544
Universitetet 1864—1871.
hovedet svarende til Tiden og Forholdene nu, at Universitetet udstrakte Medde-
lelsen af Prædikater til Haandværkere ud over den Kreds, som skyldtes en ældre
Tids Vedtægt, vilde det dog for denne Gang efter Omstændighederne ikke mod-
sætte sig, at Konsistorium tillagde Mekanikus E. Junger Prædikat af Universitets-
mekanikus. Dette skete derefter ved Konsistoriums Skrivelse af ] 3. Juni.
Da der i Aaret 1864 opstod Spørgsmaal om at tildele ham Titel af Pro-
fessor, udtalte Konsistorium i en efter Ministeriets Begjæring afgivet Erklæring
af 15. Novbr. s. A., at da det, med al Anerkjendelse af det fortjenstfulde veddet
af ham for Observatoriet udførte Arbejde, dog ikke kunde antages, at nogen
særlig videnskabelig Dygtighed derved var lagt for Dagen, fandt det ikke Anled-
ning til at anbefale ham til at forundes en Titel, med hvilken Universitetet hæ-
drede de ved samme uden for normerede Trofessorpladser ansatte Docenter, naar
disse i nogen Tid og paa fyldestgjørende Maade havde arbejdet i Universitetets Tjeneste.
—	Ved kgl. Resol. af 25. Juni 1866 bifaldtes det efter Ministeriets derom
nedlagte Forestilling, at der til Erhvervelse for Universitetsbibliotheket af en af
afdøde Dr. pliil. Nutzhorii udført Kollation af et venetiansk Haandskrift til Ari-
stophanes af Universitetets Udgiftspost til videnskabelige Formaals Fremme f.
1866—67 maatte udbetales den afdødes Moder 100 Rd., samt at der af Bibliothe-
kets Normalsum for samme Finansaar maatte tilstaas denne i samme Anledning 50 Rd.
—	Ved Ministeriets Skrivelse af 18. Febr. 1868 bevilgedes, efter Konsi-
storiums Indstilling*), af Universitetets Midler et Bidrag af indtil 1,000 Rd., for-
delt paa 3 Aar, til en Fremstilling, som Dr. phil. H. F. Rørdam havde forfattet
og den danske historiske Forening agtede at udgive, af Universitetets Historie fra
Reformationen indtil 1621. Beløbet udbetaltes af Universitetets Konto for extra-
ordinære Udgifter. Under 5. Apr. 1872 tilstod Ministeriet en yderligere Under-
støttelse af 250 Rd. til Udgivelse af Aktstykker som Tillæg til bemeldte Univer-
sitets Historie.
—	Ved kgl. Resol. 28. Juni 1870 bevilgedes der af Finansministeriet 300
Rd. som Bidrag til Rejseudgifter til Lægemødet i Gøteborg for 10 yngre Læger,
der dertil foresloges af det lægevidenskabelige Fakultet.
—	I Anledning af et Andragende fra Bestyrelsen for den akademiske Skytte-
forening om et Tilskud for at sættes i Stand til at gjøre de af dem foranledigede
Skydeøvelser saa billige som muligt, gjorde Konsistorium under 23. Juni 1866
Indstilling til Ministeriet om, at et Beløb af 200 Rd. maatte søges bevilget af
Kommunitetets Midler som en ny Udgiftspost i det angivne Ojemed. Ved Finans-
loven bevilgedes Beløbet.
IX. Det akademiske Legat- og Stipendievæsen
1. Tilkomne og ophørte Legater for studerende ved Universitetet.
I Tidsrummet 1864—71 er der stiftet et Legat, Urtekræmmer O. S. Wads
Legat, og et, Khr. Rønnenkamps Legat, er ophørt.
*) I sin Indstilling af 8. Febr. 1868 udtalte Konsistorium, at det ansaa det for gavn-
ligt, at et passende Udvalg af de mest oplysende Aktstykker udgaves i Trykken
som Bilag til Værkets Text, men at man dog ingenlunde burde gjøre sig til Op-
gaven at trykke saa meget som muligt.
Det akademiske Legat- og Stipendievæsen.
545
Urtekræmmer O. S. Wads Legat. Som allerede i Lindes Medd. f.
1857 — 03, S 567 omtalt, skjænkede Urtekræmmer Ole Sørensen Wad ved Testa-
mente af 29. Maj 1857 en Kapital af 2,500 Rd. i jyske Kjøbstads Kreditfor-
enings Obligationer til det theologiske Fakultet som et Legat for theologiske stu-
derende. Testamentets Bestemmelser herom lyde saaledes:
»Fremdeles udredes af jyske Kjøbstads Kreditforenings Obligationer ved
Boets Slutning i alt 9,500 Rd. saaledes:
b. 2,500 Rd., er To Tusinde og Fem Hundrede Rigsdaler til det theologiske
Fakultet, hvornæst Renterne af disse under Navn af Urtekræmmer O. S.
Wads Legat d. 10. August hvert Åar skulle uddeles til 2 studiosi theolo-
giæ, som af Fakultetet dertil maatte anses værdige Saafremt nogen af
min Familie skulde studere Theologien, skulle disse foretrækkes fremfor
andre, men i modsat Fald tilfalder Legatet en stud. theol. fra Kjøbenhavns
Skoler og en stud. theol. fra Aarhus Skole«.
Legatstifteren døde d. 22. Marts 1861. I Henhold til Testamentets Be-
stemmelser henstod Boet i 3 Aar, hvorefter Legatkapitalen indbetaltes i Univer-
sitetskvæsturen d. 5. Juli 1864. Af Kapitalen udrededes Arveafgifter (4 0 o og
1 2 %>), der med Konsistoriums Samtykke forskudsvis afholdtes af Legaternes
Overskudsfond, indtil de kunde refunderes af Legatets Renter. Et Andragende
om Fritagelse for Erlæggelsen af 4 % Afgiften afsloges af Indenrigsministeriet.
—	I Skrivelse af 2. Juni 1865 til Konsistorium forespurgte Premierlieute-
nant F. C. Ostenfeldt, om Universitetet vilde overtage Bestyrelsen af nogle Le-
gater, som han ved Testamente, af hvilket Gjenpart medfulgte, agtede at stifte.
Efter herover at have indhentet Erklæring fra Universitetets Kvæstor svarede
Konsistorium under 13 Juli, at efter Testamentets Bestemmelser maatte de om-
handlede Legater nærmest betragtes som Familielegater, der vare Universitetet
aldeles uvedkommende. Vel var der tilsagt de Legatarer, som studerede ved
Universitetet, en Forlængelse af den Tid, hvori de maatte nyde Legatet, ligesom
der ogsaa, men dog først efter en meget lang Række af Aar, kunde være Ud-
sigt til, at en Del af Renten af de ved hjemfaldne eller uanvendte Legatportioner
opsamlede Beløb maatte anvendes til Rejseunderstøttelser for studerende; men
denne meget fjærne Udsigt indeholdt ikke tilstrækkelig Anledning for Universitetet
til strax at overtage Legatets temmelig besværlige Administration ogsaa i den
lange Tid, i hvilken det ikke kunde interessere Universitetet i mindste Maade.
Konsistorium afslog derfor allerede nu at lade Universitetet overtage Administra-
tionen af de paatænkte Legater.
—	Af de særlig for slesvigske studerende ved Kjøbenhavns Universitet op-
rettede Legater var det Rønnenkampske bestemt for »i Hertugdømmet Sles-
vig indfødte unge Mænd, der studere Retsvidenskab og slesvigsk Ret ved Kjøben-
havns Universitet", det Es trup ske for »indfødte Slesvigere, som ved Kjøben-
havns Universitet forberede sig til den for Hertugdømmet Slesvig anordnede juri-
diske Embedsexamen« og i Mangel af saadanne der vare kvalificerede, for »ind-
fødte Slesvigere, som studere Theologi ved Kjøbenhavns Universitet«, det
Hammerichske endelig for de fra slesvigske Skoler dimitterede, som studerede
ved Kjøbenhavns Universitet, dog saaledes, at de, som -forberedte sig til den sles-
vigske juridiske Embedsexamen, fortrinsvis skulde komme i Betragtning. Efter
546
Universitetet 1864—1871.
Slesvigs Løsrivelse fra Danmark blev det nødvendigt, at der gjordes Skridt til
at faa Bestemmelserne for disse Legater forandrede, og Konsistorium tilskrev derfor
de endnu levende Stiftere af Legaterne. Medens det fornødne med Hensyn til det
Estrupske Legat allerede er meddelt i Aarb. f. 1873—75 S. 143, og Forandringen
med Hensyn til det Hammerichske Legat vil findes omhandlet neden for, skal
her bemærkes, at Kammerherre Rønnenkamp, efter Konsistoriums Indstilling, under
13. Decbr. 1864 meddelte Samtykke til, at det Rønnenkampske Legats tvende
ordinære Stipendier og Præmiestipendiet ved Siden af deres Anvendelse efter deres
oprindelige øjemed, for saa vidt der endnu kunde blive Spørgsmaal herom, indtil
videre anvendtes til Understøttelse for saadanne trængende Slesvigere, der efter
Forberedelse her ved Universitetet havde absolveret den slesvigsk-juridiske Exa-
men i Flensborg og nu forberedte sig her ved Universitetet til at tage den fuld-
stændige juridiske Esamen eller den ved Resol. 27. Maj 1856 anordnede særegne
Embedsprøve. Khr. Rønnenkamp meddelte derhos Samtykke til, at Præmiestipen-
diet allerede i Decbr. Termin 1864 paa denne Maade maatte anvendes, medens
de tvende ordinære Stipendier først vilde komme til Uddeling i Juni 1865, naar
de da værende Stipendiaters Tid var udløbet.
I Anledning af en d. 31. Maj 1865 foretaget Udnævnelse af 2 slesvigske
juridiske Kandidater til at nyde Legatet tilskrev Khr. Rønnenkamp under 8. Juni
s. A. Konsistorium, at denne Udnævnelse formentlig ikke samstemmede med den
ved hans Skrivelse af 13. Decbr. 1864 bifaldte foreløbige Anvendelse af Legatet.
I Skrivelse af 10. Juli meddelte Konsistorium, at da der ikke havde været nogen
Mulighed for at anvende Legatet efter dets oprindelige Bestemmelse, idet der i
de 2 sidste Semestre ikke havde meldt sig Deltagere til de Forelæsninger og
Øvelser over de til den slesvigske Ret henhørende Discipliner, som hidtil, ligesom
tidligere, havde været tilbudte af de 2 endnu i Funktion værende Docenter over
samme, havde det maattet skride til den midlertidige Anvendelse i Henhold til
Samtykket af 13. Decbr. 1864.
Ved Skrivelse af 16. Sept. 1865 tilmeldte Khr. Rønnenkamp Konsistorium,
at den sidste halvaarlige Indbetaling til Universitetet af Legatet vilde ske i Decbr.
Termin s. A., til hvilken Tid Legatet udløb for dem, der vare udnævnte til at
nyde det. Med denne Termin udgik altsaa I.egatet fra Kjøbenhavns Universitet *).
2. Forandringer i de f un d at sm æ s sig e Bestemmelser for de
enkelte Legater eller nærmere Regler for disse.
Ved Stipendiers Uddeling havde der oftere vist sig en ikke ringe Me-
ningsforskjel i Konsistorium angaaende Forstaaelsen og Anvendelsen af Univ.
Fund. 7. Maj 1788 VI. § 2 Nr. 5 i. f. For om muligt at undgaa dette
og derved tillige komme til en fastere og mere konsekvent Praxis for Fremtiden,
anmodede Konsistorium under 13. Okt. 1866 det juridiske Fakultet om at algive
sin Betænkning angaaende den nævnte Bestemmelses rette Forstaaelse og Anven-
delse i Almindelighed. Navnlig ønskede det Fakultetets Ytringer angaaende det
Spørgsmaal, om enhver med Indtægt forbundet offentlig Ansættelse udelukkede
fra at kunne erholde Universitetets Stipendier, samt om den i Universitets Fun-
datsen indeholdte Forskrift paa samme Maade kom til Anvendelse ved samtlige
*) Om dets Stiftelse se Lindes Medd. 1849—56, S. 772—74.
Legat- og Stipendievæsen.
547
Universitets Stipendier, uden Hensyn til, om Ansøgerens Trang i Følge de for vedkom-
mende Stipendium gjældende Regler skulde tages i væsentlig Betragtning ved
Bortgivelsen eller ikke.
Fakultetet afgav sin Erklæring d. 7. Decbr. 1866. Saa vidt det bekjendt,
havde det i det mindste siden 1852 været antaget, at enhver, der havde kgl.
Ansættelse, var udelukket fra at kunne søge noget Universitets Stipendium, med
mindre han først erhvervede Dispensation fra Bestemmelsen i Univ. Fund. 7.
Maj 1788 VI. § 2 Nr. 5 i. f. Vidnesbyrd om denne Anskuelse vare de mange
Dispensationer, som siden 1852 vare ansøgte og meddelte, og hvorom der inde-
holdtes Oplysning i Lindes Medd. 1849 — 56, S. 810—11, til hvilke i øvrigt flere
endnu kunde føjes fra de senere Aar. Denne Praxis, af hvilken Fakultetet ikke
havde fundet Spor i en tidligere Periode, kunde formentlig ikke paa nogen Maade
bringes i Samklang med Universitets Fundatsens Indhold. Den omhandlede Be-
stemmelse lød saaledes: »I øvrigt skal 5 Aar være den længste Tid, at nogen
kan have Plads paa Collegiis, saa at, om han allerede paa nogen Tid haver været
paa Regensen, og for sin udviste Duelighed fortjener Plads paa et bedre Collegio,
kortes ham i de 5 Aar saa meget, som han allerede har nydt Plads paa Regensen;
dog undtages herfra de studiosi medicinæ, som have Plads paa Elersens Collegio.
og efter Fundationen have Ret til at forblive der noget længere; dog maa de i
saa Fald ikke tillige have Betjening eller Plads og Indkomster andensteds, hvilket
overalt ikke i noget Tilfælde maa tillades; men saasnart en andensteds bliver
forsørget, bør han forlade Pladsen i de akademiske Stipendiis, paa det at der igjen
kan blive Lejlighed for dem, der mere behøve saadan Understøttelse«. En uhildet
Betragtning af denne Passus vilde formentlig som dens Indhold give den med
Forholdets Natur aldeles overensstemmende Regel, at »Betjening eller Plads og
Indkomster« medførte Ophøret af de Stipendier, til hvilke den vedkommende, efter
den Forsørgelse, han derved havde opnaaet, ikke længere kunde siges at have
nogen Trang, men heller ikke andet og mere. I den Del af Stedet, som inde-
holdt Lovgrunden, nemlig det sidste Membrum, var netop dette sagt med klare
og tydelige Ord, og der var intet i det foregaaende, som gjorde det nødvendigt
at give Regelen et videre Omfang. Ordene: »dog maa de i saa Fald ikke til-
lige have Betjening eller Plads og Indkomster andensteds« havde jo Hensyn til
de umiddelbart foran nævnte Studiosi medicinæ, der have Ret til at blive paa
Elers Kollegium ud over den sædvanlige, i det foregaaende omtalte Tid af 5 Aar.
Denne Bestemmelse gik paa ingen Maade videre end den oven angivne Lovgrund,
men var netop i fuld Overensstemmelse med den; thi efter den Bestemmelse,
Elers Kollegium havde, hvilken jo i øvrigt var den samme som den, de aller-
fleste akademiske Beneficier havde, vilde det med Føje kunne siges, at der ikke
var nogen Trang til dette Beneficium (Elers Kollegium) hos den, der andensteds
havde Betjening eller Plads og Indkomster, naar disse Indtægtskilder vare af en
saadan Betydning, at deri paa nogen Maade kunde siges at ligge en Forsørgelse.
Naar det udtalte almindeliggjordes med Hensyn til alle Stipendier derved, at der
i Universitets Fundatsen tilføjedes: »hvilket overalt ikke i noget Tilfælde maa
tillades etc.«, kunde der naturligvis ikke tillægges denne Bestemmelse større Om-
fang, end det forudskikkede specielle Tilfælde havde. Det ældre Regi. for Kom-
munitetsstipendiet og Regensbeneficiet af 30. Juli 1818 § 5 i. f. brugte vel Udtryk,
der, hvis det blot havde været Hensigten at indskærpe Regelen i Univ. Fund.
Univeraiteta Aarbog.	70
548
Universitetet 1864—1871.
Kap. YI. § 2 Nr. 5, maatte erkjendes at være mindre heldige, idet Ansættelse i
»offentlig Tjeneste« nævnedes; men dette kunde saa meget mindre komme i Be-
tragtning, som Regi. 11. Febr. 1848, der havde afløst hint ældre, i sin § 5 igjen
udtalte den naturlige Regel, at Stipendiet faldt bort, naar vedkommendes Trang
ophørte, hvorfor der foreskreves Indsendelse af Bevis for Trang en Gang om Aaret.
liestemmelsen kom efter denne Fortolkning ikke, saaledes som efter den hidtil
fulgte Opfattelse, til at indeholde en, i øvrigt i mange Tilfælde unaturlig, formel
Udelukkelsesgrund, der i sidst nævnte Henseende vilde virke paa samme Maade,
som en ringere Karakter end Laudabilis til Embedsexamen udelukkede fra alle
Stipendia majora efter Fundatsens Kap. VI. § 2 Nr. 9, men den blev kun en aldeles
naturlig Anvendelse af og Supplement til den Regel, som indeholdtes i Begyn-
delsen af Kap. VI. § 2, nemlig at Stipendier ikke maatte bortgives til andre end
dem, som vare trængende til dem. Efter den hidtil fulgte Fortolkning maatte
det aabenbart synes meget besynderligt, at den her nævnte formelle Udelukkelses-
grund aldeles ikke udtaltes ved Betingelserne for Stipendiernes Bortgivelse,
men kun med Hensyn til Spørgsmaalet om, hvorvidt vedkommende kunde be-
holde et Stipendium, og at Bestemmelsen overhovedet kun traadte frem som
noget, der ligesom lejlighedsvis var faldet Lovgiveren ind. Dette var derimod
ganske forklarligt efter Fakultetets Fortolkning. Det, som i Følge den var inde-
holdt i Bestemmelsen, var der aabenbart ingen Anledning til særlig at fremhæve
med Hensyn til Bortgivelsen af akademiske Stipendier; thi det samme var allerede
tilstrækkelig udtalt i Begyndelsen af § 2, jfr. ogsaa Nr. 2. Men det maatte ligge
nær at udtale, at Trangens senere Ophør maatte medføre Tilbagetræden fra Sti-
pendiet, og denne Udtalelse havde da ret naturlig faaet sin Plads, hvor der blev
omtalt et Tilfælde, i hvilket Stipendiaterne i usædvanlig lang Tid kunde beholde
Stipendiet. Usandsynligheden af, at Universitets Fundatsen havde villet udtale
nogen saadan formel Udelukkelsesgrund, som den hidtil fulgte Opfattelse antog,
forøgedes ogsaa, naar man saa hen til, at den ældre Fundats af 31. Marts 1732
ikke indeholdt nogen saadan.
Muligvis vilde man mod Fakultetets Fortolkning indvende, at den førte til
en Ufuldstændighed i Universitets Lovgivningen, idet man ved samme kom til at
savne en Bestemmelse, ved hvis Hjælp man kunde udelukke Folk enten i Em-
bedsstillinger eller borgerlige Stillinger, der optoge disses hele Tid eller dog den
væsentligste Del af samme, fra at søge akademiske Stipendier. Men hertil be-
høvedes ikke nogen udtrykkelig Udtalelse i Fundatsen. Det fulgte ligefrem af de
akademiske Stipendiers Væsen og Bestemmelse, at de kun kunde bortgives til
Bersoner, der vare at henregne til studerende i dette Ords vidtløftigere Betydning,
men ingen Sinde til dem, der i Følge deres Forhold maatte antages at have
sluttet deres videnskabelige Studium, om de end endnu interesserede sig for og
fulgte med Videnskaben. Betingelserne for Stipendienydelsen i denne Retning
kunde umulig afgjøres ved udvortes formelle Kriterier, lige saa lidt som Betin-
gelserne i Henseende til Værdighed og Trang; men de maatte ligesom de sidst
nævnte Betingelser i hvert enkelt Tilfælde vurderes af Konsistorium, under til-
børligt Hensyn til samtlige foreliggende Omstændigheder. Derhos gjorde Fakul-
tetet opmærksom paa, at Fundatsens her omhandlede Bestemmelse ikke heller
efter den hidtil fulgte Fortolkning afgav nogen i saa Henseende tilstrækkelig
Regel. Selv om man opgav den aldeles vilkaarlige Indskrænkning af Bestem-
melsen, hvorefter der skulde lægges Vægt paa kgl. Ansættelse, vilde man dog
Legat- og Stipendievæsen.
549
i Følge samme kun kunne udelukke dem, der indtraadte i den offentlige Tjeneste,
eller modtoge lønnede eller dog Indtægt bringende Ansættelser; men der vilde
lige fuldt i Fundatsen mangle en Udtalelse om Udelukkelsen af alle dem, der
paa anden Maade vare udtraadte af al Forbindelse med Universitetet, f. Ex. der-
ved, at de gik over til en eller anden borgerlig Næring, eller endog uden det
levede af deres Formue, beskæftigede sig med at bestyre deres Ejendomme o. s. v.
Men netop naar Fundatsens lier omhandlede Bestemmelse skulde antages at inde-
holde en formel Udelukkelsesgrund, fremtraadte det som besynderligt og misligt,
at den ikke var udtømmende, hvorimod der efter Fakultetets Fortolkning ikke
blev noget Hul i Stipendiebestemmelserne, men disse frigjordes for en Regel, som
i mange Tilfælde var trykkende og besværlig.
I Følge Fakultetets Opfattelse af Fundatsens Bud indeholdt denne altsaa i
den omspurgte Retning ingen anden Indskrænkning for Konsistorium i Uddelingen
af Stipendier, end at disse ikke maatte gives til dem, som ikke dertil vare træn-
gende. I Afgjørelsen af, om den Plads eller Indkomst, som en studerende havde,
afgav en saadan Forsørgelse, at han ikke kunde anses for trængende til et vist
Stipendium, maatte der nødvendigvis tages Hensyn til Stipendiets Natur og Be-
stemmelse. De allerfleste akademiske Stipendier havde væsentlig kun til Hensigt
at sætte de studerende i Stand til at afholde de med selve Studeringerne til Em-
bedsesamen og med Opholdet ved Universitetet forbundne Udgifter. Med Hensyn
til disse var det klart, at en Indtægt af 3 å 400 Rd. om Aaret eller maaske
endog noget mindre, hvad enten den hidrørte fra en offentlig Stilling eller en
rent privat, vilde bevirke, at paagjældende ikke kunde anses for trængende til
den akademiske Understøttelse, og at han, dersom han havde faaet en saadan,
maatte vige Pladsen for andre, der trængte mere. Men Forholdet turde være noget
anderledes med visse andre Stipendier, navnlig Rejsestipendierne og det Smithske
Stipendium for Kandidater og videre komne. Med Hensyn til disse syntes del
klart, at selv om nogen havde opnaaet Indkomster andetstedsfra, maaske endog
gjennem kgl. Udnævnelse, vilde han ingenlunde altid kunde siges ikke at trænge
til Stipendiet. Ved Rejsestipendier var det aldeles indlysende, at slige Indkom-
ster ingenlunde altid bevirkede, at den vedkommende saaledes som Univ. Fund.
31. Marts 1732 § 77 udtrykte sig, havde »egne Midler til at rejse« (saa
meget mere som han i Regelen maatte renuncere paa sin Lønning, saa længe
Rejsen varede), og ved det Smithske Stipendium maatte det efter dettes hele Hen-
sigt siges, at en Indtægt andetstedsfra, selv om den vilde udelukke 1. Ex. iia
Kommunitetsstipendiet, ikke ubetinget kunde være til Hinder for at erholde denne
akademiske Understøttelse, som var beregnet paa at sætte paagjældende i Stand
til at hellige sig til Studeringerne uden at nødes til for meget at søge Bierhveiv,
men som i øvrigt ved de Kvalifikationer, den fordrede, forudsatte, at den ved-
kommende befandt sig paa et saadant Udviklingstrin og i en saadan Aldei, at
han netop i Regelen vilde have Indkomst andetsteds fra.
Konsistorium indsendte under 18. Decbr. 1866 en Gjenpart af denne Erklæ-
ring til Ministeriet, idet det bemærkede, at Konsistorium aldeles tilti aadte, hvad
der af det juridiske Fakultet var udtalt, og at det for Fremtiden ved Stipendieis
Bortgivelse vilde følge den af Fakultetet opstillede Fortolkning at Lnivorsittts.
Fundatsens Kap. VI. § 2 Nr. 5.
_ Under 5. o" 6. April 1866 tilstillede Ministeriet Konsistorium tvende An-
70*
550
Universitetet 1864—1871.
søgninger om Rejseunderstøttelse af den til Ministeriets Raadighed stillede Sum
til videnskabelige bormaals Fremme, for at disse Ansøgninger kunde komme under
Overvejelse ved Uddelingen af de 2,000 Rd., som under Kommunitetets Budget
bevilges til Rejseunderstøttelser, idet det udtalte, at det først, naar Ansøgningerne
saaledes for Universitetets Vedkommende vare afgjorte, kunde tage under Over-
vejelse, hvorvidt der af Kontoen til videnskabelige Formaals Fremme og Rejse-
stipendier kunde tilstaas Ansøgerne nogen Understøttelse. I denne Anledning
henledede Konsistorium i Skrivelse af 17. Apr. Opmærksomheden paa, at det
hidtil aldiig havde pløjet at tage Bestemmelse angaaende Anvendelsen af den
o\en nævnte paa Kommunitetets Budget bevilgede Sum til Rejseunderstøttelse
for i Juni Termin, og at denne Omstændighed naturlig bevirkede, at Ansøg-
ningerne ikke indkom før henimod den Tid. Det vilde i det hele taget være
forbundet med Ulemper, om Konsistorium længere Tid før Juni Termin skulde
trælle Bestemmelse med Hensyn til Ansøgningerne om Rejseunderstøttelse af
Kommunitetets Midler, da det altid havde sat Uddelingen af disse Understøttelser
i Forbindelse med den i Juni Termin stedfindende Uddeling af de øvrige til Uni-
versitetets Legater henhørende Rejsestipendier, af hvilke de fleste vare saa ringe,
at de ikke uden ved paa anden Maade at suppleres kunde afgive det efter Nuti-
dens Forhold fornødne til en Udenlandsrejses Foretagelse.
I Skrivelse af 22. Maj udtalte Ministeriet, at det, efter Størrelsen af de
Midler, der stode til Raadighed til Rejsestipendier af den det umiddelbart under-
liggende Konto til videnskabelige Formaals Fremme, i det væsentlige var ind-
skrænket til kun at søge udvirket saadanne Bidrag til større Rejser, som enten
andetsteds Ira eller al den Rejsendes egne Midler maatte suppleres for overhove-
det at komme til Nytte efter Hensigten. Da et lignende Forhold fandt Sted med
Hensyn til de Rejsestipendier, som efter Konsistoriums Indstilling med Ministe-
riets Approbation uddeles af Kommunitetet, forekom det Ministeriet at være øn-
skeligt og stemmende med alle Parters Tarv, at Fordelingen ved Universitetet
livert Aar skete saa betids, at den var afgjort, førend der disponeredes over hin
til Ministeriets Raadighed stillede almindelige Sum, saa at Ministeriet ogsaa
kunde lade de studerende, der nærmest vare henviste til Kommunitetets Rejse-
stipendier, komme i Betragtning til Understøttelse af den almindelige Konto, naar
Omstændighederne anbefalede dette. Ligesom Ministeriet derfor fremtidig af de
Ansøgninger, som indsendtes til det vilde tilstille Konsistorium dem, som der
kunde være Spørgsmaal om at tage i Betragtning ved Fordelingen af Kommuni-
tetets Rejsestipendier, efterhaanden som de indkom, saaledes vilde det efter Mini-
steriets Skjøn til Ojemedet være nødvendigt, at Afgjørelsen af de til Universitetet
indsendte Ansøgninger fra Konsistoriums Side kunde finde Sted saa betids, at
Fordelingen inden hvert Aars I. Maj af Konsistorium forelagdes Ministeriet til
Approbation. Sluttelig begjærede Ministerieten Meddelelse om, hvorvidt Forholdet
lod sig ordne paa denne Maade.
Konsistorium tiltraadte i sin Svarskrivelse af 15. Juni denne Ordning, dog
saaledes, at det ansaa det for rettest, at der ligeledes inden hvert Aars 1. Maj
blev truffet Bestemmelse med Hensyn til de andre Rejsestipendier, som Konsisto-
rium havde at bortgive, og som ellers i Følge Fundatserne skulde uddeles i Juni
Termin. For saa vidt Ministeriet bifaldt dette, vilde Konsistorium ved betimelig
Bekjendtgjørelse søge at sætte alle vedkommende i Kundskab om den stedfundne
Legat- og Stipendievæsem
551
Forandring i Tiden for Ansøgningernes Indgivelse, idet det udtalte det Haab, at
Ministeriet ved den i hvert Aars Maj Maaned stedfindende Uddeling af den til
sammes Raadighed staaende Sum vilde tage billigt Hensyn til de Ansøgere, som
Universitetet havde ønsket at sætte i Stand til at foretage Rejser ved at tildele
dem Stipendier eller ved at indstille dem til Understøttelse af Kommunitetets
Midler.
Under 9. Juli 1800 har Ministeriet derefter anmodet Konsistorium om at
tiælle Foranstaltning til, at for Fremtiden de Ansøgninger, der indkomme til
Universitetet om Rejsestipendier af Kommunitetets Midler, afgjøres saa betimeligt,
at Fordelingen inden hvert Aars l. Maj kan forelægges Ministeriet til Approba-
tion, ligesom Ministeriet har bifaldet, at der ligeledes inden hvert Aars 1. Maj
træffes Bestemmelse med Hensyn til andre Rejsestipendier, som Konsistorium har
at bortgive, og som ellers i Følge Fundatserne skulle uddeles i Juni Termin.
Herom har Konsistorium ladet udgaa offentlig Bekjendtgjørelse samt tilskrevet
Eforerne for de forskjellige Rejsestipendier.
— Ved Skrivelse af 7. Decbr. 1864 forelagte Eforus for det Thottske
Rejsestipendium, Konf. Forchhammer, det Spørgsmaal for Konsistorium, om
cand. jur. W. Scharling paa Grund af sine statsøkonomiske Studier kunde antages
at henhøre til de studerende, der i Følge Fundatsen kunne komme i Betragtning
ved Legatets Bortgivelse. Fundatsen havde, bemærkede han, selv udpeget, at
Stipendiet skulde tildeles dem, der studere de teknisk-økonomiske Videnskaber,
hvortil den ogsaa henregnede Naturhistorie, og derved syntes man at have an-
givet den nærmeste Retning for det Studium, som berettigede til denne Under-
støttelse. Senere havde Universitets Direktionen (Skrivelse af 2. Oktbr. 1S47, Selmers
Aar bog S. 03) indrømmet Medicinere Ret til at nyde Stipendiet, naar Andrageren specielt
blev anbefalet af vedkommende Professorer i de naturvidenskabelige og naturhistoriske
Fag, og siden den Tid havde ogsaa medicinske studerende og Kandidater erholdt
det, naar de fortrinsvis havde valgt den hygiejniske Del af Medicinen som den,
der væsentlig og umiddelbart støttede sig til Naturvidenskaberne. Det syntes
altsaa, at ikke blot Fundatsen betegnede de naturvidenskabelige Studier og Mathe-
mathiken som den forberedelse, der fordredes for at kunne nyde Stipendiet, men
at ogsaa den senere Bestemmelse af Universitets Direktionen gik i samme Ret-
ning. Det statsøkonomiske Studium, som umiddelbart var knyttet til det rets-
videnskabelige fakultet, fordrede imidlertid ganske andre Forstudier. Han nærede
derfor Tvivl, om den foreliggende Ansøgning kunde komme i Betragtning Hidtil
havde heller ingen Statsøkonom som saadan erholdt Stipendiet; Prof. Kayser havde
vel nydt det, men han betegnedes i Protokollen som cand. med., ligesom ogsaa
hans statsøkonomiske Studier formentlig faldt i en langt senere Tid.
Efter Konsistoriums Begjæring udtalte det juridiske Fakultet sig herom i
en Betænkning af 5. Febr. 1865. Fundatsen for det Thottske Rejsestipendium
af 24. Febr. 1804 nævnede i § ] som de Fag, hvis Studium ved Legatet skulde
fremmes, »de fysiske og økonomiske Videnskaber, for saa vidt disse sidste an-
gaa Landhusholdningstheorien og Theorien om Manufakturer og Fabriker, hvortil
ogsaa henregnes Naturhistorien«. Det var af disse Udtryk klart, at Fundatsen
ikke havde alle økonomiske Studier, men kun en vis begrænset Kreds af disse
lor Øje; for at give Adgang til Stipendiet maatte de angaa Landhusholdnings-
theorien eller Theorien om Manufakturer og Fabriker. At Landbrugslære og
552
Universitetet 1864 - 18*71.
Teknologi hørte ind under den saaledes betegnede Kreds af Studier, kunde efter
Ordenes naturlige Betydning og disse Videnskabers Begreb ikke være tvivlsomt.
Da det nu lige saa lidt var tvivlsomt, at disse Fag ikke som saadanne hørte ind
under Statsøkonomien, vilde Afgjørelsen af det forelagte Spørgsmaal bero paa,
om Fundatsen maatte antages ved hine Udtryk udelukkende at sigte til de nys
nævnte Videnskaber, eller om den derved vilde betegne en noget videre Kreds at
økonomiske Studier, hvorunder ogsaa Undersøgelser, henhørende til Statsøkono-
miens Omraade, kunde indbefattes.
Hvad dette Punkt angik, kunde det næppe med Bestemthed siges, at de an-
førte Udtryk i Fundatsen, i og for sig betragtede, alene kunde passe paa Studier
i teknisk-økonomisk Retning. Det kunde vistnok ikke nægtes, at ogsaa andre
Undersøgelser, som fra et theoretisk Standpunkt kunde anstilles, f. Ex. angaaende
Produktions Omkostninger, Arbejdsløn, Maskinvæsen, Kreditmidler o. desl., —
altsaa statsøkonomiske Studier, — paa en vis Maade kunde siges at angaa Land-
husholdningstheorien eller Theorien om Manufakturer og Fabriker. Heller ikke
kunde det gjøres gjældende mod en videre Forstaaelse af Fundatsens Udtryk, at
de teknisk-økonomiske og de social-økonomiske Videnskaber vare i den Grad uens-
artede, at det maatte betragtes som usandsynligt, at Fundatsen ved de samme
Udtryk skulde sigte til Studier baade af den ene og den anden Art. Det maatte
nemlig erindres, — hvad der for øvrigt efter disse Videnskabers Tilblivelse og
Udvikling var let forklarligt, — at denne Forskjel endnu ikke paa den Tid, da
Fundatsen for det Thottske Rejsestipendium udkom, var bragt til videnskabelig
Erkjendelse. I Følge hvad der i denne Henseende var blevet oplyst af Docenten
i Statsøkonomi, sammenfattede man den Gang de teknisk-økonomiske og de social-
økonomiske Videnskaber, under et almindeligt Begreb (»økonomiske Videnskaber«,
»Kameralvidenskaben i videre Omfang«, »Husholdningskunsten«, o. s. v.). Vel
gjorde der sig en Sondring gjældende inden for dette almindelige Begrebs Om-
raade, men Grænserne bleve ikke trukne med Skarphed, og som Følge deraf holdtes
de statsøkonomiske Undersøgelser ikke principielt adskilte Ira rent tekniske Drøf-
telser. En selvstændig Nationaløkonomiens Theori havde da først begyndt at ud-
vikle sig, men var ikke her anerkjendt som en særlig Videnskab. For saa vidt
de til samme hørende Læresætninger overhovedet vare blevne Gjenstand ior vi-
denskabelig Undersøgelse, behandledes de i Forbindelse med de Partier ai den
fælles økonomiske Videnskab, med hvilke de syntes mest beslægtede, og saaledes
kunde de oven for antydede Spørgsmaal om Arbejdsløn, Kredit o. s. v. let bringes
i Forbindelse med rent naturvidenskabelige Undersøgelser om Landbrug, Manu-
faktur- og Fabrikvæsen.
Men ihvorvel det efter det anførte vistnok maatte erkjendes, at der kunde
være nogen Tvivl om den rette Forstaaelse af den omhandlede Bestemmelse i
Fundatsen, for sig alene betragtet, fremgik det dog efter Fakultetets Mening
klarlig af de andre Fortolkningsdata, som dels Fundatsen selv, dels de for samme
til Grund liggende testamentariske Dispositioner frembød, at fundatsen udeluk-
kende havde Studier, som umiddelbart støttede sig til Naturvidenskaberne, foi
Øje. Allerede Sammenstillingen i § 1 af de fysiske og de økonomiske Videnska-
ber og Slutningssætningen i samme §: »hvortil ogsaa henregnes Naturhistorien«,
gjorde denne Antagelse i høj Grad sandsynlig. Men navnlig bekræftedes Rigtig-
heden af denne Fortolkning ved Bestemmelserne i Fundatsens §§ 3 og 4. Naar
Legat- og Stipendievæsen.
