898
Universitetet 1879 - 1880.
nnder 16. Septbr. 1879 til Ministeriet afgivet Erklæring-, at det normal-anatomiske
Museum af islandske Kranier kun besad i alt 4, og da det var særdeles vanske-
ligt at erholde saadanne, vilde der ikke kunne være Tale om at afgive noget af
disse. Af Kranier, som med Rette kunde kaldes »danske«, besad Museet vel en
større Samling, som der netop i de sidste Aar havde været arbejdet paa at bringe
til Veje; men den var endnu ikke righoldig nok for Øjemedet, og ved at afstaa
Kranier deraf vilde man adsplitte og sprede, hvad der netop kun ved at for-
blive samlet havde videnskabeligt Værd. Fakultetet maatte derfor betragte det
som meget lidet ønskeligt, at den med Moje tilvejebragte Samling formindske-
des ved Afgivelse af Kranier. I Overensstemmelse hermed blev der givet Andra-
geren fornoden Underretning.
VI. Universitetets Forhold ud ad til.
I Aaret 1869 blev der rejst Sporgsmaal om at soge danske Forfattere sikrede
mod, at deres Arbejder oversattes paa Tysk derved, at der med Tyskland blev
indgaaet en Konvention i saa Henseende. Undervisningsministeriet, der af Inden-
rigsministeriet blev opfordret til at ytre sig om Sagen, nærede imidlertid Betænke-
lighed ved at tilraade Sagens Fremme. I Skrivelse til Konsistorium af 10. Maj
1869 udtalte det, at det vel var enigt med Indenrigsministeriet i, at der burde
værnes om den literære Ejendomsret, og at navnlig Eftertryk af Værker og enhver
mekanisk Eftergjøreise af et Kunstværk maatte, som allerede var sket ved den
bestaaende Lovgivning, jfr. L. 29. Decbr. 1857, 31. Marts 1864 og 23. Febr. 1866,
søges afværget; men de Grunde, der talte herfor, forekom ikke Ministeriet i
samme Grad at gjælde, hvor Sporgsmaalet var om Omplantning af et Forfatter-
arbejde fra et Sprog til et andet. Bortset fra, hvorvidt det hørte med til den
literære Ejendoms principielle Væsen, at Forfatteren sikredes mod en saadan
Benyttelse af hans Arbejder, var der et andet Moment, som her væsentlig maatte
komme i Betragtning, selv om man vilde besvare det forste Sporgsmaal bekræf-
tende. Det turde nemlig være Tvivl underkastet, om ikke den Fordel, som mulig
kunde vindes ved at inddrage Oversættelser under en Konventions Bestemmelser
paa den Maade, som sket var i Konventionen mellem Preussen og Belgien, ved
den Gjensidighed, som en saadan forudsatte, vilde blive meget ringe. Følgen
turde mulig kun blive, at intet af det, som fortjente at læses af den tyske Lite-
ratur, vilde blive oversat paa Dansk, og at det saaledes vilde blive nødvendigt,
enten at læse det paa Tysk eller at savne denne Læsning. Ikke mindre tvivlsomt
turde det i alt Fald^være, om, som Udenrigsministeriet antog, den danske Literatur
ydede storre Bidrag gjenneni Oversættelser til den tyske end omvendt. Kom her-
til endnu, at den danske Forfatter formentlig kunde sikre sig ved, samtidig med
sin danske Udgave, at lade besørge en tysk Udgave, og at Sporgsmaalet om
Værn mod Oversættelsen i et fremmed Sprog var nyt her i Landet og kun fore-
kom i I,. 23. Febr. 1866 i Forhold til Sverige, maatte Ministeriet fra et stats-
økonomisk eller rent materielt Synspunkt finde det tvivlsomt, om det kunde anses
tilraadeligt at slaa ind paa denne Vej. Ministeriet vilde imidlertid ikke tage nogen
endelig Bestemmelse i Sagen, forend der var givet de Instituter, som repræsentere
Videnskab og Kunst, Lejlighed til at ytre sig over samme, bl. a. Konsistorium. Særlig
Universitetets Forhold ud ad til.
899
begjærede Ministeriet det Synspunkt, hvorfra det saa Sagen, taget under nojere
Overvejelse.
