Skriftlige Examensopgarer.
721
3. Oversættelse fra Latin til Dansk (Examen efter Adg. 1. Juli 1872):
Si consideret aliquis universam mundi administrationem, intelliget profecto,
quam vera sit sententia Stoicorum, qui aiunt, nostri causa mundum esse con-
structum. Omnia enim, quibus constat quæque generat ex se mundus, ad utili-
tatem hominis accommodata sunt. Homo igne utitur ad calefaciendum et lucen-
dum, ad coquendos cibos ferruinque fabricandum; utitur fontibus ad potum et ad
lavacra, flurainibus ad agros irrigandos terminandasque regiones; utitur terra ad
percipiendam fructuum varietatem, collibus ad vineta, pianis ad segetem; utitur
mari non soluin ad commercia, verum etiam ad ubertatem omnis generis piscium.
Quod si his elementis utitur, quibus est proximus, non est dubium, quin et cælo
utatur, quoniam et cælestium rerum officia ad fertilitatem terræ, ex qua vivimus,
temperata sunt. Sol irrequietis1 cursibus orbes annuos conficit et aut oriens
diem promit ad laborem aut occidens noctem terræ inducit ad requiem et tum
abscessu longius ad meridiem tum accessu propius ad septentrionem hiemis et
æstatis vicissitudines facit, ut et hibernis humoribus terra pingvescat et æstivis
caloribus fruges mitescant. Luna qnoque, nocturni temporis gubernatrix, amissi
ac recepti luminis vicibus menstrua spatia moderatur et cæcas tenebris noctes
fulgore claritatis suæ illustrat, ut opera humana sine labore ac molestia confici
possint. Astra etiam cetera vel ortu vel occasu suo certis stationibus opportuni-
tates temporum subministrant. Quin et mutas animantes in usum hominis a deo
factas intelligimus, partiin ad cibos partim ad Vestitum partim ad operum auxilia.
Sed Academici contra Stoicos dissereutes solent quærere, cur, si deus omnia
hominum causa fecerit, etiam multa contraria et inimica et pestifera nobis repe-
riantur quum in mari tum in terra. Quibus breviter responderi potest in hunc
modum: Proposuit deus homini et bona et mala, quia sapientiam ei dedit, quæ
tota fere in discernendis malis ac bonis sita est. Neque enim potest quisquam
eligere meliora et scire, quid bonum sit, nisi sciat idem reiicere ac vitare, quæ
mala sunt. Invicem sibi connexa sunt, ut sublato alterutro utrumque tolli sit
necesse.
1 Irrequietus, rastløs.
V. Priskonkurrencer.
Til Besvarelse af de for Aaret 1877—78 af Universitetet udsatte 11 Pris-
opgaver*) indkom i Aaret 1878—79 5 Afhandlinger, nemlig to theologiske, 2 rets-
videnskabelige og 1 filosofisk. Af disse fandtes begge de retsvidenskabelige vær-
dige til Prisen. Den ene af de theologiske Afhandlinger tilkjendtes der et hæder-
ligt Akcessit. Forfatterne fandtes at være
af de to prisbelønnede Afhandlinger:
Cand. juris C. J. Ussing og
Cand. med. »fe chir. K. Pontoppidan;
af den Akcessit tilkjendte Afhandling:
Stud. theol. C. E. Fløystrup.
Vedkommende Censorers Bedømmelse af de indleverede Afhandlinger lyde
saaledes:
I. De theologiske Afhandlinger. Som Besvarelse af den for Aaret
1S77—78 udsatte theologiske Prisopgave: »En dogmatisk og historisk Under-
søgelse af Lærefrihedens Ret og Grænser i den protestantiske Kirke« indkom to
Afhandlinger.
Den ene med Motto: »In necessariis unitas, in non necessariis libertas, in
utrisque caritas«, bærer Vidnesbyrd om Flid og udholdende Arbejde samt Lyst til
theologisk Undersøgelse; men Forfatterens Evner have ikke svaret til hans gode
\illie. Det synes, at han besidder en temmelig udbredt Læsning; men Valget af
den overvættes rige Literatur, han anfører, røber Mangel paa Kritik, idet mange
at de anførte Skrifter slet ikke kunne siges at vedkomme den foreliggende Op-
*) Univ. Aarb 1877—78 S, 426-27.
722
Universitetet 18Y8—1879.
gave. Den samme Mangel paa Kritik kommer frem i selve Afhandlingen, der
breder sig ud over alle Grænser, som om det var Forfatterens Opgave at drage
alle mulige Spørgsmaal, der kunde sættes i nogen som helst Forbindelse med det
foreliggende, ind under sin Betragtning, saa at han endog kommer ind paa saa
fjærnt liggende Problemer som Pressefrihed, almindelig Ytringsfrihed o. s. v.
