Akademiske Grader. 301 havde begrundet Fritagelse for Forberedelsesexanien, og da Ansøgeren faa Maa- neder efter denne Examen var afgaaet fra Flensborg Gymnasium, fraraadede Fakul- tetet, at Ansøgningen blev bevilget. Ministeriet afslog Andragendet. b. Examen for Tandlæger. N. N.. der havde bestaaet Middelskolens Afgangsexamen ved Stavanger offent- lige Almueskole, iinsøgte om Tilladelse til at underkaste sig Tandlægeexamen uden forinden at have underkastet sig almindelig Forberedelsesexanien af lavere Grad. Det lægevidenskabelige Fakultet, hvis Erklæring Ministeriet herover begjærede, henstillede Sagen til dettes Afgjørelse, da det ikke havde noget Kjendskab til den omhandlede Prøve. Ministeriet meddelte derefter Tilladelsen ved Skrivelse af 29. Oktbr. 1877. — En lignende Ansøgning blev indgivet af forben værende Landmand N. N., (41 Aar gi.); Fakultetet fraraadede imidlertid at bevilge den. Ministeriet tilskrev derefter under 7. Jan. 1878 Fakultetet, at det, da de af Ansøgeren indsendte Vid- nesbyrd fra forskjellige Mænd ej skjønnedes at kunne træde i Stedet for den fast- satte offentlige Prøve, havde afslaaet Ansøgningen — Fakultetet fraraadede ligeledes at bevilge et Andragende om samme Gjen- stand fra Urmager N. N. i Ringkjøbing. Ministeriet tilskrev imidlertid under 29. Juli s. A. Fakultetet, at det i Betragtning af samtlige foreliggende Omstændig- heder, navnlig det Ansøgeren af Stiftsfysikus Holst meddelte Vidnesbyrd, med Ju- stitsministeriets Ind viigeise havde meddelt ham den ansøgte Tilladelse. — Ved Skrivelse af 22. Avg. s. A. meddelte Ministeriet „efter Omstændig- hederne" Sekondlieutenant ved 3. Drag. Reg. N N. Tilladelse til at underkaste sig Tandlægeexamen uden forud at have bestaaet Forberedelsesexanien af lavere Grad. IV. Akademiske tirader. 1. Om Reglerne for Erhvervelsen af de akademiske Grader. Sagen angaaende cand. phil, Taubers Doktordisputats, jfr. Aarbog for 1876—77 S. 67 ff., gav, som det allerede paa det citerede Sted S. 78 er bemærket, Mini- steriet Anledning til særlig at fremdrage 3 Punkter, som det ønskede nærmere tagne under Overvejelse fra Universitetets Side. Idet nu lier disse Punkter skulle omtales saa vel som de Forhandlinger, der derefter paafulgte, og den Forandring i de gjældende Regler, som blev Følgen, maa der stadig henvises til den Tauberske Sag 1. c.*), som er nærværende Sags Forhistorie. I sin Skrivelse til Konsistorium af 13. April 1877 mindede Ministeriet om, at det blev gjort til Betingelse for cand. phil. Taubers Fritagelse for Magister- konferensen, at Disputatsen blev ledsaget af Theses af saa almindelig videnskabelig Karakter, at det derved blev muligt at prøve Forfatterens saa vel almindelige po- sitive Kundskaber, som Evne til at formulere disse paa en saadan Maade, at Uni- versitetets Berettigelse til i dette Tilfælde at fravige de gjældende Kegler kunde træde fuldstændig klart frem. Den Maade, hvorpaa man saaledes havde ladet det *) Jfr. ogsaa hermed: Aktstykker i Sagen om cand. philos. Taubers Doktordisputats, offentliggjorte af Konsistorium i Henhold til en Forhandling med Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet. Kjebenhavn 1877. 302 Universitetet 1877.—1878. mundtlige Forsvar træde i Magisterkonferensens Sted, forekom Ministeriet i dette Tilfælde at have vist sig fra en saa lidet anbefalelig eller helt forkastelig Side, at man ikke vilde finde det ubeføjet at tage den Beslutning ikke oftere at tilstede, at det mundtlige Forsvar kom til at gjælde som Erstatning 'for Magisterkonferen- sen, og at vedtage som Regel for Fremtiden, kun i saadanne Tilfælde at tilstaa Fritagelse for Magisterkonferensen, hvor Doktoranden ad anden Vej, navnlig ved videnskabelige Arbejder, havde godtgjort at besidde den almindelige videnskabelige Dannelse og Dygtighed i sit specielle Fag, at Magisterkonferensen kunde bortfalde, saa at altsaa Fritagelsen for Konferensen blev en virkelig Fftergivelse af denne. Herom begjærede Ministeriet Konsistoriums nærmere Udtalelse. Mod den Maade, hvorpaa de officielle Opponenter ved den her om- handlede Forsvarshandling havde udført deres Hverv, var der fra for- skjellige i Fakultetet nedlagt en saa bestemt Indsigelse eller med Hensyn til samme rejst en saadan Tvivl, om Opponenterne havde holdt sig inden for den berettigede Grænse for Doktorandens Prøvelse, at Ministeriet ikke havde kunnet tilbagevise det Spørgsmaal, om det ikke maatte være hensigtsmæssigt, at der i Fremtiden beskikkedes Censorer eller Dommere til at deltage med de offici- elle Opponenter i Afgivelsen af Beretningen og Indstillingen til Fakultetet om Forsvarshandlingen. Skjønt Ministeriet ikke oversaa den store Vanskelighed, det kunde have at udfinde en Form for en saadan Censur, der lod sig forene saa vel med Forsvarshandlingens Kaiakter og ejendommelige Betydning som med Fakulte- tets traditionelle og lovmæssige Berettigelse til selv som Helhed at tage den af- gjørende Beslutning, og uagtet Ministeriet vistnok med Konsistorium maatte være enigt i at lægge Vægt paa den Kontrol med Forsvarshandlingen, som laa i dens Offentlighed og Beskikkelsen af et af Fakultetets Medlemmer til Styrer, havde dog det ved denne Lejlighed forefaldne hos Ministeriet vakt en saadan Tvivl om Til- strækkeligheden af disse Betryggelsesmidler, at det ansaa det for ønskeligt, at Konsistorium underkastede dette Punkt en nærmere Overvejelse. Hvad der i ethvert F ld bestemt var kommet til Syne i dette Tilfælde som en væsentlig Mangel ved Sagens Afgjørelse af Fakultetet som Helhed, var, at en Del af Fakultetets Medlemmer havde været blottet for tilstrækkeligt personligt Kjendskab til Forsvarshandlingen, fordi de ikke havde overværet denne. Konsisto- rium havde om dette Punkt i sin Erklæring*) ytret sig nærmere og navnlig be- mærket, at en Bestemmelse om, at alle Fakultetsmedlemmerne skulde være til- stede ved Forsvarshandlingen, ikke egnede sig til at være almindelig Regel. Dette syntes imidlertid ikke at kunne være til Hinder for, naar Mangelen i et givet Til- fælde havde vist sig saa fremtrædende som i det foreliggende, at undergive det en Undersøgelse, om der ikke skulde lade sig opnaa et mere betryggende Forhold ved at give en Regel, sigtende til Tilvejebringelsen af en fyldigere Repræsentation af Fakultetet ved Forsvarshandlingen, og Ministeriet begjærede derfor ogsaa herom en Erklæring af Konsistorium. Efter Modtagelsen af denne Skrivelse anmodede Konsistorium samtlige Fakulteter om at udtale sig om de af Ministeriet fremhævede Punkter. Førend imidlertid disse Erklæringer indløb, modtog Konsistorium under 10. Maj en Skri- velse fra Prof. Ho 1 m, i hvilken han foreslog, at det toges under Overvejelse, *) Univ. Aarb. 1876-77 S. 76-77. Akademiske Grader. 303 om der ikke var Grund til nærmere at fastsætte Bestemmelser for den Adgang, som Embedsexamina og Magisterkonferenser give til at kunne disputere for Uni- versitetets Grader, ligesom han ogsaa foreslog et Par Ændringer i Bekj. 26. Apr. 1855 med Hensyn til den mundtlige Disputationsakt. Han bemærkede heri, at Grundlaget for Ordningen af Disputatserne var Frd. 9. Jan. 1824, der imidlertid var blevet ændret ved den senere stedfundne Ophævelse af Magistergraden og af den juridiske Licentiatgrad. Adgangen med Hensyn til at disputere ved det theologiske, juridiske og lægevidenskabelige Fa- kultet stod herefter aaben for „dem, der have opnaaet bedste Karakter i vedkom- mende Fakultets Embedsexamen ved Universitetet i Kjøbenhavn" (§ 2). Til at disputere for den filosofiske Doktorgrad havde de Adgang, der „dels have erholdt bedste Karakter i nogen af de oven nævnte Examina, dels med bedste Karakter have absolveret den filologisk-historisk Skoleembedsexamen", dels endelig have underkastet sig Magisterkonferens Denne Konfeiens var fastsat ved PI. 10. Avg. 1848. Endelig var der ved kgl. Resol. 