553
Fundatsens § 3 af enhver, der skulde nyde Stipendiet, krævede Bevis for Kund-
skab i Mathematik og Kemi, og motiverede denne Fordring derved, at disse Vi-
denskaber vare »meget vigtige og uundværlige Forberedelses Videnskaber for det
fysiske og økonomiske Studium«, var det indlysende, at Fundatsen, naar den talte
om det økonomiske Studium kun kunde tænke paa det teknisk-økonomiske Stu-
dium. Kun for dette Studium var Mathematik og Kemi vigtige Forberedelses Vi-
denskaber, kun til dem, der dyrkede de herhen hørende Fag, kunde Fordringer,
om Kundskaber i disse Videnskaber med Rimelighed stilles. Naar fremdeles Fun-
datsens § 4 bestemte, at der ved Legatets Bortgivelse skulde tages særligt Hen-
syn til »Professorum Matheseos og Physices Vidnesbyrd om de dertil mest
skikkede og i deslige Videnskaber allerede noget øvede«, var det klart, at Fun-
datsen ikke kunde have tænkt sig, at Legatet skulde kunne anvendes til Fremme
af saadanne Studier som de statsøkonomiske, med Hensyn til hvilke disse Vid-
nesbyrd umulig kunde have nogen Betydning. Hvad der saaledes fremgik af
Fundatsens egen Bestemmelse, bestyrkedes i høj Grad ved Indholdet af Grev
Thotts Testamente og Kodicil, oprettede henholdsvis under 4. og 30. Juli 1783
(se Badens Univ. Journal IV. S. 182 - 83). I Testamentet betegnedes de Studier,
der gave Adgang til Stipendiet, med den fælles Benævnelse »det fysikalske Stu-
dium«, og i Kodicillen taltes om »de tvende Studentere, som ere tillagte et aar-
ligt Rejsestipendium for at rejse udenlands og gjøre sig kyndige i fysikalske Vi-
denskaber«. Det kunde vistnok ikke bestrides, at under Udtrykkene »fysikalsk
Studium« og »fysikalske Videnskaber« kun saadanne økonomiske Undersøgelser
kunde indbefattes, der umiddelbart støttede sig til Naturvidenskaberne. Det be-
høvede næppe at bemærkes, at Fundatsen, naar den ikke brugte disse Udtryk,
selvfølgelig ikke havde villet forandre Testators Villie, men kun havde søgt at
give denne et nøjagtigere og mere betegnende Udtryk. Endelig burde det ikke
lades ubemærket, at Universitets Direktionen ogsaa i sin Skrivelse af 2. Oktbr.
1K47 (Selmers Aarb. S. 93) var gaaet ud fra den samme Opfattelse, naar den
med Hensyn til lægevidenskabelige Kandidaters Adkomst til Stipendiet udtalte,
at det »kun kan tildeles saadanne studerende, som de vedkommende Professorer
i de naturvidenskabelige og naturhistoriske Fag erklære at have Forventning om,
at de ville lægge dem efter de i Fundatsen bestemte Fag, med Nytte
for disse«.
Fakultetet udtalte sluttelig, at det i Henhold til det oven for udviklede
maatte være af den Mening, at Kand. Scharlings statsøkonomiske Studier ikke
kunde give ham Adgang til at komme i Betragtning ved Legatets Bort-
givelse. I Skrivelse til Eforus af II. Apr. 1865 tiltraadte Konsistorium
ganske denne Betænkning, som det paalagdes Eforus at indføre i Stipendiets Efori-
protokol.
— I Anledning af en Forespørgsel fra Rektor for Ribe Kathedralskole,
om en Discipel i Skolen, som i 2 Aar havde haft en Portion af dot B orckske
li e gat, men som ved Sygdom blev forhindret i at underkaste sig Afgangs-
examen og derfor forblev i Skolen endnu et Aar, skulde nyde Legatet tredje og
sidste Gang i Skolen, eller først, naar han kom til Universitetet, begjærede Mi-
nisteriet en Erklæring af Konsistorium.
Konsistorium indsendte under 20. Novbr. 1869 en Extraktafskrift af den i
554
Universitetet 1864—18?!.
Januar 1691 udfærdigede Fundats for Legatet.*) Det udtalte, at det vistnok
ikke paa nogen Maade vilde kunne forenes med Fundatsens Ord at lade paa-
gjældende Discipel nyde Legatet tredje og sidste Gang, medens han var i Skolen.
Tvivlen kunde kun dreje sig derom, om den paagjældende Discipel skulde ophøre
at nyde Legatet, fordi han ikke, efter at have oppebaaret det i 2 Aar ved Skolen,
dimitteredes til Universitetet, saaledes at han der kunde nyde det tredje Aars
Rente, eller om denne det tredje Aars Rente skulde henlægges for ham, saaledes
at den, naar han kom til Universitetet, og han der fremviser Lærdom og Skicke-
lighed" kunde udbetales ham. Konsistorium fandt ingenlunde dette Spørgsmaal
utvivlsomt. Paaledes som Legatet uddeltes, maatte det vistnok anses for Meningen,
at det skulde tillægges paagjældende for 3 paa hinanden følgende Aar, af hvilke
de 2 i Skolen og det tredje ved Universitetet, hvorfor det vistnok ogsaa, ligesom
i nærværende Tilfælde, iagttoges, at Legatet kun gaves til saadanne Disciple i
Skolen, om hvilke det kunde forudses, at de senest inden 2 Aar vilde blive di-
mitterede til Universitetet. Den Omstændighed, at paagjældende ikke inden de 2
Aar kom til Universitetet, syntes herefter nærmest at maatte have til Følge, at
han ikke kunde vedblive at nyde Legatet, og dette blev vakant til Uddeling til
andre. Konsistorium var imidlertid dog tilbøjeligt til at antage, at man ikke i
Fundatsens Ord havde tilstrækkelig Hjemmel til at sige, at Legatet altid og
ubetinget skulde nydes 3 Aar i Træk. Det sagdes blot, at naar bemeldte Per-
soner kom til Universitetet, skulde de, foruden de 2 Aars Rente, som de havde
oppebaaret i Skolen, nyde endnu et Aars Rente af bemeldte 600 Rd. Konsi-
storium turde herefter ikke antage, at vedkommende Discipels Ret til at nyde
det tredje Aars Rente, naar han kom til Universitetet, var fortabt ; men det var
tilbøjeligt til at mene, at den maatte reserveres for ham for at kunne udbetales
ham, naar han var blevet Student, og han i øvrigt tilfredsstillede Fundatsens
Forskrifter.
Herefter tilskrev Ministeriet under 7. Decbr. 1869 Skolens Rektor, at Le-
gatportionen blev at oplægge for den paagjældende Discipel og i sin Tid, naar
han fra Skolen dimitteredes til Universitetet, dertil at indsende for at udbetales
ham i hans første Universitetsaar.
— Under 8. Maj 1867 gjorde Eforus for I. L. Smiths Legat, Konf.
Madvig, Indstilling til Konsistorium om Forøgelse eller Forhøjelse af Stipendie-
portionerne. Overskudet af Legatet havde i det sidste Aar udgjort c. 1550 Rd.
eller, efter Fradrag af det fundatsmæssige Oplæg af 400 Rd., 1150 Rd. Vilde
*) Fundatsen findes i Konsistoriums Kopibog 1687—1712 fol. 117. Dens § 1 lyder
saaledes:
„Skal herefter af de 600 Rd., som den SI. Mand liafver gifved til Riber scholæ.
tvende skickelige personer af bemeldte Skole nyde Renten i 2 Aar, saalænge de
ere i Skolen, og sig skickeligen og gudfrygteligen forholder. Hvilcken Rente hans
Velærværdighed Biskopen af Ribe og Rector scholæ sammesteds hafver at dis-
ponere ofver i de Aar de samme Rente udi Skolen nyder, og lade annamme hos
Ephorum Collegii Medicei, og naar bemeldte personer kommer til Universitetet
og deris Lærdom og Skickelighed der fremviser, da skal de nyde foruden de 2
Aars Rente, som de hafver i Skolen oppebaaret, endnu et Aars Rente af be-
meldte 600 Rd. herpaa Universitetet, som af Ephoro Collegii Medicei skal ud-
delis til deris Studeringers Fortsættelse."
Legat- og Stipendievæsen.
555
man nu end af Forsigtighedshensyn ikke disponere over hele det sidste Beløb,
ansaa han det dog for aldeles ubetænkeligt at anvende 900 Rd. aarlig til For-
øgelse af den Understøttelse, Legatet ydede. Af disse 900 Rd. antog han, at
under de nu værende Forhold mellem de studerendes Antal og Trang og de til
Raadighed værende Understøttelsesmidler den større Del burde anvendes til Sti-
pendier for Studenter, og han foreslog derfor til de 9 Stipendier af denne Art,
paa 200 Rd. aarlig hvert, at føje 3 nye, saa at der i alt blev 12. Af de der-
efter tilbage blivende 300 Rd. foreslog han enten at danne en ny mindre Stipen-
dieportion for Kandidater og videre komne (den ellevte, foruden 6 større) eller
at forøge 3 af de mindre Portioner til Mellemportioner paa 400 Rd., saa at der
for Kandidater og videre komne blev 6 større Lodder, 3 Mellemlodder og 7
mindre, tilsammen udgjørende 6,300 Rd. aarlig.
Efter at Sagen havde været forhandlet med den akademiske Lærerforsam-
ling, vedtog Konsistorium d. 5. Juni 1867 med Forsamlingens Minde, at der af
Overskudet skulde oprettes en ny Stipendielod paa 300 Rd. for Kandidater og
videre komne og tre nye Stipendieportioner for Studenter paa 200 Rd. aarlig,
hvilke Lodder skulde nydes fra Juni Termin 1867.
Da Legatet i 1870 ud over det bestemte Oplæg af 400 Rd. havde haft
et yderligere Overskud af 600 Rd., vedtog Konsistorium d. 11. Jan. 1871 med
Lærerforsamlingens Samtykke, at der skulde oprettes to nye Stipendielodder, en
paa 300 Rd. aarlig for Kandidater og videre komne og en paa 200 Rd. aarlig
for Studenter, begge underkastede de samme Regler som de hidtil oprettede Sti-
pendielodder. Lodden for Studenter skulde bortgives fra 11. Decbr. 1870 at
regne, Lodden for Kandidater første Gang i Juni Termin 1871.
Ved Skrivelse af 18. Maj 1867 til Eforus antog Konsistorium, at cand.
mag. Jørgensen, der nød en af de mindre Lodder af I. L. Smiths Legats Af-
deling for Kandidater og videre komne, ikke burde beholde Legatet, efter at han
var blevet ansat som Bestyrer af den polytekniske Læreanstalts kemiske Labora-
torium med en aarlig Løn af 800 Rd.
Ligeledes antog Konsistorium i Skrivelse af 7. Marts 1868, at Dr. med.
Gædeken ikke efter sin Ansættelse som Docent ved Universitetet burde beholde
det nævnte Stipendium, som det dog efter Omstændighederne tillodés ham at
oppebære i Juni Termin 1868.
Derimod fandt Konsistorium (Skrivelse af 15. Juni 1868), at der ikke i
den Omstændighed, at det var overdraget Dr. phil. Heegaard i 2 Aar at holde
Forelæsninger over Filosofi mod et aarligt Honorar af 800 Rd., var nogen An-
ledning til at fratage ham det Smithske Legat.
Ved Skrivelse til Finansministeriet af 11. Jan. 1871 samtykkede Under-
visningsministeriet i at lade de I. L. Smiths Legat tilhørende 700 £ i dansk-
engelske 3° o uopsigelige Obligationer ombytte med et tilsvarende Beløb i inden-
landske 4°,o uopsigelige Obligationer, beregnet efter Kurs.
— Efter at Universitetets Kvæstor under 29. Jan. 1869 havde indberettet
til Konsistorium, at af de Lassonske Legater Rejsestipendiet havde naaet
dets oprindelige Størrelse 13,104 Rd. 16 Sk., af hvilken Renten, efter Fradrag
af Administrationsgebyret, i Henhold til kgl. Resol. 8. Sept. 1837 vilde kunne
uddeles til 2 studerende, begjærede Konsistorium herover en Erklæring af Le-
gatets Eforus, Prof. Hermansen. I Skrivelse til Konsistorium af 31. Marts
Universitet« Aarbog.	71
556
Universitetet 1864—1871.
foreslog denne, at den kgl. Resol. af 8. Sept. 1837 § 4 maatte forandres
derhen, at de tvende Rejsestipendier sammensmeltedes til et, hvilket udbetaltes
med de fulde aarlige Renter, eller ogsaa, hvis denne Bestemmelse ikke skulde
kunne forenes med Fundatsens Ord, der talte om tvende Rejsestipendier, at Op-
rettelsen af tvende Rejsestipendier udsattes indtil videre, men at det ene Stipen-
dium blev forhøjet til 400 Rd. aarlig, medens det overskydende Beløb, som
hidtil, anvendtes til Kapitalens Forøgelse. Ved under 24. Apr. at forelægge
Sagen for Ministeriet, bemærkede Konsistorium, at Rejsestipendiet ikke efter Nu-
tidens Forhold vilde kunne, endog kun tilnærmelsesvis, tilfredsstille sit Ojemed,
med mindre de to Portioner bleve slaaede sammen, hvorved der ogsaa af den
Grund ingen Betænkelighed kunde være, at Rejsestipendiet i Følge de fundats-
mæssige Bestemmelser i Regelen vilde blive indskrænket til en temmelig snæver
Kreds af Konkurrenter. Efter Konsistoriums Indstilling og paa Ministeriets der-
om nedlagte Forestilling, blev det ved kgl. Resol. 31. Maj 1869 bifaldet, at den
fundatsmæssige og ved kgl. Resol. 8. Sept. 1837 gjentagne Bestemmelse for det
Lassonske Universitetslegat til Hjælp for tvende udenlands rejsende studerende
om Legatets Uddeling til to studerende maatte forandres derhen, at de tvende
Rejsestipendier for Fremtiden sammensmeltedes til et.
Denne kgl. Resolution kom i Følge Konsistoriums Skrivelse af 5. Juli 1869
til Anvendelse paa den under 21. Apr. s. A. udnævnte Stipendiat, saa at denne
oppebar de tvende, nu sammensmeltede Rejsestipendier. Ved samme Skrivelse
fastsatte Konsistorium, at Stipendiet skulde udbetales i Aarets tvende Terminer,
hver Gang med Halvdelen.
I Følge kgl. Resol. 8. Sept. 1837 skulde det Lassonske Legat til
Understøttelse for en fra Randers lærde Skole dimitteret studerende voxe, indtil
det havde naaet sin oprindelige Størrelse, 456 Rd. 84 Sk.. I Decbr.
Termin 1869 var Legatet ved Oplæg af den fastsatte Del af Renten for-
øget til 464 Rd. 81 Sk.; den halvaarlige Rente heraf, der efter Fradrag af det
sædvanlige Administrationsgebyr udgjør 9 Rd. 1 Sk., er fra Juni Termin 1870
blevet udbetalt Eforus til fundatsmæssig Anvendelse. Herom har Konsistorium
under 19. Febr. 1870 meddelt Eforus fornøden Underretning.
—	Da der, i Følge Indberetning fra Universitetets Kvæstor, ved Renterne
af den til det Skeelske Legats 1ste Afdeling hørende Tilvæstkapital til Juni
Termin 1869 var opsamlet et Beløb af 1032 Rd. 24 Sk., som fra 1ste Bikonto
var blevet overført til Legatets Hovedkonto, besluttede Konsistorium (Skrivelse af
10. Sept. 1869) i Henhold til Univ. Dir. Skrivelse af 27. Novbr. 1838 *),
at der skulde oprettes en ny ordinær Stipendieportion paa 40 Rd., der skulde
træde i Virksomhed fra Decbr. Termin 1869.
—	Af Renten af detWissingske Legat nød 2 Stipendiater af Le-
gatets Stifters Slægt aarlig hver 48 Rd. 42 Sk., o: Renten af 1250 Rd, med
Fradrag af V3°/o til Kvæsturen, altsaa begge Renten af 2500 Rd., en Professorson
aarlig 38 Rd. 72 Sk., svarende til Kapital 1000 Rd., og Eforus 19 Rd. 36 Sk.,
svarende til Kapital 500 Rd.; Resten skulde oplægges, foruden hvert femte Aars
(Hvileaarets) hele Renteindtægt, med Undtagelse at Efori Andel. Efter Fun-
*) Selmers Aarb. f. 1838 S. 127—28.
Legat- og Stipendievæsen.
557
datsens Artikel 9 skal Tilvæxten forst tjene til at forøge Stipendiet til de 2
Studenter af Familien, saaledes at hver aarlig kan faa 100 Rd. I Skrivelse af
26. Maj 1871 gjorde Eforus, Konf. Madvig, opmærksom paa, at for saa vidt
dette, som han antog, maatte forstaas om Renten af 2500 Rd., med Fradrag af
Kvæsturens Vs^o, var Betingelsen for Forhøjelsen indtraadt, idet Legatets Status
tillod at henlægge til hver af de 2 Familiestipendiater Renten af 2500 Rd. eller,
med Fradrag af V8°/o, aarlig 96 Rd. 84 Sk., hvorefter der endda vilde blive et
ganske lille Overskud foruden Hvileaarets Indtægt. Han indstillede derfor, at de
2 Lodder, der tilkom Studenter af Familien, herefter udbetaltes med 96 Rd.
84 Sk. aarlig, Halvdelen i hver Termin. Denne Indstilling bifaldt Konsistorium
ved Skrivelse af 14. Juni 1871.
I Anledning af en Forespørgsel fra Eforus for det Wissingske Legat
har Konsistorium under 6. Juli 1871 udtalt, at Legatet i Følge Fundatsens
Bestemmelse *) ikke kan bortgives til en Kandidat, som ikke længer vedligeholder
nogen Forbindelse med Universitetet.
—	I Fundatsen for det Foss i ske Legat Artikel 11 hedder det, »at
dersom den, der bliver forfremmet, er behøvende, og kommer til et Præstekald,
han da maa nyde samme Aars fulde Stipendio til sin Præstehabits behjælpelige
Bekostning«. I Henhold til denDe Bestemmelse tilskrev Konsistorium under 24.
Decbr. 1870 Fforus i Anledning af dennes Forespørgsel, at en Stipendiat, der i
Juni 1868 udnævntes til at nyde Legatet, maatte erholde dette udbetalt i
Decbr. 1870, uanset, at han var blevet ansat som Kapellan.
—	Da Universitetets Kvæstor til Konsistorium havde indberettet, at der
ved Udgangen af Aaret 1864 vilde være opsamlet 500 Rd. paa den i Følge Mi-
nisteriets Skrivelse af 15. Juli 1858 **) anlagte Fremvæxtkonto for det Rost-
gaardske Legat, fastsatte Konsistorium ved Skrivelse af 16. Novbr. 1864,
at Halvdelen af dette Beløb skulde lægges til de 640 Rd., hvis Rente efter Le-
gatets Fundats § 17 nydes af tvende Sæt Kontubernaler paa Regensen. Den
anden Halvdel overføres i Følge Ministeriets nævnte Skrivelse til Fremvæxt-
kontoen.
—	Efter at Fisker Blases Hustru i Nibe, der hidtil havde oppebaaret Renten
af 500 Rd. af Dr. med. K. N. Carstensens Legats Kapital, var afgaaet
ved Døden d. 30. Juni 1863, overgik Renten af disse 500 Rd. til fundatsmæssig
Anvendelse, hvorom Konsistorium under 16. Novbr. 1864 satte Eforus i
Kundskab.
—	Ved Skrivelse af 29. Apr. 1865 bemyndigede Konsistorium Eforus for det
B ar tho li n-Fin ckeske Legat til selv at uddele de Understøttelser af dette
Legat, som ere bestemte til en Professorenke samt til Husarme og andre Fattige.
—	Stifterne af det Hammerichske Legat, Proff. F. og M. Hammerich
have, i Henhold til en Henvendelse til dem fra Konsistorium, i Skrivelser af 20.
og 25. Juni 1868 vedtaget, at det nævnte Legat for studerende fra slesvigske
*) Det hedder i Fundatsens Art. 3: „Ingen maa nyde dette Stipendium uden han
opholder sig paa et Universitet."
**) Lindes Medd. 1857—63 S. 572—73.
71*
558
Universitetet 1864—1871.
Skoler bortgives til indfødte Slesvigere som ved Kjøbenhavns Universitet forberede
sig til en Embedsprøve eller Magisterkonferens *).
—	I Henhold til Indstilling fra Kvæstor har Konsistorium, da det Rosen-
krantzske Rejsestipendiums rentebærende Kapital var voxet til 15,600
Rd., ved Skrivelse af 29. Febr. 18(54 fastsat, at der skulde oprettes en tredje
Stipendieportion.
Ved kgl. Resol. 25. Juni 1870 er Fundatsen for det Rosenkrantzske
Rejsestipendium forandret derhen, at tvende af de alt tilstede værende Lodder af
dette Stipendium strax forenes til en Portion paa 320 Rd. aarlig, samt at der
ved Siden heraf vedbliver at være en Portion paa 160 Rd. aarlig, indtil ogsaa
denne ved Kapitalens Tilvæxt kan bringes op til 320 Rd.
I Fundatsen for Stampes Rejsestipendiums § 4 hedder det:
„Om den Fremgang, han (o: Stipendiaten) gjør i Videnskaberne, indsender han
aarlig til Konsistorium troværdige Attester fra de Professores, hvis Undervisning-
han har benyttet sig af." Da Kjkr., cand. jur. Bardenfleth, der af Patronen
under 12. Okt. 1863 blev udnævnt til at nyde Stipendiet fra Juni Termin s. A.,
ikke havde efterkommet denne Forpligtelse, tilskrev Konsistorium under 13. Maj
1865 Eforus, at Stipendiet vilde være at tilbageholde, indtil Stipendiaten over-
ensstemmende med Fundatsens Forskrift havde indsendt de behørige Attester.
Ved Skrivelse af 30. Novbr. 1865 har Undervisningsministeriet meddelt,
at Indenrigsministeriet ved Skrivelse af 9. Maj s. A. har antaget, at Fuldmagter
til at hæve "Lønninger eller Legat- og Stipendiebeløb ere stempelpligtige til Taxt
8 Sk. for hver især, hvorimod uakcepterede Anvisninger, naar de ved hine Ud-
betalinger benyttes i Stedet for Fuldmagter, i Henhold til L. 19. Febr. 186: om
stemplet Papirs Brug § 74 e kunne skrives paa ustemplet Papir. Dette bragte
Konsistorium ved Cirk. 5. Decbr. s. A. til almindelig Kundskab, idet det tillige hen-
ledede Opmærksomheden paa, at der ved at hæve Lønninger eller Stipendiebeløb
af de paagjældende kan fremsendes Kvitteringer, som efter samme Bestemmelse
ligeledes ere stempelfrie.
-	Efter Forslag af Revisionsdepartementet for Kongeriget har Konsistorium
under 18. Febi. 1871 vedtaget, at den hidtil fulgte Forretningsgang for de
Lforiregnskaber, der liveit Aai afgives til Revision fra vedkommende Universitets-
professorer, forandres saaledes, at kun i Tilfælde af, at der ved Regnskaberne
lindes Revisionsudsættelser, skal Regnskabet med Antegnelserne, som hidtil, sendes
direkte fra Revisor tilbage til vedkommende Eforus, som da tilbagesender det
med paategnet Besvarelse til Revisor, hvis tilførte Vedtegning derefter gjennem
Eforus forelægges Konsistorium, for at der af dette kan gjøres Indstilling til
Decision. Alle Protokoller derimod for de Regnskaber, ved hvilke intet findes at
udsætte, erholde strax Departementets Paategning om Kvittance, og tilstilles af
dette med specificerende Skrivelser Konsistorium for at tilbageleveres vedkom-
mende Eforer, saafremt Konsistorium ikke maatte have noget at bemærke, i
hvilket Tilfælde vedkommende Protokoller tilbagesendes Departementet med Be-
mærkningerne.
Om Stiftelsen se Lindes Medd. 1849 56 S. 771—72.
Legat- og Stipeiidievæsen.
559
3. Særlige Bevillinger eller Undtagelser fra de lov- eller
fundatsmæ ssige Bestemmelser for Legaterne.
Efter at Eforus for det Rømer-Bartholinske Legat havde indstillet
eand. mag., Assistent i Finansministeriet S. Hertzsprung til at erholde Legatet,
gjorde Konsistorium under 26. Jan. 1864 Indstilling herom til Ministeriet. Skjønt
denne Ansættelse vel ikke grundede sig paa nogen kgl. Udnævnelse, maatte den
dog efter sin Beskaffenhed medføre, at han maatte siges »at have Betjening eller
Plads eller Indkomster andensteds«, hvilket i Følge Bestemmelsen i Univ. Fund.
Maj- 1788 VI- § 2. Nr. 5. i. f. skulde udelukke fra Nydelsen af de akademiske
Stipendier. Konsistorium maatte vel fastholde, at der kun under ganske særlige
Omstændigheder gjordes Undtagelse fra denne Bestemmelse; men disse forelaa
efter dets Mening i nærværende Tilfælde. Ansøgerens Ansættelse som Assistent
i finansministeriet var nemlig i og for sig paa ingen Maade til Hinder for, at
han, som fundatsen for det Rømer-Bartholinske Legat fordrer, kunde anvende
sin Tid »til astronomiam et observationes coelestes«. Da Eforus derhos havde
oplyst, at han i det sidste Aar havde tilendebragt et større astronomisk Arbejde
af videnskabelig Interesse, og at han var den eneste, som havde ansøgt om Le-
gatet, indstillede Konsistorium, at der meddeltes ham Tilladelse til, uanset Be-
stemmelsen i Univ. Fund. Kap. VI. § l Nr. 5, at maatte komme i Betragtning
ved Bortgivelsen af det nævnte Legat. Dette bifaldtes, efter Ministeriets Fore-
stilling, ved kgl. Resol. af 27. Febr. 1864.
I Anledning af et Andragende fra cand. jur. L. N. Friis om Dispensa-
tion fra Bestemmelsen i Univ. Fund. 7. Maj 1788 Vf. § 2 Nr. 9 udtalte det
juridiske Fakultet i en Erklæring af 2. Apr. 1867, at der efter dets Mening ikke
burde meddeles Dispensation fra den ommeldte Bestemmelse, med mindre der
forelaa saadanne Oplysninger om vedkommendes fortsatte Studium og videnskabe-
lige Kald, som paa en afgjørende Maade tjærnede den Betydning, der maatte
tillægges Examenskarakteren. En alt for mild Praxis ved Meddelelsen af slige
Dispensationer kunde let have mislige Følger med Hensyn til de Rejsestipendier,
der bortgaves af private. Hertil sluttede Konsistorium sig i Skrivelse af 6 s. M.
hvorefter Ministeriet under 24. April afslog Andragendet.
Elter Fundatsen for det Hurtigkarlske Legat 2. Juni 1832 § 9
bortgives Rejsestipendiet for 2 Aar, hvorefter det tredje Aar er et Hvileaar.
Undei 5. NoAbr. 1868 androg det rets- og statsvidenskabelige Fakultet imidlertid
om Dispensation fra denne Bestemmelse, saaledes at Hviletiden i et enkelt Til-
fælde blev begrænset til Aar. Fakultetet havde nemlig efter Prof. Holcks
Død indstillet til Ministeriet, at cand. jur. Matzen uden Konkurrence blev beskikket
til Lektor, dog først efter at der var givet ham Lejlighed til ved en Udenlands-
rejse i omtrent 1 Aar at søge den yderligere Uddannelse, som Ophold ved frem-
mede Universiteter frembyder. Ministeriet havde bifaldet denne Indstilling saa-
ledes, at Pladsen foreløbig henstod ubesat og derefter først blev besat i Foraaret
1870, efter lakultetets nærmere Indstilling. Fakultetet maatte derfor ønske at
forskaffe Kand. Matzen den fornødne Understøttelse til at foretage den paatænkte
Udenlandsrejse, i hvilken Henseende Vanskelighederne vilde bortfalde, dersom
Rejsestipendiet kunde bortgives allerede i Decbr. Termin 1868. Efter at Konsi-
storiums Flertal havde anbefalet denne Indstilling i Skrivelse af 13. Novbr., blev
det ved kgl. Resol. 9. Decbr. 1868 bifaldet, at den fastsatte Hviletid af 1 Aar
560
Universitetet 1864—1871.
ved den forestaaende Uddeling undtagelsesvis maatte forkortes til V2 Aar, saa-
ledes at Stipendiet kunde bortgives i Decbr. Termin 1868.
— En Student, der i 1860 var dimitteret fra Ribe Kathedralskole, androg om,
at den inddragne sidste Tredjedel af Op lags p enge n e maatte blive ham udbetalt,
da han i Januar 1864 havde taget den filosofiske Prøve. Konsistorium udtalte
i denne Anledning i Skrivelse af 26. Marts 1864, at da den ommeldte Tredjedel
overensstemmende med Universitets Direktionens Skrivelse af 4. Marts 1848 *)
allerede i 1863 var tilfaldet den ved kgl. Resol. 19. Novbr. 1830 stiftede Fond
for hjemfaldne Oplagspenge, vilde der formentlig ikke kunne være Spørgsmaal
0111, at Beløbet igjen skulde kunne udbetales af Fonden for at udbetales Ansøgeren.
Derimod henstillede Konsistorium, med Hensyn til, at denne med et godt Udfald
havde bestaaet den filosofiske Prøve, om Ministeriet maatte finde sig foranlediget
til af den ommeldte Fond at tilstaa ham en Understøttelse omtrent af samme
Størrelse som de inddragne Oplagspenge. Under 5. Apr. tilskrev Ministeriet der-
efter Konsistorium, at det v.ir enigt i, at Beløbet som allerede hjemfaldet til
Fonden ikke kunde uddrages af denne, men at det intet havde at erindre mod,
efter Andragende derom fra paagjældende, at tilstaa ham en Understøttelse af
Fondens Renter. Ved Skrivelse til Konsistorium af 9. Juni tilstod Ministeriet
ham en Understøttelse af Fonden af samme Størrelse som det inddragne Beløb.
Ved Skrivelse af 5. Apr. 1864 paalagde Ministeriet Konsistorium at til-
kendegive stud. theol. N. N.f at et af ham til Ministeriet indgivet Andragende
0111 at maatte erholde udbetalt Resten af sine Oplagspenge enten strås, eller naar
han i Sommeren 1865 havde taget den filosofiske Prøve, ikke kunde bevilges.
Foranlediget herved tilskrev Konsistorium under 25. Apr. Ministeriet, at efter de
ved Universitets Direktionens Skrivelse af 4. Marts 1848 *) fastsatte Regler 0111
Udbetaling af de studerendes Oplagspenge vilde det have tilkommet Konsistorium
at tage Bestemmelse i Sagen, eftersom Ansøgeren var Student fra 1861, og den
Termin af 3 Aar, ved hvis Udløb resterende Oplagspenge inddrages i Fonden for
hjemfaldne Oplagspenge, endnu ikke var forløbet. Konsistorium udtalte, at det
forudsatte, at det ikke havde været Ministeriets Hensigt ved Afgjørelsen i Sagen
at gjøre nogen Forandring i de ved den nævnte Skrivelse foreskrevne almindelige
Regler.
N. N., dimitteret 1862, nødtes paa Grund af Fattigdom til at opgive Stu-
deringerne i Efteraaret s. A. og tage en Huslærerplads. I Oktbr. 1863 vendte
han tilbage til Kjøbenhavn for at fortsætte Studeringerne og ansøgte om, at faa
sine Oplagspenge udbetalte, hvilket Konsistorium imidlertid afslog under 30. Decbr.
s. A., fordi der intet Bevis forelaa for, at han fortsatte sine Studier. I Januar
1864 underkastede han sig den filosofiske Prøve (g. mdl. tg.), deltog i Felttoget
som Officersaspirant og fornyede i Febr. 1865 sin Ansøgning om Udbetaling af
begge de indestaaende Portioner af Oplagspengene. Konsistorium bevilgede Ud-
betalingen ved Skrivelse af 4. Marts s. A.
N. N., dimitteret 1863, ansøgte om at faa den sidste Del af sine Oplags-
penge udbetalt, uagtet han ikke havde hørt Forelæsninger i Foraars Halvaaret
1864 eller taget den filosofiske Prøve. Da det var Krigstjenesten, der havde
*) Lindes Medd. 1849—56. S. 868—69.
Legat- og Stipendievæsen.
561
afbrudt hans Studier efter det første Halvaar, og han efter Krigen havde gjeti-
optaget disse, bevilgede Konsistorium Udbetalingen under 23. Juni 1865.
Ved kgl. Resol. 14. Apr. 1866 er det efter Ministeriets Forestilling bifaldet,
at den i kgl. Resol. 19 Nov. 1830 indeholdte Bestemmelse, at hjemfaldne Oplags-
penge henlægges til en særlig Fond, forandres derhen, at de fra 1. Apr. 186G
at regne tilbagebetales til den Skoles Stipendiefond, af hvilken Stipendiet i sin Tid
er udredet.
Konsistorium har ved Skrivelse af 22. Febr. 1867 nægtet en Student Udbetaling
af den sidste Del af Oplagspengene, da han, der var dimitteret i 1865, og i Juni
1866 rejiceredes ved den filosofiske Prøve, i Januar 1867 underkastede sig denne
med 2 tg. og 1 mdl.
En studerende, der var dimitteret 1869 og med Ministeriets Pamtykke under-
kastede sig og tog den filosofiske Prøve i Januar 1870, fordi han skulde møde i
militær Tjeneste d. l. Maj, androg i Marts s. A. paa at faa den sidste Del af sine
Oplagspenge udbetalt. Konsistorium bevilgede det under 9. Apr.
En lignende Tilladelse meddeltes under 24. Decbr. 1870. Paagjældende
havde her, efter endt filosofisk Prøve i Januar 1870, forladt Universitetet og givet
sig til at studere Ingeniørvidenskaben.
Ved Skrivelser* af 4. Marts og 29. Apr., 22. Febr. og 10. Juli 1867, 20.
Febr. 1869, 19. Febr. og 5. Novbr. 1870 samt I 1. Marts 1871 har Konsistorium
bevilget Udbetaling af Oplagspenge i Tilfælde, hvor de paagjældende af forskjellige
Grunde have taget den filosofiske Prøve senere end efter Udløbet af det andet
Halvaar og med et antageligt Udfald.
4. De med Universitetet forbundne Kollegier.
a. Valkendorfs Kollegium.
I Skrivelse af 24 Apr. 1862 gjorde Eforus for Valkendorfs Kollegium,
Konf. Forchhammer, Konsistorium opmærksom paa, at Kollegiebygningen var i en
højst maadelig Forfatning, Vinduer. Døre og Hovedtrappe faldefærdige, Bagmuren
til Gaarden saa beskadiget, at den til Dels maatte rives ned og bygges op paa
ny, det hele ydre Udseende, navnlig til Gaden, af en Beskaffenhed, der var upas-
sende for en offentlig Bygning af den Natur, hvortil kom, at de underste Værel-
ser, navnlig de, som laa til Gaarden, vare saa fugtige, at de maatte anses for
meget usunde. Bygningsinspektøren, Prof. Hansen, havde gjort et ganske almin-
deligt Overslag over Bekostningerne ved en Hovedreparation og anslaaet dem til
10,000 Rd. Konf. Forchhammer androg paa Konsistoriums Medvirkning til 'lil-
vejebringelsen af denne Sum, som Kollegiet selv manglede Midler til at udrede,
men som han mente, kunde afholdes af Kommunitetets Midler.
Ved under 17. Juli at gjøre Indberetning herom til Ministeriet anmodede
Konsistorium om, at der maatte blive meddelt Bygningsinspektøren
fornøden Ordre til at gjøre Indstilling om, hvilke Bygningsforandringer ved Kol-
legiet der maatte anses for nødvendige eller hensigtsmæssige, samt Overslag over
Bekostningen herved. Efter Ministeriets Paalæg udarbejdede denne et Forslag
med Overslag, hvorefter Udgiften ved de forskjellige Bygningsforandringer vilde
udgjøre c. 11,000 Rd. (10,906 Rd. 56 Sk.). Over dette Forslag begjærede Mi-
562
Universitetet 18fi4 -1871.
nisteriet Konsistoriums Erklæring med Oplysning om Kollegiets økonomiske For-
fatning. Konsistorium anmodede inspectores qvæsturæ (Proff. Gram og
Aagesen) og Universitetets Kvæstor (Justitsr. Frydensberg) om at tage
Sagen under Overvejelse, hvorefter det under 16. Marts 1863 fra disse modtog
en udførlig Udtalelse.
I det af Justitsr. Hansen udarbejdede Overslag var det, ved Siden af den
nødvendige Udgravning, Afpudsning, Anbringelse af nye Yinduer, Døre og Gulve
m. v., foreslaaet at nedtage hele den gamle indvendige Fa^ademur og igjen at
opmure den 3 Alen længere ude i Gaarden, hvorved Bygningen vilde faa en saa-
dan Bredde, at der kunde anbringes en Korridor midt i Bygningen, med særskilte
Indgange til samtlige Alumners Værelser, i Stedet for, at de yderste Værelser
nu tillige tjente til Gjennemgang for Beboerne af de inderste Værelser. Da en
saadan Udvidelse af Bygningen vilde gjøre Anbringelsen af et nyt Tag nødvendig,
gik hans Forslag dernæst ud paa, i Stedet for den nu værende Kvist, at forsyne
Bygningen med en helt ny Etage, hvorved, med en forholdsvis ubetydelig Forøgelse
af Udgifterne, kunde opnaas <; nye Alumneværelser, ligesom ogsaa Bygningens
Ydre derved vilde vinde betydelig. Udvalget erkjendte vel, at alle Mangler ved
Bygningen ved denne Plan vilde blive afhjulpne, saaledes at Lejlighederne i en-
hver Henseende vilde blive gode og afgive bekvemme Boliger for de studerende.
Men af Hensyn til Kollegiets økonomiske Forfatning mente det dog bestemt at
burde fraraade dens Antagelse. Kollegiet savnede nemlig ikke blot Midler til at
udrede den Sum af c. 11,000 Rd., som efter Overslaget vilde medgaa til Gjen-
nemførelsen af denne Plan, men det vilde formentlig end ikke være i Stand til
at afholde nogen Del af Udgifterne ved Bygningsforandringen eller have nogen
sikker Udsigt til en Gang i Tiden at kunne afdrage eller forrente det betydelige
Laan, som dertil maatte optages. Kollegiets samlede Indtægt*) udgjorde
- 455 Rd.
b andre Distributser, Oplæg, Skatter, Assurance etc... 255 —
- 710 —
Igjen til Reparationer og andre Udgifter ved Bygningen og Haven 190 Rd.
Da disse 190 Rd. aarlig, selv om den paatænkte Hovedreparation fandt Sted, i Tiden
vilde være aldeles nødvendige til Bygningens forsvarlige Vedligeholdelse, især naar
den blev forøget ved Paabygning af en ny Etage, kunde intet deraf anvendes til
Afbetaling og Forrentning af det fornødne Byggelaan, hvorimod det, saafremt
Kollegiet ikke paa anden Maade kunde faa Hjælp, vilde være nødvendigt dertil
at inddrage eller nedsætte Alumnernes Distributs; men da denne i Virkeligheden
ikke tilfaldt Alumnerne, men oppebåres af Portneren for deres Opvartning, vilde
det herved blive nødvendigt, at Alumnerne uden Understøttelse fra Kollegiet selv
maatte lønne Portneren, hvilket vistnok, om muligt, burde undgaas. I ethvert
c. 900 Rd.
