Akademiske Grader.
67
Ministeriet, og med de Mænd, som efter torslaget vilde være at vælge af Repræ-
sentanterne i Forening med Professor Wolff, for at afholde den omhandlede Prøve
for den eller de Kandidater, der ønskede at underkaste sig denne. Men foreløbig
paalagde Ministeriet disse Mænd at tage de forskjellige Spørgsmaal, som den
omhandlede Prøves Indretning endnu frembød, under nærmere Overvejelse, saasom
om Valget af en Formand for Examenskommissionen, om Fastsættelse af Reglerne
for Medlemmernes Deltagelse i Examinationen og Censureringen i de enkelte Exa-
mensfag, om Specialkaraktererne og disses Værdi i de enkelte Fag samt om Hoved-
karakterens Uddragelse m. v.*)
De nærmere Bestemmelser om Fremgangsmaaden og Karaktergivningen ere
senere fastsatte ved Ministeriets Resolution af 25. Jan. 1877.
IV. Akademiske tirader.
1. Nægtelse af at konferere en Doktorand Doktorgraden.
Det er i Univ. Aarb. 1873—75 S. 72 — 73 omtalt, at det ved kgl. Resol.
af 7. Maj 1875 blev tilladt cand. phil. P. A. M. Tauber at disputere for den
filosofiske Doktorgrad i det mathematisk-naturvidenskabelige Fakultet uden forud at
underkaste sig nogen Magisterkonferens, under Betingelse af, at han ledsagede sin
Doktordisputats med saadanne Theses af en almindelig videnskabelig Karakter, som
af det nævnte Fakultet antoges for fyldestgjørende. I Henhold hertil indleverede
Kand. Tauber i Januar 1876 sin Doktordisputats „Om Tanddannelse og Tandud-
vikling hos Hvirveldyrene", ledsaget af 51 Theses. Disputatsen antoges; Theses
ansaas derimod ikke for tilfredsstillende, men forlangtes færre i Antal og af al-
mindelig naturhistorisk Beskaffenhed. I Juni s. A. indsendte han nye Theses;
disse antoges og Forsvarshandlingen fandt derefter Sted den 14. Novbr. 1876**J.
Om Udfaldet af Forsvarsakten afgave de officielle Opponenter, Etatsraad
Steenstrup og Professor Reinhardt under 20 næst efter en Beretning til Fakultetet.
Det hedder heri, at Afhandlingens Forfatter under den lange Debat næppe for-
maaede væsentlig at afkræfte de saa vel fra de officielle Opponenter som fra
opponentes ex auditorio fremsatte Anker, dels over en uklar og selvmodsigende
Fremstilling, dels over en baade ufuldstændig og ukritisk Benyttelse af Literaturen
og over jævnlige Misforstaaelser af denne, dels med Hensyn til Tvivl om Rigtig-
heden af nogle af de fremsatte Iagttagelser. Forsvaret maatte derfor allerede fra
denne Side forekomme dem meget svagt og lidet tilfredsstillende. Men dette Ud-
seende fik Forsvaret endnu mere derved, at der under Disputationsakten nu og da
røbedes et noget overraskende Ubekjendtskab hos Forfatteren til de Dyreformer,
*) Se Skibsted: Love og Exped. vedk. Kirke- og Skolevæsenet 1875—77, 2. Hæfte
S. 190-92.
**) Se om dette som om det efterfølgende „Aktstykker i Sagen om cand. philos. Tau-
bers Doktordisputats, offentliggjorte af Konsistorium i Henhold til en Forhandling
med Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet, Kjøbenhavn 1877."
9*
68
Universitetet 1876—1877.
han selv havde fremdraget som Exempler paa de Organisationsforhold, han behand-
lede, og en vis Mangel paa Evne til at sætte sig i det rette Ansvarlighedsforhold
til de af ham fremstillede Sætninger, Mangel paa sunde Undersøgelsesmetoder og
paa kritisk Bedømmelse af dem, han havde brugt. Opponenterne vilde derfor træde
deres Overbevisning og Opfattelse af deres Pligt for nær, hvis de vilde erklære dette
Forsvar for tilfredsstillende eller stille det ved Siden af de inden for Fakultetet
tidligere stedfundne, men mindst tilfredsstillende Forsvar, og derfor kunde de heller
ikke anbefale Fakultetet at indstille Forfatteren til paa denne Afhandling og dens
Forsvar at modtage Doktorgraden.
Opponenterne beklagede i høj Grad denne for Fakultetet og dem selv ikke
mindre end for Kandidaten ubehagelige Situation, hvilken Fakultet vist, delvis i
det mindste, vilde betragte som en Følge af en paa tidligere Sti dier altfor lempe-
lig og eftergivende Bedømmelse. De havde begge været blandt de tre sagkyndige
Bedømmere af den til Fakultetet indsendte skriftlige Afhandling. De havde vel
ikke begge i samme Grad udtalt sig om Afhandliugens Antagelighed, idet den ene
mente, at den nok kunde antages, den anden ansaa den for „næppe antagelig",
men ikke vilde holde paa en Forkastelse lige over for de tvende andre zoologiske
Medlemmers Votum; alligevel havde de begge en væsentlig Undskyldning for den
af hver af dem udtalte, lidt mere elbr lidt mindre ugunstige, men dog, som det
havde vist sig, altfor gunstige Mening om Afhandlingen. De hverken kunde forud-
sætte eller være berettigede til at forudsætte, at Forfatterens Forkundskaber vare
saa utilstrækkelige, endnu mindre, at han ikke engang havde Erkjendelse af, at
han burde haft dem bedre; heller ikke, at han havde forsømt at gjøre sig bekjendt
med den nyere Specialliteratur i Æmnet, medens han i en uventet Grad havde
ladet sig nøje med en ukritisk Benyttelse af Literaturen: større Haandbøger og
almindelige Sammenstillinger; heller ikke, at han saa lidt forstod at afveje mikrosko-
piske Præparaters Beviskraft. Indblik i alt dette gaves dem først ved den trykte
Efterskrift til den trykte Disputats, ved den Fremstilling af Afhandlingens ,Til-
bliven, som Forfatteren gav som Indledning til Forsvarsakten, og ved de forskjel-
lige Afsnit af denne.
Professor Reinhardt fremhævede endnu for sit Vedkommende, at der i
Disputatsens første Halvdel fandtes gjentagne, til Dels ret skarpe Angreb paa ham
og hans Arbejder. Denne Omstændighed maatte gjøre ham ængstelig for, at en
krænket Følelse muligvis kunde paavirke hans Dom, og maatte derfor ogsaa gjøre
ham betænkelig ved ubetinget at forkaste Disputatsen. Ved de forud gangne For-
handlinger om Kand. Taubers Fritagelse for Magisterkonferens, hvilken Fritagelse
han hver Gang havde modsat sig, var det blevet hævdet, at Forsvaret for den
eventuelle Disputats og de den vedføjede Theses vilde give Lejlighed til at prøve
Forfatterens naturhistoriske Kundskaber, for saa vidt man mente, at hans offent-
liggjorte Arbejder ikke vare Garanti nok. Der var derfor ved denne Lejlighed
efter hans Mening lagt særlig Vægt paa det mundtlige Forsvar, og da han ikke
ubetinget turde nægte, at det kunde veje noget op mod Afhandlingens Mangler,
ansaa han det for rigtigt, at Disputatsen antoges, saa at dette kunde finde Sted.
Denne Indstilling blev behandlet paa et den 22. Novbr. afholdt Fakultets-
møde. Om Sagens Udfald gjorde Dekanus den 25. s. M. Indstilling til Ministeriet.
I denne Skrivelse hedder det, at Dekanus ved Cirkulæret om Mødet havde anmodet
Professor Schiødte, s<>m havde overværet Akten indtil kort før dens Afslutning, om
Akademiske Grader.
69
at udtale sig, helst skriftlig, til yderligere Vejledning for Fakultetet. Denne Ud-
talelse angik imidlertid kun Oppositionens Form og Valg af Stof som utilstrækkeligt
til derpaa at begrunde en Dom, medens deri intet fandtes om Maaden, hvorpaa
Forfatteren havde forsvaret sig imod de gjorte Indvendinger, noget, som paa Grund
af den korte Tid, der maatte levnes ham til den skriftlige Udtalelse, vel kunde
været forklarligt nok, skjønt paa den anden Side det Spørgsmaal, som forelaa,
aabenbart ikke saa meget angik Opponenternes Angreb som Disputators Forsvar.
