III. AFGANG OG UDNÆVNELSER AF
PROFESSORER
A. DET TEOLOGISKE FAKULTET
1. Oprettelse af et ordinært professorat i teologi med gammeltestamentlig
eksegese som hovedfag og pastor, dr. theol. Svend Holm-Nielsens udnævnelse
til professor i dette fag
(j. nr. 312/59).
På normeringsloven for finansåret 1961/62, jfr. folketingstidende
1960-61, tillæg A, sp. 1037-38 blev der oprettet et professorat i teologi
med gammeltestamentlig eksegese som hovedfag ved Københavns
universitet.
Med henblik på embedets besættelse afgav professorerne, dr. phil. E.
Hammershaimb og dr. theol. Eduard Nielsen følgende indstilling:
»Pastor, dr. theol. Svend Holm-Nielsen er født d. 15. januar 1919 i Hellerup
som søn af missionær, cand. mag. Alfred Nielsen og dennes hustru Christine, f.
Holm.
Han er klassisk-sproglig student fra Haderslev Katedralskole 1936 med hoved-
karakteren mg (7,12).
1 1937 immatrikuleredes han ved Kobenhavns Universitets teologiske fakultet.
Han absolverede den teologiske embedseksamen i januar 1943 med karakteren
laudabilis (88 pts.).
Den for året 1946 udskrevne prisopgave i teologi A: En kritisk bedømmelse
af den nyere videnskabelige litteraturs opfattelse af Mosesskikkelsen, besvarede
han og blev derfor i 1947 belønnet med accessit. Bedømmelsen er aftrykt i Køben-
havns Universitets Festskrift for november 1947.
Siden 1945 har pastor Svend Holm-Nielsen virket som undervisningsassistent
ved Kobenhavns Universitet i faget Gammel Testamente, og som sådan har han i
en årrække medvirket ved de teologiske skriveøvelser. Hans særlige opgave har
været at varetage undervisningen i faget Bibelkundskab (senere : Israels Historie)
for de forprøvestuderende. Fra 1951 til 1955 har han tillige varetaget undervis-
ningen i nytestamentlig græsk for de forprøvestuderende.
I forårssemestrene 1954 og 1955, da der efter prof. Aage Bentzens død var
vakance i det ordinære gammeltestamentlige professorat, var det pastor Holm-
Nielsen overdraget at gennemgå gammeltestamentlige tekster for de kristendoms-
kundskabsstuderende, og i forårssemesteret 1959, da prof. Hvidberg havde fri-
semester, blev det Holm-Nielsen overdraget at holde øvelser over udvalgte sal-
mer fra Qumran. Efter professor Hvidbergs dod i 1959 har pastor Holm-Nielsen
som undervisningsassistent gennemgået profettekster og holdt øvelse over Salo-
Afgang og udnævnelser af professorer
55
mo-salmerne for de teologi-studerende, samtidig med at han har undervist de
kristendomskundskabsstuderende. Endelig blev det ham betroet i efterårsse-
mestret 1960 at undervise i gammeltestamentlig eksegese som selvstændig lærer
og tillige at medvirke ved teologisk embedseksamen, og dette hverv er foreløbig
blevet forlænget til 31. marts 1961.
Pastor, dr. theol. Svend Holm-Nielsen har således mange års universitets-
undervisning bag sig, og han har desuden i de senere år været særdeles aktiv inden
for folkeuniversitetsundervisningen.
Hans videnskabelige produktion omfatter, foruden ovennævnte prisafhandling,
først og fremmest disputatsen: Hodayot. Psalms from Qumran, som d. 11. januar
1960 af det teologiske fakultet blev antaget til forsvar for den teologiske doktor-
grad. Forsvaret fandt sted d. 4. oktober 1960 med professor, dr. Hammershaimb
og professor, dr. Eduard Nielsen som officielle opponenter, medens professor,
dr. S. Mowinckel og lektor, dr. Edelmann opponerede ex auditorio. Afhandlingen,
der er på 348 sider + resumé på dansk og diverse registre, fremtræder som en
eksegetisk gennemgang af det samlede, hidtil offentliggjorte materiale fra Qum-
ran af de såkaldte »takkesalmer« (s. 17-272). Hertil er fojet 4 afsnit, om den teo-
logiske begrebsverden i takkesalmerne (s. 273-300), om brugen af Det gamle
Testamente i takkesalmerne (s. 301-315), om takkesalmernes literære oprindelse
(s. 316-331) og om takkesalmernes funktion (s. 332-348). Den eksegetiske gen-
nemgang omfatter en kommenteret oversættelse af teksterne, ledsaget af be-
mærkninger vedrorende de enkelte salmers brug af Det gamle Testamente og
vedrørende forfatterskabet. Mange steder kan der vel rettes kritiske indvendinger
mod forfatternes opfattelse, både af visse passager i takkesalmerne selv, af sprog-
lige enkeltheder, og af andre forskeres detail-resultater. Som helhed vidner dette
afhandlingens hovedafsnit dog om indgående kendskab til den hidtidige, meget
omfattende forskning, og forfatterens polemiske bemærkninger mod andres op-
fattelser viser gang på gang hans evne til på en sikker og overbevisende måde at
ramme det centrale i problemerne.
Afsnittet om den teologiske begrebsverden i takkesalmerne er både velskrevet
og overbevisende fremstillet, det vidner om et udmærket overblik over takke-
salmernes forkyndelse.
Det i egentlig forstand tetiske i afhandlingen kommer stærkest frem i afhand-
lingens tre sidste afsnit. Medens der ikke er væsentligt at indvende mod afsnittet
om brugen af Gammel Testamente i takkesalmerne, tor det nok siges, at for-
fatterens hovedsynspunkter vedrørende takkesalmernes literære oprindelse er
lidt vel hårdhændet fremfort, og det sidste afsnit, om takkesalmernes funktion,
virker mærkeligt uafsluttet.
Trods den her fremførte kritik må vi dog mene, at bogen er en værdifuld for-
øgelse af den videnskabelige literatur om Qumranteksterne og et vægtigt indlæg
i den internationale debat om disse.
Forfatterens øvrige videnskabelige produktion omfatter nogle mindre artikler
i Dansk Teologisk Tidsskrift om »Den gammeltestamentlige salmetradition«
(DTT, 18, 1955, s. 135-148 og 193-215) og en større artikel i Studia Theologica
(XIV, 1960, s. 1-53): »The Importance of Late Jewisli Psalmody for the Under-
standing of Old Testament Psalmodic Tradition«. Disse afhandlinger arbejder
med emner i det videre undersøgelsesfelt, inden for hvilket disputatsen om takke-
salmerne ligger. Endelig har pastor Holm-Nielsen i Dansk Teologisk Tidsskrift
(16, 1953, s. 165-186) skrevet en »Oversigt over Palæstinas Arkæologi«. Han har
til dette haft den særlige kvalifikation, at han i 1952 var på studierejse i Palæstina.
I 1956 var han atter et halvt år i Palæstina, med støtte fra Statens almindelige
Videnskabsfond. Ved denne lejlighed deltog han i de af Miss Kathleen Kenyon
ledede udgravninger af det gamle Jeriko.
56
Universitetets årbog 1958-63
Vi finder, at man på baggrund af pastor Holm-Nielsens årelange og af stu-
denterne stærkt værdsatte undervisning, og ud fra de kvalifikationer som forsker
og ekseget, som han har lagt for dagen i sine offentliggjorte arbejder, kan anbe-
fale, at det teologiske fakultet ved Kobenhavns Universitet bringer bestemmel-
serne i § 1, stk. 2-4 i den kgl. anordning af 5. februar 1953 om ansættelse af pro-
fessorer i anvendelse for pastor, dr. theol. Svend Holm-Nielsens vedkommende,
og det så meget mere, som der på indeværende tidspunkt næppe findes nogen
blandt yngre gammeltestamentlige forskere, der ville kunne gore ham rangen
stridig.
Vi skal derfor slutte med at anbefale, at det embede som professor i gammel-
testamentlig eksegese, der forventes oprettet pr. 1. april 1961, uden opslag be-
sættes med pastor, dr. theol. Svend Holm-Nielsen.«
Efter at denne indstilling var tiltrådt af fakultetet og Konsistorium
blev den indsendt til ministeriet.
Herefter blev ved kgl. resolution af 15. april 1961 pastor dr. theol.
Svend Holm-Nielsen udnævnt til professor i gammeltestamentlig ekse-
gese ved Kobenhavns universitet fra 1. april 1961 at regne.
B. DET RETS- OG STATSVIDENSKABELIGE FAKULTET
1. Professor, dr. jur. Poul Andersens afgang fra universitetet og lektor,
dr. fur. Bent Christensens udnævnelse til professor i retsvidenskab
(j. nr. 570/57).
Under 4. december 1957 blev der meddelt professor, dr. jur. Poul
Andersen afsked efter ansøgning på grund af alder i nåde og med pen-
sion fra stillingen som professor i retsvidenskab ved Kobenhavns uni-
versitet fra den 31. august 1958 at regne.
Efter at det således ledigtblevne embede under 25. marts 1958 var
blevet opslået ledigt som et professorat i retsvidenskab med under-
visningsområde i forvaltningsret, blev under 18. april 1958 de to ind-
komne ansøgninger, nemlig fra lektor, dr. jur. Poul Meyer og lektor,
dr. jur. Bent Christensen tilstillet universitetet til erklæring.
Til at bedømme de indkomne ansøgninger nedsatte fakultetet i hen-
hold til § 2, stk. 2 i kgl. anordning af 5. februar 1953 et udvalg bestående
af professorerne, dr. jur. Ernst Andersen, dr. jur. Poul Andersen, dr.
jur. Stig Iuul og dr. jur. et phil. Alf Ross samt professor, dr. jur. Max
Sørensen, Århus universitet. Dette udvalg afgav under 19. januar 1959
følgende indstilling:
»1. Dr. Bent Christensen, som er fodt i 1921, blev cand. jur. i sommeren 1947,
dr. juris i 1958. Fra 1947 har han været ansat som sekretær i Indenrigsministeriet,
fra 1949 tillige som undervisningsassistent, senere lektor, ved Kobenhavns uni-
versitet.
Dr. Bent Christensens litterære produktion begyndte med afhandlingen »Judi-
cielle og administrative garantier for forvaltningens lovlighed«, der var en be-
svarelse af en af det Anders Sandoe Ørstedske prismedaljelegat i 1947 stillet pris-
Afgang og udnævnelser af professorer
57
opgave. Prisen blev ikke tilkendt forfatteren, men han modtog en pengebelon-
ning for sit arbejde, jfr. den i U. f. R. 1951 s. 58 ff aftrykte bedømmelse, i hvilken
medundertegnede Max Sørensen deltog. I årene derefter offentliggjorde han en
række afhandlinger og mindre artikler, herunder en del anmeldelser, meddelelser
in. v. Emnerne, som overvejende falder indenfor forvaltningsrettens område,
behandles med kyndighed og selvstændighed. Særlig skal fremhæves en afhand-
ling om rigsdagens medvirken i forvaltningen, Nordisk administrativt tidsskrift
1952 s. 302-344.
Afgørende ved bedømmelsen af denne ansøgers kvalifikationer bliver imidler-
tid hans i 1958 udgivne afhandling »Nævn og råd« (477 s.), ved hvilken han er-
hvervede den juridiske doktorgrad. Denne afhandling er et overordentlig værdi-
fuldt arbejde, som er af grundlæggende betydning på et betydningsfuldt område
af dansk forvaltningsret.
Emnet behandles på grundlag af et meget stort materiale, herunder i en vis
udstrækning sagsakter, protokoller, visdomsbøger m. v. De særlige forvaltnings-
organer, som er af handlingens emne, og som forfatteren behandler overvejende
udfra et retssikkerhedssynspunkt, indordnes under en systematik, som er et godt
udgangspunkt for behandlingen af en lang række forvaltningsretlige spørgsmål,
hvis betydning ofte rækker ud over den virksomhed, som udøves af de omhand-
lede, særlige forvaltningsorganer. Nogle afsnit har overvejende præg af forvalt-
ningskundskab.
De undersøgelser, som ligger til grund for afhandlingen, er foretaget med stor
grundighed, og afhandlingen har i det hele taget krævet en meget stor arbejdsind-
sats. Forfatteren har fuldt kendskab til dansk forvaltningsretlig litteratur, også
som den foreligger i specialafhandlinger, og han er fortrolig med de vigtigste
udenlandske forvaltningsretlige fremstillinger.
Afhandlingen vidner, ligesom hans øvrige arbejder, om udmærket fremstillings-
evne samt om indgående teoretisk og praktisk forståelse af forvaltningsretlige
spørgsmål. Det omfattende retsstof, hvormed forfatteren arbejder, har medført,
at han ikke har kunnet foretage helt til bunds gående undersøgelser af alle de
enkelte forvaltningsretlige spørgsmål, som behandles i afhandlingen. På nogle
punkter forholder forfatteren sig noget ukritisk overfor forvaltningspraksis.
Det er udvalgets opfattelse, at dr. Bent Christensen i sine litterære arbejder,
navnlig i doktorafhandlingen, har lagt evner for dagen, som gør det sandsynligt,
at han vil kunne yde meget værdifulde bidrag til udviklingen af dansk forvalt-
ningsret.
Vi anser ham for kvalificeret til at overtage det ledige professorat.
2. Dr. Poul Meyer, som er født i 1916, blev cand. jur. i vinteren 1941, dr. juris
1949. Fra 1942 har han været ansat i Landbrugsministeriet, fra 1958 som ekspe-
ditionssekretær. Siden 1952 har han været lektor i retsvidenskab.
I 1942 og 1944 erhvervede han universitetets guldmedalje for besvarelse af
retsvidenskabelige prisopgaver. Idet der med hensyn til den mere detaljerede
vurdering af disse arbejder henvises til de i universitetets årsskrift optagne be-
dømmelser, skal her kun sammenfattende bemærkes, at medens den første af-
handling på adskillige punkter indeholder værdifulde betragtninger, har den
sidste en mere refererende karakter. Om begge afhandlinger gælder, at selv om
forfatteren afholder sig fra mere dybtgående undersøgelser, viser de dog klart, at
han er i besiddelse af videnskabelige evner, og for den første afhandlings vedkom-
mende fremhævedes dens modenhed og selvstændighed.
Disputatsen »Danske Bylag« fra 1949, der ligger på grænsen mellem retshistorie
og arkæologi, er et klart udtryk for ansøgerens store spændvidde som videnskabs-
mand og har bud ikke blot til retshistorikere, men også til landbrugshistorikere
58
Universitetets årbog 1958-63
og andre historikere, der også har modtaget den med interesse. Forfatteren har
taget en række af de inden for litteraturen mest omdiskuterede problemer op og
har belyst dem med stor skarpsindighed, idet han har fremlagt et omfattende,
men hidtil kun i ringe omfang benyttet utrykt materiale. Afhandlingens emne
og afgrænsning har imidlertid kun i begrænset omfang kunnet vise forfatterens
evner som jurist, og disputatsen må derfor - sin almindelige videnskabelige værdi
til trods - træde i baggrunden ved vurderingen af ansøgeren som juridisk forfatter.
Poul Meyers betydeligste arbejde på den offentlige rets område er afhandlingen
om centraladministrationens adgang til udstedelse af retsanordninger. Denne er
tildels af retshistorisk karakter, men sigter tillige til en systematisk belysning af
kongens anordningsmagt. På meget fortjenstfuld måde har han i denne afhandling
fremdraget et stort materiale til belysning af den historiske udvikling, især for
ad denne vej at skaffe klarhed over, hvorvidt centraladministrationen i tiden
efter grundlovens givelse handlede ud fra forestillingen om at besidde en selv-
stændig anordningsmagt. Hans tydning af materialet forekommer dog ikke altid
overbevisende og hans resultater præges undertiden af mangel på klarhed.
Indenfor den offentlige ret falder også bogen »Nordisk Folkestyre«, der, som
det siges i forordet, er skrevet for de læge, ikke for de lærde. I denne bog kommer
Poul Meyers evne til omfattende orientering og letfattelig fremstilling fuldtud
til sin ret. Den er en god populær fremstilling i bedste forstand, der viser betydelig
fortrolighed med forfatningsrettens problemer; men den kan ikke komme i be-
tragtning som selvstændig videnskabelig indsats.
Bogen »Administrative Organization« (1957) behandler centrale problemer ved-
rorende offentlig forvaltnings organisation. Dens metode er deskriptiv-analytisk,
ikke juridisk-dogmatisk. Dens genstand er organisationen af den forvaltnings-
virksomhed, som forer frem til den administrative afgørelses tilblivelse, men ikke
den virksomhed, hvorved trufne afgørelser søges udfort. På komparativt grund-
lag udformer forfatteren et fælles begrebssystem, hvori han indordner en række
centrale fænomener, som med større eller mindre variationer forekommer jævn-
sides i forskellige landes offentlige administration. Han beskriver på grundlag
heraf de forskellige organisationsformer og påpeger deres typiske træk. Fremstil-
lingen bærer vidnesbyrd om kendskab til den offentlige forvaltnings organisation
i en række lande og til den videnskabelige debat om de herhen hørende problemer.
Uanset at fremstillingen ikke bygger på en juridisk-dogmatisk metode, har den
dog nær tilknytning til den dogmatiske forvaltningsret, idet den behandler den
organisatoriske ramme, indenfor hvilken de specifikt juridiske problemer opstår.
Som helhed er bogen en værdifuld videnskabelig indsats. Den bevidner forfatte-
rens evne til at indordne et omfattende erfaringsmateriale i en systematisk hel-
hed.
Blandt Poul Meyers øvrige arbejder må nævnes bogen »Ejendomsretten i
Støbeskeen« fra 1951. Han påviser heri nyere lovgivnings tendens til at gøre
rådigheden over fast ejendom betinget af en administrativ tilladelse. Hans vur-
dering af lovgivningens regler herom er præget af en stærk, men sund kritisk
sans, og han fremdrager en række øjensynlige inkonsekvenser i lovgivningens
stilling til sådanne indgreb. Afhandlingens styrke er dens overskuelige sammen-
fatning af et stort og kompliceret lovstof, snarere end udtømmende analyser af
detailproblemer. Til den vanskelige afgrænsning af de erstatningsfri rådigheds-
indskrænkninger overfor de indgreb, der kun kan ske mod erstatning, yder den
ikke noget væsentligt nyt bidrag.
lovrigt har dr. Poul Meyer skrevet en del mindre afhandlinger og artikler,
ikke blot indenfor den offentlige rets område, men også vedrørende retshistoriske
og formueretlige emner. Flere af disse afhandlinger må anses for fortjenstfulde.
Vi anser også denne ansøger for kvalificeret til at overtage det ledige profes-
Afgang og udnævnelser af professorer
59
sorat. Ernst Andersen er dog i tvivl på grund af de mangler i dr. Poul Meyers
arbejdsmetode, som er fremdraget.
Som ovenfor bemærket har begge ansøgere i en årrække virket som lektorer i
retsvidenskab under fakultetet, og de har begge vist sig i besiddelse af udmærkede
pædagogiske evner.
Dr. Poul Meyers forfatterskab udmærker sig ved storre alsidighed end dr.
Bent Christensens, og han har lagt betydelige evner for dagen i retning af at
beherske og litterært behandle vidt forskellige problemområder. Kun i enkelte af
sine arbejder bortset fra disputatsen lægger han dog en virkelig tilbundsgående
grundighed for dagen.
Dr. Bent Christensens produktion er mere begrænset, men ligger på den anden
side centralt for det ledige professorats fagområde, og han må inden for forvalt-
ningsretten betragtes som den bedst kvalificerede af de to ansøgere.
Hver af de to ansøgere har således sine fortrin fremfor den anden. Valget mel-
lem dem ville være vanskeligt, hvis alene deres almindelige videnskabelige stan-
dard måtte være afgørende. Da imidlertid som foran nævnt professoratets un-
dervisningsområde fortrinsvis vil blive forvaltningsret, mener udvalget, at der
må lægges vægt på, hvem af dem der efter det foreliggende må anses for bedst
kvalificeret til at varetage undervisning og forskning indenfor dette fagområde.
I så henseende må udvalget give dr. Bent Christensen fortrinnet.
Under henvisning til foranstående indstiller udvalget, at sekretær i Indenrigs-
ministeriet dr. juris Bent Christensen ansættes i den ledige stilling som professor
i retsvidenskab.«
Udvalgets indstilling blev i henhold til fornævnte anordnings § 3,
stk. 7 tilstillet ansøgerne. Ved skrivelser af 22. og 23. januar 1959 trak
herefter lektor, dr. jur. Poul Meyer sin ansøgning tilbage og dr. Bent
Christensen meddelte, at han ikke havde bemærkninger til indstillingen.
Udvalgsindstillingen blev derefter behandlet på fakultetets mode den
9. februar 1959, hvor bedømmelsesudvalgets indstilling enstemmigt til-
trådtes af fakultetet.
Efter at Konsistorium på dets mode den 18. februar 1959 havde til-
sluttet sig indstillingen, blev den under 19. februar 1959 videresendt til
ministeriet.
Herefter blev ved kgl. resolution af 27. februar 1959 lektor, dr. jur.
Bent Christensen udnævnt til professor i retsvidenskab ved Koben-
havns universitet fra 1. marts 1959 at regne.
2. Oprettelse af et ekstraordinært professorat i retsvidenskab for kst. pro-
fessor, dr. jur. Knud Waaben
(j. nr. 232/58).
Under 18. marts 1958 fremsendte det rets- og statsvidenskabelige
fakultet til universitetets rektor følgende indstilling:
»Ved hoslagt at. tilbagesende den med rektors skrivelse af 7. ds. (j. nr. 232/58)
til erklæring modtagne sag angående en ansøgning fra professor i retsvidenskab
ved Københavns universitet, dr. jur. Stephan Hurwitz om fortsat at stå uden for
60
Universitetets årbog 1958-63
nummer i sin stilling ved universitetet så længe han virker som folketingets om-
budsmand, skal fakultetet ildtale, at det kan tiltræde denne ordning. Forudsæt-
ningen herfor må dog efter fakultetets opfattelse være den, at der pr. 1. april
1958 oprettes et ekstraordinært professorat i retsvidenskab for dr. Knud Waaben,
der siden 1/4 1955 har varetaget professor Hurwitz' undervisning i kriminalret
og som siden 1/10 1955 har været konstitueret professor i retsvidenskab.
Om dr. Knud Waabens kvalifikationer til at bestride det nævnte professorat
skal fakultetet anføre følgende:
Dr. Knud Waaben der er født den 6. juni 1921, og som blev cand. jur. i 1947,
opnåede i 1947 universitetets guldmedalje for en afhandling om dansk rets regler
om betingede straffedomme. Afhandlingen blev senere offentliggjort med støtte
af det Finneske legat. Om bedømmelsen af afhandlingen henvises til Festskrift
udgivet af Københavns universitet november 1947, s. 196 ff. Under 25/6 1957
konfererede det rets- og statsvidenskabelige fakultet ham den juridiske doktor-
grad for en afhandling med titlen »Det Kriminelle Forsæt«.
Siden 1/9 1951 har dr. Waaben på fortrinlig måde først som lektor og fra 1/10
1955 som konstitueret professor varetaget undervisningen i og forskningen inden-
for kriminalret, og han må i det hele anses for meget velkvalificeret til at bestride
et professorat i retsvidenskab.
Fakultetet lægger meget vægt på, at det nævnte professorat for dr. Waaben
bliver oprettet snarest muligt og helst fra 1. april 1958, idet det allerede af under-
visningsmæssige grunde er bydende nødvendigt, at undervisningen i kriminalret
bliver varetaget af en fast professor i faget. Flertil kommer, at kriminalretten og
kriminologien er en videnskabsgren, der er i stærk vækst, hvilket allerede har
givet sig udslag i oprettelsen af det kriminalistiske forskningsinstitut, for hvilket
dr. Waaben for tiden er bestyrer, således at det også af denne grund vil være af
den største betydning, at forskningen på længere sigt kan tilrettelægges af den
professor, der varetager faget.
Forsåvidt angår beregningen af dr. Waabens anciennitet som professor skal
man henstille, at der tages hensyn til den ovennævnte periode, i hvilken dr.
Waaben har varetaget professoratet i kriminalret efter professor Hurwitz' ud-
nævnelse til ombudsmand.«
Efter at indstillingen tinder 25. juni 1958 var blevet gentaget, til-
trådte ministeriet ved skrivelse af 30. juli 1958, at der oprettedes et
ekstraordinært professorat i retsvidenskab ved Kobenhavns universitet
for kst. professor, dr. jur. Knud Waaben tinder forudsætning af, at det
af professor, dr. jur. Stephan Hurwitz beklædte professorat ikke blev
besat, sålænge dr. Hurwitz stod uden for nummer for at varetage
hvervet som folketingets ombudsmand, og at dette professorat iøvrigt
ikke blev nybesat ved ledighed uden efter forudgående forhandling
med undervisningsministeriet og finansministeriet.
På finansloven for 1959-60, jfr. folketingstidende 1958-59, tillæg D,
sp. 1755-56 blev der derefter oprettet et ekstraordinært professorat i
retsvidenskab for kst. professor, dr. jur. Knud Waaben.
Efter indstilling fra universitetets rektor blev derefter kst. professor,
dr. jur. Jens Knud Waaben ved kgl. resolution af 11. april 1959 udnævnt
til ekstraordinær professor i retsvidenskab ved Kobenhavns universitet
fra den 1. april 1959 at regne.
Afgang og udnævnelser af professorer
61
3. Oprettelse af et ordinært professorat i retsvidenskab med særligt henblik
på undervisningen i folkeret og lektor, dr. fur. Allan Philips udnævnelse
til professor i dette fag
(j. nr. 393/60).
Under 12. maj 1960 fremsendte det rets- og statsvidenskabelige
fakultet til universitetets rektor følgende indstilling:
»Undervisningen i faget folkeret ved Københavns universitet er gennem en
længere årrække blevet varetaget af professor Alf Ross, delvis med bistand af
lektor Isi Foighel. Medens denne undervisning tidligere var professor Ross'
hovedopgave, er der efter den nuværende studieordnings ikrafttræden og efter
professor Poul Andersens afgang som universitetslærer indtrådt en afgørende
forandring heri.
Ifølge anordningen af 19. januar 1956 § 5, stk. 3, kan kandidater ved Køben-
havns universitet i stedet for at aflægge prøve i Retshistorie til den juridiske
embedseksamens 2. del vælge at aflægge prøve i Almindelig Retslære efter del-
tagelse i et kursus i denne disciplin. Da der er tale om en de studerende tilkom-
mende valgfrihed, er fakultetet herefter forpligtet til at drage omsorg for, at der
regelmæssigt afholdes kursus i Almindelig Retslære. Fakultetet har tildelt pro-
fessor Ross denne opgave.
Efter professor Poul Andersens afgang har fakultetet videre henlagt ansvaret
for undervisningen i Dansk Statsforfatningsret til professor Ross.
Under disse forhold siger det sig selv, at det ikke har været muligt for professor
Ross tillige effektivt at varetage undervisningen i Folkeret, der derfor under
professor Ross' tilsyn er blevet forestået af lektor Isi Foighel. Yderligere har
professor Ross under henvisning til den arbejdsbyrde, der påhviler ham med hen-
syn til undervisningen i Almindelig Retslære og Dansk Statsforfatningsret, ytret
ønske om ganske at måtte blive fritaget for ethvert ansvar for undervisningen i
Folkeret.
Da fakultetet finder professor Ross' ønske velbegrundet skal man indstille, at
der på normeringsloven for finansåret 1961/62 søges oprettet et ordinært profes-
sorat i Retsvidenskab med særligt henblik på undervisningen i Folkeret, og skal til
yderligere begrundelse herfor anføre følgende:
Folkeret udgør eksamensmæssigt en del af faget »Statsforfatningsret og For-
valtningsret samt udvalgte afsnit af Folkeretten« til juridisk embedseksamen 1.
del. Desuden er der siden den nuværende studieordnings ikrafttræden regel-
mæssigt blevet afholdt valgfrit kursus i »Folkeret med international organisation«,
jfr. anordningens § 6, stk. 1. Disse kursus har været velbesøgte, og de studerendes
interesse for faget har også vist sig deri, at de i anordningens § 6, 2. stk., omtalte
afløsningsopgaver hyppigt har haft folkeretlige emner som genstand.
Selvom Folkeretten ikke kan betegnes som en central juridisk disciplin af
betydning for enhver jurists praktiske virke, er det på den anden side oplagt, at
der er betydelige interesser knyttet til at man til enhver tid er vel å jour med den
folkeretlige retsudvikling. Dette gælder såvel for statsadministrationen (især
udenrigsministeriet) som for det private erhvervsliv. Og det gælder med særlig
styrke i en tid som denne, i hvilken internationale forbindelser og organisationer
og de deraf affødte retsforhold spiller en så betydelig og stigende rolle.
Under henvisning hertil må fakultetet mene, at det såvel af undervisnings-
mæssige grunde som af hensyn til statsadministrationens og det private erhvervs-
livs interesser er bydende nødvendigt, at der til enhver tid opretholdes en viden-
skabelig forskning og undervisning ved Københavns universitet i Folkeret.«
62
Universitetets årbog 1958-63
Indstillingen gentoges på normeringsloven 1962-63. På normerings-
loven for finansåret 1962-63, jfr. folketingstidende 1961-62, tillæg A,
sp. 1235-36 blev der derefter oprettet et professorat i retsvidenskab ved
Kobenhavns universitet med særligt henblik på undervisningen i folke-
ret.
Efter at det således ledigtblevne ombede under 23. maj 1962 var
blevet opslået, blev under 21. juni 1962 de to indkomne ansøgninger,
nemlig fra landsretssagfører, lektor, dr. jur. Allan Philip og landsrets-
sagfører, lektor, dr. jur. Isi Foighel tilstillet universitetet til erklæring.
Til bedømmelse af de indkomne ansøgninger nedsatte fakultetet i
henhold til § 2, stk. 2 i kgl. anordning af 5. februar 1953 om ansættelse
af professorer ved Kobenhavns universitet et udvalg bestående af pro-
fessorerne, dr. jur. et phil. Alf Ross (formand), dr. jur. Stig Iuul, dr.
jur. O. A. Borum, samt professor ved Århus universitet, dr. jur. Max
Sørensen og professor ved Stockholms universitet, jur. dr. Håkan Nial.
Dette udvalg afgav under 28. november 1962 følgende indstilling:
»Dr. jur. Isi Foighel er fodt den 21. december 1927 og er således 34 år gammel.
Han blev student 1946, cand. jur. 1952 og dr. jur. 1961. Fra 1948-1952 har han
virket som manuduktør i folkeret og siden 1952 som lektor i retsvidenskab ved
Københavns universitet. Han har desuden deltaget i undervisningen i internatio-
nal ret på handelshøjskolen i Kobenhavn, flyvevåbnets officersskole samt folke-
universitetet.
I 1956 modtog Foighel beskikkelse som landsretssagfører, og i 1957 etablerede
han selvstændig advokatvirksomhed, som han nu driver med moderet for høje-
steret.
Foighel har søgt sin uddannelse kompletteret ved aktiv deltagelse i praktisk
internationalt arbejde. Han har således været medlem af forskellige udvalg ned-
sat af International Bar Association, International Law Association og OECD.
Foighels litterære virksomhed omfatter følgende arbejder:
1)	Nationcilization. A Study in the Protection of Alien Property in the International
Law. (London - Copenhagen 1957). Denne bog er i let omarbejdet skikkelse en
oversættelse af en afhandling om »Nationaliseringens internationale Rets-
virkninger«, der i 1956 blev belonnet med universitetets guldmedalje.
2)	Nationalisering af fremmed Ejendom (København 1961). Den 14. juni 1961
forsvarede Foighel denne afhandling for den juridiske doktorgrad, der blev
ham tildelt.
3)	Sammen med Alf Ross har han udgivet Studiebog i Folkeret. (Kobenhavn
1954).
Foighels litterære produktion er ikke af stort omfang. Hans bog Nationalization
er, som anfort, på det nærmeste identisk med hans guldmedaljeafhandling, og
hans doktordisputats er en videreførelse af samme afhandling. Der foreligger i
guldmedaljeafhandlingen ikke noget bidrag af betydning, der ikke genfindes i
doktorafhandlingen. Da Studiebog i Folkeret er en materialesamling til brug for
undervisningen, kan Foighels medforfatterskab til dette værk ikke komme i
betragtning som videnskabelig præstation. Heraf følger, at Foighels litterære
indsats helt rummes i hans disputats.
Selv om Foighels disputats lejlighedsvis berører international-privatretlige
og statsretlige spørgsmål, angår den aldeles hovedsagelig folkeretlige emner, og
det er kun i så henseende, der kan tillægges den betydning ved bedømmelsen af
Afgang og udnævnelser af professorer
63
hans kvalifikation som videnskabelig forfatter. Selv om afhandlingen på forskel-
lige punkter kan give anledning til kritik, må den karakteriseres som et dygtigt
arbejde, der vidner om sund juridisk dømmekraft og evne til selvstændigt viden-
skabeligt arbejde.
Det er iøjnefaldende, at Foighels litterære indsats ikke blot er begrænset i om-
fang, men også hvad emnevalg angår. Han har ikke indenfor den internationale
privatret eller andre grene af retsvidenskaben uden for folkeretten præsteret
nogen indsats, der kan komme i betragtning ved bedømmelsen af hans kvalifika-
tioner, og inden for folkeretten angår hans produktion udelukkende ét bestemt
emne, nationalisering.
Foighel har, som anført, gennem en årrække virket som lektor ved Københavns
universitet og i betydeligt omfang varetaget undervisningen i folkeret, og har
herved vist sig i besiddelse af udmærkede pædagogiske evner.
Uanset det begrænsede omfang af Foighels forfatterskab er udvalget dog af den
opfattelse, at han på folkerettens område har dokumenteret så betydelige viden-
skabelige evner, at han må anses for kvalificeret til at beklæde det opslåede pro-
fessorat, der i første række tager sigte på undervisningen i folkeret. Tre af ud-
valgets medlemmer - Borum, Iuul og Nial - har dog, under hensyn til Foighels
videnskabelige produktions begrænsede omfang og spændvidde, kun under tvivl
kunnet tiltræde denne bedømmelse.
Dr. jur. Allan Philip er født den 30. august 1927 og er således 35 år gammel.
Han blev student 1945, cand. jur. 1951 og dr. jur. 1961. Siden 1953 har han været
beskikket som lektor i retsvidenskab ved Københavns universitet. Han har des-
uden (i 1959) forelæst ved Academy of International Law i Haag.
I 1957 modtog Philip beskikkelse som landsretssagfører, og han driver nu virk-
somhed som advokat med moderet for højesteret.
Philip har kompletteret sin uddannelse gennem studier ved universiteterne i
Dijon, Cambridge, Chicago og Berkeley i årene 1951-1953. Han har deltaget i for-
beredelserne til og arbejdet på en række internationale konferencer og var i 1957
medlem af den danske delegation til den internationale, diplomatiske konference
angående søret i Bruxelles 1957.
Philips forfatterskab er af betydeligt omfang og spændvidde. Ganske vist har
han fortrinsvis beskæftiget sig med emner inden for den internationale privatret,
men også udenfor dette område har han, såvel i større som mindre afhandlinger,
behandlet en række forskellige spørgsmål.
Philips utrykte guldmedaljeafhandling angår et centralt og meget omdebatte-
ret emne indenfor den internationale privatret. Af bedømmelsen, der findes trykt
i Universitetets årsskrift 1952, side 212 f., og som er forfattet af medunderskrevne
Borum og Iuul, fremgår, at det er lykkedes forfatteren at yde et selvstændigt bi-
drag til forståelsen af kvalifikationsproblemet. Hans hovedværk er disputatsen
Studier i den internationale Selskabsrets Teori, i hvilken han afgjort lægger be-
tydelige videnskabelige evner for dagen, især i analytisk henseende. Han har i
denne afhandling gjort nedarvede dogmer inden for den internationale selskabs-
retsteori til genstand for en kritik, der vidner om en værdifuld evne til at frigøre
sig for begrebslige konstruktioner og belyse retlige problemer på realistisk måde.
Philips øvrige arbejder inden for og uden for den internationale privatrets
område er gennemgående udtryk for mindre vidtrækkende videnskabelige præ-
tentioner, men tilsammen vidner de om dygtighed og repræsenterer en ikke u-
betydelig indsats til supplering af håns to hovedarbejder. Særlig fortjener hans
Haag-forelæsninger og hans afhandling Om Domstolenes Anvendelse af fremmed
Ret at nævnes.
Gennem en årrække har Philip virket som lektor i retsvidenskab ved Koben-
64
Universitetets årbog 1958-63
havns universitet og har herved vist sig i besiddelse af udmærkede pædagogiske
evner.
Uanset at Philip ikke har produceret noget arbejde, der falder indenfor folke-
retten - det fagområde det opslåede professorat i forste række tager sigte på - næ-
rer udvalget, i betragtning af hans alsidigt dokumenterede dygtighed og evne til
retsvidenskabelig forskning, ingen betænkelighed ved at erklære ham for kvali-
ficeret til at beklæde det opslåede professorat.
Da begge ansøgere anses for kvalificeret til at beklæde det opslåede professorat,
bliver spørgsmålet, hvem af dem der bor foretrækkes.
Hver af dem har sine fortrin og sin begrænsning.
Til fordel for Philip taler, at han med hensyn til retsvidenskabelige kvalifika-
tioner i almindelighed må anses for at være Foighel overlegen. Hans forfatterskab
er ikke blot mere vidtspændende end Foighels, men vidner i det store og hele også
om større iderigdom, originalitet og analytisk evne. Heroverfor må dog anføres,
at han ikke har dokumenteret nogsn beskæftigelse med folkerettens problemer.
Til fordel for Foighel kan omvendt anføres, at han indgående har beskæftiget
sig med det fag, professoratet i forste række tager sigte på. Denne beskæftigelse
omfatter også hans tilfredsstillende varetagelse gennem en årrække af undervis-
ningen i faget. På den anden side har Foighel ikke kvalificeret sig indenfor den
internationale privatret, som eventuelt også vil falde indenfor den ansatte
professors undervisningsområde.
Udvalget har meget overvejet, hvilken vægt der ved en sammenligning af de to
ansøgeres fortrin skal lægges henholdsvis på deres almindelige retsvidenskabelige
kvalifikationer og på deres kvalifikationer netop med henblik på det fagområde,
som det opslåede professorat skal omfatte. I betragtning af, at ingen af ansøgerne
har kvalificeret sig indenfor begge de discipliner, professoratet kan komme til at
omfatte, og i betragtning af, at Philips almindelige kvalifikationer må bedømmes
som klart overlegne, er udvalget kommet til det resultat, at Philip bør foretræk-
kes.
Under henvisning til foranstående indstiller udvalget eenstemmigt, at dr.
Allan Philip ansættes i det opslåede professorat i retsvidenskab.«
Udvalgets indstilling blev i henhold til § 3, stk. 7 i fornævnte kgl.
anordning tilstillet ansøgerne, der ikke fremkom med bemærkninger til
indstillingen.
Udvalgsindstillingen tiltrådtes derefter af fakultetet i mode den 11.
december 1962 og af konsistoriums forretningsudvalg.
Herefter blev ved kgl. resolution af 29. marts 1963 lektor, dr. jur.
Allan Philip udnævnt til professor i retsvidenskab ved Københavns
universitet med særligt henblik på undervisningen i folkeret fra den 1.
april 1963 at regne.
4. Oprettelse af et ordinært professorat i retsvidenskab ved Kobenhavns
universitet med særligt henblik på undervisningen i skatteret og udnævnelse
af professor, dr. jur. Thoger Nielsen til professor i dette fag
(j. nr. 567/61).
Under 11. oktober 1961 fremsendte det rets- og statsvidenskabelige
fakultet til universitetets rektor følgende indstilling:
Afgang og udnævnelser af professorer
65
»Det rets- og statsvidenskabelige fakultet skal herved tillade sig at ansøge om,
at det nuværende lektorat i skatteret omdannes til et ordinært professorat i
retsvidenskab med skatteret som fagområde. Med hensyn til behovet for opret-
telsen af et professorat i denne disciplin til afløsning af det nuværende lektorat,
skal fakultetet bemærke følgende:
I videnskabelig henseende er skatteretten her i landet et relativt forsømt rets-
område. Forst for få år siden blev der ved Århus universitet taget initiativ til
opdyrkning af denne retsdisciplin. Den hidtidige litteratur på området er derfor
med få undtagelser af håndbogmæssig og teknisk karakter. Dette må anses for
yderst beklageligt, da der i høj grad tiltrænges en systematisk og dybtgående be-
handling af en lang række retlige problemer, som efter sagens natur kun kan
blive til genstand for forholdsvis fragmentarisk behandling, når det sker i for-
bindelse med det administrative eller judicielle arbejde, der opstår ved anvendel-
sen af den efterhånden vidtspændende og differentierede skattelovgivning. De
fleste af vore nabolande har allerede længe anerkendt skatteretten som en rets-
disciplin af største betydning, og det er ikke for meget sagt, at vi i sammenligning
med lande som f. eks. Sverige, Tyskland, Holland og ikke mindst U. S. A. ligger
adskillige år bagefter i udviklingen.
Dansk ret er også i hoj grad afhængig af en vekselvirkning mellem teori og
praksis, og erfaringen viser, at retsudviklingen og retssikkerheden i høj grad
begunstiges på denne måde. Således viser udviklingen på forvaltningsrettens
område slående eksempler på betydningen af den retsvidenskabelige grundforsk-
ning, og en lignende udvikling vil utvivlsomt blive følgen af en retsviden-
skabelig behandling af skatteretten. Efter fakultetets opfattelse er skatteretten
af så afgørende betydning for samfundet så vel som for det enkelte samfundsmed-
lem, at der netop her er grund til at begunstige en udvikling, som den andre rets-
discipliner har nydt godt af.
I visse lande, for eksempel Sverige, er der en tendens til at forene finanspolitik
og skatteret under samme lærestol. Erfaringerne taler imidlertid ikke for at
følge denne linie, dels fordi den grundlæggende problemstilling er helt forskellig
på de 2 områder, og dels fordi selve den retlig-teoretiske behandling af skattelov-
givningen i sig selv repræsenterer en så omfattende arbejdsopgave, at det må
anbefales at dyrke skatteretten som juridisk undervisnings- og forskningsområde
parallelt med - men uafhængig af - finanspolitiken.
Ud over de nævnte retsvidenskabelige hensyn skal det anføres, at skatteretten i
pædagogisk henseende udgør et særdeles værdifuldt supplement til undervisnin-
gen i offentlig ret og civilret. Med hensyn til offentlig ret må det fremhæves, at
skattelovgivningen som forvaltningsområde belyser en række af de grundlæg-
gende retsspørgsmål inden for forvaltningsretten. Hvad angår forholdet til ci-
vilretten, forudsætter skattelovgivningen et indgående kendskab til og praktisk
anvendelse af den borgerlige rets regler og institutioner i alle afskygninger. Side-
lobende med de nævnte betragtninger har fakultetet lagt væsentlig vægt på
nødvendigheden af i stigende grad at skole de juridiske kandidater i skatterettens
grundproblemer. Hvad enten kandidaterne bliver advokater eller får beskæf-
tigelse i statens eller kommunernes administration eller ved domstolene, vil de i
stadig højere grad komme til at stå over for hensyntagen til og behandling af
skatteproblemer. Denne tendens er blevet forstærket i de senere år. Det kan blandt
andet nævnes, at den domstolsmæssige og dermed beslægtede behandling af
skattesager har fået stærkt øget omfang, og at behovet for veluddannet personel
såvel i skatteadministrationen som ved behandlingen af skattesager er større
end nogensinde. Der er derfor såvel fra studenterside som fra advokatside frem-
sat ønsker om en videregående uddannelse på skatterettens område, idet de
juridiske kandidater risikerer at blive trængt tilbage af andre erhverv, som for
66
Universitetets årbog 1958-63
eksempel revisorer, til trods for at disse andre erhverv ikke har de almindelige
juridiske forudsætninger for bedømmelsen af de rent retlige tvivlsspørgsmål.
Markedsdannelserne vil formentlig fore til indgående overvejelser med hensyn
til muligheden for at harmonisere de enkelte landes skattesystemer. Hvad enten
sådanne bestræbelser bliver af bilateral eller multilateral karakter, er det af
afgørende betydning, at de personer, der kommer til at arbejde med disse spørgs-
mål på nationalt eller supranationalt plan, har en grundig teoretisk skoling med
hensyn til deres eget lands skattelovgivning.
Fakultetet er af den overbevisning, at der ikke vil kunne opnås en tilfredsstil-
lende udvikling på dette område på basis af et lektorat. Såvel undervisnings-
mæssigt som videnskabeligt vil det efter de indvundne erfaringer være af af-
gørende betydning, at den universitetsmæssige indsats på det heromhandlede
retsområde ikke permanent indskrænkes til det deltidsarbejde, som en lektor kan
forventes at præstere. Man må tværtimod fremhæve, at oprettelsen af en egentlig
lærestol i faget ikke blot vil være gavnlig for de studerende, men at den tillige nu
må anses som en bydende nødvendighed, hvis ikke dansk retsvidenskab skal
sakke helt agterud i forhold til andre lande på dette vigtige retsområde.
Udfra de ovennævnte overvejelser skal fakultetet indstille, at der på normerings-
loven for 1962/63 oprettes et ordinært professorat i retsvidenskab med skatteret
som undervisningsområde.«
Efter en fornyet indstilling på normeringsloven for finansåret 1962/63
blev der på normeringsloven for finansåret 1963/64, jfr. folketingsti-
dende, tillæg A, sp. 1355-56, oprettet et professorat i retsvidenskab
ved Kobenhavns universitet med særligt henblik på undervisningen i
skatteret.
Under 18. maj 1963 afgav fakultetet følgende indstilling til univer-
sitetets rektor:
»Fakultetet skal herved indstille, at professor ved Århus Universitet, dr. jur.
Thoger Nielsen fra 1. september 1963 ansættes i det ledige professorat, således at
besættelsen sker i medfør af bestemmelsen i § 1, stk. 2, i kgl. anordning af 5.
februar 1953, hvorefter besættelsen af et ledigt professorat kan ske uden opslag,
såfremt fakultetet finder, at embedet på fuldt ud forsvarlig måde kan besættes
med en videnskabsmand, hvis kvalifikationer skonnes tilstrækkelig godtgjort
ved hans virksomhed i et tilsvarende eller beslægtet dansk embede.
Det bemærkes, at fakultetets foranstående indstilling er enstemmig og har op-
nået den i anordningens § 1, stk. 4, krævede tilslutning i fakultetet.
Man vedlægger en skrivelse af 8. maj 1963 fra professor Thoger Nielsen, af
hvilken det fremgår, at den pågældende over for fakultetet har erklæret sig villig
til at modtage udnævnelse på den nævnte måde og under visse forudsætninger
med hensyn til hans lønnings- og pensionsmæssige stilling.«
Fakultetets indstilling tiltrådtes af Konsistorium i mode den 19. juni
1963 og blev under 26. juli 1963 indsendt til ministeriet.
Herefter blev ved kgl. resolution af 26. august 1963 professor, dr. jur.
Thoger Nielsen udnævnt til professor i retsvidenskab ved Københavns
universitet med særligt henblik på undervisningen i skatteret fra den
1. september 1963 at regne.
Afgang og udnævnelser af professorer
67
5. Professor, dr. polit. et oeeon. F. Zeuthens afgang fra universitetet og
lektor, dr. polit. Erik Hoffmeyers udnævnelse som professor i national-
økonomi
(j. nr. 258/58).
Under 15. april 1958 blev der meddelt professor, dr. polit. et oecon.
Frederik Zeuthen afsked efter ansøgning på grund af alder i nåde og
med pension fra stillingen som professor i statsvidenskab ved Koben-
havns universitet fra 31. august 1958 at regne.
Efter at det ledige embede under 28. marts 1958 var blevet opslået
ledigt som et professorat i nationaløkonomi med undervisningsområde
i efterspørgsels- produktions- og omkostningsteori, pris- og fordelings-
lære blev under 21. april 1958 de 4 indkomne ansøgninger, nemlig fra
cand. polit. Knud Rasmussen, universitetsadjunkt, dr. oecon. Holger
Gad, lektor cand. polit. Erik Hoffmeyer og universitetsadjunkt, cand.
polit. Sven Danø tilstillet universitetet til erklæring. Ved skrivelse af
23. april 1959 trak cand. polit. Knud Rasmussen sin ansøgning tilbage.
Til bedømmelse af de indkomne ansøgninger nedsatte fakultetet i
henhold til § 2, stk. 2 i kgl. anordning af 5. februar 1953 om ansættelse
af professorer ved Københavns universitet et udvalg, bestående af
professorerne, dr. polit. et oecon. Fr. Zeuthen, dr. polit. Carl Iversen og
H. Winding Pedersen. I februar 1959 afgik professor Zeuthen ved døden
og derefter indtrådte efter fakultetets opfordring rektor for Handels-
højskolen i København, professor, dr. polit. Poul Winding i bedøm-
melsesudvalget. Dette afgav under 18. oktober 1959 følgende indstilling
til fakultetet:
1) Sven Dano er fodt i 1922 og blev efter i 1947 at have bestået den stats-
videnskabelige eksamen sekretær under regeringens beskæftigelsesudvalg. Herfra
flyttede han samme år over i boligministeriet, hvor han efter nogle års orlov
stadig er ansat. I årene 1948-56 var han videnskabelig assistent ved Københavns
universitets økonomiske laboratorium og fra 1952 til 1958 universitetsadjunkt.
Han har i 1950 haft et halvt års studieophold ved universitetet i Oslo og har i
1954/55 været ca. 1 år i U. S. A. som Rockefeller-stipendiat. Foruden at undervise
ved universitetet som assistent og adjunkt har han afholdt kursus i lineær pro-
grammering for medlemmer af Dansk Ingeniørforening, og han har i en periode i
1958 været visiting professor ved University of Illinois.
Danø erhvervede i 1951 accessit for besvarelse af en prisopgave med titlen:
»Pengeløn og realløn«. Hans offentliggjorte videnskabelige produktion omfatter
ca. 20 større eller mindre arbejder, der i det væsentlige falder inden for tre hoved-
områder, lineær programmering og produktionsteori, beskæftigelsesteori samt
boligpolitik.
De boligpolitiske afhandlinger, ialt 4, omfatter dels beskrivende fremstillin-
ger af lovgivning og administration inden for det pågældende område, dels be-
regninger af boligbehovets udvikling og betragtninger over nødvendigheden af
en huslejeudligning. De er klart skrevne og vidner om en dybtgående indsigt i
emnekredsen. Også som sekretær for forskellige udvalg har Sven Danø haft lejlig-
hed til at beskæftige sig med boligpolitiske spørgsmål.
68
Universitetets årbog 1958-63
Det vigtigste af Sven Danøs beskæftigelsesteoretiske arbejder er afhandlingen :
»Pengeion og realløn«, der i forkortet form er trykt i Nationaløkonomisk Tids-
skrift 1953. Forfatteren gennemgår her dels den klassiske, dels den Keynes'ske
teori, begge formuleret i simple ligningssystemer, med særligt henblik på sammen-
hængen mellem pengeløn, prisniveau og realløn, og påviser med klarhed for-
skellen mellem disse teorier. Desuden peges der på forskellige muligheder for at
udbygge den Keynes'ske teori i retning af større realisme, ligesom konsekvenserne
af sådanne ændringer i modellen kort skitseres.
Langt det overvejende flertal af Sven Danøs litterære arbejder falder inden for
produktionsteori og lineær programmering. Det må dog herved straks bemærkes,
at en væsentlig del af stoffet i de mindre artikler om disse emner går igen i det
største af de indleverede arbejder, nemlig et kompendium på ca. 150 maskin-
skrevne sider med titlen: »Linear Programming in Industry: Theory and Applica-
tions«, der har været benyttet som grundlag for forfatterens undervisning ved
University of Illinois. Enkelte af artiklerne er skrevet i samarbejde med andre
forfattere.
Sven Danø er en af de første danske økonomer, der har arbejdet med lineær
programmering, og det må anses for fortjenstfuldt, at han således har bidraget til
at gøre denne nye gren af den økonomiske teori kendt her i landet.
Han har i sine arbejder beskæftiget sig såvel med det matematiske grundlag
for lineær programmering som med beregningsteknikken, ligesom han har bragt
programmeringsmetoderne til anvendelse på forskellige teoretiske og praktiske
problemer vedrørende tilrettelæggelsen af produktion, transport og lagerhold.
Hans fremstilling er her som i hans øvrige arbejder klar og veldisponeret.
Af særlig betydning inden for denne del af Sven Danøs produktion er artikel-
serien »Linear Programming i produktionsteorien« i Nationaløkonomisk Tids-
skrift 1955-56 (i alt 65 sider), og artiklen »Linear Programming in Ice Cream
Making« i Nordisk Tidsskrift for Teknisk Økonomi 1955 (26 sider). Endvidere har
ansøgeren indsendt nogle ikke-publicerede afsnit af et igangværende større
arbejde om »Industrial Production Models«. Disse afhandlinger repræsenterer
forfatterens største selvstændige indsats inden for området, medens flertallet
af de resterende artikler såvel som det nævnte kompendium i det væsentligste
bringer stof fra den lineære programmeringsteoris fælleseje.
I »Linear Programming i produktionsteorien« sammenstilles den traditionelle
produktionsteori, der bygger på forudsætningen om kontinuert substitution
mellem produktionsfaktorerne, med en produktionsteori for tilfælde, hvor sub-
stitutionsmulighederne er diskontinuerte, og den sædvanlige marginale betragt-
ningsmåde derfor ikke kan finde anvendelse, men må erstattes af lineære pro-
grammeringsmetoder. Forskelle og ligheder mellem problemstillinger i de to typer
af tilfælde fremdrages, ligesom der trækkes paralleller til den limitationale pro-
duktionsmodel. Endvidere foretages bl. a. en omhyggelig gennemgang af forud-
sætningerne for anvendelse af lineær programmering inden for produktions-
teorien, og der antydes muligheder for en arbejdsdeling mellem den traditionelle
produktionsteori og den teori, der bygger på lineær programmering. Det vidner
om forfatterens realitetssans, at han ikke kritikløst accepterer de nye metoder,
og det bør også fremhæves som et vidnedsbyrd om hans grundige orientering på
området, at han på adskillige punkter kan påvise forløbere for den tankegang,
hvorpå lineær programmering bygger.
I »Linear Programming in Ice Cream Making« behandler forfatteren et konkret
»diæt«-problem ved hjælp af lineære programmeringsmetoder og lægger ikke
mindst vægt på at vise, hvorledes antallet af nødvendige regneoperationer kan
indsnævres ved forhåndsinspektion af de foreliggende oplysninger, ligesom han
angiver metoder til behandling af de problemer, som opstår, når de grundlæggen-
de data (her priser på »inputs«) ændres.
Afgang og udnævnelser af professorer
69
De foreliggende afsnit af »Industrial Production Models« stammer fra adskilte
dele af den planlagte bog og er efter udvalgets opfattelse for lidet omfattende til
at de kan gores til genstand for en nøjere vurdering.
Sammenfattende kan det om Sven Danos videnskabelige produktion siges,
at den er præget af klarhed og stringens og vidner om grundig indsigt i de emner,
der behandles. Den vægtigste del af skrifterne er dem, der angår produktionsteori
og lineær programmering. Selv om produktionsteori og beslægtede emner er et
fællesområde for nationaløkonomi og driftsøkonomi, må ansøgerens arbejder
vedrørende programmering nærmest siges at ligge inden for området for et pro-
fessorat i driftsøkonomi. Der savnes endnu et større selvstændigt værk fra an-
søgerens hånd.
2) Holger Gad, der er fodt i 1916, blev cand. oecon. i 1951 og erhvervede den
økonomiske doktorgrad ved Århus universitet i 1957. Efter eksamen har han
været ansat som statistisk-okonomisk konsulent ved De Danske Mejeriforeningers
Fællesorganisation og som videnskabelig assistent ved Århus universitet. I 1953
blev han universitetsadjunkt, og han er nu efter et studieophold i U. S. A. ansat
som lektor i samfundsbeskrivelse ved Århus universitet.
Holger Gad offentliggjorde i 1951 og 1954 et par gode og velskrevne tidsskrifts-
artikler, hvoraf den ene bragte en regressionsanalyse af forskellige faktorer, der
påvirker mejeriernes økonomiske resultat, medens den anden drejede sig om
statistisk kvalitetskontrol ved automatisk smørpakning. Herudover består hans
skriftlige arbejder hovedsagelig af følgende tre, der - henholdsvis 1956, 1957 og
1958 - er offentliggjort i serien »Skrifter fra Aarhus Universitets økonomiske
Institut«:
1)	»Befolkningsforskydninger i dansk landbrug i tiden fra 1787 til 1950«,
2)	»Arbejdskraftproblemer i dansk landbrug«,
3)	»Landbrugets indtægter og udgifter«.
De to førstnævnte udgør tilsammen »Befolknings- og arbejdskraftproblemer i
dansk landbrug I—11«. Et memorandum om generationsskiftet i landbruget,
afgivet til kommissionen vedrorende landbrugets kreditforhold, og et memoran-
dum til arbejdsmarkedskommissionen om tilgangen af ung arbejdskraft til land-
bruget og om landbrugets fremtidige forbrug af arbejdskraft består begge væsent-
ligst af stof, der også findes i de ovennævnte skrifter. Blandt de foran nummere-
rede skrifter er (2) med sine 245 sider det mest omfangsrige og er det arbejde på
hvilket ansøgeren har erhvervet doktorgraden.
Alle de tre arbejder behandler statistik eller hviler på statistiske beregninger.
Forfatteren har ikke selv indsamlet materiale til undersøgelserne, men bygger på
publikationer og oplysninger fra Det statistiske Departement og Det landøkono-
miske Driftsbureau. Han har imidlertid i betydeligt omfang bearbejdet de heri
foreliggende taloplysninger og sammenholdt beregninger på basis af henholdsvis
departementets og driftsbureauets tal. Driftsbureauets publikationer er hidtil
kun i forholdsvis ringe grad blevet analyseret fra nationaløkonomisk side og er
kun i begrænset omfang blevet konfronteret med andre foreliggende oplysninger
om landbrugets forhold. Det er derfor i sig selv fortjenstfuldt at sammenholde
oplysninger fra de forskellige kilder og undersøge, i hvilken grad de kan støtte
eller supplere hinanden.
I arbejdet om landbrugets indtægter og udgifter sammenligner forfatteren
Det statistiske Departements beregninger med tilsvarende tal, han har udregnet
på basis af Det landøkonomiske Driftsbureaus oplysninger. Arbejdet bringer en
række resultater, der fortjener opmærksomhed. Da det navnlig består i en kritisk
vurdering af statistiske beregninger, giver det dog kun i forholdsvis begrænset
omfang forfatteren lejlighed til at komme ind på egentlige nationaløkonomiske
70
Universitetets årbog 1958-63
problembehandlinger. Noget lignende gælder afhandlingen om befolkningsfor-
skydninger i landbruget, der er af rent demografisk karakter.
Ved bedømmelsen af Dr. Gads kvalifikationer til det ledige professorat må
interessen herefter navnlig samle sig om hans afhandling om arbejdskraftpro-
blemerne i landbruget. Bortset fra et par indledende kapitler, der kun har en
temmelig los sammenhæng med det øvrige, består arbejdet navnlig af en analyse
af udviklingen i Ion og arbejdsforbrug i landbruget i perioden 1935-1955 og af en
undersøgelse af arbejdsomkostningerne, arbejdsforbruget og arbejdsudbyttet i
landbruget, som især har til formål at danne grundlag for en del af den nævnte
analyse af landbrugets arbejdsmarked.
Denne analyse munder ud i kvantitative angivelser af de forskellige medvir-
kende hovedfaktorers bidrag til lønstigningen. Med udgangspunkt i perioden
1935-40 beregnes lønindekset for årene 1950-54 til 380. Denne bevægelse opløser
forfatteren i 308-1,24, og stigningen til 308 tilskriver han forøget efterspørgsel
efter arbejdskraft, medens den yderligere opgang på 24 °/0 forklares ved det
formindskede udbud. Stigningen til 308 opdeles yderligere i 264 -1,09 • 1,07, hvoraf
de 264 er en »monetær« opgang svarende til forhøjelsen af lønniveauet uden for
landbruget, medens de 9 °/0 henføres til en særlig stigning i landbrugets salgspri-
ser. De sidste 7 °/0 er en ikke nærmere forklaret rest, som forfatteren tilskriver
forøget efterspørgsel efter arbejdskraft som følge af ændringer i de tekniske
produktionsbetingelser.
Forfatteren betjener sig uden nogen metodedrøftelse helt igennem af en rent
komparativ-statisk metode, skønt han mener at have konstateret, at der er en
tidsforskydning på 1-3 år mellem ændringer i forholdet mellem priser og løn-
ninger og de heraf følgende ændringer i beskæftigelsen.
Den foran omtalte opdeling af lønstigningen i 308-1,24 er baseret på, at efter-
spørgselens bevægelser måles ved den totale lønsum, og på en af forfatterens
hovedteser, som går ud på, at den totale efterspørgsel efter arbejdskraft i land-
bruget med tilnærmelse har elasticiteten -=-1. Denne tese begrunder forfatteren
dels med, at den totale lønsum målt i uforandrede priser på landbrugets salgs-
produkter viser sig at have været nogenlunde konstant gennem tiden, dels på de
nedenfor omtalte beregninger vedrørende arbejdets grænseudbytte. Det er imid-
lertid diskutabelt, om forfatterens tal berettiger til påstanden om konstant
lønsum, og hans begrundelser for tesen om elasticitet = v 1 er i hvert fald util-
strækkelige, jfr. bemærkningerne i det følgende.
De sidste 24 °/0 lønstigning forklarer forfatteren som nævnt ved formindsket
arbejdsudbud, og han opstiller i denne forbindelse beregninger, som munder ud i
at den faktisk foregåede nedgang i forbruget af arbejdsydelser svarer til en stig-
ning i arbejdets grænseudbytte på ca. 20 °/0. De herhen hørende teoretiske drøf-
telser og beregningsmæssige udredninger fylder en meget væsentlig del af hele
afhandlingen. Med udgangspunkt i driftsbureauets oplysninger om indtægter og
udgifter pr. ha. i landbrug af forskellig størrelse udleder forfatteren et tilregnet
arbejdsudbytte, og ved at sammenholde ejendomsgrupper med forskelligt ar-
bejdsforbrug pr. ha. søger han for landbruget som helhed at belyse sammen-
hængen mellem arbejdsforbrug og arbejdsudbytte pr. ha.
Et sådant funktionsforhold må principielt betragtes som et vejet gennemsnit
af tilsvarende funktioner for hvert enkelt brug, hvor funktionen viser variationen
i værdien af arbejdets grænseprodukt pr. ha. ved vekslende forbrug af arbejds-
ydelser i samme brug. Når forfatteren i stedet går den vej at sammenligne arbejds-
udbyttet i forskellige brug med varierende arbejdsforbrug pr. ha., må denne
metode forudsætte, at funktionsforholdet mellem arbejdsforbrug og arbejds-
udbytte pr. ha. er ens i alle brug. Hertil kræves igen, (a) at der ikke er stordrifts-
fordele eller andre skalavirkninger, og (b) at produktionen har samme sammen-
Afgang og udnævnelser af professorer
71
sætning i alle brug, eller (c) at det i hvert fald godtgøres, at arbejdets grænse-
udbytte viser samme variation med arbejdsforbruget uanset produktionens
sammensætning. Forfatteren drøfter - noget ufuldstændigt - problemet under
(a), men ikke spørgsmålene under (b) og (c). Han kommer således ikke ind på
hvilken betydning det har for hans beregninger, at planteproduktionen og den
animalske produktion ikke spiller samme relative rolle på store og små brug.
Forfatteren sammenholder de forskellige ejendomsstørrelsesgrupper og be-
regner dels differencen mellem to gruppers tilregnede arbejdsudbytte pr. ha.,
dels differencen mellem arbejdsomkostningerne pr. ha. og endelig forholdet mel-
lem disse differencer. Dette beløb - forskellen i arbejdsudbytte pr. krones diffe-
rence i arbejdsomkostningerne - betragter forfatteren som et udtryk for grænse-
udbyttet af 1 kr. anvendt til arbejdskraft. På denne måde beregner han belob,
der for ejendomsgrupperne på 20-30 ha. og opefter viser sig at ligge på 1 kr. eller
tæt derved. For ejendomme på over 30 ha., hvor praktisk taget hele grænsefor-
bruget af arbejdskraft er indkøbt, betragter forfatteren 1 kr. som det teoretisk
ventede resultat, og han ser i beregningernes tilnærmelsesvise overensstemmelse
hermed et tegn på deres anvendelighed. Bl. a. mener han, at overensstemmelsen
tyder på, at de større brugs mere effektive teknik på det nærmeste opvejes af
deres større organisationsvanskeligheder, (jfr. den foran omtalte forudsætning
(a)).
På det sidstnævnte punkt kan beregningernes resultat i hvert fald kun tjene
til beroligelse m. h. t. ejendomsgrupperne over 30 ha., og også de mindre ejen-
domme indgår i det ved beregningerne benyttede materiale. Endvidere: Selv om
forbruget af arbejdsydelser og andre produktionsfaktorer på brug over 30 ha.
bliver udvidet indtil den grænse, hvor merindtægten pr. krones merudgift er lig
1 kr., følger ikke heraf, at differencen i arbejdsudbytte pr. krones difference i
arbejdsomkostningerne skal være 1 kr. beregnet fra den ene ejendomsstørrelses-
gruppe til den anden. Hvis de foran omtalte forudsætninger (a) og (b) er opfyldt,
må arbejdsudbyttet og forbruget af arbejdsydelser pr. ha. ventes at være ens i
alle grupper, hvor den ovennævnte gevinstmaksimeringsregel følges. Differencen
fra gruppe til gruppe bliver altså nul for såvel arbejdsudbytte som arbejds-
omkostninger, og man kan med andre ord kun vente at få tal frem til beregninger
som forfatterens ved udregninger vedrorende de ejendomsstorrelsesgrupper, hvor
forbruget af arbejdskraft i overensstemmelse med forfatterens forudsætninger
helt eller delvis er en fast faktor. Og forfatteren skylder sine læsere en nærmere
analyse af, om de faktisk foreliggende forskelligheder i arbejdsomkostninger og
arbejdsudbytte mellem grupperne af større ejendomme og de belob for grænse-
udbyttet, der er beregnet på grundlag heraf, er forenelige med den ovennævnte
forudsætning (c).
Det teoretiske grundlag for forfatterens beregninger er på en række punkter
utilstrækkeligt analyseret, og dets holdbarhed må anses for tvivlsom. I bedste
fald er beregningerne meget summariske og derfor behæftet med betydelig u-
sikkerhed. Forfatteren er klar over, at den teori, han bygger på, forudsætter små
variationer i arbejdsforbruget. Alligevel udregner han sine differencer over be-
tydelige intervaller. På det afgørende sted er det endda differencer på differencer,
spændende over særlig store intervaller, beregningerne baseres på. Efter at
beregningerne er fort til ende, foretager forfatteren uden fyldestgørende doku-
mentation en korrektion, som medfører, at nedgangen i arbejdsudbuddet kom-
mer til at forklare 20 °/0 i stedet for 16 °/0 af lønstigningen fra 1935-40 til 1950-54.
Afhandlingens disposition og forbindelsen mellem de problemer, der behandles
i de enkelte kapitler, er ikke altid umiddelbart tilgængelige for læseren. Frem-
stillingsformen er tillige af meget skiftende sværhedsgrad, og på forskellige punk-
ter er redegørelsen for de teoretiske problemer noget uklar. I dr. Gads øvrige
72
Universitetets årbog 1958-63
arbejder er fremstillingen derimod som regel klar og god, omend til tider noget
omstændelig. Forfatterens interesse for empirisk efterprøvning af teorierne er
anerkendelsesværdig, men han omgærder ikke sine resultater med forbehold,
der svarer til metodernes dristighed. Ikke sjældent fremtræder hans konklusioner
i en form, der giver indtryk af en større bærekraft og en mere ubetinget gyldighed
end den faktisk foreliggende.
3) Erik Hoffmeyer er født i 1924, blev cand. polit. i 1951 og erhvervede den
statsvidenskabelige doktorgrad i 1958. Efter endt eksamen blev han ansat i
Danmarks Nationalbank, hvor han nu er fuldmægtig. Han har været manuduk-
tør og har undervist i nationaløkonomi ved sparekasseskolen. I 1954/55 opholdt
han sig et år ved forskellige amerikanske universiteter som Rockefeller-stipendiat
og havde derefter et pår måneders studieophold ved Federal Reserve System.
Siden 1956 har han været lektor ved universitetet.
Hoffmeyer besvarede som student universitetets prisopgave for 1949: En
kritisk undersøgelse af mulighederne for at opstille en teori om »economic wel-
fare«. Besvarelsen belønnedes med accessit. Hans disputats fra 1958 bærer titlen:
»Dollar Shortage and the Structure of U. S. Foreign Tråde«. Herudover har han
offentliggjort en række tidsskriftsartikler, fortrinsvis om emner fra pengepoli-
tikken eller den internationale økonomi. Af disse skal nævnes »Pengepolitisk
nyorientering«, Nationaløkonomisk Tidsskrift 1953, »Vor afhængighed af den
amerikanske konjunkturudvikling«, N. T. 1956, og »The Leontief Paradox
Critically examined«, Manchester School, 1958. Til brug ved bedømmelsen har
han endelig fremlagt dels udkast til en bog om prisstabilitet og fuld beskæftigelse,
dels en fremstilling med titlen »Convertibilitv«, der navnlig handler om guldfodens
virkemåde og oprindelig var tænkt som et kapitel i disputatsen, hvor han imid-
lertid har opgivet at behandle dette emne.
Ved bedømmelsen må opmærksomheden navnlig fæstes ved afhandlingen om
dollarknapheden. I denne søger forfatteren først at afgrænse begrebet dollar-
knaphed og at bedømme, hvor længe dollarknapheden har eksisteret. Derefter
foretages en gennemgang og vurdering af de hidtidige forklaringer på dollar-
knapheden. Herpå folger yderligere teoretiske drøftelser, og forfatteren omtaler
bl. a. en række aktive og passive reaktionstyper, som næringslivet kan folge over
for forstyrrelser i den internationale handels ligevægt. Han opstiller nu sin egen
tese, der går ud på, at U. S. A. har haft en komparativ fordel i produktionen af
nye og »research-intensive« varer, og at den øvrige verdens reaktion i almindelig-
hed er af passiv type, medens næringslivet i U. S. A. reagerer mere aktivt over for
konkurrence fra importen af de mere traditionelle varer fra den øvrige verden.
Ved en gennemgang af statistikken over U. S. A.'s udenrigshandel i perioden
1890-1954 søger han derefter at fastslå, hvorvidt U. S. A. har været overlegen
m. h. t. forskningsintensive varer, medens den øvrige verden har udvidet sin
eksport til U. S. A. af traditionelle varer.
Ved gennemgangen af de hidtidige forklaringer er det lykkedes forfatteren på
relativt begrænset plads at give en systematiserende og klar fremstilling af de
eksisterende teorier og dertil at knytte en værdifuld kritisk vurdering. Her og
andetsteds i afhandlingen har han ydet en række bidrag såvel til uddybning af
den internationale handels almindelige teori som til nærmere forståelse af dollar-
knaphedens problemer. En tredje indsats er formuleringen af hans egen tese og
forsøget på empirisk verifikation af visse dele deraf. De nye varer og den omfat-
tende forskningsvirksomhed i amerikansk industri har tidligere været nævnt i
forbindelse med dollarknapheden. Det særlige ved forfatterens tese er den pla-
cering, han giver disse faktorer, og kombinationen med reaktionstyperne. Hans
forsøg på empirisk verifikation kan måske næppe siges at forme sig som nogen
Afgang og udnævnelser af professorer
73
helt overbevisende og uigendrivelig bevisførelse, og han vil da heller ikke selv
benægte, at også andre faktorer end de af ham fremhævede kan spille en rolle.
Det er ikke usandsynligt, at en mere intensiv analyse af de mange undersøgte
vareområders produktions- og markedsforhold kunne have frembragt yderligere
og måske mere varierede resultater af interesse for problemstillingen. På den
anden side fortjener forfatteren ros for, at det er lykkedes ham uden at sprænge
fremstillingens rammer at kombinere sin teoretiske analyse med en empirisk
undersøgelse, der bygger på et meget omfattende materiale. Hvad enten konklu-
sionerne akcepteres eller ikke, har han på særdeles tankevækkende måde kastet
nyt lys over de problemer, han behandler.
Også andre af Hoffmeyers arbejder viser en forening af teoretisk analyse og
empirisk undersøgelser. Det gælder f. eks. artiklerne om vor afhængighed af den
amerikanske konjunkturudvikling og om Leontief-paradokset.
Til bogen om prisstabilitet og fuld beskæftigelse er der fremlagt førsteudkast
til 8 kapitler. Til visse dele foreligger der fuldt udarbejdet udkast, medens det på
andre punkter kun antydes, hvad der senere skal indføjes. Arbejdet er sat i gang
af sparekassen Bikuben, og bogen er beregnet på at skulle kunne læses af et
publikum uden særlige, faglige forudsætninger. Den skal dog ikke blot give en
populær fremstilling af allerede foreliggende teorier og oplysninger. Der er fore-
taget specielle beregninger og indsamlet særligt materiale vedrørende visse
spørgsmål. Bogen indeholder således et kapitel om lønglidningen, som tegner til
at bringe nye, interessante oplysninger. De dele, til hvilke der foreligger et nogen-
lunde fuldstændigt udkast, viser en fremstillingsform, som på udmærket måde
er afpasset efter den læserkreds, bogen henvender sig til.
Dr. Hoffmeyer har i sine arbejder dokumenteret selvstændighed og moden
dømmekraft. Han forholder sig kritisk over for gængse opfattelser og søger så
vidt muligt at efterprøve de gældende teorier og sine egne hypoteser ved hjælp
af empirisk materiale. Dispositionen i hans skrifter er overskuelig og velafvejet,
og fremstillingen er klar og inciterende. Om de forfattere, hvis opfattelse han
forkaster, udtaler han sig undertiden noget affejende, men i forbindelse med sine
egne præstationer viser han både beskedenhed og selvkritik. Han præciserer nøje,
hvilke af hans konklusioner han anser for verificerede, og hvilke der kun kan
anses for at være plausible antagelser.
Udvalget finder, at Holger Gads hovedarbejde på en række vigtige punkter er
behæftet med alvorlige mangler, og mener at det endelige valg må stå mellem
Danø og Hoffmeyer. Begge disse ansøgere har ved deres skrifter og ved deres
universitetsundervisning lagt udmærkede pædagogiske evner for dagen, og efter
udvalgets opfattelse vil de hver for sig på fuldt ud tilfredsstillende måde være i
stand til at varetage den undervisning, der er knyttet til det ledige professorat.
I den videnskabelige forskning finder udvalget, at Hoffmeyer hidtil har vist sig
som den mest selvstændigt produktive, og man indstiller derfor, at professoratet
besættes med Hoffmeyer.«
Udvalgets indstilling blev i henhold Lil § 3, stk. 7 i fornævnte kgl.
anordning tilstillet ansøgerne, af hvilke universitetsadjunkt, dr. oecon.
Holger Gad indsendte bemærkninger til indstillingen.
Udvalgsindstillingen blev derefter behandlet på fakultetets møde den
6. november 1959, hvor udvalgets indstilling enstemmigt tiltrådtes af
fakultetet.
Efter at Konsistorium i dets møde 11. november 1959 havde til-
74
Universitetets årbog 1958-63
sluttet sig indstillingen, blev sagen under 12. november 1959 indsendt
til ministeriet.
Herefter blev ved kgl. resolution af 30. november 1959 lektor, dr.
polit. Erik Hoffmeyer udnævnt til professor i nationaløkonomi ved
Kobenhavns universitet fra 1. december 1959 at regne.
6. Professor, dr. phil. Anders Iljorth Halds afgang og lektor, dr. phil.
Georg Raschs udnævnelse til professor i statistik
(j. nr. 564/60).
Ved kgl. resolution af 8. juli 1960 blev professor i statistik under det
rets- og statsvidenskabelige fakultet, dr. phil. Anders Hjorth Hald
udnævnt til professor i matematisk statistik under det matematisk-
naturvidenskabelige fakultet.
Efter at det således ledigtblevne embede under 24. oktober 1960 var
blevet opslået, blev under 24. november 1960 de indkomne 3 ansøgnin-
ger, nemlig fra cand. aet. et mag. art. Gustav Henning Leunbach,
lektor, dr. phil. Georg William Rasch og cand. polit. Ernst Lykke Jen-
sen tilstillet universitetet til erklæring.
Til bedømmelse af de indkomne ansøgninger nedsatte fakultetet i
henhold til § 2 i kgl. anordning af 5. februar 1953 et udvalg, bestående
af professorerne, dr. polit. P. Nørregaard Rasmussen, fil. dr. Leo Torn-
qvist, Helsingfors og fd. dr. Herman Wold, Uppsala. Dette udvalg afgav
under 18. januar 1962 følgende indstilling til fakultetet:
»Cand. polit. Ernst Lykke Jensen er den yngste af de tre ansøgere (f. 1927).
Han er cand. polit. fra 1952 og har fra 1954 været ansat ved Københavns univer-
sitets statistiske institut, først som videnskabelig assistent og derefter som ama-
nuensis. Siden 1957 har han været lærer ved universitetet. I 1960-61 studerede
han i U. S. A.
Lykke Jensens arbejder kan opdeles i tre grupper:
1)	nationaløkonomiske og mindre statistiske arbejder,
2)	refererende arbejder og
3)	selvstændige forskningsbidrag.
Til den første gruppe kan man henføre arbejderne nr. 1-4 i emnelisten. De tø
første arbejder (1 og 2) er af ret begrænset omfang og indholdet i dem afviger ikke
synderligt fra tidligere fremstillinger fra det omtalte område af nationaløkono-
mien. I de to øvrige arbejder (3 og 4) fremsætter Lykke Jensen visse interessante
synspunkter på forskellige statistiske områder. Disse arbejders omfang og værdi
er dog begrænset.
Til den anden gruppe henfører sig forelæsningsnoter (nr. I Ix) fra en forelæsnings-
række over kvalitetskontrol af professor Hald. Ifølge sagens natur er der ikke
her tale om et originalt arbejde, men arbejdet er en omhyggelig og pædagogisk
set vellykket indsats. Til samme gruppe henføres nr. Ix, som dog ikke tages med i
vor bedømmelse, da ansøgeren har oplyst at dette arbejde kun er medtaget ved
en fejltagelse (under hans bortrejse i U. S. A.). Ligeledes må til denne gruppe
henføres en afrundet fremstilling af repræsentative undersøgelsers teori og metode
(nr. 8). Lykke Jensen står som forfatter, men han påpeger, at fremstillingen er
Afgang og udnævnelser af professorer
75
baseret på en af professor Hald holdt forelæsningsrække. Fremstillingen er også
her med nogle få undtagelser bemærkelsesværdigt klar og letfattelig. Efter
læsning af dette arbejde er man i hvert fald overbevist om ansøgerens gode pæda-
gogiske fremstillingsevner. Det kan tilfojes, at arbejdet ikke er rent refererende,
men de selvstændige bidrag er små. De refererer sig til detailler, eksempelvis hans
behandling af endelighedskorrektioner for momenter af højere orden, og kunne
måske mere hensigtsmæssigt have været offentliggjort på anden måde.
Til den tredie gruppe henfører vi resten af Lykke Jensens arbejder, d. v. s.
nr. 5, 6, 7 og 9 samt et senere indleveret arbejde »Om matematisk og stokastisk
lagerteori«. Arbejderne 6 og 9 viser, at Lykke Jensen efter offentliggørelse af
arbejde nr. 8 har udviklet sig til en ret fremtrædende samplingsteoretiker. Særlig
i nr. 6 viser han, at han er i besiddelse af virkelig god indsigt på samplings-
teoriens område. Nr. 5 er et lille notat, som knytter sig til nr. 8.
Afhandlingen »Om matematisk og stokastisk lagerteori« er uden tvivl Lykke
Jensens mest betydelige arbejde. I denne afhandling præsenterer han en række
interessante synspunkter på dette omfattende og i litteraturen meget omtalte
problem. Han udviser her en meget større selvstændighed end i noget af sine
tidligere arbejder og kommer selv med en række losningsforslag, idet man dog
kunne ønske sig, at disse havde været bragt til en gennemført løsning.
Nr. 7 knytter sig naturligt til dette arbejde. Der gives heri en sammenfatning
af en række fordelingsteoretiske problemer. Arbejdet er refererende, men der er
ydet en god indsats ved at samle et stort og hidtil nokså uoverskueligt stof.
Lykke Jensens største mangel er hans tilbøjelighed til alene at behandle et
problems teoretiske aspekter, uden i det hele taget at interessere sig for om den
opstillede teoretiske model fungerer i virkeligheden. Den empiriske behandling
af de teoretiske problemer er måske ikke helt forsømt af Lykke Jensen. Arbejdet
nr. 9, som i og for sig synes at være et godt oplæg til empirisk arbejde, vides
således at være gennemført og taget i praktisk brug for 2-3 år siden. Det er
imidlertid en alvorlig indvending mod ansøgeren, at han ikke har fundet det
nødvendigt som ansøger til et professorat i statistik at dokumentere empirisk
behandling. Man må anse det for at være en meget vigtig opgave for en statistiker
ved hjælp af empirisk materiale at undersøge, hvorvidt den af ham opstillede te-
oretiske model i det hele taget kan anses for at være realistisk. Desuden bor en
statistiker kunne anvende de empiriske resultater til at forsøge at forbedre og
forandre den opstillede model, så den bedre svarer til de faktiske forhold.
Et flertal, Leo Tornqvist og Herman Wold må under hensyntagen til det
ovenfor anførte konstatere, at cand. polit. Ernst Lykke Jensen indtil videre
ikke fuldt overbevisende har dokumenteret sin kompetence for et professorat i
statistik.
Et mindretal, P. Nørregaard Rasmussen, mener at Lykke Jensen har doku-
menteret sin kompetence, idet mindretallet fremhæver, at det opslåede professo-
rat i statistik henhører under det rets- og statsvidenskabelige fakultet. Undervis-
ningen er for økonomistuderende og vejledning og samarbejde indenfor fakultetet
bliver for og med økonomer. Mindretallet lægger under henvisning hertil særlig
vægt på, at ikke alene er Lykke Jensen økonom af uddannelse, men har tillige i
alle sine arbejder vist interesse for en række for økonomi vigtige statistiske meto-
der og i anvendelse af statistiske betragtningsmåder har han næsten undtagelses-
frit vendt sig mod økonomien.
Cand. aet. et mag. art. Gustav Henning Leunbaeh er født 1921, cand. aet. fra
1946 og mag. art. (i slavisk filologi) fra 1953. Han studerede i 1946-48 i Oslo og
har siden med afbrydelser fungeret som assistent og lærer i matematik og statistik
ved Kobenhavns universitet. Han er nu afdelingsleder ved Danmarks pædago-
76
Universitetets årbog 1958-63
giske institut. Hans videnskabelige produktion behandler i hovedsagen tre
områder, nemlig
1)	spil- og decisionsteori,
2)	statistikkens anvendelse indenfor telefonvæsenet samt
3)	statistiske metoder indenfor psykologi og sociologi.
Området spil- og decisionsteori omfatter storste delen af hans produktion
(nemlig 9 arbejder af de 14, som er indsendt af den på 20 numre fremsendte liste).
Det er fortjenstfuldt, at han har interesseret sig for disse nye områder, og der
savnes ikke interessante indslag. Som helhed er den samlede videnskabelige
tyngde af disse arbejder dog ikke meget betydelig.
Arbejderne, som omfatter statistikkens anvendelse indenfor telefonvæsenet er
omhyggeligt gennemfort og hans resultater sikkert af interesse på området. Men
han har ikke fort undersøgelserne særlig langt og disse pretenderer vel heller ikke
at være af storre relevans fra et alment videnskabeligt synspunkt.
På det tredie område, d. v. s. statistikkens anvendelse indenfor psykologien
og sociologien har Leunbach indtil videre kun publiceret et arbejde, nemlig en
duplikeret lærebog i statistik og sandsynlighedskalkyler for psykologer (nr. 18 i
emnefortegnelsen) samt derudover indleveret et udkast til et arbejde på sociolo-
giens område. I sin lærebog behandler Leunbach alene de elementære statistiske
metoder og kommer egentlig ikke med noget nyt udover det, som allerede findes
trykt i de fleste læreboger. Fremstillingen er ret klar og saglig, men tyder dog ikke
på nogen stor pædagogisk evne. Om Leunbaehs sociologiske arbejde kan man på
dette stade endnu ikke sige meget, eftersom i det indleverede udkast kun de mest
elementære af de problemstillinger, som den primære indholdsfortegnelse lover,
er behandlet.
Undertegnede må konstatere, at cand. aet. et mag. art. Gustav Henning Leun-
bach hidtil ikke har publiceret arbejder af omfang og kvalitet, som kan vise,
at han er kompetent til at opnå et professorat i statistik.
Dr. phil. Georg William Rasch er fodt i 1901, mag. scient. (matematik, fysik
og astronomi) fra 1925 og dr. phil. fra 1930 (på en matematisk afhandling). Han
har i flere perioder studeret i udlandet (Norge, England og - senest i 1960 -
U. S. A.). Han har siden 1923 været knyttet til Kobenhavns universitet som
assistent i matematik og som lektor i biologisk og matematisk statistik. Han har
drevet en vidtstrakt konsulentvirksomhed i statistik og har desuden været
knyttet til Statens Seruminstitut, Militærpsykologisk Tjeneste og Danmarks
pædagogiske institut. Han er medlem af International Statistical Institute.
Eftersom Rasch er betydeligt ældre end sine to medansøgere er det naturligt,
at hans publikationsliste er meget mere omfattende end deres. Han er tillige for-
trolig med problemer på alle statistikkens hovedområder. For overskuelighedens
skyld kan vi inddele hans produktion i følgende tre grupper:
1)	rent matematiske arbejder (nr. 1-9, 12, 33, 34, 80) og matematisk-statistiske
arbejder af rent teoretisk karakter (nr. 28, 35, 44, 50, 53, 60, 63, 74, 77),
2)	ca. 55 arbejder på forskellige områder af den anvendte statistik samt
3)	arbejder, som behandler forskellige psykologiske og pædagogiske problemer
samt den matematiske psykologi (nr. 58, 59, 65, 66, 67, 78, 79, 85, 86).
Rasch's matematiske arbejder viser, at han er i besiddelse af en særlig kvalifi-
fikation på matematikkens område, hvilket også har været ham til stor hjælp,
hvor han behandler matematisk-statistiske problemer. Blandt hans teoretiske
arbejder på statistikkens område må fremhæves nr. 44, som viser, at Rasch for-
mår at løsgøre sig fra tidligere fremherskende tankebaner og præstere et selv-
stændigt teoretisk ræsonnement. Videre kan i denne forbindelse fremhæves
arbejdet nr. 63, som behandler stokastiske differentialligninger og viser, at
Afgang og udnævnelser af professorer
77
Rasch også formår at interessere sig for nye og aktuelle problemer indenfor
statistikken.
Rasch's produktion på den anvendte statistiks område er næsten overvældende,
og endda anforer han, at ca. 50 arbejder ikke er medtaget i listen over indsendte
arbejder. De fleste af hans arbejder berorer medicinens og biologiens område,
men også andre områder er berørt (f. eks. kemi og landbrug). I denne sammen-
hæng bor man bemærke, at Rasch ved behandlingen af et forelagt problem, ikke
blot er nøjedes med at forsoge at lose det forhåndenværende, praktiske spørgs-
mål, men har set sig foranlediget til at give en diskussion af de anvendte stati-
stiske metoder.
I sine arbejder på den anvendte statistiks område viser Rasch sig at være en
god repræsentant for R. A. Fischers experimentalstatistik. Det horer til hans for-
tjenester at have indført disse metoder i Danmark. Rasch anvender i stor ud-
strækning, i det mindste i de tidligere arbejder, sådanne statistiske metoder som
t-testet, variansanalyse, regressionsanalyse m. m. Allerede relativt tidligt be-
gynder han at bevæge sig på grænseområdet mellem den eksperimentelle og den
ikke-eksperimentelle statistik og hans tekniske register omfatter også greb, som
er af betydning i rent ikke-eksperimentelle situationer.
Om arbejderne i denne gruppe kan man sige, at de viser, at Rasch er en god
all-round statistiker. De fleste af håns arbejder er af eksperimental-statistisk
natur, men gennemgående gælder det, at han viser stor evne, når gængse stati-
stiske metoder skal tilpasses og udvikles til det foreliggende problem. Desuden
bør man i denne sammenhæng påpege, at Rasch's fremstillingsmåde er klar og
koncis.
Som en selvfølge må overfor denne store produktion nævnes, at der eksisterer
adskillige »gengangere« for så vidt som samme metode tillæmpes på forskellige
problemer. Videre må nævnes, at hans produktion kan være noget ujævn. Imel-
lem hans arbejder findes svage og lidet gennemarbejdede ting (som 57, 74 (skrevet
med en anden), 80 og 83), som med fordel kunne have været sorteret fra i den
fremsendte publikationsliste.
I de seneste år er Rasch i høj grad begyndt at interessere sig for den matema-
tiske psykologi og arbejderne på dette område udgør kærnen i gruppe 3. Nogle
tidligere arbejder af psykologisk-pædagogisk karakter kan man også henregne til
denne gruppe. I disse sidstnævnte arbejder anlægger Rasch en ret kritisk tone
imod en stor del af de på området herskende metoder og denne kritiske tone går
også igen i de senere arbejder på psykologiens område. Man bor dog lægge mærke
til, at Rasch ikke ensidigt kritiserer, men selv forsøger at bygge nye metoder op.
Dette kommer specielt til syne i hans sikkert mest betydelige arbejde, »Proba-
bilistic Models for Some Intelligence and Attainment Test« (nr. 85), samt også i
følgende arbejde (nr. 86), som dog for en stor del støtter sig til den ovennævnte
bog.
I sin bog opstiller han tre stokastiske modeller for reaktioner på nogle presta-
tionstest og nogle intelligenstest. Hver model specificerer en fordelingsfunktion
for en given persons potentielle svar på en given stimulus, fra en vis mængde af
forbundne stimuli, og denne fordelingsfunktion beror på een parameter, som
karakteriserer personen og een parameter, som karakteriserer stimulus. Modeller-
ne har en bemærkelsesværdig almen egenskab, som gør det muligt ved analysen
af data at udskille de personlige parametre fra stimulus parametrene og omvendt.
Den ovennævnte modeltype er helt ny indenfor den matematiske psykologi,
og dette viser, at Rasch har format og vilje til at losgore sig fra de traditionelle
teorier, når disse efter hans mening ikke opfylder de krav, som stilles til dem.
De matematisk-statistiske resultater, som nås, er formentlig originale og er uden
tvivl hans bedste bidrag på dette område.
78
Universitetets årbog 1958-63
Det er endnu for tidligt at sige noget om hvorvidt Rasch's metoder vil blive
alment akcepteret indenfor den psykologiske forskning, men allerede den intel-
lektuelle kraftprove, som udarbejdelsen af den omtalte bog indebærer, vidner om
Rasch's videnskabelige format og om vidden i hans perspektiv.
Fremstillingen ovenfor viser klart, at Rasch både på grund af sin omfattende
virksomhed som all-round statistiker samt på grund af sin dygtighed på den
anvendte statistiks område har dokumenteret en overbevisende kompetence for
det ledige professorat i statistik.
Sammenfattende finder vi, at der er klar distance mellem Lykke Jensen og
Dr. Rasch, således at vi ønsker at indstille Dr. Rasch til det ledige professorat.«
Indstillingen blev i henhold til § 3, stk. 7 i fornævnte kgl. anordning
tilstillet ansøgerne, der ikke fremsatte bemærkninger til indstillingen.
Udvalgsindstillingen tiltrådtes derefter af fakultetet i mode den 7.
februar 1962 og af konsistorium i mode den 20. februar 1962.
Efter at indstillingen under 16. marts 1962 var blevet indsendt til
ministeriet, blev ved kgl. resolution af 29. maj 1962 lektor, dr. phil.
Georg William Rasch udnævnt til professor i statistik ved Københavns
universitet fra 1. juni 1962 at regne.
C. DET LÆGEVIDENSKABELIGE FAKULTET
1. Professor i hud- og konssygdomme, dr. med. II. Haxthausens dod og
assisterende overlæge, dr. med. Johann Gustav Asboe-IIansens udnævnelse
til professor i dette fag
Den 18. september 1959 afgik professor i hud- og konssygdomme,
dr. med. Holger Haxthausen ved doden.
Efter at det således ledigtblevne embede under 18. november 1959
var blevet opslået, blev under 12. december 1959 de indkomne 5 an-
søgninger, nemlig fra assisterende overlæge, dr. med. Johann Gustav
Asboe-Hansen, 1. assistent, dr. med. Bjørn Heilesen, kst. overlæge,
dr. med. Sven Ancher Kvorning, 1. lægeassistent, dr. med. P.-H. Nex-
mand og 1. reservelæge, dr. med. Flemming Reymann tilstillet univer-
sitetet til erklæring.
Til bedømmelse af de indkomne ansøgninger nedsatte fakultetet i
henhold til § 2, stk. 2 i kgl. anordning af 5. februar 1953 om ansættelse af
professorer ved Kobenhavns universitet et udvalg bestående af pro-
fessorerne, dr. phil. Rich. Ege (formand), dr. med. J. Engelbreth-Holm
og dr. med. Poul Bonnevie samt professor ved Århus universitet, dr.
med. Esbern Lomholt og professor ved den kliniske praktikantunder-
visning, overlæge ved Finseninstitutet, dr. med. Poul V. Marcussen.
Dette udvalg afgav under 19. april 1960 folgende indstilling til fakul-
tetet :
»Johann Gustav Ashoe Hansen er fodt 1917 og kandidat fra sommeren 1943
med hovedkarakter laudabilis (2131/3 points). Hans almene uddannelse har strakt
Afgang og udnævnelser af professorer
79
sig over ca. 3 år og hans dermato-venerologiske over ca. 121/2 år, heraf halvdelen
af tiden som 1. reservelæge på 3 forskellige københavnske hospitaler. Siden den
1. oktober 1959 har han været ansat som assisterende overlæge ved Finseninstitu-
tets afdeling for hudsygdomme. Hans samlede uddannelse må således anses for
særdeles fyldig.
Han har i 1951 opnået autorisation som speciallæge i hud- og kønssygdomme.
I 1949 har han deltaget i kursus i anvendelse af radioaktive isotoper indenfor
biologien på universitetets zoofysiologiske institut.
Han har foretaget 4 studierejser til U. S. A., Canada og Sverige.
Som 1. reservelæge har han deltaget i praktikantundervisningen og under
sin ansættelse på rigshospitalet lejlighedsvis varetaget fagprofessorens undervis-
ning og examiner i dermato-venerologi.
På en afhandling om bindevævets mucinøse substanser erhvervede dr. Asboe
Hansen i 1951 den medicinske doktorgrad. Afhandlingen vidner om en klar vi-
denskabelig evne og om nøgternhed i vurderingen af de gjorte fund og danner
grundlaget for hans senere arbejde om messenchymets intercellulære substanser.
Hans produktion iøvrigt er meget omfattende, selv bortset fra at 20 af de ialt
ca. 90 publikationer er oversigtsartikler, kongresforedrag, håndbogskapitler
o. lign. Hovedparten af hans videnskabelige arbejde repræsenterer en klar linie
med mesenchymforskningen som grundlag. Tyngdepunktet i disse arbejder ligger
i behandlingen af dermatologiske emner, af hvilke særligt skal fremhæves føl-
gende:
Flere arbejder omhandler den bulløse, keratogene og pigmenterende derma-
titis hos nyfødte, hvis forbindelse med incontinentia pigmenti ansøgeren har på-
vist. Andre omhandler urticaria pigmentosa, hvis optræden som led i en system-
sygdom - mastocytose - han har bidraget til at belyse. Atter andre omhandler
det lokaliserede myxoedem, til hvis patogenese ansøgeren har givet værdifulde
experimentelle bidrag. Iøvrigt har han skrevet en række andre gode arbejder om
dermatologiske emner (f. ex. undersøgelse og behandling af keloider og trykprø-
ven som diagnostisk kriterium ved pemphigus), der alle viser hans vågne kliniske
sans i kombination med teoretisk forskning.
Hans samlede publikationer vidner om udmærkede didaktiske evner.
Siden 1949 har ansøgeren som gæst på universitetets medicinsk-anatomiske
institut ledet det såkaldte bindevævslaboratorium. Han har evnet at samle et
stort antal videnskabelige medarbejdere fra Danmark og udlandet. Der er fra
dette laboratorium udgået en stor række arbejder, herunder 6 antagne disputat-
ser af eksperimentel morfologisk natur, især omhandlende så omdiskuterede em-
ner som mastcelleproblemerne og bindevævets grundsubstanser. Denne indsats
vidner om ansøgerens videnskabeligt inspirerende og organisatoriske evner.
Såvel i uddannelsesmæssig som videnskabelig henseende må dr. Asboe Hansen
anses for at være fuldtud kvalificeret til det ansøgte professorat.
Bjørn Heilesen er født 1913 og kandidat fra sommeren 1940 med hoved-
karakteren laudabilis (2482/3 points).
Han har 2 års almen uddannelse og ca. 13 års dermato-venerologisk uddannel-
se, heraf 5 år som 1. reservelæge på en enkelt afdeling. Siden den 1. oktober 1957
har ansøgeren uddannet sig som patolog på 3 forskellige instituter med henblik
på at specialisere sig i hudsygdommenes patologi.
I 1951 opnåede han specialistanerkendelse i dermato-venerologi.
Han har foretaget studierejser til London, Ziirich og U. S. A.
Ansøgerens første videnskabelige arbejde som led i et team-work på zoofysiolo-
gisk institut er et godt bidrag til kendskabet til fedtstoffernes intermediære
omsætning i tilknytning til muskelarbejde. I 1946 erhvervede han ved Karolinska
80
Universitetets årbog 1958-63
Institutet i Stockholm den medicinske doktorgrad på en afhandling om Acarus
scabiei og scabies. Afhandlingen er en meget fyldig og velskrevet monografi med
hovedvægten på det zoologisk-biologiske område.
Et lignende emne som disputatsens har ansøgeren undersøgt under et studie-
ophold i London, nemlig allergien ved insektstik. Endvidere har han i samarbejde
med Else Krag Andersen undersøgt bakteriers, specielt staphylococcus aureus'
betydning for eczempatogenesen. Fraset en opgørelse over et materiale af
acrodermatitis Dore omhandler de øvrige publikationer helt overvejende be-
handlingsresultater.
Dr. Heilesens videnskabelige arbejder ses ikke at være af et sådant omfang og
af en sådan kvalitet, at det kan kvalificere ham til det ansøgte professorat.
Svend Ancher Kvorning er født 1916 og kandidat fra vinteren 1940/41 med
hovedkarakteren laudabilis (2221/3 points).
Han har ca. 4 års almen uddannelse og en dermato-venerologisk uddannelse
på ca. 10 år, heraf dog kun 21/2 år som 1. reservelæge. Han har desuden i 2x/2 år
været ansat som videnskabelig assistent ved universitetets farmakologiske insti-
tut. Siden 1. oktober 1959 har han været konstitueret som overlæge ved rigs-
hospitalets afd. II. Hans samlede uddannelse må således anses for fyldig.
Han har gennemgået forskellige supplerende kurser, bl. a. kursus i mikrokemi
på Danmarks tekniske Højskole og isotopkursus for læger på Finseninstitutet.
Endvidere har han bestået embedslægeeksamen sommeren 1956 og opnået
specialistanerkendelse i dermato-venerologi 1953.
Ansøgeren har været på et længere studieophold i U. S. A. samt foretaget
kortere studierejser til forskellige europæiske forskningscentre. Siden oktober
1959 har han varetaget undervisningen og examen i det ledige professorat.
Ansøgerens videnskabelige produktion er ret omfattende, dog må det nævnes,
at en ikke uvæsentlig del af publikationerne er udført i samarbejde med andre.
Af arbejder, som ansøgeren er eneforfatter til, skal særligt fremhæves arbejderne
om hudfedt og salver.
Han erhvervede i 1950 den medicinske doktorgrad på en serie afhandlinger:
»Investigations into the Pharmacology of Skin Fats and Oinments« I-VI. Arbej-
det er en grundig undersøgelse over hudfedtets sekretmængde og sammensæt-
ning, fortrinsvis under normale fysiologiske forhold. Hovedvægten ligger på det
metodologiske område. Den sidste delafhandling omhandler hudens evne til at
absorbere salvesubstrat.
Af egentlige dermatologiske arbejder, såvel experimentelle som terapeutiske,
foreligger der kun få. Af disse skal nævnes to om resorption af salicylsyre fra
salver og et om resorption af tunge metalforbindelser fra lappeprøver fugtet med
detergens, der særligt skal fremhæves, samt et som manuskript indsendt arbejde
om igangværende forsøg om kontaktallergi hos marsvin.
Af de i fællesskab med andre publicerede afhandlinger skal især fremhæves
studier over hypometabolisme sammen med E. Kirk og undersøgelserne over
hyaluronidase sammen med S. Dalgaard-Mikkelsen og E. Hvidberg.
Ansøgeren har fremlagt og offentliggjort en lang række interessante kasuistik-
ker, som vidner om hans vågne kliniske sans.
Dr. Kvorning må såvel uddannelsesmæssigt som videnskabeligt anses for
kvalificeret til det ansøgte professorat.
Poul Ilelnæs Nexmand er født 1914 og kandidat fra sommeren 1940 med
hovedkarakteren laudabilis (2091/3 points).
Hans almene uddannelse omfatter godt 1 år og hans dermato-venerologiske
ca. 15 år, heraf 9 år som 1. reservelæge på 3 forskellige afdelinger. Han har i 4
Afgang og udnævnelser af professorer
81
måneder været lægeassistent ved rigshospitalets allergikerklinikker. Siden den 1.
november 1958 har ansøgeren været ansat som 1. lægeassistent ved Vestre
Hospital og Københavns Fængsler. Ansøgeren har været fungerende overlæge
ved rigshospitalets afd. H i tre uger i 1959.
Han opnåede i 1949 specialistanerkendelse i dermato-venerologi.
Han har foretaget to studierejser til U. S. A. og europæiske forskningscentrer.
Ansøgeren har i 1947-53 holdt forelæsninger over sexualhygiejne for mandlige
studerende og i september 1959 varetaget undervisningen af de medicinske stu-
derende i dermato-venerologi, ligesom han som 1. reservelæge har deltaget i
praktikant undervisningen.
Dr. Nexmand erhvervede i 1948 den medicinske doktorgrad på en afhandling
betitlet: »Clinical studies of Besniers' prurigo«. Afhandlingen er et solidt og om-
hyggeligt gennemført klinisk arbejde, der vidner om kritisk sans. Særligt skal
fremhæves den dybtgående vurdering af allergologiske undersøgelsesmetoder.
Ansøgerens dermatologiske publikationer omhandler dels enkelttilfælde, dels
undersøgelser af cytologien ved allergiske reaktioner samt et par kritisk-experi-
telle undersøgelser af nye farmakas virkning.
Foruden de omtalte videnskabelige arbejder foreligger fra ansøgerens hånd en
lang række gode kasuistikker.
Dr. Nexmands uddannelse indenfor specialet er meget fyldig, men den viden-
skabelige produktion ses ikke at være tilstrækkelig til at kvalificere til det an-
søgte professorat.
Flemming Reymann er født 1916 og kandidat fra sommeren 1942 med hoved-
karakteren laudabilis (225 points).
Hans almene uddannelse omfatter ca. 3 år og hans dermato-venerologiske godt
9 år, heraf 21/2 år som 1. reservelæge på en enkelt afdeling. Han beklæder endnu
den sidstnævnte stilling.
Han har i 5 år været ansat som assistent ved Seruminstitutets vaccineafdeling.
Han opnåede specialistanerkendelse i dermato-venerologi i 1954.
Ansøgeren har foretaget to studierejser til Nordafrika og U. S. A.
Han erhvervede i 1951 den medicinske doktorgrad på en oversigtsafhandling
med titlen: »Studies of the bacteriology of H. ducreyi with special reference to the
diagnosis of chancroid« i forbindelse med 4 tidligere offentliggjorte artikler.
Afhandlingen er en korrekt gennemført bakteriologisk studie over en vanskelig
dyrkelig bakterie, hvorved vaccinefremstilling muliggjordes og mulighederne
for diagnostisk dyrkning forbedredes.
Ansøgerens øvrige publikationer, som i ganske overvejende grad er udført i
samarbejde med andre, omhandler resultater af forskellige hudsygdommes be-
handling med ACTH og hydrocortisone m. v., herunder i moderne salvesubstrat.
I betragtning af ansøgerens meget begrænsede videnskabelige produktion kan
man ikke anse ham for kvalificeret til det ansøgte professorat.
Som det fremgår af ovenstående kan udvalget, idet der lægges særligt vægt på
de videnskabelige kvalifikationer, kun anse dr. Asboe Hansen og dr. Kvorning
for kvalificerede til det ansøgte professorat.
Ved den indbyrdes afvejning af de to sidstnævntes kvalifikationer må ud-
valget fremhæve, at dr. Asboe Hansens videnskabelige arbejde er det mest om-
fattende og originale og især indenfor det dermatologiske område det mest værdi-
fulde. Når hertil føjes hans evner som videnskabelig organisator, skal udvalget
enstemmigt indstille ham til det ledige professorat.«
Udvalgets indstilling blev i henhold til § 3, stk. 7 i fornævnte kgl.
anordning tilstillet ansøgerne, af hvilke dr. med. Bjorn Heilesen og
6
82
Universitetets årbog 1958-63
dr. med. P.-H. Nexmand afgav bemærkninger til indstillingen. Ved
skrivelse af 9. maj 1960 trak dr. med. Flemming Reymann sin ansøg-
ning tilbage.
Efter at indstillingen var blevet tiltrådt af fakultetet på dettes møde
den 16. maj 1960 og af konsistorium på dettes møde den 15. juni 1960,
blev sagen under 17. juni 1960 indsendt til ministeriet.
Herefter blev ved kgl. resolution af 2. august 1960 assisterende over-
læge ved Finseninstitutet, dr. med. Johann Gustav Asboe-Hansen
udnævnt til professor i hud- og kønssygdomme ved Københavns uni-
versitet og overlæge ved rigshospitalets afdeling for hud- og kønssyg-
domme og den dertil knyttede poliklinik fra 1. august 1960 at regne.
2. Oprettelse af et ordinært honorarlønnet professorat i børnesygdomme
og overlæge, professor, dr. med. Oluf Andersens beskikkelse til professor
i dette fag.
(j nr. 132/60).
Det lægevidenskabelige fakultet afgav efter indstilling fra professor
i pædiatri, dr. med. Preben Plum under 21. december 1959 følgende
indstilling til universitetets rektor:
»Fakultetet skal herved andrage om, at der oprettes et nyt ordinært professorat
i bornesygdomme, som det er hensigten uden forudgående opslag af stillingen at
søge besat med nuværende overlæge ved Dronning Louises Bornehospital, pro-
fessor ved den kliniske praktikantundervisning i bornesygdomme, dr. med. Oluf
Andersen.
