Universitetets Forhold nd ad til.
531
8- Den patlxologislsre Samling.
Efter Indstilling fra det lægevidenskabelige Fakultet bifaldt Ministeriet under
14. Marts 1867, at der af Universitetets Udgiftspost 4 (særegne Udgifter til det
lægevidenskabelige Fakultet) f. 1866—67 maatte afholdes 25 Rdl. 21 Sk. til
estraordinære Ordningsarbejder ved Universitetets pathologiske Samling.
9_ Den farmalacologislxe Samling.
Ved Skrivelse af 24. Apr. 1869 har Konsistorium tilladt, at Gjennemgangs-
værelset fra Konsistoriums Forsamlingssal til Festsalen overlades Prof. Warucke
til Opstilling af en Samling af farmakognostiske Præparater paa de samme Be.
tingeiser, som Værelset tidligere havde været overladt Prof. Panum, jfr. foran S. 528.
Med Ministeriets Samtykke i Skrivelse af 7. Juni s. A. overlodes ham hertil nogle
af det zoologiske Museums ældre Skabe. Til Dækning af de med Inventariets
Istandsættelse, Indkjøb af Glas og Samlingens Opstilling forbundne Udgifter an-
vendtes, i Henhold til kgl. Resolution af 31. Maj s. A., et Belob af 190 Rdl. af
Universitetets Udgiftspost 7.
VIII. Universitetets Forhold ud ad til.
1. Ophævelse af Kongens Liv korps.
Medens Kjøbstædernes Borgervæbninger, i Følge de almindelige Bestemmel-
ser i Reskr. 27. Febr. 1801 (Kane. Cirk. af 28. s. M.), Regi. 4. Juni 1802 § 1
og de særlige Reglementer af 1. Juni 1808 § 2 og 2. Marts 1804 § 1 for
Helsingør, havde, førend Værnepligtsloven af 12. Febr. 1849 udkom, et dobbelt
Formaal, dels at vjerne mod fjendtligt Overfald, dels at overholde Orden og
Sikkerhed i Byen, havde det under Navn af »Kongens Livkorps« oprettede Korps
af de akademiske Borgere i Kjøbenhavn i Følge Regi. 14. Maj 1808 § 1, jfr.
§§ 20 og 21, alene den Bestemmelse, »at bidrage til Hovedstaden Kjøbenhavns
Forsvar ved militær Tjeneste«. Som Følge af denne Forpligtelse vare Korpsets
Medlemmer fritagne for at indtræde i noget andet Borgerkorps, i Lighed med, hvad
der ved Regi. 1. Juni 1808 § 5 var bestemt med Hensyn til Medlemmerne al
Kongens Livjægerkorps, som den Gang henregnedes til Armeen.
Ved Værnepligtsloven 12. Febr. 1849 § 40*) paabødes den Forandring, at
*) Værnepligtsloven af 12. Febr. 1849 § 40 lyder saaledes:
„Den Forpligtelse, som for Tiden paahviler Kjøbstadbeboerne til at gjøre
Tjeneste i vedkommende Kjøbstads Borgervæbning eller Brand- og I olitikoips,
skal fremdeles vedblive, dog at Tjeneste i Borgervæbningen eller Politikoipset
ikke kan affordres nogen, der henhører til den staaende Hær. tjeneste i I >iand-
korpset kan ikke fritage nogen, der henhører til den staaende Hær, fia at op-
fylde den Tjeneste, som hans Stilling i denne medfører.
Tjenesten i saadanne Korps bliver alene at betragte som en Kommunal-
byrde til Overholdelsen af den indre Orden og Sikkerhed i Kjøbstaden, uden
Hensyn til Værnepligten 5 til hvilken Lnde slige Korps alene skulle staa undci
68
532
Universitetet 1864—1871.
Tjenesten i Kjøbstadborgervæbningerne alene skulde betragtes som en Kommunal-
byrde til Overholdelsen af den indre Orden og Sikkerhed i Kjøbstaden, uden Hen-
syn til \ ærnepligten, til hvilken Ende de alene skulde staa under den civile Øv-
righeds Overbefaling, og at der som Følge deraf skulde gives Kjøbstadborger-
væbningerne en til dette Ojemed svarende Organisation, for saa vidt det ikke
allerede var sket,
Fra oven anførte Regel var dog med Hensyn til de borgerlige Korps i
Kjobenhavn og øvrige faste Pladser gjort den Undtagelse, at de fremdeles i Krigs-
tid under Ivrigsbestyrelsens Befaling skulde kunne anvendes til at modstaa fjendt-
ligt Overfald, naar Byen blev angrebet, og derfor ogsaa i Fredstid skulde staa
under Krigsbestyrelsens Tilsyn.
Som et Slags Vederlag for denne yderligere Forpligtelse var det bestemt, at
alle de, som vare ansatte ved sidst nævnte borgerlige Korps, saa længe skulde
være fritagne tor at indkaldes til Armeens Forstærkning, om de end ellers maatte
henhøre til samme, saa vel som for at kunne bruges til saadan Tjeneste, som
omhandles i L. 12. Febr. 1849 § 33.
Da det, efter at den Udskrivningsfrihed, der hidtil havde været tilstaaet
Kjøbstadbeboerne og de akademiske Borgere, om disse sidste endog efter deres
Fødsel henhørte til den værnepligtige Stand, var ophævet, fandtes ubilligt, at de
Personer, der som fødte efter d. I. Jan. 1826 vare blevne inddragne under den
almindelige Værnepligt, skulde tillige ved deres Ansættelse i de bevæbnede Borger-
korps, førend de vare behandlede til Udskrivning til Armeen, tilpligtes at udføre
en Tjeneste, der til Dels eller for Livkorpsets Vedkommende endog ganske var
beregnet paa Forsvarsvæsenet, blev det tilkjendegivet Chefen for Kjøbenhavns
Borgervæbning og Livjægerkorpset, at de ved disse Korps ansatte unge Mennesker,
der vare fødte efter d. 1. Jan. 1826 og ej endnu vare blevne indøvede og tagne
til Tjeneste, kunde fritages for Vaabenøvelse og for at anskaffe sig Uniform, ind-
til nærmere Bestemmelse herom maatte blive taget under Sagen angaaende Borger-
væbningens Omorganisation, eller de, efter at være blevne behandlede til Udskriv-
ning til Armeen, derved vare blevne forbigaaede, eller, ved at stille for sig, vare
overgaaede til Forstærkningen. Ligeledes tilskrev Justitsministeriet Kongens Liv-
korps, at skjønt der i Henseende til de nye akademiske Borgeres Indskrivning i
Korpset maatte forholdes som sædvanlig, fandtes der dog med Hensyn til den
den civile Øvrigheds Overbefaling. Som Følge heraf skal der gives de nu
værende Kjøbstad-Borgervæbninger en til dette Øjemed svarende Organisation,
for saa vidt det ikke allerede er sket.
Dog skulle de borgerlige Korps i Kjøbenhavn og øvrige faste Plad-
ser, derunder indbefattet Helsingør, fremdeles i Krigstid under Krigsbe-
styrelsens Befaling kunne anvendes til at modstaa fjendtligt Overfald, naar
Byen angribes, og skulle derfor ogsaa i Fredstid staa under Krigsbestyrel-
sens Tilsyn. Den Forpligtelse, som i Følge Regi. 22. April 1829 § 2 paahviler
Kongens Livjægerkorps til i Krigstid at bruges paa hvilket som helst Sted inden
Sjællands Grænser, det maatte findes hensigtsmæssigt at anvende samme, skal
for Fremtiden bortfalde og Korpsets Forbindelse med Kongens Arme ophøre.
