Første -A-fszx±t.
Universitetets og den polytekniske Læreanstalts
Forhold som Læreanstalter.
f.
Universitetet.
A. Almindelige Bestemmelser og Forhandlinger samt Afgjørelser
af enkelte Tilfælde.
I. Bestyrelsen.
1. Tilvejebringelsen af en Kodifikation af samtlige Bestem-
melser om Universitetsforholdene.
Under 20. Febr. 1880 udtalte Ministeriet i Skrivelse til Konsistorium, at
Universitetets Fundats af 7. Maj 1788 baade paa Grund af de langt større Krav,
Videnskaben nu stillede, og paa Grund af de siden den Tid foregaaede Forandrin-
ger af Stats- og Samfundsforhold ikke mere svarede til sin Bestemmelse, ligesom
den ogsaa ved i saa godt som alle sine Hoveddele at være afløst af senere givne
Bestemmelser faktisk var sat ud af Kraft paa saa lidet nær, at den ikke længer
efter sit Øjemed kunde tjene som Fundamentallov for Universitetets Organisation
og Virksomhed. Det havde derfor allerede længe været anset for ønskeligt, at
den forældede Fundats maatte kunne afløses af en tidssvarende, og sandsynligvis
vilde Fremsættelsen af det Lovforslag om Universitetets Lærerkræfter, der var
indsendt fra Konsistorium*), paa ny kalde dette Sporgsmaal til Live. Ministeriet
ansaa det derfor for rigtigt, at der gjordes Skridt til Udarbejdelsen af en ny
Fundats; men det var paa den anden Side gjennemtrængt af ønsket om, at det
maatte lykkes at faa denne lige saa vigtige som vanskelige Sag indledet paa den
heldigste Maade. Det begjærede derfor Konsistoriums Udtalelse om, hvorledes
*) De tvende af Konsistorium indsendte Lovforslag om de Universitetet og Kommuni-
tetet vedkommende Lønningsforliold samt om Universitetets Lærerkræfter ville blive
behandlede i et senere Hæfte.
Universitets Aarbog.	111
874
Universitetet 1879—1880.
Tilvejebringelsen af en ny Fundats for Universitetet efter dets Skjøn rettest
sattes i Gang.
Konsistorium afgav sin Erklæring d. 12. Marts. Det udtalte, at den
Omstændighed, at Indsendelsen af Forslag til Lov om Universitetets Lærerkræfter
havde givet Ministeriet Anledning til at rejse Spørgsmaalet om Udarbejdelsen af
en ny Fundats for Universitetet i Forbindelse med nogle af de i Ministeriets
Skrivelse anførte Motiver herfor ikke kunde andet end vække den Formodning, at
Ministeriet havde forudsat en saadan baade ydre og indre Sammenhæng mellem
hint Lovforslags Æmne og den paatænkte nye Fundats, som en nærmere Betragt-
ning af Forholdet vilde vise, ikke var tilstede eller burde opstilles. Konsistorium
henledede i denne Henseende Opmærksomheden paa, at de siden 1788 foregaaede
Forandringer af Statsforholdene naturlig maatte medføre, at der nu ikke længer
kunde være Spørgsmaal om saadanne, hele Universitetsordningen omfattende Fun-
datser som i tidligere Tider. I 1788 kunde man nemlig udstede en Fun-
dats uden at tage Hensyn til Adskillelsen mellem, hvad der var Lovgivnings-
anliggende, og hvad der henhørte under den udøvende Magt, idet Indehaverne af
begge var en og den samme, nemlig Kongen. Nu gjorde derimod den nævnte
Adskillelse sig ogsaa formelt gjældende i Henseende til Indehaverens Person, og
derfor var det nu umuligt, saaledes som i 1788, at samle alle om Universitetet
gjældende Normer i en eneste Fundats uden fuldstændig at forrykke det
nu bestå ae n de Forhold mellem den lovgivende og udøvende Magts
Myndighed i akademiske Anliggender, til Skade for den sidste.