Paa Grund heraf henstillede Dekanus i Fakultetsmødet inden Forhandlingernes
Begyndelse til Prof. Schiødte, om han vilde erklære sig ogsaa herom. Dette
skete dernæst strax i følgende Udtryk: „Afhandlingens Forfatter kunde kun
meget daarlig gjøre Rede for, hvad der gjordes Indvendinger imod, og kunde ikke
væsentlig afkræfte disse", ligesom han senere under Forhandlingerne lejlighedsvis
ytrede, at Forfatteren havde vist „Mangel paa zoologisk Kundskab, som dog ikke
stod i organisk Forbindelse med Afhandlingen, men alligevel var en saadan, hvorom
han ikke burde være uvidende" ; fremdeles, „at det ikke var berettiget at gjøre
Drøftelsen af Afhandlingen til en Prøve eller Examen, men at Forfatteren ved
denne Prøve stod meget usselt." Imidlertid fastholdt han, at der ikke forelaa
tilstrækkeligt til at fælde nogen afgjørende Dom, idet han gjorde den Paastand, at
„Sagens Kjærne" ikke var berørt af de gjorte Indvendinger. Dette modsagde de
to officielle Opponenter og søgte at oplyse, hvorledes netop de fremdragne Punkter
stode i meget væsentlig Forbindelse med „Sagens Kjærne", Spørgsmaalet om
Hvirveldyrenes Tanddannelse og Tandudvikling, uden at dette søgtes modbevist af
Prof, Schiødte, der fremdeles udtalte, at en mundtlig Forhandling derom var
ørkesløs. Fr-a andre Sider fremkom Udtalelser, i Følge hvilke man troede sig be-
rettiget til under den forestaaende Afstemning at forholde sig passiv. Afstemnin-
gen om, hvorvidt Fakultetet, efter hvad der forelaa skriftlig, og mundtlig var
ytret, vilde indstille, at Doktorgraden konfereredes cand. phil. Tauber paa denne
Afhandling og dens Forsvar, gav følgende Resultat:
1 stemte for: Professor Didrichsen.
5 stemte imod: Etatsraad Steenstrup, Professorerne Holten, Steen, Rein-
hardt og Dr. Zeuthen.
5 afholdt sig fra at stemme: Professorerne Johnstrup, Thomsen,
Thiele, Schiødte og Lektor Jørgensen.
Fakultetet kom saaledes til det Resultat, at Graden ikke burde konfe-
reres cand. phil. Tauber paa denne Afhandling og det derfor førte Forsvar.
I Anledning af, at „Morgenbladet" om denne Disputats havde skrevet, at
Handlingen havde varet halvanden Time over den foreskrevne Tid af 6 Timer,
oplyste Dekanus, at dette ingenlunde var rigtigt. Vel begyndte Akten omtrent
Kl. 10V4 og endte omtrent Kl. 5Vi — hvilket i alt Fald kun var 7 Timer - ;
men derfra maatte drages et længere Ophold af V2 Time fra Kl. 12V2—Kl. 1 og
et kortere paa 5—10 Minuter. Imidlertid bar Dekanus Ansvaret for, at Akten
dog gik c. 20— 25 Minuter over Tiden. Ingen af Opponenterne ex auditorio fik
mere end de foreskrevne tre Kvarter, de to endog mindre; Dekanus gjorde ogsaa
den sidste officielle Opponent opmærksom paa, at Tiden var forløbet; men da han
erklærede strax at ville være færdig, tog Dekanus ikke i Betænkning at finde sig
i et kort Tillæg, som han ventede kun skulde vare nogle Minuter. Det viste
sig imidlertid, at hvad der for Ovetblikket resumerede sig som meget kort,
70
Universitetet 1876—1877.
let kom til at brede sig over Forventning, naar det skulde udvikles i Ord, og
naar Opponenten fik gjort en Indvending, saa krævede Billighed, at Afhandlingens
Forfatter ogsaa fik Tid til at svare. Det maatte heller ikke lades ude af Be-
tragtning, at Disputator var usædvanlig langsom i at samle sig til Svar paa de
gjorte Angreb, spildte megen Tid med Eftersøgelse af Citater, som han ikke kunde
finde, skjønt han havde anført dem med Sidetal o. s. v., og derved selv bidrog
til at trække Forhandlingen i Langdrag.
Sluttelig tilføjede Dekanus, at, naar denne Indberetning fremtraadte i en
udførligere Form, end maaske sædvanligt var, og naar der, inden Fakultetet kom
til Afstemning, var arbejdet særlig paa at lægge Sagen saa fuldsændig til rette
som muligt, saa var det sket alene af Hensyn til den Ufordragelighed, som plejede
at gjennemtrænge enhver Forhandling om naturhistoriske Æmner hos os, og som
formentlig især fandt Næring, saa snart Forholdene ikke vare fuldkommen klare
og gjennemskuelige.
Ministeriet tilskrev derefter under 9. Decbr. Konsistorium, at der allerede
i det usædvanlige i det Resultat, hvortil Indstillingen kom, nemlig, at der ikke
skulde tildeles den paagjældende Doktorgraden, efter at hans for denne Grad
skrevne Afhandling var antaget, og uden at der ved den mundtlige Forhandling
var fremkommet Oplysninger, hvorefter det skrevne Arbejde ikke var hans eget,
havde ligget en Grund til en udførligere Fremstilling, men at den Maade, hvorpaa
Resultatet var fremkommet, og forskjellige Udtalelser om den mundtlige Akts
Karakter foranledigede Ministeriet til at ønske nærmere Forklaringer.
I først nævnte Henseende fremhævede det, at af Fakultetets 11 Medlemmer
havde 5 afholdt sig fra at stemme, uden at det bestemt kunde ses, af hvilke
Grunde, medens der for et Medlems Vedkommende forelaa Antydninger, der maatte
ønskes supplerede ved fyldigere Udtalelser. Da der saaledes hvilede en Uklarhed
over det samme Antal Medlemmers Stilling som det, der havde forelagt Ministe-
riet Resultatet, syntes det heller ikke sikkert, at dette var et virkeligt Udtryk for
Fakultetets Anskuelse om Sagen. I sidst nævnte Henseende henledede det Op-
mærksomheden paa de fremkomne Udtalelser om Oppositionens Form og dens Valg
af Stof, hvorefter det ansaas for tvivlsomt, om der paa den mundtlige Forhandling
lod sig bygge en afgjørende Dom. Hvorledes en saadan, efter de af Fakultetet
for slige Tilfælde vedtagne Regler, kom i Stand, hvilken Vægt der i Almindelighed
tillagdes det mundtlige Forsvar for en antaget Afhandling, hvorpaa Dommen til
sidst støttede sig, var af det foreliggende heller ikke tydeligt.
Ministeriet paalagde derfor Konsistorium at foranledige, at Sagen paa ny
toges til Forhandling i vedkommende Fakultet, hvoraf maatte forventes som Resultat
dels en udførligere Belysning af de oven berørte Punkter, dels en Indstilling, der
kunde betragtes som et fuldt Udtryk for Fakultetets Anskuelse.
Efter at Konsistorium i Anledning af denne Skrivelse havde forlangt Fakul-
tetets Erklæring, bragtes Sagen under Forhandling i Fakultetet. Dettes Svar blev
derefter afgivet under 27. Jan. 1877. De af Ministeriet udtalte Tvivl og de Op-
lysninger, det havde forlangt om forskjellige Spørgsmaal i Anledning af cand. pliil.
Taubers Disputats, præciseredes i Fakultetets Skrivelse saaledes:
1.	af hvilke Grunde 5 Medlemmer af Fakultetet havde afholdt sig fra at stemme
om, hvorvidt Graden skulde konfereres Tauber;
2.	hvorvidt det var et virkeligt Udtryk for Fakultetets Anskuelse om Sagen,
Akademiske Grader.
71
som forelaa i den Konklusion, „at Fakultetet var kommet til det Resultat, at
Graden ikke burde konfereres Tauber";
3.	med Henvisning1 til „de fremkomne Udtalelser om Oppositionens Form og dens
Valg af Stof'' og den derpaa byggede Tvivl, om „der paa den mundtlige
Forhandling lod sig bygge en afgjørende Dom", forlangtes oplyst,
a)	hvorledes Fakultetets Dom i slige Tilfælde kom frem,
b)	hvilken Vægt, der tillagdes det mundtlige Forsvar,
c)	hvorpaa Dommen til sidst støttede sig;
4.	Endelig forventedes en ny Forhandling, hvis Resultat skulde være, foruden
udførligere Belysning af de anførte Punkter, „en Indstilling, der kunde be-
tragtes som et fuldt Udtryk for Fakultetets Anskuelse".
Da det maatte være Fakultetet magtpaaliggende, at de forskjellige Anskuelser
kom til at ligge saa klart for som muligt med Hensyn baade til Disputatsen j
Almindelighed og til Taubers i Særdeleshed, antog Dekanus, at en skriftlig For-
handling snarest maatte føre til Maalet, idet det dog henstilledes til Fakultetet
selv at forhandle mundtlig, om dette maatte foretrækkes. De skriftlige Forhand-
linger forelaa nu fuldstændig, idet ingen Stemme havde rejst sig for nogen ny
mundtlig Forhandling.
