Universitetets Organisation.
13
4. Ved Begyndelsen af 1867 gaves der i Danmark — Kolonierne og de nordlige
Bilande fraregnede, der have ganske særegne Forhold — 550 til Lægepraxis
berettigede Mænd, altsaa, naar Befolkningen sættes til 1,700,000, 1 Læge for
3,090 Mennesker; men nogle af disse benytte naturligvis ikke deres Ret paa
Grund af Alder, Helbred eller forandret Livsstilling, saa at man vel kan regne
3,200 Mennesker paa hver Læge. Mange vare unge Kandidater med meget
ringe Praxis.
Til samme Tidspunkt var der 111 Apotheker, altsaa 1 paa noget over
15,300 Mennesker. I ikke faa af disse Apotheker beskæftigedes foruden
Ejerne eller Forpagterne en eller flere farmacevtiske Kandidater. Antallet af
Apotheker er begrænset og nye kunne ikke oprettes uden Regeringens
Tilladelse.
V.
De gjældenae Bestemmelser for Universitetet findes i Fundats for Universi-
tetet af 7de Maj 1788 i Lovsamlingen. Derefter findes der en Mængde enkelte
Bestemmelser, der med mange Oplysninger findes i Badens Universitetsjournal
1793—1801, 3 Bind, Engelstofts Universitets- og Skoleannaler 1806—13, 8 Bind,
og 1824, 1 Bind, Selmers akademiske Tidender 1833—40, 4 Bind, sammes Kjø-
benhavns Universitets Aarbog 1837—47, 11 Bind, Lindes Meddelelser angaaende
Kjøbenhavns Universitet, den polytekniske Læreanstalt og de lærde Skoler i Dan-
mark for Aarene 1849—56, 2 Bind og for 1857— 63, hidtil 3 Hæfter*).
II. Det akademiske Lærersamfnnd, Examenskommissioner samt Cen-
sorerne ved Universitetets Examina.
1. F or handlinger om Ex a menskommissioner, Censorin stitu-
tion en m. m.
De tidligere Forhandlinger om denne Sag findes omtalte i Selmers Aarbog
for 1839 S. 71 ff. og for 1847 S. 36, 39 fif. samt Lindes Meddelelser for 1856—
63 S 59 ff. Til det paa det sidst nævnte Sted anførte skal blot føjes, at Mini-
steriet, før end Sagen den Gang stilledes i Bero, havde begjært en Erklæring fra
det lægevidenskabelige Fakultet om de stillede Forslag, navnlig med Hensyn til
den Erfaring, Fakultetet havde erhvervet om Hensigtsmæssigheden af Censorinsti-
tutionen, og at dette i en den 3. Juni 1862 afgivet Erklæring udtalte, at den
ved Fakultetet stedfindende Indretning med Censorer, der foruden Fakultetets Pro-
fessorer bestode dels af Medlemmer af Sundhedskollegiet (permanente Censorer),
dels af andre Læger (toaarige Censorer), hvilke alle vare ulønnede, havde vist sig
hensigtsmæssig, og at Fakultetet derfor for sin Del ikke havde nogen Grund til
at ønske nogen Forandring deri.
Under Behandlingen paa Rigsdagen af Finansloven for 1863 — 64 blev Spørgs-
inaalet om en forandret Indretning, ikke blot af den theologiske, men af Universi-
*) Se nu ogsaa Aarbog for Kjøbenhavns Universitet, den polytekniske Læreanstalt og
Kommunitetet, hidtil 3 Hæfter, omfattende de akademiske Aar 1871'—76.
14
Universitetet 1864—71.
tetets Embedsexamina overhovedet, atter optaget*), og ved den nævnte Finanslov
blev der bevilget 3,000 Rd. til Indretningen af Examenskommissioner. For at
forberede Sagens Behandling begjærede Ministeriet Oplysning fra Ministerierne hen-
holdsvis for Hertugdømmerne Slesvig samt Holsten og Lauenborg, dels om Indretningen
af de under disse Miniferier hørende Embedsexamina, dels om, hvorvidt den Er-
faring, der var vundet, havde bekræftet Hensigtsmæssigheden af den med særlige
Examinationskommissioner bestaaende Indretning, eller ved denne vist Ufuldkom-
menheder og Ulemper, som det maatte være af Vigtighed at lade komme i Betragt-
ning ved Spørgsmaalet om en Forandring i den gjældende Examensordning ved
Kjøbenhavns Universitet. De derelter modtagne Erklæringer angaaende de theo-
logiske og juridiske Embedsexamina for bemeldte Hertugdømmer **) bleve af Mini-
steriet tilstillede Konsistorium, der alt af egen Drift havde paalagt Fakulteterne
at tage Sagen under Overvejelse. Ministeriet udtalte derved tillige det Onske, at
Fakulteterne, selv om Forhandlingerne skulde føre til, at der fra enkelte Sider
fandtes overvejende Grunde til at fraraade den paatænkte Forandring, dog vilde
ytre sig om, hvorledes Foranstaltningen, naar den tænktes iværksat, maatte kunne
lade sig udføre paa den hensigtsmæssigste Maade. Da hine Erklæringer have
været forelagte for det theologiske og rets- og statsvidenskabelige Fakultet, og
saaledes ere tagne i Betragtning i disses Udtalelser, meddeles de her i Forbindelse
med Fakultetserklæringerne.
Med Hensyn til Ordningen af den theologiske Embedsexamen for
Hertugdømmet Slesvig bemærkede bemeldte Ministerium i en d. 11. Maj
1863 afgivet Erklæring følgende:
Angaaende Fordringerne, før end en studiosus theologiæ kunde admitteres til
den theologiske Kandidatexamen, og hvorledes dette skete, henviste Ministeriet til
„Verordn. wegen der Kandidaten des Predigtamts und der mit ihnen vor ihrer Be-
forderung anzustellenden Priifungen, d. d. Friedensborg d. 6. Avg. 1777." I Polge
denne skulde den paagjældende ved tilfredsstillende \idnesbyrd godtgjøre, at lian
havde tilbørlig lagt sig efter det theologiske Studium ved de højere Læreanstalter
og ført en ulastelig Vandel. Med disse Vidnesbyrd havde han først at lade sig
tentere af Biskoppen, hvortil han maatte indfinde sig hos ham paa en Dag, denne
*) Rigsdags Tid. 14de Saml. 1862 Anh. B. Sp. 114, Nr. 25, Folket. Tid Sp. 122-23,
142, 2058-59, 2065-72, 2076-2114, Landst. Tid. Sp. 1165-75-
") I Slesvig afholdtes ikke medicinsk, kameralistisk eller filologisk Embedsexamen, og flere
i særegne Øjemed indrettede Examina, nemlig Fysikatsexamen, Examen for Apothe-
kere, og Landmaalerexamen antoges af det slesvigske Ministerium at ligge uden for det,
hvorom Oplysning enskedes. Det holstenske Ministeriums Skrivelse oplyste, at den
medicinske og den filologiske Embedsexamen for Holsten direkte afholdtes af Pro-
fessorer ved Kiels Universitet, og at den farmacevtiske Examen, Tandlægeexamen
og Fysikatsexamen indirekte afholdtes af saadanne, idet de vare overdragne Sani-
tetskollegiet, der vel ikke i Felge sin Fundation nødvendigvis skulde bestaa af
Universitetslærere, men dog for Tiden og regelmæssig var sammensat af forskjelhge
Medlemmer af det medicinske og filosofiske Fakultet ved Kiels Universitet. Inter-
esse for Sagen fik saaledes ogsaa her kun Ordningen af den theologiske Embeds-
examen, der var overdraget et af Jurister, Præster og Professorer sammensat Ko le-
- gium, og af den juridiske Embedsexamen, der afholdtes af Medlemmerne a en
holsten-lauenborgske Overappellationsret.
Forhandlinger om Censorinstitutionen, Examenskommissioner m. m.
bestemte, for i Almindelighed og i Korthed at prøves og bevise sine Fremskridt i
de erhvervede theologiske Kundskaber. Til den Ende blev der opgivet den paa-
gjældende mundtlig nogle Steder i det gamle og nye Testamente i Grundsprogene,
som han maatte oversætte og forklare, og forelagt ham nogle Spørgsmaal i de
forskjellige theologiske Discipliner, hvorunder Homiletiken i dens almindelige Grund-
træk var indbefattet, og endelig skulde han holde en saakaldet Tentamensprædiken
for Biskoppen alene, i en af Byen Flensborgs Kirker over en ham i Forvejen op-
givet Text, og hvortil der før Tentamens Begyndelse var afleveret et skriftligt Ud-
kast. Naar han saaledes havde bestaaet Tentamen, hans første offentlige Prøve, —
med mindre han havde underkastet sig den saakaldte Maturitetsexamen fra en
lærd Skole og den saakaldte Konvikt-Examen, som gav Adgang til visse Stipendier, —
blev der meddelt ham et Vidnesbyrd over Udfaldet i dets enkelte Hoveddele, og der
tilføjedes i dette Tilladelsen for ham til at betræde Prædikestolen og forkynde Guds
Ord overensstemmende med Kirkens Lære og Forskrifter, som og til at melde sig
til den theologiske Examen i Flensborg i Overensstemmelse med de kongelige An-
ordninger. Por dette Tentamen erlagdes et Gebyr af 16 Rd., hvorunder var ind-
befattet Betalingen for det stemplede Papir til Vidnesbyrdet. Derefter turde han
melde sig til Kandidatexamen, naar han fandt for godt, dog først efter at have
fyldt sit 24de Aar, med mindre han havde søgt og erholdt Aldersdispensation af
Ministeriet. Han skulde da skriftlig melde sig hos Præsidenten for Examinations-
kollegiet, som i Slesvig var Præsidenten for den kgl. Appellationsret i Flensborg,
et Fjerdingaar eller i mulige Nødsfald senest 6 Uger for den ordentlige Examens
Begyndelse, der indtil videre var fastsat til den anden Mandag i Juni M'aaned. Ved
denne Meldelse skulde han forelægge, foruden samtlige sine Vidnesbyrd fra Sko-
len og Universitetet og det ham meddelte Tentamensvidnesbyrd, dels tvende af
ham selv udarbejdede Afhandlinger over selv valgte theologiske Materier som fore-
løbige Prøver paa hans Modenhed, der dog ikke behøvede at omfatte mere end to
eller tre Blade, og hvorunder han paa Samvittighed maatte bevidne, at de
vare hans eget Arbejde og ikke gjennemsete og forbedrede af nogen anden, dels
et udførligt Levnedsløb, hvori var angivet hans Fødested m. m., kort alt, hvad der
hørte til hans hidtidige Levned, Studier samt Trosbekjendelse o. s. v. Den ene af
de omtalte Afhandlinger maatte altid være skrevet paa Latin, hvorimod den anden
kunde være skrevet paa Dansk eller Tysk, hvorhos det var anordnet, at Levneds-
løbet da maatte være i det andet Sprog. Samtlige Indleveringer bleve dernæst,
efter at de vare eftersete af Præsidiet og befundne i Orden, tilstillede Biskoppen,
for at de kunde cirkulere før Examen mellem Examinatorerne.
Angaaende Examensfagene henvistes til den foranførte Frd. 6 Avg. 1777 §
7 og „Instruktion, betreffend das Oberkonsistorial-Examen fur das Examinations-
Kollegium, d. d. Friedensborg d. 1. Sept. 1779". I Praxis havde det derhen hø-
rende i Henhold til hine Anordninger udviklet sig saaledes, at Examensfagene vare
inddelte i 7 Hovedvidenskaber og 7 Hjælpevidenskaber, foruden hvad der hørte
til den kateketiske og homiletiske Prøve. Til Hovedfagene regnedes Dogmatik,
Ethik, Kirkehistorie, det nye Testamentes Exegese, det gamle Testamentes Exegese,
Hermenevtik og Kritik samt praktisk Theologi, og til Hjælpevidenskaberne theoretisk
Filosofi, praktisk Filosofi, Verdenshistorie, F'ysik, Latin, Symbolik og Polemik samt
Aikæologi, hvorover der over hvert Fag især gjennein hele Kækken blev exami-
neret. I il Examensfagene maatte ogsaa henregnes den kateketiske og homiletiske
Universitetet 1864—71.
Prove der foretoges i Forbindelse mel den øvrige Examen. Til den Ende skulde
Biskoppen i det mindste 14 Dage til 3 Uger, eller, da disse Prøver nn aflagdes
dobbelt, nemlig i begge Sprogene, Dansk og Tysk, 4 a 5 Uger for ™s Be-
gyndelse, tilstille enhver Examinand for sig Tbemata af Katek.smu. til Katek sa-
tion og Teiter til Prædikener, hvorover de paagjældende skulde afgive henholds-
vis en skriftlig Disposition til Katekisation og Koncept til deres Prædikener.
Med Hensyn til Sammensætningen af Examenskommissionen bemærkede Mi-
nisteriet, at det theologiske Examinationskolleginm i Flensborg i FølgePatent af 3.
Decbr 1852 SS 1 og 3 indtil videre var sammensat af tvende verdslige Medie
mer nemlig Præsidenten i Appellationsretten, og, efter Omgang, et af sammes ov-
rige Medlemmer, samt af Biskoppen, tvende Provster og tvende Præster, hvil e
sidste Medlemmer udnævntes allerhøjst, hver Gang paa en Tid af 5 Aarhvorhos
Protokolførelsen og de øvrige Sekretariatsforretninger besørgedes som forhen a
det yngste gejstlige Medlem og en af Appellationsrettens Sekre ærer. Særlig
Honorar erholdt egentlig intet Medlem af Examinationskellegiet, ligesom Exam
»:Ze vare fritagne for a„e Udgifter ved denne ^lighed, knn maatte fcsse
selv besørge deres Rejseomkostninger og betale det stemp	P
Examensvidnesbyrd. Dog fik de Provster og Præster som * ^
Flensborg, deres Eejseomkostninger godtgjorte, og derhos, saa vel som samtlige
gejstlige Medlemmer af Kollegiet, Diæter for hver Dag, Examen varede nem «. de
Medlemmer som boede i Flensborg, 3 Kd. 16 Sk. daglig, og de andre det dobbelte.
Kun det yngste gejstlige Medlem, som førte Tilsynet ved den skr.ftl.ge Examen,
førte Protokollerne ved Examen helt igjennem og besørgede Udfærdigelsen af Exami-
imUonsvidnesbyrdene, erholdt, som tidligere, 1 Ed. 64 Sk. for hver Examinand af
dC" " M^d'HensyTt'il Maaden, hverpaa Examen foretoges af Kommissionen, inde-
holdt Frd 6 Avg. 1777 § 7 og især Instr. 1. Sept. 1779, navnlig §§ 4-6 og 8-14
almindefige Bestemmelser. Deraf havde nn siden 1852 da Patentet forto mo-
dificerede Indretning af Examen udkom, . Henhold til Instruxens § 9 der ov
lod Examinationskommissionen at fastsætte de mindre vigtige Bestemmelser
Erfaring og den sig ytrende Nødvendighed, udviklet sig følgende Fremgangsmaade
'I' HvlTFlgmr Fordeling mellem de 5 Examinatorer angik, da havde enhver
af dem overtaget sine bestemte Fag, hvori han examinerede, og som han vo -
bLv at beholde, saa længe han var Examinato, Kun Biskoppen og t.dhge
tillie-e den theologiske Professor, der var Medlem af Kollegiet, var i Fø g
Instruxens § 4 ved Siden af de overtagne Fag, hvortil navnlig plejede at høre
den praktiske Theologi, ladet frie Hænder i saa Henseen e.
b ODeaverne til den skriftlige Del af Examen, der tidligere i Følge • b _
' vire overdragne til den theologiske Professor og Generalsnpenntendemen
Fællesskab at bestemme, bleve nu, da hin var bortfaldet, afgjorte i den
afholdtes af de 5 Examinatorer før Examens Begyn c se,
hvilken tillige under Forbehold af Præsidiets Samtykke udkastedes Planen for
f 7.1. Examens Gang hverved der især var at tage Hensyn til Antallet af
de Kandidater, der havde meldt sig, før derefter at beste.ume AWelmgerue
V De skriftlige Spørgsmaal bleve da aftalte og formulerede efter Forslag
Ir LU tU Fags og af Biskoppen for al, Fags Vedkommende,
Om Examenskommissioner m. m.
17
hvorpaa de i Forvejen maatte være forberedte og have en Del Opgaver paa
rede Haand. Tidligere gaves 20 Spørgsmaal i alle Discipliner til en kortere
Besvarelse af Examinanden i 4 halve Dage. Nu havde man efter fælles
Overenskomst fundet det mere hensigtsmæssigt, at der blev givet dem først
5 Spørgsmaal i Hovedfagene: Dogmatik, Ethik, Kirkehistorie, det nye Testa-
mentes og det gamle Testamentes Exegese til udførligere og mere omfattende
Besvarelse i lige saa mange halve Dage å 3 Timer, og desforuden 5 Spørgs-
maal paa en Gang, uden Hensyn til bestemte Discipliner, til kortere Besva-
relser af dem alle i V2 Dag med 4 Timer, hvorved der gaves dem Lejlighed
til ikke blot i de enkelte Hovedfag i Særdeleshed under tilstrækkelig Tid, men
ogsaa tillige i forskjellige andre Retninger overhovedet at lægge deres theo-
retiske Dannelse og Indsigter for Dagen, hvortil kom, at Examinanderne selv havde
ønsket denne Kombination. Heraf fulgte, at den skriftlige Examen varede for
dem alle paa en Gang i tre Dage med en Dags Frihed mellem den anden og
den tredje Dag. Efter at de skriftlige Besvarelser vare gjennemlæste af
/
samtlige Medlemmer, holdtes dernæst Censur over samme tillige med over de
før Examen indleverede Afhandlinger, der erholdt et Hovedprædikat for sig.
Ved Voteringen, hvorved ethvert Medlem af Examenskollegiet afgav sin
Stemme for hvert Specimen især, tildeltes Examinanderne et Hovedprædikat
i Tal for den skriftlige Prøve i det hele, efter at samtlige Prædikat-Tal
for hvert særskilt Spergsmaals Besvarelse vare sammenlagte og beregnede.
Ved Prædikat forstodes Resultat af Voteringen over hvert enkelt Specimen og
over hvert Examinationsfag for sig ved den mundtlige Prøve.
c.	Hvad den mundlige Examen angik, da foretoges denne med hvert Hold eller
Afdeling paa højst 3 Examinander i 2 Dage, idet der examineredes i 7 Fag
hver Dag, hvad der kunde give baade Examinatorer og Examinander fuldt op
at bestille. Examinationsfagene vare, som oven for bemærket, en Gang for
alle delte mellem de 5 Examinatorer, og fortsattes sædvanlig fra Kl. 10 om
Formiddagen til Kl. 4 — 5 om Eftermiddagen, med Va Times Pavse mellem
Kl. 12 og 1. Hver Gjenstand for sig foretoges med alle Examinanderne efter
hverandre i Afdelingen, og saaledes skiftede Examinatorerne fra det ene Fag
til det andet, indtil de alle 7 for hver Dag vare gjennemgaaede. Samtlige
Medlemmer af Kommissionen, der alle forbleve tilstede den hele Examination
igjennem, bemærkede sig en speciel Karakter for hvert Fag især, der samlede
og beregnede i Tal kaldtes et Prædikat, og naar den mundtlige Examen efter
de to Dages Forløb saaledes var endt med den respektive Afdeling, beregnedes
begge Hovedprædikaterne, nemlig et for Hoveddisciplinerne, der sammen-
fattedes for sig, og et for Hjælpevidenskaberne. I Følge Frd. 6. Avg. 1777
§ 3 stod det begge de verdslige Medlemmer frit for ogsaa at tage Del i A 0-
teringen og i Bedømmelsen. Examinationen skulde efter Instr. § 5, saa vidt
det kunde passe sig, ske fra neden opad, hvorimod Voteringen over Udfaldet
af Kandidaternes Præstationer og den Karakter, som skulde tildeles dem,
skulde ske fra oven nedad.
d.	Ved den kateketiske Prøve, som ligeledes foretoges med hver Afdeling for sig
Dagen efter den mundtlige Prøve, tilkaldtes et passende Antal af Borgersko-
lens Børn med deres Lærer, der opstilledes i Examinationslokalet. Kandi-
daterne katekiserede efter hverandre med Børnene efter det indleverede Udkast,
3
Universiteteta Aarbog.
18
Universitetet 1864 — 71.
og der tildeltes da enhver af dem det efter de samtlige tilstede værende
Medlemmers Votering i Tal udkommende Hovedprædikat. Den følgende Dag
aflagdes den homiletiske Prøve med samme Afdeling i en af Byens Kirker for
det samlede Examinationskollegium. Denne Prøve blev bekjendtgjort i Forvejen
i Byens offentlige Blad og behandledes som en Gudstjeneste med Sang før
og efter samt mellem Prædikenerne. Kandidaterne holdt skiftevis deres Præ-
dikener i Overensstemmelse med den indleverede Koncept og tildeltes strax
efter, paa samme Maade som ved Katekisationen, et Hovedprædikat.
Med Hensyn til Bedømmelsen af Examinationens Udfald samt Karakterbereg-
ningen bemærkede Ministeriet følgende: Allerede af det oven for antydede vilde det
fremgaa, at ethvert enkelt Fag bedømtes ikke af Examinator alene, men paa den
anførte Maade i Forening med de andre Medlemmer af Kommissionen. Af hvad
der videre foran var antydet, fremgik det, at den hele Examen ledede til 6 Hoved-
prædikater, der alle indførtes i Examensvidnesbyrdet under de neden for anførte Be-
tegnelser, nemlig for
Afhandlinger et Hovedprædikat,
Skriftlig Prøve	|
Hovedvidenskaber
Hjælpevidenskaber , ligeledes.
Kateketisk Prøve
Homiletisk Prøve
De forskjellige Hovedprædikater, som til Udfindeisen af Hovedkarakteren til-
lige tillagdes en vedtagen Talværdi, gaves følgende Betegnelser:
Hovedprædikatet Antagelig, som tillagdes Talværdien ................ 1,
—	For en stor Del god, som tillagdes Talværdien ....... 2,
—	God, som tillagdes Talværdien...................... 3,
—	For en stor Del meget god, som tillagdes Talværdien .. 4,
—	Meget god, som tillagdes Talværdien................ 5.
For nu at bestemme Hovedkarakteren, som i Henhold til Frd. 6. Avg. 1777
§ 7 og Instr. § 18, og tillige for at sætte den i Forbindelse med og ved Siden
af Examinationskaraktererne ved Kjøbenhavns . Universitet (jfr. Verfugung vom 9.
Novbr. 1811 og Bekanntmachnng vom 22. Juli 1842), benævnedes saaledes:
1.	Tredje Karakter (non cont.),
2.	Anden — i ringeste Grad (haud ill. Ildi gr.),
3.	Anden — (haud. ill. Imi gr.),
4.	Anden — i højere Grad (Laudabilis),
5.	Første — (laud- & quidem egregie),
multipliceredes Hovedprædikaternes Værdital med et saa kaldet Dignitetstal, der
vedtoges efter Forholdet af de særkilte Prøvers Betydning for den theologiske Dyg-
tighed. Man havde saaledes senest vedtaget at multiplicere Hovedprædikatet for
Afhandlingerne med Dignitetstallet 1,
den skriftlige Prøve	—	6,
Hovedvidenskaberne	' —	6,
Hjælpevidenskaberne	—	3,
kateketisk Prøve	—	3,
homiletisk Prøve	—	5,
Om Examenskommissioner m. m.
19
saa at Summen af Dignitetstallene udgjorde 24, der benyttedes som Divisor ved
Bestemmelsen af Hovedkarakteren.
Som oplysende Exempel anførtes Beregningen til anden Karakter i højere
Grad eller laudabilis med de normale Points:
Afhandlingens	Hovedprædikat 4	X	1	= 4,
Skriftlig Prøves	— 4	X	6	= 24,
Hovedvidenskabernes	4	X	6	= 24,
Hjælpevidenskabernes	.4	y(	3	= 12,
Kateketisk Prøves	— 4	X	3	= 12,
Homiletisk Prøves	— 4	X	5	—
Som oplysende Exempel anførtes Beregningen til anden Karakter i højere
Grad eller laudabilis med de normale Points:
I alt 96 Points.
Naar disse divideredes med Summen af alle Dignitetstallene, som var 24, ud-
kom Talstørrelsen 4, der i Følge oven staaende Tabel betegnede første Karakter
i højere Grad eller laudabilis.
Altsaa for at opnaa
1ste Karakter (laud. «fe quidem egregie)	udfordredes i Regelen 120 Points,
2den — i højere Grad (laud.)	—	— 96 _
2den — (haud. ill. Imi gr.)	— • _ 72 _
2den — i ringeste Grad (haud. ill. Udi gr.) —	— 48 _
3dje — (non cont.)	—	_ 24 —
hvorhos man havde vedtaget følgende Bestemmelser:
1.	Naar Pointssummen for vedkommende Kandidat overstiger Halvdelen af de
mellemliggende rointssummer, som i Regelen udfordres til Hovedkaraktererne:
lste Karakter eller laud. & quidem egregie,
2den — i højere Grad eller laud.,
2den — eller haud. illaud. Imi gr. og
2den — i ringeste Grad eller haud, ill. Ildi' gr.,
altsaa henholdsvis 109 og derover, 85 og derover, 61 og derover samt 37 og
derover, skal Indtrykket af den hele Prøve, der ligeledes afgjøres ved Vote-
ring af samtlige Medlemmer, bestemme, om disse overstigende Points skulle
bortfalde eller hæve Kandidatens Karakter til den højere, hvorimod 3dje Ka-
rakter (non contemnendus) altid udfordrer mindst 24 Points.
2.	Naar i de enkelte Dele, hvoraf Prædikatet for Hoved- og Hjælpevidenskaberne
bestemmes, bliver givet et Nul (0) for en af Delene, saa skal dette trække
et Prædikat fra (saa at der i Stedet for 7 kun bliver 6 Prædikater, hvoraf
Hovedprædikatet bestemmes ved alligevel at dividere med Delenes fulde Antal,
nemlig 7), men i Hovedprædikaterne en hel Grad, hvorved Nullet trækker saa
mange Enheder fra (de enkelte Deles samlede Sum), som Faget gjælder
(Dignitetstallet). Nul for den skriftlige Prøve afviser strax fra Examen.
Gives for Prædiken eller Katekisation intet Prædikat, kan Examinanden ingen
Karakter erholde.
Efter at saaledes Examen ved Prøveprædikenen var endt med en Afdeling,
holdtes en Konferens i Examinationslokalet af alle Medlemmerne for at beregne
og bestemme Hovedkaraktererne for hver enkelt Kandidat i Afdelingen, hvorved der
saa meget som muligt toges Hensyn til Instr. § 18. Dernæst blev hver Kandidat for
sig indkaldt for at erfare Udfaldet af Prøven for sit Vedkommende. Ved Siden deraf
3*
20
Universitetet 1864 — 71.
tildeltes ham i Følge Instr. § 17 de Admonitioner, hvortil Proven havde givet An-
ledning, og hvorom samtlige Medlemmer af Kommissionen i Forvejen vare blevne
enige. Fra disse Admonitioner vare i Følge Instr. §17 selv de, som maatte have
faaet den bedste Karakter, ikke undtagne. Derpaa fortsattes Examen med en ny
Afdeling, hvis en saadan var for Haanden, paa samme Maade som med den første,
altsaa mundtlig Prøve i 2 Dage, Katekisation, Prædiken og Slutningskonferens
med Hovedkarakter o. s. v., der vedblev, saa længe der var Afdelinger tilbage.
Hvad endelig angik Spørgsmaalet om, hvorvidt den Erfaring, der var vun-
det ved den omhandlede Embedsexamen, havde bekræftet Hensigtsmæssigheden af
den med de særlige Exameuskommissioner bestaaende Indretning, eller ved denne
vist Ufuldkommenheder og Ulemper, som det maatte være af Vigtighed at lade
komme i Betragtning, naar Spørgsmaalet var om at gjøre en Forandring ved den
nu gjældende Examensordning ved Kjøbenhavns Universitet, bemærkede Ministeriet,
at efter den Erfaring, det hidtil havde haft Lejlighed til at gjøre, havde det i
Principet ikke kunnet finde nogen Betænkelighed ved de theologiske Embeds-
examinas Afholdelse af en Examinationskommission. Hvad særlig angik den Maade,
hvorpaa den theologiske Examinationskommission for Hertugdømmet Slesvig var sam-
mensat, bemærkede Ministeriet, at det vistnok, hvor Forholdene tilstedede det, saa-
ledes som Tilfældet var i Hovedstaden, men derimod ikke i Hertugdømmet, vilde
være hensigtsmæssigt, om Kommissionen kunde optage et mere strængt viden-
skabeligt Element, og navnlig om der tilforordnedes den en Universitetsprofessor.
Erklæringen fra den theologiske Examens kommission i Gliick-
stadt af 16. Marts 1863 lyder saaledes:
„Was zunåchst im Allgemeinen die Anforderungen an die Candidaten be-
trifft, so bestimmen sich diese nach dem gegenwårtigen Stande der Theologie, unter
Berucksichtigung dessen, was von einem Candidaten nach zuriickgelegten Studien-
jahren in den Wissenschaften zu fordern ist, und wird dabei gleichmåssig sowohl auf
den Umfang der Kenntnisse in jedem Fach, als auch auf das eigene Urtheil der
Candidaten und die wissenschaftliche Bewåltigung des angeeigneten Wissens, sowie
auf die praktische Begabung und Ausbildung geselien.
Nachdem die bei der schriftlichen Anmeldung zum Examen eingesandten
vorschriftsmåssigen Abhandlungen und Zeugnisse der Candidaten unter die Mit-
glieder des Examinationscollegii in Circulation gesetzt und den Candidaten 4 Wochen
vor dem Beginn des Examens die von dem Bischof aufgegebenen Texte fur lhre Probe-
Predigten und Catechisation von dem Directorio mit der Aufgabe zugefertigt worden sind,
bei ihrer Sistirung zum Examen eine Reinschrift sowohl der iiber den einen Text zu hal-
tenden, etwa halbstundigen Predigt nebst angefiigter Disposition, als auch den catechetisch
geordneten Gedankengang der iiber den anderen anzustellenden Catechisation emzuliefern,
wird das Examen am 3ten Montage in Oktobennonat mit der schriftlichen Priifung er-
offnet, Fur diese sind die beiden ersten Tage, Montag u. Dienstag, und in der
Regel 8 Stunden tåglich, bestimmt. Es verden 20 von dem Bischof und dem
Professor schriftlich vereinbarte Fragen den såmmtlichen Candidaten, sobald sie
sich Vormittags und Nachmittags zur bestimmten Stunde im Obergenchtsgebaude
versammelt haben, jedesmal in Abtheilungen von 5 Fragen, von dem jungsten
Mitglied des Collegii zur schriftlichen Beantwortung unter desselben Inspection
in die Feder dictirt. Diese 20 Fragen, von welchen 6 in lateinischer Sprache
lauten, verbreiten sich moglichst iiber das gesammte Gebiet der Theologie; doch
Om Examenskommissioner m m.
'21
sind die lateinischen meistens aus der exegetischen und historisclien Tlieologie ent-
nommen. Die Fragen werden so gesteilt, dass auch die schwachen Candidaten
Einiges zu jeder Frage werden antworten kunnen und die tiichtigen Gelegenheit haben,
ihre Kenntnisse und eigenes Urtheil zu zeigen. Die gelieferten Antworten — eine
jede ist auf einen besonderen Rogen zu schreiben — circuliren niclit mehr, wie
in der Allerhochsten Instruction vom lsten September 1779 vorgeschrieben ist,
sondern werden an Aiittwochen im versammelten Collegio von den Examinatoren
unter einander abwechselnd vorgelesen, und zwar, wenn aus der Anzahl der Can-
didaten mehrere Abtheilungen fur die miindliche Priifung gebildet sind, immer nur
die Antworten einer Abtheilung zusarnmen. Dies geschieht stets vor dem Beginn
der miindlichen Priifung der betreffenden Abtheilung und hat es sich hiebei bewåhrt,
nicht alle Antworten eines Candidaten nacli einander, sondern die von den ein-
zelnen Candidaten zu jeder Frage gelieferten Beantwortungen der Reihe nacli
durchzunehmen und so auch das jedem Candidaten fur diese Beantwortung bei-
kommende Prædicat zu concludiren. Das hochste Prædicat wird durch die Zahl
9 = „sehr gut" repråsentirt; die Zahl 8 ist = „grosstentheils sehr gut", die
Zahl 7 = „grossentheils sehr gut", die Zahl 6 = „zumTheil sehr gut", die Zahl
5 = „gut", die Zahl 4 = „grosstentheils gut", die Zahl 3 = grossentheils gut",
die Zahl 2 = „zum Theil gut" und die Zahl 1 = „hinlånglich". Die Durchschnitts-
zahl der såmmtlichen Points ergiebt das Resultat fur die schriftliche Priifung.