I en Erklæring af 29. Juni 18G9 udtalte Prof. Thorsen sig bestemt mod,
at Sagen, der formentlig ogsaa siden vilde fore andre Konsekvenser med sig, for-
tes videre. Forholdene i det nordtyske Forbund vare saa store, at det ikke kunde
være muligt andet, end at det var ønskeligt fra vor Side, at den nu værende
Ordning ikke blev forandret. Og til lige over for dette Forbund at fastholde just
det absolut principielle, var der ingen Grund. Ogsaa var det utvivlsomt, at tysk
Læsning hos os paa denne Maade vilde baade udbredes og yderligere nødvendig-
gjores i et ikke ubetydeligt Omfang.
Hertil sluttede Konsistorium sig i Skrivelse af 5. Juli. Konsistorium var
for den videnskabelige Literaturs Vedkommende enigt med Ministeriet i, at Dan-
mark næppe vilde have Fordelen af en paa Gjensidighed i denne Henseende baseret
Konvention, og det fandt ikke, at der var nogen Grund til særlig over for det
nordtyske Forbund at søge realiseret en Ordning af dette Forhold, som maatte
være ufordelagtig for danske Interesser, blot af Hensyn til det i og for sig
principielle og retfærdige i samme.
Undervisningsministeriet tiltraadte Konsistoriums Anskuelse og fraraadede
Sagens videre Fremme ad Lovgivningsvejen.
I 1879 optoges Sagen atter, idet der fra Tysklands Side gjordes en Fore-
spørgsel om, hvorvidt den danske Regering maatte være tilbøjelig til at indgaa
en Overenskomst med det om gjensidig Beskyttelse mod Eftertryk og andet Brud
paa den literære Ejendomsret, navnlig ogsaa med Hensyn til musikalske Værker.
Onsket herom var navnlig fremkaldt ved Trangen til at hindre Eftertryk af
Musikalier, og Udenrigsministeriet anmodede derfor, ved at meddele Indenrigs-
ministeriet denne Underretning, dette om, at Sporgsmaalet om Afslutningen af en
Konvention med det tyske Rige om gjensidig Beskyttelse af Retten til at udgive
musikalske Kompositioner maatte komme under særlig Overvejelse, selv om det
maatte findes rigtigst ikke for Tiden over for det tyske Rige at søge opnaaet
Gjensidighed med Hensyn til Beskyttelse mod Eftertryk i Almindelighed. Inden-
rigsministeriet begjærede Undervisningsministeriets Erklæring over Sagen, og sidst
nævnte Ministerium anmodede under 6. Septbr. 1879 Konsistorium om herom at
udtale sig.
Efter Konsistoriums Begjæring udtalte Prof. Goos sig i en Erklæring af
26. Novbr. udførlig om alle de herhen horende Forhold. At der efter det Stand-
punkt, hvortil Opfattelsen i den hele civiliserede Verden nu var naaet, var al
Grund til i Almindelighed at ønske Statsgrænserne for den Forfattere og Kunst-
nere tillagte Retsbeskyttelse hævede, behøvede ingen nærmere Forklaring. Ogsaa
vor Lovgivning aabnede Døren herfor, idet den ved vel bekjendte Bestemmelser
tillod ved kgl. Anordning at udvide den i dansk Ret hjemlede Retsbeskyttelse til
fremmede, under Forudsætning af Gjensidighed. Vanskeligheden ved i nærværende
Tilfælde at komme til en almindelig Overenskomst med det tyske Rige i denne
Retning, laa ikke i Mangel paa Anerkjendelse af hint Princip, men deri, at den
danske og tyske Lovgivning, saaledes som de for Tiden vare, havde et, navnlig i
et enkelt Hovedpunkt, forskjelligt Indhold, som gjorde, at den Gjensidighed, som
vilde betinge en omfattende Overenskomst om Retsbeskyttelse i dette Forhold, ikke
vilde kunne finde Sted. Medens nemlig den tyske Lov af 11. Juni 1870 § 6 gav
114*
900
Universitetet 1879—
1880.