Endvidere skal man ansøge om, at professoratet ved den kliniske praktikant-
undervisning omnormeres til et lektorat i børnesygdomme.
Den nuværende undervisningsstab i bornesygdomme omfatter foruden fag-
professoren to lektorer, begge knyttet til rigshospitalets afdeling for børnesyg-
domme, og det omtalte praktikantprofessorat, der beklædes af professor Ander-
sen.
Lektorerne og praktikantprofessoren afholder i 2. semester efter 1. del over-
lægekliniker for de studerende, der til denne undervisning inddeles i en række
mindre hold å 15-20 studenter. Hvert hold har 2 ugentlige kliniktimer.
Fagprofessoren varetager den øvrige undervisning i form af forelæsninger og
klinikker samt afholder examen i faget.
Baggrunden for ønsket om oprettelsen af endnu et ordinært professorat i
pædiatri er den, at undervisningen i faget ved Københavns universitet ikke er på
højde med tidens krav.
Årsagerne hertil er flere.
I. Pædiatriens område er blevet udvidet:
a)	Barnets normale fysiske og psykiske udvikling tillægges nu langt
større og videregående betydning end tidligere. »Growth and develop-
ment«, »child health« og »child guidance« er de betegnelser som i den
engelsktalende medicin dækker disse nyere områder af pædiatrien.
b)	De praktiserende lægers stærkt udvidede opgaver m. h. t. profylaktisk
og hygiejnisk virksomhed overfor børn stiller øgede krav til undervis-
ningen i pædiatri, ikke mindst fordi de fleste læger kun har mulighed
for at få denne undervisning før embedsexamen.
Afgang og udnævnelser af professorer
83
c) Medicinens og naturvidenskabens almindelige vækst medfører, at
pædiatrien, som kan siges at være summen af barnealderens specifikke
sygdomme + de også i andre aldersklasser forekommende sygdomme,
modificeret symptomatologisk og forløbsmæssigt af barnets udvik-
lingstrin, vokser i omfang mere end de enkelte fagområder hvoraf
den er sammensat.
II. Antallet af studenter i forhold til professorer er for stort. Ikke mindst i et
fag som pædiatri, der spænder fra banale barneværelsesproblemer til
skæbnesvangre udviklingsanomalier, er det vigtigt, at studenterne har
mulighed for diskussion af og spørgsmål om alle de problemer, som det er
umuligt for læreren at komme ind på.
Antallet af studenter per pædiatriprofessor er storre i Danmark end i
de øvrige skandinaviske lande, som det ses af nedenstående opstilling,
hvor tillige antallet af hjælpelærere og tidspunktet for oprettelsen af
første ordinære professorat er opført. Docenters og lektorers virksomhed
er næppe direkte proportionalt med deres antal, men man har indtryk af
at den enkelte docent og lektor i de øvrige skandinaviske lande i adskillige
tilfælde har lige så stort undervisningsarbejde som her.
	Danmark	Finland	Norge	Sverige
	(København			
	og Århus)			
Første ordinære professo-				
rat i pædiatri...........	1931	1892	1895	1845
Nuværende antal ordinære				
professorer i pædiatri.....	2	3	2	5
Antal kandidater per år	250	200	100	350
Studenter per professor i				
pædiatri...............	125	67	50	70
Docenter, lektorer og lige-				
stillede .................	4	18	8	25
III. Patientmaterialet, som står til rådighed for pædiatriundervisningen ved
Rigshospitalet, er utilstrækkeligt både i henseende til antal og sammen-
sætning. Selvom dette forhold vil blive afhjulpet en del når den nye
børneafdeling i løbet af nogle år (5-6 ?) kan tages i brug i fuld udstræk-
ning, d. v. s. når den nye bygning ikke længere skal beny ttes til aflastning
for andre afdelinger, vil det alligevel ikke være muligt at få en så alsidig
belægning, navnlig ikke i henseende til acutte tilfælde og i henseende til
banale tilfælde, som undervisningen kræver.
De under I og II nævnte omstændigheder ville påvirkes i gunstig retning ved
ansættelsen af endnu en ordinær professor. Manglerne i pædiatriundervisningen
kan ikke afhjælpes ved ansættelse af liere hjælpelærere, for hvem undervisning
er en bibeskæftigelse, men kun ved at forøge antallet af personer, der har som
hovedopgave at undervise studenter.
Det kan tilføjes at dublering af det ordinære professorat endvidere ville være
af væsentlig betydning for den postgraduate undervisning og for den pædiatriske
forskning.
Den under III nævnte mangel på patientmateriale til undervisning (og til
forskning) ville afhjælpes, såfremt overlægen på D. L. B. blev ordinær professor.
D. L. B. råder over et stort patientmateriale af mere blandet natur end Rigs-
hospitalets.
6*
84
Universitetets årbog 1958-63
Med henblik på at opnå den tilsigtede forbedring af pædiatriens stilling -
undervisnings- som forskningsmæssigt - har fakultetet forhandlet med besty-
relsen for Dronning Louises Bornehospital. Forhandlingerne er resulteret i den i
genpart vedlagte overenskomst af 7. d. m.
Ifolge overenskomstens § 1 udnævnes den nuværende overlæge ved hospitalet
til professor i pædiatri ved universitetet.
Han forbliver ansat som tjenestemand ved hospitalet og modtager fra univer-
sitetet et på finansloven fastsat honorar i sin egenskab af professor.
Om fordelingen af undervisningsudgifterne indeholder § 2, stk. 1 nærmere
bestemmelse.
Som det fremgår af § 4 har overenskomsten kun begrænset gyldighed, idet
den ophorer ved ledighed i stillingen som overlæge ved hospitalet, dog senest
pr. 1. juli 1971. Såvidt muligt optages der i passende tid inden overenskomstens
ophor forhandling mellem de to parter om et fortsat samarbejde.
I konsekvens heraf fastsætter § 2, stk. 2, at tilskud til byggearbejder o. lign.
normalt ikke kan ydes. Det må endvidere være en selvfølge, at lektorstillinger
o. lign., som fremtidig måtte blive knyttet til professoratet, ikke kan tillægges
nogen ved hospitalet ansat udover overenskomstens gyldighedsperiode.
Af betydning for det fremtidige samarbejde er bestemmelsen i § 3 vedrørende
fakultetets adgang til at udpege et medlem til bestyrelsen.
Skulle de i § 4, stk. 2 forudsete forhandlinger resultere i, at der ikke vil være
grundlag for et fortsat samarbejde, er det hensigten at opslå professoratet ledigt,
således at det vil kunne søges af overlæger ved pædiatriske afdelinger i Stor-
københavn.
Undervisningen i pædiatri agtes fremtidig tilrettelagt således, at de to fag-
professorer i fællesskab skal varetage forelæsningerne samt hver examinere halv-
delen af de studerende ved den kliniske exainen i faget til embedsexamen. Det
skal i denne forbindelse anføres, at der i de to andre fag, hvori der afholdes klinisk
examination ved 2. delsexamen, nemlig intern medicin og kirurgi, er ansat tre
fagprofessorer i hvert fag.
Lektorerne skal fortsat varetage overlægeklinikkerne. Da professor Oluf
Andersens undervisning fremtidig navnlig vil tage sigte på ældre 2. delsstuderen-
de, vil det være nødvendigt, at der oprettes et lektorat til erstatning for prakti-
kantprofessoratet. Den nye lektor vil få samme undervisningsbyrde som de to
nuværende lektorer, d. v. s. 4 kliniktimer ugentlig for yngre 2. dels studerende.
Kun herigennem vil det være muligt at udnytte patientmaterialet på Dronning
Louises Bornehospital fuldt ud under hele 2. delsstudiet.
Med henvisning til ovenstående skal fakultetet indstille, at der på forventet
efterbevilling ved lov om tillægsbevilling for indeværende finansår oprettes et nyt
ordinært professorat i børnesygdomme ved universitetet aflønnet med 8400 kr.
+ % tillæg.
Endvidere skal man indstille, at det nuværende professorat ved den kliniske
praktikantundervisning i bornesygdomme omnormeres til et lektorat aflønnet
med 4800 kr. + °/0 tillæg.
Om den nærmere motivering for at udnævne professor Oluf Andersen til ordi-
nær professor uden opslag, såfremt et ordinært professorat måtte blive oprettet,
henvises til den i genpart vedlagte skrivelse af 4. f. m. fra professor, dr. med.
P. Plum.
Professor Plums indstilling blev - efter forud at være tilstillet samtlige fakul-
tetsmedlemmer - behandlet på fakultetets mode den 9. november d. å. Til stede
var 23 af fakultetets 28 medlemmer. En i henhold til § 1, stk. 4 i kgl. anordning
af 5. februar 1953 om ansættelse af professorer ved Københavns universitet af-
holdt afstemning gav til resultat, at 22 stemte for professor Plums indstilling,
1 undlod at stemme.«
Afgang og udnævnelser af professorer
85
På finansloven for 1961/62, jfr. folketingstidende 1960-61, tillæg D
(2. samling), sp. 641-642, oprettedes et ordinært professorat i borne-
sygdomme. Professoratet blev honoreret med 7.200 kr. + midlertidigt
tillæg.
I henhold til § 1, stk. 4 i kgl. anordning af 5. februar 1953 om ansæt-
telse af professorer ved Københavns universitet blev overlæge, pro-
fessor, dr. med. Oluf Andersen indstillet til stillingen som professor uden
opslag af stillingen.
Ved kgl. resolution af 10. maj 1961 beskikkedes derefter overlæge,
professor, dr. med. Oluf Andersen til honorarlønnet professor ved uni-
versitetet med samme rettigheder og pligter som en ordinær professor
og dermed som medlem af universitetets lægevidenskabelige fakultet
fra den 1. april 1961 at regne.
3. Oprettelse af et ekstraordinært honorarlønnet professorat i medicinsk
radiobiologi for og beskikkelse af overlæge, dr. med. Mogens Faber i dette
embede
(j. nr. 269/60).
Under 23. februar 1960 fremsendte det lægevidenskabelige fakultet
ved Københavns universitet til universitetets rektor følgende indstil-
ling:
»Fakultetet skal med den nedenfor angivne motivering herved ansoge om,
at der på finansloven for 1961 /62 fra den 1. april 1961 at regne oprettes et ekstra-
ordinært professorat i medicinsk radiobiologi, som vil være at besætte med over-
læge ved Finseninstitutet, dr. med. Mogens Faber. Stillingen foreslås aflonnet
med for tiden 6000 kr. + °/0 tillæg.
I den betænkning af 2. februar 1957, som er afgivet af det lægevidenskabelige
fakultets og det matematisk-naturvidenskabelige fakultets fællesudvalg til for-
handling om faget biofysiks stilling ved de to fakulteter, udtaler fællesudvalget,
at det ikke havde fundet det muligt indenfor de i betænkningen skitserede forslag
at skaffe rammer for radiobiologien, men at der for denne disciplins vedkommen-
de allerede var skabt gode arbejdsmuligheder på Finseninstitutets og Radium-
stationens radiobiologiske og radiofysiske afdelinger i Kobenhavn, ligesom der i
løbet af kort tid ville blive skabt muligheder for dette fell på Atomenergikommis-
sionens forsøgsstation på Risø.
Fællesudvalget havde derfor ikke regnet med nogen selvstændig strålebiolo-
gisk afdeling i det nye centralinstitut for fysik, kemi og matematik, men var
klar over, at uddannelsen af strålebiologer er en universitetsopgave af yderst
påtrængende karakter, hvorfor det blev foreslået universitetets rektor at op-
tage forhandlinger mellem universitetet og Finseninstitutet og Radiumstationen
om et samarbejde.
Omtrent samtidig stillede Finseninstitutets og Radiumstationens direktion
overfor universitetets daværende rektor, professor, dr. med. Erik Warburg for-
slag om et nærmere samarbejde mellem det lægevidenskabelige fakultet og Ra-
diumstationens radiobiologiske laboratorium.
De efterfølgende forhandlinger resulterede i, at direktionen tilsluttede sig et
af fakultetet fremsat forslag gående ud på, at lederen af det radiobiologiske
laboratorium skulle aflønnes som overlæge i statens 27. lønklasse, og at der til
86
Universitetets årbog 1958-63
stillingen knyttedes et ekstraordinært professorat i medicinsk radiobiologi
aflønnet med for tiden 6000 kr. + tillæg. Fra fakultetets side blev det dog gjort
til en betingelse, at overlægestillingen besættes med overlæge, dr. med. Mogens
Faber.
Om motiveringen for oprettelsen af et professorat i medicinsk radiobiologi
og den nye professors arbejdsområde skal fakultetet oplyse følgende:
Udviklingen indenfor såvel radioterapien som radiodiagnostikken er så vold-
som, at det vil være nødvendigt, at institutionen (Finseninstitutet og Radium-
stationen) og fakultetet i sin midte har en medicinsk biologisk uddannet viden-
skabsmand, der samtidig har en dybtgående radiobiologisk og radiofysisk viden.
Det skal bl. a. være hans opgave at samarbejde med klinikerne ved undersøgelse
af ioniserende strålers cellulære og universelle virkning. I betragtning af den
tiltagende anvendelse af ioniserende stråler både i medicinen og andetsteds bør
han holde sig å jour med og bidrage til grundlaget for strålebeskyttelsen.
Det er yderligere ønskeligt, at han har et nært samarbejde med institutionens
radiofysiker med henblik på doseringsmålinger og beskyttelsesforanstaltninger.
For opfyldelsen af disse formål er det nødvendigt, at den, der ansættes, har
biologisk træning og er i stand til at arbejde med dyreforsøg; men det vil også
være af betydning, at han har kendskab til radioterapi.
Det vil være af den største værdi for udviklingen inden for radioterapi og
radiodiagnostik, at den pågældende holder forelæsninger og øvelser for de læger,
der specialiserer sig i radiologien, således at han hjælper med til at tilfredsstille det
store behov, der eksisterer for uddannelse på de omhandlede felter.
Det skal bemærkes, at det matematisk-naturvidenskabelige fakultet også vil
kunne have nytte af samarbejde med den, der bliver ansat.
Efter at stillingen som overlæge ved Radiumstationens radiobiologiske labora-
torium havde været opslået ledig, indkom der 4 ansøgninger, nemlig fra dr. med.
Mogens Faber, læge Gert Hjort, læge Jørgen Rygård og dr. med. Jørgen Einar
Thygesen.
Ansøgningerne er blevet behandlet af direktionen for Finseninstitutet og
Radiumstationen i forbindelse med to af fakultetet udpegede sagkyndige, pro-
fessorerne, dr. med. Jens Nielsen og dr. med. Gregers Thomsen. Ved skrivelse af
8. d. m. har direktionen meddelt fakultetet, at den er sindet at besætte overlæge-
stillingen med dr. med. Mogens Faber.
Om overlæge Fabers arbejde indenfor radiobiologien og hans vita ante acta
iøvrigt skal man henvise til den i afskrift vedlagte på fakultetets foranledning
af ham udarbejdede redegørelse.
Endvidere skal man henvise til, at overlæge Faber i 1953 af flertallet i et
i sagens anledning nedsat sagkyndigt udvalg og af det lægevidenskabelige
fakultet i Århus var indstillet til en nyoprettet stilling som medicinsk overlæge
ved Århus Kommunehospital, hvortil der evt. ville blive knyttet en lærestol i
intern medicin, jfr. Aarhus universitets årsberetning 1953, side 73-80.
Overlæge Faber må efter fakultetets opfattelse siges at være særdeles vel-
kvalificeret til det foreslåede professorat.«
På finansloven 1961-62, jfr. folketingstidende 1960-61, tillæg D,
(2. samling) sp. 641-42 oprettedes et ekstraordinært professorat i radio-
biologi for dr. med. Mogens Faber, honoreret med 7.200 + midlertidigt
tillæg.
Ved kgl. resolution af 10. maj 1961 blev overlæge, dr. med. Mogens
Faber derefter beskikket som honorarlønnet professor i medicinsk
radiobiologi ved Kobenhavns universitet med samme rettigheder og
Afgang og udnævnelser af professorer
87
pligter som en ordinær professor og dermed som medlem af universite-
tets lægevidenskabelige fakultet fra den 1. april 1961 at regne.
4. Professor, dr. med. J. Engelbreth-Holms dod og docent, dr. med.
Gunnar Teilums udnævnelse til professor i patologisk anatomi
(j. nr. 207a/61).
Den 17. januar 1961 afgik professor i patologisk anatomi, dr. med.
Julius Engelbreth Holm ved doden.
Efter at embedet under 2. maj 1961 var blevet opslået ledigt, blev
under 26. maj 1961 de indkomne 5 ansøgninger, nemlig fra overlæge,
dr. med. Johannes Clemmesen, 1. lægeassistent, dr. med. Emmerik
Jensen, professor i patologisk anatomi ved Helsingfors' universitet,
med. dr. Kai Setålå, videnskabelig assistent, dr. med. Knud-Erik Sjolin
og docent, lektor, dr. med. Gunnar Teilum, tilstillet universitetet til
erklæring.
Til bedømmelse af de indkomne ansøgninger nedsatte fakultetet i
henhold til § 2, stk. 2 i kgl. anordning af 5. februar 1953 et sagkyndigt
udvalg, bestående af professorerne, dr. med. Harald Gormsen, (formand)
dr. med. E. Dahl-Iversen, dr. med. K. A. Jensen, dr. med. Jens Nielsen
samt professor ved Århus universitet, dr. med. Willy Munck. Dette
udvalg under 24. oktober 1961 følgende indstilling til fakultetet:
»Johannes Clemmesen er født den 14. november 1908 og kandidat fra somme-
ren 1933 med laudabilis (2061/2 points).
Efter almen klinisk uddannelse i godt 1 år og ca. 51/2 års specialuddannelse i
intern medicin har han gennemgået godt 6 års uddannelse i patologisk anatomi
på to københavnske instituter og 3 måneders tjeneste ved Seruminstitutets
diagnoseafdeling. Han har derefter i godt 11 år været ledende patolog, forst i
5 år ved Nørre Hospital og De Gamles By og i de sidste godt 6 år ved Finsen-
institutet og Radiumstationen.
1943 fik han autorisation som speciallæge i intern medicin og 1946 autorisation
som speciallæge i patologisk anatomi og vævsmikroskopi.
* I godt 2 år har ansøgeren deltaget i den propædeutiske universitetsundervis-
ning af medicinske studenter i patologisk anatomi og har i 51/2 år som lektor ved
Danmarks Tandlægehøjskole varetaget undervisningen i patologisk anatomi der.
Dr. Clemmesen har siden 1942 været leder af Cancerregisteret under Lands-
foreningen til Kræftens Bekæmpelse og har opbygget registreringen af cancer-
morbiditeten i Danmark.
Han har i omtrent \1/2 år været videnskabelig assistent ved røntgenafdelingen,
Aarhus Kommunehospital, og research fellow i godt 1 år ved Department of
Experimental Pathology and Cancer Research, University of Leeds, England,
og i 1/2 år ved National Cancer Institute, Bethesda, U. S. A.
Han har gæsteforelæst ved en række udenlandske universiteter og i mange
udenlandske videnskabelige selskaber og deltaget i talrige videnskabelige kon-
gresser, møder og symposier i udlandet vedrørende cancerproblemer samt gjort
en meget stor indsats indenfor Verdenssundhedsorganisationen og Unio inter-
nationalis contra cancrum på felterne cancerstatistik, geografisk patologi, tumor-
nomenklatur m. m.
88
Universitetets årbog 1958-63
I 1938 erhvervede dr. Clemmesen den medicinske doktorgrad på afhand-
lingen: »The Influence of X-radiation on the Development of Immunity to
Heterologous Transplantation of Tumors«, en meget stor og velgennemfort dyre-
experimentel studie, i hvilken det ved transplantationer af flere forskellige muse-
tumorer til rotter påvises, at forudgående røntgenbestråling af rotterne bevirker
konstant, omend kun forbigående anslag af hetero-transplantaterne. Af særlig
interesse er hans påvisning af at røntgenbestrålingen forsinker udviklingen af
immunitet mod legemsfremmed væv, hvilket i dag er i høj grad aktuelt og gen-
stand for omfattende undersøgelser verden over.
Dr. Clemmesens øvrige videnskabelige produktion udgøres af 59 arbejder.
Anført i kronologisk orden omfatter de først 6 mindre publikationer, blandt
hvilke to skal fremhæves som klart de vægtigste: en interessant meddelelse -
med medarbejdere - om A-vitaminmangels betydning for opståeisen af ventrikel-
papillomer hos rotter (en observation med relation til Fibigers undersøgelser over
spiropteracarcinomer) og en udmærket oversigt med kasuistik over Whipples
sygdom.
Herefter følger 6 experimentelle studier horende til emnekredsen omkring
ansøgerens disputatsarbejde og 3 publikationer sammen med andre om in-vitro-
undersøgelser af erytropoiesen i knoglemarv fra patienter med forskellige syg-
domme, specielt perniciøs anæmi og leucæmi.
En ca. 160 sider stor lærebog i patologisk anatomi for tandlægestuderende er
instruktiv og synes velegnet til formålet.
Ansøgerens øvrige 43 publikationer - 23 af dem med medarbejder(e) - udgør
en vægtig række af videnskabelige arbejder fra Cancerregisteret. Herunder skal
fremhæves ansøgerens i manuskript fremlagte, godt 100 sider store afhandling:
»Statistics in Cancer«. Gennem et intensivt pionerarbejde indenfor cancerregi-
strering er der fremskaffet et meget værdifuldt materiale, der vidner om ansø-
gerens store organisatoriske evner, og som har været forbillede for andre landes
cancerregistrering. Materialet er først og fremmest søgt udnyttet til belysning af
cancerætiologien hos mennesket. Disse problemer er imidlertid så komplicerede,
at en vurdering af denne del af ansøgerens arbejder er vanskelig på nuværende
tidspunkt.
Fra Cancerregisteret og Finseninstitutet og Radiumstationens afdeling for
patologi er der under dr. Clemmesens ledelse - inspireret af ham - udgået en
række disputats- og andre arbejder om maligne tumorer, herunder experimen-
telle careinogenesestudier, ligesom der er adskillige store undersøgelser i gang,
bl. a. over overlevelsestider for cancerpatienter.
Dr. Clemmesens uddannelse og hans store og værdifulde videnskabelige pro-
duktion gør ham velkvalificeret til det ansøgte professorat.
Emmerik Jensen er født den 15. maj 1922 og kandidat fra vinteren 1949 med
laudabilis (241 points).
Hans almene kliniske uddannelse har bortset fra turnustjeneste kun strakt sig
over godt 2 år. Hans patologisk-anatomiske uddannelse omfatter over 8 år på tre
københavnske hospitaler, heraf ca. 4 år som 1. assistent. Desuden har han i 5
måneder været konstitueret prosektor på Sundby Hospitals patologiske institut.
1956 fik han autorisation som speciallæge i patologisk anatomi og vævsmikro-
skopi.
Han har i ca. 5 år i perioder deltaget i universitetsundervisning af medicinske
studenter i patologisk anatomi og ved 5 eksaminer været censor samt ved en
eksamen eksaminator i patologisk anatomi ved medicinsk embedseksamen.
I ca. 6x/2 år har dr. Emmerik Jensen været knyttet som videnskabelig med-
arbejder til Fibigerlaboratoriet, i l1^ år til Cancerregisteret og i godt et år til
Afgang og udnævnelser af professorer
89
Department of Pathology, New York University, på hvilken sidstnævnte afde-
ling han også fulgte det praktiske patologisk-anatomiske arbejde.
På afhandlingen: »Studies on the Hormonal Regulation of the Mouse Hair
Cycle« erhvervede han i 1958 den medicinske doktorgrad.
Afhandlingen repræsenterer et værdifuldt bidrag til kendskabet til det cykliske
hårskifte hos musen, et biologisk fænomen af stor betydning for experimentel
epidermal careinogenese. Den vidner om evner for experimentelt arbejde og om
nøgternhed i vurderingen af observationer.
Dr. Emmerik Jensens øvrige videnskabelige produktion består af 13 arbejder,
af hvilke han imidlertid kun er eneforfatter til to. Det kan af de øvrige 11 arbej-
der, som tildels er udfort sammen med ældre, erfarne kolleger, ikke ses, hvilken
andel ansøgeren har haft i disse.
Af de 13 afhandlinger skal særligt fremhæves 7 værdifulde arbejder om immun-
biologiske transplantationsstudier. De resterende afhandlinger omfatter bl. a.
en studie af mekanismen af eksperimentel carcinogenese, cancerregisterarbejder
om lungecancer og artikler om svampelidelser. De to afhandlinger, til hvilke
ansøgeren er eneforfatter, består af to klare oversigter over det førstnævnte,
vanskeligt overskuelige felt, includerende referat af tidligere publikationer af
ansøgeren og en medarbejder.
Dr. Emmerik Jensens kliniske uddannelse er sparsom, men hans uddannelse
indenfor specialet må betegnes som fyldestgørende. Hans selvstændige videnska-
belige produktion består af disputatsarbejdet og to værdifulde oversigtsartikler,
medens de øvrige arbejder er udført i samarbejde med andre. Alt taget i betragt-
ning mener udvalget, at dr. Jensen på nuværende tidspunkt knapt kan anses for
fuldt kvalificeret til det ansøgte professorat.
Kai Setålå er født den 13. september 1913 i Finland, med. cand. 1936 og med.
lic. 1941 fra Helsingfors' universitet.
Han har i godt 7 år haft ansættelse på anatomiafdelingen ved Helsingfors'
universitet som amanuensis, assistent og adjunkt, ca. 3V2 års uddannelse i radio-
logi (diagnostik og therapi) og ca. 4 års uddannelse i patologisk anatomi ved
Helsingfors' universitets patologiske institut. Den 28. marts 1953 blev han ud-
nævnt til professor i patologisk anatomi ved Helsingfors' universitet og chef for
dettes patologiske institut.
Ansøgeren fik specialistautorisation i røntgendiagnostik og -therapi 1946 og i
stråletherapi af cancer 1949.
Han har undervist i patologisk anatomi i ialt ca. 10 år.
* Professor Setålå har foretaget talrige studie- og kongresrejser. Han har gæste-
forelæst ved Bonns universitet og ved forskellige institutioner i IJ. S. A. Efter
indbydelse har han deltaget i en lang række internationale kongresser og sym-
posier, ligesom han er medlem af en række finske og udenlandske videnskabelige
selskaber. Siden 1945 har han modtaget store forskningsstipendier fra ind- og
udland.
Som med. cand. forsvarede professor Setålå i 1938 sit disputatsarbejde:
»Uber die topographische Entwicklung des elastischen Gewebes in der Menschen-
lunge wåhrend des intrauterinen Lebens«, et omhyggeligt og dygtigt gennemført
elevarbejde om et specielt embryologisk emne.
Professor Setålås øvrige videnskabelige produktion består ialt af 94 arbejder.
Til 25 af de 94 arbejder er ansøgeren eneforfatter, medens der er en eller flere
medforfattere til de 69. Det synes dog evident, at ansøgeren har været inspirator
til alle disse 69 afhandlinger.
Af arbejderne omhandler kun et mindre antal human patologi.
Af disse arbejder skal fremhæves: et udmærket arbejde om den særprægede
90
Universitetets årbog 1958-63
hudtumor calcificerende epitheliom (Malherbe), baseret på undersøgelse af 29
tilfælde. 2 arbejder om »irradiation sickness«, i hvilke der fremlægges omfattende
kvantitative studier af blodets chylomicrons - en indgående histologisk jævn-
forelse af 10 tilfælde af Paget's disease på papilla mammæ med tilfælde af talg- og
svedkirtelcareinomer og Bowen's disease - en vægtig histologisk-radioterapeutisk
studie af 33 tilfælde af talg- og svedkirtel-carcinomer - 2 histo-røntgenologiske
arbejder om gastritis chronica, med særlig omtale af epithelmetaplasien ved den
atrofiske gastritis - og et oversigtsarbejde om risikoen ved anvendelse af »co-
cancerigener« i teknikken og i kosten.
Næsten hele professor Setålås øvrige produktion ligger indenfor den experi-
mentelle cancerforskning. Den udgør - stort set - en enhed, med hovedvægten
lagt på overordentligt omfattende studier af »co-carcinogeners« fysisk-kemiske
natur og biologiske effekt. Fra de tidligste arbejder i 1948 om colchicin som
»co-carcinogen« og om spredningen i musehud af carcinogene kulbrinter, af-
hængig af i hvilket opløsningsmiddel disse appliceres, går der en klar linie igennem
en meget stor forsøgsplan op til de seneste elektronmikroskopiske studier fra
1961, blandt andet af virkningen af syntetiserede »co-carcinogsner«. Navnlig
musehuden har været forsøgsobjekt, men også museventrikelvæggen. Forsøgs-
planen er blevet udbygget undervejs med anvendelse af både naturligt forekom-
mende og syntetiserede »co-carcinogener«, og nye undersøgelsesmetoder er blevet
inddraget, efterhånden som de er fremkommet (fluorescens og fluorescens-
mikroskopi, lysmikroskopiske histo-kvantitative undersøgelser, polarisations-
mikroskopi, elektronmikroskopi, vævsanalyser f. eks. for aminosyrer, sulfhydryl-
og disulfidgrupper, vævsundersøgelser med røntgendiffraction og infrarødspek-
trografi, in vitro-undersøgelser mod »monolayerteknik« etc.). Til grund for de
store forsøgsserier ligger overordentligt omfattende kemisk-fysiske opgaver, der
er løst under medvirken af specielt sagkyndige.
I to klare oversigtsarbejder fra henholdsvis 1960 og 1961, til hvilke ansøgeren
er eneforfatter, resumeres resultaterne af de særdeles omfattende studier, som
har bidraget afgørende til belysning af »co-carcinogeners« rolle, natur og virke-
måde og dermed til udbygning af forståelsen af carcinogenese-mekanismen.
Sammen med ansøgerens arbejder er indsendt 4 disputatsarbejder fra årene
1956-59, i hvilke medarbejdere har uddybet flere af de af ansøgeren og medarbej-
dere gjorte iagttagelser.
Såvel professor Setålås uddannelse som hans store og værdifulde videnskabe-
lige produktion gør ham velkvalificeret til det ansøgte professorat.
Knud-Erik Sjølin er fodt den 22. august 1919 og kandidat fra sommeren 1945
med laudabilis (2425/6 points).
Efter fyldig almen klinisk uddannelse i ca. 6 år har han gennemgået godt 10
års uddannelse på 4 københavnske hospitaler i patologisk anatomi, inclusive godt
1V2 års uddannelse i retsmedicin.
I 1955 autoriseredes han som speciallæge i patologisk anatomi og vævsmikro-
skopi.
I ca. 21/2 år har han deltaget i universitetsundervisningen af medicinske stu-
denter i patologisk anatomi, heraf i 1/2 år som konstitueret lektor, og har ved 3
eksaminer eksamineret i patologisk anatomi ved medicinsk embedseksamen
samt siden 1958 været censor i patologisk anatomi ved Københavns Tandlæge-
højskole.
Dr. Sjolin har i ca. 4V2 år været knyttet som videnskabelig medarbejder til
Carlsbergfondets biologiske institut.
Han har i Gottingen gennemgået kursus i mikrofotografering og fasekontrast-
mikroskopi, og på St. John's Hospital for Diseases of the Skin i London kursus i
Afgang og udnævnelser af professorer
91
dermatopatologi. På Ålandsøerne har han foretaget undersøgelse af patienter med
von Willebrands sygdom.
I 1960 erhvervede dr. Sjølin den medicinske doktorgrad på afhandlingen:
»Haemophilic Diseases in Denmark«, en stor og værdifuld studie af hæmofili-
syndromet, baseret på indgående undersøgelser med moderne metoder af næsten
samtlige hæmofilipatienter i Danmark, specielt ved anvendelse af den ikke tid-
ligere til dette formål anvendte thrombin generation test. Undersøgelserne har
muliggjort en rubricering af de forskellige koagulationsdefekter hos patienter
med hæmofili-syndrom og dermed en deling af disse patienter i grupper med for-
skellig sværhedsgrad af lidelsen, et ikke tidligere påvist forhold af stor klinisk og
forsikringsmæssig betydning. Genetisk er undersøgelsesresultaterne ligeledes af
stor interesse.
I nær tilknytning til disputatsen foreligger en række udmærkede afhandlinger
om hæmofili- resp. koagulationsstudier, som for størstedelen er forarbejder til
disputatsen. Disse arbejder viser, hvor dybt indlevet ansøgeren er i disse vanske-
ligt tilgængelige felter. Af særlig interesse indenfor denne gruppe arbejder er
ansøgerens påvisning dels af øget metachromasi og øget mastcellemængde i
corium, dels af tilstedeværelsen af en thromboplastin inhibitor og en plasminogen
activator i ledkapselvæv fra hæmofili-patienter.
Dr. Sjolins øvrige videnskabelige produktion består af 11 arbejder. Efter nogle
begynderarbejder: gode kasuistiske meddelelser, med oversigter, over mb.
Addisonii og over intersexualitet, begge med medarbejdere, samt arbejder om
periarteritis nodosa og Gargoylisme, følger (med medarbejder) to større opgørel-
ser over blodtransfusion ved ventrikeloperationer og over primære resultater af
operativ behandling af ulcus chronicum ventriculi.
Af egentlige patologisk-anatomiske arbejder foreligger en praktisk vigtig op-
gørelse af 1467 frysemikroskopier, der belyser metodens værdi, fejldiagnoser etc.,
og en studie (med medarbejder) på basis af 36 tilfælde af den særprægede hud-
tumor keratoacanthom.
Endelig foreligger et enkelt retsmedicinsk arbejde om postmorte] produktion
af alkohol samt medarbejderskab ved et klinisk og et eksperimentelt kartrans-
plantat ionsarbejde.
Dr. Sjolins kliniske og patologisk-anatomiske uddannelse er fyldestgørende.
Selvom den vægtigste del af hans videnskabelige produktion ligger udenfor den
egentlige patologiske anatomis rammer, nemlig på koagulationsområdet, anser
udvalget ham dog for kvalificeret til det ansøgte professorat, særlig på grund af de
betydelig^ videnskabelige evner, hans produktion vidner om.
Gunnar Teilum er født den 18. august 1902 og kandidat fra vinteren 1929 med
laudabilis (2361/6 points).
Foruden 51/2 års almen klinisk uddannelse og 21/2 års uddannelse i retsmedicin
har han i ca. 231/2 år været ansat ved Københavns universitets patologisk-ana-
tomiske institut, heraf i de sidste 15 år tillige som lektor i patologisk anatomi.
1940 autoriseredes han som speciallæge i patologisk anatomi og vævsmikro-
skopi.
Som lektor har dr. Teilum undervist og eksamineret i patologisk anatomi.
I årene 1939—57 var han censorsuppleant i retsmedicin ved den lægevidenskabe-
lige embedseksamen.
Siden 1949 har dr. Teilum været leder af Rigsforeningens patologisk-anato-
miske gigt forskningslaboratorium.
Han har foretaget to studierejser i U. S. A. og Canada og gæsteforelæst ved en
række udenlandske universiteter samt efter indbydelse holdt foredrag ved en
lang række internationale og nordiske kongresser og symposier.
92
Universitetets årbog 1958-63
Dr. Teilum har fra 1958 været medlem af Det kgl. danske Videnskabernes
Selskab og er desuden medlem af en række udenlandske videnskabelige selskaber.
I 1940 erhvervede dr. Teilum den medicinske doktorgrad på afhandlingen:
»Om hormonal cholesterinæmi, med særligt henblik på sexualhormonernes virk-
ning på blodets totalcholesterinindhold.«
Denne meget vægtige afhandling belyser i et klinisk afsnit blodcholesterin-
værdier hos et stort antal normale personer og hypercholesterinæmi hos ka-
strater, patienter med hypogonadisme og amenorrhoe samt under graviditet og i
den præmenstruelle fase. I et dyreexperimentelt afsnit påvises det som den
væsentligste observation, at gonadotropt hormon med luteiniserende virkning,
men ikke andre sexualhormoner, bevirker hypercholesterinæmi.
Dr. Teilums øvrige videnskabelige produktion består af 63 publikationer.
Foruden en del tidlige arbejder indenfor den emnekreds, der behandles i dispu-
tatsarbejdet, og et par retsmedicinske publikationer om traumatisk tuberkuløs
meningitis og om hæmatomyeli har ansøgeren publiceret en række værdifulde
afhandlinger om vidt forskellige emner indenfor den humane patologiske ana-
tomi: om viscerale karforandringer ved thrombo-angiitis obliterans - om cere-
bral og visceral xanthomatose med diabetes insipidus - om feminiserende
binyrebarktumorer (med medarbejder) - om mb. Gaucherom »eosinofilt knogle-
granulom« (med medarbejdere) - leverbiopsistudier (med medarbejder) hos
normale, gravide og ved graviditetstoxicoser - endophlebitis hepatica obliterans -
og endometriosis ovarii et peritonæi forårsaget af hysterosalpingografi (med med-
arbejder).
Herudover foreligger som ansøgerens vægtigste produktion to store grupper
af overordentligt værdifulde studier, fortsat gennem de sidste 15-20 år, nemlig
dels 18 arbejder om ovarie- og testistumorers systematik, dels 26 arbejder (heraf
8 med medarbejdere) om mesenchymale vævsreaktioner.
Den førstnævnte af disse to grupper af publikationer, som er baseret på
komparative undersøgelser af talrige inden- og udenlandske præparater af huma-
ne gonadesvulster, har muliggjort en histogenetisk klassificering af ovarie- og
testistumorer, der reproducerer kontinuerlige udviklingsstadier i den embryo-
nale gonadogenese, hvorved der dels er påvist tidligere fejlklassificeringer, dels er
beskrevet tidligere ukendte tumorenheder. Dr. Teilums klassificering af gonade-
svulster har vundet international anerkendelse, hvilket blandt andet har givet
sig udtryk i, at ansøgeren er blevet opfordret til at redegøre for sin klassificering i
internationalt udbredte håndbøger.
Den sidstnævnte gruppe af publikationer er dels baseret på indgående histo-
logiske studier af en lang række humane tilfælde af »kollagenoser« etc. (lupus
erythematosus disseminatus, Boecks sygdom, scleroderma og polyarthritis
chronica), dels på omfattende histologiske, histokemiske og elektroforetiske
studier i serier af dyreexperimenter, blandt andet experimentel glomerulonephri-
tis, nephrose og amyloidose. — Publikationerne i denne gruppe fremtræder -
stort set - som en enhed, der på et bredt grundlag yder meget vægtige bidrag til
belysning af pathogenesen af allergiske tilstande, af cortisons effekt på mesen-
chymale processer af forskellig art og navnlig af amyloidosens pathogenese, for
hvilken ansøgeren har fremsat en ny, overbevisende hypotese.
En lang række arbejder - inspireret af dr. Teilum - vedrørende disse emner er
i den sidste halve snes år publiceret af medarbejdere på hans laboratorium.
Såvel dr. Teilums uddannelse som hans store videnskabelige produktion, der
må betegnes som værende af overordentlig høj kvalitet, gør ham særdeles vel-
kvalificeret til det ansøgte professorat.
Det fremgår af ovenstående, at udvalget m. h. t. kvalifikationer anser over-
læge, dr. med. Johannes Clemmesen, professor, med. dr. Kai Setålå, og docent,
Afgang og udnævnelser af professorer
93
lektor, dr. med. Gunnar Teilum for at være dr. med. Emmerik Jensen og dr. med.
Knud-Erik Sjolin klart overlegne.
Ved den indbyrdes afvejning af de tre førstnævnte ansøgeres kvalifikationer
finder udvalget, at docent Teilums videnskabelige produktion er den vægtigste
og den mest alsidige og originale. Når hertil føjes hans mangeårige erfaring som
patolog-anatom og som underviser samt hans evner som videnskabelig organi-
sator, skal udvalget enstemmigt indstille ham til det ledige professorat.«
Udvalgets indstilling blev i henhold til § 3, stk. 7 i fornævnte kgl.
anordning tilstillet ansøgerne, af hvilke overlæge, dr. med. Johs.
Clemmesen og professor, med. dr. Kai Setålå indsendte bemærkninger
til indstillingen.
Efter at indstillingen var blevet tiltrådt af fakultetet i møde den
6. november 1961 og af Konsistorium i møde den 13. december 1961,
blev sagen under 16. december 1961 indsendt til ministeriet.
Herefter blev ved kgl. resolution af 30. december 1961 docent, lektor,
dr. med. Gunnar Teilum udnævnt til professor i patologisk anatomi ved
Københavns universitet fra 1. januar 1962 at regne.
5. Professor, dr. med. E. Rydbergs afgang fra universitetet og lektor, dr.
med. Dyre Trolles udnævnelse til professor i fodselsvidenskab, kvindesyg-
domme og nyfødte boms sygdomme
(j. nr. 304/61).
Under 25. marts 1961 blev der meddelt professor, dr. med. Erik
Rydberg afsked på grund af alder med pension fra stillingen som pro-
fessor i fodselsvidenskab, kvindesygdomme og nyfødte børns sygdomme
ved Københavns universitet, overaccoucheur ved Rigshospitalets føde-
afdeling A og overlæge ved samme hospitals gynækologiske afdeling 1,
fra den 31. januar 1962 at regne.
Efter at embedet efter indstilling under 22. april 1961 var blevet
opslået ledigt, blev under 25. maj 1961 de to indkomne ansøgninger,
nemlig fra overlæge, lektor, dr. med. Fritz Fuchs, og assisterende over-
læge, lektor, dr. med. Dyre Trolle tilstillet universitetet til erklæring.
En efter ansøgningsfristens udløb indkommen ansøgning fra overlæge,
dr. med. Aage Lachmann, der opholdt sig i Congo, medtoges i bedøm-
melsen.
Til bedømmelse af de indkomne ansøgninger nedsatte fakultetet i
henhold til § 2, stk. 2 i kgl. anordning af 5. februar 1953 et udvalg, be-
stående af professorerne, dr. med. Erik Rydberg (formand), dr. med.
E. Dahl Iversen og dr. med. Preben Plum samt overaccoucheur ved
Rigshospitalets fødeafdeling B, professor, dr. med. Ebbe Brandstrup
og professor ved Århus universitet, dr. med. Mogens Ingerslev. Dette
udvalg afgav under 23. november 1961 følgende indstilling til lakulte-
tet:
94
Universitetets årbog 1958-63
»Fritz Fuchs er født den 27. november 1918, tog medicinsk eksamen i Sverige
1944 og fik et år senere denne eksamen godkendt som dansk lægevidenskabelig
embedseksamen med 1ste karakter (240 points).
Fuchs' uddannelse omfatter efter de for udvalget foreliggende oplysninger
følgende: Medicinsk kandidattjeneste ca. 3 måneder, kirurgisk kandidattjeneste
ca. 16 måneder, kandidattjeneste ved obstetrisk-gynækologiske afdelinger ca.
lx/2 år, ansættelse som 2. reservekirurg 2 år 8 måneder, som 2. reservelæge ved
Rigshospitalets fødeafdeling A og gynækologisk afdeling I 14 måneder og som 1.
reservelæge sammesteds 23 måneder. Siden september 1958 har han været ansat
som overlæge ved Kommunehospitalets gynækologiske afdeling.
Fuchs har desuden i 6 måneder (1952) været klinisk assistent ved Rigshospi-
talets fødeafdeling A samt før denne tid i ca. 3 år været knyttet til videnskabelige
institutioner i Stockholm og Raltimore.
Ansøgeren autoriseredes som speciallæge i gynækologi og obstetrik 1958.
Han erhvervede den medicinske doktorgrad 1957 og blev samme år udnævnt
til lektor i obstetrik og gynækologi, hvilket lektorat han stadig beklæder. Han
har som lektor deltaget i examinationen i obstetrik og gynækologi.
Fuchs' videnskabelige arbejder falder i to grupper:
1)	Eksperimentalfysiologiske undersøgelser over fosfattransporten gennem pla-
centa inkluderende doktorafhandlingen, forarbejde til denne samt fortsæt-
telse af samme forskning,
2)	øvrige arbejder.
Den første gruppe indeholder 13 publikationer, hvoraf to er korte referater. Så
godt som alt experimentelt arbejde er udført i samarbejde med mag. scient., fru
Anna-Riitta Fuchs, og alle publikationer, bortset fra et kort referat, en artikel i
Acta physiol. scand. side 162, 1953, og doktorafhandlingen, har begges navne
som forfattere.
De experimentalfysiologiske undersøgelser drejer sig om fosfattransporten gen-
nem placenta hos marsvinet og kaninen. Herved fortsættes et arbejdsprogram,
som påbegyndtes af Louis R. Flexner og medarbejdere i Amerika. Den experimen-
telle teknik var således stort set udarbejdet, men en del modifikationer og kom-
pletterende metoder blev indført under arbejdets gang. Det skal fremhæves, at den
af Flexner og medarbejdere udarbejdede metodik utvivlsomt er teknisk meget
krævende.
Grundlæggende for arbejdet er de resultater, der er publiceret af Wilde, Cowie
og Flexner, Amer. J. Physiol. 147: 360, 1946. Man kan ikke sige, at disse forskeres
undersøgelsesresultater giver et klart og afsluttet billede, navnlig ikke af de
kvantitative forhold i fosfattransporten gennem placenta hos marsvinet, men en
isotopteknik og en fysiologisk metodik, som lod sig bruge til fortsatte undersøgel-
ser, var udarbejdet.
I disputatsen angiver Fuchs, at formålet har været at belyse fosfatpassagen
mellem moderdyr og foster hos marsvinet, og der meddeles i dette arbejde bidrag
af væsentlig værdi i så henseende. Det er vist, at der sker en betydelig oplejring af
fosfat i placenta, og det er lykkedes experimentelt at bekræfte, hvad der tidligere
var formodet, at fosfat passerer ikke blot i retning fra moderdyret til fosteret
men også i omvendt retning. Det er vanskeligt at vurdere betydningen af de
mange experimenter, hvori forfatteren har forsøgt at måle størrelsen af fosfat-
transporten fra moderdyr til foster. Således som disse experimenter er fremlagt
i afhandlingen, finder man, at Fuchs ikke tilstrækkeligt har klarlagt de forskel-
lige fejlkilders betydning for det enkelte experiment, og at han i diskussionen er
gået for let hen over, at placenta fungerer som et mellemled mellem moderdyret
og fosteret, og at der rimeligvis er en permanent udveksling af stoffer mellem
placenta og moderdyr og mellem placenta og foster. Alt i alt kan disputatsen dog
Afgang og udnævnelser af professorer
95
karakteriseres som et godt arbejde, der vidner om stor teknisk dygtighed, og som
har ydet væsentlige bidrag til det foreliggende problem. Selv om undersøgelserne
ikke bærer præg af større originalitet, kompletterer de på anerkendelsesværdig
måde de resultater, der er nået af Flexner og hans forskergruppe.
Fuchs har sammen med magister Anna-Riitta Fuchs fortsat sine experimen-
telle undersøgelser over fosfattransporten gennem placenta efter afslutningen af
disputatsarbejdet, og der foreligger tre publikationer om dette emne fra årene
1960-61. To af arbejderne er experimentelle undersøgelser på kaniner af lignende
art som de tidligere experimenter på marsvin, og et er et kongresforedrag om
disse undersøgelser. Det nye i disse arbejder er, at forfatterne - efter kunstigt at
have forlænget graviditeten hos forsøgsdyrene ved at give dem progesteron - har
kunnet konstatere, at fosteret efter fødselsterminen ikke længere forøger sit
fosforindhold, hvilket fortolkes som en placentainsufficiens. Iagttagelsen er af
ikke ringe interesse set på baggrund af den 1111 så livlige diskussion om placentas
eventuelle insufficiens ved forlænget graviditet hos mennesket.
Den anden gruppe af Fuchs' videnskabelige arbejder falder inden for forskellige
emneområder. Vi skal først nævne de arbejder, der har størst betydning og interesse.
I en række artikler har Fritz Fuchs sammen med Poul Riis m. fl. behandlet
videnskabelige problemer og praktiske spørgsmål, der har forbindelse med den
af Barr m. fl. beskrevne kønsspecifike cellekernemorfologi: en velskrevet over-
sigtsartikel af Riis og Fuchs, to artikler 0111 antenatal bestemmelse af fosterets
køn af Fuchs og Riis, en artikel om kønskromatinets betydning for endokrinolo-
gisk dirgnostik og for undersøgelse af sexuelle misdannelser af Riis og Fuchs, en
kasuistisk meddelelse af Bassøe, Fuchs og Riis og et mindre arbejde om cytolo-
gisk kønsdiagnostik ved tilfælde af sexuelle udviklingsforstyrrelser af Riis, Fuchs,
Johnsen, Mosbech og Pilgaard. Disse arbejder er et smukt eksempel på udnyttel-
sen af de muligheder, der i vor tid stadig opstår m. h. t. anvendelsen af resultater
fra den basale forskning i kliniken.
Sammen med Freiesleben, Else Knudsen og Riis har Fuchs publiceret tre
mindre arbejder om antenatal bestemmelse af fosterets blodtype. Bestemmelsen
hviler på Coombs og medarbejderes såkaldte »mixed agglutination« metode. Dette
er et interessant initiativ, og selv om metoden endnu kun er prøvet i få tilfælde,
er det ikke usandsynligt, at den vil få praktisk betydning for diagnose af ABO-
immunisering og blodtypebundne hereditære sygdomme.
Af Fuchs' produktion skal iøvrigt nævnes:
»Induction and Inhibition of Labour in the Rabbit«, sammen med Anna-Riitta
Fuchs, er et godt experimentelt arbejde, der er en efterprøvning af Csapos under-
søgelser, som bekræftes. I fortsættelse heraf foreligger et arbejde sammen med
Finn Koch »Inhibition of Oxytocin-induced Labour in Rabbits with Various
Gestrgens«. I arbejdet undersøges forskellige gestageners hæmmende indflydelse
på oxytocinindledet fødsel hos kaniner. Disse arbejder må ses som et forsøg på at
skabe et experimentelt farmakologisk grundlag for progesteronterapien i kliniken
ved truende abort og for tidlig fødsel. I et arbejde sammen med Stakemann med-
deles en forsøgsserie, hvori en række tilfælde af truende partus præmaturus be-
handles med store doser progesteron. Denne undersøgelse, der blev gennemført
efter »double-blind« systemet, faldt negativt ud.
Sammen med forskellige medarbejdere, bl. a. Trolle, har Fuchs udført en række
nyttige og oplysende arbejder over sekalepræparaters anvendelse i kliniken.
Under ansættelsen som reservekirurg har Fuchs deltaget i bearbejdelsen af et
større materiale af thyreotoxicose.
Endelig skal det nævnes, at Fuchs' produktion omfatter en del mindre arbej-
der, overvejende oversigtsartikler, foredrag og kasuistiske meddelelser. Navnlig i
disse arbejder viser han en god fremstillingsevne.
96
Universitetets årbog 1958-63
Sluttelig skal anføres, at Fuchs har udfoldet en omfattende aktivitet med
redaktionelt arbejde og som deltager i kongresser, symposier og fortsættelses-
kurser.
Sammenfattende skal vi udtale:
Dr. Fuchs har en tilstrækkelig uddannelse i kirurgi og er veluddannet i gynæ-
kologi, medens uddannelsen i obstetrik er sparsom. Han har i 5 år undervist som
lektor i obstetrik og gynækologi.
Videnskabeligt set er dr. P'uchs en flittig forsker med særlige evner for experi-
mentelt arbejde. Han er velorienteret i såvel det fysiologiske som det endokrino-
logiske grundlag for obstetrik og gynækologi. Hans produktion er præget af, at
han har haft evne til at knytte gode medarbejdere til sig.
Aage Lachmann er født den 27. januar 1909 og tog lægevidenskabelig embeds-
eksamen sommeren 1933 med 1ste karakter (247 points).
Lachmanns uddannelse omfatter en bred grunduddannelse: Medicinsk kandi-
dattjeneste 13 måneder, prosektorassistent 9 måneder, radiologi 7 måneder,
kirurgisk kandidattjeneste 1 år 9 måneder, kirurgisk poliklinik 3 måneder,
neurokirurgi 2x/2 måned. Hans kirurgiske specialuddannelse omfatter tjeneste
som klinisk assistent 1 år, som 2. reservekirurg godt 1 år og som 1. reservekirurg
3 år 6 måneder. Hans specialuddannelse i gynækologi og obstetrik omfatter:
kandidattjeneste 1 år 4 måneder, 2. reservelægetjeneste ca. 23/4 år, 1. reserve-
lægetjeneste knap 4 år, heraf 1 år på ren gynækologisk afdeling. Han har der-
efter i ca. 23/4 år været overlæge ved Kobenhavns kommunes fodeklinik. Siden
september 1958 har han været overlæge ved obstetrisk-gynækologiske afdelinger
i Korea og Congo.
Ansøgeren autoriseredes som speciallæge i gynækologi 1947, i kirurgi 1948 og i
obstetrik 1950.
Han erhvervede den medicinske doktorgrad 1941 og har undervist ved Den
danske Jordemoderskole 1949-54 samt givet jordemoder undervisning ved det
skandinaviske hospital i Seoul 1958-60. I 1960 har han været ansat som clinical
professor i gynækologi og obstetrik ved Seoul National University.
Lachmanns videnskabelige arbejder falder i to grupper: 1) Doktorafhand-
lingen »Studier over hypoparathyreoidismen i Danmark« og et par mindre arbej-
der, som kan betragtes som forarbejder til disputatsen, 2) øvrige arbejder.
Doktorafhandlingen er en udmærket monografisk fremstilling af hypopara-
thyreoidismen i Danmark, hvori også meddeles værdifulde undersøgelser over
calcium og fosfor i serum samt kliniske undersøgelser over tetanifrekvensen blandt
patienter, opererede for toxisk og ikke-toxisk struma. Desuden redegøres for
forekomsten af den idiopatiske hypoparathyreoidisme i Danmark og denne syg-
doms klinik. Denne afhandling er et meget dygtigt arbejde, som vidner om moden-
hed og kritisk sans, og som viser Lachmanns evne til at give en lærerig og læse-
værdig fremstilling.
Blandt arbejderne i gruppe 2 skal nævnes en større statistisk undersøgelse
»Cancer of fhe Cervical Stump«, fra Radiumhemmet i Stockholm, samt en be-
arbejdelse af Rigshospitalets fødeafdeling B's morbus cordis patienter og en
undersøgelse af cardiologisk afdelings patienter med hensyn til fødsler og svanger-
skab, det sidste i samarbejde med Tybjærg Hansen. Disse arbejder er vel gennem-
førte undersøgelser med velovervejede og kritiske konklusioner.
Af Lachmanns øvrige produktion skal nævnes to kliniske arbejder: en artikel
om retroflexio uteri, hvori meddeles resultater af efterundersøgelser af 115 opere-
rede tilfælde. Konklusionen af undersøgelsen er, at den mobile ukomplicerede
retroflexion ikke bor behandles. Denne opfattelse deles af de fleste skandinaviske
gynækologer. Endvidere en artikel om skrålejer, sammen med Otto Jepsen, et
Afgang og udnævnelser af professorer
97
værdifuldt arbejde, som peger frem mod den nutidige behandling af denne alvor-
lige komplikation.
løvrigt foreligger flere kasuistiske meddelelser, nogle forelæsninger eller fore-
drag fra koreaopholdet samt et omarbejdet lærebogsafsnit for sygeplejersker.
Endelig skal anfores, at Lachmann siden januar 1956 har været videnskabelig
redaktor af Tidsskrift for Jordemødre.
Sammenfattende skal vi udtale:
Dr. Lachmann har en bred almenuddannelse, en særdeles god kirurgisk ud-
dannelse og en omfattende obstetrisk-gynækologisk specialuddannelse. Han har
i ca. 7 år undervist jordemødre og i et år været klinisk professor i gynækologi og
obstetrik i Seoul.
Dr. Lachmann har dokumenteret gode videnskabelige evner, men har dog ikke
siden 1954 udvist nogen nævneværdig videnskabelig aktivitet.
Dyre Trolle er fodt den 27. februar 1914 og tog lægevidenskabelig embeds-
eksamen sommeren 1939 med 1ste karakter (2145/6 points).
Trolles uddannelse omfatter følgende grunduddannelse: kandidattjeneste i
intern medicin 6 måneder, dermato-venerologi 3 måneder, patologisk anatomi
5 måneder, kirurgi 43/4 år, heraf dog 2 år på blandet sygehus, ortopædi 8 måneder.
Hans kirurgiske specialuddannelse omfatter tjeneste som 2. reservekirurg knap
4 år. Hans obstetrisk-gynækologiske specialuddannelse omfatter kandidattjene-
ste 1 år, 2. reservelægetjeneste 2 år 4 måneder, heraf 11 måneder på ren gynæ-
kologisk afdeling, 1. reservelægetjeneste 33/4 år og tjeneste som afdelingslæge og
assisterende overlæge ialt ca. 5 år.
Trolle har desuden i 6 år været frivillig assistent på Statens Seruminstituts
hormonafdeling.
Ansøgeren autoriseredes som speciallæge i gynækologi 1950 og i obstetrik 1952.
Han erhvervede den medicinske doktorgrad 1948 og blev 1956 udnævnt til
lektor i obstetrik og gynækologi, hvilket lektorat han stadig beklæder. Han har
som lektor deltaget i examinationen i obstetrik og gynækologi. Desuden har
ansøgeren været lærer ved Den danske Jordemoderskole ca. l1/2 år.
Trolles videnskabelige arbejder omfatter 1) disputatsen og et dertil knyttet
større arbejde, 2) øvrige arbejder.
Disputatsen er et anatomisk arbejde med titlen »Accessory Bones of the
Human Foot«. Fra slutningen af forrige århundrede forelå systematiske anato-
miske arbejder over fodens accessoriske knogler, men efter at røntgenunder-
søgelse blev indført, er der hverken fremkommet nogen udtømmende radio-
logisk eller anatomisk oversigt. Trolles arbejde er det første oversigtsarbejde,
som omfatter begge områder. Forfatterens væsentlige indsats er seriesnits-
undersøgelser og analyser af et stort materiale udfra anatomiske, ontogenetiske
og fylogenetiske synspunkter. Trolle har særligt interesseret sig for de accessoriske
knoglers fylogenetiske baggrund, og hans undersøgelser har på dette område
bragt væsentlige nye bidrag. Med objektivitet og kritisk sans diskuteres dette
store anatomiske materiale, og det fremgår af undersøgelsen, at de mange struk-
turer, der går under fællesbetegnelsen accessoriske knogler, ikke danner nogen
genetisk enhed, men er af noget forskellig oprindelse, som nærmere angivet i 4
punkter i afhandlingens konklusion.
Dette arbejde er overordentligt omfangsrigt og detailleret og vidner om stor
flid, udholdenhed og evne til selvstændig videnskabelig forskning. Afhandlingen
er uden tvivl den mest fuldstændige informationskilde, der eksisterer om de
accessoriske fodknoglers anatomi og udvikling.
Den anden gruppe af Trolles videnskabelige arbejder falder inden for forskel-
lige emneområder:
98
Universitetets årbog 1958-63
a.	12 kliniske arbejder indenfor kirurgi, obstetrik og gynækologi, dels alene
dels i samarbejde med andre. Af disse skal vi fremhæve folgende:
Et arbejde sammen med Koster om postoperativt shock efter ventrikelresek-
tion, et arbejde, som på grundlag af talrige laboratorieundersøgelser, udfort på
et stort patientmateriale, behandler emnet indgående, og som for sin tid var af
betydelig aktuel interesse. Et mindre arbejde om podofyllinbehandling af
condylomata acuminata, hvorved en ny og effektiv behandling indfortes i Dan-
mark. »Induction of Labour by Means of Partergin . . .«, et fortjenstfuldt arbejde,
som påviser risikoen ved et anvendt medikament til igangsætning af fodsier.
En detailleret analyse af et stort materiale af legale aborter. Et instruktivt
arbejde om undersøgelse og behandling af ureterfistler. Et smukt klinisk-experi-
mentelt arbejde, som viser, at tachycardi hos visse fødende skyldes, at et anvendt
spasmolyticum indeholdt methylatropinbromid. To nyttige og oplysende arbej-
der sammen med Fuchs over sekalepræparaters anvendelse i kliniken. Et interes-
sant og inciterende arbejde med overvejelser af betimeligheden af udstrakt an-
vendelse af sectio ved underkropstilling; men det må bemærkes, at dokumenta-
tionen på nogle punkter er diskutabel. Et arbejde i samarbejde med Finn Lund-
wall om cancer vulvae, opereret en bloc, med smukke primære resultater.
b.	7 endokrinologiske arbejder, hvoraf 4 omfatter pregnandioludskillelsen i
urinen hos mennesket.
De sidstnævnte 4 arbejder udgør en stor og omfattende undersøgelse og re-
præsenterer et systematisk studium af problemet ved forskellige fysiologiske og
visse patologiske tilstande og har givet et samlet og godt underbygget billede af
pregnandioludskillelsen.
Et arbejde sammen med Johnsen og Sele over kvantitativ bestemmelse af
uringonadotropinudskillelsen ved primær og secundær amenorrhoea. Ved hjælp
af en af Johnsen udarbejdet forfinet metodik er det lykkedes at forbedre klassifi-
kationen af disse tilfælde.
Et betydningsfuldt arbejde sammen med Bro-Rasmussen, Buus og Lundwall
om plasmahydrocortison i graviditet, under fødsel og i puerperiet. Ved hjælp af
Bojesens isotopderivatmetode vises, at den tidligere fastslåede stigning for
17-OHCS hos gravide skyldes hvdrocortison, og at hydrocortisonværdierne er
lave ved dødt foster.
I tilslutning hertil foreligger sammen med Bro-Rasmussen og Buus et arbejde,
som viser, at cortison-hydrocortisonforholdet er forskelligt i moderens blod og i
navlesnorsblodet, sandsynligvis som følge af en placentær proces.
c.	I 5 arbejder behandles den fibrinolvtiske aktivitet i blodet ved placenta-
losning, fostervandsinfusion og hypertension, heraf 4 med medarbejdere.
Blandt disse skal særligt fremhæves Albrechtsen og Trolles meddelelse om en
påvisning af et fibrinolytisk system i amnionvædsken, idet human amnion-
vædske vises at indeholde en plasminogen proactivator, hvilket er af stor in-
teresse, idet amnionvædskeinfusion kan fremkalde dødelig akut fibrinolyse. Det
kliniske udgangspunkt for disse undersøgelser er et tilfælde af fostervandsinfusion
og et tilfælde af for tidlig placentalosning, der meddeles kasuistisk.
d.	Blandt de andre arbejder skal nævnes en bog på 95 sider, Nomenclatura
obstetricia, som er udarbejdet for at dække et behov for en fælles international
nomenklatur for diagnoser og indgreb i obstetrikken. Arbejdet er stort, grundigt
og konsekvent gennemført og repræsenterer en fortjenstfuld indsats.
e.	løvrigt foreligger nogle kasuistiske meddelelser til dels med litteraturover-
sigter.
Sluttelig skal anfores, at Trolle har været medlem af undervisningsministeriets
udvalg vedrorende jordemoderuddannelsen siden 1956 og af Verdensundheds-
organisationens udvalg vedrørende pregnancy wastage siden 1959, og i forbindelse
Afgang og udnævnelser af professorer
99
hermed skal nævnes, at Trolle har ledet den obstetriske side af Rigshospitalets
projekt vedrorende samme problem.
Sammenfattende skal vi udtale:
Dr. Trolle har en god uddannelse i kirurgi og er veluddannet såvel i gynæ-
kologi som i obstetrik. Han har i 5 år som lektor undervist i obstetrik og gynæ-
kologi.
Dr. Trolles videnskabelige produktion er omfattende og præget af stor grundig-
hed og alsidighed. Den vidner såvel 0111 hans nære forbindelse med kliniken som
om hans evne til at inddrage andre grene af medicinen og de basale videnskaber
i sin forskning. Hans udholdenhed er usædvanlig, og han udviser ikke sjældent et
originalt greb om problemerne.
Konklusion
Udvalget finder alle tre ansøgere kvalificeret til det ansøgte professorat.
Ved en sammenlignende vurdering står det os klart, at dr. Fuehs og dr. Trolle
må placeres foran dr. Lachmann på grund af dennes betydeligt mindre viden-
skabelige produktion og manglende videnskabelige aktivitet i de senere år.
Ved afvejningen af dr. Fuchs' og dr. Trolles kvalifikationer finder udvalget,
at dr. Trolles produktion er den mest grundige, alsidige og originale. Tillige har
han en betydelig bedre uddannelse i obstetrik.
Udvalget skal derfor enstemmigt indstille dr. Trolle til det ledigblivende pro-
fessorat.«
Udvalgets indstilling blev i henhold til § 3, stk. 7 tilstillet ansøgerne,
af hvilke overlæge, dr. med. Fritz Fuchs afgav bemærkninger.
Efter at indstillingen var blevet tiltrådt af fakultetet på dettes mode
den 4. december 1961 og af Konsistorium i dettes møde den 13. decem-
ber 1961, blev sagen under 16. december 1961 indsendt til ministeriet.
Herefter blev ved kgl. resolution af 30. december 1961 assisterende
overlæge, lektor, dr. med. Dyre Trolle udnævnt til professor i fødsels-
videnskab, kvindesygdomme og nyfødte børns sygdomme ved Køben-
havns universitet og til overaccoucheur ved Rigshospitalets afdeling A
og indtil videre som overlæge ved samme hospitals fødeafdeling A fra
1. februar 1962 at regne.
6. Professor, dr. phil. Rich. Eges afgang fra universitetet og afdelingsleder,
dr. phil. Frank Lundquists udnævnelse til professor i biokemi
(j. nr. 305/61).
Under 4. april 1961 blev der meddelt professor, dr. phil. Richard
Ringstrup Ege afsked på grund af alder med pension fra stillingen som
professor i biokemi ved Københavns universitet fra den 31. januar
1962 at regne.
Efter at embedet efter indstilling under 16. maj 1961 var blevet op-
slået ledigt, blev under 8. juni 1961 de indkomne 5 ansøgninger, nemlig
fra afdelingsleder, lektor, dr. med. Ejgil Bojesen, videnskabelig assistent
cand. polyt. et dr. med. Jørgen Clausen, afdelingsleder, dr. med. Poul
100
Universitetets årbog 1958-63
KruhøfTer, afdelingsleder, dr. phil. Frank Lundquist og videnskabelig
assistent, lektor, dr. med. N. A. Thorn, tilstillet universitetet til erklæ-
ring.
Til bedømmelse af de indkomne ansøgninger nedsatte fakultetet i
henhold til § 2, stk. 2 i kgl. anordning af 5. februar 1953 om ansættelse
af professorer ved Københavns universitet et udvalg, bestående af
professorerne, dr. phil. Rich. Ege (formand), dr. phil. H. H. Ussing
og dr. med. Mogens Faber samt professor ved Århus universitet dr.
med. Fritz Schonheyder og professor ved Medicinska Nobelinstitutet i
Stockholm, med. dr. Hugo Theorell. Dette udvalg afgav under 30.
december 1961 følgende indstilling til fakultetet:
»Ejgil Bojesen er fodt 1919 og tog lægevidenskabelig embedseksamen som-
meren 1944 med 1. karakter. I 1955 erhvervede han den medicinske doktor-
grad.
Bojesens uddannelse omfatter — bortset fra turnustjeneste, kortvarige vikari-
ater og kandidatstillinger - 1 år som videnskabelig assistent ved Finseninstitutet,
knap 1 år som 2. reservelæge ved centrallaboratoriet på Frederiksborg Amts
Centralsygehus i Hillerod og ca. 8x/2 år som videnskabelig assistent ved Koben-
havns universitets medicinsk-fysiologiske institut. Siden 1957 har han været
ansat som afdelingsleder ved Kobenhavns universitets Institut for eksperimentel
medicin (endocrinologisk afdeling).
Bojesen har efter turnustjenesten deltaget to semestre i øvelser i kemi for
magisterkonferensstuderende i biokemi. Desuden har han i 1 år under sin ansæt-
telse på medicinsk-fysiologisk institut studeret ved Department of Physiology,
Yale University, og Department of Biochemistry, New York University.
Han udnævntes i 1959 til lektor i eksperimentel endocrinologi.
Bojesens videnskabelige arbejder falder hovedsagelig i to grupper: 1) Nyre-
fysiologiske studier, omfattende doktordisputatsen og forarbejderne til denne,
2) kvantitative bestemmelser af og studier over corticosteroider.
Doktordisputatsen om den tubulære saltvandsresorption yder et vægtigt og
originalt bidrag til forståelse af nyrefunktionen, idet han blandt andet påviser
den store indflydelse, vandtilbageresorptionen må have på filtrationen i glomeruli;
han påviser det uholdbare i de hidtidige gængse betragtninger over glomerulus'
og tubulus' funktion som to af hinanden uafhængige processer.
Den anden gruppe arbejder er fortrinsvis af metodologisk natur. Ved anven-
delse af dobbelttracermetodik har Bojesen videreudviklet meget specifikke og
yderst følsomme metoder til bestemmelse af corticosteroider i plasma og urin.
Disse metoder har i Bojesens laboratorium givet interessante fysiologiske resul-
tater og vil utvivlsomt få stor betydning dels i den eksperimentelle endocrinologi
og dels i kliniken.
Bojesen har som afdelingsleder for den endocrinologiske afdeling ved institutet
for eksperimentel medicin indledt samarbejde med en række andre videnskabelige
institutioner og knyttet forskellige medarbejdere til sig. Som resultat af afdelin-
gens arbejde foreligger der foreløbig 5 publikationer, enkelte med medarbejdere,
der alle henhorer under ovennævnte gruppe 2. Det fremgår af hans ansøgning,
at han har anvendt en stor del af sin arbejdsindsats i de sidste år på planlægning
og organisering af afdelingens fremtidige videnskabelige arbejde.
Sammenfattende skal vi udtale, at dr. Bojesen har vist betydelig videnskabelig
originalitet indenfor de fysiologiske områder, han har beskæftiget sig med. Han
har desuden dokumenteret gode evner for mikroanalytisk metodologi.
Afgang og udnævnelser af professorer
101
Jørgen Clausen er født 1931, tog civilingeniøreksamen (kemiingeniør) med
teknisk biokemi som speciale vinteren 1953/54 med mg + og lægevidenskabelig
embedseksamen vinteren 1958/59 med 1. karakter. I 1960 erhvervede han den
medicinske doktorgrad.
Clausens uddannelse omfatter ansættelse som videnskabelig assistent ved
Københavns universitets biokemiske institut siden oktober 1958, dog afbrudt af
1 års turnustjeneste. Allerede før sin ansættelse som videnskabelig assistent var
han knyttet til institutet som frivillig assistent og medvirkede ved undervisningen.
Det samme gjorde sig gældende under turnustjenesten.
Han har i studieøjemed opholdt sig sammenlagt 1/2 år ved universitetet i Lou-
vain. Desuden har han gennemgået isotopkursus for læger og specialkursus i
neurologi.
Han har i efterårssemesteret 1961 varetaget den til lektoratet i biokemi knyt-
tede undervisning.
Clausens videnskabelige arbejder falder indenfor et enkelt hovedemne: pro-
teinkemi, som fortrinsvis belyses gennem immunelektroforese.
I disputatsen: »Immunelektroforesens teoretiske grundlag og praktiske an-
vendelse« beskrives en forbedring af immunelektroforesemetoden, og der leveres
vigtige bidrag til metodens teori, betydning og rækkevidde. Afhandlingen er klar
og velskreven. Han har siden fortsat med undersøgelser indenfor samme felt.
Den samlede videnskabelige produktion er i betragtning af den korte årrække,
den er gennemført over, af betydeligt omfang. Selv om arbejderne fortrinsvis
er gennemført ved ovennævnte metode, har han dog vist at kunne kombinere
immunelektroforese med andre metoder til nærmere belysning og identifikation
af de talrige proteinfraktioner. Problemkredsen er hovedsagelig af patobiokemisk
natur; men ikke mindst gennem de seneste undersøgelser er de enkelte protein-
fraktioners normalbiokemiske funktioner inddraget i undersøgelserne og over-
vejelserne. Særlig skal fremhæves to arbejder, begge med medarbejdere, om
coeruloplasmin. En stor del af undersøgelserne er udført i samarbejde med andre.
Sammenfattende skal vi udtale, at dr. Clausen har vist, at han behersker en
række forskellige fundamentale kemiske og biokemiske analysemetoder. På
grund af sin unge alder har han måttet koncentrere sig om et enkelt forsknings-
område, men han har her forstået at vurdere dens betydning for biokemien og
den kliniske kemi.
Poul Kruhøffer er født 1914 og tog lægevidenskabelig embedseksamen vinteren
1940/41 med 1. karakter. I 1950 erhvervede han den medicinske doktorgrad.
Ivruhøffers uddannelse omfatter turnustjeneste, 1 års kandidattjeneste på
medicinsk afdeling og 5 måneders vikaransættelse på medicinske og pædiatriske
afdelinger. I ca. 15 år har han været ansat som videnskabelig assistent og ama-
nuensis ved Københavns universitets medicinsk-fysiologiske institut og siden
1958 som afdelingsleder sammesteds.
Han har under sin ansættelse som videnskabelig assistent haft orlov i knap et
år med henblik på videnskabelige studier, hovedsagelig ved Department of
Biochemistry, Western Reserve University, Cleveland. I 12 måneder har han
desuden været knyttet til Medicinsk Laboratorium, Vognmagergade, for at
kvalificere sig til specialist i klinisk kemi og laboratorieteknik. Fra oktober 1956 -
september 1958 var han ansat under Verdenssundhedsorganisationen som pro-
fessor i fysiologi ved et nyoprettet universitet i Medan.
Siden 1952 har Kruhøffer været ansat som lektor i fysiologi ved Københavns
universitets lægevidenskabelige fakultet.
KruhøfTers videnskabelige arbejder omfatter eksperimentelle arbejder og
oversigtsarbejder.
102
Universitetets årbog 1958-63
1)	Nyrefysiologiske studier omfattende doktordisputatsen og de dertil knyt-
tede forarbejder. Disputatsen behandler glucosetilbageresorptionen samt vand-
og saltudskillelsen gennem nyrerne. Arbejdet var en for sin tid meget betydnings-
fuld nyrefysiologisk studie.
2)	Studier over kulhydratomsætningen, der alle er udført i forbindelse med
medarbejdere. De pågældende arbejder har givet betydningsfulde bidrag til det
intermediære kulhydratstofskifte, specielt insulinets indflydelse herpå.
3)	Studier over organismens vædskefaser og stoffers fordeling i disse. De her-
henhørende arbejder giver vægtige bidrag til eksperimentel bestemmelse af
extracellulærrummets størrelse og indeholder teoretiske overvejelser over metoder
og fejlkilder ved bestemmelse af dette rum. Et af de væsentligste resultater af
disse arbejder var hans påvisning af diffusionens overvejende betydning i for-
hold til massestrømninger vedrørende stoftransporten mellem kapillærer og væv.
4)	Studier over lungediffusion: en respirationsfysiologisk undersøgelse med
bestemmelse af diffusionskonstanten for kulilte gennem lunger. I tilknytning
hertil foreligger der et klinisk arbejde med medforfatter til belysning af denne
konstants eventuelle kliniske værdi.
5)	Et enkelt arbejde om biosyntesen af serin.
Kruhøffers oversigtsarbejder omfatter 5 afhandlinger, hvoraf navnlig et,
fortrinsvis omhandlende alkalimetaljoners udskillelse gennem nyrerne, er af
meget betydeligt omfang og stor værdi.
Alle Kruhøffers arbejder præges af meget omhyggelig metodik, udpræget
stringens og logisk tankegang.
Der foreligger ingen eksperimentelle videnskabelige arbejder fra Kruhøffers
hånd siden 1955, hvilket til dels hænger sammen med, at han i 1956-58 opholdt
sig i Medan.
Sammenfattende skal vi udtale, at Kruhøffers videnskabelige arbejder er
relativt få i forhold til det åremål, han har haft lejlighed til at drive forskning (11
eksperimentelle arbejder og 5 oversigtsarbejder), men de bidrager væsentligt til
løsningen af forskellige betydningsfulde problemer på grænseområdet mellem
fysiologi og biokemi. Den videnskabelige kvalitet er høj. Produktionen har i de
sidste år været sparsom.
Frank Lundquist er født 1916, tog civilingeniøreksamen (kemiingeniør) med
organisk syntese og bioteknisk kemi som speciale 1939 med mg + og magister-
konferens i zoofysiologi 1942. I 1949 erhvervede han den fdosofiske doktorgrad.
Lundquists uddannelse omfatter ansættelse som lialvdagsassistent i 2 år på
Københavns universitets kemiske laboratorium (K. A. Jensen) og ca. 7 måneder
ved medicinalfirmaet Ferrosan, beskæftiget med indretningen af et nyt biologisk
laboratorium og arbejde der med toxicitetsbestemmelser. Siden 1943 har han
været ansat som afdelingsleder ved Kobenhavns universitets retsmedicinske
instituts biokemiske afdeling.
Han har ca. 1/2 år studeret ved Department of Biochemistry, University of
Wisconsin.
Lundquist har holdt forelæsninger for medicinske studenter, embedslæger og
videregående biokemistuderende samt vejledet biokemistuderende på sin af-
deling.
Lundquists videnskabelige arbejder er meget omfattende og kan hovedsagelig
inddeles i følgende grupper: 1) en række organisk-kemisk præparative arbejder,
hovedsagelig i samarbejde med K. A. Jensen, 2) enkelte zoofysiologiske arbejder,
3) et par nyrefysiologiske arbejder, 4) en række forensiske arbejder, hvorigennem
Lundquist blev ført over til sine hovedarbejder: 5) undersøgelser over spermas
sammensætning og 6) undersøgelser over alkohols intermediære omsætning.
Afgang og udnævnelser af professorer
103
Lundquists videnskabelige hovedindsats falder indenfor grupperne 4-6.
Lundquist dokumenterer gennem sine forensiske publikationer (forgiftninger,
alkoholundersøgelser og dodstidsbestemmelser) udpræget evne til at udnytte sin
biokemiske viden til gavn for praktisk lægevirksomhed.
På Lundquists foranledning blev i 1943 spørgsmålet om spermas indhold af
sur fosfatase lod sig anvende til forensisk påvisning af spermapletter taget op til
nærmere undersøgelse. Denne ide har senere vist sig meget frugtbar.
I de følgende år udførte han en række indgående undersøgelser over spermas
sammensætning, herunder indholdet af enzymer, phosphorylcholin og glycero-
phosphorylcholin. Han isolerede og karakteriserede de sidstnævnte substanser,
hvis forekomst i sperma hidtil var ukendt.
En del af undersøgelserne over spermas enzymer er samlet i disputatsen, i
hvilken Lundquist iøvrigt ved bestemmelser af forskellige komponenters mængde-
forhold i de sekreter, der indgår i sperma, angiver beregningsmetoder til klar-
læggelse af de enkelte sekreters andel i den samlede spermaproduktion.
LTndersøgelserne over spermas enzymer fortsættes med en række medarbej-
dere, og det lykkes at karakterisere de enkelte proteolytiske enzymers natur
samt gennemføre en adskillelse af disse.
En anden hovedindsats i Lundquists produktion er undersøgelserne over
alkohols intermediære omsætning.
Hans arbejder herover berører problemet om den hastighed, med hvilken
alkohol forsvinder fra blodet, hvilket han sætter i relation til kinetikken for det
alkoholforbrændende system i leveren og benytter dette til beregning af Michaelis
konstanten for det hastighedsbegrænsende trin i alkoholomsætningen. De værdier,
han fandt, svarer til de værdier, som andre forskere har fundet for alkohol-
dehydrogenase in vitro.
Han udarbejdede også metoder til mikrobestemmelse af acetaldehyd og eddike-
syre. Ved hjælp af disse metoder gjorde han den meget vigtige iagttagelse, at
indholdet af eddikesyre i blodet stiger fra praktisk taget 0 til relativt betydelige
værdier efter indtagelse af alkohol. Endvidere lykkedes det ham at vise, at
dannelse af eddikesyre sker uden medvirken af coenzym A. Han fandt tillige,
at forholdet mellem det reducerede og det oxyderede coenzym I under indflydelse
af alkohol var forhøjet. Lundquist antyder, at dette muligvis kan give en for-
klaring på dannelsen af fedt i leveren hos alkoholikere.
Lundquist er desuden forfatter til en række metodologiske arbejder, af hvilke
bl. a. skal nævnes en metode til chromatografisk separation af aminosyrer.
Lundquist har herudover gennem årene skrevet en række oversigtsartikler,
der tyder på betydelige pædagogiske evner.
Sammenfattende skal vi udtale, at dr. Lundquists arbejder er af høj viden-
skabelig kvalitet. På beundringsværdig måde har han udfra sit rutinemæssige
arbejdsområde på retsmedicinsk institut fundet frem til og nået at gennemføre en
række undersøgelser til belysning af fundamentale biokemiske problemer sam-
tidig med, at en række af hans arbejder har stor praktisk lægelig interesse. Man
har indtryk af, at dr. Lundquist er en forsker, der er i fortsat frugtbar udvikling.
Niels Anker Thorn er født 1924 og tog lægevidenskabelig embedseksamen 1951
med udmærkelse. I 1960 erhvervede han den medicinske doktorgrad.
Thorns uddannelse omfatter turnustjeneste og et par kortvarige vikariater
samt ansættelse som assistent 1953-56 hos dr. V. P. Dole ved Rockefeller insti-
tutet i New York.
Siden 1957 har han været ansat som videnskabelig assistent ved Københavns
universitets medicinsk-fysiologiske institut.
I årene 1957-58 har han virket som instruktør ved Kobenhavns universitets
104
Universitetets årbog 1958-63
biokemiske institut. Han udnævntes i 1959 lil lektor i fysiologi ved Kobenhavns
universitets lægevidenskabelige fakultet og i 1960 til lektor i fysiologi ved Koben-
havns Tandlægehøjskole.
Thorn har foretaget kortvarige studierejser til Basel og London.
Thorns videnskabelige arbejder falder hovedsagelig i 3 grupper:
1)	3 arbejder over fedtstofskiftet udfort i samarbejde med andre på Rockefeller
institutet, heraf to studier over adipositasbehandlingen og et om fedtresorptionen.
2)	En række på 15 arbejder over de antidiuretiske hormoner og deres virkning,
hvoraf et par er oversigtsarbejder. På basis af undersøgelser af urinens vægtfylde
(og senere ved måling af frysepunktdepression) angives en metode til bestemmelse
af aktiviteten af antidiuretisk hormon. Denne og andre metoder blev derefter
anvendt til undersøgelser over hormonets binding til proteiner i plasma og hor-
monets stabilitet. Senere foretog Thorn en sammenlignende undersøgelse mellem
lysin- og arginin-vasopressin og andre vasopressinpræparater kombineret med
undersøgelser over Na og K udskillelsen i urinen. Disse arbejder samledes i
disputatsen: »Antidiuretiske hormoner og deres analoge«, der udover de nævnte
undersøgelser indeholder en bredt skrevet oversigt over de nyeste landvindinger
indenfor nyrefysiologien. Thorns undersøgelser på dette område er siden fortsat
med nogle væsentlige, endnu delvis upublicerede arbejder, om den stigende
Ca-udskillelse i urinen under påvirkning af det antidiuretiske hormon. Endvidere
har han foretaget undersøgelser over sammenhængen mellem hyaluronidase og
antidiuretisk effekt, et problem, som for tiden er meget aktuelt.
3)	En række arbejder over Na og K udskillelsen i spyt, tårer og sved. Denne
gruppe arbejder er udført i samarbejde med andre på Rockefeller institutet i
New York og afsluttes med et værdifuldt bidrag til en oversigtsmonografi: »The
Alkali Metal Ions in Biology«.
Endvidere skal nævnes, at Thorn er forfatter til en lang række oversigtsartik-
ler, også med emner udenfor de ovenfor nævnte områder.
Sammenfattende skal vi udtale, at det centrale i dr. Thorns arbejder ligger på
grænseområdet mellem fysiologi og biokemi. Med enkle midler har han udfort en
række fysiologisk endocrinologiske undersøgelser, der navnlig i de sidste studier
åbner nye perspektiver.
Konklusion.
Ved den endelige vurdering har udvalget ment at måtte lægge vægt på kvali-
teten af ansøgernes videnskabelige produktion, denne produktions alsidighed,
herunder også om den hovedsagelig falder indenfor biokemien eller fysiologien
eller grænseområdet mellem de to fag, ansøgernes fortsatte videnskabelige ak-
tivitet og basale uddannelse.
Udvalget finder alle fem ansøgere kvalificeret til den ledige lærestol; men ud fra
de ovenfor opstillede krav er der for udvalget ingen tvivl om, at dr. Lundquist -
alle forhold taget i betragtning - er den af ansøgerne, der må betragtes som den
bedst kvalificerede. Hans produktion, hvis hovedarbejder omhandler centrale
biokemiske problemer, må betegnes som meget alsidig og af hoj kvalitet. Han er
fortsat videnskabelig meget produktiv. Når hertil kommer, at han har en grundig
kemisk, biokemisk og biologisk uddannelse, skal udvalget enstemmigt indstille
ham til det ledigtblivende professorat.«
LTdvalgets indstilling blev i henhold lil § 3, stk. 7 i fornævnte kgl.
anordning tilstillet ansogerne af hvilke afdelingsleder, lektor, dr. med.
Ejgil Bojesen indsendte bemærkninger til indstillingen.
Efter at fakultetet i mode den 15. januar 1962 og Konsistorium
Afgang og udnævnelser af professorer
105
havde tiltrådt indstillingen, blev sagen under 29. januar 1962 indsendt
til ministeriet.
Herefter blev ved kgl. resolution af 6. februar 1962 afdelingsleder,
dr. phil. Frank Lundquist udnævnt til professor i biokemi ved Koben-
havns universitet fra 1. februar 1962 at regne.
7. Professor, dr. med. Erik Warburgs afgang fra universitetet og overlæge,
dr. med. Anders Tybjærg Hansens udnævnelse til professor i intern
medicin
(j. nr. 444/61).
Under 21. juli 1961 blev der meddelt professor, dr. med. Erik Johan
Warburg afsked på grund af alder med pension fra stillingen som pro-
fessor i intern medicin ved Københavns universitet og overlæge ved
Rigshospitalets medicinske afdeling B fra den 31. august 1962 at regne.
Efter at embedet under 21. september 1961 var blevet opslået ledigt,
blev under 18. oktober 1961 de indkomne 11 ansøgninger, nemlig fra
professor ved den kliniske praktikantundervisning, overlæge, dr. med.
Laurids Korsgaard Christensen, reservelæge dr. med. Thorkild Friis,
assisterende overlæge, dr. med. Johan Georg, lektor, assisterende over-
læge, dr. med. Anders Tybjærg Hansen, reservelæge, dr. med. Knud
Henning Olesen, lektor, assisterende overlæge, dr. med. Villy Posborg
Petersen, assisterende overlæge, dr. med. Arne Skovby, overlæge, dr.
med. Michael Schwartz, assisterende overlæge, dr. med. Jorn Hess
Thaysen, lektor, assisterende overlæge, dr. med. Aage Videbæk og
professor, dr. med. Flemming Raaschou. Ved skrivelse af 1. december
1961 trak professor, dr. med. Flemming Raaschou sin ansøgning tilbage.
Til bedømmelse af de indkomne ansøgninger nedsatte fakultetet i
henhold til § 2, stk. 2 i kgl. anordning af 5. februar 1953 om ansættelse
af professorer ved Københavns universitet et udvalg, bestående af
professorerne, dr. med. Fr. Buchthai (formand), dr. phil. Rich. Ege,
dr. med. Erik Warburg, dr. med. Eggert Møller og dr. med. Knud
Brøchner-Mortensen. Dette udvalg afgav under 28. april 1962 følgende
indstilling til fakultetet:
»Laurids Korsgaard Christensen er født 1919, tog lægevidenskabelig embeds-
eksamen 1945 med udmærkelse (2652/3 points), erhvervede 1952 den medicinske
doktorgrad og opnåede 1956 autorisation som speciallæge i medicinske sygdomme.
Korsgaard Christensen har en god uddannelse i intern medicin og nærstående
specialer. Han har været anden reservelæge på almenmedicinsk afdeling i 3 år,
første reservelæge i 5 år, assisterende overlæge i 1 år, og siden januar 1962 over-
læge ved medicinsk afdeling F på Københavns Amts Sygehus i Gentofte.
I 1947-49 har han jævnsides med sin kliniske uddannelse arbejdet på Carls-
berglaboratoriets kemiske afdeling. 1 1959-60 studerede han i 1 år ved Depart-
106
Universitetets årbog 1958-63
ment of Medicine, Harvard Medical School og The Thyroid Laboratory of the
Medical Services of the Massachussetts General Hospital, Boston.
Han har i 5 år været tutor ved volontorundervisningen og siden februar 1962
professor ved den kliniske praktikantundervisning.
Korsgaard Christensens videnskabelige produktion omfatter arbejder om
proteinkemi, thyreoideafunktionen og andre emner.
1.	Proteinkemiske arbejder.
På Carlsberglaboratoriet har han udarbejdet sin doktorafhandling »Dena-
turation and enzymatic hydrolysis of B-lactoglobulin« og 4 mindre afhandlinger.
Han har i disse arbejder undersøgt kinetikken af urinstofdenatureringen samt
trypsinspaltningen af B-lactoglobulin og fundet, at der ved hydrolysen sker en
initial strukturel ændring (reversibel denaturering?) af proteinet, som oprindeligt
antaget af Linderstrom-Lang. Det kan ikke med sikkerhed afgøres, om denne
strukturelle ændring er spontan eller er katalyseret af enzymet. Den optiske
drejning benyttes til at differentiere mellem denaturering og enzymatisk hydro-
lyse, og han henleder opmærksomheden på betydningen af at arbejde med dena-
turerede proteiner som substrat ved undersøgelse af biologiske materialers pro-
teolytiske aktivitet. Et led i disputatsen er udarbejdelsen af en modifikation af
Giintelberg og Linderstrøm-Langs metode til måling af det kolloid-osmotiske
tryk, og sammen med Linderstrom-Lang har han givet en værdifuld oversigt over
metoder til bestemmelse af det kolloid-osmotiske tryk. Disse arbejder vidner om
god skoling i videnskabelig arbejdsmetode samt iderigdom og evne til selvstændig
tænkning.
I 1955-57 publicerer han fra Gentofte Amtssygehus syv afhandlinger indenfor
samme emneområde. Han undersøger pH-optimum ved pepsinhydrolyse og
forelægger iagttagelser, der støtter teorien om, at den første fase i hydrolysen af
nativt protein er en udfoldning af molekylernes peptidkæder, og at graden af den-
ne proces influerer på hydrolysehastighedens afhængighed af brintjonkoncentra-
tionen. Han peger på anvendelsen af urinstofdenatureringen af protein ved
udarbejdelsen af spektrofometriske analysemetoder og undersøger den proteo-
lytiske aktivitet i ventrikelsekret. Endvidere angiver han en fiks og velkontrol-
leret metode til proteolytisk bestemmelse af fibrinogen i plasma; men der frem-
lægges ikke noget normalmateriale eller klinisk materiale.
Endelig udarbejder han en metode til bestemmelse af uropepsin og en metode
til bestemmelse af trypsin-inhibitor i urin og serum. I en lille meddelelse peger
han på en procedure, hvorved nøjagtigheden ved bestemmelse af proteolytisk
aktivitet skulle kunne øges.
I modsætning til arbejderne, som han har udført på Carlsberglaboratoriet, kan
der mod flere af disse senere arbejder rettes nogen kritik, bl. a. vanskeliggøres
vurderingen ved, at antal af forsøg og især forsøgsnojagtighed ikke altid er op-
lyst. Endvidere savnes der ved omtalen af bestemmelsen af proteolytisk aktivitet
en diskussion af reaktionernes kinetik, som må antages at have betydning også
for en vurdering af metodens usikkerhed.
2.	Undersøgelser over thyreoideafunktionen.
I 1958 redegør han for den særligt af angelsaksiske forskere udviklede metodik
til bestemmelse af proteinbundet radioaktivt jod; sammen med Friis publicerer
han et stort patientmateriale til belysning af den diagnostiske anvendelse af
radioaktivt jod ved thyreoidealidelser og finder, at optagelsen er højere end i
amerikanske materialer. Disse arbejder har haft stor betydning for indførelsen
af de pågældende metoder her i landet. De diskuterer kort de diagnostiske mulig-
heder ved forskellige former af thyreoiditis. Sammen med Friis og M. Siggaard
Afgang og udnævnelser af professorer
107
Andersen redegør han for thyrotropinstimulationsprovens værdi for diagnosen af
rnyxodem.
I de folgende år foretager han en række undersøgelser over thyroxin og tri-
jodthyronin. Han angiver en værdifuld metode med anvendelse af isotopteknik
til bestemmelse af frit, ikke proteinbundet thyroxin i blodet, hvilket er af bety-
delig interesse, idet meget tyder på, at thyroxinet er metabolisk aktivt i denne
form, og at bestemmelsen har diagnostisk værdi. Der redegøres for metodens
nøjagtighed; beskrivelsen af metodens praktiske udførelse og teoretiske grundlag
er imidlertid på nogle punkter ufuldstændig. I fire arbejder viser han, at salicy-
later, para-aminosalicylsyre og andre substanser øger mængden af frit thyroxin i
blodet, hvilket bidrager til forståelsen af forskellige hidtil uafklarede forhold.
Der savnes imidlertid oplysning om forsøgenes antal, og diskussionen af salicyla-
tets farmakologiske virkning er vel spekulativ. I tre efterfølgende arbejder fore-
tages interessante undersøgelser over betydningen af andre faktorer (herunder
pH) for thyroxinets proteinbinding.
I tilslutning til en redegørelse for isotopteknikken ved måling af erythrocyters
optagelse af trijodtyronin fremlægger han teoretiske overvejelser og undersøgel-
ser, der bekræfter, at optagelsen er et mål for mængden af ubundet trijodthyronin
i plasma, samt at trijodthyronin er løsere bundet til protein end thyroxin. Ved
sammenligning af værdier fra patienter og normale oplyser han, at »two values
were determined simultaneously in a patient and in a normal subject«. Respektive
6 og 3 værdier fra ialt 12 normale er imidlertid identiske. I et foredragsmanuskript
gives en god oversigt over proteinbinding til og erythrocyternes optagelse af
thyroxin og beslægtede substanser.
3. Arbejder om andre emner.
I en række mindre meddelelser om hæmolytisk anæmi gives en kort oversigt
over de forskellige typers klinik, illustreret med enkelte exempler; L. E.-fænome-
net omtales kort.
Gennem årene har han som regel i samarbejde med andre, publiceret en række
kasuistiske meddelelser af vekslende kvalitet.
I 1958 udarbejder han en isotopmetode til måling af flbrinogenomsætning, der
anvendes på en lille gruppe normale og på patienter med forskellige lidelser.
Sammen med andre undersøger han absorptionen af B12 hos patienter med lavt
B12-indhold i plasma, og hos en del af patienterne mener forfatterne at kunne
diagnosticere en latent perniciøs anæmi trods manglende kliniske tegn på B12-
mangel og manglende tegn på megaloblastær ervthropoiese. Diskussionen er lidet
overbevisende. Sammen med Friis undersøger han uropepsinudskillelsen og B12-
absorptionen hos patienter med anæmia perniciosa og patienter med achylia
gastrica. Spørgsmålet om latent perniciøs anæmi diskuteres påny.
En undersøgelse af leverfunktionen med radioaktiv Rose Bengal er vanskelig
at vurdere, fordi oplysninger om udfaldet af andre leverfunktionsprøver er util-
strækkelige.
Thorkild Friis er født 1922, tog lægevidenskabelig embedseksamen 1947 med
laud (2512/3 points), erhvervede 1949 Københavns Universitets guldmedalje,
1953 den medicinske doktorgrad og opnåede 1958 autorisation som speciallæge i
intern medicin med organspecialerne stofskiftesygdomme og blodsygdomme.
Friis har en god uddannelse i intern medicin og nærstående specialer. Han har
været heldagsassistent på Seruminstituttets tuberkuloseafdeling i 3 år, halv-
dagsassistent i 1 år, assistent ved klinisk centrallaboratorium i l/2 år og konsulent
samme sted i 7 år. åå almenmedicinsk afdeling har han været anden reservelæge
i 3 år og første reservelæge i 3V2 år.
108
Universitetets årbog 1958-63
Han har været på en måneds studieophold ved den endokrinologiske afdeling
på det akademiske sygehus i Leiden og har i 1/2 år arbejdet på Thyreoideaklinik-
ken ved Massachussetts General Hospital, Boston.
Friis' videnskabelige produktion omfatter arbejder om antihistaminica, tu-
berkuloseproblemer, thyreoideafunktionen, hæmatologiske problemer og andre
emner.
1.	Undersøgelser over antihistaminica.
I guldmedaljeafhandlingen fra 1949 giver han en kritisk oversigt over den
tidligere litteratur om histaminets betydning for fremkomst af allergiske hud-
forandringer samt over antihistaminica. Der fremlægges en række omhyggelige
experimentelle undersøgelser. Hans konklusioner er på enkelte punkter lidt for
vidtgående.
2.	Undersøgelser over tuberkuloseproblemer.
I doktorafhandlingen fra 1953 undersøger han tuberkulinfølsomheden hos
marsvin, vurderet ved legemstemperaturmåling under tuberkulinchoket. Efter
en på visse punkter noget svag gennemgang af den tidligere litteratur foretager
han en omhyggelig undersøgelse af temperaturen hos normale marsvin. Dernæst
undersøger han temperaturændringer efter tilførsel af tuberkulin og BCG-vaccine
under forskellige betingelser, og der fremskaffes oplysninger af noget varierende
værdi om immunitetsforholdene.
Sammen med Engbæk foretager han undersøgelser over effekten af BCG-
vaccine, varmebehandlet, resp. opbevaret på forskellig måde, og redegør for en
infektion med en atypisk syrefast bacil. Sammen med Engbæk og Teilum under-
søger han virkningen af cortison på den tuberkuløse infektion.
3.	Undersøgelse over thyreoideafunktionen.
I årene efter 1954 har Friis foretaget undersøgelser over nyere metoder til
diagnose af tliyreoidealidelser, der har haft stor betydning for indførelsen af de
pågældende metoder her i landet. Den af Barker angivne destillationsmetode til
bestemmelse af proteinbundet jod gennemgås omhyggeligt. Han giver en god
oversigt over den tidligere litteratur om det proteinbundne jod og redegør på
ikke ganske tilfredsstillende måde for undersøgelsen af normale og et stort
materiale af patienter med og uden tliyreoidealidelser. Han bekræfter, at det
proteinbundne jod er forhøjet under graviditet og hurtigt falder efter partus og
abort. I første leveår finder han værdier omtrent som hos voksne. Tidligere
iagttagelser er hermed i alt væsentligt blevet bekræftet.
Under studieopholdet i Boston viser han sammen med Hall på et lidt sparsomt
materiale, at placenta er impermeabel for thyroxin, men at radioaktivt jod
passerer placenta. Med Chapman undersøger han en noget inhomogen gruppe af
euthyreoide patienter med exophthalmus. Efter tilførsel af radioaktivt jod finder
de, at forholdet mellem det proteinbundne og det totale radioaktive jod i plasma
er forhøjet. Det mest interessante i denne afhandling er iagttagelsen af den tids-
mæssigt forskellige optræden af thyroxin og trijodtyronin bestemt ved papirkro-
matografi.
Sammen med andre foretager han en opgørelse og efterundersøgelse af et
større materiale patienter, der har fået foretaget subtotal strumectomi. Under-
søgelsen bringer intet nyt. I en lille afhandling bekræfter han og Kurt Iversen, at
trijodtyronin ved myxødem har en stærkere og hurtigere indtrædende virkning
end thyroxin. I et arbejde fra 1958 undersøger han eliminationen af intravenøst
injiceret1311 thyroxin hos normale og patienter med forskellige lidelser, herunder
Afgang og udnævnelser af professorer
109
også patienter med hepatitis, hvor han påviser en forkortet halveringstid. Den
kliniske beskrivelse er dog ikke ganske tilfredsstillende.
Sammen med Korsgaard Christensen publicerer han et stort patientmateriale
til belysning af den diagnostiske anvendelse af radioaktivt jod ved thyreoidea-
lidelser og finder, at optagelsen er hojere end i amerikansk materiale. De disku-
terer kort de diagnostiske muligheder ved forskellige former af thyreoiditis.
Sammen med Korsgaard Christensen og M. Siggaard Andersen redegør han for
thvrotropinstimulationsprovens værdi for diagnosen af myxødem.
I de sidste år har Friis publiceret undersøgelser over humane erythrocyters op-
tagelse in vitro af 1-trijodthyronin mærket med 1311. Han beskriver teknikken og
undersøger et stort materiale af normale og patienter. Det bekræftes, at optagel-
sen som regel er forhojet ved thyreotoxicose, men at den kun er nedsat hos halv-
delen af patienter med myxødem. Nogle gode og originale undersøgelser tyder på,
at optagelsen i erythrocyterne er afhængig af trijodthyroninets binding til
plasmaproteinerne. Desuden undersøger han erythrocyters optagelse af thyroxin
og trijodthyronin. Forsøgene er her ret fåtallige, og diskussionen er på nogle
punkter ikke ganske klar.
Sammen med Østergaard Kristensen bekræfter han, at erytrocytoptagelse af
trijodtyronin er øget hos patienter med kronisk bronchitis og forhojet pC02, og
det vises, at øget optagelse kan findes ved nyreinsufficiens. Sammen med andre
bekræfter han, at trijodthyreoproprionsyre kan kompensere myxødem samt
reducere hypercliolesterolæmi af anden årsag hos euthyroide.
4.	Undersøgelser over hæmatologiske problemer.
Sammen med andre undersøger han absorptionen af B12 hos patienter med
lavt B12-indhold i plasma, og hos en del af patienterne mener forfatterne at kunne
diagnosticere en latent perniciøs anæmi trods manglende tegn på megaloblastær
erythropoiese. Diskussionen er lidet overbevisende. Sammen med Korsgaard
Christensen undersøger han uropepsinudskillelsen og B12-absorptionen hos pa-
tienter med anæmia perniciosa og patienter med achylia gastrica. Spørgsmålet
om latent perniciøs anæmi diskuteres påny.
Sammen med Østergaard Kristensen bekræfter han det interessante forhold,
at B12-resorptionen hos nogle patienter med anæmia perniciosa øges under be-
handling med prednison.
5.	Undersøgelser over andre emner.
I flere arbejder (sammen med andre) viser han med 51Cr-mærkning en nedsat
erythrocytlevetid hos patienter med kronisk phenacetinmisbrug og nyresygdom.
Prednison synes at modvirke reduktion af erythrocytlevetiden. Den nedsatte
erythrocytlevetid iagttages kun under fortsat phenacetinindgift. Ved krydsforsøg
finder de, at den faktor, der betinger den nedsatte levetid, er knyttet til plasma.
Dette er i modsætning til Schwartz' resultater på et lignende materiale. I 1961
fremlægges nogle undersøgelser over den tubulære fosfatreabsorption hos nor-
male og en lille gruppe patienter med nyre-, tyreoidea- og parathyreoidea-lidelser;
den kliniske vurdering er på enkelte punkter lidt usikker, og de teoretiske forhold
er kun lidet udtømmende behandlet. Gennem årene har han desuden publiceret
nogle overvejende kasuistiske meddelelser.
Johan Georg er fodt 1916, tog lægevidenskabelig embedseksamen 1943 med
laud (2311/2 points), erhvervede 1952 den medicinske doktorgrad og opnåede 1954
autorisation som speciallæge i intern medicin med lungesygdomme som organ-
speciale.
110
Universitetets årbog 1958-63
Georg har en god uddannelse i intern medicin og nærstående specialer. Han
har været klinisk assistent 3 år, anden reservelæge 2 år, forste reservelæge 5 år og
siden november 1958 assisterende overlæge ved Rigshospitalets medicinske
afdeling B.
Han har foretaget kortere studierejser i England og U. S. A.
Han har i 7 år været tutor ved volontørundervisningen.
Georgs videnskabelige produktion omfatter arbejder om lungefunktion under
normale og patologiske forhold og arbejder om andre emner.
1.	Arbejder over lungefunktion og lungelidelser.
Sammen med Lass M. Sonne har han undersøgt ændringer i lungernes hvile-
kapacitet under arbejde, ved stillingsændringer og ved stenosering af respirations-
vejene, kritisk efterprøvet metoder til residualluftsbestemmelse og foretaget om-
hyggelige undersøgelser over variationer i puls og respiration ved faldende ilt-
tension i hvile og under arbejde. Endvidere giver de en kort meddelelse om
respirationen under anfald af asthma bronehiale med modelforsøg til belysning af
respirationsmønsteret ved denne sygdom. De har beskrevet en fiks modifikation
af Tybjærg Hansens metode til kontinuerlig ventilationsmåling.
I doktorafhandlingen fra 1952 »Kliniske lungefunktionsundersøgelser« og et par
mindre afhandlinger foretager han omfattende og omhyggelige undersøgelser af
lungefunktionen hos et stort antal normale og patienter med forskellige lunge-
lidelser, dels i hvile og dels under arbejde. Selv om der ikke er opnået større land-
vindinger, gives der dog en værdifuld vurdering af de da foreliggende muligheder
for måling af lungefunktionen, og han dokumenterer herved en betydelig viden
og erfaring med respirationsfysiologiske undersøgelser. Senere foretager han
undersøgelser over den pulmonale kvælstofelimination hos normale og patienter
med forskellige lungelidelser. I samarbejde med svenske respirationsfysiologer
påviser han, at histamininhalation reducerer lungernes difTusionskapacitet. I
1954 giver han en god oversigt over komplicerende lungelidelser ved asthma
bronehiale efter omfattende undersøgelser af et ret stort patientmateriale og i
1961 en god oversigt over lungemanifestationer ved systemsygdomme.
Sammen med Frost undersøger han lungefunktionen hos patienter med sili-
cose, og det fremhæves, at der er ringe korrelation mellem røntgenfund og lunge-
funktion. Sammen med andre giver han en klinisk, respirationsfysiologisk og
røntgenologisk redegørelse for fem patienter med den hidtil lidet påagtede talcosis
pulmonum, og endvidere redegør de for patienter med tærskerlunge samt as-
bestosis.
I samarbejde med liere andre foretager han en undersøgelse over lungecir-
kulation og lungefunktion efter pneumonectomi, nogle værdifulde undersøgelser
over veno-arteriel shunt, og endelig beskriver de nogle ofte oversete fejlkilder ved
måling af iltforbrug i lukket system.
2.	Arbejder om andre emner.
Sammen med H. O. Bang undersøger han eliminationen af jodophthalin og
pheniodol hos normale og icteriske patienter. Sammen med andre publicerer han
undersøgelser over den kliniske og metaboliske virkning af ACTH og nogle in-
teressante kasuistiske meddelelser.
Anders Tybjærg Hansen er født 1915, tog lægevidenskabelig embedsexamen
1941 med udmærkelse (2621/3 points), erhvervede 1949 den medicinske doktorgrad
og opnåede 1948 autorisation som speciallæge i klinisk kemi og laboratorieteknik
og 1953 i intern medicin med organspecialet hjertesygdomme.
Afgang og udnævnelser af professorer
111
Tybjærg Hansen har en god uddannelse i intern medicin og nærstående disci-
pliner. Han har været klinisk assistent i 3V2 år, anden reservelæge i 2 år, første
reservelæge i 5 år og siden juli 1956 assisterende overlæge på Rigshospitalets
medicinske afdeling B. Han har siden 1953 haft den daglige ledelse af afdelingens
cardiologiske laboratorium.
