422
Universitetet 1864—18*71.
den kyndige og samvittighedsfulde Tandlæge i Regelen dog næppe vilde bringe i
Anvendelse uden med Bistand af en Læge.
Herved blev Sagen for Universitetets Vedkommende foreløbig staaende. Dens
Gjenoptagelse og Afslutning vil findes i Aarb. f. 1871—73 S. 94- 97.
— Da N. N., hvem Justitsministeriet havde tilladt at underkaste sig Tand-
lægetentamen, var blevet indkaldt til militær Tjeneste, tillodes det ham, efter An-
dragende, ved Ministeriets Skrivelse af 11. Apr. 1804, at han maatte benytte den
ham givne Tilladelse, naar han havde opfyldt sine militære Pligter.
IV. Priskonkurrencer.
Allerede i Aaret 1860 opstod der Spørgsmaal om i Stedet for det ældre
Stempel til Universitetets Prismedailler, hvis Minervafigur var i højeste Grad
uskjøn, og som i ingeaHenseende kunde siges at svare til, hvad Medaillørkunsten
ogsaa her i Landet for Tiden kunde præstere, at søge at erhverve et nyt. Sagen
blev imidlertid foreløbig stillet i Bero, indtil det havde vist sig, om der som Be-
svarelse af den da udsatte Neuhausenske Konkursopgave »en Prismedaille for et
Universitet«, vilde fremkomme et Arbejde, som Universitetet kunde ønske at
forskaffe sig. Ad denne Vej lykkedes det imidlertid ikke at erhverve noget nyt
Stempel.
I 1862 gjenoptoges Sagen, da Spørgsmaalet om et nyt Stempel til Doktor-
ringe kom under Forhandling. Kvæstor indberettede til Konsistorium, at den i
1846 anskaffede Beholdning af Guldplader til Doktorringe var opbrugt, og androg
derfor, under Forudsætning af, at det gamle Stempel fremdeles skulde benyttes,
paa Bemyndigelse til at lade 10 nye Plader udpræge. I Skrivelse af 3. Decbr.
gjorde Konsistorium Indstilling herom til Ministeriet. Konsistorium mindede
om, at der i Aarene 1845 og 1846 havde været ført Forhandlinger om Anskaf-
felsen af et nyt, mere hensigtssvarende Stempel til de ommeldte Plader; men paa
Grund af forskjellige Omstændigheder blev det den Gang anset for rigtigst at
stille Sagen i Bero. Da det nu havde vist sig, at Efterspørgslen efter Plader
til Doktorringe var saa ringe, at en Beholdning af 10 Plader havde været til-
strækkelig i et Tidsrum af 16 Aar, fandt Konsistorium ikke Anledning til for
Tiden at andrage paa Anskaffelsen af et nyt Stempel og indstillede derfor blot,
at Kvæstor bemyndigedes til at lade 10 Plader til disse Ringe udpræge efter det
hidtil brugte Stempel. Ministeriet udtalte imidlertid i Skrivelse at 5. Jan.
1863, at det forekom det, som Forholdene nu havde stillet sig, at være værd at
forsøge, om et nyt, mere passende og smagfuldere Stempel ikke lod sig tilveje-
bringe, der igjen kunde vække Lysten hos de paagjældende til at forsyne sig
med dette Insigne, som det ikke syntes at være uden Betydning for Universitetet
at vide hævdet og holdt i Anseelse. Skulde de nærmere Overvejelser herom løre
til det Resultat, at man ansaa det utilraadeligt at anstille et saadant Forsøg,
skjønnede Ministeriet ikke rettere, end at det vilde være at foretrække at udvirke
en Bestemmelse for Doktorringens Afskaffelse for Fremtiden. Det begjærede der-
for en yderligere Erklæring om Sagen af Konsistorium.
Efter Konsistoriums Anmodning udarbejdede Medaillør Conradsen 2
Priskonkurrencer.
423
Tegninger saa vel til Prismedaillen som til Pladen til Doktorringen, og af disse
valgte Konsistorium den, der fremstillede en staaende Minerva, der gyder Olie i
Lampen. I Skrivelse af 15. Juni 1863 indstillede det, at der efter denne Teg-
ning maatte udarbejdes de fornødne Stempler til Prismedaillen og Pladen til
Doktorringen, dog saaledes, at den fra den tidligere Medaille paa den foreslaaede over-
førte Dato den 29. Januar (Kong Christian den VII's Fødselsdag) udgik. Udgiften
hertil vilde udgjøre 900 Rd.; men da Medaillen lige som hidtil vilde være at an-
vende som Insigne i Rektorkjæden, vilde der behøves et særligt Præg for Rever-
sen. Konsistorium androg derfor paa, at der til de nye Stempler maatte søges
bevilget et Beløb af indtil 1000 Rd. Ministeriet optog dette Beløb paa Finans-
lovudkastet f. 1864—65 og ved Finansloven for det nævnte Aar bevilgedes
det under Universitetets Udgiftspost 11. Da Beløbet ikke blev anvendt i Finans-
aaret, blev Bevillingen gjentaget ved Finansloven f. 1865 — 66.