Forfatterne en vis Retsbeskyttelse mod Oversættelser, havde dansk Ret ingen til-
svarende almindelig Regel. Men hvad den egentlig literære Ejendomsret angik,
blev netop Beskyttelsen mod Oversættelser Hovedsagen ved Sporgsmaalet om en
Konvention mellem Danmark og Tyskland. Kunde denne Beskyttelse ikke gives,
vilde Konventionen paa dette Omraade tabe en væsentlig Del af sin praktiske
Betydning, og det kunde fremdeles anses som en Selvfølge, at en Konvention paa
saa ulige Vilkaar, at danske Forfattere i Tyskland fik Beskyttelse mod Oversættel-
ser, tyske Forfattere ikke omvendt i Danmark, ikke vilde blive sluttet.
Naar altsaa Sporgsmaalet blev stillet paa Onskeligheden af en omfattende
Konvention med Tyskland i dette Forhold, faldt det, praktisk taget, sammen med
det Spørgsmaal, om det maatte anses for ønskeligt, at der for danske og tyske
Forfattere blev opnaaet gjensidig Beskyttelse mod Oversættelser uden Forfatternes
Samtykke, henholdsvis til Tysk og Dansk, og at der for at muliggjøre dette skete
Forandringer i den danske Lovgivning. Efter dernæst at have omtalt de om
Sagen tidligere førte Forhandlinger, udtalte han, at naar nu Sporgsmaalet efter
10 Aars Forlob atter blev rejst, kunde det næppe nægtes, at Forhold, der havde
Betydning for dets Besvarelse, havde forandret sig, og han troede ikke, at der nu
for Konsistorium vilde være tilstrækkelig Grund til ubetinget at fraraade en Ord-
ning i den omhandlede Retning, saaledes som det skete den Gang. Sporgsmaalet
om en vis Retsbeskyttelse for Forfattere mod Oversættelser af deres Arbejder og
om denne Beskyttelses internationale Anerkj endelse havde i Lobet af disse Aar
været Gjenstand for megen Forhandling rundt om i den civiliserede Verden, baade
i Literaturen og paa Moder mellem Mænd, der havde en nærmere eller fjærnere
Interesse i Sporgsmaalet. Selv om der endnu i Enkeltheder kunde vise sig nogen
Meningsforskjel, maatte det dog i Hovedsagen siges, at den almindelige Opfattelse
med stedse stigende Styrke udtalte sig for, at Forfatteren ikke burde være uden
Værn i denne Henseende, og det ogsaa, hvad der væsentlig betingede den praktiske
Betydning heraf, uden for den paagjældende Stats Grænser. I Overensstemmelse
hermed havde ogsaa Tendensen i den nyere Tids Lovgivning været. Bestemmelser
til Værn mod Oversættelser under visse Betingelser vilde ikke let mangle i de
Love om den literære Ejendomsret, der vare blevne til i de seneste Aar, og i de
Lande, hvor nye Love om dette Æmne forberedtes, var det umiskjendelig Forud-
sætningen, at disse skulde optage Bestemmelser herom. Samtidig tiltoge i Antal
de Konventioner, der sluttedes mellem Staterne om gjensidig Retsbeskyttelse i
disse Forhold, og overalt, hvor Oversættelsesbeskyttelsen var hjemlet, omfattede
slige Konventioner selvfølgelig da ogsaa denne. For Danmark havde det særlig
Interesse, at ogsaa de nye Love i Norge og Sverige om Skriftejendomsretten
indeholdt Bestemmelser i denne Retning. Vel kjendte ingen af dem den Regel,
som hjemledes ved den tyske Lovs § 6 c, at Forfatteren kan forbeholde sig Over-
sættelsesretten ved en udtrykkelig Udtalelse paa Titelbladet eller ved Værkets
Begyndelse, og at da Oversættelser uden hans Samtykke behandles som Eftertryk,
naar den forbeholdte Oversættelses Offentliggjørelse begynder inden l Aar, efter
at Originalværket er udkommet, og fuldendes inden 3 Aar; men, — bortset fra
den her ikke i Betragtning kommende Bestemmelse om Forbud mod Oversættelse
til en anden Mundart af samme Sprog, og de nordiske Sprogs indbyrdes Ligestilling
i saa Henseende med Mundarter, en Bestemmelse, som nu ogsaa var blevet Ret
i Danmark ved L. 24. Maj 1879, og som turde antages at have banet Vejen for
Universitetets Forhold ud ad til.
