa vidt der, som det for Tiden i visse Tilfælde er sket,
gives de Studerende Anvisning paa „kursorisk" Læsning, bliver den der-
ved tilsigtede Lettelse let illusorisk, naar det ikke tillige præciseres, hvad
dermed menes, en Præcision, som vi meget henstille at give paa den
ovenfor S. 13 angivne Maade.
For det Tilfælde, at vort Forslag om Indførelse af propædeutiske
Fremstillinger maatte vinde det høje Fakultets Bifald, tillade vi os endnu
ærbødigst at andrage om, at Spørgsmaalet om, hvilke Æmter der da
alene bør fremstilles paa denne Maade, ordnes ved en fælles Bestemmelse
af det samlede Fakultet, blandt andet fordi Spørgsmaalet derved turde
faa en alsidigere Overvejelse, og fordi man i alt Fald paa denne Maade
lettere og bedre vil kunne opretholde en forholdsmæssig Fordeling af
Lærestoffet.
Yi tør tro, at de her fremsatte Forslag i alt Fald i væsentlig Grad
ville kunne gjennemføres saavel af Fakultetet som Helhed som af de
enkelte Professorer for deres respektive Fags Vedkommende. Men vi
overse dog ikke, at dette ikke i alle Retninger er Tilfældet, men at det
tværtimod i forskjellige Retninger kan være ønskeligt og for en Del nød-
vendigt at opnaa en Medvirkning fra Kultusministeriets Side til Gjennem-
førelse af de Forslag, hvorfor vi her have taget Ordet. Dette gjælder
saaledes med Hensyn til de til vore Forslags, særlig den konkrete Under-
visnings, Gjennemførelse fornødne finansielle Bevillinger og med Hensyn
til eventuel Ansættelse af „Lektorer". Vi have derfor ogsaa anset det
fornødent samtidig hermed at indgive et Andragende i saa Henseende til
Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet, i hvilket Andragende vi
derhos tillige have rejst Spørgsmaal om en ny Regulering af Censorernes
Stilling, idet vi have troet at maatte gaa ud fra, at dette Spørgsmaal
henhører under administrativ Afgjørelse".
C. Udvalgets Skrivelse af 6te Februar 1901 til Kirke- og Undervis-
ningsministeriet.
„Efter Initiativ af juridisk Forening og juridisk Samfund blev der
den 10de Oktober 1900 i Studenterforeningen afholdt et talrigt besøgt
Juristmøde, hvis Formaal var at drøfte de forhaanden værende Mangler
ved det juridiske Studium og eventuelt at optage Spørgsmaalet om, hvad
der maatte kunne foretages for at raade Bod paa disse Mangler. Resul-
tatet blev, at der nedsattes et Udvalg, bestaaende af undertegnede Højeste-
retsassessor, Dr. jur. N. Lassen, Overretssagfører Axel Bang, Cand. jur.
Georg Christensen, Cand. jur. L. A. Grundtvig, Cand. jur. V. Hamann,
Overretssagfører Oskar Johansen, Overretssagfører Lemming, Overrets-
sagfører O. Lehmann, Højesteretssagfører, Dr. jur. Ernst Møller, Cand.
jur. & polit. F. Pi o og Kriminalretsassessor Tybjerg med den Opgave at
Forelæsninger, Øvelser og Exaimna.
477
overveje og stille Forslag til Ændringer i Studieforholdene, dels gjennem
saadanne foreløbige Foranstaltninger, som maatte kunne være egnede til
strax at imødegaa den forhaanden værende Nødstilstand, dels eventuelt
gjennem en mere omfattende Reform.
Idet vi skulle tage os den ærbødige Frihed senere at indgive An-
dragende om en mere omfattende Examensreform, have vi foreløbig søgt
at komme til Erkjendelse af, hvad der allerede nu maatte kunne udrettes
uden administrative eller legislative Foranstaltninger af mere principiel
Natur. De Betragtninger og Forslag, vi i saa Henseende tro at turde
fremføre, ere formentlig i væsentlig Grad af en saadan Karakter, at saa-
vel det juridiske Fakultet i dets Helhed som i Særdeleshed ogsaa de en-
kelte Professorer for deres respektive Lærefags Vedkommende paa egen
Haand og uden administrativ, endsige legislativ Indgriben ville i stort
Maal kunne gjennemføre vore Forslag. Under Hensyn hertil, og da vi saa
meget mere maatte ønske snarest at forelægge vore Henstillinger til Over-
vejelse for Fakultetet, som i det mindste nogle af Fakultetets Medlemmer
vides at være stemte for at reformere Undervisningen og derfor mulig
ville kunne findes villige til, i alt Fald for deres Fags Vedkommende, at
imødekomme vore Henstillinger, have vi anset det for rigtigst direkte at
tilstille Fakultetet et Andragende i saa Henseende af Dags Dato. Paa
den anden Side er det os ikke mindre klart, at det i alt Fald i forskjel-
lige Henseender vil være fornødent og i det mindste særdeles ønskeligt,
0111 vi maatte kunne opnaa det høje Ministeriums Medvirken til Gjennem-
førelse af de Forslag, som vi allerede nu mene at turde fremsætte.
Idet vi iøvrigt med Hensyn til Indholdet af vore Betragtninger og
Forslag tro at turde nøjes med at henvise til Indholdet af vort nys om-
talte Andragende af Dags Dato til det juridiske Fakultet, af hvilket An-
dragende vi tillade os her at vedlægge en Gjenpart, og idet vi altsaa ud-
hede os det høje Ministeriums velvillige Opmærksomhed for det i nævnte
Andragende fremførte, tillade vi os særlig at fremhæve, at en velvillig
Medvirken fra det høje Ministeriums Side formentlig navnlig turde være
ønskelig for den konkrete Undervisnings Vedkommende dels i Henseende
til de fornødne finansielle Bevillinger, dels eventuelt ved Ansættelse af
„Lektorer".
I Forbindelse hermed tro vi endvidere at turde henpege paa, at det
formentlig vil være ønskeligt, at Censorernes Stilling og Kompetence bliver
Gjenstand for nærmere Regulering. Som Forholdene for Tiden foreligge,
have, saavidt vides, Censorerne ikke nogen officielt anerkjendt og i hvert
Fald ikke nogen lov- eller anordningshjemlet Myndighed i Henseende
til Examensopgaverne eller Examinationen udover dette, at de efter Praxis
kunne vælge imellem tvende Forslag til skriftlige Examensopgaver. Natur-
ligvis kan det forudsættes, at selve Hvervet som Censor maa medføre visse
Beføjelser, navnlig ogsaa i de Studerendes Interesse, men saa længe Cen-
sorernes Kompetence ikke er fixeret, vil den Betryggelse for de Studerende,
som Censorinstitutionen tør forudsættes at tilsigte, sikkert ikke komme til
sin fulde Ret. Det vil derfor formentlig være af Vigtighed, at Censorer-
nes Kompetence præciseres. Det burde formentlig udtrykkelig fastslaas,
58*
478
Universitetet 1902 —1903.
at de skriftlige Opgaver positivt skulle billiges af Censorerne, der altsaa
ville faa et absolut Yeto i saa Henseende, samt at Censorerne endvidere
ved den mundtlige Examination — foruden at kunne foranledige Spørgs-
maal stillede til Examinanden — dels skulle kunne nedlægge Yeto imod,
at Examinanden prøves i noget ikke dertil egnet Æmne, dels, for saa
vidt deres Anke ikke gjælder det forelagte Æmne overhovedet, men kun
enkelte dermed forbundne særskilte Spørgsmaal, skulle kunne forlange
Besvarelsen af disse Spørgsmaal sat ud af Betragtning ved Bedømmelsen.
Særlig i Tilfælde af, at vore Henstillinger til Fakultetet maatte kunne
finde Bifald, turde det for de Studerende være af Betydning, at der og-
saa i den Censorerne tilkommende Myndighed haves en yderligere Be-
tryggelse eller Beroligelse med Hensyn til, at f. Ex. forældede, lukkede,
uvæsentlige eller altfor specielle Spørgsmaal undgaas. For saa vidt vore
Henstillinger med Hensyn til de skriftlige Opgavers Affattelse maatte blive
tagne til Følge, turde det ligeledes være af væsentlig Interesse, at der og-
saa i saa Henseende tinder Medvirkning Sted fra Censorernes Side.
I det vi iøvrigt, som alt sagt, tro at turde paakalde det høje Mini-
steriums velvillige Opmærksomhed for Indholdet af vort Andragende til
det juridiske Fakultet, og idet vi i det hele tillade os at udbede os Mini-
steriets gunstige Bistand til vort Andragendes Gjennemførelse, tør vi i
Særdeleshed anholde om, at det høje Ministerium velvilligst vil overveje
og eventuelt træffe fornøden Foranstaltning til:
a.	at den af os foreslaaede konkrete Undervisning gjennemføres under
Tilvejebringelse af de i saa Henseende fornødne finansielle Bevillinger,
b.	at Ledelsen af den konkrete Undervisning eventuelt overlades til
Praktikere (Dommere eller Sagførere), der med Bevarelse af deres nævnte
Kaldsvirksomhed ansættes som Lektorer (paa Aaremaal og med fast lav
Aldersgrænse) udelukkende med det Hverv at lede den konkrete Under-
visning, samt at deltage i Vedtagelse af konkrete Opgaver og eventuelt i
disses Bedømmelse,
c.	at der ved almindelig Bestemmelse tillægges Censorerne en større
eller en mere præciseret Myndighed end hidtil, særlig saaledes, at ingen
skriftlig Opgave kan gives uden Billigelse af Censorerne, samt at disse
ved den mundtlige Examination, foruden at kunne foranledige Spørgsmaal
stillede til Examinanden, dels skulle kunne nedlægge Veto mod. at Examinan-
den prøves i noget ikke dertil egnet Æmne, dels, for saa vidt deres Anke
ikke gjælder det foreliggende Æmne overhovedet, men kun enkelte der-
med forbundne særskilte Spørgsmaal, skulle kunne forlange Besvarelsen
af disse Spørgsmaal sat ud af Betragtning ved Bedømmelsen, samt
d.	at det ved almindelig Instrux indskærpes Censorerne — ved Ud-
øvelsen af den under Litr. c. ommeldte Myndighed — at vaage over, at
de skriftlige Examensopgaver saavidt muligt stilles saaledes, at de ikke
kunne besvares gjennem Referat af tillærte Meninger, samt at Examinan-
den ikke prøves i forældede, lukkede, uvæsentlige eller altfor specielle
Spørgsmaal".
D. Ministeriets Skrivelse af 25de Marts 1901 til Fakultetet.
„I Skrivelse af 9de f. M. har Fakultetet henledet Ministeriets Op-
Forelæsninger, Øvelser og Examina.
479
mærksomhed paa, at den i 1890 gjennemførte Reform af juridisk Embeds-
examen ikke har ført til det attraaede Resultat: at lette Studenterne
Examensarbejdet, og udtalt Ønsket om, at der allerede nu. inden det er
muligt at skride til en endelig Reform af Examen, raades Bod paa Ulem-
perne ved det bestaaénde.
Samtidig har Ministeriet endvidere fra et paa et den 10de Oktober
f. A. afholdt almindeligt Juristmøde nedsat Udvalg modtaget et Andra-
gende om Ændringer ved det juridiske Studium, ledsaget af Gjenpart af
et under 6te f. M. til Fakultetet indgivet Andragende, om hvilket man
ved Skrivelse af 16de d. M. har udbedt sig Fakultetets Ytringer med-
delte.
Ministeriet vil anse det for rigtigst, at samtlige de saaledes rejste
Spørgsmaal om Foranstaltninger til at afhjælpe Manglerne ved den nu
bestaaende Examensordning, for saa vidt de kræve Forandring i kgl. An-
ordning 26de September 1890, finde deres Afgjørelse under ét, men man
skal dog i Anledning af de i Fakultetets ovennævnte Skrivelse omhand-
lede Forslag udtale, at man med Fakultetet er enig i, at skriftlige og
mundtlige Øvelser i Behandlingen af konkrete Retstilfælde bør være et
vigtigt Led i Retsundervisningen, og at man, for at bringe Studenterne
til med tilstrækkelig Iver at lægge sig derefter, maa have Examensprøve
deri, hvad der ogsaa vil bringe Studiet i Overensstemmelse med de i Uni-
versitetsfundats 7de Maj 1788 Kap. IV. § 5 nævnte Grundsætninger, idet
man derved vil komme bort fra det nuværende Hukommelsesværk og
Udenadslæren ved Studiet, ligesom en Opgiven af de nugjældende abstrakte
Opgaver formentlig vil indvirke gavnligt paa Studiemaaden, da Examens-
udfaldet derved mere end hidtil vil afhænge af de Studerendes Modenhed
og sunde juridiske Skjøn. Ikke desmindre nærer Ministeriet Betænkelig-
hed ved at indstille den i Fakultetets ovennævnte Skrivelse foreslaaede
ændrede Affattelse af Anordning 26de September 1890 § 3 til kongelig
Stadfæstelse, idet man frygter for, at den let vil besværliggjøre Studiet for
de Studerende, baade i Retning af at gjøre Studietiden længere og Exa-
men vanskeligere, naar man vil kræve de oftnævnte Øvelser i Behand-
lingen af konkrete Retstilfælde og Examensprøven deri ved Siden af den
nu faktisk krævede Tilegnelse af de juridiske Lærebøgers Indhold og de
saakaldte Referatopgaver; man skal derfor henstille til Fakultetet, om det
ikke vil være muligt — samtidigt med at indføre en „konkret Undervis-
ning" og give Opgaver i Behandling af konkrete Retstilfælde — at be-
grænse Fordringerne i denne Retning ved at give Regler, der tilsigte helt
eller delvis at udelukke Givelsen af Examensopgaver, der skulle besvares
gjennem Referat af givne Fremstillinger.
Hvad angaar den anden i Fakultetets Skrivelse nævnte Ændring ved
den skriftlige Prøve, Tilladelse til Brug af latinsk Ordbog ved den skrift-
lige Prøve i Romerret, billiger Ministeriet fuldstændig Fakultetets Ytringer
og nærer ingen Betænkelighed ved en saadan Tilladelse, som man iøvrigt
mener vil kunne gives uden Ændring i Anordning 26de September 1890
af Fakultetet paa egen Haand; men for saa vidt Fakultetet ikke des-
mindre maatte ønske Ministeriets Samtykke dertil, bifalder man herved.
