Botanisk Have.
473
Andet Afsnit.
Universitetets, Kommunitetets og den polytekniske
Læreanstalts økonomiske Anliggender.
A. Almindelige Bestemmelser og Forhandlinger samt Afgjørelser
af enkelte Tilfælde.
1. Økonomiske Sager vedrorende den botaniske Have.
a. Berigtigelse af Statens Adkomst til den gamle Have og om Afgivelse af en
Tredjedel af Salgsudbyttet for denne til Universitetet.
Det er i Aarb. f. 1873 — 75 S. 120 — 21 omtalt, at Universitetet for at be-
rigtige sin Adkomst til den gamle botaniske Have, maatte tage Ejendomsdom paa
denne. Ejendomsdommen, der blev afsagt d. 12. Jan 1874, blev d. I. Juni s. A.
efter Ministeriets Ordre tinglæst som Adkomst for Statskassen til at disponere
over de Arealer, der vare eller maatte blive afleverede til Statskassen. Hermed
var dog Statens Adkomst til den gamle Have endnu ikke bragt fuldstændig i Or-
den, idet Berigtigelsen af enkelte formelle Punkter stode tilbage. Idet nærværende
Aarbog skal omtale det fornødne i saa Henseende, maa tillige her berøres de vi-
dere Forhandlinger med Hensyn til Spørgsmaalet om Universitetets Andel i Salgs-
udbyttet for de Grunde, der af Finansministeriet afhændedes fra den gamle Haves
Terræn, hvilket Spørgsmaal vel ikke for Øjeblikket er endelig løst, men dog bragt
til en foreløbig Afslutning
Efter at Ejendomsdommen paa den gamle botaniske Have var blevet ting-
læst som Adkomst tor Statskassen, tiegjærede 1ste Brevski iverkontor, forinden det
expederede Sagen, at de 2 Maalebreve forsynedes med den ved PI. 4. Maj 1822
§ 10 befalede Paategning af Stadskonduktøren, i hvilken Anledning denne forlangte
en skriftlig Begjæring, hvorved han blev anmodet om at indtegne Statskassen som
Ejer af bemeldte Grund. Ved under 11. Sept. 1874 at indberette dette til Kul-
tusministeriet, bemærkede Kvæstor, at det baade i Finansministeriets Skrivelse
af 11. Avg. 1871 til Kultusministeriet*) og det deri paaberaabte Udkast til Be-
tingelserne for et Mageskifte mellem Staten og Universitetet var forudsat, at der
gjensidig skulde udfærdiges Mageskiftebreve, saa snart Universitetet havde erhvervet
*) Univ. Aarb. 1873— 75 S. 117.
60*
474
Økonomiske Anliggender 1877—1878.
Ejendomsdom paa den gamle botaniske Have og Staten paa den Del af Fæstnings-
terrænet, som nu var overleveret, Universitetet, og at det vistnok ogsaa var tvivl-
somt, om Pantekontoret vilde anse den tinglæste Dom med Paategning af 30.
Maj 1874 sont formelig Adkomst for Staten. Hertil kom, at forinden Universite-
tets Adkomst paa den nye botaniske Haves Grund var berigtiget, kunde der ikke
udfærdiges de i ethvert Tilfælde fornødne Mageskiftebreve mellem Universitetet og
Kjøbenhavns Kommune Afgjørelsen af de hertil hørende Spørgsmaal forelaa dog
ej for Øjeblikket; men for ej at paadrage sig noget Ansvar, navnlig for saa vidt
det kunde gjores gjældende, at Universitetet ved at rekvirere Staten indtegnet
som Ejer af den forrige Have, derved havde frafaldet den tidligere betingede
Tredjedel af sammes Værdi, forespurgte han, om han kunde opfylde Stadskonduk-
tørens Forlangende.
I Forbindelse hermed gjorde Kvæstor opmærksom paa, at der i Følge Re-
solution fra Generaldirektoratet for Skattevæsenet for Tinglæsningen skulde bereg-
nes Gebyr efter Sp. R. § 65, hvorimnd Overdragelsesafgift ikke blev at svare.
Til Beregningen af dette Gebyr havde Pantekontoret forlangt Ejendommens Værdi
opgivet og Gebyret derefter indbetalt. Værdien rettede sig selvfølgelig væsentlig
efter Facadens Størrelse mod en Gade, samt Grundenes Beliggenhed og Dybde.
Matr. Nr. 375, der skulde afgivet til Kunstakademiet og fik Fa9ade mod
Nyhavn, indeholdt et Areal af 12,800 □ Al., som formentlig passende kunde an-
sættes til 15 Rd. pr. f] Al. eller......................... 192,000 Rd.
Den øvrige Del af Haven, nemlig Matr. Nr. 272 var 33450/'i4ooo
Tdr. Land stor, altsaa 45450 □ Al., hvorfra dels var gaaet og dels
vilde gaa det til Gadeanlæg m. v. fornødne Areal. Da dette gav
den tilbage blivende Grund en betydelig foroget Værdi som Bygge-
plads, kunde det samlede Areal formentlig under et ansættes til en
omtrentlig Værdi af 9 Rd. pr. □ Al........................ 409,050 —
601,050 Rd.
afrundet 600,000 Rd.
Ansattes hele Haven, der altsaa indeholdt 58250 □ Al., før der blev afgivet Are-
aler til Mønten og til Gadeanlæg, i Gjennemsnit til en Værdi af 10 Rd. pr. □
Al., udkom omtrent det samme Beløb, nemlig 582,500 Rd.
Tinglæsningsgebyret af 600,000 Rd. med Tillæg af Justitsfondsafgiften samt
Promillegebyret vilde, saafremt denne Værdiansættelse billigedes, sa.iledes udgjøre
mellem 350 Rd. og 400 Rd., som udelukkende vilde tilflyde Statskassen; men det
paahvilede formentlig netop denne at afholde "Gebyret. Han gjorde i saa Hen-
seende opmærksom paa, at i Følge kgl. Resol. 23. Febr. 1778 skulde der i sin
Tid have været udfærdiget Skjøde til Universitetet paa den botaniske Have og
dette været udleveret uden Betaling, hvoraf syntes at følge, at saafremt et saa-
dant Skjøde var blevet udstedt, skulde det i behørig og altsaa tinglæst Stand
været udleveret frit, hvilket da ogsaa vilde have været det naturligste, eftersom
hele Haven var en kongelig Gave, skjænket Universitetet uden noget som helst
Vederlag. Dernæst: 1 Følge § 10 i Udkastet til Betingelserne for Magelæget
mellem Staten og Universitetet var det Statskassen, som skulde udrede Gebyret,
idet der bestemtes, at „alle Udgifter og Gebyrer ved dette Mageskiftes Berigtigelse
udredes henholdsvis af Finansministeriet eller Universitetet, eftersom de tilflyde
Statskassen eller Kommunen". At Ejendomsdommen, som var erhvervet efter
Botanisk Have.
475
Finansministeriets Forlangende i Skrivelse af 11 Avg. 1871, og som ligeledes
efter dette Ministeriums senere Opfordring var blevet tinglæst, var et forberedende
Skridt til Magelægets Berigtigelse," derom kunde der næppe rejses Tvivl, og han
skjennede derfor ikke rettere, end at Udredelsen af det omhandlede Gebyr under
ingen Omstændigheder paahvilede Universitetet.
Kort efter Modtagelsen af denne Skrivelse modtog Kultusministeriet en
Skrivelse af 14. Oktbr. fra Finansministeriet, hvori dette bemærkede, at det
mulig vilde kunne medføre Erstatningsansvar for Statskassen lige over for Kjøberne
af de allerede afhændede Grunde af den forrige botaniske Have, saafremt deres
Adkomstdokumenter ved Tinglæsningen erholdt Anmærkning om manglende Adkomst.
Det anmodede derfor Kultusministeriet om saa snart som. muligt at ville foretage
det videre fornødne til denne Sags Berigtigelse ved at foranledige Maalebrevene
forsynede med Paategning om , at Statskassen var Kjer og derefter indsendte til
Brevskriverkontoret. Skulde Sagens hurtige Ordning paa denne Maade mod For-
ventning støde paa nogen Vanskelighed hos Kultusministeriet, ventede Finans-
ministeriet , at det, naar de paagjældende Skjøder sendtes til Kultusministeriet,
vilde give dem en Paategning om, at der ikke vidstes noget at erindre mod deres
Tinglæsning.
Foranlediget herved og ved Kvæstors oven nævnte Skrivelse, tilskrev Kultus-
ministeriet under 9. Novbr. Finansministeriet, at det, efter at Universitetet
havde erhvervet Eiendom over denne Grund , til Sagens endelige Ordning maatte
anse det for nødvendigt, at der i Overensstemmelse med det affattede Udkast til
Betingelserne for et Mageskifte mellem Staten og Universitetet*) gjensidig blev
udfærdiget Mageskiftebreve saa vel paa den Del af den gamle botaniske Haves
Grund, der i Henhold til Finansministeriets Skrivelse af 10 Avg. 1870**) vilde
være at overdrage til Statskassen, som paa den Del af Fæstningsterrænet, der nu
var overleveret Universitetet. For ikke at komme i Strid med den Ordning, der
i Følge heraf var truffet med Finansministeriet, vilde Ministeriet ikke kunne for-
syne de i Kvæstors Skrivelse omtalte 2 Maalebreve med paategnet Anmodning om
at indtegne Statskassen som Ejer af hele Grunden; men Ministeriet var selvfølgelig
villigt til i Overensstemmelse med Finansministeriets Begjæring i dets Skrivelse
af 14.0ktbr., naar Skjøder paa de allerede afhændede Grunde af den forrige bota-
niske Have tilstilledes Ministeriet, at give dem en Paategning om, at der ikke
fra Kultusministeriets Side vidstes noget at erindre mod deres Tinglæsning. Sidst
nævnte Ministerium begjærede sluttelig en Erklæring fra Finansministeriet om den
endelige Ordning af det oven omtalte Mageskifte i Overensstemmelse med Finans-
ministeriets Skrivelse af 10. Avg. 1870 og det dertil sig sluttende Udkast til
Betingelserne for bemeldte Mageskifte.
I sin Svarskrivelse af 9. Avg. 1875 berørte Finansministeriet, at
efter at der i Aaret 1871 var tilveiebragt en Overenskomst angaaende Betingelserne
for Magelæget mellem Staten og Universitetet, hvorefter der som Vederlag for
Arealet til den nye botaniske Have og Observatoriet af Universitetet skulde gives
Statskassen Medejendomsret for 2/3 i den Del af den gamle botaniske Haves
Grund, der ligger Syd for Holbergsgade, medens Universitetet uden særskilt Veder-
/
*
476
•Økonomiske Anliggender 1877—1878.
lag skulde overdrage Kunstakademiet den Del af Haven, der ligger Nord for Hej-
bergsgade, blev der, efter Forslag af Finansudvalgets Flertal, i Finansloven f. 1872
— 73 under § 10 II 3 optaget en Bestemmelse, saaledes lydende: „Ved Bort-
flytning fra den nu værende botaniske Have overleveres dens Grund til Finans-
ministeriet til Bortsalg til Indtægt for Statskassen", ved hvilken Bestemmelse der
tilsigtedes, hvad der udtrykkelig blev udtalt under Forhandlingen, at omstøde den
mellem de 2 Ministerier afsluttede Overenskomst, for saa vidt den gik ud paa, at
Universitetet skulde oppebære 1h af, hvad der indkom ved Salget af botanisk Have
Syd for Hejbergsgade, samt at Arealet Nord for denne Gade skulde afgives til
Kunstakademiet. Efter at det saaledes ved Lov var slaaet fast, at alt, hvad der
indkom ved Salget af Grunde fra den gamle botaniske Have, skulde tilfalde Stats-
kassen , og at der ikke uden særlig Lovbemyndigelse kunde henlægges uogen Del
af Arealet til Kunstakademiet, ansaa Finansministeriet det for utvivlsomt, at de-
Bestemmelser i den mellem Kultusministeriet og Finansministeriet afsluttede Over-
enskomst, der stode i Strid hermed, maatte betragtes som traadte ud af Kraft,
hvorimod der formentlig ikke kunde være noget til Hinder for, at de øvrige Be-
stemmelser i Overenskomsten, hvoriblandt navnlig Vilkaarene for Afgivelsen til
Universitetet af Grunden til den nye botaniske Have og Observatoriet, for saa vidt
de endnu kunde finde Anvendelse, efter at Arealet, for længst var overtaget af
Universitetet, betragtedes som fremdeles gjældende, og Finansministeriet var derfor
beredt til i Overensstemmelse hermed at udfærdige et Overdragelsesdokument til
Universitetet paa de vedkommende Grundstykker. Hvad derimod angik den for-
nødne Berigtigelse af Statens Adkomst til den gamle botaniske Haves Grund,
ansaa Finansministeriet, i Betragtning af, at Univeisitetet var en Statsanstalt
under Regeringens Overbestyrelse og undergivet Rigsdagens Bevillingsmyndighed,
samt efter at det ved Lov var bestemt, at Havens Grund skulde sælges til Fordel
for Statskassen, Udfærdigelsen af et formeligt Adkomstdokument paa Grunden for
overflødig, idet Statens Adkomst formentlig uden Vanskelighed vilde kunne berig-
tiges ved den af Kultusministeriet allerede foranstaltede Tinglæsning af Ejendoms-
dommen af 12. Jan 1874, naar denne blev endelig expederet ved Kultusministe-
riets Foranstaltning, hvortil Finansministeriet forventede, at Kultusministeriet efter
nærmere Overvejelse vilde være villigt. Efter at Kultusmiuisteriet var gaaet ind
paa, at Dommen læstes som Adkomst for Statskassen, kunde der næppe være
noget at erindre mod, at der til Stadskonduktoren blev rettet en Begjæring om,
at Statskassen indtegnedes som Ejer af Grunden, eftersom der dog selvfølgelig
ikke vilde kunne blive Tale om at afhænde nogen Del af samme, forinden den af
Kultusmiuisteriet var afgivet til Finansministeriet. Sluttelig bemærkede Finans-
ministeriet , at det intet havde at erindre mod den af Kvæstor foretagne Værdi-
beregning, hvorefter Grunden var ansat til en Værdi af 1,200,000 Kr., ligesom
det heller ikke, naar Kultusministeriet gik ind paa, at Sagen ordnedes soiu oven
for foreslaaet, vilde modsætte sig, at Gebyret, som af Kvæstor foreslaaet, blev
udredet af Statskassen.
I Skrivelse af 23. Sept. s. A. erindrede Kultusministeriet om, at
Udgangspunktet for Byttet mellem Universitetet og Statskassen i den her fore-
liggende Henseende var L. 6. Juli 1870 § 4, hvor det blev bestemt, at et Areal
af. indtil 21 Tdr. Land kunde afstaas til Universitetet til Anlæg af en botanisk
Have og et astronomisk Observatorium, „mod at Universitetet giver Vederlag
Botanisk Have.
477
i den nu værende botaniske Haves Grund til Staten Den af Universitetet saa-
ledcs erhvervede Grui'd maa ikke benyttes i de anførte eller andre videnskabelige
Ojemed". Ordene „Vederlag i" betegne tydelig nok, at der ikke nødvendigvis
skulde byttes lige, og den videre Udførelse niaatte derfor blive Regeringens Sag,
efter moden og retfærdig Overvejelse af de ombyttede Arealers Værdier. Krigs-
ministeriet solgte, som bekjendt, Fæstningsarealet til 14,000 Kr. pr. Td. Laud
med Ret til at bebygge det. De 21 Tdr. Land overdroges Universitetet uden
Ret til egentlig Bebyggelse. Ved Vurderingen af disse 21 Tdr. Land maatte man
da tage Hensyn til dm forudsatte Værdi af nys nævnte Ret, og man maatte, som
det kunde synes, have den fornødne Vejledning i denne Henseende ved at sammen-
holde Kjobesummpn 14,000 Kr. pr. Tdr. Land med det Vederlag, der krævedes
af de private Grundejere p;ta Fæstningsterrænet for Byggefrihed paa deres Ejen-
domme, saaledes at Forskjellen blev Grundens Værdi til den Anvendelse, Univer-
sitetet gjorde dnraf. Men det Resultat, hvortil man ad denne Vej kom, var saa
mærkeligt, at Kultusoiinisteriet ikke vovede at tyde dets Mening Klart var det
imidlertid, at man havde tillagt Bebyggelsesretten en meget stor Værdi, og at
derfor 294,000 Kr. (21 X 14,000 Kr) var meget langt over, hvad man i 1867
tænkte sig som en rimelig Pris for de 21 Tdr Land uden Ret til Bebyggelse.
