Det akademiske Lærers amfund.
351
med Hensyn til de under Fakultetet hørende Examiner i Vinteren 1899—1900,
intet var tii Hinder for, at den skriftlige Del af Skoleembedsexamen holdtes
i Universitetets Juleferie, dog i Annexbygningen- mod St. Pederstræde, da
der i Ferien skulde opsættes Stilladser i Universitetsbygningen i Anledning
af Restaureringen af Dekorationen i Universitetets Forsal og Korridorer.
—	Angaaende Udgivelsen af Forelæsningsfortegnelsen for det følgende
Halvaar inden de forud derfor gaaende Feriers Begyndelse jfr. foran S. 34G.
5. Akademisk Disciplin.
I de sidste Aar har Konsistorium ifølge Anmodning erholdt fra Kjøben-
havns Politi Udskrift af Sager, som ved Kjøbenhavns Kriminal- og Politiret
have været anlagte mod Studenter. I Almindelighed have disse Sager an-
gaaet Forseelser mod den offentlige Orden paa Gaden, og der er, for saa
vidt de vedkommende Studenter oppebar Kommunitetsstipendiet eller Legater
eller havde Bolig paa Kollegierne, blevet tildelt disse Studenter en Irette-
sættelse. I det foreliggende Aar har der dog ikke været Anledning til at
tildele nogen saadan.
II. Det akademiske Lærersamfund samt Censorerne ved
Universitetets Examina.
1. Andragender fra fhv. Sognepræst O. Jensen og Pastor N. Dalhoff
om Tilladelse til at holde Forelæsninger under Pastoralseminariet.
I Skrivelse af 5te August 1899 udbad Kirke- og Undervisningsmini-
steriet sig Konsistoriums Erklæring over et fra fhv. Sognepræst O. Jensen
indgivet Andragende, hvori han ansøgte om Tilladelse til i Efteraarshalv-
aaret 1899 at holde Forelæsninger paa Universitetet over den kristne
Prædikens Historie fra forskjellige Bekjendelser, Tider og Folk for de theo-
logiske Kandidater i Pastoralseminariet.
Konsistorium indsendte under 15de September s. A. til Ministeriet en
Erklæring af 8de s. M. fra det theologiske Fakultet, hvori dette udtalte, at
da Ansøgeren ikke havde bevist, at ban var i Besiddelse af særlige Forud-
sætninger for dette Æmnes videnskabelige Behandling, kunde Fakultetet
ikke anbefale, at der for hans Vedkommende gjordes Undtagelse fra de al-
mindelige Regler om Betingelserne for Adgang til Universitetets Lærerstole.
Konsistorium sluttede sig til Fakultetets Udtalelser.
—	I Anledning af et fra Ministeriet under 26de Juni 1900 modtaget
Andragende, hvori Præst ved Diakonissestiftelsen N. Dalhoff anholdt om
Tilladelse til at fortsætte sine Forelæsninger paa Universitetet over Diakonik
i det tilstundende og følgende Semestre, jfr. Univ. Aarb. f. 1896—97 S.
336—37, indsendte Konsistorium under 2den Juli s. A. en Erklæring af
28de Juni s. A. fra det theologiske Pakultet, hvori dette, under Henvisning
til sin tidligere, i Aaret 1897 afgivne Erklæring, jfr. Univ. Aarb. f. 1896—97
S. 336, foreslog, at den begjærede Tilladelse gaves under de samme Be-
tingelser for de 2 følgende Semestre. Konsistorium indstillede, at det til-
Universitetets Aarbog.
352
Universitetet 1899— 1900.
kjendegaves Pastor Dalhoff, at der ikke vilde være noget til Hinder for at
skaffe ham fornødent Lokale paa Universitetet til at holde Forelæsninger
over Diakonik i de to følgende Semestre, dog saaledes, at de paatænkte
Foredrag ikke vilde lblive optagne i Forelæsningsfortegnelsen.
Ministeriet meddelte under 21de August s. A. Konsistorium, at det
havde meddelt Pastor Dallioff Tilladelse til ogsaa i de 2 følgende Semestre
at holde Forelæsninger i Diakonik ved Pastoralseminariet, dog saaledes at
Bekjendtgjørelse om de paagjældende Forelæsninger ikke vilde kunne op-
tages i Forelæsningsfortegnelsen.
2.	Andragende fra Lic. theol. J. P. Bang om Honorar for Afholdelse
af Forelæsninger og Øvelser under det theologiske Fakultet.
Under 5te September 1899 modtog Konsistorium fra Ministeriet et
Andragende fra Lic. theol. J. P. Bang, hvori han ansøgte om, at der maatte
blive tilstaaet ham et Honorar for Afholdelse af Forelæsninger og Øvelser
under det theologiske Fakultet.
Konsistorium indsendte under Ilte Oktober s. A. en Erklæring fra det
theologiske Fakultet, hvori dette udtalte, at det, samtidigt med at det
meget paaskjønnede Lic. Bangs Virksomhed som Forfatter og Docent, dog
af principielle Grunde ikke kunde anbefale Ansøgningen, idet man ellers
ved en eventuel Vakance i Fakultetet formentlig vilde komme til at staa
mindre frit, end ønskeligt var, overfor Valg mellem flere Ansøgere. Konsi-
storium sluttede sig til Fakultetets Udtalelser.
3.	Besættelsen af det ved Professor, Dr. med. P. Plums Afgang
ledigblevne Professorat med Dr. med. Thorkild Rovsing som
Professor i Kirurgi.
Efter at Konsistorium under 16de Februar 1899 havde indsendt An-
søgning fra Professor, Dr. med. P. Plum om Entledigelse, meddelte Kirke-
og Undervisningsministeriet under 24de Marts s. A., at Professor Plum
under 22de s. M. var blevet entlediget i Naade og med Pension fra 31te
August s. A. at regne som Professor i Kirurgi. Ministeriet udbad sig derhos
Forslag indsendt fra Fakultetet angaaende den ledigblivende Professorplads
Besættelse.
Under 15de April s. A. indsendte Konsistorium til Ministeriet en
Skrivelse af Ilte s. M. fra Fakultetet, hvori dette, under Henvisning til
§ 40 i Universitetets Retsregler foreslog, at fornævnte Lærerpost snarest
muligt opsloges vakant, og at Ansøgningsfristen for Indlevering af An-
søgningerne sattes saa kort som muligt, da det vilde være meget ønskeligt,
at en eventuel Konkurrence kunde blive tilendebragt inden Vakancens
Indtræden.
Efter at Professoratet havde været opslaaet ledigt, sendte Ministeriet
under 10de Maj s. A. de indkomne 4 Ansøgninger, nemlig fra Dr. med. Kr.
Poulsen, Dr. med. Thorkild Rovsing, Dr. med. Jens Schou og Overlæge ved
Det akademiske Lærersamfund.
353
Frederiks Hospital, T)r. med. Ose. Wanscher, hvorhos Ministeriet anmodede
Konsistorium om at indhente det lægevidenskabelige Fakultets Erklæring
over Andragenderne.
Konsistorium indsendte derefter under 12te Juni s. A. en Erklæring af
1ste s. M. fra det lægevidenskabelige Fakultet, hvori dette udtalte, at da
det ikke fandt Anledning til paa Forhaand at foretrække en enkelt af An-
søgerne for de andre, maatte anse det for rigtigst, at der afholdtes en
Konkurrence. Fakultetet foreslog derfor, at der udstedtes Bekjendtgjørelse
om en saadan, dog saaledes, at Adgangen til at deltage i Konkurrencen
begrænsedes til de 4 Ansøgere. Med Hensyn til Formen for den eventuelle
Konkurrence foreslog Fakultetet, at den kom til at bestaa af: 1. En Fore-
læsning over et selvvalgt kirurgisk Æmne, der skulde vare i 3 paa hinanden
følgende Dage, 1 Time hver Dag. 2. En Forelæsning af 1 Times Varighed
over et opgivet Æmne af den operative Kirurgi med ca. 24 Timers For-
beredelse; samme Æmne for alle Deltagere. 3. En Forelæsning af 1 Times
Varighed over et opgivet Æmne af den almindelige Kirurgi med ca. 24
Timers Forberedelse; samme Æmne for alle Deltagere. 4. En klinisk Fore-
læsning af 1 Times Varighed over en Patient med en kirurgisk Sygdom.
Til Undersøgelse og Forberedelse tilstaas 2 Timer. De under 2, 3 og 4
nævnte Forelæsninger tænktes holdte for Studenter. Fakultetet foreslog
dernæst, at den Komité, der skulde bedømme de Konkurrerendes Kvalifika-
tioner, i Henhold til Retsreglernes § 40 og i Lighed med Komiteerne ved
den kirurgiske Konkurrence i 1885 og den medicinske Konkurrence i 1896
kom til at bestaa af 8 Medlemmer, nemlig 5 Medlemmer af Fakultetet,
valgte af dette, og 3 Medlemmer udenfor Fakultetet, valgte af det medi-
cinske Selskabs staaende Udvalg. Endvidere foresloges det, at denne Komité
skulde bedømme Konkurrencedeltagernes Kvalifikationer til den ledige Post:
1. paa Grundlag af deres litterære videnskabelige Arbejder og øvrige vita
ante acta medica og 2. paa Grundlag af Præstationerne ved Konkurrencen.
For at lette Komiteen Bedømmelsen af Deltagernes vita ante acta medica
maatte der paalægges disse at indsende til Komiteen et eller helst flere
(eventuelt 8) Exemplarer af deres hidtil offentliggjorte litterære Arbejder,
P^ndelig forelog Fakultetet, at Konkurrencen afholdtes i September Maaned
1899. Konsistorium sluttede sig til Fakultetets Forslag.
I Skrivelse af 21de Juni s. A. meddelte Ministeriet, at der under 20de
s. M. var meddelt kgl. Stadfæstelse paa Ordningen af Konkurrencen om
Professoratet i Kirurgi saaledes:
»1. at der i Henhold til Universitetets Fundats af 7de Maj 1788
Kap. 1. § 13 maa afholdes en til de nævnte Ansøgere begrænset Konkur-
rence om et Professorat i Kirurgi;
2. at der ved Konkurrencen vil være at tage Hensyn til a de Paa-
gjældendes litterære Arbejder og hele videnskabelige vita ante acta medica,
b. Udfaldet af en Prøve, bestaaende af 4 Prøveforelæsninger, af hvilke den
ene angaar eb selvvalgt kirurgisk Æmne, de to et opgivet Æmne af den
operative og den almindelige Kirurgi og den fjerde er en klinisk Forelæs-
ning over en Patient med en kirurgisk Sygdom. De opgivne Æmner, der
vælges af Censurkomiteen, skulle være fælles for alle Konkurrenter. Prøve-
44*
354
Universitetet 1899—1900.
forelæsningen over et selvvalgt Æmne holdes i 3 paa hinanden følgende
Dage, 1 Time hver Dag, og Prøveforelæsningerne over et opgivet Æmne
afholdes efter 24 Timers Forberedelse i 1 Time af hver Deltager. Til den
lriiniske Forelæsning tilstaas til Forberedelse og Undersøgelse 2 Timer;
3. at Censurkomiteen sammensættes af 5 Medlemmer af det læge-
videnskabelige Fakultet, valgte af dette, og af 3 Medlemmer udenfor Fakul-
tetet, valgte af »det medicinske Selskabs« staaende Udvalg.«
I Skrivelse af 24de Juli 1899 udbad Ministeriet sig Konsistoriums
Erklæring i Anledning af, at Fakultetet havde indberettet, at der til Med-
lemmer af Censurkomiteen var valgt følgende: af Fakultetet: Professorerne,
Dr. med. H. M. Saxtorph, Dr. med. P. Plum, Dr. med. O. Bloch, Dr. med.
L. Meyer og Fakultetets Dekanns, Professor, Dr. med. J. Bjerrum samt som
Suppleanter Professorerne, Dr. med. J. H. Chievitz og Dr. med. C. Gram,
og af det medicinske Selskabs staaende Udvalg: Overlægerne, Dr. med. E.
A. Tscherning, Dr. med. O. Wanscher og Dr. med. R. Paulli samt som
Suppleant Overlæge, Professor, Dr. med. Sylv. Saxtorph, hvorhos Fakultetet
havde bemærket, at det altsaa i Forventning om, at Ministeriet vilde billige
det, havde valgt Professorerne H. M. Saxtorph og P. Plum til Medlemmer
af Censurkomiteen, uagtet de paa det Tidspunkt, da Konkurrencen vilde
finde Sted, ikke længere vilde være Medlemmer af Fakultetet, samt at
Grunden til, at Fakultetet havde ønsket disse to Professorers Indtræden i
Komiteen, var den, at de jo begge vare specielt sagkyndige paa det Om-
raade, det ved Konkurrencen drejede sig om. Konsistorium anbefalede i
Skrivelse af 1ste August s. A. Fakultetets Andragende, hvorefter Ministeriet
under 8de s. M. bifaldt, at Professorerne H. M. Saxtorph og P. Plum vare
blevne valgte til Medlemmer af Censurkomiteen.
Under 10de August s. A. indberettede Fakultetet til Konsistorium, at
der som Deltagere i Konkurrencen havde meldt sig: Dr. med. Kr. Poulsen,
Dr. med. Thorkild Rovsing og Dr. med. Jens Schou, samt under 1ste Sep-
tember s. A., at Prøveforelæsningerne over et selvvalgt Æmne vilde linde
Sted fra 7de til 16de s. M., over et opgivet Æmne 19de og 21de s. M., og de
kliniske Forelæsninger blive holdte 23de, 25de og 27de s. M.
Æmnerne vare:
Forelæsninger over et selvvalgt Æmne: Dr. Kr. Poulsen: Om Hernier,
med særligt Hensyn til den radikale Herniotomi; Dr. T. Rovsing: Galde-
stenssygdommen og dens Behandling; Dr. J. Schou: Den moderne Ven-
trikelkirurgi.
Forelæsninger over opgivne Æmner: 1. Operationer paa det perifere
Nervesystem, særligt om Neurorafi, Neurolysis og Distensio nervi; 2. kompli-
cerede Frakturer paa Extremiteterne.
De kliniske Forelæsninger: Dr. Kr. Poulsen: Forelæsning over en
Patient med Gangræna digiti e panaritio; Dr. T. Rovsing: Forelæsning over
en Patient med Osteomyelitis centralis femoris; Dr. J. Schou: Forelæsning
over en Patient med Luxatio inveterata cum fractura humeri.
