Forhandlinger om Examenskommissionør, Censorinstitutionen m. m. 5
III. Forelæsninger, Øvelser og Examina.
1. Forhandlinger om Exa menskommissioner, Censor in stitu-
tionen m m.
Under Rigsdagens Samling 1874 -75 blev der i Folketinget (Folketings-Tid.
Sp. 1330 1349) rettet en forespørgsel til Kirke- og Undervisningsministeren om
Oprettelsen af Examenskommissioner, under hvis Besvarelse Kirke- og Undervis-
ningsministeren udtalte, at det efter den Erfaring, der allerede maatte være ind-
vundet efter Indførelsen af de faste Censorer*), var hans Hensigt, saa snart disse
igjen traadte sammen ved Exainensarbejdet, at sammenkalde dem eller i alt Fald
afæske dem deres Betænkning om, hvad de maatte have erfaret med Hensyn til
Examinationen ved de forskjeilige Fakulteter. I Overensstemmelse hermed bleve
de taste Censorer ved enhver af de forskjeilige Examina under 26. Jan. 1875 af
Ministeriet opfordrede til umiddelbart efter Tilendebringelsen af de da fore-
staaende Examina at overveje, hvorvidt det maatte være hensigtsmæssigt og
tilraadeligt at ombytte den nuværende Indretning med Examenskommissioner,
og i saa Fald at ytre sig om, hvorvidt det lod sig antage, at der havdes Kræfter
til at sammensætte saadanne Kommissioner, og hvilke Udgifter der hertil vilde
medgaa. De derefter modtagne Betænkninger skulle her enkeltvis omtales.
Censorerne ved den theologiske Embedsexamen udtalte (3. Marts
1875), at der upaatvivlelig ved den Foranstaltning, som blev truffet i 1871, navn-
lig ved Ansættelsen af faste Censorer ved den theologiske Embedsexamen, var
sket et Fiemskridt, idet Kandidaternes Tillid var Hevet styrket til en mere ens-
artet, og følgelig retfærdigere Bedømmelse af deres Kundskaber, end den kunde
tinde Sted tidligere, under vexlende Censorer, der efter Omgang toges af Hoved-
stadens Gejstlige. Imidlertid turde de ingenlunde paastaa, at Prøven under den
nuværende Ordning havde naaet den Paalidelighed- og Grundighed, som maatte
ønskes, idet det ikke vilde være let for Censoren at gribe ind i en mangelfuld
Examination, hvad enten denne gik ind paa Smaaligheder, eller den blev paa Over-
fladen, ligesom ogsaa de taste Censorer ingen Indflydelse kunde have paa Studiet
ellei Indretningen af forberedelsen. Og dog var det sidste af stor Vigtighed.
Vistnok laa det betydningsfulde i Universitetsdannelsen ikke i den afsluttende
Examen, men i selve Studiet og i den Vejledning, som Universitetet tilbød • dog
kunde det paa den anden Side ikke nægtes, at den saakaldte Embedsexamen kunde
være indrettet saaledes, at den virkede uheldigt tilbage baade paa Vejledningen
gjennem Forelæsningerne og paa selve Forberedelsen eller Studiet. Og i denne
Henseende kunde det næppe kaldes heldigt, naar Examinationen ved Embedsexa-
men udelukkende var lagt i deres Haand, som havde doceret det paagjældende
Fag, \ istnok vilde de Vænd, tor hvem Videnskaben var den eneste Livsopgave,
have de gunstigste Forudsætninger for at kunne anstille en paalidelig Prøve, og
den dygtigste Docent, som var inde i sin Videnskab, turde ventes mindst tilbøjelig
til at forlange en slavisk Læren og Gjengiven af sit Foredrag hos de studerende;
) De tidligere forhandlinger med Hensyn til denne Sag findes refererede i Selmers
Aarbog for 1839 S. 71 ff. og for 1847 S. 36 -39 ff. samt Lindes Meddelelser for
1857 — 63 S. 59 ff. Sagens Behandling i Tidsrummet 1863 -71 maa forbeholdes
de udfyldende Meddelelser, der senere ville udgaa for Aarene 1864—7!.
6
Universitetet 1875—1876.
men det kunde ingenlunde altid opstilles som en grundet Forventning, at en dyg-
tig Docent tillige formedelst sin theoretiske og videnskabelige Indsigt i og for sig
selv var en god Examinator Om den fremragende end vilde kunne modstaa Fri-
stelsen til ved Examen at forlange sit eget, saa gjaldt dette ikke for de Frofes-
sorer, som ikke vare deres Plads fuldkommen voxne; de vilde allermest være til-
bøjelige til at examinere i det, som de havde foredraget, og det paa den Vis, de
havde givet det, til ikke ringe Skade for Studiet, baade fordi de studerende saa-
ledes maatte nøjes n:ed en mangelfuld Vejledning, og fordi de ikke vilde tilskyndes
til et friere og selvstændigere Studium.
Denne sidste Mislighed ledede naturlig Opmærksomheden hen paa en Ulempe,
som var uundgaaelig ved den nu værende Ordning. Nu vilde adskillige at de stu-
derende høre Professorernes Forelæsninger, kun fordi disse vare de examinerende;
Docenten kunde ikke betragte Antallet af sine Tilhørere som sikker Maalestok for,
hvorvidt det var lykkedes ham at fyldestgjøre de Fordringer, man var berettiget
til at stille til ham; tvært imod kunde det tænkes, saa længe Docenten ene var
Examinator, at endog den mindre duelige kunde beholde sin Plads i en lang Aar-
række, medens denne, naar Examinationen lagdes i en anden Haand, vilde komme
til at savne Tilhørere, og derved finde sig opfordret, eller endog nødes til at se
sig om efter en anden Livsvirksomhed, som passede bedre for hans Evner. Me-
dens Professorerne, naar de ikke tillige skulde være Examinatorer, vilde komme
til at staa langt friere og have en sikrere Maalestok for, hvorvidt de rettelig ud-
fyldte deres Plads, og tillige kunde anvende den Tid, som nu medgik med Examen,
til Studium og videnskabelige Arbejder, saa vilde der tillige aabnes en lettere
Adgang for dem. der ønskede at tjene Universitetet som Privatdocenter; og at
yngre begavede Mænd helligede deres Tid og Kræfter til denne Retning, maatte
vistnok anses for en Vinding. '1 hi dels vilde de studerende derved opnaa en ri-
gere og mere omfattende Vejledning til deres Uddannelse, dels vilde man af Privat-
docenternes Midte lettest kunne faa Fagpr.Tessorer, eftersom man vilde have et
Vidnesbyrd om den paagjældendes Duelighed og Begavelse i den Indgang, han
havde vundet blandt de studerende. Under de nærværende Forhold vilde det ikke
være meget tillokkende at optræde som Privatdocent.
Af de l lemper, der saaledes vare forbundne med den nuværende Ordning al
den theologiske Examen, var det formentlig en Følge, at man vel kunde være be-
føjet til at anbefale Oprettelsen af en theologisk Examenskommission Vel var
det ikke Censorernes Mening, at man ved denne Foranstaltning vilde faa en aldeles
fuldkommen Prøve, men det turde nok antages, at Prøven vilde blive lige saa paa-
lidelig som den nuværende; ogsaa var den Gavn, som Studiet vilde faa ved en
forandret Examinationsindretning, det overvejende Moment for Tilraadeligheden.
Den væsentligste Indvending, som fremsattes mod Oprettelsen at en theologisk
Examenskommission, var den, at der skulde mangle disponible Kræfter til at
sammensætte en saadan Kommission, og saafremt dette virkelig forholdt sig saa-
ledes, kunde der jo ej tænkes paa Oprettelsen. Censorerne vare imidlertid over-
beviste om, at der navnlig i den danske Gejstlighed ikke fattedes saadanne Per-
sonligheder, der besad den fornødne Dygtighed, saafremt man ikke vilde lade Man-
den søge Pladsen, men Gjerningen eller Opgaven søge Manden; thi da det ingen-
lunde var noget let eller tiltrækkende Arbejde at være Examinator, kunde det ikke
saa sjældent hændes, at netop de dygtigste Mænd holdt sig tilbage, med mindre
Forhandlinger om Examenskommissioner m. m.
7
der udgik en særlig Opfordring til dem, for hvilken de ikke kunde undslaa sig.
Med Hensyn til Dygtigheden oversaa Censorerne ikke, at en Professor, som idelig
beskæftigede sig med sin Videnskab, havde en Fordel derved, at han tillige var
Herre over hele sit Fags Detail; men det var tillige et meget tvivlsomt Spørgs-
maal, om ikke netop Professorens nøjagtige Kjendskab til mangfoldige Enkeltheder
gjorde stundom uberettigede Fordringer til Kandidaten, medens andre vigtige Om-
raader bleve forbigaaede. Det var saaledes en temmelig almindelig Erkjendelse,
at vore theologiske Kandidaters Kundskab til den hellige Skrift, navnlig det gamle
Testamente og den bibelske Historie, ofte var saare begrænset, medens Indlednings-
videnskaben ikke sjælden gik meget i Detail og gjorde ikke ringe Fordringer til
deres Hukommelse. Naar Examen derimod blev lagt i en Kommissions Hænder,
som væsentlig vilde komme til at bestaa af Præster, og med Forudsætningen af den
fornødne Grundighed og Dygtighed hos denne, havde man Grand til at tro, at
de kirkelige Hensyn og Menigliedens Tarv langt mere vilde komme i Betragtning,
end det kunde være Tilfældet ved den nu værende Ordning, hvor Examinatorerne
blot vare videnskabelige Theoretikere, der ikke selv havde været Præster og kun
havde videnskabelige Formaal for Oje. Oprettelsen af en theologisk Examens-
kommission vilde derfor ogsaa formentlig have en ikke uheldig Tilbagevirkning paa
de theologiske Forelæsninger.
Imod en Examenskommissions Oprettelse havde man fremdeles fremført den
Indvending, at Manuduktionsvæsenet derved skulde faa en forøget Næring, idet de
Mænd, som befattede sig med at manuducere, snart vilde blive opmærksomme
paa, hvilke Spørgsmaal Examinatorerne gave, og indrette deres Vejledning der-
efter, hvoraf der mere vilde flyde en Afretning af de studerende, end et Studium.
Men herved gik man dels ud fra en uberettiget Forudsætning om, at der ikke
uden for Fakultetet skulde findes Mænd med saadan videnskabelig Alvor og Sam-
vittighedsfuldhed, at de vilde opstille de nødvendige Fordringer til Kandidaten, men
indskrænke sig til enkelte stabile Spørgsmaals Omraade, dels oversaa man, at un-
der den nu værende Ordning, i hvilken Manuduktionsvæsenet trivedes saa rundelig
som mulig, Manuduktøren, som i Reglen var en flink Kandidat, kort efter sin
egen aflagte Examen langt snarere kunde mindes, hvad de Professorer, han havde"
hørt, plejede at foredrage, og rette sin Undervisning derefter, end det vilde blive
Tilfældet under Examinatorer, som stod uafhængige af Fakultetet, og altsaa vare
ganske anderledes fri med Hensyn til de Spørgsmaal, de vilde give ved Prøven.
I alt Fald havde man et Værn imod denne Frygt i den Omstændighed, at Exami-
natorerne rimeligvis vilde komme til at anstille Prøven i flere Fag. Det kunde
maaske nok hænde, at man i Begyndelsen og for første Gang vilde have nogen
Vanskelighed med at faa en Examenskommission sammensat af Mænd, som ikke
blot vare mest skikkede dertil, men ogsaa vare villige til at indtræde; denne
Vanskelighed vilde imidlertid efterhaanden blive mindre, jo længere en saadan
Institution bestod. Desto mere vilde Mænd, som havde Anlæg og Drift til viden-
skabeligt Studium blandt Gejstligheden, netop derved føle sig tilskyndede til at
tortsætte deres Studier for i paakommende Tilfælde at udfylde en Plads i Kommis-
sionen. For at dette Formaal kunde opnaas, var det en nødvendig Betingelse, at
Medlemmerne af Kommissionen fik et passende Vederlag for deres Arbejde. Dette
Arbejde var nemlig ikke indskrænket til den blotte Examen, men forudsatte en
hel Forberedelse, der vilde kræves af Mænd, som med den fornødne Dygtighed
8
Universitetet 1875—1876.
skulde udfylde deres Plads; dertil hørte ogsaa Evne til at kunne anskaffe sig de
literære Hjælpemidler, som betingede et videnskabeligt Studium. 1200 Kroner
aarlig tillige med Rejsegodtgjørelse og Diæter for de Dage, i hvilke Examen varede,
var derfor et Minimum. Examenskommissionen maatte bestaa af 6 Medlemmer,
hvoraf en var Formand; for af bevare Forbindelsen med Universitetet, kunde det
være ganske hensigtsmæssigt, at en af de theologiske Professorer var Medlem al
Kommissionen, naar han da ikke examinerede i det Fag, han havde doceret. Den
Tid paa Aaret, i hvilken Examen nu holdtes, var yderst uheldig, navnlig hvad
Juletiden angik, da Vinteren og Isforholdene ofte kunde gjøre det vanskeligt for
fjærnere boende at foretage Rejser til Kjøbenhavn, og Begyndelsen af Aaret tillige
var Præstens travleste Tid. De foreslog derfor, at Examen henlagdes til Foraars-
og Efteraarstiden.
I Henhold til det udviklede udtalte Censorerne,
1)	at de ansaa det tilraadeligt. at der oprettedes en theologisk Examens-
kommission, som skulde bestaa af 6 Medlemmer, af hvilke en var For-
mand, og en kunde være en theologisk Professor, der dog ikke examine-
rede i det Fag, han selv docerede. De fem andre Medlemmer valgtes
uden for Fakultetet;
2)	at de ikke tvivlede om, at der vilde findes, navnlig i Gejligheden, dispo-
nible Kræfter til forsvarligt at kunne røgte det de vedkommende over-
dragne Hverv at være Examinator;
3)	at de antog, at denne Foranstaltning vilde have en gavnlig Indflydelse
saa vel paa Universitetet som paa Uddannelsen af de vordende Præster;
4)	at de mente, at 1200 Kr. tillige med Rejsegodtgjørelse og Diæter for de
Dage, Examen varede, var et Minimum som Vederlag for det dermed for-
bundne Arbejde og den nødvendige Forberedelse.
Censorerne ved den fuldstændige juridiske Embedsexamen
udtalte som deres Overbevisning (Betænkning af 16. Febr. 1875), at Professorernes
Examination maatte erkjendes for i Almindelighed tilfredsstillende. Ligesom den
i det hele blev udført med den Dygtighed, som lod sig vente af Mænd, der havde
den øvelse i at examinere, det Herredømme over Examensstoffet og det Kjendskab
til Examinandernes Standpunkt, som Professorerne vare i Besiddelse af, saaledes
havde Censorerne paa ingen Maade fundet, at det kunde siges om dem, enten at
de under Examinationen fordybede sig i nogen unødvendig Detail, eller at de,
ledede af en særlig Interesse for Materier, som de selv med Forkjærlighed havde
behandlet, stillede overdrevne Fordringer til Kandidaternes Kjendskab til deres egne
Udviklinger. Paa den anden Side kunde Censorerne ikke tænke sig. at det skulde
være muligt, blandt de Jurister, der vare traadte ind i praktiske Livsstillinger,
at finde Mænd, der vilde udføre Examinationen lige saa fyldestgjørende Selv om
man vilde anvende de ikke ringe Pengemidler, der vilde være nødvendige for at
faa en Examenskommission sammensat af Mænd, der ved at paatage sig et saa-
dant Hverv skulde til deres anden Forretningskreds føje en ny, hvis heterogene
Beskaffenhed maatte kræve alvorlige Forarbejder, — Pengemidler, der ganske vist
betydeligt vilde overstige, hvad under de hidtil førte Forhandlinger havde været
paaregnet —, saa blev det dog altid en stærk Indvending mod \ alget af saadanne,
uden for Universitetet staaende Examinatorer, at de, ogsaa efter ved behørig For-
Forhandlinger om Examenskommissioner m. m.
9
beredelse og tilstrækkelig Oveise at have uddannet sig til Examinationsgjerningen,
vanskelig saa neje, som det kunde ønskes, kunde vurdere, hvad der med Rimelig-
hed kunde fordres af Examinanderne. Et Krav, der utvivlsomt maatte gjøres til
en god Examensindretning, var, at paa den ene Side Examinanderne ikke skulde
være nødte til at gaa i Blinde med Hensyii til, hvad der ved Examen vilde blive
fordret af dem, og at paa den anden Side Examinatorerne maatte have Klarhed
over, hvad de med rette kunde forlange af hine; men ligesom det fulgte af For-
holdets Natur, at dette Krav lettest opfyldtes, naar det var Lærerne selv, der
examinerede, saaledes kunde det ikke miskjendes, at under det juridiske Studiums nu
værende Vilkaar, idet der i de fleste Fag kun havdes Haandbøger til praktisk Brug og
for videre komne, men ikke trykte Lærebøger for de studerende, og i adskillige Fag
endog slet ingen trykte Hjælpemidler vare for Haanden, vilde det i en særegen
Grad være vanskeligt for Examinatorer, der vare fremmede for, og ikke havde kuunet
* følge den mundtlige Undervisning, at inlægge den rette Maalestok ved Afpasningen
af Examinationen. For saa vidt man vilde mene, at Ansættelsen af praktiske Ju-
rister til Examinatorer skulde tjene til at give Prøven en Retning, der ydede større
Garanti for den paagjældendes Brugbarhed i det praktiske Liv, maatte det erindres,
at der ved en Examen, der afholdtes over studerende, der aldrig havde deltaget i
praktiske Forretninger, under alle Omstændigheder dog væsentlig kun kunde være
Spørgsmaal om en Prøve i, hvad de havde tilegnet sig ved at høre eller læse
theoretiske Udviklinger, og man kunde da, selv uden Hensyn til, hvad der over-
hovedet talte for, at de studerende søgte deres Vejledning hos Universitetslærerne,
der maatte antages stadig at holde Skridt med Lovgivningens og Videnskabens
Udvikling, under vor juridiske Literaturs nu værende Tilstand ikke komme bort fra,
at det fornemmelig var Professorernes Forelæsninger, hvorpaa der maatte regnes
til gjennem dem at faa givet Prøven et passende Grundlag. Det alleruheldigste
— som imidlertid let kunde blive Tilfældet, — vilde være, om Examinatorerne,
enten fordi de ikke havde kunnet gjøre sig tilstrækkelig bekjendte med de holdte
Forelæsninger, eller fordi de vare af en anden Mening end Professorerne om, hvad
der burde læres, vilde indrette deres Examination ganske efter deres eget Skjøn
om, hvad der i deres øjne maatte være rigtigt eller urigtigt; thi dette vilde kun
føre til en Examensforberedelse af den allersletteste Art, den nemlig, som under
Manglen af en sikker Vej for det systematiske Studium væsentlig kun gik ud paa
at gjøre dig bekjendt med Examinatorernes sædvanlige Examinationsmaade og de
gængse Examensspørgsmaal. Det kunde derfor efter Censorernes Mening paa in-
gen Maade anses for tilraadeligt at ombytte den nu værende Ordning af det juridiske
Examensvæsen med en Indretning af Examenskommissioner, sammensatte af Mænd,
der ikke vare Professorer. Selve Examinationen burde helst betros netop disse,
og hvad Censureringen angik, var der ved Indførelsen af faste Censorer gjort, hvad
der kunde gjøres, til at athjælpe de Mangler, der i denne Henseende havde været
følte. Snarere end paa Indretningen af Examen turde der være Anledning til at
henvende Opmærksomheden paa Forelæsningsvæsenet. Som bekjendt havde man
efterhaanden sat sig ud over Bestemmelserne i Frd. 26. Jan 1821 og 30. Decbr.
1839 om, at en fuldstændig Forelæsningscyklus skal være absolveret i Løbet af
et vist begrænset Tidsrum, og dette havde ført til, at den almindelige Studietid
for de studerende unægtelig var blevet længere og Examinationsstoffet mere ube-
Universitets Aaibog.
10
Universitetet 1875 — 1876.
stemt, end det formentlig kunde anses ønskeligt. Man maatte formentlig, selv om
man ikke vilde tage Hensyn til alle de andre Indvendinger, der kunde gjøres mod
Examenskommissioner, dog i alt Fald have den største Betænkelighed ved at ind-
føre saadanne, inden der var raadet Bod paa denne Mangel af Bestemthed i Exa-
minationsstoffet. Det maatte anses nødvendigt, inden en saadan Forandring fore-
toges. at søge tilvejebragt en meget nøjere Præcision af, hvad der kunde fordres
ved Examen, end den, der nu havdes; men Censorerne tvivlede ikke om, at man
under Bestræbelserne i denne Henseende atter vilde føres tilbage til at give Exa-
minationen ved Professorerne Fortrinet.
Censorerne ved den statsvidenskabelige Examen (12. Marts
1875) ansaa Examenskommissioner ved denne Examen for i og for sig hensigts-
mæssige, og troede tillige at kunne tilraade deres Indførelse under de "forhaanden
værende Forhold, fordi man derved formentlig vilde opnaa, at Exameusfordringerne
mere vilde nærme sig til de praktiske Fordringer, som stilles af de Administrations-
grene, hvori de statsvidenskabelige Kandidater nærmest kunde vente at finde An-
sættelse. Men de henledede dog samtidig Ministeriets Opmærksomhed paa den Fare
ved saadanne Examenskommissioner, at de let vilde kunne føre til, at Studiet af de
statsvidenskabelige Fag førtes ind i et mere praktisk, men mindre videnskabeligt
Spor, en Udvikling, der i Længden vistnok hverken vilde baade Universitetet eller
Administrationen. For at sikre sig mod denne Fare vilde det formentlig være
nødvendigt samtidig med Indførelsen af Examenskommissioner tillige at aabne Ad-
gang til ved Universitetet at underkaste sig en højere videnskabelig Prøve i de
egentlige statsvidenskabelige Fag, en Prøve, der burde ordnes omtrent i Lighed
med de nu værende Magisterkonferentser. Hvad den nærmere Ordning af den even-
tuelle Examenskommission angik, vilde formentlig under den nu værende Tilgang
af Kandidater tre eller højst fire Examinatorer, hvoraf da den ene maatte være
Jurist, være tilstrækkelige, dog under Forudsætning af, at Examenskommissionens
Medlemmer ikke tillige skulde fungere som Censorer. At de nødvendige disponible
Kræfter til at sammensætte en saadan Kommission havdes, derom nænde de ingen
Tvivl. Med Hensyn til de Udgifter, som den her omhandlede Foranstaltning vilde
medføre, nærede den ene af Censorerne Tvivl om, at man, navnlig i Fremtiden,
vilde kunne sikre sig den fornødne Tilgang af brugelige Kræfter uden at fastsætte
Honoraret for hvert Medlem af Kommissionen til mindst 1000 Kroner aarlig, me-
dens den anden antog, at et Heløb af i alt 2000 Kroner vilde være tilstrækkeligt.
