Tredje -A.fsn.it.
Patronatsforholdet til Frue og Trinitatis Kirker.
A. Sager, der ere fælles for begge Kirker.
1, Om IReglem.en.tet for Begravelsesvæsenet i lij^Taenlxavn.
Ved Approbationen af Reglementet for Begravelsesvæsenet i Kjøbenhavn ved
Ministeriets Skrivelse af 18. Dec. 1860 blev det bestemt, at dette Reglement skulde
være gjældende for et Tidsrum af 2 Aar fra 1. Januar 1861 at regne, idet Mini-
steriet ansaa det for ønskeligt, at der maatte finde en yderligere Overvejelse Sted
navnlig af Spørgsmaalet om, hvorvidt det fremdeles maatte være nødvendigt at
bibeholde det fra ældre Tid bestaaende Klassesystem for Ligvognene med deraf
betingede forskjellige Taxter for Ligbærerne.
I Skrivelse til Ministeriet af 8. Dec. 1862 indberettede Magistraten, at Kom-
munalbestyrelsen, efter at Sagen i Henhold hertil paa ny havde været taget under
Overvejelse i den samlede Magistrat og Borgerrepræsentationen, maatte tilraade,
at de i Reglementet fastsatte Taxtbestemmelser for Ligbærere, Ligvogne og Jorden
paa den almindelige Linie vedbleve at gjælde uforandret indtil Udløbet af 1867.
Med Hensyn hertil anførtes det, at det erkjendtes, at naar Betalingen for Lig-
vogne o. s. v. skulde sættes ens for alle, maatte den være temmelig lav, og det
kunde da befrygtes, at den hele Institution i de nærmeste Aar næppe vilde kunne
bære sig selv — hvad der dog burde fordres —, da Begravelseskontoret endnu
havde forskjellige extraordinære Byrder at udrede. Dernæst indstilledes det, at
der heller ikke i Reglementets øvrige Bestemmelser nu foretoges nogen Forandring,
undtagen i alt Fald med Hensyn til visse Enkeltheder, i hvilken Henseende det
forsloges:
1.	§ 2 affattes saaledes: »Den, som besørger Ligets Begravelse, har mindst
inden Dagen før den Dag, Begravelsen ønskes foretaget, at henvende sig
med Dødsattest og Attest fra Skifteretten til den Præst, af hvem Begra-
velsesceremonierne attraas forrettede, for med ham at træffe Aftale om Tiden
for Begravelsens Afholdelse og derefter til Kjøbenhavns Begravelseskontor,
hvorfra, naar foranførte Attester — — —«
2,	I § 3 c. tilføjes efter Bestemmelsen om Betalingen for Monumenter m. m..
»Naar Monuments- eller Ligstensret er erhvervet, hvilket altid maa ske for
188
Økonomiske Anliggender 1864—1871.
lige saa mange Aar som selve Gravstedet, kan der, om ønskes, paa dette
anbringes flere Monumenter eller Ligstene.« Denne Tilføjelse indeholdt kun
en udtrykkelig Udtalelse af den Mening, der allerede indeholdtes i den paa-
gjældende Bestemmelse i Reglementet.
3.	Sammesteds efter »Kvittering fra« forandres »Begravelseskontoret til »Kirkens
Værge eller andre vedkommende.« Denne Ændring var motiveret ved, at
det, da Monuments- og Ligstensanbringelse ikke stod i umiddelbar Forbin-
delse med en Begravelse, men som oftest fandt Sted rum Tid efter, forment-
lig vilde være rigtigst, at Betalingen herfor ej mere passerede Begravelses-
kontoret, men i Lighed med, hvad der efter Forhandling med Bestyrel-
relserne for de forskjellige paagjældende Kirker allerede fandt Sted med Be-
talingen for Familiegravsteder, naar saadanne ikke erhvervedes i Anledning
af en umiddelbart forestaaende Begravelse — skete til Værgen.
4.	Sammesteds, i Bestemmelsen om Betalingen for Begravelser ved Kirkegaards-
muren, forandres »Kirkegaardsmurens Blændinger« til »Kirkegaardsmuren«.
Det var nemlig overset, at der ogsaa blev Spørgsmaal om Begravelser ved
den Side af Muren, hvor ingen Blændinger fandtes, for hvilke Begravelser
der formentlig burde fastsættes den samme forhøjede Betaling som for Blæn-
dingsbegravelser.
5.	I § 3 f forandres Bestemmelsen om Begravelse fra Kapel paa Kirkegaarden
saaledes: »Sker Begravelsen fra et Kapel paa Kirkegaarden, erlægges til
Kirken 1 Rdl.; dog bortfalder denne Betaling, naar Liget begraves i Frijord.
Vedkommende Gravere ere pligtige til at føre Tilsyn rned de i et saadant
Kapel hensatte Lig og erholde for dette Tilsyn 1 Rd. for hvert Lig.« Da
Graverne ved Kirkerne i Byen erholdt 2 Rdl. eller, naar Liget bortførtes med
Enrigsdalersligvognen. I Rdl. 2 Mk. for det oven nævnte Tilsyn, havde Kom-
munalbestyrelsen anset det for billigt, at Graverne paa Assistenskirkegaardene
erholdt noget Vederlag for denne Forretning, som strængt taget ej faldt ind
under deres Bestilling, og havde derfor forment, at der kunde tilstaas dem
1 Rdl. for at føre Tilsyn med et i Kapellet hensat Lig; men for at denne
Betaling ej skulde falde de uformuende til Byrde, foresloges det tillige, at
der ved Lig, som begravedes paa Frijord, intet skulde erlægges til Kirken
for Benyttelsen af Kapellet.
Førend Ministeriet tog Bestemmelse om, hvorvidt Reglementet for Begravelses-
væsenet i Overensstemmelse med Kommunalbestyrelsens oven ommeldte Forslag
skulde forblive i Kraft indtil Udgangen af Aaret 1867 med de antydede Foran-
dringer, ansaa Ministeriet det for nødvendigt, at der forelaa nøjagtige Oplysninger
om, hvorledes Begravelseskontorets Indtægter og Udgifter stillede sig for Bienniet
1861—62, og det tilskrev derfor under 22. Dec. 1862 Magistraten, at Regle-
mentet uforandret foreløbig maatte vedblive at være i Kraft, indtil Regnskabet
for det nævnte Biennium var afsluttet og der derefter havde været givet de ved-
kommende Kirkepatronater og Biskoppen Lejlighed til at ytre sig angaaende
Magistratens indstilling.
Ved under 7. Sept. 1863 at fremsende en Gjenpart af en af Magistraten i
Henhold hertil indsendt Oversigt over Begravelseskontorets Indtægter og Udgifter
i hvert af Aarene i 1861 og 1862 efter de afsluttede Regnskaber begjærede
Ministeriet Konsistoriums Ytringer om Sagen
Om Reglementet for Begravelsesvæsenet i Kjøbenhavn.
189
Konsistorium indhentede i denne Anledning Erklæringer fra Inspektionerne for
Frue og Trinitatis Kirker, af hvilke Inspektionen for Frue Kirke udtalte (2. Nov.),
at den intet fandt at erindre mod, at Regi. 18. Dec. 1860 med de foreslaaede
Forandringer forblev i Kraft indtil Udgangen af 1867.
Inspektionen for Trinitatis Kirke udtalte sig udførligere om Sagen i en
Skrivelse af 21. Febr. 1864. Den sluttede sig ganske til Kommunalbestyrelsens
Forslag og var med denne enig i, at det vilde være aldeles utilraadeligt, om man,
for at kunne fastsætte Betalingen for Ligvogne, Ligbærere o. s. v. ens for alle,
vilde nedsætte denne Betaling og derigjennem yderligere formindske Begra-
velseskontorets Indtægter, skjønt denne Institution endnu ikke var i Stand til at
bære sig selv. En saadan Nedsættelse vilde naturligvis end yderligere formindske
den Udsigt, som i Regulativ for Begravelseskontoret af 18. Dec. 1860 § 10 var
givet Kirkerne til, at Kontorets eventuelle Overskud skulde fordeles mellem dem
til Erstatning for det Tab i Indtægter, som Kirkerne havde lidt ved at maatte
afstaa til Kontoret Eneberettigelsen til Ligvognskjørselen. De Forslag, som af
Kommunalbestyrelsen vare fremsatte til nogle Forandringer i Regi. 1860, bil-
ligede Inspektionen ganske; den bemærkede blot herved, at den ansaa det for saa
meget ønskeligere, at der i Regi.' § 3 c. optoges en udtrykkelig Bestemmelse om,
at Monuments- og Ligstensret altid skulde erhverves for lige saa mange Aar som
selve Gravstedet, eftersom det vistnok var meget tvivlsomt, om dette, som af
Kommunalbestyrelsen forudsat, kunde siges at være indeholdt i den paagjældende
Bestemmelse i Reglementet, saaledes som den hidtil havde været affattet. I or saa
Vidt Kommunalbestyrelsen med Hensyn til § 3 f. havde foreslaaet, at Afgiften al 1
Rdl. til Kirken, naar Begravelsen foregik fra et Kapel paa Kirkegaarden, skulde bortfalde
i de Tilfælde, hvor Liget blev begravet i Frijord, men at derimod Graverne ved Kirke-
gaarden, hvad ikke hidtil havde været bestemt, skulde oppebære 1 Rdl. for hvert
Lig, som hensattes i et saadant Kapel, da var det vel saa, at den først nævnte
Bestemmelse vilde medføre nogen Indtægtsformindskelse, navnlig for Trinitatis
Kirke, hvis Sogn omfattede saa mange Fattige;, men desuagtet turde man ikke
modsætte sig denne Bestemmelse, da Graverne ved Kirkegaarden, hvis Indtægter
snarere vare formindskede end forøgede i de senere Aar, syntes at have et billigt
Krav paa denne Godtgjørelse. Som et nyt Punkt, der formentlig kunde fortjene
at komme under Overvejelse, fremhævede Inspektionen følgende. Som bekjendt
havde Bestemmelsen i Regi.' § 3 i. f. om, at der ved Begravelse i Fri-
jord skulde erlægges til Graveren 48 Sk., vakt Tvistighed mellem de indenbys
Gravere og Graverne paa Assistenskirkegaarden for Frue og Trinitatis Kirkers
Vedkommende. Dette grundede sig paa, at Bestemmelsen var blevet affattet med
Forholdene ved Helliggejst's Kirke for øje, hvor Kirkegaardsgraveren alene for
Reglementet oppebar den Betaling, der erlagdes for Graven i Frijord, medens
denne Betaling i Medhold af Instr. 15. Febr. 1805 § 3 for de 2 under Univer-
sitets Patronat staaende Kirkers Vedkommende stedse var blevet delt, saaledes
at Overgraveren ved Kirken erholdt af Betalingen. Uagtet nu Ministeriet havde
udtalt, at det ikke havde været Hensigten med den oven nævnte Bestemmelse i
Regi. § 3 e. at berøve de nuværende Overgravere ved Kirkerne i deres I unktionstid
nogen Indtægt, hvoraf de hidtil havde været i Besiddelse, havde Kirkegaardsgra-
verne dog i Henhold til Ordene i Bestemmelsen nægtet at udbetale dem nogen
2")
Universitets Aarbo/.
190
Universitetet 1864—1871.
Andel i den omspurgte Betaling, i hvilken Anledning en Proces skulde være ind-
ledet. For at sikre de nuværende Overgravere ved de 2 foran nævnte Kirker
mod en Indtægtsformindskelse, som ikke havde været paatænkt, kunde det derfor
maaske være rigtigt at fastsætte, at de for deres Funktionstid skulde oppebære
Vs af den oven nævnte Betaling.
Konsistorium indsendte under 29. Febr. 1864 disse Erklæringer til Ministe-
riet, idet det bemærkede, at det ganske kunde slutte sig til dem. Herefter til-
skrev Ministeriet under 2. Nov. 1865 Konsistorium, at det bifaldt, at Regi 18. Dec.
1860 fremdeles blev i Kraft til d. 31. Dec. 1867 med de af Kommunalbestyrelsen
foreslaaede Modifikationer, dog saaledes, at det til Regi. § 3 c foreslaaede Til-
læg, hvorefter Erhvervelse af Monuments- eller Ligstensret altid maatte ske for
lige saa mange Aar som Erhvervelsen af selve Gravstedet, bortfaldt paa Grund af
den Modstand, som dette Forslag fra flere Sider havde mødt, og at det ved et Til-
læg til § 3 f. udtrykkelig forbeholdtes ved en senere Bestemmelse at fastsætte
den Afgift, som blev at erlægge for Afbenyttelsen af det nye Ligkapel, der paa-
tænktes opført paa Assistenskirkegaarden paa Nørrebro.
S. Adminis Irationen af A_ssiBlen.8kirkegaard.era paa 1ST©rrebro.
Foranlediget ved et til Kjøbenhavns Magistrat fra Raadmand Re'e indgivet
Forslag til en Omordning af Administrationen af Assistenskirkegaardene uden for
Nørreport indgivet Forslag, henledede Magistraten i Skrivelse af 25. Jan 1868
Ministerie.ts Opmærksomhed paa det uheldige i den nuværende Ordning af Be-
styrelsen af de nævnte Kirkegaarde og Nødvendigheden af, at der arbejdedes hen
til at tilvejebringe Enhed i Bestyrelsen, navnlig ved at stille Assistenskirkegaar-
dene under en enkelt under- og overordnet Myndighed, der ikke i sin Virksomhed
hæmmedes ved det Forhold, hvori de særlige Kirkebestyrelser stode til bemeldte
Kirkegaarde.
Mangelen af en saadan Fællesbestyrelse for bemeldte Kirkegaarde, hvortil
kom det ejendommelige Forhold, der havde fundet Sted med Hensyn til Graverne
paa Kirkegaardene, havde i Forbindelse med den Trang, som havde været følt til
at have en Mand, der kunde besørge de for Kirkegaardene fælles Anliggeuder,
vel ledet til, at den ene af Værgerne for Helliggejst's Kirke som saadan havde
varetaget de nævnte Forretninger og udøvet et Slags Overtilsyn med Kirkegaarden
og Graverne, hvilket Hverv, efter at Kirkeinspektioner vare oprettede, var gaaet
over til et Medlem af Helliggejsts Kirkeinspektion, ligesom den ogsaa havde med-
ført, at Magistraten lejlighedsvis var optraadt som Fællesorgan for Kirkegaardene;
men da denne Ordning havde manglet al Stadfæstelse, lige saa lidt som der
nogen Sinde havde været givet det omhandlede Medlem af Helligejsts Kirkes Be-
styrelse nogen Beskikkelse, havde der manglet denne den fornødne Myndighed til
Varetagelse af den af ham overtagne Forretning.
Magistraten antog nu vel, at det, for at bringe den stedfindende Uklarhed i
de administrative Forhold til at ophøre og tilvejebringe en bedre ordnet Bestyrelse
af de omhandlede Kirkegaarde, vilde have været rettest, om det hele Begravelses-
væsen, bortset fra de religiøse Ceremonier, allerede i Fortiden var blevet stillet
som et eventuelt verdsligt, Kirkerne uvedkommende Anliggende; men den fandt
Administrationen af Assistenskirkegaarden paa Nørrebro.
11)1
dog ingen Anledning til for Tiden at foreslaa, at Kirkegaardsvæsenet gjordes til
et rent kommunalt Anliggende. Derimod antog den, at Sagen vilde kunne ordnes
paa den nuværende Basis, som var, at Kirkegaardene vare Kirkernes Ejendomme og
en Indtægtskilde for dem. I denne Henseende vilde det nu vel ligge nærmest at
lade samtlige Kirkeinspektioner træde sammen som underordnet Bestyrelse af
Kirkegaardene, og samtlige Patronater som overordnet Bestyrelse; men da en saa
talrig Bestyrelse af Anliggender, der dog i Almindelighed ikke vare af nogen ind-
gribende Betydenhed, vilde være uhensigtsmæssig og navnlig meget uskikket til at
føre det daglige Tilsyn med Kirkegaardene samt besørge de løbende Forretninger,
hvilket ogsaa skjønnedes at ville blive Tilfældet med den Bestyrelse, sammensat
af Delegerede fra enhver Kirkeinspektion og ethvert Patronat, havde Magistraten,
i Overensstemmelse med, hvad den tidligere havde fremhævet tor Ministeriet,
foreslaaet, at der maatte ansættes en Inspektør, der ikke blev stillet under de
enkelte Kirkeinspektioner, men under en samlet, i stadig Virksomhed værende
Avtoritet, hvilket Hverv da formentlig lettest kunde overtages af Magistraten, der
allerede faktisk havde faaet en Slags overordnet Stilling med Hensyn til Assistens-
kirkegaardenes Bestyrelse og tillige var Patron for 2 Sognekirker og 5 Hospitals-
menigheder.
At der ved en saadan Ordning skulde bevirkes noget Skaar i de enkelte
Kirkers Interesser, kunde saa meget mindre antages, som den ikke vilde ude-
lukke, at der indtil videre vilde kunne vedblive at være en Forskjel med Hensyn til
Bestyrelsen af de fælles og de særlige Anliggender, eftersom det nærmest var i
Henseende til de første, at der savnedes større Enhed i Bestyrelsen og større
Myndighed for Bestyrelsen.
Til nærmere Bestemmelse af Omraadet for den nævnte Inspektørs Virksom-
hed mønte Magistraten, at det kunde fastsættes:
at han skulde føre Tilsyn med de nuværende Gravere, dog at der derved
ikke betoges de enkelte Kirkeinspektioner Ret til at føre Tilsyn med Graverne,
medens de dog maatte gjøre deres Bemærkninger gjældende gjennem Inspektøren,
at Inspektøren skulde tage Dispositioner over, hvorledes Gange og Veje i Frem-
tiden skulde anlægges, og at derfor intet Ejendomsgravsted maatte sælges eller
fornyes for længere Tid, uden at han var hørt derover. Dette greb formentlig
ikke ind i de særskilte Bestyrelsers Myndighed, idet det var en Selvfølge, at
Inspektøren kun kunde eller vilde modsætte sig Salg eller Fornyelse, hvor saa-
dant kom i Strid med en bifaldet almindelig Plan, og i Tilfælde af Uenighed vilde
Sagen kunne ordnes ved en Henvendelse til Magistraten;
at det, for at opnaa Enhed i Begravelsesbrevenes Form overlodes til ham,
under Forbehold af Magistratens Approbation, at bestemme den Form, hvori disse
skulde affattes;
at det overdroges ham at føre Tilsynet med det Begravelseskapel, der op-
førtes paa Kirkegaarden, saa vel som med den ved samme ansatte Opsynsmand,
samt med Gartneren, saafremt dennes Tjeneste ikke blev forenet med Opsyns-
mandens ;
at gjøre Udkast til og ordne Anlæget af den nu paatænkte nye Kirkegaard,
samt derefter i Fremtiden føre Tilsyn med den;
at der sørgedes for en saadan Forbindelse mellem Inspektøren og Begra-
velseskontoret, at de understøttede og kontrolerede hinandens \ irksomhed;
192
Universitetet 1864—1871.
at de Arbejder, som hidtil faktisk havde været udførte af et Medlem af
Helliggejst's Kirkeinspektion, saasom Vedligeholdelsen af Ringmuren, det ældre
Ligkapel m. m., overtoges af Inspektøren, og hvis Forskud hertil skulde være nød-
vendige, disse udredes af Helliggejst's Kirke eller af Begravelsesvæsenet eller af
Kommunen.