Deraf udbetaltes:
a. til Alumner:
den egentlige Distributs . .
Legatrenter m. v.........
384 Rd.
71 —
♦) Med Betænkningen fulgte en af Kvæsturens Bogholder udarbejdet Oversigt over
Legat- og Stipendievæsen.
563
Tilfælde vilde Inddragelsen forst fuldstændig kunne gjennemfores efter alle de nu
værende Alumners Afgang. Vilde man desuagtet paa denne Maade tilvejebringe
de til Hovedreparationens Udførelse nødvendige Midler, vilde det under alle Om-
stændigheder være nødvendigt betydelig at indskrænke Arbejdet og de dermed
forbundne Udgifter, da hele det til Distributsen bestemte Beløb, 384 Rd. aarlig,
endog vilde være utilstrækkeligt til Forrentningen af det fornødne Laan paa
11,000 Rd., og altsaa ikke afgive Midler til nogen Afbetaling paa Laanet. Under
disse Omstændigheder ansaa Udvalget det for aldeles nødvendigt, at Arbejdet be-
tydelig indskrænkedes, ligesom det ogsaa, med Hensyn til Kollegiets økonomiske
Forfatning, meget fraraadede at oprette de foreslaaede 6 nye Pladser, der, selv
Kollegiets Kapitalformue og Legater samt en Oversigt over Indtægter og Ud-
gifter for Aarene 1857—58 til 1861—62.
Oversigt over Valkendorfs Kollegiums Kapitalformue og Legater.
Kapital.	Renter.	Anmærkninger.
1.	Kollegiets Kapital... 21,495 Rd. 75 Sk. . . 832 Rd. 92 Sk.
2.	Kollegiets Bikonto... 550 — „ — ... 10 — 63 — voxer ved Indbetaling fra
Eforus af Renten 44 Rd.
44 Sk. hver Termin af
Kollegiets ander Nr. 1
indbefattede Fremvæxt-
kapital 2,295 Rd. Renten
af denne Bikontos Kapi-
tal tilfalder Professorernes
Distributs; men naar
Bikontoens Kapital er
voxet til 1000 Rd., forenes
samme med Kollegiets
Hovedkapital. Af Frem-
væxtkapitalen og dens
Renter maa aldrig noget
forbruges, se Scheel Koll.
og Stip. S. 44—45.
3.	Obelitz's Legat..... 98 Rd. 95 Sk. .. . 2 Rd. 80 Sk. til den ældste Alumnus.
4.	Stampes Legat..... 200 — „ — ... 7 — 72 — til Inspektor ved Koll.
5.	Riisbrighs Legat____ 321 — 50 — ... 12 — 44 — til 2 Alumner.
6.	Smiths Legat....... 88 — 33 — .. 3 — 42 — til 1 Alumne.
7.	Estrups Legat...... 1,100 — „ — ... 42 — 60 —Af Renten udredes et Sti-
pendium af 30 Rd. til en
Alumnus, hvorimod Resten
oplægges. Naar Oplægene
udgjøre 1000 Rd., dannes
en ny Stipendieportion
o. s. fr., hver Gang der er
opsamlet 1000 Rd.
8.	Eskildsens Legat .. 500 — , — ... 19 — 36 — Renten udbetales Johanne
Marie Bay, gift med Timm
i Viborg, for hendes Livs
Tid; ved hendes Død til-
falder Legatet Kollegiet.
Til Professorernes Distributs afgives desuden aarlig ai Renten af Kollegiets Ho-
vedkapital 38 Rd. 28 Sk. Saa vidt vides oppebærer Eforus intet af Renten.
79
Universitets Aarbog.
564
Universitetet 1864 — 1871.
om de bleve stipendieløse, nødvendig vilde paaføre Kollegiet forøgede Udgifter, i
alt Fald til Vedligeholdelsen af den nye Etage paa Bygningen.
Paa Grund heraf anmodede Udvalget Bygningsinspektøren om at udarbejde
en ny Plan til Bygningens fuldstændige Reparation i dens nu værende Størrelse,
ved at udgrave Grunden, ombygge eller reparere den forfaldne Mur til Gaarden,
reparere eller omlægge Taget og, for saa vidt det viste sig nødvendigt, anbringe
nye Gulve, Døre og Yinduer i Værelserne samt omlægge Trappen, men derimod
at udelade alle ikke aldeles paatrængende Arbejder, saasom den paatænkte Paa-
bygning af en ny Etage og Udvidelse af Bygningens Bredde, for at der kunde
anbringes en Korridor mellem Værelserne, Anbringelsen af et Skifertag og Op-
førelsen af nye Hegn om Haven m. v. Derimod anmodede Udvalget ham om i
Planen at optage en Udvidelse af Portnerens Lejlighed, som kun bestod af et
Værelse og Kjøkken, ved dertil at henlægge et med Lejligheden forbundet Pige-
kammer i Stedet for, at Pigen nu laa paa Loftet, langt borte fra Portnerlejlig-
heden, hvilket i flere Henseender var meget misligt og uhensigtsmæssigt.
Herefter udarbejdede Bygningsinspektøren en Plan til Bygningens fuldstæn-
dige Istandsættelse i dens nu værende Størrelse, dog saaledes, at der tilføjedes
2 Fag til Kvisten til Gaden for derved at erholde et nyt Alumneværelse i Stedet
for det til Portnerlejligheden stødende Værelse, hvormed denne Lejlighed foresloges
forøget. Denne Plan vandt Udvalgets Bifald; den hele Bekostning vilde herefter
udgjøre 4,478 Rd. 27 Sk., hvortil dog kom en aldeles nødvendig Reparation af
et Plankeværk i Gaarden og den nødvendige Godtgjørelse til Alumnerne og Port-
neren i den Tid, de paa Grund af Byggearbejdet maatte flytte fra Kollegiet,
hvilken sidste Udgift dog burde indskrænkes derved, at de Pladser, som bleve
ledige i A årets Løb, først besattes, naar Bygningen var fuldført. Disse 2 Ud-
gifter anslog Udvalget til c. 500 Rd., saaledes at det hele Beløb, der udfordredes
til Planens Gjennemførelse, vilde udgjøre 5000 Rd. Vel vilde der i det Aar, i
hvilket Forandringen foretoges, bespares den hidtil til Vedligeholdelsen anvendte
Sum; men da heraf burde dækkes Resten af den af Eforus udlagte Underbalance
og afholdes de af Overslaget udgaaede Udgifter til Havens Istandsættelse m. v.,
kunde derved ikke gjøres Regning paa nogen virkelig Besparelse.
Det vilde saaledes være nødvendigt til Kollegiets fuldkomne Istandsættelse
at tilvejebringe en Sum af 5000 Rd. Dersom dette Beløb optoges som et Laan,
Valkendorfs Kollegiums Indtægter og Udgifter for Aarene 1857 — 58
til 1861=62.
Middelsum i
5 Aar.
Indtægt
Udgift:
Alumnernes Distributs og
det Estrupske Legat..
Andre Distributser, Oplæg,
Skatter og Assurance .
Reparationer og andre
Udgifter.............
Summa Udgift...
Regnskabsaaret 1857—58 begyndte med en Underbalance af 136 Rd. 44 Sk.
—	1761—62 endte —	— - 113 — 21 —
' 1857-58. Ed. Sk. 901. 12	1858-59. Ed. Sk. 901. 12	1859-60. Ed Sk 901. 12	1860-61. Ed. Sk. 901, 12	1861.62. Ed. Sk. 902. 34
462. 46 222. 54 56. 30	448. 62 252. 32 276. 22	459. 46 247. 72 237. 31	452. 94 250. 68 98. 83	454. 14 303. 34 260. 43
741. 31	9777120	941. 53 802. 531,017. 91		
Valkendorfs Kollegiums Indtægter og Udgifter for Aarene 1857 — 58
til 1861=62.
Regnskabsaaret 1857—58 begyndte med en Underbalance af 136 Rd. 44 Sk.
—	1761—62 endte —	— - 113 — 21 —
Legat- og Stipendievæsen.
565
der blev forrentet og afdraget med 6 pCt. eller 300 Rd. aarlig, vilde Kollegiet
vel blive i Stand til at udrede denne Udgift ved at inddrage Stipendierne; men
efter hvad Udvalget oven for havde forklaret om Anvendelsen af disse ubetydelige
Stipendier, og da deres Inddragelse vilde gjøre det nødvendigt paa anden Maade
at gjøre Udvej til Portnerens Løn, fraraadede Udvalget Tilvejebringelsen af Laa-
net paa denne Maade. Der blev da kun tilbage at søge de omhandlede 5000 Rd.
bevilgede som et extraordinært Tilskud til Kollegiet, eller som et rentefrit Laan.
Med Hensyn til den Mulighed, der var for, at der en Gang i Tiden vilde tilbyde
sig en passende Lejlighed til at afhænde en Del af Kollegiets betydelige Grund,
ansaa Udvalget det for rettest, at Beløbet søgtes bevilget paa den sidst nævnte
Maade, saaledes at Laanet sikredes i Kollegiebygningen og Grunden, men at dets
Tilbagebetaling udsattes, indtil Kollegiet paa den oven anførte eller paa anden
Maade maatte komme i Besiddelse af de dertil fornødne Midler. Under denne
Forudsætning maatte Laanet søges bevilget af Kommunitetet som den Stiftelse,
der havde samme Formaal som Kollegierne, og derfor maatte anses nærmest til
at komme dem til Hjælp. Vel vilde det være meget ønskeligt, at Kommunitetet
blev fritaget for saadanne extraordinære Udgifter, indtil det havde udredet Ud.
gifterne til den nye Museumsbygning; men da Istandsættelsen af Yalkendorfs
Kollegium var saa paatrængende, at den ikke kunde opsættes, indtil Museums-
bygningen var færdig, og da det Beløb, som Kommunitetet hertil maatte optage
af dets tidligere opsamlede Kapital, igjen kunde ventes indvundet i de nærmest
paafølgende Aar, troede Udvalget dog, at Kommunitetet kunde overtage Udlaanet,
naar det for at undgaa Opsigelse af de allerede udlaante Kapitaler, tillodes, at
de andre under Kvæsturen henlagte Stiftelsers og navnlig Sorø Akademis dispo-
nible Beholdninger maatte anvendes til midlertidig Overtagelse af nogle af Kom-
munitetets fuldkommen sikre Panteobligationer.
Udvalget foreslog derfor, at den paatænkte Hovedreparation af Valkendorfs
Kollegiums Bygning paa Grund af Kollegiets meget slette økonomiske Forfatning
indskrænkedes til det, som maatte anses aldeles nødvendigt for i enhver Hen-
seende at sætte Bygningen i en ordentlig og komplet Stand, saaledes at den af-
gav sunde og passende Boliger for Alumnerne, og at det dertil fornødne Beløb
af indtil 5000 Rd. maatte tilvejebringes ved et rentefrit Laan fra Kommunitetet
mod Sikkerhed i Kollegiets Bygning og betydelige Grund, men uden Afbetaling,
indtil der frembød sig en Lejlighed til at sælge en Del af Haven, eller indtil
Kollegiet paa anden Maade fik forøgede Indtægter. Dette Udlaan vilde vel, saa
længe ingen Afbetaling skete, paaføre Kommunitetet et aarligt Rentetab af 200
Rd.; men da denne Afgang ikke kunde bevirke nogen Indskrænkning i Kommu-
nitetets nærmeste Formaal, kunde der formentlig være Anledning til, at denne
Stiftelse paa den angivne Maade kom det beslægtede Yalkendorfs Kollegium til
Hjælp.
Konsistorium tiltraadte Udvalgets Forslag og gjorde herom under 5.
Maj fornøden Indstilling til Ministeriet. Kun anbefalede det, i Stedet for, at
Bygningsinspektøren havde foreslaaet Portnerlejligheden udvidet med det inderste
af de 2 Alumneværelser til venstre for Døren til Gaden, at henlægge begge disse
Alumneværelser til Bolig for Portneren og at benytte Portnerens nu værende
Værelse til Gaarden til Alumneværelse. Herved vilde det opnaas, at Portneren
fik Værelse umiddelbart op til Gadedøren og derved kunde føre Tilsyn med de
72*
566
Universitetet 1864—1871.
passerende. Konsistorium tilføjede, at da det vilde blive nødvendigt at give
Alumnerne Godtgjørelse for den Tid, de paa Grund af éygningsarbejdet maatte
flytt^ fra Kollegiet, havde det ikke besat de Pladser, som i de sidst forløbne
Maaneder vare blevne ledige, og naar Konsistoriums Indstilling om Hovedrepara-
tionens Foretagelse maatte vinde Ministeriets Bifald, vilde det fremdeles blive
iagttaget, at de vakante Pladser ikke besattes, førend Arbeidet var færdigt. Da
imidlertid Portnerens Indtægt alene bestod i, at han af Alumnerne for Opvartning
modtog, hvad der tilfaldt dem i Distributs, bemyndigede Konsistorium Eforus til
at udbetale Portneren de Beløb, som svarede til, hvad han paa denne Maade
vilde have oppebaaret, hvis de ledige Pladser vare blevne besatte. Derhos be-
myndigede Konsistorium Eforus til at tillade trængende studerende, som maatte
ønske det, at bo indtil videre i de ledige Lejligheder paa Kollegiet, med For-
pligtelse til at fraflytte samme, saa snart Byggeforetagendet maatte gjøre det
nødvendigt.
Under '26. Maj tilskrev Ministeriet Konsistorium, at skjønt det meget
vel forstod og billigede de økonomiske Hensyn, som havde bevæget Konsistorium
til med Kollegiets pekuniære Evne for Øje, at foretrække et til det absolut nød-
vendige indskrænket og derfor mindre bekosteligt Foretagende, kunde Ministeriet
dog i dette Tilfælde, hvor der efter den af Bygningsinspektøren udkastede op-
rindelige Plan øjensynlig vilde opnaas væsentlige Fordele, ikke mindre med Hen-
syn til Bygningens Soliditet end Omfanget af det Gode, som vilde kunne bydes
de studerende for en, som det syntes, i Forhold hertil ringe Udgift, ikke under-
trykke en Tvivl, om det ikke vilde være det forsvarligste og, som Lejligheden nu
bød sig, det rigtigste at give den først lagte Plan Fortrinet og lade Kommuni-
tetet staa den dermed forbundne større Risiko, hvad der overhovedet med denne
Udgift burde være saa meget mindre betænkeligt, som Foranstaltningen med sit
for de studerende veldædige Ojemed faldt sammen med Kommunitetets almindelige
Formaal. Ministeriet anmodede derfor Konsistorium om fra hint Synspunkt at
underkaste Sagen en fornyet Overvejelse.
Efter Konsistoriums Begjæring udtalte Kvæstor sig, efter foregaaende
Konference med inspectores qvæsturæ, herom i en Erklæring af 14. Sept.
Dersom der nu kunde tilvejebringes Midler til det forøgede Arbejde, og især
dersom Kollegiet kunde sættes i Stand til at udrede de sædvanlige Penge-
stipendier ogsaa til de 6 nye Alumner, som derefter kunde optages, maatte
det vistnok indrømmes, at den større Reparation burde foretrækkes; men da der
dog kunde være Grund til ikke at paaføre Kommunitetet en større Risiko end
nødvendigt, vilde Afgjørelsen af dette Spørgsmaal formentlig væsentligst bero
paa, om Bygningen, uagtet den blev mindre bekvem, dog vilde blive fuldkommen
solid efter Udførelsen af den mindre Reparation. Han havde derfor anmodet
Bygningsinspektøren om at udtale sig, om Gaardmuren var i en saadan Tilstand,
at den efter den paatænkte Reparation kunde benyttes lige saa længe som Muren
mod Gaden, eller om det kunde forudses, at det dog vilde blive nødvendigt om
nogle Aar at foretage en Ombygning af Muren. Herom havde denne mundtlig
forklaret, at det ikke uden en fuldstændig Undersøgelse ved Opbrydning af Gul-
vene og Gjennembrydning af Murene var muligt at erklære, hvor længe de nu
værende Mure kunde blive staaende, efter at de vare undergivne den mindre
Reparation. Gademuren var oftere afpudset og havde derfor et bedre Udseende
Legat- og Stipendievæsen.
567
end Gaardmuren; men ved en saadan Undersøgelse vilde det mulig vise sig, at
den ikke var bedre, og at en fuldstændig Ombygning dog inden faa Aar vilde
blive nødvendig. Med Hensyn hertil og da det, om end Gademuren var brugelig,
dog mulig vilde vise sig, at Tømmeret i Bygnimgen var forraadnet, saaledes at
det kun blev en meget ringe Del af den nu værende Bygning, som det kunde
undgaas at ombygge, fremsatte Justitsr. Hansen i Skrivelse af 3. Sept. et tredje
Forslag, nemlig aldeles at nedbryde den nu værende Bygning og opføre en ny,
hvorved Bygningen vilde blive fuldkommen komplet, den nu værende uskjønne
Facade til Gaden bortfalde, og det vilde blive muligt aldeles at hæve den nu
værende Fugtighed i Stueetagen, som det var tvivlsomt, om endog den større
Reparation fuldstændig vilde kunne fjærne. En saadan Ombygning anslog han
til en Bekostning af 15,000 Rd., naar Bygningen udvidedes til Lejligheder for
22 Alumner, og af 14,000 Rd., naar det nu værende Antal af 16 Lejligheder
bibeholdtes.
Da den saaledes foreslaaede Ombygning kun vilde forøge Udgiften med 3 å
4,000 Rd. i Forhold til den større Hovedreparation og Tilbygning, burde den
formentlig foretrækkes, især dersom det ved Nedbrydningen skulde vise sig, at
det gamle Tømmer var ubrugeligt, da derved vilde opnaas en sundere og bedre
Bygning, og undgaas de forøgede Udgifter, som senere vilde fremkomme, naar
det viste sig nødvendigt at ombygge Resten at den gamle Bygning, nemlig
l1 a^ademuren. Hertil kom, at Licitation vilde kunne benyttes ved Udførelsen af
Ombygningsarbejdet, medens den var uanvendelig ved Bygningens Reparation, og
at det var sandsynligt, at man ved Licitation vilde opnaa nogen Nedsættelse i
det paaregnede Beløb af 15,000 Rd., medens det efter Justitsr. Hansens seneste
Erklæring var i højeste Maade usikkert, om Udgifterne til den større Reparation
kunde indskrænkes til 11,000 Rd., hvilket beroede paa, om Fa^ademuren til
Gaden og det skjulte Tømmer endnu kunde bruges. Denne Besparelse vilde
formentlig være tilstrækkelig til at dække de med Alumnernes midlertidige Op-
hold uden for Kollegiet forbundne Udgifter Kvæstor ansaa det vel fremdeles for
betænkeligt at oprette flere Alumnelejligheder paa Valkendorfs Kollegium, saa
længe Kollegiet var ude af Stand til dermed at forbinde Pengestipendier, som i
det mindste vare tilstrækkelige til Udgifterne ved Værelsernes Renholdelse og
Alumnernes Opvartning, saaledes at Alumnerne virkelig havde fri Bolig; men da
Udgifterne kun vilde forøges med 1000 Rd. eller en Rente af 40 Rd. aarlig,
erkjendte han, at det var meget ønskeligt at benytte denne Lejlighed til, med en
saa ringe forøget Udgift at opnaa 6 nye Friboliger for studerende, naar der kun
paa anden Maade kunde sørges for, at dertil blev henlagt passende Penge-
stipendier.
Med Skrivelse af 21. Sept. forelagde Konsistorium paa ny Sagen for
Ministeriet. Konsistorium anbefalede at vælge den Plan, i Følge hvilken man for
en Udgift af 15,000 Rd. vilde kunne opnaa en Bygning fur 22 Alumner; der
vilde herved for en forholdsvis ubetydelig større Sum vindes et ikke ubetydeligt
Gode, selv om de 6 nye Pladser skulde blive stipendieløse. Med Hensyn til Ud-
redelsen af denne Sum, henholdt Konsistorium sig til, hvad det havde udtalt i
sin Skrivelse af 5. Maj. Derimod havde Meningerne i Konsistorium været delte,
om denne Bevilling burde søges ubetinget, eller knyttes til den Betingelse, at det
ved nærmere Undersøgelse, naar Arbejdet paabegyndtes, maatte vise sig, at Byg-
568
Universitetet 1864—1871.
ningens nu værende Mure og det skjulte Tømmer i samme ikke kunde bruges,
saa at det vilde være ugjørligt for en Sum af henved 5000 Rd. at bringe den
nu værende Rygning i ordentlig, komplet Stand i Overensstemmelse med den tid-
ligere Plan. Fra den Side, som antog, at denne Betingelse burde opstilles, blev
under Voteringen gjort gjældende, at skjønt der ganske vist vilde vindes ikke
uvæsentlige Fordele ved en fuldstændig Ombygning, maatte det ikke overses, at
Kollegiet selv var ude af Stand til at udrede nogen som helst Udgift i denne
Anledning, og at det maatte have Betænkelighed at paaføre Kommunitetet en for-
øget Udgift af i det mindste 10,000 Rd., som under den angivne Forudsætning
dog ikke kunde betragtes som absolut fornøden.
Herefter erklærede Ministeriet sig i Skrivelse af 30. Sept beredt til
paa Kommunitetets Budget f. 1864—65 at optage et Udgiftsbeløb af indtil
15,000 Rd. saaledes, at kun 5000 Rd. benyttedes, saafremt det ved det fornødne
Eftersyn af Bygningens Tømmer- og Murværk maatte vise sig, at dette var i en
saadan Tilstand, at en Ombygning var unødvendig. I Betragtning af den nære
Forbindelse i hvilken Kollegiets og Kommunitetets Øjemed stod, fandt Ministeriet
det rigtigst, at den fornødne Sum definitivt tilstodes af Kommunitetets Midler, og
at hvad der mulig i Tiden maatte tilfalde Kollegiet enten ved Legater eller ved
Salg af Grund, anvendtes til Oprettelse af Stipendier for de i det mindste fore-
løbig stipendieløse Pladser, som maatte blive indrettede ved en eventuel Ombyg-
ning. Ministeriet anmodede derfor Konsistorium om at foranledige, at der blev
udarbejdet og tilstillet det de fornødne specificerede Tegninger med Overslag, hvorhos
det begjærede en Opgivelse af de med Alumnernes midlertidige Ophold uden for
Kollegiet under Bygningsarbejdets Udførelse forbundne Udgifter. Under 21. Novbr.
indsendte Konsistorium en Opgjørelse af Kvæstor, i Følge hvilken Udgifterne ved
Alumnernes og Portnerens midlertidige Ophold uden for Kollegiet ansloges til 500
Rd., og under 30. Decbr. de fra Bygningsinspektøren modtagne Tegninger og Overslag
til Opførelsen af en ny Bygning, hvorefter Bygningen, beregnet til Bolig for 22
Studenter og Portneren, vilde koste i alt 15,000 Rd.
Paa Finanslovforslaget f. 1 864 — 65 optoges Forslag om til en
Hovedreparation og Ombygning af Valkendorfs Kollegium af Kommunitetets Midler
at bevilge 15,500 Rd. Forslaget forkastedes imidlertid. Førend Ministeriet
gjenoptog Forslaget paa Finanslovforslaget for 1865—66, begjærede det under
28. Maj 1864 Konsistoriums yderligere Erklæring om samme, navnlig om mulige
Modifikationer i det oprindelige Forslag. Konsistorium paalagde inspectores qvæ-
sturæ og Kvæstor at forhandle Sagen med Kollegiets Eforus og derefter afgive
Betænkning. Denne afgaves under 5. Juli.
Om nogen Forandring i de foreliggende Planer for de nødvendige Bygnings-
arbejder ved Kollegiet vilde der efter Udvalgets Mening ikke kunne være
Spørgsmaal, da Bestræbelsen ved disse Planers Udarbejdelse i særlig Grad havde
været rettet paa at gjøre Bygningsarbejderne saa lidet bekostelige som muligt.
Ligeledes fastholdt Udvalget sin Anskuelse om at give den Plan, efter hvilken
der for en Udgift af 15,500 Rd. tilvejebragtes Friboliger for 22 Alumner, For-
trin fremfor den anden, hvorefter der vel vilde bespares lOOORd., men Pladsernes
Antal samtidig indskrænkes til 16. Hvad Udredelsen af Beløbet angik, henviste
Udvalget til sin tidligere Skrivelse af 16. Marts 1863, i hvilken det var oplyst,
at Kollegiets Midler, naar den Kapital fradroges, der var fornøden til Afholdelsen
Legat- og Stipendievæsen.
569
af de fuudatsmæssige Udgifter og Oplæg, Skatter, Assurance, nogen Løn til en
Portner og Reparations Udgifter, vare aldeles utilstrækkelige til helt at tilveje-
bringe den omspurgte Sum. Det i Finanslovudkastet optagne Forslag om at
skaffe denne Sum til Veje ved en Bevilling af Kommunitetets Midler hvilede na-
turligvis paa den Grundtanke, at denne Stiftelse, som havde det samme Formaal
som de til Universitetet knyttede Kollegier, nemlig at understøtte trængende stu-
derende, maatte anses for at være nærmest til at komme disse Kollegier til Hjælp.
Det var ogsaa i Overensstemmelse hermed, at Kommunitetet allerede en Gang
tidligere, nemlig i 1843, da det blev nødvendigt at foretage en Udgravning af
Kjælderen under Valkendorfs Kollegium, til den hertil fornødne Udgift af c. II00
Rd. ydedes et Tilskud af 500 Rd., ligesom Kommunitetet ogsaa ved forskjellige
andre Lejligheder, af sine Midler havde understøttet de andre Kollegier, for saa
vidt det var nødvendigt. Det var ogsaa indlysende, at en Bevilling af Kommu-
nitetets Midler i den her omhandlede Retning kun gik ud paa en Anvendelse af
en Del af disse Midler i et med Kommunitetets eget Formaal aldeles stemmende
Ojemed. Men medens det hele Beløb af 15,500 Rd., som bemærket, ikke kunde
afholdes af de Valkendorfs Kollegium tilhørende Midler, var det vel saa, at, der,
eftei Fiadrag af den til de foran nævnte uundgaaelige Udgifter fornødne Kapital,
blev et ikke ubetydeligt Beløb tilbage, hvis Anvendelse til det her omhandlede
Byggeforetagende betydelig vilde formindske Kommunitetets Tilskud. En saadau
Anvendelse af denne Del af Kollegiets Kapital vild^ imidlertid have til Følge, at
den Distributs, som hidtil havde fundet Sted til Alumnerne, maatte inddrages.
Da denne Distributs i Virkeligheden ikke oppebåres af Alumnerne, men afgaves
til Portneren som Betaling for Opvartning m. m., vilde Inddragelsen af samme
medføre, at Alumnerne i Fremtiden selv maatte udrede denne Betaling. Erfaringen
havde nu tilstrækkelig vist, at det var forbundet med betydelige Ulemper, naar
samtlige Pladser paa et Kollegium vare aldeles stipendieløse, saaledes at der end
ikke var tillagt Alumnerne noget Beløb, hvoraf Betaling til Opvartning o. desl.
til den paa Kollegiet ansatte Portner kunde afholdes. Man vilde derfor vistnok
meget snart, naar en Inddragelse af den nu værende Distributs blev fastsat, anse
det for nødvendigt af Kommunitetets Midler at søge udvirket en aarlig Bevilling
til Alumnerne paa \alkendorfs Kollegium omtrent af den Størrelse, som den nu
værende Distributs udgjorde. Det vilde u';der disse Omstændigheder være langt
naturligere og simplere i Stedet for paa denne Maade at erholde en Understøttelse
af Kommunitetet at lade dette yde et Tilskud til selve Byggeforetagendet; i begge
Tilfælde anvendtes jo Bidraget efter Kommunitetets Formaal til Understøttelse for
trængende studerende.
Efter Sagens hele Stilling maatte Udvalget anse det for særdeles ønskeligt,
om Kollegiet, uden at det blev nødvendigt at inddrage eller formindske den nu
værende Distributs, selv kunde yde et Tilskud til Byggeforetagendet. I denne
Henseende havde Udvalget navnlig troet at kunne tage i Betragtning, at et aarligt
Oplæg af 88 Rd. 88 Sk. i Følge Fundatsen fandt Sted, saaledes at Renten af
det oplagte Peløb, naar dette var steget til 1000 Rd., tilfaldt Kollegiets almin-
delige Konto, og at der altsaa var Udsigt til en fremtidig Forøgelse af Kolle-
giets Indtægter, medens Reparations Udgifterne i den første Tid efter Ombygningen
næppe vilde blive betydelige. Efter en nøje Overvejelse af Kollegiets hele øko-
nomiske Status var Udvalget derfor kommet til den Overbevisning, at Kollegiet
570
Universitetet 1864—1871.
selv vikle kunne yde et Bidrag af 20( 0 Rd. til det forestaaende Arbejde. I Hen-
hold til de i Udvalgets Skrivelse af 16. Marts 1863 (jfr. foran) anførte Grunde, navnlig
Hensynet til den Mulighed, at der en Gang i Tiden vilde tilbyde sig en passende
Lejlighed til at afhænde en Del af Kollegiets betydelige Grund, ansaa Udvalget
det fremdeles for rigtigst, at det Tilskud, som herefter blev fornødent af Kom-
munitetets Midler, bevilgedes som et rentefrit Laan og sikredes i Kollegiets Byg-
ning med tilhorende Grund, saaledes at Afbetalingen udsattes, indtil der frembød
sig en Lejlighed til at sælge en Del af Haven, eller indtil Kollegiet paa anden
Maade hk forøgede Indtægter.
Denne Indstilling tiltraadte Konsistorium i Skrivelse til Ministeriet af
9. Juli. Under 23. s. M. tilskrev M i n i s t e r i e t Konsistorium, at det var sindet
i Udkastet til Finansloven f. 1865—66 at optage det fornødne Forslag, medens
det dog ansaa det for uden Betydning at knytte Bevillingen til Betingelsen om,
at Bygningens Reparation ikke kunde udføres for 5000 Rd. Da Ministeriet der-
hos fandt det rigtigst, at de 13,500 Rd. endelig bevilgedes som et Tilskud fra
Kommunitetet til Kollegiet og ikke, som af Konsistorium foreslaaet, som et rente-
frit Laan, mod Sikkerhed i Bygningen og Grunden, begjærede det en Udtalelse at
Konsistorium, om der herimod fra dets Side fandtes noget at erindre. Hertil
svarede Konsistorium i Skrivelse af 6. Sept., at det af følgende Grunde havde
forment, at Summen burde udredes af Kommunitetet som et rentefrit Laan, nem-
lig dels, fordi det i og for sig ansaa det for rigtigst, at Summen blev tilbagebetalt
Kommunitetet, naar Valkendorfs Kollegium, hvad jo med særligt Hensyn til den
til Kollegiet hørende Have ikke var aldeles usandsynligt, en Gang i Tideu maatte
komme i Besiddelse af de dertil fornødne Midler, dels fordi Konsistorium antog, at
Rigsdagen lettere vilde give sit Samtykke til Bevillingen i Form af et rentefiit
Laan fra Kommunitetet end af et endeligt Tilskud fra dette. Det var imidlertid
en Selvfølge, at hvis Ministeriet maatte antage, at der vilde være mindre \ an-
skelighed ved at opnaa Bevillingen i den sidst nævnte Form, kunde Konsistorium
for sit Vedkommende ikke have nogen Betænkelighed ved, at denne Form valgtes.
Paa Finanslovforslaget for 1865—66 optoges under Kommunitetets Budget
til en Hovedreparation og Ombygning af Valkendorfs Kollegium 13,500 Rd., sub-
sidiært et rentefrit Laan af indtil 13,500 Rd. af Kommunitetets Midler, mod Sik-
kerhed i Kollegiets Bygning og Grund, saaledes at Afbetalingen udsattes, indtil
der frembød sig Lejlighed til at sælge en Del af Haven, eller Kollegiet paa anden
Maade fik forøgede Indtægter. Ved Finansloven bevilgedes 5,500 Rd. som
Tilskud af Kommunitetets Midler.
Ved Skrivelse af 4. Maj forelagde Eforus for \ alkendorfs Kollegium paa
ny Sagen for Konsistorium. Han meddelte, at han havde foranlediget en gjen
tagen Undersøgelse med Hensyn til Beskaffenheden af Grunden, at Murværket og
af Tommeret i Bygningen. Resultatet af denne Undersøgelse var blevet, at Byg
ningsinspektoren var kommet til samme Resultat som tidligere, at en Ombygning
var nødvendig, medens Anvendelsen af Udgifter paa en dehis Istandsættelse
fremdeles maatte betragtes som uhensigtsmæssig. Der udfordredes altsaa den
hele Sum af 15,000 Rd , hvis Kollegiet fremdeles skulde opfylde sin. Bestemmelse.
Blandt de forskjellige Udtalelser, som vare fremkomne i denne Anledning, var en
ogsaa blevet drøftet i Rigsdagen, den nemlig at sælge Kollegiets hele store Grund
og erhverve en mindre, ny Grund til Bygningen, i hvilken Henseende man lien
Leg-ut- og Stipendievæsen.
571
viste til Glaciet. Det var imidlertid indlysende, at en stor Del af de Fordele,
som Alumnerne paa Kollegiet havde af deres Fribolig, vilde gaa tabt, hvis den
flyttedes uden for Byen og fjærnt fra Universitetets fleste Undervisningsanstalter.
Sporgmaalet var altsaa, paa hvilket Sted og med hvilke Omkostninger man kunde
erhverve en ny Grund i Universitetets Nærhed, og hvilken Sum man med Rime-
lighed kunde vente af Salget af den hele Grund. Efter et Overslag af Tommer-
mester Kayser vilde de c. 4000 □ Al. Grund, som Bygningen og Haven udgjorde,
kunne regnes til 5 Rd. pr. □ Al., altsaa i det hele til 20,000 Rd., hvorved det
var antaget, at Bygningen selv vilde gaa med i Kjebet. Af bekvemt liggende
Grunde kunde han ikke angive andre end den Del af den af Konf. Werlauff be-
boede, Universitetet tilhørende Gaard, som laa ud til Skindergaden, og hvorpaa
der stod nogle Skure og Staldbygninger. Gadelængden af dette Baghus var næppe
1 Alen længere end Yalkendorfs Kollegiums Facade, og naar Bygningen fik don
samme Dybde, som var paatænkt i Planen for Kollegiets Ombygning, vilde der
blive et Gaardsrum tilbage, som var tilstrækkeligt til at afgive en passende Gaard
saa vel til Hovedbygningen som til det nye Kollegium. Beliggenheden af dette
nye Kollegium, med Indgang fra Skindergade og i Nærheden af Elers og Borcks
Kollegier, vilde være særdeles passende, og under den berettigede Forudsætning,
at Opførelsen af en ny Bygning paa dette Sted i det højeste vilde koste nogle
hundrede Rdl. mere end den nye Bygning paa Valkendorfs Grund, vilde der endnu
være henved 5000 Rd. af den antagne Salgssum af Valkendorfs Kollegium til-
overs, hvis Rente rigelig vilde strække til Godtgjørelse til Konf. Werlauff for den
afstaaede Plads, eller til Universitetet, hvis det efter Konf. Werlauffs Afgang
skulde forlange en saadan Godtgjørelse. Det bevilgede Tilskud af 5,500 Rd. af
Kommunitetets Midler behøvedes i dette Tilfælde kun som Forskud, og vilde kunne
tilbagebetales efter Grundens Salg. Alumnerne vilde kunne blive boende paa det
gamle Kollegium, indtil det nye blev færdigt og beboeligt, og Kommunitetet blev
ikke bebyrdet med Understøttelser til Alumnerne. Kollegiet vilde imidlertid der-
ved miste sin Have, som havde været til stor Glæde for Alumnerne. Disse For-
dele i Forbindelse med den Omstændighed, at Kollegiets Pengeforhold umiddelbart
efter Flytningen og Salget af den gamle Grund vilde være ordnede og formentlig
endog vilde være bedre, end de nu vare, forekom ham saa overvejende, at han
især maatte anbefale denne Plan.
Vandt den imidlertid ikke Bifald, maatte det komme under Overvejelse, hvor-
ledes de til en fuldstændig Ombygning af Kollegiet paa dets gamle Plads endnu
nødvendige 10,000 Rd. kunde tilvejebringes. En Del af Valkendorfs Kollegiums
store Havegrund vilde vanskelig kunne sælges, da den, hvis Kollegiets Bygning
skulde indtage hele den til St. Pederstræde stødende Bredde, kun kunde benyttes
af Naboerne. Disse Naboer vare Petersens Kloster i Larslejstræde, som næppe
kjøbte Grund, en af Kommunens Skoler, med hvilken der var ført nogle foreløbige
Forhandlinger, der ikke havde bragt noget Resultat, og Brændevinsbrænder Schold-
borg, som havde ønsket at kjøbe en Del af Grunden, men netop den Del, som
laa nærmest op til Kollegiet, og hvis Afhændelse vilde gjøre den øvrige Del af
Haven næsten værdiløs. Hvis man derimod vilde lægge den nye Kollegiebygning
saaledes, at den ikke havde Facade, men Gavlende til Gaden, kunde den ikke
have mere end et Værelse i Bredden og en mørk Gang bag ved alle Værelserne ;
den maatte da have større Længde og vilde formentlig blive kostbarere. For
Univerøitets Aarbog.	73
572
Universitetet 1804—1871.
dette Tilfælde vilde der blive en bred Indkjørsel til den nu værende Haveplads,
som saa vilde kunne sælges, men formentlig næppe vilde kunne udbringes til en
Pris af 5 Rd. pr. □ Al. Da man, naar Havepladsen var solgt, ikke længere
kunde bestemme, hvem man fik til Nabo, kunde deraf ogsaa flyde væs-entlige
Vanskeligheder, naar man f. Ex. fik et stojende Haandværksetablissement eller et
Værtshus eller en Dansebod. Han kunde derfor i det hele ikke anbefale Planen
at sælge Haven, efter at man havde forskaffet en bred Indkjørsel fra St. Peder-
stræde til Havepladsen til Veje.
Man kunde ogsaa udsætte Afgjørelsen og atter næste Aar henvende sig til
Rigsdagen for om muligt at erholde det forlangte Tilskud fra Kommunitetet.