Af disse Udtalelser fremgik nu for det første følgende:
ad 1. Det Savn af Grunde for ikke at stemme i Sagen, som Ministeriet havde
følt, var nu afhjulpet, idet Prof. Johnstrup havde ment, at en Afhand-
ling, der led af saa store Mangler, som Opponenterne paaviste, ikke burde
været antaget, og derfor ikke havde stemt, medens Professorerne Thomsen
og Thiele samt Hr. Lektor Jørgensen havd8 erklæret at mangle den for-
nødne Sagkundskab til at danne sig en begrundet Mening om Sagen,
den sidste især fordi desuden Fakultetets zoologiske Medlemmer ikke vare
enige. Prof. Schiødte havde ikke i det foreliggende fundet et fuldt an-
tageligt Grundlag for en Afstemning. Han udtalte tillige, at hvis de offi-
cielle Opponenter betragtedes som en af Fakultetet nedsat Komite, saa
antog han, at man maatte lade det bero ved deres Erklæring, hvortil imid-
lertid Dekanus bemærkede, at man hverken i det mathematisk-naturviden-
skabelige Fakultet eller, saa vidt vidstes, i noget andet vel ordnet Samfund,
lod det ubetinget bero ved en nedsat Komites Beslutninger, der her, som
andetsteds, kun kunde have Formen af Forslag til selve Fakultetet. At
denne Forretningsgang ikke anvendtes i Fakultetet, blev tilstrækkelig oplyst
i Mødet ved Oplæsning af Protokollen om, hvorledes Fakultetet ved en be-
stemt tidligere Disputats havde afgjort Spørgsmaalet om Gradens Meddelelse.
Om de under 2 og 3 nævnte Punkter havde Fakultetets Flertal vedtaget
følgende Udtalelse:
ad 2. T enhver Forsamling, hvor en Sag kom til Afstemning, afgjordes den ved
et Flertal (kvalificeret Majoritet eller simpel Flerhed) af de afgivne Stem-
mer. For Fakultetets Vedkommende havdes ingen Vedtægt, der bestemte,
hvor mange der skulde være tilstede for at tage en Beslutning; men in
casu vare de alle tilstede. Over Halvdelen stemte, og der var 5 Stemmer
imod 1, samt en Zoolog, som ikke dristede sig til at stemme for, at Graden
skulde konfereres. Indstillingen var derfor efter Fakultetets Mening et fuldt
72
Universitetet 1876—1877.
Udtryk for Fakultetets Anskuelse, og det stod næppe til nogen med rette
at fremkalde et andet, naar de ikke stemmende fastholdt deres Standpunkt,
ad 3. a. Fakultetets Dom kom frem i Henhold til de officielle Opponenters Udta-
lelser, som altid cirkulerede i Fakultetet, og i Tvivls Tilfælde, eller om
nogen maatte forlange det, forelagdes hele Fakultetet til Afgjørelse. Sidste
Gang dette skete fer Taubers Disputats, var ved Meinerts.
ad 3. b. Der tillagdes i Almindelighed det mundtlige Forsvar den Vægt, at Graden
foresloges konfereret vedkommende, naar Disputator i det hele kunde svare
for sig, selv om han paa enkelte eller flere Punkter ikke kunde rede til-
strækkelig for sig.
ad 3. c. Dommen støttede sig paa den Kundskab, Fakultetets Medlemmer fik til
Sagen ved Opponenternes Beretning, saa vidt muligt ved at overvære
Disputatsen (9 af Medlemmerne havde in casu været tilstede) og endelig
ved en eventuel Forhandling i Fakultetet.
Skjønt Fakultetet efter det sadledes udviklede ikke kunde anse en ny
Forhandling i Taubers Sag for at være fornøden, for at komme til „et
fuldt Udtryk af Fakultetets Anskuelse", var der dog, idet den af Mini-
steriet forlangte udførligere Belysning af de oven berørte Punkter maatte
gives og nu forelaa i Medlemmernes Udtalelser, derhos fremkommet Op-
lysninger, som gjorde Udtrykket af Fakultetets Anskuelse endnu fyldigere.
Fakultetet henviste derfor:
ad 4. med Hensyn til den nys nævnte Belysning til den hele Række af Ud-
talelser, idet et Uddrag deraf enten maatte gjøres meget udførligt eller
man maatte udsætte sig for ikke at gjengive enkelte Meninger skarpt nok,
men med Hensyn til det fyldigere Udtryk af Fakultetets Anskuelse præci-
serede det Stillingen ved at udhæve bestemte Ytringer af 3 Medlemmer om
deres Forhold til Afstemningen. Paa den ene Side var Prof. Schiødte
under visse negative Forudsætninger kommet til det negative Resultat, at
det ikke gik an at nægte Tauber Graden. Men paa den anden Side gik
Professorerne Johnstrups og Thieles Ytringer positivt i den modsatte Ret-
ning, idet den første havde havde erklæret, at hvis han havde afgivet Stemme
i Sagen, vilde hans Votum være blevet benægtende, og den sidste, at
han havde Valget imellem at undlade at stemme eller ganske at rette sig
efter sine sagkyndige Kollegers Flertal og valgte det første, men at han, efter
at have gjort sig bekjendt med, hvad der under den nye Forhandling var frem-
kommet i Sagen, maatte komme til at stemme imod at give Tauber Graden.
Efter det saaledes forklarede syntes altsaa en ny Afstemning, hvis Fakultetet
vilde foretage en saadan, at maatte give følgende Resultat:
for at konferere Tauber Graden vilde stemme ubetinget Prof.
Didrichsen........................................... 1
maaske Prof. Schiødte................................._•__1_
i alt maaske... 2
imod vilde stemme, foruden de tidligere, Etatsraad Steenstrup,
Professorerne Holten, Steeu, Reinhardt og Dr. Zeuthen, tilsammen 5
endnu Professorerne Johnstrup og Thiele.................__2
i alt.. . 7
undlade at stemme vilde Prof. Thomsen og Lektor Jørgensen 2.
Akademiske Grader.
73
. %
Med Hensyn til Spørgsmaalet om Aktens Varighed, bemærkede Dekanus, at
Doktorandens Ankomst vel af Prof. Didrichsen var rigtig angivet til Kl. 10;
men da andre Deltagere i Akten endnu manglede, og da Tiden til at gaa ind og
bringe Doktorandens og Opponenternes Præparater i Orden dog vel ikke regnedes
til selve Akten, saa betød denne Angivelse intet.
Hvad angik Prof. Schiødtes Udtalelser om „Oppositionens Form" frem-
satte denne kun en direkte Udsættelse paa Oppositionens Form, nemlig „dens ual-
mindelige Vedholdenhed og den polemiske Form, der i en saa fremtrædende Grad
beherskede d«n". En Opponent maatte dog vel være saa vedholdende, som han
fandt fornodent for at klare de fremdragne Spørgsmaal, og Vedholdenhed blev
her dobbelt nødvendig paa Grund af den Uklarhed, Forvirring og Uvidenhed,
Doktoranden lagde for Dagen, ligesom han selv trak Tiden ud ved forgjæves at
opsøge Citater, som, skjønt angivne med Værk og Sidetal i Afhandlingen, dog ikke
vare til at finde. De officielle Opponenter havde oplyst, at den Grund, Prof.
Schiødte underlagde sine Kolleger og de andre zoologiske Opponenter til „den
polemiske Tone", ikke kunde være tilstede, og som Styrer bemærkede Dekanus, at
ingen Opponents Ytringer forekom ham polemiske, hverken i Indhold eller Tone.
Navnlig udhævede han dette for de officielle Opponenters Vedkommende, hvilke man
særlig syntes at have for Øje. Prof. Schiødtes indirekte Kritik ansaa De-
kanus som sin Pligt at tilbagevise som umotiveret og uberettiget. Dekanus gav
Opponenterne det Vidnesbyrd, at hvor forskjellig end deres Holdning i Følge deres
Natur og Forhandlingens Beskaffenhed var, saa havde enhver af dam holdt sig
inden for Ordenen og ikke tilladt sig andre Udtryk end dem, der tjente til Belysning
af Doktorandens Arbejde.