Censorerne ved den lægevidenskabelige Embedsexamen er-
klærede (Februar 1875), at der efter deres Opfattelse ikke alene i det hele nu for
Tiden paa ingen Maade kunde siges at blive stillet Fordringer ved medicinsk
Examen, der kunde kaldes uberettigede, men at de endog havde faaet et aldeles
bestemt Indtryk af, at der hos alle de for Tiden fungerende Docenter ved det
lægevidenskabelige Fakultet herskede en bevidst Bestræbelse for at undgaa at give
deres subjektive videnskabelige Standpunkt en for stor Indflydelse paa deres For-
dringer til Examinanderne, ligesom ogsaa for at gjøre de praktiske Fordringer
Fyldest. At Examinatorerne i det hele ikke krævede nogen slavisk Gjengivelse af
deres egne Forelæsninger eller deres ejendommelige videnskabelige Anskuelser,
derom havdes der allerede et uomstødeligt Vidnesbyrd i den Kjendsgjerning, at
fremmede — franske og tyske — Lære- og Haandbøger, valgte af de studerende
Forhandlinger 0111 Exaraenskomniissioner ra. m.
11
selv, sædvanligvis lagdes til Grund for Studeringerne i de fleste af de enkelte Fag.
At en saadan Frihed i Valget af Lærebøgerne kunde linde Sted, vidnede jo ugsaa
om, at overflødige eller uvæsentlige Detailler ikke kunde spille nogen Rolle blandt
Examensfordringerne, men at alene det krævedes gjengivet, der nødvendigvis
maatte være givet i enhver tidssvarende Fremstilling af det paagjældende Fag.
At forud fattede Meninger 0111 Kandidaterne skulde have nogen uheldig Indflydelse
paa Examinators Fordringer eller hans Maade at examinere paa, havde de ingen
Sinde haft Erfaring for. Medens de saaledes ikke kunde linde, at der i de for
Tiden herskende Examensforhold var noget, der gjorde Forlangendet' om Examens-
kommissioner berettiget, saa vare de paa den anden Side ikke blinde for, at det
nu værende^ heldige Forhold ikke kunde siges at være en nødvendig Følge af Studiet
og Embedsprøvens Organisation, men væsentligt havde sin Grund i de Mænds Per-
sonlighed, hvoraf Fakultetet for Tiden var sammensat, og at der saaledes ikke var
nogen Borgen for, at det ikke i Tidernes Løb vilde kunne blive afløst af mindre
heldige Examensforhold, en Mulighed, som Erfaringer fra tidligere, ikke fjærne Ti-
der vel vare skikkede til at holde for Øje. Heller ikke troede de, at Censorinsti-
tutionen, i det mindste i dens nu værende Form, kunde afgive en fuldstændig
Garanti imod uberettigede Fordringer eller en partisk Examination, da Censorernes
Rolle —• ved Manglen af al nærmere Instrux for deres Virksomhed — i det væ-
sentlige var indskrænket til Deltagelse i Karaktergivningen. Forandrede Person-
forhold ved Fakultetet kunde have til Følge, at der paa et og andet Omraade
stilledes mindre berettigede Examensfordriiiger, og dette kunde netop med særlig
Lethed ske i en Videnskab, der befandt sig i en saa overordentlig hurtig Udvik-
ling, som Medichnn; men om der vilde kunne raades Bod paa den her antydede
Mislighed — der vel overhovedet ikke let vilde kunne blive af synderlig Vigtighed
eller Betydning — ved Indførelsen af Examenskommissioner, derom nærede de en
stærk Tvivl. Saadanne Kommissioner vilde meget mere, i alt Fald i den Form,
hvori de under de forhaanden værende Forhold alene vilde kunne bringes i Anven-
delse, i det væsentlige frembyde de samme Farer, som de, der klæbede ved den
nu værende Ordning, og næppe i synderlig ringere Grad.
Til at sammensætte en lægevidenskabelig Exainenskommission havdes der
uden Tvivl disponible Kræfter, men kun under Forudsætning af, at Examinator-
posterne blev varige Stillinger, i det væsentlige lige saa varige som Professor-
posterne ; thi dels vilde de disponible Kræfter hovedsagelig være udtømte for lang
Tid allerede ved Sammensætningen af en enkelt Exainenskommission, og dels vilde
Overtagelsen og Besørgelsen af en Post som Examinator saa godt som altid kræve
saa betydelig Forberedelse, at ingen let vilde kunne tænke paa at modtage en
saadan Post, uden under Forudsætning af at kunne beholde den i en længere Aar-
række. Den Tanke, der syntes at have foresvævet visse Forsvarere af Examens-
kommissionerne, at saadanne Kommissioner skulde saa at sige kunne improviseres
og deres Medlemmer hyppigt vexle, maatte for det medicinske Fakultets Vedkom-
mende betegnes som fuldstændig uudførlig. Det nyttede ikke her at beraabe sig
paa, at man ved Examen netop kun vilde have en Prøve i de for et praktisk For-
maal nødvendige Kundskaber og Færdigheder, og at denne maatte kunne anstilles
af den almindelige, praktisk øvede Læge; thi netop de praktiske Færdigheder, Tek-
niken, deltog, endog i særlig høj Grad, i den rivende Udvikling, som Lægekunsten
2*
12
Universitetet 1875—1876.
i vor Tid undergaar, og det kunde kun falde i forholdsvis faa Lægers Lod at kunne
holde sig fuldstændig paa Højdepunktet i saa Henseende. Men naar der saaledes
maatte være en fast Stok af Examinatorer, saa vilde man næppe være synderlig
mere betrygget mod de Misligheder, som ved Examen kunde flyde af en ensidig
Fastholden af subjektive Anskuelser, utilbørlig Gaaen i Detailler o. s. v., end man
var det under den nu værende Ordning. Med Hensyn til Spørgsmaalet om Bekost-
ningerne ved Indretningen af en saadan Examenskommission kunde der ikke vel
være Tale om at ansætte færre end 9 eller 10 Examinatorer, som, da de vilde
være nødsagede til at anvende en meget betydelig Tid paa at følge fuldstændig
med i saa vel den tekniske, som den praktiske Udvikling af deres Fag, og i c. 2
Maaneder af Aaret vilde være stærkt beskæftigede ved Examen, vel næppe kunde
lønnes lavere, end de yngre Professorer ved Fakultetet for Tiden bleve' det.
Censorerne kunde altsaa, efter de Erfaringer, de havde haft Lejlighed til at
gjøre, ikke erkjende, at der for Øjeblikket var nogen Trang til Indførelsen af
Examenskommissioner ved det lægevidenskabelige Fakultet, og de vare overbeviste
om, at saadanne kun vilde kunne indrettes i en Form, der ikke kunde give nogen
Betryggelse mod de Misligheder, som det nærmest maatte tænkes at være deres
Opgave at afværge.
Hvad Censorerne ved den filologisk-historiske Skolee m bed s-
examen angik (28. Jan. 1875) vare de enige om, at Professorerne lettere end
enhver anden kunde have det videnskabelige Stof paa rede Haand, og at deres
Examination maatte antages bedst at fremme en videnskabelig Retning af Studiet,
medens den paa ingen Maade var af den Beskaffenhed, at den hindrede dets Fri-
hed. De ansaa det derfor hverken for hensigtsmæssigt eller tilraadeligt at fore-
tage den Forandring at ombytte den nu værende Ordning af den filologisk-historiske
Skuleembedsexamen med en Examenskommission.
Ved under 24. Aug. 1875 at tilstille Konsistorium Aftryk af disse Be-
tænkninger, bemærkede Ministeriet, at det syntes at være temmelig almindelig
anerkjendt, at der ved Oprettelsen af Examenskommissioner ved Fakultetsexaminerne
vilde opnaas adskillige Fordele, og Ministeriet delte ogsaa denne Mening, skjønt
det ikke oversaa, at flere af de Skrøbeligheder, der kunde findes hos examinerende
Docenter, i lige Grad kunde være tilstede hos andre Examinatorer; men det delte
den kun under en bestemt Forudsætning, at man nemlig var i Stand til at sammen-
sætte saadanne Kommissioner af Mænd, der i videnskabelig Dannelse vare Universi-
tetsd centerne jævnbyrdige. Kunde denne Fordring ikke opfyldes, gjorde man Uret
ikke blot mod Docenterne, men ogsaa just mod de dygtigste af de studerende, og
Examenskommissionerne vilde da være et Middel til at trykke Universitetsstudierne
nedad. Men Ministeriet ansaa det for meget tvivlsomt, om der under vore Forhold
kunde raades over det til Sammensætning af Examenskommissioner fornødne Antal
af Mænd, der, efter at have fuldendt deres Universitetsstudier og søgt Plads i
i forskjellige Livsstillinger, paa en saadan Maade havde holdt Skridt med Viden-
skaben, at de opfyldte Betingelserne for at- være Examinatorer, og var der ikke
Sikkerhed i denne Henseende, vilde det være overilet at begynde et Forsøg, selv
om man vilde sætte sig ud over de Pengeofre, som dertil vilde kræves. Det var
derfor Ministeriets Opfattelse af Sagen, at man vilde tjene den bedst ved at ud-
vikle og befæste den alt tilstede værende Censorinstitution samt muligvis fastsætte
visse Kegler med Hensyn til Forelæsningerne ved Universitetet.
Forhandlinger om Examenskommissioner m. m.
13
Særligt henledede Ministeriet efter den Anledning, som de meddelte Betænk-
ninger dertil gav, Opmærksomheden paa følgende Punkter, som det ønskede gjorte
til Gjenstand for en nærmere Overvejelse.
1.	Der var flere Gange, først under 28 Juli 1862 og senere under 21. Novbr.
1864, af Ministeriet brevvexlet med Konsistorium om i Almindelighed at fastsætte
en vis begrænset Tid og en bestemt Plan for Forelæsningerne over de Fag, som
ere Prøvningsgjenstande ved de forskjellige Embedsexamina. Medens en hertil
sigtende Foranstaltning mødte enstemmig Modstand i Aaret 1862, det af Mini-
steriet paatænktes at indskrænke Tiden for den planmæssige Forelæsningscyklus
til 2 Aar, i Lighed med, hvad der gjælder for det rets- og statsvidenskabelige
Fakultet, gik saa vel bemeldte Fakultet, som det theologiske Fakultet ind paa den
i Ministeriets Skrivelse af 21. Novbr. 1864 udtalte Tanke om en Forelæsnings-
cyklus, fordelt paa 6 Semestre. Da Ministeriet mente, at en Begrænsning af
Examensstoffet og Studietiden simplest og naturligst tilvejebragtes ved at sætte en
bestemt Tid, hvori alt, hvad der fordres til Examen, skulde være foredraget, ansaa
det det for særdeles magtpaaliggende, at dette Anliggende paa ny underkastedes en
Overvejelse.
2.	Det var et i en ikke ringe Grad af de studerende følt Savn, at der i
mange Fag ikke havdes trykte Lærebøger, og at der i adskillige Fag endog slet
ingen trykte Hjælpemidler vare for Haanden. Ikke mindre for at lette de stu-
derende deres Arbejde, end som en Betingelse for at sætte en bestemt Tidsgrænse
for den til Examen hørende Forelæsningskreds, syntes det, at Universitetet bnrde
rette sine Bestræbelser paa at søge denne Mangel afhjulpet, og at der i denne
Retning paahvilede de enkelte Docenter en Forpligtelse, som det ligesaa meget i
deres egen, som de studerendes Interesse maatte være dem om at gjøre at op-
fylde. Ministeriet ønskede derfor dette Punkt taget under Behandling af de paa-
gjældende Fakulteter.
3.	Om de faste Censorers Stilling og Forhold var der i det enkelte ikke
givet nærmere Forskrifter, hvorimod Censorerne ved deres Beskikkelse bleve hen-
viste til med Fakulteterne at vedtage Reglerne for deres Deltagelse i Examens-
arbejdet. I en af de afgivne Betænkninger hentydedes der til den ringe Betryg-
gelse mod uberettigede Examensfordringer eller en partisk Examination, som Cen-
sorinstitutionen afgav under Manglen af al nærmere Instruktion for Censorernes
Virksomhed. Saafremt Censorernes Hverv ikke skulde indskrænke sig til en Del-
tagelse i Karaktergivningen, skjønnede Ministeriet ikke rettere end, at det var en
Mangel, at deres Virksomhed ikke var nærmere bestemt. I ethvert Fald syntes
det nødvendigt, at der gaves nærmere Regler for Censorernes Stilling og Beføjelse
for det Tilfælde, at Examinationen gav dem Anledning til Udsættelse, hvad enten
den af dem fandtes at have været mangelfuld og ufuldstændig, eller i Enkelt-
hedsrne for vidt gaaende. Der kunde formentlig da blive Spørgsmaal om, at der
gaves dem en Berettigelse til at forlange en Omexamination, eller at der tillagdes
dem en Indflydelse i en formildende Retning ved Karakterens Bestemmelse.
Spørgsmaalet om Udfærdigelsen af instruktoriske Bestemmelser for de faste Cen-
sorer begjærede Ministeriet derfor ogsaa drøftet af de paagjældende Fakulteter.
Konsistorium anmodede det theologiske, rets- og statsvidenskabelige. og læge-
videnskabelige Fakultet samt den filologisk-historiske Examenskommission om at
14
Universitetet J875—1876.
ytre sig om de af Ministeriet fremhævede Punkter, og modtog derefter deres Be-
tænkninger, som her skulle omtales.
Det theo logiske Fakultet udtalte (18. Oktbr. 1875) sin Beklagelse
over den mindre vel overvejede Fremstilling og Udtryksmaade i de theologiske
Censorers Erklæring. Navnlig ved at sammenholde den med de andre Censorers
Erklæringer over de dem vedkommende Fakultetsexamina syntes Ministeriet at
maatte faa det Indtryk, at den nu værende theologiske Embedsexamen led af store
Misligheder; det sagdes ligefrem, at den ikke besad den ønskelige Pa a 1 id el ighed og
Grundighed, det antydedes, at Examinationen snart gik for meget ind paa Smaa-
ligheder, snart bevægede sig paa Overfladen, at den var altfor abstrakt theoretisk,
ikke noksom tog Hensyn til det praktiske Liv, og derfor ofte opholdt sig ved
uvedkommende Biting. Fakultetet maatte afvise disse Klager som ubeføjede og
ubegrundede, idet det søgte deres Oprindelse dels i en ejendommelig kirkelig Syris-
maade, som ikke kunde og ikke vilde finde sig til Rette med den theologiske Lære-
form. som laa til Grund for Fakultetets Forelæsninger og Examination, dels i en
Indskrænkning af det theologiske Studiums Værd udelukkende til, hvad der havde
umiddelbar Brugbarhed for det praktisk-kirkelige Liv, og hvorved det forglemtes,
at den theologiske Exainen, som alle de andre Universitetsexamina, væsentlig var
og maatte være en videnskabelig Prøve. For en saadan Betragtning kunde
det let hændes, at den antog for uvedkommende Biting, hvad der fra Videnskabens
Standpunkt saas at staa i allernøjeste Forbindelse med selve Hovedsagen. Netop
denne Censorernes Erklæring havde derfor end yderligere forøget Fakultetets Be-
tænkeligheder ved at lægge Examinationen fra Fakultetet over til en Examens-
kommission af Præster. Lod det sig end antage, at disse kunde overtage dette
Hverv, uden at deres præstelige Virksomhed for deres Menighed kom til at lide
altfor meget derunder, maatte Fakultetet dog bemærke, at det, hvor dygtige og
kundskabsrige de end kunde være, for dem, som overvejende færdedes i det prak-
tiske Liv, vilde være umuligt at indtage det strengt videnskabelige Standpunkt,
som kun kunde indtages af dem, der havde gjort Studiet af Videnskaben til deres
væsentligste Livsopgave. Prøven kunde let tabe sin videnskabelige Karakter og
synke ned til at blive Examination af fortrinsvis praktisk Art. Ej heller var det
sandsynligt, at Studiet vilde vinde i Frihed; det var langt rimeligere, at en stor
Del af de studerende vilde forskaffe sig et Slags kortfattede Lærebøger og Kate-
kismer, indrettede efter Examinatorernej Sporgsmaal, lære dem slavisk udenad og
indskrænke deres Læsning dertil. Og naar der hentydedes til, at en Examenskom-
mission vilde have en ikke uheldig Tilbagevirkning paa de theologiske Forelæs-
ninger, saa turde man sikkerlig antage, at en saadan Virkning af en Examens-
kommission, i Stedet for at fremme Videnskabens Udvikling, meget mere paa
utilbørlig Maade vilde hæmme samme. Kunde det nu stundom hændes, at en
Examinator gik for meget i Detail eller muligvis ikke forstod at fremsætte
Spørgsmaalene med fornøden Klarhed, da vilde saadant vist ikke undgaas, fordi
man lod 6 Præster examinere i Stedet for 5 Universitetslærere*). Fakultetet
maatte derfor fastholde det Standpunkt, som det havde indtaget i tidligere Er-
*) Mere turde man heller ikke love sig af det andet Alternativ, som de faste Censorer
foreslog, nemlig at lade Examenskommissionen bestaa af 5 Præster og en theolo-
Forhandlinger om Examenskommissioner m. 111.
15
kiæringer angaaende denne Sag, og.fandt Rigtigheden af denne Opfattelse stad-
fæstet ved de af de andre Censorer afgivne Erklæringer, hvor navnlig de juridiske
' ensorer træffende havde eftervist Mislighederne ved en eventuel Examenskommis-
sion. Endelig maatte Fakultetet — i Modsætning til den Sikkerhed, hvormed
Censorerne i deres oven nævnte Betænkning paastod, at det ikke manglede paa
disponible Kræfter til at sammensætte en theologisk Examenskommission uden for
Fakultetet — tiltræde den Betænkelighed, som Ministeriet i sin Skrivelse til
Konsistorium af 24. Aug. i denne Henseende havde ytret, at det var meget
tvivlsomt, om der under vore Forhold kunde raades over det til Sammensætning
af Examenskommissioner fornødne Antal af Mænd, der, efter at have fuldendt de-
res Universitetsstudier og søgt Pinds i forskjellige Livsstillinger, paa en saadan
Maade havde holdt Skridt med Videnskaben, at de opfyldte Betingelserne for at
være Examinatorer. Derimod maatte Fakultetet, om end af en anden Grund, være
enigt med Censorerne i, at denne Vanskelighed efterhaanden vilde blive mindre
og mindre. Thi jo mere Fordringerne ved den theologiske Embedsexamen ind-
skrænkedes, desto lettere vilde det være at linde Examinatorer.
Med Hensyn til de af Ministeriet fremsatte enkelte Punkter ytrede Fakul-
tetet folgende:
J. At fastsætte en bestemt Forelæsningsplan, efter hvilken alle de Fag,
som vare Gjenstand for Prøven ved Embedsexamen, bleve gjennemgaaede i Løbet
af tre Aar, kunde for det theologiske Fakultets Vedkommende næppe lade sig ud-
føre. De systematiske og kirkehistoriske Discipliner vilde til Nød kunne indregu-
leres i et saadant Skema, men aldrig de exegetiske, som efter deres Omfang,
navnlig for det nye Testamentes Vedkommende, nødvendigvis maatte strække sig
over en længere Aarrække. Skulde hele det nye Testamente gjennemgaas i exe^
getiske Forelæsninger i et saa begrænset Tidsrum, vilde der kræves flere Lærer-
kræfter, end Fakultetet havde til sin Raadighed, og det kunde desuden i Følge
Forholdenes Beskaffenhed heller ikke anses for nødvendigt. Men vilde man nu
indskrænke den paatænkte Plan til de først nævnte Lærefag, da vilde dette blive
til største Ulempe for vedkommende Docenter, som derved vilde blive afskaarne
fra alle friere Forelæsninger og nødtvungne til kun at beskæftige sig med Examina-
tionsfagene, og disse indskrænkede til det Omfang, i hvilket de kunde fordres ved
Examen. Højst sandsynligt vilde den bestandige Gjentagelse af det samme Stof
virke sløvende paa dem, og inden ret mange Aar vilde deres Forelæsninger synke
ned til en mekanisk Gjentagelse af det samme, efterdi der ikke længer var levnet
dem lid til friere Bevægelser paa Videnskabens forskjelligartede Omraader. Fakul-
tetet antog heller ikke, at der for de theologiske studerendes Vedkommende var
nogen paatrængende Kødvendighed for at udarbejde et saadant Skema. Det havde
ikke fra dem hørt Klager over, at Forelæsningerne strakte sig over et utilbørligt
langt Tidsrum. Skulde saadanne Klager komme det for øre, skulde det af al
gisk Professor, der dog ikke maatte examinere i det Fag, han selv docerede (o: 1
det fag, han havde gjort til egentlig Gjenstand for sit Studium). Om dette sidste
Forslag sagde Censorerne, at det vilde være ganske hensigtsmæssigt for at bevare
forbindelsen med Universitetet. Det turde dog være indlysende, at en saadan
Forbindelse var et blot Skin.
16
Universitetet 1875—1876.
Magt bestræbe sig for at raade Bod paa mulige Mangler i saa Henseende.
Endnu maatte bemærkes, at om en saadan gjennemført Forelæsningsplan skulde
have Betydning, maatte den nøjagtig følges af de studerende; men dette kunde
ikke bringes i Udøvelse paa Grund af de uheldige økonomiske h orhold, hvorunder
mange af disse befandt sig, og som nødte dem til at søge deres Erhverv ved
Undervisning, hvorover ofte Forelæsningerne forsømtes.
2.	Trykte Lærebøger, som kunde lægges til Grund for Forelæsningerne
forelaa i adskillige theologiske Discipliner, men det maatte erindres, at om end
saadanne Hjælpemidler kunde være til megen Gavn, saa medførte de ogsaa ejen-
dommelige Farer, idet de meget let kunde hæmme og standse den videnskabelige
Udvikling. Saa længe en Docent ikke havde udgivet nogen saadan Bog, stod det
ham frit for stadig at omarbejde sine Forelæsninger, inddrage nyt Stof under Be-
handlingen, udelade adskilligt, som ikke længer syntes brugbart, og særlig tage
Hensyn til det Udbytte, som de nyeste Undersøgelser og Forskninger havde bragt.
Saa snart derimod den trykte Lærebog forelaa, hørte alt dette op. Man maatte
derfor være meget varsom med at udøve noget Tryk paa Docenterne i denne Ret-
ning, og helst overlade til dem selv at afgjøre, om de fandt det raadeligt og
hensigtsmæssigt at udarbejde trykte Læreboger. Der hørte et ejendommeligt Ta-
lent til disse Bøgers Affattelse, naar ikke Lærebogen skulde gjøre Forelæsningen,
eller Forelæsningen Lærebogen overflødig. Overhovedet vare Lærebøgei \æsentlig«
fnr Skolen, Forelæsninger for Universitetet.
3.	Med Hensyn til Forslaget om at tilstaa Censorerne Ret til at udøve en
Indflydelse i formildende Retning ved Karaktergivningen, maatte det erindres, at
der ved den mundtlige Examen var tvende Censorer over for en 1 rotessor, og at
hine derfor altid vilde kunne overstemme denne, dersom de ønskede at formilde
Karakteren. Kom nu hertil, at de ved den skriftlige Examen havde lige Stemme
med Professorerne samt deltog i Affattelsen af Examensopgaverne, saa vilde det
ses, at deres Indflydelse alt var meget betydelig, og at der ingen Grund vai til
at forøge den. En Omexamination vilde for Tilhørerne altid tage sig højst be-
synderlig ud og vilde i de allerfleste Tilfælde næppe føre til noget andet Resultat
end den første Examination. End større Ulempe vilde dog opstaa, hvis Censorerne
skulde rette Spørgsmaal til Kandidaterne. Thi for det første hårdes der ingen
Sikkerhed for, at jo ikke Censorerne, især hvor disse vare yngie Mænd, af utidig
Vigtighed kunde fristes til at blande sig i Examinationen og derved viike forstyi
rende paa dennes Gang. Men dernæst vilde der i det hele gives lig Anledning
til personlige Sammenstød og Rivninger, som vilde gjøre Samarbejdet mellem I ro-
fessorer og Censorer lige ubehageligt for begge Parter. Netop ved den theologiske
Examen kunde de forskjellige Anskuelser gjøre sig gjældende med særegen Styrke,
og man vilde udsætte Kandidaterne for, at de først at Examinator bleve dragne i
e n Retning, og dernæst muligvis af Censor i den stik modsatte. Enten maatte man,
som hidtil, udelukkende overlade Examinationen til Professorerne, idet man ha\de
fuld Tillid til, at de foretog den paa en dygtig og forsvarlig Maade eller, der-
som saadan Tillid fattedes, maatte man rent fratage dem Examinationen og lægge
den i Hænderue paa en Examenskommission, bestaaende at Præstei, saafiemt dei
herved, hvor ingen Kontrol var tilstede, maatte kunne vindes størie Paalidelighed.
