Universitetets Forhold ud ad til.
645
opfordrede Fakultetet til at ytre sig om, hvorvidt der maatte være Grund til at
gjennemføre den samme Regel ved Universitetet, for saa vidt dette ikke allerede
maatte være Tilfældet, og navnlig med fuldstændig Gjensidighed i Forhold til den
polytekniske Læreanstalt.
Fakultetet anbefalede under 8. Maj Prof. Thomsens Forslag. Det tilføjede,
at der selvfølgelig intet kunde være til Hinder for, at der gaves Assistenterne
ved den polytekniske Læreanstalt fri Undervisning i Universitetets Laboratorium,
saafremt de meldte sig inden Udløbet af den Frist, der hvert Semester be-
stemtes af Laboratoriebestyreren for Indgivelsen af Andragender 0111 de 10 Fri-
pladser. Med Skrivelse af 15. Maj indsendte Konsistorium Andragendet med An-
befaling til Ministeriet. Det satte Ministeriet derhos i Kundskab om den til Fa-
kultetet rettede Forespørgsel og dettes Svar, idet det tilføjede, at uagtet det
kunde ønske en mere ubetinget Frihed hjemlet for Assistenterne, vilde det dog
efter Fakultetets Udtalelser ikke for Tiden insistere videre herpaa.
Under 27. Maj bifaldt Ministeriet, at Antallet af Fripladser ved Universite-
tets kemiske Laboratorium forøgedes til 10, naar Frekvensen af de studerende
var saa stor, at Laboratoriet kunde bære den dermed forbundne Udgift.
VIII. Universitetets Forhold ud ad til.
Betænkning om Beskyttelse mod Eftertryk.
Saa vel Lov '29. Decbr. 1857 om Eftertryk som de dertil sig sluttende
Love af 23. Febr. 1866 og 21. Febr. 1868 indeholde Hjemmel til, at de i samme
givne, til Beskyttelse af den literære Ejendomsret sigtende Bestemmelser, under
Forudsætning af Gjensidighed, ved kgl. Anordning, ganske eller til Dels kunne
gjøres anvendelige paa de uden for Danmark udgivne Værker, og i Henhold her-
til ere Bestemmelserne i Lov 29. Decbr. 1857 og 23. Febr. 1866 ved Adg. 6.
Novbr. 1858 og 5. Maj 1866 gjorte anvendelige paa Værker, som udgives i Frank-
rig, medens Gjensidighed for øvrigt ikke er tilvejebragt med andre fremmede
Stater. Efter at der imidlertid under 8. Juni 1876 var udkommet en Lov for
Norge om Beskyttelse af den saa kaldte Skriftejendomsret, der under 10. Avg.
1877 blev efterfulgt af en lignende Lov for Sverige, og begge disse Love lige-
ledes aabnede Adgang til, at de deri indeholdte Bestemmelser ganske eller til
Dels kunde udstrækkes til de i andre Lande udgivne Skrifter (den norske Lovs
§ 46, den svenske Lovs § 19), tog Indenrigsministeriet under Overvejelse, om der
ikke maatte være Grund til paa det her omhandlede Omraade at søge Gjensidig-
hed tilvejebragt mellem de tre skandinaviske Lande, hvis Lovgivninger, efter at
de nys nævnte Love vare traadte i Kraft, naar undtoges et enkelt Punkt, inde-
holdt i det væsentlige ganske ensartede Bestemmelser, og henvendte sig herom i
Skrivelse af 5. Apr. 1878 til Kultusministeriet. Den antydede Uoverensstemmelse
fandt Sted, bemærkede Indenrigsministeriet, med Hensyn til den Beskyttelse, som
tilstodes Oversættelser. I L. 29. Decbr. 1857 § 5 bestemmes, at den, der over-
sætter et Skrift fra et andet Sprog, anses for sin Oversættelses Vedkommende
som Forfatter, og Oversætterens heri liggende Ret til paa denne Maade at be-
nytte en Forfatters Værk uden at komme i Strid med Eftertrykslovgivningen , er
ogsaa Regelen i Norge og Sverige (den norske Lovs § 5, den svenske Lovs § 4).
Universitets Aarbog.	'	go
646
Universitetet 1878—1879.