Der vilde heller ikke findes noget Exempel paa, at deslige Fundatser vare udstedte
som Lovgivningsakt i den nyere Tid ved andre Universiteter. Da det nu næppe
kunde være Meningen i noget væsentligt Punkt at forandre dette Forhold, blev
det en Nødvendighed ved en hvilken som helst Kodifikation, man maatte have for
Øje, at gjøre en skarp Sondring mellem Lovgivningsstof, og hvad der borte under
de administrative, akademiske Myndigheders Omraade. I ydre formel Forbindelse
med de udarbejdede Lønnings- og Normeringsforslag vilde altsaa kun de andre
Æmner kunne sættes, som ligeledes vare Lovgivningssag. Gik man ud fra som
almindelig Regel, at det, som var Gjenstand for Lovgivningsmagtens Fastsættelse,
Fiiianslovgivningen derunder indbefattet, var 1) Bevillingerne og — som nødven-
dig Forudsætning derfor — 2) Normeringen af Universitetets Embeder og Insti-
tuter, altsaa i det væsentlige, hvad der var Indholdet af Normeringsreglementet
af 13. Novbr. 1844, jfr. Lønningslov af 25. Marts 1871, vilde det ses, at de
Ministeriet forelagte Lovforslag om Normering og Lønning af Universitetets Lærer-
kræfter havde optaget en meget betydelig Del heraf. Ganske vist udtømte disse
det ikke, for saa vidt som Normeringen af og Bevillingerne til samtlige de
akademiske Instituter, bortset fra Lønningerne, ikke vare medoptagne deri; men
til at forsøge Udarbejdelsen af et Lovforslag herom havde der hidtil ikke været
givet Universitetet nogen Opfordring. Vel stod der i denne Henseende saare vig-
tige Spørgsmaal paa Dagsordenen, navnlig med Hensyn til Skabelsen af flere nye
videnskabelige Instituter, som nu savnedes, og det var Konsistoriums Overbevisning,
at disse Spørgsmaal fortjente snart at tages under grundig Overvejelse. Men det
maatte paa den anden Side erindres, at der her vilde blive Spørgsmaal om meget
betydelige Udgifter, og at en Overvejelse, der skulde tage alle fornødne Hensyn,
maatte tage megen Tid. Rimeligt var det ogsaa, at man vilde finde det rigtigt,
Kodifikation af Bestemmelserne 0111 Universitetsforholdene.	875
som tidligere, at gaa gradvis frem, saaledes at de Foranstaltninger først bleve
trufne, til hvilke der var størst Trang. Nogen Fordel ved at knytte de nu fore-
liggende Lovforslag til et saadant yderligere Lovforslag skjønnedes ikke at kunne
vindes. Men derimod vilde det for hine Lovforslag medføre den betydelige Skade,
at deres Gjennemførelse sandsynligvis vilde blive udsat for at udskydes i en meget
lang Aarrække. Det sørgelige og uforsvarlige ved en slig Udskydelse omtalte
Konsistorium neden for.
Med Hensyn til de fleste andre Forhold, som ordnedes ved Fundatsen af
1788, vilde det ses, at de i Følge den gjældende Ret hørte under den udøvende
Magts Myndighed. Det gjaldt saaledes Bestemmelserne i Iste Kap. om Univer-
sitetslærernes Virksomhed, de akademiske Myndigheder, Konsistoriums og Fakulteter-
nes Sammensætning, jfr. Kundgj. 18. Sept. 1850, Bestemmelserne om de studeren-
des Pligter (Kap. 2), Bestemmelserne i 3dje og 4de Kap. om de Examina, der
afholdes ved Universitetet, idet disse jo mange Gange vare blevne omordnede ad
administrativ Vej, Bestemmelserne i 5te Kap. om de akademiske Grader, jfr. Bekj.
