Konvertering af Almanakpriserne.
365
Afsnit.
Universitetets, Kommunitetets og den polytekniske
Læreanstalts økonomiske Anliggender,
A. Almindelige Bestemmelser og Forhandlinger samt Afgjørelser
af enkelte Tilfælde.
1. Konverteringen af Almanakpriserne m. m.
Overgangen til den nye Regningsenhed efter Møntloven af 23. Maj 1873
nødvendiggjorde en Forandring af flere af de tidligere Salgspriser for de paa
Universitetets eget Forlag udkommende Almanakker og Kalendere, da en nøjagtig
Omsætning vilde give Beløb, som ikke vilde svare til nogen gangbar Mønt. Da
derhos Forandringer paa andre Punkter af praktiske Hensyn maatte anses for
ønskelige, indgav Komiteen for Almanakkens Udgivelse og Forhandling (Professor
astronomiæ d'Arrest og Universitetets Kvæstor, Justitsraad Gede) under 6. Marts
1874 til Konsistorium en udførlig Indstilling om en Omsætning af Prisen for de
af Universitetet udgivne og af Afgiften for de med Universitetets Tilladelse ud-
givne Almanakker og Kalendere.
Uagtet Pengenes Værdi var sunket betydeligt, siden Prisen paa de forskjel-
lige Almanakker blev fastsat, og uagtet Udgifterne ved Udgivelsen, navnlig til
Papir, vare stegne en Del, ansaa Komiteen det dog for meget utilraadeligt nu at
torhøje Prisen, dels fordi det formentlig var mindre passende, at det offentlige be-
nyttede Møntovergangen til en Prisforhøjelse, naar en forøget Indtægt ikke ligefrem
var nødvendig, dels fordi man ikke burde bidrage til at fremkalde en mulig Dadel
over, at det særdeles værdifulde Almanakprivilegium benyttedes til yderligere Be-
rigelser paa Befolkningens Bekostning. Dertil kom endnu, at navnlig de private
Kalendere i de senere Aar havde taget et saadant Opsving, at Universitetets Ind-
tægt langt oversteg, hvad den udgjorde, da de tidligere Priser bleve bestemte.
Komiteen udtalte derfor, at en Afrunding af Priserne burde ske ned efter, om end
Universitetet derved vilde lide et Tab, hvilket dog paa den anden Side ikke barde
være større end nødvendigt for Afrundingens Skyld. Den gjennemgik derefter de
forskjellige Kalendere.
366
Økonomiske Anliggender 1873 — 1875.
I. De paa Universitetets Forlag udkommende.
Den almindelige danske Almanak, der gav Hovedindtægten, solgtes i et Antal
af omtrent 145,000 Exemplarer aarlig. Prisen var i Tidens Lob blevet forhøjet,
senest ved kgl. Resol. af 8. Marts 1833, fra hvilken Tid Almanakken, der tidligere
kun bestod af 1 Ark, blev udvidet til 1V2 Ark. Uden Forhøjelse i Prisen for-
øgedes den senere med 1 2 Ark (Selmers Aarbog for 1844 S. 41) og udgjorde saa-
ledes nu 2 Ark, der solgtes uhæftet for 71 2 Sk. pr. Expl. Den Gyldendalske
Boghandel, der var Almanakkens Hovedforhandler, oppebar baade for denne og alle
de øvrige Almanakker og Kalendere, hvad enten de udkom paa Universitetets For-
lag eller udgave.s af private, 25 pCt., men var pligtig til ved Parti-Indkjøb af
mindst 50 Expl. atter at afgive 20 pCt.
Prisen paa en uhæftet Almanak var altsaa.............. 71 2 Sk.
Herfra Rabat 20 pCt. ved Parti-lndkjøb . ............... IV2 -
Netto Salgspris.... 6 Sk.
Fradroges end videre de Hovedforhandlerne tilkommende 5pCt. „3, s -
fik Universitetet.... 55/s Sk.,
del' dog hverken her eller ved de andre Almanakker var Netto-Indtægt eller Over-
skud, da der herfra maatte drages Udgifterne til Papir, Trykning, Stempling,
Honorar m. v. Omsattes Salgsprisen for et uhæftet Exemplar 71/2 Sk. i ny Mønt,
udkom 1 55/8 Ore, som Komiteen foreslog afrundet til............. 15 0.
eller ved Parti-Indkjøb efter Fradrag af 20 pCt.................. 3 -
til Netto-Salgspris.... 12 O.
Forholdet mellem den hidtil værende og tilkommende Indtægt blev da
følgende:
145,000 Expl. a 7Va Sk..................... 1 1,328 Rd. 12 Sk.
Herfra i alt 25 pCt..... 2,832 — 3 -
8,496 Rd. 9 Sk.
145,000 Expl. a 15 O____21,750 Kr. = 10,875 Rd. „ Sk.
-f- 25 pCt. = 2,718 -- 72 -
8,156 — 24 -
Aårligt Tab. 339 Rd. 81 Sk.
Den islandske Oversættelse af den danske Almanak, som ku ti var af 1 Arks
Størrelse, solgtes uhæftet for 5 Sk., ved Parti-Indkjøb (efter Fradrag af 20 pCt.)
for 4 Sk. Oplaget var i Reglen kun 6000 Expl. Den nuværende Pris 5 Sk.
svarede til 105,12 O., som foresloges afrundet til 10 O og ved Parti-Indkjøb (efter
Fradrag af 20 pCt.) 8 O., hvorved det hele Tab kun vilde blive 9 Rd. 36 Sk.
Den store Kontor-Kalender, hvoraf kun solgtes c. 400 Expl., kostede 8 Sk.,
ved Parti-Indkjøb (-f- 20 pCt. Rabat l3 5 Sk.) 62A> Sk. 8 Sk. svarede i Krone-
mønt til 162/3 O, der foresloges nedsat til 15 O., Netto (-f- 20 pCt. 3 O.) 12 O.),
hvilket kun gav et Tab af 2 Rd. 48 Sk.
D011 lille Kontor-Kalender (Huskalenderen), hvoraf der i Reglen solgtes
13,500 Expl, kostede 4 Sk., ved Parti-Indkjøb (-f- 20 pCt. Rabat 4 5 Sk.) 31 5 Sk.
Nedsatte man Prisen, der, omsat efter Møntloven, blev 8Va O. til i> O., vilde
Indtægten stille sig saaledes:
Konvertering af Almanakpriserne.
367
13,500 Expl. å 4 Sk.......•......................... 562 Rd. 48 Sk.
~~ 25 pCt. i alt. ... 140 — 60 -
421 Rd. 84 Sk.
13,500 Expl. a 5 0.................... 675 Kr. „ O.
^ 25 pCt---- 168 — 75 -
506 Kr. 25 0. =253 — 12 -
Tab---- 168 Rd. 72 Sk.
Men skulde Huskalenderen kun koste 5 Ore, kunde der ikke forlanges en
større Afgift af de mange private Kalendere, af hvilke der nu svaredes 4 Sk , og
man kunde da cj heller med Billighed fordre mere end 21 2 0. af de af private
udgivne Dagfortegnelser, af hvilke der svaredes 2 Sk. Den Forskjel, der herefter
vilde fremkomme, vilde da blive følgende:
17,740 Kalendere å 4 Sk.............................. 739 Rd. 16 Sk.
