Andet _A.fsixit.
Universitetets, Kommunitetets og den polytekniske
Læreanstalts økonomiske Anliggender
A. Almindelige Bestemmelser og Forhandlinger samt Afgj ør eiser
af enkelte Tilfælde.
I. Grodsvæsenet.
X. IFeestegocLset og Tienderne.
I Anledning af en gjennem Konsistorium indsendt Indstilling fra Kvæstor
om, at den Universitetet tilhørende Fæstegaard i Strøby Matr. Nr. 10 a. maatte,
efter Begjæring af den nys afdøde Fæster Søren Rasmussens Enke, overdrages
til Fæsterens Søn Jens Sørensen til Selvejendom eller Arvefæste, udtalte
Undervisningsministeriet under 31. Marts 1864, efter derom at have forhandlet
med Finansministeriet, at da en saadan Overdragelse maatte anses stridende mod
de udtrykkelige Bestemmelser i L. 3. Marts 1852 om Selvejendoms Indførelse
paa det Sorø Akademi med flere Stiftelser tilhørende Bøndergods, sammenholdt
med L. 8. April 1851 om Selvejendoms Indførelse paa det Staten tilhørende
Bøndergods § 13, kunde Ministeriet ikke anse sig beføjet til uden særlig Lovhjemmel
at give Samtykke til en Afhændelse som foreslaaet Et fornyet Andragende blev
da med Skrivelse af 3. Septbr. s. A. indsendt til Ministeriet, med Indstilling om,
at dette vilde udvirke den fornødne Lovbevilling til Gaardens Salg. "Ministeriet,
forelagde som Følge heraf for Rigsdagen et Lovforslag herom, hvorefter der
under 24. Febr. 1865 udkom følgende
Lov
om Afhændelsen af en Kjøbenhavns Universitet tilhørende Fæstegaard i Strøby:
Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet bemyndiges til at overdrage
den Kjøbenhavns Universitet tilhørende Fæstegaard i Strøby Matr. Nr. 10 a. i
Arvefæste til den sidst afdøde Fæsters Søn mod en Kjøbesum af 3,375 Rd samt
en aarlig Afgift af 14 Tdr. af hver især af de tre Kornsorter: Rug, Byg og
Havre, at betale med Penge efter hvert Aavs Kapitelst.axt for Sjællands Stift.
Ved Skrivelse af 15. Maj 1805 bemyndigede Ministeriet i Henhold til denne
Lov Kvæstor til at tilkjendegive vedkommende, at naar Søren Rasmussens Enke
Universitets Aarbog.	i
2
Økonomiske Anliggender 1864 — 1871.
uden videre Erstatning frafaldt sin Fæsteret til den omtalte Fæstegaard med
de nu dertil hørende Jorder, af Hartkorn 8 Tdr. 1 Skp. » Fdk. V2 Alb.,
vilde Gaarden i Overensstemmelse med fornævnte Lov blive tilskjødet Jens Sørensen
som Arvefæsteejendom fra Begyndelsen af Aaret 1865 at regne paa følgende
Vilkaar:
a.	at der fra Begyndelsen af Aaret 1865 at regne paalægges Gaarden en aarlig
Arvefæsteafgift af 14 Tdr. af hver af de tre Kornsorter, Rug, Byg og Havre,
som sikres og betales paa den Maade, som er foreskrevet i de for Universitetets
Arvfæste-Overdragelser approberede Skjødeformularer;
b.	at Kjøberen og efterkommende Ejere i enhver Henseende underkastes de i
fornævnte Skjødeformularer anførte Betingelser, og navnlig ved enhver
senere Forandring af Ejer betaler den deri foreskrevne Rekognition;
c.	at den fastsatte Kjøbesum 3,375 Rdl. betales senest i 11. Decbr. Termin
1865 med Renter 4% p. a. fra 11. Decbr. 1864, dog saaledes, at, saafremt
Kjøberen ønsker det, kan indtil Halvdelen af Kjøbesummen forblive inde-
staaende i Ejendommen mod Sikkerhed næst efter Arvefæsteafgiften og i
øvrigt paa de ved Udlaan af Universitetets Midler sædvanlige Vilkaar;
d.	at Kjøberen betaler alle af Ejendommen fra Begyndelsen af Aaret 1865
gaaende Skatter og Afgifter, uden nogen Deltagelse fra Universitetets Side,
samt alle med Salget forbundne Udgifter ;
e.	at ligesom den tidligere Fasteafgift bortfalder fra Begyndelsen af Aaret
1865 at regne, saaledes bortfalder ogsaa fra II. Decbr. 1864 den Fæsteren
hidtil tillagte Rente af Kjøbesummen for den fra Gaarden afhændede
Skolelod.
— Til Veddeløv By, Himmeløv Sogn i Kjøbenhavns Amt, med hvis
Kongetiende Universitetet er beneficeret, horer Halvøen Riisø, der under Matr.
Nr. 61 er ansat til Hartkorn 6 Tdr. 3 Skpr. 3 Fdk. 1 Alb. Af denne havde
Universitetet stadig maattet betale Tiendeskat som af anden tiendepligtig Jord,
uagtet deraf ikke svaredes Kongetiende, fordi Jorden hidtil havde henligget til
Græsning uden at være dyrket med tjendepligtig Sæd. I 1860 blev Halvøen
imidlertid for Halvdelens Vedkommende opdyrket, og Kassekontrolør Gede, hvem
Revisionen af Universitetets Tiendevæsen havue været overdraget, henstillede
derfor til Kvæstor, om der ikke maatte være Anledning til at søge en mindelig
Foreuing om Kongetiendeu indgaaet med Ejerinden, Hestehandler Mortensens Enke
i Roskilde, og saafremt en saadan ikke blev opnaaet, da at forlange lienden
fastsat af Tiendekommissionen.
Efter at Kvæstor havde forvisset sig om, at ogsaa de andre liendetageie,
som vare beneficerede med Kirke- og Præstetiende, agtede at gjøre Paastand paa
Tiende, henstillede han i Skrivelse til Ministeriet af 15. Febr. 1862, om Universitetet
som Ejer af Kongetienden skulde gjøre Paastand paa 'tiende, for ikke senere,
paa Grund af Bestemmelsen i L. af 12. Decbr. 1860, at blive afskaaret Adgang
til Tienden, saafremt de andre Tiendetagere bleve kjendte tiendeberettigede.
Frafaldtes Tienden, eller blev det ved Dom afgjort, at den ikke skulde svares,
burde Universitetet ogsaa fritages for at svare Tiendeskatten, som formentlig kun
burde udredes af det Hartkorn, der paahvilede Jorder, at hvilke der kunde fordres
Tiende. Under 1. Marts s. A. bemyndigede Ministeriet Kvæstor til i Overens-
U
Fæstegodset og Tienderne.
3
stemmelse med L. 12. Decbr. 1860 ang. Tillæg til L. 14. April 1852 om
Korntiendens Forandring til fast Afgift at gjøre fornøden Anmeldelse for ved-
kommende Amtstiendekommission. Ved dennes Kjendelse blev Tienden fastsat
til 4 Tdr. 7 Skpr. Byg aarlig.
Tiendevederlaget for 1862 blev, efter at der var foretaget Udpantning for
det, betalt under Reservation, hvorefter Tiendeyderinden bragte Spørgsmaalet for
Domstolene ved at anlægge Sag mod Universitetet til Tilbagebetaling af nævnte
Afgift. Ved Landsover- samt Hof- og Stadsrettens Dom af 8. Jan 1866 blev
Universitetet kjendt berettiget til at oppebære Kongetiendeafgifteu. Denne Dom
blev af Tiendeyderinden indanket for Højesteret, der under 24. Oktbr. 1866
afsagde følgende Dom:
Efter de fremkomne Oplysninger maa det antages, at den i indankede Dom
omhandlede Ejendom Riisøen før d. 1. Jan. 1856 i en lang Tid udelukkende
har været anvendt som Græsningsjord og det er overhovedet ikke oplyst, at den
nogen Sinde før det nævnte Tidspunkt har baaret tiendepligtig Sæd, end sige
svaret Tiende. Da der saaledes ikke for denne Ejendoms Vedkommende var
nogen Tiende, som Tiendekommissionen efter Bestemmelserne i L. 14. April 1852
kunde forandre til en fast aarlig Afgift, kunde der ikke være Spørgsmaal om
paa den at anvende nys meldte Lovs i saa Hensende givne Forskrifter, af hvilke
(se navnlig §§ i og 21) det klart fremgaar, at ikkun den Korntiende, der virkelig
ydedes eller efter § 4 maatte anses at ydes i Kjærven, skulde være Gjenstand for
I iendekommisionens Forretninger. Derimod maa Riisøen henregnes til de i
Lovens § 22 omhandlede Jorder, idet denne § saa vel efter sit eget Indhold som
efter det foran bemærkede om Gjenstanden for Lovens foregaaende Paragrafer
samt hele Lovens utvivlsomme Øjemed, for Fremtiden at afskaffe al Tiendeydelse
i Kjærven, maa omfatte alle de Jorder, for hvilke Tiendeforpligtelsen d. 1. Jan.
1856 ikke var traadt i Virksomhed. Efter Indholdet af den nys meldte § 22,
hvori Loven af 12. Decbr. 1860 ikke har gjort nogen Forandring, kan Riisøen
altsaa ikke være blevet tiendepligtig derved, at den efter 1. Jan. J856 er blevet
opdyrket, og efter Citantindens Paastand vil Universitetet derfor være at kjende
uberettiget til at oppebære den under Sagen omhandlede Tiendeafgift samt
pligtig til at tilbagebetale, hvad det for Aarene 1862—64 har oppebaaret af
denne Afgift. Processens Omkostninger for begge Retter ville være at ophæve.
1 hi kjendes for Ret:
Kjøbenhavns Universitet bør være uberettiget til at oppebære Kongetiende-
algifi al Riisøen, og bør derfor tilbagebetale Citantinden de under Sagen omhandlede
5s Rdl. 72 /o. Processens Omkostninger for begge Retter ophæves«.
I Loven af 25. Juli 1867 om en overordentlig Skat § 6 hedder det:
•■I1 ri tagne ere — — —. b. Statskassen med de Stiftelser og Indretninger,
hvis Indtægter og ( dgifter bestemmes i Finansloven — — —. Disse Fritagelser
omfatte dog ikke saadanne Grundstykker, som ere skyldsatte til Staten eller
overdragne i Leje, Forpagtning, Fæste eller Arvefæste, i hvilke Tilfælde det
indvundne Udbytte bliver at beskatte«. I Henhold til denne Bestemmelse angav
K\æstor i sin Indberetning til Ministeriet kun Indtægterne af de Stiftelserne
tilhørende faste Ejendomme, nemlig Lejeindtægter, Fæsteafgifter, Forpagtnings-
1*
4
Økonomiske Anliggender 1864— 1871.
afgifter og Skovindtægter, men derimod ikke Arvefæsteafgifter og Tiender.
Da det imidlertid senere, efter at disse Angivelser vare indstillede til Finans-
ministeriets Bedømmelse, ved bemeldte Ministeriums Skrivelse af 16. Oktbr.
1867 blev bestemt, at Arvefæsteafgifter vare skattepligtige, uden Hensyn
til, om de paagjældende Ejendomme vare afhændede med eller uden Ret til
at sælge og pantsætte, blev der afgivet yderligere Anmeldelse om de saaledes
skattepligtige Arvefæsteafgifter. Derimod blev der ikke opgivet Indtægter
af Tiender, da disse Indtægter ikke kunde henføres til Udbytte af de Stiftelserne
tilhørende Grundstykker, fordi de Ejendomme, hvoraf Tienderne svares, ikke
tilhøre Stiftelserne, hvoraf følger, at Tienderne i Følge Lovens § 6 ere skattefrie,
for saa vidt de oppebæres af Stiftelser, hvis Indtægter og Udgifter bestemmes i
Finansloven. Da imidlertid Kallehave Sogn, hvor Kommunitetet hverken ejede
Fæste- eller Arvefæstegods, men kuu oppebar Kongetiende, havde ansat Stiftelsen
til Skat af Tiendeindtægt 2,200 Rdl., androg Kvæstor i Skrivelse til Undervisnings-
ministeriet af 6. Decbr. 1867 om, at Finansministeriet maatte blive anmodet om
at tilkjendegive Skattekommissionen for Kallehave Sogn, at Kommunitetet i Følge
Lovens § O litr. b. ikke var pligtigt at svare den omhandlede Skat af Sognets
Kongetiende.
Med Skrivelse af 17. Decbr. 1867 tilstillede Undervisningsministeriet som
Svar herpaa Kvæstor en Afskrift af Finansministeriets Skrivelse til først nævnte
Ministerium af 25. Oktbr. s. A., hvori det, i Anledning af en Forespørgsel fra
Forstanderskabet for Aalborg Kathedralskole om, hvorvidt Skolen var skattepligtig
efter L. 25. Juli s. A. af de den tillagte Tiender, udtalte, at Skolen, efter den
Forskjel, der i Lovens § 8 var gjort mellem faste Ejendomme og Tiender, ikke
kunde antages at være skattepligtig efter den nævnte Lov af sine Indtægter af de
den tillagte Tiender.
— I Anledning af en Henstilling fra Kjøbenhavns Amt om, hvorledes de
kommunale Forhold i de ved Roskilde Kjøbstad liggende saakaldte Eng- og
Flengmarksjorder eller Claræ Fjerdinger hensigtsmæssigst burde ordnes, udtalte
Kvæstor sig under 28. April 1868 i en Erklæring til Undervisningsministeriet
paa følgende Maade.
Af disse Jorder, der vare aldeles tiendefrie, ejede Universitetet 18 Lodder
paa c. 322 Tdr. Land med Hartkorn 39 Tdr. 4 Skp. 3 Fdk. 2'dU Alb., der
dels vare bortfæstede, dels bortforpagtede, medens Resten af det omhandlede
Areal, tilsammen vel omtrent af samme Størrelse som Universitetets Andel, tilhørte
Roskilde Domkirke, Kathedralskole, Klokkerembede og Duebrødre Hospital.
I Matrikuls Udskriften vare Jorderne opførte under Roskilde Domkirkes
Sogn; men i Henhold til Rentekammerets Skrivelse af 24. Avg. 1844 vare de udgaaede
af Kjøbstadens Skyldsætning og henlagte under Lejre Herreds Jurisdiktion, uden
dog at have udgjort et selvstændigt Sogn eller i kommunale Anliggender henhørt
under nogen anden Kommune, og der havde saaledes for disse Jorders Vedkommende
bestaaet et ganske ejendommeligt Forhold. De faa paa Lodderne etablerede
Familier havde søgt Roskilde Domkirke og Børnene, paa en Familie nær, Kjøbstadens
Friskole, uden at disse Familier havde været beskattede af Byen, og da der ingen
Fattiganliggender i Mands Minde skulde have existeret, havde der ikke været kjendt
nogen anden kommunal Byrde end Vejarbejde og Snekastning, der havde været
S
Fæstegodset og Tienderne.
5
præsteret 111 natura paa de Distriktet anviste Strækninger under Herredets
Jurisdiktion, ligesom Beboerne ej heller havde udøvet kommunale Rettigheder.
At et saadant extraordinært Forhold saa længe havde kunnet bestaa, maatte
være grundet i, at der hidtil kun havde været 4 Familier bosatte paa de omhandlede
Jorder, da største Delen af Brugerne vare Beboere af Roskilde og de omliggende
Landsbyer, og det var først nu ved Gjennemførelseii af Loven af 6. Juli 1867
oni Landkommunernes Styrelse, at der var opstaaet Spørgsmaal om en fremtidig
Ordning. Denne kunde tænkes udført paa forskjellige Maader; men det var en
Selvfølge, at det var af væsentlig Interesse, saa vel for Ejerne som Brugerne, at
den nye Skattebyrde ved denne Ordning blev saa lempelig som muligt. Da det
ved Overdragelses Dokumenterne var paalagt Brugerne at udrede alle Skatter
og kommunale Udgifter -- paa enkelte Undtagelser nær, hvor det kun hed »Skatter
og Naturalpræstationer«, der var alt, hvad der paa den Tid blev fordret— havde
Ordningen, hvorledes den end skete, for Øjeblikket vel ingen særlig Betydning-
for Universitetet, men vilde faa det ved nye Bortforpagtninger, da Afgifterne vilde
komme til at rette sig efter de øvrige Udgifter, der fulgte med Jordens Drift.
At de omhandlede Jordlodder fremdeles burde forblive under Lejre Herreds
Jurisdiktion, ansaa han for en Selvfølge; men der havde gjort sig forskjellige
Meninger gjældende, om de burde danne en egen Kommunekreds, saaledes som
Brugerne helst ønskede, eller inddrages under et andet Sogn, i hvilket sidste
Tilfælde Brugerne paa det indstændigste fraraadede, at Henlæggelsen skete til
Roskilde Kjøbstad eller St. Jørgensbjerg Sogn, da de derved forudsaa en meget
stærk Beskatning, men enstemmig udtalte Onsket om i saa Fald hellere at
forenes med Svogerslev Sogn, hvor Skattebyrden formentes at ville blive mindst.
Med Stiftamtet var Kvæstor enig i, at Distriktet var af alt for ubetydelig
Udstrækning og havde for faa Beboere, til at det i alle Henseender kunde
indrettes som en selvstændig Kommune, og Stiftamtet mente derfor, at det for
s*a vidt Fattig- og Skolesager angik, mulig burde underlægges Roskilde
Kjøbstad, hvor Børnene fra Distriktet allerede nu søgte Skole, men for øvrigt
danne en særlig Kommune under en saa simpelt som muligt sammensat Bestyrelse.
De øvrige Lodsejere i Roskilde samt Universitetsforvalteren foresloge, at Jorderne
i Henseende til Kirke- og Skolesager henlagdes under Roskilde, saaledes at
dette ingen Beskatning til Kjøbstaden skulde medføre, men med Hensyn til
Fattigvæsenet og andre kommunale Anliggender under en egen Kommune, og
subsidiært, at Distriktet forenedes med Svogerslev Sogn. Dersom dette Forslag
kunde iværksættes, maatte det unægtelig anses som det fordelagtigste; men det
var vistnok tvivlsomt, om Roskilde Kommunalbestyrelse vilde gaa ind derpaa, og
da der formentlig var god Grund til at tillægge det af Brugerne saa enstemmig
udtalte Ønske alt det Hensyn, som var muligt, fraraadede han navnlig bestemt,
at Fattigvæsenet henlagdes under bemeldte Kjøbstad.
Efter Kvæstors Indstilling bemyndigede derefter Ministeriet ved Skrivelse
af 9. Maj 1868 denne til at tilkjendegive Sjællands Stiftamt, at Universitetet
med de øvrige Lodsejere er enigt i, at det anses ønskeligt, at de kommunale
Forhold for de nævnte Eng- og Flengmarksjorder ordnes paa den Maade, at
Kirke- og Skolesager henlægges til Roskilde Kjøbstad, uden at dette medfører
nogen som helst Beskatning til Byen, men at bemeldte Jorder med Hensyn til
alle andre kommunale Anliggender, Fattigvæsenet derunder indbefattet, komme til
*
8
Økonomiske Anliggender 1864—1871.
rettelig kan fordres af Sognebeboerne til Kirkens Vedligeholdelse, skal kunne
afløses mod et billigt Vederlag, naar saadant fordres af i det mindste Halvdelen
af de paagjældende eller Kirkens Ejer, samt at Afløsningen, naar de vedkommende
ikke mellem sig selv kunne enes derom, skal ordnes ved offentlig Foranstaltning
paa den i L. 4. Juli 1850 ommeldte Maade; og Kjendelsen fastsætter dernæst det
Vederlag, som Taarnby Sogns »arbejdspligtige Hartkornsbrugere« aarlig ville have
at tilsvare Universitetskvæsturen, til 32 Rdl. Heller ikke ses Taarnby Sogne-
forstanderskab som saadant at have været indvarslet ved Afløsningsforretningens
Afholdelse.