Som Forretninger for de særskilte Kirkeinspektioner vilde der herefter blive
tilbage Udvisning og Fornyelse af Ejendomsgravsteder og Modtagelsen af Betaling
derfor saa vel som for Ligstens- og Monumentsret o desl , samt Udførelsen
af saadanne Arbejder, som vedkom den særskilte Kirkegaard udelukkende. Magi-
straten antog imidlertid, at det vilde lede baade til bedre Orden og til bedre
Kontrol, om ogsaa disse Forretninger henlagdes til Inspektøren og Begravelses-
kontoret, idet den tilbørlige Regnskabskontrol let vilde tilvejebringes ved en Ord-
ning, lrvorved Inspektoren betragtedes som Bogholder eller Kontrolør, og Begra-
velseskontoret som Kasserer, en Forandring, der ikke nødvendig burde paabydes,
men formentlig efterhaanden vilde anbefale sig ved sin Hensigtsmæssighed.
Naar en saadan Ordning bifaldtes, vilde der vistnok saa godt som ikke
blive andre Forretninger tilbage for de særskilte Kirkeinspektioner for Assistens-
kirkegaardenes Vedkommende, end at føre Tilsyn med, at Inspektøren og hans
Underordnede opfyldte deres Pligter, og at kontrolere Regnskabsaflæggelsen for
den enkelte Kirkes Vedkommende; men dette synes ogsaa at være den naturligste
Stilling for Inspektionerne i dette Forhold.
I Overensstemmelse med de antydede Grundtræk mente Magistraten, at der
burde meddeles Inspektøren en foreløbig Instrux, hvilken eften nogen Tids For-
løb kunde paa ny bearbejdes og indstilles til Approbation af Ministeriet, med For-
behold af Adgang til senere Forandringer under Ministeriets Approbation.
Medens de nuværende Gravere, som berørt, maatte stilles under Inspektørens
Myndighed, maatte det derhos, for at fjærne de nu stedfindende Misligheder,
der vare begrundede i Maaden, hvorpaa Graverne bleve beskikkede i deres Em-
beder, fastsættes, at der ved de nuværende Graveres Afgang beskikkedes lønnede
Assistenter, der med Magistratens Bifald kunde antages og afskediges af Inspek-
tøren eller efter hans Forslag af Magistraten. Medens saadanne Medhjælpere for
Tiden ikke behøvedes, maatte deres Antal nærmere bestemmes efter Forretninger-
nes Omfang, naar der skete Afgang mellem de nuværende Gravere.
De Udgifter, der vilde medgaa til den saaledes paatænkte Forandring i Be-
styrelsen af Kirkegaardene, vilde for Øjeblikket kun bestaa i Tilvejebringelsen af
Lønning til Inspektøren. Denne var af Magistraten tænkt ansat til looo Rdl.
aarlig, derunder tillige Vederlag for Befordringsudgifter. Denne Udgift, der af
Raadmand Rée foresloges udredet enten ved Ligning paa alle de Kirker, der
havde Indtægt af deres Kirkegaarde og i Forhold derefter, eller af den Ind-
tægt, som indkom ved Udstedelsen af Begravelsesbreve og Paategning paa disse
i Anledning af Ligs Nedsættelse, der nu tilfaldt de forskjellige Kirkeinspek-
tioner, burde efter Magistratens Formening for nærværende Tid udredes af Kir-
kerne efter de Arealer, hvormed Kirkerne vare lodtagne i Assistenskirkegaardene
uden for Nørreport, en Regel, som ogsaa hidtil var anvendt paa Udgifter ved
Frijordskirkegaardene, der havde været fælles, og saaledes ogsaa for saa vidt
kunde anvendes paa den nye Kirkegaard, der paatænktes anlagt, saa længe den
Administrationen af Assistcnskirkegaarden paa Nørrebro.
193
kun var Frijordskirkegaard, hvad der foreløbig i længere Tid vilde være Tilfældet.
Men det maatte vistnok anses for ønskeligere med Tiden, naar Materiale dertil
havdes, at fordele den efter Kirkernes Andel i Indtægterne, eller, som det da
vilde blive, naar den hele af Magistraten paatænkte Ordning maatte gjennem-
føres, at føre den til Udgift før Indtægternes Fordeling som en Fællesudgift.
Foruden den omtalte Forandring i Bestyrelsen isf Kirkegaardene, havde
Magistraten nemlig end videre gjort opmærksom paa ønskeligheden af, at det
kunde opnaas, at der havdes fuldstændig fælles Kirkegaarde, saa at de enkelte
Kirkers Adkomst til og Ret over særlige Dele af samme bortfaldt, og for allerede
nu at tilstræbe dette Maal, der vistnok ikke vilde kunne naas før efter lang lids
Forløb, havde Magistraten forment, at det burde bestemmes, at der ikke fremtidig
tildeltes de enkelte Kirker særskilte Betalingskirkegaarde paa de uft nævnte Assi-
sten§kirkegaarde, men at der, naar den enkelte Kirke kom til at trænge til Jord
for Liniebegravelser — hvortil efter den nuværende Ordning den for alle Kirker
fælles Frijord indtoges, naar den efter Benyttelsen havde henligget i 20 Aar
af den Jord, der var tilbage af Frijordskirkegaarden, som ikke var solgt (cirka 10
Tdr. Land), indrettedes en fælles Kirkegaard for Liniebegravelser, hvilket let vilde
kunne gjøres, naar Frijordsbegravelser ophørte at finde Sted paa Assistenskirke-
gaardene som Følge af den paatænkte nye Kirkegaard. Indtægten af disse Linie-
begravelser burde da som hidtil tilfalde den Kirke, hvorunder den afdode hen-
hørte, og deraf erlægges Betaling til Kommunen for det brugte Areal. \ ed
denne Ordning vilde der vindes den Fordel, at Inspektøren kunde føre lettere og
bedre Tilsyn med disse Begravelser, hvorhos Jorden vilde blive benyttet med støire
Sparsomhed, ligesom ogsaa Forskjellen i Henseende til de forskjellige Kirkers
Forsyning med Jord, der havde givet Anledning til mer eller mindre begrundede
Klager, vilde bortfalde.
Da Liniebegravelsesjorden, efter at have været benyttet i 20 Aar og dei-
efter at være hjemfaldet, i Regelen gik over til Benyttelse for Ejendomsgravste-
der, vilde der paa denne Maade efterhaanden blive dannet en Overgang til lælles
Kirkegaarde for alle Slags Begravelser.
I Henhold hertil indstillede Magistraten til Ministeriet, at der maatte ud-
virkes en kgl. Resolution for:
I.
1.	at Kjøbenhavns Magistrat overtager Tilsynet med og Bestyrelsen af alle do
nuværende (kristelige) uden for Stadens Nørreport værende Assistenskirke-
gaardes fælles Anliggender, og at ligeledes enhver ny Kirkegaard paa Sta-
dens Grund, bestemt til Afbenyttelse for Folkekirkens Bekjendere og foi
andre Trossamfund, hvem det ikke tillades at indrette særegne Begravel-
sessteder (hvortil der i ethvert Tilfælde saa vel som til de nu bestaaen-
des Udvidelse skal udfordres kongelig Tilladelse*, saa og for dem, dei ikke
høre til noget anerkjendt Trossamfund, henlægges under Magistratens Tilsyn
og Bestyrelse;
2.	at til de nuværende Kirkegaardes Fællesanliggender henhøre saa vel ilet
nu under Opførelse værende Begravelseskapel med tilhorende OpsynsmaiuU-
bolig, som det ældre Begravelseskapel, og alle Anliggender, vedkommende Kii ke-
gaardenes Indhegninger, for saa vidt disse ikke indtil videre eie sæiskilti
1(J4
Universitetet 1864—18TI
for hver Kirkegaard, Anlæg og Vedligeholdelse af fælles Veje og Gangstier,
Vandforsyning og Vandafledning, Beplantning af det ikke til Begravelsespladser
solgte Areal og Forskrifter for Plantningerne paa de til Begravelsessteder solgte
Grunde, de tvende Graverboliger med, hvad dej til hører, samt endelig alle
de nye Kirkegaardes Anlæg og Vedligeholdelse samt Benyttelse vedkom-
mende Anliggender;
3.	at der ikke herved sker nogen Forandring i de hidtil gjældende Regler for
Udredelsen og Fardelingen af de ved Kirkegaardsbestyrelsen foranledigede
Udgifter eller i Betalingen for Gravstederne;
4.	at Magistraten i sin Bestyrelse af disse Anliggender i øvrigt har at rette
sig efter de nu for Begravelsesvæsenet gjældende eller fremtidige gyldige Be-
stemmelser, og er undergivet Kirke- og Undervisningsministeriets overordnede
Myndighed;
II.
5.	at Magistraten bemyndiges til at overdrage det umiddelbare Tilsyn med og
Besørgelsen af de den i Følge Post I paahvilende Anliggender til en In-
spektør, der antages og afskediges af den samlede Magistrat, og hvis Len-
ningsvilkaar og Instrux bifaldes af Kirke- og Undervisningsministeriet. Hans
Løn udredes af de Kirkegaarde, der underlægges hans Virksomhed efter de
Regler, som nærmere bestemmes af Ministeriet;
III.
6.	at de nuværende Gravere ved Assistenskirkegaardene stilles under Magistra-
tens og den af samme antagne Inspektørs Befaling og Tilsyn, hvorhos der
meddeles dem en ny, af Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet
bifaldet Instrux;
7.	at de nuværende Graveres Virksomhed indskrænkes til de nuværende Assi-
stenskirkegaardes Betalingsjords- og Frijords-Kirkegaarde i deies nuværende
Omfang, saaledes at det nu ledige Distrikt efter Omstændighederne strax
kan underlægges Inspektørens umiddelbare Bestyrelse eller indtil videre be-
sørges ved en konstitueret Graver. Ved de nuværende Graveres Afgang
blive deres Poster ikke igjen at besætte; men deres Forretninger besørges
under Inspektørens Befaling og Tilsyn af en eller flere Medhjælpere, der an-
tages og afskediges af Magistraten; deres Antal og Løn fastsættes af
Ministeriet. Paa samme Maade besørges Graverforretningerne ved den nye
Assistenskirkegaard og ved den nye fælles Betalings-Kirkegaard paa Assi-
stenskirkegaardene uden for Nørreport;
IV.
S. at den nu til Frijord udlagte Del af Assistenskirkegaardene uden for Nørre-
port efterhaanden som den hjemfalder, benyttes til fælles Begravelsesjord
for samtlige i Assistentskirkegaardene lodtagne Kirker, paa hvis særskilte
Betalingskirkegaarde der ikke haves Plads til flere Lig. Denne Kirkegaard be-
styres af Magistraten i Medfør af § 1 og de øvrige dertil hørende Bestemmelser.
Betalingen for Jord tilfalder den Kirke, til hvis Menighed den afdøde hen-
hørte, efter Afdrag af den Betaling for Jorden, som i Forhold til hele den
nye fælles Betalingskirkegaards Areal og dens Pris tilkommer Kjøbenhavns
Kommune som nuværende Ejer af Jorden. Begraves i denne Betalings-
kirkegaard Personer, der ikke hørte til nogen af de i denne Assistenskirke-
Administrationen af Assistenskirkegaarden paa Nørrebro.	195
f
gaard lodtagne Kirker, kommer Betalingen, efter at Kommunens Andel er
fratrukket, forlods til Afdrag i de fælles Udgifter, som paahvile den nye
Betalingskirkegaard, og som bæres af Kirkerne i samme Forhold, hvori de
nyde Indtægter af samme, fordelte aarsvis.
Yed i Skrivelse af 1. Avg. 1868 herom at sætte Konsistorium i Kundskab
begjærede Ministeriet dettes Ytringer over Sagen meddelte.
Under 13. Nov. indsendte Konsistorium tvende Erklæringer fra Inspektio-
nerne for Frue og Trinitatis Kirker, hvilke den ganske tiltraadte. Inspektionen for
Trinitatis Kirker ytrede sig (19. Okt.) paa følgende Maade:
Hovedpunktet i det fremkomne Forslag var, at det umiddelbare Tilsyn med
de foran nævnte Kirkegaarde og Bestyrelsen af alle samme vedrørende fælles
Anliggender blev overdraget til en Inspektør, der antoges og afskedigedes af den
samlede Magistrat, til hvem Overbestyrelsen henlagdes I denne hele Plan, der
ved flere tidligere Lejligheder havde været under Omtale, maatte Inspektionen af
de Grunde, som Magistraten havde anført, erklære sig fuldkommen enig; den
indeholdt en aldeles naturlig Udvikling af de Forhold, som alt faktisk havde
dannet sig. Men i Forbindelse hermed maatte Inspektionen strax udtale, at Sa-
gens økonomiske Side ikke syntes at være tilbørlig paaagtet i Forslaget; i alt
Fald savnede man Oplyning om, hvorledes der i Fremtiden skulde forholdes med
de Indtægter, som nu tilflød de ved Kirkegaardene ansatte Gravere. Alt, hvad
Forslaget indeholdt om Planens økonomiske Side, var, at Inspektøren skulde løn-
nes med 1000 Rdl. om Aaret, og at der under ham efter de nuværende Graveres
Afgang skulde ansættes en eller flere lønnede Medhjælpere, samt at disse Løn-
ninger skulde udredes af de i Kirkegaardene lodtagne Kirker i Forhold til det
hver af dem tilhørende Areal. Som bekjendt var der for Tiden ved Assistens-
kirkegaarden? ansat 3 Gravere, hvoraf den ene tillige var konstitueret i den ved
Graver Visbys Død i Febr. 1867 ledig blevne 4de Gravertjeneste. Kirkeinspek-
tionen savnede vel nærmere Kjendskab til Forholdene for de tvende Graveres Ved-
kommende, men man turde dog gaa ud fra, at disses Forhold ikke væsentlig af-
vege fra, hvad der gjaldt om Graveren ved Trinitatis Sogns Assistenskirkegaard.
Denne oppebar aldeles ikke nogen Løn fra Kirken men kun en saakaldet Hus-
lej egodtgjøreise af lo Rdl. om Aaret, der, saa vidt Inspektionen erindrede, var
bestemt at skulle bortfalde ved den nuværende Gravers Død Derimod bestod
hans Indtægter, foruden i den ham tillagte Fribolig, i de Betalinger, som i Følge
Begravelsesreglementet skulde erlægges til Graveren paa Kirkegaarden; fremdeles
oppebar han det Gebyr, som efter Reglementet skulde udredes ved Udstedelsen af
Gravstedsskjøder o. s. v., og som ved Trinitatis Kirke aldrig havde været oppe-
baaret af Kirkeværgen, jfr. Begravelsesreglementets § 5 litr c. Endelig udgjorde de
Betalinger, som af Ejerne erlagdes for Tilsynet med og Vedligeholdelsen af deres
Gravsteder, vistnok en væsentlig Del af hans Indtægter. Efter den trykte Liste
over Skatteydere for 1868—69 vare de 3 Kirkegaardsgravere ansatte til en Ind-
tægt af 18<>o Rdl. for hver. Inspektionen kunde nu ikke indse, at den paatænkte
Foranstaltning i nogen væsentlig Grad vilde kunne formindske de Kilder, hvoraf
de fornævnte Indtægter flød ; navnlig antog den, at der ikke var nogen Grund
til at forbyde de nye Bestillingsmænd, som maatte blive ansatte ved Kirkegaar-
den, at paatage sig Vedligeholdelsen af Gravsteder for Betaling, idet man vistnok
havde Erfaring for, at det let kunde volde Uorden, naar Gravstedsejere overdroge
196
Universitetet 1864—1871.
dette Arbejde til andre, som ikke havde noget paa Kirkegaarden at gjøre. Men
under alle Omstændigheder var den foran nævnte samlede Indtægtssum 5400 Rdl.,
der næppe var ansat for højt, og hvorunder hørte 2 Friboliger, saa stor, at den
selv med nogen Afgang maatte betragtes som et fuldkommen tilstrækkeligt Veder-
lag baade for Inspektøren og for de'Medhjælpere, der maatte blive ham tilforord-
nede. At det skulde være Forslagets Mening, at Inspektøren blev at lønne med
1000 Rdl., og at derimod Gravernes oven nævnte Indtægter skulde henlægges til
hans Medhjælpere, kunde ikke antages; thi dels taltes der om særlig Løn til
Medhjælperne, dels vilde der jo ved denne Ordning .fremkomme et unaturligt og i
flere Henseender uheldigt Misforhold mellem Inspektørens og hans Underordnedes
Indtægter. Det forekom saaledes Inspektionen at være indlysende, at den hele
Foranstaltning maatte kunne lade sig gjennemføre uden paa nogen Maade at paa-
føre Kirken forøgede Udgifter. Vel var det saa, at saa længe de nuværende Gra-
vere vare i Live, vilde Ansættelsen af en Inspektør nødvendiggjøre en ny Udgift,
idet der silvfølgelig ikke kunde gjøres noget Skaar ide nuværende Graveres Ind-
tægter. Men Inspektionen maatte ogsaa indtrængende fraraade, at man begyndte
paa Iværksættelsen af den paatænkte Plan, førend et af Graverembederne blev
ledigt. Efter den Størrelse, som de 3 Graveres Indtægter havde, vilde det synes for-
underligt, om man til at bestyre de omspurgte Anliggender endnu vilde ansætte
en 4de Bestillingsmand med en aarlig Løn af 1000 Rdl., og Inspektionen kunde
heller ikke erkjende, at de Forretninger, der vilde komme til at paahvile den nye
Mand, saa længe Graverne vedbleve at beklæde de dem tillagte Stillinger, kunde
blive af et saadant Omfang med Hensyn til de nuværende Kirkegaarde, at en
Lønning af 1000 Rdl. skulde anses fornøden. Men i ethvert Fald maatte den
Omstændighed være afgjørende for Trinitatis Kirke, at dens hele Økonomi var af
den Beskaffenhed, at den umulig kunde udrede den Del af dette Beløb, som vilde
komme til at hvile paa den. Allerede nu udviste Kirkens Regnskab et aarligt
Underskud, og dette vilde blive ligefrem forhøjet med den Sum, som hin Del af
Lønnen udgjorde. Inspektionen maatte derfor paa det bestemteste modsætte sig,
at man skred til Iværksættelsen af Planen, førend et af Graverembederne var blevet
ledigt, hvad efter Naturens Orden kunde forudses at ville ske i en ikke fjærn
Fremtid. Allerede ved en enkelt Vakance vilde det blive muligt at forskaffe en
Inspektør en passende Indtægt uden Udgift for Kirkerne, og det syntes ikke at
kunne frembyde Vanskelighed ved saadan Lejlighed at træffe en Ordning, hvor-
med man forberedte Gjennemførelsen af Planen i dens hele Omfang.