19. Maj 1854 m. fl. og i 6te Kap. om stipendia og beneficia, jfr. Regi. 11. Febr.
1848 m. fl. Gik man ud fra, at Myndigheden til at træffe Bestemmelse om alle
disse Forhold ikke fornuftigvis kunde henlægges til Lovgivningsmagten, hvad der
heller ikke i nogen Stat var Tilfældet, og at derfor Tilvejebringelsen af en ny
Fundats ad Lovgivningsvejen vilde være absolut utilraadelig, fulgte det af sig selv,
at der ikke kunde være nogen ydre Sammenhæng mellem de Forslag, der havde
Lovgivningsæmner til Gjenstand, og Udarbejdelsen af en ny Fundats~om disse,
under Administrationen hørende Universitetsforhold. En saadan Fundats maatte
gives i Form af kgl. Statuter eller deslige for Universitetet, paa lignende Maade
som det var sket med Hensyn til de svenske Universiteter. En vis indre Sammen-
hæng mellem Ordningen af det under Lovgivningsmagten og det under Administra-
tionen horende vilde der naturligvis altid være. Men Hensynet til denne Sammen-
hæng kunde næppe føre til at stille Udarbejdelsen af en ny Fundats i første
Række eller til at opfatte denne som noget, der væsentlig kunde tjene til at
fremme Gjennemførelsen af Lovgivningsreformerne, da der jo ikke forud kunde
haves nogen Sikkerhed for, at en ny Fundats af alle Lovgivningsmagtens Faktorer
vilde findes mere tilfredsstillende i Realiteten end de gjældende Regler. Derimod
var det ganske sikkert, at der ved at knytte Lovgivningsreformerne til en forud
gaaende Tilvejebringelse af en ny Fundats vilde skabes en overordentlig mislig
Stilling for hine.
Konsistorium henledede i denne Henseende Opmærksomheden paa den Tid,
Udarbejdelsen af en slig Fundats nødvendig maatte tage. Det vilde vistnok være
det rigtige og stemmende med, hvad der ved tidligere Fundatser var Tilfældet,
at overdrage dennes Udarbejdelse til en Kommission, bestaaende af Universitets-
lærere i Forbindelse med Delegerede af Ministeriet. Ved en saadan Sammensæt-
ning vilde Sagen kunne ventes hurtigere fremmet, end naar det første Grundlag
udarbejdedes af Universitetet alene for da selvstændig paa ny at bearbejdes i
Ministeriet. Men i Følge Opgavens Beskaffenhed og de uundgaaelige Vanskeligheder,
der knyttede sig til Kommissioners Arbejdsmaade, vilde Udarbejdelsen alligevel
utvivlsomt medtage meget lang Tid —, Tilvejebringelsen af den nu gjældende Fundats
medtog saaledes hele 3 Aar, — og naar man saa hen til den Udvidelse, Universitetet
siden den Tid var undergaaet, der igjen havde draget et omfattende Indbegreb af
111*
876
Universitetet 1879—1880.
helt nye Regler efter sig, og til de mangfoldige Tvivlsmaal angaaende forskjellige,
akademiske Forholds Ordning, som vare opstaaede i den nyere og nyeste Tid,
kunde det næppe betvivles, at en ny Fundats ikke paa nogen Maade vilde kunne
udarbejdes i et kortere Tidsrum, men snarere vilde medtage endnu længere Tid.