Fakultetets Skrivelse af 27. Januar indsendtes til Ministeriet af Konsistorium
med Skrivelse af 5. Marts 1877, i hvilken det bemærkede følgende:
Den Tvivl, som Ministeriet havde udtalt, om det kunde betragtes som et
virkeligt Udtryk for Fakultetets Anskuelse, at Doktorgraden ikke skulde tildeles
Kand. Tauber, var i Ministeriets Skrivelse begrundet derved, at ved Afstemnin-
gen i Fakultetet vel kun en havde stemt for, at Graden skulde konfereres ham,
medens 5 havde stemt derimod, men at 5 andre af Fakultetets Medlemmer, altsaa
et lige saa stort Antal som det, der var kommet * til det benægtende Resultat,
havde afholdt sig fra at stemme, uden at det var klart, eller bestemt kunde ses,
af hvilke Grunde dette var sket. Under den fornyede Forhandling var der nu
fremkommet Udtalelser, der oplyste Grunden til, at 5 Medlemmer af Fakultetet
havde afholdt sig fra at stemme. Tre af disse angave det Motiv, at de manglede
den fornødne Sagkundskab til at danne sig en begrundet Mening om Sagen, medens
de to andre, Professorerne Schiødte og Johnstrup, nævnte Motiver, der angik Be-
dømmelsens Grundlag og derved stode i Forbindelse med Afgjerelsens Realitet.
Det fremgik heraf, at det Resultat, der i Indberetningen af 25. Novbr. 1876
fremstilledes som Fakultetets Dom, ikke blot havde Hjemmel i en formelt rigtig
Sammenregning af Stemmerne, alene efter deres Konklusion, men at Afgjørelsen
ogsaa maatte blive den samme ved at tage de Grunde i Betragtning, som havde
bevæget 5 Medlemmer af Fakultetet til ikke at stemme, idet af de 8 Medlemmer,
der overhovedet havde tillagt sig en Mening om Sagens Realitet og derfor kunde
anse sig i Stand til at votere om denne, et Flertal af 5 havde udtalt den Anskuelse,
Universitets A årbog.	10
74	Universitetet 1876—1877.
•.
der i Indberetningen betegnedes som Fakultetets Dertil kom, at der under den
nu stedfundne Forhandling var fremkommet Udtalelser, der tillode en Slutning til,
hvilket Udfald en ny Afstemning i Fakultetet vilde faa. Af de tre Medlemmer,
der ikke stemte, fordi de ikke mente at kunne have en tilstrækkelig begrundet
Dom om Sagen, havde to fastholdt dette Standpunkt, medens den ene, Prof.
Thiele, udtalte, at han, efter at have gjort sig bekjendt med, hvad der under den
nye Forhandling var fremkommet, maatte komme til at stemme imod at give Kand.
Tauber Graden. Af de to Medlemmer, hvis Grund til ikke at stemme var hentet
fra Sagens Realitet, havde den ene, Prof. Johnstrup, udtalt, at hams Votum i
Sagen vilde være blevet benægtende, medens Prof. Schiødte udtalte sig til
Gunst for Kand. Tauber. En ny Afstemning maatte saaledes, som Dekanus paa-
viste, antages at faa det Udfald, at 7 vilde stemme imod at tildele Tauber Gra-
den, 2 for, medens 2 vilde afholde sig fra at stemme. Efter de saaledes frem-
komne Oplysninger kunde der formentlig ikke længer være Tvivl om, at det
Resultat, hvortil Indberetningen af 25. Novbr. 1876 kom, nemlig at Doktorgraden
ikke kunde tildeles Kand. Tauber, var et virkeligt Udtryk for Fakultetets Dom.
Ministeriets ønske om nærmere Forklaringer med Hensyn til den stedfundne
mundtlige Forsvarsakts Karakter var foranlediget ved nogle fremkomne Udtalelser
om Oppositiouens Form og dens Valg af Stof, hvorefter det ansaas for tvivlsomt,
om der paa den mundtlige Forhandling lod sig bygge en afgjørende Dom Om
dette Punkt forelaa der i det nu fremkomne udførlige og i det enkelte gaaende
Oplysninger, særlig fra de tre nærmest sagkyndige Medlemmer af Fakultetet, af
hvilke de to vare de officielle Oppoaenter. Hertil kom end videre det af Dekanus
som Aktens Styrer i Skrivelse af 27. Jan. afgivne Vidnesbyrd med Hensyn til
Oppositionens Form. Til disse Udtalelser maatte Konsistorium for sit Vedkom-
mende henvise. Som det fremgik af det oven for oplyste om Fakultetets Afstem-
ning, havde dettes Flertal hverken under do tidligere eller de fornyede Forhandlin-
ger fundet nogen Vanskelighed ved at komme til en afgjorende Dom.
Særlig havde Ministeriet dernæst i Anledning af hine Udtalelser om den
mundtlige Akt ønsket oplyst, hvorledes Dommen over denne, efter de af Fakultetet
for slige Tilfælde vedtagne Regler, kom i Stand, hvorpaa den støttede sig, samt
hvilken Vægt der i Almindeliglfed tillagdes det mundtlige Forsvar for en antagen
Afhandling. De af Fakultetets Flertal tiltraadte Udtalelser om disse Punkter
fandtes i dets Skrivelse af 27. Jan. Da det her drejede sig om Spørgsmaal af
almindelig Betydning for alle Fakulteter, og da det ogsaa af Ministeriets Skrivelse
af 14. Febr. angaaende Tildeling af Doktorgraden til cand. mag. H. Petersen saas,
at Ministeriet lagde særlig Vægt paa dem, fandt Konsistorium sig foranlediget til
at tilføje følgende Udtalelser til det af det mathematisk-naturvidenskabelige Fakultet
vedtagne Svar.
Om Betydningen af den mundtlige Forsvarsakt indeholdt Frd. 9. Jan. 1824
§ 3 jfr. § 5 den gjældende Regel. Det krævedes efter denne til at erhverve
Doktorgraden, at Forfatteren af den af Fakultetet antagne og med Fakultetets Dom
trykte Afhandling offentlig forsvarede den saaledes, at Fakultetet fandt ham værdig
til den Grad, som han attraaede. Det var klart, at med denne Regel lod hverken
en Opfattelse sig forene, der vilde fraskrive den mundtlige Akt enhver Betydning
for Dommen over Aspirantens Kvalifikation, altsaa reducere den til en blot For-
malitet, eller en Opfattelse, der kun vilde tillægge den et saadant begrænset Formaal,
Akademiske Grader.
75
som det at bringe paa det rene, om den antagne Afhandling var Kandidatens eget
Arbejde, en Akt, der følgelig vilde blive betydningsløs og burde falde bort, naar
hverken den officielle Opposition eller nogen Opponent ex auditorio havde Anled-
ning til eller Tanke om at fremsætte den Paastand, at Afhandlingen skulde være
et videnskabeligt Plagiat. Forordningen betragtede aabenbart det mundtlige og
offentlige Forsvar, ved hvilket Aspiranten ikke blot blev prøvet af Universitetslærere,
men ved hvilket der ogsaa var givet de studerende Ret til som Opponenter at
prøve ham, som et selvstændigt og lige berettiget Led i de Betingelser, der ud-
kræves for at erhverve de akademiske Grader, som en Akt med en lige saa om-
fattende, 0111 end forskjellig artet Opgave i Henseende til Prøvelsen af Kandidaten
som Forfattelsen af den Afhandling, der var Forsvarshandlingens Grundlag. Dette
Synspunkt var ogsaa i fuldstændig Overensstemmelse med den akademiske Tradition
hos os som alle andre Steder. Medens det nærmest opfattedes som Hensigten
med Afhandlingen at vise Forfatterens Evne til sammenhængende videnskabelig
Udvikling og Dokumentation af den Opgave, han havde stillet sig, aflagde han ved
Disputationen Prøve paa, at han ogsaa formaaede at stille Opgaven rigtig og
hævde sin Løsning imod de Indvendinger, der fra andre Synspunkter kunde
gjøres mod hans Udvikling eller enkelte Punkter i den. Det var endelig saa
langt fra, at den akademiske Praxis skulde kunne siges at have fraveget hin tra-
ditionelle, af Lovgivningen aneikjendte Opfattelse af den mundtlige Forsvarshand-
lings Betydning, at det tvært imod vanskelig kunde forstaas, baade at den officielle
Opposition stadig var vedblevet at opfatte og behandle sin Opgave med den Alvor
og Fordybelse i Realiteten, som utvivlsomt stedse havde været og var Tilfældet,
og at den mundtlige Akt vedblivende kunde vække og vedligeholde den Interesse
hos de studerende, som særlig viste sig i en meget jævnlig og ofte energisk Del-
tagelse i Oppositionen ex auditorio, dersom man gik ud fra den Opfattelse, at
Akten i sig selv var enten ganske betydningsløs eller dens Betydning i alt Fald
indskrænket til saadanne særegne Forudsætninger, som det i de fleste Tilfælde vilde
være givet ikke forelaa, og som Oppositionen derfor heller ikke tænkte paa
at drøfte.