Da Stemplerne vare færdige, fandt Konsistorium sig foranlediget til at
gjenoptage et Spørgsmaal, som oftere i dets Midte havde været bragt paa Bane, nem-
lig om det ikke maatte være rigtigt at forhøje Prisbelønningen derved, at der til
samme føjedes et Pengebeløb. Ved Skrivelse af 6. Deebr. 1866 forelagde Kon-
sistorium Sagen for Ministeriet, efter at den i Forvejen havde været taget under
Overvejelse af den akademiske Lærerforsamling. Konsistorium ytrede heri, at
Forholdet hidtil havde været det, at der ikke tilflød den, hvis Afhandling kjend-
tes værdig til Prisen, anden umiddelbar Belønning end selve Guldmedaillen, hvis
Størrelse og Metalværdi lige indtil da havde været den samme som i Aaret
1791 , da Udsættelsen af Prismedailler blev indført, nemlig c. 53 Rd., men for
Fremtiden, naar Medaillen blev udpræget efter de nye Stempler, vilde blive om-
trent 60 Rd. Vel var det saa, at Hensynet til Belønningens pekuniære Betyd-
ning ikke var eller burde være den vigtigste Drivfjeder for de studerende til at
prøve deres Kræfter paa Løsningen af de udsatte Opgaver; thi den hædrende
Udmærkelse, som laa i Medaillens Tilkjendelse, havde altid været og vilde ogsaa
fremdeles vedblive at være det fornemste Motiv. Men med al Auerkjendelse
heraf maatte det indrømmes, at der herskede et altfor stort Misforhold mellem
Belønningen og det Arbejde, som en Besvarelse af Prisspørgsmaal i Regelen kræ-
vede. En dygtig Bearbejdelse af et Prisspørgsmaal udfordrede, i det mindste
efter de Fordringer, som i Følge de studerendes saa vel som Universitets Under-
visningens nu værende Standpunkt burde stilles, Anvendelsen af en Tid, som de
fleste studerende og ubefordrede Kandidater ikke uden en betydelig Opofrelse af
Indtægt eller uden forøgede Krav til deres Hjælpekilder kunde raade over. Det
kunde sikkert antages, at ikke faa studerende af dette Hensyn havde maattet
undlade at forsøge en Besvarelse af stillede Opgaver, skjønt de baade havde
Lyst og Evner hertil. Thi i Prismedaillens Pengeværdi, selv om der mod dens
Hensigt gjordes Regning paa dens Afhændelse, havdes ikkun en tarvelig Erstatning
for det Tab af Tid og Indtægt, som Afhandlingen krævede, og i mange Tilfælde
vilde der med Arbejdet være forbundet særegne Udgifter, saasom til Bøger og
andet Apparat, til Exkursioner o. desl. Konsistorium havdo derfor troet at burde
foreslaa, at der til Prismedaillen knyttede sig en Pengebelønning af 100 Rd.
Denne Sum maatte da betragtes ikke som en Vinding, hvortil der aabnedes ile
studerende Adgang, men kun som en ingenlunde rigelig Erstatning for det Ind-
tægtstab, 6om den, der havde anvendt betydelig Tid paa en Prisopgaves Besva-
54*
424
Universitetet 1864 —1871.
relse, almindeligvis blev underkastet, Derhos vilde det ved denne Foranstaltning
uden Tvivl bevirkes, at Prismedaillen ikke saa hyppig, som hidtil, blev afhændet;
thi under de nu værende Forhold havde utvivlsomt mangen Hink Student, trykket
af Neden, hejst ugjerne maattet skille sig ved dette Hæderstegn omtrent samti-
dig med, at han havde erhvervet det. De oven anførte Betragtninger havde end
videre ledet Konsistorium til at foreslaa, at der ogsaa tilstodes den, hvis Afhand-
ling kjendtes værdig til Akcessit, en mindre Pengebelønning af 50 Rd. Efter de
Grundsætninger, der nu gjorde sig gjældende ved Prisafhandlingernes Bedømmelse,
tilstodes denne hædrende Omtale kun, hvor et virkelig flittigt og agtværdigt Ar-
bejde forelaa. Dertil kom, at i mange Tilfælde et Arbejde, som maaske ellers
vilde kjendes værdigt til Prismedaillen, maatte lade sig nøje med Akcessit, blot
fordi en endnu bedre Afhandling af en anden var indgivet.
Konsistorium foreslog da for den akademiske Lærerforsamling paa
et den 22. Oktober afholdt Møde, at den, hvem Universitetets Prismedaille til-
kjendtes, tillige erholdt en Pengebelønning af 100 Rd., og at den, der opnaaede
Akcessit, skulde nyde en Pengebelønning af 50 Rd. Begge Forslag vedtoges
enstemmig af Lærerforsamlingen. Det Beløb, der antoges at ville medgaa til den
omhandlede Foranstaltning ansloges af Kvæstor til 500 Rd. aarlig, som han fore-
slog afholdt paa samme Maade som Udgifterne til Medaillerne, nemlig af Kon-
toen for Kommunitetets extraordinære Udgifter. Konsistorium ansaa dette
Beløb for at være i Regelen tilstrækkeligt, idet det henviste til, at der i
de sidste 10 Aar i alt var indkommet 59 Besvarelser af Universitetets Pris-
opgaver, af hvilke 23 vare befundne værdige til Medaillen og 12 til Akcessit,
hvilket for hvert enkelt Aar gav et meget mindre Gjennemsnit end 500 Rd.
Konsistorium troede imidlertid ikke, at Beløbet turde sættes lavere, da det i
enkelte Aar kunde træffe, at flere Prismedailler, end sædvanlig, uddeltes. Saaledes
bleve 'af de i Anledning af Prisopgaverne for 1863 indgivne Afhandlinger 4
fundne værdige til at belønnes med Medaillen og 3 med Akcessit, hvilket endog
vilde have medført en Udgift af 550 Rd., hvis den Gang de nu foreslaaede Penge-
belønninger skulde have været udredede.
