8
Universitetet 1876—1877.
7. Maj 1788 og i senere, Universitetet betræffende Anordninger er befalet, dem
vedkommende.
") Om Universitetets Stipendier indeholdes Oplysning i A. W. Scheels Universitetspro-
grarn fra 1844 og en kortfattet Udsigt i IJniversitetsaarbogen 1873 75 S. 132 ff.
Opslag om ledige Stipendier gjores i Universitetsbygningen.
Angaaende del Uforniuenhedsbevis (testimonium paupertatis), som skal fremlægges
ved Ansøgning om Universitetsstipendier, se Bekj. 24. Jan. 1835."
II. Det akademiske Lærersamfnnd samt Censorerne ved Universitetets
Examiua.
1. Om nogle Forandringer i de faste Censorers Tal og Lønning.
Da faste Censorer i Aaret 1871 bleve indførte, tilskrev Ministeriet under
18. April s. A. Formanden for de lægevidenskabelige Censorer, at det, saafremt
det ved Fordelingen af Fagene mellem Censorerne maatte findes ønskeligt at faa
en 10de Censor beskikket, maatte udbede sig snarest muligt underrettet om, i
hvilke Fag han vilde komme til særlig at censurere, for at det fornødne Valg
derefter af Ministeriet kunde blive truffet. Der kom imidlertid den Cang ingen
Indstilling herom. Først i 1877 blev Sagen i en noget forandret Form bragt frem
i en Indstilling af 15. Jan. fra den da værende Formand for de lægevidenskahe-
ligo Censorer, Overlæge, Dr. med. Hirschsprung.
Han mindede heri om, at da Censorinstitutionen i Henhold til Lov 25. Marts
1871 traadte i Kraft ved den lægevidenskabelige Examen, bleve de 14 Fag; i
hvilke der examineres ved Examens to Afdelinger, fordelte mellem 9 Censorer.
Da 2 Censorer skulde være tilstede ved hver Examination, tilfaldt der hver Cen-
sor 3 Fag, enkelte af dem endog 4. Betalingen var bestemt til 200 Rd. Paa
det Tidspunkt, da der forhandledes om de lægevidenskabelige Censorers eventuelle
Stilling, syntes der allerede i det fra 1864 stadig stigende Antal af medicinske
studerende at have foreligget tilstrækkelig Erfaring til Begrundelse af en Dom
om det betydelige Arbejde, der vilde tilfalde Censorerne. Ved Fastsættelsen af
Censorernes Antal og Bestemmelsen af det Honorar, der skulde tildeles dem, var
der imidlertid næppe lagt tilstrækkelig Vægt paa de givne Forhold. Først fra
Sommeren 1875 bevilgedes der de lægevidenskabelige Censorer et Tilskud af 200 Kr.,
saa at den aarlige Betaling nu var 600 Kr. rmidlertid var der dog endnu et
betydeligt Misforhold tilstede, og dette blev endnu stærkere fremtrædende ved en
Sammenligning med Forholdene ved de andre Fakulteter, til hvilke Tilgangen langt-
fra var saa betydelig, medens Censorerne i alt Fald til Dels vare bedre aflagte.
Haabet om, at Antallet af lægevidenskabelige studerende i Aarenes Løb dog atter
vilde aftage, havde svigtet; der fandtes endnu den samme foruroligende Tilstrøm-
ning, ja i Sommeren 1876 indstillede sig til Examens første Del ikke mindre end
41 Kandidater, et Tal, som næppe nogen Sinde tidligere var blevet naaet.
At Censurforretningerne under disse Omstændigheder maatte blive i en ikke
ringe Grad byrdefulde, vilde være indlysende, og da med Udløbet af 1ste Halvaar
i 877 det Tidsrum af 3 Aar, for hvilket Censorerne vare ansatte, udlob, og en ny Ud-
nævnelse saaledes forestod, havde de anset Tidspunktet for vel egnet til eii Hen-
vendelse til Ministeriet herom. Censorerne mindede om, at Stillingen som Censor
fordrede visse Egenskaber, der kun kunde ventes hos Mænd i en modnere Alder, i
De faste Censorers Tal og Lonning.
9
hvilken Tiden paa Grund af deres praktiske Livsgjerning ofte var taget stærkt
i ISeslag. Medens Prøverne ved theologisk og juridisk Embedsexamen for en
meget stor Del bestode i skriftlige Afhandlinger, hvis Gjennemlæsning og Bedøm-
melse Censorerne kunde udføre ganske efter deres Lejlighed, bestod den læge-
videnskabelige Embedsexamen langt overvejende af mundtlige Fag, til Dels af
meget lang Varighed for hver enkelt Kandidats Vedkommende (Kliniken, kirurgiske
Operationer), og da Tiden for disse Prøvers Afholdelse tilmed faldt paa den Del
af Dagen, der var den naturlige Arbejdstid -for Censorerne i deres private Virk-
somhed, blev Arbejdet for Censorerne til sine Tider næsten uoverkommeligt. De
ansaa derfor en mere tilfredsstillende Ordning af de lægevidenskabelige Censorers
Stilling for at være i høj Grad ønskelig, og de udtalte, at en saadan ikke vilde
kunne tilvejebringes alene ved en Lønningsforhøjelse, men at derimod en Forøgelse
af Censorernes Antal vilde være den bedste Løsning af Spørgsmaalet. Som et i
denne Retning gaaende Forslag androge de om, at der maatte blive ansat 3 nye
Censorer ved den lægevidenskabelige Embedsexamen.
Ministeriet anmodede derefter under 22. Jan. Formændene for de faste
Censorer ved de forskjellige Examiua om at tage Sagen under Overvejelse. Mini-
steriet mindede om, at der oprindelig til Bestridelse af Udgifterne med faste
Censorer ved samtlige Examina, hvor disse indrettedes, blev bevilget en samlet
Sum af 14,000 Kr. Honorarerne bleve derefter af Ministeriet fastsatte efter et
Skjøn om Arbejdets Omfang, der igjen væsentlig betingedes af Antallet af de stu-
derende, som underkastede sig de forskjellige Examina, paa følgende Maade:
ved juridisk	Examen 8 Censorer å 800 Kr......= 6,400 Kr,
—	lægevidenskabelig •— 9 — a 400 — .....= 3,600 —
—	theologisk	— 4 — a 600 —.....= 2,400 —
—	statsvidenskabelig — 2 — a 300 — .....= 600 —
—	filologisk	— 2 — a 300 —.....= 600 —
13,600 Kr.
hvorefter der forbeholdtes til Rejseudgifter............. 400 —
Denne Sum forøgedes ved Finansloven for 1874—75 med 1,800 —
for at sætte Ministeriet i Stand til at forøge de lægeviden-
skabelige Censorers Honorar fra 400 Kr. til 600 Kr.
og Summen udgjorde saaledes i det hele.............. 15,800 Kr.
Naar nu et Misforhold fremkom mellem Honorar og Arbejde ved temporære
Svingninger i Antallet af Examinander ved de forskjellige Examina, saa forekom
det Ministeriet, at dette, da dog Antallet af de studerende i det hele ikke var i
Tiltagende, maatte udjævnes ved en saadan Forandring af Honorarbeløbene ved de
enkelte Examina, at disse kom til at staa i et passende Forhold til Antallet af
Examinanderne, hvorimod Ministeriet havde ikke ringe Betænkelighed ved at hen-
vende sig til Rigsdagen om en Forhøjelse af Summen, saa meget mere som denne
efter det oven for bemærkede allerede i 1874 — 75 var blevet forhøjet. Ministeriet
onskede det derfor taget under Overvejelse af Formændene for de faste Censorer,
hvorvidt de maatte være enige i den af Ministeriet fremsatte Betragtning at
Forholdet.
Erklæringen fra Formændene for Censorerne var dateret d. 9. Febr. De
bemærkede heri, at hvis der ved Fastsættelsen af Vederlaget til Censorerne skulde
Universitets Aarbog.	2
10
Universitetet 1876—1877.
tages Hensyn til de temporære Svingninger i Antallet af Examinanderne, rnaatte
man, da disse ikke forud kunde vides, formentlig fravige den hidtil anvendte
Fremgangsmaade, forud at bestemme et aarligt Vederlag, og i Stedet derfor nor-
mere et vist Beløb for hver Examinand; men ligesom der, hvis dette skete,
ikke kunde opnaas Sikkerhed for, at den i Finansloven bevilgede Sum ikke blev
overskredet, hvorfor denne Bevilling i saa Fald formentlig maatte forandres til
en kalkulatorisk, saaledes vilde den attraaede Forøgelse af Beløbet til Censo-
rerne ved den lægevidenskabelige Examen ikke kunne opnaas ad denne Vej. Ud-
regnede man nemlig, hvor meget de forskjellige Censorers Honorarer i den forløbne
Tid havde udgjort, beregnede for hver Examinand, vilde det vise sig, at der paa
hver af Examinanderne ved den lægevidenskabelige Examen kom et betydelig
større Honorar end paa hver af Examinanderne ved de andre Examina, og Resul-
tatet af en Fordeling efter Examinandantallet vilde altsaa, ganske modsat, hvad
der var tilsigtet, blive en Formindskelse af Vederlaget for Censureringen ved den
lægevidenskabelige Examen. Tog man f. Ex. Trienniet 1873 — 75, der i denne
Henseende ikke meget afveg fra Trienniet 1872—74, fik man for hver Examinand
ved den theologiske Examen et Bidrag til Censorhonorarerne af 52 Ki\, ved den
retsvidenskabelige Examen af 67 Kr., ved den filologiske af 78 Kr., ved den læge-
videnskabelige Examen derimod, naar Censorhonorarerne ved denne for hvert Aar
regnedes til den nu fastsatte Sum 5,400 Kr., og det Antal af 135, der havde
underkastet sig den hele Examen, lagdes til Grund, af 120 Kr. Et større Antal
(157) var vel i samme Tidsrum oppe til den lægevidenskabelige Examens første
Del, og det samme havde været Tilfældet i det følgende Aar; men vilde man med
135 _|_ 157
Hensyn hertil benytte Gjennemsnitstallet — ----- som Grundlag, vilde
dog for hver lægevidenskabelig Examenskandidat udkomme c. 111 Kr. Ved den
statsvidenskabelige Examen viste sig mellem de nævnte to Triennier en betydelig
Forskjel, ved det først nævnte for hver Examinand c. 129 Kr., ved det sidst
nævnte c. 60 Kr. Skulde den tilsigtede Forhøjelse for de lægevidenskabelige Cen-
sorer opnaas, maatte der altsaa yderligere træffes en Bestemmelse om, at der for
hver lægevidenskabelig Examinand skulde erlægges et betydelig større Belob til
Censorerne end for enhver Examinand i do andre Fag. Men ligesom det syntes
klart, at der maatte blive noget hojst vilkaarligt i de Regler, man ad denne Vej
kunde komme ind paa, saaledes var det deres bestemte Overbevisning, at, som
Vederlaget nu var fastsat ved de forskjellige Fag, var det i Virkeligheden ved intet
af disse rundeligere, end at det, hvis det blev nedsat, højst sandsynlig vilde have
stor Vanskelighed at erholde Censorpladserne besatte paa en tilfredsstillende Maade,
og idet de fuldelig anerkjendte, at, som den lægevidenskabelige Examen nu var
indrettet, var Vederlaget for denne for lavt, saa de derfor ingen anden Udvej end,
saa snart som derfor var nogen Mulighed, at søge denne Mangel afhjulpet ved en
forhøjet Finansbevilling, hvilket de paa det varmeste anbefalede.
Da Ministeriet imidlertid vedblivende havde Betænkelighed ved at henvende
sig til Rigsdagen om den til den foreslaaede Udvidelse af Antallet af Censorerne
nødvendige yderligere Pengebevilling, forespurgte det i Skrivelse af 20. Febr. 1877
hos de juridiske Censorer, hvorvidt de maatte være villige til at overtage samme
Hverv for Trienniet 1877 — 80, naar Honoraret bestemtes til samme Beløb som
ved theologisk og lægevidenskabelig Embedsexamen, uemlig 600 Kr. aarlig. Da
De faste Censorers Tal og Lønning.
11
alle Svarene lede bekræftende, tilskrev Ministeriet under 28. Marts Formanden
for de lægevidenskabelige Censorer, at det herefter saa sig i Stand til at stille
et Belob af 1,600 Kr. aarlig til Disposition for 3 nye Censorer ved lægeviden-
skabelig Examen. Ministeriet begjærede derhos Forslag til Fordelingen af dette
Beløb mellem de nye Censorer. I Skrivelse af 7. April foreslog Overlæge Hirsch-
sprung, at Beløbet, da Arbejdet vilde blive lige betydeligt for hver af de tiltræ-
dende Censorer og næppe kunde ordnes paa anden Maade, deltes ligelig mellem
dem. Dette bifaldtes at Ministeiiet ved Skrivelse af 20. April, saaledes at altsaa
det hver tilfaldende Beløb udgjør 533 Kr. 33 O.
2. Forhandling om en forandret Ansættelses maade af
extraordinære Docenter.
Ved Skrivelse til Konsistorium af 11. Avg. 1876 indledede Ministeriet
for Kirke- og Undervisningsvæsenet, foranlediget vod tvende Ansøgninger om An-
sættelse som extraordinære Docenter, over hvilke Konsistorium havde ytret sig, en
Forhandling angaaende Forandringer i de hidtil fulgte Regler for Ansættelsen af
saadanne Docenter. De jævnlig til Ministeriet indkommende Begjæringer fra
yngre Videnskabsmænd om at træde i Forhold til Universitetet som extraordinære
Docenter i en eller anden Forstand havde, bemærkede Ministeriet, fremkaldt det
Onske hos det, at det maatte blive taget under alvorlig Overvejelse, hvorledes
man i Fremtiden burde stille sig til slige Begjæringer, og navnlig hvorvidt det
fra Universitetets Side maatte anses for ønskeligt, at yngre Kræfter i noget større
Omfang end hidtil knyttedes til det. Vort Fædreland havde kun et Universitet,
og Lærerpladsernes Antal ved dette var af Hensyn til de Pengemidler, over hvilke
der kunde raades, indskrænket til det allernødvendigste; af samme Hensyn fandt,
med sjældne Undtagelser, Afskedigelse kun Stod paa Grund af Alder eller Svagelighed.