Denne Betænkning var undertegnet af Professorerne C. E. Scharliug,
Forhandlinger om Examenskommissioner m. m.
17
Hermansen og H. Scharling. Professor Hammerich afgav, ligeledes under
18. Oktbr., et Separatvotum, i hvilket han mindede om, at han, da Sagen om en
Examenskommission for 14 Aar siden var under Forhandling i Fakultetet, indgav
et særligt Votum, fordi de Synspunkter, hvorunder han saa den, ikke faldt sammen
med de øvrige Fakultetsmedlemmers, og det samme var nu Tilfældet. Han androg
den Gang paa tvende Ting: Examenskommissionen og en ny Studieplan. Ved
Oprettelsen af en Examenskommission vilde efter hans Mening Forholdet
mellem Professor og studerende blive friere, til Fordel for begge, ligesom der og-
saa da ved Examen kunde tages mere Hensyn til det praktiske Livs Krav. At
der vilde findes Mænd uden for Fakultetet, som kunde afholde en Examen med
fuld videnskabelig Alvor, holdt han sig forvisset om. Forslaget om Kommissionen
satte han dernæst i nøjeste Forbindelse med det andet om en ny Studieplan,
hvorved de mere encyklopædiske Kundskabers Omraade kunde indskrænkes, medens
man paa den anden Side maatte kræve et eller andet Parti af Tlieologien gjennem-
studeret nøje og grundig efter Kilderne. Først, en saadan Ordning vilde, mente
han, lære den studerende, hvad et virkeligt Studium var. Af disse to Forslag
forelaa her kun det første. Løsrevet fra den indre nødvendige Sammenhæng med
en ny Studieplan, hvori han havde stillet det, havde det naturligvis ikke samme
Betydning for ham, som hvis det forelaa i denne Sammenhæng. Oprettelsen af
en Kommission alene vilde efter hans Opfattelse ikke være nok til en Reform,
som han kunde ønske den. len Henseende kunde Kommissionen vistnok virke
gavnlig; men klæbede der Ufuldkommenheder ved den nu værende Ordning af Examina-
tionen, vilde der sandelig ogsaa klæbe Ufuldkommenheder, skjønt af en anden Art,
ved en Examenskommissions Examination. De vare iøjnefaldende og ofte paa-
pegede, og til Dels af Hensyn til Ufuldkommenhederne krævede han Indførelsen af
en ny Studieplan sammen med Examenskommissionen. Paa en noget lignende
Tankegang hvilede de statsvidenskabelige Censorers Betænkning. Ikke desto mindre
vilde han tilraade en Kommission, saafremt Censorerne ved de andre Examina for
deres Vedkommende havde næret samme Tanker, som Censorerne ved theologisk
Examen. Dette var imidlertid jo ikke Tilfældet. De juridiske, lægevidenskabelige
og filologisk-historiske Censorer fraraadede med Bestemthed Indførelsen af den.
Kun de statsvidenskabelige Censorer anbefalede den, idet de dog tillige henledede
Ministeriets Opmærksomhed paa de mulige Farer ved den og derfor foreslog en
Reform i Studieplanen for en Del af de studerende. Under denne Stilling af
Tingene laa det nær for Ministeriet, hvis ellers de Tvivl om en Kommissions Til-
raadelighed, det nærede, skulde blive fjærnede, da at gjøre Prøven med samme
Kommission ved den theologiske Examen, medens de andre Examina holdtes efter
de nu gjældende Regler. Og det maatte han under de nærværende Omstændigheder
anse som saare misligt. Det kunde ikke skjules for nogen, at der gik en Stræ-
ben gjennem Tiden efter at trykke Præsterne ned fra den Stilling, de nu indtog;
denne Stræben havde sin Grund dels i udelukkende politiske Hensyn, og dels i
Forestillingen om, at Kristendommen skulde være fjendtlig stemt mod den fremad
skridende Menneskeaand. Begyndte man da med ved Examens Afholdelse at give
det theologiske Fakultet en anden Stilling til Universitetet, end de andre Fakul-
teter havde, vilde dette let kunne lede videre. Det næste Skridt, hvorved man
tillige vilde komme ikke saa faa baade Politikere og Videnskabsmænd, selv Theo*
loger i Møde, kunde maaske blive, at det theologiske Fakultet fra Universitetet
Universitets Aarbog.	8
18
Universitetet 1875—1876.
vistes ned til et Præsteseminarium, og Præsterne som Følge heraf bleve et nyt
Slags Seminarister. Og dette vilde være til ubodelig Skade, baade for Kirken,
Folket og Videnskaben. Det stod for ham som meget tænkeligt, at de theologiske
Censorer, som nu saa frejdig havde tilraadet Examenskommissionen, vilde have
fundet Betænkelighed ved at afgive deres Votum, som det var afgivet, hvis de
havde haft de øvrige Examenscensorers Betænkning liggende for sig Han turde
i alt Fald efter de forhaanden værende Omstændigheder ikke tilraade en tlieologisk
Examenskommission.
Med Hensyn til en fast vedtaget Forelæsningsplan samt Lærebøgers Ud-
givelse henholdt han sig til Fakultetets Flertal, med den Bemærkning, at lians
Examenskursus nu blev færdigt i tre Aar, efter at hans Kirkehistorie var udgivet, og
med Hensyn til Regler for Censorernes Deltagelse i Examensarbejdet delte han
ligeledes Opfattelse med det og vilde anse en saadan Instrux som en ikke ringe
Mislighed. Censorerne ved mundtlig Examen vare allerede nu et ledt Flertal og
havde det derfor fuldstændig i deres Magt at øve en Indflydelse i en formildende
Retning ved Karakterens Bestemmelse, hvilket jo var det ene al Ministeriets
Alternativer.
Det rets- og statsvidenskabelige Fakultet fandt (8. Novbr. 1875),
efter den Stilling, som Ministeriet i sin Skrivelse af 24. Aug. indtog til Spørgs-
maalet om Examenskommissioners Indførelse, for de under det hørende Examinas
Vedkommende ikke Anledning tii at erklære sig udførlig herom, men indskræn-
kede sig til at henholde sig til sine tidligere Udtalelser, navnlig i Skrivelse af
1863, hvor det var paavist, at Indførelsen af Examenskommissioner ikke lod sig
forene med den Forudsætning, at Prøven skulde bevare sin hidtil værende liden-
skabelige Karakter. Fakultetet fandt sig saa meget mindre opfordret til paa ny
at udvikle dette, som det i saa Henseende var i fuldstændig Overensstemmelse
med Censorerne ved den fuldstændige juridiske Embedsexamen, og formentlig heller
ikke var i principiel Uoverensstemmelse med Censorerne ved den statsvidenskabe-
lige Examen, hvis Motiv til at anbefale Examenskommissionen netop var ønsket
om at give Examen en forandret Karakter. For saa vidt adskillige af de Be;
tragtninger i modsat Retning, som vare anstillede af Censorerne ved den theolo-
giske Embedsexamen, ogsaa vilde finde Anvendelse paa de under det statswden-
skabelige Fakultet hørende Examina, laa der formentlig i det rets- og statsviden-
skabelige Fakultets foran nævnte Skrivelse en aldeles fyldestgjørende Gjendrivelse
af disse. Som i denne Skrivelse bemærket, vilde Sagen stille sig ganske ander-
ledes, naar man vilde opgive Prøvens videnskabelige Karakter. Det var imidlertid nu
som den Gang det overvejende Flertal af Fakultetets Medlemmers Anskuelse, at
en saadan Forandring af Prøven vilde medføre ubodelig Skade saa vel for Statens
som for Universitetets Interesser. Fakultetet kunde derfor heller ikke paa nogen
Maade slutte sig til den Tanke, som var fremstillet af Censorerne ved den stats-
videnskabelige Examen, om en Forandring af denne Prøves Karakter. Men det
fandt ingen Opfordring til nærmere at udtale sig om denne Tanke og dens Konse-
kventser, da det af Ministeriets Skrivelse fremgik, at dette paa ingen Maade var
til Sinds at rokke ved de afsluttende Prøvers nu værende Karakter. Kun el enkelt
Medlem af Fakultetet, Prof. Frederiksen havde ment — uden at komme nærmere
jnd paa det efter hans Mening ønskelige i at indrette en forskjelligartet Pio\t ti i
Forhandlinger om Examenskommissioner m. m.
19
sædvanlige Embedsaspiranter og for mere videnskabelige studerende .— dog at
burde udtale sin Samstemning med de statsvidenskabelige Censorer. Vel lagde
han mindre Vægt paa, hvad Censorerne fremhævede 0111 de forskjellige Administra-
tionsgrenes praktiske Krav, og saa tvært imod ogsaa, over for Kravene fra Em-
bedsstillingerne, Examens Betydning væsentlig som Prøve paa almindelig Moden-
hed. Derimod maatte han lægge megen Vægt paa, at Examen ikke blev gjort
unødvendig besværlig, Studiet uden Grund langvarigt; og i denne Henseende vilde
en Examenskommission formentlig altid give nogen Sikkerhed, baade mod unød-
vendig og skadelig Overlæsning og for Studiets Frihed i det hele. Til at prøve
Bekjendtskab med de almindelige økonomiske Begreber og det vigtigste Stof, som
ogsaa Øvelse i økonomiske Undersøgelser, vilde man efter hans Mening kunne
linde flere særdeles vel skikkede Mænd. Noget andet var derimod den Prøve i
videnskabelig Duelighed, saa vel Bekjendtskab med Videnskabens almindelige Ud-
vikling, som Dygtighed i specielle Undersøgelser, som han i Overensstemmelse
med Censorerne kunde ønske at se indrettet for de statsvidenskabelige Studiers
Vedkommende, i Lighed med de nu værende Magisterkonferentser. Der vilde det i
alt Fald være absolut nødvendigt, at Professorerne deltoge i Examination og Be-
dømmelse, fordi ingen som de kunde antages at have fulgt med den almindelige
videnskabelige Udvikling, eller saa godt at kunne bedømme specielle videnskabe-
lige Undersøgelser. Over for det saaledes af Censorerne antydede, og af Prof.
Frederiksen tiltraadte Forslag 0111 at sondre mellem en praktisk og en stræng
videnskabelig Prøve, af hvilke den første skulde henlægges til en Examenskom-
mission, havde Prof. Scharling ment at maatte gjøre gjældende, at det statsviden-
skabelige Studium ikke mere end andre Universitetsstudier egnede sig for Gjen-
nemførelsen af en saadan Sondring, og at netop her Oprettelsen af en særlig
videnskabelig Prøve (Magisterkonferents), der ikke behøvede at absolveres af dem,
som ønskede Ansættelse i Administrationen, paa ingen Maade kunde autages at
ville raade Bod paa den af Censorerne befrygtede Faie for, at Examenskommis-
sioner til Skade for Administrationens Udvikling vilde føre Studiet af de stats-
videnskabelige Fag ind i et mere praktisk, men mindre videnskabeligt Spor. Han
for sit Vedkommende holdt sig heller ikke forvisset om, at de til Dannelsen af en
Examenskommission fornødne Kræfter virkelig vare disponible, d. v. s. baade til-
stede og villige.
Ogsaa med Hensyn til Spørgsmaalet angaaende Fastsættelsen af en bestemt
Plan for Forelæsningerne over de Fag, som ere Prøvningsgjenstande ved Examen,
henholdt Fakultetet sig til sin tidligere udførlige Udtalelse i Skrivelse af 31.
Decbr. 1864. Fakultetet fandt nu som den Gang i og for sig ikke noget at er-
indre herimod, forudsat at Bestemmelserne i denne Henseende blev trufne saaledes,
at de ikke berøvede Docenten den videnskabelige Frihed. Det foretrak endnu fra
dette Synspunkt det i Aaret 1863 af Ministeriet fremsatte Forslag om en treaarig
Forelæsningsplan fremfor den nu for det juridiske Studium foreskrevne toaarige
Plan, der i flere Retninger var trykkende og saare vanskelig eller umulig at op-
fylde, naar hyppige Vakancer og Personalforandringer forefaldt, eller naar Fakul-
tetets Medlemmer af Regeringen benyttedes til andet omfattende og byrdefuldt of-
fentligt Hverv, saaledes som det i de senere Aar ofte havde været Tilfældet.
Fakultetet forudsatte i øvrigt herved som en Selvfølge, at det som hidtil (Frd.
26. Jan. 1821 § 5) vedblev at være overladt Docenten at vælge den efter Om-
3*
20
Universitetet 1875—1876.
stændighederne hensigtsmæssigste Foredragsform, denne være sig nu egentlige
Forelæsninger eller examinatorisk Gjennemgaaelse af den paagjældende Disciplin.
Det var ikke Fakultetet ganske klart, om Ministeriet gik ud fra, at en treaarig
Forelæsningsplan, ligesom nu i Henhold til Frd. 30. Decbr. 1839 § 2, skulde ud-
arbejdes efter hvert Treaars Forløb, eller at en almindelig treaarig Forelæsnings-
plan skulde fastsættes en Gang for alle. For det Tilfælde, at det sidste skulde
være Meningen, skulde Fakultetet gjentage. hvad det tidligere havde udtalt, at der
ikke kunde være Tale om at ordne Forelæsningerne for Trienniet efter et bestemt
System, indrettet efter de studerendes forskjellige Standpunkter under det fremad
skridende Studium, da hvert Åar bragte et Antal nye juridiske studerende til
Universitetet, og det selvfølgelig med Fakultetets nu værende Kræfter vilde langt
overskride det mulige, hvert Aar at begynde et treaarigt Forelæsningskursus.
Men naar en fast, en Gang for alle normeret Forelæsningsplan ikke kunde indret-
tes saaledes, vilde en Forandring i den Fremgangsmaade, der nu brugtes, være
hensigtsløs og blot have idelige Begjæringer om Ændringer for kommende Triennier
til Følge. Det kunde nemlig let forudses, at snart større Lovreformer, snart
Personalforandringer inden for Fakultetet, snart den Omstændighed, at en Docent
udgav en trykt eller lithograferet Vejledning for de studerende dels vilde kunne
nødvendiggjøre Udsættelse med Foredraget, dels medføre ønskelige Forandringer
i det Tidsrum, som i den almindelige Plan havde været beregnet for Foredraget.
Da en almindelig, en Gang for alle fastsat, Forelæsningsplan saaledes ingen For-
dele vilde medføre, men vel adskillige Ulemper, fraraadede Fakultetet samme, for
saa vidt det maatte have været paatænkt af Ministeriet. Medens Fakultetet saa-
ledes ikke havde noget at erindre mod treaarige Forelæsningsplaner under de frem-
hævede Forudsætninger, fordi de da kun vare det naturlige Udtryk for Docentens
Pligt til at foredrage Stoffet i den efter Øjemedet for Forelæsningerne naturlige
Koncentration og Begrænsning, maatte det dog, da Ministeriet havde sat en saa-
dan Foranstaltning i Forbindelse med Ønsket om en stærkere Begrænsning af
Exaniensstoffet og Studietiden, end nu var Tilfældet, udtale, at der ikke var no-
gen Trang til for dets Vedkommende ved særlige Foranstaltninger at arbejde for
et saadant Maal. Ligesom der aldrig med Hensyn til statsvidenskabelig Examen
havde været anket over noget af de nævnte Punkter, saaledes vidnede den af
Censorerne ved de juridiske Examina afgivne Erklæring om, at der i Henseende
til Examensstoffet herskede den fornødne Begrænsning ved det juridiske Studium.
Det var kun Stoffets formentlige Ubestemthed, som Censorerne ansaa for større
end ønskeligt. Dette Præg af altfor stor Ubestemthed turde Examensstoffet i
øvrigt kun frembyde for dem, der ikke havde Lejlighed til at følge de akademiske
Forelæsninger. Fra de studerendes Synspunkt vilde det derimod formentlig vise
sig at være saa afgrænset og bestemt, som det overhovedet kunde være, naar man
ikke ganske vilde ophæve Examens Karakter af en videnskabelig Prøve og forvandle
den til en simpel Overhørelse i opgivne Pensa. Den i Aaret 1871 foretagne
Omordning af den fuldstændige juridiske Examen, hvorved denne blev frigjort for
forskjellige Bidiscipliner, havde netop i væsentlig Grad bidraget til, at Examens-
stoffet var blevet baade mere begrænset og mere bestemt.
Ved at fremføre deres Anke over Studietidens Længde ved det juridiske
Studium havde Censorerne dernæst vistnok mere haft tidligere Tilstande for Øje,
end Erfaringen fra de sidste Aar, som viste, at det nu ikke var vanskeligt for en
Forhandlinger om Examenskommissioner m. m.
21
nogenlunde flittig og vel begavet Stndent at tage juridisk Embedsexamen 4 å 5
Aar efter, at han havde begyndt sit Studium, ja endog i kortere Tid, naar ikke
særegne Forhold medførte, at Studenten maatte ofre en Del af sin Tid til anden
Virksomhed, saasom Informationer; men en Tid af 4 til 5 Aar kunde ingenlunde
anses for at være uforholdsmæssig lang til en alvorlig og grundig Forberedelse i
en saa omfattende Videnskab som Retsvidenskaben. Af Examensstatistiken for de
4 sidste Examina fremgik i øvrigt med Bestemthed, at den foran omtalte Omord-
ning i 1871 af den juridiske Embedsexamen havde medført en ikke ubetydelig
Forkortelse af Studietiden.
For saa vidt Ministeriet i sin Skrivelse havde fremhævet, at der i mange
Fag savnedes trykte Lærebøger, bemærkede Fakultetet, at det selvfølgelig var
enigt i at erkjende ønskeligheden af, at saadanne Hjælpemidler bragtes til Veje.
Men paa den anden Side maatte det ogsaa udtale, at den ganske vist forhen ofte
følelige Trang dertil for dets Vedkommende i de senere Aar i meget stort Om-
fang var afhjulpet, hvad der vistnok ogsaa havde bidraget noget til det foran
omtalte Resultat med Hensyn til Studietidens Længde. Man vedblev derhos frem-
deles at stræbe hen mod dette Maal; men det var en Selvfølge, at herved mange
Hensyn maatte komme i Betragtning, over hvilke vedkommende Docent ikke altid
var Herre. I Retsvidenskaben kunde der kun i aldeles underordnet Grad være
Tale om at benytte udenlandske Skrifter som Hjælpemidler ved den akademiske
Undervisning.
Til instruktoriske Regler for Censorerne følte Fakultetet ingen Trang, og det
havde heller ikke Grund til at antage, at der af Censorerne føltes noget Savn i
denne Henseende. I Loven af 25. Marts 1871 § 9 var jo bestemt, at Censorerne
skulde deltage i Bestemmelsen af de skriftlige Opgaver, og Karakteren for hvert
enkelt Fag gives af to Censorer og den examinerende Professor. Kort efter In-
stitutionens Træden i Kraft blev enkelte andre Foranstaltninger bragte i Forslag
af Censorerne ved den juridiske Examen, hvilke toges til Følge (Univ. Aarb. f.
187i—73 S. 19) Med Hensyn til de Punkter, Ministeriet særlig havde frem-
hævet, bemærkede Fakultetet, at det maatte anse det for aldeles utilraadeligt at
tillægge Censorerne Ret til at fordre en egentlig Omexamination, da der herved
vilde skabes en for Kandidaten højst pinlig og ubillig Situation, og selv om en
slig Ret var udøvet uden Anledning, hvad ingenlunde hørte til de utænkelige
Tilfælde, let vilde kunne gjøre vedkommende Professors Stilling som Examinator
aldeles uholdbar. At tillægge Censorerne større Indflydelse i formildende Retning
var ikke muligt, eftersom der allerede tilkom dem ubegrænset Indflydelse ved
Karakterbestemmelsen, idet denne, som bemærket, foretages af to Censorer og en
Professor.
Derimod henledede Fakultetets juridiske Professorer Opmærksomheden paa, at
den nu værende Ordning af Karakterbestemmelsen ved de juridiske Examina frem-
bød væsentlige Ulemper. For det første bedømtes den skriftlige og mundtlige
Besvarelse under et, hvad uundgaaelig havde til Følge, at den mundtlige Besva-
relse fik den langt overvejende Betydning ved Karaktergivningen, noget der i og
for sig ikke kunde anses for rigtigt. Men dernæst kunde Dommen over disse
Besvarelser kun udtrykkes i de fire Karakterer: Laudabilis præ ceteris, Laudabilis,
Haud illaudabilis og Non contemnendus, hvilke der i de syv Hovedfag var tillagt
en Talværdi af henholdsvis 16, 14, 10 og 2, Heraf fulgte, at Bedømmelsen i de
22
Universitetet 1875 — 1876.
enkelte Kag blev den samme, hvad enten alle tre Dommere havde været enige om,
at Besvarelserne havde været saa gode, at de nænnede sig til Grænsen for Lauda-
bilis præ ceteris, eller Forholdet havde været dette, at den ene Dommer havde
stemt Haud illaudabilis eller endog Non contemnendus, og de to andre været enige
om, at Besvarelsen indeholdt -væsentlige Mangler, men dog hævede sig lidt over
Grænsen for Haud illaudabilis. Denne Ordning indeholdt, som det let vilde ses, en
stor Ubillighed mod den dygtigere Kandidat, og udelukkede ganske Minoriteten fra
rit kunne udøve den forholdsmæssige Indflydelse paa Karaktererne, som dog natur-
lig maatte tilkomme den De saaledes paapegede Ulemper vilde kunne fjærnes,
dels ved en Bestemmelse om, at der skulde gives særlig Karakter for de skriftlige
Udarbejdelser, dels ved Indførelsen af en virkelig Pointsberegning, der gav hver
enkelt Dommer Adgang til at udtrykke sin Dom i Tal, der ikke frembød saa store
Spring som Talværdien af de nu anordnede Karakterer, og i Forbindelse hermed
indeholdt, at Summen af disse Talværdier, divideret med Dommernes Antal, skulde
være et Udtryk for den endelige Dom over Besvarelsen i det paagjældende
Examensfag. For de forskjellige Hovedkarakterer for den hele Examen maatte
der saa fastsættes et Minimum, som skulde udkomme ved Sammenlægning af Be-
dømmelserne i de enkelte Fag. En Omordning i den her angivne Retning lod
sig imidlertid ikke vel gjennemføre, saaledes som Loven af 25. Marts 1871 § 9
var affattet. Da det nemlig her var foreskrevet, at Karakteren for hvert enkelt
Fag gaves af to Censorer og den examinerende Professor, vilde Forandringen for-
mentlig ikke kunne foregaa paa anden Maade, end at de skriftlige Udarbejdelser
ikkun bleve bedømte af to Censorer og en Professor. Det vilde imidlertid af
mange Grunde være særdeles ønskeligt, om et større Antal Dommere deltog i Be-
dømmelsen af de skriftlige Besvarelser, hvad i og for sig godt kunde ske uden
at opgive den Hegel, som nu en Gang var slaaet fast, at der ved Karaktergivnin-
gen burde tillægges de faste Censorer en Overvægt over Professorerne. Fakultetet
ansaa det derfor for særdeles magtpaaliggende, at der ved eventuel Revision at
Lønningsloven af 1871, jfr. dennes § 25, blev givet § 9 en saadan Affattelse, at
den ikke blev til Hinder for en Omordning af Karakterbestemmelsen i den an-
givne Retning.
