Akademiske Grader.
99
V. Akademiske Grader.
1. Om Ophævelsen af den med Doktorgraden i de forskjellige
Fakulteter forbundne Rang.
Under 29de Juni 1871 modtog Konsistorium fra det lægevidenskabelige Fa-
kultet en Henstilling om, at det vilde virko hen til at faa Doktorværdigheden ved
Universitetet forandret til en rent videnskabelig Kvalifikation, saa at den til denne
Værdighed tidligere knyttede Rang for Eftertiden bortfaldt, og at de, som hidtil
havde erhvervet Doktorgraden i Følge Ansøgning, maatte kunne fritages for den
med samme forbundne Rang.
Anledningen hertil var givet af Dr. med. H. Krabbe, Assistent ved den kgl.
Veterinær- og Landbohøjskole, som i April 1870 i Henhold til Lov af 26de Marts
1870 § 7 og Anordningen af 2den April s. A. havde ansøgt Indenrigsministeriet
om Fritagelse for den Ran g, der fulgte af den af ham erhvervede medicinske
Doktorgrad ved Universitetet og ikke medførtes af hans Bestilling som Assistent
ved den nævnte Anstalt. Herpaa svarede Ministeriet for Kirke- og Undervis-
ningsvæsenet under 16de Juni s. A., at da Doktorværdigheden som saadan i
Følge Lovgivningen medførte en bestemt Rang, kunde der ikke bevilges nogen,
saa længe han var i Besiddelse af denne \ ærdighed, Fritagelse for den med
samme forbundne Rang, hvilken alene vilde kunne bortfalde, naar den paagjæl-
dende vilde give Afkald paa selve Doktorværdigheden, og ved allerhøjeste Resolu-
tion havde erholdt sit Doktordiplom annulleret. Da der herefter ikke afgjordes,
hvorvidt han var pligtig at betale Rangskat som Doktor medicinæ, indgav han
den 19de Juni s. A. en Forespørgsel herom til Finansministeriet, der den 24de
s. M. meddelte, at det ikke kunde finde den i Lov af 26de Marts 1870 § 7
optagne Bestemmelse om Rangskattens Bortfalden for den med et Embede ellei
en Bestilling forbundne Rang anvendelig paa den Rang, som efter Rangforord-
ningen var forbundet med Doktorværdigheden. Efter en fornyet Indstilling fra
Dr. Krabbe til Indenrigsministeriet om i Henhold til Lov af 26de Marts 1870
§ 7 og Anordningen af 2den April s. A. at fritages for den ikke til hans Bestilling
knyttede Rang, i alt Fald saa længe han som Bestillingsmand var i Statens Tjeneste,
svarede Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet den 21de Juli, under Henvisning
til sin tidligere Skrivelse, at det ikke skjønnede rettere, end at hverken den nævnte Lov
eller den kongelige Anordning kunde finde Anvendelse paa den Rangskatforpligtelse og den
Rang, der i Følge den gjældende Lovgivning var forbundet med den akademiske
Grad. Herefter var det altsaa blevet klart, at den eneste Maade, paa hvilken man
kunde opnaa Fritagelse for den med Doktorværdigheden forbundne Rang, var at
give Afkald paa selve Doktorværdigheden, og Dr. Krabbe forelagde derfor det lægeviden-
skabelige Fakultet Sagen, idet han henstillede til det, om det ikke maatte finde sig
foranlediget til at virke hen til, at den i Følge Lovgivningen med den medicinske
Doktorværdighed forbundne Rang maatte bortfalde.
Fakultetet bemærkede i sin Skrivelse til Konsistorium, at det forekom det
at være i og for sig abnormt, at den videnskabelige Kvalifikation, hvorfor Doktor-
graden var et Udtryk, skulde være forbundet med Rang, da Rangen aabenbart
var et Attribut, som var Doktorgraden aldeles uvedkommende. Endnu mere
abnormt vilde det imidlertid være, om Staten vilde annullere det fra Universitetet
ved Afhandlingen og Forsvarshandlingen erhvervede Doktordiplom, naar vedkom-
13" .
100
Universitetet 1871
— 1873.
mende Doktor ønskede sig fritaget for Rang og den deraf flydende Rangskat.