Alle de, der ere ansatte ved de sidst nævnte borgerlige Korps, skulle saa
længe være fritagne for at indkaldes til Armeens Forstærkning, om de end ellers
maatte henhøre til samme, saa vel som for at kunne bruges til saadan Tjeneste,
gom omhandles i § 33."
Universitetets Forhold ud ad til.
533
Forandring, som mulig forestod Korpset ved Omorganisation af Kjøbenhavns
Borgervæbning, for Tiden ingen Anledning til at paalægge de nye Medlemmer at
anskaffe sig Uniform eller at gjennemgaa Esercerskolen. Som Følge deraf var
der siden Efteraaret 184S ingen Exercerskole blevet afholdt ved Livkorpset.
Allerede forinden herskede der imidlertid Usikkerhed om, hvorledes Korpsets
Stilling vilde blive ved Indførelsen af en almindelig Værnepligt. I intet af de
Lovudkast, der i Aarene 1844 og 1846 forelagdes Provindsialstænderne om al-
mindelig Værnepligt, udtaltes udtrykkelig, om Livkorpset skulde vedblive at be-
staa, eller om det skulde opløses; men at dette sidste var Meningen af Udkastet
af 1846, fremgaar af et eget Afsnit (§§ 68—100) om den Maade, hvorpaa Kjøben-
havns Beboere skulde afholde deres Værnepligt, nemlig i en saakaldet Kjøben-
havns Væbning, der skulde bestaa dels af Væbningens Linie og Reserve, dels af
Stadens Brandkorps. Et særskilt Korps af Studenter omtales ikke. At Sagen
ogsaa blev betragtet saaledes af Provindsialstændernes Forsamling, ses af de
Forslag, der fra sammes Side fremkom om yderligere Lempelser for den stu-
derende Ungdom. At der hos en Del af de akademiske Borgere den Gang kun
viste sig liden Interesse for Korpsets Vedbliven, fremgaar af, at der til den
jyske Stænderforsamling blev indleveret et Andragende fra en i et almindeligt
Studentermøde udnævnt Komite, om at de, der vare indskrevne som akademiske
Borgere ved Kjøbenhavns Universitet, med Hensyn til Værnepligtens Opfyldelse
maatte henregnes til den kjobenhavnske Udskrivningsmasse lige med Stadens øv-
rige Indvaanere (se Viborg Stændertidende 1846 S. 1028), hvilket Andragende
imidlertid senere fremkaldte en Protest fra 151 akademiske Borgere imod Resul-
tatet af den Afstemning i den af Kjøbenhavns Studenter afholdte Generalfor-
samling, der havde haft det nævnte Andragende til Følge (ib. S. 2305).
Det maatte formentlig, i det mindste til Dels, tilskrives denne Korpsets
svævende Tilstand, at Korps-Kommandørposten ved indtruffen Vakance ej igjen
blev besat, at i en Række af Aar ingen Vaabenøvelser vare blevne afholdte for
de Medlemmer, der havde gjennemgaaet Exercerskolen, og at Korpset overhovedet
ingen Tjeneste havde gjort, med Undtagelse af, at en Del ;if Korpsets Medlemmer
under Krigen deltog med Borgervæbningen og Livjægerkorpset i at besætte Vagten
her i Staden under den sædvanlige Garnisons Fraværelse.
Uagtet Korpset saaledes faktisk var saa godt som opløst, antog Justits-
ministeriet dog, at dets Medlemmer, saa længe Korpset endnu i retlig Hen-
seende maatte betragtes som bestaaende, burde nyde godt af den Begunstigelse,
som omhandles i Slutningen af Værnepligtslovens § 40, nemlig Fritagelse for
Tjeneste i Armeens Forstærkning, og for at kunne bruges til saadan Tjeneste,
som omhandles i Lovens § 33, hvilket paa given Anledning blev tilkjendegivet
saa vel Korpset som Sessionen for Staden Kjøbenhavn.
Det af Justitsministeriet udarbejdede Udkast til en ny Borgervæbningslov
for Kjøbenhavn, som blev forelagt Landstinget i Aar et 1850, gik blandt andet ud
paa, at Kongens Livkorps skulde ophæves, og at de Medlemmer af Korpset, som
vare fødte efter d. 1. Jan. 1821, skulde med Hensyn til Forpligtelsen til at tjene
i Borgervæbningen behandles lige med Stadens øvrige Indvaanere, dog at den Tid,
de havde tjent i Korpset, beregnedes dem til gode, som om de havde tjent ved
Borgervæbningen, hvorimod de før d. 1. Jan. 1821 fødte Medlemmer af Korpset,
for saa vidt de ikke selv begjærede det, ikke skulde ansættes ved noget borgerligt
68*
534
Universitetet 1864—1871.
Korps. Dette Forslag stod i Forbindelse med andre i Udkastet foreslaaede Be-
stemmelser, blandt andet, at ogsaa Kongens Livjægerkorps skulde ophæves og
henlægges som en Afdeling under det borgerlige Infanteri, — at de Grunde til
Fritagelse for Tjenesten i Borgervæbningen, som vare hjemlede i de hidtil givne
Bestemmelser, for største Delen skulde bortfalde, men at paa den anden Side An-
sættelse ved de borgerlige Korps i Regelen forst skulde finde Sted, efter at de
paagjældende vare blevne behandlede til Udskrivning paa Landsessionen, uden dog
der at være udtagne til Tjeneste ved den staaende Hær.
Under Sagens 2. Behandling i Landstinget vedtoges den sidst nævnte Be-
stemmelse af Forsamlingens Majoritet, hvorimod der ytredes Betænkelighed ved
at bibeholde de Fritagelsesgrunde, som Lovudkastets § 8 indeholdt, og med Hen-
syn til Spørgsmaalet om Kongens Livkorps og Livjægerkorps blev det af For-
samlingens Majoritet vedtaget, at der i Stedet for Udkastets midlertidige Bestem-
melsers §§ 2 og 3, skulde indføres en ny Paragraf, som gik ud paa, at Kongens
Livkorps og Livjægerkorps skulde ophæves, og de Medlemmer af samme, der ej
endnu vare vaabenøvede, skulde, for saa vidt de vare fødte efter d. J. Jan.
1826, med Hensyn til Forpligtelsen til at tjene i Borgervæbningen behandles lige
med Stadens andre Indvaanere, men de øvrige, for saa vidt de ikke selv be-
gjærede det, ej ansættes ved noget borgerligt Korps.
