16
Universitetet 1901—1902.
ovenover Konsistoriums Sal, ansøgte Udvalget om, at det — da der ved
fornævnte Bevilling ikke var blevet bevilget et Beløb af 500 Kr. en Gang
for alle, som det tillige havde ansøgt om i Sommeren 1900, — maatte
benytte hele den til Kontorhold og Lokale bevilgede Sum af 2000 Kr.
fuldt ud i Finansaaret 1901—1902 for tillige at kunne anskaffe de til
Lokalet fornødne Møbler. Konsistorium anbefalede i Skrivelse af 6te
Januar 1902 Udvalgets Andragende og oplyste, at der foruden det til
Kontorhold medgaaende Beløb i Fremtiden vilde behøves til Lokalets
Rengjøring, Opvarmning og Belysning 120—150 Kr., saaledes at der ikke
vilde blive Anvendelse for 350 Kr. af det til Leje af Lokale bevilgede
Beløb af 500 Kr., saa længe Udvalget havde Lokale paa Universitetet.
Ministeriet meddelte i Skrivelse af 25de s. M. Tilladelse til Benyttelse af
fornævnte Beløb i Finansaaret 1901—1902. Ved 3die Behandling af
Finanslovforslaget for 1902—1903 blev det paa Universitetets Udgiftspost
7. n. opførte Beløb nedsat med 350 Kr. til 1650 Kr., jfr. Rigsdagstidende
1901—1902 Tillæg B. Sp. 977—78 og 1137-42.
4. Akademisk Disciplin.
I de sidste Aar har Konsistorium ifølge Anmodning erholdt fra Kjø-
benhavns Politi Udskrift af Sager, som ved Kjøbenhavns Kriminal- og
Politiret have været anlagte mod Studenter. I Almindelighed have disse
Sager angaaet Forseelser mod den offentlige Orden paa Gaden, og der er,
for saa vidt de vedkommende Studenter oppebar Kommunitetsstipendiet
eller Legater eller havde Bolig paa Kollegierne, blevet tildelt disse Stu-
denter en Irettesættelse.
— Da Stud. med. N. N. og Stud. theol. N. N., der begge oppebar
Kommunitetsstipendiet og Regensbeneficiet, i Juli 1901 vare blevne ansete
med Bøder for at have foraarsaget Gadeuorden, blev den modtagne Ud-
skrift af Sagen af Konsistorium tilstillet Regensprovsten, der meddelte
Studenterne en alvorlig Irettesættelse.
Ligeledes bleve Udskrifter af Sager, ifølge hvilke Stud. jur. N. N.
og Stud. jur. N. N., der begge oppebar Kommunitetsstipendiet og Regens-
beneficiet, henholdsvis i August 1901 og i April 1902 vare blevne ansete
med Bøder for at have foraarsaget henholdsvis Gadeuorden og Uorden
paa en Yinkjælder, tilstillede Regensprovsten, der meddelte Studenterne
en alvorlig Irettesættelse.
II. Det akademiske Lærersamfund samt Censorerne ved
Universitetets Examina.
1. Besættelsen af det ved Professor, Dr. jur. J. H. Deuntzers Ud-
nævnelse til Konsejlspræsident og Udenrigsminister ledigblevne
Professorat i det rets- og statsvidenskabelige Fakultet med midlertidig
Docent, Dr. jur. H. V. Munch-Petersen.
Efter at Kirke- og Undervisningsministeriet under 7de September
1901 havde udbedt sig Konsistoriums Forslag om Besættelsen af fornævnte
Det akademiske Lærersamfund.
1?
Professorat, indsendte Konsistorium under 18de s. M. en Skrivelse fra
det rets- og statsvidenskabelige Fakultet, hvori dette foreslog, at Embedet
paa sædvanlig Maade opsloges ledigt, samt at de indkomne Ansøgninger
tilstilledes Fakultetet til Erklæring.
Under 7de Oktober s. A. anmodede Ministeriet Konsistorium om at
indhente Fakultetets Erklæring over den fra Dr. jur. H. Munch-Petersen,
der i 1899 var blevet ansat som midlertidig Docent ved Fakultetet, jfr.
Univ. Aarb. f. 1898—99 S. 18—20, indkomne Ansøgning.
Konsistorium indsendte under 17de s. M. en Skrivelse af 10de s. M.
fra Fakultetet, hvori dette udtalte, at Dr. Munch-Petersen saavel ved sine
videnskabelige Arbejder som ved sin Lærervirksomhed ved Universitetet
havde godtgjort, at han var fuldt ud kvalificeret til at være Professor i
Retsvidenskab. Konsistorium sluttede sig til Fakultetets Udtalelser.
Ved Skrivelse af 23de s. M. meddelte Ministeriet Konsistorium, at
Dr. jur. Hans Vilhelm Munch-Petersen under 22de s. M. allernaadigst var
blevet udnævnt til Professor i Retsvidenskab ved Universitetet.
2. Honorar til Dr. jur. L. A. Grundtvig for at holde Forelæsninger og
Øvelser for de juridiske Studerende.
Fra det rets- og statsvidenskabelige Fakultet modtog Konsistorium
under 27de November 1901 et Andragende, hvori Cand. jur. L. A. Grundtvig
ansøgte om, at han maatte blive beskikket til midlertidig Docent under
Fakultetet for at holde Forelæsninger og Øvelser samt deltage i Examens-
arbejdet indenfor de juridiske Fag efter Fakultetets nærmere Anvisning.
Kandidat Grundtvig anførte til Støtte for sin Ansøgning, at han,
siden han i 1893 var blevet juridisk Kandidat, stadig havde følt sig lien-
draget til den juridiske Lærergjerning, og at han, efter at en af ham til
Fakultetet indleveret Afhandling for Erhvervelsen af den juridiske Doktor-
grad af Fakultetet var blevet antaget til Forsvar, nærede et levende
Ønske om i saa vidt Omfang som muligt at gjøre Brug af den Ret til at
holde Forelæsninger og Øvelser ved Universitetet, som han derved havde
faaet Haab om at erhverve. Det vilde imidlertid være overmaade vanske-
ligt og vilde sikkert i Længden vise sig umuligt at forene en saadan
Virksomhed med den omfattende Manuduktionsvirksomhed, som han for
Tiden var nødsaget til at beskæftige sig med til Erhvervelse af det nød-
vendige til Livsopholdet, hvorimod en Ansættelse som den ansøgte vilde
sætte ham i Stand til $t anvende sin fulde Kraft direkte i Universitetets
Tjeneste. I den Tid,, der var forløbet, siden han tog den fuldstændige
juridiske Examen, havde hans Uddannelse været rettet paa Erhvervelsen
af de Forudsætninger, som betinge en frugtbringende juridisk Lærer-
virksomhed. Han begyndte strax en omfattende Virksomhed som Manu-
duktør i samtlige juridiske Fag med Undtagelse af Retshistorien. Med
offentlig Understøttelse havde han dernæst foretaget forskjellige Rejser i
Udlandet, derunder navnlig en større Rejse i 1896—'98, paa hvilken han
lagde Grunden til sit Arbejde for Doktorgraden, hvorhos han paa denne
som paa de andre, mindre Rejser efter Evne havde stræbt at erhverve
Universitetets Aarbog.	3
18
Universitetet 1901—1902.
Kjendskab til Studium og Retsliv ved Universiteter og Domstole i Tysk-
land, Norge og England. Han havde desuden fungeret som Sekretær ved
Kommissionen til Udarbejdelse af Forslag til en Aktielov og virket som
Lærer ved Indenrigsministeriets Feriekursus for Handelsskolelærere i de
4 sidste Aar samt bistaaet Højesteretssagfører Shaw med Arbejde i Rets-
sager af større Betydning. Siden 1899 havde han havt Ansættelse som
Assistent i Justitsministeriet. Han havde offentliggjort forskjellige An-
meldelser af retsvidenskabelig Litteratur paa Civilrettens Omraade, en
kortfattet Lærebog i Handels- og Vexelret, beregnet paa Undervisningen i
Handelsskolerne, samt Artikler i Salmonsens Konversationslexikon. Hans
Afhandling for Doktorgraden udgjorde 1ste Del af en samlet Fremstilling
af Konnossementsretten, til hvis 2den Del han allerede havde gjort grund-
læggende Arbejder. Medens Søretten, den fremmede saavel som den
nordiske, saaledes havde været hans særlige Studiumsgjenstand, havde han
dog samtidig stræbt at uddybe sit Kjendskab til Juraen i dens forskjel-
lige Forgreninger. Dette i Forbindelse med hans praktiske Uddannelse
turde han antage vilde gjøre ham skikket til en Lærervirksomhed ved
Universitetet paa de juridiske Hovedfag, nemlig Civilrettens Omraade.
Fakultetet udtalte i Skrivelse af 27de November 1901, at det levende
maatte ønske at faa en Mand ansat i den ved Dr. jur. H. Munch-Petersens
Udnævnelse til Professor ledigblevne Plads. Fakultetets Arbejde med
Undervisning og Examen havde nemlig allerede nu naaet et saadant Om-
fang, at en 6te Lærer var nødvendig. Og skulde der ske Ændringer i
det juridiske Studium og Examensvæsen — hvorom Fakultetet i nær
Fremtid agtede at gjøre Indstilling — vilde Arbejdet voxe end mere, og
hvis Indstillingen bifaldtes, nødvendiggjøre yderligere Forøgelser af Fakul-
tetets Lærerkræfter. Fakultetet indstillede under disse Forhold, at der
maatte blive tilstaaet Kandidat Grundtvig et aarligt Honorar af 2000 Kr.,
imod at han med Opgivelse af sin Manuduktionsvirksomhed holdt regelmæs-
sige Forelæsninger og Øvelser for de juridiske Studerende samt bistod ved
Examens- og andet Arbejde, alt efter Fakultetets nærmere Bestemmelse.
Fakultetet bemærkede, at det ansaa Kandidat Grundtvig for fuldt ud
kvalificeret til at beklæde en saadan Stilling, idet hans af Fakultetet til
Forsvar for Doktorgraden antagne Afhandling om Konnossementer godt-
gjorde hans Dygtighed og Modenhed til at behandle videnskabelige, særlig
civilretlige Æmner, ligesom det var Fakultetet bekjendt, at hans om-
fattende Virksomhed som Manuduktør havde vundet stor og udelt Aner-
kjendelse, saa at han, der tillige paa forskjellige Maader havde arbejdet
i det praktiske Retsliv, kunde forventes strax med Dygtighed at kunne
besørge ogsaa den over de fleste Hovedfag rækkende Undervisning i Be-
handling af konkrete Retstilfælde. Fakultet tilføjede, at det med denne
Indstilling ikke mente, at Spørgsmaalet om Besættelsen af et Professorat
i Tilfælde af eventuel Vakance i nogen Maade burde anses foregrebet.
Endelig indstillede Fakultetet — for saa vidt Spørgsmaalet om An-
sættelsen af en midlertidig Docent ikke strax maatte kunne træffes, —,
at Kandidat Grundtvig maatte bemyndiges til at deltage i de forestaaende
juridiske Examiner mod et Honorar af 600 Kr. Fakultetet bemærkede,
Det akademiske Lærersamfund.
19
at en saadan Hjælp for det, som Kandidat Grundtvig var villig til og
vel egnet til at give, var paatrængende nødvendig. Fakultetet havde ved
de sidste Aars Examiner, delvis bistaaet af nuværende Professor Munch-
Petersen, liavt 5 å 6 Examinatorer. Ved denne Examen vilde det kun
have 4, idet Professor Torp var syg og bortrejst, saaledes at han ikke
kunde deltage i Bedømmelsen af de skriftlige Arbejder, og derfor, selv
om han skulde kunne vende restitueret tilbage, før den mundtlige Exa-
mination begyndte, ikke vilde kunne deltage i denne. Hertil kom, at der
havde meldt sig et usædvanligt stort Antal til begge Examenens Afdelinger,
og at Professor Lassen maatte arbejde som Medlem af Kommissionen for
en Reform af den nordiske Civillovgivning, ligesom der mulig, medens
den mundtlige Examen varede, vilde jblive holdt Møde i Kjøbenliavn af
den samlede Kommission.