Vel forholder det sig nu saa, at Frd 27. Maj 1848, ved at overføre den
Del af det her omhandlede Arbejde, som bestod i Gangdagsarbejde, fra Gaardmænd,
Husmænd og Inderster i Forening til de først nævnte alene, tillige gav disse Ret
til at kunne forlange, at Kommunens Bestyrelse skulde lade Arbejdet udføre ved
lejede Folk og paaligne det dertil medgaaede Beløb, ligesom ogsaa en saadan
Ordning kort efter Iraadte i Kraft for Taarnby Sogns Vedkommende; men dette
var kun en Foranstaltning til Fordeling af Byrden mellem Kommunens Beboere
indbyrdes, saa længe Arbejdet skulde udføres in natura, og angik ikke Forholdet
mellem Beboerne paa den ene og Kirkeejerne paa den anden Side; men at denne
ved Frd. 1848 paa Kommunen i hint Øjemed og betingelsesvis overførte Pligt
ogsaa skulde vedblive, efter at hele det personlige Arbejde var afløst af en
Pengegodtgjørelse til den arbejdsberettigede, kan ikke uden udtrykkelig Hjemmel
antages, saa meget mindre som Kirkearbejdet, der var anordnet i Favør af
Kirkeejeren, end ikke ganske kan stilles ved Siden af andet offentligt Pligtarbejde,
der ydes til Staten eller Kommunen. Da derhos en meget væsentlig Del af det
omhandlede Arbejde, nemlig Pligtkjørsel eller Ægt, aldrig lige indtil Emanationen
afL. 1856 enten direkte eller indirekte har paaligget Kommunen som saadan, og
bemeldte Lov, uden at indlade sig paa Fordelingen af Byrden mellem de arbejds-
pligtige, slaar Ægt sammen med Arbejde som Gjenstand for Afløsningen, kan det
ikke være Lovens Mening nu at ville paalægge Kommunen Ansvaret for den hele
samlede Afløsningssums Udredelse, hvilket vilde være noget aldeles nyt, der føl-
gelig maatte udtrykkelig bestemmes, hvorimod den i Følge det foranførte snarest
synes at tilsigte, at begge disse Arter af Naturalpræstationer til Kirkens Vedlige-
holdelse fremtidig skulle, uden Hensyn til, hvad der i de enkelte Kommuner eiter
Gaardmændenes Forlangende maatte være passeret siden 1848 med den Del al
disse Præstationer, der bestod i Gangdagsarbejdet, udredes, ikke af Kommunen,
hvem Forpligtelsen til bemeldte Arbejder ingen Sinde havde paahvilet som en
Helhed, men ved et af de forhen i Følge L. 1848'og PI. 18. April 1828 § 1
til begge Slags Arbejder in natura umiddelbart forpligtede Sognebeboere, nemlig
Gaardmændene, ydet aarligt Pengevederlag. Fra denne Betragtningsmaade synes
ogsaa Afløsningskommissionen at være gaaet ud ved dens Kjendelse af 1864,
idet den ganske i Almindelighed bestemmer det aarlige Vederlag for Ægt og
Arbejde, som Taarnby Sogns arbej d spl igtige Hartkornsbrugere — hvilken
Benævnelse fra 1848 af kun kan tillægges Gaardmændene — skulle tilsvare
Universitetskvæsturen, til den samlede Sum af 32 Rdl , uden at det saaledes
fastsættes, hvor meget deraf skulde være Erstatning for Ægt og hvor meget for
Gangdagsarbejdet, medens dette dog vilde have været nødvendigt, hvis Meningen
havde været, at det sidste skulde — saaledes som det hidtil i de senere Aar var
Universitetets Landsbykirker.
9
Tilfældet med denne Del af Afløsningens Gjenstand — udredes umiddelbart af
Kommunen, og maatte det i alt Fald have været Kirkeejerens Sag, hvis denne
fandt sig brøstholden ved Kjendelsen enten i den omhandlede Henseende eller,
fordi han mente, at Kommunen burde tilpligtes at hæfte endog for den hele
samlede Afløsningssum, at paaanke Kjendelsen eller under selve Forretningen for-
inden Kjendelsen at rejse Spørgsmaal derom, for at det i saa Henseende fornødne
kunde afgjøres ved Domstolene, saaledes som i L. 4. Juli 1850 § 7 er bestemt.
Da imidlertid intet saadant Skridt er foretaget fra iKvæsturens Side, og
Loven og den upaaankede Kjendelse i Følge det foranførte ikke paa nogen Maade
hjemler Ret for samme til at holde sig til Sogneforstanderskabet med Hensyn til
Vederlagssummens Betaling — i hvilken Henseende bemærkes, at det under de
foranførte Omstændigheder ingen Betydning kan have, hvad der under For-
handlingerne om Loven af en enkelt Rigsdagsmand: maatte være ytret angaaende
Lovens Forstaaelse i den af Kvæsturen antagne Retning — findes denne at have
været uberettiget til ved Udpantning at have ladet Vederlaget for 1865 inddrive
hos Sogneforstanderskabet, og vil derfor være at tilpligte at tilbagebetale Citanterne
bemeldte Beløb 32 Rdl---.«
I Skrivelse af 12. Juni 1868 udtalte Kvæstor sig nærmere om denne Dom.
Han paaviste, at den vilde føre til mange Forviklinger og være til stort Besvær
ikke alene for Kirkeejeren, der i saa Fald hellere maatte give Afkald paa det
hele Vederlag, naar Sognet, saaledes som Tilfældet var med Taarnby, talte flere
hundrede Hartkornsbrugere, men ogsaa for disse selv, der stundom vilde komme
til at gjøre længere Rejser for at betale det ubetydelige Beløb, som denne særlige
Afgift vilde udgjøre, ligesom ogsaa Avtoriteterne vilde faa Besvær, naar Beløbene
ikke indkom og derfor maatte inddrives ved Udpantning. Det var næppe hævet
over al Tvivl, at Kirkeejeren var den rette kompetente til at affatte den aarlige
Repartition, og da han ingen officiel Underretning modtog om de mange Udstyk-
ninger og Sammenlægninger, der i Aarets Løb foregik, vidste han end ikke, paa
hvilket Hartkorn Vederlaget skulde reparteres. Dernæst kunde der opkastes det
Spørgsmaal, paa hvilke af Sognebeboerne Afgiften skulde fordeles. I denne
Henseende gik Dommen ud fra, at det alene var Gaardmændene, hvorved der
maatte forstaas alle Brugere med 1 Tdr. Hartkorn eller derover; men dette var
vistnok tvivlsomt. Thi vel var det saa, at det var disse alene, hvem Natural-
arbejde (Ægterne) paahvilede, da Kjendelsen af 1864 blev afsagt; men Betalingen
for Gangdagsarbejdet blev i Overensstemmelse med Frd. 27. Maj 1848 om For
bedring i Husmænds og Indersters Kaar § 1 af Forstanderskabet lignet ikke paa
Gaardmændenes Hartkorn alene, men dels paa Sognets samlede Hartkorn, dels
efter Formue og Lejlighed, og Loven af 1856 omtalte ikke, at Afløsningen med-
førte, at den hele Byrde skulde føres tilbage paa Gaardmændene alene. Hertil
kom, at det mulig endog kunde blive anset for Kirkeejerens Pligt, paa en bestemt
Dag, efter nærmere Bekjendtgjøreise ved Kirkestævne, at møde i selve Sognet
tor der at modtage den Del af Vederlaget, der til den Tid maatte indkomme;
men naar dette laa langt fra Kirkeejerens Bopæl, vilde Udgifterne derved medføre,
at den allerede i Forvejen aldeles utilstrækkelige Afløsningssum yderligere vilde
formindskes. Hovedsagen var dog den, at en Kjendelse, hvorefter Kirkeejeren
selv skulde fordele og indkræve Beløbet, vilde saa godt som blive ubrugelig, ikke
alene paa Grund af det store Besvær, der dermed vilde være forbundet, men
Uniieraltets Aarbog.	o
10
økonomiske Anliggender 1864 —1871.
ogsaa, fordi det med Bestemthed kunde forudses, at der hvert Aar vilde blive
gjort grundede Indvendinger mod Hartkornets Rigtighed, navnlig ved Udstykninger
og Hartkornsforandringer, som i et saa befolket Sogn som Taarnby kunde tiltage
i det uendelige, medens det derimod for Sogneforstanderskabet vilde være en let
Sag at paaligne og opkræve Beløbet i Forening med de øvrige kommunale Afgifter,
hvorved desuden Soguebeboerne og andre vilde lettes for unødvendigt Bryderi.
Da Afløsningskjendelserne for de øvrige under Kvæsturen hørende Kirker
og vistnok over hele Landet vare saa godt som enslydende med den her om-
handlede, vilde der, naar denne Dom blev bekjendt, rundt om i Riget fremkomme
Forlangender fra Sogneraadene om at fritages for en Forretning, som de hidtil
med god Grund havde anset sig forpligtede til at udføre, og da dette omtrent
vilde være ensbetydende med, at Ægt og Arbejde til Kirkerne ved Loven af 1856
var ophævet uden noget som helst Vederlag enten til Landets offentlige Stiftelser
eller til de private Kirkeejere, var Sagen af saa stor Vigtighed, at der var al
Anledning til at forelægge Indenrigsministeriet samme, med Anmodning om, at
dette enten administrativt eller legislativt vilde træde til for at bevirke, at Kirke-
ejerne kom til den dem ved L 28. Febr. 1856 tilsigtede Ret, saaledes at det
paalagdes Sogneraadene at lade de ved Kjendelser fastsatte Afløsningssummer
for Ægt og Arbejde til Kirkerne opkræve og indbetale til Kirkeejerne, ogsaa i
de Tilfælde, hvor Kjendelser i Henhold til bemeldte Lov allerede vare afsagte.
Skulde Indenrigsministeriet imidlertid paa dette Stadium af Sagen ikke finde til-
strækkelig Føje hertil, førend Dommen var blevet prøvet ved Overretten, ind-
stillede han, at Dommen maatte foranstaltes appelleret.
Efter at Undervisningsministeriet herom havde tilskrevet Indenrigsmini-
steriet, udtalte sidst nævnte Ministerium sig i Skrivelse af 29. Juni paa følgende
Maade. Indenrigsministeriet havde vel tidligere dels i Skrivelse til Amtmanden
over Aarhus Amt af 6. Juni 1863, dels i Skrivelse til Undervisningsministeriet
af 14. April 1859 ad 2 udtalt sig for, at Udredelse af Afløsningsvederlaget for
Ægt og Arbejde til Kirkerne rettest burde betragtes som en Kommunesag, saaledes
at Kirkeejerne for Vederlaget kunde holde sig til Kommunen, og at dennes
Sogneraad havde at repartere og opkræve Beløbet hos vedkommende. Ligesom
det imidlertid senere, navnlig i Skrivelse til Justitsministeriet af 14. Jan. 1868
havde antaget, at Repartitionen og Opkrævningen af det omhandlede Vederlag kun
kunde betragtes som en Kommunesag, hvor der om Afløsning var indgaaet For-
ening mellem Kirkeejeren og Sogneraadet, og dette derhos havde erhvervet
Ministeriets eller nu, i Følge Lov om Landkommunernes Styrelse m. v. af 6. Juli
1867 § 26 litr. b. jfr. Ministeriets Cirkulære af 16. Juli s. A. Post 5. Amts-
raadets Samtykke til Vederlagets Overtagelse af Kommunen, saaledes kunde det
ikke anse sig berettiget til mod Sogneraadets Ønske at paalægge Kommunen
som saadan at udrede et Vederlag for en Byrde som den omhandlede, der ikke
direkte i Følge Lovgivningen paahvilede Kommunen, men alene en Del af dens
Hartkornsbrugere. Indenrigsministeriet kunde derfor ikke finde sig foranlediget
til at søge truffet en Foranstaltning som den af Kvæsturen attraaede, men gjorde
opmærksom paa, at det ansaa det for en Mangel, at det ikke ved Kjendelsen af
31. Maj 1864 var bestemt, hvor stor en Del af den samlede Afløsningssum 32
Rdl. hver enkelt ægt- og arbejdspligtig Ejendomsbesidder havde at udrede, men
Universitetets Landsbykirker.
1)
at denne Mangel formentlig maatte kunne afhjælpes ved en Kontiuuations
Kjendelse.
Ved at tilstille Kvæstor Afskrift af denne Skrivelse, begjærede Under-
visningsministeriet Erklæring herover. Efter at have modtaget denne tilskrev
det under 1. Avg. Indenrigsministeriet, at det var enigt i, at det vilde være
rigtigst, at der erhvervedes en Kontinuations-Kjendelse for, hvor stor en Del af
den ved Kjendelse af 31. Maj 1864 bestemte Afløsningssum for Pligtarbejde til
Taarnby Kirke hver enkelt ægt- og arbejdspligtig Ejendomsbesidder havde at ud-
rede, og begjærede dets Erklæring om, paa hvilke af Sogneboerne det antog, at
den 'nævnte Afgift skulde fordeles, navnlig om Fordelingen burde foretages paa
andre end Sognets Gaardmænd efter Gaardenes Hartkorn paa den Tid, Kjendelsen
af 31. Maj 1864 blev afsagt, saa vel som om, hvorvidt de ved den eventuelle
Kontinuations-Kjendelse fastsatte enkelte Afløsningssummer, der i Regelen for-
mentlig kun vilde udgjøre meget ubetydelige Beløb af næppe synderlig mere end
1 ^ aarlig, ved fremtidige Udstykninger kunde være Gjenstand for senere Om-
delinger, i hvilket Fald det vilde være meget heldigt, om Kirkeejeren i Analogi
af L. 23. Jan. 1862 om Tiendevederlags Berigtigelse kunde lade Vederlagets
Størrelse notere paa de paagjældeude Ejendommes Konti i Pantebogen.
Under 6. Oktbr. 1868 udtalte derefter Indenrigsministeriet, at den om-
spurgte Fordeling formentlig ikke burde foretages paa andre end Sognets
Gaardmænd efter Gaardenes Hartkorn paa den Tid, Kjendelsen af 31. Maj 1864
blev afsagt, samt at der ikke ved Udstykningsapprobationen blev Spørgsmaal om
fra Indenrigsministeriets Side at paase, at saadanne, de samlede Ejendomme paa-
hvilende Ydelser fordeltes, jfr. i øvrigt Frd. 25. Juni 1810 § 8. Ved under
15. s. M. at meddele Kvæstor Underretning herom paalagde Undervisningsmini-
steriet ham at træffe fornøden Foranstaltning til Erhvervelsen af den omhandlede
Kontinuations-Kjendelse.
Denne Kjendelse blev imidlertid ikke afgivet. Da Kvæstor hos vedkommende
Afløsningskommission havde rekvireret denne og tilstillet den en af Kvæsturens
Forvalter affattet Hartkornsfortegnelse, modtog han Underretning om, at Kommis-
sionen ikke kunde indlade sig paa at fordele Vederlaget paa hver enkelt Jord-
bruger, og at Kontinuations-Kjendelsen, saafremt en saadan fremdeles attraaedes,
kun vilde komme til at bestemme, hvor meget der i Henhold til den af Univer-
sitetet affattede Hartkornsfortegnelse vilde være at svare pr. Td. Hartkorn. Da
det kunde forudses, at en saadan Kjendelse, der vilde medføre en Udgift af over
40 Rdl. og tilsyneladende ikke vilde give Universitetet nogen større Ret, end der
allerede havdes efter Kjendelsen af 1864, ikke vilde svare til Hensigten, og da
det desuden maatte antages, at der i Tilfælde af Søgs.maal vilde ske Indsigelser i
forskjellige Retninger, navnlig af de Brugere, som ikke havde besiddet Ejen-
dommene i de fulde 5 sidste Aar, eller naar Stederne i dette Tidsrum vare blevne
udstykkede eller sammenlagte, forsøgte han og opnaaede ogsaa gjennem Older-
mændene at faa Vederlaget betalt for de forløbne 5 Aar 1865—69 med det fulde
Beløb 160 Rdl.
1 Henhold til Ministeriets Skrivelse af 22. Juni 1868 udbetaltes der til
den konstituerede Kammeradvokat, Justitsraad Buntzeu, for Førelsen af den oven-
omhandlede Retssag et Salær af 40 Rdl. foruden 3 Rdl. for Afskrivning m. v.,
hvilke Beløb udrededes af Universitetets extraordinære Udgiftskonto f. 1868—69.
2*
12
Økonomiske Anliggender 1864 —1871.
Tilbagebetalingen af de i Dommen ommeldte 32 Rdl. med Renter og Omkostninger
blev i Overensstemmelse med Ministeriets Skrivelse af 1. Avg. s. A. udredet af
Universitetets Jordebogsudgifter litr. c. for 1868—69.
b. Særlige Afgjørelser med Hensyn til Landsbykirkerne.
I Anledning af et til Ministeriet indkommet Andragende fra Frederiksborg
Amts vestre Distrikt om, at Universitetet som Ejer af Gandløse Kirke vilde over-
tage Udredelsen af den Skolelæreren i Gandløse hidtil af Statskassen tillagte
Godtgjørelse 4 Rdl. aarlig for at føre Konfitent- og Tillysningsbøgerne, udtalte
Kvæstor — efter Opfordring af Konsistorium, hvis Erklæring Ministeriet h'avde
begjæret — sig herom paa følgende Maade i Skrivelse af 16. April 1886.
I Følge Adg. f. Skolev. p. Landet 29. Juli 1814 Bil. A. §§ 32 og 34
paaligger det Kirkebyens Skolelærer at føre Ministerial- og Kommunionbogen
samt den ugentlige Tillysningsbog, ligesom han ogsaa skal besørge Klokkernes
Ringning Morgen og Aften samt til sædvanlig Gudstjeneste, saa vel som Kirkens
Renholdelse, Alterklædernes Vask og Kirkeurets Optrækning. Hertil var ved
L. 19. Febr. 1861 § 24 føjet, at den Skolelærer, der besørger Klokkernes Ring-
ning, skal drage Omsorg for, at Trækvinduerne i tørt Vejr aabnes hver Morgen
og lukkes hver Aften For de Kirkebyens Skolelærer saaledes paalagte Forret-
ninger skulde der i Følge L. 8. Marts 1856 § 16 tilstaas ham af Skolekassen en
efter Arbejdets Omfang afpasset Godtgjørelse, som dog ikke skulde være mindre
end 10 Rdl. aarlig. For Gandløse Kirkes Vedkommende skulde bemeldte Godt-
gjørelse ved Ministeriets Skrivelse af 16. Marts 1857 være bestemt til 19 Rdl.
aarlig, hvoraf Skolekassen dog hidtil kun havde betalt 8 Rdl. 64 Sk., da Kirke-
ejeren havde betalt 4 Rdl. 48 Sk. for Kirkeurets Optrækning og 1 Rdl. 80 Sk.
for Kirkens Renholdelse og Alterklædernes Vask, og Statskassen 4 Rdl. for
Konlitent- og Tillysningsbøgernes Førelse, hvilken Godtgjørelse var ført til Afgang
i den samlede Godtgjørelse 19 Rdl., hvoraf Resten skal tilskydes af Skolekassen.
Da Universitetet, som hidtil ikke havde inddraget de tidligere bevilgede frivillige
Fidrag til Betalingen for de omhandlede Arbejder, saaledes allerede dertil bidrog
6 Rdl. 32 Sk. aarlig, uagtet der ikke i saa Henseende paahvil de Kirkeejeren
nogen Forpligtelse, troede han ikke, at der var Anledning til ligeledes at over-
tage de omhandlede, hidtil af Statskassen udredede 4 Rdl., som burde tilskydes
af Skolekassen, naar de ikke længere afholdtes af Statskassen. Han maatte saa
meget mere fraraade Overtagelsen af denne Udgift som Universitetet ikke afholdt
lignende Udgifter ved dets øvrige Landsbykirker, hvorfor Bevilgeisen af bemeldte
4 Rdl. aarlig let vilde fremkalde lignende Andragender fra de andre Kirker.
Ved under 28. April 1866 at indsende denne Erklæring til Ministeriet, ud-
talte Konsistorium, at det med Kvæstor var enigt i, at der ikke var Anledning
til at lade Universitetet overtage Udredelsen af de omhandlede, hidtil af Stats-
kassen afholdte 4 Rdl. Herved er Sagen blevet staaende.
— Ved Skrivelse af 7. Dec. 1869 har Kvæstor, i Anledning af, at Herløv
Kirkegaard var blevet udvidet, meddelt den paagjældende Sognepræst, at følgende
Regler ere vedtagne for Benyttelsen af Universitetets Kirkegaarde:
1. Der maa ikke udlægges større Familiebegravelser, men kun enkelte Grav-
steder af sædvanlig Størrelse, dog ikke over 4 Alen i Længden og 2 Alen
i Bredden.
Universitetets Landsbykirker.
13
2.	Gravene udlægges i passende Rækker ved Siden af hverandre i den Orden,
hvori Begravelserne foregaa; dog kan der, hvor den efterlevende Ægtefælle
udtrykkelig ønsker at faa en Begravelsesplads ved Siden af den afdøde, ikke
være noget imod at lade de saaledes reserverede Begravelsessteder henligge
ubenyttede, saa længe der i øvrigt er tilstrækkelig Plads paa det indtagne
Areal. Ligeledes kan der ikke være noget imod, at mindre Børns Lig ned-
sættes i samme Grave som Forældrene.
3.	Efterhaanden som Jorden saaledes tages i Brug, rnaa der mellem de for-
skjellige Rækker af Grave anlægges de fornødne Veje, for at der altid kan
være uhindret Adgang til Gravene.
4.	Alle saaledes udlagte nye Gravsteder blive at betegne med Nummerpæle og
af Kirkeværgen at indføre i en dertil indrettet Protokol med Angivelse af
den afdødes Navn og naar Begravelsen er foregaaet.
5.	Naar et Gravsted saaledes har henligget i 20 Aar, bliver Graven at sløjfe
og den derved indvundne Jord at anvende til nye Begravelser, hvilket ogsaa
kan ske før Udløbet af 20 Aar, naar vedkommende erklære, at de ikke
længere ønske at frede Gravene.
6.	Udlæggelse af større Gravsteder eller Indhegning af allerede udlagte Grav-
steder med Jærngitter eller Stakit maa ikke tilstedes uden Universitetets ud-
trykkelige Samtykke og mod Erlæggelse af den derfor bestemte Kjendelse.
7.	Paa samme Maade blive alle Gravsteder paa den ældre Del af Kirkegaaroen
at sløjfe, saa snart der er gaaet 20 Aar, siden der i dem sidst blev nedgravet
Lig, hvorefter de saaledes sløjfede Gravsteder kunne anvendes til nye Be-
gravelser efter foranstaaende Bestemmelser.