Imidlertid kom Sagen ikke videre end til 2. Behandling i Landstinget, og
da det nu var uvist, om eller naar et nyt Udkast til en Borgervæbningslov for
Kjøbenhavn vilde blive Rigsdagen forelagt, formente Justitsministeriet, at det ikke
vel gik an, længere at beholde den svævende Tilstand, hvori Kongens Livkorps
hidtil var holdt. Navnlig fandt Justitsministeriet det ikke rigtigt, at Ansættelse
ved Korpset skulde bevirke den i Værnepligtslovens § 40, sidste Afsnit, omhandlede
Fritagelse for Tjeneste i Forstærkningen i den saakaldte Trænkuske-Klasse, naar
Korpset aldeles ingen Tjeneste gjorde, og den største Del af de i samme ind-
skrevne hverken vare vaabenøvede eller uniformerede. Justitsministeriet ønskede
det derfor taget under Overvejelse, om Korpset endelig skulde opløses, eller om
det fremdeles skulde vedblive at bestaa, og da paa ny organiseres saaledes, at
det kom til at gjøre en Tjeneste, svarende til den Begunstigelse, der i Henhold
til Værnepligtslovens § 40 tilkom samme og opfordrede til den Ende i Sept.
1852 den øverstkommanderende Officer ved Korpset, Oberstl. d'Auehamp, til at
ytre sig over Sagen og tillige blandt andre Oplysninger at meddele et Overslag
over de Bekostninger, som vilde medgaa til paa ny at sætte Korpset i Virksom-
hed, i Fald et saadant maatte blive besluttet.
Til Svar herpaa modtog det en Skrivelse med en Betænkning fra et af
Officerer og Mellemstabsbetjente dannet Udvalg, hvori samme udtalte sig for, at
Korpset omorganiseredes, i det væsentlige saaledes, at det kom til at danne en
særegen Infanteriafdeling, hvis Medlemmer skulde tjene i samme i 4 Aar og i
den Tid erholde en saa fuldstændig Uddannelse, som den menige Infanterist er-
holdt ved Tjeneste i Linien, og efter disse 4 Aars Forløb overføres til Infanteriets
Krigsreserve, eller, for saa vidt de ikke fandtes tjenstdygtige som Kombattanter,
anvendes til saadanne Stillinger, hvortil de maatte egne sig. Idet Oberstl.
d'Auehamp havde sluttet sig til denne Anskuelse, havde han dog i den For-
mening, at der vilde liengaa en Tid, førend denne Plan kunde komme i Stand,
indskrænket sig til at udtale sig om, hvorledes der, under Forudsætning af, at
Universitetets Forhold ud ad til.
535
den angivne Plan maatte bifaldes, skulde forholdes med Korpset i Overgangs-
perioden. Endskjønt Justitsministeriet holdt for, at man ikke kunde gaa ind paa
Udvalgets Forslag, og at der som Følge deraf heller ikke kunde gives Korpset
en midlertidig Indretning, hvorved den foreslaaede Omorganisation forberededes,
ansaa det det dog for rigtigst at indhente Krigsministeriets Betænkning derover.
Krigsministeriet udtalte (21. Febr. 1853), at Livkorpset, efter at der ved
samme i 5 Aar ingen Rekrutuddannelse og Vaabenovelse var foretaget, maatte
betragtes som faktisk opløst. At kalde det atter til Live i den foreslaaede Form,
kunde paa ingen Maade tilraades; den militære Tjeneste i Korpset vilde ikke blive
tilfredsstillende, og det paapegede Formaal, at uddanne Korpsets Medlemmer til
Reserveofficerer til Armeen, vilde aldeles forfejles. Medens den Intelligens, som
de studerende medbragte ved at indtræde i Armeen, lod forvente, at mange af
dem under deres faste Tjenestetid vilde tilegne sig en saadan militær Dygtighed,
at de ved en udbrydende Krig kunde afgive duelige Befalingsmænd saa vel i
Officers- som Underofficersklassen, maatte denne Intelligens, paa Grund af mangel-
fuld Uddannelse i militær Retning, anses tabt for Armeen, til ubodelig Skade for
Krigstjenesten, saafremt Udvalgets Forslag toges til Følge. At Værnepligten for
de studerende, i Sammenligning med andre unge Mennesker af den dannede Klasse,
som det i den selvsamme Alder maatte være magtpaaliggende at bane sig Vejen
til en Livsstilling, skulde være i den Grad trykkende, at en Undtagelse fra de
almindelige Bestemmelser for Værnepligtens Opfyldelse, til Gunst for de stu-
derende, derved kunde begrundes, kunde Krigsministeriet heller ikke indse, og
det erklærede sig saaledes ubetinget for ønskeligheden af, at Livkorpset forme-
lig opløstes, og de studerende underkastedes den almindelige Udskrivning til Hæren
overensstemmende med Værnepligtsloven.
I Skrivelse til Undervisningsministeriet af 30. Marts 1853 meddelte Justits-
ministeriet Underretning om, hvad der i Sagen var passeret, saaledes som det
foran findes fremstillet, og begjærede dets Erklæring, forend videre foretoges.
Det tiltraadte Krigsministeriets Mening og fandt, at den foreslaaede Indretning
stred mod Ideen om almindelig Værnepligt, og betragtet som en Begunstigelse
ikke lod sig forene med Værnepligtslovens § 12. Der kunde saaledes næppe blive
Spørgsmaal om at fritage de akademiske Borgere for Udskrivning til Armeens
Linie lige med alle andre Værnepligtige, men kun om hvorvidt de ved Siden af
denne almindelige Tjenestepligt skulde fra den Tid, de bleve immatrikulerede ved
Universitetet, og indtil de udskreves til Armeen, end videre gjennem Livkorpset
udføre en anden særlig militær Tjeneste, og da paa Grund deraf i Henhold til
Slutningen af Værnepligtslovens § 40 fritages for Tjeneste i Forstærkningen og
som Militærarbejdere. En saadan Fritagelse kunde vel for nogle af de studerende
og navnlig under visse Omstændigheder blive en Fordel; men denne turde dog
næppe opveje den Byrde, som den særlige Tjeneste i Livkorpset vilde medføre
for de Studenter, der ikke undgik Udskrivning til den staaende Hær. Det vilde
for den studerende Ungdom i det hele, naar den dog ikke kunde fritages for den
almindelige Værnepligt i Hæren, formentlig være det fordelagtigste, at Livkorpset
ganske ophævedes. Skulde man komme til et modsat Resultat, maatte det der-
efter tages under Overvejelse, om Korpset skulde beholde sin hidtil værende mere
selvstændige Stilling, eller sættes i en nærmere Forbindelse med Borgervæbningen,
536
Universitetet 1864 —1871.
og hvorfra Midler skulde erholdes til Korpsets Reorganisation og fremtidige Be-
staaen.
Ophævedes Livkorpset, opstod dernæst Spørgsmaalet om, hvorledes de aka-
demiske Borgeres Stilling vilde blive med Hensyn til den Ivjøbstadbeboerne i Al-
mindelighed paahvilende Forpligtelse til at gjøre Tjeneste i de kommunale Korps.
I saa Henseende antog Justitsministeriet, at de studerende ikke i deres Stilling
som akademiske Borgere i og for sig kunde søge nogen Grund til at fritages for
at indtegnes i Borgervæbningens Ruller i Henhold til Regi. 1. Juni 1808 § 5,
men at de i øvrigt, for saa vidt de optoges deri, lige med Stadens øvrige Ind-
vaanere vilde nyde godt af den tagne Bestemmelse, at det ikke fordredes, at
nogen gjennemgik Væbningens Exercerskole eller anskaffede sig Uniform, førend
han endelig var behandlet til Udskrivning til Armeen og derved var blevet forbi-
gaaet, eller han var løst fra Tjenestepligten ved den staaende Hær, hvorhos An-
sættelse ved Borgervæbningen gav samme Adgang til Fritagelse for Tjeneste i
Forstærkningen og i Militærarbejdernes Klasse, som antoges at tilkomme Med-
lemmerne af Livkorpset.