Fur das Prådicat O wird von den iibrigen Points 1 Point abgezogen; fi'ir die nicht
in lateinischer Sprache gelieferten Antworten der lateinischen Fragen geschieht
gleichfalls ein Abzug.
Nachdem solchergestalt die Prådicate fur das schriftliche Examen festgestellt
worden sind, beginnt am Donnilerstag die miindliche Priifung und zwar in den
Hauptwissenschaften der Theologie, und wird am Freitag in den Hiilfs- und vor-
bereitenden Wissenschaften fortgesetzt. Fiir diese Priifung werden zufolge Be-
schlusses Collegii vom 30ten Oktober 1856, wenn sich mehr als 5 Candidaten
sistirt haben, aus denselben 2 Abtheilungen gebildet. Ein jeder Examinator hat
nach desfallsiger Anordnung des Bischofs, welcher dabei dieWuns.che der einzelnen
Examinatoren und das durch den etwaigen Austritt eines Mitgliedes entstandene
Bediirfniss zu beriicksichtigen pflegt, seine bestimmten, feststehenden Wissen-
schaften, in denen er examinirt, und ist die Reihenfolge liierin nicht mehr von Unten
nach Oben, wie in der Instruction vorgeschrieben ist, sondern von Oben nach
Unten, indein der Bischof beginnt und das jiingste Mitglied schliesst; doch ist der
Turnus bei den meisten Examinatoren, die an beiden Tagen examiniren, gegen-
wårtig ein doppelter, und nur der Bischof, welcher in 2 Hauptwissenschaften, und
das jiingste Mit'glied, welches in 2 vorbereitenden und in einer Hiilfswissenschaft exami-
nirt, nehmen ihre Fåcher hinter einander vor. Die Fragstellung an die Candidaten geschieht
in jeder Wissenschaft nach einer festen Reihenfolge und richtet sich diese darnach, wie
einem jeden sein bestimmter Platz nach der Zeit des Einganges seiner schriftlichen An-
meldung angewiesen ist. Die einzelnen Fragen werden nicht mehr zu Protocoll genommen;
vielmehr wird von den Examinatoren, von denen einige den Gang und die Hauptpuncte ihrer
Priifung sich schriftlich aufgezeichnet haben mogen, colloqvendo examinirt, undknupfen
dabei einige an die Abhandlungen an; dass dies aber durchgångigund von allen Examina-
toren geschehe, diirfte nicht zu empfehlen sein. Die Zeit, welche fur die Priifung
in seiner Wissenschaft jedem Examinator gegeben wird, pflegt nach der Zahl der
22
Universitetet 1864—71.
Candidaten bemessen zu werden, indem die resp. 7 Wissenschaften des Tages in
der gegebenen Zeit von 9 Uhr Morgens bis 5 oder 6 Uhr Nachmittags absolvirt
werden mussen und auch gut absolvirt werden konnen.
Die gesetzlichen Bestimmungen in Betreff der Priifung wirklich bløder Can-
didaten kommen nicht mehr zar Anwendung. Die PrGfung geschieht in den
meisten Fåchern in deutscher Sprache; nur in der Critik und Hermeneutik oder
in der Symbolik und Polemik sowie in der Latinitåt ist das colloqvium lateinisch,
was fur nothwendig zu erachten ist, um sowohl die klassische Bildung erkennen
zu lassen, als auch zu ersehen, wie weit der Candidat sich mit den Quellen der
Theologie, namentlich der Dogmatik und Symbolik beschåftigt hat. Chaldåische
Stficke des alten Testaments werden nicht mehr vorgelegt. Nachdem der Examinator
mit seiner Wissenschaft geschlossen hat, treten in der Regel und namentlich nach
den Hauptfåchern jedes Mal die Candidaten ab, und wird vom Collegium dariiber
votirt, welche Zahl als Piådicat einem jeden Candidaten in der absolvirten Doctrin
zu concludiren ist. Das ^ otiren ist frei und unabhångig von dem Votum des be-
tl efienden Examinators, was sich insoferi^e empfiehlt, als eben dieser am wenigsten
Ruhe und Musse haben dttrfte, den Werth oder Unwerth der gegebenen Antworten
gehoiig abzuschåtzen und sich dariiber das Nothige zu notiren.
Die Durchschnittszahl der såmmtlichen Points in den 7 Hauptwissenschaften
ergiebt des Resultat flir die Priifung in diesen, die Durchschnittszahl der såmmt-
lichen in den t Hiilfs- og vorbereitenden Wissenschaften erworbenen Points das fiir
die Einsicht in diesen gestelite Pradicat.
Erst nachdem die mundliche Priifung beendigt ist, pflegen die Candidaten zur
Probecatechisation und zur Predigt zugelassen zu werden, weil moglicherweise
einem landidaten nach dem Ausfall der bisherigen Priifung der Rath konnte
eitlieilt werden miissen, von dem terneren Examen zuriickzutreten. Nachdem jeder
Candidat der Reihe nach mit den dazu aus der Stadtschule beorderten Knaben eine
Catechisation und demnåchst in der Stadtkirche vor versammelter Gemeinde seine
11obepiedigt gehalfen hat, ubernimmt der Bischof unter Beriicksichtigung der von
den Candidaten eingelieferten Entwurfe ihrer Catechisation und Predigt, welche
inzwischen unter den Examinatoren circulirt haben, die Relation; er pflegt uber
beide auch zuerst sein Urtheil abzugeben, und nach ihm votirt ein jedes Mitglied
nach eigener Iberzeugung. Das Resultat in Betreff des Entwurfs und der Hal-
tung der Catechisation wird in ein Urtheil fiber „die Gaben zum catechisiren"
zusammengefasst; bei der Predigt aber Ausarbeitung und Haltung getrennt und
besonders pradicirt, wie dies auch die den Candidaten ertheilten schriftlichen
Examenszeugnisse ergeben.
Die Beurtheilung der Abhandlungen erfolgt zuletzt und vor dem Schluss
des Examens der in Priifung befindlichen Abtheilung, was sich insoferne empfiehlt,
als wenn auch der Candidat die bei denselben benutzten Quellen gewissenhaft
angegeben hatte, doch das Maass der Abhångigkeit von seinen Auctoren und von
etwaigen anderen Einfliissen sich erst nach dem Wissen und dem Urtheil, welclies
deiselbe in schriftlichen und miindlichen Examen gezeigt hat, richtig bestimmen
liisst. Die Relation uber die Abhandlungen hat der Professor; nach ihm votirt
jedes Mitglied selbståndig, und zwar zuerst uber die lateinische und dann uber
die deutsche Abhandlung, deren Prådicate durch die Durchschnittszahl beider
Om Examenskommissioner m. m.
23
Prådicate in eine Zahl gebracht werden. In Betreff der schliesslichen	Beurthei-
lung behufs Feststellung des dem Candidaten zu ertheilenden Characters	wird es
so verhalten, dass die Points
a.	fiir die Abhandlungen mit............................................g
b.	fiir die schriftlichen Antworten mit..........................g
c.	fur das miindliche Examen
1)	in den Hulfs- und vorbereitenden Wissenschaften mit ...	3
2)	in den Hauptwissenschaften mit ................................3
d.	fiir das Catechisiren mit..............................................3
e.	fiir die Predigt d. h. die Durchschnittszahl der Prådicate fiir
Ausarbeitung und Haltung mit..............................................4.
multiplicirt werden.
Durch die Summe dieser Coefficienten, 24, wird nun die Summe alier
Points, welche der Candidat in allen Fåchern zusammengenommen erhalten hat
dividirt, und ergiebt dann der Quotient, welcher zwischen den Prådicatszahlen 1—9
liegt, den ihm beikommenden Character. Dabei ist, wenn sich iiber eine Zahl hinaus
ein Bruchtheil ergiebt, die hohere Pradicatszahl moglich, also statt 75/24—8, statt
421/25—5; doch muss bei dem ersten Character, wo die Zahl 9 betragen soli, der
L>iuchtheil ^veuigstens 1/3 sein, also 8s/s4=9. Diese Freiheit wird dem Urtheil
des Collegii zu gestatten sein, um auf solche Weise dem Gesammteindruck, den
dasselbe von dem Candidaten hat, der wissenschaftlichen Durchbildung, soferne sie
in dem speciellen Examen nicht sich zu bethåtigen hinreichende Gelegenheit gehabt
hat, sowie auch dem Gliick oder Ungluck bei den Fragen und Antworten eine
gerechte Wurdigung zu Theil werden zu lassen. Mit Kucksicht hierauf wird denn
auch iiber aen zu ertheilenden Character und die Abstufungen in demselben in
den meisten Fallen noch speziell votirt. Im Ubrigen ergiebt:
der Quotient 9 den I Character,
« " S den II Character und zvvar mit sehr riihmlicher Auszeichnung,
» »i ? den Character und zwar mit riihmlicher Auszeichnung,
" « 6 den II Character und zwar mit Auszeichnung,
n ?! 5 den II Charakter,
» 51 4 den III Character im hoheren Grade,
" 11 3 und abwårts den III Character.
Diese Gradationen der Charactere sind entschieden den friiher ertheilten
einfacheren Characteren vorzuziehen und stellen sich auch namentlich in Betreff
des II Characters insoferne als nothwendig dar, als innerhalb der Spliåre dieses
Characters die Unterschiede der Tuchtigkeit der Candidaten so gross sind, dass
dieselben, ohne dem Fleiss und der Tuchtigkeit ungerecht zu werden, nicht mehr
reducirt werden dilrfen.
Die vorschriftsmåssige Prufung der Candidaten iiber ihre Kenntnisse der
dånischen Sprache, welche nach Massgabe des Patents vom 7ten September 1812
darauf zu richten ist, inwieferne dieselben die dånische Sprache verstehen, lesen
und schreiben gelernt haben, beschrankt sich jetzt lediglich darauf, dass den Can-
didaten von dem Professor Molbech ein Abschnitt aus einem dånischen Schrift-
steller zum Tbersetzen vorgelegt wird; in dem ersten Jahre 1853 ward ihnen auch
ein von demselben eingesandter deutscher Aufsatz zum schriftlichen Ubersetzen
in s Dånische unter Aufsicht des Protocollsecretairs vorgelegt; diess ist aber bisher
24
Universitetet 1864 — 71.
regelmåssig unterblieben, da die Candidaten, meistens Holsteiner, auf desfallsige
Anfrage zu erklaren pflegen, nicht im Stande zu sein, sich dieser schriftlichen
Prufung im Dånischen zu unterwerfen. Fur diese schriftliche Prufung ist sonst
der Mittwoch der ersten Woche, der zwischen dem schriftlichen und mundlichen
Examen liegt, bestimmt; zur mundlichen Priifung dagegen, bei der alle Abtheilungen
zusammen vorkommen, der Sonnabend der ersten Woche, nachdem vorher an
diesem Tage die erste Abtheilung ihre Probecatechisationen gehalten hat. Das
Resultat der mundlichen Prufung wird von dem Professor, welcher hieruber allein
sein Urtheil abgiebt, zu Protocoll gegeben; dasselbe hat zwar auf die Bestimmung
des Characters keinen Einfluss, wird aber in dem Examenszeugniss ausdriicklicli
angegeben.
Nachdem nun der einem jeden Candidaten zu ertheilende Character concludirt
und festgestellt ist, wird das darnach ausgefertigte schriftliche Examenszeugniss
von dem Gluckstådter Mitglied im Entwurf formulirt, im Collegio verlesen und
genehmigt, und wird darauf dem der Reihe nach einzeln vorgerufenen Candidaten
von dem Bischof der ihm ertheilte Character unter der entsprechenden, vorgångig
in pleno berathenen Admonition sowie unter Hinweisung auf die nunmehr fur ihn
in Betracht kommenden Bestimmungeu der Candidatenverordnung vom 6ten August
1777 bekannt gemacht. Damit ist, wenn mehrere Abtheilungen der Candidaten
vorhanden sind, die erste Abtheilung vollig absolvirt und entlassen, und beginnt,
sodann die miindliche Prufung der anderen Abtheilung in gleicher Weise.
Was schliesslich die Frage iiber die Zweckmåssigkeit der gegenwartigenEin-
richtung dieses Examens betrifft, so hat sich nach der von den Examinatoren aus-
gesprochenen Ansicht, der ich beistimmen muss, dieses Verfahren als vollstandig
zweckmiissig bewåhrt, und haben sich bisher keine Unzutråglichkeiten und Mangel
bei demselben herausgestellt. Die Wissenschaftlichkeit und die praktische Tiichtig-
keit der Candidaten kommen dabei zur Geltung und zu ihrem Recht. Es haben
die Examinatoren hinreichende Gelegenheit, die Examinanden und deren Leistungen
kennen zu lernen, und das Resultat muss als das Prådicat eines ganzen Collegiums,
das durch die Urtheile seiner ersten Mitglieder, des Bischofs und des Professors,
wohl geleitet, aber nicht beherrscht wird, als ein objectives und richtiges betrachtet
werden.
In Betreff der Einrichtung des Tentamens erlaube ich mir auf die von mir
hieruber nach Massgabe des hoch gefalligen Schreibens einer komglichen Regierung
von dem Bischof Koopmann eingezogene Aiisserung, welche ich hier neben anzu-
schliessen nicht verfehle, ganz gehorsamst zu beziehen*).
Den omtalte Erklæring om Tentamen lyder saaledes:
Der Zweck des Tentamens ist zunåchst der, dass iiber die Befåhigung eines
Theologen, die Kanzel zu betreten und der Gemeinde das Wort Gottes zu yerkundigen
ein Urtheil gewonnen werde. Es haben sich daher auch Auslånder, welchedie E'lauto
zu erhalten wiinschen, hier zu Lande die Kanzel zu besteigen zuvorderst dem Tentamen
zu unterwerfen. Fiir inlåndische Theologen ist es zugleich dm Bedingung
lassung zum theologischen Amtsexamen in Gliickstadt, vergl. Candidatenverordnung vom
*, Erklæringen er underskrevet af Kollegiets Formand, den holstenske Overret>
Direkter.
Om Examenskommissioner m. m.
25
6. August 1777 § 1, Instruction des Generalsuperintendenten vom 14. Dezember 1739
§ 23, Rescript vom 27. Januar 178G, dass fremden Studiosis theologiæ, die in dem
Tentamine geschickt befunden worden, die Erlaubniss zum Predigen zu ertbeilen sei.
Sobald ein Theologe sich zum Tentamen gemeldet hat, wird ihm von der General-
superintendentur die Zeit desselben bestimint, ein Predigttext vorgeschrieben, und auf-
gegeben, bei seiner Ankunft am Orte des Tentamens die Disposition und das Concept
der zu haltenden Predigt und zugleich auch die ihm von seinen Lehrern auf Schulen
und Universitåten ertheilten Zeugnisse entweder in originali oder in beglaubigter Ab-
schrift einzuliefern.
Das Tentamen selbst wird dann in zweien Tagen abgehalten. Am ersten Tage
tindet eine miindliche Priifung in den theologischen Wissenschaften Statt. Bei dieser
Priifung wird darnach getrachtet, dass die såmtntlichen far das Oberconsistorial-Examen
vorgeschriebenen Gegenstånde, und zwar sowohl die zu den Hauptwissenschaften, als die
zu den Hiilfswissenscliaften gerechneten, beriihrt werdeu. Am eingehendsten wird jedoch
die Exegese behandelt und ein Abschnitt sowohl des alten als des neuen Testaments
iibersetzt und interpretirt.
Am folgenden Tage wird von dem Tentandus die Predigt gehalten, und zwar
offen lich in der Kirche, vor der Gemeiade Mit Riicksicht hierauf pflegt die miindliche
Priifung auf einen Sonnabend verlegt zu werden. Nach gehaltener Predigt empfångt der
nunmehrige Candidat der Theologie sein Zeugniss, welches auf einem Stempelbogen zu
1 Rthl. 64 Sch. ausgestellt wird.
Die Form, in welcher dieses Zeuguiss ausgestellt zu werden pflegt, ist nach altem
Herkommen die folgende:
„Herr N N. aus N. N., der Theologie beflissener, hat sich nachdem er . . . Jahre
in N. N. studirt und (gute, riihraliche, sehr ruhmliche) Zeugnisse seiner Lehrer vor-
gewiesen hat, der koniglichen Yorschrift gemåss von mir tentirea lassen, und eine Probe-
predigt vor mir gehalten. Von den ihm aus den heiligen Schriften alten und neuen
Testaments in den Grundsprachen vorgelegten Stellen ubersetzte und erklårte er die
ersteren zum Theil sehr gut. die letzteren grossentheils sehr gut; die ihm aus den
theologischen Wissenschaften vorgelegten Fragen beantwortete er zum Theil sehr gut;
auch war seine Predigt groesentheils sehr gut ausgearbeitet und wurde gut und concept-
frei vorgetragen.
Ich ertheile ihm desshalb hiemittelst die Erlaubniss, in den Kirchen des Herzog-
thums Holstein die Kanzel zu betreten, und offentlich das Wort Gottes dem Bekenntnisse
unserer evangelisch-lutherisehen Landeskirche gemåss zu verkiindigen, sowie er sich auch
von nun an zum theologischen Candidaten-Examen in Gliickstadt melden darf, um
daselbst, den koniglichen Verordnungen gemåss, ein Zeugniss iiber den Befund seiner
Tiichtigkeit zum Predigtamte in unserem Vaterlande zu erhalten."
Die in diesem Zeugnisse ertheilten Prådicate, „gut", „zum I heil sehr gut",
„grossentheils sehr gut" u. s. w. gewinne ich dadurch, dass ich die einzelnen Leistungen
nach derjenigtn Norm zu beurtheilen und zu prådiciren suche, welche bei dem Ober-
consistorialexamen in Gliickstadt zu gleichcm Zwecke angewandt wird.
Selbstverståndlich pflege ich die Tentanden auf hervortretende besondere Lueken
in den von ihnen erworbenen Kenntnissen aufmerksam zu machen, und sie aufzutordern,
die noch iibrige Zeit bis zum Examen vorzugsweise zur Ausfiillung derselben zu
benutzen.
Fur den Fall, dass nach meinem Urtheile ein Theologe noch nicht den Grad der
Reife erlangt håtte, welcher dazu erforderlicli ist, um der Gemeinde zu ihrei Erbauung
das Wort Gottes predigen zu konnen, wiirde ich demselben die Ertheilung eines len
tamenszeugnisses verweigern".
Til disse Erklæringer føjede den kongelige holstenske Regering i Skiivelse
af 16. Apr. 1863 nogle Bemærkninger, i hvilke det hedder:
„Das theologische Examinationscollegium ist gebildet aus dem Directoi de^
holsteinischen Obergerichts als Vorsitzenden. dem Bischof fur das Herzogthum
Holstein, einem nach einem regelmiissigen Turnus sich bestimmenden Mitgliede
4
Universitetet 1864—1871.
der Kieler theologisohen Fakultåt, den beiden zu Mitgliedern des holsteinischen
Oberconsistoriums e nannten Geistliclien und endlich zwei anderen Geistlichen,
welche hierzu je fiir die Dauer von 5 Jahien allerhochst cominittirt worden. Den
ausserhalb Gliickstadts, wo das Examen gebalten wird, wohnenden Mitgliedern des
Collegiums wird ausser Reisekosten wåhrend der Dauer der Priifung eine tågliche
Yergutung von 6 Rthl. 38 Sch., den in Gliickstadt wohnenden geistlichen Mitgliedern
eine tågliche Yergutung von 3 Rthl 19 ?ch. aus der kgl. Kasse bezahlt; das die
Zeugnisse ausfertigende Mitglied des Collegiums erhålt tur jedes Zeugniss vonjedem
Examinanden 1 Rthl. 58 Sch. Uber die Einrichtung des Examens giebt de: Rericht
des Directoriuins Auskunft, zu welchen die Regierung bemerkt, < ass die in dem-
selben erwåhntcn Abhandlnngen der Examinanden iibei' frei gewåhlte Gegenstånde,
die eine in lateinischer Sprache, abgefasst werden Das von dem Bischof speciell
naher beschriebene Tentamen ist eine vorgangige summarische Priifung der Theo-
logen". Efter Omtale af andre Ting hedder det senere i Sk-ivelsen: „Wenn
schliesslich der Regierung aufgegeben ist ein Bede ken daruber zu erstatten, inwiefern
die bestehenden Einrichtungen der Prufungen sich als zweckmassig erwiesen haben,
so kann dieselbe im Allgem inen s ur sich dahin aussprechefl, dass besondee Uebel-
stånde und A'ångel sich bei den bestehenden Einrichtungen nicht herausgestellt
haben ... Ein bestimmtes Princip hinsichtlich der speciel'en Frage, ob die Uni-
versitåtslehrer oder sonstige geeignete Fachleute die besten Examinatoren sind, ist
dem Vorstehenden nach fiir das Herzogthum Holstein zeither nicht festgehalten
worden. und muss die Regierung namentlich bemerken, dass die Reform des medi-
cinischen Examens nicht durch Pedenken angeregt ist, welche aus der jetzigen
Leitung dieser Priifung durch Piofessoren entstanden wåren. Die Regierung ist
indess des Erechtens, dass durch eine Piiifung durch Examinatoren, welche nicht
zugleich Lehrer der Candidaten gewesen sind, die Unpartheilichkeit gefordert und
die Gefahr vor einseitigen Richtungen vermieden wird und letztere Einrichtung
daher den Vorzug verdienen mochte, sofern eben den Verhåltnissen nach anzuneh-
men steht, dass immer geeignete Examinatoren ausserhalb der Lniversitåt zu tinden
sein werden".
Det theologiske Fakultet udtalte sig i en udforlig Betænkning af 2.
Juli 1863 om Sagen. Det fremhævede i Indledningen, at da den paa Finansloven
givne Bevilling gik ud paa at ophæve de theologiske og juridiske Embedsexamina
som akademiske, og henlægge dem til særlige Examenskommissioner, vare fakul-
tetets Overvejelser ogsaa gaaede ud paa, ikke en forandret Indretning af den theo
logiske Embedsexamen ved Universitetet, men alene paa Spørgsmaalet om det hen-
sigtsmæssige i en Ordning, hvorved den blev skilt fra Universitets t ndei\isn ngen.
Fakultetet havde delt sig i et Flertal paa 4 Medlemmer (' lausen, C. E. Schailing,
Hermansen, I. A. Bornemann) og et Mindretal (Hammerich). t lertallets Be-
tænkning var delt i 4 Hovedafsnit, det første indeholdende en Sammenligning af
de theologiske Examina i Flensborg og Gliickstadt med Fakultetsexaminen ved Kjø-
benhavns Universitet, det andet indeholdende en Overvejelse af den paatænkte nye
Ordning, det tredje om den praktiske Udførelse af den hele Forandring og det
fjerde indeholdende Forslag cm en Udvidelse af Pastoralseminariet m. m.
Hvad det første Punkt, Forskjellen mellem fakultetsexaminen
ved Kjøbenhavns Universitetet og de theologiske Embedsexamina i
Flensborg ogGliickstadt, angik, bemærkede Fakultetet, at de sidst nævnte 11 øv ei
Om Exameuskotnmissioner m. m.
27
dannede en Modsætning til den kjebenhavnske; thi skjønt Examenskommissiouen i
Flensborg maatte indordnes i nye, fru de tidligere forskjellige Forhold, og skjønt
Examinatorerne, som modtoge den ældre, fast udviklede Form, havde bestræbt sig
for at nærme denne til den kjøbenhavnske Fakultetsexamen, havde dog den sles-
vigske og den holstenske Examen med det fælles lovbestemte Grundlag det samme
øjemed, den samme Ordning og den samme Uxamensinstruktion.
Da de talrige Underkonsistorialexamiua ophævedes, indrettedes ved Frd. 6.
Avg. 1777 aldeles overensstemmende Examina ved Overkonsistorierne i Gottorp og
Gliickstadt. Deres Bestemmelse var at prøve Kandidaternes Duelighed til gejstligt
Embede kort før dets Overtagelse Kandidaterne antoges i Aarets Leb at opnaa
Ansættelse; derfor turde ingen underk ste sig denne Examen før det fyldte 24de
Aar, og paa den anden Side tillodes en extraordi, ær Examen, hvis Kandidaten fik
Udsigt til Embede tidligere, end han selv havde beregnet. Uagtet alle Anord-
ningens organiske Bestemmelser endnu stode ved Magt, havde Tidens forandrede
Forhold givet aogle af dem en anden praktisk Betydning, saa at f. Ex. Alders-
grænsen nu ikke fuldstændig kunde tjene det tilsigtede Øjemed; men den væsent-
lige Forskjel fra vor Fakultetsexamen var bevaret, øjemedet var det oprindelige,
baade den slesvigske og den holstensk- Examen vare virkelige gejstlige Embeds-
prøver, som efter deres Bestemmelse afholdtes af Regeringen som Kirkeregering,
d. e. de vare Konåstorialexamina. Der gaves overhovedet to rene eller naturlige
Former for en theologisk Prøve, enten som en videnskabelig, der alene var theo-
retisk, eller som en ren Embedsprøve, der skulde domme om Dygtigheden til det
praktiske Embede. Hv s det sidste Øjemed var det umiddelbart bestemmende for
Examen, søgtes der ved den en Kundskab om personlige og rent individuelle
Kvalifikationer. Konsistorialexamen havde en Karakter, som var forskjellig fra
Fakultetsexamens. Den slesvigske og holstenske „Camlidatenverordnung" foreskrev
ikke blot vejledende Formaninger til Kandidaten, men ogsaa skriftlig Optegnelse
af hans Egenskaber og Mangler, som t< ges frem ved hans Ordinationsprøve, for
at det kunde skjønnes, om han havde gjort Fremgang i disse Henseender; hvis
ikke, skulde han vises tilbage. Prøven var derfor en Akt af Kirkeregeringen, og
indtil den nyeste Tid havde officielle Udtalelser i Tyskland fastholdt dette som
det rette Hovedsynspunkt. Det var. i Tyskland hyppig Tilfældet, at de theologiske
studerende vare omslyngede af et kirkeligt Liaand, saa at der lige fra deres Af-
gang fra Universitetet disponeredes over dem af Kirkeregeringen
Konsistorialexamen var vistnok den mest udbredte Form i de protestantiske
Lande, saa at det, saa vidt vidstes, kun var Tilfældet i Danmark, i Norge, i Øst-
og Vestpreussen og blandt de franske Lutlierauer, at Fakultetsexamen som saadan
var Embedsexamen. Frihedsfølelsen havde i disse Lande tidlig ikke villet lade sig
paalægge en kirkelig Dispositionsret eller pædagogisk Kontrol med tilkommende
gejstlige Men det var just det formentlig ønskelige i kirkelig Regering, som
havde mangfoldiggjort Konsistorialexamina, saa at de mang.' Steder endog bleve
fordoblede. Sverige havde to Konsistorialexamina, et Tentamen ved et Fakultet
gik forud, men skulde være af meget ringe Betydning. Præsteexamen krævede
det fyldte 25de Aar; den skulde som theologisk Prøve være højst ubetydelig, og
maaske lægge større Va^gt paa almindelige Kundskaber i Fædrelands- og \ erdens-
his o ie, Geografi, 1 ogika, Ethika os Fysika o s v., end paa theologisk Kundskab.
Den anden Prøve Pastoralexamen, krævede det fyldte 2Sde Aar; hvorvidt denne
i*
28
Universitetet 1864—1871.
kunde sammenstilles med vor tlieologiske Prøve, var Fakultetet ikke i Stand til at be-
dømme. I Baden nøjedes man med en theologisk Prøve, som var Konsistorialexamen.
I Bayern, Brunsvig, de fleste Provinser i Preussen holdtes 2 Konsistoria'examina
(i Provinsen Sachsen afholdtes rimeligvis dog kim den første Examen, af Profes-
sores ordinarii fra Hal'e). I Hannover gik der forud for 2 Konsistorialexamina
en ved Afgangen fra Universitetet, som baade var Fakultets- og Konsistorialprøve.
I Wiirtemberg var den første Examen ved Fakultetet, den anden for Studieraadet.
Nogle Steder skulde ogsaa et Tentamen bestaas ved Afgangen fra Universitetet. I
Tyskland krævedes saaledes næsten overalt en dobbelt Prøve. Da Universiteternes
Licentiatgrad var forbundet med en Examen, fritog den for den første Konsistori-
alexamen. I Schweitz var Prøven overalt Konsistorialexamen, hvad der fulgte af
den reformerte Retnings Opfattelse af Theo'ogernes Stilling i Kirken I Alminde-
lighed var der fastsat en Termin mellem de 2 P:øver, i Bayern uforanderlig 5
Aar, de fleste Steder friere, mellem 1 og 3 Aar; ofte havde ogsaa den første Ex-
amen en bestemt Termin, hyppigst efter 4 Aars Universitetsstudium, kun sjælden
efter 3. I Tiibingen var Universitetsstudiet nu bestemt til 4 Aar, tidligere var
det 5.
Af det særlige Formaal fulgte særlige Beskaffenheder vel den konsistoriale
Examen: 1 De pastoraltheologiske Discipliner indtoge en betydelig Hads; de
havde baade i Slesvig og Holst> n en væsentlig indflydelse paa Karakteren for
de theoretiske Discipliner, og de 2 praktiske Prøver gjaldt desuden i Slesvig
= 1/a af den hele Examen, i Holsten 7'24. I Tyskland sluttede den føiste Ex-
amen, ogsaa naar den var konsistorial, sig nærmest til Universitetsfagene, men
betragtedes derfor som præliminær, og skulde i Almindelighed tages strax eller
i alt Fald kort efter Afgangen fra Universitetet, fordi Universitetsdannelsen ansaas
for at høre til de yngre Aar, og kun sjælden at kunne tilegnes i en senere Alder.
Derimod skulde et allerede udviklet Talent til gejstlig Virksomhed bevises ved ilen
anden Prøve. 2. Examinandens modnere Alder lod Fordringen til theologiske
Examenskundskaber træde tilbage for en større, idet der krævedes ^ idnesbyrd om
selvstændig Produktivitet, og til Bedømmelsen heraf skulde egne theologiske Af-
handlinger indleveres. 3. Den Dannelse, der kræves af den gejstlige, sattes med
rette ikke udelukkende i theologisk Videnskabelighed; men Følgen heraf blev, at
den theoretiske Prøve tabte i ren theologisk Karakter, idet den — paa en vistnok
utilfredsstillende Maade omfattede klassisk Filologi, Historie, Naturvidenskab,
Filosofi.
Det var klart, at denne Prøve som gejstlig Embedsprøve havde visse Fortrin.
Hertil maatte allerfoist regnes, at Examen var knyttet til en blivende Institution,
der som et højere eller lavere Trin i Kiikei egeringen lededes af Hensyn til det
kirkelige Liv Examen var optaget som et væsentligt Moment i Kirkeregeringen,
og dennes Medlemmer udgjorde det største Tal af de gejstlige Examinatorer. Det
var det øverste kirkelige Kollegium, enten for hele Landet eller for den større
Kirkeprovins, hvori den gejstlige først Hev ansat, som havde overvejende Ind-
flydelse paa Examen I Holsten bestod saaledes Examenskollegiet lige indtil nu,
foruden Biskoppen, af 2 gejstlige Medlemmer af Overkonsistoriet, tidlige: e bestan ig
2 gejstlige i Gliickstadt, nu den ene i Gliick>tadt, den anden i Herzhorn (c. 1 i
Mil fra Gliickstadt, ved Jernbanen); ved Besættelsen af disse Embeder kunde der
da tages fornødent Hensyn til theologisk Lærdom. Det var ingenlunde de enkelte
Om Examenskommissioner m. m.