Da derhos Bestemmelsen i Lov af 26de Marts 1870 § 7 vilde kunne have uhel-
dige Følger for det videnskabelige Liv ved Universitetet, idet Universitetet for
Fremtiden ikke vilde kunne tildele Doktorværdigheden til Bestillings- eller Embeds-
mænd, som altsaa ikke vilde kunne skaffe sig Berettigelse til at virke som Pri-
vatdocenter ved Universitetet eller erhverve den Anseelse lige over for Udlandet,
som Doktorværdigheden fører med sig, og da Ministeriets Fortolkning af Loven i
Praxis havde givet Anledning til forunderlige Konsekventser, i det mindste lige
over for Doktores medicinæ, i hvilken Henseende henvistes til, at Professorerne i
det medicinske Fakultet, der rangere i Rangforordningens 4de Klasse, for saa vidt
de ere Doktores medicinæ tillige maa betale Rangskat efter Rangforordningens
8de Klasse, ansaa Fakultetet det for særdeles ønskeligt, om Doktorværdigheden
kunde blive stillet paa samme Plads her, som ved andre Universiteter, derved at
Rangen bortfaldt.
Ved at forelægge Ministeriet denne Sag bemærkede Konsistorium i Skrivelse
af 26de Juni 1871, at det omhandlede Spørgsmaal ikke særskilt vedkom det
lægevidenskabelige Fakultet alene, men at det i lige høj Grad havde Interesse
for alle Fakulteter og derved for Universitetet i det hele, og at det derfor for-
tjente Opmærksomhed, da der af denne tilsyneladende mindre betydelige Aarsag
let kunde udvikle sig Virkninger, som vilde være lidet heldige for de akademiske
Forhold. Uden at ville indlade sig paa nogen Bedømmelse af, om den Fortolk-
ning af Loven af 26de Marts 1870 § 7, som fra Finantsministeriets Side var
hævdet, var rigtig og vilde blive anerkjendt ved Domstolene, fremhævede man
blot, at selv om den med Doktorgraderne i de forskjellige Fakulteter forbundne
Rang ikke kunde stilles i Klasse med en Embedsrang, og saaledes ikke uden
videre falde bort ved Lov af 26de Marts 1870 § 7, var det dog i højeste Grad
anomalt og stridende mod de akademiske Forholds Natur og Væsen og deres Op-
fattelse baade her og andetsteds at betragte og behandle Doktorværdigheden som
en almindelig Titel, og den med Doktorgraden forbundne Rang som en almindelig
Titelrang. En saadan Opfattelse vilde tilbagetrænge det, som overalt ved Uni-
versiteterne havde været og var det væsentlige ved Doktorgraden, lige saa vel som
ved de andre akademiske Grader, nemlig at det var en ved en Mands egne
videnskabelige Præstationer erhvervet akademisk Anerkjendelse af hans Kompetence
til at optræde som Docent fra det akademiske Katbeder, og ingenlunde en, af
Landsherren tildelt Naadesbevisning, saaledes som de almindelige Titler, medens
den derimod paa en aldeles unaturlig Maade lagde Vægt paa det tilfældige og
uvæsentlige Moment, at Staten her i Landet havde tillagt den højere akademiske
Grad Doktorgraden en vis Rang, medens en saadan ikke var knyttet til de lavere
akademiske Grader, Licentiatgraden og forhen Magistergraden. Ikke mindre stødende
var det, naar Universitetets egen Overbestyrelse i Kraft af den nævnte Betragt-
ning af Doktorgraden som en almindelig Titel skulde være nødt til at give den,
der ønskede at fritages for Rangskat af denne Grad, Anvisning paa at frasige sig
Doktorværdigheden i' det hele. Bortset fra, at Konsistorium overhovedet ikke kunde
indrømme, at nogen vilkaarlig kunde frasige sig en akademisk Grad, enten den
var forbundet med Rang eller ikke, maatte det i alt Fald erkjendes at være en
aldeles ubillig Fordring, at nogen, fordi han ikke satte Pris paa den med Doktor-
graden forbundne Rang og ønskede at fritages for den deraf flydende Skat, skulde
Akademiske Grader.