I denne Anledning begjærede Undervisningsministeriet under 4. Maj en Er-
klæring af Konsistorium, der forelagde Sagen for den akademiske Lærerforsamling.
Af Lærerforsamlingen blev der nedsat et Udvalg, bestaaende af Proff. Larsen,
Krieger, Hermansen, Holten og Bjerring, der under 27. Juni 1854 afgav sin
Erklæring.
Det var, udtalte Udvalget, utvivlsomt en Fejltagelse, naar Justitsministeriet
i dets Skrivelse af 30. Marts 1853 udledede de akademiske Borgeres Fritagelse
for at indtræde i de almindelige borgerlige Korps fra deres Stilling i Livkorpset
og dettes Forpligtelse til at bidrage til Kjøbenhavns Forsvar ved militær Tjeneste.
Vistnok maatte det af de akademiske Borgere dannede Livkorps henregnes til de
»borgerlige Korps« i dette Ords almindeligere, mere omfattende Betydning, hvori
det modsættes de egentlig militære, til Krigshæren henhorende Korps, saasom i
Adg. 23. Septbr. 1848 § 3 og L. 12. Febr. 1849 § 40; men selve de akade-
miske Borgere, der fra gammel Tid vare betragtede som en særegen, fra Byens
almindelige, borgerlige Jurisdiktion undtagen Stand, jfr. Reskr. 2. Septbr. 1740, kunde
dog ikke henregnes til de Borgere og andre Indvaanere af den borgerlige Stand, hvilke
alene i Følge PI. 11. Febr. 1803 § 3, Regi. J. Juni 180S § 5 m. fl vare plig-
tige at indtræde i den egentlig kjøbenhavnske Borgervæbning (jfr. Kskr. 24. Juli
1802 og Ørsteds Haandbog III. S. 237). Herpaa havde den af adskillige af
Korpsets Medlemmer bestaaende Komite i sin Betænkning til Justitsministeriet
allerede rigtig gjort opmærksom. Men om det end kunde antages, at Studenterne
vare at henføre under de i Regi. 1808 § 5 nævnte »Indvaanere af den borgerlige
Stand«, vilde deres Fritagelse for at indtræde i de egentlig borgerlige Korps
dog ikke være mindre klar og afgjort. Den paafolgende § 6 undtog nemlig alle
dem fra Bestemmelsen i § 5, »som i Almindelighed ere tilstaaede Frihed for
Stadens personelle Tynger« ; og Reskr. 2. Sept. 1740 havde udtrykkelig stadfæstet den
fra gammel Tid gjældende Regel, at »alle iUniversitetets M a t r i k u 1 i n s k r i-
berede, saa længe de derved forblive, ei alene Studiosi, men endog Practici« o. s. v.,
vare fritagne for alle borgerlige Onera. De akademiske Borgeres Fritagelse for
den egentlig borgerlige militære Tjeneste stod saaledes aldeles uafhængig af deres Ind-
trædelse eller Ikke-Indtrædelse i Kongens Livkorps. Dette havde, saa vidt vidstes, ogsaa
Universitetets Forhold ud ad til.
537
stedse været erkjendt, og forudsattes ogsaa tydelig i det citerede Regi. 1808 § 5, der af
Justitsministeriet var paaberaabt i en anden Retning. Paa den Tid var nemlig de
studerendes Indtrædelse i Livkorpset en frivillig Sag, Regi. 14. Maj I80C Ind-
ledn., sammenholdt med Bekj. 13. Avg. 1812 § l, og det var altsaa ikke nød-
vendigt, at alle tjenstdygtige Studenter hørte til Korpset; naar da desuagtet Regi.
1808 § 5 ikke nævnede Indtrædelse i dette Korps, ved Siden af Indtrædelse i
Livjægerkorpset, som en Fritagelsesgrund for at indgaa under Borgervæbningen,
kunde dette alene forklares deraf, at de akademiske Borgere overhovedet ikke
henhørte til dem, der vare pligtige at indtræde i denne Væbning. Kun naar en
studerende drev borgerlig Næring, havde man anset ham forpligtet til at deltage
i Borgervæbningen, Kskr. 20. Avg. 1806 (Hedegaards Saml.), jfr. Reskr. 2. Sep°t..
1/40; og dette var dog forstaaet med den Modifikation, at saa længe han blev
staaende i Livkorpset, hvortil han i Følge Regi. 14. Maj 1808, uagtet han drev
saadan Næring, var berettiget, maatte han uden videre være fritaget for anden
borgerlig militær Tjeneste; Universitets Direktionens Skrivelse 7. Marts 1840
(Selmers Aarbog for s. A. S. 54).
Den blotte Ophævelse af Kongens Livkorps vilde saaledes upaatvivlelig ikke
have den af Justitsministeriet forudsatte Virkning, at de studerende bleve pligtige
til at indtræde i den almindelige Borgervæbning; men hertil vilde end videre ud-
foidres, at saadan Forpligtelse ved ny Lov blev dem paalagt; men der kunde
formentlig ikke være Tale om ved særlig Lov at paalægge de studerende denne
Forpligtelse, saa længe man lod de nu værende Fritagelser for mangfoldige andre,
hvis Stilling ikke mere end Studentens syntes at berettige til saadan Fritagelse
(jfr. Peteisens Lovlexikon II. S. 228 fT.), endnu bestaa. Ordningen af disse For-
hold burde uden Tvivl ske under et, efter en almindelig Overvejelse, ved en ny
Borgervæbningslov.
Derimod vil en Ophævelse af Korpset unægtelig have den Følge, at de stu-
deiende da ikke længer kunde, som Medlemmer af dette Korps, nyde den i Vær-
nepligtslovens § 40 omhandlede Fritagelse for at indkaldes til Armeens Forstærk-
ning m. v. -Ønskede man at bevare denne Fritagelse derved, at Korpset frem-
deles skulde vedblive at bestaa, antog Justitsministeriet, at dette, som nu fak-
tisk var næsten opløst, maatte paa ny organiseres saaledes, at det kom til at
gjore en Tjeneste, der svarede til deu ovenmeldte Begunstigelse, og at det altsaa
maatte tages under Overvejelse, om Korpset skulde beholde sin hidtil værende
meie selvstændige Stilling, eller sættes i en nærmere Forbindelse med Borgervæb-
ningen, og hvorfra Midler skulde erholdes til Korpsets Reorganisation og frem-
tidige Bestaaen.
Ligesom det vistnok ikke vilde være muligt, imod vedkommende Ministeriers
bestemte Modstand, at udvirke en saadan ganske forandret Indretning af Studen-
terkorpset, som var foreslaaet i den oven berørte Komitebetænkning, selv om
denne I'lans virkelige Hensigtsmæssighed var mindre tvivlsom, end den formentlig
var, saaledes vilde ogsaa en Reorganisation af det nu værende Livkorps uden
Tvivl for Tiden være forbundet med store Ulemper og Vanskeligheder, og det hele
Spørgsmaal om denne Reorganisations hensigtsmæssigste Iværksættelse og om en
mulig nærmere Tilslutning til Borgervæbningen, kunde næppe afgjøres uden i
forbindelse med den paatænkte nye almindelige Ordning af denne Væbning.