Det lægevidenskabelige Fakultet bemærkede (1. Oktbr. 1875), at det,
hvad selve Spørgsmaalet om Examenskommissioner angik, ikke fra dets Standpunkt
saa nogen Grund til at udtale sig nærmere, hverken lige over for den af Cen-
sorerne ved den lægevidenskabelige Embedsexanien afgivne Erklæring, mod hvilken
det intet væsentligt fandt at bemærke, eller over for den af Ministeriet udtalte
Betragtning af Sagen, saaledes som denne maatte stille sig efter de hos os til-
stede værende Forhold. Men i en af Betænkningerne fra Censorerne ved de an-
dre Embedsexamina var der, med dette Spørgsmaal for Oje, fremført visse
Ytringer, som, om de end ikke sigtede umiddelbart til det lægevidenskabelige
Fakultet og det lægevidenskabelige Studium, dog meget let under den endelige
Diskussion af Sagen vilde kunne blive gjort gjældende for Universitetsforholdene
i Almindelighed, og som Fakultetet derfor ikke vilde undlade at berøre, da det
for sit Vedkommende kun til Dels eller slet ikke kunde erkjende dem for rigtige.
Der var saaledes sagt, at det under de nu værende Forhold ikke \ilde være meget
tillokkende at optræde som Privatdocent, og denne Ytring var, efter den Forbin-
delse, hvori den var fremsat, væsentlig motiveret derved, at Privatdocenten ikke
Forhandlinger om Éxamenskommissioner m. m.
23
let vilde faa Tilhorere, fordi han ikke var Examinator, medens det omvendte
gjælder for de faste Docenter. Herimod maatte man henvise til, at der under
det lægevidenskabelige Fakultet dog stadig optraadte nogle Privatdocenter, paa
hvis Virksomhed Fakultetet satte Pris, da den dannede et meget værdifuldt, efter
Forholdene endogsaa i visse Fag uundværligt Supplement til de faste Docenters,
og naar baade Antallet af Privatdoeenter og af de Fag, hvori de virkede, var
mere begrænset end ønskeligt, laa Grunden for en stor Del deri, at de studerende
nu en Gang vare vante til, at Forelæsninger og Øvelser holdtes uden Betaling;
thi paa saadanne Vilkaar ved Siden af den tvivlsomme Fremtidsudsigt til e n be-
stemt Docentpost ved vort eneste Universitet kunde det visselig ikke ventes, at
ret mange unge Mænd vilde ofre Tid og Kræfter i Undervisningens Tjeneste, i
Stedet tor at kaste sig ind i den mere lønnende og mere sikre praktiske Virk-
somhed. Paa disse Forhold vilde Oprettelsen af Éxamenskommissioner ikke raade
Bod, og lige saa vel paa dette Punkt, som til i andre Retninger at fremme det
videnskabelige Liv inaatte Vejen søges ad en ganske anden Kant. Det var frem-
deles ytret, at „Manuduktionsvæsenet" under den nu værende Ordning trivedes saa
rundelig som muligt, og de saakaldte „Manuduktørers" Virksomhed, der tydelig
nok betegnedes som noget forkasteligt, der burde søges hæmmet, blev herved op-
fattet som væsentlig eller udelukkende rettet paa en Examensdressur med slavisk
Henholden til den paagjældende Docents og Examinators egne Lærdomme. Her-
imod ansaa Fakultetet det for sin Pligt at udtale, at i denne Skikkelse trivedes
„Manuduktionsvæsenet" ikke ved det lægevidenskabelige Studium. Det var vist-
nok. især i nogle Fag, ganske almindeligt, at yngre Mænd, som i et enkelt Fag
havde erhvervet sig en videre gaaende og selvstændig Uddannelse samt anskaffet
det til Undervisning fornødne Apparat (Kobberværker, Præparater, Instrumenter o.
s. v.), eller som indtog Stillinger, der lagde dem begyndernes Undervisning nær
(Fakultetets Assistenter, Reservelægerne ved Hospitalerne), gav sig af med at
vejlede de studerende, fornemmelig de ganske unge, hvem de saaledes, i langt
kortere Tid, end Forelæsningerne kunde gjøre det, hjalp til at opnaa et Overblik
over et Fag, som de nødvendig maatte have, for med Nytte at kunne begynde
paa Studiet af andre Fag, og som de da efterhaanden kunde udfylde ved eget
Studium og øvelse og ved at følge Docentens Forelæsninger og Demonstrationer;
det var mindre almindeligt, at Vejledningen udstraktes til ældre studerende og
kom til at gaa ud paa en mere afsluttende Læren, men ogsaa da gjaldt det,
som her var Hovedsagen, nemlig at Manuduktøren holdt sig til det enkelte Fag,
som han særligt og selvstændig havde dyiket, og i en saadan Virksomhed kunde
Fakultetet ingenlunde se noget skadeligt eller forkasteligt. Flere af Fakultetets
Lærere havde selv ad denne Vej erhvervet sig en Fordannelse, hvorpaa de satte
Pris, og mente ogsaa ved deres Vejledning at have gavnet de studerende. Over-
hovedet maatte det ikke glemmes, at den unge Mediciner i Følge Studiets Natur
paa mange Punkter ved Siden af Forelæsningen havde Trang til en Vejledning,
som langt mere var henvendt til den enkelte Elev, og i Forbindelse med denne
Bemærkning skulde Fakultetet udtale, at den Grundbetragtning, som var kommet
til Orde i Rigsdagens Forhandlinger om Universitetsforholdene, og hvorpaa ogsaa
Ministeriets nu foreliggende Skrivelse nærmest syntes at hvile, i tiere Retninger
ikke forekom det anvendelig paa det lægevidenskabelige Studium med tilhørende
Embedsexamen. I saa Henseende maatte Fakultetet fremsætte nogle almindelige
24
Universitetet 1875 — 1876
Bemærkninger, forinden det gik over til at udtale sig om de tre af Ministeriet
særlig fremhævede Punkter.
Først mente det at burde henpege paa, at den lægevidenskabelige „Embeds-
examen" ikke gik ud paa at prøve Kandidaten i theoretiske Kundskaber, som kun
til Dels og mere indirekte vilde komme til Anvendelse i de Embedsstillinger, som
Examen gav ham Adgang til at opnaa, men derimod paa at prøve, om Exami-
nanden var moden nok til, at det kunde betroes ham strax at træde ud i den
ansvarsfulde Virksomhed som praktiserende Læge, og dette tilmed med Statens
Autorisation og altsaa ogsaa indirekte med dens Garanti. Det forekom Fakul-
tetet indlysende, at det herved ingenlunde kunde være den nærmeste Opgave at
søge Fordringerne begrænsede saa meget som muligt, og det med Udnævnelsen af
de faste Censorer tilsigtede Formaal skulde snarest synes at maatte være en Kon-
trol fra Statens Side med, at dens Autorisation kun gaves efter en grundig Prøve,
saa at altsaa Hovedvægten ikke vilde komme til at falde paa Censorernes Ind-
flydelse i formildende Retning. For saa - vidt man kunde dømme af Examens
Udfaldet før og efter Indførelsen af den nu værende Censorinstitution, syntes det i
Virkeligheden heller ikke, at Censorerne selv nærmest havde søgt deres Opgave i
at formilde Bedømmelsen *), og herimod ansaa Fakultetet sig ikke for beføiet til at
gjøre nogen som helst Indsigelse.
Selve Fagene i det lægevidenskabelige Studium havde for største Delen et
bestemt faktisk Indhold, som ikke kunde formes ensidig efter Docentens person-
lige Smag og Opfattelse, men lige saa lidt begrænses efter et vilkaarligt Skjøn.
Selvfølgelig var det dog ikke Meningen, at Studiet af det enkelte Fag slet ikke
skulde kunne tage Farve efter den Docent, i hvis Hænder det til en given Tid
var lagt; dette vilde og maatte det tvært imod til en vis Grad gjøre, og fortrins-
vis netop, jo mere Docenten havde vundet Herredømme over sit Fag, jo mere han
lagde sin Interesse og sin Personlighed ind i sin Gjerning som Lærer, men en
Bestræbelse for at modvirke dette vilde ganske vist ikke tjene til at fremme
Studiets Tarv. Paa Grund af dettes i Hovedsagen praktiske Retning kom de
egentlige theoretiske Forelæsninger i flere Fag til at træde i Baggrunden lige over
for de praktiske øvelser og Demonstrationer, en Fremdragen og omsigtsfuld For-
klaring af et enkelt foreliggende Tilfælde, som kunde kaste Lys over en hel be-
slægtet Gruppe af sygelige eller normale Former og Tilstande, havde i Undervis-
ningen i slige Fag større Betydning, end den systematiske Forelæsning, som intet
Materiale havde liggende for Haanden, og den bedst gjennemførte Vejledning for
de studerende kunde paa denne Maade komme til at gaa frem ad Veje, som ikke
forud lod sig afstikke i bestemt Rækkefølge. Men ogsaa for de theoretiske Fore-
læsningers Vedkommende kunde den Betragtning ikke erkjendes for rigtig, at disse
netop skulde give Stoffet, som skulde læres til Examen, i den størst mulige Kort-
hed, og hverken mere eller mindre. Det kom ikke blot, ja til en vis Grad end
ikke væsentlig an paa, overalt netop ved Forelæsningen at give hele det faktiske
Indhold af Faget, men paa mangt et Punkt gjaldt det langt mere om at stræbe
at vække Studentens Interesse, at aabne hans Oje for Fagets Betydning og lære
*) Ved de 9 Examina, som vare afholdte efter Udnævnelsen af de faste Censorer,
havde 98 af 211 Kandidater, altsaa c. 46 pCt., men ved de 9 nærmest foregaaende
Examina, 83 af 140 Kandidater, altsaa c. 59 pCt., faaet bedste Karakter.
Forhandlinger om Examenskommissioner m. m.
25
ham at skjelne mellem det mere og det mindre væsentlige, samt vise ham Vejen,
ad hvilken hans Selvstudium rettest burde gaa; ved Siden af Forelæsningen,
havde han da Lærebogen og det Materiale, som han fandt i Samlinger og Labora-
torier, Sektionsstuer og Hospitaler. — Endnu maatte bemærkes, at Studenten un-
der det lægevidenskabeiige Studium nødvendigvis maatte gaa frem fra tag til
Fag, ikke saaledes, at han fuldstændig maatte have tilegnet sig det ene Fag,
forinden han begyndte paa det næste, men at han maatte have erhvervet et Over-
blik over de fundamentale Fag, forinden han med Nytte kunde gaa over til de
praktiske, og at han under sin Fremskriden i disse og ved Siden af dem atter
stadig maatte gjenoptage og udfylde sin Kundskab i de først, nævnte tag. Der-
imod krævede de praktiske Fag, som dannede Slutningen af hele Studiet, ikke
nødvendigvis hvert for sig at blive paabegyndte netop paa dette eller hint Punkt
og gjennemgaaede i bestemt Rækkefølge. I den af fakultetet udgivne Studieplan
havde man alt bestræbt sig for, om end kun i Korthed og almindelige Træk, at
udvikle dette til Vejledning for de studerende.
Af de foregaaende Bemærkninger vilde det allerede fremgaa, at Fakultetet
ikke i Almindelighed kunde anerkjende Nødvendigheden eller endog blot Hensigts-
mæssigheden af, at der for det lægevidenskabelige Fakultet blev anordnet en
planmæssig Forelæsningscyklus. Kun forholdsvis faa studerende vilde dog ved
deres Tiltræden træffe denne Cyklus netop paa det Punkt, hvor de bekvemmest
kunde begynde, og for de enkelte Studenter vilde det, alt efter Flid, Evne og na-
turlig Tilbøjelighed, under Studiets Gang stille sig ikke lidet forskjelligt, om de
paa dette Biler hint Tidspunkt med Nytte kunde gaa over fra Fag til Fag. En
Forelæsning, som var forbundet med Fremvisning af Præparater eller desl., vilde
kunne kræve forskjellig Tid efter det større og mindre Antal af Tilhørere, og for
saa vidt det maatte være paatænkt, at en Forelæsningscyklus, hvorved en studerende
med Nytte kunde høre alt, hvad der fordredes til Examen, ogsaa under det læge-
videnskabelige Fakultet skulde kunne sammentrænges til et Tidsrum af 6 Semestre,
maatte man efter Fagenes Omfang erklære dette for ganske umuligt, med mindre
Fakultetet fik et forøget Antal af Docenter, saa at nogle Fag kunde blive besatte
med og foredragne jævnsides af to eller flere; tillige maatte man da have flere
Forelæsningslokaler, eftersom der allerede nu viste sig megen Vanskelighed ved at
faa Forelæsningerne indordnede Time efter Time, og endelig maatte det bemærkes,
at de studerendes Tid allerede i fuldt Maal var optaget ved de Forelæsninger og
Øvelser, som nu bleve holdte.
Angaaende det næste af Ministeriet fremhævede Punkt nemlig Savnet af
Lærebøger og trykte Hjælpemidler, bemærkede Fakultetet, at nogle af dets Lærere
havde udgivet Lærebøger, og at der i do Fag, hvor dette ikke var sket, forelaa
Lærebøger nok i fremmede, men for enhver Student tilgængeligt Sprog. Efter de
lægevidenskabelige Fags absolut kosmopolitiske Natur krævedes der ingen særegen
Behandling fra et nationalt Standpunkt, og enhver, der som Læge vilde følge med
i sin Videnskabs Fremskridt, maatte være fortrolig med Læsningen af fremmed
Literatur. At skrive en Lærebog i et lægevidenskabeligt Fag var et omfattende
og vanskeligt Arbejde, som ingenlunde kunde ligge for enhver Docent, og den,
som ikke følte sig kaldet dertil, vilde ved Forsøget kun stifte en tvivlsom Nytte,
som i ethvert Tilfælde næppe vilde komme til at staa i Forhold til det anvendte
Arbejde. Med Hensyn til Tidsgrænsen for Studiet vilde han intet udrette derved.
4
Universitets Aarbog.
26
Universitetet 1875—18*76.
I øvrigt maatte man henpege paa den Mangel paa Samklang, som syntes at være
mellem Kravet om Udgivelsen af Lærebøger og Frygten for, at Docenterne ved
Examen i for høj Grad skulde kræve Gjengivelse af netop deres egen Fremstilling;
det syntes ikke at være uden Grund, at de lægevidenskabelige Censorer i deres
Betænkning havde henvist til de studerendes frie Valg af Lærebøger som vidnende
om, at Examensfordringerne ikke gik ud paa nogen saadan slavisk Gjengivelse.
Med Hensyn endelig til det sidste Punkt i Ministeriets Skrivelse, Ud-
færdigelsen af instruktive Bestemmelser for de faste Censorer, bemærkede Fakul-
tetet følgende: I et Møde, som Fakultetet i Henhold til Ministeriets Opfordring
af 18. April 1871 afholdt med de faste Censorer strax efter den første Udnæv-
nelse af disse, vedtoges det bl. a„ at Censorerne, hvis de ønskede det, kunde
foreslaa Opgaver til den skriftlige Examen, en eller flere til hvert Fag, medens
det for Docenterne i de paagjældende F^ag ligesom hidtil skulde være Pligt at
foreslaa flere; Forslagene skulde fremlægges og diskuteres i et Fællesmøde, og
ved Votering af Fakultetets Medlemmer og Censorerne i Forening skete da det
endelige Valg af Opgaver. Denne Regel var ufravigelig blevet fulgt; der havde
ved hver Examen foreligget Forslag baade fra Censorerne og Fakultetet, og Valget
havde hyppigt tiuffet de først nævntes. Den i Censorernes Betænkning fremkomne
Ytring, at deres Rolle i det væsentlige var indskrænket til Deltagelse i Karakter-
givningen, kunde altsaa i ethvert Tilfælde kun gjælde den mundtlige Examen.
Naar der nu hentydedes til, at Censorinstitutionen ikke kunde afgive nogen fuld-
stændig Garanti mod uberettigede Fordringer eller en partisk Examination, og i den
Anledning henvistes til Savnet af nærmere Regler for Censorernes Stilling og Beføjelse
for visse mulige Tilfælde, da var det ikke Fakultetet klart, at den nye Censor-
institution i saa Henseende kunde have medført eller tilsigtet noget, som var væ-
sentlig forskjelligt fra og vilde kræve andre Regler end den tidligere Ordning.
Ogsaa da var der jo ved hver Examination tvende Censorer tilstede, som hver
skulde give sin Karakter, medens Examinator gav sin, og kun som Middelværdi
af disse tre kunde Fagkarakteren, den Gang som nu, endelig bestemmes; hvis det
skulde være indtruffet, at Censorer eller Examinator — thi det Tilfælde kunde
jo ogsaa tænkes, at Sagen kom til at dreje sig om, hvorvidt Examinandens hele
Tilstand havde været saaledes, at hans Præstationer berettigede til en Dom om
hans Kundskaber — efter endt Examination af en eller anden Grund tandt sig
ude af Stand til at bedømme Kandidaten, saa at de ikke med god Samvittighed
kunde give ham Karakter, vilde Fakultetet have anset det for en Selvfølge, at
Sagen var blevet forelagt Ministeriet til Afgjørelse af, hvorledes der da skulde
forholdes. Ganske det samme maatte nu finde Sted. Tilfælde af saa vidt gaaende
Tvivl eller Uenighed vare i øvrigt hidtil, i det mindste i et meget langt Tidsrum,
slet ikke forefaldne og kunde heller ikke med nogen som helst Grund ventes at
ville indtræffe, uden i alt Fald som meget sjældne Undtagelser. Saa meget desto
mindre var det nødvendigt eller tilraadeligt at fastsætte almindelige Reglei foi
dette Forhold. En formildende Indflydelse paa Bedømmelsen kunde Censorerne,
hvor de da maatte finde det rigtigt, allerede nu i fuldt Maal gjøre gjældende eftei
den Maade, hvorpaa Fagkaraktererne, som oven for omtalt, ved lægevidenskabelig
Examen bestemtes. Men overhovedet havde fakultetet ikke ved nogen Lejlighed
følt Trang til nærmere Instruktion for Censorerne, og lige saa lidt havde det hid-
til mødt nogen Antydning af, at disse selv havde følt Savnet deraf, saa at det
Forhandlinger om Examenskommissioner m. m.
27
ikke var ganske uden Overraskelse, at det nu fandt den paagjældende Ytring i
deres Betænkning. Fakultetet havde imidlertid Grund til at antage, at denne Ud-
talelse nærmest hvilede paa en fra Begyndelsen af mindre bestemt Anvisning for
Censorerne af det, som egentlig skulde være Formaalet for deres Kontrol: om
denne f. Ex. skulde indskrænke sig til den enkelte Examination (og om i saa Fald
væsentlig med Statens Krav, som tidligere antydet, eller med Kandidatens Inter-
esse for øje) eller tillige skulde gjælde Examinators hele videnskabelige Standpunkt
og Retning, altsaa hans Virksomhed som Docent, for saa vidt denne kom til at
afspejle sig i Examinationen. Om en saadan fundamental Instruktion for Censo-
rerne kunde det selvfølgelig ikke her være Opgaven at udtale sig nærmere. For
saa vidt Spørgsmaalet var om mere i det enkelte gaaende Bestemmelser for Cen-
sorernes Virksomhed i muligt indtræffende Tilfælde, fandt Fakultetet sig ikke be-
føjet til at indvende noget derimod, saafremt Censorerne selv i denne Retning
følte noget Savn, og saafremt Ministeriet vedblivende ansaa slige Bestemmelser
for ønskelige; men Fakultetet henstillede, om det da ikke efter Forholdets Natur
vilde være rigtigst, at nærmere Forslag udgik fra Censorerne selv, eller i alt iald
fremsattes af Censorerne og Fakultetet i Forening etter fælles Overvejelse. Dog
maatte man bemærke, at det i et Forhold af saadan Art i sidste Instants ikke
vilde komme an paa Ordlyden af en Instrux, men paa den Aand, hvori der blev
arbejdet sammen, og i saa Henseende kunde man rolig udtale, at der hidtil ikke
fra nogen Side var blevet givet Anledning til Misforstaaelse og Klage.
Den f i 1 o 1 o g i sk-h ist o ri sk e E xa men sk om mis sio n udtalte (6. Oktbr.
1875), at der ikke fra de filologiske studerendes Side var fremkommet noget Onske
om Examinatorer uden for Universitetet, og at man havde al Grund til at tro,
at de vilde blive meget misfornøjede med at skulle prøves af fremmede Exami-
natorer, ligesom ogsaa den af de faste Censorer afgivne Betænkning udtalte det
som utilraadeligt at foretage en saadan Forandring. At Staten oprettede og ved-
ligeholdt en Anstalt for at vejlede de unge i deres studier, og dog ikke ansaa de
Mænd, hvem den betroede Undervisningen og Vejledningen, for skikkede til at
prøve, hvor vidt de Kundskaber, der skulde erhverves, vare tilegnede eller ikke,
syntes at være en Modsigelse. Examen var en Prøve i Kundskab og ikke i An-
skuelser. Det kunde tænkes, at en Examinators Meninger om et eller andet Punkt
ikke stemmede med en Examinands; men dette kunde lige godt finde Sted, hvad
enten Examinator var Professor eller ikke, og i første Tilfælde havde Examinan-
den i det mindste den Fordel, at han kjendte Forholdet og havde haft Lejlighed
til forud at sætte sig ind i Examinators Tankegang, hvad han i det andet Til-
fælde i Reglen ikke havde, men uden Tvivl oftest vilde søge at skaffe sig ved
private Manuduktørers Hjælp, noget, der vilde være alt andet end til Fordel for
Studiets Frihed og Selvstændighed. Det filologiske Studium var fuldstændig frit,
og blev drevet ganske uafhængig af Docenternes særlige Anskuelser. Kandidaterne
valgte for en stor Del selv de Forfattere og Emner, hvori de vilde prøves, og det
blev Examinators Sag at sætte sig ind i det af dem opgivne. Under vore smaa
Forhold, med det ene Universitet, der ikke havde nogen sideordnet Anstalt med
samme Opgave, vilde det formentlig være temmelig vanskeligt uden for Universi-
tetslærernes Kreds at finde Mænd, der vilde paatage sig en Examen af denne Art.
Det var derfor formentlig det hensigtsmæssigste, at Examen, ligesom hidtil, holdtes
af Universitetslærerne, og Kommissionen troede, at der i de tilforordnede Censorer
4*
28
Universitetet 1875 — 1876.
var givet Prøven al den Betryggelse, der kunde gives den, medens man paa den
anden Side, hvis Examen afholdtes af fremmede Examinatorer, vilde savne et be-
tryggende og kontrollerende Element.