Hvorledes m;in nu imidlertid gjorde dette besynderlige Regnestykke op, saa maatte
det dog formentlig være klart, at de 21 Tdr. Land, der overdroges Universitetet
uden Byggeret, ikke kunde sættes højere end til den Pris, for hvilken man solgte
lignende Arealer til Kommunen med Byggeret, eller til 294,000 Kr. Men de
c. 476 Td. Land, Universitetet afgav, havde rimeligvis en Værdi af omtient
30 Kr. pr. □ Al. Byggegrund; efter Fradrag af, hvad der medgik til Gader,
vilde den sandsynlige Værdi derfor ikke blive under 1V3 Mill. Kr., eller c. 1
Mill. Kr. større end Værdien af de 21 Tdr. Land, endogsaa med Ret til Bebyg-
gelse. Naar da den kgl. Resol. 2. April 1870, der var givet som et nødvendigt
Supplement til L. 6. Juli 1867, havde tillagt Universitetet 1/s af Salgsprisen for
det oft nævnte Areal af 4V3 Td. I,and, maatte det være klart, at det ikke var
Statskassen, der herved var gaaet for nær.
Forhandlingerne mellem Universitetet og Statskassen vare helt igjennem førte
saaledes, at Resultatet havde Karakteren af en kontraktmæssig Overenskomst.
Anmærkningen i Finansloven f. 1872—73 § 10 fik derved Karakteren af et en-
sidigt Brud paa en Kontrakt, og dannede et Sidestykke til, hvad der ligeledes ved
Finansloven var foretaget med Hensyn til Dækningen af Udgifterne ved den nye
botaniske Haves Anlæg, idet nemlig disse, efter at det klart og utvetydigt var
besluttet, at de skulde dækkes af Kommunitetet, ved et ensidigt Magtsprog over-
førtes til Universitetets Budget. Det var imidlertid noksom bekjendt, at den da
værende Minister kun fandt sig heri, fordi begge Posteringer efter den Motivering
de fik under Folketingets Forhandlinger, fremtraadte som noget midlertidigt, hvor-
efter endelig Opgjorelse forbeholdtes. At dette ogsaa havde været Tilfældet ved
Anmærkningen i § 10, fremgik af Folketingstid. f. 1871—72 Sp. 4694. Kultus-
ministeriet følte sig fuldt forvisset om, at Finansministeriet ikke vilde støtte
Misbrug af Finansloven til Brud paa kontraktmæssige Overenskomster, og at det
var vel bekjendt med, hvorledes Højesteret betragtede Forsøg paa gjennem Finans-
loven at forandre bestaaende Love, jfr. saaledes Højesteretsdom af 14. Decbr.
1871. Naar Finansministeriet derfor i sin Skrivelse af 9. Avg. med Hensyn til
478
Økonomiske Anliggender 1877 —1878.
Berigtigelsen af Statens Adkomst til den gamle botaniske Haves Grund bemærkede,
at det i Betragtning af, at Universitetet var en Statsanstalt under Regeringens
Overbestyrelse og undergivet „Rigsdagens Bevillingsmyndighed", samt efter at det
var bestemt ved Lov, at Havens Grund skulde sælges til Fordel for Statskassen,
maatte anse Udfærdigelsen af et formeligt Adkomstdokument paa Grunden for
overflødig, mindede Kultusministeriet om, at Universitetet dog endnu var under
Overbestyrelse af samme, at Ministeriet ikke kjendte noget, der hed Rigsdagens
Bevillingsmyndighed, og at Bestemmelsen ved „Lov" om Havens Salg li6r betød
Bestemmelse ved Finansloven i bestemt Strid med en kgl. Resolution, der var
givet i Kraft af en bestaaende Lov. Ministeriet udtalte dernæst tillidsfuldt den
Forventning, at Finansministeriet 1 ingt fra at støtte Bestræbelser, der aabenbart
gik ud paa, uden at være nøje regnende i Henseende til Valget af Midlerne, eller,
som Finansministeriet selv udtrykte sig, ved at „omstøde" afsluttede Overens-
komster at betage vort Universitet dets Stilling som selvstændigt Institut, vilde
forene sine Bestræbelser med Kultusministeriets for at gjenvinde for Universitetet
den Stilling, i hvilken vore Fædre havde overleveret os samme.
Kultusministeriet bemærkede sluttelig, at det under de for Haanden værende
Forhold ikke saa sig i Stand til at medvirke til, at Statskassen indtegnedes som
Ejer af den gamle botaniske Haves Grund, og forbeholdt sig næimere Beslutning
med Hensyn til de tilbage værende Grundes Overlevering til Finansmini-
steriet.
Sidst nævnte Ministerium fastholdt i Skrivelse af 17. Novbr., at der ikke
uden Rigsdagens Samtykke kunde overføres nogen Del af Udbyttet ved Salget af
den gamle botaniske Have fra Statskassen til Universitetets Kasse. Da det imid-
lertid med Sikkerhed kunde forudses, at Salgssummen for den gaiule botaniske
Have, efter Fradrag af alle Udgifter til Gadeanlæg m. v., langt vilde overstige
den Værdi, som man ved Emanationen af L 6. Juli 1867 paaregnede for be-
meldte Grund, kunde Ministeriet ikke andet end finde det billigt, at en Del af
Nettoudbyttet ved endelig Opgjørelse tilflød Universitetet, og det vilde derfor være
villigt til, naar Kultusministeriet maatte ønske det, at yde sin Medhjælp til, at
dette kunde ske Idet Finansministeriet i øvrigt henviste til, hvad det med Hen-
syn til Sagens endelige Ordning havde foreslaaet i Skrivelse af 9. Avg., begjærede
det Meddelelse om, hvorvidt Kultusministeriet nu maatte være villigt til at med-
virke til, at Statskassen blev indtegnet som Ejer af den gamle botaniske Haves
Grund.
Dette Forslag modtog Kultus ministeriet ved Skrivelse af 24. Novbr.
Der stod nu kun tilbage, bemærkede det, at forenes om et Forslag paa det at
Finansministeriet angivne Grundlag, der kunde give Universitetet Udsigt til efter
Realisationen med den lovgivende Magts Samtykke at erholde Andel i Salgsud-
byttet af Grundene. Dette vilde formentlig lettest kunne ske, naar det ved en
Postering i Statsregnskabet holdtes aabent, at eventuelt en Opgjorelse med Univer-
sitetet skulde finde Sted. Efterhaanden som Grundene solgtes, vilde ventelig i
Statsregnskabet under Aktiverne blive gjort Kede for, hvad der dels kontant, dels
i Prioriteter var indkommet ved Realisationen, og hvad Nettoudbyttet derefter
havde været. Naar dette opførtes, kunde der tilføjes, f. Ex. i en Note, at der
efter den endelige Kealisation forbeholdtes en Afgjørelsø af, hvad der maatte blive
at tillægge Universitetet. Derved vilde Sagen være holdt aabent, og under gun-
Botanisk Have
479
stigere Forhold end de for Øjeblikket tilstede værende, kunde der muligvis blive
ydet Universitetet Retfæidighed. Under disse Omstændigheder erklærede Kultus-
ministeriet sig villigt til at medvirke til, at Statskassen blev indtegnet som Ejer
af den gamle botaniske Haves Grund. Endelig meddelte Kultusministeriet, at da
der nu var sluttet Kontrakt om Opførelsen af en Museumsbygning i den nye bota-
niske Have, hvilken skulde være færdig til at tages i Brug til Efteraaret 1876,
vilde det være muligt i Løbet af den derefter følgende Vinter at fraflytte Byg-
ningen i den gamle Have og derefter overgive det hele til Finansministeriet. Som
bekjendt, var det Hensynet til, at der maatte haves Planter til Forelæsninger og
videnskabelige Undersøgelser, der hidtil havde bevirket, at en større Del af Haven
var bevaret for sin hidtidige Bestemmelse. Skulde det imidlertid anses for ønske-
ligt, at Haven af Hensyn til det forestaaende Salg allerede afgaves til Foraaret
1876, vilde Kultusniinisteriet være villigt til at lade sætte under Overvejelse, om
de videnskabelige Krav ikke for Sommeren 1876 kunde ske Fyldest ved Tilførsel
fra den nye Have.
Efter at Pantekontoret atter havde begjært Værdien af den forrige botaniske
Haves Grund Matr Nr. 272 og 375 opgivet og Tinglæsningsgebyret efter Sp. R.'s
§ 65 indbetalt for den d. 1 Juni 1874 tinglæste Ejendomsdom indbetalt, jfr. foran
S. 474, gjorde Kvæstor under 23. Avg. 1876 Anmeldelse herom til Ministeriet.
Ved under 31. Avg. at tilstille Finansministeriet denne Skrivelse, anlfiodede
Kultusministeriet, under Henvisning til den med bemeldte Ministerium desangaaende
førte Brevvexling, navnlig Kultusministeriets Skrivelse af 9. Novbr. 1874 og Fi-
nansministeriets Skrivelse af y. Avg. 1875, sidst nævnte Ministerium om at drage
Omsorg for den oven omtalte Værdiopgivelse og Indbetalingen af det nævnte
Gebyr. Ved Skrivelse af 25. Sept. tilskrev Finansministeriet, at det havde med-
delt 1. Brevskriverkontor, at Værdien af den forrige botaniske Haves Grund Matr.
Nr. 272 og 375 maatte ansættes til 1,200,000 Kr., og at bemeldte Kontor derefter
havde meddelt Finansministeriet, at Gebyret for Tinglæsningen af Ejendoms-
dommen paa den nævnte Grund udgjorde 602 Kr. 55 O., hvilket Beløb Finans-
ministeriet havde bemyndiget Finanshovedkassen til at udbetale Pantekontoret.
b. Afleveringen af den gamle Haves Terræn,
Den gamle botaniske Haves Terræn afleveredes, efterhaanden som Overflyt-
ningen til den nye Have paa Glaciet foregik, til Finansministeriet. I Følge en
Forespørgsel fra bemeldte Ministerium svarede Kultus ministeriet under
15. Juli 1874, at ingen Del af den gamle botaniske Haves Grund kunde ventes
afgivet til Finansministeriet, førend Haven helt blev fraflyttet, bvilket ikke kunde
ske før ved Udgangen af Finansaaret 1875—76. I Henhold hertil forespurgte
Finansministeriet under 15. Juni 1875, om hele Haven vilde blive afgivet
under et, og til hvilket Tidspunkt Afgivelsen vilde finde Sted, og Kultusministeriet
begjærede i den Anledning en Erklæring fra den konstituerede Direktør for den
botaniske Have.
I en Erklæring af 11. Juli 1875 udtalte Prof. Lange, at saa længe det
endnu var uafgjort, hvor længe det alt i flere Aar bestaaende uheldigo Forhold
skulde vedvare, at Forelæsningssalene og det hele Studieapparat var beliggende i
lang Afstand fra den nye Have, hvor Hovedbeholdningen af Planterne fandtes,
maatte det være Bestyrelsens Pligt at søge det størst mulige Antal Frilandsplanter
Universitets Aarbog.	61
480	Okonomiske Anliggender 1877—1878.
bevarede til Brug for den botaniske Undervisning. Lærerne mnatte nemlig kunne
forefinde paa selve Forelæsningsstedet de vigtigste til Forelæsninger og Øvelser
brugte Planter, idet det ikke alene var saare ubekvemt stadig at hente fra den
nye Have alt, hvad der skulde bruges til Forelæsningerne, men ogsaa fordi det
jævnlig hændte, at der under eller efter Forelæsningerne havdes Brug for en eller
anden levende Plante, som da niaatte være saa nær ved Haanden, at den øjeblik-
kelig kunde skaffes til Veje. Det var fremdeles naturligt, at de studerende for-
trinsvis benyttede Tiden for eller efter Forelæsningstimerne til Studiet af Planterne
paa Stedet; af denne Giund var det særlig vigtigt at bevare Lægeplanternes Af-
deling i den ældre Have som det Parti af Haven, der især benyttedes af de
studerende. Men hertil kom endnu, at en stor Del Arter, til Dels af Lægeplanter,
men især af Træer, ikke vare naaede saa vidt i deres Udvikling i den nye Have,
at de endnu kunde afgive tilstrækkelig oplysende Materiale lil Forelæsninger og
Selvstudium, og enhver yderligere Reduktion af den ældre Haves Areal vilde der-
for være et føleligt Savn baade for Lærere og studerende. Medens Havens Be-
styrelse altsaa paa den ene Side i Undervisningens og Studiets Interesse helst
maatte ønske at beholde hele den endnu levnede Del af den ældre Have, indtil
Flytningen af Forelæsningssalene o. s. v. havde fundet Sted, eller i alt Fald indtil
det Tidspunkt, da det bestemt kunde vides, naar Flytningen kunde iværksættes,
saa maatte det paa den anden Side erkjendes som en Pligt at imødekomme Fi-
nansministeriets Ønske i saa vid Udstrækning, som det -efter Omstændighederne
var muligt.
Prof. Lange angav derefter, hvad der vilde kunne afstaas (i Efteraaret 1875),
og hvad man maatte ønske foreløbig at beholde. Det sidste var Havens Læge-
plantekvarter, om hvilket han bemærkede, at det forhaabentlig vilde kunne afstaas
i Efteraaret 1876, saafreint de fornødne Midler til Museumsbygningens Opforelse
da maatte være bevilgede. Med Hensyn til det Terræn, der skulde afstaas, fore-
slog han, at der til Afstaaelsen knyttedes følgende Betingelser:
1)	Den Jord af det paagjældende Areal, som der maatte være Brug for i den
nye Have, tillades det at bortkjøre til denne;
2)	Træerne p;ia Stykket søges solgte paa Roden, med Forpligtelse for Kjoberen
til at besørge dem borttagne; dog forbeholder den botaniske Have sig Ret
til at beholde et Stykke af c. lh Al.'s Længde af de Træarter, som maatte
ønskes opbevarede i Museet. Indtægterne for Træernes Salg forudsættes at
tilfalde Havens Driftsbudget til Dækning af mulige Omkostninger ved Røm-
ningen og andre extraordinære Udgifter;
3)	Den Hæk, som danner Grænsen mellem det afstaaede Areal og det, der
fremdeles beholdes, ønskes bevaret saaledes, at der navnlig fra Finansmini-
steriets Side drages Omsorg for, at den ikke ved Foranstaltningerne til Area-
lets Bebyggelse lider Skade, f. Ex. ved at den omgives med et Plankeværk.
I Overensstemmelse hermed tilskrev Kultnsministeriet under 19. Juli Finans-
ministeriet. Da imidlertid det Areal, der kunde ventes afgivet, kun i mindre
Grad berørtes af de paatænkte nye Gadeanlæg, begjærede Finansministeriet
under 27. 8. M. Kultusministeriets Erklæring om, hvorvidt der var saa megon
Udsigt til, at der i Løbet af Finansaaret 1876—77 vilde kunne afgives enten det
hele tilbage staaende Areal af den gamle botaniske Have eller i alt Fald en
større Del af samme, at der af Hensyn hertil turde være Anledning til paa Budget-
Botanisk Have.
481
forslaget for det nævnte Finansaar at søge Bevilling til Udredelseu af Bekost-
ningen ved de eudnu tilbage staaende Gadeanlæg over Havens Grund. Hertil
svarede Kultusministeriet under 7 Avg., at der for Tiden forhandledes om
Opførelse af Museumsbygningen i den nye botaniske Have, og at Ministeriet vel
nærede Haub om et gunstigt Resultat af disse Forhandlinger, men at denne Byg-
ning dog i heldigste Tilfælde ikke kunde ventes at være opført før Foraaret
1876, og at derfor Overflytningen til den nye Bygning, naar Hensyn toges til
den nødvendige Udtørring, næppe kunde ventes tilendebragt for henimod Udgangen
af Finansaaret 1876—77.
Under 10. Sept. 1875 tilskrev Finansministeriet Kultusministeriet, at
der paa en Staten tilhørende Byggegrund paa Gammelholin, der agtedes bortsolgt
i Forening med forskjellige Farceller af den Del af botanisk Have, som i Følge
Kultusministeriets Skrivelse af ly. Juli vilde blive afgivet til Finansministeriet,
var oplagt et betydeligt Kvantum Fyld, der var bestemt til at paaføres de projek-
terede nye Gader over botanisk Haves Terræn. For at undgaa en gjentagen
Flytning af dette Kvantum Fyld, ønskede Finansministeriet, at Fylden strax maatte
kunne henføres til den Del af botanisk Haves Grund, der var bestemt til at ud-
lægges til Gade, og det begjærede derfor en Udtalelse fra Kultusministeriet, om
der ikke fra den botaniske Haves Side maatte kunne indrømmes, at den tilstede
værende Fyld henførtes paa et nærmere betegnet, til Gadeareal bestemt Sted.
Finansministeriet henstillede derhos til Kultusministeriet, om ikke botanisk Have
maatte kunne overlade Finansministeriet tvende Lokaler til Kontorlokaler for Op-
synet paa Gammelholm i en _af de Bygninger, som vare underlagte Bestyrelsen
for bemeldte Have. Kultusministeriet indhentede en Erklæring herover fra den
konstituerede Direkter for den botaniske Have; men da denne erklærede, at en
Afgivelse af det omhandlede Areal vilde gribe forstyrrende ind i de stu-
derendes Benyttelse af Haven, tilskrev Kultusministeriet under 5. Oktbr.