480
Universitetet 1902— 1903.
at det ved Udarbejdelsen af den til den romerske Ret hørende Opgave
ved den fuldstændige juridiske Embedsexamens skriftlige Prøve tillades at
benytte latinsk Ordbog".
E. Udvalgets Skrivelse af November 1901 til Kirke- og Undervis-
ningsministeriet.
„Undertegnede Udvalg, der paa et i Studenterforeningen den 10de
Oktober f. A. afholdt Juristmøde blev nedsat med den Opgave at over-
veje og stille Forslag til Ændringer i de juridiske Studie- og Examens-
forhold, har i Andragende af 6te Februar d. A. henstillet til det høje
Ministerium, at der foretages forskjellige nærmere angivne Forandringer
indenfor den bestaaende juridiske Examens Rammer, idet vi derhos ud-
bad os det høje Ministeriums velvillige Opmærksomhed for Indholdet af
vor Henvendelse af samme Dato til det juridiske Fakultet. Vi bemærkede
samtidig, at vi vilde tage os den ærbødige Frihed senere at indgive An-
dragende om en mere omfattende Examensreform.
Idet vi i Tilknytning hertil nu ville tillade os en Henvendelse til det
høje Ministerium i nysangivne Retning, tør vi forudskikke den Bemærk-
ning, at vi have ment at burde indskrænke os til at angive i store og
almindelige Træk, hvorledes og i hvilke Henseender vore Examensforhold
for Tiden formentlig kunne opnaa en noget heldigere Ordning end hidtil.
Foruden at en mere detailmæssig Ordning næppe vil kunne planlægges
uden i Forstaaelse med det juridiske Fakultet og paa Grundlag af Fakul-
tetets særlige examenstekniske Erfaringer, har det under vore Overvejelser
staaet os klart, at de Virkninger, som for Tiden ville kunne opnaas gjen-
nem en ydre Examensforandring, dels i sig har en noget begrænset Række-
vidde, dels i alt Fald først ville gjøre sig tilfalde gjældende, naar i øvrigt
Studiet optages og gjennemføres paa en anden Maade end hidtil, og naar
derigjennem de fornødne Forudsætninger og Hjælpemidler for et mere
frugtbringende Arbejde maatte være komne tilstede. Man har f. Ex. netop
andetsteds set, at det af os tilraadede Forsøg paa at drage reale Hjælpe-
videnskaber, særlig Nationaløkonomi og Statistik, ind under det juridiske
Studium, i væsentlig Grad har forfejlet sin Virkning derved, at det ikke
blev gjennemført paa en tilstrækkelig effektiv Maade eller i nøje Sammen-
hæng med det øvrige Studium.
Idet vi altsaa herefter vende os til de Spørgsmaal, som en eventuel
Examensforandring maatte kunne foranledige, tør vi først i Tilknytning
til vore ovenfor citerede tidligere Udtalelser tillade os at betone, at det
formentlig bør være et væsentlig Formaal for en ny Examensordning at
søge at tilføre de Studerende en større real Viden som Studiets Basis.
Vi tør nemlig mene, at et frugtbart juridisk Studium i væsentlig Grad
maa forudsætte Kjendskab til de faktiske Forhold, der danne Retsregler-
nes Grundlag. Saaledes bør Reglerne om de strafferetlige Tilregneligheds-
tilstande bygge paa en vis Kundskab om Sindssygdomme, og ligeledes vil
f. Ex. Statsretsstudiet kræve et Supplement af Kjendskab til Samfundets
politiske Liv. Formueretsstudiet et Supplement af Kjendskab til dets øko-
nomiske Liv, Processtudiet et Supplement af Kjendskab blandt andet til
<]en processuelle Statistik og til de Midler, ved Hjælp af hvilke Samfundet
Forelæsninger, Øvelser og Examina.
481
søger at hjælpe sig udover Manglerne ved den bestaaende Procesorden
(Børs-Voldgift, Arbejder-Voldgift, teknisk Voldgift o. s. v.).
Det forstaar sig iøvrigt af sig selv, at for den reelle Forstanelse og
Bedømmelse af en Retsregel vil ogsaa Kjendskab til den særlige historiske
Udvikling, der har affødt den, kunne have Betydning, saavel som ogsaa
Kjendskab til saadanne fremmede Retsregler om samme Æmne, der aabne
Mulighed for Sammenligning, fordi de ere givne for Samfundsforhold,
væsentlige ensartede med vore. Fremdeles vilde det kunne tjene til god
og nyttig Kundskab for den juridiske Student, om han f. Ex. lærte, hvor-
ledes vi med vor skriftlige Civilproces og vor inkvisitoriske Straffeproces
staar tilbage for næsten hele det øvrige Europa, at vor Straffelov paa
mange Punkter er forældet, at paa den anden Side vor i det væsentlige
stadig bibeholdte Landbolovgivning fra Slutningen af det forrige Aar-
liundrede i den nyeste Tid har fundet delvis Efterligning i Udlandet, og
at vor gjældende Næringslov i stort Omfang omgaas; ligeledes vilde Studiet
have Nytte af en Fremstilling af Hovedpunkterne i den ved „Kontrakt-
friheden" skabte Kamp mellem Kapital og Arbejde, samt af de Organisa-
tioner og Institutioner, der ere fremvoxede under denne Kamp, o. s. fr.
For saa vidt 1111 Studiet saaledes ønskes ledet i niere real Retning-
end hidtil, maa man, som alt berørt, paa Forliaand være klar paa, at
meget og maaske det meste vil bero paa, hvorledes Undervisningen fak-
tisk ledes fra Universitetets Side. Men en Del kan dog udrettes allerede
gjennem Examensordningen. Man vil navnlig kunne inddrage forskjellige
faktiske Æmner under Studiet. Dels vil man i Examensordningen ved
Beskrivelsen af de enkelte Fag kunne nævne visse Æmner som indbefat-
tede under Faget, dels vil man kunne indføre særegne Hjælpevidenskaber.
Paa den anden Side maa det naturlig blive Opgaven at udskyde, begrænse
eller omændre saadanne Fag, der i deres nuværende Skikkelse ikke synes
tilstrækkelig frugtbringende.
Idet vi have ment, at Ordningen af den ufuldstændige juridiske Ex-
amen ligger udenfor vor Opgave, tør vi herved henstille følgende alminde-
lige Synspunkter for en eventuel Examensforandring:
1.	de praktisk vigtigste Dele af den faktisk gj ældende danske Ret
bør være Studiets Hovedgjenstand med særlig Betoning af Retsreglernes
faktiske Forudsætninger og faktiske Virkninger,
2.	faktiske Oplysninger, der kunne tjene til at forklare og belyse
dansk Ret og saaledes kunne bidrage til en virkelig ikdgaaende real For-
staaelse af dansk Ret, dens Forudsætninger og Virkninger, bør i passende
Grad inddrages under Studiet, enten som Led i de enkelte Fag eller
gjennem Hjælpevidenskaber.
3.	Paa den anden Side bør alle juridiske Detailler og Udviklinger,
der ere uden Forbindelse med gjældende dansk Ret og heller ikke i
væsentlig Grad kunne bidrage til den for dens Forstaaelse fornødne reale
Indsigt og Dannelse, i størst mulig Grad fjernes fra Studiet,
Idet vi med disse almindelige Synsmaader som Udgangspunkt først ville
betragte de Beskæringer, som maatte kunne tilraades, tør vi for det første
foreslaa, at Romerret, Retshistorie, almindelig Retslære, Søret og Folieret
482
Universitetet 1902—1903.
ikke fremtidig opretholdes i den Skikkelse, hvori de for Tiden forekomme
som Examensfag.
Med Hensyn til Romerretten have vi allerede i vor citererede An-
dragende til det juridiske Fakultet udtalt os mod dette Fags Værdi i dets
nuværende Skikkelse, og vi tør tro, at denne vor Opfattelse vil have saa
meget lettere ved at vinde Anerkj endelse, som Romerretsstudiet, der sikkert
hos os er i høj Grad uddannet efter tysk Mønster, jo netop i Tyskland er
traadt i Baggrunden efter Indførelsen af den nye borgerlige Lovbog. For os i
Nutiden vil Romerretten overhovedet kun kunne have Betydning, for saa
vidt den maatte være kulturelt opdragende. Men hertil er det ikke for-
nødent, at de Studerende fordybe sig i romerske Specialiteter, endsige i
Argumentationer pro et contra. Det er mere end tilstrækkeligt eller
rettere sagt bedre, at der gives en propædeutisk Fremstilling, der paa
Grundlag af den historiske Gransknings Hovedresultater gjør Rede for
alt, hvad der endnu har kulturel Interesse, og kun for dette. Men naar
saaledes det kulturelle Synspunkt betones, vil det tillige være klart, at
Romerretten ikke er den eneste Faktor i Retskulturens Yæxt. Ikke blot
har man andetsteds Retsfænomener, der danne en mærkelig og derfor saa
meget mere lærerig Parallel til romersk Retsudvikling, jfr. f. Ex. i Eng-
land tlie law of equity overfor common law. Men desuden frembyder
Nutiden Nydannelser, hvis Oprindelse og Virkninger kunne have nok saa
megen Interesse som romersk Ret, men hvorom de Studerende for Tiden
intet høre. Ingen vil f. Ex. kunne nægte, at fremmed moderne Strafferet
og Statsret og disse Retsgrenes Historie kunne være mere lærerige for en
juridisk Studerende end tilsvarende Æmner i romersk Ret. Fra denne
Side set bør der formentlig tillige meddeles Hovedmomenter i moderne
Retsudvikling lige op til Nutiden, saaledes at Romerretsfremstillingen alt-
saa kommer til at danne ikkun et enkelt Led i en Rettens almindelige
Kulturhistorie. Vi undlade imidlertid ikke at præcisere, at vi ligesaa lidt
som ved den egentlige Romerret tænke os nogen argumentativ eller sy-
stematisk Fremstilling, tværtimod forudsættes det, at man springer fra
Tider til Tider og fra Lande til Lande, saaledes at man kun dvæler dér
og paa den Tid, hvor der foreligger eller forefalder noget af kulturel
Interesse særlig for os og vore Forhold, samt saaledes at man overalt
kun giver en elementær Redegjørelse for visse Hovedpunkter. For at
forebygge eventuel Opsvulmen af dette Fag burde Examensordningen vel
fastslaa et omtrentlig kvantitativt Maximum for Fremstillingens Omfang.
DansJc Retshistorie dyrkes for Tiden paa en saa dan Maade, at det i
Virkeligheden rammes af lignende Anker, som de, der kunne rettes mod
Romerretsstudiet. Der fordres nemlig, at Studenten skal fordybe sig i
Detailler i længst forsvundne Retstilstande, der tilmed have liden eller
endog slet ingen Berøring med Nutiden, idet man i Regelen standser ved
Chr. V.s Lov. Retshistorien burde formentlig følges op til Nutiden, og
burde kun give en elementær og altsaa navnlig slet ikke en argumen-
terende Fremstilling af, hvad der endnu maatte have kulturel Interesse,
en Fremstilling, der naturligt kunde indgaa som et nationalt Led i Ret'
tens Kulturhistorie. De mere specielle retshistoriske Udviklinger, der
Forelæsninger, Øvelser og Examina.
483
muligvis maatte have særlig Interesse for Belysningen af særlige Grene
af den gjældende Ret, ville derimod linde deres naturlige Plads i For-
bindelse med Fremstillingen af disse Æmner i den positive Ret.
Ved at indføre „Almindelig Retslcere" (Retsfilosofi) som Lærefag har
man formodentlig tilsigtet at skabe et Fag, hvor man, frigjort for alle
Positiviteter mere indtrængende kunde drøfte og vurdere Retsproblemerne
fra deres Fornufts- og Formaalsside. Man har imidlertid hos os indtil
den seneste Tid behandlet Retsfilosofien saaledes, at der gives en omfat-
tende dogmatisk-systematisk Fremstilling af det hele Retssystem, en Frem-
stilling, der altsaa tilstræber at udvikle, hvilket Indhold Retten i dens
Hovedbestanddele formentlig bør have ud fra visse praktiske og theo-
retiske Forudsætninger, og som altsaa indeholder en Slags spekulativ
Prøvelse af den gjældende Ret i dens væsentligste Omfang. Vi tør imid-
lertid mene, at det Udbytte, som den juridiske Student derigjennem op-
naar, langtfra er tilfredsstillende.
Naar Retssystemet saaledes i dets Helhed underkastes en kritisk-filo-
sofisk Behandling af en enkelt Forfatter indenfor et Sidetal, der langtfra
svarer til Opgaven, vil Fremstillingen selvfølgelig blive noget ensidig, sum-
marisk og postulatmæssig. Naar saa hertil kommer, at hele det Erfarings-
materiale, som for Forfatteren selv er Basis for hans almindelige Betragt-
ninger, ikke under den nuværende Studiemethode gjøres, og heller ikke
for hele Rettens Omraade kan gjøres, tilgængeligt for Studenter, vil —
saaledes som Erfaringen da ogsaa turde vise — de Principer, Betragt-
ninger og Argumenter, hvormed den almindelige Retslære arbejder, i
mangt og meget ikke for Studenter blive belærende og befrugtende Tan-
ker, men væsentlig kun tomme Ord, der læres udenad. Vi tør derfor an-
tage, at Retsfilosofien som selvstændigt Fag i dens nuværende Skikkelse
bør opgives. For saa vidt der i den nuværende Fremstilling findes Bi-
drag til Belysning af Retsproblemerne, ville de herhen hørende Betragt-
ninger ligesaa godt, eller rettere bedre, kunne fremsættes i Sammenhæng
med Fremstillinger af den positive Ret. Som Følge heraf synes hele den
specielle Del af den nuværende Retsfilosofi og store Afsnit af den almin-
delige Del helt at kunne undværes. Derimod er der visse Æmner af
mere almindelig Natur, som ikke godt kunne unddrages fra Overvejelse,
men heller ikke fuldt ud egne sig til at optages i de positive Specialfag,
nemlig almindelige Æmner som f. Ex. Rettens Natur og Væsen, Forholdet
mellem Ret og Moral, Begreber som Retfærdighed og Billighed m. v. Disse
Æmner kunne imidlertid formentlig foredrages og finde en bedre og fyl-
digere Belysning dels i Sammenhæng med den af os foreslaaede Rettens
Kulturhistorie, dels i Læren om Retskilderne (Lov, Sædvaner, Praxis,
Fortolkning, Analogi m. v.) i Retssystemets eller Privatrettens alminde-
lige Del.