Han har i 1950-51 studeret ved forskellige amerikanske hospitaler og i 1959-61
som det kongelige Danske Videnskabernes Selskabs »Sophie Fricke fellow« arbej-
det ved »The Rockefeller Institute for Medical Research« i New York. Desuden
har han foretaget flere mindre studierejser til Svejts, Sverige og England og
i 3 måneder i 1950-51 været udsendt til den nære orient som medicinsk rådgiver
for et thoraxkirurgisk team under WHO.
Han har som student i to år været demonstrator anatomiae. Han har været
tutor ved volontørundervisningen i 5 år og lektor siden september 1961.
Tybjærg Hansens videnskabelige produktion omfatter arbejder over hjerte
og kredslob, lever og nyre, arbejder over det kolloidosmotiske tryk og over andre
emner.
1. Arbejder over hjerte og kredslob.
Han har gennem en årrække interesseret sig for blodtryksmanometre, der
opfylder de krav, den moderne cardiologi kræver. Han har konstrueret et såkaldt
kondensatormanometer, som hviler på et princip, der i væsentlig mindre fuld-
kommen form af andre har været anvendt til blodtryksmåling siden 1942. Mano-
metret og dets teori beskrives først i to kortere meddelelser, hvoraf en sammen
med Warburg.
I doktorafhandlingen fra 1949 giver han samlet fremstilling af problemkom-
plekset angående konstruktionen og anvendelsen af membranmanometre af
kondensatortypen. Han beskriver en udvidelse af den Frank'ske manometer-
ligning, der har ligget til grund for konstruktionen. Det teoretiske fremskridt
består i en fuldstændig beskrivelse ved hjælp af manometrets dimensioner og
fysiske egenskaber af den konstant (friktionskoefficienten), som man tidligere
ikke havde haft under kontrol. Han viser, at manometrets funktion kan beskrives
ved den nu opstillede differentialligning.
I doktorafhandlingen behandler han endvidere problemer, der opstår ved
blodtryksmålinger med lange tynde kathetre indført forskellige steder i karsyste-
met. Afhandlingen fremtræder som en med megen dygtighed gennemfort teknisk
analyse af membranmanometret med det formål at fremskaffe et præcist og
samtidig klinisk anvendeligt apparat. Den er et af standardværkerne vedrørende
teknikken ved moderne blodtryksmålinger, omend arbejdet har visse stilistiske
svagheder.
I 1950 giver han sammen med Warburg en generel matematisk analyse af den
ovenfor omtalte differentialligning for en lineær harmonisk oscillator, således at
fysikernes viden på dette specielle område bliver gjort tilgængeligt for special-
kyndige læger og for fysiologer. I et følgende arbejde underkaster han det vædske-
fyldte membranmanometer en yderligere matematisk-fysisk analyse, hvorved
grundlaget gives for konstruktion af manometre, der opfylder forud bestemte
kriterier. I et mindre arbejde beskriver han sammen med Warburg en metode til
samtidig tryk- og trykdifferensregistrering to forskellige steder i kredsløbet. I
1955 giver han i en oversigt en god beskrivelse af manometeret og dets teori med
en række praktiske anvisninger for dets anvendelse.
Sammen med Eskildsen og Gøtzsche meddeler han i 1949 nogle få undersø-
gelser over det intraarterielle tryk under muskelarbejde hos normale. De viser,
at det intraarterielle tryk hurtigt stiger ved arbejdets begyndelse. Der foretage
ingen sammenligning mellem direkte og indirekte trykmåling.
112
Universitetets årbog 1958-63
I 1949 publicerer han sammen med Eskildsen og Gøtzsche de første danske
erfaringer med hjertekateterisation ved medfødte hjertelidelser med en kort
oversigt over den foreliggende litteratur. I de følgende år publicerer de i seks
værdifulde meddelelser de efterhånden udvidede erfaringer fra arbejdet med
hjertekateterisation: Hjertekateterisationens betydning for diagnosen af kon-
genite misdannelser, redegørelse for fundene ved persisterende ductus arteriosus,
et tidligt indlæg i diskussionen om trykkurverne fra højre for- og hjertekammer
ved konstriktiv pericarditis og en god redegørelse for trykforholdene hos et stort
antal patienter med isoleret pulmonalstenose. I 1953 redegør han sammen med
Asger Pedersen for teknik og resultater ved intracardial trykmåling under
hjerteoperation. Efter valvulotomi hos 21 patienter ses sædvanligvis trykfald i
venstre atrium, medens sikre forandringer som regel ikke kan påvises i arteria
pulmonalis. Efter nogle pulmonale valvulotomier findes intet sikkert trykfald i
højre ventrikel eller piilmonalarterien. Samme år giver han en oversigt over de
forskellige diagnostiske undersøgelsers værdi ved vurderingen af indikationen for
mitral valvulotomi. Det påpeges, at tidligere opfattelse af de diagnostiske kri-
terier for mitralinsufficiens har måttet revideres efter indførelsen af hjerte-
kateterisationen og af operationerne på mitralklapperne.
Senere, i 1957, gives en bredere og god redegørelse for indikationerne for
mitral valvulotomi på baggrund af de i mellemtiden indhøstede erfaringer. Sam-
me år giver han sammen med Fabricius og Davidsen en redegørelse for de radio-
logiske fund og de intracardiale trykforhold hos patienter med tragtbryst, og de
bekræfter på et stort materiale, at tilstanden sædvanligvis ikke giver væsentlig
påvirkning af hjertet.
I 1959 fremlægger han sammen med Fritz Hansen et større materiale af
patienter med konstriktiv pericarditis med exempler på de præ- og postoperative
intracardiale tryk, og de hæmodynamiske forhold ved denne lidelse diskuteres.
Sammen med Warburg redegør han 1961 for den relative forekomst af de forskel-
lige kongenite hjertelidelser i et stort klinisk materiale, som har været undersøgt i
laboratoriet, og for den ringe risiko ved hjertekateterisation. Sammen med flere
andre meddeler han samme år erfaringer fra percutan diagnostisk punktur af
hjertet og de store kar, og det fremhæves, at undersøgelsen på grund af kompli-
kationsfaren kun bør foretages på snævre indikationer, som formentlig bør være
endnu snævrere end angivet. I 1962 giver han sammen med andre en værdifuld
redegørelse for teknik og komplikationer ved trykmålinger i de store kar og
venstre atrium ved suprasternalpunktur ad modum Rådner hos 500 patienter.
Sammen med Gregers Thomsen giver han i 1954 en nyttig redegørelse for
teknikken ved abdominal aortografi og erfaringer fra undersøgelse af 32 patienter.
I 1955 meddeler han foreløbige erfaringer med antikoagulationsbehandling over
længere tid. Som en videreførelse af Miillertz og Storms undersøgelser fra 1954
over profylaktisk antikoagulationsbehandling ved thoraxkirurgi, fremlægger han
i 1955 sammen med Storms erfaringer fra tilsvarende behandling ved mitral-
kommissurotomi hos 26 patienter sammenholdt med et kontrolmateriale. Der
iagttages en betydelig reduktion af thromboemboliske komplikationer. I et kon-
gresforedrag redegør han sammen med Storm og Miillertz for erfaringer med den
profylaktiske behandling ved thoraxkirurgi i almindelighed.
T 1956 deltager han sammen med Haxholdt, Husfeldt, N. Lassen, Munck,
Rahbek Sørensen og Winkler i nogle veltilrettelagte og velgennemførte studier
over coronargennemblødningen og mvocardiets iltforbrug hos hunde under
hypotermi.
Herudover har han gennem årene publiceret en række mindre afhandlinger:
I 1944 en ikke særlig dybtgående undersøgelse over behandling af extrasystoli
med forskellige farmaka og en kort oversigt over nogle af problemerne vedrorende
Afgang og udnævnelser af professorer
113
intraventrikulære overledningsforstyrrelser. I 1954 giver han og Lachmann et
diskussionsindlæg om mb. cordis under svangerskabet. Desuden foreligger nogle
kasuistiske meddelelser, hvoraf beskrivelsen (sammen med andre) af 3 patienter
med vena cava superior syndromet er god og nyttig, medens hans diskussion af
unilateral recurrensparese som årsag til dyspnoe er mindre overbevisende.
Endelig har han i »Medicinske Specialer i Lægepraksis« skrevet et større kapitel
om hjerte og karsygdomme, og i Medicinsk Kompendium et afsnit om karsyg-
domme samt i 1957 givet en god oversigt over nyere diagnostiske metoder i
cardiologien.
2.	Lever- og nyrelidelser.
Sammen med Tygstrup og Winkler publicerer han i fem afhandlinger under-
søgelser med levervenekateterisation. Der foretages i højre atrium, vena cava
inferior samt vena hepatica, og det såkaldte occlusionstryk bestemmes hos en
række patienter med og uden leverlidelser. Hos nogle patienter med cirrhose ses
en forøget trykgradient mellem vena cava inferior og højre atrium, som tilskrives
dels leverens tryk på venen, dels det intraabdominale tryk. Kateterisation af
levervenen anvendes endvidere til undersøgelse af leverens minutvolum efter
Fick's princip, dels ved den fra tidligere undersøgelser kendte bromsulfalein-
metode, dels ved samtidig undersøgelse af galaktoseomsætningen. Det viser sig
værdifuldt at kombinere de to metoder. Erfaringerne fremlægges i to foreløbige
meddelelser og en kort samlet oversigt.
I 1955-56 deltager han sammen med Brun, Crone, Davidsen, Fabricius,
N. Lassen og Munck i undersøgelser med nyrevenekateterisation efter indgift af
85krypton. Hos 4 patienter med akut anuri måles nyregennemblødningen og
nyrens iltforbrug, som er reduceret, men i stærkt vekslende grad. Ved sammen-
ligning af det renale occlusionstryk hos patienter uden nyrelidelser og 4 patienter
med anuri meddeles, at der ikke er et øget intrarenalt tryk ved anuri. Værdier-
ne er dog så vekslende, at man må afvente yderligere undersøgelser før endelig
konklusion kan drages.
3.	Arbejder om det kolloidosmotiske tryk.
Arbejderne om dette emne har været drøftet med professorerne Brandt-
Behberg og Lundsgaard, som har tiltrådt den nedenfor givne formulering.
I 1950 og 1952 har han meddelt de første resultater af forsøg på at konstruere
et hurtigt arbejdende osmometer til måling af det kolloidosmotiske tryk i blodet.
Målinger af samme art har hidtil været usikre og meget besværlige og mindst
taget 3-4 timer. I et Kongresreferat i 1960 og i en afhandling i 1961 har han
beskrevet en ny type af et osmometer, der betyder et væsentligt fremskridt på
dette område. Med dette apparat kan man på få minutter måle og følge hurtige
ændringer i det kolloidosmotiske tryk i små vædskemængder.
Han giver mange eksempler på måling af det kolloidosmotiske tryk i serum
med forskellig total proteinkoncentration og albuminkoncentration. Endvidere
henviser han til, at apparatet egner sig til at følge variationer i osmotisk tryk for-
årsaget af diffusible stoffers forskellige penetrationshastighed gennem membranen.
Omend man i den figur, der illustrerer manometrets anvendelse ved rutine-
bestemmelser, kan se, at 10 målinger kan udføres pr. time, kunne man have
ønsket, at han havde benyttet identiske prover for at illustrere reproducerbar-
heden.
I en kort meddelelse peger han i 1961 på en hidtil negligeret mulighed for
vandtransporten over kapillarmembranen beroende på den stigning i de røde
blodlegemers osmotiske tryk, der fremkommer ved indvandringen og omdannel-
sen af C02 under samtidig omdannelse af oxyhæmoglobin til hæmoglobin (Ham-
8
114
Universitetets årbog 1958-63
burger effekten). Hypotesen grunder sig på de kendte fysiologiske iagttagelser,
at de rode blodlegemer ved deres passage igennem kapillærer i mange tilfælde
ligger tæt op ad kapillærmembranen, og at blodlegemer ved et normalt arterio-
venøst iltdeficit svulmer ca. 1 °/0 når de optager C02. Han antager, at blodlege-
merne ligger helt op ad kapillærvæggen og skonner, at der ved denne mekanisme
maximalt kan tænkes transporteret 28 liter i døgnet over kapillærmembranerne.
Når de røde blodlegemer ikke har nær kontakt med kapillærvæggen, vil vand-
skiftet foregå udelukkende mellem blodlegemer og plasma. Han peger på, at
visse oedem tilstande kunne tænkes at bero på, at de røde blodlegemer i disse til-
fælde ikke længere har intim kontakt med kapillærvæggen.
I et modelforsøg, der gives som eksempel, demonstrerer han, at de osmotiske
ændringer, der beror på Hamburger effekten, under statiske forhold kan gøre sig
gældende over en semipermeabel membran. Hypothesen forekommer meget in-
teressant.
Betydningen af denne eventuelle vandtransport kan imidlertid ikke vurderes
på det foreliggende grundlag, idet det ikke er klart om påvisningen af en vand-
transport over et membransystem uden væskestrømning, kan overføres til de
dynamiske forhold, der hersker i kapillærer med strømmende blod. Han har ikke
nøjere redegjort for de faktorer, der ville kunne begrænse nyttevirkningen ved
den omtalte transportmekanisme. Selvom arbejdet har karakter af en foreløbig
meddelelse kunne man have ønsket en større klarhed i fremstillingen.
4. Andre arbejder.
I 1943-45 har han publiceret tre arbejder, en undersøgelse over sænknings-
reaktionen, en kasuistisk meddelelse om myelomatose og endelig har han kon-
strueret et enkelt og hensigtsmæssigt apparat til kontinuerlig ventilationsmåling.
Knud Henning Olesen er født 1920, tog lægevidenskabelig embedseksamen
1945 med laud (2492/3 points), erhvervede 1955 den medicinske doktorgrad og
opnåede 1957 autorisation som speciallæge i intern medicin med organspecialet
hjertesygdomme.
Olesen har en god uddannelse i intern medicin og nærstående specialer. Han
har været klinisk assistent i 2 år, anden reservelæge i 41/2 år og første reservelæge i
3 år.
Han har i to perioder, ialt l1/^ år, arbejdet på Peter Bent Brigham Hospital i
Boston. Han har i 3 år været tutor ved volontørundervisningen.
Olesens videnskabelige arbejder omfatter arbejder om kardiologiske emner,
vand- og elektrolytproblemer og andre emner.
1. Afhandlinger om cardiologiske emner.
I doktorafhandlingen fra 1955 foretager han en indgående og dygtig under-
søgelse af et stort antal patienter med mitralstenose med en særdeles velgennem-
ført efterundersøgelse. Materialet underkastes en omhyggelig og kritisk analyse,
og der tilvejebringes herved værdifulde oplysninger om sygdomsforløbet ved
mitralstenose, hvorved materialet er velegnet som sammenligningsgrundlag ved
vurderingen af nyere behandlingsmetoder. Efterundersøgelsen føres å jour i et
arbejde (i manuskript) og vinder herved yderligere i værdi. Sammen med Baden
foretager han 1961 - efter samme retningslinier - en efterundersøgelse af et stort
antal operativt behandlede patienter med mitralstenose, og ved sammenligning
med det medicinsk behandlede materiale bidrager de til at klargøre operations-
indikationerne og operationsresultaterne. I to afhandlinger foretager han sam-
men med Warburg en efterundersøgelse af yngre patienter med kraftig apical
Afgang og udnævnelser af professorer
115
systolisk mislyd, hos hvem prognosen findes god, og af patienter med isoleret
aortastenose, for hvem prognosen er dårlig.
Herudover har han publiceret 2 gode kasuistiske meddelelser indenfor emne-
området.
2.	Afhandlinger over vand- og elektrohjtproblemer.
Under sit ophold i U. S. A. har Olesen skrevet to kapitler, der foreligger i
manuskript, som en del af en monografi »Body Composition in Health and
Disease« (Moore, Olesen, Parker og McMurrey). Olesen har her givet en statistisk
velbearbejdet redegørelse for legemets vand- og elektrolytindhold hos normale
voksne, dels på grundlag af egne undersøgelser med god teknik, og dels på grund-
lag af nogle tidligere med kritik udvalgte materialer. Dernæst giver han en til-
svarende redegørelse for 31 patienter med forskellige hjertesygdomme, hvorved
der fremlægges oplysninger af betydelig interesse. Manuskriptet ville vinde ved
en yderligere bearbejdelse med afkortning og tilføjelse af diagrammer og over-
sigte.. Visse dele af materialet er publiceret i en mindre afhandling (sammen med
Parker og Moore). Sammen med Friis-Hansen og andre giver han en redegørelse
for legemets vandfaser i forskellige aldersgrupper. 1 1959 giver han en redegørelse
for vægtvariationer hos patienter med mitralstenose i forskellige sygdomsfaser
med en ikke særligt dybtgående diskussion. Sammen med Sandøe undersøger
han virkningen af Hygroton på vand- og elektrolytudskillelse, og i manuskript
foreligger undersøgelser over elektrolyternes forhold under Cyclopentizid be-
handling af patienter med hjerteinsufficiens, hvorunder der iagttages hypokali-
æmi og metabolisk baseose, der modvirkes af aldacton.
3.	Afhandlinger over andre emner.
Sammen med Schiødt meddeler han nogle tilfælde af thyreotoxicose i barne-
alderen, og sammen med Torben Andersen og Chrom omtaler han kort nogle
erfaringer med gastroskopi.
Alene har han redegjort for foreløbige erfaringer med antikoagulantia ved
hjerteinfarkt og herudover, delvis i samarbejde med andre, publiceret nogle
kasuistiske meddelelser af vekslende interesse.
Villy Posborg Petersen er født 1919, tog lægevidenskabelig embedseksamen
1944 med laud. (252 points), erhvervede 1946 Københavns universitets guld-
medalje, 1952 den medicinske doktorgrad ved Aarhus universitet og opnåede
1952 autorisation som speciallæge i klinisk kemi og laboratorieteknik samt 1955
i intern medicin med organspecialerne hjertesygdomme og stofskiftesygdomme.
Posborg Petersen har en god uddannelse i intern medicin og nærstående
specialer. Han har været klinisk assistent i 3 år, anden reservelæge ved medicinsk
afdeling i 21/2 år, første reservelæge i 6 år og siden oktober 1960 assisterende over-
læge ved medicinsk afdeling C på Aarhus Kommunehospital.
I 5 år har han jævnsides med sin øvrige uddannelse arbejdet på biokemisk
institut ved Aarhus universitet. I et år har han arbejdet ved Department of
Physiology, University of Cincinnati og i 3 måneder ved National Heart Institute,
Bethesda, U. S. A. Desuden har han foretaget en kortere studierejse til England.
Han har været instruktør i fysiologi 1 år, tutor ved volontørundervisningen 1 år
og lektor i intern medicin 7 år.
Posborg Petersens videnskabelige produktion omfatter arbejder vedrørende
lipoider og lipoidstofskiftet, syre- og basestofskiftet, vand- og elektrolytproble-
mer, kliniske proteinabnormiteter samt arbejder over klinisk-deskriptive og
andre emner.
8*
116
Universitetets årbog 1958-63
1.	Arbejder vedrorende lipoider og lipoidstofskiftet.
Som student har han med Hoff-Jørgensen deltaget i undersøgelser over 1,2-
dihydroxybutansyrens indflydelse på den insulininducerede hypoglycæmi.
I doktorafhandlingen fra 195*2 og flere mindre afhandlinger foretager han
metodologiske og kliniske undersøgelser over fosfolipoidfraktioner i plasma.
Han har modificeret analysemetoderne, således at totalfosfolipoid, sfingomyelin
og lecitin i plasma kan bestemmes med rimelig sikkerhed, hvorimod bestemmelse
af kephalinfraktionen fortsat er behæftet med stor usikkerhed. Man savner egne
undersøgelser over metodernes specificitet. Han undersøger fosfolipoid i plasma
hos normale gennem en uges faste samt efter glukosetilførsel, hvorunder han
viser, at hyperlipæmien under faste skyldes sfingomyelin. Dernæst undersøger
han forholdene ved parenchymatøse og occlusive leverlidelser under sygdomsfor-
løbet samt efter tilførsel af cholin, resp. glucose. Det er herunder påvist, at for-
øgelsen i fosfolipoiderne skyldes en forøgelse af lecitinfraktionen. Endelig foreta-
ger han nogle analyser af leverlipoiderne ved experimentel fedtlever. Diskussionen
af forsøgsresultaterne er ikke altid helt fyldestgørende, især synes han at over-
vurdere analysemetodernes nøjagtighed, specielt hvad angår kefalinfraktionen,
der fremkommer som en differens af to store tal.
Sammen med Lundbæk foretager han omfattende undersøgelser med kemisk
analyse af patologisk forandrede coronararterier hos diabetikere og ikke-dia-
betikere, og der påvises forskelle, der tyder på forskellig patogenese. I et følgende
arbejde bestemmer han fosfolipoid og cholesterol i plasma hos diabetikere og
normale, men han har ikke foretaget bestemmelser hos en særskilt gruppe af ikke-
diabetikere med atherosklerose.
Under opholdet i Cincinnati foretager han sammen med Lotspeich to under-
søgelser over indflydelsen af væksthormon, thyreotropin og cortison på syntesen
af acet-acetat og glykogenindholdet i levervæv fra normale og adrenalectomerede
rotter. I den første undersøgelse mener de at de iagttagne ændringer skyldes
væksthormon, men i det andet arbejde vises det, at forandringerne kan tilskrives
forurening af væksthormon med thyreotropt hormon. Vurderingen af disse
interessante arbejder er noget vanskeliggjort ved uoverensstemmelser mellem
en tabel og et diagram. I en oversigtsafliandling, hvori data fra disse to afhandlin-
ger indgår, kommer han imidlertid til den overraskende konklusion, at virkningen
af thyreotropt hormon skulle skyldes en forurening af thyreotropt hormon med
væksthormon.
Sammen med M. Schou foretager han interessante undersøgelser over den
grovere fordeling af fosfolipoidfraktionerne i ikke særligt veldefinerede lijerne-
vævsfraktioner. Endelig giver han en kort orienterende oversigt over plasma-
lipoiderne.
2.	Arbejder vedrorende syre- og basestofskiftet.
I guldmedaljeafhandlingen undersøger han »syre-baseforholdene« under æther-
anæsthesi med lukket maske. Han finder forandringer, der ikke er af primær
metabolisk art, men må tilskrives ændringer i respirationen. Den stillede opgave
er løst på tilfredsstillende måde. I et mindre arbejde bekræfter han og A. V. Møl-
ler, at der ofte optræder endog ret svær acidose ved akut gastroenteritis hos
spædbørn.
3.	Arbejder vedrorende vand- og elektrolytproblemer.
I tilslutning til en kasuistisk meddelelse fra 1956 foretager han en omhyggelig
undersøgelse og diskuterer på udmærket måde patogenesen ved »saltloosing
nephritis«, og i en god oversigtsartikel om de hidtil publicerede tilfælde bekræfter
han, at der hos en del af patienterne optræder betydelige kalkaflejringer, dels i
Afgang og udnævnelser af professorer
117
nyrevævet, dels i karrene. I 1956, kort efter Conn's første meddelelse, giver lian
sammen med Holten en interessant redegørelse for en patient med svær hyper-
tension, øget aldosteronsekretion og kaliumtab, men uden natriumretention, i
modsætning til det sædvanlige billede ved Conn's syndrom, og i en oversigts-
artikel giver han en god beskrivelse af hyperaldosteronisme og andre tilstande
med kronisk kaliummangel.
I 1957 fremlægger han nogle undersøgelser over totallegemsvand og extra-
cellulært vand samt beregninger af fedt og cellemasse hos normale, hos under-
vægtige og overvægtige. Resultaterne adskiller sig ikke væsentligt fra tidligere
undersøgelser. Efter antithyreoid behandling af patienter med thyreotoxicose
findes som gennemsnit en øget cellemasse med uændret extracellulær vandmæng-
de. Han fremhæver ikke de store individuelle variationer. Under diætetisk vægt-
reduktion hos 4 patienter med adipositas finder han stærkt varierende resultater.
Han synes i nogen grad at have overvurderet metodernes ydeevne.
4.	Arbejder om kliniske proteinabnormiteter.
Sammen med Schønheyder undersøger han patienter med svære hudlidelser
og hypoproteinæmi, og der påvises et betydeligt proteintab gennem hudlæsioner-
ne. Sammen med Jarnum fremlægger han nogle interessante undersøgelser af en
patient med »protein-loosing enteropathy«, og de påviser, at proteintabet skyldes
abnorm transport af plasmaalbumin, såvel til tarmlumen som til peritonealkavi-
teten, men ikke til pleura.
5.	Klinisk-deskriptive arbejder.
Foruden nogle kasuistiske meddelelser, herunder en sammen med Gøtsche pub-
liceret interessant meddelelse om »Pickwick-syndromet«, fremlægger han sammen
med Holten og Bichel et materiale af patienter med lupus erythematosus disse-
minatus, og der gives en redegørelse for den diagnostiske betydning af L. E.-
fænomenet. I tilslutning til en kasuistisk meddelelse diskuterer han sammen med
Holten og T. Lund det endnu uafklarede problem om opståelse af periarteriitis
hos patienter med polyartliritis chronica og den eventuelle korrelation til cortison-
behandling.
6.	Andre arbejder.
Som student har han deltaget i nogle undersøgelser over variationer i alkohol-
eliminationen. Sammen med Schønheyder og Lundbæk redegør han for interes-
sante undersøgelser over serumcitronsyre efter glukoseindgift hos normale og
langtidsfastende. I 1959 foretager han undersøgelser over serums aldolaseaktivi-
tet ved akutte hjertelidelser. Der savnes sammenligning med andre vævsenzymer,
især transaminaser. Endelig har han skrevet et afsnit i Medicinsk Kompendium.
Michael Schwartz er født 1917, tog lægevidenskabelig embedseksamen 1942
med laud. (253 points), erhvervede 1952 den medicinske doktorgrad og opnåede
1956 autorisation som speciallæge i intern medicin med organspecialerne blod-
sygdomme og 1958 stofskiftesygdomme.
Schwartz har en god uddannelse i intern medicin og nærstående specialer.
Han har været klinisk assistent i 2 år og har på almenmedicinsk afdeling været
anden reservelæge i 2 år, første reservelæge i 5 år, afdelingslæge på Bispebjerg
hospitals medicinske afdeling B i 1 år og har siden februar 1960 været overlæge
på medicinsk afdeling F ved Københavns Amtssygehus i Glostrup.
Ved siden af sin øvrige uddannelse har han i 6V2 år været først frivillig, senere
lønnet assistent ved Rigshospitalets klinik for allergiske sygdomme. Han har i
118
Universitetets årbog 1958-63
x/2 år arbejdet ved den gerontologiske afdeling ved Washington University,
St. Louis, U. S. A., og foretaget kortere studierejser i U. S. A. og England.
Han har i 3 år været tutor ved volontørundervisningen og censorsuppleant
ved den lægevidenskabelige embedseksamen (intern medicin).
Schwartz' videnskabelige arbejder omfatter allergiproblemer, arbejder over
corticosteroider, hæmatologiske arbejder, undersøgelser over albuminomsætning
og afhandlinger over forskellige emner.
1. Arbejder over allergiproblemer.
I 1943 giver han en god oversigt over generelle reaktioner ved diagnostiske og
terapeutiske allergeninjektioner. Alene eller i samarbejde med andre har han
1944-1947 publiceret en række gode, mindre oversigtsartikler, illustreret med
klinisk materiale: Muslingeallergi, høfeber, melallergi og svampeallergi. Det
påpeges, at svampesporer af mange arter forekommer i husstøv, men at de kun i
mindre omfang giver anledning til allergi. Ved opgørelsen i dette og i et senere
arbejde er procenttallene opgivet med første decimal, en nøjagtighed som mate-
rialet næppe kan bære. Hans arbejde om melallergi udmærker sig ved, at der
tillige undersøges eventuelle allergene virkninger af tilsatte stoffer (kaliumbromat
og monochloramin). Det fremhæves, at melallergi oftest optræder med en ret
betydelig latenstid. I to afhandlinger, hvoraf en i samarbejde med Dencker,
påviser han i 1947-1948, at der efter transfusion fra donorer, der forud har ind-
taget soyabønnemel, kan optræde reaktion i passivt sensibiliseret hud hos
recipienterne. Undersøgelserne viser, at antigenet resorberes uomdannet og
findes i donorblodet i indtil 3 timer efter indtagelsen. Han har således tilveje-
bragt et experimentelt grundlag for det fra anden side fremhævede om ønskelig-
heden af, at transfusion til allergikere gives fra fastende donor. I et par arbejder
undersøger han sammen med Castberg de elektrocardiografiske og hæmatolo-
giske forandringer hos enkelte patienter med generelle allergiske reaktioner og
ikke - som nævnt i titlen - ved allergisk chock. Herudover publicerer han i 1949
sammen med Højensgaard et tilfælde af den på det pågældende tidspunkt ret
ukendte allergi mod Heparin. I 1947 redegør han delvis sammen med andre, for
terapeutiske erfaringer med Amidryl og for negative erfaringer med et Antergen-
beslægtet stof, ligesom der gives en kort oversigt over syntetiske antihistaminer.
I doktorafhandlingen fra 1952 giver han en grundig, veldokumenteret, kritisk
og velskrevet oversigt over den store litteratur om allergilæren. Der foretages en
velgennemført probandundersøgelse af herediteten ved asthma bronchiale med
et godt kontrolmateriale. Efter indgående analyse af materialet konkluderes, at
asthma bronchiale er en genetisk enhed. Både recessiv og dominant arvegang
er mulig, men det er overvejende sandsynligt, at arvegangen er dominant med
svigtende manifestation. Det må tillige antages, at der er tale om polymeri.
Der er genetisk sammenhæng mellem asthma, vasomotorisk rhinitis, prurigo
Besnier og muligvis høfeber, men ikke migræne. Allergiens genetiske aspekter
sammenfattes i et kapitel i Sorsby's bog »Clinical Genetics«.
Under studieopholdet i U. S. A. foretager han omhyggelige undersøgelser over
alderens indflydelse på hudsensibiliseringen og viser, at graden af passiv sensi-
bilisering aftager med alderen, antagelig på grund af ændret gennemblødning.
Forholdet ændres ikke ved tilførsel af testosteron, resp. østrogen.
1 1954 undersøger han sammen med Finn Jensen 131I mærkede antigeners
elimination hos kaniner. De bekræfter med denne fremgangsmåde, at N-senneps-
gas og cortison hæmmer antigendannelsen. Undersøgelsen er interessant; man
savner dog opgørelsen af spredningen for de enkelte punkter i nogle af diagram-
merne, en henvisning til at der er taget hensyn til det radioaktive stofs henfalds-
tid (hvad han gør i senere arbejder) og en diskussion af, hvorvidt immuniserings-
Afgang og udnævnelser af professorer
119
graden har været ens hos dyrene med negativ præcipitationstest i de to grupper.
I et kongresnotat omtales det ejendommelige fund, at thorotrast synes at forøge
antistofdannelsen.
I Medicinsk Kompendium har han givet en oversigt over allergiske sygdomme.
2.	Arbejder over corticotropin og cortison.
I flere afhandlinger har Schwartz på et tidligt tidspunkt deltaget i ret omfat-
tende terapiforsøg med ACTH ved forskellige hudlidelser og L. E. D. samt i en
nyttig redegørelse med god diskussion af komplikationer ved cortisonbehandling.
I et arbejde fra 1950 fremhæver han, at der ved uspecifik proteinterapi optræder
eosinopeni og han påviser øget udskillelse af 17-ketosteroider. Begge fænomener
diskuteres på baggrund af Selye's teori. I en velkontrolleret undersøgelse viser
han, at lokalapplicering af cortison ikke hindrer kontaktdermatitis.
3.	Hæmatologiske arbejder.
I 1957 undersøger han sammen med Lous ved hjælp af Schillingtesten et stort
antal normale og ret store patientgrupper. De bekræfter tidligere iagttagelser og
påviser vistnok som de første, at undersøgelsen kompromitteres ved nedsat
nyrefunktion. I 1959 bekræfter de nedsat B12-optagelse efter partiel gastrectomi
hos et stort antal patienter. Schillingprøvens betydning ved vurdering af visse
neuropathier omtales kort i en korrespondance.
I 1957-61 fremlægger han i en række afhandlinger (delvis i samarbejde med
Meulengracht og Lous) særdeles værdifulde undersøgelser af problemet vedrøren-
de den hæmmede resorption af B12 hos patienter med anæmia perniciosa, som
gennem længere tid har været behandlet med stærkt rensede præparater af
svinepylorus. I disse afhandlinger viser de, at årsagen til den manglende virkning
af intrinsic factor er en blokering af B12-resorptionen. Desuden udføres forsøg,
der tyder på, at blokeringen er artspecifik, idet rotteventrikelpræparater og
humant ventrikelsekret ikke giver blok, medens vildsvinepylorus virker bloke-
rende. Han viser, at blokket kan indtræde efter få uger, og at blokering af B12-
optagelsen kan modvirkes af store doser af intrinsic factor. Efter at det fra anden
side var vist, at der hos kaniner i serum kan fremkaldes et antistof, der hos
mennesker blokerer intrinsic factor, har han bekræftet dette ved at kunne påvise
et tilsvarende blokerende antistof hos mennesker og peget på muligheden af en
autoimmuniseringsproces som årsag til blokket. 1 det iøvrigt værdifulde følgende
arbejde, hvor han viser, at der ikke findes parallellisme mellem forekomst af
antistof og af blok, savner man på nogle punkter oplysning om forsøgsantal, og
beskrivelsen er ikke helt klar. I de øvrige arbejder er beskrivelsen af under-
søgelserne og diskussionen god og kritisk.
4.	Undersøgelser over albuminomsætriingen herunder det intestinale proteintab.
I 1956 giver han en nyttig oversigt over serumalbuminets omsætning og for-
deling, illustreret ved nogle forsøg med131 I-mærket albumin og i 1960 sammen med
Jarnum en redegørelse baseret på noget større patientgrupper. I 1957 benytter
han sammen med andre 1311 til en bestemmelse af plasmavolumen efter dextran-
tilførsel. De viser, at selv høje dextrankoncentrationer ikke reducerer plasmaets
albuminindhold, hvad man fra anden side har påstået. Man savner en nærmere
diskussion af den interessante iagttagelse, at hæmatokritværdien stiger efter
tilførsel af 10 procent dextran.
Sammen med Bjørneboe foretager han en veltilrettelagt dyreexperimentel
undersøgelse over forandringer i serumprotein under immunisation. Det konklu-
deres, at den relative hypoalbuminnæmi skyldes forøgelse i plasmavolumen. Med
131I albumin har han derefter foretaget undersøgelser af patienter med idiopathisk
120
Universitetets årbog 1958-63
liypoproteinæmi og opfatter i første omgang hypoproteinæmien som forårsaget
ved en forøget nedbrydning af protein. Imidlertid viser han i derpå følgende ar-
bejder, oftest sammen med Jarnum, under benyttelse af et højpolymert jod-
mærket stof (Gordon's metodik), at proteintabet hos patienter med idiopatisk
liypoproteinæmi sker gennem fordøjelseskanalens slimhinde, en iagttagelse, der
kort forinden i enkelte tilfælde var gjort fra andre sider. Ved en kritisk gennem-
gang af tidligere publicerede beskrivelser af patienter med hypoproteinæmi
påpeger han, at der hos en stor del af patienterne har været symptomer på sygdom
i ventrikel eller tarm, som vil kunne opfattes som årsag til hypoproteinæmien.
Endvidere har han hos 7 af 9 patienter bekræftet Gordon's iagttagelse på en
enkelt patient, at hypoproteinæmien hos patienter med ventrikelcarcinom skyl-
des proteintab i fordøjelseskanalen. Endelig viser han, at det i nogle tilfælde er
muligt at opnå helt eller delvis helbredelse ved operation.
5. Afhandlinger over andre emner.
Gennem årene har Schwartz (delvis i samarbejde med andre) publiceret syv
kasuistiske meddelelser, af hvilke man især kan fremhæve beskrivelsen af et
barn med atropinforgiftning efter behandling med øjendråber, redegørelse for
metanolforgiftning og dens behandling hos fem personer, der havde deltaget i et
gilde, og en omtale af tre patienter med de hidtil lidet påagtede dikumarolne-
kroser, hvorunder han anfører, at behandling med vedhgeholdelsesdosis kan
fortsætte i sådanne tilfælde.
I 1948 foretager han, delvis sammen med Dragsted, undersøgelser over den
dengang meget omtalte penicillininhalationsbehandling af luftvejsinfektioner
og den herved opnåede penicillinkoncentration i blodet.
Sammen med Meulengracht efterundersøger han en gruppe patienter med den
af M. oprindelig beskrevne periarthrosis humero-scapularis med generelle symp-
tomer. Det viser sig, at prognosen er god. Man savner en overvejelse af hvorvidt
disse patienter oprindelig har haft en polymvositis.
I 1956 fremlægger han i samarbejde med Thomsen-Pedersen et ret stort mate-
riale af papillitis necroticans, som synes at forekomme hyppigere end tidligere.
I et senere arbejde giver han sammen med andre en nyttig oversigt med over-
vejelser over parenteral ernæring af bevidstløse samt en undersøgelse over Kloro-
thiazids virkning.
I 1960 publicerer han sammen med andre en oversigt med exempler på anven-
delsen af 51Cr-mærkede erythrocyter i den hæmatologiske diagnostik. Hos patien-
ter med kronisk phenacetinmisbrug og nephropathi findes et øget erytlirocyt-
henfald kun, når misbrug er fortsat til kort for undersøgelsen eller genoptages.
Ved krydsforsøg findes, at den faktor, der betinger den nedsatte levetid, er
knyttet til erythrocyterne. Dette er i modsætning til Friis' resultater på et lignen-
de omtrent samtidig fremlagt materiale.
Endelig fremlægges i 1961 sammen med Hilden, Kurt Iversen og Raaschou en
omfattende og værdifuld undersøgelse over virkningen af antikoagulantia ved
akut hjerteinfarkt med følgende diskussion.
Arne Peder Skouby er født 1916, tog lægevidenskabelig embedseksamen 1941
med laud. (249 points), erhvervede 1949 den medicinske doktorgrad og opnåede
1951 autorisation som speciallæge i intern medicin med organspecialet hjerte og
kredsløbslidelser.
Skouby har en god uddannelse i intern medicin og nærstående discipliner. Han
har været lægeassistent, senere reservelæge på Rigshospitalets medicinske poli-
klinik i 2V2 år, og reservelæge på Niels Steensens Hospital i 1 år. På almenmedi-
cinsk afdeling har han været anden reservelæge i 3 år, første reservelæge i 4 år og
Afgang og udnævnelser af professorer
121
siden oktober 1958 afdelingslæge, senere assisterende overlæge ved Kommune-
hospitalets 2. afdeling.
Han har i 3 år været tutor ved volontørundervisningen.
Ved siden af sin kliniske uddannelse har han i flere år arbejdet på Universite-
tets gymnastikteoretiske laboratorium og det neurofysiologiske institut samt i
en måned på Veterinærhøj skolens fysiologiske institut i Stockholm.
Skoubys videnskabelige produktion omfatter kredsløbsfysiologiske arbejder,
studier over receptorer, arbejder om diabetes og andre stofskiftelidelser, blod-
sygdomme, akut nyreinsufficiens og respirationsfysiologiske og andre emner,
1.	Kredsløbsfysiologiske arbejder.
I doktorafhandlingen fra 1948 og et tidligere arbejde beskriver han en teknik
til måling af det intraarterielle blodtryk i aortaroden hos hunde. Til trykmåling
benyttes en modifikation af et kondensatormanometer. En væsentlig nyudvikling
er anbringelsen af en autotransformator nær ved kondensatorelementet, hvorved
forstyrrelser, der hidrører fra kabelbevægelser reduceres. Hans analyse af registrer-
systemets dynamiske egenskaber er endnu ikke ganske fyldestgørende. Trykket
i aorta registreres i hvile, under muskelarbejde, under indflydelse af forskellige
farmaka og i et enkelt tilfælde ved artificiel aortainsufficiens. Der fremskaffes
herved iagttagelser af betydelig værdi.
Ved en undersøgelse af aortapulskurvens forløb peger han på en ny fortolk-
ningsmulighed for præoscillationernes genese, men berettigelsen heraf kan ikke
afgøres på grundlag af de foreliggende iagttagelser.
2.	Studier over receptorer.
Delvis i samarbejde med andre har han udført en række fortjenstfulde under-
søgelser over indflydelsen af fysiske og kemiske faktorer på receptorer i hud og
slimhinder. I et arbejde, som han har udført sammen med H. I. Bing, demonstre-
res, at den initiale stigning i den intramuskulære temperatur, der sker ved af-
køling af huden, skyldes en axonrefleks. Han viser sammen med Bing, at kulde-
receptorernes antal i huden varierer med hudtemperaturen, hvilket forklarer tid-
ligere modstridende iagttagelser. I en række interessante undersøgelser, delvis i
samarbejde med andre, demonstrerer han acetylcholinets sensibiliserende virk-
ning på kulde-, smerte-, lugt- og smagsreceptorer, og det vises, at virkningen
ophæves af atropin, kurare og enkelte andre stoffer. Sammen med Zottermann
viser han, at den sensibiliserende virkning også findes ved afledning af aktions-
potentialer både fra thermoreceptorer i tungen og fra baroreceptorer i sinus
caroticus. Han giver en god oversigt over receptorproblemer, medens en under-
søgelse sammen med Hougs over forskellige stoffers analgetiske virkning er noget
mindre veldokumenteret.
Nogle interessante studier, delvis i samarbejde med A. Fløystrup, over den
perifere varmeregulation bl. a. ved acrocyanose, mangler i nogen grad klarhed i
fremstillingen.
2. Arbejder om diabetes og andre stofskiftelidelser.
I et arbejde fra 1945 diskuterer han sukkertærsklen ved hypertension og det
er noget overraskende, at den undertiden høje sukkertærskel tilskrives forandrin-
ger i glomeruli og ikke i tubuli. Sammen med Brunfeldt har han udarbejdet en
metode til undersøgelse af karrene i de Langerhanske Øer in vivø og i injektions-
præparater og vist, at Alloxan og chelatiserende stoffer har forskelligt angrebs-
punkt.
1 en monografi fra 1956 har han foretaget en omhyggelig efterundersøgelse
med henblik på forekomsten af sendiabetiske karforandringer. Det bekræftes,
122
Universitetets årbog 1958-63
at komplikationernes forekomst og grad afhænger af sygdommens varighed og
patientens alder ved sygdommens begyndelse. Forandringerne optræder tid-
ligere og hyppigere ved liberalt kostregime end ved klassisk diabeteskost. Ma-
terialet er bearbejdet kritisk, men fremlæggelsen af talmaterialet er på visse
punkter ikke helt fyldestgørende. I et følgende arbejde redegør han for forekom-
sten af endokrine anomalier hos patienterne. Han peger på risikoen ved behand-
ling med gonadotropin. I en interessant undersøgelse over pyrodruesyre i plasma
finder han og Nyfoss signifikant højere værdier hos adipøse end hos normale. I en
kort meddelelse sammen med andre finder han ingen indflydelse af gonadotropin
på patienternes befindende og vægttab under affedning. En meddelelse om tre
patienter med formodet transitorisk hypofyseinsufficiens er noget utilfredsstil-
lende med hensyn til klinisk bedømmelse, diskussion og fremstilling.
3.	Arbejder om blodsygdomme.
I 1952 foretager han sammen med Hoff-Jørgensen og J. Gad Andresen en
undersøgelse over den af Hoff-Jørgensen angivne mikrobiologiske standardisering
af »intrinsic factor« og undersøger korrelationen til den kliniske effekt. I et føl-
gende arbejde bekræfter han sammen med Hougs, at placenta indeholder en
substans med nogen virkning overfor anæmia perniciosa. I 1956 redegør han
kort for erfaringer fra behandling med Bendogen. Sammen med J. Gad Andresen
beskriver han fremstillingen af stærkt rensede B12-proteinkomplexer og deres
kliniske effekt. Sammen med Østergaard Kristensen giver han i 1959 en værdi-
fuld redegørelse for langtidsbehandling af anæmia perniciosa med renset »intrinsic
factor« og B12, og på udmærket måde påpeger de, at det indbyrdes mængde-
forhold mellem de to faktorer er af betydning for den kliniske effekt samt at
resorptionen i tilfælde af blok bedres ved forøget tilførsel. Endelig har han publi-
ceret to kasuistiske meddelelser, deraf en med en god oversigt over neurologiske
komplikationer ved leukæmi.
4.	Arbejder om akut nyreinsufficiens.
I 1957 omtaler han i 3 arbejder, hvoraf et sammen med B. Nielsen, diagnose
og behandling af akut nyreinsufficiens, hvorunder han særligt beskæftiger sig
med elektrocardiografiske forandringer, især de positive efterpotentialer, som
han anvender ved differentieringen mellem akut og kronisk nyrelidelse. Den
kliniske beskrivelse og diskussion er ikke helt fyldestgørende.
5.	Arbejder om andre emner.
Sammen med Grønbæk undersøger han hos asthma- og empliysempatienter
virkningen af artificiel stenose på lungernes middelkapacitet. Besultaterne er
noget uensartede. I et følgende arbejde foretager de en grundig elektromyo-
grafisk undersøgelse af nogle respirationsmuskler hos normale og hos asthma-
patienter. Diskussionen af forsøgsresultaterne er på nogle punkter ikke ganske
fyldestgørende.
Desuden har han publiceret flere mindre afhandlinger, hvoraf særlig må frem-
hæves en meddelelse om et sclerodermilignende syndrom efter seruminjektion
og en sammen med Teilum publiceret kasuistisk meddelelse om et tilfælde af
scleroderma med dominerende gastro-intestinale symptomer.
Jørn Hess Thaysen er født 1921, tog lægevidenskabelig embedseksamen 1947
med udmærkelse (263 points), erhvervede 1955 den medicinske doktorgrad og
opnåede 1957 autorisation som speciallæge i intern medicin.
Thaysen har en god uddannelse i intern medicin og nærstående specialer. Han
har været anden reservelæge i to år, første reservelæge i 5 år, og siden maj 1961
Afgang og udnævnelser af professorer
123
været assisterende overlæge ved Rigshospitalets medicinske afdeling A, hvor han
siden 1955 har haft den daglige ledelse af afsnittet for hæmodialyse.
Han har i 21/2 år arbejdet på Roekefeller Institute for Medical Research i New
York og desuden foretaget kortere studierejser til England og Frankrig.
Ved siden af sin kliniske uddannelse har han arbejdet i flere år på Universite-
tets medicinsk-fysiologiske Institut og Universitetets laboratorium for biologisk
kemi.
Han har i 2 år været tutor ved volontørundervisningen.
Thaysens videnskabelige produktion omfatter arbejder over sultsygdommen,
om exokrine kirtlers fysiologi, metaboliske problemer, akut nyreinsufficiens,
nyrefysiologi og andre emner.
1.	Afhandlinger om sultsy g dommen.
Som student har han sammen med E. Hess Thaysen i 1945 givet en vel-
skrevet redegørelse for forholdene i koncentrationslejren i Dachau og har for-
mået at objektivisere iagttagelserne under yderst vanskelige forhold, bl. a.
konstateret, at der ikke fandtes manifeste avitaminoser eller mavesår. I 1949
beskriver de hungerdiarrhoen og sandsynliggør, at denne ikke skyldes infektion,
og formentlig heller ikke avitaminose. Omend der kan rettes mindre indvendinger
mod detailler i diskussionen, kan afhandlingen betegnes som værdifuld. I et ex-
perimentelt arbejde leveres et originalt bidrag til patogenesen af hungerdiarrhoe,
idet de påviser en atrofi af tarmmucosa hos rotter.
Sammen med flere andre har han i 1952 publiceret en større monografi »Famine
in German Concentration Camps. Complications and Sequels«, hvor der gives en
udtømmende skildring af emnet, dels på grundlag af den foreliggende litteratur,
som bearbejdes kritisk, og dels på grundlag af kliniske observationer og resultater
af en større efterundersøgelse. På enkelte punkter, især ernæringsfysiologiske,
kunne diskussionen have været yderligere uddybet, men bogen må formentlig
betegnes som den bedste indenfor området.
2.	Afhandlinger over exocrine kirtlers fysiologi.
Under opholdet på Roekefeller instituttet har Thaysen sammen med Dole og
medarbejdere foretaget en række vel planlagte og vel gennemførte undersøgelser
over svedsekretionens mekanisme. Der redegøres for en ny og nøjagtig metode til
opsamling af sved efter stimulation med et kolinergisk stof, og de fmder, at
forholdet mellem urinstof i sved og i plasma indenfor det undersøgte område er
uafhængig af urinstofkoncentrationen i plasma og uafhængig af vandafgiftens
størrelse. Dernæst vises, bl. a. med forskellige sulfonamider som indikatorer,
at disse stoffer udskilles i sveden ved simpel diffusion og ikke ved en aktiv proces.
I et lille og klart kongresreferat beskriver de, hvorledes paraaminohippurat i
extracellulær vædske og i svedkirtler kan anvendes til at bestemme pH i vanske-
ligt tilgængelige legemsvædsker. I et følgende arbejde bekræftes tidligere (ikke
citerede) fund, at natriumkoncentrationen i sved er lavere og kaliumkoncentra-
tionen højere end i plasma, og de viser, at natriumkoncentrationen i sved stiger
med stigende sekretionsintensitet, medens kaliumkoncentrationen er konstant.
I diskussionen af mekanismen for regulationen af svedens elektrolytindhold
drages sammenligning med tilsvarende mekanismer i nyren. Man kunne have
ønsket en sammenligning med svedsekretionen efter varmepåvirkning, således
som det gøres i det derefter følgende arbejde. Her viser de, at svedsekretion
aftager ved langvarigt ophold under betingelser, hvor der vedvarende er maxi-
mal stimulation (ved varme), og at nedsættelsen ikke er betinget af en reduktion
i antallet af fungerende svedkirtler eller i nedsat central nervøs stimulation (vist
ved forsøg på yderligere stimulation med et kolinergisk stof).
124
Universitetets årbog 1958-63
Senere gennemforer de tilsvarende undersøgelser for spyt- og tåresekretion.
De viser, at parotis forholder sig som svedkirtlen med hensyn til natrium- og
kaliumkoncentrationens afhængighed af sekretionsintensiteten, medens tåre-
kirtlen afviger herfra, idet koncentrationen af urinstof, Na og K i tårer er uaf-
hængig af sekretionsintensiteten. En nærmere diskussion af den høje kalium-
koncentration i tårevædske gives ikke.
Doktorafhandlingen fra 1955 omfatter de ovenfor nævnte, værdifulde arbej-
der, og i oversigtsafhandlingen gives en mere indgående diskussion af problemer-
ne. En noget videregående kritisk analyse af den tidligere litteratur havde her
været ønskelig.
Efter hjemkomst til Danmark foretager han sammen med nye medarbejdere
undersøgelser efter tilsvarende retningslinier. De viser i veltilrettelagte og præcise
forsøg, at parotis forholder sig som svedkirtlen med hensyn til udskillelse af
sulfonamider, og at det samme gælder for urinstof, når man kommer op over en
vis minimal sekretionsintensitet. Dernæst undersøger de udskillelsesforholdene
for natrium, kalium, urinstof, chlor og bikarbonat i pancreas hos hunde og rede-
gør for afhængigheden af sekretionsintensiteten og af plasmakoncentrationerne.
Endvidere har han deltaget i et mindre betydningsfuldt arbejde over spyttets
fibrinolytiske aktivitet, målt med T. Astrup's metode. I 1958 giver han en god
oversigt over elektrolytproblemer ved kirtelsekretionen og korrelerer her sine
iagttagelser med nyere elektrofysiologiske undersøgelser. I et større afsnit af
monografien »The Alkali Metal Ion in Biology« har han i 1960 givet en moden og
kritisk vurdering af den foreliggende litteratur indenfor dette område.
2. Afhandlinger om metaboliske problemer.
På Rockefeller instituttet har Thaysen deltaget i forskellige metaboliske
undersøgelser. Det vises, at reduktionen af blodtrykket gennem nedsat natrium-
tilførsel er uafhængig af proteintilførsel, og at en lav proteintilførsel ved iøvrigt
fri kost giver vægttab, sålænge patienterne overvåges nøje. I et interessant
arbejde bekræfter Thorn, I. L. Schwartz og Thaysen, at stærk nedsættelse af
natriumindtagelsen betinger et fald i natrium- og en stigning i kaliumkoncentra-
tionen i spyt. Forholdet mellem natrium- og kaliumsekretionen benyttes som
følsom indikator for aldosteronsekretionen.
Efter hjemkomsten fra U. S. A. har han sammen med andre undersøgt pred-
nisons metaboliske virkninger, bekræfter forskellige tidligere iagttagelser og viser
bl. a., at den prednisonbetingede negative kvælstofbalance er forbigående ved
konstant kost og kan hindres ved oget proteintilførsel. Det understreges, at pa-
tienter med sekundær binyrebarkinsufficiens som folge af prednisonbehandling i
stress situationer bør have tilskud af cortison og ikke prednison. Sammen med
Brøchner-Mortensen og Gjørup viser han, at tilførsel af 19-nor-steroider mod-
virker den af corticosteroider betingede negative kvælstofbalance, medens virk-
ningen på den negative kalkbalance er noget mindre sikker.
I en kort oversigt giver han en god redegørelse for 19-nor-steroidernes anven-
delse i klinikken.
4. Afhandlinger om akut nyreinsufficiens.
Under sit arbejde med hæmodialyse har han indsamlet et betydeligt materiale,
som han har bearbejdet, fortrinsvis sammen med andre.
I 1957 og 1958 gives en udmærket redegørelse for den anvendte teknik og de
opnåede resultater med god klinisk vurdering. Det påpeges, at prognosen for
akut nyreinsufficiens opstået i tilslutning til fødsel som regel er god. Der frem-
lægges en interessant meddelelse om bilateral cortical nekrose med en udmærket
diskussion af ætiologi og patogenese. Der gives en kort redegørelse for den post-
Afgang og udnævnelser af professorer
125
operative azotæmi på grund af salttab, og i en kasuistisk meddelelse fremhæves
risikoen for akut nyreinsufficiens efter intravenøs pyelografi hos patienter med
myelomatose. Sammen med Gjorup redegor han for undersøgelsen af kalium-
balancen hos patienter med oliguri og fremlægger iagttagelser, hvoraf konklu-
deres, at en vidtgående kaliumdepletering under dialyse ejendommeligt nok ikke
forsinker genopståelse af hyperkaliæmi. Der foretages en beregning over den
intra- og extracellulære kaliumfordeling. Man kan stille sig noget tvivlende over
for beregningen af det extracellulært lokaliserede kalium og kan føle det som
en mangel, at de ikke har diskuteret det teoretiske grundlag for deres resul-
tater.
I to arbejder meddeler han og Gjorup iagttagelser over virkningen af 19-nor-
steroid ved kronisk og akut nyreinsufficiens. De viser, at behandlingen kan være
af betydning for opnåelsen af en positiv kvælstofbalance ved kronisk nyre-
insufficiens og at den hæmmer uræmiens progression. Ved at sammenholde 19-
nor-steroid behandlingen af akut nyreinsufficiens med bl. a. diætetiske proce-
durer, viser de på overbevisende måde, at 19-nor-steroid hos en del patienter med
ikke for stærk hyperkatabolisme kan give kvælstolligevægt og hæmme azotæmi-
ens progression trods liberal proteinindtagelse.
I 1960 har han givet en god og særdeles velskrevet oversigt over anuriens
patogenese, symptomatologi og behandling.
-5. Arbejder med nyrefysiologi.
Med udgangspunkt i Zerahns undersøgelser over relationen mellem iltforbrug
og elektrolyttransport i frøhud samt i Ussing's og Kruhøffer's diskussioner i
monografien »The Alkali Metal Ion in Biology« (1960) har Tliaysen i samarbejde
med N. Lassen og Munck i 1961 offentliggjort nogle særdeles værdifulde experi-
mentelle undersøgelser på hunde over relationen mellem iltforbrug og natrium-
reabsorption i nyren. De viser, at nyrens basale iltforbrug er 1 umol ilt per g/min.,
og at iltforbruget i den arbejdende nyre næsten udelukkende kan tilskrives re-
absorptionen af natrium, idet iltforbruget udover basalforbruget er proportionalt
med natriumreabsorptionen. Observationerne publiceres i en velskreven af-
handling og i flere korte meddelelser.
Ulrik Lassen og Thaysen bekræfter i samme år disse iagttagelser ved under-
søgelser over transporten af 22Na og iltforbruget i vævssnit fra nyren. Dernæst
omtaler de i en kort foreløbig meddelelse sammen med Leyssac, at natriumreab-
sorptionen hæmmes stærkt af angiotensin, men her findes der ikke angivelser af
usikkerheden ved forsøgene.
I Medicinsk Kompendium har han skrevet et afsnit om vand- og elektrolyt-
forstyrrelser, og i den ovenfor omtalte monografi »The Alkali Metal Ions in
Biology« har han sammen med Kruhøffer skrevet et kapitel om den intestinale
absorption.
9. Arbejder over andre emner.
I 1948-1949 har han skrevet tre mindre arbejder, herunder en god kasuistisk
meddelelse om familiær proctalgia fugax og en god oversigt over Dimerkaprols
farmakologi og toxicologi.
Aage Videbæk er født 1914, tog lægevidenskabelig embedsexamen 1942 med
udmærkelse (266 points), erhvervede 1941 som student Københavns universitets
guldmedalje, 1947 den medicinske doktorgrad og opnåede 1951 autorisation som
speciallæge i intern medicin med organspecialerne blodsygdomme og fordøjelses-
sygdomme.
126
Universitetets årbog 1958-63
Videbæk har en god uddannelse i intern medicin og nærstående specialer. Han
liar været assistent og senere reservelæge på Rigshospitalets medicinske poli-
klinik i 3 år, anden reservelæge på medicinsk afdeling i 3 år, første reservelæge i 5
år og siden april 1959 assisterende overlæge ved Rigshospitalets medicinske
afdeling A. Han har i 1/2 år været assisterende læge ved Invalideforsikringsretten
og siden juni 1961 medicinsk konsulent i chemoterapeutisk cancerterapi ved
Radiumstationen og Finseninstitutets medicinske afdeling.
Jævnsides med sin kliniske uddannelse har han i to år arbejdet på Radium-
stationens forsøgslaboratorium i København og i to år på universitetets insti-
tutter for patologisk anatomi og arvebiologi. I 1952 har han i 1/2 år arbejdet ved
den gerontologiske og den medicinske afdeling ved Washington University,
Medical School, St. Louis, U. S. A., i tilslutning hertil foretaget en kortere studie-
rejse i U. S. A. og senere en kortere studierejse til England og Holland.
Han har i 6 år været tutor ved volontørundervisningen og har i et semester,
som vikar for professor i intern medicin, varetaget undervisning og examination.
Siden september 1960 har han været lektor i klinisk medicin.
Videbæks videnskabelige produktion omfatter arbejder over hæmatologiske
emner, tumorer og andre emner,
1. Arbejder om hæmatologiske emner.
Som student publicerer han i 1941 guldmedaljeafhandlingen, en stor og om-
hyggeligt gennemført undersøgelse over knoglemarvspunktater fra normale i
forskellige aldersklasser med en fyldig oversigt over den tidligere litteratur. I de
følgende år foretages nogle grundige undersøgelser over det perifere blodbillede
med fastlæggelse af normalværdier og han viser, at der ikke er holdepunkt for
antagelse af en digestiv leukocytose. I et arbejde sammen med Engelbreth-Holm
finder han kun små sæsonvariationer, men talbehandlingen er her ikke ganske
fyldestgørende.
I doktorafhandlingen fra 1947 foretages en grundig undersøgelse over heredi-
teten ved leukæmi på grundlag af et stort, velundersøgt og velbedømt proband-
materiale og et kontrolmateriale. Det konkluderes, at leukæmi er en genetisk
enhed, og at leukæmi som sådan ikke arves, men at der nok er tale om en arvelig
disposition, som kan påvirkes af extrakromosale faktorer. Muligheden for simpel
dominant eller recessiv arvegang menes udelukket, medens der er mulighed for
svigtende dominans eller polymeri. Der menes at være nogen genetisk sammen-
hæng mellem leukæmi, cancer og anæmia perniciosa. Gennemgangen af den
tidligere litteratur er grundig og kritisk. Diskussionen af de genetiske forhold ved
leukæmi føres å jour i 1958.
Gennem årene har Videbæk med stor flid samlet og efterundersøgt en række
materialer af patienter med hæmatologiske lidelser og nøje redegjort for klinik
og prognose. I to afhandlinger, hvoraf en sammen med Roos, fremlægges store
materialer af patienter med lymphogranulomatosis maligna. Ved en opdeling af
materialet i 2 grupper, med året 1945 som skæringspunkt, findes en bedre prog-
nose for den sidste gruppe, hvilket de tolker som udtryk for værdien af den nyere
intensive terapi. Diskussionen er ikke ganske fyldestgørende. I et stort og om-
hyggeligt undersøgt materiale af patienter med polycythæmia vera peges på den
noget hyppigere forekomst af hypernefrom. I et stort materiale af patienter med
anæmia perniciosa, offentliggjort sammen med Mosbech bekræftes en statistisk
sikker forhøjet forekomst af cancer ventriculi, som menes korreleret til achylien.
I to gode afhandlinger fremlægges materialer af primær aplastisk anæmi og
(med Johansen) af myelomatose. I 1957 giver han et par korte meddelelser om
immunhæmolytiske anæmier, og i flere som manuskript indsendte afhandlinger
redegør han for et omfattende patientmateriale. Det fremhæves, at man efter
Afgang og udnævnelser af professorer
127
længere tids grundig observation kan registrere flertallet af tilfældene som
sekundære i forhold til maligne systemsygdomme, lupus erythematosus disse-
minatus m. v., og at de såkaldt primære autoimmunhæmolytiske anæmier er
langt sjældnere end tidligere antaget.
Han har foretaget en lang række undersøgelser over terapeutiske muligheder
ved hæmatologiske lidelser. I 1944 forsøger han sammen med Thygesen og
Villaume behandling af leukose med radioaktivt natrium, tilsyneladende i nogle
tilfælde med subjektiv og objektiv bedring til følge. Senere foretages med veks-
lende held behandlingsforsøg med urethan, N-sennepsgas og lignende præparater,
ACTH og senest Myleran, kort efter at disse stoffer var fremkommet. I fire
afhandlinger redegør han for behandlingen af lymfogranulomatose med N-sen-
nepsgas og lignende præparater.
Hos en gruppe patienter med myelomatose foretager han - sammen med flere
andre - omhyggelige undersøgelser over virkningen af ACTH på knoglemarvs-
billedet og de patologiske proteiner og senere tilsvarende undersøgelser under
behandling med prednison, efter hvilken der i nogle tilfælde indtræder klinisk
bedring, medens behandlingen er uden effekt ved macroglobulinæmi. I en kort,
nyttig meddelelse omtales komplikationer ved anvendelse af Stilbamidin. Også
i fire oversigtsartikler og foredrag redegøres godt for retningslinier og erfaringer
vedrørende behandling af maligne systemsygdomme.
1 1956 behandles på udmærket måde det vanskelige problem om indikationerne
for splenektomi hos patienter med extramedullær hæmatopoiese, illustreret ved
tre eksempler.
I 1943 beskriver han 4 patienter med skorbut og diskuterer anæmiens pato-
genese på en noget mangelfuld måde. I 1948 bekræfter han ved undersøgelse af
en særlig musestamme, at leukæmiincidensen har en tendens til at være højere
hos hunmus end hos hanmus. At forskellen ikke er signifikant nævnes i teksten,
men ikke i arbejdets sammendrag. Hos mennesker bekræfter han tidligere iagt-
tagelser med hensyn til køns- og aldersfordeling af leukæmi, uden at nærmere
data angives i dette arbejde.
Gennem årene er publiceret en række korte, oftest gode oversigtsartikler over
hæmatologiske emner og en lang række kasuistiske meddelelser, hvoraf nogle lidt
svagere, men flere af betydelig interesse, deriblandt en beskrivelse af hypersplen-
isme med milt-hamarthom, familiær optræden af Hodgkin's sygdom, nogle
interessante tilfælde af osteomyelosklerose med god diskussion og nogle patienter
med paraproteinæmi belyst ved immunelektroforese. I 1951 beskrives forekom-
sten af hypokaliæmi hos to patienter med akut leukose, formentlig en ny iagt-
tagelse. Han mener hos nogle andre patienter med leukæmi at kunne korrelere
værdierne for plasmakalium med sygdomsaktiviteten. I et par tilfælde iagttages
stigende kaliumværdier under røntgenbehandling, og det nævnes, at der ved
denne behandling eventuelt skulle kunne optræde fatal hyperkaliæmi, en interes-
sant tanke, som dog ikke følges op.
Sammen med Matzke og Munkner omtaler han i 1960 kort en undersøgelse over
erythrocytlevetiden ved mærkning af erythrocyter såvel 51Cr som med DF32P,
hvorved man samtidig kan følge to populationer, såvel patientens egne som
tilførte erythrocyter. Der gives nogle illustrerende eksempler. Yderligere under-
søgelser og nærmere redegørelse må afventes før en endelig vurdering kan fore-
tages. Han har skrevet flere velafbalancerede ledere og en lang række omhygge-
lige referater i medicinske fagtidsskrifter.
Sammen med Bichel har Videbæk udgivet en udmærket håndbog i hæmatolo-
gisk teknik og alene udgivet en smuk håndbog i hæmatologi og skrevet flere
afsnit om blodsygdomme i lære- og håndbøger samt en række populærvidenska-
belige arbejder.
128
Universitetets årbog 1958-63
2.	Afhandlinger om tumorer.
I 1944 foretager han en nyttig opgørelse af et stort materiale af cancer i øvre
del af fordøjelseskanalen med redegørelse for kønsfordeling, lokalisation, røntgen-
følsomhed og med en særlig redegørelse for forekomsten af tumorer med flere
lokalisationer hos samme patient. Efter en beskrivelse af en patient med hæ-
mangioendotheliom i leveren giver han i 1946 en god oversigt over de øvrige ialt
31 beskrevne tilfælde og påviser to aldersmaxima.
I 1949 redegør han for et stort materiale af patienter med maligne lymfomer
(efter udskydelse af lymphogranulomatosis maligna), beskriver symptomatologi
og histopatologi og hævder, at de er mere eller mindre differentierede typer af
samme grundlidelse. Samme år gives en kort redegørelse for cancer i barndom-
men, som vises at være årsag til en langt større procent af dødsfaldene end
almindeligt antaget.
I 1954 foretager han sammen med Mosbech en værdifuld probandundersøgelse
over 300 patienter med cancer ventriculi med et tilsvarende kontrolmateriale,
hvorved der ses en firedoblet forekomst af cancer ventriculi hos pårørende til
probanderne. Efter diskussion af andre ætiologiske muligheder konkluderes, at
der formentlig er en hereditær disposition. Omtrent samtidig foretager de en
tilsvarende undersøgelse af patienter med cancer oesophagi uden at finde nogen
familiær ophobning.
I 1959 publicerer han sammen med Gregers Thomsen en omhyggelig klinisk,
radiologisk og histologisk undersøgelse af 36 tumorer i thymusregionen, af
hvilke 20 var thymomer, deraf 9 benigne. Herudover har han i medicinske
specialer i lægepraxis skrevet et kapitel om maligne svulster i barnealderen.
3.	Afhandlinger over andre emner.
Sammen med flere andre har Videbæk deltaget i tidlige og grundige under-
søgelser over behandling med ACTH ved polyarthritis chronica og febris rheu-
matica. Alene foretager han en god undersøgelse over den undertiden ret udtalte
eosinofili, der fremkaldes af visse præparater, og han viser, at eosinofilien er
knyttet til artsspecifike faktorer.
Under sit ophold i U. S. A. deltager han i forskellige undersøgelser, bl. a. over
serumkalium i forskellige aldersklasser. I 1955 deltager han i en smuk begravelse
af en factor, som fra flere sider hævdedes at være af værdi ved behandling af
ulcus ventriculi. Sammen med Bloch undersøger han i 1959 virkningen ved
perifere karlidelser af Blocadren, et stof, der nedsætter cellens følsomhed for
adrenalin. Sammen med Matzke og Munkner undersøger han i 1961 virkningen
af Diisopropyl-lluorofosfat på cholinesteraseaktiviteten i plasma, et arbejde, der
har alvorlige mangler og ikke bringer noget nyt.
Gennem årene har han herudover publiceret en kort oversigtsartikel om
stasecirrhose, sammen med andre en oversigt om Sjøgrens syndrom med frem-
læggelse af et klinisk materiale, samt nogle kasuistiske meddelelser, hvoraf ilere
af betydelig interesse: en formentlig ret enestående familiær forekomst af
onychogryphosis, god beskrivelse af to patienter med Niemann-Pick's sygdom,
hvoraf den ene har en påfaldende høj aktivitet af sure fosfataser i plasma, en in-
teressant iagttagelse publiceret sammen med Hastrup.
Fra de senere år har han i tre meddelelser i samarbejde med andre beskrevet
interessante tilfælde af generaliserede svampelidelser.
Endelig har han gennem årene i Nordisk Medicin givet gode og omhyggelige
beskrivelser af et stort antal nye medicamina. De er senere udgivet i bogform.
Ved den endelige bedømmelse af ansøgernes kvalifikationer kan udtales, at
alle ansøgerne har en tilstrækkelig uddannelse i intern medicin og en tilstrækkelig
videnskabelig produktion til at være kvalificeret til det ledigblivende embede.
Afgang og udnævnelser af professorer
129
Til den opslåede lærestol i intern medicin og til ledelse af en universitetsaf-
deling, der indenfor en almenmedicinsk afdelings rammer må varetage nuværende
og fremtidige delområder af den interne medicin, må efter den i bilaget givne
gennemgang af ansøgernes uddannelse og navnlig deres videnskabelige produk-
tion, herunder dennes originalitet, følgende anses for at være de bedst kvalifice-
rede (anført i alfabetisk orden):
Lektor, assisterende overlæge, dr. med. A. Tybjærg Hansen,
overlæge, dr. med. M. Schwartz,
assisterende overlæge, dr. med. J. Hess Thaysen.
Der har indenfor udvalget ikke kunnet opnås enstemmighed om indstilling
af en enkelt af de tre ovennævnte ansøgere.
Udvalgets flertal (Ege, Warburg og Buchthai) skal indstille Tybjærg Hansen
til det ledigblivende professorat af følgende grunde:
Han har organiseret det cardiologiske laboratorium i Rigshospitalets afdeling
B og integreret dette laboratoriums arbejde med klinikken. Han har vist sine
evner som lærer og forsker ved at undervise talrige danske og udenlandske læger
i den moderne cardiologiske teknik og gennem sine publikationer om kredsløbets
patologi og om kredsløbets trykforhold; han har i høj grad medvirket til thorax-
kirurgiens udvikling her i landet. Hans særlige fysiske kunnen har ført til kon-
struktion af et forbilledligt kondensatormanometer samt et osmometer, der
principielt er alle hidtil eksisterende overlegen til måling af såvel statiske som
dynamiske osmotiske trykforhold. I tilknytning hertil har han udformet en inte-
ressant teori om vandtransporten i organismen mellem væv og blod, der - selv
om den ikke er fuldt afklaret - yderligere vidner om hans videnskabelige origi-
nalitet.
Udvalgets mindretal (Eggert Møller og Brøchner-Mortensen) føler sig i tvivl
om, hvem af de tre ovenfor nævnte bedst kvalificerede der bør foretrækkes.
Mindretallet skal derfor indstille, at der til bedømmelse heraf nedsættes en
bedømmelseskomite i henhold til § 5 i den kgl. anordning af 5. februar 1953 om
ansættelse af professorer ved Københavns universitet.«
Udvalgets indstillinger blev i henhold til § 3, stk. 7 tilstillet ansø-
gerne, som ikke fremkom med bemærkninger.
Efter at flertalsindstillingen var blevet tiltrådt af fakultetet og af
Konsistorium, blev den under 3. juli 1962 indsendt til ministeriet.
Herefter blev ved kgl. resolution af 21. juli 1962 overlæge, dr. med.
A. Tybjærg Hansen udnævnt til professor i intern medicin ved Koben-
havns universitet og til overlæge ved Rigshospitalets medicinske afde-
ling B fra 1. september 1962 at regne.
8. Oprettelse af to professorater i normal anatomi og afdelingsleder lek-
tor, dr. med. Erik Landboe-Christensen og docent, lektor, dr. med. Erik
Andreasens udnævnelse til professorer i normal anatomi
(j. nr. 354/62).
Under 27. september 1961 indgav det lægevidenskabelige fakultet til
undervisningsministeriet følgende indstilling:
9
130
Universitetets årbog 1958-63
»Den under fakultetet horende undervisning og forskning i anatomi er for
tiden ude for store vanskeligheder. Årsagerne hertil er flere, forst og fremmest det
stigende antal studerende, som skal have undervisning i dette for lægens gerning
grundlæggende fag. Dertil kommer fagets udvikling, bl. a. betinget af nye tek-
niske fremskridt på mikrooptikens og elektronmikroskopiens område såvel som
på det histokemiske og histofysiologiske felt, herunder forbindelsen med hormon-
forskningen og isotoptekniken.
Med sin nuværende organisation og sine nuværende hjælpemidler er universi-
tetets medicinsk-anatomiske institut ude af stand til at varetage sine vigtige
opgaver. Dette skyldes dels personalemæssige og lokalemæssige mangler, dels
andre ulemper, bl. a. mangel på materiale til undervisningen. Det vil derfor være
nødvendigt at foretage en gennemgribende nyordning for at råde bod på disse
vanskeligheder.
Antallet af de studerende, som skal undervises i anatomi, har i de senere år
været stærkt stigende og kan forventes at stige yderligere i de kommende år.
Medens antallet af begyndere i fyrrerne var ca. 200 om året, et antal, som i lobet
af halvtredserne er steget til ca. 300 årlig, er dette antal nu steget til over 400
og forventes i de to næste år at ville stige til ca. 550; til den ovennævnte under
1) nævnte begynderundervisning har der således i indeværende måned meldt sig
ca. 430 studerende. Det samlede antal 1. dels studerende ved det lægevidenska-
belige fakultet er ca. 1150.
Således som forholdene har udviklet sig, vil det være uoverkommeligt for een
professor og leder af institutet at varetage organiseringen af hele denne omfat-
tende undervisning. Hver del af undervisningen kræver et omfattende tilrette-
læggelsesarbejde. Tilvejebringelsen af det anatomiske materiale alene er et om-
råde, som volder store vanskeligheder, og som kræver en omfattende arbejds-
indsats; dertil kommer tilsyn og vedligeholdelse af andet materiel og instrumen-
tarium, organisering af undervisningen m. m. Endelig vil det også af hensyn
til den ovenfor berorte, meget store udvikling indenfor adskillige områder af
anatomien og histologien i de senere år være nødvendigt, at der sker en forøgelse
af fagets ledende stillinger.
For at råde bod på forholdene må den første foranstaltning være, at institu-
tets fagområder udskilles på tre afdelinger, hver ledet af en professor, som til
disposition har hver en afdelingsleder foruden det nødvendige antal assistenter;
kun ved en sådan opbygning vil det være muligt at overkomme arbejdet og at
skaffe den fornødne kvalificerede arbejdskraft. De tre afdelingers område bør
være folgende: 1) Undervisningen i embryologi og histologi med cytologi; her-
under elektronmikroskopi, 2) begynderundervisningen i anatomi, herunder særlig
den systematiske anatomi og 3) senior-instruktionen og herunder specielt den
topografiske anatomi. Under sidstnævnte område bor lægges den vanskelige
opgave med fremskaffelse af det anatomiske materiale. De nævnte områder
angiver kun delingen i store træk; det vil påhvile de tre professorer nærmere at
fordele og tilrettelægge undervisnings- og eksamensarbejdet og det øvrige
arbejde.
Institutets personale består for tiden af følgende:
1 professor i anatomi og bestyrer af institutet,
1 afdelingsleder, som tillige er lektor,
1 amanuensis i 25. lønningsklasse (docent), som tillige er lektor,
3 overenskomstlønnede videnskabelige assistenter,
ca. 10 timelønnede instruktører ved begynderundervisningen,
3 honorarlønnede senior-instruktører (ved kursuset i topografisk anatomi),
ca. 10 timelønnede demonstratorer (til undervisningen på studiesalen, ved de
histologiske kurser og til præparatfremstilling).
Afgang og udnævnelser af professorer
131
Med henvisning til ovenstående redegørelse skal man indstille, at der på
normeringsloven for 1962/63 oprettes to professorater i anatomi under fakultetet
samt to afdelingslederstillinger i klassificeringslovens 25. lønningsklasse.«
På normeringsloven for 1962/63, jfr. folketingstidende 1961-62,
tillæg A, sp. 1233-35 blev der herefter oprettet to professorater i normal
anatomi ved universitetet.
Efter at embederne under 15. maj 1962 var blevet opslået ledige,
blev under 12. juni 1962 de 6 indkomne ansøgninger, nemlig fra docent,
lektor, dr. med. Erik Andreasen, videnskabelig assistent, cand. med.
Franz Bierring, videnskabelig assistent, cand. med. Frede Bro-Ras-
mussen, afdelingsleder, lektor, dr. med. Erik Landboe-Christensen,
professor i anatomi ved Københavns Tandlægehøjskole, dr. med.
Harald Moe og 1. reservelæge, cand. med. Jørgen Therkelsen tilstillet
universitetet til erklæring.
Til bedømmelse af de indkomne ansøgninger nedsatte fakultetet i
henhold til § 2, stk. 2 i kgl. anordning af 5. februar 1953 et udvalg,
bestående af professorerne, dr. med. E. Husfeldt (formand), dr. med.
Harald Okkels, dr. med. Gunnar Teilum, dr. phil. K. G. Wingstrand
og dr. med. Lårus Einarson, Aarhus universitet. Dette udvalg afgav
under 29. november 1962 følgende indstilling til fakultetet:
»Erik Andreasen er født 1909, tog lægevidenskabelig embedseksamen vinteren
1935/36 med laudabilis (2031/a points) og erhvervede 1943 den medicinske dok-
torgrad.
Andreasen var i sin studietid ansat 1 år som demonstrator ved normalanato-
misk museum og har desuden som student arbejdet 1 år som frivillig assistent
ved universitetets zoofysiologiske institut. Efter embedseksamen har han -
bortset fra 1 års turnustjeneste - udelukkende været knyttet til normalanatomisk
museum, nu medicinsk-anatomisk institut, først som prosektor 1937, siden som
assistent 1938, fast videnskabelig assistent 1943, amanuensis af 1. grad 1950 og
docent 1958.
I 1948-49 har han i 1 år efter indbydelse arbejdet hos dr. E. V. Cowdry,
Washington University, Saint Louis, Mo., U. S. A. Efter indbydelse har han
deltaget i videnskabelige møder og kongresser i ind- og udland.
Andreasen har været bedømmer og officiel opponent ved to doktorafhandlin-
ger.
Han er medlem af det af de to lægevidenskabelige fakulteter nedsatte udvalg
til udarbejdelse af forslag om evt. ændring af lægeuddannelsen i Danmark.
Han udnævntes i 1950 til lektor i normal anatomi ved universitetet. Desuden
har han i 1962 medvirket som lærer i anatomi ved kursus i neurologi for psy-
kiatere.
Andreasens produktion omfatter - foruden disputatsen og en større anatomisk-
historisk monografi - 38 større og mindre arbejder, hvoraf 16 med medarbejdere,
samt 5 lærebøger (den ene i samarbejde med K. A. Lorentzen), hvoraf 2 er kom-
met i 2. udgave, og et arbejdshefte i mikroskopisk anatomi.
Arbejderne kan inddeles i 4 grupper: Lymfocyterne og det lymfoide vævs
biologi, experimentel carcinogenese, medicinalhistoriske arbejder samt andre
emner, herunder lærebøger.
9*
132
Universitetets årbog 1958-63
Andreasen har siden 1937 i sit videnskabelige arbejde beskæftiget sig med
lymfocyterne og det lymfoide vævs biologi. lait har han publiceret 23 arbejder
indenfor denne emnegruppe.
I 4 arbejder fra 1937-42 konstateres, at en involution af thymus under
experimentel hyperthyreoidisme eller ved thyroxinbehandling ikke adskiller sig
fra involution fremkaldt af sult. Allerede i disse arbejder viser Andreasen evner
for videnskabeligt arbejde, herunder at stille problemerne klart op. Han støtter
og udbygger teorien om lymfocyterne som depoter for vigtige proteinstoffer og
deres betydning for transporten af disse stoffer, et emne, som behandles udfør-
ligere i disputatsen fra 1943 og en række senere arbejder.
Disputatsen »Studies on the Thymolymphatic System« er et stort og grundigt
arbejde over den kvantitative anatomiske bestemmelse af det thymolymfatiske
system til belysning af dettes biologi. I metodisk henseende indebærer afhand-
lingen en original indsats, idet forfatteren bruger en kemisk bestemmelse af
nucleinsyrefosfor som kvantitativt mål for det lymfoide væv under normale
forhold, under inanition samt under visse patologiske forhold. Som forsøgsdyr
er anvendt rotter. Forfatteren drager ikke direkte funktionelle slutninger på
grundlag af undersøgelserne, men mener dog, at det lymfoide vævs følsomhed
overfor svingninger i ernæringstilstanden tyder på, at der i lymfocyterne er
deponeret stoffer af betydning for individets vækst. Afhandlingen må betegnes
som et fremragende kvantitativt anatomisk arbejde, som både forfatteren selv
og andre har kunnet benytte som grundlag for videre studier.
Blandt de mange arbejder, der er en direkte følge af doktorafhandlingen må
særligt fremhæves 5 afhandlinger - sammen med medarbejdere - om mitose-
aktiviteten i de forskellige lymfoide organer. Det påvises ved hjælp af radioaktivt
fosfor og ved direkte mitosetælling, at produktionen af lymfocyter er meget større
i thymus end i de andre lymfoide organer. Denne gruppe arbejder har kastet
nyt lys over det lymfatiske vævs biologi.
En anden hovedgruppe af Andreasens undersøgelser omhandler cykliske
forandringer i musens hud. Han påviser, at hårvæksten hos musen er cyklisk,
og at den periodiske vækst er forbundet med udprægede forandringer i hudens
tykkelse. Hver hårcyklus består af en vækstfase og en hvilefase. Denne påvisning
har værdi i sig selv, men er tillige af praktisk betydning i den experimentelle
cancerforskning, idet der må tages hensyn til disse forhold ved bedømmelse
af anslag og vækst af experimentelt fremkaldte hudtumorer hos mus. Denne
originale iagttagelse har givet stødet til 3 disputatser.
I samarbejde med O. Hollnagel-Jensen har ansøgeren ydet et betydeligt
bidrag til anatomiens historie, idet de har publiceret to mindre forarbejder og en
stor og smuk monografi om Ludvig Jacobson. Der er heri fremdraget et hidtil
upubliceret manuskript om det jacobsonske organ.
Som led i sin virksomhed som lærer i anatomi har Andreasen udgivet en række
lærebøger i anatomi på dansk. Disse vidner om hans interesse for undervisningen.
Andreasen må i betragtning af sin videnskabelige produktions omfang og
kvalitet med mange originale iagttagelser samt på grund af sin mangeårige virk-
somhed som lærer i faget anses for særdeles velkvalificeret.
Franz Bierring er fodt 1921 og bestod lægevidenskabelig embedseksamen
sommeren 1947 med laudabilis (2481/2 points).
Bierrings uddannelse er dels klinisk og dels anatomisk. Foruden 1 års turnus-
tjeneste har han været ansat som kandidat eller 2. reservelæge ca. 5 år på kirur-
gisk, lx/2 år på gynækologisk, 6 måneder på obstetrisk-gynækologisk og 3 måneder
på medicinsk afdeling samt været assistent 8 måneder på patologisk institut, 5
måneder på røntgenklinik samt 10 måneder på Medicinsk Laboratorium, Køben-
Afgang og udnævnelser af professorer
133
havn. Han har i 2 år 3 måneder vikarieret i en videnskabelig assistentstilling ved
medicinsk-anatomisk institut og siden september 1958 været ansat som viden-
skabelig assistent ved samme institut.
Han har deltaget i flere udenlandske kongresser og moder og foretaget et par
studierejser, bl. a. til Paris for at studere elektronmikroskopi.
Under sin ansættelse som videnskabelig assistent ved medicinsk-anatomisk
institut har han samtidig som instruktor deltaget 1 år i begynderundervisningen i
anatomi og 3 år 6 måneder som instruktor ved seniorinstruktionen i topografisk
anatomi. Siden januar 1962 har han varetaget den til det ene af de to lektorater i
normal anatomi knyttede undervisning og eksamination. Desuden har han været
lærer i anatomi ved de i 1960 og 1962 afholdte internationale kurser i medicinsk
revalidering samt i 2 år været lærer i kirurgi ved sygeplejeskolen på Bispebjerg
Hospital. Endelig har han i en kortere tid i 1956 været censorsuppleant i anatomi
ved lægevidenskabelig embedseksamens 1. del.
Bierrings videnskabelige produktion omfatter 11 arbejder, hvoraf 3 i manu-
skript og 5 i samarbejde med andre. Arbejderne kan deles i to grupper: kliniske,
omfattende 5 arbejder, og anatomiske, omfattende de øvrige 6.
Af de kliniske arbejder er 3 kirurgiske kasuistikker. De er velskrevne og om-
hyggelige. De to andre arbejder - i samarbejde med andre - drejer sig om efter-
undersøgelse af større kirurgiske materialer. Det er grundige og solide arbejder.
De anatomiske arbejder omhandler dels studier over det lymfatiske væv og dels
studier over tarmslimhindens bægerceller samt en elektronmikroskopisk under-
søgelse af kaninens aorta.
I det første arbejde over det lymfoide system påviser han, at fjernelse af
thymus nedsætter antallet af lymfocyter i ductus thoracicus og blodet med 60 °/0.
I et påfølgende elektronmikroskopisk arbejde - med medarbejdere - foretages en
sammenligning mellem lymfocyterne i leverlymfen og i lymfen fra tarmen. Det
påvises, at lymfocyterne i leverlymfen indeholder celler af en ældre cellepopu-
lation end tarmlymfens, hvilket støtter en tidligere af andre fremsat teori, at
recirkulation af lymfocyter fra blodet til lymfen navnlig sker gennem leverens
lymfekar. Det er et særdeles smukt arbejde med en veludført teknik. I et tredie
arbejde over det lymfoide væv undersøges lymfocytindholdet i knoglemarven
efter subtotal fjernelse af lymfeknuderne hos rotter. Han finder herved, at
lymfocytindholdet i knoglemarven forbliver konstant, hvorfor man må antage,
at lymfeknuderne ikke er særligt betydningsfulde for dannelsen af lymfocyter,
men at knoglemarven er en aktiv producent af dens egne lymfocyter. Arbejdet
er et vigtigt indlæg, som støtter tidligere fremsatte teorier om cellegenesen i
knoglemarven.
To arbejder omhandler tarmens bægerceller, hvoraf det første - med medar-
bejdere - drejer sig om transplantation af tyndtarmslimhinde til andre områder;
man skal herom henvise til udvalgets udtalelse nedenfor i tilslutning til gennem-
gangen af professor Moes produktion. Det andet arbejde er en med smuk teknik
udført elektronmikroskopisk undersøgelse af bægercellernes slimsekretion i
tarmkanalen hos rotter.
Det sidste arbejde om elektronmikroskopisk undersøgelse af den normale
aorta hos kaniner skal danne grundlaget for undersøgelser over adrenalin-
induceret arteriosclerose. Arbejdet giver med anvendelse af en smuk tek-
nik en omhyggelig beskrivelse af intima og media i aorta hos unge og ældre
kaniner.
Bierring er en lovende forsker. Hans produktion er ikke omfattende; men han
har publiceret arbejder af betydelig værdi. Han behersker den elektronmikro-
skopiske teknik og har ikke alene en god anatomisk uddannelse og erfaring i un-
dervisning, men tillige en 10-årig klinisk uddannelse.
134
Universitetets årbog 1958-63
Frede Bro-Rasmussen er født 1923, bestod lægevidenskabelig embedseksamen
sommeren 1951 med laudabilis et quidem egregie (265 points) og tildeltes 1953
Aarhus universitets guldmedaille. Under krigen bestod han tentamen i sammen-
lignende anatomi ved Uppsalas universitet.
Bro-Rasmussens uddannelse er dels klinisk og dels anatomisk. Foruden nogle
måneders ansættelse på et svensk sygehus og 1 års turnustjeneste har han været
ansat som kandidat - i visse perioder vikar for reservelæge - 3 år 1 måned på
kirurgisk afdeling, heraf 7 måneder på ortopædisk afdeling, og 51/2 måned på
obstetrisk-gynækologisk afdeling samt 1 år 6x/2 måned som klinisk assistent på
kirurgisk afdeling. Desuden har han 9 måneder været videnskabelig assistent
ved universitetets institut for almindelig patologi og siden november 1959
videnskabelig assistent ved medicinsk-anatomisk institut.
Siden september 1952 har han været instruktør ved begynderundervisningen
i anatomi. I 5 år 10 måneder har han været lærer i anatomi, fysiologi, patologisk
anatomi og patologi ved lægesekretærkursus. I 1962 blev han ansat som under-
visningsassistent i anatomi for gymnastikstuderende under det matematisk-
naturvidenskabelige fakultet. Endelig har han siden 1961 været censorsuppleant
i anatomi ved Københavns Tandlægehøjskole og er desuden censor i anatomi ved
eksamen for fysioterapeuter.
Som videnskabelig assistent ved medicinsk-anatomisk institut deltager han i
kursusundervisningen i histologi. Han har i efteråret 1961 holdt forelæsninger i
embryologi for de medicinske studerende.
Bro-Rasmussens videnskabelige produktion omfatter 16 arbejder, incl. guld-
medailleafhandlingen, heraf 12 i samarbejde med andre, samt et ikke indsendt
manuskript til et foredrag. Foruden guldmedailleafhandlingen og et enkelt større
anatomisk arbejde er arbejderne dels kliniske, dels klinisk-fysiologiske.
Guldmedailleafhandlingen, der omhandler et vigtigt histologisk-endocrinolo-
gisk emne, har titlen: »Der ønskes en undersøgelse af ACTH's og cortisons
virkninger på de hvide blodlegemer (specielt på de eosinofile celler) i det perifere
blod i relation til knoglemarvsforandringer forårsaget af disse stoffer.« Han viser
heri, at ACTH regelmæssigt fremkalder en perifer eosinopeni, medens cortisonets
virkning på de eosinofile celler er mindre udtalt. Der påvises derimod ikke større
forandringer i marvens indhold af eosinofile celler efter tilførsel af disse hormoner.
Hans undersøgelser af marven har ikke givet forklaring på ACTFI-eosinopeniens
patogenese, men han diskuterer de forskellige teoretiske muligheder. Udførelsen
af arbejdet er præget af stor grundighed og modenhed.
Det omtalte større anatomiske arbejde - i samarbejde med Helge Andersen -
omhandler histokemiske studier over genesen af leddene hos menneskefostre med
særligt henblik på udviklingen af ledhulerne i hånden og foden. Forfatterne har
undersøgt 25 menneskelige fostre varierende i kropslængde fra 12 til 179 mm.
Arbejdet er udført med en skånsom og smuk teknik med anvendelse af histo-
kemiske metoder, bl. a. metakromatisk farvning med azur A, alcianblåt farvning
samt med PAS-metoden. Undersøgelserne har vist, at dannelsen af ledhulen
begynder centralt i leddet, efter at mellemzonens intermediære lag er smeltet
sammen med mellemzonens bruskdannende lag. Fra leddets midte udvider led-
hulen sig ud imod periferien. Under leddets udvikling dannes ret betydelige
mængder af chondroitinsulfat A og C fra lagene i mellemzonen. Undersøgelsen
må betegnes som et godt anatomisk arbejde, der har givet interessante resultater.
De øvrige arbejder består af nogle kasuistiske meddelelser, nogle velskrevne
oversigtsartikler samt 4 arbejder - udført i samarbejde med andre — om plasma-
hydrocortisonbestemmelser hos normale og efter operationer samt under svanger-
skab, fødsel og puerperium og endelig en sammenligning mellem veneblodet hos
moderen og blodet fra navlestrengen. Endvidere foreligger der en efterunder-
Afgang og udnævnelser af professorer
135
søgelse af et frakturmateriale - med to medarbejdere - og et arbejde om multiple
medfødte misdannelser - med tre medarbejdere. Sidstnævnte arbejde beskriver
201 autopsier af perinatalt dode børn, hvoraf 28 viste misdannelser, deraf 6 med
multiple misdannelser opstået i samme periode; muligheden af en exogen faktor
for disse misdannelser diskuteres.
Bro-Rasmussens publikationer omfatter to værdifulde anatomiske arbejder,
nemlig guldmedailleafhandlingen og afhandlingen om ledhulernes dannelse,
medens de øvrige arbejder ikke har direkte tilknytning til anatomi. Adskillige
af de sidstnævnte arbejder er af interesse, men ingen af dem kan betegnes som
meget omfattende eller dybtgående. Han har en god anatomisk uddannelse og
erfaring i undervisning i anatomi.
Erik Landboe-Christensen er født 1908, bestod lægevidenskabelig embeds-
eksamen sommeren 1934 med laudabilis (2471/3 points), tildeltes 1937 Køben-
havns universitets guldmedaille og erhvervede 1944 den medicinske doktorgrad.
Landboe-Christensen var som student ansat som demonstrator i 1930-31 ved
normalanatomisk museum. Hans uddannelse efter embedseksamen omfatter
1 måneds tjeneste på fødeafdeling, 5 år på patologisk institut og 2 år 1 måned
som prosektor ved normalanatomisk museum. Siden 1942 har han været ansat
ved medicinsk-anatomisk institut, forst som amanuensis og fra 1958 som afde-
lingsleder. Han var i 6 måneder i 1961 konstitueret som professor i anatomi.
Han har i 1946-47 opholdt sig i studieøjemed ved Harvard Medical Scliool,
University of Illinois og University of Michigan.
I 1955 har han, udsendt af Købeuhavns universitet, besøgt universiteter i
England, Frankrig og Østrig med henblik på etablering af dissektionskurser ved
disse universiteter for danske medicinske studerende.
I 1956-60 og siden 1962 har han, under orlov fra sin tjenestemandsstilling,
for Verdenssundhedsorganisationen forestået udbygningen og indretningen af
anatomiafdelinger, uddannelse af personale og tilrettelægningen af undervis-
ningen i anatomi ved universiteterne i Medan, Sumatra, og Mandalay, Burma.
Han har endvidere foretaget studiebesøg til anatomiafdelinger i Øst- og Sydøst-
asien og for Verdenssundhedsorganisationen ledet en studietur til Indien for
anatomer fra Sydøstasien. I marts 1962 har han været eksaminator i anatomi ved
universitetet i Rangoon.
Siden 1947 har han været lektor i normal anatomi ved universitetets medicinsk-
anatomiske institut. Desuden har han været lektor i anatomi ved Danmarks
(Københavns) Tandlægehøjskole 1941-60.
Landboe-Christensens videnskabelige produktion omfatter 25 publikationer -
heraf 15 med medarbejdere - prisopgaven og disputatsen samt endvidere 2 ikke
fuldførte arbejder.
Samtlige arbejder falder indenfor samme gruppe, nemlig undersøgelser over
kirtelvævet i fundus, pylorus og duodenum hos svinet og hos mennesket samt
forsøg på lokalisation af det antianæmiske princip (intrinsic factor). Han har
allerede i guldmedailleafhandlingen: »En kvantitativ og topografisk undersøgelse
af glandulae pyloricae og glandulae Brunneri hos mennesket« anvendt metoder
til direkte undersøgelse af tie pågældende områders topografi efter fladen.
Ved hjælp af en særlig kontrastrig farvemetode lykkedes det Landboe-
Christensen på et sufficient materiale at afgrænse de pågældende kirtelområder.
Han diskuterede de derved opnåede resultater og fremkom med en kritisk og
god konklusion. Allerede i denne, forfatterens forste publikation, viste han gode
anlæg for videnskabeligt arbejde.
Disputatsen fra 1944: »The Duodenal Glands of Brunner in Man, Their
Distribution and Quantity« er en videreførelse af prisopgaven. Arbejdet er usæd-
136
Universitetets årbog 1958-63
vanligt omfattende og præget af uhyre grundighed og stor kritisk evne, et kvanti-
tativt-anatomisk arbejde, gennemfort på monstergyldig måde. Forfatteren har
undersøgt 53 menneskelige duodena i alle aldersklasser og kortlagt kirteludbre-
delse og -tæthed i hvert enkelt præparat. Det lykkedes forfatteren at fastlægge
grænsen mellem pylorus og fundus på langt nøjagtigere måde end hidtil, hvormed
der skaffedes sikkert grundlag for funktionel analyse, hvilket også er af betydning
med henblik på lokalisation af det antianæmiske princip. I to følgende arbejder
diskuteres på grundlag af samme teknik menneskets ventrikel og kortlægges svi-
nets duodenum med henblik på de Brunnerske kirtler. Med samme store grun-
dighed og kritiske sans, som karakteriserede disputatsarbejdet, gennemføres de
her nævnte undersøgelser.
I en lang række arbejder har Landboe-Christensen på grundlag af sin kort-
lægning af ventriklens og duodenums kirtler søgt at belyse disses funktionelle
rolle i forbindelse med bloddannelsen og det antianæmiske princips (intrinsic
factor) dannelsessted.
Metodikken er meget varieret: opsamling af sekret fra den isolerede duodenum,
brug af pulveriseret materiale fra de forskellige dele af ventrikel og tarm fra
mennesker og svin, prøvet på patienter med perniciøs anæmi. Ved tørret pulve-
riseret ekstrakt fra menneskeventriklen fandtes i 2 tilfælde af perniciøs anæmi
moderat effekt fra pylorus, maximal fra fundus, hvorimod der var stor effekt ved
anvendelse af duodenalsekret fra svinet.
De herved indvundne resultater blev i en række senere arbejder brugt til en
kritik af den hypotese, at den antianæmiske faktor dannedes i de argentaffine
celler, idet det påvistes, at cellernes udbredelse ikke svarede til de antianæmisk
mest virksomme områder. Denne række arbejder afsluttes med forsøg på at vise
dannelsesstedet for det antianæmiske princip ved at undersøge de forskellige
kirtelområders evne til at binde vitamin B 12. Lokalisationen af den maximale
binding i de dybe lag af såvel duodenalvæggen som ventriklen, resp. pylorus-
slimhinden hos svinet, syntes at vise, at disse lag er sæde for produktionen af den
B 12-bindende faktor. Hos mennesket fandtes den maximale binding i ventrik-
lens fundusregion. Denne aktivitet er dog langt mindre end den maximale
aktivitet i svinets ventrikelslimhinde.
Fra 1956-60 har Landboe-Christensen som tidligere omtalt på opfordring
af Verdenssundhedsorganisationen forestået indretningen af det anatomiske
institut ved det nyoprettede universitet i Medan og organiseret og forestået un-
dervisningen ved instituttet. Fra januar 1962 har han - ligeledes på opfordring
af Verdenssundhedsorganisationen — haft samme opgave ved det nyoprettede
universitet i Mandalay. Fra denne periode foreligger der 2 i Indien publicerede
arbejder, som udvalget ikke har kendskab til, men som er anført i ansøgningen,
samt 2 arbejder, som er påbegyndt efter hjemkomsten fra Medan, men ikke
fuldført, og som udvalget heller ikke har kendskab til.
Landboe-Christensen må i betragtning af sin produktions store omfang og
grundighed og under hensyn til sin store erfaring som mangeårig lærer i anatomi
anses for højt kvalificeret.
Harald Moe er født 1918, bestod sommeren 1945 lægevidenskabelig embeds-
eksamen med laudabilis (248 points), tildeltes 1944 accesit for Kobenhavns
universitets prisopgave i teoretisk medicin og erhvervede 1959 den medicinske
doktorgrad.
Moe var som student ansat 1 år 6 måneder som demonstrator ved medicinsk-
anatomisk institut. Hans uddannelse efter embedseksamen omfatter - foruden
turnustjeneste - 4 måneder på fødeafdeling, 6 måneder på kirurgisk afdeling og
10 år 11 måneder som videnskabelig assistent eller amanuensis ved medicinsk-
Afgang og udnævnelser af professorer
137
anatomisk institut, heraf 2 år 4 måneder som konstitueret afdelingsleder. Siden
1960 har han været ansat som professor i anatomi ved Københavns Tandlæge-
højskole.
Moe har i 1948-49 samtidig med anden ansættelse arbejdet på Carlsberglabo-
ratoriets kemiske afdeling (professor Linderstrom-Lang) samt i efteråret 1957
som gæst i laboratoriet for elektronmikroskopi på Statens Seruminstitut (af-
delingsforstander, cand. polyt. A. Birch Andersen) og i 1962 deltaget i et instruk-
tionskursus i anvendelse af elektronmikroskopi i Tyskland.
Endvidere har han foretaget en 4x/2 måneds studierejse til U. S. A., bl. a. til
Rockefellerinstitutets elektronmikroskopiske afdeling.
Under sin ansættelse i de sidste år ved medicinsk-anatomisk institut har han
ledet institutets laboratorium for elektronmikroskopi. Efter sin tiltrædelse som
professor ved Kobenhavns Tandlægehøjskole har han der forestået indretningen
af højskolens nye anatomiske afdeling og det til afdelingen knyttede elektron-
mikroskopiske laboratorium og instrueret afdelingens personale i elektronmikro-
skopisk teknik.
Moe har deltaget i en række kongresser i ind- og udland.
Han har i årene 1946-57 været instruktor ved begynderundervisningen i
anatomi og derefter instruktør i topografisk anatomi. I et semester har han vare-
taget forelæsningerne for professoren i anatomi og i 8 semestre den til det ene
af de to lektorater i normal anatomi knyttede undervisning og eksamination.
Endvidere har det i ca. 2 år været overdraget ham at varetage undervisningen
som lektor i anatomi ved Københavns Tandlægehøjskole. Han har desuden i to
år afholdt kursus i neuroanatomi for vordende psykiatere samt et kursus i neu-
roanatomi for vordende neurologer.
Moes videnskabelige produktion omfatter - foruden besvarelse af universite-
tets prisopgave og doktordisputatsen - 18 arbejder, heraf 8 med medarbejdere.
Hans arbejder kan deles i tre grupper: histokemisk-tekniske arbejder, kvantita-
tivt-anatomiske arbejder om tyndtarmens bægerceller og elektronmikrosko-
piske arbejder, tildels kombineret med histokemiske undersøgelser.
I sine tidligste arbejder - ialt 3 - undersøger han pålideligheden af Gomori-
fosfatasereaktionen og finder, at resultatet er stærkt afhængig af behandlingstiden
og temperaturen. Den kritiske gennemgang af denne meget anvendte histo-
kemiske reaktion var betydningsfuldt på daværende tidspunkt og gav en rimelig
forklaring på de stærkt divergerende resultater, som tidligere forskere havde
opnået.
Herefter følger 6 kvantitativt anatomiske arbejder, incl. disputatsen: »Kvan-
titative undersøgelser af bægercellerne i tyndtarmen hos katte«. De omhandler
bægercellernes fordeling i tyndtarmen, deres dannelse og livscyklus. Disse arbej-
der udgør den centrale del af Moes produktion. I stedet for at bruge den traditio-
nelle teknik med tælling af cellerne i seriesnit, hvilket har været forbundet med
betydelige vanskeligheder, har han for at reducere fejlkilderne anvendt intakte
krypter og villi, isoleret ved mikrodissektion og farvet selektivt for bægerceller.
Den anvendte farvning er forfatterens egen modifikation af PAS-metoden, som
har vist sig at være fortrinlig til dette formål. Herved har han eksakt kunnet
kortlægge frekvensen af bægerceller dels i tarmens længdeudstrækning og dels
indenfor den enkelte krypt — villus — enhed. Undersøgelserne har resulteret i en
klarlæggelse af bægercellernes livscyklus fra dannelse til degeneration. Endvidere
har undersøgelserne påvist visse regelmæssige forhold mellem tætheden af bæger-
celler og resorptive epithelier.
1 studiet af bægercellerne indgår et interessant arbejde - med medarbejdere -
om transplantation af slimhindeområder med henholdsvis stor og mindre tæthed
af bægerceller til et andet slimhindemilieu. Det godtgøres, at slimhinde med ringe
138
Universitetets årbog 1958-63
tæthed af bægerceller kun viser en moderat forøgelse af tætheden, når den udsæt-
tes for et milieu med høj bægercelletæthed, medens det omvendte ikke bevirker
nogen ændring i tætheden.
Disse arbejder karakteriseres af en elegant undersøgelsesteknik, en kritisk
vurdering af iagttagelserne og en klar fremstilling af problemerne.
Som leder af det elektronmikroskopiske laboratorium på medicinsk-anatomisk
institut har Moe - til dels sammen med medarbejdere - publiceret 5 arbejder om
ultrastrukturelle problemer. Han viser i sine arbejder, at han behersker denne
vanskelige teknik. I de seneste 2 elektronmikroskopiske arbejder har forfatteren
på en værdifuld måde kunnet kombinere de elektronmikroskopiske under-
søgelser med lysmikroskopiske, histokemiske farvereaktioner af de samme
celler.
Af andre arbejder kan nævnes et arbejde - med medarbejdere - der beskriver
en metode til bestemmelse af de laterale hjerneventriklers volumen hos menne-
sket, samt et arbejde om det - cytologisk bestemte - køn hos patienter med hy-
pospadi.
Moe må i betragtning af sin videnskabelige produktion og sin betydelige er-
faring som lærer i anatomi anses for velkvalificeret.
Jørgen Therkelsen er født 1923 og bestod lægevidenskabelig embedseksamen
vinteren 1948/49 med laudabilis (2201/2 points).
Therkelsens uddannelse omfatter, foruden turnustjeneste, 6 år 7 måneder på
neurologisk afdeling, heraf 3 år 10 måneder som 1. reservelæge, 7 måneder som
klinisk assistent ved professoratet i neurokirurgi, ca. 3 år på neuromedicinsk af-
deling, heraf ca. ll/2 år som 1. reservelæge, 5 måneder på kirurgisk afdeling og 7
måneder på åndsvageanstalt.
Han har desuden 1 år været videnskabelig medarbejder ved Neurological
Institute of New York.
Han har siden 1956 været konsulent ved Ortopædisk Hospital i København
og siden 1957 assisterende læge i neurologi ved Invalideforsikringsretten. I 1960
var han sekretær før nordisk neurologkongres.
Therkelsen har i knap 2 år været instruktør ved begynderundervisningen i
anatomi og siden 1957 censor i anatomi ved 1. del af lægevidenskabelig embeds-
eksamen.
Therkelsens produktion omfatter 21 arbejder, heraf 10 med medarbejdere. Af
arbejderne er de 3 foredrag, som ikke ses at have været publiceret, og 1 arbejde
er i trykken, uden at der foreligger noget manuskript af samme. Alle hans publi-
kationer er neurologisk-klinisk-diagnostiske og har ingen direkte relation til
normal anatomi.