Aldeles uberegnelig vilde selvfølgelig Tidspunktet blive, hvis det endog skulde
være Tanken, hvad Konsistorium efter det oven for bemærkede dog ikke kunde
antage, at gjøre Fundatsen til en Lovgivningssag. Skulde nu de Lovgivnings-
reformer, som vare indstillede, vente herpaa, vilde dette være en højst ulykkelig
Følge for Universitetet. Den Forbedring af Lønningsvilkaarene, som Universitets-
lærerne turde vente af den i Lov 25. Marts 1871 § 25 foreskrevne Revision,
hvilken under disse Forhold ikke kunde ventes at blive bragt til Ende i en nær
Fremtid, havde Konsistorium tidligere vist var i højeste Grad paatrængende ikke blot
for Personernes men ogsaa for Videnskabens Skyld. Fremdeles fremhævede Kon-
sistorium særlig, at de fleste nu værende extraordinære Docenter ved Universitetet
vare saa uheldig stillede i Henseende til deres Lønningsvilkaar, at det aldeles
ikke kunde forsvares at udskyde Spørgsmaalet om en Forbedring af deres Kaar
til en uvis Fremtid. Endelig var ogsaa den Forøgelse af de normerede Læreres
Tal, hvorom der var andraget i det indsendte Forslag til Lov om Universitetets
Lærerkræfter, aldeles uundværlig for, at Universitetet kunde være i Besiddelse af
det Lavmaal af Lærerkræfter, som dets Egenskab som Landets eneste videnskabe-
lige Højskole udkrævede. Det vilde derfor heller ikke paa nogen Maade kunne
forsvares at udsætte denne Reform, indtil en ny Fundats for Universitetet maatte
kunne tilvejebringes. Konsistorium kunde i Henhold til det bemærkede ikke
andet end paa det indstændigste fraraade at sætte Gjennemførelsen af de til
Ministeriet indsendte Lovforslag i nogen som helst Forbindelse med Udarbejdelsen
af en ny Fundats.
Hvad angik Spørgsmaalet om Hensigtsmæssigheden af Tilvejebringelsen af
en ny Fundats i og for sig og uafhængig af enhver Sammenhæng med de i Forslag
bragte Lovgivningsreformer, gik Konsistorium ud fra, at det ikke var Lovgivnings-
æmnet om Universitetets videnskabelige Instituter, som Ministeriet havde haft for
Øje, men netop den hele administrative Universitetsordning. Der maatte da med
Hensyn hertil skjelnes mellem en reel og en blot formel Bearbejdelse af dette
Stof. En egentlig, alle Realitetsspørgsmaals Behandling forudsættende Bearbejdelse
fandt Konsistorium utilraadelig, idet den havde flere meget væsentlige Ulemper.
Den krævede for det første megen Tids og Krafts Anvendelse. Til hvad der
herom alt var bemærket, føjede Konsistorium, at den Kommission, til hvilken
Arbejdet blev overdraget, nødvendig maatte indkræve Betænkninger over en Mængde
vigtige og vanskelige Spørgsmaal fra Fakulteter og andre. Det var saaledes ikke
blot Kommissionens Tid og Kraft, der i udstrakt Maal vilde blive lagt Beslag
paa. At det derhos allerede af denne Grund vilde gaa meget langsomt, uden at
Kommissionen kunde være Herre derover, behøvede ikke nærmere at paavises.
Dertil kom med Hensyn til Arbejdet i selve Kommissionen, at Arbejdets Byrde,
— hvad Erfaringen tilstrækkelig viste, — fortrinsvis vilde falde paa enkelte, som
efter al Sandsynlighed vilde henhøre til Universitetslærerne; naar disse saaledes
bleve optagne af en omfattende og vanskelig Virksomhed , vilde de uden Tvivl se
sig nødsagede til at begjære Lettelser i deres akademiske Gjerning, hvilket imid-
lertid vilde afføde et Savn, som Universitetet med sine tarvelige, for ikke at sige
Kodifikation af Bestemmelserne om Universitetsforholdene.	877
utilstrækkelige Lærerkræfter vanskelig kunde taale. For disse Mænd selv vilde
dette Arbejde, som i en lang Tid bortdrog dem fra deres egentlige, videnskabelige
Gjerning, selvfølgelig være i høj Grad utilfredsstillende, fordi Anstrængelsen langt
fra svarede til Sagens virkelige Betydning. Men dernæst maatte en anden, meget
væsentlig Indvending fremhæves. Naar alle de under Fundatsen hørende Spørgs-
maal skulde undergives en Realitetsbehandling, vilde dette uundgaaelig kalde en
Række Stridsspørgsmaal til Live, som dog for Øjeblikket kunde siges at hvile.