Søretten bør formentlig ikke opretholdes som selvstændigt Fag, idet
de faa Æmner, der have almindelig Interesse, f. Ex. Befragtnings- og Kon-
nossementslæren, naturligst medtages indenfor de øvrige juridiske Fags
Rammer, medens Søretten iøvrigt ligger den store Mængde juridiske Stu-
denters fremtidige Arbejdsfelt altfor fjernt.
Universitetets Aarbog.	5 g
484
Universitetet 1902—1903.
I nærværende Sammenhæng vil det være naturligt endnu at henlede
Opmærksomheden paa Ønskeliglieden af at begrænse det Omfang, hvori
Folkeretten skal læres. Det naturlige turde være som et Slags Tillæg til
Statsretten kun at meddele Hovedpunkterne i Folkerettens nuværende
Standpunkt med Forbigaaelse af alle Detailler.
Medens der altsaa formentlig i de angivne Henseender bør foretages
væsentlige Begrænsninger, Udskydninger eller Omændringer af flere Lære-
fag, maa det paa den anden Side i Overensstemmelse med det ovenfor
udviklede blive Opgaven at tilføre Studiet større real Viden. Vi tør i saa
Henseende særlig tilraade at inddrage under Studiet Undervisning i Natio-
naløkonomi og Statistik. Der burde formentlig herved lægges mindre Vægt
paa Nationaløkonomiens spekulative Side end paa Redegjøreisen for hele
Erhvervsvirksomhedens Gang; særlig tænkes fremhævet Hovedlinierne i de
praktiske Spørgsmaal som Pengevæsen, Kredit, Bankvæsen, Toldbeskyttelse
og overhovedet Beskatningspolitik m. v. og Kjendskab givet til Nutidens
sociale Fænomener som Socialisme, Kooperation, Arbejderbevægelse, Ringe
m. v. Statistiken burde formentlig meddele et, dog kun elementært, Kjend-
skab til de simpleste, danske, samfundsmæssige Fakta, særlig de økono-
miske, paa lidt historisk Baggrund, samt et rudimentært Kjendskab til
Hovedpunkter i Statistikens Theori. Der kunde maaske rettelig hertil
knyttes den historiske Udvikling og nuværende Status af økonomisk Lov-
givning (Næringsret, Landbo-, Skatte- og Arbejderlovgivning), hvor den
teknisk-juridiske Side næsten ingen Rolle spiller, medens Hovedvægten
ligger paa de sociale og økonomiske Forhold. Det turde maaske være at
tilraade, at Nationaløkonomi, Statistik og økonomisk Lovgivning smeltedes
sammen til ét Fag, nemlig dels paa Grund af deres indre Forbindelse,
dels for derved at fremdrage den mere realistiske Side af Økonomien,
dels og navnlig ogsaa for at forebygge en Opsvulmen af Stoffet, særlig med
Hensyn til Statistik og økonomisk Lovgivning.
Endelig tør vi i denne Forbindelse fremhæve som mindre heldigt, at
dansk Statsforvaltningsret for Tiden lades næsten upaaagtet, saaledes at
unge Kandidater ere meget lidt orienterede overfor det hele Statsforvalt-
ningsmaskineri, som møder dem, saa snart de træde ud i Praxis. Der
burde formentlig i Forbindelse med Statsforfatningsretten gives en, dog
kun propædeutisk Fremstilling af dette Æmne.
Efter de Forslag, vi saaledes have troet at turde fremsætte, vil den
fuldstændige juridiske Examen komme til at omfatte følgende Fag:
Almindelig og dansk Retshistorie — Nationaløkonomi, Statistik og
økonomisk Lovgivning — Statsret med Tillæg af elementær Folkeret —■
1. Civilret (Personret, Familieret og Arveret), 2. Civilret (Formueret) og
i Tilknytning til disse: 1 rivatrettens almindelige Del, derunder internatio-
nal Privatret — Proces (Civilproces og Kriminalproces) samt Strafferet.
Formentlig vilde det være rettest ligesom nu at dele Examen i to
Dele, dels for at lette Studiet, dels for at fremme en fornuftig Studie-
plan. Da imidlertid det nuværende Delingsprincip, hvorefter de specifikt
juridiske Fag henlægges til 1ste Del, de mere almendannende til 2den Del,
vistnok fra alle Sider er erkjendt at være pædagogisk uheldigt, tør vi hen-
Forelæsninger, Øvelser og Examina.
485
stille, at Delingen foretages saaledes, at 1ste Del kommer til at omfatte
almindelig og dansk Retshistorie, Nationaløkonomi, Statistik og økonomisk
Lovgivning, Statsret (med Folkeret) samt et propædeutisk Kursus i dansk
Civilret; 2den Del derimod alle øvrige Fag.
Man kan formentlig gaa ud fra, at 5 Aar fra Artium under vore
Forhold bør være Maximum for den Normaltid, paa hvilken det juridiske
Universitetsstudium kan anlægges; og ud fra denne Forudsætning tænke
vi os, at 2den Del nærmest bør være anlagt paa en Studietid af højst 3
Aar fra 1ste Del.
Medens der sikkert til 2den Del ligesom nu bør være baade en skrift-
lig og en mundtlig Prøve, vil det maaske være rettest til 1ste Del kun at
have en mundtlig Prøve. For at fremspore til et alvorligt Studium ogsaa
til denne Del, bør dog sikkert den ved denne opnaaede Karakter veje
med en vis, ikke ganske ringe Vægt ved den endelige Examen, f. Ex. med
en Trediedel mod to Trediedele.
Med Hensyn til Studiemaaden indenfor de enkelte Fag, og da særlig
de helt juridiske Fag, tør vi henholde os til, hvad vi i vor Henvendelse
af 6te Februar d. A. til det juridiske Fakultet nærmere have udviklet. De
Ønsker, som vi dér have tilladt os at fremsætte med Hensyn til den nu-
værende Examen, ville selvfølgelig ligesaa fuldt gjælde med Hensyn til den
af os foreslaaede ændrede Examen, og vi tør i saa Henseende tillægge
det den største Vægt, at Examensopgaverne saavidt muligt stilles konkret
og iøvrigt tilstræbe at prøve den Studerendes Modenhed og Dømmekraft.
Vi tør derhos tro, at en Ændring af Studiemaaden i den af os antydede
Eetning i ikke ringe Grad vil forøge Interessen for Studiet, i alt Fald
hos de flinkere Studenter.
Under vore Overvejelser har selvfølgelig ogsaa det Spørgsmaal været
fremme, om der maatte være tilstrækkelig Anledning til i Lighed med,
hvad der er Tilfældet i Tyskland, at indskyde en praktisk Uddannelse som
Led i Examensordningen, henlagt til Tiden mellem den foreløbige og den
endelige Examen. Hvad der taler herfor, er navnlig dels Hensynet til at
gjøre det abstrakte Studium mere nyttebringende for de Studerende der-
ved, at der gjennem Praxis er tilført dem Fortrolighed med de Livsfor-
hold, som ere Gjenstand for den juridiske Ordning, dels Ønsket om, at
Kandidaten, naar han forlader Examensbordet, strax vil kunne være umid-
delbar brugbar i praktiske Forhold. Man vil imidlertid vanskelig kunne
gjøre det til Embedsmænds og Sagføreres Pligt at vaage over, at de hos
dem ansatte unge Jurister netop opnaa en saadan Uddannelse, som er til-
strækkelig fyldig og forskjelligartet til at afgive en værdifuld Støtte for
det efterfølgende Studium. Tværtimod følger det noget nær af sig selv,
at de unge, ikke fuldt underviste Jurister vanskelig kunne være brugbare
uden ved saadanne elementære og specielle Expeditioner, der ikke videre
fremme den juridiske Indsigt. Paa den anden Side vil det være muligt i
ikke ringe Grad at bøde paa den manglende praktiske Erfaring ved i
Overensstemmelse med vore Henstillinger at give Studiet en mere real og
en mere konkret Retning under Gjennemgang af Retstilfælde og gjennem
praktiske Øvelser. Ere altsaa Fordelene ved det tyske System i sig meget
59*
486
Universitetet 1902—1903.
tvivlsomme, vil det under vore smaa Forhold virke særdeles uheldigt, idet
det i Almindelighed vil forlænge og fordyre Studiet i betænkelig Grad, og
idet det tillige let vil føre til, at mindre Bemidlede komme til at sidde
fast i Praxis med den rent foreløbige Examen. Yi mene derfor bestemt
at burde fraraade at følge det tyske System.
Endvidere har Udvalget naturligvis liavt sin Opmærksomhed henvendt
paa det Spørgsmaal, om man bør tilraade at foreslaa et Speciale som
Led i Studiet. Et aldeles overvejende Flertal af Udvalget er imidlertid
en bestemt Modstander at denne Tanke. Efter dette Flertals Opfattelse
vil under de nuværende Forhold i Jurisprudensen og under særlig Hensyn
til vor lidet omfattende Litteratur et saadant Speciale formentlig blive et
stort og byrdefuldt Tillæg til Studiet, der ikke kan ventes at blive opvejet
ved Lettelser paa andre Punkter, og som derhos ikke kan blive særlig
frugtbringende for den praktiske juridiske Livsgjerning, der dog med faa
Undtagelser er alle juridiske Studerendes Maal. Enkelte Medlemmer af
Udvalget have dog ment at maatte fastholde Ønsket om et Speciale. Det
er fra denne Side navnlig gjort gjældende, at medens der ikke kan fordres
en selvstændig Fordybelse i det hele Stof, bør videnskabelig Tænkning og
Methode søges udviklet gjennem et mere indgaaende, strængt videnskabe-
ligt Studium paa et begrænset Omraade.
Efter Aftale med Udvalget have enkelte Medlemmer af dette udar-
bejdet nogle herhos følgende Fremstillinger af Examens- og Studieforhold
i forskjellige Lande. Ligeledes medfølger som Bilag nogle særlige Ud-
talelser fra enkelte Medlemmer af Udvalget".
De nævnte Fremstillinger angik det juridiske Studium i Frankrig, Sver-
rig og Norge. De særlige Udtalelser meddeles nedenfor som Bilag I og II.
Bilag I. Højesteretssagfører, Dr. jur. Ernst Møllers Udtalelse: „Me-
dens undertegnede er enig i, at den under Navn af almindelig Retslære
foredragne Retsfilosofi bør afskaffes, selv om intet sættes i Stedet derfor,
tør jeg dog tillige tro, at det fortjener Overvejelse, om man ikke ad anden
Vej kan opnaa, hvad man formodentlig har tilsigtet ved at indføre al-
mindelig Retslære som Examensfag. Jeg mener nemlig, at det for de
Studerendes almindelige juridiske Dannelse vil have en ikke ringe Betyd-
ning, at der existerer et Omraade, hvor Retsspørgsmaal drøftes med fuld
Frihed uden positiv Ballast, saaledes at Rettens Fornuft- og Formaals-
side kan fuldelig forstaas og vurderes. Jeg er, som sagt, fuldt enig i,
at dette ikke opnaas gjennem den hidtidige Retsfilosofi, der forholder sig
altfor abstrakt til sine Æmner og mere lægger Vægt paa en spekulativ-
systematisk Gruppering af Retsstoffet end paa en virkelig Indtrængen i
de reale Faktorer, som maa være bestemmende for Retsordningen. Der-
imod vil jeg kunne tænke mig, at man med Opgiven af enhver abstrakt
Filosoferen og Systematisering optager en Behandling i legislativ Aand
af enkelte udvalgte Æmner, som til enhver Tid — blandt andet under
Hensyn til foreliggende Reformbestræbelser — maatte findes særlig egnede
til en indgaaende Belysning. En Fremstilling af denne Art maatte da
forudsættes at hvile paa en Meddelelse af alle fornødne faktiske Oplys-
ninger, blandt andet om sociale Forhold og om lærerige Retstilfælde fra
Forelæsninger, Øvelser og Examina.
487
Ind- og Udhmd, saaledes at man paa dette Grundlag fremdrog og drøf-
tede alle de Overvejelser, der ville være hestemmende for, livad der paa
ethvert omhandlet Omraade bør være Ret. Man vilde derved undgaa de
Skær, livorpaa Retsfilosofien er strandet, og Fremstillingen vilde overalt
hlive netop saa speciel og punktuel, som maa udkræves til en juridisk
Undersøgelse af virkelig Værdi.
Det vil næppe kunne modsiges, at det for Uddannelsen af tænkende
Praktikere vil have væsentlig Betydning, at de allerede fra Studietiden
ere vante til at omgaas Retsspørgsmaal i legislativ Aand og derigjennem
ogsaa tilbøjelige til at søge og finde de Fornufthensyn, der maa være be-
stemmende, ogsaa for Opfattelsen af de positive Retsregler. Som For-
holdene for Tiden foreligge, er imidlertid denne Side af Retskyndigheden
meget forsømt, idet i de fleste Fag formelle Ordtourneringer sætte andre
Faktorer helt i Skygge. Udvalget har vel paa forskjellig Vis gjort Hen-
stillinger, hvis Tilfølgetagelse vil modvirke hin Ensidighed, derunder blandt
andet Henstillinger om at søge en konkret Basis for Studiet, om at tilføre
dette en større real Viden og 0111 at begrænse de formelle Ordfortolk-
ninger og lægge væsentlig Vægt paa en Belysning af Retsreglernes fak-
tiske Forudsætninger og faktiske Virkninger. Hvis disse og andre Hen-
stillinger gjennemføres paa rette Maade, og hvis navnlig, som af Udvalget
forudsat, kritisk Vurdering af den gjældende Ret og Oplysning om Reform-
bevægelser inddrages under Behandlingen af den positive Ret, vil der
allerede derigjennem kunne gjøres meget for en fornuftigere juridisk Ud-
dannelse. Men dels vil det i alle Tilfælde tage lang Tid, inden de posi-
tive Fremstillinger kunne faa en væsentlig forandret Karakter, dels har
man dér saa meget andet at varetage, at man let vil forbigaa eller kun
med en lettere Haand berøre saadanne legislative Spørgsmaal, som i og
for sig kunde have stor Interesse, men som ikke have Betydning just for
Fortolkningen af den gjældende Ret, fordi denne klarlig har afgjort
Spørgsmaalet i en bestemt Retning.