Følgen heraf maatte nødvendigvis blive, at Lærerkræfternes Fornyelse i Regelen
kun kunde gaa langsomt, og at den stundom snart paa et, snart paa et andet
Punkt kunde standse, endogsaa for længere Tid. Ligesom det paa den ene Side
ganske vist ikke var ønskeligt, at der i Universitetets Lærerpersonale fandt en
altfor hurtig Yexlen Sted, saaledes vilde dot paa den anden Side ikke kunne være
andet, end at en altfor sjælden Optagelse af nye Kræfter maatte føles som en
Mangel, især i en Tid, da Videnskaben og mange dermed i Forbindelse staaende
Livsforhold udviklede sig med en niaaske aldrig før kjendt Hurtighed, idet det
kunde faa Udseende af, at Universitetet til Dels stod uden for Bevægelsen, eller
at dog i alt Fald Videnskabens officielle Repræsentant i et eller andet Fag ikke
længere fuldt bar og ledede den videnskabelige Rørelse. Det var en bekjendt Sag,
at der i de senere Aar hyppig hørtes Udtalelser, der gik i den her antydede Retning,
men udtrykte i stærkere Ord, og at der oftere paa Grundlag deraf gjordes Forsøg
paa at vække en Stemning mod Universitetet og til Dels mod al videnskabelig
Dannelse. Det var ligeledes bekjendt, at, hvor uretfærdige de udtalte Domme end
maatte betindes at være, bleve de ikke altid uden Indflydelse paa den almindelige
Mening, ligesom de i nogle Tilfælde syntes at have været bestemmende med
Hensyn til den lovgivende Magts Stilling til, hvad der stod i Forbindelse med
den højere Dannelse, særlig Universitetet. Men derved skadedes baade dette og
dets Formaal.
2*
12
Universitetet 1876—1877.
Det fortjente derfor vistnok at komme under Overvejelse, om der lod sig
finde Midler, hvorved der kunde bødes paa de oven for antydede Misligheder, og
derved de Mistydninger forebygges, som efterhaanden var komne til Orde og havde
efterladt sig Følger. Ojet maatte da fæste sig paa det, der kunde tænkes at
danne Grundvolden for Klager og Anker; men denne var uden Tvivl at søge i
vort Universitets ved Nødvendighedens Tryk indskrænkede Forhold og deraf følgende
Begrænsning i Lærerkræfterne. Navnlig lod det sig formentlig ikke nægte, at
yngre, fuldt kompetente Kræfter ofte bleve ubenyttede til Skade for dem selv og
for Videnskaben, fordi der under vore smaa Forhold ikke var Mulighed for at
skaffe dem en passende ydre Stilling, saa vel i pekuniær som i andre Henseender.
At her var en Trang at afhjælpe, erkjendtes ogsaa ved Sorø Akademis Gjenopret-
telse i 1821, idet man særlig dermed forbandt den Hensigt at aabne unge,
talentfulde Videnskabsmænd i visse Fag en fast Ansættelse, der kunde bane dem
Vejen til Professorater ved Universitetet, jfr. Koll. Tid. 1821 S. 343 og Selmers
Aarbog for 1847 S. 59. Men Udsigterne til ad denne Vej at udfylde et Savn
og tillige forskaffe Universitetet en frugtbar Tilgang forsvandt ved Akademiets
Nedlæggelse i 1848, og den eneste Vej, der i den senere Tid havde været kjendt,
var Ansættelsen af extraordinære Docenter ved Universitetet, og hertil maatte man
vistnok ogsaa for Fremtiden se sig henvist. Men til fast Ansættelse udkrævedes
der den lovgivende Magts Samtykke i hvert enkelt Tilfælde, et Samtykke, der ofte
havde vist sig vanskeligt at erholde, stundom ikke havde kunnet opnaas. Efter
den hidtil fulgte Praxis havde den faste Ansættelse derhos været en Betingelse
for, at vedkommende havde kunnet opnaa Sæde og Stemme i det Fakultet, hvor-
under han hørte, og derved for, at han overhovedet havde kunnet komme til at
slutte sig nærmere til Universitetets Organisme.
Ministeriet mente da, at det kunde være tilraadeligt at gjøre et Forsøg paa
i et videre Omfang end hidtil og under noget friere Former end de tilvante at
drage yngre videnskabelige Kræfter ind i Universitetsvirksomheden. Men for at
dette skulde kunne lykkes, var det vistnok nødvendigt i Regelen at opgive den faste
Ansættelse for de extraordinære Docenter og dermed da ogsaa denne som Betin-
gelse for at kunne erholde Sæde og Stemme i vedkommende Fakultet. Klarest vilde
Forholdet derefter formentlig blive, naar Udnævnelsen til extraordinær Docent skete
paa et bestemt Aaremaal, i hvilken Henseende 5 Aar vistnok kunde anses for en
passende Tidsgrænse. Baade efter Forholdets Natur, navnlig da der som aller-
oftest vilde blive Tale om yngre Videnskabsmænd, og fordi Universitetets Penge-
forhold krævede den største Sparsommelighed, burde der formentlig kun tænkes
paa lavere Lønninger; maaske kunde man som den almindelige Regel, fra hvilken
dog under særlige Omstændigheder kunde gjores Undtagelser, bestemme sig for
Lønninger ikke over 1,000 Kr. Selv med en saadan Begrænsning vilde det imid-
lertid være nødvendigt at erhverve en Lovbevilling i dette Øjemed.
Efter Ministeriets Begjæring indhentede Konsistorium Erklæringer fra samtlige
Fakulteter angaaende den her fremsatte Tanke.
Det theologiske Fakultet ytrede (13. Oktbr. 1876), at man med Tak
maatte paaskjønne Ministeriets Interesse for at drage yngre videnskabelige Kræfter
ind i Universitetsvirksomheden. Saa længe der ikke var Tale om at indskrænke
Antallet af de faste Lærerpladser, kunde Lærerkræfternes Forøgelse kun være Uni-
versitetet velkommen. Alligevel kunde Fakultetet ikke tilbageholde en Tvivl om,
Om Ansættelsesmaaden af extraordinære Docenter.
13
hvorvidt der opnaaedes noget væsentligt ad den af Ministeriet foreslaaede Vej.
Naar saadanne Ansættelser af unge Mænd skulde holdes inden for de Grænser,
som Universitetets Tarv og Værdighed foreskrev, maatte de forudsætte Besiddelsen
af en akademisk Grad eller, i Mangel deraf, af saadanne videnskabelige Ydelser,
at det vedkommende Fakultet turde give Ansøgeren sin Anbefaling, da den om-
talte Foranstaltning ellers let kunde blive Vejen til at fremme Middelmaadigheden,
idet nemlig Kandidater, der endnu ikke vare komne synderlig ud over det Maal,
der kræves til theologisk Examen, kunde ønske at optræde som Docenter ved
Universitetet. Men var vedkommende virkelig kvalificeret, vilde der næppe opnaas
noget ved en Ansættelse som den foreslaaede. Enhver, som havde erhvervet en
akademisk Grad, havde dermed Ret til at holde Forelæsninger, og Universitetet
kunde i det Smithske Stipendium byde de særlig lovende unge Mænd en Under-
støttelse af samme Størrelse som den Løn, der her var foreslaaet. Ministeriet
antydede selv, at der paa ingen Maade med selve denne Ansættelse skulde være
givet en Fortrinsret til ledige Professorater, et Forbehold, hvorpaa der ganske
vist maatte lægges Vægt. Men saa let som dette var at opstille som en For-
dring, saa vanskeligt vilde det være at gjennemføre i Virkeligheden. Dels vilde
det være overmaade vanskeligt at skaffe sig paalidelig Kundskab om, hvad Værd
de holdte Forelæsninger havde haft, og dels vilde der, naar en ung Mand blot
havde vist nogenlunde Dygtighed, altid være Utilbøjelighed til at udelukke ham
fra den attraaede Livsvej, selv om man kun havde ringe Forventninger om ham.
Naar det end videre var foreslaaet at give de saaledes ansatte Sæde og
Stemme i det vedkommende Fakultet, maatte Fakultetet paa det bestemteste fra-
raade dette, efterdi det vilde være at sætte Kræfter, der pndnu arbejdede paa
Prøve, ind i Styrelsen af den Institution, de attraaede at tjene. Et Fakultets
Optræden i det hele og navnlig de Erklæringer, der afæskes det, kunde kun tabe
i Vægt, naar Majoritet eller Minoritet var afhængig af, hvorledes disse uprøvede
Medlemmer stillede sig. Man vilde bedst indse, hvor besynderlig en saadan Del-
tagelse i Fakultetets Forhandlinger vilde være, naar f. Ex. Gjenstanden for disse
ene var de værdigste Ansøgeres Adkomst til et ledigt Professorat.
Men naar de omtalte Fordele ikke kunde tilstaas uden at gjøre saadanne
Ansættelser til en Mislighed for Universitetet, saa Fakultetet ikke, at en Foran-
staltning som den foreslaaede kunde faa nogen Betydning for Universitetets Frem-
tids Udvikling. Der vilde ikke derved aabnes andre Veje eller Vilkaar for yngre
Kræfters Erhvervelse end de, der allerede nu existere. Derimod troede Fakul-
tetet, at det ved en Modifikation i Anvendelsen af de paatænkte Pengemidler vilde
være muligt at gjøre Universitetet en virkelig Tjeneste. Thi medens et ikke
ubetydeligt Antal begyndende Videnskabsdyrkere kunde opnaa saadanne mindre
Understøttelser, savnede man nogle færre, men større Lønninger for de langt
mindre hyppige Tilfælde, hvor der fandtes virkelig betydelige videnskabelige Kræf-
ter, som Universitetet maatte have særlig Interesse af at kunne knytte nærmere til
sig, men for hvilke ingen normerede Pladser i Ojeblikket vare ledige. Universitetet
savnede Midler til at fastholde saadanne Mænd og berede dem Vilkaar til at leve
uforstyrret for videnskabelige Studier; en Understøttelse af kun 1000 Kr. aarlig
vilde ikke kunne fritage dem for at maatte søge Erhverv paa anden Maade, og
de vilde saaledes ikke kunne hengive sig til et grundigt Studium af deres Viden-
skab, der gjorde Fordring paa deres udelte Tid. Hvis enkelte bedre lønnede An-
14
Universitetet 1876 — 1877.
sættelser kunde opnaas, troede Fakultetet, ut der var al Grund til at være Mini-
steriet taknemlig; men den i Ministeriets Skrivelse paatænkte Foranstaltning maatte
Fakultetet af oven nævnte Hensyn bestemt fraraade.
Det rets- og- statsvidenskabelige Fakultet udtalte (20. Sept.), al
det store Antal Vakancer, som i de sidste Aartier vare indtrufne i Fakultetet,
havde haft til Følge, at der ikke havde gjort sig nogen Trang gjældende til An-
sættelse af extraordinære Docenter i de Videnskabsfag, der hørte til Fakultetets
normerede Omraade. I de nu værende Fakultetsmedlemmers Kmbedstid var der,
saa vidt det erindredes, heller ikke forebragt Fakultetet noget Andragende om
saadan Ansættelse. Derimod havde der i det Tidsrum, som gik forud for Sles-
vigs Afstaaelse, været beskikket extraordinære Docenter til at holde Forelæsninger
over slesvigsk Ret, og i de sidste Aar havde der været Spørgsmaal om Ansæt-
telse af en extraordinær Docent til at foredrage den særlige islandske Ket; men
til denne Art af extraordinære Docenter sigtede Ministeriets Skrivelse vistnok ikke.
Det var imidlertid en Selvfølge, at Forholdene ogsaa for det rets- og statsviden-
skabelige Fakultets Vedkommende i Tidens Lob vilde kunne stille sig svaledes, at
den samme Trang til Ansættelse af extraordinære Docenter i Fakultetets normerede
Lærefag vilde kunne gjøre sig gjældende som i de øvrige Fakulteter.
Hvad Sagen i sin Almindelighed angik, forekom det Fakultetet, at den
frembød to Sider, som vel burde holdes ude fra hinanden. En yderligere Ind-
skrænkning i de fast ansatte Docenters Tal end den, som var givet med de nu
værende Forhold, vilde vistnok være aldeles utilraadelig. Tvært imod maatte det
anses for særdeles ønskeligt, om en Forøgelse af de til dette Øjemed henlagte
Midler kunde linde Sted. De Forhold, paa hvilke Ministeriet selv havde henpeget
i sin Skrivelse, at vi her i Landet kun havde et Universitet, og at en alt for
hurtig Vexlen i Universitetets Lærerpersonale ikke i og for sig kunde anses for
ønskelig, vilde nødvendigvis medføre, at der til Tider fremstod yngre Videnskabs-
mænd af en almindelig anerkjendt fremragende Dygtighed og med et saa afgjort
Talent for produktiv videnskabelig Virksomhed, at det med Sikkerhed kunde siges
at ville blive et Tab for Universitetet, om disse Mænd ved at indtræde i andre
Livsstillinger skulde unddrages fra Virksomhed i Universitetets Tjeneste. Onsket
om at knytte saadanne Mamd til Universitetet vilde kunne være meget levende,
om der end ikke paa den Tid var nogen nær Udsigt til, at der vilde indtræde en
Vakance i de for det paagjældende Fag normerede Professorater. De foran nævnte
Forhold kunde fremkomme ikke blot med Hensyn til Lærefag, som vare repræsen-
terede ved normerede Professorer, men ogsaa med Hensyn til saadanne Videnskabs-
fag, for hvilke det ikke var anset for nødvendigt at have noget fast Professorat,
i det Tilfælde nemlig, at der til en vis Tid her i Landet fandtes en Personlighed,
som havde lagt en ganske særlig Dygtighed i det paagjældende Fag for Dagen.