Exempelvis henviste Konsistorium til Spørgsmaalet om det theologiske Fakultets
Stilling, Examenskommissioners Indførelse o. s. v. For at kalde saadanne Spørgs-
maal til Live, burde der altid være meget afgjorende Grunde i ydre eller indre
Forhold, og der maatte være Haab om, at Behandlingen kunde skaffe et Udbytte,
som svarede til Anstrængelsen. Konsistorium fandt ikke, at den først nævnte
Betingelse forelaa, og det hævdede bestemt, at adskillige af disse Spørgsmaal
langt fra vare uddebatterede saaledes, at de kunde siges at være modnede til en
Afgjørelse, der afveg fra det bestaaende. Endelig kom hertil, at den store
Opgave, man stillede sig, næsten med Nødvendighed medførte, at ethvert Sporgs-
maal om partielle Reformer kom til at hvile, til stor Skade for det virkelige
Fremskridt.
Medens Konsistorium saaledes bestemt maatte fraraade for Tiden at tage
fat paa en egentlig Realitetsforhandling om en ny Fundats, erkjendte det villig
den i Ministeriets Skrivelse fremhævede Ulempe, at den nu værende Fundats
næsten i alle sine Hoveddele var afløst af senere givne Bestemmelser og saaledes
faktisk var sat ud af Kraft i saa stort Omfang, at den ikke længer var noget
brugeligt Grundlag. Denne ydre Ulempe havde Konsistorium længe folt, og det
havde oftere været bragt paa Bane at tilvejebringe en overskuelig Samling af de
virkelig gjældende Bestemmelser. Midlet hertil vilde være en formel Kodifikation
eller Samling i systematisk Ordning af alle de gjældende Bestemmelser med Tillæg
af Fortolkning ved ministerielle Skrivelser o. s. v. Ved et saadant Arbejde vilde
hin Ulempe være afhjulpet. Men der vilde tillige være vundet et næsten uund-
værligt Forarbejde for en virkelig reel Bearbejdelse af Stoffet og altsaa for Til-
vejebringelsen af en ny Fundats, hvis det fandtes rigtigt strax efter, eller i alt
Fald senere, at tage fat paa en saadan. For at udføre dette var imidlertid en
Bevilling nødvendig, baade til dem, der skulde udføre Arbejdet, og til Trykning m. m.
Hvis Ministeriet maatte gaa ind paa denne Tanke, forbeholdt Konsistorium sig
derfor at indkomme med nærmere Forslag angaaende Størrelsen af den Bevilling,
som til dette Øjemed maatte foreslaas.
Ministeriet udtalte i Skrivelse af 24. Marts sin Tilfredshed med at erfare,
at Konsistorium i Hovedsagen delte Ministeriets Tanke om Tilvejebringelsen af
en ny Fundats for Universitetet. Det erklærede sig redebont til, for saa vidt det
maatte være fornødent, at udvirke den Bevilling, som vilde være nødvendig til
Tilvejebringelsen af en Kodifikation eller Samling i systematisk Ordning af alle de
gjældende Bestemmelser, med Tillæg af Fortolkning ved ministerielle Skrivelser m. m.,
og begjærede Forslag angaaende Størrelsen af denne.
Under 30. Apr. udtalte Konsistorium, næst at bemærke, at det havde over-
draget dets Fuldmægtig, cand. jur. Holck i Forbindelse med og under Tilsyn af
Universitetets da værende Rektor, Prof. Goos, at udføre det nævnte Arbejde, at
da det paa Sagens 1111 værende Trin var umuligt at sige, hvor stor Samlingen,
878	Universitetet 1879—1880.
kvantitativt maalt, vikle blive, maatte et Forslag af et samlet Beløb for Udgifterne
til Trykning, Honorar m. ni. blive i hej Grad usikkert og det maatte udtrykkelig
udtales, at den derpaa begrundede Bevilling kun var kalkulatorisk. Da Arbejdet
imidlertid efter Art og Omfang ikke kunde bringes til Ende i et enkelt Finansaar,
indstillede Konsistorium, at de dertil medgaaende Udgifter afholdtes af Universite-
tets Udgiftskonto »Forskjellige løbende og extraordinære Udgifter«, og at Arbejdets
Ordning og Fordeling paa flere Finansaar blev indrettet saaledes, at de paa
bemeldte Konto for hvert Aar disponible Beløb kunde strække til.