Naar Ministeriet ønskede nærmere Regler for Censorernes Stilling og Be-
føjelse, da havde Kommissionen altid opfattet Sagen saaledes, at det maatte være
baade Censorernes Ret og deres Pligt, hvor de fandt Mangler i Examinationsmaa-
den, at gjøre Examinator opmærksom derpia, og hvis de fandt en betydeligere
Mangel, som Examinator enten ikke kunde eller ikke vilde rette, da at indberette
dette til Ministeriet. En Indblanding i Examinationen fra Censorernes Side vilde
kun afstedkomme Forvirring og være til Skade for Kandidaten, hvorimod der næppe
vilde være noget at indvende imod, at Censorerne, naar Examinator havde endt
sin Prøve og de ikke fandt den udtømmende nok, bad ham at tilføje et eller an-
det Spørgsmaal. Skulde Censorerne finde en Examination til Dels mislykket, maatte
de ved en mild Bedømmelse sørge for, at Kandidaten ikke kom til at lide derunder;
at forlange en Omexamination vilde i de allerfleste Tilfælde være Synd mod
Kandidaten.
Naar der fremdeles i Ministeriets Skrivelse var gjort opmærksom paa de
Klager, der stundom vare hørte over Mangel paa trykte Lærebøger til Examens-
studierne, da gjaldt disse Khger ikke det filologiske Studium, hvor der i ethvert
Fag fandtes trykte Bøger, der kunde benyttes.
Det af Ministeriet fremsatte Forslag om en bestemt Plan for Examensfore-
læsningerne indeholdt uden Tvivl for den klassiske Filologi en fuldt berettiget For-
dring. Docenterne heri havde ogsaa altid ved indbyrdes Aftale søgt at overholde
en bestemt Orden i Afholdelsen af disse Forelæsninger, og de vare rede til, saa-
fremt Ministeriet ønskede det, at foreslaa et bestemt treaarigt Kursus. Hvad den
nordiske Filologi angik, da spillede Forelæsningerne en saa lille Rolle i de stu-
derendes Forberedelse i dette Fag, at vedkommende Docenter ikke fandt Anledning
til at foreslaa nogen bestemt Cyklus, medens det var en Selvfølge, at der i Løbet
af 3 Aar vilde blive givet al fornøden Anvisning til Studiet af oldnordisk og dansk
Sprog og Literatur. For Historiens Vedkommende maatte de Docenter, der plejede
at deltage i den her ommeldte Examen, bemærke, at det af Ministeriet tilsigtede
almindelige Maal, en passende Begrænsning af Examensstoffet og af Studietiden,
vistnok for deres Fags Vedkommende allerede fuldstændig fyldestgjordes ved den
nu værende Ordning, medens et bundet Kursus for dette specielle Fags Omraade
næppe vilde være i de studerendes Interesse. Historien var mere end noget andet
Examensfag et frit Studium Kandidaterne valgte og opgave selv efter egen Be-
stemmelse de to Perioder, hvormed de særlig skulde have stiftet Bekjendtskab, om
der endog stadig tilbødes saa vel dem Bistand med Hensyn til Valget, der i denne
Henseende ikke havde bestemt sig selv, som overhovedet Vejledning til et passende
Valg af Kilder og Hjælpemidler for de valgte Perioder, alt i Forhold til den mere
indskrænkede Tid, som af de filologiske studerendo kun kunde ofres paa det her
ommeldte Fag. Til at kjende den rigtige Behandlingsmaade og passende Frem-
stillingsmaade af Historien gav de Forelæsninger, der holdtes af de historiske Do-
center, altid de studerende Adgang. Den væsentlige Opgave at vække Interesse
for og give Oversigten over Historien vilde ikke ske Fyldest, naar Forelæsningerne
bandtes til en vis Cyklus af Perioder; men Emnerne til Forelæsningen maatte, un-
der den stadige Bevægelse paa Literaturens store Omraade, vælges efter meget
Forhandlinger om Examenskommissioner m. m.
29
forskelligartede Hensyn, uden at dette dog var til Hinder for, at der ved Fore-
læsningerne ogsaa oftere kunde gives, og var blevet givet, de studerende Anledning
til netop at bestemme sig for de samme eller tilgrænsende Perioder.
Disse Erklæringer bleve af Konsistorium indsendte til Ministeriet med Skri-
velse af 19. Novbr., i hvilken det bemærkede følgende:
Ogsaa Konsistorium kunde, som Spørgsmaalet stillede sig nu, væsentlig ind-
skrænke sig til at henholde sig til sine tidligere Udtalelser i denne Sag og navn-
lig til sin Skrivelse af 10. Juli 1863. At Konsistorium ikke havde betragtet denne
Sag fra noget ensidigt Standpunkt, vilde findes bekræftet ved de Erklæringer, der
forelaa fra Censorerne ved den juridiske, den lægevidenskabelige og deu filologisk-
historiske Embedsexamen. Kun de fra Censorerne ved den theologiske og ved den
statsvidenskabelige Examen foreliggende Erklæringer foranledigede Konsistorium
til nogle Bemærkninger.
Den Tanke, som var fremsat i den sidst nævnte Betænkning angaaende en
Sondring mellem en mere praktisk anlagt Prøve, der skulde foretages af en
Examenskommission, og en højere videnskabelig Prøve, der skulde afholdes ved
Universitetet, maatte Konsistorium paa det bestemteste fraraade. Da kun den
første Prøve skulde være en Betingelse for at kunne indtræde i Statsembeder, vilde
Gjennemførelsen af hin Tanke være enstydig med Opgivelsen at den Fordring, at
et virkelig videnskabeligt Studium af Videnskaben maatte kræves af og forud-
sættes hos statsvidenskabelige Embedskandidater. Gjennemførtes dette ved et
Studium, var der ingen Grund til ikke at betræde samme Vej med Hensyn til an-
dre Studier. Men herimod vilde da, endog i forstærket Grad, alle de Betragtnin-
ger finde Anvendelse, som Konsistorium havde fremsat i Skrivelse af 10de Juli
1863 mod et til Dels ensartet, men dog ikke saa vidt gaaende Forslag af Profes-
sor Hammerich med Hensyn til den theologiske Embedsexamen. Staten vilde taa
Embedsmænd, der kun havde en encyklopædisk Kundskab til Videnskaben, hvormed
Staten ikke kunde være tjent, og Universitetet vilde ved sin videnskabelige Under-
visning kun kunne gjøre Regning paa at beholde det Mindretal af studerende, der
ikke vilde lade sig nøje med at fyldestgjøre de Fordringer, som Staten stillede.
I disse uundgaaelige Konsekventser vilde Konsistorium se en ubodelig Skade saa
vel for Statens, som for Universitetets Interesser.
Hvad den af Censorerne ved den theologiske Examen afgivne Betænkning
angik, vilde det ikke være undgaaet Ministeriets Opmærksomhed, at den indtog
en Særstilling, ikke blot i Resultatet, men ogsaa, og det var især det, som maatte
fremhæves, i Begrundelsen. Medens alle de andre, af Censorerne afgivne Betænk-
ninger alene holdt sig til det Spørgsmaal, om Examenskommissioner kunde tilraa-
des eller ikke for selve Examens Skyld, lagdes der i de theologiske Censorers Be-
grundelse af saadanne Kommissioners formentlige Hensigtsmæssighed tillige og
væsentlig Vægt paa den Tilbagevirkning paa de theologiske Forelæsninger, som
deraf haabedes at følge, og det fremhævedes i Modsætning dertil som en Mangel
ved Censorinstitutionen, at Censorerne ingen Indflydelse kunde have paa Studiet
eller Indretningen af Forberedelsen til Examen. Hvilken Art af Tilbagevirkning
paa Studiet og Forelæsningerne Censorerne derved havde tor Øje, tremgik af den
Ytring, at ved en, væsentlig af Præster bestaaende Examenskommission vilde „de
kirkelige Hensyn og Menighedens Tarv" langt mere komme i Betragtning end nu,
hvor Examinatorerne vare blot videnskabelige Theoretikere og kun havde viden-
30
Universitetet 1875 -1876.
skabelige rjrmaal for øje. Det, der ønskedes, var altsaa en Tilbagevirkning i den
Retning, at Forelæsningerne ikke blev blot videnskabelige, men tog de kirkelige
Hensyn og Menighedens Tarv mere i Betragtning. Imod disse ønsker om For-
andring i de theologiske Forelæsningers videnskabelige Karakter maatte Konsisto-
rium med det theologiske Fakultet nedlægge den bestemteste Indsigelse. Var den
Bestræbelse berettiget, at give de theologiske Kandidaters Forberedelse en væsent-
lig praktisk-kirkelig Retning i Modsætning til den videnskabelige, saa vilde denne
Forberedelse ikke høre Universitetet til; thi ved dette var det Videnskaben, der
skulde læres. Det vilde da være mod Fordringen om de theologiske Kandidaters
Uddannelse ved Universitetet, at Bestræbelsen maatte rettes. Men det burde ikke
kunne forsøges at indsmugle en uvidenskabelig Forberedelse ved Universitetet ved
Hjælp af Examenskommissioner. Konsistorium delte det theologiske Fakultets Me-
ning, naar dette søgte Oprindelsen til den Særstilling, som de theologiske Censo-
rer havde indtaget, i en ejendommelig kirkelig Synsmaade, som ikke kunde og ikke
vilde finde sig til Rette med den videnskabelige Læreform, som nu laa til Grund
for Falkutetets Forelæsninger, og som vilde indskrænke det theologiske Studiums
Værd udelukkende til, hvad der havde umiddelbar Brugbarhed for det praktisk-
kirkelige Liv. Men det gik ikke an at indrømme denne Synsmaade ad en Omvej,
hvad der uden denne ikke vilde indrømmes den, og hvad den uden denne heller
ikke selv vilde driste sig til at fordre.
Ministeriet havde ønsket taget under særlig Overvejelse, om det ikke til Be-
grænsning af Examensstoffet og Studietiden vilde være hensigtsmæssigt at sætte
en bestemt Tid, hvori alt, hvad der fordredes til Examen, skulde være foredraget,
og i Overensstemmelse hermed at lade udarbejde Forelæsningsplaner. Det var
Ministeriet bekjendt, at der for Tiden kun var truffet en saadan Ordning for de
til den juridiske Examen hørende Forelæsningers Vedkommende, nemlig en Biennial-
plan, medens noget saadant ikke kjendtes ved de andre Studier. Af de indkomne
Erklæringer vilde det ses. at de forskjellige Fakulteter til Dels vare komne til
forskjellige Resultater med Hensyn til dette Spørgsmaal. Dette forklaredes alde-
les naturlig ved de forskjellige Studiers Beskaffenhed. For det lægevidenskabelige
Fakultets Vedkommende gjorde de i dettes Betænkning udviklede Grunde det utvivl-
somt indlysende, at en saadan Forelæsningsplan, som Ministeriet havde tænkt sig,
vilde være uhensigtsmæssig, ja med det nu værende Antal Docenter umulig at
gjennemføre. Noget lignende gjaldt for det theologiske Fakultets Vedkommende
med Hensyn til de exegetiske Forelæsninger. Omvendt maatte det efter Forholdets
Beskaffenhed erkjendes, at der ikke kunde føles nogen som helst Trang til en saa-
dan Foranstaltning for nogle af de til den filologisk-historiske Examen hørende
Fag, nemlig den nordiske Filologi og Historie. Tilbage blev da samtlige under
det rets- og statsvidenskabelige Fakultet hørende Forelæsninger, de systematiske
og kirkehistoriske Discipliner under det theologiske Fakultet og af de til det filo-
logisk-historiske Studium hørende Fag den klassiske Filologi. Hvad disse Fag
angik, paaviste Fakulteterne nærmere, at der ikke var nogen Trang til den paa-
tænkte Foranstaltning, hverken for at begrænse Examensstoffet, over hvis Udstræk-
ning ingen Klager vare førte, eller for at begrænse Studietiden, med Hensyn til
hvilken ingen Klager, i det mindste nu, vilde være beføjede. imidlertid havde
baade det rets- og statsvidenskabelige Fakultet og Lærerne i den klassiske Filologi
erklæret, at de, netop fordi det kun var Udtrykket for den naturlige og faktisk
Forhandlinger om Examenskommissioner m. m.
31
stedfindende Begrænsning, intet havde imod, at saadanne Planer, beregnede paa en
Begrænsning af Forelæsningerne til en bestemt Tid, tilvejebragtes, idet det først
nævnte Fakultet særlig bemærkede, at en Plan paa 6 Halvaar af det maatte fore-
trækkes for den nu for de juridiske Forelæsninger gjældende Biennialplan, der af
særegne Hensyn, der ikke vare Fakultetet tilregnelige, ofte var vanskelig eller
umulig at overholde. Det theologiske Fakultet havde derimod ment, at en saadan
Plan vilde være uhensigtsmæssig, selv ved de Discipliner, der ej udelukkede den,
fordi den formentlig vilde berøve Docenten den Frihed, som betingede Lærervirk-
somhedens Friskhed. Denne Uoverensstemmelse var dog kun tilsyneladende; thi
ogsaa det rets- og statsvidenskabelige Fakultet havde fremhævet, at det kun kunde
tiltræde Tanken, naar den ikke gjennemførtes paa en Maade, der berøvede Docen-
ten videnskabelig Frihed, navnlig i Valget af Foredragsformen. Kun under denne
Forudsætning kunde ogsaa Konsistorium tiltræde Tanken om Forelæsningsplaner,
og da kun for de Fags Vedkommende, med Hensyn til hvilke ikke de særegne i
Erklæringerne fremhævede Hensyn gjorde sig gjældende. Skulde Ministeriet i Over-
ensstemmelse hermed ville forfølge denne Tanke videre, maatte nærmere Forhand-
linger med de paagjældende Fakulteter indledes. Konsistorium skulde kun til
Slutning erklære sig enig med det rets- og statsvidenskabelige Fakultet deri, at
der fornuftigvis ikke burde være Tale om Fastsættelsen af Planer en Gang for
alle, men at nye Planer burde udarbejdes efter hvert Treaars Forløb.
Hvad Spørgsmaalet om Tilvejebringelsen af trykte Lærebøger angik, kunde
Konsistorium ganske henholde sig til, hvad der om dette Punkt var udtalt i de
forskjellige Erklæringer. Det fremgik af disse, at der for nogle Studiers Vedkom-
mende aldeles ikke var nogen Trang til saadanne Lærebøger, og at den for andre
Studiers Vedkommende i senere Tider i betydeligt Omfang var blevet afhjulpet.
Konsistorium skulde for sit Vedkommende tilføje, at ligesom det fulgte af sig selv,
at dette Forhold med Nødvendighed unddrog sig enhver direkte Tvang, saaledes
vilde en forceret middelbar Paavirkuing i denne Retning uden Hensyn til Docen-
tens og Fagets Individualitet utvivlsomt kun være til Skade. Overhovedet kunde
Tilvejebringelsen af trykte Lærebøger ikke betragtes som noget væsentligt for et
Universitets Opgaver. Dette erkjendtes lettest, naar man stillede sig Forholdet i
et Land som Tyskland, der er udrustet med en Mængde Universiteter, for Oje.
Medens det var en Selvfølge, at der ved ethvert Universitet her holdtes Forelæs-
ninger over de forskjellige Fag, vilde det grænse til det absurde, om hver enkelt
Docent ved hvert enkelt Universitet vilde udgive en Lærebog i sit Fag. Ogsaa
for Docenten ved det danske Universitet var Hovedopgaven Forelæsningerne, Til-
vejebringelsen af trykte Lærebøger efter Omstændighederne et Biformaal, hvis Reali-
sation maatte bero paa en Mængde ikke forud eller i Almindelighed bestemmelige
Hensyn.
Hvad endelig Spørgsmaalet om instruktoriske Bestemmelser for Censorernes
Virksomhed angik, var det en Antydning i de lægevidenskabelige Censorers Be-
tænkning, der, som det syntes, nærmest havde været Anledning for Ministeriet til
at drage dette Spørgsmaal frem. Konsistorium maatte ganske slutte sig til, hvad
der i det lægevidenskabelige Fakultets Erklæring bemærkedes, at Forslag til saa-
danne instruktoriske Bestemmelser i alt Fald maatte udgaa fra Censorerne, saa
meget mere, som det var Fakultetet og Konsistorium ubekjendt, om og i hvilke
Retninger et Savn føltes. Saadanne Forslag maatte da blive Grundlaget for videre
32
Universitetet 1875—1876.
Forhandlinger med Konsistorium og Fakulteterne. Hvad særlig de af Ministeriet
fremhævede Punkter angik, henholdt Konsistorium sig til de foreliggende Erklærin-
ger, naar disse erklærede sig imod den Indblanding i Examinationen fra Censorer-
nes Side, der vilde ligge i Fordringen om Omexamination, og naar de dernæst
fremhævede Umuligheden af at give Censorerne en større Indflydelse i formildende
Retning, end de allerede havde, da denne i Virkeligheden var ubegrænset. Den
Vanskelighed, som Ministeriet havde tænkt sig at overvinde ved disse sidst nævnte
Forholdsregler, turde overhovedet ikke existere i Virkeligheden. Der var aldrig
og vilde aldrig blive nægtet at tage alt muligt Hensyn til rimelige Henstillinger,
som gjordes fra Censorernes Side til den examinerende Professor. Konsistorium
kunde om dette Punkt henvise til, hvad det havde udtalt i sin Skrivelse af 6. Jan.
1865. Det vilde kun bidrage til at gjøre den nu værende Examensordning uhold-
bar, naar den indrettedes saaledes, at den gav Anledning til Konflikter mellem de
faste Censorer og Examinator, i Forhold, hvor dette let og naturligt kunde und-
gaas ved lempelige Midler. Det var derfor ogsaa lige saa ønskeligt, som, hvad
der skulde erkjendes, sædvanligt, at ethvert Punkt, med Hensyn tfl hvilket Cen-
sorerne kunde have en Udsættelse at gjore eller et ønske at udtale, forhandledes
og ordnedes ad venskabelig Vej. Det var en Betragtning, som i Institutionen?
Interesse Professorer og Censorer i lige Grad burde have for øje. Konsistorium
kunde derfor kun beklage, at de theologiske Censorer havde gjort en Afvigelse
fra dette naturlige og sædvanlige Forhold ved dels i ubestemte Antydninger, dels
i bestemte Paastande med Hensyn til enkelte af de theologiske Docenter i Betænk-
ningen til Ministeriet at fremsætte Anker, som det vilde have været mere hensyns-
fuldt først at udtale fortrolig til de vedkommende Professorer, og derved frem-
kalde en Forhandling med disse, der mulig enten kunde bringe Censorerne til den
Erkjendelse, at Anken var ubegrundet, eller vedkommende Professor til at bestræbe
sig for at afhjælpe den.
Sluttelig henledede Konsistorium Ministeriets Opmærksomhed paa det Punkt
angaaende Karaktergivningen, som var fremhævet i Slutningen at det rets- og
statsvidenskabelige Fakultets Erklæring.
Efter at de theologiske Censorer vare blevne bekjendte med det theolo-
giske Fakultets og Konsistoriums Erklæringer, indsendte de under 13. Marts j.876
til Ministeriet en yderligere Udtalelse, nærmest til Belysning af enkelte Punkter i
disse Erklæringer. For saa vidt fakultetet havde søgt Oprindelsen til Censorer-
nes Mening om denne Sag i „en ejendommelig kirkelig Synsmaade , gjorde de
opmærksom paa, at de 4 Censorer ikke hyldede samme kirkelige Synsmaade, noget,
som næppe kunde være Fakultetet ubekjendt, og at den kirkelige Synsmaade, som
Fakultetet utvivlsomt havde sigtet til, var i afgjort Minoritet blandt dem. Deres
Erfaring havde kun for saa vidt været bestemt af en fælles kirkelig Synsmaade,
som de stedse havde været enige om, at det var af største Betydning for Kirken,
at de vordende Præster bleve uddannede paa den bedst mulige Maade; men naai
de alle enstemmig havde udtalt sig for Indførelsen af en Examenskommission, da
havde denne Enstemmighed først udviklet sig efterhaanden, derved at de havde
været Vidner til den theologiske Examen i dens nu værende Skikkelse, medens de
fra Begyndelsen af ingenlunde vare enige paa dette Punkt. Fakultetets Herta)
søgte dernæst Oprindelsen til Censorernes Erklæring i en ,.Indskrækning af det
theologiske Studiums Værd udelukkende til, hvad der havde umiddelbar Brugbarhed
Forhandlinger om Examenskommissioner m. im	33
for det praktisk-kirkelige Liv, og hvorved det glemtes, at den theologiske Examen
væsentlig var og maatte være en videnskabelig Prøve". Men en Examen, der
som den nu værende theologiske Examen kun var lagt an paa at prøve, hvorvidt
Kandidaten havde tilegnet sig en encyklopædisk Kundskab i alle de paagjældende
Discipliner, kunde paa meget sjældne Undtagelser nær kun blive en Kundskabs-
og Modenhedsprøve, o: en Prøve paa, hvorvidt Kandidaten ikke alene havde
læst, men ogsaa tilegnet sig og fordøjet de Kundskaber, der vare ansete for for-
nødne. Hvorvidt en Examen blev en Prøve i begge Henseender, og navnlig hvorvidt
den blev en Modenheds Prøve, vilde i det mindste ved den mundtlige Examen væsent-
lig bero paa, i hvilken Grad Examinator var sin Gjerning voxen. Men som en
„væsentlig videnskabelig Prøve'" havde de aldrig kunnet opfatte den theologiske
Examen, da den aldeles ikke var indrettet paa at give Kandidaterne Lejlighed til
at lægge nogen selvstændig videnskabelig Arbejden eller Dygtighed for Dagen, og
lige saa lidt havde den Examinatiou, de som Censorer havde overværet, ledet dem
til en saadan Opfattelse. Vilde Fakultetet betegne den nu værende theologiske
Examen som en videnskabelig Prøve, stillede det Fordringerne til Videnskabelighed
betydelig lavere, end den Forestilling, der for Censorerne knyttede sig til dette
Begreb. Hermed vilde de dog ikke have udtalt noget Ønske om, at den theolo-
giske Examen i sin nu værende Form skulde ombyttes med en mere videnskabelig
Prøve, f. Ex. af lignende Art, som det i sin Tid var foreslaaet af Professor
Hammerich, at der foruden en encyklopædisk theologisk Kundskab skulde kræves,
at Kandidaterne efter frit Valg skulde opgive et specielt Parti af Theologien, som
skulde være videnskabelig studeret. Om det end kunde være ønskeligt, at en saa-
dan Ordning undtagelsesvis kunde finde Anvendelse, maatte dog en Ordning som
den nu værende formentlig anses som den heldigste som almindelig Regel, ligesom
ogsaa en Examen, der ej alene prøvede Kandidatens Kundskaber, men ogsaa gav
ham Lejlighed til at vise sin Modenhed, vilde kunne yde al fornøden Betryggelse
for, at han besad den theologiske Indsigt, som maatte kræves hos en Præst i
Folkekirken. Og var end en saadan Prøve ikke væsentlig videnskabelig, saa for-
udsatte den dog et i det mindste tilnærmelsesvis videnskabeligt Studium; thi en
Kandidat vilde ikke kunne opnaa den rette Modenhed, som maatte udkræves ved
theologisk Examen uden et saadant Studium, at han gjennem selvstændig Tænkning
og eget aandeligt Arbejde havde tilegnet sig de Kundskaber, som krævedes af
ham. Det var særlig Hensynet til et saadant Studiums Fremme, der bestemte
Censorerne til at tilraade Oprettelsen af en Examenskommission. Naar Fakultetet
syntes at mene, at det videnskabelige Studium ved Universitetet saa at sige stod
og faldt med Docenternes Examination, saa at, naar denne faldt bort, „vilde en
stor Del af Studenterne forskaffe sig et Slags kortfattede Lærebøger og Katekismer,
indrettede efter Examinatorernes Spørgsmaal, lære dem slavisk udenad og ind-
skrænke deres Læsning dertiP', maatte Censorerne næst at bemærke, at slige Kate-
kismer langt lettere vilde kunne baade forskaffes og anvendes, naar Studenterne
havde ikke alene Examination, men ogsaa Forelæsninger at udarbejde dem efter,
i Modsætning hertil udtale, at Examen ikke var Betingelse for et videnskabeligt
Studium, men at et saadant for de allerfleste Studenters Vedkommende vilde være
betinget af den Vejledning, de modtog af Docenterne, og at denne Vejledning
maatte antages at ville blive rigere og tage mere Hensyn til Tidens og Menighe-
dens Tarv, naar den afsluttende Prøve blev lagt i en Examenskommissions Haand,
Universitets Aarbog.	~	O
34
Universitetet 1875—1876.
