Examina til Erhvervelse af akademisk Borgerret.
19
4. Forhandlinger og Afgjørelser, vedkommende Censorerne ved
Universitetets Examina.
I Skrivelse til det theologiske Fakultet af 3die Februar 1372 forespurgte
Ministeriet om Grunden til, at de skriftlige Afhandlinger ikke om Vinteren sendtes
til de udenbys Censorer, noget, som bevirkede et forlænget Ophold for dem her i
Byen, og dermed forøgede Udgiften til Diæter. Fakultetet meddelte som Svar
herpaa, at da Postforsendelserne af de skriftlige Examensopgaver, der altid vare
forbundne med den Risiko, at disse kunde forsinkes eller endog rent forkomme,
ved Vintertid kunde være dobbelt farlige paa Grund af Postforbindelsernes Stands-
ning ved Snefog og andre Ulemper, havde Fakultetet ikke turdet paatage sig
Ansvaret herfor, og havde derfor fundet det ønskeligt, at de udenbys Censorer
maatte kunne opholde sig 4 å 5 Dage her i Byen for at censurere de skriftlige
Arbejder. Skulde Ministeriet imidlertid finde dette ufornødent, maatte Fakultetet
ønske for de mulige Følgers Skuld at modtage et udtrykkeligt Paalæg i saa Hen-
seende fra Ministeriet. Dette blev imidlertid ikke givet.
—	I Anledning af, at det til Rejseudgifter og Diæter for faste Censorer for
1871—72 disponible Beløb 200 Rd. var blevet overskredet med 97 Rd., til-
kjendegav Ministeriet under 23de August 1872 Sognepræsterne Lind og Rørdam,
at det fremtidig ej saa sig i Stand til at vederlægge deres Rejseudgifter og
Diæter med et større Beløb, end indtil, 100 Rd. for hver, og opfordrede dem derfor
til i deres egen Interesse at bidrage deres til, at deres Ophold her i Byen ikke
udstrakte sig ud over den højst nødvendige Tid. Ved at meddele Fakultetet dette,
anmodede Ministeriet Fakultetet om, at dette ogsaa for sit Vedkommende vilde
bidrage hertil saa meget som muligt.
—	Foranlediget ved en Anmodning fra Censorerne ved de juridiske Examina
om, nogle Dage forinden det samlede Møde til de skriftlige Opgavers Vedtagelse,
at erholde Meddelelse om, hvilke Opgaver Fakultetets Medlemmer vilde bringe i
Forslag, besluttede Fakultetet, mundtlig ved Dekanus I eller 2 Dage før det
nævnte Møde at gjøre Censorerne bekjendt dermed.
III. Forelæsninger, Øvelser og Exauiiua.
1. Examina til Erhvervelse af akademisk Borgerret med dertil
hørende Tillægsexamina.
a. Om Tillægsexamen i Henhold til Lov af 2den April 1809.
Til Ministeriet var fra polyteknisk Examinand C. Christiansen indkommet et
Andragende om, at Fordringerne ved den under 2den April 1869 anordnede*Prøve
for Erhvervelse af akademisk Borgerret for hans Vedkommende maatte indskrænkes
til det Pensum, der i Følge Undervisningsloven af 1ste April 1871 fordres af
dem, der have gjennemgaaet det matheinatisk-naturvidenskabelige Kursus. I en
fra Kommissionen for Afholdelse af Adgangsexamen ved Universitetet under 29de
Oktober 1871 afgivet Erklæring fraraadede denne at bevilge Andragendet, idet
den bemærkede, at den kun kunde anse det for i og for sig uheldigt ved Afhol-
delsen af Prøverne at tage Hensyn til en Skolelovs Examensbestemmelser, der
først flere Aar efter vilde træde i Kraft, hvortil kom, at der endnu ikke var givet
nogen Anordning om, hvorledes en Tillægsexamen, svarende til den nu gjældende,.
3*
20
Universitetet 1871—1873.
vilde blive at afholde, naar den nye Skolelovs Examensbestemmelser traadte i
Kraft. Kommissionen skjønnede derfor ikke rettere, end at de, der for Tiden
vilde underkaste sig en Tillægsexamen, raaatte gjøre det efter de nu gjældende
Regler og at der ikke var Grund til at fritage for noget af de ved disse fast-
satte Fag. Hertil sluttede Konsistorium sig i Skrivelse til Ministeriet af (9de
November, og under 17de næst efter tilkjendegav dette Andrageren, at det ansøgte
ikke kunde bevilges.
b. Anordning af 1ste Juli 1872 om Tillægsexamen, henholdsvis i Latin og Græsk-
og i Latin, for dem, som ville indstille sig til theologisk eller fuldstændig
juridisk Embedsexamen, efter at have taget den mathematisk-naturvidenskabelige
Afgaugsexamen i Henhold til Lov af 1ste April 1871 angaaende Undervisnin-
gen i de lærde Skoler.
J Lov af 1ste April 1871 om Undervisningen i de lærde Skoler § 7 be-
stemmes, at de akademiske Borgere, som have taget den mathematisk-naturviden-
skabelige Afgangsexamen, for at kunne indstille sig til den theologiske eller fuld-
stændig juridiske Embedsexameu, have at underkaste sig en Tillægsexamen ved
Universitetet, henholdsvis i Latin og Græsk og i Latin, og at de nærmere Be-
stemmelser herom ville være at give ved kgl. Anordning. Til Udførelse
af disse Bestemmelser paalagde Ministeriet i Skrivelse af 22de Marts 1872
Konsistorium at indhente Betænkning fra vedkommende Fakulteter, og derefter
meddele Ministeriet Forslag til, saavel Fordringerne i Fagene som Maaden, paa
hvilken Prøven antoges at burde afholdes, Karakterberegningen ved samme m. v.,
Konsistorium nedsatte en Komite, bestaaende af Konferentsraad Madvig eg Deka-
nerne for det theologiske og juridiske Fakultet, til at tage deune Sag under Over-
vejelse. Under 26de April 1872 afgav den nævnte Komite sin Erklæring, i
hvilken den ytrede, at bemeldte Tillægsexamen formentlig burde indrettes saa-
ledes, at der til den krævedes ganske det samme i Latin for Juristernes, og i
Latin og Græsk for Theologernes Vedkommende, som i disse Fag ved Afgangs-
examen fordres af dem, der følge den klassiske Retning. Som en Følge heraf
burde Prøven i Latin, baade for Theologernes og Juristernes Vedkommende, for-
mentlig være, dels skriftlig, bestaaende i en Oversættelse fra Latin til Dansk, dels
mundtlig, bestaaende i Examination i et Pensum af saadant Omfang, som ved
Anordningen om Undervisningen i de lærde Skoler af 5te August 1871 § 4
Litr. b. 1. er bestemt, og i Oversættelse af ikke læst lettere Prosa, og Prøven i
Græsk for Theologernes Vedkommende burde formentlig være alene mundtlig, og
bestaa i Examination i et opgivet Pensum af saadant Omfang, som er angivet i
den jiys nævnte Anordnings § 4 Litr. b. 2. Der burde være Adgang til at
underkaste sig den her omhandlede Tillægsexamen to Gange om Aaret i de sæd-
vanlige Examenstider. — Prøven, hvis Udfald kan burde betegnes ved „Bestaaet"
eller „Ikke bestaaet", burde afholdes af de tvende Professorer i den klassiske
Filologi og en Professor, henholdsvis af det theologiske eller det juridiske Fakultet,
som Censor. — Da denne Tillægsexamens Hensigt var at give Sikkerhed tor, at
den studerende havde de Forkundskaber, som behøvedes til Studiet af hans særlige
Fag, var det nødvendigt, at der laa en passende Tid mellem den og EmbedB-
examen, og Komiteen foreslog derfor^ at det skulde bestemmes, at ingen maatte
indstille sig til Embedsexamen, før 2 Aar efter at han havde bestaaet den hei
Omhandlede Tillægsexamen. Med Hensyn til Theologerne foresloges det, at det
Filosofisk Examen.
21
maatte tillades dem at sætte den foreskrevne Prøve i patristisk Latin i Forbindelse
med den her omhandlede Tillægsexamen, saaledes at de fritoges for at underkaste
sig hin Prøve, naar de til denne Examen, foruden det oven angivne Pensum i
Latin opgave Hagens og Listovs patristiske Krestomati, eller et dertil svarende
Kvantum af de latinske Kirkefædres Skrifter.
Denne Betænkning tiltraadtes af det rets- og statsvidenskabelige Fakultet,
dog med Undtagelse af et enkelt Medlem, og af det theologiske Fakultet, der dog
foreslog den Modifikation, at Prøven i patristisk Latin ikke burde forbindes med
denne Tillægsexamen, fordi Hensigten med disse tvende Examiner var indbyrdes
forskjellig. Konsistorium sluttede sig i Skrivelse af 10de Juli 1872 til Komiteens
Betænkning, med den af det theologiske Fakultet foreslaaede Modifikation.
Ministeriet tiltraadte i sin Forestilling til Kongen Konsistoriums Forslag,
som bifaldtes ved kgl. Anordning af 1ste Juli 1872.
Anordningen lyder saaledes:
Vi Christian den Niende, af Guds Naade Konge til Danmark osv., Gjere
vitterligt: Til Gjennemferelse af Lov af 1ste April 1871 om Undervisningen i de
lærde Skoler i Danmark § 7 byde og befale Vi herved:
Der indrettes ved Kjøbenhavns Universitet en Tillægsexamen, henholdsvis i
Latin og Græsk og i Latin, for dem, som efter at have taget den mathematisk-
naturvidenskabelige Afgangsexamen, ville indstille sig til theologisk eller fuldstændig
juridisk Embedsexamen.
Ved denne Examen kræves ganske det samme, som i Henhold til Anord-
ningen af 5te August 1871 om Undervisningen i de lærde Skoler §4 b. 1. og 2.
og § 5 b. 1. og 2,, ved Afgangsexamen fordres i Latin og Græsk af dem, som
følge den sproglig-historiske Retning.
Prøven, hvis Udfald kun betegnes ved „Bestaaet" eller „Ikke-Bestaaet", af-
holdes to Gange aarlig i de sædvanlige Examensterminer af Professorerne i den
klassiske Filologi samt en Professor af, henholdsvis del, theologiske eller det juri-
diske Fakultet, som Censor.
Ingen kan indstille sig til Embedsexamen, førend 2 Aar efter at han har
bestaaet denne Tillægsexamen.
Hvorefter alle vedkommende sig have at rette.
Givet paa Amalienborg, den 1ste Juli 187 2.
Under Vor Kongelige Haand og Segl.
Christian R.
(L. S.)	_____________
C. Hall.
* ' ' ' O- ' J	. -	'!	f[r:	t.> $f. v 4.r *! . !
2. Om den filosofiske Prøve og Forelæsninger i det første
akademiske Aar.
a. Bekjendtgjørelse af 8de September 1871 om Forandringer i den filosofiske
Prøve ved Universitetet,
Under de Forhandlinger, som førtes 1 Aaret 1863 med Hensyn til det af
Ministeriet rejste Spørgsmaal om en Forkortelse af Skoletiden ved de lærde Skoler
og en Tilbagevenden til den tidligere saakaldte anden Examen, enten i dens op-
rindelige eller i en noget modificeret Skikkelse, Forhandlinger, som det i øvrigt
ikke er Stedet her at omtale i deres Helhed, var der i en Betænkning af 20de
22
Universitetet 1871
— 1873.
Maj 1863, der blev afgivet af et af Medlemmer saavel af det filosofiske som af
det mathematisk-naturvidenskabelige Fakultet bestaaende Udvalg udtalt, at den
ved Bekjendtgjørelse af 7de September 1850 anordnede almindelige filosofiske Prove
ved Universitetet ved sit Omfang og de stærke Fordringer, den gjorde til de stu-
derende, havde faaet en Betydning, hvorved den var kommet til at forfejle Tanken
med dens Indretning. Det hed herom i Betænkningen, at det havde været Me-
ningen med Undervisningsplanen af 13de Maj 1850, at den studerende strax ved
sin Indtrædelse ved Universitetet skulde kunne begynde det særskilte Fagstudium,
til hvilket han havde bestemt sig (Linde I, 88). Man havde derfor fjernet fra
Universitetet alle de Fag, der betragtedes som henhørende til den almindelige
forberedende Dannelse, alene med Undtagelse af Filosofien, som ikke syntes pas-
sende at kunne henlægges til Skolerne. Man mente, at de studerende ved Siden
af deres Fagstudium kunde høre filosofiske Forelæsninger, og forlangte ikke, ja
ønskede ikke engang, at den filosofiske Prøve toges i det første Aar, men fordrede
kun, at den skulde være absolveret, inden Studenten stededes til Embedsexamen.
Men dette havde vist sig uudførligt i Praxis. Dels Overleveringens Magt, dels
det naturlige Onske at faa den ene Examen fra Haanden, inden man begyndte
ret at tænke paa den anden, havde bevirket, at alle Studenter enten toge eller
dog prøvede paa at tage den filosofiske Prøve i det første Aar. De stærke For-
dringer, som dette Fag hidtil havde stillet til de studerende, havde medført, at
de ikke ret for Alvor kunde tage fat paa deres Embedsstudium før Afslutningen
af den filosofiske Prøve, og for saa vidt som de prøvede derpaa, bleve de paa den
mest forstyrrende Maade afbrudte i den sidste Halvdel af det andet Semester, naar
den filosofiske Examen nærmede sig og den egentlige Examenslæsning begyndte.
Dette var imidlertid en Mangel i Undervisningsplanen, som burde afhjælpes. lid-
valgets Flertal (R. Nielsen, J. L. Ussing, J. Steenstrup, C. Holten og A. Steen)
mente derfor, at det filosofiske Kursus ikke som hidtil skulde bestaa af 3, men
kun af 1 Fag, nemlig filosofisk Propædeutik, hvorunder alt det fornødne at Psy-
kologi og Logik let kunde optages, og at dette Kursus skulde afsluttes paa 4
Timer ugentlig i et Aar. Efter at være saaledes indskrænket, vilde det formentlig
ikke virke synderlig forstyrrende paa Fagstudiernes regelmæssige Gang, især hvis
de forskjellige Fakulteter iagttog stadig at holde Forelæsninger afpassede efter
Begyndernes Tarv, dels orienterende Foredrag over Fagstudiet og Vejledning til
den rette Studeremaade, dels Indledning til de mere specielle Udviklinger. Disse
Foredrag maatte da uden Undtagelse indrettes saaledes, at de kunde afsluttes
samtidig med det filosofiske Kursus. For Medicinernes \edkommende vilde det
vistnok være tilstrækkeligt, at de til den medicinske Forberedelsesexamen hørende
Fag udgjorde Gjenstanden for de indledende Foredrag, der da burde være afslut-
tede ved Udgangen af det tredje Semester efter Studentens Immatrikulation. l*et
vilde formentlig følge af disse Forandringer, at den filosofiske Examen i Reglen
toges efter det første Aars Forløb^ og dens Udfald burde da ogsaa faa tilbørlig
Indflydelse ved Stipendieuddelinger. Til at bestaa i denne Prøve burde mindst
kræves Karakteren tg. I Henhold hertil udtalte Udvalgets Flertal sig for^ at dei
ved Siden af det filosofiske Kursus ved Universitetet, som skulde indskrænkes til
4 Timer ugentlig i 1 Aar, holdtes indledende og orienterende Forelæsninger over
Fagvidenskaberne.
To af Udvalgets Medlemmer (Westergaard og Ussing) kunde imidlertid heller ikke
finde sig tilfredsstillede ved en saadan Ordning af den filosofiske Prøve. l»e be-
Filosofisk Examen.
23
mærkede, at den filosofiske Prøve var en Levning af den tidligere anden Examen,
som var blevet tilbage ved Universitetet, medens de øvrige Fag henlagdes til
Skolerne. Ved at kræve, at man skulde have mindst tg. i dette Fag for at be-
staa, indrømmede man det større Betydning, end alle andre, thi i intet andet Fag
stilledes en saadan Fordring; man kunde bestaa selv med mdl. eller slet i et
enkelt. Ved at indskrænke Filosofien til et enkelt Fag og lade Prøvens Udfald
komme an paa en eneste Examinators Skjøn, vilde man gjøre det endnu betænke-
ligere at opstille en saadan Fordring. Og vilde man sætte Minimumskarakteren
lavere endnu, til mdl., kunde det vist med Grund siges, at den, der ikke havde
haft større Udbytte af sit filosofiske Studium, end at han fortjente Karakteren
mdl., lige saa godt kunde have ladet være at studere Filosofi. Filosofiens Studium
ved Universitetet burde derfor være en fri Sag. Uden Tvivl vilde enhver taalelig
begavet Student føle Trang til at benytte Universitetets Vejledning til at gjøre
sig bekjendt med Filosofiens Elementer, ligesom det ogsaa var at vente, at Pro-
fessorerne i de andre Fag bestandig vilde opfordre deres Elever dertil; men
Universitetet burde ogsaa ved sine Vidnesbyrd vise, at det lagde særlig Vægt
paa, at dets studerende havde tilegnet sig filosofisk Dannelse. Mindretallet mente
derfor, at der burde indrettes en filosofisk Prøve, enten af samme Omfang som
den nærværende eller som den tidligere ved kgl. Resol. af 16de April 1847 fast-
satte, og at de studerende, der havde bestaaet denne Prøve, ikke blot ved Udde-
lingen af Universitetets Beneficier, men ogsaa senere ved Embedsansættelse burde
gaa forud for dem, der ellers i Anciennetet og Examenskarakterer stode lige med
dem, eller endog vare lidt forud for dem, men som ikke havde taget den filo-
sofiske Examen. Udvalgets Flertal sluttede sig subsidiært til Mindretallet.
Til yderligere Støtte for en Indskrænkuing af det filosofiske Kursus bemær-
kede to af Udvalgets Medlemmer (Westergaard og Allen), ved at begrunde et fra
Flertallets afvigende Forslag om Grænsen mellem Skolen og Universitetet, føl-
gende. Det filosofiske Foredrag havde hidtil været henlagt dels til to Professorer,
som læste hver over sit Afsnit, den ene over Psykologi og Logik, den anden
over Propædeutik, dels doubleret, idet den ene Række af disse Foredrag var blevet
holdt af to Professorer, mellem hvilke Studenten kunde vælge. Den første Deling
maatte aabenbart lide af den Ulempe, at forskjellige filosofiske Standpunkter hos
Docenterne let kunde forvirre Tilhørerne og burde derfor helst bortfalde. Double-
ringen derimod kunde ikke andet end være til Gavu og Lettelse for Studenten,
naar han først havde forstaaet at gjøre sit Valg af den Docent, han vilde følge,
og den burde derfor bibeholdes. Henlæggelse af hele Filosofien til et enkelt, men
ved en anden Lærer doubleret Foredrag blev derhos nødvendig, naar Tiden
ikke tilstedede at lade Udstykningen i Fag vedblive at bestaa. Der maatte da
holdes et enkelt filosofisk Kursus, hvis Indhold nærmest maatte overlades Docenten,
men som dog væsentlig vilde karakteriseres ved sit Forhold til den videnskabelige
Fordannelse, til hvis Afslutning Filosofien skal medvirke, og til de Specialstudier,
hvortil den skal indlede. Dets Gjenstand burde da helst kaldes filosofisk Propæ-
deutik, men det maatte være Docenten forbeholdt deri at optage det, som han af
Psykologi, Logik og Filosofiens Historie maatte finde passende og nødvendigt,
naar det Timeantal, der stilledes til hans Raadighed, indskrænkedes til 4 Timer
om Ugen. Udenfor dette turde der nemlig neppe gaas, naar der skulde blive Tid
til at høre forskjellige andre Foredrag, som Mindretallet foreslog optaget i et
Overgangskursus ved Universitetet (14 a 16 Timer ugentlig), til ordentligt Selv-
24
Universitetet 1871 —1873.
studium, og naar Proven skulde afsluttes efter Udgangen af det første akademiske
Aar, hvad der burde kræves som Regel for at berettige til Adgang til Stipendier.
Til Udvalgets Flertal sluttede sig i en afgiven Erklæring det mathematisk-
naturvidenskabelige Fakultet, medens der i det filosofiske Fakultet ved Afstemnin-
gen ikke viste sig nogen Majoritet for noget af Forslagene. I Konsistorium
(Skrivelse til Ministeriet af Ilte Juli 1863) sluttede det overvejende Flertal sig
til Udvalgets Flertal. Kun blev det af Konsistoriums juridiske Medlemmer be-
mærket, at der ved indledende og orienterende Forelæsninger over Fagvidenskaberne,
som Flertallets Forslag omtalte, formentlig for Retsvidenskabens Vedkommende
kun kunde være sigtet til saadanne juridiske encyklopædiske Forelæsninger, som
allerede holdtes i hvert Efteraarshalvaar og som gik ud paa, dels at give Anvis-
ning til Anlæg og Ordning af det juridiske Studium, dels at gjøre de studerende,
som begyndte paa Retsstudiet, bekjendte med de vigtigste Begreber indenfor
Retssfæren og de vigtigste retlige Institutioner efter disses almindelige Karakter,
bortset fra nogen bestemt enkelt Retsforfatning. En Forelæsning af denne Art
kunde imidlertid, ligesom hidtil, afsluttes i et Semester og burde ikke strække sig
ud over denne Tid. Derimod vilde det være ugjørligt i et Aar at tilendebringe
saakaldte Institutionsforelæsninger over den danske Retsvidenskabs Hovedfag, med
mindre man hertil vilde lægge Beslag paa 2 a 3 Docenters hele Tid, og Fakul-
tetet vilde herved blive ude af Stand til paa tilbørlig Maade at varetage den
samme i øvrigt paahvilende Forelæsningsvirksomhed. Disse Bemærkninger til-
traadtes for det theologiske Fakultets Vedkommende af dettes Medlemmer i Kon-
sistorium.
Efter at de Forhandlinger om Skolen og dens Forhold til Universitetet, i
Forbindelse med hvilke Spørgsmaalet om den filosofiske Prøves Omordning var
rejst, vare afsluttede ved kgl. Resol. af 25de November 1864, bekjendtgjort den
30te s. M., jfr. Bekjendtgjørelse af 15de April 1865, paalagde Ministeriet ved
Skrivelse af 23de Januar 1865 Konsistorium at tage hint Spørgsmaal under tor-
nyet Overvejelse, idet der henvistes til den ovenfor omtalte Udvalgsbetænkning
samt til en i Extraktgjenpart medfølgende, af Undervisningsinspektøren ved de
lærde Skoler, Konferentsraad Madvig, afgiven Betænkning, der gik i samme Ret-
ning og ansaa en Forandring i den filosofiske Examens Omtang og Stilling tor
paatrængende nødvendig.*) Konsistorium nedsatte et Udvalg, bestaaende af Pro-
*) Den ommeldte Extrakt af Undervisningsinspektørens Betænkning lyder saaledes:
Post 9. Da det væsentlige Indhold af den tidligere anden Examen hen-
lagdes til den med et Aar forlængede Skole, inen det foreløbige Kursus i Filosofi
for samtlige studerende forblev ved Universitetet, var det langt fra at være
Tanken, at dette filosofiske Kursus skulde beskæftige de studerende et Aar eller
den største Del af et Aar, og saaledes den hele Studietid omtrent forlænges
med et Aar (idet Skoletiden blev et Aar længere, og Universitetet krævede et Aar
eller henimod et Aar foruden den paa Fagstudiet anvendte Tid), ligesaahdt som
at den Tid, der anvendtes paa Filosofien, skulde udsondre sig som et eget Afsnit
fra den øvrige akademiske Tid. Et filosofisk Kursus at ikke synderligt større
Omfang end det tidligere tænkte man sig, om end lidt fyldigere og indledende i
Filosofien i Almindelighed, i Stedet for at blive staaende ved de specielle Afsnit:
Psykologi, Logik og Moral, skulde gjennemgaas af 'de studerende ved Siden at
deres Embedsstudier paa den Tid, hvor de følte sig mest oplagte dertil, men i
ethvert Tilfælde absolveres før Embedsexamen. Man havde forregnet sig, og bagen
har i Virkeligheden stillet sig anderledes. Traditionens Magt, de filosofiske Do-
centers Opfatning og Raad (saavidt jeg ved), Studenternes Lyst til strax at til-
endebringe, hvad der endnu stod tilbage af foreskrevet Undervisning og af Lxamen
Filosofisk Exainen.
25
fessor Clausen, Konferentsraaderne Forchhammer og Madvig samt Professorerne
Nielsen, Levy, Gram og Brøchner til at tage denne Sag under Overvejelse i For-
ening med Konferentsraad Sibbern, saafremt han dertil maatte være villig. Ud-
udenfor deres Hovedfag, Forældres og Værgers ønske, i denne Tilendebringelse at
se en første Prøve paa akademisk Flid, og de akademiske Autoriteters "hermed
sammentræffende Betragtning ved Stipendieanliggender, idet, ligesom for Karak-
teren for anden Examen, nu Karakteren for Filosofi (efter dens Grad o«- over-
hovedet dens Tilstedeværelse, altsaa Examens Tilendebringelse) tog Plads°som et
væsentligt Moment i Vurderingen af de ansøgendes Kvalifikation, alt dette bevir-
kede strax, at det betragtedes som det rigtige, regelmæssige og fra Universitetets
Side i det hele forudsatte og forlangte, at den filosofiske Prøve absolveredes i det
første akademiske Aar. Men hermed forbandt sig da to andre, hinanden gjensidig
understøttende Forhold, det ene, at de filosofiske Docenter, der ligesom havde de
studerende henviste til sig et Aar, efterhaanden med en forstaaelig Iver udstrakte
deres Kursus's Grænser, det andet, at de fleste studerende, der i det første Aar
havde et Arbejde anvist, og det et Arbejde, større end det oprindelig var paa-
tænkt, fandt dette tilstrækkeligt til at udfylde den langt større Del af dette Aar,
om ikke det hele, og kun lidet og uden Kraft begyndte paa deres egentlige Stu-
dium. \ i have altsaa faaet et særligt, saakaldet filosofisk Aar, en anden Examen
alene af Filosofi. Dette er meget betænkeligt eller rettere forkasteligt, hvad enten
man ser hen til Forlængelsen af Studietiden (samtidig med, at Fagstudierne stadig
synes at voxe i Omfang) eller til den Vane, Studenten i det første Aar faar til
et ikke kraftigt og fuldstændigt Arbejde, eller til den dermed i Forbindelse
staaende, som jeg vil kalde det, aandelige Diæt i dette Aar. Enhver maa sige
sig selv, at de færreste Studenter, især i det første akademiske Aar, medbringe
eller faa en saadan Sans for Filosofi, at Sysselsættelsen hermed alene eller over-
vejende virkelig kan optage eller beskæftige og nære deres Sind et Aar igjennem
Enhver maa erkjende, at Filosofien er en Læregjenstand, til hvilken man ikke kaii
eller bor foreskrive den studerende, eller ved Indretningen opfordre ham til at
hengive sig omtrent udelukkende et enkelt og just det første Aar. Det er klart
at man, idet man foreskriver de studerende at høre et filosofisk Kursus, meget
mindre ved, hvad man virkelig foreskriver dem at sysselsætte sig med og at lære
end ved enhver anden Læregjenstand, idet det ligger i Filosofiens Natur, at den
ene Filosof ikke ser Filosofiens Indhold i det, hvori en anden ser det Man hen-
viser i Grunden den unge ganske til de Individualiteter, der for øjeblikket beklæde
de filosofiske Læreposter, og som indbyrdes kunne gaa en ganske forskjellig Vei.
Hvad man derfor egentlig ene tør og bør forlange, idet man foreskriver alle de
studerende at høre et filosofisk Kursus, er, ikke at han skal lære et vist Kvantum
af (for den, der giver Forskriften) i det enkelte ubekjendt og ubestemmelig Filo-
sofi, men at han skal et øjeblik aabne sit Sind for, henvende sin Tanke paa
den filosofiske Opgave, det filosofiske Problem, og lade dette, hvis det ved
Docentens fremstilling kan faa Greb paa hans Sind, virke paa sig idet man
tillige henstiller det for Docenten som Formaalet. at lede hen fil
ger, øvelser, Examinatorier, o.
. v., ligesom det bør udtales og paases, at hvor et
4
26
Universitetet 1871—1873.
valget opfordredes til tillige at tage Spergsmaalet om Betingelserne for Adgangen
til den filosofiske Prøve under Overvejelse, hvilket Spørgsmaal oftere havde været
Gjenstand for Forhandling, i hvilken Henseende henvistes dels til Lindes Medd. I,
S. 88 ff, dels til en Indstilling fra Konsistorium til Ministeriet af 5te Januar 1865
med Ministeriets Svarskrivelse af 9de s. M. *) Under 30te Maj s. A. afgav denne
fuldkommen tilstrækkeligt Bevis for saadan Flid i det selvvalgte Fagstudium
foreligger, der maa Opsættelsen af den filosofiske Prøve ud over det første akade-
miske* Aar ikke komme til Skade. Thi at Tilendebringelsen af denne foreskrevne
Preve udenfor Fagstudiet fremdeles regelmæssigt vil ske i det første Aar, derom
kan efter den nu foreliggende Erfaring ikke tvivles.
Den førstnævnte Skrivelse lyder saaledes:
Til Konsistorium er indkommet de to medfølgende Andragender fra Studen-
terne Eschricht og Madsen, hvori disse, som have underkastet sig Adgangsexamen
ved Universitetet i Maj Maaned forrige Aar, anholde om Tilladelse til, paa Grund
af deres forestaaende Indkaldelse til militær ljeneste, at inaatte indstille sig til
den filosofiske Prøve i indeværende Maaned. Over disse Andragender har det
filosofiske Fakultet afgivet den hosfølgende Betænkning af 10de f. M. Ligeledes
har Konsistorium modtaget det vedlagte Andragende, hvori Studenterne Stemann,
Dethlefsen og Ulrich, der, i Henhold til det dem af Rektoren for Flensborg Skole
i Marts Maaned forrige Aar meddelte Modenhedsbevis, have erholdt særlig Dis-
pensation til at immatrikuleres ved Universitetet, for deres Vedkommende begjære
Tilladelse til i denne Maaned at underkaste sig den filosofiske Prøve.
I Anledning af disse forskjellige Andragender har Konsistorium haft Lejlig-
hed til paany at overveje Spergsmaalet om, hvorvidt studerende, der ere immatri-
kulerede i det ene Aars Efteraarshalvaar, uden videre kunne indstille sig til den
filosofiske Prøve i Januar Maaned det paafølgende Aar. Som det vil erindres, har
dette Spørgsmaal i Aarene 1853 og 1854 været Gjenstand for udførlige Forhand-
linger mellem Ministeriet og Konsistorium-, medens Konsistorium troede at burde
gi øre gjældende, at den i Bekj. af 26de April 1847 § 5 indeholdte Bestemmelse
at der ikke burde gives nogen Adgang til den filosofiske Prøve, før et Aar efter at
han var blevet immatrikuleret ved Universitetet, ikke var ophævet ved Bekj. at
7de September 1850, fastholdt Ministeriet, at den foran nævnte Bestemmelse, ved
ikke at optages i Bekj. af 7de September 1850, var faldet bort, og fandt ikke
nogen Grund til at bringe den tilbage igjen. I Overensstemmelse hermed har Mi-
nisteriet ogsaa ved flere Lejligheder udtalt, at den Student, som kun et halvt
Aar har været ved Universitetet, ligefrem kan indstille sig til den filosofiske
Preve
Konsistorium finder ikke nogen Opfordring til paany at fremdrage Spergs-
maalet, om Bekj. af 26de April 1847 §5 endnu staar ved Magt eller ikke,
men selv om dette Spørgsmaal besvaredes benægtende, kan der dog vistnok
reises begrundet Tvivl, om det Resultat, hvortil Ministeriet er kommet i denne
Sag, har tilstrækkelig Hjemmel i Universitetslovgivnmgen. I Universitetsfundatsen
Kap. 1. S 11 er fastsat, at hvis nogen Student, som opholder sig ved Kjøbenhavns
Universitet, ikke kan bevise, at han ordentlig og stadig har hørt Kollegier i de
Videnskaber, han efter sin Bestemmelse skal dyrke, da bør han ikke stedes til
nogen Examen. Denne Bestemmelse maa Konsistorium anse anvendelig ogsaa paa
den filosofiske Prove. Det er nemlig indlysende, at ligesom hin almindelige Para-
graf i Universitetsfundatsen for den filosofiske Prøves Vedkommende maatte staa
ved Magt ved Siden af den særlige Bestemmelse i Bekj. af 2bde April
1847 § 5, saaledes kan den heller ikke anses tor ophævet ved Bekj. at
7de September 1850. Men maa dette anses for rigtigt, følger heraf fremdeles, at
det bør overlades de 3 Professorer, som afholde den filosofiske Prøve, at afgjøre,
om vedkommende har opfyldt den oven nævnte Bestemmelse i Universitetsfundatsen,
ocr om der er Anledning til i det enkelte Tilfælde at dispensere fra samme (jfr.
sidste Stykke i den citerede Paragraf). Dette vil jo heller ikke være andet end,
hvad der gjælder for de øvrige Universitetsexaminers Vedkommende, og Konsisto-
rium er forvisset om, at de filosofiske Professorer ved den nærmere Anvendelse at
hin Bestemmelse i Universitetsfundatsen ville udvise den samme Liberalitet, som
den, der vises med Hensyn til Universitetets øvrige Examina.
endnu tilføje, at der i den sidste Passus af Ministeriets Skrivelse af 23de December
1853 forekommer en Ytring, som formentlig ganske stemmer med den Opfattelse
man i det foregående har tilladt sig at gjore gjældende. Som det vil erindres
var den nævnte Skrivelse foranlediget ved et i Efteraarshalvaaiet 1853 indkomme
Andragende fra L. A. Ipsen, hvori han anholdt om Til ladelse til at benytte de
filosofiske Forelæsninger i dette Semester, uagtet han, hindret ved Sygdom i
havde kunnet fuldeude den Afgangsexamen i det v. Westenske Institut,
Filosofisk Examen.
27
Komite sin Erklæring underskrevet af de ovenfor nævnte Mænd, med Undtagelse
af Konferentsraad Sibbern, der ikke havde ønsket at deltage i Komiteens For-
handlinger. Fuldstændig Enighed var ikke opnaaet; de to Professorer i filosofi
stillede som Mindretal et forskjelligt Forslag fra det, hvorom Udvalgets 5 andre
Medlemmer havde forenet sig.
Det hedder i denne Betænkning:
„Undertegnede Clausen, Forchhammer, Madvig, Levy og Gram ere ved egen
og flere af vore Kollegers Iagttagelse og ved Samtaler med de yngre studerende
selv komne til den Overbevisning, at de studerende i det første akademiske Aar,
der af dem til Dels ensidigt opfattes og udsondres som et særligt, til den filosofiske
Prøve henlagt Afsnit, altfor meget indskrænke sig til blot at høre de filosofiske
Forelæsninger og forberede sig til den filosofiske Prøve, medens de undlade
nogenlunde alvorlig og stadig at tage fat paa deres Fagstudium eller de dertil
hørende speciellere Forberedelsesstudier. Følgen heraf er da, at de færreste ved
Enden af det første Aar kunne siges at have gjort en god Begyndelse paa deres
Fagstudium, at have orienteret sig og lært at arbejde med Sikkerhed og Fasthed;
herved opstaar baade umiddelbart en utilbørlig Forlængelse af det akademiske
Studium, og derhos en uheldig Indflydelse paa samme i det hele, der ikke opvejes
ved et tilsvarende virkeligt større og grundigere Udbytte af det filosofiske Ind-
ledningskursus. Ligesom dette Kursus nemlig efter den derom gjældende Lovgiv-
nings Ord og Hensigt ikke er eller bør være beregnet paa at optage en flittig
studerendes hele eller dog næsten hele Kraft og Interesse og udfylde hans Tid
med tilstrækkeligt Arbejde i et helt Aar, saaledes er det formentlig klart, at for
det meget store Flertal af studerende, især i den Alder, i hvilkeu de komme til
Universitetet, den Interesse og Receptivitet for filosofisk Meddelelse og Selvtænk-
ning, som de kunne antages at medbringe, eller hvortil de kunne vækkes, har en
Grænse, udover hvilken de ikke med noget Udbytte af sund Tilegnelse og naturlig
Udvikling kunne føres, om end andet Aandsarbejde og Uddannelse ligger stille,
og udover hvilken man ikke bør forsøge at føre dem, og lige saa indlysende, at
denne Grænse ingenlunde rigtig kan sættes saaledes, at den hele eller største Del
af deres Tid og Flid igjennem et helt Aar anvendes paa Filosofi alene. Medens
derfor nu ogsaa en saadan fuldstændig Optagen af de unge studerendes hele Tid
han hivde indstillet sig om Sommeren, og først til Nytaar knnde blive stedet til
en ny Prøve. Det hedder nu i Slutningen af den anførte Skrivelse fra Ministeriet,
efter at det er gjort gjældende, at Bestemmelsen i Bekj. af 26de April
1847 § 5 var ophævet ved Bekj. af 7de September 1850, „at heraf lige-
frem vil følge, at saafremt Ansøgeren i nærværende Tilfælde meddeles Tilladelse
til at besøge Forelæsningerne, vil det ikke kunne formenes ham at underkaste sig
den filosofiske Prøve, der afholdes i næstkommende Juni Maaned, endskjønt der,
naar lian underkaster sig Adgangsexamen i forestaaende Januar Maaned, da ikkun
vil være forløbet et Semester fra hans Immatrikulation ved Universitetet".
Idet Konsistorium i Overensstemmelse hermed tillader sig at imødese Mini-
steriets Afgjørelse af Sagen i Almindelighed, skal man dog, da den filosofiske
Prøve i denne Maaned vil blive afboldt om nogle Dage, for at ikke Forhandlingen
om Sagens almindelige Side skulde blive til Hinder for, at de 5 Studenter, hvis
Ansøgninger hermed følge, kunne indstille sig til denne Prøve, tillade sig ærbø-
digst at andrage paa, at Ministeriet, afset fra den Afgjørelse, som det almindelige
Spørgsmaal mulig vil erholde ved Ministeriets Resolution, vil tillade disse 5 stu-
derende at indstille sig til den nævnte Prøve, og tør man henlede Opmærksom-
heden pa.i det ønskelige i, at denne Tilladelse meddeles saa snart som muligt.
Ved Ministeriets Skrivelse af 9de s. M. blev den ansøgte Tilladelse nægtet
Andragerne.