Hvad der kunde have givet Anledning til en mulig ikke saa lidt udbredt
Miskjendelse af det mundtlige Forsvars Betydning, var vel nærmest en mere over-
fladisk Hensyntagen til den Kjendsgjerning, at de Tilfælde ganske vist vare
sjældne, i hvilke Graden var blevet nægtet, skjønt Afhandlingen var antaget af
Fakultetet, altsaa paa Grund af det mundtlige Forsvars Mangler, og at af de Til-
fælde, hvor dette var indtruffet, Grunden atter hyppigst havde været den, at det
under den mundtlige Akt var blevet godtgjort, at Afhandlingen ikke var Kandi-
datens eget Arbejde. En næimere Overvejelse maatte dog gjøre det klart, at denne
Kjendsgjerning var aldeles naturlig, og i ingen Henseende stod i Strid med, hvad
der oven for var sagt om Forsvarshandlingens lovmæssige og traditionelle Betyd-
ning. At det overhovedet maatte være et sjældnere forekommende Tilfælde, at
Graden nægtedes, naar Afhandlingen var antaget, fulgte ligefrem deraf, at det
regelmæssige altid vilde være, at den, der havde kunnet forfatte en god Afhand-
ling, ogsaa var i Stand til at præstere et godt Forsvar for den. Selv om imidlertid
F'orsvaret faldt mindre godt ud, laa det dog i Forholdets Natur, at det maatte
opfordre til en skaansom Bedømmelse af det, naar en virkelig god Afhandling
var præsteret. Der laa deri en Modvægt, som burde kunne veje op mod endog
10*
76	Universitetet 1876—1877.
ikke ubetydelige Mangler ved Forsvaret. Dette var en Grundsætning, soin fulgtes
og billigvis maatte følges ogsaa i andre Tilfælde, hvor en foreskreven Prøve bestod
af en skriftlig v»g en mundtlig Del, uden at man derfor vilde falde paa at betegne
den sidste som betydningsløs. Et stærkere Eftertryk paa det mundtlige Forsvar
kom der derimod efter Forholdets Natur til at ligge, naar særegne Omstændigheder
medførte, at Afhandlingens Antagelse ikke kunde have en saa afgjørende eller
overvejende Betydning. Dette kunde tænkes af forskjellige Grunde, f. Ex. at Af-
handlingen ikke hævede sig meget over det, der udgjorde Grænsen for det an-
tagelige, eller at dens Behandlingsmaade af Æmnet gjorde en endelig Dom uden
nærmere mundtlig Forhandling vanskelig, eller at dens Æmne var af en saa spe-
ciel Natur, at en mere almindelig eller omfattende videnskabelig Dygtighed ikke
med Sikkerhed kunde sluttes deraf o. s. fr. Det vilde ikke kunne siges, at et
Fakultet aldrig under saadanne Omstændigheder buide antage Afhandlingen. En
saadan Rigorisme vilde let blive meget ubillig mod Forfatteren. Derimod vilde
et Fakultet, naar det havde antaget en saadau Afhandling, ikke blot være
berettiget, men ogsaa efter Lovgivningens Tanke forpligtet, til da at tage
et særligt og stærkere Hensyn til Forsvaret, end det under mere regel-
mæssige Forhold vilde gjore. Da imidlertid slige Tilfælde i den overhovedet ikke
overvættes talrige Række af forefaldne Disputatser kun undtagelsesvis vilde fore-
komme, kunde det lige saa lidt forundre, at de Tilfælde vare sjældne, hvor Graden
nægtedes paa Grund af Forsvaret, som det af denne Sjældenhed kunde sluttes, at
Fakulteterne skulde have opgivet deres Ret eller svigtet deres Pligt, at tage det
mundtlige Forsvar i behørig Betragtning ved Afgivelsen af deres Dom, 0111 ved-
kommende var værdig til den Grad, han attraaede. Af det bemærkede fremgik
det ogsaa, at der vanskelig kunde være Tale om at give mere præcise, almindelige
Regler end den, der havdes, for Indflydelsen af det mundtlige Forsvar. Da denne
nødvendig maatte komme til at bero paa og variere efter det konkrete Tilfældes
Beskaffenhed, vilde man ikke kunne komme videre end til instruktoriske Vejled-
ninger om Piinciperne for Bedømmelsen, hvis rette Anvendelse dog, ligesom nu,
i sidste Instans maatte bero paa Fakulteternes Samvittighedsfuldhed.
Som det var bekjendt, overdroge Fakulteterne ved enhver Disputationsakt to
af deres Medlemmer det Hverv at fungere som officielle Opponenter ved Akten.
Desforuden fungerede det vedkommende Fakultets Dekanus, eller efter Omstændig-
hederne en anden dertil af Fakultetet udnævnt Professor, som Styrer for at paase,
at Handlingen foregik paa sømmelig og værdig Maade, jfr. Undervisningsministe-
riets Skrivelse af 12. Apr. 1855, hvis Bestemmelser ere bekjendtgjorte af Konsi-
storium den 26. Apr. 1855*), De øvrige af Fakultetets Medlemmer havde intet
officielt Hverv ved Akten. Da det imidlertid var Fakultetet, der i Følge Fdg. 9.
Jan. 1824 § 3 afgjorde, om Forsvaret havde været fyldestgjørende, ligesom det i
Følge denne Bestemmelse og Bekj. 19. Maj 1854 § 2 e. var Fakultetet, der kon-
fererede Graden efter dertil erhvervet Samtykke af Ministeriet, var det klart, at
det Hverv, der var overdraget de officielle Opponenter, ikke bestod eller kunde
bestaa i, enten alene eller i Forbindelse med Styreren at fælde Dommen over det
mundtlige Forsvar. Det vilde være en Delegation af Fakultetets Myndighed, til
hvilken det vilde være ganske uberettiget. De officielle Opponnenters Hverv efter
*) Lindes Medd. 1849-56 S. 70-71.
Akademiske Grader.
77
endt Akt gik ikke videre end til at gjore Indberetning og Indstilling til Fakultetet
som Helhed, hvorefter Afgjørelsen blev truffet af dette. At nu denne Afgjørelse
meget ofte skete uden foimelig Afstemning ved stiltiende og enstemmig Tiltrædelse
af Opponenternes Indstilling, var let forklarligt deraf, at de fleste forekommende
Tilfælde ingen Tvivl frembøde, ej heller fremkaldte Modsigelse fra nogen Side.
Saa snart der derimod viste sig nogen Tvivl, eller det af nogen i Fakultetet for-
langtes, fulgte det af sig selv, at en formel Afstemning og Afgjørelse per plurima
vota maatte finde Sted. Hvorledes de Medlemmer af Fakultetet, der kaldtes til at
deltage i Afgjørelsen, uden at have noget officielt Hverv ved Disputationen, havde
at forholde sig for at skaffe sig et fyldestgjørende Grundlag for deres Votum,
derom var der ingen Regel foreskrevet. Det var navnlig ikke foreskrevet, at et-
hvert Medlem af Fakultetet, som ej var forhindret ved Forfald, skulde personlig
overvære Akten. Heller ikke vilde en saadan Bestemmelse egne sig til at være
almindelig Regel. I mange Tilfælde vilde det ganske vist føles som en naturlig
Forpligtelse af den samvittighedsfulde Meddommer, at skaffe sig en umiddelbar,
personlig Kundskab til den mundtlige Forsvarshandling ved at overvære den. Det
vilde gjælde om dem, hvis Docentkald forudsatte særlig Sagkundskab i Afhandlin-
gens og Forsvarets Æinne, i visse Fakulteter altsia om alle Medlemmerne. Der
kunde heller ikke være Tvivl om, at hin Pligt i Almindelighed blev efterkommet,
saa vidt ingen Hindringer indtraadte I saadanne Fakulteter derimod, der om-
fattede Videnskabsfag, der vel kunde være mere eller mindre beslægtede, men dog
vare indbyrdes forskjellige, og hvor der derfor vilde være flere eller færre Medlem-
mer, der ikke kunde tillægge sig en særlig Sagkundskab i det foreliggende Æmne,
stillede Sagen sig anderledes. Ligesom der her til Bedømmelsen af Afhandlingen
maatte udnævnes en særlig Komite af de i strængere Forstand Sagkyndige, paa
hvis Udtalelser de andre Fakultetsmedlemmer væsentlig maatte grunde deres Votum
om Afhandlingen, saaledes kunde det med Hensyn til den mundtlige Akt være
fuldstændig forsvarligt af det ikke særlig sagkyndige Fakultetsmedlem at grunde
sin Dom paa den Beretning, der gaves af de officielle Opponenter, og den yderligere
Forhandling, som denne mulig fremkaldte mellem dem og andre sagkyndige Med-
lemmer af Fakultetet, i- Forbindelse med den yderligere Garanti, som havdes i
Styrerens Meddelelser om Akten. Den personlige Nærværelse vilde ofte ikke give
et saadant Fakultetsmedlem noget bedre eller paalideligere Grundlag for hans
Dom og derfor blot medføre et Besvær, der i visse Fakulteter, som f. Ex. det
filosofiske, kunde antage betydelige Dimensioner uden noget tilsvarende reelt Ud-
bytte. Mellem de Tilfælde, hvor den personlige Nærværelse var en naturlig Pligt,
og dem, hvor vedkommende med fuld Føje kunde anse den for unyttig og betyd-
ningsløs, laa der imidlertid atter mangfoldige Overgangstilfælde, hvor den rigtige
Vej maatte bero paa konkrete Forhold, der unddroge sig enhver Regulering, saa
at det ogsaa her turde vise sig som det naturlige og nødvendige at stole paa, at
Fakulteternes Medlemmer vilde opfylde deres Pligter samvittighedsfuldt, og at saa-
ledes den stedfindende Ordning havde truffet det rette, n..ar den indskrænkede sig
til at fordre den officielle Opposition ved selve den mundtlige Akt sat dels under
Kontrol af Offentligheden, dels af den officielle Styrer, der ikke selv maatte del-
tage i Disputationen, jfr. den foran nævnte Skrivelse af 12 Apr. 1855 § 1 i
Slutningen, men i øvrigt ingen Tvangsregler foreskrev til Sikring af en retfærdig
Bedømmelse fra Fakultetets Side.