29
Personers Egenskaber, som alene gave en stadig Examen dens Karakter; men det
samme gjaldt her, som ved et Fakultet, at Examens Fasthed beroede paa den
Tradition, der bevaredes i en Korpoation. Hertil kom endnu andre Fortrin.
Denne Examen tog særligt Hensyn til gejstlig Embedsvirksomhed. Den afholdtes
kort for Embedsansættelsen, og var saaledes et Værn mod Sindets Bortvendelse
fra det gejstlige Kald i de mange Kandidataar. Den var en alvorligere Prøve end
den blotte Ordinationsprøve, og den gav Kirke'egeringen et Middel, der vanskelig
kunde erstattes ved andet, til at kjende de for Befordring staaende Kandidaters
individuelle Bekvembed. Den kunde vistnok bruges saaledes, at den svarede til
den tilsigtede Bestemmelse.
Men paa den anden Side klæbede betydelige Mangler ved den. Det var meget
uvist, om det Herredømme, der gjennem Kirke, egeringen blev udøvet over modne
Mænd, altid virkede til Gavn, eller om ikke et Examenskollegium, der mere eller
mindre umiddelbart havde Embedsansættelsen i sin Haand, førte den store Mængde af
svagere Karakterer til slavisk Øjentjeneri. En regi rende R' tning var dernæst som
Examenskollegium just udsat for Partiskhed og meget egnet til at fremkalde
gejstlig Partiaand. Det var en Erfaiing, hvad der ogsaa kunde forstaas af Uni-
versitetsundervisningens Natur, at de ensidige Retninger, som kunde udvikle sig i
Gejstlighedens Midte, sjælden havde deres Rod i Univer.-itetsdannelsen. Alle Svag-
heder ved Examen og alle deraf fremgaaende skadelige Følger understøttes ved
Mangelen af dens Offentlighed, og denne havde hidtil overalt været uadskillelig fra
Konsistorialexamen, noget, der hverken vidnede for dens Taalidelighed eller tjente
til dens Anbefaling. End videre var det oveialt og mest i Tyskland erkjendt, at
denne Examen led af Mangel paa videnskabeligt Hold, endogsaa der, hvor man
indsatte en eller flere theologiske Professorer i Konsistoriet; selv de mest ansete
Theologer havde < fte erklæret, at de i denne Stilling vare magtesløse, fordi de
overstemtes af en uvidenskabelig Majoritet. Og denne Tilsidesættelse af theologiske
Kundskaber fandt Sted, u;»gtet man i Almindelighed endog med Opofrelser stræbte
at besætte det Embede, som ex officio var Formandspost, med en Faglærd Det
var selve Institutionens Aand. som var afgjort pastoral. I Holsten syntes man at
ville hævde dens theoretiske og praktiske Karakter ved enkelte Examinatorers sær-
egne styrende Myndighed; ja Biskoppen og den theologiske Professor indtoge ikke
blot en dirigerende, men tillige en korrigerende Stilling til de øvrige Examiua-
torer; de holdt de egentlige theologiske Hovedexaminationer, de alene gave de
skriftlige Opgaver; Professoren havde i et Møde Referat over de af ham gjennem-
ganede og bedømte Specimina, der nu bleve oplæste for de øvrige Medlemmer;
ligeledes havde han at meddele den kritiske Undersøgelse og Bedømmelse af de
indleverede Afhandlinger, og endelig kunde han examinere i alle Discipliner og
over de Themata, som de foregaaende Examinatorer havde behandlet, naar, han
ansaa det for fornødent. Men disse Forholdsregler, som syntes at have været an-
sete for i ødvendige mod en utilstrækkelig Kundskab hos Examinatorerne, kunde
vanskelig undgaa at frembringe et Misforhold i selve Kollegiet, som kunde antage
en odiøs Karakter, og da give Enkeltmand en altfor afgjørende Indflydelse.
Det slesvig.-ke Ministerium havde med Hensyn til uen flensborgske Examen
bemærket, at den savnede et strængt videnskabeligt Element, navnlig en Universi-
tetsprofessor. Om denne Examens Karakter kunde der i øvrigt af uden for staa-
ende ikke vel vides Besked, da den med Bibeholdelsen af dea hele konsistoriale
30
Universitetet 1864—1871.
Bestemmelse og det gamle lovbestemte Grundlag havde maattet søge Erstatning
for de naturlige Organer, som den efter Forholdene manglede. Det var ikke
gjennem en kirkelig Institution, Regeringen her lod afholde Examen; Appellations-
retten traadte i Overkonsistoriets Sted uden at have nogen som helst anden Funk-
tion i Kirkeregeringen. De 5 gejstlige Exauiinatorer havde i den Grad opgivet
Fordringen om en større Selvstændighed eller modnere theologisk Tænkning hos
Examinanderne, at de indsendte Afhandlinger regnedes for saa lidt som muligt,
nemlig 1 *= V24, medens de i Holsten gjaldt 5/24. Man havde saa vidt muligt
efterlignet den kjøbenhavnske Fakultetsexamens Form og lagt Hovedvægteu paa
den theoretiske Prøve = 5/s, og der var med Hensyn til denne Del af den sles-
vigske theologiske Examen i Virkeligheden anlagt en fri Examenskommission paa
Konsistorialexamens Grund.
Den samme Erkjendelse af, at der hos Examinatorer ved en Embedsexamen
burde findes thcoretisk Fagdygtighed, havde ogsaa det holstenske Ministerium ud-
talt: Det kjendte intet andet Alternativ, end enten Professorer eller „sonstige ge-
eignete Fach 1 en te'1, og da der ikke kunde gjøres nogen principiel Forskjel
mellem disse to Klasse , foretrak det Examinatorer, som ikke havde været Exami-
nandernes Lærere, „sofern el en den Verhåltnissen nach anzunehmen steht, dass
immer geeignete Examinatoren ausserhalb der Universitåt zu tinden sein werden".
Medens altsaa Konsistorialexamen i sit Princip bar en p aktisk Vanskelighed
ved at skulle opnau et dobbelt Øjemed, havde deiimod en Fakultetsexamen intet
blandet Princip, men et aldeles enkelt og rent. Den sluttede sig umiddelbart til
Universitetets Undervisning, og kunde ogsaa med rette betegnes som en Afgangs-
prøve. Nu havde Universitetsundervisningen vistnok med Hensyn til dens Details
ikke ligefrem bestemmelige Gi ænser, men ikke desto mindre, vare disse givne, selv
for enhver enkelt Disciplin, i dens Øjemed At forestille sig Universitetet som
en Anstalt, hvor hvad som helst videnskabeligt mundtlig kunde foredrages, og hvor
Fremstillingen af alle menneskelige Videnskaber bestandig maatte voxe, fordi disse
jo gjorde Fremskridt, var unægtelig en Skræk indjagende Tanke. Men Foredraget
havde sin Norm og sin Begrænsning i, hvad der efter dets Natur kunde være
Gjenstand i'or en sammenhængende, daglig sig fortsættende og inden et vist Tids-
ma.il afsluttet mundtlig Undervisning i den samme Videnskab. Hertil egnede sig
ikke, hvad der kun kunde tilegnes ved selvvirksomt Arbejde eller aandelig For-
dybelse, men alene det, som var et klart og bestemt, sammenhængende Tanke-
hele; dette kunde som et virkelig gjennemarbejdet Stof umiddelbart modtages, og
dette vilde altid kun være de videnskabelige Principer, anvendte paa det Stof, der
til enhver given Tid havde almindelig Interesse for Videnskaben, og dette var
vexlende, ikke altid det samme, som forøgedes, men til enhver Tid begrænset. Et
Fakultets U n d e r v is ni n g s cyklus bestod i en Indførelse i videnskabelige Kund-
skaber, der for den unge maatte have Interesse, fordi de aabnede for ham det
foreløbige Indblik i den Syns- og Virkekreds, der i Fremtiden skulde lægge Beslag
paa hans Tid og Kraft. Universitetets theologiske Examen havde derfor til øje-
med at prøve, ikke, om Kandidaten var en moden og selvstændig Theolog, men
0111 han havde opfattet Theologicns nu væ ende Standpunkt, altsaa de iheologiske
Kundskaber, som nu havde Betydning, og det L'rincip, som nu beherskede Syns-
kredsen. *Fordi det kom an herpaa, bestod Examinalionen ikke i en Afhøring
over det lærte, som om den ved at vælge enkelte Puuktei vilde prøve, om alt,
Om Examenskommissioner m. m.
31
hvad der var foredraget, nøjagtig var lært; men det var dens Opgave at bevæge
sig i det mest almindelig bekjendte Stof, uden at gjøre Examinators egen An-
skuelse gjæhiende.
Hlandt dens karakteristiske Mærker vilde det derfor være det mest frem-
træde de at den 1) prøvede Udbyttet af Universitetsstudiet. Dette er just dens
Hensigt, og vilde man, at Embedsmanden skulde have Kundskaber og højere Dan-
nelse, var ingen Fordring naturligere, end at det skulde bevises, at han havde
nydt og li ft Frugt af videnskabelig Undervisning. 2) Da Regeringen ikke kunde
\ille andet, end at den unge skulde indføres i Studiet paa dets nu varende Stand-
punkt, maatte den ville at han skulde benytte Universitetet; og en Fakultets-
examen skulde ikke forlange et eller andet Kvantum Kundskaber, der ogsaa kunde
være et helt andet, eller en anden flittig theoretisk Beskæftigelse, men den vilde
just vække og lede den unge til Opmærksomhed for Tidens Bevægelser og Op-
gaver i det videnskabelige og kirkelige Liv. Den forste videnskabelige Fordring
kunde ikke være en autodidaktisk Fordybelse i øn kuriøs Specialitet, men en al-
mindelig og principiel videnskabelig Anskuelse. 3) Fakultetsexamen forudsatte
ikke en moden Alder, men en yngre, for hvilken Exarnen som Kundskabsprøve,
under Forudsætning af almindelig Begavelse og Flid, ikke var en Tvang eller
stor Byrde.
I denne bestemte, til den fnregaaende Undervisning støttede Opgave havde
Universitetsexamen sine afgjorte Fortrin. En Embedsexamen var en Dom, og det
var da den første Fordring, at den skulde væro ret færdig. Den burde kunne kjendes
at være det, baade af Examinanden og af andre; den burde derfor være offentlig.
Men den kyndige vilde vide, at en sikker Dom om Examinandens videnskabelige
Kvalifikation beroede ikke blot paa at modtage de enkelte positive Svar, der vare
som et Resultat, men paa Kundskab om den hele aandelige Tilegnelse; og i denne
Henseende erfarede Docenten af Svarene meget mere, baade om. hvad Kandidaten
vidste og ikke vidste, forstod eller havde inisforstaaet, end den frem-
mede Examin i tor eller Tilhører. Til en retfærdig Dom krævedes der en gjensidig
Forstaaelse mellem Examinator og Examinand i Bevidsthed om Gjenstanden,
Disciplinernes 'ndhold, den videnskabelige Terminologi. Under denne Forudsæt-
ning kunde en Kundskabsprøve blive paalidelig,, Dommen retfærdig og forstaaelig
for Examinanden. Dernæst ha\de Fakultetsexamen retfærdig Lighed, dens Opgave
var bestemt og havde objektive Grænser; den var for alle den samme, og tillod
derfor Sammenligning; den dømte alene efter videnskabelig Fvne og Kundskaber,
ikke om en hos alle forkjellig Kombination af personlige Egenskaber, hvis Vurde-
ring altid var betinget af et subjektivt og sympathetisk Skjøn.
Det turde være almindelig erkjendt, at denne Prøve som Exarnen var kor-
rektere og svarede mere til sin Bestemmelse, end det vilde være muligt med Konsi-
stori llexamen. Men den kunde vistnok ikke træde i Stedet for en Pastoralexamen;
vilde man benytte den for sig som Embedsprove, maatte denne erkjendes som
ufuldstændig. Hos os skulde de praktiske Prøver supplere den; men disse opfyldte
kun meget utilstrækkelig denne Bestemmelse. At der kunde gives Fakultetsexamen
en urigtig Stilling, var ikke Bevis for en Mangel i den selv; men vistnok kunde
det ikke un^gaas, at en misforstaaet Bestræbelse for at tilfredsstille Examens-
fordringerne for de svagere studerende virkede tilbage paa deres Interesse for og
Benyttelse af Undervisningen. Var overbovedet Tanken om den forestaaende
32
Universitetet 1864—1871.
Eximen den egentlige Drivfjeder, vildo Studiet blive skolemæssigt, og deraf vilde
atter følge, at den Forestilling blev herskende hos de svagere studerende, der
udgjorde Mængden, at der ved Forelæsningerne ikke tilsigtedes andet, end at give
Studenterne et rensum, der skulde læres som en Pkolebog. Nu vilde vistnok
Lektielæsningen blive nøjagtigere ved en Fakultetsprøve, og saaledes Examens-
arbejdet vanskeligere for denne Klasse Studenter; men de samme vilde være lige
saa ufrie i Forhold til enhver Examen, og det maatte dog rimeligvis være gavn-
ligere for den, som overhovedet vilde lære. at han lærte nøjagtig og saaledes, at
han forstod det meddelte, end at han slog sig til Ro med løse Stumper. Det
skadelige i Forholdet mellem Undervisning og Examen kunde, for saa vidt det
beroede paa den subjektive Tilegnelsesmaade, ikke forebygges; men naar man saa
hen til Universitetet, da vilde den befrygtede Indflydelse ikke kunne føres tilbage
til Forelæsningerne eller til Øvelserne i friere Form og Retning, men til Exami-
natorier og for en stor Del de skriftlige øvelser; thi disse tjente umiddelbart til
Examensforbercdelse. Skjønt nu dette heller ikke fortjente Dadel, kunde dog
denne Hjælp hos de studerende med ringe Interesse bestyrke en Mening om, at
det egentlige Udbytte skulde være at hente fra saadanne Øvelser, og ikke fra
Forelæsninger Hvad Professor Hammerich ansaa for en stor Vanskelighed ved en
Fakultetsexamen, at Examinanden ved den til en vis Grad nødvendige Udenads-
læren var udsat for at tabe al fri Tilegnelse, og at Examinatoren, jo mere han
som Docent havde en bestemt Opfattelse, desto mindre vilde formaa at frigjøre
sig for den, gjaldt lige meget om enhver Examen, naar man forudsatte et viden-
skabeligt System hos Examinator. Men her blev nu paaberaabt fra den subjektive
Side en Erfaring om et Tryk, der stadig skulde hvile paa den studerende, paa
Grund af Forholdet mellem Lærer og Discipel. Var dette Tilfældet, maatte det
gjælde om alle Universitetsexamina; men fra denne Konsekvens saa man bort.
Studentens Bevidsthed skulde være en saadan, at han „idelig' i Professoren kun saa
den, „som raadede over hans Fremtids Vel". En saadan Erfaring om vore Stu
denters Modløshed havde Flertallet aldrig kjendt. Det kunde ikke andet end
tvivle om Rigtigheden af en saadan Skildring. Den Forklaring, der blev givet
af den, syntes heller ikke forstaaelig. Thi den for Studenten demoraliserende Be-
vidsthed om Professoren som Examinator skulde efter Professor Hammerich ganske
forsvinde, naar Studenten saa ham ved Examensbordet i en anden Egenskab,
nemlig som Medlem af en ?4f Staten nedsat Kommission. Naar Professoiei ikke
vare de eneste Examinatorer. skulde Studenten ikke have frygt for dem som
Dommere over Vel og Ve. Der kunde derfor næppe med Sikkerhed tegnes paa
nogen anden gavnlig Følge af F'akultetsexamens Ophævelse, end den, at den falske
og beklagelige Forestilling hos en Del studerende om Nødvendighelen af at lære
Professorens Forelæsninger derved tilintetgjordes, men dette kun, naar Professorer
overhovedet ikke examinerede. Den vilde imidlertid let kunne afløses af en anden,
endnu mere beklagelig, nemlig at Universitetsundervisningen betragtedes som ikke
vedkommende den, der blev Kandidat ved en Prøve uden for Universitetet, og at
et Minimum godt kunde bydes Examinatorer, som ikke docere.
Examina i Kjøbenhavn og Gliickstadt frembød altsaa de to rene Former for
en theologisk Examen. De havde begge deres særegne Fortrin, ligesom, efter
Tid og Forhold, deres Mangler.
Hvad det andet Punkt angik, den paatænkte Forandring med
Om Examenskommissioner m. m.
33
Hensyn til Examens Afholdelse, bemærkede Fakultetet, at der indtil dette
Øjeblik næppe nogetsteds gaves et theologisk Examenskolleginm, uden at det var
en naturlig Repræsentant, enten for Universitetet eller for Kirkeregeringen, med
Undtagelse af Examenskominissionen i Flensborg. Den var en anomal Skabning,
en Konsekvens af særegne Forhold. Examinationens Opgave var ligefrem sam-
mensat, den theoretiske og den praktiske Del af Examen vare lagte sammen, saa
at den samme Examensdom kunde betegne en stor theologisk Uvidenhed, forenet
med Talegaver, og atter solide Kundskaber, der endnu ikke kunde iføre sig en
populær Form* Kandidaten opnaaede Adgang til gejstlig Ansættelse i hele Dan-
mark; han kunde ved en dansk og en tysk Prædiken samt en dansk og en tysk
Katekisation opnaa f. Ex. haud ill Irai gr. med laud. for Katekisation og Præ-
diken og haud ill Ildi gr. for samtlige Specimina, samtlige Hoveddiscipliner, og
Bidiscipliner og de tidligere udarbejdede, indleverede Afhandlinger; eller: haud ill.
Ildi gr. med non cont. for samtlige Specimina og samtlige Hoveddiscipliner og
haud ill. Ildi gr. for Bidisciplinerne, Katekisation og Prædiken, naar han fik
haud ill Imi gr. for Afhandlingerne (begge Dele uden at naa til det Punkt, hvor
der kunde voteres om Hovedkarakter*). Uagtet det Fundament, hvorpaa
Examenskommissionen var grundet, var det konsistoriale, var den, for saa vidt
dens theoretiske Examen angik, saa godt som ganske en frit sammensat Examens-
kommission.
De hos os i den nyeste Tid fremkomne Forslag angaaende den theologiske
Examen sigtede til at ordne et Examenskollegium, frit sammensat af specielt
dertil skikkede Personer. Saa længe Forslagene fra forskjellige Sider alene gik
ud paa at indskrænke Professorernes Indflydelse paa Examens Udfald som noget
urigtigt, tilsigtedes der intet videre end at rette formentlige Mangler, især at
finde bedre Dommere. Først i Folketingets Finansudvalg havde man opstillet
et Hovedsynspunkt og — i muligst Korthed — motiveret Nødvendigheden for
at udskille Examen fra Universitetet med Paaberaabelse af Videnskabelighedens
Krav, for at baade Universitetet og Studierne ved det kunde befries for Hensyn
til Embedsexamina. Ved denne Frigjørelse var der imidlertid næppe tænkt paa
at stille Universitetets Virksomhed som uafhæugig af Lovbestemmelser og fore-
skrevne Kursus, og Frihedsmaalet syntes saaledes at maatte indskrænkes dertil,
at der ikke skulde paahvile de unge studerende noget Baand med Hensyn til Be-
nyttelsen af Universitetets Undervisning og Vejledning. Rigsdagen havde, støt-
tende sig til denne Motivering, begjært Examenskommissioner, men uden at give
nogen Antydning af, hvorledes man havde tænkt Examensvæsenet indorganiseret i
de nærmest paagjældende Livsforhold.
Svævede saaledes Opgaven ganske frit, kunde man nærmest tænke paa at
søge en Forening af Fortrinene ved Fakultets- og Konsistorialexamen; men dette
var i Virkeligheden umuligt. Thi deres forskjellige Øjemed forudsatte forskjellige
Trin af aandelig Udvikling, forskjellig Alder, forskjellig Hovedinteresse, enten
videnskabelig eller egentlig gejstlig, og som Følge deraf forskjelligt Anlæg af
) En Kandidat, hvis skriftlige Examensbesvarelser i Juni 1861 ikke antoges af
Fakultetet, bestod Aaret efter, i Juni 18(52, Examen i Flensborg med Hoved-
karakteren haud ill. lmi gr.
Universitets Aarbog.	^
34
Universitetet 1864 —1871.
Examen. Men, uagtet det saaledes vilde vise sig nødvendigt at træffe Valg
mellem en af de tvende Hovedformer for Examen, syntes der ikke at have været
nogen tydelig Forestilling om Konsistorialexamens Karakter; der syntes ikke at
have været Tanke om at forlade det Princip for Embedsexamen, som hidtil havde
været fulgt, men kun om at forlade Examinatorerne.
Hos os havde man hidtil for den verdslige og gejstlige Embedsstand ikke
haft egentlige Embedsexamina, men krævet videnskabelig Dannelse af den som
nødvendig og fælles Betingelse for Embedets rette Røgt. Den højere Tjeneste i
Stat og Kirke forudsatte Selvstændighed, Kundskaber og højere Dannelse, og
herfor havde man fundet den bedste Garanti i den vid> nskabelige Fordannelse og
dertil hørende Examen. Naar saaledes hos os egentlige Embedsprøver, praktiske
eller tekniske, traadte tilbage for den videnskabelige, var Grunden den, at Einbeds-
praxis ikke kunde læres forud, og at der ved en praktisk Examen kun kunde op-
naas et Vidnesbyrd for Aspirantens Bevidsthed om Opgaven og dermed for Ne-
gyndelsen til hans Talents Udvikling, men at der ved den ikke kunde være Tale
om en grundig eller omfattende Prøve. En saadan kunde derimod virkelig
finde Sted, naar Videnskaben var dens Stof, og en videnskabelig Examen kunde
bevise baade Kundskaber og Oversigt over det hele, og Dømmekraft med Hensyn
til de enkelte Deles Forhold, Evne til Kombination, hvilket var Betingelsen for
Rigdom paa Ideer og paa aandelige Hjælpemidler Saaledes havde man hidtil,
vistnok med rette, antaget, at den videnskabelige Dannelse indeholdt de Elementer,
hvorpaa den højere og ledende Virksomhed i Stat og Kirke beroede.
Heri kunde Regeringen ikke formodes at tilsigte Forandring; thi den syntes
at lægge Vægt paa, at Examen blev taget omtrent ved den studerendes 22de
Aar, o: 4 Aar efter Immatrikulationen, forudsat, at den lærde Skole var gjennem-
gaaet helt, uden foilænget Ophold i nogen af dens Klasser, hvilket i øvrigt ikke
var almindeligt.
Altsaa turde det forudsættes, at Øjemedet med den tilsigtede Forandring
ikke var en egentlig gejstlig Embedsexamen, men den bedste Form for en rent
videnskabelig Prøve, og saaledes var det givet med Opgaven, at Reformerne
maatte have det es Grænse i den videnskabelige Examens Øjemed og ikke turde
være i Strid dermed.
Der kunde'fornuftigvis ikke være Tale om nye Organisationer for at afhjælpe
Mangler, naar disse kun vare midlertidige, selv om de vare mere end personlige;
men det maatte være Ulemper, som havde deres Grund i selve Examensforanstalt-
ningen, som gjorde en Afskaffelse ad denne Vej nødvendig. Som en i Virkeligheden
uheldig Tilstand maatte det erkjendes, at de theologiske studerende, ligesom de
studerende overhovedet, i en Række af henved 30 Aar underkastede sig Embeds-
examen langt senere, end det maatte findes naturligt og ønskeligt. Naar nu den
Kreds af Kundskaber, der fordredes, vistnok gjeunem Tiderne forandredes, og naar
paa den anden Side en stor Mangfoldighed af forskelligartede Interesser ved
Siden af Embedsstudiet lagde Beslag paa den studerende, laa den Tanke
meget nær, om Fordringerne til Examinanderne ikke vare for store og vidt
gaaende. Et dobbelt Misforhold kunde saaledes synes at være i Følge med en
Fakultetsexamen, hvori Regeringen maatte ville tilsigte en Forandring. Maalet
var ogsaa blevet udtalt som 1) en Indskrænkning af Examensfordringerne og 2)
en kortere Studietid.
Om Examenskommissioner m. m.
35
Det kunde synes, sod om disse to Fordringer fornuftigvis maatte være en
og den samme. Dog kunde Fakultetets Flertal ikke andet end billige deres sær-
skilte Opstilling; thi det var dets Oveibevisning, at Grunden til den fremrykkede
Alder, hvori det akademiske Kursus i Almindelighed afsluttedes, ingenlunde for den
største Del var at søge i Examensfordiingerne.
Hvor den gejstlige Virksomhed laa saa langt ude i Tiden, som det havde
været Tilfældet hos os i de sidste 30 Aar, hvor der endnu var et Forraad af 10
Aars ubefordrede Laudabilister, hvor den uundgaaelige almindelige Anciennitets-
regel ikke længer blev brudt af den private Kaldsret, og den tidlige Befordring,
der ogsaa altid fandt Sted som Undtagelse, var aldeles uberegnelig, var det for-
klarligt, at Tanken om et eller to Aå»s større Anciennitet tabte i Kraft. At be-
virke en Forandring heri ved nye Bestemmelser om Examens Ordning, syntes
næppe muligt. Thi paa den ene Side blev den studerende draget til Deltagelse i
Livets mange Retninger i Hovedstaden; han havde ogsaa et Udbytte deraf for sin
Uddannelse, og han ønskede at forlænge sit Ophold her. Paa den anden Side
forte ugunstige økonomiske Vilkaar til det samme Resultat; hans Forberedelsestid
blev forlænget for det uødvendige Erhvervs Skyld, og selv Universitetets Under-
støttelse kunde bidrage til, at han opsatte Examen. Der var kun faa, som op-
naaede Kommunitetsstipendiet allerede 2 Aar efter Immatrikulationen; det kunde
nydes i 4 Aar. Hvor faa vilde under de nu værende Forhold foretrække en tidligere
Examen for at opgive det? At Studietiden nu skulde forkortes ved Oprettelsen
af en Examenskommision, var lige over for disse faktiske Forhold ikke mere sand-
synligt end det modsatte; det var en ren Paastand, saa længe det ikke paavistes,
at Fakultetets Studieplan havde en utilbørlig Udstrækning. Fakultetet kunde her
henvise til, at det modsatte maatte antages som godtgjort ved den nylig frem-
lagte Udsigt over den theologiske Forelæsningscyklus, jfr. Skrivelse til Konsi-
storium af 17. Febr. 1863 *). Professor Hammerich betragtede i sit Separatvotum
ikke Sagen anderledes.
Her var der altsaa betydelige og umiddelbart virksomme Aarsager til at
forlænge Studenteraarene, og dette var et selvstændigt onde, uafhængigt af
Examensfordringerne.
Hvorledes dernæst disse skulde kunne indskrænkes ved at forandre Examens-
kollegiet, syntes ikke forstaaeligt, saa længe Prøven skulde være videnskabelig,
med mindre man forudsatte, at den vilde opgive Fordringen om Grundighed og
Nøjagtighed, hvorved den tillige vilde blive usikker og uretfærdig. Men at kræve
exakte Kundskaber og Bestemthed i Begreber vilde allerede vise sig som en ud-
voites Nødvendighed, naar Examen holdtes offentlig. At en Examinator i det*
samme Fag fordrede mindre end en anden, var uundgaaeligt, og det vilde altid
blive saaledes, ikke blot uden for Fakultetet, men ogsaa i det; men en vel for-
beredt Kandidat var slet ikke tjent med en slap, ikke grundig Prøve, og de mulige
Fordringer ophørte ikke derved at være de samme og at kunne blive gjort gjæl-
dende. Ved positive Forskrifter kunde Fordringerne heller ikke i Virkeligheden
bestemmes; en kvantitativ Forskrift om Pensum vilde kun kunne have Anvendelse
paa det gamle Testamentes Text, hvilket ogsaa fandt Sted ved Universitetet. Men
*) Denne Skrivelse vil senere blive omtalt i en anden Sammenhæng.
5*
36
Universitetet 1864 — 1871.
i Virkeligheden kunde Examensfordringerne slet ikke bestemmes ved Forskrifter
eller Programmer, men alene ved Examenskollegiets Praxis. Skulde den viden-
skabelige Examens Ojemed bevares, maatte Fordringerne rette sig etter, hvad der
billigt kunde forlanges efter tilendebragt Universitetsstudium, og man kunde ikke
vel tænke sig, at et Examenskollegium kunde ville kunstig bestemme et Maal,
der ikke svarede til Videnskabelighedens nu værende Tilstand; det modsatte vilde
være til Skade for selve Examinanderne.
Saaledes syntes de tvende, formentlig praktiske Formaal ikke at staa i et
indre Forhold til øjemedet med en videnskabelig Prøve, at godtgjore Kandidatens
videnskabelige Dygtighed, og heller ikke at kunne være praktisk vejledende for
Examens Ordning. Universitetsundervisningen kunde ikke rette sig efter
dem, uagtet det til visse til enhver Tid var Professorernes vel bevidste For-
maal at gjøre Videnskaben saa let tilgængelig og tiltrækkende, som det stod i
deres Magt.
Imidlertid maatte den Foranstaltning, at forlægge Examen fra Universi-
tetet, hvor Examiucttorerne vare Docenterne, til en fri Examenskommission,
dog nærmere betragtes i dens Virkninger. Den vilde have Indflydelse, saa
vel paa Examen, som paa de studerendes Benyttelse af Universitetets Vejledning.
Den F'orandring af Examen, hvorpaa der for Tiden lagdes Vægt. bestod efter
det oven for udviklede ikke i at give den et andet, kirkeligt Øjemed, men at give
den videnskabelige Prøve andre Examinatorer. Hvad der skulde gjøre Fordrin-
gerne for strænge og udøve en trykkende Virkning paa de studerende, var Pro-
fessorernes Examination, fordi de vare Docenterne. Antoges dette for Kilden til
den sildige Examen og til Klagen over Examensfordringerne, saa vilde deraf følge,
at Professorerne burde holdes uden for al Medvirkning ved et eventuelt nyt
Examenskollegium. Thi det vilde ikke kunne være Regeringens Tanke at bruge
Professorers Examination for en Del, naar den overhovedet havde saa skade-
lige Følger, og altsaa maatte antages at udøve et Tryk paa den studerende med
Hensyn til hans Forberedelse i nogle Fag, hvis Professorerne som Examinatorer
vare faste, og vilde være det i alle, hvis de deltoge i Examen i vexlende Orden.
Heller ikke vilde Regeringen kunne anvise Universitetets Professorer en Stilling-
ved en videnskabelig Prøve, der nevtraliserede deres Indflydelse paa Kxamens Ud-
fald og var beregnet paa at sikre den Del af Kommissionen Overvægten, der ved
selve Ordningen erkjendtes for at mangle Dygtighed til at afholde Prøven i dens
Helhed Altsaa maatte Kommissionen blive et uafhængigt Kollegium, der ikke
var knyttet til Universitetet eller til Kirkeregeringen. Examinatoivrne vilde kunne
, beskikkes enten paa Aaremaal eller som til et blivende Embede, eftersom man
foretrak en bevægelig eller mere fast staaende Avtoritet. Vilde man nu søge
theologiske Fagmænd blandt de gejstlige, vilde Vanskeligheden vistnok blive den
samme — endogsaa i større Omfang —, som Erfaringen viste, at det havde i Tysk-
land at skaffe Fagmænd til gejstlige Konsistorialraader. Men var Grundsætningen
vedtaget, hævede den, hvad der ellers vilde være Hovedvanskeligheden, og, prak-
tisk taget, maatte man overhovedet til enhver Tid være tilfreds med de bedste,
man kunde faa; Forholdet vilde dog i Kongeriget være langt gunstigere end i
Slesvig. Regeringen vilde aldrig mangle Muligheder til at besætte Pladserne.
Examinatorerne syntes ved en saadan Statsexamen at maatte være gejstlige; da
de fungerede paa Aaremaal, og kun ligesom traadtc til og handlede temporært,
Om Examenskommissioner in. 111
37
maatte de selv repræsentere Fmbedsmyndigheden. Foruden gejstlige gaves der
kun en Mulighed til, nemlig privatiserende Theologer, i Regelen unge Mænd. At
disse ikke som Medlemmer af Examenskommissionen kunde være Manuduktører,
forstod sig af sig selv; men de maatte dog heller ikke ved at opgive deres Manu-
duktion strax kunne blive Examinatorer og saaledes kunne vexelvis dele sig
mellem disse Virksomheder. Det vilde beller ikke være principrigtigt at tage
Universitetets Privatdocenter til Examinatorer, medens man ikke vilde bruge Pro-
fessorer, og det vilde være umuligt at skjelne n.ellem Privatdocenters Virksomhed
og Vejledning til Examen.