4*
28
Universitetet 1871
-1873.
og Kraft for et udelukkende filosofisk Studium ikke i Virkeligheden finder Sted,
indtræder der dog for ikke faa i det første Aar og allermest i den sidste Halvdel
deraf en Afbrydelse af andet alvorligt og sammenhængende Studium og Aånds-
arbejde, et med Hensyn til Vedligeholdelse og Tilegnelse af positiv Kundskab
temmelig tomt Mellemrum imellem Skolen med dens encyklopædiske Dannelse og
Fagstudiet, et Forhold, der foruden det umiddelbare Tidstab er uheldigt baade for
Bevarelse af Kontinuiteten imellem Skole- og Fagdannelsen og for Vanen til
regelmæssigt og planmæssigt Arbejde for et fjernere Fremtidsmaal og for selve
den rette Opfattelse og Bearbejdelse af den indledende filososfiske Dannelse ved
Siden af og i Forhold til det speciellere Fagstudium. Vi indrømme villigt, at de
filosofiske Docenter ikke have fremkaldt eller bære Skyld for dette Forhold, der
dels beror paa Traditionens Magt, dels finder sin Støtte i en Tilbøjelighed, der
er stærkere, end man i 1847 og 1850 ved Anordningen af denne hele Gjenstand
antog, og som leder de studerende, dels til at søge ethvert foreskrevet forberedende
Kursus tilendebragt snarest muligt, altsaa her i det første akademiske Aar (og i
denne Retning har Tilbøjeligheden unægtelig fundet nogen særlig Understøttelse
og Opmuntring ogsaa ved Stipendievæsenet), dels til, naar der til et bestemt Tids-
afsnit henlægges et vist foreskrevet Arbejde, da at betragte hele Tidsafsnittet som
bestemt dertil og tilstrækkelig udfyldt derved, om dette end ingenlunde er Menin-
gen eller bør være saa, og derfor fritage sig for andet Arbejde. Heri ligger da
ogsaa, naar en særlig filosofisk Prøve ved Universitetet maa bibeholdes, Vanske-
ligheden ved at modarbejde det af os antagne Misforhold, den mindre gode og
fyldige Anvendelse af det første akademiske Aar, selv om de filosofiske Docenter
undgaa enhver Fristelse til at udvide Grænserne for deres Opgave, og for deres
Fag at vinde Noget af den Tid og Kraft, der ellers maaske spildes. Vi tro
imidlertid, at der baade kan og bør gjores noget for at stille Sagen i det rette
Lys, og vejlede de studerende til den rigtige Forbindelse af tilbørlig Hengivelse
til det filosofiske Tndledningskursus med alvorlig Begyndelse af Arbejdet i andre
Retninger. Hertil anse vi det for væsentligt at betegne det filosofiske Kursus
som, hvad det er, et forberedende og indledende Kursus, beregnet paa at vække
de studerendes Opmærksomhed for Filosofien i Almindelighed og lede til foreløbig
Forstaaelse af dens Opgave, dens Methode og dens Forhold til den positive Viden-
skab og de særlige Studier, men at betage det Udseendet af et af flere bag sam-
mensat Examenskursus, der ved denne Sammensætning og det derved ligesom be-
tegnede Omfang paa en Maade optræder som berettiget Arving til det tidligere
anden Examens Aar, og med det samme mulig at indskrænke Omfanget og Ar-
bejdskravet lidt ved Opgivelse af noget Stof, der for selve Formaalet, den viden-
skabelige Indledning til Filosofien, har en underordnet Betydning. Det forekom-
mer os, at der er sket et Misgreb derved, at man, idet man indførte Forelæsnin-
ger over og Prøve i filosofisk Propædeutik, ved Siden deraf bibeholdt de specielle
filosofiske Discipliner, der tidligere foredroges til den filologisk-filosofiske Examen,
Psykologi og Lugik (fra 1847 —1850 ogsaa Ethik). Navnet Propædeutik betegner
paa den ene Side just, hvad der naturligen kan opstilles og foreskrives for enhver
studerende at høre og gjennemgaa, og det lader paa den anden Side vedkom-
mende Docent fuld Frihed til at vælge det Stof og den Vej, ved hvilket og ad
hvilken han tror bedst og rettest at lede de unge til rigtig Forestilling om Filo-
sofi, filosofisk Tænkning og Mothode, medens en Forskrift om specielle Disciplinei
Filosofisk Examen.
29
let kommer i Misforhold til Filosofiens Udvikling til enhver Tid og Docentens
Opfattelse heraf. Det vil næppe kunne modsiges, at i de senere Aar det væsent-
lige, og paa de unge virksomme Indhold af det filosofiske Forberedelseskursus har
ligget i Foredragene over Propædeutik, og de to filosofiske Docenter, der have
deltaget i Komiteens Forhandlinger, have, saavidt vi forstaa dem, lagt ringe \ ægt
paa Betydningen af Forelæsninger over den formelle Logik og, hvad Psykologien
angaar, i det ringeste betegnet den empirisk beskrivende Sjælelære, der har plejet
at foredrages, for ikke særdeles egnet til at være væsentlig Bestanddel af det for-
beredende filosofiske Kursus. Naar de i Stedet derfor dog have antaget, at der
til Propædeutiken vedblivende burde føjes en speciel Forelæsning over og Prøve i
en enkelt filosofisk Disciplin (en Aandsvidenskab), for paa den nærmere at efter-
vise den filosofiske Methode og Begrebsbehandling, da tro vi, at en saadan særlig
Exemplifikation paa en ikke bestemt og ikke i sin Særegenhed for nødveudig
erkjendt Gjenstand ligger udenfor .et Indledningskursus, og at Docenten har det
i sin Magt indenfor Propædeutikens frie Omraade og med Benyttelse af den dertil
anviste Tid at udrette, hvad der kan anses for egnet til at paalægges alle stu-
derende. Naar det filosofiske Indledningskursus indskrænkes til en enkelt, ene
gjennem to Semestre gaaende Række af Forelæsninger (hvorved gives Tid til Til-
egnelse og Bearbejdelse), og naar tillige de to filosofiske Professorer, for hvilke
der er normeret Plads, skiftes til at holde denne Forelæsningsrække hvert andet
Aar, vil ogsaa disse Læreres Tid og Virksomhed mindre optages af et blot forbe-
redende Kursus, og være dem til friere Raadighed for andre Forelæsninger. Vel
ville paa denne Maade de studerende ikke i det første Aar have Valget imellem
to Professorer, men dette Valg (som ved foreskrevne Forelæsninger og en derpaa
følgende Éxamination vistnok nødig bør berøves de studerende) vil blive frit for
dem, der ikke just ville absolvere det filosofiske Kursus i det forste Aar, naar
man kun, hvad der var Meningen baade 1847 og 1850, vil bestemt frafalde at
betragte Tilendebringelsen af den filosofiske Prøve i det første Aar som et tem-
melig nødvendigt Bevis paa akademisk Flid, navnlig i Stipendiesager, derunder
indbefattet Udbetalingen af Oplagspenge, men i dets Sted modtage og lade gjælde
andre Beviser for hørte Forelæsninger, benyttede Ovelser og Examinatorier, Beviser,
som man i ethvert Tilfælde bør fordre ved Siden af Tilendebringelsen at den
filosofiske Prøve. At en længere Udsættelse af den filosofiske Prøve end til det
andet Aar, saaledes som det nu viser sig, at Sagen tages, og fremdeles vil blive
taget, kan vække en Formodning mod den studerende, der kun kan hæves ved
særdeles gode Beviser i anden Retning, skal ikke nægtes. Det er og vil vel stedse
blive sjældent, at der før Tilendebringelsen af det andet Studieaar er Spørgsmaal
om Tilstaaelse af større Universitetsstipendier. Anses det imidlertid rigtigere, at
de filosofiske Docenter, ligesom i de sidste Aar, hvert Aar læse ved Siden af
hinanden, hvorved i selve det første Aar en Valgfrihed for de studerende be-
holdes, og antage de filosofiske Docenter selv dette for rigtigt, da ligger deri
ingen Hindring for, hvad vi i Hovedsagen foreslaa, nemlig, at det almindelige
indledende filosofiske Kursus for de studerende indskrænkes til
en enkelt Forelæsningsrække over filosofisk Propædeutik i gjen-
nem et Aar, og til en Prøve i, hvad der i disse Forelæsninger er
foredraget, med en enkelt Karakter derfor, saaledes at Temmelig
godt er Betingelse for, at Prøven anses for bestaaet. Til at moddele
30
Universitetet 1871 —1873.
det for et saadant Kursus nødvendige anse de tre af os (Clausen, Madvig og
Levy) fire ugentlige Forelæsningstimer igjennem de to Semestre (et Antal, der
ikke fuldstændig i de senere Aar er brugt til den filosofiske Propædeutik) for til-
strækkelige, og tro derfor, at Forelæsningerne bør indskrænkes dertil. En For-
øgelse af denne Forelæsningsrækkes Omfang og af det, der saaledes bliver Gjen-
stand for Prøven i filosofisk Propædeutik, vilde let medføre en ligefrem Forøgelse
af Arbejdskravet, i Sammenligning med, hvad i de senere Aar Prøven i Propæ-
deutik i Forbindelse med Proven i Psykologi og Logik i Virkeligheden har krævet.
To af os (Forchhammer og Gram) have derimod ikke, lige overfor de filosofiske
Docenters bestemte Udtalelse af, at et ugentligt Timetal af 4 vil være utilstræk-
keligt for dem til paa en for dem selv og de studerende fyldestgjørende Maade at
foredrage Propædeutiken, dristet os til at tage Ordet for en saa vidt gaaende
Indskrænkning af det nu anordnede ugentlige Timetal, men mene, at man bøi
blive staaende ved en Nedsættelse fra 8 til 6 Timer ugentlig. Derved vil efter
vor Formening ikke vindes saa lidt, naar — hvad vi forudsætte — de 6 limer
ikke tør overskrides ved til de egentlige Foredrag at føje Repetitorier eller Exa-
minatorier i Kxtratimcr, og den Betragtning, som af vore Kolleger, Clausen,
Madvig og Levy, navnlig er gjort gjældende til Fordel for et limetal at 4 som
Maximum, kunne vi ikke anerkjende for aldeles rigtig eller træffende. Naar det
af dem fremhæves, at man ved at gaa ud over de 4 Timer ligefrem vilde lorøge
Arbejdskravet, i Sammenligning med, hvad der i de senere Aar virkelig har været
krævet, gaar man ud fra nu bestaaende tilfældige og rent individuelle Personal-
forhold, som let kunne forandres saaledes, at Sammenligningen vil give et ganske
andet Resultat. Derhos er det ved den nævnte Betragtning overset, at Logik og
Psykologi fremtidig skulle bortfalde som særskilte Forelæsnings- og Examinations-
fag, og at det da vil være nødvendigt at optage en Del at det under samme
hørende Stof i Propædeutiken. Vi antage alle fem, at der ved en saadan Ordning
ikke paa nogen Maade vil ske mindste Indskrænkning i den Adgang, som Filo-
sofien igjennem dens Lærere ved Universitetet bør have til at tilvende sig samt-
lige studerendes Opmærksomhed og paavirke deres Aand ved en alvorlig Opfor-
dring, og til at tiltrække dem, hvis Individualitet har og kan vækkes til Modtage-
lighed derfor, til et mere indtrængende Studium; maaske turde denne Ordning
endog medvirke til at stille den filosofiske Dannelse for de studerende som noget,
der ikke i et kort Tidsrum skal afsluttes, men som noget, der skal tilegnes og
bearbejdes efterhaanden, efter at den første almindelige Orientering ei vundet.
Med den anførte Fbrskjel i Meningen om Timetallet forene vi os altsaa i den
ovenfor fremsatte Indstilling, idet vi tillige betegne det som efter vor Meniug til-
strækkeligt og rigtigt, at de to Lærere i Filosofien skiftevis hvert andet Aai foie-
drage Propædeutiken, saaledes at dog hver af dem hvert Aar examinerer dem, det
have hørt ham enten det samme eller foregaaende åar, inen i øvrigt ikke lægge
Vægt paa dette Punkt, hvis de filosofiske Docenter foretrække begge at læse
hvert Aar.
Undertegnede Nielsen og Brøchner, hvis Forslag angaaende det rimeantal,
der skulde indrømmes det filosofiske Kursus, er blevet antaget at Komiteens
Majoritet, medens deres Forslag til en Deling af dette Kursus i to Fag hai haft
Flertallet imod sig, stemme overens med deres Kolleger i Komiteen i Onsket oui
tit modarbejde en utilbørlig Forlængelse af det akademiske Studium og at fremme
Filosofisk Examen.
31
en energisk og frugtbringende Benyttelse af det første Studieaar, hvilket ikke
heller de anse for at være bestemt til eller hensigtsmæssigt at kunne benyttes til
en udelukkende Beskæftigelse med det forberedende filosofiske Studium; — og de
indrømme, skjønt deres egen Erfaring i denne Henseende fører til et noget andet
Resultat end deres Kollegers, Sandsynligheden af, at den nuværende Ordning af
det filosofiske Kursus, vel ikke ved de Fordringer, det stiller, eller den Anvendelse
af Tid og Kræfter, det kræver, men derved, at det overhovedet bestaar som for-
beredende Kursus med en egen, dertil knyttet Prøve, kan give et større Antal af
de studerende, især af de Fakulteter, i hvilke der ikke, som i det medicinske,
gives en Kreds af Forelæsninger, udtrykkelig og udelukkende beregnede paa Be-
gyndere, Anledning til en for deres Studier overhovedet uhensigtsmæssig Anven-
delse af det hele første Aar, eller af den overvejende Del deraf, paa den filosofiske
Examen alene. Men idet de have søgt Midlerne til, uden ganske at opgive det
nu bestaaende filosofiske Kursus, — hvad der fra ingen Side er blevet anset for
ønskeligt, — at hæve det Misforhold, der antages at bestaa, have de maattet
fjerne sig fra deres Kollegers Opfattelse og Forslag.
Medens nemlig Komiteens Flertal søger det væsentlige Middel i en saadan
Omordning, der, ved Siden af noget at formindske Fordringernes Omfang, ind-
skrænker Forelæsningerne og Prøven til et enkelt Fag, for saaledes „at stille det
forberedende Kursus i det rette Lys ved at betage det Udseendet af et sammensat
Examenskursus, der ved sin Sammensætning og sit derved ligesom betegnede
Omfang kunde optræde som berettiget Arving til det tidligere anden Examens
Aar", saa kunne vi ikke andet end nære Frygt for, at en saa vidtgaaende Om-
ordning, i Stedet for paa en Gang at fremme Fagstudiernes og det filosofiske
Studiums Tarv, vil være til væsentlig Skade for det sidste, og derigjennem for
Universitetsstudierne overhovedet. Vi lægge i denne Henseende særligt Eftertryk
paa Prøvens Indskrænkning til et Fag: den filosofiske Propædeutik. Idet det
nemlig let vil være indlysende, hvad der ogsaa af Flertallet er fremhævet, at det,
ogsaa naar Propædeutiken blev eneste Forelæsningsgjenstand, vilde staa i de filo-
sofiske Docenters Magt at drage et Stof, der kunde udskilles som særskilt Fag,
ind under Propædeutiken som Bestanddel i den Udvikling, gjennem hvilken den
filosofiske Tænknings Ejendommelighed og Forhold til de andre Videnskabers
Tænkningsformer gjordes klar, saa vilde der ikke mellem den af Flertallet fore-
slaaede Ordning og en Bibeholden af flere Fag blive nogen Forskjel med Hensyn
til Realiteten, men kun en Navneforskjel, og netop af denne Grund vilde den
foreslaaede Ordning, da den ikke vilde kunne medføre en virkelig Lettelse for de
studerende, nødvendigvis faa Udseende af at være udelukkende beregnet paa, i
den Forstand at sætte Sagen i et forandret Lys, at den nedsatte den i de stude-
rendes Forestilling, og den vilde derved, efter vor Mening, uundgaaelig føre tii at
bibringe de studerende den Anskuelse, at den hele Sag nu ikke mere skulde have
nogen væsentlig Betydning, og at det filosofiske Kursus skulde behandles som en
i Forhold til de specielle Studier ligegyldig Bisag, over hvilken der skyndsomst
burde stræbes hen til den udelukkende Beskæftigelse med Fagstudierne.
Idet vi gaa ud fra det Princip, at enhver af Universitetet fordret Forbere-
delse, for ikke at blive illusorisk, bor hævdes i sin virkelige Betydning, og idet
vi anse det for et væsentligt Middel hertil, at den til Forberedelsen knyttede
Piove har en Form, svarende til hin Betydning, foreslaa vi derfor Sagen ordnet
32
Universitetet 1871—1873.
ad en anden Vej, ad hvilken det filosofiske Studiums berettigede Fordringer kunne
opfyldes paa samme Tid,- som der virkes hen til en fuldstændig og energisk Be-
nyttelse af den hele Studietid.
Med Hensyn til, hvad der direkte angaar Ordningen af det filosofiske Kursus,
Bestemmelsen af dets Omfang og Indhold, stille vi det dobbelte Forslag, at der
til dette Kursus indrømmes 6 ugentlige Forelæsningstimer gjennem to Halvaar, og
at det deles i to Fag: den filosofiske Propædeutik og en af Aandsvidenskaberne.
Det første, af 4 Komitemedlemmer støttede Forslag, ved hvilket det nu-
værende Antal af ugentlige Forelæsningstimer formindskes med 2, staar lige over
for de 3 andre Komitemedlemmers Forslag, der begrænser Timeantallet til 4. Vi
nære den Overbevisnng, at dette sidste Timeantal vilde være utilstiækkeligt til
paa en grundig og frugtbringende Maade at løse den stillede Opgave, til at give
en virkelig Erkjendelse af Filosofiens Væsen, dens Tænkningsform og Methode, i
Forhold til de særskilte Videnskabers, og til derigjennem hos dem, hvis Individua-
litet er modtagelig derfor, at vække en alvorlig Interesse for videregaaende filoso-
fiske Studier. At der under de nuværende Forhold, medens Propædeutiken staar
ved Siden af to andre filosofiske Discipliner, kun er anvendt 4 Timer til den, kan
tkke tale for Tilstrækkeligheden af dette Timeantal, naar disse andre Discipliner
bortfaldt, gjennem hvilke der ved Foredragene over Propædeutiken paa forskjellige
Punkter kunde forudsættes et Stof som bekjendt, og fra hvilke, naar de ikke mere
foredroges, et ikke ubetydeligt elementært Stof maatte gaa over i den propædeu-
tiske Forelæsning. Det forekommer os ikke heller at være en gyldig Indvending
mod vort Forslag, at det forlangte Timeantal skulde føre til en ligefrem For-
øgelse af Arbejdskravet, i Sammenligning med, hvad i de senere Aar Prøven i
Propædeutik, i Forbindelse med Prøven i Psykologi og Logik, i Virkeligheden har
fordret, da det er indrømmet, at det ikke er Fordringernes Omfang, der har med-
ført det antagne Misforhold, og Sammenligningen derfor maatte gaa ud, ikke fra
Fordringer, der ansaas for kun tilsyneladende at kræves opfyldte, men fra, hvad
der burde kræves og kunde kræves uden nogen Oveilæsselse.
Vort andet Forslag: Forslaget til en Deling af det filosofiske Kursus
i to Fag, støtter sig dels paa videnskabelige, dels paa væsentlige praktiske Hen-
syn. Der tilsigtes ved denne Deling en relativ Afsluttethed af det forberedende
Kursus, idet det, efter at den formelle Logik var bortfaldet som særlig Forelæs-
ningsgjenstand, hvortil den, efter vor Opfattelse, ikke egner sig, skulde bestaa af
et Fag, der gjennem Sammenligningen med de andre Erkendelsesformer kunde
fere til Bestemmelsen af Filosofiens Erkjendelsesart og Opgave, og af et, der viste
deus Erkjendelsesart i sammenhængende methodisk Anvendelse, og dens Opgave
løst indenfor en filosofisk Disciplins Kreds. Valget af denne have vi, netop af
Hensyn, ikke blot til de studerendes forskjellige Retninger, men ogsaa til den filo-
sofiske Videnskabs Udviklinger og Docenternes Stilling til og Opfattelse af disse,
ønsket overladt til de docerende, kun med den Begrænsning, som Hensynet til
Filosofiens nuværende Udvikling har gjort tilraadelig, at det indskrænkes til Aands-
videnskaberne. Vi forudsætte en saadan Behandling af den valgte Disciplin baade
med Hensyn til Omfang og Indhold, at Forelæsningen derover bevarer sin Karak-
ler som Led af et indledende og forberedende Kursus.
De praktiske Hensyn, der have forekommet os at tale for Delingen, ere at
forskjellig Art. Først og fremmest have vi, i Modsætning til Flertallet, ment at
Filosofisk Examen.
33
mautte fastholde en saadan ydre Form for det filosofiske Kursus, at det gjentiem
den for de studerende umiddelbart kunde vise sig som noget, der havde en væ-
sentlig Betydning og krævede en alvorlig Sysselsættelse. Netop i denne Retning
vilde en Flerhed af Fag og af Examensgjenstande være af Betydning, og en Mis-
forstaaelse af det hele Kursus's og af Prøvens Karakter vilde paa den simpleste
og virksomste Maade kunne forebygges, naar der ved hvert akademisk Studieaars
Begyndelse, enten af en af de filosofiske Docenter eller af en anden dertil valgt
Docent, i en kort Række af Foredrag, beregnede paa samtlige de unge studerende,
blev udviklet for disse, hvorledes Universitetet opfattede det indledende Kursus og
dets Forhold til Fagstudierne, hvilke Fordringer det stillede til de studerendes
Arbejde, og hvilke Veje det anviste dem til, jævnsides med Benyttelsen af de
filosofiske Forelæsninger, at begynde og fortsætte de særlige Studier. Vi have
dernæst fastholdt Delingen af den Grund, at der kun ved den vilde levnes de
filosofiske Docenter Tid til en sammenhængende Forelæsningsvirksomhed udenfor
det indledende Kursus, medens der, naar dette Kursus sammenfattedes i en Fore-
læsning af det nødvendige Omfang, i det mindste hvert andet Aar ved det vilde
blive dem paalagt et saa omfattende Arbejde, at der næppe ved Siden deraf kunde
blive Tale om anden Virksomhed. Vi have endelig fastholdt en Deling, fordi der
ved den vilde kunne gives et større Antal studerende, der vilde høre en bestemt
Docent, Anledning til, hvad der i flere Retninger turde anses for ønskeligt, først
at underkaste sig den filosofiske Examen ved Slutningen af det andet Studieaar
medens derimod, naar der kun holdtes en filosofisk Forelæsning, denne, efter sin
Bestemmelse, maatte høres ved det akademiske Studiums Begyndelse,
og derved baade en Udsættelse af Prøven og et Valg mellem Docenterne blev
afskaaret.
Foruden saadanne Bestemmelser for Omfanget og Inddelingen af det filo-
sofiske Kursus, der, idet de modificere dets nuværende Form, holde Forandringerne
indenfor saadanne Grændser, at det beholder sin Karakter som et væsentligt Led
i det hele Universitetsstudium, og foruden de ovenfor antydede orienterende Ind-
ledningsforedrag og hensigtsmæssige Begyndelsesforelæsninger i de enkelte Fakul-
teter foreslaa vi tillige, som Middel til det af os tilsigtede øjemeds Opnaaelse,
saadanne Bestemmelser med Hensyn til Stipendiefordelingen, at der paa den ene
Side lægges den fornødne Vægt paa, at Forelæsninger i de særlige Fag ere
hørte, men paa den anden Side ogsaa tillægges, ikke saa meget Attesterne for at
have besøgt filosofiske Forelæsninger, som Udfaldet af den absolverede filosofiske
E'røve, den væsentlige og fremtrædende Betydning, der tilkommer den lige overfor
Hidsbeviser, der i de allerfleste Tilfælde ikke garantere andet, end at vedkom-
mende i enkelte Timer have været tilstede, hvor en Forelæsning blev holdt. En
saadan Betydning vilde der f. Ex. tillægges den filosofiske Prøve, naar den, der
havde bestaaet den med en Karakter, svarende til et Gjennemsnit af Mg. eller Ug.,
med et mindre Antal af andre Forelæsninger, antoges at have givet et sikrere og
vægtigere Bevis paa Flid, end den, der havde bestaaet Prøven med en Gjennem-
snitskarakter, svarende til Godt, men ved Siden deraf kunde fremlægge Beviser
tor at have hørt et større Antal Forelæsninger.
Vi sammenfatte til Slutning vore Forslag til den fremtidige Ordning af det
filosofiske Forberedelseskursus og den dertil knyttede Prøve saaledes:
Universitets-Aarbog.	5
34
Universitetet 1871 —
1873.
1)	til det indledende Kursus i Filosofi indrømmes der, gjennem to Halvaar,
6 ugentlige Forelæsningstimer;
2)	det indledende Kursus deles i en Forelæsning over filosofisk Propædeutik og
en Forelæsning over en af Aandsvidenskaberne, der frit vælges af Docenten,
og behandles med særligt Hensyn til Tilhørernes Standpunkt og Kursus'ets
øjemed;
3)	der gives ved en Doublering af Forelæsningerne indenfor en Cyklus af to Aar
de studerende Lejlighed til frit Valg mellem Docenterne;
4)	til at bestaa Examen fordres som Minimum 2 Tg. eller et Mdl, og en Ka-
rakter, der er højere end Tg.
De af os, der ovenfor have udtalt sig som Flertal, føle sig ikke opfordrede
til specielle Modbemærkninger mod, hvad der sidst er udviklet af dem, der udgjøre
Mindretallet. Kun dette tro de at burde antyde, at de ikke skjønne, hvorledes
Sammendragningen af det filosofiske Kursus i en Forelæsning mere skulde træde
hindrende i Vejen for dem, der ønskede at opsætte Prøven til Enden af det andet
Studieaar, end Delingen i to Forelæsninger, der begge holdtes i samme Aar, og
at de ikke se, hvorledes man kan foreskrive dem, der skulle bortgive Stipendier,
en saadan bestemt og enkelt Regel for Afvejningen af Beviserne for akademisk
Flid, som af Mindretallet er foreslaaet.
Ved Siden af det almindelige Spørgsmaal om Indretningen af den filosofiske
Prøve har Konsistorium opfordret os til at ytre os om det særlige Spørgsmaal,
der flere Gange efter 1850 er kommet frem, om Betingelserne for at indstille sig
til den filosofiske Prøve, navnlig hvad angaar den Tid, der skal antages at maatte
være forløbet fra vedkommende studerendes Immatrikulation, og hans deraf betin-
gede Adgang til at høre filosofiske Forelæsninger, inden han kan stedes til Prøven.
Ligesom Komiteen, i hvilken om dette Punkt ikke har været Uenighed, maa til-
træde, hvad der i Konsistoriums Skrivelse til Ministeriet for Kirke- og Undervis-
ningsvæsenet af 5te Januar d. A. er ytret om, at den i Bekj. af 26de
April 1847 § 5 indeholdte Bestemmelse om, at ingen maatte stedes til den filo-
sofiske Prøve fer et Aar, efter at han var blevet Student, ikke kan siges at
være hævet ved Tavsheden om dette Punkt i Bekj. af 7de September 1850,
og at i ethvert Tilfælde, selv om hin specielle Bestemmelse maatte anses
for ophævet, den tidligere almindelige Bestemmelse i Universitetsfundatsen Kap. I
§ 11 om Benyttelse af Forelæsninger og akademisk Undervisning som Betingelse
for Adgang til Examina naturligen maa føre til at antage, at den studeiende
(naar ikke særlig Dispensation erhverves) ikke kan indstille sig tidligere til den
filosofiske Prøve, end efter den Tid fra hans Immatrikulation af, i hvilken det
første filosofiske Forelæsningskursus tilendebringes, saaledes maa Komiteen, hvad
Sagen selv og det ønskelige og rigtige angaar, holde paa, at den studerende i
Reglen ikke bør kunne indstille sig til Prøven før ved Enden af det første
akademiske Aar, ikke blot, for at han kan have Lejlighed til at benytte et helt
Forelæsningskursus, men tillige for at han efter Indtrædelsen ved Universitetet i Ro
og uden Hastværk kan sukcessive tilegne sig og forarbejde hos sig det filosofiske
Kursus's Indhold. Medens den studerende maa have Frihed til at udsætte Prøven
til den Tid, da han finder sig bedst oplagt til at bestaa den, bør der være et
bestemt Forbud mod Forsøg paa ilsomt at affærdige den. I de Tilfælde, hvor
særegne Omstændigheder skulde tale for en Afvigelse, maa en Dispensation søges.
Filosofisk Examen.
35
— Vi mene altsaa, at Bestemmelsen i Bekj af 26de April 1847 i denne Hen-
seende udtrykkelig bor fornys."
Komitebetænkningen kom til Forhandling i Konsistorium i et Mode den 30te
August 1865, og blev derefter forhandlet i et Møde af den akademiske Lærer-
forsamling den Ilte September 1865. Udfaldet af disse Forhandlinger blev med-
delt Ministeriet ved Konsistoriums Skrivelse af 22de September 1865. I Konsi-
storium erklærede et overvejende Flertal sig enigt med Komiteen i, at det almin-
delige, indledende filosofiske Kursus for de studerende indskrænkedes til en enkelt
Forelæsningsrække over filosofisk Propædeutik gjennem et Aar, og til en Prøve i,
hvad der i disse Forelæsninger var foredraget, med en enkelt Karakter derfor,
saaledes at Temmelig godt var Betingelse for, at Prøven ansaas for bestaaet.
Det forekom Konsistorium, at det af Komiteens Minoritet, de 2 filosofiske Docenter,
stillede Forslag, at det indledende filosofiske Kursus skulde deles i en Fore-
læsning over filosofisk Propædeutik, og en Forelæsning over en af Aands-
videnskaberne, ikke stemmede med den rette Betydning af dette Kursus, der
netop skulde have en indledende og forberedende Karakter og kun var beregnet
paa at vække de studerendes Interesse for Filosofien i Almindelighed, hvorfor
det ikke syntes at burde udstrække sig til de specielle filosofiske Discipliner.
Komiteens Minoritet havde støttet sit Forslag om en Deling af det filosofiske
Kursus i 2 Fag væsentligt derpaa, at der ved Siden af Forelæsningerne over Propæ-
deutik burde findes et Fag, som kunde vise Filosofiens Erkjendelsesart i sammen-
hængende methodisk Anvendelse og dens Opgave løst indenfor en filosofisk Di-
sciplins Kreds, og i Forbindelse hermed udtaltes den Forudsætning, at den valgte
Disciplin med Hensyn til Omfang og Indhold vilde blive behandlet saaledes, at
Forelæsningen derover bevarede sin Karakter som Led i et indledende og forbe-
redende Kursus. Men Konsistorium maatte anse det for meget tvivlsomt, om
denne Forudsætning, paa hvilken der maatte lægges en særlig Vægt, vilde kunne
holde Stik, og om det overhovedet vilde blive muligt at iagttage det i et Indled-
ningskursus rette Forhold mellem Forelæsninger over Propædeutiken og den anden
filosofiske Forelæsning, naar disse 2 Discipliner i det enkelte Kursus skulde fore-
drages af tvende forskjellige Docenter, mellem hvis filosofiske Retning der vistnok
hyppigt vilde vise sig en ikke uvæsentlig Forskjel. — Et Forslag, der blev frem-
sat i Konsistorium, at man burde søge nøjere at bestemme og angive Indholdet
af den propædeutiske Forelæsning, hvilket formentlig især vilde være tilraadeligt,
naar der ikke længere skulde holdes særskilte Forelæsninger over den formelle
Logik, i hvilken Videnskab alle studerende uden Hensyn til Studiefag burde have
fornøden Undervisning, blev forkastet med overvejende Majoritet.
Med Hensyn til Spørgsmaalet om det Antal Timer, der skulde indrømmes
til Forelæsningerne over et indledende filosofisk Kursus, sluttede 8 af Konsistoriums
Medlemmer sig til Komiteens Minoritet, der havde foreslaaet 4 ugentlige Timer i to
Semestre, medens 3 af Konsistoriums Medlemmer sluttede sig til Komiteens Majoritet,
der havde troet, at der i Betragtning af de filosofiske Docenters bestemte Erklæring
i saa Henseende burde indrømmes 6 Timer om Ugen i 2 Semestre til Forelæsninger og
Examinatorier. I øvrigt sluttede Konsistorium sig aldeles til Komiteens Betænkning.
Hvad særligt det sidste i samme omhandlede Spørgsmaal angik, var Konsistorium
fremdeles af den Formening, at den studerende i Reglen ikke burde kunne indstille
sig til den filosofiske Prøve, førend et Aar var forløbet fra hans Immatrikulation.
5*
36
Universitetet 1871
— 1873.
Om man end ikke vilde anse den i Bekj. af 26de April 1847 § 5 indeholdte
Bestemmelse herom for gjældende, efter at Bekj. af 7de September 1850 var udkommet,
syntes det dog klart, at den almiudelige Bestemmelse i Univ. Fund. af 7de Maj
1788 I. §11, der ikke berørtes af Bekj. af 26de April 1847 § 5, umuligt for den
filosofiske Prøves Vedkommende kunde være ophævet ved Bekj. af 7de September
1850. Da heraf maatte følge, at de studerende ikke kunde være berettigede til
at indstille sig til den filosofiske Prøve, førend det for dem bestemte Forelæsnings-
kursus af et Aar var tilendebragt, forekom det Konsistorium, at der aldeles ingen
Betænkelighed kunde være ved nu udtrykkeligt at udtale, at den studerende i
Reglen ikke skulde kunne indstille sig til den filosofiske Prøve, førend der var
forløbet et Aar fra hans Immatrikulation.
Ved den akademiske Lærerforsamlings Møde vare 26 Medlemmer tilstede.
Udfaldet af Forhandlingerne blev følgende. Ved Afstemningen over Komiteens
Flertals Forslag, „at det almindelige indledende filosofiske Kursus for de stude-
rende indskrænkes til en enkelt Forelæsningsrække over filosofisk Propædeutik
gjennem et Aar, og til en Prøve i, hvad der i disse Forelæsninger er foredraget,
med en enkelt Karakter derfor", og over Komiteens Mindretals Forslag, „det ind-
ledende Kursus deles i en Forelæsning over filosofisk Propædeutik og en Forelæs-
ning over en af Aandsvidenskaberne, der frit vælges af Docenten og behandles
med særligt Hensyn til Tilhørernes Standpunkt og Kursets øjemed", fik det
først nævnte Forslag 11 Stemmer for sig, det sidst nævnte Forslag 12 Stemmer,
medens 3 afholdt sig fra at stemme. — Ved Afstemningen over Komiteens Mindre-
tals Forslag, at „til det indledende filosofiske Kursus indrømmes 4 ugentlige
Forelæsningstimer gjennem 2 Semestre" og over Komiteens Flertals Forslag, at
„til det indledende Kursus i Filosofi indrømmes der gjennem 2 Halvaar 6 ugent-
lige Forelæsningstimer", fik det første Forslag 6 Stemmer, medens det sidste
Forslag fik 17 Stemmer for sig. Tre stemte ikke. — Prof. Schiern fremsatte det
Forslag, at Examens Udfald ikke skulde betegnes ved Karakterer, men blot ved
en Kjendelse, lydende paa Bestaaet eller Ikke-bestaaet, men dette Forslag forkaste-
des med 12 Stemmer mod 11. — Et Forslag, først fremsat af Prof. Steen, senere,
efter af denne at være frafaldet, optaget af Prof. Gram, lydende paa, at „Examen
bør afholdes i Sammenhæng af begge de filosofiske Docenter, og Udfaldet afgjøres
ved en Kjendelse, lydende paa Bestaaet eller Ikke-bestaaet", fik 11 Stemmer for
sig og 11 Stemmer mod sig, hvorefter altsaa Forslaget maatte anses som for-
kastet. — I øvrigt sluttede den akademiske Lærerforsamling sig til Komite-
betænkningen.
Under 28de April 1866 tilskrev Ministeriet Konsistorium, at medens det vel,
naar den filosofiske Prøve overhovedet skulde bibeholdes, nærmest vilde være til-
bøjeligt til at erklære sig for den af Komiteens I*lertal toreslaaede Forandiing,
hvorefter de filosofiske Forelæsninger indskrænkedes til en eneste Forelæsnings-
række over Propædeutik, dog saaledes, at dertil, som at et Hertal af Komiteen
foreslaaet, anvendtes 6 Timer ugentlig, var Ministeriet dog, ved at overveje, hvad
der fra de forskjellige Sider var forebragt i den omhandlede Sag, blevet ledet til
at forelægge sig selv det Spørgsmaal, om det ikke nu vilde være tilraadeligst og
rigtigst at lade det tvungne filosofiske Indledningskursus bortfalde, og ganske
ophæve den filosofiske Prøve som en særlig Examen ved Universitetet. Det tore-
kom nemlig Ministeriet tvivlsomt, hvorvidt den Nytte, de studerende kunde lia\e
Filosofisk Examen.
37
af at gjennemgaa et saadant tvungent mindre Kursus i filosofisk Propædeutik,
kunde opveje den Ulempe, at de opholdtes i deres Embedsstudier og forlededes
til at opfatte det første Aar som udelukkende bestemt til at anvendes til filosofisk
Examen. Saa gavnligt det kunde være for dem, hvis aandelige Organisation
gjorde dem modtagelige for filosofisk Dannelse, allerede paa et saadant tidligere
Alderstrin og inden noget betydeligere Erfaringsstof var samlet, at der aabnedes
dem Adgang til at erholde saadan Dannelse, — hvorfor Ministeriet ogsaa mente,
at filosofiske Forelæsninger under alle Omstændigheder burde holdes —, saa lidet
frugtbart antog Ministeriet, at et saadant Studium var for dem, der ikke havde
særlig Begavelse i den omhandlede Retning. Dertil kom, at denne Mangel ofte
kunde ligge i en Umodenhed, som kunde forsvinde med Alderen, og naar et
større positivt Kundskabs- og Erfaringsstof var indsamlet, give Plads for en vir-
kelig Trang til filosofisk Dannelse, der, naar den da fandt sin Tilfredsstillelse,
vilde virke langt mere frugtbringende paa vedkommendes hele aandelige Holdning
og Dygtiggjørelse til Livets Gjerning. Endelig medførte selve Embedsstudierne —
med Undtagelse af det lægevidenskabelige, hvis Fagkreds næppe tilstedede Ind-
bringelsen af noget egentligt filosofisk Element — en ikke ringe filosofisk Dan-
nelse, saa at det i det mindste for de studerendes Vedkommende, der sysselsætte
sig med det juridiske, theologiske og filologiske Studium samt med Forberedelse
til at tage en Magisterkonferens under det filosofiske Fakultet, maatte anses for
mindre nødvendigt, at de gjennem Forberedelsen til den filosofiske Prøve erholdt
en under alle Omstændigheder blot indledende filosofisk Fordannelse. Naar paa
den anden Side de filosofiske Universitetslærere ikke havde den Opgave at lempe
en eller flere Rækker Forelæsninger efter en bestemt Prøves Fordringer, vilde de
faa en, vistnok ønskelig, større Frihed til at behandle de Partier af deres Viden-
skab, som til enhver Tid ligge dem selv nærmest, og som der kunde ventes mest
Modtagelighed for hos de studerende, hvorved atter den frie Interesse for Studiet
at filosofiske Videnskaber turde ventes at ville stige hos den studerende Ungdom.
Ministeriet ønskede derfor taget under almindelig Overvejelse paa en akademisk
Lærerforsamling, om det ikke maatte være rigtigst ganske at ophæve den ved
Bekj. af 7de September 1850 anordnede filosofiske Prøve.
tø)end Konsistorium imidlertid forelagde Sagen for den akademiske Lærer-
forsamling, ønskede det Spørgsmaalet drøftet af en Komite, og udnævnte hertil
Prof. Clausen, Konferentsraad Madvig, Professorerne Nielsen, Gram, Steen,
Buntzen og Brøchner, og denne Komite afgav derefter under 22de September 1866
sin Erklæring. I denne hedder det:
„Komiteen, hvis Medlemmer, med Undtagelse af Professor Buntzen, alle have
deltaget i de tidligere udførligere Forhandlinger om Sagen, har ligesaa lidt ved
de i Ministeriets Skrivelse fremsatte Motiver, som ved det i hine tidligere For-
handlinger fremførte, kunnet lade sig overbevise om Hensigtsmæssigheden af den
antydede Foranstaltning, ved hvilken vort Universitet, der ikke, som saa mange
Universiteter i Tydskland og i andre Lande, kan forudsætte en allerede i Skolerne
meddelt Undervisning i Filosofiens Elementer, vilde blive stillet i et Forhold til den
filosofiske Dannelse, der, saavidt vides, ikke er gjennemført ved noget Universitet
i de Lande, hvis videnskabelige Institutioner indtage en agtværdig Stilling.
Komiteen kan ikke tilegne sig den Opfattelse, at Filosofien skulde være et
særskilt Kundskabsfag, der stod i et saa ulige Forhold til de enkelte Fagstudier,
38
Universitetet 1871 —
1873.
at nogle af disse skulde kunne erstatte Studiet af den, medens andre slet intet
Tilknytningspunkt til den skulde have; og ikke heller kan den indrømme, at der
til et Studium af Filosofien som det, hvorom der er Tale, skulde fordres en særlig
aandelig Organisation. Den opfatter tvertimod Filosofien og den filosofiske For-
danuelse væsentlig fra det Synspunkt, at hin bliver et Udtryk for, denne en
Vejledning til det almenvidenskabelige, til det, der er fælles for alle Videnskaber
som Videnskaber; og den anerkjender ikke andre nødvendige Betingelser for en
frugtbar Benyttelse af det filosofiske Indledningskursus, end den, der er Be-
tingelsen for ethvert videnskabeligt Studinm: Evnen til at tænke klart; og paa
Grund heraf maa den fastholde Hensigtsmæssigheden og Nødvendigheden at en
filosofisk Fordannelse som det for hvert enkelt Fagstudium uden Undtagelse lige
vigtige Middel til gjennem en Klaren af Bevidstheden om \ idenskabens Væsen og
Videnskabernes indre Enhed og Sammenhæng, og gjennem en Frigjørelse fra ensidig
og borneret Fortabelse i det særlige at uddanne og bevare den sande videnskabe-
lige Aand i de særskilte Studier, — og den maa i Overensstemmelse med det
Princip, der ligger til Grund for hele Ordningen af de akademiske Prøver, urgere,
at hvad der maa anerkjendes som nødvendigt for den videnskabelige Dannelse,
altsaa som direkte værende af Betydning for selve Fagstudiet, ogsaa maa vedblive
at gjøres til Gjenstand for en betryggende Prøve.