1 ørst under denne almindelige Sag kunde det afgjøres, om der i en eller anden
538
Universitetet 1864—1871.
Retning burde gives særegne Bestemmelser med Hensyn til de akademiske Borgere.
Indtil den Tid burde det have sit Forblivende ved den nu værende Tilstand, saa-
ledes at Korpset vedblev retlig at bestaa, og altsaa de enkelte Medlemmer, som
deraf kunde gjore Brug, node den i Værnepligtslovens § 40 omhandlede Fordel.
Dette var uden Tvivl heller ikke andet end ret og billigt imod Studenterne. Det
var ikke deres Skyld, at Korpset var geraadet i den nu værende Tilstand. Dette
maatte nærmest tilskrives den Ligegyldighed og Tilsidesættelse, der fra vedkom-
mende Avtoriteters Side var udvist imod samme. De Korpset leverede Armatur-
sager havde allerede i en længere Række af Aar tilbage været i en meget slet
og til Dels ubrugelig Tilstand, uden at man trods Korpsets gjentagne Indstil-
Jinger derom havde kunnet faa Manglerne afhjulpne. Saaledes havde Korpset
paa Grund af Geværernes Tilstand maattet ophore med Skarpskydningsøvelserne
siden Aaret 1839, og paa Grund af Armaturens Tilstand i det hele med de aar-
lige Vaabenovelser siden 1844. Heller ikke var det Studenternes Skyld, at Korps-
Kommandørposten ved den indtrufne Vakance ikke igjen var blevet besat, m. v.
Desuagtet vilde man utvivlsomt, hvis Krigsfaren i Aaret 1848 umiddelbart havde
truet Staden, have set Studenterne, ligesom i 1801 og 1807, samle sig under
deres Fane, og en Gjenoplivelse og Reorganisation af Korpset vilde da vistnok
ikke være udeblevet; men hertil blev der saa meget mindre Opfordring, som et
stort Antal studerende dels frivillig ilede til Hæren, dels bleve udskrevne i Følge
Adg. 23. Sept, 1848 og L. 12. Febr. 1849. Derhos deltoge dog de her tilbage
værende Medlemmer af Korpset efter eget Ønske med Borgervæbningen og Liv-
jægerkorpset i at forrette Vagttjeneste m. v. under den sædvanlige Garnisons
Fraværelse.
Endnu bemærkede Udvalget, at adskillige studerende paa Grund af deres
særegne Forhold stundom kaldtes til extraordinær militær Tjeneste. Saaledes
vare netop da endel studerende bortkaldte fra deres Studeringer for som Reserve-
officerer eller Underlæger at gjøre Tjeneste ved Krigsmagten.
I Henhold til det foranførte foreslog Udvalget, at den akademiske Lærer-
forsamling vilde udtale som Universitetets Mening og Ønske: at H. M. Kongens
Livkorps forblev retlig bestaaende, indtil det hele Borgervæbningsvæsen nærmere
ved Lov kunde ordnes.
I et Møde den 4. Juli vedtog Lærerforsamlingen enstemmig dette Forslag,
hvorom Konsistorium under 7. s. M. gjorde Indberetning til Undervisningsmini-
steriet. Herved blev Sagen foreløbig staaende. Først ved kgl. Resol. 4. Juni 1864
blev det.efter Justitsministeriets Forestilling, bifaldet, at den Forpligtelse, som i
Følge Regi. 14. Maj 1808 og den ved Bekj. 13. Avg. 1812 kundgjorte kgl. Resol.
af 19. Juli s. A. paahvilede de i Staden Kjøbenhavn sig opholdende akademiske
Borgere til som Medlemmer af H. M. Kongens Livkorps at bidrage til Hoved-
stadens Forsvar ved militær Tjeneste bortfaldt, og at som Følge heraf Korpset
ophævedes.
2. Forskjellige Forhold.
I Skrivelse af 18. Novbr 1867 til det theologiske Fakultet begjærede Mi-
nisteriet, i Anledning af et Andragende fra den her værende Baptistmenighed om
Anerkjendelse fra Statens Side, Oplysning om Omfanget og Beskallenheden af de
Universitetets Forhold ud ad til.
539
Menigheder uden for Danmark, der maatte vedkjende sig den nævnte Trosbeken-
delse, og om deres Forhold til hinanden. Det theologiske Fakultet meddelte i
denne Anledning i en Erklæring af 5. Febr. 1868, efter at have udtalt, at de
nøjagtigste Oplysninger, for saa vidt saadanne efter Forholdets Natur kunde haves,
maatte være at søge dels gjennem det statistiske Bureau med dets Bibliothek,
dels gjennem Udenrigsministeriet, følgende.
De her omtalte Baptister vare med Hensyn til Lære og Kirkeforfatning
Forgreninger fra de engelske Baptister, der, som bekjendt, i det 17de Aarbun-
drede udsondrede sig fra Independenterne, og fra England af ogsaa snart ud-
bredte sig til Nordamerika. I de sidste Decennier havde de begyndt at vinde
Fodfæste i flere evropæiske Lande, navnlig i Tyskland, Schweiz, Danmark og
Sverige, samt i den allernyeste Tid ogsaa i Ungarn, og deres Antal steg Aar for
Aar ganske betydelig. I Aaret 1856 bestod der alt i Tyskland, Schweiz og
Norden 5 Baptistforeninger, nemlig for: 1. Preussen, 2. Nord-og Vest-Tyskland,
3. Mellem- og Syd-Tyskland, 4. Danmark, 5. Schweiz. Hver af dem afholdt aarlig
en saakaldet Konferens, og Tallet af Baptister i de 5 Foreninger angaves til
5,900. I det følgende Aar var Tallet steget noget, og man søgte at vække Op-
mærksomhed for Baptismen i disse Egne ved at sende Deputerede til Alliance-
mødet i Herlin. Hamburg havde i over 30 Aar været Hovedsædet for Baptisternes
Udbredelse paa Kontinentet under den bekjendte Baptistmissionær Qvikens kraftige
Ledelse; de politiske Forholds Forandring i de sidste Decennier havde Sekten
benyttet til sin Befæstelse, og søgt denne for en Del i den Anerkjendelse af
ti
Staten, der dels ligefrem tilfaldt den ved Fremlæggelsen af en Trosbekjendelse,
som i Preussen 1845, dels tilstodes den, som i Hamburg 1858. I 1861 holdtes
saa vidt vidstes, den første Konferens for de sammensluttede Baptistforeninger fra
Schweiz, Tyskland og Danmark i Hamburg. Denne Konferens var besøgt af 95
Præster, og det bestemtes, at en lignende Fælleskonferens skulde afholdes hvert
tredje Aar. Rimeligvis var det dette Forbund, der gav sig ud for at omfatte Bap-
tisterne i Tyskland, Danmark og Sverige, skjønt Sverige ikke ved denne Anled-
ning fandtes nævnt. Samme Aar opgaves 7,908 Baptister under Fælleskonferen-
sen. I Aaret 1864 opgaves deres Tal for Tyskland og Nabolandene til 12,581
af hvilke de 10,002 kom paa Tyskland, hvor der i Følge det preussiske Tabel-
værk ved Udgangen af Aaret 1861 kun havde været 8,067, medens Tallet for
Preussen alene i 1862 opgaves til 5,603, fordelte paa 31 Menigheder. De største
Menigheder fandtes i Memel, Hamburg, Berlin, Kønigsberg og et Par smaa Stæ-
der. I Danmark var i Følge Folketællingen fra 1860 Baptisternes Tal for Kon-
geriget alene 2,270. Om Sverige hed det i den lutherske Kirketidende, som ud-
kom i Christiania, at Baptisterne i Sverige fra 1855 til henimod Slutningen af
1867 vare stegne fra 300 til 6,411, fordelte paa 172 Menigheder, men at de ikke
havde fremlagt nogen fuldstændig Trosbekjendelse, ej heller dannet noget be-
grænset, for sig bestaaende Kirkesamfund. Men der bemærkedes tillige, at mange
af de svenske Baptister ikke aabenlyst bekjendte sig til Baptismen, hvorimod de
under Navn af »Frikirkelige« droge om og søgte, hvor Lejlighed gaves, paa
underfundig Vis at drage Folk over fra Statskirken til Baptismen. Hermed
stemte ogsaa andre Efterretninger fra Sverige, der gik ud paa, at mange Bap-
tister, fordi de svenske Tolerancelove voldte dem Vanskeligheder, gave sig Skin
af at høre til Statskirken, og derved ofte opnaaede at anvendes som Kolportører
Universitets Aarbog	69
540
Universitetet 1864—1371.