Bleve Medlemmerne altsaa gejstlige, vilde Examensfunktionen altid blive en
Biforretning for dem. De mest ansete gejstlige, som den offentlige Mening skjæn-
kede den største Tillid, vilde i Almindelighed være fuldt beskæftigede med deres
praktiske Kald. Hvor koit og tilsyneladende let den .gejstliges Dont ved mangen
Lejlighed kunde være, havde den dog Krav paa hans stadige, alvorlige Syssel-
sættelse Anderledes var det ikke med hans Virksomhed som theologisk Exami-
nator. Hvilke Fordringer denne Funktion stillede til ham, havde Kultusministeren
forklaret (Folketingstid. 1862 S. '2071 tf.;: Den, der skulde være Medlem af en
saadan Examenskommission, maatte ikke alene forberede sig for de enkelte Dage,
naar han skulde examinere, men gjennem Exarninators hele Liv maa der drage
sig den Forpligtelse, at være saa luldstæi dig inde i \ idenskaben og at fastholde
den i et saa klart og bestemt Pillede, at han ikke enten skal hulde sig til det
ubestemte og almindelige, og hans Examina'ion skal komme til at mangle den
fornødne Sk'irphed og Klarhed, eller at Detaillen. som han opfrisker, skal komme
til at spille for stor <n Rolle under Examinationen—. Man havde ment at kunne
fremkalde et stadigt theologisk Studium hos nogle gejstlige ved en passende Ex-
aminatorløMiing. Men Flertallet tvivlede meget om det frugtbare heri, naar dog
Stillingen var forbiøaaende. Heller ikke var den praktiske llovedbetingelse tor Fx-
aminatoren givet med at have Otium til lærd Studium og til at forberede sin
Examination; dot var den daglige Virksomhed som Docent, der gav den Bestod
Examinationen i at vælge gode og passende Themata, saa kunde uden Vanskelighed
Samlinger af saadanne skaffes til Veje til alle Discipliner og foreskrives til Af-
benyttelse.
Der kunde derfor vel tale meget for at gjøre Stillingen til et blivende Fin-
hede; thi dette indeholdt en stadig Forpligtelse, og vilde dog mere udelukke Til-
fældigheden Kommissionen vilde da blive en lærd Korpo:ation over for Fakultetet.
Saa vist som det nu var, at en grundig Examination vilde kræve et gjeusidigt
bekjendt Grundlag, saa vist vilde Examinatorer, som ikke vare Docenter, Knytte
deres Fordringer til en eller anden Lærelog. Fra Examinandernes Side vilde »let
Flive gjort stærkt gjældende, at aet maatte bringes i Erfaring, hvad der foi langtes
af dem ; det egne Forhold kunde ogsaa indtræde, at Examinat* rerne staflig holdt sig
bekjendte med Fakultetets Forelæsninger og gjorde sig afhængige af dem. IIvoi
ofte var det ikke blevet ytret af gejstlige Censorer, at Examinationens Retfæidighed
beroede paa, hvad der rar blevet de studerende meddelt! Hvilken Klage vilde
der ikke rejses over Forskjellen mellem, hvad der var blevet læit ved Uni\eisitetet,
og hvad der blev spurgt om ved Examen! Filer som laste Fxaminatoiei vilde
de maaske selv udgive Lærebøger, der da bleve Examensbøger. Skolelæsningen
vilde da ikke udeblive; men den vilde blive saa meget ufrugtbarere, som den
38
Universitetet 1864 — 1871.
mundtlige \ ej ledning" manglede. At Kandidaterne lige over for fremmede Exami-
natorer, ceteris paribus, vilde have mindre Lejlighed baade til at vise deres Kund-
skaber og til at rebe deres Svaghed, men desto mere til ubestemte og undvigende
Svar, var en Erfaring, der bekræftede sig ved nye Docenters første Examinaiioner;
med det nærmere Bekjendtskab faldt Hindringen bort. Fik nu fordringerne ved
Examenskommissionen — hvad der af de anførte Grunde ikke kunde omtvivles —
med Tiden en vis Fasthed, saa var Examinationen hos blotte Examinatorer i en
ganske anden GraJ udsat for at kunne aflæres dem end hos Docenter, og der var
overhovedet en langt større Mulighed for Stagnation hos hine end hos disse. Den
afdøde, i sin Tid i Preussen overordentlig ansete Generalsuperintendent, Møller,
fremhævede paa den extraordinært sammenkaldte Generalsynode i Berlin 1846 som
et karakteristisk Træk hos de examinerende Konsistorialraader „die Neigung, sich
durch wiederholte Behandluiig desselben Gegenstandes eine leicht zu Einseitigkeit
fiihrende Erleichterung zu verschaffen".
Medens Examinatorerne ved Universitetet vare i Stand til at haandhæve
Examensfordringerne med ligelig Bestemthed, der var en Betingelse for Prøvens
Retfærdighed, vilde Examenskommissionen let være udsat for at hæmmes i en
sikker Bevægelse ved Prøven. Under selve Examinationen vilde der stadig rejse
sig Tvivl om, hvorvidt der med Billighed kunde gaas i Fordringerne til Kandi-
daterne, og denne Uvished forøgedes', hvis en Forsømmelse af visse Fag eller
Partier blev almindelig. Det vilde deraf lettelig blive Følgen, baade at bestemte
Kompendier betegnedes som Examensl øger, hvad der ikke var heldigt, og at det
blev Manuduktørerne, som i Virkeligheden kom til at bestemme Omfanget af Ex-
amensfordringerne.
Saafremt der nu skulde være Frygt for, at den theologiske Embedsexamen,
uaar den skulde vedblive at være rent theoietisk, vilde tabe i Grundighed, Paa-
1 idelighed og virkelig Retfærdighed ved at forlægges fra Universitetet, kunde det
være rimeligt, at man vilde tænke paa at sikre Kommissionens Examen videnskabelig
Karakter og Paalidelighed ved at gjøre en eller to Professorer til dens Medlemmer.
Heri kunde man maaske mene at følge Preussens og Hannovers Exempel, skjønt med
urette; thi Konsistorialexamen var overvejende Pastoralexamen. Det kunde lade
sig forsvare ved en saadan at underordne det videnskabelige Moment under det
pastorale, men ikke ved en videnskabelig Examen at give det gejstlige Skjøn
Overvægten. Det var derfor ogsaa Tilfældet, • at selv de mest ansete theologiske
Professorer i Tyskland vare misfornøjede med deres Stilling ved Konsistorialexamen.
Det nærmere om Udførelsesmaaden vilde Flertallet, for saa vidt det behøvedes,
komme til i den følgende Betragtning, da Professor Hammerichs Forslag i et og
alt hvilede "paa Forudsætningen om Professorers Medvirkning i Examenskommis-
sionen. Her vilde Flertallet alene paa Universitetets og i Særdeleshed det theo-
logiske Fakultets Vegne bede sig fritaget for en saadan Ordning, hvorved Fakul-
tetets Professorer skulde som uundværlige tages til Hjælp ved en videnskabelig
Examen, der baade principielt gjorde dem til Minoritet lige over for gejstlige, og
tillige udsatte en saa lidet talrig Korporation, hvori kun Lighed burde herske, for
det ubehagelige i et Valg, som ikke var ordnet efter en fast Regel. Flertallet
følte sig opfordret til at udtale det bestemte Ønske om at fritages for saadanne
Forhold, fordi det klart havde godtgjort, at der for den theologiske Embedsexamen
fornuftigvis kun gaves et Alternativ, enten en rent videnskabelig Prøve, eller en
Om Examenskommissioner m. in.
39
pastoral, og paavist, at der intetsteds gaves et tredje, og at den slesvigske Ex-
amen var en uren Blanding, hvis Oprindelse kun havde sin Forklaring i Forhold,
der ikke fandtes i Kongeriget.
Det stod tilbage at overveje en selvstændig, videnskabelig Examenskommis-
sions Indflydelse paa Universitetsstudiet. Professor Hammerich erkjendte, at der
derved vilde indtræde en Forandring i Universitetets hele Stilling og Virksomhed,
som han hilste som et nyt og friere Forhold mellem Lærere og studerende.
Imidlertid havde dog for ham dette frie akademiske Samliv nogle Professorers
Deltagelse i Kommissionens Examen til Betingelse; og han erkjendte tillige Nød-
vendigheden af bagefter i sin Tid at underkaste de dermed i Forbindelse staaende,
hojst vigtige Spørgsmaal en meget omhyggelig Drøftelse Men disse Sporgsmaal
burde vistnok forinden søges klarede, for at der ikke skulde handles i Blinde.
Naar der ikke gaves noget Middel til at lorebygga, at de studerende i Almindelighed
mere lode sig bestemme af Hensyn til en heldig Examen end af videnskabelige
Interesser, saa var dermed ikke en Ordning retfærdiggjort, der maatte antages at
ville friste de fleste til at forsømme Universitetet. Et lille Folks Dannelsesforhold
vare forskjellige fra en stor Nations. Det turde anses som givet, at den danske
Gejstlighed i Gjennemsnit forholdsvis stod højt, at. vore Kandidater vaie som
Masse bedre udrustede med theologiske Kundskaber end mange andre Landes.
Derimod fandtes der til alle Tider flere fremragende blandt større Nationer. Vilde
det lille Folk hævde sin hæderlige Plads, maatte det, ferdi det kun stodvis og i
ringere Antal besad virkelige Forfremmere af det aandelige Livs Udvikling, efter-
tragte en almindeligere Dannelse i dets Embedsstand. Derfor maatte Spørgs-
maalet blive, om den omtalte Foranstaltning vilde fremme eller modarbejde Inter-
esse for videnskabeligt Studium og Frihed deri mellem de studerende i Alminde-
lighed. Det var det samme Spørgsmaal, som gjentog sig i alle ethiske Forhold:
vilde det fremme det gode for det hele Samfundsliv at overlade Befæstelsen af de
ethiske Baand til de enkeltes subjektive Frihed, fordi dette førte nogle til Maalet,
eller at paalægge denne Betingelser for alles Skyld?
Det maatte være Regeringens Vilje, at de studerende skulde benytte l ni-
versitetet og paavirkes af den videnskabelige Aand, som der til enhver Tid var.
Herimod stilledes den Paastand: at fordre af den unge, at han skulde lære noget
og i et vist Omfang tilegne sig en almindelig Grundanskuelse, var ikke Frihed i
Studiet, men Tvang. Frihed bestod i at følge sin Genius; enhver skulde vide, at
han ogsaa i Videnskaben havde sin individuelle Genius, og kun ved den kunde
han præstere noget. Paa dens Udvikling kom det derfor alene an; at studere et
Græsstraa eller et Sandskorn var lige saa universelt som den hele Naturvidenskabs
Studium. Enhver Student burde altsaa være sig et specielt Problem bevidst; derfor
vragede han med rette Skolelærdom. Enhver Examinand burde ved Examen frem-
lægge Vidnesbyrd om sit specielle videnskabelige Kald. Upaatvivlelig var der dog
megen Selvillusion i denne Betragtning. Naar Studenten var naaet til en viden-
skabelig Selvbevidsthed, vilde hans Forberedelse ved Universitetet i Regelen være
afsluttet; men forud for dette formaaede han endnu ikke at overskue eller beoomme
det tilsyneladende tilfældiges Betydning i det hele Studium. Talentet kunde ikke
bryde frem eller vise sig paa anden Maade end gjennem redelig Tilegnelse, og
hvad der derfor maatte læres, afhang til enhver Tid af Videnskabens Tilstand, og
bestod ingenlunde i en bestandig Tilvæxt af Resultater eller en storre Masse.
40
Universitetet 1864—1871.
Den misforstaaede Studiefrihed sattes i det blot negative, at Universitetets Under-
visning ikke turde have nogen Avtoritet for den studerende. At Fakultetsexamen
syntes at være en Tvang, var naturligt; men det samme maatte gjælde om enhver
Examen. Det var Flertallets Overbevisning, at det kun var hos de svagere stu-
derende, at en saadan Stemning kunde herske, og det troede, at kyndige fældede
den samme Dom som Kultusministeren om Studiefriheden ved Kjøbenhavns Univer-
sitet (se Folketingstid. 1862, S. 1184) Men fandt denne Sted, og kunde man
ikke vel tænke sig on svagere Skygge af Kollegietvang, end den, der gjordes
gjældende for Stipendiater, saa syntes Studiefriheden ikke at trænge til Udvidelse;
men den nye Indretning kunde derimod forlede den store Mængde af svage Stu-
denter til at skille sig fra Universitetet. ■ Var det for dem kun en Skole, saa
valgte de til visse helst den, som syntes dem at gjøre langt ringere Fordringer,
Manuduktørernes, og den vilde, som oven for forklaret, vise sig tilstrækkelig til
Konnnissionsexainen. Der kunde fra tyske Forhandlinger anføres talrige Avtoriteter
for Nødvendigheden af. at Konsistorialexanien holdtes for lukkede Døre. Instruk-
tionen for den slesvigske og holstenske Examen (som aldrig havde været publi-
ceret), sagde i § 18, at det ikke burde være bekjendt, hvad der fordredes ti! de
forskjellige Karakterer, fordi mange i saa Fald kun vilde attraa den laveste og
forberede sig paa Minimum.
Den ugunstige Forventning om Universitetets fremtidige Benyttelse af de
studerende turde ikke betragtes blot som en mulig, men uberegnelig Sandsynlighed:
man havde en Erfaring for sig fra de preussiske Universiteter i de store Stæder,
navnlig i Berlin. Der var det almindelig bekjendt, at de Professorer, som havde
Sæde i Examenskollegiet, hørtes stærkt. I Almindelighed besøgte de studerende
det sidste Aar før Afslutningen af deres Kursus Universitetet i den Provins, for
hvis Examenskollegium de meldte sig. De andre, selv ansete lærde og Docenter,
havde, i Forhold til vore Fakultetsforhold, faa Tilhørere; og den samme Mand, som
havde mange til sine Examensfag, havde et ringe Antal til sine andre Forelæs-
ninger. Man turde ikke vente, at det vilde gaa anderledes her under lignende
Forhold. Men vilde det være ret, at Professorerne ikke tik deres Del af Friheden,
men skulde vedblive undir lidet taknemlige Forhold at være bundne til de staaende
Examenskursus? Burde der ikke gives dem Frihed til at vælge deres Forelæs-
ninger, saa at de kunde vente Tilhørere blandt andre end de studerende? Men
Foredrag for saadanne Kredse af dannede maatte være anlagte og udførte efter
en ganske anden Maalestok, og selvfølgelig indskrænkes til meget faa Timer. Det
var bekjendt, at franske Celebriteter, f Ex. Michelet, ofte kun havde holdt 12
eller 24 Timers Forelæsninger i et helt Aar. Disse Følger fortjente ogsaa at
overvejes forud.
Den hele Foranstaltning skulde efter dens Forsvareres Mening vel give en
mindre paalidelig Examen, men denne Ufuldkommenhed ganske træde tilbage for
dens Indflydelse paa Universitetsstudiet, og dette skulde være dens stærke Lysside.
Men Sandsynligheden for det modsatte forekom Flertallet overvejende. Det var en
mørk Side ved den, at den opofrede den store Mængde af svage. Men den vilde
dernæst kunne blive en uberegnelig, men stadig Hindring for nye Retninger i
overhovedet at vinde Indflydelse blandt de studerende. Det modsagdes ikke, at
visse Retninger nødvendigvis vilde skaffe sig Indgang gjennem en almindelig Stem-
ning; men dette gjaldt langtfra om alle. I Sammenligning med en filosofisk eller
Om Examenskommissioner m. m.
41
dens Modsætning, en positiv historisk Retning, som uden Vanskelighed havde
vundet almindelig Indgang, var, for at vælge et Exempel, den historisk kritiske
Behandling af Skriften i de sidste 30 Aar, for sig betragtet, af en langt mere
gjennemgribende og blivende Betydning i Thcologien end hine to Retninger, for
sig betragtede. Der havde her hjemme blandt Landets gejstlige næppe været
mere end en Mand, Biskop Mynster, som fuldstændig havde fnlgt dette omfattende
Arbejde. En gejstlig Examenskommission vilde efter al Sandsynlighed ganske have
ignoreret denne Retning i dens hele lange Udviklingsperiode, hvorigjennem den
nye Anskuelse af de bibelske Skrifters Oprindelseshistorie støttede sig paa et rigt,
til Dels nyt Lærdomsapparat. At den kande vinde Indgang og sukcessivt gaa
over i den theologiske Bevidsthed, skyldtes vistnok for en Del den bestaaende
Examensordning; det modsatte vilde have været et utvivlsomt Tab for Universi-
tetet. Ligedan kunde det gaa med andre Fag. Vi havde i mange Aar et Parti,
der ligefrem havde Sky for dogmatisk Videnskab. Naar man forestillede sig, at
Professorerne væsentlig skulde virke som umiddelbart personlige Vejledere af
virkelige Disciple, vilde alle Universitetets Forhold — fordi det var i Kjøbenhavn,
som havde Karakter af en stor Stad — umuliggjøre det. Den Erdmannske
Ytring, at Professorer i vor Tid kunde have mange Tilhørere, men at de nu ikke
kunde have Disciple, blev i sin Tid almindelig tiltraadt, og syntes just at aner-
kjende Studiefriheden. Det, som efter Professor Hammerichs Anskuelse skulde
være den højeste Frugt af denne Examensforandring, Professorernes sokratiske
Forhold til en lille Kreds, havde, selv om det kunde gjøres til almindeligt For-
maal, ikke Sandsynligheden for sig, for saa vidt som ikke Sammenslutningen hvilede
paa en særlig Partiinteresse.
Det var ganske uoverensstemmende med Flertallets Erfaring, at et akademisk
Samliv i den Forstand skulde findes ved noget tysk Universitet, at Professorer
vare umiddelbare Lærere for alle de studerende; dertil havde man ved nogle tyske
Universiteter Repetenter. Hvad man kaldte akademisk Samliv, var paa den ene
Side Studenterforbindelser, paa den anden et nøje og frit Forhold mellem Privat-
docenter og især yngre Professorer; men ikke engang dette fandtes i store Byer,
som f. Ex. Berlin. Rygtet havde egentlig kun udbredt Neanders Navn som den,
der paa en ualmindelig Maade stod i nøje Forhold til Studenterne; men dette
bestod, saa vidt der var Tale om videnskabeligt Arbejde, deri, at han altid brugte
nogle til at extrahere og samle efter hans Anvisning til hans egne Arbejder. Dem
antog han sig da tillige faderlig som Velgjører i timelig Henseende.
Saa længe der ikke fandt et virkeligt Samkvem Sted mellem de nordiske
Universiteter, kunde vore Universitetsforhold bedst sammenlignes med andre særlige
Landsuniversiteters. Wiirtembergerne holdt sig til Tubingens Universitet, som
vore Studenter til Kjøbenhavns. Det var ikke blot Wiirtembergs Theologer, men
ogsaa dets gejstlige, som nød en vel fortjent Berømmelse. Den hele Forelæsnings-
cyklus kunde ikke paalægges de studerende mere skolemæssig end i Tiibingen;
men det udbredte, mangesidige Studium blev ikke overgaaet paa noget andet Sted.
Erfaring bekræftede her, at Universitetsundervisning og Selvstudium just hørte
sammen. I Wiirtemberg absolveredes først en theologisk Lakultetsexamen, eftei
2 Aars Vikariat en Konsistorialexamen for Studieraadet; denne sidste var ikke
blot unddraget Offentligheden, men dens Hemmelighed endog sikret ved et Løfte
af hver enkelt Kandidat. Først af Vikaren fordredes en fri theologisk Afhandling,
Universitets Aaibog«
42
Universitetet 1864 — 1871
der i øvrigt ogsaa kunde bevæge sig paa det pastorale Omraade. Med Hensyn
til denne Fordring ved den holstenske Examen maatte det bemærkes, at den op-
fyldtes meget 'forskjellig. Ikke sjælden bleve Kandidatafhandlinger med nogen
Omarbejdelse udgivne; men var en saadau Afhandling ikke af større Omfang end
et af vore sædvanlige Examensspecimina, faldt vistnok dens Betydning bort.
Besøg af fremmede Universiteter bidrog vistnok væsentlig til at give den
videnskabelige Bevidsthed Frihed. Blev dette Maal opnaaet for vore Studenter,
vilde dette dog ikke kunne have nogen Indflydelse paa Ordningen af Embedsexamen;
thi denne vilde vistnok fremdeles fordres, hvor Ansættelser fandt Sted, og der
vilde vistnok ogsaa foreskrives en Benyttelse af Landets Universitet. Dog vilde
vel under denne Forudsætning netop Fakultetets Examinatorer have et Fortrin for
det enkelte Lands gejstlige ved en videnskabelig Examen. Ligesom endnu i de
sidste Aar Examen var blevet bestaaet her ved Fakultetet med et meget gunstigt
Udfald af en Kandidat, der havde tilbragt den største Del af sit akademiske
Kursus i Kiel og Erlangen, saaledes vilde Fakultetets Examen i Christiania vistnok
heller ikke være en Hindring for at studere i Sverige eller Danmark; og der vilde
næppe kunne anføres noget for, at Professorer skulde have mindre videnskabelig
Bevægelighed eller i Fremtiden ringere Kjendskab til Nabolandenes Universiteter
end gejstlige. Det nøjere Samkvem mellem de nordiske Universiteter vilde om-
fatte baade Studenter og Professorer.
Den Konklusion, hvortil Betragtningen maatte føre, var denne: Der kunde
med fuld Ret vælges mellem en Fakultetsexamen og en Konsistorialexamen som
gejstlig Embedsprøve, eller begge kunde fordres. Vilde man hos os gjøre en For-
andring og ordne en Konsistorialexamen, der rimeligvis maatte henlægges under
Bispestolene, vilde der vistnok derved kunne opnaas noget gavnligt for de gejst-
liges Uddannelse. Men, at ville ordne en videnskabelig Prøve, som umiddelbart
sluttede sig til Universitetsstudiet, for at fremkalde Modsætning til Fakultetet,
forekom Flertallet at savne al tilstrækkelig Grund, selv om Hensigten skulde være
ad denne omvendte Vej at arbejde paa Universitetets Gjenfødelse.
I det tredje Afsnit besvarede Fakultetet Ministeriets Begjæring
om, at Fakultetet, selv om der fra enkelte Sider fandtes overvejende Grunde til at
fraraade den paatænkte Forandring, vilde ytre sig angaaende den hensigts-
mæssigste Maade for dens praktiske Udførelse. Fakultetets Flertal
havde ikke fundet nogen Side, hvorfra Forandringen, som indeholdende et gode,
skulde være tilraadelig, uden for saa vidt som en Del af Fakultetets Øvelser derved
blev befriet fra alle Examenshensyn, med mindre man endnu dertil vilde regne
den personlige Behagelighed for Professorerne at befries fra et trættende Arbejde.
Naar den praktiske Opgave ikke var nogen anden end at overgive den videnskabe-
lige Examen, fordi den ikke skulde afholdes af Universitetets Lærere, i andre
Hænder, saa kunde der med Hensyn til dens Ordning som theologisk Embeds-
examen ikke gives andet Raad, end at vælge blandt de gejstlige de bedste, man
kunde faa, at give dem indbyrdes en lige Stilling og overlade dem med Rege-
ringens Tillid ogsaa den fulde Myndighed som Examinatorer. At forhandle om
Censurens Former og lignende vilde være ørkesløst, da her intet nyt var at finde,
og Formerne brugtes efter et Øjemed og skulde optages som et Moment i selve
Examinationen; men saa længe der ikke kjendtes anden Opfattelse af den nye
Embedsexamens Betydning end at danne en Modsætning til en Fakultetsexamen *
Om Examenskommissioner m. m.
43
manglede Hovedsynspunktet. Saaledes vilde Flertallets Forslag selvfølgelig kun
kunne sigte til at formindske de mislige Følger for denne Examen selv og for
Universitetet. Imidlertid havdes der i Professor Hammerichs Votum som det
syntes et positivt Forslag, og hertil knyttede Flertallet da nogle praktiske Be-
mærkninger.
Flertallet fremhævede da forst, med Hensyn til Examens Indhold og Form,
dets store Overensstemmelse med vor Fakultetsexamen. Det beholdt de samme
Fag, den samme Inddeling i Grupper, den samme Slags skriftlige og mundtlige
Kvæstioner; Specialkarakterer skulde ligeledes gives efter enhver Examination, dog
kun til Censorernes Brug, som derved vilde faa et fælles Votum sat i Stedet for
deres eget, maaske derfra afvigende. Disse Karakterer skulde have en forskjellig
indbyrdes Stilling, ligesom ved Fakultetets Beregning af Hovedkarakteren, hvilket
imidlertid her dog ikke syntes at stemme vel dermed, at alle Specialkarakterer,
som havde faaet en objektiv Gyldighed lige over for hver enkelt Censor, ophævedes
ved et eneste Votum angaaende Hovedkarakteren. Forslaget ønskede at have den
mundtlige Examen delt i to Afdelinger, saa at Censorernes Antal ved hver Ex-
amination var tre*). Protokolføringen beholdtes, alt som hidtil, kun med den
Forskjel, at de givne Specialkarakterer ingen Betydning havde. Ved den slesvigske
Examen, som ikke offentlig meddelte Specialkarakterer, indførtes de i Protokollen,
og Hovedprædikaterne vare ligefrem Resultat af deres Sammenlægning. Hvorfor
blev da Examen forlagt fra Universitetet? Fordi der skete den væsentlige For-
andring, at der blev tilføjet en ny, sjette Examensgjenstand, som skulde godtgjøre
Studentens selvstændige, frie Specialstudium, at i Modsætning dertil de almindelige
theologiske Kundskabers Maal i hvert enkelt Fag blev indskrænket, og at der
offentlig kun gaves en Hovedkarakter, hvorved Forskjellen mellem Kandidaternes
Dygtighed tabte et klarere Udtryk.
Disse Forandringer skulde „lette Studeringens Byrder". Flertallet havde
forgjæves søgt efter Spor til nogen anden Opfattelse af den videnskabelige Prøve
end som et onde, der, da det var unndgaaeligt, maatte indskrænkes saa meget
som muligt. Dette opnaaedes vistnok, jo mindre der blev fordret ved Examen, og
jo mindre det var muligt for Examinatorerne at vide, hvad der med rette kunde
fordres. Det var bestemt udtalt, at Forandring af Examinatorer tilsigtede „at
lette Byrderne". Man skulde altsaa ville oprette et Examenskollegium med den
Hensigt, at Examinatorerne bleve afhængige af Examinanderne, fordi det omvendte
vilde føles som et Tryk paa de unge. Paa den ene Side skulde Examinatorerne
lades i Uvished om, hvad der med rette kunde fordres; paa den anden Side skulde
Studenterne bringes til at skuffe sig selv ved at indbilde sig, at de frivillig paa-
toge sig noget, som de dog skulde lære, og at de derimod kun af irang studerede
Theologi i det hele.
For at Examens Forlæggelse fra Universitetet skulde have tilstrækkelig Grund,
maatte dog i ethvert Tilfælde det karakteristiske ikke bestaa i noget, som just i
strængere Forstand var videnskabeligt, og hvis Bedømmelse blev henlagt til Fakul-
tetet alene, saa at dette gjennem kun to af dets Medlemmer skulde have det i
sin Magt at afvise fra Kommissionens Examen. Og at dette, h\is det hele ikke
* I Forbigaaende bemærket kunde Examen ikke ligefrem falde i en Deling af 2
Hold Censorer, naar af 5 tre skulde være tilstede.
6*
44
Universitetet 1864—1871.
blev et Spil, hyppigst vilde ske, beviste Erfaringen med Prisafhandlinger og Dis-
putatser. Her skulde nu yngre, og alle levere et videnskabeligt Arbejde. Para-
lellen med Magisterkonferens passede for saa vidt, som denne vistnok ikke kunde
forlægges fra Universitetet, og denne Prøve med de mangfoldige lærde Specialaf-
handlinger ikke kunde besørges af de gejstlige. Men den passede ikke med Hensyn
til Indholdet, fordi Magisterkonferensen just gik ud paa et Specialstudium, som
ikke havde en universel Karakter, men overhovedet kun var enkeltes Opgave, og i For-
hold til hvilket visse andre Fag, som krævedes af Kandidaten, kun vare Hjælpedisci-
pliner. Ved den theologiske Examen fordredes Studiet af Videnskabsfag, der alle vare
sammenhørende til en videnskabelig Helhed, og alle udgjorde væsentlige Sider af
den theologiske Dannelse. Flertallet var ganske enigt med Professor Hammerich
deri, at Universitetets Undervisning ikke kunde bestaa i at lade de unge fere „et
Studium paa første Haand"; han ansaa selv Specialstudiet „ikke for et egentligt
Kildestudium". Men, naar han mente, at alle kunde og skulde selv bruge Hoved-
bearbejdelser af Kilderne eller de bedste Hjælpemidler, stred dette ikke mindre
mod Erfaring, at saadanne skulde være ligefrem tilgængelige for den studerende;
kun meget faa formaaede at blive Herre over omfattende Skrifter, selv for Nutiden,
endnu mindre for forsvundne Kulturperioder. Hos vore studerende herskede der
desuden en gjennemgaaende Mangel paa filologisk Dygtighed. At Studiet af et
specielt Thenia kunde være det største Bevis paa Videnskabelighed, og at dette
ogsaa kunde fremlægges ved Examen, havde Universitetet altid erkjendt og givet
fri Lejlighed til. Men efter Professor Hammerichs Exempler vilde Opgaverne, der
paalagdes alle, blive af literær Natur; dette var i sig selv ufrugtbart og upas-
sende for unge Mennesker. Afhandlingerne vilde blive Excerpter, Referater, Recen-
sioner, som helst maatte være uskrevne eller maaske ikke-efterskrevne. Det var
kunstigt at ville basere en almindelig Examen paa Literatur. Men det var mere
end sandsynligt, at det hele vilde opløse sig i et Skin. Mængden af studerende
magtede ikke et Specialstudium, med Examen i Udsigt, paa egen Haand. Manu-
duktørerne etablerede efter egen Lejlighed et Kursus, og i samme Grad som disse
havde Søgning, blev det tilsigtede Specialstudium mere eller mindre almindelig
Skoleundervisning for hele Hold af Examinander. Det forekom Flertallet, i Mod-
sætning til Professor Hammerichs Mening, aldeles klart, at Fakultetet vilde mangle
al Ret til at afvise Examinanderne, selv om de alle havde valgt Themata for
deres Afhandlinger inden for den samme snævre Kreds af et enkelt Specialstudium.
Og hvem vilde tvivle om, at f. Ex. i de sidste Aar en stor Del af Examinanderne
vilde have grebet Lejligheden til at aflægge deres theologiske Vidnesbyrd om Daaben
og om Trosbekjendelsen.
Dernæst var den anden Side af denne Prøve paa Videnskabelighed i højeste
Grad mislig, nemlig en Indskrænkning af Fordringerne i, hvad Professor Hamme-
rich selv betegnede som det grundlæggende, det orienterende, det eucyklopædiske,
det, der skulde læres. Professor Hammerich havde ingen anden Maalestok for
denne Indskrænkning, end, hvad man kalder at slaa af i hvert enkelt Fag. For
sit Vedkommende vilde han altid være villig dertil, saa snart Byrden i det hele
vilde blive større ved det nye Tillæg af et Specialstudium. Men Fakultetsexamen
indskrænkede sig til Theologiens Hoveddele, og kunde ikke være mindre omfat-
tende, — Beviset derfor var han i alt Fald blevet skyldig —; den udbredte sig
ikke til alle Discipliner, saaledes som dette var Tilfældet med de Flertallet bekjendte
Om Examenskommissioner m m.