8. Jan. 1841 givet polytekniske Kandidater med bedste Karakter Adgang til at disputere for den filosofiske Doktor- grad, jfr. Lindes Medd. 1849 56 S. 63. Medens man altsaa ved de tre specielle Fagfakulteter mente at æaatte kræve en Prøve i den særlige Fagdannelse som Forudsætning for at kunne give Adgang til at disputere, vilde man ved det da værende filosofiske Fakultet, — der, som bekjendt, omfattede baade det nu værende filosofiske og det mathematisk-natur- videnskabelige Fakultet, — lade Adgangen staa aaben for en videre Kreds. Et Forslag af Konsistorium af 9. Novbr. 1853*) om, at theologiske, juridiske og læge- videnskabelige Kandidater skulde, for at kunne disputere for den filosofiske Doktor- grad, underkaste sig den ved PI. 10. Avg. 1848 fastsatte Magisterkonferens, blev forkastet af Ministeriet, der ligeledes afviste et Forslag om, at den samme For- dring skulde kunne gjøres gjældende over for polytekniske Kandidater, naar disse nu efter det filosofiske Fakultets Deling vilde vinde Doktorgraden i det af de tvende nye Fakulteter, der havde beholdt Navnet „det filosofiske". En Følge af denne Ordning var blevet et Misforhold, idet den theologiske, den juridiske og den lægevidenskabelige Embedsexamen gav Ret til at opnaa ikke blot den til disse Examina tilsvarende Grad, men ogsaa den filosofiske Doktorgrad, medens den filologisk-historiske Embedsexamen og Magisterkonferenserne kun gave Ret til at vinde den filosofiske Doktorgrad. Det var dernæst formentlig nødvendigt at komme til Klarhed om, hvorvidt en Magisterkonferens gav Ret til at disputere i'et andet Fag end det enkelte — eller de enkelte —, hvori vedkommende var blevet prøvet ved Konferensen. Der holdtes, som bekjendt, inden for det filosofiske Fakultet Magisterkonferenser i en Mængde forskjellige Fag fra Filosofi, Æsthetik, Historie, nordisk Arkæologi til en Mængde af de forskjellige Sprog, der doceredes ved Universitetet, og i det mathe- matisk-natu i videnskabelige Fakultet holdtes der efter den nyeste Ordning fem (eller syv) saadanne. Skulde nu f. Ex. den, der havde underkastet sig en Konfe- rens i Sanskrit eller Engelsk, kunne disputere i Filosofi eller Historie, og skulde den. der havde taget en Konferens i Zoologi, kunne disputere i Astronomi? Var Spørgsmaalet end saaledes stillet noget grelt op, var det dog ingenlunde ørkesløst. De Spring, Folk gjorde i deres videnskabelige Udvikling, vare ofte meget større. *) Lindes Medd. 1849—56 S. 62. Universitets Aarbog. 39 304 Universitetet 1877—1878. Ligesom man havde set juridiske Kandidater disputere i Mathematik, og theolo- giske Kandidater i Zoologi, saaledes kunde man meget godt tænke sig Overgang i Studier som de antydede ellar andre lige saa store (Prof. BrøGhner gik fra den semitiske Filologi over til Filosofien). Vi havde allerede haft Exempel paa, at en, der havde taget en Konferens i Historie, havde disputeret i Filosofi, ug for øjeblikket havde en anden Cand. mag. i Historie indgivet en Disputats af kunst- historisk Indhold. I begge disse Tilfælde havde Overgangen i Studierne været saa svag, at der ikke havde kunnet rejses Tvivl om vedkommendes Berettigelse til at disputere. Men hvorledes vilde man stille sig, naar Springet var langt større? PI. 10. Avg. 1848 krævede, at Konferensen skulde bestaa i „en skriftlig og en mundtlig Prøve i det Fag, hvilket Kandidaten opgiver som sit Hovedstudium", og Tanken med Magisterkonferenserne har aabenbart fra først af været, at den, der vilde disputere i et eller andet Fag, i Forvejen skulde ^odtgjøre i samme Fag at have en mere almindelig Kundskab, der derved kunde give Sikkerhed for, at hans videnskabelige Indsigt ikke var begrænset til det specielle Omraade, paa hvilket hans Disputats bevægede sig. Man havde ment i det mindste at maatte kræve dette, hvor man ikke i et vel gjennemført Examensstudium havde en Sik- kerhed for en videnskabelig Modenhed af en mere almindelig Karakter. Men det var klart, at hvis man vilde trække Konsekvensen skarpt heraf, vilde man komme til at begrænse Retten til at disputere til det F^ag, i hvilket Konferensen er be- staaet, eller kun uden for det kunne medtage vi-se ved det meget nær liggende Fag Der kunde imidlertid vistnok anføres vægtige Grunde for, at Magisterkonfe- rens burde give Ret til at disputere i ethvert Fag inden for samme Fakultet. Naar Ministeriet i sin Tid, jfr. Lindes Meddelelser 184y 56 S. 67, havde fast- holdt, at ogsaa efter at det mathematisk-naturvidenskabelige Fakultet var kommet til at danne en Helhed for sig, burde de polytekniske Kandidater med første Ka- rakter have Adgang til at erhverve Doktorgraden i den Del af det tidligere filoso- fiske Fakultet, der havde beholdt det ældre Navn, syntes det at maatte være en Konsekvens deraf, at, Magistei konferenser inden for det ene af disse Fakulteter maatte give Adgang til at erhverve Doktorgraden i det andet, ligesom os^saa, at fi ologiske Kandidater burde kunne opnaa D> ktorgraden i det mathematisk-natur- videnskabelige Fakultet. Det turde uiaaskt tillige være et Spørgsmaal, om man ikke burde hæve det oven for berørte Misforhold, der var fremkommet ved den større A'tgang til at di-putere i forskjellige Fag, som var indrømmet de theolo- giske, juridiske og lægevidenskabelige Kandidater, og om man ikke burde løsne Baandet i det hele saaledes, at man lod enhver Embedsexamen med første Karak- ter og enhver Magisterkonferens give en almindelig Ret til at disputere i ethvert som helst Fag ved Universitetet. Medens disse Spørgsmaal mere vare fremsatte til Overvejelse, end fordi han allerede nu vilde gjøre noget bestemt Forslag, foreslog han med Hensyn til et andet, om end mindre Punkt, en Ændring i det bestaaende. Bekj. 26. April 1855 fastsatte med Hensyn til Ordningen af den mundtlige Disputats, at der ordent- ligvis tilstaas enhver Opponent ex auditorio s/4 Time, hvorimod der ikke var fast- sat nogen Begrænsning af Tiden for de officielle Opponenter. Da imidlertid den samme Bekjendtgjørelse indeholdt den utvivlsomt heldige Bestemmelse, at ingen Disputats maa vare mere end 6 Timer, maatte der formentlig nødvendigvis sættes en bestemt Tidsgrænse ogsaa for de officielle Opponenters Vedkommende. Ellers Akademiske Grader. 305 vilde Styreren kunne komme i stor Vanskelighed. Saaledes som Forholdet nu var ordnet, havde Styreren vistnok Magt til, saa snart de 6 Timer vare gaaede, at standse den officielle Opponent, (ler sidst havde Ordet. Derimod manglede han enhver Rot til at begrænse Tiden for den forst optrædende Opponent. Hvis denne, saaledes som det var hændet ved den sidst afholdte Disputats under det filosofiske Fakultet, optog 2V2 Time, levnedes der kun 3 Vs Time til hele den øvrige Opposition, og saafremt adskillige Opponenter ex auditorio optraadte, kunde det blive vanskeligt eller rettere umu- ligt for Styreren at fordele Tiden saaledes, at den sidst optrædende officielle Oppo- nents Deltagelse blev andet end aldeles tom. For slet ikke at gia ind p.ia andre Hensyn, der ogsaa kunde tale for at begrænse Tiden for de officielle Opponenter, troede han, at allerede det, der her var paapoget, var tilstrækkeligt til at godt- gjøre Nødvendigheden af en Forandring. Han tilføjede, at naar han havde bragt dette Punkt frem, var det i Henhold til Beklagelser af Dekanus ved det filosofiske Fakultet, som paa Grund af den nu værende Ordning ved hin oven nævnte Lej- lighed fandt sig i en alvorlig Forlegenhed. Men hermed stod atter i Forbindelse, at det formentlig vilde være nødvendigt ved Bekj. 26. April 1855 § 4 at tilføje den Bestemmelse, at det kun kunde tillades saa mange Opponenter ex auditorio at optræde, at der levnedes den sidste officielle Opponent den Tid, han havde Ret til at kræve. Bekjendtgjørelsen