For specielle legislative Undersøgelser af den her berørte Art vil
meget passende Navnet almindelig (o: naturlig, ikke positiv) Retslære eller
Naturret kunne bevares. Efter min Formening vil en saadan Fremstilling
have mere Karakter af Retslære end Retsfilosofien, og jeg tør derfor
ogsaa tro, at der, ogsaa rent videnskabeligt set, vilde knytte sig en ikke
ringe Interesse til Optagelse af et saadant Fag. Man har kun altfor ofte
ment alene at have Valget mellem Retsfilosofiens Skylla og den positiv-
historiske Nøgternheds Karybdis. Faar man derimod punktuelle legisla-
tive Drøftelser indenfor Studiet, vil Fornuften i Retten først komme paa
sin rette Plads.
Hvis det her skitserede Fag skulde blive optaget som Examensfag,
vilde det maaske være bedst at slaa dets særegne Karakter fast gjennem
en særlig Betegnelse, som f. Ex. legislativ Retslære, men jeg forudsætter,
som antydet, i alt Fald, at allerede den existerende Examensordning vil
rumme Mulighed for en legislativ Behandling af Retsspørgsmaal indenfor
den „almindelige Retslære"s Ramme.
Selvfølgelig kan en Reform af den her berørte Natur ikke for Tiden
488
Universitetet 1902—1903.
gjennemføres uden under Forudsætning af, at nogen af de nuværende
Universitetslærere maatte være stemt for at tage denne Gjerning op. Men
det tør dog i alt Fald henstilles til nøje Overvejelse, at gjøre et Forsøg i
denne Retning enten gjennem Optagelse af „legislativ Retslære" som et
selvstændigt Fag i Stedet for Retsfilosofien eller ved med den Frihed, der
altid har hersket i „almindelig Retslære", at give dette Fag den antydede
legislative Retning i Stedet for at fortsætte med en retsfilosofisk Behand-
ling. Under begge Forudsætninger vil det dog være heldigt, at der i
Examensbestemmelserne indsættes en omtrentlig Angivelse af Faget kvan-
titative Omfang.
For saa vidt der i Overensstemmelse hermed opretholdes et særskilt
Fag, som Udvalget ellers foreslaar afskaffet, tør jeg tilføje, at det efter
min Formening vil være urigtigt at lægge Vægt alene paa Fagenes Antal
og Omfang. Det kan og bør ikke overses, at en Examen som den fuld-
stændige juridiske altid maa arbejde med et ikke ringe Stof og stille der-
til svarende Krav til de Studerendes Flid og Tænksomhed. Dette kan
ikke være anderledes. Hvad der derimod for Tiden særlig tynger i be-
tænkelig Grad, er Studiets abstrakte og monotone Karakter, som ude-
lukker den for aandelig Trivsel fornødne Interesse og Afvexling. Hvis
der derimod inddrages nyt og forskjelligartet Stof under Studiet — og
dette sker blandt andet gjennem legislativ Retslære — tør den blandede
Kost ventes med Udbytte at kunne tilegnes uden at afstedkomme de Mis-
ligheder, hvorover for Tiden føres Klage, men som formentlig har sin
Aarsag ikke saa meget i Kostens Mængde, som i dens Beskaffenhed."
Bilag II. Udtalelse fra Kriminalretsassessor E. Tybjerg, Overrets-
sagførerne G. Christensen og O. Lehmann, Cand. jur. H. Hamann og
Cand. jur. & polit. F. Pio: „Undertegnede Medlemmer af Udvalget, der
have medunderskrevet foranstaaende Henvendelse, mene dog, at den ikke
tilstrækkeligt skarpt betoner de to Hovedfejl i den nuværende Studie-
ordning.
Den ene Hovedfejl ved den bestaaende Ordning er efter vor Opfat-
telse den, at der langtfra tages tilbørligt Hensyn til, at det juridiske Stu-
dium for det aldeles overvejende Flertal af Studerende skal være en Ud-
dannelse til praktisk Virksomhed. Mindst de tre Fjerdedele af juridiske
Studerende gaa senere over i Stillinger som Sagførere, Dommere eller
Stedfortrædere for saadanne. At den nævnte Anke er berettiget, frem-
gaar efter vor Formening tilstrækkeligt af noget saadant som dette, at
mangen en Student for Tiden kan tage juridisk Examen med god Karakter,
naar han f. Ex. véd nøje Besked med den romerretlige stipulatio — sam-
tidig med at han kun har ganske uklare Forestillinger om en Vexels
Funktion og Betydning, naar han kan paa sine Fingre de 6 „actiones
adjectitiæ qualitatis", ved hvilke den romerske Slave kunde forpligte sin
Herre — samtidig med at han er ganske uvidende om Grundtrækkene i
moderne Arbejderlovgivning, naar han kan en Række Argumenter til Be-
stemmelse af det nøjagtige Tidspunkt for Tilblivelsen af den slesvigske
Stadsret, — samtidig med at han er saa godt som uden Kjendskab til de
gjældende Hovedregler for Kjøbenhavns kommunale Selvstyre, naar han
Forelæsninger, Øvelser og Examina.
489
har et ret indgaaende Kjendskab til Principerne for Grosliaveri — sam-
tidig med at han er ganske ukjendt med de kontraktmæssige Former,
nnder hvilke i det moderne Samfund Byggeforetagender, Afdragshandler,
Jernbaneforsendelser, Forsikringer, handelsmæssig Gjældsafvikling o. s. v.
tinder Sted, naar han er i Stand til nøjagtigt at gjengive adskillige theo-
retiske Opfattelser med tilhørende Argumentatiøner vedrørende et eller
andet Spørgsmaal — medens han samtidig har undladt at lægge Mærke
til, om Højesteret har sluttet sig til nogen af disse Opfattelser og da til
hvilken —, og saaledes fremdeles.
Den anden store Fejl, der efter vor Opfattelse klæber ved den be-
staaende Ordning, er den, at det Hovedmiddel, der anvendes til Tilveje-
bringelse af juridisk Indsigt og Dannelse, er hverken mere eller mindre
end ligefrem Udenadslæren af juridisk Argumentation. Denne Methode
er dræbende for det personlige Forhold mellem Studenten og hans Fag.
Faget bliver for ham en Samling Professor-Meninger, ikke en Samling af
Livets Problemer. Han føler sig ikke personlig stillet overfor det evig
vexlende og evig vigende Spørgsmaal om, hvad der er Sandhed og Ret,
men kun overfor en trælsom Udenadslæren af Andres Arbejden med dette
Spørgsmaal. Han opdrages gjennem denne Methode til aldrig paa egen
Haand at arbejde sig ind til Kjærnen af en Sag, men faar i Stedet der-
for efterhaanden udleveret fuldt færdige og til fri Raadighed et Arsenal
af mere eller mindre abstrakte juridiske Betragtninger. Da han derhos
mangler Forudsætningerne for virkelig at bedømme disses indbyrdes Værdi
og Rækkevidde, ligger den Fare og Fristelse nær, at han, naar han senere
i Livet paa egen Haand skal løse juridiske Spørgsmaal, giver dem en
nærmest formel, saakaldet „juridisk" Løsning ved Hjælp af mere eller
mindre overfladiske Analogier, mere eller mindre bevidste Reminiscenser
fra det store udenadlærte Argumentationsstof. Saalangt dette rækker,
bevæger Juristen sig, i alt Fald tilsyneladende, med en vis Virtuositet;
hvor det stopper, kommer han let til at staa blank og hjælpeløs. Følgelig
strækker han dets Anvendelsesomraade saa langt som paa nogen Maade
muligt og længere end paa nogen Maade heldigt. Den nævnte Uddan-
nelsesmaade er derfor ikke blot utilfredsstillende for Udviklingen af Evnen
til at forstaa og bedømme; den er ligefrem farlig for Karakteren, idet
den let leder til Overfladiskhed og Bornerthed og frister til juridisk Spil-
fægteri; den anvendes da næppe heller nu for Tiden indenfor nogensom-
helst anden Videnskabsgren.
Hvad her er sagt, er ikke noget nyt. Naar vi have ment, at det burde
siges paany i denne Forbindelse, er det, fordi vi føle os overbeviste om,
at en virkelig Erkjendelse af disse den bestaaende Ordnings Grundfejl er
en nødvendig Betingelse for, at den foreslaaede Examens-Omordning skal
gjøre Nytte. Uden saadan Erkjendelse vil en Forandring i de bestaaende
Examens-Rammer let føre fra ondt til ondt. Man vil maaske opnaa en
øjeblikkelig Lettelse paa visse Punkter, men vil paa den anden Side ikke
kunne undgaa en hel Del Forstyrrelse paa andre Punkter og vil sluttelig
i Løbet af nogen Tid havne i en lignende Kombination af dødt Lærestof
490
Universitetet 1902—1903.
og dræbende Udenadslæren, som den, hvorunder de juridiske Studerende
længe have lidt."
— Efter at Ministeriet havde modtaget Forslaget til Omordning af
juridisk Examen, udtalte det i Skrivelse af 23de Januar 1902 til Fakul-
tetet, at Ministeriet mente i Principet og Hovedtrækkene at kunne bifalde
dette Forslag. I)a det imidlertid i Bemærkningerne til Forslaget til An-
ordning om de juridiske Examiner fra Fakultetets Side var fremhævet,
dels at et juridisk Laboratorium vilde være en Nødvendighed for Studierne
til den ændrede Examen, dels at en Forøgelse af Fakultetets Lærerkræfter
med 2 Docenter maatte anses for en nødvendig Betingelse for Reformens
Gjennemføreise, saa Ministeriet sig ikke i Stand til at foretage videre i
Sagen, forinden de hertil nødvendige Midler vare blevne bevilgede paa
Finansloven, og anmodede derfor Fakultetet om snarest muligt at indsende
Overslag over de i disse 2 Retninger fornødne Beløb, for at Beløbene
eventuelt kunde søges bevilgede ved Ændringsforslag til 3die Behandling
i Folkethinget af Forslag til Finanslov for Finansaaret 1902—1903. I For-
bindelse hermed udbad Ministeriet sig, under Henvisning til den i § 11 i
Forslaget til Anordningen nævnte Bestemmelse, Forslag til Bekjendt-
gj øreise om nærmere Bestemmelser til Gjennemf øreise af de i Forslaget
til Anordningen givne Regler, særlig vedrørende Examinernes Indretning,
Examenskravene og Karakterberegningen, hvilken Bekjendtgjøreise Mini-
steriet havde tænkt sig udfærdiget i Analogi med Bekjendtgj øreise af 26de
Marts 1901 angaaende nærmere Bestemmelser til Gjennemf øreise af An-
ordning af 16de Marts 1901 om en forandret Indretning af Skoleembeds-
examinerne under det filosofiske Fakultet; Ministeriet maatte nemlig anse
et saadant Forslag fra Fakultetets Side for et nødvendigt Supplement til
Forslaget til Anordningen, for at man kunde skaffe sig Overblik over Ex-
amensreformens Betydning og Virkning og skride til de til en ny Anord-
nings Gjennemførelse nødvendige Foranstaltninger.
Under 7de Februar 1902 indsendte Konsistorium med sin Anbefaling
en fra Fakultetet modtagen Skrivelse af 6te s. M., hvori dette med Hen-
syn til Laboratoriesagen bemærkede, at der til Laboratoriet kun søgtes
bevilget saa meget, som efter Fakultetets Skjøn kunde fyldestgjøre det for
Studiet i Øjeblikket strængt nødvendige. Skulde det vise sig, at der fra
de Studerendes Side blev gjort særlig stærk Brug af Laboratoriet, maatte
det være Fremtiden forbeholdt at tinde Udveje for en Udvidelse. Herefter
ansloges det aarlige Beløb til følgende: Bogindkjøb 800 Kr., Indbinding
300 Kr., Rengjøring 500 Kr., Assistance 500 Kr., Brændsel og Belysning
300 Kr., Vedligeholdelse, Porto, Skrivematerialier o. 1. 300 Kr., ialt 2700 Kr.
Om disse Beløb skulde blot bemærkes, at Assistenten skulde hjælpe Lære-
ren ved Øvelserne, holde Orden i Bibliotheket og betjene den nedenfor
omtalte Multiplikator. Hvis der maatte lejes en privat Lejlighed til La-
boratoriet vilde Huslejen, da der behøvedes to rummelige Værelser og et
stort, til Auditorium egnet Lokale, næppe kunne anslaas lavere end 1500
Kr. å 2000 Kr. Dette Beløb kunde dog maaske spares. Vel var der ikke
Plads paa selve Universitetet, men i Bagbygningen til Ejendommen Ny
Vestergade Nr. 11 fandtes paa 1ste Sal Lokaler, som, hvis Fakultetet
Forelæsninger. Øvelser og Examina.
491
kunde erhverve dem til Laboratoriet, vilde være særlig vel egnede. Her
fandtes et å to Værelser og en Sal, hvor selve Laboratoriet vilde kunne
finde Plads; desuden var der et større Auditorium, som vilde kunne be-
nyttes til Laboratorieøvelser fiere Timer om Dagen. Dette vilde være af
stor Betydning, idet særlig de meget vigtige konkrete Skriveøvelser paa
én Gang krævede et større Auditorium og umiddelbar Adgang til Bog-
samlingen. Den aarlige Sum vilde herefter blive enten 2700 Kr. eller
4200 å 4700 Kr. Til den første Indretning behøvedes formentlig følgende:
Til Monteringen af Laboratoriet med Hylder, Borde, Stole, Nøgler til
Deltagerne etc. ca. 2000 Kr., til en Skrivemaskine med Multiplikator ca.