Bortset fra det foran nævnte, ganske vist væsentlige Punkt fandt Inspek-
tionen ikke videre at bemærke ved, hvad der fra Magistratens Side var bragt i
Forslag. Kun turde man forudsætte, at der vilde blive givet Kirkeinspektionerne
samme Adgang som hidtil til gjennem vedkommende Patronater at ytre sig om
alle mere indgribende, uden for det sædvanlige liggende, Foranstaltninger med
Hensyn til .Kirkegaarden, og at det maatte være forbeholdt at indbringe de paa-
gjældende Sager til Kirke- og Undervisningsministeriet naar Enighed med Magi-
straten ikke skulde lade sig opnaa. Adgangen hertil fulgte med Nødvendighed
af den væsentlige Interesse, som Kirkerne havde i disse Anliggender, og Trinita-
tis Kirke særlig af den Grund, at Indtægterne fra Kirkegaarden udgjorde dens
Hovedindtægt i egentligste Forstand. Dette almindelige Forbehold havde Inspek-
tionen saa meget mere fundet sig opfordret til at tage, som det i Magistratens
Om Reglementet for Begravelsesvæsenet i Kjøbenhavn.	1D7
Forslag var omtalt, at det skulde overlades den nye Inspektør under Forbehold
af Magistratens Stadfæstelse at bestemme den Form, hvori Gravstedsskjøder vilde
være at affatte. Det var imidlertid indlysende, at Kirkerne, der for den dem til-
hørende Jords Vedkommende ved disse Overdragelser traadte i Retsforhold til de
private, ikke kunde være ligegyldige ved, hvorledes de paa deres Vegne udfær-
digede Adkomstdokumenter bleve affattede.
Inspektionen for Frue Kirke sluttede sig (10. Nov.) ganske til denne Erklæ-
ring, særlig hvad den økonomiske Side af Forslaget angik, og var enig i, at man
maatte forbeholde sig fri Adgang til at henstille Sager til Ministeriets Afgjørelse,
om hvilke der ikke havde kunnet opnaas Enighed med Magistraten
Med Hensyn til Sagens senere Udvikling og endelige Ordning henvises til
Aarb. f. 1879—80 S 1102—4.
3. Opførelsen, af et Ligkapel paa ^.ssistensliirlsegaaraeri. xn m.
Det havde været et længe følt Savn, at der paa Assistenskirkegaardene uden
for Nørreport ikke fandtes et passende Lighus, hvor Lig kunde hensættes fer Be-
gravelsen, Ligfølget samles og Begravelsesceremonierne foretages. Den stadig
stigende Trang til en saadan Bygning havde vist sig derved, at det paa Kirke-
gaardene værende Beuhus, uagtet det i ingen Henseende opfyldte de Fordringer,
som med Billighed kunde gjøres til et Lighus eller Begravelseskapel, trods alle
dets Mangler benyttedes mere og mere som saadant, og det var derfor ingen Tvivl
underkastet, at naar et mere passende Lokale havdes, vilde det benyttes ved Be-
gravelser i en langt højere Grad. Med Hensyn hertil og da saa vel de sanitære som
de økonomiske Fordele, Sørgehusene vilde opnaa ved at faa Lig begravede fra et
saadant Lighus, talte for det, samt da et passende Areal til dets Opførelse kunde
erholdes, havde Værgen for Assistenskirkegaardene, Justitsraad,
Raadm and Be'ch foranlediget udført ved Arkitekt Herholdt en foreløbig Tegning til
et Ligkapel og et foreløbigt Overslag over Omkostningerne ved dets Opførelse.
Disse ansloges til c. 15,000 Rdl. og skulde tilvejebringes ved Laan, hvis Forrent-
ning og Afdrag paa Kapitalen skulde falde paa samtlige i Kirkegaardene lodtagne
Kirker, paa samme Maade som hidtil de almindelige fælles Udgifter.
Idet Magistraten i Skrivelse af 20. Nov. 1862 herover begjærede en Er-
klæring af Konsistorium paa Frue og Trinitatis KirkersVegne, udtalte den, at den i
alt væsentligt tiltraadte Furslaget og at den, hvis Planen kom til Udførelse, vilde
søge Ministeriets Samtykke til, at de fornødne Pengemidler til Bygningens Op-
førelse bleve udredede af Helliggejst's Kirkes Kapital, mod at det Beløb, der
dertil medgik, forrentedes og amortiseredes paa den af Justitsr. Bech forudsatte
Maade.
Konsistorium indhentede i denne Anledning Erklæringer fra Inspektionerne tol-
de nævnte 2 Kirker. Inspektionen for Frue Kirke udtalte (14. Jan. 1863),
at det sikkert var uden for al Tvivl, at der ved Opførelsen af et Begravelseskapel
paa Assistenskirkegaarden vilde imødekommes et almindelig følt Savn. Hvad der
vilde vindes i Besparelse af Penge og Tid, i Henseende til Begravelsens Sømme-
lighed og Højtidelighed samt endelig i sanitær Henseende, var saa indlysende, at
Sagen kun behøvede at nævnes for at anbefale sig. Men disse Fordele vare alle
paa Befolkningens Side, hvorimod der for Kirkerne kun vilde opstaa Tab i økono-
Univers.tets Aarbog.
26
1(J8	Universitetet 1864—1871.
misk Henseende. I Aaret 1. Maj 1861 —30te April 1862 havde Frue Kirkes
Indtægt været: for Benyttelsen af Kirken ved Begravelser 456 Rdl., for Benyttelsen
af Kapellet alene 76 Rdl., tilsammen 532 Rdl. Det kunde ikke betvivles, at denne
Indtægt vilde lide en meget stor Forringelse ved den paatænkte Foranstaltning, og
vistnok kunde det i anden Henseende kun ønskes, at Kirken efterhaanden mindre
og mindre maatte blive brugt til dette Øjemed. Men at Kirkerne, foruden at lide
et betydeligt aarligt Tab i Indtægt, skulde overtage Udgiften til Opførelsen af det
nye Kapel, dertil fandt Inspektionen ingen Grund anført i Forslaget, saa lidt som
den selv vidste at udfinde nogen saadan. En Sag, som saa øjensynlig var i »Al-
menhedens Interesse«, burde formentlig iværksættes og udføres for Kommunens
Regning.
Inspektionen for Trinitatis Kirke erkjendte (3. April), at den paa-
tænkte Foranstaltning saa vel af sanitære Grunde som af Bekvemmelighedshensyn
i flere Retninger maatte anses for hensigtsmæssig, og den sluttede sig i saa Hen-
seende gan'ske til, hvad herom var anført af Inspektionen for Frue Kirke. Men
ved Siden heraf burde der utvivlsomt tages særligt Hensyn til den Indflydelse paa
de paagjældende Kirkers Økonomi, som den paatænkte Foranstaltning kunde an-
tages at ville udøve. Det var en Selvfølge, at Trinitatis Kirke efter hele sin
økonomiske Status ikke kunde ønske at deltage i nye Byggeforetagender af den
nævnte Art, og hvis der ved Forslagets Gjennemførelse skulde blive paaført Kirken
forøgede Udgifter, maatte Inspektionen fraraade dets Antagelse. Sagen stillede
sig imidlertid saaledes, at der snarere maatte antages at ville indtræde et økono-
misk Tab for Kirken, hvis Forslaget ikke vedtoges, end i det modsatte Tilfælde.
I første Fald var det nemlig at forudse, at et nyt Ligkapel ikke desto mindre
vilde blive opført, muligvis for en enkelt Kirkes, f. Ex. Helliggejst Kirkes, Be-
kostning. Der vilde i saa Fald uundgaaelig indtræde en væsentlig Formindskelse
i de Indtægter — i det forløbne Aar til et Beløb af c. 590 Rdl. — som Kirken
hidtil havde haft af Benyttelsen til Begravelser saa vel af Kirken selv som af
Kapellet i Kirken og paa Kirkegaarden, uden at Kirken paa anden Maade vilde
erholde nogen Erstatning for denne Indtægtsformindskelse. Derimod vilde en
saadan Erstatning kunne ventes, naar Kirken tog Del i Opførelsen af det nye
Kapel og det derhos blev paaset, at i sin Tid Bestemmelserne angaaende den Be-
taling, som blev at erlægge for Benyttelsen af samme, fastsattes saaledes, at ikke
blot de aarlige Udgifter ved Kapellet kunde blive dækkede, men at der tillige
gjennem denne Betaling indvandtes et Overskud, som nogenlunde stod i Forhold
til det Tab i Indtægter, som vilde foranlediges ved den hele Foranstaltning.
Medens Konsistorium altsaa efter Inspektionens Formening ikke burde modsætte
sig det fremkomne Forslag, burde det imidlertid ved samme Lejlighed bestemt
fastholde det'sidst nævnte Synspunkt. Inspektionen tilføjede, at da den forud-
satte, at der, hvis Planen vedtoges, i sin Tid vilde blive givet den Lejlighed til
at udtale sig om Reglerne for Betalingen, fandt den ikke Opfordring til paa Sagens
nuværende Stadium at ytre sig om dette Punkt.
Herefter tilskrev Konsistorium under 16. April Magistraten, at det af
de i Magistratens Skrivelse anførte Grunde maatte anse Opførelsen af det om-
handlede Ligkapel for en i det hele hensigtsmæssig Foranstaltning, som det derfor
ikke troede at burde modsætte sig. Men ved Siden heraf maatte Konsistorium
fastholde som en nødvendig Forudsætning, at der ved Planens Udførelse blev
Opførelsen af et Ligkapel paa Assistenskirkegaarden m. ni.	199
draget Omsorg for, at der ikke paaførtes Kirkerne noget pekuniært Tab. Hertil
vilde det imidlertid ikke være tilstrækkeligt, at der ved den nye Bygnings Opfø-
relse iagttoges al den Økonomi, som var forenelig med andre berettigede Hensyn,
og at Betalingen for Kapellets Benyttelse i sin Tid blev reguleret saaledes, at de
aarlige Indtægter kunde dække de med den nye Bygning forbundne Udgifter. Det
kunde nemlig forudses, at Opførelsen af et saadant Kapel vilde medføre en be-
tydelig Formindskelse i de Indtægter, som Kirkerne hidtil havde haft af Benyttel-
sen saa vel af Kirken selv som af Kapellerne ved Kirken og paa Kirkegaardene
ved Ligbegængelser. Disse Indtægter vare saa betydelige, at Frue og Trinitatis
Kirker, navnlig den sidste, ikke vilde kunne afse samme. Konsistorium ansaa
det derfor for en nødvendig Forudsætning ved det hele Foretagende, at den even-
tuelle Betaling for Benyttelsen af Ligkapellet fastsattes saaledes, at ikke blot de
aarlige Udgifter ved Kapellet kunde blive dækkede, men at der tillige gjennem
denne Betaling kunde indvindes et Overskud, som nogenlunde stod i Forhold til
den Indtægtsformindskelse for Kirkerne, som i øvrigt kunde forudses set ville ind-
træde. Efter Konsistoriums Skjøn vilde et saadant Overskud ogsaa kunne naas,
uden at Betalingen behøvede at fastsættes til noget uforholdsmæssig højt Beløb;
men da Konsistorum forudsatte, at dette Punkt, hvis Planen vedtoges, vilde blive
gjort til Gjenstand for nærmere Forhandling, fandt det ikke Anledning til for
Tiden nærmere at udtale sig om samme.
Efter Modtagelsen af Konsistoriums Skrivelse indhentede Magistraten paa
ny en Erklæring fra Værgen for Assistenskirkegaardene. Denne be-
mærkede heri, at Hensigten med det paatænkte Begravelseskapel nærmest skulde
være at gjøre det muligt for den mindre bemidlede Del af Kjøbenhavns Indvaanere
at kunne faa sine Døde begravede anstændig med saa ringe Udgift som muligt;
og da dette ikke vilde kunne opnaas, naar Betalingen for Kapellets Benyttelse
skulde stilles saa højt, at Kirkerne kunde holdes skadesløse for det Tab, de der-
ved vilde lide — en Fordring, hvortil Kirkerne formentlig ingen Ret havde —
havde han foreslaaet, at et Begravelseskapel opførtes for Helliggejst's Kirkes
Regning, saaledes at Indtægterne af Kapellet alene kom bemeldte Kirke til gode.
Da Magistraten var enig med Værgen i hans Betragtning af Sagen og tillige
fandt, at Fastsættelsen af en Betaling, der skulde indbringe saa meget, som af
Konsistorium antydet, rimeligvis i den Grad vilde indskrænke Benyttelsen af det
nye Lokale, at det maatte befrygtes, at det endog vilde medføre Tab for Kir-
kerne, tiltraadte den Værgens Forslag og anholdt om Ministeriets Approbation
paa, at Magistraten disponerede over ca. 14,000 Rdl. af Helliggejst's Kirkes
Midler til Opførelsen af et Ligkapel paa Assistenskirkegaardene, mod at Betalin-
gen for Afbenyttelsen beregnedes Helliggejst Kirke til Indtægt. Da Betalingen
for Benyttelsen af det omhandlede Kapel, selv om den, naar Bygningen opførtes i
en mindre Stil end paatænkt, sattes lavere end af Værgen for Kirkegaardene
foreslaaet, dog vistnok vilde overstige den Betaling af I Rdl. til vedkommende
Kirke, for hvilken de paagjældende efter Begravelsesreglenientet kunde hensætte
deres Lig i det nuværende Benhus, begjærede Ministeriet Magistratens nærmere
Erklæring herover. Magistraten forhandlede da paa ny med Værgen for Assi-
stenskirkegaardene, der ytrede, at han vel maatte ønske, at Benyttelsen at det
nuværende Benhus som Begravelseskapel maatte ophøre efter Opførelsen af det nye
Lokale, men at, dersom det ansaas for nødvendigt at bibeholde Benhuset til Begravel-
26*
200
Universitetet 18fi4—1871.
ser for den i Begravelsesreglementet nævnte Betaling, den derved bevirkede
Formindskelse i Afbenyttelsen af det nye Kapel dog for ment-lig ikke vilde
blive saa betydelig, at man derfor skulde tage i Betænkning at opføre det nye
Lokale. Hertil henholdt Magistraten sig i det væsentlige i sin Skrivelse
til Ministeriet, og bemærkede derhos, at skjønt der endnu ikke var taget nogen
Bestemmelse om Størrelsen af den Betaling, som vilde være at erlægge for Be-
nyttelsen af det nye Kapel, var det allerede nu klart, at Betalingen maatte blive
højere end 1 Rdl , naar Kirken ikke skulde lide Tab ved det paatænkte Fore-
tagende; men paa den anden Side laa det i Kirkens Interesse, at Betalingen sattes
saa lavt som muligt for at vinde Publikum for Benyttelsen af Kapellet. Betalin-
gen af 1 Rdl., som i Begravelsesreglementet var fastsat for Benyttelsen af Benhuset
paa Assistenskirkegaarden og lignende saakaldte Kapeller paa andre, f. Ex. Gar-
nisons Kirkegaard, antoges ikke at kunne finde Anvendelse paa det paatænkte nye
Kapel, der vilde blive anderledes indrettet end disse og vilde frembyde flere For-
dele for ttem, som benyttede det. Det vilde ogsaa være lidet hensigtssvarende,
at denne Bestemmelse, der toges med Hensyn til Beskaffenheden af Indretninger,
som bestode ved Reglementets Affattelse, skulde være hinderlig for Tilvejebringel-
sen af en ny Anstalt, der vilde medføre Besparelser i Begravelsesomkostningerne
for Sørgehusene og tillige i andre Henseender være til Nytte for disse og Publikum
i det hele. Da Reglementet for Begravelsesvæsenet ved den fornyede Approba-
tion af Ministeriet, som forestod, sandsynligvis i andre Henseender vilde blive
noget modificeret, kunde i alt Fald en Bestemmelse deri optages, som hævede Hin-
dringen, der maatte ligge i det efter dets nuværende Affattelse, for en højere
Betaling end i Rdl. for Benyttelsen af det nye Kapel. Dettes Benyttelse vilde
kunne blive end mere en frivillig Sag, naar Benhuset paa Assistenskirkegaardene,
uagtet dets Nedlæggelse som Begravelseslokale var ønskeligst, fremdeles kunde
benyttes som hidtil for den tidligere Betaling, der ogsaa vilde vedblive at gjælde
for andre lignende, nu tilstede værende Indretninger. Dette kunde tilkjendegives
derved, at den paagjældende Passus i Reglementets § 3 f. kom til at lyde saaledes:
»Sker Begravelsen fra et af de nuværende Kapeller paj Kirkegaardene---«
I Anledning heraf begjærede Ministeriet, idet det henviste til sin Skrivelse af
7. Sept. om Fornyelsen af Begravelsesreglementet af 18. Dec. 1860 (foran S. 188),
Konsistoriums nærmere Erklæring.
Konsistorium foranledigede Inspektionen over Trinitatis Kirke til
herover at ytre sig. I Skrivelse af 21. Febr 1864 udtalte den, at den var fuld-
kommen enig i, at naar der opførtes et nyt Ligkapel af den Beskaffenhed som
det paatænkte, maatte Afgiften fastsættes højere end den foreskrevne Afgift af I
Rdl, for Afbenyttelsen af de nuværende Kapeller eller Benhuse, og at dette burde
antydes ved Reglementets Affattelse. Efter Magistratens Forslag skulde det ske
paa den Maade, at den paagjældende Passus i § 3 f. kom til at lyde saaledes:
»Sker Begravelsen fra et af de nuværende Kapeller paa Kirkegaarden, erlægges
til Kirken 1 Rdl.---- Muligvis burde der i § 3 f. in fine optages en
Passus omtrent saa lydende: ,.Det forbeholdes ved en senere Bestemmelse at fast-
sætte den Afgift, som bliver at erlægge for Afbenyttelsen af det nye Ligkapel,
der paatænkes opført paa Kirkegaarden.« Inspektionen androg indtrængende paa,
at Ligkapellet, saaledes som oprindelig paatænkt, opførtes for samtlige i Assistens-
kirkegaarden lodtagne Kirkers Regning og ikke alene for Helliggejst Kirke.