Deri, at Fagstudierne — og efter Komiteens Opfattelse ikke blot nogle, men
alle Fagstudier — indeholde „filosofiske Elementer", kan Komiteen ikke se nogen
gyldig Grund til den antydede Forandring. De filosofiske Elementer, der ligge i
de enkelte Fagstudier, kunne ikke erstatte den særlige filosofiske Forberedelse,
fordi de som givne i den enkelte Videnskabs konkrete Sammenhæng, og som ud-
prægede ved denne, kun virkelig kunne tilegnes efter deres almene Natur af den,
der allerede er i Besiddelse af det filosofiske Grundlag, hvilket nu faktisk be-
standig forudsættes af de enkelte Fagvidenskaber og maa forudsættes, naai ikke
disse i et deres videnskabelige Form forstyrrende Omtang skulde meddele, hvad de
nu kunne betragte som givet gjennem det filosofiske Indledningskursus.
Komiteen kan ikke føle sig beroliget med Hensyn til Følgerne af Ophævelsen
af deu hele nu bestaaende Ordning ved det Haab, at en frugtbar Trang til filo-
sofisk Dannelse vil gjøre sig gjældende hos de studerende, naar et større positivt
Kundskabs- og Erfaringsstof er indsamlet. Den anser det for langt sandsynligeie,
at de studerende, der fra Begyndelsen af kun have lært Videnskaben at kjende
gjennem den enkelte Fagvidenskab, og særlig de, hvis Fagstudiers empiiiske
Karakter begunstiger Isolationen i Specialiteten og derigjennem en ideløs Op-
fattelse af Livet og Videnskaben, ville fortabe sig i det særlige og i samme Maal,
som de indsamle positiv Specialkundskab, blive ligegyldige og uimodtagelige for
den filosofiske Erkjendelse,
Komiteen kan endelig ikke dele Frygten for, at et til et endnu ringeie Om-
fang, end det nærværende, reduceret Kursus af de studerende skulde kunne opfattes
som bestemt til udelukkende at udfylde det første akademiske Studieaar, eller
tilegne sig den Anskuelse, at den antydede Forandring, ved hvilken det forudsættes,
at filosofiske Forelæsninger for Begyndere skulle vedblive at holdes, skulde kunne
medføre den Fordel, at der skaffedes de filosofiske Docenter en større Frihed, og
at der vaktes en større Interesse for de filosofiske Forelæsninger, end ved den af
Universitetet foreslaaede Ordning, der hverken med Hensyn til Indhold eller Form
Filosofisk Examen.
39
af Forelæsningerne paalægger en Tvang, der i nogen Henseende kunde virke
hæmmende og skadeligt.
Komiteen udtaler det derfor enstemmig som sin Anskuelse, at en Ophævelse
af det filosofiske Kursus som befalet Kursus, og af den filosofiske Prøve som
særskilt Prøve vilde være uhensigtsmæssig og utilraadelig; den har den fuldeste
Overbevisning om, at den af Ministeriet paa Bane bragte Foranstaltning snart
vilde vise sig som et beklageligt Misgreb, og den foreslaar i Henhold til det an-
førte, at de tidligere i Betænkningen af 30te Maj 1865 gjorte Indstillinger fast-
holdes uforandrede."
Konsistorium vedtog enstemmig at tiltræde Komiteens Erklæring med Hensyn
til Spørgsmaalet om Ophævelsen af den filosofiske Prøve. Med Hensyn til dennes
eventuelle nye Ordning ansaa man det paa Sagens daværende Standpunkt for
nødvendigt at fastholde det, som allerede engang for kort Tid siden var vedtaget
af den akademiske Lærerforsamling, og som altsaa etter Bekj. af 18de September
1850 § 2 Litr. b. var at anse som det endelige Udtryk for Universitetets Mening
og -Ønske. I Overensstemmelse hermed gjorde Konsistorium Forslag i den akade-
miske Lærerforsamling, som afholdtes den 22de Oktober næst efter. Forsamlingen
vedtog med 29 Stemmer mod 1 aldeles at slutte sig til Komiteens Betænkning,
for saa vidt Spørgsmaalet om Ophævelsen af den filosofiske Prøve angaar, medens
man med Hensyn til Indretningen af det filosofiske Kursus og den filosofiske
Prøve fastholdt de paa Lære-forsamlingen den Ilte September 1865 vedtagne
Indstillinger. Udfaldet af Forhandlingerne indberettedes til Ministeriet ved Skri-
velse af 6te November s. A.
I den for Kongen nedlagte allerunderdanigste Forestilling bemærkede Mini-
steriet, at eftersom Meningerne om denne Sag havde været saa delte, vilde der
ikke for Ministeriet være nogen synderlig Betænkelighed ved at tilraade den Ord-
ning, som mest stemmede med dets Opfattelse af Sagen, nemlig en Indskrænkning
af Stoffets Omfang til Propædeutiken alene og af Timetallet til 4 ugentlige Timer.
Med Hensyn til det sidste Punkt havde vel baade Konsistorium og den akademiske
Lærerforsamling med en større Majoritet taget Ordet for dets Fastsættelse til 6
ugentlige Timer, men da de filosofiske Professorers Begrundelse i dette Punkt
væsentligt var støttet paa, at der skulde foretages en Deling af Kurset, saaledes
at der foruden Propædeutik skulde foredrages en særlig Aandsvidenskab, kunde
Ministeriet ikke lægge særdeles Vægt herpaa. I denne Opfattelse af Sagen var
Ministeriet yderligere blevet bestyrket derved, at den ene af de filosofiske Profes-
sorer senere havde erklæret sig enig heri, idet han var gaaet ud fra, at Tiden
vilde blive tilstrækkelig, naar der til Grund for Foredraget lagdes et trykt Arbejde,
hvilket Ministeriet endog vilde anse for en Vinding for de studerende, der derved
vilde sættes i Stand til i Forvejen at orientere sig i, hvad der skulde være Gjen-
stand for det mundtlige Foredrag, og saaledes lettere og med større Nytte vilde
kunne følge med i den især i Begyndelsen ofte vanskeligere Form, hvori Viden-
skaben her træder dem i Møde i Sammenligning med den Maade, hvorpaa
dette er sket i Skolen. Derimod kunde Ministeriet ikke tilraade Ophævelsen
af det filosofiske Kursus som befalet Kursus, eller af den filosofiske Prøve
som særskilt Prøve, en Tanke, mod hvilken Konsistorium enstemmig, og
den akademiske Lærerforsamling med 29 Stemmer mod 1 havde udtalt sig.
Ligesaa lidt kunde Ministeriet tilraade et i modsat Retning gaaende Forslag,
40
Universitetet 1871 —1873.
der var kommet under Omtale, nemlig at supplere den filosofiske Prøve med flere
forskjellige Fag, saaledes at det Aar, som den filosofiske Prøve oftest medtog for
de studerende, kom til at give dem et Udbytte, som stod i et passende Forhold
til den paa Prøven anvendte Tid, og saaledes at den Fare fjernedes, som laa i, at
den unge Student i det første akademiske Aar ikke var tilstrækkelig sysselsat
med det ringe Maal, han satte sig, naar han alene holdt sig til det Arbejde, der
krævedes af ham for at bestaa den filosofiske Prøve i dens nuværende Form. Den
Kreds af Fag, som fordredes for at kunne begynde et Fakultetsstudium, var alle-
rede nu saa omfangsrig, at der ikke var nogen Anledning til at forøge den
med flere.
Ministeriet tilføjede til Slutning, at det var dets Agt at stille en indtræn-
gende Opfordring til Fakulteterne om, at der ikke blot gaves en almindelig An-
visning til Studiet, men tillige droges Omsorg for, at der hvert Aar holdtes i det
mindste en Forelæsning, som med virkelig Nytte kunde følges af de unge stude-
rende i deres første akademiske Aar, samtidig med, at de besøgte de filosofiske
Forelæsninger. — Hvad det lægevidenskabelige Fakultet angik, var Forholdet
særegent, idet den lægevidenskabelige Forberedelsesexamen gav en Opfordring til
at beskæftige sig med Fag, som laa meget naturligt for de unge studerende,
hvorfor ogsaa disse Forelæsninger i en omfattende Grad benyttedes af dem. Det
turde derfor vistnok forventes, at under den nye Ordning den Opinion vilde for-
svinde, som i de forløbne 20 Aar siden Indretningen af den filosofiske Prøve
havde dannet sig, og at de studerende vilde overbevise sig om, at de uden Over-
anstrengelse vilde være i Stand til samtidig at følge det filosofiske Kursus og at
høre Forelæsninger over deres Embedsstudium, og at dette ikke lidet vilde bidrage
til dog noget at forkorte den forholdsvis lange Tid, der i de senere Aar i Reglen
medgik, inden de studerende indstillede sig til Embedsexamen.
Ved kgl. Resol. af 8de September 1871, se Bekj af s. D., bleve derefter
følgende Forandringer i den ved Resol. af 1ste September 1850, Bekj. at 7de
næst efter, foreskrevne filosofiske Prøve bifaldede, nemlig:
1)	Det almindelige indledeude filosofiske Kursus for de studerende indskrænkes
til en enkelt Forelæsningsrække over filosofisk Propædeutik.
2)	Forelæsningerne holdes skiftevis af de 2 normerede filosofiske Professorer,
hvert andet Aar i et paa begge Halvaar fordelt Kursus paa 4 ugentlige
Timer.
3)	Prøven afholdes i, hvad dei i de oven nævnte Forelæsninger er foredraget, og
der gives en enkelt Karakter for samme, saaledes at „Temmelig godt" er Be-
tingelse for, at Prøven anses for bestaaet.
4)	Ingen kan stedes til Prøven førend et Aar, efter at han er immatrikuleret
ved Kjøbenhavns Universitet; dog bemyndiges Ministeriet for Kirke- og Un-
dervisningsvæsenet til, hvor særegne Omstændigheder tale derfor, at bevilge
Undtagelse herfra.
5)	I den her foreskrevne Form afholdes Prøven første Gang i Sommeren IH73.
b. Om Forelæsninger i Fakulteterne, beregnede for studerende i det
første akademiske Aar.
—• Samtidig med Udstedelsen af Bekj. af 8de September 1871 om den
filosofiske Prøve tilskrev Ministeriet Konsistorium overensstemmende med den i
Filosofisk Examen.
' *
41
Forestillingen til Hs. Maj. Kongen givne Antydning angaaende Foranstaltninger
til, at de Hindringer, som kunde stille sig i Vejen for den rette Benyttelse af det
første Studieaar, kunde blive fjernede. Ministeriet bemærkede, hvad allerede den
tidligere nedsatte Komite i sin Betænkning af 30te Maj 1865 havde udtalt, at
det, der rnaatte arbejdes hen til, var at overbevise de unge om, at hvor stor
Betydning end den filosofiske Uddannelse, som tilbydes dem af Universitetet i
deres første Studieaar, havde for deres Fremtidsstudium, burde dog det første Aar
ikke udelukkende anvendes herpaa, men at de allerede i dette med Alvor burde
paabegynde deres Embedsstudlum. Et vigtigt Skridt hertil var gjort ved den nye
Ordning af det filosofiske Kursus. Der udkrævedes imidlertid et Supplement her-
til. Medens Forholdene ved det lægevidenskabelige Fakultet vare særlige, idet
der det første akademiske Aar naturligt kunde benyttes, og ogsaa af de'unge
studerende i betydelig Grad var blevet benyttet, til at hore Forelæsninger, ved-
rørende den lægevidenskabelige Forberedelsesexamen, vilde det ved de andre Fa-
kulteter-være nødvendigt, at der hvert Aar ikke blot gaves en almindelig Anvis-
ning til Studiet, saaledes som dette var anordnet for det rets- og statsvidenskabe-
lige Fakultet, men tillige holdtes en eller flere Forelæsninger, der egnede sig til
at følges af de unge studerende i deres første akademiske Aar, og at Tiden for
de filosofiske Forelæsninger paa den ene Side og for de nysnævnte Forelæsninger
over de til Embedsstudierne hørende Fag paa den anden Side lagdes saaledes at
det blev muligt for de unge studerende at bivaane baade den ene og den anden
Række. Ministeriet anmodede derfor Konsistorium om at foranledige, at samtlige
Fakulteter arbejdede hen til dette Maal, og opfordrede det til at vedtage de Regler,
som maatte behøves for at tilvejebringe den hertil fornødne Enighed mellem
Fakulteterne, saa at navnlig Timerne for de forskjellige Forelæsninger, der jævn-
sides skulde høres af de unge studerende, ikke faldt sammen. Ministeriet til-
føjede, at ligesom der tidligere ingen Forpligtelse paahvilede de studerende til at
underkaste sig den filosofiske Prøve umiddelbart efter Udløbet af det første aka-
demiske Aar, saaledes maatte denne Prøve fremdeles kunne udsættes, og det saa
meget mere, som ønsket om at høre en bestemt Docent kunde foranledige den
studerende til at opsætte at hore de filosofiske Forelæsninger til et andet akade-
misk Aar, og at derfor Attest for at have bestaaet den filosofiske Pro ve i det
første akademiske Aar ikke med Nødvendighed skulde kræves som Bevis for aka-
demisk Flid, men at Attest for at have besøgt andre Forelæsninger ved Univer-
sitetet kunde tages som fyldestgjørende Bevis herfor.
I Henhold til denne Skrivelse fra Ministeriet foranledigede Konsistorium
or andhnger om, hvilke Timer der skulde forbeholdes til Forelæsningerne over
filosofisk Propædeutik, særlig mellem de to Professorer i Filosofi og de Universi-
tetslærere, som holde de paa den lægevidenskabelige Forberedelsesexamen beregnede
Borelæsninger og Øvelser, mellem hvilke der lettest kunde befrygtes Kollision.
Da ved disse Forhandlinger den Ordning fik de fleste Stemmer for sig. at der til
de filosofiske Forelæsninger anvistes Timerne Mandag og Onsdag fra 10-11 samt
re ag og Lørdag fra 11-12, blev denne indstillet til Ministeriets Stadfæstelse,
der bier givet ved Skrivelse af 15de Marts 1872. Konsistorium har dernæst ved
tnkulærer t.l samtlige Fakulteter dels meddelt disse Ministeriets Skrivelse af 8de
September 1871 angaaende Afholdelse af Forelæsninger, egnede til at føl-es af
de unge studerende i deres første akademiske Aar, dels givet dem Underretning
Universitets. Aarkir	°
42
Universitetet 1871 —1873.
om de Timer, der ere forbeholdte de filosofiske Forelæsninger, hvortil der altsaa
ved Bestemmelsen af Tiden for hine Forelæsninger i Fakulteterne bliver at tage
Hensyn.
e. Afgjørelse af enkelte Tilfælde, vedrørende den filosofiske Prøve.
Yed Ministeriets Skrivelse af '27de September 187 2 blev det tilladt tvende
studerende, der i Sommeren 1873 havde underkastet sig henholdsvis Adgangs-
examen ved Universitetet og Tillægsexamen efter Bekj. af 2den April 1869, i
Januar 1873 at indstille sig til den filosofiske Prøve i dens hidtil gjældende
Form.
—	En studerende ansøgte i Oktober 1872 om Tilladelse til at indstille sig til
den filosofiske Prøve, saaledes som den var anordnet ved Bekj. af 8de September
1871, allerede i Januar Maaned 1873, uagtet Prøven i denne Form i Følge Be-
kjendtgjorelsen første Gang skulde afholdes i samme Aars Sommer, idet han da
som Ækvivalent for det manglende af Forelæsninger vilde opgive Pensa, som
Professor Nielsen, der i det paagjældende Aar holdt Forelæsninger over filosofisk
Propædeutik, skulde bestemme for ham. Det filosofiske Fakultet fraraadede en-
stemmig, at den ønskede Tilladelse tilstodes Ansøgeren. Det vilde anse det for
utilraadeligt at give den endog i det Tilfælde, at Prof. Nielsen ved sine propæ-
deutiske Forelæsninger anvendte et udforligt trykt Grundlag, til hvilket den hele
Forelæsning neje knyttede sig, og det maatte saa meget mere gjøre det, som et
trykt Grundlag af den Art ikke benyttedes. Et Arrangement, som det af Ansø-
geren angivne, kunde det kun betragte som en vilkaarlig, og i sine Konsekventser
farlig Lempen af den kort Tid i Forvejen for alle fastsatte Ordning efter en
enkelts Bekvemmelighed. Fakultetet maatte derfor insistere paa, at Ansøgeren,
hvis han vilde underkaste sig den filosofiske Prøve i Januar, maatte gjøre det
efter den tidligere Form af Prøven og med Benyttelse af et allerede afsluttet
Forelæsningskursus. Denne Mening blev der af Ministeriet givet Medhold i Skrivelse
af 15de November 1872.	.
—	Et Andragende af December 1872 fra en islandsk Student om, i Januar
Maaned 1873 at indstille sig til den filosofiske Prøve i dens hidtil gjældende
Form, bevilgedes ved Ministeriets Skrivelse af 20de December 1872.
—	Ved Ministeriets Skrivelse af 10de Januar 1873 meddeltes der Prot.
Brøchner, der ved Sygdom var forhindret fra at forlade sit Hjem, paa Grund af
Omstændighederne Tilladelse til at afholde Éxaminationen i Propædeutik ved den
filosofiske Prøve, som et mindre Tal studerende i Slutningen af Januar Maaned
skulde underkaste sig, i sit Hjem, i Stedet for paa Universitetet
3. Forelæsninger og Examina uiider det theologiske Fakultet.
Afgjørelse af enkelte Tilfælde.
Fra en Student, der bekjendte sig til den reformerte Lære, var der ind-
kommet Ansøgning om, at han maatte underkaste sig theologisk Attestats ved
Universitetet. I denne Anledning bemærkede Fakultetet i en under 4de November
1871 til Ministeriet indsendt Erklæring, at da den theologiske Embedsexamen
bestemt til ikke blot at skulle prøve den videnskabelige Dannelse hos dem, dei
bnderkaste sig den, men ogsaa deres Duelighed til at forestaa et gejstligt Embede
i den danske lutherske Kirke (Universitetets Fundats af 7de Maj 17SS Kap. .
Theologisk Embedsexamen.
43
§§ 1 og 10), hvorom Fakultetet i testimonium publicum skulde afgive Vidnesbyrd
(Univ. Fund. Kap. IV. §§6 og 13), kunde selvfølgelig en studerende, som hyldede
en fra den lutherske Kirkes Bekjendelse afvigende Lære ikke stedes til den theo-
logiske Attestats. Imidlertid mente Fakultetet dog, at der saavel i den lutherske
og reformerte Kirkes indbyrdes Forhold, som i den sidstnævnte Menigheds Stilling
i Danmark kunde være Opfordring til at imødekomme theologiske studerende at den
reformerte Konfession, der, fødte her i Landet, .ønskede Vejledning ved det herværende
Universitet og efter fuldendt akademisk Kursus at stedes til en Prøve, hvorved de
kunde erhverve sig et Vidnesbyrd om deres theologisk-videnskabelige Dygtighed.
Saadanne studerende vilde nemlig ellers, selv om de vare Sønner at danske for-
ældre, fremdeles nødes til at søge deres theologisk-videnskabelige Uddannelse ved
fremmede Universiteter, ligesom overhovedet de reformerte Menigheder i Danmark
hidtil have været nødte til at vælge deres Præster blandt Udlændinge, fordi de
kun om disse kunde forskaffe sig tilbørligt Vidnesbyrd om, at de vare i Besid-
delse af den theologiske Danuelse, som begge Kirker gjore til Betingelse for dem,
der attraa Ansættelse i gejstligt Embede. Fakultetet foreslog derfor, at det tor
Fremtiden maatte tillades danske theologiske studerende, som hørte til den refor-
merte Kirke og som havde studeret ved Universitetet, at underkaste sig en tra
den theologiske Attestats særskilt offentlig Prøve, afholdt af det theologiske Fa-
kultets Medlemmer, hvorved disse kunde blive satte i Stand til at afgive Vidnes-
byrd om hine studerende og deres theologisk-videnskabelige Dygtighed, til Støtte for
deres Ansættelse i gejstlig Embedsvirksomhed ved de reformerte Menigheder i Danmark
eller i Udlandet. Ved Skrivelse af 19de Januar 1872 meddelte Ministeriet den begjærte
Tilladelse for den paagjældende Andragers Vedkommende, men fandt ikke tilstræk-
kelig Anledning til i Almindelighed at fastsætte Bestemmelser for Afholdelsen af
lignende Prøver, hvorimod det i saa Henseende forbeholdt sig den særlige Afgjø-
relse af hvert enkelt indtrædende Tilfælde.
—	Stud. theol. N. N., der i 3 Aar havde studeret Filologi, erholdt ved
kgl. Kesol. af 15de December 1871 Tilladelse til at indstille sig til den ved
Bekj. af 23de December 1849 for theologiske studerende anordnede Prøve i det
latinske Sprog, uagtet han ikke i det for Adgang til Prøven betingede Tidsrum
af 2V2 Aar havde dyrket det theologiske Studium.
—	Stud. theol. N. N. havde andraget om, ved den theologiske Embeds-
examen at fritages for at underkaste sig saavel skriftlig som mundtlig Examens-
prøve i det gamle Testamentes Exegese, imod i Stedet herfor at blive examineret
i det gamle Testamentes Theologi og et Uddrag af de vigtigste Hovedpunkter af
Indledningen til det gamle Testamentes Skrifter, samt om at fritages for den som
Betingelse for at stedes til den theologiske Embedsexamen anordnede særlige filo-
logiske Prøve i det hebraiske Sprog. I Henhold til Fakultetets 1 denne Anled-
ning afgivne Erklæring blev den ansøgte Tilladelse ved Ministeriets Skrivelse af
8de Juni 1872 givet, dog saaledes, at der i det gamle Testamentes Exegese ikke
kunde tildeles Ansøgeren højere Karakter, end baud. illaud. Ildi gradus, *)
—	Ved Skrivelser af 21de November 1871, 7de Februar 1872, 4de April
187 2, 20de April 1872 og 21de April 1873 har Ministeriet i Følge de forelig-
*) Jfr. Lindes Meddelelser 1857—63 S. 76.
6*
u
Universitetet 1871
— 1873.
gende Omstændigheder meddelt Tilladelse til at aflægge den befalede homiletiske
Prøve, skjont Andragerne ikke havde deltaget i Pastoralseminariets Øvelser.
4. Forelæsninger og Examina under det rets- og statsviden-
skabelige Fakultet,
a. Om Forelæsningernes Form.
I Maj 1873 indkom en Henvendelse til det rets- og statsvidenskabelige
Fakultet, saa lydende:
„Der har i Løbet af en længere Aarrække alt mere og mere blandt de
juridiske studerende ved Kjøbenhavns Universitet udviklet sig en Erkjendelse af,
at den Retning, Universitetets Vejledning til Dyrkelsen af Retsstudiet i Medfør af
Tidens stedse videre gaaende Krav naturlig har maattet følge, ikke ret vel lader
sig passe ind i den Undervisningens ydre Form, som, udviklet under Forhold med
en for vor Tids Vilkaar og Fordringer meget forskjellig Karakter, uforandret er
gaaet i Arv til os, og Følelsen heraf er efterhaanden fremtraadt med en saadan
Styrke, at vi undertegnede juridiske Studenter og Kandidater have troet ikke at
burde undlade en Henvendelse til det høje Fakultet, ved hvilken vi kunne haabe
hos Universitetets Lærere at fremkalde en Overvejelse angaaende det oven berørte
Forhold, og saaledes muligt give Anledning til Hidførelsen af en Forandring, som
vi tillade os at anse for i højeste Grad ønskelig.
Vi have i denne Henseende ikke ment at burde lade os holde tilbage ved
den Omstændighed, at en af en lignende Erkjendelse |fremgaaet Adresse, der
allerede i 1862 blev indgivet til Fakultetet, fik et afslaaende Svar, dels fordi der
i Løbet af det sidste Tiaar muligt kan have udviklet sig en anden Opfattelse i
denne Retning hos Fakultetets Medlemmer, dels fordi hint Afslag særligt for dette
Punkts Vedkommende ikke forekommer os at fremtræde med nogen aldeles
ubetinget Karakter.
Vor Hensigt med nærværende Henvendelse er nu ingenlunde at udtrykke
noget Ønske om en vidtgaaende eller gjennemgribende Omdannelse af det juridiske
Studiums Ordning, saa meget mindre, som vi ikke føle os i Stand til at angive,
hvorledes Retsstudiet, under fornøden Hensyntagen til samtlige de Momenter, der i
saa Henseende nødvendig maatte komme i Betragtning, med Udsigt til at opnaa
det fyldigste og mest alsidige Udbytte for de studerende, bedst vilde kunne an-
lægges. Vi tro, at i denne Retning en stor Del maa overlades til den enkelte
Universitetslærers eget Valg, og vi erkjende med oprigtig Taknemmelighed Be-
tydningen af de forskjellige Docenters dybtgaaende og lærerige Undersøgelser paa
saa godt som alle Videnskabens Omraader; men vi tro paa samme Tid, at Ad-
gangen til den frugtbringende Vejledning, Universitetet tilbyder, vilde i en betydelig
Grad kunne lettes, saafremt den nu benyttede Diktatform for Forelæsningerne
opgaves, og disse derimod gjennem autograferede eller paa lignende Maade mang-
foldiggjorte Exemplarer meddeltes de studerende, saaledes som det andetsteds,
saavidt vides, alt i længere Tid har været Brug. Vi tro, at Fordelene ved en
saadan Forandring, der, hvad vi ikke stærkt nok kunne betone, ikkun ses at
ramme Foredragenes rent tekniske Gjengivelsesmaade, blot behøve at fiemhæves,
for at blive erkjendte. Der vilde ad denne Vej kunne vindes, et langt klarere og
paalideligere Udtryk for Docenternes Anskuelser, end gjennem de foreliggende
haandskrevne, ofte utydelige, ja næsten ulæselige Kollegiehefter. Studenterne, af
Juridisk Embedsexamen.
45
hvilke hver enkelt umuligt er i Stand til selv at liere og nedskrive Forelæsninger
over alle Partier af Systemet, allerede af den Grund, at der ikke i Løbet af hans
Universitetstid "tilbydes Vejledning i samtlige Studiets Dicipliner, og som derfor
hos Kammerater ■*- ofte ikke uden Besvær — maa søge til Laan for en be-
grænset Tid de Kollegiehefter, den enkelte selv ikke er saa heldig at eje,
vilde paa denne Maade ved en forholdsvis ringe Udgift stedse kunne have paa
rede Haand og til deres eget udelukkende Brug hele det Materiale, Studiet kræver,
og samtidig hermed vilde den talrige Kreds af studerende, der, efter at have
aosolveret Examen, erkjende Nødvendigheden af at arbejde videre paa det vundne
Grundlag, ad denne Vej opnaa et længe ønsket og let tilgængeligt Middel til
Fortsættelsen af deres Udvikling.
Vi tro ligeledes, det bør anføres, at nye Forelæsninger, i hvilke Docenterne
fremsætte ikke tidligere opstillede Anskuelser, ved en Fremgangsmaade som den
omtalte vilde kunne meddeles i større Partier ad Gangen, hvorved blandt andet
kunde vindes det, at Konsekventserne af hine nye og korrektere Synspunkter
hurtigere og klarere vilde fremstille sig for de studerende; men yderligere at dvæle
ved de talrige Misligheder, der knytte sig til den Form, hvori Foredragene for
Tiden fremtræde, tro vi saa meget mindre nødvendigt, som det høje Fakultet i
sin Svarskrivelse paa oven omtalte Adresse af 1862 selv erklærer sig fuldkommen
paa det rene med samtlige de Ulemper, der karakterisere Diktatsystemet, om
hvilket det i bemeldte Skrivelse blandt andet hedder, „at det for Docenten er ikke
mindre trættende, end for Tilhørerne."
Staar det nu klart for os, hvor mange Misligheder der ved Indførelsen af
autograferede Forelæsninger vil kunne undgaas, turde det maaske paa den anden
Side være os tilladt at fremhæve, hvorledes en saadan Meddelelsesform i For-
bindelse med sine væsentlige og utvivlsomme Fortrin, saa vidt vi skjønne, næppe
kan siges at medføre Vanskeligheder, der kunde begrunde en Fastholden ved
Diktatsystemet, trods dettes mangfoldige oven paapegede Ulemper.
For saa vidt der muligt i denne Henseende maatte blive lagt Vægt paa den
videre Udbredelse af Docenternes, ikke til Off'entliggjørelse bestemte Foredrag, som
Benyttelsen af et saadant Apparat naturligt vilde have til Følge, da tro vi, at en
uden Vanskelighed gjennemførlig Kontrol fra Fakultetets Side vil kunne inde-
holde tilstrækkelig Betryggelse for, at den ved Forelæsningernes egen almindelige
Karakter bestemte Grænse i den nævnte Retning ikke overskrides. Uden i øvrigt
at anse os berettigede til at forsøge en nærmere Paavisning af Maaden, hvorpaa
en forandring som den antydede lader sig realisere, kunne vi dog ikke tilbage-
holde den Bemærkning, at der formentlig intet vil være til Hinder for, ikkun at
lade de autograferede Forelæsninger uddele til dem, der i Forvejen have indtegnet
sig paa en af vedkommende Docent fremlagt Liste, eller senere maatte henvende
sig til ham, og forholdet vilde, ordnet paa denne Maade, sikkert ikke med Hensyn
til det oven anførte Punkt i Principet antage nogen anden Karakter end nu, da
der jo, saa vidt vides, heller ikke for Tiden existerer nogen Regel, der indskrænker
de skrivende Tilhøreres Antal.
Det er med samtlige de fremhævede Betragtninger for jøje, at vi under-
tegnede juridiske studerende have tilladt os at forebringe dette vort Andragende
tor det høje Fakultet.
føle os forvissede øm, at saafremt Fakultetet heraf vil tage Anleduing
46
Universitetet 1871 —1873.
til Gjennemforelsen af don omtalte Forandring, vil et saadant Skridt hos de
studerende fremkalde en forhøjet Lyst til energisk og ivrig Fordybelse i Arbejdet/-
Adressen, der var underskrevet af 128 juridiske Kandidater og Studenter,
overleveredes d. Ilte Juni til Fakultetets Dekanus, og under 30te samme Maaued
afgav Fakultetet sit Svar, der lød saaledes:
„Et Antal af 128 juridiske Studenter og Kandidater har i en til Fakultetet
rettet Henvendelse udtalt ønsket om en Forandring i den Form, der benyttes ved
de juridiske Forelæsninger, saaledes at Diktatformen opgives og afløses af Med-
delelse ved Hjælp af autograferede eller paa lignende Maade mangfoldiggjorte
Exemplarer.
Til Svar paa denne Henvendelse skulle vi først bemærke, at Fakultetet som
saadant ikke kan binde de enkelte, nuværende eller fremtidige Docenter ved en
Regel i denne Henseende. Enkeltvis kunne vi udtale, at ingen af os er blind for
de Fordele, som en Meddelelse af de juridiske Forelæsninger ved Trykning,
Autografering eller lignende Midler medfører tor de studerende. Vi maa imidleitid
gjøre opmærksom paa, at ikke blot Udgivelse i Trykken, men ogsaa Uddeling at
autograferede eller paa lignende Maade mangfoldiggjorte Exemplarer medfører en
Offentliggjørelse af Forelæsningen ud over den Kreds, til hvilken det mundtlige
Foredrag henvender sig; thi at begrænse Uddelingen til de Studenter, der ere
tilstede ved Forelæsningen sotn Tilhørere, lader sig ikke gjennemfoie, og
dette er heller ikke forudsat i den foreliggende Henvendelse, som ligefrem an-
tyder, at Kandidater og andre, der aldeles ikke have været Tilhørere ved
Forelæsningen, skulle have Adgang til at erholde Exemplaiei af den. Hellei
ikke har en saadan Begrænsning fundet Sted ved de enkelte lithograferede 1<ole-
læsninger, som ere fremkomne i Norge og Sverrig; disse fremkom ikke jævn-
sides med, at de paagjældeude Forelæsninger holdtes, men ere udgivne længere
eller kortere Tid efter, og komne i Boghandelen ligesom ethvert andet trykt Skrift.
Under denne Forudsætning vil det torstaas, at vi ikke kunne give noget ubetinget
Tilsagn om at opgive det mundtlige, paa Nedskrivning af Tilhørerne beregnede
Foredrag; thi en Docent maa nødvendigvis forbeholde sig Frihed til at afgjøre,
om og naar han er naaet saa vidt med sit Arbejde, at han vil beslutte sig til at
offentliggjøre det. Vi kunne derfor kun gjentage, hvad der blev udtalt i det
Svar, Fakultetet gav paa den Henvendelse af til Dels lignende Indhold, dei frem
kom i Aaret 1861, at enhver af os vil rette sin Bestræbelse paa, saa snart For-
holdene gjøre det muligt, at ombytte det mundtlige, paa Nedskrivning beregnede
Foredrag med andre mere tilfredsstillende Former.
b. Om Forelæsninger over islandsk Ket, m. m.
Det islandske Alting havde i 1855 og 1857 andraget om, at Forordningen
af 26de Januar 1821 § 15 maatte blive ophævet, for saa vidt det den bestemmes, at
de saa kaldte danske Jurister kunne blive Sysselmænd paa Island, og at der i
Reykjavik snarest muligt maatte paa Statskassens Bekostning blive opiettet
Dannelsesanstalt for vordende juridiske Embedsmænd, saa at de Jurister, som havde
bestaaet Embedsexamen ved denne Dannelsesanstalt, ansaas kvalificerede til juiidiske
Embeder i bemeldte Land, dog med de nærmere Bestemmelser, som i denne Hen-
seende maatte findes nødvendige. Regeringen afslog disse Andragendet ved kJ.
Juridisk Enibedsexamen.
47
Resolution af 6te Maj 1859, se Bekj. til Altinget 27de Maj 1859 Nr. 8; men
ved Skrivelse af 17de August samme Aar begjærede Ministeriet det juridiske
Fakultets Erklæring, om der ikke ved Foredragene over det danske Retssystem
kunde tages noget mere Hensyn til de islandske studerende, ved udførligere end
hidtil at omhandle de Afvigelser fra den almindelige danske Lovgivning, som finder
Sted for Islands Vedkommende, og ved tillige at give en kort Fremstilling af de
faa Retsmaterier, -i hvilke den ældre islandske Lovgivning (Jonsbogen) endnu
staar ved Magt. Fakultetet bemærkede i denne Anledning, efter at Sagen ved
Ministeriets Skrivelse af 16de Marts 1863 var bragt i Erindring, i en den 7de
April 1863 afgivet Erklæring:
„Den særegne Behandling, som for Tiden bliver den islandske Ret til Del i
de juridiske Forelæsninger ved Universitetet, bestaar dels deri, at der i Indled-
ningen til den danske Retsvidenskab eller i Privatrettens almindelige Del i Af-
snittet om Retskilderne gives en Fremstilling af Hovedpunkterne i den islandske
Rets historiske Udvikling, saaledes at derunder tillige i almindelige Træk angives
de Retsmaterier, i hvilke den ældre islandske Ret ved Lovgivningen eller Fraxis
er blevet afløst af den nyere dansk-norske Ret, samt de vigtigste, særlig for Island
navnlig siden Slutningen af forrige Aarhundrede, emanerede Love, dels deri, at
der i de specielle Discipliner ved Fremstillingen af de Æmner, med Hensyn til
hvilke der er udkommet særlige Lovbud for Island, henvises til disse, og efter
Omstændighederne gives en kort Udvikling af deres Indhold. Derhos meddeles der
i Forelæsningerne over Statsretten en Fremstilling af Islands statsretlige Stilling,
ligesom en saadan ogsaa udførlig er givet i Larsens samlede Skrifter I. 3. Side
213—249.
Den Anvisning til Studiet af den islandske Ret, som herigjennem gives,
uiaa efter vor Formening anses for fuldkommen tilstrækkelig med Hensyn til de
omfattende Dele af Retssystemet, hvor de i den danske Ret hjemlede og anerkjendte
Grundsætninger, om end med større eller mindre Afvigelser i Enkelthederne, ogsaa
finde Anvendelse paa Island. Dette gjælder saaledes navnlig om Kriminalretten
(jfr. Frd, 24de Januar 1838), Processen (jfr. Frd. 15de August 1832 og
Frd. 24de Januar 1838) Læren om Kontrakter, Ægteskabsretten, Arveretten,
Kirkeretten og Søretten, jfr* Koll. Tid. f. 1826 S. 345. Derimod maa det er-
kjendes, at der gives andre og ikke uvigtige Partier af den islandske Ret, der
ikke i Universitetets Forelæsninger gjøres til Gjenstand for særlig Fremstilling
eller systematisk Behandling, saadanne nemlig, for hvilke den ældre islandske Ret
eller den særlige norske Ret danner Grundlaget, Herhen høre navnlig visse Dele
af Formueretten, i Særdeleshed Landboretten, der ogsaa særlig er nævnt i Altingets
Petition af 1855 (jfr. Forestillingen af 1857 S. 11). Men med Hensyn til disse
Dele af den islandske Retsforfatning stiller Forholdet sig saaledes* at Fakultetet
ikke vil kunne optage dem i Universitetsforelæsningerne, uden en Anvendelse af
Tid og Kræfter, som vilde være til Hinder for Opfyldelsen af de det nærmest
paahvilende Forpligtelser^ og som derfor ikke vilde staa i noget Forhold til det
videnskabelige Udbytte* som ved et saadant Aibejde vilde kunne vindes. Det er
af alle erkjendtj jfr. Koll. Tid. f. 1826 S. 337 ff., at der, som Følge af den islandske
Rets historiske Udvikling, paa mange Punkter hersker Uvished oni^ den ældre
islandske Ret (Jonsbogen) endnu er at anse for gjældende eller ikke. Én viden-
skabelig Undersøgelse af, hvad der med Hensyn til disse Retsmaterier maatte være
48
Universitetet 1 871 — 1873.
den bestaaende Ret paa Island, og en systematisk Bearbejdelse af det saaledes
vundne Stof, vilde kræve et i højeste Maal omfattende og besværligt Studium af
den islandske Retsudvikling, saaledes som den er hidført ved Lovgivning og Praxis,
et Studium, som yderligere vilde vanskeliggjøres derved, at det tillige vilde for-
udsætte et nøje Kjendskab til det islandske Sprog og de islandske lokale Forhold,
hvoraf ingen af Fakultetets Docenter er i Besiddelse. Et saadant Arbejde maatte
ogsaa af den Grund antage større Dimensioner, at videnskabelige Hensyn — for
ikke at tale om Hensynet til de ikke-islandske studerendes Tarv — vilde gjøre
det nødvendigt at fremstille disse for Island særlige Retsforhold i en særegen
Disciplin.
Paa lignende Maade stiller Forholdet sig med Hensyn til den islandske
Retshistorie, der ogsaa særligt nævnes i Altingets Petition af 1855. Det uiaa
nemlig bemærkes, at der ved Foredraget af samme ikke vil være Tale om nogle
faa Afvigelser, der kunde gives i Forbindelse med Fremstillingen af den danske
Retshistorie. Den islandske Retshistorie er en aldeles selvstændig, og indtil de
nyere Tider for sig afsluttet Udvikling, der nødvendig maatte være Gjenstand for
fen særlig Behandling, som, naar den skulde have en saadan videnskabelig Karakter,
som et Universitetsforedrag kræver, ikke vilde blive mindre i Omfang, end Frem-
stillingen af den danske Retshistorie. Men at gjøre saa betydelige Tillæg til en
Disciplin, der kun er et Bifag, vilde være lige saa utilraadeligt med Hensyn til de
Fordringer, der billig kunne stilles til de studerendes Tid og Kræfter, som uover-
kommeligt for vedkommende Docent.