500 Kr. Hermed kunde tages flere Hundrede gode Aftryk. Dette vilde
behøves dels ved Laboratorieundervisningen saavel til selve de konkrete
Opgaver som til Bilag hertil indeholdende Uddrag af Dokumenter, Domme
o. lign., dels til Examensopgaverne i konkrete Retstilfælde, hvor hver
Kandidat maatte have sit Exemplar. Den nødvendige Mangfoldiggjøreise
vilde med en saadan Multiplikator formentlig opnaas paa den billigste
Maade. Til Bibliothekets Grundlæggelse ansloges 4200 Kr. Herfor kunde
anskaffes det nødvendigste af dansk Litteratur, og enkelte Dele af øvrig
nordisk Litteratur. Derimod kunde man næppe faa nogle, i og for sig
ønskelige, Haandbøger og Domssamlinger af anden fremmed Litteratur;
men man haabede efterhaanden for det aarlige Beløb at kunne erhverve
saadanne vigtigere fremmede Hovedværker. Beløbet fordelte sig saaledes:
Til Lov- og Domssamlinger, Tidsskrifter, Realregistre og lignende 2700 Kr.
Det bemærkedes, at heri var beregnet 3 Exemplarer af Ugeskrift for Rets-
væsen å ca. 450 Kr. De nu brugelige Lærebøger i et Exemplar 400 Kr.,
ældre Love og Litteratur 300 Kr., svensk Domssamling (nytt jur. Archiv)
300 Kr., norsk Retstidende 500 Kr., ialt 4200 Kr. Den øjeblikkelige Be-
villing blev saaledes 6700 Kr.
Med Hensyn til Fakultetets Udtalelser om to nye Docenter er Med-
delelse givet foran S. 429—30.
— Under 14de Oktober 1902 indsendte Konsistorium til Ministeriet
et s. D. fra det rets- og statsvidenskabelige Fakultetet modtaget Forslag
til Bekjendtgjørelse indeholdende nærmere Bestemmelser til Gjennemføreise
af en kgl. Anordning om Indretningen af de juridiske Examiner. For-
slaget, der væsentlig var overensstemmende med nedenstaaende Bekjendt-
gjørelse, hvori tillige optoges en Skærpelse med Hensyn til Pointsantallet
ved den skriftlige Prøve ved juridisk Examen for Ustuderede, var ledsaget
af følgende Bemærkninger:
„De fleste af de her givne Regler have Karakteren af rent formelle
Gjennemførelsesbestemmelser og ville derfor finde deres Forklaring enten i
sig selv eller i de Bemærkninger, der ledsagede Fakultetets Forslag til den
kgl. Anordning. Dog finder man Anledning til at tilføje følgende Be-
mærkninger :
ad I. Det anses ikke for muligt at præcisere de almindelige Exa-
menskrav nærmere, end her er sket. Til Oplysning om, hvorledes Fakul-
tetet tænker sig Ordningen med Hensyn til de særlig læste Afsnit, hen-
vises til hoslagte Bilag, hvorved dog bemærkes, at den herved fastsatte
Universitetets Aarbog.	(JO
492
Universitetet 1902—1903.
Ordning kun er tænkt at skulle gjælde „indtil videre", idet Fakultetet —
efter de gjorte Erfaringer — maa forbeholde sig Ret til at foretage visse
Ændringer, dog med Fastholdelse af det i Bemærkningerne til Forslaget
til Examensanordningen S. 9 udtalte, at de af hver Kandidat særlig læste
Afsnit omfatte omtrent en Fjerdedel a en Trediedel af Formueretten og
Halvdelen af et af de øvrige fire Fag.
ad II. Med Hensyn til de almindelige Regler for Karakterbereg-
ningen er for det første som noget nyt at fremhæve, at de mundtlige og
de skriftlige Prøver skulle bedømmes hver for sig. Endvidere foreslaas
det, for at muliggjøre en hidtil savnet større Variation i Bedømmelsen,
at lade Specialkaraktererne bestaa af en Række Tal, og saaledes at der
til de nuværende Karakterer, hvis Tal er 16, 14, 10 og 2, nærmest svarer
16 (rent Laudabilis præceteris), 13 (rent Laudabilis), 10 (rent Haud il-
laudabilis) og 1 (rent Non contemnendus). Ændringen ved Laud og Non
tilsigter at give færre Brøker ved Fastsættelsen af Karakteren for det en-
kelte Fag.
Hvad Fordringerne til de enkelte Examiner angaa, har man ment
at maatte fastsætte et ret højt Minimum for at bestaa den fuldstændige
juridiske Embedsexamens 1ste Del, saaledes at dertil mindst maa kræves
en Talværdi af 34-, fremgaaet f. Ex. af Karaktererne 2 X 10 og 2 x 7.
Det saaledes opnaaede Pointsantal sammenlægges med Karaktererne ved
2den Del.
Hvad angaar den fuldstændige juridiske Embedsexamen, vil der til
Uddragning af Hovedkarakteren foreligge ialt 14 Karakterer, nemlig fra
første Del 4 og ved 2den Del 1 Dobbeltkarakter i den store konkrete Op-
gave og 8 Enkeltkarakterer, 1 i den mindre konkrete og hver af de to
theoretiske Opgaver og 1 for hver af de fem mundtlige Examinationer i
Civilret I. og IL, Strafferet, Proces og Statsret med Folkeret,
Væsentlig overensstemmende med den nuværende Ordning fordres
der da til Hovedkarakteren Laudabilis et quidem egregie af de 14 Karak-
terer, tænkte som „rene", 8 Præceteris (= 16) -j- 6 Laud. (= 13), til
Laudabilis 8 Laud. (= 13) -j- 6 Haud. (= 10) og til Haud. illaud. 11
Haud. (= 10) -f 3 Non (= 1). Som noget nyt foreslaas det, at afskaffe
Hovedkarakteren Non contemnendus som værende uden praktisk Betyd-
ning, og paa den anden Side at indføre den fra flere andre Examiner
kendte Sondring mellem Haud I. og Haud. II., hvilket særlig ved Rets-
reformen, der antagelig i videre Omfang vil aabne Haud-Kandidater Ad-
gang til Embeder, vil kunne faa sin Betydning. Til Haud. I. mener man
da at maatte kræve 2 Laud. (= 13) -j- 12 Haud. (= 10).
Til den juridiske Examen for Ustuderede foreslaas det i Stedet for
de nuværende Hovedkarakterer, Bekvem og Ej ubekvem, at indføre Hoved-
karaktererne: Første Karakter med Udmærkelse, Første Karakter og
Anden Karakter. Idet der til denne Examen kun er 7 [8] Karakterer
(nemlig 1 Dobbeltkarakter i den store konkrete Opgave og 5 [6] Enkelt-
karakterer, 1 i den mindre konkrete Opgave og 1 i hver af de fire
| fem] mundtlige Examinationer i Civilret I. og II., Strafferet [og] Proces
[og Statsret]), føre tilsvarende Synspunkter som ved den fuldstændige
Forelæsninger, Øvelser og Examina.
493
juridiske Embedsexamen til at kræve: til Første Karakter med Udmærkelse
103 [118] Points, til Første Karakter 82 [94] Points og til Anden Karakter
52 [59] Points.
ad III. De lier omhandlede Tidspunkter ere fastsatte under Forud-
sætning af, at den nye Examensordning foreligger endelig stadfæstet senest
i Foraaret 1903. Med Hensyn til de Betragtninger, der have været ledende
ved Fastsættelsen af Overgangsbestemmelserne, henvises til Bemærknin-
gerne, der ledsagede Forslaget til den kgl. Anordning, hvorved dog maa
erindres, at de dér nævnte Tidspunkter vare fastsatte med en tidligere
Ikrafttræden for Øje. — Naar Talværdien i det under C. a. nævnte Til-
fælde skal forøges med en Trediedel, beror dette paa, at der ved denne
Tillægsexamen kun er 3 i Stedet for som ved den nye 1ste Del 4 Fag.
Det bemærkes, at Tegnet [—] er Udtryk for Ændringer, som vilde
følge af, at Statsret optages mellem Fagene til dansk-juridisk Examens
mundtlige Del, jfr. Bemærkninger i Fakultetets Skrivelse af D. D. ved-
rørende Skrivelse af 23de f. M. fra dansk Sagførerforenings Hovedbe-
styrelse. Under samme Forudsætning maatte i Fakultetets Forslag af
December 1901 til Examensanordningen S. 2 § 7 L. 5 f. n. Ordene „Stats-
ret med" udgaa".
Som Bilag medfulgte følgende Bemærkninger: „De særlig læste
Afsnit ere af Fakultetet indtil videre tænkte saaledes: Civilret I. Arve-
ret og Familieret med dertil hørende Dele af Skifteretten. Civilret II.
A. Obligationsrettens almindelige Del og Læren om Kjøb og Salg. B.
Tingsretten (med enkelte Overspringelser) og Læren om Interessentskab.
Proces: Den ordinære danske Civilproces og Læren om Appel. Strafferet-.
Hovedafsnittene af dennes almindelige Del, samt enkelte udvalgte Stykker
af den specielle Del. Statsret: Den egentlig grundlovsmæssige Del og
Læren om Statsborgerforholdet. Med Hensyn til Studiet af disse Afsnit
giver den paagjældende Universitetslærer nærmere Anvisning".
Ved Skrivelse af 4de December 1902 modtog Konsistorium fra Mini-
steriet nedenstaaende Anordning og Bekjendtgjørelse.
Kgl. Anordning af Ide December 1902 om Indretningen af de juridiske
Examiner ved Universitetets rets- og statsvidenskabelige Fakultet.
§ I-
Ved Universitetets rets- og statsvidenskabelige Fakultet afholdes
følgende to juridiske Examiner:
1)	Fuldstændig juridisk Embedsexamen.
2)	Juridisk Examen for Ustuderede.
I.
Den fuldstændige juridiske Embedsexamen.
§ 2.
Den fuldstændige juridiske Embedsexamen bestaar af 2 Dele, 1ste
og 2den Del. Betingelserne for at indstille sig til denne Examen blive
uforandrede. Begge Dele af Examinen afholdes to Gange om Aaret. 2den
Del maa ikke tages før to Aar efter 1ste Del, medmindre der af særlige
60*
494
Universitetet 1(J02—1903.
Grunde er givet Dispensation herfra af Fakultetet. Hver Del kan tages
om for sig. Dette kan for 1ste Dels Vedkommende ske efter et halvt
Aars Forløb. Derimod kan ingen, der har enten fuldendt eller paabegyndt
2den Del af Examen, indstille sig paany til denne Del før efter et Aars
Forløb, medmindre der, hvor Vedkommendes Examen er bleven afbrudt
ved Sygdom eller iøvrigt under ganske særlige Omstændigheder, er givet
Dispensation herfra af Fakultetet.
§ 3.
Ved 1ste Del afholdes alene mundtlig Prøve. Denne omfatter føl-
gende Fag: Almindelig Retslære med dansk Rets Encyklopædi, romersk
Ret, dansk Retshistorie og Nationaløkonomi.
§ 4.
Ved 2den Del afholdes saavel en skriftlig som en mundtlig Prøve
indenfor Fagene dansk Civilret, Strafferet, Proces og Statsret med Folke-
ret. Hver Prøve bedømmes særskilt.
Ved den skriftlige Prøve gives der fire Opgaver at besvare under
Tilsyn. De to stilles saaledes, at der fordres en Betænkning over et eller
flere konkrete Retstilfælde. Til den ene af disse Opgavers Besvarelse ind-
rømmes der en Tid af 8 Timer, og det tillades ved denne Kandidaterne
at benytte, foruden Lovsamlingerne, Lærebøger og andre litterære Hjælpe-
midler efter Fakultetets nærmere Anordning. Til den anden Opgave gives
en Tid af 4 Timer. De øvrige to Opgaver stilles som mere theoretiske
Spørgsmaal indenfor visse nærmere afgrænsede Dele af Systemet, saaledes
at hver Kandidat vælger ét Afsnit indenfor og ét udenfor Formueretten.
Om disse Afsnit og Kandidaternes Valg blandt dem giver Fakultetet
nærmere Regler. Til hver af disse Opgavers Besvarelse indrømmes indtil
6 Timer.
Den mundtlige Prøve, til hvilken Vedkommende stedes, for saa vidt
de have bestaaet den skriftlige Prøve, omfatter fem Ex am mationer, nem-
lig i Civilrettens første Afdeling med Retssystemets almindelige Del, Civil-
rettens anden Afdeling (Formueret, hvorunder Søret), Strafferet, Proces
og Statsret med Folkeret.
§ 5.
Den, der har bestaaet den fuldstændige juridiske Embedsexamen,
betegnes som Candidatus juris og har som saadan udelukkende Adgang
til de juridiske Stillinger, for hvilke den fuldstændige juridiske Embeds-
examen efter de til enhver Tid bestaaende Regler er nødvendig Betingelse.
Fremdeles giver denne Examen Adgang til at erhverve akademiske Grader
overensstemmende med de hidtil gjældende Regler.
II.
Juridisk Examen for Ustuderede.
§ 6.
Til juridisk Examen for Ustuderede kunne de indstille sig, som efter
de hidtil gjældende Regler have kunnet indstille sig til den juridiske
Fællesprøve. De, der have bestaaet den juridiske Examen for Ustuderede,
Forelæsninger, Øvelser og Examina.
495
betegnes som Examinati juris og have Adgang til de juridiske Stillinger,
hvortil denne Examen efter de derom gjældende Regler giver Adgang.
§
Juridisk Examen for Ustuderede afholdes sammen med fuldstændig
juridisk Embedsexamens 2den Del, saaledes at der holdes saavel en skrift-
lig som en mundtlig Prøve og hver Prøve bedømmes særskilt. Ved den
skriftlige Prøve gives der dog kun to Opgaver, nemlig de to, hvori der
efter § 4 fordres en Betænkning over konkrete Retstilfælde. Ved den
mundtlige Prøve holdes de samme Examinationer som efter § 4, kun ikke
i Folkeret. Maalestokken for Fordringerne bliver at bestemme alene
under Hensyn til den fuldstændige juridiske Embedsexamen. Ingen, der
har enten fuldendt eller paabegyndt den juridiske Examen for Ustuderede,
kan indstille sig paany før efter et Aars Forløb, medmindre der af sær-
lige Grunde er givet Dispensation herfra af Fakultetet.