Konsistorium anbefalede i Skrivelse af 7de December 1901 til Mini-
steriet Fakultetets Andragende, hvorefter der ved Ministeriets Skrivelse af
17de s. M. blev meddelt Cand. jur. L. A. Grundtvig Bemyndigelse til at
deltage i de juridiske Examiner i Vinteren 1901—1902 mod et Honorar
af 600 Kr., saaledes at dette Honorar afholdtes af den for Maanederne
August til Oktober s. A. ledige Lønning for et Professorat under det
rets- og statsvidenskabelige Fakultet.
Til 3die Behandling i Folkethinget af Finanslovforslaget for 1902
—1903 blev der stillet Forslag om at optage i Texten til Universitetets
Udgiftspost 7. a., til videnskabelige Formaals Fremme, følgende Anmærk-
ning : „Det under Underkonto 2. til Dr. jur. H. Munch-Petersen bevilgede
Honorar paa 2000 Kr. for at holde Øvelser, særlig praktiske, for de juri-
diske Studerende kan i samme Øjemed udbetales til Cand. jur. L. A.
Grundtvig." Forslaget blev tiltraadt af Folkethingets Finansudvalg, ved-
taget ved Finanslovforslagets 3die Behandling, jfr. Rigsdagstidende 1901
—1902 Tillæg B. Sp. 977—78 og 1133-—3G, og Honoraret optaget paa
Finansloven for 1902—1903.
Efter Ministeriets Indstilling blev det ved kgl. Resolution af 29de
April 1902 bifaldet, at der af det paa Universitetets Udgiftspost 7. a. til
videnskabelige Formaals Fremme disponible Beløb tilstodes Dr. jur.
Ludvig August Grundtvig 2000 Kr. aarlig for at holde Øvelser, særlig
praktiske, for de juridiske Studerende.
3. Professor i Statsøkonomi, Dr. jur. V. A. Falbe Hansens Afgang
fra Universitetet og den ledigblevne Plads' Besættelse med en
Professor i Lovkyndighed.
Ved Skrivelse af 12te April 1902 modtog Konsistorium fra det rets-
og statsvidenskabelige Fakultet et Andragende, hvori Professor, Dr. jur. V.
A. Falbe Hansen ansøgte om Afsked som Professor ved Universitetet fra
30te s. M. at regne. Fakultetet udtalte, at det levende maatte beklage,
at Professor Falbe Hansen havde ment nu at maatte søge Afsked fra den
Universitetsgjerning, som han i ca. 25 Aar havde røgtet med fremragende
3*
20
Universitetet 1901—1902.
Dygtighed, og ledsagede Ansøgningen med sin Anbefaling i Erkjendelse
af det berettigede i de for denne anførte Grunde.
Fakultetet ansøgte dernæst om, at den saaledes eventuelt ledigblevne
Plads i Fakultetet denne Gang — hvad der vel vilde stemme med de
Kegler, der gjaldt for denne Plads — maatte blive besat som et Professur
i Lovkyndighed, at Pladsen paa sædvanlig Maade opsloges vakant og at
der gaves Fakultetet Lejlighed til at udtale sig om Besættelsesmaaden,
efter at det var gjort bekjendt med de fremkomne Ansøgninger.
Saavel de statsvidenskabelige som de juridiske Medlemmer af Fakul-
tetet vare alle enige om denne Indstilling i Betragtning af, at det var
paatrængende nødvendigt at skaffe en Forøgelse af de juridiske Lærer-
kræfter til mindst 7, hvilket vilde kunne opnaas i en nær Fremtid, hvis
den Docentur, som i Slutningen af forrige Aar søgtes for Dr. jur. Grundt-
vig, ogsaa bevilgedes. Kun maatte man andrage om, at Ministeriet søgte
Bemyndigelse til at tildele denne Docentur til en anden juridisk Viden-
skabsmand efter Fakultetets Indstilling for det Tilfælde, at Professuret i
Lovkyndighed maatte tilfalde Dr. Grundtvig. Endelig skulde man frem-
hæve, at de statsvidenskabelige Kolleger vel ansaa det for rigtigt og ret-
færdigt, at det ledige Professur denne Gang besattes i Lovkyndighed
dels af de anførte Grunde, dels fordi der ikke i Øjeblikket fandtes nogen
statsvidenskabelig Aspirant til Pladsen, der i Henseende til personlige
Kvalifikationer kunde staa Maal med de juridiske. Men hele Fakultetet
maatte dog indtrængende betone, at det med den Udvikling, som det stats-
videnskabelige Studium havde faaet i den sidste Menneskealder og med
de særlige Krav, som ved Universitetet stilledes til de statsvidenskabelige
Professorer, vilde være umuligt for to Professorer at fyldestgjøre disse
Krav. De statsvidenskabelige Fag spændte over saa vidtstrakte og for-
skelligartede Omraader, og der forelaa paa hvert af disse en saa rig og
stadigt voxende Litteratur, at det selv ved den hensigtsmæssigste Fordeling
af Fagene imellem to Professorer vilde være umuligt for disse at følge
med Udviklingen paa alle Omraader. Man skulde minde om, at der for-
uden de to Hovedfag: Nationaløkonomiens Theori med tilhørende almin-
delig økonomisk Politik og Danmarks Statistik med Statistikens Theori,
der hvert for sig kunde lægge fuldt Beslag paa en Universitetslærers Tid
og Arbejdskraft, fandtes saa omfattende og selvstændige Discipliner som:
Bankpolitik, Handels- og Toldpolitik, Landbrugspolitik, Arbejderforhol-
denes Politik og Finansvidenskab, hvert med en omfattende Litteratur.
At følge med paa alle disse Omraader, hvor tilmed de theoretiske Ud-
viklinger maatte støttes af og underbygges med indgaaende statistiske Un-
dersøgelser, og samtidig fyldestgjøre Universitetsundervisningens Krav paa
Forelæsninger og Øvelser, var i Virkeligheden uoverkommeligt for to
Universitetslærere, og det vilde næsten blive umuligt for dem ved Siden
deraf at finde Tid til Udarbejdelsen af Lærebøger og Haandbøger, hvis
Udgivelse laa dem stærkt paa Sinde.
Kom nu til alt dette, at Nationaløkonomi ved den forestaaende Om-
ordning af juridisk Embedsexamen foresloges optaget som et af Fagene ved
denne og at der herved vilde stilles nye og ret betydelige Krav til de
Det akademiske Lærersamfund.
21
statsvidenskabelige Professorer baade i Retning af Forelæsninger og Ud-
arbejdelse af Lærebøger, maatte man meget indtrængende andrage om, at
der, saafremt det nu ledigt blivende Professorat besattes med en Jurist,
maatte blive beskikket en Docent i Statsvidenskaberne saa snart som
muligt, og at der derfor paa det kommende Finanslovforslag for Aaret
1903—1904 maatte gjøres Forslag til denne Plans Realisation.
Konsistorium anbefalede i Skrivelse af 12te April 1902 til Ministeriet
saavel Professor Falbe Hansens Ansøgning som Falkultetets Andragende.
Ministeriet meddelte under 23de s, M. Konsistorium, at Professor
Falbe Hansen under 22de s. M. var blevet entlediget i Naade og med
Pension.
Det ledigblevne Embede blev derefter opslaaet som et Professorat i
Lovkyndiglied. Om Konkurrencen for de indkomme Ansøgere m. m. vil
blive givet Meddelelse i Aarbogen for 1902—1903.
4. Bevilget Lønnings- og Pensionsanciennetet for Professor, Dr. med.
K. B. Pontoppidan fra hans Ansættelse som Docent ved Universitetet.
Ved Skrivelse af 27de Juli 1901 udbad Kirke- og Undervisningsmi-
nisteriet sig Konsistoriums Erklæring over et af Professor, Dr. med. K.
B. Pontoppidan — der under 10de s. M. var blevet udnævnt til Professor
i Retslægevidenskab og offentlig Hygiejne ved Universitetet, jfr. Univ.
Aarb. f. 1900—1901 S. 691—93, — indsendt Andragende om forhøjet
Lønningsanciennetet.
Professor Pontoppidan bemærkede i sit Andragende, at lian, efter at
lian paa flersidig Opfordring havde søgt og opnaaet Ansættelse som Pro-
fessor i Retsmedicin ved Kjøbenhavns Universitet, tillod sig at andrage
om, at Ministeriet nu vilde tage Initiativet til, at der af de bevilgende
Myndigheder blev ydet ham Kompensation for det økonomiske Tab, han
led ved sin Forflyttelse. I saa Henseende oplyste han følgende om
sit Overlægeembedes Indtægter. Den faste Gage var 4432 Kr. Hertil
kom, at der i de sidste Aar paa Finansloven var blevet bevilget Sinds-
sygeanstalternes Overlæger 600 Kr. til en Rekreationsrejse, saaledes at
hans Løn paa Anstaltens Budget for indeværende Finansaar var opført
med Summen 5032 Kr. Fra 15de Februar 1903 vilde der tilfalde ham
et Alderstillæg, stort 400 Kr. Dernæst ydedes der ham aarlig 16 Favne
Brænde eller for en Del Pengegodtgjøreise derfor, et Emolument, der
med de sidste Aars Brændselspriser havde havt en Værdi af imellem 400
og 500 Kr. Endvidere havde han fri Bolig (12 Værelser, Udenomslejlighed
samt Have). Endelig skulde han af mindre, men dog værdifulde Emolu-
menter nævne: Havesager, Kjør-sel, Personhjælp og deslige. Det vilde
saaledes forstaas, at Overtagelsen af et med en Begyndelseslønning af
3600 Kr. lønnet Embede var en stor økonomisk Tilbagegang og tillige for
ham i hans forholdsvis fremrykkede Alder, 48 Aar, en ikke ringe økono-
misk Risiko, hvorfor det formentlig ikke vilde tindes ubilligt, at han an-
søgte Ministeriet om at udvirke for ham: principaliter en Afrunding opad
22
Universitetet 1901 —1902.
af hans fremtidige Embedes Indtægter indtil Størrelsen af hans tidligere;
subsidiært en forandret Beregning af lians Anciennetet, saaledes at den
blev regnet fra hans første Ansættelse som Docent ved Universitetet, den
1ste Januar 1888, i hvilken Henseende han tillod sig at minde om, at
han i 10 Aar havde virket i den med Overlægepladsen ved Kommune-
hospitalets Gte Afdeling forbundne Stilling som Universitetslærer.
I den under 10de Oktober 1901 afgivne Erklæring bemærkede Uni-
versitetets Kvæstor følgende. I sit hidtil værende Embede som Overlæge
ved Sindssygeanstalten for Nørrejylland ved Aarhus havde Professor Pon-
toppidan ifølge Lønningslov for Kongerigets Embedsmænd af 19de Februar
1861 § 23 været lønnet med en Begyndelseslønning af 4000 Kr., stigende
for hver 5 Aars Tjeneste med 400 Kr. til 5600 Kr., hvortil der ifølge Lov
af 26de Marts 1870 § 9 var kommet et aarligt Lønningstillæg af 432 Kr.