45
Pastor alexamina. Men netop derfor vilde Fie-tallet ikke finde det forsvarligt, om
der gjordes Forsøg paa at indskrænke den exegetiske eller den systematiske eller
den historiske Theologi for de studerende, og om man berøvede de thcologiske
Hovedfag den fornødne Grundighed og Fylde for at skaffe Plads til et tilsyne-
ladende Lærdomsspecimen. Flertallet mente ikke, at der rent kvantitativt kunde
slaas af i den historiske eller exegetiske Theologi; men endnu mindre lod dette
sig gjøre i den systematiske. Det var umuligt at danne sig en Forestilling om
en saadan videnskabelig Reform. Det syntes Flertallet klart, at der i Virkelig-
heden ikke hermed var sagt andet, end at man ikke maatte forlange for meget,
og at dette dog undertiden formentlig og.-aa nu skete. Men dette Ønske kunde,
under den altid indrømmede Forudsætning, at der ikke knnde disputeres om et
rent subjektivt Skjøn, kun tiltrædes af alle; thi ingen vilde overskride det sunde
Maal. Flertallet vilde ikke gjentage, hvad det tidligere havde udviklet, men kun
henvise til dets Bemærkninger i Fakultetets Skrivelse til Konsistorium af 30. Dec.
1861 mod det samme Forslag, der den Gang betegnedes som Indskrænkning af
Fordringerne til theologisk Almendannelse eller en betydelig Sum Kundskaber af
encyklopædisk Natur i ethvert Fag*). At Fordringerne ved at blive andre
i e n Retning formindskedes i en anden, derom kunde man endogsaa let praktisk
overbevise sig ved at undersøge de skriftlige Fxamensopgaver for 10-15 Aar
siden; mange af de systematiske Opgaver vilde nu ikke kunne gives, fo»di de
dertil fornødne Kundskaber ikke turde forudsættes
Ikke mere praktisk fandt Flertallet Forskriften om en detailleret Angivelse
af Examensfordringerne i hvert Fag og om den foregaaende i Examenskollegiet
trufne Aftale om de mundtlige Spørgsmaal, ret som om Examinationen kun bestod
i positive Spørgsmaal, og noget mere kunde foreskrives Examinator end et Thema.
Det hele forekom Flertallet at hvile paa en mekanisk Anskuelse, som, selv om
der blev udfærdiget Examensprogrammer, vilde være praktisk uudførlig.
Endnu maatte Flertallet bemærke det efter dets Overbevisning ligefrem util-
stedelige i at votere Hovedkarakteren, den eneste gyldige, uden at have bivaanet
mere end Halvdelen af den mundtlige Prøve. Hvorfor var da Examen ikke alene
skriftlig eller omfattende kun et Par Fag? 'Froede man, at Protokollen kunde
erstatte Nærværelsen, og glemte man, at Svarene betegnedes med korte staaende
Udtryk, som kun vare Tegn, og som i hvert Tilfælde udtrykte — Protokolførerens
Skjøn? Hovedkarakterens Votering betød i de tvivlsomme Tilfælde ikke andet, end
at enhver Examinator gav „sin besynderlige Karakter".
Med Hensyn til Kommissionens Sammensætning efter Kategorien Ikke-rrofes-
sorer og Professorer fremtraadte den væsentlige Forskjel, at de sidste kun funge-
rede et Aar, eller de enkelte Timer, de tilkaldtes, medens Ikke-Professorerne valgtes
paa 5 Aar. Dog var her atter en Overensstemmelse med det bestaaende. Det
erkjendtes, at Fakultets Professorer ikke kunde deltage efter Turnus uden a' frem-
bringe Vanskeligheder med Hensyn til Fagfordelingen for de andre Examinatorer;
disse skulde derfor ligefrem doublere Fakultetets Professorer, og hvert Aar en
eller to af de specielt gagerede fritages. At en aarlig Turnus iagttoges, havde
Vigtighed for Benyttelsen af Universitetet og for Professorernes indbyrdes Forhold,
*) Se om denne Skrivelse Lindes Medd. 1857—63 S. 61 ff.
46
Universitetet 1864 — 1871.
men var dog et utilstrækkeligt Middel, fordi Examinanderne vilde kunne indrette
sig derefter; examinerede Professorerne, burde de alle gjøre det. Om den saa frie
Benyttelse af Fakultetets Medlemmer og Anvendelse af deres Tid til de mange
Specialopgaver vilde Flertallet ikke her tale. Men ansaas Fakultetets Medvirkning
som uundværlig, maatte Ordningen ikke tilsigte at bringe dem i Minoritet ved en
videnskabelig Prøve; men Forholdet vilde her ved Hovedkarakterernes Votering
blive som 1 til 4, eller som 2 til 3. At nu ikke engang Examinatorernes Stilling
blev ligelig, var upraktisk. Fakultetets Dom over den formentlig vigtige Del af
Prøven, Specialstudiet, synfes, naar den ikke var Afvisning, bestemt til at forsvinde.
Ved den skriftlige Prøve var den — Ve; denne ophævedes nu ved den mundtlige,
der ved Specialcensuren kunde give et forskjelligt Forhold, enten som 2 og 3 til
4 og 3 eller som 1 til 2, ihvorvel Muligheden ogsaa var tilstede for at overlade
Censuren endog til Professorer alene. Den givne Karakter faldt nu bort ved
Hovedkarakterernes Votering, i hvilken Examinator ikke turde deltage, med mindre
han ellers hørte til Kommissionen. Hvorledes Dommen over Specialstudiet her
skulde faa Indflydelse, hvor Foiholdet mellem Professorer og Ikke-Professorer var
som 1 til 4 eller som 2 til 3, saa Professor Hammerich sig ikke en Gang selv i
Stand til at oplyse, og Flertallet vidste ingen anden Maade, hvorpaa det kunde
foreskrives, „at Karakteren for Specialstudiet under enhver Omstændighed beholdt
sin fulde Gyldighed og Indflydelse" end den, at de 5 øvrige Specialkarakterer, men
ikke hin, senere kunde forandres; men dens Uforanderlighed var aldeles illusorisk,
naar dens Forhold til de øvrige var bevægeligt. At bevare forsvindende Special-
karakterer under den eneste gyldige Karakters Votering, var en unyttig Besværlig-
hed. I øvrigt forstod Flertallet ikke den Opfattelse af Votering, at Specialkarak-
teren var en Dom over Kundskaber, Hovedkarakteren over Aandsmodenhed, og
endnu mindre, at i saa Fald den ene kunde opgives for den anden.
Kunde Flertallet finde Anledning til at befrygte, at en Tilhaandegaaen af
Fakultetets Medlemmer, hvor og naar som helst Examenskommissionen skulde finde
Brug for dem, saaledes som her var foreslaaet, skulde paatænkes i Virkeligheden,
da vilde det ikke undlade paa det eftertrykkeligste at frabede sig en Stilling, der
vilde kunne føre til meget uhehagelige Forhold for begge Parter Flertallet forlod
Forslaget med den almindelige Bemærkning, at det efter sin Ejendommelighed lig-
nede tyske Examensformer, der dog tjente en anden Bestemmelse — maaske
nærmest den laveste Examensgrad i Hannover — og som for en Del selv i Tysk-
land ansaas for uheldige, f. Ex. for saa vidt som der ikke kunde stoles paa
Studenters Forsikring paa Ære og Samvittighed, naar Praxis en Gang var blevet slap.
I Henseende til de nødvendige Korrektiver bemærkede Flertallet, 1) at Ex-
amen for dens egen Skyld maatte holdes offentlig. Uagtet en saadan, naar man
mere saa hen til andre Lande, var en Sjældenhed og i Tyskland næsten ansaas
for noget ugjørligt, vilde hos os ved en Forandring Forholdenes Nødvendighed
være saa tvingende, at heller ikke Professor Hammerich, der efter sine \ tringer
delte den i Tyskland herskende Frygt, trøstede sig til at foreslaa Examen inden
lukkede Døre. En saadan vilde desuden kræve fremmed Kontrol med den selv-
stændige Kommission. 2) Saafremt efter Forslaget detaillerede Regulativer ved-
toges, maatte de ligeledes offentliggjøres. 3) Kommissionens Medlemmer turde
ikke vejlede eller forberede en Examinand, eller umiddelbart i Forvejen have manu-
Om Examenskommissioner m. m.
47
duceret. 4) Der maatte som Betingelse for at stedes til Examen føres Bevis for
at have benyttet Universitetet.
Med Hensyn til Universitetet vilde det 1. være nødvendigt at ordne en
Kontrol med Benyttelsen af Forelæsninger og øvelser. Disse Forholdsregler vilde
til visse ikke mindre faa den offentlige Stemme imod sig end Examens Unddragelse
fra Offentlighed. Dog maatte Flertallet anse den for uundværlig, som den ogsaa
blev udøvet i Jyskland paa flere Steder og i Kiel i det mindste for Stipendiater.
Flertallet vilde henholde sig til en andens udtalte Erklæring, nemlig Etatsr.iad
Baggers Votum med Hensyn til den juridiske Examen ved Appellationsi etten i
Mensborg, som efter Bekj. 11. Dec. 1856 holdtes offentlig. „Dersom man vil
overføre den her bestaaende Examens Indretning paa Kongerigets Gebet, saa turde
det være tilraadeligt at søge et Korrektiv, der kan bevirke, at Forbindelsen mellem
Universitetet og de studerende derved ikke formindskes. Blot den Bestemmelse, at
vedkommende skulle have opholdt sig et vist Aaremaal ved et Universitet, har ikke
vist sig at være tilstrækkelig til at vedligeholde Foibiudelsen mellem destuderende
og de forskjellige videnskabelige Kræfter og Institutioner, som Universitetet raaaer
over". Etatsraad Bagger foreslog nu, at Examen ikke holdtes offentlig, men til-
føjede, at Forholdet var et andet, naar Examen afholdtes ved Universitetet; derpaa
fortsatte han saaledes: „Men fremfor alt er det nødvendigt, at Universitetet selv
vaager over, at de, der opholde sig ved samme, ogsaa benytte dets Institutioner
paa en nogenlunde hensigtsmæssig og videnskabelig Maade. Naar Universitets-
lærerne selv afholde Examen, turde der allerede heri ligge en ikke ubetydelig
Garanti i den nævnte Retning; men denne formindskes, naar Examen overdrages
til juridiske Embedsmænd uden for Universitetet. Om disse end ere nok saa
dygtige, saa ville de uden Universitetets Bistand ikke kunne indvirke saaledes paa
Studiernes Gang, som dette til Videnskabelighedens Fremme blandt den studerende
Ungdom er ønskeligt". Hertil sluttede sig en beslægtet Erfaring, at Examinan-
derne havde lært, hvor lidt der blev fordret til Examen. Havde Etatsraad Bagger
eftei G Aars Forløb i den lille Stad Flensborg ved Sammenligning med den fore-
gaaende Tid allerede maattet gjøre den dobbelte Erfaring — hvorledes skulde man
i Kjøbenhavn kunne vente andet, hvor Manuduktionen strax vilde være i fuldstændig
Gang, og hvor der ikke en Gang skulde gives Specialkarakterer. En anden Foran-
staltning kunde endnu have praktisk Nytte, at Kvæsturen, som paa andre Universi-
teter, holdt halvaarlige Lister over de immatrikulerede, saa at enhver, som ikke
havde hørt Forelæsninger, blev udslettet, og regnedes ikke for at studere ved
Universitetet.
2. Da Universitetet her, som overalt, vilde beholde sine egne Prøver, maatte
en akademisk Grad eller Examen give den samme Adgang til Befordring som
Kommissionens Examen. Ved nogle preussiske Universiteter gjaldt dette i Forhold
til den første Konsistorialexamen om Licentiatgraden, som var en Examen, under-
tiden forbundet med en Disputation, undertiden forøget med en Afhandling; blev
der leveret en videnskabelig Afhandling, der uagtet dens ikke store Omfang dog
kunde trykkes, vilde der i Almindelighed ikke blive fordret en Afhandling for
venia docendi, men vel Kollokvium og Disputation eller en Forelæsning, uagtet
den var en selvstændig Kvalifikation og blev erhvervet senere. Andre Stater havde
en noget ringere Examen, Bakkalaureatsgraden, der ogsaa gav Kandidats Rettig-
heder. I Sverrig havde Universitetet sin Examen for theologiske Kandidater, som
48
Universitetet 1864 — 1871.
fritog for Præsteexamen, ligesom Licentiatgraden fritog baade for Præste- og
for Pastoralexamen. Med vort Lands Tænkemaade syntes det mest stemmende, at
Universitetet indrettede en Kandidatexamen; skulde dette mod Forventning ikke
billiges, vilde det være passende i Fremtiden ikke at give venia docendi med Licen-
tiatgraden, men lade den være betinget af en særlig Docentprøve.
Det kunde maaske blive Følgen, at Universitetets Prøve fik en større An-
seelse end den almindelige Embedsexamen, og at der ved den befandtes at gjøres
en retfærdigere Forskjel efter Evner, Dannelse og Kundskaber. Muligvis vilde
efterhaanden en Deling indtræde; i saa Fald vilde sandsynligvis de dygtigste stu-
derende i Følge deres videnskabelige Interesse og den større Sikkerhed for Ex-
amens Udfald ved Universitetet vælge denne Prøve. Dette Forhold vilde have Ind-
flydelse paa Stipendievæsenet. Den videre Følge af en saadan Forandring i Lni-
versitetsforholdene turde blive, at der vilde udvikle sig en udvortes Betegnelse for
en Adskillelse mellem de gejstlige selv, mellem lærde og ulærde Præster.
Med Forbigaaelse af flere Bemærkninger ved den eventuelle Forandring, som
laa uden for Betænkningens Plan, tilføjede Flertallet:
At lægge Udgifterne ved Examenskommissioner, som sket var ved den even-
tuelle Bevilling paa Finansloven, paa Universitetet, der ikke havde anden Indtægt,
end dets egne separate Fonds, forekom Flertallet uforstaaeligt. Universitetet vilde
beholde sine egne og mange Examina, hvis Omkostninger det bar. Naar Regeringen
ikke længere vilde benytte dets Fxamina som almindelige Embedsexamina, vilde
Udgifterne til de nye Statsexamina maatte opføres enten paa forskjellige Mini-
steriers Budgetter, for den theologiske Embedsexamen paa Kirkevecsenets ellei paa
Undervisningsministeriets alene under de det højere l ndervisningsvæsen og . iden-
skabelighed vedkommende Anstalter (Udgiftspost C).
Betragtningen af den hensigtsmæssigste Maade for Indførelsen af en theo-
logisk Examenskommission sluttede Flertallet, med at fremhæve et Hovedhensyn,
som ikke umiddelbart vedkom Fakultetet, og derpaa støtte en Indstilling. En ny
Indretning af den theologiske Embedsexamen vedrørte i høj Grad Kirken; Flertallet
androg derfor paa, at Biskopperne i Kongeriget og Slesvig bleve hørte angaaende
denne Sag, før end der blev foretaget noget videre Skridt.
Endelig opstillede Flertallet i det fjerde Afsnit nogle selvstændige Forslag
om en Udvidelse af Pastoralseminariet m. ra. Det bemærkede, at Oje-
medet med den theologiske Examen i dets hele Undersøgelse havde maattet være
det bestemmende for Afgjørelsen om dens hensigtsmæssigste Form, og alle kyndige
vilde være enige i, at den ikke kunde træffes uden Hensyn til det Ojemed, hvortil
den skulde tjene. Fakultetet havde allerede under 7. Juni 1838 i en udforlig
Forestilling (meddelt i Evang. Ugeskr. 1861 Nr. 29 — 30) henledet Regeringens
Opmærksomhed paa det utilstrækkelige i en rent theoretisk Prøve og det ufuld-
komne i vore Kandidaters praktiske Uddannelse. I Norge ophævedes ved Lov l <>.
Juni 1848 Bestemmelserne om de praktiske Prøver for theologiske Kandidater, og
der ordnedes en praktisk-theologisk Examen, som var Betingelse for Embedsan-
sættelse i Forbindelse med et foregaaende etaarigt Kursus i Pastoralseminariet.
Under særegne Omstændigheder kunde i Følge Tillægslov 7. Avg. 1854 Kongen
meddele Fritagelse eller bemyndige til at meddele den, for at besøge Seminariet;
men Examen skulde tages der. Det var endnu bestandig Flertallets Overbevisning,
at, hvis man vilde udkaste en Plan til Embedsexamen for tilkommende gejstlige,
Om Examenskommissioner m. m.
49
vilde de nu værende Fordringer uundgaaelig forøges, hvad enten man vilde fore-
trække en Examen eller to, en videnskabelig og en pastoral. Det vilde forekomme
Flertallet at være en Mangel af den rette Opmærksomhed, om man vilde foretage
en Forandring ved Examenskollegiet og tillægge den betydelige Følger, uden at
samle dem alle under det ene øjemed.
Vilde man blive staaende ved en Examens nærmeste Bestemmelse, kunde
denne unægtelig betegnes forskjelligt; men det sidste øjemed baade for Ex-
amen og for Universitetsstudiet maatte opfattes ens, nemlig som den bedst mulige
Forberedelse for tilkommende gejstlige. De Fordringer, der stilledes til den gejst-
lige, vare: 1) kristelig Religiøsitet, 2) grundig theologisk Overbevisning og 3)
kirkelig Aand. Det var alene den anden Fordring, som umiddelbart vedkom Uni-
versitetsstudiet og den videnskabelige Examen. Men Universitetsstudiet var ikke
tilstrækkeligt til allerede at føre til en selvstændig theologisk Overbevisning. Uden
Hensyn til, at denne forudsatte en fri religiøs Livsudvikling, kunde den overhovedet
ikke erhverves ad denne Vej alene; den vilde- da enten blive af rent negativ
Karakter, eller bestaa i et eller andet herskende System, som Studenten kastede
sig ind i, rimeligvis for Sikkerheds Skyld det orthodoxe. Men en saadan Over-
bevisning var og blev unaturlig paatvungen, og den gejstlige behøvede en ganske
anden. Selv om Universitetsstudiet blev forlænget, vilde det ikke være Midlet til
at tilegne sig en selvstændig theologisk Overbevisning, fordi Universitetsundervis-
ningen havde sit Maal og sin Maade. Den var vistnok ogsaa nu .i det hele den
bedste Form for Opnaaelsen af den første Fordring til den gejstliges Dannelse.
Studenten skulde objektivt orienteres i Theologien, og ved Universitetet samle tlieo-
logiske Kundskaber, hvilket ikke var det samme som theologiske Erkj.endelser —,
ihvorvel det vistnok til sidst kom an paa disse. Men den subjektive Tilegnelse
hørte til en senere Tid, da Arbejdet overvejende var Selvvirksomhed, medens Uni-
versitetsstudiet overvejende var Modtagelse. Den gejstliges theologiske Overbevis-
ning vilde vise sig deri, at de kristeligeGrundlærdomme gave alle de andre deres
rette Lys, gave dem Varme og Kraft. Studenten skulde vistnok ogsaa have viden-
skabelig Forstand paa disse Grundlærdomme; men for deres levende og virksomme
Anvendelse var han endnu fremmed. Gjorde man den gejstlige Bevidsthed til
Maalestok ved en Examen, som umiddelbart sluttede sig til Universitetsstudiet,
kunde man være vis paa, at Prøven, der dog væsentlig maatte blive Kundskabs-
prøve, vilde blive uvidenskabelig, uden at blive en god gejstlig Embedsprøve.
Men det var vistnok hos os et føleligt Savn, at der hidtil baade i saa ringe
Grad og saa ringo Omfang var draget Omsorg for at sikre Kirken grundig Over-
bevisning og praktisk theologisk Dannelse hos de gejstlige. Det manglede ikke
paa, at denne Fordring gjordes gjældende; men den brugtes ofte til en Anklage
mod Universitetsstudium og theologisk Videnskab. De store Misforstaaelser heri
behøvede ikke at forklares. Men, hvad der her gaves til Betænkning, var dette,
at selv en virkelig theologisk Dygtighed ikke uden videre var praktisk; der
udfordredes dertil et Skridt endnu. Thi det var umuligt at bringe den kristelige
Sandhed til Menigheden i den Opfattelse og Form, hvori den levede i Tidens
Videnskab; som Studenten havde lært at tænke videnskabeligt, og som den gejst-
lige fremdeles tænkte theologisk, kunde der ikke tales i Embedets Gjerning. Men
den Frihed, som formaaede at omsætte den dannedes Tankekreds i populær Frem-
stilling, eller som rettere sagt levede umiddelbart baade i den videnskabelige og
Universitets Aarbog.	7
50
Universitetet 1864—1871.
populære Bevidsthed, forudsatte, foruden videnskabelig Dannelse, en saadan aandelig
Selvvirksomhed, hvorved Kundskab og Viden blev Tænkemaade, og en saadan
Oveise, at den populære Fremstilling blev let.
Universitetet vilde overhovedet ikke kunne gjere dette Maal til sin Opgave.
At der ved Pastoralseminarier, der tillige vare Konvikter, lettest kunde udvikles
en kirkelig Aand ved Siden af den praktiske Dannelse, skulde ikke nægtes. Men
foruden saadanne Instituters Kostbarhed, vilde de i Almindelighed kun virke for
et ringere Antal af Landets Kandidater. Ilos os var aer sat meget snævre Grænser
for Pastoralseminariets Virksomhed; ikke en Gang den betingede Forpligtelse til
at besøge det kunde overholdes De to praktiske Prøver vare skilte fra Pastoral-
seminariet. Fordringerne ved dem kunde ikke normeres efter dets Virksomhed, og
de vare af en næsten ubeskrivelig ringe Betydning.
Naar disse Prøver bleve henlagte til Seminariet som Afslutning af et e t-
aarigt Kursus, hvortil alle Kandidater vare forpligtede, og naar Seminariets Virk-
somhed blev udvidet, vilde dermed den nødvendige Hjælp være givet til personlig
Tilegnelse og praktisk Anvendelse af Theologien. Hvad Universitetet heller ikke
formaaede at udvikle hos de studerende, en fri kirkelig Aand, vilde derimod kunne
opnaas i Pastoralseminariet, ved den Bevidsthed om Kirkens praktiske Opgaver,
der uundgaaelig dannede sig, naar disse vare Gjenstand for den fælles Diskussion
og de stadige Arbejder indbyrdes. Seminariets Virksomhed burde nemlig ikke
ordnes efter Universitetets, — da blev det overflødigt. Af Forelæsninger burde
der være saa lidt som muligt; nogle vare vistnok nødvendige, f. Ex. om Præstens
Kald og Embedsgjerning, Prædikenens Historie, Pastorallære; meii Hovedsagen vilde
være dels rent praktiske Ovelser, dels praktisk Skriftfortolkning, dels videnskabelige,
f. Ex. dogmatiske og dogmehistoriske Kollokvia.
Den Betragning kunde ikke holdes borte, at hvis den Sum, som man nu
maaske aarlig vilde anvende paa Oprettelsen af en særlig videnskabelig Examens-
kommission, bestemtes til Pastoralseminariets Udvidelse, vilde der derved være
sørget for en hos os tilsidesat, men meget vigtig Opgave i den tilkommende gejst-
liges Dannelse. Ved en saadan Udvidelse vilde Pastoralseminariet egentlig først
være endelig grundet; thi dets Virksomhed vilde da faa en fast Grund og gaa
som en sammenhængende Strømning gjennem Landets tilkommende Gejstlighed,
vækkende i den en kirkelig Aand. Om det uheldige i de praktiske Prøvers Ad-
skillelse fra Seminariet kunde der næppe være Tvivl; om Gavn eller Skade at den
theologiske Embedsexamens Adskillelse fra Universitetet og Henlæggelse til en
særlig Examenskommission vilde der i det mindste være afgjort delte Meninger.
Kjøbenhavn vilde altid besidde gejstlige, som kunde være fortrinlige Lærere i
Pastoralseminariet, og som vilde finde en Glæde i denne Virksomhed; at de samme
skulde egne sig til Medlemmer af en videnskabelig Examenskommission, turde vel
næppe antages som givet.
Det kunde maaske synes ikke vel betænkt, for saa vidt man betragtede Fa-
kultetet som forsvarende sin egen Sag, og ikke havde nogen betydeligere eller an-
tageligere Anke mod det end Kandidaternes sildige Examen, at fremkomme med
Forslag, som man vilde sige, til nye Byrder og ny Udsættelse. Men selv om
Dannelsesaarene derved bleve forlængede, maatte dog Forslagets \ igtighed node
Flertallet til at fremsætte det. Dog ventede det ingenlunde, at det vilde have
denne Virkning. Det vilde for øjeblikket have stor Interesse at finde et Middel
Om Examenskommissioner m. m.
51
for de studerende til alvorlig at føle sig tilskyndede til at bryde med eu
uheldig Vane. At der efter Examen endnu var et Maal, som ikke krævede det
Slags Arbejde som Tilegnelse af Kundskaber, men derimod den frie personlige
Interesse, vilde være en naturlig Drivfjeder til at fremskynde Examensmaalet saa
vidt muligt. Kunde der træffes en Foranstaltning, hvorved Kandidater, hvis Kom-
munitetsstipendium ikke var udløbet, turde oppebære det ogsaa i Pastoralseminariet,
eller andre lignende Rettigheder med Stipendier forundtes dem, vilde de maaske
naa det fjærnere Maal lige saa billig som Examen nu. I øvrigt behøvede Pasto-
ralseminariet ikke at besøges strax efter den theologiske Examen, og hvis Be-
tænkeligheden mod Tvangen til at deltage i Seminariet skulde være overvejende,
kunde man maaske i Stedet for dets Benyttelse sætte en Examen som den i Norge
befalede, der omfattede flere praktiske Discipliner. Men uundgaaeligt maatte det
være at bestaa den praktiske Prøve ved Pastoralseminariet.
Flertallet mente altsaa, at den tilkommende gejstliges Uddannelse bedst vilde
tjenes ved en theoretisk Prøve ved Fakultetet og en praktisk ved Seminariet; og
det vilde til Slutningen kun henvise til de hyppige Udtalelser af Misfornøjelse
med Embedsexamina i flere tyske Stater. Ligesom man, efter videnskabelige
Journaler, i Preussen i det sidste Aar havde tænkt paa at befri Domstolene fra
de 3 juridiske Examina, og Berliner-Fakultetet skulde have foreslaaet en viden-
skabelig og en praktisk Prøve, saaledes mødte man lignende Udtalelser med Hen-
syn til den theologiske Examen. Flertallet anførte saaledes en Ytring i Schenkels
allg. kirchl. Zeitschr. 1862, 10 Heft, S. 641: „Man ubergebe doch die Examina
fiir den Eintritt in den Kirchendienst, unter Zuziehung eines Oberconsistorialraths,
den Professoren des Predigerseminars, wie die Professoren der Universitåt die
Fakultåtsexamina besorgen; dann hat man sie in die rechten und besten Hånde
gelegt, und ist der Arbeit und des Leids enthoben. Auch dem best bestellten
Oberconsistorium kann ja nicht zugemuthet werden, dass es alle kirchlichen
Gnadengaben in ihrer Fiille habe."
Sluttelig indstillede Fakultetets Flertal:
1.	at en særlig theologisk Examenskommission ikke blev oprettet;
2.	at Pastoralseminariet blev udvidet og alene afholdt de praktiske Prøver tor
Kongeriget, og at de theologiske Kandidater forpligtedes til enten forud at
deltage i et etaarigt Kursus eller at bestaa en Prøve ved Seminariet i prak-
tisk-theologiske Discipliner;
3.	at Kongerigets og Slesvigs Biskopper bleve hørte om denne Sag.
Professor Hammerich udviklede i sit Separatvotum (2. Juli 1S63), at
• at der til Grund for det stærke Røre i Examenssagen, som jo ingenlunde ind-
skrænkede sig til Theologerne, laa Følelsen af et Tryk, som den nu vanende
Ordning formentes at udøve paa de studerende. Hyppig hørtes Klager fra dem,
og fra deres Kreds vare de trængte videre frem; en stor Del af Gejstligheden og
den øvrige Embedsstand fandt dem ikke ganske ugrundede, og de havde til sidst
gjenlydt paa Rigsdagen i Fordringen om Examenskommissioner. 1 Klagerne var
der upaatvivlelig ikke lidet overdrevent, og Aarsagen til den længere Studietid
maatte til Dels søges paa Steder, hvor Universitetets \ irksomhed ikke kunde naa
hen. Imidlertid vilde en herskende Utilfredshed sjælden befindes at være aldeles
grundløs, og i alt Fald mente han, at Universitetet handlede klogt i, ikke at stille
sig i afgjort Modsætning til Tidens Stemning, men hellere overveje, om ikke noget
52
Universitetet 1864—1871.
lod sig gjere for at berolige den. Ogsaa en anden Betragtning ledede ham til
at onske en Reform ved Embedsexamen. Den nordiske Bevidsthed, som frem-
traadte stærkere og stærkere, fordrede gjensidig Tilnærmelse af Nordens Universi-
teter; for den stod det som en Opgave, der skulde løses, at vor studerende Ung-
dom lige som Tysklands kunde komme til at høste Gavn af de dygtigste Lære-
kræfter, hvor de saa end fandtes, i Danmark, Norge eller Sverig. Og jo flere
naturlige Hindringer, der under vore Forhold altid vilde stille sig i Vejen herfor,
desto mere Magt laa der paa at fjærne dem, som kunde fjærnes. Men nu lod det
sig ikke nægte, at Ordningen af Embedsexamen ved Universiteterne i Kjøbenhavn og
Christiania vare væsentlige Hindringer for fri Samfærdsel mellem de 3 ftigers
studerende. Fra to forskjellige Sider blev han saaledes drevet hen imod Onsket
om en ny Ordning af theologisk Examen, hvorved den ikke mere vilde hænge
umiddelbart sammen med Universitetet.
Examenskommission og Lettelse i Byrderne: det var de to Midler, hvorved
man haabede at afhjælpe Klagerne. Hvad det første Punkt angik, Ordet taget i
hele sin ubestemte Almindelighed, bemærkede han, at den Form, hvori Kommis-
sionen hidtil for det meste fremtraadte, var Konsistoriets, som giver Prøvelsen et
mere pastoralt, mindre theoretisk Præg. Han kunde i flere Punkter tiltræde, hvad
Fakultetets Flertal havde ytret om dens Fortrin og Mangler; dog knyttede han
dertil den Bemærkning, at Konsistorialformen tilfredsstillede Examinanderne, medens
Paapegelsen af dens Mangler kom fra Universitetets Lærere Det videnskabelig
udviklede Tyskland holdt endnu fast ved den, og Ministerierne baade i Holsten og
Slesvig havde udtalt sig for den. Naar imidlertid Spørgsmaalet blev, om Kon-
sistorialformen passede paa vore Forhold og umiddelbart kunde lade sig indføre,
turde han ikke besvare dette bekræftende. For dot første savnede vi det Element
af Kirkeregering, hvortil den sluttede sig, og kunde i ethvert Fald ikke med Føje
indbringe engang saa meget af det, som sket var i Flensborg. Dernæst maatte
de videnskabelige Fordringer nedsættes altfor stærkt, naar der tillige skulde blive
Plads for de pastorale Fag, uden Forøgelse af Byrderne for Examinanden, en For-
øgelse, han med Bestemthed maatte fraraade. Den efter hans Mening uheldige
flensborgske og gliickstadske Sammensmeltning af praktiske og theoretiske Prøver,
der hver for sig krævede sin aandelige Stemning og sine omhyggelige Forbere-
delser, vilde hos os vistnok lade sig undgaa ved, som paa andre Steder, at dele
Examen i to forskjellige Prøver. Men dermed var næppe stort vundet. Han
frygtede bestandig for, at Overgangen fra videnskabelig Universitetsprøve til Kon-
sistorialexamen med overvejende pastoralt Præg vilde findes altfor brat og ikke
vinde Stemning for sig. ønsket om denne Art Examen var heller ikke noget-
steds fremsat hos os.
En anden Form af theologisk Examenskommission vilde det være, naar Sta-
ten valgte dens Medlemmer paa visse, vedtagne Aaremaal, med den Opgave at
holde en videnskabelig Statsexamen, medens de gjældende Bestemmelser med Hen-
syn til praktiske Prøver bleve staaende. Kommissionen vilde da indtage en Mel-
lemstilling mellem et examinerende Konsistorium og ex-aminerende Fakultet. Uagtet
der kunde rejses en Mængde Betænkeligheder mod den, især paa Grund af denne
Mellemstilling og dens tilsyneladende Mangel paa Konsekvens, antog han den dog
baade for praktisk gjennemførlig og, naar den var heldig udført, for mest i Stand
til at samle Stemmer om sig. En saadan Kommission kunde bestaa dels af Pro-
Om Examenskommissioner m. m.