Ministeriet optog det nævnte Beløb af 500 Rd. paa Universitetets Budget-
udkast for 1868 69 Udgiftspost 11. Folketingets Finansudvalg erklærede
sig enigt i at tilraade Bevillingen, dog under den Forudsætning, at den nu gjæl-
dende Bestemmelse, at Prismedaillen kun kunde vindes af akademiske Borgere,
blev ophævet. I denne Anledning begjærede Ministeriet under 15. Jan. 186S
Konsistoriums Erklæring, idet det i øvrigt bemærkede, at det for sit Vedkom-
mende ikke vilde tage i Betænkning at udvirke en kgl. Resolution , hvorved den
tidligere til studerende og ubefordrede Kandidater, jfr. Kane. Prom. 17. Maj
1791, og til cives academici, jfr. Kane. Prom. 16. Febr. 1793, indskrænkede
Adgang til at vinde Universitetets Prismedaille udvidedes til enhver ung Mand,
som var i Besiddelse af en saadan videnskabelig Dannelse, at han følte sig op-
fordret til at deltage i Konkurrence, og som ikke havde opnaaet nogen Embeds-
ansættelse.
Konsistorium afgav sit Svar under 25. s. M. Det var efter
dets Anskuelse ved Behandlingen af nærværende Spørgsmaal magtpaaliggende
ikke at glemme, at det ikke var Hensigten med Udsættelsen af Univer-
sitetets Prisbelønninger at fremkalde Arbejder af selvstændig videnskabelig Betyd-
ning, Arbejder, som i en eller anden Retning kunde siges at bringe Viden-
Priskonkurrencer.
425
skaben fremad; men Hensigten med den hele Foranstaltning var—, saaledes som
tydelig nok udtaltes i de paagjældende Bestemmelser, se Badens Univ. Journ.
1793 S. y ff. —, kun den, at opmuntre de studerende til selvstændigt Studium og i
det hele derved befordre deres Udvikling og Studiers Fremme. Denne Opfattelse
maatte være afgjørende baade med Hensyn til Valget af Opgaverne og med Hen-
syn til Maalestokken for Bedømmelsen. Medens saaledes Konsistorium maatte
anse det for en højst betænkelig Forandring af Institutionens hele Natur, hvis
man vilde betragte de udsatte Opgaver som rettede til alle yngre og ældre
Videnskabsmænd i Almindelighed i den Hensigt at befordre Videnskaberne og
fremkalde fuldstændig modne Arbejder, hvorved et Udbytte af væsentlig Betyd-
ning i saa Henseende kunde vindes, erkjendte man paa den anden Side, at det
ikke vilde være unaturligt, men endog fra flere Sider betragtet, ønskeligt, om
Universitetets Prisopgaver kunde virke til at fremme Flid og Selvstudium hos
flere andre Klasser af unge Mænd, der befandt sig i analoge Forhold med de
studerende ved Universitetet, men dog efter de nu værende Bestemmelser vare
udelukkede fra at deltage i Konkurrencen. Hvad det i denne Henseende kom an
paa, var efter Konsistoriums Formening fornemmelig det, om det var muligt at
udfinde en naturlig og passende Begrænsning. Paa den ene Side kunde man
efter det oven for forklarede ikke anse det for stemmende med Institutionens
Natur og Hensigt, om modne Videnskabsmænd skulde have Lov til at deltage i
Konkurrencen, hvorved de unge Mænd, for hvis Skyld den hele Indretning oprin-
delig var truffet, paa en ubillig Maade vilde blive trængte tilbage og stillede i
Skygge og derfor formodentlig efterhaanden aldeles vilde holde sig borte tra
Konkurrencen. Paa den anden Side vilde det være umuligt at træfte et nogen-
lunde heldigt Valg af Opgaverne saa vel som at gjennemføre en nogenlunde tast
og bestemt Maalestok for Bedømmelsen, naar der ikke forudsattes hos de kon-
kurrerende et vist aandeligt Standpunkt, en vis bestemt Fordannelse. Konsisto-
rium ansaa derfor en Begrænsning i begge Retninger for nødvendig. Denne samme
Tanke havde formentlig ogsaa foresvævet Ministeriet, idet det syntes at ville søge
Begrænsningen dels i at udelukke alle dem. der havde modtaget fast offentlig
Ansættelse, dels i kun at aabne Adgangen for unge Mænd, der vare i Besid-
delse af en saadan videnskabelig Dannelse, at de følte sig opfordrede til at del-
tage i Konkurrencen. Ved at overveje samtlige herhen hørende Forhold, var
Konsistorium med Hensyn til dette Punkt kommet til følgende Resultater.
1) For saa vidt Ministeriets Ytringer pegede i den Retning, at man skulde
søge den nærmere Bestemmelse i en Aldersgrænse (»unge Mænd, dei o. s. v.«),
troede Konsistorium efter nærmere Overvejelse ikke at kunne tihaade at gaa den
Vej. Det vilde være meget vanskeligt at angive en bestemt Alder, som ikke
vilde synes vilkaarlig, især da det jo i denne Retning ikke saa meget kom an
paa den almindelige Alder, som paa Beskaffenheden at den individuelle Aandsud
vikling, hvilken sidste af flere Grunde, f. Ex., at vedkommende var kommet sildig
til Studeringerne, kunde afvige betydelig tra det normale. Deinæst kunde i alt-
Fald den væsentlige Indvending rejses mod at lade en Aldeisgiænse væif det
afgjørende, at man herved vilde kunne fjærne den Ulempe, at modneu
Videnskabsdyrkere trængte sig ind i den væsentlig foi de unge bestfmte
Konkurrence; men man vilde ikke ad denne Vej kunne sikre sig en bestemt
grundigere og exaktere Fordannelse hos de konkurrerende, som kunde danne
Grundlaget og Holdepunktet for Bedømmelsen og Valget af Opgaverne. Man
426
Universitetet 1864 —1871.
burde derfor hellere gaa den Yej, at forsøge paa at angive de Klasser af unge Mænd,
paa hvilke den hele Institution passende kunde finde Anvendelse. Det Princip, som
herved syntes at maatte være ledende, var, at Adgangen til Konkurrencen burde
aabnes for alle dem, der ved en af Landets centrale højere Undervisningsanstal-
ter havde modtaget en Undervisning, som for visse Videnskabsgrenes Vedkom-
mende kunde stilles nogenlunde ved Siden af eller i Analogi med den Undervis-
ning, som modtoges ved Universitetet. Der vilde herefter aldeles ikke være nogen
Betænkelighed ved at aabne Adgangen til Konkurrencen for Elever og Kandidater
ved den polytekniske Læreanstalt, da disse for visse Videnskabsgrenes Vedkom-
mende nøde en Undervisning, der stod ved Siden af Universitetets, hvorfor de
uden Ulempe kunde stilles under aldeles lige Vilkaar med Studenterne i Hen-
seende til de indgivne Forsøgs Bedømmelse og i Henseende til Opgavernes Valg.