101
nødes til at frasige sig de med Doktorgraden forbundne og i dennes egentlige
Væsen grundede akademiske Rettigheder, navnlig jus.docendi, og det vilde derhos
være i høj Grad stridende mod Universitetets Tarv at give en saadan Anvisning,
eftersom det overalt med Føje ansaas for at være i Universitetets og Videnskabens
Interesse, at Mænd, der havde godtgjort deres Kompetence til at optræde som
Lærere i Forhold til den akademiske Ungdom, ikke bortstødtes fra, men snarere
hendroges til en saadan Virksomhed, naar deres Tid og Lejlighed tillod dem det,
eller de i deres Studier traf paa noget, som de havde Lyst til ad denne Vej at
meddele. Konsistorium troede derfor, at den eneste rette Vej til at løse de op-
staaede Spørgsmaal angaaende Rangskat af Doktorgraderne i de forskjellige Fa-
kulteter, vilde være for Fremtiden at ophæve den med disse Grader forbundne
Rang, samt i Forbindelse hermed at aabne dem, der for Tiden vare i Besiddelse
af Doktorgraden, Adgang til at frasige sig den med samme forbundne Rang, og
derved opnaa Befrielse for Rangskat, uden at dette fik nogen Indflydelse paa de
akademiske Rettigheder, som vare forbundne med bemeldte Grad. Paa denne
Maade traadte det naturligt frem, at Doktorgraden i sit egentlige Væsen var en
rent akademisk Værdighed og ikke nogen almindelig borgerlig Titel, og at den
var af samme Natur og Beskaffenhed som den lavere akademiske Grad Licentiat-
graden, med hvilken der aldrig havde været forbundet nogen Rang. En Med-
virkning af Lovgivningsmagten for at træffe den Bestemmelse for Fremtiden, at
ingen Rang skulde være forbundet med Doktorgraderne skjønnedes ikke at være
nødvendig; den syntes at kunne gives ad administrativ Vej. Men naar en saadan
Bestemmelse gaves, syntes det at fremstille sig som en højst naturlig Følge, at
der aabnedes de nuværende Doktorer Adgang til at frasige sig den med Doktor-
graden forbundne Rang, der saaledes end mere stempledes som et aldeles uvæsent-
ligt Tilbehør til samme. I Henhold hertil indstillede Konsistorium, at Ministeriet
vilde virke hen til, at den med Doktorgraden i de forskjellige Fakulteter i Følge
Frd. 9de Januar 1824 § 8 forbundne Rang bortfalder for dem, der herefter erhverve
denne akademiske Grad, samt at der gives dem, der have erhvervet Doktorgraden,
Adgang til at frasige sig den med samme forbundne Rang og derved befries for
Rangskat, uden at dette har nogen Indflydelse paa de øvrige med Doktorgraden
forbundne, i bemeldte Forordning omhandlede akademiske Rettigheder.
Denne Betragtningsmaade tiltraadte Ministeriet i den for Kongen nedlagte
Forestilling med den Bemærkning, at Afskaffelsen af denne Rang kun vilde med-
føre en ubetydelig Nedgang i Rangskattens Beløb. Ved kgl. Resolution af 27de
August 1871, se Bekj. fra Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet af
30te s. M., blev det derefter bifaldet:
„at den med Doktorgraden i de forskjellige. Fakulteter ved Universitetet i Følge
Forordning af 9de Januar 1824 § 8 forbundne Rang bortfalder for dem, der her-
efter erhverve denne akademiske Grad, og
at det allernaadigst maa tillades dem, der alt have erhvervet Doktorgraden,
at frasige sig den med samme forbundne Rang, uden at dette faar nogen Ind-
flydelse paa de øvrige med Doktorgraden forbundne, i bemeldte Forordning om-
handlede akademiske Rettigheder, hvorom enhver, der agter at benytte denne
Tilladelse, har at indgive skriftlig Erklæring til Ministeriet for Kirke- og Under-
visningsvæsenet, som derefter har at afgive allerunderdanigst Beretning om enhver
Rangfrasigelse, der i Overensstemmelse hermed har fundet Sted, og tillige har
102
Universitetet 187 1 —1873.
at underrette Finantsministeriet om det Datum, under hvilket Erklæringen herom
er indgivet.