Da Professor Pontoppidan som ansat i den nævnte Overlægeplads fra
15de Februar 1898 ved sin Overtagelse af Professorembedet ved Universi-
tetet endnu var paa Begyndelseslønningen som Overlæge, havde han forladt
en Pengelønning af 4432 Kr. Hertil var ved Bevillinger paa Finanslove
kommet et Beløb af 600 Kr. aarlig til en Rekreationsrejse, fri Bolig med
Have og et aarligt Emolument af 16 Favne Brænde. Under Henvisning
til de af Professor Pontoppidan meddelte Oplysninger bemærkede Kvæstor,
at det ikke af ham var opgivet, til hvilken Værdi han havde tænkt sig sin
tidligere Fribolig ansat i en saadan Beregning af den af ham forladte sam-
lede Embedsindtægt, som maatte gaa forud for den af ham principaliter
ønskede Afrunding opad af hans nuværende Embedsindtægt. Heller ikke
troede Kvæstor at burde komme ind paa en saadan nøjagtig Beregning,
thi da det vistnok maatte anses for givet, at Lovgivningsmagten ikke ret
vel kunde komme ind paa en principmæssig Erstatning til en Embeds-
mand af det Lønningstab, som han led ved at opnaa et af ham ansøgt
nyt Embede — ligesom det da heller ikke var Kvæstor bekjendt, at der
tidligere i Universitetsforhold var givet en paa en saadan Grundsætning
støttet Bevilling — kunde han i Oplysningen om den af Professor Pon-
toppidan forladte Embedsindtægt, der saa betydeligt oversteg hans Be-
gyndelseslønning som Professor, 3600 Kr., ikkun se en Støtte, men rigtig
nok ogsaa en betydelig Støtte, for det af ham subsidiært fremsatte An-
dragende om en forandret Beregning af hans Anciennetet som Professor,
nemlig saaledes at den blev regnet fra hans første Ansættelse som Docent
ved Universitetet, altsaa den 1ste Januar 1888.
Professor Pontoppidans Embedsvirksomhed siden det nævnte Tids-
punkt indtil hans Udnævnelse til Professor ved Universitetet, fra 1ste
September 1901 at regne, var saaledes fordelt: Fra 1ste Januar 1888—
31te Marts 1892 extraordinær Docent .ved Universitetet, fra 1ste April
1892—31te December 1897 ordinær Docent ved Universitetet og derefter
med kgl. Beskikkelse af 15de Februar 1898 Overlæge ved Sindssygean-
stalten for Nørrejylland ved Aarhus. Hans Ansættelse som extraordinær
Docent ved Universitetet hidrørte fra den i Ministeriets Budget for 1888
— 89 indkomne nye Udgiftspost 7. h. „Extraordinært til Honorar til Over-
lægen ved Kommunehospitalets Afdeling for Sindssygdomme og Sygdomme
Det akademiske Lærersamfund.
23
i Hjernen og Nervesystemet 2000 Kr.", jfr. Universitetskvæsturens trykte
Regnskabsberetning for 1888—89 S. 43. Af Anmærkningerne til Finans-
lovforslaget for 1888—-89, Rigsdagstidende 1887—88 Tillæg A. Sp. 737—38,
vilde det ses, at den Docentvirksomhed, der saaledes blev overdraget Dr.
med. Pontoppidan, var en selvstændig Undervisning af de lægevidenskabe-
lige Studerende i et for deres Studium nødvendigt Fag, og denne Omstæn-
dighed fik i Universitetets Lønningslov af 12te April 1892 sit Udtryk deri,
at der i § 2 blandt dem, der medvirke under det lægevidenskabelige Fa-
kultet som ordinære Docenter, blev opført en Docent, som bestyrer en for
Undervisningen egnet Klinik for Sindssygdomme og Sygdomme i Hjerne-
og Nervesystemet. Som ordinær Docent ved Universitetet virkede Professor
Pontoppidan fra 1ste April 1892 til sin Fratræden som Overlæge ved Kjø-
benhavns Kommunehospital den 31te December 1897 for derefter at ind-
træde i den nu af ham fratraadte Overlægeplads. Medens hans samlede
Docentvirksomhed ved Universitetet fra 1ste Januar 1888—31te December
1897 ifølge sin Beskaffenhed turde liaabes at kunne medregnes i hans Løn-
ningsanciennetet som Professor ved Universitetet, vilde fra et helt andet
Synspunkt hans Embedsvirksomhed som Overlæge ved Sindssygeanstalten
ved Aarhus kunne anbefales til ogsaa i saa Henseende at komme i Be-
tragtning.
Det vilde være bekjendt, at den almindelige Lønningslov af 26de
Marts 1870 i § 4 havde anerkjendt det Billighedshensyn, der kunde tale
for, at en Embedsmand, der fra et Embede, for hvilket Alderstillæg efter
Tjenesteaar ere bestemte, gaar over til et andet, i denne Henseende lig-
nende Embede, medtager sin allerede erhvervede Lønningsanciennetet.
Dog er dette her sket paa den Maade, at saadanne Embeder ere inddelte
i Klasser, indenfor hvilke Bestemmelsen alene finder Anvendelse, hvilket
altsaa vil sige, at en saadan Medtagen af Lønningsanciennetet finder Sted
uden særlig Bevilling, saafremt de to Embeder, hvorom der er Tale, falde
indenfor samme Klasse af Embeder, medens der udkræves særlig Bevilling
ved Finanslov, for at det ovennævnte Billighedshensyn i modsat Tilfælde
kan faa Betydning. Da nu de i den foreliggende Sag ommeldte to Em-
beder med Begyndelseslønninger 4000 Kr. og 3600 Kr. ikke tilsammen
falde ind under Lovbestemmelsens Klasse af Embeder, for hvilke Begyn-
delseslønningen er mindst 2800 Kr., men ikke over 3600 Kr., vilde Med-
tagelsen af Lønningsanciennetet her være afhængig af en særlig Bevilling,
der dog turde ventes opnaaet, idet der — naar Lovgivningen havde er-
kjendt det billige i, at den Embedsmand, der fra et Embede med Be-
gyndelseslønning 3600 Kr. gaar over til et andet Embede med samme
Begyndelseslønning, medtager sin erhvervede Anciennetet — syntes at
være endnu større Grund til at lade den erhvervede Anciennetet medfølge
for den Embedsmand, der endog gaar nedad fra et Embede med Be-
gyndelseslønning 4000 Kr. til et andet Embede med Begyndelseslønning
3600 Kr.
Efter de meddelte Oplysninger maatte Kvæstor paa det bedste an-
befale, at der for Professor Pontoppidan søgtes bevilget en Lønnings-
anciennetet fra 1ste Januar 1888. Da han var født i 1853, vilde han
Universitetet 1901 —1902.
derved opnaa en Lønningsanciennetet som Universitetsprofessor fra sit
35 Aar, og det vilde af en den 4de Oktober 1901 udarbejdet Fortegnelse
over de øvrige lægevidenskabelige Professorers Lønningsanciennetet ses,
at der ikke vilde være noget paafaldende i en saadan Velvillie overfor
Professor Pontoppidan. Ifølge denne Fortegnelse var Gj en nemsnittet for
Lønningsancienneteten i dette Fakultet — enten erhvervet ifølge særlig
Bevilling eller uden en saadan — indtraadt med en Alder af omtrent
371/4 Aar. Rigtigere vilde det maaske være kun at inddrage under Be-
regningen de Professorer, der ligesom Professor Pontoppidan ikke havde
den Fordel i Forbindelse med selve Tiltrædelsen af Universitetsembedet
at opnaa Fribolig eller Huslejeportion, men det vilde vise sig, at det
nævnte Gjennemsnit, omtrent 371/4 Aar, ogsaa paa denne Maade blev
uforandret.
Professor Pontoppidans Andragende gik ud paa en forhøjet Anci-
ennetet overhovedet, altsaa ogsaa forhøjet Pensionsanciennetet, idet han
uden særlig Bevilling ikkun vilde have Pensionsanciennetet fra sin Beskik-
kelse under 15de Februar 1898 til Overlæge ved Sindssygeanstalten. I
denne Henseende bemærkede Kvæstor, at fornævnte Fortegnelse, idet den
angav Lønningsancienneteten for de øvrige Professorer i det lægeviden-
skabelige Fakultet, netop ogsaa oplyste Pensionsancienneteten for disse.
Dette havde væsentlig sin Grund i, at Bevillinger til „Lønningens" Be-
regning fra et vist Tidspunkt havde ført Ancienneteten i denne Henseende
tilbage til Embedsmandens første kongelige Udnævnelse, saaledes at den
særligt bevilgede Lønningsanciennetet uden videre var faldet sammen med
Pensionsancienneteten. I Principet derimod vilde formentlig en Bevilling
af forhøjet Lønningsanciennetet ikke i sig selv medføre en tilsvarende
Forhøjelse af Pensionsancienneteten, i hvilke sidste Henseende et nyt
Moment i Overvejelsen kom til, nemlig Hensynet til at holde tilraade med
Landets Pensionsbyrde. Derfor vilde det ogsaa ses, at der, da Lønnings-
ancienneteten blev ordnet for Professor Bloch paa Finansloven for 1900
—1901 ved en Anmærkning inden Linien under Universitetets Udgifts-
post 1. a., udtrykkelig blev medtaget Ordene „og Pension". I Anmærk-
ningerne til Finanslovforslaget, Rigsdagstidende 1899—1900 Tillæg A. Sp.
10G9—72, var dette begrundet med, at Professor Bloch ellers med en
Lønningsanciennetet fra 1ste Februar 188G først vilde have en Pensions-
anciennetet fra 1ste April 1897. Hvad Professor Pontoppidan angik,
skulde Kvæstor give sin bedste Anbefaling til, at ikke blot hans Lønnings-
anciennetet, men ogsaa hans Pensionsanciennetet førtes tilbage til 1ste
Januar 1888, ikke ud fra noget Princip om, at disse to Arter af Anci-
ennetet altid burde følges ad; men under et Hensyn til, at der ellers
syntes at ville blive et Misforhold imellem en Lønningsberegning fra 1ste
Januar 1888 og en eventuel Pensionsberegning fra 15de Februar 1898,
altsaa fra et Tidspunkt, da Professor Pontoppidan var 45 Aar gammel.
Konsistorium indstillede i Skrivelse af 25de Oktober 1901 til Mini-
steriet, at der til Finanslovforslaget for 1902—1903 maatte blive stillet et
Ændringsforslag om i Universitetets Budget under Udgiftspost 1. a., til
de normerede Professorer, at optage en Anmærkning inden Linien, saa-
Det akademiske Lærersamfund.
25
lydende: „Professor, Dr. med. K. Pontoppidans Tjeneste i Henseende til
Lønning og Pension beregnes fra 1ste April 1902, som om han var bleven
ansat som Professor fra 1ste Januar 1888 at regne". Konsistorium ind-
sendte tillige en Skrivelse fra det lægevidenskabelige Fakultet, hvori dette
anbefalede Professor Pontoppidans Andragende med Tilføjende, at For-
højelsen formentlig burde regnes fra hans Ansættelse. Konsistorium an-
befalede, at der paa Forslag til Lov om Tillægsbevilling for 1901—1902
søgtes bevilget ham forhøjet Lønning fra 1ste September 1901, fra hvilken
Dag han havde oppebaaret Lønning som Professor ved Universitetet.
Til 2den Behandling i Folkethinget af Finanslovforslaget for Finans-
aaret 1902—1903 blev der stillet Forslag om, at „Professor Dr. med. K.
B. Pontoppidans Tjenestetid i Henseende til Lønning og Pension beregnes
fra 1ste September 1901, som om han var bleven ansat som Professor fra
1ste Jannar 1888 at regne," jfr. Rigsdagstidende 1901—1902 Till. B. Sp.