Behandlingen af alle disse Spørgsmaal vidner om, at Forfatteren ikke har
magtet det Stof, han har samlet; thi det er i Regelen ikke en virkelig Under-
søgelse af Sagen, han har at byde, men ordrige Bemærkninger for og imod uden
egentlig indre Sammenhæng; de Resultater, han derefter opstiller, kunne derfor
ikke siges at være virkelige Konklusioner af forudgaaende Præmisser.
Afhandlingen skulde efter Forfatterens Plan være faldet i to Hoveddele, en
dogmatisk og en historisk Undersøgelse; men den sidste af disse to Dele ind-
skrænker sig til en Indholdsangivelse; kun den første Del er blevet færdig; den
er ganske vist blevet meget omfangsrig; men dette skyldes dels den allerede frem-
hævede Bredde i Anlæg og Udførelse, dels den store Plads, som optages af en
uheldig Efterligning af Luthers 95 Theses.
Om Afhandlingen som Helhed betragtet maa det ikke blot siges, at den ikke
har løst Opgaven, men der maa endog opkastes Tvivl om, hvorvidt Forfatteren
overhovedet har forstaaet denne rigtigt, og i hvert Fald har han ikke givet noget
saadant Bidrag til dens Løsning, at vi kunne tilkjende ham nogen akademisk
Prisbelønning.
Den anden Afhandling med Motto: »Versteht sich, dass wir diess nur an
der Haml der Schrift versuchen; denn eine bloss logische Entwickelung aus dem
Grundprincip reicht nacli protestantischen Grundsåtzen nicht zur Beweisfiihrung
hin«, (G. Thomasius), røber baade Dygtiglied og Kundskab.
Forfatteren viser en Belæsthed i den nyere theologiske Literatur, som' ikke
er almindelig, og som fortjener at paaskjønnes. Stoffet er ordnet nogenlunde
klart og overskueligt, medens det dog maa fastholdes, at den Disposition, som
Forfatteren har fulgt, ikke er heldig, idet ogsaa han har delt Afhandlingen i to
Dele, en dogmatisk og en historisk, i Stedet for at sammenarbejde disse til Enhed.
Den sidste Del, den historiske, som vilde have kunnet afgive gode Støttepunkter
for Betragtningen i første Del, naar den var blevet indarbejdet i denne, kommer
ved den fulgte Ordning til at staa som et Anhang til første Del, et Anhang, der
paa adskillige Steder endog maa karakteriseres som overflødigt, paa Grund af,
at der er medtaget meget Stof, som hellere maatte have været udeladt.
Ellers kan det ganske vist siges, at Afhandlingen slaar ind paa det rette
Spor og bærer Vidnesbyrd om sund theologisk Opfattelse og god Dømmekraft;
men man maatte gjennemgaaende ønske en større Skarphed i Undersøgelsen og
en klarere Afgrænsning af Problemerne; Hovedspørgsmaalet holdes i for stor Al-
mindelighed og i en vis svævende Ubestemthed, det føres ikke tilstrækkelig ind
i de konkrete Vanskeligheder, og Fremstillingen er i det hele noget bred og vidt
svævende, hvilket ikke blot viser sig i den afsluttende historiske Del, men ogsaa
i den dogmatiske Del, f. Ex. ved Optagelsen af det hele Afsnit om det alminde-
lige Præstedømme og det kirkelige Embede.
Paa Grund af disse Mangler kunne vi ikke tilkjende Afhandlingen den ud-
satte Pris, men anse den for værdig til et hæderligt Akeessit.
Kjobenhavn, den 18de Marts 1871).
C. Hermansen. C. Henrik Scharling. P. Madsen. V. Styhr. Fr. Nielsen.
IL De retsvidenskabelige Afhandlinger. Til Besvarelse af den i
1877 udsatte Prisopgave: »Der ønskes en Udvikling af den ufuldstændige Til-
regneligheds Væsen samt dens Behandling i nyere Straffelove, særlig i nordisk
Ret«, er der til Fakultetet indkommet 2 Afhandlinger.
Den ene Afhandling, som har til Motto: »Quod est, eo decet uti, et, quidquid
agas, agere pro viribus. Cicero, Cato major, Cap. IX«, har optaget og med
sikker, systematisk Sans gjennemført Undersøgelsen i et Omfang, i hvilket den
•efter rigtig retlig Bestemmelse af Begrebet ufuldstændig Tilregnelighed kan, om
end ikke nødvendig bør tages. Ved den kritiske Drøftelse har Forfatteren paa
anerkendelsesværdig Maade paavist det utilfredsstillende i mange af de Sætninger
Priskonkurrencer.