—	Foranlediget ved en Forespørgsel fra Sognepræsten ved en af Universi-
tetets Landsbykirker har Kvæstor under 31. Jan. 1865 udtalt, at den gjældende
Regel for Gravsteder paa Universitetets Landsbykirkegaarde er, at Sognebeboerne
som Tiendeydere have Ret til fri Begravelsesplads for et Tidsrum af 20 Aar,
dog uden Ret til at lade Gravstederne indhegne, hvorimod de, naar de ønske at
anbringe et Gitter eller Stakit om Graven, eller naar de ønske at vedligeholde et
Gravsted i længere Tid end 20 Aar, maa anholde om Tilladelse dertil. For
saa vidt Pladsen paa Kirkegaarden tillader det, meddeles denne mod en Kjendelse
til Kirken af 4 Rdl. for et Gravsted af almindelig Størrelse, hvorved vedkom-
mende faar Ret til at vedligeholde Indhegningen i 20 Aar fra dennes Anbringelse
eller, med Hensyn til almindelige, ikke indhegnede Gravsteder, i 20 Aar efter
Udløbet af de første 20 Aar. i hvilke der tilkommer den paagjældende fri Be-
gravelsesplads.
—	Ved et i 1867 holdt Syn over Faxe Kirke blev der gjort Bemærkning
om, at en Aaret i Forvejen gjort Udsættelse om, at Orgelet maatte istandsættes,
hvortil Bekostningen antoges at maatte paahvile Universitetet som Kirkeejer, ikke
var efterkommet. Ministeriet udtalte i denne Anledning i Skrivelse til Kvæstor
af 27. Nov. 1867, at da der ved Orgelets Anskaffelse af Menigheden i sin Tid
var taget den udtrykkelige Bestemmelse, at der ikke skulde paahvile Universitetet
som Kirkeejer nogen Forpligtelse med Hensyn til dets Vedligeholdelse, skjønnede
Ministeriet ikke rettere, end at Spørgsmaalet om, hvorvidt der kunde gives Synet
Medhold i dets Mening om, at Omkostningerne ved Istandsættelsen i nærværende
14
Økonomiske Anliggender 1864—1871.
Tilfælde - paahvilede Universitetet, i fornødent Fald maatte henhøre under Dom-
stolenes Paakjendelse.
II. Midlernes Forvaltning.
1. Opferelsen af et G-ymnastiklokale for studerende.
I Efteraaret 1863 modtog Ministeriet fra Direktøren for Gymnastiken,
General la Cour, en Indstilling om, at der maatte virkes for, at ogsaa de stu-
derende ved Universitetet kom til at nyde en gymnastisk Undervisning, til hvilken
Hensigt han foreslog Tilvejebringelsen af en rummelig Gymnastiksal ved Universi-
tetet, Anskaffelsen af de fornødne Apparater samt Antagelsen af en examineret
Gymnastiklærer til mindst 3 Timer daglig at give Undervisningen.
I denne Anledning tilskrev Ministeriet under 3. Nov. s. A. Konsistorium,
at dette Forslag formentlig fortjente at komme i Betragtning, og at der af flere
Hensyn var al Opfordring for Universitetet til at yde Bidrag til, at der ved
Universitetet gaves Lejlighed for de studerende til at erholde Undervisning i de
under Gymnastiken hørende Legemsfærdigheder, ligesom Ministeriet ikke heller
skjønnede, at der kunde være noget imod foreløbig, men ogsaa kun indtil videre,
at modtage et af Studenterforeningen gjort Tilbud for at bringe Sagen i Gang.
I øvrigt var Ministeriet enigt med Gymnastikdirektøren i, at der maatte for
Universitetets Regning tilvejebringes Gymnastiklokale og Apparater, og at der af
Universitetet maatte sørges for en Lærer til at lede Øvelserne. Med Hensyn til
Aiisættelsesvilkaarene for Læreren antog Ministeriet, at man niaatte gaa ud fra,
at de studerende selv skulde betale en forholdsmæssig Del af Undervisningen,
og at i saa Henseende Universitetet burde tilstaa Læreren et saa stort aarligt
Honorar, at han for dette kunde, mod den halve Del af den sædvanlige Timebetaling
for Gymnastikundervisning, være 4 Timer daglig til Vejledning for de studerende,
som ønskede at deltage i øvelserne, og for hvilke de selv vilde have at udrede saa
meget, at den anden Halvdel af Betalingen blev dækket. Hvad endelig Gymnastik-
lokalet angik, havde Ministeriet tænkt sig, at der dertil vilde kunne findes Plads
paa et af Kollegiernes Grund, navnlig i Valkendorfs Kollegiums Have.
Konsistorium tilskrev derefter under 3. Maj 1864 Ministeriet, at, skjønt Kon-
sistorium ansaa det for givet, at der ikke under de nuværende Tidsforhold vilde
være Spørgsmaal om yderligere at fremme denne Sag, havde det dog troet med
Hensyn til Sagen i Almindelighed at burde ytre følgende. Saa vidt Konsistorium
bekjendt var det lier i KjøbeDhavn ingenlunde vanskeligt for dem, som ønskede
gymnastisk Undervisning, at forskaffe sig en saadan for en forholdsvis billig Be-
taling. Hovedstaden med dens forskjellige militære Etablissementer frembød rig
Lejlighed hertil, og der kunde derfor for vort Universitets Vedkommende ikke
hentes nogen Analogi fra, hvad der var fundet hensigtsmæssigt paa andre Steder,
hvor Universiteterne vare beliggende i mindre Byer. Konsistorium havde heller
ikke haft Lejlighed til at erfare, at der i selve de studerendes Kreds havde vist
sig nogen Trang til en Foranstaltning som den af Ministeriet paatæukte, og der
forelaa navnlig ikke fra de forskjellige Studenterkollegier noget Andragende om
Understøttelse til Anskaffelse af gymnastiske Apparater, skjønt det selvfølgelig
navnlig maatte være paa disse Kollegier, at en Trang i denne Retning vilde gjøre
Gymnastiklokale for studerende.
15
sig gjældende. Det turde under disse Omstændigheder vistnok befrygtes, at en
gymnastisk Undervisningsanstalt ved Universitetet, der, uagtet dens Benyttelse vilde
være en frivillig Sag, dog vilde fremtræde med en mere officiel Karakter, ikke i
Tidens Længde vilde blive besøgt i et saadant Omfang, som vilde staa i For-
hold til de med samme forbundne Bekostninger. Disse Bekostninger vilde
nemlig ingenlunde blive ubetydelige; foruden Udgiften til Opforeisen af et
Gymnastikhus og til Anskaffelsen af de dertil hørende forskjellige Apparater, vilde
en saadan Anstalt kræve en aarlig Udgift til Vedligeholdelsen samt til Lønnen
for den ansatte Lærer. Konsistorium kunde derhos ikke erkjende, at det, saa-
ledes som Forholdene stillede sig her i Hovedstaden, skulde være Universitetets
Opgave at tilvejebringe saadanne Anstalter i hvilke de studerende i Almindelighed
uden Hensyn til Trang skulde kunne nyde Undervisning i Gymnastik eller andre
Legemsfærdigheder, som maatte anses gavnlige for Sundheden og den fysiske Ud-
vikling i det hele og det var indlysende, at Udgiften til saadanne Anstalter let
vilde kunne blive saa betydelige, at det af Hensyn til samme blev nødvendigt at
tilsidesætte Universitetets egentlige Formaal. Efter Konsistoriums Formening
kunde der alene være Spørgsmaal om, af Kommunitetets Midler at tilstaa træn-
gende studerende en mindre betydelig Understøttelse til at bestride Udgifterne
ved en gymnastisk Undervisning, som de ikke vilde være i Stand til ved egne
Midler at forskaffe sig. Men førend der kunde være Opfordring til at træffe
særlige Foranstaltninger i denne Retning maatte det være tilstrækkelig kon-
stateret, at der var en bestemt Trang i saa Henseende tilstede. Konsistorium
fraraadede derfor bestemt, at der her ved Universitetet blev oprettet en sær-
lig Undervisningsanstalt for gymnastisk Undervisning som den af Ministeriet
paatænkte.
Efter Modtagelsen af denne Skrivelse tilskrev Ministeriet under 3. Juni
Bygningsinspektøren om efter Konference med General la Cour at affatte og til
det indsende en Plantegning tillige med Overslag til Indretning af et passende
Gymnastiklokale for studerende, og satte under s. D. Konsistorium i Kundskab
herom.
Denne Tilkjendegivelse foranledigede Konsistorium til under 25. Juni at
tilskrive Ministeriet paa følgende Maade: Konsistorium, der i den senere Tid
oftere i ikke uvigtige Universitetsanliggender havde Set de samme afæskede, efter
bedste Skjøn afgivne Erklæringer ikke at vinde Ministeriets Bifald, beklagede, at
dets enstemmige, vel overvejede og udforlig motiverede Mening i denne Sag
havde haft saa ringe Vægt hos Ministeriet, at samme, idet det aldeles fraveg
den og bestemte sig til at gjennemføre den af Gymnastikdirektoren foreslaacde
Foranstaltning, ikke engang havde fundet sig foranlediget til at antyde nogen Del
af den Betragtningsmaade, som det ansaa for afgjørende mod de af Konsistorium
fremhævede Grunde, men havde indskrænket sig til en Tilkjendegivelse, hvis
Orulydende nærmest maatte lade formode, at Ministeriets Beslutning i det væ-
sentlige var i Overensstemmelse med Konsistoriums Erklæring. Konsistorium
gjorde derhos opmærksom paa, at der i Ministeriets Skrivelse savnedes Oplys-
ning om, paa hvilken Plads det var paatænkt at opføre det Gymnastiklokale,
hvortil Bygningsinspektøren skulde gjore Forslag, eller om det muligvis var
overdraget denne i Forbindelse med General la Cour uden nogen som helst Med-
16
Økonomiske Anliggender 1864 — 1871.
virkning fra Konsistoriums Side at udfinde en Plads, som efter deres Mening
dertil maatte være skikket.
Herved er Sagen blevet staaende.
Kommunitetets Overtagelse af "Udgiften til Klxinstanstalter
og Samlinger,
, Da Folketingets Finansudvalg i Anledning af, at der i Udvalget var frem-
kommet Forslag om, at Udgiften til Kunstanstalter og Samlinger 33 376 Rdl.
24 Sk i Finansloven for 1867—68 opførtes under Kommunitetet som en ny Ud-
giftspost 11, havde begjæret Mini-teriets Erklæring, om der i Følge Kommuni-
tetets Fundats var nogen retlig Hindring for en saadan Anvendelse af dets
Midler, paalagde Ministeriet under 18. Uec. 1866 Konsistorium herover at ytre
sig. 1 Skrivelse af 21. s. M. udtalte Konsistorium sig derefter paa følgende
Maade:
Kommunitetet er, som bekjendt, stiftet ved Fundats af 25. Juli 1569, givet
af Kong Frederik II. og Rigets Raad. Fundatsen findes trykt i H. Bechmanns
Communitatis regiæ Havniensis historia Pag. 160—182. I denne udtales det, at
Kongen har »forfaret, at her udi Riget skulle være mange fattige Personer, som
fiitteligen have begyndt deres Studia og om hvilke er godt Haab, at de med
Tiden kunne være nyttige at bruge udi Religionen og udi andre Maader Riget til
Tjeneste og Bedste, og de dog ikke ere formuende, men af Armod saa under-
trykkes, at de deres begyndte Studia ikke kunne forfølge og fuldende, og paa det
der udi Fremtiden ikke skal blive Brøst paa lærde Mænd, som kunne være
Religionen og Riget tjenlige o. s. v.«, har Kongen besluttet og berammet, at
»Vi og Vore Efterkommere altid herefter ville og skulle underholde et hundrede
Studenter her hos Universitetet og til samme deres Underholdning givet dette
efternævnte Vort og Kronens Gods « Efter at derpaa i Fundatsen udførlig er
specificeret, hvad der henlægges til Kommunitetet, ytres det da end videre, at
fornævnte Gaarde, Gods og Tiender »skulle stedse og altid herefter til evig Tid
være og blive til fornævnte hundrede Personers Hjælp og Underholdning, frit og
ubehindret i alle Maader under den almægtige Gurls evige Hævn og Straf«.
Derefter handler Fundatsen nærmere om, hvorledes der skal forholdes med de
nævnte 100 Studenters Bespisning, om Adgangen til at nyde denne Hjælp, om
Tilsynet, om bemeldte Studenters yderligere Understøttelse med Klæder, Bøger
og anden Nødtørft m m. Fundatsen slutter med, at Kongen for sit Vedkommende
lover og forpligter sig til at holde denne Fundats i alle Ord, Punkter og Artikler
og beder og formaner sine Efterkommere, Konger udi Danmark, at de fornævnte
Fundats udi lige Maade ved Magt holde, ikke gjørende herudi Forhindring eller
Forvandling (Forandring) udi nogen Maade, ej heller tilstedende nogen anden
noget deri at forandre, saafremt de ikke dermed ville imod dem opvække Guds
evige Hævn og Vrede.
Det vilde heraf ses, at Kommunitetets Bestemmelse alene var at under-
støtte trængende Studenter, navnlig derved, at 100 saadanne fik fri Kost Middag
og Aften, 'og det var med Eftertryk fremhævet, at dets Midler ikke maatte be-
nyttes til anden Brug. Noget senere, navnlig i Aaret 1618, kjøbtes for Kom-
munitetets Midler den Gaard, hvori Regensen indrettedes »til Bolig« for 100
Kommunitetets Overtagelse af en Statsudgift.
17
Studenter, hvilken senere var vedblevet at henhore under Kommunitetet, jfr. herom
i det hele Reinhardt »Communitetet og Regensen fra deres Stiftelse til vore Dage
Kbhvn. 1862 i Hist. Tidskr. 3. Række 3 B, 1. H Denne Kommunitetets Be-
stemmelse samt torbudet mod Midlernes Anvendelse til anden Brug var gjen-
taget i Universitetets ældre Fundats af 31. Marts 1732 (i Kvartudgaven af For-
ordningerne). Henimod Slutningen af forrige Aarhnndrede fandt man det nød-
vendigt at revidere de fundatsmæssige Bestemmelser, »da Kommunitetet i lang
Tid ikke havde givet den paasigtede Nytte, dels fordi den hele Indretning med
øvelserne ikke svarer enten til vore Tider eller en mere oplyst Tænkemaade, dels
af andre Aarsager«, og der udkom derfor en ny forbedret Fundation for de tvende
ved Kjøbenhavns Universitet, værende kgl. Stiftelser, Kommunitetet og Regensen,
under 25. Juni 1777 (find«s i Lovsamlingen1«. I denne nye Fundats gjordes vel
adskillige Forandringer og Forbedringer med Hensyn til Understøttelserne og
øvelserne; men det fremtraadte ogsaa i denne som Kommunitetets eneste Be-
stemmelse at hjælpe og understøtte et Antal trængende studerende, og det udtaltes
udtrykkelig i Fundatsens § 75, at intet af Kommunitetets Gods, under hvad Paa-
skud være kan, til anden Brug maa anvendes.
Kommunitetet fremtraadte herefter som en selvstændig funderet Stiftelse,
der vel havde Bestyrelse til fælles med Universitetet, men forresten sin egen
særskilte Formue. Det eneste fundatsmæssige Formaal for Anvendelsen af Kom-
munitetets Midler var Understøttelse af studerende, for at disse i Tiden kunde
vorde nyttige i Kirkens eller Statens Tjeneste. Men efterhaanden som det viste
sig, at Kommunitetets Midler ikke alene vare i Stand til at tilfredsstille de For-
dringer, som i saa Henseende stilledes til dem, men at der endda blev et bety-
deligt Overskud tilbage, ansaa man sig for beføjet til af Kommunitetets Midler at
komme Universitetet til Hjælp, men dog bestandig kun under de tvende Forud-
sætninger. at Kommunitetets egne oprindelige Formaal ikke i mindste Maade led
Afbræk herved, og at Universitetet behøvede saadan Hjælp for at dække Udgifter,
til hvis Afholdelse dets egne Midler vare utilstrækkelige. Dette Forhold medførte
imidlertid ingenlunde, at Kommunitetets og Universitetets Formuer sammensmeltetes,
men Kommunitetet var en;lnu den Dag i Dag en selvstændig Stiftelse, hvilende
paa de oven nævnte fundatsmæssige Bestemmelser. Vel havde der i sin Tid
været gjort Forslag om at sammensmelte Kommunitetets Formue med Universite-
tets ; men denne Foranstaltning, som Konsistorium maatte anse for ensbetydende
med en Ophævelse af Kommunitetet som særegen Stiftelse, og som derfor ikke
kunde ske uden i alt Fald i Følge Lov, var ingen Sinde blevet iværksat. Med
Hensyn hertil mindede Konsistorium om sine Skrivelser til Ministeriet af 22.
Sept. 1860 og 31. Marts 1862, hvori disse Punkter vare udførlig om-
handlede *),
Lfter det foranførte kunde der formentlig ingen Tvivl være om, at det vilde
stride aldeles mod de fundatsmæssige Bestemmelser for Kommunitetet at anvende
dets Midler til de i Ministeriets Skrivelse nævnte Kunstanstalter og Samlinger,
hvorved formentlig var sigtet til de i Forslaget til Finansloven § 21 S. 41 nævnte
Instituter, navnlig Kunstakademiet og Kunstsamlingerne. Naar man, uden at der
*) Lindes Medd. f. 1857—63 S. 628—37.
Universitets Aarbog.
3
18
Økonomiske Anliggender 1864—1871.
var givet Konsistorium Lejlighed til at udtale sig herom, i Finansloven for 1862
—63 paalagde Kommunitetet at dække den polytekniske Læreanstalts Underbalance,
en Bestemmelse, som var gjentaget i de paafølgende Finanslove, kunde Konsisto-
rium, saaledes som det allerede i Skrivelse til Ministeriet af 31. Marts 1862
(Lindes Medd. f. 1857—63 S. 630—37) havde ytret, naturligvis kun dybt beklage
denne Fremgangsmaade, der vistnok vanskelig lod sig forene med de fundats-
mæssige Bestemmelser for Kommunitetet; men til Forsvar for den lod sig dog an-
føre, at der bestaar et særegent nøje Forhold mellem Universitetet og den poly-
tekniske Læreanstalt, der begge ere højere Undervisningsanstalter og for en stor
Del have Lærere tilfælles. Men de oven nævnte Kunstanstalter og Kunstsam-
linger stode ikke i nogen som helst organisatorisk Forbindelse med Universitetet;
de kunde end ikke siges at have videnskabelig Undervisning til Formaal, deres
hele Virksomhed var fuldkommen fremmed for Universitetet. Antog man sig for
berettiget til at anvende Kommunitetets Midler til disse Indretninger, var det
Konsistorium umuligt at indse, hvorfor man ikke med lige saa megen Føje vilde
kunne anvende Kommunitetsmidlerne til hvilke som helst andre Statsformaal.
Men dette vilde i Virkeligheden indeholde en fuldstændig Omstyrtelse af Kommu-
nitetet som selvstændig Stiftelse og en ligefrem Konfiskation af en Del af Kom-
munitetets Formue til Fordel for Indretninger, som ikke paa den fjærneste eller
*mest middelbare Maade kunde sættes i Forbindelse med Kommunitetets fundats-
mæssige øjemed. At træffe Bestemmelser af denne Natur, som i Virkeligheden
vilde indeholde en partiel Ophævelse af eller Forandring i Kommunitetets Rets-
forhold, laa aabenbart uden for en Finanslovs Omraade Der var vistnok over-
hovedet ikke nogen som helst Grund tilstede, der kunde retfærdiggjøre en Om-
styrtelse af deane Stiftelse, der havde bestaaet i 300 Aar og hvis Formaal endnu
i lige høj Grad maatte erkjendes for gavnligt; men det syntes under alle Om-
stændigheder klart, at det var utilstedeligt at træffe en saadan Bestemmelse ved
Finansloven. Konsistorium hengav sig derfor til det Haab, at Ministeriet allerede
fra det retlige Synspunkt paa det bestemteste vilde modsætte sig den foreslaaede
Overførelse paa Kommunitetets Budget af Udgiften til Kunstanstalter og Kunst-
samlinger.
Skjønt Ministeriet kun havde forlangt Konsistoriums Betænkning over den
retlige Side af Sagen, maatte man dog bemærke, at det uden Tvivl var en Vild-
farelse, naar man troede, at Kommunitetet overhovedet vilde være i Stand til i
Tidens Længde at overtage den nævnte Udgift uden Afbræk for sine egne og
Universitetets Formaal. Af Finanslovforslaget for 1867--68 fremgik det, at
Kommunitetets Overskud var 56 654 Rdl. 20 Sk., hvoraf 25 400 Rdl. 53 Sk.
vilde medgaa til at dække Universitetets Underbalance for Finansaaret 1867—f?8;
tilbage blev altsaa af Kommunitetets Overskud kun omtrent 30 000 Rdl. Men
herved maatte vel erindres, at Kommunitetet desforuden i det kommende Aar
vilde have at dække Universitetets Underbalance for 1866—67, som var beregnet
til omtrent 62 000 Rdl. og end videre have at udrede til det nye Museum den
resterende Del af det kalkulerede Beløb, nemlig 109 425 Rdl., jfr. Anm til Fi-
nanslovforsi. f. 1867—68 S. 180 øverst. Naar man fra dette Beløb af omtr.