for den indre Mission, i hvilken Stilling de benyttede Lejligheden til at virke
for deres egne Interesser, der, efter hvad der oven for er meddelt, ikke nærmest
tilsigtede en ordnet Dannelse af Baptistmenigheder, men allerførst at opløse Stats-
kirken ved at undergrave Forholdet mellem Menighederne og deres Lærere. I
Norge blev fra 186«) til Udgangen af i 864 stiftet 3 smaa Baptistmenigheder,
senere vare nogle flere tilkomne; men Tallet paa Medlemmerne var dog, i Sam-
menligning med de oven for nævnte Steder, endnu kun at anse for ubetydeligt.
Endelig i Ungarn, hvor Tallet paa Baptister i den sidste Tid skulde være løbet
op til c. 10,000, havde Baptismen antaget en særegen Karakter, idet den var
blevet Formen for Oppositionen mod den katholske Kirke.
Spurgte man nu, om alle de her nævnte baptistiske Menigheder havde ved-
kjendt sig den af den her værende Baptistmenighed indsendte trykte »Trosbeken-
delse eller Forfatning af de til et Forbund forenede Menigheder af døbte Kristne
eller Baptister i Tyskland, Danmark og Sverige« med Aarstallet 1852, kunde be-
mærkes, at denne Bog, af hvilken der i Tyskland allerede forekom Exemplarer med
Aarstallet 1347, virkelig var den Trosbekjendelse, som fra England af var be-
stemt til at skulle gjælde for Baptistforbundet paa hele Kontinentet. Men der
maatte tillige fremhæves, at den ikke kunde paatvinges Baptistmenighederne, men
maatte antages af dem. De preussiske Baptister antoge den 1848 i Berlin, men
med udtrykkelig Reservation af hver Menigheds Selvstændighed og Ret, maaske
paa Grund af Sektens oprindelige independentiske Karakter, der ogsaa udtalte sig
Lden fremlagte Trosbekjendelse, maaske ogsaa fordi Nødvendigheden bød at un-
derkaste sig den preussiske Lovgivnings Fordringer. Hos de svenske Baptister
kunde den, efter hvad oven for om dem er anført, ikke endnu, i det mindste
ikke officielt være vedtaget; i Norge var den ikke antaget. Hvorvidt den i de
andre Lande, i hvilke Baptismen havde udbredt sig, maatte være vedtaget, med
eller uden Reservationer, derom kunde Fakultetet ikke give nogen nærmere Op-
lysning; men selv blandt de tyske Baptister syntes det ikke engang at være Til-
fældet overalt.
—	Roskilde Præstekonvent henledede i Skrivelse af Februar 1870 det
theologiske Fakultets Opmærksomhed paa de romerske Katholikers Stræben efter
at gjøre Proselyter i Danmark samt det ønskelige i, at denne blev imødegaaet
ved de theologiske Studenters og Kandidaters Undervisning. Fakultetet, der var
fuldt bekjendt med denne Stræben, og hvis enkelte Medlemmer i Forelæsninger
oftere havde fundet Lejlighed til videnskabelig at belyse og modarbejde den,
sendte denne Skrivelse til Direktionen for Pastoralsem'nariet, i den Overbevisning,
at de væsentlige Skridt maatte udgaa fra Pastoralseminariet, hvis Opgave var
den unge Theologs praktiske Uddannelse til Præsteembedet.
—	Ved Skrivelse af 28. Febr. 1869 begjærede Sundhedskollegiet det læge-
videnskabelige Fakultets Erklæring om et Andragende fra kirurgisk Instrument-
mager Prof. Nyrop om Anbefaling af en af ham paatænkt Ansøgning om, at det
maatte blive hans Søn tilladt at underkaste sig en Prøve i Brokkirurgi og Or-
thopædi, for derefter at erholde Tilladelse til at praktisere i denne Gren af
Kirurgien. Kollegiet udtalte, at det havde Betænkelighed ved at anbefale Ind-
retningen af en særlig Tentamen i Brokkirurgi og Orthopædi, som skulde give
dem, der bestode i samme, Ret til at udøve Lægeprasis i denne Del af Kirurgien,
og vilde altsaa for saa vidt ikke kunne anbefale Prof. Nyrops Andragende. Paa
Universitetets Forhold ud ad til.
541
den anden Side erkjendte Kollegiet, at det vilde kunne være til stor Nytte i hyp-
pig forekommende Tilfælde, om Bandagisterne, især de, der fortrinsvis vare sys-
selsatte med Forfærdigelsen af Brokbaand og orthopædiske Apparater, vare i Be-
siddelse af visse anatomiske og kirurgiske Kundskaber. Det vilde imidlertid
hverken stemme med vor Lovgivnings Grundsætninger eller i og for sig være
hensigtsmæssigt, om man vilde opstille det som en Betingelse for at blive Ban-
dagist, at vedkommende havde underkastet sig en særegen Prøve. Men naar det
blev en frivillig Sag at underkaste sig Prøven, vilde dog uden Tvivl adskillige
underkaste sig den, dels fordi de selv vilde indse Nytten af at indsamle sig de
dertil fornødne Kundskaber, dels fordi det vilde være en Anbefaling for dem hos
Læger og Publikum, at de havde erhvervet disse Kundskaber. Kollegiet hen-
stillede derfor til Fakultetet, om det ikke vilde optage denne Sag til Overvejelse
og eventuelt gjøre de fornødne Skridt, for at en passende Prøve for Bandagister
kunde blive indrettet.