Det nære Forhold mellem Nationerne saa vel som Sprogslægtskabet havde imidler-
tid i alle 3 Lande ladet opstaa en Trang til en særegen Regel, gj ældende for
svenske, norske og danske Forfattere; men medens denne Trang i Norge og Sve-
rige havde affedt den Bestemmelse, at Oversættelse fra Skriftsproget til en anden
Mundart af Skriftsproget sattes lige med den originale Udgave, og at Dansk,
Norsk og Svensk i saa Henseende ansaas som tilhørende samme Sprog (den nor-
ske Lovs § 15, den svenske Lovs § 2), havde man her i Landet alene en sær-
egen Regel i Forhold til Sverige, og med Hensyn hertil foreskrev L. 23. Febr.
1866 §§ 7—9, at uanset Bestemmelsen i L. 29. Decbr. 1857 § 5 skulde, under
Forudsætning af Gjensidighed, den, der i Sverige udgav et s v e n s k Skrift, med
Iagttagelse af nogle nærmere angivne Forholdsregler, have samme Værn mod
Oversættelse her i Riget som mod Eftertryk. En Følge af denne Bestemmelse var
det imidlertid, at der, saafremt Gjensidighed paa dette Omraade indførtes mellem
Sverige, Norge og Danmark, vilde fremkomme en Anomali, idet paa den ene Side
den norske Forfatter for sit i Norge udgivne Skrift ikke vilde være beskyttet mod
en i Danmark i hvilket som helst Sprog udkommende Oversættelse, medens, en
dansk Forfatter i Norge vilde være beskyttet mod en svensk Oversættelse af sit
her i Landet udkomne danske Skrift, og paa den anden Side vilde den danske
Forfatter, medens hans her i Riget udgivne Skrift ikke her nod nogen som helst
Beskyttelse mod Oversættelse, være sig paa Svensk eller paa hvilket som helst
andet Sprog, i Sverige være beskyttet mod Oversættelse i det svenske Sprog af
sit i Danmark udgivne danske Skrift, ligesom endelig den svenske Forfatter her
i Landet vilde nyde fuldstændig Beskyttelse mod Oversættelse i hvilket som helst
Sprog af sit i Sverige udgivne svenske Skrift og altsaa vilde nyde en mere ud-
strakt Beskyttelse for sit Værk end den danske Forfatter her i Riget havde for
sit. Det var en Selvfølge, at denne Anomali kun vilde kunne fjærnes ved en ny
Lov, der forandrede L. 23. Febr. 1866 § 7 ff.
Forinden der nu blev taget Bestemmelse om, hvorvidt der saa vel over-
hovedet som særlig uanset den oven paapegede Anomali, maatte, under Betingelse
af Gjensidighed, være Grund til ikke blot at tilbyde Sverige og Norge Beskyttelse
her i Riget mod Eftertryk af de i Sverige og Norge udgivne Skrifter, men til-
lige til at indrømme de i Sverige udgivne svenske Skrifter Beskyttelse mod Over-
sættelse her i Riget, anmodede Indenrigsministeriet Kultusministeriet om at ytre
sig om Sagen, og begjærede navnlig en Udtalelse om, hvorvidt den omspurgte For*
anstaltning kunde antages at ville virke til Gavn saa vel for de danske Forfattere
og Forlæggere, som ogsaa for Udviklingen af det literære Samkvem mellem de
tre Lande i det hele. Ved under 23. Apr. at gjøre Konsistorium bekjendt med
Sagen, anmodede Kultusministeriet det om at udtale sig 0111 den.
Efter Konsistoriums Opfordring tog Prof. Ussing Sagen under Overvejelse,
navnlig med Hensyn til det af Indenrigsministeriet i Slutningen af dets Skrivelse
fremhævede Punkt, og indsendte sin Erklæring, ledsaget af en af Universitets-
boghandler Hegel meddelt Fortegnelse og Optælling af, hvor meget der i
Aarene 1876 og 1877 var blevet oversat fra Dansk paa Svensk og omvendt.
Efter en Henstilling fra Konsistorium indhentede Kultusministeriet og tilstillede
Konsistorium tvende Udtalelser 0111 Sagen fra Bibliothekaren ved det store kgl.
Bibliothek og fra Chefen for det kgl. Theater og Kapel. Paa Grundlag af dette
Materiale afgav Konsistorium under 17. Sept. sin Erklæring.