2. Om Afskaffelse af Licentiatgraden i det rets- og statsviden-
skabelige Fakultet.
Forud for den kgl. Resolution af 10de Maj 1851, bekjeudtgjort under 19de
s. M., hvorved Licentiatgraden i det medicinske Fakultet samt Magistergraden
afskaffedes, gik der langvarige og vidtløftige Forhandlinger indenfor Universitetets
eget Omraade, saa vel som med Ministeriet (se Lindes Meddelelser f. 1849—1856
g# 50 — 69). Under disse Forhandlinger blev det af et Mindretal i Konsistorium,
til hvilket blandt andet Professorerne J. E. Larsen og F. C. Bornemann hørte,
foreslaaet, at der overhovedet og navnlig i det juridiske og filosofiske Fakultat
kun burde være en akademisk Grad, Doktorgraden, jfr. Lindes Medd. S. 53. Da
Spørgsmaalet paa et senere Trin af Forhandlingerne blev forelagt den akademiske
Lærerforsamling, hvis Erklæringer i Følge Kundgjørelse af 18de September 1850
§ 2 litr. b. skulle anses som det endelige Udtryk af Universitetets Mening og
Ønsker, gjorde den Hovedbetragtning sig gjældende i Lærerforsamlingen, at det
efter den udviklede Universitetslovgivning om Statsexamina syntes unaturligt at
bibeholde mere end en akademisk Prøve, hvoraf Universitetet betinger venia docendi.
Man enedes derfor om at foreslaa, at hvad der tidligere undtagelsesvis havde
været bragt i Forslag fra det lægevidenskabelige Fakultet, nemlig at man skulde
indskrænke sig til Doktorgraden, blev den almindelige Regel for alle fakulteter
med Undtagelse af det theologiske Fakultet, ved hvilket det antoges, at de tvende
Grader som hidtil maatte bibeholdes i Følge de Grunde, der i sin Tid fremhævedes
af Konsistoriums Majoritet, og som fremdeles fastholdtes at de theologiske Pro-
fessorer, jfr. Lindes Medd. S. 62. Dette Forslag fandt imidlertid ikke dengang
Ministeriets Bifald, for saa vidt det juridiske Fakultet angik, men af Grunde, som
nærmere angaves i Ministeriets allerunderdanigste Forestilling til Kongen, jfr.
Lindes Medd. S. 63, blev den nye Foranstaltning, Afskaffelsen af den lavere
akademiske Grad, indskrænket til de tre Fakulteter, det lægevidenskabelige, det
filosofiske og det mathematisk-naturvidenskabelige, medens det for det juridiske
Fakultets Vedkommende i saa Henseende forblev ved de ældre Bestemmelser.
I Januar 1872 bragtes denne Sag atter under Forhandling. I en gjennem Konsi-
storium den 25de Januar 1872 indgivet Indstilling til Ministeriet udtalte det rets-
og statsvidenskabelige Fakultet, at da det havde al Grund til at antage, at dei
hyppigere end før vilde indkomme Begjæringer om at disputere for akademiske
Grader i Fakultetet, var det blevet foranlediget til at optage til fornjet Ovei-
vejelse det Spørgsmaal, om der virkelig var Grund til at bevare de to akademiske
Grader, Licentiat- og Doktorgraden, i Fakultetet, og var kommet til det Resultat
at maatte gjenoptage det ældre Forslag om Forandring heri, saaledes, at der i
det rets- og statsvidenskabelige Fakultet, ligesom i det lægevidenskabelige, det filoso-
fiske og det mathematisk-naturvidenskabelige Fakultet, kun blev en akademisk
Grad, Doktorgraden, af hvilken den eneste væsentlige med Graderne forbundne
akademiske Rettighed, nemlig venia docendi betingedes. Fakultetet bemærkede i
denne Anledning, at Fakultetet ikke kunde dele den Frygt, der i sin Tid udtaltes
af Ministeriet, at Doktorgraden i det rets- og statsvidenskabelige Fakultet, naar
Licentiatgraden afskaffedes, og Adgangen til Doktorgraden blev ordnet paa samme
Akademiske Grader.