172 000 Rdl. trak Underskuddet for det kommende Fiiiansaar, dersom ovenfor be-
mærket var omtrent 30,000 Rdl., vilde det ses, at det i dette Aar vilde blive
nødvendigt at formindske Kommunitetets Kapitalformue med ikke mindre end
Kommunitetets Overtagelse af en Statsudgift.
19
omtr. 142 000 Rdl. Skulde det nu paalægges Kommunitetet at udrede til Kunst-
anstalter og Kunstsamlinger det betydelige Beløb af 33 376 Rdl., maatte man lige-
frem tage det — til Formaal, der vare Universitetet og Kommunitetet uved-
kommende — af Kommunitetets Kapitalformue, som saaledes end yderligere vilde
blive formindsket i det kommende Fiuansaar. Det særdeles betænkelige i saaledes
at angribe Kapitalformuen forøgedes end videre, naar man betænkte, at det vistnok
var en Illusion at trøste sig med, at de store extraordinære Udgifter ved det nye
Museum vilde bortfalde med det nævnte Finansaar. Videnskabernes Fremskridt
og vore Forhold i det hele vilde bestandig fremkalde nye Krav til Universitetet
og derigjennem til Kommunitetet, og det kunde ikke være tvivlsomt, at der, naar
Udgiften til Museet faldt bort, snart vilde træde andre store extraordinære Ud-
gifter i Stedet, fra hvilke man ikke kunde unddrage sig. Konsistorium erindrede
saaledes om, at der, naar Museet var fuldendt, vilde fremkomme Begjæring om
Bevilling til det fornødne Inventarium til samme, hvortil mindst vilde medgaa
12 000 Rdl. Derhos vilde der i Forbindelse med samtlige zoologiske Samlingers
Overførelse til det nye Museum fremkomme Forslag til en Ombygning af Konimu-
nitetsbygningens nordlige Ende, navnlig for at forskaffe en aldeles nødvendig Ud-
videlse af det zoologiske Avditorium, som for Tiden ikke var i Stand til at rumme
Tilhørerne, særlig paa Grund af det meget tiltagne Antal af medicinske stude-
rende. End videre var Regensens Tilstand saaledes, at en Hovedreparation af
samme snart vilde behøves, og der kunde vel ingen Spergsmaal være om, at
denne Udgift, som særlig vedkom Kommunitetets egentlige og oprindelige fundats-
mæssige Formaal, fremfor alt maatte udredes af Kommunitetets Midler. Men
vigtigere end alle disse Udgifter, der dog allerede vilde medføre Nødvendigheden
af at ty til Stiftelsernes Kapitalformuer, var den særdeles betydelige Udgift, som
forestod Universitetet i Anledning af den botaniske Haves Flytning og Anlæget af
en ny Have paa Fæstningens Glacis. Hvor stor denne vilde blive, lod sig for
øjeblikket end ikke tilnærmelsesvis bestemme; men selv under Forudsætning af
en fordelagtig Realisation af den nuværende botaniske Haves Grund eller et for-
delagtigt Mageskifte, vilde der blive Spørgsmaal om meget betydelige Udgifter
for Universitetet, der næppe vilde blive mindre end tiere hundrede tusinde
Rigsdaler.
Medens det saaledes vilde ses, at Universitetets og derigjennem Kommuni-
tetets økonomiske Forhold paa ingen Maade vare glimrende, maatte der paa den
anden Side mindes" om, at Universitetet for nylig havde overtaget en betydelig,
Statskassen hidtil paahvilende, Byrde, nemlig Statskassens Tilskud til det kgl.
naturhistoriske Museum, omtr. 7 900 Rdl. om Aaret. Det vilde erindres, at Fi-
nansministeriet i Efteraaret 1864 formedelst Statens uheldige finansielle Forhold
fremsatte Fordring paa, at en Del af de Udgifter, som udrededes af Statskasseii
til de Videnskabeligheden vedkommende Anstalter, skulde afholdes af de Overskud,
hvormed Budgetterne for de med det højere Undervisningsvæsen forbundne Stif-
telser med separate Fonds, vare opførte i Finanslovudskastet 1865—66*). Ved
denne Foranstaltning tænktes der selvfølgelig ikke paa Universitetet eller Kommu-
nitetet alene, hvis Overskud i Virkeligheden vare illusoriske, men tillige paa det
*) Univ. Aarb. f. 1864 71 I. S. 495—98.
3*
20
Økonomiske Anliggender 1864 — 1871.
meget rigere Sorø Akademi, og Universitetet havde uden Tvivl, naar man saa hen
til dets Yilkaar og Evner, overtaget sin fulde Del af Byrden. Det blev ogsaa af
Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet i dets Skrivelse til Konsistorium
af 27. Okt. 1864 udtalt, at man over for Finansministeriet fastholdt, at Statens
Tilskud til det kgl. naturhistoriske Museum, i Finanslovudkastet 1865—66 opfort
med 7 946 Rdl., var den eneste Udgift, der kunde være Spørgsmaal om at
lade Universitetet overtage og dette endda kun for Finansaaret 1865—66. I Hen-
hold hertil havde Universitetet indtil videre overtaget denne Udgift, med den sikre
Forventning, at hermed skulde Statskassens Krav til Universitetet og Kommuni-
tetet være tilende; det vilde derfor være en saa meget større Ubillighed nu at
rejse fornyede Fordringer, som langt overstege, hvad der den Gang var Tale om,
og Konsistorium udtalte som Følge heraf det Haab, at Ministeriet bestemt vilde
modsætte sig alle Forsøg af denne Art,' ligesom det havde den Tillid til Rigs-
dagens Retfærdighed, at den, naar den blev tilstrækkelig oplyst om de virkelige
Forhold, ikke vilde fastholde den omhandlede Fordring.
Senere er der ikke foretaget noget i denne Sag.
3. l^nagtToargj-errelsen af Stiftelsernes kontante Beholdninger.
Finantsministeriet henledede under 17. Juni 1870 Undervisningsministeriets
Opmærksomhed paa Frugtbargjørelsen af kontante Beholdninger, der tilhøre de
under Ministeriets Bestyrelse henlagte separate Fonds. Det ansaa det for at være
af ikke liden Vigtighed for Statens finansielle Interesser, naar Kapitaler for disse
Fonds skulde gjøres frugtbringende, hvad enten dette ønskedes iværksat ved An-
skaffelse af Børspapirer eller ved Udlaan i faste Ejendomme, at vedkommende
Bestyrelse, i Stedet for at foranstalte saadanne Indkjøb eller Udlaan, direkte over-
tog af de blandt Statsaktiverne optagne Effekter af dette Slags, enten Børspapirer
efter disses Børspris paa den Tid, Overdragelsen skete, eller 4 pCt. Rente bæ-
rende, med fuldkommen betryggende Pantesikkerhed i faste Ejendomme i Danmark
paa halvaarlig Opsigelse, med eller uden Forpligtelse til mindre halvaarlige Af-
drags Erlæggelse paa Kapitalgjælden, udestaaende Panteobligationer, ved hvis
Transport for Statskassens Regning til den vedkommende separate Fond da maatte
af dette betales til bemeldte Kasse det overdragne Beløb til pari. Idet da Fi-
nantsministeriet forespurgte, om Undervisningsministeriet maatte tiltræde denne
Anskuelse og være villigt til derefter at træffe de fornødne Dispositioner, bemær-
kede det i øvrigt, at det selvfølgelig, hver Gang der for det opgaves det Beløb,
der ønskedes frugtbargjort for bemeldte Fond, forud vilde meddele Undervisnings-
ministeriet, i hvilke af Statsaktivernes Effekter dette kunde ske.
I Skrivelse af 20. Juli 1870 oplyste Kvæstor, at Børspapirer, paa Grund
af disses fluktuerende Værdi, saa godt som aldrig vare indkjøbte for nogen Del
af de under Kvæsturen hørende Stiftelsers aarlige Overskud, hvilket derimod i
Regelen var frugtbargjort ved direkte Udlaan mod 1. Prioritets Panteret i faste
Ejendomme, og da navnlig i gode Landejendomme, der afgave en saa fortrinlig
Sikkerhed, at det ikke havde været nødvendigt at betinge noget aarligt Kapital-
afdrag. I statsøkonomisk Henseende maatte det vistnok erkjendes, at disse og
andre Udlaan af offentlige Midler til den ordinære Rente havde udøvet en meget
gavnlig Indflydelse paa Ejendomsforholdene; men bortset herfra kunde der for
selve Stiftelsernes Vedkommende formentlig intet være imod, at Frugtbargjørelsen
Frugtbargjørelsen af Stiftelsernes kontante Boholdninger.	21
i en kommende Tid skete paa den af Finansministeriet foreslaaede Maade ved
Overtagelse af Statskassens Panteobligationer, under Forudsætning af, at disse af-
gave den samme Sikkerhed, som vilde kunne opnaas ved de Panter, der til enhver
Tid i Overflødighed tilbedes af private. Dog var det en Selvfølge, at de enkelte
af Ministeriet allerede bevilgede Laan maatte udbetales de paagjældende, saa
snart de dertil fornødne Midler havdes disponible, ligesom at den ene Stiftelse i
Nøds Tilfælde burde komme den anden til Hjælp ved at overtage af dens Pante-
obligationer i Stedet for at udlaane Pengene, paa samme Maade som hidtil, hvor-
ved Optagelse af Laan i Banken eller Opsigelse af Prioritets Obligationer ofte
var undgaaet. Efter dernæst at have paavist, at der efter al Sandsynliglied vilde
liengaa flere Aar, førend der vilde kunne blive Spørgsmaal om at overtage af
Statens Aktiver, henstillede han, 0111 der ikke kunde være Anledning til at stille
Sagen i Bero, indtil de separate Fonds engang i Tiden atter fik Midler
at udlaane.
Herved er Sagen blevet staaende.
4. IDe lÆoltkeslse I-egaters Overtageiso af Udgiften til IVEedaillen for
den natvirliistoriske Prisopgave,
Foranlediget ved en Forespørgsel fra Kvæstor, om Metalværdien 106 Rdl.
for 2 i Aaret 1866 uddelte Prismedailler for naturhistoriske Afhandlinger skulde
godtgjeres Kommunitetet af de Moltkeske Legaters Konto I., tilskrev Konsistorium
under 22. Okt 1866 Ministeriet paa følgende Maade.
Ved kgl. Resol. 8. Marts 1813, der blev afgivet efter den af den daværende
Direktion for Universitetet og de lærde Skoler nedlagte Beretning om det Moltkeske
Naturaliekabinet, var det under Nr. 5 bestemt, »at Direktionen, indtil Renterne af
denne Kapital udgjør 600 Rdl. aarlig, blandt de øvrige hvert Aar udsættende
Prismedailler, tillige bestemmer en Guldmedaille som Belønning for den bedste
Besvarelse af en Prisopgave i den naturhistoriske Videnskab«. Herved syntes det
nærmest at være forudsat, at den naturhistoriske Prismedaille kun skulde bekostes
at Kommunitetet, indtil Renteine af det Moltkeske Naturaliekabinets Kapital op-
naaede en Størrelse af 600 Rdl. om Aaret, men at derefter de Moltkeske Legater
skulde overtage Udredelsen af Udgiften til samme. I Overensstemmelse hermed
androg ogsaa det theologiske Fakultet som Kommunitetets daværende Bestyrelse i
en Skrivelse til Konsistorium af 26. Jan 1838 paa, at Kommunitetet for Frem-
tiden maatte fritages for den her omhandlede Udgift, derved, at den overtoges af
Naturaliekabinettet. Ved at fremsende dette Andragende til Universitetsdirek-
tionen yttrede Konsistorium i Skrivelse af 13. Juli 1838*), at man ikke kunde
anse det for endelig afgjort ved den kgl. Resol. af 8. Marts 1813, at Bekost-
ningen til ommeldte Guldmedaille skulde udredes af Renterne af Naturaliekabi-
nettets Kapital, og det indstillede derfor, at der maatte blive taget Hensyn til
denne Sag ved den endelige Regulering af Mellemværendet med Stats- og Finans-
minister Grev A. W Moltke til Bregentved i Anledning af hans Faders Gaver til
Universitetet og ved Udfærdigelsen af Fundatsen for disse Legater. Dette syntes
*) Selmers Aarb f. 1839 S. 94 ff.
22
økonomiske Anliggender 1864—1871.
ogsaa at være sket, idet Fundatsen for de Moltkeske Legater til Universitetet af
28. Jan. 1845 i dens § 9 kom til at indeholde følgende Bestemmelse: »Renterne
af de i § 5 under Nr. 2 nævnte 20 000 Rdl. i Sølv i kongelige Obligationer blive
at anvende til Gavn for det naturhistoriske Studium ved Kjøbenhavns Universitet
bl. a. derved, at en Præmie aarligen udsættes for en Afhandling over en natur-
historisk Opgave, i Lighed med, hvad der sker for Afhandlinger i andre Fag og
i ovrigt paa den Maade, som Universitetets Overbestyrelse inaatte anse for hen-
sigtsmæssigst; hvorom dog i Forvejen bliver at indhente Erklæring fra Besidderen
af Grevskabet Bregentved. Indtil nogen anden og nærmere Bestemmelse tages
om Renternes Anvendelse, skal af den halve Del udredes Udgiften til Præmien
for den oven nævnte naturhistoriske Afhandling og Lønninger til den Assistent«
o. s. v. (jfr. Selmers Aarboger f. 1845 S. 49—50). Uagtet de ved Fundatsens
oven nævnte Bestemmelse i Udsigt stillede nærmere Forhandlinger med Besidderen
af Grevskabet Bregentved, saa vidt Konsistorium bekjendt, ingen Sinde havde
fundet Sted, maatte det dog vistnok antages at have været Meningen med Fun-
datsens § 9, at Udgifterne til den naturhistoriske Prismedaille, som aarlig ud-
sattes, i Lighed med, hvad der skete for Afhandlinger i andre Fag, strax skulde
overtages af de Moltkeske Legater. At dette havde været Universitetsdirektionens
Opfattelse af Forholdet, syntes ogsaa at fremgaa deraf, at der i sammes Skrivelse
til Konsistorium af 19. April 1845 angaaende Reglerne for de fremtidige Regn-
skaber, som i Overensstemmelse med Forskrifterne- i Fundatsens § 14 blive at
aflægge, uden videre, som en Udgiftspost, der strax traadte i Virksomhed, under
Konto I litr. b opførte »Præmie for en Afhandling, der aarlig udsættes for Be-
svarelsen af en naturhistorisk Opgave, nemlig det for en Guldmedaille sædvanlige
Beløb« (jfr. Selmers Aarb. f. 1845 S. 51). Naar det ikke desto mindre
fandtes, at Udgifterne til de i Aaret 1850 vundne tvende Prismedailler for den
naturhistoriske Opgave, ikke bleve afholdte af de Moltkeske Legaters Konto I.
litr b., kunde dette vistnok kun betragtes som en Forglemmelse. Der kunde
saaledes næppe være nogen som helst Betænkelighed ved nu og for Fremtiden
at lade Udgifterne til Prismedaillen for den naturhistoriske Afhandling udrede af
det Moltkeske Legaters oven nævnte Konto, og altsaa ogsaa af samme at refundere
Kommunitetet de med Hensyn til de for 1866 udbetalte Prismedailler hafte
Omkostninger. For saa vidt der imidlertid i nærværende Tilfælde var Spørgsmaal
om Udredelse af Udgifterne ved tvende Guldmedailler for den i et Aar udsatte
naturhistoriske Opgave, henstillede Konsistorium til Ministeriet, om det maatte
finde Anledning til at indhente Grev Moltkes Samtykke til, at Udgiften ved begge
Medaillerne maatte udredes af Legatet, der efter indhentede Oplysninger var i
Stand hertil
Efter herom at have brevvexlet med Besidderen af Grevskabet Bregentved,
bifaldt Ministeriet under 6. Dec. 1866, at den nævnte Medaille for 1866 var ud-
delt for 2 Besvarelser af den naturhistoriske Prisopgave, og at den hertil med-
gaaede Udgift 106 Rdl., som forskudsvis var udredet af Kommunitetets Kasse,
refunderedes samme af de Moltkeske Legaters Midler, hvorhos det fremtidig blev
at iagttage, at Udgiften til denne Medaille blev udredet af bemeldte Legaters
Midler.
Vandafgiften for den botaniske Have.
23
III. Administrationen i Almindelighed.
1. "Vandafgiften, for den "botaniske Ha-ve.
Ved Skrivelse af 20. Juli 1859 fastsatte Ministeriet, at der fra den I. April
s. A. af Universitetets Kasse skulde godtgjøres Kjøbenhavns Vandvæsen aarlig
31 Rdl. 60 som den botaniske Haves Andel af den ved kgl. Resol. 19. Febr.
1817 bestemte Godtgjorelse af i alt 1,377 Rdl. 33 ft. aarlig for Vandforbrugen i
Statens og andre for Vandskat, fritagne Bygninger Denne Afgift blev derefter
betalt for April Kvartal 1859. For Juli og Oktbr. Kvartaler s. A. blev der
imidlertid af Magistraten, under Henvisning til L 30. Novbr. 1857 §§ 3 og 5,
fordret
Afgift af 4 Opstandere i Juli og Oktbr. Kvartaler............... 20 Rdl.
—	- 19 Extrahaner i samme Tidsrum.................... 19 —
—	- forbrugte 82,800 Tdr. Vand til Næringsbrug i Juli Kvartal 276 —
i alt. . . 315 Rdl.
Herom gjorde Kvæstor Indberetning til Ministeriet i Skrivelse af 2. Febr.
1860, idet han udtalte følgende:
L. 30. Novbr. 1857 § 5 lyder saaledes: »For de offentlige Bygningers og
Staten tilhørende Etablissementers Vedkommende, om hvis Vandforsyning Overens-
komst alt er truffet med den nuværende Vandkommision, forbliver det ved de
bestaaende Forhold, for saa vidt der- ikke anbringes flere Taphaner, end der nu
haves Opstandere, dog at Betalingen fastsættes til et Beløb af 10 Rdl. for hver
Taphane. Saafremt flere Haner maatte blive anbragte, komme de almindelige
Regler om Betaling til Anvendelse«. Da nu botanisk Have i Overensstemmelse
med kgl. Resol. 19 Febr. 1817 henhørte til de offentlige Bygninger og Etablisse-
menter, som hidtil havde været fritagne for Vandskat, mod at betale de \ deri
bestemte Kjendelse for Vandforbrugen, var det altsaa L. 30. Novbr. 1857 § 5,
som her skulde komme til Anvendelse, hvorimod den ligeledes paaberaabte § 3,
som efter dens Indhold kun angik de i Lovens § 2 ommeldte private Bygninger,
af hvilke der svares ordinær Vandskat, ikke vedkom den botaniske Have, i alt
lald kun for saa vidt angik Afgiften af de indlagte Extrahaner. Endnu mindre
kunde § 4, som angik Betaling for Vand til privat Næringsbrug, vedkomme
botanisk Have. ligesom denne § ej heller var paaberaabt af Magistraten, uagtet
det maatte antages, at det var i Henhold dertil, at der blev fordret 276 Rdl. for
82,800 Tdr. Vand til Næringsbrug. Da det nu i Følge Lovens § 5 skulde med
Hensyn til botanisk Have have sit Forblivende ved det bestemte Forhold, og da
det ved Ministeriets Skrivelse 20. Juli 1859, altsaa efter at L 30. Novbr. 1857
var udkommet og efter at de nye Vandværker vare tagne i Brug, blev bestemt, at
Erstatningen for Vandforbrugen i botanisk Have .'fremdeles skulde erlægges med
de ved kgl. Resol. 19. Febr. 1817 bestemte 3J Rdl. 60 [i. aarlig, kunde der
næppe med Gyldighed gjøres Krav paa en større Vandskat end sidst nævnte
Beløb. Den ved L. 1857 § 5 hjemlede Ret til at forhøje Afgiften til 10 Rdl.
af hver af de tidligere 4 Opstandere og 2 Rdl. for hver af de anbragte Extrahaner
kunde næppe derved anses for at være frafaldet; men selv om man ikke kunde
tillægge Resol. 1859 denne Virkning kunde der i Følge L. 1857 § 5 i alt Fald
kun tordres Afgift af 4 Opstandere og 19 Extrahaner, i alt 78 Rdl. aarlig, men
24	Økonomiske Anliggender 1864—1871.
t
derimod ikke det meget betydelige Beløb for Vand til Næringsbrug. De nævnte
4 Opstandere eller Hovedhaner og Extrahaner vare anbragte saaledes:
a.	et Spring i Stedet for det tidligere stedsevarende Spring til at forsyne
den i den øverste Del af Haven anbragte Park eller Akvarium til Brug ved
Havens Vanding;
b.	et Spring i Stedet for det tidligere stedsevarende Spring til den i den nederste
Del af Haven anlagte Park, som nærmest var bestemt til at forsyne Møntens
Dampmaskine med Vand, og saaledes ikke benyttedes af den botaniske Have,
naar undtages, at derfra undertiden i stærk Tørke blev hentet Vand, naar
de større Partier af Haven skulde vandes;
c.	en Kjøkkenhane i Direktørboligen i Stedet for den tidligere deri anbragte
Opstander, hvilken Hane i øvrigt aldeles ikke blev benyttet, da Direktørboligen
ikke var beboet;
d.	en Kjøkkenhane i Gartnerboligen i Stedet for den tidligere der anbragte
Opstander, som alene var til Brug for Gartneren og hans Familie;
e.	en ny anbragt Kjøkkenhane i Portnerboligen;
f.	en Hane i Palmehuset;
g.	8 Haner i Væxthusene;
h.	9 Haner paa forskjellige Steder i Haven.
