out ^KuuunusKe .aunggenuer i o i o— 15(3. 1. Dækning af Universitetets Underskud for 1 8 7 8 — 7 9. Under 17. Juli 1879 indstillede Kvæstor til Ministeriet, at Universitetets Underskud for 1878—79 dækkedes derved, at Kommunitetet overtog 3 af Uni- versitetets Panteobligationer til et samlet Beløb af 87.400 Kr. mod Afgivelse af en Kapital af samme Størrelse. Ministeriet begjærede imidlertid i Skrivelse af 30. s. M. Erklæring af Kvæstor, efter Samraad med inspectores quæsturæ, om det ikke maatte anses heldigst at søge Underskudet dækket ved Salget af de Uni- versitetet tilhørende lcgl. Obligationer, da disses Kurs for Tiden var saa høj, at det maatte antages at være til Fordel for Stiftelsen at realisere dem. I den derefter under 2. Avg. afgivne Erklæring oplyste Kvæstor, at Uni- versitetet af kgl. Obligationer kun ejede et Indskrivningsbevis paa 79,200 Kr. Af andre offentlige Papirer havde det en Kapital af 200,000 Kr. i 4 °/o sjællandske Jærnbane-Prioritets Obligationer, 15,800 Kr. i Nationalbankaktier og en gammel Brandkasse Obligation a 33/4 0 o paa 3,68<) Kr. Vel stode baade de kgl. og Jærn- bane-Prioritets Obligationerne for Tiden i den forholdsvis høje Pris af 94V2 og 933/4; men Universitetet vilde dog ved Salg tabe Renten af omtrent 5.000 Kr.. hvilken Kapital maatte føres til Udgift i Kegnskabsoversigten uden for Finansloven som Tab ved Realisationen under Pari. Dette Tab vilde derimod ganske undgaas, dersom der forholdtes paa den foreslaaede Maade, ligesom oftere tilforn, at naar en af de under Kvæsturen hørende Kasser var i Forlegenhed for Kontanter, paa samme Tid som en anden skulde frugtbargjøre en overflødig Beholdning, overtog denne, i Stedet for at gjøre direkte Udlatjn, et Beløb af hines Panteobligationer. Kommunitetet havde den fornødne Kapital til Dækning af det omhandlede Under- skud til Raadighed og vilde desuden i Aarets Løb kunne udlaane en ikke ube- tydelig Kapital; for Universitetet var det derimod for alle mødende Tilfældes Skyld godt at have en lille Kapital i let realisable offentlige Papirer. Ministeriet tilskrev imidlertid under 5* Avg. Kvæstor, at det ansaa det for rettest, at det til Dækning af Underskudet fornødne kontante Beløb af 87,400 Kr. tilvejebragtes ved Realisation af de Universitetet tilhørende kgl. Obligationer til nomi- nelt Beløb 79,200 Kr. og det fornødne Antal af de samme ligeledes tilhørende 4 °/o sjællandske Jærnbane-Prioritets Obligationer, da disse Papirers Kurs for Tiden var saa høj, at en fordelagtig Realisation kunde finde Sted. De kgl. Obligationer overtoges af Finansministeriet til Dagens Kurs. B. Enkelte Foranstaltninger. 1. Res tavrationen af Universitetets Forsal. Ved Skrivelse af 19. Apr. 1864 henledede Konf. Forchhammer Konsistoriums Opmærksomhed paa, at Freskomalerierne i Universitetets Forsal truedes med Øde- læggelse, idet Kalkmalingen hævede sig, løsnede sig fra Grunden og faldt af, enten af sig selv eller ved den mindste Berøring. Ved Undersøgelse havde han fundet, at der dannede sig smaa Gipskrystaller paa Overfladen af Kalkvæggen, mellem denne og Farven. Hidtil var det især den gule Okker, som havde lidt, men hist og her havde ogsaa andre farvede Partier begyndt at løsne sig. Restavrationen af Universitetets Forsal. 