Denne Ordning bifaldt Ministeriet i Skrivelse af 11. Maj, dog kun foreløbig,
idet det, for saa vidt det maatte vise sig, at Arbejdet paa denne Maade ikke vilde
kunne fremmes med den ønskeligste Hurtighed, forbeholdt sig senere at søge
udvirket en særlig Bevilling til Arbejdets Tilendebringelse i en kortere Tid.
2. Forskjellige Sager.
Som i Aarb. f. 1878—79 S. 613 meddelt, blev der ved Finansloven f.
1879—80 bevilget 22,000 Kr. til Afholdelse af Udgifterne ved Jubelfesten.
Desuden havdes til Raadighed et privat Tilskud af 5,510 Kr., som en Forening
af unævnte kjøbenhavnske Borgere havde stillet til Raadighed til Dækning af
Udgifter ud over de beregnede ved Festntusiken (Konto B.) samt ved Dekorationen
af Frue Kirke og Universitetets Festsal (Konto D.). Det viste sig imidlertid kort
Tid efter, at Festen var blevet afholdt, at der vilde blive en Overskridelse, som
Konsistorium anslog til c. 8000 Kr., og Konsistorium anholdt derfor i Skrivelse til
Ministeriet af 12. Juli 1879 om, at der maatte blive givet Kvæsturen Bemyndigelse
til, i Forventning af fornøden Tillægsbevilling, at afnolde Udgifter, paadragne Ved
Jubelfesten, til et saadant Beløb ud over det ved Finansloven til dette Oje-
med bevilgede. Konsistorium gjorde udførlig Rede for, hvorledes Overskridelsen
fremtraadte paa de forskjellige Konti og viste, at det fornemmelig var paa
Konto A. (literære Arbejder), at denne viste sig. Ministeriet tilskrev imidlertid
under 25. s. M. Konsistorium, at det efter de Forudsætninger, hvorunder Bevil-
lingen var givet, beklagede ikke at kunne imødekomme Konsistoriums Onske, men
derimod var villigt til, naar der indsendtes en aldeles nøjagtig Opgivelse af det
Belob, hvormed Bevillingen var overskredet — med Fradrag af den ved private
Tilskud tilvejebragte Sum -- at søge Overskridelsen bevilget ved Tillægsbevilling.
Med Skrivelse af 8. Novbr. indsendte Konsistorium en Opgjørelse, som lod
paa 7,867 Kr. 99 O., hvilket Beløb ved Tillægsbevillingsloven f. 1879—80
bevilgedes.
Foruden de Gaver, som Universitetet modtog i Anledning af Jubelfesten, og
om hvilke maa henvises til Aarb. f. 1878—79 S. 615 og 617 samt Prof. Holms
Festberetning S. 176—77 skal endnu nævnes, at Universitetsboghandler, Justits-
raad Hegel, der havde baaret Udgifterne ved de Træsnit af Portrætmedailloner,
som anbragtes paa Titelbladene til Fakulteternes Festskrifter, tillige bekostede
Udgivelsen af Festberetningen og stillede 400 Explr. af denne til Universitetets
Raadighed, samt at Bygningsinspektør, Etatsr. Hansen skjænkede Universitetet
Tegninger til de af ham udførte Bygninger for dot zoologiske Museum og det
astronomiske Observatorium.
Forskjellige Sager.