25 pCt..... 184 — 76 -
554 Rd. 36 Sk.
27,118 Daglister å 2 Sk.................. 564 Rd. 92 Sk.
25 pCt. 141 — 23 -
- 423 — 69 -
17,740 Kalendere a 5 O... 887 Kr. „ 0.
-f- 25 pCt____ 221 — 75 -
665 Kr. 25 0. = 332 Rd. 60 Sk.
27,118 Daglister å 2V2 O. 677 — 95 -
^ 25 pCt____ 169 — 49 -
508 Kr. 46 ø. = 254 — 22 -
- 586 — 82 -
Tab.. . 390 Rd. 23 Sk.
lagt til Tabet paa Huskalenderen......................... 168 — 72 -
I alt .. 558 Rd. 95 Sk.
Der kunde derfor formentlig ikke være Tale om at sætte Prisen saa lavt. Snarere
kunde der i dette enkelte Tilfælde være Grund til at afrunde de 8V3 0. op efter
til 10 ø., hvad der af praktiske Hensyn vilde være tilraadeligt, fordi det vilde
lette Regningen med Mellemhandlerne, og hvorved der vilde fremkomme en Mer-
indtægt af 84 Rd. 36 Sk. Men Komiteen henstillede dog, om d^t ikke ogsaa i
dette Tilfælde vilde være rettest at afrunde ned efter og sætte Prisen til 8 ø.;
Tabet herved vilde være 16 Rd. 84 Sk.
Skrivekalenderen eller daglig Lommebog kostede uindbundet 48 Sk. og ved
Parti-Indkjøb (~f- 20 pCt. Rabat 93/s Sk.) 382/s Sk. Da der kun solgtes c. 100
Stkr. aarlig, og Universitetet havde et aarligt Tab af 21 Rd. 64 Sk. ved Udgi-
velsen, burde enten Prisen forhøjes til 1 Kr. 50 0. og ved Parti-Indkjøb (-^ 20pCt.
Rabat 30 0.) 1 Kr. 20 0, hvorved Tabet paa det nærmeste vilde blive dækket,
eller Udgivelsen ophøre, hvilket Komiteen foreslog, især da der af private blev
udgivet noget tilsvarende mod sædvanlig Afgift.
Skrive- og Rejsekalenderen, hvoraf solgtes , c. 1500 Expl. kostede uindbundet
24 Sk., ved Parti-Indkjøb (-r- 20 pCt. Rabat 44/s Sk.) 191/s Sk., hvilket nøjagtig
Økonomiske Anliggender 1873—1875.
svarede til 50 O. og (-i- 20 pCt.) 40 0. Fradroges Forhandlernes 5 pCt. tillige
i de 24 Sk., udkom i Netto-Indtægt. 18 Sk., eller for 1500 Expl. 281 Rd. 24 Sk.;
men da Udgiften var ................................... 430 — 80 -
var Tabet. ... 149 Rd. 56 Sk.
Imidlertid forekom det Komiteen at ville være rettest at forhøje Prisen for
denne Almanak, der i de 12 sidste Aar havde modtaget en Forøgelse af 2 Duodez
Ark, uden at dette havde medført nogen Prisstigning, idet den da ansaa det for
hensigtsmæssigst, saafremt daglig Lommebog skulde ophøre, at optage dennes væ-
sentligste Indhold i Skrive- og Rejsekalenderen. Den foreslog Prisen ansat til 1 Kr.,
ved Parti-Indkjøb (-f- 20 pCt.) 80 ø.; Universitetets Netto-Indtægt vilde, efter Fra-
drag af Forhandlernes 5 pCt., blive 75 0. Indtægten vilde da for 1500 Expl.
a 75 0. blive 1125 Kr. eller............................ 562 Rd. 24 Sk.
Udgiften 430 Rd. 80 Sk. vilde forøges med c. 20 Rd., altsaa blive 450 — 80 -
111 Rd. 40 Sk.
Beregnede man heraf som Indtægt af Privilegiet for 1500 Almanakker a 4V2 Sk.
Netto (samme Indtægt som af den almindelige Almanak) 70 Rd. 30 Sk., vilde der
til fremtidig Udvidelse, navnlig ved den aarlige Tilvæxt i Postefterretningerne frem-
komme et Overskud af 41 Rd. 10 Sk.
II. De af private udgivne Almanakker.
Storreisen af den Afgift, som deraf betingedes, var afhængig af, hvor meget
man ønskede optaget af de paa Universitetets Forlag udgivne Almanakker. Saa-
ledes betaltes 6 Sk pr. Expl, naar hele den almindelige danske Almanak med
Markedsfortegnelsen m. m. optoges, 4 Sk., naar der optoges, hvad der indeholdtos
i Huskalenderen og 2 Sk. for Dagfortegnelser med Angivelse af Helligdagene. 1
disse Afgifter fradroges den sædvanlige Rabat 20 pCt., som tilfaldt Udgiverne, der
saaledes for Tiden betalte Værdien af Øre:
henholdsvis.,.. 12V2 .... 8Va .... 41 6
-4- 20 pCt. . . . 2V2 ____ 1-/3 ____ „5/e
Netto... 10 ____ 62/a ____3Va.
Skulde derimod Afgiften omsættes paa den Maade, som ved Møntloven var bestemt
for Overgangstiden, vilde den blive i Ore
12 ____ 8 ____ 4
20 pCt..... 22/s____ 1 3/g ____ „Vs
Netto... 93/5 ____ 62/s____3V4
Hovedindtægten havdes af Flinchs og Wisbechs Almanakker, af hvilke svaredes
en Afgift af 6 Sk., eller, efter Fradrag af Rabat, 44 5 Sk. = 10 ø. af et Antal
af (for 1873) 141,950 Expl. Naar herfra droges de 5 pCt., som Universitetet
gav Forhandleren, udgjorde Netto-Indtægten den betydelige Sum af 6,653 Rd. 78 Sk.,
uagtet Udgiverne ved Ministeriets Resolutioner af 21. Marts 1855, 17. Mai 1856
og 14. Oktbr. 1868 indtil videre havde erholdt den særlige Begunstigelse, at de,
efter at have betalt Afgift af 25,000 Expl., erholdt 5,000 frit, og siden 1,000 frit
for hver 5,000 betalte Expl., hvilket havde bevirket, at de for 1873 havde faaet
27,000 Expl. udleveret afgiftsfrit.
At Afgifterne af de private Almanakker bleve satte til Brøkøre, vilde ingtn
Konvertering af Almanakpriser.
369
Betænke lighed medføre, og der vilde derfor intet være til Hinder for, at den nu-
værende Afgift 6 Sk., der svarede til Værdien af 1'2Vi 0., efter Mønttarifen af-
rundedes til 12 0., hvilket vilde bevirke, at Afgiften, efter Fradrag af de Ud-
giverne tilkommende 20 pCt., kun blev 93/5 0. i Stedet for 10 O. Men dette
vilde medføre et Tab for Universitetet for Wisbechs Almanak af 140 Rd. 84 Sk.
for Flinchs	—	126 — 42 -
I alt. . 267 Rd. 30 Sk.,
som der ikke syntes at være tilstrækkelig Grund til at lade Universitetet bære ved
Siden af alle de øvrige Nedsættelser, ikke alene fordi Udgiverne ej burde drage
nogen Fordel af Møntforandringen, men ogsaa og det i Særdeleshed paa Grund
af den store Begunstigelse, der allerede var indrømmet disse tvende Udgivere frem-
for andre. Komiteen mente derfor, at Afgiften for disse Almanakker i alt Fald
foreløbig burde blive nøjagtig af samme Værdi som hidtil, nemlig Netto 10 ø.