78
Universitetet 1876—1877.
Konsistorium bemærkede endelig, at naar de officielle Opponenter havde be-
gjært dets Bemyndigelse (il Offentliggjørelse at' en [Del af Sagens Aktstykker,
havde det , for saa vidt overhovedet en Tilladelse maatte behøves til saa-
dan Offentliggørelse, ikke kunnet anse sig berettiget til at give den. Men
da det for Videnskaben og for alle Parter maatte anse det for højst uheldigt, om
denne Sag i videre Omfang, end alt var sket, skulde drages frem for Offentligheden,
som manglede saa mange fornødne Forudsætninger til dens og de paagjældende
Forholds rigtige Bedømmelse, havde det anset det for rigtigt at henstille til alle
vedkommende at opgive Tanken herom og overdraget Universitetets Rektor at virke
i denne Retning ved personlige Henvendelser.
IJnder 13. Apr. tilskrev Ministeriet derefter Konsistorium, at da det af den
yderligere Forhandling fremgik, at Fakultetets Flertal var kommet til det Resultat,
at Doktorgraden ikke burde konfereres Kand. Tauber, ansaa Ministeriet Sagen der-
med for afgjort, idet det dog ikke kunde tilbageholde en Beklagelse af, at Fakul-
tetet ikke i dette Tilfælde havde fundet Anledning til at forkaste den indleverede
Afhandling, da der blev fundet saa store Mangler og Ufuldkommenheder ved den,
næsten umiddelbart efter dens Bedømmelse, af det af Fakultetet nedsatte Udvalg.
I Forbindelse hermed udtalte Ministeriet, at Sagen, som den nu forelaa
nærmere belyst, gav det Anledning til at fremsætte nogle Bemærkninger til yder-
ligere Overvejelse. Disse Bemærkninger angik dels de Grundsætninger, der burde
følges ved Fritagelse for Doktorander for at underkaste sig Magisterkonferensen,
dels Ordningen af Censuren over samt Fakultetets Repræsentation ved Forsvars-
handlingen. Det nærmere Indhold af Ministeriets hertil sigtende Henstillinger og
Forslag, over hvilke Konsistorium har indhentet samtlige Fakulteters Erklæringer,
og til hvis yderligere Overvejelse, i Forbindelse med forskjellige andre, Doktorgra-
dens Erhvervelse vedkommende Spørgsmaal, det har nedsat et Udvalg, hvis Ar-
bejder endnu ikke ere afsluttede, vil blive meddelt i et følgende Hæfte af nær-
værende Aarliog. I Motiveringen, der var hentet fra den hele stedfundne For-
handling, udtalte Ministeriet, at den Maade, hvorpaa man i det foreliggende Tilfælde
havde ladet det mundtlige Forsvar træde i Magisterkonferensens Sted, var forekom-
met det „at have vist sig fra en saa lidet anbefalelig eller helt forkastelig Side",—
at „mod den Maade, hvorpaa de officielle Opponenter ved den her omhandlede
Forsvarshandling havde udført deres Hverv, var der fra forskjellige i Fakultetet
nedlagt en saa bestemt Indsigelse eller med Hensyn til samme rejst en saadan
Tvivl, om Opponenterne havde holdt sig inden fur den berettigede Grænse for
Doktorandens Prøvelse" — endelig at „hvad der i ethvert Fald bestemt var kom-
met til Syne i dette Tilfælde som en væsentlig Mangel ved Sagens Afgjørelse af
Fakultetet som Helhed, var, at en Del af Fakultetets Medlemmer havde været
blottede for tilstrækkeligt personligt Kjendskab til Forsvarshandlingen, fordi de ikke
havde overværet denne".
Til Slutning udtalte Ministeriet med Hensyn til Aktstykkernes Offentliggjørelse,
at det i Følge Sagens Beskaffenhed, den Opsigt og Omtale, den havde vakt uden
for, den mulige Omtale, der senere kunde blive den til Del, og den videnskabelige
Polemik, som derved kunde fremkaldes, kunde forstaa det Forbehold med Hensyn
til Ret til Offentliggjørelse, der var taget af Etatsraad Steenstrup og Professor
Reinhardt, og at det derfor for sit Vedkommende intet fandt mod Offentliggjørelsen
at erindre, dog med Tilføjelse af det Onske, at, i Tilfælde af Offentliggjørelse,
Akademiske Grader.
79
denne kom til at indbefatte alle Sagens Akter, i hvilken Henseende det udtrykkelig
bemærkede, at der intet var til Hinder for, at derunder indbefattedes ogsaa Mini-
steriets Skrivelser.
Hermed var selve Sagen afsluttet. Under 19. Maj androg Kand. Tauber
imidlertid Ministeriet om at blive gjort bekjendt med de lians Doktordisputats ved-
rørende Aktstykker, enten saaledes, at de offentliggjordes eller saaledes, at de
stilledes til hans Disposition. Ministeriet begjærede herover en Erklæring fra Konsi-
storium, og det mathematisk-naturvidenskabelige Fakultet udtalte i denne Anled-
ning i Skrivelse til Konsistorium af 28. s. M, at dets Flertal (9 af J l Med-
lemmer) var enigt i, 1) ikke at tilraade, at Aktstykkerne stilledes til Ansøgerens
Raadighed, ikke blot af Hensyn til den Kontrol med Brugen deraf, som altid var
nødvendig ved Udlaanet af officielle, skrevne Aktstykker, men ogsaa fordi Forurin-
gen involverede Ret til Offentliggjørelsen af saa meget og saa lidt deraf, som An-
søgeren vilde; 2) at det af den sidst nævnte Grund heller ikke kunde linde det rigtigt
at tilstille Tauber en verificeret Gjenpart af Aktstykkerne; 3) at det ansaa det for at
være i Fakultetets og Universitetets Interesse, at Sagen offentliggjordes; 4) at det
overdroges Dekanus og to andre Medlemmer af Fakultetet at. sammentræde i Ud-
valg for at afgjøre, hvad der hørte til en fuldstændig OfTentliggjørelse.
Det bemærkedes derhos i Skrivelsen, at af de to andre Medlemmer i Fakul-
tetet havde ogsaa Professor Schiødte anset det for ønskeligt, at Sagens Aktstykker
offentliggjordes fuldstændig.
I Skrivelse af 9. Juni næst efter udtalte Konsistorium til Ministeriet, ved
at fremsende Fakultetets Erklæring, at skjønt det, som det blev udtalt i Slutnin-
gen af dets Skrivelse af 5. Marts 1877, i og for sig maatte anse en Olfentlig-
gjørelse af de ommeldte Aktstykker for lidet ønskelig, og skjønt derfor nogle
Medlemmer af Konsistorium havde været i Tvivl, om det ikke maatte foretrækkes
at give Kand. Tauber Adgang til at gjøre sig bekjendt med dom under Kontrol
og med Forpligtelse til ikke at offentliggjøre noget deraf, havde det dog sluttet
sig til Fakultetets Indstilling, navnlig fordi den praktiske Betydning af den sidst
ommeldte Indskrænkning let kunde vise sig som særdeles ringe, da den dog ikke
vilde eller kunde udelukke en Benyttelse af de modtagne Oplysninger paa anden
Maade end ved egentlig OfTentliggjørelse. Derimod maatte Konsistorium anse det
for rigtigt, at det Udvalg, som besørgede Offentliggjørelsen, sammensattes noget
anderledes, end Fakultetet havde foreslaaet, nemlig saaledes, at det kom til at be-
staa af Rektor, Referendarius og det mathematisk-naturvidenskabelige Fakultets
Dekanus. Udgifterne ved Offentliggjørelsen maatte bæres af Universitetet, og efter
deres Beskaffenhed kunde de formentlig kun tages af Kontoen for extraordinære
Udgifter. De Medlemmer af Konsistorium, der hørte til det mathematisk-natur-
videnskabelige Fakultet, tiltraadte denne Ændring.