Finansministeriet, at det beklagede ikke at kunne imødekomme dets Ønske i saa
Henseende, hvorimod der intet vilde være til Hinder for at afgive Plads til det
ommeldte Kontorlokale.
Under 15 Marts 1876 forespurgte Kultusministeriet, om Finansmini-
steriet ønskede, at den resterende Del af den gamle botaniske Haves Grund med
Undtagelse af Bygningerne skulde fraflyttes allerede i Foraaret 1876, fer at de i
den Anledning fornødne Foranstaltninger i saa Fald strax kunde blive trufne.
Finansministeriet modtog i Skrivelse af 31. s. M. med stor Paaskjønnelse
dette Tilbud, der vilde gjøre det muligt i et forholdsvis kort Tidsrum at træffe
den endelige Disposition over hele den gamle botaniske Haves Terræn, hvorved
atter Tidspunktet for en saadan mulig Opgjørelse mellem Statskassen og Uni-
versitetet vedrørende Nettoudbyttet ved Salget af Haven, som var omtalt i Finans-
ministeriets Skrivelse af 17,Novbr. 1875, jfr. foran S. 478 vilde blive fremskyndet. Fi-
nansministeriet angav derefter, hvilke ubebyggede Arealer det maatte ønske at modtage.
For at imidlertid Hejbergsgade kunde blive ført helt igjennem til Nyhavn —, hvad
der utvivlsomt vilde give Udsigt til langt fordelagtigere Afhændelse af de omlig-
gende Byggegrunde —, vilde det være nødvendigt at borttage den østligste Del
af Havens Hovedbygning ved Nyhavn, og i Betragtning af Sagens Vigtighed an-
modede Finansministeriet derfor Kultusministeriet om at tago under Overvejelse,
61*
482
Økonomiske Anliggender 1877—1878.
om det ikke, uden at tilsidesætte nogen væsentligere, til Haven knyttet Interesse,
ogsaa i dette Punkt kunde imødekomme dets Ønske.
Kultusministeriet anmodede den konstituerede Direktør for den botaniske
Have om at træffe de fornødne Foranstaltninger til Afgivelsen af de ubebyggede
Arealer, og begjærede hans Erklæring om, hvorvidt det vilde være muligt at
borttage den østligste Del af Hovedbygningen ved Nyhavn. I Skrivelse af 12.
Apr. erklærede Prof. Lange, at der intet vilde være til Hinder for at aflevere
den omhandlede Del af Hovedbygningen d. 1. Maj, hvorom Kultusministeriet satte
Finansministeriet i Kundskab. Med Hensyn til de ubebyggede Arealer gjorde han
imidlertid opmærksom paa:
1.	at en Ledning af glacerede Rør muligvis vilde kunne bruges i den nye Have,
til Afløbsrør fra den nye Museumsbygning, og at disse altsaa maatte ønskes
stillede til Bygningsinspektørens Disposition;
2.	at der paa den Grund, der skulde afstaas, fandtes tvende Skure, som han
foreslog solgte underhaanden til Indtægt for Haven;
3.	at der ligeledes fandtes en lille Sten med Indskrift, forfattet af afdøde Prof.
Abildgaard, hvilken Sten han foreslog afgivet til Kunstakademiet;
4.	at der fra Afleveringen ønskedes undtaget en smal Strimmel langs Nyhavns
Pakhuse, hvor der henstod en Del sjældne Espaliertræer, som maatte ønskes
fældede paa en Tid, da deres Stammer kunde være tjenlige til Opbevaring i
Museet, altsaa ikke før Efteraaret 1876, samt ligeledes et smalt Areal nær-
mest omkring de tvende Bygninger (Portnerboligen og Museumsbygningen),
for saa vidt det var fornødent for at sikre Adgangen til Museumsbygningen.
At Museumsbygningen blev staaende, indtil Indflytning kunde ske i. den nye
Museumsbygnings Lokaler, turde vel anses for en Forudsætning; men Port-
nerboligen maatte ønskes bevaret lige saa længe, for at der kunde bo en
Mand paa Stedet, som kunde have Tilsyn med Lokalerne.
5.	Endelig anbefalede han, at en Aflevering af Hovedbygningen mod Nyhavn
tillige med det ud for samme beliggende Areal mellem Hejbergsgade og
Charlottenborg udsattes, indtil Indflytningen af samtlige Samlinger til det
nye Museum havde fundet Sted. At denne Indflytning ikke burde ske, førend
de nye Lokaler vare fuldstændig udtørrede, var en Selvfølge, og skjønt det
ikke sikkert kunde vides, naar dette Tidspunkt vilde indtræffe, antog han
dog, at en fuldstændig Bortflytning af Samlingerne fra de ældre Lokaler
ikke turde paaregnes før Eftersommeren 1877. Det tilstødende Areal, hvis
Afstaaelse formentlig ikke havde øjeblikkelig Interesse for Finansministeriet,
var det derimod saare vigtigt for Haven at kunne beholde til Disposition
saa længe som muligt, idet her fandtes mange store og sjældne Træer, der
jævnlig benyttedes til Studium og Undervisning, men af hvilke der i den
nye Have kun fandtes unge og indtil videre ikke brugbare Exemplarer.
Under Forudsætning af, at dette Areal indhegnedes med et let Plankeværk
og at Afleveringen af denne sidste Del af den ældre Haves Areal tillige
med Bygningerne foreløbig ansattes til Efteraaret 1877, vilde derved op-
naas den Fordel, at det der værende Materiale endnu kunde benyttes i
tvende Somre, og de paa Arealet voxende Træer vilde da kunne fældes paa
en til deres Opbevaring tjenlig Aarstid.
Botanisk Have.
483
De under Nr. 1—4 nævnte Indstillingspnnkter bifaldt Ministeriet under
28. Apr. s. A.
c. Berigtigelse af Universitetets Adkomst, til den nye Have.
Da der blev Spørgsmaal om Overdragelse fra Staten til Universitetet af den
nye botaniske Have, opstod der Vanskeligheder, idrt Staten ikke havde nogen
tinglæst Adkomst paa Fæstningsterrænet om Kjobenhavn, hvoraf don botaniske
Have udgjorde en Del. En Adkomstberigtigelse for dette Terræn blev derfor nød-
vendig, og Finansministeriet var ogsaa betænkt paa, saaledes som det over for
Kommunen og Universitetet var forpligtet til, at erhverve Ejendomsdom paa hele
det nedlagte, til de nævnte Institutioner afstaaede Areal af Fæstningsterrænet
mellem Østerbrogade og Kallebodstrand, for derefter at udfærdige mangelfrie Skjø-
der paa de Grnndstykker, som af Terrænet skulde overdrages dem af Staten.
Kjøbenhavns Magistrat henledede imidlertid Finansministeriets Opmærksomhed
paa den Vidtløftighed, som en saadan Fremgangsmaade vilde medføre paa Grund
af nogle mellem Kommunen og Universitetet senere afsluttede Magelæg*), og saa
vel af Hensyn hertil, som fordi der heller ikke havdes nogen tinglæst Adkomst
paa de til Fæstningsterrænet grænsende, Kommunen oprindelig tilhorende Grunde,
foreslog den, at det overlodes til Kommunen og Universitetet selv at erhverve
F^jendomsdom paa de Arealer, der efter de foretagne Transaktioner nu skulde
blive deres Ejendom. Efter at Fi n a n s m i ni s t eri et herover havde indhentet Kam-
meradvokatens Betænkning, tilskrev det under 16, Juni 1875 Kultusministeriet, at
det ogsaa forekom det at være den til Sagens hurtige Fremme heldigste Ordning,
at henholdsvis Kommunen og Universitetet selv erhvervede den fornødne F^jen-
domsdom. Derimod nærede Finansministeriet overvejende Betænkelighed ved at
følge Magistraten, for saa vidt dennes Forslag gik ud paa, at Ejendomsdonnnen
skulde søges i Henhold til de foretagne Overdragelsesakter, uden at nogen egent-
lig Skjødning af de overdragne Arealer fandt Sted. Skjønt det vel var muligt, at
Justitsministeriet ikke vilde nægte den fornødne Bevilling til Ejendoms Domstæv-
ningen, naar denne søgtes med Finansministeriets Samtykke, uagtet Kommunen
og Universitetet endnu ikke formelt havde faaet Ejendomsraadigheden over Sta-
tens tidligere Grund, syntes man dog paa en mere korrekt Maade end efter Magi-
stratens Forslag at kunne opnaa de ved samme tilsigtede Fordele, nemlig ved at
Finansministeriet strax forinden Ejendomsdommen tilskjødede henholdsvis Kommu-
nen og Universitetet de Arealer, der af Statens tidligere Grund skulde blive deres
Ejendom, og ved at Ejendomsdommen derefter søgtes af de nævnte Institutioner
paa Skjødernes Areal i Forbindelse med de andre dem tilhorende Grundstykker,
for hvis Vedkommende en Adkomstberigtigelse ved Ejendomsdom maatte anses
nødvendig eller hensigtsmæssig. Naar de af Finansministeriet udfærdigede Skjø-
der ikke bragtes til Tinglæsning, men Berigtigelsen for Pantebøgerne udsattes,
indtil Ejendomsdom var erhvervet, vilde der formentlig ikke kunne opstaa nogen
Vanskelighed ved en saadan Ordning af Sagen. Finansministeriet begjærede der-
for Kultusministeriets Erklæring om, hvorvidt det vilde være villigt til, som af
Magistraten foreslaaet, at lade Universitetet selv erhverve Ejendomsdom paa de
*) Univ. Aarb. 1873—75 S. 121—22.
484
Økonomiske Anliggender 1877—1878,
til den nye botaniske Have henlagte Arealer, mod at Statskassen refunderede
Universitetet Udgifterne ved Ejeudomsdommens Erhvervelse og den senere Ting-
læsning i Forhold til Værdien af det Areal, der overgik fra Staten til Universite-
tet. Hvis Kultusministeriet vilde indvilge heri, vilde Finansministeriet foranledige,
at der blev givet Maalebrevene paa den nye botaniske Haves Grund, Matr. Nr.
48 og 49 i Nørrevold Kvarter, Paategninger om, at de ved Magelæg med Kom-
munen til sidst nævnte aftraadte Grundstykker udskilledes fra Grundene, hvorefter
Finansministeriet vilde udfærdige Skjøde til Universitetet paa de derefter tilbage
blivende Dele af Matr. Nr. 48 og 49. Ved dette Skjøde, samt ved det Mage-
lægsskjøde, der af Magistraten maatte være givet Universitetet paa Grundene
Matr. Nr. 34 og 35 i Nørrevold Kvarter og paa det fra Sølvgadetorvet ud for
Matr. Nr. 49 afstaaede Gadeareal og under Paaberaabelse henholdsvis af Statens
og Kommunens Hævdsbesiddelse af de nævnte Matrikelnummere og den i sin Tid
foretagne Expropriation af Gadearealet, vilde Universitetet da være sat i Stand
til at erhverve Ejendomsdom paa hele den nye botaniske Haves Terræn. De fra
Matr. Nr. 48 og 49 udskilte Gruudstykker vare paatænkte henlagte til Maale-
bievet over den til Kommunen alhændede Del af F'æstningsterræuet, og i Henhold
til den Transport af Universitetets Ret til at erholde Skjøde paa disse Arealer,
der af samme maatte være givet Kommunen, direkte tilskjødede denne af Finans-
ministeriet i Forbindelse med det øvrige Fæstningsterræn. Med Hensyn til det
fra Sølvgadetorvet indtagne Gadeareal tilføjede Finansministeriet endnu, at det
havde forudsat, at en Optagelse af dette Areal under den Ejendomsdom, som
Universitetet, som foreslaaet, skulde erhverve, vilde findes hensigtsmæssig, da det
kom til at danne en integrerende Del af den nye botaniske Have, men at det i
øvrigt ikke vilde være nødvendigt at lade Ejendomsdommen omfatte det, da en
Tinglæsning af den i sin Tid foretagne Expropriations Forretning, vedkommende
dette Areal, i Forbindelse med Tinglæsningen af den d. 2. Juli 1870 foretagne
Overleverings Forretning til Kommunen af de exproprierede Gadestrækninger for-
mentlig vilde være tilstrækkelig til Adkomstens Berigtigelse for samme.
Efter Kultusministeriets Opfordring udtalte Kvæstor sig herom i Skrivelse
af 24. Juli. Han bemærkede heri, at naar Ejendomsdommen kom til at indbefatte
det hele Areal, hvoraf Universitetet retlig og faktisk var i Besiddelse, nemlig
Kommunens forrige, nu til Haven indtagne Triangler Matr. Nr. 34 og 35, den
øvrige Havestrækning Matr. Nr. 48 og det uden for samme ved Farimagsvejen
og det nye Sølvgadetorv beliggende Jordstykke af Matr. Nr. 49 paa 20000 □ Al.,
vilde dette utvivlsomt være baade den hurtigste og nemmeste Maade; thi Uni-
versitetets Adkomst vilde ved Dommens Tinglæsning da være fuldstændig berig-
tiget. Da Magistraten derhos foreslog samtidig at ville tage Ejendomsdom paa
hele Kommunens Areal, derunder indbefattet, hvad der ved Magelæg var erholdt
af Universitetet, vilde Frem- og Tilbageskjødninger eller Mageskiftebreve med
Kommunen derved bortfalde. Naar Finansministeriet imidlertid ytrede, at der
forud for Ejendomsdommens Erhvervelse burde gaa en Skjødning fra Staten til
Universitetet, hvilken dog ikke skulde tinglæses og altsaa ikke vilde være nogen
gyldig Adkomst, kunde der formentlig næppe tillægges denne Akt nogen retlig
Betydning, under Forudsætning af, at Justitsministeriet, hvad der vel turde anta-
ges, ikke vilde foidre samme som en Betingelse for at meddele Bevillin-
gen til at udtage Stævning til Ejeudomsdommen. Den i Henhold til L.
Botanisk Have.
485
6. Juli 1867 trufne Ordning og Fordeling ;if de paagjældende Arealer til
de offentlige Myndigheder: Staten, Universitetet og Kommunen, maatte i
og for sig anses for i alle Maader retsgyldig og retsbindende, ikke
blot mellem disse offentlige Myndigheder selv, men ogsaa over for Tredjemand.
Hvad der endnu manglede, var blot en formel Berigtigelse til Skjøde- og Pante-
bogen, hvad jo navnlig havde Betydning ved Afhændelser til Tredjemand, og en
saadan Berigtigelse kunde foregaa p;ia don foran nævnte Maade, blot ved Ejen-
domsdommens Tinglæsning. En samtidig Læsning af forud udstedte Skjoder og
Mageskiftebreve kunde maaske endog afstedkomme Forvirring, og vilde derhos
paafore Universitetet forøgede Udgifter. I § 10 af Betingelserne for Magelæget
af den forrige botaniske Haves Grund paa Gammelholm og det i L. 6. Juli 1867
§ 4 ommeldte Areal af Fæstningsterrænet var det nemlig bestemt*), at alle Ud-
gifter og Gebyrer ved dette Magelægs Berigtigelse skulde udredes henholdsvis af
Finansministeriet og Universitetet, eftersom de tilflød Statskassen eller Kommu-
nen. For Statskassens Vedkommende havde den dobbelte Adkomstberigtigelse in-
gen Indflydelse, eftersom Udgiften til Stempelpapir, Afgifter og Gebyrer igjen
vendte tilbage til Kassen ; men Universitetet vilde efter al Sandsynlighed komme
til at udrede betydelig forøgede Afgifter til Kommunen, navnlig den Staden Kjø-
benhavns Kasse ved Plan 1. Juli 1799 § 171 tillagte lU pCt. Afgift. Ogsaa
med Hensyn hertil vilde det være ønskeligst at undgaa baade Skjøder, Transporter
og Mageskiftebreve; men derimod vilde det være nødvendigt, at der blev udfærdi-
get behørige Deklarationer, saa vel mellom Staten og Universitetet, som mellom
dette og Kommunen, angaaende forskjellige mellem disse Myndigheder fastsatte
Punkter, hvorimellem den i de oven nævnte Betingelser under Nr. 7 ommeldte
Post, hvorefter der tilkom Universitetet en Tredjedel af den ved den forrige bota-
niske Haves Realisation fremkommende Nettoindtægt. Disse Deklarationer vilde da
være at tinglæse samtidig med Tinglæsningen af Ejendomsdommen.
I Overensstemmelse med denne Erklæring tilskrev Kultusministeriet under 9.