Opførelsen af et Ligkapel paa Assistenskirkegaarden m. m.	201
Det var navnlig indlysende, at Helliggejst Kirke ved Magistratens Forslag vilde
komme til paa de øvrige Kirkers Bekostning at vinde en ikke ubetydelig Fordel,
som tilstrækkelig fremgik deraf, at det af Justitsr. Bech var kalkuleret, at naar
Betalingen for det nye Kapels Afbenyttelse, som af ham angivet, sattes til 5 Rdl.
pr. Lig, med Nedsættelse til 2 å 3 Rdl. pr. Lig, der begravedes paa Frijord,
vilde Kapellets Indtægter ikke blot være i Stand til at afholde de aarlige Udgifter
til Opsynsmænd, Reparation osv., men kunde desforuden afgive et Beløb af 1000
Rdl. eller omtrent 7 pCt. af Anlægskapitalen til Forrentning og Amortisation.
Inspektionen kunde heller ikke skjønne, at der i Konsistoriums Udtalelser an*
gaaende den oprindelig paatænkte Plan om at opføre Kapellet for samtlige Kirkers
Regning kunde ligge nogen Grund til at opgive denne Plan og til at indgaa paa
Magistratens Forslag. Konsistorium havde billiget Planen om Opførelsen af et
fælles Ligkapel og kun fremhævet, at Betalingen burde fastsættes saaledes, at
Kapellet kunde afgive et Overskud, som nogenlunde kunde træde i Stedet for den
Indtægtsformindskelse paa andre Punkter, som Foranstaltningen vilde medføre,
hvorved der mindre var sigtet til en Formindskelse af Indtægterne gjennem Kir-
kens Benyttelse, hvilket vistnok selv efter Kapellets Opførelse vilde finde Sted
omtrent i samme Omfang som tidligere, end til den sandsynlige Indtægtsformind-
skelse med Hensyn til Benyttelsen af Kapellerne ved Kirkerne og paa Kirkegaar-
den. Det syntes dog ganske billigt og naturligt at Kirkerne burde have en ikke
mindre Indtægt af hvert Lig, der blev begravet fra det nye og bedre Kapel, end
af de Lig, som begravedes fra de nuværende mangelfulde Kapeller, og Konsisto-
rium havde udtrykkelig udtalt, at et Overskud som det oven nævnte efter dets
Skjøn vilde kunne naas, uden at Betalingen behøvede at fastsættes til noget ufor-
h ldsmæssig højt Beløb, hvorved man jo netop, som af Magistraten bemærket, vilde
udsætte sig for, at Kapellet ikke i noget større Omfang blev benyttet, og at der
derved vilde opstaa Tab for Kirkerne. Konsistorium ønskede derfor ogsaa at for-
handle nærmere med Magistraten om Betalingsbestemmelserne, for at alle til disses
Fastsættelse nødvendige Oplysninger kunde komme tilstede. Vedtoges derimod
Magistratens seneste Forslag, var det aabenbart, at de øvrige Kirker vikle lide
et positivt Tab, medens Helliggejst Kirke paa deres Bekostning vilde vinde en
Fordel. Inspektionen androg derfo; indtrængende om, at det maatte forblive ved
den oprindelig paatænkte .Plan, at Kapellet opførtes for samtlige Kirkers Reg-
ning, hvorved man ogsaa vilde undgaa den Vanskelighed, som, hvis et saadant
Kapel skulde opføres paa Kirkegaarden for en enkelt Kirkes Regning, uundgaaelig
vilde være forbundet med at holde enhver Udgift, som i nogen Maade vedkom
Kapellet, afsondret fra det øvrige Fællesskab. For det Tilfælde, at Inspektionens
foran nævnte Indstilling maatte blive taget til Følge, henstillede den, om det ikke
vilde være rettest, at der med Hensyn til det nye Kapel og den Betaling, der
blev at fastsætte for sammes Benyttelse, indlededes Forhandling mellem Justitsr.
Bech og Delegerede fra Inspektionerne fra de under Universitetets Patronat staaende
Kirker.
Ved under 29. Febr. at indsende denne Erklæring udtalte Ko ns is torium,
at det ganske tiltraadte de af Inspektionen fremsatte Bemærkninger og Foislag
idet det navnlig fremhævede, at det i de under Universitetets Patronat staaende
Kirkers Interesser bestemt maatte fastholdes, at det nye Ligkapel paa Kirkegaarden
202
Universitetet 1864—1871.
blev opført for samtlige de i Kirkegaarden lodtagne Kirkers Regning og ikke, som
af Magistraten foreslaaet, alene for Helliggejst Kirkes.
I Skrivelse af 4. Nov. 1865 tilmeldte Ministeriet Konsistorium, at det
under s. D. havde tilskrevet Magistraten, at det var enigt i Hensigtsmæs-
sigheden af, at der blev opfort et Kapel paa Assistenskirkegaarden til Be-
nyttelse ved Ligbegængelser mod en Betaling, der maatte sættes saa mode-
rat, at den tilsigtede Lettelse for Befolkningen ikke kunde forfejles, men at
Ministeriet paa den anden Side ikke kunde miskjende vedkommende Kirkers
Krav paa ved Deltagelse i dette Foretagende saa vidt muligt at holdes
skadesløse, navnlig for den formindskede Indtægt for Benyttelsen af de nuværende
Kapeller, som maatte blive en Følge af Benyttelsen af det paatænkte Lighus,
hvilket Hensyn derfor ogsaa ved Siden af det oven nævnte maatte komme i Betragt-
ning ved Bestemmelsen af Betalingen for dets Benyttelse. Der maatte derfor
søges tilvejebragt en Forening mellem samtlige i Assistenskirkegaarden lodtagne
Kirker, som dertil maatte være villige, om DePagelse i Omkostninger og Indtægter
ved den paatænkte Foranstaltning. Ministeriet anmodede derfor Magistraten om
at foranledige, at Delegerede fra de vedkommende Kirkeinspektioner eller Besty-
relser anmodedes om at træde sammen med et Medlem af Magistraten og tvende
af Hovedstadens Præster for at affatte Forslag til Opførelsen af det paatænkte
Kapel og til Fastsættelsen af en Taxt saa vel som af andre nærmere Bestemmel-
ser for sammes Benyttelse. Herom gav Konsistorium under 2. Dec. Inspek-
tionerne for Frue og Trinitatis Kirker Underretning, idet det anmodede dem om at
foranledige, at et af hver Inspektions Medlemmer efter Magistratens Opfordring
tiltraadte den ommeldte Komite.
Efter at disse Forhandlinger vare tilendebragte, gjorde Magistraten
herom Indberetning til Ministeriet.
For saa vidt der af de Delegerede var gjort Forslag angaaende Tilvejebrin-
gelsen af Midlerne til Bygningens Opførelse, alternative gaaende ud paa, at disse
forskudsvis maatte afholdes dels af Begravelsesvæsenets Fond, dels al Begravel-
sesvæsenets Overskud, dog saaledes, at de Kvotadele af disse Pengemidler, der
maatte tilkomme de i Kapellets Opførelse ikke deltagende Kirker, holdtes uden for
denne Anbringelse, — bemærkede Magistraten følgende:
Vel gik den kgl. Resol. 1. Sept. 1850 ud paa, at Regensens Ligbærerpri-
vilegium skulde overdrages til Kjøbenhavns Kommune; men under Sagens
videre Behandling udvikledes Forholdet derhen, at i Følge kgl. Resol. 7. Juli 1859
skete Overdragelsen af Ligbæringen og Ligvognskjorselen ikke til Kommunen som
saadan, men til et under Kjøbenhavns Magistrats Bestyrelse henlagt Begravelses-
kontor for Kjøbenhavn, hvis Overskud skulde fordeles mellem Kirkerne Kirkerne
vare saaledes de egentlige Interessenter i Begravelseskontoret, og da Ligbæringens
Overskud i Tiden fra Begravelseskontorets Oprettelse i Følge bemeldte Resol. 7.
Juli 1859 skulde indbetales til Begravelseskontoret, tilhørte altsaa ogsaa den her
omhandlede Begravelsesvæsenets Fond Kirkerne. Overskuddet af Begravelseskon-
torets Virksomhed skulde efter samme Resolution fordeles mellem Kirkerne efter
de nærmere Regler, som fastsattes af Ministeriet for Kirke- og Undervisnings-
væsenet, og i det under 11. Dec. 1860 approberede Regulativ for Begravelses-
kontoret § 9 bestemtes det, at Overskuddet for Ligbæringen og Ligvognskjørselen
skulde fordeles mellem Kirkerne i Forhold til den Indtægt, hver Kirke havde haft
af Begravelserne, eller efter hvilke andre Regler, der derom maatte blive givne
Opførelsen af et Ligkapel paa Assistenskirkegaarden in. 111.
203
Fordeling af Overskuddet havde hidtil ikke fundet Sted og nærmere Bestemmelse
af Fordelingsreglerne heller ikke. Der syntes imidlertid nu at være Anledning
til at træffe nærmere Bestemmelse om dette Punkt, og det kunde da ikke
nægtes, at Indtægterne af Ligbæring og Ligvognskjersel ganske naturlig knyt-
tede sig til selve Begravelserne, og at det laa nær at fordele det fra Ligbæring
og Ligvognskjersel fremkommende Overskud i samme Forhold mellem Kirkerne,
som selve Begravelserne vedkom disse. Nærmest vilde man formentlig komme
det rette ved at føre hver Kirke for sig til gode, hvad der ved hver enkelt Be-
gravelse paa sammes Kirkegaard indkom for Ligbæring og Ligvognskjersel og
derefter, i Forhold til den samlede Indtægt fra hver Kirke, at fordele Begravelses-
kontorets Udgifter. Dette stemmede imidlertid ikke ganske med Ordene i Reso-
lutionen og Regulativet "Kirkernes Indtægter af Begravelserne , da disse vare
forskjellige ved de forskjellige Begravelser, eftersom der kjebtes dyrere eller
billigere Jord, og benyttedes den ene eller den anden Begravelsesmaade. Kirkernes
Indtægter ved Begravelser vare nemlig, foruden Indtægterne ved Ligbæring og
Ligvognskjersel, dels de i Reglementets § 3 c. bestemte Betalinger for Jorden,
dels de i § 3 f. ommeldte Betalinger til Kirken. Disse sidste (litr. f.) syntes
imidlertid saaledes at knytte sig til den enkelte Kirke, at de ikke kunde komme i
Betragtning ved Opgjerelse af Fællesindtægterne, men ved en saadan burde ude-
lades af Beregningen; det var nemlig noget tilfældigt, om en Kirke havde et
Kapel, der kunde benyttes eller blev søgt, ligesom det ogsaa var muligt, at en
Kirke eller dens Kapel blev benyttet ved Begravelser, som foregik paa en anden
Kirkes Kirkegaard, og en Kirkes Andel i Overskuddet vilde blive større, jo hyppigere
dens Kirke eller deus Kapel benyttedes. Heller ikke Betalingerne for Jorden syntes
godt at egne sig til Fordelingsnorm, da de vare saa forskjellige, eftersom Jord kjebtes
for længere eller kortere Tid, for en eller flere Personer, for Monumentsret o. s. v.
Om end den ferst foreslaaede Fordeling efter den ligefremme Indtægt af Ligbæring
og Ligvognskjersel ved hver enkelt Begravelse ledede til nogen Vidtløftighed,
syntes den dog at anbefale sig som den korrekteste, hvorfor det indstilledes, at
den maatte lægges til Grund for Fremtiden; i saa Fald maatte vistnok ogsaa
Indtægten efter Begravelsesreglementets § 3 h. lægges til Indtægterne tor Lig-
bæringen og Ligvognskjerselen. Det maatte imidlertid bemærkes, at hvilken af
disse Normer der end valgtes, saa vilde Resultatet forandre sig hvert Aar, og at
en saadan Norm derfor ikke godt kunde lægges til Grund ved Delingen af en
opsamlet Fond. Det lod sig derfor heller ikke godt bestemme, hvilken Del af
Begravelsesvæsenets Fond der tilhørte hver enkelt Kirke, og hvor meget af 1 onden
der derfor burde forbruges til Fordel for de i Assistenskirkegaarden uden for
Nørreport lodtagne Kirker, hvorom lier var Tale, altsaa med Udelukkelse af Garni-
• sons og Holmens Kirker, samt end videre Frederiks tyske Kirke og den katholske
Kirke. Men det turde vistnok ogsaa være rigtigere at betragte den omhandlede Fond
som ikke tilhørende Kirkerne som saadanne, men som en til Fordel for Hoved-
stadens Begravelsesvæsen i det hele henlagt Fond, der ikke burde uddeles, men,
for saa vidt den ikke benyttedes til Formaal, der umiddelbart vedkom Begravelses-
væsenet, burde opbevares. Det var i saa Henseende en ikke uvigtig Betragtning,
at den fremskridende Udvikling vilde kunne medfere, at der opfertes nye Kirker
inden for Stadens nuværende Grænser, eller at disse Grænser flyttedes, saa at de
kom til at omslutte Kirker, der nu laa uden for dem, — og i begge Tilfælde
204
Universitetet 1864 —1871.
burde de nye Kirker ikke udelukkes fra at indtræde i Fællesskab med de ældre
Kirker og fra at nyde den Lettelse i Byrderne ved Begravelsesvæsenet, som kunde
flyde af en saadan Fonds Tilværelse. Paa den anden Side vilde det være urime-
ligt at vedblive at oplægge Renterne af denne Fond, naar der ikke havdes bestemt
Brag for dem, og man lededes derfor til at foreslaa, at der blev bestemt et rime-
ligt Maximum for Fonden, og at dens Renter, naar Maximum var naaet, lagdes
til Begravelseskontorets Overskud, for tillige med dette at komme til Fordeling
mellem Kirkerne efter den oven for foreslaaede, eller hvilken anden Norm, der
maatte vinde Bifald.
I Anledning heraf bifaldt Ministeriet ved Skrivelse til Magistraten af 7. Maj
1867 dennes Indstillinger om:
1.	at der paa Grunden Matr. Nr. 28 i udenbys Klædebo Kvarter opføres et Be-
gravelseskapel efter den indsendte Tegning af Professor Herholdt, mærket II,
—	dog med visse enkelte Forandringer efter Magistratens nærmere Bestemmelse
—	med tilhørende Overslag, lydende paa 17,028 Rdl. 1 Mk. 14 Sk., for
Frue, Trinitatis, Vor Frelsers, Helliggejst, St. Johannes, Reformert og Petri
Kirkers Regning, hvilke deltage saa vel i Anlægsomkostningerne som i de
senere Indtægter og Udgifter i Forhold til Størrelsen af de Grundstykker, der
ere udlagte til dem paa Assistenskirkegaarden uden for Nørreport;
2.	at de fornødne Pengemidler til dette Arbejde tilvejebringes ved Laan af
Helliggejst Kirkes Midler, at udbetales i denne tilhørende, let realisable
Aktiver og tilbagebetales i samme Slags Aktiver, saaledes at der aarlig an-
vendes indtil 6 pCt. af det udlaante Nominalbeløb til at betale 4 pCt. Rente
af det til enhver Tid resterende Nominalbeløb og til Indkjøb af de Aktiver,
hvormed Kapitalen skal tilbagebetales;
3.	at Betalingen for Ligkapellets Brug fastsættes til 6 Rdl , 4 Rdl. eller 2 Rdl.,
alt eftersom Begravelsen finder Sted fra det største Rum, fra et af de mindre
eller fra de Rum, hvor Ligene gjemmes;
4.	at Kapellet opføres under Magistratens Ledelse, og at Magistraten i sin Tid
fastsætter de fornødne nærmere Bestemmelser om Kapellets Brug og Opsyns-
mandens Ansættelse, saa vidt muligt i Overensstemmelse med den Anskuelse,
der har gjort sig gjældende under Forhandlingerne mellem de Delegerede
fra Kirkebestyrelserne m. fl.
Derhos bifaldt Ministeriet, at den Fond, der var opsamlet ved Ligbæringens
Overskud for Begravelseskontorets Oprettelse, bevaredes som en til Fordel for
Hovedstadens Begravelsesvæsen i det hele henlagt Fond, der, for saa vidt den
ikke efter Tilladelse af Ministeriet anvendtes til Formaal, der umiddelbart vedkom
Begravelsesvæsenet, forøgedes ved Hjælp af Renterne, indtil den havde naaet et
nominelt Beløb af'20,000 Rdl. i 4 pCt rentebærende Aktiver, hvorefter Renterne
lagdes til Begravelseskontorets Overskud for tillige med dette at fordeles mellem
vedkommende Kirker.
Ved herom at meddele Konsistorium Underretning, begjærede Ministeriet,
under Henvisning til Magistratens oven for anførte Ytringer angaaende Spørgs-
maalet om, efter hvilken Norm Begravelseskontorets Overskud skulde fordeles
mellem de vedkommende Kirker, Konsistoriums Erklæring angaaende det nævnte
Spørgsmaal.
Med Skrivelse af 13. Jan. 1868 indsendte Konsistorium Udtalelser fra
Opforeisen af et Ligkapel paa Assistenskirkegaarden m. m.	205
Inspektionerne for Frue og Trinitatis Kirker, hvilke det ganske til-
traadte. Inspektionen for Trinitatis Kirke, til hvilken Inspektionen for Frue Kirke
slutte.de sig, bemærkede heri, at det i alt væsentligt kunde tiltræde det af Magi-
straten stillede Forslag, at Begravelseskontorets Overskud skulde fordeles saaledes,
at der fortes hver Kirke for sig til gode, hvad der ved hver enkelt Begravelse
paa samme Kirkegaard indkom dels for Ligbæring og Ligvognskjorsel,
dels i Medfør af Begravelsesreglementets § 3 h, og at man derefter i Forhold
til den samlede Indtægt for hver Kirke fordelte Begravelseskontorets Udgifter.