805 Undersøgelserne med Hensyn til Aarsagen til denne Dannelse af svovlsur Kalk havde ført til det Resultat, at Svovlsyren ikke kunde hidrøre fra Okkeren, da en Prøve af denne Farve, som endnu var opbevaret, ikke indeholdt denne Syre. I Stukken selv var der heller ingen Svovlsyre, saa at man maatte antage, at Svovl- syren senere ude fra var trængt ind i Muren. Aarsagen til denne Frembringelse kunde han kun antage at hidrøre fra Gassen; thi skjønt denne vel var renere, end Gas plejede at være, indeholdt den dog en ringe Mængde Svovl, som ved Forbrændingen omsider vilde danne Svovlsyre. Han foreslog derfor at erstatte Gassen med Stenolie, i hvilken man hidtil ikke havde opdaget Svovl; senere Forsøg maatte da lære, hvorledes man paa en eller anden Maade kunde redde de mindre angrebne Partier. 'Dette Forslag tiltraadte Konsistorium; fra Begyndelsen af Aaret 1865 blev Gassen slukket, og man benyttede Olielamper i Forsalen og paa Gangene. Under 27. Oktbr. 1866 begjæredes en Erklæring fra Prof. Jul. Thomsen, om det i Følge Udfaldet af det gjorte Fsperiment og i øvrigt af videnskabelige Grunde kunde antages, at Gassen havde nogen Skyld i Beskadigelsen. I en Erklæring af 18. Decbr. udtalte Prof. Thomsen, at det vel ikke kunde nægtes, at Gassen indeholdt lidt Svovl, som ved Forbrænding og senere paaføl- gende- fuldstændig Iltning kunde give Anledning til Dannelse af Svovlsyre; men at sammenstille disse tvende Forhold som Virkning og Aarsag var næppe tilstræk- kelig begrundet. Det var næsten udelukkende den gule Farve, som var angrebet, og navnlig kun, hvor den var anvendt til at dække de store Mellemrum mellem Malerierne. Hvor man traf den gule Farve i selve Malerierne, var den kun yderst sjælden angrebet. Det syntes derfor meget rimeligt at antage, at man af økono- miske Grunde havde anvendt en billig gul Farve til Malingen af de store Flader, medens man derimod i selve Malerierne havde anvendt en bedre og renere Farve. Herved vilde tillige kunne forklares, at en Rest af den gule Farve, som havde været undersøgt af afdøde Konf. Forchhammer, havde vist sig svovlsyrefri; thi det kunde muligvis være en Rest af bedre og renere Farve end den, der var an- vendt til Dækning af de store Rammer. Han mente altsaa, at Gassen ikke havde nogen væsentlig Skyld i Ødelæggelsen, men at denne hidrørte fra, at den anvendte Farve ikke havde været tilstrækkelig ren. Han anbefalede derfor atter at give Forsalen den tidligere Belysning, men henledede tillige Opmærksomheden paa, at det var hensigtsmæssigt overalt, hvor der brændtes Gas, at sørge for en Afledning af den varme og forbrændte Luft, hvilket let kunde ske ved at holde et Par Træk- ruder aabne saa højt op mod Loftet som muligt. Gasbelysningen blev nu igjen indført, men Ødelæggelsen greb stadig mere og mere om sig. Prof. Clausen bragte da ved Skrivelse af 22. Juni 1870 Sagen igjen for Konsistorium, der derved foranledigedes til atter at udbede sig af Prof. Thomsen en Erklæring om de formentlige Grunde til Ødelæggelsen, navnlig for at det kunde bedømmes, om en Istandsættelse vilde være tilraadelig, eller om det maatte befrygtes, at Farverne ogsaa fremdeles vilde blive ved at falde af, i hvilket Tilfælde de paa en saadan anvendte Udgifter vilde være spildte. Prof. Thomsen fastholdt (5. Sept.), at Skaden ikke kunde tilskrives Gassens Indflydelse, men maatte hidrøre fra Aarsager, som det nu efter saa mange Aars Forløb siden Dekorationens Udførelse var vanskeligt med Sikkerhed at paavise, Han mindede om, at lignende Ødelæggelser havde truffet Dekorationen i Thor* UniverøitetB Aarbog. 