Fakultetet tor ej benægte, at der for de her ved Universitetet uddannede
Kandidater ved deres Ansættelse paa Island kan frembyde sig nogen Vanskelighed
med Hensyn til Anvendelsen af den der gjældende Rot; men det er ikke Fakul-
tetet bekjendt, at denne Vanskelighed skulde være nogen anden eller større end
den, der viser sig ved Indtrædelsen i mangfoldige Embedsstillinger her i Danmark,
hvor der bliver Sporgsmaal om Anvendelsen af Retsforskrifter, hvortil Universitets-
undervisningen i Almindelighed ikke giver noget særligt Kjendskab. Et Vidnes-
byrd for, at Vanskeligheden ikke kan være synderlig stor, afgive selve Altingets
Petitioner om Oprettelsen af en Dannelsesanstalt i Reykjavik for vordende juridiske
Embedsmænd paa Island, hvilke væsentlig ere støttede paa andre Grunde, og
tvertimod forudsætte, at de ved Universitetet uddannede Kandidater vedblivende
skulle kunne kaldes til juridiske Embeder paa Island.
Medens Fakultetet i Henhold til det anførte ikke kan finde sig opfordret til
i dets Forelæsninger særligt eller udførligere, end hidtil, at omhandle den særegne
islandske Ret og den islandske Retshistorie, mener det derimod, at der er Anled-
ning til, naar flinke og begavede Jurister maatte tilbyde sig, ved Pengeunderstøt-
telser fra det offentlige at opmuntre dem til at beskæftige sig med Studiet af
den islandske Ret
Et nyt Andragende fra Altinget om dette Forhold bevægede Ministeriet til under
27de Marts 1872 atter at tilskrive det juridiske Fakultet. Ministeriet bemærkede heri,
at det, bortset fra den politiske Side af Sagen, ikke havde kunnet gaa ind paa
Andragendet om Oprettelsen af en juridisk Dannelsesanstalt paa Island, da en
saadan, foruden at medføre uforholdsmæssig store Udgifter, vilde afholde de islandske
Juridisk Embedsexamen.
49
studerende fra at søge Universitetet, for her at studere Retsvidenskaben, hvilket vilde
medføre ikke blot en højst skadelig Tilbagegang i videnskabelig Henseende, men
tillige Fare for, at det juridiske Studium paa Island vilde blive ledet i en altfor
ensidig Retning, hvorved Kontinuiteten i Retsudviklingen vilde blive afbrudt og med
liden ganske gaa tabt. Derimod kunde Ministeriet ikke andet end erkjende ønske-
ligheden af, at der ved Universitetsforelæsningerne kunde tages noget mere Hensyn
til enkelte Partier af den særlige islandske Ret, end hidtil var sket, en Anskuelse,
som ved Fakultetets Betænkning af 7de April 1863 yderligere var blevet be-
styrket. Efter at den kgl. Kommissarius ved det i 1871 afholdte Alting ved at
fremsende et nyt Andragende fra Tinget havde indstillet, at der i Overensstem-
melse med en allerede tidligere af Justitsministeriet udtalt Tanke søgtes udvirket,
at der ved Kjøbenhavns Universitet for Fremtiden meddeltes en fuldstændigere
Undervisning i islandsk Ret, navnlig islandsk Retshistorie og Landboret, end hidtil
var sket, begjærede Ministeriet Fakultetets Erklæring, om der ikke ved Benyttelsen
af de nye Kræfter, som siden Afgivelsen af hin Betænkning dels allerede vare,
dels vilde blive samme tilførte, maatte være Udsigt til, at de Hindringer, som
hidtil havde staaet i Vejen for det nævnte Ønskes Opfyldelse, kunde blive bort-
lyddede. Skulde dette imidlertid fremdeles vise sig ugjørligt, maatte Ministeriet
dog anse Sagen for at være af en saadan Vigtighed, at der formentlig burde
gjøies et nyt Forsøg paa at formaa en dertil kyndig Mand, hvis en saadan kunde
findes udenfor Fakultetet, til at paatage sig at holde Forelæsninger over de om-
handlede Discipliner.
Fakultetet henholdt sig i sin Skrivelse af 16de Maj 1872 til sin tidligere
afgivne Erklæring og bemærkede, at der i Følge de der udviklede Grunde ikke
kunde være Tale om at optage Fremstillingen af den islandske Landboret og Rets-
historie i Forelæsningerne over dansk Formueret og dansk Retshistorie. Dels
vilde man herved paa en utilbørlig Maade forøge Arbejdet for de ikke-islandske
studerende, ved at belemre Forelæsningerne med et omfangsrigt Stof, som for disse
var uden Interesse, og som de af Mangel paa Kjendskab til det islandske Sprog
end ikke kunde tilegne sig, dels vilde det ikke kunne paalægges Fakultetets
Docenter i dansk Formueret og Retshistorie at udføre et saadant Arbejde, der
forudsætter Specialkundskaber, hvoraf de ordentligvis ikke ville være i Besiddelse,
og som kræver et dybt gaaende Studium, der vilde drage dem bort fra deres
egentlige Opgave. Hvis det derfor ansaas nødvendigt at imødekomme det fra
islandsk Side paa ny fremkomne Andragende om en fyldigere Undervisning i hine
Retsmaterier, vilde det kun kunne ske derved, at der holdtes særskilte Forelæsninger
over islandsk Laudboret og Retshistorie, hvilke ogsaa i Virkeligheden ere sær-
skilte Discipliner, der ikke have nogen Sammenhæng eller Forbindelse med de
tilsvarende Discipliner i dansk Ret. Fakultetet mente vel, at den Sum af Tid og
Kiæfter, der i saa Henseende maatte opbydes, næppe stod i noget rimeligt For-
hold til Nytten ved slige Forelæsninger, da der sjældent var mere end 5 a 6
islandske studiosi juris ved Universitetet, og den akademiske Flid derhos hos nogle
af disse plejede at væie saa ringe, at det ikke kunde paaregnes, at de vilde be-
søge disse Forelæsninger, i det mindste ikke regelmæssigt; men det vilde dog ikke
fraiaade, at man bestræbte sig for at bringe saadanne Forelæsninger her ved
Liiiveisitetet i Stand, for saaledes at bortrydde denne idelig tilbage vendende Klage.
Men liyeaom der ikke blandt Fakultetets Professorer fandtes nogen, som saa sig
Universitets-Aarbog.	n
50
Universitetet 1871—1873.
i Stand til at holde saadanne Forelæsninger, eller følte noget Kald til at give
sine Studier en saadan Retning, saaledes maatte Fakultetet ogsaa bestemt fia-
raade, at man nogensinde ved fremtidige Besættelser af Professorater lagde nogen
Yægt paa, at paagjældende paatog sig Afholdelsen af disse Forelæsninger. Den
Docent, i hvis Lod det vilde falde at beskæftige sig med disse islandske Discipli-
ner, hvis videnskabelige Interesse Fakultetet ingenlunde bestred, kunde meget let
efterhaanden gaa over til mere at blive Historiker og Oldgransker end Jurist, og
hans Kræfter vilde i alt Fald blive saaledes delte og splittede, at han kun i
ringe Grad vilde tilføre Fakultetet nogen virkelig Forstærkning af de juridiske
Kræfter. Dertil kom, at det for en dansk Mand altid vilde blive en meget mislig
Sag for Islændere at holde Forelæsninger, der kræve et saa grundigt Kjendskab
til islandsk Sprog og Historie og islandske lokale Forhold, som de her omhand-
lede; han vilde under de nuværende Forhold faa et meget kritisk Auditorium,
og det turde vel være, at disse Forelæsninger, naar de af en juridisk Professor
skulde behandles som Biting, vilde give Anledning til Misnøje og Angreb, som
kunde blive fuldt saa ubehagelige, som Klagerne over, at slige Forelæsningor slet
ikke holdtes.
Fakultetet troede derfor, at den eneste Udvej, som frembød sig, var at søge
en Mand udenfor Fakultetet, helst en indfødt Islænder, til det omspurgte Hverv,
og henledede i denne Henseende Opmærksomheden paa Højesteretsassessor Finsen,
hvis juridiske Dygtighed baade i Følge hans Embedsstilling og hans personlige
Evner ikke kunde drages i Tvivl. De Vanskeligheder, som Hensynet til islandsk
Sprog og Historie lagde i Vejen, faldt for hans Vedkommende bort, da han ikke
blot var en indfødt Islænder, men ogsaa særlig havde gjort navnlig islandsk Rets-
historie til Gjenstand for videnskabeligt Studium.
I Overensstemmelse med denne Udtalelse af det juridiske Fakultet har Mini-
steriet paa Forslagene til Finantslovene for 1873-74 og 1874-75 optaget et
Honorar til en Docent i islandsk Ret paa Universitetets Budget, Kontoen til
videnskabelige Formaals Fremme. Men det dertil foreslaaede Beløb er ikke
blevet bevilget.
c. Ophævelse af Fordringen om en praktisk juridisk Prøve for Kandidater og
Examinati juris, der have bestaaet Examen før Sommeren 1871.
Anordningen af 30te Juni 1871, angaaende nogle Forandringer i Forordn,
af '26de Januar 1821 og 30te December 1839 om det juridiske Studium ved
Kjøbenhavns Universitet, bestemmer i § 1 c: Den fuldstændige juridiske Ernbeds-
examens praktiske Prøve falder bort, og i § 2 c: Den praktiske Prøve for ustu-
derede Jurister falder bort. I § 4 hedder det endelig: De praktiske Prøver bort-
falde allerede ved de Examina, der ere afholdte i Sommeren 1871. Om Bety
ningen af disse Bestemmelser for de Candidati og Examinati juris, som havde
underkastet sig den theoretiske Prøve tidligere end i Sommeren 1871, men enten
ikke havde indstillet sig til den praktiske Prøve, eller ikke opnaaet et tilfreds-
stillende Udfald, blev der i Efteraaret 187 1 rejst Spørgsmaal. Anledningen dertil
var en Forespørgsel fra det juridiske Fakultets Notarius til Fakultetet om Ud ær-
digelsen af Examensbeviser. Fakultetet bemærkede herom i en Skrivelse til Mini-
steriet af 15de Juli 1871: Det havde tidligere været fulgt som Regel, jfr. Foior 11.
af 26de Januar 1821 § 11, at Fakultetstestimonier kun blev meddelte til jundis e
Juridisk Embedsexamen.
51
Kandidater eller Examinati juris, der havde bestaaet saavel den theoretiske som
praktiske Prøve, og at Testimoniet altid oplyste Udfaldet af begge disse Prøver.
Denne Regel var utvivlsomt bortfaldet for de Kandidater, der i denne Sommer
havde underkastet sig den theoretiske Prøve, og der var derfor for saadanne
Kandidater paa Begjæring udfærdiget Examensbeviser, i hvilke den praktiske
Prøve var ladet ganske uomtalt, selv i saadanne Tilfælde, hvor Vedkommende
tidligere havde indstillet sig til praktisk Prøve og havde bestaaet denne, eller var
blevet rejiceret til samme. Det Spørgsmaal var imidlertid opstaaet, om ikke
ogsaa Kandidater, som havde bestaaet den theoretiske Prøve tidligere end i Som-
meren 1871, kunde erholde Examensbevis for denne Prøve alene, saaledes at deri
intet indeholdtes om, hvorvidt de havde indstillet sig til den praktiske Prøve eller
ikke, eller i det første Tilfælde om Udfaldet (Karakter, Rejektion). Fakultetet
nærede for sit Vedkommende ingen Tvivl om, at slige Examensbeviser maatte
kunne udfærdiges. Dette stemmede netop med Fakultetets Opfattelse af den Virk-
ning, der maatte tillægges Anordn, af 30te Juni 1871 for de Kandidater, der
tidligere havde bestaaet den theoretiske Prøve, nemlig, at Spørgsmaalet om Praktikum
som en nødvendig Betingelse for visse Stillinger ogsaa for disse Kandidaters Ved-
kommende faldt bort fra 30te Juni 1871, saa at de, hvad enten de ikke havde
bestaaet den praktiske Prøve, eller til samme erholdt en mindre god Karakter,
betragtedes som dem, der fra den 30te Juni 1871 vare blevne kvalificerede
til at indtræde i visse Stillinger. Det vilde ogsaa være ubilligt, om en Kandidat
paa Grund af den praktiske Prøves Afskaffelse skulde være nødsaget til hele sit
Liv igjennem ved alle paakommende Lejligheder at forelægge et Examensbevis
med et ringe Udfald af denne Prøve, eller endog maaske med Bemærkning om Re-
jektion. Ved Udfærdigelsen af Examensbeviser paa den angivne Maade foregrebes
heller intet med Hensyn til Spørgsmaalet om, hvilken Virkning der skulde til-
lægges Anordn, af 30te Juni 1871 paa vedkommende Kandidaters Stilling. Hvis
der mod Forventning hos Autoriteter, der indenfor deres Omraade havde at af-
gjøre Spørgsmaal, om vedkommende Kandidat havde den fornødne Kvalifikation
til at indtræde i visse Stillinger, skulde gjøre sig en fra Fakultetets Opfattelse
afvigende Mening gjældende angaaende Anordningens Virkninger, vilde selvfølgelig
et Examensbevis, der kun angik Udfaldet af den theoretiske Prøve, ligesaa lidt
blive anset for fyldestgjørende, som en Attest, der nævnede den ringere Karakter
til Praktikum, eller at Vedkommende var rejiceret til denne Examen. Fakultetet
vilde under disse Omstændigheder ikke have haft Betænkelighed ved paa egen Haand
at udfærdige slige Examensbeviser; men man havde dog anset det for rettest at
forebringe Sagen for Ministeriet, da Fakultetet i en Skrivelse af 22de Maj 1871
havde gjort en hertil sigtende Indstilling, som ikke af Ministeriet var blevet be-
rørt i de senere Forhandlinger med Fakultetet. *)
Den 9de September s. A. meddelte Ministeriet, at det havde brevvexlet med
Justitsministeriet angaaende dette Spørgsmaal. Dette Ministerium havde erklæret,
*) I denne Skrivelse, der hører til de Forhandlinger, som gik forud for Anordn, af
30te Juni 1871, og altsaa ikke til den nærværende Beretnings Omraade, var der
i Indstillingen foreslaaet følgende Tillæg til den Bestemmelse, der blev Anord-
ningens § 1 c: For de Kandidaters Vedkommende, der alt have bestaaet denne
(praktiske Prøve), bliver Udfaldet ikkun paa vedkommende Kandidats Begjæring at
indføre i de af Fakultetet udfærdigede Examensbeviser. Et lignende Tillæg
fandtes ved Indstillingen til § 2 c.
7*
52
Universitetet 1871 —1873.
at det ikke kuude tiltræde Fakultetets Fortolkning af Anordn, af 30te Juni 1871,
hvorefter der skulde kunne tillægges samme en tilbage virkende Indflydelse paa de
tidligere examineredes, ved den ældre Lovgivning bestemte Adgang til visse Stil-
linger. Det kunde derfor heller ikke tilraade, at Examenstestimonierne udfærdige-
des paa den af Fakultetet antydede Maade, der kunde give Anledning til Misfor-
staaelse. Herefter ansaa Undervisningsministeriet det for rettest, at der ikke fore-
toges nogen Forandring i den Maade, hvorpaa Fakultetstestimonierne hidtil vare
blevne udfærdigede, Ministeriet tilføjede, at hvis nogen af de ommeldte Candidati
eller Examinati juris skulde ønske at underkaste sig den praktiske Prøve efter de
tidligere Regler, vilde det ikke blive nægtet, men at nærmere Bestemmelser om
en saadan særlig Prove efter Samraad med Fakultetet vilde blive givne i paa-
kommende Tilfælde.
Den 19de September meddelte Ministeriet Fakultetet, at der fra en Exam.
juris, som i Sommeren 1865 havde taget den juridiske Examen for ustuderede
med Karaktererne „Bekvem" og „Temmelig vel", henholdsvis til den theoretiske
og praktiske Prøve, var indkommet Forespørgsel om, naar det kunde tilstedes ham
atter at indstille sig til den praktiske Prøve. I denne Anledning forlangtes Fa-
kultetets Ytringer, idet det bemærkedes, at Prøvens Afholdelse raaatte forud be-
kjendtgjøres med passende Varsel, for at alle, der maatte ønske at indstille sig
til den, i Tide kunde blive satte i Kundskab derom.
Ved Skrivelse af 27de September 1871 henstillede Fakultetet imidlertid, at
denne Sag paa ny i sin Helhed maatte bringes under Forhandling med Justits-
ministeriet, førend videre Skridt foretoges. „Som Fakultetet", hedder det i denne
Skrivelse, „i det følgende skal tillade sig at vise, er der ved Justitsministeriets
Opfattelse af de fornævnte Kandidaters Retsstilling frembragt en uhyggelig Kom-
petencestrid og andre Forhold af en saa uheldig Karakter, at der heri synes at
maatte ligge en Opfordring for Justitsministeriet til paa ny at tage under Over-
vejelse, om det kan forsvare at fastholde denne Opfattelse med alle de til samme
knyttede Følger. Fakultetet føler derhos Trang til over for Undervisningsministeriet
at godtgjøre Rigtigheden af den Opfattelse af de ommeldte Kandidaters Retsstil-
ling, som man efter gjentagen og omhyggelig Prøvelse maa fastholde, og som er
lige modsat den, Justitsministeriet ses at gjøre gjældende. Naar en saadan Rede-
gjørelse ikke tidligere har fundet Sted fra Fakultetets Side, er Grunden alene den,
at man ansaa den Mulighed, at Justitsministeriet skulde komme til et andet Re-
sultat, for saa fjærnt liggende, at man ansaa det for overflødigt at udtale sig
nærmere om dette Punkt.
Først maa Fakultetet fremhæve, at Spørgsmaalet i den foreliggende Sag ikke
nærmest kan siges at angaa Fortolkningen af, hvad Anordn, af 30te Juni d. A.
har foreskrevet med Hensyn til Afskaffelsen af de praktiske Prøver. Paa dette
Punkt indeholder Anordningen utvivlsomt, at disse Prøver skulle være afskaffede,
at regne fra Examenstiden i Sommeren 1871. Det hedder i § 1 c og § 2 c, at
de praktiske Prøver falde bort, og hertil føjes i § 4, at disse Prøver allerede
falde bort ved de Examiner, som ere afholdte i Sommeren 1871. Forstaaelsen af
disse Ord kan ikke være nogen anden, end den foran nævnte, og der maatte være
brugt ganske andre Udtryk, hvis Meningen havde været, at den praktiske Prøve
vel skulde falde bort for de Kandidater, som i Sommeren 187 1 havde aflagt den
theoretiske Prøve, men derimod ikke for dem, der tidligere havde bestaaet denne
Juridisk Embedsexamen.
53
Prøve. I denne Henseende maa bemærkes, at den praktiske Prøve, som efter de
hidtil gjældende Regler skulde have været afholdt i Sommeren 1871, paa ingen
Maade kunde betegnes som et Tillæg til den forud afholdte theoretiske Prøve.
Den praktiske Prøve har altid i formel Henseende haft en fuldkommen selvstændig
Karakter, og den afholdtes ikke blot for Kandidaterne fra den sidste theoretiske
Prøve, men for alle tidligere Kandidater, som endnu ikke havde opnaaet bedste
Karakter til hin Prøve. Det var overladt til Kandidaternes fuldstændig frie Valg,
om de strax efter aflagt theoretisk Prøve, eller først senere hen vilde underkaste
sig den praktiske Exarnen. Ordene i § 4 „ved de Examina, som ere afholdte i
Sommeren 1871", maa altsaa forstaas som enstydige med: „at regne fra den
foreskrevne Examenstid i Sommeren 1871", hvilken Tid ikke var udløbet, da
Anordn, af 30te Juni d. A. udkom, vide Bekj, af 13de Maj 1850 §4. For denne
Forstaaelse taler endnu den indre Grund, at Anordn, af 30te Juni ellers vilde
have indeholdt den slaaende Urimelighed, at fritage Kandidater fra Sommeren 1871
for den praktiske Prøve, men at fastholde Nødvendigheden af denne Prøve for
alle ældre Kandidater; det Fortrin, der herved blev tillagt de yngre Kandidater,
vilde dog have været ligefrem absurd. Ministeriet vil ogsaa erindre, at det under
de Forhandlinger, som bleve førte mellem samme og Fakultetet, forinden Anordn,
af 30te Juni udkom, stedse har været forudsat som givet, at Emanationen af
denne Anordning vilde have til Følge, at der ikke i Sommeren 1871 skulde af-
holdes nogen praktisk Prøve. Som Følge heraf vil det ogsaa være nødvendigt,
hvis der nu maatte blive anordnet praktiske Prøver for ældre Kandidater, at den
Bestemmelse, som udgaar herom, angiver sig at være, hvad den virkelig er, nemlig
en Ændring i Anordn, af 30te Juni d. A. Ellers faar det Skin af, at det er
Fakultetet, som har misforstaaet Anordn, af 30te Juni, og paa Grund af denne
Fejltagelse undladt at efterkomme den det paahvilende Pligt at afholde praktisk
Examen til den foreskrevne Tid.
Vanskeligheden i Sagen ligger saaledes ikke i at udfinde, hvad Anordn, af
30te Juni d. A. har foreskrevet om Afskaffelsen af de praktiske Prøver; det frem-
gaar jo ogsaa deraf, at hvis Vanskeligheden alene laa i dette Punkt, lod den sig
let fjærne ved en authentisk Fortolkning, gaaende ud paa, at den praktiske Prøve
ogsaa skal være afskaffet for de ældre Kandidater —, en Fortolkning, som Fakul-
tetet imidlertid for sit Vedkommende anser for overflødig.
Derimod ligger Vanskeligheden deri, at Justitsministeriet bestrider, at den
kongelige Anordning har kunnet ophæve den praktiske Prøve for de ældre
Kandidater. Det er nemlig klart, at hvis Lovgivningsmagten alene er kompetent
til at forandre den Regel, at ældre Kandidater behøve Attest for et vist Udfald
af Praktikum for at kunne indtræde i visse Livsstillinger, saa overskrider Ovrig-
hedsmagten sin Kompetence ved at gjore det absolut umuligt for disse Mænd at
skafte sig en slig Attest. Sagens Kjærne er altsaa i Virkeligheden den, at der
foreligger en Strid om Kompetencen. Fakultetet skal afholde sig fra enhver
Bemærkning om det mærkelige i, at en saadan Strid kan opstaa indenfor Re-
geringens eget Omraade med Hensyn til en alt udkommet kongelig Anordning.
Ingen betvivler, at det først er efter den modneste Overvejelse, at Justitsministeriet
har fremkaldt denne Konflikt med alle dens uhyggelige Følger; men Fakultetet
maa desuagtet anse Justitsministeriets Standpunkt i denne Sag for fuldstændig
uholdbart, og vi maa oprigtigt tilstaa, at det end ikke vil blive os klart, ad
54
Universitetet 1871—1873.
hvilken Vej Justitsministeriet er kommet ind paa dette Standpunkt. For os stiller
det sig saaledes, at der kun er to Alternativer, mellem hvilke der kan være Tale
om at vælge. Det ene, som ligger til Grund for Anordningen af 30te Juni, er
det, at Anordningsmyndigheden er kompetent til at afskaffe praktisk Prøve som
en Bestanddel af de juridiske Examina, saavel for fremtidige som for ældra Kan-
didater. Dette Standpunkt soger sit vistnok vel grundede Forsvar deri, at den
praktiske Prøve, skjønt den havde en selvstændig ydre Karakter og ikke udgjorde
noget Led af den theoretiske Examen, dog i sit Væsen gik i ganske samme Ret-
ning som denne. Ved dens Afskaffelse er der altsaa ikke kommet nogen væsentlig
Forandring i de juridiske Examinas hele Karakter, og Administrationen maa derfor
i Overensstemmelse med de Grundsætninger, der hidtil ere fulgte paa dette Om-
raade, anses for kompetent til at tage Bestemmelse herom.
Det andet Alternativ, som frembyder sig til Valg, er det lige modsatte, at
Anordningsmyndigheden er uberettiget til at afskaffe Praktikum, baade for ældre
og yngre Kandidater, saaledes at der ad denne Vej ikke kan ske nogen Forandring
i den Lovregel, at kun den Kandidat, som kan fremlægge Attest for et vist Ud-
fald af Praktikum, er berettiget til at indtræde i visse Livsstillinger. Justits-
ministeriets Standpunkt er imidlertid forskjelligt fra de to foran nævnte. Det gaar
ud paa, at Anordningsmyndigheden er kom'petent til at afskaffe
Praktikum for fremtidige Kandidater, men Lovgivningsmagten
alene kompetent til at afskaffe denne Prøve for ældre Kandidater.
Hvorledes dette Standpunkt skal kunne hævdes, er Fakultetet aldeles ufor-
staaeligt. Bestemmelserne om at hæve Praktikum for fremtidige og for ældre
Kandidater ere saa fuldstændig ensartede, at det maa betegnes som ligefrem
urimeligt, om Administrationen skulde have Kompetence til at tage den ene Be-
stemmelse, men ikke den anden. Muligvis vil man til Forsvar for det af Justits-
ministeriet antagne Resultat henvise til, hvorledes Fakultetet vilde have stillet sig,
hvis Afskaffelsen af den praktiske Prove havde staaet i Forbindelse med For-
andringen af den theoretiske Examen, hvis det f. Ex. var blevet vedtaget, at et
af Fagene ved den theoretiske Prøve skulde bestaa i Udarbejdelse af praktiske
Specimina. I et saadant Tilfælde vilde det ganske vist ikke kunne billiges, om
Anordningsmyndigheden havde fritaget de tidligere Kandidater, som endnu ikke
havde opnaaet et fyldestgjørende Udfald af den praktiske Prøve, for paa ny at
underkaste sig samme. Der er imidlertid ingen Anledning til at undersøge, om
Anordningsmyndigheden vilde have formel Kompetence til at meddele en saadan
Fritagelse; thi det er af indre Grunde ikke let tænkeligt, at en saadan Bestemmelse
skulde blive taget. I Virkeligheden vilde den jo gaa ud paa at fritage en be-
stemt Kreds af Personer for en Prøve, som hidtil har været fordret af alle og
fremdeles ogsaa blev fordret, skjønt i en anden Skikkelse og paa anden Maade
end tidligere. Det staar jo ogsaa hævet over enhver 'Ivivl, at Anordningen at
30te Juni d. A. ikke indeholder noget, som kan siges at gaa i denne forkastelige
Retning. Det er vitterligt, at de Forandringer, som ved denne Anordning bleve
trufne med Hensyn til den theoretiske Prøve, ikke stode i nogen som helst For-
bindelse med Praktikums Afskaffelse. Den blev afskaffet, fordi den af alle var
erkjendt for at være en uhensigtsmæssig Prøve, og der blev ikke sat noget nyt
i dens Sted. Derfor staar det ogsaa fast, at man ved Bedømmelsen af den Ind-
flydelse, som Anordn, af 30te Juni har udøvet paa ældre Kandidaters Retsstilling
Juridisk Embedsexamen.	55
i Henseende til den praktiske Prøve, maa komme til ganske de samme Resultater,
som hvis denne Anordning kun havde indeholdt Bestemmelser om, at de praktiske
Prøver skulde være afskaffede. Endnu skal bemærkes, at Justitsministeriet
heller ikke kan antages, at have misforstaaet Bestemmelsen i Anordn, af 30te
Juni i denne Retning, idet samme ikke bestrider, at Kandidater fra denne
Sommer retsgyldig ere fritagne for den praktiske Prøve, skjønt den theoretiske
Prøve for disse Kandidaters Vedkommende har været ganske den samme, som
tidligere.
Efter at Fakultetet saaledes har paavist, at Justitsministeriet ved det Stand-
punkt, det har indtaget i denne Sag, har fremkaldt en Kompetencestrid indenfor
Regeringens eget Omraade, og at dette Standpunkt maa anses for aldeles uholdbart,
maa det være os tilladt at paavise de andre uheldige Følger, som denne Kompe-
tencestrid har draget efter sig.
Først skal fremhæves det særdeles ubillige i, at Kandidater fra denne Sommer
strax have haft Adgang til at indtræde i visse Livsstillinger, medens ældre Kan-
didater med lige saa god Karakter til den theoretiske Prøve, men uden at have
opnaaet et tilsvarende Udfald af Praktikum, have været udelukkede fra denne
Adgang. I Virkeligheden ere Følgerne af denne Ubillighed for de paagjældendes
hele Livsvirksomhed ikke til at beregne.
Dernæst er denne Ubillighed end yderligere blevet forøget ved deu Om-
stændighed, at der ikke i denne Sommer er blevet afholdt praktiske Prøver.
Derved er den Termin blevet udsat, til hvilken de ældre Kandidater overhovedet
ere i Stand til at opnaa lige Stilling med deres yngre Kammerater. I Anciennitet
vilde de endog altid komme til at staa tilbage, med mindre der blev raadet Bod
herpaa ved en positiv Bestemmelse om, at deres Anciennitet, uden Hensyn til,
naar de bestode den praktiske Prøve med fyldestgjørende Udfald, skulde regnes
tra den 30te Juni 1871. Ogsaa Nødvendigheden af en saadan Bestemmelse peger
hen paa det besynderlige i det af Justitsministeriet tagne Standpunkt.
Hvis man, tvunget af Justitsministeriets Opfattelse af Forholdet,' anordner
en praktisk Prøve for ældre Kandidater, arbejder man i Retning af at nedbryde
Examensinstitutionens Betydning. Ingen vil kunne bestride, at det er latterligt
for en bestemt Kreds af Personer at afholde en Examen, som officielt er stemplet
som uhensigtsmæssig, og for hvilken alle yngre Kandidater ere fritagne. At det
er ubehageligt for Mænd, som have Følelse for deres Kalds Alvor, at skulle med-
virke ved denne officielle Latterlighed, er en Selvfølge.
I øvrigt tror Fakultetet ikke, at der er nogen stor Udsigt til, at slige Prøver
ville blive foretagne; thi de foran paapegede Urimeligheder og den deri liggende
Uretfærdighed mod de paagjældende Personer ere saa iøjnefaldende, at der vistnok,
hvis Justitsministeriet fastholder sit Standpunkt, i den forestaaende Rigsdag ved
det private Initiativ vil fremkomme Lovforslag, sigtende til at forskaffe de ældre
Kandidater lige Stilling med Kandidater fra i Sommer i Henseende til den prak-
tiske Prøve. Den Diskussion, som slige Lovforslag, vil fremkalde, vil vistnok ikke
blive behagelig. Udfald imod Regjeringen i Anledning af, at der indenfor dens
egen Kreds er opstaaet en saadan Kompetencestrid, og at det er nødvendigt at
ty til det private Initiativ for at faa den herved fremkomne Uretfærdighed fjærnet,
ville næppe udeblive. Der vil derhos blive rejst Tvivl, om Regeringen overhovedet
56
Universitetet 1871 —1873,
har været kompetent til at omdanne de juridiske Examina og særlig til at afskaffe
de praktiske Prøver, og i denne Henseende vil man utvivlsomt paaberaabe sig
Justitsministeriets vægtige Autoritet. Det Ræsonnement synes uigjendriveligt, at
Regeringen, hvis den ikke er kompetent til at fritage ældre Kandidater for
Praktikum, heller ikke paa egen Haand kan afskaffe den for senere Kandidater;
i alt Fald er det sandsynligt, at det vil gaa Rigsdagsmændene, som det er gaaet
Fakultetet, at de ville have Vanskelighed ved at forstaa de Grunde, hvorpaa en
Forskjel i denne Henseende skulde kunne bygges."
Den 27de Oktober 1871 tilskrev Ministeriet derpaa Fakultetet, at Justits-
ministeriet, efter at være blevet bekjendt med Fakultetets oven nævnte Skrivelse af
27de September, vedblivende fastholdt sin Opfattelse af Anordn, af 30te Juni,
saaledes at der navnlig ikke kunde tillægges denne en tilbage virkende Indflydelse
paa de tidligere examineredes, ved den ældre Lovgivning bestemte Adgang til at
opnaa visse Stillinger. Undervisningsministeriet maatte derfor i Overensstemmelse
med sin Udtalelse i Skrivelsen af 9de September fremdeles anse det for rigtigst,
at der for saadanne ældre Candidati og Examinati juris aabnedes Adgang til at
underkaste sig denne Examen efter de tidligere Regler. Ministeriet havde foruden
den i Skrivelsen af 19de September omtalte Forespørgsel fremdeles modtaget An-
dragender fra en Candidatus og to Examinati juris om paa ny at underkaste sig
den praktiske Prøve, og udbad sig derfor Fakultetets Forslag om den Tid, paa
hvilken disse Prøver passende kunde afholdes, og henstillede, om de ikke maatte
kunne ansættes til umiddelbart efter den skriftlige Del af de da forestaaende
juridiske Examina.
Efter at Fakultetet i Anledning heraf havde forhandlet med de faste Censorer
ved de juridiske Examina om Afholdelsen af saadanne praktiske Prøver, tilskrev
det den 9de November 1871 Ministeriet, at man var blevet enig om, at den af
Ministeriet foreslaaede Tid, altsaa omtrent Midten af December Maaned, var den
hensigtsmæssigste til Afholdelsen af disse Prøver. Paa den ene Side var det
af flere Grunde ønskeligt, at Prøverne ikke udsattes til efter Jul; paa den anden
Side maatte der gives de Vedkommende et nogenlunde rundeligt Varsel. Da det
ikke havde været Fakultetet klart, om Ministeriet vilde udstede den fornødne
offentlige Bekjendtgjørelse om Prøvernes Afholdelse, eller om denne skulde udgaa
fra Fakultetet, vedlagdes et Udkast til en saadan Bekjendtgjørelse, der, hvis den
vandt Ministeriets Bifald, strax vilde blive opslaaet paa Universitetet, og indrykket
i Berlingske Tidende, Fædrelandet og Dagbladet. Man havde i Udkastet ladet ind-
flyde en Bemærkuing om, at Ancienniteten for dem, der bestode Prøven, vilde
blive beregnet, som om de havde underkastet sig denne i Overensstemmelse med
de for Afholdelse af de praktiske Prøver tidligere gjældende Regler i Sommeren
1871. Fakultetet henviste med Hensyn hertil til sin Skrivelse af 27de September,
om at de paagjældende Kandidater havde et retfærdigt Krav paa, at denne Kegel
kom til at gjælde, og en Passus herom i Bekjendtgjørelsen vilde muligvis bidiage
til, at de Candidati og Examinati juris, for hvis Skyld Prøverne afholdtes, alle
meldte sig denne Gang, hvilket utvivlsomt vilde være det ønskeligste, fakultetet
indstillede derhos, efter Konference med de faste Censorer, at Examenskomiteen
for disse Prøver blev sammensat af et Medlem af Fakultetet og to af de faste
Censorer. Sluttelig henlededes Ministeriets Opmærksomhed paa Nødvendigheden
af, at Bekjendtgjørelsen udgik saa snart som muligt.
Juridisk Embedsexamen.
57
Det denne Skrivelse vedlagte Udkast til Bekjendtgjørelse lød saaledes:
„Da Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet har villet give de
Candidati og Examinati juris, der tidligere end i Sommeren 1871 have under-
kastet sig den theoretiske Prøve af den fuldstændige juridiske Embedsexamen og
af den juridiske Examen for ustuderede med et til Indtrædelse i visse Livs-
stillinger fyldestgjørende Udfald, men som enten ikke have indstillet sig til den
praktiske Prøve, eller ikke opnaaet et lige tilfredsstillende Udfald af denne, Ad-
gang til, hvis de ønske det, at underkaste sig den praktiske Prøve efter de for
denne forhen gjældende Regler, vil der i Midten af December Maaned for de
foran nævnte Candidati og Examinati juris ved Universitetet blive afholdt prak-
tiske juridiske Examina efter disse Regler. I Følge Ministeriets Bestemmelse bliver
Ancienniteten for dem, der bestaa disse Examina, at beregne, som om de i Over-
ensstemmelse med den for de praktiske Prøver ved de juridiske Examina tidligere
gjældende Ordning havde underkastet sig Prøven i Sommeren 1871.
De, der agte at indstille sig til disse Examina, have at melde sig til det
rets- og statsvidenskabelige Fakultets Dekanus inden den 12te i næste Maaned,
og vil det ved Opslag paa Universitetet i sin Tid blive nærmere bekjendtgjort,
paa hvilke Dage Prøverne afholdes."
Den 10de November bifaldt Ministeriet, at den ovenmeldte Bekjendtgjørelse
blev foranstaltet offentliggjort af Fakultetet paa den af samme foreslaaede Maade,
samt Indstillingen om Examenskomiteens Sammensætning. Efter at Bekjendt-
gjørelsen var offentliggjort, meddelte Ministeriet imidlertid den 2den December
samme Aar, at Behandlingen i Rigsdagen af et Forslag til Lov om Ophævelse af
den af Lovgivningen i visse Forhold stillede Fordring paa Aflæggelse af en prak-
tisk juridisk Prøve var saa vidt fremmet, at den endelige Vedtagelse turde forud-
sættes Da det turde ventes, at Lovforslaget derefter vilde erholde Allerhøjeste
Stadfæstelse, ansaa Ministeriet det for rigtigst, at der af Hensyn til den frem-
lykkede Tid allerede nu fra Fakultetet udgik en offentlig Bekjendtgjørelse om, at
Indvarslingen til den 12te December af dem, som ønskede at underkaste sig den
praktiske Prøve, tilbagekaldtes. Den 4de December næst efter, bekjendtgjorde
fakultetet: „I Følge Ordre fra Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet
meddeles herved, at den i lakultetets Bekjendtgjørelse af 10de November dette Aar
bebudede Examen practicum for ældre Candidati og Examinati juris ikke vil blive
afholdt."
Den 8de Januar 1872 udkom følgende
Lov
om
Ophævelsen af den af Lovgivningen i visse Forhold stillede Fordring paa Aflæggelse
at en praktisk juridisk Prøve.
\ i Christian den Niende osv.
<ijøre vitterligt: Rigsdagen har vedtaget og Vi ved Vort Samtykke stadfæstet
følgende Lov:
Hvor Adgangen til visse Stillinger eller Nydelsen af visse Rettigheder i
telge de hidtil gjældende Regler har været betinget af en vis Karakter saavel til
den praktiske som til den theoretiske Prøve ved den fuldstændige eller ufuldstændige
juridiske Examen, skal det for Fremtiden ogsaa for deres Vedkommende, som have
Universitets-Aarbog,	&
58
Universitetet 1871
— 1873.
underkastet sig Examen før Sommeren 1871, være tilstrækkeligt, at de have er-
holdt den fordrede Karakter ved Examens theoretiske Prøve.
Hvorefter alle vedkommende sig have at retie.
I Henhold til denne Lov vedtog det juridiske Fakultet, for Fremtiden ved
Udfærdigelsen af Examensbeviserne for ældre Kandidater, der havde taget den
praktiske Prøve, kun da at optage en Bevidnelse om dennes Udfald, naar Kan-
didaten ønskede det.
d. Regler for Karakterbestemmelsen ved de juridiske Examina.
Ved Anordn. 30te Juni 1871 §3 var det fastsat, at Ministeriet bemyndigedes
til, efter nærmere Forslag fra det rets- og statsvidenskabelige Fakultet, at tastsætte
de Forandringer i Henseende til Karakterberegninge* ved de juridiske Examina,
som vilde være en Følge af de ved Anordningen givne Bestemmelser. I Skiivelse
af 27de Oktober 1871 begjærede Ministeriet derfor Fakultetets Forslag med Hensyn
til disse Regler, hvilket Fakultetet derpaa fremsendte med Skrivelse af 10de Novbr.
samme Aar. Det bemærkede heri, at der ikke var Grund til at foretage nogen
væsentlig Forandring i de Grundsætninger, hvorpaa de hidtil gjældende Reglei
for Karakterberegningen hvilede, men at man kun skulde søge at oveiføie dem
paa den nye Ordning. Udførelsen af denne Tanke var ikke vanskelig. Med
Hensyn til den fuldstændige juridiske Examen var Forholdet det, at der efter den
ældre Ordning, naar Hovedfagene regnedes for 2 og Bifagene for 1, havdes 19
Karakterer (6 Hovedfag -f 7 Bifag); af disse maatte de 12 være laud'er, naar
de 7 vare haud'er, for at udbringe Minimum til Hovedkarakteren laudabilis.