For at Universitetet imidlertid i slige Tilfælde skulde kunne naa det tilsigtede
Maal, at knytte vedkommende paa en varig Maade til sig, vilde det under alminde-
lige Forhold være nødvendigt, at der gaves ham en fast Ansættelse og en Løn.
som stod i passende Forhold til hans Dygtighed og videnskabelige Betydning,
hvad ikke vilde være Tilfældet med en Lønning af 1000 Kr. om Aaret. Det var
jo ogsaa den her angivne Tanke, som i sin Tid laa til Grund for Anordningen af
Kontoen til videnskabelige Formaals Fremme paa Universitetets Normalreglement,
og denne Konto fandtes jo endnu paa Universitetets Budget. 1 Tidernes Lob var
Om Ansættelsesmaaden af extraordinære Docenter.
15
den imidlertid blevet saaledes belastet med forskjellige faste Udgifter, at der paa
samme ikke var noget tilovers til Ansættelse af nye Docenter, hvorfor det vilde
være særdeles ønskeligt, om den lovgivende Magt vilde bevilge en Forhøjelse af
Kontoen til det her omtalte Ojemed. At den her nævnte Klasse af extraordinære
Docenter burde have Sæde og Stemme i vedkommende Fakultet, var en Selvfølge.
Forskjelligt herfra var derimod det Spørgsmaal, om det ikke maatte være
ønskeligt, at der paa Universitetets Budget havdes en Konto, som kunde benyttes
til Understøttelser til yngre Videnskabsmænd, som havde godtgjort en saa betyde-
lig videnskabelig Dygtighed, at deres fortsatte Studier maatte anses for at være i
Videnskabens og Universitetets Interesse, og som derhos ønskede at prøve deres
Kræfter i Forelæsnings Virksomheden. For en Del vilde en saadan Konto komme
til at virke i lignende Retning som det Smithske Stipendium for videre komne,
og det vilde vel ogsaa oftere blive Tilfældet, at Understøttelse af samme blev til-
lagt de mere fremragende blandt dem, som havde nydt eller endnu nød det Smith-
ske Stipendium. Men ved Siden heraf vilde en saadan Konto have til Formaal at
liemkalde en Forelæsningsvirksomhed, der i og for sig kunde være af Betydning
for Universitetet og tillige danne en heldig Forskole for fast Ansættelse ved dette.
En Understøttelse af denne Konto burde vel derfor være knyttet til den Forud-
sætning, at vedkommende skulde holde Forelæsninger i sit Fag; men der kunde
dog ikke være Spørgsmaal om at gjøre denne Forudsætning til en Forpligtelse af
samme Udstrækning som den, der gjælder for de faste Docenter. Der maatte saa-
ledes vistnok tillægges dem, hvem denne Konto kom til gode, frit Valg med Hen-
syn til Forelæsningsæmner, og man burde end ikke forlange af dem, at de i hvert
Halvaar skulde holde Forelæsninger. Efter Understøttelsens hele Karakter burde
den være midlertidig og behøvede maaske ikke at overstige et Beløb af 1000 Kr.
om Aaret. Derimod vilde det efter Fakultetets Mening ikke være rigtigt at give
dem, som erholdt samme, Sæde og Stemme i vedkommende Fakultet, og de burde
vistnok heller ikke kaldes Docenter ved Universitetet. Det vilde nemlig ikke kunne
overses, at der var flere Fakultetsanliggender, i hvilke det vilde være lidet passende
at give saadanne Stipendiater Stemme, f. Ex. alle Spørgsmaal om Besættelsen af
Lærerpladser, men selv i andre Sager vilde det være mindre heldigt, om deres Af-
stemning skulde være afgjørende for Fakultetets Beslutning, hvad jo navnlig vilde
kunne blive Tilfældet, naar et enkelt Fakultet til en vis Tid havde et forholdsvis
større Antal af dem. Men dernæst talte imod at indordne dem blandt Universi-
tetets Læreie, at man herved vilde være udsat for at miste den fulde Frihed, ikke
blot, naar der var Spørgsmaal om en Fornyelse af Understøttelsen, men ogsaa
naar der blev Tale om Besættelsen af en Vakance i et Professorat i det paagjæl-
dende Lærefag. Om man end nok saa meget i Udnævnelsen vilde tage et For-
behold mod, at den skulde give nogen Adkomst ved Besættelsen af en eventuel
Vakance, vilde enhver vide, at der skulde meget til at overvinde den Pression, som
altid faktisk gjorde sig gjældende mod at udelukke den, som en Gang var blevet
optaget i den paagjældende Organisme. Hvis Ministeriet derfor vilde fastholde, at de
yngre Videnskabsmænd, hvem der af Universitetets Midler tillagdes en midlertidig
mindre Understøttelse af den foran nævnte Art, skulde have Sæde og Stemme i
Fakultetet og kaldes Universitetsdocenter, maatte der nødvendigvis for saadan An-
sættelse opstilles ganske de samme Betingelser, der foran vare krævede hos dem,
som efter Fakultetets Formening burde have fast Ansættelse som extraordinære
16
Universitetet 1876—1877.
Docenter. Vilde man under hin Forudsætning slaa af paa disse Fordringer, maatte
man befrygte, at den hele Foranstaltning vilde blive til Skade for Universitetet,
idet den vilde bane Vejen for en meget uheldig Fornyelsesmaade af Universitetets
Lærerkræfter. Fastholdt man derimod hine Fordringer, burde Ansættelsen, som
tidligere bemærket, netop være fast og ikke midlertidig, samt lønnes med et langt
højere Vederlag end 1000 Kr.
Medens Fakultetet saaledes for sit Vedkommende bestemt maatte fraraade,
at Adgangen til fast Ansættelse af extraordinære Docenter indskrænkedes, idet det
tvært imod vilde finde det heldigt, om denne Adgang kunde udvides, maatte det
paa samme Tid anse det for ønskeligt, om der paa Universitetets Budget maatte
blive bevilget et Beløb til Understøttelse i den anden af Fakultetet angivne Retning.
Det lægevidenskabelige Fakultet indrømmede i sin Erklæring (Novbr.
1876), idet det gik ud fra den Forudsætning, at Antallet af de faste Docent-
pladser ved Fakultetet næppe vilde kunne vente nogen Forøgelse for det første,
at der i Fakultetet jævnlig havde været følt Trang til en Udvidelse af Lærerkræf-
terne, hvorfor Ministeriets Forslag om Ansættelse af extraordinære Docenter i og
for sig maatte være Fakultetet velkomment, selv om det ikke i et og alt kunde
slutte sig til dets Motivering. Ministeriets Udtalelse om det uheldige i, at yngre,
fuldt kompetente Kræfter ofte forbleve ubenyttede under de nu værende Forhold,
havdo ganske vist sin store Betydning for det lægevidenskabelige Fakultet, og det
ikke blot af Hensyn til Personerne, men ogsaa, og efter Fakultetets Mening endnu
langt mere, af Hensyn til Fagene. Lægevidenskaben var saa omfattende, at det
vilde være vanskeligt eller umuligt, at enhver speciel Retning inden for samme
paa et hvilket som helst givet Tidspunkt skulde kunne finde en fyldig Repræsen-
tant blandt det begrænsede Antal af Fakultetets faste Docenter. Men Erkjendelsen
heraf havde ledet Fakultetet til allerede for længere Tid siden at søge sine Lærer-
kræfter forøgede gjennem midlertidige Docenter, af hvilke Fakultetet for Øjeblikket
havde to, medens det foreløbig ikke var lykkedes Fakultetet at opnaa en lignende
Docentplads i Oftalmologien, om hvilken Fakultetet tidligere forgjæves havde gjort
Indstilling til Ministeriet*). I denne Henseende havde da Ministeriets nærværende
Forslag været Fakultetet højst velkomment, idet den nævnte Post forekom det
at være aldeles^ uundværlig. Den oven nævnte Betragtning af det faste Lærer-
personales Utilstrækkelighed havde dernæst ledet Fakultetet til ogsaa at begunstige
Optrædeisen af Privatdocenter ved at anbefale yngre, anerkjendte Videnskabsmænd
til at opnaa Tilladelse til at holde Forelæsninger ved Universitetet, selv om de
manglede den sædvanlige Kvalifikation som doctores medicinæ; exempelvis kunde
her nævnes Kommunelæge C. Lange, som for nogle Aar siden fik Tilladelse til at
holde en Cyklus af Forelæsninger over Rygmarvens Pathologi. Fakultetet kunde af
de her nævnte Grunde for saa vidt slutte sig til Ministeriets Tanke i denne Ret-
ning, som den gav Fakultetet Udsigt til, at den Trang til Forøgelse af Lærer-
kræfter, som allerede var følt og delvis afhjulpet, ogsaa fremdeles vilde kunne
forventes afhjulpet, maaske endog i en større Udstrækning end hidtil. Det var
efter det foregaaende klart, at Fakultetet ikke havde haft saadanne yngre Viden-
skabsmænd for Øje, som for deres egen Uddannelses Skyld kunde ønske at op-
træde som Docenter, men at Fakultetet her, for at benytte Udtrykket i Ministeriets
*) Se Univ. Aarb. 1873—75 S. 58 og 60.
Om Ansættelsesmaaden af extraordinære Docenter.
17
egen Skrivelse, tænkte paa fuldt kompetente" Kræfter, eller med andre Ord paa
Mænd, der havde opnaaet en ualmindelig Dygtighed i en eller anden Retning,
som ikke var fyldig repræsenteret i Fakultetet. At ansætte unge Videnskabsmænd
som extraordinære Docenter, mere for deres egen Skyld end for Videnskabens,
vilde ganske faa Karakteren af et Stipendium, og man vilde ikke i nogen Hen-
seende med Fordel kunne give saadanne Stipendiater Sæde i Fakultetet, hvorimod
extraordinære Docenter, i Lighed med vore nu værende midlertidige Docenter, meget vel
kunde optages i Fakultetet med visse neden for nærmere betegnede Indskrænkninger.
At saadanne extraordinære Docenter ansattes midlertidig pna et vist Aare-
maal, maatte man for det lægevidenskabelige Fakultets Vedkommende, der ved sit
Forhold til den praktiske Undervisning paa Hospitalerne dog unægtelig var stillet
noget anderledes end de øvrige Fakulteter, finde baade overensstemmende med,
hvad der hidtil havde fundet Sted med Hensyn til de midlertidige Docenter, og i
og for sig for særdeles passende, idet saa vel de personlige Kræfter, der paa en
given Tid kunde staa til Raadighed, som ogsaa Trangen til at faa en extraordinær
Docent i et givet Kag var underkastet en vis Vexel. Det vilde, for at nævne et
Exempel, ofte kunne være ønskeligt at knytte en yngre Videnskabsmand, der havde
lagt sig efter en eller anden Specialitet eller en vis Retning inden for et Viden-
skabsfag, til Universitetet, indtil denne specielle Retning var blevet indoptaget i
det mere almindelige Fagstudium.
Men medens Fakultetet saaledes kunde være enigt i Ministeriets Forslag, for
saa vidt det angik Ansættelsen af extraordinære Docenter paa et vist Aaremaal,
under den oven for udhævede Forudsætning af, at det blev „fuldt kompetente"
Personligheder, som Valget faldt paa, og under den ikke mindre væsentlige For-
udsætning, at Ansættelsen fandt Sted for at afhjælpe en virkelig Trang med Hen-
syn til Lærerkræfter, blev Fakultetets Stilling en anden, naar Forslaget tænkte
sig disse extraordinære Docenter lønnede med 1000 Kr. aarlig. Det var nemlig
Fakultetet klart, at det var betydelige Fordringer, som burde stilles til det Ud-
viklingstrin, hvortil saadanne Videnskabsmænd, der maatte anses for skikkede til
at optræde som extraordinære Docenter, maatte være naaede. Et Honorar af
1000 Kr. kunde imidlertid kun anses for aldeles utilstrækkeligt til at lønne en
Videnskabsmand, med den Udvikling, som Fakultetet tænkte sig fornøden, saafremt
man ellers ikke vilde udsætte sig for, at de paatænkte Poster besattes med mindre
dygtige Personligheder. Det lægevidenskabelige Fakultets to midlertidige Docenter
vare ogsaa langt bedre lønnede nemlig med 2000 Kr. aarlig. Saaledes forekom
Ministeriets Forslag om et kun ringe aarligt Honorar for de paatænkte extraordi-
nære Docenter Fakultetet at medføre Fare for, at Institutionen blev en helt anden,
end den, Fakultetet tænkte sig, nemlig blev et Slags Stipendium for videre komne,
der ikke burde lede til, at de paagjældende ansattes ved Universitetet med Sæde
og Stemme i Fakultetet. Da Ministeriets Forslag imidlertid slet ikke gik ud paa
Oprettelsen af et saadant Stipendium, vilde Fakultetet ikke forfølge denne Tanke videre.
Medens de hidtil omtalte Punkter af Ministeriets Forslag ikke havde indeholdt
noget, der var fremmed for det lægevidenskabelige Fakultet, eftersom det allerede
havde midlertidige, extraordinære Docenter, var den flere Gange oven for berørte
Tanke, som Ministeriets Forslag indeholdt: at give de omhandlede extraordinære
Docenter Sæde og Stemme i Fakultetet, maaske mere ny og usædvanlig. Imidler-
tid havde det lægevidenskabelige Fakultet ogsaa Erfaringer i denne Retning, idet
Universitets Aarbog.	3
18
Universitetet, 1876—1877.
dets midlertidige Docenter deltoge i Fakultetsforhandlingerne, for saa vidt disse
angik deres Specialfag og Ordningen af Studieplanen. Hertil bimle
efter Fakultetets Mening de extraordinære Docenters Sæ le i Fakultetet indskrænkes,
idet det ikke antog, at de øvrige, mere almindelige Forhandlingssagcr vilde have
særlig Interesse for Mænd, der dog kun paa er. mere forbigaaaende Maade vilde
væve knyttede til Universitetet. En saadan kun delvis Deltagelse i Fakultetets
Forhandlinger kunde efter dets Erfaringer fra de nu værende, midlertidige Docen-
ters Stilling i Fakultetet ikke anses for at medfore nogen som helst Ulempe.