53
fessorer, dels af andre Videnskabsmænd; fandtes theologiske lærde, som hverken
vare Professorer eller Præster, maatte man fortrinsvis vælge dem, da derved en
ellers mulig Spænding mellem Fakultet og Gejstlighed vilde kunne nevtraliseres.
Meget store Vanskeligheder vilde næppe være forbundne med at skaffe Videnskabs-
mænd uden for Universitetet til en saadan Post; i det mindste for Gjeblikket
vilde Sagen gaa let. De udnævnte maatte antages efterhaanden at faa den for-
nødne Dygtighed til deres Gjerning, og havde de den, var der intet til Hinder for,
at de kunde gjenvælges, ja Gjenvalg vilde endog være højst tilraadeligt, for at
bevare en sikker Gang i Prøverne. At Examen for Kommissionen vilde være
lige saa nøjagtig og udtømmende som en normal Fakultetsprøve, turde han ingen-
lunde sige. Men hvad der i saa Henseende tabtes, vilde blive mere end opvejet
ved en stor Vinding i andre Henseender Under den nu værende Ordning var det
en ikke ringe Vanskelighed for Examinator at frigjøre sig for sin, ved Docent-
virksomheden stærkt udprægede Opfattelse. Og for Examinanden blev Vanskelig-
heden ved at hæve sig fra den til en vis Grad nødvendige Udenadslæren til fri
videnskabelig Tilegnelse endnu langt større. Man kunde tale indtrængende Ord
om Studiets Frihed, men Studenten havde alligevel saa stor Vanskelighed ved at
nai dertil. Hvorfor? Fordi Hensynet til en god Examen lagde sig i \ ejen for
det, saa længe Docenten var eneste Examinator. Idelig blev Studenten fristet
til i ham ikke først og sidst at se sin Lærer og Vejleder, men derimod den, der
ved Examensbordet raadede over hans Fremtids Vel. Forholdet var og blev skjævt
og hvilede som et svært Tryk paa Studiets Frilied, paa Lærer og Discipel. Ved
Antagelsen af hans Forslag fik derimod den Forestilling Dødsstødet, at Forbere-
delsen til Examen ikke var andet end at lære sin Lektie, og med ilet samme
vilde et naturligere, gjensidigt Forhold være tilvejebragt mellem dem; thi selv naai
Professoren her sad ved Examensbordet, sad han der ikke i Egenskab af Docent
i sit Fag, men som Medlem af en af Staten nedsat Examenskommission, og denne
Stilling var baade ham og Studenten bevidst. Atmosfæren, hvori de levede, var
blevet en anden.
Jævnsides med Ønsket om Examenskommissioner gik et andet, om Lettelse
af Studeringernes Byrder. Ad to Veje kunde man komme til denne, dels ^ed lige-
frem at formindske Hyrden, dels ved at forvandle den til en frivillig paataget.
Det nys udviklede gik just i Retning af det sidste. Men herved kunde man ikke
blive staaende, og han fremsatte derfor Forslag om en Ændring i de vedtagne
Examensfordringer, gaaende ud paa at kræve et Parti at \idenskaben sæi lig og
omhyggelig studeret. Valget maatte overlades til den studerende selv; men fakul-
tetet skulde godkjende det.
En stor Del af, hvad der nu meddeltes ved Forelæsninger og fordredes ved
Prøver, havde og maatte have Præg af det grundlæggende, det orienterende, det
encyklopædiske, det, der skulde læres: paa den Maade maatte den unge faa sin
Foruddannelse, sit Overblik over Videnskaben i dens Helhed og vækkes til Inter
esse for Tidens Problemer. Selv om man tænkte sig det studeret med fuldstæn-
dig Frihed, vilde dette dog i Følge Sagens Natur altid blive Studium paa tredje,
fjerde Haand. Men nu lærte Erfaring, at hvad der indviede i Videnskabens in-
derste Helligdom, kun var et Studium paa første Haand, en Syslen me<i og tor
men af det oprindelige Stof. Først ved det blev den studerende ledet til den
rette Selvvirksomhed, og med jo større Lyst han arbejdede, desto letteie faldt Ar
54
Universitetet 1864—1871.
bejdets Byrde. Hos enhver, selv den ringere begavede, m&atte der altid, hvis
han blot fortjente Navnet af Student, forudsættes nogen Lyst og Trang til i mere
egentlig Forstand at studore, og Universitetets Opgave var det at nære denne
Lyst. Vilde man indvende, at et Menneske i den unge Alder ikke var moden
nok hertil, maatte det indrømmes, at det egentlige Kildestndium kun undtagelses-
vis kunde drives af ham, og at han ikke vel egnede sig til at gjøre nye viden-
skabelige Opdagelser. Men Fordringen lod sig ogsaa lempe efter Alder og Mo-
denhedsgrad. Af alle kunde der forlanges en selvstændig Syslen mod de bedste
Hjælpemidler, med visse Hovedbearbejdelser af Kilderne; af alle kunde der for-
langes, ikke noget Mesterværk, men vel et Bevis paa Evne til selv at studere.
Og skjønt den studerende maatte træffe Valget af sit Æmne, inden han kunde
have fuld Oversigt over Theologien, vilde dog naturlig Takt for, hvad der inter-
esserede ham, tillige med Raadførsel med den Professor, i hvis Fag han havde
valgt, være tilstrækkelig til i Regelen at sikre et passende Valg. Som Exempler
paa Partier, som kunde vælges, nævnte han: en eller flere Bøger af det gamle
og nye Testamente, gjennomgaaede efter berømte Kommentarer, af Kirkefædre,
Calvin, Tholuck, Augustinus: de civitate dei med Kommentar, Origines de principiis,
et dogmatisk Afsnit efter Schleierrnacher, Domers Christologi, Reformationshisto-
rien efter Merle d'Aubigné, Marheineke, Anjou og Munter, Syrisk. Ved de
Esamina, der berettigede til Adjunktposter, fordredes for Tiden et særligt Parti
nøje studeret. Denne Fordring lignede den her foreslaaede, dog med den Forskjel,
at hist var Specialstudiet Hovedsagen, efter dette Forslag derimod det almindelige
theologiske Studium, mod hvilket Specialstudiet kun skulde gjælde som 1 mod 5.
Foruden Selvstudium, hvis befrugtende Indflydelse vilde udbrede sig til hele
Theologiens Omraade, tilsigtede Forslaget tillige noget andet: et godt og sandt
Forhold mellem Studenter og Professorer. Ad denne Vej maatte det nemlig blive
anskueligt for den første, hvad en akademisk Lærer var for ham, at han var ham
en naturlig Hjælper; han og Læreren vilde bringes nærmere sammen ved i egent-
ligst Forstand at have fælles Studier, og et gjensidigt Tillidsforhold vilde kunne
udvikle sig. Noget af det, der i høj Grad tiltalte ved tyske Universiteter, men
hos os altfor meget savnedes, vilde forhaabentlig her kunne komme frem: et aka-
demisk Samliv.
Dog kun under en Forudsætning turde han gjøre sit Forslag, den nemlig,
at de nu værende Examensfordringer i andre Henseender bleve indskrænkede.
Han kunde godt sætte sig ind i do mange Haande Betænkeligheder, Flertallet næ-
rede mod at foretage Indskrænkning i, hvad der var en organisk videnskabelig
Helhed. Men derfor kunde han ikke tilbageholde sin Overbevisning. I Følge
Videnskabens stigende Udvikling var der, siden han tog Examen, kommet en
Mængde nyt Stof frem. Af det gamle Testamente fordredes mere læst, Indled-
ningsvidenskaberne vare blevne af større Omfang, i Kirkehistorien optog de indre
Forhold, Arkæologi, Kultusvæsen langt mere Plads end før. En Del af det, som
nu blev behandlet udførligst, fordi det havde Nyhedens Interesse, ogsaa forskjellige
amlre Partier lode sig imidlertid betydelig indskrænke, uden at træde den viden-
skabelige Organisme for nær, alt, saafremt højere Hensyn fordrede en Indskrænk-
ning. For ham var det foreslaaede Specialstudium et saadant højere Hensyn,
for hvis Skyld han ikke vilde betænke sig paa at begrænse det Omfang, hvori
han foredrog Kirkehistorien, et Omfang, som dog allerede forud var nedsat en Del
Om Examenskommissioner m. m.
55
under det tidligere fordrede. Kunde de øvrige Docenter formaas til lignende
Indskrænkning paa deres Omraade, vilde tilstrækkelig Plads vindes for et frit
Selvstudium, der just fordi det overtoges frivillig, inaatte gjøre Byrden lettere
at bære.
Han gik dernæst over til nærmere at omtale Forslaget om i Stedet for
Universitetsexamen at indrette en videnskabelig Statsexamen, idet han forudsatte,
at de praktiske Prøver bibeholdtes, samt at Universitetsexamens nu værende Fag-
deling vedblev at have Gyldighed.
Hvad først angik de Fordringer, der maatte stilles til Examinanderne, be-
mærkede han, at de nu gjældende maatte indskrænkes for hvert enkelt Fags Ved-
kommende, hvorimod Examinanden til Vederlag opgav et Parti af Theologien, som
han særlig havde studeret efter de bedste Hjælpemidler. Regler for Valg og Be-
handling af Partiet maatte saa vidt muligt opstilles i det enkelte. I Henhold til
dem havde Fakultetet da at bedømme det af den studerende indgivne Forslag
om et saadant Parti og enten billige eller forkaste det. Denne Fakultetet tillagte
Myndighed vilde gjore det muligt at modarbejde Forsøg af Manuduktører paa at
dressere hele Hold Studenter i et og samme Specialparti, At i øvrigt enhver
Art Manuduktion her vilde kunne undgaas, turde han vel ikke paastaa. Men han
ansaa den ikke for mest skadelig paa dette Omraade; desuden mente han, at
Professoren i vedkommende Fag altid vilde have Midler i Hænde til at sikre sig
den behørige Indflydelse paa de studerende. I Partiet, der kom til at udgjøre
det 6te Fag ved Examen, skulde der examineres baade skriftlig og mundtlig, og
Karakteren herfor, paa hvilken Fakultetet skulde faa overvejende Indflydelse, maatte
have samme Betydning som et af de nu værende Hovedfags, f. Ex. Dogmatikens.
Hvad angik Examens øvrige Indretning, havde han tænkt sig Examen af-
holdt af en Kommission, bestaaeude af Professorer og Ikke-Professorer, og frem-
gaaet ved ministeriel Udnævnelse saaledes: Examinatorer, som ikke vare Profes-
sorer, udnævntes paa 5Aar; de behøvede ej at være gejstlige, men maatte ikke
befatte sig med Manuduktion eller umiddelbart før Udnævnelsen have gjort det.
300 Rd. aarlig, der forholdsvis omtrent svarede til Honoraret i Holsten eller
Slesvig, vilde maaske være en passende Løn; maatte en Examinator for Examens
Skyld foretage Rejser, svaredes der ham Diæter. Examinatorernes Tal bestemtes
til 5, 1 nemlig for hvert theologisk Fag; hvert Examensaar, regnet fra Høstter-
minens Begyndelse, indkaldte Ministeren dem af disse, for hvilke der i dette Aar
var Brug. Examinatorer, som vare Professorer, udnævntes paa 1 Aar. I Regelen
vilde Turen til at blive Examinator skifte mellem Fakultetets Medlemmer, lor at
undgaa de Misligheder, en anden Fremgangsmaade kunde fremkalde og bevislig i
Tyskland havde fremkaldt. Dog skulde Ministeren ikke være bundet dertil, hvis
han skulde have Grunde til en enkelt Undtagelse. Professorernes Pal foresloges
til enten 1 eller 2. Af de 5 andre Examinatorer indkaldtes da ikke den el let de,
hvis Examensfag var den for det Aar indkaldte Professors. Den hvert Examens-
aar i Virksomhed værende Kommission vilde saaledes bestaa af 5 Medlemmer i
alt, nemlig 1 eller 2 Professorer og respektive 4 eller 3, som ikke vare Profes-
sorer. En saadan aarlig Omskiftning af Medlemmer, hvorved i Løbet af 5 Aai
de to forskjelligo Rækker Examinatorer vare komne til at sidde ved Examensbor-
det, kunde formentlig ikke blive uden heldig Indflydelse paa at tilbagetrænge

56
Universitetet 1864—1871.
Manuduktionsvæsenet og Lektielæsningen. Alle Kommissionens Medlemmer havde
de samme Rettigheder og Forpligtelser.
Examenskommissionen valgte aarlig sin Formand, der berammede Moder,
modtog og afgjorde Andragender om Examen, og besørgede andre løbende Forret-
ninger. Examenskommissionen opgav de skriftlige Spørgsmaal i de nu brugelige
Examensfag og bedømte dem. Med Hensyn til skriftlig Prøve i det af Exami-
nanden særlig opgivne Parti bestemtes følgende: En passende Tid inden den
egentlige Examen tilstillede Kommissionens Formand ham det af Fakultetet ved-
tagne Spørgsmaal ; til Besvarelse heraf indsendtes inden 4 Uger en hjemme ud-
arbejdet større Afhandling, forsynet med Bevidnelse paa Ære og Samvittighed om,
at Examinanden selv havde udarbejdet den. Den bedømtes af Professoren i ved-
kommende Fag i Forening med en anden, af Fakultetet valgt Professor, der om
muligt maatte være Medlem af Aarets Fxamenskommission ; i Tvivlsmaal tilkaldtes
Fakultetets Dekanus. Afhandlingen og den for samme givne Karakter skikkedes
derpaa til Examenskommissionens Formand, alt inden den egentlige Examen tog
sin Begyndelse. Kommissionen havde siden at regne denne Karakter med blandt
sine Karakterer for skriftlig Examen.
Ved mundtlig Prøve beholdtes Notarius og Protokol. I de nu værende 5
Fag examinerede hvert Medlem i sit. I det særlige Parti, der regnedes for 6te
Fag, examineredes af Professoren i vedkommende Fag, enten han var Medlem af
Aarets Kommission eller ej, ligesom han ogsaa deltog i Censuren herover, men
derpaa fjærnede sig, for saa vidt han ikke var Medlem af Kommissionen. Til
hans Medcensorer toges om muligt Professorerne i Examenskommissionen. For
hvert Fag voteredes, paa samme Maade som nu, en særegen Karakter af Exami-
nator og andre Medlemmer af Kommissionen, dog kun til Kommissionens Efterret-
ning og ikke til Offentliggjørelse. Over Hovedkarakteren holdtes til Slutning en
selvstændig Votering, der naturligvis skulde tage alt tilbørligt Hensyn til Special-
karaktererne, men dog ikke var absolut bundet til dem; kun maatte Karakteren for
Specialpartiet under enhver Omstændighed beholde sin fulde Gyldighed og indfly-
delse. Ved Specialkarakteren maatte Tonen nemlig især lægges paa Bedømmelsen
af Kundskabsmassen, ved Hovedkarakteren derimod paa Aandsmodenheden. Ofte
kunde der vise sig megen Vaklen ved at bestemme denne Specialkarakter for den
ene eller den anden. Under den nu værende Ordning maatte man derfor idelig
tage Hensyn til de først givne Specialkarakterer og derefter skjærpe eller mildne
de senere, for at Hovedkarakteren, der nu fremgik ved simpel Beregning, ikke
skulde blive urigtig. Men Fremgangsmaaden var mindre korrekt og burde reforme-
res. Den nærværende Inddeling af Examen i 2 Afsnit, hvert med 3 Censorer,
havde saa store Fortrin, især fordi den ikke sløvede Censor ved at holde ham for
længe ved Examensbordet, at han gjerne ønskede den bibeholdt. De 2 Hold Cen-
sorer, altsaa hele Kommissionen, skulde da træde sammen ved Examens Slutning
og efter en Forhandling votere Hovedkarakteren, som blev offentliggjort. Skulde
der, hvad gjerne var muligt, findes overvejende Betænkeligheder herved, maatte
selvfølgelig de 5 Kommissionsmedlemmer alle være tilstede ved hele Examen og
deltage i Voteringen af enhver Specialkarakter, saa vel som af Hovedkarakteren.
I saa Fald maatte man imidlerlid formentlig ved Voteringen om det særlig op-
givne Parti forhøje Betydningen af den i dette examinerende Professors Votum.
Om Examenskommissioner m. m.
57
Examens Offentlighed havde gjennem en lang Aarrække vundet Hævd hos
os ; men i andre Lande, hvor Examenskommissioner havdes, fandt den ikke Sted.
Vedtoges den, ai 1 de baade Vanskeligheden ved at finde passende Medlemmer til
en Kommission forøges, og en Fare vise sig for Manuduktion i ny Stil. Mænd
nemlig, der ikke daglig docerende færdedes i Faget, valgte sig gjerne en vis Kreds
Spørgsmaal, hvortil de jævnlig vendte tilbage; dette vilde strax blive bemærket,
naar Examen var offentlig, og upaatvivlelig have sine højst betænkelige Følger.
Han antog imidlertid, at det vilde raade Bod paa Mislighederne, hvis Kommissionen
vedtog ogsaa de mundtlige Spørgsmaal; det kunde vel mest passende ske Dagen
forud, før de brugtes ved Examen. I ethvert Fald turde han ikke under vore
tilvante Forhold foreslaa Examen for lukkede Døre.
Dersom nærværende Forslag blev billiget, maatte et nyt Examensreglement
udarbejdes. Heri maatte en Mængde mindre Spørgsmaal finde deres Afgjørelse,
Fordringerne i de enkelte Fag og det særlige Parti angives saa nøjagtig som
muligt, Bestemmelser vedtages om Karakterer for de 6 Fag og disse Karakterers
indbyrdes Stilling, om Formandens Virksomhedskreds o. s. v. I saa Fald vilde
det sikkert ogsaa findes ønskeligt, at Examenskommissionen i Flensborg saa vidt
muligt sluttede sig til den for den kjøbenhavnske vedtagne Indretning. Hvis
Universitetet foretog en Omordning med Graden og forbandt nye Prøver med dem,
eller indrettede en ny videnskabelig Examen i Retning som den svenske Kandidat-
examen, vilde der maaske udkræves Bestemmelser, som kunde fritage de saaledes
prøvede for at underkaste sig den sædvanlige Examen for Kommissionen.
Det var indlysende, at ved en saadan Examen et nyt og friere Forhold vilde
indtræde mellem den akademiske Lærer og Studenten, en Forandring i Universi-
tetets hele Stilling og Virksomhed. Dette krævede en meget omhyggelig Drøftelse
for at ordnes paa tilfredsstillende Maade; men paa Sagens nu værende Trin vilde
han kun pege hen paa Nødvendigheden af at behandle de med den i Forbindelse
staaende, højst vigtige Spørgsmaal.
Professor Hammerich indstillede sluttelig, at de nu værende Examensfor-
dringer skulde nedsættes, men at der ved Siden deraf skulde stilles Fordring om
et særlig studeret Parti, samt at der skulde oprettes en af Ministeriet valgt
Examenskommission.
Appellationsretten for Hertugdømmet Slesvig ytrede i en den
9. Marts 1863 afgivet Erklæring om den retsvidenskabelige Embeds-
examen for Slesvig følgende: Lovbestemte Regler for Afholdelsen af denne
Examen gaves først ved Frd. 18. Dec. 1795, hvorved bestemtes, at der en Gang
aarlig skulde afholdes en juridisk Embedsexamen ved Overretten i Gottorp, saaledes
at Examinationskollegiet skulde bestaa af samtlige Rettens, med besluttende Stem-
me voterende Medlemmer. Dette blev imidlertid forandret ved Oprettelsen af
Overappellationsretten i Kiel i Aaret 1834, idet det nemlig samtidig blev over-
draget denne Domstol at fungere som fælles juridisk Examinationskollegium baade
for Slesvig og Holsten samt Lauenborg; men efter at den kielske Overappella-
tionsrets Virkekreds i Aaret 1850 var blevet indskrænket til Holsten og Lauen-
borg, var der nu igjen indrettet en særegen juridisk Embedsexamen for Hertug-
dømmet Slesvig, som blev afholdt af Appellationsretten i Flensborg, regelmæssig
to Gange om Aaret efter de i Patentet af 22. Novbr, 1851 og Patentet af 26.
Avg. 1853 indeholdte nærmere Bestemmelser.
Universitets Aarbog.	®
58
Universitetet 1864—1871.
Examinationskollegiet dannedes af samtlige Appellationsrettens Medlemmer,
der udførte de Kollegiet paahvilende Funktioner i Embeds Medfør, uden derfor at
oppebære noget særligt Vederlag. Enhver, der ønskede at stedes til Examen,
skulde ved at indgive sin Regjæring herom tillige indsende en Skildring af sine
Livsforhold og sine Studier, og desuden, til foreløbig at dokumentere sine Kund-
skaber og Evner, tvende Afhandlinger, den ene paa Latin, den anden paa Dansk
eller Tysk, som han havde udarbejdet over selv valgte juridiske Materier. Examen
bestod dels af en skriftlig, dels af en mundtlig Prøve. Examensfagene vare:
Romerret, slesvigsk Civilret, slesvigsk Kriminalret, slesvigsk Civilproces og sles-
vigsk Kriminalproces, almindelig Retslære, kanonisk Ret, det danske Monarkis
Statsret og Statistik. I de lire sidste af disse Fag examineredes alene mundtlig,
i de fem første tillige skriftlig. Foruden de skriftlige Spørgsmaal i disse Fag
gaves der tillige Examinanderne til skriftlige Opgaver to Retstilfælde at afgive
Betænkning over, og desuden blev der leveret dem af Rettens Arkiv en Sags
Akter til derover at udarbejde et Referat og et motiveret Votum. Kun de, der
forinden bavde absolveret den juridiske Examen ved Kjøbenhavns Universitet med
Karakteren laudabilis, erholdt en Afkortning i Examen efter Bestemmelserne i
Ministerial-Bekj. 2. Maj 185G. Examen tilendebragtes regelmæssig i en Tid af
noget over en Uge. Den første Uge anvendtes til at lade Examinanderne besvare
de skriftlige Opgaver og til, efterhaanden som Besvarelserne bleve færdige, at lade
disse cirkulere mellem Rettens Medlemmer til Bedømmelse. Den første Dag i den
anden Uge og de derefter følgende Dage, saa vidt det var nødvendigt, anvendtes
til Afholdelsen af den mundtlige Prøve. Ved denne var Examinationen i de for-
skjellige Fag delt mellem samtlige Rettens Medlemmer. Regelmæssig overtog en-
hver af disse et bestemt Fag, hvori han stadig examinerede ved enhver Examen,
ligesom det da ogsaa var ham, der gjorde Forslag til Kollegiet om de skriftlige
Spørgsmaal, der i det af ham overtagne Fag skulde stilles. I Censuren over alle
Præstationer ved Examen deltoge alle Rettens Medlemmer, og de fleste Stemmer
afgjorde Udfaldet. Til nærmere Oplysning om adskillige af de i det foregaaende
nævnte Punkter samt tillige om den Maade, hvorpaa Examenskaraktererne fast-
sattes lod Retten medfølge en Afskrift af et i Aaret 1854 vedtaget Examens-
Regulativ *).
*) Regulativet meddeles her:
§ 1. De Discipliner, som i Henhold til Patentets (22. Nov. 1851) § 4 ere
Gjenstand for Examen, inddeles i 2 Klasser, nemlig: 1ste Klasse, hvortil hen-
regnes Romerret, slesvigsk Privatret, slesvigsk Civilproces, slesvigsk Kriminalret,
slesvigsk Kriminalproces, 2den Klasse, hvortil henregnes almindelig Retslære,
Kirkeret, Statsret, Statistik.
§ 2. Gjenstand for skriftlige Udarbejdelser ere kun de til 1ste Klasse hen-
hørende Discipliner, medens der i de til 2den Klasse hørende kun bliver at an-
stille mundtlig Examination. I enhver Disciplin af 1ste Klasse bliver der at fore-
lægge Kandidaten tvende Opgaver, en i det danske og en i det tyske^Sprog. Med
Undtagelse af Kriminalprocessen, i hvilken tilstaas Kandidaten en samlet Tid al
3 Timer til Besvarelsen af begge Opgaver, bliver der i samtlige de 4 andre Dis-
cipliner indrømmet 3 Timer til enhver af Opgaverne.
§ 3. Der anstilles en praktisk Prøve med Kandidaten, bestaaende i: 1, at
der forelægges ham tvende Retstilfælde, et af civilretlig og et af kriminalretlig
Om Examenskommissioner m. m.	59
Hvad angik Spørgsmaalet om Erfaringen havde bekræftet Hensigtsmæssig-
heden af Examensindretningen, bemærkedes det, at der i Appellationsretten ikke
var opstaaet Spørgsmaal om at foreslaa nogen Forandring i denne Indretning.
Et af Rettens Medlemmer, Appellationsretsraad Bagger, udtalte herom særlig
følgende:
Art. over hvilke han har at afgive Betænkning, og 2, at der tilstilles ham Akterne
i en Sag, i hvilken han da, efter at have forudskikket en kort Fremstilling af
Sagens faktiske Sammenhæng samt af dens processuelle Stilling, afgiver et moti-
veret Votum Til Udarbejdelsen af dette sidste Arbejde, dei- kan foregaa i Kan-
didatens Hjem, men som da har at afgive en Foisikring om, ikke at have benyttet
fremmed Hjælp, indrømmes tvende Dage. Betænkningen over de tvende Retstil-
fælde udarbejdes under Opsyn, og indrømmes der 2 Timer til enhver af dem.
§ 4. I Henseende til Karakterbestemmelsen følges følgende Regler:
1.	Efter at den hele Examen er endt, afgiver Exaininationskollegiet sin Bedøm-
melse om Kandidatens Duelighed i de enkelte Fag, derunder indbefattet den
praktiske Prøve, men derimod ikke de forinden Examens Afholdelse indleve-
rede Afhandlinger. Karaktererne, der benyttes, ere 4, med de vedføjede Tal-
værdier: udmærket godt = 4. meget godt = 3. godt = 2, maadelig = 1.
Naar der ved den herom stedfindende Votering, i hvilken Examinatoren i det
paagjældende Fag forst afgiver sin Stemme, og i hvilken der stemmes med
de oven anferte hele Tal eller med tilfejede Brøker af '/a, udkommer en
Kvotient a? over respektive xh, l'/a, 21h, o'/a, bliver Resultatet respektive 1,
2, 3, 4. Udkommer der en Kvotient af 1/a, l'/a, 2'/», 3'/2, bliver det Gjen-
stand for Afstemning, hvilken af de tvende Karakterer, der skal tildeles Kan
didaten.
2.	Efter at Specialkaraktererne ere bestemte, fastsættes Hovedkarakteren, i hvilken
Henseende neden staaende Pointsregulativ kommer til Anvendelse:
a.	Udmærket godt i Discipliner af 1ste Klasse er 16 Points, i 2den Klasse
8 Points.
b.	Meget godt i Discipliner af 1ste Klasse er 14 Points, i 2den Klasse 7
Points.
c.	Godt i Discipliner af 1ste Klasse er 10 Points, i 2den Klasse 5 Points.
d.	Maadelig i Discipliner af 1ste Klasse er 2 Points, i 2den Klasse 1 Points.
Til Fagene af 1ste Klasse er at henregne den praktiske Prøve. Tildeles der
en Kandidat Nul i en Disciplin af 1ste Klasse eller i tvende Discipliner af
2den Klasse, er han ubetinget at erklære immaturus. I øvrigt udfordres:
a.	til 1ste Karakter „udmærket godt" i alle Fag,
b.	til 2den Karakter 1"' gr. „meget godt" i alle Fag eller et samlet Points-
antal af 112,
c.	til 2den Karakter 21' gr. „godt" i alle lag eller et samlet Pointsanta
af 80,
d.	til 3dje Karakter „maadelig" i alle Fag eller et samlet Pointsantal af 16.
Dog forbeholder Examinationskollegiet sig efter derom stedfundet Afstemning
at tildele:
a.	1ste Karakter, naar en Kandidat har opnaaet et samlet Pointsantal af
over 120,
b.	2den Karakter 1"» gr., naar en Kandidat har opnaaet et samlet Pointsantal
af over 96,
c.	2den Karakter 2lU gr , naar en Kandidat har opnaaet et samlet Pointsantal
af over 48.
8*
60
Universitetet 1864—1871.
Dersom man, udtalte han, vilde overføre den i Slesvig bestaaende Examens-
indretning paa Kongerigets Omraade, turde det være tilraadeligt at søge efter et
Korrektiv, der kunde bevirke, at Forbindelsen mellem Universitetet og de stude-
rende derved ikke blev formindsket. Blot den Bestemmelse, at vedkommende skulde
have opholdt sig et vist Aaremaal ved et Universitet, havde ikke vist sig at være
tilstrækkelig til at vedligeholde Forbindelsen mellem de studerende og de forskjel-
lige videnskabelige Kræfter og Institutioner, som Universitetet raader over. Et
saadant Korrektiv kunde formentlig bestaa i: I. at ingen Examinator eller Censor
maatte paatage sig at forberede eller vejlede de studerende til Examen, 2. at
Examinationen ikke skete offentlig, og 3. i Særdeleshed, at der fra Universitetets
Side blev udøvet en videnskabelig Censur over dem, der benytte dets Institutioner,
og at ingen blev stedet til den juridiske Examen, uden at han i Forvejen havde fore-
lagt Examinationskollegiet et offentligt Vidnesbyrd fra Universitetets Side om,
hvorledes han havde benyttet sammes Institutioner, og hvad der fandtes at kunne
erindres om Examinandens Studieplan og Flid. Den første Bestemmelse motiverede
sig ved sig selv, for saa vidt der derved skulde henvirkes til, at de studerende
ikke fjærnede sig fra det egentlige Universitetsstudium. Hvad det andet Punkt
angik, saa gav Offentligheden dem, som det var mere at gjøre om at slippe gjen-
nem en Examen, end at tilegne sig sand Dannelse, ikke saa ganske utjenlige
Midler i Hænde til at erfare, hvad og hvor meget der udfordredes til nogenlunde
at kunne passere gjennem en saadan Examen. At Offentligheden ved de Examina,
der afholdes ved Kjøbenhavns Universitet, ikke afstedkom en saadan Ulempe, kunde
her ikke komme i Betragtning; thi Forholdet stillede sig anderledes, naar man
overdrog Provelsen til juridiske Embedsmænd. Men fremfor alt var det nødvendigt,
at Universitetet selv vaagede over, at de, der opholdt sig ved samme, ogsaa be-
nyttede dets Institutioner paa en nogenlunde hensigtsmæssig og videnskabelig
Maade. Naar Universitetslærerne selv afholdt Examen, saa turde der allerede heri
ligge en ikke ubetydelig Garanti i den nævnte Retning; men denne formindskedes,
naar Examen blev overdraget til juridiske Embedsmænd uden for Universitetet.
Om disse end vare nok saa dygtige, saa vilde de uden Universitetets Bistand ikke
kunne indvirke saaledes paa Studiernes Gang, som dette til Videnskabelighedens
Fremme blandt den studerende Ungdom var ønskeligt. Noget lignende iagttoges
ogsaa i større eller mindre Omfang ved Universiteterne i andre Lande, hvor den
juridiske Statsexamen var overdraget til Domstolene eller andre juridiske Embeds-
mænd.
Til denne Betænkning knyttede det slesvigske Ministerium i Skrivelse
til Undervisningsministeriet af 1. Apr. 1863 nogle Bemærkninger. Det udtalte, at
§ 5. Den Attest, som i Henhold til Patentets § 5 af Examinationskollegiet
er at afgive om Kandidatens Sprogfærdighed, kan kun gaa ud paa, om den paa-
gjældende er Sprogene „i tilstrækkelig Grad mægtig" eller ikke; paa Vidnesbyrd
om Gradationer i Færdigheden indlader Kollegiet sig ikke.
Saaledes vedtaget af Examinations-Kollegiet d. 14. Okt. 1854.
Stemann. C. Poulsen. Bagger. Mohrhagen. Fr. Meyer.
Weldike.	Lehmann.	W. Ussing.
F. Knudsen.
Om Examenskommissioner m. m.