Naar Censorerne havde udtalt, at de kirkelige Hensyn og Menighedens Tarv
under en Examenskommission vilde komme mere i Betragtning, end under den nu
værende Ordning, da var det ingenlunde dermed deres Hensigt at „indskrænke det
theologiske Studiums Værd udelukkende til, hvad der havde umiddelbar Brugbar-
hed for det praktisk-kirkelige Liv." Ganske vist mente de, at Hensynet til det i
Præstens Gjerning brugbare og nødvendige paa flere Punkter kunde og burde
komme til større Ret i den Vejledning, Universitetet tilbød de studerende; men
derfra var et saare langt Skridt til at kræve, at kun det umiddelbart brugbare
skulde læres af de studerende. Man vilde næppe med nogen som helst Ret kunne
paastaa, at deres ønske om, at Kandidaterne vare i Besiddelse af fyldigere Kund-
skab til den hellige Skrift, navnlig til det gamle Testamente og den bibelske Hi-
storie, indeholdt blot en Antydning af en Indskrækning af Studiet i den Retning,
som Fakultet antog; tvært imod pegede det i Retning af større videnskabelig
Grundighed. Og Hensynet hertii havde været Hovedmotivet for dem til at til-
raade en Examenskommission. Vel vilde selve Examen ikke da blive fuldkommen ;
tvært imod var det ej alene muligt, men endog sandsynligt, at lignende Ufuld-
kommenheder, som lindes ved den nu værende Examen, ogsaa da vilde fremtræde,
om end maaske paa andre Punkter. Men det theologiske Studium ved Universi-
tetet vilde formentlig vinde ved en Examensordning, som maatte stille de stude-
rende langt friere over for Docenternes \ ej ledning, hvorved Betingelserne for et
selvstændigt Studium vilde blive gunstigere for hine, og hvorved disse stedse
maatte føle sig paamindede om at stille deres Forelæsninger og øvrige Vejledning
saaledes, at de ad Frivillighedens Vej kunde holde de studerende fast. Og her-
ved vilde meget være vundet, thi det var ikke Examen, men Studiet, der maatte
betragtes som Hovedsagen ved Universitetslivet. Denne Censorernes Anskuelse, at
en Examenskommission vilde kunne udøve en heldig Tilbagevirkning paa Studiet,
saa vel som at det vilde være hensigtsmæssigt at bevare Forbindelsen med Uni-
versitetet derved, at en af de theologiske Professorer var Medlem at Kommissionen,
havde de tilfælles med den ved Ministeriets Skrivelse af 2. Novbr. 1862 nedsatte
Kommission af Gejstlige, der i sin under 30. Novbr. 1863 afgivne Betænkning om
Indretningen af en Examenskommission ligeledes forudsatte, at en saadan Institution,
navnlig naar en af de theologiske Docenter deltog i den, kunde have en gavnlig
Indflydelse paa Docenternes Foredrag for de studerende.
Sluttelig tog Censorerne til Gjenmæle mod den \tring af Konsistorium i dets
Skrivelse af 19. Novbr. 1875, at „det ikke burde kunne forsøges at indsmugle en
uvidenskabelig Forberedelse ved Universitetet ved Hjælp at Examenskommissionei" ,
der tydelig syntes at indeholde en Sigtelse mod dem for at have gjort et saadant
Forsøg, idet de bestemt afviste en saadan Insinuation, og betegnede deres Erklæ-
ring som en aaben og uforbeholden Udtalelse uden alle Bagtanker.
Denne Udtalelse blev efter Censorernes ønske bragt til det theologiske
Fakultets og Konsistoriums Kundskab. Fakultetet svarede herpaa i Skri\else
af 29. Maj. Idet det sammenfattede de i Censorernes Erklæring fremdragne Punk-
ter saaledes, at man ved at oprette en Examenskommission ikke vilde opnaa at
gjøre selve Examen bedre eller navnlig mere videnskabelig, men derimod at gjøre
baade Vejledningen og Studiet mere frit og stemmende med Tidens og Menighe-
dens Tarv, bemærkede det for det første, at det fandt Censorernes Betragtning at
Examen meget mislig. Fakultetet bestræbte sig lor at holde Prøven saa viden-
Forhandlinger om Examenskommissioner m. m.
35
skabelig, som det lod sig forene med en Examen, der ej var en Disputats, og
heller ikke var anlagt som en Magisterkonferents, men som vai anlagt encyklo-
pædisk, en Indretning, som Censorerne selv billigede som den hensigtsmæssigste,
eg det mente, at en saadan Prøve med rette kunde kaldes videnskabelig, naar den
fordrede baade Kundskab til Videnskabens Methode og Resultater samt Evne til
at behandle videnskabelige Spørgsmaal. Men naar Censorerne samtidig med at
nægte, at denne Prøve fortjente Navn af videnskabelig, dog aldeles ikke følte
Interesse for, at den kunde blive værdigere til dette Navn, men tvært imod mente,
at den godt kunde undvære den videnskabelige Karakter, og naar de fremdeles
indrømmede, at Examen under den forandrede Indretning sandsynligvis vilde faa
nye Misligheder paa andre Punkter end hidtil, skjønnede fakultetet ikke rettere, end at
saadanne Ytringer ligefrem viste i Retning af Afslag paa de videnskabelige Fordringer.
Men Fakultet kunde ingenlunde dele Censorernes Mening, at en saadan Forandring
vilde være uden Indflydelse paa Studiets Grundighed; thi saa enigt det end var i
den i høj Grad almindelige Sætning, at „ikke Examen, men Studiet var Hoved-
sagen", saa bestemt mente det, at der var en nødvendig Tilbagevirkning fra Exa-
men til Studiet. Det var besynderligt i en lid, da i det mindste i vort eget
Land Agtelsen for og Tilbøjeligheden til videnskabelige Sysler umiskjendelig stod
tilbage for den praktiske Nidkjærhed, at antage, at den videnskabelige Ivei hos
Flertallet af de studereude vilde holde sig uberørt af Examensfordringernes iSed-
stemmelse i denne Retning. Hvad Vejledningen angik, var det en meget
overilet Forventning, at man ad den V ej skulde kunne nøde en 1 rofessor, der ikke
selv havde Lyst eller Trang til at stille sig i Forhold til Menighedsrørelserne, til
enten at gjøre dette eller at trække sig tilbage fra sin Stilling. En dygtig Mand,
hvor abstrakt videnskabelig end hans Foredrag var, vilde altid kunne gjøre Reg-
ning paa det videnskabelig interesserede Mindretal, og var i ingen Henseende for
at kunne blive i sit Embede mere afhængig af det store t lertal end nu. Ogsaa
under den nu bestaaende Tilstand kunde en Professor let mærke, om han var hørt
med nogen Tilfredsstillelse eller ej, og hvis Erfaringer i den sidste Retning ikke
kunde være ham en Opfordring til at forlade sin Stilling, vilde man næppe heller,
uden i ganske ejendommelige Tilfælde, ved Forandringer i den foreslaaede Retning
kunne nøde ham dertil. At den foreslaaede Forandring ikke var den rette Vej til
at gjøre Docenternes Foredrag mere brugbart for de studerende og mere stem-
mende med deres Tarv, vilde formentlig fremgaa deraf, at netop Examen afgav
for Docenten en Maalestok for, hvad der i hans Foredrag lettere eller vanskeligere
tilegnedes; ved at fratage ham Examinationen isolerede man ham endnu mere i
Stedet for at give ham et Korrektiv. Na^ar Censorerne end videre troede, at Stu-
diet vilde vinde ved Oprettelsen af en Examenskommission, at selvstændig Tænk-
ning og eget aandeligt Arbejde derved vilde fremmes, saa beroede det jo paa, hvad
man satte som Studiets egentlige Betydning. Vilde man holde sig til, hvad der
kunde opnaas, og ikke udmale sig skuffende Fremtidsbilleder, kunde det Formaal,
man i et saa kort Aaremaal, som det, der i Almindelighed burde indrømmes det
theologiske Studium, kunde stille sig, fornuftigvis ikke være andet end — paa en
for sin hele Aandsudvikling befrugtende og fremmende Maade — at tilegne sig
Theologiens elementære Kundskabsstof og den videnskabelige, modne Behandlings-
maade. Derved vilde de intellektuelle Forudsætninger erhverves, som maatte kræ-
ves til en moden Virksomhed i Kirkens Tjeneste, og som afgav det tilstrækkelige
5*
%
36
Universitetet 1875—1876.
Grundlag for videie Studier, derved vilde de unge studerende uddannes og øves i
selvstændig Tænkning og eget aandeligt Arbejde, hvorimod det at ville lade dem
øve dette paa en frit anlagt Studieplan, paa ganske enkelte Undtagelser nær, vilde
være det samme som at berøve dem det opnaaelige og betydningsfuldeste Udbytte
af deres Studium, tormaalet med Studiets Ordning burde ikke være, at Ungdom-
men saa vidt muligt selv blev Herre over, hvad den vilde lære, men at det Krav,
Samfundet burde stille til sine vordende Tjenere, fyldestgjordes paa den mest be-
tryggende Maade. Det egentlige Studium kunde ved Oprettelsen af en Examens-
kommission blive udsat for efterhaanden at synke ned til et Lavmaal, som det
ikke, selv under meget uheldige Forhold, med den nu værende Ordning kunde naa.
Det var tag — f. Ex, Ethik og Religionsfilosofi —, hvor Fordringerne blev ganske
ubestemte for den Examinator, der ikke kjendte, hvad der var doceret, da der i
disse i ag ikke gaves nogen almengyldig Tradition for Indholdets Omfang, saa at
en fremmed Examinator blev nødt til at holde sig paa visse store, almindelige
Spørgsmaal, Dertil kom, at de Gjenveje, ad hvilke adskillige af de daarligere
hlementei blandt de studerende under hvilken som helst Ordning altid vilde for-
søge at slippe igjennem, unægtelig blev af en dobbelt betænkelig Art, naar det,
hvorefter de maatte anlægges, ikke som nu var en Bog eller en sammenhængende
h orelæsning, hvor alt forekom i hele Fagets organiske Sammenhæng, men en
mundtlig Examination, hvor denne Sammenhæng bortfaldt og det enkelte Spørgs-
maal kom til at staa isoleret og aforistisk. Dette syntes Censorerne ikke at have
betænkt, naar de nøjedes med at bemærke, at saadanne „Katekismer" langt lettere
erhvervedes, hvor man havde Forelæsninger at udarbejde dem efter, end hvor man
kun havde en mundtlig Examination. Censorerne havde ikke til Erstatning for
saadanne Farer i nogen af deres Erklæringer paavist en eneste reel Fordel for Stu-
diets Videnskabelighed ved den omtalte Ordning; thi den eneste Antydning, de
gav: større Kjendskab til den hellige Skrift, navnlig det gamle Testamente og den
bibelske Historie, var for en stor Del, nemlig for saa vidt man fordrede nøje
Kjendskab til det nye Testamente, af en selvfølgelig Natur i ethvert fornuftigt Anlæg
af det theologiske Studium; for en Del, for saa vidt det angik det gamle Testa-
mente, pegede det i Retning af en Forandring i selve Studiets hidtidige Ordning,
og vedkom ikke særlig det Spørgsmaal, i hvis Haand Examinationen ved Prøven
skulde lægges.
Denne Udtalelse indsendtes af Konsistorium til Ministeriet med Skrivelse af
13. Juli, i hvilken Konsistorium ikke udtalte sig nærmere om Sagen, men henviste
til sine tidligere Ytringer. Kun med Hensyn til den enkelte Passus i sin tidligere
Skrivelse, over hvilken de theologiske Censorer havde anket, bemærkedes det, at
den paaankede Ytring ikke alene ikke behøvede at forstaas som indeholdende den
Insinuation, Censorerne havde lagt deri, om Mangel paa Aabenhed, men at den
endog efter hele Sammenhængen aldeles ikke kunde forstaas saaledes. Det var
Censorernes aldeles aabne Udtalelse, at de haabede en vis nærmere betegnet Ind-
flydelse paa de theologiske Forelæsninger af Examenskommissionen, og denne Ud-
talelse alene, som var Udgangspunktet for de Bemærkninger af Konsistorium
i hvilken Ytringen fandtes. Disse kunde derfor kun have den Mening, at det
foreslaaede Middel til at opnaa en vis forandret, af Konsistorium som uvidenskabe-
lig betegnet Karakter af Forelæsningerne i sig selv var en Omvej, mod hvilken
Exaraina til Erhvervelse af akademisk Borgerret.
37
man maatte sætte samme Modstand, som naar Maalet søgtes naaet ad den direkte
Vej, nemlig ved Paalæg til Docenterne om at indrette deres Forelæsninger efter
de forlangte Hensyn.
2. Examina til Erhvervelse af akademisk Borgerret med dertil
hørende Tillægsexamina.
I Adg. 1. Juli 1872 om Tillægsexamen, henholdsvis i Latin og Græsk
og i Latin for dem, som ville indstille sig til tlieologisk eller fuldstændig juridisk
Embedsexamen, efter at have taget den mathematisk-naturvidenskabelige Afgangs-
examen i Henhold til Lov 1. Apr. 1871 angaaende Undervisningen i de lærde
Skoler*), findes ingen Bestemmelse om, at noget Gebyr eller Kjendelse vil være
at erlægge af dem, der indstille sig til denne Examen ; og da de ældre Bestem-
melser om Examensgebyrer selvfølgelig ikke ere anvendelige paa denne nye Examen,
havde man ingen Hjemmel til at afkræve en saadan Kjendelse. Heri laa imidler-
tid en Anomali, da det i UniVersitetslovgivningen er en Grundsætning, at der ved
enhver Examen erlægges et Gebyr af Examinanderne, bestemt til at afholde de
med Examens Afholdelse forbundne Udgifter og særlig at vederlægge Universitets-
pedellerne for deres med enhver saadan Examen forbundne Arbejde. Da der nu
ingen særlige Grunde forelaa til at fritage Examinanderne ved denne Tillægs-
examen for en saadan Pligt, en Fritagelse, der navnlig vilde blive til Skade for
Pedellerne, som have en væsentlig Del af denne Indtogt fra Examensgebyrerne,
gjorde Konsistorium under 20. Maj 1876 Forslag1 i denne Retning. Det bemær-
kede, at den omspurgte Examen efter sin Karakter og Omfang i denne Henseende
nærmest kunde sammenstilles med den filosofiske Prøve, for hvilken der af hver
Examinand erlægges en Kjendelse af 4 Kr., hvilket Gebyr det derfor ogsaa her
fandt passende. Ligesom ved den filosofiske Prøve fandt man dernæst, at denne
ringe Kjendelse helt kunde tillægges Pedellerne, hver med Halvdelen, saa at intet
tilfaldt Universitetets Kasse, hvis Indtægt heraf dog vilde blive forsvindende, da
det næppe særdeles hyppig vilde indtræffe, at denne Tillægsexamen absolveredes.
Ministeriet bifaldt derefter under 31. Maj, at det paalægges dem, der for Frem-
tiden indstille sig til den omhandlede Tillægsexamen. at erlægge en Kjendelse af
4 Kr., der tilfalde Universitetspedellerne til lige Deling.
Med Hensyn til Adgangsexamen til Universitetet kunne her følgende Dis-
pensationer mærkes for de akademiske Aar 1871—76:
Ved Ministeriets Skrivelse af 28. Septbr. 1871 meddeltes der Reservedyrlæge
N. N., som ved Indkaldelse til Lejren faa Dage før Examens Afholdelse blev hin-
dret i at indstille sig til denne, efter Anbefaling fra Kommissionen for Afholdelse
af Adgangsexamen, Tilladelse til at indstille sig til en extraordinær Adgangs-
examen. Den paagjældende tog derefter Adgangsexamen i Januar 1872 med 2den
Karakter, men ansøgte om Tilladelse til at tage den om igjen i Juni s. A. An-
dragendet anbefaledes af Kommissionen, da Andrageren maatte stilles lige med
dem, der om Sommeren havde absolveret Adgangsexamen, hvilke man ikke kunde
nægte 1 illadelse til næste Aar at tage den om igjen. Bevilget af Ministeriet un-
der 4. Maj 187 2.
*) Univ. Aarb. f. 1871-73 Side 20—21.
38
Universitetet 1875—1876.
—	Ved Skrivelser af 10. Febr., 4. og 8. Maj samt 27. Decbr. 1872 har
Ministeriet, efter Kommissionens Anbefaling, meddelt Tilladelse til ved Præliminær-
prøven for Adgangsexamen at blive prøvet i Engelsk i Stedet for i Tysk
Ministeriet har under 7. Marts s. A., i Henhold til den det ved kgl.
Resol. 1. Oktbr. 1869 givne Bemyndigelse efter Kommissionens Anbefaling bevil-
get, at Seminarist N. N. maatte indstille sig til den ved Bekj. 2. April 1869
anordnede Tillægsexamen ved Universitetet.
—	Ved Skrivelse af 25. April s. A. har Ministeriet, efter Kommissionens
Anbefaling, meddelt N. N. Tilladelse til i den kommende Sommer at indstille sig
til Adgangsexamen, uanset at han i Løbet af det sidste Aar havde forladt en
lærd Skole (dog ikke paa Grund af nogen Forseelse fra hans Side).
Ved Skrivelser af 30. April 1B72 samt 10. Marts og 30. Decbr. 1874
har Ministeriet meddelt Tilladelse for Dimissorer til at udstede Dimissionsvidnes-
byrd for Dimittender, der ej havde deltaget i den lovbefalede Tid af et Aar i
deres Undervisning.
—	Ved Ministeriets Skrivelse af 5. Septbr. 1872 er der meddelt N. N.
Tilladelse til at indstille sig til en extraordinær præliminær Prøve til Adgangs-
examen i Januar 1873, da han i Juni 1872 ved Sygdom var blevet hindret i at
indstille sig til Examen. Lignende Tilladelser for extraordinær Adgangsexamen
ved Universitetet ved Ministeriets Skrivelser af 6. Septbr., 1. Oktbr., 16 Novbr.
og 11. Decbr. 1875.
Ministeriet har under 13. Maj 1873 tilladt Seminarist N. N. at indstille
sig til den præliminære Prøve for studerende uden Dimissor.
—	Ved Skrivelse af 13 Juni 1873 har Ministeriet tilladt en Jøde at under-
kaste sig den til en Lørdag henlagte skriftlige Prøve den paafølgende Onsdag.
—	N. N. forlod Adgangsexamen under den skriftlige Prøve i Summeren 1874,
og ansøgte om Tilladelse til atter at gaa op 1 2 Aar efter til en extraordinær
Adgangsexamen. Bevilget (efter Kommissionens Henstilling), da Andrageren skulde
udskrives, ved Ministeriets Skrivelse af 10. Septbr. 1874.
—	N. N., der havde absolveret Adgangsexamen til Søofficersskolen (med
Udmærkelse) og Adgangsexamen til den polytekniske Læreanstalt, ansøgte 0111 al.
maatte stedes til Tillægsexamen efter Bekj. 22. Maj 1874 i mathematisk-natur-
videnskabelig Retning, i alt Fald mod tillige at underkaste sig en Examination i
Naturhistorie, der ikke medtages ved Optagelsesprøven for Søofficerselever. Den
ene af Betingelserne efter Bekj. Nr. 1 a, Adgangsexamen til den polytekniske
Læreanstalt, fyldestgjorde han altsaa, og hvad den anden angik, Realafgangs-
examen af højere Grad, havde Ministeriet tidligere tilladt ham, at denne maatte
substitueres ved Adgangsexamen til Søofficersskolen som Betingelse for Adgang til
den polytekniske Læreanstalt. Efter Kommissionens Anbefaling meddelte Ministe-
riet ham under 23. Novbr. 1874 den attraaede Tilladelse til at tage den omhand-
lede Tillægsexamen, dog at han tillige underkastede sig en Prøve i Naturhistorie
og at han for at bestau erholdt Værdien af 7 Godt o: 35 Points.
—	Under 29. Septbr. 1875 forespurgte Ministeriet, hvorvidt den, der i sin
Tid havde bestaaet Afgangsexamen fra Landkadetakademiet, havde Adgang til at
blive Student ved at tage Tillægsexamen. Examenskommissionen svarede herpaa
under 25. Oktbr., at der næppe kunde være Tale om en Ret, men kun om en
analog Udvidelse af Bekjendtgjørelsens Bestemmelser. Kommissionen kjendte saa
Theologisk Examen.
39
lidt til den for længe siden ophævede Examen, at den ikke vilde tilraade en al-
mindelig Bestemmelse, især da et Tilfælde som det foreliggende sikkert vilde være
enestaaende; men den havde under Haanden forhørt sig om, hvem den paagjæl-
dende var, og anbefalede ham til at stedes til Tillægsexamen ved en personlig
Dispensation.
— En Examinand, der i Juni 1875 indstillede sig til den ved Bekj. 22.
Maj 1874 indrettede Tillægsexamen i mathematisk-naturvidenskabelig Retning, men
under samme forlod den, da et Sygdomstilfælde gjorde ham mindre skikket til at
arbejde, erholdt efter Anbefaling fra den i Henhold til Bekjendtgjørelsens Nr. 4
nedsatte Kommission Tilladelse til atter i Januar J876 at stedes til bemeldte Til-
lægsexamen, dels af Hensyn til det nævnte Sygdomstilfælde, dels fordi han i de
Fag, i hvilke han var blevet prøvet, havde erholdt saadanne Karakterer, at det
ikke syntes umuligt, at en Fortsættelse af Examen kunde føre til „Bestaaet'-.
3. Forelæsninger og Examina under det theologiske Fakultet,
a. Om Afslutningsprøve i Religion for kvindelige theologiske studerende.
I Adg 25. Juni -1875 § 3*) hedder det, at de kvindelige theologiske stu-
derendes Studier afsluttes ved en særlig Religionsprøve, hvis Indhold og Beskaffen-
hed fastsættes af Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet. Ministeriet an-
modede derfor Konsistorium om at foranledige, at det theologiske Fakultet gjorde
fornødent Forslag til Fastsættelsen af de nærmere Regler for en saadan Prøve, og
Fakultetet udtalte sig derefter i Skrivelse af 16. Novbr. 1875 nærmere herom.