Efter at Konsistorium i Overensstemmelse hermed havde gjort Indstilling til
Ministeriet, bifaldt dette Indstillingen ved Skrivelse af 20. Juni s. A., og Offent-
liggjørelsen fandt derefter Sted samme Efteraar.
2. Afgjørelser af enkelte Tilfælde.
Ligesom Ministeriet fandt sig foranlediget til med Hensyn til det mundtlige
Forsvar af cand. phil, Tauber for hans for den filosofiske Doktorgrad skrevne
80
Universitetet 1876—1877.
Afhandling at begjære yderligere Oplysninger fra Fakultetet, saaledes var det
samme ogsaa Tilfældet med Hensyn til cand. mag. H. Petersens Forsvar til Er-
hvervelse af Doktorgraden. Om dette havde de officielle Opponenter, Professorerne
Gislason og Grundtvig, udtalt, „at de vel havde fundet det af Doktoranden, Hr.
cand. mag. Henry Petersen, førte Forsvar svagt, men dog troede at maatte ind-
stille ham til Erhvervelsen af Doktorgraden". Denne Erklæring indsendtes under
14. Decbr. 1876 til Ministeriet af det filosofiske Fakultet, uden at dette hertil
knyttede nogen Bemærkning. Ministeriet tilskrev derefter under 20. s. M. Konsi-
storium, at det savnede enhver motiveret Udtalelse fra det samlede Fakultet, der
traadte frem som sammes paa de vedtagne Regler om Bedømmelsen af den indgivne
Afhandlings Værd og Forsvarets Beskaffenhed grundede Anskuelse af Sagen, og
som Følge deraf ikke paa Fakultetets Skrivelse kunde grunde en Bemyndigelse for
dette til at konferere den paagjældende Graden. Ministeriet paalagde derfor Konsi-
storium at foranledige, at Sagen paa ny blev bragt under Forhandling i Fakultetet,
for at der kunde foreligge en fuldstændig Udtalelse fra det samlede Fakultet. Efter
Konsistoriums Opfordring afholdt Fakultetet et Møde til Sagens Behandling og indsendte
s. D. den 8. Jan. 1877,en Erklæring til Konsistorium, i hvilken det ytrede følgende:
Fakultetet indrømmede vel, at Dekanus havde begaaet en Formfejl ved
ikke at ledsage de officielle Opponenters Erklæring med en paa det filosofi-
ske Fakultets Vegne udtrykkelig udtalt Begjæring til Ministeriet om Bemyn-
digelse for Fakultetet til at konferere cand. mag. H. Petersen Doktorgraden; men
det bemærkede dog, at det, da Flertallet af dets Medlemmer ikke havde overværet
den mundtlige Forhandling, og selv om saa var, ikke kunde have været tilstede
som særlig Sagkyndige, i det foreliggende Tilfælde maatte henholde sig til de
officielle Opponenters og Censurkomiteens Erklæringer. De officielle Opponenter
havde vel udtalt, at Forsvaret Yar svagt, men dog ikke af en saadan Beskaffenhed,
at det maatte betegnes som utilstrækkeligt til Erhvervelsen af Doktorgraden. Det
var fremdeles fra de officielle Opponenters Side blevet fremhævet, dels, at Oppo-
sitionen for en Del var anlagt saaledes, som om Doktoranden var nordisk Filolog
og komparativ Lingvist, hvad han ikke var, og at det nærmest var det periferiske
i Afhandlingen, ikke Sagens Kjærne, det arkæologiske, som i Hovedsagen var Gjen-
stand for Angreb —, dels, at Doktoranden selv i de Fag, som i Forhold til
Hovedæmnet maatte kaldes periferiske, havde godtgjort at besidde en vis Evne til
at behandle slige Spørgsmaal. Som Følge heraf fastholdt de officielle Opponenter,
at om end Forsvaret i flere Punkter var svagt, dannede selve Afhandlingen en
saadan Modvægt, at den efter deres Skjon kvalificerede den paagjældende til Er-
hvervelse af Doktorgraden. Hvad angik Censurkomiteens Bedømmelse, fremhævede
Fakultetet ligeledes, at i Følge denne var Afhandlingen i sin Tid antaget uden
noget væsentligt Forbehold. Det hed i den nævnte Bedømmelse bl. a.: „Vi under-
tegnede ere enige om at anbefale' den af cand. mag. H. Pedersen indsendte Af-
handling: „Om den nordiske Gudedyrkelses og Gudetros Fremtræden i Folkelivet i
Hedenold" til Antagelse af Fakultetet som værdig til at forsvares for deii filoso-
fiske Doktorgrad. Den specielle Opgave, som Forfatteren har stillet sig, nemlig
— — — —, synes os at være rigtig stillet, og at være løst paa en i det hele
taget tilfredsstillende Maade, saa at det foreliggende Arbejde maa erkjendes at
yde gode Bidrag til en alsidig Belysning af Nordens Hedenskab." Derefter hen-
stilledes det i samme Bedømmelse af Censurkomiteen til Forfatteren at underkaste
Akademiske Grader.
81
Afhandlingen en kritisk Revision, idet Komiteen „dog ikke finder sig foranlediget
til at gjøre sin Stemme for Antagelsen afhængig af, om Forfatteren maatte finde
for godt at fjærne de af den paapegede Mangler eller foretrække at lade Afhand-
lingen fremtræde i uforandret Skikkelse." I Henhold til oven omtalte Erklæringer
fra de officielle Opponenter og Censurkomiteen vedtog da Fakultetet at andrage
pia, at Ministeriet vilde bemyndige det til at konferere Kaud. Petersen den filoso-
fiske Doktorgrad.
Denne Erklæring indsendte Konsistorium under 19. Jan. til Ministeriet, idet
det bemærkede, at det med Hensyn til de Sporgsmaal, soin Konsistorium var
kompetent til at ytre sig om, ganske henholdt sig til Fakultetets Erklæring. Mini-
steriet har derefter ved Skrivelse af 14. Febr. bemyndiget Fakultetet til at konfe-
rere cand. mag H. Petersen den filosofiske Doktorgrad.
—	Da en af det lægevidenskabelige Fakultet til Ministeriet indsendt Begjæ-
ring om Tilladelse til at konferere en Doktorand den medicinske Doktorgrad
manglede den for Meddelelsen af Ministeriets Samtykke hertil nødvendige Udtalelse
af Fakultetet eller af Dekanus paa Fakultetets Vegne om Doktorandens Værdighed
til at opnaa Graden efter den mundtlige Forsvarshandling, begjærede Ministeriet
under 4. Juli 1877 en udtrykkelig Erklæring herom, ligesom det paalagde Fakul-
tetet for Fremtiden at iagttage, at slige Begjæringer støttes til en bestemt Ud-
talelse i denne Henseende
—	Fra Bestemmelsen i Frd. 9. Jan. 1824 § 2, jfr. PI. 10. Avg. 1848 og
Bekj. 19. Maj 1854 om, at Retten til at disputere for den filosofiske Doktorgrad
er betinget af, at den paagjældende har erholdt bedste Karakter til en Embeds-
examen, eller har underkastet sig en Magisterkonferens, er der i tvende Tilfælde
meddelt Dispensation.
Adjunkt ved Viborg Kathedralskole Heise androg om Tilladelse til at
disputere for den filosofiske Doktorgrad, uagtet han ikke havde bedste Karakter til
Fimbedsexamen. Han anbefaledes varmt af F'akultetet, der lagde særlig Vægt paa,
at han havde leveret værdifulde historiske Afhandlinger og blandt disse et meget
fortjenstfuldt Arbejde om Herredagen i Kjøbenhavn 1533. Konsistorium tiltraadte
denne Anbefaling, og Tilladelsen meddeltes derefter ved kgl. Resol. af 27.
Novbr. 1876.
Cand. philos. E. Chr. Hansen androg om Tilladelse til at disputere, uagtet
han ingen Magisterkonferens havde absolveret. Denne Andrager, der er født i
1842, tog i 18G4 Skolelærerexamen, gjennemgik senere et Undervisnings Kursus
for begavede Seminarister ved den polytekniske Læreanstalt, og blev i 1871 Student
ved Universitetet, hvor han Aaret efter underkastede sig den filosofiske Prøve.