Det samme Princip burde formentlig, hvis Prisen paa Huskalenderen sattes
til 10 0., følges for de Kalendere, af hvilke der svaredes 4 Sk., og de Dagfor-
tegnelser eller Tidstavler, af hvilka der betaltes 2 Sk., saaledes at den fremtidige
Afgift blev henholdsvis 8Va 0. og ål/e 0. eller, efter Fradrag af Rabatten, 62/3 O.
og 3l!s 0. Blev Prisen derimod sat til 8 0., kunde man ikke forlange en højere
Afgift af de af private udgivne Kalendere af ganske det samme Indhold, saa meget
mindre som Universitetet allerede havde en lille forøget Indtægt derved, at de
private selv bekostede Trykket og det rigtignok kun ganske ubetydelige Kvantum
Papir, som dertil forbrugtes. Sattes Huskalenderen til 8 0., maatte de private
Udgivere altsaa kun betale 62/s 0. Netto i Stedet for 62 3 ø., hvorved efter de
nuværende Oplag vilde tabes 22 Rd 17 Sk. aarlig. Afgiften for Dagfortegnel-
serne burde da sættes til 31 5 0. Netto i Stedet for 3l/s 0., hvilket vilde bevirke
et Tab af 16 Rd. 91 Sk. Den efter disse Forslag bevirkede Mindreindtægt vilde
da blive følgende:
1.	Af Universitetets egne Almanakker:
a.	Den almindelige danske Almanak............................339 Rd.	81	Sk.
b.	Den islandske Almanak ............................................9 —	36	-
c.	Den store Kontorkalender....................................2 —	48	-
d.	Huskalenderen (8 0.)........................ 16 __84	-
Den foreslaade Merindtægt af Skrive- og Rejse-
kalenderen stod ikke i Forbindelse med Møntreformen.
2.	Af de private Kalendere:
a.	for hvilke Afgiften nu var 4 Sk................ 22 _ 17 -
b.	af Dagfortegnelserne......................... 16 _ 91 -
I alt---- 407 Rd. 69 Sk.
Komiteen indstillede da:
1. Prisen paa de paa Universitetets Forlag udkommende Almanakker og
Kalendere fastsættes fra den Tid, den nye Regningsenhed i Henhold til
Møntloven af 23. Maj 1873 indføres, for hvert Exemplar saaledes:
a.	for den almindelige danske Almanak uhæftet, 15 0. (hæftet 16 ø.)
b.	for den islandske Oversættelse af samme uhæftet 10 ø. (hæftet 11 0.)
c.	for den store Kontorkalender 15 ø.
d.	for den lille Kontorkalender (Huskalenderen) 8 O.
Universitets Aarbog.	47
370
Økonomiske Anliggender 1873—1875.
e. for Skrive- og Rejsekalenderen, saaledes som den er foreslaaet ud-
videt, uindbundet 1 Kr.
(alternativt 90 0.)
Af samtlige disse Almanakker og Kalendere erholder enhver ved
Parti-Indkjøb af mindst 50 Expl. ligesom hidtil 20 pCt. Rabat.
2.	Afgiften for de med Universitetets Tilladelse af private udgivne Alma-
nakker og Kalendere fastsættes fra samme Tid pr. Exemplar saaledes:
a.	naar hele den almindelige danske Almanak med Markedsfortegnelse
m. v. optages...................................... 12J 0.
b.	naar der kun optages, hvad der indeholdes i den af Universi-
tetet udgivne Huskalender...........................t 8 -
c.	for Dagfortegnelser med Angivelse af Helligdagene........ 4 -
Udgiverne tilstaas ligesom hidtil 20 pCt. Rabat.
3.	Udgivelsen af den paa Universitetets Forlag hidtil udkomne Skrivekalender
eller daglig Lommebog ophører.
Denne Indstilling tiltraadte Konsistorium, der med Skrivelse af 13.
Marts 1874 fremsendte den til Ministeriet. Under 28. s. M. bifaldt
Ministeriet den, saaledes at Prisen for Rejsekalenderen sattes til 1 Kr.
— T Forbindelse hermed kan mærkes, at Konsistorium under 16. Decbr.
1874 har fastsat Konverteringen af forskjellige Afgifter til Universitetet, som
oppebæres ved Pedellerne, saaledes :
1. For den særskilte Prøve i Hebraisk erlægges den fastsatte Afgift for hver
Examina med 1 Rd. 04 Sk. = 3 Kr. 33 0., hvoraf der tilkommer Uni-
versitetet 2 Kr., og Resten deles lige mellem Pedellerne. For saa vidt
det disse tilfaldende Beløb ikke kan deles til en gangbar Mønt, tillægges
der 1ste Pedel 1 Øre mere end 2den Pedel
2 Af det for testimonia publica fastsatte Gebyr 24 Kr. tilfalder der 1ste
Pedel 4 Kr 07 0. og 2den Pedel 2 Kr. 83 0.
3.	For Afbenyttelse af et, Auditorium erlægges for Opvarmning pr. Time
20 0., for Beljrsning 50 0.
4.	For en Planket til testimonium paupertatis erlægges 5 ø. og for et Fore-
læsningskatalog 10 0.
2. Om Udbetalingen af den midlertidige Lønnings forhøjelse.
Ved Skrivelse fra Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet af 18. Novbr.
1871 fastsattes de nærmere Regler for Udbetalingen af de ved Lønningsloven af
25. Marts 1871 bevilgede samlede Lønningssummer for Universitetet, Kommuni-
tetet og den polytekniske Læreanstalt, se Aarbogen for 1871—73 Side 312 — 13,
i Følge hvilke det var ufornødent ved Personskifte i de paagjældende Bestillinger,
naar disse ikke bleve besatte af Ministeriet selv, at indhente dettes Samtykke til
fremdeles indtil videre at udbetale Lønningerne med samme Beløb som hidtil, med
enkelte særlig nævnte Undtagelser. Efter at, nu de samlede Lønningssummer ved
Finantsloven for 1873—74 vare forhøjede med 10 pCt. og dette Tillæg var blevet
Den midlertidige Lønningsforhøjelse.