Avg, Finansministeriet. Sidst nævnte Ministerium begjærede derefter en
Erklæring fra Justitsministeriet om, hvorvidt dot var tilbøjeligt til, uden at nogen
Tilskjødning fra Staten havde fundet Sted, at meddele henholdsvis Kommunen og
Universitetet Bevilling til at udtage Stævning til Ejendomsdoms Erhvervelse paa
de Arealer af Fæstningsterrænet, der skulde blive deres Ejendom, naar Begjæring
derom blev fremsat af Kjøbenhavns Magistrat og Kultusministeriet, bilagt med en
Erklæring fra Finansministeriet om, at der fra sammes Side ikke fandtes noget
derimod at erindre. Hertil svarede Justitsministeriet, at det vel ansaa det
for fornødent, at der forud for Meddelelsen af Bevillingen til Erhvervelse af Ejen-
domsdom kom til at foreligge en endelig Udtalelse fra de 3 Myndigheder, Finans-
ministeriet, Magistraten og Universitetet, som konstaterede Resultatet af de mel-
lem dem foregaaede gjensidige Overdragelser, men at det, naar en saadan forelaa,
ogsaa ansaa alt fornødent for tilvejebragt og navnlig antog, at den derefter af
Kommunen og Universitetet erhvervede Ejendotnsdom kunde tinglæses som Adkomst,
uden at det nævnte Overdragelsesdokument selvstændig behøvede at tinglæses. Fi-
nansministeriet tilskrev derefter Magistraten, at det, uagtet det fremdeles ansaa
•) Univ. Aarb. 1873—75. S. 117.
486
Økonomiske Anliggender 1877 - 1878.
en forudgaaende Skjødning for at være den korrekteste Fremgangsmaade, dog ikke
troede for sit Vedkommende at burde modsætte sig, at Sagen ordnedes uden at
nogen Tilskjødning fandt Sted, paa den Maade, at Magistraten og Universitetet,
enten i Forening eller hver for sig, erhvervede Ejendomsdom paa de Arealer af
Fæstningsterrænet, der nu skulde blive deres Ejendom. Det vilde derfor være
villigt til paa nærmere Forlangende at meddele de til Ejendomsdoms Stævningens
Erhvervelse fornødne Erklæringer om dets Samtykke i saa Henseende, hvilke Er-
klæringer vilde kunne slutte sig enten til de udfærdigede Maalebreve, efter at
disse vare berigtigede overensstemmende med de stedfundne Magelæg eller til et
ved Magistratens Foranstaltning udarbejdet Kort, der omfattede alle de Grund-
stykker, for hvilke Adkomsten vilde være at berigtige.
Idet Finansministeriet under 27. Jan. 1876 meddelte Kultusministe-
riet Underretning om disse Forhandlinger, tilføjede det, at det herved var gaaet
ud fra, at Kultusministeriet vilde være villigt til, naar den oven nævnte Konsta-
tering af de paagjældeude Ejendomsoverdragelser havde fundet Sted, paa Universi-
tetets Vogne — enten særskilt eller i Forbindelse med Magistraten — at frem-
sætte for Justitsministeriet Begjæring om Bevilling til at udtage Stævning til
Ejendomsdom for Universitetet paa det Areal, hvoraf dette alt retlig og faktisk
var i Besiddelse. 1 Skrivelse af 8. Febr. erklærede Kultusministeriet sig beredt
hertil.
Under 30. Decbr. 187 6 tilstillede Magistraten Kultusministeriet et An-
dragende til Justitsministeriet om Bevilling til at søge Ejendomsdom paa forskjel-
lige, nærmere betegnede Arealer paa det forhen værende Fæstningsterræn, idet
den anmodede Ministeriet om at paategne Andragendet en Erklæring om, at Uni-
versitetet tiltraadte Andragendet. Efter at Ministeriet havde opfordret Kvæstor
til at ytre sig herom, udtalte denne under 20. Jan. 1877, at der formentlig intet
vilde være til Hinder for, at Ministeriet gav Andragendet den forlangte Paateg-
ning. Han henledede imidlertid tillige Ministeriets Opmærksomhed paa Ønske-
ligheden af, at Universitetet samtidig med Kommunen kunde erhverve Ejendoms-
dom p;ia dot hele Areal, dels af det forrige Fæstningsterræn og dels af Kommu-
nens derved beliggende Grundstykker, hvoraf Universitetet faktisk og retlig var i
Besiddelse, nemlig Kommunens forrige, nu til botanisk Have indtagne Triangler
Matr. Nr. 34 og 35, hele det øvrige til Haven og astronomisk Observatorium
henhørende Grundstykke, der samlet havde Matr. Nr. 48 og endelig det Jord-
stykke paa 20000 □ Al., tidligere Matr, Nr. 49, nu Matr. Nr. 159, alt i Nørre-
vold Kvarter, som var beliggende mellem Haven, Farimagsvejen og det nye Sølv-
gndetorv. I oviigt henholdt han sig gauske til sin foran omtalte Erklæring at
24. Juli 1875, hvoraf fremgik, at Finansministeriet den Gang ønskede, hvad der
utvivlsomt ogsaa var den simpleste og naturligste Maade at berigtige Adkomsten
paa, at Universitetet, i Stedet for som tidligere paatænkt Staten, selv erhvervede
Ejendomsdom paa de omhandlede Arealer, mod at Statskassen refunderede Universi-
tetet Udgifterne ved Erhvervelsen og Tinglæsningen af denne Dom. Naar Sagen ikke
allerede paa denne Maade var blevet berigtiget, var Grunden dertil foimentlig deu,
at Finansministeriet holdt paa, at der forud for Ejendomsdommens Erhvervelse
burde gaa en utinglæst Skjødning fra Staten til Universitetet, og konsekvent alt-
saa ogsaa en Frem- og Tilbageskjødning mellem Kjøbenhavns Kommune og Uni-
versitetet med Hensy n til de stedfundne forskjellige Magelæg mellem disse ; men
Botanisk Have.
487
efter hvad der var udtalt i Magistratens Andragende maatte det antages, at Mini-
steriet nu i Skrivelse af 15. Jan. 1876 havde opgivet denne Form, og at der
saaledes ingen Hindringer var tilstede for at faa denne gamle Sag fra Haan-
den, forudsat at Justitsministeriet, hvad der vel turde antages, vilde meddele de
hertil fornødne Bevillinger. I Henhold hertil indstillede han, at Ministeriet vilde
indgive et Andragende til Justitsministeriet om Bevilling til at erhverve Ejen-
domsdom paa de omhandlede, Universitetet tilhørende Arealer og fri Sagførelse.
Sluttelig tilføjede han, at det vilde være nødvendigt, at der i sin Tid blev udfær-
diget og samtidig med Ejendomsdommen tinglæst Deklarationer, saa vel mellem
Staten og Universitetet som mellem Universitetet og Kjøbenhavns Kommune, an-
gaaende forskjellige mellem disse Myndigheder ved Magelægene stipulerede Punk-
ter, hvoraf det eneste væsentlige var det, der vedkom den i sin Tid indgaaede
Overenskomst om, at der tilkom Universitetet '/s af den ved den gamle botaniske
Haves Realisation fremkommende Nettoindtægt.
Ministeriet meddelte den begjærede Paategning paa Andragendet under
1.	Febr. Ved Skrivelse af 9. Marts anmodede Kultusministeriet Justitsministeriet
om at meddele det paa Universitetets Vegne Bevilling til at søge Ejendomsdom
paa de Universitetet nu tilhørende Arealer af Fæstningsterrænet, som i Følge de
udfærdigede Maalebreve vare betegnede med Matr. Nr. 159 og 162 i Nørrevold
Kvarter. Ved kgl. Resol. af 22. Maj meddeltes der Kultusministeriet den begjæ-
rede Bevilling. Det videre om Erhvervelsen af Ejendomsdommen og dennes Ting-
læsning vil indeholdes i et følgende Hæfte.
2.	Om Regnskabsaflæggelse for de under Universitetskvæsturen
horende Instituter.
Efter at Ministeriet under 30. Juni 1876 havde fastsat Regler til Iagttagelse
ved Revisionen af Universitetskvæsturens Regnskaber*), maatte derved den siden
1871 staaende Strid mellem Revisionsdepartementet og Kvæsturen anses for at
være endt. Imidleitid har den dog senere givet Anledning til ny Forhandling,
idet den efter Departementschef Benzon-Buchwalds Død ansatte Departements-
chef Blechingberg i Skrivelse af 8. Maj 1877 til Ministeriet for Kirke- og
Undervisningsvæsenet udtalte sig nærmere om Sagen.
Han havde, bemærkede han, ved Overtagelse af Embedet forefundet en Sag
ang.iaende en mellem Ministeriet og Departementschef Benzon-Buchwald opstaaet
Meningsforskjel om, hvorvidt den ved Ministeriets Resolutioner af 10. Marts 1862
og 18. Novbr. 1872 trufne Ordning med Hensyn til forskjellige under Universi-
tetskvæsturen sorterende Regnskabers Revision fremdelos var bindende efter denne
Revisions Henlæggelse under 1. Revisionsdepartement, og om hans Myndighed
til at ordne disse Forhold paa en fra den ved de nævnte Resolutioner fastsatte
forskjellig Maade. Han knnde ikke dele den af hans Forgænger hævdede An-
skuelse af hans Stilling over for Ministeriet, men maatte anse sig forpligtet til
at rette sig efter slige Bestemmelser fra samme som de her omhandlede, og han
havde derfor ogsaa tillagt Revisor Ordre til ved Revisionen af de paagjældende
*) Med denne Sag maa sammenholdes, hvad der i Lindes Medd. 1857—63 S. 612 ff.
samt Univ. Aarb. 1871 — 73 S. 304—07 og 1875-76 S. '209 ff. er bemærket.
Universitets Aarbog.	t>2
488
Økonomiske Anliggender 1877—1878.
Regnskaber at forholde sig overensstemmende med den af Ministeriet trufne Ord-
ning og at undlade alle Antegnelser, der vare i Strid dermed. Naar han derfor
paa ny bragte Sagen paa Bane, var det ikke for at søge nogen Forandring til-
vejebragt, men for at fremdrage 2 Punkter, som ikke vare uden Betydning.
Det var ved Ministeriets Resolution af 10. Marts 1862 foreskrevet, at
Hovedbøgerne skulde revideres i Kvæsturen, hvorimod Kassebøgerne med
Bilag og Afgiftsberegning skulde afgives til Revisionen. Denne Bestemmelse om-
fattede dels efter Resolutionen, dels efter, hvad der alt tidligere var blevet Praxis,
Universitetets, Kommunitetets, Legatfondens, Sorø Akademis og det lærde Skole-
væsens Regnskaber. For dette sidstes vedkommende var Forholdet imidlertid alle-
rede for længe siden faktisk forandret, idet Hovedbøgerne for dettes Vedkommende
stadig indsendtes, og der stod altsaa kun tilbage de 4 andre Stiftelser. Da nu
den Omstændighed , at Revisionen af de nævnte Hovedbøger skulde ske uden for
det sædvanlige Forretningslokale, besværliggjorde Arbejdet i en ikke ringe Grad,
idet stadig en af det paagjældende Revisionskontors Personale i længere Tid maatte
undværes fra Kontoret, og Kontorchefen selv kunde være nødsaget til at forlade
dette, naar der var Ting, som han ansaa det for nødvendigt selv at undersøge i
Hovedbøgerne, var det af Vigtighed for det vedkommende Revisionskontors øvrige
Arbejders tilbørlige Fremme, at det extraordinære Forhold, som var etableret med
Hensyn til de oft nævnte 4 Stiftelser, ikke blev udvidet til andre, og han udtalte
derfor det Haab, at Ministeriet, selv om der fra Kvæsturen maatte fremkomme
Anmodning om lignende Foranstaltning med Hensyn til andre, under samme
hørende Regnskaber, ikke vilde give et saadant Forlangende Medhold, ligesom han
ogsaa antog, at Bestemmelsen om Revision af det lærde Skolevæsens Hovedbøger
i Kvæsturen, efter hvad han havde oplyst om det Forhold, som faktisk fandt Sted
med Hensyn til samme, maatte betragtes som bortfaldet, hvad der havde saa
meget større Betydning, som disse Hovedbøger ikke blot selv skulde revideres,
men maatte benyttes ved Revisionen af alle de enkelte Skolercgnskaber.
Det andet Punkt, paa hvilket han henledede Opmærksomheden, var, at saa-
fremt Revisionen skulde have nogen Betydning, vilde det være nødvendigt, at der
skaffedes Revisor et Lokale, hvor han ikke blot kunde arbejde uforstyrret, men som
ogsaa maatte staa saaledes til hans Raadighed, at han kunde aflukke det, saa at
ingen uden hans Vidende og Samtykke havde Adgang til det og hvad der i opbe-
varedes, saa længe indtil Revisionsarbejdet var tilendebragt. Dette var umuligt,
som Forholdet for Tiden var, idet Revisor nu ikke havde andet Sted at arbejde i
Kvæsturen end sammes Arkivværelse, hvortil der naturligvis hele Dagen maatte
være Adgang for alle Kvæsturens Embedsmænd og Betjente, uden at han havde
noget Sted at gjemme Bøger og Papirer; men at dette ikke var foreneligt med en
nogenlunde paalidelig Revision, var indlysende.
Endelig berørte han, at naar det ved Resol. af 10. Marts 1862 var bestemt,
at Fremlæggelsen til Regnskabet af bekræftede Gjenparter af alle nye Obligationer
bortfaldt, hvorimod Obligationerne in originali med tilhørende Taxationsforretninger
vilde være at efterse af Revisor hos Kassereren, dog at der til Lettelse for Revi-
sor ved Regnskabet skulde fremlægges en Specifikation over alle de nye Obliga-
tioner, som erhvervedes, forstod han Bestemmelsen saaledes, at Revisor maatte
være berettiget til at forlange de paa Specifikationen anførte Obligationer in. v.
leverede af Kassereren i det ham i Kvæsturen indrømmede Arbejdslokale, da han
Om Regnskabsaflæggelsen.
489
kun der kunde gjennemse dem uforstyrret. Han gik derhos ud fra, at ogsaa
denne Foranstaltning kun gjaldt de oven for nævnte 4 Regnskaber, idet han til-
føjede, at de samme Grunde talte mod at udvide den til flere, som oven for vare
anførte med Hensyn til Hovedbøgernes Revision i Kvæsturen.
Over denne Skrivelse begjærede Ministeriet en Erklæring af Kvæstor og
modtog denne under 9. Avg. s. A., ledsaget af en Erklæring af Universitetsbog-
holderen af 20. Juli.
Universitetsbogholderen bemærkede, efter at have forudskikket, at
han gik ud fra, at Ministeriets Skrivelse af 30. Juni 1876 til 1. Revisionsdeparte-
ment var Departementet selv bekjendt, endskjønt denne intetsteds i dets sidste
Skrivelse direkte var nævnt eller indirekte omtalt, at Universitetskvæsturens Regn-
skaber vare: Regnskaberne for Universitetet, Universitetets Legater, I. L. Smiths
Legat, Kommunitetet, den polytekniske Læreanstalt, det lærde Skolevæsen, Metro-
politanskolen, Soro Akademi, Seminariefonden og det kgl. Døvstumme Institut,
altsaa 10 Regnskaber. Naar nu Ministeriets Resol. af 30. Juni 1876 angik
„Universitetskvæsturens Regnskaber", men Revisionsdepartementet for de 6 af hine
Regnskaber vilde følge en anden Regel, da maatte det først erhverve en Foran-
dring i Resolutionen, hvorved dennes Omfang indskrænkedes. Dette syntes De-
partementet ogsaa at have erkjendt, idet det paaberaabte sig en formentlig Praxis,
hvorved Omfanget af den givne Ordre skulde være indskrænket. Men en Praxis
efter en Resolution, der kun var 1 Aar gammel, havde selvfølgelig ikke kunnet
danne sig, og en Praxis, der havde dannet sig efter Resol. af 10. Marts 1862,
vilde, efter at det hele Forhold ved en ny Resolution var ordnet, kun have histo-
risk Interesse. Hvad i øvrigt en saadan Praxis angik, var det vel sandt, at Kvæ-
sturen af Velvillie havde tilstillet Revisionen de Hovedbøger, som man paa nogen
Maade kunde undvære, men altid kun som Laan —, hvad ogsaa var fremhævet i
Kvæstors Skrivelser af 3. Isovbr. 1865 og 13. Maj 1875, — med Ret for Kvæ-
sturen til at faa dem tilbage, naar de behøvedes, en Ret, som Revisionen heller
ikke i Gjerningen havde anfægtet. Men ved denne Velvillie kunde Revisionen selv-
følgelig ikke erhverve nogen Ret til at erholde Hovedbøger tilsendte, uden For-
pligtelse til at sende dem tilbage efter Kvæsturens Rekvisition. Det var ham
derhos uforklarligt, at en Praxis, hvorom Revisionsdepartementet og Kvæsturen
bleve enige, skulde, om den end fortsattes nok saa længe, over for en ministeriel
Resolution kunne gjøres gjældende som administrativ Retskilde.