Det filosofiske Fakultet fremsendte under 19. Septbr. 1876 en Udtalelse,
der paa et til Sagens Behandling afholdt Fakultetsmode var vedtaget med 10 Stem-
mer af de tilstede værende 11 Medlemmer, og i hvilken Fakultetet ytrede sig paa
følgende Maade om det foreliggende Spørgsmaal:
Ministeriet gik i sin Skrivelse ud fra, bemækede Fakultetet, at „en alt for
sjælden Optagelse af nye Kræfter maatte foles som en Mangel" ved et Universitet,
idet „det kunde faa Udseende af. at Universitetet til Del- stod uden for Bevægelsen,
eller at dog i alt Fald Videnskabens officielle Repræsentant i et eller andet Fag
ikke længer fuldt bar og ledede den videnskabelige Rørelse", og Ministerii t gjorde
gjældende, at der med Hensyn til vort Universitet „i d" senere Aar hyppig hørtes
Udtalelser, der gik i dei; her antydede Retning", Udtalelser, der, hvor uretfærdige
de end maatte findes at være, dog ikke bleve uden Indflydelse paa den offentlige
Mening og derved skadede Universitetets Stilling.
For saa vidt Ministeriet fra dette Udgangspunkt mente at burde komme ind
paa en ny Besæt.telsesmaade af de extraordinære Docentpladser, idet det skulde
være „nødvendigt, i Regelen at opgive den faste Ansættelse af Docenterne" og der-
imod være heldigt, at „Udnævnelsen til extraordinær Docent skete paa 5 Aar" og
med en Lønning af „ikke over 1000 Kr.", maatte Fakultetet for det første udtale,
at medens der næppe var Grund til at tage Hensyn til uretfærdige Domme over
Universitetet, vilde det formentlig for den væsentlige Del staa i Ministeriets egen
Magt at raade Bod paa Mangler ved Universitetet af den oven for fremhævede Na-
tur, hvor disse virkelig maatte findes at være tilstede. Det laa i Regeringens
Haand at fjærne de Professorer, der enten paa Grund af Alder og Svaghed eller
skortende Pligtfølelse og Dygtighed ikke fyldestgjorde de Krav, som med Føje
maatte stilles til Videnskabens officielle Repræsentanter. Dels Nødvendigheden af
at skaffe Universitetslærere i Fag, der enten slet ikke eller altfor svagt vare re-
præsenterede ved normerede Professorpladser, dels Tanken om at gjøre det muligt
for en eller anden talentfuld Videnskabsmand at kunne leve for sit Fag i en pas-
sende Virksomhed, gjorde det utvivlsomt i høj Grad ønskeligt, at der foruden de
normerede Professorer fandtes et forholdsvis ikke ringe Antal extraordinære Do-
center, og det havde derfor med Grund stedse gjældt for at være en vigtig Op-
gave for Kirke- og Undervisningsministeriet at formaa Rigsdagen til ved Bevilling
af de nødvendige Penge at sørge for, at ved slige Docenters Udnævnelse en „ikke
altfor sjælden Optagelse af nye Kræfter" kunde finde Sted. Men Fakultetet vilde
holde det for saare uheldigt, om Miuisteriet for Fremtiden vilde søge at naa dette
Maal ad den i dets Skrivelse omtalte Vej. Saaledes som Stillingen var for de
ved Universitetet i Øjeblikket virkende extraordinære Docenter, var den allerede
tarvelig nok, især naar man tænkte paa, at de fleste af dem ikke havde Udsigt
til i mange Aar at opnaa normerede Professorpladser, nogle endog slet ikke. Men
Om Ansættelsesmaaden af extraordinære Docenter.
19
skulde det blive Regel, saaledes som Ministeriet antydede, at Docenterne bleve ud-
nævnte paa 5 Aar og med en Gage af ikke over 1000 Kr., da vilde en saadan
Lon ikke blot i og for sig være en lidet værdig G<«dtgjorelse for en Virksomhed,
der krævede et stærkt videnskabeligt Arbejde af vedkommende, og hvortil man
stillede Fordringer om eu mere end almindelig Begavelse; men den vilde være saa
kummerlig, at man, selv om man vilde kunne finde unge Mænd, der lode sig an-
sætte paa slige Vilkaar, vilde paadrage sig et tungt Ansvar ved at lokke dem
ind paa en Hane, hvor der i de allerfleste Tilfælde vilde vente dem Næringssorger,
og det oven i Kjølet med den Mulighed for Øje, efter en ko;tere eller længere
Tid at blive fjærnet fra en \ ii ksomhed, der i saa Fald kun havde fort til at
umuliggjøre Adgangen i rette Tid til andre Livsveje. Lige saa indlysende som
det vur, at ingen vilde kunne leve af 1000 Kr. om Aaret, — især naar han, som
det i Almindelighed vilde blive Tilfældet, var gift —, lige saa klart var det,
at Docenter, der bleve ansatte paa de af Ministeriet omtalte Vilkaar, vilde være
henviste til, naar de ikke tilfældigvis havde privat Formue, at opfatte deres Stil-
ling ved Universitetet som en Bisag, medens de rnaatte soge ved andet Arbejde
at erhverve, hvad de behovede. Det syntes utvivlsomt, at en saadan Ordning kun
lid-1 vilde stemme med Universitetets Tarv og Ministeriets Hensigt, og end min-
dre være en heldig Ændring i den nu gjældende Besærtelsesmaade.
Idet Fakultetet altsaa indstændig indstillede til Konsistorium at fraraade Mini-
steriet den her omhandlede Plan, tilføjede det, at det selvfolgelig var en anden
Sag, saafremt Ministeriet vilde forsøge at fremme Lejligheden for unge Mænd til
at uddanne sig i videnskabelig Retning, og til f. Ex. ved Virksomhed som Privat-
docenter at forberede sig til maaske senere at træde ind blandt Universitetets
Lærere. Det Suiithske Stipendium havde siden dets Oprettelse virket saare heldig
i denne Henseende, saa at de allorfleste af de i de sidste femten Aar ansatte Uni-
versitet lærere havde det at takke for, at de havde kunnet vinde den Uddannelse,
de havde naaet. Men Universitetet miskjendte ikke, at der, da dette Stipendium
kun har faa større Pladser og er begrænset til faa Aar, vilde vu;re fortrinlig Brug
for offentlige Understøttelser med ilet nylig angivne Maal for Oje. Skulde Mini-
steren, uden at derved Midlerne til en passende Lønning for det nødvendige An-
tal fast ansatte Docenter indskrænkedes, kunne opnaa en Bevilling af Rigsdagen i
den antydede Retning, vilde han utvivlsomt giore \ idenskabeu og Universitetet
Gavn. Dog burde det endnu tilføjes, at saadanne unge Mænd, hvis Stilling væ-
sentlig vilde nærme sig til Stipendiaters, maatte antages at være altfor løst knyt-
tede til Universitetet, til at de burde optages som Medlemmer af Fakulteterne.
D t m a th e ma t i sk-n a t u r v i d ens k a b e 1 ige Fakultet bemærkede i sin
Erklæring af 21. Sept. 1876, at det vistnok ikke kunde nægtes, at Universitetets
Stilling blev vanskeligere ved at være det eneste i Laudet, og at denne Omstæn-
dighed ogsaa nødvendig medførte en rundeligere Udstyrelse med Lærei kræfter end i
de Lande, hvor der fandtes flere Universiteter; men at den ikke havde medført
nogen egentlig Standsning i den videnskabelige Udvikling i Landet, turde tilstrække-
lig fremgaa af, at saa mange danske Mænd baade i tidligere Slægtled og især
i det lu værende, deriblandt mange i en yngre Alder, havde gj»rt sig fordelagtig
bekjendte i den videnskabelige Verden. En stor Del af disse yngre Kræfter havde
Universitetet allerede draget til sig, idet der siden den 1. Jan. 1870 var ansat i
de forskjellige Fakulteter, saa vidt vidstes, 18 Professorer og Docenter, eller omtrent
3*
20
Universitetet lcS76—1877.
en Tredjedel af det hele Antal 1 ærere i Universitetets Tjeneste, deriblandt især flere
yngre Mænd. Desuagtet var der uden for Universitetet endnu Kræfter, som det
i Landets og Videnskabens Interesse vilde være nyttigt at give en Beskæftigelse,
der baade kunde komme de studerende til gode og bidrage til Docentens egen
videnskabelige Udvikling; det maatte kun ikke overses, at jo kraftigere Universitetet
virkede i Videnskabens Tjeneste, desto flere yngre Mænd vilde der rimeligvis ud-
dannes, som man kunde ønske Ansættelse ved Universitetet. Intet kunde være
dette kjærøre end at spore saadanne rigeligere Frugter af dets Virksomhed; men
den derved opstaaede Forøgelse i Videnskabsdyrkernes Antal burde dog ikke have
den Virkning, at stedse flere og flere anbragtes ved Universitetet Der var jo dog
altid en Grænse for saadan Anbringelse „allerede i vort Universitets ved Nød-
vendighedens Tryk indsk ænkede Forhold og deraf følgende Begrænsning af Lærer-
kræfterne", og en anden Grænse satte Antallet af de studerende. Den Stemning,
som søgtes vakt mod Universitetet og til Dels mod al videnskabelig Dannelse, kunde
efter det anførte ikke have sin Grund i, eller anføre som saadan, Universitetets
virkelige Stilling og Virksomhed, og den vilde næppe blive modvirket af nogle flere
extraordinære Docenters Ansættelse; hos den lovgivende Magt burde man i ethvert
Tilfælde forudsætte baade Vilje og Evne til at se Sagerne i deres rette Lys, lige-
som man turde vente, at hvad der gjordes for Universitetet og den højere Dan-
nelse, skete alene med Fædrelandets Vel for Øje
Fakultetet erkjendte imidlei tid, at der kunde være Grund til at forøge de
extraordinære Docenters Antal, naar passende Kræfter vare til Raadighed; men med
Hensyn til Maaden hvorpaa denne Tanke bragtes til Udførelse, maatte det være
af en Mening, der meget afveg fra den af Ministeriet antydede Det kunde ikke
anbefale Ansættelsen af extraordinære Docenter paa 5 Aar, som i den Tid vare
Medlemmer af Fakultet og havde 1000 Kr. aarlig i Vederlag. Fakultetet kunde
ikke være tjent med Medlemmer, som kunde skifte hvert femte Aar; de Sager,
der forelagdes Falkultetet, vare sjælden saa isolerede baade i Tid og i Forhold til
andre Fakulteter, til Konsistorium, ja til andre Statsinstituter, at man turde vente
dem rigtig bedømte af yngre Mænd, ofte uden Øvelse i til Dels praktiske Sporgs-
maals Behandling og i ethvert Fald uden Kjendskab til de historiske Forhold. En-
ten vilde saadanne unge Medlemmer ingen som helst Indflydelse faa, eller de vilde
i tvivlsomme Tilfælde ved at gribe det urelte gjøre Skade. Skulde Docenterne
derfor ansættes paa Tid, burde de være uden Sæde og Stemme i Fakultetet. Erin-
drede man dernæst, at i Regelen vare de Mænd, hvis videnskabelige Udvikling
gjorde dem skikkede til Ansættelse som Docenter, omtrent 30 Aar gamle, ja oftest
endog en Del derover, saa syntes en Ansættelse, der skulde ophøre efter en vis
Tids F^orløb, ikke at være heldig, ligesom en Løn af 1000 Kr., som var under
Adjunkternes laveste Gage, ikke kunde anses for et passende Vederlag for en
videnskabelig Undervisning eller give tilstrækkelig Ro til selvstændige, videnskabe-
lige Undersøgelser.
Fakultetet antog derfor, at der som extraordinære Docenter og Fakultetsmed-
lemmer kun burde ansættes Mænd, der kunde udfylde en ledig blevet Plads,
eller som med anerkjendt Dygtighed dyrkede et Fag eller en mere omfattende
Specialitet, der ikke var repræsenteret ved Universitetet, at deres Ansættelse burde
være saa fast som muligt, derfor ogsaa saa vel lønnet (mindst 2000 Kr. aarlig),
at der kunde være Haab om at bevare dem ved Universitetet for længere Tid.
Om Ansættelsesmaaden af extraordinære Docenter.
21
Men idet Fakultetet saaledes fastholdt de 1111 gjældende Kegler, mente det tillige,
at der, netop fordi Universitetet var det eneste i Landet, var Anledning til at
soge den Konto forhøjet, hvoraf de extraordinære Docenter for Tiden bleve lønnede.
Derhos ant"g Fakultetet, at den af Ministeriet udtalte Hensigt, at knytte yngre
Mænd i et vist Aaremaal til Universitetet, kunde opnaas paa en noget anden
Maade. Det Smithske Stipendium for Kandidater gjorde allerede nu en Fortsættelse
af Studierne efter Examen mulig, men ikke fuldt i det Omfang, hvori der var
Trang dertil. Dersom der kunde opnaas en Bevilling til Universitets Stipendiater,
uddelt af Ministeriet i Stipendier paa c. 1000 Kr., f. Ex. i 5 Aar, mod at Stipen-
diaterne optraadte som Docenter eller paa anden Maade l.igde f>»r Dagen, at de
arbejdede paa deres videnskabelige Uddannelse, saa kunde derved fremmes Studier,
der paa forskjellig Maade kunde komme Fædrelandet" til gode. Fra Universitetets
Standpunkt maatte det især udhæves, at en saadan Ordning vilde aabne sikrere
Udsigt til at gjøre et godt Valg ved Besættelsen af ledige Professorater eller
extraordinære Docentposter.