Da den under litr. b. ommeldte Hovedhane nærmest blev benyttet af Mønten,
syntes den derfor beregnede Afgift 10 Rdl. aarlig at burde affordres Mønten, og
ikke botanisk Have, som kun benyttede en ubetydelig Del af Vandet i den
paagjældende Park. Naar hertil kom, at Ivjøkkenhanen i Direktørboligen aldeles
ikke blev benyttet, og at 9 af de anbragte Extrahaner kun benyttedes om Sommeren,
naar Potteplanterne vare udstillede, hvorimod Hanerne aldeles borttoges om
Vinteren, var der formentlig al Anledning til fremdeles at lade det have sit
Forblivende ved fornævnte aarlige Afgift af 31 Rdl. 60/3, og selv om der i Overens-
stemmelse med L. 30. Novbr. 1857 § 5 skulde betales for hver enkelt Opstander
og Extrahane, uden at der kunde tages noget Hensyn til, at enkelte Haner ikke
benyttedes om Vinteren, burde Afgiften dog under ingen Omstændigheder være
højere end 68 Rdl. aarlig, mod at de øvrige 10 Rdl. affordredes Mønten.
Idet han da indstillede, at Ministeriet vilde bevirke, at Betalingen for Vand-
forbrugen blev bestemt paa en af de angivne Maader, udtalte han med Hensyn
til den fremsatte, formentlig aldeles uhjemlede Fordring for Vand til Nærings-
brug, at Springet i den øverste Park gav 1862/å Tdr i Døgnet, eller for et
Kvartal................ . ; .. . . ........................ 17,174 Tdr.
men da 11 af Extrahanerne fik Vand fra Ledningen til bemeldte
Park, og Indstrømningen i Parken ophørte, saa snart Extrahanerne
aabnedes, maatte herfra drages det Kvantum Vand, som afgaves
gjennem bemeldte Extrahaner, og hvorfor fordredes særskilt Afgift
af 2 Rdl. pr. Hane, hvilken Vandmængde var beregnet til. ...... 3,527 —
13,647 Tdr.
Tilstrømningen i den nederste Park udgjorde ligeledes c. 17,174 Tdr.;
men dersom der kunde fordres Betaling for dette Vand, maatte det affordres
Mønten. Botanisk Have benyttede vel undertiden Vand fra denne Park gjennem
6 i den nederste Del af Haven anbragte Extrahaner; men da der fordredes
Vandafgiften for den botaniske Have.
2b
særskilt Afgift af bemeldte Haner, kunde der formentlig ikke desuden beregnes
Betaling for Vandet, som efter Gartnerens Forklaring kunde ansættes til 1,410 Tdr.
i et Sommer Kvartal De 3 Kjøkkenhaner og den i Palmehuset anbragte Hane
afgave hver omtrent 4 Tdr. Vand i Døgnet eller for alle 4 Haner i et Kvartal
1,472 Tdr.; men naar der for 2 af disse Haner fordredes i aarlig Afgift 10 Rdl.
for hver og for de andre 2 Haner l Rdl. for hver, kunde der formentlig ikke
fordres særskilt Betaling for Vandet Botanisk Have kunde saaledes, saafremt
det dertil benyttede Vand skulde betales efter Reglerne for Vand til privat
Næringsbrug, dog ikke for Juli Kvartal komme til at betale mere end for
13,647 Tdr. og i saa Fald maatte vel ogsaa de for Vandledningen til Parken
fordrede 10 Rdl. aarlig bortfalde. Efter indhentede Oplysninger fra Vandvæsenet
vare de omtalte 82,000 Tdr. Vand det hele Kvantum, der kunde afgives gjennem
Ledningerne til begge Parkerne og samtlige Haner, naar de vare i uafbrudt
Brug; men denne Beregningsmaade, hvorefter Vandskatten maatte antages at blive
uforandret ogsaa om Vinteren, uagtet næsten hele Vandforbrugen ophørte, og
altsaa udgjorde 1,182 Rdl. aarlig i Stedet for de ved Resol. 19. Febr. 1817
bestemte 31 Rdl 60 fi , og hvorved der, foruden Betaling for den mulige Vand-
forbrug, end videre fordredes særskilt Afgift af hver Opstander og Extrahane, maatte
nvistok under alle Omstændigheder være urigtig, da derved fordredes Betaling for
mere Vand, end der virkelig brugtes, og desuden Betaling paa 2 forskjellige
Maader for en stor Del af det beregnede Kvantum Vand, ligesom derved ogsaa
affordredes Haven Betaling for det Vand, der benyttedes af Mønten.
Gjennem Indenrigsministeriet foranledigedes Kjøbenhavns Magistrat
til i Skrivelse af 8. Maj at udtale sig nærmere om Sagen.
For saa vidt der for de i botanisk Have anbragte 4 Opstandere og 19
Haner i 3dje og 4de Kvartal 1859 var beregnet en Afgift af 39 Rdl., var denne
Ansættelse hjemlet ved L. 1857 § 5. Den botaniske Have, der henhørte under
de offentlige Ejendomme, for hvis Vandforsyning der i Folge kgl. Resol. 19. Febr.
1817 hidtil var udredet 1,37 7 Rdl. 33 'fi. aarlig, havde tidligere, ligesom nu, 4
Opstandere, for hvilke der altsaa vilde være at erlægge 40 Rdl om Aare t
hvorimod de ny anbragte 19 Haner vare som Extrahaner ansatte til at svare
den i Lovens § 3, sidste Passus, omhandlede Afgift af 2 Rdl. aarlig. Foruden
fornævnte 23 Opstandere og Taphaner fandtes i Haven tvende Spring, der hverken
vare Opstandere eller Taphaner (hvorom kun handledes i Lovens § 5) og for
hvilke Afgiften var beregnet i Henhold til § 4 mbr. 3. Betalingen for det
gjennem disse Spring forbrugte Vand, der i øvrigt paa Skattebilletten mindre
korrekt var betegnet som Vand til Næringsbrug, var af Bestyrelsen fastsat til
32 !?> pr. 100 Tdr, medens et saadant Kvantum Vand for Tiden kostede Kom-
munen selv c. 64 /3. Den nedsatte Afgift 32 beregnedes vel ellers kun for Vand
til Næringsbrug, Spring og deslige, for saa vidt dette benyttedes i Bygninger,
der desuden erlagde fuld Vandskat; men Bestyrelsen havde i nærværende Tilfælde
troet efter Omstændighederne at burde ansætte Afgiften saa lempelig som muligt
Hvad angik Havens Vandforbrug oplyste Magistraten, at efter en af Vand-
inspektøren anstillet Maaling leverede det ene Spring, der benyttedes til
Akvarium, 440 Tdr. daglig. Det andet Spring kunde ikke maales, men efter
Vandinspektørens Skjøn leverede det 600 Tdr. daglig For ikke at gaa Haven
tor nær, bleve begge Spring tilsammen ansatte til 90o Tdr. daglig eller for de
Universitets Aarbog.	4
k26
Okononiiske Anliggender 1864—1871.
92 Dage i 3dje Kvartal 82,800 Tdr. I Vintermaanederne, da Springene ikke
lob saa stærkt, vare de ligeledes efter Maaling kun ansatte til 400 Tdr. daglig.
At d> r under de beregnede 82,800 Tdr. skulde være indbefattet det Vand, der udflod
gjennem Fxtrahanen, og det, der benyttedes til Drivhusene, beroede paa en
Misforstaae'se. Det nævnte Kvantum Vand udflød alene gjennem de to Spring,
medens der for det gjennem Hanerne benyttede Vand kun var beregnet en Afgift
af 2 Rdl. aarlig for hver Hane. At den største Del af det af det ene Spring
leverede Vand benyttedes af Mønten, maatte formentlig som et privat Mellem-
værende mellem Haven og Mønten være en Kommunen uvedkommende Sag,
ligesom den Omstændighed, at alle Taphanerne ikke vare i stadig Brug, heller
ikke skjønnedes at kunne komme i Betragtning ved Afgiftens Beregning.
Magistraten maatte derfor være af den Formening, at der ikke vilde ske nogen
Nedsættelse i den Haven beregnede Vandafgift, hvis Opkrævning maatte anses
fuldkommen hjemlet ved L. 30. Novbr. 1857, og som desuden var særdeles
moderat beregnet, saa vel med Hensyn til det om Vandforbrugens Størrelse
oplyste som til, hvad Vandets Tilvejebringelse kostede Kommunen.
I sin Erklæring af 20. Novbr. 1860 udtalte Kvæstor — efter at have bemærket,
at L. 1857 § 5 efter Ordlyden i Forbindelse med Motiverne (Dept. Tid. f. 1857
S. 992) handlede om hele den Vandforsyning, hvortil de paagjældende Bygninger
og Etablissementer i Følge ældre Kontrakter vare berettigede, saa at det var
urigtigt, naar Magistraten ytrede, at § 5 kun omhandlede Opstandere eller Tap-
haner, men ikke Spring — at da botanisk Have henhørte til de offentlige
Etablissementer, paa hvilke L. 1857 § 5 kom til Anvendelse, kunde der altsaa,
med Undtagelse af den i Paragrafen nævnte Afgift af 10 Rdl for hver af de
ældre Opstandere, ikke affordres Haven nogen forøget Vandskat, uden for saa
vidt der var forlangt anbragt enten flere Taphaner, end der tidligere var Vand-
ledninger, eller nye Spring, som ikke tidligere existerede. I Følge Magistratens
Erklæring var den tidligere Vandskat af Haven beregnet af 4 Opstandere. I
Aaret 1849 blev der vel med Vandkommissionens Tilladelse anbragt en ny Opstander
ved Palmehuset; men denne Opstander, som kun benyttedes til Drikkevand for
Havens Arbejdere, bevirkede ikke nogen Forhøjelse i Vandskatten. Af disse 4
ældre Vandledninger kunde der efter L. 1857 § 5 ikke fordres nogen højere
Vandskat end lu Rdl. for hver Ledning, og da de 2 i Haven anbragte Parker
vare indbefattede under disse 4 ældre Vandledninger, kunde der ikke fordres
særskilt Betaling efter Tøndemaal for det Vand, der afgaves til Parkerne, da
disse Vandledninger derved vilde blive dobbelt beskattede. Havde disse 2 Parker
ikke været indbefattede under de ældre Vandledninger, men først vare anlagte,
efter at de nye Vandværker vare traadte i Virksomhed, maatte dertil have været
erhvervet Vandværksbestyrelsens Samtykke, og Haven maatte da efter L. 1857 §4
have underkastet sig Bestyrelsens Bestemmelse om de Vilkaar, hvorunder Til-
ladelsen til Anlæget af saadanne nye Parker med Springvandsledninger kunde
meddeles. Men da begge Parkerne vare indbefattede under de 4 ældre Opstandere og
dertil ikke fordredes nogen større Vandmængde, end de ældre Ledninger afgave,
var Vandværksbestyrelsen uberettiget til derfor at fordre nogen højere Afgift end
de lovbestemte 10 Rdl. for hver Ledning. Med Hensyn til de 19 Extrahaner
bemærkede han, at der i sin Tid kun blev forlangt anbragt 17 Extrahaner.
Derimod var der paa de 2 Opstandere i Væxthuse anbragte smaa Tude; gjennem
Vandafgiften for den botaniske Have.	27
disse dryppede Vandet stadig ned i 2 Vandkasser, i hvilke der dyrkedes Vand-
planter. Tudene vare altsaa anbragte for at gjøre Indstrømningen saa lille som
muligt; da de Vanddraaber, som kom gjennem dem, ellers vare bestemte til at
løbe ud gjennem Hanerne, var der næppe tilstrækkelig Anledning til at fordre
dobbelt Afgift af de paagjældende 2 Extrahaner.
Hvad den forreste Park eller det nuværende Akvarium angik, blev det i
1857 ved Indlæggelsen af de nye Vandrør tilkjendegivet Vandværksbestyrelsen,
at den tidligere Vandforbrug til denne Park udgjorde 18f»2/a Tdr. Vand i Døgnet,
hvilken Vandmasse fremdeles ønskedes afgivet. Vel viste det sig strax efter
Indlæggelsen, at de nye Vandrør vare saa store, at de med fuldt Tryk afgave en
større Vandmængde end den forlangte; men da der ikke havdes Brug for en
større Vandmængde, var Vandledningen stedse kun holdt paa halvt Tryk, hvorved
Vandmængden i Parken omtrent kom til at svare til den opgivne tidligere Forbrug.
Haven burde ikke lide noget Tab ved den saaledes begaaede Fejl ved Rorenes
Indlægning, især da der i Virkeligheden ikke brugtes mere Vand end de forlangte
1862/3 Tdr. i Døgnet. Dersom Vandværksbestyrelsen ikke turde stole paa, at
Ledningen virkelig stadig holdtes pisa halvt Tryk, burde den naturligvis lade an-
bringe et mindre Afløbsrør, som svarede til den opgivne Forbrug. Den nederste
Park benyttedes, som tidligere forklaret, kun til Vanding i meget tørre Somre
for at undgaa den lange Vandtransport fra den øverste Park; men den Fordel,
som derved opnaaedes, stod ikke i noget passende Forhold til den deraf fordrede
Afgift. Skulde denne Afgift virkelig svares, var der al Anledning til strax at
lade Vandledningen til denne Park borttage, hvorved naturligvis ikke alene den
her omhandlede Afgift, men ogsaa de 10 Rdl. aarlig maatte bortfalde.
Ved under 11. Decbr. at tilstille Indenrigsministeriet denne Erklæring udtalte
Undervisningsministeriet, at det ganske henholdt sig til denne, og at
det, uagtet Vandskatten for botanisk Have efter den fra Magistraten selv i
Henhold til kgl. Resol. 19. Febr. 1817 modtagne Meddelelse kun havde kunnet
ansættes til 31 Rdl. 60 Sk. aarlig, var villigt til at lade Haven udrede den i
Medfør af L. 1857 § 5 fordrede Betaling af 10 Rdl. for enhver Opstander, der
var traadt i Stedet for de tidligere Vandledninger til Haven og end videre 2 Rdl.
for enhver af de anbragte 19 Extrahaner, hvilken Betaling, forudsat, at den af
Kvæstor omtalte ene Opstander borttoges, vilde udgjøre i alt 68 Rdl. aarlig.
Derimod kunde Ministeriet ikke indvilge i, at Haven udredede den yderligere
Vandskat, der var beregnet i Tøndemaal i Forhold til den Afgift, der efter Lovens
§ 4 skulde betales for Vand til Næringsbrug, men maatte, for saa vidt Vand-
værksbestyrelsen fastholdt sin Paastand i denne Henseende, anse det for rigtigst,
at Spørgsmaalet herom afgjordes ved Domstolene.
Efter Foranledning af Indenrigsministeriet udtalte Magistraten sig paa
ny i Skrivelse af 18. April 1861. Betalingen for Vand til den botaniske Have
var, saa længe Bestemmelserne for Byens ældre Vandværk gjaldt, indbefattet i
det saakaldte kongelige Bidrag af 137 7 Rdl. 33 Sk. aarlig, der erlagdes under
et for Vandforsyningen i en Del offentlige Bygninger, uden at Pumpernes Antal
derved kom i Betragtning. Dette var Grunden til, at der ikke forlangtes nogen
særlig Afgift af den Opstander, som den kgl. Vandkommission i Aaret 1849 tillod
anbragt. Denne Opstander var imidlertid ved en Forglemmelse af Vanflinspektøren
ikke opgivet, og der vilde som Følge heraf blive at betale den i L. 1857 § 5
4*
28	Økonomiske Anliggender 1864 —1871.
bestemte Afgift af 10 Rdl. for 5 Opstandere i Stedet for, som tidligere opgivet,
for 4. Af disse 5 Opstandere var der 2 Spring eller uafbrudt løbende, for hvilke
Magistraten efter Lovens § 4 mbr .3 var berettiget til at fastsætte Betalingen.
Som bemærket i Magistratens Skrivelse af 8. Maj 1860 havde man for disse
Spring kun fordret en Betaling af 32 Sk. pr. 100 Tdr. Vand — uagtet de
kostede Kommunen det dobbelte — fordi der af dem beregnedes den for offentlige
Bygninger fastsatte Afgift af 10 Rdl. pr. Stk., hvorimod man stedse af private
fordrede 64 Sk. pr. 100 Tdr. Vand til Næringsbrug og Spring, for saa vidt der
ikke af den Ejendom, hvori Vandforbrugen fandt Sted, betaltes almindelig
Vandskat, i hvilket Tilfælde en Moderation af det halve Beløb fandt Sted. Vand-
mængden havde Vandinspektøren kun kunnet bestemme ved et Skjøn, ved hvilket
der var taget Hensyn til de anstillede Maalinger, saaledes som den opgivne
Kvartalsforbrug ogsaa udviste, og til et saadant Skjøn var Vandværkets Bestyrelse
efter Lovens § 4 berettiget, med mindre Ejeren havde ladet en Vandmaaler an-
bringe. De Forandringer, som maatte attraas ved Ledningerne til de omhandlede
2 Spring, navnlig for at bevirke, at disse gave saa konstant som muligt det
Minimum af Vand, som behøvedes, kunde Magistraten, saa ubetydelige de end
vare, ej lade udføre for Vandværkets Regning, da disse Forandringer vare uden
Interesse for Kommunen. Hvad de 2 i Væxtshuset stadig løbende Udløb angik,
vare disse, eftersom de vare forsynede med Haner, lige saa vel Extrahaner som
alle de øvrige Taphaner. Imidlertid vilde Magistraten frafalde Betalingen for
disse 2 Haner, naar Haven uden Indsigelse betalte den øvrige Afgift, nemlig:
10 Rdl. pr. Stk. af 5 Opstandere,
2 — — - 19 (event. 17) Extrahaner.
32 Sk. pr. 100 Tdr. af det gjennem Springene udløbende Vand.
Magistraten opgjorde derefter Tilsvaret for den forløbne Tid (Juli—Oktbr.
Kvartal 1859 samt hele Aaret 1860) til 50 Rdl. 48 Sk. for Hanerne og 1068 Rdl.
64 Sk. for Vand til Springene, tilsammen 1119 Rdl. 16 Sk.
I sin Svarskrivelse herpaa af 3. Juni udtalte Kvæstor, at da botanisk
Have henførtes til de i L. 1857 § 5 nævnte offentlige Etablissementer, og de 2
i den anbragte Spring ikke vare nye, men anbragte mange Aar, førend den nye
Vandforsyning blev anlagt^ og endog førend den ved kgl. Resol 19. Febr. 1817
bestemte Godtgjørelse for Vandforbrugen i Statens og andre for Vandskat fritagne
Bygninger blev fastsat, var Betalingen derfor ogsaa indbefattet i Havens Andel i
den ved sidst nævnte Resolution bestemte Godtgjørelse. Der kunde derfor ikke
fordres nogen anden Afgift for dem end fornævnte 10 Rdl. for hver af de ældre
Vandledninger, hvorunder bemeldte 2 gamle Spring vare indbefattede. Derimod
maatte det erkjendes, at Haven var pligtig at betale den almindelige Afgift 2
Rdl. for hver af de anbragte nye Taphaner, og dersom der i Haven var forlangt
anbragt nye Opstandere eller nye Spring, maatte derfor ogsaa betales sædvanlig
Afgift; men dette var ikke Tilfældet, da der i Haven nu ikke fandtes flere Op-
standere eller Spring end unier den ældre Vandforsyning. Vel blev der under
denne Sag tidligere kun fordret Afgift af 4 Opstandere, hvorimod Magistraten, da
det under Sagen var oplyst, at der under den ældre Vandforsyning virkelig var
5 Opstandere, nu beregnede Afgift af 5 Opstandere eller Taphaner å 10 Rdl ;
men herimod var der næppe tilstrækkelig Anledning til at gjøre Indsigelse, uagtet
en af de ældre Opstandere var borttaget og derfor kun var afskrevet Afgiften af
Vandafgiften for den botaniske Have.
29
en Taphane til 2 Rdl. Der kunde derfor formentlig være Anledning til at ind-
rømme den af Magistraten fordrede Afgift af Opstandere eller Taphaner, men
derimod at nægte den fordrede yderligere Betaling efter Tøndemaal for den
Vandmængde, der afgaves til de 2 under de ældre Ledninger indbefattede Spring.
Naar Haven fritoges for at svare den fordrede Afgift efter Tøndemaal af den
Vandmængde, som afgaves til de 2 der anbragte gamle Spring, kunde det være
Haven ligegyldigt, at dertil afgaves mere Vand, end der i Overensstemmelse med
den tidligere Forbrug blev fordret; men saa længe Spørgsmaalet var uafgjort,
ansaa han det for rigtigst, at den Vandmængde, der afgaves, blev indskrænket
paa den tidligere angivne Maade. Vilde Vandværket ikke afholde den med For-
andringen forbundne ubetydelige Udgift, burde den overtages af Universitetet, dog
uden at deri maatte søges nogen Anerkjendelse af Havens Forpligtelse til at er-
lægge den fordrede Betaling for det dertil afgivne Vand. Han indstillede derfor,
at der paa forventet Tillægsbevilling maatte udbetales Afgiften af Opstandere og
Taphaner med 125 Rdl. 48 Sk., og at det maatte tilkjendegives Magistraten, at
Universitetet ikke ansaa sig forpligtet til at betale de som Betaling efter Tønde-
maal fordrede 1068 Rdl. 64 Sk. og derfor, saafremt Magistraten vedblev sin
Paastand herom, ønskede dette Spørgsmaal afgjort ved Domstolene, samt at
Universitetet i saa Fald var villigt til foreløbig at betale den ubetydelige Udgift,
der var forbundet med at indskrænke Vandafløbet til Springene eller Parkerne til
det Kvantum, der efter den tidligere Forbrug blev fordret.