En del af arbejderne omhandler cerebral angiografi og viser denne metodes
anvendelsesmuligheder. Endvidere er ansøgeren deltager i et omfattende sam-
arbejde vedrørende behandlingen og prognosen af cerebral apoplexi. Et arbejde
omhandler 9 tilfælde af angioma venosum medullae spinalis og har interesse for
klinikken. Et andet arbejde - med medarbejdere — omhandler den diagnostiske
værdi af anvendelsen af radioaktivt joderet serumalbumin til lokalisation
af intracranielle lidelser. Det drejer sig om undersøgelser af 36 tilfælde, og
forfatteren konkluderer, at metoden ikke kan afløse angiografi og pneu-
luografi.
7 arbejder er meget kortfattede referater af foredrag, som ikke ses at være
publiceret på anden måde.
Therkelsens produktion er af beskedent omfang og har ingen direkte tilknyt-
ning til normal anatomi. Han har en sparsom uddannelse i anatomi og en be-
grænset erfaring som lærer i faget.
Afgang og udnævnelser af professorer
139
Konklusion.
Som det fremgår af ovenstående mener udvalget, at Andreasen, Landboe-
Christensen og Moe alle er fuldt kvalificerede til en stilling som professor i normal
anatomi, og at de er de tre ovrige ansøgere klart overlegne.
Om de ovrige ansøgere skal udtales, at Bierring og Bro-Rasmussen for øjeblik-
ket ikke kan betegnes som fuldt kvalificerede. Bierring må af disse to anses for
bedst kvalificeret. Therkelsen kan efter udvalgets opfattelse ikke betegnes som
kvalificeret til et professorat i normal anatomi.
Med hensyn til de 3 fuldt kvalificerede ansøgere mener udvalget, at Andreasen
og Landboe-Christensen må foretrækkes på grund af omfanget og dybden af
deres videnskabelige produktion.
Udvalget skal derfor enstemmigt indstille disse to ansøgere til de ledige stil-
linger.«
Udvalgets indstilling blev i henhold til § 3, stk. 7 i fornævnte kgl.
anordning tilstillet ansøgerne, som ikke havde bemærkninger til ind-
stillingen.
Efter at fakultetet og Konsistoriums forretningsudvalg havde til-
trådt indstillingen, blev den under 12. januar 1963 tilstillet ministeriet.
Herefter blev ved kgl. resolution af 22. januar 1963 docent, lektor,
dr. med. Erik Andreasen og afdelingslingsleder, lektor, dr. med. Erik
Landboe-Christensen udnævnt til professorer i normal anatomi ved
Kobenhavns universitet fra henholdsvis den 1. februar 1963 og 1. april
1963 at regne.
9. Professor i kirurgi, dr. med. E. Dahl-Iversens afgang fra universitetet
og udnævnelse af lektor, dr. med. Mogens Kristian Andreassen til professor
i kirurgi
(j. nr. 370/62).
Under 13. juni 1962 blev der meddelt professor, dr. med. E. Dahl-
Iversen afsked på grund af alder med pension fra stillingen som pro-
fessor i kirurgi ved Københavns universitet og overkirurg ved Rigs-
hospitalets kirurgiske afdeling C fra 31. januar 1963 at regne. Professor
Dahl-Iversens afsked blev derefter ved kgl. resolution af 29. december
1962 på grund af særlige forhold omkring bedømmelsesudvalget til det
ledige professorat udskudt til at gælde fra 31. august 1963.
Efter at det ledige embede under 13. juli 1962 var blevet opslået
ledigt, blev under 13. august 1962 de indkomne 5 ansøgninger, nemlig
fra assisterende overlæge, dr. med. Preben Thestrup Andersen, assi-
sterende overlæge, lektor, dr. med. Mogens Andreassen, assisterende
overlæge, dr. med. H. C. Engell, 1. reservelæge, lektor, dr. med. Eivin
Hasner og 1. reservelæge, dr. med. Frits R. Mathiesen tilstillet univer-
sitetet til erklæring.
Til bedømmelse af de indkomne ansøgninger nedsatte fakultetet i
henhold til § 2, stk. 2 i kgl. anordning af 5. februar 1953 et udvalg,
140
Universitetets årbog 1958-63
bestående af professorerne, dr. med. E. Dahl-Iversen (formand), dr.
med. E. Lundsgaard, dr. med. E. Ilusfeldt samt professorerne, dr. med.
Carl Semb (Oslo) og med. dr. Ragnar Romanus (Goteborg). Udvalget
afgav under 6. maj 1963 følgende indstilling til fakultetet:
»Preben Thestrup Andersen er født 1918, tog lægevidenskabelig embedseksa-
men vinteren 1945 med laudabilis (2121/3 points) og erhvervede den medicinske
doktorgrad ved Københavns universitet 1955.
Efter 1 års turnustjeneste ved Centralsygehuset i Slagelse har han haft
kandidatstillinger ved kirurgiske afdelinger 2 år 4 måneder, ved medicinsk af-
deling 1 måned, ved røntgenafdeling 1 år 9 måneder og ved ortopædisk afdeling
1 år 2 måneder samt ved fødeafdeling 4 måneder. Ved kirurgisk poliklinik har
han været assistent 7 måneder.
Han har været vikarierende 2. reservelæge ved Ortopædisk Hospital 7 måne-
der, 2. reservekirurg ved Kobenhavns Amtssygehus i Gentofte 3 år 2 måneder
samt 1. reservekirurg ved Rigshospitalets afdeling C og ved Kobenhavns Amts-
sygehus i Glostrup i henholdsvis 3 år 5 måneder og 1 år 8 måneder. Siden 15.
juli 1960 har han været ansat som assisterende overlæge ved Københavns Amts-
sygehus i Gentofte, kirurgisk afdeling R.
Thestrup Andersen har undervist studenter ved kirurgisk reservelægeklinik
8 måneder. Ved fnvalideforsikringsretten har han været assisterende læge 5
måneder og ved Direktoratet for Ulykkesforsikringen assisterende læge 3 år 3
måneder. Siden 1. juli 1958 har han været kirurgisk konsulent ved Dansk Idræts-
forbund.
I årene 1947-1962 har han foretaget studierejser uden nøjere tidsangivelse til
Lund, Malmø, London og Diisseldorf med henblik på extremitetskirurgi, kar-
kirurgi, thorax- og hjertekirurgi samt røntgendiagnostik.
Thestrup Andersens produktion omfatter foruden disputatsen 13 arbejder,
deraf 5 med ældre eller jævnaldrende medarbejdere, samt nogle til dels ikke
trykte foredrag om samme emner.
Disputatsen: »En klinisk undersøgelse over luxatio patellæ med særligt hen-
blik på de dysplastiske forandringer og en efterundersøgelse af et behandlet
materiale« omfatter det største af en enkelt mand hidtil samlede materiale.
Dette er personligt efterundersøgt af forfatteren. Afhandlingen er et stort anlagt,
grundlæggende og omhyggeligt gennemført arbejde, som har leveret vægtige
bidrag til forståelse af denne lidelse og vidner om videnskabelig modenhed. Hans
røntgendiagnostisk anvendte teknik giver anledning til generelle studier over
knæledsarthrosens ætiologi i analogi med de dysplastiske forandringer i hofte-
leddet.
Af de øvrige arbejder skal fremhæves 2, som yderligere belyser problemer,
der er opstillet i disputatsen, specielt operationsmetodens værdi. Desuden skal
nævnes et stort arbejde om cholelitliiasis udført i samarbejde med 3 andre.
Sammenfattende kan udtales, at Thestrup Andersens uddannelse er tilfreds-
stillende. Om hans videnskabelige produktion kan siges, at disputatsen er et
særdeles godt arbejde, der vil kunne danne grundlag for videre forskning, medens
hans øvrige videnskabelige produktion må betegnes som svag.
Mogens Andreassen er født 1911, tog lægevidenskabelig embedseksamen vin-
teren 1937 med laudabilis (2181/3 points) og erhvervede 1943 den medicinske
doktorgrad.
Efter 1 års turnustjeneste ved Rigshospitalets afdelinger A og C har han haft
kandidatstillinger ved kirurgiske afdelinger 2 år 9 måneder, ved ortopædiske
Afgang og udnævnelser af professorer
141
afdelinger 1 år 3 måneder, hvorefter han har været assistent ved patologisk-
anatomisk institut 8 måneder og ved kirurgisk poliklinik 1 år samt ved røntgen-
afdeling 7 måneder. Yderligere har Andreassen været kandidat ved afdeling for
hud- og kønssygdomme 2 måneder, ved Blegdamshospitalet 1 måned, ved gynæ-
kologisk afdeling 5 måneder, samt ved fødeafdeling 11 måneder. Ved arvebiolo-
gisk institut har han været frivillig assistent 6 måneder.
Dernæst har Andreassen været 2. reservekirurg ved Rigshospitalets afdeling
C 3 år 10 måneder og 1. reservekirurg ved Rigshospitalets kirurgiske afdeling D
5 år 5 måneder. Ved samme afdeling har han siden juni 1955 været assisterende
overlæge og siden 1962 tillige konstitueret chef for Rigshospitalets bornekirur-
giske service.
Siden 1949 har Andreassen været kirurgisk konsulent ved Dronning Louises
Børnehospital.
I 1951 fik han specialistanerkendelse i kirurgiske kvindesygdomme og i 1962
specialistanerkendelse i børnekirurgi.
Andreassen har undervist studenter siden januar 1949, fra 1949 til juni 1954
ved at give kirurgisk reservelægeklinik, fra 1951 til 1954 som prosector chirurgiæ
og fra 1954 til 1957 som lektor i systematisk kirurgi. Siden 1957 har han som
lektor i klinisk kirurgi givet kirurgisk overlægeklinik.
I 1960 og 1962 har han været bedømmer og officiel opponent ved disputatser
ved Københavns universitet.
Andreassen har været på korte studie- og kongresrejser med henblik på borne-
kirurgi, cancerkirurgi og gastroenterologi, i England 1955, i U. S. A. 1956, i
Holland 1960 og i Miinchen 1962.
Han er medlem af redaktionskomiteen for Medicinsk Årbog, bestyrelsesmed-
lem i Det medicinske Selskab i København og i Dansk gastroenterologisk Sam-
menslutning, medlem af det videnskabelige udvalg under Landsforeningen til
Kræftens Bekæmpelse samt medlem af denne forenings hovedbestyrelse.
Andreassen er yderligere medlem af forretningsudvalget for det storkøben-
havnske sygehusberedskab, af indenrigsministeriets sygehusberedskabsudvalg,
af Rådet for større Færdselssikkerhed samt formand for indenrigsministeriets
blodtransfusionsnævn.
Andreassens produktion omfatter foruden disputatsen 66 større og mindre
arbejder, inclusive lærebogen: »Chirurgia minor«, deraf 38 med ældre eller yngre
medarbejdere, samt 2 mindre lærebøger, en for medicinske studenter sammen
med Gammelgaard og en for sygeplejersker - og 8 publikationer af mere populær
art.
Med hensyn til disputatsarbejdet om hæmofili belyst klinisk, hæmatologisk og
arvebiologisk kan anfores, at afhandlingen indeholder et stort, værdifuldt og
omhyggeligt undersøgt materiale, og at forfatteren har gjort flere nye iagttagelser
af såvel teoretisk som praktisk betydning.
Af de øvrige arbejder omhandler en væsentlig del emner indenfor ventrikel-
kirurgien. En efterundersøgelse af 451 patienter med cancer ventriculi med mindst
3 års efterundersøgelsestid viser resultaterne af den daværende metodik. I
senere arbejder påviser han betydningen af frysesnitsundersøgelser af den orale
resectionsflade og frysesnitsundersøgelser af glandlerne. Han udnytter resultater-
ne af disse undersøgelser som vejledning m. h. t. omfanget af resectionen og
glandelextirpationen, specielt langs ductus choledocho-hepaticus. Ved at an-
vende undersøgelserne systematisk finder han i et materiale på 124 tilfælde en
bedre overensstemmelse end tidligere mellem operationens radikalitet og 5 års
overlevelsestiden.
En yderligere række arbejder med medarbejdere omhandler følgerne af resectio
ventriculi ved ulcus duodeni og ulcus ventriculi. Han har bl. a. systematisk
142
Universitetets årbog 1958-63
prøvet den gængse metodik for provokation af dumping og påviser, at det til
dette formål anvendte prøvemåltid er uegnet, idet det ikke blot fremkalder
dumpingsyndrom hos gastrectoinerede patienter, hvor dette syndrom ikke op-
træder spontant, men endogså hos flertallet af normale. Han har derefter anvendt
et mindre koncentreret prøvemåltid, som synes mere egnet til at afsløre dispo-
sition til dumping. I en serie på 36 gastrectoinerede patienter, hvoraf halvdelen
havde dumpingsyndrom, er der med indgivelse af prøvemåltidet tilsat baryt
foretaget røntgenundersøgelse af ventriklen og tarmen og påvist, at røntgen-
undersøgelsen tidligere har været overvurderet, idet der ikke er fundet nogen
sikker forskel mellem de to grupper.
Endvidere skal nævnes, at Andreassen i en række tilfælde har undersøgt
gangliecellerne i det Auerbach'ske plexus i jejunum med henblik på degeneration
og dens evt. sammenhæng med dumpingsyndromet.
Af arbejder indenfor galdevejskirurgien skal nævnes den operative behandling
af ductus choledocus-læsioner belyst ved et stort materiale opereret af Andreas-
sen selv. Desuden foreligger der et stort materiale af supra- og transduodenale
choledocolithotomier, i 24 tilfælde kombineret med plastisk papiloperation;
denne har givet bedre resultater end tidligere operationsmetoder.
I et arbejde over galdevejslidelser kombineret med akut tubulær necrose
vises, at behandlingen med den kunstige nyre ikke har den ønskede virkning,
medmindre grundlidelsen behandles aktivt kirurgisk.
I et eksperimentelt arbejde vises, at colostruinpræparat er i stand til at hæmme
det ved pancreaslæsioner frigjorte trypsin effektivt, og metoden synes i klinikken
at kunne nedsætte tendensen til postoperativ fisteldannelse efter indgreb i
pancreas.
Nødvendigheden af i visse tilfælde at måtte underbinde a. hepatica har dannet
udgangspunkt for et klinisk eksperimentelt arbejde, idet man på 8 patienter med
moderne metoder har undersøgt leverens blodgennemstrømning, iltforbrug og
dens funktion med og uden afklenming af a. hepatica.
Blandt flere børnekirurgiske arbejder skal særligt nævnes hans efterunder-
søgelse af hernier hos 408 drenge, undersøgelser over kryptorkisme og over
Sphinctersclerose, idet han fremlægger egne iagttagelser og ved testisbiopsi finder,
at der ikke kan påvises nogen degeneration før puberteten.
Blandt gode ældre arbejder, som belyser hans alsidighed, fortjener at frem-
hæves publikationer over mammakirurgi, både med hensyn til cancer og pla-
stiske indgreb, columnafrakturer og betydningen af tidlig mobilisation som
profylakse mod thrombose og emboli.
Til slut skal nævnes arbejder over trafikskader, der har fået betydning for
hensigtsmæssig lejring og hensigtsmæssigt apparatur til aspiration og kunstig
respiration allerede under transporten af trafikskadede. Disse arbejder har sam-
men med en række populære skrifter bidraget til en bedre organisation af be-
handlingen af trafikskadede i Danmark.
Af lærebøgerne skal fremhæves en bog for medicinske studerende omhandlende
chirurgia minor, som vidner om betydelige didaktiske evner, hvilket også frem-
går af hans talrige oversigtsartikler for studerende og læger.
Foruden hans egne arbejder indenfor gastroenterologien har under hans ledelse
yngre medarbejdere publiceret en række arbejder, af hvilke et er antaget til
forsvar for den medicinske doktorgrad.
Sammenfattende kan udtales, at Andreassens uddannelse er særdeles omfat-
tende og alsidig. Hans videnskabelige produktion er stor og mangesidig. Den
har til at begynde med en mere konventionel karakter; men i de senere år har
han vist udprægede evner til planlæggelse og organisation af undersøgelser over
vigtige problemer indenfor ventrikel- og galdevejskirurgi. Han har gjort iagt-
Afgang og udnævnelser af professorer
143
tageiser, som han yderligere har belyst med eksperimentelle undersøgelser med
moderne metoder. Hans publikationer fra de senere år viser en stigende linie
såvel kvalitativt som kvantitativt.
H. C. Engell er født 1920, tog lægevidenskabelig embedseksamen vinteren
1946 med laudabilis (2401/3 points) og erhvervede den medicinske doktorgrad
ved Københavns universitet 1955.
Efter 1 års turnustjeneste ved Frederiksborg Amts Centralsygehus har han
haft kandidatstillinger ved kirurgiske afdelinger 1 år 8 måneder, ved ortopædisk
afdeling 7 måneder, ved medicinsk afdeling 1 år og ved fødeafdeling og gynæko-
logisk afdeling 4 måneder. Endelig har han været narkoselægevikar 2 må-
neder.
I 1 år 8 måneder har Engell været 2. reservekirurg ved Rigshospitalets afdeling
D og 1. reservekirurg ved samme afdeling 4 år 11 måneder.
Siden april 1962 har han været fungerende assisterende overlæge ved kirurgisk
afdeling D på Rigshospitalet og siden efteråret 1962 assisterende overlæge ved
samme afdeling.
Engell har undervist medicinske studerende ved at holde reservelægeklinik i
5 år. I 1960 og 1961 har han været lærer ved fortsættelseskursus for reserve-
kirurger og i marts 1962 ved fortsættelseskursus for kirurgiske speciallæger.
Endvidere har han i 1960 og 1961 undervist ved det internationale revaliderings-
kursus i København.
I 12 måneder i 1953-1954 har Engell været Rockefeller Research Fellow hos
professor Gibbon jr. i Philadelphia og her været beskæftiget med fysiologiske
problemer og anvendelsen af extracorporal circulation i tilslutning til hjerte-
kirurgi. I forbindelse med dette ophold har han været på en 6 ugers rundrejse til
amerikanske universiteter med henblik på at studere organisation af experimen-
tel kirurgi.
I marts 1962 har han gennemgået isotopkursus for læger på Finseninstitutet og
Radiumstationen.
I september 1957 har Engell været indbudt til National Institute of Health's
konference om extracorporal circulation, afholdt i Chicago. Endvidere har han i
1960 været konsulteret af National Cancer Institute of Canada vedrørende forsk-
ningsplaner om forekomsten af cancerceller i circulerende blod, og om samme
problem har han i 1961 været konsulteret af United States Public Health Service,
Pathology Study Section.
Engells produktion omfatter foruden disputatsen 31 arbejder, deraf ca. halv-
delen med ældre eller yngre medarbejdere, samt en lærebog: »Det kirurgiske
traumes pathofysiologi og behandling« og to lærebogsafsnit sammen med Gibbon
jr. om kirurgisk behandling af medfødte lidelser i hjertet og de store kar.
Disputatsen handler om cancerceller i det circulerende blod såvel i periferien
som navnlig i det fra tumor førende blod i tilslutning til operative indgreb. Han
finder, at den hæmatogene spredning væsentlig afhænger af tumors differentie-
ringsgrad, samt at tumorceller i det perifere blod forekommer så sjældent, at det
ikke kan få diagnostisk værdi. Han finder endvidere, at prognosen er ens, enten
man finder celler i tumorveneblod eller ikke, hvorfor han antager, at cellerne går
til grunde. Han finder ingen sikker stigning af celler i tumorveneblodet ved
manipulation af tumor. Kritik kan rettes mod hans diagnostiske tumorcelle-
kriterier og kontrolmaterialet; men afhandlingen er velskreven og letlæselig og
viser iøvrigt fornøden kritik. Den udgør et pionerarbejde, som helt berettiger
den internationale opmærksomhed, den har vakt. Han vender tilbage til dispu-
tatsens problemer i et senere arbejde, hvor han har fulgt overlevende patienter
fra det første materiale op med 5-9 års observationstid. I manuskript foreligger
144
Universitetets årbog 1958-63
endvidere en oversigtsartikel, i hvilken litteraturen om disputatsemnet er ført
å jour.
Lærebogen om det kirurgiske traumes pathofysiologi er et velskrevet og vel-
disponeret arbejde om et vanskeligt, aktuelt og vigtigt emne. Bogen er ment som
en indføring i emnet for kirurger og har betydning for forståelse af kirurgiske
lidelser, reaktioner på kirurgiske indgreb og for præ- og postoperativ behandling.
Den bygger på forfatterens erfaringer og illustreres med talrige egne iagttagelser
samt vidner om betydelige kundskaber og gode pædagogiske evner. Den er blevet
belønnet med Nordisk kirurgisk Forenings pris.
Af de øvrige arbejder skal fremhæves 3 om binyrebarkfunktionen. I to af
disse bestemmes med moderne metoder koncentrationen af cortisol i plasma hos
normale samt under og efter operative indgreb. I det tredie arbejde er der i 6
tilfælde foretaget bestemmelse af levergennemblødningen og af det arterio-
hepatico-venose deficit med hensyn til cortisol til belysning af leverens rolle for
eliminationen af cortisol.
Af en række såvel experimentelle som kliniske arbejder vedrørende extra-
corporal circulation skal fremhæves et arbejde, hvori der ved hjælp af indgående
biokemiske undersøgelser foretages en sammenligning mellem to principielt for-
skellige oxygenatorer.
Under studieopholdet hos Gibbon jr. deltog han i et betydningsfuldt experi-
inentelt kirurgisk arbejde vedrørende kunstig fremkaldelse og operativ lukning
af septumdefekt på hunde. Han står sammen med Gibbon jr. som forfatter til to
lærebogsafsnit om hjertets og de store kars kirurgi i bogen: »Operative Technic
in Speciality Surgery«, udgivet af Warren H. Cole.
Sammen med medarbejdere har Engell undersøgt lungeforandringerne ved
mitralstenose og langtidsresultaterne af valvulotomi.
Også to arbejder i samarbejde med Secher om hjertestandsning under opera-
tioner må fremhæves som værdifulde.
Sammenfattende kan udtales, at Engells uddannelse er fuldt tilfredsstillende.
Hans produktion er ret omfattende. Den viser Engell som en moderne orienteret
kirurg og dokumenterer hans fortrolighed med pathofysiologiske problemer og
moderne undersøgelsesteknik.
Eivin Hasner er født 1915, tog lægevidenskabelig embedseksamen vinteren
1941 med laudabilis (2292/3 points) og erhvervede Københavns universitets guld-
medaille i teoretisk medicin 1943 og den medicinske doktorgrad ved samme
universitet 1946.
Efter 1 års turnustjeneste ved Rigshospitalets afdelinger A og C har han haft
kandidatstillinger ved kirurgiske afdelinger 2 år 7 måneder, ved ortopædisk
afdeling 10 måneder, hvorefter han har været assistent ved patologisk-anatomisk
institut 11 måneder og ved kirurgisk poliklinik ligeledes 11 måneder. Endvidere
har Hasner været kandidat ved afdeling for hud- og kønssygdomme 4 måneder
og kandidat ved fodeafdeling og gynækologisk afdeling 2 måneder.
I 3 år har Hasner været 2. reservekirurg ved Rigshospitalets afd. C, 1. reserve-
kirurg ved Finseninstitutets kirurgiske afdeling 2 år 8 måneder, 1. reservekirurg
ved Rigshospitalets afdeling C 5 år og de sidste 4 år 1. reservekirurg ved Rigs-
hospitalets afdeling R og kirurgiske poliklinik, hvor han fortsat er ansat.
Hasner har undervist studenter siden februar 1955, fra februar 1955 til sep-
tember 1957 ved at give kirurgisk reservelægeklinik, fra september 1957 til
september 1958 som prosector chirurgiæ og siden september 1958 som lektor i
systematisk kirurgi.
Siden oktober 1945 har han været censor i anatomi ved Københavns univer-
sitet og siden februar 1946 lærer i anatomi ved Teilmanns kursus for fysiotera-
peuter.
Afgang og udnævnelser af professorer
145
I 4 måneder har han været assisterende lægevikar ved Direktoratet for Ulyk-
kesforsikringen.
Han har været opponent ex officio ved disputatser ved Lunds universitet 1949
og ved Københavns universitet 1960. 1958 har han været censor ved bedømmel-
sen af Københavns universitets prisopgave i klinisk medicin.
Hasner har været på gentagne studierejser fra 1950 til 1962, sammenlagt ialt
ca. 2 år, i Europa og i U. S. A. til kirurgiske centra for abdominalkirurgi, urin-
vejskirurgi, endocrinologi og kirurgisk pathofysiologi, experimentel kirurgi og
transplantationskirurgi samt extremitetskirurgi specielt med henblik på perifere
karlidelser.
Siden 1951 har han været lokalsekretær i Société Cardiovasculaire Européenne
og i 1955 sekretær ved Société Internationale de Chirurgie's kongres i Kobenhavn.
Siden 1957 har han været sekretær i International Surgical Group og siden
1959 lokalsekretær i Nordisk kirurgisk Forening samt siden 1961 sekretær i
Collegium Regium Chirurgorum Universitatum Daniæ.
I 1960 var Hasner moderator ved Dansk kirurgisk Selskabs kurser for reserve-
kirurger. Efter opfordring har han holdt forelæsninger ved det internationale
kursus i anæstesiologi i Kobenhavn, ved fortsættelseskursus for reservekirurger
og ved fortsættelseskursus for kirurgiske speciallæger på forskellige tidspunkter i
årene fra 1957 til 1962.
I 1959 var han delegeret for den internationale Rode Kors Liga i Tunis ved-
rørende algierske flygtninge.
Hasners produktion omfatter foruden disputatsen og guldmedailleafhandlin-
gen samt to bøger »Adrenals in Surgery«, med medarbejdere, og »Prostatic Urinary
Infection« 53 større og mindre arbejder, de 35 med ældre, jævnaldrende eller
yngre medarbejdere, samt tre lærebogsafsnit og 6 ikke indsendte og tilsyneladen-
de ikke trykte foredrag.
Prisafhandlingen om injectionsmetoder til undersøgelse af blodkarrene i det
menneskelige endometrium er en klart opbygget afhandling, der vidner om mo-
denhed og videnskabelig sans. Den indeholder virkelig selvstændige betragtninger
og giver en fortrinlig oversigt over emnet.
Disputatsen om endometriets vasculære cyclus er en videreførelse af pris-
afhandlingen. Den er et tillidvækkende, grundigt og værdifuldt arbejde, der
bærer vidnesbyrd om sund kritik og udpræget videnskabelig evne. Formålet er en
videst mulig systematisk undersøgelse af endometriets kar, spiralarterier, basal-
arterier, kapillærer og venenet, disses topografi, histologi og cycliske forandringer,
og en registrering af disse under menstruationens forskellige faser samt bestem-
melse af kardilation, extravasion, degeneration og karkontraktion. Arbejdet
repræsenterer en værdifuld forøgelse af litteraturen på dette område. Det er
begrænset til de rent anatomiske områder og repræsenterer, hvad der kan opnås
ved en udelukkende morfologisk beskrivende undersøgelse.
Senere har han sammen med Okkels skrevet et afsnit i bogen: »The histo-
physiology in the human endometrium in menstruation and its disorders«, ud-
givet af E. T. Engle.
Et hovedemne i Hasners produktion har været undersøgelser over de endo-
krine kirtlers reaktion på operative indgreb, specielt binyrebarkfunktionen set i
relation til Selye's teori om adaptationssyndromet. Dette hovedemne har han
taget op på et meget tidligt tidspunkt med første publikation fra 1951. De fleste
arbejder er udført som teamwork med Hasner som central figur blandt de yngre
medarbejdere. Resultaterne er samlet i bøgerne: »Adrenals in Surgery« (1952)
og »De endokrine organers funktion i den postoperative periode« (1955) samt i to
oversigtsartikler (1955 og 1956).
Af yderligere arbejder fra denne emnekreds, der ikke er medtaget i de nævnte
samlearbejder, skal nævnes undersøgelser over QT-tiden i den postoperative
10
146
Universitetets årbog 1958-63
periode, undersøgelser over elektrolytudskillelsen i spyt i den postoperative
periode samt undersøgelser over binyrebarkfunktionen i tilslutning til extra-
corporal circulation.
Undersøgelserne er udført med de dengang kendte metoder til bestemmelse
af de forskellige binyrebarkprodukter. Disse bestemmelser er kombineret med
en længere række biokemiske undersøgelser på blod og urin, specielt med henblik
på elektrolytforholdene. Yderligere er en række forskellige »tests« blevet bragt
til anvendelse, såsom intravenøs glucosebelastning, insulin-, adrenalin- og ACTH-
tests. Hertil kommer den i materialet mest konsekvent gennemførte undersøgelse
for eosinopeni. Ved en række af de anvendte undersøgelsesmetoder er der fundet
tegn på binyrebarkhyperaktivitet, ikke blot under et normalt postoperativt for-
lob, men også ved indtræden af komplikationer.
Yderligere arbejder indenfor binyreforskningen vedrører 17-ketosteroid-
udskillelsen ved binyre- og hypofyselidelser samt blod- og urinelektrolytstudier
hos patienter med Cushing's syndrom før og efter subtotal adrenalectomi, og
endelig en undersøgelse over binyrernes størrelse hos 152 børn under 15 år.
En afhandling om urinvejsinfektion ved prostatahypertrofl bygger på et stort,
systematisk og omhyggeligt efterundersøgt materiale på 221 tilfælde med lang
observationstid efter prostatectomi.
I et forudgående arbejde over påvirkning af urinvejsinfektion med antibiotica
vises, at disse stoffer ikke spiller den rolle, som man tidligere håbede.
I en række arbejder over columnalidelser viser forfatteren på et tidligt tids-
punkt, at man ved at indføre funktionelle røntgenundersøgelser af columna
ofte kan påvise forandringer, som ikke var mulige at påvise ved almindelige
røntgenundersøgelser.
Af 5 arbejder med medarbejdere om abdominalkirurgiske emner kan frem-
hæves en større undersøgelse fra 1952 af frysesnit af lymfeglandler ved cancer
ventriculi under operation sammenlignet med senere histologisk undersøgelse af
lymfeglandlerne i operationspræparaterne. Undersøgelserne har betydning for
operationens radikalitet og for diagnosen cancer ved ulceration. Desuden må
nævnes et arbejde over cancer reet i med henblik på forholdet mellem den mikro-
skopiske og makroskopiske udbredelse af cancer dels i tarmvæg og dels i lymfe-
glandler.
Hasner har været medarbejder ved en række undersøgelser over cancer mam-
mae og har i manuskript indleveret et arbejde om thymoner.
I 4 sammenhørende arbejder har han undersøgt den evt. forbindelse mellem
thromboangiitis obliterans og det vegetative nervesystem og binyrebarken. Han
undersøger dels svedsekretionen og finder ingen forbindelse, dels knogleforan-
dringer og finder først forandringer, når der er svære kredsløbsforstyrrelser, og
derfor heller ingen relation. Endelig undersøges binyrebarkfunktionen, og han
finder herved tegn på en let stimulation af cortex, som han sætter i forbindelse
med smerterne og ikke med sygdommen som sådan. Til sidst giver han en over-
sigt over de prognostiske tegn ved lidelsen og finder, at manglende pulsation
i a. poplitea giver lige så gode oplysninger som de mere komplicerede undersøgel-
sesmetoder.
Endelig har Hasner i 3 tilfælde været medforfatter ved lærebogsafsnit og har
dokumenteret pædagogiske evner.
Hans binyrearbejder har bl. a. givet stødet til et disputatsarbejde, som han
har været medbedømmer og officiel opponent ved.
Sammenfattende kan udtales, at Hasners uddannelse er særdeles omfattende
og alsidig. Hans videnskabelige produktion er stor og mangesidig. Den omfatter
de værdifulde histologiske undersøgelser over endometriet fra hans tidlige år og
en stort anlagt mangeårig undersøgelse over binyrernes reaktion på operative
Afgang og udnævnelser af professorer
147
indgreb; han har herigennem vist evne til at organisere og gennemføre en bredt
anlagt forskning. Bortset fra et storre arbejde om urinvejsinfektion og et arbejde
om thymoner har hans produktion i de senere år været noget aftagende.
Frits R. Mathiesen er fodt 1921, tog lægevidenskabelig embedseksamen som-
meren 1947 med hovedkarakteren laudabilis (253 points) og erhvervede Koben-
havns universitets guldmedaille i klinisk medicin 1950 og den medicinske dok-
torgrad ved samme universitet 1956.
Efter 1 års turnustjeneste ved Rigshospitalets afdelinger B og C har han haft
kandidatstillinger ved kirurgiske afdelinger 3 år og 5 måneder, ved ortopædisk
afdeling 6 måneder, ved kirurgisk poliklinik og tilhorende stationære afdeling 12
måneder, ved fodeafdelinger 6 måneder, ved afdeling for hud- og kønssygdomme
41/2 måned og ved medicinsk afdeling 1 måned.
Han har været assistent ved rontgenologisk afdeling 7 måneder, ved patologisk-
anatomisk institut 6V2 måned samt 2. reservekirurg ved Kommunehospitalets I.,
V. og IX afdelinger i sammenlagt 3 år og 8 måneder. Ved Kobenhavns Amtssyge-
hus i Gentofte har Mathiesen været 1. reservekirurg 2 år 8 måneder.
Han fik specialistanerkendelse i kirurgi med organspeciale i mave-tarmkana-
lens sygdomme 1961.
Han har været på studierejser til London, Frankrig og Stockholm ialt 5
måneder med colon-rectum-lidelser, blærecancer, pancreas- og galdevejskirurgi
samt karkirurgi som studieområder.
Mathiesens produktion omfatter foruden disputatsen og guldmedailleafhand-
lingen 20 arbejder, 9 med ældre eller yngre medarbejdere, samt 4 endnu ikke
offentliggjorte arbejder, der er indsendt i manuskript, og en del diskussionsindlæg.
Guldmedailleafhandlingen omhandler stenrecidiv i galdeblæren efter cholecy-
stolithostomi og vidner om selvstændigt initiativ, om et betydeligt litteratur-
kendskab og om omhu ved efterundersøgelse samt stor iver og energi ved bear-
bejdelsen af materialet. Forfatteren viser en for stor tendens til skematisering;
men bortset herfra vidner arbejdet om klinisk modenhed og indsigt, og afhand-
lingen må som helhed betegnes som værdifuld.
Disputatsen handler om hernia umbilicalis adultorum. Arbejdet er meget
omfattende og udfort med flid og grundighed. Afhandlingen frembyder ikke
noget egentligt nyt, men undersøgelsen og bearbejdelsen af materialet er i det
store og hele foretaget med megen kritisk sans. Som kritik kan anføres, at hans
konklusioner er for vidtgående; men som helhed er hans ræsonnementer fornuf-
tige.
Af de øvrige arbejder skal nævnes et arbejde om cholecystografi efter chole-
cystholithostomi, hvori han belyser galdeblærens funktion efter denne operation.
Endvidere bør fremhæves en række arbejder om varicer, hvori forfatteren under-
søger betydningen af insufficiente communiserende vener, bl. a. ved en af ham
indført undersøgelsesmetode med vippephlebografi; herved lykkes det ham at
påvise beskadigelse af intima i de dybe, derunder de musculære, vener, som følge
af injektionsbehandling. Ved sammenligning mellem tilstrækkeligt store ma-
terialer behandlet med forskellig operationsteknik viser han betydningen af
underbindingen af de insufficiente kommunikationer. Undersøgelsesmetodens
værdi bekræftes ved en sammenligning med vippephlebografi hos 27 normale
voksne og ved samtidige trykmålinger i dybe og i overfladiske vener under
vippephlebografi hos voksne varicepatienter.
Yderligere kan nævnes 3 arbejder om pancreaslidelser, særlig en efterunder-
søgelse af følgetilstandene hos 161 patienter med akut pancreatitis.
Sammenfattende kan udtales, at Mathiesens uddannelse er endnu knap til-
fredsstillende. Disputatsarbejdet må betegnes som et lidet inspirerende men
10*
148
Universitetets årbog 1958-63
flittigt samlearbejde. Hans guldmedailleafhandling og hans energiske og kon-
sekvent gennemførte varicestudier bevirker imidlertid, at hans videnskabelige
indsats må vurderes fuldt på højde med Thestrup Andersens.
Som det fremgår af ovenstående anser udvalget Andreassen, Engell og Hasner
for særdeles velkvalificerede til det ansøgte embede og de to andre ansøgere for
tydeligt overlegne.
Engells publikationer opfylder ganske vist i særlig høj grad de krav om strin-
gens i planlægning og udførelse, som må stilles til videnskabelig arbejder, præget
som de er af Engells pathofysiologiske skoling; men Andreassens og Hasners
videnskabelige produktion har dog en så langt større bredde end Engells, at
Andreassen og Hasner må stilles forud for Engell.
Tre af udvalgets medlemmer - Husfeldt, Lundsgaard og Romanus - finder
på grundlag af de fremførte præmisser at måtte indstille til fakultetet, at An-
dreassen ansættes i det ledigblivende professorat.
De to andre medlemmer - Dahl-Iversen og Semb - finder, at Andreassen og
Hasner er så jævnbyrdige, at de er i tvivl om, hvem af disse to ansøgere der bør
foretrækkes. Mindretallet skal derfor indstille, at der til bedømmelse heraf ned-
sættes en bedømmelseskomite i henhold til § 5 i kgl. anordning af 5. februar 1953
om ansættelse af professorer ved Københavns universitet.«
Udvalgets indstilling blev i henhold til § 3, stk. 7 i fornævnte kgl.
anordning tilstillet ansøgerne, af hvilke dr. Engell afgav bemærkninger
til indstillingen.
Efter at indstillingen var blevet tiltrådt af fakultetet i møde den 20.
maj 1963 og af Konsistorium den 19. juni 1963, blev den under 27.
juni 1963 videresendt til ministeriet.
Herefter blev ved kgl. resolution af 23. juli 1963 assisterende overlæge,
lektor, dr. med. Mogens Kristian Andreassen udnævnt til professor i
kirurgi ved Københavns universitet fra 1. september 1963 at regne.
D. DET FILOSOFISKE FAKULTET
1. Professor, dr. phil. Frithiof Brandts afgang fra universitetet og dr.
phil. Johannes Witt-Hansens udnævnelse til professor i filosofi
(j. nr. 282/57).
Under 26. april 1957 blev der meddelt professor, dr. phil. Frithiof
Brandt afsked efter ansøgning på grund af alder i nåde og med pension
fra den 31. januar 1958 at regne fra stillingen som professor i filosofi
ved Københavns universitet.
Efter at det således ledigtblevne embede under 30. april 1957 var
blevet opslået, blev under 24. maj 1957 de indkomne 8 ansøgninger,
nemlig fra mag. art. Mogens Blegvad, mag. art. Niels Egmont Christen-
sen, mag. art. Asger Langkjær, mag. art. Svend Erik Scheel Stybe,
mag. art. (senere dr. phil.) Peter Zinkernagel og mag. art. Johannes
Witt-Hansen tilstillet universitetet til erklæring. Efter ansøgningsfri-
stens udløb indkom yderligere to ansøgninger, nemlig fra universitets-
adjunkt, cand. theol. Niels Thulstrup og docent, fil. dr. Manfred Moritz.
Afgang og udnævnelser af professorer
149
Til at bedomme de indkomne ansøgninger nedsatte fakultetet i hen-
hold til § 2, stk. 2 i kgl. anordning af 5. februar 1953 om ansættelse af
professorer ved Københavns universitet et udvalg bestående af pro-
fessorerne, dr. phil. Frithiof Brandt, Jørgen Jørgensen og dr. phil.
Bent Schultzer. Dette udvalg afgav under 22. februar 1958 følgende
indstilling om ansøgerne:
»Mag. art. Mogens Blegvad er 40 år (fodt 1917). Han blev student 1935 og tog
magisterkonferens i filosofi med etik som hovedfag ved Kobenhavns Universitet
1942. Han har i flere kortere eller længere perioder fungeret som vikar for pro-
fessorerne Kuhr og Brandt ved filosoflkumkursuset og har examineret til den
almindelige filosofiske prøve. Har i 6 år været knyttet til Københavns Kommunes
psykotekniske Institut, tilsidst som fuldmægtig, og er fra 1949 ansat ved Det
kgl. Bibliotek, fra den 1/12 1951 som bibliotekar af anden grad. Desuden har han
i universitetsåret 1948-49 studeret ved University of North Carolina i U. S. A.
og fra 1954 virket som studievejleder og lærer ved Folkeuniversitetet, ligesom
han energisk har deltaget i arbejdet med Det nordiske Sommeruniversitet.
Ansøgeren har fremsendt en lang række (dels trykte, dels utrykte) artikler,
foredrag og diskussionsindlæg om erkendelsesteoretiske, etiske og psykologiske
spørgsmål. I det store og hele vidner dette materiale såvel om godt overblik over
de pågældende emner som om kritisk sans og evne til klar fremstilling, men noget
forsøg på en indgående videnskabelig behandling af de deri omtalte problemer
foretages ikke i disse skrifter.
Anderledes stiller det sig med en som manuskript senere indsendt afhandling
med titlen »Den naturalistiske fejlslutning. Studier over et centralt motiv i det
20. århundredes engelsksprogede moralfilosofi«. Denne afhandling, der er skrevet
til bedømmelse for doktorgraden, drejer sig om, hvorvidt og hvordan man kan
give en moralbegrundelse på naturalistisk basis, og behandler dette spørgsmål
udfra den af G. E. Moore i hans »Principia Ethica« (1903) givne problemstilling,
som har givet anledning til en udstrakt og endnu ikke afsluttet diskussion. For-
fatteren søger dels at gøre historisk rede for denne diskussion, dels at tage stilling
til det nævnte problem. I sin veldisponerede fremstilling giver han en klar og
selvstændig kritisk redegørelse for diskussionens hovedfaser centreret om dens
tre hoveddeltagere Moore, Stevenson og Hare, men med udstrakt hensyntagen
også til mere perifere indlæg. Forfatterens analytiske evne træder stærkt og
fordelagtigt frem, og hans kritiske judicium forekommer velbetænkt. Med hensyn
til afhandlingens kerneproblem - den naturalistiske fejlslutning - kommer for-
fatteren ikke til noget definitivt resultat, men problemet holdes med velberåd hu
åbent. Bogens hovedfortjeneste består, foruden i den historiske redegørelse, i en
ofte skarpsindig påpegning af mere eller mindre skjulte forudsætninger, som
problemet implicerer, i en udredning af mangler og af fejl, der er begået, og i
henvisning til muligheder for en fremtidig større afklaring, som efter forfatterens
mening foreligger. Alt i alt kan denne afhandling betegnes som en fyldig og
smuk løsning af den opgave, forfatteren har stillet sig, og som et værdifuldt bi-
drag til den standende moralfilosofiske diskussion, uden at det dog kan siges,
at den har bragt det principielle stridsspørgsmål nærmere sin løsning. Derimod
kan det tilføjes, at emnet atter og atter fører over i betragtninger af erkendelses-
teoretisk, sprogfilosofisk og psykologisk natur, og at disse betragtninger vidner
om, at forfatteren også på disse områder er velorienteret.
Mag. art. Niels Egmont Christensen er 30 år (født 1927). Han blev student
1945 og tog magisterkonferens i filosofi med erkendelsesteori som hovedfag ved
150
Universitetets årbog 1958-63
Københavns Universitet 1954. Studerede i universitetsåret 1954-55 ved Harvard
University i U. S. A. Har derefter virket dels som privatmanuduktør til filosofi-
kum, dels som lærer ved Folkeuniversitetet og ved Helsingør Aftenhøjskole.
I nogle mindre arbejder (som tildels har været offentliggjort i engelske og
amerikanske tidsskrifter) har han behandlet nogle yderst vanskelige og omstridte
spørgsmål vedrørende dels meningsteori, dels specielle semantiske problemer. I
sin 6-ugers konferensopgave »En kritisk oversigt over udviklingen af teorien om
verifikabilitet som kriterium på mening« har han på selvstændig, omend ikke
fuldt afklaret, måde taget stilling til forskellige meningsteorier og har senere ud-
dybet sin opfattelse i det største af de øvrige indsendte manuskripter. »What Sort
of Things are Meanings?«. Hans grundtanke er her den, at ords mening kan
betragtes i analogi med embeder, således at ord ligesom personer kan være i funk-
tion eller ej og kun har mening, når de optræder »på embeds vegne«. Skønt denne
analogi udnyttes i vidt omfang, bliver grænserne for dens anvendelighed dog ikke
klart definerede, og det synes i det hele taget bagvendt at ville basere menings-
teorien på analogien i stedet for blot at benytte denne til belysning og illustration
af meningsteorien. Trods betydelig skarpsindighed og energi synes forfatteren
ikke at være nået til fuld afklaring af sine grundlæggende synspunkter, og visse
af hans teser forekommer yderst tvivlsomme. Dette gælder også hans trykte ar-
tikler, der hovedsageligt har karakter af diskussionsindlæg. Et folkeuniversitets-
foredrag vidnerom betydelig evne til klar populariserende fremstilling. Men alt i alt
gør forfatterskabet et så ufærdigt indtryk og så eensidigt semantisk orienteret,
at det ikke kan anses for kvalificerende til et filosofisk professorat.
Mag. art. Asger Langkjær er 52 år (født 1905). Han tog i 1937 magisterkonferens
i filosofi med erkendelsesteori som hovedfag ved Københavns Universitet.
Nogle år efter blev han assistent og lærer i salgs- og reklamepsykologi ved Han-
delshøjskolen i Kobenhavn, hvor han så senere blev ansat som lektor i erhvervs-
psykologi. Hans produktion er i nogen grad præget af denne tilknytning til
Handelshøjskolen, og i hans første publikationer er det overvejende psykologiske
problemer, der optager ham. Nævnes skal her hans »Karakteranalyse« (1941),
»Salgspsykologi« (1943), »Publikums- og markedsforskning« (1948) og »Vore drif-
ter og behov« (1949). Hans ofte ubestrideligt skarpsindige psykologiske over-
vejelser har dog til tider en noget konstruktiv og spekulativ karakter, som over-
skrider en empirisk psykologisk analyses grænser. Det emne, der hele tiden kom-
mer frem i hans overvejelser, er spørgsmålet om udformningen af en lære om
behov, både med hensyn til emnets teoretiske og praktiske sider. Måske er det et
udslag af behovproblemernes særlige karakter, når man også her finder en ejen-
dommelig blanding af konstruktioner og fme træffende iagttagelser,
Efterhånden som tiden går, får ansøgerens analyser af begrebet »behov« (som
stadigt er hans hovedinteresse) en mindre psykologisk og mere filosofisk karakter.
Dette kommer frem i de to tidsskriftafhandlinger »Hvad er behov?« (1954) og
»Normer og behov. Normer i utraditionel betydning« (1955). Bestræbelserne går
her først og fremmest ud på at opnå en filosofisk begrebsanalyse, som dog i de
to lige nævnte tidsskriftafhandlinger endnu ikke er foretaget på en fuldt afkla-
rende måde. Karakteristisk er det, at ansøgeren nu begynder at operere med be-
grebet »norm« på en, som han skriver, utraditionel måde. En væsentlig afklaring
betyder imidlertid en større afhandling »Værdi og vurdering. En værdifilosofisk
afhandling«, som ansøgeren nu har indleveret til bedømmelse som doktordispu-
tats. Ansøgeren formår nu at give en langt klarere behandling end tidligere af sit
»utraditionelle« normbegreb og er i stand til som oftest korrekt at drage konse-
kvenserne af sit standpunkt. De problemer, som ansøgeren står overfor, er imid-
lertid så sammensatte, at det næppe kan bebrejdes ham, at han ikke altid er nået
Afgang og udnævnelser af professorer
151
til en fuldt afklaret behandling af dem, snarere kan det fremholdes, at hans frem-
stillingsform i sådanne tilfælde ofte virker noget dunkel og uskarp. Trods sine
mangler indeholder afhandlingen dog så meget nyt stof, at den i visse henseender
kan betegnes som et pionerarbejde, der yder et værdifuldt bidrag til belysning og
analyse af det vanskelige behovbegreb, ligesom den også indeholder skarpsindige
bidrag til diskussionen om, hvad man ofte kalder »imperativernes logik«.
Fil. dr. Manfred Moritz er fodt 1909 i Berlin (og er altså 48 år gammel). Op-
rindelig var han tysk, men er nu svensk statsborger. Han har erhvervet såvel
tysk som svensk doktorgrad, henholdsvis i 1933 og i 1951, i begge tilfælde med
særdeles dygtige afhandlinger over Kants etik. Han har i Sverige gjort sig gæl-
dende som knyttet til Lunds universitet, hvor han nu er forskerdocent. Han har
præsteret en ret omfattende produktion, næsten udelukkende indenfor etik og
(som det kaldes i Sverige) »praktisk filosofi«. Stadigt vender han i sin produktion
tilbage til Kants etik og problemer, der står i forbindelse hermed. Der spores i
hans tidligere forfatterskab en stærkt bundethed til en af Kants filosofi inspireret
tænkemåde, som han forst på et senere stadium af sine fremstillinger soger at
frigøre sig fra.
Han var i 1953-54 blandt ansøgerne til det på daværende tidspunkt ledige
professorat i filosofi ved Aarhus universitet. Det da til bedømmelse af ansøgerees
kvalifikationer nedsatte fagkyndige udvalg udtalte (Årsberetning for Aarhus uni-
versitet 1953-54, p. 48), bl. a. under henvisning til afhandlingen »Ueber deonti-
sche Logik«, at det alt i alt kan siges, at ansøgeren er en særdeles velkvalificeret
forsker, der i videnskabelig henseende står fuldt på højde med de bedst kvali-
ficerede danske ansøgere til professoratet. Han kan dog, tilføjes det, ikke siges at
være disse i væsentlig grad overlegen i kvalifikationer. Til denne udtalelse som
udtryk for en bedømmelse på daværende tidspunkt kan vi fuldt ud slutte os.
Efter det anførte år (1954) har ansøgeren med sin sædvanlige store flid yder-
ligere udført et antal videnskabelige arbejder, som er bilagt hans ansøgning af
1957 om det nu ledige professorat ved Københavns universitet. Flere af disse ar-
bejder giver påny udtryk for den tidligere omtalte faglige dygtighed, men uden
dog væsentligt at forskyde det almindelige indtryk. Vedrørende enkelte, og til-
med større arbejder, nemlig »Ueber Hohfeldts System der juridischen Grundbe-
grifYe« og »Studien iiber Francis Hutschesons Ethik« kan der rejses tvivl om, hvor
vidt disse to afhandlinger fuldt ud står på højde med forfatterens tidligere pro-
duktion, ikke således at forstå, at ansøgeren skulle være kommet ind i et for
hans videnskabelige standard uheldigt spor, men det kan måske med føje siges,
at valget af emner ikke er helt velegnet for ham. I den første af de to nysnævnte
afhandlinger behandler han »juridiske grundbegreber« på en interessant, men
formalistisk måde. Om den anden af de sidstnævnte afhandlinger kunne det siges:
Hutcheson er en udpræget »common sense« filosof, der er tilbøjelig til at tage på
en meget jævn og ligefrem måde på sine begrebsbestemmelser, og det kan da
virke noget kunstlet, når hans betragtninger gøres til genstand for den skarpe og
fine begrebsanalyse, som ansøgeren også her anvender, og som i andre forbindel-
ser må siges at være hans videnskabelige styrke. Ansøgerens filosofiske kvalifika-
tioner fremgår iøvrigt også af hans seneste produktion, f. eks. hans fortræffelige
analyse af den »praktiske tænkning«s logiske problemer i de to mindre afhand-
linger »v. Wrights teori om praktiske slutledninger« og »Der axiologische (»na-
turalistische«) Fehlschluss und der Scliluss von Seins-Såtzen auf Sollens-Såt/.e«.
Det samme gælder den retsfilosofiske analyse i ansøgerens sidst indsendte, skarp-
sindige afhandling »Zur Theorie der juridischen Person«.
Vi er herefter ikke i tvivl om ansøgerens kvalifikationer til at beklæde et
professorat i filosofi.
152
Universitetets årbog 1958-63
Magister Svend Erik Scheel Stybe blev fodt 1919 og er således 39 år gammel.
Student 1942. Magister i filosofi 1950 med etik som hovedfag ved Kobenhavns
Universitet. Speciale i den politiske idéhistorie. Den store opgave til konferen-
sen lod: »Rousseaus forhold til Lockes politiske grundtanker«.
Allerede inden afslutningen af konferensen havde magister Stybe oparbejdet
en betydelig manuduktionsvirksomhed til Filosofikum, hvilken han siden har
fortsat. Samtidig har han udfoldet en ikke ubetydelig kronikørvirksomhed i
pressen og i tidsskrifter, samt en ret udstrakt foredrags- og undervisningsvirk-
somhed ved aftenhøjskoler og på Folkeuniversitetet. Ligeledes har han deltaget
i arbejde ved Nordisk Sommeruniversitet, er medlem af Københavnsstyrelsen,
fra 1955 formand for denne.
Magister Stybes interesser og arbejder koncentrerer sig om den politiske
idéhistorie; specielt den politiske idéhistorie i dens vexelvirkning med kulturlivet
og samfundslivet i det hele. Så at sige alt, hvad magister Stybe hidtil har skrevet,
angår dette emne, der har optaget ham fra hans tidligeste ungdom. Med støtte
af »Videnskabsfonden«, og i forståelse med »Institut for Historie og Samfunds-
økonomi«, har magister Stybe i de sidste år koncentreret sig om udarbejdelsen
af et større arbejde om Frederik Dreier (1827-1853); kendt som »Danmarks
forste socialist«. Den store afhandling, 431 maskinskrevne foliosider, blev 1957
indleveret til bedømmelse for doktorgraden. Dette arbejde er magister Stybes
hidtil eneste større videnskabelige arbejde. Hans øvrige mindre arbejder må nær-
mest karakteriseres som oplysningsarbejder, som sådanne udmærkede, både
formelt og reelt, og personlige.
Afhandlingen om Frederik Dreier er alsidigt grebet an og alsidigt gennemført
i overensstemmelse med bogens titel: »Frederik Dreier; hans liv, hans samtid
og hans sociale tænkning.« Med omhu gennemgås kilderne til Dreiers opvæxt og
udvikling, hans milieu og slægt, hans skæbne og personlighed. Hans sociale tænk-
ning ses på baggrund heraf, og på baggrund af samtidens sociale strømninger og
de tankeretninger, der særligt fik indflydelse på hans egen sociale tænkning,
især Max Stimer og de franske socialister før Karl Marx, navnlig Proudhon. På
alle disse områder har magister Stybe bragt nye og værdifulde ting frem, således
at billedet af Frank Dreier og hans skæbne i samtiden efter magister Stybes
undersøgelser står med større klarhed og navnlig med en betydelig rigere facet-
tering end det hidtidige billede. Specielt nævnes, at magister Stybe har studeret
Frederik Dreiers efterladte (utrykte) ungdomsmanuskripter (Ivgl. Bibi.) og
på overbevisende måde bestemt disse skrifters kronologi og omtrentlige affattel-
sestider, samt af disse ungdomsarbejder uddraget essensen til belysning af Dreiers
første udviklingstrin. Behandlingen af Dreiers filosofiske grundlag har som hel-
hed en overvejende refererende og karakteriserende karakter, mere end en kriti-
serende. Fra specifik filosofisk side kunne man have onsket mere problemdiskus-
sion. For exempel en nærmere bestemmelse af og diskussion om Frederik Dreier
som materialist, og positivist, og ateist. Men som bogen foreligger er det utvivl-
somt et værdifuldt arbejde, der har bragt Dreier-forskningen fremad, og bag
hvilket der ligger udstrakte og alsidige studier indenfor den politiske idéhistorie i
Dreiers samtid.
Universitetsadjunkt, cand. theol. Niels Thulstrup er født 1924 og således 34
år gammel. I 1943 blev ansøgeren nysproglig student og i 1950 cand. theol.
Fra 1955 er hans universitetsadjunkt ved Københavns Universitet i systematisk
teologi.
Ansøgerens videnskabelige arbejder angår alle Søren Kierkegaardforskningen.
I 1953-54 udkom i to bind en kommenteret textudgave af »Breve og Aktstykker«
vedrørende Søren Kierkegaard; i 1955 en indledet og kommenteret udgave af
Afgang og udnævnelser af professorer
153
»Philosophiske Smuler«. På tysk kommenterede ansøgeren to bind »Philosophisch-
theologisclie Schriften« (1951-56). Sammen med Edith Ortmann Nielsens udgaves
»Bidrag til en Søren Kierkegaard Bibliografi« (1951): og i 1957 en indledet og
kommenteret udgave af »Kataloget over Sorex Kierkegaards Bibliothek«. End-
videre er i manuskript indleveret kommentarer til »Uvidenskabelig Efterskrift«.
Det gælder om disse arbejder, at ansøgeren viser sig som en instruktiv indleder
og kommentator; ofte støttende sig til de allerede foreliggende oplysninger, men
også ofte visende selvstændig sporsans. - I en række mindre tidsskriftafhandlin-
ger har ansøgeren vist stor lærdom og orientering vedrørende den meget store
litteratur om Søren Kierkegaard, såvel den ældre som den nyere og nyeste, og
såvel den skandinaviske som den ikke-skandinaviske. Ansøgeren har på dette
område en lærdom som næppe nogen anden samtidig »Kierkegaard-forsker«.
Medens de hidtil nævnte arbejder, som overvejende refererende, kommenteren-
de og introducerende, ikke sætter ansøgerens evner til selvstændig, filosofisk
forskning på prøve, eller dog kun i ringe grad, kunne man forvente dette af et
stort anlagt værk om »Kierkegaard og Hegel«, hvoraf dele er indleveret som manu-
skript. Værket er planlagt til at omfatte tre dele. Første del, med titlen »Forsk-
ningens Historie i Hovedtræk« er afsluttet. Det giver en overvejende refererende
og tildels kritiserende redegørelse for det, der hidtil er skrevet om emnet Kierke-
gaard-Hegel. Denne første del, hvori ansøgerens lærdom atter kommer til udtryk,
omfatter 262 af de indleverede 341 sider. Anden del skal omfatte »det historiske
Problem om Kierkegaards Forhold til Hegel«, hvormed menes en kronologisk
gennemgang af Kierkegaards »Værker« og »Papirer«, for så vidt texterne har
relation til Hegel, og tillige en redegørelse for hegelianismens historie, for så vidt
denne har relation til Kierkegaard. Af denne del er indleveret 79 maskinskrevne
sider, der fører undersøgelsen frem til omkring 1835 (Gilleleje-opgøret), da
Kierkegaard var 22 år gammel. Der mangler således langt den væsentligste del
af anden del. Tredje del, af hvilken intet foreligger, skal bringe den principielle
(= systematiske) drøftelse af det hele problemkomplex. Til denne har ansøgeren
dog gjort omfattende studier, som det fremgår af liere manuskriptafhandlinger,
der refererer og analyserer visse hovedskrifter af Hegel. Men den egentlige, syste-
matiske konfrontation af Kierkegaard-Hegel står tilbage. Det er derfor ikke mu-
ligt på nuværende stadium at danne en mening om det stortanlagte værk.
Med al respekt for ansøgerens flittige og grundige arbejde som udgiver, kom-
mentator og indleder, og for stor lærdom indenfor det Kierkegaardske, også for
hans filosofiske orientering i relation til det Kierkegaardske, må vi mene, at den
foreliggende produktion ikke afgiver tilstrækkeligt grundlag for en bedømmelse
af ansøgerens kvalifikationer til at bestride et filosofisk professorat.
Mag. art. Johannes Witt-Hansen er 49 år (født 1908), blev student 1929 og
påbegyndte et medicinsk studium, men afbrød dette og har derefter virket som
lærer ved Borups Højskole og Københavns Kommunes Aftenhøjskole i fagene
matematik, fysik, kemi, psykologi og filosofi. Han tog i 1949 magisterkonferens i
filosofi med erkendelsesteori som hovedfag ved Københavns Universitet. Har
opholdt sig i U. S. A. på studierejse fra oktober 1949 til juni 1950. Har holdt
populærvidenskabelige forelæsninger over moderne filosofi ved Folkeuniversite-
tet og har i foråret 1953 vikarieret for professor Jørgen Jørgensen og i efteråret
1956 og foråret 1957 for professor Bent Schultzer i filosofisk propædeutik og ved
begge lejligheder examineret samtlige elever. Fra april 1957 er han ansat som
medhjælpslønnet videnskabelig assistent i faget filosofi ved Københavns Univer-
sitet og varetager i denne egenskab rusundervisningen af ca. en tredjedel af
russerne, som han også skal examinere til den filosofiske prøve i sommeren 1958.
Ved nævnte undervisning har han lagt udmærkede pædagogiske evner for dagen.
154
Universitetets årbog 1958-63
I 1953 var han ansøger til det dengang ledige professorat i filosofi ved Aarhus
Universitet og blev af det i den anledning nedsatte sagkyndige udvalg anerkendt
som kompetent til at bestride et sådant embede.
Af trykte arbejder har ansøgeren kun fremsendt nogle mindre arbejder, hvor-
iblandt to foredrag, som han har holdt dels på den internationale filosofkongres i
Bruxelles 1953, dels på kongressen for videnskabernes filosofi i Ziirich 1954.
Begge disse foredrag vidner om selvstændighed i problemstilling og grundighed i
problembehandling, men er for kortfattede til at give anledning til mere indgå-
ende vurdering.
Anderledes forholder det sig med tre arbejder, der er indleveret som manuskript.
De to første af disse er udarbejdede som besvarelser af stillede opgaver. Den
første har titlen »En kritisk analyse af materiebegrebet hos Newton, Kant og
Einstein« og er skrevet som besvarelse af den 6-ugers opgave til magisterkon-
ferensen. Ifølge sagens natur har den en noget upersonlig og fortrinsvis refereren-
de karakter, men er iøvrigt en klar og veldisponeret fremstilling, der dygtigt
løser den stillede opgave.
Den anden afhandling, »Exposition and Critique of Conception of Eddington
Concerning the Philosophy of Physical Science«, er blevet til som besvarelse af
en i Bruxelles udskrevet international konkurrence. Med dette arbejde bestyrker
forfatteren indtrykket af et solidt kendskab til den moderne naturvidenskab og
dens filosofiske problemer. Med stor grundighed og klarhed fremstilles og analy-
seres her Eddingtons yderst vanskelige og ofte helt dunkle tankegang, som det er
lykkedes forfatteren at afklare væsentligt. Skønt han selv har et Eddington nær-
mest modsat standpunkt, er hans fremstilling af Eddingtons filosofi dog helt
igennem objektiv og loyal, ligesom også hans derpå følgende kritik, som i reali-
teten synes træffende, i formen er yderst urban og moderat. Forfatterens gennem-
gående sammenligning mellem Eddington og Kant er lærerig og interessant,
ligesom hans fremstilling af relativitetsteoriernes og kvanteteoriens udvikling
indtil midten af trediverne er forbilledlig klar og koncis. I det hele vidner arbejdet
om forfatterens grundighed, modenhed, kritiske sans og evne til klar frem-
stilling.
Det samme kan siges om det tredje, ligeledes på engelsk affattede, men des-
værre ufuldendte, manuskript, der til sin tid tænkes indleveret som doktorafhand-
ling. Dets titel er: »Historical materialism: the method, the theories. An episte-
mological investigation«. I den foreliggende første halvdel af denne afhandling
gives en rent saglig og højst lærerig fremstilling, forklaring og erkendelses-
teoretisk analyse af den såkaldte historiske materialisme. Det er lykkedes for-
fatteren ved sin grundighed og sit dybtgående kendskab til sagen at give en
formentlig hidtil uopnået indsigt i Karl Marx' videnskabelige intentioner og
metode, som på interessant og original måde belyses ved analogier fra den
standende diskussion om fysikkens erkendelsesteoretiske problemer. Gennem en
detaljeret analyse af den historiske materialismes metode og begrebsapparatur
har forfatteren ikke alene ydet et værdifuldt bidrag til afklaring af det vage be-
greb »dialektik«, men tillige påvist ligheder mellem naturvidenskabelig teoriud-
vikling og den historiske materialismes udvikling, en påvisning som erkendelses-
teoretisk er i høj grad interessevækkende. I forbindelse hermed anstilles også
lærerige betragtninger over forholdet mellem teoretiske modsigelser og reelle
udelukkelsesforhold: over muligheden for formulering af love for samfundsudvik-
lingen: over forholdet mellem historisk nødvendighed og tilfældighed: samt over
den abstraktive metodes betydning for fremdragen af træk der gentager sig og
derved markerer lovmæssighed. Alt i alt stiller denne afhandling ved originalite-
ten i sine synspunkter og klarheden i deres gennemførelse såvel den historiske
materialisme som den dialektiske materialisme i ny belysning og giver samtidig
Afgang og udnævnelser af professorer
155
et smukt exempel på en grundig metateoretisk analyse af en teori, der formentligt
ikke tidligere har været behandlet på denne måde.
Dr. phil. Peter Zinkernagel, som ingen biografiske data opgiver i sin ansøgning,
er 36 år (født 1921), tog studenterexamen i 1944 og magisterkonferens i filosofi
med erkendelsesteori som hovedfag ved Københavns Universitet 1952. Den
29/10 1957 erhvervede han den filosofiske doktorgrad på en afhandling med titlen
»Omverdensproblemet«.
Foruden disputatsen har forfatteren fremlagt en mindre afhandling, som har
været offentliggjort i det engelske tidsskrift »Mind«. Da den har karakter af et
ufuldbåret forarbejde til doktorafhandlingen, kan den forbigås i tavshed. Hvad
disputatsen angår må det først og fremmest bemærkes, at dens tankegang er så
usædvaidig og dens fremstillingsform og terminologi så uafklaret, at det er lige-
så vanskeligt at redegøre for den som at forstå den. I hovedtræk går den ud på, at
sætningers forståelighed er betinget af, at visse »sprogregler« er overholdt. Disse
»sprogregler« er dels de logiske grundprincipper, dels visse »uformelle logiske
regler«, af hvilke forfatteren formulerer tre. De går ud på, at tingsbetegneiser
ikke må anvendes uafhængigt af betegnelser for handlingsmuligheder, psyko-
logiske udtryk ikke uafhængigt af personlige stedord, og personlige stedord
ikke uafhængigt af tingsbetegnelser. Disse tre slags udtryk definerer »implicit«
hinanden, og sætninger, hvori de anvendes uafhængigt af hinanden, er derfor
uforståelige eller meningsløse. Som følge heraf er det ifølge forfatteren menings-
løst at ville beskrive omverdenen i et sansedatum-sprog, og problemet om, hvor-
vidt tingene existerer uafhængigt af vor oplevelse af dem, kan derfor efter forfat-
terens mening slet ikke formuleres på forståelig måde: det ligger i sprogets natur,
at der må existere ting, hvis der existerer sansedata. På lignende måde mener han,
at det ligger i sprogets natur, at kausallove må have tidsuafliængig gyldighed,
og mener hermed også at have »løst« induktionsproblemet.
Det kan næppe bestrides, at den her skitserede opfattelse er original, eller
at den ville være af betydelig interesse, hvis den var holdbar. Men desværre er
forfatterens fremstilling så uafklaret, at den ikke virker overbevisende, og på
visse fundamentale punkter er den påviseligt forkert.
Han synes at være så fascineret af sine ideer, at han glemmer at underkaste
dem kritik. Trods sin originalitet og sin iderigdom har afhandlingen derfor et præg
af utilstrækkelig gennemtænkning, ligesom den umiskendeligt viser, at forfatte-
ren kun har et meget begrænset kendskab til den foreliggende litteratur om
afhandlingens hovedproblemer. Hvorlidt eller hvormeget af afhandlingen, der
har positiv værdi, kan næppe afgores på det foreliggende grundlag, og den kan
allerede af denne grund ikke betragtes som kvalificerende til et professorat i
filosofi.
På grundlag af ovenstående karakteristik af de otte ansøgere indstiller udval-
get eenstemmigt mag. art. .Johannes Witt-Hansen til det ledige embede, og
anfører som begrundelse herfor følgende :
Det skønnes, at valget må træfies mellem fil. dr. Manfred Moritz og mag.
art. Witt-Hansen, idet disse to ansøgere ligger afgjort forud for de øvrige seks.
Begge har også allerede i 1953 været anerkendt som kvalificerede til det dengang
ledige filosofiprofessorat ved Aarhus Universitet. Når vi mener, at det er i vort
universitets interesse, at mag. art. Witt-Hansen foretrækkes, er det af følgende
grunde: 1) skønt hans produktion kvantitativt er af betydeligt mindre omfang
end dr. Moritz', omfatter den et bredere og centralere område indenfor filosofien:
2) hans produktion vidner om større originalitet, vidsyn og skønsomhed, og 3)
hans fortrolighed med og beherskelse af filosofikumkursuset kan ikke be-
tvivles.«
156
Universitetets årbog 1958-63
Udvalgets indstilling blev i henhold til § 3, stk. 7 i fornævnte kgl.
anordning tilstillet ansøgerne, af hvilke dr. nhil. Peter Zinkernagel,
mag. art. Mogens Blegvad, docent, fil. dr. Manfred Moritz og universi-
tetsadjunkt, cand. theol. Niels Thulstrup fremsendte bemærkninger til
indstillingen.
Efter at fakultetet i mode den 10. marts 1958 havde behandlet ind-
stillingen, og efter at den havde været forelagt konsistorium i mode den
7. maj 1958, afgav bedømmelsesudvalget følgende supplerende be-
mærkninger under 22. oktober 1958:
»Som folge af, at konsistoriums altovervejende flertal havde ytret betænkelig-
hed ved med konsistoriums tilslutning at fremsende til ministeriet den af under-
tegnede sagkyndige medlemmer af det til behandling af de indkomne ansøgninger
om det ledige professorat i filosofi nedsatte udvalg afgivne indstilling af den 22.
februar d. å., behandledes sagen på fakultetsmødet den 19. maj d. å., og vi
undertegnede indvilligede der i at fremkomme med nogle supplerende bemærk-
ninger til yderligere begrundelse af vor indstilling af hr. mag. art. Johannes
Witt-Hansen til det ledige embede.
Efter hvad der på nævnte fakultetsmøde blev oplyst, var grundene til konsi-
storiums betænkelighed to, nemlig a) at magister Witt-Hansen kun havde
publiceret en meget lille del af sin produktion, og b) at vor indstillings konklusion
ikke fandtes at fremgå af eller at svare til dens præmisser.
Således foranlediget skal vi tillade os at bemærke følgende:
ad a). Da der såvidt os bekendt ikke foreligger nogen udtrykkelig hjemmel for,
at den videnskabelige produktion af ansøgere til et ledigt professorat skal være
publiceret, har vi bedømt ansøgernes indsendte produktion uden hensyn hertil.
Denne fremgangsmåde blev der ikke rejst indvendinger imod ved indstillingen
til det ledige filosofiprofessorat ved Aarhus universitet, hvor mag. art. Witt-
Hansen blev indstillet sammen med to andre ansøgere. Vi har derfor følt os helt
på den sikre side, når vi i vor ovennævnte indstilling af den 22. februar d. å.
så at sige ord til andet har fulgt den dengang til det humanistiske fakultet i Aar-
hus afgivne bedømmelse af magister Witt-Hansens dengang foreliggende pro-
duktion og suppleret den med en bedømmelse af hans senere (ufuldendte) manu-
skript. Men spørgsmålet om publikation af magister Witt-Hansens arbejder må
vel nu betragtes som bragt ud af verden, da han i lobet af indeværende sommer
har publiceret sin betydelige afhandling: »En kritisk analyse af materiebegrebet
hos Newton, Kant og Einstein« og iøvrigt har fået antaget sin afhandling:
»Exposition and Critique of the Conceptions of Eddington concerning tlie Philo-
sophy of Physical Science« til forsvar for den filosofiske doktorgrad, hvorfor
denne afhandling ligeledes i nær fremtid vil foreligge offentligt.
ad b). Vedrørende dette punkt skal vi udtale følgende: Udfra vort indgående
kendskab til ansøgernes kvalifikationer har det stået os ganske klart, at to af
dem, nemlig fil. dr. Manfred Moritz og mag. art. Johannes Witt-Hansen ligger
afgjort forud for de øvrige seks, og vi mener, at dette tydeligt fremgår af vor ind-
stilling af den 22. februar d. å., ligesom vi også tydeligt har angivet de grunde,
der har fået os til at foretrække magister Witt-Hansen fremfor dr. Moritz. For at
imødekomme fakultetets af rektors ovennævnte skrivelse motiverede ønske om
supplerende bemærkninger til indstillingen af magister Witt-Hansen til det
ledige embede skal vi imidlertid gerne fremsætte følgende yderligere karakteri-
stik af sidstnævntes produktion:
Den nu (i uændret form) publicerede afhandling om materiebegrebet hos
Afgang og udnævnelser af professorer
157
Newton, Kant og Einstein er et dygtigt, klart og veldisponeret arbejde. At det
i sin tid er skrevet som besvarelse af den 6-ugers opgave til magisterkonferensen
forringer ikke dets betydelige værdi. Det ligger både kvalitativt og kvantitativt
langt over gennemsnittet af den slags opgaver og vidner ikke alene om et solidt
kendskab til såvel den moderne naturvidenskab og dens filosofiske problemer som
til dens historiske og filosofiske forudsætninger, men også selv omstændig for-
ståelse og anvendelse af dette kendskab. Den begynder med en kort og klar
fremstilling af Aristoteles' materiebegreb og giver en koncis og koncentreret rede-
gørelse for dette begrebs udvikling og dets sammenhæng med begreberne rum,
tid og kraft og af de væsentlige argumenter i den ofte indviklede diskussion om
denne sammenhæng. Galilæis, Descartes' og Leibniz' opfattelser fremstilles klart
i deres indbyrdes forhold som indledning til en udførlig analyse af Newtons ene-
stående indsats, hvis fortrin og mangler overbevisende påvises. Derefter disku-
teres indgående Kants opfattelse af materiebegrebet, dels i hans forkritiske, dels i
hans kritiske periode og en oplysende sammenligning foretages, idet modsigelsernes
(»antinomiernes«) betydning som fremaddrivende kraft i erkendelsen særligt
fremhæves. Dette moments afgørende betydning for Einsteins udformning af
såvel den specielle som den generelle relativitetsteori påvises klart i bogens sidste
hovedafsnit, som iøvrigt på udmærket måde redegør for forholdet mellem disse to
teorier og de heri foretagne principielle ændringer af materiebegrebet. De vigtig-
ste endnu uløste problemer opridses og i et afsluttende kapitel behandles mere
udførligt rotationsproblemet og de dermed sammenhængende muligheder for en
videregående udvikling af nævnte begreb i forbindelse med det åbne problem om
verdensrummets endelighed eller uendelighed.
Sammenfattende kan det siges, at denne afhandling ikke alene er en monster-
gyldig besvarelse af den stillede opgave, men tillige giver en kyndig og lærerig
fremstilling af de væsentlige momenter, der har gjort sig gældende ved materie-
begrebets udvikling, hvis hovedlinjer er klart optrukne og fremstillede med stor
kritisk skønsomhed og grundig beherskelse af det omfattende stof.
Hvad angår Witt-Hansens andet større arbejde: »Exposition and Critique of
the Conceptions of Eddington concerning the Philosophy of Physical Science«
kan det oplyses, at denne afhandling nu i en noget forkortet og revideret form
er blevet antaget til forsvar for doktorgraden efter at være blevet bedømt af
professorerne Jørgen Jørgensen, Christian Møller og Bent Schultzer, som alle
uden nogen som helst betænkelighed har anbefalet antagelse. Til belysning af
afhandlingens hoje kvalitet tillader vi os at anføre prof. Mollers konklusion, som
vi helt kan tiltræde. Den lyder: »Afhandlingen giver ikke alene et værdifuldt
bidrag til klarlæggelsen af Eddingtons erkendelseslære, men stiller tillige dis-
kussionen af forholdet mellem fysik og filosofi i interessant historisk belysning.
Af de foregående bemærkninger fremgår det, at den foreliggende afhandling fra
en fysikers synspunkt fuldtud opfylder kravene til et arbejde, der antages til
forsvar for den filosofiske doktorgrad.« Herefter er det formentligt ikke nødven-
digt at give en nærmere karakteristik af dette arbejde, og vi skal derfor begrænse
os til at udtale, at afhandlingen, der iøvrigt i forvejen var ret koncentreret, nu er
blevet yderligere strammet og begrænset til det for argumentationen strengt
nødvendige, hvorved den har fået en næsten klassisk klarhed. Skønt visse enkelt-
heder naturligvis kan diskuteres, er det næppe muligt at sætte fingeren på nogen
væsentlig fejl eller mangel. Og som helhed vidner den, som vi skrev i vor ind-
stilling af den 22. februar d. å., om forfatterens grundighed, modenhed, kritiske
sans og evne til klar fremstilling.
Det samme kan siges om den tredje, ligeledes på engelsk affattede, men ufuld-
endte, afhandling, der har titlen: »Historical materialism: the methods, the
theories. An epistemological investigation«. I den foreliggende første halvdel
158
Universitetets årbog 1958-63
af dette manuskript gives en yderst lærerig fremstilling, forklaring og erkendel-
sesteoretisk analyse af den såkaldte historiske materialisme, hvorved det er
lykkedes forfatteren at give en formentlig hidtil uopnået indsigt i Karl Marx'
videnskabelige intentioner og metode, som på interessant og original måde be-
lyses ved analogier fra den standende diskussion om fysikkens erkendelsesteoreti-
ske problemer. Inspireret af Niels Bohrs tanker om forholdet mellem klassisk
fysik og kvanteteori undersøger forfatteren, om der ikke erkendelsesteoretisk set
er et lignende forhold mellem den historiske materialisme og den dialektiske
materialisme (forstået som en teori udviklet efter den dialektiske metode) som
mellem klassisk mekanik og relativitetsteori, men kommer til det resultat, at den
dialektiske materialisme ikke er formuleret tilstrækkeligt præcist til, at spørgsmå-
let kan besvares bekræftende; forholdet mellem dialektisk materialisme og histo-
risk materialisme er snarere analogt med forholdet mellem Kants transcenden-
tale idealisme og Newtons fysik. Derimod forer nærmere granskning forfatteren
til at skelne mellem to successive historisk-materialistiske teorier, teori I og
teori II, som begge er udformede af Marx, omend den sidste langt udførligere end
den første. Teori I handler om »the social formation of simple commodity produc-
tion« og opererer med »commodity« og »money« som grundbegreber, medens
teori II handler om »the social formation of capitalist commodity production«,
hvor begrebet »capital« må tilføjes som nyt grundbegreb. På instruktiv måde
vises, hvorledes den første teori forer til modsigelse, hvis dens begrebsapparat
anvendes på den sidste teoris område, men at denne modsigelse ophæves, når
»værdiloven« (som kan formuleres sådan: »The exchange of commodities is an
exchange of equivalents«) generaliseres og begrebet »værdi« omdefineres (ved
indførelse af begrebet »labour power«, dvs. »a value being able to add value to
itself«), - på lignende måde som det klassiske relativitetsprincip fører til mod-
sigelse, hvis det anvendes på elektrodynamikkens område, men modsigelsen
fjernes ved generalisation af relativitetsprincippet og samtidig ændring af
tidsbegrebet. Gennem en detaljeret analyse af den historiske materialismes
metode og begrebsapparatur har forfatteren ikke alene ydet et værdifuldt bidrag
til afklaring af det vage begreb »dialektik«, men tillige påvist ligheder mellem
naturvidenskabelig teoriudvikling og den historisk-materialistiske teoris udvik-
ling, en påvisning, som erkendelsesteoretisk set er højst interessevækkende. I
forbindelse hermed anstilles overordentlig lærerige betragtninger over en række
forskellige socialvidenskabelige problemer såsom: over forholdet mellem de
teoretiske modsigelser, der kan ophæves ved generalisation og modifikation af
begrebsapparaturet, og de reelle udelukkelsesforhold, som kun kan ophæves ved
ændringer af de sociale relationer i det pågældende samfund; over muligheden og
betingelserne for formulering af love for samfundsudviklingen; over forholdet
mellem historisk nødvendighed og tilfældighed; samt over den abstraktive me-
todes betydning til fremdragen af træk, der gentager sig og derved markerer lov-
mæssighed. Alt i alt er denne afhandling så original i sine synspunkter og i det
store og hele så afklaret i deres gennemforelse, at man med den største inter-
esse må imødese den afsluttende (kritiske) del. Hvis denne holder, hvad den
første (exponerende og explanerende) del lover, så synes man her at stå overfor
en betydelig videnskabelig indsats, som stiller såvel den historiske materialisme
som den dialektiske materialisme i ny belysning, og som samtidigt er et smukt
exempel på en grundig metateoretisk analyse af en teori, der formentligt ikke
tidligere har været behandlet på denne måde.
Yi håber, at disse supplerende bemærkninger til vor indstilling af den 22.
februar d. å. må være fyldestgørende i henseende til at begrunde, at vor enstem-
mige indstilling af mag. art. Witt-Hansen til professoratet ikke blot har været
formelt i orden, men også er fremgået som et resultat af dybtgående saglige og
faglige overvejelser.«
Afgang og udnævnelser af professorer
159
Efter at den supplerende indstilling i henhold til anordningens § 3,
stk. 7 var udsendt til ansogerne, modtog man bemærkninger fra dr.
phil. Peter Zinkernagel, docent, fil. dr. Manfred Moritz og universitets-
adjunkt, cand. theol. Niels Thulstrup.
Efter at fakultetet i møde den 24. november 1958 og konsistorium i
møde den 10. december 1958 havde sluttet sig til indstillingen, blev
den under 13. december 1958 videresendt til ministeriet.
Herefter blev ved kgl. resolution af 20. januar 1959 dr. phil. Johannes
Witt-Hansen udnævnt til professor i filosofi ved Københavns univer-
sitet fra den 1. januar 1959 at regne.
2.	Konstitueret professor i tysk filologi, dr. phil. Giinther Jungbliiths
udnævnelse til professor i samme fag
(j. nr. 459/57).
Ved kgl. resolution af 11. april 1959 udnævntes konstitueret professor
i tysk filologi, dr. phil. Giinther Jungbluth til professor i samme fag fra
1.	april 1959 at regne.
3.	Oprettelse af et ekstraordinært professorat i dansk dialektologi for
lektor, amanuensis, dr. phil. Poul Andersen
(j. nr. 358/57).
Under 8. januar 1957 indgav den nordiske faggruppe til det filosofiske
fakultet følgende indstilling:
»Den nordiske faggruppe tillader sig herved at anmode det filosofiske fakultet
om at soge den af mag. art. Poul Andersen beklædte stilling som lektor i dansk
dialektologi og medhjælpslonnet amanuensis omdannet til et ekstraordinært
professorat i dansk dialektologi.
Poul Andersen er fyldt 55 år (f. 8/6 1901) og har i 27 år (fra sept. 1929) virket
som lærer ved Kobenhavns universitet, forst som undervisningsassistent i dansk
fonetik, fra 1942 som lektor i dialektologi, men også efter dette tidspunkt har han
ved siden af sin egentlige disciplin varetaget undervisningen i dansk fonetik.
Foruden sit universitetsarbejde har han stadig haft en honorarlønnet stilling
som leder af Folkemaalsudvalget, det danske Institut for Dialektologi. I juni
1950 indtrådte han i den ved lektor Hedvig Olsens dod ledigblevne stilling som
honorarlønnet amanuensis. I 1953 indstillede fakultetet ham sammen med lektor,
cand. mag. Eli Fischer-Jørgensen til en af de faste stillinger som amanuenser af
2.	grad, der da var opslået ledige, men det er endnu ikke lykkedes at skaffe ham
en fast pensionsgivende stilling.
Som lektor i dansk dialektologi underviser mag. art. Poul Andersen samtlige
hoved- og bifagstuderende i denne disciplin, der er en af de vigtigste ved studiet
af dansk sprog, og varetager desuden undervisningen i dansk fonetik, idet dog
cand. mag. Poul Levin som undervisningsassistent har overtaget undervisningen
i almen fonetik. Ved mundtlig eksamen eksaminerer magister Poul Andersen
hoved- og bifagstuderende i dialektologi og har også eksamineret i andre sprog-
lige discipliner; han bedømmer tillige skriftlige eksamensopgaver i fonetik ved
160
Universitetets årbog 1958-63
forproven og deltager i bedømmelsen af skriftlige opgaver ved hoved- og bifags-
eksamen.
Til magister Poul Andersens arbejde som amanuensis horer bl. a. afholdelsen
af særlige kurser for studerende med speciale i eller med særlig interesse for
danske dialekter; for disse studerende afholder han tillige ekskursioner og vej-
leder ved arbejder i udvalg for folkemåls samlinger. Magister Poul Andersen
bedommer endvidere specialeopgaver i danske dialekter og har deltaget i bedøm-
melsen af disputatser og universitetets prisopgaver i nordisk fdologi.
Poul Andersens universitetsarbejde har efter faggruppens skon langt over-
steget den arbejdsindsats, der med rimelighed kunne forventes af indehaveren
af et universitetslektorat.
Han har, som det vil fremgå af det ovenfor anførte, i en lang årrække udført
en professors gerning og ydet en højt påskønnet undervisning på det højeste
videnskabelige og pædagogiske plan. Et udtryk for hans indsats som universitets-
lærer er, at de fleste sproglige specialeopgaver i faget dansk behandler emner
fra dansk dialektologi og er inspireret af hans undervisning. Flere af dem fore-
ligger trykt og indeholder overordentlig værdifulde videnskabelige resultater.
Poul Andersens videnskabelige virksomhed har først og fremmest været knyt-
tet til arbejdet med den planlagte ordbog over danske omål. Under forberedelsen
af dette værk har sprogbeskrivelsens metode været underkastet dybtgående
ændringer og samtidig er der blevet stillet langt større krav til en etnologisk
beskrivelse i forbindelse med optegnelsen af det saglige ordforråd. Det måtte
derfor påhvile lederen af ordbogen at omdanne optegnelsesmetoden og opstille
nye notationsprincipper, og for en samvittighedsfuld og kritisk forsker som Poul
Andersen har dette medført at hans produktion gennem en årrække nødvendig-
vis måtte blive af forholdsvis beskedent omfang. Han har dog udsendt en række
mindre arbejder, hvoraf der har været grund til at fremhæve afhandlingen om
Rask i »Fra Rask til Wimmer« (1937), udgaven af Rask: De fynske Rønders Sprog
(1937-38) med en udforlig indledning, et par større afhandlinger om Vævetermi-
nologi, »Væv og Vævild« i festskrift til H. P. Hansen (1949) og Forms and Names
of Heddles i Folk-Liv (1950-51) og især hans udgave af Jens Peerson: En merke-
lig grundfest Disputats (1952) med en meget værdifuld sprogbeskrivelse.
Det har længe været faggruppens onske at søge Poul Andersens stilling om-
dannet til et professorat i dansk dialektologi, men da man imødeser liere større
arbejder fra hans hånd, deriblandt en disputats, har man ventet med at stille for-
slag herom, indtil disse forelå. 1 1954 udkom både hans Dansk Fonetik (Poul
Andersen og Louis Hjelmslev: Fonetik, Særtryk af nordisk Lærebog for Tale-
pædagoger) og hans »Orientering i dansk Dialektologi« (fremstillet som manu-
skript), begge dybtgående og originale arbejder. I festskrift til Rantrup (1956)
publicerede han en skarpsindig og betydningsfuld afhandling om »Den bilabiale
Spirant i Dansk«, og i sommeren 1956 indleverede han sin store afhandling om
»Fonemsystemet i Østfynsk på Grundlag af Dialekten i Revninge Sogn« til for-
svar for den filosofiske doktorgrad. Den er allerede læst af to af bedømmerne, og
man forventer i løbet af kort tid en positiv indstilling. Vi mener derfor, at tiden
må være inde til at stille forslag om den nævnte omdannelse af Poul Andersens
stilling. Under henvisning til hans alder og lange tjeneste ved universitetet an-
moder vi fakultetet om, at sagen må blive fremmet hurtigst muligt, selv om det
endelige resultat af bedømmelsen endnu ikke foreligger.«
Efter at indstillingen under 18. februar 1957 og igen under 8. marts
1958 var blevet indsendt til ministeriet, blev der i overensstemmelse
hermed på finansloven for finansåret 1959/60, jfr. folketingstidende
Afgang og udnævnelser af professorer
161
1958-59, tillæg D, sp. 1755-56 oprettet et ekstraordinært professorat i
dansk dialektologi for lektor, dr. phil. Poul Andersen.
Herefter blev efter rektors indstilling ved kgl. resolution af 20. april
1959 lektor, dr. phil. Poul Max Henrik Andersen udnævnt til ekstra-
ordinær professor i dansk dialektologi ved Kobenhavns universitet fra
1. april 1959 at regne.
4. Oprettelse af et ordinært professorat i materiel folkekultur med særligt
henblik på Norden og overinspektor ved Nationalmuseet, lektor, dr. phil.
Axel Steensbergs udnævnelse til professor
(j. nr. 323/56).
Under 29. oktober 1956 indsendte det filosofiske fakultet til under-
visningsministeriet folgende indstilling:
»Det filosofiske fakultet foreslår herved, at der oprettes et ordinært professorat
i Materiel folkekultur med særligt henblik på Norden ved Kobenhavns universitet
fra den 1. april 1957.
Som motivering skal det oplyses, at nævnte fagområde i lobet af den sidste
menneskealder har udviklet sig til en særlig videnskabelig disciplin i de fleste
europæiske lande, og at man i stadig stigende grad har folt det som en mangel
ikke at have en sådan lærestol ved de danske universiteter. Faget spiller en væ-
sentlig rolle ved uddannelsen af museumsfolk til de såkaldte kulturhistoriske
museer, ikke mindst de mange lokalmuseer, hvor der netop i de kommende år
må regnes med et forholdsvis stærkt behov for videnskabeligt uddannede med-
arbejdere og ledere (jævnfor den af provinsmuseumsnævnet i år på undervisnings-
ministerens foranledning afgivne betænkning om en nyordning af de kulturhisto-
riske lokalmuseers forhold).
Ganske vist gives der i ojeblikket ved Kobenhavns universitet undervisning i
materiel folkekultur inden for rammerne af det pr. 1. april 1954 oprettede lekto-
rat i kulturhistorie, som beklædes af overinspektor ved Nationalmuseet, dr. phil.
Axel Steensberg. Men dr. Steensberg har meddelt fakultetet, at det i længden vil
være ganske uoverkommeligt for ham at bestride både lektoratet og den meget
krævende stilling som leder af en af Nationalmuseets største afdelinger. Den 3-
årige periode for lektoratet i kulturhistorie udlober 1. april 1957, og dr. Steens-
berg har på forespørgsel klart tilkendegivet, at han allerede til den tid vil se sig
nødsaget til at opgive dobbeltstillingen, og at han, om han skulle vælge, måtte
ønske at blive aflastet for administrationen og i stedet hellige sig forskning og
undervisning. Da dr. Steensberg inden for faget materiel folkekultur er den u-
bestridte kapacitet herhjemme og ved besættelse af et professorat i nævnte fag
vil stå uden jævnbyrdige konkurrenter, må fakultetet lægge stor vægt på, at der
allerede fra 1. april 1957 oprettes et professorat i faget, idet man kun på den måde
vil kunne bevare denne udmærkede forsker for universitetet.
Det må understreges, at fakultetet - uanset den øjeblikkelige mulighed for at
besætte et professorat som det foreslåede med en udmærket kvalificeret forsker -
stærkt må ønske et ordinært professorat i materiel folkekultur for på dette om-
råde at komme på linie med i hvert fald de nordiske nabolande, hvor faget gen-
nem flere år har været repræsenteret ved professorater og docenturer. Betegnel-
serne på faget varierer ganske vist noget, men stort set svarer det nu foreslåede
il
162
Universitetets årbog 1958-63
professorat i materiel folkekultur til følgende lærestole: ved Lund og Uppsala
universiteter samt Stockholms hogskola til professorater i »nordisk och jåmforan-
de folkelivsforskning«, ved Oslo universitet i »norsk folkelivsgranskning«, ved
Åbo akademi i »kulturhistoria och folklivsforskning«, ved det finske universitet
sammesteds i »etnologi og folklore«, og endelig ved Helsingfors universitet i »et-
nologi«.
Fakultetet har som betegnelse på det nu foreslåede danske professorat efter
drøftelse foreslået »materiel folkekultur med særligt henblik på Norden«. Dets
fagområde omfatter europæisk folkekultur og dennes udvikling lige fra begyn-
delsen af middelalderen til nutiden, d. v. s. indtil fremkomsten af de økonomiske
og sociale strukturændringer i det 19. og 20. århundrede.
Det hidtidige lektorat i kulturhistorie og det foreslåede professorat i materiel
folkekultur dækker ikke ganske hinanden, idet der under lektoratet hører en
undervisning af vordende museumsfolk, der ikke nødvendigvis varetages af
indehaveren af professoratet, og som hidtil for en del er blevet besørget ved
undervisningsassistenter. Fakultetet skal derfor foreslå, at lektoratet i kultur-
historie ikke ophæves, men gøres hvilende, således at den ovennævnte under-
visning for vordende museumsfolk, som hidtil besørges ved undervisningsassisten-
ter, der ansættes af fakultetet efter indstilling af professorerne i historie, kunst-
historie, arkæologi og materiel folkekultur. Der vil ikke herved opstå væsentligt
forøgede udgifter til assistentundervisning.«
Efter indstilling af 18. februar 1957 og 6. november 1958 oprettedes
på normeringsloven for finansåret 1959/60, jfr. folketingstidende 1958-
59, tillæg B, sp. 741-742 et ordinært professorat i materiel folkekultur
med særligt henblik på Norden med bemærkning, at professoratet ved
ledighed skulle nedlægges.
Med henblik på embedets besættelse afgav det filosofiske fakultet
under 1. maj 1959 følgende indstilling:
»Da man oprindelig har stillet forslag om oprettelse af ekstraordinært profes-
sorat for lektor i kulturhistorie ved universitetet, overinspektor ved National-
museet, dr. phil. Axel Steensberg, besluttede fakultetet at behandle sagen i hen-
hold til anordningens § 1, stk. 2, jfr. stk. 4, om besættelse uden opslag.
Ved den i henhold til anordningens § 1, stk. 4, afholdte afstemning er der
afgivet 38 stemmer for, 1 imod, ansættelse af den pågældende.
Herved bemærkes, at fakultetet for tiden omfatter 47 medlemmer, hvoraf 2
for tiden opholder sig i udlandet.
I overensstemmelse med udfaldet af afstemningen indstiller fakultetet, at
professoratet i materiel folkekultur med særligt henblik på Norden ved Køben-
havns universitet snarest muligt besættes med dr. phil. Axel Steensberg.«
Efter at konsistorium havde tiltrådt indstillingen, blev sagen under
8. maj 1959 indsendt til ministeriet.
Herefter blev ved kgl. resolution af 15. maj 1959 overinspektor ved
Nationalmuseet, lektor, dr. phil. Axel Steensberg udnævnt til professor
i materiel folkekultur med særligt henblik på Norden ved Kobenhavns
universitet fra 1. maj 1959 at regne.
Afgang og udnævnelser af professorer
163
5. Oprettelse af et ekstraordinært professorat i slavisk sprogvidenskab for
lektor, dr. phil. Hans Kristian Sorensen
(j. nr. 256/55 og 217/57).
Under 1. december 1954 afgav professorerne Kaj Barr, dr. phil. Carl
Stief og dr. phil. Louis Hjelmslev følgende indstilling:
»Under henvisning til decani cirknlærskrivelse af 20. d. m. angående ansøg-
ninger om optagelse på finansloven 1956/57 af nye bevillinger, hvis gennemførelse
kræver hjemmel på finanslov, tillægsbevillingslov eller normeringslov, tillader
vi undertegnede os herved at indbringe forslag om oprettelse af et ekstraordinært
professorat i slavisk sprogvidenskab for dr. phil. Hans Christian Sorensen.
I den indstilling, som den 20. september d. å. afgaves af bedømmelseskomiteen
vedrørende det dengang ledige ordinære professorat i slavisk filologi, fremsatte
bedømmelseskomiteen, samtidig med at indstille dr. Carl Stief til det ordinære
professorat i slavisk filologi, »i erkendelse af den umiskendelige selvstændige
videnskabelige stræben og fremragende forskningsindsats, som dr. Sørensen har
lagt for dagen«, det indtrængende ønske, at det filosofiske fakultet ved første
lejlighed ville søge oprettet et ekstraordinært professorat i slavisk sprogviden-
skab for dr. Hans Chr. Sørensen. På sit møde den 27. september d. å., hvor den
nævnte indstilling og det her specielt omtalte forslag behandledes, sluttede det
filosofiske fakultet sig hertil. Nærværende forslag indbringes i konsekvens heraf.
Dr. Hans Chr. Sørensen er født 1911 og er således en videnskabsmand i sin
bedste alder. Han tog magisterkonferens i slavisk filologi ved Aarhus Universitet
1945	og doktorgraden sammesteds 1949 på en slavistisk afhandling. Han blev i
1946	assistent ved det slaviske institut i Aarhus og er siden 1949 universitets-
adjunkt der. Under professor Stender-Petersens ophold i udlandet i en del af
efterårssemestret 1946, i en del af forårssemestret 1948 og i hele universitetsåret
1949-50 varetog han professorens undervisning ved Aarhus Universitet og
ledede dettes slaviske institut. Han har på denne og på andre måder lagt betyde-
lige evner for dagen som videnskabelig pædagog.
Såvel gennem sin undervisning som gennem trykte og utrykte videnskabelige
arbejder fremtræder dr. Sørensen som en slavisk filolog, der har rodfæstede kund-
skaber i alle den slaviske sprogklasses grene og har alsidige interesser og evner
indenfor studiets forskellige sider, både det litterære og historiske, det tekstfilolo-
giske, det sproghistoriske og det grammatiske. Et betydeligt arbejde af rent
filologisk art er den i manuskript foreliggende kommentar til Simeon Polockijs
polsk-latinske ordbog, der tænkes efterfulgt af en kritisk udgave. På det litterære
område har han gennemført en metodisk analyse i det, ligeledes endnu i manu-
skript foreliggende, arbejde om den polske forfatter Zeromskis fortælleteknik.
Hans hovedfortjenester ligger dog indenfor den rent sprogvidenskabelige be-
handling af slavisk, hvor der særlig er grund til at nævne hans disputats »Aspect
et temps en slave«, afhandlingen »Contribution - la discussion sur la théorie des
cas« (Travaux du Cercle linguistique de Copenhague 5, 1949), og de i manuskript
foreliggende omfattende »Studier over kasus i russisk«, der er under trykken i det
Lærde Selskabs Skrifter (Aarhus). I disse arbejder viser dr. Sørensen sig som en
fuldt moderne sprogforsker, der gennem anlæggelsen af nye, sprogteoretiske syns-
punkter formår at afvinde stoffet nye sider og rykke det slaviske studium ind i en
større lingvistisk sammenhæng.
Det må derfor anses for overordentlig ønskeligt, om dr. Sørensens videnskabe-
lige arbejdskraft kunne sikres for Københavns Universitet.
Hertil kommer, at det, når en så betydelig arbejdskraft er for hånden, vil være
af meget stor betydning for studiet, om universitetsarbejdet indenfor slavisk
li*
164
Universitetets årbog 1958-63
filologi kunne fordeles på to professorater. I løbet af de senere år er antallet af
slaviskstuderende steget meget betydeligt, og magisterkonferensen i slavisk
filologi er delt i tre retninger, en sproglig, en litterær og en politisk-social-okono-
misk. Samtidig er også selve faget vokset betydeligt i omfang, og der stilles i vor
tid i højere grad end tidligere uundgåelige vidtgående krav til universitetslærerne
i retning af beherskelse og forståelse ikke blot af de snævrere og mere interne
slavisk-fllologiske problemer, men også af historiske, litteraturteoretiske og
sprogteoretiske forudsætninger for studiet. Der kan næppe til enhver tid regnes
med så gunstige muligheder for at imødekomme disse hensyn som dem, der fore-
ligger netop nu, hvor foruden den ordinære professor i slavisk fdologi også dr.
Hans Chr. Sørensen ville kunne knyttes til universitetet, men principielt må det
anses for ligeså betydningsfuldt og nødvendigt for fuld bestridelse af opgaverne,
at fakultetet har mere end én professor i slavisk fdologi, ligesom tilfældet er med
de andre store filologiske områder indenfor de moderne og klassiske sprog- og
kulturgrene.«
Efter indstillinger af 9. februar 1955 og 14. januar 1956 afgav fakul-
tetet under 31. oktober 1956 en fornyet indstilling om oprettelsen af et
ordinært professorat i slavisk filologi. Denne indstilling gentoges ved
skrivelse af 9. februar 1957.
Under 11. marts 1959 afgav fakultetet indstilling om oprettelse af et
ekstraordinært professorat i slavisk sprogvidenskab for lektor, dr. phil.
Hans Kristian Sørensen:
»Fakultetet foreslår herved, at der fra 1. april 1960 ved Kobenhavns universi-
tet oprettes et ekstraordinært professorat i slavisk sprogvidenskab for dr. phil.
Hans Christian Sørensen. Forslaget træder i stedet for det tidligere stillede for-
slag om oprettelse af et ordinært professorat i slavisk filologi.
I denne anledning skal man udtale følgende:
I den indstilling, som den 20. september 1954 afgaves af bedømmelseskomiteen
vedrørende det dengang ledige ordinære professorat i slavisk filologi, fremsatte
bedømmelseskomiteen, samtidig med at indstille dr. Carl Stief til det ordinære
professorat i slavisk filologi, »i erkendelse af den umiskendelige selvstændige
videnskabelige stræben og fremragende forskningsindsats, som dr. Sørensen har
lagt for dagen«, det indtrængende ønske, at det filosofiske fakultet ved første
lejlighed ville søge oprettet et ekstraordinært professorat i slavisk sprogvidenskab
for dr. Hans Christian Sørensen. På sit mode den 27. september s. å., hvor den
nævnte indstilling og det her specielt omtalte forslag behandledes, sluttede det
filosofiske fakultet sig hertil.
Hans Christian Sørensen er født 1911 og er således en videnskabsmand i sin
bedste alder. Han er udgået fra en landsbyskole og uddannede sig videre på
Esbjerg Arbejderhøjskole 1932-33 og Haderslev Statsseminarium 1933-37. Efter
ansættelse som kommunelærer i Aarhus (1938) begyndte han at studere russisk
ved universitetet der. Han tog studentereksamen 1940 og udvidede sine studier
til at omfatte faget slavisk filologi. I 1945 aflagde han magisterkonferens i slavisk
filologi og 4 år senere disputerede han for den filosofiske doktorgrad. Han blev i
1946 ansat som videnskabelig assistent ved det slaviske institut i Aarhus og var
fra 1949-55 universitetsadjunkt, hvorefter han atter overtog sin stilling som
videnskabelig assistent. Han har været på tre studierejser til udlandet, til Geneve,
1936, Tartu (Dorpat), 1939 og 1948 og Krakow (som Rockefeller-stipendiat).
Under professor i slaviske sprog og litteraturer ved Aarhus universitet, dr. phil.
Ad. Stender-Petersens ophold i udlandet efteråret 1946 til foråret 1947 og i hele
Afgang og udnævnelser af professorer
165
universitetsåret 1949-50 varetog han dennes undervisning og ledede det slaviske
institut i Aarhus. Han har her ligesom i sin egenskab af leder af statsradiofoniens
russisk-undervisning fra 1945 lagt betydelige evner som pædagog for dagen.
Såvel gennem sin undervisning som gennem trykte og utrykte videnskabelige
arbejder fremtræder dr. Sorensen som en slavisk fdolog, der har rodfæstede
kundskaber i alle slaviske sprog.
Hans udpræget lingvistisk-filosofiske begavelse prædestinerede ham til at
prove de af professor, dr. Louis Hjelmslev opstillede lingvistiske teorier på et
slavisk materiale, de slaviske verbalaspekter. Disse studier resulterede i hans
disputats: »Aspect et temps en slave«, om hvilken bedømmelseskomiteen i 1954
udtalte, at han var en af de få, der havde været i stand til på en personlig måde
at tilegne sig og viderefore den strukturanalytiske metodes principper og frugt-
bargøre dem i sit eget arbejde. Ad denne linie gik han videre i følgende arbejder,
hvoraf »Contribution - la discussion sur la théorie des cas« og »Studies on case
in Russian« foreligger trykt (henholdsvis i Travaux du Cercle linguistique de
Copenhague, vol. I, 1949, og Det lærde Selskabs skrifter, Aarhus, 1957).
Dr. Sørensen blev imidlertid ikke stående herved, men tog også det egentlige
filologiske og sproghistoriske arbejde op i sin forskning. Han koncentrerede sig
om det 17de århundredes russiske tale- og skriftsprog og offentliggjorde i Scando-
Slavica (I, 1954) en afhandling om »Ein russisches Gespråchsbuch aus dem 17-
Jahrhundert«, og sammesteds (III, 1958) en afhandling om popen Avvakums
sprog: »Die stilistiche Verwendung kirchenslavischer Sprachelemente in der
Autobiographie Avaakums« samt en hidtil utrykt afhandling om Simeon Polockijs
russisk-polske ordbog.
Disse arbejder kan betragtes som forarbejder til den omfattende beskrivelse
af den russiske sprogtilstand i det 17. århundrede, en pendant til Unbegauns
»La Langue russe au XVIe siécle«, som dr. Sørensen de sidste år har arbejdet på.
Dr. Sørensen er således ikke blot en fuldt moderne sprogforsker, der gennem
anlæggelsen af nye sprogteoretiske synspunkter formår at afvinde stoffet nye
sider og rykke det slaviske studium ind i en større lingvistisk sammenhæng, men
også en slavist i ordets snævrere forstand med sans for de centrale problemer i
forskningen.
Det må derfor anses for overordentlig ønskeligt, om dr. Sørensens videnskabe-
lige arbejdskraft kunne sikres for Københavns universitet.
Hertil kommer, at det, når en så betydelig arbejdskraft er for hånden, vil være
af meget stor betydning for studiet, om universitetsarbejdet inden for slavisk
filologi kunne fordeles på to professorater, ligesom inden for de øvrige store
filologiske fag, og man vil næppe til enhver tid kunne regne med en for faget så
gunstig situation som den nu foreliggende, hvor dr. Sørensen kan tilknyttes
universitetet. I løbet af de senere år er antallet af slaviskstuderende steget
betydeligt. Samtidig er det slaviske fagområde vokset betydeligt i omfang, og
der stilles i vor tid i højere grad end tidligere vidtgående krav til universitets-
lærerne i retning af beherskelse og forståelse, ikke blot af de snævrere og mere
interne slavisk-filologiske problemer, men også af historiske, litteraturteoretiske
og sprogteoretiske forudsætninger for studiet. Dette er bl. a. kommet til udtryk i
bestemmelserne om magisterkonferens i slavisk filologi, der nu er delt i tre ret-
ninger, en sproglig, en litterær og en politisk-social-økonomisk.
Til det foregående ønsker fakultetet at føje følgende bemærkninger:
Det er nu mere end fire år, siden det filosofiske fakultet fremsatte ønsket om
oprettelse af omhandlede professorat. Dr. Sørensen har siden da set frem til det
tidspunkt, da dette ønske kunne gå i opfyldelse. Det siger sig selv, at han har
tilbragt disse år i en tilstand af foreløbighed. Hvis det havde drejet sig om en
ganske ung mand, ville sagen have stillet sig anderledes, men dr. Sørensen er nu
166
Universitetets årbog 1958-63
48 år, så det ville være ønskeligt, om han snart kunne komme til at overtage en
stilling, han på så beundringsværdig måde har forberedt sig til.«
På finansloven for finansåret 1960/61, jfr. folketingstidende 1959-60,
tillæg D, sp. 1715-16 oprettedes herefter et ekstraordinært professorat i
slavisk sprogvidenskab og ved kgl. resolution af 14. juni 1960 udnævntes
lektor, dr. phil. Hans Kristian Sørensen til ekstraordinær professor i
slavisk sprogvidenskab ved Københavns universitet fra den 1. april
1960 at regne.