Den af Censurkomiteen vedtagne Indstilling blev af Fakultetet den
29de s. M. sendt Konsistorium, der under 30te s. M. fremsendte den til
Ministeriet.
Det akademiske Lærersamfund.
355
Yed Skrivelse af 13de Oktober s. A. meddelte Ministeriet Konsistorium,
at Dr. med. Niels Thorkild Jiovsing under 12te s. M. allernaadigst var
blevet udnævnt til Professor i Kirurgi ved Universitetet.
— Konsistorium udnævnte ved Skrivelse af 28de s. M. Professor Rovsing
til Bestyrer af Universitetets kirurgiske Instrumentsamling.
4. Docent, Overkirurg, Dr. med. O. Wanschers Udnævnelse til
Professor extraordinarius i Kirurgi og Indtræden som Medlem af det
lægevidenskabelige Fakultet.
Efter at den til Overkirurg, Dr. med O. Bloch bevilgede Lønning som
Professor extraordinarius i klinisk Kirurgi var faldet bort ved hans Ud-
nævnelse til Professor ordinarius fra 1ste April 1899, indsendte det læge-
videnskabelige Fakultet under 20de September s. A. til Konsistorium et An-
dragende om Oprettelse af et extraordinært Professorat i Kirurgi for Docent,
Overkirurg ved det kgl. Frederiks Hospital, Dr. med. O. Wanscher.
Til Støtte for dette Andragende anførte Fakultetet følgende: Indtil
Professor Blochs Udnævnelse til Professor ordinarius i klinisk Kirurgi be-
sørgedes Undervisningen og Examinationen i almindelig og speciel kirurgisk
Pathologi og Therapi af Professor, Dr. med. Saxtorph, medens Undervis-
ningen og Examinationen i klinisk Kirurgi og i kirurgisk Operationsøvelse
besørgedes af Professor, Dr. 0. Bloch og Professor, Dr. med. P. Plum.
Hvis det extraordinære kirurgiske Professorat nu bortfaldt for stedse,
vilde det blive nødvendigt at fordele Professor Saxtorphs hidtidige Lærer-
og Examinationsvirksomhed mellem de to ordinære Professorer. Herved
vilde der under alle Omstændigheder opstaa særdeles følelige Ulemper,
ganske særligt paa Examinationsomraadet: Ikke blot maatte nemlig Pro-
fessor Saxtorphs Undervisningsarbejde overdrages begge eller en af to til-
bageblevne Professorer, men Examinationen i kirurgisk Pathologi og Therapi
maatte enten helt overtages af Professoren i Operationslære, der saaledes
vilde komme til at examinere alle Kandidater i to Fag, eller den maatte
deles mellem de to Professorer; ved denne Ordning vilde der imidlertid
paalægges begge de kirurgiske Professsorer et ikke ringe Examensarbejde
ud over det nuværende, og dette vilde ikke være forsvarligt, særligt ikke for
den kliniske Professors Vedkommende, da hans nuværende Examensarbejde
allerede var meget betydeligt paa Grund af det store Antal Kandidater og
den kliniske Examinations særlige Natur.
Endvidere henledte Fakultetet til Begrundelse af Forslaget om Gjen-
oprettelsen af det bortfaldne extraordinære Professorat Opmærksomheden paa
følgende Forhold. Aldeles bortset fra, at Oprettelsen af et nyt ordinært
Professorat under det lægevidenskabelige Fakultet formentlig vilde støde
paa større Vanskeligheder end Gjenoprettelsen af det lige indtil April 1899
bestaaende Forhold, vilde der ved den foreslaaede Ordning tillige være op-
naaet den Fordel, at en af Fakultetets Lærerpladser under forandrede For-
hold i Fremtiden — f'. Ex. hvis en Gang de lægevidenskabelige Studerendes
Antal tog saa betydeligt af, at Trangen til tre kirurgiske Professorater ikke
blev i den Grad. følelig som nu, — lettere vilde kuuno linde en anden An-
356
Universitetet 18(.»9—1900.
vendelse. Hertil kom, at naar Overkirurg Wanscher, der i sin Tid med
Hæder havde deltaget i en Konkurrence om et Professorat i Kirurgi, og
som siden 1892 mod et aarligt Honorar af 2000 Kr. havde holdt kirurgiske
Praktikant-Kliniker for de Studerende, blev udnævnt til extraordinær Pro-
fessor under det lægevidenskabelige Fakultet, vilde det nævnte Honorar
bortfalde, medens han dog var forpligtet til, jævnsides med at han overtog
Professor Saxtorphs seneste Funktioner som Lærer og Examinator, at fort-
sætte sin nuværende kliniske Lærervirksomhed, saa længe han maatte be-
klæde Overkirurgstillingen paa det kgl. Frederiks Hospital. Der vilde altsaa,
samtidigt med at man bevarede den hidtidige Fordeling af Undervisnings-
og Examinationsarbejdet mellem tre kirurgiske Professorer, bortfalde en
Udgift af 2000 Kr. Fakultetet ansøgte i Henhold hertil om, at der maatte
blive foretaget de nødvendige Skridt til Gjenoprettelsen af et extraordinært
Professorat i Kirurgi for Docent, Overkirurg, Dr. O. Wanscher.
Universitetets Kvæstor udtalte i Erklæring af 18de November 1899
følgende. Yed den lægevidenskabelige Embedsexamen blev der afholdt Prøve
i 3 kirurgiske Fag, nemlig kirurgisk Pathologi, Operation og kirurgisk Klinik.
I Fakultetets Begrundelse af Andragendet var der givet Forklaring om de
Ulemper, der, saafremt de nuværende to ordinære Professorer i Kirurgi
skulde bestride den af den nylig afgaaede Professor Saxtorph besørgede
Universitetsgjerning, vilde indtræde for Undervisningen og ganske særligt
for Examinationen, Det vilde formentlig ogsaa være indlysende, at naar
den Examination i kirurgisk Pathologi, der havde været besørget af Professor
Saxtorph, nu skulde fordeles imellem eller lægges over paa den ene af de
to ordinære Professorer, der vare indtraadte i Fagene klinisk Kirurgi og
kirurgisk Operationslære, vilde dette fremkalde Vanskelighed. Gjennnem-
snitsantallet af dem, der havde indstillet sig til 2den Del af den læge-
videnskabelige Embedsexamen i Aarene 1893—94 til 1897—98, havde nemlig
været 74, hvormed det kunde sammenstilles, at der i de første 5 Aar, efter
at ifølge kgl. Resolution af 17de December 1841 det kirurgiske Akademi
var blevet ophævet og det nuværende lægevidenskabelige Fakultet var
blevet dannet, altsaa i Aarene 1842 — 46, i Gjennemsnit ikkun var 23, der
indstillede sig til den lægevidenskabelige Embedsexamen, og at der endda
var 3 normerede kirurgiske Universitetslærere (Professorer eller Lektorer)
til at examinere disse.
Naar det lægevidenskabelige Fakultet ved ^Universitetets Lønningslov
af 12te April 1892 § 2 var normeret med 11 Professorater — der ved Mini-
steriets Budget for 1893—94 bleve forøgede med et særligt Professorat i
Pathologi — havde det her, ligesom allerede i Universitetets Normalregle-
ment af 13de November 1844, været Forudsætningen, at de Fakultetet paa-
hvilende Forretninger vare at fordele imellem de normerede Universitets-
lærere ved administrativ Fastsættelse, jfr. Betænkning af et af Konsistorium
nedsat Lønningsudvalg i Univ. Aarb. f. 1881—82 S. 111. Den i Foraaret
1886 indtraadte men nu som Følge af Professor Blochs Indtræden i en
ordinær Professorplads ophørte Ordning, hvorefter der havdes en Universi-
tetslærer til hvert af de 3 kirurgiske Undervisnings- og Examinationsfag,
blev ikke til som en ny, hidtil ukjendt Ordning, thi der havde i de 58 Aar,
Det akademiske Lærers am fund.
357
der vare forløbne siden Dannelsen af et fælles lægevidenskabeligt Fakultet
i Forbindelse med Ophævelsen af det kirurgiske Akademi, ikkun været et
Tidsrum af 18 Aar, hvori der alene havde været 2 Universitetslærere i
Kirurgi, nemlig fra Foraaret 1868, da Professor Stein afgik ved Døden, til
Foraaret 1886, da nuværende Professor Bloch begyndte sin fornævnte Uni-
versitetsvirksomhed. De nærmere Omstændigheder, hvorunder det af Pro-
fessor Stein beklædte Professorat i Kirurgi blev bestemt til at inddrages,
omendskjønt Meningerne om en saadan Foranstaltnings Hensigtsmæssighed
vare delte, fandtes oplyste i Univ. Aarb. f. 1864—71 II. B. S. 23—30. Det
vilde fremdeles erindres, at der var en særlig Grund, nemlig Professor
Saxtorphs Fratræden fra en Overlægeplads ved Frederiks Hospital, jfr. Univ.
Aarb. f. 1896—97 S. 340 ff., der bevirkede Overdragelsen af en tredie
Lærerplads i Kirurgi til Dr. Bloch. Om alfcsaa end Spørgsmaalet om Nød-
vendigheden af at gjenerhverve en 3die normeret Professorplads i Kirurgi
allerede paa Grund af de Krav til Undervisning og Examination, som dette
Fag i sig selv stillede, ikke havde været gjenoptaget siden Inddragelsen af
en saadan 3die Kirurgplads efter Professor Steins Død i 1868, vilde Mulig-
heden af, at et saadant Spørgsmaal kunde opstaa, ikke kunne nægtes, naar
der saas hen til, at der netop siden 1868 var indtraadt en betydelig Frem-
gang i den kirurgiske Behandlings Sikkerhed og i Omfanget af de Syg-
domme, mod hvilke den kunde anvendes. Den Betydning, som paa Grund
deraf maatte tillægges Universitetsstudiet i Kirurgi — for mange Læger
en Afslutning paa den Uddannelse, som de overhovedet opnaaede i dette
Fag — vilde sandsynligvis opveje den Omstændighed, at der, som ovenfor
anført, i 1893—94 var blevet oprettet et ogsaa det kirurgiske Studium be-
rørende særligt Professorat i almindelig Pathologi. Om det end fremdeles
maatte erindres, at der ifølge Ministeriets Budget for 1888—89 var blevet
oprettet et særligt Professorat i Ophthalmologi, og at derfor Forelæsninger
over dette Fag vare bortfaldne for den Professor, der iøvrigt havde kirurgisk
Pathologi som sit Fag, vilde Tanken ad denne Vej muligvis netop kunne
ledes ind paa en Overvejelse af, om ikke en særligt normeret Professorplads
i den kirurgiske Pathologi vilde blive et Værn imod Krav paa særligt
normerede Lærerpladser i andre specielle kirurgiske Fag end Ophthalmologi.
Saafremt Sagkundskab i de foran berørte Forhold ikke var til Stede,
vilde der kunne tænkes at fremkomme den Mening, at Professor Blochs
Fungeren som en 3die Universitetslærer i Kirurgi havde været en i ganske
særlige Forhold ved Professor Saxtorphs Ansættelse i sin Tfd grundet ny
Foranstaltning, som nu, da sidst nævnte Professor var afgaaet, havde mistet
sin hele Grund til at blive opretholdt, og at derfor det foreliggende Forslag
om paany at erhverve en 3die Universitetslærer i Kirurgi væsentlig stillede
sig som et Ønske om at bevare den Lettelse i Arbejdet, som den nu ophørte
Ordning havde medført for de to normerede Lærere i Kirurgi. For at af-
værge en saadan Opfattelse vare foranførte Bemærkninger fremsatte til Paa-
visning af, at Regelen i den langt overvejende Del af Tidsrummet fra 1842
til nu netop havde været at have en særlig normeret Plads for den kirurgiske
Pathologi. I de 18 Aar af dette Tidsrum, i hvilke der ikke fandtes en
særlig Lærer i kirurgisk Pathologi, saas der heller ikke, saaledes som det
358
Universitetet 1899—1900.
dog var sket lige siden 1842, at være holdt Forelæsninger i dette Examensfag,
men kun Examinatorier. Om det da ikke vilde være en Tilbagegang i det
kirurgiske Studium, saa fyldigt som dette nu burde kunne dyrkes ved Uni-
versitetet, hvis de Studerende i Fremtiden paany skulde savne de siden
1886 paany holdte Forelæsninger over kirurgisk Pathologi og derfor være
henviste til Haandbøger, derom vilde der sikkert kunne rejses et Spørgsmaal.
At nu det hermed forbundne Spørgsmaal om Gjenerhvervelsen af et særligt
for den kirurgiske Pathologi bestemt normeret Professorat ikke var berørt
i det foreliggende Andragende fra Fakultetet, havde sin tilstrækkelige Grund
deri, at dette Spørgsmaal som Følge af Fakultetets Forslag om nu at op-
rette et extraordinært Professorat for ordinær Docent, Overkirurg Wanscher
blev udsat til Drøftelse en Gang i Fremtiden. Om den nævnte Videnskabs-
mands Kvalifikation til et saadant Hverv kunde henvises til Fakultetets
Udtalelser, idet der skulde tilføjes, at dettes Forslag allerede med den for
dette ved Sagens Historie givne Baggrund syntes at fortjene den bedste
Anbefaling.
Da Fakultetet i sin Skrivelse af 20de April 1885, jfr. Univ. Aarb. f.
1885—86 S. 20—21, angaaende Oprettelsen af den extraordinære Docent-
plads, der senere blev besat med Overkirurg Bloch, som Grund til at ud-
nævne denne eventuelle Docent i klinisk Kirurgi til Medlem af Fakultetet
anførte, at lian nødvendigvis maatte deltage i den lægevidenskabelige Embeds-
examen, i Bestemmelsen af skriftlige Opgaver o. s. v., maatte det her, hvor
en tilsvarende Stilling var tiltænkt den nu foreslaaede extraordinære Pro-
fessor, anses for givet, at han blev at optage i Fakultetet. At dette var
Tanken, og at derfor Dr. Wanscher som extraordinær Professor vilde have
at overtage de et Fakultetsmedlem paahvilende Byrder, syntes at burde til-
kjendegives Rigsdagen, saaledes at denne i sin Overvejelse af den ansøgte
Bevilling for den extraordinære Professor kunde have Indsigt i Omfanget
af de Fordringer, der eventuelt vilde kunne stilles til ham. Under Hen-
visning til, at en betydelig Aftagen af de lægevidenskabelige Studerendes
Antal var tænkelig — hvilket ikke kunde modsiges, om der end næppe for
Tiden var nogen Udsigt dertil, — syntes det af Fakultetet selv at være
bragt i Erindring, at Professorerne i Fakultetet, som foran berørt, efter
administrativ Fastsættelse fordele dets Forretninger efter de til enhver Tid
bestaaende Forhold. Det syntes da, at det hele Omfang af Dr. Wanschers
eventuelle Stilling først vilde tinde sit Udtryk deri, at han — i hvert Fald
i Anmærkningerne til Forslaget — udtrykkeligt foresloges at kunne udnævnes
til extraordinær Professor i Kirurgi og Medlem af det lægevidenskabelige
Fakultet.