Det var imidlertid meget usandsynligt, at Rigsdagen vilde gaa ind paa Planen,
efter at den allerede 2 Gange havde afslaaet den. Desuden var det under den
Tilstand, i hvilken Kollegiet nu fandtes, efter at der i 3 Aar saa godt som intet
var anvendt paa Reparationer, i høj Grad ønskeligt, at der byggedes snarest
muligt.
Der blev altsaa kun tilbage at bygge paa det gamle Sted og benytte en
Del af Kollegiets Kapital i Forbindelse med de af Rigsdagen bevilgede 5,500 Rd.
af Kommunitetets Midler. Kollegiets Tilskud vilde saaledes beløbe sig til nogle
hundrede Rdl mindre end 10,000 Rd., idet Erstatningen til Alumnerne vilde blive
mindre end oprindelig beregnet, eftersom de Pladser, der vare blevne besatte, siden
Sagen forelagdes for Rigsdagen, kun vare midlertidig bortgivne. Ved Licitationen vilde
der formentlig ogsaa bespares noget paa Byggeomkostningerne. Da Valkendorfs
Kollegium nu i Hovedkonto og Bikonto havde en Formue af noget over 22,000
Rd., vilde altsaa den tilbage blivende Del af Kapitalen udgjøre 12,000 Rd., hvis
Renter (4n0 Rd.) vilde være utilstrækkelige til at bestride de løbende Udgifter
og den sædvanlige Distributs. Det vilde desuden være aldeles nødvendigt at op-
samle den til Bygningen forbrugte Kapital saa hurtig som muligt, og det blev
derfor en Nødvendighed at befri Kollegiets Kasse for Udgiften til Distributs,
indtil Kapitalen atter var bragt op til en passende Størrelse. Som saadan satte
han 20,000 Rd. Da der i de første Aartier efter Kollegiets Ombygning for-
mentlig ikke vilde forefalde nogen væsentlig Reparation, kunde der af Kollegiets
Indtægter, under Forudsætning af, at ingen Distributs udbetaltes, aarlig anvendes
mindst 300 Rd. til Oplæg. Et saadant Oplæg vilde med Rente og Rentes Rente
i 19 Aar voxe op til 8000 Rd. og i Aaret 1884 vilde altsaa, hvis ikko uforudsete
Uheld indtraf, Kollegiet atter være i Stand til at udbetale Distributs. Han hen-
stillede sluttelig, om Sagen, hvis Konsistorium foretrak at bygge paa den gamle
Plads, ikke kunde ordnes saaledes, at Kommunitetets Kasse udbetalte den aarlige
Distributs af 2 4 Rd. til hver Alumnus, indtil Kollegiet selv atter vilde være i
Stand til at udbetale Beløbet. Imidlertid anbefalede han indtrængende den første
Plan at bygge paa Pladsen i Skindergade og sælge Kollegiets hele Grund ved
Avktion.
Konsistorium anmodede det i Sagen tidligere nedsatte Udvalg (inspectores
qvæsturæ og Kvæstor) om, efter Konference med Eforus, at afgive sin Betænkning
over disse Forslag. Denne Betænkning afgaves d. 9. Juni. Udvalget kunde ikke
gaa ind paa Efori principale Forslag. Bygningen og Haven vare af en Privat-
mand" skjænkede til værdige og trængende Studenters Understøttelse, og af Fun-
datsen fremgik det, at det havde været Giveren særdeles inagtpaaliggende, at de
Legat- og Stipendievæsen.
573
holdtes ved Hævd og Magt og stedse bevaredes for den dem givne Bestemmelse.
En saa væsentlig Forandring af Stiftelsen som Kollegiets Henflytning til et andet
Sted burde eller turde ikke ske, undtagen hvor en paatrængende Nødvendighed
fordrede det; men en saadan var, som Efori subsidiære Forslag viste, ikke° for
Haanden. Foruden dette Pietetshensyn mod Kollegiets Stifter fremhævede Ud-
valget end videre, at det Karmeliterkloster, som stod paa Kollegiets Grund, var
det Sted, hvorfra Luthers forbedrede Kirkelove først lød til Danmark; Universitetet
vilde visselig nødig se, at dette Sted ved en Afhændelse mulig profaneredes ved
at blive benyttet til Beværtningssted, Danselokale eller desl. Dernæst havde Ud-
valget ogsaa stor Betænkelighed ved at tilraade Universitetet at afstaa den af
Eforus paapegede Grund, og det vilde, som Eforus bemærkede, være meget van-
skeligt, om ikke umuligt, at erholde en anden, passende og bekvemt liggende
Grund Universitetet havde i Professorgaarden i Kannikestræde, den eneste, som
endnu var tilbage, en ved dens Størrelse og Beliggenhed med Sider til tvende
Gader meget værdifuld Grund. Bortset fra, at Universitetet for Afstaaelsen af en
Del af samme upaatvivlelig maatte fordre et ikke lidet større Vederlag end det,
Eforus syntes at have tænkt sig, fandt Udvalget det ikke rigtigt, at Universitetet
paa en Tid, da det kunde forudses, at de allerede kostbare Byggegrunde i Byens
Midte og Universitetets Nærhed vilde stige i Pris, afstod en Del af hin større
Grund, for hvilken der mulig i Fremtiden kunde blive Anvendelse til Byggefore-
tagender, dej laa Universitetets egentlige Formaal nærmere. Eforus erkjendte
Vægten af de af Udvalget fremførte Betænkeligheder ved at gaa ind paa hans
principale Forslag, og Udvalget var derfor blevet staaende ved det af ham subsi-
diært stillede Forslag, med Hensyn til hvilket det foreslog følgende.
Man burde snarest muligt skride til de forberedende Arbejder for ved en
nøjagtig Undersøgelse af Bygningens Tømmer- og Murværk at konune til sikker
Kundskab, om den ikke ved en Hovedreparation, hvortil de bevilgede 5,000 Rd.
(de 500 Rd. vare bestemte til Godtgjørelse til Alumner og Portner for Fraflyt-
ning fra Kollegiet under Arbejdets Udførelse) antoges at ville være tilstrækkelige,
kunde sættes i fuldkommen solid og god Stand, saa at den afgav sunde og pas-
sende Boliger for studerende. Skulde det vise sig, at dette var ugjørligt, maatte
den gamle Bygning nedrives og paa Kollegiets Grund en ny Bygning opføres med
Boliger for 22 studerende efter de af Justitsr. Hansen forfattede Tegninger og
Overslag, i hvilke Udgiften hertil var beregnet til 15,000 Rd., hvilken Sum dog
mulig kunde nedbringes til et ringere Beløb, naar Arbejdet bortliciteredes og naar
man gik ud fra den rimelige Forudsætning, at en Del Sten fra den gamle Byg-
ning kunde benyttes til den nye. Justitsr. Hansen var gaaet ud fra, at den nye
Bygning skulde opføres paa den nedrevnes Plads; men Udvalget ansaa det for
rigtigere, at Bygningen henlagdes til Midten af Havens bageste Halvdel, der var
noget bredere end Grunden ud til St. Pederstræde. Efter Justitsr. Hansens Er-
klæring vilde den af ham forfattede Tegning dog kunne benyttes med nogle ube-
tydelige Modifikationer, og man vilde derved undgaa den Skjævhed i flere af Væ-
relserne, som Beskaffenheden af den ældre Byggeplads gjorde nødvendig. Bygningen
vilde end videre derved faa en friere, smukkere og sundere Beliggenhed, idet den
fra alle Sider vilde blive omgivet af Haven. Men især fremhævede Udvalget, at
der ved Bygningens Henflytning til den nævnte Del af Kollegiets Grund vilde
vindes Udsigt til, at man kunde afliænde en Del af samme og derved hjælpe paa
73*
574
Universitetet 1864—1871.
Kollegiets økonomiske Kaar. Som af Eforus bemærket, vare de tidligere For-
handlinger om Afhændelse af et Stykke af Kollegiets Grund væsentlig strandede
paa, at det havde været umuligt at skaffe en Indgang til den bageste Del af
Haven, og kun om dens Salg kunde der den Gang være Tale. Efter Udvalgets
Forslag vilde derimod den forreste, ud til St. Pederstræde liggende Del af Grun-
den kunne afhændes, naar der blot blev serget for at skaffe den nye Kollegie-
bygning den fornødne Indgang ved enten at forbeholde sig en Passage ved Salget
eller ved mulig at erhverve sig en Udgangsport til Skolepladsen i Larslejstræde,
og der turde vel regnes paa at faa denne Del af Grunden afhændet for en saa
høj Pris, at en væsentlig Del af Udgifterne ved Ombygningen derved vilde kunne
dækkes. Vel var det saa, at man ikke turde sælge den omhandlede Grund til
enhver, der meldte sig som Kjober, eftersom det da vilde være særdeles vanske-
ligt og i alt Fald vilde medføre altfor store Opofrelser at betrygge sig imod, at
der gaves det afhændede en Anvendelse, som vilde være forstyrrende for Kolle-
giets Beboere. Men det var dog rimeligt, at den temmelig udstrakte Grund ved
Lejlighed vilde kunne afhændes til offentlig, kommunal eller anden saadan An-
vendelse, der ikke lod befrygte nogen Ulempe for Kollegiet, og Udvalget bemær-
kede i saa Henseende, at Eforus havde meddelt det, at det tekniske Institut, der
søgte en Byggeplads, havde haft Opmærksomheden henvendt paa denne Grund.
Da man imidlertid ikke turde regne paa strax eller i den nærmeste Fremtid
at kunne afhænde Grunden og derved tilvejebringe de henved 10,000 Rd., der
foruden de bevilgede 5,000 Rd. vilde udkræves til Ombygningen, havde Udvalget
taget under Overvejelse, hvorledes disse paa anden Maade kunde skaffes til Veje.
Eforus havde hentydet til, at man af Kollegiets Kapital, som for Tiden udgjorde
c. 22,000 Rd., direkte kunde anvende 10,000 Rd. til Ombygningen. Men da
Fundatsen af 16. Juli 1595 udtrykkelig foreskrev, at Hovedstolen aldrig maa
formindskes, enten til Husets Bygning eller anden Udgift i nogen Maade, men at
Husets Gjenopbyggelse og Forbedring skal bekostes af Rentepengene, saaledes at
Studenternes Indkomst og Rente midlertidig afkortes, indtil Huset- igjen \oidei
fuldstændig bygget, gik dette næppe au, og det var heller ikke nødvendigt, da
man upaatvivlelig vilde kunne rejse det fornødne Laan paa Kollegiets Aktiver,
saaledes at Laanet blev forrentet og amortiseret med 6 °/o ved Hjælp af Kolle-
giets Renteindtægt, der efter de fra Eforus tidligere modtagne Oplysningei vilde
være i Stand til at afholde de dertil fornødne c. 600 Rd. aarlig. Man kom ved
denne Fremgangsmaade ikke i Strid med Fundatsens Ord. Men h\ad enten Kolle-
giets Kapital direkte eller efter Udvalgets Forslag indirekte anvendtes til at skalle
de 10,000 Rd. til Veje, vilde det være nødvendigt, at Distributsen til Alumnerne
i en rum Tid ophørte. Skjønt dette Tilfælde var forudsat i Fundatsen, og det
efter det anførte ligefrem havde Medhold i samme, at Alumnernes Distributs bort-
faldt, for saa vidt Bygningens Opførelse eller Reparation fordrede det, vilde Sti-
pendiet, saaledes som Udvalget alt tidligere havde bemærket, dog tabe betydelig
i Værdi ved det midlertidige Ophør af den hidtidige Pengeunderstøttelse. Ud-
valget ansaa det derfor med Eforus for meget ønskeligt, at der paa anden Maade
gjordes Udvej til samme, og henstillede, at der blev andraget paa, at dei al
Kommunitetet bevilgedes en aarlig Distributs af 24 Rd. til hvor af de 22 Alum-
ner, indtil Kollegiet selv blev i Stand til at udrede samme. Sluttelig bemærkede
Udvalget endnu, at de bevilgede 500 Rd. vilde være fuldkommen tilstrækkelige
Legat- og Stipendievæsen.
575
til at afholde Vederlaget til de 7 tilbage værende Alumner og til Portneren for
den Tid, de under Ombygningen eller Hovedreparationen maatte flytte ud i Byen.
Denne Betænkning tiltraadte Konsistorium i det hele. Det ansaa
det for hensigtsløst at anstille en fornyet Undersøgelse af Bygningens
Tømmer- og Murværk for at komme til sikker Kundskab, om den ikke
ved en Hovedreparation kunde sættes i en fuldkommen solid og forsvarlig Stand.
Efter alt, hvad der var oplyst, kunde det formentlig anses for sikkert, at en Ho-
vedreparation ikke vilde være tilstrækkelig, men at en fuldstændig Ombygning
var nødvendig, og da Kollegiets brøstfældige Tilstand gjorde det til en bydende
Nødvendighed at fremskynde denne Sag saa meget som muligt, burde der ufortøvet
skrides til at nedrive den gamle Bygning og opføre en ny. Efter Konsistoriums
Indstilling i Skrivelse af 28. Juni, bifaldt Ministeriet under 6. Juli:
1.	at der strax skredes til Nedbrydningen af den gamle Bygning;
2.	at den nye Bygning opførtes efter de af Bygningsinspektør, Justitsr. Hansen
forfattede Tegninger med Overslag;
3.	at den nye Bygning henlagdes i den til Kollegiet hørende Haves bageste
Halvdel, saaledes at Udsigten til, under passende og gunstige Omstændig-
heder at afhænde den forreste Del af Grunden med Facade mod St. Peder-
stræde holdtes aaben*);
4.	at Konsistorium bemyndigedes til at rejse det fornødne Laan af indtil 10,000
Rd. paa Kollegiets Aktiver, saaledes at det forrentedes og amortiseredes med
6 »/o ved Hjælp af Kollegiets Renteindtægt.
Konsistorium havde derhos i den oven nævnte Skrivelse af 28. Juni ind-
stillet, at der af Kommunitetets Midler søgtes bevilget en aarlig Distributs af
24 Rd. til hver af de 22 Alumner, indtil Kollegiet selv blev i Staitd til at udrede
samme. Efter Ministeriets Forslag bevilgedes den ommeldte Distributs ved Fi-
nansloven f. 1866—67.
Under 15. Juli indsendte Konsistorium en Tegning med Hensyn til Be-
liggenheden af den nye Bygning i den bageste Del af Haven. Da den gamle
Bygning laa saaledes, at Vinduerne til Gaarden vendte lige mod Nord, ansaa Kon-
sistorium det for ønskeligt, at den nye Bygning bragtes til at vende betydelig
mere mod Sydvest, hvorved Vinduerne paa den anden Side kunde komme til at
nyde godt af Morgensolen. Ved den angivne Beliggenhed vilde, i Overensstem-
melse med Ministeriets Skrivelse af 6. Juli, Udsigten til under passende og gun-
stige Omstændigheder at afhænde den forreste Del af Grunden med Facade mod
St. Pederstræde være holdt aaben; men Konsistorium udtalte, at det ved fortsat
Overvejelse fandt saa store Betænkeligheder ved at afhænde den ud mod Gaden
beliggende Grund, at det vistnok, naar det maatte blive nødvendigt at træffe et
Valg, hellere vilde bekvemme sig til enhver anden Udvej end at skride til et Salg,
hvorved Valkendorfs Stiftelse for Fremtiden vilde være henlagt til en Baggaard.
Ved Skrivelse af 20. Juli bifaldt Ministeriet, at den nye Bygning lagdes
paa det angivne Sted, kun at det i ethvert Tilfælde blev at paase, at den ikke
lagdes længere frem mod St. Pederstræde.
Ved Licitationen over Opførelsen af den nye Bygning viste det sig umu-
ligt at faa Bygningen opført for den i Overslaget paaregnede Sum. Justitsr.
*) Denne Tilføjelse fandtes dog ikke i Konsistoriums Indstilling.
57(3
Universitetet 1804—1871.
Hansen forandrede derfor Byggeplanen i enkelte Punkter og ved en derefter af-
holdt Licitation fremkom et Tilbud, ved hvilket Udgifterne vilde kunne holdes
inden for de ved Bevillingen afstukne Grænser. Under 1. Sept. gjorde Konsi-
storium Indberetning herom til Ministeriet. De to af de foreslaaede Foran-
dringer, nemlig en Formindskelse af Gavlmurenes Højde ved en Brydning af
Taget og en Formindskelse af Skillevæggenes Tykkelse, fandt Konsistorium ube-
tænkelige. Derimod tilraadede Konsistorium, at den oprindelige Plan i øvrigt bi-
beholdtes, da det forekom det, at Bygningens Ydre efter den nye Plan havde et
altfor fattigt og lidet tiltalende Udseende. Vel vilde en vistnok ikke ringe Be-
sparelse kunne opnaas ved de tvende angivne Forandringer, men det maatte dog
forudses, at den bevilgede Sum af 15,000 Rd. vilde overskrides, og Konsistorium
androg derfor paa Bemyndigelse til, at det Laan, som skulde optages paa
Kollegiets Aktiver, om fornødent maatte forhøjes fra 10,000 Rd. til indtil
1 1,000 Rd.
I Forbindelse hermed meddelte Konsistorium, at der fra Kapt., Brændevins-
brænder Scholdborg var fremkommet et Tilbud om at kjøbe en Del af Kollegiets
Grund. Konsistorium var med Eforus enigt i, at der paa Sagens nærværende
Standpunkt ikke kunde være Spørgsmaal om at afhænde den bageste Del af Ha-
ven eller et Stykke af den mellemste Del af samme. Hvad angik den ud mod
Gaden liggende Del af Grunden, mindede Konsistorium om, at det, saaledes som
i Skrivelse af 15. Juli udtalt, ved nærmere Overvejelse havde fundet meget store
Betænkeligheder ved overhovedet at afhænde denne Del af Grunden. Men selv
bortset herfra fraraadede Konsistorium at gaa ind paa Kapt. Scholdborgs Andra-
gende. Ved Grundens Afhændelse til en Privatmand var man udsat for, at den
Bygning, som maatte blive opført paa samme, om ikke strås, saa dog i Tiden,
f. Ex. ved mulig Forandring af Ejer, vilde blive benyttet paa en Maade, som
vilde forstyrre Kollegiets Fred og gjøre dette uskikket til en Bolig for studerende,
f. Ex. ved at bruges til et eller andet støjende eller i andre Henseender ube-
hageligt Næringsbrug, eller ved at anvendes til Bordel eller desl. Kapt. Schold-
borg havde vel erklæret sig villig til at overtage den Forpligtelse, at intet Værts-
hushold maatte existere i den eventuelle Bygning; men selv om denne Forplig-
telse udgjorde en stedse varende Indskrænkning i Benyttelsen af den omhandlede
Grund, vilde dette dog ingenlunde være tilstrækkeligt. Forbudet maatte under
alle Omstændigheder udstrækkes til meget andet end Værtshushold. Overhovedet
vilde man vanskelig ved Afhændelse til privat Brug opnaa den tilbørlige Garanti
med Hensyn til Grundens og den eventuelle Bygnings Benyttelse, og Konsistorium
androg derfor paa, at det maatte meddeles Kapt. Scholdborg, at man ikke saa
sig i Stand til at gaa ind paa hans Tilbud.
Ved Skrivelse af 7. Sept. bifaldt Ministeriet de tvende angivne Foran-
dringer i Planen, saaledes at den oprindelige Plan i øvrigt bibeholdtes, ligesom
Ministeriet ogsaa meddelte Samtykke til, at det Laan, som skulde optages paa
Kollegiets Aktiver, i fornødent Fald forhøjedes med 1,000 Rd. til indtil 11,000
Rd. Endelig udtalte Ministeriet, at det delte Konsistoriums Betænkelighed ved
at gaa ind paa noget af de af Kapt. Scholdborg fremsatte Forslag om K'job af
Kollegiets Grund. Herom meddelte Konsistorium under 16. Sept. Eforus fornøden
Underretning.
Det ommeldte Laan overtoges, med Konsistoriums Samtykke af 16. Sept., af
Legat- og Stipendievæsen.
577
J. L. Smiths Legat. Ved eii af den efter Konf. Forchhammers Dod udnævnte
Efor, Irof. Westergaard, foretaget Opgjorelse over Bygningsudgifterne, hvorom
han under 28. Marts 1866 gjorde Indberetning til Konsistorium, viste det sig
imidlertid, at det, uagtet Konsistorium og Eforus fra Begyndelsen af Aaret 1866
indtil videre havde renunceret paa den Professorernes Distributs og Kollegiets
Elor tilfaldende Andel af Renten af Kollegiets Kapital *), dog ikke vilde være
muligt at tilvejebringe de til Kollegiets Fuldforelse og Istandbringelse fornødne
Midler paa anden Maade end derved, at det tillodes at foroge Laanet hos J. L.
Smiths Legat med 600 Rd. Konsistorium indstillede derfor under 14. Apr. 1866,
at der maatte bevilges Kollegiet et yderligere Laan fra J. L. Smiths Legat af
600 Rd., som forrentedes med 4 % og afbetaltes med 100 Rd. i hver Termin,
første Gang d. 11. Decbr. 1866 og sidste Gang d. 11. Juni 1869, samt at
Kollegiet, saa længe sidst nævnte Forrentning og Afbetaling vedvarede, maatte
fritages for at afdrage paa det oprindelige Laan hos nævnte Legat af 11,000 Rd.,
saaledes at midlertidig deraf kun svaredes 4 0 o Rente, hvorimod der fra 11.
Decbr. 1869 o. s. fr. aarlig anvendtes det hele Beløb af 660 Rd. om Aaret til
Forrentning og Afbetaling, indtil Laanet var tilbagebetalt.
Denne Indstilling bifaldt Ministeriet under 19. s. M.
I bølge den approberede Plan blev der i hver af de to overste Etager et
lille Værelse, 3 Alen bredt, midt i Bygningen oven over Forstuen, hvilke Værelser
vare bestemte til Afbenyttelse af Portneren til deri at børste Alumnernes Tøj
o. desl. Da imidlertid den lange, 2 Alen 17 Tommer brede Korridor i alle 3
Etager hertil var tilstrækkelig, bifaldt Konsistorium under 3. Marts 1866, efter
Indstilling af Eforus, at disse 2 Værelser maatte anvendes til Gavn for Alum-
nerne, saaledes at hvert af dem sattes i Forbindelse med Naboværelset ved en
h lytning af Døren fra Korridoren ind i dette, hvorved man vilde opnaa, at der
blev 2 Alumnelejligheder paa 2 Værelser.
Efter Planen vilde Portnerens Lejlighed blive mindre end den forrige Port-
nerlejlighed i den gamle Bygning og derhos mindre end den, der var lovet ham
i den med ham afsluttede Kontrakt. Den vilde nemlig kun bestaa, foruden af
Kjøkken, af et Værelse og et fra Korridoren aflukket lille Kammer paa 3 Al. og
2\ 4 Al. Da Portneren var forpligtet til at holde Pige, vilde hans Husstand i
Regelen omfatte 3 vosne Personer (den nu værende havde derhos 3 Børn). Lejlig-
heden var altsaa for lille til, at han deri kunde danne sig et nogenlunde hygg.e-
*) Under 20. Apr. 1866 tilskrev Konsistorium, foranlediget ved dennes Indstilling af
28. Marts, Eforus, at det havde vedtaget, at den Professorernes Distributs samt
Eforus tilfaldende Andel af Renten af Kollegiets Kapital frafaldtes, indtil Kolle-
giets (ijæld til J. L. Smiths Legat var tilbagebetalt, eller Konsistorium paa ny
tog Kollegiets finansielle Status under Overvejelse. Efter at der ved Finansloven
f. 1871 72 var bevilget et Tilskud af 2,500 Rd. til en Istandsættelse af Kolle-
giet og en Ordning af dets økonomiske Forfatning, bifaldt Konsistorium, efter
Indstilling fra Eforus, under 22. Apr. 1871, at de Professorernes Distributs til-
kommende Smaarenter eller Renterne af de Summer, som aarlig skulle opsamles,
og, naar de ere opvoxede til 1,000 Rd , lægges til Kollegiets Hovedkapital (jfr.
foran S. 563 Note), frafaldes, indtil Kollegiets Gjæld er tilbagebetalt, eller
indtil Konsistorium paa ny tager Kollegiets finansielle Stilling under Overvejelse,
578
Universitetet 1804 —
1S71.
ligt Hjem. I et Forslag, som Alumnerne i Decbr. 1863 havde tilstillet den da
værende Eforus, Konf. Forchhammer*), havde disse da ogsaa foreslaaet at danne
Portnerlejligheden dels af det tidligere Sovekammer og Kjøkken, og dels af de 2
Alumneværelser ud til Gaden til venstre for Indgangen, hvorimod det tidligere
Portnerværelse blev at indrette til en Alumnebolig. Alumnerne fandt det saaledes
nødvendigt og billigt at indrømme Portneren til Heboelse og Kjokken saa meget
lluni som 3 Alumneboliger, og de fik derved kun 21 saadanne, hvilket dog var
5 flere, end der havde været lige fra Kollegiets Stiftelse. Den nye Bygning havde
vel 22 Alumneboliger, men derved var ogsaa Portnerens Lejlighed blevet ind-
skrænket til et Rumfang af kun 2 Alumneboliger, uden som før at have et Pige-
kammer paa Loftet. Til at afhjælpe denne Mangel og sætte Kollegiet i Stand
til at holde det gjorte Tilsagn, kunde Eforus ikke foreslaa andet end omtrent det
samme, som Alumnerne selv før havde gjort, nemlig at fastsætte Tallet paa
Alumnerne til 21 og at knytte det 22de Alumneværelse til Portnerens Lejlighed.
Han angav nøjere, hvilket Værelse han saaledes tænkte sig henlagt til Portner-
lejligheden.
Konsistorium tiltraadte Efori Anskuelse og indstillede derfor under 17.
Apr. til Ministeriet, at Alumnernes Antal fastsattes til 21 i Stedet for 22, og at
det for den 22de Alumne bestemte Værelse i Stueetagen mod Nord, som stødte
op til Portnerens Lejlighed, henlagdes til denne. Denne Indstilling bifaldt Mini-
steriet under 21. s. M.
I Sommeren 1866 var Bygningen færdig og de 4 tilbage værende Alumner
flyttede ind. Der blev altsaa 17 Pladser ledige, der, for at ikke atter om 5 Aar
den største Del af Alumnerne skulde vexle, bortgaves paa 2, 3, 4 og 5 Aar.
For Tilsyn med Bygningen tilstod Konsistorium under 13. Decbr. 1866 Kollegiets
Portner 30 Rd.
— I Følge Konsistoriums Skrivelse af 16. Juli 1844 (Selmers Aarb. S.
6(J) skal Eforus aarlig indbetale Renten af den i Kollegiets Fundats bestemte
Fremvæxtkapital 2,295 Rd. De saaledes indbetalte Summer, der for hver Termin
have udgjort 44 Rd. 44 Sk. eller 88 Rd. 88 Sk. aarlig, udsættes til Forrentning,
og den derved indvundne Renteindtægt overføres til Distributsen, hvorimod den
opsamlede Kapital, hver Gang den er voxet til 1,000 Rd., udgaar af denne Konto
og forenes med Kollegiets Hovedkapital. Dette fandt sidste Gang Sted d. 11.
Juni 1856, og fra den Tid til Udgangen af 1865 var der ved de oven nævnte
Indbetalinger atter opsamlet 861 Rd. 18 Sk, saa at der under ordinære Forhold
endnu vilde hengaa 2 Aar, førend Bikontoen skulde forenes med Hovedkapitalen.
Til Ombygningen af Valkendorfs Kollegium maatte dette imidlertid, som foran
bemærket, optage et Laan paa indtil 11,000 Rd. af J. L. Smiths Legat, og da
dette Laan skulde forrentes og amortiseres med 6 °/o, ansaa Eforus, Konf. Forch-
hammer, det for nødvendigt indtil videre at standse med den aarlige Indbetaling
af 88 Rd. 88 Sk. til Bikontoen, da Kollegiet nu ved den betingede Afbetaling
paa Laanet indirekte vilde oplægge et større Beløb. Efter Indstilling af Kvæstor
bifaldt Konsistorium derfor under 27. Jan. 1866, at den ommeldte aarlige Ind-
betaling af de til Oplæg bestemte Renter af Fremvæxtkapitalen standsede saa
*) Dette Forslag er ikke under Sagens Gang forelagt for Konsistorium.
Legat- og Stipendievæsen.
579
længe, indtil det Laan, der var optaget til Kollegiets Ombygning, var afbetalt og
Kollegiets Kapital derved restitueret. Konsistorium fastsatte derhos, at den nu
værende Beholdning af Fremvæxtkapitalen vilde være at henlægge til Hoved-
kontoen.
—	Da et Kollegiets Nabo, den /oran nævnte Kaptejn og Brændevinsbrænder
Scholdborg, tilhørende Dampbrænderi var nedbrændt, ansøgte denne om Tilladelse
til i et Pakhus, som han agtede at opfore op mod Kollegiets Grund at anbringe
3 Yinduer ud mod Kollegiets Have paa hvert Loft, dog med Undtagelse af Stue-
etagen. Konsistorium meddelte Tilladelsen i Skrivelse til Kvæstor af 7. Marts 18GG,
dog saaledes, at Vinduerne forsynedes med Jærnskodder og Vinduerne paa forste
Sal end videre med Jærnstænger, samt at Tilladelsen kun er gjældende, saa længe
den paagjældende Bygning alene anvendes til Pakhus for Korn og lignende lugt-
frie og mindre brændbare Varer, og der ikke i den hele ham tilhørende Ejendom
indrettes nogen Dampfabrik. Konsistorium anmodede derhos Kvæstor om, saa
snart Kapt. Scholdborg havde bestemt sig til at opføre det ommeldte Pakhus, at
foranstalte den fornødne Deklaration om Betingelserne for Anbringelsen af de om-
handlede Vinduer udstedt og tinglæst til Indførelse paa Scholdborgs Ejendoms
Folium i Skjøde- og Panteprotokollen.
—	Ved Optagelsen af det foran omtalte Byggelaan forværredes Kollegiets
økonomiske Status i høj Grad, og Eforus fandt sig derfor foranlediget til i Skri-
velser af 29. Maj og 19. Juni 1870 at henlede Konsistoriums Opmærksomhed
herpaa. Kollegiets hele Indtægt (fraregnet Legaterne for Alumnerne) eller Ren-
terne af dets Kapitaler udgjorde aarlig 86G Rd 32 Sk. Udgifterne havde imid-
lertid, skjønt der foreløbig var givet Afkald paa Kollegiets Bidrag til Professo-
rernes Distributs (38 Rd. 28 Sk.) og til Eforus (38 Rd. 72 Sk.) og skjønt det
tidligere Bidrag til Haven (16 Rd.) var ophørt, stadig overskredet Indtægten, i
Aarene 1867, 1868 og 1869 med et samlet Beløb af 38 Rd. 68. Sk. Hovedud-
giften var Renter og Afdrag af Byggelaanet. Efter at de 600 Rd. i Juni 1869
vare afbetalte, vilde der nu hertil aarlig kræves.............. 660 Rd. » Sk.
Skatter og Assurancer udgjorde........................... 107 — 40 —
767 Rd. 40 Sk.
Da Indtægten uforandret vilde være.............. 866 — 32 —
blev der kun tilbage... 98 Rd. 88 Sk.
til Afholdelse af alle øvrige Udgifter til Bygningens Vedligeholdelse, Gadens og
Gaardens Renholdelse o. a. løbende Udgifter. Denne Udgiftspost havde imid-
lertid stadig, uagtet al anvendt Sparsomhed, overskredet dette Beløb; i de sidste
3 Aar var der gjennemsnitlig forbrugt 111 Rd. 702/3 Sk. Eforus var saaledes
henvist til Kniberi; men Følgen heraf vilde blive, at Bygningen før Tiden antog
et forfaldent Udseende og hurtigere, end naturligt var, kom til at dele Skjæbne
med sin Forgænger, der i en lang Række af Aar udkrævede betydelige Udgifter
til Vedligeholdelse.
Hertil kom imidlertid en anden Omstændighed. Ved Kollegiets Opbyggelse
bleve Værelserne kun overstrøgne med Limfarve da Murene endnu vare noget
fugtige. Til Værelsernes Tapetsering eller Maling var der af den paaregnede
Universitets Aarbog.	74
580
Universitetet 1864 — 1871.
Byggesum tilbageholdt et Beløb af 69 Ud. 5 Sk., som, efter midlertidig at være
frugtbargjort, nu var opvoxet til.............................c. 80 Rd.
Selv om Arbejdet gjordes nok saa tarveligt, vilde der dog udkræves c.
10 Rd. for hvert Værelse, eller i alt.................... 220 —
saa at'der kom til at mangle... 140 Rd.
Lagdes hertil den sandsynlige Underbalance for 1870.... 18 —
maatte der gjores Udveje for i alt... 158 Rd.
Værelsernes Istandsættelse medførte, at Tapetseringen maatte fornyes, (sand-
synligvis hvert 10de Aar), alt Træværk maatte, for ikke at forraadne, males, og
i det hele maatte der, efterhaanden som Bygningen blev ældre, anvendes mere til
Vedligeholdelsen, end der hidtil havde været Raad til, naar den skulde holdes i
en nogenlunde sømmelig Stand og ikke forfalde, medens den endnu var ny.
Indtil Byggegjældens Afbetaling, hvilket vilde vare c. 26 Aar, kunde Kollegiet
formentlig, naar ingen uforudsete Tilfælde skulde indtræffe, til Nød hjælpe sig
med en aarlig Indtægtsforøgelse af c. 50 Rd. Regnskabet vilde imidlertid altid
komme til at staa paa Grænsen af Underbalance, og Hensynet til det deraf føl-
gende nødvendige Kniberi vilde medføre Fare for Bygningens omhyggelige
Bevarelse.
Da Valkendorf i 1595 tillige med Bygningen skjænkede en Kapital af
6,100 Sp., bestemte han, at deraf skulde 2,000 Sp. »stedse og altid blive urygge-
lig staaende paa Rente Aar efter Aar uforkrænket og uforfalsket i alle Maader,
og har jeg gjort denne Forordning om disse 2,000 Sp., som skal altid staae
stille paa Rente for den Aarsags Skyld, at efterdi alle Varer, hvis det være kan,
alle Aar opstige og blive dyrere, vil jeg og, at disse fattige Studenters Indkom-
ster saavelsom de Høilærdes Pendinge og Husets Nødtørft i lige Maade Tid efter
Tid kunde dem formeres og forbedres«, hvorhos han bestemte, at Kollegiets
Kapitalformue ingen Sinde maatte formindskes. Den sidste Bestemmelse havde
man kunnet overholde ved Bygningens Gjenopførelse i 1865 —66, da Kollegiet
blev sat i Stand til at anvende 3A af sin Indtægt til Forrentning og Afbetaling
af Byggegjælden, og naar denne var afbetalt i Slutningen af dette Aarhundrede,
vilde Kollegiets Kapital være uformindsket af samme Størrelse som i 1865; men
der vilde ingen Fremgang have fundet Sted, og ved saadanne Stiftelser, der vare
henviste til deres egne Midler, var ingen Fremgang det samme som Tilbagegang.
Det havde nemlig været nødvendigt at se bort fra Fundators oven for anførte
Bestemmelse om Anvendelsen af Fremvæxtkapitalens Renter til Oplæg og Forø-
gelse af Kollegiets Formue. Dette Oplæg, der nu skulde være 88 Rd. 88 Sk.
af 2,295 Rd. hvortil den oprindelige Sum var blevet overskredet, havde i forrige
Aarhundrede af og til været standset og i dette uafbrudt fra 1813-44; det
fandt heller ikke for Tiden Sted, jfr.. foran S. 578. Da der nu alligevel
maatte søges Udvej til en Forøgelse af Kollegiets Indtægter, fremhævede han
Onskeligheden af ogsaa i dette Punkt at kunne opfylde Testators Villie ved stadig
at anvende Fremvæxtkapitalens Renter til Oplæg, og det saaledes, at de strax
hvert Aar lagdes til Hovedkapitalen.
Hvis Kollegiet ved et Tilskud blev sat i Stand til at formindske sin Pygge-
gjæld saa meget, at det kunde gjenoptage det aarlige Oplæg, vilde det efter c.
Legat- og Stipendievæsen.
581
15 Aars Forlob have indvundet et saadant Rentebeløb af den oplagte Kapital,
som vilde være tilstrækkeligt til Dækning af den nu værende Underbalance. Dette
vilde vel være en Fremgang, men Kollegiet vilde alligevel være fattigere, end det
var 1734 efter den første Brand, da hver Alumne fik i Stipendium 36 Rd. Kro-
ner, medens Skatterne kun udgjorde 2 Rd. Kroner og Kollegiets øvrige Udgifter
til Vedligeholdelse in. v. i de 5 Aar 1734 — 38 gjennemsnitlig kun 21 Rd.
Sluttelig lagde han indstændig Konsistorium paa Hjærte at søge at frie Kollegiet
for alle Næringssorger og bidrage til at gjøre det til altid at være et hyggeligt
og kjært Hjem, som gjærne søgtes af de dygtigste og mest haabefulde blandt
Universitetets Ungdom.
I en Erklæring af 27. Juni anbefalede Kvæstor varmt at komme Kollegiet
til Hjælp. Den Understøttelse, som Kollegiet vilde behøve udgjorde:
1.	Til Dækning af Underbalance for 1870 og til Værelsernes Tapet-
sering............................................... 158 Rd.