357—60. Forslaget blev tiltraadt af Folkethingets Finansudvalg og ved-
taget ved Finanslovforslagets 2den Behandling.
5. Besættelsen af det ved Professor, Dr. med. J. H. Chievitzs Død
ledigblevne Professorat i normal Anatomi med
Dr. med. F. C. C. Hansen.
Efter at Professor, Dr. med. J. H. Chievitz den 6te Oktober 1901
var afgaaet ved Døden, udbad Kirke- og Undervisningsministeriet sig
under 14de s. M. Konsistoriums Forslag angaaende Besættelsen af det
ledigblevne Professorat i normal Anatomi.
Konsistorium indsendte under 2den November s. A. til Ministeriet
en Erklæring fra det lægevidenskabelige Fakultet, hvori dette foreslog, at
det nævnte Professorat opsloges ledigt. Konsistorium bemærkede derhos,
at der var tillagt Professoren i Anatomi en extraordinær Huslejehjælp
som Vederlag for Inddragelsen af hans Embedsbolig til Brug for normal-
anatomisk Museum, jfr. Rigsdagstidende 1889—90 Tillæg A. Sp. 3055—56
og Tillæg B. Sp. 981—82 samt Anmærkningerne til Finanslovforslaget for
1902—1903 Sp. 1089—90 og Univ. Aarb. f. 1889—90 S. 198, 552, 554
og 557.
Efter at Ministeriet under 22de November 1901 havde tilstillet Kon-
sistorium den eneste indkomne Ansøgning fra Prosektor i normal Anatomi,
Dr. F. C. C. Hansen, indsendte Konsistorium under 4de December s. A. en
Erklæring fra det lægevidenskabelige Fakultet, hvori dette udtalte, at Dr.
Hansen saavel ved sin Uddannelse som ved sine videnskabelige Arbejder,
der havde skaffet ham et anset Navn, var vel kvalificeret til Posten.
Fakultetet indstillede derfor, at han søgtes udnævnt til Professor. Kon-
sistorium sluttede sig til Fakultetets Udtalelser.
Ved Skrivelse af Ilte December s. A. meddelte Ministeriet Konsi-
storium, at Dr. med. Frederik Carl Christian Hansen under 10de s. M.
allemaadigst var blevet udnævnt til Professor i normal Anatomi ved
Universitetet.
Universitetets Aarbog.	4
26
Universitetet 1901—1902.
6. Lønningstiilæg til Bestyrerne af det pathologisk-anatomiske Institut
og af det farmakologiske Institut mod Forpligtelse for dem til
at bo i Nærheden af Instituterne.
Fra det lægevidenskabelige Fakultet modtog Konsistorium under
20de Maj 1901 2de af Fakultetet anbefalede Andragender fra Bestyreren
af det pathologisk-anatomiske Institut, Professor, Dr. med. J. Fibiger og
Bestyreren af det farmakologiske Institut, Professor, Dr. med. J. C. Bock
om Lønningstiilæg til dem, for at de kunde sættes i Stand til at tage Bopæl
i Nærheden af Instituterne.
Professor Fibiger bemærkede, at det pathologiske Institut i Efter-
aaret 1898 havde opnaaet sin nuværende Skikkelse, da Institutets yderst
faatalllige Museumsværelser bleve forøgede med en Del Lokaler i Ejen-
dommene Fredericiagade Nr. 18 og Bredgade Nr. 60. Der blev herved
tilvejebragt Betingelser for videnskabeligt Arbejde af langt større Omfang,
end det tidligere havde været muligt, og Virksomheden i Institutet var
derfor ogsaa, trods Lokalernes Utilstrækkelighed og meget væsentlige
Mangler, tiltaget meget betydeligt. Efter Institutets Udvidelse havde der
foruden Bestyreren og de to Prosektorer til Stadighed arbejdet videre-
komne yngre Videnskabsmænd — som Regel 3—4 ad Gangen — paa
Institutet, hvorfra der i de forløbne Aar var offentliggjort videnskabe-
lige Meddelelser. Ogsaa til enkelte Studenter, der ligesom Læger jævnlig
søgte Raad og Oplysninger, havde der kunnet skaffes Arbejdspladser.
Virksomheden var imidlertid ikke blot tiltaget ved, at der saaledes var
tilvejebragt gunstigere Vilkaar for videnskabeligt Arbejde, men var ogsaa
i væsentlig Grad blevet forøget ved, at det efter nyere Forbedringer af
Konserverings- og Præparationstekniken havde vist sig nødvendigt saa
hurtigt som muligt at tilvejebringe en ny Museums- og Studiesamling,
svarende til Nutidens Fordringer, og en ny Samling af mikroskopiske
Præparater, fremstillede med moderne Teknik. Ledelsen af de viden-
skabelige Undersøgelser paa Institutet og Bestyrelsen af det pathologisk-
anatomiske Museum i Forbindelse med Virksomheden som Prosektor ved
Frederiks Hospital paalagde Professoren i patliologisk Anatomi Arbejde
af meget forskjellig Art og nødvendiggjorde et stadigt Opsyn med Insti-
tutet. Dettes normerede Arbejdstid var fra Kl. 9 til Kl. 5, men de viden-
skabelige Undersøgelser foretoges jævnligt paa andre Tider af Døgnet. De
Viderekomne, der studerede paa Institutet, vare ofte yngre Læger, hvis
Dag var fuldt optaget af Hospitalstjeneste og Lægepraxis, og som derfor
kun kunde arbejde om Aftenen og tildels om Natten. Ligeledes krævede
ogsaa adskillige Konserverings- og Præparationsarbejder samt Experimenter
af forskjellig Art jævnligt Tilsyn paa disse Tider. Det vilde heraf frem-
gaa, at Institutbestyrerens Nærværelse kunde være nødvendig ikke blot til
de forskjelligste Tider af Dagen, men ofte tillige om Aftenen og af og
til om Natten. Hvis Bestyrerens Hverv skulde udføres fuldstændigt, var
det derfor nødvendigt, at han havde sin Bolig paa selve Institutet, — en
Ordning, som ogsaa for andre Instituter og Laboratorier, hvor Arbejdet
krævede stadigt Tilsyn, havde været tilstræbt af Universitetet. Det var
Det akademiske Lærersamfund.
27
dog ikke muligt at tilvejebringe Plads til en Bolig i den Bygning, i hvilken
Institutet var beliggende, da alle Lokaler her vare tagne i Brug, Hvis
Bestyreren imidlertid kunde bo i Institutets umiddelbare Nærhed, vilde
han dog ogsaa herved være i Stand til at paase Institutets Drift paa en
fyldestgjørende Maade. For den ham tillagte Lønning saa han sig ikke
i Stand til at bebo en passende Lejlighed i det Kvarter, hvor Institutet
var beliggende, og han ansøgte derfor om, at der maatte blive tildelt
ham en aarlig Understøttelse; der vilde da tillige kunde paalægges ham
som bindende Forpligtelse at bo i umiddelbar Nærhed af Institutet.
Professor Bock bemærkede, at det farmakologiske Institut i Frede-
riciagade 18 og Bredgade BO blev taget i Brug i November 1898, og at
der i den derefter forløbne Tid var blevet udført videnskabelige Under-
søgelser paa Institutet og udgaaet Arbejder fra dette. Først ved den paa
Finansloven for 1900—1901 optagne Bevilling til Instrumenter og Under-
visningsapparat og ved den samtidige Forøgelse af Institutets Annuum
blev Institutet imidlertid sat i Stand til at arbejde med større Kraft. I
det forløbne Aar var der saaledes anstillet Undersøgelser i videnskabelig
Retning af Institutets Bestyrer, dets Assistent og yngre viderekomne
Videnskabsmænd, ligesom der paa den farmakologiske Studiesal var blevet
givet Undervisning til de Studerende; endvidere havde jævnlig saavel
Læger som andre søgt Raad og Oplysninger. Betingelsen for, at Arbejdet
kunde drives med størst muligt Udbytte, var imidlertid, at Institutets
Bestyrer havde Bolig i dets umiddelbare Nærhed og saaledes stadig var i
Stand til at følge Arbejdet og de foreliggende Undersøgelser. Den nor-
merede Arbejdstid var fra Kl. 9 til Kl. 5, men det var jævnlig nødven-
digt ogsaa at arbejde paa andre Tider. De Arbejder, med hvilke Besty-
reren væsentlig vilde komme til at beskæftige sig — Undersøgelser an-
gaaende Lægemidlers kemiske Sammensætning og deres Virkninger —
vare nemlig af den Beskaffenhed, at de meget ofte vilde kræve hans Nær-
værelse ikke alene om Dagen, men ogsaa i Løbet af Aftenen og Natten.
Mange Præparationer og Experimenter krævede, at der foretoges Obser-
vationer med faa Timers Mellemrum i Løbet af største Delen af Døgnet.
Endvidere vare de Stoffer, med hvilke der arbejdedes, for en stor Del
saa tilbøjelige til at sønderdeles ved Henstand, at Fremstillingen af dem
ikke kunde udstrækkes over længere Tid, men, naar den var begyndt,
maatte fortsættes uden Afbrydelse. Dernæst maatte det fremhæves, at
det først i de seneste Aar havde været muligt her ved Universitetet at
anstille experimentelle farmakologiske Undersøgelser; Institutets vexlende
Assistenter og de, der søgte Institutet for dér at udføre videnskabelige
Arbejder, manglede derfor endnu den nødvendige Fordannelse og maatte
uddannes under Bestyrerens Ledelse. Det vilde af disse Grunde kunne
indses, at det vilde være af største Betydning for Institutets Drift, hvis
Bestyreren boede i den Bygning, hvor Institutet fandtes, en Ordning, som
ogsaa for andre Instituter, hvor Arbejdet krævede stadigt Tilsyn, havde
været tilstræbt af Universitetet. Det var imidlertid ikke muligt at ind-
rette en saadan Bolig, da alle Værelser i Institutet vare tagne i Brug.
28
Universitetet 1901 —1902.
Konsistorium anbefalede i Henbold til den store Virksombed, der var
indtraadt for Instituterne, og under Henvisning til, at Bestyrerne ikke
havde eller agtede at søge Praxis, Ansøgningerne, og indstillede, at Uni-
versitetets Udgiftspost 1. a., Lønninger efter Lov af 12te April 1892 § 5
til de normerede Professorer, i Finanslovforslaget for 1902—1903 maatte
blive forhøjet med 1600 Kr. i det Øjemed, at der indtil videre kunde til-
lægges Professoren i pathologisk Anatomi Fibiger og Professoren i Farma-
kologi Bock et Lønningstillæg af 800 Kr. hver mod Forpligtelse for dem
til at tage Bopæl i umiddelbar Nærhed af den Bygning, hvori de af dem
bestyrede Instituter ere anbragte.