Det syntes fremdeles at være uimodsigeligt, at Dr. Wanscher, som
af Fakultetet anført, i sin Stilling som Frofessor extraordinarius, saa
længe han tillige var Overlæge ved en kirurgisk Afdeling paa Frederiks
Hospital, maatte miste det nu af ham som ordinær Docent ved Universi-
tetet oppebaarne Honorar af 2000 Kr., jfr. dettes Lønningslov af 12te
April 1892 §§ 2. a. og 6. Angaaende Dr. Wanschers personlige Stilling
til Sagen skulde tilføjes, at han som extraordinær Professor ogsaa vilde komme
til at fratræde Stillingen som Ceusor ved den lægevidenskabelige Embeds-
Det akademiske Lærersamfund.
359
examen med et aarligt Vederlag af 900 Kr. Om selve Forpligtelsen for
liam til, saa længe lian tillige var Overlæge ved Frederiks Hospital, at
fortsætte sin Universitetsgjerning — men altsaa uden Honornr — maatte
Kvæstor imidlertid — som det syntes i Modsætning til Fakultetet — mene,
at en saadan Forpligtelse udtrykkeligt maatte paalægges ham ved hans
eventuelle Ansættelse som Professor extraordinarius, eftersom Lønningsloven
overhovedet ikke var bestemt til at omfatte Regler for extraordinære Pro-
fessorer, hvorimod et saadant Professorat i hvert indtrædende Tilfælde
hvilede paa ny, af Rigsdagen bifalden Ordning.
Med Hensyn til den eventuelle Postering af forommeldte Forslag paa
Finansloven bemærkede Kvæstor, at da der, som det var forklaret i
Anmærkningerne til Finanslovforslaget for 1900—1901, jfr. Rigsdagstid.
1899—1900 Tillæg A. Sp. 1097—1102, ikke var noget Beløb ledigt under
den paa Universitetets Udgiftspost 7. a., Til videnskabelige Formaals Fremme,
til Ministeriets Disposition værende Sum, vilde det være nødvendigt at
foreslaa hele Begyndelseslønningen for Dr. Wanscher som Professor extra-
ordinarius bevilget, hvad enten Forslaget fremtraadte under denne Udgifts-
post 7. a. eller, i Lighed med den nu bortfaldne Bevilling for l)r. Bloch,
som en særlig Underkonto under Udgiftspost 7. Det forekom imidlertid
Kvæstor, at der var Grund til at følge den sidst nævnte Fremgangsmaade,
naar der saas hen til, at en Sammenstilling af den extraordinære Professor
i det med Nødvendighed givne Fag Kirurgi med den extraordinære Professor
i Medicinens Historie, der nu var opført under Udgiftspost 7. a., vilde kunne
sprede nogen Uklarhed over det, som burde staa fuldkomment klart, nemlig
at det ved Professor Julius Petersens fremtidige Afgang henstod til Af-
gjørelse paa Finansloven, om selve Faget »Medicinens Historie« skulde
bevares eller ikke. At Spørgsmaalet om Oprettelse af en 3die Kirurgplads,
naar eventuelt Dr. Wanscher afgik som Professor extraordinarius, vilde hen-
høre under Rigsdagens fuldkommen frie Afgjørelse, ogsaa naar Bevillingen
nu blev opført som en særlig Underkonto under Udgiftspost 7, vilde allerede
kunne ses deraf, at den tilsvarende Bevilling for Dr. Bloch nu efter hans
Udnævnelse som Professor ordinarius uden videre var bortfaldet i Finans-
lovforslaget for 1900—1901.
Konsistorium indstillede i Skrivelse af 22de November 1899 {il Mini-
steriet, at der til Ministeriets Budget i Finanslovforslaget for 1900—1901
maatte blive stillet Ændringsforslag om under en ny Udgiftspost 7. m. at
opføre 3600 Kr. til ordinær Docent, Dr. med. O. Wanscher som Professor
extraordinarius i Kirurgi og Medlem af det lægevidenskabelige Fakultet,
saaledes at der med Lønningen blev forbundet Pensionsret og Oprykningsret
efter de almindelige Regler, medens han blev forpligtet til fremdeles, saa
længe han tillige var Overlæge ved en Afdeling paa det kgl. Frederiks
Hospital at besørge en ordinær Docents Universitetsgjerning uden herfor at
oppebære Honorar.
Til 2den Behandling i Folkethinget af Finansloven for 1900—1901 blev
der stillet Forslag om Optagelse af en ny Udgiftspost 7. m.: »Til Over-
kirurg ved det kgl. Frederiks Hospital, Dr. med. Wanscher som Professor
extraordinarius i Kirurgi 3600 Kr. Med Lønningen er forbundet Pensionsret
Universitetets Aarbog.	45
360
Universitetet 1899 1900.
og Oprykniiigsret efter de almindelige Regler.« Forslaget blev tiltraadt af
Folkethingets Finansudvalg, jfr. Rigsdagstid. 1899—1900 Tillæg B. Sp.
4f>9—72 og 703—4, vedtaget af Rigsdagen og bevilget paa Finansloven for
1900—1901.
Ved Skrivelse af 6te April 1900 meddelte Ministeriet Konsistorium, at
Overkirurg ved det kgl. Frederiks Hospital, Dr. med Oscar Wanscher under
4de s. M. allernaadigst var blevet udnævnt til Professor extraordinarius ved
Universitetet, og ved Skrivelse af 26de s. M., at det ved kgl. Resolution af
24de s. M. var bifaldet, »at det lægevidenskabelige Fakultet bemyndiges til
at optage Professor Wanscher som Medlem af Fakultetet.«
5. Besættelsen af det ved Professor, Dr. med. C. Reisz' Afgang ledig-
blevne Professorat med Professor i Farmakologi, Dr. med. H. Chr.
J. Gram som Professor i Medicin og Dr. med. J. Chr. Bocks Ud-
nævnelse til Professor i Farmakologi.
Efter at Konsistorium under 28de November 1899 havde indsendt An-
dragende fra Professor, Dr. med. 0. Reisz om Eutledigelse, meddelte Kirke-
og Undervisningsministeriet under 6te Januar 1900, at Professor Reisz under
2den s. M. allernaadigst var blevet entlediget i Naade og med Pension fra
31te s. M. at regne som Professor i Medicin. Ministeriet udbad sig derhos
Forslag indsendt fra det lægevidenskabelige Fakultet angaaende den ledig-
blevne Lærerposts Besættelse.
Under 19de s. M. indsendte Konsistorium en Erklæring af 15de s. M.
fra det lægevidenskabelige Fakultet, hvori dette foreslog, at Professor, Dr.
med. C. Gram overtog den ledigblevne Lærerplads og udnævntes til
Professor i Medicin, hvortil han havde erklæret sig villig og hvilket
var forudsat at kunne ånde Sted uden Konkurrence ved Ministeriets
Skrivelse af 20de December 1895. For det Tilfælde, at denne Ordning
skulde bifaldes, anmodede Konsistorium om, at Professoratet i Farmakologi
opsloges ledigt samtidigt med Professor Grams LTdnævnelse. Konsistorium
anbefalede — under Henvisning til de ved Besættelsen af Professoratet i
Medicin i 1895 stedfundne Forhandlinger, jfr. Univ. Aarb. f. 1895—96
S. 4—7, særlig den af Fakultetet anførte Skrivelse fra Ministeriet af 20de
December 1895, jfr. 1. c. S. 6, — at Professor Gram indtraadte i det ledig-
blevne Professorat. Konsistorium henviste i denne Anledning til, at en
Overgang af en Professor til en anden Plads tidligere havde fondet Sted
indenfor det lægevidenskabelige Fakultet uden kgl. Udnævnelse, idet Mini-
steriet ved Skrivelse af 31te Marts 1874 havde bifaldet, at Professor, Dr. med.
Reisz ved Konferensraad, Professor, Dr. med. O. Bangs Afgang overtog den
derved ledigblevne Docentplads i Therapi, jfr. Univ. Aarb. f. 1873—75 S.
163—64. For saa vidt det bifaldtes, at det ledigblevne Professorat besattes
med Professor Gram, indstillede Konsistorium, at det derved eventuelt ledig-
blivende Professorat opsloges ledigt med en Ansøgningsfrist af 3 Uger, og
at Ansøgningerne efter Fristens Udløb gjennem Konsistorium sendtes det
lægevidenskabelige Fakultet til Erklæring.
Det akademiske Lærersamfund.
381
Ved Skrivelse af 2den Februar 1900 meddelte Ministeriet Konsistorium,
at Professor i Farmakologi, Dr. med. Hans Christian Joachim Gram under
1ste s. M. allernaadigst var blevet udnævnt til Professor i Medicin ved
Universitetet.
Under 17de s. M. meddelte Ministeriet Konsistorium, at der, efter at
Embedet som Professor i Farmakologi havde været opslaaet ledigt, var ind-
kommet 3 Ansøgninger, nemlig fra Dr. med. J. C. Bock, Dr. med. H. R.
H. Jacobæus og Korpslæge, Dr. med. & chir. L. S. Vogelius, samt anmodede
Konsistorium om at indhente Fakultetets Erklæring over Ansøgerne.
Ved Skrivelse af 16de Marts s. A. indsendte Konsistorium en Er-
klæring af 3die s. M. fra det lægevidenskabelige Fakultet, hvori dette ud-
talte, at det, da det ikke fandt Anledning til paa Forhaand at udtale sig
til Fordel for en enkelt af Ansøgerne, maatte anse det for rigtigt, at der
afholdtes en Konkurrence i Henhold til Universitetets Fundats. Fakultetet
foreslog derfor, at der søgtes Bemyndigelse til Afholdelse af en Konkur-
rence, hvortil kun Ansøgerne havde Adgang. Med Hensyn til Formen for
den eventuelle Konkurrence stillede Fakultetet Forslag, overensstemmende
med den nedenfor anførte stadfæstede Ordning af Konkurrencen.
I Skrivelse af 28de Marts 1900 meddelte Ministeriet, at der under
27de s. M. var meddelt kgl. Resolution om Ordningen af Konkurrencen
mellem Ansøgerne om det ledige Professorat i Farmakologi saaledes:
»1. at der i Henhold til Universitetets Fundats af 7de Maj 1788 Kap.
I § 13 maa afholdes en til de nævnte Ansøgere begrænset Konkurrence om
et Professorat i Farmakologi;
2.	at der \"ed Konkurrencen vil være at tage Hensyn til a. de Paa-
gjældendes videnskabelige Arbejder og øvrige vita ante acta medica, b. Ud-
faldet af en Prøve, bestaaende af 4 Prøveforelæsninger, af hvilke den ene
angaar et selvvalgt farmakologisk Æmne, de tre et opgivet Æmne, hen-
holdsvis af den almindelige Farmakologi, den specielle Farmakologi og den
experimentel-farmakologiske Teknik. De opgivne Æmner, der vælges af
Censurkomiteen, skulle være fælles for alle Konkurrenter. Prøveforelæs-
ningerne over et selvvalgt Æmne holdes i tre paa hinanden følgende Dage,
1 Time hver Dag, og Prøveforelæsningerne over et opgivet Æmne afholdes
efter 24 Timers Forberedelse i 1 Time af hver Deltager;
3.	at Censurkomiteen sammensættes af Dekanus ved det lægeviden-
skabelige Fakultet samt 4 Medlemmer af Fakultetet, valgte af dette, og 3
Medlemmer udenfor Fakultetet, valgte af det medicinske Selskabs staaende
Udvalg.«
Under 23de April s. A. indberettede Fakultetet til Konsistorium, at
der som Deltagere i Konkurrencen havde meldt sig Dr. med. J. C. Bock
og Dr. med. H. R. H. Jacobæus samt at Censurkomiteen bestod af Fakultetets
Dekanus. Professor, Dr. med. K. Faber og Professorerne, Dr. med. Chr. Bohr?
Dr. med. Chr. Gram, Dr. med. C. J. Salomonsen og Dr. med. J. Bjerrum,
valgte af Fakultetet, Konferensraad, Dr. med. C. Reisz og Overlægerne, Dr.
med. E. Israel Rosenthai og Dr. med. A. Fløystrup, valgte af det medi-
cinske Selskabs staaende Udvalg, samt som Suppleanter henholdsvis Pro-
45*
362
Universitetet 1899—1900.
fessor, Dr. med. Tkork. Rovsing og Lektor ved Landbohøjskolen, Dr. med.
Y. Henriques.
Forelæsningerne afholdtes saaledes: over et selvvalgt farmakologisk
Æmne fra den 30te April til den 5te Maj; over et opgivet Æmne af den
almindelige Farmakologi den 8de Maj; over et opgivet Æmne af den specielle
Farmakologi den 10de s. M. og over et opgivet Æmne af den experimentel-
farmakologiske Teknik den 15de s. M. Æmnerne vare:
Forelæsninger over et selvvalgt farmakologisk Æmne: Dr. Jacobæus:
om Antipyretika; Dr. Bock: om den narkotiske Virkning af Forbindelser
hørende til de fede Legemers Gruppe;
Forelæsninger over et opgivet Æmne af den almindelige Farmakologi.
Forholdet mellem Lægemidlernes kemiske Struktur og "Virkning paa den
dyriske Organisme;
Forelæsninger over et opgivet Æmne af den specielle Farmakologi :
Jernets Farmakologi, og
Forelæsninger over et opgivet Æmne af den experimentel-farmakologiske
Teknik: hvilke experimentel-farmakologiske Undersøgelser bør gaa forud for
et nyt Lægemiddels Indførelse i Therapien?