indrømmede næppe Styreren Ret til af et saadant Hensyn at afslaa at give Ordet til en, der vilde opponere ex auditorio. Sluttelig foreslog Prof. Holm, at der blev nedsat en Komite til at tage de af ham fremdragne Punkter under Overvejelse. Foranlediget ved sidst nævnte Forslag af Prof. Holm nedsatte Konsistorium en Komite, bestaaende ;tf Universitetets Rektor, Prof. Panum, samt Proff. H. Scharling, Goos, Ussing, Holm, Steen og Johnstrup, til at underkaste samtlige herhen hørende Forhold en Undersøgelse, hvilken Komite derhos uemyndigedes til, om fornødent, at indhente Erklæringer fra Fakulteterne. Som Grundlag for dens Forhandlinger tjente dels Ministeriets Skrivelse med de tre deri fremhævede Punk- ter, dels Prof. Holms Forslag, dels endelig Fakulteternes Erklæringer over Mini- steriets Skrivelse. Disse sidste Erklæringer skulle her først omtales. Det, theologiske Fakultet udtalte under 15. Maj 1877 med Hensyn til det første af Ministeriet fremdragne Punkt, at det ikke berørte dets akademiske Gra- der. For at en Afhandling kunde antages til at forsvares for den theologiske Licentiatgrad, udkrævedes, at Ansøgeren maatte være theologisk Kandidat med bedste Karakter, jfr. Frd. 9. Jan 1824 § 2. Der havdes saaledes den nødven- dige Garanti for Tilstedeværelsen af almindelig akademisk Fordannelse, uden at der skulde tages Tilflugt til en Magisterkonferens eller til Udfaldet af det mundt- lige Forsvar for Afhandlingen. Magisterkonferens fandt kun Sted i det filosofiske og det mathematisk-naturvidenskabelige Fakultet, naar den, som attraaede den akademiske Grad, ikke med Hensyn til Fordannelse kunde .henvise til en Embeds- examen med bedste Karakter, jfr. den citerede Forordning. Hvorvidt ellers nogen kunde fritages for Magisterkonferens paa Grund af videnskabelige Arbejder, maatte formentlig afhænge af vedkommeude Fakultets Skjen, Hvad det andet Punkt om selve den mundtlige Akt angik, fraraadede Fakultetet med Hensyn til de under det faldende Disputatser Beskikkelsen af Censorer eller Dommere til at overvære og bedømme Forsvaret i Forening med de officielle Opponenter. Det turde være 59* 306 Universitetet 1877—1878, yderst vanskeligt at finde saadanne Censorer, som baade kunde og vilde overtage det dem tiltænkte Hverv. Den nævnte Foranstaltning vilde desuden gjøre et Indgreb i Fakulteternes anerkjendte Ret til ene at dømme om Disputators Værdig- hed til den attraaede akademiske Grad. Endelig mente Fakultetet, at Beskikkelse at Censorer, i det mindste for det theologiske Fakultets Vedkommende, maatte være overflødig, da Fakultetets Dom ikke blot beroede paa de tvende officielle Opponen- ters Erklæring, eftersom foruden de to Opponenter ogsaa Fakultetets øvrige tre Medlemmer ordentligvis vare tilstede, og saaledes personlig kunde dømme om den førte Forhandling. Med Hensyn til det Spørgsmaal, om der ikke skulde kræves en fyldigere Repræsentation af Fakultetet ved en akademisk Disputation, bemærke- des, at det altid havde været Skik, at alle Fakultetets Medlemmer ikke blot alle tilsammen bedomte den til Disputatsen indleverede Afhandling, men ogsaa alle vare tilstede ved det mundtlige Forsvar. Der kunde næppe indvendes noget mod, at det, som havde været Skik. paalagdes dem sum Pligt; men hvorvidt dette kunde ske i de Fakulteter, hvis Medlemmer repræsenterede meget forskelligartede Videnskabsfag, medens de theologiske Professorers Fag grebe organisk ind i hver- andre, derom kunde det theologiske Fakultet ikke udtale nogen Mening, men maatte henvise Betænkningen herover til de paagjældende Fakulteter. Det rets- og stats videnskabelige Fakultet bemærkede i sin Erklæring af 31. Maj, hvad angik det første af Ministeriet fremhævede Punkt, — der vedkom Fakultetet, for saa vidt der skulde blive Spørgsmaal om Dispensation fra den for Adgangen til den juridiske Doktorgrad anordnede Betingelse, at den paagjældende havde underkastet sig . juridisk Embedsexamen med bedste Karakter —, at det var enigt med Ministeriet i, at en saadan Fritagelse kun burde indrømmes, hvor Doktoranden ad anden Vej, navnlig ved videnskabelige Arbejder, havde godtgjort sin almindelige videnskabelige Modenhed og Indsigt i den Fagkreds, hvoii han efter den legale Betingelse for Doktorgradens Erhvervelse skulde have underkastet sig Prøve, og at en Prøvelse af Doktorandens almindelige videnskabelige Dannelse ved Hjælp af Theses maatte anses for uheldig. De uden nærmere Begrundelse opstillede Theses vare i og for sig uskikkede til at tjene som Prøve paa Doktor- andens videnskabelige Modenhed. Hvad det kom an paa, var deu Række al Slutninger, der havde ført ham til de opstillede Konklusioner. Opponenten maatte derfor kunne fordre en fuldstændig Kremstilling af disse Overvejelser; men derved var • den mundtlige Forhandlings Karakter udsat for at forrykkes. For Doktorandens Vedkommende vilde den nemlig let gaa over til væsentlig at blive en Forelæsning, og for Opponentens Vedkommende til at blive en Prøvelse, ikke af det i Afhandlingen nedskrevne, men af det mundtlig foredragne, hvilket det altid vilde være vanskeligt at fastholde i den for videnskabelige Undersøgelser fornødne Skarphed. Med Hensyn til Beskikkelsen af Censorer havde Ministeriet ikke udtrykkelig udtalt sig, om disse Censorer eiler Dommere skulde vælges inden for eller uden for det vedkommende Fakultet. Under Forudsætning af, at be- meldte Censorer eller Dommere skulde vælges blandt det vedkommende Fakultets Medlemmer, kunde Fakultetet i < g for sig billige Ministeriets Tanke, idet det troede, at der kunde være M< menter ved Forsvarshandlingen, som Opponenterne i Almindelighed ikke vilde være de bedst skikkede til at give Beretning om paa Grund af den aktive Rolle, de selv havde spillet; men for den juridiske Doktorgrads Vedkommende —, hvilken jo var den eneste Doktorgrad, der for liden existerede Akademiske Grader. 307 i Fakultetet —, blev der formentlig ikke Spørgsinaal oui nogen særlig Ordning i den her omspurgte Retning, naar alle Fakultetets juridiske Medlemmer, hvilke alene deltoge i A fgjørelsew, overværede Forsvarshandlingen. For saa vidt derimod Ministeriet skulde have tænkt sig Forhuldet ordnet paa den Maade, at der uden for det vedkommende Fakultet skulde vælges Censorer eller Dommere til at del- tage med de officielle Opponenter i Afgivelsen af Beretningen ug Indstillingen til Fakultetet om Forsvarshandlingen, fraraadede fakultetet bestemt eu saadan Ord- ning - , aldeles bortset fra de af Ministeriet antydede praktiske Vanskeligheder, der vilde være forbundne med samme. Slig Ordning viMe ikke kunne finde nogen Støtte i de Betragtninger, som havde ledet til Indførelsin af faste Censoier ved forskjellige Embedsexainina. I saa Henseende henledede Fakultetet Opmærksom- heden paa. at der intet forelaa om, at sidst nævnte Institution skulde være foran- lediget ved nogen Tvivl om de vedkommende Fakultetsmedlemmers Evne til at fælde en tigtig videnskabelig Dom, men at 'I ilsætningen af et Statselement til Fakultetskollegiet som Dommere alene kunde anses begrundet i Hensynet til, at de paagjældeude Prøver skulde kvalificere til Statsembeder. Her var der derimod Tale om lent videnskabelige Udmærkelser fra Universitetets Side, og ligesom Afgjørelsen af, hvorvidt en saadan kunde tilkjendes nogen, efter Forholdets Natur maatte tilkomme Fakulteterne, saaledes manglede der formentlig ogsaa enhver Føje til at lade nogen uden for samme medvirke ved Afgjørelsen. Ligesom den af Ministeriet savnede Kontrol med Forsvarshandlingen og dennes Bedømmelse for den juridiske Doktorgrads Vedkummende var sikret saa stærkt, som Forholdet overhovedet gjorde det tænkeligt, derved, at alle Fakultetets Medlemmer, som del- toge i Afgjørelsen, overværede Forsvarshandlingen, saaledes kunde bemeldte Kon- trol for