723
med Hensyn til Grænsen mellem Tilregnelighed og Utilregnelighed og Straffens
Udmaaling, som gængse Straffetheorier og mange Love opstille. Det Standpunkt,
Forfatteren begrunder som sit, har ubestridelige Fortrin og lukker ikke Døren for
en Forstaaelse med Lægevidenskaben og Fængselsvidenskaben. Forfatteren turde
dog herved have taget Straffens Begreb altfor snævert, naar han gjør Afskræk-
kelse til dens eneste psykologiske Yæsensmærke, og i Forbindelse hermed staar
en Tendens til at generalisere i Strafanvendelsen i Retninger, hvor en fyldigere
psykologisk Opfattelse af Straffen vilde føre til at individualisere. Den Belæring,
der i denne Henseende kan hentes fra Fængselsvidenskaben, har Forfatteren ikke
paaagtet. Paa det kun til Dels rigtige Grundlag kunde en helt tilfredsstillende
Løsning ikke vindes, og de Korrektiver, Forfatteren indfører af Hensyn, der ligge
uden for Straffen, kunne ikke altid afbøde mislige Konsekvenser. Imidlertid maa
Forfatteren erkjendes at være gaaet ikke blot i en selvstændig, men ogsaa i en
i det væsentlige rigtig Retning med Hensyn til Besvarelsen af de ved Opgaven
rejste Spørgsmaal, der endnu langt fra i det hele have faaet et sikkert viden-
skabeligt Grundlag, og i Gjennemførelsen af sit Standpunkt viser Forfatteren baade
virkelig Modenhed og stræng Konsekvens. Ikke mindre Anerkjendelse fortjener
den Omhu, hvormed det positive og faktiske Stof er samlet, og det ikke blot fra
Retsvidenskaben, men ogsaa fra Lægevidenskaben, med hvis Undersøgelser 0111
herhen hørende Spørgsmaal Forfatteren i stor Udstrækning har gjort sig bekjendt.
Den anden Afhandling med Motto: »Scientia multiplex, veritas una«, angiver
som sin Hensigt at belyse det stillede Spørgsmaal fra et lægevidenskabeligt Stand-
punkt. Det har været en naturlig Følge heraf, at den største og omhyggeligst
udførte Del af Afhandlingen beskæftiger sig med den ufuldstændige Tilregnelig-
heds Anvendelse paa de sygelige Sindstilstandes Omraade. Fra et systematisk,
retsvidenskabeligt Standpunkt er dette en Ufuldstændighed ved Afhandlingen; men
herimod opvejer det paa den anden Side, at Behandlingen af denne fortrinsvis
drøftede Del af Spørgsmaalet er blevet i høj Grad omhyggelig og udtømmende.
Kan det end ikke sjælden spores, at Forfatteren ikke er Jurist, fortjener det dog
Anerkjendelse, at han i saa stort Omfang, som Tilfældet er, har tilegnet sig de
juridiske Forudsætninger for paa en virkelig frugtbringende Maade fra Lægens
Standpunkt at drøfte Retsspørgsmaalene om Tilregnelighed og Utilregnelighed.
Mod Forfatterens ubetingede Forkastelse af særegne Reglers Anvendelse paa saa
kaldte intermediære Tilstande skal ikke rettes nogen Dadel for Ensidighed ; men
vel savnes der en dybere gaaende Begrundelse af den Hovedsætning, at den Sinds-
syge altid bør være straffri. Forfatterens Henvisning til den almindelige Rets-
bevidstheds Postulat er ikke en Begrundelse, som er egnet til at bringe et saa
omtvistet Spørgsmaal til Afslutning. I det hele maa imidlertid Forfatterens Be-
handling af det omtvistede Spørgsmaal om ufuldstændig Tilregnelighed paa de
sygelige Sindstilstandes Omraade siges at være udført med Dygtighed og saaledes,
at ikke nogen væsentlig Side af Sagen lades uomtalt. Det faktiske Stof er tilveie-
bragt i en sjælden Fylde og med Benyttelse af alt, hvad Domssamlinger, Sundheds-
kollegiets Aarsberetninger, Fængselsberetninger og en i det enkelte gaaende personlig
Undersøgelse i Christianshavns og Vridsløselilles Strafanstalter har kunnet yde.
Fakultetet har fundet begge de foreliggende Afhandlinger i og for sig vær-
dige til Prisen; men i Betragtning af deres ganske forskjelJige Udgangspunkt og
hver enkelts dermed forbundne ejendommelige Fortrin, har Fakultetet ikke troet
at burde foretrække den ene for den anden. Vi have derfor andraget paa Be-
myndigelse til at tildele begge Forfattere den akademiske Prisbelønning.*)
Kjøbenhavn, den 26de Marts 1879.