Fremdeles burde Adgangen i Følge samme Synsmaade aabnes for Eleverne ved
Veterinær-øg Landbohøjskolen og dem, der havde taget Examen ved denne Anstalt, saa
vel som for farmacevtiske Kandidater. Endelig var Konsistorium tilbøjeligt til at antage,
at Adgangen ogsaa burde aabnes for Elever ved Officersskolen og dem, der havde gjen-
nemgaaet samme. Det var ikke undgaaet Konsistoriums Opmærksomhed, at de egentlige
Elever ved Officersskolen vel i Regelen vilde være saa stærkt beskæftigede, at
de ikke let vilde være i Stand til at deltage i Konkurrencen ; men man havde
dog troet at burde medtage dem. I alt Fald vilde det ikke være uden praktisk
Betydning, at Adgangen blev udstrakt til dem, der havde gjennemgaaet Officers-
skolen , da der blandt disse vistnok vilde findes ikke faa, som baade vilde have
Tid, Lyst og Evne til at forsøge paa Besvarelsen af visse af Universitetets Pris-
opgaver, f. Es. de mathematiske og fysiske.
Hermed troede Konsistorium i det væsentlige at have angivet de Klasser
af unge Mænd, om hvilke der kunde være Spørgsmaal. Skulde man have overset
en eller anden Kategori af Personer, der, som udgaaede fra en af Landets cen-
trale Undervisningsanstalter, med samme Føje som de nævnte burde medtages,
kunde herom den fornødne Tilføjelse maaske senere foregaa, idet Konsistorium,
for at den fulde Frihed i saa Henseende kunde være tilstede, ansaa det for ret-
test, at de nærmere Regler for Adgangen bleve fastsatte ad administrativ Vej og
ikke i selve Finansloven. Men Konsistorium fastholdt meget bestemt, at Adgan-
gen til Priskonkurrencen ordnedes efter det her angivne Princip. Skulde man
derimod opstille Fordringer paa, at Adgangen skulde udstrækkes til alle uden
Hensyn til Dannelsestrin, tilraadede Konsistorium hellere at lade den paatænkte
Foranstaltning med Prisbelønningerne falde og blive staaende ved den nu sted-
findende Ordning af Forholdet. Det var efter Konsistoriums Anskuelse en uløse-
lig Opgave, som Universitetet ikke kunde paatage sig at gjennemføre, paa den
ene Side at fastholde det Synspunkt, at Prisopgaverne ikke skulde fremkalde
fuldmodne videnskabelige Arbejder, der maatte vurderes efter en absolut Maale-
stok, og paa den anden Side i Bedømmelsen af Arbejderne og Valget af Pris-
opgaverne at se aldeles bort fra Forudsætninger i Henseende til Fordannelsens
Maal og Indhold.
2) Medens Konsistorium i den under Nr. 1 angivne Retning mente
at maatte drage en noget skarpere Grænse, end Ministeriet havde an-
tydet, troede det derimod i en anden Retning at kunne anbefale en videre
Adgang, end Ministeriet syntes at have tænkt sig. Der var nemlig ikke tilstrække-
Priskonkurrencer.
427
lig Grund til fra Priskonkurrencen at udelukke enhver, der havde modtaget en
eller anden offentlig Ansættelse, saaledes at han ikke længere kunde betegnes
som »ubefordret« , jfr. Kane. Prom. 17. Maj 1791. Det var aabenbart ikke
naturligt, naar man i .øvrigt vilde udvide Institutionen ud over dens oprindelige
Maal, at unge Mænd skulde være udelukkede fra at deltage i Konkurrencen,
fordi de vare Assistenter i Ministerierne, Reservelæger ved Hospitalerne, Lærere
ved offentlige Skoler, Lieutenanter i Armeen ell. desl. Konsistorium var over-
bevist om, at det netop i denne Retning allermindst vilde være forbundet med
Betænkelighed at udvide de bestaaende Bestemmelser, ligesom det ogsaa i Følge
de indvundne Erfaringer troede, at en Udvidelse paa dette Punkt vilde være af
ikke ringe praktisk Betydning. Derimod erkjendte Konsistorium, at det vilde være
forbundet med nogen Vanskelighed at finde en passende Grænse i denne Hen-
seende, og det vilde næppe kunne undgaas, at det, hvorledes Grænsen end blev
bestemt, kunde indtræffe, at en eller anden udelukkedes, som efter Institutionens
Grundtanke egentlig burde medtages, eller omvendt en eller anden medtoges, som
burde udelukkes. Imidlertid vilde man dog i det hele og i det store komme til
en rimelig og naturlig Begrænsning, naar man fastholdt, at de, der havde
opnaaet fast kgl. Ansættelse i Embeder, udelukkedes. I Følge de Regler, der
allerede gjaldt herom, og i Følge de Grundsætninger med Hensyn til kgl. An-
sættelse, som maatte antages at ville blive gjorte gjældende efterhaanden
paa Statstjenestens forskjellige Omraader, vilde Sagen dog uden Tvivl i det hele
stille sig saaledes, at de yngre Videnskabsdyrkere, paa hvilke Institutionen
efter sin Grundtanke fandt Anvendelse, ikke i Regelen vilde have opnaaet kgl.