102 806 Økonomiske Anliggender 18*78—1879. valdsens Museum, især de gule og grønne Farver, og at der, som bekjendt, ikke benyttedes Gas til Belysning. Den stærkt affaldende Okkerfarve indeholdt en be- tydelig Mængde svovlsur Ammoniak, og det var efter al Sandsynlighed dette Salts Udkrystalliseren i Farven, som bevirkede Løsningen fra Muren. Om Okkerfarven oprindelig havde indeholdt Svovlsyre, var ikke muligt at afgjøre, da der ikke fandtes noget af den oprindelige Farve. En Prøve af en lignende Okker og af Grønjord, som han havde modtaget fra Malermester Weber, og som skulde svare til den i Dekorationen anvendte, indeholdt kun et Spor af Svovlsyre. En hel anden Aarsag til Saltets Fremkomst kunde imidlertid være ikke lidet sandsynlig. Iagttog man Mure, som vare malede med Limfarve, vilde man ofte finde Steder, hvor Farven havde løsnet sig fra Muren, medens den paa de øvrige Dele af Muren sad fast. Saadanne Steder fandtes i Regelen ikke paa tynde Mure, derimod vare de meget hyppige paa tykkere Mure, navnlig paa de Steder af samme, der kort førend Malingen havde været underkastede en Reparation. Det laa saaledes nær at antage, at Fugtigheden i Muren kunde udøve denne Virkning. Som bekjendt udtørredes de tykkere Mure overmaade langsomt, og der vilde i disse kunne finde en Bevægelse af Fugtigheden Sted i en Række af Aar, idet Fugtigheden langsomt trak sig ud mod Overfladen, hvor den fordampede. Men Vandet, som havde været anvendt til Kalkens Lædskning, var ikke rent, det inde- holdt altid Salte opløst; Kalksten og Sand var ej heller rene Stoffer, men inde- holdt ofte Salte i storre Mængde. Fugtigheden i Muren var altsaa en Saltopløs- ning; ved Fordampningen fra Murens Overflade fortes den efterhaanden fuldstændig ud mod denne, hvor Vandet optoges af Luften, medens Saltene bleve tilbage i Murens Overflade og ved Vandets fuldstændige Fjærnelse ndskillede sig i krystal- linsk Tilstand. Det var saaledes meget muligt, at Murene ikke havde været tørre, da den første Dekoration fandt Sted, og at de af Muren udvitrende Salte havde frembragt den stærke Beskadigelse. Han nærede ingen Frygt for, at en Fornyelse af Dekorationen skulde kunne medføre de samme skadelige Aarsager, naar man iagttog den fornødne Omhyggelighed ved Valget af Farverne og fjærnede den løs- nede Skal med en tør Børste eller Pensel, forend der bragtes Vand eller Farve paa Muren. Ved Skrivelse af '24. Sept. forelagde Konsistorium Sagen for Ministeriet, idet det indsendte de afgivne Erklæringer tillige med Overslag, i Følge hvilken Udgifterne ved Restavrationen af Freskomalerierne, derunder beregnet Anbringelse og Borttagelse af Stillads, vilde udgjøre 3055 Rd. Konsistorium antog, at man med den i saadanne Forhold overhovedet mulige Tryghed kunde skride til en Re- stavration af Malerierne, uden at være udsat for, at Odelæggelsen skulde ramme det nye Arbejde; men under denne Forudsætning kunde det næppe være tvivlsomt, at man ikke burde sky selv en saa betydelig Udgift som den her omhandlede, for at redde de kostbare Malerier fra Undergang og for at forebygge, at Forsalen antog et Universitetet uværdigt Udseende. Konsistorium indstillede derfor, at Ministeriet vilde søge bevilget det til Forsalens Restavration fornødne Beløb. Denue Indstilling kom for sent, til at der paa Finanslovforslaget for 1871 —7 2 kunde blive optaget noget Forslag derom; men Ministeriet optog det paa Forslaget til Budgettet for 1872—73. Den søgte Bevilling blev imidlertid ikke Restavrationen af Universitetets Forsal. 