Fakultet ansaa det for rettest, at man indtil videre nøjedes med at opstille visse
almindelige Grundtræk af Prøven, eftersom der ikke var nogen bestemt Livsstilling,
til hvilken den skulde give Adgang, og det derfor var vanskeligt at give bestemte
Regler i det enkelte. Det vilde formentlig være rigtigst at give Prøven Form i
Lighed med Magisterkonferenserne, der vare frie, videnskabelige Prøver. Som
Grundlag for Examinationen maatte fastsættes Kjendskab til det nye Testamente
i Grundsproget og Kjendskab til den lutherske Kirkes symbolske Skrifter, ligeledes
i deres Grundsprog, en Fordring, der ikke kunde siges at være overdreven, da det
maatte forudsættes, at de kvindelige studerende, som vilde studere Theologi, kunde
Græsk, Latin og Tysk. Hvad derimod det gamle Testamente angik, turde det
være nok, at Examinanden havde læst en Del deraf i dansk Oversættelse og i øv-
rigt var godt hjemme i Bibelhistorien. End videre maatte det fordres, at vedkom-
mende havde fornødent Kjendskab til Kirkehistorie, Dogmatik og Moral. Her
maatte hun opgive, hvad hun havde læst, samt om hun særlig havde lagt sig ef-
ter noget specielt Fag; det blev da Fakultetets Sag at afgjøre, hvorvidt dette
kunde anses for at være tilstrækkeligt, eller om der skulde fordres en videre og
grundigere Forberedelse. Selve Prøven maatte være dels skriftlig, dels mundtlig.
Den skriftlige Prøve maatte bestaa i Besvarelsen af tre Opgaver, som Fakultetet
burde fremsætte, af hvilke de to skulde være i Dogmatik og ny Testamentes
Exegese og besvares paa Universitetet, hver i Løbet af 3 Timer, uden andre
Hjælpemidler end den hellige Skrift, og den tredje gives med særligt Hensyn til
det af vedkommende valgte specielle Fag og besvares i Hjemmet i et Tidsrum af
*; l niv. Aarb. f. 1 s73—75 Side 19,
40
Universitetet 1875—1876.
otte Dage. Begge Besvarelser maatte bedømmes af Fakultetet. Den mundtlige
Prøve burde afholdes af Fakultetet, og for denne ingen Specialkarakter gives, men
en samlet Hovedkarakter: admissa cum laude eller admissa; opnaaedes ikke sidst
nævnte Karakter, kunde Examen ikke anses som bestaaet. Sluttelig bemærkede
Fakultetet, at det vistnok vilde være tilstrækkeligt indtil videre at fastsætte disse
almindelige Kegler; for saa vidt mere specielle Regler skulde være nødvendige,
vilde det være hensigtsmæssigst at afvente den første Prøve og først at vedtage
nærmere Bestemmelser, naar bestemte Erfaringer forelaa. Disse Forslag indsendte
Konsistorium til Ministeriet med Skrivelse af 10. Decbr. 1875, idet det bemærkede,
at det fuldkomment tiltraadte dem. Ministeriet begjærede i denne Anledning en
Erklæring fra Sjællands Biskop, der under 5. Januar 1876 udtalte sig om sin
Stilling til Sagen.
Han bemærkede, at han ikke kunde sympathisere med Anordningens Grund-
tanke. Han erkjendte vel, at Kvinder kunde dannes til at blive Lærerinder i
Religion og at der hertil kunde indrettes en passende Prøve; men en Religions-
prøve, der i Virkeligheden skulde være en Prøve i videnskabelig Theologi — hvor-
for Udtrykket „Religionsprøve" her maatte tages i en Betydning, det ikke havde i
den almindelige Sprogbrug —, stod for ham som uforenelig med Kvindens Natur
og Bestemmelse. At Tanken i sig selv var upraktisk, syntes ogsaa Anordningen
selv at indrømme, for saa vidt som de kvindelige theologiske studerende, der af-
lagde denne Prøve, desuagtet ikke skulde have Adgang til at erhverve akademiske
Grader ved det theologiske Fakultet, og — hvad der vistnok turde gjøre Regning
paa almindelig Samstemning - heller ikke have Adgang til at bestige Prædike-
stolen, ligesom de, medens de studerede ved Universitetet, hvor de nød akademiske
Borgerrettigheder, heller ikke skulde have nogen Adgang til de hidtil værende
akademiske Beneficier og Understøttelser. Det var saaledes meget vanskeligt at
se, hvilken Betydning dette akademiske Borgerskab og denne Trøve skulde have
for det virkelige Liv. Da Anordningen imidlertid paatænktes indført i Livet,
maatte man i Udførelsen undgaa alle Halvheder og falske Indrømmelser, for at
den ogsaa kunde komme til at staa sin Prøve i Livet. Den Lighedstanke, fra
hvilken Anordningen gik ud, burde gjennemføres, uden at der toges Hensyn til en
tidligere Tids Forestillinger om Kvindens svagere Evner i rent videuskabelig Hen-
seende, hvilke Forestillinger fra det Standpunkt, man her burde indtage, maatte
betragtes som forældede. Han kunde derfor ikke samstemme med Forslaget om.
at Prøven skulde indrettes i Lighed med en Magisterkonferents. En Magister-
konferents kunde formentlig kun finde Sted i det filosofiske Fakultet, hvor ingen
Embedsexamen er organiseret, og hvor der var en stor Mangfoldighed af Discipliner,
der ikke stod i noget umiddelbart nødvendigt Forhold til hverandre, hvorfor en
enkelt Disciplin ved en saadan Konferents kunde opgives som den, der i Særdeles-
hed var studeret, og i hvilken Prøven i Særdeleshed blev at aflægge, medens andre
Discipliner dels kunde medtages i en løsere Tilegnelse, dels ganske kunde bort-
falde. I det theologiske Fakultet betragtede han dette som en Umulighed; thi
vel var det naturligt, at den enkelte Theolog med Forkjærlighed lagde sig efter
en enkelt Disciplin, men til Dannelsens almindelige Grundlag, der at alle maatte
kræves, hørte alle theologiske Discipliner, der dannede en i sig afsluttet Kreds,
af hvilken intet Led turde falde ud, og ved hvis I deladelse der vilde indtræde
et føleligt Hul i den Dannelse, paa hvilken det her kom an. Han fraraadede der-
Theologisk Exameri.
41
for bestemt en saadan Konferents, hvorved Overfladiskhed og Løshed i Studiet
uundgaaelig vilde fremkomme, ikke blot idet han saa hen til de kvindelige theo-
logiske studerende, men ogsaa og navnlig for mandlige Dilettanters Skyld, om
hvilke det kunde forudses, at de snart vilde indfinde sig med Andragender om at
stedes til denne Konferents, for ad denne Vej at kunne opnaa Rettigheder, som
de nu ikke kunde opnaa, uden ved at underkaste sig en fuldstændig theologisk
Examen. At der i disse Tider var Bevægelser og Tendentser, som gik i denne
Retning, at der var mandlige studerende, der tragtede efter at emanciperes til i
videnskabelig Henseende at blive lige stillede med Kvinder, o: fritages for
Videnskabens strængere Fordringer, og at de fremstillede dette som et „Livets"
Krav, behøvede næppe udførligere at udvikles.
Han samstemmede ganske med Fakultetet, naar det hos de eventuelle kvinde-
lige theologiske studerende krævede Kjendskab til det nye Testamente i Grund-
sproget og Kjendskab til den lutherske Kirkes symbolske Bøger, ligeledes i Grund-
sproget, og at der i det hele hos dem forudsattes den klassiske Dannelse. Men
han saa ingen Grund til at eftergive dem Kjendskab til det hebraiske Sprog, der
krævedes af de mandlige studerende, og som allerede var nødvendig for at forstaa
Hebraismerne i det nye Testamente. Vel vilde Hebraisk kun af de færreste blive
dyrket i et større Omfang; men saa megen Kundskab maatte dog kræves af alle,
at de vare i Stand til at bruge en Kommentar og til at slaa op i et Lexikon.
Ligeledes var han enig i, at der krævedes Kirkehistorie, Dogmatik og Moral.
Derimod indsaa han ikke, hvorfor Fakultetet syntes at ville fritage Kvinderne for
Studiet af filosofien og saaledes indrømme dem et Slags populær Dogmatik.
\ idenskabelig Dogmatik kunde i vore Dage ikke studeres uden i Forbindele
med Religionsfilosofien, der atter forudsatte et grundigt Kjendskab til Hovedstand-
punkterne i Metafysiken. Her burde man aldeles intet eftergive, da man derved
krænkede Lighedstanken, som var Sjælen i Anordningen, og som kun fyldest-
gjordes, naar fordringerne stilledes i deres hele Fuldstændighed. Han indstillede
derfor, at der til den saakaldte Religionsprøve baaile i dens skriftlige og mundt-
lige Del i et og alt maatte stilles de samme Fordringer som ved den theologiske
Embedsexamen. Ligesom de fuldstændige Fordringer vare det eneste værdige for
lidenskaben, saaledes turde det formentlig ogsaa forventes, at de strængt viden-
skabelige Krav i høj Grad vilde bifaldes af de eventuelle kvindelige Theologer, naar
disse en Gang fra Mulighedens Verden traadte ind i Virkeligheden. Thi da An-
ordningen aldeles ikke lokkede dem ved verdslige Udsigter, maatte de forudsættes
at være drevne af en rent theoretisk Interesse og udelukkende at ville dyrke
\ idenskaben for dens egen Skyld. For øvrigt turde det maaske ventes, at der
vilde være dem, som ved nærmere Overvejelse vilde opgive at eftertragte et
Smykke af saa ubestemt og tvivlsom Værdi, som den i Udsigt stillede Examens-
karakter, og foretrække, at dyrke \ idenskaben i Stilhed uden at fremlægge deres
Studier for Offentligheden.
Under 28. Juni 1876 udkom derefter følgende Bekj endt gj øreise om en
Afslutningspiøve i Religion for kvindelige theologiske studerende ved Kjøbenhavns
Universitet:
I Overensstemmelse med Anordning af 25. Juni 1875 om Kvinders Adgang
til at erhverve akademisk Borgerret ved Kjøbenhavns Universitet § 3 fastsættes
Universitets Aårbog,	g
42
Universitetet 1875—1876.
herved følgende Regler for en Afslutningsprøve i Religion for kvindelige theologiske
studerende ved Kjøbenhavns Universitet.
§ 1.
Proven er dels skriftlig, dels mundtlig, og afholdes, i samme Form som Ma-
gisterkonferenserne, af det theologiske Fakultet. Ved Prøven fordres: Kjendskab
til det nye Testamente i Grundsproget og til den lutherske Kirkes symbolske
Skrifter, ligeledes i deres Grundsprog. Examinanden maa derhos have læst en
Del af det gamle Testamente i dansk Oversættelse, være godt hjemme i bibelhi-
storien og have fornødent Kjendskab til Kirkehistorie, Dogmatik og Moral. Exa-
minanden har for det theologiske Fakultet at opgive, hvad hun har læst, samt
om hun særlig har lagt sig efter noget specielt Fag, hvorefter Fakultetet i hvert
forekommende Tilfælde har at afgjøre, hvorvidt det opgivne er tilstrækkeligt til at
fyldestgjøre de foreskrevne Fordringer, eller om der fordres en videre og grundi-
gere Forberedelse.
§ 2.
Den skriftlige Prøve bestaar af 3 Opgaver, som Fakultetet meddeler.
De to af disse skulle være i Dogmatik og ny Testamentes Exegese, og besvares
paa Universitetet, hver i Løbet af 3 Timer og uden andre Hjælpemidler end den
hellige Skrift. Den 3dje Opgave besvares i Hjemmet i et Tidsrum af otte Dage, og
bliver, saafremt Examinanden har opgivet et specielt Fag som særlig Gjenstand for sit
Studium, at give med Hensyn til dette. Samtlige Besvarelser bedømmes af Fakultetet.
Den mundtlige Del af Prøven afholdes og bedømmes ligeledes at Fakultetet.
Udfaldet af Prøven betegnes ved en samlet Hovedkarakter: admissa cum laude
eller admissa. Kan den sidst nævnte Karakter ikke opnaas, er Prøven ikke bestaaet.
§ 3.
Ved Indtegningen til Prøven erlægger hver Examinand 8 Kronei til lige
Deling mellem Universitetets Pedeller.
b. Afgjørelser af enkelte Tilfælde m. m.
Ministeriet har ved Skrivelser af 23. Septbr. og 27. Decbr. 1875 samt 30.
Marts og 27. Juni 1876 meddelt Tilladelse til at aflægge den homiletiske Prøve,
skjønt de paagjældende ikke havde deltaget i Pastoralseminariets øvelser.
— Da Fakultetet i Henhold tilkgl. Resol. 8. Novbr. 1817, nærmere forklaret
ved Kane. Cirk. 14. Septbr. 1830, havde meddelt en theologisk Kandidat, der kun
i en kort Tid havde besøgt Pastoralseminariet, Tilladelse til desuagtet at aflægge
den befalede homiletiske Prøve, tilskrev Ministeriet under 20. Oktbr. 1875 Fakul-
tetet, at den nævnte kgl. Resol., jfr. Cirk. 14. Septbr. 1830, vel syntes at forud-
sætte Bemyndigelse for Fakultetet til at bedømme theologiske Kandidaters Ad-
komst til at stedes til at aflægge homiletisk Prøve uden at have deltaget i Pasto-
ralseminariets Øvelser, men at Ministeriet, da den da værende Minister i Skrhelse
til Biskuppen over Sjællands Stift af 9. April 1863 havde udtalt, at han ansaa
det for rettest, at Andragender fra Kandidater om uden at have deltaget i de nævnte
Øvelser at stedes til for Biskoppen at aflægge kateketisk Prøve forelagdes Ministeriet til
Afgjørelse, ansaa det i Lighed dermed for rettest, at ogsaa Andragender om eftei Fakul-
tetets Foranstaltning at aflægge homiletisk Prøve for vedkommende Censorer undet den
nævnte Forudsætning indkom til Ministeriet for at afgjøres af dette, i denne Anledning
androg Fakultetet under 16. Novbr. paa, at Ministeriet, naar det maatte ønske en
Theologisk Examen.
43
nærmere Betænkning om saadanne Ansøgninger, vilde forlange denne afgivet af
Pastoralseminariets Forstandere, der bedre vilde være i Stand til at bedømme,
hvorvidt den øvelse, vedkommende Kandidater havde haft i at prædike, kande an-
tages at kunne træde i Stedet for Pastoralseminariets Øvelser. Ministeriet med-
delte derefter under 25. Novbr., at det i Tilfælde af den omhandlede Art vilde
uden erhvervet Betænkning fra Fakultetet afgjøre vedkommende Andragender, i
fornødent Fald efter indhentet Betænkning fra Biskoppen over Sjællands Stift eller
fra de Mænd, der forestaa øvelserne i Pastoralseminariet.
—	N. N., der i Sommeren 1875 ikke bestod den patristiske Prøve, erholdt
af det theoloi>iske Fakultet, for at kunne indstille sig til theologisk Embedsexamen
i Vinteren 1875 — 76, Tilladelse til forinden denne atter at underkaste sig be-
meldte Prove. Andragendet herom var fornemmelig motiveret ved forandrede
Familie- og Livsforhold, der gjorde det meget tvingende for ham at opnaa en Af-
slutning paa hans Embedsstudier.
—	Ved Ministeriets Skrivelse af 24. Novbr. 1875 er der meddelt N. N.
Tilladelse til at indstille sig til theologisk Embedsexamen, uagtet han paa Grund af
Tunghørighed ikke havde hørt de befalede Forelæsninger.
4. Om den filosofiske Prøve.
—	Islandsk Student N. N., der af Professor Johnstrup havde faaet Tilladelse
til at følge med denne paa hans Rejse til Island, ansøgte om Tilladelse til at
underkaste sig den filosofiske Prøve, forend det islandske Postdampskib afgik her-
fra i Slutningen af Maj Maaned 1876. Bevilget af Fakultetet, da Ministeriet ikke
fandt noget herimod at erindre.
—	Ved Ministeriets Skrivelse af 31. Maj 1876 meddeltes der 4 studerende,
som paa Grund af Sygdom først havde underkastet sig Afgangsexamen i Januar
s. A., Tilladelse til i Juni Maaned at indstille sig til den filosofiske Prøve.
5. Examina under det læge videnskabelige Fakultet.
Stud. med. N. N., der ved den lægevidenskabelige Embedsexamens 1ste
Del i Januar 1875 og 1876 ingen Karakter erholdt i Fysiologi, ansøgte om paa
ny at maatte indstille sig til bemeldte Examen V2 Aar efter, da han under den
sidste Examen havde lidt af Hoste. Bevilget, efter indhentet Erklæring fra Fa-
kultet, ved Ministeriets Skrivelse af 8. Febr. 1876.
6. Andre Examina, der ere henlagte til Universitetet.
Sekondlieutenant N. N, ansøgte om Tilladelse til at indstille sig til ju-
ridisk Examen for ustuderede uden forud at have bestaaet den almindelige For-
beredelsesexamen af lavere Grad. Det rets- og statsvidenskabelige Fakultet anbe-
falede Andragendet i Henhold til Motiveringen i det lignende, i Univ. Aarb.
1871 — 73 Side 84 refererede Tilfælde, hvorefter det af Ministeriet bevilgedes un-
der 8. Aug. 1876.
— Det juridiske Fakultet har under 23. Jan. 1875 i en Erklæring til Ju-
stitsministeriet, afgivet efter Foranledning af Ministeriet for Kirke- og Undervisnings-
væsenet, i Henhold til tidligere, senere stadig fulgte Udtalelser, udtalt sig for, at
bestaaet Hovedexamen i en lærd Skoles 3dje Klasse med et saadant Udfald, at
vedkommende erklæres for moden til Opflytning i 4de Klasse, skal, for saa vidt
6*
44
Universitetet 1875 — 1876.
angaar Adgangen til at stedes til juridisk Examen for ustuderede, give samme
Rettigheder som bestaaet Realafgangsexamen af lavere Grad. Ministeriet har imid-
lertid fundet Betænkelighed ved at foretage de yderligere Modifikationer i de be-
staaende Examensbestemmelser, som vilde være forbundet med at tage en saadan
Bestemmelse.
i. Magisterkonferentser under det mathematisk-naturviden-
skabelige Fakultet.
I en Skrivelse af 3. Maj 1876 til Ministeriet bragte det mathematisk-natur-
\idenskabelige Fakultet Spørgsmaalet om Bestemmelsen og Begrænsningen af For-
dringerne ved Magisterkonferenserne paa Bane. Fordringerne til Magisterkonfe-
renserne ved Universitetet, hedder det, ere ved PI. 10. Aug. 1848 § l kun svagt
præt iserede; dens § 2 overlader til Fakultetets Afgjørelse, om Fordringerne i hvert
enkelt Ti fælde ere fyldestgjoite, dog saaledes, at Prøven skal afholdes i det Fag,
der er Kandidatens Hovedstudium, og som skal udgjøre „en hel, under Fakultetet
hørende \ idenskabsgren i dens Sammenhæng og Hoveddele". Senere har Adg.
1. Febr. 1849 § 15 tilstaaet Adgang til Overlærerembeder til dem, der have
underkastet sig Magisterkonferentsen i Mathematik og Fysik i samme Omfang, som
ved den polytekniske Examen i Mekanik eller i Naturhistorie, omfattende en viden-
skabelig Oversigt over Naturhistoriens tre Hovedfag, og en dybere i det enkelte
gaaende Kundskab i et af dem. Denne Anordning gav Anledning til et Par An-
dragender Ira en Adjunkt, som ønskede at benytte sig af Magisterkonferentsen paa
den i Anordningen bestemte Maade*). Til Svar paa det ene resolverede Ministe-
riet blandt andet, at der om Fordringerne i Mathematik og Fysik maatte søges
nærmere Underretning hos det da værende filosofiske Fakultet, navnlig dets Profes-
sorer i Mathematik og Fysik, ganske i Overensstemmelse med PI. 10. Aug 1848.
I Anledning af nogle Lempelser, hvorom samme Adjunkt søgte, in >1 send te Fakul-
tetet et dobbelt Forslag, det ene angaaende den Prøve, Fakultetet mente at burde
underkaste Ansøgeren saa vel som andre Adjunkter, der i en nær Fremtid, senest
til Foraaret 1851, vilde indstille sig til Prøven, det andet indeholdende Fordrin-
gerne ved Magisterkonferentsen i Mathematik, Astronomi, F'ysik, Kemi i Almindelig-
hed, hvori der ved Siden af de angivne Hovedfag fordredes Prøve i de andre Fag
som Hjælpefag. Ved Skrivelse af 28. Novbr. 1850 billigede Ministeriet det første
Forslag, hvorefter to Adjunkter i Aaret 1851 underkastede sig Prøven med Mathe-
matik som Hovedfag; derimod udtalte Ministeriet sig ikke om det andet Forslag,
maaske fordi det i Henhold til PI. 10. Aug. 1848 ganske overlod Sagen til Fa-
kultetet. Omtrent til samme Tid ytrede de naturhistoriske Professorer sig til Fa-
kultetet om de Fordringer der med PI. 1848 og Adg. 1849 for Oje burde gjøres
ved Magisterkonferentsen i Naturhistorie**), hvorved det tillige bemærkedes, at
vedkommende Professorer maatte overbevise sig om, at Kandidaten var saa meget
inde i Hjælpevidenskaberne Fysik, Kemi og Mathematik, som Hovedfagene krævede.
Om der var gjprt Ministeriet nogen direkte Meddelelse om disse Fordringer, vidste
*) Lindes Medd. 1849—56 Side 210 ff.
**) Lindes Medd. 1. c.
Magisterkonferenser.
45
Fakultetet ikke, men de have siden i de forlobne 25 Aar stadig været stillede ved
denne Magisterkonferents, ligesom de ovenfor nævnte, Ministeriet meddelte Fordrin-
ger ved de andre Konferentser ere ufravigelig fulgte i samme Tid. Erfaringen har
ogsaa vist, at de studerende, som forberede sig til disse Prøver, i deres Petita
stedse have støttet sig til den nævnte Angivelse af Fordringerne. Det ligger imidlertid
i Sagens Natur, at en Prøve paa Kandidaternes videnskabelige Standpunkt maa
blive af forskjelligt Omfang i Tidarnes Lob, efterhaanden som Videnskaberne selv
forandre deres Standpunkt, saa at Fordringerne ikke kunne slaas fast for en lang
Aarrække ad Gangen, medens det paa den anden Side er en ligefrem Nødvendighed
for den studerende strax ved Studiets Begyndelse at kunne lægge en fast Plan
uden altfor hyppig Raadførsel med den enkelte, maaske i lians Tid skiftende Uni-
versitetslærer. Dertil kommer, at Antallet af de studerende, som tage en Ma-
gisterkonferents, ikke længere, som i Begyndelsen, er ganske ringe, som Forteg-
nelsen over Candidati magisterii for de forløbne 25 Aar viser, nemlig:
1850—54____ 5	1865 69____ 17
1855—59____ 6	1870—74____ 13
1860 -64____ 13	1875 ....... 8
Nye Regler ansaa Fakultetet for nødvendige med Hensyn til Mathematik, Kemi
og Astronomi, hvilke Fakultetet agtede efter 1 Aars Forløb at gjøre gjældende;
men inden der gjordes offentlig Bekjendtgjøreise om dem for de studerende, havde
Fakultetet troet at burde gjøre Meddelelse om dem til Ministeriet.