Universitetets Forhold ud ad til.
647
Om Ønskeligheden i og for sig udtalte Konsistorium, at Gjensidighed i Rets-
beskyttelsen for den literære Ejendomsret mellem de nordiske Riger, vilde der vel
næppe paa den almindelige Opfattelses nu værende Udviklingstrin være delte Me-
ninger. Den Overbevisning, som overalt i den civiliserede Verden gjorde sig
kraftig gjældende, at Indskrænkningen af Retsbeskyttelsen i dette Forhold ved den
enkelte Stats Grænser var vilkaarlig og stridende mod Retfærdigheden, havde i
Norden nødvendigvis med særlig Styrke maattet rette sig mod det nu bestaaende
og unaturlige Forhold i denne Henseende mellem de nordiske Riger, der for en
stor Del maatte anses for et fælles Bogmarked, og hvor derfor Sagens praktiske
Interesse blev stærkt og umiddelbart følelig. Det kunde vel tages for et fuld-
gyldigt Udtryk for den almindelige Overbevisning i saa Henseende, at der allerede
paa det første nordiske Juristmøde i Kjøbenhavn i Aaret 1872 blev enstemmig
vedtaget Resolutioner til Fordel for Gjensidighed, sigtende til Gjennemførelsen af
denne Lighed i Retsbeskyttelsen for den literære og kunstneriske Ejendomsret
mellem de nordiske Riger, Grundsætninger, som en Taler under Forhandlingerne
uden Modsigelse betegnede som axiomatisk rigtige, se Forhandlingerne om dette
Møde S. 133 ff. og Bilag IX. (S. 108). Med de nye norske og svenske Love om
Skriftejendomsretten vare Forholdene, i det mindste for en Del, modnede til Gjen-
nemførelse af disse Grundsætninger, og det turde sikkert antages, at der fra alle
Sider vilde vises lige Villighed til at gjøre de fornødne Skridt i saa Henseende.
Den almindelige Grundsætnings Uomtvistelighed forklarede tilstrækkelig, at
de foreliggende Udtalelser ikke gik nærmere ind paa Spørgsmaalet om Hensigts-
mæssigheden af Gjensidighed mellem de nordiske Riger i Retsbeskyttelsen for den
literære Ejendomsret lige over for det egentlige Eftertryk, men toge det for givet,
at en saadan burde] søges opnaaet paa Grundlag af de i denne Henseende nu
væsentlig overensstemmende Love i de tre Riger. Det var derimod det særlige,
af Indenrigsministeriet udhævede Spørgsmaal, som fortrinsvis var Gjenstand for
disse Udtalelser, nemlig om der burde tilvejebringes Gjensidighed ogsaa i Hen-
seende til Beskyttelsen mod Oversættelser fra et nordisk Sprog eller Mundart af
et saadant til et andet, og om det maatte findes rigtigt til dette Øjemed først at
skaffe Lovhjemmel i dansk Ret for en Regel, svarende til den, der fandtes i den
norske Lovs § ) 5 og den svenske Lovs § 2, nemlig at Eftertryksforbudet fandt
Anvendelse paa Oversættelse uden Forfatterens Samtykke af et Skrift fra Skrift-
sproget til en af dets Mundarter eller omvendt, og at Dansk, Norsk og Svensk i
denne Henseende betragtedes som tilhørende samme Sprog. Vigtigheden af dette
Spørgsmaal var ogsaa umiskjendelig, idet navnlig i Forhold til Sverige Krænkel-
sen af Forfatternes Interesser langt hyppigere vilde finde Sted i Form af Over-
sættelse end ligefrem som Eftertryk.
At nu en saadan Regel som den, den norske og den svenske Lov indeholdt
om Retsbeskyttelse mod Oversættelse af den omspurgte Art, i og for sig ganske
maatte billiges efter Forholdets Natur, og at der laa en af Besvarelsen af det al-
mindelige Spørgsmaal om Forfatternes Værn mod Oversættelser overhovedet uaf-
hængig Grund herfor i Sprogenes nære Slægtskab, vilde næppe blive bestridt. Det
saas jo ogsaa, at den norske og den svenske Lov havde opstillet Regelen , sam-
tidig med at de som almindelig Regel fastholdt den samme Grundsætning, som
fandtes i den danske Lov af 1857 § 5, nemlig at Oversættelse af et Skrift til et
andet Sprog ikke kom i Strid med Eftertrykslovgivningen. Lige saa vist var det
82*
648
Universitetet 1878—1879.