807 givet, væsentlig af den Grund, at man mente ikke med tilstrækkelig Sikkerhed at kunne stole paa, at ødelæggelsen ikke vilde gjentage sig. Herefter havde Kon- sistorium vel ikke Grund til definitivt at opgive Tanken om en Restavration; men paa den anden Side maatte man anse det for frugtesløst alene paa Grundlag af, hvad der tidligere var fremkommet, at indstille Sagen paa ny. Konsistorium an- saa det derfor for rigtigst først at tilvejebringe yderligere Erklæringer fra andre videnskabelige Avtoriteter, og henvendte sig under 7. Juli 1873 til Bestyrelsen for den polytekniske Læreanstalt, med Begjæring om fra Anstaltens Lærere i Kemi at erholde til videre Benyttelse en Erklæring angaaende de formentlige Grunde til Ødelæggelsen af Malerierne, og om der var Grund til at frygte for, at en even- tuel fornyet Dekoration vilde faa den samme Skjæbne som den nu værende. De nævnte Lærere, Lektor S. M. Jørgensen og Docent Aug. Thomsen, afgave deres Erklæring under 18. Sept. De sluttede sig til Prof. Thomsens Anskuelse, at Aarsagen maatte søges dels i Fugtighedens Indvirkning, dels i den gule Farves Be- skaffenhed. Naar man nemlig undtog enkelte Partier, hvor Beskadigelse skyldtes Kaad- hed, var det næsten udelukkende den gule Farve (Lysokker), der havde lidt, og det ikke blot paa de store Rammepartier og Lisenerne, men ogsaa i selve Ma- lerierne. Mod den Ødelæggelse, denne Farve havde været udsat for, var den Be- skadigelse, enkelte Dele af de grønne Friser havde lidt, for intet at regne; de øvrige Farver havde næsten alle staaet sig ypperlig. Skaden maatte derfor nød- vendig til Dels hidrøre fra Farvens Beskaffenhed. Men ved nærmere Undersøgelse viste det sig tillige, at Fugtigheden havde spillet en væsentlig Rolle, idet den Maade, hvorpaa Farven skallede af, næppe kunde forklares paa anden Maade end den, Prof. Thomsen havde antaget for sandsynlig, nemlig ved en Udvitring af Salte mellem Pudsen og Farven. At der ikke fandtes nogen ringe Saltmængde i Muren, viste sig tydelig paa et enkelt Sted oppe ved Loftet, hvor, sandsynligvis idet et Loftsvindue havde staaet aabent, Regnvand var trængt igjennem og en ikke ubetydelig Mængde Salt var udblomstret. Den væsentlige Andel, Fugtig- hedsforholdene havde haft i ødelæggelsen, fremtraadte paa en iøjnefaldende Maade deri: at Ydermurene (hele Væggen ud til Frue Plads og de to korte Vægpartier ud til Gaarden paa begge Sider) uden Sammenligning vare mest medtagne; paa den ene af de sidst nævnte var Maleriet (Pythia) endog næsten fuldstændig øde- lagt. Ved disse Mures betydelige Tykkelse, og da de oven i Kjøbet udvendig vare beklædte med Cement, var det dog lidet sandsynligt, at det var Fugtighed ud- vendig fra, der var trængt igjennem. Derimod vare disse Vægpartier udsatte for de største Temperaturafvexlinger og maatte, navnlig om Vinteren, fortætte store Mængder Fugtighed (fra den Masse vaadt Overtøj, der ophængtes i