901
en Konvention med de to nordiske Riger — gjenfandtes baade i den norske og i
den svenske Lov den vigtige Bestemmelse, som indeholdtes i den tyske Lovs
§ 6 b, at Oversættelse betragtes som Eftertryk, naar der af et samtidig i flere
Sprog offentliggjort Skrift udgives en Oversættelse i et af disse Sprog, se den
norske Lov 8. Juni 1876 § 15 c og den svenske Lov af 10. Avg. 1877 § 3, og
i den norske Lovs § 15 a gjenfandtes end videre Regelen i den tyske Lovs §6 a,
at Oversættelse er Eftertryk, naar der af et forst i et dodt Sprog udkommet
Skrift udgives en Oversættelse i levende Sprog.
Efter den Udvikling, der saaledes havde fundet Sted i den siden hin For-
handling forløbne Tid, vilde det nu ikke med Rimelighed kunne anføres som Grund
mod at gaa ind paa en vis gjensidig Beskyttelse mod Oversættelser mellem Tysk-
land og Danmark, at Spørgsmaalet om denne Slags Beskyttelse overhovedet var
nyt eller umodent, og lige saa lidt vilde det være tidssvarende ensidig at lægge
Vægten paa og lade sig bestemme ved Hensynet til, at de Fordele, Danmark
umiddelbart vilde opnaa ved en saadan Konvention —, hvad der paa Forhaand var
rimeligt - , ikke vilde blive saa store som Fordelene for Tyskland, medens Hen-
synet til det principielt rigtige og retfærdige lodes ganske ude af Betragtning.
Havde først en almindelig Overbevisning fæstnet sig i sidst nævnte Henseende,
vilde et saadant Standpunkt ikke i Længden være holdbart,
I Henhold til det anførte mente han, at Konsistorium nu burde stille sig
anderledes til Sagen, end det gjorde for lOAar siden, saaledes at det anbefalede,
at der tilstræbtes en Ordning, hvorved gjensidig Beskyttelse mellem Danmark og
Tyskland mod Oversættelser blev mulig inden for de Grænser, som almindelige
Grundsætninger tilsagde, selv om Danmark ikke derved blev den Part, der høstede
størst Fordel heraf. Denne Opfattelse deltes af Justitsr. Hegel i en med
Prof. Goos's Erklæring indsendt Skrivelse med nogle Oplysninger om Forholdet
mellem Oversættelser fra Dansk til Tysk og Tysk til Dansk*). Universitets-
*) Af den af Justitsr. Hegel udarbejdede Fortegnelse over de Arbejder, som i Aarene
1876 og 1877 vare oversatte fra Dansk til Tysk og fra Tysk til Dansk, og som vare
komne i Boghandelen, fremgik, at Oversættelsen fra Tysk til Dansk (henholdsvis
662 og 723 Ark = 1385 Ark) betydelig oversteg Oversættelsen fra Dansk til Tysk
(henholdsvis 456 og 276 Ark = 732 Ark), ja nærmede sig i Omfang til det dobbelte.
Hertil kom endnu en Mængde Fortællinger, Skizzer o. s. v., som i samme Tidsrum
havde fundet Vej gjennem Oversættelse til de forskjellige Blade og Tidsskrifter lier
og i Tyskland. At samle det her hen hørende Materiale, vilde imidlertid være aldeles
uoverkommeligt. Hvad selve Hovedspørgsmaalet angik, udtales det i Skrivelsen, burde
dette formentlig besvares bekræftende. Først og fornemmelig maatte en saadan Over-
enskomst betragtes som en simpel Retfærdigheds- og Billigliedshandling mod For-
fatterne, og navnlig syntes det, at Forpligtelsen i dette Tilfælde stærkest faldt paa
dansk Side, da det, som alt bemærket, viste sig, at vi fremviste lienved det dobbelte
Antal Ark i Oversættelse i Sammenligning med Tyskerne; og betænkte man nu
Forskjellen mellem Landenes Indbyggerantal, maatte dette dobbelte atter multipli-
ceres med en meget stor Faktor, for at det sande Forhold skulde komme frem.
Dernæst vilde sikkert begge Landes Literaturer vinde betydelig ved en saadan Over-
enskomst. Erlæggelsen af et Honorar vilde medføre, at kun det bedste i Regelen
blev udset til Oversættelse, fordi det middelmaadige og slette ikke vilde være i Stand
til at bære Byrden af et Forfatterhonorar; men at blive fri for det slette, maatte
især under den nu værende sygelige Overproduktion sikkerlig anses for en positiv
002
Universitetet 1879—1880.
bibliothekaren fastholdt heller ikke niere den Opfattelse, som han gjorde gjæl-
dende i 1869 *).