Efter Anordningen af 30te Juni d. A. var der, naar Hovedfagene legnedes for 2,
og Bifaget for 1, ialt 15 Karakterer. Herefter blev altsaa følgende Proportion
at opstille = y hvor da x betegnede det Antal laud'er, som under den nye
Ordning udfordredes som Minimum for at give Karakteren laudabilis, forudsat at
de øvrige Karakterer vare lutter haud'er; x blev = 9T9¥. Bortkastedes Brøken,
fik man altsaa det Resultat, at af de 15 Karakterer maatte de 9 være laud'er,
naar de 6 vare haud'er, for at udbringe Minimum til Hovedkarakteren laudabilis.
Med andre Ord, Minimum for at opnaa Hovedkarakteren laudabilis, maatte være
laud i 4 af de 7 Hovedfag og i Bifaget. Naar man beholdt de samme Talværdier
for de enkelte Karakterer som hidtil, hvilket syntes at være det naturligste, vilde
det Antal Points, som udfordredes til Hovedkarakteren laudabilis, herefter blive
93 i Stedet for 119.
Naar man gik frem paa samme Maade ved at bestemme Grænsen mellem
Hovedkaraktererne hatid illaudabilis og non contemnendus, vilde det ses, at da der
nu som Minimum til at opnaa haud illaud, krævedes 15 haud er af 1J Karakteren
forudsat, at de 4 andre vare non'er, maatte der under den nye Ordning, hvor Karak-
terernes Antal var 15, fordres lift, hvilket da Brøken oversteg i og meget
nærmede sig til 1, formentlig burde afrundes til 12. Følgen heraf vilde blive,
at der som Minimum til at opnaa Hovedkaraktéreh haud illaud. maatte kræves t>
haud'er i Hovedfagene, hvorimod der da kunde taales 1 non i et Hovedfag og
non i Bifaget. Oversat i Points vilde dette sige, at der til Hovedkarakteren haud
illaudabilis udfordredes mindst 63 Points (i Stedet for tilforn 79).
Med Hensyn til Grænsen mellem non contemnendus og Rejektion, mente
Juridisk Embedsexamen.
59
Fakultetet, at der var al Grund til at opstille den Regel, at et 0 i et Hovedfag
ubetinget medførte Rejektion, hvorimod et O i Bifaget formentlig burde have
Virkning som efter de tidligere Regler, nemlig at trække ligesaa meget fra, som
et laud lægger til, og derfor burde sættes til 7. For øvrigt vilde, med den
Modifikation, som fulgte af Virkningen af et O i et Hovedfag, de tidligere Regler,
overførte paa den nye Ordning, medføre, at der som Minimum til at opnaa Hoved-
karakteren non conternnendus maatte udkræves 27 Points (i Stedet for forhen 31).
Til Opnaaelsen af Hovedkarakteren laudabilis & quidem egregie maatte der,
naar de ældre Grundsætninger overførtes paa de nye Forhold, fordres et Points-
antal af 114 (i Stedet for tidligere 145).
Hvad den juridiske Examen for ustuderede angik, var Forholdet efter An-
ordningen af 30te Juui 1871 blevet det, at der kun gaves 5 Karakterer af lige Værd
og Betydning. Som en Følge heraf syntes det at frembyde sig som en Nødven-
dighed, at man til Hovedkarakteren Bekvem maatte fordre i det mindste 3 godt
mod 2 tg, og til Hovedkarakteren Ej ubekvem 3 tg mod 2 mdl. Hvad der faldt
herunder, medførte Rejektion, i hvilken sidste Henseende bemærkedes, at 0 i et
af Fagene, der formentlig alle burde anses for Hovedfag, ligesom hidtil ubetinget
burde medføre Rejektion. Højere Hovedkarakter end Bekvem gaves der ikke ved
denne Examen. Naar man beholdt den Talværdi for de enkelte Karakterer, som
nu var tillagt Karaktererne i Hovedfagene ved samme, vilde de anførte Grund-
sætninger lede til, at der til Bekvem maatte kræves mindst 62 Points og til Ej
Ubekvem mindst 34 Points.
Det efter disse Grundsætninger udarbejdede Forslag til Karakterberegningen
ved de juridiske Examina blev bifaldet af Ministeriet, som under 16de November
1871 paalagde Fakultetet at lade disse Regler bekjendtgjøre paa sædvanlig Maade.
Reglerne meddeles her.
I. Regler for Karakterbestemmelsen ved den fuldstændige juridiske Embedsexamen,
fastsatte i Overensstemmelse med den kgl. Anordn, af 30te Juni 1871 § 3.
§ 1.
De forskjellige Discipliner, hvori der examineres ved den fuldstændige juridiske
Examen,:inddeles i tvende Klasser, saaledes at Specialkaraktererne i de Discipliner,
der henhøre til første Klasse, faa dobbelt Vægt mod Karakteren i den til anden
Klasse hørende Disciplin.
§ 2.
Til første Klasse høre følgende 7 Discipliner: almindelig Retslære, Romerret,
den danske Civilrets første Afdeling, den danske Civilrets anden Afdeling, den
danske Kriminalret, den danske Proces og den danske Statsret. Til anden Klasse
hører kun en Disciplin, nemlig den danske Retshistorie.
§ 3.
Specialkaraktererne ere følgende og der	tillægges dem efterstaaende Tal-
værdier:
laudabilis præ ceteris i første Klasse	16,	i anden	Klasse	8.
laudabilis — —	14,	—	—	7.
haud illaudabilis — —	10,	—	—	5.
non conternnendus — —	2,	—	—	1.
60
Universitetet 1871—1873.
§ 4.
Den, der erholder Nul i nogen til første Klasse hørende Disciplin, anses
ubetinget og uden Hensyn til, hvilke Specialkarakterer han i øvrigt har faaet, for
umoden. Nul i den til anden Klasse hørende Disciplin medfører ikke ubetinget
Rejektion, men der tillægges det en Virkning af -f- 7,
§ 5.
Hovedkaraktererne ore:
laudabilis & quidem egregie, hvortil udfordres Specialkarakterer, som til-
sammen udgjøre en Talværdi af 114,
laudabilis, hvortil udfordres Specialkarakterer, som tilsammen udgjøre en
Talværdi af 93,
haud illaudabilis, hvortil udfordres Specialkarakterer, som tilsammen udgjøre
en Talværdi af 63,
non contemnendus, hvortil udfordres Specialkarakterer, som tilsammen ud-
gjøre en Talværdi af 27.
Den, der ikke opnaar mindst 27 Points, saavel som den, der i nogen til
første Klasse hørende Disciplin erholder Nul, anses for umoden.
II. Kegler for Karakterbestemmelsen ved den juridiske Examen for ustuderede,
fastsatte i Overensstemmelse med den kg]. Anordn, af 30te Juni 1871 § 3.
§ I.
Ved den juridiske Examen for ustuderede exainineres der i følgende 5 Di-
scipliner: Den danske Civilrets første Afdeling, den danske Civilrets anden Af-
deling, den danske Kriminalret, den danske Proces'es første Afdeling, den danske
Proces'es anden Afdeling.
§ 2.
Specialkaraktererne, som kunne gives, ere følgende, og der tillægges dem
efterstaaende Talværdier;
Særdeles godt............16
godt...................14
temmelig godt...........10
maadeligt............... 2.
§ 3.
Den, der i nogen Disciplin erholder Nul, anses for umoden.
§ 4.
Hovedkaraktererne ere:
Bekvem, hvortil udfordres Specialkarakterer, som tilsammen udgjøre en Tal-
værdi af 62 Points.
Ej ubekvem, hvortil udfordres Specialkarakterer, som tilsammen udgjøre en
Talværdi af 34 Points.
Den, der ikke opnaar mindst 34 Points, saa vel som den, der i nogen Disciplin
erholder Nul, anses for umoden.
e. Afgjørelse af enkelte Tilfælde med Hensyn til den juridiske Embedsexamen.
En studerende indfandt sig til den fuldstændige juridiske Euibedsexamens
skriftlige Del i Decbr. 1871 en Time for sent, idet han stod i den Formening,
at Examen var ansat en Time senere, end det virkelig var Tilfældet. Notarius
Lægevidenskabelig Forberedelsesexamen.
61
indlod ham uuder Forbehold, og bragte Spørgsmaalet, om hans Afhandling kunde
antages, for Fakultetet. Dette nægtede ham Adgang til Examen, da det i Reg-
lementet tor Examen, som ved denne Leilighed indskjærpedes, hedder, at naar
Opgavens Oplæsning er begyndt, lukkes Dørene og der tilstedes ingen Adgang.
Han androg da paa at erholde Tilladelse til et halvt Aar efter atter at maatte ind-
stille sig, hvilket Fakultetet anbefalede, dels fordi han havde svævet i en ham i
øvrigt selv tilregnelig Uvished med Hensyn til Tiden for Examens Begyndelse,
dels fordi han var syg og et Par Dage efter blev saa angrebet, at han i ethvert
Fald ikke vilde kunne have fuldendt den skriftlige Prøve. Ved Skrivelse af 26de
Januar 1872 meddelte Ministeriet Tilladelse hertil.
5. Forelæsninger og E'xamina under det lægevidenskabelige
Fakultet.
Bekj. af 12te Juli 1870 om nogle Forandiinger ved Forberedelsesexamen
for Lægestuderende og ved den lægevidenskabelige Embedsexamen havde bragt en
Række Forhandlinger, der vare førte om en hensigtsmæssig Ordning af'det medi-
cinske Studium og Examensvæsen, til Afslutning. I det Tidsrum, som er Gjen-
stand for nærværende Meddelelser, falder imidlertid tvende Foranstaltninger, som
gaa ud paa en videre Udførelse af den nævnte Bekjendtgjorelse, og om hvilke
Beretning her maa gives.
a. Om Ordningen af den praktiske Prøve i kvalitativ uorganisk Analyse ved
Forberedelsesexamen for Lægestuderende in. v.
Under 10de Oktober 1871 indgav Formanden for Examinatorerne ved Forberedel-
sesexamen for Lægestuderende, Prof. Thomsen, til Ministeriet en Forestilling, i hvilken
han opstillede endel Forslag til Ordningen af den nævnte Prøve. Hvad selve Prøven
angik, antog han, at den efter Omstændighederne kun kunde blive af temmelig
elementær Natur, og at derfor en Tid af 8 Timer vilde være fuldkommen til-
strækkelig til Udførelsen af samme. Arbejdet burde, som ved andre lignende
Examiner, udføres uden Benyttelse af videnskabelige Hjælpemidler, saasom Bøger
eller Manuskripter, og over Arbejdet og dets Resultat maatte gives en kort
skriftlig Beretning. — Da der ligesom ved alle praktiske Prøver maatte føres
lilsyn med Kandidaterne, vilde en Udgift til Inspektion blive en nødvendig Følge
at den anordnede praktiske Examen. Saadanne Inspektører, som nødvendigvis
maatte have nogen hidsigt i kemiske Arbejders Natur, lønnedes ved lignende
Examiner med 3 Mk. for hver Time eller 4 Rd. for hver Examensdag, og da der
tor hver 12 Kandidater i Følge Examenslokalernes Indretning maatte være 2
Inspektører, vilde Udgiften for hver Kandidat saaledes beløbe sig til 4 Mk. 8 Sk.,
torudsat, at Kandidaternes Antal var deleligt med I 2. Da dette ikke kunde forudsættes
altid at være Tilfældet, og da der paa Examensdagene maatte lønnes en Extra-
karl til Rengjøring o. desl., kunde man ikke anslaa Udgiften for hver Kandidat
til mindre end l Rd. Han foreslog derfor, at Betalingen for Adgang til Forbe-
redelsesexamen for Lægestuderende forhøjedes fra 3 til 4 Rd., af hvilket Beløb da 1 Rd.
tilfaldt Laboratoriet til Bestridelse af Udgifterne ved Inspektion o. desl. Uagtet
Afholdelsen af en praktisk Examen for saa stort et Antal studerende, vistnok 100
om Aaret, vilde skaffe Laboratoriet en ikke ganske ringe Udgift, mente han dog, i
det mindste foreløbig, ikke at burde foreslaa noget Vederlag til Laboratoriet i den
62
Universitetet 1871
— 1873.
Anledning. — Ved Bekj. af 12te Juli 1870 A. Nr. 3 var det overladt Examina-
torerne ved Examen i Forening at udnævne den ene af dø for hvert Examensfag
fungerende Censorer. For saa vidt disse Censorer ikke henhørte til Universitetets
eget Personale, syntes Billighed at tale for, at de lønnedes for dette ikke ubety-
delige Arbejde, og han foreslog derfor i Lighed med, hvad andetsteds fandt Sted,
at de fremmede Censorer lonnedes med 3 Mk. for hver Kandidat, og at Udgiften
udrededes af Universitetet. Ved et Kandidattal af 100 om Aaret vilde Udgiften
for en saadan fremmed Censor beløbe sig til 50 Rd. — Endelig meddelte han,
at han, efter at Dr. phil. M. Jørgensen var blevet ansat som Lektor i Kemi ved
Universitetet, med ham havde truffet et saadant Arrangement, at der hvert Aar
kunde blive afsluttet et fuldstændigt Sæt af Forelæsninger for dem, der studere
til Forberedelsesexamen for Lægestuderende. Da Lektor Jørgensen paa denne Maade
kom til at deltage i den theoretiske Undervisning for de lægevidenskabelige studerende,
ønskede han ganske naturligt ogsaa at kunne komme til at deltage i Examina-
tionen af de nævnte studerende, og Prof. Thomsen mente, at dette lettest og bedst
kunde indrettes paa den Maade, at Lektor Jørgensen hvert andet Aar examinerede
ved den mundtlige Examen, og paa Grund af Foredragenes Fordeling tørste Gang
ved Examen i Juni 1872.
Prof. Thomsen indstillede derfor til Ministeriets Approbation:
1)	at der til Udførelsen af den praktiske kemiske Prøve ved Forberedelses-
examen for Lægestuderende maatte anvendes 8 Timer, at der ved Prøven ikke
maatte benyttes nogen trykt eller skrevet Vejledning, samt at der over Ar-
bejdet og dets Resultat gaves en kort, skriftlig Beretning;
2)	at Betalingen for Adgangen til Examen forhøjedes fra 3 Rd. til 4 Rd.,
hvoraf den ene Rigsdaler tilfaldt Universitetets kemiske Laboratorium til Be-
stridelse af Udgiften ved Inspektion m. m.;
3)	at de fremmede Censorer ved Examen lønnedes med 3 Mk. for hver Kandidat,
hvilken Udgift blev at udrede af Universitetet, og
4)	at Lektor Jørgensen hvert andet Aar examinerede i Kemi ved den mundtlige
Examen for Lægestuderende, første Gang i Juni 1872 og Januar 18 <3.
Det lægevidenskabelige Fakultet tiltraadte i Erklæring af 7de November 18 <1
de foreslaaede Bestemmelser, men henstillede, om det ikke vilde være meie pas-
sende, om de Censorer, der ikke henhøre til Universitetets eget Personale, lønnedes
med et fast Honorar, i Lighed med de Censorer, der medvirke ved de øvrige til
lægevidenskabelig Examen henhørende Fag. Konsistorium sluttede sig i Skiivelse
af 3die December 1871 ligeledes til Professor Thomsens Forslag, men udtalte sig
udførligere med Hensyn til Forslaget under Nr. 3, tildels foranlediget deived, at
Ministeriet havde tilstillet Konsistorium et Andragende fra C and. mag. H. KjcCi-
skou om Honorar for Censur ved den lægevidenskabelige Forberedelsesexamen og
»anmodet Konsistorium om i Forbindelse med Sagen om den praktiske kemiske
Prøve at tage under Overvejelse, hvorvidt der overhovedet nu maatte være Feje
til at honorere Censorforretningerne ved de Universitetsprøver, ved hvilke Censoier
benyttes, men som ligge udenfor de Examiner, for hvilke faste lensoiei eie be
skikkede. Konsistorium erkjendte, at der ikke med Billighed kunde stilles den
Fordring til Mænd udenfor Universitetslærernes Kreds, at de skulde bringe det
ikke ubetydelige Offer af Tid og Kræfter, som Deltagelsen i Censuren vilde ud-
kræve, uden derfor at erholde nogen Godtgjørelse, og troede, at det heller ikke i
Lægevidenskabelig Forberedelsesexamen.
68
Længden kunde ventes, at de Mænd, som man helst maatte ønske til dette Hverv,
vilde findes villige til at overtage det uden Honorar, paa samme Tid, som der ved
de Examiner, for hvilke faste Censorer ere beskikkede, ydedes disse et ikke ube-
tydeligt Vederlag. Konsistorium maatte derfor tiltræde Forslaget om, at de frem-
mede Censorer ved Forberedelsesexamen for Lægestuderende for Fremtiden erholdt
et Honorar, ligesom man ogsaa mente at burde slutte sig til Prof. Thomsens
Forslag om dette Honorars Beregning og Udredelsestnaade. At bestemme et fast
Honorar, som af det lægevidenskabelige Fakultet var foreslaaet, syntes mindre
naturligt efter den Maade, hvorpaa Tilkaldelsen af de nævnte Censorer var ordnet;
den Forskjel, som, hvis det foreliggende Forslag vandt Bifald, vilde fremkomme
mellem de nævnte Censorer og dem, der medvirke ved de øvrige til lægeviden-
skabelig Examen henhorende Fag, forekom Konsistorium tilstrækkelig begrundet
derved, at de sidst nævnte vare faste, af Ministeriet beskikkede Censorer. Derimod
vilde det, for at undgaa Uklarhed, være nødvendigt at præcisere noget nærmere
den i Prof. Thomsens Forslag opstillede Norm for Honorarets Beregning, idet
Udtrykket „3 Mk. for hver Kandidat" kunde forstaas paa flere Maader. Konsi-
storium maatte anse det for rigtigt, at Honoraret beregnedes til 3 Mk. for hver
Kandidat, som indtegnedes, saaledes at det blev uden Betydning, at en indtegnet
Kandidat senere af en eller anden Grund ikke indstillede sig til Prøven i det
hele eller et enkelt Fag. Den vedkommende Censor maatte nemlig disponere over
sin Tid efter Hensynet til de indtegnede Kandidater, som kunde ventes at ind-
stille sig, og den Omstændighed, at en Kandidat senere ikke virkelig indstillede
sig, vilde derfor i Reglen ikke være ham til nogen væsentlig Nytte. Ved denne
Beregningsmaade, som vistnok ogsaa havde ligget i Prof. Thomsens Tanke, vilde
man formentlig ogsaa fyldestgjøre i det mindste en af de Betragtninger, som
havde ført det lægevidenskabelige Fakultet til at foreslaa et fast Honorar. —-
Med Hensyn til det almindelige Spørgsmaal, hvorvidt der overhovedet nu maatte
være Føje til at honorere Censorforretningerne ved de Universitetsprøver, ved
hvilke Censorer benyttes, men som ligge udenfor de Examiner, for hvilke faste
Censorer ere beskikkede, bemærkede Konsistorium, at de Grunde, som havde ledet
Konsistorium til at tiltræde Forslaget om at honorere de fremmede Censorer ved
den lægevidenskabelige Forberedelsesexamen, ganske vist maatte føre til det samme
Resultat med Hensyn til andre Universitetsprøver, ved hvilke Mænd udenfor
Universitetslærernes Kreds tilkaldes sotn Censorer, uden at være beskikkede som
faste Censorer i Henhold til Lov af 25de Marts 187 1 § 9, og man maatte derfor
finde det rigtigt, at den samme Regel bragtes til Anvendelse, særlig ogsaa med
Hensyn til Beregningen og Udredelsesmaaden, Reglen maatte formentlig finde
Anvendelse paa de Skolemænd, som Ministeriet i Henhold til Bekj. af 13de Maj
1850 § 5 hvert Aar beordrede til at medvirke ved Adgangsexamen ved Universi-
tetet, for saa vidt de ikke nyde Diæter. I Henhold til alt oven anført indstillede
Konsistorium* at de af Prof. Thomsen til Ministeriets Approbation indstillede
Ptinkter Nrt 1, 2 og 4 bifaldtes, samt at Censorer udenfor Universitetslærernes
Kreds, som benyttedes ved Universitetsprøver^ for hvilke faste Censorer ikke ere
beskikkede, honoreredes med V2 Rd. for hver Kandidat, som indtegnedes, hvilken
Udgift blev at udrede af Universitetet.
Under 12te December 1871 bifaldt derefter Ministeriet:
a) at der til Udførelsen af den praktisk-kemiske Prøve ved Forberedelsesexamen
64
Universitetet 1871 —1873.
for Lægestuderende maatte anvendes 8 Timer, at der ved Prøven ikke maatte
benyttes nogen trykt eller skrevet Vejledning, og at der over Arbejdet og
dets Resultat gaves en kort, skriftlig Beretning;
b)	at Betalingen for Adgangen til Examen forhøjedes fra 3 til 4 Rd., hvoraf
den ene Rigsdaler tilfaldt Universitetets kemiske Laboratorium til Bestridelse
af Udgiften ved Inspektion m. m., og
c)	at Lektor Jørgensen hvert andet Aar examinerede i Kemi ved den mundtlige
Examen for Lægestuderende, første Gang i Juni 1872 og Januar 1873.
Ved Skrivelse af 18de December 1871 bifaldt Ministeriet endvidere, at der
tilstodes de Censorer, som udenfor Universitetslærernes Kreds benyttedes ved For-
beredelsesexamen for Lægestuderende et Honorar af V2 Rd. for hver Kandidat,
som indtegnedes, og at denne Udgift afholdtes af og afdroges i de paa Universi-
tetets 7de Indtægtspost opførte Examensindtægter. Ministeriet bevilgede derhos,
at der af samme Konto for Finantsaaret 187 1—72 tilstodes Cand. mag. Kjærskou
et Beløb af 50 Rd. for de af ham ved oven nævnte Examen i Dr. phil. Warmings
Fraværelse udførte Censurforretninger.
b. Om Karakterberegningen ved den lægevidenskabelige Embedsexamen.
I Bekj. af 12te Juli 1870 A, Nr. 2 var det bestemt, at Specialkaraktererne
ved den lægevidenskabelige Forberedelsesexamen skulde tages med i Beregningen
af Hovedkarakteren til den lægevidenskabelige Embedsexamen efter de nærmere
Forskrifter, som herfor vilde være at give af Ministeriet for Kirke- og Undervis-
ningsvæsenet. Disse Bestemmelser bleve givne ved Ministeriets Skrivelse af 1 1te
November 1870.*) E11 Forandring af et enkelt Punkt i disse har senere
fundet Sted.
Efter at nemlig en studerende ved Lægeexamen havde erholdt 3f Points og
derfor af Fakultetet var blevet erklæret for ikke at have bestaaet Examen, efter-
som Minimum for at bestaa var 14 Points, forelagde den paagjældende, der antog,
*) I denne Skrivelse, som ikke falder ind nnder Omraadet for nærværende Beretning,
blev det fastsat:
I at Beregningen af de i Henhold til Bekj. af 12te Juli d. A. indførte to
nye Fælleskarakterer ved Forberedelsesexamen for de lægevidenskabelige
studerende, den ene for Botanik, Fysik og Zoologi, deu anden for den theore-
tiske og praktiske Prøve i Kemi, sker paa samme Maade, som Beregningen af
Specialkaraktererne ved den lægevidenskabelige Embedsexamen, saaledes at der
ligesom hidtil kun gives hele Karakterer ved den nævnte Forberedelsesexamen
(Laudabilis præ ceteris, Laudabilis, Haud illaudabilis lmi gradus, Haud illau-
dabilis 2di gradus og Non contenmendus);
11. at Beregningen af Hovedkarakteren ved den lægevidenskabelige Embedsexamen
sker derved, at de forskjellige Karakterers Minimumssummer forhøjes efter For-
holdet 14:16, eftersom deres Sum ved Optagelsen af to nye Karakterer i Be-
regningen er blevet forhøjet i samme Forhold, saaledes at altsaa Minimums-
summerne efter den nye Beregning ville blive:
for Laudabilis præ ceteris............16x14 V=232
—	Laudabilis......................16x10^=168
—	Haud illaudabilis lmi gradus .....16x 6^=104
—	Haud illaudabilis 2di gradus......16X 2|= 40
—	Non contemnendus ..............{f = 1
alt dog med de i Bekj. af 12te Juli 1870 B. I. bestemte Undtagelser-, _
lil. at der, indtil bemeldte Forberedelsesexamen første Gang i Januar 1872 af -
holdes i Overensstemmelse med nys nævnte Bekjendtgjørelse, af de fire Fag ved
Fofberedelsesexamen for de lægevidenskabelige studfcréiide paa sædvanlig Maade
uddrages en enkelt Fælleskarakter, hvis dobbelte Sum overføres i Beregningen
af Hovedkarakteren til den lægevidenskabelige Embedsexamen.
Lægevidenskabelig Embedsexamen.
65
at Minimum var j-f = l Point, Sagen for Ministeriet, der herover begjærede
Fakultetets Erklæring. I denne Anledning bemærkede dette under 24de Juli 187 2
følgende. PI. af 30te Januar 1838 § 6 fastsætter, hvilke Karakterer, der skulle
gives ved den forenede medicinsk-kirurgiske Examen, men indeholder ingen nær-
mere Bestemmelse om Beregningsmethoden. I en Skrivelse af 24de Februar 1838
tilmelder Universitetsdirektionen Fakultetet, at Kongen i Henseende til Karakter-
beregningen har overladt Examinatorerne selv at foretage de Forandringer derved,
som findes nødvendige. Resultatet af de Forhandlinger, der i den Anledning
førtes mellem Examenskommissionen og Fakultetet, findes indførte paa den første
Side i Akademiets specielle Examinationsprotokol for 1838 og følgende Aar, og
disse Regler have altsaa været, og ere de gjældende Bestemmelser for alle Kan-
didater, der have underkastet sig den forenede Lægeexamen. De lyde saaledes:
Det af Censorernes Vota udkomne Middeltal betegner Specialkarakteren. Naar
det ved Specialkarakterernes Sammenregning udkomne Middeltal er
16, 15, bliver Hovedkarakteren laud. præ ceteris.
14, 13, 12, 11, bliver Hovedkarakteren laudabilis.
10,	9, 8, 7, bliver Hovedkarakteren haud illaud. I.
6, 5, 4, 3, bliver Hovedkarakteren haud illaud. II.
2, 1, bliver Hovedkarakteren Non contemnendus.
Den Kandidat, hvis Specialkarakterers Middeltal ikke er fuldt 1, har ikke
bestaaet Examen; Middeltallene 14* 10*, 6* og 2* gjælde for 15, 11, 7 og 3.
Naar en eller flere Censorer stemme for at give Kandidaten Nul i en Specialprøve,
saa gjælder hvert saadant -f- 22; stemme alle de bedømmende for Nul i en Spe-
cialprøve, da er Kandidaten rejiceret fra Examen.
Efter disse Bestemmelser er der altsaa ingen Tvivl om, at 14 x l = 14
ei det mindste Antal Points for Non contemnendus. Ved at gjennemgaa samtlige
Examiner siden 1838, har det ogsaa vist sig, at ingen Kandidat har faaet Non
cont. uden mindst 14 Points, og alle, hvis Examen tegnede til at faa et daar-
hgere Udfald, have trukket sig tilbage inden Examens Slutning. I Overensstem-
melse hermed var det, at Fakultetets Dekanus betydede den paagjældende, at han
ikke havde bestaaet Examen, og ikke lod ham indtegne sit Navn i Edsprotokollen.
I Ministeriets Skrivelse af Ilte November 1870 om den fremtidige Karak-
terberegning ved Forberedelsesexamen for lægevidenskabelige studerende og den
deraf følgende Forandring i Udregningen af Hovedkarakteren ved den lægeviden-
skabelige Embedsexamen hedder det derimod:
11.	at Beregningen af Hovedkarakteren ved den lægevidenskabelige Embeds-
examen sker derved, at de forskjellige Karakterers Minimumssummer forhøjes efter
Forholdet 14: 16, eftersom deres Sum ved Optagelsen af to nye Karakterer i Be-
regningen er blevet forhøjet i samme Forhold, saaledes at altsaa Minimumssum-
merne efter den nye Beregning ville blive:
for laud. præ eet................. 16 x 14| = 232
" laild......................... 16 X 10| = 168
-	haud illaud. 1................ 16 X 6* =•= 104
-	haud illaud. II............... 16 X 2|- — 40
-	non cont............................il	_ »
................. I6 — i
Disse Bestemmelser ere fuldkommen overensstemmende med Fakultetets egen
Indstilling til Ministeriet. Medens Beregningen altsaa fra 1838 fastsætter
Univereitets-Aarbog.	Cj
66
Universitetet 1871 —1873.
Minimumsgrænsen til 14 X 1 =* 14, fastsættes denne derimod i Skrivelse af
Ilte November 1870 til y§ = 1. Denne Uoverensstemmelse er opstaaet ved en
Fejl fra Fakultetets Side, idet vi i vor Indstilling burde i Analogi med den tid-
ligere, nu gjældende Bestemmelse have foreslaaet Minimumsgrænsen forhejet fra
14 X i = 14 til 16 X 1 = 16. Fakultetet skjønner ikke rettere, end at
Skrivelsen af Ilte November 1870 først kommer til at gjælde for de Kandidater,
der tage Embedsexamen med 16 Specialkarakterer (altsaa for dem, der tage For-
beredelsesexamen efter 1ste Januar 1871), og at den ikke kan faa tilbagevirkende
Kraft for Andragerens Vedkommende. Da han har taget Forberedelsesexamen i
1866, maa efter vor Mening Bestemmelsen fra 1838, der nu i en lang Række
Aar har været den gjældende, ogsaa være afgjørende i dette Tilfælde, og vi
maa altsaa anse ham for rejiceret, da han kun har opuaaet 3^ Points og ikke
det befalede Middeltal 14 X 1 = 14. Denne Mening bifaldt Ministeriet ved
Skrivelse af 16de August 1872.
I Slutningen af sin Erklæring havde Fakultetet bebudet nærmere Indstilling
om en Ændring af Bestemmelsen i Skrivelse af Ilte November 1870 saaledes, at
Minimumsgrænsen for non cont. i Analogi med den tidligere Beregning forhøjedes
til 16 X 1 = 16. Denne Erklæring fremkom under 30te September 1872 og
gik ud paa, at de ved den nævnte Skrivelse fastsatte Kegler forandredes saaledes,
at den mindste Sum af Points, som var nødvendig for at opnaa Karakteren Non
contemnendus, fastsattes til 16, eftersom Gjennemsnitsværdien for Non = 1, mul-
tipliceret med Specialkarakterernes Antal 16, var lig 16. Den hidtil gjældende
Beregningsmaade fra 1838 fastsatte nemlig Gjennemsnitsværdien for Non contem-
nendus = 1, saaledes at den mindste Sum af Points, som maatte opnaas for at
faa Non med de da værende 14 Specialfag, blev 14 X 1 = 14. \ ed en Fejl
Ira Fakultetets Side blev det i Ministeriets Skrivelse af Ilte November 1870
fastsat, at Non for Fremtiden skulde kunne opnaas med en Sum af 1 Point,
nemlig -1-6 = 1. For at bringe Overensstemmelse mellem den hidtil gjældende
og den fremtidige Beregningsmaade, foreslog Fakultetet, at den nævnte Bestem-
melse ændredes som anført fra {§ = 1 til 16 X 1 = 16. Dette bifaldt Mini
steriet ved Skrivelse af 2den November 1872, saaledes at den mindste Sum af
Points, som var nødvendig for at opnaa Karakteren Non contemnendus, fastsattes
til 16, som var Gjennemsnitsværdien for Specialkarakteren Non contemnendus = 1,
multipliceret med Specialkarakterernes Antal.
c. Om Indretningen af en obstetricisk Klinik ved den kgl. Fødsels- og Pleje-
stiftelse for ældre lægevidenskabelige studerende m. m.
Allerede under de Forhandlinger, der i Aarene 1867 til 1869 førtes om en
bedre Ordning af den kliniske Uddannelse i Fødselsvidenskabeu for Læger o^
Ansættelse af en klinisk Assistent paa Fødselsstiftelsen, var det saavel af Over
akkouchøren ved den kgl. Fødselsstiftelse, daværende Lektor Stadfeldt, som af det
lægevidenskabelige Fakultet gjort gjældende, at Opiettelsen af en obstetricisk
Klinik i Fødselsstiftelsen for studerende maatte anses som særdeles ønskelig; men
det var tillige erkjendt, at en saadan kun vilde kunne gjennemfores, naai
ommeldte Post som klinisk Assistent ved Fødselsstiftelsen var blevet oprettet
Efter at dette sidste Punkt havde fundet sin Afgjørelse derved, at Ministeriet i
Skrivelse til Konsistorium af 13de Maj 1869 havde bevilget, at en saadan Assi-
Lægevidenskabelig Embedsexamen.
67
stent ansattes, bragte det lægevidenskabelige Fakultet Sagen frem paa ny, idet det
til Konsistorium indgav en motiveret Forestilling af 30te Maj 1870, i hvilken
det hedder:
„Studiet af Fødselsvidenskaben er for Tiden ordnet saaledes: de studerende
høre theoretiske Forelæsninger uden Adgang til nogensinde før deres Examen at
se en Forløsning; ved Fantomøvelser søges vel denne Mangel afhjulpet, men paa
en meget ufuldstændig Maade, thi disse øvelser faa først deres rette Betydning,
naar man har haft Lejlighed til at undersøge Forholdene under en Fødsel; da
først kan man lære rigtig at vurdere Forskjellen mellem de mekaniske Forhold
hos levende og paa Fantomet o. s. v. Først efter Examen aabnes Adgangen
til praktisk Erfaring ved det lovbefalede kliniske Kursus. — Hele denne Ordning
er for selve Studiet meget uheldig. I Fødselsvidenskaben maa Theori og Praxis
paa det nøjeste knyttes til hinanden. Theorien for sig bliver for Eleven let en
Udenadslærdom, som vanskelig forstaas og hurtigt forglemmes. Det er imidlertid
ikke vor Mening, at hele Uddannelsen som Fødselshjælper i theoretisk og praktisk
Henseende bør samles i den her foreslaaede Klinik for studerende; thi den prak-
tiske Uddannelse fordrer længere Tids fortsat og uafbrudt Iagttagen af fødende,
som vilde lægge altfor meget Beslag paa de studerendes Tid ; men vor Anskuelse
er, at der ved vort Universitet, som ved andre Landes medicinske Skoler, bør
gives den studerende Lejlighed til en foreløbig praktisk Uddannelse for Examen
i Obstetrik, for at dette Fags Hovedlærdomme ved Examen kunne være opfattede
og have Udsigt til at blive opbevarede i Erindringen, medens det kliniske Kursus
efter Examen skal befæste Kundskaberne og give den nødvendige Oveise.
En saadan Omordning ved Studiet af Fødselsvidenskaben maa saaledes i og
for sig anses for hensigtsmæssig, men den vil tillige være ønskelig, saaledes som
Forholdene ved det lægevidenskabelige Studium have udviklet sig. Efter den nu-
værende Ordning gjennemgaa de examinerede Kandidater et 6 Ugers Kursus paa
Stiftelsen, og her kan man i det heldigste Tilfælde modtage og uddanne 30 — 40
Kandidater om Aaret. Den store Mængde af medicinske studerende i de sidste
Aar maa, i det mindste endnu i nogen Tid, medføre en større Tilgang; herved
vil opstaa et Misforhold mellem Klinisistpladsernes Antal og Aspiranterne til disse.
Det vil saaledes være umuligt andet, end at de examinerede Kandidater ville
komme til at vente ud over de 2 første Semestre efter fuldendt Examen, og først
efter et Par Aars Forløb kunne admitteres til Stiftelsen, et Forhold, der er saa
uheldigt, at det næppe behøver nærmere Paavisning. Ved den nuværende Ord-
ning er det ikke muligt at rette paa dette Misforhold ved at forkorte det 6 Ugers
Kursus yderligere, og Grunden hertil maa væsentligst søges deri, at Kandidaterne
savne enhver tidligere praktisk Uddannelse; hvis derimod en saadan kunde er-
hverves allerede før Examen ved den foreslaaede Klinik, saa vilde det vistnok
være muligt at forkorte den senere Uddannelse indtil 4 Uger, og man vilde saa-
ledes altid have det i sin Magt paa Tider, naar en stor Mængde Kandidater vente
paa Adgang til Stiftelsen, at forkorte den besværlige og i mange Henseender be-
tænkelige Ventetid. Med Hensyn til Ordningen af en saadan Klinik, da havde
man tænkt sig, at Kandidaterne i Hovedsagen henvistes til Undersøgelsen af de
fødende i Filialerne, medens de i Stiftelsen forplejede fødende forbeholdtes for de
studerende. Til Kliniken skulde kun admitteres de ældste studerende i det sidste
eller de to sidste Semestre før Examen. Under Tilsyn af Professoren skulde de
9*
68
Universitetet 1871 — 1873.
studerende efter Tur undersøge de fødende, og derpaa følge hele Fødslens Forløb
under den kliniske Assistents Tilsyn og Vejledning, saaledes at hver enkelt
fodende kun blev undersøgt af den enkelte studerende, hvem hun tilfaldt til
Iagttagelse. Den kliniske Undervisning kom dernæst til at omfatte de indtræf-
fende pathologiske Tilfælde, Barselsengens normale og sygelige Forløb, Explora-
tionsøvelser paa svangre, samt Foredrag over de forekommende Tilfælde af Kvinde-
og Børnesygdomme. Det maa indrømmes, at Professorens stadige Nærværelse ved
disse Ovelser giver tilstrækkelig Garanti for, at Humanitetens Fordringer ikke
krænkes. Man har indvendt mod en Klinik for studerende, at det var inhumant
at lade de fødende og især gifte Koner undersøge af studerende, at Stiftelsens
Tavshedsforpligtelse derved kom i Fare, samt at Sundhedstilstanden derved vilde
forværres. Med Hensyn til Tavshedsforpligtelsen, da er denne vist temmelig
illusorisk, navnlig for Filialernes Vedkommende; den bør ganske vist saa vidt
muligt overholdes, men den kan ligesaa godt overholdes med Studenter som med
Kandidater. At dernæst Stiftelsens fødende skulde saares mere i deres Blufærdig-
hedsfølelser ved at undersøges af en ældre Student, end af en ung Kandidat, indses
ikke, da man i ethvert Tilfælde aldrig paa en Fødselsstiftelse kan fritage de
fødende for Elevernes Undersøgelse. Endelig kan det ikke antages, at Sundheds-
tilstanden kan forværres ved en saadan Klinik, naar Undersøgelserne foretages
med det tilbørlige Hensyn og stræng Iagttagelse af de nødvendige Forsigtigheds-
regler, og i begge Henseender vil der være større Garanti ved en Klinik for
Studenter, hvor Professoren eller den kliniske Assistent altid vil kunne være til-
stede paa de bestemte Timer, end der er ved de kliniske Kandidaters Undersøgelser,
der som oftest maa foretages uden direkte Kontrol."
I Henhold hertil foreslog Fakultetet:
1.	at der ved Medvirkning af Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet op-
rettes en obstetricisk Kliuik for studerende i Fødselsstiftelsen under Ledelse af
Professoren i Fødselsvidenskab;
2.	at det lovbefalede kliniske Kursus for Kandidater kan, naar en saadan
Klinik er oprettet, indskrænkes til 4 Ugers Varighed, hvis Forholdene gjøre
det ønskeligt og muligt.
Konsistorium tiltraadte ganske disse Forslag i den Skrivelse af 13de Juni
1870, hvormed det indsendte Fakultetets Indstilling til Ministeriet.