Forslaget blev optaget paa Finanslovforslaget for 1902—1903 og i
Anmærkninger til samme, jfr. Rigsdagstidende Tillæg A. Sp. 1075—78,
bemærkedes blandt andet: I et af de fornævnte to Professorer fremsat, af
Konsistorium, det lægevidenskabelige Fakultet og Universitetets Kvæstor
anbefalet Andragende havde de begrundet, at den foregaaede Forandring
og betydelige Udvidelse af Virksomheden ved de af dem bestyrede Insti-
tuter vilde gjøre det nødvendigt for dem at have Bopæl i Instituternes
umiddelbare Nærhed, altsaa i et Kvarter af Byen, hvor Lejen langt vilde
overstige, hvad de af deres Lønninger kunde afse dertil, og de anholdt
derfor om Lønningstillæg mod Forpligtelse for dem til at tage Bopæl i
umiddelbar Nærhed af de paagjældende Instituter. Idet det først skulde
bemærkes, at lignende Lønningstillæg mod tilsvarende Forpligtelse ikke
var ukjendt ved Bestemmelsen af Lønninger for Bestillingsmænd ved Uni-
versitetet uden Embedsbolig, maatte det fremhæves, at de indgivne An-
dragender ikke vare affattede, som om de paagj ældende Professorer mente
i et fastslaaet Princip for Laboratoriebestyreres Lønningsmaade at have
Støtte for deres Ønske, og et saadant Princip kunde heller ikke i Virke-
ligheden siges at være opstillet af Lovgivningsmagten. Vel kunde det
findes antydet i Forhandlingerne i Folkethingstid. 1887—88 Sp. 4191 om
Byggeforetagender for Universitetet, idet Finansudvalgets Ordfører under
Hensyn til det nye plantefysiologiske Laboratorium havde udtalt, at „i
den Henseende har Udvalget ikke havt nogen Betænkelighed, at hvor
som helst der er et Laboratorium, der stadig skal passes, og hvor der er
Arbejder, der ofte foregaa Dag og Nat, og som skulle efterses paa de
forskjellige Tider af Dagen og Natten, der er det en absolut Fordring, at
Bestyreren bor i selve Bygningen." At der imidlertid ikke herfra kunde
drages den Slutning, at der maatte tillægges en Laboratoriebestyrer Er-
statning, saafremt Bolig ikke kunde tilvejebringes for ham i selve den
Bygning, hvor Laboratoriet var anbragt, og at denne Slutning i hvert
Fald ikke gjaldt, naar det paagjældende Laboratoriums Anbringelse var
midlertidig, vilde ses af en Udtalelsé af Finansudvalgets Ordfører i Folke-
thingstid. 1892—93 Sp. 4335 med Hensyn til Laboratoriet for medicinsk
Bakteriologi, hvis nuværende Anbringelse dengang betragtedes som rent
midlertidig. Men ogsaa om Anbringelsen af det pathologisk-anatomiske
Institut og det farmakologiske Institut i den op til det kirurgiske Akademi
stødende Bygning paa Hjørnet af Bredgade og Fredericiagade maatte det
for Tiden siges, at den var midlertidig og saaledes ikke kunde medføre
Det akademiske Lærersamfund.
29
noget Krav for de paagj ældende Professorer som Bestyrere af de nævnte
Universitetsinstituter paa Opfyldelsen af det nu af dem fremsatte Ønske.
Derimod syntes de lier nævnte Professorer i deres foreliggende Andra-
gender udelukkende at have set paa Forholdene paa den Maade, at de
ganske anerkjendte deres Forpligtelse til at færdes paa deres Instituter
netop saaledes, som det i sin Tid i Folkethingstid. 1887 - 88 Sp. 4191 var
udtalt om Laboratoriers Bestyrere i det hele, men at de ikke kunde se,
hvorfra de skulde skaffe Penge til at indleje sig i det dyre Kvarter i
umiddelbar Nærhed af Bygningen paa Hjørnet af Bredgade og Fredericia-
gade, medens dette dog var en Betingelse for Opfyldelsen af deres For-
pligtelse. Fra dette praktiske Synspunkt havde man ment at maatte til-
træde de foreliggende Andragender, saaledes at Lønningstillæget for hver
af de nævnte Professorer bestemtes til 800 Kr., dog at dette udtrykkelig
ikkun tillagdes dem indtil videre, saaledes at en Forandring i de be-
staaende Forhold i det hele vilde kunne blive en Grund til helt eller
delvis at inddrage det nævnte Tillæg. Til nærmere Oplysning i Hen-
seende til dette Forslag til Bestemmelse af Beløbet skulde anføres, at de
nævnte Professorer ikke havde Praxis og ikke agtede at søge Praxis, saa-
ledes at det ikke ved Beløbets Fastsættelse var tænkt opnaaet at tilveje-
bringe en til Praxis tilstrækkelig stor Bopæl for dem.
Forslaget blev vedtaget af begge Rigsdagens Thing og Beløbet op-
taget paa Finansloven for 1902—1903.
7. Forslag om midlertidig Docent, Dr. phil. A. B. Drachmanns Udnæv-
nelse til Professor extraordinarius i klassisk Filologi.
Fra det filosofiske Fakultet modtog Konsistorium under 30te Maj 1901
et Andragende fra midlertidig Docent, Dr. phil. A. B. Drachmann om, at
han maatte blive ansat som extraordinær Professor i klassisk Filologi.
Til Begrundelse for sin Ansøgning anførte Dr. Drachmann, at han
siden April 1892 havde været midlertidig Docent ved Universitetet, i de
første 5 Aar med et Honorar af 2000 Kr., siden 1897 af 3000 Kr. I
disse Aar havde han foruden at holde Forelæsninger og Øvelser saavel
for Begyndere som for Viderekomne tillige regelmæssig deltaget i Exami-
nationen til Skoleembedsexamen og lejlighedsvis ogsaa i andre Universi-
tetsarbejder, saasom Bedømmelsen af Prisopgaver. I de sidste Par Aar
havde han desuden fungeret som Sekretær i det af akademisk Lærerfor-
samling nedsatte Udvalg for folkelig Universitetsundervisning. Under disse
Forhold var hans Virksomhed som Universitetslærer efterhaanden natur-
ligt blevet det Centrale for ham, især efter at han fra Sommeren 1897
havde frasagt sig sin Plads som Forstander for de studerende Klasser
ved N. Zahles Skole, og han havde nu naaet en saadan Alder (41 Aar),
at et Ønske om at se sin Stilling fæstnet ikke vilde anses for uberettiget.
Ved hans Ansættelse som midlertidig Docent blev der saavel fra hans
egen som fra Universitetets Side lagt Vægt paa, at det store Antal af
Studerende, som den daværende Ordning af Skoleembedsexamen medførte,
gjorde en Forøgelse af Lærerkræfterne navnlig til mere elementær Under-
30
Universitetet 1901—1902.
visning ønskelig. Dette Hensyn vilde ved den nu indførte Omordning af
Examen vistnok træde noget i Baggrunden, men til Gjengjæld vilde der
ved de forandrede Examenskrav lægges stærkere Beslag paa Universitets-
lærernes Kræfter saavel ved Afholdelsen af selve Examen som til Ledelse
af de Øvelser af strængere videnskabeligt Indhold, der nu vilde faa en
fremskudt Plads, navnlig i Hovedfagsstudiet; endelig ogsaa til at holde
egentlige Examensforelæsninger over Realdisciplinerne. I begge de sidste
Retninger havde han som Docent virket dels ved jævnlig at holde Øvelser
i Laboratoriet, dels ved en større Forelæsning over romerske Antikviteter;
og i begge Retninger vilde der antagelig under den nye Ordning blive lagt
stærkere Beslag paa hans Arbejde. Til videnskabelig Produktion udover
sin Docentvirksomhed kunde der i de første 5 Aar, da han ved Siden af
det endnu nye Arbejde som Universitetslærer var stærkt optaget af sin
Stilling som Forstander ved N. Zahles Skole, ikke blive megen Tid. I
1895 besørgede han en revideret Udgave af Madvigs Syntax i dens ud-
førligere Skikkelse; desuden havde han i hele Tiaaret leveret enkelte
Artikler og ikke faa Anmeldelser til Nordisk Tidsskrift for Filologi og
til udenlandske Tidsskrifter, samt skrevet en Række Artikler over Æmner
af latinsk Filologi til Salmonsens Konversationslexikon. Efter at han ved
Understøttelse fra Carlsbergfonden var sat i Stand til at foretage en
længere Udenlandsrejse (i 1895—96) og dernæst til at opgive sin Stilling
som Forstander, havde han paabegyndt en Udgave af de gamle Pindar-
seholier, hvis første Bind nu var færdigt til Trykning. Ved en Rejse i
Efteraaret vilde han gjerne samle Materiale til Udgavens Fortsættelse.
Ifjor havde han, i Fællesskab med Professor Heiberg og Bibliothekar
Lange, overtaget at levere en kritisk Udgave af S. Kierkegaards samlede
Værker, saaledes at han besørgede de filosofiske Skrifter. Af disse vare
de første (Frygt og Bæven og Gjentagelsen) ved at udkomme. Det vilde
ikke ligge ham fjernt i Forbindelse dermed at holde en Forelæsning for
et større Publikum over et eller andet Hovedskrift af Kierkegaard, lige-
som han ogsaa kunde ønske engang at behandle et antikt Litteraturværk
(i Oversættelse) eller et nyere Værk af fremmed (tysk) Litteratur paa
lignende Maade, med Anvendelse af den klassiske Filologis Fortolknings-
principer. Men for at kunne gjøre dette uden at forsømme andet Ar-
bejde, maatte han helst i højere Grad end hidtil kunne samle sine
Kræfter om sin Virksomhed som Universitetslærer. Det var hans Haab,
at han maatte blive sat i Stand dertil ved Bevilling af denne Ansøgning.
Det filosofiske Fakultet udtalte, at Dr. Drachmann i den Tid, der
var forløben, siden han i 1892 blev ansat som extraordinær Docent ved
Universitetet, ganske havde fyldestgjort de Forventninger, Fakultetet næ-
rede til ham, da det i sin Tid anbefalede hans Ansættelse. Maatte Fa-
kultetet derfor allerede i Betragtning af det dygtige Arbejde, han- i den
lange Tid havde udført, saavel som af hans videnskabelige Begavelse og
Evne til at vække de Studerendes Interesse, være stemt for at anbefale
hans Andragende, saa vilde det være det endnu mere under Hensyn til
den Forandring, der i den nyeste Tid var foregaaet ved Indretningen af
Universitetets Skoleembedsexamina. Denne vilde nemlig med Nødvendig-
Det akademiske Lærersamfund.
31
hed medføre, at der lagdes endnu mere Beslag end tidligere paa Univer-
sitetslærernes Kræfter, idet man vilde komme til betydelig mere ind-
gaaende at beskæftige sig med de enkelte Studerende og deres Arbejder,
og Dr. Drachmann, som havde været med til at give Stødet til den nye
Ordning og nærede den varmeste Interesse for, at denne kunde blive ført
ud i Livet paa den Maade, Fakultetet ønskede og tilsigtede, vilde da
være en Lærer, som man i høj Grad maatte ønske at se knyttet til Uni-
versitetet paa de gunstigste Vilkaar, som det under de nuværende Uni-
versitetsforhold var muligt at opnaa for ham. Fakultetet ledsagede der-
for Dr. Drachmanns Andragende med sin varmeste Anbefaling.
Konsistorium bemærkede i Skrivelse af 17de Juni 1901 til Ministe-
riet, at Dr. Drachmann allerede i 1887, altsaa for ca. 14 Aar siden,
havde konkurreret om et Professorat i klassisk Filologi ved Christiania
LTniversitet og sejret i Konkurrencen, idet Censurkomiteen med 3 Stem-
mer mod 2 og det akademiske Kollegium ligeledes med 3 Stemmer mod
2 indstillede ham til Professorpladsen, medens desuagtet den anden ældre
Konkurrent blev udnævnt til Professor; da Dr. Drachmann derefter fra
1892 her ved Universitetet yderligere havde godtgjort sin betydelige Be-
gavelse og Dygtighed, anbefalede Konsistorium paa det varmeste hans
Andragende.
Forslaget blev ikke optaget paa Finanslovforslaget for 1902—1903
eller stillet under dettes Behandling.
8. Forslag om forhøjet Lønningsanciennetet for Professor i klassisk
Filologi, Dr. phil. J. L. Heiberg.
Fra det filosofiske Fakultet modtog Konsistorium under 12te Ok-
tober 1901 et Andragende fra Professor, Dr. phil. J. L. Heiberg om For-
højelse af hans Lønning.