de andre Fakulteters Vedkummende formentlig kun søges tilvejebragt ved Sikring af en tilstiækkelig Repræsentation af Fakulteterne ved Forsvaishandlingen. El n d e 1 i g bemærkede Fakultetet med Hensyn til det tredje Punkt, at dets Med- lemmer altid havde opfattet det som en alle Fakultetets juridiske Medlemmer paahvilende naturlig Pligt at være tilstede ved Forsvarshandlingen for den juri- diske Doktorgrad. Fakultetet vilde derfor intet have imoJ en Ordning fur dets vedkommende, der kun stadfæstede, hvad det uden Lovregel hidtil havde iagttaget Det lægevidenskabelige Fakultet (15. Maj) fandt ingen Anledning til' at udtale sig om det første Punkt, da Magisterkonferens ikke var en Prøvelse, som i Følge Bestemmelserne skulde gaa forud for Erhvervelsen af den medicinske Dokto grad. En almindelig Bestemmelse om Beskikkelsen af Censorer, der stode uden for Fakultetet, vilde være uforenelig med den Maade, hvorpaa Doktorgradens Erhvervelse altid havde været og i al e Lande fremdeles var knyttet, til Fakul- teterne, og Fakultetet indsaa heller ikke Muligheden at at, gjennemfore den i Virkeligheden paa en Maade, der kunde have nogen som helst Petydning. Dok- torgraden kunde kun betragtes som en rent \idenskabelig Institution, som et fuldstændigt Universitetsanliggende, der paa ingen Maade kunde stillos ved Siden at Kxaminerne, som havde Statens Krav til Formaal. Der vilde altsaa i Hoved- sagen kim blive Tale om mulige Bestemmelser angaaende Forsvarshandlingens Ordning, hvorved Nærværelsen af flere Fakultetsmedlemmer end -Styreren (De- kanus) og de tu ordentlige Opponenter blev sikret. I den Anledning fremhævede 1 akultetet, at der ikke i eu overskuelig Række Aar havde vist sig Trang til en saaledes tvungen fyldigere Repræsentation ved Førsvarshandlingerne; disse havde 308 Universitetet 1877 -1878. heller ikke givet Anledning til nogen Uenighed inden for Fakultetet. Ikke desto mindre vilde Fakultetet være tilbøjeligt til at tiltræde mulig fremkommende For- slag, der maatte sigte til ;it sikre en fyldigere Repræ&ntation af Fakultetet. 1 saa Uenseende kunde der mulig træffes en Bestemmelse, hvorved det blev paalagt en eller to af Fakultetets ovrige Medlemmer (foruden Styreren og de to officielle Opponenter) at være tilstede ved den mundtlige Forsvarshandling og at deltage i Bedømmelsen af denne. Det filosofiske Fakultet tiltraadte i sin Erklæring af 17. Maj den af Ministeriet foreslaaede Ordnii g, hvorefter det skulde gjælde som Hegel, ikkun i saadanne Tilfalde at tilstaa Fritagelse fo: Magisterkonferensen, hvor Doktoranden ad anden Vej, navnlig ved videnskabelige Arbejder havde godtgjort at besidde den almindelige videnskabelige Dannelse og Dygtighed i sit Fag, at Ministerkonferen- sen kunde bortfalde. Med Hensyn til de øvrige Punkter havde et Flertal af Fa- kultetets Medlemmer fundet, at der ingen Anledning forelaa til at afvige fra den hidtil bestaaende Praxis ved det mundtlige Forsvar for filosofiske Doktordisputat- ser. Et Mindretal havde foreslaaet, at der foruden de officielle Opponenter og Dekanus ved hver Disputationsakt af Fakultetet udnævntes to eller eventuelt flere af dets Medlemmer, som skulde være tilstede ved det mundtlige Forsvar for at be- dornme den formelle Side af Disputationshandlingen og deltage i den følgende Ind- stilling til Erhvervelsen eller eventuelt Ikke-Erhvervelsen af Doktorgraden. Saa- fremt en forandring fra den hidtil bestaaende Praxis skulde findested, sluttede Fakultetet sig til Mindretallets Fors'ag. Det mathematisk-naturviden sk abelige Fakultet udtalte sig under 28. Maj om Sagen. Hvad angik det første Punkt, var det ikke ganske klart, i hvilken Henseende Ministeriet fandt, at „den Maade hvorpaa man" ved Taubers Forsvarshandling havde „ladet det mundtlige Forsvar træde i Magisterkonferensens Sted-, havde „vist sig fra en saa lidet anbefalelig eller helt forkastelig Side". Ganske afset baaHe fra den Mis orstaaelse, at ved denne Lejlighed det mundtlige Forsvar skulde være traadt i Magisterkonferensens Sted, og fra Forglemmelsen af, at ogsaa Disputatser fra Doktorander med Magisterkonferens, efter at være antagne til Forsvar, kunde blive forkastede paa Grund af Forsvarets Beskaffenhed, erin- drede Fakultetet om, at det netop havde bestræbt sig for at udføre sit af Ministe- liet billigede Forslag, hvorefter „Disputatsen blev ledsaget af Theses af en saa al- mindelig videnskabelig Kai akter, at det derved blev muligt at prøve Forfatterens saa vel almindelige positive Kundskaber, som Evne til at formulere disse paa en saadan Maade, at Universitetets Berettigelse til at fravige de gjældende Kegler kunde træde klart frem". Det havde endog maattet forkaste de talrige (over 50) Theses, som Forfatteren først forelagde, fordi disse ikke gik uden for Zoologien og tilmed ikke drejede sig om andet, end hvad hans specielle Arbejder havde be- handlet ; og naar de .-enere Theses ikke ved deres Indhold og Form kastede et bedre Lys over Forfatterens almindelige videnskabelige Dannelse, saa laa det jo for største Delen i hans eget Valg og i hans egen Form. Naar dernæst Forsva- ret for Afhandlingen selv tilstrækkelig aabenbarede Doktorandens meget taivelige Standpunkt, saa at baade Mangel paa positive Kundskaber og Evne til at formu- lere dem viste sig noksom derved, saa var der jo ingen Anledning til at gaa vi- dere ind paa Theses. Men skjønt saaledes det eneste, Ministeriet anførte til Støtte for Vedtagelsen af den fremsatte Regel, ikke syntes at begrunde den, saa kunde Akademiske Grader. 309 Fakultetets Flertal dog ikke andet end ganske billige en saadan Regel; men det skete af almindelige Grumie. Det var nemlig i og for sig rigtigt, ikke uden meget vægtige Grunde at dispensere studerende fra de foreskrevne Prøver, for saa vidt visse Rettigheder derved skulde naas, og desuden laa der i hele Tidens Be- stræbelser for at løsne alle Baand og — selv ved Prøven paa Kundskaber og videnskabelig Dygtiglied - lade Undtagelserne overvælde Regelen en saadan Kraft, at det havde store Vanskeligheder at holde igjen, naar der kun bankedes tit og stærkt paa, og naar der mod Reglerne hævede sig højrøstede Stemmer Ira dem, hvem de vare til Ulejlighed. Men idet Flertallet saaledes gik ind paa den Tanke, at Fritagelsen for Magisterkonferensen kun skulde komme den til gode, som „ad anden Vej, navnlig ved videnskabelige Arbejder havde godtgjort at be- sidde den almindelige videnskabelige Dannelse og Dygtighed i sit specielle Fag", lagde det Vægten paa, at det udførte specielle Arbejde ogsaa virkelig gav til- strækkeligt Bevis paa almindelig videnskabelig Dygtighed; en Række af De- tailundersøgelser over et enkelt Spørgsmaal kunde f. Ex som saadan og ude af al Forbindelse med videnskabelige Hovedspørgsmaal, hvor fortjenstlig den end i og for sig kunde være, umulig tjene til Bevis paa saadan almindelig Dygtighed Idet Flertallet til fulde erkjendte Vanskeligheden vei i de foreliggende Tilfælde at afgjøre, hvorvidt saadanne Ardejder virkelig vidnede om almindelig videnskabelig Dannelse og Dygtighed, og at Dommen derom ofte vilde møde en haard Kritik fra de man- ges Side, der forvexlede en Samling specielle Kundskaber med almindelig viden- skabelig Dannolse, maatte det hævde Fakultetets Ret til i hvert enkelt Tilfælde at afgjøre Spørgsmaalet efter sin bedste Overbevisning. Hvad det andet Punkt angik, var det Fakultet-t en Tilfredsstillelse at se Ministeriet anerkjende saa vel „Fakultetets traditionelle og lovmæssige Berettigelse til selv som Helhed at tage den afgjørende Beslutning" om, hvorvidt Forsvaret gav Adgang til Graden, som den Betydning, Disputatsens OfT ntlighed og Beskik- kelsen af en Styrer havde, idet Fakultetet antog, at disse Grundregler burde staa urokkelig fast og at, ^aa længe det skete, vare alle andre