imidlertid, at hin Beskyttelse mod Oversættelser af denne særegne Art mistede
sin væsentlige praktiske Betydning, saa længe der ikke var Gjensidighed. Over-
sættelser fra Svensk til Dansk vare naturlig bestemte for det særlige danske
Bogmarked, og omvendt. Det hjalp en dansk eller svensk Forfatter lidet, om
slige Oversættelser vare forbudte henholdsvis i Danmark og Sverige, naar han
ikke havde Retsbeskyttelse i det Land, hvor Oversættelsen søgte Afsætning, og
denne kunde kun opnaas ved Gjensidigheden. Der kunde saaledes ikke være Tvivl
om, at Gjensidigheden paa dette Omraade krævedes af almindelige Retfærdigheds-
og Billighedshensyn. En Bekræftelse herpaa laa ogsaa deri, hvad der oplystes
ved Prof. Ussings Udtalelse, at selv nu, da den gjensidige Retsbeskyttelse mang-
lede, respekteredes dog Forfatternes Ret af alle ansete Boghandlere, ligesom det
ogsaa fremgik af Erklæringen fra det kgl. Theaters Chef, at dette Theater, skjønt
det ikke var retlig forpligtet dertil, altid havde honoreret enhver skandinavisk
Forfatter for Opførelsen af hans Yærk paa den danske Scene. Det forholdt sig
derfor saaledes, som Prof. Ussing sagde, at man ved retlig at sikre denne gjen-
sidige Retsbeskyttelse kun vilde sætte Lovens Stempel paa, hvad der allerede be-
tragtedes som moralsk Ret, og at en saadan Regel kun vilde ramme Boghandlere
eller Institutioner, der satte sig ud over anerkjendte moralske Hensyn.
I og for sig maatte denne Betragtning vel anses for tilstrækkelig, uden at
det yderligere skulde behøve at afvejes, hvilken Part der vilde have mest Inter-
esse i, at hin Regel blev Lov i det indbyrdes Forhold. Men at man imidlertid,
naar dette Synspunkt toges, ikke fra dansk Side vilde have Grund til at beklage
sig herover, fremgik slaaende af de Oplysninger, med hvilke Prof. Ussings Er-
klæring var ledsaget. Af disse fremgik det nemlig, at der i de to Aar 1876 og
1877 var blevet oversat fra Dansk paa Svensk 543 Ark, fra Svensk paa Dansk
kun 248lU Ark, eller ikke en Gang halvt saa meget. Interessen i den omspurgte
Foranstaltning var altsaa ikke lidet større for danske Forfattere og Forlæggere
end for svenske. Prof. Ussing havde fremdraget en anden Kjendsgjerning, der
pegede i samme Retning. De Bøger, der i de nævnte 2 Aar vare oversatte fra
Svensk paa Dansk, tilhørte for den aldeles overvejende Del Skjønliteraturen; blandt
dem, der vare oversatte fra Dansk paa Svensk, fandtes derimod ogsaa betydelige
videnskabelige Arbejder. Men for de sidste havde af Grunde, som Prof. Ussing
fremstillede, den omhandlede Forholdsregel endnu større Betydning end ved Skrif-
tte af Skjønliteraturen.
Fra hvilket Standpunkt man saaledes end betragtede det rejste Spørgsmaal,
kunde Konsistorium derfor ikke andet end paa det varmeste tilraade, at Gjen-
sidigheden i hin Retsbeskyttelse tilvejebragtes. Det kunde kun beklages, at de
nordiske Lande vare saa langt tilbage netop paa dette Omraade, hvor Grundvolden
for den fælles Kulturudvikling skulde lægges, men hvor — som det udtaltes paa
det oven for berørte nordiske Juristmøde — de opnaaede Fremskridt sattes i Fare
og den videre Udvikling vanskeliggjordes ved en mangelfuld Lovgivning.
Hvad angik det Spørgsmaal, om den attraaede Gjensidighed med Hensyn til
Retsbeskyttelsen mod de omspurgte Oversættelser vilde udkræve, at der først til-
vejebragtes for Danmark en ny Lovbestemmelse, svarende til dem, der fandtes i den
norske og i den svenske Lov om dette Punkt, bemærkede Konsistorium føl-
gende.