Det lægevidenskabelige Fakultet indsendte under 18de Maj Censur-
komiteens Indstilling til Konsistorium, der under s. D. fremsendte den til
Ministeriet.
Ved Skrivelse af 30te s. M. meddelte Ministeriet Konsistorium, at Dr.
med. Johannes Carl Bock under 29de s. M. allernaadigst var blevet ud-
nævnt til Professor i Farmakologi ved Universitetet.
6. Honorar til Dr. phil. Holger Pedersen for at holde Forelæsninger
over sammenlignende Sprogvidenskab med særlig Forpligtelse til indtil
videre stadig at holde Forelæsninger over de slaviske Sprog.
Under 5te Juli 1899 tilskrev Konsistorium Ministeriet, at dette, efter
at Professor, Dr. phil. IC. Verner var afgaaet ved Døden under 10de
November 1896 havde udbedt sig en Meddelelse om, hvorvidt der fra
Konsistoriums Side kunde ventes nogen Indstilling angaaende Afholdelsen
af de hidtil af Professor Verner holdte Forelæsninger. Konsistorium havde
da under 12te December s. A. indsendt en Skrivelse fra det filosofiske
Fakultet, hvori dette udtalte, at det ifølge den Betydning de slaviske Sprog
og Litteraturen i flere af dem havde, maatte anse det for at være af
Vigtighed, om det Hul ved Universitetet, der var opstaaet ved Professor
Verners Død, snart kunde blive udfyldt, men at der ikke i Øjeblikket fandtes
nogen indfødt Videnskabsmand, der var naaet saa vidt i Studiet af slavisk
Filologi, at han kunde anbefales til at følge efter Professor Verner, jfr.
Univ. Aarb. f. 1896 — 97 S. 365—66.
Det filosofiske Fakultet havde nu i Skrivelse af 3die Juni 1899 meddelt,
at der forelaa Ansøgninger fra to yngre Videnskabsmænd, hvorved der
aabnedes Muligheden af at faa dette Savn afhjulpet, nemlig fra Dr. phil.
Holger Pedersen og Cand. mag. Stanislaw Rosznecki.
Det akademiske Lærersamfund.
363
Dr. phil. Holger Pedersen udtalte i sin Ansøgning, at der efter Pro-
fessor K. Verners Død ved Kjøbenhavns Universitet ikke var nogen Docent,
som var forpligtet til at holde Forelæsninger over slaviske Sprog. At der
imidlertid regelmæssigt burde holdes saadanne Forelæsninger, og at Universi-
tetet ikke kunde nøjes med, at i Ny og næ en Docent eller Privatdocent
frivillig paatog sig dette Hverv, turde næppe linde Modsigelse. Det russiske
Rige gik stadigt fremad ikke blot i Magt, men ogsaa i Kultur. Den russiske
Litteratur stod ikke tilbage for nogen anden Litteratur; den russiske Viden-
skab vaagnede mere og mere og var allerede nu banebrydende paa mange
specielle Omraader, og et stadigt voxende Antal af Mennesker maatte af
praktiske Grunde erhverve sig Kundskab i Russisk. Ogsaa Polsk havde sin
ubestridelige Plads i Verdenslitteraturen, og adskillige andre slaviske Sprog
frembød ligeledes paa mangfoldige Maader stor Interesse. Det var ikke
nogen Overdrivelse at sige, at de slaviske Sprogs Betydning med stærke
Skridt nærmede sig til at staa paa Højde med de romanske Sprog;
Adgangen til dem var ulige vanskeligere end til de romanske Sprog, hvilket
imidlertid turde være en Grund mere til at ønske dem regelmæssigt re-
præsenterede ved Universitetet. Dr. Pedersen bemærkede, at han var født
den 7de April 1867, dimitteret fra Ribe Katliedralskole 1885, havde taget
Skoleembedsexamen i Græsk, Latin og Dansk i Sommeren 1890 og erhvervet
den filosoliske Doktorgrad den 24de Juni 1897. Han havde i en læDgere
Aarrække helliget sig til det sammenlignende Studium af indoeuropæiske
Sprog og havde foretaget specielle Undersøgelser tidligst paa slavisk, senere
ogsaa paa albanesisk og keltisk Omraade. Hans tre Hovedarbejder vare:
1. Das indogermanische s im Slavischen, skrevet 1893 og indrykket i Tids-
skriftet »Indogermanische Forschungen« Ed. V; 2. albanesische Texte mit
Glossar (Abhandlungen der philologisch-historischen Classe der Konigl.
Sachsischen Gesellschaft der Wissenschaften Bd. XV. Nr. III. Leipzig 1895);
3. Aspirationen i Irsk (Doktordisputats 1897). Desuden havde han skrevet
talrige andre Afhandlinger, som han ikke her skulde opregne. Fra Foraars-
halvaaret 1898 havde han holdt Forelæsninger over Slavisk ved Universi-
tetet (Oldslavisk, Russisk for Begyndere og Viderekomne, i indeværende
Halvaar foruden Russisk paa særlig Foranledning ogsaa Oldslavisk og Polsk).
Efter at han i en Række af Aar havde forfulgt disse Studier med Tilside-
sættelse af sine personlige Interesser, var hans personlige Stilling efter-
haanden bleven saa truet, at han i dette Øjeblik ansaa det for sin Pligt at
forsøge paa at opnaa en Ansættelse, da han i modsat Fald vilde se sig nød-
saget til at opgive sin videnskabelige Virksomhed. Baade af Hensyn til
sine Studiers oprindelige Udgangspunkt og af Hensyn til Universitetets
Tarv ansøgte han imidlertid om, at hans eventuelle Ansættelse maatte blive
saaledes formuleret, at han foruden de slaviske Sprog tillige skulde vare-
tage den sammenlignende Sprogvidenskab i videre Omfang. Derved vilde
Universitetet blandt andet opnaa den Fordel at kunne paalægge ham at
holde Forelæsninger over Keltisk, et Fag, som hidtil ikke havde været
repræsenteret ved Universitetet, og som dog var af den allerstørste nationale
Betydning for os paa Grund af de mangfoldige Berøringer mellem Nordboer
og Kelter. løvrigt henviste han til de medfølgende Bilag: Anbefalinger fra
364
Universitetet 1899—1900.
Professor Sophus Bugge i Christiania, Professor F. Fortunatov i Moskou.
Professorerne K. Brugmann, A. Leskien og E. Windisch i Leipzig m. fl.
Cand. mag. Stanislaw Rosznecki udtalte i sin Ansøgning, at hans
første Beskæftigelse med den slaviske Filologi laa en længere Aarrække
tilbage, idet han, endnu før han blev Student, paa egen Haand syslede
med Polsk. Da lian i Aaret 1883 havde taget Examen artium, besluttede
han at vie sine Kræfter til Studiet af de slaviske Sprog og Litteraturer,
men ifølge afdøde Professor Iv. Verners Tilskyndelse valgte han tillige at
studere germansk Filologi, et Raad, som han altid vilde være den berømte
Forsker taknemmelig for, idet Slavistiken trods adskillige udmærkede Viden-
skabsmænds Bestræbelser dog ikke havde uddannet en saa sikker Methode,
at den for sig alene var i Stand til at give sine Dyrkere den fornødne
strengt videnskabelige Uddannelse. Plans Beskæftigelse med den germanske
Filologi, der tik en Slags Afslutning ved en Skoleembedsexamen, han under-
kastede sig i Foraaret 1891, havde under hele hans Studentertid været .led-
saget af et uafbrudt Studium af de slaviske Sprog, idet han til Stadighed
havde nydt godt af Professor Verners Vejledning, baade af hans Fore-
læsninger paa Universitetet og af Privatundervisning, som den afdøde Forsker
viste ham den store Tilllid at tildele ham i udstrakt Maalestok, og han
erhvervede sig herved et tilforladeligt Grundlag for videregaaende Studier
og blev efterhaanden bekjeudt og fortrolig med alle slaviske Sprog, om end
i ulige Grad; mest beskæftigede han sig med Polsk og Russisk. Det var
ogsaa i disse Aar, at han anvendte en ikke ringe Tid paa Syslen med de
slaviske Folkeslags Historie og Litteratur, som allerede længe havde udøvet
Tiltrækning paa ham. Samtidig hermed foretog han allerede som Student
et Par Gange i et noget beskednere Omfang Rejser til enkelte Dele af
de slaviske Lande, hvorved han blandt andet opnaaede Færdighed i at
tale Polsk.
Imidlertid var det Ønske helt naturligt blevet levende i ham at blive
sat i Stand til i længere Tid at opholde sig i slaviske Egne. Ared Mini-
steriets og Konsistoriums rundhaandede Understøttelse (1893—94), tykkedes
det ham i Efteraaret 1893 at iværksætte denne Idé og tiltræde sin Rejse,
der havde faaet gjennemgribende Betydning for lians Udvikling. Han
havde før Afrejsen lagt en i Enkelthederne overvejet Plan, som han ogsaa
i det store og hele havde gjennemført, skjønt han den Gang ikke kunde ane,
at de Vanskeligheder, som skulde stille sig i Vejen for den, vilde være
saa betydelige, som det senere viste sig. Han fuldendte under sit Ophold
i Krakov et mindre Arbejde, som udkom 1896: »Polakkerne i Danmark
1659« (Gyldendalske Bogli.s Forlag). Han kunde ikke tillægge det nogen
større Fietydning, men han formodede, at han i Oversættelsen havde gjen-
givet den gamle polske Text nøjagtigt og i Kommentaren ikke havde syndet
mod god historisk Methode.
Det, som drog ham til Rusland, var Ønsket om at komme til Klarhed
over en Række Spørgsmaal vedrørende den ældre russiske Historie, især
Nordboernes Stilling indenfor denne. Han havde nemlig allerede før sin
Afrejse fra Hjemmet faaet det almindelige Indtryk, at de oldrussiske histo-
riske Kilder ingenlunde vare tilstrækkeligt udbyttede og at deres Tilblivelse
Dot akademiske Lærersamfund.
365
beroede paa en mere indviklet Proces, end man sædvanligvis troede. Des-
uden var han ikke utilbøjelig til at antage Spor af nordisk Paavirkning i
den russiske Kæmpedigtning, de saakaldte Bylina'er. Alt dette stod meget
taaget for ham, men han haabede at faa Problemerne oplyste ved en ind-
gaaende Beskæftigelse med den gamle russiske Litteratur, der for en ikke
ringe Del kun var tilgængelig i russiske Bibliotheker. Saavidt muligt søgte
han at gjøre sig bekjendt med den i hele dens Omfang. Herved trak
Undersøgelserne i Langdrag, og han skyldte at bemærke, at han stod i
Taknemmelighedsgjæld til Bestyrelsen for Carlsbergfonden, idet den traadte
hjælpende til paa et Tidspunkt (Efteraaret 1895), hvor en Afbrydelse af
hans Studier vilde have været enstydig med deres fuldstændige Tilintet-
gjøreise.
Det var lykkedes ham at finde ukjendte og utvetydige Vidnesbyrd
om Nordboernes Gudedyrkelse i det gamle Busland, om deres Betydning
for det kirkelige Liv i det 10de Aarhundrede o. s. v., Undersøgelser, som
vilde blive trykte i en nær Fremtid. Han tillod sig ellers at gjøre op-
mærksom paa sin Afhandling »Bylinagranskninger. Bidrag til Kjendskab
om den oldnordiske Litteraturs Indflydelse paa den oldrussiske^, som lian
havde indleveret som eventuel Doktordisputats til det filosofiske Fakultet.
Han formodede, at Spørgsmaalet om de russiske Kæmpevisers Fortolkning
og Oprindelse, der i saa lang Tid resultatløst havde beskæftiget den sla-
viske filologiske Verden, hermed var blevet løst. Ved en detailleret Under-
søgelse af en Række hidtil uforstaaelige Punkter, baade enkelte Ord, op-
trædende Personer og hele Situationer, var han kommen til den Erkjendelse,
at de med Lethed lod sig forklare ud fra et nordisk Synspunkt, at flere
Skikkelser gjenfandtes i den nordiske Mythologi, og at overhovedet de rus-
siske Kæmpeviser vare fremgaaede af den for tabt ansete Varægerlitteratur,
om hvis Beskaffenhed vi altsaa til en vis Grad kunde danne os en Fore-
stilling ved at betragte den slaviske Spire. Han antog, at hans Resultater
støttede sig til saa gode Grunde, at vi turde tale om en hidtil overset
Kjendsgjerning, ikke'om en Hypothese, der havde større eller mindre Sand-
synlighed for sig.
Det var ikke til at forudse, at hans Ophold i de slaviske Lande skulde
strække sig over et forholdsvis saa langt Tidsrum; han havde været borte
i 5j/2 Aar. Aarsagen hertil burde først og fremmest søges i den fornævnte
Beskæftigelse med det russiske Epos. Den havde nødt ham til at foretage
indgaaende Undersøgelser ogsaa paa andre beslægtede Omraader af baade
den slaviske og den germanske Filologi, og den havde medført, at han
ofte var gaaet ti Gange fejl, før han én Gang kunde gribe det rigtige;
desuden havde han ikke villet henlede Opmærksomheden paa sit Arbejde,
før han mente at være sikker i sin Sag. Men dette langvarige Ophold i
de slaviske Lande, fornemlig i Rusland, havde medført sine store Fordele.
Han havde i Bibliothekerne kunnet benytte en Række Værker, som udenfor
Rusland kun undtagelsesvis vare tilgængelige, og var herved blevet fortrolig
med det, som han vilde kalde den slaviske Filologis' Kjærne. Særegne For-
hold — Mangel paa bibliografiske Oversigter, uheldige Boghandlerforhold,
en vis Exklusivitet hos en Del Slavister o. s. v. — bevirkede, at de fleste
366
Universitetet 1899 1900.
slaviske Filologer, som ikke vare bosatte i slaviske Lande, dyrkede Udkan-
terne af denne Videnskab, især det Omraade, hvor den var i Færd med at
gaa over i den sammenlignende Sprogvidenskab. Uden Tvivl fortjente
denne Fremgangsmaade Anerkjendelse, men det vilde vistnok indrømmes,
at den ikke burde være eneraadende og at den slaviske Filologi havde Ret
til ved Siden heraf at blive dyrket i sin mere specielle Ejendommelighed
paa samme Maade som det skete f. Ex. med den germanske eller romanske
Filologi. De Hindringer, som stillede sig i Vejen herfor, troede han at
have overvundet. Personlige Forbindelser spillede indenfor Slavistiken en
større Rolle, end de burde, men han havde regnet med det Faktum, at de
vare nødvendige, og havde derfor benyttet dem. I den forløbne Aårrække
havde endvidere Polsk og Russisk været de Sprog, han benyttede i den
daglige Omgang, og denne Omstændighed turde ikke være helt blottet for
Betydning, eftersom Kjendskab til Talesprogene jo var en vigtig Faktor
indenfor de moderne Filologier. Endelig var det maaske heller ikke uden
Værd, at han havde liavt Lejlighed til at gjøre Iagttagelser vedrørende det
slaviske Kulturliv.