Professor Heiberg anførte til Støtte for sit Andragende, at han i
Januar 1896, 41 Aar gammel, var blevet ansat som Professor paa yngst
Lønning, efter at han siden 1884 havde været Medbestyrer af Borger-
dy dskolen i Kjøbenhavn med en aarlig Indtægt af 8000—9000 Kr.
Grunden til, at han overhovedet modtog Professoratet, var væsentligt
den, at det stod ham klart, at han ikke i Længden vilde kunne fortsætte
sit videnskabelige Arbejde i det for ham ønskelige Omfang ved Siden af
Virksomheden som Skolebestyrer. At han trods den betydelige Nedgang
i Indtægter kunde gaa over til Universitetet, laa dels i, at han havde
lagt nogle Penge op og til Hjælp beholdt 10 ugentlige Skoletimer, dels
og fornemlig deri, at han som Vederlag for sin Part i Skolen havde be-
tinget sig Andel i Skolens Overskud i de følgende 6 Aar. Denne Ind-
tægt, som havde beløbet sig til mellem 1500 og 2000 Kr. aarlig, var nu
bortfalden, og hans økonomiske Stilling var derved bleven saa daarlig,
at han saa sig nødsaget til at søge den forbedret paa en eller anden
Maade. At han henvendte sig til Staten, var begrundet paa, at han som
Embedsmand vistnok maatte siges at være særlig uheldigt stillet i hor-
hold til sin Alder og sine tidligere Indtægter, og at der ved senere An-
32
Universitetet 1901—1902.
sættelser af Professorer var taget Hensyn af lignende Art. En Ancien-
netetsforøgelse af 10 Aar eller en tilsvarende Gageforliøjelse i anden
Form vilde hjælpe ham ud over de for ham vanskeligste Aar, hvor hans
Lønning var ganske utilstrækkelig.
Det filosofiske Fakultet anbefalede paa det varmeste Professor Hei-
bergs Andragende, idet det udtalte, at det var utvivlsomt, at han havde
bragt pekuniære Offre ved at modtage Ansættelse ved Universitetet, og
at der ved tiere tidligere Lejligheder var blevet tilstaaet endog yngre
Medlemmer af Fakultetet en extraordinær Lønningsforbedring, hvor det
gjaldt om at sikre Universitetet videnskabelige Kræfter af Betydning i
deres Fag.
I den af Universitetets Kvæstor afgivne Erklæring af 12te November
s. A. udtaltes, at det af den Indstilling fra det filosofiske Fakultet, der
gik forud for Professor Heibergs Udnævnelse til Professor ved Universi-
tetet, jfr. Univ. Aarb. f. 1895—96 S. 21—22, vilde ses, at han ansaas for
„selvskreven" til dette Embede. Idet der blev henvist til hans omfat-
tende videnskabelige Fortjenester, derunder hans Forening af dybtgaaende
Kundskab i de klassiske Sprog og i Mathematik, blev det tillige fremhævet,
at han var en anerkjendt dygtig Skolemand. Det turde heraf sluttes, at
hans Skolegjerning ikke havde været betragtet som en ligegyldig Sag,
men at man tværtimod havde set en Fordel for Universitetet i at er-
hverve til det filologiske Professorat en anset Videnskabsmand, der tillige
havde Erfaring og Dygtighed som Skolemand. Men, hvis dette forholdt
sig saaledes, syntes der — naar Professor Heiberg ved at forlade sin
Skolegjerning for Videnskabens og Universitetets Skyld var gaaet bety-
delig tilbage i aarlig Indtægt — for Universitetets Vedkommende at
være al Grund til at lade sin Interesse i Erhvervelsen af denne Mand
træde frem i Tilvejebringelsen af bedre Lønningsvilkaar for ham end dem,
som fulgte af de almindelige Lønningsregler. Den Omstændighed, at det
var en privat Skole, ved hvilken Ansøgeren havde virket som Medbestyrer,
kunde ikke antages at blive en Hindring for Lovgivningsmagtens Imøde-
kommen imod en særlig Henvendelse til den i dette Anliggende. Til
Oplysning om Lovgivningsmagtens Opfattelse af Lærergjerningen ved de
private lærde Skoler kunde det nævnes, at den Tid, hvori en Adjunkt
umiddelbart før sin Ansættelse ved en lærd Statsskole havde udført en i
Art og Omfang tilsvarende Lærergjerning ved en privat \ærå Skole, ifølge
Lønningsloven for de lærde Skoler af 12te April 1892 § 1 d. kommer
ham tilgode ved Beregningen af hans Alderstillæg, dog ikke udover 6 Aar,
altsaa 2 Lønningstrin. Kvæstor bemærkede derhos, at han ifølge det an-
førte maatte anse en Bevilling af det af Professor Heiberg fremsatte An-
dragende om en Anciennetetsforhøjelse med 10 Aar for passende og efter
sin særlige Begrundelse for at være uden Konsekvenser. At hans Anci-
ennetet nu i hans ældre Aar blev rykket tilbage til hans 31te Aar, vilde
stille ham saaledes som Professorerne saavel i det theologiske som i det
rets- og statsvidenskabelige Fakultet gjennemsnitlig vare stillede, medens
Gjennemsnits-Ancienneteten for samtlige Universitetets Professorer, ogsaa
efter særlige Bevillinger for dem, begyndte med det 30te Aar. Lønnings-
Det akademiske Lærersamfund.
33
ancienneteten for det filosofiske Fakultet begyndte med det 38te Aar; men
hvis herfra kunde hentes nogen Betænkelighed ved at imødekomme Pro-
fessor Heibergs Andragende, maatte denne antages at være bortfaldet
derved, at Fakultetet paa det varmeste havde anbefalet dette. Endelig
bemærkede Kvæstor, at det af hans Skrivelse til Konsistorium af 10de
Oktober 1901 angaaende forøget Anciennetet for Professor Pontoppidan
vilde have kunnet ses, at der nøje maatte skjelnes imellem Lønnings- og
Pensionsanciennitet, saaledes at disse ikke uden videre fulgtes ad. At
der imidlertid ogsaa i denne Henseende kunde vises Velvillie mod den
tidligere Bestyrer af en privat lærd Skole, Professor Heiberg, maatte
Kvæstor anse for ønskelig, og henviste i denne Henseende til, at det
paagjældende Folkethingsudvalg ved fornævnte Bestemmelse i Lov af
12te April 1892 § 1. d. havde til Hensigt ogsaa i Efterløn at lade Læ-
rerne ved private Skoler drage Fordel af denne deres Virksomhed, jfr.
Rigsdagstidende 1891—92 Tillæg B. Sp. 1509.
Konsistorium anbefalede i Skrivelse af 16de November 1901 paa det
varmeste Professor Heibergs Andragende, idet det endvidere fremhævede
hans Betydning som en saavel her i Landet $om i Udlandet anerkjendt
særlig fremragende Videnskabsmand, og indstillede, at hans Lønnings- og
Pensionsanciennetet regnedes fra 1ste Januar 1886.
Til Finanslovforslagets 2den Behandling i Folkethinget blev der
stillet Forslag om i Texten til Universitetets Udgiftspost 1. a., Lønninger
til de normerede Professorer, at optage følgende Anmærkning: Professor,
Dr. pliil. J. L. Heibergs Tjenestetid i Henseende til Lønning beregnes
fra 1ste April 1902, som om han var blevet ansat som Professor fra den
1ste Januar 1886 at regne, jfr. Rigsdagstidende 1901—1902 Tillæg B.
Sp. 359—62. Forslaget blev ikke tiltraadt af Folkethingets Finansudvalg
og forkastet ved Finanslovforslagets 2den Behandling, jfr. Folkethings-
tidende s. A. Sp. 2770—71, 2791—92, 2803 og 2808.
9. Andragende om Oprettelsen af et extraordinært Professorat for
Dr. phil. Georg Brandes.
Efter at et stort Flertal af Universitetets Professorer i en Henven-
delse til Kirke- og Undervisningsministeren havde udtalt Ønsket om, at
der maatte blive oprettet et extraordinært Professorat for Dr. phil. Georg
Brandes, udbad Ministeriet sig i Skrivelse af 27de November 1901 — da
det paatænkte at foreslaa Dr. G. Brandes bevilget et aarligt Beløb til fri
videnskabelig Virksomhed og da det fandt, at Beløbet rettest burde af-
holdes af Kommunitetets Midler, — en Udtalelse fra Konsistorium om,
hvorvidt der maatte haves noget herimod at erindre.
I Skrivelse af 4de December s. A. til Ministeriet udtalte Konsistorium
følgende: „Et Flertal (12 af Konsistoriums Medlemmer) mener — idet man
tør gaa ud fra, at det ogsaa er Ministeriets Anskuelse, at Understøttelser
til videnskabelig Virksomhed falder udenfor Kommunitetets Øjemed
ifølge de foreliggende Omstændigheder, om end under stærke Betænkelig-
heder, ikke at burde udtale sig imod, at der af Kommunitetets Midler
Universitetets Aarbog.
34	Universitetet 1901 —1902.
tilstaas Dr. phil. G. Brandes en aarlig Understøttelse. Dette Staudpunkt
har Flertallet dog kun ment at kunne indtage, fordi det foreliggende Til-
fældes extraordinære Beskaffenhed formentlig vil udelukke, at der fra
denne Anvendelse af Kommunitetets Midler kan drages Konsekvenser for
andre Tilfælde. Et Mindretal (Professorerne, Dr. H. Scharling, Dr. W.
Scharling og Dr. H. Matzen) maa udtale, at en saadan Anvendelse af
Kommunitetets Midler efter dets Formening ligger udenfor deres Bestem-
melse og derfor ikke bør finde Sted."
Til 2den Behandling af Finanslovforslaget for 1902—1903 i Folke-
thinget hlev af Ministeriet stillet Forslag om paa Kommunitetets Budget
at optage som Udgiftspost 20: Dr. Georg Brandes til fri videnskabelig
Virksomhed 6000 Kr. I Ministeriets Skrivelse af 6te December 1901 til
Folkethingets Finansudvalg udtaltes følgende: „Et stort Flertal af Uni-
versitetets Professorer har i en udførlig motiveret Henvendelse til under-
tegnede Minister udtalt Ønsket om, at der maa blive oprettet et extra-
ordinært Professorat ved Universitetet for Dr. Georg Brandes, idet det i
Henvendelsen er udtalt, at man har tænkt sig, at Stillingen skulde have
Karakter af en Æresstilling for Dr. Brandes, saa at han bortset fra de
almindelige Øvelser og Forelæsninger skulde være stillet saa frit, som
han selv ønsker det, med Hensyn til det Pligtarbejde, der ellers paahviler
Universitetslærerne, og saaledes, at han med Hensyn til Gageringsforhold
skulde stilles saa højt, som det overhovedet er muligt for Universitets-
professorer at naa. Idet jeg nu for mit Vedkommende ganske kan dele
Ønsket om, at der tildeles Dr. Georg Brandes en fast aarlig Bevilling
som en Anerkjendelse fra Universitetets og Statens Side, saavel som at
Størrelsen af en saadan Bevilling bestemmes til Maximum af en Pro-
fessorlønning, finder jeg derimod paa Grund af Omstændighederne frem-
for at lade Bevillingen fremtræde i den af Universitetsprofessorerne fore-
slaaede Form at maatte foretrække, at der tillægges Dr. Georg Brandes
en livsvarig aarlig Understøttelse paa 6000 Kr. af Kommunitetets Midler
til fri videnskabelig Virksomhed."