103
Maade som nu Adgangen til Licentiatgraden, vilde tabe i Anseelse og blive en
Preve, som det ikke var vanskeligt for Kandidater med ikke meget mere end
sædvanlig Dygtighed at underkaste sig, især naar Afhandlingen kunde affattes og
Forsvaret foregaa paa Dansk. Hvad det angik, at Afhandlingen skrives og for-
svares paa Dansk, troede man, at det var saa langt fra, at dette vilde lette
Prøven, at meget snarere det modsatte vilde være Tilfældet. Ganske vist kunde
det fremmede Sprog blive en aldeles principlos Hindring for Tankernes naturlige
og frie Udvikling, baade i Skrift og Tale, og saaledes afholde Mænd fra at dispu-
tere, som ikke besad en, deres øvrige Lærdom og Dannelse uvedkommende Fær-
dighed i at bruge det latinske Sprog. Men netop Brugen af det fremmede
Sprog tjente vistnok ofte til at dække Mangel paa grundig Indsigt i Tingen selv,
og dets Ubrugelighed til at fremstille og skarpt betegne de mangfoldige moderne
juridiske Begreber maatte lamme Disputationsforhandlingen og betage den meget
af dens Kraft og Evne til dybtgaaende Prøvelse af den disputerendes Dygtighed
og juridiske Dannelse. Dernæst troede man ikke, at der var nogen Grund til at
frygte for, at det rets- og statsvidenskabelige Fakultet skulde sætte sine Fordringer
til de Præstationer, af hvilke Doktorgradens Opnaaelse gjøres afhængig, saa lavt,
at enhver Kandidat af ikke meget mere end sædvanlig Dygtighed kunde opfylde
dem. Det kunde vistnok antages, at Fakultetet ligesom de andre Fakulteter, i
hvilke den lavere akademiske Grad er afskaffet, vilde vide at fastholde saadanne
Fordringer til den hele Prøve, at ingen kunde underkaste sig den, som ikke baado
i Henseende til videnskabelig Dannelse i Almindelighed og i Henseende til Be-
handlingen af det specielle Æmne, som var valgt til Disputatsens Gjonstand,
fyldestgjorde de Fordringer, som maa stilles til den, der aspirerer til at opnaa
venia docendi. Forholdet kunde i det hele taget med Sikkerhed antages at ville
blive det samme i det rets- og statavidenskabelige Fakultet, som i de andre Fakulteter,
i hvilke kun en akademisk Grad findes. Man kunde ikke indrømme, at der var
nogen Grund til, at der skulde være en forskjellig Regel for de nævnte Fakulteter;
thi om der end maaske i den theologiske Verden havde vedligeholdt sig en
Tradition, i Følge hvilken den theologiske Doktorgrad holdes meget højt som en
akademisk Værdighed, der kun bør tildeles sær fremragende Theologer, var dette
utvivlsomt aldeles ikke Tilfældet for det rets- og statsvidenskabelige Fakultets Ved-
kommende. Det kunde ikke paastaas, at den juridiske Doktorgrad i den almin-
delige Opfattelse betragtedes paa nogen væsentlig anden Maade, end den medicinske
eller filosofiske, og Fakultetet indsaa ikke, at der var nogen Grund til ved ud--
vortes Foranstaltninger at fremkalde en anden Opfattelse af Doktorgraden i det
rets- og statsvidenskabelige Fakultet, end af den medicinske og den filosofiske
Doktorgrad. Men hertil kom, at det var forbundet med flere Ulemper at fast-
holde og gjennemføre den Adskillelse mellem Licentiatgraden og Doktorgraden,
som var hjemlet ved den bestaaende Lovgivning, navnlig Forordningen af yde
Januar 1824. Det var, som det af denne Forordnings §§ 4 og 5, sammenholdt
med § 3 vil ses, ikke Afhandlingens større eller mindre videnskabelige Værd, der
afgjorde, om den kunde antages som en Adkomst til Licentiat- eller Doktorgraden^
en Afvejning, som det i øvrigt i mange Tilfælde kunde være vanskeligt og ube-
hageligt nok at anstille, meu Adgangen til Doktorgraden var forbeholdt „Mænd
af bekjendt Lærdom, der enten ere i anselige Embeder eller ved videnskabeligt
Skrifter have udmærket sig". Ligesom det overhovedet kun lidet stemmede med
104
Universitetet 1871 —1873.