Med Hensyn til Magisterkonferensen i Fysik bemærkedes, at det vel vilde
have været rigtigt at forlange Færdighed i Omgang med fysiske Instrumenter,
men at man havde maattet holde Ønsket herom tilbage, saa længe de lokale For-
hold i Samlingen gjorde det umuligt at tilstede flere at arbejde der.
Konsistorium, hvis Erklæring Ministeriet ved Skrivelse af 17. Maj indhen-
tede, udtalte under 12. Juni. at det intet havde at erindre mod de paatænkte
Forandringer. Da de først skulde bringes til Anvendelse efter et Aars Forløb fra den
offentlige Bekjendtgjørelse, var der taget billigt Hensyn til de studerende. Heller
ikke fra Ministeriets Side blev der udtalt nogen Betænkelighed i saa Henseende.
Fakultetet har derefter sammenstillet Fordringerne ved de forskjellige Magister-
konferenser i Fakultetet, saaledes som de fra 1. Januar 1878 ville blive stillede.
De meddeles her.
I. Med Mathematik som Hovedfag.
1.	Magisterkonferensen med Mathematik som Hovedfag omfatter en skriftlig og
en mundtlig Prøve.
2.	Den skriftlige Prøve bestaar i Besvarelse af:
a.	en større Opgave i Hovedfaget, hvortil anvendes en Tid af 4 til 6 Uger;
b.	to mindre Opgaver i Hovedfaget, hvortil bruges 4 Timer;
c.	en Opgave i Astronomi eller Fysik efter Kandidatens eget Valg, ligeledes
i 4 Timer. '
"Ved de under b. og c. nævnte Prøver maa ingen Hjælpemidler be-
nyttes uden eventuelt Tavler.
3.	Den mundtlige Prøve omfatter foruden Hovedfaget følgende Bifag: Astro-
nomi, Fysik og Kemi, de to sidste i samme Omfang som ved polyteknisk
Examen for Mekanikere, det første som i „Gyldens Framstållning af Astro-
nomien."
46
Universitetet 1875 — 1876.
4. I Hovedfaget fordres Kundskab til:
a Arithmetik, Algebra og ren Analyse, indeholdende højere Algebra og Funk-
tionslære, Differentiation og Integration med uendelig smaa og med ende-
lige Differentser;
b.	Geometri, nemlig foruden Plangeometri, Stereometri og Trigonometri, ana-
lytisk Geometri, saa vel med retvinklede og polære, som med de to Tre-
kantkoordinatsystemer, og ren Geometri, indeholdende Læren om projektive
Egenskaber og om grafisk Fremstilling af Former i Rummet ved Pro-
jektion.
c.	Rationel Mekanik.
d.	Sandsynlighedsregning;
e.	Oversigt over Hovedtrækkene i Mathematikens Historie
II. Med Astronomi som Hovedfag.
1.	Magisterkonferensen med Astronomi som Hovedfag omfatter en skriftlig, en
praktisk og en mundtlig Prøve.
2.	Den skriftlige Prøve bestaar i Besvarelse af:
a.	en større Opgave i Hovedfaget, hvortil anvendes en Tid af 4 til 6 Uger;
b.	en mindre Opgave i Hovedfaget, hvortil kan bruges 4 Timer;
c.	to mindre Opgaver i Hjælpevidenskaberne, nemlig en i Mathematik og en
efter Kandidatens Valg enten i Fysik eller i Kemi, ligeledes besvarede i
4 Timer.
Ved de to sidste Prøver maa ingen Hjælpemidler bruges uden even-
tuelt Tavler.
3.	Den praktiske Prøve bestaar i Observationer af en opgivet Gjenstand med
et af Observatoriets Instrumenter. Observationerne bør under gunstige Vejr-
forhold tilendebringes paa en Nat (Dag). Til Observationernes Reduktion til-
staas en Uge.
4.	Den mundtlige Prøve omfatter foruden Hovedfaget følgende Bifag: Ma-
thematik, Fysik og Kemi.
5.	I Hovedfaget fordres Kundskab til begge Astronomiens Hovedafdelinger, baade
den sfærisk - praktiske Del og den theorisk - fysiske, til Astrofysiken og
til Astronomiens Historie. I Bifagene fordres Kundskaber i samme Omfang
som ved polyteknisk Examen for Mekanikere, for Mathematikens Vedkom-
mende dog saaledes, at der kræves Kundskaber i sfærisk Trigonometri,
Differentsregning og Interpolation, samt Sandsynlighedsregning i det Omfang,
for hvilket der i Hovedvidenskaben er Anvendelse.
III. Med Fysik som Hovedfag.
1.	Magisterkonferentsen med Fysik som Hovedfag bestaar af en skriftlig, en
praktisk og en mundtlig Prøve.
2.	Den skriftlige Prøve bestaar i Besvarelse af:
a.	en større Opgave i Hovedfaget, hvortil anvendes en Tid af 4 til 6 Uger;
b.	en mindre Opgave i Fysik og to Opgaver i Mathematik, til hvilke der
kan bruges en Tid af 4 Timer.
Til de sidste Opgavers Besvarelse maa ingen Hjælpemidler bruges
uden eventuelt Tavler.
Magisterkonferenser.	47
*
3.	Den praktiske Prøve bestaar i en kvalitativ kemisk Analyse af et uorga-
nisk Stof. Til Udførelsen af denne kan bruges en Tid af ] 2 Timer, og Be-
svarelsen ledsages af en kort Beretning om Fremgangsmaaden.
4.	Den mundtlige Prøve omfatter foruden Hovedfaget ogsaa som Bifag: Ma-
thematik, Astronomi og Kemi; Mathematik i samme Omfang som ved den
polytekniske Ingeniørexamen, Astronomi som i „Gyldens Framstållning af
Astronomien" og Kemi i samme Omfang som ved lægevidenskabelig For-
beredelsesexamen.
5.	I Hovedfaget fordres Videnskabens forskjellige Dale saaledes, som de kunne
læres efter Tidens bedste Lærebøger, og en Oversigt over Fysikens Historie.
IV. Med Kemi som Hovedfag.
1.	Magisterkonferensen med Kemi som Hovedfag omfatter en skriftlig, en prak-
tisk og en mundtlig Prøve.
2.	Den skriftlige Prøve bestaar i Besvarelse af:
a.	en større Opgave i Hovedfaget, hvortil der kan anvendes en Tid af 4
Uger;
b.	en Opgave i teknisk Kemi, hvortil kan benyttes 6 Timer;
c.	en Opgave i Fysik, og
d.	en Opgave i Mathematik, der blive at besvare hver i Løbet af fire Timer.
V ed de tre sidst nævnte Opgavers Besvarelse maa der ikke benyttes
trykte eller skrevne Hjælpemidler.
3 Den praktiske Prøve bestaar i Udførelsen af:
a.	et Præparationsarbejde og
b.	et analytisk Arbejde. Til hvert af disse kan der anvendes en Uge, og
tillades det at benytte trykte eller skrevne Hjælpemidler. Besvarelsen
ledsages af en kort Beretning om Fremgangsmaaden.
4. Den mundtlige Prøve omfatter foruden Hovedfaget følgende Bifag: Fysik,
Mathematik, Krystallografi og Mineralogi, hvori Fordringerne blive de samme
som ved polyteknisk Examen i anvendt Naturvidenskab, samt en Oversigt
over Geognosi, Astronomi og Kemiens Historie.
V. I Naturhistorie.
]. Magisterkonferensen i Naturhistorie omfatter en skriftlig og en mundtlig
Prøve.
2.	Den skriftlige Prøve bestaar i Besvarelsen af:
a.	en storre Opgave i det af de tre naturhistoriske F;ig (Zoologi, Botanik
og Mineralogi), som Kandidaten har valgt til sit Hovedfag, hvortil kan
anvendes en Tid af 4 til 6 Uger;
b.	3 mindre Opgaver, en i hvert af de tre nævnte Fag, hvortil kan bruges
4 Timer.
3.	Den mundtlige Prøve omfatter Zoologi, Botanik og Mineralogi, og ved
denne maa man tillige overbevise sig om, at Kandidaten er saa meget inde
i Hjælpevidenskaberne, nemlig Kemi, Fysik og Mathematik, som Studiet af
Fagene kræver.
4.	Ved Konferentsen forlanges:
a. i Zoologi en paa sammenlignende Anatomi, Udviklingshistorie og Fysiologi
48
Universitetet 1875—1876.
grundet Oversigt over Dyreriget, forbundet med et større Kjendskab til
den nordiske Fauna, navnlig de højere Dyr, og til de vigtigste Træk af
Dyrenes geografiske Udbredning;
b.	i Botanik en paa Morfologi, sammenlignende Anatomi og Fysiologi grundet
Udsigt over Planteriget, forbundet med et speciellere Kjendskab til Landets
Flora, navnlig de højere Planter, samt til de stwrre Træk af Plantegeografien;
c.	i Mineralogi en paa Krystallografi, Fysik og Kemi grundet Udsigt over
Mineralriget, almindelige Kundskaber i Jordklodens Udviklingshistorie,
samt nøjere Kjendskab til de skandinaviske Landes Geognosi.
I det af de tre naturhistoriske Fag, der vældes. til Hovedfag, fordres et mere
omfattende Studium, der tillige inden for et selv valgt, ikke altfor begrænset
Afsnit af Faget, maa være dybere og mere i det enkelte gaaende, samt en Over-
sigt over Fagets Historie.
I den oven omtalte Skrivelse af 3. Maj 1876 fremdrog Fakultetet fremdeles
et andet Punkt. PI. 10. Aug. 1848 og Adg. 2. Febr. 1849 havde, bemærkede det,
tillagt Magisterkonferentserne forskjellig Virkning, den første Ret til at disputere
for Doktorgraden, den sidste Adgang til Overlærerembeder. Men hvad Prøvernes
Beskaffenhed og Omfang angik, havde der ikke udviklet sig nogen Forskjel efter
Hensynet til deres forskjellige Formaal. For Fakultetet havde der ingen Grund været
til at opstille to forskjellige Arter Prøver, og Ministeriet havde i 1850 kun for
et Par Ansøgeres Vedkommende de første Gange tilstaaet nogle Lempelser, og
derved ogsaa formentlig paa sin Side erkjendt, at der ingen Grund var til at
skjelne mellem Prøven for jus disputandi og Prøven for Overlærerembeder. Der-
imod havde der i et andet Punkt senere vist sig nogen Uoverensstemmelse i Mini-
steriets og Fakultetets Opfattelse, medens der inden for det filosofiske Fakultet
gjorde sig forskjellige Anskuelser gjældende om det samme Punkt. Fakultetet
havde opfattet Bestemmelsen i Adg. 1849 § 15 saaledes. at en Kundskab i Mathe-
matik og Fysik eller i Naturhistorie, som skulde give Adgang til Overlærerposter,
maatte svare til den, som ved de egentlige Embedsexamina gav Adgang til de
samme Poster. Da der nu ved disse krævedes bedste eller næstbedste Karak-
ter dertil, saa antog man ogsaa, at en til næstbedste Karakter svarende Kund-
skab ved Konferentsen uiaatte give samme Eet; derimod skulde der til jus dispu-
tandi kræves en Kundskab, der svarede til laudabilis ved en Einbedsexamen Som
tølge deraf udviklede sig i Fakultetet, til Dels ogsaa i det filosofiske Fakultet, den
Praxis at give Karakterer, navnlig admissus med eller uden Tillæg (cum laude,
cum laude præcipua), saaledes at admissus cum laude ansaas for nødvendig til
jus disputandi, men admissus for tilstrækkelig til Overlærerembeder. Denne Op-
fattelse havde dog aldrig faaet praktisk Betydning paa den Maade, at Fakultetet
havde nægtet nogen Kandidat med Karakteren admissus Adgang til at disputere,
eftersom saadanne Kandidater ikke havde søgt den. Da imidlertid det filosofiske
Fakultet i 1870 rejste Spørgsmaalet om at tilvejebringe fuldstændig Overens-
stemmelse i de to Fakulteters Praxis i denne Henseende, resolverede Ministeriet,
at der ved Magisterkonferenser alene kunde gives admissus eller non admissus,
hvilket altsaa siden havde været Regel*). Før den Tid havde Karaktererna været
fordelt saaledes:
"J Denne Sag vil finde sin Behandling i de udfyldende Meddelelser for 1864 — 71.
Magisterkonferenser.
49

-
*-
co bo
O
o
£
o>
W
PQ
ægre admissus.....
admissus .........
adm. c. laude.....
adm. c. laude præ-
cipua...........
0	0	1	0	0	0	0	0	1
7	1	2	0	0	4	2	1	17
6	2	4	1	2	2	3	2	22
1	0	0	0	0	1	0	0	2
14	3	7	1	2	7	5	3	42
Ui,
24
Altsaa af 42 vilde efter Fakultetets Opfattelse .24 have opnaaet, baade jus
disputandi og Adgang til Overlærerembeder, medens IS (17) alene vilde have op-
naaet Adgang til Overlærerembeder. Af de 24 havde kun 11 benyttet sig af Ad-
gangen til at disputere; de fleste af disse, og i alt, saa vidt Fakultetet vidste,
32 af de 42 havde beskæftiget sig med Undervisning, enten ganske eller til Dels.
Deres Fordeling efter Fagene vilde omtrent være følgende:
Dr. phil.
Lærere .
3
13
co fcJO
>> O
Fr, D
a
<u
&
^5 ci
PQ
11
32
Det fremgik heraf, at Magisterkonferenserne benyttedes stærkt med Lærer-
kaldet for Oje, og Fakultetet troede derfor, baade af Hensyn til de eventuelle
Kandidater og af Hensyn til Magisterkonferensens Hævdelse som videnskabelig
Prøve, idet det henviste til de tidligere Forhandlinger derom i 1870, at burde
søge Tilladelse til paa ny at maatte bedømme Konferentsens Udfald saaledes, at
Adgangen til Overlærerposterne kunde opnaas uden at være knyttet til jus dispu-
tandi. Dette Maal vilde formentlig kunne naas uden væsentlig Forandring i Dom-
men admissus eller non admissus, ved til admissus kun at føje „som candidatus
magisterii", naar derved erhverves jus disputandi, men med Tilføjelsen „som candi-
datus matheseos, astronomiæ, physices osv.", naar der blot opnaas Adgang til
Overlærerembeder. Dog fulgte det af sig selv, at hvis delte blev Regel, maatte
dog enhver, som forhen var admissus, være berettiget til at disputere for
Doktorgraden. I Henhold hertil indstillede Fakultetet, at det tillodes det ved frem-
tidige Magisterkonferenser efter den bestaaede Kandidats Præstationer at erklære
ham for enten admisssus som candidatus magisterii eller admissus som candida-
tus matheseos, astronomiæ osv. efter hans Hovedfag.
Idet Ministeriet under 1? Maj 1876 begjærede Konsistoriums Erklæring om
dette Forslag, bemærkede det dog, at det fandt det betænkeligt at godkjende en
saadan Sondring i •idømmelsen af den for Adgangen til at disputere for Doktor-
graden og for Adgangen til Overlærerembeder fælles Prøve, at Adgangen til Over-
lærerembeder kunde erhverves med tt ringere Udfald af Prøven, end der fordres for
Uuiversiu'ta Aa. bog.	7
50
Universitetet 1875—1876.
efter denne at erklæres admissus i begge de Retninger, for hvilke Prøven er ind-
rettet. Konsistorium bemærkede under 12. Juni, at det fandt den Tanke rigtig
og stemmende med den øvrige Universitetslovgivning, at der finder en Gradation i
Bedømmelsen Sted ved Universitetsprøverne, for saa vidt de have anden Betydning
end blot at aabne Adgang til at disputere for en akademisk Grad. Om der end
derfor ikke maatte være Grund til at indføre en saadan Gradation ved Magister-
konferenserne i det Omfang, som Konsistorium i sin Tid foreslog ved Skrivelse
af 10. Maj 1870, nemlig baade for det filosofiske og for det mathematisk-natur-
videnskabelige Fakultet, saa maatte man dog finde det stemmende med den øvrige
Lovgivning, at der tilstedes Grader i Bedømmelsen ved de Magisterkonferenser,
som i Henhold til Adg. 2. Febr. 1849 § 15 give Adgang til Overlærerembeder.
Herved alene kunde den dygtigere Kandidat opnaa en Anerkjendelse, som sikrede
ham det Fortrin i Henseende til Adgang til disse Embeder, paa hvilket han hat-
naturligt Krav fremfor den mindre dygtige Kandidat. Saa længe det System at
graduere Bedømmelsen ved andre Embedsexamina ikke var forladt, fandt man det
unaturligt, at det var udelukket ved disse Magisterkonferenser, som for saa vidt
maatte stilles i Klasse med Embedsexamina. At en saadan Ordnirg heller ikke
laa uden for Aanden i Bestemmelsen i Adg 1849 § 15, fandt man bestyrket dels
ved denne Bestemmelses Forhistorie (Lindes Medd. 1849 — 56 S. 162 ff.), dels
ved selve Anordningens Udtryk — Ordene „paa en tilfredsstillende Maade" for-
drede vel ikke, men ledede dog naturlig Tanken hen paa, at en Bedømmelse af
Tilfredsstillelsens Grad ej var udelukket —, dels endelig i den Omstændighed, at
der umiddelbart efter Anordningen og lige til Aaret 1870 faktisk fandt en Gra-
dation i Bedømmelsen Sted, som ikke fra nogen Side mødte Modsigelse. Den
Maade, hvorpaa Fakultet foreslog Bedømmelsens Grad betegnet, var selvfølgelig
mindre væsentlig; den var hovedsagelig bestemt ved et andet Hensyn. Holdt man
dette ude af Betragtning, vilde det ligge nærmest at bruge den Betegnelse, at
vedkommende enten erklæredes simpelt hen for admissus eller med et Tillæg som
admissus cum laude.
Med Hensyn til Spørgsmaalet om, hvilken Betydning det vilde faa for disse
Magisterkonferentser som Betingelse for jus disputandi, at der indførtes en saa-
dan Gradbetegnelse i Bedømmelsen, kunde man tænke sig forskjellige Løsninger.
Det mathematisk-naturvidenskabelige Fakultet var gaaet ud fra, at kun den højere
Grad skulde give jus disputandi, og det havde herved henholdt sig til Analogien
af den øvrige Universitetslovgivning om Betingelserne for akademiske Graders Er-
hvervelse. Det var med Hensyn til denne Ordning, at Ministeriet i sin Skrivelse
af 17. Maj havde udtalt, at det fandt det betænkeligt at godkjende en saadan
Sondring i Bedømmelsen af den for Adgangen til at disputere for Doktorgraden
og for Adgangen til Overlærerembeder fælles Prøve, at Adgangen til de sidste
kunde erhverves ved et ringere Udfald af Prøven, end der fordres for efter denne
at erklæres admissus i begge de Retninger, for hvilken Prøven var indrettet. Man
kunde imidlertid ogsaa tænke sig den Ordning under den omtalte Gradation, at
det ringeste aclmissus allerede gav jus disputandi, saa at Betegnelsen admissus
cum laude kun var et Vidnesbyrd, der stillede Kandidaten gunstigere med Hensyn
til Udsigten til Overlærerembeder, For denne Ordning, der ikke vilde komme i
Strid med Ministeriets Opfattelse, hævede der sig ved Sagens Forhandling i Konsi-
storium Stemmer, der fandt denne Ordning naturlig efter en Magisterkonferentses
M agisterkonferentser.
51
Karakter. Selvfølgelig maatte dette Spørgsmaals Afgjørelse ved en bestemt Regel
være en Betingelse for at indføre en Gradation i Bedømmelsen. Men en saadan
Afgjørelse vilde udkræve en nærmere Overvejelse af de nu gjældende Betingelser
fur jus disputandi, der da ogsaa maatte udstrække sig til andre Punkter paa dette
Omraade, som næppe i det hele kunde erkjendes for tilfredsstillende ordnet. Det
vilde navnlig paa ny være at tage under Overvejelse, hvad der alt forhen havde
været drøftet (Konsistoriums Skrivelse af 19. Sept. 1844 og Lindes Medd. 1849 — 56
S. 62- 63 og 66 — 67), om ikke en Forandring i den Regel burde finde Sted, der
aabnede Kandidater med bedste Karakter i det theologiske, juridiske og medicin-
ske Fakultet Adgang til at disputere for den filosofiske Doktorgrad. Konsistorium
fandt imidlertid, at det kun da havde Opfordring til ved denne Lejlighed at tage
hele dette Spørgsinaal under nærmere Overvejelse, hvis Ministeriet billigede den
Grundtanke, at det overhovedet var ønskeligt at have en Gradation i Bedømmel-
sen med Hensyn til Magisterkonferensernes Betydning efter Adg. 2. Febr. 1849
§ 15. Konsistorium henstillede derfor, om Ministeriet vilde have dette Spørgs-
maal yderligere overvejet, hvis Afgjørelse ganske vist maatte være en Betingelse
for at indføre den Gradation i Bedømmelsen, som Fakultetet ønskede, være sig i
den af Fakultetet foreslaaede Form, eller i nogen anden.
I Skrivelse af 30. Juni meddelte Ministeriet derefter, at det fremdeles havde
Betænkelighed ved at gjøre nogen Forandring i Karakterbetegnelsen for Udfaldet
af Magisterkonferentserne Det bemærkede derhos, at for saa vidt Konsistorium
havde ytret, at Afgjørelsen af Spørgsmaalet om at indføre ^n Gradation i Be-
dømmelsen af Prøven ved Magisterkonferentserne vilde udkræve en nærmere Over-
vejelse af de nu gjældende Betingelser for jus disputandi, der da ogsaa maatte
udstrække sig til andre Punkter paa dette Omraade, kunde Ministeriet ikke finde
sig opfordret til at tage Initiativet til Forandringer i denne Retning, hvortil For-
slagene som angaaende et indre akademisk Anliggende nærmest maatte udgaa fra
Konsistorium.
Hermed er Sagen foreløbig blevet staaende, og Konsistorium har ikke senere
gjort videre Skridt til Ordningen af det hele Forhold,
IV. Priskonkurrencer.
Efter de tidligere gjældende Regler skulde den Prisopgave, Universitetet ud-
sætter i klassisk Filologi, besvares paa Latin. Professorerne i klassisk Filologi
bemærkede under 21. Novbr. 1875 i en Indstilling til Konsistorium, at denne
Bestemmelse ingenlunde var uvigtig; thi den klassiske Filolog burde være i Be-
siddelse af en saadan Færdighed i Brugen af det latinske Sprog, at han uden
synderlig Vanskelighed kunde udtrykke sig rent og ikke uskjønt i dette Tunge-
maal, naar han skriver om Æmner, hvis Behandling ikke gaar ud over de gamle
Komeres Forestillingskreds. Men om end Bestemmelsen var hensigtsmæssig i
mange, ja maaske de fleste Tilfælde, var den det dog ikke i alle. Der opstod nu
til Dags Spørgsmaal, som aldrig faldt Romerne ind, ^g hvis Besvarelse beroede
paa en for Nutiden ejendommelig Tankebevægelse. Saadanne Spørgsmaal vilde
man nu ikke let vove at gjøre til Gjenstand for en akademisk Prisopgave, fordi
det latinske Sprog vilde lægge Hindringer i Vejen for en tilfredsstillende Besva-
relse. Af denne Grund blev ogsaa i 1873 Brugen af Latin ved den filologiske
7*