879
Lic. theol. & Dr. phil. Eugen Matthieu i Angermunde, Præst ved Hellig-
aandskirken sammesteds, sendte det theologiske Fakultet som sin Lykønskning
til Jubelfesten følgende 3 Oversættelser af ham selv af Skrifter af Calvin: Vom
Abendmahl des Herrn, die Bergpredigt og die Geburts- und Kindheitsgeschiehte
unseres Herrn und Heilandes Jesu Christi.
—	I Anledning af, at Prof. Schiødte, Bestyrer af det zoologiske Museums
3dje Afdeling, i Skrivelse til Ministeriet, optaget i Udvalgsbetænkningen over
Finanslovforslaget for 1880—81 , havde fremført dadlende Bemærkninger om
Museets dansk-favnistiske Samlinger, tilstillede Bestyrerne for 1ste og 2den Afde-
ling, Prof. Reinhardt og Etatsr. Steenstrup Folketingets Finansudvalg under
12. Jan. 1880 en Skrivelse, i hvilken de toge til Gjenmæle imod disse Yttringer.
Samtidig hermed tilstillede de Konsistorium en Afskrift af denne Skrivelse. De
nævnte tvende Bestyrere foranstaltede saa vel denne Skrivelse som en Skrivelse fra
Etatsr. Steenstrup til Museumsraadet af 18. Jan. 1879 om en Forøgelse af Afde-
lingernes Budgetter hvorom neden for i Afsnittet : Videnskabelige Samlinger og
Anstalter — trykt, og efter Begjæring til Tingenes Formænd blev den omdelt til
alle Rigsdagens Medlemmer.
I Skrivelse til Konsistorium af 2. Marts udtalte Ministeriet sin Forundring
over, at de nævnte tvende Bestyrere havde fundet det foreneligt med deres
Embedsforhold at henvende sig direkte til Finansudvalget med Oplysninger i en
Sag, hvorom de officielt vare blevne opfordrede til at udtale sig til Ministeriet,
og som med samtlige Udtalelser saa vel fra Museets forskjellige Afdelingers
Bestyrere som fra Konsistorium af Ministeriet vare tilstillede Finansudvalget.
Det anmodede derfor Konsistorium om i foranførte Henseende at meddele de
nævnte Museumsbestyrere, at Ministeriet maatte anse den af dem brugte Frem-
gangsmaade for lige saa utilstedelig som upassende. I en lignende Opfattelse
maatte, efter hvad Ordføreren i Finansudvalget havde udtalt (Rigsdags Tid. Sp. 369G)
Grunden ogsaa søges til, at de ommeldte to Skrivelser ikke vare blevne optagne
i Betænkningen, saaledes som Tilfældet var med det Udvalget fra Ministeriet i
Sagen tilstillede.
I Forbindelse hermed anmodede Ministeriet, efter Forhandlingerne paa Rigs-
dagen om Universitetets zoologiske Museum saa vel under 2den som Sdje Behand-
ling af Finansloven for 1880 —81, Konsistorium om at betyde Museumsraadet, at
det forventede, at der fremtidig lagdes tilbørlig Vægt paa den i L. 29. Decbr. 18G2
§ I givne Bestemmelse om, som en af Museets Hovedopgaver, at anlægge og ud-
vikle de dansk-favnistiske Samlinger og navnlig for Dyrerigets Vedkommende at
fremstille saa vel Arterne som disses Udvikling.
Denne Skrivelse kommunicerede Konsistorium de tvende Bestyrere og Museums-
raadet.
—	1 Cirkulære til samtlige Fakulteter af 7. Oktbr. 1879 har Konsistorium
bragt i Erindring, at Forelæsningerne skulle begynde umiddelbart ved Forelæsnings-
tidens Begyndelse, og tilføjet, at det maa anses for saa meget vigtigere, at denne
Regel overholdes, som det i sin Tid, da det efter den akademiske Lærerforsamlings
Beslutning blev foreslaaet at forandre Tiden for Universitetsaarets Begyndelse til
1ste Septbr., udtaltes til Ministeriet (Aarb. f. 1877 - 78 S. 286 - 87), at det, naar
denne Forandring indtraadte, kunde ventes, at den Ligelighed og Punktlighed i
880
Universitetet 1879—1880.