I Henhold hertil foreslog Fakultetet:
1.	at der som extraordinære Docenter, der tilmed havde Sæde og Stemme i Fa-
kultetet, kun ansattes enten Mænd, der kunde udfylde en mulig ledig blivende
Blads som Universitetslærer, eller saadanne, som med anerkjendt Dygtighed
dyrkede et Fag eller en mere omfattende Specialitet, der ikke var repræsen-
teret ved Universitetet;
2.	at disses Ansættelse blev saa fast som muligt, i det mindste saa godt lønnet
(med mindst 2000 Kr. aarlig), at der kunde være llaab om at bevare dem
for Universitetet i længere Tid;
3.	at den nu værende „Udgiftspost 7. Til videnskabelige Formaals Fremme"
paa Universitetets Hudget søgtes forhøjet;
4.	at der sogtes en passende Bevilling paa en ny Udgiftspost til Universitets
Stipendiater, hvem Ministeriet tildelte Stipendier paa 1000 Kr., mod at de
holdt Forelæsninger og Øvelser ved Universitetet, eller paa anden Maade af-
lagde Vidnesbyrd om, at de arbejdede paa deres videre videnskabelige Ud-
dannelse.
Ved under 11. Novbr. 1876 at indsende disse Erklæringer til Ministeriet,
bemærkede Konsistorium følgende: Fra Universitetets Side havde det altid
været erkjendt, at der jævnlig kunde indtræde Forhold, der gjorde en Forøgelse
af Universitetets Lærerkræfter ud over det normerede Antal ved Ansættelsen af
extraordinære Docenter i høj Grad ønskelig. K'>nsistorium havde ved mange Lej-
ligheder, og særlig ofte i de senere Aar, været i det Tilfælde indtrængende at
maatte anbefale saadanne Ansættelser, navnlig under det filosofiske og det mathe-
matisk-naturvidenskabelige Fakultet. Med ikke mindre Styrke havde det lægeviden-
skabelige Fakultet for sit Vedkommende taget Ordet herfor under de forskjellige
Forhandlinger, som i de senere Aar have fundet Sted med Hensyn til Organisa-
tionen af det lægevidenskabelige Studium. Grunden til disse Bestræbelser fra Uni-
versitetets Side havde været forskjellige. Ft Hovedhensyn havde det været og
vilde det altid være, at ikke faa Videnskabsfag, der ikke burde være uden for
Universitetets Fagkreds, enten slet ikke vare repræsenterede ved normerede Pro-
fessorer eller vare for svagt repræsenterede i Forhold til deres Omfang og navnlig
den Udvikling, de i nyere Tider havde faaet, hvorved ofte nye Forgreninger af
22
Universitetet 1876 — 1877.
Faget vare fremtraadte, eller Specialretninger havde udviklet sig til selvstændige
og omfattende Fag. En ny Normering vilde utvivlsomt af de nævnte Grunde fore
til en ikke ringe Forøgelse af Professoraterne. Men s(ia længe en ny, normeret
Plads ikke kunde opnaas, inaatte man bestræbe sig for at udfylde Savnet ved
extraordinære Docenter. Ogsaa andre Hensyn kunde imidlertid fremkalde Ønsket
om extraordinære Docenters Ansættelse. Selv hvor et Fag i og for sig maatte
siges at være tilstrækkelig repræsenteret, eller, hvor der var Tale om et Fag,
hvis vedvarende Optagelse i Universitetets Forelæsningskreds man ikke kunde finde
tilstrækkelig begrundet, kunde Universitetet med Føje nære Ønske om at knytte
en Mand til sig, som havde godtgjort en saa fremragende Dygtighed i det paa-
gjældende Fag og et saa betydeligt Talent, at det vilde være et uomtvisteligt Tab
for Videnskaben, om han, enten fordi der ingen nær Udsigt var til Vakance i
de normerede Pladser, eller fordi Faget ikke hørte til den Fagkreds, som med
Nødvendighed maatte være rep æsenteret ved Universitetet, skulde nødes til at
opgive en rent videnskabelig Virksomhed. E.idelig kunde det ogsaa stille sig saa-
ledes, at man ikke vilde give Slip paa en i et normeret Professorat ansat Uni-
versitetslærer, som fuldt fyldestgjorde de videnskabelige Krav, der maatte stilles
til ham, blot fordi Forhold, der kunde væie af forskjellig Art, nødte ham til en
Begrænsning af det Omfang, hvori det var forudsat, at han skulde foredrage Viden-
skaben. Man havde da Opfordring til at søge hans Virksomhed suppleret med
en extraordinær Docent, uden at man dermed vilde sige, at Faget ikke i det hele
forudsatte Omfang under regelmæssige Forhold kun le røgtes af en enkelt Universi-
tetslærer. Det var en Selvfølge, at det var ganske forskjelligt herfra, 0111 man
nogen Sinde vilde tænke paa ved Ansættelsen af extraordinære Docenter at hjælpe
paa den Ulempe, at en Mand, der beklædte en normeret Lærerpost, ikke eller ikke
længere fyldestgjorde de videnskabelige Krav, som med Føje maatte stilles til
ham som sin \ idenskabs Repræsentant ved Universitetet. Forelaa der et saadant
Tilfælde, vilde det ganske vist være et Misbiug at forsøge at dække Mangelen ved
Ansættelse af en extraordinær Docent i Stedet for at fjærne den paagjældende
Universitetslærer.
Naar der nu spurgtes, om Konsistorium vilde anse en Forøgelse af de
extraordinære Docenter ud over det Tal, som for Tiden fandtes ved Universitetet,
for ønskelig, maatte man besvare dette Spørgsmaal bekræftende. Konsistorium
blev ikke ledet*hertil af Hensyn til den i Ministeriets Skrivelse omtalte uvillige
Stemning mod Universitetet, der mulig søgte Næring i Paastande om, at Universi-
tetet i Almindelighed eller i enkelte Retninger stod uden for Nutidens videnskabe-
lige Bevægelse. Kunde en saadan Paastand i noget Tilfælde paavises at være
berettiget, var det, som alt bemærket, ikke ved Ansættelsen af extraordinære Do-
center, at Mangelen burde søges afhjulpet. Var Paastanden omvendt ubeføjet, og
den uvillige Stemning uberettiget, kunde det formentlig lige saa lidt nytte, som
det vilde kunne forsvares af Hensyn til den at skride til en Ansættelse af extra-
ordinære Docenter, som Universitetets virkelige Tarv og Interesser ikke maatte
kræve. Hvad der førte Konsistorium til den bekræftende Besvarelse, var dette, at
der endnu paa forskjellige Omraader virkelig maatte siges at være Trang og Op-
fordring til at i-oge Lærerkræfterne forøgede. Det lægevidenskabelige Fakultet
havde fremhævet et saadant Tilfælde. Naar Udsigten til at faa berettigede Onsker
i denne Henseende realiserede laa nær, vilde sikkert tiere komme til Orde ogsaa
Om Ansættelsesmaaden af extraordinære Docenter.
23
fra andre Sider, hvad enten det nu nærmest tænktes begrundet ved Hensyn til
Faget eller til de paagjældende Videnskabsmænd, som man kunde ønske at vinde
for Universitetet. Ganske vist var der her en Grænse. Man vilde ikke i det
uendelige knnne forøge Universitetslærernes Antal, fordi der fremstod flere og
flere videnskabelige Kapaciteter. Men endnu kunde denne Grænse ikke paa-
staas ;\t være naaet. Var Kontoen til videnskabelige Formaals Fremme paa Uni-
versitetets Budget ikke i Tidernes Lob blevet bebyrdet med forskjellige faste
Udgifter, vilde denne være i Stand til, i Overensstemmelse med sit oprindelige
Formaal, at bære Lonnen til nye extraordinære Docenter. Men da Forholdet nu
var det, at der intet var tilovers paa denne Konto, maatte Konsistorium anse det
for i høj Grad ønskeligt, om den lovgivende Magt vilde bevilge en saadau For-
højelse af den, at de forskjellige berettigede Ønsker om Ansættelse af nye Docen-
ter derved kunde ske Fyldest.
Det fulgte ligefrem af de Grunde, som kunde gjøre Ansættelsen af extra-
ordinære Docenter ønskelig, at de Mænd, der udnævntes hertil, forudsattes at være
fuldt uddannede Videnskabsmænd. Dette var klart, ikke mindre, naar de kaldtes
netop særlig paa Grund af deres videnskabelige Regavelse, end naar de ansattes,
fordi Universitetet behovede dem til Løsningen af en Del af den Opgave, som
Universitetet ikke kunde unddrage sig. Der kunde ikke være Tale om at stille
Fordringerne ringere end for Ansættelsen i de normerede Professorater. Opgaven
var den samme, Kvalifikationen maatte derfor ogsaa være den samme. At- det i
Regelen vilde være yngre Mænd, der ansattes som extraordinære Docenter, med-
førte Forholdene naturlig; men det samme vilde i Regelen være Tilfældet ogsaa
med dem, der bleve beskikkede i de normerede Professorpladser. En særlig Op-
gave at drage yngre Mænd frein ud over, hvad Forholdene af sig selv medførte,
kunde det lige saa lidt være i det ene som i det andet Tilfælde. Hvad det i
begge Tilfældene gjaldt at skaffe, var, som det sagdes i Ministeriets Skrivelse,
fuldt kompetente Kræfter.
Men naar dette skulde kunne opnaas, gik det ikke an at lønne de extra-
ordinære Docenter med en Løn, der faldt langt under Lavmaalet af det, der kunde
betragtes som en sømmelig, og til de Fordringer, der stilledes, i et nogenlunde
rimeligt Forhold stanende Godtgjørelse. Det vilde kun føre til, at man i Virkelig-
heden maatte slaa af paa den Fordring, at de extraordinære Docenter skulde være
virkelige Videnskabsmænd, eller ogsaa at disse opfattede deres Docentvirksomhed
som en Bisag, hvilken de ikke kunde ofre deres fulde eller bedste Kraft, da de
vare nodte til at søge andet, bedre lønnet Erhverv for at subsistere. I begge
Tilfælde vilde Universitetet være lige brøstholden og Øjemedet med hele Institu
tionen være spildt. Konsistorium fraraadede derfor paa det mest indtrængende
den Tanke, der var fremsat i Ministeriets Skrivelse, at de extraordinære Docenter
for Fremtiden kun skulde lønnes med 1000 Kr., et Beløb, der endog var under
Halvdelen af det, der hidtil havde været det sædvanlige. Konsistorium var i denne
Henseende i fuldstændigste Overensstemmelse med alle Fakulteterne. Kunde For-
øgelsen af de extraordinære Docenters Tal kun opnaas paa denne Maade, kunde
Konsistorium ikke være i Tvivl om, at man langt hellere ganske maatte opgive
Tanken derom. Et Vederlag af 2000 Kr. maatte man anse som et endog meget
tarveligt Minimum af det, der kunde og burde bydes Universitetets extraordinære
Docenter,
24
Universitetet 1876 - 1877.
Ikke mindre indtrængende fraraadede Konsistorium den Tanke at opgive som
Regel de extraordinære Docenters faste Ansættelse. Regelmæssig kunde man ikke
vente at vinde fuldt kompetente Kræfter ti! Docentvirksomheden, naar der ikke
kunde tilbydes fast Ansættelse. En Ansættelse for en begrænset Tid med den
Udsigt efter Tidens Udløb at være henvist til en anden Livsvirksomhed, vilde
regelmæssig forhindre den paagjældende fra at betragte den videnskabelige Virk-
somhed som sin Livsopgave. Enten bleve de Mænd, som man kunde ønske at
vinde, afskrækkede, eller ogsaa nødtes de til under deres Docentvirksomhed ikke
at tabe en fremtidig Livsvirksomhed af Syne, der let vilde drage Interessen og
Kraften bort fra hin. Det var saaledes ganske de samme Grunde, der talte baade
for den højere Løn og den faste Ansættelse Kun dat kunde indrømmes, at sær-
egne Forhold kunde medføre Undtagelser i sidst nævnte Henseende. Saadanne
særegne Forhold turde navnlig være tilstede i det lægevidenskabelige Fakultet
Derved forklaredes det, at det nævnte Fakultet i dette Punkt havde stillet sig
anderledes end de andre Fakulteter, der alle ansaa den faste Ansættelse som den
regelmæssige Betingelse for, at Øjemedet med Ansættelsen af extraordinære Docen-
ter kunde opnaas.
At endelig fast Ansættelse burde være Betingelsen for at have Sæde og
Stemme i det paagjældende Fakultet, fastholdt Konsistorium bestemt. Det gik ikke
an, at Udslaget i Fakultets Anliggender gjordes af Mænd, der vare lost knyttede
til Universitetet, og hos hvem det derfor ikke kunde ventes, at Interessen for
Institutionen vilde bøde paa Mangelen af Oveise og Fjendskab til de historiske
Forhold. 1 saadanne Tilfælde, hvor en midlertidig Ansættelse var naturlig paa
Grund af særlige Forhold, burde Docenten derfor være uden Sæde og Stemme i Fa-
kultetet eller i alt Fald kun have den i en saadan begrænset Kreds af Sager, som Til-
fældet var i det lægevidenskabelige Fakultet med dets nu værende midlertidige Docenter.
Efter det bemærkede kunde Konsistorium vel tiltræde Ministeriets Tanker
om en Forøgelse af de extraordinære Docenter ved Universitetet, men fraraadede
aldeles bestemt Tanken om at opnaa dette ved (eller dertil at knytte) Nedsættelse
i disse Docenters Løn, Opgivelse af den faste Ansættelse og dermed af denne
Betingelse for at opnaa fuld Stemmeret i Fakultetet.
Ganske uafhængig af Spørgsmaalet om Ansættelsen af extraordinære Docen-
ter ved Universitetet var det derimod, om det maatte anses for ønskeligt at lette
yngre lovende Kræfter Uddannelse til videnskabelig Virksomhed ved Pengeunder-
stottelse af Universitetet. Det vilde være en Selvfølge, at saadanne Uni-
versitets Stipendiater, hvis Forelæsningsvirksomhed væsentlig maatte betrag-
tes under Synspunktet af egen Uddannelse, ikke kunde træde i Stedet for
extraordinære Docenter, der deltoge i Udførelsen af den Universitetet som saadan
paahvilende Gjerning. Bevarelsen og den eventuelle Udvidelse af den sidst nævnte
Institution blev ikke mindre nødvendig eller ønskelig, fordi man ved Siden deraf
fandt det rigtigt at give yngre Kræfter, der endnu befandt sig paa Uddannelsens
Stadium, Lejlighed hertil ved Understøttelser og Adgang til Forelæsnings Virksom-
hed. I og for sig fandt Konsistorium, at denne Tanke havde noget tiltalende.