371
fordelt mellem Bestillingsmændene, forespurgte Kvæstor under 21. Oktbr. 1873,
om denne Lonningsforhøjelse, saa længe den bevilgedes paa Finantsloven, ved
Personskifte i Bestillingen tilfaldt Eftermanden. Han bemærkede i saa Henseende,
at det vistnok havde været Meningen at give alle lavere Lønninger, som ikke i
den seneste Tid vare regulerede, et Tillæg, hvad enten Funktionærerne vare ansatte
i Overgangsstillinger eller havde opnaaet en saadan Livsstilling, hvorfra de ikke
kunde vente anden Befordring eller Oprykning. Det var derfor meget ønskeligt,
at Lønningerne, ligesom hidtil, bleve saa vidt muligt faste, naar der ikke kunde
paavises nogen Post, som var for højt lønnet. Navnlig blandt del underordnede
Personale ved de videnskabelige Samlinger og blandt Medhjælperne ved botanisk
Have skete der meget hyppig Personskifte, og for de vedkommende Bestyrere, der
antog disse Mænd, var det af Vigtighed forud at vide, paa hvilke Vilkaar Be-
sættelsen kunde sk3. Man indstillede derfor, at de ved Ministeriets Skrivelse af
18. Novbr. 1871 fastsatte Regler indtil videre ogsaa maatte være gjældende med
Hensyn til de senere tildelte Lønningstillæg. Ministeriet meddelte imidlertid under
31. s. M., at det ansaa det for rigtigst, at der ved Personskifte i de paagjæl-
dende Bestillinger i Finantsaarets Løb kun tillagdes den ny ansatte den ledige
Lønning, og at der derefter i hvert enkelt forekommende Tilfælde af Kvæstor
maatte gjores motiveret Indstilling om Anvendelsen af det den afgaaede tilstaaede
Lønningstillæg. Efter en fornyet Indstilling fra Kvæstor tilskrev Ministeriet under
<5. Decbr. 1873 denne, at det ikke fandt Anledning til at fravige den i dets Skri-
velse af 31. Oktbr. givne Hegel, men at det dog intet vilde have at erindre imod,
at Lonningstillæggene, saa længe de paagjældende Summer dertil bevilgedes, ogsaa
ved Personskifte maatte udbetales for efter nævnte Bestillinger, nemlig for Regents-
konerne, Nattevagten, Karlen og Pigen paa Regentsen samt det Regentsportneren
tilstaaede Kosttillæg for en Karl og en Pige.
3. Om Erlæggelsen af Gebyret for testimonium publicum.
Ved Univ. Fund, 7. Maj 1788 Kap. IV. § <> og Bekj. 29. Jan. 1839 er der
paalagt alle dem, der have taget Embedsexamen ved Universitetet, en Forpligtelse
til, naar de i Følge kgl. Resolution ansættes i noget som helst Embede, at løse
testimonium publicum og udrede det dermed forbundne Gebyr. At faa denne Af-
gift indkrævet har altid fur Universitetet været forbundet med mange Vanskelig-
heder; Ministeriets Bistand har stadig maattet paakaldes, uden at dette dog har
kunnet medføre, at Afgiften indflød sikkert og regelmæssigt i Universitetets Kasse.
I en Skrivelse af 22. Maj 1855 til Ministeriet har Konsistorium udtalt sig ud-
førligere om dette Forhold. Den omspurgte Forpligtelse, bemærkede det, maatte uden
Tvivl nærmest betragtes som en Rekognition til Universitetet, som det var fundet pas-
sende ved saadan Lejlighed at paalægge de vedkommende, og naar man saa hen til de
Goder, som disse havde nydt ved Universitetet, enten uden noget eller i alt Fald
mod et ganske utilstrækkeligt Vederlag, foruden at mange af dem endda havde
modtaget Stipendier og andre Understøttelser, kunde en saadan Præstation næppe
paa nogen Maade anses som ubillig, saa lidt som den efter sin Størrelse og Ud-
redelsestid syntes at kunne være trykkende. Det vilde upaatvivlelig ikke have
mindste Vanskelighed med denne Indtægts ordentlige og regelmæssige Erlæggelse
til Universitetet, naar blot vedkommende Embedsmænd pligtmæssig efterkom de
47*
372
Økonomiske Anliggender 1873—1875.
herhen hørende Love og Befalinger. Ingen Kandidat maa nemlig i Følge Univ.
Fund. 7. Maj 1788 Kap. IV. § 6, jfr. §§ 17, 21 og 25, erholde Bestalling paa
noget Embede, førend han har forevist sit testimonium publicum, og i Følge PI.
27. Decbr. 1803 § 3 og 23. Novbr. 1827 § 8 maa atter ingen udnævnt Embeds-
mand tiltræde Embedets Forretninger og Indtægter, førend han har erholdt sin
Bestalling. Det var derfor forlængst, saasom ved Kancelliskr. 2. April 1831 (i
Keskr. Saml) og ved flere andre Lejligheder, paalagt vedkommende Embedsmænd,
af hvilke Bestallingerne skulde udleveres, ikke at iværksætte en saadan Udlevering,
førend det befalede testimonium publicum var blevet forevist. Men dette var ide-
lig blevet overtraadt, uden at man derfor paa nogen Maade havde draget de ved-
kommende Embedsmænd til Ansvar. Konsistorium anmodede derfor Ministeriet,
ved at tilstille det en Fertegnelse over Kandidater, der ikke havde løst testimo-
nium publicum, om B myndigelse for Kvæsturen til eventuelt at sagsøge do paa-
gjældende. Denne Bemyndigelse meddelte Ministeriet ved Skrivelse af 6. Juli 1855.
Det tilføjede derhos, at det havde henledet de vedkommende Ministeriers Opmærk-
somhed paa, at det nærmeste Ansvar, naar Universitetet paa Grund af, at de ved-
kommende Embedsmæn 1 ikke iagttoge de gjældende Bestemmelser, ikke kunde er-
holde sit Tilgodehavend •, paahvilede den Embedsmand, der under det vedkommende
Ministerium havde udleveret Bestallingen, førend et testimonium publicum var
blevet ham forevist.
Ved Skrivelse af 23. Maj 1873 bragte Konsistorium paa ny Sagen for Mini-
steriet. Det forelagde Ministeriet Lister over Kandidater, der i Aarene 1868 - 72
vare blevne ansatte i Embeder i Følge kgl. Resolution uden at have løst testimo-
nium publicum, og anmodede det, idet det henholdt sig til sine Ytringer i Skri-
velse af 22. Maj 1855, om at bevirke, at disse Kandidater uden Ophold indløste
deres testimonium publicum. Med Hensyn til de, der allerede tidligere vare erindrede
om at efterkomme deres Pligt i saa Henseende, anmodede Konsistorium om, at
det maatte blive betydet den,, at der, hvis de ikke inden en forelagt kort Frist
indløste Testimoniet, i Henhold til Lov 29. Marts 1873 I. § 1 Nr. 1 vilde blive
truffet Foranstaltning til at foretage Udpantning for det Universitetet tilkommende
Beløb, hvorhos det under Henvisning til Konsistoriums oven nævnte Skrivelse at
22. Maj 1855 og Ministeriets Skrivelse af 6. Juli s. A., indstillede, at der maatte
tillægges Kvæstor Ordre til eventuelt at foranstalte det fornødne med Hensyn til
Udpantningen. Konsistorium henstillede derhos, om der ikke med Hensyn til det
hvert Aar temmelig betydelige Antal Kandidater, der undlode at løse testimonium
publicum, maatte findes Anledning til paa ny at reservere Ansvar mod de ministe-
rielle Embedsmænd, som udleverede Bestallingerne, lørend et Testimonium var
blevet forevist. Ministeriet anmodede derefter under 11. Aug. de forskjellige Mini-
sterier "om at drage Omsorg for, at de paagjældende indløste deres Testimonium,
og betyde dem, der allerede tidligere vare erindrede herom, at der eventuelt vilde
blive foretaget Udpantning hos dem. Kultusministeriet anmodede derhos disse
forskjellige Ministerier om at paalægge den Embedsmand, som under hvert enkelt
Ministerium udleverede Bestallinger, at paase, at dette ikke skete, forinden den i
Bekj. 29. Jan. 1839 IV. omhandlede Forpligtelse var opfyldt. Da Finantsmini-
steriet imidlertid ikke havde villet paatage sig nogen Forpligtelse i den nævnte
Henseende, og da Loven af 29. Marts 1873 giver en let Adgang til at erholde
Gebyrerne for testimonia publica inddrevne, naar Lovens Tidsfrister i saa Hen-
Gebyret for testimonium publicum.