Regler af underordnet Betydning, ligesom de vare ude af Stand til at hindre en Gjentagelse af en Dis- sens som den, der opstod ved Taubers Disputats, hvor 2 af 11 Medlemmer fandt sig beføjede til at nedsætte Værdien af den stedfundne Opposition. Naar der rej- stes Spørgsmaal om Beskikkelsen af ,,Censorer eller Dommere til at deltage med de officielle Opponenter i Afgivelsen af Beretningen og Indstillingen til Fakulte- tet11, saa kunde en saadan Regel dog forstandigvis ikke være at opfatte anderledes, end at det Resultat, hvortil Flertallet af de beskikkede Dommere kom, skulde fore- lægges Fakultetet som Dommernes Indstilling, med Ret for Mindretallet til at gjøre sin Mening gjældende; men saa stod jo Fakultetet netop i samme Stilling som ved Forhandlingen om Taubers Disputats, skjønt Indsigelsen mod Opponen- ternes Indstilling først kom frem under Forhandlingerne. Der kunde vel heller ikke være Tvivl om, at man altid til Meddommere vilde beskikke Medlemmer af Fakultetet eller Docenter, som havde særlig Indsigt i elh'r dog Kundskab til det Fag, hvorom Afhandlingen drejede sig. Ved Taubers Disputats vilde saaledes utvivlsomt Prof. Scbiødte være blevet Meddommer, men han kunde aabenbart ikke have Grund til at udtale sig anderledes, fordi han i officiel Figenskab var tilstede end han gjorde, da han som Tilhører havde overværet Disputatsen; thi da han ikke var oppoaens ex officio, kunde han dog ikke som saadan tage Ordet, og som 310 Universitetet 1877—1878. opponens ex auditorio stod Retten til at optræde ham alligevel a;iben. Fakultetets Flertal havde imidlertid intet at erindre mod, at det overdroges flere end ^e to officielle Opponenter at afgive Beretningen og gjøre Indstillingen til Fakultetet om Disputatsens Udfald. Med Hensyn til Enkelthederne i Sagens Ordning havde der ytret sig to, dog ikke stærkt afvigende Anskuelser. 6 Medlemmer (Steenstrup, Holten, Steen, Johnstrup, Thomsen og Reinhardt) havde antaget, at der da ved hver Disputats buide gives de to officielle Opponenter en fagkyndig Lærer i Fa- kultetet til Meddommer, idet der i Regelen ikke vilde findes flere med dertil for- nøden videnskabelig Indsigt; 3 Medlemmer (Thiele, Jørgensen, Zeuthen) havde ment, at Styreren, de officielle Opponenter og saa mange Medlemmer, som havde de særlige Forudsætninger til Afhandlingens Bedømmelse, skulde træde sammen i et Udvalg, der senest Dagen efter Forsvaret afgav sin'Indstilling. Med Hensyn til det tredje Punkt bemærkede Fakultetet, at naar Ministeriet af den Omstændighed, at ,,en Del af Fakultetets Medlemmer havde været blottede for tilstrækkeligt personligt Kjendskab til Forsvarshandlingen", fandt sig belært om Nødvendigheden af „en Regel, sigtende til Tilvejebringelsen af en fyldigere Re- præsentation af Fakultetet ved Forsvarshandlingen", syntes der at maatte ligge en Misforstaaelse til Grund herfor. Det var nemlig kun 2 Medlemmer, som ikke havde overværet Taubers Disputats, og da Fakultetet talte 11 Medlemmer, 6aa kunne der ikke siges at være nogen „fremtrædende Mangel" i dette Tilfælde. Det maatte vel endog paastaas, at da alle fem Professorer i Naturhistorie vare til- stede, og de ved deres Studier nærmest kunde have nogen Mening om Forsvaret, saa var denne Disputats endog meget vel besøgt. Naar dertil kom, at ethvert Medlem af Fakultetet, saa vidt det var ham muligt og for saa vidt hans Indsigt i Afhandlingens Gjenstand tillod ham med noget Udbytte at følge Disputatsen, ogsaa turde antages at ville være tilstede, samt at Drøftelsen af Forsvarets Beskaffen- hed bagefter altid var tilstrækkelig orienterende for dem, der vel manglede særlig Kundskab til Sagen, men vare i Besiddelse af almindelig videnskabelig Dannelse, saa syntes der ikke at være Grund til at tilvejebringe nogen Regel for en fyldi- gere Repnusentation af Fakultetet ved Disputatsen, end der nu af sig selv var til- stede. Der kunde vel heller ikke let findes nogen anden passende Regel, især hvis det virkelig var 2 Medlemmers Fraværelse, Ministeriet betegnede som en „fremtrædende Mangel" —, end den, at paalægge alle Medlemmer at overvære Disputatsen. Men det vilde i de Tilfælde, hvor der ingen Dissens opstod — og det var de allerfleste — og for de Medlemmer, der ingen synderlig Indsigt havde i Afhandlingens Gjen.g vilde ogsaa have foranlediget Fakultetet til af eget Initiativ at fremkomme med Forslag til Lovgivningens Fuld- stændiggjorelse paa dette Punkt, skjønt der ikke hidtil havde været Brug for Be- stemmelser herom, hvis der ikke var særegne Omstændigheder, som havde gjort eg endnu gjorde en Udsættelse af Sagens Afgjørelse ønskelig Da i Aaret 1848 Statsøkonomien og Statistiken overflyttedes fra det filoso- fiske til det juridiske Fakultet, udelukkedes d,t vel ikke ubetinget, at der over herhen hørende Æmner kunde disputeres under det filosofiske Fakultet eller et af de to Fakulteter, hvori dette senere deltes, og derved den filosofiske Doktorgrad erhverves. Det lod sig f. Ex. tænke, at en saadan Disputats væsentlig havde Ka- rakteren enten af anvendt Mathematik eller anvendt Filosofi, og af den Grund, uanset den stedfundne Overflytning, maatte siges at høie under et af de nævnte Fakulteters Omraade. Men for saa vidt angik Disputatser over Æmner af de nævnte Fag som saadanne, var det klart, at de nu henliorte under det rets- og statsvidenskabelige Fakultet, og dermed var det d;t ogsaa udelukket, at den Grad, der blev erhvervet, kunde blive don filosofiske Doktorgrad; thi det laa uden for det rets- og statsvidenskabelige Fakultets Beføjelse at konferere nogen denne Grad. Den eneste Grad, dette Fakultet ved Overflytningen af hine Fag havde været og endnu var i Stand til at [konferere, var den juridiske Doktorgrad. Denne var imidlertid efter Karakteren af den Ordning, der fandt Stel i 1848, ikke anvende- lig paa Disputatser at den omspurgte Art. Hvad der den Gang fandt Sted, var 318 Universitetet 1877—1878. nemlig ikke alene en Overllytning af Fag til det juridiske Fakultet i Forbindelse med disses Henlæggelse til den gamle juridiske Examen eller til en ny juridisk Examen i en fra den ældre noget forskjellig Retning. Havde Forandringen blot bestaaet deri, vilde det ganske vist have været stridende mod al Tradition hos os og andetsteds, 0111 man for Doktorgraden i disse Fag vilde have dannet nogen ny Benævnelse. Men der skete den Gang noget mere. Det juridiske Fakultet blev i Vitkeligheden delt i to Afdelinger, hvilke dets nye officielle Betegnelse angav ved at sondrq mellem Retsvidenskab og Statsvidenskab, og en ny statsviden- skabelig Examen blev anordnet ved Siden af den retsvidenskabelige. Under disse Omstændigheder vilde Benævnelsen Dr. juiis for dem, der havde disputeret over statsøkonomiske Æmner, være ganske vildledende for dem, der kjendte det rets- og statsvidenskabelige Fakultets Ordning, og som utvivlsomt kun vilde henføre dette Navn til „Retsvidenskaben'1 i den af Lovgivningen forudsatte Forstand. Skulde man blive i den gjældende Universitets Lovgivnings Spor, maatte man paa Dok- torgraderne overføre den samme Sondring og Dobbelthed, som viste sig i Fakulte- tets Navn, Studieordningen m. m. Man maatte skabe en Grad med Navnet ,,Dr. politices'1 ved Siden af den i den ældre Forstand bevarede Grad „Dr. jnris", og de let paapegelige Ulemper, der vilde knytte sig til hin nye Grad, hvis Betydning vilde blive vanskelig at forstaa overalt, hvor man ikke kjendte vore særegne Forhold, og hvis, som det kunde forudses, saare sjældne Anvendelse vilde give de enkelte indtræffende Tilfælde en lidet ønskelig, Opsigt vækkende Karakter, vilde ikke kunne være afgjørende mod de endnu værre Ulemper, som det andet Alternativ vilde have under en uforandret; Ordning. Nu var det imidlertid saa, at den i Aaret 1848 indførte Deling af Fakultetet i to