Opfyldelsen af Lovens Forskrift om Forelæsningernes Begyndelse vilde indfinde sig,
uden hvilken Mistydninger, som maatte ønskes undgaaede, laa nær.
—	I Følge kgl. Resol. 25. Juni 1875 henstod den af Justitsminister Nelle-
mann tidligere beklædte Stilling som Professor i det rets- og statsvidenskabelige
Fakultet foreløbig ubesat. Om hans Plads i Konsistorium talte den kgl. Resolu-
tion ikke; men Konsistorium betragtede det som en naturlig Følge, at ogsaa denne
Plads indtil videre forblev ubesat, da han ellers, naar han traadte tilbage som
Professor, vilde være udelukket fra strax at gjenindtræde i Konsistorium , hvortil
han efter de almindelige Regler vilde være kaldet i Kraft af sin Anciennetet.
Denne Fremgangsmaade fulgte imidlertid ikke nødvendig af hin Resolution, og
kunde kun anses for at være berettiget, saa længe ingen bestemt Persons Ret til
at indtræde i Konsistorium derved tilsidesattes. Dette havde hidtil ikke været
Tilfældet. Det var nemlig Prof. Goos, der allerede som valgt var Medlem af
Konsistorium, som vilde være rykket op i Aldersplads, og det var saaledes en
Valgplads, som vilde have været at besætte, hvis Justitsminister Nellemanns
Plads ikke var blevet holdt ham aaben. Efter Prof. Aagesens Død rykkede Prof.
Goos imidlertid op i Aldersplads, og da man nu ved fremdeles at holde Justits-
minister Nellemanns Plads i Konsistorium aaben for denne, vilde træde hindrende
i Vejen for, at Prof., Dr. jur. W. Scharling kunde indtage det Sæde i Konsisto-
rium, hvorpaa han efter de for Haanden værende Anciennetetsforhold i det rets-
og statsvidenskabelige Fakultet havde Krav, opfordrede Konsistorium ham, efter
Forslag af Prof. Goos, under 17. Novbr. 1879 til at indtage den ham tilkommende
Aldersplads i Konsistorium.	►
—	Da i Kultusministeriet Listen over de i Septbr. 1879 immatrikulerede
Studenter blev sammenholdt med de fra de lærde Skoler modtagne Lister, viste
det sig, at der var blevet immatrikuleret en Student fra Randers Skole ved Navn
Georg Marius Rasmussen, med Tilnavn Basballe, som ikke fandtes paa Listen
over de fra Randers Skole dimitterede Studenter. Ved Brevvexling med Skolens
Rektor, erfaredes det, at der ikke var dimitteret nogen Student af dette Navn,
ligesom Rektor ogsaa bestemt benægtede, at han havde udstedt eller underskrevet
det Examensbevis, der, forsynet med hans Underskrift, var blevet produceret af
den paagjældende ved Immatrikulationen. Universitetets Rektor, Gehejmer. Madvig,
lod da sidst nævnte kalde for sig og foreholdt ham de nærmere Omstændigheder
i Sagen, hvorefter denne tilstod, at han selv havde udfærdiget Examensbeviset og
forsynet det med Underskrift af Skolens Rektor. Det for ham udfærdigede akade-
miske Borgerbrev blev derpaa kasseret. Offentlig Sag blev ikke anlagt mod den
paagjældende.
II. Forelæsniuger, Øvelser og Examina.
1. Erhvervelse af akademisk Borgerret med dertil hørende
Examin a.
I Følge Bekj. 22. Maj 1874 § 4 holdes den ved kgl. Resol. 16. s. M. ind-
førte Tillægsesamen af en Komite af Medlemmer af det mathematisk-naturviden-