Ansættelse, om de end vare ansatte i Statstjenesten og herfor nøde Løn eller
andre Emolumenter.
Konsistorium mente derfor, at Adgangen til at deltage i Priskonkurrencen
burde staa aaben saa vel for de oven for under Nr. 1 omhandlede Klasser af unge
Mænd som for de studerende ved Universitetet, ogsaa efter at de havde erholdt
en eller anden lønnet offentlig Ansættelse, saa længe de dog ikke havde opnaaet
fast kgl. Ansættelse. Ved Anvendelsen af denne Regel vilde det i øvrigt
være stemmende med Billighed, om det fastsattes, at kun den skulde være ude-
lukket, som befandt sig i kgl. Embede paa den Tid, Prisopgaven udsattes. Ellers
vilde det kunne indtræffe —, hvad man havde haft Exempel paa —, at en Mand,
som i alt væsentligt havde udført Arbejdet og skrevet Afhandlingen paa en Tid,
hvor han var kvalificeret til at deltage i Konkurrencen, kunde blive ude-
lukket, fordi han maaske ganske kort Tid for Bedømmelsen erholdt en kgl.
Ansættelse.
Sluttelig udtalte Konsistorium, at det ved de Beregninger, gjennem hvilke
det var kommet til at nævne en Sum af 500 Rd. som formentlig tilstrækkelig
til at afholde de forhøjede Prisbelønninger, ikke havde taget Hensyn til den Even-
tualitet, at Adgangen til at deltage i Konkurrencen, skulde staa aaben tor andre
end dem, der efter de nu gjældende Regler vare berettigede hertil. Det var der-
for muligt, at den oven nævnte Sum ikke vilde strække til, naar Antallet af dem,
der indbødes til at konkurrere, blev betydelig forøget, og saaledes maaske hvert
Aar flere Prisbelonninger, end hidtil, vandtes. Konsistorium forudsatte imidlertid
som en Selvfølge, at den heraf flydende Udgiftsforøgelse, som i øvrigt næppe
Vilde blive betydelig, kunde ventes bevilget.
428
Universitetet I8G4—1871.
Ved Finansloven for 1868—f>9 bevilgedes det omspurgte Beløb af
500 Rdl. Ministeriet tilskrev imidlertid under 11. Maj Konsistorium,
at medens det meget vel kunde gaa ind paa Konsistoriums Forslag til en
Modilikation med Hensyn til Embedsansættelsen, kunde det paa den anden Side
ikke følge den givne Begrundelse af Konsistoriums Vægring ved at aabne Ad-
gangen til Konkurrence for alle yngre Mænd uden Hensyn til deres Fordannelse,
og uden Hensyn til, om de havde aflagt visse Examina. Saa lidt som det vist-
nok havde ligget i Udvalgets Tanke, saa lidt havde det i alt Fald ligget i Mini-
steriets Tanke at gjøre nogen som helst Forandring i det bestaaende, hverken
med Hensyn til Valget af Opgaverne eller med Hensyn til Bedømmelsen at Be-
svarelserne, men kun at aabne Adgang for andre end akademiske Borgere til at
naa den Ære at staa som dem, der vare kjendte værdige til Universitetets Pris-
medaille eller et Akcessit for Besvarelsen af en af Universitetet udsat Prisopgave.
Ministeriet skjønnede ikke rettere end, at der, naar Adgangen aabnedes for andre paa
den af Ministeriet paatænkte Maade, kun tjærnedes den formentlige Ubillighed,
som allerede i enkelte Tilfælde turde have fundet Sted. at den ikke akademiske
Borger, hvis Afhandling, bedømt, efter samme Maalestok, som om han var
akademisk Borger, var kjendt værdig til Medaille eller Akcessit, skulde udelukkes,
blot fordi han ikke havde søgt sin Uddannelse ad den Vej, ad hvilken den
akademiske Borger eller de af Konsistorium i Klasse med denne satte Examens-
kandidater havde faaet deres. Ministeriet saa heller ikke, at man paa denne
Maade greb mere ind i den til de akademiske Borgeres Tarv stiftede Institution,
end naar, som af Konsistorium selv anbefalet, Adgangen til at vinde Prismedailie
aabnedes for dem, der havde underkastet sig visse Examina, idet Institutionens
Hensigt: at opmuntre de akademiske Borgere til selvstændigt Studium og be-
fordre deres Udvikling og Studiers Fremme, ikke i mindste Maade berørtes
derved, at Konkurrenternes Antal forøgedes.
Da Ministeriet antog, at Konsistorium havde forstaaet dets Mening, som
om Opgaverne eller Bedømmelsen af samme skulde altereres ved den at Mini-
steriet paatænkte Udvidelse, anmodede det Konsistorium 0111 i Henhold til det
foranførte at ville underkaste Sagen en fornyet Overvejelse. Ministeriet udtalte
derhos, at fur saa vidt Konsistorium vedblivende skulde holde fast ved den An-
skuelse, at Bestemmelsen, at Prismedaillen kun kunde vindes al akademiske
Borgere, ikke blev ophævet, ansaa Ministeriet sig ikke for berettiget til at gjøre
Brug af Bevillingen af de omspurgte 5 o o Kd.
Under 23. Maj svarede Konsistorium, at det, under den Forudsætning,
at der baade ved Valget af Prisopgaverne og ved deres Bedømmelse forholdtes ganske
ligesom hidtil, saaledes at man alene tog Hensyn til den Fordannelse, som de
studerende ved Universitetet maatte forudsættes at besidde, og det videnskabelige
Standpunkt, hvorpaa de maatte antages at befinde sig, intet havde at indvende
mod, at Adgangen til at erholde de akademiske Prisbelønninger blev udvidet paa
den af Ministeriet foreslaaede Maade, saaledes at Prisbelønningerne kunde tildeles
ogsaa andre unge Mænd end studerende ved Universitetet, og endnu ubetordiede
Kandidater, naar de af dem indleverede Arbejder, bedømte etter den Maalestok,
som i Følge Hensyn til Universitetets studerende maatte anlægges, fandtes værdige
til Medaillen eller til Akcessit. Fra nogle af Konsistoriums Medlemmer fremkom
et Forslag 0111 nærmere at udtrykke, kvad man tænkte sig ved unge Mænd,
Priskonkurrencer.