Inspektionen forudsatte herved, at den samme Fordelingsnorm i sin Tid vilde finde
Anvendelse paa Renterne af Begravelsesvæsenets Fond, naar denne ved Henlæggelse
af Renterne havde naaet den i Ministeriets Skrivelse af 7. Maj 1867 ommeldte
Størrelse af 20,000 Rdl. Inspektionen henstillede imidlertid, for saa vidt det ikke
allerede maatte ligge i Magistratens Forslag, at Begravelseskontorets Udgifter
skulde fordeles paa Kirkerne ikke blot efter den samlede Indtægt af de i det
foregaaende nævnte Betalinger, men tillige efter samtlige de Indtægter, som af
Begravelseskontoret oppebåres paa Kirkernes Vegne, og som ved Udgangen af
hver Maaned udbetaltes til disse. Medens nemlig Inspektionen var fuldkommen
enig med Magistraten i. hvad der af denne var anført mod, at Belobet af de sidst
nævnte Indtægter kom med i Betragtning ved selve Fordelingen af Begravelses-
kontorets Overskud, og Inspektionen til det af Magistraten i saa Henseende an-
forte kun skulde føje, at det med Hensyn til flere af disse Indtægter, saasom
Betalingen for Ejendomsgravsteder samt Monumenter, Ligsten o. s. v., var rent
tilfældigt, om de passerede Begravelseskontoret eller indbetaltes direkte til Kirkens
Betjente, — forekom det Inspektionen naturligst, at Begravelseskontorets Udgifter,
der maatte antages at staa i Forhold til Beløbet af de til samme gjorte for-
skjellige Indbetalinger, fordeltes efter Størrelsen af samtlige de Indtægter, som
gjennem Begravelseskontoret tilfaldt Kirkerne.
For øvrigt bemærkede Inspektionen, i Anledning af nogle Udtalelserunder denne
Sags Forhandling, at det næppe var ganske korrekt, naar Magistraten havde antaget,
at i Følge den ved kongl. Resol. 7. Juli 1859 trufne Ordning maatte Kirkerne
betragtes som de egentlige Interessenter i Begravelseskontoret, og den Kapital,
der som Ligbæringens Overskud fra 1. Jan. 1854 til Begravelseskontorets Op-
rettelse blev udbetalt til dette af Kommunitetet, antoges at have tilhørt Kirkerne.
Det var vel i Resolutionen af 1859 bestemt, at Begravelseskontorets Overskud
skulde fordeles mellem Kirkerne, men deraf kunde ikke udledes den af Magistraten
antagne Konsekvens. Hin Bestemmelse blev alene truffet for at give Kirkerne et
Vederlag for det dem hidtil tilkommende udelukkende Privilegium til Ligvogns-
kjorsel. Dette Privilegium bortfaldt nemlig ved Resol. 1859 Post I, der netop
gik ud paa, at Ligbæringen og Ligvognskjorselen fremtidig skulde besørges fra et
Begravelseskontor under Magistratens Bestyrelse. Kirkerne vare derfor alene intei-
esserede i Overskuddet, og det var en Misforstaaelse at opfatte Forholdet, som
om det var Hovedstadens Kirker, der skulde besørge Ligbæring og Ligvognskjoisel
i Hovedstaden ved sine Funktionærer mod at oppebære de herfor anordnede Be-
talinger. Det var derfor ogsaa klart, at hvis Begravelseskontorets Indtægter,
uagtet den til samme fra Kommunitetet udbetalte betydelige Kapital, ikke havde
været i Stand til at afholde dets Udgifter, vilde der ikke have paahvilet Kiikerne
nogen Forpligtelse til at dække denne Underbalance. Som Følge heraf kunde det
Universitets Aarbog.	27
206
Universitetet, 18G4—1871.
heller ikke antages, at der ved Ministeriets Skrivelse 7. Maj 1867 var foretaget
nogen Forandring i det ved Resolutionen af 1859 etablerede Forhold, for saa vidt
den i sin Tid af Kommunitetet til Begravelseskontoret udbetalte Kapital var be
tragtet som en til Fordel for Hovedstadens Begravelsesvæsen i det hele henlagt
Fond. Derimod var det ganske vist en Afvigelse fra den i 1859 trufne Ordning,
at denne Fond ved Renterne skulde akkumuleres til en Størrelse af 20,000
Rdl., idet Kirkerne i andet Fald vilde have haft Ret til at fordre, at Renten, som
hørende med til Begravelseskontorets Overskud, fordeltes mellem dem. Men Kir-
kerne vilde ikke kunne have noget mod denne Forandring at erindre, under Forud-
sætning af, hvad man vel turde anse for en Selvfølge, at denne Fond, over hvilken
der kun vilde kunne disponeres med Ministeriets Tilladelse, alene vilde blive an-
vendt til Øjemed, der vare i selve Kirkernes Interesse, f. Ex. til Udgifter ved
nye Kirkegaarde, hvori Kirkerne for saa vidt vare interesserede som de oppebåre
en væsentlig Del af deres Indtægter i den Betaling, der erlagdes for Jord til Be-
gravelser. Ligeledes turde man anse det for givet, at Renten af den i sin Tid
opsamlede Kapital af 20,000 Rdl. altid vilde blive betragtet som en særlig Ind-
tægtspost, der var bestemt til at komme Hovedstadens Kirker til gode, og som
ikke kunde tages med i Beregning, naar der opstod Spørgsmaal om, hvorvidt der
var et passende og naturligt Forhold mellem Begravelseskontorets Indtægter og
Udgifter.
Til Slutning bemærkede Inspektionen, at Ministeriets Skrivelse ?if 7. Maj
1867 ikke indeholdt nogen Bestemmelse om, hvorvidt en Henlæggelse af Renterne
til Begravelsesvæsenets Fond skulde finde Sted for de siden Begravelseskontorets
Oprettelse forløbne Aar ved Hjælp af det for Haanden værende Overskud, eller
om saadan Henlæggelse kun skulde foregaa for Fremtiden, ligesom det ogsaa stod
uafgjort, om Begravelseskontorets Overskud for den forbigangne Tid, med eller
uden det foran nævnte Afdrag, paa en Gang skulde fordeles mellem Kirkerne efter
den Fordelingsnorm, der maatte blive vedtaget, eller om der skulde forholdes
paa anden Maade med dette Overskud, f. Ex. saaledes, at det henlagdes til Be-
gravelsesvæsenets Fond, der herigjennem saa meget tidligere vilde opnaa den fore-
skrevne Størrelse af 20,000 Rdl. Det maatte imidlertid erkjendes, at det, under
Forudsætning af, at man vilde fastholde de i det foregaaende paapegede Grundsæt-
ninger for Anvendelsen saa vel af denne Fonds Kapital som dens Renter, vilde
være af underordnet Interesse for Kirkerne, om Ordningen af de saaledes berørte
Forhold blev truffet paa den ene eller den anden Maade.
Med Hensyn til Sagens senere Ddvikling og endelige Ordning henvises til
Aarb. f. 1879—80 S. 1102—4.
— Under 31. Marts 1865 tilskrev Kjøbenhavns Magistrat Konsistorium paa
følgende Maade:
Den tiltagende Folkemængde i Kjobenhavn har foranlediget, at Assistens-
kirkegaardene uden for Nørreport i Aareues Lob stadig ere blevne udvidede, indtil
de have naaet et saadant Omfang, at der nu saa vel af sanitære som af terri-
toriale Grunde maa standses med en videre Udvidelse af dem. Det har derfor i
længere Tid været Gjenstand for Forhandling at tilvejebringe ved Siden af de 1111 be-
staaende Assistenskirkegaarde en anden, hvor Kirkerne kunne faa Jord til Begra-
velser, naar de Kirkegaarde, de nu eje, ikke længer ere tilstrækkelige til at
Opforeisen af et Ligkapel paa Assistenskirkegaarden.
207
afgive Begravelsespladser. Resultatet af disse Forhandlinger har været følgende,
af den samlede Kommunalbestyrelse tagne Beslutninger :
1.	at den nuværende Assistenskirkegaard ikke udvides over dens nuværende
Grænser;
2.	at der til den fornødne udvidede Begravelsesplads anvises et Areal, stort
cirka 33 Tdr. Land, af Vesterfælled, beliggende Syd for den aflagte Jærn-
banedæmning;
3.	at der fra den Tid, da Jord til Udvidelse af Begravelsespladserne haves til
Eaadighed, ikke paa den nuværende Assistenskirkegaard maa sælges Jord til
deri at nedsætte Lig efter en senere Tid end 80 Aar fra bemeldte Tid at legne ;
4.	at det Areal, der af Vesterfælled udlægges til Begravelsesplads, maa, efter-
haanden som det behøves og af Kirkegaardsbestyrelsen forlanges, afgives til
Begravelsesplads,
a.	til Frijord, uden nogen Vederlagssum til Kommunen;
b.	til Betalingsjord, mod Betaling til Kommunen en Gang for alle af 8 Sk.
pr. Kv. Alen. med hvis Betaling der forholdes efter den Aftale, der i
hvert enkelt Tilfælde vil være at træffe, og som forrentes med 4 pCt.,
indtil Betaling er sket, og
5.	at det med Hensyn til begge Slags Jord forbeholdes Kommunen uden Veder-
lag at faa den afstaaede Jord tilbage, naar den ikke længer benyttes til Be-
gravelsesplads.
Uagtet der endnu ikke er skredet til Udførelsen af Planen til paa denne
Maade at skaffe Plads til fremtidige Kirkegaarde og der for øvrigt ingen Bestem-
melse er taget med Hensyn til de Enkeltheder, som der under Planens Udforelse
kan blive Spørgsmaal om, har Magistraten dog troet allerede paa Sagens nu-
værende Standpunkt at burde underrette Bestyrelserne for de Kirker, som ere
lodtagne i Assistenskirkegaarden uden for Nørreport, om oven nævnte Beslutninger.
I det man derfor giver Konsistorium som Patron for Vor Frue og Trinitatis
Kirker denne Meddelelse, imødeser man de Ytringer, det mulig maatte tinde sig
foranlediget til at gjøre med Hensyn til ovenstaaende.
De herefter af Inspektionerne afgivne Erklæringer tilstillede Konsistorium under
13.1 Juli 1865 Magistraten med Bemærkning, at det ganske kunde tiltræde dem.
Med Hensyn til Sagens videre Udvikling og endelige Ordning henvises til Aarb.
f. 1879—80 S. 1102—4.
_ Da der fra Begravelseskontoret til Magistraten var indløbet Klage ovei
den slette Tilstand, hvori Vejen til Frijordskirkegaarden befandt sig, tilskrev
Magistraten Bestyreren for Assistenskirkegaardene, Raadmand Rée om at træffe
fornøden Foranstaltning til denne Sags Ordning Denne tilstillede derefter Magi-
straten en af Brolægningsinspektøren forfattet Plan til Forbedring at den Del af
Vejen, som det formentes, at man for Tiden burde indskrænke sig til, ledsaget af
Overslag over de dertil medgaaende Omkostninger, i alt 1120 Rdl., hvoraf l/s fore-
sloges overtaget af Frelserens og Frederiks Kirker, Vs af St. Johannes Kiike og
medens de øvrige 3/s lignedes paa de i Assistenskirkegaardenes ordinære Udgifter
deltagende Kirker. Magistraten begjærede derfor i Skrivelse at 9. Maj 1868 en
Erklæring af Konsistorium herom med Hensyn til Frue og Trinitatis Kiikeis Del-
tagelse i Udgifterne.
27*
208
Universitetet 1864 — 1871.
Efter at liave indhentet Kirkeinspektionernes Betænkninger herom, udtalte
Konsistorium under 23. Maj, at det ikke fandt noget mod Forslaget at erindre.
4. Om Ophævelse af Kirkeskolernes Fonds og Kjøbenhavns
Kommunes Forpligtelse til at laclrecLe Udgifterne til Kirkesangen,
Ved kgl. Resolution 2 7. Sept. 1858 fastsattes følgende:
1.	at den de kjøbenhavnske Kirkeskoler hidtil paahvilende Forpligtelse til at
besørge Kirkesangen i Hovedstadens Kirker for Fremtiden bortfalder, og at
Kirkesangen i dets Sted udføres paa anden Maade, enten af Voxne og Born
i Forening eller alene af Born;
2.	at de hertil medgaaende Udgifter for Frue, Helliggejst, Trinitatis og Frel-
sers Kirkers Vedkommende afholdes af Kjøbenhavns Kommune, der til Dæk-
ning heraf vil have at oppebære de den almindelige Skolefond hidtil tilfaldne
Indtægter af Jord-, Sang- og Kopulationspenge her i Staden, mod at tilsvare
bemeldte Fond en Afløsningssum af 37,500 Rdl. eller for bestandig forrente
en saadan Kapital med 4 pCt. aarlig, hvorimod Udgifterne til Bestridelsen af
Kirkesangen i Holmens Kirke bliver at afholde af dette Sogns Kirkeskolers
Midler, af hvilke der til saadant Øjemed tilbageholdes en saa stor Del, som
maatte anses fornoden;
3.	at samtlige Stadens nuværende danske Kirkeskoler ophæves, og at der
i deres Sted og ved Hjælp af deres samlede Fonds — herunder indbefattet
Værdien af de nuværende Kirkeskolebygninger, men derimod ikke de Legat-
midler, der ved Gavebrevene ere henlagte til særlig Anvendelse, hvilke frem-
deles ville være at forbeholde for deres oprindelige Bestemmelse — oprettes
foreløbig en, senere to nye Borger- eller Middelskoler under Navn af for-
enede Kirkeskoler, hver med en Række Drenge- og en Række Pigeklasser;
4.	at de til disse Skolers Virksomhed fornødne Midler uden for Skolernes egne
Fonds tilvejebringes ved Skolebidrag af Eleverne;
5.	at der foreløbig for den ene og senere fælles for begge de nye Skoler dannes
under Navn af Kuratel en umiddelbar Bestyrelse, sammensat af gejstlige og
verdslige Medlemmer;
6.	at denne umiddelbare Bestyrelse sættes i samme Forhold til Skolerne, som
Skolekommissionerne for de offentlige Almueskoler staa til disse, men at
Overbestyrelsen af Skolerne derimod overgaar fra de hidtil bestaaende Patro-
nater til Skoledirektionen, til hvilken Kuratelet sættes i samme Forhold som
de nys nævnte Skolekommissioner;
7.	at Administrationen af samtlige Kirkeskolers til en fælles Fond samlede
Midler — dog med Undtagelse af den Del af Holmens Kirkeskolers Midler,
der bliver at anvende til Bestridelse af Udgifterne ved Korsangen i Holmens
Kirke eller er forbeholdt til særlig Anvendelse — føres af Kuratelet under Skole-
direktionen, der efter Forslag af Kuratelet tager Bestemmelse om Midlernes
Anvendelse, besørger Skolernes Regnskaber reviderede og har Decisionen af
de ved samme gjorte Udsættelser;
8.	at der af den saaledes samlede Skolefond udredes passende Pensioner til de
afgaaede Lærere og Lærerinder ved Holmens Kirkeskoler, samt endelig
9.	at Ministeriet bemyndiges til at træffe de videre fornødne Bestemmelser og
Om Oplia;velse af Kirkeskolernes Fonds osv.
209
Foranstaltninger saa vel med Hensyn til Ordningen af Kirkesangen som til
Kirkeskolernes Omdannelse i Overensstemmelse med før ommeldte Forslag.
Afleveringen af de Trinitatis Kirkeskole tilhørende Kapitaler fandt derefter
Sted d. 31. Marts 1860 til Grosserer Maag som regnskabsførende Medlem af
Kuratelet for de . nye Kirkeskoler. Med Hensyn til Spørgsmaalet om, hvorledes
der efter Ophævelsen af samtlige Kirkeskoler her i Staden vilde være at forholde
med Bestyrelsen af de disse Skoler tilhørende Legatmidler, der ved Gavebreve vare
henlagte til særlig Anvendelse, og som ved Resol. 27. Sept. 1858 Post. 3 bleve
forbeholdte for deres oprindelige Bestemmelse, fastsatte Ministeriet under 22.
Marts 1864, efter at have forhandlet Sagen med samtlige vedkommende, at disse
Legatmidler, — med Undtagelse af de Holmens Kirkeskoler forhen tilhørende
Legater, n:ed Hensyn til hvis Bestyrelse endelig Bestemmelse var taget ved Mini-
steriets Skrivelse af 7. Okt. 1863 — vilde være at overgive til Kuratelet for de
forenede Kirkeskoler til Bestyrelse paa samme Maade som disse Skolers samlede
Fond, og at Kuratelet vilde have at uddele de enkelte Legater overensstemmende
med de i saa Henseende tagne Bestemmelser, dog at Sognepræsten for det Sogn,
hvis Kirkeskole et omspurgt Legat havde været tillagt (for det forrige Nicolai
Sogns Vedkommende Sognepræsten ved Helliggejst Kirke og for Trinitatis Sogns
Vedkommende Sognepræsterne for Sognets tvende Distrikter) af Kuratelet tilkaldtes
for at deltage i Legatets Uddeling. Kuratelet vilde ved Udgangen af hvert Aar
have at afgive Beretning om de i Aarets Løb stedfundne Legatuddelinger, for
Helliggejst, det forrige Nicolai og Frelsers Sogns Vedkommende til Kjøbenhavns
Magistrat og for Trinitatis Sogn til Konsistorium, hvorimod der for Frue Sogns
Vedkommende ikke behøvede at afgives nogen særlig Beretning, da Sognepræsten
ved Frue Kirke, der var 1ste Medlem af Patronatet for Sognets Kirkeskole, selv
kom til at deltage i Uddelingen.
I Anledning af, at der mellem Konsistorium og Kjøbenhavns Magistrat var
opstaaet Spørgsmaal om Frue, Trinitatis, Helliggejst og Frelsers Kirkers For-
pligtelse til at overtage Udredelsen af den Lon, der hidtil var blevet udredet af
Kirkeskolerne til de vedkommende Kantorer, begjærede Ministeriet i Skrivelse
af 3. Febr. 1860 af Konsistorium som Patronat for de 2 først nævnte Kirker
Oplysning om 1) Beskaffenheden og Omfanget af Kantorernes Forretninger, efter at
Kirkesangens Besørgelse var overgaaet til Kommunen, og 2) hvor stort et Bidrag til
Kantorernes Løn der udrededes af Frue og Trinitatis Kirker, samt saa vidt muligt,
ved hvilke Resolutioner deres Løn var blevet bestemt.
Efter herom at have indhentet Erklæringer fra de akademiske Værger for
disse Kirker, tilskrev Konsistorium under 18. Juni 1861 Ministeriet herom.