2.	For at kunne gjenoptage det aarlige Oplæg, vilde det være nødven-
digt, at der ydedes Kollegiet et Tilskud til Afdrag paa Bygge-
laanet af.............................................. j 500 —
3.	Saafremt Kollegiet kunde afdrage bemeldte 1,500 Rd. paa sin
Gjæld, vilde det af Eforus nævnte aarlige Tillæg til Kollegiets
Fornødenheder kunne nedsættes til 30 Rd, aarlig, der kapitaliseret
udgjorde........................................... 750 —
i alt . . 2,408 Rd.
eller, med Hensyn til de yderlig knap beregnede Vedligeholdelses Udgifter, af-
rundet til 2,500 Rd. Kollegiet vilde da, naar ingen større uforudsete Tilfælde
skulde indtræde, ved fortsat Sparsommelighed selv kunne bekoste den omfattende
Reparation af Bygningen, som ganske vist, naar Resten af Byggegjælden 0111 26
Aar var afgjort, vilde være uafviselig nødvendig. Derhos vilde det blive Kolle-
giet muligt efter Byggegjældens Betaling igjen at overtage de 500 Rd. aarlig,
der ved Finansloven f. 1866—67 af Kommunitetets Udgiftspost 1. c. blev tillagt
Kollegiets Alumner i Stedet for den tidligere af sammes Indtægt udbetalte Distri-
buts. Da Kommunitetet havde ganske samme Formaal som de til Universitetet
knyttede Kollegier, nemlig at understøtte trængende studerende, syntes denne
Stiftelse paa Grund af den nære Forbindelse og det fælles Øjemed at være kaldet
til at komme de betrængte Kollegier til Hjælp, og Kvæstor indstillede derfor, at
Konsistorium vilde søge Ministeriets Samtykke indhentet til, at det nævnte Beløb
af 2,500 Rd. optoges paa Finanslovforslaget f. 1871—72 som en Understøttelse
til Valkendorfs Kollegium.
Denne Indstilling tiltraadte Konsistorium i Skrivelse til Ministeriet af 7. Juli
1870. Paa det nævnte Finanslovforslag optog Ministeriet paa Kommunitetets Budget
til en Istandsættelse af Valkendorfs Kollegium og en Ordning af Kollegiets økono-
miske Forfatning 2,500 Rd. Ved Finansloven bevilgedes Beløbet.
Under 7. Apr. 1871 gjorde Eforus Forslag om Beløbets Anvendelse. Han
foreslog:
1.	at der extraordinært i Juni Termin 1871 skulde afdrages paa Byggegjælden
til det Smithske Legat 1,666 Rd. 64 Sk.;
2.	at det fastsatte Beløb til Forrentning og Afbetaling, 6 % af 11,000 Rd.
74*
582
Universitetet 1864 — 1871.
eller 660 Rd., med og fra Decbr. Termin 1871 fastsattes til 6 % af
(1 1,000 Rd. -r- 1,666-/3 Rd. =) 9,33a1 3 Rd. eller 560 Rd. aarlig;
3.	at der aarlig oplagdes 100 Rd. til Kollegiets Hovedkapital, med Undtagelse
af Aarene 1880 og 1890, i hvilke Aar Værelsernes Tapetsering og Maling
forudsattes at skulle finde Sted, samt
4.	at Kollegiets Hovedkapital, der nu udgjorde 22,356 Rd. 93 Sk., afrundedes
med 43 Rd. 3 Sk. af Kassebeholdningen
Herefter vilde altsaa, medens de 1,500 Rd. anvendtes til en extraordinær
Afbetaling paa Byggegjælden i Juni Termin 1871, de øvrige 1,000 Rd. anvendes
og anbringes saaledes:
1.	som rentebærende:
/ begge disse \
J Summer j
a.	ved extraordinær Afbetaling paa Byggegjælden j vilde være ( 166 Rd. 64 Sk.
b.	disponibel Kassebeholdning....................I opbrugte i ( 500 — » —
j Tiden indtil!
' 1895. I
c.	extraordinært Oplæg i Juni 1871, til Hovedkapitalen .... 43 — 3 —
' d. antecipando Oplæg i Juni 1871, hvorved der ogsaa i 1871
blev oplagt 100 Rd............................... 50 — » —
759 Rd. 67 Sk.
2.	a. Dækning af Underbalance i 1870 ...... 179 Rd. » Sk.
b. Efori Udgifter i 1871............... 61 — 29 —
-- 240 — 29 —
1,000 Rd. »Sk.
Konsistorium bifaldt Indstillingen under 22. Apr. 1871.
—	Med Kollegiet er, som foran bemærket, forbundet nogle smaa Legater,
der hidtil vare blevne udbetalte i Forbindelse med Kollegiets almindelige Distri-
buts d. 15. Apr. og 15. Oktbr. af de Rentebeløb, der hævedes den nærmest fore-
gaaende Termin. Da Distributsen foreløbig ophørte, vare de hidtidige Udbetalings-
terminer ubekvemme, og Eforus forlagde dem da til de sædvanlige Terminer i
Jnni og Decbr., hvorom han under 12. Juni 1866 gjorde Indberetning til
Konsistorium.
—	Efter Andragende fra samtlige Kollegiets Alumner og i Henhold til Ind-
stilling derom fra Eforus, har Konsistorium under 26. Novbr. 1869 bifaldet, at
det yderste Hjørneværelse i Kollegiets Stueetage paa Skyggesiden benyttes af
Alumnerne til en fælles Læsestue samt at, saa længe saadan Benyttelse finder
Sted, den for en Alumnus bestemte Lejlighed paa anden Sal, som bestaar af 2
Værelser, bebos af 2 Alumner.
—	Ved Skrivelse af 15. Marts 1870 har Konsistorium bemyndiget Eforus
til i Henhold til Bekj. 29. Dec. 1866 at foranstalte Assurancen for Valkendorfs
Kollegium forhøjet med 10 %.
Legat- og Stipendievæsen.
583
b. Borcks Kollegium,
I Skrivelse af 20. Oktbr. 1869 foreslog Eforus, Konf. Sibbern, foranlediget
ved en Henvendelse fra en Del af Alumnerne, at man, for efterhaanden at erholde
Alumnernes Værelser istandsatte, skulde lade tvende Lejligheder, som for Tiden
vare ledige, og en tredje, som snart kunde ventes at blivo det, henstaa ubenyt-
tede til det kommende Foraar og I ladserne imidlertid være ubesatte, samt at for
Fremtiden de Pladser, der bleve ledige, gjordes stipendieløse for det første
Halvaar, og at de derved indvundne Beløb anvendtes til Værelsernes Udbedring.
For at Kollegiet imidlertid om muligt kunde blive underkastet en mere om-
fattende Reparation, hvorved det paa en Gang kunde blive sat i god og tidssva-
rende Stand, anmodede Konsistorium inspectores qvæsturæ og Kvæstor om at be-
sigtige Kollegiets Bygninger i forening med Bygningsinspektøren og derefter
fremkomme med Forslag saa vel angaaende hvilke Arbejder, der skulde foretages,
som angaaende de hertil fornødne Midlers Tilvejebringelse. I April Maaned 1870
frasagde Konf. Sibbern sig Eforiet, hvilket overdroges Prof. Nellemann, der fra
sin Side bragte Sagen for Konsistorium ved Skrivelse af 21. Juni 1870.
Prof. Nellemann indsendte en Afskrift af Regnskaberne for Biennierne 1860
—67 og 1868 — 69, hvoraf fremgik, at Kollegiets økonomiske Forfatning varmeget
mislig, i det mindste for Øjeblikket. Efter det sidst afsluttede Regnskab havde
det et Deficit af c. 90 Rd., hvortil kom tvende ved hans Overtagelse af Eforatet
forefundne, ubetalte Haandværkerregninger for Arbejde, udført i det forløbne Aar,
paa c. 110 Rd. Det hele Underskud ved Aarets Begyndelse udgjorde altsaa c.
200 Rd Derhos befandt Kollegiets Bygning sig i en højst brøstfældig og forfal-
den Tilstand, saaledes at en grundig og omfattende Reparation var uundgaaelig
nødvendig. Det kunde heller ikke være tvivlsomt, at Bygningens slette Forfat-
ning væsentlig havde været Skyld i, at der i de senere Aar havde maattet an-
vendes uforholdsmæssig meget paa de aarlige Reparationer, hvilke dog ikke havde
forslaaet til at opretholde Bygningen i god Stand. Naar man gik ud fra, at en
virkelig Istandsættelse af Pygningen, saaledes at den for en rimelig aarlig Udgift
kunde holdes i god Vedligeholdelses Tilstand, vilde komme til at koste c. 2,500 Rd.
eller mere, vilde det være indlysende, at Kollegiet ikke ved egne Kræfter kunde
hjælpe sig til en anstændig og tidssvarende Existens for Fremtiden. Vilde man
lade optage et Laan, som i en vis Tid skulde forrentes og afbetales, vilde det
strax vise sig, at der, naar Forrentning og Amortisation skulde udredes, ikke
vilde blive noget som helst tilbage til den stadige Vedligeholdelse. Kollegiets
Indtægter vare, naar Udredelserne til Bilegaterne (Appendix) fradroges, c. 1,384
Rd. om Aaret. De faste og uundgaaelige aarlige Udgifter vare c. 1,094 Rd., og
der blev altsaa c. 290 Rd. aarlig til Vedligeholdelse af Kollegiets Bygning, Have
og Inventarium, et Beløb, som, selv under Forudsætning af, at Kollegiet befandt
sig i god Vedligeholdelses Tilstand, ikke vilde være tilstrækkeligt til at afholde
Vedligeholdelses Udgifterne og tilfældige Udgifter, saaledes at man undgik en
bestandig voxende Underbalance. Han saa saaledes ingen anden Udvej, hvorved
dette gamle og berømte Kollegium, som i Tidernes Løb havde huset mange af
Danmarks første Mænd, og derved bidraget til, at de bleve, hvad de vare, end at
det rige Kommunitet maatte komme det til Hjælp. Der kunde ikke let paavises
noget, der var mere beslægtet med Kommunitetets egentlige øjemed, Understøt-
584
Universitetet 1864—1871
telse af de studerende, end en Virksomhed, sigtende til at hjælpe de med Uni-
versitetet forbundne Kollegier, I hvilken Form denne Hjælp skulde ydes, hen-
stillede han ganske; den maatte og burde formentlig være en saadan, at Kollegiet
ikke blot kunde bringes ud af sin øjeblikkelige Forlegenhed, men ogsaa sættes i
Stand til at holde sin fremtidige økonomi i en saadan Stand, at man undgik
Underskud.
Kvæstor afgav sin Erklæring d. 27. Juni. Han mindede om, at der ved
kgl. Resol. 14. Juli 1850 *) til en Hovedreparation af Kollegiet blev bevilget det
et rentefrit Laan af Kommunitetet paa 1,900 Rd., der efter Ministeriets Skrivelse
af 26. Novbr. 1855 **) skulde afdrages med 100 Rd. aarlig fra Begyndelsen af
Aaret 1851 at regne; Restgjælden blev paa denne Maade indfriet i 11. Decbr.
Termin 1869. Bygningen og dens Inventarium var nu atter i en saa forfalden
Tilstand, at den nødvendigvis maatte underkastes en meget omfattende Reparation,
ikke alene for at Værelserne og Trappegangen kunde sættes i en sømmelig
Stand, men tillige for at afværge, at Bygningen ikke skulde blive saa brøstfældig,
at den ikke senere kunde istandsættes uden med en ganske uforholdsmæssig Be-
kostning. Efter et af Bygningsinspektør, Etatsr. Hansen, forfattet Overslag over
Bekostningen ved Istandsættelsen vilde Udgifterne ved en grundig Reparation ud-
gjøre 2,339 Rd. 66 Sk , heri dog ikke medtaget Udgifter til Maling af Facaden
mod Gaden, for at Udgifterne ikke skulde løbe for højt op. Hertil kom da Un-
derskudet 200 Rd., saa at der i alt skulde skaffes Udvej til 2,539 Rd. 66 Sk.;
men da det var rimeligt, at der under Udførelsen af Arbejdet vilde fremkomme
Udgifter, som ikke vare paaregnede, og da der desuden burde sørges for, at den
nu værende Underbalance ikke ad Aare vilde gjentage sig, vilde Kollegiet for-
mentlig til det omhandlede Arbejde og til Fyldestgjorelse af sine øvrige Øjemed
behøve en Kapital af 3,000 Rd. At skaffe Pengene ved Laan, som skulde af-
drages og forrentes, vilde ikke være Stiftelsen til nogen Nytte, da den ved Siden
af de øvrige, dels faste, dels uundgaaelige, løbende Udgifter umulig vilde kunne
paatage sig Udredelsen deraf, naar Bygningen ikke atter skulde forfalde. Uagtet
det tidligere Laan fra Kommunitetet var rentefrit, havde dog det aarlige Afdrag
af 100 Rd. for en meget væsentlig Del bidraget til Kollegiets slette Status;
uden denne Udgift vilde der hvert Aar være blevet noget midlertidig frugtbar-
gjort, som efter al Sandsynlighed vilde have været tilstrækkeligt til de nu fore-
staaende Udgifter. Kollegiet kunde ikke hjælpes ud af sin Nød uden ved en
Gave af den Størrelse, som nu udfordredes. Han indstillede derfor, at Konsi-
storium vilde søge Ministeriets Samtykke til, at der paa Finanslovforslaget f.
1871—72 under Kommunitetets Budget maatte optages en Understøttelse af
3,000 Rd. til Kollegiet.
Konsistorium tiltraadte denne Indstilling i Skrivelse til Ministeriet af 7. Juli
1870. Paa det nævnte Finanslovforslag optoges under Kommunitetets Udgiftspost 11.
til en Istandsættelse af Borcks Kollegium 3,000 Rd. Ved Finansloven f. 1871
—72 bevilgedes imidlertid 2,000 Rd. Med Hensyn til den senere, i 1878
atter nødvendig blevne Hovedreparation maa henvises til Aarb. f. 1878 79,
S. 815.
*) Lindes Medd. 1849—56, S. 817.
**) Lindes Medd. 1849—56, S. 819.
Legat- og Stipendievæsen.
585
Alumnus paa Borcks Kollegium, cand. theol. N. N., blev i Febr. 1868
udnævnt til Kateket hos Pastor Nielsen i Kjøbenhavn. Ved under 12. Maj at
indberette dette til Konsistorium udtalte Eforus, Konf. Sibbern, at i Henhold til
Univ. Fund. 7. Maj 1788 VI. § 2 Nr. 5, der bestemmer, at ingen, som ligger
paa et Kollegium, maa have »Betjening eller Plads og Indkomster andensteds« i
Forbindelse med den følgende Tassus »men saa snart en andensteds bliver for-
sørget«, maatte han anse den paagjældende Alumnus, hvis hele Lon var c. 150
Ed., for berettiget til at faa Stipendiet fuldt udbetalt til medio Maj, til hvilken
Tid han forlod Kollegiet. Dette bifaldt Konsistorium ved Skrivelse af 23.
Maj 1868 *).
Ved Skrivelse af 24. Decbr. 1870 bemyndigede Konsistorium Eforus' for
Borcks Kollegium til selv at foretage Uddelingen af de til det Borckske Legat
hørende Understøttelser, dels til Fattige og Husarme, dels til syge Studenter
extra collegium Mediceum.
I Anledning af, at Eforus i Skrivelse til Konsistorium af 19. Decbr. 1865
havde ytret, at en ledig Alumnusplads formentlig uden Opslag kunde bortgives
til en forhen værende Alumnus, der havde opgivet sin Plads, førend Tiden var ud-
løbet, og nu ønskede atter at optages paa Kollegiet, udtalte Konsistorium under
11. Jan. 1866, at det paa Grund af Bestemmelsen i Univ. Fund. 7. Maj 1788
VI. § 2 Ni. 10 ansaa det for rettest, at der paa sædvanlig Maade gjordes Op-
slag om den ledige Plads.
A ed Skrivelse af 10. Novbr. 1865 har Konsistorium bemyndiget Eforus til
i Henhold til Bekj. 6. Febr. 1857 at foranstalte Assurancesummen for Borcks
Kollegium forhøjet med lo %. Lignende Bemyndigelse meddelte Konsistorium
Eforus under 15. Marts 1870 i Henhold til Rekj. 29. Decbr. 1866.
c. Elers Kollegium.
Ved at tilstille Eforus for Elers Kollegium Ansøgningerne om en ledig
Eneplads, indstillede Overlæge, Dr. med. Orsted stud. jur. Trojel til paa Grund
af Slægtskab at erholde denne. I Skrivelse til Konsistorium af 30. Pecbr. 1863
udtalte Eforus imidlertid, at det kunde være tvivlsomt, om Fundatsens Bosteni-
melser angaaende Familiens ubetingede Fortrinsret havde Anvendelse paa de senere
oprettede Tladser, til hvilke ingen fundatsmæssig Distributs var henlagt, og særlig
havde Universitetet Interesse af, at de 4 Enepladser kunde søges forbeholdte for
Kandidater eller videre komne studerende. Da imidlertid Overlæge Orsted var
algaaet til Armeen umiddelbart efter at have tilstillet Eforus Ansøgningerne, vilde
denne ikke gjøre nogen Modindstilling, men kun foranledige en nærmere Over-
vejelse af det opkastede Spørgsmaal. Konsistorium udnævnte derefter stud. jur.
L. T. Trojel, dog saaledes, at han først flyttede ind, naar Indkvarteringen paa
Kollegiet var ophørt. Hans Stipendietid regnedes derhos først fra hans Ind-
flytning.
I en Indstilling til Konsistorium af 23. Decbr. 1865 om Bortgivelsen af
en ledig theologisk Alumnusplads udtalte Eforus, at naar det i Fundatsen hedder,
at der til andre Tladser end de theologiske, som skulde være forbeholdte for
Kandidater, kræves »in examine Philosophico censura Laudabilis eller Haud illau-
dabilis«, syntes hermed forudsat, at ingen Student i det første akademiske Aar
*) Jfr. hermed den foran S. 546 ff. omtalte Sag.
58G
Universitetet 1864—1871.
skal have Adgang til Kollegiet. Konsistorium udtalte sig ikke om Spørgsmaalet,
men valgte en ældre Student.
—	Eforus har ved Skrivelse til inspector collegii af 19. Marts 1868 ud-
talt, at ingen Beboer af Kollegiet maa tage nogen til Huse hos sig. Undtagelse
fra denne Regel kræver særlig Bevilling af Eforus, og denne Bevilling kan kun
ventes meddelt, naar den, der midlertidig onskes indtaget paa Kollegiet, er Student
og Broder til den, fra hvem Ønsket udgaar, ligesom der i et saadant Tilfælde vil
blive forlangt udtrykkelig Indvilgelse for Kontubernalens Side.
Da Enkegrevinde Moltke, f. Bardenfleth, i Sept. 1869 havde frasagt sig den
hende tillagte, ved Fundatsen hjemlede Nominationsret, blev, efter forudgaaet Be-
kjendtgjorelse, hvorved indkaldtes de af Jørgen Elers og Hustru Anna Margrethe
Wandals Familie, der maatte anse sig berettigede til at udøve denne Ret, Ge-
hejmeraadinde M. M. C. Rosenørn, f. Brinck-Seidelin, g. m. da værende Kirke-
og Undervisningsminister, Klir. E. E. Rosenørn, ved Konsistoriums Skrivelse af
19. Febr. 1870 anerkjendt som nominationsberettiget.
Efter Indstilling af Eforus har Konsistorium under 6. Novbr. 1869 be-
myndiget denne til af Kollegiets til midlertidigt Oplæg i Kvæsturen i Juni Termin
1868 indbetalte Overskud at godtgjore Portneren Resten af hans Udlæg ved Byg-
ningsarbejdet ved Indretningen af Kjøkkenet i Kollegiebygningens Kjælder med
268 Rd. 45 Sk. Tidligere var hertil udbetalt 100 Rd.
—	Ved Skrivelse af 24. Sept. 1870 bevilgede Konsistorium, efter Indstil-
ling fra Eforus, at der i det forrige Portnerkjøkken — en i Gaarden frit liggende
Bygning — anbragtes en Styrtebads Indretning, og at Kollegiets Kasse afholdt
den dertil beregnede Udgift 166 Rd. 64 Sk. samt et aarligt Tillæg af 20 Rd. til
Portneren som Godtgjørelse for Afstaaelsen af det ham hidtil overladte Rum, der
var nødvendigt til Indretningen af Styrtebadet. Lejen for dette Rum havde
nemlig tidligere udgjort en Del af den aarlige Portnerløn. End videre bevilgede
Konsistorium under 11. Febr. 1871, at der af Kollegiets Kasse maatte afholdes
Udgiften til Anskaffelse og Opsætning af en Kakkelovn i Badeværelset 93 Rd. 43 Sk.
dog saaledes, at Kollegiets Beboere selv skulle bære Udgifterne ved Badeværelsets
Opvarmning.
Ved Skrivelse af 15. Marts 1870 har Konsistorium bemyndiget Eforus til
i Henhold til Bekj. 29. Decbr. 1S66 at foranstalte Assurancesummen for Elers
Kollegium forhøjet med 10 %.
5. Kommunitetsstipendiet og Regensbeneficiet.
a. Forogelse af Portionernes Tal, Tidsgrænsen /or deres Nydelse m. m.
Det er i Lindes Medd. f. 1857—63 S. 590 omtalt, at Ministeriet i Anled-
ning af en Indstilling fra Konsistorium om, at der maatte blive oprettet 20 nye
Portioner af Kommunitetsstipendiet, under 23. Novbr. 1863 havde meddelt det,
at den for Forslaget paaberaabte Kjendsgjerning, at de studerendes Antal var i
Stigen, gjorde Ministeriet det betænkeligt ved det Middel, som laa i en Forøgelse
af Beneficierne, at befordre Tilgangen af studerende ved Universitetet.
Under 15. Febr. 1864 bragte Konsistorium atter Sagen frem. Det var vel
saa, udtalte det, at der i Aarene 1862 og 1863 havde fundet en usædvanlig stor
Legat- og Stipendievæsen.
587
Tilgang Sted af studerende til Universitetet, idet Antallet af dem, der i disse 2
Aar havde bestaaet Afgangsexamen ved de lærde Skoler eller Adgangsexamen
ved Universitetet, i Følge de officielle Fortegnelser havde udgjort for hvert Aar
203, medens Gjennemsnitstallet af nye studerende for de 5 Aar 1857—61 var
omtrent 163. Herved maatte imidlertid bemærkes, at Konsistorium ingenlunde
havde paaberaabt sig denne usædvanlige Tilgang i de 2 sidste Aar som et Motiv
for Kommunitetsstipendiernes Forøgelse. De Oplysninger, som Stipendiebestyrelsen
havde forelagt om det uforholdsmæssig store Antal af Ansøgere om Kommunitetet,
der meldte sig ved hver Vakance, omfattede et Tidsrum af 10 Aar, og da Ad-
gangen til at søge Kommunitetsstipendiet i Regelen kun stod aaben for dem, som
havde studeret et Aar ved Universitetet, vilde der saaledes kun ved den sidste
Vakance i Sept. 1863 have kunnet være Tale om, at den extraordinære Tilgang
af studerende i 1862 kunde have udøvet nogen Indflydelse. Det stod altsaa fast,
at der, selv bortset fra den usædvanlige Tilgang af studerende i de 2 sidst for-
løbne Aar havde vist sig en overordentlig stor Trang til en Udvidelse af Stipen-
diernes Antal, og Konsistorium havde derfor ogsaa i sin Skrivelse af 9. Novbr,
1863 *) kun henpeget paa det Motiv for en saadan Udvidelse, der naturlig maatte
ligge i den Forøgelse af de studerende var ved Universitetet, som stod i Forbindelse
med en Forøgelse af Folkemængden i Landet i det hele. Der kunde saaledes
kun være Spørgsmaal om, hvorvidt man, uagtet det erkjendtes, at der, selv under
en normal Tilgang af studerende var en særdeles stor Trang til at forøge Antallet
af Stipendierne, vilde undlade dette, fordi man frygtede for, at en saadan For-
øgelse vilde virke til en Udvidelse af de studerendes Tal. Konsistorium kunde
imidlertid ikke anse et saadant Hensyn for tilstrækkelig begrundet. Det var
ganske vist lidet heldigt, naar der til Universitetet kom et stort Antal studerende,
hvis økonomiske Forhold vare af den Beskaffenhed, at de maatte have offentlig
Understøttelse for at kunne fortsætte deres Studeringer; men Konsistorium var
overbevist om, at et Tillæg af 20 Kommunitetsstipendier til de nu værende i den
omspurgte Henseende vilde være uden nogen som helst Betydning. Det vilde
med Hensyn hertil være tilstrækkeligt at henpege paa, at skjønt der i en Række
af Aar havde været stor Konkurrence om de vakante Stipendieportioner, og skjont
dette havde haft til Følge, at disse Stipendier i længere Tid i Regelen kun vare blevne
givne til studerende, som havde studeret i flere Aar, var desuagtet Antallet af nye
studerende ved Universitetet i de 2 sidst forløbne Aar voxet. Grunden til, at saa
mange unge Mennesker førtes ind paa den studerende Vej, uagtet det lod sig
forudse, at de ved Udgangen fra Skolen vilde staa uden Understøttelse fra Hjem-
met eller andre Forsørgere, laa i ganske andre Forhold, og der var derfor ikke
nogen Anledning til at befrygte, at en Forøgelse af Kommunitetsstipendiernes Tal
skulde virke til en forøget Tilgang af trængende studerende ved Universitetet.
Det maatte saaledes vistnok erkjendes, at det af Ministeriet paaberaabte Hensyn
ikke med Grund kunde indeholde nogen Hindring for, gjennem en Forøgelse af
Stipendieportionernes Tal, at søge, at formindske den uforholdsmæssig store Kon-
kurrence, der i længere Tid havde været om disse Pladser, og derigjennem at
bidrage til en Fjærnelse af de Ulemper i forskjellige Retninger, som utvivlsomt
vare forbundne med denne Konkurrence. Konsistorium gjentog, at det dog maatte
*) Lindes Medd. 1857—63 S. 590.
Universitets Aarbog.	75
58b
Universitetet 1864—1871.
anses for mærkeligt, om man paa en Tid, hvor Kommunitetets Midler an-
vendtes i videste Omfang i Retninger, som laa uden for deres oprindelige Be-
stemmelse, og undertiden endog i Retninger, som vare Universitetet aldeles uved-
kommende, vilde have Betænkelighed ved at anvende dem efter deres oprindelige
øjemed til Understøttelse for trængende studerende, skjønt det var notorisk, at
der var en stor Trang i denne Retning tilstede. Konsistorium havde derfor det
faste Haab, at Ministeriet ved paa ny at tage Sagen under Overvejelse vilde finde,
at der var fuld Opfordring til at gaa ind paa det Forslag, som det havde ind-
stillet i Skrivelse af 9. Novbr. 1863.
I sin Svarskrivelse af 15. Sept. fastholdt Ministeriet sin tidligere udtalte Betænke-
lighed ved at gaa ind paa Forslaget. Derimod mente det, at der under de sted-
findende, extraordinære Forhold turde være en særlig Opfordring til at søge Midler
udvirkede til at yde de studerende, som efter at have taget Afgangsesamen ved de
slesvigske Skoler droge til Kjøbenhavns Universitet, den Hjælp, hvortil de efter
Ministeriets Overbevisning i højere Grad end sædvanligt nu vilde være trængende,
paa Grund af, at Understøttelse fra Hjemmet kunde forudses, under de for mange
af dem trykkende Omstændigheder, at ville enten ganske udeblive eller blive dem
saa sparsomt tildelt, at der var Føje til her at lade Kommunitetet komme dem
særlig til Hjælp. Herom begjærede Ministeriet Konsistoriums Erklæring tillige
med Forslag baade om Størrelsen af det Beløb, som antoges passende for Øje-
medet, og om Maaden, hvorpaa Fordelingen af dette burde ske.
Efter Konsistoriums Anmodning udtalte Bestyrelseskomiteen for Kommunitetets
Stipendievæsen sig herom i en Erklæring af 27. Sept. Komiteen mindede om,
at saa vel Konsistorium som Stipendiebestyrelsen i de senere Indstillinger, hvori
man havde andraget paa det af Ministeriet under 6. Juni 1864 (se neden for)
bevilgede Beløb af 1000 Rd. til Understøttelse for studerende, som paa Grund af
Krigsforholdene vare udelukkede fra Understøttelse fra Hjemmet, havde udtalt,
at der, saaledes som Forholdene i Aarets Løb havde stillet sig, maatte erkjendes
ikke at være tilstrækkelig Anledning til at forøge Antallet af de ordinære Kom-
munitetsstipendier. Derimod var der for Tiden en særdeles stor Trang tilstede
til de af Ministeriet paapegede Understøttelser. De slesvigske studerende her
ved Universitetet vare under de nu værende Forhold aldeles udelukkede fra de
forholdsvis betydelige Stipendier, som uddeltes af Skolerne eller Magistraterne i
de slesvigske Byer. En fortsat Nydelse af saadanne Stipendier, som tidligere
vare tillagte enkelte studerende, var blevet gjort afhængig af, at vedkommende i
Fremtiden vilde studere i Kiel eller ved et andet tysk Universitet. For mange af de
slesvigske studerende var Understøttelsen fra Hjemmet ganske ophørt eller væ-
sentlig indskrænket, fordi den fjendtlige Okkupation enten havde medført Ophøret
af Familiens Erhverv eller paalagt denne betydelige økonomiske Byrder. Selv det
Tilfælde var mødt, at der var nægtet en studerende Understøttelse fra Hjemmet,
naar han vilde vedblive at studere ved Kjøbenhavns Universitet. Der var saaledes
vistnok særlig Opfordring til at søge udvirket en Bevilling til det af Ministeriet
angivne Øjemed.
Stipendiebestyrelsen henledede imidlertid tillige Opmærksomheden paa et andet
Forhold, som ligeledes vilde gjøre en extraordinær Bevilling af Kommunitetets
Midler særdeles ønskelig. Det kunde nemlig allerede nu forudses, at der ved
den næste Uddeling af Kommunitetsstipendiet vilde melde sig en stor Del tidli-
gere Alumner, der paa Grund af Krigen havde mistet Stipendiet, og som i Hen-
Legat- og Stipendievæsen.
589
hold til Ministeriets Skrivelse af 8. Decbr. 1849*) havde Fortrinsret til at er-
holde Stipendiet, naar de vendte tilbage til Universitetet efter at være permitterede
fra Krigstjenesten. Efter en Opgivelse fra Regensprovsten var det endog sand-
synligt, at der vilde melde sig flere saadanne tidligere Alumner (omtrent 17),
end der vilde blive Vakancer (sandsynligvis 12 å 13). Da saaledes næppe alle
de Alumner, der i Henhold til det dem ved den nævnte Skrivelse af 8. Decbr.
1849 givne Tilsagn havde gjort sikker Regning paa ved deres Tilbagekomst fra
Krigen at gjenerholde Stipendiet, vilde kunne opnaa dette, maatte Stipendiebesty-
relsen indtrængende andrage paa at komme i Besiddelse af et Beløb, hvoraf
der kunde gives en til Kommunitetsstipendiet svarende Understøttelse til saadanne
tidligere Alumner, som vare vendte tilbage fra Krigstjenesten, men ikke kunde
faa Stipendiet paa ny ved næste Vakance. Men selv om der mod Forventning
skulde blive saa mange Vakancer ved den næste Stipendieuddeling, at alle tidli-
gere Alumner, som vare vendte tilbage fra Krigen, paa ny kunde faa Stipendiet,
saa vilde dog det Forhold indtræde, at man vilde være aldeles udelukket fra at
give Stipendiet til andre studerende, som søgte derom. Blandt disse Ansøgere
vilde der utvivlsomt være mange, som i enhver Henseende vare fuldkommen kva-
lificerede, og med Hensyn til hvilke der ikke vilde være mindste Tvivl om,
at de for saa vidt Stipendiebestyrelsen frit kunde raade over nogle Pladser, vilde
erholde Stipendiet. Ogsaa saadanne studerende, som med god Føje havde gjort
Regning paa Understøttelse af Kommunitetet ved indtrædende Vakance, burde man
kunne komme til Hjælp ved særlige Understøttelser, svarende til Kommunitets-
stipendiet, for at ikke den aldeles extraordinære Tilbagevenden af tidligere Alum-
ner ved næste Vakance skulde blive dem til alt for stort Afbræk i deres Stude-
ringers Fremme. Saadanne Understøttelser maatte anses for saa meget mere
nødvendige, som Adgang til Selverhverv ved Informationer under de nu værende
Forhold var væsentlig indskrænket for de studerende, ligesom mange studerende,
navnlig fra Jylland, endnu paa Grund af Krigsforholdene vilde være udelukkede
fra al Undertottelse fra Hjemmet.
Saa vel det Beløb, der vilde behøves til Understøttelse for Slesvigere, som
de nys nævnte extraordinære Understøttelser til tidligere Alumner, kunde for-
mentlig bevilges under et. Stipendiebestyrelsen antog, at en Sum af 2000 Rd.
vilde være passende til nogenledes at afhjælpe den Trang, som vilde være tilstede
i de angivne Retninger. Den henstillede, om det maatte findes rigtigst at over-
lade til den at foranstalte Uddelingen af den Sum, som maatte blive bevilget,
eftersom den bedst vilde kunne overskue alle herhen hørende Forhold og Om-
stændigheder.
I Overensstemmelse med denne Erklæring, som Konsistorium ganske tiltraadte,
gjorde det under 31. Oktbr. fornøden Indstilling til Ministeriet. Efter et af Mi-
nisteriet under Behandlingen af Finanslovforslaget f. 1865—66 stillet Ændrings-
forslag bevilgedes det omspurgte Beløb 2000 Rd. under Kommunitetets Udgifts-
post 1, men med den Indskrænkning i Anvendelsen, at Understøttelsen kun kunde
tilstaas dels studerende, som havde taget Afgangsexainen ved slesvigske Skoler,
og ønskede at fortsætte deres Studeringer ved Kjøbenhavns Universitet, dels saa-
*) Lindes Medd. f. 1849—56 S. 850.
75*
590
Universitetet 1864—1871.
danne studerende, som havde maattet opgive Kommunitetsstipendiet paa Grund af
Indkaldelse til Krigstjeneste, men paa Grund af manglende Vakance blandt
Alumnerne ikke ved deres Tilbagekomst igjen kunde indtræde i dets Nydelse ved
næste Vakance. Derimod udelukkedes saadanne studerende fra Understøttelse af
dette Beløb, som maatte findes kvalificerede til Understøttelse, men paa Grund
af den stærke Tilstrømning af tidligere Alumner ikke vilde kunne komme i Be-
tragtning ved Stipendiets Uddeling. Ved under 4. Maj 1865 at sætte Konsisto-
rium i Kundskab herom, tilføjede Ministeriet, at det overlod til Stipendiebesty-
relsen at foranstalte Uddelingen af det saaledes extraordinært for Finansaaret
1865 — 66 bevilgede Beløb.
Da Misforholdet mellem Antallet af de studerende, der søgte Kommunitets-
stipendiet, og Antallet af de Pladser, som halvaarlig kunde bortgives, fremdeles
vedblev i samme Udstrækning som før, fornyede Stipendiebestyrelsen under 24.
Apr. 1869 sin Indstilling. Ved de 9 Vakancer som faldt efter Krigsaaret 1864,
havde der været mellem 127 og 163 ikke privilegerede Ansøgere, af hvilke ulige
de fleste efter deres Trang og deres akademiske Forhold i det hele maatte anses
for fuldkommen kvalificerede til at nyde Kommunitetet, medens de ledige Pladser,
efter Fradrag af dem, der maatte bortgives til privilegerede, kun havde udgjort
mellem 12 og 28. Følgen af dette Misforhold var, at der hengik længere Tid,
efter at vedkommende havde været immatrikulerede ved Universitetet, før de kunde
komme i Betragtning ved Stipendiets Bortgivelse. Flertallet af Alumnerne op-
naaede saaledes først Stipendiet i det tredje eller fjerde akademiske Aar. At
dette var i Strid med Stipendiets Hensigt, fremgik allerede af den Omstændighed,
at det efter de nu gjældende Regler bortgaves for 4 Aar, og det behøvede ikke
nærmere at paavises, hvor uheldigt dette Forhold maatte virke i forskjellige Ret-
ninger. Selv for de studerende, der opnaaede Stipendiet, hengik der fiere Aar.
i hvilke de, for at erhverve det fornødne til Livets Ophold, maatte anvende en
stor Del af deres Tid paa slet betalte Informationer, hvad naturligvis igjen ind-
virkede i højeste Maade trættende og sløvende paa det hele Studium. Den For-
længelse af Studietiden, der saaledes blev en Nødvendighed for trængende stude-
rende, hvoraf der fandtes mange ved vort Universitet, paavirkede igjen ved Exem-
plets Magt de i økonomisk Henseende mere gunstig stillede studerende, og de
uheldige Følger af det oven for paapegede Misforhold gjorde sig saaledes gjæl-
dende i en større Udstrækning, end man ved første Ojekast skulde antage. Man
kunde vel noget afværge disse Ulemper ved at gjøre det til Regel kun at bort-
give Stipendiet til yngre studerende, med Tilsidesættelse af alle ældre, lige saa
kvalificerede Ansøgere; men dette Middel vilde over for dem, der efter de hidtil
fulgte Regler maatte tro sig nær ved Maalet, være saa haardt og ubilligt, at
Stipendiebestyrelsen ikke havde troet at burde bringe det i Anvendelse.
Naar Stipendiebestyrelsen nu androg paa en Forøgelse af Stipendieportioner-
nes Antal som midlertidig Foranstaltning, fik Forslaget derved en væ-
sentlig forskjellig Karakter fra det tidligere stillede Forslag, hvortil kom, at For-
holdene i det hele taget vistnok stillede sig anderledes end i 1863. Forskjellige
Data, derunder at Antallet af dem, der i 1868 havde bestaaet Afgangsexamen ved
Universitetet (c. 200) var ikke lidet mindre end i de foregaaende 3 Aar (c. 230
aarlig), tydede paa, at Antallet af dem, der bestemte sig til den akademiske
Legat- og Stipendievæsen.
591
Bane, var i Aftagende, hvilket ganske naturligt stod i Forbindelse med, at Em-
bedskandidaternes Udsigter for Tiden vare overordentlig slette.
Det turde derfor vistnok haabes, at der i sin Tid vilde indtræde et gun-
stigere Forhold mellem Antallet af de ledige Stipendieportioner og Ansøgernes
Mængde. Imidlertid var det en Selvfølge, at selv om Tilgangen til den studerende
Vej for Tiden var noget mindre end før, vilde en Udjævning af det nu værende
store Misforhold i den foran nævnte Henseende først om nogle Aar kunne ind-
træde. Der syntes derfor at være god Anledning til ved en midlertidig For-
højelse af Stipendieportionernes Antal at formindske den store Konkurrence, som
for Tiden var tilstede, og derved at bøde paa de skadelige Følger, som denne
drog efter sig. Tanken om, at det i Aar var 300 Aar siden, at Kommunitetet
blev stiftet, turde indeholde en særlig Opfordring til at træffe en Foranstaltning,
hvorved Kommunitetet med sine rige Midler blev i Stand til fuldere og kraftigere
at virke for sit egentlige Formaal, end nu i adskillige Aar havde kunnet være
Tilfældet. Det var derhos indlysende, at den Betragtning, der laa til Grund for
Ministeriets Modstand mod det i 1863 fremkomne Forslag, ingen Anvendelse
fandt paa den foran nævnte Foranstaltning paa Grund af dennes rent midlertidige
Karakter.