373
seende iagttages, ansaa Ministeriet det for rigtigst, at Universitetet for Fremtiden
selv uden Ministeriets Mellemkomst drog Omsorg for, at de nævnte Gebyrer bleve
erlagte af de paagjældende, hvorom det under 24. Oktbr. 1874 meddelte Konsi-
storium Underretning, I Gjensvar af denne Skrivelse bemærkede Konsistorium
under 13. Novbr. næst efter, at det fir stod denne Meddelelse saaledes, at der for
Fremtiden ikke, som i de senere Aar, skulde indsendes Fortegnelser til Ministeriet
over de Kandidater, som havde undladt at lose Testimoniet, tor at disse ved
Ministeriets Foranstaltning kunde blive erindrede om at etterkomme deres Pligt i
saa Henseende, og for at der kunde blive meddelt Universitetets Kvæstor Ordre af
Ministeriet til eventuelt at foranstalte det fornødne med Hensyn til Inddrivelsen,
men at Konsistorium selv havde at serge for den fornodne Paamindelse og umiddel-
bart kunde tilstille Kvæstor Fortegnelse over de Mænd, hos hvilke Gebyret skulde
søges inddrevet. Herimod kunde Konsistorium intet have at erindre, og det er-
kjendte, at den ved Loven af 21). Marts 1873 satte Frist for Udpantningen gjorde
det ønskeligt at frigjore de dertil sigtende Foranstaltninger for alt ufornødent
Omsvøb. Hovedsagen for Universitetet var imidlertid, at denne Indtægts or-
dentlige og regelmæssige Erlæggelse betryggedes. Dette stod imidlertid ikke
i Universitetets Magt, fordi de gjældende Bestemmelser ikke hjemlede at
afkræve den foreskrevne, som alle maatte erkjende ikke ubillige Rekognition
for de Goder, de paagjældende havde nydt ved Universitetet, naar de forlode
dette, men havde udsat Erlæggelsen til et Tidspunkt, hvor den forudsattes ikke at
kunne være trykkende, nemlig naar den paagjældende i Følge kgl. Resolution an
sattes i Embede. Den regelmæssige Erlæggelse af Afgiften kunde som Følge
heraf kun sikres ved de paagjældende Ministeriers Hjælp, men vilde under den
Forudsætning, at disses Embedsmænd pligtmæssig efterkom de herhen hørende Love
og Befalinger, saa at ingen Bestalling blev udleveret førend Forpligtelsen til at
løse testimonium publicum var opfyldt, heller ikke have mindste Vanskelighed.
Konsistorium udtalte derfor det Haab, at det fremdeles kunde gjøre Regning paa
Kultusministeriets Bistand i denne Sag, saa meget mere, som der kun fra et
Ministeriums Side var fremkommet Indsigelse, medens de øvrige Ministerier turde
antages at være i Overensstemmelse med Kultusministeriet. Hvad Finansministe-
riet angik, gjentog Konsistorium, hvad det havde anført i Skrivelse af 22. Maj 1855
om de paagjældende Embedsmænds Pligt til ikke at udlevere Embedsbestallinger,
førend testimonium publicum var blevet forevist. Det maatte derfor forbeholde
Universitetets Ret til i fornødent Fald at gjøre personligt Ansvar gjældende mod
vedkommende Embedsmand, der havde tilsidesat denne Pligt.
Afgiften er efter den Tid indflydt sikkert og regelmæssigt. Efter Udgangen
af hvert Fjerdingaar indsender 1ste Universitetspedel til Konsistorium en Forteg-
nelse over de Kandidater, der i Fjerdingaarets Løb ere befordrede til Embeder i
Følge kgl. Resolution, uden at have løst testimonium publicum, og Referendarius
drager da Omsorg for, at de afgiftspligtige indløse Testimoniet.
4. Om Fastsættelsen af Vandafgiften for den nye botaniske
Have m. m.
Efter at den nye botaniske Have var taget i Brug, opstod der Spørgsmaal
øm, hvor stort et Vandforbrug den vilde kræve, og hvilken Afgift der herfor burde
874
økonomiske Anliggender 1873—1875.
erlægges. I'aa Foranledning af Havens konstituerede Direktør, Professor Lange,
udtalte Kjøbenhavns Magistrat sig om det sidste Punkt i Skrivelse af 3. August
1874 til denne og krævede
1.	at de Bygninger, der benyttedes til Beboelse, samme Betaling som i Loven
af 30. Novbr. 1857 § 2 er fastsat for private Ejendomme;
2.	for enhver Taphane, der ikke henhørte til de under Nr. 1 anførte, en aarlig
Afgift af 2 Rd.;
3.	for det øvrige Vandforbrug (til Springvand, Dampkjedler, Havevanding m. m.)
en Betaling af indtil videre 4 Mk. pr. 100 Tdr. Vand;
4.	for ufiltreret Vand direkte fra Søerne indtil videre 1 Mk. pr. 100
Tdr. Vand.
Magistraten tilføjede derhos, at da Ministeriet tidligere havde gjort gjældende, at
Betalingen for saadant Vandforbrug i Henhold til Loven af 30. Novbr. 1857 § 5
skulde fastsættes efter Overenskomst mellem Ministeriet og Magistraten, maatte
der, forinden Tilladelse til Vandindlæget kunde gives, erhverves en skriftlig Til-
staaelse fra Ministeriet om. at det paa Universitetets Vegne gik ind paa den for-
langte Betaling. Sagen blev derfor af den konstituerede Direktør forelagt Mini-
steriet, der herover begjærede Kvæstors Erklæring.
Kvæstor erklærede sig under 18. Septbr. 1874 enig i de under Nr. 1 os,' 2
forlangte Afgifter, hvorimod han med Hensyn til Afgifterne under Nr. 3 og 4
udtalte, at de maatte anses for uforholdsmæssig høje. Efter en af Stadens Vand-
inspektør anstillet Beregning vilde det aarlige Forbrug i Forhold til den paa-
tænkte Benyttelse af de forskjellige Vandledninger blive følgende:
1.	Filtreret Vand:
a.	Springvandet i Haven, naar Sidestraalerne aflukkedes og naar den større
Straale kun benyttedes O Timer ugentlig i Soiiimermaanederne 25,000 Tdr.
b.	Akvariet, naarVandhanerne'vare aabne 2 Timer daglig i 200Dage 13,000 -
c.	Det lille Springvand i Palmehuset, naar det antoges virksomt
3 Timer daglig om Sommeren og 1 Time daglig om
Vinteren.......................................... 13,000 -
d.	Til Danipkjedlerne.................................. 5,000 -
56,000 Tdr.,
som vilde kojte, a 64 Sk. pr. 100 Tdr..................... 373 Rd. 32 Sk.
2.	Ufiltreret Vand fra Søerne, 77,000 Tdr. aarlig a 16 Sk. pr.
100 Tdr.......................................... 128 — 32 -
I alt. . . 501 Rd. 64 Sk.,
medens Vandskatten af den gamle Have i Følge kgl. Resol. af 19 Febr.