Det mathematisk-naturvidenskabelige Fakultet, hvis Erklæring herover begjæredes,
udtalte sig i Skrivelse til Konsistorium af 17. Marts 1877. Fakultetet delte sig
i et Flertal paa 6 og et Mindretal paa 5 Medlemmer, af hvilke sidste de 4 ube-
tinget stemmede for Fritagelsen, medens 1 subsidiært vilde stemme derfor, saa-
fremt Fakultetet ikke efter hans Forslag maatte ville „stille i Udsigt nu at ville
anbefale en saadan Modifikation af Magisterkonferensen, hvorefter et større Omfang
af Kemi kompenserede en Indskrænkning i andre Bifag " Mindretallet anbefalede
Andragendet af Hensyn til Ansøgerens djgtige og energiske videnskabelige Virk-
somhed, hans flittige Studium af Kemi, hans tidligere meget vel bestaaede Prøver,
deriblandt i Zoologi, Botanik og Jordbundslære for begavede Seminarister og hans
Universitets Aarbog.	11
82
Universitetet 1876—1877.
Alder og Livsgang. Flertallet derimod erindrede om, at de vel grundige, men
alene i enkelte Retninger gaaeude videnskabelige Afhandlinger, Andrageren havde
præsteret, ikke kunde erstatte det videnskabelige Overblik over alle tre Naturriger,
som fordres til en Magisterkonferens, derunder Kundskab til Mineralogi og Geognosi,
som i Følge Fakultetets tidligere Udtalelse til Ansøgeren, da han androg paa, at
disse Fag maatte erstattes ved Kemi og Jordbundslære, „give den uundgaaelig
nødvendige Nogle til For&taaelsen af de to organiske Naturrigers Historie". Derhos
udhævede Flertallet, at de elementære Prøver ved det for begavede Seminarister
indrettede Kursus ikke kunde betragtes som Ækvivalent for Magisterkonferensen
og i alt Fald ikke omfattede Mineralogi og Geognosi, samt at Ansøgeren vel i
Aar var en Del ældre end de, der maatte betragtes som hans samtidige ved Uni-
versitetet, men endnu ikke havde sine præliminære Studier liggende saa langt til-
bage i 'liden, at det kunde være nogen synderlig Byrde for ham at supplere og
udvide dem overensstemmende med Magisterkonferensens Fordringer. Dertil kom
endelig det betænkelige i, for Følgernes Skyld, at afvige fra de gjældende Regler
uden vægtige Grunde, og at netop disses Overholdelse var i de studerendes egen
interesse, da i Almindelighed just de dygtigste snarest vilde komme til at føle
Savnet af det gode Grundlag, som et vel anlagt og rigtig begrænset Fkamens-
studium skabte. Sluttelig oplyste Dekanus, at det oven nævnte Forslag af Prof.
Thiele, der var fremkommet i det sidst afgivne Votum, ikke havde været bragt
til Forhandling i Fakultetet, da der nu ingen Ansøgning forelaa om Modifikation
i Magisterkonferensen
Konsistorium indsendte Fakultetets Erklæring med Skrivelse af 24. Marts, i
hvilken det bemærkede, at det, da Fakultetets Flertal havde fundet Betænkelighed
ved at tilraade Afvigelse fra den almindelige Regel, for sit Vedkommende maatte
l'raraade at bevilge Ansøgningen. Efter at Ministeriet i den for Kongen nedlagte
allerunderdanigste Forestilling havde udtalt, at det ikke skjønnede, at der kunde
være Betænkelighed ved at imødekomme Andragendet, hvortil baade de af Ansø-
geren alt præsterede fortjenstlige Arbejder og hans mere fremrykkede Alder inde-
holdt en stærk Opfordring, blev det ved kgl. Resol. af 11. Juni 1877 tilladt
cand. philos. E. Chr. Hansen at disputere for den filosofiske Doktorgrad i det
inathematisk-naturvidenskabelige F'akultet uden lorud at underkaste sig en Ma-
gisterkonferens.
— Et Andragende fra Dr. phil. Wilkens om Tilladelse til at holde Fore-
læsninger ved Universitetet inden for det rets- og statsvidenskabelige F'akultet i
statsvidenskabelige Discipliner sendte Ministeriet til Konsistoriums og det rets- og
statsvidenskabelige Fakultets Erklæring. Fakultetet ytrede i denne Anledning i
Skrivelse af 13. Jan. 1877 følgende: For at meddele Andrageren, der som Dr.
phil. efter Bestemmelsen i Frd. 9. Jan. 1824 § 7 alene var berettiget til at holde
Forelæsninger inden for det filosofiske Fakultet, den ansøgte Tilladelse, maatte det
være en Betingelse, at han ved do af ham offentliggjorte Arbeider havde godtgjort
væsentlig den samme Modenhed i den Fagkreds, der ved Indretningen af det stats-
videnskabelige Studium ved Universitetet var blevet samlet til et hele, som den,
for hvilken en ved det rets- og statsvidenskabelige F'akultet for et til bemeldte
Discipliner henhørende Arbejde erhvervet Doktorgrad vilde afgive Borgen. For saa
vidt Andrageren i saa Henseende henviste til sit i Trykken udgivne samfundsfilo-
sofiske Værk „Liv—.Nydelse—Arbejde" samt til en af ham forfattet Afhandling
Akademiske Grader.
83
om Værdibegrebet, havde han imidlertid, i Følge den af de statsvidenskabelige
Professorer afgivne Krklæriug, ved disse Arbejder — af hvilke det først nævnte,
der af Forfatteren selv betegnedes som en „Indledning til Socialvidenskaben", kun,
og det nærmest kun i sidste Afsnit, berorte visse Partier af Økonomien, og det
sidst nævnte kun behandlede et enkelt økonomisk Begreb — ikke kunde godtgjøre
et saadant grundigt og omfattende Kjendskab til alle Økonomiens Omraader, som
maatte fordres af den, der vilde holde Forelæsninger over denne Disciplin. Men
ligesom Andrageren efter det anførte end ikke for den sidst nævnte enkelte Disciplins
Vedkommende kunde siges at have godtgjort den for Meddelelsen af den ansogte
Tilladelse fornødne videnskabelige Modenhed, saaledes afgave de af ham paabe-
raabte Arbejder aldeles intet Vidnesbyrd om Kjendskab til den øvrige Kreds af
Discipliner, der ved Indretningen af det statsvidenskabelige Studium ved Universi-
tetet vare blevne samlede til et hele. Fakultetet fraraadede derfor indtrængende
at bevilge Andragendet. Med Hensyn til Erhvervelsen af jus docendi i de her om-
handlede Videnskabsfag henledede Fakultetet Opmærksomheden paa, at der inden for
det rets- og statsvidenskabelige Fakultet kun var anordnet en juridisk Doktorgrad,
og at det eventuelt, naar nogen maatte ønske gjwnnem en akademisk Grad at op-
naa jus docendi i de statsvidenskabelige Fag, vilde være at tage under Overvejelse,
om der ikke burde anordnes en Doktorgrad i de statsvidenskabelige Fag, hvortil
da Adgangen efter Analogien af Bestemmelsen i Frd. 9. Jan. 1824 maatte staa
aaben for dem, der havde underkastet sig statsvidenskabelig Examen med føiste
Karakter.
Konsistorium indsendte denne Erklæring med Skrivelse af 11). Jan., idet det
bemærkede, at det fuldkommen tiltraadte den. Ministeriet tilskrev imidlertid Konsi-
storium under G. Febr., at det dog forekom Ministeriet, at Ansøgerens literære
Arbejder afgave et umiskjendeligt Bevis for, at han besad en saadan almindelig
videnskabelig Modenhed og Dygtighed, at der, naar man tillige saa hen til, at
han allerede som doctor philosophiæ havde jus docendi ved Universitetet, ikke
kunde være overvejende Betænkelighed ved at komme hans Ønske indtil en vis
Grænse i Møde. Ministeriet bevilgede ham derfor Tilladelse til i et Aar, altsaa i
to paa hinanden følgende akademiske Semestre, at holde Forelæsninger inden fol-
det rets- og statsvidenskabelige Fakultet i de statsvidenskabelige Discipliner.
— I Anledning af et Andragende fra Prof., Dr. phil. V. Schmidt om
Tilladelse til at holde Forelæsninger inden for det theologiske Fakultet ytrede be-
meldte Fakultet under 16. Maj 1877, at da han som Dr. phil. havde Ret til at holde
Forelæsninger ved Universitetet, da han end videre havde udgivet flere store viden-
skabelige Værker, der fra en vis Side berørte det gi. Testamentes Historie og
viste Forfatterens Interesse for samme, og endelig, da han var theologisk Kandidat
med bedste Karakter, fandt Fakultetet intet at erindre mod, at Tilladelsen blev
givet. Ministeriet meddelte ham derefter den ansøgte Tilladelse ved Skrivelse af
29. s. M.
V. Akademiske Højtideligheder.
Det foran Side 1 nævnte Udvalg, der var nedsat for at tage forskjellige
Universitetsforhold under Overvejelse, paa hvilke Universitetets da værende Rektor,
11*