Da den kgl. Fødsels- og Plejestiftelse dengang sorterede under Justits-
ministeriet, maatte de videre Forhandlinger med Stiftelsen føres gjennem dette
Ministerium, og Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet anmodede det der-
for om at ytre sig over Sagen. Justitsministeriet indhentede en Erklæring fra
Direktionen for Fødselsstiftelsen, som blev afgivet den 27de September 1870. I
denne hed det, at Direktionen vel kunde gaa ind paa Fakultetets Andragende om,
at der gaves de studerende Lejlighed til en foreløbig praktisk Uddannelse i Obste-
trik under Tilsyn af Overakkouchøren, men at en fuldstændig obstetricisk og
gynækologisk Klinik rkke kunde etableres uden Hensyn til Stiftelsens andre lige
saa vigtige humane Formaal og, under Stiftelsens nuværende Indretning, uden
aldeles at forstyrre den bestaaende Ordning saavel med Hensyn til de fødende, som
til Læredøtrenes Undervisning. En saadan fuldstændig obstetricisk Klinik vilde
formentlig bedst ordnes sammen med hele den lægevidenskabelige Undervisning,
som var under Forhandling, og først naar et fuldstændigt udarbejdet Forslag i
Lægevidenskabelig Embedsexamen.
69
sine Detailler forelaa, vilde Direktionen med Nytte kunde tage under Overvejelse,
hvorvidt en saadan Ordning stemmede med Stiftelsens øvrige Formaal. Direk-
tionen udtalte sluttelig den Anskuelse, at det til Opnaaelsen heraf vilde være
rigtigt, at en af Direktionens lægekyndige Medlemmer indtraadte i den Kom-
mission, der var nedsat for at tage hele den lægevidenskabelige Undervisning under
Overvejelse.
Det i Slutningen af bemeldte Skrivelse udtalte Haab gik imidlertid ikke i
Opfyldelse. Den ommeldte, ved et under Justitsministeriet udfærdiget allerhøjeste
Kommissorium af 27de August 1870 nedsatte Kommission endte sine Arbejder,
uden at noget af Fødselsstiftelsens lægekyndige Medlemmer var indtraadt i samme.
I Marts 1871 indgav den en trykt Betænkning, i hvilken den opstillede forskjel-
lige nærmere motiverede Forslag. Blandt disse Forslag var ogsaa det, at den
overordnede Styrelse af den kgl. Fødsels- og Plejestiftelse henlagdes under Kirke-
og Undervisningsministeriet, et Forslag, som efter en af Justitsministeriet nedlagt
Forestilling blev bifaldet ved kgl. Resolution af 30te Juni 1871 (Lovtid. S. 402).
Den nævnte Kommission, som havde faaet det Hverv at afgive Betænkning
og Forslag om, hvorledes der paa den hensigtsmæssigste Maade kunde finde en
ordnet Samvirken Sted mellem Universitetet og Hospitalerne til den lægeviden-
skabelige Undervisnings og Uddannelses Fremme, havde ogsaa taget Spørgsmaalet
om Indretningen af en klinisk Undervisning for de studerende i Fødselslæren under
Overvejelse, ligesom de Aktstykker, der forelaa herom, havde været Kommissionen
forelagte. Kommissionen bemærkede herom følgende, som aftrykkes efter den af-
givne Betænkning.
„Med Hensyn til Indretningen af en klinisk Undervisning for de studerende
i Fødselslæren og hermed tillige navnlig de hos spæde Børn forekommende Syg-
domme, da er der allerede, som det fremgaar af de Kommissionen forelagte Akt-
stykker, indledet Forhandlinger, for hvilke det af det lægevidenskabelige Fakultet
under 31te Maj f. A. gjennem Konsistorium indgivne Forslag ligger til Grund. Hvad
Sagens Betydning angaar, kunne vi vel i Almindelighed henvise til, hvad der i
Fakultetets Skrivelse er udviklet, men skulle dog hertil endnu føje nogle Betragt-
ninger, som forekomme os at være af Vægt for den rette Bedømmelse af de paa-
gjældende Forhold i det hele. — Den ved kgl. Resolution af 18de Oktober 1849
(bekjendtgjort af Kirke- og Undervisningsministeriet den 22de s. M.) fastslaaede
Ordning af Adgangen til at praktisere som Fødselshjælper gaar ud paa følgende:
Til den almindelige lægevidenskabelige Embedsexamen hører en theoretisk, dog
med Fantomøvelser forbundet obstetricisk Prøve, og ingen kan saaledes ordent-
ligvis overhovedet blive Læge, uden at have erhvervet den tilstrækkelige Kund-
skab ogsaa i denne Retning af Videnskaben; men som yderligere Betryggelse for,
at Kandidaten ikke blot skal besidde den theoretiske Kundskab, men ogsaa i
Gjerning vil kunne vide at anvende den, er det end videre foreskrevet, at han efter
Examen — dog, som det udtrykkeligt hedder, i det første eller senest det andet
Semester derefter •— skal gjennemgaa et klinisk Kursus i Fødselsstiftelsen; først
derved opnaar han da Rettighed til at udøve Praxis som Fødselshjælper, medens
det paa den anden Side staar ham frit, ogsaa uden at have gjennemgaaet dette
Kursus, at nedsætte sig som Læge, men da kun med Rettighed til Udøvelsen af
medicinsk-kirurgisk Praxis, og altsaa — hvad der heraf ligefrem følger — med
Forbud imod at befatte sig med Fødselshjælpen. Vi skulle her ikke opholde os
70
Universitetet 1871 — 1873.
ved, hvorledes det siden har været nødvendigt at forandre Planen for det oprin-
delig foreskrevne Kursus, og navnlig at nedsætte dets Varighed, for at kunne naa
hen til at opfylde Resolutionens udtrykkelige Forskrift om dets Gjennemgaaelse
inden Udløbet af det første Aar efter Examen, og hvor meget der desuagtet er
Udsigt til, at dette i den nærmeste Fremtid ikke vil blive muligt med det nuvæ-
rende store Antal af studerende. Man vilde maaske sige, at de studerende, som
ikke kunde faa gjennemgaaet det obstetriciske Kursus i den befalede Tid, maatte
finde sig i, kun at opnaa den begrænsede Ret til Praxisudøvelse. Men hvor-
ledes vilde derved Tilstanden blive? ja, hvorledes er eller kan den i det mindste
efter selve Resolutionens Lydende i Principet allerede være, selv bortset fra de
øjeblikkelige, formentlig forbigaaende Vanskeligheder, som det store Antal af stu-
derende medfører? Vistnok blev det ved Resolutionens Udstedelse forudsat, at
ingen, som virkelig vilde være Læge, vilde undlade at sikre sig Ret til at virke
som Fødselshjælper, men Erfaringen har dog siden vist, at denne Regel i det
mindste ikke er ganske uden Undtagelse. Allerede nu kunne vi altsaa have, og
hvis en større Del af de studerende bleve udelukkede fra Deltagelse i de kliniske
Kursus, vilde vi efter en større Maalestok faa to Slags Læger, nogle med og
andre uden Ret til at hjælpe i Barnsnød, men dog alle i det mindste med Kund-
skab om, hvorledes de skulle hjælpe. Men kan man forudsætte, at Befolkningen
— Landbefolkningen f. Ex. — vil kjende og vide at tage Hensyn til denne
Forskjel? Nej, i paakommende Tilfælde, som true med Fare, og det ikke sjæl-
dent med overhængende Fare, søger man den nærmeste Læge og forlanger hans
Hjælp, den han, selv om han hører til den sidste Slags Læger, i Kraft af sit
Embedsløfte og sin uafviselige humane Pligt i saa Tilfælde ikke kan nægte at
yde, og hvilken Lov skal han saa følge, den, der byder, eller den, der forbyder
at hjælpe? Og slige Kollisionstilfælde ere ikke blot tænkte, men ville og maa
nødvendigvis indtræffe i det mindste for Landlægen, og der er jo intet, som for-
byder de tikke fødselshjælpende Læger at nedsætte sig paa Landet. En saadan Ord-
ning forekommer os uimodsigelig at være principielt urigtig. Fødselshjælpen udgjør en
saa væsentlig Side af den almindelige praktiske Lægevirksomhed, og hører saa uad-
skillelig med dertil, at det ganske sikkert ikke blot bør afværges, at Adskillelsen
bliver mere almindelig, men at det endogsaa bør tilstræbes at komme bort fra de
Bestemmelser, i Kraft af hvilke den allerede nu er anerkjendt som berettiget, selv
inden for den normale Tingenes Orden. Den normale Orden bør følgerigtigt være
den, at Retten til at udøve Virksomhed som „praktiserende Læge" overhovedet
først meddeles, naar den kan gives i hele den Udstrækning, som selve Begrebet
forudsætter, altsaa medindbefattende „Fødselshjælpen", som desuden slet ikke
skarpt kan afgrænses fra anden Lægehjælp (thi hvilke af de mange forskjellige
Sygdomstilfælde, som kunne indtræffe under Svangerskab, Fødsel og Barselseng,
høre vel hen under „Lægen", og hvilke under „Fødselshjælperen?").
„Men skal denne Ordning søges gjennemført, saa maa der saa meget desto
mere stræbes hen til, at Gjennemgaaelsen af det befalede kliniske Kursus i Fødsels-
stiftelsen saa vidt muligt kan slutte sig til og følge umiddelbart efter Examen, og
for at dette skal kunne naas, vil atter en yderligere Nedsættelse af Varigheden af
dette Kursus blive nødvendig. I Fakultetets Skrivelse er det allerede paavist, at
en Nedsættelse nu ikke kan finde Sted, fordi Kandidaterne ved Tiltrædelsen ganske
savne forudgangen praktisk Uddannelse, og det er i det væsentlige netop en saa-
Lægevidenskabelig Embedsexamen.
71
dan forberedende Øvelse, som tilsigtes opnaaet ved det i Forslag bragte Kursus
for — som det i Skrivelsen udtrykkelig hedder — „de ældste studerende i det
sidste eller de to sidste Semestre fer Examen". Alt i alt gaar saaledes Faknl-
tetets Forslag ikke saa meget ud paa en Udvidelse, som paa en Omlæg-
ning og Deling af det allerede befalede Kursus, saaledes navnlig, at den Del
deraf, som ikke nødvendig udkræver et stadigt Ophold i Stiftelsen, men derimod
mest stiller Fordring til Lærerens umiddelbare Vejledning, — at denne Del kan
blive gjennemgaaet før Examen, Haand i Haand med det til denne alligevel
nødvendige theoretiske Studium, medens Afslutningen forbeholdes den nærmeste
Tid efter Examen. Men saaledes opfattet — eller, om fornødent, saaledes redu-
ceret — forekommer det os utvivlsomt, at Fakultetets Forslag maa kunne iværk-
sættes, uden at medføre den i Direktionens Skrivelse af 27de September 1870
antydede Forstyrrelse af Stiftelsens nuværende Ordning, og uden Indgriben i dens
humane Formaal. Da det nu tilmed i den nævnte Skrivelse fra Direktionen ud-
trykkelig siges, at den „vel kan gaa ind paa Fakultetets Andragende om, at der
gives de studerende Lejlighed til en foreløbig praktisk Uddannelse i Obstetrik,
under Tilsyn af Overakkouchøren", saa vil Ordningen af denne Sag, der jo ved
saa mange fremmede Universiteter er gjennemført, ganske vist heller ikke hos os
kunne møde uovervindelige Vanskeligheder. Hvad angaar en fuldstændig Udarbej-
delse af Forslaget i alle dets Enkeltheder, da synes denne nærmest at burde af-
æskes Fakultetet, for derefter at blive underkastet Direktionens Prøvelse, eller — og
som det forekommer os rettere — at burde fremgaa af Samraad mellem Direk-
tionen og Fakultetet, for derefter at forelægges Ministeriet til Afgjørelse, medens
vi ikke have troet, at denne Side af Sagen med Nytte vilde kunne gjøres til Gjen-
stand for Drøftelse i Kommissionen.
Vi indskrænke os derfor til at foreslaa, at det lægevidenskabelige Fakultets
Forslag i Principet tages til Følge, saa at der altsaa i Fødselsstiftelsen bliver
indrettet en obstetricisk Klinik for ældre studerende, hvorfor de nærmere Bestem-
melser blive at tastsætte efter Samraad mellem Fakultetet og Stiftelsens
Direktion".
Efter at Ministeriet derefter under 24de Juli 1871 havde tilskrevet Direk-
tionen for Fødsels- og Plejestiftelsen, og anmodet den om at tage Sagen under
nærmere Overvejelse, udvalgte Direktionen, efter at have indhentet Betænkning om
Sagen fra Overakkouchøren, Prof. Stadfeldt, af sin Midte Etatsraad Dahlerup og
Etatsraad Gammeltoft til at træde i Forhandling med Delegerede fra det læge-
videnskabelige Fakultet om Muligheden af og i bekræftende Fald Maaden, hvor-
paa en saadan obstetricisk Klinik for ældre studerende vilde kunne indrettes paa
Stiftelsen. Det lægevidenskabelige Fakultet valgte paa sin Side Professorerne
Schmidt og Stadfeldt til at forhandle med Direktionens Delegerede. Efter at disse
Delegerede havde ført Underhandlinger om Sagen, enedes de om at foreslaa 7
Punkter som Regler for en obstetricisk Kliuik for studerende, der derefter bleve
forelagte saa vel det lægevidenskabelige Fakultet, som Direktionen for Fødselsstif-
telsen. Medens Fakultetet i et og alt vedtog Udkastet, havde Direktionen Betæn-
kelighed ved at gaa ind paa det under Nr. 4 foreslaaede Punkt, der lød saa-
ledes: „Undervisningen i Undersøgelse af de til Indskrivning i Fødselsstiftelsen
mødende svangre meddeles en Gang ugentlig af Overakkouchøren til et Antal af
indtil 3 studerende ad Gangen; dog maa gifte Koner fritages for at benyttes til
72
Universitetet 1871 — 1873.
Undervisningen". Direktionen forlangte i Skrivelse af 9de Februar 1872 til Fa-
kultetet, at det skulde fastsættes, at baade gifte Koner og førstefødende ikke blot
maatte, men skulde fritages for at benyttes til Undervisning, saa vel som at
ingen Undersøgelse maatte foretages med nogen ugift svanger mod hendes Villie.
Den henviste i saa Henseende til de Forhandlinger, der i 1849 vare førte mellem
Fakultetet, Direktionen og vedkommende Ministerier, af hvilke fremgik, at disse
Begrænsninger af Undersøgelserne allerede dengang bleve vedtagne, og fandt ingen
Anledning til nu at fravige disse af Humanitets Hensyn vedtagne Regler.
I sin Svarskrivelse til Direktionen af 29de April 1872 gjorde Fakultetet ud-
førligt Rede for sit Standpunkt med Hensyn til det omtvistede Spørgsmaal. Hvad
Henvisningen til de i 1849 førte Forhandlinger angik, bemærkede det, at de
nævnte Begrænsninger vel da bleve vedtagne, men at Fakultetet dog tog udtrykke-
ligt Forbehold med Hensyn til, hvad Erfaringen maatte lære. I øvrigt gjorde det
gjældende, at naar Direktionen i sin Omsorg for Stiftelsens Indretning og Tarv
tillige mente at burde værne om Humanitetens Krav lige over for de enkelte svangre
Kvinder, saa maatte Fakultetet dog udtrykkeligt hævde, at de humane Hensyn
heller ikke fra Fakultetets Side kunde ventes tilsidesatte under dets Varetagen af de stu-
derendes Undervisning i Stiftelsen, og at heller ingen virkelig Krænkelse af Humaniteten
vilde foraarsages ved Fakultetets Forslag til en Omordning af denne. Overhovedet
viste Erfaringen, baade fra vore egne og fremmede Forhold, at Betryggelsen mod
Tilsidesættelsen af Humanitetens Fordringer ved den kliniske Undervisning i Hos-
pitalerne ikke saa meget maatte søges i visse bestemte Forskrifter og Forbehold,
som i hele den Aand, der gik gjennem Undervisningen. Med Hensyn til Sagen
selv bemærkede det, at det intet havde imod, at det kom til at hedde, at de gifte
Koner skulde fritages for at benyttes til Undervisningen, hvilket ogsaa var Me-
ningen med den af de Delegerede vedtagne Affattelse. Fakultetets ubetingede
Tiltrædelse af dette Punkt var væsentlig begrundet ved Hensynet til, at de gifte
Koner overhovedet vare stillede exceptionelt lige over for de øvrige Barselkvinder
ved særlige Bestemmelser i Fundatsen, om end disse ikke indeholdt nogen Hen-
tydning til Forholdet til Undervisningen. Heller ikke vilde Fakultetet modsætte
sig, at det fastsattes som Regel, at ingen Undersøgelse maatte foretages med
nogen ugift svanger mod hendes Villie, eftersom det nemlig havde vist
sig, at denne Bestemmelse hidtil ikke havde været til Hinder for Un-
dervisningens Gang. Dog forbeholdt Fakultetet sig, dersom det nogen-
sinde skulde blive saa almindeligt, vilkaarligt at nægte at lade sig
undersøge, at de studerende derved vilde afskjæres fra at erhverve sig en
blot nogenlunde tilstrækkelig øvelse, at søge Bestemmelsen forandret. Derimod
udtalte Fakultetet sig imod Fastholdelsen af den Betingelse, at ugifte førstefødende
ikke maatte benyttes ved Undervisningen i Undersøgelsen af svangre. I sig selv
vilde Undervisningen herved blive mangelfuld, da der netop i de Forhold, som
vare Gjenstand for Undersøgelsen, findes væsentlige Forskjelligheder mellem første-
fødende og Kvinder, som tidligere have født. Bortset fra, at der i Dronning
Juliane Maries Gavebrev af 29de Januar 1785 og kgl. Reskr. 23de Marts 1787
ikke fandtes nogen Udtalelse eller Hentydning, hvortil den paagjældende Be-
stemmelse kunde støtte sig, kunde Fakultetet ikke finde det rigtigt i sig selv at
opstille en saadan Forskjel mellem de til Stiftelsen søgende Kvinder. For saa vidt
Humanitetshensyn maatte lede til at træffe indskrænkende Bestemmelser for Un-
Lægevidenskabelig Embedsexainen.
73
dersøgelsen af de svangre, maatte der herved haves for øje dels, at Undersøgelsen
knnde volde Smerte og Skade for Sundheden, dels at den paa anden Maade, og
da navnlig ved at saare Blufærdigheden, vilde være pinlig og skadelig for disse.
Smerte og legemlig Skade vilde vel kunne voldes ved en for hyppigt gjentaget og
overdreven, men ikke ved en maadeholden og forsigtig Undersøgelse. Hvad det
andet Hensyn angik, indrømmede Fakultetet, at der blandt de til Stiftelsen søgende
ugifte svangre fandtes maaske endog ikke faa Kvinder, for hvem Undersøgelsen,
paa Grund af deres personlige Karakter og øvrige Forhold, vilde være virkelig
pinlig, og at disse da ogsaa burde forskaanes derfor, og at disse Kvinder hyppigst
vilde findes blandt de førstefødende; men Erfariugen viste dog, at der hos Fler-
tallet af disse ikke var Grund til i saa Henseende at stille dem under andre
Regler, end de øvrige svangre, foruden at det ofte slet ikke eller først ved Under-
søgelsen lod sig konstatere, om den paagjældende første Gang var svanger. Den
sikreste Maalestok for, hvorvidt en Undtagelse fra at tjene Undervisningen burde
finde Sted eller ikke, maatte søges i Overakkouchørens Erfaring og Skjøn, saa vel
i Henseende til Humanitetens som Lægebehandlingens Krav. Fakultetet anførte
en Ytring i en tidligere Direktionsskrivelse til det af 5te Jan. 1849 om, at naar
Undervisningsmomentet især i Begyndelsen traadte saa lidt frem som muligt,
medens Patienten vænnedes til at anse det sanitære som den principale Side af
Sagen, vilde Forholdet ordne sig af sig selv. Hertil kunde Fakultetet slutte sig;
men en Bestemmelse, som lige over for Undersøgelserne opstillede en bestemt For-
skjel mellem førstefødende og andre svangre, vilde ikke staa i Samklang hermed,
eftersom denne Forskjel dog ikke vilde kunne opfattes som begrundet i sanitære
Hensyn. I en saadan som gjældende Regel opstillet Forskjel laa der en Fare for,
at Nægtelse af at lade sig undersøge alene af den Grund vilde kunne blive mere
almindelig, ligesom det ogsaa kunde give det Udseendet af at være en Art Straf
for den paagjældende at tjene Undervisningen. Det maatte heller ikke overses, at
en almindelig Undersøgelse af de svangre virkelig havde sin sanitære Betydning
for disse, idet mangen Uregelmæssighed derved i Tiden kunde opdages, og det
turde anses for en almindelig Erfaring, at et Hospital, hvortil der var knyttet
Undervisning, netop ved en omhyggeligere Undersøgelse i saa Henseende frembød
væsentlige Fortrin. — Fakultetet skulde imidlertid have været villigt til at give
efter for Direktionens Ønske i dette Punkt, dersom det med denne Begrænsning
vilde være muligt at ordne Undervisningen paa en fyldestgjørende Maade. Men
fakultetet paaviste ved statistiske Data, at en nogenlunde tilstrækkelig Under-
visning i Undersøgelse af svangre med Fastholdelse af hin Indskrænkning ikke
vilde kunne ydes^ uden at foretage Undersøgelserne paa de svangre, som turde
benyttes, saa overdrevent og i Virkeligheden saa inhumant, at Overakkouchøren
ikke vilde kunne paatage sig Ansvaret der for* Explorationstekniken maatte da
læres paa de fødende i Stiftelsen, hos hvilke dog en langvarig Undersøgelse netop
fortrinsvis burde søges undgaaet, eller den vilde slet ikke blive lært til Skade
for de svangre og fødende rundt om i Landet, som kunde komme til at
trænge til Lægens Bistand. Fakultetet opfordrede derfor indtrængende Direktionen
til at frafalde den omhandlede begrænsende Betingelse, og bemærkede, at Fakul-
tetet, dersom dette ikke skulde ske, ikke vilde have noget andet Valg, end fra
sit Standpunkt at indstille Sagen til Ministeriets Afgjørelse.
I sin Svarskrivelse af 4de Juni 1872 gjorde Direktionen opmærksom paa,
Uuivcrsltets-Aarbog.
74
Universitetet 1871
— 1873.
at Fakultetet i sin Skrivelse til Konsistorium af 31te Maj 1870 havde angivet For-
maalet for Kliniken saaledes: at give de studerende Lejlighed til en foreløbig
praktisk Uddannelse for Examen i Obstetrik, for at dette Fags Hovedlærdomme
kunde være opfattede og have Udsigt til at blive opbevarede i Erindringen, medens
et klinisk Kursus efter Examen skulde befæste Kundskaberne og give den nød-
vendige øvelse. Det, hvorpaa det ved denne foreløbige Undervisning kom an, var
at give de studerende et Begreb om de fysiologiske Forhold ved Svangerskabet,
for saa vidt disse iagttages og erkjendes ved Undersøgelsen af den svangre, og om
Maaden, hvorpaa denne Undersøgelse bør foretages. Men disse fysiologiske For-
hold vare som bekjendt netop paa det Tidspunkt i Svangerskabet, hvor de
studerende skulde admitteres til at gjøre sig bekjendt med dem, af en saadan
Natur, at det var umuligt, selv ved et langt rigere Materiale end det, Stiftelsen
kunde byde de enkelte studerende, at give disse et blot nogenlunde fyldigt og frugt-
bringende Begreb om dem. Det, som altsaa ved disse Explorationer saa godt som
ene kunde naas, var, at de studerende gjordes bekjendt med Tekniken af Ex-
plorationen, men denne var saa simpel, at den maatte antages at kunne læres af
enhver blot almindelig begavet ældre studerende ved en eller et Par Undersøgelser,
i det mindste i den Grad, som udfordredes til at følge og forstaa det over disse
Forhold theoretisk foredragne; den videre Uddannelse og øvelse gaves jo Kandi-
daten efter Examen. Direktionen kunde derfor ikke indrømme, at den omstridte
Begrænsning vilde føre til, at Explorationstekniken maatte læres paa de fødende
i Stiftelsen til Skade for disse, eller slet ikke vilde blive lært til Skade for fødende og
svangre trindt om i Landet. Direktionen var blevet bestyrket i sin Overbevisning
om Bestemmelsens Gyldigbed ved Fakultetets Indrømmelse, at der blandt de ugifte
svangre fandtes ikke faa Kvinder, for hvem Undersøgelsen paa Grund af deres
Karakter og øvrige Forhold vilde være virkelig pinlig, og at disse ogsaa burde
forskaanes derfor. Disse Kvinder burde ubetinget forskaanes, ligesom det over-
hovedet var Pligt at drage Omsorg for, at Blufærdigheden, hvor den endnu fandtes,
skaanedes saa meget som muligt. Direktionen var vel ikke ved Fakultetets Be-
regning blevet overbevist om, at man kunde komme i Trang for Materiale til den
nødvendige Explorationsøvelse, men skulde dette blive Tilfældet, og Overlægen
skulde finde det nødvendigt at benytte enkelte førstefødende, navnlig saadanne,
hvis Blufærdighedsfølelse efter deres hele Vandel og Opførsel ej kunde antages
derved at vilde blive saaret, vilde Direktionen selvfølgelig ikke kunne glemme,
at Undtagelser fra Reglen i de fleste Forhold i Livet kunde være forsvarlige og
tilstedelige. — Med denne sidste Indrømmelse, hvorefter Klinikens Forstander fik
Ret til, om nødvendigt, at afvige fra Reglen, erklærede Fakultetet sig for Tiden
tilfreds i Skrivelse til Direktionen af 8de Juli 1872, og der var saaledes opnaaet
Enighed om Reglerne for Kliniken. I den Skrivelse af 8de Juli 1872, hvormed
Fakultetet indstillede disse til Ministeriet, bemærkede det, at det lige over for
Direktionen havde gjort principielle Indrømmelser, som maaske kunde virke
hæmmende paa Undervisningen, og som Fremtiden maaske kunde node til at soge
ændrede, men som det dog var gaaet ind paa, for at paaskynde en foranstaltning,
hvortil Trangen blev større og større. Det udtalte det Haab, at Sagen kunde
blive endelig afgjort saaledes, at Kliniken kunde træde i Virksomhed den lstø
September. Direktionen bemærkede i Skrivelse af 2den August 1872 til Ministeriet,
at det var dens Hensigt, for at kunne føre den nødvendige Kontrol med Over-
Lægevidenskabelig Embedsexamen,
75
holdeisen af de fastsatte Betingelser, at paalægge Overakkouchøren aarlig at ind-
berette til Direktionen, hvor mange Kvinder der i Aarets Lob havde været under-
kastet Explorationsøvelser, hvor mange af disse Kvinder der vare første Gang
fødende, samt om, hvor mange studerende der havde deltaget i disse øvelser.
Ministeriet tiltraadte i den for Hs. Maj. Kongen nedlagte Forestilling de
opstillede Regler, og under 26de August 1872 blev ved kgl. Resolution appro-
beret følgende
Regler
for Indretningen af en obstetricisk Klinik ved den kgl. Fødsels- og Plejestiftelse
for ældre lægevidenskabelige studerende til at træde i Kraft fra 1ste Septbr. 1872.
1.	Der oprettes en Klinik i Fødselsstiftelsen for ældre lægevidenskabelige studerende.
Øjemedet med denne Klinik er at give de studerende en forberedende Ud-
dannelse i den praktiske Erkjendelse af Svangerskabet, Fødselen og Barsel-
sengens Fænomener.
2.	Kursus for de studerende er ordentligvis semestrelt, og Adgangen staar kun
aaben for de studerende i det sidste eller næst sidste Semester før Absolvering
af den lægevidenskabelige Examens sidste Afdeling.
3.	De studerende anmeldes for Overakkouchøren ved Semestrets Begyndelse; han
skal da sørge for, at der til Fødselsstiftelsens Bestyrelse indsendes en For-
tegnelse over de anmeldte studerende, for at der kan blive .affordret disse
Tavshedsløftet før Begyndelsen af Kursus.
4.	Undervisningen i Undersøgelse af de til Indskrivning i Fødselsstiftelsen mødende
svangre meddeles en Gang ugentlig af Overakkouchøren til et Antal af indtil
3 studerende ad Gangen; dog skulle gifte Koner og førstefødende fritages for
at benyttes til Undervisningen, og det fastholdes som Regel, at ingen ugift
svanger maa undersøges mod sin Villie.
5.	Undervisningen ved Fødesengen, i Barselssengens normale og pathologiske
Forløb ledes af Overakkouchøren i 3 til 4 ugentlige Formiddagstimer, og be-
nyttes det paa de Tider forhaandenværende Materiale til Undervisningen for
saa vidt det egner sig dertil. De fødende, som paa denne Maade blive under-
søgte, benyttes ikke til de examineredes Lægers Undervisning.
De nødvendige humane og hygieiniske Hensyn maa omhyggeligt iagttages;
navnlig maa kun et begrænset Antal (højst tre) studerende ad Gangen foretage
den indvendige Undersøgelse under Fødslen, og i Barselsengsafdelingens Lokale
maa der i Reglen kun meddeles Undervisning til en enkelt studerende ad
Gangen. I Tilfælde af epidemisk Forekomst af Barselfeber kan Adgangen til
Stiftelsens Fødeafdeling formenes de studerende.
6.	Da Undervisningen navnlig med Hensyn til Fødslernes Forløb kun er for-
beredende, ville øvelserne fortrinsvis omfatte de naturlige Fødsler; men da
det er vigtigt, at de studerende før Examensprøven have iagttaget en saadan
tødsels Forløb indtil dens Slutning, maa det saa vidt muligt paalægges de
studerende at følge en naturlig Fødsel til Enden og føre Journal over den.
De indtegnede studerende maa derfor i Dagens Løb efter Tur følge Fødsels-
forløbet hos de fødende, som have været til Undersøgelse i den kliniske Time.
De i den Henseende nødvendige Explorationer maa imidlertid kun foretages i
Overakkouchørens, Reservelægens eller den kliniske Assistents Nærværelse.
10*
76
Universitetet 1871 —1873.
7, Det kliniske Kursus for lægevidenskabelige Kandidater fortsættes i øvrigt som
forhen, men Varigheden af Kursus skal om nødvendigt med Tiden nedsættes
til fire Uger, og naar dette sker, bortfalder Forpligtelsen til at indsende det
fastsatte Antal Fødselsjournaler ved Afgangen fra Kursus.
d. Afgjørelse af enkelto Tilfælde vedkommende den lægevidenskabelige Embeds-
examen.
En Ansøgning fra en studerende om Tilladelse til uanset Bekj. 12te Juli 1870
at underkaste sig 2den Del af lægevidenskabelig Embedsexamen 1-s Aar efter 1ste Del
bevilgedes efter Fakultetets Anbefaling ved Ministeriets Skrivelse af 15de Marts 1872.
—	En studerende var ved den skriftlige Del af Examens 2den Del fundet i
Besiddelse af ulovlige Hjælpemidler, og blev derfor afvist. Efter Bekj. 26de
August 1851 § 4 vilde han da forst efter et helt Aars Forlob paa ny kunne ind-
stille sig til Examen, men da han derved vilde komme i Strid med § 3 i den
nævnte Bekjendtgjørelse, ansøgte han om at maatte indstille sig til 2den Del
.! Aar efter. Efter Fakultetets Anbefaling bevilgedes dette ved Ministeriets
Skrivelse af 8de November 1872.
—	Ved Ministeriets Skrivelse af 12te April 1873 bevilgedes der efter Fa-
kultetets Anbefaling en studerende J, Aars Udsættelse med 2den Del af Embedsexamen
paa Grund af Sygdom.
—	Ved Skrivelse af 12te April 1873 meddelte Ministeriet efter Fakultetets
ludstilling en studerende, der, efter at have underkastet sig den skriftlige Del af
Examens 2den Del, ved Sygdom blev forhindret fra at fuldende Prøven, Tilladelse
til ved den Aar derefter afholdte Embedsexamen at fortsætte Examen, saaledes
at han beholdt de tidligere ved den skriftlige Prøve opnaaede Karakterer.
—	Ved Ministeriets Skrivelse af 24de Juli 1873 meddeltes der efter Fakul-
tetets Indstilling en studerende, der i Sommeren 1873 havde indstillet sig til 2den
Del af den lægevidenskabelige Embedsexamen, men ved Sygdom forhindredes i at
fuldende denne, Tilladelse til, saa snart hans Helbredstilstand maatte tillade det,
efter Sommerferien at underkaste sig en Prøve i de tilbage værende Fag af be-
meldte Examen.
G. Forelæsninger og Examina under det filosofiske Fakultet.
Om nogle forandrede eller nærmere Bestemmelser for Afholdelsen af den
filologisk-historiske Skoleembedsexamen.
Ved den i Aaret 1818 anordnede Skoleembedsexamen, den saakaldte store
filologiske Examen, var Examenssproget i latinsk og græsk Filologi, baade ved den
skriftlige og mundtlige Prøve, i Overensstemmelse med den da endnu ogsaa ved
andre Examina gjældende Universitetstradition, udelukkende Latin, med Undtagelse
af Oversættelse af de latinske Forfattere.
Ved Anordningen af 2den Februar 1849 angaaende Prøver, som give Adgang
til de overordnede Læreposter ved de lærde Skoler, fastsattes det, at ved den
filologisk-historiske Embedsexamen ved den skriftlige Prøve Forklaringen af
Stederne af læste Forfattere i begge Sprog (men ikke, som før, Oversættelsen af
det græske Sted), og Besvarelsen af de ikke-exegetiske Opgaver i latinsk og græsk
Filologi skulde affattes paa Latin, hvorimod det danske Sprog skulde bruges baade
ved Oversættelsen og Forklaringen af de Steder af ikke læste Forfattere i begge
Filologisk Embedsexamen.
77
Sprog, der efter den nu tagne Bestemmelse skulde forelægges Kandidaterne. Ved
den mundtlige Prøve beholdtes Latin som Examenssprog i det hele, dog saa-
ledes, at en Del af Examenstiden i hvert Fag af Examinator kunde anvendes til
paa Dansk at behandle Gjenstande, for hvilke Modersmaalets Brug fandtes mere
at egne sig, en Tilladelse, hvoraf Examinatorerne i større eller mindre Udstræk-
ning have benyttet sig. Det bestemtes tillige, at den af Examinanden ved de
latinske skriftlige Besvarelser for Dagen lagte stilistiske Færdighed og Lethed i
Behandlingen af Sproget skal tages i Betragtning ved Bestemmelsen af Karak-
teren i latinsk Filologi.
I Maj 1873 indgav imidlertid Examinatorerne i latinsk og græsk Filologi
ved bemeldte Examen, Konferentsraad Madvig og Professor Ussing, samt de tilfor-
ordnede Censorer ved samme, Rektor Petersen og Professor Thrige, et Andragende
til Ministeriet om, at de nævnte Bestemmelser, der ikke længere kunde anses for
hensigtsmæssige, ved kongelig Resolution maatte blive forandrede.
„Vi anse nu, som tidligere, hedder det i dette Andragende, Erhvervelsen af
Evne ti! at udtrykke sig skriftlig saa vidt muligt korrekt og nogenlunde flydende
paa Latin om Gjenstande, der ikke falde ganske udenfor den antike Forestillings-
kreds og det derved betegnede Sprogforraad, for at være af den væsentligste Be-
tydning for Tilegnelsen af en sikker, i Bevidsthed og Takt hvilende Forstaaelse
af den latinske Literatur (og tillige af den græske i Følge den gjennemgaaende
Analogi i Sprogenes Bygning og i Forestillingskredsens og Ordforraadets Udvik-
ling og Benyttelse i det hele), idet kun ad denne Vej hele Sprogets Bevægelse i
og Brug af sine Midler, Begrænsningen af Formers og Ords Betydning bliver klart
følt og fast tilegnet, og vi se derhos i Evnen til med en vis Lethed at kunne
udtrykke sig mundtlig paa Latin baade et Middel til at levendegjøre og befæste
Sprogfølelsen hos den talende selv og lade ham fatte Sproget som et naturligt og
for Læreren vigtigt Middel til hurtigt, livligt og præcist at fremstille Sproget
og dets Egenheder i bekvemme, efter øjeblikkets Tarv dannede og valgte Exera-
pler for Disciplene, og til i samme Tid at bringe mere Sprogstof og i større Af-
vexling frem for Disciplene, end ved den blotte Læsning. Vi tro derfor, at Til-
stedeværelsen i antagelig Grad af denne Færdighed i latinsk, fremfor alt skriftligt
Udtryk hos den filologiske Kandidat bør være Gjenstand for Prøvelse, og denne
have Indflydelse paa Bedømmelsen. Men den Form, hvori denne Prøvelse nu
finder Sted, ved at benytte Latin som Examenssprog, er efter vor Mening paa
den ene Side ikke billig, og paa den anden Side ikke skikket til at bygge en
sikker eller tilstrækkelig Dom paa, men fører til en for Formaalet skadelig Lem-
pelighed og Overbærenhed. Ubilligheden fremkommer ved det væsentlig foran-
drede Forhold mellem denne Examensform og den akademiske Undervisning, samt
do ved Privatstudiet benyttede literære Hjælpemidler. Filologiens nyere Udvikling
ved Siden af den hele Videnskabeligheds Bevægelse har med Nødvendighed med-
ført, at vi (hvad der i visse Retninger allerede begyndte at fremtræde i den sidste
Halvdel af forrige Aarhundrede) i stedse stigende Grad i vor Betragtning af og
Udtalelse om Oldtiden, just under Bestræbelsen for en fyldigere og klarere Opfat-
ning, medoptage Forestillinger og Kategorier, der enten ganske eller i denne sær-
lige Skikkelse vare Oldtiden fremmede, og derfor ikke uden en temmelig stor
Transposition og Omdannelse kunne udtrykkes paa Latin; selv i Fremstillingen af
hyppigt forekommende grammatikalske og lexikalske Fænomener brnge vi moderne
78
Universitetet 1871 —1873,
Abstraktioner eller Analogier og Sammenligninger fra nyere Sprog langt hyppigere
end hidtil , medens samtidig den strengere Filologi afviser mange forhen i den
ved Universiteterne brugelige Latin gængse Udtryk. Saa længe nu den filologiske
Literatur i Kommentarer og Læreboger og det filologiske Universitetsforedrag ikke
desto mindre stræbte at bøje det vigtigste og væsentligste af Meddelelsen ind
under den latinske Form og give det i denne, lod det sig uden Ubillighed gjen-
nemføre, at Kandidaterne skulde gjengive det tilegnede ved Examen nogenlunde
let og tilfredsstillende i samme Form, om end baade skriftlig og mundtlig et og
andet udelodes og blev omgaaet, hvor det latinske Udtryk ikke let tilbød sig, et
og andet udtryktes mere svævende og ubestemt, og om end den mundtlige Prøve
gik noget langsommere, og derved blev mindre omfattende; ved Siden heraf med-
førte Formen Fordelen af en under Studiet vedligeholdt stærkere Sysselsættelse
med og Tilegnelse af det latinske Sprogstof. Men i de sidste Decennier er ikke
blot Behandlingen af de filologiske Discipliner, navnlig Hoveddisciplinerne, Litera-
turhistorie og Antikviteter, ikke at tale om Mythologi og Arkæologi, i latinske
Bøger (undtagen Disputatser og Programmer) blevet meget sjældnere, idet de
betydeligste Specialværker lige saa vel som Lærebøger skrives i de nyere Sprog,
men ogsaa en stor Mængde Kommentarer over Forfattere i begge de gamle Sprog
affattes (maaske ud over det nødvendige og ønskelige) i nyere Sprog, navnlig paa
Tysk, derimellem saadanne, som de studerende ikke let kunne undlade at benytte
som Hovedhjælpemidler (f. Ex. ved Homer, de græske Dramatikere, Ciceros Taler
o. s. v.), og den samme Forandring er foregaaet med Forelæsningerne, idet man
naturligt giver efter for de Fordele, som en hurtigere, fyldigere og mere indtrængende
Meddelelse yder med Hensyn til en (især i Begyndelsen af Studiet) lettere Forstaaelse
og Tilegnelse. En Forelæsning t. Ex. om det romerske Statsliv, der vil klare
Forestillingerne ved Henvisning til nyere Indretninger og Begreber, saasom blot
Begrebet Repræsentation, maa , naar den holdes paa Latin, idelig bruge Omsvøb
og indblande moderne Lapper i den gamle Form. Exegetiske Forelæsninger lægge
ved mange Forfattere færre Vanskeligheder i Vejen, næppe kaa store, at de ikke
opvejes af de lige over for staaende Fordele, Sprogøvelsen og den æsthetiske Til-
fredsstillelse ved Enheden mellem Gjenstand og Form; men ved andre Forfattere,
og det de vanskeligste, t. Ex. Tragikerne eller Aristophanes, drages man natur-
ligt og stærkt til Benyttelse af Modersmaalet, og derfor holde vi, Madvig og Us-
sing, ligesom vore Fagfæller ved andre Universiteter, vore Forelæsninger over-
vejende i Modersmaalet, dem over de filologiske Realdiscipliner udelukkende. Det
kan nu ikke enten ventes eller forlanges, at den studerende, medens han gjen-
nemgaar Discipliner eller læser Forfattere ved Hjælp af Bøger eller Forelæsninger
i Modersmaalet eller et andet nyere Sprog, i synderlig Grad skal tænke paa eller
øve sig i at transponere hele Forestillingsrækken i antik Form, og naar han ikke
har gjort dette, staar han ved Examen pludselig, medens han skal samle og ordne
Indholdet til Besvarelsen af det skriftlige eller mundtlige Spørgmaal, tillige over-
for denne Transpositions- og Oversættelsesopgave, og det er da naturligt, at han
løser den daarligt, uden Lethed og taalelig Sikkerhed, og dog ved denne Kamp
med Formen maaske hindres i at lægge det Kundskabsforraad, han kan væro i
Besiddelse af, for Dagen. Dette Resultat fremkommer saa meget mere, som den
studerende i Forberedelsestiden, fordi Færdigheden i latinske Udtryk ikke frem-
træder som Gjenstand for en særlig Opgave, ofte glemmer direkte at henvende
Filologisk Embedsexamen.