1817 kun udgjorde 31 Rd. 60 Sk. aarlig, foruden den sædvanlige Afgift af Op-
standere og Taphaner, saa at den nye Haves Vandforsyning efter Tøndemaal efter
denne Beregning vilde koste 470 Rd. 4 Sk. mere end hidtil, og det uagtet man
for at formindske Udgiften havde gjort væsentlige, ikke tidligere paatænkte Ind-
skrænkninger, navnlig ved det i Haven au';ragte Springvand. Disse Priser vare
saa overordentlig høje, at der formentlig var al Anledning til at gjøre Indsigelse
derimod. For filtreret Vand var der saaledes hidtil af andre Forbrugere kun be-
talt 32 Sk. pr. 100 Tdr., altsaa kun det halve af, hvad der nu forlangtes for
Haven, og for ufiltreret 10 Sk. pr. 100 Tdr., ikke alene til offentlige Anlæg, men
Vandafgiften for ny botanisk Have.
375
endog til privat Næringsbrug. Magistraten havde ogsaa selv tidligere i Skrivelser
til Komiteen for den botaniske Haves Flytning paa dennes Forespørgsel erklæret,
at den fastsatte Betaling for ufiltreret Vand for Tiden var 10 Sk. pr. 100 Tdr.;
Forhandlingerne vare altsaa indledede med Magistraten, længe inden Forhøjelsen
traadte i Kraft, og Havens Vandledninger vare anlagte i Tillid til, at der ikke
senere vilde blive forlangt højere Betaling for filtreret og ufiltreret Vand, end efter
de da gjældende Priser. Dertil kom, at det vilde være meget ubilligt, om den
botaniske Have, af hvilken Kommunen og dens Indvaanere havde saa store Fordele,
netop skulde være en af de første Forbrugere, af hvem man fordrede en forhøjet
Afgift. Direkte Fordel ved Havens Anlæg havde nemlig Kommunen dels derved,
at der nu ikke længere skulde leveres Vand til den gamle botaniske Have mod
det ubetydelige Vederlag, som derfor blev givet, og dels ved, at Kommunens
Byggepladser omkring den nye Have utvivlsomt vilde blive betalte med en højere
Pris, end naar de ikke laa lige over for det store, smukke Terræn. De indirekte
Fordele var imidlertid langt større, i hvilken Henseende han henviste til den Be-
tydning, Haven havde for Kommunehospitalet, og den Oplysning og Belæring den
bød det store Publikum. Naar alt dette toges i Betragtning, vilde det endog
have været rimeligt, at Kommunen bidrog til de store Udgifter, som Havens Drift
og Vedligeholdelse samt Tilsynet med den offentlige Adgang krævede; men i et-
hvert Fald kunde det da ventes, at Bestyrelsen for Vandvæsenet, der havde Uni-
versitetet at takke for den værdifulde Damhussø, som uden Kjøbesuin i Aaret
1809 blev samme overladt for den ubetydelige Afgift af 30 Tdr. Byg aarlig, ikke
vilde stille strængere Fordringer, end det var almindeligt, endog for privat Nærings-
brug, paa den Tid, Haven blev anlagt. Tvært imod var man berettiget til at an-
tage, at, naar der i Følge Loven af 30. Novbr. 1857 § 5 skulde søges en Over-
enskomst om Vandskatten af offentlige Bygninger, maatte Meningen hermed være
den, at der for saadanne kunde ventes nogen Nedsættelse, i alt Fald for de Dele,
som ikke vare bestemte til Beboelse, og navnlig antog man, at der i dette Tilfælde,
af Hensyn til Havens store Betydning for Byen, vilde blive gjort et særlig mode-
rat Forlangende. Kvæstor androg derfor paa, at Ministeriet vilde søge opnaaet
en Overenskomst med Magistraten, saaledes at Afgiften for filtreret Vand sattes
til 32 Sk. pr. 100 Tdr. og for ufiltreret til 10 Sk. pr. 100 Tdr. Herefter vilde
Afgiften blive for 56,000 Tdr. filtreret Vand............... 186 Rd. 64 Sk.
for 77,000 Tdr. ufiltreret Vand.............. 80 — 20 -
T alt... 266 Kd. 84 Sk.
Men da Erfaringen havde vist det mislige ved, at Afgiftens Størrelse var afhængig
af fluktuerende Priser, bnrde Afgiften under alle Omstændigheder fastsættes til et
vist aarligt Beløb, saaledes som Tilfældet var med Vandskatten af astronomisk
Observatorium, hvilket Beløb da forblev uforandret, saa længe Bygningernes eller
Havens Arealer ikke bleve udvidede eller Forandringer foretagne ved Vandfor-
syningen.
Ministeriet tilskrev derefter under 29. Septbr. Magistraten, at det i Betragt-
ning af de store Goder, hvori Kommunens Beboere gjennem det for Universitetet
meget kostbare Anlæg af Haven bleve delagtige, havde næret og nærede den For-
ventning, at Magistraten vilde være villig til, om ikke at lade sig nøje med det
Beløb, der svaredes af den gamle Have, saa dog at moderere Fordringerne saaledes,
Okonomiske Anliggender 1873 1875.
at Universitetet ikke foruden at udrede den store Anlægskapital tillige skulde fole
den trykkende Byrde af en saa stor aarlig Udgift, som den, Magistratens Skri-
velse af 3. Aug. stillede i Udsigt, men at i ethvert Fald det af Kvæstor fremsatte
Forslag maatte blive lagt til Grund for Beregningen, og Afgiften i Henhold til
Bestemmelsen i Lov af 30. Novbr. 1857 fastslaas til det deri opgjorte Beløb.
Herpaa svarede Magistraten i Skrivelse af 14. Oktbr., at den ikke kunde nedsætte
den forlangte Betaling, da den var fuldstændig i Overensstemmelse med, hvad der
betales for lignende Vandforbrug. Den gjorde i saa Henseende opmærksom paa,
at den af Kvæstor anførte Betaling af 32 Sk. pr. 100 Tdr. filtreret Vand (bestemt
ved Bekj. 28. Juni 1859) kun gjaldt for Vand til Næringsbrug i Ejendomme, af
hvilke der desuden svares den i Lov af 30. Novbr. 1857 § 2 omhandlede Skat,
ellers var Betalingen 4 Mk. pr. 100 Tdr.; for ufiltreret Vand forlangtes der af
enhver, der i de sidste Aar havde faaet saadant Vandindlæg, 16 Sk. pr. 100 Tdr.
Vand. Da den forlangte Afgift var meget lav, og det ikke var usandsynligt, at
Vandforbruget i den botaniske Have vilde stige, især naar et forøget Vandforbrug
ikke skulde medføre en forøget Afgift, kunde Magistraten umulig gaa ind paa, at
Afgiften fastsattes til et uforanderligt Beløb, uden Hensyn til Forbrugets Størrelse.
Den maatte derfor fastholde, at Betalingen pr. 100 Tdr. Vand kun bestemtes ind-
til videre, og at Vandafgiften for botanisk Have forøgedes eller nedsattes, naar
Betalingen for tilsvarende Vandforbrug blev forøget eller nedsat.