III. .
Almindelige Bestemmelser.
§ 8-
De juridiske Censorer medvirke efter de hidtil gj ældende Regler ved
de foran nævnte juridiske Examiner; dog bemyndiges Ministeriet for
Kirke- og Undervisningsvæsenet til at træffe særlige Bestemmelser for Be-
dømmelsen af Prøven i Nationaløkonomi.
§ 9-
Hvor ikke andet følger af denne Anordning, har det fremdeles sit
Forblivende ved de hidtil gjældende almindelige Regier for Embeds-
examiner og de særlige Regier for de under det rets- og statsvidenskabe-
lige Fakultet hørende Examiner.
§ 10-
Den, der indstiller sig til den fuldstændige juridiske Embedsexamens
1ste Del, har at erlægge en Kjendelse af 8 Kr. For at indstille sig til
den juridiske Examen for Ustuderede eller til den fuldstændige juridiske
Embedsexamens 2den Del erlægges en Kjendelse af 16 Kr. Medens Kjen-
delsen for den juridiske Examen for Ustuderede fordeles efter de for
denne Examen hidtil gjældende Regler, blive Kj endelserne for de to til
den fuldstændige juridiske Embedsexamen hørende Prøver at fordele lige
mellem henholdsvis Universitetets Kasse, Fakultetets Medlemmer, Notarius
og Pedellerne; de statsvidenskabelige Medlemmer deltage dog kun i For-
delingen af Kjendelserne ved 1ste Del.
§ il.
Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet bemyndiges til efter
Fakultetets Indstilling at træffe nærmere Bestemmelser til Gjennemføreisen
af denne Anordning, særlig vedrørende Oprettelsen og Indretningen af et
eventuelt juridisk Laboratorium, Examinernes Indretning, Examenskravene,
Karakterberegningen, Tidspunkterne for den nye Ordnings Ikrafttræden
og den ældre Ordnings Ophør samt de i Anledning af Anordningen nød'
vendige Overgangsbestemmelser.
496
Universitetet 1902—1903.
Békjendtgjøvelse af 4de December 1902 indeholdende nærmere Bestemmelser
til Gjennemføreise af kgl. Anordning af 1ste s. M. om Indretningen af de
juridiske Examiner ved Universitetets rets- og statsvidenskabelige Fakultet.
I. Examenskr avene.
A.	Til den fuldstændige juridiske Embedsexamens 1ste Del kræves,
som Grundlag for Studiet af Fagene til 2den Del, Kjendskab i Hoved-
træk til Fagene: Almindelig Retslære med dansk Rets Encyklopædi,
romersk Ret, dansk Retshistorie og Nationaløkonomi.
B.	Til den fuldstændige juridiske Embedsexamens 2den Del kræves:
a.	med Hensyn til alle Fagene — Civilretten i to Afdelinger, Straffe-
ret, Proces og Statsret med Folkeret — moden Tilegnelse af de vigtigere
Punkter i den gjældende Ret samt det Herredømme over Stoffet og over
de litterære Hjælpemidler, der er fornødent for at kunne affatte de i An-
ordningens § 4 omhandlede Betænkninger over konkrete Retstilfælde, og
b.	med Hensyn til de særlig læste Afsnit tillige et nøjere Kjendskab
til den videnskabelige Diskussion og noget Studium af Retsafgjørelserne
vedrørende de vigtigere Spørgsmaal. De af hver Kandidat særlig læste
Afsnit skulle udgjøre omtrent en Fjerdedel å en Trediedel af Formue-
retten og Halvdelen af et af de øvrige fire Fag.
C.	Til den juridiske Examen for Ustuderede stilles de samme For-
dringer som til den fuldstændige juridiske Embedsexamens 2den Del med
Undtagelse af de under B. b. nævnte vedrørende de særlig læste Afsnit,
ligesom Kjendskab til Folkeret ikke fordres.
II. Kar akter beregningen.
A. Ved den fuldstændige juridiske Embedsexamen giver hver Be-
dømmer særskilt for hver skriftlig Opgave og hver mundtlig Examination
en af følgende Specialkarakterer: 16, 15, 14, 13, 12, 11, 10, 7, 4, 1 og 0.
Af disse Karakterer svarer 16 til rent Laudabilis præ ceteris, 13 til rent
Laudabilis, 10 til rent Haud illaudabilis og 1 til Non contemnendus. Det
af de saaledes givne Karakterer uddragne Middeltal bliver Karakteren for
den paagjældende Opgave eller Examination. Brøken bortkastes, hvis den
er under 1/2, ellers tages det nærmeste højere Tal. Naar et Flertal stem-
mer for Nul, bliver, dog altid dette at anse for Karakteren.
Karakteren for den store Opgave i Behandlingen af konkrete Rets-
tilfælde regnes dobbelt.
a.	Ved den fuldstændige juridiske Examens 1ste Del gives der ingen
Hovedkarakter, men der udfordres for at bestaa Karakterer, som tilsam-
men udgjøre en Talværdi af 34 Points. Den, der ikke opnaar mindst 34
Points, saavel som den, der i noget Fag erholder Nul, anses for umoden.
b.	Ved Afslutningen af den fuldstændige juridiske Embedsexamen
gives der følgende Hovedkarakterer:
„Laudabilis et quidem egregie", hvortil udfordres, at Karaktererne
til første Del, sammenlagte med dem til anden Del, tilsammen udgjøre en
Talværdi af 206.
„Laudabilis", hvortil kræves en samlet Talværdi af 164.
Forelæsninger, Øvelser og Examina.
497
„Haud illaudabilis lmi gradus", hvortil kræves en samlet Talværdi
af 146.
„Haud illaudabilis 2di gradus", hvortil kræves en samlet Talværdi
af 113.
Den, som ikke opnaar mindst 113 Points, eller som i et Fag erholder
Nul, anses for umoden.
B. Ved den juridiske Examen for Ustuderede gives der følgende
Specialkarakterer: 16, 15, 14, 13, 12, 11, 10, 7, 4, 1 og 0. Af disse Ka-
rakterer svarer 16 til rent Udmærket godt, 13 til rent Meget godt, 10 til
rent Godt og 1 til Maadelig.
Beregningen af Karakteren for hver enkelt skriftlig eller mundtlig
Prøve foretages efter de samme Regler som ved den fuldstændige juridiske
Embedsexamen.
Der gives følgende Hovedkarakterer:
Første Karakter med Udmærkelse, hvortil udfordres Karakterer, der
tilsammen udgjøre en Talværdi af 118.
Første Karakter, hvortil kræves saavel en samlet Talværdi af 94 som
en Talværdi af 34 ved den skriftlige Prøve alene.
Anden Karakter, hvortil kræves en samlet Talværdi af 59.
Den, som ikke opnaar mindst 59 Points, eller som i et Fag erholder
Nul, anses for umoden.
III. Overgangsbestemmelser.
A.	1ste Del af den nye fuldstændige juridiske Embedsexamen af-
holdes første Gang i Sommeren 1905, 2den Del af den nævnte Examen
og den nye juridiske Examen for Ustuderede afholdes første Gang i Vin-
teren 1904—1905.
B.	Den juridiske Fællesprøve afholdes sidste Gang i Sommeren 1906,
den fuldstændige juridiske Embedsexamens 2den Del i sin hidtilværende
Skikkelse sidste Gang i Sommeren 1907.
Dog kunne Kandidater og Examinander, der enten inden disse Frister
have bestaaet de nævnte Examiner uden at opnaa Karakteren Laudabilis
eller Bekvem, eller som ved Sygdom eller lignende Forhold have været
hindrede i at underkaste sig de nævnte Examiner, af Fakultetet erholde
Tilladelse til at indstille sig til disse indtil et Aar efter de angivne
Frister.
C.	a. Der skal foreløbig være Adgang til at absolvere den fuld-
stændige juridiske Examen ved først at bestaa dens nye 2den Del og
senest et Aar derefter, dog sidste Gang i Sommeren 1909, at tage en
Tillægsprøve, bestaaende i en mundtlig Examination i Fagene: Almindelig
Retslære, Romerret og Retshistorie. Den ved Tillægsprøvens Karakterer
frembragte Talværdi forøges med en Trediedel og sammenlægges saaledes
med Pointsantallet ved den tidligere Prøve. For at indstille sig til denne
Tillægsprøve erlægges en Kjendelse af 8 Kr.
b. Den i den kgl. Anordnings § 2, 3die Punktum, omhandlede
Minimumsfrist af 2 Aar mellem den fuldstændige juridiske Embedsexamens
498
Universitetet, 1902—1903.
1ste og 2den Del skal først træde i Kraft ved den 2den Del, der afholdes
i Sommeren 1908.
— Paa Finanslovforslaget for 1903—1904 blev paa Universitetets Ud-
giftspost 3. v., det juridiske Laboratorium, optaget 4500 Kr. og extraordi-
nært 6700 Kr., jfr. Rigsdagstidende 1902—1903 Tillæg A. Sp. 1087—90.
Forslaget blev vedtaget af Rigsdagen og Beløbene optagne paa Finans-
loven for 1903—1904.
Under 30te Maj 1903 indsendte Konsistorium til Ministeriet en fra
Fakultetet modtagen Skrivelse, hvori dette ansøgte om, at der maatte blive
søgt kgl. Konfirmation paa nedenstaaende Bestemmelser for Laboratoriet.
Fakultetet udbad sig derhos, idet det gik ud fra, at de nærmere Ordens-
regler kunde fastsættes af Laboratoriets Lærerraad Ministeriets Appro-
bation paa, at der indtil videre for Benyttelsen af Laboratoriet betaltes af
Studerende G Kr.. af Kandidater 10 Kr. aarlig. Fakultetet bemærkede, at det
under Forhandlingerne om Laboratoriet havde været forudsat, at en saa-
dan Betaling skulde svares, blandt andet fordi man i alt Fald foreløbig
næppe ad anden Vej vilde kunne tilsikre den praktiske Lærer det for ham
beregnede aarlige Honorar af 2000 Kr. Naar Betalingen ikke sattes højere,
turde Laboratoriets Benyttelse af de Studerende forventes ikke derved at
ville lide noget Skaar. Skulde dette imidlertid blive Tilfældet, forbeholdt
Fakultetet sig, for saa vidt Hensynet til Laboratoriets forsvarlige Drift
tillod det, at fremkomme med en Indstilling om Ophævelse af denne Be-
taling for Adgangen. Unge Kandidater, der fortsatte deres videnskabe-
lige Studier, burde formentlig ogsaa have Adgang til at benytte Labora-
toriet, men der vilde naturligt nok af disse kunne fordres en noget
højere Afgift.
Ministeriet meddelte under 18de Juni 1903 Konsistorium, at der ved
tegl. Resolution af 15de s. M. var bifaldet følgende
Bestemmelser for det juridiske Laboratorium ved Kjøbenhavns Universitet.
1.	Det juridiske Laboratorium er en særskilt Institution under det
juridiske Fakultet. Dets Bøger og Inventar er Universitetets Ejendom.
2.	Laboratoriets Formaal er gjennem theoretiske og praktiske Øvelser
at føre de Studerende til en dybere Forstaaelse af deres Fag og dets viden-
skabelige Methode og at skaffe en let Adgang til Benyttelsen af det dertil
nødvendige litterære Apparat.
3.	Til sin Drift raader Laboratoriet dels over et aarligt Tilskud paa
Universitetets Budget, dels over de ved Betaling for Adgangskort ind-
komne Beløb.
4.	Laboratoriet styres af et Raad, hvori foruden Fakultetets Med-
lemmer enhver til Fakultetet knyttet Lærer, der virker ved Laboratoriet,
har Sæde.
5.	Raadet vælger af sin Midte en Forstander, som leder Labora-
toriet og aflægger aarligt Regnskab for Anvendelsen af dets Midler.
Ministeriet bifaldt derhos, at der indtil videre for Benyttelsen af
Laboratoriet betaltes af Studerende 0 Kr., af Kandidater 10 Kr. aarlig,
samt at det til Laboratoriet bevilgede aarlige Beløb strax udbetaltes med
Forelæsninger, Øvelser og Examina.
Halvdelen for det første Halvaar og for Fremtiden med en Fjerdedel kvar-
taliter forud mod Kvittering af Laboratoriets Forstander, Professor, Dr.
jur. H. Munch-Petersen.
b. Den juridiske Fællesprøve.
Ved Skrivelse af 10de Januar 1903 meddelte Ministeriet det rets- og
statsvidenskabelige Fakultet Bemyndigelse til at lade Cand. jur. L\ Johs.
Jørgensen deltage i de i Vinteren 1902—1903 stedfindende juridiske og
statsvidenskabelige Examiner mod et Honorar af 000 Ki\, saaledes at
dette Honorar afholdtes af den ved fhv. Professor, Dr. jur. Falbe Hansens
Afgang fra 1ste Maj 1902 ledigblevne Professorlønning. Fakultetet havde
i det af Konsistorium anbefalede Andragende indberettet, at Professor,
Dr. jur. H. Matzen paa Grund af et alvorligt Sygdomstilfælde var blevet
nødsaget til at indlægge sig paa Kommunehospitalet og at det under disse
Omstændigheder ansøgte om, at Kandidat Jørgensen, hvis videnskabelige
Arbejder netop omfattede det Omraade, som varetoges af Professor Matzen,
maatte blive beskikket til at deltage i de forestaaende juridiske og stats-
videnskabelige Examiner mod et Honorar, der i Lighed med, hvad tid-
ligere var sket, passende kunde sættes til G00 Kr., jfr. Ministeriets Skri-
velse af 17de December 1901. Fakultetet bemærkede, at en saadan Hjælp,
som Kandidat Jørgensen var villig til at yde, var saa meget mere paa-
trængende, som Docent, Dr. jur. Grundtvig ved Professorkonkurrence var
hindret i at deltage i Examensarbejdet, saa at der kun var 4 — i Stedet
for 7 — Examinatorer til Raadighed, hvoraf tilmed flere havde et betyde-
ligt Arbejde som Medlemmer af Lovkommissioner. Dertil kom, at der til
begge Examens Afdelinger havde meldt sig et meget betydeligt Antal
Deltagere, og at de af Professor Matzen docerede Fag: Statsret og navn-
lig Retshistorie og Folkeret vare af en saa speciel Natur, at det maatte
anses for uoverkommeligt for Fakultetets andre Medlemmer tillige at over-
tage Examinationen i disse.