Tidens herskende Anskuelser og Synsmaader at lade det Moment, om en Mand er
i anseligt Embede eller ikke, være afgjørende med Hensyn til Spørgsmaalet, om
han kan stedes til at erhverve en akademisk Grad, noget, som dog syntes ene og
alene at maatte afhænge af hans videnskabelige Dygtighed, saaledes førtes Fakultetet
i de enkelte Tilfælde ind paa hejst ubehagelige Afgjørelser, naar det skulde drage
denne i sig selv aldeles ubestemte Grænse mellem anselige Embeder og Embeder,
som ikke kunde benævnes saaledes. Det vilde være lidet heldigt, om Fakultetet
skulde blive nodt til, medens man admitterede en Mand paa Grund af hans an-
selige Embede til at disputere for Doktorgraden, at nægte en anden Mand, der
havde præsteret en Afhandling, som i videnskabelig Værd stod lige saa højt eller
endog højere, alene fordi Fakultetet ikke kunde anerkjende det Embede, hvori han
var, for at være anseligt. Fakultetet var derfor efter moden Overvejelse af hele
denne Sag kommet tilbage til den allerede engang af Universitetet hævdede An-
skuelse, at man for det rets- og statsvidenskabelige Fakultets Vedkommende burde
træffe den samme Ordning af de akademiske Grader som i det medicinske, filoso-
fiske og mathematisk-naturvidenskabelige Fakultet, og indstillede derfor, at Licen-
tiatgraden for Fremtiden bortfaldt, og at der i dette Fakultet herefter kun med-
deltes e n akademisk Grad, nemlig Doktorgraden, til hvilken Adgangen stod aaben
efter de samme Regier som hidtil havde været gjældende for Licentiatgraden, samt
at de nuværende licentiati juris skulde anses som doctores.
Konsistorium indsendte den 2den Februar Fakultetets Forslag til Ministeriet,
med Bemærkning, at det ganske maatte tiltræde det. Ministeriet erklærede sig
derefter i Skrivelse til Konsistorium af 10de s. M, villigt til at foretage de fornødne
Skridt til Afskaffelsen af Licentiatgraden i det rets-og statsvidenskabelige Fakultet, men
ønskede forinden at modtage en Erklæring fra det theologiske Fakultet om, hvorvidt der
maatte være Anledning til at træffe en lignende Foranstaltning for den theologiske Licen-
tiatgrads Vedkommende, og Konsistorium tilskrev derfor bemeldte Fakultet i denneAn-
ledning. Det theologiske Fakultet afgav imidlertid under 2den April den Erklæ-
ring, at det ikke kunde anse det for hensigtsmæssigt at lade den theologiske
Licentiatgrad bortfalde. Det miskjendfce vel ikke, at det i og for sig kunde være
naturligt, at alle Fakulteter ogsaa i denne Henseende stilledes under samme Vil-
kaar, men det fremhævede, at de theologiske Fakulteter ved Siden af den viden-
skabelige Ligestilling stod i et særegent Forhold til Kirken, det kirkelige Embede,
den kirkelige Virksomhed, og at det heraf var en Følge, at den theologiske
Doktorværdighed ved protestantiske Universiteter lige siden Reformationens Tid
havde haft og endnu havde en dobbeltsidet Karakter: som Paaskjønnelse af For-
tjeneste dels af theologisk Videnskabelighed, dels af kirkelig Embedsførelse^
Denne Karakter og dens Betydning vilde tabes, naar en ung Kandidat, selv uden
at være ansat i Kirkens eller Statens Tjeneste, skulde ved et enkelt Arbejde, der
maatte erkjendes som et uforkasteligt Vidnesbyrd om fortsat videnskabeligt Studium,
kunne erhverve den theologiske Doktorgrad. Ved alle protestantiske theologiske
Fakulteter i Udlandet bestod en dobbelt Grad, og det theologiske Fakultet ved
Kjøbenhavns Universitet vilde derfor ved at afskaffe Licentiatgraden og for Frem-
tiden kun beholde en akademisk Grad, i dette Punkt opgive den almindelige
kirkelige Tradition og skille sig fra hidtil gjældende Skik og Brug ved andre
Universiteter, altsaa komme til at indtage et isoleret Standpunkt.