A. Aagesen. Goos. H. Matzen. Deuntzer. A. C. Evaldsen.
3. Den filosofiske Afhandling. Som Besvarelse af Prisopgaven i
Filosofi er der indkommet en Afhandling med Motto: Quodsi frigida curarum fo-
menta relinquere posses, quo te cælestis sapientia duceret, ires. Forfatteren har
ikke indskrænket sig til at behandle det foreliggende Spørgsmaal, men taget An-
ledning deraf til at meddele sin Verdensanskuelse, hvorved han er kommet ind
*) Bemyndigelsen gaves af Ministeriet ved Skrivelse af 27. Marts 1879.
724
Universitetet 1878—1879.
paa forskjellige Spørgsmaal, som ligge Opgaven fjærnt, og som lian ikke har kun-
net magte. Vi kunne indrømme, at han besidder nogen Læsning, og at Afhand-
lingen i det hele vidner om, at han har været opfyldt af Interesse for Problemet;
men der savnes gjennemgaaende en skarp og indtrængende Begrebsudvikling saa
vel som videnskabelig Form. Af disse Grunde kunne vi ikke tilkjende Forfatteren
nogen Belønning.
Kjøbenhavn, den Ilte Marts 1879.
R. Nielsen.	S. Heegaard,
De for Aaret 1878—79 udsatte Prisopgaver vare følgende:
1. Theologi. At fremstille Biskop Brorsons Betydning som Psalme-
digter, med Paavisning af hans Forhold til den ældre Psalmedigtning. 2. Lov-
kyndighed. Der ønskes en kritisk Undersøgelse og Vurdering af de vigtigste
Theorier om de saakaldte juridiske Personer, med særligt Hensyn til nordisk Ret.
3. Statsvidenskab. Efter en kritisk Undersøgelse af det Omfang, som saa
vel den aarlige Produktion som det aarlige Forbrug af Guld og Sølv har haft
siden 1848, ønskes det paavist, hvorvidt de imod den almindelige Gjennemførelse
af den rene Guldfod rejste Betænkeligheder ere begrundede. 4. Lægeviden-
skab. En Fremstilling af den Betydning, som Læren om Barselfeberens infek-
tionære Oprindelse har haft paa Fødselens og Barselsengens Behandling. 5.
Filosofi. Der forlanges en Undersøgelse om, hvorvidt en senere Tids Tænk-
ning i Realiteten har været i Stand til at overvinde Kants Modsætning mellem
theoret.isk og praktisk Filosofi. 6. Historie. En Fremstilling af de antike
Kilders Efterretninger om Dacierne og en Oversigt over den nyere Tids Gransk-
ninger om denne Folkestamme indtil den store Folkevandrings Tid. 7. Klas-
sisk Filologi. En kritisk Fremstilling af den asiatisk-æoliske Dialekt i Over-
ensstemmelse med den nyere Sprogvidenskabs Resultater. Exponatur de dialecto
Æolensium Asianorum. 8. Østerlandsk Filologi. At fremstille alminde-
lige Regler for de enkelte Egennavnes Dannelse i det Arabiske og de forskjellige
Forhold, der gjøre sig gjældende i Sammensætningen. 9. Mathematik og
Astronomi. At udvikle Theorien af de partikulære Opløsninger af Differential-
ligninger af første Orden saaledes, at der ogsaa tages Hensyn til den nyere Tids
Arbejder derom. 10. Fysik og Kemi. Der fordres en Fremstilling af de
vigtigste Undersøgelser, som have været anstillede over de Bevægelser, der frem-
komme i Vædsker, naar de gjennemløbes af en elektrisk Strøm, samt en nærmere
Belysning af disse Forhold ved egne Forsøg. 11. Naturhistorie. Der
ønskes en favnistisk Monografi af en Dam, en Sø, et Vandløb eller en anden
mere eller mindre begrænset Ferskvandsmasse med Hensyn til det deri fore-
kommende Dyreliv og navnlig det Gjensidigheds- eller Afhængighedsforhold, hvori
Dyrene staa til hinanden indbyrdes eller til Omgivelserne. Besvarelserne maa
ledsages af de til Fremstillingen nødvendige Bilag af Dyr (i Spiritus eller tor-
rede) og Tegninger.
VI. Akademiske Promotioner.
I Aaret 1878—79 have — foruden de ved Universitetets 400aarige Jubel-
fest d. 5. Juni 1879 foregaaede Æ re s promotioner, hvorom nedenfor — 22 Pro-
motioner fundet Sted, idet der er tildelt tre den theologiske, en den juridiske,
elleve den medicinske og sex den filosofiske Doktorgrad samt en den theologiske