Som det af Indenrigsministeriet var bemærket, fandtes der i den danske
Universitetets Forhold ud ad til.
649
Lovgivning angaaende dette Forhold kun Bestemmelserne i L. 25. Febr. 1866
&§ 7—io. I Følge bemeldte Lovs § 7 skulde der, under Forudsætning af Gjen-
sidighed, kunne tillægges svenske i Sverige udgivne Skrifter samme Værn mod
Oversættelser her i Riget som mod Eftertryk, dog under de nærmere i §§ 8 og 9
fastsatte Betingelser. Denne Bestemmelse skulde i Følge § 10 komme til An-
vendelse, naar det ved kgl. Anordning var kundgjort, at tilsvarende Bestemmelser
vare vedtagne af den svenske Lovgivningsmagt til Værn for danske Forfattere.
Forudsattes det, at Gjensidigheden traadte i Kraft uden nogen ny Lovbestemmelse
for Danmark, altsaa fra dansk Side med de nys anførte Regler, var det klart, at
Retsbeskyttelsen for nordiske Forfattere mod de omspurgte Oversættelser i flere
Retninger blev ufuldstændig. For det første vilde den danske Forfatter ikke være
beskyttet mod saadanne Oversættelser i Danmark. Fremdeles vilde han ogsaa
komme til at mangle denne Beskyttelse i Norge; thi naar Indenrigsministeriet gik
ud fra den modsatte Forudsætning, var det overset, at den norske Lovs § 46,
overensstemmende med, hvad der i fremmede Love var sædvanligt, indskrænkede
den Ret, der kunde give andetsteds udgivne Værker, til det Maal, der var ind-
rømmet disse ved deres egen Stats Love (mærk Ordene »for saa vidt de efter sit
Hjemlands Love ere beskyttede«)- Endelig vilde heller ikke norske Forfattere faa
den omspurgte Retsbeskyttelse i Danmark. Der vilde kun være skaffet Beskyttelse
for danske Forfattere mod slige Oversættelser i Sverige og for svenske Forfattere
mod dem i Danmark (næppe, som Indenrigsministeriet forudsatte, for de sidste
mod alle mulige Oversættelser her i Riget, eftersom Betingelserne efter L. 23.
Febr. 1866 § 7 var Gjensidighed, og ligeledes § 10 krævede »tilsvarende« Regler
i Sverige).
Hvor stødende nu end denne Ufuldstændighed kunde synes at være, kunde
man imidlertid gjere gjældende, at der dog ved Regelen, som den efter det an-
førte vilde blive, i Forbindelse med de Regler, som fandtes i alle 3 Love, om
Forbud mod Indførsel og Forhandling af Skrifter, der gjorde Indgreb i en af ved-
kommende Lande beskyttet Forfatterret, vilde være vundet alt, hvad der praktisk
behøvedes til Beskyttelse mod slige Oversættelser, og at hin Ufuldstændighed der-
for var mere tilsyneladende end virkelig. Oversættelsesspørgsmaalet vedkom jo
nemlig — i det mindste regelmæssig, og naar man saa bort fra de forholdsvis
sjældne Overførelser fra eller til særegne Mundarter — netop kun danske og
norske Skrifter paa den ene Side og svenske Skrifter paa den anden. Da nu
Oversættelser til Svensk nødvendig maatte foretages med det svenske Bogmarked
for øje, og ikke vilde blive foretagne, naar dette var lukket for dem, var det for
danske (og norske) Forfattere nok, at en saadan Oversættelse hverken kunde fore-
tages i Sverige eller, naar den var foretaget her, indføres til Sverige, og der
vilde saaledes ikke være nogen praktisk Nødvendighed for først at forandre den
danske Lovgivning for at opnaa det ved Gjensidigheden tilsigtede Gode.