79
tilbørlig Opmærksomhed derpaa og benytte den Vejledning og Øvelse, der i denne
Retning tilbydes, og at supplere denne Vejledning ved private øvelser med medstu-
derende. Vi maa tilstaa, at det, der i de senere Aar ved Examensudarbejdelserne
præsteres i latinsk Sprogform, ligesom ved den mundtlige Prøve, lader meget til-
bage at ønske, saa meget, at det vel maa indrømmes, at det Hensyn, der efter
Anordningen skal tages til de skriftlige, latinske Arbejders Sprogform, ikke har
gjort sig tilbørlig gjældende og vanskelig kan det, og at der kan være Tvivl,
om Kandidaterne ikke ogsaa, uden Hensyn til det pludselige og uvante ved den
extemporale Brug af Latinen ved Examen, savne tilbørlig Sikkerhed og uddannet
Sprogtakt. Vi ere ved Overvejelsen af disse Forhold, hvorom vi gjentagne Gange
under Censuren og efter endt Examen have udvexlet vore Tanker (vi, Madvig og
Ussing, ogsaa med tidligere Medcensorer), komne til den Overtydning, at Ex-
amen i latinsk og græsk Filologi, baade mundtlig og skriftlig, i det hele bør
foregaa paa Dansk, hvorved Kandidatens Indsigt, befriet fra det fremmede Sprogs
Tryk, vil komme under en sikrere, og med Hensyn til Indholdet ingenlunde lettere
Prøve, men at der i latinsk Filologi bør tilføjes en særlig Prøve i den for
Læreren ønskelige og nødvendige Færdighed i Benyttelsen af den latinske Sprog-
form, til hvilken Færdigheds Erhvervelse de filologiske studerende ligesom hidtil,
men med klarere Bevidsthed og med større Eftertryk, maa vejledes, dels ved latinske
(exegetiske) Forelæsninger over dertil passende Æmner, dels ved direkte øvelser i
at skrive og tale Latin. Denne Prøve maa fornemmelig være skriftlig, men dog
tillige mundtlig, baade af Hensyn til Offentligheden og fordi derved baade Fær-
digheden i Sprogets Brug bedst lægges for Dagen, og der gives Lejlighed til at
gjøre Rede for Regel og Sprogbrug. Vi have da tænkt os, at der i Latin til de
3 Udarbejdelser, der nu leveres, kunde føjes en fjerde, hvorved der opgaves Kandi-
daten et Stykke af passende Længde og fra den antike Form ikke for fjærnt lig-
gende Indhold til Oversættelse fra Dansk paa Latin. Derhos kunde der ved den
mundtlige Prøve i Latin udenfor den almindelige Examinationstid anvendes en Tid
af omtrent et Kvarter til at lade Kandidaten udtrykke sig paa Latin over almin-
delig bekjendte (eventuelt af Examinator kort fremstillede) Gjenstande, og til at
lade ham gjøre Rede for de af ham brugte Udtryk."
I Henhold til det saaledes bemærkede, gik Andragendet ud paa, at det
maatte bestemmes, at den skriftlige og mundtlige Prøve i latinsk og græsk Filologi
ved den filologisk-historiske Embedsexamen i det hele afholdtes paa Dansk, men
at der i Latin ved den skriftlige Examen tilføjedes en særlig Prøve i Benyttelse
af den latinske Sprogform, bestaaende i Oversættelse af et Stykke af passende
Længde og et fra den antike Form ikke for fjærnt liggende Indhold fra Dansk paa
Latin, og at der ved den mundtlige Prøve udenfor den øvrige Examinationstid
anvendtes en Tid af omtrent et Kvarter til at prøve Kandidatens Evne til at ud-
trykke sig mundtlig paa Latin om Gjenstande, der egne sig til latinsk Fremstilling.
I Forbindelse med det ovenfor omtalte fremdrog Andragendet ogsaa den
Bestemmelse i Anordningen af 2den Februar 1849 § 4 in fine, at „Kandidaten bør op-
give et enkelt prosaisk og et poetisk Skrift i hvert Sprog, som dem, i hvilke han
med større Detail har dvælet ved den kritisk-hermeneutiske Behandlings Methode."
Denne Bestemmelse havde, bemærkedes det, ikke faaet nogen synderlig Betydning,
idet Kandidaterne dels havde opgivet gansko korte, lidet vigtige og for Formaalet
lidet egnede Skrifter som saaledes særligt behandlede, dels ikke ret havde taget
80
Universitetet 1871—73.
Sagen alvorlig og gjort Forskjel paa de svaledes opgivne Skrifters og de øvriges
Behandling, medens paa den anden Side Bestemmelsen ved en ikke fjærnt liggende
Misforstaaelse kunde lede til en utilbørlig Overfladiskhed ved de ikke saaledes
opgivne Skrifter. Det antoges derfor ønskeligt, at denne Bestemmelse i dens
nuværende Skikkelse blev ophævet, saa at der kun forlangtes i Almindelighed, at
Kandidaten skulde have gjort sig bekjendt med den filologiske Kritiks Methode,
og ved de græske og latinske Hovedforfattere ikke maatte være nbekjendt med
Apparatet og Hjælpemidlerne til deres kritiske og hermeneutiske Behandling.
Sluttelig udtaltes, at det vilde være ønskeligt, om de foreslaaede Foran-
dringer i Examensbestemmelserne, hvis de vandt Ministeriets Bifald, kunde blive
resolverede og bekjendtgjorte saa betimeligt, at de kunde anvendes ved Examen i
Januar 1874.
Omtrent samtidig med det nævnte Andragende indgav Lærerne i nordisk
Filologi en Indstilling til Komiteen for den filologisk-historiske Embedsexamen om,
at den vilde andrage paa en nøjere Bestemmelse af Bestemmelsen i Anordningen af
2den Februar 1849 § 5, i hvilken det hedder, at „i nordisk Filologi skal Exami-
nanden godtgjøre, at han besidder grundig grammatikalsk Kundskab saa vel i
Modersmaalet i dets nyere Udvikling, som i det oldnordiske Sprog". De bemær-
kede heri, at denne Bestemmelse formentlig ikke uden Tvang vilde kunne forstaas,
og hidtil heller ikke var blevet forstaaet anderledes, end at den krævede Kundskab
angik to Ting, dels Oldnordisk som saadant, dels Dansk i Sprogets nuværende
Skikkelse, men derimod ikke det danske Sprogs Historie under dets mellemliggende
regelrette Udvikling fra det oldnordiske til det nuværende Stadium. Denne
sproghistoriske Kundskab maatte de imidlertid anse for uundværlig, efter at den
lærde Skole havde optaget Undervisning i Oldnordisk netop i Forbindelse med
Undervisningen i Modersmaalet. For at Læreren skulde kunne lade denne Forbin-
delse komme til sin Ret, maatte hau nødvendigvis selv besidde nogen Indsigt i
den nordiske, særligt den danske Sproghistorie; de foreslog derfor, at der til den
nævnte Paragraf i Examensanordningen føjedes en nærmere Bestemmelse af dens
oven anførte første Passus, der herefter formentlig burde forstaas saaledes, at
der af vedkommende Examinand krævedes „grundig grammatikalsk Kundskab i
Modersmaalet under dettes historiske Udvikling fra det oldnordiske Stadium til
dets nuværende Skikkelse".
Disse tvende Andragender indsendtes under 30te Maj 1873 af Formanden
for den filologisk-historiske Embedsexamens Kommission til Ministeriet. I denne
Skrivelse bemærkede Formanden, at de tvende Censorer, Prof. Thrige og Rektor
Petersen, havde bemyndiget ham til at erklære, at de vare aldeles enige med
Professorerne Gislason og Grundtvig om, at den danske Sproghistorie burde gjørés
til Gjenstand for Prøvelse ved denne Examen; de havde selv oftere gjort opmærk-
som derpaa, idet de formente, at dette virkelig var Meningen af Anordningens
Bestemmelse, i hvilken Henseende de henviste til Motiverne, hvori det hedder at
,,den nøjagtige, grammatikalske Indsigt i Modersmaalet maatte have et Grundlag
i en tilstrækkelig Kundskab i Oldnordisk (se Lindes Meddelelser 1849.—56 S. 202). Hvis
derfor Ministeriet, samtidig med at udvirke en kgl. Resolution for den foreslaaede
Forandring i Brugen af Latin, ogsaa i denne Resolution vilde optage den af Pro-
fessorerne Gislason og Grundtvig foreslaaede Ændring, havde Censorerne intet
derimod. Skulde Ministeriet derimod linde, at dette var unødvendigt, vilde de
filologisk Embedsexamen.
81
foreslaa, at det udtrykkelig indskjærpedes Examinatorerne i nordisk Filologi, at
den historiske Sammenhæng mellem Oldsproget og det nyere Sprog ogsaa skulde
gjøres til Gjenstand for Prøven.
Over disse Andragender begjærede Ministeriet Konsistoriums Erklæring,
hvilken fremsendtes under 3die Juli 1873 tillige med en Erklæring af det filoso-
fiske Fakultet af 24de Juni s. A. I denne bemærkede Fakultetet med Hensyn
til det af Examinatorerne i nordisk Filologi stillede Forslag, at det fandt, at
Anordningen af 2den Februar 1849 med Motiver indeholdt al fornøden Berettigelse,
ja endog Anvisning for Examinatorerne i den omhandlede Retning, og at det kun
var i Praxis, at Anordningens Tanke ikke var blevet tilstrækkeligt udført. Fa-
kultetet ansaa derfor en ny kgl. Resolution ej blot for overflødig, men for lidet
ønskelig, da derved et enkelt Moment vilde synes at fremhæves ensidigt og ud.
sondres for sig, medens det meget mere burde samle det øvrige om sig. En
ministeriel Tilkendegivelse om, at den bestaaende Forskrift hjemlede, hvad der til-
sigtedes, syntea aldeles tilstrækkelig. Med Hensyn til de af Examinatorerne og
Censorerne i klassisk Filologi gjorte Forslag fandt Fakultetet intet at bemærke.
Konsistorium tiltraadte i sin oven for nævnte Skrivelse saa vel de med Hensyn til
Prøven i klassisk Filologi stillede Forslag, som Fakultetets Ytringer om de af Ex-
aminatorerne i nordisk Filologi stillede Forslag.
I den for Kongen nedlagte allerunderdanigste Forestilling anbefalede Mini-
steriet de foreslaaede Forandringer eller nærmere Bestemmelser af Anordningen af
2den Februar 1849, og i Henhold til kgl. Resolution af 9de August 1873 blev
derefter udfærdiget følgende
Bekjendtgj øreise
angaaende nogle forandrede eller nærmere Bestemmelser for Afholdelsen af den
filologisk-historiske Skoleembedsexamen ved Universitetet.
Paa derom af Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet nedlagt aller-
underdanigst Forestilling har det behaget Hans Majestæt Kongen ved allerhøjeste
Resolution af 9de d. M. allernaadigst at approbere følgende forandrede eller nær-
mere Bestemmelser for Afholdelsen af den ved Anordningen af 2den Februar
1849 indiettede historisk-filologiske Embedsexamen ved Universitetet, nemlig:
1)	Den skriftlige og mundtlige Prøve i latinsk og græsk Filologi afholdes
i det hele paa Dansk, hvorimod der i Latin ved den skriftlige Examen tilføjes
en særlig Prøve i Benyttelsen af den latinske Sprogform, bestaaende i Over-
sættelse af et Stykke af passende Længde og et fra den antike Form ikke for
fjæint liggende Indhold fra Dansk paa Latin, og ved den mundtlige Prøve udenfor
den øvtige Examinationstid anvendes en Tid af omtrent et Kvarter til at prøve
Kandidatens Evne til at udtrykke sig mundtlig paa Latin om Gjenstande, der
egne sig til latinsk Fremstilling.
2)	I Stedet for den i Anordningens § 4, sidste Stykke, stillede Fordring,
at Kandidaten har at opgive et enkelt prosaisk og et poetisk Skrift i Latin og
Græsk som dem, i hvilke han med større Detail har dvælet ved den kritisk-
hermeneutiske Behandlings Methode, skal ikkun i Almindelighed forlanges, at han
skal have gjort sig bekjendt med den filologiske Kritiks Methode, og ved de græske
og latinske Hovedforfattere ikke maa være ubekjendt med Apparatet og Hjælpe-
midlerne til deres kritiske og hermeneutiske Behandling.
3)	Ved Prøven i oldnordisk Filologi bliver at iagttage, at den i Anord-
Vniversitets-Aarbog.	\ \
82
tJniversitetet i 871 — 73,
ningens § 5 givne Bestemmelse, at Examinanden skal godtgjøre, at han be-
sidder grnndig grammatikalsk Kundskab saa vel i Modersmaalet i dets nyere Ud-
vikling, som i det Oldnordiske, anvendes, i Overensstemmelse med, hvad der alle-
rede tilsigtes ved Bestemmelsen, saaledes, at der kræves grundig grammatikalsk
Kundskab i Modersmaalet under dettes historiske Udvikling fra det oldnordiske
Stadium til dets nuværende Skikkelse.
Disse Bestemmelser træde første Gang i Kraft ved den Examen, som afholdes
i Januar Maaned 1874.
Hvilket herved bekjendtgjøres til Efterretning for alle vedkommende.
7. Om andre Examina, der ere henlagte til Universitetet,
a. Den almindelige Forberedelsesexamen ved Universitetet.
Under den 25de August 1871 er udfærdiget følgende Bekjendtgjørelse om
Forandring i Fordringerne ved Afgangsexamen for Realdisciple og ved almindelig
Forberedelsesexamen, begge af højere Grad:
„Paa derom af Ministeriet nedlagt allerunderdanigst Forestilling har det
behaget Hans Majestæt Kongen under Dags Dato allernaadigst at bifalde, som
følger:
Fordringerne ved Afgangsexamen for Realdisciple og ved den almin-
delige Forberedelsesexamen ved Universitetet, begge at højere Grad, skulle
herefter være de samme, som ved Anordningen af 5te August d. A. § 3,
jfr. § 2 og Lov af 1ste April d. A. om Undervisning i de lærde Skoler § 5,
ere fastsatte for Hovedexamen ved Udgangen af 4de Klasse for Disciple, der
følge den mathematisk-naturvidenskabelige Retning, dog med følgende nær-
mere Bestemmelser:
1.	Proven i Latin bortfalder; derimod prøves der i Engelsk dels i et læst
Pensum af mindst 200 Oktavsider, dels i et ikke læst prosaisk Stykke og
i det nødvendige af Grammatiken.
2.	Prøven i Tysk er ikke blot mundtlig, men tillige skriftlig, ved en uden
Brug af Ordbog udarbejdet let Stil.
3.	Prøven i Historie omfatter alt, hvad der fordres læst i Skolen indtil
Udgangen af 4de Klasse.
I den nye Form afholdes oven nævnte Examina første Gang i Somraeien
1873
Medens den ved Bekjendtgjørelse af 18de September 1S55 § 8 for
Pharmaceuter befalede Prøve i Latin for øvrigt vedbliver, bortfalder den dog
for dem, der have bestaaet Hovedexamen ved Udgangen af 4de Klasse i en
lærd Skole og ved samme i mundtlig Latin mindst have opnaaet Karak-
teren „godt".
Hvilket herved bringes til almindelig Kundskab."
Under samme Dag er udgaaet en Bekjendtgjørelse om Karaktergivningen
Ved Afgangsexamen for Realdisciple og ved almindelig Forbeiodelsesexamen ved
Universitetet, begge af højere Grad, saa lydende:
Efter den Ministeriet ved allerhøjeste Resolution af 2den Septembei 1855 )
dertil givne Bemyndigelse vil Ministeriet herved have fastsat, at de i Bekjenut-
*) Se Bekjendtgjørelse af 18de September 1855 Nr. G.
Andre Examina.
83
gjørelse af 9de August d. A, trufne Bestemmelser om Karaktergivningen m. v.
ved de lærde Skoler ogsaa skulle være gjældende ved Afgangsexamen for Real-
disciple og ved almindelig Forberedelsesexamen ved Universitetet, begge af
højere Grad.
Ved bemeldte Examiner gives i livert af følgende Fag: Modersmaalet,
skriftlig, Tysk, mundtlig og skriftlig, Fransk, Engelsk, Naturhistorie, Geografi,
Historie, Arithmetik, mundtlig og skriftlig, Geometri, mundtlig og skriftlig, og
Naturlære, 1 Karakter, hvis Værdi fordobles i Engelsk.
Udfaldet af Prøven betegnes ved „Bestaaet", hvortil fordres 33 Points. Til
„Bestaaet" kan føjes „med Udmærkelse", naar der opnaas 83 Points. I Exa-
mensvidnesbyrdet indføres Fagkaraktererne.
Hvilket herved bringes til almindelig Kundskab,"*)
b. Særlige Forhandlinger og Afgjørelser med Hensyn til den juridiske Examen
for ustuderede.
Examenskommissionen for Skolelærerexamen havde i et til Ministeriet for
Kirke- og Undervisningsvæsenet indgivet Andragende stillet Forslag om, at Skole-
lærerexamen kunde træde i Stedet for almindelig Forberedelsesexamen af lavere
Grad, og Kommissionen for Afholdelsen af almindelig Forberedelsesexamen ved
Universitetet havde i en herom afgivet Erklæring anbefalet dette Forslag. Mini-
steriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet begjærede Justitsministeriets Erklæring
over Sagen, for saa vidt almindelig Forberedelsesexamen af lavere Grad blandt andet
fordres som Betingelse for at indstille sig til juridisk Examen for ustuderede, og
Justitsministeriet ønskede, før Sagen afgjordes, at høre det juridiske Fakultets An-
skuelse i denne Anledning. Fakultetet bemærkede i sin Erklæring af 23de Maj
1872, at Fakultetets Erfaring stemmede aldeles overens med den Udtalelse, som
med Hensyn til Farmaceuterne forelaa i Erklæringen fra Examenskommissionen for
Afholdelsen af almindelig Forberedelsesexamen, nemlig at almindelig Forberedelses-
examen af lavere Grad ingenlunde giver nogen Sikkerhed for det Lavmaal af al-
mindelig Dannelse og Modenhed, der burde findes hos dem, der indstille sig til
juridisk Examen for ustuderede. Hver Examen overbeviste Fakultetet om, at de
ustuderede Jurister saa sig i Stand til at gjennemgaa hin Prøve, uagtet navnlig
deres skriftlige Udarbejdelser røbede den største Mangel paa almindelig Dannelse
og paa øvelse i at tænke paa en nogenlunde følgerigtig Maade samt udvikle
sine Tanker i et ordentligt Sprog. Fakultetet kunde derfor paa ingen Maade
billige Bestræbelser, der maatte tilsigte at formindske do højst tarvelige Fordringer,
som for Tiden stilledes i denne Retning. Men da det i Følge vedkommende sag-
kyndige Autoritets Erklæring, til hvilken Fakultetet i sit Skjøn maatte støtte sig,
maatte antages, at Skolelærerexamen i alle Maader frembød en lige saa god
Garanti for almindelig Dannelse og en vis Grad af Aandsmodenhed, som den al-
mindelige Forberedelsesexamens lavere Grad, mente Fakultetet ikke, at der kunde
være nogen sær Betænkelighed ved at gaa ind paa, at Skolelærerexamen skulde
*) Da de tvende oven for meddelte Bekjendtgjorelser vel berøre Universitetet, men dog
hovedsagelig angaa Skolerne, har Universitetet ikke som saadant haft nogen Del i
de forudgaaende Forhandlinger. Det falder derfor ikke ind under disse Med-
delelsers Opgave at give nogen Beretning om dem.
11*
84
Universitetet 1871 —1873.
give Adgang til at indstille sig til juridisk Examen for ustuderede, paa samme
Maade som almindelig Forberedelsesexamen af lavere Grad.
Ved Bekj. af 26de September 1872 Nr. 2 blev derefter bestemt: „Den, der
bestaar Skolelærerexamen, har derved erhvervet sig de Rettigheder, som almindelig
Forberedelsesexamen af lavere Grad ved Kjøbenhavns Universitet medfører."
—	Kontorist N. N., der i en Alder af 14-J- Aar havde underkastet sig en
Prøve i den højere Borgerskole i Aarhus, androg hos Ministeriet om Tilladelse
til at indstille sig til den juridiske Examen for ustuderede, uden forud at under-
kaste sig den almindelige Forberedelsesexamen. Efter at Fakultetet var blevet
bekjendt med Forholdet mellem disse to Prøver, anbefalede det Andrageren til at
erholde den omspurgte Tilladelse, der derpaa af Ministeriet under 6te Oktober
1871 meddeltes.
—	Et Andragende fra Lærer N. N. om, at den Skolelærerexamen, han
underkastede sig i 1865, inaatte træde i Stedet for almindelig Forberedelses-
examen af lavere Grad, saa at han kunde stedes til den juridiske Examen for
ustuderede, anbefaledes af Fakultetet og bevilgedes af Ministeriet ved Skrivelse af
10de August 1872.
—	Et Andragende fra N. N. om Tilladelse til at indstille sig til juridisk
Examen for ustuderede, uden forinden at underkaste sig den almindelige Forbere-
delsesexamen, anbefaledes af Fakultetet, da Andrageren havde bestaaet Opryknings-
examen ved Ribe lærde Skole fra 6te til 7de Klasse, og bevilgedes af Ministeriet
ved Skrivelse af 5fee December 1872.
—	Sekondlieutenant N. N. androg om Tilladelse til at indstille sig til den
juridiske Examen for ustuderede, uden forud at have underkastet sig den almin-
delige Forberedelsesexamen af lavere Grad. Fakultetet anbefalede Andragendet,
dels fordi det antog, at de af ham aflagte Prøver maatte stilles i Klasse med
Forberedelsesexamen, dels fordi den, der efter at have opfyldt Betingelserne i Hær-
lovens § 88 udnævntes til Sekondlieutenant maatte antages at være i Besiddelse
af ikke mindre almindelig Dannelse og Aandsmodenhed, end den, der havde be-
staaet den fordrede Forberedelsesexamen.
c. Farmaceutisk Examen.
Ved kgl. Resol. af 2den Juni 1828 er det bestemt, at Prøven i Recept-
læsning og Farmakologi ved den farmaceutiske Examen skal afholdes „af tvende
Professorer af det medicinske Fakultet, af hvilke den ene skal være Professor i
Farmakologi, og den anden Dekanus eller hvemJFakultetet dertil maatte udnævne".
Omendskjønt nærmere Bestemmelser om Examinationen i Receptlæsning ved denne
Examen ere givne ved kgl. Resol. af 9de December I 828, var dog dette Examensfags
Omraade saa ubestemt, at Prøvens Formaal let kunde opfattes forskjelligt af de skif-
tende Dekaner, alt efter disses, til Dels allerede ved deres forskjellige Fag og hele
Udvikling betingede forskjellige individuelle Opfattelse. Forskjellige Klager havde
ogsaa i saa Henseende lydt, og det lægevidenskabelige Fakultet henvendte sig
derfor til den farmaceutiske Examenskommission, for at høre dens Mening, om den
ikke vilde anse det for heldigt, at Examinationen i Receptlæsning skulde udfores
af en bestemt Docent og navnlig Docenten i Retsmedicin. Examenskommissionen
tiltraadte ved Skrivelse af 10de Marts 1873 dette Forslag, forudsat at den paa-
gjældende Docent tillige var praktiserende Læge, idet den bemærkede, at ikke
Andre Examtna.
85
alene Fordringerne ved Examen derved vilde faa en mere fast Karakter, og Kan-
didaterne ikke blive underkastede de Tilfældigheder, som stedse følge med de
skiftende Examinatorer, men ogsaa Forhandlingerne inden for Kommissionen vilde
kunne føres med større Hurtighed, da det hvert Aar indtrædende Medlem først
skal gjøres bekjendt med de foreliggende Sagers Standpunkt, og kommer til at
deltage i Forhandlinger, hvis Tilendebringelse han sjældent opnaar at overvære.
Fakultetet meddelte derefter under 9de April s. A. den farmaceutiske Examens-
kommission, at det havde valgt Lektor Gædeken til at besørge Examinationen i
Receptlæsning. Et Medlem af Fakultetet, Prof. Saxtorph, som ved Sagens For-
handling i dette havde dissentieret fra de øvrige Medlemmer, androg imidlertid
hos Justitsministeriet paa, at den hidtil bestaaende Ordning maatte forblive ufor-
andret, og Undervisningsministeriet begjærede i denne Anledning Fakultetets Er-
klæring herover, der indsendtes under 17de Maj 1873. I denne gjorde Fakultetet
Kede for de Grunde, der havde foranlediget Forandringen, og fastholdt, at den
kgl. Resol. af 2den Juni 1828 udtrykkeligt hjemlede Fakultetet Ret til, i Stedet
for Dekanus at udnævne et andet Medlem af Fakultetet til at foretage den om-
handlede Examination, og at Hensigten hermed havde været, at Fakultetet ogsaa
burde og skulde benytte denne Ret, saafremt det maatte anses som overensstem-
mende med den farmaceutiske Examens Tarv. Justitsministeriet fandt herefter
ingen Grund til at forandre den af Fakultetets Flertal tagne Bestemmelse, hvorom
fornøden Underretning meddeltes Fakultetet og Prof. Saxtorph.
d. Examen for Tandlæger.
I Aaret 1862 indstillede det kgl. Sundhedskollegium til Justitsministeriet,
at det maatte fastsættes, at iugen kunde faa Adgang til Tandlægetentamen, uden
at han havde underkastet sig den almindelige Præliminærexamen, eller befandt sig
i den Stilling, som ellers fritog for at prøves i denne. Ministeriet for Kirke- og
Undervisningsvæsenet, hvis Udtalelse Justitsministeriet havde ønsket, begjærede i
denne Anledning gjennem Konsistorium en Erklæring fra det lægevidenskabelige
Fakultet, som tidligere i en Skrivelse af 3die Januar 1854*) havde erklæret sig
imod, at der stilledes en saadan Fordring. Saa vel Fakultetet som Konsistorium
erklærede sig for den af Sundhedskollegiet foreslaaede Bestemmelse, men Ministeriet
for Kirke- og Undervisningsvæsenet bemærkede ved under 27de April 1863 at
tilsende Justitsministeriet disse Erklæringer, at det ikke fandt, at der var tilstræk-
kelig Grund til at opstille en saadan Prøve som Betingelse for Adgangen til
bemeldte Tentamen, eftersom det dog ved Udøvelsen af Tandlægekunsten nærmest
syntes at komme an paa en teknisk Færdighed og Dygtighed. Herved blev
Sagen staaende, og der foretoges ikke videre i Anledning af Sundhedskollegiets
Andragende.
Først i 1865 gjenoptoges Sagen atter. Sundhedskollegiet henledede i Skri-
velse til Justitsministeriet Opmærksomheden paa det ønskelige i Tilvejebringelsen af
bestemte Regler for Adgang til og Udøvelse af Tandlægevirksomheden i hele dens
Udstrækning og indstillede, at det overdroges til en Kommission at tage Sagen
under Overvejelse og indkomme med Forslag til dens nærmere Ordning. Herover
begjærede Justitsministeriet Kirke- og Undervisningsministeriets Erklæring, og efter
*) Se Lindes Medd. 1849 56 S. 160.
86
Universitetet 1871—1873.
at dette fra det lægevidenskabelige Fakultet havde indhentet en Udtalelse om
Sagen, tilskrev det Justitsministeriet, at det under Henvisning til sin Skrivelse af
27de April 1863 lige saa lidt som Fakultetet fandt noget at erindre imod, at
denne Sag atter toges under Overvejelse, samt at det bifaldt, at de af Fakultetet
til Medlemmer af bemeldte Kommission foreslaaede Mænd, Prof. Buntzen og Lektor
Schmidt, i sin Tid tilforordnedes denne. Der blev derefter under 10de August
1865 gjennem Justitsministeriet udfærdiget et allerhøjeste Kommissorium for
Etatsraad Mansa, Stabslæge Djørup, Prof., Overkirurg Buntzen, Lektor Schmidt,
Tandlæge, Prof. Jantzen og Tandlæge Diderichsen til at tage deune Sag under
Overvejelse, og derefter til Justitsministeriet at indgive Betænkning og Forslag til
Sagens Ordning. I Stedet for Prof. Jantzen, der begjærede sig fritaget for at
tiltræde Kommissionen, tilforordnedes ved Extensionskommissorium af 8de September
s. A. Tandlæge Bramsen. Under 14de November s. A. indsendte denne Kommis-
sion til Justitsministeriet sin Betænkning, der lyder saaledes:
„Det er det kgl. Sundhedskollegiums Skrivelse til Justitsministeriet af 20de
Februar d. A., som nærmest har foranlediget Nedsættelsen af nærværende Kom-
mission, og idet vi i alle Punkter kunne henholde os til denne Skrivelse, som i
Gjenpart har været os forelagt, anse vi det for ufornødent at forudskikke en
Fremstilling af den hidtil gjældende Ordning af Tandlægevæsenet med Paavisning
af de ved sammo hæftende Mangler. Som Udgangspunkt for Kommissionen har
den nævnte Skrivelse betegnet os vor Opgave som bestaaende i at fremkomme
med Forslag til en blivende Ordning, der skulde afløse den ved ministeriel Reso-
lution af 20de Maj 1853 fastsatte midlertidige, og vi have anset det for rigtigst
at betragte denne midlertidige Ordning, der har udviklet sig af de hos os i det
hele stedfindende Forhold, som et forud givet Grundlag, der vistnok i flere Ret-
ninger burde udvides og forbedres, men ikke uden særdeles vægtige Grunde fuld-
stændigt opgives. Vi have derfor selvfølgelig maattet have for øje, at den ende-
lige Ordning af Adgangen til Udøvelse af Tandlægekunsten saa vidt muligt maatte
blive overensstemmende med de hos os for andre lignende Forhold gjældende
Regler, og idet vi da have fastholdt den ogsaa hidtil fulgte almindelige Regel,
at knytte denne Adgang til en offentlig aflagt Prøve, have vi, hvad selve Prøvens
Indretning angaar, tilstræbt det Formaal, at den maatte kunne afgive døn tilsig-
tede Garanti, uden paa den anden Side i nogen unødvendig Grad at besværlig-
gjøre Adgangen til det paagjældende Erhverv — et Princip, som sikkert ikke
udkræver nogen nærmere Begrundelse.
I. Hvad der er Gjenstand for Tandlægens Virksomhed, lader sig — med
Tilsidesættelse af en vidtløftig Optællen af Enkeltheder, som dog vanskelig kunde
blive udtømmende — alt indbefatte i følgende to Punkter:
1)	Behandling af Tændernes og Tandkjødets Sygdomme samt Udøvelse af alle
Slags Tandoperationer.
2)	Forfærdigelse og Indsætning af kunstige Tænder.
Det er uimodsigeligt, at paa det indenfor disse Grænser liggende Oinraade
har Tandlægekunsten efterhaanden gjort saa store Fremskridt, at dens kyndige og
samvittighedsfulde Udøvelse vil kunne være af megen Betydning for en Mængde
Menneskers fysiske Velvære, og det er lige saa vist, at den har vundet denne
frodigere Udvikling i Hovedsagen uafhængig af den almindelige Lægevidenskab.
Vistnok maa den i flere Punkter mødes med og støtte sig til denne, men i andre og
Andre Examina.
87
det ingenlunde de mindst væsentlige Retninger har den mere og mere hævdet sig
som et selvstændigt Fag, der udkræver en særegen teknisk øvelse og Færdighed,
som ligger helt udenfor det lægevidenskabelige Studium. Kun en forholdsvis ringe
Mængde af, hvad dette Studium lærer, er det for Tandlægen nødvendigt at tilegne
sig, medens dets langt overvejende Del i hans snevrere Virkekreds er ham til
liden eller ingen Nytte, og han maa derimod ad sin egen Vej søge det, der for
ham er det vigtigste. Fra dette Standpunkt have vi ikke taget i Betænkning at
svare benægtende paa det Spørgsmaal, om det er nødvendigt at fordre hos den
vordende Tandlæge en mere omfattende almindelig lægevidenskabelig Fordannelse
som ubetinget Forudsætning, en Regel, som i visse andre Lande ses at være
gjort gjældende.
II. Gaaende ud fra denne Betragtning af det gjensidige Forhold mellem
Tandlægekunst og Lægevidenskab, vende vi os nu til at undersøge, hvilke Betin-
gelser der da bør fastsættes for Adgangen til at underkaste sig Tandlægeexamen.
a)	Efter den hidtil bestaaende Ordning er Adgangen gjort afhængig af en
særlig Bevilling, hvorom Kandidaten i hvert enkelt Tilfælde maa indgive Ansøg-
ning til Justitsministeriet. Men naar Tandlægekunsten anerkjendes som et selv-
stændigt Fag, for hvis Skyld der indrettes en egen Examen, saa indse vi ikke, at der
for denne mere end for enhver anden Examen kan være Grund til at fastholde en
saadan Indskrænkning. For saa vidt den skulde yde Sikkerhed for, at ingen
kunde stedes til Examen uden at besidde „almindelig Dannelse", har den dog,
som det af det kgl. Sundhedskollegium allerede er paavist, kun en meget tvivlsom
Betydning. Vi maa altsaa udtale os for, at Bestemmelsen om særlig Bevilling for
Fremtiden bortfalder.
b)	At imidlertid Fordringen om almindelig Dannelse ogsaa fremdeles bør
opretholdes, derom kan der ganske vist ikke være Tvivl, og lige over for de noksom
bekjendte, og under tidligere Forhandlinger angaaende nærværende Sag oftere
fremdragne Vanskeligheder ved at tilvejebringe fornøden Garanti i denne Henseende
vide vi intet bedre, end at slutte os til det af det kgl. Sundhedskollegium i sin
Tid fremsatte (Skrivelse til Justitsministeriet af 18de Oktober 1862) og af det
lægevidenskabelige Fakultet tiltraadte Forslag: at fordre Universitetets almindelige
Forberedelsesexamen som Betingelse for at stedes til Tandlægeexamen, for saa vidt
da den paagjældende ikke maatte befinde sig i en saadan Stilling, som efter de
almindelige Regler fritager ham for denne Prove.
c)	Hvad dernæst den specielle Faguddannelse angaar, saa vil Kandidaten
selvfølgelig have at aflægge Prøve i denne Retning ved selve Tandlægeexamen;
men vi have dog maattet overveje, om det ikke vilde være rigtigt, forinden der
tilstedes ham Adgang til Examen, at fordre Beviser for, at han har gjennemgaaet
en hensigtsmæssig Skole i sit Fag — Beviser, som kunde understøtte Prøven ved at give
yderligere Sikkerhed for, at Kundskaben ikke er samlet alene med de mulige
Examensspørgsmaal for Gje, eller dog ikke er blot theoretisk, og endskjønt vi
som almindeligt Princip have fastholdt at lade Kandidaten hoste sin Kundskab ad
hvilken Vej, han selv maatte vælge, og overlade det til Examen at veje dens
Grundighed, saa ere vi dog i et enkelt Punkt ikke enige om at lade denne'Regel
gjælde uden al Indskrænkning. Vi undertegnede Bramsen, Didrichsen og Schmidt
mene nemlig, at det bør gjøres Kandidaten til Pligt i en vis Tid — vi foreslaa
mindst et halvt Aar — at følge Stuegangen og bivaane den daglige offentlig*)
88
Universitetet 1871 —1873.
Konsultation paa Operationsstuen paa den kirurgiske Afdeling af et af vore større
Hospitaler, saaledes at han herfor maa fremlægge Attest fra vedkommende Over-
læge, inden der kan tilstedes ham Adgang til Examen, og vi støtte dette vort
Forslag paa følgende Grunde:
At det for Tandlægen er nødvendigt at besidde nogen, om end kun snævert
begrænset Kundskab til Lægevidenskaben, er allerede berørt og følger jo ogsaa
ligefrem deraf, at han vil komme til at behandle baade Tændernes og Tandkjødets
Sygdomme. Det ligger i Sagens Natur, at hans Kundskab fornemmelig maa om-
fatte visse udvortes, kirurgiske Sygdomsformer. Tandkjødets Sygdomme kunne
være meget forskelligartede, og skyldes ofte dybere liggende alvorligere Lidelser,
de ere saa godt som alle ikke ejendommelige netop for Tandkjødet, men henhøre
til almindelige Sygdomsformer, som kunne optræde og hyppigt optræde i andre
Legemsdele, og som i deres Væsen og Forløb ere de samme, enten de angribe
denne eller hin Del. For at bedømme disse Sygdommes Natur udkræves der i
mange Tilfælde en Oveise, som kun kan erhverves gjennem praktisk Erfaring, og
denne behøver da ikke udelukkende at være hentet fra Iagttagelse af netop
Tandkjødets eller Kjævebenenes Sygdomme, men kan, ja bør efter vor Formening
ogsaa hentes fra de samme Sygdomsformers Optræden i andre Legemsdele. Den
almindelige kirurgiske Fremgangsmaade ved Behandlingen følger ligeledes i Hoved-
sagen de samme Regler, hvor end Sygdommen har sit Sæde. Den naturligste og
bekvemmeste Vej til at indvinde Erfaringen tilbydes af de større Hospitaler, og
at Tandlægekandidaterne selv have erkjendt dette, viser sig deraf, at i det mindste
i den senere Tid flere iblandt dem have søgt Adgang til et Hospital, inden de
have indstillet sig til Examen. Vi, Bramsen og Didrichsen, erklære endogsaa, at
vi i vor Praxis ofte have Lejlighed til at føle, at vi ikke vilde kunne undvære
den Kundskab, som v.i gjennem Hospitalsbesøget have høstet. — Men er Hospi-
talsbesøget altsaa af Vigtighed, saa forekommer det os, at det udtrykkeligt bør
fordres; kun derved kan der nemlig erholdes Sikkerhed for, at Kandidaten har
noget virkeligt Begreb om de Sygdomsformer, som han af en Bog kun kan lære
at kjende af Navn og Theori, da der jo dog efter Forholdenes Natur ikke vel
kan være Tale om ved Tandlægeexamen at indrette en klinisk Prøve som Supple-
ment til den theoretiske. — Maaske vil man indvende, at det ikke kan fordres
eller ventes, at Hospitalerne skulle give de vordende Tandlæger Adgang til deres
Stuer og Klinik; men hvis vor Anskuelse ellers befindes rigtig, saa mene vi, at
det i alt Fald maatte kunne paalægges Universitetets kliniske Afdeling at modtage
dem, og vi skjønne ikke, at Optagelsen af — som det hidtil har været — i det
højeste et Par Tandlægekandidater om Aaret mellem et stort Antal medicinske
studerende kan medføre nogen væsentlig Ulempe.