Antallet af Stipendieportionerne var for Tiden fastsat til 130, hvori de
privilegerede Stipendiepladser vare indbefattede, dog saaledes, at der, dersom An-
tallet af de i Regi. ll.Febr. 1848 §4 nævnte privilegerede Stipendiater nogenSinde
paa en Gang skulde overstige 20, havdes Adgang til saa mange flere ordinære
Stipendieportioner, som der var flere end 20 privilegerede Stipendiater, saa at An-
taltet af de ordinære Kommunitetsstipendier, som kunde søges, ingen Sinde blev
mindre end 110. Stipendiebestyrelsen foreslog nu, at Stipendieportionernes Antal
midlertidig blev forhøjet til 150 med den foran nævnte Udvidelsesret, hvis de
privilegeredes Antal skulde overstige 20. For saa vidt dette Forslag maatte
blive billiget, burde Forholdet imidlertid ordnes saaledes, at de nye tilkomne
Pladser ikke, efter at have bestaaet i en vis nærmere fastsat Tid, alle inddroges
paa en Gang, hvilket jo vilde have til Følge, at der ingen Vakancer blev i det
sidste Halvaar efter disse Pladsers Ophør og muligvis forholdsvis meget faa ved
det paafølgende Halvaar. Stipendiebestyrelsen indstillede derfor, at Forøgelsen
med 20 Pladser vedblev i 4 Aar, og at disse Pladser derefter inddroges i de
følgende 5 Aar med 2 Pladser ved hver Vakance.
I Forbindelse med dette Forslag bragte Stipendiebestyrelsen tvende andre
Punkter, Stipendierne vedrørende, under Forhandling. Det første angik Tiden for
Stipendiernes Bortgivelse. Denne var nu 4 Aar for alle, dog at ingen kunde
oppebære Stipendiet længere end til d. l. Marts eller 1. Sept., som fulgte nær-
mest efter den at ham bestaaede Embedsexamen. Den Forandring, som i saa
Henseende ved Regi. 11. Febr. 1848 var sket i det ældre Regi. 30. Juli 1818,
kunde i det hele betegnes saaledes, at den absolute Grænse for Stipendietiden
var blevet forlænget fra 3 til 4 Aar. Der kunde ikke være nogen Tvivl om, at
det almindelige Princip, som laa til Grund saa vel for den nu gjældende som for
den tidligere Ordning, havde været, at Kommunitetsstipendiet tildeltes de stude-
rende i de første Aar af deres Universitetsstudium, — dog ikke det allerførste,
jfr. Regi. 11. Febr. 1848 § 3 Nr. 2, — og oppebåres af dem i saa lang Tid,
som de efter Rimelighed vilde behøve til dette Studiums Afslutning. Berettigelsen
592
Universitetet 1864—1871.
for dette Udgangspunkt laa selvfølgelig i, at Kommunitetsstipendiet, som det
største akademiske Beneficium, i denne Form vilde være i Stand til fuldest og
kraftigst at virke for sit Formaal, og Stipendiebestyrelsen turde gaa ud fra, at
man ikke vilde forlade dette Grundprincip, der efter udførlige, derom førte For-
handlinger blev stadfæstet i 1848, og som ligeledes havde været bestemmende
for Ordningen af mangfoldige andre akademiske Stipendier. Ved Gjennemførelsen
af Princ.ipet gjaldt det naturligvis om, at Stipendietiden som absolut Grænse for
Stipendiets Nydelse hverken sattes for kort eller lang. I først nævnte Henseende
kom navnlig den Betragtning frem, at den trængende studerende bragtes i en højst
uheldig Stilling naar han, efter en Gang at have opnaaet dette betydelige Stipen-
dium, uden egen Brøde mistede det igjen, førend han var naaet til at afslutte
sit Universitetsstudium. Ofte vilde han vod Opnaaelsen af Stipendiet have opgivet
andre Indtægtskilder, især Informationer. Efter Stipendiets Ophør var det ham
maaske ikke muligt igjen at opnaa saadanne, og under alle Omstændigheder vilde
en Gjenoptagelse af sligt Arbejde være dobbelt besværende, efter at han var kom-
met sin Embedsexamen nærmere og vanskelig kunde afse nogen Tid fra sin For-
beredelse til denne. Som ved al anden Understøttelse gjaldt det ogsaa her at
give sin Understøttelse paa en saadan Maade, at den virkelig førte til det til-
sigtede Maal, og naar man under Tiden til Fordel for en kortere Stipendietid og
det deraf følgende større Stipendieantal paaberaabte sig den almindelige Sætning
om Konkurrencens Gavnlighed, oversaa man, at Stipendiet ikke var Vederlag for
et Arbejde, men en Understøttelse, hvis Nytte var væsentlig betinget af dens Til-
strækkelighed. Paa den anden Side var det imidlertid en uafviselig Fordring, at
den absolute Grænse for Stipendiets Nydelse ikke gjordes for vid. En for lang
Stipendietid fristede den studerende til at gjøre Brug af Stipendiet i længere Tid,
end virkelig behøvedes, og kunde saaledes medvirke til en ufornøden Forlængelse
af Studietiden. Det maatte nu vistnok erkjendes, at saaledes som Forholdene for
Tiden stillede sig med Hensyn til Stipendiernes Bortgivelse, indtraadte der oftere
Tilfælde, hvor en Stipendietid af 4 Aar var uforholdsmæssig lang. Stipendiebe-
styrelsen havde vel det Haab, at en formindsket Konkurrence i Fremtiden vilde
gjøre det muligt at give Stipendiet til studerende paa et tidligere Trin i deres
Studium, end nu var muligt, og hertil sigtede netop ogsaa det først fremsatte
Forslag. Men dels af Hensyn til den nærmest forestaaende Tid, dels fordi det
dog altid var uvist, hvorledes Forholdet i denne Henseende fremtidig vilde stille
sig, androg Stipendiebestyrelsen paa, at der gaves den Bemyndigelse til at uddele
Stipendiet alternativt for 4 eller 3 Aar, ved hvilket Valg man selvfølgelig vilde
lade sig bestemme af de i det foregaaende angivne Hensyn. For at denne For-
anstaltning skulde kunne opnaa sin fulde Hensigt, forudsatte Stipendiebestyrelsen
derhos, at man ogsaa med Hensyn til en Stipendietid af 3 Aar vilde følge den
Regel, som for Tiden nøje blev paaset, nemlig kun at bevilge en Forlængelse
under ganske særegne, bestemt paaviselige Omstændigheder, saasom naar Sygdom,
Krigstjeneste eller andre uforudsete Forhold havde forhindret en ellers flittig og
brav Stipendiat fra at fuldende sit akademiske Studium.
At opstille en Stipendietid af 2 Aar som fuldstændig normal jævnsides med
4 og 3 Aar, fraraadede Stipendiebestyrelsen. Der vilde herved ske Brud paa den
Regel, som utvivlsomt burde være den almindelige, at Stipendiet uddeltes til
yngre studerende og for saa lang Tid, som disse efter Rimelighed behøvede til
Legat- og Stipendievæsen.
593
Afslutning af deres Universitetsstudium. Imidlertid maatte det indrømmes, at
der undtagelsesvis vilde kunne mode Tilfælde, hvor det vilde være fuldkom-
men stemmende ikke blot med Billighed, men ogsaa med Stipendiets eget utvivl-
somme Formaal, at bortgive det til studerende, der stode deres Embedsexamen
nærmere; Stipendiebestyrelsen nævnede i saa Henseende exempelvis, at en fiitt'g
og flink studerende hidtil ikke havde været trængende, men senere blev det ved
sin Forsorgers Død eller ved væsentlige Forandringer i hans økonomiske Stilling.
Med Hensyn til slige Tilfælde ansaa Stipendiebestyrelsen det for hensigtsmæssigt,
at der gaves den Bemyndigelse til undtagelsesvis, hvor særlige Omstændigheder
talte derfor, at tildele Stipendiet for 2 Aar til ældre studerende. Det sidste
Funkt burde maaske udtrykkelig optages i Bemyndigelsen for at modarbejde, at
yngre studerende, der i Virkeligheden stode fjærnere fra deres Embedsexamen,
indgave Ansøgning om det kortere Stipendium, hvortil de ellers let vilde blive
fristede, dels fordi de vilde antage, at det var lettere at opnaa Stipendiet for 2
Aar end for længere Tid, dels fordi de under det økonomiske Tryk, de vare
undergivne, gjorde sig Illusioner om, i hvilken Tid de kunde fuldende deres
Studium.
Endelig gjorde Stipendiebestyrelsen Indstilling angaaende Bortgivelsen af de
Regenspladser, som ved hver Vakance bleve ledige, fordi en Del Kommunitets-
alumner ikke ønskede at gjøre Brug af den dem givne Adgang til at erholde
Fribolig paa Regensen. Om Bortgivelsen af disse Pladser indeholdtes ikke nogen
Bestemmelse i Regi. 11. Febr. 1848; mulig havde man antaget, at Tilfældetikke
vilde indtræde, fordi der allerede efter Regi. 1848 var flere Kommunitetsalumner
(120, nu 130) end Regensalumner (100). Erfaringen havde imidlertid vist, at der
ved hver Vakance blev nogle Regenspladser tilovers. Ved kgl. Resol. 19. Avg.
1848 *) blev det bestemt, at disse Pladser, der selvfølgelig kun kunde bortgives
for 1/2 Aar ad Gangen, skulde bortgives af Konsistorium. Det maatte imidlertid
anses for højst uregelmæssigt, at Stipendiebestyrelsen, der var kompetent til at
bortgive Kommunitetsstipendiet med tilhørende Regensbeneficium, manglede Be-
myndigelse til at uddele det sidste, mindre Heneficium alene, og da denne Anomali,
voldte en Del praktisk Ulejlighed, androg Stipendiebestyrelsen paa, at der gaves
den Bomyndigelse til ogsaa at bortgive disse saakaldte extraordinære, halvaarlige
Regenspladser.
Stipendiebestyrelsen indstillede altsaa:
1.	at Antallet af de ordinære Kommunitetsstipendier i 4 Aar forhøjedes med
20, med den i Regi. 11. Febr. 1848 § 2 omtalte Udvidelsesret, hvis de
privilegeredes Antal skulde overstige 20, og, saaledes, at disse 20 midlerti-
dige Pladser efter 4 Aars Forløb inddroges med 2 i hver af de paafolgende
10 Vakancer, — samt at det fornødne Forslag herom optoges i Udkastet
til Finansloven f. 1870 —71 ;
2.	at Stipendiebestyrelsen strax bemyndigedes til at uddele Kommunitetsstipendiet
alternativt for 4 eller 3 Aar samt til undtagelsesvis, hvor særlige Om-
stændigheder talte derfor, at bortgive Stipendiet for 2 Aar til ældre stu-
derende ;
*) Selmers Aarb. f. 1848, S. 5 og Lindes Medd. f. 1849—56. S. 849.
594
Universitetet 1864—1871.
3.	at den Konsistorium i Regi. 1848 § 14 givne Bemyndigelse til at for-
længe Stipendiet for Va Aar ogsaa kom til Anvendelse paa de kortvarigere
Stipendier, samt
4.	at Stipendiebestyrelsen bemyndigedes til at bortgive de Regenspladser, som
ikke maatto blive ansøgte af Kommunitetsalumner, for V2 Aar til andre stu-
derende, under Forudsætning af, at disse i øvrigt i Henhold til Bestemmelserne
i Regi. II. Febr. 1848 dertil vare kvalificerede.
Efter at Kvæstor havde udtalt sig om disse Forslag, indstillede Konsisto-
rium dem i Skrivelse af 4. Juni i Henhold til de i Erklæringen fremførte Grunde
til Approbation. Ministeriet ansaa dem i det hele for hensigtsmæssige, dog med
den Modifikation, at Tiden for Nydelsen af Kommunitetsstipendiet som Ordinarium
fastsattes til 3 Aar, og der blev derfor paa Finanslovforslaget f. 1870—71 op-
taget Forslag med Hensyn til Bevillingen af den fornødne Pengesum til de 20
midlertidige ordinære Kommunitetsstipendier. Ved selve Finansloven blev disses
Antal imidlertid indskrænket til 10; men da der dog herved til Dels kunde raades
Bod paa det paapegede Misforhold mellem ledige Stipendiepladser og Ansøgerne
0111 samme, anbefalede Ministeriet i den for Kongen nedlagte Forestilling Forsla-
gene, med den nævnte Indskrænkning og den af Ministeriet i sin Tid opstillede
Modifikation, for saa vidt angik det ordinære Tidsrum for Nydelsen af Kommuni-
tetsstipendiet, til allerhøjeste Approbation.
Ved kgl. Resol. af 24. Juni 1870 bifaldtes det
1.	at Antallet af de ordinære Kommunitetsstipendier i 4 Aar forhøjedes med
10 med den i Regi. 11. Febr. 1848 § 2 ommeldte Udvidelsesret, hvis de
privilegeredes Antal skulde overstige 20, og saaledes, at disse midlertidige
Pladser efter 4 Aars Forløb inddroges med 1 i hver af de 10 paafølgende
Vakancer;
2.	at Stipendiebestyrelsen bemyndigedes til at uddele Kommunitetsstipendiet for
3 Aar som Ordinarium eller for 4 Aar undtagelsesvis samt til, ligeledes
undtagelsesvis, hvor særlige Omstændigheder talte derfor, at bortgive Sti-
pendiet for 2 Aar til ældre studerende;
^ & I som Nr. 3 og 4 af Stipendiebestyrelsens Forslag.
— I Skrivelse af 19. Apr. 1864 indberettede Stipendiebestyrelsen til Kon-
sistorium, at den dels gjennem Ansøgninger, som vare indgivne til den, dels paa
anden Maade havde erfaret, at mange af de studerende, der havde deres Hjem-
stavn i Slesvig eller den sydlige Del af Jylland, paa Grund af, at de ved Krigs-
forholdene vare udelukkede fra at erholde den sædvanlige Understøttelse fra Hjem-
met, befandt sig i stor Trang og havde Vanskelighed ved at subsistere ved Uni-
versitetet. Dette gjaldt for en ikke ringe Del ogsaa om saadanne studerende,
som paa Grund af deres Forældres Formuevilkaar hidtil ikke havde haft akade-
misk Understøttelse. De ordinære Understøttelsesmidler \ilde selvfølgelig være
utilstrækkelige til at afhjælpe denne, ved extraordinære Forhold fremkaldte Trang,
og hertil kom, at Bestyrelsen, hvis der i øvrigt var nogen Mulighed herfor, vilde
have nogen Betænkelighed ved at tildele det ordinære Kommunitetsstipendium til
studerende, der midlertidig vare blevne trængende. Ved Uddelingen af den til
Stipendiebestyrelsens Disposition staaende Gratialekonto havde man saa vidt mu-
ligt søgt at hjælpe paa den nævnte Trang; men paa Grund af de berettigede
Legat- og Stipendievæsen.
595
Krav, der ogsaa fra andre Sider fremkom paa Understøttelse af denne Konto,
havde dette kun kunnet ske i et meget begrænset Omfang. Heller ikke ved Hjælp
af den til rentefrie Laan til de studerende bevilgede Sum kunde nogen videre
Understøttelse ydes, da den for største Delen var udlaant, og der vilde hengaa
længere Tid, førend noget større Beløb deraf vilde være til Disposition. Stipen-
diebestyrelsen ansaa det derfor for nødvendigt, at der extraordinært bevilgedes et
Beløb af c. 1,000 Ed. til Understøttelse for de nævnte studerende. Extraordi-
nære Forhold kunde gjøre extraordinære Foranstaltninger nødvendige. Ministeriet
vilde formentlig saa meget mindre finde Betænkelighed ved denne Bevilling, som
der under de nu værende Forhold næppe var tilstrækkelig Grund til en Udvidelse
af de ordinære Kommunitetsstipendiers Tal, hvorom Stipendiebestyrelsen tidligere havde
andraget, jfr. Lindes Medd f. 1857-63 S. 589. Hertil kom, at det vistnok kunde forud-
ses, at der paa forskjellige Konti for Understøttelser af Kommunitetets Midler i Finans-
aaret 1864-65 vilde blive sparet et Beløb, som ikke lidet oversteg den ansøgte
Bevilling. Der vilde saaledes næppe blive Spørgsmaal om Uddeling enten af de
overtallige Portioner af Kommunitetsstipendiet, jfr. Regi. 11. Febr. 1848 § 2,
eller af de Stipendieportioner, som kunde tildeles medicinske studerende, der vilde
sogø Ansættelse som Læger paa Island. Stipendiebestyrelsen androg derfor om
Konsistoriums Medvirkning til, at der snarest muligt paa forventet Tillægsbevil-
ling af Kommunitetets Midler maatte blive bevilget et Beløb af indtil 1,000 Rd.
til extraordinære Understøttelser for studerende, som paa Grund af Krigsforholdene
vare udelukkede fra Understøttelse fra Hjemmet, og at det maatte overlades Sti-
pendiebestyrelsen at foretage Uddelingen af dette Beløb.
Efter at Konsistorium under 13. Maj havde anbefalet Indstillingen, bevilgede
Ministeriet under 6. Juni 1864, at der for Finansaaret 1864—65 af Kommunite-
tets Midler maatte anvendes indtil 1,000 Rd. i det angivne Øjemed og paa den
nævnte Maade, dog under den Forudsætning, at der paa andre Konti for Under-
støttelser al Kommunitetets Midler besparedes et lignende Beløb.
I Regi. II. Febr. 1848 § 5 var det bestemt, at de Koinmunitetsalumner,
der toge Embedsexamen, ikke maatte nyde Stipendiet længere end til den efter
Examens Tilendebringelse følgende 1. Maj eller 1. Novbr. Examenstiderne faldt
den Gang i Maanederne April og Oktbr. Efter at dette var blevet forandret ved
Bekj. 13. Maj 1850, blev det ved Stipendiebestyrelsens Skrivelse af 5. Jan. 1852,
jfr. neden for S. 604—5, bestemt, at de Alumner, som bleve Kandidater, skulde fratræde
Stipendiet ved den nærmest efter Examen følgende almindelige Vakance o: hen-
holdsvis d. 23. Avg. og d. 1. Febr., og ved Konsistoriums Skrivelse af 17. Jan.
1852, jfr. neden for S. 606, blev det derhos udtalt, at Regelen skulde gjælde, selv om
Kandidaternes Examen først tilendebragtes i Februar Maaned, altsaa efter den
almindelige Vakances Indtrædelse. Stipendiernes Uddelingstider sattes senere til
1. Marts og 1. Sept. ") Ved den nævnte Regel var uden Tvivl alene tænkt paa
de egentlige Embedsexamina, hvis mundtlige Prøver holdtes fra 9. Juni til 9. Juli
og fra 7. Jan. til 1. Febr. Derimod savnedes en tilsvarende Regel for de af-
sluttende akademiske Examina eller Prøver, der kunne afholdes til enhver Tid af
Aaret, navnlig Magisterkonferenser; i alt Fald passede hin Regel ikke paa disse.
*) Kgl. Resol. 22. Maj 1860, Lindes Medd. 1857—63, S. 585.
Universitets Aarbog.
76
596
Universitetet 1864 —1871.
Herpaa gjorde Regensprovsten, Etatsr. Gram, i Skrivelse til Stipendiebestyrelsen
af 26. Marts 1869 opmærksom. Han udtalte, at det for deres Vedkommende
kunde træffe, — hvad der netop da var Tilfældet med cand. mag. S. Svendsen,
— at en Alumnus tilendebragte Konferensen nogle faa Dage efter en af de halv-
aarlige Uddelingstider. Det var da en aldeles umotiveret Begunstigelse for en
saadan, at han skulde kunne vedblive at nyde Stipendiet i næsten x!i Aar derefter,
medens Kandidaterne ellers maatte fratræde det omtrent 1 eller 2 Maaneder efter
den bestaaede Embedsexamen. Denne Ulighed burde formentlig søges fjærnet,
og det syntes at kunne ske derved, at det fastsattes, at candidati magisterii ikke
kunde nyde Stipendiet længere end til Udgangen af den Maaned, som fulgte efter
den, i hvilken de havde tilendebragt deres Magisterkonferens.
Saa vel Stipendiebestyrelsen (30. Marts) som Konsistorium (3. Apr.) bifaldt
Regensprovstens Forslag og indstillede, at der maatte gives en saadan almindelig
Bestemmelse som den foreslaaede, der da formentlig ogsaa burde komme til An-
vendelse paa cand. mag. Svendsen. Efter Ministeriets derom nedlagte Forestilling
bifaldtes det ved kgl. Resol. af 30. Apr. 1869, at de ved Regi. 11. Febr. 1848,
jfr. kgl. Resol. 22. Maj 1860, givne Regler for Nydelsen af Kommunitets- og
Regensstipendierne for Fremtiden nærmere begrænses saaledes, at candidati magi-
sterii ikke kunne nyde disse Stipendier længere end til Udgangen af den Maaned,
som følger efter den, i hvilken de have afsluttet deres Magisterkonferens. Ved
under 8. Maj at meddele Konsistorium Underretning herom tilføjede Ministeriet,
at den kgl. Resol. efter sit Indhold ikke vilde komme til Anvendelse paa cand.
mag. Svendsen.
— Cand. jur. Shaw, der blev udnævnt til at nyde Kommunitetsstipendiet i
Sept. 1865, men i Febr. 1868 bestod den juridiske Embedsexamen, udtalte i et
til Stipendiebestyrelsen indgivet Andragende, at han, selv om det efter Regi. 11.
Febr. 1848 § 5 maatte antages for den almindelige Regel, at den, der inden den
lovbestemte Stipendietids Udløb absolverer Embedsexamen, fratræder ved den næst
paafølgende almindelige Vakance, maatte være berettiget til at beholde nævnte
Stipendium. Da han agtede her ved Universitetet at forberede sig til tage den
statsvidenskabelige Examen, kunde han formentlig efter den organiske Forbindelse
mellem den juridiske og statsvidenskabelige Videnskab, — en Forbindelse, der
formentlig ogsaa paa flere Maader officielt var anerkjendt, — ikke siges at have
afsluttet sit juridiske Studium ved Universitetet, men maatte tvært imod betragtes
som den, der fortsatte samme.
Herom udtalte Regensprovsten, Etatsr. Gram, sig i en Erklæring af
9. Marts 1868. At det var Kommunitetets øjemed, at understøtte trængende
studerende til at fuldende deres akademiske Studium, fremgik af Regl.'s § 5, hvor
det var bestemt, at den Stipendiat, der inden Udløbet af de 4 Aar, i hvilke Sti-
pendiet i Regelen kan nydes, har bragt sit akademiske Studium til Atslutning ved
en Embedsexamen eller anden lige dermed staaende videnskabelig Prøve, skal fra-
træde Stipendiet ved den efter Examens Afslutning følgende almindelige Vakance,
altsaa nu i Følge kgl. Resol. 22. Maj 1860 henholdsvis d. 1. Marts og d. 1.
Sept. Den til Grund for denne Bestemmelse liggende Tanke var aabenbart den,
at de, der paa en af de nævnte Maader havde naaet det Stadium i deres Uddan-
nelse, hvortil det var Kommunitetets nærmeste øjemed at hjælpe dem, skulde
vige Pladsen for de studerende, som endnu ikke vare naaede saa vidt og langt
Legat- og Stipendievæsen.
597
mere trængte til Understøttelse. Regelen i Regi.'s § 5 var udtalt som en ganske
almindelig og ubetinget. Det maatte derfor utvivlsomt antages, at den kom til
Anvendelse, selv om Kandidaten efter absolveret Embedsexamen vedblev at høre
Forelæsninger ved det paagjældende Fakultet, og altsaa for saa vidt kunde siges
at fortsætte et Universitetsstudium. Der var næppe heller tilstrækkelig Grund
til at undergive Regl.'s Forskrift en indskrænkende Fortolkning saaledes, at den
skulde være uanvendelig i det her foreliggende og andre lignende Tilfælde, hvor
den paagjældende Kandidat strax efter Examens Fuldendelse erklærede at ville
forberede sig til her ved Universitetet at tage en anden Examen, selv om Studiet
til denne maatte erkjendes at staa i en vis Forbindelse med det tidligere ved den
første Examen afsluttede. Uagtet de juridiske og statsvidenskabelige Forelæs-
ninger og Examina vare henlagte under et Fakultet, og skjønt under visse Be-
tingelser Karaktererne i nogle Fag kunde overføres fra den bestaaede juridiske
Embedsprøve til den senere absolverede statsvidenskabelige l'røve (derimod ej om-
vendt), vare disse Examina dog saa vel med Hensyn til deres almindelige Karakter
og Hovedbestanddele som for saa vidt angik deres Virkning og Betydning aldeles
forskjellige, og i Virkeligheden selvstændige, af hinanden uafhængige Prøver«
Med større Føje kunde man ville antage, at den, der formedelst en mindre vel-
bestaaet Embedsprøve erklærede at ville læse om til den samme Examen, maatte
beholde Stipendiet; men det havde stedse uimodsagt været antaget og fulgt som
Regel, at den, der kun havde faaet Haud. ill. ved en Embedsprøve og derfor
vilde tage den om, mistede Stipendiet efter Regelen i Regi. 1848 § 5 i. f. Denne
Fortabelse betragtedes nemlig ikke som en Forbrydelse af Stipendiet paa Grund
af Uværdighed; thi i saa Fald maatte Sagen forelægges for og afgjøres af Kon-
sistorium efter Regi. 1848 § 14, hvilket aldrig var sket. Det var ogsaa ind-
lysende, at den her bestridte Opfattelse af Regl.'s §5 vilde være højst ubillig mod
det, navnlig for Tiden meget store Antal af studerende, der højlig attraaede og
trængte til Understøttelse for at naa deres akademiske Maal, Embedsexamen, og
det saa meget mere, som den vilde have en anden stor Mislighed til Følge. Det
maatte nemlig befrygtes, at den vilde føre til, at næsten alle, som før Udløbet
af de 4 Aar absolverede juridisk Embedsexamen, vilde gjøre Krav paa at beholde
Kommunitetet, under Angivelse af at ville studere til statsvidenskabelig Examen.
Vel havde Stipendiebestyrelsen i Juni 1852 paa en Forespørgsel fra Regensprov-
sten resolveret, at den slesvigske juridiske Examen ikke kunde tillægges den i
Regi. 1848 § 5 i. f. omhandlede Virkning, og at altsaa Kommunitetsalumner,
som, efter at have taget bemeldte Examen, umiddelbart fortsatte deres juridiske
Studier ved Universitetet, kunde vedblive at nyde Stipendiet. Men bortset fra, at
særlige politiske Hensyn vistnok havde gjort sig gjældende ved denne Afgjørelse,
var dette Tilfælde ogsaa væsentlig forskjellig fra det her foreliggende, navnlig
deri, at den slesvigske juridiske Examen ej absolveredes ved Kjøbenhavns Uni-
versitet. Man burde saaledes forme*ntlig strængt fastholde Foi skriften i Regi.
1848 § 5 i. f. efter dens bogstavelige Indhold.
For saa vidt Stipendiebestyrelsen ikke maatte godkjende Kand. Shaws Paa-
stand om hans Ret til at nyde Kommunitetet, havde denne subsidiært ansøgt om, at Sti-
*) Se herom Lindes Medd. 1849—56, S. 848 øverst.
76*
598
Universitetet 1864—1871.
pendiet paa ny maatte blive ham tildelt som statsvidenskabelig Student. Saa vel
af Kommunitetsstipendiets øjemed som af Regl/s Indhold, se navnlig § 12, var
det imidlertid klart, at det almindelige Stipendium ikke kunde gives til Kandidater.
Derimod henstillede Regensprovsten at søge en Forlængelse af Stipendietiden for V2
Aar udvirket for ham, hvilket, efter hvad der var udviklet i Stipendiebestyrelsens
Skrivelse af 5. Jan. 1852, jfr. neden for S. 604—6, vel lod sig gjøre under ganske
særdeles Omstændigheder. Kand. Shaw havde endelig aldeles subsidiært anholdt om at
erholde en Portion af Kandidatstipendiet efter Regl.'s § 12. Dette laa imidlertid
uden for Stipendiebestyrelsens Omraade.
Stipendiebestyrelsen erklærede sig i sin Indstilling til Konsistorium
af 16. Marts enig med Regensprovsten i, at Kand. Shaws Paastand om at være
berettiget til at beholde Stipendiet var ugrundet. Han faldt ligefrem ind under
Ordene i Regi. 1848 § 5 i. f. »Ingen kan oppebære Stipendiet længere end til
1. Maj eller 1. Novbr. (senere forandret ved Bekj. 13. Maj 1850 og 22. Maj
1860), som følger nærmest efter, at han har absolveret Embedsexamen.« I Følge
denne Bestemmelse ophørte Stipendiet for enhver, der bestod den Embedsexamen,
til hvilken han i sin Stipendietid havde studeret, om han end i en videre Betyd-
ning kunde siges at fortsætte sit Universitetsstudium, ja selv om han fremdeles
benyttede den akademiske Undervisning for paa ny at indstille sig til den samme
Embedsexamen, eller for at underkaste sig Examen i en beslægtet eller forskel-
ligartet Videnskab. I denne Henseende var det betegnende, at den oprindelige
Fundats for Kommunitetet angav som dettes Hensigt at sætte trængende stude-
rende i Stand til at »fortsætte og fuldende deres begyndte akademiske Studier«,
jfr. Engelstofts Annaler f. 1823, S. 164, og at Regi. 30. Juli 1818 § 5 fore-
skrev, at ingen kunde nyde Stipendiet i længere Tid end x/a Aar »efter at han
har taget sin Embedsexamen«. Den Paastand savnede naturligvis enhver Hjem-
mel, at den juridiske Embedsexamen skulde være et Slags lste Del af den stats-
videnskabelige. Disse Examina havde alene enkelte Fag tilfælles, og selv disse
kun til en vis Grad; men dette gjaldt jo om mangfoldige Embedsexamina ved
Universitetet, f. Ex. Magisterkonferenser. Hvad angik Kand. Shaws subsidiære
Andragende om, at Kommunitetsstipendiet maatte blive ham tildelt paa ny som statsvi-
denskabelig studerende, udtalte Stipendiebestyrelsen, at dette Andragende strængt taget
først vilde finde sin Afgjørelse af Stipendiebestyrelsen ved den forestaaende Ud-
deling. Da der imidlertid kun var liden Sandsynlighed for, at Bestyrelsen under
den nu værende, overordentlig store Konkurrence skulde ville give Stipendiet til
en Kandidat, som efter at have bestaaet en Embedsexamen begyndte et nyt Stu-
dium, i Særdeleshed naar den paagjældende alt under sit første Studium havde nydt
Stipendiet, vilde der af Hensyn til dette paa en vis Maade uafgjorte Andragende
formentlig ikke kunne være nogen Betænkelighed ved, at Konsistorium allerede
nu tog Bestemmelse angaaende det af Regensprovsten rejste Spørgsmaal, om der
maatte være Grund til at tilstaa Shaw V2 ALars Forlængelse af det for ham op-
hørte Stipendium. Stipendiebestyrelsen henstillede til Konsistorium, om det af
Hensyn til, at Andrageren kun i 2V2 Aar havde nydt godt af det ham tillagte
Stipendium og i Betragtning af de øvrige foreliggende Omstændigheder maatte
finde sig foranlediget til at forunde ham denne Begunstigelse. Med Hensyn til
Konsistoriums Bemyndigelse til at tage en saadan Bestemmelse henviste Besty-
Legat- og Stipendievæsen.
599
reisen til sin Skrivelse til Konsistorium af 5. Jan. 1852 og Konsistoriums Skri-
velse af 8. Maj 1852 i. f., jfr. neden for S. 604_6.
I Skrivelse af 28. Marts 1868 tiltraadte Konsistorium Stipendiebestyrel-
sens og Regensprovstens Anskuelse, at Andrageren ikke kunde anses for berettiget
til at vedblive at nyde Kommunitetsstipendiet, efter at han havde absolveret juri-
disk Embedsexamen, fordi han derefter ved Universitetet vilde studere Statsviden-
skaberne og underkaste sig statsvidenskabelig Examen; men Konsistorium troede
at kunne indrømme ham en Forlængelse af Stipendietiden, der ellers vilde udløbe
d. 1. Marts 1868, paa :/2 Aar. Naar Konsistorium saaledes indrømmede en For-
længelse al Stipendietiden i et Tilfælde, hvor denne ophørte, fordi vedkommende
havde absolveret Embedsexamen, var dette kun begrundet i Hensyn til de flere
forskjellige, aldeles særegne Omstændigheder, som talte for Kand. Shaw, dels at
han havde en forholdsvis betydelig Del af sin Stipendietid, nemlig 1V2 Aar, til-
bage, dels at han ved Flid og Energi havde fuldendt sit Embedsstudium paa en
tilfredsstillende Maade i en ualmindelig kort Tid, dels endelig, skjønt som et
Moment al underordnet Betydning, at han agtede at fortsætte sit Studium ved
Universitetet. Spørgsmaalet, om Kand. Shaw vilde være berettiget til at indstille
sig blandt Ansøgerne om Kommunitetsstipendiet ved sammes nu stedfindende Ud-
deling, bortfaldt altsaa, ligesom det var en Selvfølge, at der ikke ved denne Lej-
lighed kunde tages noget Hensyn til Kand. Shaws subsidiære Ansøgning om en
Portion af Kandidatsstipendiet.
- I Følge Ministeriets Skrivelse af 8. Decbr. 1849*) maa Alumnerne,
naar de ansættes til Tjeneste ved Hæren eller Flaaden, ikke nyde Beneficierne
længere end til den først paafølgende almindelige Udnævnelsestid; men der er
givet dem Udsigt til ved den første Ledighed, der indtræder, efter at de ere
vendte tilbage til Universitetet, at komme i fortrinlig Betragtning blandt Ansøgerne
om Stipendiet, hvilket de da kunne faa for den tilbage staaende Tid af de 4
Aar. I Henhold til eller efter Analogien af Ministeriets Skrivelse af 27. Juni
1851 **) anses derhos Konsistorium bemyndiget til, efter Indstilling af Stipendie- •
bestyrelsen, at bevilge, at Alumnerne beholde Stipendierne, naar de, uagtet de ere
tagne til Krigstjeneste, kunne fortsætte deres studeringer, saaledes at de opfylde
de lovbestemte Betingelser. Med Hensyn til Spørgsmaalet om, hvem Skrivelsen
af 1849 omfatter, udtaltø Regensprovsten, Etatsr. Gram, sig nærmere i Skrivelse
til Stipendiebestyrelsen af 9. Decbr. 1863. Efter Ordene, bemærkede han, om-
fattede den alle Alumner, der vare tagne til Krigstjeneste, hvad enten de aftjente
deres \ ærnepligt som Menige, Underofficerer, Reserveofficerer, Læger (Reserve-
lægei) eller Intendanturbetjente; og da ikke andet var bestemt, niaatte det an-
tages, at Stipendieine paa sædvanlig Maade skulde udbetales maanedlig til de
paagjældende. Dette var ogsaa ganske i sin Orden, for saa vidt de tjente som
Menige eller Underofficerer for en saa ringe Løn, at de højlig kunde behøve en
saadan maanedlig Hjælp. Derimod kunde han ikke ubetinget anse denne Regel
ioi hensigtsmæssig eller tilraadelig med Hensyn til dem, der aftjente deres Værne-
pligt i en af de 3 andre Stillinger. Da Lægerne, Reserveofficererne og Intendan-
tuibetjentene erholdt en Gage, af hvilken de maatte antages at kunne leve (Læ-
*) Lindes Medd. 1849—56, S. 850.
**) Lindes Medd. 1849-56, S. 851.
600
Universitetet 1864—1871.
gerne fik 50 å 60 Rd , Skrivere ved Intendanturen c. 40 Rd. maanedlig), var det
hverken nødvendigt eller tilraadeligt, at Stipendierne paa sædvanlig Vis maaned-
lig udbetaltes dem for de Maaneder, i hvilke de beholdt dem. Han foreslog der-
imod, at Stipendierne oplagdes for disse Alumner og udbetaltes dem, saa snart
de, rimeligvis med tomme Hænder, vare vendte tilbage til Universitetet, dog kun
naar Beløbet oversteg 24 Rd. Denne Indskrænkning var formentlig tilstrækkelig
motiveret dels derved, at det vilde være yderst besværligt i Regnskaberne maaske
gjennem flere Aar at holde særlige Konti for ubetydelige Summer fra 3 — 24 Rd.,
dels ved, at Modtagelsen af saa ringe Beløb ved Tilbagekomsten ikke vilde være
af videre Betydning for de paagjældende.
Der kunde imidlertid indtræde det særegne Tilfælde, at den, der gik ud
som Læge, Reserveofficer eller Intendanturbetjent, allerede paa Grund af bestaaet
Embedsexamen skulde fratræde Stipendierne ved den næste Vakance. Da en saa-
dan ikke kunde siges at vende tilbage til Universitetet, ved hvilket han havde
tilendebragt sit Studium, passede oven staaende Regel ikke paa ham, og de
Grunde, paa hvilke Oplæggelsen støttes, vilde heller ikke i deres Helhed finde
Anvendelse for hans Vedkommende. Det var derfor maaske rigtigere, at Stipen-
dierne paa sædvanlig Maade udbetaltes til dem, der vare i dette Tilfælde, uagtet
de aftjente deres Værnepligt som Læger, Reserveofficerer eller Intendanturbe-
tjente. Hvad Reserveofficersaspirenterne angik, da vare disses Vilkaar under deres
Uddannelsesperiode nok saa ringe, at der kunde være god Føje til at bevilge dem
den sædvanlige maanedlige Udbetaling af Stipendierne, saa længe de laa ved Skolen,
ligesom Regelen om Underofficerer formentlig ligefrem maatte være anvende-
lig paa dem for den Prøvetid, i hvilken de skulde tjene i Armeen som Under-
officerer.