Hvad angik det andet Punkt, Tilvejebringelsen af et nyt Lokale, fordredes
Ret for Revisor til „at aflukke det, saa at ingen uden hans Vidende og Samtykke
havde Adgang til det og, hvad deri opbevaredes, saa længe, indtil Revisionsarbejdet
var tilendebragt". Da imidlertid det nye Aars Regnskaber altid forelaa til Revi-
sion, forinden Revisionen af det ældre Aars Regnskaber var til Ende, gik Departe-
mentets Fordring i Virkeligheden ud paa, at Revisor bestandig skulde kunne af-
lukke det ham i Kvæsturen anviste Lokale. Selv om Revisionsarbejdet i en vis
Tid af Aaret ikke fandt Sted , vilde en saadan Fordring imidlertid være i Strid
med Ministeriets Bestemmelse om, at Hovedbøgerne til enhver Tid, hvor de ikke
brugtes til Revision, skulde være tilgængelige for Kvæstor. Revisionen maatte for-
mentlig være gaaet ud fra, at saafremt Revisionen skulde have nogen Betydning,
uiaatte de, hvis Bøger revideredes, være udelukkede fra Adgang til dem. At en
saadan Anskuelse imidlertid var uholdbar, var under de forud for Resol. af
62*
490
Økonomiske Anliggender 1877 — 1878.
30. Juni 1876 gaaende Forhandlinger udførlig paavist Han skulde blot bringe i
Erindring, at i Nationalbanken og Overformynderiet var der under Revisionen
stadig Adgang til Bøgerne for dem, der forte dem, og det af den simple Grund,
at de, lige saa lidt som Kvæsturens Embedsmænd, kunde undvære deres Høger.
Skulde der lukkes af for Bøgerne og dermed den øjeblikkelige Benyttelse af dem
ved Expedition og Bogføring bortfalde, var det ligegyldigt, om Bøgerne vare
gjemte paa det ene eller det andet Sted. Naar Kvæsturen indtrængende havde
anholdt om at maatte bevare den ved Resol. af 1862 fastsatte Adgang til Hoved-
bøgerne, saa var Grunden den, at Nøjagtigheden i Regnskabsføringen var betinget
af, at Kvæsturens Embedsmænd kunde benytte Hovedbøgerne, og deres Udholdenhed
i at søge Adgangen til disse bevaret, var derfor alene grundet i Angst for, at de,
der havde været nøjagtige Regnskabsførere — derom kunde de taa og lidet
sigende Antegnelser bære Vidnesbyrd —, skulde blive unøjagtige, fordi Revisionen
gjorde dem det umuligt fremdeles at være nøjagtige. Departementets Opfattelse
vilde gjennemført berede baade Revisionen og Kvæsturen Vanskeligheder, der vilde
vise sig uovervindelige. Der maatte i ethvert Fald tages et Forbehold med Hen-
syn til Legathovedbogen, der var anlagt for et Tidsrum af 6 Aar. Hvis nemlig
Revisor skulde begynde Legat-Revisionen hen ad en af Terminstiderne, og Bog-
holderen som Følge deraf være udelukket fra Adgang til Hovedbogen, maatte Ter-
mins Udbetalingerne til Eforerne udsættes; thi selvfølgelig kunde han ikke ud af
Hovedet opgjøre Renteudbetalinger, om hvilke Hovedbogen viste, hvorvidt de ufor-
andret burde gaa over fra den forrige Rentetermin.
Det tredje Punkt angik det Aktiveftersyn, som Resolutionerne af 1862 og
1872 bestemte at skulle foretages „hos Kassereren i Kvæsturen", og om hvilket
Resol. af 1876 udtalte, at den skulde foretages „i Kvæsturen". Da Ministeriet
ved den Kassereren givne Instrux § 8*) paalagde ham Ansvar for de af ham
opbevarede Aktiver, kunde der ikke være Tale om, at Revisor skulde kunne kræve
Aktiver indleverede i det ham anviste Lokale, enten det var aflukket eller ej,
inden Ministeriet ved et Tillæg til Instruxen fritog Kassereren for Ansvar med
Hensyn til Prioritets Obligationer og Kvæstor for Ansvar i Henseende til de øvrige
hos Kassereren beroende Pengeeffekter, saafremt der kunde forevises Revisionens
Kvittering for at have modtaget dem. En saadan eventuel Ordning syntes i
øvrigt ikke hensigtsmæssig. Det vilde dog være en for Kvæstor mindre værdig
*) Instruxens § 8 lyder saaledes:
Kassereren opbevarer alle under Kvæsturen henhørende Prioritets og andre
private Obligationer uied tilhørende Taxationsforretninger m. v. i det dertil be-
stemte Jærnskab, hvortil han ene har Nøglen, og er saaledes ansvarlig for samt-
lige disse Aktiver, saa vel som for de i samme Skab beroende vigtigere Papirer,
hvorover han forer en særlig Bog. Alle under Kvæsturen børende kongelige og
offentlige Obligationer og Aktiver med tilhørende Koupons samt deponerede Effek-
ter opbevarer Kassereren ligeledes, men i en anden dertil anskaffet Jærn Obliga-
tionskasse, hvortil han bar Neglen; men da Kvæstor har Nøglen til en for Kassen
aubragt Hængelaas, er Kvæstor med Kassereren solidarisk ansvarlig for alle de
Aktiver, som skulle bero i denne Obligation kasse. Over de Obligationer m. v.,
som udtages til Vedtagelse, Tinglæsning ell. desl., fører Kassereren en Protokol,
hvori han lader vedkommende kvittere for Modtagelsen, hvilken Kvittering der-
efter bør forevises Kontrolløren til Notering i den af ham førte Obligationsbog.
Om Regnskabsaflæggelsen
491
Stilling, naar lian f. Ex. i en Forhandling om en Laanesag havde øjeblikkelig
Brug for en Prioritets Obligation med Tilbehør af Vurderings Forretning o. s. v.,
og han da maatte standse Forhandlingen, indtil Revisionen indfandt sig i Kvæ-
sturen for at der at udlevere Papirerne. At Departementet udtalte, at Bestem-
melsen om Aktiveftersyn i Kvæsturen kun gjaldt Regnskaberne tor Universitetet,
Universitetets Legater, Kommunitetet og Sorø Akademi, uden endog at forsøge at
føre Bevis derfor, var paafaldende, idet Resol. af 1872 jo netop var foranlediget
ved en til det lærde Skolevæsens Hegnskab gjort Antegnelse, hvilken
Gjenparter af Aktiver forlangtes fremlagte. At Resol. af 1876 gjentog Bestem-
melsen for samtlige Kvæsturens Regnskaber, uden at gjøre Undtagelse for noget
af dem, var uimodsigeligt. Tilbage var da kun det Ræsonnement, at der mellem
Bestemmelserne under litr. a og b i Ministeriets sidst nævnte Resolution var en
saadan indre Forbindelse, at naar den af Revision og Kvæstur i Forening tilveje-
bragte I'raxis havde begrænset Omfanget af Bestemmelsen under litr. a, saa var
eo ipso Bestemmelsen under litr. b paa samme Maade begrænset. Dette Ræsonne-
ment vilde imidlertid kun da have et Skin af at være rigtigt, saafremt de to Be-
stemmelser hvilede paa de samme Grunde, og Praxis i Udførelsen af dem var den
samme. Men selv om Bestemmelsen om Lokalet for Hovedbøgernes Revision blev
forandret efter Revisionens Onske, vilde en særlig Grund fremdeles hindre Af-
sendelsen af Gjenparter af Dokumenter, nemlig Bekostningen derved, hvilket ud-
trykkelig var udtalt i Resol. af 1872. Den saakaldte Praxis, som havde fundet
Sted med Hensyn til Hovedbøgers Udlaan til Revison, havde aldrig været Regel
for Aktiveftersynet, saaledes at Dokumenter udlaantes in origiuali eller afsendtes
i Gjenpart; i den Henseende havde Revisionen hjulpet sig ved intet efterse.
Til Slutning bemæikede han, at naar Departementets Skrivelse tillagde Kvæ-
sturen en Tendens til at søge Ministeriets Resolutioner forandrede, var Departe-
mentet fuldkommen uberettiget hertil. Kvæsturen havde aldrig anholdt om andet,
end at Ministeriets Resolutioner, saaledes som disse vare, maatte blive bragte til
Udførelse, og det samme anholdt han paa Regnskabsførernes Vegne paa ny om.
Skulde der være praktiske Vanskeligheder forbundne med den af Ministeriet trufne
Ordning, vilde det formentlig være rettest at opsætte Andragende herom, indtil
det under Gjennemførelsen af Ministeriets Bestemmelser havde vist sig, hvorvidt
saadanne Vanskeligheder virkelig vare tilstede.
I sin Skrivelse af 9. Avg. henholdt Kvæstor sig til Bogholderens Er-
klæring, og bemærkede dertil yderligere følgende: Hvad det første Punkt angik,
henviste han til sin Erklæring af 13. Maj 1875 (Aarbog 1873 -75 S. 216), hvor
det var paavist, at den gjældende Regel var, at alle Kvasturens Hovedbøger
skulde revideres her. Udlaan til Revisor af de mindre Hovedbøger havde altid
kun været en i øvrigt ofte med Ulemper forblindet Forekommenhod, og var altid
sket med Forbehold af at faa dem tilbage, naar de ikke længer kunde undværes.
Lfter Resolutionen af 1876 kunde der ikke være Tvivl om dette Punkt.
Han erkjendte villig, at Revisionen havde et ikke ubegrundet Krav paa et
andet Lokale end det nu værende: Kvæsturens Arkivværelse. Mon dette Krav
havde desværre hidtil ikke kunnet tilfredsstilles, fordi der ikke var et eneste ledigt
Værelse, der kunde stilles til Disposition. Han skulde imidlertid gjøre, hvad
der stod i hans Magt for at medvirke til, at dette Krav saa snart som muligt
kunde blive opfyldt. Men dertil, og da der tillige var Trang for Universitetet til
492
Økonomiske Anliggender 1877—1878.
at lade indrette et Par andre Værelser i andet Øjemed, krævedes en Pengebevil-
ling, og i heldigste Tilfælde vilde det nye Lokale da ikke kunne tages i Brug
før i Lobet af næste Aar. Foreløbig vilde han i Arkivværelset stille et der
staaende Skab med 14 Rum til Revisors udelukkende Raadighed og overlevere
ham Nøglen dertil. Ønskede han endtiu mere Plads til at gjemme Papirer i,
skulde der desuden blive rømmet 2 under en Reol anbragte Skabe, hvortil nye
Laase og Nogler kunde blive anskaffede
Departementet stillede imidlertid en anden Betingelse, som man aldeles ikke
kunde gaa ind paa. Det fordrede nemlig, at Revisor skulde kunne aflukke det
nye Lokale, saa at ingen uden hans Vidende og Samtykke havde Adgang til det
og, hvad deri opbevaredes, saa længe indtil Revisionsarbejdet var tilendebragt.
Men da det fortsattes hele Aaret igjennem, var det ensbetydende med, at han
altid skulde kunne aflukke det, og skulde dette være Regelen, saa mistede Bestem-
melsen om, at Revisionen skulde foregaa i Kvæsturen enhver som helst Betydning.
Grunden til, at Hovedbøgerne skulde revideres paa det Sted, hvor de bleve førte
og hvor Regnskaberne bleve aflagte, var selvfølgelig den, at der i mangfoldige
Tilfælde og til f<>rskjellige Tider havdes nødvendigt Brug for dem, naar Expedi-
tiorrerne ikke skulde standse, eller mangelfulde og fejlagtige Anførsler ske. Han
henviste i saa Henseende til sin som da værende Bogholder under 24. Oktbr. 1865
afgivne Erklæring*) ug til, hvad den nu værende Bogholder i sin foran staaende
Erklæring havde anfort med Hensyn til Legathovedbogen, og tilføjede yderligere, at
der hyppig søgtes forskjellige Oplysninger af Konsistorium, inspeetores quæsturæ,
Stipendiebestyrelsen og mange andre, med hvilke Kvæsturen stod i Forretnings
Forbindelse. Man inaatte derfor have en jævnlig Adgang til Bøgerne. Dette var
heller ikke noget l'rærogativ for Kvæsturen; tvært imod vilde denne i modsat
Kald komme til at staa som en mærkelig og hojst uheldig Undtagelse fra alle
andre her i Byen værende Instituter af samme Omfang som Kvæsturen. Paa
alle disse Steder gjaldt de samme Regler som her, og det af den simple Grund,
at det ikke kunde være anderledes, hvor de originale Bøger udgjorde selve
Regnskaberne. Derfor var det vel <>gsaa, at man aldrig havde hørt Tale om, at
der paa noget andet Sted havde været Kollision i denne Retning mellem Revisor
og Regnskabsførerne, og det uagtet disse paa andre Steder, som f. Ex. i National-
banken og Overformynderiet, havde Adgang til deres Bøger ogsaa under selve
Revisionen. Men Departementets Fordring var endog i ligefrem Strid med Mini-
steriets Resolution af 1876, for saa vidt denne bestemte, at Hovedbøgerne til en-
hver Tid, hvor de ikke biugtes til Revisionen, Skulde være tilgængelige for Kvæ-
stor. Uden dette vilde korrekte og paalidelige Regnskaber ikke kunne aflægges
af Mangel paa behørige Oplysninger. Skulde Kvæsturens Regnskaber aflægges i
almindelig Regnskabsform, hvortil Regnskabsførerne altsaa havde Koncepter, og
ikke i Hovedbogsform, vilde Forholdet unægtelig stille sig anderledes; men den
store Betryggelse, den sidst nævnte Form i saa mange Henseender medførte,
bortfaldt da ganske.
Med Hensyn til det tredje af Departementet fremdragne Punkt, Spørgs-
maalet om, i hvilket Lokale Aktiveftersynet skulde foregaa, henholdt han sig til
*) Et Uddrag at denne er anført i Univ. Aarb. 1875—76 S. 213.
Om Regnskabsaflæggelsen.
493
Bogholderens Erklæring. Han fremhævede, at den af Bogholderen paaviste nød-
vendige Forandring i § 8 af Instruxen for Kassereren ej var uden Betydning i
Tilfælde af Indbrud eller Ildebrand ; thi Aktiverne vare dog bedre sikrede i de i
Kassererkontoret værende dirkefrie Jærnkasser end i Revisors Lokale. For øvrigt
kunde han, som hvert Aar gjennemgik Kvæsturens samtlige Aktiver, af .Erfa-
ring forsikre, at Eftersynet af de for 1 Aar ny tilkomne Aktiver med tilhorende
vilde ske med langt større Lethed, end man formodentlig antog. Det turde i det
hele gjælde i denne Sag, som i saa mange andre, hvor en Samarbejden mellem
flere var nødvendig, at Sagen gik simpelt og let, naar der af vedkommende vistes
gjensidig Imødekommen, inen at det var forgjæves, naar man troede i Stedet for
den jævnlige Imødekommen at kunne sætte instruktoriske Bestemmelser, som nøje
skulde angive Grænserne for, hvad enhver af Farterne ensidig kunde fordre. Det
var Personerne, ikke Regulativerne, paa hvilke det i saadanne Forretningsfor-
hold kom an, og det var paa dem, at Ansvaret maatte hvile, naar Forretningerne
ikke vilde gaa. Naar endelig Departementet gik ud fra, at Aktiveftersynet kun
var foreskrevet for de 4 Regnskaber: Universitetet, Kommunitetet, Legaterne og
Sorø Akademi, da var denne Forudsætning ikke rigtig; Resolutionen af 1872 blev
jo netop, som af Bogholderen bemærket, fremkaldt ved en til det lærde Skole-
væsens Regnskab gjort Antegnelse om, at der skulde fremlægges Gjenparter af
nogle Aktiver. Der var aldrig, lige saa lidt her som ved noget tilsvarende In-
stitut eller ved nogen Bank her i Byen, fremlagt sli^e Gjenparter, og da Resol.
af 1876 utvivlsomt afgav Regelen for alle Kvæsturens Regnskaber, var Sagen for-
mentlig saa klar, at der ikke kunde være nogen Tvivl om, at det befalede Efter-
syn gjaldt dem alle, og det maatte dog visselig ogsaa erkjendes. at et saadant
afgav en langt bedre Kontrol end Afskrifter, mod hvilke man, naar Regnskaberne
aflagdes paa andre Steder i Riget, maatte nøjes, fordi det bedre Materiale, de
originale Dokumenter, ikke kunde medfølge.
Ministeriet tilskrev derefter under 22. Avg. Revisionsdeparternentet, at
jo større Pris Ministeriet satte paa det af Departementschefen gjorte Skridt til
at fjærne den Kilde til Vanskeligheder ved Revisionens Udforelse, som den tid-
ligere Departementschefs Opfattelse af sit Forhold til Ministeriet havde fremkaldt,
desto mere maatte Ministeriet beklage, at det ikke kunde tiltræde Departementets
Opfattelse i de tre nævnte Punkter; men Ministeriet nærede den Overbevisning,
at Departementet ved en fornyet Overvejelse af Sagen vilde erkjende, at dets Op-
fattelse vilde komme i Strid ikke mindre med Ministeriets udtrykkelige Afgjørelse
af Sagen i Skrivelse af 30. Juni 1876 end med dets egne Ytringer om, at det
ved sin Skrivelse af 8. Maj ikke havde tilsigtet nogen Forandring i det bestaaende
tilvejebragt.