I Overensstemmelse hermed tilskrev Undervisningsministeriet under
22. Juli Indenrigsministeriet og meddelte Kvæstor Ordre til i Magistratens Kasse
at indbetale Afgiften af Opstandere eller Taphaner for 3. og 4. Kvartal 1859 og
hele Aaret 1860 med 125 Rdl. 48 Sk. Indenrigsministeriet tilmeldte der-
efter under 11. Septbr først nævnte Ministerium, at Magistraten til det havde
indberettet, at den ikke troede sig berettiget til lige over for de aldeles bestemte
Forskrifter, som Frd. 8. Juli 1840 indeholdt med Hensyn til den Fremgangsmaade.
der skal følges ved Inddrivelsen af Skatterestancer, og det Ansvar, som Tilside-
sættelsen heraf medfører, længere at undlade at træffe Foranstaltning til, at det
ommeldte Beløb af 1068 Rdl. 64 Sk., som det efter Magistratens Formening i
Henhold til L. 30. Novbr. 1857 paahvilede botanisk Have at udrede, blev ind-
drevet ved Udpantning, idet Magistraten selvfølgelig maatte overlade til ved-
kommende at ty til Domstolene og forbeholde sig alt fornødent med Hensyn til
det Resultat, hvortil disse ved Opgjerelsen af det opkastede Spørgsmaal maatte
komme.
Udpantning blev derefter foretaget og indanket for Landsover- samt
Hof- og Stadsretten. For imidlertid under alle Omstændigheder at nedbringe
Magistratens Fordring, lenstillede Kvæstor i Skrivelse af 3. Decbr. — efter at
have meddelt, at Vandafløbet for den øverste Park vilde blive indskrænket fra
350 Tdr. til det oprindelig forlangte Kvantum 187 Tdr. i Døgnet — om ikke
Vandledningen til den nederste Paik; hvorfra Mønten erholdt Vand, kunde bort-
tages, indtil Retssagen endelig var paakjendt, dog med udtrykkeligt Forbehold af
Havens Ret til, naar det forlangtes, igjen at faa Ledningen anbragt. Under-
visningsministeriet forespurgte derfor i Skrivelse til Finansministeriet af
27. Decbr., om det var af Vigti.hed for Mønten, at Vandledningen bibeholdtes,
da Universitetet i saa Fald for den botaniske Haves Vedkommende vilde være
30
Økonomiske Anliggender 1864— 1871.
villigt til at underkaste sig de dermed mulig forbundne Udgifter, naar Mønten,
som hidtil havde afholdt Halvdelen af Udgifterne ved Vandledningens Reparation
og alle Udgifterne ved Parkens Rensning, var villig til ligeledes at udrede den
anden Halvdel af den aarlige Betaling, som endelig blev bestemt for Vandledningen
til den omhandlede Park. Saafremt Parken ikke for Møntens Vedkommende
ønskedes bibeholdt, vilde denne da blive nedlagt Da Finansministeriet
derefter (21 Jan. 1862) meddelte, at der ikke var nogen rimelig Grund til at
antage, at der ved Mønten vilde blive foretaget nogen Udmøntning i den nær-
meste Tid. og da, saafremt dette maatte ske, en midlertidig Benyttelse af Vand
fra den omhandlede Park vilde kunne tilvejebringes ved Restituering af Parkens
Forbindelse med Kjøbenhavns Vandværk, saa at Finansministeriet ikke fandt det
nødvendigt, at Parken bibeholdtes for Møntens Skyld, beordrede Undervisnings-
ministeriet i Skrivelse til Kvæstor af 29. Jan. den nederste Park indtil videre
nedlagt.
For at imidlertid de i Parken nævnte Vandplanter ikke skulde ødelægges,
blev det imidlertid anset for nødvendigt at anbringe en tidligere paatænkt og nu
ved den paabegyndte Tilkastning af Kanalen ved Gammelholm nødvendiggjort
Rørledning, hvorved Spildevandet fra Akvariet kunde ledes til den nederste Park.
Ministeriet bifaldt derfor ved Skrivelse af 22. Maj 1862, at denne Ledning strax
søgtes iværksat, og at de dermed forbundne Udgifter, saafremt de ikke
kunde afholdes af den aarlige Vedligeholdelseskonto, bleve udredede af Universi-
tetets extraordinære Udgiftskonto for 1862—63.
Landsover- samt Hof- og Stadsrettens Dom, ved hvilken Magi-
straten frifandtes for Universitetets 'liltale, blev afsagt d. 22. Decbr. 1862. Af
dens Præmisser hidsættes følgende.
»— — - ■ For saa vidt nu Citantens Procedure gaar ud paa at erholde
paakjendt, hvorvidt Kjøbenhavns Kommune overhovedet er berettiget til at opkræve
Vandslcat af botanisk Have, navnlig ogsaa af de i Haven værende Opstandere og
Taphaner, og i bekræftende Fald, i hvilket Omfang, vil dette Punkt, saaledes som
Sagen er anlagt, ikke mod de indstævntes Protest kunne komme under Paakjen-
delse, da Stævningen kun refererer sig til Udpantningsforretningen, og det kun
er denne, der er paastaaet ophævet; men det fremgaar saa vel af Forretningen
som af, hvad der under Sagen er fremkommet fra de indstævntes Side, at der
alene er gjort Udpantning for Vandskat, beregnet efter Tøndemaal, af de i om-
meldte Have værende 2de Fontæner eller Springvand, og det er saaledes kun
Spørgsmaalet om Forpligtelsen til at svare denne Vandskat, der foreligger her
under Sagen. Til Støtte for Fritagelsen herfor har Citanten anbragt, at Staten i
sin Tid har forpligtet sig til at forsyne botanisk Have med Vand uden Vederlag
af denne, og at Kommunen senere har overtaget denne Forpligtelse, og Citanten
har i saa Henseende henvist til nogle i Aarene 1812 og 1817 stedfundne For-
handlinger og tagne Bestemmelser, der formentlig begrunde saadan Forpligtelse.
Da de indstævnte imidlertid have benægtet, at der paahviler Kommunen en For-
pligtelse som "den ommeldte, og da der ikke under Sagen er fremlagt Afskrift af
de paaberaabte Forhandlinger m. m., og Retten saaledes ikke kan bedømme disses
Karakter og Betydning, idet alt, hvad der i saa Henseende maa anses in confesso,
indskrænker sig til,■'at. der tidligere uden Vederlag blev afgivet Vand til for-
skjellige offentlige Bygninger og Ejendomme, blandt hvilke botanisk Have, men
Vandafgiften for den botaniske Hare.
31
at der i Aaret 1817 af Statskasse ! tilstodes Kjøbenhavns Vand væsen en aarlig
Godtgjørelse af 1377 Rdl. 33 Sk. for bemeldte Vandforsyning, vil der ved Sagens
Afgjorelse ikke kunne tages Hensyn til hint Anbringende.
Det er i Henhold til L. 30. Novbr. 1857 angaaende Staden Kjøbenhavns og
dens Grunds Forsyning med Vand fra de nye Vandværker, at de indstævnte for-
mene Kommunen berettiget til den under Sagen omhandlede Vandskat. Citanten
har vel villet gjøre gjældende, at anførte Lov ikke angaar eller omtaler botanisk
Have, paa hvilken den efter hans Formening aldeles ikke kan finde Anvendelse;
men ligesom dette kommer i Strid med, hvad der fra Citantens Side er anbragt
for Fogedretten, hvortil han under sin Procedure her for Retten har henvist, og
hvor han har bemærket, at botanisk Have horer til de i bemeldte Lovs § 5 om-
meldte Ejendomme, saaledes staar hint Assertuni ogsaa i Modsigelse med Citantens
Erkjendelse af, at Vandvæsenet i hvert Fald er berettiget til at opkræve af Uni-
versitetet for botanisk Have 38 Rdl. aarlig i Vandskat i Henhold til Lovens § 3 i.
f. Ligeledes bemærkes som et Datum, der ikke er uden Betydning, at en under
Sagen fremlagt BTevvexling' viser, at det saa vel fra Universitetets som Kultus-
ministeriets Side under nogle, nærværende Retssag forudgaaende Forhandlinger er
erkjendt, at nævnte Lov finder Anvendelse paa botanisk Have, skjønt ikke i hele
det Omfang, som de indstævnte antage. Det fremgaar ogsaa klart af L. 30.
Novbr. 1857, at den angaar alle Ejendomme i Kjøbenhavn og paa dens Grund,
saa vel de private tilhørende Ejendomme -som offentlige Bygninger og Staten til-
hørende Etablissementer, og der kan saaledes ikke være nogen Tvivl om. at ogsaa
botanisk Have hører under Lovens Omraade. Citanten formener, at det i saa
Lald maa være Bestemmelserne i § 5, 1. Passus, som maa komuie til Anvendelse
med Hensyn til de omhandlede Fontæner, medens de indstævnte derimod anse
Lovens § 4 anvendelig paa disse. Da de tvende Fontæner i Haven, hvilke ere
anlagte efter Aaret 1857, ere traadte i Stedet for tvende tidligere Vandledninger,
iormener Citanten, at der ikke i saa Henseende er indtraadt nogen Forandring i
de bestaaende Forhold, og at Bestemmelsen i § 5 kun kan have til Følge, at der
skal betales 10 Rdl. for hver af Fontænerne. Om man nu end i øvrigt maatte
anse første Passus af § 5 anvendelig paa botanisk Have, skjønnes den dog ikke
at kunne koninio til Anvendelse paa sammes Fontæner, da §'en kun angaar Be-
talingen for Taphaner og Opstandere, og det er uantageligt, at der for Taphaner
og hontæner skulde erlægges samme Betaling, uagtet hine kun give Vand til en-
kelte Tider, disse derimod altid. Hertil kommer, som det fremgaar af Sagen, at
der i Virkeligheden er indtraadt en væsentlig Forandring i det her omhandlede
Forhold, idet de nye Ledninger — forinden hvis Nedlægning det gjentagne Gange
blev tilkjendegivet Havens Bestyrelse, at der af samme vilde blive at svare
Vandskat efter nærmere Bestemmelse — ere Springvandsledninger, medens de
ældre vare Pumpevandsledninger og hine derhos afgive en meget betydeligere
Vandmasse end disse. Det skjønnes ikke rettere, end at Bestemmelsen i bemeldte
Lovs § 4, at der til Fontæner og andre lignende Anlæg ikke maa benyttes Vand
fra Vandværket uden efter dertil meddelt Samtykke fra Vandvæsenets Bestyrelse,
som fastsætter de Vilkaar, hvorunder Afbenyttelsen kan indrømmes, maa komme
til Anvendelse paa de i § 5 omhandlede offentlige Bygninger og Staten tilhørende
Etablissementer og saaledes ogsaa paa botanisk Have, dels fordi denne Be-
stemmelse, der er det eneste Sted i Loven, hvor der handles om Betingelserne
32
økonomiske Anliggender 1864—1871.
for .Benyttelse at' Vand til Fontæner, er affattet i almindelige Udtryk, dels fordi
der under en modsat Forudsætning vilde savnes i Loven en Bestemmelse om
Fontæner ved offentlige Bygninger og Staten tilhørende Etablissementer, uagtet
det netop er paa saadanne Steder, at de sædvanlig anbringes. Den Omstændighed,
at § 4 tillige indeholder Bestemmelser om Vandskat af Ejendomme, hvori Nærings-
brug finde Sted, er intet Datum lor, at Bestemmelsen om Fontæner kun finder
Anvendelse paa saadanne Ejendomme.
For saa vidt der fra Citantens Side er fremsat Paastand paa, at der kun
svares Skat af Differencen mellem det Kvantum Vand, som nu leveres til Fon-
tænerne, og- det, som afgaves under den ældre Vandforsyning, vil denne Paastand,
der er uden Hjemmel i § 4, ikke kunne gives Medhold.
At der mulig er begaaet Fejl ved Valget af Rørene til Fontænerne, saa at
der paa Grund af Rørenes Vidde medgaar mere Vand end fornødent, kan saa
meget mindre komme i Betragtning som Nedlægningen, efter hvad der er oplyst,
ikke ar besørget af Vandvæsenet, men af Bestyrelsen for Haven og paa dennes
Bekostning.
Naar Citanten ikke har villet erkjende Rigtigheden af den opgivne Vand-
masse, hvoraf der er krævet Afgift, hvilket Opgivende støtter sig til de af
Kommunens Vandinspektør foretagne Maalinger og Beregninger, vil der heller ikke
hertil kunne tages Hensyn, da det er in confesso, at der ikke er anbragt nogen
Vandmaaler ved de ommeldte Fontæner1, og disses Forbrug af Vand derfor maa
afgjores ved et Skjøn af Vandvæsenets Bestyrelse, jfr. Lovens § 4 og § 9. Med
Hensyn til, at Citanten har gjort Indsigelse mod Størrelsen af det beregnede
Skattebeløb, bemærkes, at Fastsættelsen af Afgiften, naar Vandet benyttes til
Fontæner, efter § 4 maa anses overladt til Vandvæsenets Bestyrelse, der i nær-
værende Tilfælde har ansat samme til 2 Mk. pr. 100 Tdr.«
Denne Dom indankedes fer Højesteret, der ved Dom af 12. April 186.^
ophævede Udpantningsforretningen. Af Præmisserne meddeles følgende:
„— — — — i Realiteten er der, efterden brugte Procedure, for Højesteret
kun Spørgsmaal om, hvorvidt Vandafgiften af de i Dommen omhandlede to Spring-
vandsudløb i botanisk Have skal erlægges i Henhold til Reglerne om Fontæner i
§ 4 af Lov angaaende Kjøbenhavns Forsyning med Vand fra de nye Vandværker
af 30. Novbr. 1857, eller kun kan fordres mea det i samme Lovs § 5 nævnte
Beløb af 10 Rdl. aarlig for hvert Udløb. Efter de foreliggende Oplysninger hen-
hører nu botanisk Have til de Etablissementer, om hvilke det i § 5 er fastsat, at
det med Hensyn til deres, ved tidligere Overenskomst bestemte Vandforsyning skal
forblive ved de bestaaende Forhold, kun med den i §'en nærmere angivne For-
andring i Betalingen; og ligesom Højesteret derfor maa give Citanten Medhold i,
at Havens tvende Parker, der fra de tidligere Vandledninger havde Tilstrømning
af stadig løbende Vand, fremdeles maa kunne fordres forsynede med stadig
løbende Vand fra det nye Vandværk, uden at der herved kan tages Hensyn til,
hvad der i Lovens § 4 ellers er bestemt for de Tilfælde, hvor der ønskes Vand
til Fontæner eller andre lignende Anlæg, at saadaut er afhængigt af Vandvæsenets
Samtykke og af de Vilkaar, som dette fastsætter, saaledes findes det navnlig, at
Citanten med Føje har gjort Indsigelse mod, at botanisk Have, der tidligere til
hver af Parkerne havde en Pumpevands-Portion. for hvilken den aarlige Betaling
i de senere Aar havde udgjort 7 Rdl. 87 Sk., bebyrdes med en Forhøjelse at
Vandafgiften for den botaniske Have.
33
denne Betaling' ud over de anførte 10 Rdl. for hver Parkledning, saa lseng'e der
ikke begjæres mere Vand, end der tidligere har været ydet. Efter Bestemmelsen
i fornævnte § 5, 1. Led, skal nemlig Forandringen i Betalingen for de der om-
handlede Etablissementers \ edkommende indskrænke sig til, at de skulle erlægge
]0 Rdl. for hver Taphane, der sættes i Stedet for en ældre Opstander, og det er
uden Hjemmel i Paragrafen, at nogen yderligere Forhøjelse af Betalingen skulde kunne
ioi di es, naar der i Stedet for de tidligere til stadigt Udlob tjenlige Indretninger
anbragtes Fontæner til Forsyning med Vand i samme Mængde som forhen.
I følge heral maa de indstævnte, der ikke heller med Føje kunne paa-
beraabe sig, at der Ira Havens Bestyrelses Side skulde være renunceret paa den
saaledes lovlig begrundede Indsigelse, anses at have været uberettigede til for
Belobet af den under Sagen omhandlede Regning, hvorved det hele til Parkerne
leverede Kvantum Vand er debiteret Haven efter Tøndetal, at lade foretage den
paaankede Udpantningsforretning. Vel er det af de indstævnte paastaaet, at der
i de to Aar, for hvilke den i Dommen nævnte Vandafgift er fordret, er forbrugt
mere \ and end under den ældre Vandforsyning; men foruden at de i saa Hen-
seende foreliggende Oplysninger ere mangelfulde, bliver der allerede af den Grund
ikke Spørgsmaal om en Stadfæstelse af Udpantningsforretningen for et saa stort
Belobs Vedkommende, som maatte kunne fordres i Erstatning for den forøgede
\ andforbrug, at der fra de indstævntes Side ikke derom er nedlagt nogen Paastand.
Udpantningsforretningen vil derfor efter Citantens Paastand i det hele være at
ophæve — — —
Med den kg 1. Mønt var der, efter at den nederste Park, som foran omtalt,
var blevet lukket, iudgaaet en Forening om at Monten, hvis Dampmaskine tid-
ligeie var blevet forsynet med Vand fra bemeldte Park gjennem en dertil af
samme anlagt Ledning, lremdeles forsynedes med Vand. Herfor skulde da Monten
svare samme Afgift, som der var affordret Universitetet for Vandledningen til
liver Park, beregnet til 187 Tdr. i Døgnet a 32 Sk. pr. 100 Tdr., dog saaledes,
at den kun betalte for det Tidsrum, i hvilket Dampkjedlen var i Brug og dens
Vandledning virkelig blev benyttet. Efter at nu Universitetet ved Dom var blevet
frifundet for at betale den tidligere af Magistraten fordrede Afgift efter Tønde-
maal tor det \ and, der afgaves til den botaniske Haves 2 Parker, erklærede
Ministeriet sig i Skrivelse til Kvæstor af 16. Marts 1S66 villigt til at frafalde
den paa samme Maade beregnede Erstatning for det fra den nederste Park af-
givne Vand til Montens Dampkjedel, naar Mønten i Stedet derfor, saa længe be-
meldte Park ikke nedlagdes, og saa længe Møntens Dampkjedel derfra forsynedes
med \ and, vilde overtage Udredelsen af den Afgift = 10 Rdl. aarlig, som endnu
betaltes af Parken med den deri værende ældre Opstander, og at Universitetet
end videre var villigt til at tilbagebetale de hidtil efter Tøndemaal betalte Er-
statningssummer, i alt........ ...................... 187 Rdl. 58 Sk.
efter Fradrag af fornævnte Afgift af den nederste Park fra
den Tid, den nye Vandforsyning traadte i Kraft d. 1.
Juli 1859 til Udgangen af 1865, eller for 6V2 Aar å
10 Rdl., i alt........................ _ 65 — » —
122 Rdl 58 Sk.
hvorhos Universitetet efter Omstændighederne frafaldt Krav paa, at Mønten
Universitets A årbog.	r
34
Økonomiske Anliggender 1864—1871.
betalte en forholdsmæssig Del af Omkostningerne ved den Proces, efter hvis
Udfald Betalingen for Havens Vandforsyning nu var bestemt.
2 XJniversitetets .A-lrnan.akpriT7dlegi-u.rn..
Efter Indstilling fra Konsistorium og Komiteen for Almanakens Udgivelse
og Forhandling har Ministeriet under 22. Novbr. 1864 bifaldet, at den tyske
Oversættelse af Almanaken, som i Følge Ministeriets Skrivelse af 3. Sept. 1851*)
hidtil var udgivet til Brug for den tysktalende Del af Befolkningen i Slesvig,
maatte bortfalde.
— I Skrivelse af 15. Febr. 1865 til Konsistorium udtalte Almanakkomi-
teen, at uagtet det efter Hertugdommernes Afstaaelse kunde være rigtigt igjen
at indskrænke Markedsfortegnelsen i Almanaken til at omfatte Markederne i Konge-
riget, troede den dog, at denne Forandring vilde vække megen Misfornøjelse, især
hos Landbefolkningen i Jylland. Denne kunde med Hensyn til Kvægafsætningen
ikke undvære Underretning navnlig om de slesvigske og holstenske Markeder, som
vare satte i Forbindelse med de jyske Markeder og ordnede saaledes, at ved-
kommende kunde fore deres Kvæg fra det ene Marked til det andet og derved
spare baade Tid og Omkostninger. Udelodes disse Markeder af den danske Al-
manak, vilde det blive aldeles nødvendigt for dem tillige at kjøbe fremmede Al-
manaker, hvilket Universitetet saa vidt muligt burde afværge. Komiteen ind-
stillede derfor, at de slesvigske og holstenske Markeder fremdeles maatte optages
i Almanaken, dog saaledes, at de afsondredes fra Kongerigets Markeder og op-
toges med en Bemærkning om, at dette var sket til Underretning for de Beboere
i Jylland, for hvem disse Markeder kunde have Interesse. Bifaldtes denne Ind-
stilling, vilde det blive nødvendigt for Almanakkontoens Regning at holde den
Tidende, hvori Forandringerne i de slesvigske og holstenske Markeder bekendt-
gjordes. Hvad de lauenburgske Markeder angik, maatte de antages at have
mindre Interesse, hvorfor de foresloges udeladte.	v
Efter en Henstilling fra Konsistorium, der i øvrigt tiltraadte Komiteens
Indstilling, forhandlede Undervisningsministeriet med Indenrigsministeriet om Sagen,
hvorefter først nævnte Ministerium under 9. Maj 1865 tilkjendegav Konsistorium,
at Meddelelsen om de slesvigske, holstenske og lauenburgske Markeder fremdeles
burde optages i Almanaken, dog saaledes, at de afsondredes fra Kongerigets
Markeder, og at der tilføjedes en Hemærkning om, at dette var sket til Under-
retning for de Beboere i Kongeriget, for hvilke disse Markeder kunde have
Interesse.