Korridorerne og den Mængde varm og fugtig Luft, der hver Time strømmede ud af Avditorierne). Vandet sugedes da ind af den porøse Overflade og opløste de tilstede værende Salte. Naar nu Temperaturen steg, fordampede Vandet igjen og udskilte Saltene. Og det var denne Afvexling, som den tynde Freskokruste ikke havde kunnet taale. Det var den, hvorunder den gule Farve havde lidt mest, enten dette nu laa i, at den var mindre porøs end de øvrige, eller i, at den ikke havde formaaet at forene sig saa inderlig med Kalkoverfladen. Med Hensyn til Spørgsmaalet, om en Restavration var mulig og hvilke Forholdsregler der burde tages for at forebygge, at en lignende Ødelæggelse paa ny indtraadte, bemærkede de, at en Fornyelse af Freskoen ikke var mulig; man 102* 808 Økonomiske Anliggender 1878—1879. maatte nøjes med en saadan Forbedring, som alle andre Steder benyttedes til Re- stavration af Freskomalerier. Det kunde ikke ske med Olie- eller Limfarve. Med den forste ikke, fordi den som et ikke porøst Legeme vilde fortætte Fugtigheden paa sin Overflade i endnu højere Grad end Freskoen; efter al Sandsynlighed vilde Vandet da drive ned ad Malerierne og ødelægge ogsaa disse. Tilmed maatte Muren da forst fernisseres, og dette, ligesom selve Anbringelsen af Oliefarven, vilde være yderst voveligt, da Fernis eller Olie kunde trænge ind i Freskoen, og man saa- ledes kunde kunde udsætte Malerierne for uoprettelig Skade. Limfarven vilde ikke frembyde Oliefarvens Garanti for Varighed, og desuden ved sin helt forskjellige Karakter splitte den kunstneriske Helhedsvirkning. Den eneste Farve, der kunde anvendes, var Temperafarve, der var holdbar, havde samme Lysvirkning som Fres- koen, og hvis Anbringelse ikke udsatte Malerierne for Fare. Det fulgte af sig selv, at oven nævnte Lysokker her ikke benyttedes. Men for at sikre Varigheden ikke blot af den nye Restavration, men ogsaa af de ældre Malerier, tilraadede de at holde Forsalen opvarmet om Vinteren, hvad der formentlig ikke vilde frembyde Vanskeligheder, da Universitetets Varmeapparat jo ogsaa kunde levere Varme til Festsalen, naar mange Mennesker skulde samles der. At give Forsalens Vægge en jævn Temperatur, sørge for ved Anbringelse af Trækruder at skaffe den fugtige Luft Udgang og, om muligt, at forsyne For- salen med dobbelte Døre ud til Pladsen, var vistnok det eneste Middel til at sikre Væggene mod Fugtighedsnedslag og derved mod den kunstneriske Udsmyknings fuldstændige Ødelæggelse. Da denne imidlertid Dag for Dag skred frem, til- raadede de meget ikke at opsætte denne Forholdsregel, og da den Kunstner, hvem Dekorationsarbejdet i Forsalen skyldtes, og som altsaa maatte antages baade at kjende alle Forholdene nøjest og med størst Kjærlighed at ville værne sit Værk mod Undergang, allerede var en gammel Mand, turde det være god økonomi hel- ler ikke at opsætte Restavrationen. Med de antydede Forsigtighedsregler vilde man sikkert, med den i saadanne Forhold overhovedet mulige Tryghed, kunne vente et godt Resultat. Denne Erklæring blev tiltraadt af Prof. Jul. Thomsen og Dekorationsmaler Hilker. Konsistorium ansaa det nu for sin Pligt, førend videre blev foretaget med Hensyn til Restavrationen selv, at henvende sin Opmærksomhed paa Tilveje- bringelsen af de foreslaaede Foranstaltninger, uden hvilke det ikke vilde kunne forsvares