429
derved, at en Aldersgrænse af 30 Åar fastsattes for dem, der skulde være be-
rettigede til at deltage i Konkurrencen; men Flertallet udtalte sig mod dette For-
slag, fordi den strænge Overholdelse af en saadan Regel i enkelte Tilfælde kunde fere til
Ubillighed, navnlig mod dem, som af forskjellige Aarsager vare komne ualmindelig
sent til Studeringerne. Flertallet troede derfor, at man i alt Fald hellere burde
vente med en saadan Bestemmelse i nogen Tid, indtil Erfaringen havde vist, om
den virkelig behøvedes for at forhindre ældre og modne Mænds Deltagelse i
Konkurrencen. Derimod anbetalede Konsistorium vedblivende sit Forslag om, at
Adgangen ikke indskrænkedes til ubefordrede Kandidater, men at ogsaa yngre
Embedsmænd kunde deltage i Konkurrencen, naar de ikke havde modtaget fast
kgl. Ansættelse paa den Tid, Prisopgaverne besvaredes.
Efter Ministeriets i Overensstemmelse med Konsistoriums Udtalelser i sidst
nævnte Skrivelse nedlagte Forestilling bifaldtes det ved kgl. Resol. 2 3. Juni
1 868, at kgl. Resol. 13. Maj 1791, sammenholdt med kgl. Resol. 15. Februar
1793 forandredes derhen, at Adgangen til at vinde Universitetets Prismedaille
fremtidig ikke skal være indskrænket til akademiske Borgere og ubefordrede
Kandidater, der ikke staa i noget offentligt eller andet Embede, men aabnes for
enhver, som uden at have opnaaet fast kgl. Ansættelse paa den Tid, Prisopgaven
besvares, maatte føle sig opfordret til at deltage i Konkurrencen. Ved under
27. Juni at meddele Konsistorium Underretning herom, bemærkede Ministeriet,
at de 500 Rdl., som vare bevilgede paa Universitetets Budget f. 1868—69,
Udgiftskonto 12, for derved at sætte Konsistorium i Stand til, ved Siden af
Prismedaillen at tilstaa de studerende ved Universitetet et Pengebelob som Er-
statning for den paa Opgavens Løsning anvendte Tid, nemlig af 100 Rd. for
dem, hvilke Medaillen tilkjendtes, og 50 Rd. for dem, som erholdt Akcessit, vare
stillede til Konsistoriums Disposition. Med Hensyn til Konsistoriums Slutnings-
bemærkning i dets Skrivelse af 25. Januar tilføjede Ministeriet, at det ved
Finanslovforslaget f. 1869—70 vilde søge definitivt afgjort, hvorvidt det havde
været Udvalgets Mening, at der ogsaa skulde tilstaas andre end akademiske
Borgere Ret til Udbetaling af fornævnte 100 Rd. eller 50 Rd. ved Siden af Pris-
medaillen eller Akcessit. Ved Finansloven for det nævnte Finansaar besvaredes
Spørgsmaalet bekræftende, jfr. Anm. til Finansforslaget.
— I Oktbr. 18o5 henstillede Universitetets da værende Rektor, Prof.
Clausen, til Konsistoriums Overvejelse, om der ikke maatte findes Grund til
at søge udvirket en Bestemmelse om, at den ved Offeutliggjorelsen af Universi-
tetets Prisspørgsmaal hidtil vedføjede latinske Oversættelse for Fremtiden maatte
bortfalde ved samtlige Opgaver, maaske med Undtagelse af Opgaven i den
klassiske Filologi. Angaaende dette Punkt anmodede Konsistorium samtlige Fa-
kulteter om at ytre sig.
Det theelogiske Fakultet (Novbr. 1865) tiltraadte Forslaget, idet det
dog bemærkede, at det antog, skjønt det ikke i mange Aar havde modtaget
nogen Besvarelse paa Latin, at det fremdeles maatte staa de studerende frit, om
nogen skulde foretrække Brugen af det gamle Sprog for Modersmaalet.
Det rets- og statsvidenskabelige Fakultet ('27. Novbr.) tilraadede
for sit Vedkommende den om spurgte Forandring. Med den nu værende Ordning
var der forbundet den Ulempe, at det ved dets Prisspørgsmaal ofte ikke var
muligt paa en tilfredsstillende Maade at gjengive Spørgsmaalet i det latinske
UniTeriitets Aarbog.	55
430
Universitetet 1864—1871.