Det anførte havde vistnok i Almindelighed sin Rigtighed, men udtømte dog
efter Lovgivningens Beskaffenhed ikke Spørgsmaalet. Sagen var den, at den Be-
skyttelse mod Oversættelser, der efter Lov 23. Febr. 1866 §§ 7—10 kunde gives
svenske Skrifter, ved §§ 8 og 9 var bundet til forskjellige Betingelser og under-
givet Tidsbegrænsninger, som stillede den væsentlig ringere end Retsbeskyttelsen
mod egentligt Eftertryk, medens Retsbeskyttelsen efter den svenske Lov var den
samme i begge Retninger. Selv om der nu ikke heri maatte ligge nogen Hin-
650
Universitetet 1878—1879.
dring for Opnaaelsen af Gjensidigheden, idet man fra svensk Side vilde i Henhold
til den svenske Lovs § 19 kunne indskrænke Retten for danske Forfattere i Sverige
paa lignende Maade (mærk Ordet »delvis«), saa var det, der maatte ønskes i
Forholdet mellem de nordiske Riger, dog netop den vidtgaaende Beskyttelse, som
norsk og svensk Lov hjemlede, og ikke blot den mere indskrænkede, som Lov 23.
Febr. 1866 fastsatte. Denne sidste Lov havde — vel nærmest, fordi den ikke
ha-vde udskilt Spargsmaalet om Oversættelser overhovedet — ikke gjort det Skridt
fuldt ud, som Forholdets Natur krævede, og som var gjort ved den norske og
svenske Lov. At blive staaende ved hin Lovs Regel, kunde nu ikke længere til-
fredsstille. Derfor var det, om ikke en Nødvendighed, [saa dog hensigtsmæssigt
ved en ny Lovbestemmelse at skalfe den samme Grundsætning med Hensyn til
Oversættelser mellem de nordiske Sprog, som den norske og svenske Lov havde
godkjendt, Anerkjendelse ogsaa i dansk Ret.
For det Tilfælde, at den fremsatte Betragtning vandt Bifald og der saaledes
blev Spørgsmaal om at sætte Lovgivningsmagten i Bevægelse i denne Sag, hen-
ledede Konsistorium imidlertid Opmærksomheden paa følgende. De danske Lov-
regler om Beskyttelse for Forfatterretten fremtraadte allerede nu i en temmelig
splittet Skikkelse, der gjorde Indsigten i dem ufornøden besværlig. Til Hoved-
loven af 1857 knyttede sig Tillæg og Ændringer ved Loven af 1866 og 1868.
Forudsattes det, at hertil nu kom en fjerde Lov med nye Ændringer og Tillæg,
blev den Maade, hvorpaa de danske Retsbestemmelser om dette Forhold frem-
traadte, endnu uheldigere, og tillige, paa Grund af den Sammenligning, der paa-
trængte sig med Ordningen i Norge og Sverige, meget lidt 'tiltalende. Allerede
dette udvortes Hensyn turde indeholde en vægtig Opfordring til, naar dog Lov-
givningsmagten sattes i Bevægelse, da ikke at blive staaende ved Udarbejdelsen
af en lille Tillægslov, men at optage hele Æmnet for at forskaffe en enkelt ud-
tømmende Lov, der kunde afløse alle de nu bestaaende. Men dertil kom ogsaa
andre, indre Grunde, der talte for det samme Resultat. Danmark havde Æren af
at være kommet først af de nordiske Riger med en Lov paa dette Omraade, der
væsentlig svarede til Nutidens Krav. Men idet denne Lov blev til paa et Tids-
punkt, hvor den videnskabelige Bearbejdelse af de her hen hørende Spørgsmaal
endnu ikke var afsluttet, blev dens Indhold ikke i alle Retninger fuldt tilfreds-
stillende, hvilket jo netop ogsaa havde foranlediget de senere Tillægslove. Men
der var flere Retninger end de, som disse Love berørte, hvor Ufuldkommenheder
eller Ufuldstændigheder i Loven af 1857 viste sig, medens de norske og de
svenske saa meget senere Love havde kunnet drage fuld Nytte af den fortsatte
videnskabelige Undersøgelse af Æmnet og derfor havde undgaaet hine Mangler.
Naar derfor Anledningen til at beskæftige Lovgivningsmagten med Sagen alligevel
var givet, turde der ogsaa fra denne Side være Opfordring til at tage hele Sagen
op. Af sig selv vilde hermed da ogsaa til Dels blive fyldestgjort det af Jurist-
mødet i Kjøbenhavn udtalte ønske, at der saa vidt muligt skulde skabes en fælles
Ret mellem de nordiske Riger paa dette Omraade; thi at der ved en saadan for-
nyet Lovbehandling fra dansk Side vilde blive undgaaet mange Divergenser fra
den norske og den svenske Lov, som nu vare tilstede, var, efter Videnskabens
nu værende Standpunkt, en Selvfølge, selv om Bestræbelsen ikke bevidst var rettet
herpaa. At bringe Overensstemmelsen saa vidt, at alle Riger fik enslydende Love
Legat- og Stipendievæsen.