—	Ved Ministeriets Skrivelser af 7de og Ilte Oktober 1902 samt 30te
Januar, 13de og 28de Februar, 7de Maj, 24de og 26de Juni og 6te Juli
1903 er der blevet meddelt Tilladelse til at underkaste sig den juridiske
Fællesprøve: for 2 Studerende i Vinteren 1902—1903, 11 Studerende i
Sommeren 1903 og 10 Studerende i Vinteren 1903—1904, uanset at de
havde underkastet sig eller indstillet sig til den nævnte Prøve, henholdsvis
i Sommeren 1902, Vinteren 1902—1903 og Sommeren 1903. Fakultetet
havde anbefalet Ansøgningerne af følgende forskjellige Grunde: indtræ-
dende Værnepligt, Sygdom før og under Examen, fremrykket Alder i For-
bindelse med økonomiske Vanskeligheder.
—	Fakultetet afslog ved Skrivelse af 16de December 1902 et Andra-
gende fra en Student, der var mødt ved den skriftlige Prøve i Vinteren
1902—1903, efter at Opgaven var oplæst, om at maatte fortsætte Examen
og faa en særlig Opgave.
c. Den fuldstændige juridisJce Embedsexamens 2den Del.
Fakultetet meddelte ved Skrivelser af 10de September, 10de og 28de
VmversitetetB Aurliog'.	tø J
500
Universitetet 1902—1903.
Oktober og 5te December 1902 samt 26de Januar og 27de Februar 1903
2 Studerende, der havde taget Fællesprøven i Vinteren 1900—1901, ?> Stu-
derende, der liavde taget samme Prøve i Vinteren 1901—1902, en Stu-
derende, der havde taget samme Prøve i Sommeren 1902, og en Studerende,
der havde taget samme Prøve i Vinteren 1902—1903, Tilladelse til paa
Grund af deres Sygdom først at indstille sig den juridiske Embedsexa-
mens 2den Del henholdsvis i Vinteren 1902—1903, Sommeren 1903,
Vinteren 1903—1904 og Vinteren 1904—1905. Ved Skrivelser af 23de
og 27de Juni 1903 meddelte Fakultetet 6 Studerende, der ikke havde be-
staaet Prøven ved Embedsexamens 2den Del i Sommeren 1903, Tilladelse
til atter at indstille sig til samme Examen i Vinteren 1903—1904.
—	Ministeriet meddelte ved Skrivelse af 28de Februar 1903 en Kan-
didat, der havde underkastet sig den juridiske Embedsexamens 2den Del
i Vinteren 1902—1903, Tilladelse til paany at indstille sig til samme Ex-
amen i Sommeren 1903.
4. Forelæsninger og Examina under det lægevidenskabelige Fakultet.
a. Lægevidenskabelig Embedsexamen.
2de Andragender fra Studenter, der i Januar 1903 havde indstillet sig
til, men ikke fuldendt den lægevidenskabelige Embedsexamens 1ste Del, om
Tilladelse til at gaa op til samme Examen i Sommeren s. A. bleve ikke
anbefalede af Fakultetet og afslaaede af Ministeriet ved Skrivelse af 5te
Februar 1903.
—	Ved Skrivelse af 15de November og 29de December 1902 meddelte
Ministeriet 2de Studenter, der havde underkastet sig 1ste Del af den læge-
videnskabelige Embedsexamen i Januar 1901, Tilladelse til først at ind-
stille sig til bemeldte Examens 2den Del i Juni 1903. Andragenderne vare
anbefalede af Fakultetet af Hensyn til Ansøgerernes Sygdom.
—	I Henhold til Fakultetets Anbefaling meddelte Ministeriet under
16de Februar 1903 Stud. med. N. N. Tilladelse til at gaa op til den
lægevidenskabelige Embedsexamens 2den Del i Sommeren s. A., efter at
han paa Grund af Sygdom havde maattet forlade denne Examen i Ja-
nuar s. A.
—	Til Vejledning for de Studerende blev fra Fakultetet uddelt til
disse følgende „i Juni 1903" daterede Studieplan for Fagene til 1ste Del
af medicinsk Embedsexamen.
Det tilraades de medicinske Studerende i Løbet af de første sex
Semestre af deres Studietid at følge Undervisningen i Anatomi, Fysiologi,
Fysik og Kemi i Overensstemmelse med nedenstaaende Skemata, da det
under de nuværende Forhold vil være forbundet med stor Vanskelighed
at skaffe alle Studenter Plads ved de lovbefalede Kurser indenfor en rime-
lig Tidsgrænse, naar den her angivne Kækkefølge fraviges.
Indtegningen til de inedikofysiske og de kemiske Øvelser finder Sted
paa Universitetets kemiske Laboratorium, til Øvelserne i mikroskopisk
Anatomi, Dissektion og fysiologisk Kemi paa det kirurgiske Akademi.
Tiden for Indtegningen vil blive nærmere angiven ved Opslag.
Forelæsninger, Øvelser og Exaniinn.
501
7. Oversigt over de nedenfor nævnte praktiske Ørehers Varighed
og Omfang.
a)	Mediko-fysiske Øvelser: 1 Semester 1 Gang ugentlig Kl. 12—3.
b)	Kemiske Øvelser: 3 Semestre, nemlig 2det Semester 2 Gange
ugentlig KL 12—3, 3die Semester 3 Gange ugentlig Kl. 12—3 og 6te Se-
mester 1 Gang ugentlig Kl. 12—3.
c)	Mikroskopisk Anatomi: 1 Semester 2 Gange ugentlig (Tirsdag og
Fredag) Kl. 10—12.
d)	Dissektion: Hver Søgnedag Kl. 9—4 i Løbet af en Vintermaaned.
e)	fysiologisk Kemi: 1 Semester 2 (a 3) Gange ugentlig Kl. 12—3.
II. Den anbefalede Ordning af Studiet i 1ste—6te Semester.
1ste Semester: 1. Indledende Forelæsninger over Biologi. 2. Exa-
minatorier over systematisk Anatomi. 3. Forelæsninger over Fysik. 4.
Mediko-fysiske Øvelser 1 Gang ugentlig. 5. Forelæsninger over uorga-
nisk Kemi.
2det Semester: 1. Examinatorier over systematisk Anatomi. 2. Fore-
læsninger og Examinatorier over Fysik. 3. Forelæsninger over organisk
og Examinatorier over uorganisk Kemi. 4. Kemiske Øvelser 2 Gange
ugentlig.
Sdie Semester: 1. Forelæsninger og Examinatorier over systematisk
og topografisk Anatomi. 2. Forelæsninger og Examinatorier over Fysio-
logi. 3. Examinatorier over organisk Kemi 1 Gang ugentlig. 4. Kemiske
Øvelser 3 Gange ugentlig.
4de Semester: 1. Forelæsninger og Examinatorier over systematisk
og topografisk Anatomi. 2. Mikroskopiske Øvelser 2 Gange ugentlig (for
Halvdelen af de Studerende). 3. Forelæsninger og Examinatorier over
Fysiologi. 4. Fysiologisk-kemiske Øvelser 2 (a 3) Gange ugentlig (for
Halvdelen af de Studerende).
5te Semester: Som 4de Semester; dog skulle de Studerende, der i
det foregaaende Semester have gjennemgaaet de fysioliogisk-kemiske Øvel-
ser, have Dissektions-Øvelser (for saa vidt Materiale haves) i en af Maa-
nederne November, December eller Januar.
6te Semester: 1. Forelæsninger og Examinatorier over systematisk
og topografisk Anatomi. 2. Forelæsninger og Examinatorier over Fysio-
logi. 3. Dissektions-Øvelser i en af Maanederne Januar, Februar eller
Marts for de Studerende, der ej have dissekeret i 5te Semester. 4. Ke-
miske Øvelser 1 Gang ugentlig.
III. Foreløbigt Forelæsnings-Skema.
(Ang. de praktiske Øvelser se under I).
	Mandag.	Tirsdag.	Onsdag.	Torsdag.	Fredag.	Lørdag.
9—10		Fysiologi.	Fysiologi.	Fysiologi.		Fysiologi.
10—11	Fysik.		Anatomi.	Anatomi.	Fysik.	Fysik.
11—12	Kemi.	Kemi.	Kemi.	Kemi.	Kemi.	Anatomi.
61*
502
Universitetet 1902—1903.
De Studerendes Opmærksomhed henledes paa det hensigtsmæssige i:
1.	at læse den anatomiske Anatomi kursorisk igjennem i Løbet af
de to første Semestre;
2.	at opfriske deres fysiske og kemiske Kundskaber efter Tid og
Lejlighed i Løbet af 4de—6te Semester;
3.	det anatomiske Lærestof tænkes i det væsentlige gjennemgaaet i
Løbet af fire—fem Semestre, det fysiologiske Lærestof i tre—fire Semestre,
det fysiske Lærestof i to Semestre, det kemiske Lærestof i to Semestre;
4.	Professoren i Fysiologi forbeholder sig eventuelt at holde Øvelser
tre Gange ugentlig;
5.	de fire kemiske Øvelsesdage, som nogle af de Studerende even-
tuelt ville miste i 6te Semester paa Grund af Dissektionsøvelserne, ville
de kunne faa erstattede ved nogle Uger at gaa to Gange paa Labora-
toriet.
b. Andre Afgjørelser.
I Skrivelse af 25de Marts 1903 til Ministeriet udtalte Fakultetet, at
den nye Ordning af det medicinske Studium, der medførte, at Studenterne
et Aar senere end hidtil begyndte deres Volontørtjeneste paa Hospitalerne,
for mange af disse vilde kunne gjøre det vanskeligt at faa Værnepligten
aftjent som Underlæger i rette Tid, da de Lægestuderende ifølge Bestem-
melsen i Anordn, af 24de August 1894 § 8 kun kunde betragtes som tjenst-
dygtige som Underlæger, naar de i 3 Aar havde været indskrevne som
Volontører ved et af de større Hospitaler i Kjøbenhavn. Fakultetet an-
søgte derfor om, at Bestemmelsen forandredes saaledes, at der kun for-
langtes 2 Aars Volontørtjeneste.
Under 20de August 1903 meddelte Ministeriet Fakultetet, at det,
efter at det i denne Anledning havde brevvexlet med Krigsministeriet og
Justitsministeriet, fra sidstnævnte Ministerium havde modtaget Meddelelse
om, at de anførte Bestemmelser ved Anordn, af 31te Juli s. A. — om Æn-
dring i §§ 8 og 15 i Anordn, af 24de August 1894 om det værnepligtige
Mandskabs Tjenstdygtighed og det udskrevne Mandskabs Fordeling — vare
blevne ændrede som af Fakultetet foreslaaet, dog at det i Overensstem-
melse med den nugj ældende Bestemmelse fastholdtes, at de 2 Aars Volon-
tørtjeneste skulde være opnaaet ved Fremstillingen for Sessionen.
— Under 20de Februar 1903 udbad Ministeriet sig Fakultetets Er-
klæring over et Andragende fra N. N., hvori denne — der i 1895 havde
taget farmaceutisk Kandidatexamen her i Landet, derefter havde studeret
Medicin ved Edinburgh Universitet og med særdeles godt Resultat havde
taget Lægeembedsexamen dér og som nu vilde drage til Kina som Læge-
missionær, — ansøgte om at erholde Anerkjendelse som dansk Læge.
Fakultetet udtalte i denne Anledning, at det ikke kunde tænke sig
Muligheden at give en Mand, der ikke havde taget Lægeembedsexamen,
ja end ikke Studenterexamen, her i Landet, Anerkjendelse som dansk
Læge. Fakultetet tilraadede derfor at afslaa Ansøgningen. Derimod vilde
der efter Fakultetets Formening være Mulighed for, at Ansøgeren efter
indhentet Dispensation kunde disputere for den medicinske Doktorgrad, saa-
frerøt han engang indleverede en dertil værdig Afhandling i det danske Sprog,
Forelæsninger, Øvelser og Examina.
503
6. Forelæsninger og Examina under det mathematisk-naturviden-
skabelige Fakultet.
Den lægevidenskabelige Forberedelsesexamen.
Ministeriet har, efter Indstilling af Kommissionen for lægevidenskabe-
lig Forberedelsesexamen, ved Skrivelser af 24de September 1902 og 7de
Maj 1(J03 meddelt 10 Studenter, der havde indstillet sig til Prøven i
Sommeren 1902, og 13 Studerende, der havde indstillet sig til Prøven i
Januar 1903, Tilladelse til at indstille sig til Examen paany, henholdsvis
i Januar 1903 og i Sommeren s. A., saaledes at henholdsvis 5 og 6 tillige
fik Tilladelse til at overføre Karakteren for Botanik ved tidligere Prøver.
—	Ved Skrivelser af 14de og 20de Oktober 1902 meddelte fornævnte
Kommission 3 Studenter Tilladelse til at overføre Karakteren for Botanik
fra Prøven i Januar 1902 til Prøve i Januar 1903 og 1 Student Tilladelse
til at overføre Botanik-Karakteren fra Prøve i Sommeren 1901 til Prøve
i Januar 1903.
6. Skoleembedsexamen.
a. Ved det filosofiske Fakultet.
Ved Skrivelse af 16de September 1903 meddelte Fakultetet Stud. mag.
N. N., der havde indstillet sig til Skoleembedsexamen i »Sommeren 1902, men
paa Grund af Sygdom ikke havde fuldført den skriftlige Del af Examen,
Tilladelse til paany at indstille sig til Examen i Bifagene alene i Vinteren
1902—1903.
—	Efter Fakultetets Indstilling beskikkede Ministeriet under 12te
Marts og 1ste Maj 1903 til Censorer ved Skoleembedsexamen for Trienniet
1ste April 1903 til 31te Marts 1906: i Dansk: Bibliothekar, Dr. phil. Kaa-
lund og Rektor Hoff, Sorø. i Latin og Græsk: fhv. Rektor Petersen og
Rektor, Dr. phil. Hude, i Fransk: Adjunkt Stigaard og Adjunkt, Dr. phil.