Hvilket Omfang almindelige Grundsætninger tilsagde at give Forfatternes
Værn mod Oversættelser uden deres Samtykke, var et Sporgsmaal, som det ikke
syntes nødvendigt for Konsistorium at indlade sig nærmere paa. Naar det prin-
cipielle Synspunkt anerkjendtes, blev det en teknisk Opgave at udfore det i enkelte
Bestemmelser. Som oven for bemærket, vilde dette betinge en Forandring i dansk
Ret], der ikke nu kjendte anden Beskyttelse mod Oversættelse end mod Oversæt-
telse fra Mundart til Mundart. En Selvfølge maatte det anses at være, at en
eventuel ny Lov om en vis Beskyttelse mod Oversættelse vilde give hine Regler
en almindelig Karakter og derfor hverken kunde lade deres Form eller Indhold
bestemmes af Hensynet til« en særlig Konvention med Tyskland. Det var da ogsaa
en Mulighed, at saadanne nye Regler ikke vilde komme til at falde sammen med
dem, der fandtes i den tyske Lov. Om de Vanskeligheder, der kunde flyde deraf
for Opnaaelsen af en slig Konvention, var det naturligvis for tidligt at tale.
Han bemærkede blot. at selv om en ny dansk Lov indskrænkede sin Beskyttelse
mod Oversættelser til det Tilfælde, som den nye norske og svenske Lov begge
kjendte, nemlig til Oversættelser af et samtidig i flere Sprog offentliggjort Skrift
til et af disse Sprog, vilde dette være en væsentlig Vinding for Forfatterne. Thi
det var en aabenbar Misforstaaelse, naar Ministeriet i sin Skrivelse af 19. Maj
1869 mente, at Forfatterne ogsaa uden nogen ny Bestemmelse vare sikrede, naar
de samtidig besørgede saadanne Udgaver i flere Sprog. Do vare da vel beskyttede
mod egentligt Eftertryk af hver især af de samtidige Udgaver i liere Sprog, men
ikke mod Oversættelser fra Udgaven i det ene Sprog til det Sprog, hvori en
Fordel. Det var at vente, arf; mange Udgivere af Blade og Tidsskrifter vilde ytre
Misfornøjelse med et Arrangement som det paatænkte, fordi man lier i Feuilletoner
hidtil gratis havde øst af uudtømmelige Kilder; men medens slige Grunde aabenbart
intet gjaldt over for det simple Retfærdighedshensyn, vilde Bladene ved en eventuel
ny Ordning af Forholdet alligevel ikke være tvungne til at yde synderlig høje For-
fatterhonorarer. Der gaves nemlig en Hærskare af middelgode Forfattere, hvis
Arbejder egentlig havde deres rette Plads i Bladenes Feuilletoner, som, paa faa
Undtagelser nær, havde en aldeles efemer Karakter. Hvad der fremtraadte i Form
af en Bog, gjorde allerede derved Fordring paa en særlig Betydning; hvad der
fremtraadte som Feuilleton, tilhørte mere Døgnet. Det vilde sikkert være til stor
Gavn for Literaturen, dersom i det mindste Bestræbelsen gik derhen, at For-
læggerne i Regelen lode det dygtige udkomme i Bogform, medens det mindre gode
henvistes til Feuilletonerne; og en saadan Bestræbelse vilde finde en afgjort Støtte
i den paatænkte Ordning.
*) I en under 21. Novbr. 1879 afgivet Erklæring udtalte Prof. Thorsen, at der siden
1869 var meget forandret saa vel i forskjellige, nær liggende Henseender, som med
Hensyn til selve Hovedspørgsmaalet. Mellem Danmark og Sverige var der i den
allersidste Tid sluttet en Konvention om literær gjensidig Beskyttelse, og det laa
nær —, idet der var Bestraibelser fiere Steder i denne Retning —, at Sagen optoges
paa ny med Tyskland. Alt for mange danske Bøger vare oversatte paa Tysk.