Afdelinger og den hele dermed sammenhængende Ordning af mange betragte- des som uheldig og som hvilende paa mindre rigtige Forudsætninger. Det Spørgs- maal vilde en Gang paatrænge sig, om ikke den nu værende Ordning af det stats- videnskabelige Studium og Examen, der oprindelig ogsaa var paatænkt kun at skulle være midlertidig, maatte undergaa væsentlige Forandringer, og adskilligt talte for, at en saadan Forandring vilde komme til at gaa i en Retning, hvorefter en dobbelt Benævnelse for Doktorgraden vilde blive unødvendig. Under disse Om- stændigheder kunde Fakultetet ikke ønske, at Spørgsmaalet om Betegnelsen af den Doktorgrad, som kunde erhverves ved statsøkonomiske eller lignende Disputatser, bragtes til Afgjørelse nu, for saa vidt ikke Nødvendigheden bød det. Man maatte tvært imod anse det for rigtigst, saa længe ingen tvingende Nødvendighed ind- traadte, at udskyde Spørgsmaalet, indtil det havde fundet en endelig Afgjørelse, om der skulde fortsættes videre i det dobbelte Spor, som Ordningen i 1848 førte ind paa, eller ikke. Fakultetet ansaa derfor ikke Tiden for kommet til at følge Udvalgets Henstilling. Endnu skal med Hensyn til Udvalgets Virksomhed bemærkes, at det under 6. Febr. 1878 modtog et Forslag fra Prof. Heegaaid. Han udtalte, at den nu gjældende Ordning, i Følge hvilken Forsvarshandlingen begyndes og afsluttes af de to officielle Opponenter, medførte forskjellige Ulemper for den af de to officielle Opponenter, som fik Ordet sidst. Naar nemlig Oppositionen, hvad der hyppig skete, strakte sig gjennem hele den Tid, som var indrømmet til Hand- lingen, var den sidste Opponent trættet ved at have hørt paa de foregaaende Forhandlinger. Alene det at være tilstede under 5 a 6 Timers Undersøgelse, var Akademiske Grader. 319 i og for sig sløvende og udmattende; men blev det her endnu mere ved den Om- stændighed, at Opponenten maatte følge Forhandlingernes Oang med Opmærksom- hed, for ikke gjentagende at benytte de Oppositionspunkter, som mulig hans Forgængere maatte have benyttet. Han vilde derfor i de fleste Tilfælde være mindre oplagt til at fortsætte Forhandlingen, hvis Udbytte netop eller i det mindste for en væsentlig Del beroede derpaa, at han mødte mereslaaede kunde svække Lysten til at opponere ex auditorio, nærede han, efter sin Erfaring, ikke nogen Frygt i denne Henseende. Hvor Lysten til at opponere ex auditorio først var tilstede, havde han hyppig set dens Intensitet at være saa betydelig, at der sikkert behøvedes langt mere indgribende Foranstaltninger for heri at fremkalde nogen Afkjøling. Efter at Udvalget havde endt sine Overvejelserover de forskjellige Punkter, som havde været det forelagt, eller som det af eget Initiativ havde fremdraget, forelagde det Sagen for Konsistorium, der i Skrivelse til Ministeriet af 29. Maj 1878 gjorde Rede saa vel for de i Udvalget plejede Forhandlinger og deraf fremgaaede Forslag, som for sin egen Stilling til Sagen. Konsistorium gjennemgik først Fakulteternes Udtalelser med Hensyn til de ■i af Ministeriet fremdragne Punkter. Det første Spørgsmaal interesserede vel ikke direkte alle Fakulteter, da der ved det theologiske, rets- og statsvidenskabelige samt LiuiveraiteU Aarbog 41 320 Universitetet 1877 -1878. lægevidenskabelige Fakultet ikke forekom Magisterkonferenser. Det theologiske og lægevidenskabelige Fakultet havde derfor anset dette Spørg>maal fur at være dem uved- kommende. Imidlertid maatte de Grundsætninger, som fulgtes ved eventuelle Dispensationer fra Magisterkonferenser, naturlig ogsaa finde Anvendelse, naar der blev Spørgsmaal om Dispensation fra den ved de nævnte Fakulteter lovbefalede Betingelse for Adgangen til at disputere, og for saa vidt havde Sporgsmaalet dog almindelig Interesse. Baade det filosofiske og det mathematisk-naturvidenskabelige Fakultetet samt det rets- og statsviden^kabelige Fakultet, for saa vidt Spørgs- maalet vedrørte det, vare enige i det Princip, Ministeriet opstillede for fremtidige Dispensationer, — og anderledes vilde upaatvivlelig heller ikke dé to andre Fa- kulteter have udtalt sig, hvis de vare gaaede ind paa Spørgsmaalet. Hertil havde end videre Udvalget sluttet sig, og Konsistorium tiltraadte for sit Vedkommende aldeles Tanken, saa meget mere som det ikke i samme saa noget egentlig nyt. Efter sin Natur gav i øvrigt dette Punkt ikke Anledning til at formulere nogen bestemt Indstilling; kun udtalte Konsistorium, at det formentlig vilde være rigtigt i sin Tid ved Skrivelse til samtlige Fakulteter at meddele dem, at den omspnrgte Grundsætning i ethvert foreliggende Tilfælde vilde være at holde for Øje ved de Dispensations Spørgsmaal, der forelagdes dem. Hvad det andet Punkt angik, havde der hos Fakulteterne været nogen Uklarhed, paa hvilken Maade Ministeriet havde tænkt sig saadanne Censorer valgte, om inden for Fakultetets Kreds eller uden for samme, for hvilken sidste Ordning da do faste Censorer ved Embedsexamina skulde afgive et Slags For- billede. At dette sidste ikke kunde være Meningen, havde dug af de fleste Fa- kulteter været forudsat, og i alt Fald var Foranstaltningen under denne Forud- sætning blevet enstemmig og stærkt fraraadet. Heller ikke Udvalget havde antaget, at Ministeriets Henstilling skulde væie saaledes at forstaa, og det samme gik Konsistorium ud fra. Det var ogsaa klart, som af det rets- og statsviden- skabelige samt det lægevidenskabelige Fakultet fieinhævet, at der slet ingen Sammenligning kunde gjøres mellem de beskikkede Censorer ved Embedsexamina, der skulde have Betydning fur Staten, og saadanne Censorer ved Doktordisputatser, der vare en rent videnskabelig Institution. Det var ej blot lovmæssigt og traditionelt, som det bemærkedes i Ministeriets Skrivelse, at Dommen over disse alene tilkom Fakulteterne; men det var i den Grad givet ved Forholdets Natur, at man ikke alene ikke vilde finde noget Universitet, hvor Sagen var ordnet anderledes, men at man overhovedet maatte sige, at det kun var under denne Forudsætning, at den videnskabelige Anerkjendclse, som laa i Doktorværdighedens Tildeling, havde nogen Betydning. Skulde man gaa ud fra den Forudsætning, at et Fakultet ikke kunde domme retfærdig om et Anliggende, der som dette i egentligste For- stand var et Fakultetsanliggende, maatte et saadant mangle Forudsætningerne for at repræsentere sin Videnskab ved Universitetet. Og vilde man gaa ud fra, at det udøvede sin Ret med Partiskhed, kunde Konsekvensen kun blive, at ingen søgte Doktorgraden ved det Derimod vilde en Doktorværdighed, der ikke i Sandhed kunde siges at være tildelt af vedkommende Fakultet, mangle al Betyd- ning som videnskabelig Anerkjendelse, og intet Universitet kunde række Haaud til en Ordning, der medførte en saadan, Institutionen aldeles nedbrydende Mulig- hed. En saadan Mulighed kunde imidlertid med beskikkede Censorer uden for Fakultetet kun udelukkes, naar disse Censorers Viiksoinliod paa Forhaand blev Akademiske Grader 321 gjort betydningsløs, og under denne Korudsætning kunde man vel næppe finde Mænd, der vilde anse det for stemmende med deres Værdighed at modtage en slig Beskikkelse. Idet Konsistorium derfor ansaa sig berettiget til at gaa ud fra, at dette ikke havde været Ministeriets Tanke, men at Meningen kun var, at andre af Fa- kultetets Medlemmer end de officielle Opponenter skulde deltage med disse i Ind- stillingen til Fakultetet, udtalte det sig om denne Tanke i Forbindelse med det tredje af Ministeriet fremdragne Punkt. Med Hensyn hertil mindede »let om, at det i sin Skrivelse af 5. Marts 1877 *) i Anledning af Kand. Taubers Disputats havde udviklet, hvorfor de nu gjældende Regler efter dets Skjøn maatte anses for tilstrækkelige til at sikre den retfæidige Bedømmelse. Det havde navnlig frem- hævet, at det ved Siden af den retlig nødvendige Tilstedeværelse