Skulde han sammenfatte de Grunde, som muligvis turde støtte hans
Ansøgning, henviste han til 1. sin mangeaarige Beskæftigelse med den
slaviske Filologi, 2. den gode Skole han havde gjennemgaaet ved samtidig
at studere germansk og slavisk Filologi, 3. hans gjentagne Ophold i slaviske
Lande, især det sidste, langvarige, endnu ikke afsluttede Ophold, og de
heraf flydende Fordele, hvoriblandt Talefærdighed i to Sprog, endelig især
til 4. den foran nævnte Afhandling »Bylinagranskninger«.
Til Slut skulde han omtale — om end kortfattet — sit Syn paa den
slaviske Filologis Opgaver, da dette stod i Forbindelse med. hvordan han
agtede at lede Undervisningen, forudsat at Ministeriet skulde anse det
for rigtigt at ansætte ham som extraordinær Docent i slavisk Filologi. Han
fremsatte her nogle Principer. som han ikke vilde være i Stand til at fra
vige, da de beroede paa en gjennem flere Aar modnet Overbevisning hos
ham. Hvad angik den sproglige Side af Slavistiken, sluttede han sig fuldt
ud til den gamle Sandhed, at uden Studium af Sprogene, ikke blot som
deskriptiv Lingvistik, men ogsaa i deres Aårsagsforhold paa forskjellige
Tidspunkter, altsaa som Sproghistorie, var enhver Filologi en Utænkelighed,
og denne Del af Slavistiken burde derfor ved Universitetsundervisningen
indtage en fremragende Plads. Men han maatte som et absolut ligeberet-
tiget, ikke som et underordnet eller endog kun halvvejs tolereret Element
opstille den litteraturhistoriske Forskning med dens Bidiscipliner som f. Ex.
Ethnografi (o: det, som Safarik kaldte »Altertiimer«) og Mythologi, der atter
sammenholdes, forklares og støttes af Historien. Idet han nærmere tænkte
paa den ældre, især den middelalderlige Litteraturhistorie, bemærkede han,
at han — ligesom forøvrigt adskillige andre — ikke var i Stand til at op-
fatte denne og Sproghistorien som Modsætninger, af hvilke den ene burde
vige for den anden, men tværtimod af Erfaringen var blevet belært om, at
de gjensidig udfyldte og støttede hinanden. Man havde desuden gjort Uret
i at ville overføre Forhold fra den germanske og romanske Filologi paa den
slaviske, der er mindre gjennemarbejdet, mere primitiv, og hvor Granskeren
Det akademiske Lærersamfnnd.
367
til Tider nødsagedes til at være noget af en Encyklopædist. Mange af de
vigtigste Spørgsmaal vedrørende den ældre Periode af Udviklingen vare
endnu uoplyste og lode sig kun opklare ved en Samvirken af den sproglige,
litteraturhistoriske og historiske Forskning, hvorved det ingenlunde var lige-
gyldigt, om Problemerne løstes af en enkelt, som sad inde med alle disse
Kundskaber, eller af tre forskjellige, der hver for sig vare i Besiddelse af
ét af disse Midler. Som Exempel paa Problemer, der vare bleve gjorte
indviklede ved den sidst nævnte Undtagelsesmaade kunde nævnes: Om
Polakkernes Oprindelse, om den russiske Stats Grundlæggelse, om de rus-
siske Kæmpevisers Tilblivelse o. s. v. Han antog, at hvor man ikke vilde
pille enkelte Spørgsmaal ud, men betragte Fænomenerne i deres indbyrdes
Sammenhæng, der var en nøje Samvirken mellem den slaviske Filologis
forskjellige Grene en Nødvendighed, og han troede, at der, saa vidt gjørligt,
ved Universitetsundervisningen burde tages Hensyn til dem alle. Han var
sig nøje bevidst, hvilken betydelig og vanskelig Opgave han derved paatog
sig, og der var ogsaa undertiden kommen Tvivl op i ham om dens Gjen-
nemførlighed, men han havde trængt disse Tvivl tilbage med den Argu-
mentation, at der faktisk existerede enkelte Slavister, som dyrkede og fore-
drog deres Studium paa den angivne Maade.
Fakultetet udtalte følgende om Ansøgerne. Saaledes som det var
Fakultetet fuldt bekjendt og som det ogsaa med stor Varme var udtalt i
Anbefalinger fra en Række højt ansete Videnskabsmænd i Udlandet, var
Dr. Holger Pedersen en usædvanlig begavet og energisk Videnskabsmand,
der med fuld Beherskelse af sit egentlige Fag, den sammenlignende Sprog-
videnskab, forbandt sjældent omfattende og grundige Kundskaber paa mange
forskjellige Sprogomraader og ved sine heraf prægede Arbejder allerede
havde vundet sig et meget anset Navn i Sprogvidenskaben. Til de Sprog-
omraader, med hvilke han i særlig Grad havde syslet og ved længere Op-
hold dels ved tyske Universiteter dels i vedkommende Lande havde gjort
sig fortrolig, hørte blandt andet de saa interessante, hos os hidtil saa godt
som ikke dyrkede og ikke — uden af ham selv som Privatdocent — doce-
rede keltiske Sprog, fremdeles det mærkelige albanesiske og endelig ikke
mindst de slaviske Sprog. Sine Kundskaber paa disse Omraader havde
han tilfulde dokumenteret saavel ved de af ham offentliggjorte fortjenst-
fulde Arbejder som senest ved i 4 Halvaar som Privatdocent at have holdt
forholdsvis vel besøgte Forelæsninger og Øvelser dels over forskjellige sla-
viske Sprog dels over Old-, Mellem- og Ny irsk. Idet Fakultetet derfor
maatte anse Dr. Pedersen for en Mand, der havde alle Forudsætninger for
at gjøre sit Fædrelands Videnskab Ære og var fuldt egnet og værdig til
en Ansættelse ved Universitetet, vilde det i højeste Grad beklage, om han
— som det var antydet i hans Ansøgning og som det var Fakultetet be-
kjendt, at der kunde være overhængende Fare for — ved Kampen for Ud-
kommet skulde blive tvunget til enten at vende Videnskaben Iiyggen eller
søge bort fra Danmark. Fakultetet skulde derfor ledsage Dr. Pedersens
Ansøgning med sin varmeste Anbefaling og indtrængende indstille til Mini-
steriet at gjøre Skridt til paa næste Aars Finanslov at skaffe den nødven-
dige Bevilling til Ansættelse for ham som Docent ved Universitetet; og
Universitetets Aarbog.	46
368
Universitetet 1899—1900.
for at dette i saa vid Udstrækning som muligt kunde komme til at nyde
godt af hans sjældne og omfattende Kundskaber, og da tillige den sammen-
lignende Sprogvidenskab allerede var og mere og mere blev saa omfattende
et Fag, at der, tilmed efter at Kjendskab dertil var blevet et Krav ved
Skoleembedsexanien, vilde være god Anvendelse for en Docent deri ved
Siden af den normerede Professor, skulde Fakultetet udtale det Ønske, at
hans Fag maatte blive betegnet som »sammenlignende Sprogvidenskab med
særlig Forpligtelse til indtil videre stadig at holde Forelæsninger over de
slaviske Sprog«.
Naar Fakultetet i Øjeblikket mente at maatte anbefale en saadan
Ordning, i Stedet for at foreslaa Dr. Pedersen ansat blot. som Docent i
slaviske Sprog, da var dertil tillige en anden Grund, nemlig Hensynet til
den anden af Ansøgerne, Cand. mag. S. Rosznecki, hvis Specialstudium var
den slaviske Filologi og som var den, man i 1896 nærmest tænkte paa
som mulig Efterfølger af afdøde Professor Verner. Som Kandidat Rosznecki
selv havde oplyst i sin Ansøgning, havde han, efter allerede her hjemme
at have givet sig grundig af med slaviske Sprog, nu i omtrent 5x/2 Aar,
til Dels med offentlig Understøttelse, opholdt sig i Polen og Rusland for
videre at tilegne sig disse Sprog ad praktisk og litterær Vej, idet han hermed
særlig havde havt en eventuel Universitetsansættelse i dette Fag for Øje.
Det kunde ikke betvivles, at han var i Besiddelse af grundige Kundskaber
i slaviske Sprog, særlig i Russisk og Polsk, og at han, som Følge af sit
meget længere Ophold i slaviske Lande, ogsaa havde baade større praktisk
Færdighed og Litteraturkundskab indenfor Slavisk, end Dr. Pedersen i Øje-
blikket kunde have. Om hans egentlig videnskabelige Kvalifikationer var
det derimod ikke muligt i Øjeblikket at fælde nogen sikker Dom. Af trykte
Arbejder forelaa der, foruden nogle Smaating af populær Art, kun en Be-
arbejdelse af Polakken J. Paseks Erindringer fra hans Ophold i Danmark
under Krigen 1659. Vel havde han for ganske nylig til Fakultetets Be-
dømmelse indsendt en Afhandling i Manuskript over et Æmne af den rus-
siske Folkedigtning, ved hvilken han ønskede at erhverve Doktorgraden.
Men om denne Afhandlings videnskabelige Værd kunde man saa meget
desmindre udtale sig, som end ikke den foreløbige Bedømmelse af den
endnu var afsluttet.
Under disse Omstændigheder kunde Fakultetet ikke anbefale Kandidat
Rosznecki til den af ham ansøgte Ansættelse som Docent i slavisk Filologi,
medens man paa den anden Side vilde finde det retfærdigt overfor ham,
om denne Plads ikke foreløbig besattes med nogen anden. Derimod maatte
Fakultetet gjentage sin indtrængende Anbefaling for Dr. H. Pedersen som
en fuldt udviklet og anerkjendt Videnskabsmand, der ikke blot i enhver
Henseende var egnet til Universitetsvirksomhed og ved den foreslaaede
Ordning indtil videre vilde kunne bestride ogsaa den slaviske Docentur paa
fuldt forsvarlig Maade, men hvem det ogsaa gjaldt netop nu at redde for
Videnskaben.
Konsistorium anbefalede paa det bedste, at der paa Finanslovforslaget
for 1900—1901 søgtes bevilget under Universitetets Udgiftspost 7. a. et
Honorar paa 2000 Kr. til Dr. phil. H. Pedersen. Forslag herom blev op-
Det akademiske Lærersamfund.
369
taget paa bemeldte Finanslovforslag, jfr. Rigsdagstidende 1899—1900 Tillæg
A. Sp. 1101—2, vedtaget af Rigsdagen og Honoraret opført paa Finansloven
for 1900—1901,
Paa Ministeriets Forestilling blev det ved kgl. Resolution af 9de Maj
1900 bifaldet, at der af det paa Universitetets Udgiftspost 7. a. til viden-
skabelige Formaals Fremme disponible Beløb tilstodes Dr. phil. Holger
Pedersen 2000 Kr, aarlig med Forpligtelse til at holde Forelæsninger over
sammenlignende Sprogvidenskab med særlig Forpligtelse til indtil videre
stadig at holde Forelæsninger over de slaviske Sprog.
7. Honorar til Dr. phil. Edv. Lehmann for at holde Forelæsninger
over Religionshistorie under det filosofiske Fakultet.
Fra Kirke- og Undervisningsministeriet modtog Konsistorium under 7de
September 1899 til Erklæring et Andragende fra Dr. phil. Edv. Lehmann,
hvori han ansøgte om et Honorar for Forelæsninger over Religionshistorie.
Dr. Lehmann bemærkede i denne Anledning, at han, efter at han i
Januar 1886 havde taget theologisk Embedsexamen, fornemmelig havde
drevet religionsfilosofiske Studier og i Aaret 1889 vundet Universitetets Guld-
medaille for Besvarelsen af det filosofiske Fakultets Prisspørgsmaal om
»Forholdet mellem Religion og Moral.« Han indsaa under dette Arbejde
Betydningen af en selvstændig religionshistorisk Forskning og gav sig da i
Lag med orientalske Studier, først ved Universitetet her, og senere, under
en femaarig Udenlandsrejse, hvortil ogsaa Kultusministeriet understøttede
ham. ved Universiteterne i Berlin, Leipzig og Marburg, samt ved Studie-
ophold i Holland, London og Paris. Endnu før sin definitive Hjemkomst —
i 1896 — disputerede han for Doktorgraden over »Forholdet mellem Religion
og Kultur i Avesta« og begyndte samme Efteraar religionshistoriske Fore-
læsninger ved Universitetet, hvilke han havde fortsat i flere Semestre (om
»Babylonisk Religion«, »Mytisk Kosmogoni«, »Iranisk Religion«, I—II, og
»Græsk Mytologi«) tillige med sproglige Øvelser over Avesta og Firdusi.
Forelæsningerne havde været forholdsvis vel besøgte (gjennemsnitlig 30 Til-
hørere, hvoraf de 10 Studenter), og ved Foredrag i Provinserne havde det
ligeledes vist sig, at saadanne Æmner vække Interesse. Overhovedet vilde
det være betimeligt at gjøre Religionshistorie til et Universitetsfag. Ved
adskillige andre Landes Højskoler doceredes det, saaledes i Berlin, Leipzig
og Tiibingen, i Basel, Amsterdam, Leiden, Bryssel, for ikke at tale om Paris,
der ved særlig Donation havde over en halv Snes Kathedre deri. Men ved
alle Universiteter beskæftigede Orientalisterne og de klassiske Filologer sig
for Tiden stærkt med den religionshistoriske Side af deres Fag, og det blev
mere og mere nødvendigt, at der var Folk, som kunde samle og bearbejde
Resultaterne af disse Særforskninger. Tillige maatte det erindres, at den
Popularitet, som Religionsvidenskaben for Øjeblikket nød, let kunde bringe
den paa Afveje, hvis den stod blottet for videnskabelig Røgt. Buddhistiske,
hinduistiske og parsistiske Theorier, af en videnskabeligt set mere end be-
tænkelig Karakter, arbejdede sig, i Selskab med Spiritisme og Theosofi,
frem ogsaa her i Landet, og de vilde være vanskelige at fjerne, hvis de fik
46*
370
Universitetet 1899—1900.