61
den Erfaring, der var indvundet med Hensyn til de i Flensborg afholdte juridiske
Embedsexamina, ikke blot turde have godtgjort Muligheden af at lade saadanne
Examina afholde uden Deltagelse af Universitetslærerne, men derhos ogsaa havde
givet saadanne Resultater, at Ministeriet ikke betvivlede Hensigtsmæssigheden af
at benytte Examenskommissioner, sammensatte af praktisk virkende Jurister, til
det omhandlede Øjemed. Ulemper, som kunde være af Interesse ved Overvejelsen
af de eventuelle tilsvarende Forandringer i Kjøbenhavn, vidstes ikke at være frem-
komne. Med Hensyn til det af Appellationsretsraad Bagger ved Appellationsret-
tens Indberetning tilføjede Minoritetsvotum bemærkede Ministeriet, at naar han
urgerede, at ingen Examinator eller Censor maatte forberede studerende til Exa-
men, da turde denne Bemærkning være rigtig. Hvad angik luns Ytring om, at
Examen ikke burde være offentlig, havde der vel, saa vidt Ministeriet bekjendt,
ikke i Flensborg vist sig nogen Ulempe som Følge af Offentligheden; men det
skulde ikke lades uberørt, at Forholdene i Kjøbenhavn, hvor studerende og Manu-
duktører vare samlede i saa stort et Antal, ganske vist stillede sig noget ander-
ledes, og at det formentlig ingenlunde var umuligt, at Appellationsretsraad Bag-
gers Indvendinger mod Examens Offentlighed netop vilde være træffende for de
kjøbenhavnske Forhold. Naar han endelig fremhævede, at ingen burde stedes til
Examen uden forud at have benyttet Universitetets Institutioner, bemærkede Mini-
steriet, at det i Følge Frd. 18. Decbr. 1795 § 4 endnu stedse fordredes ved Exa-
men i Flensborg, at Kandidaten i fulde 3 Aar skulde have studeret Retsviden-
skaben paa et eller flere Universiteter („der Erlernung der Rechtswissenschaft vor-
schriftsmåssig auf hohen Schulen obgelegen"), men at der, efter at Forskrifterne
om et tvungent Studium i to Aar ved Kiels Universitet vare ophævede ved Bekj.
21. Novbr. 1850, nu ikke blev stillet nogen som helst Begrænsning i Henseende
til Valget af det eller de Universiteter, hvor Kandidaterne erhvervede deres viden-
skabelige Dannelse.
Den holsten-lauenborgske Overappellationsret henviste i sin
Erklæring af 1. April 1863 til Verordn. 18. Decbr. 1795, Patent 15. Maj 1834
og provisorische Gerichtsordnung s. D. § 6 samt til et 1855 udgivet Skrift „iiber
die Priifung der Kandidaten der Rechtswissenschaft vom Oberappellationsrath Brinck-
mann in Kiel", hvor Fremgangsmaaden ved Prøven udførlig var fremstillet S. 32—55.
Retten bemærkede hertil:
„Von dem Verfasser sind in seiner Schrift zugleich die Betrachtungen an-
gefiihrt, welche sich fur ein solches Verfahren geltend machen lassen, und hier-
mit stimmen die seither gemachten Erfahrungen iiberein, so dass solches nach un-
serer Ansicht im Wesentlichen als zweckmåssig bez^ichnet werden darf. Zwar
konnte es scheinen, als wenn durch das Zusammendrången der Prufung in einen
kurzen, in der Regel 14 Tage betragenden Zeitraum, wie solches mit Riicksicht
auf die Lebensverhåltnisse der Candidaten flir diese erwiinscht, und zur Y erhiitung
von zu langen Unterbrechungen der richterlichen Amtsthåtigkeit des Examinations-.
collegiums angemessen und erforderlich ist, auf der einen Seite den Candidaten die
Gelegenheit zur Entwickelung ihrer Leistungsfåhigkeit zu sehr beschrånkt und
andererseits dem Examinationscollegium zu wenig Zeit zur geniigenden Beurthei-
lung des Geleisteten verstattet ist. Namentlich liegt diese Frage in Beziehung
auf das schriftliche Examen nahe, bei welchem von den Candidaten im Laufe von
3 Tagen 24 Fragen zu beantworten sind und das Lesen und Beurtheilen derselben
62
Universitetet 1864 — 1871
von Seiten der Mitglieder des Examinationscollegiums in der Regel innerhalb 8
Tagen zu beendigen ist. Bei zweckmåssiger Auswahl der Fragen hat .indess die
Erfahrung ergeben, dass es tfichtiget) Candidaten nicht an der erforderlichen Zeit
felilt, dieselben mit geniigender Vollståndigkeit und selbst dartiber hinans zu beant-
worten und dass nur in seltenen Fallen ein etwaiger Mangel in der Beantwortung
mit Mangel an Zeit entschuldigt wird. Zum Theil schwieriger ist die Aufgabe der
Beurtheiler, und namentlich wenn eine grossere Anzahl von Candidaten gleichzei-
tig zur Priifung sich gemeldet hat, ist die von ihrer Seite erforderliche Anstren-
gung keine geringe. Gleichwohl hat sich diese Aufgabe bisher als losbar gezeigt,
»line dass Bedenklichkeiten gegen dieselbe hervorgetreten wåren. Um demnåchst
beim miindlichen Examen einer zu grossen Ermiidung vorzubeugen, pflegt, wenn
niehrere Classen zu priifen sind, nach jeder zweitågigen Priifnng einer Classe eine
1-tågige Pause gernacht zu werden Wenn es sodann von dem Verfasser der an-
iiegenden Schrift Seite 28 als ein Vortheil der Vornahme der Priifung durch ein
und dasselbe Collegium hervorgehoben wird, dass sich dadurch eine Festigkeit und
Beståndigkeit in der Abschåtzung der Leistungen der Candidaten ausbilde, so hat
die hiesige Erfahrung dies insoweit beståtigt, dass bei mancher Yerschiedenheit
der Beurtheilung im Einzelnen, eine erheblichere Verschiedenheit in dem Haupt-
resultat nicht haiifig vorkommt. Im Ubrigen bedarf es kaum der Bemerkung, dass
zwar nicht alle gepriiften Candidaten 111 ihrer spåteren Wirksamkeit dem ihnen bei-
gelegten Examenscharacter an sich oder im Verhåltniss zu einander entsprechen,
dass jedoch aus einer solchen Erfahrung, welche das Oberappellationsgericht iiber-
diess nur im geringeren Umfange zu machen Gelegenheit hat, ein sicherer Riick-
schluss auf die Zweckmåssigkeit der Priifungseinrichtung und deren Gar.intie nicht
zu ziehen ist; denn stets wird die Abschåtzung neben den natiirlichen Anlagen
nur die dermalen erreichten Stufen wissenschaftlicher Ausbildung beriicksichtigen
konnen, diese aber nicht seiten spåter in Folge von Begabung, Eifer und anderer
Urnstånde sich mehr oder weniger steigern, oder auch wohl einen Riickschritt
erleiden.
Schliesslich wollen wir jedoch nicht unbemerkt lassen, dass es fruher in
unserem Collegium zur Sprache gekommen ist, ob es sich nicht empfehlen diirfte,
dass dem Collegium als Prufungsbehorde eine aus einigen Mitgliedern desselbeu
und Professoren bestehende Priifungscommission zu substituiren, und dass diess zum
Theil wiinschenswerth gefunden worden. Abgesehen von einer hiedurch zu erlan-
genden Verstårkung des rein wissenschaftlichen Elements bei der Priifung ist hier-
fur naraentlich der alierdings vorliandene Ubelstand geltend gemacht, dass durch
die halbjåhrig wiederkehrende Theiluahme alier Mitglieder des Oberappellations-
gerichts an der Priifung ein ofterer Stillstand in der Erledigung der gerichtlichen
Geschåfte eintritt. Das Oberappellationsgericht hat daher in seinem Bedenken
vom 18. Juni 1846, betreffend die Entwerfung einer definitiven Oberappellations-
gerichtsordnung der Bestimmung iiber das Examen als eines nach nåherer Erwå-
gung bediirftigen Punctes erwåhnt. Wir finden indess in der vorliegenden Veian-
lassung keinen Grund hierauf zuriickzukommeu".
Den kongelige holstenske Regering, der fremsendte denne Erklæring sammen
med den foran nævnte Erklæring fra det theologiske Examinationskollegium i Gliick-
stadtls.oven for S. 20 ff), og hvis oven for S 25-26 anførte Ytringer ogsaa havde Hen-
syn til den juridiske Examen, tilføjede særlig for denne følgende Udtalelse: „Es
Om Examenskommissioner in. m.
63
wird dabei hervorgehoben werden konnen, dass die Leitung des juristischen Examens
durch das Oberappellationsgericht als eine besondere tuchtige allgemein anerkannt
ist, und die mit Rucksicht arf Geschåftsiiberhåufung in den vierziger Jahren dage-
gen erhobenen Bedenken jedenfalls jetzt, wo der Jnrisdictionsdistrict des Gerichts
unter Ansschluss des Herzogthums Sclileswig auf die ilerzogthiimer Holstein und
Lauenburg beschriinkt ist, weniger in Betracht kommen werden
Det rets- og s ta ts v iden s kabelige Fakultet (Gram, Kayser, Aage-
sen, Nellemann, Holck, Goos) indledede sin Erklæring af 4. Juli 1863 med atgjøre op-
mærksom paa et Punkt, som formentlig ikke havde staaet tilstrækkelig klart under
de Forhandlinger, for hvilke det juridiske Examensvæsen i de sidste Par Aar havde
været Gjenstand, nemlig, at Spørgsmaalet umulig lod sig besvare bekræftende
eller benægtende i Almindelighed, men at dets Afgjørelse væsentlig maatte afhænge
af den Karakter og Beskaffenhed, som man antog, at Proven for Statens juridiske
Embedsmænd burde have, og af de Fordringer, som man mente at burde stille til
dem, der indstillede sig til denne Prøve. Hvis man nemlig, hvad der syntes at
være nogles Mening, ansaa det for ufornødent at fordre, saaledes som ved den
fuldstændige juridiske Examen under de nu værende Forhold, at vedkommende
Kandidater skulde aflægge Prøve paa, at de havde gjort Retsvidenskaben i dens
forskjellige Grene til Gjenstand for et systematisk Studium, men derimod fandt
det tilstrækkeligt, at de havde tilegnet sig en encyklopædisk Kundskab til Rets-
videnskabens forskjellige Hovedresultater, kunde der ikke være noget til Hinder
lor, at Prøvens Afholdelse blev overdraget til juridiske Embedsmænd i praktiske
Livsstillinger. Det turde tvært imod antages, at Fakultetet, hvis dette skulde
vedblive at afholde Prøven, vilde have Vanskelighed ved at give denne dan tilsig-
tede forandrede Karakter. Det var i øvrigt en Selvfølge, at en Forandring, som
den her angivne med Hensyn til den juridiske Embedsexamen, hvorved denne, om
end i noget udvidet Form, i det væsentlige vilde blive af samme Art og Beskaf-
fenhed som den juridiske Examen for ustuderede, i forskjellige Retninger vilde
gjore forandrede Bestemmelser nødvendige. Adgangen til en saadan Prøve syntes
ikke at burde være betinget af akademisk Fordannelse, ligesom det ikke kunde
vaie Universitetets Opgave, saaledes som nu, at afholde Forelæsninger og øvelser
med særligt Hensyn til de studerendes Forberedelse til denne Prøve. Prøvens uvi-
denskabelige Karakter i det hele maatte derhos med Nødvendighed medføre, at
"en ikke, saaledes som den nu værende fuldstændige juridiske Embedsexameu,
kunde give Adgang til visse akademiske Stipendier eller til Erhvervelsen af de
akademiske Grader, hvorimod Universitetet ad anden Vej maatte sikre sig, at den,
der attraaede disse akademiske Rettigheder, var i Besiddelse af den fornødne vi-
denskabelige Dannelse og Udvikling.
Fakultetet behøvede imidlertid ikke at bemærke, at en Omordning som den
"ven anførte efter sammes Mening vilde vu?re i højeste Maade utilraadelig. Skjønt
en saadan Omordning vel vilde medføre den Fordel, at de juridiske Docenter kunde
indrette deres Forelæsninger, enhver efter sit særegne videnskabelige Kald, saale-
des at Forelæsningerne bleve frigjorte for det Hensyn, som nu paa mange Punkter
gjorde sig gjældende, at de skulde tjene til Forberedelse for de studerende til Em-
bedsexamen, maatte Fakultetet dog i det hele anse den foreslaaede Forandring for
fordærvelig, saa vel for Universitetet, som for Staten. Den foran nævnte Fordel
vilde mere end opvejes af den Skade, soru Universitetet kom til at lide ved den
64
Universitetet 1864—1871.
i hej Grad formindskede Frekvens, der sandsynligvis vilde blive en Følge af
dets forandrede Stilling til den akademiske Undervisning. Det kunde ikke mis-
kjendes, at den Omstændighed, at en akademisk Fordannelse krævedes som Betin-
gelse for den nu værende Embedsprøve, førte den største Del af de studerende til
Universitetet, og det vilde være at hengive sig til et tomt Haab, om man ventede,
at Universitetsdannelsen paa Grund af sit eget Værd dog skulde blive søgt af
Flertallet af dem, der nu søge den. Foruden at de, hos hvilke videnskabelig
Interesse med Alvor og Styrke gjør sig gjældende, kun udgjøre et ringere Antal,
maa det nemlig ogsaa haves for Øje, at Flertallet af de studerende her ved Uni-
versitetet arbejder under et stærkt pekuniært Tryk, der, selv om Lysten hos en-
kelte skulde føre dem i videnskabelig Retning, vilde tvinge dem til at søge at naa
Maalet ad den korteste og billigste Vej. Ved Forholdenes Magt vilde det store
Flertal lettelig blive udelukket fra de goder, som Universitetsdannelsen erkjendes
at medføre, hvorimod der uundgaaelig — saaledes som det alt skulde være Til-
fældet med Hensyn til den dansk-juridiske Examen — vilde danne sig private Un-
dervisningsanstalter uden nogen som helst videnskabelig Karakter, med det særlige
Formaal at give den til hin Embedsexamen fornødne Oplæreise og Dressur. Uni-
versitetets \ irkekreds vilde herved paa en højst betænkelig Maade indskrænkes,
og det kunde næppe fejle, at den Tomhed, som vilde indtræde, maatte virke ned-
slaaende og lammende paa Docenterne, der ikke blot vilde savne den til Iver og
Interesse ansporende Vexelvirkning mellem dem og en talrigere Tilhørerkreds, men
tillige den Opfordring til nye Anstrængelser, som hidtil havde ligget i Bevidst-
heden om, at en rig Mark laa aaben for dem, og at deres Bestræbelser udspredte
gavnlige Virkninger i en stor Kreds. Som oftest vilde de komme til at prøve
den Lod, som under vore smaa Forhold saa hyppig traadte hindrende i Vejen for
Videnskabsmanden, nemlig at mangle et Publikum. Ligesom en Foranstaltning
som den her omhandlede saaledes vilde være i høj Grad uheldbringende for Uni-
versitetets hele Betydning som Led i Nationens aandelige Liv, saaledes vilde den uden
Tvivl blive til stor Fordærvelse for Statstjenesten. Det var upaatvivlelig et stort
gode, at den stigende Velstand og Kultur havde bragt det derhen, at Staten nu
til de vigtigere juridiske Enibedsstillinger med Lethed kunde finde Mænd, som
havde nydt den højere Dannelse og friere Aandsudvikling, som Universitetsstu-
dierne og Universitetssamkvemmet medførte; det vilde efter Fakultetets Formening
være en virkelig Nationalulykke, om dette Forhold skulde forandres og en Til bage -
gang til ældre Tiders Tilstande finde Sted, og dobbelt følelig vilde en slig Foran-
dring blive i vore 'lider, hvor der forestod omfattende Reformer i det hele Rets-
væsen, som en Embedsstand, der var blottet for grundig theoretisk Dannelse, alde-
les ikke vilde være i Stand til at gjennemføre og bære. Til visse Embedsstillin.
ger, navnlig de rent juridiske, saasom Dommerembeder, vilde en virkelig' videnska-
belig Fordannelse i ethvert Fald ikke uden ubodelig Skade for Retsplejen og Sam
fundet i det hele kunne undværes, da en forsvarlig og fyldestgjørende Varetagelse
af de under de nævnte Embeder faldende Forretninger nødvendig betingedes af et
systematisk videnskabeligt Retsstudium. Et herfra forskjelligt Spørgsmaal, som
Fakultetet blot henstillede til nærmere Overvejelse, var det, om en Embedsprøve
af videnskabelig Karakter kunde anses for fornoden til alle de i Frd. 26de Jan.
1821 § 15 nævnte Flmbedsstillinger.
Om Examenskommissioner m. m.
65
Fakultetet maatte saaledes paa det bestemteste fastholde, at den juridiske
Embedsexamen som Betingelse for Adgangen til i det mindste den større Del af
de i Frd. 1821 § 15 nævnte Embeder burde bevare sin hidtidige videnskabe-
lige Karakter, og maatte anse det oven for bemærkede om Utilraadeligheden af
en Omordning af Examens- og Studieforholdene i foran udviklede Retning for saa
indlysende, at man var overbevist om, at ingen Ven af Universitetet og den højere
Dannelse kunde ønske en saadan. Men saa vidt Fakultetet af de fra flere Sider
i og uden for Rigsdagen fremkomne Ytringer kunde dømme, gaves der mange, som
vel paa ingen Maade ønskede, at Forbindelsen mellem Embedsprøverne og Univer-
sitetsstudiet skulde ophøre, men dog antog, at Examenskommissioner lode sig ind-
rette paa en saadan Maade, at Prøven i det væsentlige beholdt sin nu værende
Karakter, og at Forberedelsen til samme fremdeles som hidtil skete gjennem Uni-
versitetsundervisningen. Herved havde man ment, at adskillige Fordele vilde opnaas.
Folketingets Finansudvalg havde saaledes næret „den Overbevisning, at det
vilde være til Universitetets og den frie Videnskabeligheds Gavn, at Universitetet
og Studierne ved dette befriedes for Hensynet til de nu værende Embedsexamina".
Fakultetet bemærkede hertil, at det vistnok var sandt, at Examensarbejdet, især i
den senere Tid paa Grund af Kandidaternes stigende Antal, var trykkende og be-
sværligt for Professorerne og optog en betydelig Del af deres Tid; men selve
Examens Afholdelse udgjorde dog den mindste Del af det Raand, Hensynet til
Embedsexaminerne paalagde Universitetets Lærere. Dette bestod i Hovedsagen
deri, at et stort Antal Forelæsninger for Examensstudiets Skyld skulde besørges
af Professorerne, og at disse ved selve Forelæsningernes Indretning ikke udeluk-
kende kunde følge rent videnskabelige Hensyn, men maatte tage Forelæsningernes
Bestemmelse, at skulle afgive Stoffet til Examensforberedelse, med i Betragtning,
Dette det vigtigste Hensyn til Embedsexaminerne bortfjærnedes ikke derved, at
Examenskommissioner indførtes, med mindre herved tillige tilsigtedes at ophæve
den hidtil bestaaende Tingenes Orden, at Forberedelsen til Embedsprøven skulde
søges i Universitetsundervisningen; men at dette ingenlunde vilde være gavnligt
tor Universitetet under vore Forhold, var formentlig paavist oven for. Skulde det
derfor fremdeles vedblive at være de juridiske Professorers Opgave ved" deres
forelæsninger efter bedste Skjøn at forbinde Hensynet til de videnskabelige For-
dringer og til de studerendes Tarv i Henseende til deres Forberedelse til Embeds-
examen, saa vilde det ikke være af nogen væsentlig Betydning for dem at blive
befriet for selve Examensarbejdet.
Man havde dernæst ment, at de studerende vilde blive friere stillede og navn-
lig ikke, som nu, være tvungne til at holde sig strængt til Professorernes Fore-
læsninger, naar Examinationen toretoges af en Kommission, hvis Medlemmer ikke,
saaledes som Professorerne, vilde have de bestemte, ved Universitetet holdte Fore-
læsninger. men mere Videnskaben i sig selv for Øje. Men herved oversaa man,
at de studerende umulig kunde underkaste sig en grundig Prøve, hvis eneste
Maalestok skulde være Videnskaben i sig selv. En saadan Prøve vilde den største
Del af de studerende aldeles ikke kunne absolvere, og det kunde ej heller med
Billighed fordres af dem. Thi unge Mennesker i en Alder af 23 eller 24 Aar,
der havde dyrket Retsvidenskaben i en Tid af 4 eller 5 Aar, kunde umulig have
tilegnet sig en selvstændig videnskabelig Opfattelse af Retsvidenskabens System,
saaledes at de vare i Stand til at underkaste sig en grundig Prøve, afholdt af
Universitets Aarbog.	9
66
Universitetet 1864—1871.
hvilke som helst Videnskabsmænd uden Hensyn til nogen bestemt Forberedelse.
De unges Forberedelse til Embedsprøven vilde og maatte altid til en vis Grad
blive en Examenslæsning, hvad enten saa Professorer eller andre examinerede, og en-
hver Prøve for saadanne unge Mennesker maatte derfor, naar den ikke skulde blive
løs og overfladisk, afholdes med bestemt Hensyn til den modtagne Undervisning.
Kun derved kunde den paa den ene Side erholde en naturlig og rimelig Begræns-
ning og paa den anden Side den fornødne Grundighed og Bestemthed. Fakultetet
mente derfor, at det netop var en Hovedindvending mod Examens Henlæggelse til
Kommissioner, at disse ikke vilde formaa at tage det tilbørlige Hensyn til den
Undervisning, hvorigjennem Kandidaten var forberedt; og Følgen deraf vilde enten
blive en stor Ubillighed mod de studerende eller, hvad snarere kunde ventes, en
særdeles Løshed og Overfladiskhed, fremkaldt derved, at Examinatorerne, netop i
samme Grad, som de vare deres Opgave voxne, vilde føle det usikre i at skulle
examinere uden nøje Kjendskab til Examinandens Forberedelse. Det turde vel an-
tages, at vedkommende Examinatorer i Examenskommissionen i den første Tii,
da Nyhedens Interesse var knyttet til Institutionen, og Traditionens Magt vilde
fremkalde en Bestræbelse for at give Examinationen samme Karakter som ved den
nu værende juridiske Embedsexamen, vilde anse det for deres Pligt at gjøre sig
bekjendt med de ved Universitetet holdte Forelæsninger; men der kunde næppe
heller være nogen Tvivl om, at kun de færreste vilde vedblive hermed i en læn-
gere Aarrække, især da det oftere vilde kunne være forbundet med nogen Vanskelighed
for Medlemmerne af Examenskommissionen at komme i Besiddelse af de dertil
fornødne Kollegiehæfter. Fakultetet maatte overhovedet være af den Mening, at
den fornødne Forbindelse mellem Undervisningen og Examinationen naturligst og
simplest tilvejebragtes derved, at Fakultetets Medlemmer examinerede. At derved
en skadelig Tvang for de studerende til at holde sig til de enkelte Docenters egne
Anskuelser og Meninger skulde foranlediges, havde Erfaringen vistnok ikke godt-
gjort; hvad Prøvens skriftlige Del angik, maatte den anførte Anke allerede vise
sig ugrundet derved, at Kandidaternes Arbejder bedømtes af samtlige Fakultetets
Medlemmer, og hvad den mundtlige Prøve angik, havdes et Værn mod alt for stor
Ensidighed deri, at Examinationen i den danske Rets Hovedfag foretoges vexel-
vis af alle Professorerne. Ved hin Udtalelse var derhos ganske overset den væ-
sentlige Garanti mod en saadan Ensidighed, som laa i, at 2 Medlemmer uden for
Fakultetet som Censorer deltoge i Prøvens Bedømmelse tillige med Examinator
og en anden af Professorerne.
Det var, som bemærket, Fakultetets bestemte Formening, at Examinationen
vilde blive løs og overfladisk i samme Grad, som Hensynet til den gjennem Uni-
versitetsundervisningen modtagne Forberedelse blev svækket, i hvilken Henseende
det heller ikke maatte overses, at de fra flere Sider med megen Styrke udtalte
Forlangender om betydelige Nedsættelser i de Fordringer, som for Tiden bleve
stillede ved Examen, og som ventedes fyldestgjorte ved den nye Institutions Ind-
retning, vilde udøve et stærkt Tryk paa de eventuelle Examenskommissioner og
gjøre det vanskeligt for dem at fastholde de Fordringer, som en videnskabelig
Prøve nødvendigvis maatte forudsætte. Heraf vilde da ikke blot følge, at Prøven
i sig selv ikke frembød saa god en Garanti for grundige theoretiske Indsigter i
Rets videnskaben som den nærværende; men en endnu langt større Fare frem-
kaldtes derved, at Prøven ikke hvilede paa Universitetsundervisningen som Grund-
Om Examenskommissioner m. m.
67
lag. Det vilde nemlig let, for ikke at sige sandsynligvis, blive Tilfældet, at de
studerende vilde fritage sig for den møjsommeligere , skjønt lærerige Universitets-
forberedelse, og i Stedet derfor søge til private Manuduktører, der naturligvis
snart vilde afpasse deres Undervisning efter at bibringe vedkommende en Dressur,
der mere var beregnet paa at tilfredsstille de Minimumsfordringer, som Erfarin-
gen viste, at der blev stillet af Kommissionens Medlemmer, end paa de vedkom-
mendes virkelige videnskabelige Uddannelse. Og saaledes vilde man da i Gjer-
ningen komme til det samme, for Universitetet og Staten fordærvelige Resultat
som ved en bevidst Ophævelse af Forbindelsen mellem Embedsforberedelsen og
Universitetsundervisningen.
De Betragtninger, som Fakultetet saaledes havde fremhævet mod Indførelsen
af en Examenskommission for den juridiske Examen, vare ingenlunde nye. Spørgs-
maalet om en saadan Forandring havde oftere været under Overvejelse, nemlig
under de Forhandlinger, som gik forud for Frd. 26. Jan. 1821 og 30. Decbr.
1839; men den var hver Gang blevet anset for utilraadelig, og navnlig var den
efter en grundig og alsidig Prøvelse blevet fraraadet af den i 1833 til at gjøre
Forslag om den juridiske Examens Omordning nedsatte Kommission, der væsentlig
bestod af ansete og anerkjendt dygtige praktiske Statsembedsmænd, deriblandt
Anders Sandøe Ørsted, jfr. Selmers Aarb. 1839 S. 62 ff.
Fakultetet optog derefter af denne Kommissions Betænkning følgende, som
fuldkommen stadfæstede, hvad der i det foregaaende var gjort gjældende mod
Examenskommissioner uden for Fakultetet. Efter at det i Betænkningen var be-
mærket, at der ikke, saaledes som man ogsaa den Gang vilde gjøre gjældende,
gaves nogen absolut Videnskab, til hvilken Examinator kunde holde sig, men at
han nødvendigvis altid maatte tage Hensyn til et vist Omfang af Videnskaben,
hed det fremdeles: „Ogsaa maa Prøven til Examen have sine visse Grænser, og
der kan ikke af den, der indstiller sig til Examen, fordres den samme Indsigt,
Færdighed og Fasthed i Retsgrundsætningernes Anvendelse, som hos den øvede
praktiske Jurist, ligesom der paa den anden Side, for at vide, om Grundlaget er
rigtig opfattet, maa af Kandidaten fordres meget, som den praktiske Jurist vel
bør vide, men ikke behøver i den Grad at have paa rede Haand. Til at kunne
drage den rette Grænse for det Kundskabsmaal, der saaledes bør fordres ved Exa-
men, hører nøje Bekjendtskab med Retsvidenskaben i dens hele Udstrækning; men
som Følge heraf vilde praktiske Embedsmænd være mindre vel skikkede til Exa-
minatorer, da de let kunde enten forledes til at indskrænke Examinationen til de
almindeligste Sandheder og derved gjøre den for let, eller udsættes for at be-
dømme Kandidatens Svar urigtig. Men det turde saaledes da netop blive lettere
at forudberegne Spørgsmaalene ved Examen; det grundige Studium vilde derved
lide, og Manuduktionen, i Stedet for at indskrænkes, antage en mindre anbefalende
Karakter end nu; ogsaa kunde det befrygtes, at Forelæsningerne vilde blive lidet
eller slet ikke besøgte, med mindre Professorerne altfor meget vilde lempe Fore-
draget efter Examinationen, og saaledes synke ned til selv at blive Manuduktører.
Vanskeligheden i at finde dygtige Examinatorer blandt praktiske Embedsmænd vilde
og end mere forøges, naar Manuduktionen en Gang skulde blive mindre hyppig,
samt derved, at saadanne Embedsmænd ikke let kunde finde den dertil fornødne
Tid. Med Hensyn til, at Examinationen i andre Lande, navnlig i Hertugdøm-
merne, er henlagt til Examenskommissioner, bemærkedes, at Forholdene d e r ere an-
9*
6s
Universitetet 1864—1871.
derledes end hos os. Det frie Valg mellem flere Universiteter gjør det nødven-
digt at have særegne Avtoriteter til at prøve vedkommendes Duelighed. Examens-
kommissionernes Sæde i en anden By end Universitetet, og Mangelen af Offentlig-
hed gjør det vanskeligt for de studerende at erfare Examinationsmaaden; men
netop denne Mangel af Offentlighed gjør det vanskeligt at bedømme, om ikke
Examinationen lider af de Ulemper, som kunde befrygtes at opstaa ved at lade
den foretage af praktiske Embedsmænd". Hertil føjede Fakultetet, at der var et
andet Forhold, som heller ikke maatte overses, naar der var Tale om til os at
overføre den oven nævnte, oprindelig tyske Institution. Man savnede nemlig
under vore smaa Forhold den rige juridiske Literatur, som i Tyskland spillede en
Hovedrolle i den juridisk-videnskabelige Undervisning; hos os var det hovedsage-
lig Fakultetets Forelæsninger, som bar og udviklede Retsvidenskaben, og det var
heraf igjen en Følge, at Forelæsningerne her havde en langt større Betydning end
i Tyskland. Det fremgik i øvrigt af Slutningen af den holsten-lauenborgske Over-
appellationsrets Betænkning af 1. April 1863, at der havde vist sig nogen Trang
til at forøge det rent videnskabelige Element ved den af samme anstil-
lede Prøve.
Hvad der i det foregaaende var bemærket om de Misligheder, som lettelig
vilde følge af Examenskommissioner, vandt en særlig Bestyrkelse ved Etatsraad
Baggers Ytringer i den slesvigske Appellationsrets Betænkning af 9. Marts 1863.
Etatsraad Bagger ansaa det for aldeles nødvendigt, hvis man vilde indføre den
paatænkte Foranstaltning i Kongeriget, at søge at tilvejebringe et Korrektiv, der
kunde bevirke, at Forbindelsen mellem Universitetet og de studerende ikke derved
blev svækket, og han foreslog i saa Henseende navnlig, dels at Examinationen
ikke skete offentlig, dels at ingen blev stedet til den juridiske Examen, uden at
han i Forvejen havde forebragt Exaininationskollegiet et offentligt Vidnesbyrd fra
Universitetets Side om, hvorledes han havde benyttet sammes Institutioner. Me-
dens det heraf fremgik, hvor megen Fare for et videnskabeligt Studium der an-
saas for at være forbundet med hin Forandring, bemærkede Fakultetet, at de
foreslaaede Midler, hvorved der formentlig kunde raades Bod paa Ulemperne, vist-
nok dels ikke vilde være synderlig virksomme, dels fra andre Sider utilraadelige.
At opstille den Grundsætning, at ingen uden Forelæsningsattester og andre Vid-
nesbyrd om akademisk Flid maatte stedes til Embedsprøven, vilde enten blive lidet
virksomt, hvis den ikke skulde overholdes anderledes end paa den yderst lempelige
Maade, som nu skete, eller, hvis den skulde afgive en sand Garanti, lede til en
Kontrol med de studerendes Kollegieflid, som vilde blive disse, der nu saa godt
som ikke kjendte en saadan, højst forhadt, og for Piofessorerne baade ubehagelig
og vanskelig at udføre. For saa vidt Etatsraad Bagger, der heri syntes at finde
Medhold af Ministeriet for Slesvig i sammes Erklæring af 1. April, havde forment,
at Examen ej burde afholdes offentlig, bemærkede Fakultetet hertil, at en saadan
Foranstaltning uundgaaelig vilde paadrage den nye Institution stor Misfornøjelse,
da man hos os, hvor Universitetets Prøver, længe førend Offentligheden i øvrigt
trængte ind i vore offentlige Forhold, vare blevne holdte for aabne Døre, vilde be-
tragte en Forandring heri som et stort Tilbageskridt. Fakultetets Docenter kunde
ogsaa af personlig Erfaring udtale, at Prøvens Offentlighed for Examinatorerne
selv var et gode, hvorpaa disse ikke kunde give Afkald uden at gjøre deres
Stilling aldeles uholdbar over for uberettigede Angreb, som naturligvis ikke vilde
Om Examenskommissioner m. m.