af de som Oppo- nenter og Styrer fungerende Medlemmer af Fakultetet faktisk blev opfattet som en moralsk Pligt for ethvert Medlem af et Fakultet, under hvis Videnskabsfag Dispu- tatsen henhørte, at overvære den mundtlige Forsvarsakt, og at som Følge heraf Regelen ved visse Fakulteter var, at alle Medlemmer vare tilstede, ikke blot de, der havde en officiel Funktion, medens det ved andre Fakulteter, under hvilke forskjellige Videnskabsfag vare samlede, ligeledes regelmæssig blev opfattet som en Pligt at være tilstede for dem, der vare særlig sagkyndige i Æmnet. Konsi- storium var vedblivende af den Mening, at den gjældende Ordning, naar man saa den i Sammenhæng med de faktiske Forhold, var i alt væsentligt tilfredsstillende. Der kunde imidlertid ikke være noget til Hinder for, at den nys omtalte moralske Pligt forandredes til en retlig, og det altsaa kom til at paahvile ethvert Medlem af Fakultetet, under hvis Videnskabsfags Omraade det i Disputatsen behandlede Æmne laa, at overvære den mundtlige Akt, for saa vidt da vedkommende ikke maatte have lovligt Forfald, og uanset, at han ikke havde nogen officiel Funktion ved Akten. I denne Retning havde ogsaa de fleste af Fakulteterne udtalt sig, i alt Fald subsidiært, hvis det ikke kunde forblive ved det bestaaende. Videre troede Konsistorium ikke, af de i hin tidligere Skrivelse fremhævede Grunde, at det vilde være tilraadeligt at gaa i Henseende til tvungen Tilstedeværelse, lige saa lidt som det troede, at det vilde være hensigtsmæssigt, saaledes som nogle Fakulteter mere eller mindre ubetinget foresloge, at det paalagdes nogle af Fakultetets Medlemmer^ soui ikke vare Opponenter ex officio, at deltage i Bedømmelsen og Indstillingen til Fakultetet. Konsistorium troede med Udvalget, at en saadan Ordning paa den ene Side let kunde give Anledning til personlige Rivninger, og at det paa den anden Side vilde friste andre Medlemmer, end dem, hvis Nærværelse skulde være nødvendig, til i højere Grad, end nu var Tilfældet, at unddrage sig den dog ofte ogsaa for dem ønskelige personlige Nærværelse. Dertil kom, at en slig Deltagelse i Indstillingen aldeles ikke behøvedes, for at vedkommende kunde blive i Stand til at gjøre sin fra Opponenternes mulig afvigende Anskuelse gjældende. Dertil stod jo nemlig Adgangen fri ved Forhandlingen og Afstemningen i Fakul- tetet paa Grundlag af Opponenternes Indstilling. Det var sikkert naturligere at opfatte denne som en Indberetning om et disse paalagt Hvervs Udførelse, der altsaa var dem alene vedkommende, og at de mulig modstridende Meninger ikke *) Uuiv. Aarb. 1876-77 S. 73 fl. 41* 322 Universitetet 1R77—1878. bleve indblandede i denne Indberetning, men gjordes gjældende i Fakultetet, hos hvilket Afgjørelsen laa. Havde Fortiden -i noget Tilfælde vist, at denne Adgang til at gjere sine afvigende Anskuelser gjældende, ikke var tilstrækkelig, kunde Grunden næppe have været nogen anden, end den, at Forpligtelsen til at være tilstede ikke var blevet fulgt saa strængt, som det vilde blive Tilfældet, naar Nærværelsen for alle sagkyndige Medlemmer af Fakultetet gjordes til Retspligt. Derfor skjønnede Konsistorium ikke rettere end, at der i alt Fald ikke kunde være Trang til nogen anden Ændring i det bestaaende, end denne ene. Konsistorium gik derefter over til at udtale sig om de andre Spørgsmaal, vedrørende Ordningen af de akademiske Grader, som vare blevne behandlede i Udvalget, og som kun havde givet Anledning'til en positiv Indstilling om Foran- dring i den gjældende Ret. Et Hovedspørgsmaal, paa hvilket Prof. Holm havde henledet Opmærksom- heden, angik de gjældende Regler om Betingelserne for at indstille sig til Erhver- velse af Doktorgraden, og Licentiatgraden i det theologiske Fakultet. Der var i denne Henseende en væsentlig Ulighed mellem Fakulteterne, idet enhver Embeds- examen, bestaaet med første Karakter — foruden Magisterkonferenserne — aabnede Adgang i det filosofiske og det mathematisk-naturvidenskabelige Fakultet, medens der i de andre krævedes en med første Karakter bestaaet Embedsexamen inden for vedkommende Fakultet selv. For saa vidt man vilde tænke paa at ophæve denne Ulighed, kunde det enten ske ved at indføre i de sidst omtalte Fakulteter den samme Frihed som i de to først nævnte, eller ved i disse at begrænse den paa tilsvarende Maade som i hine. For det sidste havde Konsistorium ved tvende tidligere Lejligheder taget Ordet, nemlig dels i 1848 i Anledning af den nye Ordning af Magisterkonferenserne, dels i Anledning af de Forhandlinger, der førte til Bekj. 19. Maj 1854 *), men uden at det lykkedes at faa den højere Universitetsmyndighed til at gaa ind derpaa, se nærmere det rets- og statsviden- skabelige Fakultets Betænkning. For det første havde der i Udvalget og Konsi- storium hævet sig Stemmer som det i og for sig rigtige; men der var Grund'til at antage, at et Forslag i denne Retning vilde møde Modstand fra alle eller i alt Fald Flertallet af de tre Fakulteter, ved hvilke nu den begrænsede Adgang gjaldt. Udvalget og Konsistorium fandt, at der ikke var Anledning til for Tiden at gjøre Forsøg paa at hæve den vel i og for sig stødende Ulighed, tilmed da Meningerne om, ad hvilken Vej det da burde ske, turde staa temmelig skarpt mod hinanden, Sagen burde formentlig modnes mere, end Tilfældet var nu, og man var derfor enig om indtil videre at stille den i Bero. Ikke saa meget sigtende til Forandring i den gjældende Ret som til at op- naa Klarhed om, hvorledes denne var, var et andet af Prof. Holm fremdraget Spørgsmaal, i hvilken Udstrækning Magisterkonferenserne i det filosofiske og mathe- matisk-naturvidenskabelige Fakultet gave Adgang til at disputere, for Graden inden for disse Fakulteter. Den herom indhentede Erklæring fra det rets- og stats- videnskabelige Fakultet gik ud paa, at Magisterkonferenserne i denne Henseende maatte stilles i Klasse med Embedsexamina, saa at Betingelsen ikke var, at ved- kommende ved Konferensen netop skulde være prøvet i den Videnskab, af hvilken *) Lindes Medd. 1849—56 S. 50 ff. Akademiske Grader. 323 Æmnet for hans Disputats var taget. Efter dette Resultat maatte Spørgsmaalet om Forandring i den gjældende Ret paa dette Punkt dele Skjæbne med det foran berørte. Man enedes derfor ogsaa her om at lade det forblive ved den bestaaende Ordning. Efter at Konsistorium derefter havde omtalt de med det theologiske Fakultet forte Forhandlinger om Afskaffelsen af Licentiatgraden, og herom bemærket, at det, efter det Hensyn, der i disse Spørgsmaal formentlig burde tages jtil Fakulte- ternes Opfattelse, maatte lade Spørgsmaalet falde, omtalte det Spørgsmaalet om, hvorledes den Grad skulde betegnes, hvortil en Disputats om et nationaløkonomisk eller lignende ikke-juridisk Æmne gav Adgang inden for det rets- og statsviden- skabelige Fakultet. Konsistorium berørte den Forespørgsel, Udvalget i denne An- ledning havde rettet til dette Fakultet, og bemærkede, at da Fakultetet havde ud- talt, at særegne Grunde gjorde det tilraadeligt ikke for Tiden at komme ind paa Spørgsmaalet, saa længe Omstændighederne ikke gjorde det uundgaaeligt, vare Forhandlingerne herom ikke førte videre. Det af Prof. Heegaard fremsatte Forslag, at de to officielle Opponenter ikke, som nu, skulde henholdsvis aabne og slutte Akten, men begge efter hinanden have Ordet ved Aktens Begyndelse, havde hverken Udvalget eller Konsistorium ment at kunne gaa ind paa. Man ansaa det nemlig for vigtigt, netop naar en betydeligere Opposition ex auditorio havde fundet Sted, at en officiel Repræsentant for Fakulte- tet fik Ordet efter denne, for efter Omstændighederne at kunne stille Ting i det rette Lys, som vare fremdragne under den frivillige Opposition. Man var derfor enstemmig af den Mening, at det her burde have sit Forblivende ved