Lov til at skjøtte sig selv. Det var Universitetets naturlige Opgave at sørge
for, at en saadan bestaaende Interesse førte til dybere Forstaaelse og ikke
til Forplumring af det religiøse Liv. For hans eget Vedkommende var det
paa høje Tid, at han fik en fast Position i sit Fag. I en Aarrække havde
han kunnet dyrke det, underholdt af Stipendier og adskilligt Bierhverv.
Men de første vilde høre op engang, og de sidste fik han ikke Tid til, hvis
han skulde passe sine Ting. Ikke blot havde han selvstændige Opgaver at
løse, saaledes Fortsættelsen af det Værk om den oldpersiske Religion, hvis
første Del just nu udkom med Carlsbergfondets Understøttelse, og sine
Forelæsninger, der i de to sidste Halvaar havde maattet indstilles af Mangel
paa Tid, kunde han kun fortsætte paa tilbørlig Maade, om han fik Stunder
til fornyede Studier. Men ogsaa fra Udlandets Side stilledes der Krav til
ham, som forudsatte, at han var til Disposition for Religionshistorien. Hans
Fremstilling af Indernes, Persernes og Oldgrækernes Religioner i Cantepie de
la Sanssayes »Lehrbuch der Religionsgeschichte« (I—II2 1897) skulde snart
fornyes til en tredie Udgave, og for dette Værk, som var meget udbredt og
anerkjendt, skulde lian fra nu af være ledende Redaktør. Ligeledes havde
man betroet ham den aarlige Bedømmelse af den religionshistoriske Litteratur
i Holzmanns og Kriigers »Theologischer Jahresbericht« — altsammen Ar-
bejder, der vare saa ansvarsfulde og vidtløftige, at han umuligt kunde ud-
føre dem forsvarligt, hvis han ikke kunde give Studiet sin bedste Kraft.
I den af det filosofiske Fakultet afgivne Erklæring af 17de Oktober 1899
udtalte dette: Det historiske og sammenlignende Studium af Folkereligionerne
havde i den sidste Menneskealder taget et stort Opsving, og Interessen for
dem var bleven mere og mere udbredt, ogsaa i større Kredse. Der yttrede
sig stedse hos Flere og Flere Ønske om at lære disse betydningsfulde
Former for aandeligt Liv at kjende, og det var af ikke ringe "Vigtighed, at
der ikke manglede kyndig Vejledning ved Tilfredsstillelsen af dette Ønske,
ligesom det i og for sig var af stor videnskabelig Interesse at faa denne
Side af det menneskelige Aandsliv belyst saa alsidigt og grundigt som
muligt. Derfor var der i flere Lande, navnlig i Holland, Frankrig og Tysk-
land, oprettet særlige Lærestole for det rent historiske Studium af Religionerne,
og det vilde være af Betydning, om vi ogsaa kunde faa dette Fag repræsen-
teret ved vort Universitet. Der havdes hertil en Mand, som havde til-
strækkelig Sprogkundskab til selvstændig at kunne gjennemarbejde nogle af
de vigtigste Religioners Kildeskrifter i Originalsprogene, og som tillige
havde historisk Dannelse og psykologisk Sans, saa at han med uhildet Blik
og indtrængende Forstaaelse kunde betragte og vurdere Folkeslagenes
religiøse Liv. Da Fakultetet altsaa maatte betragte det som meget ønskeligt,
at Religionshistorien som Fag blev repræsenteret ved Universitetets Forelæs-
ninger, maatte det med særlig Interesse modtage det fra Konsistorium sendte
Andragende fra Dr. phil. F. Lehmann om Understøttelse til at holde
religionshistoriske Forelæsninger. Dr. Lehmann havde dels i Hjemmet, dels
under et længere Ophold i Tyskland, Holland og Frankrig gjort Religions-
historie til Gjenstand for sine Studier og fremlagt Frugterne af disse dels i
forskjellige større og mindre Skrifter, dels i en Række Forelæsninger, som
han havde holdt ved Universitetet, efter at lian i Aaret 1896 havde dispu-
Det akademiske Lærersamfund.
I
371
teret for Doktorgraden over et Skrift, der handlede om Forholdet mellem
Religion og Kultur i Avesta. Hvad der særlig burde fremhæves som talende
til Fordel for ham, var, at han trods den Tilbøjelighed til at give sig i
Kast med forskjellige og temmelig uensartede Æmner, som flere af hans
Skrifter vidnede om, havde givet sine Studier et fast Grundlag ved særlig at
koncentrere dem om de gammelariske Religioner i Asien, i første Række
om den iranske Religion. Paa dette Omraa.de havde han under Vejledning
af fremragende Lærere med Energi arbejdet sig ind i Kilderne selv og
derved tilegnet sig Betingelserne for en selvstændig Opfattelse af et meget
vigtigt Afsnit af Religionshistorien. Et Vidnesbyrd herom havde han frem-
lagt i den anden Udgave af Chantepie de la Sanssayes »Lehrbuch der
Religionsgeschichte«, hvor han havde behandlet Indernes, Persernes og
Oldgrækernes Religioner, og navnlig i en nu udkommende første Del af et
dansk Værk om den iranske Religion, som efter det foreliggende at dømme
kunde betegnes som et grundigt og værdifuldt Arbejde. Hans Bidrag til
Chantepies Religionshistorie havde fundet en gunstig Bedømmelse i Schurers
Theologische Literaturzeitung 1898 og af Tiele i Theologischer Jahresbericht
for 1897, og tillige indeholdt den Omstændighed, at Redaktionen af den
næste Udgave af Chantepies Bog samt Bearbejdelsen af den religions-
historiske Del af Theologischer Jahresbericht vare blevne ham overdragne,
et Bevis paa, at han i Udlandet betragtedes som en brugbar Kraft. At
han, som det undertiden kunde fremgaa af hans Skrifter, paa andre Om-
raader af Religionshistorien ikke var naaet til en lignende Selvstændighed,
laa for en stor Del i dette omfattende Fags egen Natur, og i alt Fald viste
hans Arbejder gjennemgaaende, at han overalt var godt orienteret i den
moderne Litteratur angaaende disse Spørgsmaal. Fakultetet mente derfor
at burde anbefale Dr. Lehmanns Andragende og betegne ham som den, der
her i Landet for Tiden ubetinget var bedst udrustet til at overtage Hvervet
at holde religionshistoriske Forelæsninger og derved bidrage til, at et
betydningsfuldt Led i Universitetets Forelæsningskreds blev udfyldt.
Konsistorium anbefalede i Skrivelse af 20de November 1899 til Mini-
steriet Dr. Lehmanns Andragende. Til 2den Behandling i Folkethinget af
Finanslovforslaget for 1900—1901 blev der af Ministeriet stillet Forslag om
Optagelse af et Honorar paa 2000 Kr. til Dr. Lehmann paa Universitetets
Udgiftspost 7. a. Forslaget blev tiltraadt af Folkethingets Finansudvalg,
jfr. Rigsdagstidende 1899—1900 Tillæg B. Sp. 465—66 og 703—4, vedtaget
af Rigsdagen og Honoraret optaget paa Finansloven for 1900—1901.
Efter Ministeriets Forestilling blev det ved kgl. Resolution af 10de
April 1900 bifaldet, at der af det paa Universitetets Udgiftspost 7. a. til
videnskabelige Formaals Fremme disponible Beløb tilstodes Dr. phil. Johannes
Edvard Lehmann 2000 Kr. med Forpligtelse til at holde Forelæsninger
over Religionshistorie.
8. Andragende fra Dr. phil. Francis Beckett om Honorar for at
holde øvelser med Studerende i Kunstmuseets Afstøbningssamling
og Forelæsninger over Kunstens Historie paa Universitetet.
Fra Dr. phil Francis Beckett modtog Konsistorium den 19de Oktober
1899 et til Kirke- og Undervisningsministeriet stilet Andragende, hvori han an-
372
Universitetet 1899—1900.
søgte om, at det maatte blive overdraget ham: 1. at holde Øvelser med
Studerende i Kunstmuseets Afstøbningssamling og 2. at læse over Kunstens
Historie paa Universitetet.
Dr. Beckett bemærkede i denne Anledning, at han i 1892 havde faaet
tildelt Universitetets Guldmedaille for sin Besvarelse af den udsatte Pris-
opgave i Kunsthistorie: »Af vore Samlinger af Antiker udvælges et Antal
af omtrent 30 forskjelligartede Arbejder; de beskrives og forklares, og deres
kunsthistoriske Plads bestemmes«; se Bedømmelse af J. L. Ussing og Jul.
Lange i Universitetsprogram af 1892. Til Magisterkonferens i Kunsthistorie
i 1892 havde han forberedt sig ved et længere Ophold i Dresden og Berlin,
hvis Kunstsamlinger han gjennemgik, endvidere havde han paa en kortere
Rejse i Nordtyskland havt Lejlighed til at se den nordtyske Murstensgothik.
I Efteraaret 1892 foretog han — til Dels med Understøttelse fra Universi-
tetet — en Studierejse over Berlin, Brunsvig og Køln til Paris, hvor han
opholdt sig en Maaned, derfra vendte han over Belgien — hvor han besaa
Samlingerne i Bryssel og Antwerpen — og Holland — med Ophold i Haag,
Haarlem og Amsterdam — tilbage til Danmark. Om Efteraaret 1893 fik
han det Hverv at skrive Texten til en Række Gjengivelser efter Altertavler
i Danmark fra Middelalderen, som vare blevne udførte paa Eoranstaltning
af Kirke- og Undervisningsministeriet; efter at han i Vinterens Løb havde
undersøgt de vedkommende Altertavler paa Stedet, foretog han — med sit
Arbejde for Øje — tidlig paa Foraaret 1894 med ministeriel Understøttelse
en Rejse til Liibeck, Segeberg, Slesvig, Kiel, Køln og Bryssel, og i 1895
forelaa Arbejdet færdigtrykt med Titlen: »Altertavler i Danmark fra den
senere Middelalder. Udgivne paa Foranstaltning af Kirke- og Undervis-
ningsministeriet. Avec un résumé en fran9ais (fol. & 4to; udførligere An-
meldelser i »Tilskueren« 1896, »Zeitschr. flir bildende Kunst« og »Jalir-
bucher fur Kunstwissenscliaft«). Efteraaret 1895 rejste han med Under-
støttelse fra Kultusministeriet og Universitetet over Frankfurt a. M. til
Italien, hvor han opholdt sig ca. 6 Maaneder i Florents, navnlig beskæftiget
med at gjennemgaa den florentinske Kunst, men hvor han ogsaa for sine
Studiers Skyld dvælede kortere eller længere Tid i Perugia, Assisi, Rom,
Orvieto, Siena, San Gemignano, Pisa, Prato, Pistoja, Padova og Venedig,
og hvorfra han lagde Hjemvejen over Mimchen. I Florents havde han ind-
samlet Materiale til en Bog: Florentinske Kunstnere. Fra Giotto til Fie-
sole (Kbhvn. 1897), egentlig første Bind af et Værk over den florentinske
Kunsts Historie, til hvis Fuldførelse han baade dengang og senere havde
gjort Studier.
Paa Rejser i Danmark og i det nordøstlige Tyskland om Efteraaret 1896
samlede han Stoffet til en Bog: Renaissancen og Kunstens Historie i Dan-
mark, med hvilken han i Foraaret 1897 erhvervede den filosofiske Doktor-
grad. Som det gjordes gjældende i Bogens Forord, maatte dette Værk
betragtes som en Del af Forarbejderne til en sammenhængende Fremstilling
af Kunstens Historie i Danmark, hvortil han siden 1892 havde samlet
Materiale. Efter hans foreløbige Bestemmelse vilde denne Fremstilling op-
tage 6 Bind, nemlig: I. Oldtiden. II. Middelalderen, a. Den tidligere
Middelalder, b. Munketiden. III. Renaissancen. a. Reformations-Aarhun-
Det akademiske Lærersamfund.
373
dredet. b. Kristian IV. og Kunsten. IY. Enevældens Kunst. a. Baroken.
b. Rokokoen. V. Klassicismen. VI. Den danske Skole.
Foraaret 1897 besøgte han Strasbourg, Basel og Niirnberg, og Juli
Maaned s. A. tilbragte han i London, hvorfra han gjorde Udflugter til
Oxford og Windsor i Særdeleshed for at gjennemgaa Leonardos Haand-
tegninger. Med Understøttelse af Carlsbergfonden foretog han i Vinteren
1898—99 en længere Studierejse, der gik over Miinchen og omliggende
Byer — Augsburg, Bamberg —, Wien, Venedig og Milano til Rom, hvor
han opholdt sig omtrent to Maaneder; derfra rejste han til Neapel, og her
eller i Omegnen — Pompeji, Pæstum — var han omtrent en Maaned. Paa
Hjemvejen besøgte han de fleste Byer i Mellem- og Norditalien.
Han havde Tid efter anden offentliggjort mindre Afhandlinger i Tids-
skrift for Kunstindustri (Nogle nye Tanagrafigurer i den kgl. Antiksamling.
1891. Renaissance-Plaketter og Renaissance-Broncer. 1892. Krucifixet i
Herlufsholm-Kirke. 1898), Tidsskrift for Filologi (Skulpturer fra Parthenon
i Kjøbenhavn. 1892), Letterstedt'ske Tidsskrift (Ny Carlsberg Glyptotek.
Studier. 1893), Dansk historisk Tidsskrift (Et Drengeportræt af Hans Knieper.
1892) og i andre Tidsskrifter, og ifølge afdøde Professor Jul. Langes Ønske
besørgede han 3die danske Udgave af Liibkes Kunsthistorie, hvoraf de tre
Femtedele nu forelaa færdige fra hans Haand.
Siden Efteraaret 1896 havde han regelmæssig holdt Forelæsninger paa
Kunstakademiet for Akademiets Elever, i Efteraarshalvaaret 1897 holdt han
paa Universitetet en Række Forelæsninger over Medicæerne og Kunsten i
Florents, i indeværende Halvaar havde han begyndt sammesteds en Række
Forelæsninger over den græske Billedkunsts Historie i Oldtiden. Efteraars-
halvaaret 1898 holdt han Øvelser med Studerende i Kunstmuseets Af-
støbningssamling og i indeværende Halvaar holdt han ligeledes Øvelser
sammesteds.