Herimod skulle vi undertegnede Mansa, Djørup og Btintzen bemærke, at vi
ikke kunne tillægge den Nytte, som den vordende Tandlæge for sit specielle
Studium skulde have af „at følge Stuegangen paa den kirurgiske Afdeling af et
af de større Hospitaler, og at bivaane den daglige offentlige Konsultation paa
Operationsstuen" nogen væsentlig Betydning. Han mangler efter vor Formening
altfor meget fysiologiske og pathologiske Kundskaber til, at han i Virkeligheden
kan høste nogen sand Nytte af at se en Mængde kirurgiske Patienter, af hvilke
kun undtagelsesvis en eller anden lider af Sygdomme i Mund hulheden og Tand-
kjødet; og Følgen af en saadan Hospitalsgang vil derfor let kun blive den, at
Andre Examina.
89
han fristes til at tiltro sig Kundskaber, som han i Virkeligheden ikke har, og
derved let bringes til i sin senere Tandlægepraxis at gjore Overgreb, der kunne
være til Skade for dem, der betro sig til ham. Der er vel af de øvrige Med-
lemmer af Kommissionen lagt Vægt paa Vigtigheden af, at Tandlægen kommer
til praktisk Kundskab om de forskjellige Virkninger, som iagttages hos syge, der
underkastes smertefulde Operationer, og om Maaden, hvorpaa disse Virkninger
skulle imødegaas og behandles. Uden at ville benægte dette, formene vi dog, at
den, der uddanner sig som Tandlæge, langt lettere og med mindre Tidsspilde faar
den for hans Stilling nødvendige Erfaring i denne Henseende ad Frivillighedens
Vej, enten ved at assistére en Tandlæge ved hans Praktik eller ved at faa Adgang
til at assistere en eller anden bekjendt Læge ved mindre Operationer. Kort sagt,
vi formene, at den i lægevidenskabelig Retning nødvendige kliniske Uddannelse
for Tandlægen er af saa ringe Betydning, at man trøstig kan overlade til ham
selv at forskaffe sig den paa den for ham selv bekvemmeste Maade, uden at der
skal gjøres den Fordring til ham, forinden han indstiller sig til Examen at have
gjennemgaaet et halvt Aars Kursus paa et Hospital, hvoraf Nytten efter vor For-
mening kun vil staa i ringe Forhold til den derpaa anvendte Tid. Sluttelig maa
vi tilføje den ikke uvigtige Betragtning, at man ved det foreslaaede Hospitals-
kursus for vordende Tandlæger vilde aabne Hospitalsstuerne for enhver ørkesløs
Tilskuer, der foreløbig kalder sig Dentist, og saadannes Tilstedeværelse er altid
Patienterne uvelkommen. I ethvert Tilfælde maatte der fra Hospitalernes Side
fordres bestemt godtgjorte Adkomster; thi dette sker med Hensyn til Studenterne,
som ikke modtages, uden at de bevisligen have begyndt det medicinske Fag-
studium.
d) Med Hensyn til Kandidatens strengt tekniske Uddannelse — Færdighed
i at indsætte kunstige Tænder o. desl. — da har der, som af det kgl. Sundheds-
kollegium udhævet, hidtil ikke været foreskrevet bestemte Regler for at tilveje*
bringe nogen Garanti i denne Retning, Vistnok have vi maattet spørge, om der
ogsaa virkelig er tilstrækkelig Grund til at fordre Sikkerhed for, at Tandlægen
besidder en saadan Færdighed, eller om man ikke i Overensstemmelse med de i
Kancelliskrivelse til Sundhedskollegiet af 12te Marts 1844 udtalte Anskuelser,
kunde overlade det til Publikum selv at udfinde, hvem det i saa Henseende kan
være tjent med at henvende sig til; men, alt vel overvejet, forekommer Svaret os
ikke at kunne være tvivlsomt. Plumpe og uhensigtsmæssige Forsøg og slet For-
færdigelse, slet Anbringelse af kunstige Tænder kan have mislige Følger, og det
er vitterligt, at der ad denne Vej ofte nok afstedkommes Skade, som gaar langt
ud over Spildet af Taalmod og Penge, en Skade, som den undgjældende ganske
vist ofte er i Stand til at bedømme — naar den er sket. Vi mene, at Fordrin-
gen om Bevis for teknisk Færdighed bør fastholdes, — i Publikums Interesse,
fordi det derved saa vidt muligt sikres mod saadan Skadeliden, naar det søger
den autoriserede Tandlæge, og i Tandlægens Interesse, fordi han derved strax
erhverver sig et værdifuldt offentligt Vidnesbyrd, som han ellers kun lidt efter
lidt og ofte afhængig af Tilfældigheder maa arbejde sig til. For nu at tilveje-
bringe Garanti i den omtalte Retning, staar der to Veje aabne: Enten maa det
ske gjennem Attester fra sagkyndige og paalidelige Mænd, eller gjennem en særlig
teknisk Prøve. Hvor lidet Attester, som blot i Almindelighed udtale sig om
tedkommendes Duelighed, i Virkeligheden ere fyldestgjørende, er allerede paavlst;
Universitets-Aarbog,	in
90
Universitetet 1871—1873.
i Sundhedskollegiets Skrivelse; det vilde da være bedre at fordre Attest for, at
Kandidaten havde arbeidet som Medhjælper eller havde gjennemgaaet en Læretid
af en vis bestemt Varighed hos en autoriseret Tandlæge; men, for ikke at tale
om Muligheden af Misbrug og for blot at nævne en enkelt af de Vanskeligheder,
som ogsaa her stille sig i Vejen, — hvorledes skal man bedømme Værdien af en
Attest, naar den paagjældende har søgt sin Uddannelse i Udlandet? En særegen
Prøve synes i alle Henseender at være langt at foretrække, og idet vi ikke kunne
se uovervindelige Vanskeligheder for at indrette en saadan, som det ogsaa andet-
steds for længe siden er sket, foreslaa vi altsaa, at der fastsættes en teknisk
praktisk Prøve. Vi mene, at denne bør være aflagt og bestaaet, før den
egentlige Examen kan afholdes, men at den dog selv bør udgjøre en Del af den
hele Prøve, for saa vidt som dens Udfald bør regnes med i den endelige Be-
dømmelse.
III.	Inden vi gaa over til Ordningen af Tandlægeprøven, vil det formentlig
være rigtigst først at søge det Spørgsmaal besvaret, under hvilken Autoritet den
skal henlægges.
Vi antage, at dette ligesom hidtil bør være det lægevidenskabelige Fakultet,
blandt andre Grunde fordi kun dette har en Del af det til Examen fornødne
Apparat til sin Raadighed.
Men da det vil blive nødvendigt, at der tilkaldes Mænd, som ere i Besid-
delse af speciel teknisk Sagkundskab og raade over det til Afholdelsen af den
tekniske Prøve uundværlige Apparat, foreslaa vi Indsættelsen af en Examenskom-
mission, bestaaende af to af Fakultetets Lærere, som udvælges af dette, og to af
Hovedstadens autoriserede Tandlæger, der — ligesom nu Censorerne ved den me-
dicinske Embedsexamen — udnævnes af det kgl. Sundhedskollegium. Dog anse
vi det for rigtigst, at de to sidst nævnte Medlemmer af Kommissionen kun ud-
nævnes for en vis begrænset Tid — vi foreslaa fem Aar — ad Gangen, efter
hvilken Tid dog Gjenvalg kan finde Sted, saafremt d'Hrr. selv ikke udtrykkeligt
maatte ønske sig fritagne. Af de to Fakultetslærere vil den ene have at exami-
nere i Anatomi og Fysiologi (IV. B. 1.), den anden i Pathologi og Farmakologi
(IV. B. 2.); af Tandlægerne bør efter vor Mening den ene examinere i Instru-
mentlære og Operationer (IV. B. 3.), medens den anden vil tilstede Kandidaten
Afbenyttelse af sit Værksted med de fornødne Redskaber, samt føre Tilsyn med
ham ved den tekniske Prøve (IV. A. c.). Ved Examen bør de alle være tilstede
og fungere som Censorer i de Fag, hvori de ikke selv examinere. I Bedømmel-
sen af den tekniske Prøve saa vel som af det hele Examensudfald tage de alle
lige Del.
IV.	Saafremt vort ovenfor (II. d.) fremsatte Forslag tages til Følge, vil
Tandlægeprøven komme til at bestaa af to Dele, nemlig den tekniske Prøve og
den mere almindelige Del, den egentlige Examen. Angaaende Omfanget og de
nærmere Bestemmelser for Afholdelsen af disse skulle vi nu tillade os at lade
følge en Række af Forslag, der, efter hvad vi antage, for storste Delen ikke be-
høve at væi*e ledsagede af særlig Begrundelse.
A. Den tekniske Prøve.
Kandidaten skal Ved denne godtgjøre sin Færdighed i Indfatning og Ind-
sætning af 1) enkelte kunstige Tænder, og 2) mero eller mindre fuldstændige
Tandrækker (råteliers).
Andre Examina.
91
a)	Til de to Arbejder, han altsaa vil have at udføre, maa han selv sørge
for at tilvejebringe to ved forskjellig Grad af Tandmangel passende Personer.
Dette Paalæg vil næppe volde nogen Vanskelighed, da der let kan findes Personer,
som meget gjerne ville lade sig indsætte kunstige Tænder, naar de kunne faa
dem uden Bekostning.
b)	Han maa selv bekoste det til Arbejderne fornødne Materiale.
c)	Arbejdsplads og de fornødne Redskaber til Afbenyttelse anvises ham,
efter foregaaende nærmere Aftale, visse Timer daglig af en af de Tandlæger, som
have Sæde i Examenskommissionen, og han er under Arbejdet underkastet dennes
Tilsyn.
d)	Arbejderne maa være fuldførte inden Udløbet af en vis bestemt Frist,
som vi foreslaa at sætte til 14 Dage.
e)	Naar Arbejderne ere færdige, underkastes de, efter nærmere Aftale an-
gaaende Tid og Sted, en Bedømmelse af den samlede Examenskommission, som
afgjør, om de ere antagelige eller ikke, og i første Tilfælde meddelar en foreløbig
Karakter, der senere tages med i Beregningen af den endelige Examenskarakter.
Bedømmelsens Udfald indføres i Examensprotokollen.
f)	For Afbenyttelsen af Værksted og Redskaber o. s. v. erlægger Kandidaten
ved Indtegneisen til Prøven, til den vedkommende Tandlæge et Honorar, som vi
antage passende kan ansættes til 20 Rd,
B. E x a m e n.
Examensfagene foreslaa vi, idet vi ogsaa her anse det for rigtigst at undgaa
en for vidtgaaende Detailleren, at fastsætte saaledes:
1.	Ansigtets, Tændernes og Tandkjødets, samt i det hele Mundhulens Ana-
tomi og Fysiologi.
2.	Mundhulens og heruuder mere specielt Tændernes og Tandkjødets samt
Kjævebenenes Pathologi; Behandlingen af Tændernes og Tandkjødets Sygdomme
i Almindelighed, samt Indikationerne for Anvendelsen af de forskjellige Tand-
operationer; Virkningen og Tilberedningen af Tandlægemidler.
3.	Kjendskab til Tandinstrumenter og deres Anvendelse; praktisk Udøvelse
af Tandoperationer.
a)	Examen kan afholdes to Gange om Aaret, nemlig i Maj og December.
Kandidaten maa en Maaned i Forvejen indgive skriftlig Examensbegjæring, ledsaget
af de fornødne Attester til det lægevidenskabelige Fakultets Dekanus.
b)	Examen afholdes offentlig efter forud sket Opslag.
c)	Der examineres i hvert af de mundtlige Fag (IV. B. 1. og 2.) i en halv
Time, i Instrumentlære og Operationer ikke ud over en Time.
d)	Efter Udfaldet afgjøies det af den samlede Examenskommission, om
Kandidaten kan anses for antagelig eller ikke; i første Tilfælde meddeles der
ham, idet der altsaa tillige tages Hensyn til den tekniske Prøve, Karakteren
„God" eller „Maadelig".
Vi skulle hertil bemærke, at endskjønt vi ikke alle ere uden Tvivl om
Hensigtsmæssigheden af at gaa udenfor det blotte „Antagelig" eller „Ikke antagelig",
saa ere vi dog blevne enige om at fastholde de ogsaa hidtil brugte to forskjellige
Karaktergrader, for at der kan gives den flinke Kandidat et andet Skudsmaal, end
12*
92
Universitetet 1871 — 1873,
den, som kun har vist sig at besidde netop det yderste Lavmaal af Kundskaber
og Færdighed.
e)	Ved Indtegneisen til Examen erlægger Kandidaten, ligesom efter de hidtil
gjældende Regler, et Honorar af 20 Rd., nemlig til Anskaffelse af et Lig, samt
til Fordeling mellem de tre Examinatorer, Fakultetets Dekanus, Notarius og Pedel
(jfr. Kirke- og Undervisu. Min. Skriv, af 24de Oktbr. 1853.)
f)	Efter endt Examen indberetter Examenskommissionen Udfaldet til Dekanus,
som, hvis Kandidaten har bestaaet, gjør Indmeldelse til det kgl. Sundhedskollegium,
for at offentlig Bekjendtgjørelse til Underretning for Apothekerne kan udgaa. I
saa Fald meddeles der Kandidaten et af Fakultetets Dekanus og Notarius ud-
færdiget Vidnesbyrd.
g)	Hvis Kandidaten ikke er befundet antagelig, eller ikke ønsker at lade
det bero med den erholdte Karakter, kan Omexamination tilstedes to Gange med
i det mindste fem Maaneders Mellemrum, uden at han behøver paa ny at under-
kaste sig den tekniske Prøve, hvis Udfaldet af denne har været gunstigere.
V. Det staar os nu tilbage at overveje, hvilke Rettigheder den Kandidat,
som har bestaaet Tandlægeprøven, derved maa have erhvervet sig, og vi maa her
strax udtale, at efter den Opfattelse af Forholdet mellem Tandlægekunst og Læge-
videnskab, som vi i vore Forslag have haft for Øje, forekommer det os aabenbart,
at dette Spørgsmaal maa ses fra en ganske anden Side, og dets Besvarelse derfor
falde anderledes ud, end efter den Betragtning, som ligger til Grund for den ved
Justitsministeriets Skrivelse af 20de Maj 1853 fastsatte midlertidige Ordning.
Her betragtes nemlig Tandlægekunsten udelukkende som en speciel Gren af Læge-
videnskaben, og kun i Kraft af Frd. af 5te Septbr. 1794 § 6 kan det overhovedet
tilstedes, at en Mand, som ikke er „egentlig Læge", kan befatte sig med Tand-
lægepraxis; den fastsatte „Tentamen for Dentister" skal da afgive Sikkerhed for,
at den paagjældende har erhvervet sig den i bemeldte Lovparagraf fordrede „ud-
mærkede Kundskab og fortrinlige Duelighed i en Del af Lægekunsten", formedelst
hvilken han kan haabe at erholde den som en Undtagelse fra Reglen tilstedelige
Adgang til at udøve Praxis.
a) Efter vor Opfattelse er derimod Tandlægekunsten — vi gjentage det —
for en saare væsentlig Del uafhængig af Lægevidenskaben; dens Udøvelse fordrer
en særlig Uddannelse, som Studiet af Lægevidenskaben slet ikke yder; Lægen er
som saadan ingenlunde i Stand til at optræde paa en fyldestgjørende Maade som
Tandlæg«. Ved den af os foreslaaede Tandlægeprøve er der altsaa tilsigtet et
videre gaaende Formaal: Ved at have bestaaet Prøven har Kandidaten godtgjort
at besidde fyldestgjørende Kundskab og Duelighed i sit særlige Fag, og Retten
til at gjøre sin Kundskab frugtbringende, til at udøve sin Praxis forekommer os
da at maatte tilfalde ham lige saa vel som Lægekandidaten, uden videre Be-
tingelse og Indskrænkning. Og vi sigte herved ogsaa. til den hidtil gjældende
Indskrænkning, at han kun skulde være berettiget til at praktisere i en vis be-
stemt Egn, idet vi nemlig ikke indse, at der for Staten kan være nogen speciel
Grund til at forbeholde sig at regulere Antallet af Tandlæger paa et bestemt
Sted, til netop for deres Vedkommende at ville lægge Baand paa den frie Kon-
kurrence. Dog, vi tro i det anførte tilstrækkeligt at have begrundet det Forslag,
vi skulle tillade os at fremsætte, nemlig, at den Kandidat, som har bestaaet
Tandlægeprøven, er berettiget til uden særskilt Bevilling, og uden Indskrænkning
Andre Examina.
93
med Hensyn til Sted og Egn at udøve Praxis indenfor de i § 1 betegnede
Grændser.
b)	Dog bør det formentlig paalægges Tandlægen lige saa vel som den prak-
tiserende Læge ved sin Nedsættelse at melde sig hos Stadens eller Egnens Fysikus.
c)	Det er for Tandlægen nødvendigt at have forskjellige til Dels endogsaa
meget stærkt virkende giftige Lægemidler til Anvendelse i sit Hjem, og han maa
derfor være berettiget til at forskrive alle saadanne Midler fra Apotheket, baade
sammensatte og enkelte, som han selv kan blande og dispensere. Dog bør der
hertil føjes den Indskrænkning, at han ikke tør forskrive store Portioner ad
Gangen, og ingensinde hverken forskrive eller dispensere Midler til indvortes Brug.
Endvidere mene vi, at det bør forbydes ham at anvende Kloroform eller andrø
Midler i det øjemed at fremkalde Bedøvelse, uden i en Læges Nærværelse.
Sluttelig have vi ikke kunnet undgaa at komme ind paa Spørgsmaalet om,
hvorvidt det bør tilstræbes, at der udstedes Forbud for alle, som ikke ere autori-
serede Tandlæger, mod at befatte sig med Indsætning af kunstige Tænder, hvortil
vi skulle føje den Bemærkning, at i saa Fald maatte ogsaa Læger være ude-
lukkede fra denne Praktik, med mindre de underkastede sig den tekniske Prøve,
men lige over for de store Vanskeligheder, som fra forskjellige Sider møde paa
dette Punkt, der allerede ved tidligere Lejligheder har været bragt paa Bane, og
i Erkjendelse af, at vi mangle Kompetence til at anvise Vejen til deres Løsning,
ere vi enige om ikke at stille noget Forslag i denne Retning. Men vi kunne dog
ikke tilbageholde en Udtalelse af det ønskelige i, at der ad Lovgivningens Vej
kunde raades Bod paajden virkelige Mislighed, at enhver, som Tilfældet er efter de nu
bestaaende Regler, offentlig kan avertere sig som „Dentist". Uanset nemlig den i Virke-
ligheden dog kun illusoriske Grænse mellem Begreberne „Dentist" og „Tandlæge",
som er antydet i Sundhedskollegiets Skrivelse til Justitsministeriet af 21de Decbr.
1850, kunne vi kun betragte disse Benævnelser som fuldkomment enstydige, i
hvilken Henseende vi ogsaa kunne henvise til flere ved forskjellige Lejligheder
udgaaede, denne Sag vedkommende Reskripter. Den ene som den anden Benæv-
nelse bør altsaa kun den Mand med Rette kunne tillægge sig, som har bestaaet
den lovbestemte Prøve, der giver Adgang til Udøvelse af Tandlægekunsten; ved
de nuværende Forhold vildledes Publikum, i mange Tilfælde til dets egen alvorlige
Skade."
Justitsministeriet indhentede Sundhedskollegiets Betænkning over denne Er-
klæring. Dette sluttede sig i det hele til Kommissionens Betænkning; et Flertal
i Kollegiet fraraadede med Kommissionens Halvdel at fordre Hospitalsbesøg.
I en Skrivelse til Undervisningsministeriet, hvorved Justitsministeriet udbad
sig en Erklæring om Sagen, udtalte det sidst nævnte Ministerium, at det i det hele
tiltra-adte de stillede Forslag i Forbindelse med det af Sundhedskollegiets Flertal
ytrede. Det fastholdt imidlertid, indtil en almindelig Omordning af Lovgivningens
Bestemmelser om Adgangen til Udøvelsen af Lægepraxis fandt Sted, at de, der
havde underkastet sig den foreslaaede Prøve, ikke uden videre skulde være beret-
tigede til at udøve Tandlægepraxis, men at Beføjelsen hertil ogsaa for Fremtiden
burde være afhængig af en den paagjældende meddelt særskilt Bevilling, til hvilken
de af Kommissionen foreslaaede nærmere Bestemmelser angaaende Betingelserne
for Udøvelsen af Tandlægepraxis vilde være at knytte. Det lægevidenskabelige
Fakultet, hvis Erklæring Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet havde
94
Universitetet 1871 — 1873.
begjært, sluttede sig i Skrivelse af 31te Marts 1866 til Kommissionens Forslag i
det hele, og med Hensyn til det omtvistede Punkt om Hospitalsbesøg til Kom-
missionens og Sundhedskollegiets Flertal med Undtagelse af Prof. Schmidt, der
fastholdt sit som Medlem af Sundhedskollegiet og Kommissionen afgivne afvigende
Votum.
Ved at tilstille Justitsministeriet denne, ytrede Ministeriet for Kirke- og
Undervisningsvæsenet i Skrivelse af 28de April s. A., at det med Fakultetet til-
traadte Kommissionens Forslag i det hele med Hensyn til Betingelserne for Ad-
gangen til Tandlægeexamen og dennes Indretning, saaledes at det tvungne Hospi-
talskursus for vordende Tandlæger frafaldtes, men at Ministeriet i øvrigt vilde anse
det for rigtigst at udsætte enhver Forandring baade i de nu for Adgang til Ud-
øvelsen af Tandlægepraxis gjældende Regler og i selve Prøvens Indretning, indtil
den af Justitsministeriet omtalte almindelige Omordning af Lovgivningens Bestem-
melser om Udøvelse af Lægepraxis havde fundet Sted. Hvad angik Spørgsmaalet
om Bibeholdelsen af den tidligere Praxis, at udstæde særlig Bevilling til Udøvelse
af Tandlægepraxis, maatte Ministeriet være enigt med Kommissionen i, at naar
Udøvelsen af den omhandlede Lægepraxis knyttedes til, at vedkommende havde
bestaaet en anordnet Prøve, saa vel theoretisk som praktisk, og naar det tillige
paalagdes ham at tage Præliininærexamen, saa fandtes heri saa megen Borgen
for hans Duelighed og almindelige Dannelse, at ingen særegen Bevilling billigyis
kunde være fornøden.
Forskjellige Grunde og deriblandt særligt det da rejste Spørgsmaal an-
gaaende en Omordning af Lægevæsenet og af Retten til at udøve Lægepraxis i
det hele, bevægede imidlertid Justitsministeriet til at sætte Sagen i Bero. Men
da deri Begyndelsen af Aaret 1871 til Ministeriet blev indgivet et af flere Tand-
læger fra Landets forskjellige Egne underskrevet Andragende, hvori der blandt
andet blev anholdt om, at Tandlægetentamen maatte undergaa en saadan Foran-
dring, at der ved samme blev givet større Garanti for Videnskabelighed og
manuel Færdighed, og da det oven berørte Spørgsmaal om en almindelig Omord-
ning af Lægevæsenet ikke kunde antages i den nærmeste Fremtid at ville finde
sin Afgjørelse, fandt Ministeriet det rigtigt paa ny at tage Spørgsmaalet om Tand-
lægevæsenets Ordning under Overvejelse. Hertil fandtes der saa meget mere An-
ledning, som den daværende Ordning af disse Forhold, over hvilken der i Pressen
flere Gange havde været ført Klage, maatte erkjendes for mangelfuld, og en For-
andring derfor nødvendig, i hvilken Henseende det derhos ikke var uden Betyd-
ning, at Tilstrømningen af dem, der ønskede at nedsætte sig som Tandlæger, i de
senere Aar havde været i betydelig Stigen. Justitsministeriet gav derfor det kgl.
Sundhedskollegium Lejlighed til paa ny at tage Sagen under Overvejelse, og ved
under 28de Novbr. 1872 at tilstille Ministeriet for Kirke- og Undervisnings-
væsenet denne Erklæring, bemærkede det følgende:
Justitsministeriet var stedse ved Behandlingen af denne Sag gaaet ud fra
den Forudsætning, at en eventuel Omordning rettest burde ske ad administrativ
Vej, og det fastholdt derfor fremdeles den i dets Skrivelse af 5te Marts 1866
udtalte Anskuelse, at de, der havde underkastet sig den eventuelle nye Prøve, ikke
uden videre skulde være berettigede til at udøve Tandlægepraxis, men at Beføjelsen
hertil ogsaa fremtidig burde være afhængig af en den paagjældende meddelt særlig
Tilladelse. I saa Henseende henledede det Opmærksomheden paa, at Overtrædelser
Andre Examina.
95
af de tvende Bestemmelser, som vare optagne i Kommissionens Forslag under
V. b. og c., nemlig, at en Tandlæge, naar han nedsatte sig, skulde melde sig
hos vedkommende Fysikus, og at Tandlægen ikke maatte anvende Kloroform eller
andre Midler til det Øjemed at frembringe Bedøvelse, uden i en Læges Nær-
værelse, ikke ramtes af den almindelige Lovgivning, og det vilde saaledes, for at
overholde Efterlevelsen af de nævnte Bestemmelser, være nødvendigt at indføre
dem i en Tilladelse, af hvilken Retten til at praktisere som Tandlæge afhang, og
som i Overtrædelsestil fælde kunde forbrydes. — Med Hensyn til de Prøver, som
den, der ønskede at erholde Tilladelse til at praktisere som Tandlæge, vilde have
at aflægge for at godtgjøre, at han var i Besiddelse saa vel af almindelig Dannelse,
som af de særlige Kundskaber og Færdigheder, der vare fornødne for en Tand-
læge, sluttede Ministeriet sig i det hele til Sundhedskollegiets Forslag, om det
end maatte erkjeude, at det kunde være Tvivl underkastet, om ikke Forberedelses-
examen af højere Grad rettest burde kræves som Betingelse for at kunne ind-
stille sig til Tandlægeprøven.
Hvad Sagens videre Gjennemførelse angik, burde denne efter Ministeriets
Formening ske paa den Maade, at Tandlægeprøven, efter at være henlagt under
det lægevidenskabelige Fakultet ved Kjøbenhavns Universitet, søgtes omordnet —
formentlig rettest gjennem Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet — i
Overensstemmelse med det foreliggende Forslag. Justitsministeriet maatte derefter
ved en Bekjendtgjørelse, til hvilken der vilde være at henvise i de Tilladelser til
at praktisere som Tandlæge, der fremtidig meddeltes, bringe til almindelig Kund-
skab, dels at Tilladelsen til at praktisere som Tandlæge (Dentist) kun kunde
ventes meddelt, naar vedkommende, der maatte have opnaaet 25 Aars Alderen, og
ved Attester fra paalidelige Mænd maatte godtgjøre at have ført en ulastelig
Vandel, havde bestaaet den ny anordnede Prøve, dels hvilke Rettigheder en
eventuel 1 illadelse medførte, og til hvilke Betingelser den var (knyttet. I sidst
nævnte Henseende tiltraadte Justitsministeriet i det væsentlige, hvad der i Sund-
hedskollegiets Betænkning var foreslaaet, dog at hertil formentlig burde føjes den
Bestemmelse, at ligesom Tilladelsen fortabtes, naar den, hvem den var meddelt,
ved Dom fandtes skyldig i en i den offentlige Mening vanærende Handling, saa-
ledes blev den ogsaa at tage tilbage, naar den paagjældende enten overskred
Grænserne for Tandlægernes Berettigelse, eller ikke opfyldte de Forskrifter, som
vare givne for deres Virksomhed.
Det lægevidenskabelige Fakultet, hvis Erklæring Ministeriet for Kirke- og
Undervisningsvæsenet i denne Anledning havde begjært, bemærkede i Skrivelse af
19de December 1872, at det ganske kunde tiltræde de stillede Forslag, og at det
ikke for sit Vedkommende fandt det nødvendigt at fordre mere end Universitetets
almindelige Forberedelsesexamen af lavere Grad som Betingelse for at underkaste sig
Prøven. Imidlertid foreslog Fakultetet dog, at den farmakologiske Docent sktilde have
Sæde i Examenskommissionen, eftersom der efter Forslaget skulde examineres sær-
skilt i 'lilberedningen og Virkemaaden af de almindeligt benyttede Tandlægemidler,
Saa at altsaa Examenskommissionen kom til at bestaa af 5 Medlemmer, hVoraf
Fakultetet af sin Midte valgte de 3, samt at det skulde overlades Kommissionen,
selv at træfte nærmere Bestemmelser om Censureringen ved Examinationen i de
enkelte Fag, dog saaledes, at i det mindste to af Kommissionens Medlemmer vaH
96
Universitetet 1871—73.
tilstede foruden Examinator. Denne Ordning tiltraadte Justitsministeriet ved
Skrivelse af 17de Januar 1873.
Efter at Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet derefter allerunder-
danigst havde foredraget Sagen for Kongen, og med Bemærkning, at de fremsatte
Forslag maatte anses som skikkede til at opnaa den fornødne Garanti for, at
Tandlægevirksomheden kun blev udøvet af Mænd, der vare i Besiddelsen af den
almindelige Dannelse og de Kundskaber, som med Føje kunde fordres dertil, an-
befalet den foreslaaede Ordning til Billigelse, behagede det Hans Majestæt Kongen
ved allerhøjeste Resolution af 19de Februar 1873 (bekjendtgjort under 1ste Marts
s. A.) allernaadigst at bifalde følgende nærmere Bestemmelser angaaende Indret-
ningen og Afholdelsen af en Tandlægeexamen under det lægevidenskabelige
Fakultet ved Kjøbenhavns Universitet i Stedet for den hidtil af Fakultetet anstil-
lede Tandlægetentamen, nemlig:
1)	Adgang til at underkaste sig Tandlægeexamen er betinget af, at Exa-
minanden har bestaaet den almindelige Forberedelsesexamen ved Universitetet af
lavere Grad eller en lignende offentlig Prøve, der med Hensyn til almindelig
Dannelse kan sættes i Klasse med bemeldte Examen.
2)	Tandlægeexamen henlægges under det lægevidenskabelige Fakultet ved
Universitetet og afholdes af en Kommission, bestaaende af fem Medlemmer, hvoraf
bemeldte Fakultet vælger de tre blandt sine egne Medlemmer, og det kongelige
Sundhedskollegium for en Tid af 5 Aar udnævner de to blandt Kjøbenhavns
autoriserede Tandlæger.
3)	Examen, der afholdes offentlig to Gange om Aaret, i Maj og December
Maaneder, første Gang i Maj Maaned d. A., saafremt nogen allerede til den Tid
indstiller sig til Prøven, bestaar dels af en teknisk, dels af en theoretisk, blot
mundtlig Prøve.
A.	Ved den tekniske Prøve, som afholdes først, skal Examinanden godt-
gjøre sin Færdighed i Indfatning og Indsætning af a) enkelte kunstige Tænder og
b) mere eller mindre fuldstændige Tandrækker. Han skal til Udførelsen af disse
to Arbejder selv skaffe passende Personer og det fornødne Materiale til Veje,
hvorimod han faar Redskaber samt Arbejdsplads i visse Timer daglig anvist hos
en af de i Examenskommissionen værende Tandlæger, som tillige fører specielt
Tilsyn med denne Prøve. Arbejdet skal være udført inden en Frist af 14 Dage,
og det færdige Arbejde bedømmes af den samlede Kommission. For denne Prøve
erlægger Examinanden til den tilsynshavende Tandlæge 20 Rd.
B.	Ved den theoretiske Prøve skal Examinanden prøves i!
a.	Ansigtets, Tændernes og Tandkjødets samt i det hele Mundhulens
Anatomi og Fysiologi;
b.	Mundhulens og herunder mere specielt Tændernes, Tandkjødets og
Kjævebenets Pathologi samt Behandlingen af Tændernes og Tandkjødets Syg-
domme ;
c.	Tilberedningen og Virkemaaden af de almindeligst benyttede Tandlæge-
midler;
d.	Kjendskab til Tandinstrumenter og deres Anvendelse, Indikationerne tor
de forskjellige Operationer samt den praktiske Udførelse af Tandoperationer.
Der exatnineres i hvert af de mundtlige Fag i \'2 Time, i Operationer og
Instrumentlære ikke over 1 Time.
Andre Examina.
97
4) Bedømmelsen foretages af den samlede Examenskommission, hvem det
overlades, selv at træffe nærmere Bestemmelse om Censureringen ved Examinationen
i de enkelte Fag, dog saaledes, at i det mindste to af Kommissionens Medlemmer
ere tilstede foruden Examinator.
5) Udfaldet af Examen betegnes alene ved Udtrykket „Bestaaet" eller „Ikke
bestaaet". Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet har at give de nær-
mere Bestemmelser om, hvad der ved Examensprøven skal fordres for at have
bestaaet Examen. Om Udfaldet af Examen gjør Examenskommissionen Indberet-
ning til det lægevidenskabelige Fakultets Dekanus, som derefter udsteder et af
ham og Fakultetets Notarius undertegnet Vidnesbyrd, og gjør Anmeldelse herom
til det kongelige Sundhedskollegium.
6)	Omexamination kan tilstedes to Gange med i det mindste fem Maaneders
Mellemrum, uden at Examinanden behøver atter at underkaste sig den tekniske
Prøve, hvis Udfaldet af denne har været tilfredsstillende.
7)	Enhver, der vil indstille sig til Prøven, har ved Indtegningen til denne
at erlægge et Gebyr af 20 Ed.
Til Medlemmer af den i Bekjendtgjørelsens § 2 ommeldte Examenskommission
udnævnte det kgl. Sundhedskollegium Tandlæge L. B. Bramsen og J. Didrichsen
for et Tidsrum af 5 Aar.
Med Hensyn til, at det i Bekjendtgjørelsens § 5 var fastsat, at Ministeriet
for Kirke- og Undervisningsvæsenet havde at give de nærmere Bestemmelser om,
hvad der ved Examensprøven skulde fordres for at have bestaaet Examen, be-
gjærede Ministeriet herover nærmere Forslag fra den ny dannede Examenskom-
mission. Dette Forslag fremsendtes under 10de Maj 1873 og gik ud paa, at det
for hvert enkelt af de foreskrevne Fag strax efter Examinationen skulde afgjores,
om Kandidaten havde vist sig i Besiddelse af saa tilstrækkelige Kundskaber, at
han for dette Fags Vedkommende kunde erklæres for, „bestaaet" eller ikke, og
at han for at have bestaaet den hele Examen, paa denne Maade maatte have
faaet Erklæring om at være bestaaet i alle de enkelte Fag; erklæredes han i et
enkelt Fag for „ikke bestaaet", vilde altsaa dermed Prøven være afbrudt.
Dette Forslag, der tiltraadtes af Fakultetet ved Skrivelse af 13de Maj der-
efter, bifaldtes af Ministeriet ved Skrivelse af 17de s* M., se Min, Tid. 1873 A.
Side 96.
T den nævnte Skrivelse af 10de Maj bemærkede Examenskommissionen end-
videre , at medens alle Kommissionens Medlemmer i Forening vilde møde til Be-
dømmelsen af de ved den tekniske Prøve udførte Arbejder, maaite derimod ved
den theoretiske Prøve Udfaldet afgjøres paa sædvanlig Maade for hvert enkelt Fags
Vedkommende af Examinator og de to tilstedeværende Censorer, saaledes at
Stemmeflerhed gjorde Udslaget i Tilfælde af Meningsulighed. I en særegen
Examensprotokol maatte da Udfaldet af de enkelte Bedømmelser indføres strax
etter Afholdelsen. — Efter de af Kommissionen i Henhold til Bekjendtgjørelsens
§ 4 trufne Bestemmelser vilde ved den theoretiske Prøve to af Fakultetsmedlem-
merne og en af Tandlægerne i Kommissionen komme til at deltage i Censureringen
Ved to ai de foreskrevne Fag (nemlig Anatomi og Farmakologi), i de to andre
I'ag (Kirurgi og Operationer) derimod begge Tandlægerne og et Medlem af Fakul-
tetet. En af Tandlægerne vilde overtage Examinationen i Operationer og In-
strumentlære.
Lniversitets-A årbog. .	iqj
98
Universitetet 1871 —1873.
N. N. ansøgte om Tilladelse til at indstille sig til Tandlægeexamen , uden
at have bestaaet den almindelige Forberedelsesexamen af lavere Grad. Andragendet
anbefaledes ikke af Fakultetet, blandt andet, fordi paagjældende kun var 18 Aar
gammel, og den begjærede Tilladelse nægtedes i Henhold hertil af Ministeriet ved
Skrivelse af 12te September 1873. Da Fakultetet i denne Anledning havde
begjært Ministeriets Bestemmelse for, hvilke Examina ved de offentlige Skoler, der
for Tandlægers Vedkommende vilde være at sætte i Klasse med den nævnte
Examen, svarede Ministeriet i denne Skrivelse, at medens der efter Lov af 1ste
April 1871 om Undervisningen i de lærde Skoler var givet den ved Udgangen af
disse Skolers 4de Klasse afholdte Aars- eller Hovedexamen samme Retsvirkning
som Afgangsexamen for Realdisciple eller almindelig Forberedelsesexamen ved
Universitetet, begge af den højere Grad, fandtes der ikke noget Trin i Skolens
Kursus i de lavere Klasser, hvor Undervisningen fik en saadan Afslutning, at
Aars- eller Hovedexamen ved Udgangen af nogen af disse Klasser kunde træde i
Stedet for Forberedelsesexamen af den lavere Grad. Ved Bekjendtgjørelse af 26de
September 1872 § 2 var der særligt tillagt dem, der bestod Skolelærerexamen,
samme Rettigheder, som den almindelige Forberedelsesexamen af den lavere Grad
medførte. Andre Examina end den var denne Retsvirkning ikke udtrykkeligt
tillagt. Skulde derfor nogen uden at have bestaaet en af oven nævnte Prøver
ansøge om Tilladelse til at indstille sig til Tandlægeexamen, maatte Ministeriet
i ethvert forekommende Tilfælde ønske sig Sagen forelagt til Afgjørelse.
— Ved Ministeriets Skrivelse af 2-Ide April 1872 erholdt N. N. Tilladelse
til at underkaste sig Tandlægeexamen uden at have underkastet sig den lavere
Grad af Forberedelsesexamen.
IV. Priskonkurrencer.
Om Universitetets Prisopgave i Æsthetik.
Til at bedømme Besvarelserne af Universitetets Prisopgaver i Æsthetik i
Forbindelse med Professoren i dette Fag, vare efter Ministeriets Bestemmelse af
det filosofiske Fakultet Professorerne Brøchner og Ussing udvalgte. Efter Kon-
ferentsraad Hauchs Død, indgav de nævnte Professorer under 15de Oktober 1872
en Indstilling til Ministeriet om, at Prisopgaven i dette Fag ikke udsattes , saa
længe Professoratet i Æsthetik henstod ubesat. De bemærkede heri, at de tid-
ligere havde modtaget det paa dem faldne Valg, idet de betragtede sig som Med-
hjælpere for en ældre Kollega, i hvis grundige og omfattende Indsigt de kunde
søge deres Støtte, men at deres Stilling ved hans Død var blevet en ganske
anden, idet ingen af dem havde gjort Æsthetiken til deres særlige Fagstudium, og
at de ikke følte sig kaldede til at fremtræde som Højskolens Repræsentanter i
dette Fag eller som eneste Bærere af den officielle Dom. De fandt saa meget
mindre Betænkelighed ved at gjøre dette Forslag $ som Lysten til at sysle med
æsthetiske Studier var saa almindelig, at der ikke behovedes nogen Opfordring fra
Universitetet for at fremkalde den. I Skrivelse af 8de November 1872 tiltraadte
Konsistorium denne Indstilling, og i Henhold til derom af Ministeriet nedlagt aller-
underdanigst Forestilling blev det ved kongelig Resolution af 27de NoVembei 1S72
bifaldet, at Universitetets Prisopgave i Æsthetik ikke udsættes, saa længe Profes-
soratet i denne Videnskab henstaar ubesat.