3. Forskjellige -A_fgj.&re]ser
Ved Hjørring Amts Resolution af 22. Sept. 1866 blev Prof. Gram som
Universitetets Rektor tilfundet at erlægge en Bøde for Overtrædelse af Lovgiv-
ningen om stemplet Papir, idet nemlig et for cand. juris J. Edsberg udfærdiget
Testimonium publicum var fundet at være belagt med et Stykke Stempelpapir til
Taxt 48 Sk., uden at dette paa lovbefalet Maade var kasseret.
I denne Anledning tilskrev Konsistorium under 2y. Okt. s A. Ministeriet,
at den begaaede Fejl bestod deri, at det til Belæggelsen benyttede Stykke Stem-
*) Lindes Medd. f. 1849—56 S. 908—11.
Forskjellige Afgjørelser.
35
pelpapir ikke — saaledes som L 19. Febr. 1861 § 10 bestemmer — var for-
synet med den udfærdigende Avtoritets Kassationspaategning, men kun med en
af Universitetspedellen underskreven Paategning om Gebyrets Erlæggelse. Denne
urigtige Fremgangsmaade ved Belæggelsen med stemplet Papir var bestandig
blevet benyttet, uden at man hidtil var blevet opmærksom derpaa, hvilket fornemmelig
hidrørte fra, at Testimonia publica bleve udfærdigede og underskrevne paa sær-
egne dertil indrettede trykte Blanketter og først derefter af Pedellen belagdes
med stemplet Papir, naar vedkommende indfandt sig for at indløse samme,
hvorfor Rektor og de andre Underskrivere ikke havde haft Anledning til at se
den begaaede Fejl. Den her omhandlede urigtige Fremgangsmaade med Testi-
moniers Belæggelse var i øvrigt overmaade gammel. I mauge Aar, førend L.
19. Febr. 1861 udkom, havde det været Praxis at belægge det paa ustemplet
Papir udstedte Testimonium med stemplet Papir paa samme Maade, som nu var
sket, skjønt Frd. 3. Decbr. 1828 § 31 aldeles forbød al Belæggelse med stemplet
Papir. Denne Fremgangsmaade var man vedblevet at benytte, efter at L. 19.
Febr. 1861, som tillader Belæggelse, var udkommet, men uden at iagttage
den særegne i Lovens § 10 anordnede Kassationsmaade. Oven nævnte Uregelmæssig-
hed havde imidlertid hidtil aldrig givet Anledning til nogen Anke eller Paatale,
uagtet de fejlagtig- udstedte Testimonia dog ved Bestallingers Udlevering atter og
atter vare blevne producerede for samtlige Kollegier og Ministerier, deriblandt
ogsaa dem, hvem Opsynet med Stempellovgivningens Iagttagelse særlig har
været betroet, jfr. Univ. Fund. 7 Maj 1788 IV § 6 og Bekj. 31. Decbr. 1843.
Uagtet Konsistorium fuldelig erkjendte, at en Overtrædelse af Stempellov-
givningen, som dog i øvrigt i Virkeligheden næppe havde paaført Statskassen
noget Tab, havde fundet Sted, udtalte det dog det Haab, at Finansministeriet vilde
finde, at den oven nævnte lange Praxis, der aldrig var blevet paatalt, tilstrækkelig
talte til Undskyldning for alle vedkommende, og det androg derfor om, at Hjørring
Amts oven nævnte Resolution af 22. Septbr. maatte blive ophævet saa vel for
Universitetets som for cand. juris. Edsbergs Vedkommende, mod at der for
Fremtiden blev draget Omsorg for, at Belæggekespapiret eller Stempelmærkerne,
i Fald man valgte at benytte saadanne, behørig bleve kasserede. Men da det
skjønt saadant aldrig hidtil var sket, nu maaske kunde ventes, at flere af de
hidtil udstedte Testimonier vilde blive anholdte, og derved Ulemper paaføres
baade Universitetet og Ihændehaverne, henstillede Konsistorium til Ministeriet, om
der ikke maatte findes en eller anden Maade, hvorpaa dette kunde undgaas, f. Ex.
ved en Tilkjendegivelse til de andre Ministerier og til Amtmændene om, at de
hidtil udfærdigede Testimonier maatte passere uden Anholdelse, uagtet det stemplede
Papir, hvormed de vare belagte, ikke vare lovlig kasseret.
Under 17. Decbr. 1866 meddelte Generaldirektoratet for Skattevæsenet, at
det var paalagt samtlige Amtmænd, naar Testimonier med den omspurgte mangel-
fulde Stempling maatte blive dem forelagte, da, uden selv at resolvere i Sagen,
at indsende dem til Generaldirektoratet, hvor Testimonierne, uden at Ansvar
gjordes gjældende mod nogen, vilde blive forsynet med en Paategning, hvorved
det mangelfulde i Belæggelsen blev afhjulpet. Med Hensyn til det specielle
Tilfælde, der havde givet Anledning til Sagen, havde Generaldirektoratet tilskrevet
Hjørring Amt, at den afgivne Resolution kunde bortfalde, mod at Amtet forsynede
det paagjældende Dokument med Paategning om, at det kunde passere.
5*
36
Økonomiske Anliggender 1864—1871.
-- Da det ophævede juridisk-praktiske Selskabs Formue i Aaret 1863
blev overgivet til Universitetskvæsturen (Lindes Medd. f. 1S57_63 S. 568_69),
blev der af den daværende Kvæstor, Justitsraad Frydensberg, afgivet den Erklæring,
at for saa vidt der skulde blive Spørgsmaal om Arveafgift, forpligtede han sig
til at berigtige samme. I Henhold hertil begjærede Landsover- samt Hof- og
Stadsrettens Skiftekommission sig først i 1868 og senere i 1871 tilstillet, enten
Erklæring om, at der ikke blev at erlægge nogen Arveafgift eller i modsat Fald
behørig Anmeldelse om sammes Indbetaling. Under 27. Maj 1871 tilskrev
Kvæstoi Skiftekommissionen, at der formentlig ikke havdes nogen Hjemmel i Lov
og Let til at kræve Arveafgift af denne Formue. Det laa i Benævnelsen Arve-
afgift og havde ogsaa Hjemmel i de herom handlende Lovbestemmelser (L. 19.
Febr. 1861, Frd. 12 Septbr. 1792, Frd 8 Febr. 1810), at dette var en Afgift,
dei alene svaiedes af formue, som faldt i Arv. Men den Formue, hvorom her
vai Tale, vai ikke aivet. Ar\ var, som bekjendt, et Forhold, der kun refererede
sig til fysiske Personer. Det forudsatte altid en Persons Dodsfald; en juridisk
Person derimod kunde ikke være Arvelader. Den ydre Omstændighed, at Sel-
skabets Formuesstatus var opgjort af Skifteretten, var i denne Henseende uden
Betydning, saa meget mere som det maatte betragtes som en Tilfældighed, at
Skifteretten havde udført denne Handling*. Det skyldtes nemlig en Begjæring
ft a Ministei iet, at Skiftekommissionen kom til at foretage Opg'j øreisen af Sel-
skabets økonomiske Status. Hensigten hermed var ikke at ophæve dette Selskab,
men alene paa gyldig Maade at udfinde Størrelsen af Selskabets Formue, for at
dei senere af belskabets lovlige Avtoritet kunde tages endelig Bestemmelse om
Anvendelsen af denne iormue. Det kunde derfor ikke antages, at der i nær-
værende Tilfælde var nogen Forpligtelse til at svare Arveafgift. Desuden var
der for længst erhvervet allerhøjeste Konfirmation paa det oprettede Legat,
lydende paa en bestemt Sum af 1,895 Rdl. 53 yg , jfr. Fundatsens §§ 1 og 2.
Det vilde være meget uheldigt, om de Personer, som i flere Aar havde oppebaaret
Legatets Renter med et bestemt Beløb, nu ved Arveafgifters Erlæggelse skulde
blive berøvede en Del af den Indtægt, der havde været betragtet som fast og
uforanderlig.
Senere er intet foretaget i Sagen.
— For at samtlige de Embedsindtægter, som komme i Betragtning ved
Pensionsberegning for Universitetslærerne, nøjagtig paa samme Maade kunne blive
opførte paa Enkeforsørgelsesskemaerne, har Ministeriet under 23. Maj 1871 for
de nævnte Embedsmænd fastsat følgende nærmere Regler for Udfyldningen af
bemeldte Skemaer:
I skemaets Rubrum tor den faste aarlige Gage vil foruden selve denne
være at opføre, hvad den paagjældende Embedsmand maatte have oppebaaret
som Huslejegodtgjerelse, som egentlig Lønning i Egenskab af Universitetets Rektor,
og som inspector qvæsturæ, for saa vidt som han maatte have beklædt denne
sidste Stilling, førend den til samme henlagte Lønning ved L. 12. Jan. 1858 blev
torandret til et Honorar. I Skemaets Rubrum for uvisse Indtægter vil derimod
være at optage, hvad den paagjældende Embedsmand maatte oppebære af Godt-
gjøreisen for Sse'domskrivningstillæget, Værdien af Fribolig, Rektoratsindtægter,
lor saa vidt disse , ikke bestaa i egentlig fast Løn. Andel i Distributsen, Fakultets-
Revisionen af Kvæsturens Regnskaber.
.37
sportler og Eforatsindtægter samt endelig Forelæsningshouorarer, for saa vidt
disse ikke allerede ere bortfaldne i Henhold til L. 25. Marts 1871 § 4.
tor at disse Regler kunne blive nøjagtig fulgte, liver Gang en Univer-
sitetslærer har at indsende nyt Enkeforsørgelsesskema, er det paalagt Kvæsturen
at meddele de nævnte Embedsmænd de fornødne Oplysninger angaaende de Beløb,
hvormed de forskjellige Indtægter ville være at opføre paa bemeldte Skemaer
paa samme Maade og efter de samme Regler, som komme til Anvendelsen ved
Indtægtsopgivelse til Pensionsberegning.
IV. Regnskabsvæsenet.
1. Pievisionen af Kvæsturens Regnskaber,
Til Udførelsen af Arbejdet med Revisionen af Kvæsturens Regnskaber havde
der hidtil været overladt den paagjældende Embedsmand i Ministeriet, hvem dette
Arbejde havde været overdraget, en Plads i Kvæsturens Arkiv. Efter at Arbejdet
imidlertid havde erholdt en betydelig Tilvæst, som Følge af, at Sorø Akademis
Regnskabsvæsen ved Min. Skr. 10 Marts 1K62 var henlagt under Kvæsturen,
saaledes at der med Revisionen af Akademiets Hovedregnskab skulde forholdes
paa samme Maade som med Kvæsturens øvrige Regnskaber, blev Pladsen for
indskrænket, og Fuldmægtig Bredberg, hvem Revisionsarbejdet paahvilede, androg
derfor om, at der maatte anvises ham et passende Lokale, og henledede Opmærk-
somheden paa, at det til Arkivet stødende Værelse, der af Universitetspedel
Muller var benyttet til Kontor, ved dennes Død var til Disposition.
A ed under 21. Jan. 1864 at forelægge dette Andragende for Konsistorium,
bemærkede Kvæstor, at det ikke kunde ventes, at Revisionen fuldstændig vilde
blive udført i Kvæsturen, saa længe der, som hidtil, ikke kunde anvises Revisor
andet Lokale end det allerede temmelig overfyldte Arkiv, hvor der ikke var
tilstrækkelig Plads til Opbevaring af de reviderede Regnskaber. Det omspurgte
Værelse var tidligere bestemt til Stipendiebestyrelsens Forsamlingsværelse; men
efter Kommunitetets Henlæggelse under Kvæsturen og efter Inddragelsen af
den særskilte Arkivarpost ved det theologiske Fakultet tillod Fakultetet Pedel
Muller indtil videre at benytte Værelset til Kontor. Da Fakultetet ikke i mange
Aar havde benyttet Værelset, havde det formentlig ikke Brug for det, og i alt
Iiald kunde der, uagtet det benyttedes til Revisionskontor, ikke være noget imod
at reservere Fakultetet eller Stipendiebestyrelsens Ret til der at holde sine Møder, -
da Revisor i saa Fald kunde opholde sig i Arkivet under Møderne.
Stipendiebestyrelsen, hvis Erklæring herover Konsistorium begjærede, udtalte
under 21. Febr., at Savnet af det omspurgte Værelse i høj Grad havde været
følt al det Medlem, som besørgede Fxpeditionen af Stipendievæsenets Sager.
Det var af Vigtighed for Stipendiebestyrelsen at have Raadighed over et Lokale 1
Kommunitetsbygningen, hvor man vilde kunne have de nødvendige Arkivsager,
Protokoller og Portefeuiller ved Haanden, modtage de mange Besøg af studerende,
som otte faldt til Besvær i Hjemmet, besørge Expeditionen af Stipendiebestyrelsens
Sager og være i nærmere Forbindelse med Regensprovsten, Viceinspektøren paa
Kegensen samt med Kvæsturen, med hvilke en jævnlig Forhandling, baadé
mundtlig og skriftlig, fandt Sted. For saa vidt Kons'storiuni imidlertid skulde finde
38
Økonomiske Anliggender 1864—1871.
det i Universitetets eller Kommunitetets Interesse, at det omspurgte, i øvrigt
meget indskrænkede Lokale paa anden Maade blev anvendt, vilde Stipendie-
bestyrelsen ikke modsætte sig en saadan Anvendelse, naar det lod sig forene med
den Benyttelse, der efter det foranførte maatte være Stipendiebestyrelsen forbeholdt.
Dette bragte Konsistorium under 25. April til Kvæstors Kundskab. Herved
blev Sagen foreløbig staaende.
I Efteraaret 1865 androg Chefen for Ministeriets. Revisionskontor, Justitsraad
Bang, om en Forandring i den ved Ministeriets Skrivelse af 10. Marts 18f>2 givne
Bestemmelse, hvorefter Revisionen af Sorø Akademis og Skolefondens Hovedbøger af
ham skulde foretages i selve Kvæsturen. Medens Justitsraad Bang af Hensyn
til den Brug, der jævnlig kunde være for Universitetets og Kommunitetets
Hovedbøger, navnlig for inspectores quæsturæ, ikke troede at burde gjøre en
lignende Begjæring til Hovedbøgerne for disse Stiftelser, kunde han derimod ikke
erkjende, at Sorø Akademis og Skolefondens Hovedbøger i den Grad vare uundværlige
i Kvæsturen, at der jo ikke i Løbet af Aaret maatte kunne findes Tider, paa hvilke
de kunde tilstilles ham, ligesom dette skete med de andre, Kvæsturen underlagte
Regnskaber. Som følelige Ulemper ved den ham nu paahvilende Forpligtelse til
at foretage Hovedbogsrevisionen for Sorø Akademi og Skolerne i Kvæsturen
fremhævede han, at han baade maatte undvære sin Fuldmægtig og dennes
Assistance i den Tid, han opholdt sig i Kvæsturen, og at han tillige savnede
Lejlighed til at føre det Overtilsyn med Revisionen, som kunde finde Sted, saa-
fremt den foregik i hans Embedskontor, og til at give sit Personale de Vink,
han under Revisionens Udførelse maatte finde Anledning til.
Ved under 23. Oktbr. at sætte Kvæstor i Kundskab herom bemærkede
Ministeriet, at det ikke skjønnede rettere, end at det af Justitsraad Bang anførte
indeholdt Grund til i ethvert Fald paa en eller anden Maade at komme ham i
Møde, for saa vidt det var muligt i en vis Tid, saa længe den egentlige Hoved-
bogs-Revision stod paa, at undvære Bøgerne i Kvæsturen. Ministeriet begjærede
derfor en Erklæring af Kvæstor, om der ikke maatte kunne lindes en Udvej til
paa den antydede Maade at lette Revisor hans Forpligtelse uden nogen i væsentlig
Grad følelig Hindring for Forretningsførelsen i Kvæsturen.
I sin under 3. Novbr. afgivne Erklæring udtalte Kvæstor, efter derom at
have indhentet en Udtalelse fra Bogholderen, sig paa følgende Maade: Naar
Regnskaber aflagdes i almindelig Regnskabsform, vare Regnskabsførerne altid i
Besiddelse af Konceptregnskaber til Oplysning ved de fremtidige Regnskaber og
Besvarelsen af Revisionens Antegnelser, hvorfor der ikke kunde være noget imod,
at de originale Regnskaber da afgaves til Revision uden for Regnskabsførernes
Kontorer. Men da alle Kvæsturens Regnskaber aflagdes i Hovedbogsform, saaledes
at samtlige Indtægter og Udgifter, naar de passerede Kassen, strax optoges paa
vedkommende Konti i Hovedbøgerne, som derfor ikke maatte føres i Koncept men
altid skulde være a jour, saaledes at man deraf til enhver Tid kunde se hver
enkelt Kontos Status, kunde Hovedbøgerne ikke undværes i Kvæsturen, hvor de
stadig benyttedes, dels under Anlæggelsen og Afslutningen af de nye Regnskaber,
og dels ved Udfærdigelsen af de daglige Kasseanvisninger, som ofte gjorde det
nødvendigt at efterse de tidligere Regnskaber. Paa Grund heraf vare Universitetets,
Kommunitetets og Legaternes Regnskaber altid blevne reviderede i Kvæsturen, hvor
der i denne Anledning var indrettet et særskilt Lokale til Brug for Revisionen.
Revisionen af Kvæsturens Regnskaber.
39
Da der senere blev henlagt forskjellige mindre Kasser under Kvæsturon, nemlig
den almindelige Skolefond, Metropolitanskolen, den polytekniske Læreanstalt,
Seminariefonden og Døvstummeinstitutet, blev der ikke med Hensyn til disse
Regnskaber gjort nogen udtrykkelig Undtagelse fra fornævnte Regel; men da
Rqvisor ønskede at udføre en Del af Revisionen i Ministeriets Revisionskontor,
og Kvæsturen naturligvis gjerne vilde imødekomme hans ønske saa meget som
muligt, vare desuagtet flere af de mindre Hovedbøger, hvis stadige Nærværelse i
Kvæsturen ikke kunde anses aldeles nødvendig, hidtil afgivne til Ministeriets
Revisonskontor, men dog kun under Forbehold af Kvæsturens Ret til at faa dem
tilbage, naar de her skulde benyttes.
Da Sorø Akademis Gods-, Kasse- og Regnskabsvæsen blev henlagt under
Kvæsturen, opstod der strax Spørgsmaal om den fremtidige Fremgangsmaade ved
Revisionen af Akademiets Regnskaber. Disse Regnskaber aflagdes ligeledes i
Hovedbogsform; men da Revisionen ikke kunde foregaa i Sorø, var det nødvendigt,
saa længe Regnskaberne bleve aflagte der, at lade skrive fuldstændige Afskrifter
af Hovedbøgerne til Indsendelse til Revision. Da Aflæggelsen af Hovedregn-
skabet blev henlagt under Kvæsturen, indstillede Kvæstor under 10. Febr. 1862, at
Revisionen af dette maatte foretages i Kvæsturen paa samme Maade som Revisionen
af de øvrige Hovedbøger, da det i modsat Fald var nødvendigt at forøge den
Bogholderen tilstaaede Assistance for at sætte ham i Stand til at lade udfore den
meget vidtløftige og bekostelige Afskrift af Hovedbogen til Brug ved Revisionen,
og især fordi Bogføringen var mere paalidelig, eftersom der ikke havdes nogen
Koncept-Hovedbog, hvori der kunde foretages Forandringer, men alle Indtægter
og Udgifter daglig indførtes i den virkelige Hovedbog, saaledes at Regnskabet til
enhver Tid var i fuldkommen Orden. For ikke at besvære Revisor mere end
hojst nødvendigt, ytrede han dog, at Kassebøgerne med tilhørende Bilag og
Afgiftsberegninger kunde afgives til Revisionen, dog saaledes, at de i fornødent
Fald derfra kunde faas udlaante. Denne Indstilling angik kun den Del af
Akademiets Regnskab, som nu aflægges i Kvæsturen, men derimod ikke Forstregn-
skabet og Skoleregnskabet, som endnu aflægges i Sorø, og hvoraf Afskrift frem-
deles indsendes til Revisionen.