Hvad saaledes det første Punkt — Hovedbøgernes Revision i Kvæ-
sturen — angik, da sagdes det udtrykkelig i Ministeriets Skrivelse af 30. Juni 1876
litr. a, at Bestemmelsen gjaldt ved „Revisionen af Universitetskvæsturens Regn-
skaber". Her var altsaa saa lidt som i Resol. af 10. Marts 1862 gjort nogen
Indskrænkning til de 4 af Departementet nævnte Instituter. Men dette vilde
ogsaa efter Ministeriets Skjøn være aldeles urigtigt, da Bestemmelsen jo netop var
taget af Hensyn til, at Regnskabet i Kvæsturen aflagdes i Hovedbogsform, og det
var dette, der medførte Nødvendigheden af den anden Bestemmelse om, at Bøgerne
494
Økonomiske Anliggender 1877—1878.
til enhver Tid skulde være tilgængelige for Kvæsturens Personale, for saa vidt de
ej brugtes af Revisor.
Af det her anførte fulgte ligefrem, at medens Ministeriet villig skulde erkjende,
at Lokalet lod en Del tilhage at ønske - i hvilken Henseende der dog allerede
af Kvæsturen var truffet adskillige Foranstaltninger for at afhjælpe de tilstede
værende Mangler, ligesom det skulde være Ministeriet magtpaaliggende yderligere
at søge disse fjærnede —, vilde det komme i ligefrem Strid lige saa meget med
Hensigten af Resol. af 1862, som med Ordene i Resol. af 1876, om Revisor ved
at aflukke sit Lokale skulde kunne udelukke Kvæsturen fra Brugen af dets Hoved-
bøger, indtil Revisionen var tilendebragt.
Hvad endelig angik Aktiveftersynet og Spørgsmaalet om Revisors li et
til at kræve de paa Specifikationen opførte Obligationer m. v udleverede, da vilde
dette komme i Strid med den for Kassereren udfærdigede Instrux, og ligesom en
saadan Fremgangsmaade vilde fritage Kvæstor og Kasserer for Ansvaret med
Hensyn til de udleverede Aktiver, saaledes vilde Sikkerheden for Aktivernes Op-
bevaring for en stor Del gaa tabt.
Uagtet Ministeriet saaledes maatte fastholde Bestemmelserne som de forelaa
i Resolutionerne af 1862 og 1876, tvivlede det dog ikke om, at Departementet
vilde erkjende, at, naar en Gang et Forhold var ordnet mellem to .Institutioner,
som her Revisionen og Kvæsturen, vilde enhver Indrømmelse fra Ministeriet lige
over for de Regler, som med Hovedhensynet for Øje engang vare givne, enten til
den ene eller den anden Side, blive en virkelig Forandring i det bestaaende. Heraf
fulgte dog ingenlunde, at det havde været Ministeriets Hensigt ved Resol. af 1876
at paabyde Bestemmelsernes allerstrængeste Overholdelse fra begge Sider; men
der vilde intet være til Hinder for, at Kevisionen og Kvæsturen gjensidig lempede
sig efter hinanden, — saaledes som hidtil var sket ved Revisionen af Skolevæsenets
Regnskaber —, og saa længe Forholdet kunde ordnes efter fælles Overenskomst,
vilde Sagen gaa herefter, medens det var en Selvfølge, at, naar en af Parterne
paakaldte Ministeriets Afgjørelse af et foreliggende Spørgsmaal, vilde det blive
Bestemmelserne, saaledes som de af Ministeriet i 1862 vare givne og i 1K76
indskærpede, som vilde gjøre Udslaget. I Overensstemmelse hermed tilskrev
Ministeriet ogsaa Kva^stor.
Under 27. Oktbr. s. A. tilskrev R e v i s i o n s d e p a r t e m en t e t Ministeriet,
at naar det i Skrivelse af 8. Maj havde udtalt, at det ikke tilsigtede at søge
nogen Forandring tilvejebragt med Hensyn til den af Ministeriet trufne Ordning,
medens dog den Anskuelse, som i samme Skrivelse var fremsat med Hensyn til
Revisionen af Hovedbøgerne og Eftersynet af Aktiverne var i ligefrem Strid med
Resol. af 30. Juni 1876, maatte det fremhæve, at sidst nævnte Resolution havde
været saa vel Departementschefen som vedkommende Kontor i Departementet al-
deles ubekjendt, indtil Koncepten til den efter Modtagelsen af Ministeriets Skrivelse
af 22. Avg., hvori den flere Gange paaberaabtes, underhaanden modtoges til Laans.
Den fandtes ikke mellem Sagens Akter i Departementet, og havde aldrig været
vedkommende Kontor meddelt af afdøde Departementschef Benzon-Buchwald.
— Chefen for det under 1. Revisionsdepartement hørende Kontor, i hvilket
Universitetets Regnskaber revideres, tilskrev under 7. Sept. 1877 Kvæstor, at han,
da det i Ministeriets Skrivelse af 30. Juni 1876 litr. e var fastsat, at Revisors
Vedtegninger i Anledning af Antegnelser til Universitetets, Kommunitetets og Legat-
Nye Underkonti for det fysiologiske Laboratorium.
495
fondeus samt Eforiernes Regnskaber skulle forelægges Konsistorium, for af dette
at indsendes til Decision, medens der ikke var foreskrevet noget om, at ogsaa
Kvæstor havde Ret til at se, hvad der efter almindelige Regnskabsprinciper egent-
lig kun vedkom Decisor, nemlig Revisionens Vedtegning, opfattede han Ministeriets
Forskrift saaledes, at disse Vedtegninger skulde sendes direkte til Konsistorium
fra Revisionskontoret, ligesom det jo var foreskrevet, at Konsistorium sendte sin
Indstilling angaaende Antegnelserne umiddelbart til Revisionsdepartementet. Det
maatte da henstilles til Konsistorium, i hvilket Omfang det ansaa sig berettiget
til at lade de Konsistoiium diskretionært meddelte Vedtegninger komme til andres
Kundskab.
I Skrivelse af 20. s. M. bemærkede Kvæstor hertil, at i Følge Kvæstors
Instrux af 5. Jan. 1838 § 8 i. f. (i Reskr. Saml.) sammenholdt med Instrux for
Revisor af 12. Maj s. A. (ligeledes i Reskr. Saml.) jfr. kgl. Resol. 2. Decbr. 1836
§6 og 21.Decbr. 1837, skulle Antegnelserne til de omhandlede Regnskaber, Besva-
relserne med tilhørende Vedtegninger og Indstillinger afgives til Kvæstor for af
ham at fremsendes gjennem Konsistorium til Decision. Vel kunde Revisors In-
strux, efter hvad der var udtalt i en Skrivelse fra Ministeriet til Konsistorium af
26. Apr. 1849 (Lindes Medd. 1849 —56 S. 990) ikke længer anses for gjældende,
efter at der ved kgl. Resol. af 14. Marts s. A. var blevet oprettet et eget Revi-
sionskontor under Ministeriet, til hvilket ogsaa Revisionen af bemeldte Regnskaber
blev henlagt; men naar han desuagtet havde paaberaabt den, var det kun for at
vise de i sin Tid fastsatte og formentlig endnu gjældende Bestemmelser om den
Maade, paa hvilken de besvarede og med Revisors Vedtegninger forsynede An-
tegnelser skulle tilstilles Konsistorium, ledsagede med Kvæstors Bemærkninger,
hvilke Bestemmelser hidtil ogsaa vare fulgte. At disse skulde være forandrede
ved Skrivelse af 30. Juni 1876 litr. o, kunde saa meget mindre antages, som
denne fastsatte, at det blev ligesom hidtil i Henhold til de foran nævnte kgl.
Resolutioner af 1836 og 1837 at iagttage, at Antegnelserne til bemeldte Regn-
skaber indsendes gjennem Konsistorium til Decision. De i saa Henseende hidtil
fulgte Regler maatte derfor formentlig være gyldige, indtil Ministeriet mulig maatte
bestemme anderledes.
3. Om nye Under konti for det fysiologiske Laboratorium.
Efter at det ved Decision til Universitetets Regnskab for 1875—76 var
blevet fastsat for det fysiologiske Laboratoriums Vedkommende, at Ministeriets
Approbation vilde være at erhverve for Afvigelser fra de foreski evno Underkonti
eller dets Resolution en Gang for alle at erhverve for deres Ophævelse eller For-
andring, gjorde Laboratoriets Bestyrer, Prof. physiol. Panum, under 26. Oktbr.
1877 Indstilling til Ministeriet om Fastsættelsen af nye Underkonti.
Den Maade, hvorpaa den til det fysiologiske Laboratorium aarlig bevilgede
Sum var fordelt paa enkelte Underkonti, passede ikke længer paa Grund af den
Forandring, der ved hans Ansættelse blev foretaget med denne Anstalt, idet den
tidligere kun var et Museum eller en Samling af komparativ-anatomiske Natur-
gjenstande, medens den nu væsentlig var et Laboratorium for fysiologiske Under-
søgelser, Arbejder og Ovelser i forskjellige Retninger, paa hvilke man slet ikke
havde tænkt den Gang, da man opstillede de omtalte, kun for et komparativ-
universitets Aarbog.	fi3
496
økonomiske Anliggender 1877 — 1878.
anatomisk Museum beregnede og passende Underkonti. Det var lige saa umuligt
for ham som for den Embedsmand i Kvæsturen, der førte Regnskabet over det
fysiologiske Laboratoriums Udgifter og Indtægter, at henføre Udgifterne paa en
forstandig og passende Maade under de Underkonti, som vare opstillede for en
Anstalt, der havde ganske andre specielle Formaal. Han gjennemgik derefter de
foreskrevne Underkonti, hvad der med hver enkelt var ment, og hvorledes disse
da stode i Forhold til de Fornødenheder, som Laboratoriet, af hvilket det kom-
parativ-anatomiske Museum kun var en Afdeling, for hvilken der kun forbrugtes
en forholdsvis ringe Del af det Beløb, som var nødvendigt for bele Anstalten, nu
havde. Han udtalte derefter, at enhver Bestræbelse for at indordne det nu væ-
rende fysiologiske Laboratoriums Udgifter under de i sin Tid for det komparativ-
anatomiske Museum fastsatte Underkonti blev ganske betydningsløs og urimelig,
og at disse Underkonti ligefrem kun vare vildledende. For saa vidt en Opstilling
af visse Rubriker for Udgiftsposterne kunde synes at være hensigtsmæssig for
Lettelsen af et Overblik over Anvendelsen af de til Anstaltens hele Drift og Virk-
somhed bevilgede aarlige Beløb, anbefalede han følgende Underafdelinger:
1.	Brændsel og Belysning (herunder Gas),
2.	Kemikalier (herunder Spiritus),
3.	Glas og Porcellæn samt Gummi- og Kautschukvarer og andre Slags Gjen-
stande, som udkræve hyppig Fornyelse,
4.	Instrumenter, Apparater og Præparater, Boger, Afbildninger og andre Gjen-
stande, som ere bestemte til Opbevaring i længere Tid, saaledes at de
kunne betragtes som Inventariegjenstande,
5.	Haandværksarbejde og andet for Laboratoriet udført Arbejde (herunder Re-
parationer),
G. Løbende Udgifter (herunder Anskaffelse og Underhold af levende Dyr).
Dog bemærkede han, at det for Laboratoriets Bestyrelse var aldeles nød-
vendigt, at Forstanderen altid beholdt fuldkommen Frihed til at anvende saa me-
get eller saa lidt til Bestridelsen af de oven nævnte forskjellige Udgiftsposter,
som han ansaa for tjenligt eller nødvendigt for Anstaltens Drift, selvfølgelig dog
saaledes, at han burde holde sig inden for den for Anstalten i det hele bevilgede
aarlige Sum Han fraraadede paa det bestemteste endog kun kalkulatorisk at
forsøge paa at betegne nogen bestemt Sum for hver af de nævnte Rubriker, da
Størrelsen af de til den ene eller anden af dem fornødne Beløb nødvendig maatte
komme til at være meget variabel, idet f. Ex. Anskaffelsen af et kostbart Instru-
ment kunde gjøre det nødvendigt at anvende en stor, ja maaske største Delen af
Indtægten dertil, medens i et andet Aar en eller anden af de øvrige Poster paa
Grund af de Arbejder, som skulde udføres, kunde udkræve et saa ualmindelig
stort Beløb, at det kunde blive nødvendigt midlertidig at indskrænke Udgifterne
for de øvrige Poster til det alleryderste. En Indskrænkning i Bestyrerens Frihed
vilde virke lammende paa Anstaltens Virksomhed, en obligatorisk Fordeling af den
til Laboratoriet aarlig bevilgede Sum paa forskjellige Uuderkonti vilde umuliggjøre
enhver fornuftig Bestyrelse. Sluttelig anmodede han Ministeriet om at drage Om-
sorg for, at de hidtil fastsatte Underkonti bortfaldt, og at de af ham angivne
sattes i Stedet, idet han derhos henstillede, om det maatte anses for hensigts-
mæssigt, for at lette Oversigten over Anvendelsen af det til Anstaltens Drift be-
vilgede aarlige Bolob, at paalægge Forstanderen at henføre Udgifterne til de oven
Nye Underkonti for det fysiologiske Laboratorium.	497
for angivne Afdelinger ved Paategning paa Regnskabsbilagene, dog uden at der
for disse Afdelinger fastsattes nogen bestemt Sum og saaledes, at Forstanderen
beholdt fuldkommen Dispositionsfrihed inden for det i det hele for Anstalten be-
vilgede aarlige Beløb.
Efter Ministeriets Paalæg udtalte Kvæstor sig under 2. Maj om Prof. Pa-
nums Forslag. Med Hensyn til Posteringen af Udgifterne henledede han Opmærk-
somheden paa, at de i Følge Universitets Direktionens Skrivelse af 10. Maj
1845*) skulde opføres paa Museets (nu Laboratoriets) Konto i Universitetets
Hovedbog, efterhaanden som de passerede Kassen, uden at henføres under de for-
skjellige Udgift-poster; men for at lette Oversigten havde disse Underkonti dog
stadig været anlagte i Hovedbogen, og de udbetalte Rebninger vare derpaa opførte
efter bedste Skjøn. Posteringen burde formentlig ogsia fremdeles sko paa
denne Maade. Det vilde næppe være nødvendigt, maaske endog mindre hensigts-
mæssigt, at Bestyreren skulde give Regningerne Paategning om, til hvilke Under-
afdelinger de hørte; thi denne kunde forst ved Finansaarets Udløb have fuldstæn-
digt Overblik over alle Anstaltens Udgifter i det forlobne Aar og kunde da mulig
ønske, at en eller anden Regning var blevet opført paa en anden Underafdeling,
og han fik saaledes større Frihed ved Affattelsen af sin aarlige Oversigt, naar
bemeldte Paategning udelodes. Vel kunde det i saa Fald hænde, at en Regning
i Hovedbogen blev anført paa en anden Afdeling end i Bestyrerens Oversigt; men
dette havde formentlig ingen Betydning, naar blot,Totalsummen efter Hovedbogen
stemmede nøjagtig med oven nævnte Oversigt. I øvrigt tiltraadte han Prof. Pa-
nums Forslag.
Ministeriet bifaldt derefter under 15. Maj, at der i Stedet for de ved Uni-
versitets Direktionens Skrivelse af 10. Maj 1845 fastsatte Underafdelinger for det
forrige fysiologisk-zootomiske Museums Normalsum, fra Begyndelsen af Finans -
aaret 1878—79 at regne maatte holdes de af Prof. Panum foreslaaede Under-
afdelinger i Regnskabet til Oplysning om Anvendelsen af den for det nu værende
fysiologiske Laboratorium bevilgede Normalsum, uden at der bestemtes noget fast
Beløb for hver enkelt af disse Poster, medens selvfølgelig den samlede Normal-
sum for Laboratoriet ikke maatte overskrides. Ministeriet paalagde derhos Besty-
reren ved Udløbet af hvert Finansaar at afgive til Kvæsturen til Fremlæg-
gelse ved Universitetets Hovedbog den i Universitets Direktionens Skrivelse
paabudte Oversigt over, hvor meget der var udbetalt for hver enkelt Under-
afdeling.
4. Fritagelse for Vedligeholdelse af Tjenestebolig og for Udre-
delse af Bygningsskat heraf.
Tro Funktionærer ved den botaniske Have, nemlig 1ste Medhjælper Bremer,
Fyrbøder Jensen og Portner Christensen, androge om at blive fritagne for at vod-
ligeholde de dem indrømmede Lejligheder samt for at udrede de Skatter, som
paahvilede dem som Brugere af Lejlighederne. Efter Ministeriets Paalæg ud-
talte Kvæstor sig i en Erklæring af 28. Juni 1878 herom paa følgeude Maade:
*) Selmers Aarb. f. 1845 S. 9 og 16.