Under 23. Febr. 1864 tilstillede Stipendiebestyrelsen Konsistorium dette
Forslag, idet den bemærkede, at den ansaa det for vel grundet. Den eneste Be-
tænkelighed, det kunde frembyde, bortset fra den Ulejlighed, det vilde paatoie
Regensprovsten, men som denne var villig til at paatage sig, vilde vel være, at
det paa en vis Maade gjorde en Indskrænkning i de nævnte Alumners Ret, for
saa vidt disse efter de nu gjældende Regler kunde fordre Stipendierne udbetalt
maanedlig, medens Forslaget gik ud paa, at de skulde oplægges og kun under
en vis Eventualitet udbetales. Men denne Betænkelighed var dog formentlig ikke
af nogen Vægt over for det Gode, der ved Forslaget vilde naas. Det lod sig
forudse, at saa godt som alle, der kom i det nævnte Tilfælde, ved Siden af,
hvad de som Officerer, Læger o. s. v. oppebåre i Ekviperingspenge og Gage, vilde
forbruge deres maanedlige Stipendier, naar de udbetaltes dem. Dersom derimod
Forslaget vedtoges, vilde de dog kunde have i Behold et lille Beløb, som efter
Omstændighederne endog kunde stige til 90 Rd , og for hvilket de vilde have
god Brug i den Tid, der vilde hengaa, førend de kunde vente paa ny at faa
Kommunitetet. Det fortjente ogsaa at fremhæves, at alle de Alumner, der under
de oven nævnte Forhold for nærværende Tid vare ansatte til Tjeneste i Armeen
eller ved Flaaden, havde erkjendt, at en saadan Bestemmelse vilde være ønskelig
og stemmende med deres egen Interesse. Ogsaa den i Forslaget satte Grænse
for det Beløb, der skulde oplægges, forekom Bestyrelsen passende. Saafremt den
foreslaaede Ændring i Ministeriets Skrivelse af 8. Decbr. 1849 opnaaedes, vilde
det være ønskeligt, at der forbeholdtes Stipendiebestyrelsen Bemyndigelse til, hvor
Legat- og Stipendievæsen.
601
Omstændighederne maatte tale derfor, at udbetale de oplagte Beløb. Det var
nemlig umuligt at overse alle Eventualiteter, som kunde møde, og derfor vilde
en saadan Bemyndigelse være naturlig.
Efter at Konsistorium ved Skrivelse af 29. Eebr. havde anbefalet dette
Forslag, bifaldt Ministeriet under 22. Marts 1864, at den ved dets Skrivelse af
8. Decbr. 1849 givne almindelige Regel for de studerende, som nyde Regens- og
Kommunitetsstipendiet, at de, naar de ansættes til Tjeneste ved Hæren eller
Flaaden, ikke maa forblive i Besiddelse af disse Stipendier længere end til den
først paafølgende Vakance, under de for Haanden værende Krigsforhold maatte
bringes til Anvendelse for de Alumner, der aftjente deres Værnepligt som Reserve-
officerer, Læger eller Intendanturbetjente saaledes, at Stipendierne, skjønt de vel
beholdt disse til første almindelige Udnævnelsestid, dog, naar Beløbet oversteg
24 Rd., oplagdes for dem og først udbetaltes dem, naar de igjen fra militær
Tjeneste vendte tilbage til Universitetet, hvorimod saadant Oplæg ikke vilde finde
Sted for de af de ommeldte Alumners Vedkommende, som allerede paa Grund af
bestaaet Embedsesamen skulde fratræde Stipendierne ved næste Vakance. Mini-
steriet bifaldt derhos, at Stipendiebestyrelsen, hvor særegne Omstændigheder
maatte tale derfor, skulde være bemyndiget til, selv uden for det nævnte særlige
Tilfælde, at udbetale et oplagt Beløb.
— I Anledning af en Ansøgning fra extr. Docent S. Grundtvig om en Un-
derstøttelse paa 300 Rd. af den paa Kommunitetets Budget til Rejseunderstøttelser
bevilgede Sum til en Rejse i Sverige i videnskabeligt øjemed, tilskrev Konsisto-
rium under 9. Apr. 1867 Ministeriet, at skjønt det efter den Fortolkning af Univ.
Fund. 7. Maj 1788 VI. § 2 Nr. 5, som det ansaa for den rette og om hvilken
det havde udtalt sig i Skrivelse til Ministeriet, se foran S. 549, ikke antog, at
der fra et retligt Synspunkt i og for sig kunde være noget til Hinder for af
bemeldte Konto at understøtte Docent Grundtvig, da den Stilling, han beklædte
ved Universitetet, ikke var saaledes aflagt, at det paa nogen Maade kunde siges,
at han burde kunne afholde Rejseudgifterne af egne Midler, troede Konsistorium
dog, at det burde undgaas at understøtte nogen, der var ansat som lønnet Docent
ved Universitetet, af denne Konto. Derimod anbefalede Konsistorium, at den ansøgte
Understøttelse, dersom Ministeriet ikke saa sig i Stand til at hjælpe Docent
Grundtvig af de under samme henlagte Midler, maatte udredes af Universitetets
Budget, enten af Kontoen til videnskabelige Formaals Fremme eller af Kontoen
til forskjellige løbende og extraordinære Udgifter, af hvilke Kontoer Rejseunder-
støttelser til Universitetslærere i de senere Aar vare blevne udredede.
Da Ministeriet erklærede sig ude af Stand til af de til dets Raadighed
staaende Midler at tilstaa en saadan Understøttelse, gjentog Konsistorium sin
Indstilling om at udrede Beløbet af Universitetets extraordinære Udgifts-
konto, idet det tilføjede, at det havde erfaret, at Ministeriet, ligesom tidligere,
havde tilstaaet Rejseunderstøttelser af bemeldte Konto, navnlig til l'roff. Panum
og Schiødte, endog uden at Konsistorium derom havde været hørt. Under 12.
Juni svarede Ministeriet, at der end videre af samme Konto var tilstaaet Prof.
Reinhardt og Bygningsinspektør Hansen lignende Rejseunderstøttelser, men at det
ved at tilstaa samtlige disse Understøttelser havde haft det særegne øjemed at
sætte de vedkommende i Stand til i Udlandet at indsamle de Oplysninger og
praktiske Erfaringer, som vilde komme Universitetet mere umiddelbart til Nytte
602
Universitetet 1864—1871.
ved Indretningen og Ordningen af det fysiologiske Laboratorium, det naturhistoriske
Museum og den paatænkte nye botaniske Have. Derimod skjønnede Ministeriet
ikke, at der var tilstrækkelig Feje til ved en Rejseunderstøttelse af den nævnte
Konto at bidrage til den rent personlige Uddannelse af en til Universitetet allerede
fast knyttet Videnskabsmand, og det saa sig derfor ikke i Stand til at tilstaa
Docent Grundtvig den Rejseunderstøttelse, hvortil Konsistorium havde indstillet ham.
—	Adjunkt Carøe ansøgte i Foraaret 1864 om Dispensation til som Embeds-
mand at erholde Rejseunderstøttelse af Kommunitetets Midler. I en Erklæring
af 6. Maj s. A. udtalte det filosofiske Fakultet i denne Anledning, at Flertallet
ansaa det baade for betænkeligt at udvirke en saadan Dispensation for en Em-
bedsmand med en saa lang Tjenestetid, som Ansøgeren havde, og desuden for
Universitetet uvedkommende ved Udenlandsrejser at befordre Færdighed i levende
Sprog hos de Lærere, som havde disse Fag i Skolen. Denne Udtalelse tiltraadte
Konsistorium, der derfor ikke i Indstillingen til Ministeriet om Fordelingen af
Beløbet medtog Adjunkt Carøe.
—	Sluttelig tilføjes nogle ældre Afgjørelser, der ikke vides hidtil at have
været trykte, men som dog i flere Henseender have Interesse og praktisk Be-
tydning.
Kort Tid efter Emanationen af Regi. 11. Febr. 1848 fremsatte den da væ-
rende Regensprovst," Etatsr. Tetersen, adskillige Spørgsmaal om Forstaaelsen og
Anvendelsen af det nye Reglement. I Anledning heraf afgav Stipendiebestyrelsen
under 5. Apr. 1848 en udførlig Udtalelse til Vejledning, af hvilken følgende her
skal anføres:
Ad. § 3: Det vil herefter være at paase, at Ansøgningerne om Kommu-
nitetsstipendiet indeholde tilstrækkelig Oplysning om, at de ansøgende have Ind-
fødsret.
Ad § 4. De hidtil gjældende Regler om islandske, færøiske og grønlandske
studerendes Adgang til at nyde Kommunitetsstipendiet ere i flere Henseender mo-
dificerede ved det nye Reglement, og navnlig er den Bestemmelse i Resol 6. Novbr.
1841, at Færinger og Grønlændere ikke maa have opholdt sig her længere
end 5 Aar, bortfaldet, jfr. Ny Koll. Tid. f. 1848 S. 189—90. Fremdeles maa,
saa vidt skjønnes, ogsaa den ældre Regel om, at de privilegerede ordentligvis
ikke behøvede at oplyse nogen Trang for at kunne fordre Kommunitet og Regens
(Kskr. 9. Decbr. 1828, Selmers akad. Tid. II. S 176—77, hvorfra dog Resol.
6. Novbr. 1841, Selmers Aarb. S. 68, gjorde en Undtagelse) anses forandret ved
Reglementet Vel kunde Indholdet af dettes § 4, sammenholdt med den ældre
Lovgivning og med Slutningen af § 3, samt Udtrykkene i § 7 efterlade nogen
Tvivl, om det virkelig var tilsigtet at forandre den ældre Regel; men afgjørende
for den modsatte Mening synes dog § 14 at tale, der tydelig indeholder, at Kon-
sistorium i Henhold til § 5 kan fratage ogsaa en privilegeret Stipendiat det
ham forundte Stipendium, naar hans Trang dertil maatte ophøre, hvori
aabenbart synes at ligge, at han maa have været trængende paa den Tid, han er-
holder samme *).
*) Hermed maa sammenlioldes Ministeriets Afgjørelse i Skrivelse af 26. Novbr. 1869,
jfr. neden for S. 608.
Leg-at- og Stipendievæsen.
603
Ad § 5. Hvad angaar de studerende, som ved Skolen have absolveret den
fuldstændige Afgangsexamen og erholdt Stipendiet enten strax eller kort efter,
at de ere komne her til Universitetet, da er den Grund, der har foranlediget
den ovenmeldte Bestemmelse (o: Bestemmelsen om, at de 4 Aar skulle regnes
fra den Tid, da anden Examen paa foreskreven Maade er absolveret), ikke an-
vendelig paa dem; thi vel skulle de tage en filosofisk Examen, men til denne
kunne de forberede sig samtidig med det særegne Fagstudium, som de strax
kunne begynde. Lige saa lidt giver Indholdet af § 5 nogen Anledning til at an-
tage, at de 4 Aar skulde for disse studerende regnes fra noget andet Tidspunkt
end det almindelige, nemlig da Stipendiet blev dem meddelt.
Til de oven berørte nye Indskrænkninger i Stipendietiden, som Regl.'s § 5
har indført, hører:
1.	Stipendiet kan fratages en Alumnus, naar hans Trang til samme maa
anses som ophørt, hvilket dog skal ske ved Konsistoriums Resolution, jfr. § 14.
I øvrigt er Bestyrelsen med (Tit.) enig i, at det, for at det fornødne efter
Regl.'s § 5 kan paases, bliver paalagt samtlige Stipendiater en Gang aarlig, paa
den Tid, som ved Opslag forud bekjendtgjøres, at indlevere til Regensprovsten
Flidsattester og Testimonia paupertatis paa de anordnede Skemata og efter de
foreskrevne Regler; men man antager, at dette bør ske saa betimelig, at det i
fornødent Fald ved Konsistoriums Resolution kan være afgjort, hvorvidt nogen
skal fratages Stipendiet, førend de nye Udnævnelser i Oktbr. skulle foretages.
2.	Ingen kan oppebære Stipendiet længere end til d. 1. Maj eller l.Novbr.,
som følger nærmest efter, at han har absolveret Embedsexamen *), hvilken Termin
kan være meget kortere end det i Regi. 1818 bestemte halve Aar efter Embeds-
examen.
Ad § 7. Regensprovsten skal, efter at have modtaget Ansøgnin-
gerne, paaagte, om alle foreskrevne Oplysninger og Vidnesbyrd ere meddelte
og vedlagte, og i manglende Fald paaminde de paagjældende; men man maa i
ovrigt overlade til (Tit.) at se dette opfyldt paa bedste Maade, saaledes som
De finder hensigtsmæssigt og forsvarligt.
A d § 9. I Følge denne § skal Regensbeneficiet herefter, uden Hensyn til
den Tid, da den vedkommende fik samme, kun beholdes saa længe, som han nyder
Kommunitetsstipendiet, og ophøre tillige med dette, saa at vel altsaa den, der
har erholdt begge Beneficier paa samme Tid, kan beholde begge i 4 Aar, men
derimod den, der har erholdt Regensen senere end Kommunitetet, nyder Regensen
saa meget kortere. Om denne Bestemmelse kan anses som mindre billig og hen-
sigtsmæssig, skal Bestyrelsen for Tiden ikke indlade sig paa at undersøge, da det
dog ikke vilde gaa an nu strax at indgaa med et Andragende om sammes For-
andring, hvilket ikke vil kunne ske før efter nogen Tids Forløb, saafremt man da
ser sig i Stand til at paavise uheldige Virkninger af samme.
Ad § 10. Da der til den her omhandlede Understøttelse af Kur og Pleje
paa Hospitalet er bestemt en vis Sum, som ikke maa overskrides, og da i Følge
*) Jfr. hermed Bekj. 13. Maj 1850, Stipendiebestyrelsens Skrivelse af 5. Jan. 1852
(neden for S. 604—6), Konsistoriums Skrivelse af 17. Jan. 1852 (neden for S. 606),
kgl. Resol. 22. Maj 1860 (Lindes Medd. 1857—63 S. 585) og kgl. Resol. 30. Apr.
1869 (foran S. 596).
Uuivereiteta Aarbog.	77
604
Universitetet 1864—1871.
§ 13 Understøttelsen specielt skal bevilges af Bestyrelsen, vil man forvente (Tit.)
nærmere Forslag om, hvorledes dette Forhold bedst kan ordnes, saaledes at
de, der trænge til denne Hjælp, med det mindst mulige Ophold kunne erholde
samme *).
A d § 1 3. Af de 30 Rd., der ere tilstaaede Komiteen i Forening med Re-
gensprovsten ^aarlig til at besørge forekommende Skriveri, har Bestyrelsen antaget,
at de 20 Rd. indtil videre kunne anvises Regensprovsten, og har forbeholdt sig
selv Dispositionen over de 10 Rd.
A d § 1 5. Efter Indholdet af denne § synes det utvivlsomt, at Beneficierne
til de grønlandske Missionærer skulle udbetales med respektive 8 Rd. 4 Mk. og
1 Rd. 4 Mk. ligesom hidtil**).
Den anden Afgjørelse angik Stipendiets Ophør i de Tilfælde, hvor Embeds-
examen ikke kunde tilendebringes inden Udgangen af Januar, men fortsattes ind
i Februar. Stipendiebestyrelsen udtalte sig udførligere herom i Skrivelse til Kon-
sistorium af 5. Jan. 1852. Den mindede først om, at efter de tidligere for Kom-
munitetsstipendiet gjældende Regler kunde den, der havde erholdt dette Stipendium,
beholde det den hele fastsatte Tid ud, uagtet han længe forinden havde absolveret
sin Embedsexamen. Da dette fandtes at stride mod Kommunitetsstipendiets egent-
tige Hensigt, at sætte trængende studerende i Stand til »at forfølge og fuldende
deres begyndte akademiske Studier«, og at medføre Ubillighed mod andre træn-
gende studerende samt anden Ulempe (Engelstofts Univ. Efterr. 1823 S. 164 — 65),
blev det ved Regi. 30. Juli 18'8 § 5 saaledes forandret, at ingen kunde beholde
Stipendiet i længere Tid end V2 Aar, efter at ha 1 havde taget sin Embedsexamen.
Regi. 11. Febr. 1848 § 5 har, idet det forlængede Stipendietiden til 4 Aar, yder-
ligere skærpet Indskrænkningen saaledes, at ingen kan oppebære Stipendiet læn-
gere end til den 1. Maj eller 1. Novbr., som følger nærmest, efter at han har
absolveret Embedsexamen, hvilket efter Examenstiden kunde blive en meget kortere
Tid end V2 Aar. Den anførte Tidsbestemmelse forandredes ved Bekj. 13. Maj
1850 § 7, hvorefter Udnævnelsen til Stipendiet skal regnes fra d. 23. Avg. og
1. Febr., jfr. Ministeriets Skrivelse af 8. Decbr. 1849, at de Alumner, der an-
sættes til Tjeneste ved Hæren eller Flaaden, skulle fratræde Stipendiet til »den
forst paafølgende almindelig Udnævnelsestid«.
Den saaledes nu gjældende Forskrift om de Alumner, der havde absolveret
Embedsexamen (hvorved altid var forstaaet dennes theoretiske Hoveddel), maatte
uden Tvivl anses saa meget mere vel grundet, som Adgangen for de studerende
til at opnaa dette Hovedstipendium var blevet betydelig indskrænket ved Regi.
1848, paa den ene Side ved Stipendieportionernes Antal og paa den anden Side
ved Stipendietidens Forlængelse. I Følge Regi. 1818 var der 130 Portioner eller,
naar man fradrog omtrent 20 privilegerede, 110 Portioner, hvilket med en Sti-
pendietid af 3 Aar gav i Gjennemsnit en aarlig ordinær Afgang af 37, hvorimod
der efter Regi. 1848, efter Fradrag af 20 privilegerede, kun havdes 100 Portioner,
som med en Stipendietid af 4 Aar kun gav en ordinær Afgang aarlig af 25.
Det var derfor saa meget mere vigtigt, at de Alumner, der havde absolveret Em-
*) Jfr. kgl. Resol. 8. Juli 1874 (Aarb. 1873—75 S. 151—52).
**) Jfr. neden for S. 615—16.
Legat- og Stipendievæsen.
605
bedsesamen, ikke længere end nødvendigt optoge Pladsen for andre studerende,
der i langt højere Grad kunde trænge til Understøttelse.
I Følge de Tider, der vare bestemte til Afholdelsen af Embedsexamina,
kunde det dog ikke undgaas, at de paagjældendes Yilkaar i den omhandlede Hen-
seende kunde blive noget forskjellige. Saaledes vilde de Alumner, der herefter
toge Embedsexamen i det andet akademiske Halvaar, mellem d. 10. Juni og 9.
Juli, kunne beholde Stipendiet i over 2 Maaneder derefter, indtil d. 23. Avg., og
der kunde saa meget mindre være noget herimod at erindre, som Stipendiet i
denne Mellemtid dog ikke kunde bortgives til nogen anden. De derimod, som
toge Embedsexamen i det første Halvaar, mellem d. 7. og 31. Januar, kom til at
fratræde Stipendiet umiddelbart efter Examen inden d. l. Febr. Men skjønt det
vel i Almindelighed maatte anses ønskeligt, at man kunde lade Kandidaterne be-
holde Stipendiet en kort Tid efter overstaaet Examen, skjønnede Stipendiebesty-
relsen dog ikke, at der kunde være tilstrækkelig Grund til nogen Forandring af
den sidst anførte strænge Regel. De foran nævnte Betragtninger, navnlig Hen-
synet til de øvrige studerende, der haardt kunde trænge til at erholde Stipendiet,
kunde her formentlig ene være afgjørende, saa meget mere som de paagjældende,
idet de dog en længere Tid forud maatte bestemme sig til, naar de vilde tage
Embedsexamen, da ogsaa maatte være forberedte paa til samme Tid at fratræde
Stipendiet. Da de, som forudsat, vare berettigede til at nyde Stipendiet i en
længere Tid, hvis denne ikke paa den omhandlede Maade blev forkortet, maatte
de selv vælge det Alternativ, hvorved de efter Omstændighederne troede sig bedst
tjente.
Der kunde imidlertid med Hensyn til Anvendelsen af den foranførte Forskrift
eftei Bekj. 13. Maj 1850 opkastes en Tvivl. Et lignende Spørgsmaal kunde vel
ogsaa allerede opstaa efter Regi. 1848; men det vilde uden Tvivl nu erholde
en større praktisk Betydning end forhen. Der kunde nemlig spørges, hvorledes
der i den omhandlede Henseende skulde forholdes, naar en Embedsexamen ikke
kunde tilendebringes inden Udgangen af Januar, men, saaledes som Bekj. 3 3. Maj
1850 § 4 forudsatte at kunne blive Tilfældet, maatte fortsættes en kort Tid ind
i februar. Efter de oven omhandlede Bestemmelsers Bogstav skulde da den
Alumnus, der først kom op til Examen i Begyndelsen af Februar, kunne fordre
at beholde Stipendiet indtil d. 23. Avg.; men dette burde dog efter Stipendiebe-
styrelsens Mening ikke indrømmes. Den paagjældende havde nemlig dog meldt
sig og var gaaet op til Januar Maaneds Examen, og den tilfældige og forud
uberegnelige Omstændighed, at denne Examen havde maattet fortsættes nogle
Dage ind i Februar, og at den paagjældende havde været blandt de sidste, der
kom op, syntes ikke at burde give ham en saadan extraordinær Fordel paa andre
studerendes Bekostning. Det maatte ogsaa bemærkes, at skjønt Stipendietiden
skulde regnes fra 1. Febr, kunde selve den almindelige Udnævnelse dog først
foretages henimod Slutningen af Maaneden (Bekj. 13. Maj 1850 § 7), ligesom
det heller ikke vilde være nødvendigt, at den paagjældende, hvis han tillige havde
Regensen, skulde flytte under sin Examen, da det vilde være tilstrækkeligt, at
Udflytningen skete inden Midten af Februar. Stipendiebestyrelsen indstillede saa-
ledes til Konsistoriums Afgjørelse, om de givne Forskrifter kunde anvendes paa
den antydede Maade, eller om det maatte være nødvendigt at udvirke en nærmere
højere Bestemmelse i denne Retning.
77*
606
Universitetet 1864 1871.
I Forbindelse hermed henledede Stipendiebestyrelsen Konsistoriums Opmærk-
somhed paa et andet tvivlsomt Spørgsmaal, nemlig om den Myndighed, der efter
Regi. 1848 § 14 tilkommer Konsistorium til at forlænge den for Stipendiets Ny-
delse bestemte Tid med V2 Aar, er anvendelig baade, naar Stipendiet skal ophøre paa
Grund af, at de lovbestemte 4 Aar ere forløbne, og naar det skal ophøre paa
Grund af, at den paagjældende forinden har taget Embedsexamen. Holdt man
sig strængt til Ordene, kunde det næppe nægtes, at Bestemmelsen i Regi.s § 14,
jfr. § 5, kun refererede sig til det første af disse Tilfælde, og Stipendiebestyrelsen
havde ogsaa forhen været tilbøjelig til at anse Myndigheden indskrænket hertil.
Efter nærmere Undersøgelse maatte den imidlertid erkjende, at den omhandlede
Bestemmelses Sammenhæng med de tidligere Bestemmelser i høj Grad talte for,
at det dog havde været Meningen, at Myndigheden skulde have den mere ud-
strakte Anvendelse. Saaledes nemlig som den ældre tilsvarende Bestemmelse i
Regi. 1818 § 5, der tillagde Universitets Direktionen samme Myndighed, var af-
fattet, ansaas det for utvivlsomt, at den refererede sig til begge de anførte Til-
fælde, jfr. Motiverne i Engelstofts Univ. Efterretn. f. 1823 S. J70 og Universitets
Direktionens Skrivelse af 15. Jan. 1828 (i Reskriptsamlingen). Derefter blev det
ved Universitets Direktionens Skrivelse 10. Decbr. 1844 (Selmers Aarb. S. 44—45)
foreløbig overdraget Konsistorium at udøve den Myndighed, der hidtil havde til-
kommet Universitets Direktionen efter Regi. 1818 § 5, altsaa i det samme Om-
fang som nys anført; og af Motiverne til Regi. 1848 (Ny Koll. Tid. 1848 S. 192)
saas atter, at det var Meningen, at det skulde have sit Forblivende ved de Regler,
som i 1844 herom foreløbig vare givne.
Saafremt det i Overensstemmelse hermed kunde antages, at Konsistoriums
Myndighed i den omhandlede Henseende havde det angivne større Omfang, vilde
det være saa meget mindre betænkeligt at give den almindelige Regel om Stipen-
diets Ophør paa Grund af absolveret Embedsexamen den større Strænghed, efter-
som Konsistorium da vilde have det i sin Magt, hvor særdeles Omstændigheder
talte for en Undtagelse, at bevilge den paagjældende en Forlængelse af Stipen-
dietiden.
I Skrivelse af 17. Jan. 1852 udtalte Konsistorium, at det var enigt med
Stipendiebestyrelsen i, at den tilfældige Omstændighed, at en Embedsexamen maa
fortsættes ind TFebruar^Maaned, ikke kan give dem, der komme op i denne Maa-
ned, Adgang til at beholde Stipendiet til den 23. Avg., hvorimod samtlige Kom-
munitets- og Regensalumner, som blive Kandidater ved Januar Maaneds Embeds-
examen, fratræde Stipendiet d. 1. Febr., om endog Examen først tilendebringes i
Februar Maaned.
— Den 25. Juli 1869 var det 300 Aar siden Kong Frederik II. i Forening
med Rigens Raad underskrev sit »Donationsbrev og Fundats om Kommunitets-
godset og Tienden samt 100 Studenters Spiisning af dets Revenue«. For at le-
vende gjøre Erindringen om en ædel og storartet Gavmildhed, hvis Frugter
gjennem trende Aarhundreder ere komne utallige danske studerende og gjennem
dem Videnskab og videnskabeligt Liv til gode, bevilgede Ministeriet, efter Ind-
stilling fra Stipendiebestyrelsen og Konsistorium, under 18. Marts 1869, at der
maatte ndgives og uddeles et Skrift, der indeholdt en kort og passende Frem-
stilling af Kommunitetets Historie, og at der dertil af Kommunitetets extraor-
Legat- og Stipendievæsen.	(3Q7
\
dinære Udgiftskonto for 1869—70 maatte anvendes et Beløb af 400 Rd. Skriftet
forfattedes af C. E. F. Reinhardt. Udgifterne udgjorde 323 Rd. 44 Sk
Af samme Udgiftskonto udrededes med Ministeriets Samtykke i Skrivelse af
19. Apr. 1869 et Beløb af 200 Rd. til en Fest, som Kommunitetsalumnerne af-
holdt i Anledning af det nævnte Jubilæum.
Efter Indstilling optog Ministeriet paa Finanslovforslaget f. 1870_7] et
Beløb af 360 Rd. til Indretning og Montering af et Badekammer paa Regensen
med Styrtebadsapparat. Beløbet bevilgedes ved Finansloven.
Ved under 13. Oktbr. 1866 til Ministeriet at indstille, at Udgifterne til
Anskaffelsen af 2 nye Portefeuiller til Stipendiebestyrelsens Brug samt til Tryk-
ning af et Oplag af 500 Expl. af Bestyrelsens Bestemmelser angaaende Kommu-
nitets- og Regensalumnernes Forpligtelse til at bevisliggjøre deres akademiske
Flid, maatte afholdes af Kommunitetets extraordinære Udgiftskonto f. 1866-67,
foieslog Konsistorium, for i Fremtiden at undgaa Korrespondance om saa ube-
tydelige Sager, at der til Afholdelse af saadanne mindre Administrations Udgifter
gaves Stipendiebestyrelsen Raadighed over et aarligt Beløb af 25 Rd. Ministeriet
udtalte imidlertid i Skrivelse af 3. Novbr., at det ansaa det for rigtigst, at de
omhandlede Udgifter udrededes af Konsistoriums Normalsum.
Ministeriet har under 30. Marts 1865 efter Indstilling bevilget, at der for
Finansaaret 1864-65 maatte tilstaas Regensen en extraordinær Brændehjælp af
13V2 Favne Brænde (13 Favne til Alumnerne, V2 til Portneren). Beløbet af-
holdtes af Kommunitetets extraordinære Udgiftskonto for samme Finansaar.
Ligeledes tilstodes der ved Ministeriets Skrivelse af 5. Febr. 1868 Regensen
en extraordinær Brændehjælp af 12 Favne Brænde (IIV2 til Alumnerne, Resten
til Portneren), at udrede paa samme Maade, og ved Skrivelse af 18. Marts 1870
11V2 Favne (henholdsvis 11 og V2), at udrede paa samme Maade.
Endelig har Ministeriet under 24. Febr. 1871 bevilget, at der til Anskaffelse
af 53 Kakkelovne paa Regensen maatte anvendes det paa Kommunitetets Udgifts-
post 1 i. »Brændsel til Regensalumnerne« for Finansaaret 1870—71 endnu dis-
ponible Beløb af 303 Rd. 24 Sk., mod at Grunden til Overskridelsen af de bevilgede
Kvantiteter behørig forklaredes i Regnskabet. Ligeledes bevilgede Ministeriet, at der
af det paa Kommunitetets Udgiftspost 3. d. bevilgede Beløb for samme Finansaar
maatte an vendes det fornødne til Anskaffelse af V2 Favn Brænde til Portneren.
Efter Regensprovstens, Etatsr. Grams Død overtog Universitetets Kvæstor
efter Stipendiebestyrelsens Anmodning det foreløbige Tilsyn med Regensens øko-
nomiske Anliggender. Efter at Stipendiebestyrelsen havde indberettet dette til
Konsistorium, bemyndigede Konsistorium den under 14. Juni 1871 til i det hel«
taget at træffe de fornødne foreløbige Foranstaltninger til Udførelsen af de Funk-
tioner, som ellers paahvile Regensprovsten, indtil den endelige Besættelse af denne
Post havde fundet Sted.
b. De privilegerede Stipendiater.
I Skrivelse af 12. Oktbr. 1869 androg Stipendiebestyrelsen i Anledning af
et indtruffet Tilfælde paa, at der maatte blive forelagt Ministeriet det Spørgsmaal,
om det i Regi. il. Febr. 1848 § 4 forskjellige Klasser af studerende tillagte
Universitetet 1864—1871.
Privilegium var betinget af, at antagelige Trangsbeviser fremlagdes*). Medens
Ordene i § 4, sammenholdt med den ældre Lovgivning, jfr. Kskr. 9. Decbr. 1828
(i Reskriptsamlingen) og Resol. 6. Novbr. 1841 (Selmers Aarb. f. 1841 S. 68),
og med Slutningen af Reglementets § 3, talte for Sporgsmaalets benægtende Be-
svarelse, syntes Bestemmelsen i § 14, jfr. § 5, om, at Konsistorium kan fratage
saa vel en privilegeret som en ordinær Stipendiat det ham forundte Stipendium,
naar han dertil havde vist sig uværdig, eller hans Trang dertil maatte ophøre,
at forudsætte, at ogsaa den privilegerede Stipendiat maa være trængende paa den
'lid, han erholder Stipendiet. Den nærmere Drøftelse af, hvorledes Reglementet
efter sit eget Indhold maatte fortolkes paa dette Punkt, ansaa Stipendiebestyrelsen
dog for ørkesløs, idet formentlig den kongelige Resolution, der dannede Grund-
laget for Reglementet, udtrykkelig havde stadfæstet den tidligere i Almindelighed
gjældende Regel om, at de privilegerede studerende ikke for at opnaa Stipendiet
behøvede at fremlægge antagelige Uformuenhedsbeviser, medens Universitets Di-
rektionen havde indstillet, at en modsat Regel maatte blive optaget i Reglementet.
Da Bestyrelsen imidlertid savnede officiel Kundskab om de Forhandlinger, der
vare gaaede forud for Regi. 1848, idet Motiverne i Koll. Tid. f. 1848 S. 185—92
intet indeholdt herom, androg den paa, at det oven angivne Spørgsmaal maatte
blive forelagt Ministeriet. Skulde imidlertid Svaret komme til at lyde paa, at
saadanne Beviser efter den nu gjældende Ret vare ufornødne, syntes der at være
Opfordring til at indstille, at der paa dette Punkt maatte ske en Ændring i For-
bindelse med de øvrige Forandringer i Regi. 1848, som vare bragte i Forslag,
se foran S. 590 ff. En Bestemmelse om, at Stipendiet skulde tildeles studerende,
som efter deres egne eller deres Forældres økonomiske Forhold aldeles ikke
vare trængende dertil, var i aabenbar Strid med Stipendiets Hensigt, og hvad der
ellers ansaas for en Hovedgrundsætning for de akademiske Beneficier.
Konsistorium forelagde Ministeriet Sagen med Skrivelse af 6. Novbr., idet
det, for saa vidt Svaret paa det opkastede Spørgsmaal skulde lyde benægtende,
med Stipendiebestyrelsen indstillede, at der heri foretoges Forandring. Under 26.
Novbr. 1869 svarede Ministeriet, at Regi. 11. Febr. 1848 § 4 efter en udtryk-
kelig allerhøjeste Tilkjendegivelse, som derom indeholdtes i den kgl. Resol. af s.
D., hvorved Reglementet blev approberet, alene var at forstaa saaledes, at Pri-
vilegiets Nydelse ikke var betinget af Fremlæggelsen af Trangsbeviser, og at Mi-
nisteriet fandt det betænkeligt at udvirke den indstillede Forandring i Forholdet,
saaledes som dette ved Reglementet var bestemt.
— Stud. med. T. A. Johnsen, der havde nydt Kommunitets- og Regensstipen-
diet i 4 Aar, og i Aaret 1864 havde oppebaaret 200 Rd. af den Sum, der er
bevilget til Understøttelse for islandske studerende, som ved Kjøbenhavns Uni-
versitet forberede sig til den lægevidenskabelige Examen for derefter at modtage
Lægeembeder paa Island, ansøgte i Sept. 1865 om endnu i et Aar at maatte for-
undes en Portion af sidst nævnte Sum. Da Stipendiebestyrelsen .ved at tilstille
Konsistorium dette Andragende havde udtalt, at der ikke af Ansøgeren var paa-
vist saadanne »særegne Omstændigheder«, som i Følge Ministeriets Skrivelse af
2. Oktbr. 1860 **) skalle være tilstede, for at en Forlængelse af Stipendiet kan
*) Jfr. hermed, hvad der er bemærket foran S. 602.
**) Lindes Medd. 1857—63 S. 586—87.
Legat- og Stipendievæsen.	øqcj
bevilges nægtede Konsistorium denne. Stud. Johnsen indgav da et Andragende
W Ministeriet om at forhjælpes til en Understøttelse til Fortsættelse af sine Stu-
(ier, i vi -en Anledning Ministeriet begjærede nærmere Oplysninger af Konsistorium.
t i r*ve se af "3. Decbr. 1865 meddelte Konsistorium, efter at have udtalt,
at det forudsatte, at Ministeriet var enigt med det i, at det ikke kunde paahvile
6 . hver Gan^ en studerende gjennem Ministeriet maatte ville forlange det at
opgive bestemte Grunde, hvorfor det ved Uddelingen af de akademiske Stipendier
og Understøttelser, hvis Bortgivelse var Konsistorium betroet, i hvert enkelt Til-
fælde havde foretrukket den ene for den anden eller undladt at tage nogen i Be-
tragtning, de begjærede Oplysninger. Naar Ministeriets Skrivelse af 2. Oktbr
1860*) bestemte, at de her omhandlede Stipendielodder .»bevilges af Stipendiebe-,
styrelsen, efter indhentet Erklæring fra det medicinske Fakultet og fra Regens-
provsten for et Aar, dog at Konsistorium under særegne Omstændig-
heder kan bevilge Prolongation af Stipendiet endnu for et Aar«, var hermed
aldeles bestemt tilkjendegivet, at Prolongation ikke kunde erholdes, blot fordi den
ve kommende overhovedet maatte være kvalificeret til fra Begyndelsen af at nyde
1 endiet, men at der hertil maatte udfordres særegne Omstændigheder, navnlig
saadanne, som havde forhindret ham i at benytte Tiden til sine Studeringer f. Es.
Sygdom eller desl. Dersom dette ikke fastholdtes, vilde man med Nødvendighed
) ive drevet ind paa den Praxis som Regel at bevilge Prolongation til enhver,
(er havde nydt Stipendiet i l Aar; men at dette vilde være aldeles stridende
mod Ministeriets oven nævnte Skrivelse, var aabenbart. Konsistorium gik derpaa
nærmere ind paa de Forhold og Grunde, der havde bevæget det til at afslaa
Andragendet. Ministeriet tilskrev herefter Konsistorium under 17. Jan. 1866, at
det vilde have sit Forblivende ved den stedfundne Afgjørelse.
I Sommeren 1868 ansøgte Student J. P. Hallgrimsson, der i Juni 1867
havde bestaaet Afgangsexamen ved Reykjavik Skole, om at erholde Kommunitets-
og Regensstipendiet som privilegeret fra 1. Sept. 1868. Afgjørelsen af dette
Andragende beroede paa Besvarelsen af det Spørgsmaal, om en islandsk studerende,
ier feist indfindei sig ved Universitetet 1 Aar efter at have taget Afgangsexamen
ved Rcykja\ik Skole, efter Regi. 1 l Febr. 1848 § 4, Nr. 1 kan anses for privi-
legeret til Kommunitetsstipendiet. I Skrivelse til Konsistorium af 7. Oktbr. 1868
udtalte Stipendiebestyrelsen sig udførlig om, hvorledes den forstod den omspurgte
Bestemmelse, og paa hvilken Maade den hidtil havde bragt den til Anvendelse.
Det hedder i Regi. li. Febr. 1848 § 4 Nr. 1 : »Privilegerede til at nyde
Kommunitetsstipendiet ere følgende studerende: 1. alle islandske studerende,
hvilke, naar de ankomme til Universitetet umiddelbart efter at have i Reykjavik
Skole underkastet sig og bestaaet den der... foreskrevne Afgangsexamen, have
• • . Ret til strax efter deres Inskription at nyde baade Kommunitet og Regens«.
Stipendiebestyrelsen ansaa det for hævet over al Tvivl, at saa vel det her om-
talte Privilegium som de øvrige i § 4 indeholdte Privilegier, nemlig det, der i
Nr. 1, andet Stykke, er givet Sønner af Islændere, der ere nedsendte til Danmark
for der at gjennemgaa en lærd Skole, i Nr. 2 færøiske og grønlandske studerende,
og i Nr. 3 frederiksborgske studerende, bestod i, at vedkommende kunde faa
*) Lindes Medd. 1857—63. S. 586—87.