Denne Erklæring tiltraadtes af Konsistorium og indsendtes til Ministeriet
tinder 20de April. I den for Kongen nedlagte Forestilling henholdt Ministeriet
Akademiske Grader.
105
sig til, hvad der af det rets- og statsvidenskabelige Fakultet var anført, ligesom
det ogsaa i det af det theologiske Fakultet anførte fandt tilstrækkelig Grund til
ikke at gjøre Skridt til ogsaa i dette Fakultet at afskaffe Licentiatgraden. Ved
kongelig Resolution af ilte Maj 1872, bekjendtgjort den 15de s. M., er det her-
efter blevet fastsat:
at Licentiatgraden i det rets- og statsvidenskabelige Fakultet ved Universitetet
for Fremtiden maa bortfalde, og at der i dette Fakultet herefter kun med-
deles en akademisk Grad, nemlig Doktorgraden, til hvilken Adgangen staar
aaben efter de samme Regler, som hidtil have været gjældende for Licentiat-
graden, samt
at de nuværende licentiati juris for Fremtiden maa anses som doctores.
I den oven for omtalte Erklæring, som det thoologisko Fakultet afgav med
Hensyn til Spørgsmaalet om, hvorvidt der maatte være Grund til at søge Licentiat-
graden ophævet ogsaa i dette Fakultet, bemærkede det, efter at have udtalt sig
herimod, at det vilde være ønskeligt, om den theologiske Doktorgrad oftere blev
uddelt, end lilfældet havde været i Fortiden, da Tildelelsen af Doktortitelen havde
været indskrænket til enkelte sjældent forefaldende højtidelige Anledninger, og
bebudede en nærmere Udtalelse herom, naar Spørgsmaalet om Licentiatgraden
havde fundet sin Afgjørelse. I denne Udtalelse, der indkom til Konsistorium den
22de Oktober 1 872, bemærkede Fakultetet, at Tallet af de theologiske Doktorer
her i Landet vai indskrænket til ganske enkelte Personer, alle af betydelig frem-
rykket Alder, og at der i de første Aaringer ikke vilde tilbyde sig nogen særlig
Lejlighed, der maatte anses som en naturlig Opfordring til Meddelelse af den
theologiske Doktorgrad, Fakultetet ønskede derfor en Udtalelse fra Ministeriet
om, hvoividt samme maatte være villigt til at modtage en Indstilling angaaende
Tildelelsen af det theologiske Æresdiplom til Theologer og Gejstlige, som Fakul-
tetet antog nærmest maatte komme i Betragtning i denne Henseende. Denne
Skrivelse indsendtes til Ministeriet af Konsistorium, der bemærkede, at den Forud-
sætning, hvorfra Fakultetet gik ud, nemlig, at den theologiske Æresdoktorgrad
kun kunde uddeles ved enkelte sjældent forefaldende højtidelige Lejligheder, vel
ikke var rigtig, da den i Folge Forordningen af 9de Januar 1824 § 5 in fine
kan uddeles aldeles uden Hensyn hertil, men at Fakultetet i ethvert Fald ønskede,
fei end det foretog yderligere Skridt, at have Vished om, at en Indstilling i den
nævnte Retning ikke vilde møde Modstand hos Ministeriet. I Skrivelse af 23de
November tilbagemeldte Ministeriet, at det ikke fandt Føje til at modsætte sig,
at der af Fakultetet gjordes en saadan Indstilling, som omtalt. Noget Skridt i
denne Retning blev imidlertid ikke senere foretaget^af det theologiske Fakultet.