63*
498
økonomiske Anliggender 1877—1878.
Allerede forinden det ved Loven om Embeds- og Bestillingsmænds Lonnings-
forliold af 26. Marts 1870 § 2 var bestemt, „at den Embeds- elier Bestillings-
mand, hvem der herefter anvises Embedsbolig, selv skal afholde de med Bo-
ligens indre aarlige Vedligeholdelse forbundne Bekostninger samt udrede de Skat-
ter og Afgifter, som efter Lovgivningen paahvile Brugeren at en Bygning", var
netop den samme Vedligeholdelsespligt —, hvormed ogsaa Skattepligten maatte
folge —foreskrevet ved Ministeriets Resol. 17. Oktbr. 1859, for saa vidt vedkom
Universitetet og Kommunitetet, naar Boligerne ved de da værende Besidderes Af-
gang bleve ledige, hvilket ogsaa var iagttaget, saa at der, afset fra den botani-
ske Have, nu kun var tilbage Etatsr. Steenstrups Embedsbolig og af de under-
ordnede Betjente kun Portneren og Fyrboderen ved Universitetet som ældre an-
satte. Hvad angik de Værelser i den forrige botaniske Have, som vare overladte
Medhjælperne, der alle vare ugifte, og den lille gamle Bygning ud mod Nyhavn,
som beboedes af Portneren, der tillige var Fyrbøder, havde Universitetet selv ved-
ligeholdt disse, hvorimod der ingen Skatter havde været opkrævet, — af Medhjæl-
perboligen, fordi alt var Eneværelser, uden Kjøkken, og af Portnerboligen paa
Grund af dens Ubetydelighed og det samme maatte formentlig fremdeles blive
Tilfældet med de Værelser uden Kjokken, der i Medhjælperboligen i den nye Have
beboedes af de underordnede ugifte Medhjælpere, der desuden jævnlig forlode deres
Stilling, og som egentlig kun kunde betragtes som almindelige Arbejdere, der fik
deres Løn ved hver Maaneds Udgang. 1ste Medhjælper var derimod fastere knyttet
til Haven, fik sin maanedlige Lønning forud betalt og havde en lille Familiebolig
i bemeldte Bygning. I samme Stilling var 1ste Fyrbøder, der med Familie boede
i samme Bygning, og Portneren, for hvilken sidste der var opført en særskilt
Bygning ved Indgangen fra Gothersgadens Forlængelse. Da disse 3 Bestillings-
mænd, der alle vare ansatte efter 1859, utvivlsomt maatte henhore under Resol.
17. Oktbr. 1859 fra den Tid, da de toge deres Boliger i den nye Have i Brug,
havde han dels ladet dem gjøre opmærksomme herpaa, dels ved en særlig Over-
leveringsforretning overleveret dem Boligerne til anordningsmæssig Vedlige-
holdelse.
I øvrigt bemærkede han med Hensyn til Bremer, at han havde været 1ste
Medhjælper siden 1869 og altsaa i en Række af Aar, inden han flyttede over til
den nye Have, havde været fritaget for disse Udgifter. Pa han altsaa var ansat,
før Loven af 1870 udkom, vilde det staa i Ministeriets Magt at give ham den
ansogte Lettelse for hans Tjenestetid, saaledes at først hans Eftermand skulde
være underkastet de i L. 26. Marts 1870 § 2 indeholdte Bestemmelser. Vedlige-
holdelsen af hans nu værende Bolig kunde formentlig ansættes til c. 25 Kr. aar-
lig, og den ham i Henhold til Reskr. 9. Juni 1819 affordrede 2 pCt. Afgift af
hans samlede Indtægt udgjorde ligeledes c. 25 Kr.; men da formentlig baade
han og de andre tvende Bestillingsmænd i Følge L. 19. Febr. 1861 om Kjøben-
havns kommunale Skatter § 3 maatte kunne forlange i Stedet for denne Afgift at
betale Fattigskat, havde han gjort Skridt i saa Henseende, der, hvis det lykkedes,
vilde bevirke, at Skatten kun blev c. 10 Kr. aarlig.
1ste Fyrbøder S. Jensen blev i 1873 Portner og Fyrbøder i den gamle Have,
og der havde han i over 1 Aar haft Bolig uden Udgift hverken til Skatter eller
Vedligeholdelse, saa at det vilde være ønskeligt, om han kunde fritages derfor
ogsaa i den nye Bolig. Han svarede nu i 2 pCt. Afgift c. 17 Kr. aarlig; men
Om Vandholdspenge til Augernp Molle.
499
hvis Afgiften kunde forandres til Fattigskat, vilde denno kun blive c. 6 Kr. Ved-
ligeholdelse og Skat kunde passende ansættes til i alt 30 Kr. aarlig. Da han
først var ansat i 1873 eller 3 Aar efter, at Bestemmelserne i den almindelige
Lønningslov traadtø i Kraft, kunde Fritagelsen for hans Vedkommende næppe be-
vilges. Derimod kunde Ministeriet paa anden Maade fritage ham for Byrden, ved
nemlig for hans Tjenestetid at give ham Erstatning derfor ved et personligt
extraordinært Lønningstillæg af 30 Kr. aarlig af Universitetets samlede Løn-
ningssum.
Portner Christensen havde vel i en Række af Aar været Bud ved den gamle
Have, men uden fast Ansættelse. Forst da den nye Have aabnedes, blev han fast
Bestillingsmand som Portner og Bud med den til Posten henlagte Lønning og
Fribolig. Der var derfor næppe nogen særlig Anledning til at stille ham
anderledes end andre siden 1870 antagne Betjente ved Stiftelsernes øvrige
Bygninger.
Under 16. Juli 1878 har Ministeriet bevilget Medhjælper Bremer den
ansøgte Lettelse, hvorimod det bemærkede, at det ikke for de to andre Betjen-
tes Vedkommende fandt sig berettiget til at gaa uden for de ved L. 26. Marts
1870 § 2 givne Kegler.
5. Om Udredelsen af Vandholdspenge til Au ger up Molle.
Paa Grund af den betydelige Skade, som Vandet ved Augerup Vandmølle i
Holbæk Amt foraarsagede de omliggende Ejendomme paa Hobjærgning og Tørve-
skjær, og da denne Skade i Fremtiden kunde forebygges, naar Vandet fik frit
Løb, i Stedet for som tidligere at stemmes mod og samles ved Mølleværket,
lykkedes det i sin Tid Ejerne og Beneficiarierne af de Ejendomme, der vare inter-
esserede i, at Vandet fik frit Løb, at opnaa Forening med Møllens Ejer, Oberst
Falkenskjold til Sæbygaard om, at han skulde nedlægge Møllens Værker af alle
Slags med tilhørende Dæmninger og Sluser, mod at Godsejerne og Beneficiarierne
som Vederlag herfor skulde betale Ejeren 4,750 Rd. efter 10 Aars Forløb, men
dog saaledes, at det skulde være forbeholdt Beneficiarierne — under disse sidste
Universitetet og Kommunitetet — at lade deres Andel i Vederlagskapitalen be-
standig heustaa ubetalt, mod alene at betale den aarlige Rente af Andelen med
4 pCt. til Oberst Falkenskjold eller efterkommende Ejere. Herom blev der den
3. Febr. 1790 oprettet en saakaldet Kontrakt og Konvention, der under 30. Novbr.
1791 blev forsynet med kgl. Konfirmation, hvorimod den ikke blev tinglæst, hvad
der ej heller havde været tilsigtet. Ved dette Dokument vedtoge de paagjældende
Godsejere og Beneficiarier en Repartition mellem dem om Udredelsen af den oven
nævnte Kapital 4,750 Rd. eller en aarlig Afgift i Stedet for samme. Herefter
skulde der for Kommunitetsgodsernes Vedkommende svares i aarlig Afgift i alt
13 Rd. 1 Mk. 4a/i6 Sk. eller i Kapital 330 Rd. 1 Mk. 8 Sk. og for Universitets-
godsernes Vedkommende i aarlig Afgift i alt 4 Rd. 1 Mk. 7%6 Sk. eller i Kapital
106 Rd. „ Mk. I37i6 Sk.
Den aarlige Afgift eller, om Beneficiarierne ønskede det, den tilsvarende
Kapital, skulde Stiftelserne indbetale til Sæbygaards Ejer mod Regres til deres
„Bønder og Fæstere", alt i Henhold til Konventionens § 5, saa lydende: „Saa
skal det derimod være enhver af os (o: Godsejerne og Beneficiarierne) uformeent
500
Økonomiske Anliggender 1877—1878.
bestandigen, hvad enten Kapitalen af os er udbetalt eller ikke, igjen at indkræve
efter foranførte Repartition den reparterede aarlige Afgift af de af vore Godsers
Bønder og Fæstere, som Vandets frie Løb ved Augerup Vandmølles Nedlæggelse
kommer til Nytte, da de gamle Vantlholdspenge betales af dem som sædvanlig og
de nye efter Repartitionens Indhold", og „I Fald nogen af vore Bønder og Fæstere
skulle nægte at betale den Del af disse Vandholdspenge, som de kan tilkomme
at erlægge, da skal det være enhver af os tilladt at lade Beløbet hos dem, efter
Amtmandens foregående Approbation, inddrive ved Udpantning af Sognefogden".
I Henhold hertil havde de tvende Stiftelser, som efter Konventionens § 4 hæftede
for Beløbet, i mange Aar direkte betalt samme til Ejeren af Sæbygaard, baade
saa længe det omhandlede Gods var i Livsfæste og, efter at det var overgaaet til
Arvefæste med Ret til at sælge og pantsætte, indtil Arvefæsterne under Kom-
munitetsgodset i Gjorløv i Aaret 1846 og senere Arvefæsterne i Rye og Vinde-
helsinge afløste Afgiften f^r deres Vedkommende ved at betale Sæhygaards Ejer
den dertil svarende Kapital. Den tilbage blevne aarlige Afgift 11 Rd. 3 Mk. 4 Sk.,
paa 5 Mk. 15 Sk. nær, som i Følge Kommunitets Direktionens Resol. 9. Avg. 1843
afholdtes af Kommunitetets Kasse, hidrørende fra, at den i 1790 ansatte Kom-
munitetsforvalter havde opgivet Hartkornet urigtigt, havde i en lang Aarrække
som Refusion været afkrævet og var uvægerlig blevet erlagt af de øvrige Arve-
fæstere, indtil i Aaret 1871 Ejeren af Gaarden under Universitetsgodset Matr. Nr. 3
i Hønge, Hans Hansen, erklærede sig uvillig til at betale sin Andel i Vandholds-
pengene. Universitetsforvalteren udlagde da hans Andel for Aarene 1871—75
med 2 Kr. 27 0. aarlig eller for de 5 Aar i alt 11 Kr. 35 0., og indklagede
ham for Forligskommissionen. Han angav her som Grund for sin Vægring, at
der hverken ved det oprindelig af Universitetet under 20. Juli 1808 udstedte
Arvefæsteskjøde eller ved det til ham udstedte Avktionsskjøde paa Ejendommen
af 9. Oktbr. 1856 var paalagt ham en saadan Forpligtelse. Sagen blev derfor
henvist til Afgjørelse ved Rettergang.
Under 31. Marts 1877 gjorde Kvæstor herom Indberetning til Ministeriet.
Det vilde, bemærkede han, have væiet rigtigt, om Universitetet og Kommunitetet,
efterhaanden s'>m de solgte det i Konventionen ommeldte Fæstegods, havde op-
hørt med at betale de paa de afhændede Ejendomme hvilende Andele af Vand-
holdspengene og henvist Ejeren af Sæbygaard til selv at indkræve Afgiften hos
de nye Ejere. Det maatte nemlig anses for givet, at den ved Konventionen trufne
Ordning for Bøndergodsets Vedkommende kun gjaldt, saa længe dette var i Fæste,
meri at Stiftelserne udtraadte af Forholdet ved Godsets Afhændelse. I saa Hen-
seende henviste han til Ordene i Kontraktens Post 4. hvor det ogsaa for Universi-
tetets og Kommunitetets Vedkommende sagdes, at Kapitalen ingen Sinde skulde
udbetales, men skulde „bestandig blive staaende i og hæfte paa Ejendommene, Mand
efter Mand, med mindre noget af det beneficerede Gods skulde komme i saadannes
Eje, som hellere ville udbetale Kapitalen paa en Gang, da samme i saa lald af
Augerup Mølles Ejer skal modtages". Naar det i Post 5 forudsa'tes, at Bene-
ficiarierne skulde svare den aarlige Afgift til Mollens Ejer og selv indkræve den
hos Besidderne, var dette udtalt med Hensyn til Godsets „Bønder og Fæstere",
og forudsatte netop, at det paagjældende Gods endnu var i vedkommende Bene-
ficiariers Eje og overdraget til Fæste. Var man gaaet frem paa denne Maade,
vilde Spørgsmaalet ikke være opstaaet, da der ikke kunde være nogen Tvivl om,
Om Vandholdspenge til Augerup Mølle.
501
at Arvefæsteren, der som Fæster havde betalt Afgiften, ogsaa maatte svare denne
efter at have oveitaget Gaarden til Arvefæste, om end Skjødet ikke omtalte
Afgiften.
Imidlertid vare Stiftelserne vedblevne i en Aariække af omtrent 80 Aar at
betale til Sæbygaards Ejer, mod selv at indkræve de reparterede Beløb hos Arve-
fæsterne, og det var derfor et Spørgsmaal, om Ejeren af Sæbygaard ikke kunde
paastaa Alders Tids Hævd paa dette Forhold, hvilket han uden Tvivl fremdeles
vilde foretrække. Under alle Omstændigheder vilde det formentlig være mindre
passende, om Universitetet nu, hvis han protesterede mod, at Stiftelserne udtraadte
af det hele Forhold, vilde føre en Proces mod ham i denne Anledning. Derom
vilde der vistnok kun blive Spørgsmaal, hvis det i en eventuel Proces mod Hans
Hansen blev antaget af Domstolene, at Stiftelserne ikke vare rette Sagsøger over
for Arvefæsterne, hvilket dog næppe vilde blive antaget med Hensyn til de om-
handlede 5 Aars Afgifter, som Stiftelserne havde indbetalt til Sæbygaards Ejer.
Hvad dernæst angik Spørgsmaalet, om Arvefæsterne kunde antages frigjorte
for Erlæggelsen af denne Afgift, fordi deres Skjøder intet særlig meldte om
samme og, fordi den omhandlede Kontrakt og Konvention ikke var blevet tinglæst
og følgelig heller ikke noteret i Pantebogen, jfr. for øvrigt den langt senere Be-
stemmelse i Sportel Regi. 22. Marts 1814 § 72, troede han ikke, at Domstolene
vilde statuere dette. Her var nemlig ikke Tale om et rent privatretligt Arrange-
ment mellem Enkeltmænd; men man maatte tvært imod tillægge Foreningen Be-
tydning af et Regulativ for et Forhold, der har en mere almen Interesse, det, der
efter don senere Lovgivning, navnlig Frd.*29. Juli 1846 §4, afgjør, om et Vand-
løb skal henføres til de større, under offentlig Kontrol staaende. Derfor talte
ogsaa Indholdet af Konventionen paa flere Steder, blandt andet, naar der paa-
lagdes Fæsterne, som ej vare Deltagere i Afslutningen, en Forpligtelse til at
refundere, hvilket ved en privat Kontrakt næppe kunde have været paalagt dem
uden deres Indvilgelse. Men opfattede man Konventionen paa denne Maade, var
der ingen Hjemmel til at forlange Tinglæsning, for at den skulde kunne gjores
gjældende mod senere Besiddere af de paagjældende Ejendomme. Hverken Frd
25. Juni 1790, 29. Juli 1846 med Tillægslov 16. Marts 1851 eller L. 17. Jan.
1859 m. 11. foreskrev Tinglæsning af de deri omhandlede Foreninger for at være
bindende ogsaa for Efterkommere, og endnu mindre kunde Tinglæsning ventes i
nærværende Tilfælde, da Foreningen var indgaaet paa en Tid, hvor Principet om
reelle Behæftelsers Tinglæsning ikke var anerkjendt i den Udstrækning, hvori det
var blevet anerkjendt ved den senere Lovgivning, jfr. Frd. 4. Decbr. 1795 og hele
den senere Række af Lovbud.
For saa vidt der skulde møde den Indvending, at Foreningen in casu var
sluttet uden offentligo Myndigheders Medvirkning, og man deraf vilde udlede, at
den havde Karakteren af en privat Retshandel, bemærkede han, at den laa forud
for Frd. 25. Juni 1790, og at ogsaa den senere Lovgivning forudsatte, at Ved-
tægter — ej blot Landvæsenskommissions Kjendelser — kunde være Grundlag
for Ordningen med Hensyn til Vandlob m. m. For at bortrydde enhver Tvivl om
dens bindende Karakter, var den ydermere forsynet med kgl. Konfirmation, og der
forelaa intet, som kunde berettige til den Antagelse, at Konfirmationen kun af
don Grund skulde være ønsket eller anset for nødvendig, at nogle af Deltagerne
i Konventionens Afslutning var Beneficiarier.