I Anledning af denne Indstilling, og efter at Revisor, Justitsraad Bang, saa
vidt ham (Kvæstor) bekjendt, havde erklæret sig enig i de fremsatte Forslag,
fastsatte Ministeriet under 10. Marts I86.\ at der med Hensyn til Revisionen af
Sorø Akademis Hovedregnskab skal forholdes paa samme Maade som med
Kvæsturens øvrige Regnskaber, saaledes at den befalede Afskrift af Hoved-
bogen til Brug ved Revisionen bortfalder, og at Revisionen af Hovedbogen fore-
tages i Kvæsturen, hvorimod Kassebøgerne med Bilag og Afgiftsberegningerne
afgives til Revisionen, mod at de i fornødent Fald derfra kunne fordres udlaante
af Kvæsturen. Fremdeles blev det bestemt, at Hovedregnskabet for det lærde
Skolevæsen fremtidig bliver at aflægge af Kvæsturen, og at der med Revisionen
af dette forholdes paa nys nævnte Maade. Den gjældende Regel for Revisionen
af alle Kvæsturens Regnskaber var altsaa, at alle Hovedbøgerne skulde revideres
i Kvæsturen, men at Revisionen af Kassebøgerne med Bilag og af Afgiftsbereg-
ningerne kan foretages i Ministeriets Revisionskontor, dog saaledes, at de i for-
nødent Fald derfra kunne fordres udlaante af Kvæsturen. Desuagtet havde
Kvæsturen, for at imødekomme Revisors Ønske, li id til afgivet de mindre Hoved-
40
Økonomiske Anliggender 1864—1871.
bøger til Revisionskontoret, for saa vidt de ikke vare nødvendige ved Anlæggelsen
eller Afslutningen af de nye Regnskaber. Denne Fremgangsmaade kunde ogsaa
uden nogen væsentlig Ulempe for Kvæsturen følges med Hensyn til det lærde
Skolevæsens Hovedregnskab, for hvilket der kun i enkelte Tilfælde blev Brug,
etter at det nye Regnskab var anlagt, og hvis Revision helst burde ske i For-
bindelse med Revisionen af de til Revisionskontoret afgivne Skoleregnskaber, men
for Sorø Akademis Hovedregnskabs Vedkommende var det aldeles nødvendigt, at
det fremdeles blev revideret i Kvæsturen, hvor det sidst afsluttede Regnskab
næsten daglig blev benyttet ved Udrærdigelsen af Kasseanvisninger og ved An-
læggelsen og Afslutningen af det nye Regnskab.
Efter hvad Kvæstor saaledes havde anført, troede han ikke, at der var An-
ledning til at foretage nogen Forandring i den ved Ministeriets Skrivelse af in.
Marts 1862 givne almindelige Bestemmelse om Revisionen af Kvæsturens Regn-
skaber, hvorhos han udbad sig Ministeriets Samtykke til, at kun Universitetets,
Kommunitetets, Legaternes og Sorø Akademis Hovedregnskaber fremdeles stadig
fordres reviderede i Kvæsturen, men at saa vel det lærde Skolevæsens Hoved-
regnskab som de øvrige mindre Hovedbøger, naar Revisionen ønskede det, og
disse Bøger ikke vare nødvendige for Kvæsturen ved Anlæggelsen eller Afslut-
ningen af de nye Hovedbøger, maatte udlaanes, for at Revisionen kunde foregaa
i Ministeriets Lokale, dog kun under den udtrykkelige Petingelse, at de i for-
nødent Fald ogsaa under Revisionen kunde faas udlaante af Kvæsturen, og at
de, efter at Revisionen var tilendebragt, igjen afgaves til Kvæsturen, mod at de
kunde udlaanes til Revisionskontoret til Brug ved Revisionen af det følgende
Regnskab.
T Skrivelse af 16. Nov. udtalte Ministeriet, at det ikke ganske kunde
overse Betydningen af Revisors Paastand paa, at Regnskaberne, som af ham
skulde revideres, burde tilstilles ham og lian ikke søge Regnskaberne, men som
paa den anden Side fuldt vel kunde forstaa Nytten af, at Hovedbøgerne stadig
vare tilgængelige i Kvæsturens Lokale, at der turde være Opfordring til at se
baade Revisionens og Kvæsturens Interesser forenede derved, at der anvistes
Revisor, hvis væsentligste Virksomhed samlede sig om Kvæsturens Regnskaber,
sit egentlige Embedslokale i umiddelbar Forbindelse med Kvæsturen. Ministeriet
begjærede derfor Kvæstors Erklæring, om et saadant Lokale maatte kunne
anvises uden derved at paaføre Universitetet nogen væsentlig forøget Udgift.
Under 27. Nov. 1885 afgav Kvæstor en Erklæring, i hvilken han oplyste,
at der tidligere var overladt Revisor en Plads i det forrige Kommunitetskontor,
men at der ved den fra 1. April 1862 foretagne Omordning af Forretningerne
i Kvæsturen i Arkivlokalet var blevet indrettet et Kontor for Revisor, hvilket
Kontor blev opvarmet og oplyst for Kvæsturens Regning. Da dette Kontor til-
lige anvendtes til Arkiv for Kvæsturen og desuden kun indeholdt en meget ind-
skrænket Plads til Opbevaring af alle til Revision afgivne Regnskaber, havde
Kvæsturen i længere Tid ønsket at blive i Stand til at overlade Revisor et
bedre Lokale, for om muligt derved at opnaa den for Kvæshiren meget ønske-
lige Forandring, at alle Hovedbøger bleve reviderede her, og saaledes altid
bleve tilgængelige ved de mangfoldige Lejligheder, hvor det senere var nødven-
digt at søge Oplysninger i de afsluttede Regnskaber. Han gav derefter en Ud-
sigt over de foran omtalte Forhandlinger, der vare førte om at forskaffe Revisor
Revisionen af Kvæsturens Regnskaber.
41
det af afdøde Pedel Muller benyttede Kontor, Forhandlinger, der som berørt ikke
førte til det ønskede Resultat, idet bemeldte Værelse blev overladt Pedel Speer,
med Forpligtelse til at fratræde det, naar det maatte forlanges.
Skulde nu hele Revisionskontoret henlægges til Kommunitetsbygningen, vilde
Pedelkontoret i Forbindelse med den Revisor nu overladte Del af Arkivet kun
afgive et lille og, paa Grund af Kvæsturens stadige Benyttelse af Arkivet,
mindre ønskeligt Lokale for Revisionen. Justitsraad Bang, med hvem Kvæstor
herom havde konfereret, havde imidlertid erklæret sig tilfreds med foreløbig at
benytte Pedelkontoret og Arkivet, naar der kunde være Udsigt til senere at op-
naa et bedre Lokale, hvilket muligvis kunde opnaas ved Hjælp af den nu af det
zoologiske Museum benyttede Del af 1ste Etage i Kommunitetsbygningen, naar
Indflytningen i den nye Museumsbygning var foregaaet, en Tanke, han nærmere
udviklede. Naar, som han mente, Konsistoriums Kontor og Stipendiebestyrelsens
Forsamlingsværelse henlagdes til første Sal, kunde de dertil nu benyttede 2
Værelser, som stødte op til Kvæsturens Kontorer, men dog havde særegne Ud-
gange, passende anvendes til Revisionslokale, hvortil de efter Justitsraad Bangs
Formening vare meget vel skikkede og fuldkommen tilstrækkelige, da Revisions-
kontorets Forbindelse med Kvæsturlokalet vilde bevirke, at samtlige Regnskaber
og Hovedbøger strax efter Revisionen kunde hensættes til Opbevaring i Kvæsturens
Arkiv, hvor de da vilde være lige tilgængelige baade for Revisionen og for
Kvæsturen.
Kvæstor androg sluttelig om, at Sagen, førend endelig Bestemmelse toges,
maatte blive forelagt for Konsistorium, af Hensyn til den Interesse, det i for-
skjellige Retninger havde i den foreslaaede Ordning. Dette skete ved Ministeriets
Skrivelse af 6. Decbr., hvorefter Konsistorium under 22. s. M. udtalte sig nærmere
herom.
Konsistorium henholdt sig til, hvad der af Stipendiebestyrelsen var udtalt
i dens Skrivelse af 21. Febr. 1864, at det var af Vigtighed for denne at have
Raadighed over et Lokale i Kommunitetsbygningen, hvor de nødvendige Arkiv-
sager, Protokoller og Portefeuiller kunde være ved Haanden og, hvor den daglige
Expedition af Sagerne kunde finde Sted. Vel foregik denne Expedition for Øje-
blikket i Regelen ikke i det for samme oprindelig bestemte Lokale, der, som af
Kvæstor bemærket, foreløbig var indrømmet Universitetspedellen til Kontor, men
i det ved Siden af samme værende Værelse, som paa engang tjente Konsistorium
til Arkiv og Kontor. Det havde imidlertid sin Grund i de for Haanden værende
personlige Forhold, hvad Konsistorium nærmere udviklede. Forandredes disse,
maatte Konsistorinm selvfølgelig gjøre Krav paa den fulde og uindskrænkede Be-
nyttelse af sit Kontor og vilde da være nødt til at henvise Stipendiebestyrelsen
til at benytte det for samme oprindelig bestemte Værelse. Konsistorium udtalte
sig derefter om Kvæstors Tanke, at indrette to Værelser til Brug for Konsistorium
og Stipendiebestyrelsen i 1ste Sal af Kommunitetsbygningen, der nu bleve be-
nyttede af det zoologiske Museum, medens de to Værelser i Stueetagen indrettedes
fer Revisor. Af Hensyn til den forestaaende Udvidelse af Studiesamlingen ansaa
Konsistorium det for meget usikkert, om det vilde være muligt at indrette to Væ-
relser i dette Øjemed. I ethvert Fald vilde det være nødvendigt først at se,
hvorledes Forholdene vilde stille sig ved det zoologiske Museums Flytning.
Universitets Aarbog.
42
økonomiske Anliggender 1864—1871.
Om den senere trufne Ordning med Hensyn til Lokale for Revisor henvises
til Aarb. f. 1877—78 S. 487 tf., 1878—79 S. 812—14 og 1879—80 S. 1037.
2. Seerlige -A-fgje-relser.
I Skrivelse af 24. Sept. 1807 androg Bestyrelsen for den polytekniske Lære-
anstalt om, at Indtægtspost 7 paa Læreanstaltens Budget »Erstatning for itu-
slaaede Sager m. m.« fremtidig maatte udelades og den indkomne Sum, efter at
være indbetalt i Kvæsturen, ved Slutningen af Finansaaret igjen stilles til Dis-
position for Laboratoriet, samt at de 82 Rdl., der som Depositum skyldtes dé
studerende, maatte udredes af Laboratoriets Normalsum for 1867 — 68, men, hvad
der indkom, fremtidig som Depositum aarlig indbetales til Kvæsturen og holdes
til Disposition for Laboratoriet.
I denne Anledning udtalte Kvæstor, efter derom at have indhentet en Er-
klæring fra Kvæsturens Bogholder, under 10. Okt., at da det ved Finansloven f.
1860—61 blev bestemt, at den Laboratoriet tidligere tilfaldne Erstatning for itu-
slagne Sager, for Fremtiden skulde optages som en særskilt Indtægtspost, og
Laboratoriets faste Normalsum i Anledning af Ophøret af bemeldte uvisse Ind-
tægt blev forhøjet med 100 Rdl. aarlig, var der næppe tilstrækkelig Anledning
til nu at søge dette Forhold forandret, især da Følgen deraf formentlig vilde
blive, at Normalsummen igjen blev nedsat med bemeldte 100 Rdl. aarlig, hvilken
Afgang ikke vilde blive erstattet ved, at Erstatningen for ituslagne Sager igjen
blev tillagt Laboratoriet. Derimod var det rigtigt, at fornævnte Deposita ikke
burde behandles som virkelige Indtægter for Laboratoriet, men at de burde op-
tages paa en særskilt Konto og ved hvert Regnskabs Afslutning debiteres paa
Balancen som et i Kvæsturen indestaaende Depositum, der skulde holdes dispo-
nibelt til Udbetaling i det følgende Aar. Naar hertil kom, at fornævnte Deposita
og Erstatningssummen uden nogen Hjemmel vare sammenblandede i Laboratoriets
Specialregnskab, saaledes at de tilbagebetalte Deposita vare afholdte af de for
ituslagne Sager indkomne Erstatningssummer, hvoraf kun Resten var indbetalt til
Kvæsturen for at optages paa Kontoen for Læreanstaltens 7de Indtægtspost,
var det aldeles nødvendigt paa den foreslaaede Maade at udsondre de i An-
staltens Kasse indestaaende Deposita fra Laboratoriets virkelige Indtægter.
Herefter tilkjendegav Ministeriet under 2. Nov. 1867 Bestyrelsen, at det
ikke kunde gaa ind paa Bestyrelsens 1ste IndstiIlingspunkt, men at det derimod,
idet det bevilgede, at de 82 Rdl. afholdtes af Laboratoriets Normalsum for
1867—68, tillige bifaldt, at Beholdningen af Deposita ved Udløbet af hvert Fi-
nansaar indbetales til Kvæsturen for der at optages paa en særlig Konto i Lære-
anstaltens Hovedbog, hvilken Indbetaling bliver at ledsage af et Regnskab fra
Laboratoriets Bestyrer, som slutter med en Fortegnelse over, hvem de saaledes
indbetalte Deposita tilhøre. Ved Regnskabsafslutningen vil da Summen blive at
debitere paa Balancekontoen som et i Kassen indestaaende Depositum, der til
enhver Tid holdes disponibelt til Udbetaling.
— Efter at Kassererkontoret ved Kongerigets Ministerier i Henhold til Bekj
'27. Marts 1865 var nedlagt fra d. 1. Apr. s. A. at regne og de under Kon-
toret tidligere hørende Forretninger vare henlagte til Finanshovedkassen, tilskrev
Ministeriet under 2. Juni s. A. Kvæstor, at det ansaa det for ønskeligt, at den
Særlige Afgjørelser.
43
hele tidligere under bemeldte Kontor hørende Regnskabsforelse for det Anckerske
Legat til Rejsestipendier for Kunstnere tillige med Opbevaringen af de Legatet
tilhorende Aktiver, der udgjorde noget over 86 OOO Rdl., ligesom Regnskabs-
førelsen for de øvrige Legatmidler, der sorterede under Ministeriets 'Jdet Departe-
ment, henlagdes under Universitetskvæsturen. Herom begjærede Ministeriet eu
Udtalelse fra Kvæstor.
I Skrivelse af 10. s. M. udtalte denne, i Overensstemmelse med en af
Bogholderen afgivet Erklæring, at uagtet det var ønskeligt saa vidt muligt at
undgaa en Forøgelse af Kvæsturens meget besværlige Regnskabsvæsen, var dog
det Anckerske Legats Regnskab saa ubetydeligt, at der ikke i saa Henseende
kunde være noget mod Overtagelsen at erindre. Da imidlertid det samlede Le-
gatregnskab kun omfattede de under Konsistoriums Bestyrelse henlagte Legater,
om hvis Kapitalers Frugtbargjørelse Konsistorium tog Bestemmelse, hvorimod det
Anckerske Legats Formue formentlig burde holdes afsondret fra de øvrige Legat-
midler og forblive Konsistorium uvedkommende, burde Legatets Regnskab optages
i Universitetets Hovedbog som en særskilt Fond. Men uagtet det Anckerske
Legat saaledes ikke blev optaget i det samlede Legatregnskab, var der dog ikke
Anledning til at fritage Legatet for at udrede det sædvanlige Bidrag til Universi-
tetets Administrationsudgifter, især da dette Bidrag blev svaret af alle andre
under Kvæsturen administrerede Legatmidler, som stode i en meget nærmere For-
bindelse med Universitetet end det Anckerske Legat.
Ved Skrivelse af 6. Juli 1865 tilkjendegav Ministeriet Kvæstor, at Bestyrel-
sen af det nævnte Legat vilde være at henlægge under Kvæsturen, saaledes at
Legatets Regnskab optages i Sorø Akademis Hovedbog som en særlig Fond, men
i øvrigt paa den af Kvæsturens Bogholder foreslaaede Maade.
—	I Følge Ministeriets Skrivelse af 9. Avg. 1864 bliver Erstatningssummen
for afløst Pligtarbejde til Kirkerne at føre til Indtægt for Universitetet paa
Iudtægtskonto 1 litr. e, forskjellige Indtægter, og i Følge samme Skrivelse føres
Renterne, som tilkomme Fæsteren eller dennes Enke af Godtgjørelsessum 1250
Rdl. for 5 Tdr. Land af en Fæstegaard i Strøby, hvilke ere afgivne til Skolelod,
til Udgift paa Universitetets Indtægtskonto 1 Udgift litr. c.
—	Efter Indstilling af Direktionen for det kgl. naturhistoriske Museum bi-
. faldt Ministeriet ved Skrivelse af 31. Marts 1864, da den nye Organisation af
Museet traadte i Kraft d. 1. April s. A., at Museets Kassebeholdning d. 31.
Marts afleveredes i Kvæsturen mod dennes Kvittering til Direktionen, at saadanne
Regnskabskrav, som senere maatte gjøres før Regnskabsafslutningen, bleve be-
stridte af Direktionen, og at Direktionen i dette Ojemed var berettiget til at ud-
drage de nødvendige Summer og give* Anvisning paa den i Kvæsturen deponerede
Beholdning, saaledes at, naar det endelige Regnskab for 1863- 64 var aflagt,
dermed Direktionens nys nævnte Berettigelse ophørte.
I Følge Regnskabet for 1863—64 havdes en Beholdning af 134 Rdl. 71 Sk.,
som i Følge Min. Skr. 3. Sept. 1864 blev afskrevet paa Bevillingen for 1864—65,
saaledes at der i Stedet for 960 Rdl. fra Statskassen udbetaltes Universitetets
Kasserer 825 Rdl. 25 Sk.
—	Foranlediget ved en Forespørgsel fra Bygningsinspektøren, har Ministeriet
under 14. Decbr. 1865 tilkjendegivet saa vel denne som Kvæstor, at de Dele i
Kirkerne, som kunne henregnes til mur- og nagelfaste Appertinentier, bør vedlige-
6"
44
Økonomiske Anliggender 1864—1871.
holdes af den paa Bygningskontoen til Vedligeholdelsesudgifter bevilgede Sum, og
at Udgifterne til Kirkeurets Istandsættelse bør bæres af nys nævnte Konto. Der-
hos har Ministeriet ved Skrivelse til de samme af '23. Jan. 1866 udtalt, at for-
uden de egentlige Bygningsudgifter, derunder indbefattet de mindre Udgifter for
nye Ruder, Reparationer paa Døre og Laase m. v., vedkommende saa vel Kirkerne
som Kirkegaardene og deres Indhegning, ville af Bygningskontoen være at afholde
Udgifterne til Vedligeholdelse af Alteret med Alterklæder i^men ikke til Dug,
Haandklæder, Messehagel eller Messeskjorte), Prædikestolen og dennes Beklædning,
Knæleskainler, Døbefonten, Stoleværket, derunder indbefattet løse Bænke og Stole,
som anskaffes for Præsten eller Menigheden, Kirkeblokken, de faste Nummertavler,
KirkeUokken med alt Tilbehør, Orgelpulpituret, Kirkeuret iinen ikke dets Optræk-
liing), Vinduesgardiner, samtlige Brandredskaber, Kirkernes Fortove, Afstivnings-
arbejder paa Kirkegaardene, Planering og Paafyldning af de til Kirkegaardens Ud-
videlse indtagne Jordstykker samt Kirkegaardsgangenes Belægning med Grus.
— I Anledning af en Bemærkning af Statsrevisionen ved Regnskabet for
1869—7 0 om det ønskelige i, at Regnskabsoversigternes Forklaring om indtraadte
Forandringer i Jordebogs- og Tiendeindtægter begynder med det sidst aHagte
Regnskabs Kvantiteter i Stedet for, som tidligere, at tage Bevillingen til Udgangs-
punkt, har Kvæstor i Skrivelse til Ministeriet af 30. Maj 1871 udtalt, at der
intet kan være at erindre mod, at denne Henstilling tages til Følge.
B. Enkelte Foranstaltninger.
I. Godsvæsenet.
1. Fæstegodset,
Foruden den foran S. 1—2 nævnte Fæstegaard i Strøby ere følgende Fæste-
steder under Universitetets Gods i Vindinge Lillevang overgaaede til Arvefæste :
£ S	Hartkorn.			Ministeriets Approbation af	Arvefæste- j rens Navn.	Arvefæsteafgift.			Kjøbe- surn.	fra hvilken Tid.	Rekognition ved Ejer- skifte.
18	Tdr. 3	Skp. Fdk. Alb. . 1 .i		16. Jan. 1865.	Knud Peder- sen.	Rug. Byg. Havre. Tdr. Tdr. Tdr. 7 7 7			Rdl. 2,750	1. Jan. 1865.	. 1 Td. Byg pr. Td. Hart- korn.
19	2	6	2 4	15. Juli 1865.	Niels Jensens Enke Ane Rasmus- datter.	6	♦ 6	6	1,400	1. Jan. 1866.	1 Td. Byg pr. Td. Hart- korn.
13	1	2	1 1	15. Dec. 1865.	Peder Olsens Enke.	3	3	3	1,000	1. Jan. 1866.	1 Td. Byg pr. Td. Hart- korn.
i«!	2	6	2	14. Avg.1866.	Anders Sø- rensen.	6	6	6	1,300	1. Jan. 1867. i	1 Td. Byg 3r. Td. Hart- korn.