6. Oprettelse af et ordinært professorat i historie og udnævnelse af univer-
sitetsadjunkt, dr. phil. Kristof Glamann til professor i dette fag
(j. nr. 267/59).
Under 11. november 1959 afgav det filosofiske fakultet følgende ind-
stilling:
A.
»Siden århundredskiftet har den økonomiske historie overalt gennemgået en
stærk udvikling, således at den dels har udskilt sig som en særlig videnskab og
dels er blevet en uundværlig særdisciplin for forståelsen af såvel den politiske og
sociale historie som kulturhistorien. Som følge heraf er der i løbet af dette år-
hundrede oprettet lærestole i økonomisk historie ved talrige universiteter, såvel i
Amerika som i Europa; for Nordens vedkommende er der i den sidste snes år
oprettet sådanne professorater under de filosofiske fakulteter såvel i Finland som
i Sverige.
For Kobenhavns universitets vedkommende indgår et professorat i økonomisk
historie i den af fakultetet i skrivelse af 2. februar 1957 til rektor meddelte for-
tegnelse over ønsker om nye professorater (»langtidsplanen«). Dette ønske har
foruden den generelle motivering udfra fagets plads inden for moderne historie
den specielle motivering, at økonomisk historie indgår som en særskilt disciplin i
kravene til såvel skoleembedseksamen som magisterkonferens i historie.
Når man imidlertid nu søger oprettet et professorat i historie uden nærmere
angivelse af det snævrere fagområde, skyldes det ønsket om i givet fald at være
friere stillet med hensyn til professoratets besættelse. Man kan ikke til enhver
tid regne med at være i stand til at besætte embedet inden for et sådant snævrere
område. Ej heller kan man overskue det fremtidige relative behov for undervis-
ning inden for faget histories forskellige felter.
I universitetsadjunkt, dr. phil. Kristof Glamann har man en forsker, der
specielt har kvalificeret sig i økonomisk historie ved forskningsarbejde både inden
for dansk historie og verdenshistorie.
Dr. Glamann er født 19*23. Allerede som student opnåede han guldmedalje
for besvarelse af en af universitetet stillet prisopgave »Asiatisk Kompagni 1732-
1772« (trykt i Historisk Tidsskrift).
Denne afhandling blev bestemmende for hans senere forskning. Efter at have
afsluttet sit universitetsstudium med magisterkonferens i historie i 1948 foretog
dr. Glamann i de følgende år studierejser til Holland, England, Belgien og Fran-
krig. Hans arkivstudier koncentreredes hurtigt om det hollandsk-ostindiske
kompagni. Resultatet af hans studier er først og fremmest nedfældet i »Dutch-
Asiatic Tråde 1620-1740«, som han i 1958 på ærefuld måde forsvarede for den
filosofiske doktorgrad ved Københavns universitet. I dette værk, som allerede
Afgang og udnævnelser af professorer
167
har vundet stor anerkendelse hos hollandske økonomiske historikere, brydes nye
baner. Heri er for forste gang kompagniets økonomi gjort til hovedtemaet.
Forfatteren har på grund af kompagniets mangelfulde bogføring og de i ældre
tider herskende betingelser for handelen mellem Europa og Fjernasien haft man-
ge vanskeligheder at overvinde under arbejdets gennemforelse. Yderligere skal
fremhæves det værdifulde i, at forfatteren på lige fod med det hollandske kom-
pagnis europæisk-asiatiske handel har behandlet kompagniets interasiatiske
handel. Under sine ophold i udlandet har dr. Glamann knyttet værdifulde for-
bindelser med såvel europæiske som amerikanske og indiske historikere. Dette
sidste har bl. a. medført, at dr. Glamann i 1958 af det indiske undervisnings-
ministerium er blevet udnævnt til korresponderende medlem af »The Indian
Historical Records Commission«.
Dr. Glamanns dybtgående forskning i dansk økonomisk og social historie
dokumenteres forst og fremmest ved det af ham sammen med professor, dr.
Astrid Friis forfattede værk »History of Prices and Wages in Denmark 1660-1800«
(1958). Det er derefter overdraget ham at lede bearbejdelsen af det allerede fore-
liggende store materiale til en fortsættelse af prishistorien, der skal udgives af det
historiske institut ved Københavns universitet.
Dr. Glamanns forfatterskab omfatter iøvrigt en række værdifulde afhandlinger
og anmeldelser i danske og udenlandske tidsskrifter, som vidner om hans store
spændvidde indenfor forskellige historiske discipliner.
Dr. Glamann har endvidere både i sin egenskab af universitetsadjunkt og som
en gennem årene 1950-58 meget benyttet undervisningsassistent vist udmærkede
pædagogiske evner. Dr. Glamann har udført en meget påskønnet undervisning,
dels indenfor de økonomisk-historiske discipliner, dels i samfundsøkonomi. Dr.
Glamann har fuldt ud indfriet de forventninger, som man stillede til han ved hans
ansættelse som universitetsadjunkt.
Det skal yderligere anføres, at dr. Glamanns adjunktur udløber den 31. oktober
1960, og at det er af største værdi og interesse for fakultetet varigt at knytte dr.
Glamann til Københavns universitet, således at den støtte, som gennem årene
er ydet ham herfra, kan blive til gavn for universitetet, nu da han står som fuldt
modnet forsker.«
B.
Allerede i 1947 blev der i anledning af Videnskabskommissionens overvejelser
udarbejdet følgende forslag, som tiltrådtes af fakultetet:
»Et ordinært Professorat i Antik Historie. Udviklingen indenfor historieforsk-
ningen i det sidste århundrede har medført at der nu, i modsætning til tidligere,
lægges overordentlig stor vægt på undervisning og forskning indenfor den nyere
tids historie, ikke mindst indenfor den økonomiske og sociale historie, og det er
derfor blevet umuligt at regne med, at en af de tre professorer videnskabeligt
behersker den antikke historie. Dette fag har imidlertid på ingen måde tabt i
betydning, men har tværtimod fået forøget område, dels ved det kendskab til de
ældste orientalske kulturer, såvel som til de klassiske, der er vundet gennem
arkæologien og gennem fremdragen af nye tekster, dels derved at nye synsmåder
(med hovedvægten på forståelsen af økonomiske og sociale fænomener) er dukket
op ved siden af den gammelkendte. - Også i gymnasieskolen indtager den antikke
historie stadig en betydelig plads. Det er derfor, af hensyn til både forskning og
undervisning ved universitetet, nødvendigt at der oprettes et særligt professorat
i Antik Historie.«
I skrivelse af 2. februar 1957 til universitetets rektor, hvori fakultetet frem-
førte sine vigtigste ønsker om oprettelse af nye professorater på længere sigt,
optoges forslaget om oprettelse af foran nævnte professorat.
168
Universitetets årbog 1958-63
Forslaget gentoges i fakultetets skrivelse af '23. december 1957 til universitetets
kurator.
Når man nu søger oprettet et professorat uden nærmere angivelse af et snæv-
rere fagområde, skyldes det samme synspunkter, som er nævnt ovenfor under A.
Fakultetet søger principalt to professorater i historie. Subsidiært søger man ét
professorat i historie; såfremt kun dette sidste ønske imødekommes, er det fa-
kultetets hensigt at tilkendegive, at den, der måtte blive ansat, efter fakultetets
bestemmelse vil have at bestride undervisningen i økonomisk historie.«
Efter at dette andragende med universitetets samtykke var videre-
sendt til ministeriet, oprettedes på normeringsloven for finansåret
1960/61, jfr. folketingstidende 1959-60, tillæg A, sp. 3364-65 et pro-
fessorat i historie.
Det filosofiske fakultet afgav under 19. maj 1960 følgende indstilling:
»Efter at der på normeringsloven for finansåret 1960/61 er blevet oprettet et
professorat i historie, har fakultetet i sit mode den 2. d. m. behandlet sagen under
iagttagelse af bestemmelserne i kgl. anordning af 5. februar 1953 om ansættelse
af professorer ved Kobenhavns universitet.
Efter forslag stillet af professorerne i historie, dr. Astrid Friis, dr. Aksel E.
Christensen, dr. Povl Bagge og dr. Sven Henningsen om besættelse af embedet
med universitetsadjunkt, dr. phil. Kristof Glamann, er fakultetet kommet til den
erkendelse, at professoratet på fuldt forsvarlig måde kan besættes med den på-
gældende uden forudgående opslag.
Ved den i henhold til anordningens § 1, stk. 4, afholdte afstemning er der
afgivet 41 stemmer for, 4 imod, det af historieprofessorerne stillede forslag, me-
dens 1 stemmeseddel var blank og 2 medlemmer ikke har stemt i sagen.
I sammenhæng hermed skal man oplyse, at fakultetet for tiden tæller 48 med-
lemmer, hvoraf 1 for tiden opholder sig i udlandet.
Om dr. phil. Kristof Glamanns kvalifikationer til at beklæde embedet skal
man udtale følgende:
Dr. Glamann, der er født i 1923, tog magisterkonferens i historie 1948, op-
nåede Kobenhavns universitets guldmedalje for besvarelsen af det historiske
prisspørgsmål B for året 1945 og erhvervede ved en afhandling om et økonomisk-
historisk emne den filosofiske doktorgrad ved Kobenhavns universitet. Fra 1949
har dr. Glamann virket som undervisningsassistent ved universitetet og som
sådan bl. a. varetaget undervisningen for de historiestuderende i samfundsøko-
nomi, samfundsbeskrivelse og elementær statistisk metode. Dr. Glamann har
fra 1.10.1954 været ansat som universitetsadjunkt, adjungeret professor, dr.
phil. Astrid Friis.
Dr. Glamann er en selvstændig og grundigt arbejdende videnskabsmand, der
besidder stor indsigt i og viden om de nyere og nyeste tids historie. Dette gælder
såvel dansk og nordisk historie som verdenshistorie. I hans arbejder spores, at han
besidder en omfattende humanistisk dannelse. Hans videnskabelige forfatterskab
falder overvejende inden for disciplinen økonomisk historie. Dr. Glamann har i
alle sine arbejder lagt stor metodisk sikkerhed for dagen. Han er en original og
idérig forsker. Han besidder inden for den økonomisk-liistoriske disciplin en
overordentlig kundskabsfylde, erhvervet ved udstrakt læsning og på grundlag af
primærstudier på vidt forskellige områder.
Besvarelsen af universitetets prisopgave »Asiatisk Kompagni 1732-1772« førte
til offentliggørelse af en værdifuld afhandling i Dansk Historisk Tidsskrift i 1949.
I kontinuation af studierne over det dansk-ostindiske kompagni optog Kristof
Afgang og udnævnelser af professorer
169
Glamann i årene efter magisterkonferensen et komparativt studium af de euro-
pæisk-ostindiske kompagnier og foretog til dette formål gentagne studierejser til
England, Frankrig, Belgien og i særdeleshed til Holland. Hans dybtgående
forskninger i det hollandsk-ostindiske kompagnis arkiver (i Haag) resulterede i,
at han 1) i 1953 kunne publicere en betydningsfuld afhandling om »The Duteh
East India Company's Tråde in Japanese Copper 1645-1736« (Scandinavian
Economic History Review), som med sine nye perspektiver har vundet stor
international påskønnelse; 2) hans fremragende studier over »Dutch-Asiatic
Tråde 1620-1740«, for hvilke han i 1958 erhvervede doktorgraden. Dr. Glamann
viser heri sin evne til overlegen beherskelse af et stort stof og til, som ægte viden-
skabsmand, ikke at lade sig binde af hævdvunden opfattelse. Dr. Glamann er den
forste forsker, der har behandlet et af de store europæiske kompagnier alene som
»a trading concern« uden hensyntagen til senere tiders europæiske koloniale
imperialisme. Af hans undersøgelse fremgår et nyt og interessant resultat: at det
store nationale hollandsk-ostindiske kompagni - i en årrække verdens største
handelskompagni - gennem et langt tidsrum mere dreves under hensyn til dets
inter-asiatiske handels tarv end under hensyntagen til handelen Europa-Asien.
Det er lykkedes dr. Glamann at påvise, at forsyningen af det europæiske marked
gang på gang træder tilbage for hensynet til mætningen af de forskellige asiatiske
markeder. Årsagen hertil forklares med rette derhen, at Europa havde få varer
at byde det asiatiske marked, og derfor måtte en ekspansion i Asien bygge på
rent asiatiske varer. Resultatet er naturligvis underbygget med absolutte tal,
for så vidt muligheden har været til stede. Værket har vakt megen interesse i
udlandet og har bl. a. medført, at liere udenlandske forskere har søgt hjælp og
vejledning hos dr. Glamann. I marts 1960 har dr. Glamann efter indbydelse holdt
en forelæsning på Londons School of Oriental and African Studies for medlem-
merne af et seminar over Asiens økonomiske historie, og the American Historical
Association har indbudt ham til et længere ophold ved University of Pennsyl-
vania og University of Wisconsin, hvor han skulle forelæse over »European
Expansion in Asia« samt holde seminar over indisk historie. Resultaterne af dr.
Glamanns studier over Danmarks økonomiske historie er væsentligt nedfældede
i værket »A History of Prices and Wages in Denmark 1660-1800« (London 1958),
som han sammen med professor Astrid Friis står som forfatter af. Når dr. Gla-
mann mellem flere medarbejdere er kommet til at stå som medforfatter, skyldes
det, at han, der allerede i 1946 blev knyttet som medarbejder til Institutet for
historie og Samfundsøkonomis prishistoriske undersøgelser, under dette arbejde
viste ganske de samme forskeregenskaber, som præger hans øvrige produktion:
strenge metodekrav, sjælden sporsans som arkivforsker, evne til at overse et
stort stof, og originalitet. Den klarhed og præcision, der, som det er blevet frem-
hævet, karakteriserer dette værk, har dr. Glamann således sin andel i. Det skal
bemærkes, at værket efter forfatterens hensigt, og også anerkendt fra anden side,
for fremtiden skulle udgøre et uomgængeligt grundlag for videre forskninger over
Danmarks økonomiske historie i det pågældende tidsrum, og at det derudover
har betydning for nordeuropæisk økonomisk historie. I forbindelse med omtalen
af »Prishistorien« og dr. Glamanns andel heri, skal som eksempel på dr. Glamanns
indsigt i Danmarks økonomiske forhold i 17. og 18. århundrede nævnes hans op-
lagt og koncist skrevne artikel om »Kapiteltakst og kornmål« i Dansk Historisk
Tidsskrift (11. r. IV, 1955). Dr. Glamann har desuden skrevet flere afhandlinger
og en række vægtige anmeldelser i indenlandske og i udenlandske tidsskrifter.
Endvidere kan nævnes, at dr. Glamann til den forste internationale konference
for økonomisk historie, der vil finde sted i Stockholm i august måned 1960, har
forfattet det danske hovedbidrag »Industrialization as a Factor in Economic
Growth in Denmark since 1700«.
170
Universitetets årbog 1958-63
Dr. Glamanns universitetsundervisning har udmærket sig ved klarhed og en
original disposition af stoffet. Dette gælder såvel for hans specielle fagområder
som for andre sider af historien, idet hans interesser og indsigt rækker langt
videre, end hans trykte produktion viser.
Af det foranstående fremgår, at dr. Glamann er en højt kvalificeret forsker og
universitetslærer. Hans indsats som økonomisk historiker placerer ham afgjort
foran andre mulige ansøgere til et professorat, hvis indehaver skal varetage den
økonomiske historie, ligesom hans almindelige historiske indsigt og dannelse
stiller ham på højde med andre mulige ansøgere til et professorat i almindelig
historie.
Fakultetet indstiller derfor, at dr. phil. Kristof Glamann snarest muligt an-
sættes i det nyoprettede ordinære professorat i historie ved Københavns univer-
sitet.«
Efter at konsistorium havde sluttet sig til denne indstilling på sit
møde den 15. juni 1960 og efter at man havde forespurgt dr. Glamann,
om han var villig til at lade sig ansætte i det ledige professorat, og han
herpå havde svaret bekræftende, blev ved kgl. resolution af 2. august
1960 universitetsadjunkt, dr. phil. Kristof Glamann udnævnt til pro-
fessor i historie ved Kobenhavns universitet fra 1. juli 1960 at regne.
7. Oprettelse af et ekstraordinært professorat i nordisk og germansk
sagnhistorie for lektor, dr. phil. Niels Clausen Lukman
(j. nr. 288/61).
Under 9. januar 1961 afgav det filosofiske fakultet følgende indstil-
ling:
»Fakultetet indstiller herved, at der fra 1. april 1962 oprettes et ekstraordinært
professorat i nordisk og germansk sagnhistorie for nuværende lektor i samme fag,
dr. phil. Niels Lukman mod bortfald af lektoratet i faget.
I anledning heraf skal følgende anføres:
Lektor Lukman er født i 1907, blev cand. mag. 1933 med dansk og fransk og
dr. phil. 1943. Han blev universitetsadjunkt 1943 og blev ansat som lektor i
nordisk og germansk sagnhistorie 1. juli 1951.
Lektor Lukmans hovedværk er hans disputats fra 1943 Skjoldunge und Skil-
finge. Det er et værk, der har vakt overordentlig stor interesse som en lærd og
grundig undersøgelse af fundamentale problemer i dansk sagnhistorie og i den
ældre danske (og svenske) historie. I modsætning til den almindelige opfattelse,
at det »nordiske« sagnstof i Beowulf indeholder en historisk kærne og er overført
fra Norden til England i slutningen af folkevandringstiden, hævder Lukman, at
skjoldungedigtningen stort set ikke indeholder ægte nordisk sagnstof, men byg-
ger på hunniske sagn, der er vandret fra Sortehavsegnene til Norden i det 5.-6.
århundrede og derfra videre til England i begyndelsen af vikingetiden. Forfat-
terens ofte dristige, men altid skarpsindige konklusioner har i allerhøjeste grad
virket stimulerende på forskningen, og hans bog vil utvivlsomt i lang tid frem-
over være et af de vigtigste indlæg i diskussionen om folkevandringstidens digt-
ning og historie. Som et af de sikre resultater kan fremhæves påvisningen af
forbindelsen mellem den nordiske tradition om Rolf Krake og traditionen om
herulerkongen Rodulf.
Afgang og udnævnelser af professorer
171
Disputatsens motiv er yderligere blevet forfulgt i afhandlinger som Goterne i
Heidreks saga (Årboger 1946) og British and Danish Traditions (Classica et Mediæ-
valia VI).
To boger i Studier for Sprog- og Oltidsforskning, Didreks Saga og Theoderiks
Historie (1941) og Ermanarie hos Jordanes og Saxo (1949) er uanselige af ydre,
men koncentrerer på ringe plads et stof, der er stærkt forgrenet i middelalderens
litteratur. Undersøgelserne bygger stadig på grundteksterne, idet der samtidig
gøres klart rede for den tidligere sagnforsknings resultater.
Dernæst har lektor Lukman skrevet en lang række meget vægtige artikler,
blandt hvilke kan nævnes The Catalaunian Battte in Medieval Epies (Classica et
Mediævalia X, 1949, p. 60-130), der kaster lys over Nibelungeulied og Kudrun,
over Vølsungesagn og Saxo, The Viking Nations and King Arthur in Geoffrey of
Monmouth (ib. XX, 1959, p. 170-212) om en af de væsentligste tekster i europæisk
sagnhistorie, og en artikel om Finn og St. Laurentius (Arkiv for nordisk fdologi
75, 1960). I kulturhistorisk Leksikon har han skrevet flere artikler, der åbner nye
perspektiver.
Ved siden af sine sagnhistoriske arbejder har lektor Lukman udgivet filologiske
afhandlinger, bl. a. Nogle navne fra Vederloven (Acta Philologica Scandinavica
XI) med vigtige identifikationer af navne fra denne lovtekst, samt enkelte andre,
mindre afhandlinger om person- og stednavne, foruden en række anmeldelser.
Dertil kommer endelig, at N. Lukman efterhånden i sin tid som lektor i nor-
disk og germansk sagnhistorie har behandlet alle de centraleste emner inden for
sit område, uden at han endnu har nået at publicere afhandlinger derom. Således
er han nået til interessante resultater om Holger Danske. For tiden holder han
forelæsninger om cimbrer og vandaler.
Måske kan man sige, at lektor Lukman især har interesseret sig for vikingernes
rolle som kulturformidlere og for forbindelsen mellem England og Danmark,
men efterhånden har han udvidet sit studieområde så meget, at han ikke kan
siges at have noget speciale. Han er repræsentant i Danmark for det internatio-
nale Arthur-selskab. Han står i dag som den forende sagnforsker i Norden, ikke
blot en autoritet, men en mand, der har anvist nye veje i forbindelse med næsten
alle de problenier, han har rørt ved.
Eftersom nordisk og germansk sagnhistorie er et uundværligt element af den
nordiske og specielt danske kultur, kunne det være rimeligt at have et fast
professorat i faget. Men da det ikke er sikkert, at vi altid vil kunne disponere over
en så fremragende forsker som N. Lukman, vil vi nøjes med at foreslå, at der
tildeles ham et ekstraordinært professorat, for at han kan få lejlighed til at fort-
sætte og yderligere intensivere sine overordentlig interessante og frugtbringende
dybdeboringer i det danske sagnstof. Hans betydning for kendskabet til den
ældre danske historieskrivning og litteratur er af meget stor rækkevidde.«
På finansloven for finansåret 1962-63, jfr. folketingstidende 1961-62,
tillæg D, sp. 1479-80 oprettedes herefter et ekstraordinært professorat i
nordisk og germansk sagnhistorie.
Ved kgl. resolution af 28. maj 1962 blev lektor, dr. phil. Niels Clausen
Lukman udnævnt til ekstraordinær professor i nordisk og germansk
sagnhistorie ved Københavns universitet fra 1. maj 1962 at regne.
172
Universitetets årbog 1958-63
8. Oprettelse af et professorat i romansk sprog og litteratur og professor ved
Handelshøjskolen, dr. phil. Poul Hoybyes udnævnelse til professor i dette
fag
(j. nr. 290/61).
På normeringsloven for finansåret 1961-62, jfr. folketingstidende
1960-61, tillæg A, sp. 1037-1038 blev der oprettet et professorat i
romansk sprog og litteratur ved universitetet.
Efter at embedet under 22. april 1961 var blevet opslået ledigt, blev
under 18. maj 1961 de to indkomne ansøgninger, nemlig fra dr. phil.
Asgar Rosenstand Hansen og mag. art. Palle Spore tilstillet universi-
tetet til erklæring. En efter ansøgningsfristens udlob indkommen an-
søgning fra docent Osten Sodergård blev medtaget i bedømmelsen.
Til bedømmelse af de indkomne ansøgninger nedsatte fakultetet i
henhold til § 2, stk. 2 i kgl. anordning af 5. februar 1953 om ansættelse
af professorer ved Københavns universitet et udvalg, bestående af
professorerne, dr. phil. H. Sten, dr. phil. Hans Sørensen og dr. phil. K.
Togeby. Dette udvalg afgav under 31. januar 1961 følgende indstilling
til fakultetet:
»Ekspeditionssekretær i udenrigsministeriet, dr. phil. Asgar Rosenstand Han-
sen er fodt 1. april 1916, student fra Horsens 1934, cand. mag. med fransk, tysk
og latin fra Københavns universitet 1941. Adjunkt ved Øregård gymnasium 1943-
46. Derefter ansat i udenrigstjenesten, i Bucarest 1946-49, i Caracas i Venezuela
1952-56, ekspeditionssekretær fra 1959. Dr. phil. 1952.
I modsætning til de to andre ansøgere, der har en omfattende produktion, har
dr. Rosenstand Hansen kun skrevet én afhandling, disputatsen fra 1952, Årtikel-
systemet i rumænsk (167 sider), idet han både for og efter udelukkende har helliget
sig sin karriere i udenrigstjenesten. Dog har han i de senere år ydet hjælp ved
udgivelsen af 2. og 3. bind af Sandfeld og Hedvig Olsens store rumænske syntaks.
Angående disputatsens rent ydre fremtræden må det beklages, at den er skre-
vet på dansk, så den ikke har kunnet vurderes i den internationale debat. Trods
sin inddeling i fire afsnit falder bogen i realiteten i to dele, en beskrivelse af den
moderne rumænske artikelsyntaks og en diskussion af de rumænske artiklers
sproghistorie.
Skildringen af den moderne rumænske artikelsyntaks hviler på eksempler
fra kun 30 bøger, hvoriblandt også nogle få digte. Det må fremhæves, at eksempler
fra poesi kun er hentet fra Eminescu, og når forfatteren også ønsker at tage hen-
syn til dette stillag, burde der gives et mere omfattende eksempelmateriale
under hensyntagen også til andre digtere, således at det klart fremgik, hvilke
særlige forhold der gor sig gældende i poesi; der er nok i et enkelt tilfælde taget
hensyn til rimet, men det ses ikke, at de rytmiske forhold i bunden poesi er taget
med i betragtning.
I forordet siges det, at afhandlingen indeholder to teser, for det første at
artiklerne er nominalaspekter. Der gives ingen egentlig argumentation for denne
terminologi, der må anses for lidet hensigtsmæssig. De enkelte betegnelser for
disse nominalaspekter må nærmest siges at være vildledende. Eestemt artikel
kaldes relativ aspekt, og da relation også siges at definere præpositioner, forklares
herudfra, at den bestemte artikel er overflødig efter præpositioner på rumænsk.
Men hvad så med andre sprog? Og når den bestemte artikel siges at kunne er-
Afgang og udnævnelser af professorer
173
statte præpositioner i adverbielle tidsudtryk, glemmes det, at man også kan
have ubestemt artikel eller ingen artikel i sådanne. Nul-artiklen kaldes prædi-
kativ aspekt, men i prædikativ funktion kan man naturligvis også finde andre ar-
tikler, og nul-artiklen kan også træffes i andre funktioner.
Den anden tesis siges at være paradigmet bestående af bestemt og ubestemt
og nul-artikel, omfattende også al, cel og /»/-artiklerne. Men det diskuteres ikke,
om dette virkelig er et paradigme. Nødvendigheden af begrebet nul-artikel
bevises ikke. Det undersøges ikke, om alle disse artikelformer eventuelt blot
skulle være varianter af én og samme artikel. Der tages ikke stilling til, at Sand-
feld og Hedvig Olsen behandler visse af formerne under pronomen. Især lui,
der ellers er en form af det personlige pronomen, måtte tilskynde til at overveje
formernes forhold til pronominerne (p. 15 siges urigtigt, at artiklen altid er
konjunkt). Forfatteren går ikke ind på nogen diskussion af al's stilling i systemet,
hvad der må anses for nødvendigt, da den kan kombineres både med bestemt og
ubestemt artikel.
Værdifuldt er det, at dr. Rosenstand Hansen, også hvor det drejer sig om
subtile detaljer har et omfattende kendskab til moderne rumænsk, som han for-
tolker med klart blik for værdien af de enkelte eksempler; dette viser sig gang
på gang gennem hans præcise oversættelser til dansk. Imidlertid må det hævdes,
at der i skildringen af artikelsyntaksen ikke kommer væsentlig nye kendsgernin-
ger frem i forhold til behandlingen hos Sandfeld og Hedvig Olsen, der tilmed
behandler punkter, som ikke eller kun delvis medtages af dr. Rosenstand Hansen:
sammensætninger (Sandfeld og Hedvig Olsen §§ 11 og 13,3°), bietul 'salig' (Rosen-
stand Hansen p. 79, cf. Sandfeld og Hedvig Olsen § 12), amåndoi og ambi, der om-
tales uklart af R. H., burde sammenstilles med tot (p. 83-84, cf. § 13), jumåtate
(§ 13, cf. p. 56), bund ziua med artikel ved det andet ord (§ 13), vodå (§ 14) soare
'sol' uden artikel i visse forbindelser (§ 14), etc. etc.
Det ville have været formålstjenligt at give en samlet behandling af de rent
sproglige (ikke-semantiske) faktorer, der har indflydelse på artikelbrugen, og som
nu må findes spredt rundt om i afhandlingen.
Medens der næppe er megen fornyelse af emnet i det første afsnit (132 sider),
er afhandlingens tyngdepunkt det lille afsluttende sproghistoriske afsnit (27
sider), hvor dr. Rosenstand Hansen med gode argumenter går ind for den for-
bindelse mellem det rumænske og det albanske artikelsystem, der tidligere er
blevet hævdet af forskere som Hasdeu og Jorga. Konklusionen er, at al- og cel-
artiklerne er opstået ud fra substratsproget, medens der tages forbehold over for
at sætte artiklens efterstilling i forbindelse dermed.
Netop fordi dette afsnit er afhandlingens bedste, burde det have været mere
omfattende. Det havde været rimeligt at diskutere modsætningen mellem de
vesteuropæiske sprogs artikelbrug og den manglende artikelbrug i de slaviske
sprog, og det forhold at artiklen, der af mange omtales som et kulturprodukt, i
mange forbindelser bruges i større omfang i det rent folkeligt udviklede rumænsk
end i de andre romanske sprog. Og undervejs er indløbet en del tvivlsomme sprog-
historiske teorier: autochtont a- i acel (p. 117), thrakisk indflydelse i græsk med
svind af infinitiven som resultat (p. 140), påstand om, at den ubestemte artikel,
da den er opstået af talordet én, følgelig ikke er trængt ind i flertal (p. 15), skønt
urins kan bøjes i flertal på latin og de tilsvarende former kan bøjes således på
spansk, fransk og rumænsk.
Det tilføjes endelig, at bogen skæmmes af ca. 150 trykfejl, fortrinsvis i de
rumænske eksempler.
Konklusionen må blive, at dr. Rosenstand Hansen ved afslutningen af sin
nydelige, men ikke helt overbevisende disputats stod som en lovende romanistisk
forsker, af hvem man kunne vente en betydelig videnskabelig indsats. Men da han
174
Universitetets årbog 1958-63
derefter indtil dato ikke gennem nye bidrag har befæstet sin position, må vi skøn-
ne, at han endnu ikke helt har kvalificeret sig til at overtage en lærestol i fagom-
rådet.
Mag. art. Palle Spore er fodt 7. juli 1931, student fra Metropolitanskolen
1949, mag. art. i romansk filologi med fransk som hovedfag og italiensk som bifag
Kobenhavn 1957, fra 1957 dansk lektor ved universitetet i Nancy.
Mag. art. Palle Spore har to gange erhvervet Kobenhavns universitets guld-
medalje. Forste gang i 1958 for »En kritisk redegørelse for litteraturen vedrørende
udviklingen af de latinske vokaler é og o i de romanske sprog«, hvor han under
hensyntagen til alle væsentlige teorier om emnet forfægter den interessante tesis
om en oprindelig fællesromansk diftongering i både åben og lukket stavelse.
Anden gang i 1960 for en afhandling om »Propriernes genus-, numerus- og artikel-
syntaks i moderne fransk, belyst bl. a. ved eget eksempelmateriale« i form af en
meget fuldstændig, om ikke særlig original, håndbog i emnet.
Mag. art. Palle Spore har sammen med lektor Pierre Keller udgivet to hefter
til brug ved danskundervisningen ved universitetet i Nancy: »Éléments de
grammaire danoise« og »Précis de plionétique descriptive du danois«, der begge
vidner om en energisk indtrængen i et stof, der ligger uden for hans egentlige fag-
område.
Endelig har mag. art. Palle Spore indsendt en afhandling med henblik på for-
svar for doktorgraden: »Grammaire du fran£ais contemporain. I. Les Numéraux«
på 492 maskinskrevne kvartsider. Denne afhandling om de franske talord har
været til bedømmelse hos et sagkyndigt udvalg bestående af de tre samme fakul-
tetsmedlemmer, hvem det er overdraget at udtale sig om ansøgerne til professo-
ratet. Det drejer sig om første bind af en omfattende håndbog i fransk grammatik,
medens det teoretiske ikker spiller nogen rolle. Afhandlingen har dog så mange
svagheder, at fakultetet ikke har fundet den egnet til forsvar for doktorgraden.
Vi må derfor mene, at ansøgeren, trods de rige løfter han har givet, endnu
ikke har kvalificeret sig til en stilling som professor i romansk sprog og litteratur.
Docent, fil. dr. Osten Sodergård er født 26/8 1917, studentereksamen i Oster-
sund 1936, universitetsstudier i Uppsala, fil. cand. 1940 (latin, fransk, engelsk),
fil. lic. 1944 (provencalsk, italiensk, oldfransk, spansk), doktor 1948, instructor i
fransk sprog og litteratur ved Yale universitetet 1948-49, docent i Uppsala
1949-50, svensk lektor ved Sorbonne 1950-57. Elev på École des Hautes Études
(diplom 1953), École Normale Supérieure, Institut de Plionétique (diplom 1957).
Fra 1957 atter docent i Uppsala.
Docent Sodergårds produktion er omfattende, men holder sig inden for to ret
snævert afgrænsede felter: udgivelsen af oldfranske tekster og studier inden for
det 19.-20. årh.s franske litteratur. Han har ikke givet sig af med enmer inden for
de andre romanske sprog, ikke med oldfranske tekster fra et litterært synspunkt,
ikke med sproghistorie (en artikel om oldfransk onques, Studia Neophilologica
1961, burde forfatteren ikke have udgivet), og ikke med grammatik (dog en
artikel om fransk sætningsintonation, Studia Linguistica 1958).
I. Udgivelse af oldfranske tekster. - Doc. Sodergård har udgivet eller forberedt
udgave af 3 større og 6 mindre oldfranske tekster, med en enkelt undtagelse hentet
fra det anglo-normanniske sprogområde. Denne indsats er i sig selv påskønnelses-
værdig. Dog må det bemærkes, at det drejer sig om ret enkle tekstudgivelser,
idet de tre store tekster forekommer i henholdsvis 3, 1 og 1 manuskript, så der
ikke kan blive tale om tekstkritik i storre omfang.
Selve manuskriptlæsningen synes stort set at være korrekt og at være doc.
Sodergårds stærke side. Dog er det ikke muligt at udtale sig nærmere uden ad-
Afgang og udnævnelser af professorer
175
gang til manuskript eller fotokopi. Af den affotograferede manuskriptside i La Vie
d'Édouard le Confesseur fremgår dog, at der i v. 1469 skrives aposteles, skont der
i manuskriptet står apostoeles.
Doc. Sodergårds bedste arbejde er hans Uppsala-disputats fra 1948 La Vie
d'Édouard le Confesseur, poéme anglo-normand du XIIe siécle (384 p.), udgivet
på grundlag af et Y(atican)-manuskript, et W(elbeck)-manuskript og et P(aris)-
manuskript, hvis identitet dog ikke er hans opdagelse. Y vælges som basis, fordi
det er længst (det mangler de forste knap 1500 vers, mens W mangler de sidste
knap 2500 vers) og ældst, men det sidste burde være diskuteret nærmere, da det
13. årh. er blevet foreslået for både V og W.
Desværre gengives manuskriptet med en lang række vilkårlige rettelser, der
tilstræber at normalisere 8-stavelses-verset, foruden en række andre rettelser,
der ikke kan ses at være strengt nødvendige, men den korrekte læsemåde kan dog
altid findes nederst på siderne. Udgaven er forsynet med et omfattende glossar og
en række oplysende noter, der dog undertiden går forbi væsentlige steder eller
er fejlagtige.
Som indledning gives en sproglig beskrivelse af teksten, der dog blot anbringer
stoffet i gammelkendte rubrikker uden at fremhæve tekstens særegenheder. Det
vrimler i øvrigt med fejlagtigeoplysningeromoldfransk:a>|(p. 65), mena>f (p.
76), el opfattes galt som 'il' (p. 90), lui v. 1347 opfattes urigtigt som betonet
(p. 90), icil og icist med i siges at karakterisere det ældre sprog, mens de tvært-
imod er sekundære (p. 90-91), descouvrer opfattes som konjugationsskifte, skønt
det rimer på fuir (p. 92), ubestemt artikel + possessivt pronomen siges at være et
arkaisk fænomen (p. 99), trosverber siges uden forbehold at styre konjunktiv i
oldfransk (p. 99), og det siges, at man skal vente konjunktiv efter følelsesudtryk
(p. 100).
En beskrivelse af versifikationen indeholder en uholdbar konklusion om cæsur.
Rim mellem enslydende, men etymologisk forskellige ord opfattes urigtigt som
rim mellem identiske ord. Meimes beskrives galt som altid 3-stavelses (p. 61),
hvad der i øvrigt har fået konsekvenser i tekstbehandlingen. Eksemplerne på det
anglo-normanniske rim ié:é er tvivlsomme (p. 67).
Det mest originale afsnit er et forsøg på at datere teksten, der er dediceret
Henrik II af England (1154-89), men er efter 1163, som er datoen for den latinske
tekst, der er kilden. Doc. Sodergård vil bevise, at den franske tekst er fra før
1170, da et ønske for Henrik II's sønner tyder på, at kongens kamp med dem
efter 1172 endnu ikke er begyndt, og da Henrik II omtales med sympati, hvad
der næppe er tænkeligt efter mordet på Thomas Beckett 1170, især eftersom hans
søster i 1173 blev abbedisse for Barking-klostret, hvor teksten er skrevet. Man
må indvende, at der netop kunne være grund til at ønske godt for Henrik II's
arvinger under familiestriden, at Henrik udsonede sig med kirken efter drabet på
Thomas, og at det afgørende må være, hvornår Thomas' søster efterfulgtes som
abbedisse af en datter til kongen.
Skønt et Vie de Ste Cathrine er skrevet af en søster Clémence fra det samme
Barking-kloster, strejfes kun i en note muligheden af, at det skulle være samme
forfatterinde, uden en nærmere undersøgelse deraf.
Udgaven af La Vie Seinte Audree, poéme anglo-normand du XIIIe siécle (Upp-
sala Universitets årsskrift 1955:11, 202 sider) er et væsentligt svagere værk, ikke
tilstrækkeligt gennemarbejdet. De oplysende noter, der kun fylder en god side,
giver slet ikke den nødvendige støtte til forståelsen af teksten. Manuskriptbeskri-
velsen er en gentagelse fra den forrige udgave, da teksten findes i samme W-
manuskript. Sprogbeskrivelsen er foretaget efter mønster af den forrige udgave,
med tilsvarende fejl. Syntaks-afsnittet er helt strøget.
Om forfatteren, der v. 4619 kalder sig Marie, siges det, at hun er den tredje
176
Universitetets årbog 1958-63
engelske nonne som forfatter, uden at det bevises, at hun er nonne, eller at grund-
teksten er anglo-normannisk. Dominica Legge's datering af teksten til slutningen
af det 13. århundrede på grund af helgenindens tilknytning til et kloster på det
tidspunkt, afvises med et fuldstændigt uholdbart sprogligt argument, der skulle
henlægge teksten til begyndelsen af det 13. århundrede.
En tredje storre tekst, La Chirurgie de l'abbé Poutrel, texte picard du Xllle
siécle, er indleveret i manuskript (127 + 67 sider). Selve teksten, der dog endnu
ikke er kontrolleret, og glossaret, der prover at klare dette specielle medicinske
ordforråd, er atter her det værdifulde. Dog savnes et personnavns-glossar. Og man
kan undre sig over, at tekniske udtryk som provee 'probat' og remuer 'skifte for-
binding' (begge p. 4 v°) ikke omtales, mens til gengæld tanesie optages, der findes
i moderne fransk, f. eks. hos George Sand, Lélia (Classiques Garnier, p. 303).
Den sproglige indledning er rudimentær både af omfang og indhold og vrimler
med fejl: picardisk alternans af å og é (p. VI), medens det ejendommelige ved
picardisk netop er at skelne; som eksempel på diftongering af kort e i hikket sta-
velse anføres chievrefuel (p. VI), picardismen in = ieu (f. eks. line p. 4 v°) omtales
ikke; possessivt femininum se (f. eks. 5 r°) omtales ikke; som eksempel på kon-
junktiv på -ge nævnes pregnes, tiegnent, vigne (p. VIII, passé défini aprisent,
disent (f. eks. p. 5 r°) omtales ikke; der gives helt utilstrækkelig oplysning om
pronominernes stilling ved imperativ (p. VIII), og et interessant eksempel på
pronomen efter infinitiv omtales slet ikke: sousfist a curer la (p. 4 v°).
Oplysningerne om datering og forfatter samt om tidens lægelitteratur synes
derimod tilfredsstillende. Dog vil man i Bossuats bibliografi kunne finde en række
værker og tekster, som doc. Sodergård ikke nævner.
II. Studier inden for det 19.-20. årh.s franske litteratur. - Sådanne har doc.
Sodergård forst begyndt med at udgive siden 1958. Hovedværket er Essais sur
la création littéraire de George Sand d'aprés un roman remanié: Lélia (indleveret
i manuskript, 196 sider). Som det fremgår af titlens flertal, drejer det sig ikke
om en egentlig monografi, men om spredte studier over George Sands roman Lélia,
der udkom første gang i 1833 i to bind. Idet Lélia med urette hævdes at være den
eneste roman, George Sand har rettet, er afhandlingens første afsnit en under-
søgelse af de ændringer, der er foretaget i andenudgaven 1839 i tre bind, som doc.
Sodergård desværre citerer, uden at sige hvorfor, efter en 1881-udgave i to bind,
hvad der gør henvisningerne meget forvirrende og i enkelte tilfælde også disku-
table, idet nogle 1881-varianter ikke fmdes i 1839-udgaven. Og selv om afhand-
lingen i hovedsagen er skrevet for 1960, havde der været grund til at henvise til
og diskutere Rebouls udgave med varianter (1960), som nu blot anføres i en note
og med ukorrekt omtale. Det er i øvrigt uforståeligt, at doc. Sodergård ikke og
Reboul kun i begrænset omfang tager hensyn til varianterne i 1842- og 1854-
udgaverne.
Doc. Sodergård erklærer (p. 6), at der er 240 rettelser fra førsteudgaven til
andenudgaven, men af Rebouls udgave fremgår, at der er over dobbelt så mange,
skønt doc. Sodergård selv (p. 6) taler om, at han vil foretage en »comparaison
minutieuse« mellem de to tekster. Doc. Sodergård begår under sammenligningen
den fejl at bedømme forholdet mellem de to versioner alene ud fra det, der er fjer-
net eller ændret, uden at lægge vægt på, hvad der er bibeholdt, eller tilføjet.
Han konkluderer derfor kategorisk, at George Sand har ønsket at »enlever au récit
tout caractére sensuel ou charnel« (p. 7), skønt det kun drejer sig om en tendens,
idet der stadigvæk i andenudgaven er plads for det kødelige og sanselige og for
skildringen af hovedpersonens »impuissance«. Mærkeligt er det, at doc. Sodergård
ikke har gjort noget forsøg på at udrede forholdet mellem de to udgaver i hen-
seende til komposition. Ud over den omtalte tendens kommenteres rettelserne
blot tørt og intetsigende og i flere tilfælde misvisende.
Afgang og udnævnelser af professorer
177
Andet afsnit foreslår Lamennais som model for personen kardinal Annibal
(der indføres i andenudgaven). Da George Sand ikke giver nogen skildring af
denne persons ydre, foretages doc. Sodergårds sammenligning alene med Lamen-
nais' tankeverden, og det ud fra så almene ligheder, at grundlaget må anses for alt
for tyndt, især da forskellene er meget mere iøjnefaldende. Når man dertil ved, at
den nye version af Lélia er blevet skrevet på Yaldemosa-klosteret (cf. det nye
navn Valmarina, der i enkelte afsnit bruges om personen Trenmor) på Mallorca
i foråret 1839, samtidig med at George Sand skrev sin følgende roman Spiridion i
samarbejde med Pierre Leroux, er det snarere denne sidste, man må tænke på,
om hvis indflydelse doc. Sodergård med urette siger, at den har været mindre end
Lamennais'. Alt for meget er der gjort ud af den lille kuriositet, at George Sand
i 14-binds-udgaven af Lamennais' værker, der findes i Uppsala, på tolv steder
har sat blyantsstreger i margen. I øvrigt bemærkes det, at doc. Sodergård under
sine studier over personerne i Lélia ikke tilstrækkeligt fremhæver, at de (i langt
højere grad end i de forudgående romaner Indiana og Valentine) er symboler
på eller eksponenter for bestemte anskuelser eller psykologiske typer.
Mindre afsnit om vandtemaet, om lån fra andre forfattere (et meget spinkelt
afsnit, der fortrinsvis beskæftiger sig med litterære lån fra Mérimée og Chateau-
briand og ikke forsøger at klarlægge forholdet til andre: Balzac, Nodier, Sénan-
cour, Stendhal, Latouche og måske tiere) og 0111 symbolværdi af personer (her
kun antydninger) og natur, kan ikke ses at føre til egentlige resultater. Man
bemærker p. 152 omtalen af Baudelaires »célébre sonnet Invitation au Voyage«,
der ikke er nogen sonet og i øvrigt har titlen L'Invitation au Voyage; de foreslå-
ede paralleler mellem Lélia og Baudelaires digt, mellem Lélia og Bimbauds Le
Dormeur du val foles ikke overbevisende (det bemærkes, at ordet cresson, der
findes både hos George Sand og Bimbaud, i andenudgaven, som doc. Sodergård
her citerer, er rettet til lotus).
Bogens bedste afsnit hedder »Le quiproquo et sa valeur particuliére«. Her er det
virkelig lykkedes doc. Sodergård at finde et for George Sand karakteristisk motiv:
ombytning af to personer, specielt hvor dette foregår i en tredje persons fantasi.
Her sammenlignes udmærket med romanen Indiana. Men når doc. Sodergård i
anledning af substitutionen Lélia/Pulchérie vil søge en håndfast baggrund i
George Sands forhold til Marie Dorval, idet påstås, at deres bekendtskab stam-
mer fra 1832, men at der er en lakune i korrespondancen til året efter, må man
henvise til, at Lubins artikel i Bevue d'Histoire littéraire de la France 1958 re-
fereres galt, idet det af den fremgår, at det første kendte brev er fra januar 1833.
Det sidste afsnit påviser gennem en række overbevisende citater romanens
kuldemotiv, der forklares ud fra førsteudgavens passager om hovedpersonens
frigiditet, der er strøget i anden udgave. Man forstår ikke, hvorfor disse varianter
ikke er omtalt i afhandlingens første afsnit, hvor de hører til, og det ville have
været rimeligt på dette vigtige og omstridte punkt at citere alle de pågældende
passager og tillige diskutere, i hvor høj grad frigiditetsteinaet udnyttes i anden-
udgaven. Og når bevisførelsen skal vise hen til George Sands frigiditet, er det
ikke nok at holde sig til en enkelt roman, idet denne frigiditet jo blot kan gælde
Lélia (netop opfattet som eksponent for en type), men man må inddrage hele
forfatterskabet i undersøgelsen.
Dette sidste afsnit og dermed hele bogen slutter med, at forfatteren siger
med et udtryk, der desværre er karakteristisk for hans selvovervurderende stil:
»C'est ainsi qu'en rodant autour du coeur du probléme, nous avons pu, apres la
moisson d'images analysées et aprés vérification dans la premiere version, placer
la fléche au milieu.«
Til denne afhandling knytter sig desuden artiklen 0111 George Sand et Mérimée
(Bevue des Sciences Humaines, Lille 1959, p. 447-52), hvor doc. Sodergård
12
178
Universitetets årbog 1958-63
ønsker at tage kærlighedsforholdet mellem de to digtere som model for en bestemt
scene i romanen Lélia. Men denne teori svækkes stærkt, hvis Reboid har ret i at
henlægge tilblivelsen af denne passus til marts 1833 (Rebouls udgave p. XXXIV,
cf. p. 173, note 1), altså for det famøse møde med Mérimée. Sodergård begår her
den fundamentale fejltagelse at mene, at den omtalte situation er knyttet til
Mérimée, medens den netop er karakteristisk for George Sand, der har kunnet op-
leve den med liere mænd.
Endelig har doc. Sodergård under forberedelse et bind med La Correspondance
de George Sand å Sainte-Beuve (indleveret i manuskript, uden paginering, +29
sider noter). Med adgang til Spoelboerch de Lovenjoul-samlingen har han kunnet
give en overordentlig nyttig å jour-ført udgave af disse breve. Noterne angår kun
dateringen og er undertiden lidt vel omstændelige, men man får den for øjeblikket
tilgængelige oplysning, bl. a. gennem de poststemplede konvolutter, der endnu
findes i den omtalte samling. 1 denne forbindelse kan også nævnes med tilsvarende
bemærkninger Lettres inédites de George Sand å Duguesnel (indleveret i manuskript,
17 sider, senere offentliggjort i Revue d'Historie littéraire de la France 1961).
Doc. Sodergård har også begyndt at give sig af med de moderne statistiske
undersøgelser af digteres ordforråd, hvorom vidner en række små afhandlinger,
hvis materiale dog er ret begrænset: to små romaner af Chateaubriand (La palette
sensorielle de Chateaubriand d'aprés René et Atala (Le Frangais Moderne 1961), et
digtudvalg af Éluard (Étude sur le voeabulaire de Capitale de la Douleur d'Éluard,
Studia Neophilologica 1960), tre romaner af Robbe-Grillet (Robbe-Grillet et la
surface, Le Franfais Moderne 1961). Det gælder om disse afhandlinger som om
Un aspect de la prose de Camus: le rythme ternaire (Studia Neophilologica 1959), at
resultaterne er overordentlig spinkle.
I bindet Franska Snitt. Studier i fransk 1800 och 1900 tals litteratur (indleveret i
manuskript, 160 sider) findes liere af de førnævnte franskskrevne studier i svensk
gengivelse, tilligemed en række andre artikler om nyere fransk litteratur; det
gælder om de sidstnævnte som om L'ombre d'une soeur ou le råle de Lucile dans
René et Atala (Orbis Litterarum 1959), at de ofte på nydelig måde giver frem-
stillinger af forskellige litterære problemer, men uden originale iagttagelser eller
resultater.
Konklusionen må være, at doc. Sodergård er en flittig forsker, der har utvivl-
somme fortjenester som udgiver af oldfranske tekster og af George Sands kor-
respondance. Men både i sine indledninger til disse tekster og i sine studier
over nyere fransk litteratur viser han en sådan usikkerhed, at vi ikke finder det
forsvarligt at indstille ham til professoratet.
Som det fremgår af ovenstående, mener vi, at ingen af de tre ansøgere endnu
har kvalificeret sig til en lærestol i romansk sprog og litteratur, hvorfor vi, under
henvisning til anordningens § 4, stk. 4, må foreslå, at fakultetet indstiller, at
besættelsen udskydes.«
Udvalgets indstilling blev i henhold til § 3, stk. 7 i fornævnte kgl.
anordning tilstillet ansøgerne, af hvilke docent Sodergård afgav be-
mærkninger til indstillingen.
Udvalgsindstillingen blev derefter behandlet på fakultetets møde den
5. marts 1962. Ved afstemningen stemte 29 af de 33 under sagens be-
handling tilstedeværende medlemmer for, 1 imod, det fagkyndige ud-
valgs indstilling om at besættelsen af professoratet i overenstemmelse
med anordningens § 4, stk. 4 skulle udskydes. Hertil sluttede Konsi-
storium sig i sit mode den 11. april 1962.
Afgang og udnævnelser af professorer
179
Under 9. april afgav de tre fagprossorer følgende indstilling til fakul-
tetet :
»Efter at bedømmelsen af mag. art. Spores afhandling var afsluttet i december
1961, indgaves i januar 1961 indstilling vedrørende professoratet, hvis resultat
var, at ingen af ansøgerne kunne erklæres for fuldt kompetente. Faggruppen
henviser i denne forbindelse til indstillingen (31. januar 1961).
Faggruppen står derefter over for valget mellem at foreslå en udskydelse af
besættelsen på ubestemt tid eller at foreslå en umiddelbar losning af spørgsmålet.
Faggruppen har da ment, at det i den foreliggende situation er nødvendigt, at det
fjerde professorat i romansk sprog og litteratur besættes omgående og skal udtale
følgende:
1.	Studentertallet har i de sidste år været stigende, og denne stigen har pr.
1. sept. 1960 og navnlig pr. 1. sept. 1961 haft et omfang, der kræver, at de nu-
værende professorer aflastes med hensyn til eksamensbyrden og herunder særligt
med hensyn til det store antal specialeafhandlinger, der skal forberedes og be-
dømmes i de følgende år.
2.	Faggruppens område er stort, og de tre professorer har meget ringe mulig-
heder for med den nuværende arbejdsbyrde at fortsætte og udbygge den viden-
skabelige forskning og undervisning inden for de områder af romanistikken, de
har som specialer.
3.	Det fremhæves, at antallet af kandidater til cand. art.-proverne i italiensk
og spansk er stigende.
Faggruppen skal da indstille, at professor ved handelshøjskolen, dr. phil. Poul
Høybye udnævnes til at beklæde embedet, uden at dette på ny opslås ledigt
(jfr. anordningens § 1, stk. 2 og følgende).
Professor, dr. phil. Poul Høybye er født d. 10. juni 1903, dimitteredes som
nysproglig student 1922 fra Ordrup gymnasium og var på studieophold i Paris
1926-27. Han blev cand. mag. 1928 med fransk som hovedfag og tysk som bifag
(har tillige studeret latin), og tog doktorgraden 1944. Han har udfort et fortjenst-
fuldt arbejde ved handelsskoleundervisningen, blev 1945 docent ved handelshøj-
skolen og professor samme sted 1955 i fagområdet fransk og almindelig sprog-
systematik. Med stor dygtighed har han som medredaktør deltaget i udarbejdelsen
af Blinkenberg og Thieles dansk-franske ordbog (1929-37), af Blinkenberg og
Høybyes dansk-franske suppleringsordbog (1953) og senere ved Blinkenberg og
Høybyes fransk-danske ordbog, der nu er under udgivelse (fra 1961). Han har
tillige sammen med translatrice Johanne Mengel udgivet en italiensk-dansk
ordbog (1956) og en dansk-italiensk ordbog (1959). Han har desuden siden 1948
været censor i fransk ved skoleembedseksamen og fra 1951 medlem af eksamens-
kommissionen ved translatøreksamen i italiensk.
Professor Høybye er en velfunderet romanist med orientering inden for hele
fagområdet; hans hovedområde er fransk, men han har tillige arbejdet med em-
ner inden for italiensk og spansk. Hans hovedindsats ligger på det sproglige om-
råde. Her skal især nævnes disputatsen L'accord en francais contemporain, der
viser solid syntaktisk forskning og omfattende sproglig viden. Det er uden tvivl
en af de bøger, der oftest bliver rådspurgt af romanister verden over. Hans mindre
sproglige afhandlinger viser ham som en stedse vågen iagttager af sprogbrugen.
Fremhæves kan afhandlingen Voyelles et »semivoyelles« a l'initiale du mat en fran-
Qais, der viser en smuk kombination af grundig romanistisk forskning og lydhør-
hed over for nyere lingvistiske teorier. Professor Høybyes fortrolighed med itali-
ensk fremgår bl. a. af afhandlingen Nogle italienske låneord.
Med hensyn til den litterære side af faget nævnes hans beskæftigelse med H. C.
Andersens forhold til Frankrig. Bogen H. C. Andersens franske ven Xavier Mar-
12*
180
Universitetets årbog 1958-63
mier, afhandlingen H. C. Andersen og Frankrig (jfr. også artiklen Andersen et la
France) og udgaven af H. C. Andersens dagbog fra Pariseropholdet i 1843, vidner
om flid og sporsans. Hans kritik af de franske oversættelser af eventyrerne vidner
om både sproglig og litterær forståelse. Et par mindre skitsemæssige Dante-stu-
dier viser hans muligheder inden for studiet af italiensk litteratur.
Der henvises endelig til professor Høybyes pædagogisk bestemte produktion.
Foruden de føromtalte ordbøger, hvor hans medarbejderskab har udfoldet sig
med dygtighed og fint jugement, har han udgivet fortjenstfulde lærebøger som
De franske verber og Fransk grammatik med ovelsesbog.
Professor Høybyes produktion og hans virke i øvrigt placerer ham som en
velkvalificeret romanist og som en kyndig underviser. Ved bedømmelsen af
ansøgerne til det ved professor, dr. Hasselrots bortrejse ledigtblevne professorat i
romansk sprog og litteratur 1950 (jfr. journal nr. 191/50) blev han erklæret for
fuldt ud kompetent til embedet. Faggruppen mener, at det vil være en afgørende
gevinst for universitetet, at denne kendte og anerkendte romanist knyttes til
fakultetets forskning og undervisning, og ønsker desuden at fremhæve følgende:
professor Høybye er som censor i fransk ved skoleembedseksamen fuldt ud for-
trolig med vort eksamenssystem. Han har vidtgående kendskab til det arbejde,
der er forbundet hermed, og vil således kunne tilføre øjeblikkelig aflastning for de
nuværende professorer; hans særlige kompetance inden for italiensk sprog kan
tillige umiddelbart udnyttes med henblik på cand. art.-prøven i italiensk. I denne
forbindelse henvises til, at ansøgningen af 12. februar 1960 om oprettelse af pro-
fessoratet i særlig grad tager hensyn til spørgsmålet om aflastning. Det fremhæves
endelig, at professor Høybye med sin omfattende orientering inden for hele fag-
området og specielt inden for fransk og italiensk filologi vil kunne deltage øjeblik-
keligt og med fuld styrke i faggruppens forskning.
I konsekvens af ovenstående indstiller faggruppen, at professor, dr. phil. Poul
Høybye, uden opslag af embedet, ansættes som professor i romansk sprog og
litteratur ved Københavns universitet.«
Efter at professor Høybye havde erklæret sig villig til at tiltræde em-
bedet og efter at fakultetet i mode den 16. april 1962 og Konsistorium i
sit møde den 6. juni 1962 havde tilsluttet sig indstillingen, indsendtes
den under 29. juni 1962 til ministeriet.
Herefter blev ved kgl. resolution af 18. august 1962 professor ved
Handelshøjskolen, dr. phil. Poul Høybye udnævnt til professor i ro-
mansk sprog og litteratur ved Københavns universitet fra 1. september
1962 at regne.
9. Professor, dr. phil. Carsten Høegs død og universitetsadjunkt, dr. phil.
Johnny Christensens udnævnelse til professor i klassisk fdologi
(j. nr. 365/61).
Den 4. april 1961 afgik professor, dr. phil. Carsten Høeg ved døden.
Under 17. maj 1961 indstillede det filosofiske fakultet, at man op-
fordrede professor ved Århus universitet, dr. phil. Franz Blatt til at
lade sig udnævne til professor ved Københavns universitet i det ledigt-
blevne embede. Ved skrivelse af 31. maj 1961 meddelte professor Blatt,
at han ikke ønskede at modtage udnævnelsen.
Afgang og udnævnelser af professorer
181
På sit mode den 9. juni 1961 vedtog fakultetet, at spørgsmålet om
besættelse af professoratet blev udskudt indtil videre, idet man ønskede
at understrege, at der ved professor Høegs død var opstået en ganske
ny situation, som medførte, at der ved opslag på daværende tidspunkt
ikke kunne forventes at være kvalificerede danske ansøgere til professo-
ratet. I sammenhæng hermed anførte man, at flere yngre forskere
inden for faget klassisk filologi arbejdede på at kvalificere sig til viden-
skabelige stillinger. Man ønskede da en udsættelse af spørgsmålet om
besættelse af professoratet, indtil de nævnte yderligere havde kvalifi-
ceret sig.
Under 27. marts 1962 blev professoratet opslået ledigt efter indstil-
ling af det filosofiske fakultet og universitetets rektor. Under 27. april
1962 blev de 4 ansøgninger, nemlig fra cand. mag. Karsten Friis Jo-
hansen, docent Gerhard Bendz, docent Knut Kleve og universitets-
adjunkt Johnny Carl Christensen tilstillet universitetet til erklæring.
Til bedømmelse af de indkomne ansøgninger nedsatte fakultetet i
henhold til § 2, stk. 2 i kgl. anordning af 5. februar 1953 et udvalg be-
stående af professorerne, dr. phil. Povl Johs. Jensen (formand), Kaj
Barr og professor ved Århus universitet, dr. phil. Franz Blatt. Dette
udvalg afgav under 22. august 1962 følgende indstilling til fakultetet:
»Til den under 3. oktober 1961 opslåede ledige stilling som professor i klassisk
filologi har der meldt sig tre ansøgere: docent, dr. Gerhard Bendz, universitets-
adjunkt, dr. Johnny Christensen og bibliotekar, cand. mag. Karsten Friis
Johansen. Til den under 27. marts 1962 opslåede ledige stilling som professor i
samme fag har meldt sig de tre nævnte ansøgere samt docent, cand. mag. Knut
Kleve. Det af fakultetet henholdsvis d. 20. nov. 1961 og d. 21. maj 1962 nedsatte
udvalg skal herved afgive følgende indstilling om de to embeders besættelse.
Docent og lektor ved Lunds universitet, dr. Gerhard Bendz (f. 1908) har i sine
studier samlet sig om to latinske forfattere: S. Iulius Frontinus og Caelus Aurelia-
nus. I sin doktorafhandling: Die Echtheitsfrage des vierten Buches der Frontin-
schen Strategemata (1938) tager han stilling til den da almindelige antagelse, at
fjerde bog er uægte, og viser med stor filologisk finhed og nøjagtighed, at de for
denne teori anførte argumenter ikke holder stik. Disputatsen indeholder tillige
en metodisk redegørelse. I 1939 udgav dr. Bendz en Index verborum Frontinia-
nus og i 1942-43 Textkritische und interpretatorische Bemerkungen zu den
Frontinschen Strategemata. I manuskript foreligger en fuldstændig nyudgave:
Frontinus, Strategemata, mit Einleitung, Ubersetzung und Kommentar.
For Corpus Medicorum Graecorum har dr. Bendz foranstaltet en tekstudgave
af Caelius Aurelianus, der i fjerde eller femte århundrede efter Kristus til latin
oversatte Soranos' værk om akutte og kroniske sygdomme. Denne udgave fore-
ligger i manuskript. Som kritiske forarbejder dertil er publiceret Caeliana, text-
kritische und sprachliche Studien zu Caelius Aurelianus (1943), Emendationen
zu Caelius Aurelianus (1954) og en række tidsskriftartikler. I disse afhandlinger
behandles med stor dygtighed den vanskelige tekst ud fra palæografiske, sprog-
lige og kritiske synspunkter. 1 manuskript foreligger Studien zu Caelius Aurelia-
nus und Cassius Felix.
I manuskript har dr. Bendz indsendt et udkast til et større stilistisk værk:
Lateinische Synonymenhåufung. Af mindre afhandlinger kan fremhæves Eine
182
Universitetets årbog 1958-63
lateinische Exeniplabiographie (1939, om et Sextus Aurelius Victor tilskrevet
værk om Roms berømte mænd) samt Sprachliche Bemerkungen zu Petron (1941).
Til videre kredse henvender sig den i manuskript indleverede svenske oversættelse
af Phædrus, oversættelse af Livius' 21. bog (1954) og af et udvalg af Augustins
Konfessioner (1941), videre den reviderede udgave af Erhard Lagerlofs over-
sættelse af Homer (1957-58). Fremhæves kan den nyttige bog Latin for medici-
nare (1950). Dr. Bendz er en klassisk filolog af betydelig almen orientering, og alt
i alt repræsenterer han den allerbedste lundensiske tradition.
Universitetsadjunkt, dr. Johnny Christensen (f. 1930) har fortrinsvis givet
sig af med antik filosofi, et studium, hvortil han ikke mindst har fundet tilskyn-
delse under et toårigt ophold ved University of California. Hans arbejder vidner
om en skarpsindig metodisk bestræbelse på at bidrage til forståelsen af antik
tænkning ud fra moderne analytisk filosofi. I afhandlingen Actus purus, an
Essay on the Function and Place of the Concept of Pure Aet in Aristotelian
Metaphysics and on its Interrelation with some other Key Concepts (1958)
beskriver han bl. a. indgående akt-potens-skemaet som en procesanalyse og
stiller heroverfor en strukturanalyse, der bruger det parallelle form-materie-ske-
ma. I en lille bog om Aristoteles (1961) gives en populær fremstilling af aristote-
liske grundbegreber. Dr. Christensens disputats, An Essay on the Unity of Stoic
Philosophy (1962) udvikler en teori for den systematiske sammenhæng i den
chrysippeiske stoicisme. Udgangspunktet er en skildring af, hvordan det aristo-
teliske substansbegreb (den individuelle ting) af stoikerne omformes således,
at det overfores på verden som en helhed. Særlig interessant og betydningsfuld
er fortolkningen af den stoiske semantik. I en historisk oversigt (ikke indsendt
til fakultetet): Tolkning og omtolkning af græsk filosofi (1962) gives det teore-
tiske grundlag for den i disputatsen anvendte metode, og A Note concerning the
Scholastic Background of Leibniz's Philosophy (1953) vidner om almen filosofi-
historisk orientering. Det må fremhæves, at dr. Christensen de sidste år på for-
trinlig vis i et vist omfang har vikarieret som professor ved Kobenhavns univer-
sitet og i sin undervisning har behandlet emner som grammatik, stilistik, retorik,
græsk lyrik.
Bibliotekar ved det kgl. bibliotek Karsten Friis Johansen (f. 1930) har som
centrum for sine studier Platon men har i øvrigt lagt stor alsidighed for dagen.
Han har således deltaget i udgivelsen af to bind af Danmarks Riges Breve og har
i manuskript indsendt noter og kommentar til Det danske Sprog- og Litteratur-
selskabs nyudgave af J. N. Madvigs sprogfilosofiske skrifter. Hans betydeligste
videnskabelige arbejde er en artikel: The One and the Many, some Remarks
concerning Plato's Parmenides and the Method of Collection and Division (1957).
Han arbejder på en disputats om Platons Parmenides. Til et storre publikum
henvender sig hans kommenterede oversættelse af et udvalg af Epikur (1955).
Han har konfereret håndskrifter til brug for Monumenta Musicae Bvzantinae
samt udarbejdet indices til Vilh. Grønbechs Hellas (1953).
Docent ved universitetet i Oslo Knut Kleve (f. 1926) har koncentreret sig om
studiet af den epikuræiske filosofi, mere specielt om Ciceros forhold til denne
filosofi. Han har publiceret tre herhen hørende afhandlinger: Die »Urbewegung«
der epikureischen Atome und die Ewigheit der Gotter (1959), Die Unvergång-
lichkeit der Gotter im Epikureismus (1960) og Wie kann man an das Nicht-
Existierende denken? Ein Problem der epikureischen Psychologie (1961). I
manuskript foreligger en afhandling for doktorgraden: Gnosis theon, den natur-
lige gudserkjennelse i epikureisk teologi, en studie med utgangspunkt i Ciceros
Afgang og udnævnelser af professorer
183
De natura deorum I. Denne afhandling er tænkt som den forste i en serie af-
handlinger om epikuræisk teologi, opbygget efter det almindelige antikke skema:
erkendelseslære, fysik, etik. Den anden af de planlagte afhandlinger foreligger
ligeledes i manuskript, med titelen: Physis theon, die epikureische Lehre von der
korperlichen Beschaffenheit der Gotter. Docent Kleves dygtige arbejde med
epikuræisk filosofi bygger på en minutiøs filologisk kildekritik, men de større
arbejder, der er indleveret i manuskript, virker endnu ikke helt afsluttede. Docent
Kleve har skrevet en række mere populære afhandlinger om emner inden for den
antikke filosofi og har også publiceret en artikel om The Unum Venerabilissimum
and Plato's Mystical Style, Parm. 142 A (1961).
Efter en gennemgang af de fire ansøgeres produktion og øvrige virksomhed
mener vi at kunne sige, at dr. Bendz, dr. Christensen og docent Kleve er kompe-
tente til at beklæde en stilling som professor i klassisk filologi ved Kobenhavns
universitet. Vi mener, at bibliotekar Friis Johansen, som er en særdeles lovende
ung filolog, på indeværende tidspunkt næppe fuldt ud har kvalificeret sig til en
sådan stilling. Af de tre førstnævnte ansøgere mener vi afgjort at måtte fore-
trække dr. Bendz og dr. Christensen, og vi indstiller derfor, at de to ledige stil-
linger besættes med henholdsvis docent, dr. Gerhard Bendz og universitetsad-
junkt, dr. Johnny Christensen.«
Udvalgets indstilling blev i henhold til § 3, stk. 7 tilstillet ansøgerne,
der ikke havde bemærkninger til indstillingen.
Efter at indstillingen var tiltrådt på fakultetets mode den 10. septem-
ber 1962 og af konsistorium i møde den 3. oktober 1962, blev den under
samme dato indsendt til ministeriet.
Herefter blev ved kgl. resolution af 24. november 1962 universitets-
adjunkt, dr. phil. Johnny Carl Christensen udnævnt til professor i
klassisk filologi ved Københavns universitet fra den 1. december 1962
at regne.
10. Oprettelse af et professorat i klassisk filologi og docent, fil. dr. Gerhard
Bendz konstitution som professor i dette (ag
(j. nr. 365/61).
På normeringsloven for finansåret 1961-62, jfr. folketingstidende
1960-61, tillæg A, sp. 1037-1038 oprettedes et professorat i klassisk
filologi.
Efter at embedet efter indstilling fra det filosofiske fakultet og uni-
versitetets rektor var blevet opslået ledigt blev under 3. november 1961
de tre indkomne ansøgninger, nemlig fra universitetetsadjunkt, cand.
mag. Johnny Christensen, bibliotekar, cand. mag. Karsten Friis Jo-
hansen og docent, fil. dr. Gerhard Bendz tilstillet universitetet til er-
klæring.
Til bedømmelse af de indkomne ansøgninger nedsatte fakultetet i
henhold til § 2, stk. 2 i kgl. anordning af 5. februar 1953 om ansættelse
af professorer ved Københavns universitet et udvalg, bestående af
184
Universitetets årbog 1958-63
professorerne, dr. phil. Povl Johannes Jensen (formand), Kaj Barr og
professor ved Århus universitet, dr. phil. Franz Blatt. Dette udvalg
afgav under 22. august 1962 folgende indstilling:
»Til den under 3. oktober 1961 opslåede ledige stilling som professor i klassisk
filologi har der meldt sig tre ansøgere: docent, dr. Gerhard Bendz, universitets-
adjunkt, dr. Johnny Christensen og bibliotekar, cand. mag. Karsten Friis Johan-
sen. Til den under 27. marts 1962 opslåede ledige stilling som professor i samme
fag har meldt sig de tre nævnte ansøgere samt docent, cand. mag. Knut Kleve.
Det af fakultetet henholdsvis d. 20. nov. 1961 og d. 21. maj 1962 nedsatte udvalg
skal herved afgive folgende indstilling om de to embeders besættelse.
Docent og lektor ved Lunds universitet, dr. Gerhard Bendz (f. 1908) har i sine
studier samlet sig om to latinske forfattere: S. Iulius Frontinus og Caelus Aure-
lianus. I sin doktorafhandling: Die Eehtheitsfrage des vierten Buches der Fron-
tinschen Strategemata (1938) tager han stilling til den da almindelige antagelse,
at fjerde bog er uægte, og viser med stor filologisk finhed og nøjagtighed, at de for
denne teori anførte argumenter ikke holder stik. Disputatsen indeholder tillige
en metodisk redegørelse. I 1939 udgav dr. Bendz en Index verborum Frontinia-
nus cg i 1942-43 Textkritische und interpretatorische Bemerkungen zu den
Frontinschen Strategemata. I manuskript foreligger en fuldstændig nyudgave:
Frontinus, Strategemata, mit Einleitung, Ubersetzung und Kommentar.
For Corpus Medicorum Graecorum har dr. Bendz foranstaltet en tekstudgave
af Caelius Aurelianus, der i fjerde eller femte århundrede efter Kristus til latin
oversatte Soranos' værk om akutte og kroniske sygdomme. Denne udgave fore-
ligger i manuskript. Som kritiske forarbejder dertil er publiceret Caeliana, text-
kritische und sprachliche Studien zu Caelius Aurelianus (1943), Emendationen
zu Caelius Aurelianus (1954) og en række tidsskriftartikler. I disse afhandlinger
behandles med stor dygtighed den vanskelige tekst ud fra palæografiske, sprog-
lige og kritiske synspunkter. I manuskript foreligger Studien zu Caelius Aurelia-
nus und Cassius Felix.
I manuskript har dr. Bendz indsendt et udkast til et større stilistisk værk:
Lateinisehe Synonymenhåufung. Af mindre afhandlinger kan fremhæves Eine
lateinische Exemplabiographie (1939, om et Sextus Aurelius Victor tilskrevet
værk om Boms berømte mænd) samt Sprachliche Bemerkungen zu Petron (1941).
Til videre kredse henvender sig den i manuskript indleverede svenske oversættelse
af Phædrus, oversættelse af Livius' 21. bog (1954) og af et udvalg af Augustins
Konfessioner (1941), videre den reviderede udgave af Erhard Lagerlofs over-
sættelse af Homer (1957-58). Fremhæves kan den nyttige bog Latin for medici-
nare (1950). Dr. Bendz er en klassisk filolog af betydelig almen orientering,
og alt i alt repræsenterer han den allerbedste lundensiske tradition.
Universitetsadjunkt, dr. Johnny Christensen (f. 1930) har fortrinsvis givet sig
af med antik filosofi, et studium, hvortil han ikke mindst har fundet tilskyndelse
under et toårigt ophold ved University of California. Hans arbejder vidner om en
skarpsindig metodisk bestræbelse på at bidrage til forståelsen af antik tænkning
ud fra moderne analytisk filosofi. I afhandlingen Actus purus, an Essay on the
Function and Place of the Concept of Pure Aet in Aristotelian Metaphysics and
on its Interrelation with some other Key Concepts (1958) beskriver han bl. a.
indgående akt-potens-skemaet som en procesanalyse og stiller heroverfor en
strukturanalyse, der bruger det parallelle form-materie-skema. I en lille bog om
Aristoteles (1961) gives en populær fremstilling af aristoteliske grundbegreber.
Dr. Christensens disputats, An Essay on the Unity of Stoic Philosophy (1962)
Afgang og udnævnelser af professorer
185
udvikler en teori for den systematiske sammenhæng i den chrysippeiske stoicisme.
Udgangspunktet er en skildring af, hvordan det aristoteliske substansbegreb
(den individuelle ting) af stoikerne omformes således, at det overfores på verden
som en helhed. Særlig interessant og betydningsfuld er fortolkningen af den
stoiske semantik. I en historisk oversigt (ikke indsendt til fakultetet): Tolkning
og omtolkning af græsk filosofi (1962) gives det teoretiske grundlag for den i
disputatsen anvendte metode, og A Note concerning the Scholastic Background
of Leibniz's Philosophy (1953) vidner om almen filosofi-historisk orientering.
Det må fremhæves, at dr. Christensen de sidste år på fortrinlig vis i et vist om-
fang har vikarieret som professor ved Kobenhavns universitet og i sin under-
visning har behandlet emner som grammatik, stilistik, retorik, græsk lyrik.
Bibliotekar ved det kgl. bibliotek Karsten Friis Johansen (f. 1930) har som
centrum for sine studier Platon men har i øvrigt lagt stor alsidighed for dagen.
Han har således deltaget i udgivelsen af to bind af Danmarks Biges Breve og har i
manuskript indsendt noter og kommentar til Det danske Sprog- og Litteratur-
selskabs nyudgave af J. N. Madvigs sprogfilosofiske skrifter. Hans betydeligste
videnskabelige arbejde er en artikel: The One and the Many, some Remarks
concerning Plato's Parmenides and the Method of Collection and Division (1957).
Han arbejder på en disputats om Platons Parmenides. Til et større publikum hen-
vender sig hans kommenterede oversættelse af et udvalg af Epikur (1955). Han
har konfereret håndskrifter til brug for Monumenta Musicae Byzantinae samt
udarbejdet indices til Vilh. Grønbechs Hellas (1953).«
»Efter en gennemgang af de tre ansøgeres produktion og øvrige virksomhed
mener vi at kunne sige, at dr. Bendz, dr. Christensen er kompetente til at beklæde
en stilling som professor i klassisk filolcgi ved Københavns universitet. Vi mener,
at bibliotekar Friis Johansen, som er en særdeles lovende ung filolog, på inde-
værende tidspunkt næppe fuldt ud har kvalificeret sig til en sådan stilling. Af
ansøgerne mener vi afgjort at måtte foretrække dr. Bendz og dr. Christensen, og
vi indstiller derfor, at de to ledige stillinger besættes med henholdsvis docent,
dr. Gerhard Bendz og universitetsadjunkt, dr. Johnny Christensen.«
Udvalgets indstilling blev i henhold til § 3, stk. 7 tilstillet ansøgerne,
af hvilke ingen afgav bemærkninger til indstillingen.
Efter at indstillingen var blevet tiltrådt af fakultetet i møde den
10.	september 1962 og af Konsistorium i møde den 3. oktober 1962, blev
den under samme dato videresendt til ministeriet.
Herefter blev under 9. januar 1963 docent, lektor, fil. dr. Claes Ger-
hard Mortimer Bendz, der ikke havde dansk indfødsret, konstitueret
som professor i klassisk filologi ved Københavns universitet fra den
1. januar 1963 at regne.
11.	Oprettelse af et professorat i klinisk psykologi og dr. phil. Anna
Elisabeth Østergaards udnævnelse til professor i dette fag
(j. nr. 289/61).
På normeringsloven for finansåret 1961-62, jfr. folketingstidende
1960-61, tillæg A, sp. 1037-39 blev der oprettet et professorat i klinisk
psykologi ved Københavns universitet.
186
Universitetets årbog 1958-63
Efter at embedet efter indstilling fra det filosofiske fakultet og uni-
versitetets rektor under 24. april 1961 var blevet opslået ledigt, blev
under 1. juni 1961 de indkomne 5 ansøgninger, nemlig fra overlæge,
dr. med. Ib Ostenfeld, cand. psych. Alan Mogensen, cand. psych. Anna
Elisabeth Østergaard, dr. philos. Arvid Ås og dr. phil. Anker Rattleff
tilstillet universitetet til erklæring. Ved skrivelse af 31. oktober 1961
trak overlæge, dr. med. Ib Ostenfeld sin ansøgning tilbage.
Til bedømmelse af de indkomne ansøgninger nedsatte fakultetet i
henhold til § 2, stk. 2 i kgl. anordning af 5. februar 1953 om ansættelse
af professorer ved Københavns universitet et udvalg, bestående af pro-
fessorerne i psykologi E. Tranekjær Rasmussen og dr. phil. Franz From,
professor i pædagogik, dr. phil. K. Grue-Sørensen, professor i psykiatri,
dr. med. Villars Lunn, samt professor, dr. Niilo Maki, Finland. Dette
udvalg afgav under 14. maj 1963 følgende indstilling:
»Ved de moder, udvalget har holdt, har man allerforst - da det drejer sig om
et nyoprettet professorat — beskæftiget sig indgående med definitionen af disci-
plinen »klinisk psykologi«. I fakultetets ansøgning om oprettelse af professoratet
i klinisk psykologi hedder det:
»Et professorat i klinisk psykologi, som indbefatter al anvendelse af normal-
psykologien indenfor sådanne områder, hvor det gælder om at afhjælpe menne-
skers forskellige vanskeligheder. Vi har her for øjeblikket en udmærket under-
visning, når det drejer sig om børn, nemlig Universitetets bornepsykologiske
klinik, ledet af Bodil Farup, men vi savner stærkt noget tilsvarende for voksne,
og det er en af de hyppigst fremførte og særdeles berettigede klager, at de stude-
rende får for lidt undervisning i klinisk psykologi. Dette bliver så meget mere
føleligt, som den nye studieordning til anden del kræver en prøve i klinisk psyko-
logi (se undervisningsministeriets bekendtgørelse af 13. august 1960 om psyko-
logisk embedseksamen § 7).
Desuden kan nævnes, at flere og liere af vore uddannede psykologer senere får
ansættelse på hospitaler, hvor man mere og mere får brug for den kliniske psy-
kologi.«
Den heri liggende definition af klinisk psykologi blev indgående drøftet og
dens formulering skærpet ved et forslag fra professor, dr. Villars Lunn hentet fra
hans artikel i Ugeskrift for Læger (nr. 3, 19. januar 1962, s. 82), hvor det hedder,
»at vi ved den »kliniske psykologi« forstår indbegrebet af de bidrag, den almene
psykologi, med anvendelse af dennes særlige begrebsverden, erfaringsstof og
specielle metodelære, har mulighed for at yde til beskrivelse af, forståelse af og
dermed også til behandling af det sjæleligt afvigende menneske - hvad enten den-
ne afvigelse er af klart sygelig art og dermed henhører under psykiatrien (a),
eller den har form af opdragelsesvanskeligheder, visse former for indlærings-
forstyrrelser, eller arbejdsvanskeligheder, som alle falder uden for det gængse
sygdomsbegreb (b)«.
Denne formulering kunne et flertal i udvalget tiltræde og være enige om at
betragte som grundlæggende ved bedømmelsen af ansøgernes kvalifikationer.
Ved forhandlingerne har det vist sig umuligt for udvalget at nå frem til en
eenstemmig indstilling bortset fra enighed om ikke at anse Alan Mogensen for
kompetent.
Et flertal af udvalget, nemlig professorerne Niilo Maki, Villars Lunn, K. Grue-
Sørensen og E. Tranekjær Basmussen har rangordnet de øvrige tre ansøgere på
folgende måde:
Afgang og udnævnelser af professorer
187
Lise Østergaard
Arvid Ås
Anker Rattleff.
Som begrundelse for denne rangordning har professorerne Villars Lunn, K.
Grue-Sorensen og E. Tranekjær Rasmussen afgivet et fælles votum, medens
professor Niilo Maki begrunder sit standpunkt i et selvstændigt votum.
Professor Franz From ligestiller de tre ansøgere Anker Rattleff, Lise Øster-
gaard og Arvid Ås.
Som folge af, at der ikke har kunnet opnås enighed i udvalget, må dets ind-
stilling til fakultetet komme til at bestå af fælles votum fra professorerne Villars
Lunn, K. Grue-Sorensen, E. Tranekjær Rasmussen og to selvstændige vota fra
henholdsvis professorerne Niilo Maki og Franz From.
Votum afgivet af professorerne Villars Lunn, K. Grue-Sorensen og E. Tranekjær
Rasmussen angående besættelsen af det ledige professorat i klinisk psykologi.
Cand. psych. Alan Mogensen er fodt den 13. november 1927. Han har bestået
psykologisk-pædagogisk eksamen fra Kobenhavns universitet, sommeren 1953
med udmærkelse. Hans almene og klinisk-psykologiske uddannelse har fundet
sted i forbindelse med følgende ansættelser: 1) proveassistent ved Københavns
kommunes psykotekniske institut, januar 1950 til november 1951; 2) assistent
hos lektor, dr. phil. Georg Rasch (ved psykologisk-biologisk statistisk arbejde),
december 1951 til maj 1952 og oktober 1952 til marts 1953; 3) vikar for hospitals-
psykolog og konstitueret leder af skole- og biblioteksarbejde, psykopatanstalten i
Herstedvester, juli 1953 til marts 1954; 4) klinisk psykolog ved Statshospitalet i
Risskov, april 1954 til juli 1955; 5) lønnet praktikant ved universitetets børne-
psykologiske klinik, Kobenhavn, august 1955 til juli 1956; 6) klinisk psykolog
ved neurologisk afdeling, Københavns kommunehospital, august 1956 til juni
1957. Endvidere har han haft følgende forskningsbetonede ansættelser: 7) fra juli
1957 har han været ansat som ledende psykolog ved det til Aarhus universitet
knyttede demografisk-psykiatriske projekt på Statshospitalet ved Aarhus,
hvor han har haft lejlighed til at beskæftige sig både med rutinemæssigt klinisk-
psykologisk arbejde samt med forskningsarbejde af forskellig art indenfor dette
område.
Han har tillige haft forskellige undervisningsmæssige ansættelser, hvoraf kan
fremhæves undervisning af yngre psykologer ved Dansk Psykologforenings kur-
sus i personlighedspsykologi (1960-61) og undervisning af yngre psykiatere ved
Dansk Psykiatrisk Selskabs postgraduate kursus (1960-61).
Af forskellige rejser i forbindelse med kongresser og studieophold kan frem-
hæves, at han i 1959 opholdt sig 4 uger i England især ved Institute of Psychiatry,
Department of Psychology og Medical Research Council Unit, Maudsley Hospital,
London.
Af anden faglig virksomhed kan fremhæves, at han siden 1959 i samarbejde
med professor Erik Stromgren, Risskov, har fungeret som psykologisk og organi-
satorisk leder af arbejdet på en dansk standardisering af en udgave af Wechsler
Adult Intelligence Scale WAIS, til hvilket der er givet en bevilling fra Alminde-
ligt Dansk Videnskabsfond, samt at han siden 1958 har været klinisk-psykologisk
konsulent og anmelder ved Acta Psychiatrica et Neurologica Scandinavica.
Til bedømmelse af sine videnskabelige kvalifikationer har ansøgeren indleveret
16 videnskabelige arbejder.
Alan Mogensens produktion må, - navnlig når man tager ansøgerens relativt
unge alder i betragtning — betegnes som ganske omfattende. Den vidner for det
188
Universitetets årbog 1958-63
første om stor flid og lyst til at gå i gang med forskning. Men derudover doku-
menterer den klart ansøgerens videnskabelige evner og hans trang til dybere-
gående videnskabelige analyser. Imidlertid gælder det om den indleverede pro-
duktion, at den i forhold til det ledige professorats påkrævede emneområde må
siges at være meget snæver, idet den med enkelte undtagelser begrænser sig til
overvejende statistisk betonede problemer indenfor testpsykologien. Her frem-
træder ansøgeren til gengæld som en ung forsker, der må betegnes som i høj grad
lovende.
Som Alan Mogensens situation for øjeblikket er, kan man næppe sige, at han
endnu har kvalificeret sig til et professorat i klinisk psykologi, sådan som dettes
område ovenfor er defineret.
Dr. phil. Anker Ratleff er født den 3. november 1909. Han bestod psykologisk-
pædagogisk eksamen i 1947 med første karakter. I 1958 erhvervede han den
filosofiske doktorgrad på en afhandling med titlen Form, farve og emotioner.
Hans almene kliniske uddannelse har fundet sted i forbindelse med følgende
ansættelser: 1) i perioden 1949 til 1951 var han ansat som hospitalspsykolog ved
Københavns kommunes hospitals psykiatriske afdeling; 2) fra 1952 til 1959
medarbejder ved udtagelsen af piloter til luftvåbnet ved Københavns universitets
psykologiske laboratorium. Udover dette har han virket i privat praksis som
psykoterapeut.
Han har tillige haft forskellige undervisningsmæssige ansættelser, hvoraf kan
fremhæves; 1) fra 1948 til 1956 kursus i rorchachtestning for Dansk Psykolog-
forenings medlemmer; 2) fra 1956 undervisning ved Dansk Psykologforenings
kursus i personlighedspsykologi; 3) fra 1954 forelæsninger for psykologistuderen-
de i klinisk testning. Som privatdocent har han endvidere forelæst ved Køben-
havns universitet for ældre studerende og kandidater om teoretiske problemer
vedrørende testning og iagttagelse af personer med tilpasningsvanskeligheder.
Til bedømmelse af sine kvalifikationer har ansøgeren indleveret 13 videnska-
belige arbejder.
Ansøgerens produktion bevæger sig i det væsentligste omkring tre emne-
områder, nemlig problemer i tilknytning til psykoanalytisk teori og praksis,
problemer i tilknytning til Rorschach-testning og - inspireret heraf - perceptions-
psykologiske problemer angående form, farve og emotioner. Uden for dette falder
bogen om Steen Steensen Blicher. Produktionen tyder på en stærk trang til
videnskabelig forskning og også på fantasi og evne til at udtænke forskningspro-
cedurer, men vidner på den anden side om en vis begrænsning, når det drejer sig
om kritisk stillingtagen til de indvundne resultater.
Som det væsentligste værk til belysning af dr. RattlefT som forsker har man lov
at tage disputatsen: Form, farve og emotioner, som er en undersøgelse af, hvorvidt
der består en sammenhæng imellem en persons følelsesliv, nærmere bestemt på
den måde, emotionerne kommer til udtryk på på den ene side, og på den anden
side den rolle, former og farver spiller for vedkommende visuelle perception (i sær-
lige forsøgssituationer, der er således tilrettelagt, at en visuel oplevelse enten kan
være bestemt af form eller af farve eller eventuelt af begge dele). Denne proble-
matik knytter sig nær til Rorschach-testningen, hvorved en række individuelt
forskellige perceptionsejendommeligheder formentlig bringes til at vise hen til
tilsvarende personlighedsejendommeligheder.
Det er en fortjenstfuld idé fra forfatterens side at søge en eksperimentel be-
lysning af dette forhold, hvis anerkendelse ellers har hvilet på kliniske erfaringer,
mere eller mindre kritisk sigtede. Forfatteren har vist stor opfindsomhed i til-
rettelæggelsen af sine forsøg. Han har tilrettelagt en række forsøgssituationer,
hvorved det skulle blive klart, om forsøgspersonerne fulgte form- eller farve-
Afgang og udnævnelser af professorer
189
faktoren i perceptionen af genstande eller figurer. Nu er dette i sig selv en vel-
kendt problemstilling, der i tidens lob har været undersøgt på forskellig måde.
Forfatteren har imidlertid fundet nye forsøgsanordninger, og ikke mindst må
anvendelsen af den stroboskopiske bevægelse, der enten kan følge formkomponen-
ten eller farvekomponenten, siges at være en aldeles udmærket idé. Han ledtes
derved til nye iagttagelser, bl. a. over lyshedens betydning for fremkomsten af
bevægelsesindtryk.
Til trods for det dybtgående i dr. RattlefTs problemstillinger, kan det hvad
angår hans resultater desværre ikke nægtes, at deres almengyldighed kan anfæg-
tes af en række kritiske indvendinger, som ikke er faldet ham ind under udar-
bejdelsen af disputatsen.
Således kan f. ex. forfatterens påstand om, at hvis man foruden form og farve
også varierer lysheden, da vil lyshedsensheden altid sejre over lysheds-forskellen
ganske uanset om der iovrigt foreligger form-enshed og/eller farve-enshed, slet
ikke - som forfatteren tror - siges at være empirisk godtgjort. Forfatteren kan
nemlig ved sine forsøg i virkeligheden kun ses at have vist, at lysheds-enshed
plus farveenshed altid sejrer. Hvis han skulle vise sin helt almindelige påstand,
måtte han udfore langt mere komplicerede forsøg, hvor form, farve (kromatisk
valeur) og lvshed varierer helt uafhængigt af hinanden. Det kan endvidere be-
brejdes dr. RattlefT, at han ikke har taget hensyn til en fjerde variabel, nemlig far-
vens mættethed, hvis variation han i det mindste måtte have diskuteret.
Hvad disse indvendinger angår må det imidlertid tilgodeses forfatteren, at han
senere synes at være blevet klar over deres berettigelse (dels under forsvaret af
disputatsen og dels ved mundtlig meddelelse). Dette fremgår blandt andet af,
at der blandt den indleverede produktion figurerer to manuskriptfragmenter,
nemlig arbejde nr. 9 og 10, som udgør en helhed. Disse manuskripter omhandler
vidtgående forslag til en forbedring af forfatterens forsøgsteknik, hvorved bl. a.
de ovenfor nævnte svagheder søges imødegået. Hvorvidt de kan det, vil det være
vanskeligt at udtale sig om, for de foreslåede forsøgsanordninger i højere grad er
realiserede og langt tiere forsøg er udført. Imidlertid må det dog bemærkes, at de
indleverede forsøgs- og forskningsforslag bekræfter det allerede omtalte indtryk
af stor opfindsomhed hos forfatteren i retning af forsøgssnilde; og iøvrigt vidner
om sejg vilje til at drive undersøgelsen videre og til bunds.
Et andet eksempel på svagheden i dr. RattlefTs kritiske sans, er følgende. Udfra
sine ovennævnte betragtninger over lysheds-enshedens dominans hævder han
dennes altovervejende betydning for vor orientering i rummet og specielt for
oplevelse af bevægelse. Disse betragtninger er - for at sige det mildt — ikke særligt
dybtgående. Naturligvis spiller lyshedsforskelle en rolle, men ved siden af en
ganske anseelig mængde andre faktorer. Hverken i dagliglivet eller på sort-livid
film er det reglen, at vi fortrinsvis oplever bevægelse af ting, betinget af noget,
der har med ens lyshed at gøre; tværtimod ser vi ting bevæge sig under stærkt
varierende belysning, hvilket ikke giver noget, der har med ens lyshed at gøre.
Oplevelse af bevægelse synes betinget af mange andre og meget stærkere faktorer
som f. ex. meningsdannelse eller helhedsdannelse. Ser man en film på hovedet
eller rullet bagfra, vil der ofte være mange bevægelser, man overhovedet ikke
perciperer, og som ellers perciperes, når filmen vises normalt. Lyshedsfordelingen
er den samme. Michotte's »tunnel-effekt«, som udmærket kan demonstreres på
sort-hvid film, peger i samme retning. Det er karakteristisk for forfatteren, at
han kan fremkomme med en sådan overgeneraliseret påstand uden at skele til
den efterhånden dog ganske omfangsrige litteratur om synsoplevet bevægelse.
Endnu et eksempel på dr. RattlefTs utilfredsstillende kritiske sans findes inden-
for hans undersøgelse af en psykiatrisk patientgruppe (Rigshospitalet og Vording-
borg Statshospital), som han ganske groft deler i blot to grupper, »de rolige« og
190
Universitetets årbog 1958-63
»de urolige« patienter. Til grund for denne inddeling ligger en tro hos dr. Rattleff
på, at emotionalitet særligt skulle findes indenfor gruppen af »urolige patienter«, en
tro, som han mærkeligt nok ikke finder trang til at analysere nærmere, og som
iøvrigt også vil komme i stærk konflikt med psykiatriske erfaringer. Tværtimod
viser det sig, at man hos tilsyneladende rolige mennesker kan træffe dyb emo-
tionalitet, medens man hos udadtil urolige mennesker ingenlunde behover at
træffe dybere emotionalitet.
Denne overfladiske behaviorisme uden nogen kritisk diskussion, svækker for-
fatterens påstand om virkelig at have fundet sammenhængen mellem farve-
dominans og emotionalitet.
Om de andre storre værker, som ansøgeren har indleveret til bedømmelse, kan
man bemærke følgende.
Bogen 0111 psykoanalyse (se ovenfor under nr. 5) er vel at betragte som en
delvis populariserende lærebog. Den er dog måske noget mere, eftersom for-
fatteren forsøger på at gøre en række af de mere »stødende«, klassiske psyko-
analytiske påstande lidt mere plausible. I sit forsøg herpå, bevæger han sig mest
rundt i dagliglivets sprog- og begrebsverden, men sætter dog også nu og då de
psykoanalytiske begreber i forbindelse med almindeligt anerkendt, teoretisk
psykologi, uden dog herved at demonstrere nogen særlig begrebsanalyse. Forsøget
på at gøre visse klassiske psykoanalytiske påstande mere plausible driver han så
vidt, at det sikkert vil støde de Heste ortodoks-rettroende psykoanalytikere -
ikke mindst fordi en del af disse begreber gøres til genstand for en i høj grad
subjektiv fortolkning. Imidlertid vidner bogen dog - til trods for mange kloge
bemærkninger - forst og fremmest om, hvor dybt og iøvrigt ukritisk forfatteren
endnu stikker i den oprindelige psykoanalytiske begrebsverden. Undertiden
fremsættes påstande, der simpelthen ryster én. Hele dette indtryk forstærkes ved
læsning af det indleverede manuskript: »Om Sigmund Freuds lære om drifter«,
som, selvom det væsentligst må opfattes som en historisk redegørelse, dog ved
den måde, det er skrevet på, rober forfatterens egen indstilling og bundethed
af psykoanalytisk begrebsdannelse.
Bogen om rorschaclitestniiig (nr. 2 i den indleverede produktion) er ligeledes i
det væsentlige en lærebog, selvom der til grund for den vel også må siges at ligge
en række selvstændige, kritiske bemærkninger. Både disputatsen og denne bog
viser, at han har en meget omfattende viden om rorschachtesten og de problemer,
der knytter sig hertil.
Hvad angår det indleverede værk om Steen Steensen Blicher (nr. 13 i den
anførte liste over produktionen), kan man undre sig over, at ansøgeren har ind-
sendt arbejdet til bedømmelse af sine kvalifikationer til et professorat i klinisk
psykologi. Bogen bærer nok undertitlen »En psykologisk studie«, men det er ikke
lykkedes forfatteren at vise, at han - netop i kraft af, at han er psykolog - har
andet og mere at sige om Blicher, end hvad der kan siges (og for det meste allerede
er sagt) på basis af almindelig, dagligdags menneskekundskab. De sparsomme
forsøg på at udnytte en faglig psykologisk viden gennem en dertil svarende ter-
minologi virker ofte som stilbrud uden at give kompensation i form af en mere
indgående forståelse.
Hele dr. Rattleffs produktion viser ham som en mand med mange interesser
og også med megen omend diffus og udisciplineret viden. Dette diffuse og u-
disciplinerede går igen i dr. Rattleffs redaktion af sine værker. Generelt må man
sige, at de vidner om ringe stilistisk sans og fremstillingsevne. Man kan ofte
stødes af argumentationen og ordvalget. Der findes desuden formelle, logiske
mangler, og den sikkerhed, hvormed han synes at vurdere sine egne iagttagelser
og meninger, står ikke i forhold til den vurdering, man udefra ofte må tvinges til
at anlægge.
Afgang og udnævnelser af professorer
191
Dr. Rattleffs kompetence til et professorat i klinisk psykologi kunne tænkes
specielt begrundet i hans virksomhed som psykoterapeut (hvis praktiske side
vi iovrigt ikke har mulighed for at udtale os om). Netop indenfor psykoterapien
har han imidlertid ikke præsteret nævneværdig forskning. Det forskningsarbejde,
han har udfort, drejer sig i det væsentlige om rent teoretisk psykologisk forskning
(væsentligst af perceptionspsykolcgisk art), selvom denne tager sigte på at til-
vejebringe materiale, der kan belyse rorsehachtesten nærmere. Dette forsknings-
arbejde er, til trods for de dybtliggende problemstillinger i så hoj grad behæftet
med mangler hidrørende fra en utilstrækkelig kritisk indstilling, at man må
tvivle på, om ansøgeren i fremtiden vil kunne iværksætte og lede egentlig klinisk
psykologisk forskning på helt tilfredsstillende måde. Denne tvivl støttes også
af hans ukritiske accept af mange psykoanalytiske grundbegreber, selvom han
dog her må siges at have udøvet nogen kritik.
Til gunst for ham taler på den anden side hans store videnskabelige entusiasme
og hans rent tekniske opfindsomhed, hvad angår hans eget forsøgsapparatur.
Undei hensyntagen til det foran anførte tør vi kun med stærkt forbehold
erklære ham for kompetent til et professorat i klinisk psykologi.
Dr. Anna Elisabeth (Lise) Østergaard er født den 18. november 1924. Hun
bestod psykologisk-pædagogisk eksamen i 1947 med første karakter. I 1950 er-
hvervede hun accessit for en besvarelse af universitetets prisspørgsmål i klinisk
medicin (en psykologisk undersøgelse af overvægtige børn). I 1962 erhvervede
hun den filosofiske doktorgrad på afhandlingen: En psykologisk analyse af de for-
melle sehizofrene tanke forstyr reiser.
Hendes almene og kliniske uddannelse har fundet sted i forbindelse med
følgende ansættelser: 1) 1947 til 1949 på Erikastiftelsen i Stockholm og ved Nor-
tulls Barnsjukhus; 2) 1949-1950 klinisk børnepsykolog ved Dronning Louises
Børnehospital i København; 3) 1950-54 klinisk børnepsykolog ved Universite-
tets børnepsykolcgiske klinik og samtidig børnepsykolog ved Red Barnets men-
talhygiejniske rådgivningsklinik for småbørn; 4) siden 1954 har hun været ansat
som klinisk psykolog ved Rigshospitalets psykiatriske klinik, fra 1958 som leden-
de psykolog; 5) siden 1953 har hun tillige været knyttet til den af Landsforeningen
for Mentalhygiejne oprettede rådgivningsklinik i København, i de første tre år
som klinisk psykolog, fra 1956-59 med specielle opgaver af forskningsmæssig
karakter, og siden 1960 som leder af klinikken.
Hun har tillige haft forskellige undervisningsmæssige ansættelser: 1) i 1952-53
var hun knyttet til Den sociale skole i København som lærer i psykologi; 2) under
sin ansættelse ved Rigshospitalets psykiatriske klinik har hun deltaget i fore-
læsninger og demonstrationer for medicinske studerende samt i undervisning af
psykologkandidaterne; 3) siden ansættelsen på Rigshospitalet har hun givet
forelæsninger over psykologiske emner ved kursus for vordende speciallæger i
psykiatri, som afholdes under Psykiatrisk Selskabs auspicier; 4) endvidere har
hun dels været leder af, dels undervist ved de af Dansk Psykologforening afholdte
kurser i personlighedspsykologi til videreuddannelse af psykologkandidater; 5)
siden 1962 har hun forelæst i klinisk psykologi ved Lunds universitet.
Af studieophold kan - foruden opholdet i Stockholm - nævnes et tre måneders
studieophold, dels i London og dels i Schweiz.
Til bedømmelse af sine videnskabelige kvalifikationer har ansøgeren indleveret
12 videnskabelige arbejder.
Lise Østergaards produktion falder klart indenfor den på side 1 i dette respon-
sum givne definition af klinisk psykologi og her nærmere bestemt det ved (a)
betegnede område.
Selvom (a) kun repræsenterer en del af den kliniske psykologi vidner hendes
192
Universitetets årbog 1958-63
arbejder inden for dette område til gengæld om en sådan energi, en så dybtgående
indtrængen i problemerne og så megen kritisk sans, at dr. Lise Østergaard givet-
vis vil være i stand til at tilfredsstille de krav, der folger af vor definition af
klinisk psykologi på andre områder end de under punkt (a) nævnte.
Hendes disputats, der både omfatter »En psykologisk analyse af de formelle,
schizofrene tankeforstyrrelser« (anført som nr. 11 i hendes liste over produktio-
nen) og afhandlingen »Den psykologiske testmetode cg dens relation til klinisk
psykiatri« (nævnt ovenfor som nr. 10), viser særlig klart Lise Østergaards be-
gavelse og lærdom som forsker indenfor klinisk psykologi.
Hvis man kort vil gore rede for disputatsens værdi, kan man sige, at der med
Lise Østergaards arbejde foreligger et frisk og energisk forsøg på at sammenholde
den moderne psykologis problemstillinger, metoder og resultater (her navnlig
indenfor gestalt-psykologi, fænomenologisk oplevelsespsykologi og dynamisk
psykologi) med væsentlige problemstillinger indenfor psykiatrien, specielt de
schizofrene tankeforstyrrelser. Den klassiske psykiatris pionerer (Kraepeling cg
Bleuler) gjorde i deres tid noget lignende, hvad angår deres tids generelle psykologi
i forhold til psykiatrien, men der har i mange år været behov for en ny konfron-
tation mellem psykiatrien og den allernyeste psykologi, og det er dette, Lise Øster-
gaard har forsøgt for et specielt områdes vedkommende.
Dr. Lise Østergaard har forberedt hele denne problemstilling på udmærket
måde i bogen, hvor hun gør rede for den psykologiske testmetode og dens re-
lation til klinisk psykiatri. Det var derfor vel forståeligt, at hun ansøgte om
at få dette arbejde medinddraget i bedømmelsen af disputatsen. Det bør imid-
lertid fremhæves, at afhandlingen »Den psykologiske testmetode og dens relation
til klinisk psykiatri« udmærket kan stå alene.
Det er en særdeles velskrevet og klar oversigt over den psykologiske test-
metode og dens relation ikke blot til den kliniske psykiatri, men i lige så høj grad
til den almindelige psykologi. Den ikke alene viser fortrinlige pædagogiske evner
hos sin forfatter, men demonstrerer tillige dennes evne til at overskue et stort og
vanskeligt område. Om arbejdet i dets helhed gælder det, at det bærer præg af en
anerkendelsesværdig empirisk holdning og skepsis overfor teoridannelser, der
ikke hviler på empirisk grundlag. Samtidig må man fremhæve og påskønne dr.
Østergaards angst for at falde i den anden grøft - nemlig udelukkende at blive
stående ved en indsamling af kvantitative, empiriske data uden først at have
anlagt almindelige og mere teoretiske synspunkter for deres indsamling. Herved
er dr. Østergaard i overensstemmelse med god dansk tradition ifølge hvilken en
fænomenologisk analyse af det oplevede, ikke alene anses for at være nyttig i sig
selv, men nødvendig forud for forsøg på mere objektive og kvantitative under-
søgelser.
1 disputatsen En psykologisk analyse af de formelle schizofrene tankeforstyrrelser
demonstrerer dr. Østergaard sin empiriske, fænomenologiske indstilling konkret.
Afhandlingen fremtræder nemlig ikke blot som en i sædvanlig forstand afhand-
lingsmæssig redegørelse for indsamling af empiriske data, men rummer herud-
over et væld af teoretiske overvejelser, forslag til anlæggelse af helt nye syns-
punkter, redegørelser for konllikter mellem forældede, psykologiske synspunkter,
og synspunkter, inspireret af den allernyeste, psykologiske forskning, kritik af
mere traditionsbunden evaluering af test-resultater, o. s. v.
Dr. Østergaard har foretaget en opgørelse af testprotokoller fra 100 schizofreni-
suspekte patienter, og besvarelserne er analyseret ud fra forfatterens teoretiske
systematisering af de forskellige former for psykotisk tænkning.
Blandt de opgaver, der særligt har interesseret dr. Østergaard, bør fremhæves
forsøget på at prøve rækkeviden af den nyere, fænomenologisk prægede psykolo-
gis forsøg på systematisk fænomenologisk at beskrive de emneverdener, de for-
Afgang og udnævnelser af professorer
193
skellige individer »lever i«. Her kan eksempelvis fremhæves forfatterens over-
vejelser angående begrebsparret »det abstrakte« kontra »det konkrete«. Forfat-
teren påviser her, at ordene »abstrakt« og »konkret« både i psykologi og psykiatri
har været anvendt på en liojst forvirrende, flertydig - ja, endog selvmodsigende
måde. 1 denne sammenhæng har hun haft stor nytte af Franz Froms analyse af,
hvad han kalder vage emner i modsætning til mere konkrete emner, og hans ad-
varsler imod at forveksle de vage emner med abstrakte i logisk forstand. Ikke
alene må man her sige, at dr. Østergaards overvejelser virker overbevisende, men
tillige at hendes forslag til både terminologi og begrebsdannelse vil kunne vise sig
særdeles frugtbar for den videre forskning indenfor området.
Dr. Østergaards arbejde giver værdifulde fingerpeg i retning af et særdeles
frugtbringende samarbejde mellem den almindelige, teoretiske psykologi og den
kliniske psykologi, hvor ikke alene denne sidste kan lære af den forste, men hvor
omvendt, den kliniske psykologi kan få stor betydning for den almindelige, teo-
retiske psykologis problemstillinger.