502
Økonomiske Anliggender 1877—1878.
Hvad endelig angik Spergsmaalet, om der for en slig Afgift kunde gjøres
Udpantning efter L. 19. Marts 1873, vilde en Undersøgelse heraf i dette Tilfælde
være unødvendig, da den for Udpantningsretten i Følge Lovens § 2 gjældende
Tid for længst var udløbet.
I Henhold til det anførte udtalte Kvæstor, at Gaardmand Hans Hansen, —
der i de 15 Aar fra 1856 til 1870, og hans Formænd før ham, uvægerlig havde
betalt sin Andel af de omhandlede saakaldte Vandholdspenge, — burde saggives
til skadesløs Betaling af den resterende Afgift for de 5 Aar 1871 — 75, 2 Kr.
27 0. aarlig eller i alt 11 Kr. 35 O., paa hvilken Sags Udfald det vilde bero,
hvorvidt ikke alene han, men tillige samtlige øvrige hidtil værende Betalere af
Vandholdspenge til Universitetet og Kommunitetet i Henhold til Konventionens
§ 5 burde erlægge denne Afgilt i Fremtiden. Efter hans Andragende derom for-
anledigede Ministeriet, at der gjennem Amtmanden over Holbæk Amt meddeltes
Stiftelserne beneficium processus gratuiti og fii Sagfører ved 1ste Instans.
Der blev derefter ved Love Herreds Ret anlagt Sag mod Arvefæstegaardejer
Hans Hansen. Den ordinære Dommer, Heiredsfoged Rybsahm afsagde under
19. Juli 187 7 en Kjendelse, ved hvilken han eragtede, at han burde vige sit Sæde,
eftersom der af den til hans Embede henlagte Gaard, Arvefæsteejendommen Matr.
Nr. 5 a. i Høng svaredes en lignende Afgift eller Refusion af 2 Kr. 52 0. aarlig
og Udfaldet af denne Sag, da Forholdet var det samme, vilde være afgjorende
ogsaa for Herredsfogdens Vedkommende. Kvæstor indberettede dette under 28.
s. M. til Ministeriet, og bemærkede, at da den verserende Sag ikke direkte berørte
Herredsfogden, der uden Indsigelse havde betalt Afgiften for alle de Aar, for
hvilke Indklagede sagsøgtes, kunde det være tvivlsomt, om hans Opfattelse i Til-
fælde af Appel vilde faa Medhold, uanset at denne Sags Udfald, om ikke ved
Herredsrettens saa ved endelig Dom, i Virkeligheden vilde blive afgjorende ogsaa
for Herredsfogedembedet; thi vandt Universitetet Sagen , vilde det fremdeles affor-
dre saa vel Herredsfogden som de øvrige paagjældende den sædvanlige Afgift,
medens denne selvfølgelig ikke vilde blive opkrævet i Fremtiden, dersom Sagen
tabtes. For Universitetet havde det ingen særlig Interesse, enten Sagen behand-
ledes af den ordinære eller af en anden dertil beskikket Dommer, og for saa vidt
var det ligegyldigt, om Kjendelsen blev appelleret eller ej; men for det offentlige
havde det nogen Betydning med Hensyn til Størrelsen af Sagens Omkostninger,
navnlig fordi den nærmeste Kjøbstad Slagelse laa i Sorø Amt, og en Sættedommer
derfor vistnok maatte beskikkes fra, de fjærnere Byer Kallundborg eller Soro,
under hvilket sidste Birk en Del hørte til Holbæk Amt, hvorved Befordringsud-
gifterne til Tingstedet i Høng, der ikke laa ved en Jærnbanestation vilde blive
betydelig forøgede. Han henstillede deifor, om der skulde akkviesceres ved Kjen-
delsen eller, om denne skulde indankes. Ved Skrivelse af 3. Avg. meddelte Mini-
steriet, et det ikke fandt Anledning til at appellere den afgivne Kjendelse, hvor-
imod det paalagde Kvæstor gjennem Stiftelsernes Sagfører at drage Omsorg for,
at en Sættedommer blev beskikket.
Herredsfoged Hansen i Kallundborg blev derefter beskikket til Sættedommer.
Under 6. Jan. 1878 afsagdes en Dom, hvorved Indstævnte tilpligtedes at betale
det paastævnte Relob,
Udstykning af „Rughavevænget".
503
6. Om Udstykningen af Ejendommen Rughavevænget.
Overingeniør David androg i Juli 1877 om Samtykke til fra den ham til-
hørende Arvefæsteejendom „Rughavevænget« under Universitetets Gods i Kjøben-
havns Amt Matr. Nr. 35 at maatte afhænde et Areal paa 2 Td. Land, der var
udstykket i 16 Parceller, alle under 1 Fdk. Hartkorn. Da han ønskede at kunne
afhænde disse Parceller, der efterhaanden agtedes bortsolgte til Byggepladser, til
ren Ejendom, ansøgte han dernæst om, at disse maatte udgaa af den Universitetet
givne Sikkerhed i den samlede Ejendom for don samme tilkommende aarlige Arve -
fæsteafgift og Rekognition ved Ejerskifte, enten saaledes, at Afgifterne alene kom
til at paahvile Hovedparcellen, eller saaledes, at den extraordinære Afgift og Re-
kognition, der ved Udstykning af Parceller under 1 Fdk. Hartkorn plejede at paa-
lægges saadanne, maatte ansættes til en Kapitalværdi, som han da ønskede strax
at indbetale.
I Skrivelse af 3. Oktbr. 1877 til Ministeriet udtalte Kvæstor sig om An-
dragendet. Han bemærkede, at Ejendommen, derunder dog ej Bygningerne, som
vare Arvefæsterens Ejendom, i Aaret 1834 ved et i Henhold til kgl. Resol. 22.
Oktbr. 1833 udstedt, fra de sædvanlige Skjødeformularer i nogle Punkter af-
vigende Skjøde, solgt til Herredsfoged Bluhme til Arvefæste mod on efter Ejen-
dommens den Gang formodede Areal 1 1 1750/hooo Td. Land beregnet aarlig Afgift
af 16 Td. 5 Skpr. 2 Fdk. Byg — svarende til 1V2 Td. Byg pr. Td. Land af
det opgivne Areal — og en Kjøbesum af 100 Kr., samt mod en Rekognition ved
hvert senere Ejerskifte af 1 Td. Byg pr. Td. Land eller i alt 11 Td. 1 Skp.
Det viste sig imidlertid ved Indførelsen af den nye Matrikel i 1844, at Jord-
lodden indeholdt et Areal af 133600/i4ooo Td. Land, og ved en i 187 7 foretagen
Opmaaling var den befundet at udgjøre I313750/uooo Td., altsaa næsten 14 Td.
Land. Der blev saaledes i Virkeligheden svaret c. 4 Td. 3 Skp. Byg aarlig
mindre, end det i sin Tid havde været Hensigten at betinge, hvilket Tab, naar
Kornet beregnedes i Gjennemsnit af de sidste 10 Aars Kapitelstaxt udgjorde aar-
lig 56 Kr. 13 0., ligesom der i Rekognition ved hvert Ejerskifte, hvoraf der
havde været 6 i de sidste 20 Aar, tabtes 2 Td. 7 Skp. Byg.
Dette uheldige Forhold kunde ikke ændres; men der tilbød sig nu en Lej-
lighed, hvorved Tabet for Fremtiden dog betydelig kunde formindskes. I det op-
rindelige Arvefæsteskjødes 5te Post var nemlig fastsat, at Ejeren ikke maatte
udstykke Ejendommen uden speciel Tilladelse fra Universitetets Foresatte, og Mi-
nisteriet kunde altsaa nægte den her omhandlede Udstykning eller foreskrive de
Betingelser, under hvilke Tilladelsen kunde gives. At dette ikke kunde ske paa
den Maade, Ansogeren principalt havde nævnt, ansaa han for en Selvfølge, hvor-
imod der i Lighed med, hvad der i andre saadanne Tilfælde plejede at bevilges,
formentlig intet kunde være til Hinder for at samtykke i Udstykningen, naar der
af hver af de 16 smaa Parceller betingedes en særlig Afgift og Rekognition, der
for Kjøbenhavns Amt altid plejede at være henholdsvis 2 Kr. aarlig og 1 Td.
Byg ved Ejerskifte, hvorimod der efter Sædvane kun fordredes Halvdelen i de
øvrige Amter i Sjælland, altsaa aarlig Afgift 1 Kr. og Rekognition 4 Skp. Byg,
og til disse mere moderate Størrelser maatte man formentlig i nærværende Til-
fælde holde sig paa Grund af det store Antal Parceller.
Kapitalisering af den aarlige Afgift 16 Kr. var ligefrem fordelagtig for
Universitetet, forudsat at den skete med det 25-dobbelte Beløb 400 Kr. Hvad
Uuivcrsitets Aarbog.	PA
504
Økonomiske Anliggender 1877—1878.
derimod Rekognitionen angik, havde Kapitaliseringen nogen Vanskelighed, da det
ikke kunde vides, hvor ofte Ejerskifte vilde finde Sted. Slige Steder til Familier
udenfor Bondestanden solgtes, som hekjendt, langt oftere end Bønderhuse, og
Ejerskifte kunde derfor formentlig passende sættes til hvert 10de Aar i Gjennem-
snit, hvilket da blev 8 Td. Byg hvert 10de Aar, eller 6 Skp. 13/s Fdk. Byg
aarlig. Strængt taget burde der desuden svares disse 8 Td. Byg strax som Re-
kognition ved forste Salg; men da der for Tiden kun var Spørgsmaal om at sælge
et Par Byggepladser og det derhos var højst usikkert, nm der i de nærmeste Aar
vilde blive solgt flere, burde denne Fordring formentlig ikke stilles. Rekognitio-
nens Kapitalisering maatte da ske efter Sjællands Stifts Kapitelstaxt for de sidste
10 Aar 1867 — 76 a 12 Kr. 83 0. pr. Td., hvilket blev aarlig 10 Kr. 262/b 0.
25 Gange taget 256 Kr. 60 0. Den hele Sum vilde da udgjøre 656 Kr.
60 O., hvilket betydelige Beløb vilde være en rent uventet extraordinær Indtægt,
eftersom lir. David ved Deklaration maatte forpligte sig til af den tilbage blivende
Hovedparcel Matr. Nr. 35 a uforandret at svare den i sin Tid betingede fulde
Afgift og Rekognition, for hvilke Afgifter Ejendommen afgav fuldkommen betryg-
gende Sikkerhed. For saa" vidt Ministeriet mulig maatte indvende, at det for Føl-
gernes Skyld var betænkeligt at tilstede Kapitalisering af en Kornafgift, selv om
det skete efter oven nævnte Regler, bemærkede han, at den her omhandlede .lord
aldrig havde hørt under Stiftelsens Bøndergods, og derfor ej heller var solgt mod
planmæssig Afgift eller efter de sædvanlige Former, men i Følge særlig kgl. Re-
solution. Man slog derfor i denne Sag ikke noget fast vedkommende Stiftelsernes
almindelige Arvefæstegods, og det saa meget mindre, som her ikke var Tale om
nogen egentlig Afløsning, men kun om et Pengevederlag en Gang for alle i Ste-
det for Fastsættelse af en Afgift.
Kvæstor indstillede derfnr, at der for Universitetets Vedkommende meddeltes
Samtykke til, at Overingeniør David for den ham tilhørende Arvefæsteejendom
„Rughavevænget" under Universitetets Gods i Kjøbenhavns Amt Matr. Nr. 35
maatte afhænde 16 Parceller Matr. Nr. 35 b—r, i alt af Hartkorn 2 Skp. 1 Fdk.
la/4 Alb. og Gammelskat 3 Kr. 4 0. paa følgende Vilkaar:
a.	at Overingeniør David udstedte og lod tinglæse en Deklaration, ved hvilken
han vedtog, at den det samlede Matr. Nr. 35 hidtil paahvilende planmæssige
Arvefæsteafgift og Rekognition ved Ejerskifte udelt kom til at paahvile
Hovedparcellen Matr. Nr. 35 a med de Jorder, der efter Udstykningen hørt«
til denne Ejendom, og
b.	at der, i Stedet for at paalægges de fraskilte Parceller den sædvanlige extra-
ordinære aarlige Afgift af 2 Kr. og 1 Td. Byg hver i Rekognition ved Ejer-
skifte strax indbetaltes en Sum en Gang for alle, der af Hensyn til Par-
cellernes Antal beregnedes saaledes:
Afgift aarlig...................................... 16 Kr. „ 0.
Rekognition 8 Td. Byg hvert 10de Aar eller aarlig 6 Skp.
l3/5 Fdk. Byg, der, beregnet efter Gjennemsnit af de
sidste 10 Aars Kapitelstaxt for Sjællands Stift 1867 —76,
12 Kr. 83 0. pr. Td., blev aarlig................... 10 — 26-/6 —
I alt aarlig... 26 Kr. 26-/5 0.
hvilket 25 Gange taget gav et Beløb af 656 Kr. 60 ø., samt at dette Beløb
Om Jagtretten paa Matr. Nr. 2 a i Højbjerg.
505
toges til Indtægt paa Universitetets Jordebogs Indtægtskonto 1. e: Forskjel-
lige Indtægter.
Denne Indstilling bifaldt Ministeriet under 8. Oktbr. Don ommeldte De-
klaration udstedtes derefter og tinglæstes.
7. Om Jagtretten paa Matr. Nr. 2 a i II o j bjerg.
1 Anledning af en fra Forslev, Kuglebjerg og Giuuderslevholni Godsers Kon-
tor modtaget Forespørgsel med Hensyn til, at Ejerinden af en tidligere under
Universitetets Gods horende Gaard Matr. Nr. 2 a i Højbjerg By, Gaardmand
Soren Folkersens Enke, under en af Godsejer de Neergaard til Førslev Hoved-
gaard og Gods anlagt Sag for ulovlig Jagt paa bemeldte Gaards Grund var frem-
kommet med Paastand om, at hun selv ejede Jagtretten, da der ej i det af Uni-
versitetet meddelte Skjøde paa bemeldte Gaard indeholdtes noget om, at Jagt-
retten ej var indbefattet under denne Ejendomsoverdragelse, svarede Kvæsturen i
Skrivelse af 10. Marts 1877 følgende:
I Følge L. 3. Marts 1852 var Gaarden Matr. Nr. 2 i Højbjerg blevet over-
draget til Selvejendom til den tidligere Fæsters, Hans Didricksens Enke, der se-
nere var blevet gift med Søren Folkersen. I det til bemeldto Hans Didricksen
udstedte Fæstebrev af 11. Juni 1834 fandtes ingen Bemærkning angaaende Jagt-
retten paa denne Ejendom, ligesom denne heller ej omtaltes i det af Universitetet
senere udstedte Selvejendomsskjøde. Da det imidlertid i Følge det d. 7. Febr.
1731 udfærdigede kgl. Skjøde fremgik, at der var skjænket Gehejmeraad og Over-
kammerherre C. A. v. Plessen og de senere Ejere af Hovedgaardene Førslev,
Harrested, Kastrup, Saltø, Gunderslevholm, Fuglebjerg og Fodby Jagtretten paa
alt det Kjøbenhavns Universitet tilhorende Jordegods, som findes beliggende inden
det bemeldte Hovedgaarde underliggende Bøndergods's Grænser og fornemmelig be-
stod i følgende Byer: Sneslev, Højbjerg, Hyllinge, Menstrup, Kvislemark, Træløse,
Kagstrup og Herlufmagle, skjønnede han ikke rettere, end at den paagjældende
Ejerinde ikke havde Jagtretten, som ingen Sinde havde været overdraget til Uni-
versitetet og som Folge deraf heller ikke havde været indbefattet under den skete
Afhændelse til Selvejendom, der kun gik ud paa at overdrage Ejendommen med
alle de Rettigheder og Forpligtelser, hvormed Universitetet havde besiddet den.
Kvæstor tilstillede derhos Godskontoret efter dets Anmodning en Fortegnelse over
det under Universitetet hørende Gods, som var overgaaet til Selvejendom eller
Arvefæste, med Bemærkning om, hvorvidt der i Skjøderne indeholdtes noget om
Jagtretten.
Paa lignende Maade besvarede Kvæsturen under s. D. en Forespørgsel i
samme Retning fra Arvefæstegaardmand Nicolaj Andersen i Hojbjerg. Den hen-
viste derhos til Frd. 20. Maj 1840 § 7, at „enhver efter de hidtil gjældene Love
retsgyldig Forbeholdenhed eller Overdragelse eller anden særlig Adkomst^ hvorved
Jagtretten er blevet erhvervet af en anden end Grundejeren, skal fremdeles blive
i Kraft."
64*