Endelig maatte han nævne, at han som Assistent ved Afstøbnings-
samlingen havde katalogiseret hvert Stykke i Samlingen, hvor han daglig
arbejdede, og at han efter Opfordring af Professor H. J. Holm havde paa-
taget sig at skrive Texten til de Opmaalinger og Tegninger af danske Herre-
borge fra det 16de Aarhundrede, som gjennem en længere Aarrække vare
blevne udførte af Kunstakademiets Elever; med dette Arbejde var han for
Tiden beskæftiget. Til en Studierejse i Grækenland havde han iaar mod-
taget kultusministeriel Understøttelse, hvilken Understøttelse han tænkte
at benytte til en Rejse til Grækenland og Konstantinopel førstkommende
Foraar.
I en til Konsistorium stilet Skrivelse bemærkede Dr. Beckett, at naar
han i den medfølgende Skrivelse til Ministeriet ansøgte om, at den Ret,
han havde erhvervet sig til at vejlede de Studerende ved Universitetet i sit
Fag, maatte blive ombyttet med en Forpligtelse, da gjorde han dette, fordi
han gjærne ønskede noget Vederlag for sit Arbejde. Hidtil havde han ikke
behøvet et saadant, da hans Arbejde med 3die danske Udgave af Liibkes
Kunsthistorie var blevet ham ret godt betalt, men til Foraaret 1.900 kunde
han antagelig have Udgaven færdig. Derpaa agtede han at foretage en
Studierejse til Grækenland og Konstantinopel, og han troede da at kunne
374
Universitetet 1899—1900.
sige, at lian ved Selvsyn havde erhvervet sig Overblik over i hvert Fald
vigtige Partier af Kunstens Historie. Derefter tænkte han — i alle Til-
fælde foreløbig — at blive hjemme, for eftertrykkeligere og mere uafbrudt
end tidligere at kunne arbejde paa en sammenhængende Fremstilling af
Kunstens Historie i Danmark. Dette Arbejde vilde sikkert tage det meste
af et Menneskes Liv, og den egentlige Grund til, at han søgte om at blive
knyttet til Universitetet, var denne, at han derigjennem haabede, at kunne
opnaa en i ydre Henseende saa betrygget Existens, at han kunde fortsætte
sine Studier til dette Værk.
Det var den udtrykkelige Bestemmelse med Oprettelsen af Kunst-
museets Afstøbningssamling, at den skulde illustrere Billedhuggerkunstens
Historie fra de ældste Tider indtil vore Dage, og ved Samlingens Ordning
var der bestandig — og vilde der fremdeles blive — taget Sigte paa, at
Billedhuggerkunstens Forhold til de to andre Kunstarter, Bygningskunst og
Malerkunst, oplyses ved Hjælp af Fotografier og andre Gjengivelser. Sam-
lingen skulde med andre Ord kunne gjøre Tjeneste som et kunsthistorisk
Laboratorium.
Det var hans bestemte Hensigt ogsaa for Fremtiden at læse over
Kunstens Historie paa Universitetet, men naar han holdt Forelæsninger
her, kunde han ikke godt — og burde det vel heller ikke — være Herre
over, hvem der hørte paa ham. Naar han holdt Øvelser i Afstøbnings-
samlingen kunde han derimod — hvad han ogsaa hidtil havde gjort —
lade Studerende udelukkende være Deltagere. Naar han herved først og
fremmest tilbød de Studerende ved Universitetet Lejlighed til en regel-
mæssig Vejledning i Afstøbningssamlingen, henstillede han, at hans Ansøg-
ning til Ministeriet blev ledsaget af en Udtalelse fra Universitetet om,
hvorvidt man vilde anse det for ønskeligt, at en saadan Forpligtelse til
Vejledning af de Studerende blev ham overdraget.
Det filosofiske Fakultet udtalte i en under 27de November 1899 af-
given Erklæring, at det selvfølgelig havde været et Savn, at der siden
Professor Jul. Langes Død i August 1896 ikke af nogen Universitetslærer
var blevet holdt Forelæsninger og Øvelser over Kunsthistorie, og Universi-
tetet maatte være betænkt paa at faa denne Mangel afhjulpet om kortere
eller længere Tid. Dr. Beckett havde saavel ved sin Doktordisputats »om
Renaissancen og Kunstens Historie i Danmark« som ved andre Arbejder,
saaledes Bogen om »Altertavler fra den senere Middelalder«, vist, at han
var en ihærdig og flittig Forfatter paa Kunsthistoriens Omraade. Han
besad gode Evner til at iagttage og til at huske og sammenligne det iagt-
tagne ; han var godt inde i den kunsthistoriske Litteratur og behandlede
med Lethed de historiske Kilder. Paa mange Rejser havde han endvidere
ved Selvsyn erhvervet sig Kjendskab til de forskjellige Tidsaldres Kunst.
Hvad der endnu savnedes i Dr. Becketts Forfattergjerning, var et friskere
kunstnerisk Syn og en stærkere udpræget Forfatterpersonlighed; hans
Studier fik let en vis sammenstykket Karakter uden at gjennemtrænges
eller farves af et fyldigere almindeligt Overblik, og uden at man bagved
følte en mere almen æsthetisk Opfattelse.
Fakultetet bemærkede derhos, at det betragtede Dr. Beckett som en
Det akademiske Lærersamfund.
375
Videnskabsmand, der endnu yar i Udvikling; det var meget muligt, at han
blev en betydelig Kunsthistoriker og en god Lærer og Forelæser i sit Fag.
Men da de Egenskaber, han i alt Fald foreløbig syntes at mangle, netop
vare af særlig Vigtighed for Universitetsundervisningen i Kunsthistorie,
maatte Fakultetet — tillige med den Mulighed for Øje, at andre Kræfter
vilde kunne opstaa — bestemt tilraade, at der endnu ikke blev truffet
nogen Afgjørelse med Hensyn til Universitetsundervisningen i Kunsthistorie.
Konsistorium sluttede sig i Skrivelse af 14de December 1899 til Fakul-
tetets sidste Udtalelse.
9. Forhøjelse af Honorarerne til Dr. phil. A. Hammerich og Dr.
phil. A. Olrik for at holde Forelæsninger henholdsvis over Musikens
Historie og nordiske Folkeminder.
I Skrivelse af 8de Marts 1898 til Ministeriet ansøgte Dr. A. Hamme-
rich om, at det ham tilstaaede Honorar for at holde Forelæsninger over
Musikens Historie — jfr. Univ. Aarb. f. 1895—96 S. 23—25 — maatte
blive forhøjet. Dr. Hammerich bemærkede, at hans Forelæsninger, som
han nu holdt paa 6te Halvaar — deraf de første som Privatdocent uden
Honorar — havde vundet stor Tilslutning, der endog i de sidste Halvaar
var i tydelig Tiltagen. I Efteraarshalvaaret 1897 begyndte han med noget
over 50 Tilhørere og sluttede med noget over 70. Dette Halvaar (Foraars-
halvaaret 1898) udviste Tilhørerlisterne 83. Han turde maaske heraf slutte,
at hans Virken ikke var frugtesløs. Forarbejderne til disse Forelæsninger
toge saa godt som hele hans Tid. Foruden Bearbejdelsen af selve Stoffet
krævede de nemlig efter deres særlige Natur et ikke ringe Arbejde ved
Indstuderingen og Valget af de Musikværker — ofte flerstemmige Kor —,
som maatte til som nødvendigt oplysende Supplement til selve Forelæs-
ningen. Paa Grund af sin Universitetsvirksomhed havde han da ogsaa mere
og mere maattet indskrænke sin Virksomhed som Musikkritiker ved National-
tidende og havde derved lidt en Indtægtsformindskelse af betydeligt Omfang.
Det Studiefag, han havde viet sine Kræfter, var, som det vilde være Mini-
steriet bekjendt, først ved ham indført ved Universitetet, havde krævet en
betydelig og ved egne Midler iværksat videnskabelig og kunstnerisk For-
dannelse, og sin Stilling ved Universitetet havde han først naaet i en
forholdsvis sen Alder.
Under Henvisning til denne Skrivelse tilføjede Dr. Hammerich i Skri-
velse af 29de Oktober 1898 til Ministeriet, at Tilhørerantallet ved hans
Forelæsninger i Efteraarshalvaaret s. A. var steget til 107, samt at han ogsaa
havde udvidet sin Virksomhed, idet han havde optaget en dobbelt Forelæs-
ningsrække, hvoraf den ene med Tilknytning til det nystiftede Museum for
Musikinstrumenter (»Musikhistorisk Samling«).
Fra det filosofiske Fakultet modtog Konsistorium under 16de November
1898 et af Fakultetet anbefalet Andragende fra Dr. phil. A. Olrik om For-
højelse af det ham tillagte Honorar for at holde Forelæsninger over nor-
diske Folkeminder, jfr. Univ. Aarb. f. 1896—97 S. 351—53. Dr. Olrik be-
Universitetets Aarbog.	47
376
Universitetet 1890—1900.
mærkede i denne Anledning, at lian i Sommeren 1896 havde indgivet et
Andragende, hvori han fremhævede den almenvidenskabelige og nationale
Betydning, det vilde have, at vort Universitet — ligesom flere andre i de
nordiske Lande — havde en Lærerplads i Folkemindeforskning, og hvori
han da ansøgte om, nu da hans Stipendier, 1300 Kr., udløb, at faa et
Honorar, hvorved han blev sat i Stand til at fortsætte de Forelæsninger,
han havde begyndt paa som Privatdocent. Til denne Ansøgning sluttede
det lilosofiske Fakultet og Konsistorium sig under varm Anbefaling, ligesom
der ogsaa i Dagspressen fremkom et Forslag fra anerkjendt Haand — Dr.
E. v. d. Recke i Berlingske Tidende 1897 Nr. 41 —, der uden at kjende
den indgivne Ansøgning foreslog et Professorat i dansk Folkedigtning op-
rettet. I Juli 1897 modtog han derefter fra Konsistorium Meddelelse om, at
der var tillagt ham et Honorar af 1000 Kr. aarlig fra 1ste April s. A, af
det disponible Beløb paa Universitetets Udgiftspost 7. a.
Det havde sikkert været beklaget af selve Ministeriet, at det til
Lærerlønning i dette Fag kun havde en Sum disponibel, der endog var
mindre end, hvad han havde havt fra Universitetet som Stipendiat uden
Pligt til at holde Forelæsninger. Han havde, skønt det tillagte Honorar
ikke stod i noget som helst Forhold til det Arbejde, der paalagdes, stræbt
at gjøre Fyldest i den saaledes oprettede Stilling. De Forelæsninger og
Øvelser, lian havde holdt, vare: 1897. I. Rolf Krakes Saga; 1897. II. Dan-
marks Heltedigtning, med en særskilt Øvelse over Bjarkemaal; 1898. I.
Saxes Danmarkshistorie og ønkelte Punkter af ældre nordisk Litteratur;
1898. II. Danmarks Heltedigtning. Desuden havde han forberedt: 1899. I.
Nordens Trylleviser og Grundsætninger for Sagnforskning. Endvidere havde
hans Stilling ved Universitetet medført, at han af Justitsministeriet havde
faaet overdraget et ret omfattende Arbejde som Medlem af Kommissionen
for Undersøgelse af dansk Navneskik.
Dr. Glrik tillod sig at henlede Opmærksomheden paa, at han ikke i
Længden kunde fortsætte fornævnte Lærervirksomhed med Tilsidesættelse
af betalt Arbejde og med aarligt Underskud og ansøgte derfor om, at hans
Honorar maatte blive søgt forhøjet til 2000 Kr. aarlig.
Til 3die Behandling i Folkethinget af Finanslovforslaget for 1899—1900
blev der af Ministeriet stillet Forslag om Forhøjelse af Beløbet paa Uni-
versitetets Udgiftspost 7. a. 2., for at Honorarerne til Dr. Hammerich og
Dr. Olrik kunde blive forhøjede med 600 Kr. for hver; Forslaget blev for-
kastet, jfr. Rigsdagstidende 1898—99 Tillæg B. Sp. 1177—78 og 1361 —62.
Da der paa Underkonto 1. ved Adjunkt, Dr. phil. H. Jungersens Udnæv-
nelse til Professor i Zoologi fra 1ste September 1899 var blevet et Beløb
af 600 Kr. til Disposition, jfr. Univ. Aarb. f. 1898—99 S. 2 og 108, blev
det efter Ministeriets Indstilling ved kgl. Resolution af 7de Juni 1899 bi-
faldet, at der af fornævnte Beløb indtil videre tilstodes Dr. Hammerich og
Dr. Olrik 200 Kr. hver, fra 1ste September s. A. at regne. Endelig blev
der af Ministeriet til 2den Behandling i Folkethinget af Finanslovforslaget
for 1900—1901 stillet Forslag om Forhøjelse af Beløbet paa Udgiftspost 7.
a. 2., for at Honorarerne til Dr. Hammerich og Dr. Olrik kunde blive for-
højede med 800 Kr. til hver til 2000 Kr. aarlig, jfr. Rigsdagstidende 1899
Det akademisko Lærersamfund.
377
—1900 Tillæg B. Sp. 467—68 og 703—4; Forslaget blev tiltraadt af Folke-
thingets Finansudvalg, vedtaget af Rigsdagen og Beløbet optaget paa Finans-
loven for 1900—1901.
Efter Ministeriets Forestilling blev det ved kgl. Resolution af 14de April
1900 bifaldet, at der af det paa Universitetets Udgiftspost 7. a. disponible
Beløb tilstodes Dr. phil. Angul Hammerich og Dr. phil. Axel Olrik hver
et Beløb af 800 Kr. til Forhøjelse af de dem liidtil tillagte Honorarer for
at liolde Forelæsninger, henholdsvis over Musikens Historie og over nordiske
Folkeminder.
10. Forhøjelse af Honorarerne til Dr. phil. L. Kolderup Rosenvinge
og Dr. phil. C. U. E. Petersen for at holde Forelæsninger, henholdsvis
over Kryptogamer og over /Emner fra den fysiske Kemis Omraade.