Et vigtigt udgangspunkt for hele arbejdet er den omstændighed, at der ingen
psykologisk test findes, som specielt er konstrueret med det formål for oje at
differentiere mellem »ægte« schizofreni med dårlig prognose og schizofreniforme
psykoser med god prognose. Statistisk bearbejdelse af score-konstellationer fra
de almindeligt anvendte klinisk-psykologiske tests har hidtil ikke givet mulighed
for at differentiere pålideligt mellem disse psykiatriske sygdomsgrupper. Dette
faktum har inspireret dr. Østergaard til at gå i gang med forsøg på en analyse af
mere basale egenskaber end dem, der fremtræder gennem de gængse score-
kategorier, og her har hun i det væsentligste begrænset sig til en psykologisk
analyse af tænkningens organisation hos sehizofrene patienter.
Forfatterens fremstilling bærer i redegørelsen for disse klinisk-psykologiske
problemer præg af en overraskende og beundringsværdig indføling i klinisk-
psykiatrisk tankegang. De fremlagte resultater virker overbevisende og vil uden
al tvivl vise sig nyttige for den klinisk-psykiatriske diagnostik på dette højst
difficile område.
Hvad specielt den side af forfatterens arbejde angår, der kunne lægge op til en
sammenligning af den klinisk-psykologiske diagnostik og den psykiatriske diag-
nostik af de samme patienter, kan det ikke lægges forfatteren til last, men bør
dog fremhæves, at visse af de kriterier, hun når frem til som retningsgivende for
de sehizofrene respektiv ikke sehizofrene tilstandes differentialdiagnostik, nemlig
evnen til kooperation og kontakt, må betegnes som kliniske kriterier - altså
kriterier, som også er indgået i den psykiatriske vurdering af patienterne, og som
ikke specifikt er baseret på de testpsykologiske udsagn. Den fare, forfatteren der-
med løber for at gøre sig skyldig i en ringslutning, burde være gjort til genstand
for diskussion.
Ud fra et psykiatrisk synspunkt gælder det om afhandlingen som helhed, at
den bærer et helt overvejende kasuistisk præg. Forsåvidt som det er i overens-
stemmelse med forfatterens generelle synspunkter vedrørende den (intensivt-)
kvalitative kontra den (extensivt-) kvantitative beskrivelsesmetode, kan dette
forhold ikke gøres til genstand for kritik. På den anden side melder der sig dog,
når man ved læsningen af afhandlingen stilles overfor en række eksempler på
mere diskrete »tankeforstyrrelser«, det spørgsmål, i hvilket omfang lignende
»tankeforstyrrelser« ville gøre sig gældende, dersom et lignende testmateriale var
appliceret på en normal population. De overvejelser vedrorende betimeligheden
af et kontrolmateriale, man derved må gøre sig, savnes i nogen grad i forfatterens
principielle betragtninger over den anvendte metode.
Sammenfattende kan man om afhandlingen udtale, at det drejer sig om et
selvstændigt, modent og dybtgående arbejde af lioj kvalitet. På et betydnings-
13
194
Universitetets årbog 1958-63
fuldt grænseområde mellem psykologien og psykiatrien har dr. Østergaard på
grundlag af sin konkrete undersøgelse og i kraft af sin usædvanlige iderigdom
ydet en vægtig og på visse områder original indsats. På en række punkter såvel
af principiel teoretisk som af praktisk art vil disse arbejder uden al tvivl få
betydning for den almindelige teoretiske psykologi. Ved deres konsekvent gen-
nemførte forsøg på at bygge bro mellem den almindelige psykologi og psykiatrien
vil de heller ikke kunne undgå at få betydning for den psykiatriske forskning og
klinik.
Ved siden af at dokumentere videnskabelig evne og originalitet aflægger
afhandlingerne desuden vidnesbyrd om deres forfatters uomtvistelige pædago-
giske evner.
Dr. Lise Østergaards øvrige produktion bekræfter de træk, som er fremhævet
i det foregående, og viser derudover hendes alsidighed, idet hun ses at kunne gøre
sig gældende såvel indenfor den kliniske voksenpsykologi som den kliniske børne-
psykologi.
Hun har vist, at hun behersker væsentlige problemkredse indenfor den almin-
delige, teoretiske psykologi og evner at nyttiggøre dem ved forskning og under-
visning indenfor den kliniske psykologi.
Det område indenfor klinisk psykologi (se definitionen i begyndelsen af nær-
værende votum), hun har valgt at arbejde med indtil nu, hører til de allervan-
skeligste og mest komplicerede; hun har vist evne til at trænge ind i dette om-
rådes fundamentale problematik og har her demonstreret en ganske usædvanlig
iderigdom. Udfra dette må man have lov til at slutte, at hendes fremtidige arbejde
med andre områder af den kliniske psykologi vil komme til at ligge på et til-
svarende højt plan.
På grundlag af det således fremførte må vi konkludere, at dr. Lise Østergaard
må anses for at være endog særdeles kompetent til professoratet i klinisk psyko-
logi.
Dr. philos. Arvid Ås er født den 21. marts 1925 i Hurum i Norge og er norsk
statsborger. I 1948 bestod han eksamen i psykologi ved universitetet i Oslo
(cand. psychol.) med hovedkarakteren særdeles godt. I 1958 erhvervede han den
filosofiske doktorgrad ved universitetet i Oslo på grundlag af afhandlingen
Mutilation fantasies and autonomic. response. An experimental contribution to
psychoanalytic theory.
Hans almene og kliniske uddannelse har fundet sted i forbindelse med følgende
ansættelser: 1) 1946: Volontør i 6 måneder hos overlæge Trygve Braatøy, Psykia-
trisk afdeling, Ullevål Sygehus; 2) 1948-49 videnskabelig assistent ved Psyko-
logisk Institutt ved Oslo universitet og samtidig assistent ved Forsvarets psyko-
logiske avdeling; 3) 1949-51: studieophold ved Harvard universitet; 4) 1951-54:
arbejdsstipendium fra Norges Almenvitenskapelige Forskningsråd; 5) 1954-59:
universitetsstipendiat i psykologi ved universitetet i Oslo; 6) 1959-60: universi-
tetslektor i psykologi, Oslo universitet; 7) 1960-62: studieophold ved Stanford
University. Herudover kan af dr. Arvid As' uddannelse og ansættelse, forsknings-
aktivitet og undervisningsmæssige ansættelser fremhæves:
1951-54: timelærer i psykologi ved Psykologisk Institutt ved Oslo universitet.
Siden 1958: lærer i medicinsk psykologi ved Det medicinske fakultet ved univer-
sitetet i Oslo. 1954-57: klinisk psykologi ved De psykiatriske avdelinger, Ullevål
Sygehus. 1953-60: Psykoanalytisk uddannelse og træning. Uddannelseskandidat
i Norsk Psykoanalytisk Forening, senere Svensk Psykoanalytisk Forening. Per-
sonlig læreanalyse hos professor Harald K. Schjelderup. Deltagelse i flere teore-
tiske og teknisk-terapeutiske seminarer. Psykoanalytiske behandlinger under
kontrol (af læreanalytikere godkendt af International Psykoanalytisk Forening).
Afgang og udnævnelser af professorer
195
1957-60: privat psykoterapeutisk praksis. 1959: godkendt som specialist i klinisk
psykologi af Norsk Psykologforening.
Til bedømmelse af sine videnskabelige kvalifikationer har dr. Arvid Ås ind-
leveret 18 publikationer.
Af populære og organisationsmæssige publikationer nævner ansøgeren 6.
Produktionen bevæger sig i det væsentlige indenfor fem emneområder, nemlig
arbejdspsykologi (nr. 1), psykoterapi på psykoanalytisk grundlag og testning
(2, 3 og 5), empiriske undersøgelser af den psykoanalytiske kastrations-teori
(disputatsen, nr. 6) samt forskning indenfor hypnose (de øvrige numre).
Man vil se, at dr. Ås' produktion rent kvantitativt er den mest omfattende
af ansøgernes. Umiddelbart fremtræder den også som den mest omfattende, hvad
angår forskelligartetheden af behandlede emneområder. Alligevel er der noget i en
vis forstand begrænset over hans produktion, hvilket måske beror på, at han -
for hver opgave, han går igang med - kun forsøger at løse den indenfor et begræn-
set område af synspunkter. Men han får gennemført mange forskningsplaner og
på særdeles dygtig måde.
For at danne sig et klart indtryk af dr. Ås som forsker kan der være grund til
at fordybe sig særligt i et enkelt repræsentativt arbejde, hvilket i så fald må blive
disputatsen (nr. 6 på listen over indleverede arbejder).
Et bemærkelsesværdigt træk ved Arvid Ås' produktion er den dristighed,
hvormed han går igang med empirisk forskning indenfor psykoanalytisk præget
psykologi under anvendelse af experimentalpsykologiske metoder - et uhyre
vanskeligt forskningsområde. Han har således i sin disputats Mutilation fantasies
and autonomic responsas, an experimental contribution to psijchoanalijtic theory
gennemført et forskningsprojekt, hvor han tilsigter en eksperimental konstatering
af lemlæstelsesfantasier og deres forhold til det klassiske psykoanalytiske begreb
kastrations-komplekset.
For at tage stilling til dette arbejde, må man gøre sig klart, at dr. Ås er begyndt
som psykoanalytiker og ikke alene som praktiker, men også som teoretiker. Hans
udgangspunkt som teoretisk psykolog har været psykoanalytiske teoridannelser,
men man forstår, at han har været dybt utilfreds med disse teoriers forhold til
empirisk eksperimentel forskning. Det er, hvad denne utilfredshed angår, en
fornøjelse at læse de indledende kapitler i disputatsen, og her at stilles overfor
de dybtgående og kritiske krav, forfatteren stiller til en empirisk prøvelse af
psykoanalytiske teorier. Men det er på denne baggrund en skuffelse at se, hvad
der da kommer ud af det hele.
Forst og fremmest skuffes man af hans begrebsanalyser. Hvad er i det hele
taget et kastrationskompleks? Vi får fyldig historisk redegørelse lige fra Freud
og op til de nyeste psykoanalytisk prægede psykologer, alt sammen set i et lys af
forfatterens skepsis og tvivl. Men forfatteren når ikke frem til at formulere en
tvivl om, hvorvidt vi overhovedet med mening kan tale om en så håndgribelig
dannelse som et kastrationskompleks (et barn der under opvæksten trues med at
få skåret tommelfingeren af som straf for at sutte, kunne vel også få et »tommel-
fingerkompleks«; hos et følsomt barn, der har været udsat for mishandling, vil
man vel senere kunne træffe »lemlæstelsesfantasier« og »lemlæstelsesangst«?),
og vi når ikke frem til en begrebsdannelse eller en begrebskonstruktion, hvorfra
der med sikkerhed kan sluttes til verificerende eller falsificerende eksperimentelle
procedurer.
Dernæst - og dette står i sammenhæng med den lige fremførte klage over
manglen på en fast og forståelig begrebsdannelse — skuffes man over arten af den
relation, forfatteren får etableret mellem kastrations-komplekset (hvad det så
siden er) og visse empiriske procedurer.
Denne relation virker ikke netop overbevisende og vil næppe kunne bidrage
13*
196
Universitetets årbog 1958-63
til en operationalistisk definition af noget, man med mening kunne kalde et
kastrations-kompleks. Et par nærmere oplysende ord herom er vel nødvendige.
I grove træk bestod forsøgene i, at en gruppe mandlige forsøgspersoner, hos
hvem lemlæstelsesfantasier og hertil knyttet angst kunne konstateres i forskellig
grad ved hjælp af forskellige tests, fik forevist to forskellige film. Den ene film
(eksperimental-filmen) viste grusomme, primitive, genitale operationer, som led
i en pubertetsceremoni blandt australnegre. Den anden film (kontrol-filmen)
var en ophidsende flyverfilm fra den anden verdenskrig. Den viste eksplosive og
dramatiske begivenheder, men ingen billeder af mennesker eller menneskelig
lemlæstelse. Under filmsforevisningen blev forsøgspersonernes emotionalitet
registreret med retrospektivt-fænomenologiske redegørelser. Forfatterens hypo-
tese er 1111 (i grove træk), at hvis den gruppe af forsøgspersoner, der frembyder
mere udtalte emotionelle reaktioner under fremvisning af eksperimentalfilmen,
til en vis grad falder sammen med den gruppe af forsøgspersoner, der har afsløret
lemlæstelsesfantasier og angst, må disse i samme grad stå i forbindelse med et
kastrationskompleks.
En afgørende forudsætning for hele denne procedure er imidlertid, at den
emotionalitet, der udfoldes under eksperimentalfilmen, netop skyldes dennes
evne til at afficere et kastrationskompleks (hvad dette nu er). Men har man
lov til at gå ud fra dette? Lad os nemlig tænke os, at man som kontrolfilm
foruden den nævnte også havde valgt en film, der detaljeret viste, hvorledes
krigsfanger i antikken fik stukket øjnene ud. Mon ikke en sådan film ville vække
lige så meget eller måske endda mere emotionalitet end eksperimentalfilmen?
Hvis man straks ville indrømme dette, men tillige påstå, at dette naturligvis
også ville skyldes kastrationskomplekset, ville man røbe en fatal utilstrækkelig-
hed og svaghed ved begrebskonstruktionen: »kastrationskompleks«, nemlig den,
at lige meget hvad der empirisk sker med hensyn til emotionalitet ved synet af
menneskelig lemlæstelse, så vil begrebet kastrationskompleks overleve (d. v. s.
at det i virkeligheden i videnskabelig forstand vil dø).
De resultater, forfatteren faktisk når frem til er iøvrigt næppe så tydelige
og stærke, som han vel selv havde håbet og troet, men dog tydelige nok til, at
han tor hævde, at der i hvert fald er givet et fingerpeg. Men hvad er det, han
egentlig og i virkeligheden har undersøgt?
Hvorom alting er, viser hele undersøgelsen stor dygtighed og kritisk sans
under selve gennemførelsen af de enkelte måle- og karakteriseringsprocedurer,
herunder de mange psykofysiske metoder og også de retrospektivt indsamlede,
fænomenologiske data, selvom man, hvad disse angår, gerne i højere grad havde
set dem anvendt til andet end blot en rangordning af emotionalitet.
Det indtryk, man får af ansøgeren ved således eksempelvis at fordybe sig i et
enkelt særligt repræsentativt værk blandt hans indleverede arbejder, bekræftes
ved studier af den øvrige produktion, hvor måske særligt bør fremhæves hans
interessante hypnose-studier. Han er en energisk og dygtig ung forsker. Han
behersker de fleste nyere, eksperimentelle, empiriske forskningsmetoder indenfor
dette område (måske særlig de af amerikansk psykologi prægede metoder) og
anvender dem med kritisk sans, hvad selve den eksperimentelle procedure angår.
Men han er måske knapt nok i besiddelse af det arsenal af synspunkter, der be-
rettiger én til at sige, at han løser sine opgaver på et bredt fundament af begreber
og udgangspunkter. Han har således som vist ovenfor - al hans sympatiske
skepsis og tvivl til trods - svært ved at løsrive sig fra sit udgangspunkt: det
psykoanalytiske begrebsapparatur i dettes oprindelige, ret snævert spekulative
og dogmatiske egenart. Selvom han måske her kan minde lidt om en anden
ansøger, nemlig dr. Rattlefl, er der dog en iøjnefaldende forskel. Dr. Ås må
nemlig ved hele sin enorme appetit på eksperimentelt empirisk arbejde indenfor
Afgang og udnævnelser af professorer
197
psykoanalytisk prægede problemkredse og også ved de problemstillinger og un-
dersøgelser, han faktisk har gennemfort, siges at være i stand til at drive forsk-
ningen indenfor eksperimentel efterprøvning af psykoanalytiske påstande så
langt frem, at man med hensyn til anskuelsen af det klassiske psykoanalytiske
begrebsapparatur endelig kan øjne en virkelig videnskabelig frugtbar diskussion
af dette. For eksempel kan man sige, at den ovenfor påviste fejlslutning, han har
gjort sig skyldig i med hensyn til kastrationskomplekset er af sådanne dimen-
sioner, at denne måtte kunne lægge op til en virkelig hidsig diskussion.
Hvad angår dr. Arvid Ås' kompetence til et professorat i klinisk psykologi
kan det vel næppe påstås, at hans produktion direkte peger i denne retning;
men på den anden side vidner produktionen om et videnskabeligt talent, der
ganske utvivlsomt ville kunne stilles i den kliniske psykologis tjeneste og her
betyde, at dr. Ås ville kunne præstere et særdeles nyttigt og godt arbejde.
Dr. Ås må givetvis anses for kompetent til et professorat i klinisk psy-
kologi.
Konklusion.
Vi undertegnede tre medlemmer af det nedsatte udvalg (Villars Lunn, K.
Grue-Sørensen og E. Tranekjær Rasmussen) kan herefter kun anse to af de fre
ansøgere for klart kompetente, nemlig dr. Anna Elisabeth Østergaard og dr.
Arvid iis. Af disse vil vi anse dr. Østergaard for den bedst kvalificerede, idet vi til
støtte for denne opfattelse skal anføre følgende grunde:
1)	Selvom dr. Arvid Ås' produktion kvantitativt er mere omfattende end
dr. Lise Østergaards, opvejes dette ved den højere videnskabelige kvalitet af
dr. Østergaards produktion.
2)	Dr. Lise Østergaards arbejder hviler på et væsentligt bredere grundlag af
psykologiske synspunkter hentet fra hele psykologien end dr. Arvid Ås's. Herom
vidner alle hendes arbejder, men man får måske et særligt levende indtryk af det
ved læsningen af hendes bog »Om den psykologiske testmetode og dens relation
til den kliniske psykiatri«, som - i forbindelse med resten af disputatsen, nemlig
»En psykologisk analyse af de formelle schizofrene tankeforstyrrelser« - vidner
om en usædvanlig idérigdom. En sådan rigdom af idéer og synspunkter kan dr.
Arvid Ås' produktion ikke opvise. Hertil kommer hendes specielle sans for og
evne til en grundlagsdebat på væsentlige punkter såsom målebetragtninger ved
testning, kvantitativ kontra kvalitativ evaluering af testresultater, forskellige
psykologiske skolers begrebsapparaturer og disses rækkevidde indenfor den
kliniske psykologi samt objektivitetsproblemet.
3)	Dr. Lise Østergaards arbejder viser i deres problemstilling og begrebsmæs-
sige grundlag større kritisk sans end dr. Arvid Ås' arbejder (se her bedømmelsen
af Arvid Ås).
4)	Dr. Lise Østergaards produktion falder mere klart indenfor den kliniske
psykologi end dr. Arvid Ås' produktion. Den henhorer ganske vist her næsten
udelukkende under det punkt (a), der er nævnt på dette votums første side i
definitionen af klinisk psykologi. Men selvom dette måske kan siges at være en
begrænsning i forhold til hele den kliniske psykologis område, gælder det dog,
at det nævnte er et af de vanskeligste, og at ansøgerens originale og energiske
arbejde her kan tages som et varsel om et dygtigt arbejde indenfor det samlede
område. Samtidig må det dog også bemærkes, at det ovennævnte område blandt
mange psykologer verden over og ved adskillige universiteter, der har lærestole i
klinisk psykologi, betragtes som centralt indenfor den kliniske psykologi - oveni-
købet i en sådan grad, at faget ofte defineres alene ved det.
5)	Dr. Lise Østergaard er dybt rodfæstet i en kvalitativt orienteret, fænomeno-
logisk indstillet psykologi, som måske kan siges at kendetegne den københavnske
198
Universitetets årbog 1958-63
skole. Hun vil kunne sikre, at det værdifuldeste i denne tradition fores videre og
frugtbargøres indenfor den kliniske psykologi.
Alt taget i betragtning skal vi konkluderende anbefale det fdosofiske fakultet
at indstille dr. Anna Elisabeth Østergaard til det ledige professorat i klinisk
psykologi.
Selvstændigt votum fra professor Niilo Maki.
Jag ber att få tacka Fakulteten for det stora fortroende, som kommit mig till
del genom att ha blivit vakl till medlem av udvalgskommissionen vid besåttandet
av professoratet i klinisk psykologi i København. Såsom mitt votum ber jag att
få framfora foljande:
Jag anser, att bland de fyra ansokandena kan tre forklaras kompetenta till
det ifrågavarende professoratet, nåmligen dr. Anker RattlefT, dr. Lise Østergaard
och dr. Arvid Ås. Den fjårde sokanden, cand. psych. Alan Mogensen kan jag inte
betrakta - åtminstone tilis videra - kompetent på grund av kvantitativa brister
i hans sjålvståndiga vetenskapliga produktion.
Dr. Rattleffs publikationsverksamhet år omfattande både i fråga 0111
kvantitet och idérikedom. Å andra sidan kan man i hans vetenskapliga arbeten
konstatera vissa formella brister och en ojånmhet, som gor helhetsbilden någor-
lunda diffus och osåker. På grund av det positiva i hans publikationer år han
enligt min uppfattning kompetent till professoratet, men jåmfort med Østergaard
och Ås, måste jag placere lionom i tredje forslagsrummet, dvs. efter Østergaard
och Ås.
Den storsta svårigheten for mig år jåmførelsen melian Østergaard och Ås, som
båda representerar en betydande hog nivå och soliditet. Samtidig år deres veten-
skapliga prestationer i många hånseenden inkommensurabla. Båda har en bety-
dande utbildning och rika praktiska erfarenheter i klinisk psykologi, men deras
vetenskapliga verksamhet ror sig på olika områden och under olika aspekter,
som har blivil indgående beskrivna av mina danska kolleger i utvalgskommissio-
nen.
Dr. Østergaards huvudarbete »En psykologisk analyse av de formelle schizo-
frene tankeforstyrrelser« år respektingivande; en klar, konsekvent och koncen-
trerad arbetsprestation. Hennes allmån- och utvecklingspsykologiska orientering
och sakkånnedom år betydande och hon år i stånd att kritiskt projiciera sina egna
resultat - också sjålvståndigt - mot denna allmånna bakgrund. Trots detta sak-
nar man ibland kraftigare och djupare grepp i neuropsykologin (t. ex. i samband
med några hånvisningar på de hjårnskadade). I några sammanhang får man
också det intrycket, att dr. Østergaard inte i tillråcklig mån framhåller den
kliniska psykologins autonomi såsom den vetenskapliga forskningens special-
område, dvs. den kliniska psykologins sjålvståndighet, som inte får stanna i skug-
gan av neuropsykiatrin, åven om den kan stå till tjånst for psykiatri och neuro-
logi.
Dr. Ås' huvudarbete år »Mutilation fantasies and autonomic response. A11
experimental contribution to psychoanalytic theory«. Denna undersokning be-
visar ett sjålvståndigt grepp och ett djårvt forskarmod, som kan spåras också i
hans senare arbeten (om »hypnotizability«). Kånnetecknande for honom år också
anvåndandet av nya statistiska och matematiska metoder, som ger hans arbeten
en exakt och preciserad prågel. Trots detta år hans forskningsområde mera be-
grånsat ån dr. Østergaards. Detta gåller for ogonblicket, i framtiden har Ås
stora mogligheter att utvidga sitt kliniska forskningsfålt betydeligt och då
behårska åven psykologiska sammanhang.
Valet melian Østergaard och Ås beror till stor del på innehållet och uppgifterna,
som forvåntas av klinisk psykologi och dess representation vid Københavns Uni-
Afgang og udnævnelser af professorer
199
versitet. Kliniska psykologins område år i alla fall så omfattande, att ingen kan
behårska åmnets alla sektorer lika grundligt. Enligt min åsikt bor professorn i
klinisk psykologi helst vara så kvalifiserad, att barn- och ungdomsålderns pro-
blematik tillråckligt kan beaktas i hans undervisning och forskningsprogram. I en
situation, i vilken det finns bara en professor i klinisk psykologi (i Filosofiska
fakultetet) och ingen lårestol i specialpedagogik (låkepedagogik) kan denna
problemkrets och dårmed sammenhångande pedagogiska tillåmpningar inte
åsidosåttas. Jag formodar, att studenter, som tar klinisk psykologi såsom akade-
miskt åmne for sina studier, i många fall skall vara blivande ledare och lårare på
den moderna specialpedagogikens mångfacetterade arbetsfålt, likaså aktiva
medarbetare i olika positioner innom barn- och ungdomsvårdens tjånst utanfor
det egentliga skolvåsendet. Ur denna synpunkt betraktat har dr. Østergaard -
åtminstone i detta nu - ett forsprång på grund av sin verksamhet.
Frågan huruvida en icke-dansk professor i dansk akademisk miljo med fram-
gång kunde representera en så omtålig disciplin som klinisk psykologi, kan jag
såsom utlånning inte bedomma eller avgora.
På grund av det ovansagda sammanfattar jag mina konklusioner på foljande
s att:
Dr. Østergaard och dr. Ås finner jag lika kvalificerade i fråga om vetenskaplig
kompetens, men beroende på min syn betråffande professoratets område kan dr.
Østergaards forstå plats motiveras; också dr. Rattleff anser jag vara kompetent
och ståller honom i tredje forslagsrummet.
Selvstændigt votum afgivet af professor, dr. phil. Franz From.
Det drejer sig om et professorat i »klinisk psykologi«; betegnelsen er ikke særlig
heldig, og jeg beklager, at vi ikke i tide har bestræbt os for at finde en bedre
titel.
I ansøgningen talte vi om »Et professorat i klinisk psykologi, som indbefatter
al anvendelse af normal-psykologien indenfor sådanne områder, hvor det gælder
om at afhjælpe menneskers forskellige vanskeligheder«. Denne afgrænsning må
nok betegnes som lidt vel omfattende, al den stund mennesker jo kan komme i
vanskeligheder af mange slags; men som en forste angivelse af området er den
anvendelig.
Fra psykologien begyndte som erfaringsvidenskab, har man søgt at nyttig-
gøre dens resultater på forskellig måde, ikke mindst indenfor det pædagogiske
område for at finde effektive metoder til opdragelse, indlæren og uddannelse i det
hele taget. Og det er her man skal søge en af kilderne til, hvad man nu kalder
klinisk psykologi, nemlig i de metoder, man tog i anvendelse ved opdragelse og ud-
dannelse af mangelfuldt udrustede børn: især de åndsvage, men også psykopa-
tiske og sansedefekte. Indenfor dette område afgrænsedes efterhånden en særlig
disciplin; i Schweiz og Tyskland kaldt: »Heilpådagogik«, i Sverige og Finland:
»Låkepedagogik«. Finland er foreløbig det eneste nordiske land, hvor man har
en lærestol i denne disciplin, nemlig professor Niilo Måki's ved den Pædagogiske
Højskole i Jyvåskylå.
En anden kilde - for at blive i billedet - har vi anvendelsen af psykologien
indenfor psykoterapien. Denne udvikling er vel oprindelig sat igang af psykoana-
lysen, især den freudianske, men også Adlers og Jungs skoler har spillet en vis
rolle. I begyndelsen var det altså en meget speciel form for psykologi, der her kom
til anvendelse i forsøget på at helbrede især neurotiske forstyrrelser; nemlig den
særlige psykoanalytiske lære. Men efterhånden er den almindelige psykologi's
teorier og resultater draget stadig mere ind i det terapeutiske arbejde, hvilket i
adskillige tilfælde har ført til modificationer såvel af psykoanalysens synspunkter
som af den almene psykologis.
200
Universitetets årbog 1958-63
En tredje kilde udgør anvendelsen af psykologiske tests indenfor dette omrade;
dette gælder såvel begavelses- som personlighedstests. Der er mange kilder, og
jeg skal ikke forsøge nogen udtømmende opremsning, men lad mig endnu anføre
den psykologiske interesse for og udforskning af mere eller mindre »usædvanlige«
fænomener som hypnose, søvngængeri, personlighedsspaltning, tungetale o. s. v.
Det bør heller ikke forties, at kritiske psykologers arbejde med at udforske
de såkaldte parapsykologiske fænomener har været med til at forberede den
»kliniske psykologi«.
Spørgsmålet er nu, om og hvorledes disse mange kilder kan ledes sammen i et
fælles lob. Man er, især siden krigen, mange steder begyndt at tale om »klinisk
psykologi« c;g »kliniske psykologer«, mens man andre steder opretholder en ad-
skillelse mellem »studiet af afvigende adfærd« på den ene side og »psykoterapi«
på den anden - eller man deler i to grupper: Abnormal psychology, som den ene,
og terapi, vejledning og mental hygiejne som den anden.
Skal disciplinen klinisk psykologi udvikle sig på heldig måde, må den placeres
bedst muligt i forhold til de existerende discipliner, og ikke bare få tildelt et mere
eller mindre tilfældigt udsnit af mellemområdet mellem normalt og unormalt;
heller ikke på den måde, at det skal være den kliniske psykologi's opgave at an-
vende almenpsykologiske synspunkter på de mere eller mindre afvigende tilstan-
de.
Hvad der er afvigende eller normalt er ofte socialt bestemt; hvad der er af-
vigende i et samfund er normalt i et andet - dette gælder ikke bare forskellige
samfund, men også forskellige lag og grupper indenfor samme samfund. Ja, det
gælder kønnene imellem, og det gælder mellem aldersklasserne. Paradoxalt kan vi
udtrykke det på den måde, at meget af det, vi anser for unormalt, er ganske
normalt; mens meget af det, vi betragter som normalt, er unormalt. Dette er ikke
bare en leg med ord; for at forstå det»normale« må man kunne se det som unormalt
og for at forstå det unormale, må man kunne se det som normalt. Sådan set er klinisk
psykologi langt nærmere i slægt med socialpsykologi, sociologi og etnologi end den
er med psykiatri.
Skal den kliniske psykologi udrette noget nyt og ikke bare fungere som assi-
stent for psykiatrien, og skal den bryde helt nye veje - hvad jeg tror den har gode
muligheder for - så må den frigøre sig fra gængse forestillinger om sundt og sygt,
normalt og afvigende, og se det enkelte menneske under en større synsvinkel.
Dette er måske nok strenge krav at stille, men de er også ment som idealkrav,
en angivelse af det, der bør stræbes mod.
Det forkommer mig imidlertid nødvendigt at overveje disse ting, før vi skrider
til besættelse af professoratet. Det er ikke bare det første i sin art i Danmark, men
i hele Norden. Som ovenfor nævnt har man i Finland et professorat i Låkepeda-
gogik ved den Pædagogiske Højskole, men dettes område er altså ikke det sam-
me som den kliniske psykologis. Videre skal det nævnes, at Harald Schjelderup,
der er professor i psykologi ved Oslo Universitet, har givet sig indgående af med
problemer, der hører under klinisk psykologi til dels ud fra psykoanalytiske syns-
punkter, som han har bestræbt sig for at modificere og indføje i den almene psy-
kologi. Endelig kan anføres, at Gudmund Smith, der er professor i psykologi ved
Universitetet i Lund, har givet sig meget af med problemer inden for området.
Imidlertid bliver professoratet her Nordens første med betegnelsen »klinisk
psykologi«, cg besættelsen af det vil alene af den grund blive fulgt med stor op-
mærksomhed og interesse i alle nordiske psykologkredse.
Min afgrænsning af området falder, som det fremgår af ovenstående, ikke gan-
ske sammen med den, som udvalgets tiertal er nået til. Desuden kan jeg ikke helt
indstemme i den karakteristik, der er givet af de 3 ansogere, mens jeg kan til-
slutte mig flertallets bedømmelse af cand. psych. Alan Mogensen.
Afgang og udnævnelser af professorer
201
I det følgende skal jeg derfor kort karakterisere de 3 øvrige ansøgere, således
som de tager sig ud i min opfattelse:
2.	Dr. Anker Rattleff beskrives bedst med betegnelsen pionér; han får nye
idéer, og han arbejder for nye idéer, den slagne landevej er ikke hans domæne.
Han begyndte tidligt at arbejde med de psykoanalytiske problemstillinger, og
han står i første række blandt de danske psykologer, der har forsøgt at modificere
psykoanalytiske tankegange og nærme dem til almenpsykologiske. Det samme
kan siges om hans arbejde med Rorschach-testen, han har ført den frem herhjem-
me, og han har taget kritisk stilling, idet han har arbejdet på at skabe forbindelse
mellem Rorschachs lærebygning og almenpsykologiske synspunkter. Han har i
sin disputats præsenteret to afgørende resultater: dels har han som den første
gjort opmærksom på, at man nødvendigvis må interessere sig for lysheds-forskeWe,
når man indenfor karakterologisk testning interesserer sig for farve-forskelle
contra form-forskelle. At han så generaliserer for vidt på grundlag af sine resulta-
ter, anfægter ikke, at han som den første er blevet opmærksom på og har under-
søgt dette forhold; iøvrigt arbejder han videre med dette problem, som det frem-
går af det som nr. 10 indleverede manuskript, og der er god grund til at vente sig
fine resultater af de planlagte undersøgelser.
Afhandlingens hovedresultat er dog påvisningen af den af Rorschach hævdede
sammenhæng: Kort og enkelt kan man sige, at Rorschach hævder at de personer,
hvis følelsesliv kendetegnes af labile, ubeherskede affekter, vil have en synsper-
ception, hvor farver spiller en større rolle end former, mens formerne vil dominere
i synsperceptionen hos individer med beherskede stabile affekter, i det hele mere
»fornuftsbestemte« mennesker.
At Rattleff når til en klar experimentel bekræftelse af hypotesen hænger sam-
men med, at han på en måde vender tilbage til Rorschachs oprindelige problem-
stilling ved at holde sig til inddelingen: rolige - urolige patienter, i stedet for en
ørkesløs diskussion af, hvad man skal forstå ved emotionalitet. Det, at Rattleff
her ganske giver afkald på typologiske inddelinger, men alene har holdt sig til
følelseslivets forløbsmåde som inddelingskriterium, må ses som grunden til,
at han som den første har været istand til at levere en tydelig experimentel
bekræftelse, hvor så mange, der har arbejdet indenfor området, ikke har formået
at præstere klare resultater. At kalde denne virkelig frugtbare tanke hos Rattleff
et exempel på svigtende kritisk sans, kan synes lidt ejendommeligt. Den er et
udpræget exempel på, at han ikke er bundet af vanetænkning, men netop er i
stand til at gå på tværs af traditionelle raisonnementer og gængse psykiatriske
inddelinger.
Dette var noget om hans gode og stærke sider; men netop hans styrke impli-
cerer visse svagheder: Den utraditionelle pionér-indstilling på tværs af gængse
videnskabelige vaner medfører til tider en vis mangel på systematik og en svig-
tende interesse for formalia, som kan give hans fremstilling et vist (dog nok
ufortjent) autodidaktisk præg. Han kan undertiden være så optaget af det, der
just her er ham det væsentlige, at han negligerer ikke bare de for ham usædvan-
lige detailler, men somme tider også den storre sammenhæng, som ikke helt kan
undværes. Nogen stilens mester er Rattleff vel ejheller - om man så kan goutere
hans i visse tilfælde djærvt polemiske fremstilling eller ej.
Som professor ville dr. Rattleff sikkert blive en inspirator og et stridens tegn,
han ville bane nye veje og anvende utraditionelle metoder, men måske ville han
til en vis grad negligere det rolige, akademiske overblik.
Jeg må afgjort anse dr. Rattleff for kompetent til professoratet.
3.	Dr. Lise Østergaard har placeret sig i et område, der ligger på grænsen mellem
psykiatri og psykologi. Hun har med stor energi og dygtighed søgt at gøre psyko-
logiens synspunkter og metoder med en række af dens resultater tilgængelige for
202
Universitetets årbog 1958-63
medicinere og anvendelige i det psykiatriske arbejde. I sin disputats har Lise
Østergaard vist, hvorledes synspunkter fra nyere psykologi med fordel kan anven-
des ved beskrivelse og nærmere udforskning af en række problemer vedrørende
schizofrenien. Tidligere var det psykiaterne selv, der anvendte den tids psykologi
indenfor deres eget fag; med den udvikling, der nu er sket indenfor begge områ-
der: psykiatri og psykologi, kan denne vexelvirkning tydelig nok kun blive vir-
kelig frugtbar, såfremt en forsker fra det ene område går igang med problemer
fra det andet. Det bor derfor hilses med glæde, at Lise Østergaard som psykolog
er gået igang med psykiatriske problemer. Jeg skal her navnlig fremhæve den
måde, hvorpå hun har udnyttet psykologiske synspunkter og resultater eklek-
tisk; det er opmuntrende at se med hvilken dygtighed hun udfra sin psykologiske
viden går igang med dette for psykologer nye område. Selv om hun ikke demon-
strerer egentlig videnskabelig originalitet, forstår hun på udmærket måde at
udvælge de mest velegnede synspunkter og resultater på grundlag af sin omfat-
tende orientering med hensyn til de relevante psykologiske problemer. Hendes
afhandling er ikke experimentel, men deskriptiv, og man kan derfor ikke sige,
at hun bekræfter eller afkræfter sine hypoteser; de skal stå deres prøve i arbejdet
med forståelse, beskrivelse og inddeling indenfor området. De skal bruges til et
skøn, enten ved siden af det psykiatriske skøn, eller måske efterhånden som en
del af baggrunden for dette. Psykiatri og psykologi lober her over i hinanden, de
kan supplere hinanden, men kan ikke bruges til gensidig kontrol, hvad der måske
ikke står dr. Østergaard helt klart.
En indvending mod dr. Østergaards fremstilling har jeg tilbage, den kan synes
mindre væsentlig, men den er vigtig: Hun har en vis tilbøjelighed til at sløre
problemerne bag en ukrudtskov af halvpsykiatrisk terminologi, de fine ord kan
endda få hende til at glemme elementær psykologisk viden, så hun fx. taler om
patienternes »svigtende kooperationsevne«, men iøvrigt ellers bare udtrykker sig i
besynderlige vendinger som: rigid eksperimentel procedure, diagnostiske kriteri-
ers prognostiske validitet, det verbaliserede kriterium for sorteringen . . . Lad det
være nok; min sluttelige anke er måske mere alvorlig: det ser for mig ud, som om
dr. Østergaard har mistet blikket for det normale i det unormale: når en person
forst er erklæret scliizofren, så tolkes alt, hvad han gor og siger, som unormalt og
mærkværdigt, det måtte være nok så fornuftigt - dette hænger vel sammen med,
at Lise Østergaard ikke har foretaget kontrolundersøgelser, hvor hun har efter-
prøvet de tests, hun anvendte på de schizofrene, på normale. Denne mangel kan
have medført, at hun simpelthen ikke har været i stand til at genkende »normale«
reaktioner, når de forekom hos de sindssyge. Manglen kan dog afhjælpes ved fort-
satte undersøgelser, som Lise Østergaard sikkert vil gå igang med.
Selv om det område, Lise Østergaard har valgt at bearbejde, må siges at ligge
i udkanten af klinisk psykologi og nærmest horer til psykiatrien, vil jeg dog mene,
at de anlæg for dygtigt videnskabeligt arbejde, hun har lagt for dagen, giver så-
danne løfter for kommende forskning indenfor mere centrale dele af området,
at jeg ikke tager i betænkning at anse hende for fuldt kompetent til professoratet.
Den sidste af de 3 ansøgere, jeg skal omtale nærmere, er 4. dr. Arvid Ås.
Arvid Ås har en stor produktion og en omfattende uddannelse indenfor psyko-
logi og psykoterapi - dels i Norge og dels i U. S. A. Ligesom dr. Rattleff behersker
han såvel psykoanalytiske metoder som experimentalpsykologiske. Han har en
grundig uddannelse som psykoanalytiker, men forholder sig selvstændigt og
skeptisk overfor meget i den freudianske lære. Hans hidtil storste afhandling er
disputatsen: Mutilation Fantasies and Autonomic Response fra 1958.
Som forfatteren selv siger i bogens slutning var undersøgelsesplanen set fra et
vist synspunkt meget ærgerrig. Han søgte sammenhæng mellem to så forskellige
områder i personligheden som fantasiaktivitet og autonome fysiologiske reak-
tioner. Antagelsen af en sammenhæng mellem disse nok så forskellige processer,
Afgang og udnævnelser af professorer
203
opstillede han ud fra den freudianske teori om kastrationsangst. Da mindst et af
begreberne, der indgår i hypotesen, må anses for »a construct«, bliver der ikke
tale 0111 at bekræfte eller afkræfte hypotesen, men alene 0111 at finde støtte for den
eller ikke. Forfatteren mener selv, at antagelsen 0111 en sammenhæng mellem
lemlæstelsesfantasier og mere eller mindre fortrængt kastrationsangst, har fået
nogen stotte ved den foretagne undersøgelse. Hvor betydningsfuld denne støtte
er, kan dog nok diskuteres. Og selv 0111 han havde fundet større sammenhæng,
føler jeg mig ikke sikker på, at dette nødvendigvis ville betyde en støtte for
antagelsen af en kastrationsangst; man kunne muligvis tænke sig andre forkla-
ringer.
Men denne udgang på undersøgelsen medfører ingenlunde, at bogen må anses
for et uinteressant værk. Tværtimod er jeg ganske enig med forfatteren, når han
slutter bogen med at sige: All in all the writer ventures to believe that lie has
found a research path which is wortli following further.
Experimentelle undersøgelser af psykoanalytiske problemstillinger er så sjæl-
dent forekommende, hvilket skyldes, at de frembyder næsten uoverstigelige
metodiske vanskeligheder, at undersøgelsen alene af den grund har krav på den
største interesse. Samtidig demonstrerer Ås imidlertid en sand virtuositet i hånd-
teringen af de forskellige ofte komplicerede undersøgelsesmetoder. Overhovedet
mener jeg, at undersøgelsen trods de ovenfor anførte indvendinger må anses for et
særdeles dygtigt og gedigent arbejde, som forfatteren har gjort rede for på en klar
og overskuelig måde. Man bor næppe bebrejde en ung forsker, at han - indenfor
et hidtil uopdyrket område - går igang med en undersøgelse, der viser sig ikke at
kunne føre til klare resultater. Man bor snarere rose ham for, at han trods dette
fastholder den oprindelige problemstilling og ikke ændrer denne, så han kunne
have præsteret klarere resultater, som så til gengæld måske ikke havde haft meget
at gøre med den freudianske teori 0111 kastrationsangst.
Sin overlegne færdighed i anvendelsen af selv særdeles vanskelige forsknings-
metoder har Ås påny demonstreret i sine arbejder fra de sidste år om hypnose-
problemet. Som forskerpersonlighed repræsenterer han en usædvanlig kombina-
tion af psykoterapeutisk indsigt og experimentel dygtighed.
Arvid Ås har ikke altid forstået at vælge sine opgaver på en sådan måde, at
han havde mulighed for klare resultater. For forskningen er det udmærket, at
sådanne undersøgelser foretages, men for den pågældende forsker bliver det et
handicap, han får ikke samme lejlighed til fuld videnskabelig udfoldelse, som
han ellers kunne have fået. Måske kan man sige, han har været for ærgerrig og
muligvis overvurderet sin tilvisse meget store metodiske dygtighed. E11 anden
indvending er den, at dr. Ås ikke er uddannet her i landet og ikke kender meget
til den danske psykologiske forsknings tradition, som RaltlefT og Lise Østergaard
er opvoxet med. På den anden side: når han først har levet sig ind i den, har han
til gengæld meget nyt, som sikkert kan berige samme tradition.
At Ås må anses for fuldt kompetent til professoratet er indlysende.
Konklusion.
Som det fremgår af ovenstående, anser jeg de 3 af ansøgerne for kompetente,
nemlig dr. Anker Rattleff, dr. Lise Østergaard og dr. Arvid Ås. Derimod ser jeg
mig ikke i stand til at afgøre, hvem der skal anses for den bedst kvalificerede. De
tre ansøgeres kvalifikationer forekommer mig på mange måder ganske inkommen-
surable, og når jeg skal forsøge at afveje dem, geråder jeg strax i de alvorligste
tvivl og ser mig ikke istand til at træffe en afgørelse.«
Udvalgets indstilling blev i henhold til § 3, stk. 7 i fornævnte kgl.
anordning tilstillet ansøgerne, hvoraf dr. philos. Arvid Ås indsendte
bemærkninger.
A
204
Universitetets årbog 1958-63
Efter at indstillingen var blevet tiltrådt af fakultetet på dettes møde
den 12. juni 1963 og af Konsistorium i mode den 19. juni 1963, blev den
under 21. juni 1963 videresendt til ministeriet. Herefter blev ved kgl.
resolution af 11. juli 1963 ledende psykolog, dr. phil. Anna Elisabeth
Østergaard udnævnt til professor i klinisk psykologi ved Københavns
universitet fra den 1. juli 1963 at regne.
E. DET MATEMATISK -NATURVIDENSKABELIGE
FAKULTET
1.	Konstitueret professor i astronomi fil. dr. Anders Heiz' udnævnelse til
professor i samme fag
(j. nr. 508/57).
Ved kgl. resolution af 25. marts 1959 udnævntes konstitueret pro-
fessor i astronomi ved Københavns universitet fil. dr. Anders Reiz til
professor i samme fag fra den 1. april 1959 at regne.
2.	Oprettelse af et professorat i eksperimentalfysik og afdelingsleder, dr.
phil. N. O. Lassens udnævnelse til professor i dette fag
(j. nr. 237/57).
Under 25. januar 1957 afgav professorerne i fysik, dr. phil. Niels
Bohr, dr. phil. Aage Bohr, dr. phil. J. K. Bøggild, dr. phil. C. Moller og
dr. phil. Ebbe Rasmussen folgende indstilling:
»Undertegnede professorer i fysik ved Universitetet, tillader sig herved at
anniode om, at der på normeringsloven for 1958/59 må blive optaget forslag om
oprettelse af to nye professorater i fysik ved Kobenhavns Universitet.
Til begrundelse for denne ansøgning skal man henvise til den stadige udvidelse
af det videnskabelige forskningsarbejde, som særlig den hastige udvikling af
atomfysikken og dens voksende betydning for mange områder af videnskab og
teknik har medført, samt til de store nye opgaver, som gennemførelsen af den
planlagte reorganisering af undervisningen i fysik for de universitetsstuderende
har stillet og som tilsigter at give en tidssvarende uddannelse i dette fag med
henblik på det store behov for fysikere til bestridelse af de mange forskellige
samfundsopgaver inden for skole, forskning og teknik.
De af denne udvikling stillede øgede krav til ledelsen af den videnskabelige
forskning og undervisningen ved Universitetet kan ikke imødekommes ved de
ved dette bestående professorstillinger. Ved forslaget om oprettelse af to nye
professorater i fysik skal man endvidere fremhæve, at der blandt de yngre fysike-
re, som igennem mange års deltagelse i den videnskabelige forskning og under-
visning ved Universitetet, har erhvervet særlig indsigt og erfaring vedrørende
de aktuelle forsknings- og uddannelsesopgaver inden for fysikken, findes flere
særdeles pøjt kvalificerede videnskabsmænd, der vil være istand til på udmærket
måde at bestride de omhandlede stillinger og hvis tilknytning til Universitetets
faste lærerstab vil være af stor betydning.«
Afgang og udnævnelser af professorer
205
Ved lov af 7. juni 1958 om normering og klassificering af statstjene-
stemandsstillinger, jfr. Bemærkninger til normeringslovforslaget, folke-
tingstidende 1957-58, tillæg A, sp. 1333-34, oprettedes to professorater
i fysik ved Kobenhavns universitet.
Efter at det ene professorat under 8. september 1958 var blevet op-
slået ledigt som et professorat i eksperimentalfysik, blev under 26.
september 1958 de indkomne 3 ansøgninger, nemlig fra afdelingsleder,
cand. mag. K. J. Brostrøm, docent, dr. techn. Bent Buchmann og
afdelingsleder, dr. phil. N. O. Lassen tilstillet universitetet til erklæring.
Ved skrivelse af 25. november 1958 trak afdelingsleder, cand. mag.
K. J. Brostrøm sin ansøgning tilbage.
Til bedømmelse af de indkomne ansøgninger nedsatte fakultetet i
henhold til § 2, stk. 2 i kgl. anordning af 5. februar 1953 om ansættelse
af professorer ved Københavns universitet et udvalg bestående af pro-
fessorerne, dr. phil. .J. Iv. Bøggild, dr. phil. Ebbe Rasmussen og dr.
phil. Mogens Pihl. Dette udvalg afgav under 17. december 1958 fol-
gende indstilling:
»Ved bedømmelsen af de indkomne ansøgninger anser udvalget det som sin
opgave at afgive en sådan indstilling om besættelse af embedet, at der tages
hensyn til, at der til den ledige stilling er knyttet forpligtelsen til at bidrage til og
at deltage i ansvaret for undervisningen i fysik for stud. mag.er under den
matematisk-fysiske faggruppe. Vi finder derfor, at der ved bedømmelsen af
ansøgernes kvalifikationer bør tages hensyn til, hvor vidt den pågældende, for-
uden at have fornødent kendskab til fysikkens almene grundlag, har vist sig al
være i besiddelse af sådant kendskab til og erfaring inden for nye og fundamen-
tale områder af fysikken, at vedkommende ved vejledning af yngre og ældre
studerende samt ved at inddrage unge fysikere i videnskabelig forskning kan
bidrage til fagets fremme.
I henhold til det ovenstående skal vi udtale følgende:
Afdelingsleder, amanuensis, dr. phil. Niels Ove Lassen er født 18. maj 1914,
blev student 1932 og tog 1938 skoleembedseksamen med hovedfag fysik. 1938-
42 var han videnskabelig medarbejder ved universitetets institut for teoretisk
fysik, og i 1942 blev han honorarlønnet videnskabelig assistent ved universitetets
fysiske laboratorium, hvor han i 1949 blev amanuensis 11 og i 1954 amanuensis I.
1 1955 ansattes han som afdelingsleder for cyklotronafdelingen ved universitetets
institut for teoretisk fysik, hvor han året efter overtog en stilling som amanuensis
I.
Straks ved sin tilknytning til universitetets institut for teoretisk fysik blev
N. O. Lassen inddraget i arbejdet ved instituttets nyerhvervede cyklotron, hvor
han snart viste sine fremragende evner som eksperimentalfysiker under cyklo-
tronens endelige afprøvning og ved at bidrage til udviklingen af de mange nød-
vendige hjælpeapparater og følsomme måleinstrumenter.
De første videnskabelige arbejder, hvortil cyklotronen anvendtes efter sin
færdiggørelse, var en række undersøgelser over frembringelse af fission af uran-
og thoriumkerner ved hjælp af deuteroner, der i cyklotronen var accelereret til
energier på indtil 9,5 millioner elektronvolt. Disse undersøgelser, der udførtes af
N. O. Lassen i samarbejde med J. C. Jacobsen og publicerede i tre afhandlinger i
1940-41, førte til nøjagtige målinger af flssionsudbyttet og virkningstværsnittet
for disse vigtige kerneprocesser.
206
Universitetets årbog 1958-63
Under N. O. Lassens ansættelse ved universitetets fysiske laboratorium i årene
1942-56, hvor han på fremragende måde ledede øvelser i elektricitetslære og
optik for studerende til fagproven i fysik, fortsatte han sin videnskabelige virk-
somhed på universitetets institut for teoretisk fysik. Han bestræbte sig især på at
forøge cyklotronens ydeevne og anvendelighed, hvilket opnåedes ved liere ny-
konstruktioner og ombygning af dette anlæg. Disse forbedringer gav mulighed
for den omfattende og frugtbare videnskabelige virksomhed, som det lykkedes
Lassen at udfolde.
Særlig interesse har N. O. Lassen viet studiet af de ved uranspaltningen ud-
slyngede kernefragmenters elektriske ladning og ioniseringsevne, som bestemtes
ved måling af fragmenternes afbøjning i cyklotronens magnetfelt. Særligt må
fremhæves, at Lassen som den første foretog direkte målinger af, hvorledes fis-
sionsfragmenternes totalladning varierer langs deres bane, samt at han har
gennemført systematiske undersøgelser over fragmenternes bremsning i forskel-
lige stoller. Tillige bør nævnes Lassens opdagelse af, at fragmenternes ladning
afhænger af trykket af den luftart, de passerer igennem.
Disse undersøgelser, hvis resultater viste sig at have stor betydning for teore-
tiske studier over ladede partiklers bremsning i stof, offentliggjorde Lassen i en
række på ti afhandlinger, som i forbindelse med en sammenfattende afhandling
»On the Total Charges and the Ionizing Power of Fission Fragments« forsvaredes
for den filosofiske doktorgrad i 1952.
Udover dette arbejdsfelt må også nævnes Lassens i tre afhandlinger beskrevne
undersøgelser over sønderdelingen af deuterium ved bestråling med gamma-
stråler fra en radioaktiv natriumisotop, som gennemfortes med en original og
beundringsværdig teknik.
Efter at cyklotronen i årene 1952-54 undergik en gennemgribende rekonstruk-
tion i forbindelse med en af hensyn til strålingsbeskyttelse nødvendiggjort over-
flytning til en ny cyklotronhal, blev Lassen i stand til at udnytte cyklotronen til
nye forskningsopgaver. Ved at bombardere forskellige atomkerner med helium-
kerner, accelereret til 20 millioner elektronvolt og studere disses spredning, opnå-
edes værdifulde resultater vedrørende de ramte kerners anslåede tilstande. Med
disse resultater, som Lassen har beskrevet i to afhandlinger, der for tiden er under
trykning, er åbnet vejen for et nyt og løfterigt forskningsområde inden for atom-
kernefysikken.
Som en anerkendelse af sin videnskabelige indsats indvalgtes Lassen i foråret
1958 som medlem af Det kongelige danske videnskabernes selskab.
Ud over de rent videnskabelige originalarbejder har Lassen publiceret en
række overordentlig velskrevne oversigtsafhandlinger om forskellige emner inden
for den nyere fysik. Hans klare fremstillingsevne er endvidere højt vurderet blandt
fagfæller gennem talrige foredrag i faglige foreninger, og desuden har han haft
lejlighed til at vise sine store pædagogiske evner derved, at han i flere semestre
som stedfortræder for professor J. C. Jacobsen har holdt forelæsninger for fag-
provestuderende i atomfysik og optik.
Lassens store erfaring og betydelige indsigt i atomfysikkens metoder og
resultater og hans omfattende videnskabelige publikationer, som ofte har været
af væsentlig værdi for de teoretiske forestillinger om atomkernernes natur og egen-
skaber, viser ham som en initiativrig, original og moden forsker. Hans store
pædagogiske erfaring og hans klare og fængslende fremstillingsform vil gøre ham
til en fremragende vejleder for de studerende.
Vi anser derfor Lassen for at være særdeles vel kvalificeret til at overtage den
ledige stilling som professor i eksperimentalfysik ved Københavns universitet.
Docent, dr. techn. Bent Buchmann er fodt 18. december 1920, blev student
1939 og tog 1944 skoleembedseksamen med hovedfag fysik. I årene 1941-48 var
Afgang og udnævnelser af professorer
207
han ansat som fysiker ved Dansk Textilforskningsinstitut, og i 1948 blev han
videnskabelig assistent ved universitetets biofysiske laboratorium, hvor han i
1950 blev amanuensis II og i 1958 docent. Desuden har han fra 1944 til 1955
været tilknyttet Finsensinstituttet som fysiker. 11947 modtog han universitetets
guldmedaille for afhandlingen »Fysiske, kemiske og biologiske metoder til rønt-
gen- og gammastråledosimetri«.
Under sin ansættelse ved Textilforskningsinstituttet kom Buchmann ind på
det forskningsområde, som i de følgende år blev hans hovedinteresse, og hvorom
størstedelen af hans publikationer drejer sig: Den objektive farvemåling og dens
anvendelser. Blandt disse skal nævnes et arbejde offentliggjort i Trans, A. T. S.,
hvori undersøges betingelserne for at opnå størst nøjagtighed ved målinger af
lysabsorption i inhomogene stoffer, der spreder lyset, som f. eks. hud, textilfibre
og lignende. I nogle afhandlinger i »Tidsskrift for textilteknik« gives en kritisk
fremstilling af den objektive farvemetriks opgaver og metoder og fremsættes
forslag til en dansk nomenklatur på dette område. Endvidere må nævnes nogle
arbejder publiceret sammen med professor R. W. Asmussen i Trans, A. T. S.,
hvori dels angives en metode til bestemmelse af en flades »hvidhed« ved måling ved
tre forskellige farver samt en undersøgelse af ændring i brudstyrken for nylon-
tråd ved bestråling med ultraviolet lys.
I 1950 erhvervede Buchmann den tekniske doktorgrad på den omfattende
afhandling »The objective measurements of Colour and Colour Changes«, hvori
der redegøres indgående for farvemetrikkens principper og især for konstruktio-
nen af et praktisk anvendeligt tri-kolorimeter, der tillader objektive farvemålin-
ger ved hjælp af fotoceller, forsynet med passende farveflltre.
Efter sin ansættelse ved biofysisk laboratorium fortsatte Buchmann sit en
gang valgte arbejdsområde på grundlag af sine indvundne erfaringer og udvidede
dette til at omfatte forskellige praktiske anvendelser. Således kan nævnes anven-
delsen af trikolorimeteret til farvemålinger i øl og urt, som er beskrevet sammen
med B. Trolle og P. Nyborg. Endvidere må nævnes en sammen med K. G. Han-
sen udført undersøgelse af de spektrale egenskaber for buelampekul til lysterapi
samt et sammen med A. Rosenfalck udført arbejde over spektralfordelingen for
en ved fysiologiske undersøgelser anvendt speciallampe.
Buchmann har gennem sin omfangsrige videnskabelige produktion vist sig som
en initiativrig og energisk arbejdende forsker, hvis store fortjeneste det i særdeles-
hed er, at han har opdyrket et her hjemme forholdsvis nyt fagområde af betydelig
interesse for fysikkens anvendelse i teknikken og biologien. Ved bedømmelsen
af ansøgerne til den ved professor H. M. Hansens død ledigblevne stilling som
professor i fysik blev Buchmann fundet tilstrækkelig kvalificeret til et professorat
i fysik.
Imidlertid mener vi, under hensyntagen til at hans arbejdsområde og forsk-
ning så udpræget tager sigte på den anvendte fysik og med henvisning til de i
indledningen fremdragne synspunkter, at han næppe kan komme i betragtning
ved besættelsen af det foreliggende professorat.
Sammenfattende skal udvalget indstille, at den ledige stilling som professor i
fysik besættes med afdelingsleder, dr. phil. N. O. Lassen.«
Udvalgets indstilling blev i henhold til § 3, stk. 7 i fornævnte kgl.
anordning tilstillet ansøgerne, der ikke fremkom med bemærkninger til
indstillingen.
Efter at fakultetet i mode den 10. marts 1959 og konsistorium i mode
den 1. april 1959 havde tilsluttet sig indstillingen, videresendtes den
under 9. april 1959 til ministeriet.
208
Universitetets årbog 1958-63
Herefter blev ved kgl. resolution af 15. april 1959 afdelingsleder, dr.
phil. Niels Ove Lassen udnævnt til professor i eksperimentalfysik ved
Københavns universitet fra den 1. april 1959 at regne.
3. Omdannelse af det ekstraordinære professorat i kemi for professor, dr.
phil. K. A. Jensen til et ordinært professorat i samme fag
(j. nr. 227/58).
Under 6. februar 1958 afgav professor, dr. phil. K. A. Jensen følgende
indstilling:
»Undertegnede professor i kemi tillader sig herved at ansøge om at få sit
extraordinære professorat i kemi omdannet til et ordinært professorat, med den
begrundelse, at den forogede tilgang af studerende og den kemiske videnskabs
udvikling har ændret dette professorats karakter.
Da jeg i 1943 overtog forelæsningerne i uorganisk kemi for studd. med. og
studd. mag. med kemi som bifag efter prof. extraord. A. Langseth, blev det
extraordinære professorat nedlagt og det oprindelige lektorat genoprettet. Alle-
rede i 1944 blev der dog søgt om et extraordinært professorat til mig; men dette
blev forst bevilget i 1950. I modsætning til mine forgængere i lektoratet varetog
jeg ved lektoratets overtagelse også den videregående undervisning i organisk
kemi, cg denne del af min undervisning er på grund af den efter krigen stærkt
forøgede tilgang af magisterkonferensstuderende i kemi og biokemi blevet en
væsentlig del af mit arbejde. Foruden forelæsningerne over uorganisk kemi - som
jeg har arbejdet med og udviklet til forelæsninger over almen og uorganisk kemi -
holder jeg forelæsninger over organisk kemi og naturstofkemi samt examinato-
rier, skriveøvelser og colloquier over organisk kemi for konferensstuderende.
Foruden at deltage i examinationen af medicinske studerende examinerer jeg
årligt ca. 150 studd. mag. til forprøven i kemi og 10-15 kemi- og biokemistude-
rende til den afsluttende magisterkonferens. Jeg leder de propædeutiske øvelser i
kemi for studd. mag. og de videregående øvelser i organisk kemi for konferens-
studerende og underviser selv organiskkemiske specialstuderende i laboratoriet.
Denne undervisningsbyrde er formentlig en af de største, der påhviler en enkelt
professor indenfor det matematisk-naturvidenskabelige fakultet, og vil ikke
mere kunne bestrides indenfor et lektorats rammer. Det vil derfor være i over-
ensstemmelse med dette professorats karakter, at det omdannes til et ordinært
professorat.«
Under 6. juli 1959 afgav det matematisk-naturvidenskabelige fakul-
tet følgende indstilling:
»Fakultetet skal herved indstille, at det for professor K. A. Jensen ved finans-
loven for finansåret 1950/51 oprettede ekstraordinære professorat i kemi omdan-
nes til et ordinært professorat i samme fag. Det bemærkes herved, at et andragen-
de herom fra professor K. A. Jensen er fremsendt med fakultetets anbefaling
under 18. februar 1958.
Ved oprettelsen af det ekstraordinære professorat i kemi bortfaldt et lektorat
i kemi, som var oprettet med henblik på undervisningen af stud. mag.er, og som
professor K. A. Jensen havde bestridt siden 1943. Den propædeutiske undervis-
ning var oprindelig ikke skarpt adskilt fra undervisningen af lægevidenskabelige
studerende; men allerede i professor K. A. Jensens lektorattid gennemførtes en
meget påkrævet omlægning af laboratorieundervisningen for stud. mag.er, så-
Afgang og udnævnelser af professorer
209
ledes at de fik særskilte laboratorieøvelser. I de senere år har der også været
holdt særskilte forelæsninger for disse studerende, således at undervisningen af
stud. mag.er og stud. med.er nu er helt adskilt og underlagt to forskellige professo-
rater, af hvilke kun det ene er ordinært. I lobet af de sidste 3 år er antallet af stud.
mag.er tredoblet og undervisnings- og eksamensbyrden i den anledning tilsvaren-
de forøget. Således har professor K. A. Jensen i de sidste år eksamineret mere end
200 stud. mag.er årlig i kemi. Hertil kommer at lektoratet i kemi oprindelig alene
var oprettet med henblik på den mere propædeutiske kemiundervisning af stud.
mag.er, medens den undervisning der nu gives af professor K. A. Jensen også
omfatter videregående organisk kemi, beregnet for studerende til skoleembeds-
eksamen med kemi som hovedfag og studerende til magisterkonferens i kemi og
biokemi. I desenere år har der været stor tilgang af magisterkonferensstuderende
-specielt i biokemi-og derved er undervisningsbyrden yderligere blevet stærkt
forøget.
Den undervisning der bestrides af professor K. A. Jensen omfatter følgende
kategorier af studerende:
1.	Alle studerende under den matematisk-fysiske faggruppe og de fleste studeren-
de under den naturhistorisk-geografiske faggruppe.
Undervisningen omfatter almen kemi og grundtrækkene af den uorganiske
og organiske kemi med tilhørende laboratorieøvelser.
2.	Alle studerende til skoleembedseksamen med kemi som hovedfag, samt til
magisterkonferens i kemi eller biokemi.
Disse undervises i videregående organisk kemi og har laboratorieøvelser i
organisk syntese og organisk analyse.
3.	De specialestuderende, der har valgt organisk kemi til speciale ved skole-
embedseksamen eller magisterkonferens.
Undervisningen omfatter:
Forelæsninger over almen og uorganisk kemi.
Eksaminatorier over almen, uorganisk og organisk kemi.
Forelæsninger og eksaminatorier over videregående organisk kemi.
Forelæsninger over de organiske naturstoffers kemi.
Kollokvier for specialestuderende.
Laboratorieøvelser for begyndere.
Øvelser i kvantitativ analyse for biokemikere.
Videregående laboratorieøvelser i organisk kemi.
Ledelse af specialestuderendes arbejder.
Laboratorieundervisningen varetages under professor Jensens ledelse af en
afdelingsleder og fire amanuenser samt på grund af det forøgede antal studerende
i de sidste år af nogle viderekomne studerende og yngre kandidater. Til afdelingen
for stud. mag.er er yderligere knyttet en mikroanalytiker, en teknisk assistent,
en sekretær og to laboratoriebetjente.
Det fremgår af ovenstående, at den undervisning der varetages af professor
K. A. Jensen har udviklet sig til at være et af de mest omfattende undervis-
ningsområder indenfor den kemiske undervisning. Ved udflytningen til H. C.
Ørsted institutet vil professor K. A. Jensen også få tildelt den største af de fem
kemiske afdelinger. Da et ekstraordinært professorat ved vakance ikke umiddel-
bart kan besættes, hvilket kan føre til, at man kan komme til at stå uden leder
af den afdeling, er det meget vigtigt, at dette professorat allerede nu omdannes
til et ordinært professorat.
Man skal derfor indtrængende indstille, at denne ansøgning må blive fremmet.«
I overensstemmelse hermed blev på normeringsloven for finansåret
1960-61, jfr. folketingstidende 1959-60, tillæg A, sp. 3365-66, det for
14
210
Universitetets årbog 1958-63
prol'essor, dr. phil. K. A. Jensen oprettede ekstraordinære professorat
i kemi omdannet til et ordinært professorat i samme fag.
4. Professor, dr. phil. J. A. Christiansens afgang fra universitetet og
amanuensis ved Danmarks tekniske hojskole, dr. phil. Carl Johan Ball-
hausens udnævnelse til professor i kemi
(j. nr. 576/57).
Under 4. december 1957 blev der meddelt professor, dr. phil. J. A.
Christiansen afsked efter ansøgning på grund af alder i nåde og med
pension fra stillingen som professor i kemi ved Kobenhavns universitet
fra den 31. januar 1959 at regne. Da professoratet først ventedes besat
ved slutningen af forårssemestret 1959, blev professor Christiansens
afgang ved kgl. resolution af 8. december 1958 udskudt til at gælde fra
den 31. august 1959.
Efter at det således ledigtblevne embede under 28. februar 1958 var
blevet opslået ledigt, blev under 19. marts 1958 de indkomne 9 ansøg-
ninger, nemlig fra civilingeniør, Ph. D. Thor A. Bak, mag. scient. Carl
Johan Ballhausen, cand. polyt. Finn Grønlund, dr. phil. Christian
Emil Jensen, dr. phil. Chr. Klixbiill Jørgensen, lektor, mag. scient.
Jørgen Koefoed, civilingeniør cand. polyt. Arne E. Nielsen, mag. scient.
Hakon Nord, forskerdocent, fil. dr. Stig Sunner, Lund, tilstillet uni-
versitetet til erklæring.
Til at bedømme de indkomne ansøgninger nedsatte fakultetet i hen-
hold til § 2, stk. 2 i kgl. anordning af 5. februar 1953 et udvalg bestående
af professorerne, dr. phil. Børge Bak, dr. phil. Jannik Bjerrum, dr.
phil. J. A. Christiansen, fil. dr. O. Lamm, Tekniska Hogskolan, Stock-
holm og afdelingsleder, dr. phil. K. J. Pedersen, Den kgl. veterinær- og
landbohøjskole. Under 11. maj 1959 afgav udvalget følgende indstilling
om ansøgerne:
»Man har i udvalget ikke opnået enighed om at indstille een.
I henhold til § 3, stk. 3 i kgl. anordning af 5. februar 1953 om ansættelse af
professorer ved Kobenhavns universitet slutter denne skrivelse derfor med en
flertalsindstilling og en mindretalsindstilling.
Thor A. Bak. Ansøgeren er fodt 28/4 1929, er student fra 1947 og cand. polyt.
(kemiingeniør) 1953. Han tog doktorgraden 1956 ved Columbia Universitet, New
York, og har nylig fået en afhandling til forsvar for den filosofiske doktorgrad
antaget af fakultetet.
I 1953 arbejdede han som stipendiat, forst på Den Polytekniske Læreanstalts
organisk-kemiske laboratorium hos professor Stig Veibel og dernæst på univer-
sitetets fysisk-kemiske institut. Samme år arbejdede han med besvarelse af
universitetets prisspørgsmål i fysisk kemi for 1953 og fik i 1954 tilkendt univer-
sitetets guldmedaille for det indleverede arbejde. Resultaterne blev publiceret i
to afhandlinger.
I 1954 deltog ansøgeren i et møde i the Faraday Society. Senere på året deltog
han i American Chemical Society's mode i New York, hvor han forelagde de to
Afgang og udnævnelser af professorer
211
ovennævnte arbejder, hvorefter han fra august 54 til august 56 på et stipendium
fra Foreign Operations Administration havde et studieophold på Columbia
University hos professor dr. Y. K. LaMer. Han arbejdede her med udfældnings-
processers kinetik, LaMers yndlingsemne, og fortsatte sine med guldmedaille-
afhandlingen indledte studier over irreversible processers kinetik. I 1956 blev
han Ph. D. fra Columbia. Den hertil horende store afhandling hedder: A mini-
mum-principle for non-equilibrium stationary states.
Foruden at varetage sine studier deltog han som stedfortræder for og i en
periode parallelt med professor LaMer i undervisningen i fysisk kemi, specielt
termodynamik. Desuden organiserede og ledede han et seminar for viderekomne
(graduate) studerende.
August 1956 blev ansøgeren ansat som videnskabelig medarbejder ved univer-
sitetets fysisk-kemiske institut. Foruden at deltage i det lobende undervisnings-
arbejde (øvelserne i fysisk kemi) har han her fortsat sit forskningsarbejde og des-
uden afholdt to forskellige forelæsningsrækker for viderekomne og sammen med
C. J. Ballhausen afholdt regneøvelser i elementær kvantekemi.
Med orlov fra nævnte institut arbejdede ansøgeren fra september 57 til marts
58 i Bruxelles hos professor I. Prigogine som stipendiat fra det teknisk videnska-
belige forskningsråd. Opholdet resulterede i tre arbejder, de to om teorien for elek-
trodiffusion og det tredie om Brownske bevægelser af en partikel i vekselvirkning
med plienoner.
Ved to af de tre arbejder var medarbejdere hos Prigogine medforfattere. Han
står stadig i livlig videnskabeligt samarbejde med gruppen omkring Prigogine.
For ganske nylig deltog han efter indbydelse i et møde i Madison, Wisc. U. S. A.
om reaktionskinetik og beslægtede emner.
Ansøgerens publikationsliste er på 12 numre jævnt fordelt over tidsrummet
fra kandidateksamen (1953) til nu. Hertil kommer hans til forsvar for den filoso-
fiske doktorgrad antagne afhandling.
Desuden har ansøgeren fremsendt maskinskrevne eksemplarer af hans besvarel-
se af prisspørgsmålet for 1953 og to sæt forelæsningsnoter.
Ansøgerens første arbejde, som danner indledning til nogle af de følgende, er
udført sammen med professor, dr. Stig Veibel. Den næste er en fortsættelse deraf,
men udført alene. Den handler om kinetiken af reaktionen mellem phenanthren-
kinon og azoimid i koncentreret svovlsyre. Det vises heri, at reaktionen går
gennem et mellemprodukt, som på et vist stadium kan isoleres i godt udbytte,
men som derefter reagerer videre og giver slutprodukterne. Begge reaktioner
forløber bimolekulært og hastighedskonstanterne bestemmes. Beskrivelsen af
systemets tilstand som funktion af tiden volder her særlig vanskeligheder, som
overvindes ved en i det mindste for kemikere ny matematisk teknik. En direkte
efterkommer heraf: The base strengtli of hydrazoic acid, hvori basestyrken be-
stemmes ved simple fordelingsforsøg og resultaterne diskuteres under anvendelse
af Hammett's aciditetsfunktion H0. En tredie efterkommer er et igangværende
eksperimentelt arbejde vedrørende kinetiken af en med den ovennævnte beslæg-
tet reaktion, Schmidt-reaktionen.
De øvrige afhandlinger er prægede af ansøgerens usædvanlige matematiske
færdighed og hans kendskab til raffinerede matematiske metoder. Som det bl. a.
fremgår af bedømmelsen af hans disputats, synes hans begejstring for disse me-
toder undertiden at have forledt ham til at anvende dem, hvor mere ligefremme
og derfor mere gennemskuelige metoder kunne have været tilstrækkelige. Men i
arbejderne over elektrodiffusion og et tilsvarende afsnit i disputatsen kommer
de til god nytte. Det drejer sig her om et i matematisk henseende meget vanskeligt
problem, nemlig samspillet mellem diffusion og en kemisk reaktion. Der foreligger
tidligere arbejder herom, men til forskel fra disse går ansøgeren den vej at opstille
14*
212
Universitetets årbog 1958-63
fænomenets differentialligninger, hvilket er relativt let og dernæst at angive en
tilnærmet losning, hvortil det store matematiske apparat synes uundværligt.
Teorien viser sig at have betydning, ikke alene for det omhandlede problem, men
også for fortolkningen af visse fænomener, der optræder ved kromatografi.
I disputatsen er desuden bl. a. behandlet selve grundproblemet i den kemiske
kinetik, nemlig forudberegningen af en hastighedskonstant ud fra kendskabet til
det eller de reagerende molekulers og mediets egenskaber. Problemet er langt fra
nyt, og endnu langt fra en i praksis brugelig losning, men den vej, ansøgeren er
slået ind på, synes lovende. Ansøgeren behandler vekselvirkningen mellem en
partikel og et krystalgitter ved efter Prigogine at integrere Lionville's differential-
ligning. Han verificerer derved en i 1932 foreslået opfattelse af en kemisk reaktion
som en diffusion i et kraftfelt og dens udformning (1940) af H. A. Kramers, og
hvad der er vigtigere, fremstillingen implicerer en metode til bestemmelse af den
diffusionskoefficient, der indgår som parameter i diffusionsbilledet. Med bistand
af civilingeniør Igor Plesner bearbejdes dette problem videre, og det samme pro-
blem var et af hovedemnerne ved det føromtalte møde i Madison 1959.
Dette arbejde, der endnu er i sin begyndelse, har allerede som biprodukt givet
et nyt og særdeles lovende residtat, nemlig følgende: De to forfattere har fundet,
at diffusionskoefficienten for et atom (molekule), der diffunderer gennem et
krystalgitter, må være omvendt proportional med kvadratet på massen af det
diffunderede atom, medens man tidligere ud fra en, som det nu ses, falsk analogi
med forholdene i en gas altid er kommet til det resultat, at diffusionskoefficienten
er omvendt proportional med kvadratroden af den nævnte masse. Forfatterne
har i litteraturen kun fundet eet forsøg, ved hvilket forudsætningerne for bereg-
ningen er opfyldte, men for dette forsøg stemmer resultatet fuldstændigt med
forsøgene.
Ansøgeren har ved sine arbejder vist, at han er fortrolig med den matematiske
teknik, der er nødvendig til behandling både af vanskeligt og af lettere tilgænge-
lige problemer inden for det grænseområde mellem fysik og kemi, der kan beteg-
nes som kemisk kinetik i videste forstand. Endvidere lover nogle fuldførte og
andre godt begyndte eksperimentalarbejder godt for hans fremtid som eks-
perimentator og som vejleder ved planlægning og udførelse af fysisk-kemiske
eksperimentalarbejder. Han har betydelig erfaring i undervisning indenfor den
s. k. klassiske fysiske kemi. Tillige har han sammen med dr. J. Ballhausen ledet
regneøvelser i kvantekemi.
Carl Johan Ballhausen. Ansøgeren er fodt 4/4 1926, student 1945 og mag.
scient. i kemi 1954. Studietiden forlængedes 3 år af hospitalsindlæggelser som
følge af færdselsuheld. Allerede i foråret 1957 indleverede ansøgeren disputatsen:
Elektrontilstande i 1. Overgangsgruppe, der antoges uden ændringer og for-
svaredes for doktorgraden juni 1958, forsinket på grund af ansøgerens ophold i
U. S. A.
Ansøgeren var allerede i studietiden ansat på Kemisk Laboratorium A, Poly-
teknisk Læreanstalt, fra 1955 som amanuensis. 1955-56 havde han et post-doc-
toral fellowship ved Harvard universitetet, U. S. A. 1957-58 var han ansat som
»visiting scholar« ved Bell Telephone Laboratories, N. J., U. S. A., 1958—59
visiting professor ved universitetet i Chicago.
Ansøgeren har foruden ved Bell Telephone Laboratories og universitetet i
Chicago forelæst ved universiteterne i Cincinnati (Ohio), Harvard (Mass.), North
Carolina, Brookhaven National Laboratories og Massachusetts Institute of
Technology. Han har været inviteret taler ved Gordon Besearch Conference,
New Hampshire, og har desuden deltaget i en række internationale konferencer
(Amsterdam, Columbus). Hans pædagogiske virksomhed i Danmark har foruden
Afgang og udnævnelser af professorer
213
hans traditionelle amanuensisarbejde bestået i afholdelse af en serie forelæsninger
og regneøvelser over kvantekemi.
I ansøgningen om det ledige professorat ved Københavns universitet anfører
ansøgeren 22 publicerede arbejder. Hertil er senere kommet 5. 16 af disse 27
arbejder er publiceret i samarbejde med andre, heraf 2 med J. Bjerrum og
andre, 2 med Klixbiill Jørgensen, 1 med R. W. Asmussen, 1 med F. A. Cotton,
2 med E. W. Woffitt, 1 med E. M. Ancmon og 7 med A. D. Liehr.
Stort set falder publikationerne i tre grupper: en gruppe på 8 afhandlinger (I),
der er publiceret før disputatsen, men enten slet ikke eller kun i ringe grad drages
ind i disputatsindholdet; en gruppe på 11 afhandlinger (II), der er publiceret før
og omtrent samtidig med disputatsen og danner dennes basis, samt en gruppe på
7 afhandlinger (III), udkommet efter disputatsen.
Ansøgerens ansættelse ved Bell Telephone Laboratories og ved universitetet i
Chicago er et mål for den internationale anerkendelse, han har nået gennem sine
publikationer.
Ansøgerens videnskabelige linie er klart teoretikerens, idet eksperimentelt
arbejde udført af ham selv kun undtagelsesvis refereres (i 2 af afhandlingerne).
Som nyansat assistent ved Kemisk Laboratorium A kom han til at virke i et
millieu, hvor et stort, allerede skabt eksperimentelt materiale var forhånden og
nyt med lethed kom tilveje, efterhånden som der blev brug for det. Kompleks-
forbindelserne var op til ca. 1950 i det væsentlige kun beskrevet fænomenologisk
og termodynamisk. Endnu stod tilbage at forlene opfattelsen af dem med den
langt større detaillerigdom og dybere forståelse, der kun kan opnås på kvante-
mekanisk grundlag. Det var denne opgave, ansøgeren tog op omtrent samtidig
og i begyndelsen samarbejdende med en af de andre ansøgere, Klixbiill Jørgensen,
begge tilskyndet dertil af deres chef, professor J. Bjerrum. Hver af ansøgerne gik
imidlertid snart videre ad deres egne veje, Klixbiill Jørgensen med held dyrkende
sammenspillet mellem fortsatte eksperimenter og hypoteser - der ifolge sagens
natur ikke kunne være stærkt udviklet i retning af det kvantitative - mens
ansøgeren lige så resultatrigt fordybede sig i den kvantemekaniske forståelse.
Af afhandlinger i ovennævnte gruppe I er de 5 stort set oplæg til disputatsen
og de med den direkte sammenknyttede 9 afhandlinger. Af de resterende 3 er én
af polemisk karakter. Ilse og Hartmann i Frankfurt var omtrent samtidig med
gruppen i København begyndt at arbejde videre med kompleksforbindelser. 1
afhandlingen: Uber die Spektren komplexer Vanadin (Ill)-Verbindungen (1957)
viser ansøgeren, hvorledes Hartmann og Furlanis tydning af et absorptionsbånd
er forkert, mens hans egen metodik med lethed giver en tilfredsstillende for-
klaring. Udviklingen inden for dette felt har i det hele vist, at de synspunkter,
gruppen i København anlagde, havde større bærekraft end Ilse og Hartmann's
oprindelige.
I en anden af gruppe I's afhandlinger har ansøgeren arbejdet med F. A. Cotton
på teorien for kompleksbundne metalioners absorption af bløde røntgenstråler.
I en tredie afhandling sammen med J. Bjerrum og F. Basolo benyttedes krystal-
feltteoriens resultater til at identificere geometrisk isomere komplekser.
Gruppe Il's afhandlinger kan i virkeligheden behandles under en omtale af
disputatsen. Disputatsen er måske mest passende karakteriseret ved dens under-
titel: Studie i Krystalfeltteori. Man har haft krystalfeltteori længe før ansøgeren
begyndte at beskæftige sig med den, men han har været praktisk talt ene om at
give hele det foreliggende erfaringsmateriale (magnetiske forhold, absorptions-
liniefrekvenser, absorptionsintensiteter m. m.) en (matematisk) fejlfri behandling,
der ofte, ved ansøgerens konsekvente brug af gruppeteori, hæver sig til det usæd-
vanligt elegante. Her er der metodiske nydannelser af blivende værdi, såsom
»nedgang i symmetri-metoden« og den såkaldte t2-p formalisme. Såvel disputat-
214
Universitetets årbog 1958-63
sen som de med den sammenknyttede 9 afhandlinger har det fælles med alt vær-
difuldt teoretisk arbejde, at der på en række betydningsfulde punkter afstikkes
områder for fremtidige eksperimenter. Ansøgeren dokumenterer herved, at han
altså ikke alene kan lave teori på foreliggende eksperimentelle data, men også
omvendt befrugte eksperimentatorernes fantasi med nye ideer.
I sine sidste arbejder (gruppe III) giver ansøgeren nye overbevisende vidnes-
byrd om den bærekraft, disputatsens ideer og regnemetoder besidder overfor
problemer som det paramagnetiske resonnansspektrum af kobberfluorsilikats
hexahydrat, asymmetrien af Ti (III), Cr (II) og Co (III)'s absorptionsbånd i det
synlige spektralområde, oktaedriske Cu (II) og Mn (Ill)-kompleksers nedsatte
symmetri, visse Ni (Il)-kompleksers anormale magnetisme etc.
Et tabelværk af betydelig praktisk værdi over ligandfeltintegraler hører også
til denne gruppe arbejder.
Ansøgeren er fortrolig med kvantemekanikken og de af den inspirerede regne-
metoder, der har haft og sikkert vil få overordentlig stor betydning for vor ind-
sigt i molekylernes bygning og egenskaber. Han er formentlig blandt de mest
fremstående forskere på dette felt. Ansøgeren er kendt som en udmærket fore-
dragsholder og har undervist i sit fagområde inden for fysisk kemi. Han kan for-
vente, at han også vil kunne docere områder af faget, der ligger uden for hans
eget speciale.
Finn Grønlund. Ansøgeren er født 10/10 1925, blev student i 1944 og cand. po-
lyt. (kemiingeniør) 1949. I december 1957 blev han docteur és sciences ved Sor-
bonne. Denne grad kan ligestilles med den danske doktorgrad og der er præcedens
for, at den også formelt er blevet anerkendt som ligestillet med vor grad. Under
sit studium som kemiingeniør arbejdede han ca. 1/2 år på fysisk kemisk institut
med diffusion. 1949 lil 1951 arbejdede ansøgeren som stipendiat hos professor
dr. A. H. M. Andreasen med en metode til bestemmelse af viskositet i højmole-
kulære stoffer. 1951-1952 arbejdede han på Løvens kemiske fabrikkers forsk-
ningslaboratorium med kromatograferingsteori og -teknik. 1952-57 var han viden-
skabelig medarbejder hos professor Jaques Bénard. Fra begyndelsen af 1958 og til
nu har han været ansat som research associate ved universitetet i Indiana, U. S. A.
hos professor Walter J. Moore, hvor han foruden at fortsætte sine arbejder fra
Paris har deltaget i undervisningen i fysisk kemi.
Grønlunds første videnskabelige arbejde, udført hos professor Andreasen, er en
undersøgelse af en metode til bestemmelse af viskositeten af højviskose stoffer.
Grønlund viser her, hvorledes nedbøjningshastigheden af cylindriske stave af
harpix afhænger af stavens længde og diameter, samt af dens viskositet, som han
bestemte med Pochettino-viskosimetret. Der foreligger ikke publikationer over
ansøgerens kromatografiske arbejde på Løvens kemiske fabrikker. I de fem år
ansøgeren har arbejdet i Paris, har han udført et betydeligt experimentelt arbejde
over reaktionen mellem metalliske kobberoverflader og ilt ved temperaturer fra
300 til 1000°C og ilttryk fra 10-1 til 10-4 mm kviksølv. Han har konstrueret et
simpelt apparatur, hvorved han kan holde de meget små ilttryk konstante under
iltoptagelsen. Han har med stor dygtighed anvendt en række experimentelle
hjælpemidler, som almindelig mikroskopi, elektronmikroskopi, elektrometrisk
bestemmelse af oxidmængden i de uhyre tynde lag, elektrondiffraktion såvel ved
reflexion som ved transmission gennem de løsnede oxidlag. Han viser, at der,
når oxidationen foregår ved passende temperatur og tryk, kan skelnes mellem tre
adskilte perioder under denne. Først en induktionsperiode, i hvilken man ikke
ved mikroskopisk undersøgelse kan finde nogen ændring af overfladen, men ved
elektrodiffraktion og elektrometrisk reduktion kan vise, at der dannes en ikke-
orienteret film af cuprooxid mindre end 30 Å tyk. Den anden periode indledes ved
Afgang og udnævnelser af professorer
215
at der samtidig dannes et stort antal monokrystallinske kim af cuprooxid. Disse
vokser i lobet af perioden i størrelse, men ikke i antal. Ved begyndelsen af den
tredie periode dækker de hele overfladen. Grønlund har undersøgt, hvorledes
induktionsperiodens længde og kimtallet afhænger af temperaturen og ilttrykket
og af metalkrystallernes orientering. Ud fra forsøgene drager han slutninger om
processens mekanisme. Han viser, at det er sandsynligt, at kimene opstår på
tilfældige steder, ikke specielt hvor der findes fejl i kobberets krystalstruktur eller
spor af urenheder, og at kimvæksten sker ved en overfladediffusion af cuprooxid.
Om dette arbejde har Grønlund publiceret 3 mindre afhandlinger, samt doktor-
afhandlingen: Etudes du processus de germination dans la réaction del'oxygéne
sur le cuivre aux températures élevées, som han i 1957 har forsvaret ved Sorbonne
for graden docteur és sciences med bedømmelsen tres honorable. Han fortsætter
nu i U. S. A. sine undersøgelser med forsøg over ionstrålers indvirkning på over-
flader.
Som det fremgår af det ovenstående er ansøgeren en fremragende eksperimen-
tator, som har opdaget et nyt fænomen indenfor sit arbejdsfelt. Hans færdighed i
videregående teoretisk behandling af forsøgsresultaterne er ikke fuldt dokumen-
teret for udvalget, men efter de for os foreliggende oplysninger ser det ud til, at
han også behersker denne side af sagen. Noget tilsvarende gælder for hans under-
visningsfærdighed, den er ikke fuldt dokumenteret, men foreliggende oplys-
ninger tyder på, at denne side af sagen ikke vil volde ansøgeren nogen vanskelig-
hed.
C. E. Jensen. Ansøgeren er født 14/11 1917, er student 1936. Begyndte som
mediciner, men hans studier blev afbrudt af kalvekastningsfeber med nu helt
overvundne følgesygdomme. Begyndte påny 1945 som stud. mag. scient. i bio-
kemi. Mag. scient. 1952, dr. phil. 1957.
Fra sin magisterkonferens har ansøgeren uafbrudt arbejdet på Københavns
universitets fysisk-kemiske institut, først med stipendier fra forskellige fonds,
1954-1957 som universitetsadjunkt og fra 1/9 1957 som amanuensis, nu som
docent. Fra maj 1954 har han deltaget i den videregående undervisning i fysisk
kemi for biokemikere og fra 1/9 58 endvidere i undervisningen ved instituttets
øvelser i fysisk kemi for universitetsstuderende og polyteknikere.
Ansøgerens publikationsliste (afsluttet 12/3 1958) er på 51 numre.
Allerede som student publicerede han to afhandlinger. Den første handler om
indflydelsen af visse metalioner på hyaluronsyreopløsningers viskositet. Det
vises heri, at jern og kobber virker katalytisk på dette makromolekules viskositet
og at kobber derudover virker gelatinerende, formentlig ved kompleksdannelse.
Af denne afhandling er ansøgeren eneforfatter. Den anden, publiceret sammen
med J. A. Christiansen, handler om en nu forældet metode til bestemmelse af
osmotisk tryk.
Et lidt senere arbejde handler om udvinding af kalium-hyaluronat af råmateri-
alet. Den deri angivne metode er naturligvis en modifikation af tidligere beskrev-
ne, men den citeres ofte i den internationale, særdeles omfattende litteratur om
hyaluronsyre, dette stof der åbenbart er så overordentligt vigtigt for levende
organismer, fra de laveste til de højeste.
Ansøgerens omfattende viden om dette stof, dets forekomst, dets egenskaber
og dets fysisk-kemiske forhold, i forbindelse med et indgående ved megen læsning
og mange samtaler med sagkyndige kolleger erhvervet kendskab til biologiske
forhold har bevirket, at hans medvirken til løsning af bestemte opgaver er stærkt
efterspurgt. Hidtil har han imidlertid kun villet påtage sig sådanne opgaver, der
var forenelige med hans forbliven ved fysisk-kemisk institut, selv om han derved
måtte give afkald på ret betydelige indtægter, f denne forbindelse kan det anføres,
216
Universitetets årbog 1958-63
at ansøgeren i sommeren 1957 blev indbudt til at deltage i en konference i U. S. A.
om mucopolysaccharider.
På grund af ansøgerens meget store produktion må vi nøjes med at omtale
nogle af hans vigtigste arbejdsområder.
A.	Mikroosmometret. Ideen hertil og måske enkelte konstruktive detailler
skyldes J. A. Christiansen, men det var ansøgeren, der ledede konstruktions-
arbejdet i det daglige. Apparatet, i flere eksemplarer, bruges nu dagligt på
fysisk-kemisk institut. Dets første anvendelse var til bestemmelse af forskellige
hyaluronsyrepræparaters molekulvægte. Senere er det blevet anvendt på adskil-
lige andre stoffer, og til studier af hyaluronatopløsningers osmotiske tryks af-
hængighed af saltkoncentrationen, egenkoncentration og pH. For tiden sam-
arbejder 3-4 personer alene på dette område med ansøgeren. En tidligere med-
arbejder arbejder nu videre på egen hånd, men også på fysisk-kemisk institut.
B.	Elektronmikroskopiske fotografier af hyaluronsyremolekuler. Arbejdet er
udført sammen med fysikeren F. Carlsen og kunne ikke være udført uden begges
medvirken. Dette var det første fotografi af hyaluronsyremolekuler. Det viste
umiddelbart molekulets ormformige struktur. Senere fotografier af andre for-
skere præsenterer sig smukkere end de to forfatteres, men bekræfter fuldt ud
deres resultater.
C.	En bestemmelse af hyaluronsyrens niolekulvægt ved sedimentationsforsøg i
Svedberg-centrifugen. Arbejdet blev udført på Carlsberg Bryggeriernes laborato-
rium sammen med Bobert Djurtoft. Besultatet stemte overens med det ved
osmometri fundne.
D.	Hyaluronatopløsningers forskydningselasticitet. Fænomenet var kendt fra
obstetriken, og det var professor Bydberg, der henledte forfatterens opmærksom-
hed på dets eksistens i visse sekreter (Scott-Blairs oestroskop).
E.	Et særligt frugtbart samarbejde har ansøgeren haft med oto-laryngologen
dr. Th. Vilstrup. Disse to har påvist eksistensen af hyaluronsyre i øret hos fisk,
senere også hos pattedyr.
F.	Dr. Vilstrups store interesse for hørelsen bevirkede, at han så at sige for-
langte af ansøgeren og i det hele taget af fysisk-kemisk institut, at man skulle
finde en elektrisk effekt i hyaluronatoplosninger. Det lykkedes også de tre for-
fattere Jensen, Koefoed og Vilstrup at finde en sådan. Effekten består i, at
der i en hyaluronatopløsning, der forskydes i et glasrør, opstår en potentialdiffe-
rens, der er positiv i forskydningens retning. Til påvisningen anvendtes en oscillo-
graf, som ikke kunne give væsentlig mere end en sikker kvalitativ påvisning af
fænomenets eksistens og dets fortegn.
I lobet af det sidste års tid har ansøgeren og dr. Vilstrup ved en simpel, men
meget følsom potentiometeropstilling (Wolf-Potentiometer) gjort fænomenet til-
gængeligt for mere kvantitative målinger. De har derved påvist potentialer op
til 175 millivolt.
G.	Ved et meget frugtbart samarbejde mellem bakteriologen G. J. Bonde,
kemikeren J. Thamsen og ansøgeren blev det vist, at der i en pseudomonas-
kultur dannes et lavmolekulært farvet stof, der aerobt, og, som senere af ansøge-
ren vist, kun aerobt nedbryder hyaluronsyre. De egentlige hyaluronidaser ned-
bryder derimod både aerobt og anerobt.
H.	Arbejder sammen med dr. F. Zacliariae om ovulationens mekanisme. At
dømme efter den enorme efterspørgsel efter særtryk af denne gruppe har disse
arbejder vakt stor opsigt i vide kredse.
Det vil fremgå af det ovenstående, at ansøgeren trods hans tilsyneladende
stærkt begrænsede arbejdsområde er en mangesidig og idérig forsker med usæd-
vanlige evner for samarbejde med ældre, jævnaldrende og yngre kolleger. Tillige
er han dygtig til at vejlede de studerende og har dokumenteret, at han forstår at
anvende fysisk-kemiske principper på biologiske problemer.
Afgang og udnævnelser af professorer
217
Ansøgeren har deltaget i undervisningen på fysisk-kemisk instituts øvelses-
kursus.
Axel Christian Klixbiill Jørgensen. Ansøgeren er født 18/4 1931 ug således kun
lige fyldt 28 år. Han er student fra 1950 og cand. mag. med kemi som hovedfag
januar 1954 efter kun 3x/2 års studium. Allerede fra 1/9 53 blev ansøgeren ansat
ved undervisningen i kvalitativ analyse på Kemisk Laboratorium A, Danmarks
tekniske Højskole, og er siden 1/9 56 amanuensis II sammesteds.
Disputatsen »Energy Levels of Complexes and Gaseous Ions« blev sammen med
11 andre afhandlinger forsvaret for den filosofiske doktorgrad i juni 1957.
Ansøgeren har holdt forelæsninger om ligandfeltteori ved Oslo universitet i
1957 og ved Uppsala universitet og i Cambridge i 1958, og været inviteret til
kongresser i udlandet, således i den europæiske atomenergiorganisations sym-
posium om uranudvinding i april 1956 i Paris og det 10. kemiske Solvaymøde i
Bruxelles i maj 1956. Ved Københavns universitet har han 1957-58 afholdt
en forelæsningsrække om absorptionsspektre og kemiske egenskaber af kom-
plexer.
Siden 1/1 1959 har han med orlov fra sin tjenestemandsstilling tiltrådt en
stilling som videnskabelig rådgiver ved NATO i Paris foreløbig for et år.
Ansøgeren, der sammen med sin ansøgning indsendte en liste med 36 publika-
tioner for tiden 1953-57, heraf 9 sammen med andre forfattere, har indtil dato
yderligere skrevet eller publiceret henved 10 afhandlinger, og er således en meget
produktiv forsker. Hans forste videnskabelige undersøgelse udførtes allerede i
studietiden og behandler de spektrale ændringer, som optræder ved tilsætning af
små vandmængder til alkoholiske opløsninger af overgangsmetalioner. Den første
afhandling vedrorende disse undersøgelser er publiceret sammen med et af med-
lemmerne af bedømmelsesudvalget, men allerede afhandling nr. 2, hvortil han
er eneforfatter, viser ham som den dygtige iagttager med evne til hurtigt at over-
se og sammenfatte et stort experimentelt materiale. De nævnte publikationer
gav anledning til en polemik i Nature, og forholdene viste sig i det bele taget
mere komplicerede end først antaget. Det var vistnok ansøgerens mening at ud-
dybe disse undersøgelser under benyttelse af andre fysisk-kemiske metoder, men
udviklingen på laboratoriet medførte, at han blev mere interesseret i at studere
årsagerne til, at metalsalte er farvede, og beskrive de til absorptionsspektrene
svarende energiniveauer ved hjælp af parametre fra ligandfeltteorien og atom-
spektroskopien.
I ligandfeltteoriens første udviklingsperiode på Kemisk Laboratorium A ar-
bejdede ansøgeren i nært samarbejde med Carl Ballhausen og har både teoretisk
og experimentelt ydet en stor indsats ved tilblivelsen af serien »Studies of
Absorption Spectra I-X«. Nr. III, IV, VI, VII og VIII af denne serie publicerer
han som eneforfatter. I III og IV, der er overvejende experimentelle arbejder,
vises, at de usammensatte krystalfeltbånd for oploste metalioner af 1. overgangs-
gruppe er meget nær Gauss-formede. Samtidig påviser ansøgeren for nogle af
disse ioner existensen af en række meget svage (dobbeltforbudte) hidtil ukendte
absorptionsbånd. I VIII, der er et teoretisk arbejde, undersøger han samtidig og
uafhængig af andre under benyttelse af Betlies gruppeteoretiske metode, hvor-
ledes dn -termerne med 3 og tiere elektroner spalter op i krystalfelter af kubisk
symmetri. I VI og Vil, der er publiceret i Videnskabernes Selskabs Meddelelser,
har ansøgeren ydet en betydelig indsats ved tilordningen og tydningen af lantha-
nidernes og actinidernes spektre. Yderligere bidrag hertil gives i endnu et arbejde
i Videnskabernes Selskabs Meddelelser samt i flere mindre arbejder. Ansøgerens
teorier og målinger både støtter og modificerer Seaborg's actinidhypotese og giver
værdifulde oplysninger om variationsmuligheder for Fk-parametrene, der repræ-
senterer den elektrostatiske frastødning mellem elektroner i den samme skal.
218
Universitetets årbog 1958-63
I disputatsen, der i det væsentlige er et oversigtsarbejde byggende på tidligere
publicerede arbejder, behandles både fn- og dn-systemerne. Ansøgerens studier
over de sidstnævnte er samlet i de to undersøgelsesrækker: »Comparative Crystal
Field Studies I-IV« og »Complexes of the 4d and 5d-Groups I-IV«, der repræsen-
terer en meget imponerende arbejdsindsats i løbet af kort tid. Under benyttelse af
et registrerende Cary-spektrofotometer bestemmes absorptionsmaxima og bånd-
bredder for et meget stort antal komplexer indenfor de 3 overgangsgrupper,
og der gives en tydning af de fundne spektre i ligandfeltteoriens sprog. Ansøgeren
påviser »intermixing« mellem forskellige energiniveauer, og undersøger i udvalgte
tilfælde så mange ligandtyper, at han er i stand til experimentelt at konstruere de
tilhørende Orgel-energidiagrammer. Han udvider herved overordentligt vort
kendskab til disse spektre og får i tilgift vigtige oplysninger om de pågældende
komplexers stereokemi.
I et lille arbejde med O. Bostrup forfiner ansøgeren den oprindelige elektro-
statiske model af komplexerne, men er helt klar over denne models utilstrækkelig-
hed. Hans påvisning (tildels i samarbejde med C. E. Schåffer) af den forskellige
værdi af Fk-parametrene i forskellige komplexer med samme metalion tyder på,
at komplexbindingen er delvis covalent. Udfra de fundne Fk-parametre skønnes
direkte, at elektronskyen af den ukomplette skal af dn-komplexerne svarer til en
større gennemsnitsradius end ionradien, mens 4f-elektronskyen hos lanthanider-
ne synes at være lidt mindre end krystalradien.
Ansøgeren har også været opmærksom på en række andre konsekvenser af
ligandfeltstabilisationen. I forskellige arbejder diskuteres således den ukomplette
skals indflydelse på størrelsen af komplekcitetskonstanter og aktiveringsenergier,
og på variationen i oxidationstrin og redoxpotentialer.
I den seneste tid har ansøgeren i endnu ikke publicerede arbejder endvidere
givet vigtige bidrag til forståelsen af komplexernes elektronoverførselsspektre og
fundet, at hexahalidernes ligandfelt og redoxbånd kan beskrives af den samme
teori, og at der ingen artsforskel findes mellem de tre overgangsgrupper.
Ansøgeren, der allerede er en forsker af internationalt format, har en ualmin-
delig god intuition for det væsentlige i en sag, og støttet af sin næsten leksikalske
viden publicerer han sine resultater næsten i samme tempo, som de er erhvervet,
og såsnart de er blot nogenlunde afklarede. Dette kan være nødvendigt på et
område, hvor der er stærk konkurrence, men hans produktion har ikke derved
vundet i klarhed, og i diskussionen er det ikke altid let at adskille hans egen ind-
sats fra, hvad andre har gjort. Ansøgeren har utvivlsomt opnået betydelige
resultater, men det skyldes formodentlig hans arbejdsmåde, at han ikke har
forstået at gå tilstrækkeligt i dybden, og heller ikke har lagt tilstrækkelig omhu
for dagen ved udarbejdelsen af sine afhandlinger.
Ansøgeren har holdt forelæsninger indenfor sit speciale i både ind- og udland,
og er en god forelæser for interesserede tilhørere.
J. Koefoed. Ansøgeren er født 4/1 1920, er student fra 1938 og tog magister-
konferens i kemi og teoretisk fysik 1943. I 1945 fik han Københavns universitets
guldmedaille for sin besvarelse af universitetets prisspørgsmål i uorganisk kemi
for 1944.
I 1946-47 studerede han statistisk termodynamik hos E. A. Guggenheim,
Reading, på stipendiet British Gouncil Scholarship. Han har endvidere ved flere
lejligheder deltaget i internationale kongresser og har været flittig deltager i og
foredragsholder ved de nordiske kemikermøder, for hvis danske bestyrelse han
nu er sekretær. Som sådan udførte han et fortjenstfuldt arbejde ved organisatio-
nen af det niende nordiske kemikermøde i Aarhus. Desuden skal det fremhæves,
at han i januar 1948 deltog i et termodynamisk kolloquium i Bruxelles. Her
Afgang og udnævnelser af professorer
219
fremstillede og forsvarede han den nylig afdode professor J. N. Bronsteds nye og
omstridte fremstilling af de termodynamiske love.
Fra august 1942 har ansøgeren med en ganske kort afbrydelse været videnska-
belig medarbejder ved Københavns universitets fysisk kemiske institut. Han er
nu ansat under den Polytekniske Læreanstalt som amanuensis og fra 1/2 1957
lektor i fysisk kemi sammesteds.
I sidstnævnte egenskaber holder han forelæsninger og eksamen for læreanstal-
tens 2den dels studerende og har desuden, som sin forgænger, dr. Guntelberg den
daglige ledelse af de obligatoriske øvelser i fysisk kemi for polyteknikere og uni-
versitetsstuderende. Koefoeds publikationsliste omfatter 34 numre, hvortil kom-
mer to senere indleverede trykfærdige manuskripter. Listen er mod sædvane
kommenteret af ansøgeren. Han betegner sig selv som specialist i alsidighed og
har ubestrideligt store stilistiske og journalistiske evner. En af hans store interes-
ser er »cybernetics«, et emne som måske har en vis, men dog for os at se temmelig
fjern forbindelse med fysisk kemi, i hvert fald i ansøgerens for os forelagte
publikationer. To afhandlinger handler om hørelsens mekanisme og er affødte
af ansøgerens medarbejde ved opdagelsen af den nye elektriske effekt, forskyd-
ningspotentialer i hyaluronatopløsninger og i andre højpolymere polyelektrolyt-
opløsninger. Disse arbejder vidner om ansøgerens interesse for fysiologiske pro-
blemer, men ligger i øvrigt så fjernt fra den fysiske kemi, at vi ikke har set os i
stand til og heller ikke anser det for fornødent at vurdere dem. Desuden fore-
kommer deres eksperimentelle grundlag os lovligt spinkelt. At effekten eksisterer
og har det angivne fortegn var sikkert nok, men en kvantitativ undersøgelse af
dens størrelse manglede. Først senere har ansøgerens to kolleger begyndt på så-
danne undersøgelser i en forsøgsopstilling, der er simplere end den oprindelige.
Det har derved vist sig, at effekten er væsentlig større end de første iagttagelser
lod formode.
Af andre eksperimentelle arbejder indeholder fortegnelsen kun ret få. Det
første, fra 1946 er det fremragende arbejde af J. N. Brøndsted og J. Koefoed om
termodynamiske egenskaber af paraffinblandinger. Selv om ansøgeren åben-
bart er juniorforfatter, har han nok ret i sin påstand om, at hans indsats har
bidraget væsentligt til arbejdets succes. Så meget des mere forundrer man sig
over, at han ikke har gjort noget forsøg på efter Bronsteds død selv at videreføre
arbejdet.
Ansøgeren har desuden udfort et eksperimentelt kinetisk arbejde, Hydrolyse
af Benzoylfosfater, sammen med en juniorforfatter. Metodiken er upåklagelig,
og udover en bestemmelse af visse konstanter og deres pH-afhængighed inde-
holder det en diskussion af de kemiske konsekvenser af resultaterne.
Sidst i listen kommer det nu publicerede Surface Tension of Liquid Mixtures.
Afhandlingen giver en beskrivelse af et nyt princip til måling af overfladespæn-
dinger og dets konstruktive udformning. Principet er elegant og de opnåede
resultaters nøjagtighed er mindst på højde med de bedste af tidligere publicerede
målingers. I et senere indleveret arbejde anvendes samme metodik. Disse arbej-
der, navniig de sidstnævnte, viser hans udmærkede evner som eksperimentator.
Alligevel udgøres den overvejende del af ansøgerens produktion af teoretiske
arbejder, som viser, at hans interesser falder indenfor centrale områder af den
fysiske kemi, navnlig termodynamik og statistisk termodynamik. At han også
er fortrolig med molekularfysikkens (den kemiske fysiks) hovedlinier viser hans
bog Valenskræfterne. Tre af ansøgerens arbejder er formentlig inspirerede af
Niels Bjerrums store arbejde om Isens Struktur. Ansøgerens veludviklede kriti-
ske sans ytrer sig deri, at han deri på visse punkter stiller sig i opposition til
herskende anskuelser, om med rette eller urette ser vi os ikke i stand til at af-
gøre, så meget mindre som han i sine kommentarer selv betegner disse arbejder
220
Universitetets årbog 1958-63
som ikke afsluttede. I et andet tilfælde har hans kritiske sans fort til et afgjort
positivt og meget værdifuldt resultat. Afhandlingens titel er Alternative Mecha-
nism of the Fe- and the Cu-Fe-Catalyzed Decomposition of Hydrogen Peroxide.