I sit Svar af 23. Marts erklærede Fakultetet sig enigt med Sundhedskolle-
giet i, at man ikke vilde kunne anbefale Indretningen af en Tentamen i Brok-
kirurgi og Orthopædi, som skulde give Ret til at udøve Lægepraxis i denne Del
af Kirurgien, samt i, at det, selv om vor Lovgivning tilstedede sligt, dog ikke
vilde være hensigtsmæssigt åt opstille det som Betingelse for at blive Bandagist,
at vedkommende havde underkastet sig en særegen Prøve. At etablere en af
Fakultetet afholdt Prøve for Bandagister, som det blev en frivillig Sag at under-
kaste sig, vilde imidlertid næppe heller være rigtigt. Deri, at I'røven skulde
være frivillig, vilde allerede ligge Erkjendelsen af, at den ikke i sig selv var
nødvendig, og da den dog ikke vilde komme til at medføre nogen som helst Ret-
tighed for vedkommende fremfor hans øvrige Standsfæller, vilde dens Betydning
altsaa indskrænke sig til et simpelt Skudsmaal om Besiddelsen af visse nyttige
Kundskaber. Men Indretningen af en paa denne Basis bygget Prøve vilde næppe
i nogen særlig Grad være ønskelig for det offentlige eller i nogen Henseende
kunne være af saa væsentlig Nytte, at der skulde være Anledning for Fakultetet
til at foretage noget Skridt for at faa den iværksat. Skjønt Fakultetet nemlig
ingenlunde miskjendte, at visse anatomisk-kirurgiske Kundskaber vilde være af
virkelig Betydning for Bandagisten, medens de dog kun vilde give ham sandt
Fortrin, for saa vidt hans hele øvrige Færdighed stod i Forhold dertil, saa antog
Fakultetet paa den anden Side, at den duelige Bandagist, som ved Besiddelsen af
disse Kundskaber ydermere maatte rage frem over sine Standsfæller, ikke vilde
behøve noget, tilmed dog altsaa kun ensidigt, offentligt Skudsmaal for at erhverve
sig fortrinlig Tillid hos Publikum og i Særdeleshed hos Læger, som snart vilde
lære at skatte ham som den paalideligste og dygtigste Medhjælper, til hvem de i
et givet Tilfælde helst vilde henvende sig, eller efter Omstændighederne henvise
deres Patienter. Og da der saaledes heri var en tilstrækkelig Spore for Banda-
gisterne til at stræbe efter Uddannelse i denne som i andre Retninger af deres
Fag, idet andre snart vilde følge efter, naar først en ad denne Vej havde er-
hvervet sig almindelig Anerkjendelse, saa vilde altsaa en Prøve ikke udkræves
eller i særlig Grad kunne virke til at fremme de nytttige Kundskabers Udbredelse.
Endelig vilde der ved et Fakultets Skudsmaal kunne klæbe den Mislighed, at der
gaves vedkommende, muligt endogsaa i hans egne Gjne, et Skin af at have erhvervet
69*
542
Universitetet 1864—1871.
en Rettighed fremfor andre Bandagister, hvad han dog i Virkeligheden ikke
havde.
Herved er Sagen blevet staaende.
— Dr. phil. P. Heiberg, Dr. phil. F. Meinert og Dr. med J. Lehmann an-
søgte i Oktbr. 1^65 Ministeriet om en Understøttelse til Udgivelsen af en paa
Udlandet beregnet og i det franske Sprog affattet aarlig Oversigt over den nor-
diske naturhistoriske og medicinske Literatur. De gik ud fra, at vor Literatur,
uagtet den forholdsvis næppe var af ringere Betydning for Videnskaben end
andre Nationers, dog paa Grund af den lidet udbredte Kundskab til vort Sprog,
enten forblev saa godt som ubekjendt uden for de nordiske Riger, eller at der i
alt Fald hengik en meget lang Tid, førend den formaaede at hævde den Plads,
der tilkom den. De ugunstige Forhold, hvorunder vore Videnskabsmænd som
Følge heraf kom til at arbejde, vilde væsentlig kunne hæves ved det paatænkte
Foretagende, hvorved dels skulde gives et blot refererende Uddrag af alle originale Ar-
bejder af Betydning, uden at gaa ind paanogen kritisk Bedømmelse af disse og uden
paa nogen Maade derved at overflødiggjøre Benyttelsen af selve Originalarbejderne,
dels at tilbyde Lejlighed til Offentliggjørelsen af korte, foreløbige Meddelelser om
saadanne Arbejder af originalt Indhold, hvis fuldstændige Offentliggjørelse først
senere kunde iværksættes. Da de samme Forhold gjaldt for de 2 andre nordiske
Riger, og disses herhen hørende Literatur i den Grad gik Haand i Haand med
vor, at den vel kunde siges at danne et væsentligt Supplement til denne, ansaa
de det for rigtigt saa vidt muligt tillige at medtage de betydeligste Arbejder,
der paa det samme Omraade fremkom i Sverige og Norge. Tidsskriftet paa-
tænktes udgivet i halvaarlige Hæfter.
Det lægevidenskabelige Fakultets Flertal (Bang, Stein, Buntzen, Saxtorph,
Schmidt, Reisz) antog ikke (13. Novbr.), at et saadant Foretagende vilde kunne
stifte nogen særdeles Nytte, navnlig ikke i Forhold til dette Arbejde og den Ud-
gift, som hertil vilde udkræves. Et saadant blandet Tidsskrift vilde næppe finde
nogen synderlig Udbredelse, og hvad dets Formaal angik, da opnaaedes dette, i
det mindste for den medicinske Literaturs Vedkommende, allerede i en temmelig
vid Udstrækning gjennem flere engelske og tyske Tidsskrifter. Det vilde utvivl-
somt ogsaa være temmelig let yderligere at faa disse Meddelelser udvidede paa
forskjellig Maade. Flertallet saa sig derfor ikke i Stand til at anbefale An-
dragendet.
Fakultetets Mindretal (With, Panum, Warncke) mente (16. Novbr.), at den
Hindring for Udbredelsen af vor medicinske Literaturs Frembringelser, som var
givet ved Sprogets snævre Grænser, under de nærværende Tidsforhold ikke paa en
tilfredsstillende Maade kunde afhjælpes derved, at Forfatterne lode de Arbejder,
som de selv tillagde en større l'etydning, indrykke i de større Nationers allerede
stærkt udbredte Tidsskrifter, saafremt man ikke dertil vilde vælge de tyske Tids-
skrifter, til hvilke Adgangen for os unægtelig var let. Den engelske Journal-
literatur var i det hele taget kun lidet udbredt paa Kontinentet, og desuden var,
saa vidt vidstes, kun et Dubliner Tidsskrift hidtil tilbøjeligt til at optage Med-
delelser herfra. Den franske medicinske Journalliteraiur, som ved Siden af den
tyske havde den største Udbredelse blandt de Nationer, der mest deltoge i vor
Videnskabs Udvikling, var ganske lukket for enhver, som ikke var saa heldig
ved personlige Bekjendtskaber at kunne faa noget optaget. Desuden vilde saa
Universitetets Forhold ud ad til.
543
vel det engelske som det franske Sprog for de fleste danske Forfattere være
meget væsentlig til Hinder for Publikation ad den Vej. Der var saaledes her for-
mentlig Trang til et saadant Organ som det paatænkte, saafremt man ikke gjerne
fremdeles vilde ty til de tyske Tidsskrifter, og Mindretallet anbefalede derfor
Andragendet.
Det mathematisk-naturvidenskabelige Fakultet kunde ikke anerkjeiide (22.
Novbr.), at det tilsigtede øjemed overhovedet vilde kunne naas ad den i Andra-
gendet angivne Vej. Med Hensyn til Andragernes Evne til at kunne iværksætte
et med saa mangfoldige og store Vanskeligheder omgivet Foretagende, antog Fa-
kultetet, at man først vilde kunne dømme derom, naar en Aargang af det paa-
tænkte Tidsskrift forelaa trykt. Da derhos den danske naturvidenskabelige Lite-
ratur i Følge sikre mangeaarige Erfaringer aldeles ikke i den Grad forblev ube-
kjendt uden for de nordiske Riger, som Ansøgerne antoge, kunde Fakultetet i den
Form, hvori Sagen forelaa, ikke anbefale den.