Fra Kirke- og Undervisningsministeriet modtog Konsistorium under
26de Maj 1897 til Erklæring et med Professorerne, Dr. phil. E. Warmings
og R. Pedersens Anbefaling forsynet Andragende fra Dr. phil. L. Kolderup
Rosenvinge om, at det maatte overdrages ham fremdeles at holde Fore-
læsninger og Øvelser over Kryptogamerne samt eventuelt om Forhøjelse af
det ham derfor tillagte Honorar.
Konsistorium indsendte under 6te Juli s. A. en Erklæring af 29de
Juni s. A. fra det mathematisk-naturvidenskabelige Fakultet, hvori dette
udtalte, at Fakultetet anbefalede Andragendet samt at flere af dets Med-
lemmer fandt, at 2000 Kr. vilde være et passende Honorar, men at et saa-
dant maatte medføre, at ogsaa Dr. E. Petersens Honorar blev forhøjet.
Konsistorium sluttede sig til Fakultetets Udtalelser og bemærkede, at der
vilde blive indsendt Andragende fra Dr. E. Petersen, jfr. nedenfor.
Fra det mathematisk-naturvidenskabelige Fakultet modtog Konsistorium
under 29de Juni 1897 et Andragende fra Dr. phil. C. U. E. Petersen om,
at der paa Finanslovforslaget for 1898—99 maatte blive stillet Forslag om,
at den ham tildelte midlertidige Understøttelse for at holde Forelæsninger
over Æmner fra den fysiske Kemis Omraade maatte overgaa til en fast
Post., idet der oprettedes en Docentpost i Kemi ved Universitetet med For-
pligtelse for Indehaveren til at holde saavel Forelæsninger over fysisk Kemi
som ogsaa andre Forelæsninger og Examinatorier, særligt over uorganisk
Kemi for Studiosi magisterii i Kemi og Fabrikingeniører, samt deltage i
Examinationen ved de Examina, der afholdes for disse. Dr. Petersen be-
mærkede, at det var almindelig anerkjendt, at den stærke Udvikling, som
de forskjellige Grene af Kemien, saasom uorganisk, organisk, analytisk og
fysisk Kemi, vare undergaaede i den nyere og nyeste Tid, en Udvikling,
der stadig tiltog, gjorde det mere og mere uoverkommeligt for den enkelte
at beherske det hele Gebet til Fuldkommenhed og at følge fuldstændigt
med paa alle enkelte Omraader. Da hertil kom, at Antallet af Studerende
af de forskjellige Retninger, der ved Universitetet og den polytekniske Lære-
anetalt deltog i Undervisningen i Kemi, var i stadig fortsat Stigning, var
en Arbejdsdeling paa dette Omraade, ikke blot indenfor den rene Forsk-
ning, men ogsaa i den videnskabelige Lærergjerning, saaledes som denne
47*
378
Universitetet 1899—1900.
ved de fleste fremmede Universiteter længst havde fundet Sted for de to
Hovedgrenes, uorganisk og organisk Kemis, Vedkommende, bleven i høj Grad
ønskelig. Som en Følge saavel af Fagets Udvikling som af Tilvæxten til
Antallet af Studerende og de forskjellige Fordringer, der stilles til Studerende
af forskjellige Retninger, havde de to Universitetslærere, der ledede Under-
visningen i Kemi ved Universitetet og tillige ved den polytekniske Lære-
anstalt, ved hvilken ingen særlig Lærer i Kemi var ansat, efterhaanden
faaet et meget betydeligt forøget Undervisningsarbejde, og det havde
ikke været muligt at gjennemføre Undervisningens Specialisering fuld-
stændigt. Exempelvis kunde det nævnes, at der ikke blev afholdt
specielle Forelæsninger over uorganisk Kemi for de videst gaaende Stu-
derende: Studiosi magisterii og Fabrikingeniører, og at Forelæsningerne
over fysisk og theoretisk Kemi midlertidigt vare overdragne til ham. Dr.
Petersen formente derfor, at det kunde være ønskeligt og betimeligt, at en
Post som fornævnte blev oprettet. Med Hensyn til sine personlige Kvalifika-
tioner til at beklæde en saadan, skulde han anføre, at han i en Aarrække
fra 1889 havde holdt Forelæsninger ved Universitetet dels over uorganisk-
kemiske og i de senere Aar navnlig over fysisk-kemiske Æmner, i de to
foregaaende samt i Finansaaret 1897—98 med Understøttelse paa Finans-
loven. Han havde fra 1885, da han blev ansat som Assistent ved Universi-
tetets kemiske Laboratorium, hvilken Post han beklædte i 8 Aar, og indtil
nu gjort Studiet af de tvende nævnte Grene af Kemien til sin væsentligste
Beskæftigelse, ligesom han i en Række af Undersøgelser, hvis Resultater
vare offentliggjorte dels i tyske Tidsskrifter (Journal fur praktische Chemie
og Zeitschrift fur physikalische Chemie), dels i det kgl. danske Viden-
skabernes Selskabs Skrifter havde søgt ved selvstændige Arbejder at bidrage
til de nævnte Videnskabsgrenes Udvikling. Han turde maaske tro, at det
ikke vilde være helt uden Betydning for Videnskabens Udvikling i vort
Land, at disse Arbejder fortsattes og at der gaves ham som Lærer i de
nævnte specielle Retninger Lejlighed til at kunne hellige sig fuldstændigt
til deres Dyrkelse. Han tilføjede, at Oprettelsen af en Post som den nævnte
formentlig med Nødvendighed vilde medføre, at der anvistes dens Indehaver
et Laboratoriumslokale til Forberedelse af Forelæsningsforsøg og viden-
skabelige Undersøgelser ved den Anstalt, Universitetets kemiske Labora-
torium eller den polytekniske Læreanstalt, hvor Forelæsningerne skulde af-
holdes. Saafremt Forslaget ikke skulde opnaa Ministeriets eller Rigsdagens
Samtykke, ansøgte han subsidært om, at der vedblivende tilstodes ham et
midlertidigt Honorar for at holde Forelæsninger over Æmner fra den fysiske
Kemis Omraade.
Det mathematisk-naturvidenskabelige Fakultet anbefalede, at Dr.
Petersens Andragende bevilgedes saaledes, at han ansattes for et Tidsrum
af 2 Aar med et Honorar paa 2000 Kr, aarlig med Forpligtelse til at holde
Forelæsninger over nyere Retninger paa Kemiens Omraade, særlig fysisk
Kemi, holde Examinatorier og Kollokvier over uorganisk Kemi for Videre-
komne — den polytekniske Læreanstalts Fabrikingeniører og Studiosi
magisterii i Kemi og Fysik — samt deltage i Examensarbejdet ved Universi-
tetet og den polytekniske Læreanstalt.
Det akademiske Lærersamfund.
379
I en under 21de August 1897 afgiven Erklæring udtalte Universitetets
Kvæstor, at ihvorvel den Virksomhed, der saaledes af Fakultetet var tænkt
Dr. Petersen sikret for 2 Aar, syntes i det væsentlige at falde sammen
med Omraadet for den af ham ansøgte faste Docentplads, vilde det dog
formentlig være rettest at have en Erklæring fra ham om, hvorvidt han
ønskede for et Tidsrum af 2 Aar at overtage den Stilling, som han selv
havde tænkt sig som fast, og der vilde da tillige fra ham kunde erholdes
den for Sagens videre Fremme nødvendige Oplysning om, hvorvidt han i den
ommeldte Stilling med en, i alt Fald foreløbig, Varighed af 2 Aar ansaa
det for nødvendigt at have et Laboratoriumslokale til Raadighed, saaledes
som han havde tænkt sig det for den faste Docentplads. Dertil kom, at
der ikke fra Direktøren for den polytekniske Læreanstalt forelaa nogen
Udtalelse i denne Sag, der dog paa flere Maader, ogsaa i Spørgsmaalet om
Stedet, hvor Forelæsningerne skulde holdes, greb ind i Læreanstaltens
Virksomhed.
Konsistorium bemærkede i Skrivelse af Ilte September 1897 til Mini-
steriet i Anledning af Kvæstors Udtalelse, at Dr. Petersen, efter at være
gjort bekjendt med Fakultetets Forslag, havde erklæret, at han var villig
til at overtage den af Fakultetet foreslaaede Stilling, samt at der, da han
ikke i det nævnte Tidsrum tilsigtede at holde experimentelle Øvelser, ikke
vilde blive Tale om, at der behøvedes at stilles et Laboratorielokale til
Raadighed for ham. For saa vidt Kvæstor endelig havde bemærket, at der
ikke forelaa nogen direkte Udtalelse fra Direktøren for polyteknisk Lære-
anstalt, tilføjede Konsistorium, at Professor, Dr. Jul. Thomsen, der tillige
var Medlem af Fakultetet og af Konsistorium, under Sagens Behandling
begge Steder varmt havde taget Ordet for Fakultetets enstemmige Forslag.
Konsistorium indstillede, at det Dr. Petersen tillagte Honorar paa 1000 Ivr.
paa Finanslovforslaget for 1898—99 maatte blive søgt forhøjet til 2000 Kr.
aarlig for et Tidsrum af 2 Aar med Forpligtelse for ham til at holde de af
Fakultetet anførte Forelæsninger m. m.
I et til Ministeriet indsendt Andragende af Ilte August 1899 be-
mærkede Dr. E. Petersen, at han, der var født i 1856, efter i Aaret
1888 at have taget den filosofiske Doktorgrad stadig, med Undtagelse af et
enkelt Halvaar, havde holdt Forelæsninger ved Universitetet. Endvidere
havde han i det nævnte Tidsrum udført en Række af experimentelle viden-
skabelige Undersøgelser, hvis Resultater vare meddelte i Afhandlinger, der
for største Delen vare publicerede i Videnskabernes Selskabs Skrifter; for
et af disse Arbejder erholdt han i Aaret 1894 Selskabets Sølvmedaille. Da
han fra 1893 ikke havde været knyttet til noget Statslaboratorium, havde
han fra den Tid været henvist til paa egen Bekostning at indrette og ved-
ligeholde et Laboratorium til Udførelse af de ovennævnte Experimental-
undersøgelser. For at kunne fortsætte disse og i det hele disponere over
den fornødne Tid til videnskabelige Studier fornyede han sin Ansøgning
om, at det ham tillagte Honorar maatte blive forhøjet til 2000 Kr.
Til 3die Behandling i Folkethinget af Finanslovforslaget for 1899
— 1900 blev der af Ministeriet stillet Forslag om Forhøjelse af Beløbet paa
Universitetets Udgiftspost 7. a. 2, for at Honoraret for Dr. phil. E. Pe-
380
Universitetet 1899—1900.
tersen kande blive forhøjet med 600 Kr.; Forslaget blev forkastet, jfr.
Rigsdagstidende 1898—99 Tillæg B. Sp. 1177—78 og 1361—62. Da der
paa Underkonto 1 ved Docent Saabys Afgang fra Universitetet var blevet
et Beløb af 600 Kr. til Disposition, jfr. Univ. Aarb. f. 1897—98 S. 649—50,
og dette Beløb ikke var anvendt for Finansaaret 1898—99, blev det efter
Ministeriets Indstilling ved kgl. Resolution af 6te April 1899 indtil videre
tillagt Dr. E. Petersen og Dr. L. Kolderap Rosenvinge med 300 Kr. til
hver for sidstnævnte Finansaar og fra 1ste April 1899 indtil videre, jfr.
Univ. Aarb. f. 1898-99 S. 109.
Endelig blev der af Ministeriet til 2den Behandling i Folkethinget af
Finanslovforslaget for 1900—1901 stillet Forslag om Forhøjelse af Beløbet
paa Universitetets Udgiftspost 7. a. 2, for at Honorarerne til Dr. E. Petersen
og I)r. L. Kolderup Rosenvinge kunde blive forhøjede med 700 Kr. til hver
til 2000 Kr. aarlig, jfr. Rigsdagstidende 1899—1900 Tillæg B. Sp. 467—68 og
703—4; Forslaget blev tiltraadt af Folkethingets Finansudvalg, vedtaget af
Rigsdagen og Beløbet optaget paa Finansloven for 1900—1901.
Efter Ministeriets Forestilling blev det ved kgl. Resolution af 14de
April 1900 bifaldet, at der af det paa Universitetets Udgiftspost 7. a. dispo-
nible Beløb tilstodes Dr. pliil. L. Kolderup Rosenvinge og Dr. phil. C. U.
E. Petersen hver et Beløb af 700 Kr. til Forhøjelse af de dem hidtil tillagte
Honorarer af 1300 Kr. for at holde Forelæsninger, henholdsvis over Krypto-
gamer og over Æmner fra den fysiske Kemis Omraade.
III. Forelæsninger, Øvelser og Examiiia.
1. Den filosofiske Prøve.
a. Kgl. Resolution af 25de Juni 1900 om skiftevis Besørgelse af det
propædeutiske Kursus i Filosofi- af to af de tre Professorer i Filosofi.
Fra det filosofiske Fakultet modtog Konsistorium under 22de Maj 1900
et af Fakultetet anbefalet Andragende, hvori Professorerne, Dr. phil. & jur.
H. Høffding, Dr. phil. K. Kroman og Dr. phil. Cl. Wilkens ansøgte om, at
det for Fremtiden maatte blive dem tilladt at ordne det propædeutiske
Kursus i Filosofi saaledes, at det skiftevis besørgedes af to af dem, saa-
ledes at enhver af dem hver tredie Aar fik bedre Tid til at holde andre
Forelæsninger. Ansøgerne bemærkede, at det for de to ordinære Professorer
vilde medføre to Fordele, nemlig, at de fik mere Tid til at holde andre
Forelæsninger end de propædeutiske, og at de kunde holde det propædeutiske
Kursus med større Friskhed, naar de hvert tredie Aar vare fritagne for det,
samt at det for den extraordinære Professor vilde være af Interesse at have
Lejlighed til at komme i Berøring med en større Kreds af unge Studerende.
Konsistorium anbefalede Sagen i Skrivelse af 8de Juni s. A. til Ministeriet.
Yed Skrivelse af 26de s. M. meddelte Ministeriet Konsistorium, at det
ved kgl. Resolution af 25de s. M. var bifaldet, »at der sker følgende For-
andring i de ved allerhøjeste Resolution af 8de September 1871 fastsatte
Regler angaaende den almindelige filosofiske Prøve ved Kjøbenhavns Uni-
versitet, at det propædeutiske Kursus i Filosofi ordnes saaledes, at det