Med Hensyn til det første Punkt henvistes til Skrivelser fra Sognepræsterne, i
hvilke udførlige Oplysninger herom meddeltes. Hvad angik det andet Punkt havde
den akademiske Værge for Frue Kirke oplyst, at Kantorlønnen indtil Aaret 1844
havde været bemeldte Kirke aldeles uvedkommende, idet den Løn, som den Gang
var tillagt Embedet, nemlig 180 Rdl. om Aaret, blev udredet af Sognets Kirke-
skole. I det nævnte Aar bifaldt Kancelliet ved en af Universitets Direktionen
under 6. Avg. 1844 meddelt Resolution, at der fra Aarets Begyndelse maatte
tilstaas Kantoren et aarligt Tillæg af 100 Rdl. af Kirken, saaledes at han skulde
være pligtig til efter nærmere Anvisning at lede Sangen i Kirken saa vel ved
som efter enhver Gudstjeneste, hvad enten samme holdtes paa Hellig- eller
210
Universitetet 1864—1871.
Søgnedage. I Aaret 1852 bestemtes det derhos ved Ministeriets Skrivelse af 7.
Febr., at den ledig blevne anden Undergravertjeneste ved Frne Kirke skulde ind-
drages, og at den Andel af Præste-, Degne- og Klokkerpenge, som hidtit havde
været henlagt til 2den Undergraver, skulde deles lige mellem den ordinerede
Kateket og Kantoren, og blev dette Tillæg til Kantorens Løn den Gang anslaaet
til omtrent 50 Rdl. om Aaret. For Trinitatis Kirkes Vedkommende havde denne
Kirkes akademiske Værge oplyst, at Kantorens Løn indtil Aaret 1855 var blevet
udredet af Kirkeskolen alene. Den udgjorde den Gang 140 Rdl., men ved hvilken
Resolution den var bestemt til dette Beløb, havde det efter gjentagne Arkivunder-
søgelser ikke været muligt at opdage. Ved Ministeriets Skrivelse af 23. Nov.
1855 blev Lønnen forhøjet med 90 Rdl. og ved Ministeriets Skrivelse af 4. Jan.
1860 yderligere med 70 Rdl. Begge disse Forhøjelser, tilsammen 160 Rdl., var
det paalagt Kirken at udrede.
Til disse Oplysninger knyttede Konsistorium den Bemærkning, at det altsaa
vilde ses, at Kantorerne ved Frue og Trinitatis Kirker oprindelig havde været
lønnede af Kirkeskolerne alene, saaledes at det først var i den seneste Tid, at
der var bevilget dem Tilskud af Kirkerne til deres Løn. Efter at Kirkeskolerne
nu ved kgl. Resol. 27. Sept. 1858 vare blevne nedlagte og den samme paahvi-
lende Forpligtelse til at besørge Kirkesangen var bortfaldet, saaledes at Kjøben-
havns Kommune for Fremtiden havde at afholde de til dennes Besørgelse ined-
gaaende Udgifter, forekom det Konsistorium aldeles indlysende, at de ommeldte
Lønninger for Fremtiden maatte udredes af Kommunen. Konsistorium kunde
selvfølgelig ikke have nogen Mening, om det Vederlag, som den samme Resolu-
tion havde tillagt Kommunen for at besørge Kirkesangen, var utilstrækkeligt til
at afholde de omhandlede Lønninger; men hvis dette skulde være Tilfældet,
maatte man dog anse det for aldeles klart, at denne Byrde ikke retfærdig vilde
kunne paalægges Kirkerne, men i alt Fald maatte tilbageføres paa de forenede
Kirkeskolers, af de nu ophævede ældre Kirkeskolers Midler oprettede Fond.
Efter Modtagelsen af denne Skrivelse og efter at have brevvexlet med Di-
rektionen for Borger- og Almueskolevæsenet i Kjøbenhavn tilskrev Ministeriet
Magistraten, at den af de vedkommende Kirkeskoler afholdte Andel af Kantorernes
Lon ikke kunde overføres hverken paa Kirkerne eller paa Kirkeskolernes Fonds,
samt at det ikke skjønnedes, at Kommunen kunde fritages for denne Udgift,
i alt Fald ikke saa længe de daværende Kantorer vare i Embederne. Da der
derefter indtraadte Vakance i Kantortjenesten ved Frue Kirke, tillod Magistra-
ten vel efter Andragende, at den konstituerede af Kommunens Kasse under
Vakancen maatte oppebære det den afgaaede Kantor tidligere af Frue Kirkeskole til-
lagte Lonningstilskud af 180 Rdl. aarlig, men dog saaledes, at Kommunens mulige
Ret til ved Postens definitive Besættelse at blive befriet for at udrede dette Til-
skud derved ikke præjudiceredes. Magistraten androg derefter om Ministeriets
Medvirkning til, at Kommunen fritoges for Bidrag til denne Kantortjenestes Løn-
ning, hvorhos det tilføjedes, at det, hvis dette Bidrag bortfaldt, var en Selvtølge,
at Magistraten frafaldt den Andel i Kantorpostens Besættelse, som dens Udredelse
af Kirkeskolen for havde givet dennes Bestyrelse Adgang til. Ved i Skrivelse af
18. Febr. 1863 at give Konsistorium Underretning herom, begjærede Ministe-
riet Konsistoriums Erklæring over Sagen saa vel som Oplysning om fijennem-
snitsstørrelsen af de uvisse Indtægter, der vare tillagte Kantoren ved 1'rue Kirke
Om Ophævelse af Kirkeskolernes Fonds osv.
211
foruden lians Lon af de forhenværende Kirkeskoler og det af Kirken tilstaaede
Tillæg.
Konsistorium afgav d. 7. Juli 1863 en Erklæring, der ledsagedes af en
Udtalelse fra Kirkens akademiske Værge.
Det var selvfølgelig i den kgl. Resol. af 27. Septbr. 1858, at man maatte
søge Afgjørelsen af det Spørgsmaal, hvem Forpligtelsen til at udrede Kantorernes
Lønninger paahvilede. Efter at det i Resolutionens 1ste § var bestemt, at den
de kjobenhavnske Kirkeskoler hidtil paahvilende Forpligtelse til at besørge Kirke-
sangen i Hovedstadens Kirker for Fremtiden skulde bortfalde, fastsatte den føl-
gende §, at de hertil medgaaende Udgifter for Vor Frue, Helliggejst, Trinitatis
og Vor Frelsers Kirkers Vedkommende skulde afholdes af Kjøbenhavns Kommune,
der til Dækning heraf vilde have at oppebære de den almindelige Skolefond hidtil
tilfaldne Indtægter af Jord-, Sang- og Kopulationspenge her i Staden, mod at til-
svare bemeldte Fond en Afløsningssum af 37,500 Rdl., eller for bestandig forrente
en saadan Kapital med 4 pCt. aarlig, hvorimod Udgifterne til Bestridelse af Kirke-
sangen i Holmens Kirke bleve ar, afholde af dette Sogns Kirkeskolers Midler, af
hvilke der til dette øjemed skulde tilbageholdes en saa stor Del, som maatte
anses fornøden. Det forekom nu Konsistorium klart, at da Udredelsen af de om-
spurgte Lønninger selvfølgelig maatte antages indbefattet i den Kirkeskolerne
hidtil paahvilende Forpligtelse til at besørge Kirkesangen, hvilken Forpligtelse i
Resolutionen ophævedes, saaledes at det paalagdes Kjøbenhavns Kommune i Frem-
tiden at afholde de hertil medgaaende Udgifter, saa maatte Kommunen nu udrede
disse Lønninger, og Konsistorium formaaede ikke at indse, hvorledes man, uden
at tilsidesætte Ordenes naturlige Betydning og tillægge Resolutionen af 27. Septbr.
1858 en meningsløs Ufuldstændighed, skulde kunne komme til et andet Resultat.
Konsistorium gjorde her opmærksom paa, at det var aldeles unøjagtigt, naar
Magistraten, efter hvad man af Ministeriets Skrivelse maatte antage, havde talt
om det »Tilskud«, det »Bidrag«, som Kirkeskolerne tidligere udredede til Kan-
torernes Lønninger. Som Ministeriet vilde have set af Konsistoriums Indstilling
af 18. Juni 1861 og som Konsistorium oftere havde haft Lejlighed til at paavise
for Magistraten, var Sagens rette historiske Sammenhæng den, at det, som Kirke-
skolerne havde udredet til Kantorerne, var disses egentlige oprindelige Løn, og at
det kun var i den seneste Tid og paa Grund af særlige Omstændigheder, navnlig
en Udvidelse af Kantorernes Embedsgjerning, at der af Frue og Trinitatis Kirkers
Midler var bevilget dem et Tilskud til den af Kirkeskolerne udredede Løn.
Naar Magistraten nu havde vægret sig ved at afholde disse Lønninger,
kunde Grunden vel ikke være nogen anden, end at det Vederlag, som ved Reso-
lutionen af 1858 § 2 blev givet samme for Overtagehen af Udgifterne ved Kirke-
sangen, havde vist sig utilstrækkeligt; men hvilken Betydning man end vilde til-
lægge denne Omstændighed til at bevirke en Forandring i den trufne Ordning,
vilde Forandringen dog ingen Sinde kunne gaa ud paa, at Byrden skulde væltes
over paa Kirkerne, hvem den hele ved Resol. 27. Septbr. 1858 fastsatte Ordning
havde været uvedkommende. Hvor uretfærdig en saadan Forandring vilde være,
fremlyste ogsaa deraf, at enhver ny Byrde, som lagdes paa Kirkerne, i sidste
Instans var en Byrde paa Menighederne, idet disse maatte træde til, naar Kirkernes
Midler vare utilstrækkelige til deres Fornødenheder. Men det vilde dog nu ikke
kunne forsvares, at Menighederne (Resol. 7. Juli 1849, der først var publiceret
212	tJniversitetet 1864 —1871.
ved PI. 22. Decbr. 1860), som alt i Jord-, Sang- og Kopulationspenge erlagde en
Afgift, der oprindelig var bestemt til Kirkesangens Bestridelse, og vistnok langt
oversteg, hvad dertil var fornødent, ved Siden deraf indirekte gjennem Kirkerne
skulde erholde et nyt Paalæg med Hensyn til Udgiften ved Kirkesangen. Det ene
naturlige syntes dog at være, at de Institutioner, til hvis Fordel den oven nævnte
Afgift blev erlagt, afholdt Lønnen til Kantorerne ved Kirkerne. Det vilde i Virke-
ligheden være bedst stemmende med Retfærdighed, om Kirkerne i det hele bleve
frigjorte for de Tilskud, som de ydede til Kantorernes Løn, og om denne Udgift
blev ført tilbage til de Midler, hvis oprindelige Bestemmelse havde været at af-
holde Udgifterne til Kirkesangen; naar disse Løuningstillæg for Tiden afholdtes
af Kirkernes Midler, havde Grunden hertil kun været den, at man forudsaa, at
det under de daværende Forhold vilde være forbundet med uoverstigelige Vanske-
ligheder at faa disse Udgifter udredede derfra, hvor de maatte antages nærmest at hore
hjemme. Imidlertid maatte dog Konsistorium henlede Opmærksomheden paa, at
da der i Konsistoriums Indstilling til Universitets Direktionen af 1. Maj 1844
første Gang var Spørgsmaal om et Tilskud fra Kirkerne, nemlig fra Frue Kirke,
til Kantorens Løn, blev der i Forbindelse hermed udtrykkelig andraget paa. at
Kirken maatte fritages for den hidtil under Navn af Kantorat-, Sukcentorat- og
faste Degnepenge til Metropolitanskolen udredede Afgift. Denne Afgifts Forbin-
delse med Kirkesangen vilde ses af den under 18. Febr. 1841 af Værgerne for
Frue og Trinitatis Kirker i Forening med J. E Larsen udarbejdede udførlige
Betænkning, der blev tilstillet Universitets Direktionen ved Skrivelse af 20. Marts
1841, og til hvilken Konsistorium henviste Afgiften skrev sig fra den Tid, da
Kirkesangen besørgedes af Metropolitanskolen, og var i det væsentlige et Vederlag
herfor, men var vedblevet uagtet den for længst foregaaede Forandring med Hen-
syn til Kirkesangens Besørgelse. Det vilde nu dog være i højeste Grad ubilligt,
om Kirkerne ved Siden af denne Afgift, der for Frue Kirke udgjorde 120 Rdl.
om Aaret og for Trinitatis Kirke henved 70 Rdl , skulde udrede den egentlige
Lon til Kantorerne. Denne Afgift, som Konsistorium navnlig i Henhold til, hvad
der var udviklet i den oven nævnte Komitebetænkning, i sin Tid havde andraget
paa at maatte bortfalde, indholdt saaledes et yderligere Datum for, hvor uretfær-
digt det vilde være at overføre Kantorernes Lønninger paa Kirkerne.
For saa vidt Ministeriet særlig havde begjæret Konsistoriums Ytringer med
Hensyn til, at Magistraten havde erklæret, for det Tilfælde, at Kommunen fritoges
for at udrede Lønnen til Kantoren ved Frue Kirke, at ville frafalde den Andel i
Kantorpostens Besættelse, som Lønnens Udredelse af Kirkeskolerne forhen havde
givet dennes Bestyrelse Adgang til, henviste Konsistorium til sin Skrivelse af
14. Febr. 1860 til Magistraten angaaende Maaden, hvorpaa den ommeldte Bestil-
ling vilde være at besætte efter den ved Resol. 1858 indførte Forandring, og
erklærede Magistraten sig i Skrivelse af 21. Febr. s. A. under Forudsætning af, at
Kommunen skulde udrede Lønnen, enig i, at Udnævnelsesretten efter Konsistoriums
Forslag alternerede mellem dette og Magistraten. Hertil føjede Konsistorium, at
det betragtede det som en Selvfølge, at, hvis Kommunen skulde blive frigjort for
at udrede Lønnen og denne vilde blive efterbetalt andetsteds fra, vilde det have
en tilsvarende Forandring i Besættelsesmaaden til Følge. Derimod kunde Kirken
ikke indlade sig paa at tilkjobe sig udelukkende Besættelsesret mod som Vederlag
herfor at udrede Lønningen.
Om Ophævelse af Kirkeskolernes Fontis osv.
213
Til Oplysning om Gjennemsnitsstørrelsen af de uvisse .Indtægter som Kan-
toren ved Frue Kirke oppebar foruden sin Løn, henviste Konsistorium til den
akademiske Værges Erklæring.
Herefter tilskrev Ministeriet Magistraten, at det ikke fandt, at den om-
handlede Kautortjenestes Indtægter taalte nogen Forringelse, samt at det frem-
deles, saaledes som det havde ytret under den tidligere Brevvexling med Magi-
straten. var af den Mening, at Kjøbenhavns Kommune ikke kunde fritages for at
overtage den omhandlede Tjenestes Lønning med 180 Rdl., som tidligere afholdtes
af Kirkeskolen. Elter at Sagen dernæst havde været forelagt for Borgerrepræsen-
tationen, erklærede denne sig enig med Magistraten i, at en saadan Forpligtelse
ikke kunde antages at paahvile Kommunen, og at Spørgsmaalet i alt Fald maatte
afgjøres ved Domstolene. Ved herom at sætte Ministeriet i Kundskab ytrede
Magistraten, al det i denne Henseende vilde være det nærmest liggende Skridt
at standse ined Udbetalingen af de 180 Rdl. og at dette Skridt ogsaa maatte
forbeholdes Kommunalbestyrelsen. M,en med Hensyn til, hvad der tidligere var
forhandlet i Anledning af Konstitutionen i Kantorembedet ved Frue Kirke, og da
denne Konstitution endnu vedvarede, androg Magistraten paa, at der maatte skrides
til endelig Besættelse af Embedet. Skulde der imidlertid endnu være Hindringer
tilstede herfor, antog Magistraten ikke, at de stode i nogen som helst Forbindelse
med det her omhandlede Spørgsmaal; der kunde derfor formentlig fra den Side
ikke være noget til Hinder for, at Spørgsmaalet i sin Almindelighed søgtes afgjort
ved Dom, ligesom Magistraten heller ikke kunde anse Kommunen forpligtet til at
vedblive at betale de 180 Rdl aarlig til den konstituerede Kantor, naar Konsti-
tutionen uden al Foranledning fra Magistratens Side droges ud over alle rimelige
Grænser. Sluttelig udtalte Magistraten den Forventning, at Ministeriet vilde
foranledige, at Embedet blev endelig besat, eller at der, hvis dette ikke kunde
ske, fra Ministeriets eller Kirkebestyrelsens Side gjordes Skridt til ved Søgsmaal
mod Magistraten at faa Spørgsmaalet om Kommunens Forpligtelse i den omhandlede
Henseende afgjort ved Dom.
I Skrivelse af 2. Nov 18G5 satte Ministeriet Konsistorium i Kundskab
om disse Forhandlinger, idet det udtalte, at Spørgsmaalet formentlig ikke kunde
afgjores paa anden Maade end ved Dom. Ministeriet begjærede Konsistoriums
Erklæring over Sagen, navnlig hvorvidt Konsistorium antog, at den ledige Kantor-
tjenestes Besættelse kunde finde Sted, saa længe Spørgsmaalet om dens Lønning
ikke var afgjort, og hvilke Skridt der maatte gjores for at bringe Sagen for Dom-
stolene, navnlig om Konsistorium som Patronat eller Kirkeinspektionen skulde
optræde som Sagsøger. Ministeriet bemærkede endelig med Hensyn til en Ytring
i Konsistoriums Skrivelse af 7. Juli 1863, at Jord-, Sang- og Kopulationspenge
vare afskaffede ved kgl. Resol. 7. Juli 1859.
Konsistorium henholdt sig i Skrivelse af 12. De$. ganske til sin Skri-
velse af 7. Juli 1863 med Hensyn til Spørgsmaalet om Kommunens forplig-
telse til at udrede de 180 Rdl. om Aaret, som udgjorde den egentlige, forhen al
Kirkeskolens egne Midler udredede Løn til Kantoren ved Frue Kirke. Kun til-
føjede det, at den Omstændighed, at Jord-, Sang- og Kopulationspenge vare op-
hævede ved kgl. Resol. 7. Juli 1859 — en Foranstaltning, der var Irue Kirke
aldeles uvedkommende — naturligvis paa ingen Maade kunde bevirke, at en toi-
28
Uuiversiiets Aar>>o^.
214
Universitetet 1864—1871.

pligtelse for Frue Kirke til Kantorlønnens Udredelse, som ikke paahvilede hiiien
i Felgé Resol. 27. Sept. 1858, nu skulde opstaa, eller at Kommunen skulde
kunne fritages for en Forpligtelse, som denne Resolution havde paalagt samme.