Konsistorium var (2. Decbr. 1865) med det lægevidenskabelige Fakultets
Flertal og det mathematisk-naturvidenskabelige Fakultet enigt i, at der ikke var
tilstrækkelig Grund til at understøtte det paatænkte Arbejde. Ministeriet foretog
herefter ikke videre i Sagen.
— I Anledning af et til Konsistorium indgivet Andragende fra Mekanikus
E. Junger om at forundes Prædikatet Universitetsmekanikus, forespurgte Konsi-
storium i Skrivelse af 7. Febr. 1857, om der fra Ministeriets Side maatte være
noget til Hinder for, at det nævnte Prædikat tillagdes ham. Ministeriet begjærede
imidlertid, førend det tog Bestemmelse om Sagen, Oplysning, om der vidstes
noget tidligere Tilfælde, i hvilket der var blevet tillagt en Haandværker eller
Fabrikant et sligt Prædikat af Universitetet, uden at der tillige udelukkende var
overdraget ham Arbejdet i hans Fag til Universitetet, hvilket syntes at være en
naturlig Betingelse for Prædikatets Meddelelse, men ikke i nærværende Tilfælde
fandt Sted. Under 18. Apr. svarede Konsistorium, at det ikke havde antaget, at
det var en nødvendig Betingelse for at et saadant Prædikat som det om-
handlede kunde tillægges Mekanikus Junger, at han udelukkende benyttedes til
de Arbejder, for hvilke man havde Brug. Ligesom det navnlig syntes passende
at de Haandværkere, hvis Fag stod i en saa nær Forbindelse med Videnskaben,
at Universitetet maatte anses som den mest kompetente Avtoritet til at bedømme,
hvorvidt en særdeles Duelighed og Nøjagtighed af nogen i dem lagdes for Dagen,
af Universitetet kunde erholde et Prædikat, der antydede en saadan gunstig Dom
om deres Dygtighed, saaledes antoges denne Betragtning ogsaa at have været
lagt til Grund i tidligere Tilfælde. I saa Henseende fremhævede Konsistorium
navnlig Universitets Direktionens Skrivelse af 21. Febr. 1843, ved hvilken der
meddeltes Konsistorium Bemyndigelse til at tillægge Instrumentmager Nyrop
Prædikat af kirurgisk Instrumentmager ved Universitetet, uagtet Hensigten ingen-
lunde var, derved at give ham nogen Ret til at udføre de til hans Fag hørende
Arbejder for Universitetet, ligesom Konsistorium ogsaa bemærkede, at de 2 an-
satte Universitetsboghandlere og Universitetsbogbinderen ikke i deres Udnævnelser
havde noget Krav paa at forsyne Universitetet, navnlig dets Bibliothek, med Bøger
eller paa at arbejde for det, og i Virkeligheden ingenlunde udelukkende benyttedes
af Universitetet.
Herefter tilskrev Ministeriet under 20. Maj Konsistorium, at uagtet det
hverken ansaa det ganske stemmende med Universitetets Stilling eller over-
544
Universitetet 1864—1871.
hovedet svarende til Tiden og Forholdene nu, at Universitetet udstrakte Medde-
lelsen af Prædikater til Haandværkere ud over den Kreds, som skyldtes en ældre
Tids Vedtægt, vilde det dog for denne Gang efter Omstændighederne ikke mod-
sætte sig, at Konsistorium tillagde Mekanikus E. Junger Prædikat af Universitets-
mekanikus. Dette skete derefter ved Konsistoriums Skrivelse af ] 3. Juni.
Da der i Aaret 1864 opstod Spørgsmaal om at tildele ham Titel af Pro-
fessor, udtalte Konsistorium i en efter Ministeriets Begjæring afgivet Erklæring
af 15. Novbr. s. A., at da det, med al Anerkjendelse af det fortjenstfulde veddet
af ham for Observatoriet udførte Arbejde, dog ikke kunde antages, at nogen
særlig videnskabelig Dygtighed derved var lagt for Dagen, fandt det ikke Anled-
ning til at anbefale ham til at forundes en Titel, med hvilken Universitetet hæ-
drede de ved samme uden for normerede Trofessorpladser ansatte Docenter, naar
disse i nogen Tid og paa fyldestgjørende Maade havde arbejdet i Universitetets Tjeneste.
—	Ved kgl. Resol. af 25. Juni 1866 bifaldtes det efter Ministeriets derom
nedlagte Forestilling, at der til Erhvervelse for Universitetsbibliotheket af en af
afdøde Dr. pliil. Nutzhorii udført Kollation af et venetiansk Haandskrift til Ari-
stophanes af Universitetets Udgiftspost til videnskabelige Formaals Fremme f.
1866—67 maatte udbetales den afdødes Moder 100 Rd., samt at der af Bibliothe-
kets Normalsum for samme Finansaar maatte tilstaas denne i samme Anledning 50 Rd.
—	Ved Ministeriets Skrivelse af 18. Febr. 1868 bevilgedes, efter Konsi-
storiums Indstilling*), af Universitetets Midler et Bidrag af indtil 1,000 Rd., for-
delt paa 3 Aar, til en Fremstilling, som Dr. phil. H. F. Rørdam havde forfattet
og den danske historiske Forening agtede at udgive, af Universitetets Historie fra
Reformationen indtil 1621. Beløbet udbetaltes af Universitetets Konto for extra-
ordinære Udgifter. Under 5. Apr. 1872 tilstod Ministeriet en yderligere Under-
støttelse af 250 Rd. til Udgivelse af Aktstykker som Tillæg til bemeldte Univer-
sitets Historie.
—	Ved kgl. Resol. 28. Juni 1870 bevilgedes der af Finansministeriet 300
Rd. som Bidrag til Rejseudgifter til Lægemødet i Gøteborg for 10 yngre Læger,
der dertil foresloges af det lægevidenskabelige Fakultet.
—	I Anledning af et Andragende fra Bestyrelsen for den akademiske Skytte-
forening om et Tilskud for at sættes i Stand til at gjøre de af dem foranledigede
Skydeøvelser saa billige som muligt, gjorde Konsistorium under 23. Juni 1866
Indstilling til Ministeriet om, at et Beløb af 200 Rd. maatte søges bevilget af
Kommunitetets Midler som en ny Udgiftspost i det angivne Ojemed. Ved Finans-
loven bevilgedes Beløbet.
IX. Det akademiske Legat- og Stipendievæsen
1. Tilkomne og ophørte Legater for studerende ved Universitetet.
I Tidsrummet 1864—71 er der stiftet et Legat, Urtekræmmer O. S. Wads
Legat, og et, Khr. Rønnenkamps Legat, er ophørt.
*) I sin Indstilling af 8. Febr. 1868 udtalte Konsistorium, at det ansaa det for gavn-
ligt, at et passende Udvalg af de mest oplysende Aktstykker udgaves i Trykken
som Bilag til Værkets Text, men at man dog ingenlunde burde gjøre sig til Op-
gaven at trykke saa meget som muligt.