Middelbart vilde Universitetet ogsaa høste Gavn deraf, idet en saadan Stilling og
Virksomhed som Universitets Stipendiat vilde kunne blive en heldig Forskole for
den egentlige Docentvirksomhed, og idet der bedre vilde kunne sikres Universitetet
den Tilgang af nye Lærerkræfter, so»u det til en given Tid behovede. Hvorvidt
Om Ansættelsesmaaden af extraordinære Docenter.
25
der imidlertid kunde siges at være egentlig Trang til en ny Bevilling til dette
øjemed, blev tvivlsomt af den Grund, at Universitetet allerede havde et stort og
betydningsfuldt, af en privat Mand stiftet Legat, der for en væsentlig Del anvend-
tes til og fyldestgjorde det øjemed, som hine berørte Universitets Stipendier
skulde fremme, nemlig det Sroithske Stipendium. Der kunde ikke være Tvivl om
den store Betydning for Universitetet, som dette Stipendium havde haft i den om-
talte Retning. Var det fuldt tilstrækkeligt i denne Henseende, burde der sikkert
ikke tænkes paa at give Universitets Understøttelser af lignende Karakter. Saaledes
som Forholdene havde udviklet sig, kunde det imidlertid ikke nægtes, at man ofte
kunde ønske at have flere Portioner af det Smithske Stipendium at disponere over>
Under disse Omstændigheder kunde Konsistorium ikke andet end finde det ønske-
ligt, at dets Virksomhed kunde suppleres derved, at der paa Universitetets Budget
stilledes en Sum til Raadighed til lignende Øjemed. Slige Stipendiers Beløb be-
høvede maaske ikke at overskride 1000 Kr.; det vilde være en Selvfølge, at de
kun gaves paa bestemt Aaremaal, og ikke mindre klart vilde det være, at Sti-
pendiaterne, om de end havde Adgang til Forelæsnings Virksomhed, dog ikke kunde
have Sæde og Stemme i det paagjældende Fakultet. Idet Konsistorium anbefalede
denne Tanke til Ministeriets Opmærksomhed, gjentog det, at det først og fremmest
maatte gjælde om de fornødne Midler til at udvide Docentinstitutionen, og at det
først i anden Række kunde blive Opgaven at skaffe Midler til Understøttelse af
Universitets Stipendiater paa den nævnte Maade.
Videre Skridt ere ikke senere foretagne i denne Sag.
3. Afgjørelse af Spørgsmaal med Hensyn til Huslejeportioner.
Ved Professor Ussings Udnævnelse til Provst for Kommunitetet og Regensen
opstod det Spørgsmaal, fra hvilken Tid den Huslejeportion, han tidligere havde
oppebaaret, skulde betragtes som ledig. Referendarius udtalte sig herom i en
Skrivelse til Konsistorium af 3. Novbr. 1876, idet han i øvrigt bemærkede, at
han hverken kunde henvise til nogen udtrykkelig Regel eller til ældre Tilfælde af
lignende Art. Det var vel oftere forekommet, at en Professor, der havde Husleje-
portion, var gaaet over til at nyde Fribolig i Følge Option. Han havde da mistet
Huslejeportionen fra det øjeblik, da Boligen kunda tiltrædes. Men Forholdet havde
altid været det, at Boligen paa Grund af Forgængerens Naadensaar ikke strax havde
kunnet tiltrædes, og det var derfor aldrig indtraadt, at Huslejeportionen havde
maattet opgives inden den næste almindelige Flyttetid, til hvilken der efter Op-
tionen kunde ske Opsigelse med sædvanligt, lovligt Varsel. I nærværende Til-
fælde kunde derimod Boligen paa Regensen strax tiltrædes efter Udnævnelsen, som
var dateret den 31. Oktbr. Skulde det nu her antages, at Huslejeportionen bort-
faldt for Professor Ussing fra samme Dato, vilde dette medføre et Tab for ham,
der ikke kunde hæve sit Lejemaal af sin nu værende Bolig før til April Flyttedag
1877. For denne strænge Opfattelse kunde man ville gjøre gjældende, at Regelen
var, at ingen paa en Gang kunde have Huslejeportion og Fribolig andetsteds
(Univ. Aarb. 1873—75 S. 174—75), og at Forholdet nødvendig maatte blive det
auførte, hvis Professor Ussing havde haft Optionsbolig i Stedet for Huslejeportion,
da han udnævntes til Regensprovst. Men skjønt det ganske vist var en Grund-
sætning i Vedtægterne om Optionen, at Huslejeportionerne skulde behandles efter
Universitets Aarbog.	4
26
Universitetet 1876—1877.
samme Regler som de Roliger, i hvis Sted de ere traadte, var det dog altid erkjendt,
at herved maatte gjælde den naturlige Indskrænkning „saa vidt Forholdets Natur
tilstedte saadant." Under alle Forhandlinger om dette Retsforhold, som vare ham
bekjendte, havde det altid været forudsat, at en Huslejeportion kun da erstattede
en Fribolig, naar den var sikret for et normalt Lejemaal. Fastholdtes dette, havde
Professor Ussing erhvervet en Ret til Iluslejeportionen indtil April Flyttedag 1877,
en Ret, som han ikke mistede, fordi han allerede nu kunde tiltræde Regensboligen.
Skjønt han ikke ansaa den Sætning, der herved fandt Anvendelse, for noget nyt,
og derfor heller ikke for noget, der burde være Gjenstand for et egentlig con-
clusum consistorii og Ministeriets Approbation, men netop kun for en Anvendelse
af Grundsætningerne i det hele Retsforhold, ønskede han dog, da Sagen ikke blot
var af Vigtighed i nærværende Tilfælde, men ogsaa kunde tænkes at faa Betydning
i Fremtiden, hvis lignende Kombinationer skulde forekomme, en Udtalelse af con-
sistoriales om, hvorvidt de tiltraadte hans Opfattelse, saaledes at Optionen af
Professor Ussings Huslejeportion gjaldt fra April Flyttedag 1877.
Under den skriftlige Cirkulation af Sagen sluttede alle consistoriales sig til
denne Anskuelse.
— Da Professor C. E. Scharling afgik fra Universitetet den l.Novbr. 1876,
opterede Professor R. Nielsen hans Fribolig, og sidst nævntes derved ledig blevne
Huslejeportion opteredes af Professor Hammerich, jfr. i det følgende under B. II.
Paa Grund af det Professor Scharling tilkommende Naadensaar, der først udløb
til Oktober Flyttetid 1877, var dog baade Professor Nielsens Tiltrædelse af Bo-
ligen og Professor Hammerichs Nydelse af Huslejeportionen udsat til Oktober
Flyttedag 1877, og da Huslejeportion udbetales bagud, halvaarsvis, vilde Udbeta-
ling til Professor Hammerich altsaa først have fundet Sted til April 1878. Ved
Professor Hammerichs Død blev den af ham opterede Huslejeportion atter ledig,
og efter de gjældende Regler burde Option finde Sted uden .Udsættelse for Naa-
densaars Skyld. Eftermanden, som opterede, havde erhvervet Retten strax ved
Formandens Afgang, uagtet hans Nydelse blev udsat, hvad der kunde vare af
Vigtighed, dels paa Grund af den Forandring i Anciennetetsordenen, der kunde
blive en Følge af en tidligore fast ansat Lektors eller Docents Udnævnelse til et
normeret Professorat, jfr. Kundgj. 18. Septbr 1850 § 4 b., eller en Professors
Gjenindtræden i reserveret Plads, dels paa Grund af Forandringer, der kunde ind-
træde i en Professors Nydelse af Fribolig eller Huslejeportion andetsteds fra.
Herved opstod imidlertid, hvad Referendanus i Skrivelse til Konsistorium af
9. Marts 1877 gjorde opmærksom paa, det Spergsmaal, om der maatte tilkomme
Professor Hammerichs Bo noget Krav paa nogen efter hans Død forfaldende Del
af Huslejeportion, navnlig efter Reglerne om Naadensaar, og han indstillede derfor,
at der herover indhentedes en Betænkning fra det juridiske Fakultet. Han ansaa
dette for det forsigtigste, for at undgaa at gjøre Uret mod nogen Side, da de gjæl-
dende Regler ingen særlig Bestemmelse indeholdt om Retten til Naadensaar efter
en Professor, der havde opteret ,men døde inden Udløbet af Formandens Naadensaar,
altsaa førend han var kommet til virkelig Nydelse af sin Ret, og da en Under'
søgelse af de herhen hørende Akter ikke havde bragt noget tidligere tilsvarende
Tilfælde for Dagen, hvis Afgjorelse kunde være vejledende. Dertil kom, at det
Resultat, hvortil han foreløbig troede at maatte komme, dels kunde synes noget
besynderligt, dels fra en vis Side noget ubilligt, og derfor opfordrede til flersidig,
Spørgsmaal om Huslejeportioner.
27
omhyggelig Prøvelse. Paa den ene Side var det nemlig utvivlsomt, at Ret til
Naadensaar lige saa vel tilkom en Professor, der paa Grund af en Formands Ret
ikke endnu var kommet til Nydelsen, som den, der alt var i Nydelse af Retten
ved sin Afgang. Dette fulgte formentlig ligefrem af det oven for angivne Grund-
synspunkt (Retten var erhvervet strax, om end noget maatte afgives til Forman-
den), ligesom det ogsaa var i Overensstemmelse med Reglerne for det gejstlige
Naadensaar, der utvivlsomt havde været det oprindelige Forbillede for Universi-
tetets Vedtægter om Naadensaar. Paa den anden Side laa det da ogsaa nærmest
og var i bogstavelig Overensstemmelse med de fastsatte Regler, ligesom det ogsaa
turde stemme med Fremgangsmaden ved Beregningen af de gejstlige Naadensaar
i slige Tilfælde (de saa kaldte „blandede" Naadensaar), at Naadensaaret i begge
Tilfælde beregnedes ens, y : fra og til tilsvarende Terminer. Reglen for Naadens-
aarets Beregning i Friboliger og Huslejeportioner indeholdtes i conclusum consi-
storii af 17. Marts 1847 (Selmers Aarb. 1847 S. 74). 1 Følge denne Bestem-
melse skulde Naadensaaret „regnes fra vedkommende Professors Dødsdag eller
Afgang fra Embedet indtil den anden, derefter indfaldende ordinære Flyttetid".
Anvendtes denne Kegel paa Professor Hammerich, vilde det hans Bo tilkommende
Naadensiar udløbe med Oktober Flyttedag 1877; det vilde med andre Ord sige,
at Udbyttet deraf blev = O, da paa Grund af det alt løbende, ældre Naadensaar
Indtægten baade til April og Oktober Flyttetid var forbeholdt en Formand. Det
besynderlige i dette Resultat kunde dog nok forklares; thi hvad Bestemmelsen af
1847 egentlig statuerede med Hensyn til Huslejeportioner, var det, at den af-
gaaede Professor, eller hans Bo, i to Terminer, efter at den Stilling var ophørt,
hvorpaa Retten grundes, skulde nyde det samme, som han vilde have, hvis Stil-
lingen ikke var ophørt. Var dette = O, blev altsaa Udbyttet af Naadensaaret og-
saa 0. Vigtigere var det, at der heraf kunde synes at flyde en Ubillighed. Havde
Professor Hammerich ikke ved en Formands Ret været hindret i Nydelsen, vilde
han have oppebaaret iluslejeportion for 1 2 Aar, det, i hvilket han døde; ogsaa
for Regelen af 1847, da Naadensaar ej anvendtes ved Huslejeportioner, nød den
afgaaede dog Indtægten af den første Flyttedagstermin, der indtraf efter haus Af-
gang. Det var - til Dels Naadensaarets Bestemmelse at give Vederlag hos
Eftermanden for det, der havde maattet afstaas til Formanden. Et saa-
dant Vederlag vilde Professor Hammerichs efterladte efter hint Resultat ikke
faa. Hvorvidt nu dette Hensyn maatte berettige til en Afvigelse fra Regelen i
conclusum consistorii af 1847, eller til at antage en af denne Regel uafhængig
Hjemmel for et Krav paa 1 2 Aars Huslejeportion, — eller om Regelen af 1847
ubetinget maatte følges, uanset de mindre naturlige Resultater, som til den ene
eller den anden Side under exceptionelle Kombinationer mulig kunde blive Følgen
af den, syntes navnlig at egne sig til en Undersøgelse af det juridiske Fakultet.
Konsistorium vedtog dette Forslag, og paa dets Begjæring afgav derefter be-
meldte Fakultet under 19. Maj en Erklæring, i hvilken det udtalte sig paa føl-
gende Maade over det foreliggende Spørgsmaal:
„Ved at optere havde Professor Hammerich utvivlsomt erhvervet en af alle
efter den 1. Novbr. f. A. indtrædende Omstændigheder uafhængig Ret til at nyde
Iluslejeportion i det Omfang og inden for de Grænser, som følge af den alminde-
lige Ordning, altsaa vel med den ved Bestemmelsen af 17. Marts 1847 under
Navn af Naadensaar hjemlede Adgang til en vis begrænset Nydelse for ham eller
4*
28
Universitetet 1876 — 1877.
hans Bo efter hans eventuelle Afgang fra Universitetet, men ogsaa med den Ind-
skrænkning i Henseende til Nydelsen, som maatte følge af Formænds Rettigheder.