at skride til Restavrationen, og som tillige udkrævedes for at bevare de endnu ikke ganske ødelagte Malerier. Det paalagde derfor Kvæstor at frem- skaffe Bygningsinspektørens Erklæring herom. Under 31. Oktbr. indsendte Kvæstor denne, af hvilken fremgik, at Opvarm- ningen vilde kunne ske derved, at der i Kjælderen under Vestibulen anbragtes 2 store Kakkelovne, der omgaves med en Mur saaledes, at der uden om Ovnen dannedes et Varmekammer; paa Bunden af dette indlededes frisk Luft, som op- varmedes og førtes ind i Forsalen. Bekostningen herved vilde udgjøre 870 Rd., og til Anbringelse af et Forparti foran Hovedindgangsdøren med Svingdøre og Spejlglasruder 34 0 Rd., i alt 1210 Rd. Trækruder havdes allerede i Forsalens Vinduer. Derhos antog han, at der til at tilvejebringe en jævn Temperatur vilde medgaa omtrent 100 Tdr. Wales Kul (c. 5V2 Læster) aarlig, som efter de da værende Priser vilde koste c. 275 Kr. Han henstillede imidlertid at udsætte alt' hvad der henhørte til Opvarmningen,' indtil der var taget Bestemmelse, om der Restavrationen af Universitetets Forsal. 809 vilde blive anbragt det projekterede Central-Varmeapparat, som da tillige kunde komme til at omfatte Forsalen, hvorved den hele Udgift af 870 Rd. til Kakkel- ovne m. v. vilde bortfalde og den hertil fornodne særlige Gjennembrydning af Mur og Gulv undgaas. Derimod kunde det i ethvert Tilfælde mulig være hensigts- mæssigt allerede nu at søge Bevilling af de nævnte 340 Rd. til Forpartiet og da at lade dette Arbejde udføre, for saa vidt det ikke vilde være nødvendigt at bort- tage det, medens Rørene nedlagdes til den samlede Varmeledning. Da Bygningsinspektøren i sin Erklæring havde gjort opmærksom paa, at de Revner, der vare fremkomne i Forsalens Loft, vare foraarsagede ved den store Belastning paa Loftet af Mineralier, og udtalt, at de burde bortflyttes fra hele Loftet, forelagde Universitetets Rektor, Prof. Steen, Bestyreren af det mineralogiske Museum, Prof. Johnstrup, det Spørgsmaal, hvor stor en Vægt de paa Museums- loftet over Universitetets Forsal anbragte Mineralskabe kunde antages at have. Prof. Johnstrup foretog] nogle direkte Vejninger for at komme til Kundskab herom, og meddelte Resultatet heraf i en Erklæring af 2. Novbr. Da de paa Museumsloftet opbevarede Bjærgarter og Forsteninger (den geografisk-geognostiske Samling) havde en yderst forskjellig Vægt, havde han valgt 3 fyldte Skuffer, der repræsenterede Variationerne deri, nemlig: 1. en af de tungeste Skuffe med Basalt (Skuffens Vægt iberegnet, 6V2 ft) vejede .................................................. 32 Va <3" 2. en middeltung med Kalksten............................... 231 /« — 3. en let med Forsteninger i tynde Kalkplader................... 19 — Der var opstillet ude paa Gulvet 0 dobbelte Skabe med 108 Skuffer, og ved Enderne op mod Væggen 3 enkelte Skabe med 54 Skufler i hvert og 1 med 39 Skuffer, eller i alt 846 Skuffer. Regnede man 1111 Maximum af en Skuffes Vægt til 33 7T, vilde Mineralierne i et dobbelt Skab kunne udgjøre 3564 TT, hvortil maatte lægges det tomme Skabs Vægt, der af Snedkermester Olsen var anslaaet til 500 77", altsaa i alt c. 4000 (B. De kunde ikke veje mere, men efter hans Kjendskab til Skuffernes virkelige Indhold, var han overbevist 0111, at selv de tungeste Skabe næppe vejede over 3000