3. Afgjørelse af enkelte Tilfælde.
I Følge Bekj. 19de Maj 1854» sammenholdt med Forordn. 9de Januar 1824,
ei Retten til at disputere tor den filosofiske Doktorgrad betinget af, at den ved-
kommende har erholdt bedste Karakter til en Embedsexamen eller har underkastet sig
en Magisterkonferents i Overensstemmelse med Universitetets Fundats 7de Maj
1 788 Kap. V. § 4. Fra denne Bestemmelse ansøgte cand. med. R. Pedersen, som
til den medicinske Embedsexamen kun havde erholdt Karakteren baud illaud lmi
gi., og ønskede at disputere for den filosofiske Doktorgrad i det mathematisk-
naturvidenskabelige Fakultet over et botanisk Ætnne, om Dispensation. Det
Universitets-Aarbog.	1 ,
106
Universitetet 187 1 — 1873.
mathematisk-naturvidenskabelige Fakultet, hvis Erklæring i denne Anledning be-
gjæredes, ytrede, at da Ansøgeren havde aflagt Beviser paa et selvstændigt og
frugtbringende Studium af Videnskabsfag, henhørende under Fakultetet*), mente
man ikke at burde tillægge den Omstændighed, at Kand. Pedersen til den læge-
videnskabelige Examen kun havde faaet 2den Karakter, nogen prohibitiv Betyd-
ning, saa meget mere, som det desuden var et godt haud Imi. Fakultetet an-
befalede derfor Andragendet, og hertil sluttede Konsistorium sig i Skrivelse af
28de November 1872.
Efter at Ministeriet i Henhold hertil havde nedlagt allerunderdanigst Fore-
stilling for Hs. Maj, Kongen, blev det ved allerhøjeste Resolution af 4de Januar
1873 bifaldet, at det tillodes cand. med. R. Pedersen at dispatere for den filo-
sofiske Doktorgrad i det mathematisk-naturvidenskabelige Fakultet over et botanisk
Æmne, uagtet han til den lægevidenskabelige Embedsexamen kun havde erholdt
Karakteren haud illaud Imi gr.
VI. Akademiske Højtideligheder.
Indbydelsesskriftet til Universitetets Reformationsfest i Aaret 1872 indeholdt
en Afhandling af Professor d'Arrest, „Undersøgelser over de nebulose Stjerner i Hen-
seende til deres spektralanalytiske Egeuskaber." I Anledning af, at en Boghandler
i Leipzig havde tilbudt Professor d'Arrest at foranstalte en tysk Udgave af denne
Afhandling, ansøgte denne Konsistorium om Tilladelse til, at de til dette Program
hørende 2de Lithografier, i et Antal af 400 Exemplarer af hvert, paa Udgiverens
Bekostning maatte trykkes hos herværende Stentrykker Tauber. Denne Tilladelse
meddelte Konsistorium ved Skrivelse af 12te December 1872.
__ Udgiften til de oven for nævnte 2 lithograferede Tavler beløb 110 Rd.
Da Udgifterne til Trykningen af Universitetsprogrammerne afholdes af Konsistoriums
Normalsum, skulde denne Udgift altsaa ogsaa afholdes heraf. Men da denne
efter sin Beskaffenhed var extraordinær, og Normalsummen ved denne Udgift
vilde blive ude af Stand til at fyldestgjøre de ordinære Krav, der stilles til den,
androg Konsistorium hos Ministeriet paa, at den maatte overføres til Udgiftspost
10, „forskjellige løbende og extraordinære Udgifter." Dette bevilgede Ministeriet
ved Skrivelse af 17de April 1873.
— Indbydelsesskriftet til Reformationsfesten i Aaret 1873 forfattedes af
Professor Hammerich. Da denne havde ønsket at der med dette skulde følge nogle
Illustrationer, ansøgte han Konsistorium om, at der hertil maatte bevilges et Beløb
af 50 Rd., hvilket Konsistorium ved Skrivelse af 13de Juni 1873 bevilgede.
VII. Videnskabelige Samlinger og Anstalter.
1. Den botaniske Have.
Efter den Plan, som var lagt for den nye botaniske Have, vilde der blive
givet en egen Afdeling af Museet en saadan Indretning og Udstyrelse med de
ornødne Apparater, at de studerende her kunde modtage en til Nutidens For-
dringer svarende Vejledning i at anstille anatomiske og fysiologiske Undersøgelser.
•) Han vandt Universitetets Guldmedaille for Besvarelsen af den i 1870 udsatte
fysiske Prisopgave og tilkjendtes i Foraaret 1872 Akcessit for Besvarelsen af det
kgl. danske Videnskabernes Selskabs botaniske Prisopgave.