Holder man sig hertil, er det klart, at Svaret paa det forelagte Spørgsmaal maa
blive benægtende; thi Huslejeportionen i de to Terminer efter Professor Hamme-
richs Død, som Naadensaaret omfatter efter Regelen af 1847, tilkommer Professor
Nielsen, som paa Grund af Professor Scharlings Naadensaar først tiltræder sin
Fribolig fra Oktober Flyttedag førstkommende. Professor Hammerichs Bo kunde
altsaa kun have noget Krav, dersom der var Hjemmel til i det foreliggende Til-
fælde at udstrække Naadensaaret ud over de i 1847 fastsatte Terminer, eller med
andre Ord til paa Grund af Tilfældets særlige Karakter at lægge et andet og vi-
dere gaaende Indhold ind i den ved Professor Hammerichs Option erhvervede Ret
end det, der følger af den almindelige Ordning. Dette bliver saaledes Spørgsmaalet
i den foreliggende Sag.
At der ikke kan være Hjemmel til i dette Tilfælde at gaa uden for den
almindelige Ordning, turde nu allerede fremgaa deraf, at det Tidsrum, for hvilket
en saadan Forlængelse af Naadensaaret skulde finde Sted, kun kunde fastsættes
ganske vilkaarlig. Da Huslejeportionen nydes i halvaarlige Dele, idet der i denne
hele Ordning intet kjendes til Udregning for mindre Tidsrum, maatte Forlængelsen
nødvendigvis foregaa i Halvaar. Men det vilde være lige vilkaarligt, om man for
Hammerichs Bo vilde forlænge Naadensaaret enten for et Halvaar, o: den kortest
mulige Tid, i hvilken Forlængelse overhovedet kunde ske, eller for to Halvaar,
altsaa til Oktober Flyttedag 1878, i Følge en Betragtning om, at Naadensaaret
skulde beregnes med den Længde, som det vilde have haft, hvis vedkommende Pro-
fessor blot i et Øjeblik havde været i virkelig Nydelse af Retten. Hvor forkasteligt
dette sidste vilde være, viser sig ogsaa deri, at denne Beregningsmaade da ogsaa
maatte føre til, at Hammerichs Bo kunde have fordret Naadensaar til Oktober
Flyttedag 1878, hvis han havde overlevet April Flyttedag i .Aar, men strax der-
efter var afgaaet ved Døden. Det ses ogsaa let, at enhver Forlængelse ud over
de i 1847 fastsatte Terminer, konsekvent gjenneinført, vilde føre til en fuldstæn-
dig Forstyrrelse af de i 1847 givne Regler for Naadensaaret. Hvis nemlig en
slig Forlængelse ikke skulde blive aldeles uretfærdig mod den Professor, som er
den næste i Optionsordenen, saa maatte hans eller hans Bos Naadensaar forlænges
i en tilsvarende Tidslængde, altsaa til enten 3dje eller 4de Flyttedag efter Afgan-
gen, eftersom man forlængede Naadensaaret for Hammerichs Bo med et eller to
Halvaar. Men denne Forlængelse vilde da forplante sig videre, og det vilde være
tilfældigt, om Forrykkelsen i de fastsatte Terminer nogen Sinde vilde bringes til
Ophør derved, at en Professor, som havde Huslejeportion med det extraordinært
lange Naadensaar, fik Embedsbolig, der satte ham uden for de til Option og de
dermed forbundne Fordele berettigedes Kreds.
Det eueste Retsprincip i den gjældende Ordning, hvorpaa Paastanden om en
extraordinær Forlængelse af Naadensaaret i visse Tilfælde kunde tænkes støttet,
skulde være den anerkjendte Grundsætning, at den, der opterer, erhverver en Ket
til Huslejeportionen strax fra Formandens Afgang, uagtet selve Nydelsen udsættes.
Man kunde navnlig i denne Grundsætning ville lægge den Betydning, at Optanten
skal stilles ganske paa samme Maade, som om han strax var kommet til virkelig
Nydelse af Retten, altsaa, om han end dør strax, skal fingeres at have været, om
end blot et øjeblik, i Nydelsen. Men en saadan Fiktion ligger aldeles ikke i hin
Spørgsmaal om Huslejeportioner.
29
Grundsætning. Denne betegner kun, at den opterende erhverver Retten efter de
ved Formandens Afgang bestaaende Forhold, uden Hensyn til de Forandringer, som
disse Forhold maatte undergaa, inden han kommer til Nydelsen, og som vilde have
forandret Optionsordenen, hvis de havde foreligget ved Formandens Afgang, For-
andringer, paa hvilke Referendarii Skrivelse anfører en Række Exempler. Erhver-
velsen er ved Optionen afsluttet og endelig berigtiget; den Nydelse, den giver ham
Adgang til, er ham tilsikret og forbeholdt. Men hvori denne Nydelse bestaar, dens
Indhold, Omfang og Grænser, ligger ganske uden for hin Grundsætnings Raaderum;
det beror paa den i øvrigt gjældende Ordning, særlig, hvad Naadensaaret angaar,
paa den i 1847 givne Regel.
Ej heller ligger der i det benægtende Resultat noget, som kan siges at
komme i Strid med den Tanke, der var ledende ved Ordningen af 1847. Vi skulle
i denne Henseende først bemærke, at denne Ordning ikke har tilsigtet at gjennem-
føre det Princip, at Naadensaaret er et annus refusionis, saaledes at vedkommende
Professor i Vederlag altid faar netop det, som han har maattet afstaa til sin For-
mand. Selv bortset fra den Afvigelse herfra, som følger af, at den mindste Tids-
del, hvorfor Huslejeportion beregnes, er et Halvaar, var man sig fuldt bevidst, at
hin Udjævning ikke sikredes ved den givne Regel. Som et oplysende Exempel
herpaa skulle vi nævne det Tilfælde, at en Professor, som har Huslejeportion, faar
Fribolig eller Embedsbolig i teknisk Forstand (ikke Optionsbolig), f. Ex. ved at
blive Regensprovst eller Hospitalslæge o. s. v. Hans Huslejeportiou vil da ofte
ophøre med Udløbet af det Halvaar, i hvilket han beskikkedes til den med Fri-
bolig forbundne Stilling, saaledes som det er forudsat af J. E. Larsen i den Be-
tænkning, som findes i Selmers Aarb. f. 1847 S. 73, og som det ogsaa i et for
Fakultetet oplyst Tilfælde, der indtraf med Hensyn til Professor Ussing i forrige
Aar, er antaget af Konsistorium. Den næste Professor i Optionsrækken kommer altsaa
allerede i det følgende Halvaar i Nydelse af Huslejeportiou, medens hans Naadens-
aar dog utvivlsomt maa beregnes efter den almindelige Regel i conclusum consi-
storii af 1847. Men dernæst, selv om man i det foreliggende Tilfælde vilde gjøre
Anvendelse af hint Synspunkt om Refusion, kan det ikke erkjendes, at det benæg-
tende Resultat er særlig ubilligt for Professor Hammerichs Bo. Paa Grund af
Regelen om Halvaarsberegningen, og da Professor Scharling først er afgaaet efter
Oktober Flyttedag 1876, vilde Professor Hammerich nemlig, selv om der ingen
Regel om Naadensaar var, saaledes som Tilfældet var efter Ordningen før 1847,
dog først være kommet til Nydelse fra April Flyttedag d. A. Men da han er
død inden denne Termin, har han i Virkeligheden ikke paa Grund af Formandens
Naadensaar mistet noget af det, han uden dette vilde have haft. Kun hvis han
havde overlevet April Flyttedag og var død i det dermed begyndte Halvaar, vilde
han efter Vederlagsprincipet have haft et billigt Krav paa Erstatning for et Halv-
aars Huslejeportion, og dette Vederlag vilde han ogsaa da have faaet, idet han
efter Regelen før 1847 vilde have oppebaaret Huslejeportionen for Halvaaret fra
Oktober Flyttedag 1877 til April Flyttedag 1878.
Fakultetet maa i Henhold til de fremsatte Betragtninger erklære sig enigt i
det Resultat, som Referendarius foreløbig har opstillet som det rigtige, nemlig at
der ikke tilkommer Professor Hammerichs Bo Krav paa nogen Del af Husleje-
portion, hvorimod den efter ham opterende Professor indtræder i Nydelsen af Hus-
lejeportion umiddelbart ved Udløbet af Professor Scharlings Naadensaar og ved
Professor Nielsens dermed sammenfaldende Tiltrædelse af Friboligen".
30
Universitetet 1876 — 1877.
4. Oversigt over alle til Universitetslærernes Embeder
knyttede Indtægter.
I Anledning af en fra det akademiske Kollegiums Sekretariat ved Christiania
Universitet indkommet Forespørgsel om Lønningsforhold ved Kjøbenhavns Uni-
versitet, tilsendte Konsistorium det en Gjenpart af en af Universitetsbogholder
Hørring efter Foranledning af Statsrevisionen under 17. Maj 1877 udarbejdet Over-
sigt over alle til Universitetslærernes Embeder knyttede Indtægter, baade dem, der
ved Pensionsberegning medtages som visse eller uvisse, og dem, der ikke medtages
ved Pensionsberegning. Denne Oversigt, der har almen Interesse, meddeles her:
„For 45 normerede Professorer, Lektorer og Docenter, 2 Inspektorer ved
Universitetets forenede naturhistoriske Museum, som ere forpligtede til uden særligt
Vederlag at holde offentlige Forelæsninger over deres specielle Afdeling af Natur-
historien, og 8 extraordinære Docenter har den til Universitets Embedet knyttede
Indtægt været:
Å. Indtægter, der ved Pensionsberegning medtages som visse Indtægter:
1.	Lønning for de normerede Professorer. Lektorer og Docenter i Henhold til
Lov 25. Marts 1871 § 3, for Inspektorerne ved Universitetets forenede natur-
historiske Museum i Henhold til nævnte Lovs § 7, for de extraordinære Do-
center i Henhold til Finanslovens Udgiftspost 7. a, b. og c, saaledes som
denne Post gjennem de aarlige Finanslove har udviklet sig.
2.	De for normerede Professorer bestemte 8 Huslejeportioner, hver paa 800 Kr.,
jfr. L. 25. Marts 1871 § 3.
3.	Den aarlige Løn 126 Kr. af Universitetets Kasse for det Medlem af Konsi-
storium, der for hvert Aar er valgt til ttektor, jfr. Anm. til Finanslovfor-
slaget for 1859—60 ad 1. d.
B. Indtægter, der ved Pensionsberegning medtages som uvisse Indtægter:
1.	Dyrtidstillæg i Henhold til hvert Aars Finanslov.
2.	Personligt Tillæg (Kest af Sædomskrivningstillæg) efter L. 26. Marts 1870
§ 10. Nu i alt 64 Kr., ligelig fordelte paa 4 normerede Professorer.
3.	Honorar for Forelæsninger og Øvelser, efter Gjennemsnit af de 5 sidste Uni-
versitetsaar 1644 Kr. 60 0., fordelte paa 7 normerede Professorer, nemlig
med 213 Kr. for en Professor i det theologiske Fakultet, 331 Kr. 60 O. for
5 Professorer i det rets- og statsvidenskabelige Fakultet og 1100 Kr. for en
Professor i det filosofiske Fakultet. Det- bemærkes, at af det samlede Beløb
1644 Kr. 60 0. ere 528 Kr. 60 O. tilfaldne 5 Professorer, som ere under-
kastede den herhen hørende Bestemmelse i L 25. Marts 1871 § 4, medens
Resten 1116 Kr. er oppebaaret af 2 Professorer, for hvilke den nævnte Be-
stemmelse ikke har Anvendelse.
4.	Friboliger, i alt 9, nemlig de tilbage værende . 2 Professorresidenser og 7 til
Embederne knyttede Boliger, jfr. L. 25. Marts 1871 § 3. De sidst ommeldte
Boliger tilfalde den normerede Professor i Zoologi som Bestyrer af en Afde-
ling af det forenede naturhistoriske Museum foruden af Museets Studie- og
Forelæsningssamling, Professoren i Mineralogi og Geognosi som Bestyrer af
det mineralogisk-geognostiske Museum, Professoren i Kemi som Bestyrer if
Universitetets kemiske Laboratorium, Professoren i Astronomi som Bestyrer af
det astronomiske Observatorium, Professoren i Fysiologi som Bestyrer af det
fysiologiske Laboratorium, Professoren i Anatomi som Bestyrer af det normal-
De til Universitetslærernes Embeder knyttede Indtægter.
31
anatomiske Museum samt endelig den Professor, der beskikkes til Provst ved
Kommunitetet og Regensen. I Forbindelse hermed skal jeg bemærke, at
Universitetslærerne i kirurgisk Klinik, medicinsk Klinik og Fødselsvidenskab
som saadanne tillige ere ansatte, de to første ved det kgl. Frederiks Hospital
som Overlæger (kgl. Resol. 22. Jan. 1873), den sidste ved Fødselsstiftelsen som
Overakkouchør og Læge (Reskr. 23. Marts 1787 § 4 og Univ. Fund, 7. Mai
1788 Kap. 1. § 1), med hvilke Stillinger Fribolig er forbundet. Denne følger
altsaa ligefrem med Universitetsembedet, men har dog sin Grund i Virksom-
heden ved den paagjældende Stiftelse, under hvis Bestyrelse Friboligen hen-
hører ; en mulig Pensionsberegning af Boligens Værdi synes derfor i hvert
Fald ikke at kunne vedkomme Universitetet.
5.	Brænde, 10 Favne, tillagt den som Regensprovst fungerende Professor, dog
saaledes, at han selv maa bekoste Savning og Hugning (Minist. Resol.
6. Juni 1859).
6.	Huslejeportion 356 Kr. 96 0. af det Rostgaardske Legat, oppebaaret af Pro-
fessor Rostgardianus i Historie ved Siden af hans Professorlønning, jfr. Lin-
des Medd. f. 1857—63 S. 169—71 og 572.
7.	Den for hvert Aar valgte Rektors Andel i Gebyrer for Immatrikulationer,
Testimonia publica og Disputatser, jfr. Sp. Regi. 11. Jan. 1839 i Selmers
Aarbog for s. A. S. 53 ff., hans Andel i Gebyrer for Bestallinger, jfr. Sel-
mers Aarbog for 1839 S. 60, samt fuudatsmæ-sig Legatrente 38 Kr. 74 0.
som Godtgjørelse for et Legats Bestyrelse, efter 5 Aars Gjennemsnit i alt
1245 Kr. 14 ø.
8.	Distributs i Følge fundatsmæssige Bestemmelser af Universitetets Legatkasse
til de 16 normerede Professorer, der ere Medlemmer af Konsistorium, efter
5 Aars Gjennemsnit i alt 993 Kr. 92 ø., f<tr hver af dem altsaa 62 Kr.
12 ø.