den gjæl- dende Regel. Et Savn var det derimod utvivlsomt, at der ikke i Bekj, 26. April 1855, som af Prof. Holm fremdraget, havdes tilstrækkelige Regler om den Tid, som de officielle Opponenter havde Krav paa, men hvortil de ogsaa i fornødent Fald maatte kunne begrænses. Som Forholdet var nu, kunde den første officielle Oppo- nent bruge en saa betydelig Del af den Tid, Akten maatte vare, nemlig 6 Timer, at han baade altfor meget kunde begrænse den frivillige Opposition, og at der atter efter denne aldeles ingen Tid blev til den anden officielle Opponent. Og Ulemper af denne Art vare forekomne. Udvalget indstillede med Hensyn hertil, at § 4 i bemeldte Bekjendtgjørelse fik en forandret Affattelse, hvorved det blev fastsat, hvilken Tid det var hver Opponents Ret at fordre, men hvortil han da ogsaa i fornødent Fald af Styreren maatte begrænses. Idet det gik ud fra, at den officielle Opposition havde billigt Krav paa den halve Tid, foreslog det føl- gende Affattelse af § 4: „Der tilstaas ordentligvis hver af Opponenterne ex officio 1V2 Time og hver Opponent ex auditorio 'åU Time; dog kan Styreren, for saa vidt som Antallet af de anmeldte Opponenter tillader det, tilstaa en længere Tid. Hele Handlingen maa ikke vare over 6 Timer." Til dette Forslag sluttede Konsistorium sig. Endnu tilføjede Konsistorium, at Udvalget ogsaa havde undersøgt de bestaa- ende Regler med Hensyn til Doktordisputatsernes Fordeling, men, efter Konsisto- riums Mening med rette, havde ment at burde henvise eventuelle ønsker om Æn- dring i disse til Forhandling inden for Fakulteterne selv. 324 Universitetet 1877—1878. Konsistorium bemærkede sluttelig, at der altsaa vilde blive Tale om to Bestemmelser* som Tillæg til eller Forandring i den gjældende 1«et. Begge Be- stemmelser knyttede sig til Bekj. 26. April 1855 (Lindes Medd. 1849—56 S. 70—71), dels som Tilføjelse til dennes § 1, dels som Forandring af dens § 4. Til § 1 i Slutningen vilde nemlig efter foran staaende følgende Slutningspassus være at tilføje: „Foruden de officielle Opponenter ere de Medlemmer af Fakultetet, under hvis Videnskabsfag Disputatsens JEmne hører, og som ej have lovligt For fald, pligtige til at overvære Forsvarshandlingen." Affattelsen af § 4 vilde blive som oven for anført. Konsistorium indstillede da, at disse Tillæg til og Forandringer i den nævnte Bekjendtgjørelse bifaldtes. De derefter omtrykte Bestemmelser vilde selvfølgelig i Henhold til Bekjendtgjørelsens § 5 medfølge enhver Disputats. Ministeriet har derefter under 27. Juni 1878 tilskrevet Konsistorium, at det for Fremtiden ikkun i saadanne Tilfælde vil anbefale Fritagelse for Magisterkonfe- rensen som Betingelse for Adgangen til at disputere, hvor Doktoranden ad anden Vej, navnlig ved videnskabelige Arbejder, har godtgjort at besidde den alminde- lige videnskabelige Dannelse og Dygtighed i sit specielle Fag, at Magisterkonfe- rensen kan bortfalde. Ministeriet har derhos bifaldet de tvende af Konsistorium foreslaaede Tilføjelser til Bekj. 26. April 1855, dog at der i det sidste Forslag efter ,,3/4 Time" indskødes -• ,,derunder indbefattet den Tid, Doktoranden behover til at afgive SvarDe herefter omtrykte Bestemmelser ere derefter meddelte Fakulteterne. De lyde nu saaledes: 1. Forsvarshandlingen styres af Fakultetets Dekanus eller af en anden dertil af Fakultetet udnævnt Professor. Styreren giver Ordet og paaser, at Handlin- gen foregaar paa en værdig Maade; han kan paalægge en Opponent at op- høre, og i fornødent Fald afbryde Handlingen. Styreren deltager ikke selv i Disputationen. Foruden de officielle Opponenter ere de Medlemmer af Fakulte- tet, under hvis Videnskabsfag Disputatsens Æmne horer, og som ej have lovligt Forfald, pligtige til at overvære Forsvarshandlingen. 2. Berettiget til at optræde som Opponenter ere ordentligvis kun akademiske Borgere uden Hensyn til Livsstilling, samt^Kandidaterne fra det polytekniske Institut og det forrige kirurgiske Akademi. Andre, som ønske at opponere, maa derom forud henvende sig til vedkommende Fakultet. 3. De, som ville opponere, have at melde sig hos Fakultetets Dekanus inden Begyndelsen af Handlingen; dog kan Styreren ogsaa give Tilladelse under selve Handlingen, men uden at betage dem, som tidligere have meldt sig, Forretten. 4. Der tilstaas ordentligvis hver af Opponenterne ex officio 1V2 Time og hver Opponent ex auditorio 3,U Time, dorunder indbefattet den Tid,"^Doktoranden behøver til at give Svar; dog kan Styreren, fur saa vidt som Antallet af de anmeldte Opponenter tillader det, tilstaa en længere Tid. Hele Handlingen maa ikke vare over 6 Timer. 5. Foranførte Bestemmelser skulle indtil videre trykte medfølge enhver Disputats. — Efter Indstilling fra det filosofiske Fakultet, anbefalet af Konsistorium, blev der ved kgl. Resol, af 28. Febr. 1878 meddelt nævnte Fakultet Bemyndigelse Akademiske Grader. 325 til at konferere Prof. A. P. Berggreen den filosofiske Doktorgrad honoris causa. Diplomet overraktes denne ved hans Guldbryllup d. 6. Marts s. A. V. Akademiske Højtideligheder. Med Hensyn til den ved kgl. Resol. 28. Novbr. 1877 bifaldte Forandring i Reskr. 23. Dcbr. 1837 II b om Universitetets Fest til Erindring om Reformatio- nens Indførelse, maa henvises til det foran Side 1 ff bemærkede, hvor ogsaa er omtalt de Forhandlinger, der da førtes om videre Forandringer med Hensyn til Universitetsfesterne. VI. Videnskabelige Samlinger. X. ID o ri "botaniske Have. a. Museumsbygningens Opførelse. Under Overslagene over de Udgifter, der vilde medgaa til Anlæget af en ny botanisk Have var selvfølgelig ogsaa indbefattet Udgiften til Opførelsen af en bo- tanisk Museumsbygning. Paa Planen over den nye botaniske Have var der afsat en bestemt Plads som den hensigtsmæssigste, paa hvilken Museumsbygningen kunde lægges; men, som allerede i Aarb. f. 1873 — 75 S. 114—15 berørt, Planen blev krydset derved, at Nedrivningen af Gothersgadens Mølle, der netop stod paa denne Plads, blev udsat. Vanskelighederne bleve imidlertid foreløbig skaffede til Side, idet det efter en Forhandling mellem Ministeriet og Komiteen for den botaniske Haves Flytning blev vedtaget at vente med Museumsarbejderne til Foraaret 1873 som den yderste Termin, til hvilken disse Arbejder kunde udsættes, uden at for- andre den lagte Haveplan, se i øvrigt Aarb f. 1873—75 1. c. Til Brug ved Finanslovforslaget for 1872—73 begjærede Ministeriet, der onskede, at der toges Hensyn til de før og under Forhandlingerne i Rigsdagen fremkomne Bemæ kninger, nye Overslag og Tegninger til Museumsbygningen. Saadanne Overslag udarbejdedes derefter af Bygningsinspektør, Etatsr. Hansen, og indsendtes af Komiteen under 18. Oktbr. 1871 til Ministeriet. Museumsbygnin- gen kalkuleredes her til 57,525 Kd. (det tidligere Overslag lød paa 31,580 Rd Forøgelsen i Overslaget, bemærkede Komiteen, var en nødvendig Følge af den Udvidelse, som det fra alle Sider var erkjendt, at der maatte gives Arkitektens tidligere Udkast til denne Bygning. Man havde omhyggelig bestræbt sig for at undgaa alt overflødigt. Ved Anvendelsen af brandfrie Konstruktioner i alle Dele af Bygningen vilde den og dens værdifulde Indhold være sikret mod Ødelæggelse ved lldsvaade uden væsentlig Forøgelse i Udgiften. Da der senere opstod Spørgs- maal om, hvorvidt en Reduktion i Overslaget var mulig, erklærede Komiteens Formand, Kapt. Jacobsen (30. Decbr.), at Rummene i Museet vare beregnede med den største Nøjagtighed og med saa strængt Hensyn til Økonomi, at Bygningen ikke kunde gjøres mindre uden at blive forfejlet. Ved dens Udstyr var al Luxus undgaaet, og Arkitektens Overslag var derved allerede reduceret betydelig. Skulde Udgiften yderligere reduceres, maatte man gjøre det ydre endnu simplere, ligt et sædvanligt kjøbenhavnsk Vaaniugshus, al Mursten, uden Gement-