Efter at Ministeriet havde sat Kvæstor i Kundskab om, at det agtede at
gaa ind paa den forlangte Betaling, henstillede denne under 16. Jan. 1875, om
der ikke maatte være Anledning til, forinden Magistraten herom blev tilskrevet,
at tage denne Sag, som angik en ikke ringe Gjenstand, under yderligere Over-
vejelse. Betalingen skulde i Følge Lov 30. Novbr. 1857 § 5 for oflentlige Byg-
ningers og Staten tilhørende Etablissementers Vedkommende tastsættes efter Over-
enskomst. Meningen hermed kunde selvfølgelig ikke være den, at der for slige
offentlige Instituter skulde betales den samme Afgift, som af private Bygninger
og Anlæg til Næringsdrift, thi i saa Fald vilde Bestemmelsen være ganske betyd-
ningsløs ; men den maatte derimod tilsigte, at der af offentlige Anstalter, som vare
til almindelig Gavn, skulde svares en saadan lempeligere Afgift, som med Billig-
hed kunde fordres i hvert enkelt Tilfælde. At den nye botaniske Have maatte
henferes til denne Kategori, kunde ikke bestrides, og det var derfor ikke mere
end billigt, at det Vand, der til Havens Drift behøvedes fra Stadens Vandværk,
leveredes til en moderat Pris, ligesom en saadan lempeligere Afgift af 32 Sk. pr.
100 Tdr. filtreret Vand ogsaa svaredes af enkelte andre. Hvad den af ham an-
givne Betaling af 10 Sk. pr. 100 Tdr. ufiltreret Vand angik, gjorde han opmærk-
som paa, at det var den, som Magistraten under de tidligere Forhandlinger havde
forlangt, uden at det den Gang blev antydet, at Prisen, endog i den nærmeste
Fremtid kunde ventes forhøjet. Han udtalte derfor, at det Standpunkt, som Magi-
straten i denne Sag havde indtaget, var uberettiget og i Strid med Loven af 1857
§ 5, idet den satte sin ensidige Villie i Stedet for den i Loven krævede Overens-
komst. Fastholdt Magistraten denne Anskuelse, vilde Loven ikke kunde anvendes,
og han saa da ikke rettere, end at Vandafgiften maatte fastsættes ved en særlig
Lovbestemmelse. Sluttelig bemærkede han, at det var en Misforstaaelse af Magi-
straten, at han skulde have foreslaaet Afgiften sat til et uforanderligt aarligt
Beløb, uden Hensyn til Forbrugets Størrelse; thi selvfølgelig maatte der betales
Vandafgiften for ny botanisk Have.
377
yderligere Afgift efter dc nævnte Taxter af det Vand, som vilde "behoves uden for
det paaregnede Kvantum, ligesom særlig Afgift maatte svares, naar Bygningerne
eller Havens Arealer udvidedes.
Ministeriet henstillede derefter til Indenrigsministeriet, om det vilde forelægge
et Lovforslag, hvorved Vandskatten af Haven fastsattes, idet det i øvrigt paa det
varmeste anbefalede Sagen til det. Indenrigsministeriet foranledigede Sagen fore-
lagt for den samlede Magistrat til fornyet Overvejelse, hvorefter Magistraten i
Skrivelse af 26. Februar 1875 til bemeldte Ministerium yderligere udtalte sig om
Sagen. Den bemærkede heri med Hensyn til det af Kvæstor angaaende Anven-
delsen af Bestemmelsen for Afgiften af Vand til Næringsbrug anførte, at denne
Afgift: (nu 0,85 Kr. pr 100 Tdr. Vand) efter Loven ikke kunde finde Anvendelse
paa botanisk Have, hvor der ikke var Næringsbrug, men at der desuden i Henhold
til Loven af 30. Novbr. 1857 foruden denne Afgift skulde betales den i § 2 be-
stemte Vandskat efter Arealet i alle Etager af de Bygninger, hvori saadant Vand
blev forbrugt, hvilken Arealskat ikke var affordret de paagjældende Bygninger, og
at den Afgift, som Magistraten havde forlangt for Vandet til Springvandene, Akva-
riet, Havevanding og Dampmaskinerne, ikke engang gav fuld Dækning for, hvad
dette efter de sidste Aars Regnskaber kostede Kommunen. Denne Afgift blev der-
for ogsaa fra 1. Jan. 1875 efter Kommunalbestyrelsens Bestemmelse hos alle pri-
vate opkrævet med 1,40 Kr. pr. 100 Tdr., og Afgiften for ufiltreret Vand uden
Tryk opkrævedes fra samme Tid med 0,40 Kr. pr. 100 Tdr. Imidlertid havde den
samlede Magistrat, under Forudsætning af, at Haven og dens Drivhuse holdtes
aabne for Publikum uden Betaling, vedtaget at gaa ind paa at levere det til bo-
tanisk Have attraaede Vand i den opgivne Udstrækning paa følgende Vilkaar:
1.	at der af de Bygninger, som benyttedes til Beboelse, erlagdes samme Beta-
ling,^ som i Loven af 30. Novbr. 1857 § 2 var fastsat for private Ejen-
domme med det herefter i Loven hjemlede Vandforbrug;
2.	at der for enhver Taphane, der ikke {henhørte til de ved Nr 1 hjemlede,
betaltes i Henhold til den citerede Lov 4 Kr. aarlig;
3.	at der for Vand med Højtryk til Springvandet, Springet i Palmehuset, Have-
vanding, Akvariet og Dampkjedlerne erlagdes kun det halve af, hvad private
til enhver Tid betalte for saadant Vand (nu 1,40 Kr.), for Tiden altsaa
0,70 Kr. for 100 Tdr., og
4.	at der for Vand direkte fra Sortedamssøen ligeledes betaltes Halvdelen af.
hvad private til enhver Tid betalte herfor (nu 0,4o Kr.), for Tiden altsaa
0,20 Kr.,
alt selvfølgelig imod, at den nævnte Lovs almindelige Bestemmelser, navnlig om
Beregningen af den forbrugte Vandmængde, enten ved Vandmaaler eller ved Vand-
inspektørens Skjøn, saa vel som Bestemmelserne i Regulativet for Kjøbenhavns
Vandværk, ogsaa her fandt Anvendelse. Endelig maatte Magistraten lier, som i
alle andre lignende Tilfælde, tage det Forbehold, hvis Hensyn til Byens Vandfor-
sJning gjorde det nødvendigt, at kunne indskrænke Forbruget til Springvandene og
Akvariet.
K\æstor, hvis Erklæring Kultusministeriet begjærede med Hensyn til dette
modificerede Tilbud, erklærede under 22. Marts næst efter, at der var al Anled-
ning for Lniversitetet til at modtage det. Hvad angik den af Magistraten til Til-
budet knyttede Forudsætning, nemlig at Haven og dens Drivhuse uden Betaling
Universitets Aarbog.	48
378
økonomiske Anliggender 1873--1875
holdtes aabne for Publikum, var dette kun, hvad der allerede for Tiden skete; og da
der ikke derved var antydet Omfanget af den Tid, hvori offentlig Adgang forventedes,
vilde man selvfølgelig være berettiget til at indskrænke den nuværende udstrakte
Adgang, saafremt dette i Fremtiden maatte blive anset for nødvendigt.
Ministeriet har derefter ved Skrivelse af 8. April 1875 underrettet Kvæstor
og Direktøren for den botaniske Have om. at det er gaaet ind paa den af Magi-
straten foretagne Nedsættelse af Afgiften.