9.	De for hvert Aar valgte 5 Dekaners Sportler for Testimonia publica og Dispu-
tatser, Sp. Regi. 11. Jan. 1839, efter 5 Aars Gjennemsnit i alt 572 Kr.,
nemlig 200 Kr. for det theologiske Fakultets, 104 Kr. for det rets- og stats-
videnskabelige Fakultets, 180 Kr. for det lægevidenskabelige Fakultets, 80 Kr.
for det filosofiske Fakultets og 8 Kr. for det mathematisk-naturvidenskabelige
Fakultets Dekanus.
10.	Examenssportler for det rets- og statsvidenskabelige Fakultets Dekanus ved
den statsvidenskabelige Examen (Ministeriets Resol. 6. Juli 1852), efter 5
Aars Gjennemsnit 28 Kr., og for det lægevidenskabelige Fakultets Dekanus
ved den lægevidenskabelige Examens 1ste og 2den Del (Minist. Resol. 5. Febr.
1858) samt Tandlægeexamen (kgl. Resol. 19, Febr. 1873), efter 5 Aars
Gjennemsnit 803 Kr. 58 0.
11.	Examenssportler ved den lægevidenskabelige Examens 1ste og 2den Del for det
som Notarius ved det lægevidenskabelige Fakultet fungerende Fakultetsmedlem
(Minist. Resol. 5. Febr. 1858), i Regelen det yngste, efter 5 Aars Gjennem-
snit 507 Kr. 72 0.
12.	Andre Fakultetssportler, væsentlig de ved Disputatser Opponenterne ex officio
(Sp Regi. 11. Jan. 1839) tillagte Gebyrer, efter 5 Aars Gjennemsnit i alt
490 Kr. 62 ø., fordelte med 19 Kr. 20 0. for Universitetslærere under det
theologiske Fakultet, 31 Kr. 20 ø. for Universitetslærere under det rets- og
32
Universitetet 1876—1877.
statsvidenskabelige Fakultet, 268 Kr. 50 0. for Universitetslærere under det
lægevidenskabelige Fakultet, 155 Kr. 72 0. for Universitetslærere under det
filosofiske Fakultet og 16 Kr. for Universitetslærere under det mathematisk-
naturvidenskabelige Fakultet.
13.	Fundatsmæ3sig Godtgjørelse for de Professorer, der fangere som Eforer ved
Collegium Mediceum og Elers Kollegium, henholdsvis 41 Kr. 16 0. og 55 Kr.
78 ø. aarlig,
14.	Godtgjørelse for Professorer som Eforer ved de med Universitetet forbundne
Legater, hvis Fundatser undtagelsesvis fastsætte saadan Godtgjørelse, i alt et
aarligt Beløb af 816 Kr. 11 0., fordelt paa 6 Professorer.
15.	Godtgjørelse til den Professor, der fungerer som Frue Kirkes akademiske
Værge, nemlig af Kirkens Kasse og de direkte i den indflydende Jordebogs-
indtægter en Pengeløn af 100 Kr. 25 ø. og 36 Tdr. 4 Skpr. 2 Fdkr. Havre
efter Kapitelstaxten, hvortil kommer en Andel i Hvidovre Bys Kirketiende
Denne Andel blev af den i Aaret 1833 beskikkede akademiske Værge, Pro-
fessor H. N. Clausen, oppebaaret med 220 Tdr. 7 Skp. 21/« Fdk. Byg efter
Kapitelstaxten, dog med Fradrag af 45 Kr. til Landskat, men er for hans
Efterfølger af Konsistorium foreslaaet nedsat til 54 Tdr. Byg efter Kapitels-,
taxten uden Afdrag til Landskat, et Forslag, der imidlertid endnu ikke har
faaet sin Afgjøreise.
16.	Examensindtægter, nemlig ved den almindelige Forberedelsesexamen (kgl. Resol.
17. Juli 1857 § 7), juridisk Examen for ustuderede (Sp. Regi. 11. Jan. 1839),
Tandlægeexamen (kgl. Resol. 19. Febr. 1873), den farmacevtiske Examen
(Justitsministeriets Skrivelse 28. Juni 1858) og den lægevidenskabelige For-
beredelsesexamen (kgl. Resol. 27. Oktbr. 1843 og Minist. Resol. 12. Decbr.
1871), efter 5 Aars Gjennemsnit i alt 2492 Kr., fordelte paa 20 som Exa-
minatorer fungerende Universitetslærere, nemlig med 485 Kr. 60 ø. paa det
rets- og statsvidenskabelige Fakultet, 465 Kr. paa det lægevidenskabelige
Fakultet, 689 Kr. paa det filosofiske Fakultet og 852 Kr. 40 0. paa det
mathematisk-naturvidenskabelige Fakultet.
C. Indtægter, der ikke medtages ved Pensionsberegning.
1.	Hoiaorarer, som Medlemmer af Konsistorium oppebære for særlige, dem paa-
hvilende Forretninger, nemlig 400 Kr. for hver af inspectores qvæsturæ (kgl.
Resol. 15. Decbr. 1843) og 600 Kr. for den yngste retskyndige Professor,
der er Medlem af Konsistorium, som dettes Referendarius (Univ. Normalregl.
13. Novbr. 1844 og Anm. til Finanslovforslaget I. 1861 -62.).
2.	Godtgjørelse 200 Kr. af Kommunitetets samlede Lønningssum for hver af de
3 Professorer, der danne Bestyrelseskomiteen for Kommunitetets og Regen-
sens Stipendievæsen (Kommunitets Regi. 11. Febr, 1848 § 13).
3.	Lønning 600 Kr. for den Professor, der fungerer som Provst ved Kommuni-
tetet og Regensen (kgl. Resol. 151. Septbr. 1829).
At de her nævnte Indtægter ikke blive at medtage ved Pensionsberegning,
er fastsat ved L. 12. Jan. 1858 §§ 9, 10 og 34; for saa vidt de endnu indtil
den seneste Tid ere blevne medregnede, har dette været grundet i, at den paa-
gjældende Professor havde Ansættelse i en af de ommeldte Bestillinger, inden den
nævnte Bestemmelse traadte i Kraft.
De til Universitetslærernes Embeder knyttede Indtægter.
33
D. Indtægter, om hvis Forhold til Pensionsberegning Spørgsmaal ikke
har foreligget:
1.	Renter 465 Kr. af det Kratzensteinske Legat, oppebaarne af den, der til hver
Tid er Professor i Fysik, som Emolument ved Siden af hans lovbestemte Løn-
ning, jfr. Lindes Medd. f. 1849—56 S. 309 — 15. Den angaaende de Rost-
gaardske Legatrenter (anførte oven for under B. Nr. 6) bestaaende Regel vil
mulig kunne faa Betydning ogsaa for den her ommeldte Legatrente, saaledes
at ogsaa denne ved Pensionsberegning kommer i Betragtning som uvis
Indtægt.
2.	Rente 720 Kr. af det Lundske Legat under Universitetets Udgiftspost 3. c.,
det forenede naturhistoriske Museum, oppebaaret af 2den Inspektor ved dette
Museum, Professor Reinhardt, som et Emolument ved Siden af hans lovbe-
stemte Lønning. Efter de Forhandlinger, der gik forud for dennes Fastsæt-
telse, jfr. Rigsdagstid. f. 1868—69, Tillæg A. Sp. 1673—76 og f. 1870—71,
Tillæg B. S. 345, synes dette Emolument for Professor Reinhardts Vedkom-
mende at have Karakter af et personligt Tillæg og som saadant, altsaa som
vis Indtægt, eller dog som Legatrente og da som uvis Indtægt, at burde
medtages ved eventuel Beregning af Pension for ham.
3.	Forelæsningshonorar 400 Kr. for 1ste Inspektor ved det forenede naturhistoriske
Museum, Professor Schiødte, ved Siden af hans lovbestemte Lønning. Dette
Honorar udbetales af Honorarsummen under Universitetets Udgiftspost 7. a.
og maatte herefter synes ikke at kunne komme i Betragtning ved Pensions-
beregning. De oven for citerede Steder i Rigsdagstidende vise imidlertid en
Forbindelse mellem dette Honorar og den Lundske Legatrente, idet Professor
Schiødte netop af Hensyn til den om Legatet trufne Bestemmelse beholdt det
her ommeldte Honorarbeløb. Kun saaledes kom nemlig 1ste Inspektor, Pro-
fessor Schiødte, paa en samlet Lønning af 4000 Kr. (Maximum 3600 Kr. af
lovbestemt Lønning -f- 400 Kr. i Honorar), medens 2den Inspektor, Professor
Reinhardt, i samlet Lønuing erholdt 3920 Kr. ^Maximum 3200 Kr. af lov-
bestemt Lønning -f- 720 Kr. i Legatrente). Saafremt derfor den Lundske
Legatrente maa medtages ved Pensionsberegning for Professor Reinhardt, sy-
nes Honoraret 400 Kr. som personligt Lønningssupplement at burde paa
samme Maade komme i Betragtning for Professor Schiødte. Overhovedet ville
de citerede Steder i Rigsdagstidende i deres Helhed formentlig vise, at der
ved Siden af Lønningslovens Ordning af Inspektorembedernes Lønninger blev
for de da værende Inspektorer, under Hensyn til deres indtil da oppebaarne
Indtægter, truffet en personlig Lønningsordning, og fra dette Synspunkt synes
da de foranførte Spørgsmaal at burde afgjøres, ikke fra den mere tilfældige
Maade, hvorpaa deres Lønningsbestanddele ere posterede og betegnede.
4.	Personlig Godtgjørelse 600 Kr. til Overlægen ved den ene medicinske Afde-
ling paa Frederiks Hospital, Professor With, udbetalt under Universitetets Ud*
giftspost 7, e. Denne Godtgjørelse, hvorom henvises til Rigsdagstidende for
1872—73 Tillæg B. Sp. 235—38, er et Vederlag for det Indtægtstab, som
den nævnte Professor kom til at lide, idet han som Følge af den ved kgl.
Resol. 22. Januar 1873 under Hensyn til Universitetsundervisningen trufne
Omordning af Hospitalet, maatte afgive sit hidtil værende Overlægehonorar
1200 Kr. og en Huslejegodtgjørelse af 400 Kr. mod at erholde en Fribolig;
Universitets Aarbog.	5
34
Universitetet 1876 — 1877.
som han selv maa vedligeholde, og hvoraf han ogsaa maa svare Skatter.
Ligesom denne Godtgjorelse efter sin Oprindelse formentlig maatte bortfalde,
saafremt Professor With skulde gaa over i en anden Docentpost og derfor
fratræde sin Stilling som Overlæge, saaledes kan den, saa vidt skjønnes, i
Henseende til Pensionsberegning ikke give anden eller større Ret end det
Overlægevederlag, som den erstatter; og da nu dette sidste ikke gav Adgang
til Pension, hverken af Hospitalets eller Universitetets Kasse, vil den om-
meldte Godtgjørelse heller ikke ved Pensionsberegning kunne medtages."•
Da en Professor ved en skriftlig Fakultetsforhandling angaaende det mundt-
lige Forsvar til Erhvervelse af Doktorgraden havde omtalt en af de officielle
Opponenters Opposition i Udtryk, som Konsistorium maatte finde i høj Grad util-
børlige og uforenelige med det Hensyn, som skyldes en Kollega under en embeds-
mæssig Forhandling, udtalte Konsistorium for Fakultetet sin Beklagelse af, at den
paagjældende havde kunnet lade sig henrive til at fremsætte Ytringer af en Art,
der ikke kunde taales, naar en Fakultetsforhandling skulde bevare den sømmelige
Karakter, som maatte kræves af enhver Forhandling, der førtes i et offentlig Hvervs
Medfør, og anmodede Fakultetet om at tilkjendegive den paagjældende dette.
III. Forelæsninger, øvelser o# Examina.
1. Erhvervelse af akademisk Borgerret med dertil horende
Exa mina.
a. Om Religionsundervisningen i de lærde Skoler.
Ved kgl. Anordn. 5. Avg. 1871 § 2 Nr. 5 or det bestemt, at Undervisnin-
gen i Religion i do lærde Skoler, ophører med den tredje Klasse, saa at der som
Følge deraf ingen Undervisning gives i Religion i de tre øverste Klasser. Om
Grundene til denne væsentlige Afvigelse fra, hvad der tidligere bestod, maa Op-
lysning navnlig søges i de Forhandlinger, der en længere Aarrække forud havde
været førte om Undervisningen i de lærde Skoler, og blandt andet i 1857 foran-
ledigede Nedsættelsen af en Kommission, angaaende hvis Udtalelser om Religions-
undervisningen senere indhentedes Betænkning fra det theologiske Fakultet, jfr.
Lindes Medd. angaaende det lærde Skolevæsen 1849 —56 S. 58 ff. En i alt Fald
medvirkende Grund maa herefter antages at have været Uvished om, hvorvidt den
hidtil værende Religionsundervisning i de lærde Skoler, for saa vidt den førtes ud
over Konfirmationsalderen, havde svaret til sin Hensigt, idet ved den Disciplene
blandt andet ofte førtes ind paa Undersøgelser, de ikke ret magtede, og som der-
for kunde have skadelige Følger.
Under Henvisning til disse Forhandlinger og med den Bemærkning, at der
lige siden hin Undervisnings Ophør havde hævet sig Stemmer derimod, i den seneste
Tid ogsaa fra flere Landemoder, optog Ministeriet Sporgsmaalet til Drøftelse, og
begjærede blandt andet i Skrivelse af 22. Avg. 1876 det theologiske Fakultets
Erklæring om Sagen.
Det bemærkede heri til Vurdering af den da værende Tilstand, at det kunde
antages som Regel, at Disciplene ved Udgangen af tredje Klasse vare omtrent 15