651
var vel en Tanke, der, naar man saa lien til de nye norske og svenske Loves
forskjellige Form, indtil videre maatte opgives.
At denne større Opgave, som Konsistorium i det bemærkede havde hentydet
til, vilde stille forøgede Krav i Henseende til videnskabelig Indsigt, Tid og Kræfter,
vilde næppe være en Hindring for dens Realisation.
Kultusministeriet tilstillede Indenrigsministeriet under 23. Sept. disse Akt-
stykker, idet det bemærkede, at det ganske henholdt sig til de i dem fremsatte
Bemærkninger.
IX. Det akademiske Legat- og Stipendievæsen.
1. Tilkomne Legater for studerende ved Universitetet.
I det akademiske Aar 1S78—79 er der tilkommet et Legat, nemlig
»lapetus Steenstrups Legat«:
I Anledning af, at det d. 28. Nov. 1870 var 25 Aar, siden Professor
lapetus Steenstrup blev ansat ved Kjøbenhavns Universitet, blev der nemlig
af et større Antal Venner og Disciple skjænket ham en Kapital paa 3000 Rigs-
daler (hvilken senere voxede til 10,000 Kroner), for at der heraf efter hans nær-
mere Bestemmelse kunde oprettes et Legat, som bar hans Navn. Efter Samraad
med den Kreds af Mænd, som i Givernes Navn overbragte ham denne Gave, af-
fattede Prof. Steenstrup følgende Statuter for dette Legat, hvilke under 19. Apr.
1879 ad mandatum forsynedes med kgl. Stadfæstelse.
§ 1. Under Navn af lapetus Steenstrups Legat oprettes et Legat,
hvis Kapital for Tiden udgjor 10,000 Kroner i kgl. 4 pCt. Obligationer, indskrevne
under Legatets Navn i Statsgjældens Boger for uopsigelig Statsgjæld. Kapitalen
forvaltes af Universitetskvæsturen som en for sig bestaaende, selvstændig Formue
under sædvanlige Yilkaar med Hensyn til Administrations Udgifterne.
§ 2. Legatet, der træder i Virksomhed i Sommeren 1S79, uddeles i hver
Sommer med Renten af 9000 Kroner, efter Fradrag af Administrations Gebyr
for det nævnte Belob. Det tilovers blevne Rentebeløb, efter Fradrag af løbende
Udgifter til Bekjendtgjørelser, Korrespondancer og lignende, oplægger og frugt-
bargjør Universitetskvæsturen ved Forøgelse af Indskrivningsbeviset, saasnart
dette kan ske, indtil da ved Lodgivning i Universitetets fælles Legatmasse efter
de almindelige, herfor gjæhlende Regler. •— Naar Legatformuen saaledes er steget
til 11,0( 0 Kr., uddeles Renten af 10,0 )0 Kr., medens den tilovers blevne Rente
oplægges, alt efter de foranførte Regler, og saaledes forholdes fremdeles, saa at
hver Gang Legatformuen i sin Helhed er voxet med 1000 Kr., voxer med nævnte
Beløb (1000 Kr.) ogsaa den Del af Legatformuen, hvis Rente uddeles. — Denne
Del af Legatformuen vil saaledes bestandig udgjøre fulde Tusinder af Kroner.
§ 3. Legatets Bestyrelse bestaar af fem Medlemmer. Af denne Bestyrelse
er Etatsraad, Professor I. Steenstrup Medlem, og efter hans Død eller Fra-
træden indtager hans Søn, cand. juris Johannes Steenstrup, hans Plads i
Bestyrelsen.
Til at indtræde i den første Bestyrelse have de efter nævnte Herrer; Lektor
ved den kgl. Veterinær- og Landbo-Højskole, Etatsraad Dr. med. II. Bendz,
Professor i Anatomi ved Kjøbenhavns Universitet Dr. med. Fr. Schmidt, In-