Den indeholder en motiveret omtydning af V. Sten Andersens experimentelle
resultater. Også i overfladespændingsarbejderne udtrykker ansøgeren en fra den
gængse forskellig mening. Man går med J. W. Gibbs ud fra, at potentialet af et
bestemt stof i en grænseflade har samme værdi i grænsefladen som i den homogene
del af vædsken. Når alligevel, for en blanding, grænselagets sammensætning er
forskellig fra den homogene blandings, skyldes det den spænding som grænselaget,
men ikke den homogene fase er underkastet. Ansøgeren drager udtrykkelig rig-
tigheden af denne fundamentale antagelse i tvivl, men er naturligvis ikke i tvivl
om, at spændingen i grænselaget deri fremkalder en stoffordeling, der afviger fra
den homogene fases. Ansøgeren har besørget en fortjenstfuld og stærkt påkrævet
publikation af J. N. Brønsteds sidste eksperimentelle arbejde, som det vides, at
Brønsted selv satte megen pris på.
Som det fremgår af det foregående er ansøgeren en udmærket eksperimentator,
der bl. a. har planlagt og gennemført konstruktionen af et apparat efter et nyt
princip og med bistand af yngre medarbejdere har opnået smukke resultater
derved. Tillige er han fortrolig med hovedområder indenfor den teoretiske fysiske
kemi, særlig med termodynamik og med den s. k. statistiske termodynamik
og har en meget betydelig erfaring i undervisning i faget. Han er i besiddelse af
megen kritisk sans, men hans kritik forekommer os ikke i alle tilfælde klart be-
grundet. Det har været os påfaldende, at så mange af hans arbejder kun er an-
noncerede og navnlig savner vi i hans vidtomspændende produktion et egentligt
hovedværk.
Arne E. Nielsen. Ansøgeren er født 30/10 24, er student fra 1943 og cand. polyt.
(kemiingeniør) fra 1950.
Siden 1/2 1950 har han på forskellige løntrin været ansat som videnskabelig
medarbejder ved Kobenhavns universitets fysisk-kemiske institut.
I 1954 fik han universitetets guldmedaille for sin besvarelse af dets prisspørgs-
mål for 1953.
Ansøgeren har på nævnte institut deltaget i undervisningen ved det obligato-
riske øvelseskursus i fysisk kemi for universitetsstuderende og polyteknikere.
På polyteknisk læreanstalt har han deltaget i undervisningen af de ovennævnte
studerende ved eksaminatorier og øvelser i opgaveregning i fysisk kemi. Derud-
over har han periodevis afholdt særlige eksaminatorier i samme fag for biokemi-
studerende. Til brug herfor har han udarbejdet et mimeograferet manuskript,
der nu fremtræder som en god, ikke helt lille fremstilling af de vigtigste afsnit af
den fysiske kemi. Publikationsfortegnelsen omfatter i alt 12 numre, hvortil senere
er kommet et manuskript på 33 sider. Nr. 3 er udført i samarbejde med W. Drost-
Hansen nu professor i fysisk kemi i New Mexico. Arbejdet opstod som et supple-
ment til et lille arbejde af Drost Hansen og J. A. Christiansen til efterprøvning
af en af nuværende professor O. Foss, opstillet teori for polyt ionsyrernes kon-
stitution, som forte til en fuldstændig bekræftelse af Foss's teori. I det nye arbej-
de, som blev væsentlig storre, undersøgtes kinetikken af pentationats omdannelse
til tiosulfat ved forskellige pH værdier. Forsøgene er gode og resultaterne klart
fremstillede, men trods det, er det mest interessante ved denne afhandling, at man
her for første gang på fysisk-kemisk institut anvendte en potentiostat bygget
efter et nyt princip, f. ex. forskelligt fra det på Carlsberg Laboratorium anvend-
te. Apparatet er siden da gradvis blevet udviklet til et helautomatisk apparat til
registrering af en kemisk reaktions forlob og har været til stor nytte for institut-
tets reaktions-kinetiske arbejder. En stor del af æren for konstruktionen af dette
Afgang og udnævnelser af professorer
221
apparat efter det givne princip har netop ansøgeren, som derved har dokumen-
teret sit kendskab til elektronisk laboratorieteknik. I en forkortet gengivelse af
guldmedailleafhandlingen vises det ved direkte regning på et konkret eksempel,
at princippet om minimal entropiproduktion ikke gælder for en reagerende blan-
ding, der er langt fra ligevægt. Selv 0111 det almene resultat var kendt, er afhand-
lingen dog af værdi til belysning af problemet i det konkrete tilfælde.
Alle de øvrige afhandlinger handler om mekanismen ved udfældning af
tungtopløselige salte. De første, som er udført sammen med J. A. Christiansen,
handler fortrinsvis om kimdannelsens kinetik, medens de følgende, af hvilke
ansøgeren er eneforfatter, handler om krystallernes vækst. I et af dem har an-
søgeren ved al bruge en effektiv sterilisationsteknik forsøgt at bestemme det
minimale antal kim, der dannes under givne forsøgsomstændigheder og viser
desuden ved fotografier den karakteristiske forskel på krystaller, der dannes under
forskellige omstændigheder. Tre af afhandlingerne danner så at sige et hele, hvori
samme tanke forfølges med trinvis forfinede eksperimentelle og matematiske
hjælpemidler. Ideen er den, at væksthastigheden af en krystal ved små koncen-
trationer er bestemt ved polymolekulær aflejring på krystaloverfladen og ved
større koncentrationer af diffusion af stof hen til overfladen. Den sidste og mest
udførlige afhandling i denne gruppe indeholder både nye forsøg og en værdifuld
sammenligning af empirisk fundne konstanter med konstanter, der beregnes ud
fra rimelige kinetiske antagelser. Den afrunder gruppen på en meget tiltalende
måde.
Et kortfattet autoreferat fra kemikermødet i Aarhus (1956) er noget vanskeligt
tilgængeligt, men dets resultater er, at der ved krystalvækst ikke kan være tale
0111 stationaritet. Dette synes vanskeligt at kunne forliges med, at ansøgeren i
senere afhandlinger opererer med funktioner af omsætningsgraden, s. k. chro-
nometriske integraler, hvis eksistens synes at implicere stationaritet.
Alt i alt er det vort indtryk, at ansøgeren har gode eksperimentelle, teoretiske
og pædagogiske evner.
Hakon Nord. Ansøgeren er født 24/12 1921, student 1940 og mag. scient. i ke-
mi 1945. Ansøgeren har fra 1944 været ansat ved undervisningen på Kemisk
Laboratorium A, Danmarks tekniske Højskole først som vikar, efter sin eksamen
som honorarlønnet amanuensis, fra 1949-58 som amanuensis II, og siden 1/4 58
som amanuensis i 25. lønningsklasse.
Udover sit undervisningsarbejde på Kemisk Laboratorium A har ansøgeren
siden 1953 undervist i fysik og kemi på Hærens Officersskole.
Allerede i studietiden besvarede ansøgeren universitetets prisopgave for 1944
og opnåede accessit. I 1947 opnåede han guldmedaille for en afhandling om
uranoionens oxydation med molekulær ilt. Samme år studerede Nord i nogle
måneder biologisk oxydation hos professor Sym i Gdansk, og var 1949-51 British
Council stipendiat hos professor Hinshelwood i Oxford.
Ansøgeren er meget berejst og har iøvrigt deltaget i kongresser i udlandet,
således meget i Bunsen Gesellschafts moder.
Ansøgnirgen indeholder ingen publikationsliste, men ifølge oplysninger, som
udvalget selv har indhentet, foreligger til bedømmelse af ansøgerens videnska-
belige kvalifikationer følgende publikationer:
1.	Energetics of the Pasteur Effect,
Acta Chem. Scand. G (1952) 1431-1442.
2.	Centralvarmekorrosion, med J. Bjerrum og J. L. Mansa,
Ingeniøren 1954, nr. 17.
3.	Autoxidation of Cuprous Chloride,
Acta Chem. Scand. 9. (1955) 430-437.
222
Universitetets årbog 1958-63
4.	Applicability of Steady State Principle,
Acta Chem. Scand. 9 (1955) 438-441.
5.	Autoxidation of Ascorbic Acid,
Acta Chem. Scand. 9 (1955) 442-454.
6.	Autoxidation af thioglykolsyre, med Kaj Axel Jensen.
Referat af foredrag ved 9. nordiske kemikermode, Aarhus 1956.
7.	Om grundlaget for biologisk kinetik.
Referat af foredrag ved 9. nordiske kemikermode, Aarhus 1956.
8.	En syre-baseteori for jerns korrosion. Ingeniøren 1958, nr. 8.
9.	Kinetics of Electrode Reactions I.
(Indleveret manuskript).
Endvidere har ansøgeren i 1956 indleveret en afhandling til Københavns uni-
versitet: Et enzymkinetisk grundlag for den biologiske energetik. Bedømmelses-
udvalget forlangte samme år visse ændringer foretaget. Dette er endnu ikke sket.
I sit første arbejde studerer ansøgeren inspireret af sit ophold hos professor
Hinshelwood væksthastigheden af rendyrkede bakteriekulturer. Prigogine og
andre har vist, at hastigheden af en kemisk reaktion, som forløber nær ligevægt,
er proportional med reaktionens affinitet, og det er ansøgerens udgangspunkt, at
denne lov med tilnærmelse må antages at gælde for den levende celle. Begrundel-
sen herfor er, at affiniteten fordeles over et stort antal trin, og at det må antages,
at den levende celle tilstræber en sådan enzymfordeling, at man helt undgår
tilstedeværelsen af »flaskehalse« i systemet. Dette leder naturligt ansøgeren til den
forestilling, at forøgelsen i glukoseforbruget ved overgang fra aerob til anaerob
stofskifte er en simpel termodynamisk konsekvens af den forskellige energetiske
værdi af glukosen i de to tilfælde, og giver derigennem en simpel forklaring af den
såkaldte Pasteureffekt.
I en anden gruppe af arbejder beskæftiger ansøgeren sig med kinetikken ved
autooxidationen af urano- og cuproionen og med den kobberkatalyserede auto-
oxidation af ascorbinsyre og thioglykolsyre. I to både experimentelt og teoretisk
velgennemførte arbejder når ansøgeren frem til en meget nær fuldstændig op-
klaring af mekanismen for oxidationen af cuproionen og ascorbinsyre, mens for-
holdene er væsentlig mere komplicerede i de to andre tilfælde. I tilknytning til
sine undersøgelser af cuprooxidationen er ansøgeren endvidere i stand til at be-
regne den - som det kan vises - forsvindende fejl, der begås ved at antage gyldig-
hed af stationaritetsprineipet for oxygenkoncentrationen i opløsningen.
I en tredie gruppe af arbejder beskæftiger ansøgeren sig med mekanismen for
jernets korrosion og passivitet. Ansøgeren fik interesse for disse problemer i for-
bindelse med løsningen af en mere praktisk betonet opgave vedrørende tæring i
centralvarmeanlæg, og har med støtte fra det teknisk-videnskabelige forsknings-
råd opbygget et moderne udstyret laboratorium til undersøgelse af kinetikken ved
elektrodereaktioner. Ansøgeren opstiller en syre-basemekanisme for jernets
korrosion og giver et arbejdsprogram for dette laboratorium i en artikel i Ingeni-
øren. De elektro-kemiske metoder, som er bragt i anvendelse, belyses nærmere i
det foreliggende manuskript. Ansøgeren anviser her bl. a. en ny metode til be-
stemmelse af og kompensering af den potentialforskel, man på grund af ohmsk
modstand har mellem en strømforende experimentalelektrode og en reference-
elektrode.
Ansøgeren er en experimentelt begavet fysisk kemiker med muligheder for at
drive det vidt, hvis han mere beslutsomt end hidtil offentliggør sine experimen-
telle resultater. Han har et betydeligt organisatorisk talent, og har vist sine
pædagogiske evner ved undervisning af kandidater, og af studerende til supple-
rende fag.
Afgang og udnævnelser af professorer
223
Stig Arne Sunner. Ansøgeren er født 13/5 1917 i Linkoping, Sverige. Han blev
student 1935 og studerede derefter ved universitetet i Lund, hvor han bestod
»filosofisk embedseksamen« i kemi, fysik, matematik og astronomi 1941. I 1945
erhvervede han licentiatgraden i kemi, ligeledes ved Lunds universitet og dispu-
terede i 1949 sammesteds på »Studies in Combustion Calorimetry Applied to
Organo-Sulphur Compounds«.
I perioden 1941-44 tjenstgjorde ansøgeren som hjælpeassistent ved det ke-
miske laboratorium i Lund. 1944-46 var han afdelingsleder ved Stora Koppar-
bergs Bergslags Centrallaboratorium, Falun. Efter disputatsen var han 1949-52
docent-stipendiat, 1952-55 ekstraordinær docent, og er nu docent under Sveriges
naturvidenskabelige forskningsraad samt chef for Termokemisk Laboratorium
ved Lunds universitet.
Ansøgeren har gennem talrige udenlandsrejser skaffet sig den nødvendige
videreuddannelse (hos L. Pauling, A. Todd, J. Coops) og ønskelige udenlandske
forbindelser. Han har ved Lunds universitet holdt forelæsninger for licentiat-
studerende 1949-56, væsentligst over emner hentet fra områderne teoretisk
organisk kemi, termokemi, termodynamik med henblik på anvendelser inden for
biokemi, konformationsanalyse og liomolytiske reaktioner. Talen er her ikke om
årligt gentagne, men én gang holdte forelæsningsrækker, hver på gennemsnitlig
20 timer. Indirekte har ansøgeren også øvet pædagogisk virksomhed i Danmark,
idet hans artikel: Forbrændingskalorimetrien og dens anvendelsesmuligheder
ved behandling af organisk-kemiske problemer (Kemisk Månedsblad 1954) har
tjent som læsestof over emnet ved en under udvikling værende undervisning i
molekylspektre med termodynamiske anvendelser ved Københavns universitet
og Danmarks tekniske Højskole.
I efterårssemestret 1950 var ansøgeren konstitueret professor i kemi ved
Lunds universitet. I 1952 blev han erklæret for kompetent til et da ledigt profes-
sorat i organisk kemi ved Chalmers tekniska Hogskole, Goteborg. I sin ansøgning
om professoratet i København (1958) anfører ansøgeren 25 publicerede arbejder.
Hertil er siden ansøgningsfristens udløb kommet to. Disse 27 arbejder er udkom-
met 1942-58, heraf over halvdelen efter 1955. Ansøgeren er derfor en forsker i
fuld udvikling. Over halvdelen af publikationerne bærer hans navn alene. En af
de tidligste afhandlinger er med professor Lennart Smith, med hvem ansøgeren
samarbejdede på at fremstille en tilfredsstillende, bevægelig kalorimeterbombe.
Samarbejdet er for de øvrige arbejders vedkommende hovedsagelig med yngre
kolleger og medarbejdere, når bortses fra én afhandling med Karrman og to med
medlemmer af den velkendte amerikanske termokemikergruppe Guy Wadding-
ton, J. P. McCullough, W. N. Hubbard m. 11. Den internationale anerkendelse,
ansøgeren gennem sine publikationer har høstet, har medført hans valg som
titulært medlem af »Commission on Physico-chemical Data and Standards« samt
»Subcommission on Experimental Thermochemistry« (Paris 1957). Den nationale
anerkendelse har manifesteret sig i hans udnævnelse til chef for det omkring ham
oprettede Termokemiska Laboratoriet i Lund samt i, at Svenska Kemistsam-
fundet i 1955 tildelte ham Norblad-Ekstrandmedaljen. Ansøgerens videnskabe-
lige linie har fra begyndelsen til nu klart været eksperimentatorens. Ved Lunds
universitets kemiske laboratorium kunne kun professor Lennart Smiths termo-
kemiske målinger interessere ham varigt med de stadigt stigende krav til forøget
præcision, et forhold, der er betinget af, at man indenfor termokemien som regel
ender med at måtte operere med små differenser mellem store størrelser, mål-
størrelserne. Den specialisering i studiet af svovlholdige forbindelser, ansøgeren
slog ind på, var ønskelig, fordi disse ofte biologisk vigtige forbindelsers energetik
(insulin, penicillin, biotin, coenzym Å m. 11.) var ret dårligt kendt før 1940. Her
var der et pionerarbejde at udføre. Men specialisering er tillige nødvendig, idet
224
Universitetets årbog 1958-63
et sigte på metoder, anvendelige overfor et bredere afsnit af de kemiske forbin-
delser, i det lange lob ville have vist sig uforeneligt med kravet om stor nøjagtig-
hed. Måling af den stedfindende varmetoning, bestemmelse af reaktionproduk-
ternes art og mængde samt et intimt kendskab til forsøgsresultaternes tydning
som ændringer i termodynamiske funktioners værdi er her af lige stor vig-
tighed.
Tager ansøgerens rent teoretiske indsats sig eventuelt beskeden ud sammen-
lignet med andre ansøgeres, må det erindres, at løsningen af ovennævnte eksperi-
mentelle problemer og deres rette termodynamiske tydning næppe ville levne
nogen forsker tid til vidtspændende teoretisk arbejde. I disputatsen 1949, der
ligesom mange senere arbejder afgiver vidnesbyrd om ansøgerens usædvanlige
eksperimentelle formåen, gaves der eksperimentelt bevis for, at methylsub-
stituerede sulphiders stabilitet vokser med voksende antal methylgrupper. Dette
resultat vil antagelig i de nærmeste år blive bragt ind i den standende diskussion
pro et contra hyperkonjugation (Mullikan, Dewar), sandsynligvis dog først
efter at strukturerne er bestemt ved spektroskopisk eller elektroninterferome-
trisk teknik. Opgavens endelige losning betinger netop, at der samarbejdes mel-
lem 2-3 forskere med hver sit speciale. Ansøgeren har kun haft små praktiske
muligheder for at fa arrangeret et sådant arbejdsfællesskab.
På samme måde burde hans to arbejder fra 1950 og 1955 om thiocarboxylgrup-
pens resonansenergi, hvori det vises, at resonansenergien er lille eller nul, kunne
inspirere til spektroskopisk og teoretisk arbejde. I arbejdet over 3-methylthio-
phens termodynamiske egenskaber (med McCullough og andre) nås bl. a. frem til
en bestemmelse af potentialbarrieren for methylgruppens rotation i forhold til
thiophenringen. Den fundne værdi, 5-600 gcal/g.m., er højaktuel i dagens diskus-
sion om sådanne barrierers »oprindelse« og størrelse, men i publikationsåret var
eksperimentelle bestemmelser af andre potentialbarrierer nødvendige som sam-
menligningsgrundlag, endnu for sparsomme.
Med sin 15. publikation »Thermoehemical Investigations on Organic Sulphur
Compounds IV«, nåede ansøgeren frem til, hvad der må have været hans fore-
løbige mål, nemlig en bestemmelse af bindingsenergierne for bindingerne C-S,
C = S, C-H og S-S. Beregningerne kan kun udføres, hvis resonanseffekter kan
udskilles, en proces, der ikke sjældent er foretaget fantasifuldt og med forkert
resultat, men som af ansøgeren så vidt ses gennemføres med et maksimum af
sund dømmekraft.
Hele denne baggrund kom ham i fuldt mål tilgode, da han (1955) begyndte
en disput med Calvin om den naturlige fotosynteses forløb. Calvin var kommet
ind på den tanke, at tioktansyrens ditiolanring var stærkt spændt, hvorfor netop
denne forbindelses S-S binding særlig nemt skulle kunne spaltes. I afhandlingen:
Tioktansyren, kemi og energetik (1955), viste ansøgeren, hvor skrøbeligt Calvins
eksperimentelle grundlag (absorptionsspektre) i virkeligheden er. Desuden målte
han tioktansyrens ringspænding (under nogenlunde »naturlige« betingelser (op-
løsning)), og den fandtes langt mindre end antaget af Calvin. Det synes mere end
tvivlsomt, om Calvin herefter kan opretholde sin hypotese.
Ansøgerens seneste arbejde, hvori indretning og funktion af et isotermt
reaktionskalorimeter beskrives, er af samme høje standard som arbejdet med den
roterende bombe m. m. Anvendelse af dette lille, præcise kalorimeter, hvori der
arbejdes med millimolkvantiteter og varmetoninger på 10-50 gcal, har allerede
vist sig betydningsfuld ved studiet af Calvins problem. Det har muligheder for at
interessere videre kredse end de fysiske kemikeres.
Ansøgerens eksperimentelle dygtighed inden for termokemiens område er
hævet over enhver kritik, og vi er ikke i tvivl om, at det er hans intensive og
frugtbringende arbejde på dette felt, der har forhindret ham i at udstrække sin
Afgang og udnævnelser af professorer
225
virksomhed til mere almene dele af den fysiske kemi og til dens teorier. Forment-
lig er det af samme grund, at hans forelæsninger i faget har været af beskedent
omfang.«
»Efter flertallets mening har alle ni ansøgere på hvert sit område ydet en for-
tjenstfuld indsats. For cand. polyt. Arne Nielsen og mag. scient. Hakon Nord
gælder det imidlertid, at de efter vort skon endnu ikke har præsteret tilstrække-
ligt til at komme i første række ved besættelsen af professoratet.
Dr. phil. C. E. Jensen står højt i kraft af sit organisatoriske talent og det
dermed sammenhængende betydelige omfang af hans videnskabelige produktion.
Med stor effekt anvender han i sin forskning et bredt register af fysisk-kemiske
måleinstrumenter. Herved har han imidlertid mere haft de biologiske aspekter
for øje end de rent fysisk-kemiske, hvorfor heller ikke han bør komme i første
række.
For fem på hver sin vis højtkvalificerede ansøgere vil det være yderst vanske-
ligt at angive en rækkefølge.
Blandt disse 5 er cand. polyt., PH.D. Th. Bak meget lovende og har udført
værdifulde teoretiske arbejder indenfor et centralt område af den fysiske kemi,
men der er i hans produktion adskilligt, som trænger til afklaring, også gennem
videregående eksperimentalarbejde. Så nogenlunde det modsatte kan siges om
cand. polyt., docteur és sciences, F. Grønlund, som måske af alle ansøgerne er
den, der har udført de smukkeste eksperimenter, mens hans færdigheder i videre-
gående teoretisk behandling af forsøgsresultaterne endnu ikke har bestået deres
prøve.
Den mest alsidige af denne gruppe ansøgere er utvivlsomt mag. scient. J.
Koefoed, om hvis teoretiske og eksperimentelle dygtighed der ikke består tvivl,
men som desværre ikke i sin produktion har evnet at samle sig om en hovedlinie.
I modsætning hertil har dr. phil. A. C. Klixbiill Jorgensen trods sin ungdom al-
lerede udført et imponerende arbejde over et velafgrænset og tilstrækkelig be-
tydningsfuldt emne. Mens omfanget af hans viden og eksperimenter aftvinger
respekt, finder vi imidlertid, at det store antal publikationer er fremkommet
delvis på bekostning af opfattelsens dybde.
Fil. dr. S. A. Sunner har blandt disse fem ansøgere gjort den bredeste eksperi-
mentelle indsats. Hans hovedlinie, thermokemien, hvis teoretiske forudsætninger
og konsekvenser han mestrer, savner dog måske et element af teoretisk for-
nyelse.
Til professoratet bør efter vor mening dr. phil. C. J. Ballhausen indstilles.
Indledningsvis har vi diskuteret, om den endeligt foretruknes videnskabelige
produktion nødvendigvis skulle kunne karakteriseres som hørende til den »klas-
siske« fysiske kemi (thermodynamik, reaktionskinetik m. m.). Vi er enige om, at
det ledige professorat i kemi med dets tilknytning til undervisningen i fysisk
kemi og hvervet som institutbestyrer for Københavns Universitets Fysisk-
Kemiske Institut ligesom tidligere bør besættes med den, der ved dets vakance
har dokumenteret størst videnskabelig indsigt i et betydningsfuldt område mel-
lem kemi og fysik, uden at hensynet til fagets »traditioner« gennem et eller nogle
få decennier herved bør være eneafgørende. I modsat fald ville vigtige og netop
lier foreliggende muligheder for fagets fornyelse kunne forskertses.
Af samtlige ansøgere har G. J. Ballhausen ikke alene præsteret det mest hel-
støbte, større arbejde over et meget kort åremål, men han har også dokumenteret
usædvanlig evne til at vise vej til nye eksperimenter. Da hans videnskabelige
interesse i retning af et udpræget »moderne« område af fysisk kemi af os ikke ses
at reducere hans muligheder for en inspirerende undervisning i faget, tager vi
ikke i betænkning at indstille ham til det ledige professorat.«
15
226
Universitetets årbog 1958-63
J. A. Christiansens indstilling. »Det ledigtblivende professorat er et professorat
i kemi ved Kobenhavns Universitet, forbundet med stillingen som bestyrer af
dettes Fysisk-Kemiske Institut. Det folger heraf, at den, der udnævnes, bor være
en kemiker, der har særlige evner til at varetage forskning og undervisning i
fysisk kemi.
Af de ni ansøgere har H. Nord i så ringe grad støttet udvalget i dets bestræ-
belser for at finde den til embedet bedst egnede, at jeg ikke kan tage hans kan-
didatur i betragtning. Jeg tilføjer dog, at hans produktion ligger centralt inden-
for faget.
C. E. Jensen er en fremragende og produktiv videnskabsmand, hvis speciale
er at anvende den fysiske kemis principer og eksperimentelle metoder på biolo-
giske problemer. Han har tillige nogen erfaring i undervisning i faget. Imidlertid
fmder jeg, at hans bidrag til fremme af fagets principer og metoder ikke er til-
strækkelige til at placere ham i første række ved besættelsen af dette professorat.
Arne E. Nielsen må efter mit skøn, i betragtning af hans eksperimentelle,
teoretiske og undervisningsmæssige præstationer anses for kvalificeret til embedet.
Imidlertid er hans produktion af mindre omfang end og kommer i det hele taget
næppe fuldt på højde med de følgende ansøgeres. To af disse, Ballhausen og
Klixbiill Jørgensen, indtager en særstilling, idet deres produktion og hele virk-
somhed falder uden for det område, man plejer at betegne som fysisk kemi.
Derimod har begge vist sig som fremragende forskere indenfor et felt, som
man har betegnet som kvantekemi. Det drejer sig om et område, der passer som
hånd i handske til den klassiske kemi, uorganisk såvel som organisk. I denne har
man i vid udstrækning opnået at beskrive molekulernes bygning ved hjælp af
konstitutionsformler, valensformler. I kvantekemien søger man nu at uddybe
kendskabet til fmere detailler (elektronfordeling o. 1.) i molekulernes struktur.
Man anvender hertil eksperimentelle, navnlig spektroskopiske, data og behandler
problemerne efter metoder hentede fra den klassiske mekanik og fra kvanteme-
kanikken. Muligvis kan andre områder henregnes til kvantekemien, men det er
næsten udelukkende problemer som de nævnte, der behandles af de to nævnte an-
søgere. Den klassiske kemi, forfinet som antydet, er fundamental for al videre
kemisk forskning. Ud fra denne stamme, den kemiske statik, voksede så i firserne
en faggruppe, der blev betegnet som fysisk kemi. Dens hovedemne er læren om
molekulernes omdannelse, herunder reaktionskinetiken, der igen, som et special-
tilfælde, omfatter ligevægtslæren, den kemiske termodynamik. Disse områder er,
for alle kemiens anvendelser, f. eks. i teknik og i biologi af afgørende betydning.
De to ansøgere har begge præsteret fremragende arbejder på kvantekemiens
område, Klixbiill Jørgensen både teoretiske og eksperimentelle, Ballhausen næsten
kun teoretiske.
Denne mangel ved sidstnævntes produktion overvejes imidlertid af hans i sam-
menligning med førstnævntes dybere forståelse af problemerne og større for-
trolighed med det matematiske apparat.
Ingen af de to har nogen nævneværdig produktion på den fysiske kemis
område og begge har liden eller ingen erfaring i forskning og undervisning i dette
fag. Begge bor derfor, uanset deres store fortjenester på andre områder, lades ude
af betragtning ved denne lejlighed. De fire ansøgere, Bak, Grønlund, Koefoed
og Sunner har alle, hver på sin vis ved deres arbejder og deres øvrige virksomhed
kvalificeret sig til professoratet.
Som omtalt foran er Sunners termokemiske arbejder hævet over enhver kritik
og placerer ham meget højt. Jeg savner imidlertid i hans produktion overbevisen-
de tegn på, at han i større grad har levet sig ind i fysisk kemiske problemer uden-
for termokemien, ligesom hans erfaring i undervisning i faget udenfor termoke-
mien synes lidet omfattende. Koefoed har en mangesidig produktion bag sig,
Afgang og udnævnelser af professorer
227
både af teoretisk og eksperimentel natur. Alligevel vil jeg, navnlig under henvis-
ning til det faktum, at man i hans vidtomspændende produktion savner et egent-
ligt hovedværk, være betænkelig ved at placere ham i allerførste række.
Grønlunds arbejder ligger på en vis måde på linie med Arne E. Nielsens, og er
ligesom dennes særdeles smukke. Men Grønlund har dokumenteret så udmærkede
anlæg for eksperimenterkunst at han af den grund må placeres meget højt.
Grønlunds evner i teoretisk og undervisningsmæssig henseende foreligger ikke
fuldt dokumenteret, og jeg vil derfor, trods hans fremragende evner i anden ret-
ning, være betænkelig ved at stille ham i allerførste række.
At Thor Bak har fremragende evner indenfor den teoretiske fysiske kemi har
han dokumenteret ved sine arbejder. Derudover har han, omend i mindre om-
fang, præsteret smukke eksperimentelle arbejder. Det kan tilføjes, at han nylig
har planlagt og realiseret et apparat efter et elegant princip til måling af en ke-
misk reaktions hastighed. Han har endvidere dokumenteret sin evne til at sam-
arbejde med ældre, jævnaldrende og yngre kolleger her i landet og ude i verden,
og endelig har han vist udmærkede evner til undervisning i fysisk kemi, både af
yngre og af viderekomne studerende.
Der er derfor for mig ingen tvivl om, at Thor Bak, de øvrige ansøgeres ud-
mærkede kvalifikationer ufortalt, er den bedst kvalificerede af ansøgerne til det
ledigtblivende professorat, hvorfor jeg mener, at han bør indstilles.«
Udvalgets indstillinger blev i henhold til fornævnte kgl. anordnings
§ 3 stk. 7 tilstillet ansøgerne, af hvilke civilingeniør, Ph. D., Thor A.
Bak indsendte bemærkninger til indstillingen.
Efter at flertalsindstillingen var tiltrådt af fakultetet i møde den 9.
juni 1959 og af Konsistorium i dets møde den 17. juni 1959 blev den
under 24. juni 1959 videresendt til ministeriet.
Herefter blev ved kgl. resolution af 10. juli 1959 amanuensis ved
Danmarks tekniske Højskole, dr. phil. Carl Johan Ballhausen udnævnt
til professor i kemi ved Københavns universitet fra 1. september 1959
at regne.
5. Professor, dr. phil. Ebbe Rasmussens død og professor ved Danmarks
tekniske højskole Henning Højgaard Jensens udnævnelse til professor i
fysik ved universitetet
(j. nr. 592/59).
Den 9. oktober 1959 afgik professor i fysik ved universitetet, dr.
phil. Ebbe Rasmussen ved døden.
Med henblik på besættelsen af det således ledigtblevne embede afgav
professorerne under den fysiske faggruppe under 2. november 1959
følgende indstilling:
»Undertegnede, professorer i fysik, vil gerne hermed stille forslag om at den
ved professor Ebbe Basmussens død ledigtblevne stilling som professor i fysik og
bestyrer af Universitetets Fysiske Laboratorium besættes uden opslag med pro-
fessor ved Danmarks Tekniske Højskole, Henning Højgaard Jensen.
Professor Højgaard Jensen, der er født 1918, er cand. mag. i fysik fra 1942 og
ansattes samme år som amanuensis ved Danmarks Tekniske Højskole. I 1948
15*
228
Universitetets årbog 1958-63
udnævntes lian til lektor og i 1952 til professor i fysik og bestyrer af det Fysiske
Laboratorium sammesteds.
Hans videnskabelige arbejder falder inden for ret vide områder af den teoreti-
ske fysik. Allerede som ung kandidat tog han ivrigt del i den af professor Brønd-
sted rejste diskussion vedrorende varmeteoriens grundlag og ydede et betydnings-
fuldt bidrag til afklaringen af denne diskussion. Han har siden, ved forskellige
lejligheder, givet meget smukke og overlegne fremstillinger af de termodyna-
miske og statistiske grundlove. Desuden har han behandlet en række problemer
vedrorende varmeudvekslingen ved stråling.
Under et studieophold i England kort efter krigen deltog han i undersøgelser
over acceleration af atomare partikler til meget hoje energier, og ydede i sam-
arbejde med engelske kolleger et værdifuldt bidrag til den teoretiske analyse af
de dertil knyttede problemer.
En særlig betydningsfuld indsats har professor Højgaard Jensen yder på den
såkaldte »faststof« fysiks område, der behandler stoffernes egenskaber på grund-
lag af det nuværende kendskab til atomernes struktur og reaktioner. Dels ved
egne teoretiske undersøgelser på dette felt, især over stoffernes elektriske og
magnetiske egenskaber, og dels ved den stimulans han har ydet sine medarbej-
dere på det af ham bestyrede laboratorium til eksperimentelle og teoretiske
studier, har han formået at sætte en frugtbar forskning igang herhjemme på et
område af fysikken, der i disse år er i stærk udvikling og som er af overordentlig
betydning ikke mindst for grænsedisciplinerne mellem fysikken og kemien, geo-
fysikken, teknikken etc.
Da man i forbindelse med uddannelsen i fysik ved Københavns Universitet
ønskede at forbedre studiemulighederne på dette felt af fysikken, henvendte man
sig for et års tid siden til professor Hojgaard Jensen, der indvilgede i, i samarbej-
de med to af sine yngre medarbejdere, at afholde en særlig forelæsningsserie over
emner fra faststof fysikken. Disse forelæsninger påbegyndtes i dette semester og
har medført en meget værdifuld forøgelse af rammerne for fysikstudiet. Det er
overordentlig ønskeligt at en sådan undervisning og dertil knyttet forskning
kan få et fast stade ved Universitetet.
løvrigt kan nævnes arbejder inden for de sidste år af professor Højgaard Jen-
sen og hans medarbejdere på akustikkens og hydrodynamikkens område, der
yderligere understreger hans alsidighed som fysiker.
I sit virke på Danmarks Tekniske Højskole har professor Hojgaard Jensen
ydet en meget betydningsfuld indsats i fysikundervisningen. Som lektor opbyg-
gede han på fremragende måde en teoretisk og eksperimentel undervisning ved
det nyskabte fysikingeniørstudium, der hurtigt fik stor betydning. Som pro-
fessor har han afholdt de mere elementære forelæsninger i fysik fælles for alle de
ingeniørstuderende; disse forelæsninger fulgtes også af de forprøvestuderende ved
Universitetet ved den matematisk- fysiske faggruppe indtil for et par år siden,
da de nye fysikforelæsninger for de universitetsstuderende påbegyndtes på
Universitetets Institut for Teoretisk Fysik. Professor Hojgaard Jensen's for-
trinlige forelæsningskunst og fremstillingsevne er velkendt og fremtræder også
i den af ham udarbejdede lærebog over deformerbare stoffers mekanik, såvel som
i hans talrige oversigtsartikler vedrørende nyere fremskridt og generelle problem-
stillinger inden for mange områder af fysikken. Som bestyrer af Det Fysiske
Laboratorium har professor Hojgaard Jensen endvidere, foruden den derværende
forskning, forestået fysiske øvelseskurser.
Som det fremgår af det foran anførte, må professor Hojgaard Jensen anses
som besiddende ganske særlige kvalifikationer til at overtage det ledigtblevne
professorat i fysik ved Københavns Universitet og stillingen som bestyrer for
Universitetets Fysiske Laboratorium. Vi skal især fremhæve, at hans viden-
Afgang og udnævnelser af professorer
229
skabelige virke falder inden for et område på hvilket det er meget ønskeligt for
Universitetet at gøre en forøget indsats, og som det vil være formålstjenligt at
opdyrke på det nye H. C. Ørsted Institut, bl. a. på grund af den forventede
frugtbare kontakt, der derved vil kunne etableres med de øvrige afdelinger af
dette institut. Professor Hojgaard Jensen har de bedste forudsætninger for at
kunne tage denne opgave op, således som han allerede har vist i sit fremgangsrige
virke ved Danmarks Tekniske Højskole. Herudover besidder han store erfaringer
som mangeårig bestyrer af et fysisk laboratorium, overordentlige egenskaber
som lærer og forelæser og et omfattende overblik over fysikken. Vi er derfor over-
beviste om, at han vil kunne yde en særdeles værdifuld indsats for Universitetet
som professor og bestyrer af Det Fysiske Laboratorium, og at han, såvel med
henblik på sin videnskabelige som sin pædagogiske virksomhed, må betragtes
som særligt egnet til at overtage den ledigtblevne stilling.«
Fakultetet vedtog under 16. november 1959 i henhold til § 1 i kgl.
anordning" af 5. februar 1953 om ansættelse af professorer ved Koben-
havns universitet, at embedet uden opslag skulle besættes med pro-
fessor ved Danmarks tekniske hojskole, Henning Højgaard Jensen,
hvortil konsistorium sluttede sig i mode den 9. december 1959.
Efter at professor Hojgaard Jensen havde erklæret sig villig til at
modtage ansættelse i det ledige embede, blev ved kgl. resolution af 8.
januar 1960 professor ved Danmarks tekniske hojskole Henning Hoj-
gaard Jensen udnævnt til professor i fysik ved Kobenhavns univer-
sitet fra den 1. februar 1960 at regne.
6. Oprettelse af et professorat i fysik med speciale i atom- og kernefysik og
docent, dr.phil. Torben Iiuns' udnævnelse til professor i dette fag
(j. nr. 237/57).
Ved lov af 7. juni 1958 om normering og klassificering af statstjene-
stemandsstillinger, jfr. bemærkninger til normeringslovforslaget, folke-
tingstidende 1957-58, tillæg A, sp. 1333-34, oprettedes to ordinære
professorater i fysik ved Københavns universitet. Det ene af disse pro-
fessorater, professoratet i eksperimentalfysik, blev besat med afdelings-
leder, dr. phil. N. O. Lassen, (jfr. side 204).
Efter at det andet professorat under 1. oktober 1959 var blevet op-
slået ledigt som et professorat i fysik med speciale i atom- og kerne-
fysik, blev under 17. oktober 1959 den eneste indkomne ansøgning,
nemlig fra docent, dr. phil. Torben Huus tilstillet universitetet til er-
klæring.
Til at bedømme den indkomne ansøgning nedsatte fakultetet i hen-
hold til § 2, stk. i kgl. anordning af 5. februar 1953 om ansættelse af
professorer ved Københavns universitet et udvalg bestående af pro-
fessorerne, dr. phil. Aage Bohr, dr. phil. J. K. Bøggild og dr. phil.
N. O. Lassen. Dette udvalg afgav under 25. februar 1960 følgende ind-
stilling:
230
Universitetets årbog 1958-63
»Docent, dr. phil. Torben Huus er fodt den 15.12.1919, blev student i 1938 og
tog magisterkonferens i fysik i 1943. Samme år blev han knyttet til universitetets
institut for teoretisk fysik, hvor han siden har virket, fra 1953 som honorarlønnet
videnskabelig assistent, fra 1956 som amanuensis og fra 1958 som docent. I
1957 blev han beskikket som lektor i fysik ved Kobenhavns universitet. I 1959
blev han efter ansøgning fritaget for dette hverv, for som afdelingsleder ved
universitetets institut for teoretisk fysik at kunne påtage sig ledelsen af institut-
tets højspændingslaboratorium samt tilrettelæggelsen af det videnskabelige
arbejdsprogram for en i U. S. A. bestilt dobbeltvirkende elektrostatisk generator,
der i foråret 1961 vil blive anbragt i den under opførelse værende nye institut-
afdeling ved Risø.
Allerede i de sidste år af sin studietid blev Huus inddraget i den eksperimen-
telle forskning på kernefysikkens område, og dermed indledtes et mangeårigt
og frugtbart samarbejde med den nuværende professor ved Aarhus universitet
K. J. Brostrom, som på dette tidspunkt var i færd med at opbygge instituttets
første elektrostatiske generator. Med benyttelse af dette anlæg, som kunne tages i
brug samtidigt med krigens afslutning, udførte Huus sammen med K. J. Bro-
strom og siden med vekslende danske og udenlandske medarbejdere en række
overordentligt smukke og betydningsfulde undersøgelser, navnlig angående
omdannelsen af lette atomkerner ved bombardement med protoner. Flere af de
offentliggjorte arbejder, f. eks. undersøgelsen af K. J. Brostrom, T. Huus og
R. Tangen: »Gamma-Ray Yield Curve of Aluminum Bombarded with Protons«
fremtræder med så klare og præcise resultater, at de opnåede kurver er blevet
anvendt som illustrationer i talrige lærebøger og monografier. 1 året 1951 virkede
Huus ved California Institute of Technology i Pasadena, U. S. A., hvor han var
indbudt til at deltage i kernefysiske undersøgelser.
Kort efter sin hjemkomst, og delvis på baggrund af iagttagelser fremkommet
under opholdet i U. S. A., førtes dr. Huus til opdagelsen af en ny type kerne-
reaktioner, hvorved atomkernerne anslås ved det elektriske felt af forbipasserende
elektrisk ladede ioner (den såkaldte »Coulomb-excitationsproces«). Muligbeden
for sådanne reaktioner var teoretisk forudsagt, men den første utvetydige
eksperimentelle påvisning af processen skyldes Huus og den unge jugoslaviske
fysiker C. Zupancic, som Huus inddrog i disse undersøgelser; samtidigt påvistes
effekten af Mc.Clelland og Goodman i U. S. A.
Allerede i det første arbejde af Huus og Zupancic undersøgtes mange af de
væsentlige træk ved Coulomb-excitationen, og det vistes, at denne proces er
særlig velegnet til studiet af kernernes rotationsspektre og andre kollektive
anslagstilstande. Herved åbnedes et stort og frugtbart nyt område for den ekspe-
rimentelle kernefysik, og i de forløbne år er talrige undersøgelser på dette felt
udført i laboratorier i mange lande. De her opnåede resultater har bidraget over-
ordentligt til kendskabet til kernernes energispektre.
I denne udvikling har Huus og hans medarbejdere stadigt været blandt de
førende og har ydet en lang række værdifulde bidrag, såvel ved systematiske
målinger af den ved Coulomb-excitationen frembragte stråling, som ved påvis-
ning af nye metoder og muligheder inden for dette felt.
En omfattende analyse af Coulomb-excitationsprocessen indeholdende en
meget grundig undersøgelse af de forskellige eksperimentelle metoders fordele og
begrænsninger og en oversigt over de hidtil opnåede resultater er givet af Huus
i samarbejde med andre medarbejdere ved Institut for teoretisk fysik, og end-
videre har han i sin disputats givet en smuk fremstilling af processens væsentlige
træk.
Som det fremgår af ovenstående, forener dr. Huus stor færdighed og kunnen
som eksperimental fysisk forsker med en dyb indsigt i atom- og atomkernefysiske
Afgang og udnævnelser af professorer
231
problemer. Tillige er han i besiddelse af fortrinlige pædagogiske evner, og han har
i de sidste år på udmærket måde bidraget til de fagprøvestuderendes uddannelse
såvel ved at udarbejde og holde forelæsninger i elementær og videregående kerne-
fysik som ved at vejlede ældre studerende ved kursus og eksamensopgaver.
Vi anser derfor dr. Huus for at være særdeles vel kvalificeret til at overtage den
ledige stilling som professor i fysik ved Kobenhavns universitet.«
Udvalgets indstilling blev i henhold til § 3, stk. 7 tilstillet ansøgeren,
der ikke indsendte bemærkninger til indstillingen.
Udvalgsindstillingen blev derefter behandlet på fakultetets mode den
15. marts 1960, hvor den ensstemmigt tiltrådtes af fakultetet.
Efter at konsistorium havde tilsluttet sig indstillingen på mode den
23. marts 1960, blev den under 26. marts 1960 videresendt til ministe-
riet.
Herefter blev ved kgl. resolution af 9. april 1960 docent, dr. phil.
Torben Huus udnævnt til professor i fysik ved Kobenhavns univer-
sitet fra den 1. april 1960 at regne.
7. Oprettelse af et professorat i matematisk statistik og professor, dr. phil.
Anders Hjorth Halds udnævnelse til professor i dette fag
(j. nr. 225/58).
Under 1. februar 1958 indsendte professorerne, dr. phil. Børge Jessen,
W. Simonsen, dr. phil. W. Fenchel, dr. phil. Thøger Bang og dr. phil.
Einar Andersen til undervisningsministeriet følgende andragende:
»I stadig stigende grad har statistiken i vore dage taget dybtgående matema-
tiske metoder i brug. På baggrund af den rolle, som disse matematisk statistiske
metoder spiller såvel for samfundsvidenskaberne som for naturvidenskaberne
og tekniken, er det blevet en sag af største vigtighed, at der skabes mulighed for
uddannelse på matematisk grundlag af det fornødne antal statistikere til løsning
af de mangfoldige opgaver, der melder sig inden for disse områder.
Medens der under det rets- og statsvidenskabelige fakultet ved Kobenhavns
universitet i mange år har eksisteret et professorat i statistik, hvortil senere er
kommet lektorater og assistentstillinger, og i 1953 et statistisk institut, findes
under det matematisk-naturvidenskabelige fakultet kun et lektorat, der omfatter
såvel biologisk som matematisk statistik. Dette har længe været en hojst util-
fredsstillende situation.
Med henblik på uddannelsen af kandidater med matematisk statistik som
hovedfag bor der snarest etableres en grundlæggende forelæsningsrække i mate-
matisk statistik. Denne forelæsningsrække vil samtidig kunne benyttes af stu-
derende med hovedfag i andre discipliner, først og fremmest af aktuarstuderende,
men også af studerende i naturvidenskaberne. Til forelæsningerne må knyttes
øvelser, således at de studerende trænes i at anvende statistiske metoder til
losning af naturvidenskabelige og tekniske problemer. Denne forelæsnings- og
øvelsesrække bør strække sig over to semestre og bor gentages hvert år.
For studerende med matematisk statistik som hovedfag må der endvidere
indrettes en regelmæssig undervisning med tilsvarende øvelser i sandsynligheds-
regning og videregående statistisk teori samt i specielle statistiske metoder, der
er udviklet inden for de vigtigste anvendelsesområder.
232
Universitetets årbog 1958-63
Forelæsninger og øvelser vil i sig selv kræve et betydeligt personale. Hertil
kommer imidlertid, at det for fagets trivsel er påkrævet, at der oprettes et in-
stitut for matematisk statistik, således at forskningen får rimelige vilkår, og der
åbnes mulighed for et samarbejde mellem den matematiske statistik og de øvrige
fag inden for fakultetet. Hertil er der taget hensyn i forslaget om oprettelse af et
fælles institut for matematik, fysik og kemi i universitetsparken på Norre Fælled,
idet der i dette forslag er regnet med, at der i den matematiske afdeling indrettes
et institut for matematisk statistik.
Om det fornødne personale, etableringsudgifter og annuum har man forhandlet
med bestyreren af det statistiske institut under det rets- og statsvidenskabelige
fakultet, professor A. Hald. På grundlag af erfaringerne fra dette institut må man
regne med følgende:
Personale. Udover det eksisterende lektorat bør der oprettes:
1	professorat
3 amanuensisstillinger
2	lektorater med en årlig lønning af 4.800 kr.
Desuden vil der være brug for medhjælp ved øvelser og ved beregningsarbejder
samt for en heldags og en halvdags sekretær.
Etableringsudgifter. Til etablering af instituttet kræves dels oprettelse af et
håndbibliotek og dels anskaffelse af regnemaskiner til medarbejderne og kontor-
maskiner. De samlede udgifter budgetteres til nedenstående beløb:
Håndbibliotek............................................... 40.000 kr.
Hegnemaskiner.............................................. 46.000 —
Kontormaskiner............................................. 7.000 -
lait 93.000 kr.
Annuum. Instituttets annuum budgetteres til nedenstående beløb:
Tidsskriftabonnementer............................................................................3.000 kr.
Indbinding af tidsskrifter..........................................................................1.000 -
Indkøb af bøger..........................................................................................3.000 -
Kontorartikler og telefon..........................................................................3.000 -
Vedligeholdelse af maskiner......................................................................1.000 -
lait 11.000 kr.
Det vil være af meget stor betydning, at undervisning i matematisk statistik
kan begynde i efteråret 1958. Vi skal derfor andrage om, at der af de ovenfor
anførte stillinger allerede nu oprettes professorat i matematisk statistik, hvis inde-
haver skal være bestyrer af instituttet for matematisk statistik, og en amanuensis-
stilling.
Indtil det nye institut kan oprettes, vil indehaverne af de pågældende stillinger
kunne få arbejdsplads i det nuværende statistiske institut.
Under hensyn til, at anskaffelsen af ældre literatur (især tidsskrifter) bliver
vanskeligere år for år, andrager vi om, at der af belobet til oprettelse af et hånd-
bibliotek allerede nu bevilges 20.000 kr. Vi andreger endvidere om, at der til
anskaffelse af regnemaskiner til medarbejderne allerede nu bevilges 20.000 kr.«
Professoratet blev ikke bevilget pr. 1/4 1959, medens amanuensis-
stillingen gennemførtes pr. 1/4 1959 med tilbagevirkende kraft til 1/9
1958 for at undervisningen i matematisk statistik kunne begynde ret-
tidigt.
Afgang og udnævnelser af professorer
233
Andragendet om oprettelsen af et professorat i matematisk statistik
blev gentaget ved skrivelser af 15. januar og 24. juni 1959.
I overenstemmelse hermed oprettedes der på normeringsloven for
1960-61, jfr. folketingstidende 1959-60, tillæg A, sp. 3363-64 et pro-
fessorat i matematisk statistik.
Med henblik på embedets besættelse afgav professorerne i de mate-
matiske fag ved det matematisk-naturvidenskabelige fakultet i hen-
hold til § 1 i kgl. anordning af 5. februar 1953 om ansættelse af profes-
sorer ved Københavns universitet under 17. maj 1960 følgende ind-
stilling:
»Undertegnede professorer i de matematiske fag tillader os herved at indstille
til fakultetet, at det på normeringsloven for finansåret 1960-61 oprettede pro-
fessorat i matematisk statistik søges besat uden opslag med professor ved Køben-
havns universitet, dr. phil. Anders Hald.
Professor Hald er født i 1913 og blev student i 1932. I studietiden erhvervede
han universitetets guldmedaille for en matematisk statistisk afhandling. Efter i
1939 at have taget eksamen i forsikringsmatematik og statistik virkede han i
nogle år som statistisk konsulent for forskellige erhvervsvirksomheder og var
tillige fra 1943 til 1948 universitetsadjunkt i matematisk statistik. I 1948 er-
hvervede han doktorgraden på afhandlingen »The decomposition of a series of
observations«. Samme år udnævntes han til professor i statistik under det rets-
og statsvidenskabelige fakultet. I denne egenskab er han bestyrer af det i 1953
oprettede statistiske institut under nævnte fakultet. Fra 1949 er han medlem af
forsikringsrådet.
Foruden ved doktorafhandlingen og en række andre afhandlinger har pro-
fessor Hald bidraget til den matematisk statistiske litteratur med en række for-
trinlige håndbøger og lærebøger. I 1948 udsendte han et omfattende værk »Sta-
tistiske metoder« fremgået af forelæsninger holdt ved Danmarks tekniske høj-
skole i årene 1943-45 efter opfordring fra Dansk Ingeniørforening. I 1952 udsend-
tes en engelsk udgave af samme værk »Statistical methods with engineering
applications« (hvoraf en russisk udgave er udkommet i 1956). Dette værk har
fundet udstrakt anvendelse som en standard håndbog i emnet. Fra 1954 fore-
ligger lærebcgen »Statistisk kvalitetskontrol« og fra 1955 »Statistiske metoder i
arbejdsstudietekniken«. Blandt professor Halds seneste arbejder kan fremhæves
en indgående undersøgelse af stikprøvetekniken i afhandlingen »The compound
hypergeometric distribution and a system of single sampling inspection plans
based on prior distributions and costs«. Karakteristisk for professor Halds
videnskabelige arbejder er, at den matematiske behandling altid fores så vidt
frem, at de udviklede metoder bliver direkte anvendelige. Med dette formål for
øje har han udarbejdet omfattende tabeller.
Professor Hald nyder stor anseelse i hjemlige og internationale fagkredse. Han
har betydelige administrative cg pædagogiske evner, og hans initiativ har været
af største betydning såvel for udviklingen af den matematiske statistik og dens
anvendelser i Danmark som i det internationale samarbejde. Yi anser professor
Hald for særligt egnet til at overtage det nyoprettede professorat.
Oprettelsen af professoratet i matematisk statistik er (jfr. bemærkningerne
til forslaget til normeringslov for finansåret 1960-61, side 54) et led i oprettelsen
af et institut for matematisk statistik, der senere vil indgå i den matematiske
afdelir.g af H. C. Ørsted institutet. Det er en forudsætning for vort forslag om
udnævnelse af professor Hald til den nyoprettede stilling, at han samtidig med
234
Universitetets årbog 1958-63
overtagelsen af denne overtager hvervet som bestyrer af det nye institut. Det
bemærkes i denne forbindelse, at en del af de videnskabelige stillinger, der vil
være at knytte til dette institut (2 videnskabelige assistentstillinger og 1 instruk-
torstilling) allerede er bevilget, og at den endelige projektering af instituttets
lokaler er umiddelbart forestående.«
Efter at indstillingen var blevet tiltrådt af fakultetet i mode den 24.
maj 1960 og af konsistorium i mode den 15. juni samme år og efter at
professor Hald havde erklæret sig villig til at tiltræde professoratet,
blev den under 23. juni 1960 videresendt til ministeriet.
Herefter blev ved kgl. resolution af 8. juli 1960 professor, dr. phil.
Anders Hjorth Hald udnævnt til professor i matematisk statistik ved
Kobenhavns universitet fra den 1. august 1960 at regne.
8. Professor, dr. phil. Emanuel Hansens afgang og docent, lektor, dr. phil.
Erling Asmussens udnævnelse til professor i gymnastikteori
(j. nr. 177/61).
Under 8. marts 1961 blev der meddelt professor, dr. phil. Emanuel
Hansen afsked på grund af alder med pension fra stillingen som professor
i gymnastikteori ved Københavns universitet fra den 31. august 1961
at regne.
Efter at embedet under 23. maj 1961 var blevet opslået ledigt, blev
under 6. juni 1961 den eneste indkomne ansøgning, nemlig fra docent,
lektor, dr. phil. Erling Asmussen tilstillet universitetet til erklæring.
Til bedømmelse af den indkomne ansøgning nedsatte fakultetet i
henhold til § 2, stk. 2 i kgl. anordning af 5. februar 1953 om ansættelse
af professorer ved Københavns universitet et udvalg bestående af pro-
fessorerne, dr. phil. Emanuel Hansen (formand), dr. phil. R. Spårck
og dr. phil. P. Brandt Rehberg. Dette udvalg afgav under 8. juni 1961
følgende indstilling til fakultetet:
»Docent Asmussen er fodt den 6. august 1907, blev cand. mag. med gymnastik
som hovedfag og zoologi og botanik som bifag (1. kar. m. udm.) 1932 og dr. phil.
1934. Efter en periode som privat assistent hos professor Lindhard og adjunkt
ved Ordrup Gymnasium blev dr. Asmussen i 1935 ansat som videnskabelig
assistent på gymnastikteoretisk laboratorium og blev i 1958 udnævnt til docent.
Han har siden 1933 været lærer, forst i anatomi, senere i fysiologi, ved Danmarks
Hojskole for Legemsøvelser og fra 1953 lektor i idrætsfysiologi ved universitetet.
I 1956 blev han ansat som videnskabelig leder af Landsforeningen mod borne-
lammelses testnings- og observationsinstitut i Hellerup.
I to perioder har dr. Asmussen som Rockefeller fellow deltaget i betydnings-
fulde undersøgelser dels ved Harvard University i Boston, dels under ekspeditio-
ner til Mississippi og til Mount Evans. Han liar senere efter indbydelse holdt
adskillige forelæsninger i Amerika og England.
Docent Asmussen har en meget omfattende og meget betydningsfuld pro-
duktion bag sig. Hans første arbejder falder inden for muskelfysiologien, hvor
han var blandt de første, for hvem det lykkedes at undersøge isolerede muskel-
Afgang og udnævnelser af professorer
235
fibres reaktion. Senere har han fortrinsvis beskæftiget sig med respirationens og
blodcirkulationens regulering, specielt i forbindelse med muskelarbejde. Som
resultat af et mangeårigt og meget frugtbringende samarbejde mellem dr. As-
mussen og afdelingsleder ved zoofysiologisk laboratorium, dr. phil. Marius
Nielsen foreligger en lang række publikationer, hvori det er lykkedes de to for-
fattere at bidrage meget væsentligt til afklaring af de nævnte vanskelige spørgs-
mål. De pågældende arbejder er overalt blevet modtaget med stor interesse, og
forfatterne har efter anmodning skrevet sammenfattende artikler over disse em-
ner i Annual Review of Physiology 1953 og Physiological Reviews 1955. I de
senere år har dr. Asmussen endvidere leveret værdifulde bidrag til vurderingen
af borns og unges fysiske ydeevne under opvæksten samt ud fra nye og frugt-
bringende synspunkter behandlet de omstridte spørgsmål vedrorende hvirvel-
søjlens normale funktioner. Det bør tilføjes, at dr. Asmussen under sin hidtidige
virksomhed ved universitetet har været søgt af mange både danske og udenland-
ske videnskabsmænd, der under hans altid oplagte vejledning har modtaget vær-
difulde impulser under deres arbejde.
Docent Asmussen er en fremragende og anset forsker, han er en dygtig og
erfaren lærer og må siges at være endog særdeles kvalificeret til ansættelse i den
omhandlede ledigblivende stilling.«
Udvalgets indstilling blev i henhold til § 3, stk. 7 i fornævnte kgl.
anordning tilstillet ansøgeren, der ikke havde bemærkninger til ind-
stillingen.
Udvalgsindstillingen blev derefter tiltrådt af fakultetet i mode den
8.	juni 1961 og af konsistorium i mode den 22. juni 1961. Herefter
videresendtes indstillingen under 26. juni 1961 til ministeriet.
Ved kgl. resolution af 31. august 1961 blev docent, lektor, dr. phil.
Erling Asmussen udnævnt til professor i gymnastikteori ved Køben-
havns universitet og bestyrer af universitetets gymnastikteoretiske
laboratorium fra den 1. september 1961 at regne.
9.	Professor, dr. philos. Ragnar Fjørtofts afgang fra universitetet og
amanuensis, dr. phil. Erik Eliasens udnævnelse til professor i teoretisk
meteorologi
(j. nr. 601/55).
Under 11. november 1955 blev der meddelt professor, dr. philos.
Ragnar Fjortoft afsked efter ansøgning fra stillingen som professor i
teoretisk meteorologi ved Kobenhavns universitet fra 31. oktober 1955
at regne.
Besættelsen af det ved professor Fjørtofts afgang ledigtblevne em-
bede blev ved skrivelse af 21. februar 1956 udskudt indtil videre.
Efter at embedet efter indstilling af det matematisk-naturviden-
skabelige fakultet og universitetets rektor under 13. oktober 1960 var
blevet opslået, blev under 17. december 1960 de indkomne to ansøg-
ninger, nemlig fra fil. dr. Aksel Christopher Wiin-Nielsen og amanuensis,
dr. phil. Erik Eliasen, tilstillet universitetet til erklæring.
236
Universitetets årbog 1958-63
Til at bedømme de indkomne ansøgninger nedsatte fakultetet i hen-
hold til § 2, stk. 2 i kgl. anordning af 5. februar 1953 om ansættelse af
professorer ved Københavns universitet et udvalg bestående af pro-
fessorerne, dr. phil. Einar Andersen, dr. phil. J. K. Bøggild og dr. philos.
Arnt Eliassen, Oslo universitet. Dette udvalg afgav under 30. septem-
ber 1961 følgende indstilling:
»Dr. Erik Eliasen er fodt i 1922. Han tok magisterkonferens i teoretisk fysik
ved Kobenhavns universitet i 1947, og den fdosofiske doktorgrad samme sted i
1960. I årene 1947-1953 var han ansatt ved det danske meterologiske institut
hvor han tjenestegjorde i værtjenesten. I 1953 ble han ansatt ved Kobenhavns
universitet som amanuensis, en stilling som han fremdeles innehar. Han virket
forst som professor Fjortofts assistent og deltok i dennes vitenskapelige arbeide.
Fra 1955, da professor Fjortoft forlot universitetet, har han varetatt undervisning
og avholdt eksamen i teoretisk meteorologi. Dr. Eliasen har således erfaring,
både værvarsling og annet praktisk-meteorologisk arbeide, i teoretisk forskning
og i undervisning.
Nr. 1 på listen av Eliasens arbeider omfatter et resume av et foredrag holdt på
en meteorologisk konferense i Helsinki 1953, samt et upublisert manuskript.
Begge behandler sporsmålet om hvorvidt de metoder og begreper som benyttes
i den statistiske teori for isotrop turbulens lar seg tilpasse til de tilnærmet to-
dimensjonale stromninger av stor skala som finnes i atmosfæren. Problemstillin-
gen er interessant nok, men arbeidet forer ikke langt og må nærmest karakteri-
seres som en skisse.
I publikasjon nr. 2 viser Eliasen hvorledes stabilitetsproblemet og initialverdi-
problemet for små perturbasjoner av en rettlinjet veskestrom med gitt hastig-
hetsprofil lar seg behandle ved hjelp av tilnærmete, numeriske metoder. Han
benytter dels endelige differenser, dels tilnærmelse ved endelige rekker. Resul-
tatene er rimelige og kan tildels verifiseres ved eksakte metoder. De tilnærmelses-
metoder som benyttes er naturligvis ikke nye, men de anvendes av Eliasen på
hydrodynamiske problemer på en særdeles effektiv måte. Metodene har krav på
stor interesse, da de gir mulighet for å finne approksimative losninger av hydro-
dynamiske problemer hvor man ikke makter å komme frem på analytisk vei.
Avhandlingen er klart og godt skrevet.
Arbeide nr. 3 er en rapport om forsok som er utfort med å utarbeide 24-timers
prognosekart for 500 mb-flatens topografi ved hjelp av professor Fjortofts grafiske
metode til integrasjon av den barotrope rotasjonsligning. Rapporten er ganske
kort og gir en statistisk verifikasjon av resultatene.
Publikasjon nr. 4 er en ganske stort anlagt bearbeidelse av observasjonsma-
teriale med sikte på å belyse den almindelige sirkulasjon i atmosfæren. På grunn-
lag av hemisfæriske karter over 1000- og 500 mb-flatenes topografi har Eliasen
foretatt en Fourier-analyse av disse isobarflaters lioyder med hensyn på den
geografiske lengde. Han undersoker så egenskapene av de enkelte Fourierkompo-
nenter, deres utvikling og bevegelse, deres bidrag til den meridionale transport av
rotasjonsmomentet og den spektrale fordeling av den kinetiske energi. Arbeidet,
som er monstergyldig utfort, gir et betydelig bidrag til vårt kjennskap til den
almindelige sirkulasjon i atmosfæren.
På slutten av avhandlingen finner man dessuten en undersokelse av bolger i en
baroklin strom og deres stabilitetsforhold ved hjelp av kuleflatefunksjoner.
Dette er et teoretisk bidrag av stor interesse.
Arbeide nr. 5 er Eliasens doktoravhandling, cg også hans viktigste arbeide
hittil. Det er en teoretisk undersokelse av de bolger som kan utvikle seg på en
Afgang og udnævnelser af professorer
237
idealisert meteorologisk frontflate, som skiller mellom to luftmasser av forskjellig
temperatur og hastighet. Helt siden polarfrontmeteorologien ble innfort ved
slutten av forste verdenskrig har dette problem blitt ansett for et av de viktigste
i den dynamiske meteorologi.
Et storstilet forsok på losning ble gjort av Solberg i 1928. Han fant riktignok
losninger som lignet syklonbolger; men på grunn av matematiske vanskeligheter
så han seg nodt til å innfore endringer i randbetingelsene, noe som forte til at hans
losninger på vesentlige punkter skiller seg fra de virkelige syklonbolger. Proble-
met har siden vært behandlet av Kotschin i 1932 ved hjelp av en annen metodikk;
han kom et godt stykke på vei, men hans resultater er helt urimelige og neppe
riktige. Siden har ingen våget å gi seg i kast med dette vanskelige problem for
alvor, for Eliasen tok fatt på det. Eliasen bygger på Kotscliin's metode og gjen-
nomforer en fullstendig losning av problemet. Det er ikke mulig å kontrollere et
så stort arbeide på alle punkter, men resultatet er rimelig, idet det stemmer godt
overens med beslektede teorier og passer også godt med de virkelige syklon-
bolgers egenskaper.
Matematisk sett er arbeidet bemerkelsesverdig dyktig gjennomfort. Det er
monstergyldig godt og klart skrevet, slik at det nesten er lettlest tiltrots for
stoffets tyngde. Problemet har fått en inngående behandling; Eliasen nojer seg
ikke med å bestemme egenfrekvensene, men gjennomforer også en fullstendig
diskusjon av losningenes struktur og de tilsvarende energiomsetninger.
Arbeider må karakteriseres som en betydelig videnskabelig bedrift. Når det
ennu ikke er blitt internasjonalt kjent, er det sikkert fordi det er utkommet i en
publikasjonserie som ikke har tilstrekkelig distribusjon blant forskere i dynamisk
meteorologi.
Nr. 6 på Eliasens publikasjonsliste er også et meget betydelig arbeide. Det
behandler de instabile bolger som kan utvikle seg i en baroklin sonal strom. De
som tidligere har behandlet dette problem har for enkelthets skyld forutsatt at
stromhastigheten bare avhenger av hoyden og ikke av breddegraden. Eliasen lar
stromhastigheten avhenge både av hoyde og bredde, og forer dermed teorien et
viktig skritt nærmere virkeligheten. At dette skritt ble tatt også av Charney,
hvis arbeide utkom kort for Eliasen's, forringer ikke Eliasen's innsats. De to
arbeider er åbenbart uavhengige og belyser problemet fra forskjellige sider.
Eliasen loser problemet numerisk ved hjelp av avbrudte Fourier-rekker, en
metode som han også benytter i sitt arbeid nr. 2 på publikasjonslisten. Likesom i
doktoravhandlingen gjennemforer han en inngående analyse av egenskapene av
de losninger som han finner. Han studerer også den gjensidige vekselvirkning
mellom den sonale strom og bolgeperturbasjonene; dette er et dypsinding tema
av storste viktighet såvel fra et meteorologisk som fra et mer generelt hydro-
dynamisk synspunkt.
Arbeide nr. 7 er manuskriptet til et populært foredrag; det er av mindre
interesse for bedommelsen av Eliasen's videnskabelige kvalifikasjoner, men det
viser at han også evner å gi en utmerket populær fremstilling av meteorologiske
forskningsresultater.
Eliasen's produksjon er ikke stor; av de arbeider som er nevnt på listen er det
bare fire (nr. 2, 4, 5 og 6) som kan regnes som fullverdige forskningsbidrag. Til
gjengjeld er deres kvalitet meget hoy.
Eliasen's forskningsområde er hydrodynamikkens anvendelse på de storstilete
perturbasjoner i vestenvindsfeltet på midlere og hoye bredder. Dette felt er kan-
skje noe snevert, og hans avhandlinger kan virke noe stereotype. På den annen
side er det problemer av grunnleggende betydning for meteorologien som han har
behandlet. Karakteristisk for Eliasen's arbeidsmetode er det at han ved problem-
stillingene har benyttet seg av en ytterliggående forenkling som lar det vesentlige
238
Universitetets årbog 1958-63
i problemene tre skarpt frem mens alle unodvendige komplikasjoner er fjernet.
Derved har han oppnådd en usedvanlig klarhet i fremstillingen samtidig som
resultatenes prinsipielle karakter kommer tydelig frem.
Forovrig rober arbeidene en solid skolering i den matematiske fysikks metoder.
Dr. Aksel Wiin-Nielsen er fodt i 1924. Han avla skoleembedseksamen ved
Kobenhavns universitet i 1950, filosofie licentiateksamen ved Stockholms univer-
sitet i 1957 og tok den filosofiske doktorgrad ved sistnevnte universitet i 1960.
Fra 1952-55 var han vitenskabelig assistent ved Meteorologisk Institut, Charlot-
tenlund. I denne tid studerte han også dynamisk meteorologi under professor
Fjortoft og deltog i dennes vitenskapelige arbeide som assistent. Fra 1955-59
oppholdt han seg ved Institutet for Meteorologi ved Stockholms universitet,
forst som student, senere som en selvstendig deltager i dette institutts under-
visnings- og forskningsvirksomhet. I 1959 ble han ansatt ved Joint Numerical
Weather Prediction Unit utenfor Washington D. C. Denne gruppe, som er opp-
rettet av U. S. Weather Bureau, U. S. Air Force og U. S. Navy i fellesskap, har
til oppgave å utnytte de numeriske metoder for værprognose slik at de kan være
til hjelp i den praktiske værtjeneste. For kort tid siden flyttet Wiin-Nielsen til en
ny stilling ved det nyoprettede National Center for Atmospheric Research i
Boulder, Colorado.
Wiin-Nielsen behandler i sine arbeider emner vedrorende numerisk værprog-
nose og den almindelige sirkulasjon i atmosfæren.
I en del tidlige arbeider (nr. 1, 2, 4 og 7 på publikasjonslisten) bygger han på
metoder utviklet av professor Fjortoft. Som elev av Fjortoft fikk Wiin-Nielsen
godt kjennskap til Fjortofts semi-Lagrangeske teknikk for tidsintegrasjon, og
også til Fjortofts metode til losning av elliptiske differentialligninger. I de oven-
nevnte arbeider er disse metoder anvendt og testet.
Således beskriver publikasjon nr. 1 (skrevet sammen med Dusan Djuric)
hvordan horisontale trajektorier kan beregnes når det horisontale hastighetsfelt
er kjent i tid og rom. Under den givne forutsetning må dette problem sies å være
forholdsvis enkelt.
I avhandling nr. 2 (skrevet sammen med Hlynur Sigtryggsson) beskrives en
serie eksperimentelle prognoser som er beregnet på grunnlag av Fjortofts metode
ved hjelp av den elektroniske regneinaskin BESK. Resultatene sammenlignes
med de numeriske prognoser som for samme periode ble utarbeidet av det svenske
luftvåben etter en mere »konv ens joneli« integrasjonsmetode. Avhandlingen re-
presenterer et betydelig programmerings- og regnearbeide.
Publikasjonene nr. 4 og 7 er skrevet av Wiin-Nielsen alene. Den forste behand-
ler nokså inngående den Lagrangeske tidsintegrasjon, og den siste beskriver en
grafisk integrasjon av den elliptiske differentialligning for vertikalhastigheten.
Disse arbeider folger de retningslinjer som er trukket opp av professor Fjortoft,
og såvidt det kan sees, består Wiin-Nielsens eget bidrag her vesentlig i utform-
ningen av detaljene.
Den storste del av Wiin-Nielsens produksjon (nr. 3, 5, 8, 9, 11, 12 og 13) er
viet problemet om utformningen av prognostiske ligninger som er egnet til grunn-
lag for numerisk værprognose.
I publikasjon nr. 3, som utgjor forste del av doktoravhandlingen, behandler
Wiin-Nielsen noen av de tilnærmelser som ofte gjores for å komme frem til prak-
tisk brukbare prognoseligninger, og fremhever at disse tilnærmelser kan fore til
betydelige feil hvis de er inkonsistente slik at systemets integralvarianter går
tapt. Dette synspunkt er meget berettiget og viktig å være oppmerksom på ved
konstruksjon av matematiske modeller til bruk for numerisk værprognose.
Avhandlingen skjemmes imidlertid av visse kjedelige feil. Således er den forste
integralstorrelse som omtales under avsnitt 3, nemlig randkurvens sirkulasjon,
Afgang og udnævnelser af professorer
239
slett ingen invariant, medmindre man gjor den kunstige (ikke fysisk begrunnete)
antagelse at vertikalbevegelsen skal forsvinne på randen. - Videre benyttes det,
for å bestemme storreisen av visse mulige feil, en fordeling av vertikalhastigheten
(forste ligning på side 49) som ikke tilfredsstiller betingelsen at dens middelverdi
over området skal være lik null. De resultater som utledes på dette grunnlag er
helt meningslose. - Slutten av avsnitt 4 inneholder en diskusjon om hvorvidt
temperaturforandringer bor bestemmes ut fra den termiske rotasjonsligning eller
den adiabatiske ligning for å få minst feil. Dette må bero på en misforståelse,
for de to ligninger må gi noyaktig samme resultat; det er jo nettop denne fordring
som gjor det mulig å bestemme vertikalhastigheten.
I doktoravhandlingens annen del, publikasjon nr. 5, behandler Wiin-Nielsen
et problem som har beskjeftiget flere forskere i de seneste år. Det har vist seg at de
ligninger som har vært benyttet ved numeriske værprognoser, gir meget store
systematiske feil når det gjelder de alier storste bevegelsessystemer, de såkaldte
ultralange bolger, med bolgelengder på 10-20.000 km. For å bote på dette har
Bolin og Cressman foreslått å innfore en divergenseffekt som sterkt reduserer
feilen, uten helt å eliminere den. Man har forsokt å begrunne denne divergens-
effekt fysikalsk, men dette byr på store vanskeligheter fordi en slik postulert
divergens i troposfæren må kompenseres av en motsatt divergens i stratosfæren,
noe som neppe er forenlig med stratosfærens dynamikk. Effekten må derfor
nærmest betraktes som et empirisk korreksjonledd.
Wiin-Nielsen forsoker i sitt arbeide å gi en ny fysikalsk utledning av denne
divergenseffekt; men utledningen kan vanskelig betraktes som annet enn for-
malisme. Den bygger således på den helt urealistiske forutsetning at temperatur-
forandringer bare skyldes vertikalbevegelse, og det kritiske sporsmål om den
stratosfæriske kompensasjon er overhovedet ikke berort.
Avhandlingen inneholder forovrig en utmerket undersokelse av hvordan det
postulerte divergensledd vil virke på de beregnede bevegelser av mindre skala,
og spesielt på den barokline instabilitet.
Man savner en omtale av den muligliet at de lengste bolger er en tvungen
bolgebevegelse fremkaldt av bl. a. fjellkjeder og stasjonære varmekilder.
Publikasjon nr. 8, som også utgjor en del av doktoravhandlingen, behandler
de forskjellige matematiske atmosfæremodellers evne til å forutsi forandringene i
den sonale bevegelsesmengde (eller om man vil, i rotasjonsmomentet med hensyn
på jordaksen). Det har vist seg at de prognostiske ligninger som har vært benyt-
tet, har gitt karakteristiske feil i fordelingen av den sonale bevegelsesmengde,
slik at det på noen breddegrader etterhvert blir for meget vestenvind, på andre
breddegrader for lita. Som Wiin-Nielsen ganske riktig peker på, skyldes dette at
noen av mekanismene for momentoverforing er gått tapt ved de forenklinger som
er innfort i de prognostiske ligninger. Han påviser at de fiktive momentendringer
som den barotrope rotasjonsligning medforer, vil reduseres betydelig ved å ta
med i ligningen et divergensledd av den type som er behandlet i publikasjon nr. 5.
Man savner imidlertid en redegjorelse for det faktum at et slikt ledd bare er
virksomt sålenge det foregår meridionale masseforskyvninger slik at den meridi-
onale lufttrykkgradient forandrer seg, mens derimot leddets gjennomsnittseffekt
i det lange lop er lik null. Det er således ikke et divergensledd av denne type som i
virkeligheten vedlikeholder momentbalansen i atmosfæren.
I avhandlingens siste del undersokes momentforandringen på grundlag av den
barokline toparametermodell. Det påvises at den meridionalsirkulasjon som
modellen gir, minsker feilen i den sonale bevegelsesmengde i det ovre lag. Man
kunne her onsket en mere fullstendig diskusjon av overforingen av sonal be-
vegelsesmengde i toparametermodellen, som også tok hensyn til forholdene i det
nedre lag hvor meridionalsirkulasjonens virkning blir akkurat motsatt.
Publikasjon nr. 9, utgitt som et teknisk memorandum, behandler faseforskjel-
240
Universitetets årbog 1958-63
len og amplitudeforholdet mellom temperatur- og trykkbolgen i en sonal strom
på grunnlag av toparainetermodellen. Da den almindelige losning som her stu-
deres, fremkommer ved superposisjon av to velkjente egenlosninger, må resul-
tatet sies å være selvinnlysende.
I slutten av dette arbeide, som har omtrent samme innhold som publikasjon
nr. 11, behandles de ultralange bolger på grunnlag av toparainetermodellen.
For slike bolger består de to egenlosninger av en trykkbolge som forplanter seg
hurtig inot vest og en temperaturbolge som går mot ost; på den annen side
observerer man at trykk- og temperaturbolgen i virkeligheten holder sammen og
ligger omtrent stille. Wiin-Nielsen viser at hvis ligningene suppleres med det
divergensledd som er diskutert i publikasjonene 5 c g 8, blir trykkbolgens store
hastighet redusert, samtidig som det blir en bedre kobling mellom trykk- og
temperaturfelt, slik at resultatet blir mer realistisk.
Likesom når det gjelder publikasjon nr. 5 kan det kritiseres at forfatteren
diskuterer de ultralange, quasi-stasjonære bolger ut fra den forutsetning at de er
frie bolger, da man jo har meget god grunn til å anta at de er tvungne bolger,
frembragt dels av kontinentenes virkning, dels av ikke-lineær energioverforing
fra kortere bolger.
I publikasjon nr. 13 har imidlertid Wiin-Nielsen tatt opp igjen problemet med
de ultralange bolger på et mer realistisk grunnlag, idet han her forutsetter at de er
tvungne, stasjonære bol ger dannet av jordoverflatens topografi. Han foretar ingen
fullstændig losnirg av problemet, men beregner temperaturbolgen ut fra den
observerte trykkbolge og jordoverflatens topografi, ved hjelp av toparameter-
modellens rotasjonsligning. Arbeidet kaster lys over sporsmålet om hvorvidt
toparainetermodellen er tilstrekkelig noyaktig til behandling av de lange stasjo-
nære bolger.
Avhandlingen skjemmes av avsnitt 4, hvor jordoverflatens topografi settes ut
av betraktning, mens bolgene fremdeles forutsettes å være stasjonære. Skal dette
ha noen mening må bolgene da være fremkalt av stasjonære varmekilder. Dette
nevnes ikke og har oyensynlig ikke vært i forfatterens tanker; det blir da vanske-
lig å fmne noen mening i dette avsnitt.
På den annen side finner man i slutten av avhandlingen en verdifull kom-
mentar til Burger's analyse av de ultralange bolger.
I publikasjon nr. 12 har Wiin-Nielsen analysert fordelingen av horisontal
divergens på grunnlag av en tre-parameter modell. I motsetning til tidligere
arbeider (publ. nr. 5, 8, 9, 11) hvor han postulerte en bestemt divergensfordeling
i midt-troposfæren uten å bekymre seg om konsekvensene for de tilgrensende
lag, har han i dette arbeide betraktet atmosfæren som lielliet. Arbeidet er godt og
kaster lys over en viktig side ved atmosfærens dynamikk.
I tillegg til disse arbeider som vesentlig beskjeftiger seg med atmosfæremodel-
ler og deres brukbarhet, har Wiin-Nielsen skrevet to arbeider (nr. 6 og 14) som
behandler den almindelige sirkulasjon i atmosfæren.
Publikasjon nr. 6, som utgjor en del av doktoravhandlingen, er en beregning av
visse energitransformasjoner i atmosfæren på grunnlag av vertikalhastigheter
beregnet av Joint Numerical Weather Prediction Unit. Wiin-Nielsen benytter
seg av Fourier-analyse med hensyn på den geografiske lengde og beregner de
forskjellige bolgelengders andel i energitransformasjonene. Resultatene har stor
interesse og avhandlingen er et betydelig bidrag til utforskningen av den almin-
delige sirkulasjon i atmosfæren.
Publikasjon nr. 14 er en mangfoldiggjort rapport skrevet sammen med John
A. Brown. Her beregnes varmekildene i atmosfæren ved hjelp av toparaineter-
modellen på grunnlag av de observerte endringer relativ topografi (eller tempe-
ratur) og termisk rotasjon. Det er klart at feilene i en slik beregning må bli meget
Afgang og udnævnelser af professorer
241
store, og de urimelig sterke varmekilder som beregnes må vel tas med alt for-
behold.
På grunnlag av resultatene beregner forfatterne den meridionale varmetrans-
port og produksjonen av »tilgjengelig potensiell energi« i atmosfæren. Disse be-
regninger kan man feste storre lit til, idet feilene her i stor utstrekning vil opp-
heves statistisk. Resultatene stemmer da også med den almindelige oppfatning av
atmosfærens virkemåte og kan bidra til å underbygge denne oppfatning.
Wiin-Nielsen har også skrevet en forelesningsserie over »Recent developments
in the field of physical weather prediction« (publ. nr. 15) som for en stor del
inneholder stof! hentet fra de arbeider som er nevnt ovenfor. Publikasjon nr. 10
er et resume av de fire arbeider (nr. 3, 5, 6 og 8) som tilsammen utgjor doktor-
avhandlingen. Endelig inneholder publikasjonslisten tre velskrevne populær-
artikler (nr. 16, 17 og 18).
Wiin-Nielsen er en meget aktiv og produktiv forsker. Det er imponerende at
han i den korte tid siden 1959 har publisert 11 avhandlinger. Han må ansees som
en betydelig ekspert på den numeriske værprognoses område, og har stor erfaring
i bruk av elektroniske regnemaskiner, som er blitt et viktig verktoy for såvel
teoretisk som praktisk meteorologi. Han har også erfaring som foreleser, både
ved Stockholms universitet og i U. S. A.
Hans publikasjoner har mange positive sider, men de bærer ofte preg av
hastverksarbeid, og det kan også gjores mange saklige innvendinger. Man kunne
i mange tilfeller onske at forfatteren hadde fordypet seg mer i sitt stofT for det ble
publisert.
Som konklusjon vil vi uttale at selv om dr. Erik Eliasen's produksjon kvan-
titativt ikke kan måle seg med fil. dr. Aksel Wiin-Nielsen's, må allikevel kvali-
tetsforskellen være avgjorende, slik at dr. Erik Eliasen etter vår mening må
stilles foran fil. dr. Aksel Wiin-Nielsen. Ved sine fremragende gode arbeider, som
rober grundige bakgrunnskunnskaper og dyp forståelse, og i betragtning av
hans erfaring som universitetslærer, finner vi at dr. Eliasen må ansees fullt
kompetent til professoratet.
Yi innstiller hermed til det matematisk-naturvidenskabelige fakultet, at det
ledige professorat i teoretisk meteorologi besettes med amanuensis, dr. phil.
Erik Eliasen.«
Udvalgets indstilling blev i henhold til § 3, stk. 7 i nævnte kgl. an-
ordning tilstillet ansøgerne, af hvilke fil. dr. Aksel Wiin-Nielsen ind-
sendte bemærkninger til indstillingen.
Fakultetet tiltrådte udvalgets indstilling i mode den 21. november
1961 og konsistorium tilsluttede sig samme i møde den 13. december
1961, hvorefter den under 16. december 1961 videresendtes til mini-
steriet.
Herefter blev ved kgl. resolution af 6. januar 1962 amanuensis, dr.
phil. Erik Eliasen udnævnt til professor i teoretisk meteorologi ved
Københavns universitet fra 1. januar 1962 at regne.
10. Oprettelse af et ekstraordinært professorat i massespeldrometri for
og udnævnelse af dr. phil. Willi Dansgaard
(j. nr. 447/61).
Under 28. juni 1961 fremsendte professor, dr. phil. Jørgen Koch til
det matematisk-naturvidenskabelige fakultet i'olgende indstilling:
16
242
Universitetets årbog 1958-63
»Undertegnede bestyrer for Universitetets biofysiske laboratorium skal herved
tillade sig at anmode Undervisningsministeriet om at ville oprette et ekstraordi-
nært professorat i »Massespektrometri« til lektor, magister Willy Dansgaard.
Professoratet skal være tilknyttet Universitetets fysiske laboratorium B (nu-
værende biofysisk laboratorium) og søges oprettet til besættelse den 1. april 1962.
Magister Dansgaard, der er fodt i 1923, blev student i 1941 og cand. mag. i
1947 med fysik som hovedfag. Allerede under sit fagstudium blev magister
Dansgaard interesseret i videnskabeligt arbejde, og han modtog i 1947 Univer-
sitetets guldmedaille for sin besvarelse af prisopgaven »Fysiske, kemiske og bio-
logiske metoder til røntgen- og gammastråledosimetri«.
Magister Dansgaard har i årene 1947-51 været ansat ved Meteorologisk institut
som videnskabelig assistent, dels ved det Geoniagnetiske observatorium i God-
havn og dels ved Instituttets vejrtjeneste. Derefter blev magister Dansgaard
knyttet til Universitetets biofysiske laboratorium, hvor han for tiden er ama-
nuensis og leder af den afdeling, der beskæftiger sig med massespektrometriske
undersøgelser. Ved indførelsen af den ny studieordning i efteråret 1960 blev
magister Dansgaard beskikket som lektor i fysik med den særlige forpligtelse at
deltage i undervisningen af de studerende fra den naturhistorisk-geografiske
faggruppe og de studerende, der følger kemi-linien.
Magister Dansgaard har i vinteren 1954/55 været på studieophold i U. S. A.,
hvor han arbejdede hos professor Urey i Chicago og professor Dole i Evanston.
Under dette ophold lagde magister Dansgaard grunden til sin senere videnskabe-
lige virksomhed, som har resulteret i en række betydningsfulde afhandlinger, hvori
han ved måling af indholdet af den tunge iltisotop 0-18 i vandprøver af forskellig
oprindelse har studeret vandets cirkulation i naturen. Af hans senere arbejder bør
man særligt fremhæve disputatsen »The Isotopic Composition of Natural Waters«,
som i foråret 1960 blev antaget til forsvar for den filosofiske doktorgrad; det er
senere blevet vedtaget at konferere doktorgraden til magister Dansgaard uden
mundtligt forsvar, under hensyntagen til at den ene af de officielle opponenter
var afgået ved døden, inden forsvaret kunne finde sted. Magister Dansgaards
disputats er et meget omfattende arbejde, hvori ikke blot hans tidligere under-
søgelser er sammenfattet, men som derudover bringer mange nye resultater
vedrørende meteorologiske, hydrologiske og glaciologiske forhold.
Magister Dansgaards videnskabelige virksomhed har vakt stor opmærksomhed
både indenfor og udenfor landets grænser. Det må ses i sammenhæng hermed,
at han i de senere år er blevet betroet forskellige vigtige hverv. I 1960 blev han
således tilknyttet Atomenergikommissionens forsøgsstation på Risø som konsu-
lent i spørgsmål vedrørende massespektrometri. Det bor endvidere nævnes, at
den internationale atomenergikommission i Wien har anmodet magister Dans-
gaard om på kontraktlig basis at måle deuterium og 0-18 indholdet i nedbørs-
prøver, som indsamles over hele verden på den nævnte institutions foranledning.
Disse undersøgelser tager sigte på en verdensomfattende undersøgelse af vandets
cyklus i naturen. Til målingen af deuteriumindholdet i vandprøverne har Carls-
bergfondet stillet et specielt massespektrometer til rådighed for magister Dans-
gaard.
Også på anden måde er det lykkedes magister Dansgaard at knytte inter-
nationale forbindelser og at organisere internationalt samarbejde. Således deltog
han i den af professor Scholander ledede »Arctic Institute Greenland Expedition«,
hvor man indsamlede prøver af gletcheris. Arbejderne over gletcherisen i Grøn-
land har endvidere bragt ham i forbindelse med ledelsen af »L'expédition
Glaciologique Internationale au Groenland«, som har stillet vandprøver til rådig-
hed for hans undersøgelser. Magister Dansgaard har også haft nær kontakt med
den amerikanske organisation »Snow, Ice and Permafrost Research Establish-
Afgang og udnævnelser af professorer
243
ment«. I sommeren 1960 var Dansgaard indbudt til at holde foredrag ved et in-
ternationalt sommerkursus i Varenna om »isotope geology«. Endelig kan nævnes,
at han er medlem af »The International Commission of Atmospheric Chemistry«.
Den massespektrometriske metode har på Biofysisk laboratorium hidtil for-
trinsvis været anvendt til studiet af brint- og iltisotopernes forekomst, men det er
tanken efterhånden at udvide arbejdet til også at omfatte andre isotoper. Masse-
spektrometre kan således benyttes til geologiske aldersbestemmelser, et arbejds-
felt som i de senere år har vakt stigende interesse, ikke mindst blandt danske
geologer cg mineraloger, som er interesseret i at få sådanne undersøgelser sat i-
gang herhjemme. Massespektrometre af speciel konstruktion anvendes endvidere
til analyse af specielle grupper af organiske forbindelser, og anskaffelsen af et
instrument til dette formål har været droftet mellem Universitetets kemikere.
Det skal tilfojes, at det forhåndenværende massespektrometer fortsat skal stå
til rådighed for Universitetets videnskabsmænd, som onsker at udfore forsøg med
isotoper som stabile tracere. Endelig er det hensigten at udvide samarbejdet med
Nationalmuseets naturvidenskabelige afdeling vedrorende studiet af visse i
naturen forekommende radioaktive isotoper.
Som det fremgår af ovenstående, vil det være af stor betydning for Kobenhavns
universitet at bevare og udbygge magister Dansgaards arbejdsområde. Man vil
herved på naturlig måde etablere forbindelsen mellem fysikken og en række
andre fag både indenfor den matematisk-fysiske og den naturhistorisk-geogra-
fiske faggruppe. Betydningen af et sådant samarbejde fremhæves yderligere ved,
at studerende fra begge faggrupper vil blive undervist i fysik på Fysisk labora-
torium B. En del af denne undervisning tænkes henlagt under det ansøgte pro-
fessorat (deltagelse i afholdelsen af forelæsninger - 2 å 3 ugentlige timer i hvert
semester - samt ledelsen af øvelseskurser og vejledningen af eksamenskandidater).
De eksperimentelle lokaler på H. C. Ørsted institutet er således dimensioneret,
at der er plads til at optage de nævnte arbejdsområder; forberedelsen af dette
arbejde vil dog allerede kunne påbegyndes indenfor den nærmeste fremtid. Det
skal tilføjes, at der på H. C. Ørsted institutet i et vist omfang også er afsat lo-
kaler til at tage sig af studerende, der skal udføre eksamensprojekter af mere
fysisk karakter.
I betragtning af, at der ved Københavns universitet findes en fysiker, som er
specialist i anvendelsen af massespektrometriske metoder, må det betragtes som
ønskeligt at oprette en ledende stilling til varetagelse af de nævnte tværviden-
skabelige opgaver, der indebærer så lovende perspektiver. Magister Dansgaards
yderst selvstændige videnskabelige produktion kvalificerer ham til et professorat.
Det kan tilfojes, at det udvalg, der var nedsat til bedømmelse af ansøgerne til det
ledige professorat i fysik ved Landbohøjskolen, ganske klart har tilkendegivet,
at magister Dansgaard var kvalificeret til at bestride et sådant embede.«
På finansloven for 1962-63, jfr. folketingstidende 1961-62, tillæg D,
sp. 2629-30 blev der herefter oprettet et ekstraordinært professorat i
massespektrometri for dr. phil. Willi Dansgaard.
Efter indstilling fra universitetet af 20. marts 1962 blev ved kgl.
resolution af 9. april 1962 dr. phil. Willi Dansgaard udnævnt til ekstra-
ordinær professor i massespektrometri ved Kobenhavns universitet fra
1. april 1962 at regne.
10*
244
Universitetets årbog 1958-63
11. Oprettelse af et ekstraordinært professorat i geologi (petrografi) for
og udnævnelse af mag. scient. Henning Sørensen
(j. nr. 276/62).
Under 25. marts 1961 indgav professor, dr. phil. A. Noe-Nygaard til
fakultetet folgende indstilling:
»Undertegnede professor Arne Noe-Nygaard tillader mig med fuld støtte af
mine to geologiske professorkolleger C. Poulsen og Alfr. Rosenkrantz at søge
om, at der pr. 1/4-1962 må blive oprettet et extraordinært professorat i petro-
grafi ved Københavns universitet til Universitetslektor mag. scient. Henning
Sørensen, således at han og jeg kan dele hhv. forprøve- første- og anden- dels un-
dervisningen i mineralogi, petrografi og dynamisk geologi efter den nye stu-
dieordning under det matematisk-naturvidenskabelige fakultet og dermed sikre,
at denne kan forblive i kraft.
Til nærmere motivering for denne ansøgning tjener følgende: Overgangen til
den nye studieordning i fjor var for den geologiske fagkreds en overordentlig stor
belastning, dels fordi lokaleforholdene kun var rent midlertidigt løst (der har i
år været undervist dels på Mineralogisk Museum, dels i Studiestræde; fra efter-
året 1961 vil der tillige blive undervist i en midlertidig barak i gården Østervold
7), dels fordi geologiprofessorerne ville blive spændt så hårdt for, at det kun var
med tøven, at vi turde påtage os at bestride den stærkt udvidede undervisning.
Særlig hårdt blev presset på mineralogi, petrografi og dynamisk geologi, der til-
sammen kun råder over een professor (Noe-Nygaard).
En udvidelse af antallet af lektorer fik os dog, af hensyn til helheden til at gå i
gang - efter følgende plan: Forprøveundervisningen efter ny ordning bestrides
af mig (tre semestre pr. hold (d. v. s. årgang): Mineralogi, petrografi og dynamisk
geologi) suppleret med lektor H. Wienberg Rasmussen (et semester pr. hold:
Propædeutisk Danmarks geologi). Geologi-geografi-linjens undervisning i petro-
grafi og dynamisk geologi baseredes i hovedsagen på lektorerne A. Rerthelsen og
H. Sørensen. Anden dels specialestuderende tænktes fordelt efter emne på mig og
de anførte lektorer. Geologiens anden side: Palæontologi, historisk geologi og den
egentlige Danmarks geologi indgår ikke i forprøvestudiet, men skulle for geologi-
geografilinjens og anden dels vedkommende dækkes af professorerne C. Poulsen
og A. Rosenkrantz, suppleret med lektorhjælp i særdiscipliner.
Den lagte plan er imidlertid nu blevet væltet, idet lektor A. Rerthelsen, den
ene hovedkraft i geologi-geografilinjens undervisning, netop er blevet indstillet
til det nye professorat i geologi i Aarhus. Situationen er nu den, at hele den
obligatoriske undervisning i mineralogi, petrografi og dynamisk geologi hviler
på mig og lektor Sørensen alene. Da lektor Sørensen gentagne gange er blevet
fristet med tilbud fra andre universiteter, anser jeg det for min pligt at under-
strege, at undervisningen på geologi-geografilinjen ved Københavns universitet
ikke vil kunne gennemføres, dersom han skulle lade sig friste udefra nu. Det står
derfor som en nødvendighed for mig og mine kolleger, at man søger at sikre lektor
Sørensens forbliven ved universitetet ved at oprette et extraordinært professorat
i petrografi til ham her.
Under to faste lærere (professorer) kan undervisningen ikke gennemføres i de
mineralogisk-petrografiske fag. Jeg kan i denne forbindelse anføre, at universite-
tet i Oslo har tre - for tiden Oftedahl, Sarth og Strand, og det har det haft i en
menneskealder.
Når jeg ikke allerede i fjor fremkom med ønsket om en ny professor, skyldes
det, at jeg dengang regnede med foreløbig at kunne klare mig med lektorhjælp
Afgang og udnævnelser af professorer
245
og gerne ville afvente tre disputatser, der var på trapperne for at kunne afgive
mit endelige skøn om den bedste egnede med storre sikkerhed (Berthelsen har nu
disputeret, Graff-Petersens afhandling er antaget, og Sørensen har udgivet de to
første dele af sin).
Udviklingen i mellemtiden er kommet mig i forkøbet. Det meget stærke aftræk
på geologer med speciale i min fagkreds i de senere år (1 mand til Kryolitselska-
bet, 1 mand til Færøerne, 3 mand til Grønlands geologiske undersøgelse og nu
1 til universitetet i Aarhus) har bevirket, at de opståede huller delvis er blevet
erstattet med kemiingeniører til specialopgaver. Disse er imidlertid ikke selv-
uddannede i de kritiske discipliner på en sådan måde, at de kan meddele univer-
sitetsundervisning i dem, jeg har derfor ikke mulighed for at trække flere af
institutets assistenter ind i undervisningsarbejdet. Der er meget dygtige emner
blandt de ældre studerende, men det vil tage flere år, inden de kan rykke op i de
støttendes rækker.
Et extraordinært professorat kan sikre lektor Sørensens forbliven ved univer-
sitetet (og en særaftale med professor in spe Berthelsen for efterårssemesteret vil
gøre det muligt at ride stormen af for det hold studenter, der nu er i gang. Herom
skal jeg afgive særlig indstilling).
Med forangivne motivering skal jeg herved på geologiprofessorernes vegne
indtrængende anmode om, at der må blive oprettet et extraordinært professorat
til universitetslektor Henning Sørensen.«
På finansloven for 1962-63, jfr. folketingstidende 1961-62, tillæg D,
sp. 1479-80 blev der herefter oprettet et ekstraordinært professorat i
petrografi for mag. scient. Henning Sørensen.
Ved kgl. resolution af 9. april 1962 blev amanuensis, mag. scient.
Henning Sørensen udnævnt til ekstraordinær professor i geologi (petro-
grafi) ved Københavns universitet fra 1. april 1962 at regne.
12. Oprettelse af et ordinært professorat i gymnastikteori med særligt
henblik på legemsøvelsernes specielle teori og udnævnelse af professor, dr.
phil. Erik Hohwil Christensen som fungerende professor i dette fag
(j. nr. 177/61).
På normeringsloven for 1963-64, jfr. folketingstidende 1962-63,
tillæg A, sp. 1353-54, blev der oprettet en stilling som professor i gym-
nastikteori med særligt henblik på legemsøvelsernes specielle teori.
Under 21. juni 1961 afgav universitetet følgende indstilling:
»I tilslutning til den vedlagte indstilling fra professor, dr. Emanuel Hansen af
24. f. m., der er anbefalet af det matematisk-naturvidenskabelige fakultet, og
hvori der stilles forslag til en ændret ordning af forskningen og undervisningen i
faget gymnastikteori, der foruden det allerede eksisterende professorat i gymna-
stikteori nødvendiggør yderligere et professorat med særlig henblik på legems-
øvelsernes specielle teori, skal man indstille, at professor ved Det kongelige gym-
nastiske Centralinstitut i Stockholm, dr. Erik Hohwii Christensen opfordres til at
overtage det for ham på finansloven for 1943/44 oprettede professorat i arbejds-
fysiologi ved Københavns universitet fra den 1. september 1962, at det som en
forudsætning for denne ordning søges udvirket, at han udnævnes til leder af den
nuværende Danmarks højskole for legemsøvelser, og at der med finansministeri-
246
Universitetets årbog 1958-63
ets tilslutning opnås tilsagn om, at der på normeringslov for finansåret 1962/63
vil blive optaget forslag om, at der tillægges professor Hohwii Christensen lon-
nings- og pensionsanciennitet beregnet efter hans ansættelse ved Kobenhavns
universitet og hans ansættelse som professor i Stockholm. Man skal i denne for-
bindelse oplyse, at professor Hohwii Christensen, der er fodt den 25. september
1904, blev cand. mag. i januar 1931, og ansat i en stilling som fast videnskabelig
assistent ved zoofysiologisk laboratorium fra den 1. juli 1933, efter at have været
aspirant til stillingen fra 1. juli 1931. I juni 1941 blev han ansat som professor ved
Det kongelige gymnastiske Centralinstitut i Stockholm.
Det tilfojes, at det, såfremt nærværende indstilling kan tiltrædes, vil være
meget ønskeligt af hensyn til professor Hohwii Christensens dispositioner, om
et tilsagn som det ovenfor omtalte kunne foreligge så tidligt som muligt, idet
professor Hohwii Christensen den 1. september 1961 tiltræder en rejse til Indien,
hvor han efter opfordring fra ILO har påtaget sig at lede 3 arbejdsfysiologiske
instituter i tiden 1. september 1961 til 1. september 1962.«
Efter at professor E. Hohwii Christensen havde erklæret sig villig til
at overtage professoratet, meddelte ministeriet under 31. juli 1962, at
han kunne tiltræde som fungerende professor i gymnastikteori med sær-
ligt henblik på legemsøvelsernes teori ved Københavns universitet fra
1. september 1962 at regne.
13. Professor, dr. phil. A. Langseths død og lektor, dr. phil. Thor Anders
Baks udnævnelse til professor i kemi
(j. nr. 622/61).
Den 20. oktober 1961 afgik professor, dr. phil. Alex Langseth ved
døden.
Efter at professoratet efter indstilling fra det matematisk-natur-
videnskabelige fakultet og universitetets rektor under 22. februar 1962
var blevet opslået ledigt, blev under 11. april de 4 indkomne ansøgnin-
ger, nemlig fra lektor, dr. phil. Thor Anders Bak, professor, dr. phil.
Anders Clausen Kjær, lektor, dr. phil. Jon Palmgren Munch-Petersen
og lektor, dr. phil. Christian Knakkergaard Moller tilstillet universitetet
til erklæring.
Til bedømmelse af de indkomne ansøgninger nedsatte fakultetet i
henhold til § 2, stk. 2 i kgl. anordning af 5. februar 1953 et udvalg, be-
stående af professorerne, dr. phil. K. A. Jensen (formand), dr. phil.
Børge Bak og dr. phil. C. J. Ballhausen. Dette udvalg afgav under
27. oktober 1962 følgende indstilling:
»Lektor, Ph. D. samt Dr. phil. Thor A. Bak, fodt 28. april 1929, blev efter
studentereksamen (1947) civilingeniør (K) 1953 ved Danmarks Tekniske Høj-
skole. Han fik guldmedalje ved Københavns Universitet 1954 samt blev Ph. D.
ved Columbia University, N. Y. i 1956. Den filosofiske doktorgrad ved Koben-
havns Universitet blev erhvervet i 1959.
Videregående uddannelse:
1953 hos professor S. Veibel, Danmarks Tekniske Højskole.
1953-54 hos professor J. A. Christiansen, Universitetets fysisk-kemiske Institut.
Afgang og udnævnelser af professorer
247
1954-1956 hos professor V. K. La Mer, Columbia University, N. Y,
1957-1958	hos professor I. Prigogine, Bruxelles.
Ansættelsesforhold:
Fra august 1956 videnskabelig assistent ved Universitetets fysisk-kemiske
Institut, fra april 1961 tillige lektor.
Hertil kommer lærervirksomhed udadtil:
1958-59	Matematikundervisning på Danmarks Farmaceutiske Højskole.
1959-61	Fysisk-kemisk undervisning på Farmaceutisk Højskole.
1960	Visiting scholar ved General Electric Companys forskningslaboratorium,
N. Y.
1961	Yisiting professor, Yeshiva University, N. Y.
1961 Yisiting scholar, Bell Telephone Laboratory, N. J.
Et ekstraordinært professorat i kemi ved Københavns Universitet er tre gange
blevet søgt til Bak siden 1959.
Videnskabelig virksomhed:
Thor Baks videnskabelige produktion omfatter to disputatser (amerikansk
Ph. D. 44 sider samt dansk 104 sider), 25 arbejder (ca. 200 sider) samt en lærebog
i højere matematik (413 sider). Dertil kommer flere store notesæt i fysisk kemi,
statistisk mekanik samt statistisk termodynamik, ialt ca. 250 sider, samt flere
oversigtsartikler på dansk.
Baks hovedinteresser er, som det fremgår af hans arbejder, alle aspekter af den
fysiske kemi med særlig vægt lagt på den kemiske kinetik. Disse arbejder ses at
falde i en eksperimentel samt en teoretisk afdeling. De eksperimentelle arbejder
(nr. 1, 2, 5, 9, 18, 20, 21) omhandler kinetiske fænomener med undtagelse af nr. 9.
Ansøgerens første arbejde, som danner indledningen til nogle af de følgende,
er udført sammen med professor, dr. Stig Veibel. Det næste er en fortsættelse
deraf, men angrebet og løst helt selvstændigt. Den behandler kinetiken af reak-
tionen mellem phenanthrenquinon og azomid i koncentreret svovlsyre. Det vises
heri, at reaktionen går gennem et mellemprodukt, som på et vist stadium kan
isoleres i godt udbytte. Dette reagerer imidlertid videre og giver slutprodukterne.
Begge reaktioner forløber bimolekulært og hastighedskonstanterne bestemmes.
Beskrivelsen af systemets tilstand som funktion af tiden volder i dette tilfælde
særlige vanskeligheder, men disse overvindes ved en elegant matematisk teknik.
En direkte efterkommer af det foregående er nr. 5: The Base Strength of Hydra-
zoic Acid. Heri bestemmes basestyrken ved simple fordelingsforsøg, og resul-
taterne diskuteres under anvendelse af Hammett's aciditetsfunktion H0.
I nr. 9 undersøges eksperimentelt viskositeten af blandinger indeholdende to
komponenter, og en teori opstilles byggende på »korresponderende tilstandes
princip«.
1 nr. 18 er der foretaget nøjagtige målinger af rørsukkers inversion, og disse
er udnyttet til - via en ny matematisk beskrivelse - at trænge endnu dybere ind
i denne meget vigtige og fundamentale reaktion. Til de to smukke arbejder
(nr. 20, 21) blev der konstrueret et specielt apparat til brug for undersøgelser af
kinetiske reaktioner, ved hvilke der udvikles en gas. Dette blev derefter anvendt
til at undersøge den hastighed, hvormed substituerede orthonitrophenylazider
ringslutter. Det blev påvist, at for to grupper på en benzenring, der reagerer med
hinanden, er Hammetts o-/3 ligning simpelt additiv. Trods megen diskussion om
dette i litteraturen, var det første gang et bevis blev givet eksperimentelt.
Om Baks senere eksperimentelle undersøgelser af de meget hurtige reaktioners
kinetik, ved hjælp af ultralyd, foreligger der grundet de nødvendige store apparat-
opstillinger og afprøvninger endnu ingen offentlige publikationer.
248
Universitetets årbog 1958-63
Vender vi os nu til Baks teoretiske arbejder, moder vi en iderigdom, der er
ganske forbløffende. Allerede i nr. 3 og 4, der sammen med guldmedaljeafhand-
lingen og Ph. D. disputatsen på Columbia udgør en enhed, behandles et over-
ordentlig dybtgående og vigtigt emne: Findes der nogle minimumsprincipper i
den irreversible termodynamik? Bak viser her, hvorledes den »reversible« betingel-
se for entropiproduktionen kan udvides og generaliseres. Det lykkes endog at
give en dybere begrundelse for Le Chatelier's princip end man hidtil havde opnået.
I nr. 6, 10 og 13 om elektrodiffusion ser vi den overlegne behandling af et vig-
tigt fænomen, løst »eksakt« for første gang. Dette opnås kun takket være Baks
usædvanlige viden om matematiske funktioner. I tilknytning hertil kommer det
morsomme problem om »pletternes« form i papirkromatografi (nr. 8). Det viser
sig her muligt i visse tilfælde ud fra pletternes form at slutte sig til værdien af
hastighedskonstanterne for absorption og desorption.
Nr. 11 beskæftiger sig med bevægelse af en partikel indeni et krystalgitter.