Sprog, fordi Opgaven i de fleste Tilfælde vilde angaa Forhold og Institutioner,
til hvilke Romerne ikke havde noget tilsvarende, eller Undersøgelser, som vare
dem ubekjendte. I disse Tilfælde maatte man derfor paa Latin hjælpe sig med
omskrivende Udtryk, der i sidste Instans dog kunfor stodes ved Hjælp af den
danske Text. Det anførte gjaldt ikke blot 0111 den statsvidenskabelige Opgave,
men, i det mindste ofte, ogsaa om den juridiske, da det under vore Forhold
næppe vilde kunne forekomme, at en Opgave skulde hentes fra den romerske
eller kanoniske Ret alene. En endnu væsentligere Ulempe ved den gjældende
Ordning vilde det være, hvis det kunde antages, at Opgavernes Oversættelse
paa Latin blev betragtet som indeholdende en Opfordring til at vælge dette
Sprog til Affattelse af Besvarelserne. Thi naar det maatte siges, at end ikke
Spørgsmaalene egnede sig til at fremsættes paa Latin, var det klart, at dette
Sprog endnu mindre egnede sig til at benyttes ved Opgavernes Besvarelse. Der
var derfor saa langt fra nogen Grund til at opfordre hertil, at Fakultetet meget
snarere maatte henlede Konsistoriums Opmærksomhed paa det Sporgsmaal, om det
ikke vilde være rettest samtidig med den omspurgte Forandring at søge bevirket
en tidssvarende Forandring i Forskrifterne om Sproget, hvori Afhandlingerne
kunde affattes. Det maatte imidlertid erkjendes, at der, som Forholdene stillede
sig, ikke var Grund til at frygte for, at Opgavernes Fremsættelse i det latinske
Sprog ved Siden af den danske Affattelse virkelig skulde blive opfattet paa den
angivne Maade, og den fremhævede Betragtning havde derfor i Virkeligheden
mindre Betydning. Imidlertid maatte det dog for Fakultetet være en medvirkende
Grund til at ønske, at den latinske Oversættelse bortfaldt, at den indeholdt en
Tilkjendegivelse om, at Afhandlingerne ogsaa kunde affattes i det latinske Sprog,
et Fingerpeg, som dog en eller anden mulig kunde falde paa at følge.
De oven for paapegede Ulemper vare vistnok i sig selv ikke meget store,
og de vilde maaske ikke være tilstrækkelige til at motivere den foreslaaede For-
andring, dersom der ved den latinske Oversættelse af Prisspørgsmaalene op-
naaedes nogen Fordel. Men dette var for Fakultetets Vedkommende ikke Tilfældet.
Det vilde næppe nogen Sinde kunne stille sig saaledes, at Fakultetet skulde
være ude af Stand til at formulere en juridisk Opgave fuldkommen forstaaelig
paa Dansk, saa at den latinske Oversættelse skulde være nødvendig for at gjøre
Tanken klar. Vel var det ikke sjældent Tilfældet, at vort Sprog manglede
tekniske Udtryk for juridiske Begreber; men det havde i saadanne Tilfælde aldrig
vakt Betænkelighed at anvende den romerretlige Terminologi i den danske Text.
End mindre kunde en saadan Nødvendighed fremkomme med Hensyn til den
statsvidenskabelige Opgave. Den Grund, der under de tidligere Forhandlinger
om denne Sag i Særdeleshed var blevet gjort gjældende til Forsvar for den
latinske Oversættelse, nemlig Hensynet til, at det for de fremmede Universiteter,
med hvilke vi udvexlede akademiske Skrifter, kunde være af Interesse at se,
hvilke Prisopgaver der her ved Universitetet udsattes for de akademiske Borgere,
havde for Fakultetet kun ringe Betydning. Det var nærmest kun ved det norske
og de svenske Universiteter, at den danske Retsvidenskab kunde vente at kunne
udøve nogen Indflydelse, og for disse Universiteters Skyld behøvedes jo ikke
nogen Oversættelse. Derimod kunde det paa Grund af vore smaa Forhold og
den ringe Interesse, vore Samfundsforhold som Følge heraf frembøde uden for
Priskonkurrencer.
431
Norge og Sverige, næppe haabes, at den danske juridiske Videnskab, hvor re-
spektabel den end maatte være, ellers vilde kunne spille nogen Rolle i den
komparative Jurisprudens. Det samme kunde vel ikke siges om flere af de
statsvidenskabelige Fag; men til Gjengjæld traadte i de fleste Tilfælde Ulempen
ved den latinske Oversættelse af Prisspørgsmaalene, som oven for bemærket,
her stærkere frem.
Ogsaa det lægevidenskabelige Fakultet (13. Novbr.) tiltraadte
Forslaget, idet det bemærkede, at de fysiologiske Opgaver vistnok aldeles ikke
lode sig oversætte paa Latin, paa nogen for vedkommende forstaaelig Maade.
Af det filosofiske Fakultets Medlemmer (8. Novbr.) stemte 11 for
Forslaget. Blandt disse var den ene af Professorerne i den klassiske Filologi,
der dog tilføjede: »For den klassiske Filologis Vedkommende kunde Latinen bi-
beholdes og Opgaven i Overensstemmelse dermed gives kun paa Latin, med
mindre Opgavens Natur skulde gjøre en friere Behandling ønskelig. Opgaven
kunde da stilles baade paa Latin og paa Dansk, og den, der vilde besvare den,
have frit Valg mellem Sprogene.« 6 Medlemmer tiltraadte ikke Forslaget.
Nogle af disse ytrede, at de, for at vedligeholde en Forbindelse med Udlandets
Universiteter, kun da vilde stemme for det latinske Sprogs Afskaffelse i Pris-
spørgsmaalene, naar det afløstes af det franske eller et andet levende Sprog,
ligesom man ogsaa blandt denne Minoritet havde fundet det inkonsekvent, at
Opgaverne, naar det ommeldte Forslag vedtoges, kunde vedblive at besvares i et
andet Sprog end det, hvori de alene skulde fremsættes. Herimod blev der dog.
paa den modsatte Side gjort gjældende, at det vist nok ogsaa havde været
Meningen med Forslaget, at Latinen, naar den blev afskaffet ved Spørgsmaalene,
ogsaa skulde bortfalde ved disses Besvarelse.
Det mathematisk-naturvidenskabelige Fakultet ('21. Novbr.)
havde intet at erindre mod Forslaget, og fandt det endog, især for de beskrivende
Naturvidenskabers Vedkommende, meget ønskeligt og hensigtsmæssigt.