Det samme gjaldt om, hvad der benyttedes fra Tysk, og ikke mindst om det, der
kom ind under Begrebet „Overproduktion"; at blive fri for alt det middelmaadige,
der ikke gavnede, vilde være en Vinding. Han mente derfor, at man skulde være
imødekommende mod Forslaget.
Universitetets Forhold ud ad til.
903
anden Udgave var besørget af Forfatterne, og altsaa ikke mod den Konkurrence
med denne Udgave, som slige Oversættelser vilde skabe, og som kunde være lige
saa skadelig for Forfatterne som et egentligt Eftertryk af Udgaven i det fremmede
Sprog. For saa vidt derimod en ny dansk Lov gik videre og optog en Bestem-
melse, der i Hovedsagen svarede til den tyske Lovs Regel i § 6 c om Adgang
for Forfatterne til at forbeholde sig Oversættelsesretten, og en saadan Bestemmelse
ved Konvention blev udstrakt til Tyskland, vilde den Frygt, som Ministeriet
i samme Skrivelse udtalte, at intet af det, som fortjente at læses af den tyske
Literatur, vilde blive oversat paa Dansk, ikke være begrundet, allerede af den
Grund, at et sligt Forbehold kun havde Gyldighed en vis begrænset Tid. Offent-
liggjorde Forfatteren ikke inden denne Tid en Oversættelse, bortfaldt Forbudet
mod Oversættelsen uden hans Samtykke. En saadan Bestemmelse kunde da i det
højeste medføre en Udsættelse af det Tidspunkt, da Skriftet blev tilgængeligt i
Oversættelse. I øvrigt turde Frygten selv for en saadan Udsættelse være temme-
lig ubegrundet netop med Hensyn til de Værker, der fortjente at oversættes til
Dansk; i et Sagen vedlagt Andragende fra de tyske Musikhandlere bemærkedes
ogsaa, at de af Tyskland med forskjellige Stater afsluttede Konventioner ikke
havde vist sig at besværliggjøre Oversættelser af tyske Værker. Derimod vilde
den maaske snarere forhindre nye Oversættelser af det, der ikke fortjente at
oversættes. Heri vilde der ingen Skade være.
Hvad nu angik Spørgsmaalet om Forholdet mellem de Fordele, som hen-
holdsvis Danmark og Tyskland vilde hoste af en Konvention, der ogsaa hjemlede
Beskyttelse mod Oversættelser, henviste han, for saa vidt dette oplystes af For-
holdet mellem Oversættelserne fra det ene Sprog til det andet, til de Data, der
fandtes i de af Justitsr. Hegel gjorte Meddelelser om Forholdet i Aarene
187G og 1877. Det vilde heraf ses, at Oversættelser fra Dansk til Tysk ganske
vist havde fundet Sted i ikke lidet Omfang, og at en Konvention derfor ogsaa
vilde bringe danske Forfattere Fordele. Men paa den anden Side saas dot, at
dog Oversættelserne fra Tysk til Dansk fandt Sted i langt betydeligere, omtrent
det dobbelte Omfang, og at Fordelen altsaa vilde være storst for tyske Forfattere.
Herved var der endda ikke taget Hensyn til de Oversættelser, der fra Tysk skete
til Dagspressen eller Tidsskrifter, hvoraf vel en stor Del ikke vilde komme ind
under noget Forbud, jfr. Bestemmelsen i L. 29. Decbr. 1857 § 13 Nr. 2, men
som dog, selv bortset herfra, udgjorde et betydeligt Kvantum. Af de oven for
anførte Grunde kunde han dog ikke i det saaledes oplyste se en Retfærdiggjorelse
for det Standpunkt at fraraade en Konvention. Det maatte desuden bemærkes
dels, at den Forøgelse af Udgifterne ved Oversættelsens Tilvejebringelse, der
kunde blive Følgen af en slig Konvention, næppe vilde blive meget betydelig,
navnlig, efter Justitsr. Hegels Mening, heller ikke for Udgivere af Blade og Tids-
skrifter, naar de valgte de for denne Udgivelsesmaade egnede Arbejder, dels at
mange Boghandlerfirmaer allerede nu i stærkt Omfang, uden at være nodte dertil
ved Lovgivningen, viste det samme Hensyn til fremmede Forfattere, som en saa-
dan Konvention vilde gjøre tvungen, men at de netop derved ofte kom til at
staa uheldig i Konkurrencen med de Boghandlere, der ikke respekterede Forfat-
ternes naturlige Ret, og derfor ofte vare nodte til for deres Vedkommende at
give Afkald paa overhovedet at forlægge Oversættelser. Men endelig maatte
endnu mærkes, at Fordelen ved slige Konventioner ikke blot bestod i den Ret,
904
Universitetet 1879 —1880.