For saa vidt Ministeriet havde opkastet det Spørgsmaal, om den ledige Kantor-
tjenestes Besættelse kunde finde Sted. saa længe Striden om Lønningens Udredelse
ikke var tilendebragt, bemærkede Konsistorium, at det formentlig vilde være rettest,
at det beroede med Besættelsen, indtil Sagen var afgjort ved Dom. Magistraten
kunde saa meget mindre beklage sig herover, som den i Skrivelse til Konsisto-
rium af 21. Febr. 1860 selv havde samtykket i, at Tjenesten besørgedes ved
Konstitution, indtil en endelig Afgjørelse af hint Spørgsmaal var truffet. Og
naar man nu i Anledning af det fra Kommunalbestyrelsens Side sidst fremkomne
ufortøvet skred til Sags Anlæggelse, vilde der heller ikke med nogen som helst
Grund kunne klages over, »at Konstitutionen uden Foranledning fra Magistratens
Side droges ud over alle rimelige Grænser.« Sluttelig udtalte Konsistorium sig
om, hvorledes der formentlig burde forholdes med Hensyn til Sagens Anlæggelse.
Herefter erklærede Ministeriet sig under 3. Jan. 1866 enigt med Kon-
sistorium i, at den omhandlede Tjenestes endelige Besættelse maatte udsættes, indtil
Sporgsmaalet om Kommunens Forpligtelse i nys nævnte Henseende var afgjort.
Det bifaldt derhos, at Spørgsmaalet herom af Konsistorium som Patronat for Frue
Kirke paa dennes Vegne gjordes til Gjenstand for Domstolenes Paakjendelse ved
Søgsmaal mod Magistraten, og at Processen anmeldtes for Skoledirektionen i Kjo-
benhavn samtidig med, at Stævning mod Magistraten udtoges, for at Kirkens mu-
lige Ret til, dersom I ommen gik den imod, at erholde det omhandlede Beløb
udredet af Kirkeskolernes fælles Fond, som ved kgl. Resol. 21. Sept. 1858 var henlagt
under Skoledirektionens Overbestyrelse, kunde blive forbeholdt. Under 20. s. M.
bevilgede Overpræsidenten Konsistorium fri Proces i den omhandlede Sag.
Landsover- samt Hof- og Stadsrettens Dom afsagdes d. 27. April
1868. Den lød saaledes :
»Da ved kgl. Resol. 27. Sept. 1858 Kjøbenhavns samtlige daværende Kirke-
skoler ophævedes og deres Fonds bestemtes til Oprettelsen og Vedligeholdelsen af
foreløbig en og senere to nye Borger- eller Middelskoler, blev det ved samme kgl.
Resolution bestemt:
»1. at den de kjøbenhavnske Kirkeskoler hidtil paahvilende Forpligtelse til at
besørge Kirkesangen i Hovedstadens Kirkei for Fremtiden bortfalder, og at
Kirkesangen i dets Sted udføres paa anden Maade, enten af Voxne og Børn
i Forening eller alene af Børn;
2. at de hertil medgaaende Udgifter for Vor Frue, Helliggejst, Trinitatis og
\ or Frelsers Kirkers Vedkommende afholdes af Kjøbenhavns Kommune--«.
Til Dækning af disse Udgifter fik Kommunen Ret til at oppebære visse, den
almindelige Skolefond hidtil tilfaldne Indtægter. I øvrigt indeholdt bemeldte kgl.
Resol. den Bestemmelse, at Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet be-
myndigedes »til at træffe de videre fornødne Bestemmelser og Foranstaltninger
med Hensyn til Ordningen af Kirkesangen «
T Anledning af denne kgl. Resolution er der opstaaet en Meningsulighed
mellem Citanterne, Konsistorium ved Kjøbenhavns Universitet, som Patronat for
Frue Kirke, og de indstævnte, Kjøbenhavns Magistrat, idet Citanterne have for-
ment, at bemeldte Resolution medførte, at Kjøbenhavns Kommune maatte være
Om Ophævelse af Kirkeskolernes Fonds osv.
21 j
forpligtet til at udrede den af Kantoren ved Frue Kirke hidtil af Frue Skole
oppebaarne Len af 180 Rdl. aarlig, hvorimod de indstævnte ikke have villet
anerkjende, at en saadan Forpligtelse paahvilede dem, og er denne Sag nu blevet
forelagt denne Ret til Afgj øreise. Citanterne have, efter meddelt fri Proces, ved
deres beskikkede Sagfører, Prokurator Nellemann, nedlagt Paastand om, at ind-
stævnte paa Kjøbenhavns Kommunes Vegne kjendes pligtig at udrede den ler
den ommeldte Kantortjeneste normerede Løn af 180 Rdl. om Aaret, som indtil
oven nævnte kgl. Resolution har været udredet al Frue Kirkeskole, samt deihos
tilpligtes at udrede samtlige Sagens Omkostninger efter Reglerne lor beneficeiede
Sager, derunder Salær til den befalede Sagfører, der i alt fald paastaar sig saa-
dant tillagt af det offentlige.
De indstævnte have principaliter paastaaet. Frifindelse, sulisidialiter, at lad-
standen kun tages til Følge med den nærmere Bestemmelse, at der forbeholdes
Kjøbenhavns Magistrat Ret til at besætte Kantortjenesten alternative med Konsi-
storium, og aldeles in subsidium, at Kommunen kun kjendes pligtig til at betale
den Del af de paastaaede 180 Rdl. aarlig, som udrededes til Kantoren fot Ind-
øvelse og Ledelse af Korbørnenes Sang, og det saaledes, at det overlades til
Kommunalbestyrelsen selv at bestemme denne Andel, eller at det i alt Kild <>\ei-
lades til Regeringen efter Forhandling mod Kommunalbestyrelsen at bestemme den.
Saa have de indstævnte og paastaaet sig Processens Omkostninger tilkjendte hos
Citanterne.
Direktionen for Almue- og Borgerskolevæsenet har været indvarslet under
Sagen, men har ikke givet Møde.
Af de under Sagen fremkomne Oplysninger ses det, at Frue Kirkeskole, eftei
at denne i Slutningen af forrige Aarhundrede havde overtaget den Metropolitan-
skolen tidligere paahvilende Forpligtelse til at besørge Kirkesangen \cd Fiue
Kirke, hvorfor Kirken ydede et Vederlag, gjennem en Aarrække har udredet en
senest til 180 Rdl. aarlig bestemt Lønning til en Kantor. Naar de indstævnte
nu have forment, at saådan Lønning ikke, i alt Fald ikke udelukkende, betales
ham i Egenskab af Kantor, men som Syngelærer ved Kirkeskolen livoiaf saa
skulde følge, at Lønnen i det hele eller for en Del maatte bortfalde, eftei at
Skolen er gaaet ind og Kantoren har ophørt at være Syngelærer da har en
saadan Opfattelse af Kantorens Stilling, for saa vidt denne skulde gaa ud paa, at
den af Kantoren Kirkeskolens Børn meddelte Sangundervisning skete i Kirken
uvedkommende Øjemed, ingen Hjemmel i de foreliggende Oplysninger. Deiimod
er det utvivlsomt, at han baade tidligere og navnlig ogsaa i det Tidsrum, der gik
forud for den i 1858 med Skolen foretagne Forandring, indøvede og lededeKnke-
sangen og for denne Bestilling maa det antages, at han da andet ikke er oply^t,
oppebar sin Lønning af Kirkeskolen. Nu er det vel ikke ved den ommeldte kgl.
Resolution umiddelbart bestemt, at Kirkesangens Indøvelse og Ledelse ogsaa i
Fremtiden skal være overdraget til en med en Løn at den anførte Størielse aflabt
Kantor, idet det, efter hvad oven for er meddelt af Resolutionens Indhold, er
overladt til Kirke- og Undervisningsministeriets Bestemmelse og Foranstaltning at
ordne det fornødne i Henseende til Kirkesangen. Men da bemeldte Ministeiium,
efter hvad der er in confesso, har bestemt, at det i omhandlede Henseende skal
have sit Forblivende ved det bestaaende, og Ministeriet navnlig ogsaa har udtalt
sig imod, at den for den ommeldte Bestilling af Kantoren hidtil oppebaarne Lønning
28*
216	Universitetet 1864—1871.
nedsættes — ses det ikke, at Kommunen, saa længe Sag-en ikke ad administrativ
Vej er ordnet påa anden Maade, kan fritages for at udrede den paastaaede Lon-
ning, der maa henregnes til de til Kirkesangens Besørgelse medgaaende Udgifter,
som det ved den oft nævnte kgl. Resolution er paalagt Kommunen at afholde.
Og da der nu end videre maa gives Citanten Medhold i, at indstævntes
subsidiære Paastand om eventuelt at tilkjendes en Ret til at besætte Kantortjenesten
alternative med Konsistorium allerede af formelle Grunde ikke under denne Sag
kan komme i Betragtning, vil der saaledes være at give Dom efter Citanternes
Paastand, dog saaledes at Processens Omkostninger efter Omstændighederne ville
være at ophæve. — — — —
Thi kjendes for Ret:
Indstævnte. Kjøbenhavns Magistrat, bor paa Kjøbenhavns Kommunes Vegne
udrede den for Kantortjenesten ved Vor Frue Kirke i Kjøbenliavn normerede Løn
af 180 Rdl. om Åaret, som indtil den kgl. Resolution af 27. Sept. 1858 har været
udredet af Vor Frue Kirkeskole — — — —«.
Under 25. Juni 1868 tilmeldte Magistraten Konsistorium, at Kommu-
nalbestyrelsen havde besluttet at akkviescere ved Dommen, dog under Forbehold
af ad administrativ Vej og navnlig ved en Omordning af de kirkelige Lonnings-
forhold her i Staden i Almindelighed eller særlig for Kantorerne i Alminde-
lighed eller Kantoren ved Frue Kirke at søge Kommunen fritaget for det i
Dommen omhandlede Bidrag. Magistraten tilføjede derhos, at den samlede Ma-
gistrat havde vedtaget at ville andrage paa at blive eneberettiget til at besætte
Kantorbestillingen og i den Anledning havde henvendt sig til Ministeriet.
Om dette Andragende, der af Ministeriet sendtes til Konsistoriums Er-
klæring, udtalte Kon sistorium sig, idet det fremsendte en Erklæring af Kirke-
inspektionen, i Skrivelse af 5. Okt. 1868 paa følgende Maade. Indtil Aaret 1844
blev Kantorens Lønning alene udredet af Kirkeskolen, og han beskikkedes af Skolens
Ivuratel uden Medvirkning fra Kirkepatronatets Side; men i det nævnte Aar blev
det, samtidig med, at der tilstodes Kantoren et aarligt Tilskud til hans Løn af
100 Rdl. af Kirken, ved det kgl. danske Kancellis Resolution bestemt, at Kantor-
tjenesten i Fremtiden skulde besættes efter Overenskomst mellem Kirkeskolens
Kuratel og Konsistorium, saaledes at Kirkeskolens Kuratel havde at gjore Forslag,
medens Konsistorium skulde give sit Samtykke til Valget, hvorhos Kancelliet i
Tilfælde af, at Enighed om Postens Besættelse ikke paa denne Maade kunde op-
tiaas, forbeholdt sig at afgjøre Spørgsmaalet ved sin Resolution, se Kskr. 23. April
1844. Denne Forandring med Hensyn til Retten til at beskikke Kantoren var
selvfølgelig begrundet i, at Kirken fandtes at burde have en Andel i Besættelses-
retten, efterdi den udredede en Del af Lønnen. Den i 1858 foretagne Forandring
kunde nu vel medføre, at Magistraten, efterdi den forhen af Kirkeskolen udredede
Andel af Lønnen nu blev udredet af Kommunens Kasse, kunde komme til at
udøve den Indflydelse paa Valget, som forhen tilkom Kirkeskolens Kuratel; men
da Kirken vedblev aldeles i samme Omfang som før 1858 at udrede en Del af
Lønnen, var der formentlig ikke i det stedfundne nogen som helst Grund til at
berøve Kirken den samme hidtil tilhommende Andel i Besættelsesretten. Det
syntes ogsaa i og for sig naturligt, at Kirken medvirkede ved Kantorpostens Be-
sættelse; thi ikke blot udredede den en Del af denne Embedsmands Løn, ligesom
Menigheden ved at betale Akcidenser, Offer, Præste-, Degne- og Klokkerpenge,
Om Ophævelse af Kirkeskolernes Fonds osv.
217
hvori Kantoren havde Del, bidrog til hans Lønning, men Kantoren udøvede ogsaa
visse af de til Gudstjenesten hørende Funktioner i Kirken og var saaledes virkelig
Kirkebetjent. Vel havde Magistraten, som overhovedet syntes at ville fastholde
den i sig aldeles urigtige Anskuelse, at Kantoren blot var Sanglærer ved Kirke-
skolen og ikke videre, ment, at heri burde foregaa en Forandring; men til at gaa
ind paa denne Anskuelse fandt Konsistorium aldeles ingen Grund. Konsistorium
fastholdt derfor, at de historiske Forhold ligefrem maatte medføre, at Kantorposten i
Overensstemmelse med de i Kskr. 23. April 1844 udtalte Grundsætninger herefter
vilde være at besætte pa*a den Maade, at Magistraten, ligesom forhen Skolens
Kuratel, indstillede til Konsistoriums Approbation, og at Ministeriet i Tilfælde af
Uenighed afgjorde Sagen. Skulde Magistraten imidlertid finde det stødende at
indstille til Konsistoriums Approbation og af den Grund attraa en Forandring, vilde
Konsistorium ikke have noget at indvende mod en Ordning, hvorefter Kirkeinspektionen
indstilled-e til Magistratens Approbation, dog saaledes, at Ministeriet i Tilfælde af
Uenighed afgjorde Sagen; thi ved en saadan Ordning af Forholdet vilde Konsi-
storium — hvad det betragtede som Hovedsagen — anse Kirkens Interesse for
tilstrækkelig sikret.
Efter herom at have brevvexlet saa vel med Magistraten som Biskoppen
over Sjællands Stift, tilskrev Ministeriet under 15. Febr. 1869 Konsistorium, at
Magistratens Begjæring ikke kunde tages til Følge, men at Ministeriet bifaldt det
af Konsistorium subsidiært fremsatte Forslag om, at den ommeldte Tjeneste her-
efter besættes saaledes, at Kirkeinspektionen indstiller til Magistratens Approbation,
og at Ministeriet i Tilfælde af Uenighed afgjør Sagen.
— Under 9. Jan. 1862 androge Kantorerne ved Frue, Holmens, Helliggejst
og St. Johannes Kirker om, at der maatte blive truffet Bestemmelser, der kunde
betrygge dem mod det Indgreb i deres Virksomhed, som skete ved den i den
senere Tid tiltagende Skik, at private Sangforeninger, fornemlig ved Bryllupper og
Begravelser, udførte Sang i Kirkerne. De foresloge i saa Henseende, at det fastsattes,
at der, naar der ved slige Lejligheder udførtes Sang af fremmede, skulde er-
hverves Tilladelse hertil af vedkommende Kantor, og til Deling mellem denne og
Koret tillægges ham 5 Rdl, samt at han maatte blive sat i Stand til paa en hen-
sigtsmæssig Maade at kontrolere saadan Sang. Ved Skrivelse af 26. Juni s. A
begjærede Ministeriet Konsistoriums Erklæring over dette Andragende, idet det
bemærkede, at det under alle Omstændigheder kunde forlanges, at Texten og Mu-
siken til Sange, der vare bestemte til at synges i Kirken, for saa vidt de ikke
vare tagne af den avtoriserede Psalmebog, forinden forevistes Præsten, og at Mini-
steriet ikke fandt, at der var tilstrækkelig Anledning til at tiltræde Forslaget om,
at der skulde foreskrives Erlæggelse af en Godtgjørelse til Kantoren og Koret,
naar nogen af Venskab og uden Betaling ønskede at udføre Sang i Kirken ved
Bryllupper og Begravelser.
Efter herover at have indhentet Erklæringer fra Inspektionerne for Frue og
Trinitatis Kirker, forelagde Konsistorium med Skrivelse af 16. April 1863 Sagen
for Ministeriet. Konsistorium erklærede sig ganske enigt i, at Kantorerne burde sikres
mod den Formindskelse i deres knapt tilmaalte Indtægter, som var en Følge af,
at private Sangforeninger for Betaling udførte Sang i Kirkerne ved Brudevielser
og Begravelser, og ansaa det derfor med Inspektioneh for Trinitatis Kirke for
nødvendigt, at det blev foreskrevet som almindelig Regel, at der i alle Tilfælde,
218
Universitetet 1864- 1871.
hvor Kirkesang udførtes ved fremmede, skulde erlægges en Kjendelse til vedkom-
mende Kantor Denne Kjendelse vilde formentlig, saaledes som af Ins| ektionen
foreslaaet, passende kunne bestemmes til 2 Rdl. At nogen Betaling skulde er-
lægges til Koret, naar dette ikke brugtes, var der næppe tilstrækkelig Grund til.
Ligeledes var Konsistorium med Inspektionerne enigt i. at der gaves en almindelig
Bestemmelse om, at naar Kirkesang ved Brudevielse og Ligbegængelse ønskedes
udfort af andre end Kirkens eget Kor, der da derom 24 Timer forinden burde ske
Anmeldelse til vedkommende Præst, dog saaledes, at denne uuder særlige Om-
stændigheder kunde give Tilladelse til Udforeisen af saadan Kirkesang uden fore-
gaaende Anmeldelse. Med Inspektionen for Trinitatis Kirke ansaa Konsistorium det
for mindre ønskeligt, hvad Inspektionen for Frue Kirke havde foreslaaet, at der
fastsattes en Mulkt til Sognets Fattige for dem, der udførte Sang i Kirken uden
l'oregaaende Anmeldelse eller Tilladelse. Konsistorium foreslog da, at der udgik en
Bestemmelse af følgende Indhold:
1.	Naar Kirkesang i de kjøbenhavnske Kirker ønskes udført af andre end ved-
kommende Kirkers eget Kor, navnlig ved Brudevielser eller Begravelser, skal
24 Timer forinden ske Anmeldelse derom til den paagjældende Præst, der i
Henhold til kgl. Resol. 15. Decbr. 1810, bekjendtgjort ved Kane. PI. 5. Jan-
1811, avtoriserer Texten saa vel som Musiken til saadanne Sange, der ikke
ere tagne af den avtoriserede Psalmebog. Naar en saadan Anmeldelse ikke
er sket, udkræves en særlig Tilladelse af Præsten til saadan Kirkesangs Ud-
førelse
2.	En Kjendelse af j Rdl erlægges til Kirkens Kantor, naar Kirkesangen ud-
føres af andre.