Ved Skrivelse af 30. April 1866 forelagde Konsistorium Spørgsmaalet for
Ministeriet, idet de indsendte de afgivne Erklæringer fra Fakulteterne. Der var
ved de tidligere Forhandlinger om denne Sag, jfr. Selmers Aarborg f. 1841, S. '27—29,
blevet lagt nogen Vægt paa Hensynet til de fremmede Universiteter, med hvilke vort
Universitet stod i Forbindelse; men Konsistorium ansaa, efter de nu værende Forhold,
dette Moment for at være for ubetydeligt og underordnet til, at man at denne Aar-
sag skulde bibeholde den latinske Oversættelse, ved hvilken det for flere Fags
Vedkommende var vanskeligt og ofte umuligt at finde et Udtryk, der aldeles
gjengav Tanken. Det indstillede derfor, at den i Universitets Direktionens
Skrivelse af 31. Decbr. 1841 anordnede latinske Oversættelse al Universitetets
aarlige Prisopgaver for Fremtiden maatte borttalde, dog saaledes, at Opgaven i
den klassiske Filologi fremdeles som hidtil ledsagedes af en latinsk Oversættelse.
Denne Indstilling bifaldt Ministeriet under 13. Juni.
I Forbindelse hermed kan det bemærkes, at Konsistorium under Forhand-
lingerne angaaende denne Sag blev foranlediget til at overveje, om dei ikke
kunde være god Grund til i visse andre Retninger at gjøre Foiandiing i de be-
staaende Regler angaaende Brugen af det latinske Sprog ved Uni\eisitetet. tot
saa vidt dette Sprog enten efter Lovforskrift eller akademisk Sædvane benyttedes
55*
432
Universitetet 1864—1871.
til flere Udfærdigelser, saasom af akademiske Borgerbreve, Doktordiplomer,
testimonia publica, fandt Konsistorium, at der ikke var nogen Grund til at
gjøre forandring; thi bortset fra, at det under visse Omstændigheder, f. Ex. til
J-irug i Udlandet kunde være ønskeligt for de paagjældende, at de nævnte Ud-
færdigelser vare skrevne paa et Sprog, der forstodes ved alle fremmede Uni-
versiteter, maatte det erkjendes, at der i alt Fald ingen praktisk Ulempe var
forbundet med den nærværende Ordning. Om Brugen af det latinske Sprog ved
akademiske Disputatser vil blive talt nedeij for under næste Afsnit.
-	Ved kgl. ResoL 3. Juni 1853 *) fastsattes Tiden for Udsættelsen af Universite-
tets Prisopgaver og Terminen for Indleveringen af Afhandlingerne over disse Opgaver
til d. 1. Juli. Bedømmelsen af de indkomne Afhandlinger skulde derhos i Følge
Universitets Direktionens Skrivelse af 23. Decbr. 1837 **) indføres i det Program,
som indbyder til festen i Anledning af Kongens Fødselsdag, ligesom Rektor paa
denne fest skulde bekjendtgjøre Censuren og uddele Medaillerne for de belønnede
Athandlinger. Da Kong Christian den IXdes Fødselsdag falder d. 8. April,
altsaa over 9 Maaneder efter den foran nævnte Termin for Prisafhandlingernes
Indlevering, blev det nødvendigt, at der enten foregik en Forandring med denne
Termin eller med Regelen om, at Bekjendtgjørelsen af Censuren over Prisafhand-
lingerne skal staa i Forbindelse med Festen i Anledning af Kongens Fødselsdag.
Skjønt nu vel den ved Resol. 1853 fastsatte Termin af 1. Juli, hvorefter det,
førend Sommerferien begyndte, kunde blive bekjendt, hvilke Opgaver der vare
udsatte, og for Professorerne, hvilke Afhandlinger der vare indkomne, var den for
Universitetsforholdene i det hele ønskeligste Tid for Opgavernes Udsættelse og
Afhandlingernes Indlevering, troede Konsistorium dog at burde andrage paa en
Forandring med Hensyn til denne Tidsbestemmelse. Hvis man nemlig vilde fast-
holde samme, blev det nødvendigt at bekjendtgjøre Censuren og uddele Medail-
lerne paa Reformationsfesten, og Festen i Anledning af Kongens Fødselsdag vilde
herved tabe det Tilknytningspunkt, som det nu havde, til bestemte Universitets-
anliggender, og som bidrog til at give den en særlig akademisk Karakter. Konsi-
storium indstillede derfor i Skrivelse til Ministeriet af 29. Febr. 1864, at Tiden
tor Udsættelsen af Universitetets Prisopgaver og Terminen for Indleveringen af
Afhandlingerne over Prisopgaverne for Fremtiden fastsattes til d. 1. Decbr., medens
det havde sit Forblivende ved de hidtil gjældende Regler om Censurens Bekjendt-
gjørelse og Medaillernes Uddeling paa Festen i Anledning af Kongens Fødselsdag.
I Forbindelse hermed androg Konsistorium paa, at Terminen for Indleveringen
at Afhandlingerne over de d. 1. Juli 1863 udsatte Prisopgaver blev forlænget
til d. 1. Decbr. 1864 og for Afhandlingerne over den naturhistoriske Opgave til
1. Decbr. 1865. Begge Indstillinger bifaldtes, efter derom af Ministeriet nedlagt
allerunderdanigst Forestilling, ved kgl. Resol. 2. April 1864.
—	Den Orden, somvedtoges i 1843 med Hensyn til Forslag til Pris-
opgaver under det lægevidenskabelige Fakultet, var saaledes: 1) Obstetrik,
2) Anatomi, 3) Pathologi, 4) alm. Kirurgi, 5) Therapi, 6) Fysiologi, 7) alm.
Medicin, 8) Farmakologi, 9) praktisk Kirurgi.
*) Lindes Meddelelser 1849 - 56 S. 247 - 48.
**) Selmers Aarb. f. 1837 S. 136—37.