der gaves de Forfattere, hvis Skrifter oversattes, men at der ved Siden deraf
vandtes meget væsentlige Fordele for Landets Literatur i det hele. Det trykkede
og hæmmede et Lands selvstændige Literatur og alle de Forfattere, der kunde
yde Bidrag til denne, naar en Godtkjobs Oversættelses Literatur oversvømmede
Bogmarkedet. Lige Vilkaar med Udlandet betingede en frodig Udvikling af Lan-
dets egen Literatur. At en Ordning, der gav disse naturlige og lige Vilkaar, ikke
faldt sammen med en kunstig Beskyttelse, var indlysende.
Men medens han, i Henhold til det udviklede, mente, at Konsistorium burde
anbefale, at der stræbtes hen til en Ordning, hvorved en gjensidig almindelig,
ogsaa et vist Værn mod Oversættelser omfattende Retsbeskyttelse for literær Ejen-
domsret mellem Danmark og Tyskland opnaaedes, troede han dog ikke, at Kon-
sistorium burde blive staaende ved denne almindelige Anbefaling. For at naa til
en saadan Konvention forudsattes, som oftere bemærket, en Forandring i den
danske Lovgivning. En Konvention i dette Omfang kunde altsaa ikke afsluttes
strax, og det kunde ikke vides, hvor længe det vilde vare, inden Betingelserne
for den kom tilstede. Saaledes som Sagen forelaa for Konsistorium, var der
imidlertid Grund til at fremhæve, at en Konvention for et mere begrænset Om-
raade, nemlig med Hensyn til Eftertryk af Musikalier, strax vilde kunne afsluttes
i Henhold til den alt nu bestaaende Lovgivning, og at en saadan Konvention,
mod hvilken der ikke let kunde tænkes nogen Indvending, der endog blot havde
Skinnet af nogen Berettigelse, vilde være egnet til at raade Bod paa de mislige
Forhold, som nærmest havde fremkaldt det fra de tyske Musikhandlere i Leipzig
fremkomne Andragende. Der var jo her kun Tale om ligefremt Eftertryk, hvilken
den offentlige Mening i Danmark ganske vist fordomte, og om en Fordyrelse af
det egentlige musikalske Dannelsesstof ved en saadan Konvention kunde der næppe
være Tale, efter at Komponisterne fra den klassiske Periode og de vigtigste
Komponister fra den klassisk-romantiske Periode vare blevne Almenejendom. Der
kunde derfor næppe fra nogen Side rejses Betænkelighed mod Afslutningen af en
saadan Konvention. Han tilraadede altsaa, at Konsistorium ved Siden af sin
Udtalelse om Sagen i Almindelighed særlig anbefalede, at Bestræbelserne strax
rettedes paa Tilvejebringelsen af en Overenskomst med Tyskland angaaende
dette Punkt.
I Skrivelse af 5. Decbr. tiltraadte Konsistorium fuldkommen denne Betænk-
ning, der af Undervisningsministeriet tilstilledes Indenrigsministeriet — tillige
med en af Chefen for det kgl. Theater og Kapel afgivet Erklæring — med den
Bemærkning, at det ganske kunde henholde sig til de fremkomne Udtalelser.
VII. Det akademiske Legat- og Stipendievæseii.
1. Tilkomne Legater for studerende ved Universitetet.
I det akademiske Aar 1879—80 har Universitetets Legatmasse modtaget en
meget betydningsfuld Forøgelse, idet der er tilkommet A. W. Scheels Stiftelse
(Kapital 187,000 Kr.), Schionnings Legat (Kapital 32,' 00 Kr.) og Madvigs Legat
(10,500 Kr.), hvorved dog er at bemærke, at den først nævnte Stiftelse kun for
en ringere Del kommer Universitetets Ojemed til gode.
A. W. Scheels Stiftelse. Afdode Gehejmekonferensraad, Kammerherre