Vekselvirkningen af partiklen med vibrationerne af gitteret studeres, og lige-
vægtsbetingelser opstilles. Belaxationstiden findes at være proportional med
kvadratet på partiklens masse. Dette overordentlig interessante resultat bliver nu
efterprøvet eksperimentelt adskillige steder i verden.
Nr. 7 og 12 beskæftiger sig med mulighederne for at finde oscillerende reaktio-
ner i naturen. Disse arbejder, allerede »klassiske«, viser hvorledes de nødvendige
og tilstrækkelige forudsætninger for sådanne reaktioner kan behandles mate-
matisk, og ganske faste betingelser fastlægges. Ud fra disse bliver så praktiske
reaktioner diskuteret. Få teoretiske kinetiske arbejder er smukkere end disse.
I disputatsen for den filosofiske doktorgrad uddybes og sammenfattes meget
af det foregående. Bogen forsøger at knytte teorien for de kemiske reaktioners
kinetik fast til de almindelige termodynamiske (reversible og irreversible) teorier
og derfra til teorien for den statistiske mekanik. Få hjemlige kemiske disputatser
har sigtet højere, og få - om nogen - viser større beheiskeise af det matematiske
apparat, nødvendigt ikke alene til at løse specifike exempler og modeller, men
også til ud fra disse at generalisere og forenkle på dette meget komplicerede felt.
Bogen har da også ude i verden vakt den allerstørste opmærksomhed, blev trods
stort oplag hurtigt udsolgt. Den bliver i øjeblikket genoptrykt som monografi
hos Wiley.
Nr. 16 beskæftiger sig med viskositeten af polymeropløsninger. Elegante og
logiske modeller opstilles og gennemregnes, og det vises, hvilke der bedst be-
skriver de eksperimentelle resultater.
Nr. 17 uddyber visse, ikke-lineære problemer i den irreversible termodynamik.
Nær knyttet til disputatsen som den er, viser den sammenhængen mellem de
termodynamiske og kinetiske beskrivelser af kemiske processer. Denne oversigts-
artikel kom i den nye af Prigogine redigerede serie: Advances in Chemical Phy-
sics. Det er et vidnesbyrd om Baks internationale position som forsker, dels
at han blev opfordret til at skrive denne artikel, dels at han bagefter blev op-
fordret til at træde ind i redaktionskommiteen.
Nr. 26 vender tilbage til en af Baks gamle interesser og giver en »korrespon-
derende tilstands« beskrivelse af kinetiske data. Opløsningsmidlernes indflydelse
på hastighederne af de kemiske reaktioner diskuteres, og almindelige formler
opstilles. Bortset fra det fundamentalt vigtige i arbejdet, skulle det have den
største interesse for alle kemikere, der arbejder med organiske reaktioner. Et
indbudt foredrag til kemikerkongressen i Åbo 1962 vidner da også om interesse
for dette arbejde.
Nr. 15, 19 og 22 omhandler teorien for hastigheden af kemiske reaktioner
diskuteret ud fra synspunktet, at disse formelt kan betragtes som diffusion i et
faserum, subsidiært som »Brownske bevægelser«. Betingelser er opstillet for
Afgang og udnævnelser af professorer
249
spaltning af to-atomige molekyler under antagelse af rimelige modeller og rand-
betingelser. Den grundlæggende teori, der går tilbage til Kramers, er som altid
i Baks arbejder overordentlig elegant og klar og vigtige nye resultater er opnået.
Nr. 24, 25 og 27 omhandler endelige forskellige aspekter af samme spørgsmål:
Er det »svage« eller »stærke« sammenstod mellem molekylerne, der får kemiske
reaktioner til at forløbe? Det vises forst, at de »svage« stød kan lades ude af
betragtning (nr. 24), men at de »stærke« stød kan forklare de iagttagne fænomener.
Specielt nr. 27 er et meget smukt arbejde og er måske det betydeligste teoretiske
kinetiske arbejde, der er skrevet efter krigen. Det vises her helt generelt, at når
et to-atomigt molekyle støder sammen med molekylerne af en ædelgas, er dis-
sociationskonstanten givet som funktion af vibrationsenergien E ved en simpel
formel. Dette holder både klassisk og kvantemekanisk. I nr. 25 indiceres ligeledes
en god eksperimentel overensstemmelse med de få eksempler, der endnu er til-
strækkeligt undersøgt. Dette arbejde forelagdes på Faraday Society's 1962-møde,
hvortil Bak var inviteret foredragsholder.
Pædagogisk og administrativ virksomhed etc.:
Indadtil har Bak haft de sædvanlige undervisningspligter ved Københavns
Universitets fysisk-kemiske Institut. Det kan også bemærkes, at han luir under-
vist og drevet forskning med fire licentiatstuderende foruden ca. fem udenlandske
doktorer, der alle er kommet til Danmark for at arbejde med ham. Under denne
virksomhed og i forvaltningen af en kontrakt med det amerikanske luftvåben
har han vist betydelig administrativ dygtighed. Den samme dygtighed viste Bak
som formand for »Yngre Forskere«.
Udadtil har Bak undervist i matematik og fysisk kemi ved Danmarks farma-
ceutiske Højskole. Et produkt af dette er hans noter til disse discipliner. Det må
her bemærkes, at det er enestående, at den lærebog i matematik (nr. 23), der
blev følgen af hans matematikundervisning, bliver anvendt af matematikerne
ved universitetet som lærebog for kemikere.
De mange specialkurser med tilhorende store notesæt han har givet såvel i
private virksomheder samt ved universitetet vidner om en højst bemærkelses-
værdig interesse og forståelse for at aktivere de studerende og bringe disse i kon-
takt med den moderne forskning.
Bak nyder den største anerkendelse i udlandet for sit arbejde, hvilket viste sig
allerede i 1959, hvor han som inviteret chairman ledede et kinetisk møde i
Madison, Wisconsin.
Professor, dr. phil. Anders Kjær, f. 10. august 1919, blev efter studenter-
eksamen (1938) civilingeniør (K) i 1943 ved Danmarks Tekniske Højskole og
erhvervede i 1955 den fdosofiske doktorgrad ved Københavns Universitet.
Videregående uddannelse:
1942 (organisk kemi som supplerende fag til kemiingeniøreksamen) og 1945-46
(stipendium fra det teknisk-videnskabelige forskningsråd) på Universitetets
kemiske Laboratorium hos professor K. A. Jensen.
1946-47 hos professor O. Wintersteiner, The Squibb Institute for Medical
Besearch, Bahway, New York.
Kortere studieophold i Sverige, England, Tyskland og U. S. A.
Ansættelsesforhold:
Efter 11/2 års industribeskæftigelse (A/S Grindstedværket) og kortvarig ansæt-
telse på Dansk Textilforskningsinstitut blev Kjær knyttet til Universitetets
kemiske Laboratorium, forst som forskningsstipendiat og derefter som vikar og
250
Universitetets årbog 1958-63
videnskabelig assistent (fra 1/9 1950 amanuensis). Udnævnt 1/12 1957 til profes-
sor i organisk kemi ved Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole og bestyrer af det
nyoprettede laboratorium for organisk kemi. Et ekstraordinært professorat i
phytokemi ved Kobenhavns Universitet er søgt til Kjær to gange.
Videnskabelig virksomhed:
Anders Kjærs videnskabelige produktion omfatter foruden disputatsen (77
sider) 76 afhandlinger på ialt ca. 400 sider samt 18 oversigtsartikler på ialt 160
sider.
Kjærs forste arbejder (nr. 1-4, 6 og 10) har tilknytning til arbejder af KJ A.
Jensen, og under USA-opholdet deltog Kjær i konstitutionsopklaringen af et
kompliceret, svovlholdigt antibioticum, gliotoxin (nr. 9). Under sit studieophold
i U. S. A. blev Kjær imidlertid især interesseret i problemer, der var opstået i
forbindelse med det store penicillinarbejde under krigen, samt i spørgsmålet om
aminosyrefrekvensen i polypeptider, og dette inspirerede ham til en række
arbejder om 5(4)-imidazolonernes kemi (nr. 5, 7-8, 11-13 og 17-21), der danner
grundlaget for disputatsen (nr. 31). Denne er et solidt, så at sige klassisk, orga-
nisk-kemisk arbejde, udført med stor omhu og eksperimentel dygtighed. Den
yder et ikke uvæsentligt bidrag til imidazolonernes kemi: tidligere spredte iagt-
tagelser suppleres systematisk, nogle fejltagelser i den ældre litteratur berigtiges,
og der gives i disputatsen et forsøg på en detailleret fortolkning af de ofte kompli-
cerede reaktioner. Disputatsen var af Kjær tænkt som indledning til et udfør-
ligere studium af dannelsen af imidazolonstruktur i polypeptidkæder efter
dehydratiserende behandling.
I 1952 deltog Kjær imidlertid i et af Iv. A. Jensen påbegyndt studium (nr. 15,
22 og 23) over konstitutionen af en i kålsorter forekommende sennepsolie (iso-
thiocyanat), der formodedes at være precursor for et i rapsfrø forekommende anti-
thyroidt stof. Kjær hjalp dette arbejde over et dødt punkt ved udarbejdelse af
en elegant metode til papirchromatografisk påvisning af disse stoffer (nr. 14 og
16). Han fik herigennem interesse for de naturligt forekommende sennepsolier
og begyndte en stort anlagt systematisk undersøgelse over disse. I et imponerende
antal arbejder (foreløbig 45), udført med talrige medarbejdere, både danske og
udenlandske, der er kommet hertil for at studere hos Kjær, er sennepsolierne i de
Heste cruciferer blevet identificeret, og desuden er det påvist, at sennepsolier også
forekommer i enkelte andre plantefamilier (Capparidaceae). Arbejdet har ført til
isolering, konstitutionsopklaring og syntese af talrige nye sennepsolier og til
strukturopklaring af de native sennepsolie-glucosider. Medens der ved arbejdets
begyndelse kun var kendt otte sådanne glucosider, er antallet i dag, takket være
Kjærs undersøgelser, ca. 50. Denne undersøgelsesrække, der repræsenterer en
meget stor arbejdsindsats, er gennemført med både energi og fantasi, men navn-
lig med en helt enestående organisationsevne. Til løsning af den ofte meget van-
skelige konstitutionsopklaring af disse stoffer har Kjær suverænt benyttet sig af
alle den moderne organiske kemis hjælpemidler, til dels i samarbejde med eksper-
ter på det pågældende område i ind- og udlandet. Karakteristisk for Kjærs mi-
nutiøse arbejdsmåde er, at han ikke har stillet sig tilfreds med at opklare de
omtalte stoffers konstitution, men også har villet bestemme deres konfiguration,
d. v. s. molekylernes rumlige bygning. Synteserne er derfor i flere tilfælde gen-
nemfort som stereospecifike totalsynteser, og Kjær er ved disse arbejder kommet
ind på et centralt og aktuelt problem indenfor den organiske kemi, nemlig spørgs-
målet om de organiske forbindelsers absolute konfiguration.
Kjærs sennepsoliearbejder har vakt berettiget opsigt verden over, og det er
ikke for meget sagt, at det meste af, hvad der i dag vides om naturligt forekom-
mende sennepsoliers kemi og biokemi, skyldes Kjær. I erkendelse heraf er Kjær
Afgang og udnævnelser af professorer
251
blevet opfordret til at skrive flere oversigtsartikler over sine arbejder til inter-
nationale samleværker (Handbuch der Pflanzenphysiologie, Fortschritte der
Chemie organischer Naturstoffe, Organic Sulphnr Compounds; nr. B 6, B 9 og
B 12). Et udtryk for den videnskabelige anseelse, Kjær nyder, er også en invita-
tion til et exclusivt symposium om naturstofkemi i Australien 1960, og en invita-
tion til at være »plenum lecturer« ved den XIX internationale kemikerkongres i
London 1963.
Som anerkendelse for hans videnskabelige indsats herhjemme har Kjær fået
tildelt Esso-prisen 1959 og Kai Hansens Fonds videnskabelige pris 1960. Han
blev valgt til medlem af Akademiet for de Tekniske Videnskaber 1960 og af
Videnskabernes Selskab 1962.
I sine senere arbejder er Kjær kommet tilbage til sin oprindelige interesse for
aminosyrer og har parallelt med sine undersøgelser af hojere planter for sen-
nepsolie glucocider også undersøgt dem for hidtil ukendte aminosyrer. Dette ar-
bejde har foreløbig ført til isolering, strukturopklaring og syntese af 5-6 nye
aminosyrer (nr. 58, 59, 62, 64, 65, 67, 69, 71 og 74).
Kjærs undersøgelser over sennepsolier og aminosyrer er udfort med et sikkert
blik for problemets biokemiske og botaniske aspekter og med en for en kemiker
ganske usædvanlig botanisk viden. Hvordan opstår sennepsolieglucosider og
specielle aminosyrer i plantecellen, og hvordan er sammenhængen mellem disse
stoffers forekomst i visse planter og disse planters plads i plantesystemet?
Kjærs systematiske arbejder danner den nødvendige forudsætning for at man
kan angribe sådanne mere dybtliggende problemer.
Medens disse aspekter kan siges at ligge i periferien af den rene kemi, har Kjærs
konstitutionsopklaringer og synteser stor almen betydning fur den organiske kemi.
Pædagogisk og administrativ virksomhed etc.:
Under sin 12-årige tilknytning til Københavns Universitets kemiske Labora-
torium har Kjær udover almindeligt amanuensisarbejde vejledet konferens-
studerende med organisk kemi som speciale og holdt forelæsninger over phyto-
kemiske emner. På Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole har han nyordnet
og tilrettelagt undervisningen i organisk kemi for begyndere og desuden vejledet
videregående studerende i organisk kemi.
Kjær har vist store organisatoriske og administrative evner, både under
nyindretninger af Laboratorier på Københavns Universitets kemiske Laborato-
rium og under opbygningen af den organisk-kemiske afdeling på Den Kgl.
Veterinær- og Landbohøjskole.
Kjær har været opponent ved 3 disputatser over organisk-kemiske emner i
Stockholm og Oslo og er for tiden medlem af et sagkyndigt udvalg til bedømmelse
af ansøgerne til det ledige professorat i organisk kemi ved Universitetet i Oslo.
Kjær har varetaget flere tillidshverv og er bl. a. medlem af redaktionskomiteen
for Acta Chemica Scandinavica, af redaktionskomiteen for Dansk Kemi, af
komiteen for de nordiske kemikermøder, af kommission II i Statens Teknisk-
videnskabelige Fond og af A. T. V.'s proteinudvalg, og er for tiden formand for
Kemisk Forening.
Lektor, dr. phil. Jon Palmgren Munch-Petersen, f. 29. juli 1919, blev efter
studentereksamen (1937) civilingeniør (K) i 1943 ved Danmarks Tekniske Fløj-
skole og erhvervede i 1962 den filosofiske doktorgrad ved Københavns Universitet.
Videregående uddannelse:
1947-48 hos professor Charles R. Hauser ved Duke University, Durham,
North Carolina.
252
Universitetets årbog 1958-63
1956 hos professor James Cason ved University of California, Berkeley,
California.
Ansættelsesforhold:
Efter afslutningen af sit studium tilbragte Munch-Petersen x/2 år som ulønnet
extraordinarie amanuens ved Lunds universitets fysiologiske institution og var
derefter i 3 år ansat i industrien (AB Leo, Hålsingborg og A/S Grindstedværket).
Siden 1946 har han været ansat som amanuensis ved Den polytekniske Lære-
anstalts organisk-kemiske laboratorium, fra 1961 tillige som lektor i organisk-
kemisk syntese.
Videnskabelig virksomhed:
Bortset fra et fysiologisk arbejde, udfort hos professor Uvnås i Lund (publi-
kationslistens nr. 1), ligger alle Munch-Petersens arbejder på den organiske
kemis område. Hans videnskabelige produktion omfatter foruden disputatsen
(123 sider) 19 videnskabelige afhandlinger på ialt ca. 100 sider. Desuden har han
sammen med cand. mag. Gregers Østrup forfattet en stor lærebog i organisk-
kemisk syntese (757 sider).
Munch-Petersens første organisk-kemiske arbejde (nr. 2), udført under op-
holdet på Duke University hos professor Hauser, drejer sig om kondensationer
med alkoxy- og aryloxyestere og -ketoner, og publikationerne nr. 3 og 5 (samt
upubliceret materiale) danner en fortsættelse heraf. Problemet drejer sig om
substituenters indflydelse på a-hydrogenatomets reaktivitet, der i nogle tilfælde
er så stort, at forbindelserne glat kondenseres med sig selv, samt en undersøgelse
af konstitutionen af de produkter, der dannes ved kondensationen.
På forslag af professor Cason startede Munch-Petersen en undersøgelse over
additionen af de såkaldte Grignard-reagenser til a,/S-umættede forbindelser, en reak-
tionstype, der var opdaget af amerikaneren Kohler allerede i 1904, men prak-
tisk taget ikke undersøgt af andre. Denne undersøgelse har Munch-Petersen
fortsat i København med assistance af mange medarbejdere. Publikationerne nr.
8, 10, 11, 14, 16-19 danner grundlaget for disputatsen (nr. 21), i hvilken de hidtil
opnåede resultater er sammenfattet og diskuteret; nr. 22 (og senere publicerede
afhandlinger) fortsætter dette arbejde. Dets formål har dels været at udarbejde
præparativt anvendelige metoder til udnyttelse af denne reaktion, specielt til
udarbejdelse af almene syntesemetoder for forgrenede aliphatiske syrer, der i
nyere tid har tiltrukket sig en hel del interesse fra et biokemisk og medicinal-
kemisk synspunkt, dels at undersøge den indflydelse, som visse metalsalte og de
forskellige radikalers steriske forhold har på disse reaktioners forlob. Af særlig
interesse er Munch-Petersens iagttagelser, at Kobber (I)-salte har en specifik
katalytisk virkning på disse reaktioner, samt at secundære alkylgrupper virker
udpræget sterisk hindrende.
Udover de nævnte afhandlinger har Munch-Petersen forfattet to detaillerede
præparationsforskrifter i den periodiske publikation »Organic Syntheses«.
Munch-Petersens videnskabelige produktion synes efter antal af publikationer
og sidetal relativt beskeden, men repræsenterer i virkeligheden et enormt
eksperimentelt arbejde. Problemstillingen er klassisk-kemisk, men losningen af
denne opgave ville ikke have været mulig med klassiske kemiske hjælpemidler.
Moderne hjælpemidler som gaschromatografi og infrarødspektroslcopi har været
nødvendige for at identificere de ofte meget komplicerede stofblandinger, der
opstår ved disse reaktioner.
Munch-Petersens undersøgelser over addition af Gringard-reagenser til umæt-
tede forbindelser repræsenterer et solidt og grundigt arbejde, der vil have bliven-
de værdi for den organiske kemi. I disputatsen har han dokumenteret et ind-
gående kendskab til moderne, organisk-kemiske teorier.
Afgang og udnævnelser af professorer
253
Pædagogisk og administrativ virksomhed:
Munch-Petersen er måske den af de fire ansøgere, der har præsteret den største
pædagogiske indsats. Ved hans ansættelse på Den polytekniske Læreanstalts
organisk-kemiske laboratorium var dette laboratorium netop oprettet og måtte
stort set opbygges fra grunden under de vanskelige forsyningsmæssige og økono-
miske forhold efter krigen. Munch-Petersen og hans kollega cand. mag. G. Østrup
fik af professor Stig Veibel betroet en væsentlig del af ansvaret for at opbygge en
laboratorieundervisning af de kemiingeniørstuderende i organisk syntese. Denne
undervisning ligger på et relativt højt niveau og kræver på grund af det store
antal studerende en stor arbejdsindsats af amanuenserne; hertil kommer så vej-
ledning af licentiatstuderende og studerende med organisk kemi som »suppleren-
de fag« i egentlige forskningsopgaver. Munch-Petersen har sammen med Østrup
ydet en meget påskønnet indsats i denne undervisning, og de har sammen ud-
arbejdet en kombineret lære- og håndbog i organisk syntese (nr. 15). Udarbejdel-
sen af denne værdifulde bog repræsenterer en meget stor arbejdsindsats, for
hvilken æren må deles ligeligt mellem de to forfattere. Alle de givne oplysninger
er underbygget med litteraturhenvisninger (ialt ca. 5000) til originallitteratur og
oversigtsartikler. Udgivelsen af en sådan bog på dansk var kun mulig med bety-
delig fondsstøtte. En amerikansk udgave på forlaget John Wiley & Sons er under
forberedelse.
Om Munch-Petersens interesse for kemiundervisningen vidner også en artikel
i Kemisk Maanedsblad (nr. 9).
Siden 1953 har Munch-Petersen afholdt eksaminatorier i organisk kemi for
2. dels studerende, alternerende med professor Veibel, og har ved flere lejligheder
fungeret som eksaminator i professor Veibels sted. 11951 startede Munch-Petersen
sammen med Østrup en årlig forelæsningsrække over præparativ organisk kemi
for kemiingeniørstuderende til 2. del; førsti 1961 belønnedes dette initiativ, for
Munch-Petersens vedkommende med oprettelse af et lektorat i organisk syntese.
Lektor og afdelingsleder, dr. phil. Christian Knakkergaard Møller, f. 4. juli
1920, blev efter studentereksamen (1940) magister i kemi ved Københavns Uni-
versitet i 1945. Han fik guldmedalje ved Københavns Universitet 1948 og erhver-
vede den filosofiske doktorgrad ved Københavns Universitet 1961.
Videregående uddannelse:
Aug. og sept. 1946 hos professor Hassel, Oslo a
Juli-Aug. 1947 hos professor Sutherland, Cambridge b
Jan-Dec. 1948 hos dr. Perutz, Cambridge c
Nov. 1952-Nov. 1954 hos professor Hertzberg, Ottawa d
Dec. 1960-Aug. 1961 hos professor Hertzberg, Ottawa e
Under disse studieophold har han studeret a elektrondiffraktion af gasser, b
infrarødspektroskopi, c røntgendiffraktion, c »teoretisk« kemi og thermodynamik,
d Ramanspektroskopi samt e anden spektroskopisk teknik med tilhørende teori.
A nsættelsesforhold:
1/6.45-1/7.46 videnskabelig assistent ved Københavns Universitets kemiske La-
boratorium.
1/7.46-1/9.61 videnskabelig assistent ved Den Kgl. Veterinær- og Landbohøj-
skoles kemiske laboratorium.
Fra 1/9-61 afdelingsleder ved Kemisk Laboratorium III, Københavns Univer-
sitet, og lektor sammesteds i »Kemi A«.
Videnskabelig virksomhed:
Chr. Knakkergaard Møllers videnskabelige produktion omfatter, foruden en
disputats (33 sider), 21 andre publikationer på ialt ca. 170 sider.
254
Universitetets årbog 1958-63
Hans store interesse er molekylers struktur og dynamik.
Inden for området molekylstruktur har han præsteret det yderst sjældne at yde
bidrag af betydning såvel for krystallinske stoller som for gasser. Dette er kun
muligt for den, der behersker to discipliner, som både eksperimentelt og teoretisk
er vidt forskellige, nemlig røntgendiffraktion og molekylspektroskopi.
Hans krystallografiske arbejder kulminerede i disputatsen: Dobbeltsaltstudier.
Kobenhavn 1961, publ. nr. 21, der delvis bygger på publikationerne nr. 17, 18,
19 og 20 med herhenhørende foreløbige meddelelser i »Nature« (nr. 15 og 16).
Disputatsen er ikke rent krystallografisk, men karakteristisk for ansøgerens
grundige arbejdsform og brede viden har han også studeret dannelsesaffiniteter-
ne, krystallernes farve- og halvlederforhold m. m. I den indstilling til antagelse af
ansøgerens disputats, som et sagkyndigt udvalg, bestående af professor Aksel
Tovborg Jensen og professor Jannik Bjerrum, afgav, hedder det, at disputatsen
kan karakteriseres som et »stort og grundigt - på adskillige punkter elegant -
arbejde, der giver vægtige bidrag til forståelse af et ganske centralt emne inden
for den uorganiske kemi«.
Til gruppen af Chr. Knakkergaard Møllers krystallografiske arbejder hører
ligeledes strukturstudier af DL- og D-Leucin (nr. 2) og et studium af mineralet
Bøggildit (nr. 14) og af et dobbeltsalt, der ikke er omfattet af disputatsen, Pb
(NH4)2(S04)2 (nr. 9).
Hans studier af strukturer af molekyler i gasfase omfatter anvendelse både af
den med røntgendiffraktion beslægtede elektrondiffraktion og af spektroskopiske
undersøgelsesmetoder.
Hans elektrondiffraktometriske bestemmelse af strukturen af dicyan, (CN)2, er
indeholdt i en afhandling (nr. 2): »Ramanspektrum og Potentialfunktion af
Dicyan« (med A. Langseth). Med den dengang opnåelige nøjagtighed fandt
ansøgeren den rigtige struktur, som han iøvrigt senere påny bestemte med en
spektroskopisk metode (nr. 11).
Han har i 3 arbejder, der med deres højtudviklede teknik og teoretisk tilfreds-
stillende behandling af måleresultaterne er »klassikere«, publiceret struktur-
bestemmelser af gasmolekyler. Med A. E. Douglas studeredes N20 (nr. 10) (infra-
rød gitterspektroskopi), med B. P. Stoieheff (CN)2 (nr. 11) (Ramangitterspektro-
skopi), med Douglas og Stoiclieff 35 Cl2 (nr. 22) (gitterspektroskopi i synligt lys).
Som nævnt er molekyldynamik og -energetik den anden vigtige del af Chr.
Knakkergaard Mollers interessesfære. I et arbejde med Douglas (nr. 13) har han
studeret prædissociationen af CO og 13CO for at skaffe data, der er af betydning for
bestemmelse af CO's dissociationsenergi og derigennem for termokemi og kemisk
affinitet. Udover dette har ansøgeren mest beskæftiget sig med det intramole-
kylære potential nær ligevægtsstillingen, d. v. s. med kraftkonstanter. Sammen
med Langseth optoges ramanspektret af dicyan, og alle kraftkonstanterne i den
harmoniske potentialfunktion beregnedes (nr. 3). Heraf fulgte atomernes række-
følge (NCCN), hvorom den klassiske kemi havde været uenig, og som elektrondif-
fraktionsstudierne heller ikke gav oplysning om. Samtidig fik man et dynamisk
bevis for, at C, C enkeltbindingen i dicyan har betydelig dobbeltbindingskarakter.
Kun for yderst få, og små, molekyler kan et bevis af denne art fores, fordi ved
større molekyler utallige komplikationer træder til.
Ansøgeren har fremdeles sammen med Langseth interesseret sig for en vis
normalisering af det foreliggende kraftkonstantmateriale (nr. 5). Multipliceres en
»almindelig« kraftkonstant med bindingens længde og divideres med bindingens
»orden«, opnås en brugelig middelværdi, karakteristisk for hvert atompar, ja
ovenikøbet anvendelig for atomer, der ikke er naboer i molekylet (»reducerede«
kraftkonstanter) (nr. 4). I et andet arbejde (nr. 6) med Langseth vises, hvorledes
en beregning af halogenernes ionradier kan udfores på grundlag af enkle teoreti-
Afgang og udnævnelser af professorer
255
ske forestillinger. I det hele taget er nr. 4, 5 og 6 fine vidnesbyrd om, hvorledes
ansøgeren med simple midler forstår at korrellere et større eksperimentelt mate-
riale.
Christian Knakkergaard Møller har tidligt (nr. 1) interesseret sig for moleky-
lers dipolmoment. I en afhandling, (nr. 8), har han undersøgt om båndmomenter
af bindinger fra hydrogen til andre atomer (X) kan forudberegnes ud fra bånd-
længder, kraftkonstanter og polariserbarheden af atom X. Dette lykkedes ganske
godt, selvom ansøgeren beskedent tilføjer, at »antagelig adskillige faktorer,
som jeg har negligeret, tilfældigvis ophæver hinanden«.
Pædagogisk og administrativ virksomhed etc.:
Under sin 17-årige tilknytning til Kobenhavns Universitet og Den Kgl. Veteri-
nær* og Landbohøjskole har Knakkergaard Moller udover sædvanlig amanuensis-
virksomhed undervist licentiatstuderende ved Landbohøjskolen i organisk syn-
tese og stofidentifikation samt i systematisk uorganisk analyse. I sit lektorat
ved Københavns Universitet underviser han i kemi »A« for matematik-fysikliniens
studerende.
1961 fik han Ellen og Niels Bjerrums kemikerpris.
Konklusion.
Det er udvalgets mening, at alle fire ansøgere er velkvalificerede til et profes-
sorat i kemi ved Kobenhavns Universitet. For at nå til en konklusion om besæt-
telsen af det ledige professorat har vi forst sammenlignet de tre ansøgere, der er i
samme aldersklasse, nemlig Kjær, Knakkergaard Møller og Munch-Petersen og
derefter sammenlignet den foretrukne blandt disse med den ca. 10 år yngre Thor
Bak.
Kjærs og Munch-Petersens kvalifikationer er direkte sammenlignelige, da
begge er organiske kemikere. Selv om Munch-Petersen må betegnes som en
dygtig organisk kemiker, er det åbenbart, at han må placeres efter Kjær, idet
hans videnskabelige produktion er mindre og efter vor mening også mere ensidig
og mindre original end Kjærs.
En sammenligning mellem Knakkergaard Møller og Kjær falder ligeledes ud
til Kjærs fordel. Det må fastslås, at Knakkergaard Møllers arbejder er både
dybtgående og af almen betydning for kemien. Dette kan imidlertid ikke helt
opveje, at hans produktivitet er mindre end Kjærs, selv om man udskyder en
væsentlig del af Kjærs produktion som værende af mere perifer betydning for
kemien. Tages der yderligere hensyn til deres pædagogiske og administrative
kvalifikationer, kan der ikke være tvivl om, at Kjær må placeres højst.
Herefter deler udvalget sig imidlertid i et flertal, bestående af:
Professor, dr. Borge Bak
Professor, dr. C. J. Ballhausen
og et mindretal, bestående af:
Professor, dr. K. A. Jensen.
Flertalsindstillingen.
Sammenlignes, efter den ovenfor givne afvejning af kvalifikationerne hos
ansøgerne af den ældre aldersklasse, Anders Kjær og Thor Bak, er det muligt at
begrunde et valg.
Anders Kjær har en stor produktion (80 afhandl.) bag sig, men kun et fåtal
af hans arbejder beskæftiger sig med emner, der er centrale for kemien som helhed,
ja kun et mindretal af hans arbejder kan karakteriseres som centrale for den or-
ganiske kemi (nr. 7, 8, 11, 12, 14, (16), 17, (18), 20, 24, 31 (disputatsen), 49, 56, 57,
66, 78). Hans hovedindsats ligger utvivlsomt i hans studier over sennepsoliers
256
Universitetets årbog 1958-63
forekomst i naturen (planter), deres isolering og deres fremstilling i laboratoriet i
identificeringsøjemed. Denne kvantitativt og kvalitativt betydelige indsats fore-
går imidlertid i grænseområder mellem flere videnskabsgrene og har indtil nu ikke
væsentligt forøget vort fond af almen kemisk viden. Hans arbejder har betydning
for i visse henseender organisk kemi, i andre henseender biokemi og botanik.
Mens de utvivlsomme fordele ved, at Anders Kjærs produktion kan karak-
teriseres som anført, er store nok til, at sammenligningen mellem ham og Munch-
Petersen, henholdsvis Knakkergaard Møller, falder ud til Kjærs fordel, er dette
ikke tilfældet, når hans videnskabelige arbejde skal sammenlignes med Thor
Baks. Thor Baks indsats er for det første adskilligt mere dybtgående og central
for al kemisk forskning, såvel i teoretisk (3, 7, 10, 11, 12, 13, 14 (disputats), 15,
17, 19, 22, 24, 25, 26, 27) som i eksperimentel henseende, hvor fine eksperimental-
arbejder foreligger (2, 5, 9, 18, 20, 21). Hans produktivitet er lige så stor som An-
ders Kjærs, idet begge i deres første 9 kandidatår publicerede ca. 25 videnskabe-
lige afhandlinger. Men i løbet af denne periode havde Thor Bak erhvervet såvel
den amerikanske doktorgrad (Ph. D. ved Columbia University, N. Y.) som den
danske (København), mens Anders Kjær først senere, 12 år efter sin embeds-
eksamen, blev dansk dr. phil. Indenfor samme åremål har Thor Bak desuden do-
kumenteret en betydelig litterær pædagogisk virksomhed uden sidestykke hos de
øvrige ansøgere (måske med undtagelse af Munch-Petersen). Baks pædagogiske
produktion (nr. 23, 31, 33, 36, 39) er helt igennem tungtvejende og har i praksis
vist sig at være højt påskønnet af lærere og studenter.
Ene blandt alle ansøgerne har derfor Thor Bak på een gang en stor produktivi-
tet og en internationalt højt værdsat produktion over emner af almen interesse
for de lleste kemikere. Sin alder tiltrods har han desuden præsteret en under
disse omstændigheder sjældent forekommende, meget betydelig pædagogisk
produktion, der yderligere vidner om hans næsten utrolige arbejdsevne og flid
samt hans indblik i og oversigt over kemi. Yi tager derfor ikke i betænkning at
indstille, at det ledige professorat i kemi besættes med lektor, dr. phil. Thor A.
Bak.
Mindretalsindstillingen.
Jeg er enig med flertallet i, at Thor Bak og Anders Kjær må betragtes som de
to bedst kvalificerede af ansøgerne; men jeg finder det umuligt at angive en
rangorden for disse to, da deres arbejder ligger på så forskellige områder, at de
praktisk taget er inkommensurable. At dømme efter disse to ansøgeres produkti-
vitet og internationale videnskabelige position står de meget nær lige. Heller
ikke en betragtning af deres pædagogiske og administrative kvalifikationer af-
giver grundlag for at foretrække den ene for den anden.«
Udvalgets indstilling blev i henhold til § 3, stk. 7 i fornævnte kgl.
anordning tilstillet ansøgerne, af hvilke professor, dr. phil. Anders Kjær
fremsendte bemærkninger.
Udvalgsindstillingen blev derefter behandlet på fakultetets mode den
11. december 1962. Ved afstemningen stemte 11 af fakultetets 41
nærværende medlemmer for flertalsindstillingen. Man vedtog herefter
ifølge anordningens § 4, stk. 4, jfr. § 5, stk. 3 med 34 stemmer at foreslå
nedsat en udvidet bedømmelseskomité, idet det samtidigt på forslag af
professor, dr. phil. K. A. Jensen vedtoges at lade samtlige ansøgere
omfattes af bedømmelsen.
Afgang og udnævnelser af professorer
257
Under henvisning hertil beskikkede ministeriet under 14. maj 1963
i henhold til anordningens § 5 en komité, bestående af professorerne,
dr. phil. K. A. Jensen, dr. phil. Børge Bak, dr. phil. C. ,J. Ballhausen,
dr. phil. Jannik Bjerrum, dr. phil. R. W. Asmussen (Den polytekniske
Læreanstalt), dr. philos. Odd Hassel (Oslo universitet) og dr. philos.
N. A. Sørensen (Norges tekniske Højskole, Trondheim).
Under 8. juni 1963 afgav komiteen følgende indstilling:
»Den af Undervisningsministeriet under 14. maj 11)63 nedsatte bedømmelses-
komité skal herved gore indstilling om besættelse af et professorat i kemi ved
Københavns Universitet med den dertil knyttede stilling som bestyrer af Uni-
versitetets kemiske Laboratorium III.
Til denne ved professor Langseths død ledigblevne stilling meldte sig oprinde-
lig" folgende ansøgere:
Lektor, dr. phil. Thor Anders Bak
Professor, dr. phil. Anders Clausen Kjær
Lektor, dr. phil. Jon Palmgren Munch-Petersen
Lektor, dr. phil. Christian Knakkergaard Møller.
Et af fakultetet nedsat udvalg bestående af professorerne dr. K. A. Jensen,
dr. Børge Bak og dr. C. J. Ballhausen afgav den 27. oktober 1962 på grundlag af
en gennemgang af ansøgernes videnskabelige kvalifikationer en indstilling til
fakultetet om embedets besættelse. Et flertal (Borge Bak og C. J. Ballhausen)
indstillede dr. Thor Bak som den bedst kvalificerede, medens et mindretal
(K. A. Jensen) fandt, at dr. Thor Baks og professor, dr. Anders Kjærs kvalifika-
tioner, der begge ligger på et meget højt plan, ikke var direkte sammenlignelige,
da deres arbejder ligger på vidt forskellige områder, og at det derfor ikke fandtes
muligt at foretrække den ene for den anden.
Efter en drøftelse på et fakultetsmode den 11. december 1962 opnåede flertals-
indstillingen ikke det fornødne stemmeflertal, og fakultetet vedtog dernæst at
anmode undervisningsministeren om i overensstemmelse med § 4 stk. 4 jvf. stk. 2
i Kgl. Anordning af 5. februar 1953 at nedsætte en bedømmelseskomité bestående
af undertegnede 7 medlemmer.
Efter at ansøgerne var gjort bekendt med, at der ville blive nedsat en bedøm-
melseskomité, og efter at de samtidig af hensyn til bestemmelsen i anordningens
§ 6 stk. 1 havde fået adgang til at indsende supplerende oplysninger om deres
videnskabelige og anden virksomhed i det siden ansøgningernes indgivelse for-
løbne tidsrum, har lektor, dr. phil. Jon Palmgren Munch-Petersen ved skrivelse
af 20. april 1963, der vedlægges, og professor, dr. phil. Anders Kjær ved skrivelse
af 13. maj 1963, der ligeledes vedlægges, meddelt, at de ikke længere opretholder
deres ansøgninger. Udvalget har herefter kunnet nøjes med at sammenligne dr.
Thor Baks og dr. Knakkergaard Møllers kvalifikationer.
Som det fremgår af den i medfølgende bilag foretagne gennemgang af disse
to ansøgeres videnskabelige, pædagogiske og administrative kvalifikationer, må
de begge anses for at være vel kvalificerede til et professorat i Kemi. Begges ar-
bejder er både grundige og dybtgående; men der kan dog ikke herske tvivl om,
at dr. Thor Bak i kraft af hans videnskabelige og pædagogiske produktions om-
fang og spændvidde og hans internationale videnskabelige position må sættes
foran dr. Knakkergaard Møller. Udvalget skal derfor énstemmigt indstille, at det
ledige embede besættes med dr. Thor Bak.
17
258
Universitetets årbog 1958-63
Videnskabelig virksomhed:
Dr. Thor Baks videnskabelige produktion omfatter to disputatser (amerikansk
Ph. D. 44 sider samt dansk 104 sider) og 30 arbejder (ca. 250 sider).
Baks hovedinteresser er, som det fremgår af hans arbejder, alle aspekter af
den fysiske kemi med særlig vægt lagt på den kemiske kinetik. Disse arbejder ses
at falde i en eksperimentel samt en teoretisk afdeling.
Ansøgerens forste arbejde, som danner indledningen til nogle af de følgende, er
udført sammen med professor, dr. Stig Veibel. Det næste er en fortsættelse deraf,
men angrebet og løst helt selvstændigt. Det behandler kinetiken af reaktionen
mellem phenanthrenquinon og azoimid i koncentreret svovlsyre. Det vises heri,
at reaktionen går gennem et mellemprodukt, som på et vist stadium kan isoleres i
godt udbytte. Dette reagerer imidlertid videre og giver slutprodukterne. Begge
reaktioner forløber bimolekulært, og hastighedskonstanterne bestemmes. Be-
skrivelsen af systemets tilstand som funktion af tiden volder i dette tilfælde sær-
lige vanskeligheder, men disse overvindes ved en elegant matematisk teknik. En
direkte efterkommer af det foregående er publikationslistens nr. 5: The Base
Strenglli of Hydrazoic Acid. Heri bestemmes basestyrken ved simple fordelings-
forsøg, og resultaterne diskuteres under anvendelse af Hammett's aciditets-
funktion, H0.
I nr. 9 undersøges eksperimentelt viscositeten af blandinger indeholdende to
komponenter, og en teori opstilles byggende på »korresponderende tilstandes
princip«.
I nr. 18 er der foretaget nøjagtige målinger af rørsukkers inversion, og disse er
udnyttet til - via en ny matematisk beskrivelse - at trænge endnu dybere ind i
denne meget vigtige og fundamentale reaktion. De to smukke arbejder nr. 20 og
21 blev udført med et af forfatteren selv konstrueret apparat til brug for under-
søgelser af kinetiske reaktioner, ved hvilke der udvikles en gas. Dette blev der-
efter anvendt til at undersøge den hastighed, hvormed substituerede orthonitro-
phenylazider ringslutter. Det blev påvist, at for to grupper på en benzenring,
der reagerer med hinanden, er Hammett's o-q ligning simpelt additiv. Trods
megen diskussion om dette i literaturen var det første gang et bevis blev givet
eksperimentelt.
Vender vi os nu til Baks teoretiske arbejder, møder vi en idérigdom, der er
ganske forbløffende. Allerede i nr. 3 og 4, der sammen med guldmedaljeafhand-
lingen og Ph. D. disputatsen fra Columbia University udgør en enhed, behandles
et overordentlig dybtgående og vigtigt emne: Findes der nogle minimumsprin-
cipper i den irreversible termodynamik? Bak viser her, hvorledes den »reversible«
betingelse for entropiproduktionen kan udvides og generaliseres. Det lykkes
endvidere at give en dybere begrundelse for Le Cliatelier's princip, end man
hidtil havde opnået.
I nr. 6, 10 og 13 om elektrodiffusion ser vi den overlegne behandling af et
vigtigt fænomen, løst eksakt for første gang. Dette opnås kun takket være Baks
usædvanlige viden om matematiske funktioner. I tilknytning hertil kommer det
morsomme problem om »pletternes« form i papirkromatografi (nr. 8). Det viser
sig her muligt i visse tilfælde ud fra pletternes form at slutte sig til værdien af
hastighedskonstanterne for absorption og desorption.
Nr. 11 beskæftiger sig med bevægelse af en partikel i en krystalstruktur.
Vekselvirkningen af partiklen med vibrationerne i strukturen studeres, og lige-
vægtsbetingelser opstilles. Belaxationstiden findes at være proportional med
kvadralet på partiklens masse. Dette overordentlig interessante resultat bliver
nu efterprøvet eksperimentelt adskillige steder i verden.
Nr. 7 og 12 beskæftiger sig med mulighederne for at finde oscillerende reak-
tioner. Disse arbejder, allerede »klassiske«, viser, hvorledes de nødvendige og
Afgang og udnævnelser af professorer
259
tilstrækkelige forudsætninger for sådanne reaktioner kan behandles matematisk,
og ganske faste betingelser fastlægges. Ud fra disse bliver så praktiske reaktioner
diskuteret. Få teoretiske kinetiske arbejder er smukkere end disse.
I disputatsen for den filosofiske doktorgrad ved Kobenhavns Universitet ud-
dybes og sammenfattes meget af det foregående. Bogen forsøger at knytte teo-
rien for de kemiske reaktioners kinetik fast til de almindelige termodynamiske
(reversible og irreversible) teorier og derfra til den statistiske mekanik. Få hjem-
lige kemiske disputatser har sigtet hojere, og få - om nogen - viser større be-
herskelse af det matematiske apparat, nødvendigt ikke alene til at løse specifike
eksempler cg modeller, men også til ud fra disse at generalisere og forenkle på
dette meget komplicerede felt. Bogen har da også ude i verden vakt den aller-
største opmærksomhed og blev trods stort oplag hurtigt udsolgt. Den bliver nu
genoptrykt som monografi.
Nr. 16 beskæftiger sig med viscositeten af polymeropløsninger. Elegante og
logiske modeller opstilles og gennemregnes, og det vises, hvilke der bedst beskri-
ver de eksperimentelle resultater.
Nr. 17 uddyber visse, ikke-lineære problemer i den irreversible termodynamik.
Nær knyttet til disputatsen som den er, viser den sammenhængen mellem de
termodynamiske og kinetiske beskrivelser af kemiske processer. Denne over-
sigtsartikel kom i den nye af Prigogine redigerede serie: Advances in Chemical
Physics. Det er et vidnesbyrd om dr. Baks internationale position som forsker,
dels at han blev opfordret til at skrive denne artikel, dels at han bagefter blev
opfordret til at træde ind i redaktionskomitéen.
Nr. 26 vender tilbage til en af dr. Baks gamle interesser og giver en »korrespon-
derende tilstands« beskrivelse af kinetiske data. Opløsningsmidlernes indflydelse
på hastighederne af de kemiske reaktioner diskuteres, og almindelige formler op-
stilles. Bortset fra det fundamentalt vigtige i arbejdet, skulle det have den stør-
ste interesse for alle kemikere, der arbejder med organiske reaktioner. En ind-
bydelse til at holde et foredrag på kemikerkongressen i Åbo 1962 vidner da også
om interesse for dette arbejde (nr. 33).
Nr. 15,19 og 22 omhandler teorien for hastigheden af kemiske reaktioner disku-
teret ud fra synspunktet, at disse formelt kan behandles som diffusion i et faserum,
subsidiært som »Brown'ske bevægelser«. Betingelser er opstillet for spaltning af
to-atomige molekyler under antagelse af rimelige modeller cg randbetingelser.
Den grundlæggende teori, der går tilbage til Kramers, er som altid i Baks ar-
bejder behandlet overordentlig elegant og klart, og vigtige nye resultater er
opnået.
Nr. 24, 25 og 27 omhandler endelig forskellige aspekter af samme spørgsmål:
Er det »svage« eller »stærke« sammenstød mellem molekylerne, der får kemiske
reaktioner til at forløbe? Det vises først, at de »svage« stød kan lades ude af
betragtning (nr. 24), men at de »stærke« stød kan forklare de iagttagne fænome-
ner. Specielt nr. 27 er et meget smukt arbejde og er et af de betydeligste teoretisk-
kinetiske arbejder, der er publiceret efter 1945. Det vises her helt generelt, at
når et to-atomigt molekyle støder sammen med molekylerne af en ædelgas, er
dissociationskonstanten givet som funktion af vibrationsenergien ved en simpel
formel. Dette gælder både klassisk og kvantemekanisk. I nr. 25 indiceres en god
eksperimentel overensstemmelse med de få eksempler, der endnu er tilstrækkeligt
undersøgt. Dette arbejde forelagdes på Faraday Society's 1962-møde, hvortil Bak
var inviteret foredragsholder.
I nr. 28 udnyttes tilgængeligheden af de moderne elektroniske regnemaskiner
til at undersøge gyldighedsområderne for de klassiske tilstandsligninger inde-
holdende to parametre. En ny simpel tilstandsligning opstilles, og det vises, at
denne giver forbløffende overensstemmelse med de fleste empiriske data. Den
17*
260
Universitetets årbog 1958-63
nye ligning er således af stor praktisk værdi, selv om den naturligvis ikke bringer
noget principielt nyt.
I nr. 29 og nr. 32 har dr. Bak påbegyndt eksperimentelle undersøgelser af de
meget hurtige reaktioners kinetik ved hjælp af ultralyd. I det forste arbejde måles
lydabsorptionen i krit iske blandinger af heptan-nitrobenzen og anilin-cyclohexan.
Relaxationstiderne findes og sammenlignes med en af Fixman opstillet teori.
Arbejdet er af stor interesse, fordi det er det forste eksperimentelle arbejde, der
direkte tager sigte på at undersøge relaxationstider i opaliserende opløsninger ved
høje frekvenser. I nr. 32 findes ved samme teknik, at blandinger af dioxan og
vand indeholder et komplex af to molekyler vand med ét molekyle dioxan.
I nr. 30 vender dr. Bak sig igen mod Hammett-ligningen og undersøger såvel
eksperimentelt som teoretisk visse hastighedskonstanters temperaturafhængig-
hed. Det findes, at der er god overensstemmelse mellem Hammett-ligningen og
eksperimenterne, og der gøres et forsøg på at give en teoretisk fortolkning af
Hammett-ligningen. Arbejdet har værdi ved sin meget klare fremstilling af
baggrunden for en indviklet fysisk-kemisk ligning. Til dette arbejde slutter sig
også nr. 31, hvori spaltningen af orthonitrophenylazid er undersøgt i forskellige
opløsningsmidler. Dette arbejde giver en eksperimentel bekræftelse af den af
Bak og Frisch fremsatte teori (nr. 26).
I 1959 ledede dr. Bak som inviteret chairman et mode om kemisk kinetik i
Madison, Wisconsin.
Pædagogisk og administrativ virksomhed:
Indadtil har dr. Bak haft de sædvanlige undervisningspligter ved Køben-
havns Universitets fysisk-kemiske Institut. Det kan også bemærkes, at han har
undervist og drevet forskning med fire licentiatstuderende foruden ca. fem uden-
landske doktorer, der alle er kommet til Danmark for at arbejde med ham. Under
denne virksomhed og i forvaltningen af en kontrakt med det amerikanske luft-
våben har han vist betydelig administrativ dygtighed. Den samme dygtighed
viste Bak som formand for »Yngre Forskere«.
Udadtil har Bak undervist i matematik og fysisk kemi ved Danmarks Farma-
ceutiske Højskole. Et produkt af denne undervisning er hans noter i fysisk kemi,
statistisk mekanik, statistisk termodynamik, elementær kvantekemi og kemisk
kinetik, ialt ca. 370 sider. Det må her bemærkes, at det er enestående, at den
lærebog i matematik (nr. 23), der blev følgen af hans matematikundervisning,
bliver anvendt af matematikerne ved Københavns Universitet som lærebog for
kemistuderende.
De mange specialkurser med tilhorende store notesæt, han har givet såvel i
private virksomheder som ved universitetet, vidner om en liojst bemærkelsesvær-
dig interesse og forståelse for at aktivere de studerende og bringe disse i kontakt
med den moderne forskning. Om dr. Baks pædagogiske evner vidner også flere
oversigtsartikler på dansk.
Videnskabelig virksomhed:
Dr. Knakkergaard Møllers videnskabelige produktion omfatter, foruden en
disputats (33 sider), 21 andre publikationer på ialt ca. 170 sider.
Hans store interesse er molekylernes struktur og dynamik.
Inden for området molekylstruktur har han præsteret det yderst sjældne at yde
bidrag af betydning såvel for krystallinske stoffer som for gasser. Dette er kun
muligt for den, der behersker to discipliner, som både eksperimentelt og teoretisk
er vidt forskellige, nemlig røntgendiffraktion og molekylspektroskopi.
Dr. Knakkergaard Møllers krystallografiske arbejder kulminerede i disputatsen:
Dobbeltsaltstudier (1961), nr. 21, der delvis bygger på publikationerne nr. 17, 18,
Ai'gang og udnævnelser af professorer
261
19 og 20 med herhenhørende foreløbige meddelelser i »Nature« (nr. 15 og 16). I
nr. 17-19 fastlægger han strukturerne af alle kendte cæsiumplumbohalogenider,
der på forskellig måde udviser interessante forhold. CsPbCl3 og CsPbBr3 vises
begge at være perovskit-analoge med omdannelsespunkter fra tetragonal til ku-
bisk symmetri. Chloridets gitterkonstanter bestemmes på elegant vis ved 15
temperaturer mellem 20° og 56°. Deres forlob karakteriserer omdannelsen ved
47° som en typisk A-omdannelse. I nr. 20 underkaster han denne /-omdannelse
en ligeså grundig som original undersøgelse, idet han på klassisk vis sammen-
sætter galvaniske elementer, ved hvis strømafgivelse dobbeltsaltet dannes af
sine komponenter. Han måler elementernes elektromotoriske kraft under, gen-
nem og over A-omdannelsestemperaturområdet og bliver herved i stand til
eksperimentelt at bestemme omdannelsens entropiændring og finder zlS = 4.0
cal/inol-grad. En simpel beregning baseret på Boltzmann's lov giver i smuk
overensstemmelse hermed ZlS = 4.1 cal/mol • grad.
Sammenfattende kan disputatsen og de herhenhørende afhandlinger karak-
teriseres som et stort og grundigt - på adskillige punkter elegant - arbejde, der
giver vægtige bidrag til forståelse af et ganske centralt emne inden for den uor-
ganiske kemi.
Til gruppen af dr. Knakkergaard Mollers krystallografiske arbejder hører
ligeledes strukturstudier af DL- og D-Leucin (nr. 2) og et studium af mineralet
Bøggildit (nr. 14) og af et dobbeltsalt, der ikke er omfattet af disputatsen,
Pb(NH4)2(S04)2, (nr. 9).
Hans studier af strukturer af molekyler i gasfase omfatter anvendelse både af
den med røntgendiffraktion beslægtede elektrondiffraktion og af spektroskopiske
undersøgelsesmetoder.
Hans elektrondifTraktometriske bestemmelse af strukturen af dicyan, (CN)2, er
indeholdt i en afhandling (nr. 2): »Ramanspektrum og Potentialfunktion af
Dicyan« (med A. Langseth). Med den dengang opnåelige nøjagtighed fandt an-
søgeren den rigtige struktur, som han iovrigt senere påny bestemte med en spek-
troskopisk metode (nr. 11).
Dr. Knakkergaard Moller har i 3 arbejder, der med deres højtudviklede teknik
og teoretisk tilfredsstillende behandling af måleresultaterne er »klassikere«,
publiceret strukturbestemmelser af gasmolekyler. Med A. E. Douglas studeredes
N20 (nr. 10) infrarød gitterpektroskopi), med B. P. StoichefT (CN)2 (nr. 11)
(Ramangitterspektroskopi), med Douglas og StoichefT 35 Cl2 (nr. 22) (gitterspek-
troskopi i synligt lys).
Som nævnt er molekyldynamik og -energetik den anden vigtige del af dr.
Knakkergaard Møllers interessesfære. I et arbejde med Douglas (nr. 13) har han
studeret prædissociationen af CO og 13CO for at skaffe data, der er af betydning
for bestemmelse af CO's dissociationsenergi og derigennem for termokemi og
kemisk affinitet. Udover dette har ansøgeren mest beskæftiget sig med det intra-
molekylære potential nær ligevægtsstillingen, d. v. s. med kraftkonstanter. Sam-
men med Langseth optoges ramanspektret af dicyan, og alle kraftkonstanterne i
den harmoniske potentialfunktion beregnedes (nr. 3). Heraf fulgte atomernes
rækkefølge (NCCN), hvorom den klassiske kemi havde været uenig, og som elek-
trondiffraktionsstudierne heller ikke gav oplysning om. Samtidig fik man et dy-
namisk bevis for, at C, C enkeltbindingen i dicyan har betydelig dobbeltbindings-
karakter. Kun for yderst få, og små, molekyler kan et bevis af denne art føres,
fordi utallige komplikationer indtræder ved større molekyler.
Ansøgeren har fremdeles sammen med Langseth interesseret sig for en vis
normalisering af det foreliggende kraftkonstantmateriale (nr. 5). Multipliceres en
»almindelig« kraftkonstant med bindingens længde og divideres med bindingens
»orden«, opnås en brugelig middelværdi, karakteristisk for hvert atompar, ja
262
Universitetets årbog 1958-63
ovenikøbet anvendelig for atomer, der ikke er naboer i molekylet (»reducerede«
kraftkonstanter) (nr. 4). I et andet arbejde (nr. 6) med Langsetli vises, hvorledes
en beregning af halogenernes ionradier kan udføres på grundlag af enkle teoretiske
forestillinger. I det hele taget er nr. 4, 5 og 6 fine vidnesbyrd om, hvorledes an-
søgeren med simple midler forstår at korrellere et større eksperimentelt materiale.
Dr. Knakkergaard Møller har tidligt (nr. 1) interesseret sig for molekylers
dipolmoment. I en afhandling (nr. 8) har han undersøgt, om bånd momenter
af bindinger fra hydrogen til andre atomer (X) kan forudberegnes ud fra bånd-
længder, kraftkonstanter og polariserbarheden af atom X. Dette lykkedes ganske
godt, selv om ansøgeren beskedent t'lføjer, at »antagelig adskillige faktorer, som
jeg har negligeret, tilfældigvis ophæver hinanden«.
Pædagogisk og administrativ virksomhed etc.
Under sin 17-årige tilknytning til Københavns Universitet og Den Kgl. Veteri-
nær- og Landbohøjskole har dr. Knakkergaard Møller udover sædvanlig ama-
nuensisvirksomhed undervist licentiatstuderende ved Landbohøjskolen i organisk
syntese og stofidentifikation samt i systematisk uorganisk analyse. Som afde-
lingsleder ved Kemisk Laboratorium III har han udført et stort administrativt
arbejde. I sit lektorat ved Københavns Universitet underviser han i almen kemi
for matematik-fysikliniens studerende.
1961 fik dr. Knakkergaard Møller Ellen og Niels Bjerrums kemikerpris.«
Efter at indstillingen var blevet tiltrådt af fakultetet i mode den 13.
juni 1963, og af Konsistorium i møde den 19. juni 1963, blev den under
2. juli 1963 videresendt til ministeriet.
Herefter blev ved kgl. resolution af 17. september 1963 lektor, dr.
phil. Thor Anders Bak udnævnt til professor i kemi ved Københavns
universitet fra 1. september 1963 at regne.
14. Professor, dr. phil. Mogens Westergaards afgang fra universitetet og
fil. dr., dr. rer. nat., Dietrich von Wettsteins udnævnelse til professor i
genetik
(j. nr. 541/61).
Under 1. november 1961 blev der meddelt professor, dr. phil. Mogens
Westergaard afsked på grund af sygdom med pension fra stillingen
som professor i genetik ved Københavns universitet fra den 31. januar
1962 at regne.
Efter at embedet under 19. oktober 1961 var blevet opslået ledigt,
blev under 14. november 1961 de indkomne 3 ansøgninger, nemlig fra
afdelingsleder, dr. phil. A. Skovsted, docent, fil. dr. Dietrich von Wett-
stein og dr. phil. Per Oftedal tilstillet universitetet til erklæring. En
efter ansøgningsfristens udløb indsendt ansøgning fra docent, fil. dr.
Aage Heiken medtoges i bedømmelsen.
Til bedømmelse af de indkomne ansøgninger nedsatte fakultetet i
henhold til § 2, stk. 2 i kgl. anordning af 5. februar 1953 et udvalg, be-
stående af professorerne, dr. phil. T. W. Bocher, dr. phil. Ole Maaløe
Afgang og udnævnelser af professorer
263
og dr. phil. Mogens Westergaard. Dette udvalg afgav under 11. januar
1962 følgende indstilling:
»Dr. phil. Aage Thorsen Skovsteel, der er født i 1903 er den ældste af ansøgerne.
Han tog skoleembedseksamen i naturhistorie og geografi i sommeren 1927 og den
filosofiske doktorgrad ved Københavns Universitet i 1937. Fra januar 1927 til
juni 1930 var han assistent ved den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskoles arve-
lighedslaboratorium hos professor Øjvind Winge. Fra august 1930 til oktober
1936 var han cytogenetiker ved Empire cotton growing Gorporation's research
station, Trinidad. Fra december 1936 til januar 1958 var han ordinær assistent
ved Carlsberg Laboratoriets fysiologiske afdeling hos professor Øjvind Winge.
Fra februar 1958 til marts 1960 honorarlønnet assistent ved Københavns Univer-
sitets botaniske museum, og fra marts 1960 afdelingsleder samme sted.
Studierejser og supplerende uddannelse: Sommeren 1930 ved John Innes Ilor-
ticultural Institution i England; sommeren 1934 ved de botaniske museer i Kew,
Berlin, Geneve og Firenze.
Undervisningsmæssig erfaring: Ur. Skovsted har fra 1956 været lærer i genetik
ved Danmarks Lærerhøjskole, og han har i tre semestre eksamineret i genetik ved
den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, som vikar for professor C. A. Jøigensen.
Andre oplysninger: Ansøgeren er korresponderende medlem af »Cytologia«.
Videnskabelige publikationer: Dr. Skovsted har indleveret 24 afhandlinger,
publiceret i tidsrummet 1929-1959. Udvalget har ikke taget stilling til afhandling
nr. 13, og har undladt at give en kritisk bedømmelse af afhandlingerne nr. 19, 21
og 23, der omhandler en systematisk bearbejdelse af danske Thelephoracéer. Det
drejer sig om en klassisk systematisk bearbejdelse af museumsmateriale, og
arbejderne kan ikke siges at være relevante til det ledige professorat.
Dr. Skovsteds vigtigste videnskabelige arbejder, publikationerne nr. 3, 4, 6, 7,
8, 9, 10 (disputats), og 12, har som emne cytogenetisk-taxonomiske studier over
Malvaceae, især slægten Gossypium (bomuld).
Dr. Skovsted har tidligere (1958) været ansøger til et professorat i botanik,
og det daværende bedømmelsesudvalg, hvoraf T. W. Bocher også var medlem,
udtalte dengang om ansøgerens cytotaxonomiske arbejder:
»Han har især arbejdet med arvelighedsforhold og cytologi vedrørende Malva-
ceer, specielt slægten Gossypium. Herom har han publiceret en række afhandlin-
ger, hvis resultater har medført ret betydelige ændringer i systematikken i fami-
lien. Omfanget af slægten Gossypium er således betydeligt forøget ved at en række
slægter og arter har vist sig ikke at kunne holdes adskilt fra den, der derved har
fået en mere naturlig begrænsning. Han har ligeledes fundet en forklaring på
slægtskabsforholdet mellem de endemiske arter af bomuld i de lem verdensdele
og på oprindelsen af amerikansk bomuld som en amphidiploid mellem arter fra
den gamle verden og Amerika. I fortsættelse af arbejderne med Gossypium står
de videre undersøgelser af Malvaceer med bestemmelser af kromosomtal i talrige
slægter og arter, særlig i Hibiscus-gruppen. Meget tyder på, at slægten Hibiscus
bør opdeles i en række mindre slægter. Nævnes må også hans undersøgelser over
Æsculus, hvor Æ. carnea's hybride natur påvises cytologisk og hans »Cytological
studies in the tribe Saxifrageæ« (1934), hvori findes bestemmelser af kromosom-
tallene for el meget stort antal arter, især af slægten Saxifraga. Han har fundet 16
forskellige kromosomtal, nemlig liggende mellem n = 6 og n = 33. De fundne tal
bruges til at forklare de muligheder, der foreligger for krydsninger mellem arter
fra samme gruppe indenfor slægten og mellem arter fra forskellige grupper. Ved
sammenligning med kromosomtal fra Crassulaceæ kommer han til det resultat, at
slægterne Bodgersia og Pentorum med hensyn til kromosomtal snarest er over-
ensstemmende med denne familie.«
264
Universitetets årbog 1958-63
Bedømmelsesudvalget tilslutter sig denne udtalelse.
Udover disse arbejder har dr. Skovsted publiceret et smukt dokumenteret
arbejde om kromosomtal hos tvillingeplanter (publikation nr. 11) samt forsøg
på ved colchicinbehandling at inducere polyploidi hos Humle (publikation nr.
20). Endvidere har han i fire afhandlinger (nr. 14, 18, 22 og 24) beskæftiget sig
med variationen hos forskellige gærsvampe. Det første af disse arbejder (nr. 14)
omhandler variationen hos en gærsvamp Nadsonia Richteri. Variationen i kæm-
pekolonier af denne art er som i dr. Skovsteds øvrige gærarbejder overordentligt
smukt dokumenteret gennem fotografier i farve og i sort/hvid gengivelse. I ar-
bejdet beskrives hvad forfatteren kalder »successive mutationer«. I kæmpekolo-
nierne opstår sektorer, der ved opformering danner et begrænset antal nye sek-
torer som under de givne forsøgsbetingelser ikke reverterer. Desværre er en gene-
tisk analyse af disse varianter ikke mulig, og kendskabet til artens livscyklus er
meget mangelfuld, hvorfor en udtømmende analyse af de iagttagne fænomener
ikke har været mulig.
1 publikation nr. 18 undersøges variationsmønstret i kamferbehandlet gær.
Det vides, at kamferbehandlingen virker polyploidiserende, og senere under-
søgelser af Pontecorvo og medarbejdere hos andre svampe, og af Roman og Jacob
hos gær har vist, at diploide gærstammer ofte er ustabile på grund af somatisk
overkrydsning og successiv haploidisering. Det er sandsynligt, at de iagttagne
variationer i de kamferbehandlede materialer snarere skyldes sådanne processer
end, som antaget af forfatteren, mutationsprocesser.
I en afhandling fra 1956 forsoger forfatteren en analyse af nogle ustabile vari-
anter hos gær. Ligesom i de to tidligere arbejder er en formel genetisk analyse af
de isolerede varianter ikke gennemført, og der bliver derfor en noget dårlig balan-
ce imellem det ret spinkle empiriske materiale og den meget vidtløftige teoretiske
diskussion. Forfatteren nævner således som mulige årsager til variationsmøn-
stret: ustabile gener, cytoplasmatiske faktorer, plasmagener og virusinfektion.
Dr. Skovsteds sidste publikation foreligger som foredragsreferat i »Naturhi-
storisk Tidende«, og emnet er en genetisk analyse af kæmpekolonier hos gær. Heri
vises, at det er muligt at foretage en formel genetisk analyse af disse overordent-
lig interessante varianter, og dr. Skovsted skriver i sin ansøgning, at »det er ikke
mindst i håb om at kunne genoptage dette arbejde, hvis hidtidige resultater i høj
grad syntes mig lovende, at jeg tillader mig denne ansøgning«.
Konklusion:
Dr. Skovsted er af et tidligere bedømmelsesudvalg blevet erklæret kvalificeret
til et professorat i botanik. Nærværende udvalg mener, at dr. Skovsteds betyd-
ningsfulde og solide undersøgelser over slægten Gossypium, undersøgelser der
ligger på et grænseområde mellem cytogenetik og eksperimentel taxonomi,
også kvalificerer ham til et professorat i genetik.
Dr. phil. Per Oftedal, der er født 1919, er norsk statsborger. Han tog 1944 bi-
fagseksamen i kemi, 1947 i fysik og 1950 i zoologi, 1951 den matematisk-natur-
videnskabelige embedseksamen med zoologi som hovedfag. I 1959 tildeltes han
den filosofiske doktorgrad ved Oslo Universitet. Siden 1952 har han været ansat
som stipendiat under »Landsforeningen mot Kreft« ved Norsk Hydros Institutt
for Kreftforskning.
Studierejser og anden supplerende uddannelse: I 1952-53 fem måneders studie-
ophold i Storbritanien, væsentligt ved Institute of Animal Genetics, Edinburgh,
og Strangeways' Research Laboratory, Cambridge.
Undervisningsmæssig erfaring: Ansøgeren har som vikar i året 1956-57 og i
forårssemestret 1961 forelæst over cytologi og genetik ved Oslo Universitet. End-
Afgang og udnævnelser af professorer
265
videre har han som vikar i forårssemestret 1961 forelæst og eksamineret i genetik
ved Norges Landbrukshogskole.
Andre oplysninger: Ansøgeren er kommet relativt sent i gang med sine studier,
idet han i årene 1938-40 og fra 1944-47 var patient på forskellige tuberkulose-
sanatorier. Fra foråret 1944 til krigens slutning var han flygtning i Sverige.
Videnskabelige publikationer: Ansøgeren har indleveret 18 publikationer samt
tre upublicerede manuskripter. Udvalget har ikke taget afhandling nr. 5 i be-
tragtning.
Ansøgerens første publikation er en beskrivelse af en gynandromorph banan-
flue. Derefter følger tre afhandlinger (nr. 3, 4 og 6) om melanistiske tumorer hos
bananfluer. Der gives en omhyggelig histologisk beskrivelse af forskellige gene-
tisk betingede tumorer, og det påvises, at de fremkommer ved aggregation af
melaniserede blodceller. Forfatteren kommer i modsætning til andre forskere til
den utvivlsomt rigtige slutning, at disse insekttumorer ikke er analoge med kræft-
former hos højere dyr.
I de senere arbejder, hvoraf flere er publiceret med andre forfattere, beskæf-
tiger ansøgeren sig udelukkende med strålebiologi, især strålegenetik, og de strå-
legenetiske arbejder er alle udfort med bananfluer som forsøgsobjekt. I to af
arbejderne (nr. 10 og 14), der begge er publiceret sammen med andre forfattere,
er problemstillingen snarere af fysiologisk end af genetisk karakter, idet den
strålebeskyttende virkning af forskellige SH-forbindelser er undersøgt dels på
kyllingefostre, dels på vævskulturer af kyllingeflbroblaster.
Ansøgerens betydeligste arbejder, herunder disputatsen (afhandling nr. 12),
vedrører den mutagene virkning af radioaktive isotoper, nemlig de to beta-
strålekilder P32 og yal. Sådanne undersøgelser kræver en meget præcis dosimetrisk
teknik, en nøje analyse af isotopens fordeling og retention i organismen, samt en
omhyggeligt tilrettelagt genetisk forsøgsteknik. Forfatteren viser, at han be-
hersker alle tre felter. Tilrettelæggelsen af forsøgene og disses gennemførelse er
fortræffelig, og diskussionen er sober og kritisk. Dog kan man ikke frigøre sig for
en fornemmelse af, at han arbejder med problemer, der ligger på grænsen af, hvad
den anvendte organisme og forsøgsteknik kan bære. Dette er dog et problem søm
alle, der på højere organismer arbejder med bestråling med lav dosis og lav
intensitet, står overfor. De mutationskurver, som forfatteren har opnået efter
indgift af de radioaktive isotoper, demonstrerer klart de sensitive perioder under
spermatogenesen hos fluerne. Den statistiske behandling er bevidst afgrænset til
at omfatte de nogenlunde lettilgængelige variable. I det sidste afsnit viser for-
fatteren, at man - i tilgift til beta-strålingens mutagene effekt-må antage, at
transmutationen af P32 atomer, der er inkorporerede i spermie-cellernes DNA,
fremkalder mutationer. I klar erkendelse af at Drosophila-forsøg af denne art er
yderst vanskelige at analysere, fremsætter forfatteren ikke denne konklusion
som en selvstændig påvisning, men snarere som en analogislutning baseret på
lettere analyserbare forsøg, som andre har udført, med virus og bakterier.
De i disputatsen publicerede preliminære forsøg med Ytrium-isotopet er ud-
dybet i to senere udførlige undersøgelser over Ytrium-retentionen (afhandling
nr. 17 og 18). Det er her bekræftet, at Ytrium indgivet med kosten, i modsætning
til P32 udskilles meget hurtigt, mens Ytrium indgivet ved injektion udskilles over-
ordentlig langsomt.
Ansøgerens fortrolighed med brugen af radioaktive isotoper i biologien er også
udnyttet i en kort publikation (nr. 16), hvori det ved hjælp af P32 vises, at der
også i voksne bananfluer sker en vis DNA syntese.
I afhandling nr. 13, der er skrevet sammen med Jeanne Mossige, sammenlignes
den relative biologiske effekt (RBE) af beta-stråler med røntgenstråler, idet P32
anvendes som ekstern beta-kilde. Undersøgelsen, der stiller store krav til dosi-
266
Universitetets årbog 1958-63
metriens nøjagtighed, forer til den konklusion, at de to strålekilder har samme
biologiske effekt, målt ved hyppigheden af konsbundne recessive letalgener. I
publikation nr. 15, et foredrag holdt ved den første Geneve-konference om atom-
energi, diskuteres, væsentligt på grund af de i disputatsen publicerede resultater,
mutationsspektret og mutationshyppigheden som folge af kronisk bestråling med
lav dosis.
Ansøgeren har endvidere indsendt fotostatiske kopier af ansøgning til, og
rapport om, et større strålegenetisk projekt, der understøttes af Den Internatio-
nale Atomenergikommission i Wien. Formålet med undersøgelsen er at under-
søge mutationshyppigheden i de premeiotiske spermatogoniestadier hos banan-
fluen efter bestråling med små doser. Forsøgene er meget omhyggeligt planlagt
og gennemførelsen kræver en kolossal arbejdsindsats. I rapporten om de første
18 måneders arbejde nævnes det, at den genetiske afprøvning af de første 65.000
bestrålede celler nu er gennemført - uden dog endnu at have givet klare resulta-
ter. Undersøgelserne har betydelige helsefysiske perspektiver, og det er i det hele
taget klart, at ansøgeren har stor interesse for strålegenetikkens humane aspek-
ter. Han er medlem af »Statens Råd i Strålehygiejniske Spørsmål« og af andre
komissioner og har hertil udarbejdet et responsum om genetiske stråleskader
(publikation nr. 21), der er en nøgtern og erfaren genetikers vurdering af et
kompliceret problem.
Forfatteren har endelig indleveret manuskriptet til sin doktorforelæsning over
opgivet emne (publikation nr. 19). Forelæsningen handler om pseudoalleli-begre-
bet, og viser, at ansøgeren ikke blot er fortrolig med Drosophila litteiaturen, men
også er i stand til at give en kritisk og selvstændig vurdering af den relevante
mikrobiologiske litteratur.
Konklusion:
Ansøgeren har skaffet sig en smuk position inden for et begrænset, men meget
kompetitivt forskningsfelt, strålegenetikken, der stiller store krav til forsøgstek-
nik og krifisk sans, og udvalget anser ham for fuldt kvalificeret til et professorat i
genetik.
Fil. dr. Aage Heiken er født i 1921. Han er danskfødt, men har gennemgået
hele sin akademiske uddannelse i Sverige: fd. kand. i fagene genetik, fysisk an-
tropologi, statistik og pædagogik ved Stockholms hogskola, december 1956, fd.
lic. i genetik ved Uppsala universitet, maj 1957, fd. dr. ved Uppsala universitet,
maj 1960 og docent i genetik ved Uppsala universitet fra juni 1960. Ansøgeren
har fra marts 1953 til maj 1960 været ansat som afdelingsleder ved afdelingen
for skovtræforædling under Institutet for våxtforskning och kyllagring i Nvnås-
hamn og fra juni 1960 været ansat som laborator ved Statens råttskemiska
laboratorium (afdelingen for blodtypeserologi) i Stockholm.
Der er i ansøgningen intet specificeret om studierejser og anden supplerende
uddannelse eller om undervisningsmæssig erfaring.
Videnskabelige publikationer: Dr. Heiken har indleveret syv videnskabelige
afhandlinger, de fire sidste i manuskript, fire af afhandlingerne, nemlig den første
og de tre sidste, er publiceret sammen med andre forfattere.
Den første afhandling er en plante-anatomisk undersøgelse af kartoffel epider-
mis med henblik på at påvise en mulig korrelation mellem epidermisstruktur og
resistens mod kartoffelskurv. Undersøgelsen, der omfatter fire varieteter af for-
skellig resistensgrad, konkluderer, at skurvresistens ikke alene kan bero på epi-
dermisstruktur.
Afhandling nr. 2, der må betragtes som et forarbejde til disputatsen (nr. 3) er
en kvantitativ undersøgelse af det spontane, somatiske variationsspektrum hos
Afgang og udnævnelser af professorer
267
den dyrkede kartoffel. lait beskrives fjorten forskellige aberrante typer, og det
vises ved podningsforsøg, at disse typers fremkomst ikke skyldes virusinfektion.
De aberrante typer viser sig konstante ved vegetativ formering.
Afhandling nr. 3, doktordisputatsen, er en meget omfattende undersøgelse
over spontane og røntgeninducerede aberrante typer hos kartoflen. Det vises, at
bestråling inducerer aberrante typer med ret lioj frekvens; disse er dels morfo-
logisk identiske med de spontant opståede aberranter, dels repræsenterer de nye
typer. Den morfologiske beskrivelse og statistisk analyse af det meget omfattende
forsøgsmateriale er omhyggelig og fyldestgørende. De aberrante typer er afprøvet
for virusresistens, og forfatteren gør et forsøg på at påvise kromosomale ano-
malier hos flere af de aberrante typer.
I et som manuskript indleveret arbejde (nr. 4) undersøges virkningen af akut
gammastråling på kartoffelplanternes somatiske variation, og resultaterne disku-
teres i relation til de tidligere forsøg med røntgenstråler.
Kartoffelplanten er såvel genetisk som cytologisk lidet egnet som forsøgsobjekt,
når det gælder løsningen af grundvidenskabelige problemer, og dr. Heikens kar-
toffelarbejder har da også haft overvejende forædlingsmæssig sigte. Forfatteren
har ønsket at undersøge om det er muligt at benytte spontane og inducerede
aberranter som vegetativt forædlingsmateriale til supplering af den gængse
metode til forædling af kartofler, som har beroet på seksuelle krydsninger. Disse
muligheder diskuteres udførligt i disputatsen, og diskussionen er kritisk og vel-
balanceret. Arbejderne viser forfatterens evne til at anvende grundvidenskabe-
lige metoder og resultater på et praktisk forædlingsproblem, og det viser også,
at han har evne til at tilrettelægge og gennemføre en meget omfattende forsøgs-
serie.
De tre sidste i manuskript indleverede afhandlinger, der alle er skrevne sam-
men med andre forfattere behandler et helt andet emne, nemlig human serologi.
I afhandling nr. 5 undersøges hyppigheden af de af Smithies i 1955 påviste hapto-
globiner i den svenske befolkning. Undersøgelsen, der omfatter 1835 voksne og
564 moder/barn par viser, at genfrekvenserne kun er underkastet ringe variation.
I afhandling nr. 6 påvises forekomst af en sjælden rhesusblodtype i en svensk
familie. Denne type var tidligere kun påvist i en enkelt negerfamilie. I det sidste
arbejde diskuteres på grundlag af konkrete tilfælde muligheden af tabsmutatio-
ner i rhesusblodtypesystemet, og sådanne mutationers evt. betydning for rets-
medicinske afgørelser.
Konklusion:
Dr. Heikens første arbejder over kartoflens spontane og stråleinducerede so-
matiske variation er af høj kvalitet, men har overvejende praktisk sigte. Det er
efter udvalgets mening for tidligt at bedomme, hvorledes dr. Heiken selvstændigt
vil udvikle sig som blodtypeforsker, og udvalget mener derfor ikke, at ansøgeren
er kvalificeret til et universitetsprofessorat i genetik.
Fil. dr. Dietrich Holger von Wettstein, der er fodt i 1929, er den yngste af
ansøgerne. Han er tysk og østrigsk statsborger, men har i august 1961 ansøgt om
svensk statsborgerskab. Han har siden 1951 opholdt sig i Sverige. 1947-1949
studerede han ved universitetet i Tiibingen og tog her eksamen i botanik, udvik-
lingsfysiologi, biokemi og genetik. 1949-1950 studerede han ved Eidgenossische
Technische Hochschule i Ziirieh og tog eksamen i zoologi og kemi. I 1950-1952
fortsatte han studierne i Tiibingen med biokemi som hovedfag og tog her tysk
doktorgrad i 1953. I 1953 tog han fil. lic. eksamen i genetik ved Stockholms
Hogskola og i 1957 erhvervede han den filosofiske doktorgrad samme sted.
1 1950 var han ansat som amanuensis hos professor J. Seiler i Ziirieh. f 1951
268
Universitetets årbog 1958-63
ansattes han som forskningsassistent ved den genetiske afdeling af Statens Skog-
forskningsinstitutt. Fra 1957 udnævntes han til docent i arvelighedslære ved
Stockholms Hogskola og fra 1961 har han været forskningsdocent ved Stockholms
Universitet.
Studierejser og anden supplerende uddannelse: I marts-november 1958 Rocke-
feller stipendiat i USA dels ved California Institute of Technology (professor
F. W. Went), dels ved Carnegie Institution i Stanford (professor S. C. French).
Undervisningsmæssig erfaring: Ansøgeren har siden 1957 undervist i almen
genetik ved Stockholms Universitet og har siden 1958 givet undervisning i
bakterie- og bakteriofaggenetik for studerende i genetik og mikrobiologi ved
Stockholms Universitet, Karolinska institutet og Kgl. Tekniska hogskolan. Han
har under opholdet i USA i 1958 gennemgået kurser i bakterie- og bakteriofag-
genetik i Cold Spring Harbor, og han har udarbejdet en del af øvelsesvejledningen
til kursus i bakterie- og bakteriofaggenetik ved Stockholms Universitet (publi-
kation nr. 34).
Andre oplysninger: Ansøgeren har tre gange været kaldet til professorater i
USA, sidste gang i 1960 til et »associate professorship« ved Yale University. Han
er medlem af »Society for the study of development and growth« i USA, referent
ved tidsskrifterne »Experimental Cell Research« og »Riophysical and Riochemical
Cytology« samt medlem af »Honorary Editorial Advisory Board« for tidsskriftet
»Radiation Botany«.
Videnskabelige publikationer: Ansøgeren har indleveret 41 publikationer. Ud-
valget ser bort fra publikationerne nr. 8 (boganmeldelse), 19 (oversættelse til
tysk af professor Miintzings lærebog) og 32 (en leksikonartikel).
Ansøgerens første selvstændige videnskabelige arbejde omhandler polaritets-
problemet hos mosplanter (publikation nr. 3 og 4). Hans interesse for polaritets-
problemer har øjensynlig holdt sig, idet han har skrevet en oversigtsartikel om
polaritetsproblemet i »Handbuch der Pflanzenphysiologie« (nr. 31).
I Sverige har dr. von Wettstein været knyttet til »Gruppen for teoretisk og
anvendt mutationsforskning«, der under professor Åke Gustafssons ledelse arbej-
der med teoretiske og praktiske mutationsproblemer, med byg som vigtigste
forsøgsmateriale. Ansøgerens første arbejde på dette område er en planteanato-
misk undersøgelse af de fra et forædlingsmæssigt synspunkt værdifulde »erec-
toides« mutanter hos byg. Endvidere har han været medforfatter ved flere publi-
kationer, hvori gruppens praktiske og teoretiske resultater er fremlagt (publika-
tion nr. 13, 14, 15, 20 og 21). Blandt disse arbejder må særligt fremhæves nr. 14,
en udforlig og bredt anlagt oversigtsartikel om mutationer og mutationsfor-
ædling til »Handbuch der Pflanzenziichtung«, skrevet sammen med professor
Gustafsson.
Valget af byg som forsøgsplante har været dikteret af praktiske snarere end af
teoretiske hensyn. Kendskabet til byggens formale genetik er endnu temmelig
ufuldstændig, ligesom de ret små kromosomer gør arten mindre egnet til cytolo-
giske undersøgelser. De slutninger, som forskningsgruppen drager med hensyn til
en specifik virkning af mutagen behandling, forekommer derfor undertiden noget
spinkelt underbygget. Denne reservation gælder i mindre grad et i manuskript
indleveret arbejde (publikation nr. 40), der er udført sammen med U. Lundqvist.
Heri gøres et stort antal såkaldte »eceriferum« mutanter hos byg til genstand for
en omhyggelig formel genetisk analyse. Undersøgelsen omfatter ca. 70 mutanter,
dels spontane, dels stråle- og kemikalieinducerede. Det viser sig, at »eceriferum«
fænotypen kan opstå ved mutation i ikke mindre end 23 loci og teoretisk mener
forfatterne at ikke mindre end 77 loci er involveret. Virkningen af forskellige
kemiske mutagener og forskellige former for ioniserende stråling er sammenlignet
og et ret tydeligt mutationsspecifikt monster har kunnet påvises. På grund af de
Afgang og udnævnelser af professorer
269
ovenfor omtalte mangler ved forsøgsmaterialet har det ikke været muligt at give
en dyberegående forklaring på denne specificitet.
Af forfatterens øvrige strålebiologiske arbejder skal nævnes publikation nr. 9
skrevet sammen med Ehrenberg. Det drejer sig om en fysiologisk undersøgelse
af virkningen af ioniserende stråling på tørstofindholdet hos byg.
Ansøgerens både kvantitativt og kvalitativt mest betydelige videnskabelige
produktion omhandler elektronmikroskopiske, genetiske og biokemiske studier
over kloroplast udviklingen hos planter: publikation nr. 6, 7, 10, (1.1), (12), 16, 17
(disputats), 18, 22, (23), (25), 26, (27), (28), 29, (30), (32), 33, 37 og 38. Afhand-
lingerne i parantes er korte foredragsreferater eller foreløbige meddelelser. Under-
søgelserne omfatter mange forskellige planter fra brunalger til liere arter af kor-
mofyter. Det påvises ved hjælp af elektronmikroskopiske undersøgelser, at klo-
roplasternes udvikling sker igennem en række veldefinerede udviklingsstadier
af hvilke kun nogle kræver lys. Det vises endvidere, at hvert af disse stadier er
under genetisk kontrol, idet mutationer medfører, at udviklingsrækken afbrydes
i det pågældende led. Nogle af disse mutationer er af nukleær oprindelse, mens
andre skyldes cytoplasmatiske faktorer. Dette udviklingsskema, hvor en række
gener kontrollerer en ontogenetisk udviklingsrække, er bedst dokumenteret og
differentieret for bygplantens vedkommende. Det af forfatteren udarbejdede
skema, der første gang blev fremsat i disputatsen, er i de forløbne år blevet yder-
ligere udarbejdet. Samtidig konstaterer man, hvorledes forfatterens elektron-
mikroskopiske teknik forbedres; billederne i de seneste afhandlinger bl. a. af
isolerede spinatkloroplaster (nr. 37), hører således til blandt de smukkeste elek-
tronmikroskopiske optagelser, der er publiceret. I undersøgelsens sidste faser
har forskellige svenske og udenlandske elever medvirket.
Den ontogenetiske udviklingsrække, som forfatteren har beskrevet svarer med
hensyn til den genetiske kontrol ganske til de biokemiske reaktionsrækker, som
er kendt hos talrige mikroorganismer, og forfatteren gør da også opmærksom på
denne parallel, ligesom han har et åbent øje for de funktionelle perspektiver i
disse undersøgelser.
I et arbejde (nr. 38), der ligesom flere af de sidste arbejder er indleveret i ma-
nuskript, vises, at et par af de undersøgte kloroplast mutanter hos byg primært
er biokemiske mutanter, idet planterne, dyrket i vandkultur, udvikler normal
grøn farve ved tilsætning af specifikke aminosyrer.
Yderligere har ansøgeren sammen med andre udarbejdet en teknik, der gør det
muligt at inficere enkeltceller af tobaksplanter med tobaksmosaik virus og der-
efter studere virusudviklingen i enkeltceller ved hjælp af elektronmikroskopi
(nr. 41). På grund af den betydning, som tobaksmosaik virus i de senere år har
fået for arvelighedsforskningen, har denne metodik store perspektiver.
Udover disse arbejder har ansøgeren været elektronmikroskopisk medarbejder
ved tre undersøgelser over patienter med Psoriasis, et emne der må siges at ligge
det øvrige forskningsområde noget fjernt (nr. 35, 36, 39).
Konklusion:
Ansøgeren har en meget alsidig biologisk, biokemisk og genetisk uddannelse.
De genetisk-biokemiske og elektronmikroskopiske undersøgelser over planternes
kloroplaster er af meget høj kvalitet og viser, at ansøgeren er en original og selv-
stændig forsker. Udvalget anser ham for fuldt kvalificeret til et professorat i
genetik.
Indstilling:
Udvalget anser tre af de fire ansøgere for kvalificerede til et professorat i gene-
tik. Ud fra en bedømmelse af disse ansøgeres videnskabelige produktion konklu-
270
Universitetets årbog 1958-63
derer udvalget videre, at docent von Wettstein har væsentlige fortrin fremfor de
to andre ansøgere. Det har gjort særligt indtryk, at von Wettstein i sine selv-
stændige arbejder viser sig som en original forsker, der har formået at åbne et
nyt arbejdsområde, indenfor hvilket den videre udvikling må imødeses med stor
interesse. I den forbindelse vejer det også tungt, at der på dette område - grænsen
mellem ultrastrukturcytologi, genetik og plantefysiologi - er gode muligheder
for en tiltrængt brobygning mellem genetik og biokemisk plantefysiologi.
Desuden lægger udvalget vægt på, at docent von Wettstein er den eneste af
ansøgerne, som gennem sin uddannelse og undervisningsmæssige erfaring er fuldt
kvalificeret til at undervise også i biokemisk genetik. Ifølge den nye studieplan
påhviler det professoren i genetik også at undervise de biokemistuderende, og
med henblik på dette undervisningsområde er det overordentligt værdifuldt,
at den, der ansættes i embedet, har en grunduddannelse i biokemi og undervis-
ningserfaring i mikrobiologisk genetik. Docent von Wettstein er i begge henseen-
der langt den bedst kvalificerede.
Udvalget indstiller i konklusion heraf enstemmigt, at det ledige embede besæt-
docent von Wettstein.«
Udvalgets indstilling blev i henhold til § 3, stk. 7 i fornævnte kgl.
anordning tilstillet ansøgerne, der ikke havde bemærkninger til ind-
stillingen.
Efter at indstillingen var blevet tiltrådt af fakultetet i mode den 6.
februar 1962 og af Konsistorium i møde den 20. februar 1962 videre-
sendtes den til ministeriet under 24. februar 1962.
Herefter blev under 9. marts 1962 forskningsdocent, fil. dr. dr. rer.
nat., Dietrich von Wettstein, der ikke havde dansk indfødsret, kon-
stitueret som professor i genetik ved Kobenhavns universitet fra den
1. juli 1962 at regne.
Ved kgl. resolution af 2. oktober 1963 blev dr. Wettstein, der imid-
lertid havde erhvervet dansk indfødsret, udnævnt til professor i genetik
ved Københavns universitet.
15. Oprettelse af et ordinært professorat i fysisk oceanografi og laborator,
fil. dr. Nils Jerlovs konstitution som professor i dette fag
(j. nr. 579/61).
Under 17. oktober 1961 afgav fakultetet følgende indstilling:
»Idet fakultetet hoslagt fremsender en fra nationalrådet for oceanografi mod-
taget redegørelse vedrørende opbygningen af oceanografi som fag ved Køben-
havns universitet, hvilken redegørelse har været behandlet ved et møde i fakul-
tetet, hvor man har tiltrådt de fremførte synspunkter, skal man indstille, at der
søges oprettet et ordinært professorat i fysisk oceanografi på forslaget til norme-
ringslov for 1962/63. Til begrundelse skal fremføres:
Som det vil fremgå af den ovennævnte redegørelse, er der meget betydelige
traditioner inden for oceanografi og fiskeribiologi her i Danmark. For så vidt
angår den biologiske oceanografi og fiskeribiologi, har disse traditioner i ikke
ringe grad kunne bevares, fordi der i tilknytning dels til universitetets botaniske
og zoologiske institutioner og lærestole, dels i tilknytning til Danmarks fiskeri-
og havundersøgelser har været gennemført en omfattende forskning og til dels
Afgang og udnævnelser af professorer
271
uddannelse inden for dette område, hvilket yderligere har været understøttet af
de store danske havundersøgelsesekspeditioner som Atlantide- og Galatheaekspe-
ditionerne.
Allerede ved disse ekspeditioners udsendelse viste det sig vanskeligt at tilveje-
bringe tilstrækkelig sagkyndige medarbejdere inden for den fysiske oceanografi,
idet der ikke i de sidste 25 år er uddannet nogen fysisk oceanograf her i landet,
idet denne uddannelse ophørte med professor Martin Knudsens tilbagetræden.
Der er derfor et tvingende behov for uddannelse af fysiske oceanografer, såfremt
man fra dansk side fortsat skal kunne deltage i oceanografisk forskning i samme
omfang som hidtil. Det første skridt til at afhjælpe denne mangel og til at indlede
den i den vedlagte redegørelse skitserede opbygning af oceanografien vil være
oprettelse af et professorat i fysisk oceanografi.
Det skal yderligere bemærkes, at såvel i Norge som i Sverige dyrkes den fysiske
oceanografi meget intens - der findes liere lærestole i faget, og til flere af universi-
teterne er der knyttet oceanografiske institutter af betydeligt omfang - det gælder
således universiteterne i Goteborg og Bergen. Der vil således næppe være nogen
vanskelighed ved at få et professorat i København besat med en forsker fra
Sverige eller Norge.
Det påtænkte professorats indehaver vil i de første år kunne arbejde ved
Danmarks fiskeri- og havundersøgelse på Charlottenlund slot. Havundersøgelser-
nes direktør, dr. phil. E. Bertelsen, er medlem af nationalrådet og har som sådan
tiltrådt dette forslag. Der vil ikke være nogen mulighed for at ansætte en viden-
skabelig assistent foreløbig, idet en sådan først må uddannes. Udover lønningen
til den pågældende professor vil professoratets oprettelse foreløbig ikke kræve
andre udgifter end et beløb til lønning af en kontormedhjælp, formentlig 12.000
kr. om året samt et beløb til porto, telefon og lign., hvortil anslås 5000 kr. om
året.
Da det i de sidste årtier har været en alvorlig hæmsko for den marinbiologiske
forskning, som netop for tiden har særlig mange dyrkere blandt yngre biologer,
her i landet, at man har savnet det vigtige samarbejde med fysiske oceanografer,
og da det for uddannelsen på en række områder vil være af meget stor betydning,
at der påny genoptages en undervisning og uddannelse i Danmark inden for
fysisk oceanografi, skal fakultetet derfor stille forslag om, at der på den kommende
normeringslov oprettes et ordinært professorat i fysisk oceanografi, og at der
stilles et medhjælpsbeløb på 12.000 kr. og et annuum på 5.000 kr. til rådighed for
professoratets indehaver.«
Efter at indstillingen var blevet gentaget vecl skrivelse af 10. januar
1962 blev der på normeringsloven for 1962-63, jfr. folketingstidende
1961-62, tillæg A, sp. 1235-36, oprettet et professorat i fysisk oceano-
grafi ved Københavns universitet.
Efter at det således oprettede embede under 24. maj 1962 var blevet
opslået ledigt, blev under 10. juli 1962 de to indkomne ansøgninger,
nemlig fra afdelingsleder, dr. philos. Jens Eggvin og docent, laborator,
fil. dr. Nils Jerlov tilstillet universitetet til erklæring.
Til bedømmelse af de indkomne ansøgninger nedsatte fakultetet i
henhold til § 2, stk. 2 i kgl. anordning af 5. februar 1953 om ansættelse
af professorer ved Københavns universitet et udvalg, bestående af
professorerne, dr. phil. Niels Nielsen (formand), dr. phil. R. Spårck,
samt professor ved Danmarks farmaceutiske højskole, dr. phil. E.
272
Universitetets årbog 1958-63
Steemann Nielsen, professor ved Goteborg universitet, fil. dr. B. Kul-
lenberg og professor ved universitetet i Bergen, dr. philos. Håkon
Mosby. Udvalget afgav under 22. februar 1963 følgende indstilling:
»Jens Conrad Eggvin er født 1899. Han bestod naturvidenskabelig embeds-
eksamen med fysisk geografi som hovedfag i 1929 og erhvervede i 1941 den fi-
losofiske doktorgrad ved universitetet i Oslo. Allerede som student deltog han i
oceanografiske feltarbejder, og i 1930-31 var han medlem af Norvegia ekspeditio-
nen rundt om det antarktiske kontinent. Han har senere deltaget i talrige oceano-
grafiske togter og i en række tilfælde været leder af sådanne. I 1930 blev dr.
Eggvin udnævnt til stipendiat i oceanografi under fiskeridirektoratet i Bergen,
hvor han senere blev leder af havforskningsinstituttets oceanografiske afdeling.
Han har udfoldet en betydelig administrativ og organisatorisk virksomhed og
har også i noget omfang deltaget i vejledningen af studerende. Dr. Eggvin har til
fakultetets bedømmelse indsendt 20 trykte arbejder.
No. 1. A Norwegian Fal-Iierring Fjord.
En hydrografisk undersøgelse af Eidsfjorden i Vesterålen indeholdende en
kort oversigt over observationer fra årene 1928-32, gennem hvilke man får
et billede af vandmassernes fysiske og kemiske egenskaber, fordeling af vand-
typer og disses bevægelser.
No. 2. Oceanographic Conditions at Certain Norwegian Fishing Grounds.
No. 3. New Oceanographic Investigations in the Northern North Sea.
No. 5. The Great Exchange of Water Masses along the Norwegian Coast.
No. 7. Some results of the Norwegian Hydrographical Investigations in the Nor-
wegian Sea during the IGY.
Disse 4 arbejder indeholder korte, faglige rapporter til havforskningsrådet
0111 undersøgelser i havet vest og nord for Norge. Det mest bemærkelsesværdige
er nr. 7, som er udarbejdet på grundlag af et stort og interessant observations-
materiale fra 2 omfattende undersøgelser mellem Norge og randen af det øst-
grønlandske isbælte, togter, der blev gennemfort som led i arbejdsprogrammet for
det geofysiske år. Forfatteren giver her en kort kommentar til en række interes-
sante forhold, især vedrørende strømsystemer, dybvandscirkulation, fordelingen
af ilt i de forskellige vandmasser og dannelsen af bundvand.
No. 4. The Movements of a Cold Water Front.
I denne afhandling, på hvilken forfatteren i 1941 erhvervede den filosofiske
doktorgrad, fremlægges et stort materiale vedrorende hydrografiske forhold langs
Sydvestnorges kyst. Observationerne er udfort fra faste stationer, under viden-
skabelige togter samt fra rutebådene under disses rejser i det pågældende hav-
område. Desuden anvender forfatteren i et vist omfang et meteorologisk observa-
tionsmateriale. Afhandlingens hovedtema er en analyse af de hydrografiske og
meteorologiske forhold i januar-februar 1937, hvor man på grund af en særlig
dynamisk situation fik et ekstraordinært fremstod af koldt vand i kyststrømmen
fra Ferder til More. Dette fænomen er af ikke ringe videnskabelig og praktisk
betydning, og nogle analyser er derfor på sin plads.
Nordvandringen af det kolde vand langs denne del af den norske kyst er
underkastet betydelige svingninger, og forfatteren giver den forklaring, at år-
sagerne hertil kan sættes i forbindelse med skiftende regionale meteorologiske
konstellationer i og udenfor området. Rigtigheden af dette synspunkt kan næppe
betvivles, og der er også fra andre regioner påvist korrelation mellem svingnin-
gerne i meteorologiske hydrografiske tilstande, selvom disse relationer ofte er ret
Afgang og udnævnelser af professorer
273
komplicerede. Man har imidlertid et indtryk af, at forfatteren har haft nogen
vanskelighed ved at holde sammen på stoffet. Fremstillingen er ikke altid helt
klar, og man kunne have ønsket en udvidelse af de meteorologiske data for at
opnå et sammenligningsgrundlag til bedømmelse af den særlige situation i sidste
halvdel af januar 1937, som forfatteren gør udførlig rede for.
No. 6. Fog Forecasting and Sea-Surfcice Temperature.
Afhandlingen er et supplement til Spinnangr's arbejder 1941 om muligheden
for forudsigelse af tåge. Til dette formål har dr. Eggvin fremstillet månedskort
over overfladetemperaturen i havet vest og syd for Norge indtil S1^0 vest.
No. 8-20. Denne del af dr. Eggvins forfatterskab indeholder rapporter fra togter,
tjenstlige indberetninger, vejledning for fiskere og søfolk samt oplysende skrifter.
Her behandles bl. a. nogle interessante ændringer i oceanografiske forhold langs
de forskellige afsnit af den norske kyst; f. eks. ved Lofoten og ved Finmarken.
Man bemærker f. eks. hans analyse af ændringerne i springlaget i dele af Vest-
fjorden og de dermed følgende forskydninger i betingelserne for fiskeriet. Dette
gælder f. eks. afhandlingerne no. 8 og 10. I arbejderne 11-13 behandler forfatteren
de store forskydninger af vandmasserne langs Finmarkskysten, især med henblik
på den praktiske anvendelse af kendskabet til disse forhold.
I forbindelse hermed kan nævnes no. 18, i hvilken dr. Eggvin behandler mulig-
heden for en anvendelse af strømmåling som vejledning for fiskeriet.
Jens Conrad Eggvin har ydet et betydeligt bidrag til forøgelsen af effektivite-
ten i den norske hydrografiske tjeneste, og han har på dette punkt gjort en ind-
sats af videnskabelig brugbarhed og med praktiske resultater til fremme af det
norske fiskerierhverv. Det falder derfor naturligt, at hovedvægten af hans arbejde
ligger i utrættelige bestræbelser for at tilvejebringe et stort, primært materiale
af hydrografiske data. Hans rapporter, indberetninger og redegørelser bærer præg
af en stor og udholdende omhu på dette punkt. Der er ikke tvivl om, at han har
været norsk fiskeri en god tjener. Han berører ikke så sjældent problemer af mere
omfattende og generel betydning og i enkelte tilfælde går han ind i mere dybt-
gående analyse af disse. Hans hovedarbejde i så henseende er no. 4: The Move-
ments of a Cold Water Front.
Det her foreliggende problem er imidlertid, om man kan indstille dr. Jens
Conrad Eggvin til professoratet i fysisk oceanografi ved Kobenhavns universitet.
Selvom man tager i betragtning, at dr. Eggvin utvivlsomt har betydelige fortje-
nester i norsk oceanografi, er det iøjnefaldende, at hans videnskabelige produkti-
on formentlig på grund af hans store optagethed af praktiske opgaver er blevet
noget begrænset, og at hovedvægten gennem hans næsten 30-årige forfatter-
skab har ligget på det deskriptive og rapporterende. Man må derfor nære nogen
betænkelighed ved at indstille dr. Eggvin til et professorat i fysisk oceanografi
ved Københavns universitet, og denne betænkelighed forstærkes ved det forhold,
at dr. Eggvin er 63 år gammel, og at man derfor næppe tor antage, at han i løbet
af de 5-6 år, i hvilke han i bedste fald kunne komme til at virke, ville have nogen
mulighed for at gennemføre det banebrydende arbejde, som denne post må kræve.
Nils Gunnar Jerlov er født 1909. Efter uddannelse i fagene fysik, kemi, mate-
matik og mekanik bestod han filosofiæ licenciat eksamen 1935 og opnåede den
filosofiske doktorgrad ved universitetet i Lund 1939. Han har gjort tjeneste som
ekstraordinær amanuensis ved den fysiske institution i Lund fra 1933 til 1938
og har derefter varetaget forskellige hydrografiske opgaver, senest ved Oceano-
graflska Institutionen i Goteborg, hvor han har ansættelse som laborator. I
1956 opnåede han som ansøger til professoratet i oceanografi ved Goteborg uni-
versitet kompetence til overtagelse af stillingen, men blev placeret som nr. 2.
18
274
Universitetets årbog 1958-63
Han har deltaget i en række oceanografiske togter, bl. a. i »Albatros« - ekspedi-
tionen 1947-48 og har iovrigt varetaget en lang række internationalt betonede
opgaver.
Dr. Jerlov har til fakultetets bedømmelse indsendt ialt 50 arbejder, hvoraf 5 i
manuskript, over hvilke fortegnelse vedlægges. No. 1-5 udgør en enhed for sig,
idet de tilhorer eksperimentalfysikken og navnlig behandler den kemiske bin-
dings indvirkning på røntgenemissionen. Disse arbejder har dannet grundlag for
hans licentiateksamen og hans erhvervelse af doktorgraden og har opnået betyde-
lig anerkendelse hos bedømmerne.
No. 7, 8 og 27 fremtræder som isolerede undersøgelser af oceanografiske pro-
blemer og området af ret forskellig karakter.
No. 7 indeholder således en redegørelse for Østersøens varmehusholdning
på grundlag af temperaturmålinger, beregning af fordampningen, af strålings-
regnskabet og af den konvektive varmeudveksling. På dette grundlag når han
frem til et budget for varmebalancen, der er noget mere differentieret og funderet
end tidligere forsøg i denne retning.
No. 8 indeholder en detailleret undersøgelse af isdannelsen i Gulmarfjorden i
isvintrene 1940-42 samt en redegørelse før smeltningens forløb i relation til de
meteorologiske og hydrografiske faktorer. Denne undersøgelse har interesse ikke
blot ved arten og omfanget af observationsmaterialet, men tillige ved den teore-
tiske og generaliserende behandling af observationerne.
No. 21, 25, 28 og 36. Denne gruppe af arbejder omhandler de ækvatoriale strøm-
me i Stillehavet og i det Indiske Ocean. Albatross-ekspeditionens store observati-
onsmateriale er her hovedgrundlaget. Bearbejdelsen af dette er vel gennemført og
har netop nu betydelig interesse, fordi strømsystemerne på lavere bredder for
tiden er genstand for en indgående teoretisk behandling. Foruden de gængse
metoder i observation og bearbejdelse har den af forfatteren udviklede metodik
til måling af partikelindholdet, der nedenfor er omtalt, i ikke ringe omfang bidra-
get lil at øge sikkerheden i den eksakte behandling af strømsystemerne.
No. 24 indeholder en gennemgang af de under Albatross-ekspeditionen anvend-
te observations- og analysemetoder. På adskillige punkter har foifatteren opnået
en udbygning og forbedring af tidligere fremgangsmåder.
No. 22, 23, 26, 33, 34, 38, 39, 41 og 45 behandler en række problemer vedrøren-
de det i havvandet suspenderede eller opløste materiale. På dette felt har dr.
Jerlov i væsentligt omfang udbygget såvel teknikken som den teoretiske behand-
ling, især gennem et indgående studium af det suspenderende og opløste materiales
optiske effekter i havvandet. Hans arbejder på dette område betyder et væsent-
ligt fremskridt og må tillægges blivende værdi.
Resten af dr. Jerlovs arbejder, ialt 23, omhandler lyset i havet og havvandets
optiske egenskaber. Såvel på egen hånd som i samarbejde med andre har han
på dette område udbygget metodikken med nye apparaturkonstruktioner, der
har vist sig formålstjenlige, især under Albatioss-ekspeditionen 1947-48, men
tillige i andre undersøgelser, navnlig fra det atlantiske område, og både i teore-
tiske og praktiske formål har de således vundne metodiske fremskridt vist sig
særdeles anvendelige.
Som et af de vigtigste resultater må anføres, at det synes muligt at karakteri-
sere og identificere vandmasser gennem deres optiske egenskaber, og man har
herigennem fået et nyt hjælpemiddel af flersidig anvendelighed, men dog især af
betydning ved studiet af cirkulationen i havene.
Det sidste decenniums fremskridt i den optiske oceanografi, i hvis udvikling
dr. Jerlov selv har spillet en betydelig rolle, er beskrevet i et oversigtsarbejde,
rir. 50, der foreligger i manuskript.
Dr. Nils Jerlovs videnskabelige produktion er meget omfattende og spænder
Afgang og udnævnelser af professorer
275
over centrale felter indenfor havforskningen. Allerede hans ungdomsarbejder gav
håb om, at man her stod overfor en forsker af betydelige kvaliteter, og hans
senere, mere specialiserede gerning har bekræftet dette. Især må man fremhæve
hans grundlæggende studier vedrorende havvandets optiske forhold. Han har
desuden dokumenteret kyndighed og sundt judicium indenfor en række konven-
tionelle områder af den fysiske oceanografi, og gennem sine seneste arbejder har
han yderligere befæstet sin kompetence til varetagelse af et professorat i fysisk
oceanografi.
Konklusion.
Efter ovenstående korte gennemgang af de 2 ansøgeres kvalifikationer skal vi,
underskrevne, herved indstille, at det ledige professorat i fysisk oceanografi be-
sættes med fil. dr. Nils Gunnar Jerlov.«
Udvalgets indstilling blev i henhold til § 3, stk. 7 tilstillet ansøgerne,
af hvilke afdelingsleder, dr. philos. Jens Eggvin afgav bemærkninger til
indstillingen.
Efter at indstillingen var blevet tiltrådt af fakultetet og af konsisto-
riums forretningsudvalg, blev den under 24. maj 1963 videresendt til
ministeriet.
Under 3. oktober 1963 konstitueredes herefter docent, laborator, fil.
dr. Nils Jerlov, der ikke var dansk statsborger, som professor i fysisk
oceanografi fra 1. oktober 1963 at regne.
18*