— Da der af Universitetet blev tegnet Assurance paa de 3 i den nye bo-
taniske Have opførte Rygninger for Gartneren. Medhjælperne og Portneren, opstod
det Spørgsmaal, om det maatte anses for nødvendigt eller i alt Fald tilraadeligt
at lade Væxthusene og navnlig det store Drivhus assurere. Komiteen for den bo-
taniske Haves Flytning, hvis Erklæring Kvæstor herover begjærede, svarede imidler-
tid, at de ikke vare udsatte for nogen Brandfare, og at der derfor efter dens
Overbevisning ikke var nogen Grund til at lade dem assurere, hvilket ogsaa, da
Værdien maatte ansættes til omtrent 200,000 Rd., vilde paaføre Universitetet en
aarlig Udgift af noget over 200 Kd. Herefter meddelte Ministeriet under 4. Juni
1874 Kvæstor, at det ansaa det for overflødigt at tegne Assurance paa Drivhusene.
5. Om Fritagelse for at svare Kongetiende.
Ved Overtiendekommissions Kjendelse af 5. Februar 1829 blev Kommuni-
tetets Kongetiende af Jordlodden Matr. Nr. 3 af Storelinde Overdrev i Karise
Sogn, af Hartkorn 9 Tdr. åU Alb., fastsat til et aarligt Vederlag af 4 Tdr. 2 Skpr.
3 Fdkr. Byg fra den Tid, Lodden blev opdyrket. Da den i Aaret 1858 endnu
henlaa til Græsning uden at være dyrket, og der derfor aldrig var svaret Tiende
af samme, bifaldt Ministeriet under 10. Novbr. 1858 efter Indstilling fra Kvæstor,
at den eventuelle Tiendesvarelse maatte betragtes som bortfaldet ved Bestemmelsen
i Loven af 14. April 1852 § 22, i Følge hvilken Tiendepligten for de Jorder, der
ikke inden 1. Jan. 1856 ere blevne tiendepligtige, ikke senere kan indtræde. Uni-
versitetsforvalteren, som antog, at Loven ikke var anvendelig paa saadanne Jorder,
for hvilke Tiendevederlaget allerede er fastsat, indberettede imidlertid under 19.
April 1859, at Lodden i samme Aar var blevet opdyrket og at det foreløbig var paa-
lagt Forpagteren af samme at overtage Tiendebyrden, for saa vidt der rettelig
kunde fordres Tiende. Kvæstor fastholdt under 14. Maj s. A. sin tidligere ud-
talte Formening om, at Tiendepligten i Følge Loven af 14. April 1852 § 22 ikke
kunde paahvile den omtalte Lod, men henstillede til Ministeriets Afgjørelse, hvor-
vidt der, saafremt der blev svaret Kirke- og Præstetiende, ogsaa burde fordres
Kongetiende fra Begyndelsen af Aaret 1860 at regne, hvorefter Ministeriet under
31. Decbr. 1859 resolverede, at Kongetienden kunde hæves, naar vedkommende
Yder erkjendte sig forpligtet til at erlægge den. I Henhold hertil blev bemeldte
Tiendeafgift opkrævet og upaatalt erlagt indtil Udgangen af Aaret 1870; men ef-
ter at der ved Kjøbenhavns Amts søndre Birks Dom af 13. Septbr. 18il i en
lignende Sag var statueret Tiendefrihed*), protesterede Yderen i Henhold hertil
mod at betale Tiende og erlagde kun Afgifterne for 1871 og 1872 under Reserva-
*) Se Aarbogen f. 1871—73 Side 315—16.
Universitetets Bygningsvæsen.
379
tion, hvorhos han i en renere afgivet Erklæring gjorde gjældende, at han aldrig
havde erkjendt Tiendepligten
Kvæstor udtalte i denne Anledning i en Skrivelse til Ministeriet af 16. Ok-
tober 1873, at der ikke kunde være nogen Tvivl oin, at Kommunitetet vilde tabe
en eventuelt af Tiendeyderen anlagt Sag, og indstillede derfor, at Kommunitetet
paa Grund af Bestemmelsen i Lov af 14. April 1852 § 22 frafaldt Krav paa
Kongetiende af den omhandlede Jordlod, eftersom den forst i 185'J var blevet op-
dyrket, og at de for Aarene 1871 og 1872 erlagte Afgiftsbeløb tilbagebetaltes,
Pette bifaldt Ministeriet ved Skrivelse af 25. Oktbr. s A.
B. Enkelte Foranstaltninger.
I. Universitetets Bygningsvæsen.
Efter Dekorationsmaler Hilkers Død blev der fra hans Bo gjort Universi-
tetet det Tilbud at afkjobe det de originale Tegninger til Dekorationerne i Universi-
tetets Forsal og Festsal for en Pris af 1000 Kr. Da disse Tegninger maatte anses
for nødvendige ved fremtidige Restaurationer, og da en saadan Restauration allerede
nu var paatrængen'e nødvendig med Hensyn til Forhallen, hvis Dekoration har lidt
meget, indstillede Konsistorium under 22. April 1875, at de maatte erhverves for Uni-
versitetet for den tilbudte Sum. Samtidig hermed androg Kunstakademiet paa, at Hil-
kers efterladte Tegninger maatte erhverves for det, og Ministeriet begjærede det derfor
taget under Overvejelse, om det ikke vilde være rigtigst, at Tegningerne til Forsalen
og Festsalen medtoges under denne Samling, dog saaledes, at de kunde erholdes til
Laans, naar de behøvedes til Universitets Brug. Konsistorium erkjendte i Skri-
velse af 27. Maj Rigtigheden af, at samtlige Hilkers efterladte Samlinger erhverve-
des for Kunstakademiet og erklærede, at Universitetets Interesser vare fyldest-
gjorte, naar der blev taget det antydede Forbehold af dets Adgang til eventuel
Benyttelse af Tegningerne til Dekorationerne i Universitetets Forsal og Festsal,
De omhandlede Samlinger ere derefter blevne erhvervede for Kunstakademiet.
— Med afdøde Professor Krarup førtes der i sin Tid vidtløftige Forhand-
linger om Opvarmningen og Ventilationen af Universitets- og Kommunitetsbygnin-
gen. Professor Krarup havde udarbejdet et Projekt hertil; men da han senere
af Konsistorium blev opfordret til at udvide dette ved at drage flere Lokaler ind
under det, maatte Projektet omarbejdes, hvilket Arbejde han imidlertid ved Døden
blev hindret i at fuldføre. Medens man paa dette Sted maa forbigaa de For-
handlinger, der have fundet Sted angaaende disse Projekter, fordi Sagen endnu ikke
har fundet sin Afslutning, men foreløbig er stillet i Bero, skal dog her bemærkes,
at Ministeriet undrr 19. Juni 1875 efter Indstilling fra Konsistorium har bevilget,
at der af Universitetets 10. Udgiftspost, for Finantsaaret 1874—75 maatte udbe-
tales Professor Krarups Enke et Honorar af 520 Kr. for de af hendes afdøde
Mand udarbejdede Projekter med tilhørende Tegninger og Overslag.
Det havde i længere Tid vist sig, at den indigoldaa Grund, paa hvilken
Blomsterpartierne mellem Lisenerne i Universitetets Festsal ere udførte, blev over-
trukket med hvid Skimmel, der vol kunde afvaskes, men altid kom igjen, en Ulempe,
48*