Forslaget blev tiltraadt af Folkethingets Finansudvalg, jfr. Rigsdags-
tidende 1901—1902 Tillæg B. Sp. 369—70, og vedtaget ved Finanslovfor-
slagets 2den Behandling, jfr. Folkethingstidende s. A. Sp. 2772, 2778—79
og 2809. Efter at Forslaget ligeledes var vedtaget af Landsthinget, blev
fornævnte Beløb optaget paa Finansloven for 1902—1903.
10. Besættelsen af det ved Professor, Dr. phil. V. Fausbølls Afgang ledig-
blevne Professorat i indisk-østerlandsk Filologi med Dr. phil. S. Sørensen.
Efter at Professor, Dr. phil. V. Fausbøll under 19de Marts 1902 efter
Ansøgning var bleven entlediget som Professor i indisk-østerlandsk Filologi
fra 30te April s. A., anmodede Kirke- og Undervisningsministeriet under
20de Marts s. A. Konsistorium om at indhente et Forslag fra det filoso-
fiske Fakultet om Besættelsen af det ledigblevne Professorat, hvorhos Mi-
nisteriet under Ilte April s. A. tilstillede Konsistorium en fra Dr. phil.
S. Sørensen indkommen Ansøgning.
Det akademiske Lærereamfund.
35
I Skrivelse af 15de April s. A. meddelte Fakultetet, at det paa et i
fornævnte Anledning afholdt Fakultetsmøde enstemmigt blev vedtaget at
udtale, at Fakultetet ansaa det for unødvendigt, at det fornævnte Professorat
blev opslaaet som ledigt, da man i Dr. phil. S. Sørensen havde en Viden-
skabsmand, der i enhver Henseende maatte betragtes som kvalificeret og
fuldt værdig til Pladsen, og ligeoverfor hvem ingen af dem, der kunde
tænkes at ville optræde som Konkurrenter, alligevel paa nogen Maade
vilde kunne komme i Betragtning. Fakultetet bemærkede, at en udfør-
ligere Motivering heraf formentlig vilde være overflødig, efter at det gj en-
nem Konsistorium havde modtaget Dr. Sørensens Ansøgning, i hvilken
han selv havde givet en Fremstilling om sin omfattende og almindelig
anerkjendte videnskabelige Virksomhed*), og til hvilken Fakultetet kunde
nøjes med at henvise. Fakultetet indstillede, at det ledige Professorat
besattes med Dr. Sørensen.
Konsistorium sluttede sig i Skrivelse af 23de April s. A. til Fakul-
tetets Udtalelser.
Ved Skrivelse af 9de Maj s. A. meddelte Ministeriet Konsistorium,
at Dr. phil. Søren Sørensen under 7de s. M. allernaadigst var blevet ud-
nævnt til Professor i indisk-østerlandsk Filologi ved Universitetet.
11. Andragende fra Professor, Dr. phil. C. U. E. Petersen om
forhøjet Lønningsanciennetet.
Fra Kirke- og Undervisningsministeriet modtog Konsistorium under
3die Oktober 1901 til Erklæring et Andragende fra Professor, Dr. phil.
C. U. E. Petersen, der var blevet udnævnt til Professor i Kemi ved Uni-
versitetet fra 1ste s. M., om, at der maatte blive tillagt ham nogle Aars
Lønningsanciennetet, til Exempel saaledes, at den Tid medregnedes, i
hvilken han havde været ansat som midlertidig Docent ved Universitetet,
Til Begrundelse af sit Andragende anførte Professor Petersen, at
han i ca. 13 Aar havde holdt Forelæsninger ved Universitetet, fra 1ste
April 1895 med Honorar som midlertidig Docent, og at han var i en
fremrykket Alder, idet han var født i 1856. Endvidere anførte han, at
han maatte give Afkald paa adskillige extraordinære Indtægter, som han
tidligere havde kunnet paaregne, medens paa den anden Side hans nye
Stilling vilde medføre flere forøgede Udgifter, saa at hans Udnævnelse,
saa længe Begyndelseslønningen varede, næppe vilde blive nogen økono-
misk Forbedring i hans Kaar.
Det mathematisk-naturvidenskabelige Fakultet udtalte i Skrivelse af
23de Oktober s. A., at det af Hensyn til, at Professor Petersen i 13 Aar
havde holdt Forelæsninger ved Universitetet og desuden havde udfoldet
en betydelig litterær (videnskabelig) Virksomhed, paa det bedste skulde
støtte hans Andragende.
Universitetets Kvæstor bemærkede i Skrivelse af 12te November s.
A. følgende. Efter at der for Ministeriet var fremkommet Udtalelser om,
*) Jfr. herom Dr. Sørensens Andragende i 1899 om at erholde Honorar for P ore-
løesninger over indisk Filologi. Univ. Aarb. f. 1898—99 S. 27—30.
36
Universitetet 1901—1902.
at de Undersøgelser, ved hvilke der fortrinsvis anvendes fysiske og mathe-
matiske Methoder til Løsning af kemiske Problemer, havde en stedse
voxende Betydning ogsaa for den praktiske Lahoratoriumsgjerning, saaledes
at der, som det allerede var Tilfældet ved en stor Del af Universiteterne
i Udlandet, ogsaa ved Universitetet i Kjøbenhavn burde ansættes en særlig
Docent i denne Del af Kemien, blev der ved Finansloven for 1895—96
jfr. Rigsdagstidende 1894—95 Tillæg A. Sp. 917—18 og Univ. Aarb. f.
1893—94 S. 372—74, bevilget Dr. phil. C. U. E. Petersen, som allerede
tidligere havde holdt Forelæsninger ved Universitetet, et Honorar under
Universitetets Udgiftspost 7. a. for at holde Forelæsninger over Æmner fra
den fysiske Kemis Omraader, foreløbig dog kun for et Aar. Denne Be-
villing blev gjentagne Gange forøget for et Aar og gik derpaa ved Finans-
loven for 1898—99, jfr. Rigsdagstidende 1897—98 Tillæg A. Sp. 993—94,
over til at være en staaende Bevilling for den nævnte Docent. Honorarets
Størrelse var oprindelig 1000 Kr., men det blev i 1899 af den til Mini-
steriets Raadighed værende Sum under Udgiftspost 7. a. 1. forhøjet med
300 Kr. til 1300 Kr. og endelig ved Finansloven for 1900—1901, jfr. Rigs-
dagstidende 1899—1900 Tillæg B. Sp. 467—68, forhøjet med 700 Kr. under
Udgiftspost 7. a. 2. til 2000 Kr. Dr. Petersen var derefter fra 1ste Oktober
at regne blevet udnævnt til Professor i Kemi ved Universitetet og Bestyrer
af dettes kemiske Laboratorium med den normerede Begyndelseslønning
af 3600 Kr. og Embedsbolig.
Med Hensyn til at Professor Petersen havde anholdt om, at hans
Lønningsanciennetet maatte blive beregnet fra den Tid, fra hvilken han
blev ansat som midlertidig Docent, altsaa fra 1ste April 1895, paa Grund
af den fremrykkede Alder, hvori han var blevet udnævnt til Professor,
41 Aar, bemærkede Kvæstor, at om det maatte erkjendes, at den gjennem-
snitlige Lønningsanciennetet for Universitetets Professorer i det hele, saa-
ledes som Forholdene, tildels tilfældigt, stillede sig og navnlig ogsaa
under Hensyn til de for enkelte Professorer givne særlige Bevillinger, var
indtraadt med det 36te Aar, medens Lønningsancienneteten for Profes-
sorerne i det matliematisk-naturvidenskabelige Fakultet gjennemsnitlig var
begyndt med en Alder af henved 37 Aar, syntes dog den for Professor
E. Petersen allerede opnaaede Lønningsanciennetet fra det 41de Aar ikke
at staa i et særligt stort Misforhold til, hvad der var almindelig. Det
maatte ogsaa bemærkes, at Andrageren i sit Fakultet liavde to Kolleger,
hvis Lønningsanciennetet var indtraadt endel senere end lians egen. An-
gaaende Andragerens Udtalelse om, at han maatte give Afkald paa ad-
skillige extraordinære Indtægter, som han tidligere havde kunnet paaregne,
medens paa den anden Side lians nye Stilling vilde medføre forøgede Ud-
gifter, saa at hans Udnævnelse, saa længe den ansatte Begyndelseslønning
varede, næppe vilde blive nogen økonomisk Forbedring af hans Kaar, be-
mærkede Kvæstor, at det i denne Henseende vistnok maatte indrømmes,
at den Professor, der begyndte med 3600 Kr. uden Embedsbolig, ganske
anderledes kunde indskrænke sig efter denne ikke store Pengelønning,
end naar han var forpligtet til at bebo en Embedsbolig, som ikke kunde
Det akademiske Lærersanjfund.
37
være indrettet efter lavere Lønningstrin. Men med Embedsboligen syntes
dog altid nogen Fordel at maatte følge, og naar Andrageren overhovedet
efter sin egen Udtalelse ikke ved sin Udnævnelse var gaaet tilbage i sin
økonomiske Stilling, vilde der næppe være den tilstrækkelige Grund til
Stede til at søge en forøget Lønninganciennetet bevilget for ham, thi
hertil maatte der dog vel nærmest udfordres en ikke ringe Tilbagegang i
aarlig Indtægt. Hertil kom, at selv om Andrageren i sin Professorindtægt
for Tiden ikke havde mere end sine hidtilværende Indtægter, ordinære
og extraordinære, tilsammen, saa var dog hans nuværende Indtægt bestemt
til at stige efter Lønningsloven og forbundet med Pensionsret. Det skulde
villigt erkjendes, at Opnaaelsen af et Professorat i Andragerens Alder og
efter hans særlige, hidtilværende Indtægtsforhold ikke for ham havde den
Betydning, som ogsaa efter hans af Fakultetet fremhævede videnskabelige
Betydning maatte ønskes; men Kvæstor maatte dog, efter det foran an-
førte, antage, at det foreliggende Andragende ikke vilde kunne imøde-
kommes uden Fare for betænkelge Konsekvenser.
Konsistorium sluttede sig i Skrivelse af 13de November 1901 til
Ministeriet til Kvæstors Udtalelser.
12. Honorarer til Cand. mag. M. Knudsen og Dr. phil. Jul. Chr.
Petersen for at holde Forelæsninger henholdsvis over
Fysik og Elektrokemi.
Efter at l)r. phil. C. U. E. Petersen var blevet udnævnt til Professor
i Kemi ved Universitetet fra 1ste Oktober 1901, jfr. Univ. Aarb. f. 1900—
1901 S. 701 og foran S. 1 og 35, modtog Konsistorium under 15de Oktober
s. A. en Skrivelse fra det mathematisk-naturvidenskabelige Fakultet, hvori
dette, under Henvisning til den nedenfor anførte Skrivelse af 3die Sep-
tember s. A. fra Professor, Dr. phil. S. M. Jørgensen og et Andragende
fra Dr. phil. Jul. Chr. Petersen, ansøgte om, at et Beløb af 1300 Kr. paa
Universitetets Udgiftspost 7. a. 1., der var blevet ledigt ved Dr. C. U. E.
Petersens Udnævnelse til Professor, fra 1ste Oktober s. A. maatte blive
tillagt Dr. phil. Jul. Chr. Petersen for at holde Forelæsninger og Øvelser
i Elektrokemi samt for at medvirke ved Examinerne i almindelig Kemi.