Ved kgl. Resol. 22. Maj 1867 blev Forslaget under Nr. I bifaldet, hvor-
hos det i Stedet for Nr. 2 blev fastsat, at der af de paagjældende, der for Be-
taling foranstalte Kirkesang udfort ved Brudevielser og Begravelser ved andre end
Kirkens Kor, skal erlægges en Kjendelse af 5 Rdl. til Kantoren, som ved Bedøm-
melsen af Musiken selvfølgelig er pligtig at yde Præsten al fornøden Bistand, og
altid bor være tilstede i Kirken, selv om dennes eget Kor ikke benyttes.
Denne Bestemmelse er ved Ministeriets Skrivelse at' 4. Sept. 1867, der er
meddelt Konsistorium under 19. Marts 1869, nærmere forklaret saaledes, at der, naar
Sangforeninger intet Vederlag modtage for at udføre Sang ved Brudevielser og
Begravelser, ikke efter nys nævnte kgl. Resolution kan afkræves dem nogen Betaling.
— I Sommeren 1864 indgav Provsten for Frue Provsti til Ministeriet et
Andragende om, at det maatte tillades Provsterne at holde de aarlige Syn over
Kirkerne, der i Følge L. 19. Febr. 1861 § 29 skulle foretages i Juni og Juli
Maaneder, ogsaa uden for den i Loven befalede Tid, i hvilken Henseende han
anførte, at de fleste Kirkebygninger i Kjøbenhavn vare store og næsten daglig-
vare i Brug til kirkelige Forretninger i de talrige Menigheder, samt at den Tid,
som fastsættes i nævnte Lov, var den travleste Arbejdstid i Aaret for de byg-
ningskyndige Mænd, der udnævntes af Magistraten. Biskoppen anbefalede Andra-
geudet til at bevilges for Frue Provstis Vedkommende.
Ministeriet begjærede i denne Anledning en Erklæring over Sagen af Konsistorium,
der, efter at have modtaget Udtalelser fra Inspektionerne for Frue og Trinitatis
Kirker, som gik i samme Retning, i Skrivelse af 4. Marts 1865 ligeledes anbe-
falede, at den ansøgte Tilladelse udvirkedes. Herefter tilskrev Ministeriet under
Om Ophævelse af Kirkeskolernes Fonds osv.
219
31. s. M. Biskoppen over Sjællands Stift, at det ikke havde noget at erindre mod
den foreslaaede Afvigelse fra L. 19. Febr. 1861 med Hensyn til Synet over de
kjøbenhavnske Kirker.
5. Kirkernes Regnskabsvæsen.
Med Skrivelse af 19. Okt 1867 forelagde Konsistorium for Ministeriet de
af Revisor ved Frue Kirkes akademiske Værges Regnskab for 1866—67, Kontoen
for Begravelsesinatægter, fremsatte Bemærkninger, idet det i Overensstemmelse
med Revisor og den akademiske Værge indstillede, at samtlige af Revisionen frem-
satte 55 Bemærkninger efter Omstændighederne for denne Gang frafaldtes, uden at
der, paa Grund af Umuligheden af nu at tilvejebringe bestemte Oplysninger, blev
Spørgsmaal om efter dem at effektuere noget Efterkrav eller nogen Tilbagebetaling.
Efter at Ministeriet havde afgivet Sagen til Decisoratet, udtalte dette i
Skrivelse til Konsistorium af 19. Nov. s. A., at det var kommet til den Erkjen-
delse, at den afdøde Klokker Orums øjensynlige Ubekjendtskab med det seneste
Begravelsesreglement af 22. Dec. 1860, der var fornyet med nogen Modifikation
ved Raadstueplakat af 24. Avg. 1866, i Forbindelse med en utvivlsomt stedfindende
Mangel paa Nøjagtighed i hans Angivelser og Beregninger samt paa Kontrol her-
med fra Begravelseskontorets Side, havde i Henseende til saa godt som alle de
af Revisor omhandlede Tilfælde gjort det til en Umulighed at komme til Vished
om, hvorvidt og i hvilket Omfang de af Revisionen paapegede formentlige Fejlreg-
ninger havde fundet Sted, medens der dog om flere Punkter var ved Hjælp af de
af Værgen indhentede Erklæringer tilvejebragt nogenlunde fyldestgjørende Oplysning.
I Betragtning heraf og da det ved Efterregning havde vist sig, at, selv om alle
de fremhævede Fejlregninger havde maattet erkjendes, det deraf flydende Ansvar
ikke vilde være blevet af væsentlig Betydning, decideredes det, at samtlige af Re-
visionen under 55 Poster fremsatte Bemærkninger angaaende de i det oven nævnte
Regnskab beregnede Indtægter ved Begravelser for denne Gang frafaldtes, uden at
der, paa Grund af Umuligheden af nu at tilvejebringe bestemte Oplysninger, blev
Sporgsmaal om efter dem at effektuere noget Efterkrav eller nogen Tilbagebetaling.
For imidlertid at tilvejebringe mere Orden med Hensyn til Regnskabsaflæg-
gelsen, tilskrev Decisoratet under 25. Sept. 1867 Kjøbenhavns Magistrat om de
herhen horende Forhold for Frue og Trinitatis Kirkers Vedkommende. Det mindede
om, at det var den akademiske Værges Sag at gjøre Rede for de ikke uanselige
Indtægter, som Begravelsesvæsenet medførte. Medens nu den Del af disse Ind-
tægter, der erhvervedes ved ny Tilskjødning af Ejendomsgravsteder samt af Ret
til Monument, Ligsten og Indhegning, blev fra Revisionens Side kontroleret gjennem
den fremlagte, af Værgen selv førte originale Skjødeprotokol og dennes Sammen-
holdelse med de af Kirkegaardsgraveren efter hans lignende Protokol meddelte
Fortegnelser, i Henseende til hvilke der var foreskrevet en skematisk, alle nødven-
dige Momenter omfattende Form, var der med Hensyn til den nu ved Raadstue-
plakat af 22. Decbr. 1860 § 3 c. foreskrevne Betaling for Kirkegaardsjord ved de
enkelte i Aarets Lob forefaldende Jordfæstelser ligeledes indført en dobbelt Kontrol,
nemlig ved specificerede Fortegnelser, dels fra Kirkens Klokker, dels fra det ved
hin Plakat oprettede Begravelseskontor, der oppebar den Kirken tilkommende Be-
taling. Men det vilde da let skjønnes, at der, naar denne Udøvelse af Revisionens
220
Universitetet 1864—1871.
Kontrol ikke skulde være forbundet med et utilbørligt Besvær, burde stræbes hen
til en saa ensartet Form som muligt for disse dobbelte Fortegnelser. Hvad det i
disse Tilfælde, hvor Revisor maatte være henvist til stadig at kunne konferere med
Skjødeprotokollen, fortrinsvis kom an paa, for saa vidt der var Tale om Benyttelse
af et Ejendomsgravsted, var da, at ikke blot Klokkerne indrettede deres Forteg-
nelser med Angivelse af: a. den begravedes Navn, b. Begravelsesdagen, c. Ejen-
domsgravstedets Litr., Nr. og Størrelse, d. Skjødets Daturn, e. for hvor lang Tid
Erhvervelsen var sket, f. til hvem oprindelig skjodet, g. under hvilket Datum og
for hvor lang Tid senere Fornyelse havde fundet Sted, h. naar sidste Lig var
nedsat, i. hvor meget derefter skulde betales for Jorden, men at ogsaa Begravel-
seskontoret, der hidtil paa sine Lister kun havde opgivet litr. a,. b. og i. samt
tillige det for Afbenyttelse af Kirke, Lighus eller Kapel og det for Nummerpælen
erlagte, derhos blev anmodet om paa sine fremtidige Fortegnelser at angive de
øvrige Momenter, specielt c. og f., idet kun derigjennem sammenlignende Kontrol
fuldstændig vilde kunne gjennemføres. Ligeledes maatte det, hvor Begravelses-
kontoret oppebar Betaling for Fornyelse af Ret til Monument o. desl., ønskes paa
Kontorets Liste angivet, til hvem og naar denne Ret oprindelig var tilskjødet.
Deeisoratet, som havde haft rigelig Lejlighed til at erfare, hvor mange Re-
visionsudsættelser og derved fremkaldte Erklæringer de fremkomne Fortegnelsers
hidtidige Form havde givet Anledning til, anmodede derfor Magistraten om at med-
virke til det tilsigtede Formaals Fremme ved at give Begravelseskontoret etPaalæg
i Overensstemmelse med det anførte, idet det udtalte den Formening, at det for-
øgede Arbejde for Kontoret formentlig vilde lettes en Del ved, at der trykkedes
et Antal rubricerede .Skemaer, som da kunde udfyldes for at benyttes til Maaneds-
fortegnelserne.
Under s. D. meddelte Deeisoratet Konsistorium en Gjenpart af denne Skrivelse,
idet det tilføjede, at da det maatte erkjendes for nødvendigt, at der med Hensyn
til det omhandlede Sporgsmaal fandt en Sammenarbejder! Sted, anmodede det Kon-
sistorium om at paalægge begge Kirkers akademiske Værger gjennem Instruktioner
til de paagjældende Kirkebetjente at drage Omsorg for, at de fra Klokkerne og
Graverne indsendte Fortegnelser, der skulle kontrolere Oppebørslerne, stadig fortes
i den foreskrevne Form og med størst mulig Undgaaen af Skrivefejl eller andre
Unøjagtigheder i de enkelte Angivelser, ligesom det vilde være nødvendigt, at Klokkerne
ved deres Anmeldelser til Begravelseskontoret satte dette i Stand til at opfylde Paalæget.
Herom meddelte Konsistorium de paagjældende Værger fornøden Underretning.
Magistraten tilmeldte imidlertid under 4. Nov. Deeisoratet, efter at have
indhentet Erklæringer fra Begravelseskontorets Bestyrer og fra dets Revisor, at
da Begravelseskontoret ved Oppebørselen af de omhandlede Indtægter alene kunde
rette sig efter de Anvisninger, der modtoges fra vedkommende Værger for Kir-
kerne, fandt Magistraten ikke Anledning til at give Kontoret et Paalæg som det
af Deeisoratet paapegede. Med Skrivelse af 19. s. M satte Deeisoratet Konsistorium i
Kundskab herom og udtalte, at da der saaledes intet vilde kunne udrettes i dette
Anliggende ved Medvirkning fra Magistraten og Begravelseskontoret, blev Opfor-
dringen desto fctørre til at foranledige, at de paagjældende Kirkers Værger og de
Mænd — Klokkere og Gravere — hvem disse betroede en Del af Arbejdet med
Regnskabsføringen, for Fremtiden anvendte en forstærket Omhu for dels at ud-
føre de enkelte Beregninger med stræng Nøjagtighed i Overensstemmelse med Regi.
Kirkernes Regnskabsvæsen.
221
22. Dec. 1860, sammenholdt med Raadstueplakat af 24. Avg. 1866, dels at ind-
rette deres Fortegnelser saaledes, at de nøje og i alle Rubriker følge det hidtil
vedtagne og i Decisoratets Skrivelse af 25. Sept. 1867 fremhævede Skema, og
derved beflitte sig paa at undgaa Regnings- og Skrivefejl, dels endelig indrette
deres Indtægtsanvisninger til Begravelseskontoret med en saadan Fuldstændighed,
at Beregningens Hovedfaktorer derved klart fremtræde, i alt Fald til eventuel Be-
styrkelse af Bevisførelsen, naar Efterkrav i sin Tid skulde gjøres. Decisoratet
anmodede derfor Konsistorium om at lade til begge Kirkers akademiske Værger, i For-
bindelse med en Meddelelse om Udfaldet af Forhandlingerne med Magistraten,
udgaa den yderligere Tilkjendegivelse i denne Retning.
Begge de akademiske Værger ere herefter gjorte bekjendte med Sagen.
Ved at forelægge Værgens Regnskab for 1867—68 for Ministeriet, udtalte
Konsistorium sig i Skrivelse af 26. Okt. 1868 paa følgende Maade om Revisors
Forhold til Begravelseskontoret. Det maatte erkjendes, at der var noget uregel-
mæssigt i Begravelseskontorets Stilling. Medens det paa den ene Side oppebar
en væsentlig Del af Kirkernes Indtægter, aflagde det ikke noget Regnskab herfor
til Kirkerne. Den maanedlige Afskrift af Kirkernes Konto, som i Følge § 9 i
Regulativet for Begravelseskontoret af 18. Dec. 1860 (i Ussings Lovsamling som
Note til PI. 22. Dec. 1860) meddeltes Kirkeværgerne, kunde ikke betragtes som
noget Regnskab, saa lidt som Værgernes Kvittering for Modtagelsen af Saldoen
kunde anses for en Regnskabs Kvittering, hvortil Værgerne selvfølgelig vilde
mangle Myndighed. Derimod var det til Magistraten, hvorunder Begravelseskon-
toret i det hele hørte, at dets Regnskab i Følge Regulativets § 11 skulde aflæg*
ges, og af hvem det blev at decidere og kvittere. Som Følge heraf maatte det
vistnok indrømmes, at Kontorets Virksomhed med Hensyn til de Indbetalinger, som
det modtog for Kirkerne, og hvis Beregning skete efter Opgivelse fra disses Be-
tjente, var endt, naar de af Kontoret modtagne Beløb vare afleverede til Kirken.
Skulde det senere vise sig, at Beregningen havde været urigtig, og at Kirkerne
som Følge heraf havde oppebaaret for meget eller for lidt, maatte det paahvile
Kirkens Betjente og ikke Begravelseskontoret at berigtige de fornødne Tilbage-
betalinger eller Efterbetalinger, for saa vidt der blev Spørgsmaal om saadanne.
Paa den anden Side var det en Selvfølge, at Begravelseskontorets maanedlige
Fortegnelser som Bilag til Kirkernes Regnskaber maatte gjennemgaas ved disses
Revision, for at det kunde blive paaset, at de Beløb, Kirkerne havde modtaget
for Ejendomsgravsteder, vare i Overensstemmelse med de Oplysninger, som for
disses Vedkommende forelaa i de Protokoller angaaende disse Gravsteder, som
førtes af Kirkernes Bestillingsmænd. Der kunde derhos ikke være Tvivl om, at
naar mulige Uoverensstemmelser havde givet Anledning til Revisionsbemærkninger,
maatte Kirkeværgerne, hvis det var fornødent for at besvare disse Bemærkninger,
af Begravelseskontoret kunne fordre de Oplysninger, som dettes Bøger og Proto-
koller med Bilag vare i Stand til at give. Saa vidt Konsistorium bekjendt, havde
Kontorets Bestyrer heller ikke vægret sig ved at meddele saadanne Oplysninger,
naar de vare blevne ham affordrede, men han havde kun frabedt sig en Kritik al
Revisor, til hvem han ikke stod i noget Embedsforhold. Konsistorium kunde saa-
ledes ikke skjønne, at der var nogen Opfordring til at gribe ind i dette Forhold,
der næppe vilde frembyde nogen Vanskelighed, naar tilbørligt Maadehold og Imøde-
Uuirersitets Aarbog	29
222	Universitetet 1864— 1871.
kommen vistes fra de forskjellige Sider. Under alle Omstændighedar vilde en For-
andring af Begravelseskontorets Stilling ikke kunne foregaa ved en Decisionskjen-
delse; men dertil maatte kræves en fuldstændig Omdannelse af denne Institution,
der efter lange Forhandlinger blev ordnet ved Regi. 22. Dec. 1860, fornyet ved
Regi. 24. Avg. 1866. Naar Revisor derhos havde bragt i Forslag, at det ved
Decision skulde bestemmes, at Begravelseskontoret kun skulde modtage Betaling,
naar Lig nedsattes i et tidligere tilskjodet Gravsted, men ikke ved den første
Erhvervelse af Ejendomsgravsteder, da vilde dette staa i Strid med Bestemmelsen
i det almindelige Begravelsesreglement af 1860 § 2, hvorefter alle de i § 3 om-
meldte Betalinger i Anledning af en Begravelse kunne erlægges paa Begravelses-
kontoret. Som Følge heraf vilde Forholdet umulig kunne sættes i Kraft ved
nogen Decisionskjendelse; men Konsistorium fandt end ikke tilstrækkelig An-
ledning til at tilraade, at der under Revisionen af Begravelsesreglementet, som
i Følge Raadstueplakat af 24. Avg. 1866 kun gjaldt til Udgangen af 1868,
paa det her omhandlede Punkt søgtes udvirket nogen Forandring i den hidtil be-
staaende Ordning.
B. Frue Kirke.
1. XJd.vid.else af -A-ssistenskirkegaarden paa IN'.&rre'bro.
I Skrivelse af 4. Juli 1870 meddelte Ministeriet Konsistorium, at det fra
Kjøbenhavns Magistrat havde modtaget et Forslag fra Bestyreren af Assistens-
kirkegaardene paa Nørrebro, Justitsraad, Raadmand Rée, om at der i Lighed med,
hvad der var gjort til Regel for Benyttelsen af Kirkegaarden i Valby, maatte paa
Assistenskirkegaardene uden for Nørrebro indrettes en fælles Liniebegravelses-
Kirkegaard, saaledes at, medens hver Kirke som hidtil kunde benytte den Jord,
som den allerede havde faaet tilskjødet, til Begravelsesjord for sig. skulde de
Kirker, der maatte savne Piads, henvises til at benytte Betalingsjord i Fællesskab
med andre Kirker, der vare i samme Tilfælde, og hver Kirke for hvert Gravsted
erlægge en forholdsmæssig Del af, hvad det hele Fællesareal havde kostet og
igjen hæve af den, der kjøbte Gravstedet, den fulde reglementsmæssige Betaling
for et saadant Gravsted. Samtidig hermed var det oplyst, at St. Johannes Kirke
manglede Jord til Betalingsgravsteder, og at Frue, Petri og Helliggejst Kirker
snart vilde koinme i et lignende Tilfælde, hvorhos Magistraten havde bemærket, at
der, efter at der var taget Beslutning om ikke at udvide Assistenskirkegaardene,
for Tiden manglede Jord til Betalingsjord, da den tilbageværende Del af Kirke-
gaardsarealet var belagt med Frijordslig, samt at det, efterhaanden som denne
Jord blev disponibel, vilde blive vanskeligt at forskaffe enhver enkelt Kirke en
tilstrækkelig og passende Del af samme til Betalingskirkegaarde. Magistraten
havde derhos — med Bemærkning, at denne Jord tilhørte Kommunen, der ikke
uden Expropriation vilde kunne tvinges til at afstaa den paa andre Betingelser
end dem, den maatte finde hensigtsmæssige, hvorved Kirkernes Omkostninger ved
Erhvervelsen mulig vilde blive forøgede, — ytret, at den aldeles tiltraadte Justits-