610
Universitetet 1864
— 1871.
Kommunitetet strax efter deres Ankomst til Universitetet (dog i
Følge Indholdet af Regi. §§ G —8 forst ved den paafolgende almindelige Stipen-
dieuddeling), men at det paa den anden Side heller ikke strakte sig videre; den
studerende altsaa, der havde undladt at søge Kommunitetet strax efter Inskrip-
tionen, havde aldeles ikke nogen Ret til senere at gjøre Paastand paa samme
som privilegeret. Efter de citerede Ord i § 4 Nr. 1 var det aldeles kart, at det
de islandske studerende i denne Bestemmelse givne Privilegium til strax efter
Inskriptionen, uden Hensyn til Examenskarakter og Trang, at nyde Kommunitets-
stipendiet var betinget af, at vedkommende indfandt sig ved Universitetet umid-
delbart efter at have taget Afgangsexamen i Reykjavik. Vel hayde Reykjavik
Skoles Eforat (Stiftsøvrigheden) i en Skrivelse af 16. Novbr. 1859*) ytret, at
*) Da Rektor for Reykjaviks lærde Skole havde meddelt Islands Stiftsøvrighed
(Skolens Eforat), at uer ikke var blevet bevilget Regens og Kommunitet til den
i 1858 fra Skolen dimitterede Tli. Bjørnson, der var en af de dygtigste og sæde-
ligste Studenter, der vare udgaaede fra Skolen, og som derhos var yderst fattig,
tilskrev Stiftsøvrigheden under 16. Novbr. 1859 Ministeriet herom. Grunden til,
at han ikke havde erholdt de nævnte Beneficia, antog Stipendiebestyrelsen at være
den, at ban ikke indfandt sig ved Universitetet umiddelbart efter at have underkastet
sig Examen ved Reykjavik Skole, men først efter et Aars Forløb. Med Hensyn her-
til bemærkede Eforatet, at den samme Bestemmelse, som Regi. 11. Febr. 1848
§ 4 fastsatte som Betingelse for at nyde Kommunitetsstipendier for islandske
studerende:, „at de ankomme til Universitetet umiddelbart efter i Reykjavik Skole
at have underkastet sig og bestaaet den foreskrevne Afgangsexamenogsaa
liavde været gjældende tidligere, med Undtagelse af, at Examen artium da traadte
i Stedet for den nu værende Afgangsexamen ved Skolen. Uagtet den Gang de
samme Grunde vare tilstede som nu, der gjorde det vanskeligt for mange umid-
delbart efter Skoleexamen at indstille sig til Examen artium, hvorfor det ogsaa
var meget almindeligt, at største Delen af Eleverne først indstillede sig flere
Aar efter Skoleexamen, opstod den Gang ingen Sinde Spørgsmaalet om umiddel-
bart at indstille sig, da de naturligvis strax efter Examen artium meldte sig til
Universitetet; thi de Vanskeligheder, som havde været til Hinder for deres Af-
rejse til Kjøbenhavn, vare da overvundne. Nu indtraadte de samme Vanskelig-
heder for mange Elever, efter at de havde underkastet sig Afgangsexamen ved
Skolen, og da Examen artium var ophævet, fremstillede saaledes den ikke umid-
delbare Indstillen sig tydeligere; men casus var dog den samme som den Gang,
og der syntes saaledes ikke mere Grund nu til at nægte de vedkommende de
omhandlede Beneficia end tidligere.
Det forekom heller ikke Eforatet nødvendigt at lægge en saadan Betydning
i Udtrykkene, som vare brugte i Regi. 11. Febr. 1848 § 4, at Studenten ved at
indstille sig først efter nogen Tids Forløb, efter at have taget Afgangsexamen,
- skulde være udelukket fra det ved §'en givne Privilegium; tvært imod syntes Ud-
trykket „umiddelbart" ikke at referere sig til Tiden,. saaledes at umiddelbart i
Reykjavik Skole stod i Modsætning til dem, som toge Examen ved en lærd Skole
i Danmark, om hvilke §'ens sidste Del handlede. For denne Fortolkning talte
ogsaa, at der i Motiverne til Reglementets Bestemmelser ikke fandtes omtalt
noget om Tiden, til hvilken de, som havde underkastet sig Afgangsexamen ved
Reykjavik Skole, havde at indfinde sig ved Universitetet som Betingelse for at
nyde de de islandske studerende tilstaaede Privilegier, og denne Fortolkning var,
saa vidt Eforatet bekjendt, ogsaa hidtil fulgt; i det mindste havde de Ira Rey-
kjavik Skole dimitterede, af hvilke flere først havde indstillet sig ved Universitetet
et eller endog flere Aar efter Afgangsexamen, alle strax erholdt Regens og Kom-
munitet. Det vide saaledes være meget haardt, om en hidtil_ikke anvendt I or-
Legat- og Stipendievæsen.
611
det ikke forekom det nødvendigt at lægge den Betydning i de Udtryk, som ere
brugte i Regi. 11. Febr. 1848 § 4, at Studenten ved at indstille sig først efter
nogen Tids Forløb efter at have taget Afgangsexamen skulde være udelukket
fra det ved §'en givne Privilegium«, men at »tvært imod Udtrykket »umiddelbart«
ikke synes at referere sig til Tiden, saaledes at umiddelbart i Reykjavik Skole
staar i Modsætning til dem, som tage Examen ved en lærd Skole i Danmark,
om hvilke §'ens sidste Del handler«. En Gjennemlæsning af Reglementets Ord
viste imidlertid klart, at Udtrykket »umiddelbart« netop refererede sig til Tids-
forholdet mellem Afgangsexamens Bestaaen og Inskriptionen ved Universitetet,
hvorimod det efter den brugte Ordstilling umulig kunde henføres til Reykjavik
Skole. Den Sætning i Fortolkningslæren stod nu fast, at der skulde særlige
stærke Grunde til at fravige den klare utvivlsomme Ordbetydning i en Lovbe-
stemmelse og saaledes antage, at Lovgiveren ved Bestemmelsens Affattelse var
kommet til at udtale noget ganske andet, end hvad der laa i Ordene. Saadanne
Grunde manglede ikke blot ganske i det foreliggende Tilfælde, men der lod sig
endog anføre Omstændigheder, der gjorde det sikkert, at Lovgiveren netop ikke
havde villet sige andet end det, selve de brugte Ord indeholdt. Naar Eforatet
havde ment, at det talte for dets Fortolkning af Reglementet, at der i dettes
Motiver ikke fandtes noget omtalt om Tiden, til hvilken de, som havde bestaaet
Afgangsexamen i Reykjavik Skole, havde at indfinde sig ved Universitetet som
Betingelse for at nyde Privilegiet, var dette allerede af den Grund uden Betyd-
ning, at Motiverne til en Lov eller Anordning ikke behøvede udtrykkelig at om-
tale enhver i samme given Bestemmelse. Men i nærværende Tilfælde maatte en
udtrykkelig Omtale af hint Punkt ligge saa meget fjærnere, som de hidtil gjæl-
dende Bestemmelser og det øvrige Indhold af det nye Regi.'s § 4 ikke lod nogen
Tvivl tilbage om, hvad der i saa Henseende var Lovgiverens Villie. I det tid-
ligere Regi. for Kommunitetet af 30. Juli 1818 § 4 hed det: 'Ogsaa skal, lige-
som hidtil, de fra Island, Færøerne eller Grønland hidkommende studerende være
privilegerede til umiddelbart efter Examen artium at erholde Kommuni-
tetsstipendiet. Det samme Privilegium skal ogsaa fremdeles nydes af tvende,
som dimitteres fra Frederiksborg Skole« — det sidste dog kun under en vis nær-
mere i §'en angivet Forudsætning. Efter den ældre Ret var det altsaa uom-
tvisteligt, at Privilegiet netop gik ud paa, at Kommunitetet skulde nydes umiddel-
bart, efter Examen artium. Det var denne simple og tydelige Regel, som dels
ligefrem blev fastholdt i det nye Regl.'s § 4 for de privilegerede studerende, som
endnu underkastede sig Examen artium, dels ganske i Overensstemmelse med
Forholdets Natur blev overført paa Afgangsexamen ved Skolerne, som var bestemt
tolkning skulde komme til at gaa ud over en særdeles duelig, sædelig og derhos
meget fattig Student, som i fuld Tillid til den hidtil brugte I' remgangsmaade
havde indstillet sig ved Universitetet. Eforatet insisterede derfor paa, at der
fremtidig ikke anvendtes anden Regel eller l1 ortolkning i det omspurgte Tilfælde,
end der tidligere var blevet fulgt, samt at de Vanskeligheder, som in concreto
havde stillet sig imod at tildele Stud. Bjørnson Regens og Kommunitet, hævedes.
Ministeriet begjærde i Anledning af denne Skrivelse Erklæring af Konsi-
storium og Stipendiebestyrelsen. Sagen faldt imidlertid bort, da Bjørnson tik
Kommunitet og Regens fra 1. Febr. 1860, skjønt ikke som privilegeret.
Universitets Aarbog.	78
612
Universitetet 1864—187 J.
til efterliaanden at træde i Stedet for Examen artium. Naar det i Regi. 1848
§ 4 Nr. 3 bestemmes, at tvende af de studerende, som aarlig hidkomme til
Universitetet fra Frederiksborg lærde Skole, skulle fremdeles, under Forudsætning
af, at de ved Examen artium eller Afgangsexamen have opnaaet første Karakter,
ligeledes være berettigede til strax at nyde Kommunitet og Regens, kunde der
fornuftigvis ikke være Tvivl om, at dette Privilegium kun tilkom saadanne frederiks-
borgske studerende, som søgte Kommunitet i samme Aar, i hvilket de havde be-
staaet Afgangsexamen, men ingen Anvendelse havde paa dem, der lode et Aar
hengaa efter denne Examen, forend de kom til Universitetet. Hvad der saaledes
gjaldt om de frederiksborgske studerende, gjaldt ogsaa for alle øvrige privilegerede
studerende efter § 4, saa vel islandske, som færøiske og grønlandske. Det turde
maaske endog antages, at de oven for udhævede Ord af Regi. 30. Juli 1818 § 4
indeholdt Kilden til Udtrykket »umiddelbart efter« i Regi. 1848 § 4 Nr. 1. Det
var næppe heller vanskeligt at paavise Grunden til hin Regel baade i det ældre
og nye Reglement for Kommunitetet; den maatte nærmest søges i, at man havde
villet forebygge de Ulemper, som for den studerende fulgte af, at en længere
Tid hengik ubenyttet mellem Universitetsstudiernes Begyndelse og Afslutningen af
Fordannelsen i Skolerne.
I den islandske Stiftsøvrigheds Skrivelse fandtes anført, at det altid havde
været vanskeligt for mange islandske studerende at begive sig til Kjøbenhavn
strax efter, at de havde gjennemgaaet Skolen, og at det havde været meget al-
mindeligt, at endog største Delen af Eleverne først indstillede sig flere Aar efter
Skoleexamen, uden at der dog den Gang opstod noget Spørgsmaal om deres Be-
rettigelse til som privilegerede at erholde Kommunitetet, da Betingelsen efter
Regi. 1818 § 4 var, at de skulde indstille sig ved Universitetet umiddelbart efter
at have bestaaet Examen artium, altsaa paa en Tid, da Vanskelighederne ved
deres Bortrejse allerede vare overvundne. Nu indtraadte derimod Vanskelighe-
derne for mange Elever, efter at de havde underkastet sig Afgangsexamen, og
Stiftsøvrigheden sluttede da saaledes, at naar man ikke tidligere fordrede, at de
islandske studerende umiddelbart fra Skolen skulde indstille sig ved Universitetet,
var der heller ikke nu nogen Grund til at stille en saadan Fordring. Hvad denne
Slutningsrække angik, vilde det ses, at selv om Stiftsøvrigheden havde Ret i sin
Forudsætning om, at det efter de tidligere Forhold var ufornødent for den is-
landske Skoles Dimittender strax at indstille sig til Examen artium for at kunne
nyde godt af Privilegiet, fulgte dog deraf ingenlunde, at disse studerende nu kunde
lade en Tid hengaa efter Afgangsexamen, førend de indfandt sig ved Universitetet.
Det var nemlig klart, at i Forhold til Kommunitetsprivilegiet var den nu værende
Afgangsexamen ved Skolen ikke traadt i Stedet for den forrige Dimission fra
Skolen, men i Stedet for Examen artium; dette fulgte ligefrem af Forholdets
Natur og fremgik tydelig af Bestemmelserne i Regi. 1848 § 4. Som allerede
bemærket, var det Regelen om Tidsforholdet mellem Examen artium og Inskrip-
tionen, der i det nye Reglement var gjort anvendelig paa Afgangsexamen, og det
vilde derfor i og for sig være uden Betydning, om det forholdt sig saa, at Privile-
giet tidligere aldeles ikke var betinget af noget Tidsforhold mellem Dimissionen
fra Skolen og den først nævnte Examen. Men Stiftsøvrighedens Forudsætning
med Hensyn til dette Punkt var derhos urigtig. I det Udtog af de forud for
Reglementet af 1848 gaaede Forhandlinger, som findes meddelt i Ny Koll. Tid.
Legat- og Stipendievæsen.	613
f. 1848, hed det udtrykkelig S. 189, at det hidtil havde været antaget, at det
omhandlede Privilegium aldeles ikke kunde komme saadanne Islændere til gode,
som etter at være dimitterede fra den forhen paa Bessestad værende islandske
Skole eller en privat Dimissor paa Island ikke strax underkastede sig den næst
paafølgende Examen artium*), og i den originale Indstilling, hvormed Regi. 1848
blev forelagt til Kongens Stadfæstelse, havde Universitets Direktionen udtalt, at
den ikke kunde andet end være enig med det theologiske Fakultet i, at den an-
givne Fortolkning af de hidtil gjældende Bestemmelser var faldkommen begrundet
i disses Øjemed og Udtryk. Der forelaa ogsaa en Afgjørelse fra Aaret 1854,
der indeholdt en Anvendelse af denne Fortolkning. Skjønt nemlig Regi. 1848
§ 4 Nr. 1 kun omtalte Afgangsexamen ved Reykjavik Skole, vedblev dog For-
holdet indtil 1852 at være saaledes ordnet, at de islandske studerende, som di-
mitteredes fra Reykjavik Skole, underkastede sig Examen artium her ved Uni-
versitetet. Mellem de fra Reykjavik i 1851 dimitterede studerende var S. L.
Jonassen, som imidlertid ikke indstillede sig til den paafølgende Examen artium ;
derimod erholdt han i 1853 Ministeriets Tilladelse til at underkaste sig en i
Analogi med den ophævede Examen artium indrettet Prøve. Da han efter at
have bestaaet denne Prøve i Januar 1854 ansøgte om Stipendiet fra 1. Febr.
s. A. som privilegeret, udtalte Stipendiebestyrelsen udtrykkelig, at han ikke kunde
antages at have nogen Ret som saadan, hvorimod den indsendte hans Ansøgning
med Indstilling om, at der, af Hensyn til det særdeles hæderlige Udfald af den
bestaaede Examen artium og Ansøgerens forældreløse og trængende Stilling, maatte
udvirkes ham en særlig Tilladelse til at erholde Kommunitetsstipendiet i Lighed
med de islandske privilegerede, og denne Indstilling blev bifaldet ved Ministeriets
Skrivelse af 24. Marts 1854 **).
Efter det oven for udviklede kunde der formentlig ikke være nogen Tvivl
om, hvorledes Ordene i Regi. 1848 § 4 Nr. 1 maatte forstaas. Det var imid-
lertid en Selvfølge, at man ved Anvendelsen af Regelen om det nødvendige umid-
delbare Tidsforhold mellem Afgangsexamen og Inskriptionen ikke havde kunnet se
bort fra Islands fjærne Beliggenhed og de Vanskeligheder, en Overrejse ofte
frembød. Der forelaa derfor en Række Tilfælde, i hvilke islandske studerende,
der, efter om Sommeren at have bestaaet Afgangsexamen, først vare nedkomne
til Danmark saa langt ud paa Efteraaret, at den almindelige Uddeling i Septbr.
Maaned havde fundet Sted, ved den følgende Uddeling i Febr. Maaned havde er-
holdt Plads som privilegerede. I slige Tilfælde forelaa der nemlig en saadan
Kontinuitet mellem Afgangsexamen og Tilgangen til Universitetet, som Kommuni-
tetsreglementet kunde antages at fordre, og Forskjellen mellem disse Tilfælde og
saadanne, hvor vedkommende først kom til Universitetet Aaret efter, at han havde
bestaaet Afgangsexamen, havde fornøden Bestemthed. Det forholdt sig imidlertid
saa, at Stipendiebestyrelsen ved en enkelt Lejlighed havde fraveget den her an-
givne Grænse, idet den i Sept. 1854 havde udnævnt som privilegerede Alumner
3 islandske studerende, der i 1853 havde underkastet sig Afgangsexamen, og som
havde paaberaabt sig særlige Omstændigheder som Grund til, at de først i 1854
begyndte deres Studier ved Universitetet (Formuesomstændigheder, Sygdom). Sa-
*) Lindes Medd 1849—56, S. 832.
**) Lindes Medd. 1849-56, S. 855.
78*
614
Universitetet 1864—1871.
gen var den Gang ikke Gjenstand for nogen skriftlig Forhandling i Bestyrelsen;
men det maatte efter de foreliggende Aktstykker antages, at Bestyrelsen havde
fundet det urigtigt at lade de 3 paagjældende uden Hjælp, men dog ikke for de
medsøgendes Skyld havde villet optage dem som ikke-privilegerede og derfor be-
sluttet sig til, i Betragtning af de oplyste undskyldende Omstændigheder, at lade
Mangelen passere. En medvirkende Grund hertil havde det maaske været, at An-
tallet af de privilegerede Alumner paa den Tid var over 20, saa at de paagjæl-
dende indtil videre bleve overtallig privilegerede Alumner, hvis Udnævnelse kunde
ske uden Indskrænkning i det Antal af Pladser, til hvilke de studerende i Al-
mindelighed havde Adgang, jfr. Regi. 1848 § 2. Det nævnte Tilfælde var imid-
lertid ene staaende. Da Stud. Thomassen i Efteraaret 1859 indstillede sig, saa
vidt vidstes flere Aar efter Afgangsexamen, troede Bestyrelsen ikke at kunne
vælge den i 1854 brugte Fremgangsmaade. Først og fornemmelig maatte den
erkjende, at den strængt taget manglede Kompetence til at eftergive den ved
Reglementet foreskrevne Betingelse for Adgangen til Privilegiet, og dernæst viste
det sig, at den af Bestyrelsen i 1854 udviste Lemfældighed var blevet mistydet,
idet de 3 oven for omhandlede Islænderes Udnævnelse som privilegerede paabe-
raabtes som Præcedenser, i Tillid til hvilke Studenten havde foretaget Rejsen
hertil, stolende paa, at han var berettiget til strax at erholde Kommunitetet og
Regens. Efter Konkurrencens Beskaffenhed var det heller ikke muligt at tildele
Thomassen en Kommunitetsplads som ikke-privilegeret; men man søgte at hjælpe
ham saa meget, som Omstændighederne tillode det, ved at bevilge ham et Gratiale
af 30 Rd. og en extraordinær halvaarlig Regensplads. Efter kort Tids Forløb
rejste imidlertid Thomassen, der var forfalden til Drik, tilbage til Island, efter
at have tilsat det ham bevilgede Gratiale og de Penge, hvoraf han i øvrigt ved
her værende Islænderes Understøttelse var kommet i Besiddelse. Derefter ind-
traadte det i Ministeriets Skrivelse af 27. Jan. 1860 ommeldte Tilfælde med Stud.
Bjarnarson eller Bjørnson. Efter at have bestaaet Afgangsexamen i 1858 kom
han hertil i Oktbr. Maaned 1859 paa en Tid, da alle Kommunitets- og Regens-
pladser vare besatte. Der kunde altsaa under ingen Omstændigheder være Spørgs-
maal om at tildele ham disse Beneficier tidligere end ved den næste Uddeling i
Febr. 1860. B. indgav da ogsaa Ansøgning om til denne Tid at erholde Kom-
munitet og Regens. Denne Ansøgning kunde Bestyrelsen nu vel .ikke tage til
Følge, for saa vidt den gik ud paa, at disse Beneficier skulde tildeles ham som
privilegeret; men da B. maatte antages baade at være en meget haabefuld Stu-
dent og meget trængende, bevilgede man ham Kommunitet og Regens som ikke-
privilegeret, hvortil man efter Omstændighederne ansaa sig beføjet, skjønt han,
hvis han ikke havde haft hjemme paa Island, først vilde kunne have gjort sig
Haab om disse Beneficier Va Aar senere. Hvad endelig angik den i Begyndelsen
af denne Skrivelse omtalte Student Hallgrimsson, havde Stipendiebestyrelsen ved
den nylig stedfundne Uddeling ikke kunnet tillægge ham Kommunitetet som privi-
legeret; i øvrigt henviste Bestyrelsen for hans Vedkommende til sin Indstilling
til Konsistorium af s. D., jfr. neden for.
Den i Regi. 1848 saaledes indeholdte Regel, at Privilegiet er betinget af,
at vedkommende indfinder sig ved Universitetet umiddelbart efter at have bestaaet
Afgangsexamen ved Reykjavik Skole, var der formentlig aldeles ikke nogen Grund
til at søge ændret. Lod man denne Bestemmelse helt falde bort, vilde man være
Legat- og Stipendievæsen.
615
udsat for at maatte give Kommunitetet til Islændere, som først kom til Univer-
sitetet flere Aar efter, at de havde forladt Skolen, og som i denne Mellemtid mu-
ligvis havde beskæftiget sig med alt andet end boglige Sysler; men selv om der
blev sat en vis kortere Tidsfrist, inden hvilken den studerende skulde indstille
sig ved Universitetet, f. Ex. et Aar, vilde dette dog let kunne indeholde en Fri-
stelse for de vedkommende til herefter at udsætte deres Nedrejse til Danmark,
hvad dog utvivlsomt af flere Grunde vilde være til liden Baade for deres Studiers
Fremme. Man burde derfor lade det have sit Forblivende ved den nu gjældende
Regel, anvendt paa den i det foregaaende angivne Maade; men dette udelukkede
naturligvis ikke, at man i de enkelte Tilfælde, hvor der oplystes særlige Grunde,
som kunde retfærdiggjøre en Udsættelse med Nedrejsen til Danmark inden for
en passende Grænse, kom den paagjældende til Hjælp ved en extraordinær Be-
villing. Dette vilde formentlig stemme baade med den Aand, som gik gjennem
Regi. 1848 § 4, og med den Maade, paa hvilken man oftere ved tidligere Lej-
lighed havde stillet sig over for de islandske studerende, der ikke fuldkommen
fyldestgjorde de lovbestemte Betingelser for Privilegiets Nydelse, i hvilken Hen-
seende henvistes til Lindes Medd. f. 1849 — 56, S. 853—55.
Efter at Konsistorium i Skrivelse af 26. Oktbr. havde tiltraadt Stipendiebe-
styrelsens i denne Erklæring udviklede Anskuelse, erklærede Ministeriet sig under
4. Novbr. 1868 enigt i, at Regi. 11. Febr. 1848 § 4 Nr. 1 er saaledes at for-
staa, at det omhandlede Privilegium er betinget af, at vedkommende indfinder sig
ved Universitetet umiddelbart efter at have bestaaet Afgangsexamen, ligesom det
var enigt i, at der ikke var Anledning til at søge denne Uestemmelse ændret.
Som oven for nævnt gjorde Stipendiebestyrelsen samtidig med, at den ind-
sendte sin udførlige Erklæring om det almindelige Spørgsmaal, særlig Indstilling
om Stud. Hallgrimsson. Yed Siden af at fastholde den almindelige Regel om, at
Kommunitetsprivilegiet var betinget af et umiddelbart Tidsforhold mellem Afgangs-
examen og Ankomsten til Universitetet, kunde der være Opfordring til, naar der
oplystes særlige Grunde, som retfærdiggjorde en Udsættelse med Nedrejsen til
Danmark, at komme den paagjældende til Hjælp ved en extraordinær Bevilling.
Saadanne Grunde forelaa for Hallgrimsson, og der var derfor Anledning til at
søge udvirket, at han ad extraordinær Yej opnaaede Kommunitetet. Dette burde
dog ikke blive til Skade for andre ved at gjøre Indskrænkning i det Antal Kom-
munitetspladser, hvortil de studerende i Almindelighed havde Adgang, og om hvilke
Konkurrencen for Tiden var overordentlig stor. Hensynet til disse studerende vilde for-
mentlig blive fyldestgjort, naar Bevillingen rettedes paa, at Hallgrimsson behand-
ledes som overtallig privilegeret Kommunitetsalumnus fra 1. Sept. 1868 at regne.
Denne Indstilling, der anbefaledes af Konsistorium under 24. O'ktbr., bifaldtes af
Ministeriet ved Skrivelse af 4 Novbr. 1868.
Ligeledes bifaldt Ministeriet under 28. Oktbr. 1870, efter Konsistoriums og
Stipendiebestyrelsens Indstilling, at Stud. B. Jønsson, der i 1869 underkastede
sig Afgangsexamen ved Reykjavik Skole, men først i 1870 kom til Danmark,
maatte behandles som overtallig privilegeret Kommunitetsalumnus fra 1. Septbr.
s. A. at regne.
— I Henhold til Reskr. 8. Marts 1737, 9. Oktbr. 1771 og Fund. 25. Juni
1777 oppebære Alumnerne i det grønlandske Seminarium 2 Rd. om Ugen i Kom-
munitetsstipendium, som udbetales med 8 Rd. 4 Mk. om Maaneden, samt 1 Rd.
616
Universitetet 1864—1871.
4 Mk. om Maaneden i Regensbeneficium. Saa længe Regi. 30. Juli 1818 var
gjældende, oppebar de saaledes det samme Beløb som de ordinære Alumner af
3dje Grad. De Forandringer, som senere ved Regi. 11. Febr. 184S og Finans-
loven f. 1856—57 ere gjorte i Kommunitetsstipendiet og Regensbeneficiet i Al-
mindelighed, ere blevne uden Indflydelse paa det af de grønlandske Seminarister
oppebaarne Beløb, jfr. Reskr. 13. Maj 1791. Overensstemmende hermed opførtes
der i de aarlige Finanslove under Kommunitetets Udgiftspost 1 til de grønlandske
Seminarister, hvis Antal er 4, til Kommunitetsstipendiet 4 X 104 Rd. = 416
Rd., og til Regensbeneficiet 4 X 20 Rd. == 80 Rd., indbefattet under den al-
mindelige Budgetkonto til Regensstipendiet. Af de 4 grønlandske Stipendier ud-
betales de 2 i Kjøbenhavn til tvende som Alumner i det grønlandske Seminarium
ansatte studiosi og candidati theologiæ, der have Bolig paa Regensen, som andre
Regensalumner. De 2 andre Stipendier indbetales i Henhold til Reskr. 7. Juli
1773 i den grønlandske Missions Kasse for igjen at anvendes til Alumner, der
i Grønland dannes af deres Formand til at forestaa Missionsembeder.
Da cand. theol. T Sørensen, Alumnus i det grønlandske Seminarium, havde
andraget om en Forhøjelse af den ham som Alumnus tillagte Understøttelse, be-
gjærede Ministeriet en Erklæring herover af Konsistorium og Stipendiebestyrelsen.
Sidst nævnte Bestyrelse indstillede i denne Anledning i Skrivelse af 24. Septbr.
1864, hvortil Konsistorium sluttede sig i Skrivelse af 6. Oktbr., at det den
nævnte Alumnus i det grønlandske Seminarium tilkommende Kommunitetsstipen-
dium og Regensbeneficium forhøjedes til det samme Beløb, hvormed disse Stipen-
dier oppebæres af Kommunitets- og Regensalumnerne i Almindelighed, saaledes
at Forhøjelsen for Tidsrummet indtil 1. Apr. 1865 bevilgedes af Kommunitetets
extraordinære Udgiftskonto, samt at det fastsattes som almindelig Regel, at
Kommunitetsstipendiet og Regensbeneficiet for de Alumner i det grønlandske Se-
minarium, der her i Kjøbenhavn forberede sig til at træde i Missionens Tjeneste,
ansattes til de samme Beløb som de ordinære Kommunitets- og Regensalumner
oppebåre, for Tiden altsaa henholdsvis 12 Rd. og 3 Rd., men saaledes, at denne
Forandring blev uden Indflydelse paa Størrelsen af det Beløb, som efter de nu
gjældende Regler i Henhold til Reskr. 7. Juli 1773 kunde fordres indbetalt i den
grønlandske Missions Kasse.
Da Ministeriet, hvad ogsaa Stipendiebestyrelsen havde udtalt, ansaa det for
naturligt, at de grønlandske Alumner her i Kjøbenhavn, der ordentligvis vilde
leve under ganske de samme Forhold som de øvrige Kommunitets- og Regens-
alumner, i Henseende til de dem tillagte Stipendiers Størrelse stilledes ved Siden
af disse, bevilgedes, efter Ministeriets Forslag, de begjærede Forhøjelser ved fi-
nansloven f. 1865—66. Tillæget til Kand. Sørensen udbetaltes denne paa for-
ventet Tillægsbevilling f. 1865— 66, idet det, uagtet Ministeriet derom havde
fremsat Begjæring, af Udvalget var blevet overset at stille Ændringsforslag til
Tillægsbevillingsforslaget f. 1864—65.
Efter Indstilling tillagdes der ved Ministeriets Skrivelse af 22. Febr. 1869
Alumnus i det grønlandske Seminarium P. C Jensen en Godtgjørelse af 10 Rd.
maanedlig for Novbr. og Decbr. Maaneder 1868, fordi der ikke havde kunnet
anvises ham Fribolig paa Regensen i det nævnte Tidsrum.
— I Anledning af et Andragende fra Gouvernementet for de dansk-vest-
indiske Besiddelser om, at der maatte udvirkes en allerhøjeste Tilstaaelse af lig-
Legat- og Stipendievæsen.
617
nende Begunstigelser for Sønner af dansk-vestindiske Undersaatter som . dem, der
ved kgl. Resol. 18. Decbr. 1840*) og 11. Febr. 1848**) samt Regi. II. Febr.
i 848 bleve tilstaaede Sønner af da værende dansk-ostindiske Undersaatter samt
at Undersaatter i Grønland og paa Færøerne, begjærede Ministeriet en Udtalelse
at Konsistorium, der herom indhentede en Erklæring af Stipendiebestyrelsen.
I sin Erklæring af 21. Apr. 1865 bemærkede Stipendiebestyrelsen, at der
var den Forskjel mellem kgl. Resol. 18. Decbr. 1840 Nr. 4 og Regi. 11. Febr.
1848 § 4 Nr. 2, at medens den første for Undersaatter i de dapsk-ostindiske
Besiddelser betingede Privilegiet med Hensyn til de nævnte Stipendier af, at ved-
kommende fremlagde antagelige Uformuenhedsattester, knyttede den sidste for Un-
dersaatter i Grønland og paa Færøerne Privilegiet til den Betingelse, at paagjæl-
dende til Adgangs- eller Afgangsesamen havde opnaaet bedste Karakter. Det var
nu vistnok klart, at hvis man overhovedet vilde udvide de ommeldte Begunsti-
gelser til Vestindien, maatte det nødvendigvis ske under den i Resol. 18. Decbr.
1840 indeholdte Betingelse. Krævedes der ikke nogen Uformuenhedsattest, vilde
det let kunne indtræffe, at Stipendierne maatte tildeles studerende, som efter de-
res Forældres eller Forsørgeres pekuniære Stilling ikke kunde siges at have nogen
Trang til Understøttelse. Under de Forhandlinger, som gik forud for Regi. 11.
Febr. 1848, havde Universitets Direktionen ogsaa indstillet, at selv for Islands,
Grønlands samt Færøernes Vedkommende skulde Privilegiet være bundet til Ufor-
muenhed. Dette blev vel forandret i Statsraadet; men Hensynet hertil kunde paa
ingen Maade blive afgjørende i Tilfælde af Privilegiets Udvidelse til Vestindien,
hvor jo de økonomiske og sociale Forhold vare væsentlig forskjellige fra For-
holdene i de foran nævnte Landsdele. Naar det imidlertid saaledes maatte anses
for nødvendigt at vedtage Uformuenhedsbetingelsen ved Privilegiets Udvidelse til
Vestindien, vilde Følgen heraf blive, at det Hensyn vilde tabe største Delen af sin
Vægt, som Gouvernementet fortrinsvis havde gjort gjældende (i Skrivelse af .6. Avg.
1864) for den hele Foranstaltning, i emlig at den vilde kunne tjene til at formaa For-
ældre af de indfødte Klasser i Vestindien, som nu jævnlig sendte deres Sønner
til Opdragelse i England eller Hamburg-Altona, til at sætte disse i de højere
danske Opdragelsesanstalter, og Kolonien derved mulig blive sat i Stand til i
Tiden at opnaa liere indfødte Embedsmænd, der besade den fornødne Dannelse
og Kvalifikation. De Familier nemlig, som havde Raad til at sende deres Børn
til Opdragelse i England eller Hamburg, vilde næppe kunne anses for at være
trængende til Understøttelse til deres studerende Sønner, og vilde saaledes være
udelukkede fra at nyde godt af Privilegiet Men selv om man lod Uformuenheds-
fordringen falde, var der vistnok god Grund til i det hele at betvivle, at det
oven nævnte Formaal i nogen væsentlig Grad vilde kunne fremmes ved den paa-
tænkte Foranstaltning. Det turde vistnok antages, at der ikke vilde blive tillagt
den Understøttelse, hvorom der her vilde være Tale, saa megen Betydning af ved-
kommende velhavende Familier, at de herefter vilde bestemme Børnenes Opdra-
gelsessted og derigjennem Retningen for deres hele Udvikling. En Udvidelse af
de omspurgte Privilegier, hvad enten man vilde fordre Uformuenhed eller ikke,
vilde nærmest kun have til Følge, at Sønner af danske Embedsmænd i Vestindien
eller andre der bosatte Danske i større Grad end tidligere vilde blive bestemte
*) Selmers Aarb. f. 1840, S. 55 ff.
**) Selmers Aarb. f. 1848, S. 10.
618
Universitetet 1864—1871.
til at studere ved Kjøbenhavns Universitet; men det syntes ikke, at denne Om-
stændighed vilde knnne være skikket til i nogen væsentlig Grad at indvirke paa
Civilisationen og den hele Aandsretning i de vestindiske Kolonier. Foranstaltnin-
gen i det hele vilde derfor vistnok i Virkeligheden blive alene til Fordel for hine
Familier; men til en saadan Understøttelse var der formentlig aldeles ingen Grund.
Tvært imod maatte disse Familier antages ; Almindelighed at være saaledes stil-
lede i pekuniær Henseende, at det vilde være meget unaturligt at give dem et
fortrinligt Krav paa Understøttelse til deres Børns Undervisning.
Hertil kom, at Stipendiebestyrelsen ganske i Almindelighed ansaa det for
misligt at udvide Kredsen af de privilegerede Stipendiater. Det var umiskjende-
ligt, at saadanne almindelige Privilegier medførte den Ulempe, at Stipendierne
oftere maatte bortgives til saadanne, som hverken i Henseende til Trang eller
andre Kvalifikationer kunde anses for de værdigste, og dette havde ganske vist
særlig Betydning med Hensyn til en Stiftelse som Regensen, ved hvilken et om-
hyggeligt Valg af Alumner maatte anses for en væsentlig Betingelse for, at den
kunde opfylde sin Bestemmelse. Det var derhos en Selvfølge, at hin Ulempe
blev væsentlig forøget, jo større den Kreds var, med Hensyn til hvilken en Ud-
videlse af Privilegiet fandt Sted. Paa den anden Side var der for Tiden en saa
stor Konkurrence om Kommunitetsstipendiet og Regensbeneficiet mellem særdeles
værdige og trængende studerende, som ikke vare privilegerede, at det allerede af
denne Grund vilde være unaturligt at forøge de privilegeredes Tal, hvilket altid
baade direkte og indirekte indvirkede paa de ikke-privilegeredes Adgang til at
nyde disse Beneficier. Endelig havde Privilegierne med Hensyn til Kommunitet
og Regens den Mislighed, at den privilegerede studerende, som opnaaede disse
Beneficier strax ved sin Immatrikulation, saa godt som aldrig vilde have fuldendt
sine Studeringer i de 4 Aar, i hvilke de vare ham tildelte, og at han derfor
ofte blev meget uheldig stillet, naar han maatte fratræde sine Stipendier paa en
Tid, hvor det var ham af Vigtighed at have den hele Tid til sin Disposition for
at kunne afslutte sine Studeringer. De sidst nævnte Grunde tillagde Stipendie-
bestyrelsen for sit Vedkommende saa megen Vægt, at den endog af Hensyn til
samme vilde fraraade den hele Foranstaltning, selv om den kunde erkjende, at
det Maal, som Gouvernementet stillede i Udsigt ved samme, derved i nogen væ-
sentlig Grad kunde naas.
Ved under 29. Apr. at tilstille Ministeriet denne Erklæring, udtalte Konsi-
storium, at det ganske tiltraadte den. Over de øvrige i de kgl. Resol. af 18.
Decbr. 1840 og 11. Febr. 1848 omhandlede Begunstigelser var det formentlig
ikke nærmest Universitetets Sag at udtale sig; men Konsistorium skjønnede i øv-
rigt ikke rettere, end at de samme Grunde, som frembød sig mod at tilstaa
Sønner af dansk-vestindiske Undersaatter de særegne Begunstigelser mod Hensyn
til Kommunitetsstipendiet og Regensbeneficiet, ogsaa i det hele maatte tale mod
at indrømme dem de øvrige Fordele, saa meget mere som Fripladserne i de lærde
Skoler i den senere Tid vare blevne saa betydelig indskrænkede.
Herefter fandt Ministeriet det for sit Vedkommende betænkeligt og fraraade-
ligt at søge den attraaede Begunstigelse udvirket for Sønner af dansk-vestin-
diske Undersaatter, hvorom det under 20. Juni 1865 tilskrev Indenrigs-
ministeriet.