Professor Jørgensen havde i fornævnte Skrivelse af 3die September
s. A. bemærket, at Fakultetet i sin Indstilling om Dr. C. U. E. Petersen
Ansættelse som Professor i Kemi havde henstillet, at fornævnte 1300 Kr.
maatte blive anvendte i lignende Øjemed under Fakultetet, jfr. Univ. Aarb.
f. 1900—190L S. 701. Der sigtedes herved til to Ting. For det første
vilde det være i høj Grad ønskeligt, man kunde næsten sige nødvendigt,
at en særlig Gren af den fysiske Kemi, nemlig praktisk Elektrokemi, som
Dag for Dag vandt i Betydning, saa at der i Udlandet var blevet op-
rettet ikke faa elektrokemiske Statslaboratorier, kunde blive doceret ved
Universitetet, saa meget mere som man i Dr. Jul. Chr. Petersen havde
en Mand, som baade i flere Aar havde beskæftiget sig med videnskabe-
lige Undersøgelser i det nævnte Fag og ved disse blandt andet vundet
Videnskabernes Selskabs Guldmedaille, og som havde havt Lejlighed til
38
Universitetet 1901 — 1902.
grundigt at studere Faget hos en af dets første Autoriteter, Professor
Nernet i Gottingen. I Foraarslialvaaret 1901 havde han ogsaa holdt
Forelæsninger derover og en enkelt Dag hver Uge Øvelser deri i den poly-
tekniske Læreanstalts kemiske Laboratorium. Her fandtes nemlig de vig-
tigste nødvendige Øvelsesapparater, medens Dr. Petersen af Carlsberg-
fonden havde faaet Midler til Anskaffelse af finere Maaleinstrumenter,
som vel egentlig vare bestemte til hans videnskabelige Arbejder, men,
hvor det var ønskeligt, ogsaa fandt Anvendelse ved Øvelserne. Baade de
nævnte Forelæsninger og de dertil sig sluttende Øvelser vare blevne fulgte
med levende Interesse af Eleverne, hvad jo vel heller ikke kunde være
anderledes, da Elektrokemien i den nyeste Tid havde omdannet nogle af
de vigtigste kemiske Industrigrene fuldstændigt og stadig inddrog nye
Felter under sit Omraade. Den anden Grund til, at Fakultetet maatte
ønske Dr. Jul. Chr. Petersen tillagt fornævnte Honorar var, at det derved
vilde blive muligt at sikre sig hans Medvirkning ved Universitetets og
den polytekniske Læreanstalts Examiner, idet det bestandig voxende Elev-
antal stillede meget store Fordringer til Professorerne. Dette Hensyn
havde ogsaa været væsentlig medvirkende til, at hint Honorar i sin Tid
tillagdes Dr. C. U. E. Petersen.
Konsistorium anbefalede i Skrivelse af 20de November 1901 til Mini-
steriet Fakultetets Andragende.
Under 7de December s. A. indsendte Konsistorium endvidere en
Skrivelse af 5te s. M., hvori fornævnte Fakultet som Supplement til sin
Indstilling fremhævede, at en Docent i Kemi ikke kunde undværes, dels
paa Grund af det overordentlig store Antal Studerende — alle Medicinere,
alle Polyteknikere, alle Magistre og Skoleembedskandidater under Fakul-
tetet —, dels paa Grund af Fagets store Omfang og meget forskellig-
artede Grene, at en af disse Grene, Elektrokemien, i de sidste Aar havde
faaet en saadan Vigtighed, at Kemikernes Laboratorieøvelser vilde mangle
et væsentlig Led, naar de skulde savne Undervisning og Øvelser heri, at
Dr. Jul. Chr. Petersen var den eneste her i Landet, der havde studeret
dette Fag saaledes, at han kunde holde Forelæsninger og Øvelser heri, at
han havde taget Doktorgraden og kun var lønnet som Assistent ved den
polytekniske Læreanstalts kemiske Laboratorium, en Stilling, han med
stor Dygtighed havde beklædt i over 10 Aar, samt at Fakultetet frem-
deles varmt maatte anbefale Cand. mag. Martin Knudsen til den Plads
som Docent i Fysik, hvortil det paa Grund af hans udmærkede Dygtig-
hed allerede i forrige Aar havde indstillet ham, og hvortil der maatte
siges at være en overordentlig Trang, men at det i høj Grad maatte be-
klage, om hans Ansættelse skulde ske paa Kemiens Bekostning.
Angaaende Forslaget om Kandidat Knudsens Ansættelse som Docent
er Meddelelse givet i Univ. Aarb. f. 1900—1901 S. 776—77 og 784.
Til 3die Behandling i Folkethinget af Finanslovforslaget for 1902
—1903 blev der stillet Forslag om at forhøje Beløbet paa Universitetets
Udgiftspost 7. a. 2. med 1200 Kr. I Motiverne oplystes følgende. I Hen-
hold til et fra Professor, Dr. med. C. Christiansen indkommet Andragende
blev der til 2den og 3die Behandling i Folkethinget af Finanslovforslaget
Det akademiske Lærersamfund.
39
for 1901—1902 stillet Ændringsforslag, jfr. Rigsdagstidende 1900—1901
Tillæg B. Sp. 345—48 og 1349—52, om en Bevilling til forskjellige For-
anstaltninger, sigtende til at etablere en udvidet Undervisning i Fysik for
dem, der forberede sig til Skoleembedsexamen i Fysik og til Magister-
konferens med Fysik. Bortset fra et Beløb af 5000 Kr., som ved 2den
Behandling af Forslag til Lov om Tillægsbevilling for Finansaaret 1900
—1901 blev bevilget til Anskaffelse af et enkelt større fysisk Instrument,
blev intet af Forslagene fra Professor Christiansen tiltraadt af Rigsdagen.
Som det vilde ses, gik et af disse ud paa at faa bevilget et Beløb af
1600 Kr. under Universitetets Udgiftspost 7. a. 2. til Honorar for en
Docent i Fysik, der skulde overtage Forelæsningerne for de medicinske
Studerende. Fra Professor Christiansen havde Ministeriet nu modtaget
et Andragende, hvori han paany indtrængende anholdt om, at der maatte
blive ansat en Docent i Fysik ved Universitetet, idet lian til sine tidligere
Udtalelser til Støtte for dette Forslag fremhævede den Omstændighed, at
der til Overtagelsen af dette Hverv fandtes en fremragende Dygtighed i
Cand. mag. Martin Knudsen, der havde vundet almindelig Anerkjendelse
som Fysiker, nemlig ved sine epokegjørende hydrografiske Arbejder, hvor-
hos han gjentagne Gange med Ministeriets Tilladelse havde holdt Fore-
læsninger for Medicinerne og vist sig som en fremragende Docent, hvis
Forelæsninger havde været ualmindelig godt besøgte. Ligesom nu saavel
det mathematisk-naturvidenskabelige Fakultet som Konsistorium tidligere
paa det bedste havde anbefalet Professor Christiansens Forslag, idet
Fakultetet blandt andet havde udtalt, at der maatte siges at være en
overordentlig Trang til Stede til Ansættelsen af en Docent i Fysik, maatte
Ministeriet ogsaa for sit Vedkommende anse det for særdeles ønskeligt,
at Professor Christiansens Andragende blev imødekommet saaledes, at
der blev tillagt Cand. mag. Knudsen et Honorar paa 1600 Kr. I dette
Øjemed foresloges Universitetets Udgiftspost 7. a. 2. forhøjet med 1200 Kr.
Angaaende det ved Dr. phil. C. U. E. Petersens Udnævnelse til Professor
i Kemi paa Universitetets Udgiftspost 7. a. 1. ledigblevne Beløb paa
1300 Kr., jfr. foran S. 1, bemærkedes, at Ministeriet i Henhold til
en af Konsistorium anbefalet Indstilling fra det mathematisk-naturviden-
skabelige Fakultet havde ment at burde tilstaa Dr. phil. Jul. Chr. Peter-
sen dette Beløb som Honorar for at holde Forelæsninger og Øvelser i
Elektrokemi samt for at medvirke ved Examen i almindelig Kemi, idet
der henvistes til de af Fakultet foran anførte Oplysninger. Det bemærke-
des derhos, at der foruden ovennævnte Beløb af 1300 Kr., endnu var et
Beløb af 400 Kr. til Ministeriets Raadighed paa Udgiftspost 7. a. 1.,
hvilket Beløb agtedes tilstaaet Cand. mag. Knudsen, idet dette Beløb fore-
sloges suppleret med 1200 Kr. af Konto 7. a. 2. Forslaget blev tiltraadt
af Folkethingets Finansudvalg, jfr. Rigsdagstidende 1901—1902 Tillæg B.
Sp. 977—78 og 1135—38 og Folkethingstidende s. A. Sp. 4280—81 og
4306, vedtaget af Rigsdagen og Forhøjelsen optaget paa Finansloven for
1902—1903.
Efter Ministeriets Forestilling blev det ved kgl. Resolution af 29de
April 1902 bifaldet, at der af det paa Universitetets Udgiftspost 7. a, til viden-
40
Universitetet 1901 —1902.
skabelige Formaals Fremme disponible Beløb tilstodes Dr. phil. Julius
Christian Petersen 1300 Kr. for at holde Forelæsninger og Øvelser over
Elektrokemi samt for at medvirke ved Examinerne i almindelig Kemi
og Cand. mag. Martin Knudsen 1600 Kr. for at liolde Forelæsninger
over Fysik.
III. Forelæsninger, Øvelser og Examina.
1. Den filosofiske Prøve.
1 Henhold til den ved Kirke- og Undervisningsministeriets Skrivelse
af 27de April 1886 givne Bemyndigelse for det filosofiske Fakultet, jfr.
Univ. Aarb. f. 1885—86 S. 49, er det blevet tilladt 3 Studerende, der i
Januar 1902 havde bestaaet Afgangsexamen for Studerende, at indstille
sig til den filosofiske Prøve i Sommeren s. A.
— Ved Ministeriets Skrivelse af 14de Januar 1902 blev der, efter
Fakultetets Indstilling, meddelt tvende Candidati pharmaciæ, der begge
havde bestaaet Afgangsexamen i Sommeren 1901, Tilladelse til at indstille
sig til den filosofiske Prøve i Januar 1902.
2. Forelæsninger og Examina under det theologiske Fakultet.
a. Prøve i patristisk Latin.
Kgl. Resolution af 5te August 1902 om Ophævelse af
denne Prøve.
Fra det theologiske Fakultet modtog Konsistorium under 7 de Marts
1902 et Andragende, hvori Fakultetet ansøgte om, at der maatte søges
udvirket en kgl. Resolution, hvorved bestemtes, at den ved kgl. Resolution
af 17de December 1849 anordnede Latinprøve for Theologer holdtes sidste
Gang i Sommeren 1902, samt at fremtidig Karakteren for denne Prøve
for deres Vedkommende, som allerede havde bestaaet den, ikke indførtes
i Vidnesbyrdet for aflagt theologisk Embedsexamen.
Fakultetet anførte til Begrundelse for dette Andragende følgende.
Fakultetet kunde, som Forholdene havde udviklet sig, ikke længere anse
denne Prøve for formaalstjenlig. Vel kunde det ikke betragte Prøven i
dens nuværende Form som unyttig; tværtimod maatte det erkjendes som
heldigt, om det gjennem en særlig Prøve søgtes sikret, at de Studerende
havde læst et (mindre) Udvalg af den kirkelige Latinitet, derunder Con-
fessio Augustana og et større Stykke af Apologia Confessionis, hvorved
deres kirkehistoriske og dogmatiske Studium fik en meget ønskværdig
Støtte. Men den sproglige Prøve — og dette var Latinprøvens egentlige
Karakter •— maatte den erkjende som temmelig illusorisk. For det Mindre-
tal af Studerende, som vilde drive selvstændige videnskabelige Studier,
ydede Prøven ikke tilstrækkeligt sprogligt Fundament, saa disse maatte
dog paa anden Maade — paa egen Haand eller gjennem akademiske
Øvelser, der ogsaa i Fremtiden tænktes afholdte af Fakultetet — erhverve
sig den fornødne sproglige Færdighed i at læse kirkeligt Latin; og for