Trojel, i Tysk: Overlærer Kaper og Professor, Dr. phil. C. A. Nissen, i
Engelsk: Rektor Hauch og Oand. mag. N. Bøgholm, i Historie: Museums-
direktør, Dr. phil. Mollerup og Skolebestyrer, Dr. phil. H. L. Møller.
h. Ved det mathematisk-naturvidenskabelige Fakultet.
Da den lægevidenskabelige Forberedelsesexamen ifølge kgl. Anord-
ning af 14de Juli 1902 § 14, jfr Univ. Aarb. f. 1901—1902 S. 63, vilde
blive afholdt sidste Gang for lægevidenskabelige Studerende i Sommeren
1906, og denne Examen saaledes ikke fremdeles kunde vedblive at bestaa
som Forberedelsesexamen til det mathematisk-naturvidenskabelige Fakul-
tets Examiner (Magisterkonferenser og Skoleembedsexamen), blev der i et
af Konsistorium anbefalet Andragende til Kirke- og Undervisningsmini-
steriet fra Fakultetet søgt udvirket nedenfor anførte nye Bestemmelser.
Bekjendtgjørelse af 21de Marts 1903 om Fordringerne for at kunne ind-
stille til sig til Magisterkonferens i Naturhistorie samt om Ændringer i
de gjældende Hegler for Skoleembedsexamen i Naturhistorie og Geografi.
Paa Ministeriets derom nedlagte allerunderdanigste Forestilling har
det under 20de d. M, behaget Hans Majestæt Kongen allernaadigst at bi-
504
Universitetet 1902—1903.
falde følgende Forandringer i Bestemmelserne om Adgangen til at ind-
stille sig til Magisterkonferens i Naturhistorie samt i kgl. Anordning af
6te December 1901 om en forandret Indretning af Skoleembedsexa-
men i Naturhistorie og Geografi under det mathematisk-naturvidenskabe-
lige Fakultet:
A. Magisterkonferens i Naturhistorie.
Foruden de i Plakat af 10de August 1848 indeholdte Regler an-
gaaende Fordringer til Magisterkonferenser fastsættes følgende Bestem-
melser :
Ingen Studerende kan indstille sig til Magisterkonferens i Natur-
historie uden først at have bestaaet 1ste Del af Skoleembedsexamen i
Naturhistorie og Geografi i den ved kgl. Anordning af 6te December
1901 ændrede Form og ved denne opnaaet en Gjennemsnitskarakter af
mindst 5 i hvert af de to Fag Fysik og Kemi efter de for Skoleembeds-
examen ved den endelige Karakterberegning gjældende Karakterværdier.
Denne Bestemmelse, der træder i Stedet for den ved kgl. Resolution
af 5te Januar 1897 fastsatte, træder i Kraft strax, dog kan det mathe-
matisk-naturvidenskabelige Fakultet tillade Studerende at indstille sig til
Magisterkonferens i Naturhistorie efter de hidtil gjældende Regler indtil
Sommeren 1906.
B. Skoleembedsexamen i Naturhistorie og Geografi.
Punkt 6 i kgl. Anordning om Skoleembedsexamen i Naturhistorie og
Geografi af 6te December 1901 bortfalder fra Sommeren 1906.
— I Anledning af et Andragende fra Stud. mag. N. N., der i Som-
meren 1902 havde indstillet sig til, men ikke bestaaet 1ste Del af Skole-
embedsexamen i Naturhistorie og Geografi, om Tilladelse til paany at ind-
stille sig til den nævnte Examen i Januar 1903, meddelte Ministeriet under
24de Oktober 1902, at det ingen Anledning fandt til at bevilge det an-
søgte. Fakultetet havde ikke anbefalet Ansøgningen, da det slette Exa-
mensresultat havde vist Ansøgerens mangelfulde Viden.
7. Magisterkonferens.
a. Ved det filosofiske Fakultet.
Det filosofiske Fakultet har under 28de Oktober 1902 vedtaget føl-
gende Bestemmelser for dem, der maatte ønske at underkaste sig en
Magisterkonferens i klassisk Arkæologi.
Kandidaten maa have tilegnet sig:
en Oversigt over Arkæologien i Almindelighed,
Kjendskab (il dens Kilder, Methode og historiske Udvikling samt til
ældre Hovedværker indenfor den klassiske Arkæologi,
den klassiske Arkæologi efter de bedste nyere Fremstillinger,
Oldtidens Historie, deri indbefattet Kultur- og Litteraturhistorie,
saa megen Færdighed i Græsk og Latin, at han selvstændig kan be-
nytte de litterære Kilder,
Forelæsninger, Øvelser og Examina.
505
Oldtidens Kunsthistorie efter en nyere videnskabelig Fremstilling til-
ligemed et Overblik over Kunsthistorien i Almindelighed i de store Ho-
vedtræk.
Der forlanges opgivet et Speciale, som Kandidaten maa have stu-
deret fuldt videnskabeligt paa første Haand med Kjendskab til Monu-
menter og Speciallitteratur. Ansøgningen bilægges med en Liste over de
benyttede Værker, mellem hvilke nordiske Forfatteres til Faget hørende
Arbejder ikke maa savnes.
— Det filosofiske Fakultet har under 2den Marts 1903 vedtaget føl-
gende Bestemmelser for dem, der ønske at underkaste sig en
Magistei •konfei*ens i Religio) ? shistorie.
Til Magisterkonferens i Religionshistorie kræves:
1.	Overblik over den religionshistoriske Videnskabs Udvikling samt
Kjendskab til dens Kilder (saavel litterære som monumentale), Methoder
og typiske Værker:
2.	Oversigt over Religionshistorien efter nyere videnskabelige Haand-
bøger;
3.	en almindelig Oversigt over Filosofiens Historie med særlig Frem-
hæven af, hvad der har Betydning for Religionerne og religiøse Spørgs-
maal;
4.	et Speciale (en af de store Religioner i dens historiske Udvikling
eller en religionshistorisk vigtig Periode), studeret med fuld viden-
skabelig Grundighed med førstehaands Kjendskab til Kilderne, saaledes at
Kandidaten er i Stand til at benytte de litterære Mindesmærker i ved-
kommende Grundsprog med selvstændig Forstaaelse og med klart Over-
blik over de kulturelle Forhold, der have Betydning for Religioners Ud-
vikling.
Som Speciale kan ogsaa vælges en af de betydeligere religiøse Fore-
stillingers eller Kulturformers Fremskriden i forskjellige Religioner, dog
at der i saa Fald fordres førstehaands Kjendskab til Kilderne for i det
mindste en enkelt Hovedreligions Vedkommende.
At Religionshistorien doceres som selvstændigt Fag ved Universitetet
til den Tid, da en Kandidat ønsker at underkaste sig en Magisterkonferens
i dette Fag, er en Forudsætning for, at Konferensen kan forlanges afholdt.
b. Ved det matheniatisk-natvrvidenskabelige Fakultet.
Da den lægevidenskabelige Forberedelsesexamen ifølge kgl. Anord-
ning af 14de Juli 1902 § 14, jfr. Univ. Aarb. f. 1901—1902 S. 63, vilde
blive afholdt sidste Gang for lægevidenskabelige Studerende i Sommeren
1906, og den saaledes ikke fremdeles kunde vedblive at bestaa som For-
beredelsesexamen til det mathematisk-naturvidenskabelige Fakultetets Ex-
aminer, approberede Konsistorium ved Skrivelse af 27de Februar 1903,
i Henhold til Fakultetets Indstillling, i Stedet for de af Konsistorium
under 6te Juli 1894 approberede Bestemmelser om Magisterkonferens i
506
Universitetet 1902—1903.
Naturhistorie med Botanik som Hovedfag og Plantefysiologi som Speciale
følgende Bestemmelser:
I.	Denne Magisterkonferens deles i to Dele:
II.	Den første Del bestaar i iste Del af Skoleembedsexamen i Natur-
historie og Geografi i en noget udvidet Form, idet den omfatter:
a.	en mundtlig Prøve i Kemi og Fysik i samme Omfang som ved
Skoleembedsexamen; de praktiske Øvelseskursus maa være gjennemgaaede
inden denne Prøve;
b.	en praktisk Prøve i kvalitativ og en praktisk Prøve i kvantitativ
Analyse i uorganisk Kemi; til hvert af dem kan anvendes 12 Timer.
For at li ave bestaaet første Del fordres, at Kandidaten i hvert enkelt
af de to Fag skal have opnaaet Laudabilis til Hovedkarakter.
III.	Den anden Del omfatter følgende Prøver:
To skriftlige Prøver, nemlig:
a. en større Opgave i Plantefysiologi, der kan være forbunden med
Experiment, og hvortil kan anvendes en Tid af 4—6 Uger;
1). to mindre Opgaver med en Tid af 4 Timer til hver, nemlig en i
Plantefysiologi og en i Botanikens andre Discipliner.
Følgende praktiske Prøver:
a.	en praktisk Prøve i Plantefysiologi, hvortil Tiden nærmere be-
stemmes;
b.	Udførelse og Beskrivelse af et eller tiere planteanatomiske Præ-
parater, hvortil kan anvendes en Tid af indtil 8 Timer.
Mundtlig l røve, som omfatter Plantefysiologi og Botanikens andre
Discipliner samt Zoologi.
IV.	Plantefysiologiens forskjellige Dele fordres saaledes, som de
kunne læres efter Tidens bedste Lærebøger, Botaniken forøvrigt i samme
Omfang som ved Magisterkonferens i Naturhistorie, hvor Botanik er Bifag,
og Zoologi i noget mindre Omfang end ved en Magisterkonferens, hvor
Zoologi er Bifag.
Desuden maa Kandidaten have Attest for at have gjennemgaaet et
praktisk dyrefysiologisk Kursus under det lægevidenskabelige Fakultet.
Kandidaten maa endvidere have lært Jordbundslære i passende
Omfang.
—	Angaaende nye Bestemmelser for Magisterkonferens i Naturhistorie
se foran S. 504.
—	Ved Skrivelse af 27de December 1902 bifaldt Ministeriet, at det
overdroges Observator Pechiile at indtræde i Examenskomiteen ved den
Magisterkonferens, til hvilken Stud. mag. H. Thiele agtede at indstille sig,
saaledes at Observator Pechiile gav de astronomiske Opgaver, derunder
den store Hovedopgave, samt examinei'ede i Astronomi. Fakultetet havde
indberettet, at Professor, Dr. phil. Thiele havde ønsket sig fritaget for at
fungere ved sin Søns Konferens, og at ingen af Fakultetets andre Med-
lemmer saa sig i Stand til at overtage Examinationen i Astronomi.
Prisopgaver.
507
IY. Prisopgaver.
Konsistorium har under 5te November 1902 vedtaget, at der paa
Ydersiden af den Konvolut, der afgives samtidig med Besvarelser af Uni-
versitetets Prisopgaver og hvori findes indlagt Angivelse af Forfatterens
Navn, Fødselsdag og -aar, skal findes følgende Erklæring: „Ved Afgivelsen
af denne Besvarelse er Forfatteren ikke fyldt 30 Aar og har ikke opnaaet
fast kongelig Ansættelse".
— Da det ved Bedømmelsen af de indkomne tre Besvarelser af Pris-
opgaven i Mathematik for 1901—1902 viste sig, at to af Afhandlingerne
vare fundne fuldt værdige til Prisen, bifaldt Ministeriet efter Konsistoriums
Indstilling under 12te Marts 1902, at der maatte uddeles Universitetets
Guldmedaille for begge Afhandlinger.
V. Akademiske Grader.
1. Nye Bestemmelser om Fordelingsmaaden af de til Universitetet
afgivne Exemplarer af Doktordisputatser.
I Skrivelse af 1ste September 1902 til Konsistorium foreslog Profes-
sorerne, Dr. med. C. J. Salomonsen og Dr. jur. & phil. Joh. Steenstrup,
at der blev nedsat et Udvalg til at tage under Overvejelse, hvorvidt der
kunde være Grund til at foretage Ændringer i den Maade, hvorpaa de
Universitetet tilkommende Friexemplarer af Doktordisputatser fordeltes.
Særlig ønskede de det eventuelle Udvalgs Opmærksomhed henledet paa
Spørgsmaalet, om ikke Exemplarer kunde gjennem Universiteterne i Norge
og Sverrig komme Fagkyndige i disse Lande i Hænde.
Konsistorium nedsatte derefter et Udvalg, bestaaende af Profes-
sorerne, Dr. tlieol. P. Madsen, Dr. jur. Jul. Lassen, Dr. med. C. J. Salo-
monsen,, Dr. jur. & phil. Joli. Steenstrup og Dr. phil. Eng. Warming, der
under 15de April 1903 indsendte til Konsistorium et Forslag, idet det
blandt andet bemærkede, at Udvalget først stærkt skulde betone, at Hjem-
melen for at forlange et saa stort Antal Exemplarer af Disputatser, som
der for Tiden krævedes, alene laa i en meget lang Praxis, ikke i nogen
egentlig Lovbestemmelse. Ifølge Universitets- og Skoledirektionens Skri-
velse af 28de Februar 1818 skulde der stilles 50 Exemplarer til Universi-
tetets Raadighed — 10 Exemplarer til Universitetet og dets Forbindelser,
40 Exemplarer, som solgtes af Universitetet til Indtægt for Universitetsformaal
— hvilket sidste forlængst var gaaet af Brug. Ved Kirke- og Undervisnings-
ministeriets Skrivelse af 26de Oktober 1882 paalagdes det Doktoranden at
lade trykke indtil 25 Exemplarer ud over, hvad han var pligtig til at stille
til Raadighed, for at de kunde benyttes til Bytteforbindelser, dog saaledes
at Universitetet betalte Udgiften til Papir til disse Exemplarer; dette
sidste var, saavidt vidstes, aldrig blevet overholdt. Andre end disse Lov-
regler fandtes næppe (Retsreglerne § 362), og saaledes byggede den nu-
gjældende Ordning kun paa lange Tiders Hævd. For at nedbringe det
stadig voxende Tal af forlangte Exemplarer besluttede Universitetet i 1890
Universitetets Aarbog.