69
udeblive, ligesom ogsaa de, der skulde underkaste sig en Examen, havde et na-
turligt og vel begrundet Krav paa, ved Adgang til at bivaane Exaraens Afholdelse
over andre at gjøre sig nøje bekjendt med de Fordringer, som stilledes ved den.
Vel var det sandt, at saadanne Ulemper som de af Etatsraad Bagger anførte
kunde flyde heraf; men Modvægten herimod maatte aabenbart søges i Examina-
tionen, der burde være saaledes indrettet, at de nævnte Misbrug udelukke-
des, og dersom en Exameuskommissions Medlemmer ikke vare i Stand hertil, saa
syntes denne Omstændighed efter Fakultetets Skjøn i høj Grad at tale imod, at
Prøven blev henlagt til en saadan.
Naar i øvrigt det slesvigske Ministerium i sin foran nævnte Skrivelse havde
udtalt, at den Erfaring, der var indvundet med Hensyn til de i Flensborg afholdte
juridiske Embedsexamina, ikke blot turde have godtgjort Muligheden af at lade
saadanne Examina afholde uden Deltagelse af Universitetslærere, men derhos ogsaa
havde givet saadanne Resultater, at Ministeriet ikke betvivlede Hensigtsmæssig-
heden af at benytte Examenskommissioner, sammensatte af praktisk virkende Ju-
rister, til det omhandlede Ojerued, bemærkede Fakultetet hertil, at man næppe ud-
talte for meget, naar man betegnede det som den almindelige Mening hos dem,
som havde taget saa vel Examen her som i Flensborg, at den sidst nævnte Exa-
men som grundig Prøve af Kandidatens Kundskab stod tilbage for Examen her,
og Fakultetet havde saa meget mindre Betænkelighed ved at udtale dette, som
det stadfæstedes af de to Medlemmer af samme, der havde underkastet sig Exa-
men i Flensborg. For saa vidt det slesvigske Ministerium havde bemærket, at
den juridiske Examen i Flensborg havde givet saadanne Resultater, at Ministeriet
ikke betvivlede Hensigtsmæssigheden af denne Foranstaltning, henledede Fakultetet
Opmærksomheden paa en særegen Vanskelighed, der var forbundet med at dømme
um Resultaterne af Embedsprøven i Flensborg nemlig den, at det overvejende An-
tal af de Kandidater, som i de senere Aar med størst Held havde bestaaet denne
Examen, i Forvejen havde absolveret den fuldstændige juridiske Examen i Kjøben-
havn med bedste Karakter. Hvor megen Indflydelse der maatte tillægges denne
Omstændighed paa Dommen over de Kandidaters Brugbarhed, som det slesvigske
Ministerium med sin Ytring maatte antages at have for Oje, var vistnok ikke let
at afgjøre; men Fakultetet mente dog, at denne Indflydelse næppe burde agtes
for aldeles ringe.
Som en særlig Indvending mod den nu værende Afholdelse af Embedsprøven
ved Fakultetet havde man oftere gjort gjældende, at Stadiet derved unødig vidt-
løftiggjordes, og at den Tid, der i Gjenneuisnit udfordredes til at forberede sig
til Embedsexamen, var blevet uforholdsmæssig lang. Fakultetet indrømmede vel,
at Studietiden vilde kunne afkortes, naar Forberedelsen til Examen tabte sin hid-
til værende videnskabelige Karakter; men under denne Forudsætning kunde Fakul-
tetet aldrig anse en Afkortelse af Studietiden for en Fordel. For øvrigt vare de
Paastande, der ofte henkastedes om Studietidens Længde^ i hej Grad overdrevne. Det
var i den senere Tid fra flere Sider fremsat som en Kjendsgjerning, at den lid,
som udfordredes til at tage den fuldstændige juridiske Exameu, stadig var i 'til-
tagende, saaledes at den, medens den for c. 10 Aar siden kun udgjorde 4 a 5
Aar, for Tiden gjennemsnitlig var 7 a 7V* Aar. Ved at gjennemgaa Fakultetets
Examensprotokoller for Tiden fra Forsommeren 1852 indtil Januar 1863, vilde
det imidlertid ses, at Examenslæsningstidens Længde i dette tidsrum omtrent
70
Universitetet 1864—1871.
havde holdt sig paa samme Punkt, og at Gjennemsnitstiden ved de i samme af-
holdte Examina, naar det første akademiske Aar, i hvilket de studerende, paa
Grund af Forberedelse til den filosofiske Prøve, kun ganske undtagelsesvis i egent-
lig Forstand begyndte deres Fagstudium, fraregnedes, havde varet lidt under eller
lidt over 5 Aar. Af de 357 studerende, som i disse 11 Aar havde underkastet
sig juridisk Embedsexamen, havde endog 150 (omtrent 40 pCt.) kunnet absolvere
Examen i 42/3 Aar eller kortere Tid, og naar man erindrede, at Flertallet af de
studerende, navnlig i de første 2 å 3 Aar efter at de vare komne til Universitetet,
maatte anvende en betydelig Del af deres Tid til at søge Erhverv ved Informa-
tioner eller deslige, turde man vel paastaa, at et flittigt og med almindelige gode
Evner udrustet Menneske, naar han kunde anvende sin Tid udelukkende til sit
Embedsstudium, vilde være i Stand til uden Overanstrængelse at fuldende samme i
4 a 4l/2 Aar, hvilken Tid ingenlunde kunde anses for at være uforholdsmæssig
lang til en alvorlig og grundig Forberedelse i en saa omfattende Videnskab som
Jurisprudensen.
Til Slutning henledede Fakultetet Opmærksomheden paa, at foruden, hvad der
i øvrigt talte mod Indførelsen af Examenskommissioner, vilde disses Sammen-
sætning og Indretning efter de hos os bestaaende Forhold medføre store Vanske-
ligheder og foraarsage betydelige Bekostninger, vistnok langt betydeligere, end man
havde tænkt sig. Overensstemmende med, hvad der i Regelen var Tilfældet i andre
Lande, hvor Examenskommissioner ere indrettede, maatte man vel nærmest tænke
sig de juridiske Examinas Afholdelse henlagt til Højesteret som Examinations-
kollegium, hvilken Ret fortrinsvis vilde være i Besiddelse af den for Examens hele
Karakter ønskelige Anseelse og Avtoritet. Naar man imidlertid saa hen til, at
de juridiske Examina under de nu værende Forhold medtoge en Tid af 8 å 10
Uger aarlig, foruden den Tid, som medgik til de skriftlige Udarbejdelsers Gjen-
nemlæsning og Bedømmelse, indsaa Fakultetet ikke, hvorledes Højesteret ved Siden
af de samme soui Domstol paahvilende Forretninger skulde kunne overtage et saa
byrdefuldt Arbejde som at fungere som Examinationskollegium. Efter vore For-
hold vilde man upaatvivlelig blive nødt til at sammensætte Examenskommissionerne
af Mænd, tagne dels fra de overordnede Retter, dels fra andre ansete, praktiske
juridiske Embedsstillinger. Men foruden at det selv under denne Sammensætning
vilde være tvivlsomt, om ikke Hensynet til vedkommendes nærmeste Embedsforret-
ninger vilde blive til Hinder for Overtagelsen af et saadant Hverv, saa vilde der-
hos en Examenskommission, sammensat af Mænd i forskjellige Livsstillinger, komme
til at savne den kollegiale Enhed og det Sammenhold, som betinger en heldbrin-
gende Samvirken og den højst ønskelige traditionelle Ligelighed og Ensartethed i
Prøverne. For saa vidt det var kommet under Omtale, at enkelte af Universite-
tets Professorer burde indtræde i Examenskommissionen, navnlig for at overtage
Examiuationen i Retsfilosofi, Romerret, Retshistorie og andre lignende Fag, hvortil
det ikke let vilde være muligt at finde Examinatorer uden for Fakultetet, ansaa
Fakultetet en saadan Foranstaltning for aldeles utilraadelig. Som i det fore-
gaaende udviklet, kunde det temmelig sikkert forudses, at medens Prøven i de
Fag, hvori der skulde examineres af de væsentlig i praktisk Retning uddannede
Medlemmer, vilde faa en heraf bestemt Beskaffenhed, vilde den af Fakultetets Do-
center foretagne Examination bevare sin hidtil værende Karakter. Denne Uensar-
tethed i Prøverne i de forskjellige Fag vilde med Nødvendighed fore til en tilsva-
Om Examenskommissioner m. m.
71
rende Ulighed i Forberedelsen, og dette vilde være saa meget uheldigere, som det
mere videnskabelige Studium ikke vilde falde paa de Grene af Retsvidenskaben,
med Hensyn til hvilke den netop maatte ønskes bevaret, nemlig den danske Rets
Hovedfag, men paa Fag, som dog nærmest vare bestemte til at skulle virke un-
derstøttende og befrugtende paa Studiet af hine Hovedfag. At de examinerende
Professorers Stilling i Examenskommissionen vilde blive meget ubehagelig, behøvede
næppe nærmere at udvikles. De vilde let med deres ejendommelige Retning og
Opfattelse af Fxaroen komme til skarpt at staa lige over for de andre Medlem-
mer, uden dog lige over for Flertallet at kunne skaffe deres Anskuelse Anerkjen-
delse, og de vilde endog være udsatte for uforskyldt i den almindelige Mening at
maatte bære Ansvaret, hvis Forsøget med Examenskommissioner skulde mislykkes
og komme i Ugunst.
Som allerede oven for antydet, vilde ogsaa Indretningen af Examenskommis-
sioner medføre langt større Bekostninger, end man ved Bevillingen paa Finans-
loven syntes at have paaregnet. Naar man tog i Betragtning, hvad der oven for
var bemærket om den Tid, som vilde medgaa til Afholdelsen af de juridiske Exa-
mina, naar man fremdeles saa hen til, at en længere Tids Deltagelse i Examens-
arbejde var højst trættende, og at Examinationsarbejdet desuden vilde kræve en
ikke ringe Tidsanvendelse til Forberedelse, vilde det være klart, at man i alt Fald
i Tidens Længde ikke vilde kunne vente at faa Mænd, der vare i ansete juridiske
Embedsstillinger og i disse allerede havde fuldt op at tage vare, til at indtræde
i Examenskommissionen, uden ved at tilbyde dem et meget rundeligt Vederlag.
Det skulde visselig vise sig, at Indretningen af Examenskommissioner for de theo-
logiske, juridiske og medicinske Embedsexamina vilde kræve et aarligt Beløb, der
flere Gange oversteg de ved Finansloven bevilgede 3000 Rd. Da der i sin Tid
var Spørgsmaal om Ansættelsen af faste og lønnede Censorer ved Fakulteternes
Embedsexamina, erklærede de fleste praktiske Jurister, som ytrede sig herom, at
et Vederlag af 300 Rd. aarlig for hver Censor maatte anses for at være for
ringe, og der kunde dog ikke være nogen Tvivl om, at en saadan Virksomhed
vilde være langt mindre besværlig og ansvarsfuld end at indtræde i selve Exa-
minationskollegiet. Hvad i øvrigt Sagens pekuniære Side angik, henledede Fakul-
tetet Opmærksomheden paa, at Udgifterne til Oprettelse af Examenskommissioner,
hvis man mod Forventning skulde beslutte sig dertil, maatte blive Universitetet
uvedkommende, thi det hele Institut kunde alene antages indført i Statstjenestens,
ikke i Videnskabens Interesse, og den eneste Forbindelse, hvori det vilde staa
med Universitetet, vilde være den tilfældige historiske, at Fakulteterne tidligere
havde afholdt Statens Embedsexamina. Men det var klart, at det vilde være i
højeste Grad ubilligt og uretfærdigt, om man paa Grund af denne Tilfældighed
vilde paabyrde Universitetet Udgifterne ved et Institut, som laa uden for Univer-
sitetets Formaal, og om man herved paa Grund af disse Udgifters Størrelse
vilde forhindre Universitetet fra paa behørig Maade at virke for sine egne
Interesser.
Fakultetet havde ved det foran staaende haft den juridiske Embedsexamen
for Øje; men dets statsvidenskabelige Medlemmer sluttede sig ganske til det an-
førte med den Bemærkning, at det uden for Fakultetet eller dettes tidligere Med-
lemmer ikke let vilde være muligt at paavise Personligheder, som vilde kunne
overtage Examinationen i de til denne Examen hørende Fag.
72
Universitetet 1864 —1871.
Hvad endelig angik Ministerens Opfordring til, selv om Indførelsen af Exa-
menskommissioner fra enkelte Sider maatte blive fraraadet, desuagtet at gjøre
Forslag til, hvorledes Foranstaltningen hensigtsmæssigst kunde gjennemføres,
kunde Fakultetet paa Sagens nu værende Standpunkt ikke imødekomme et saa-
dant Ønske. Fakultetet maatte forinden vide, om det var Hensigten gjennem den
nye Foranstaltning væsentlig at forandre Prøvernes tidligere Karakter, eller om
dette ikke var Meningen. Fakultetet var saa meget mindre i Stand til at udar-
bejde Forslag til de nærmere Regler for en efter dets Mening i det hele forkaste-
lig Omordning, som der forud for et saadant Forslag maatte foregaa Forhandlin-
ger mellem forskjellige Avtoriteter angaaende flere Hovedpunkter, der betingede
Foranstaltningens Gjennemførelse.
Det lægevidenskabelige Fakultet (Bang, Stein, Levy, Buntzen, Sax-
torph, Schmidt, With) bemærkede i en d. 13. Juni 1863 afgivet Erklæring føl-
gende: Man havde i Oprettelsen af Examenskommissioner troet at finde et Middel
mod flere formentlige Mangler ved Studieforholdene ved vort Universitet, idet man
navnlig som saadanne havde fremhævet de store Ofre af Tid og Kræfter, som
Forberedelsen til Fmbedsexamina medførte, den Mangel paa Selvstændighed og
videnskabelig Frihed i Studierne, der skulde være en Følge af, at Docenten tillige
var Examinator, og endelig den lidet praktiske Maade, hvorpaa Studierne lededes,
hvorved Universitetets Opgave at danne brugbare Embedsmænd ikke tilfulde skete
Fyldest.
Det kunde nu vel ikke nægtes, at Examenskommissioner, naar Spørgsmaalet
betragtedes i sin Almindelighed, til Dels vilde kunne raade Bod paa en Del af
saadanne Ulemper ved Studieforholdene, idet paa den ene Side Docenten ved at
fritages for et overvejende Hensyn til Examina og ved at henvise de studerende
til fremmede Skrifter og Afhandlinger vilde kunne stille sig friere lige over for
sin Disciplin og behandle denne med et fortrinsvis videnskabeligt Formaal for Øje,
medens paa den anden Side de studerende ikke vilde være bundne til Docentens
Opfattelse af Fagets Betydning og de i det forekommende videnskabelige Spørgs-
maal, men ligefrem være henviste til ved eget Studium at danne sig en selvstæn-
dig Anskuelse. At man ligeledes under gunstige Forhold vilde kunne vente sig
Fordele af Indførelsen af Examenskommissioner med Hensyn til Tiden, der hengik
til Studierne og disses praktiske Udbytte, turde næppe betvivles. Imidlertid maatte
Fakultetet dog gjøre opmærksom paa enkelte Ulemper, der upaatvivlelig vilde gjøre
sig gjældende, naar Personer i praktiske Livsstillinger, der ikke som Docenter
vare henviste til en stadig og nøjagtig Iagttagelse af Videnskabens Udvikling,
skulde optræde som Examinatorer ved Embedsexamina. De vilde nemlig enten
være nødte til i Examinationen at holde sig til de almindelige Principer uden at
kunne indlade sig paa en dybere gaaende videnskabelig Undersøgelse af Spørgs-
maalene, hvorved Examinationen nødvendig vilde komme til at savne Grundighed
og Skarphed, eller de vilde føle sig henviste til en bestemt Forberedelse af en-
kelte Spørgsmaal, hvorved det vilde komme til at skorte paa Alsidighed, medens
man maatte frygte for, at de studerende snart enten selv eller gjennem Manuduk-
tører vilde tilegne sig Ejendommelighederne ved Examinators Standpunkt og be-
nytte sig af hans Mangel paa klart og dybere gaaende Blik.
Da disse Mangler ved Examenskommissioner til Dels vilde kunne undgaas,
naar disses Medlemmer valgtes blandt et større Antal Mænd, der i Følge Stilling
Om Examenskommissioner m, m.
73
eller Embedsvirksomhed vare henviste til stadig at følge med deres Videnskab og
saaledes maatte antages at forene den for en Examinator nødvendige theoretiske
Uddannelse med praktisk Erfaring, kunde Spørgsmaalet om Hensigtsmæssigheden
af Oprettelsen af saadanne Kommissioner, naar man saa bort fra Hensynet til,
hvorvidt Docenterne vare deres Poster voxne, henføres til Undersøgelsen af, hvor-
vidt saadanne Betingelser hos os vare tilstede eller ej. Fandtes de, kunde man
med god Fortrøstning om et heldigt Udfald oprette Examenskommissioner; mang-
lede de, maatte man endog undlade at gjøre et Forsøg derpaa.
Fakultetet maatte i denne Henseende først gjøre opmærksom paa, at de
nævnte Forhandlinger i Rigsdagen nærmest vare fremkaldte ved og førte med
Hensyn til det juridiske og theologiske Fakultet, medens man syntes at have er-
kjendt, at de anførte Ulemper ved Studieforholdene ikke, eller dog i langt mindre
Grad, gjorde sig gjældende for det medicinske Studiums Vedkommende. Den prak-
tiske Maade, hvorpaa dette maatte ledes, foranledigede paa den ene Side, at der
til dets Fuldendelse medgik en temmelig lang Tid, der dog nu ikke var længere,
end den var for 10—20 Aar siden, medens den paa den anden Side medførte en
større Yexelvirkning mellem Docent og studerende, hvorved Undervisningen vandt i
Klarhed og Anskuelighed. I Lighed hermed vilde Lægevidenskabens mere kosmo-
politiske Karakter og den Lethed hvormed, og Udstrækning, hvori den fremmede
Literatur blev benyttet, hindre Studiet fra at henføres til en ensidig Udvikling,
der let kunde befrygtes, naar Kilderne til det næsten udelukkende maatte søges
hos Docenten. Det var derfor let forklarligt, at der for det medicinske Studiums
Vedkommende ikke havde gjort sig nogen særdeles Trang gjældende til Oprettel-
sen af Examenskommissioner, ligesom det var Fakultetets Mening, at en saadan
Trang i Virkeligheden ikke existerede, hvorfor det antoges, at Examenskommis-
sioner ikke her vare paa deres rette Plads, da man ikke uden paatrængende Grunde
burde gribe forstyrrende ind i den bestaaende Studieordning. Stillede saaledes
Spørgsmaalet om Gavnligheden af Oprettelsen af Examenskommissioner for de me-
dicinske Embedsexamina sig allerede fra et almindeligt Standpunkt højst usikkert,
blev det ganske klart, at endog et Forsøg paa at oprette dem var utilraadeligt,
naar man saa hen til Ideens praktiske Gjennemførelse hos os.
Vi savnede her den omtalte nødvendige Betingelse for en heldig Virksomhed
af Examenskommissioner, nemlig passende Personligheder, blandt hvilke dens Med-
lemmer kunde udvælges. Dersom Sundhedskollegiet bestod af Mænd, der i Følge
Embedsstilling nødvendig vare henviste til et stadigt videnskabeligt Studium, kunde
man blandt dets Medlemmer vente at finde passende Examinatorer, der med Selv-
stændighed i Opfattelsen forbandt den nødvendige Grundighed og Alsidighed i
Kundskaber; men da Forholdene vare anderledes, faldt denne Udvej bort Endnu
mindre Haab om et heldigt Udbytte for \ idenskaben og de studerende vilde man
kunne vente sig, naar man søgte Examenskommissionens Medlemmer blandt Mænd,
hvis Stilling fordiede, at de saa godt som udelukkende anvendte deres Kræfter
paa praktiske Formaal; de vilde ikke tilstrækkelig være inde i Undersøgelsernes
Details, og Examinationen vilde savne Skarphed og Grundighed. Isoget anderledes
stillede Forhuldet sig, naar man vilde tænke paa en delvis Oprettelse af hxamens-
kommissioner ved den medicinske Embedsexamen. En saadan lod sig vistnok
gennemføre for enkelte tag uden særdeles store I lemper, men sikkeit ogs.ia uden
Udsigt til nogen Forandring til det bedre. Som saadanne Fag, hvoi Examinatio
T. .	.	. .	10
Universitets Aarbog
74
Universitetet 1864—1871.
nen kunde overtages af andre end Docenten, maatte man navnlig fremhæve
de to Kliniker og maaske den indre og ydre Pathologi, hvor Hospitalsoverlægerne
maatte kunne fungere som Examinatorer, medens en lignende Hjælp for Fysiolo-
giens Vedkommende maatte kunne ventes fra Landbohøjskolens Side. For de øv-
rige Fags Vedkommende kunde Fakultetet ikke tilraade en Forandring i den nu
værende Ordning af Examinationen, medens man med Hensyn til de nævnte Fag
vel turde gjøre et Forsøg, hvoraf Resultatet imidlertid maatte anses i det mindste
for højst tvivlsomt.
Det mathem atisk-naturvidenskabelige Fakultet udtalte i en d. 29.
Maj 1863 afgivet Erklæring, at da der ingen egentlige saakaldte Embedsexamina
afholdtes under Fakultetet, da de Prøver i enkelte Grupper af Fag, som afholdtes
under Navn af Magisterkonferenser, havde en rent videnskabelig Karakter, ikke
udelukkende tilsigtede at give Adgang til visse Embeder og af Fakultetet selv i
det enkelte maatte ordnes for hver Kandidat for sig, samt da der overhovedet
aldrig, saa vidt det var Fakultetet bekjendt, havde været ført nogen Klage enten
over de Forelæsninger, som forberedede til disse Prøver, eller over de gjorte For-
dringer eller over Maaden, hvorpaa Prøverne afholdtes, saa fandt Fakultetet for
sit Vedkommende ikke alene aldeles ingen Grund til at foreslaa nogen Forandring
i de bestaaende Examensforhold, men det kunde overhovedet slet ikke tænke sig
nogen Maade, hvorpaa slige Examenskommissioner hensigtsmæssig skulde kunne
indrettes for de under Fakultetet hørende Prøver.
Den filologisk-historiske Examenskommission (Professorerne i
Historie, klassisk og nordisk Filologi samt Metropolitanskolens Rektor) endelig be-
mærkede i sin Erklæring af 19. Juni 1863, at intet af dens Medlemmer havde
mærket noget -Ønske om en Forandring af Examen hos de studerende; disse syn-
tes tvært imod vel tilfredse med den hidtil værende Ordning af Examen. Om
derfor endog nogle af Kommissionens Medlemmer i Almindelighed kunde være til-
bøjelige til at billige det Princip at adskille Examinerne fra Universitetet, forekom
det dog Kommissionen meget betænkeligt for Gjennemførelsen af et Princip at
ophæve en Indretning, der ikke havde givet nogen Anledning til Klage eller Mis-
fornøjelse. Det filologisk-historiske Studium syntes ogsaa at være af en saadan
Natur, at der her mindre end andetsteds var Fare for en Afrettelse efter Profes-
sorernes Kollegier og en trykkende Vedhængen ved disse; thi hvad det ved Filo-
logien væsentlig kom an paa, var ikke et bestemt System af Læresætninger, men
Færdighed i Sprog og Fortolkning. Hertil kom, at der indrømmedes de studerende
stor Frihed i Valget af de Forfattere, der læses, og næsten ubegrænset Frihed i
Valget af de historiske Perioder, de opgive. Denne Studiets og Examens Mang-
foldighed vilde ogsaa gjøre det vanskeligere at finde Examinatorer uden for Uni-
versitetet, idet praktiske Stillinger som Skoleembederne næsten med Nødvendighed
fængslede dem, der beklædte dem, til bestemte, mere indskrænkede Kredse af Vi-
denskaben. Endelig turde det ogsaa fortjene at bemærkes, at det ringe Antal
studerende, der toge den filologisk-historiske Embedsexamen — to eller tre om
Aaret —, næppe vilde retfærdiggjøre et besværligere Examensmaskineri end det nu
værende.
Efter Ministeriets Opfordring havde Komiteen søgt at danne sig en Forestil-
ling om, hvordan en saadan Examenskommission mulig kunde sammensættes, hvori
Examinationen udførtes af Mænd uden for Universitetet, og Universitetslærerne i
Om Examenskommissioner m. m.
75
det højeste gjorde Tjeneste som Censorer. For den klassiske Filologis Vedkommende
vilde man maaske nok ved forskjellige Skoler kunne finde videnskabelig dannede
Mænd, der kunde paatage sig Examinationen. For Historien og den nordiske Filo-
logi vilde man for øjeblikket kunne finde en Rektor og en Overlærer, hvortil
endnu kunde fejes Gehejmearkivaren og Universitetsbibliothekaren; men det turde
ikke forudsættes som afgjort, at der altid vilde findes saadanne. For at der kunde
danne sig en stadig Prazis, maatte denne Kommissions Medlemmer udnævnes paa
længere Tid, f. Ex. 5 Åar; men desto større vilde Forstyrrelsen i Skolernes Virk-
somhed blive, naar den samme Skole to Gange om Aaret skulde undvære en eller
flere af sine dygtigste Lærere.
Med Skrivelse af 10de Juli 1863 indsendte Konsistorium disse Betænk-
ninger til Ministeriet. Det tiltraadte ganske den af alle Fakulteter udtalte An-
skuelse om det utilraadelige i at henlægge de ved Universitetet hidtil afholdte
Embedsexamina til Examenskommissioner uden for Fakulteterne, en Meningsudt.a-
lelse, der ved den'Enstemmighed, som havde gjort sig gjældende, fremtraadte med
saa meget større Vægt. Hvad Prof. Hammerichs Forslag angik, henholdt Konsi-
storium sig til, hvad det theologiske Fakultets Flertal herimod havde anført om
det uholdbare i disse, og bemærkede yderligere følgende: Forslaget om at efter-
give en væsentlig Del i de nu værende Examensfordringer, mod at fordre, at et
enkelt, nærmere opgivet Parti af Videnskaben skulde være gjort til Gjenstand for
et særligt Studium, var oftere fremkommet, saa vel med Hensyn til den theologiske
som juridiske Embedsexamen. Konsistorium betragtede imidlertid et saadant tor-
slag som aldeles forkasteligt. Det var ved samme navnlig overset, at der var en
saadan organisk Enhed mellem de til den theologiske og juridiske Videnskab lie-
rende Fag, at der kun for den, som havde gjort ethvert af disse til Gjenstand
for et systematisk Studium, kunde være Tale om en fri og selvstændig Bearbej-
delse af en enkelt Del. Et Studium af sidst nævnte Art paa Theologiens og
Retsvidenskabens Omraade var derfor nødvendig betinget af, at vedkommende var
naaet hen til det Stadium, hvor han var moden til at underkaste sig Embedsexa-
men. Forst naar dette Standpunkt var naaet, kunde der i Virkeligheden væie
Tale om en friere og selvstændigere Bearbejdelse af enkelte Partier. Det \ai
utvivlsomt Ordningen med Magisterkonferenserne, som man havde for Oje ved den
oven nævnte Plan; men man havde ikke lagt tilstrækkeligt Mærke til, at der vai
et ganske andet Forhold mellem de enkelte til Theologien og Retsvidenskaben ho-
rende Fag, end mellem det Fag, som ved Magisterkonferens opgives som Hovedfag,
og de øvrige Fag, i hvilke Kandidaten prøves. De sidste vare i egentlig Forstand
Hjælpevidenskaber, og allerede deres Omfang vilde forbyde den, hvis Ho\edtag vai
et andet, at gjøre dem til Gjenstand for et mere omfattende Studium. Derimod
var det en aabenbar Misforstaaelse, f. Ex. paa Retsvidenskabens Omraade, at be-
tragte Privatretten som Hjælpevidenskab for Kriminalretten eller Processen ellu
omvendt. Det var tilstrækkeligt i denne Henseende at henvise til, at Staten umu-
lig kunde være tjent med Embedsmænd i vigtigere juridiske Stillinger, f. Ex. Dom
mere, som kun vare i Besiddelse af et encyklopædisk Kjendskab til Retsvidenska
bens øvrige Discipliner, selv om de havde gjort en enkelt til Gjenstand foi et
friere og mere selvstændigt Studium. Der var i øvrigt et andet Punkt, som ligt
ledes blev overset ved hin Analogi fra Magisterkonferenserne; disse bestodes kun
af et ringere Antal studerende, der ordentligvis førtes til deies Studium ved
10*
76
Universitetet 1864—1871,
særlig videnskabelig Drift, medens dette ingenlunde kunde siges om Flertallet af
dem, der underkaste sig den theologiske eller juridiske Embedsexamen. Konsistorium
fr;iraadede derfor bestemt enhver Omordning af Embedsexamina i den her angivne
Retning, og var fuldkommen overbevist om, at den, langtfra at tilvejebringe et
friere, mere selvstændigt Universitetsstudium, tvært imod under et falsk Skin af
\ idenskabelighed vilde gjere Studiet lyst og overfladisk.
Som et karakteristisk Punkt i Professor Hammerichs Forslag fremhævede
Konsistorium, at han ikke til Examenskommissionens Medlemmer uden for Fakultetet
vilde overdrage Examinationen i det Parti af Videnskaben, som forudsattes at
skulle være Gjenstand for et egentlig videnskabeligt Studium, men at heri alene
fakultetets Professorer skulde examinere. For øvrigt var Konsistorium ganske enigt
med det theologiske og juridiske Fakultet i, at det vilde være i højeste Grad uhel-
digt, om man vilde lade enkelte af Fakultetets Professorer indtræde i Examens-
kommissionen. Den hele Foranstaltning vilde derved komme til at lide af en Halv-
hed og Inkonsekvens, som i de forskjelligste Retninger vilde medføre højst uhel-
dige Følger.
Endelig fremhævede Konsistorium, at Udgifterne til Examenskommissioner, hvis
saadanne maatte biive organiserede, maatte være Universitetet uvedkommende. Det
kunde dog ikke fornuftigvis paastaas, at en saadan Omordning direkte vilde
være til \idenskabens Fremme. Den eneste Fordel, Universitetet vilde kunne have
af Forandringen, var den indirekte, i Finanslovens Bevilling angivne Fordel, som
skulde ligge i Frigjørelsen for et Baand, som hidtil havde hvilet trykkende paa
Universitetet. Men selv bortset fra, at denne Fordel, saaledes som det juridiske
Fakultet nærmere havde paavist, i Virkeligheden var lidet betydende og mere end
opvejedes ved den Skade, som Foranstaltningen i øvrigt vilde tilføje Universitetets
Interesser, vilde det dog være aldeles upassende, om Universitetet skulde tilkjøbe
sig denne Fordel ved at betale Udgifterne til en Institution, som var det aldeles
uvedkommende, og som netop indførtes i Erkjendelsen af, at den Virksomhed, som
tidligere paahvilede Universitetslærerne, laa uden for disses Kald og Opgave. Det
var for Statstjenestens Skyld alene, at det nye Institut kunde anses for nødven-
digt, og at paaføre Universitetets Midler de særdeles betydelige Udgifter, som vilde
medgaa til samme, vilde være en aabenbar Tilsidesættelse af disse Midlers For-
maal. Sluttelig udtalte Konsistorium det Haab, at det vilde erkjendes, at denne for
Universitetets Interesser saa højst vigtige Sag havde været Gjenstand for en al-
sidig, omhyggelig og grundig Drøftelse fra Universitetets Side, samt den Fortrøst-
ning, at Ministeriet vilde vide at værne om Universitetets Interesser, og ikke af
en i det hele uklar og ubevidst Stemning vilde lade sig bevæge til Reformer, som
efter Konsistoriums Overbevisning vilde blive fordærvelige for den akademiske Under-
visning og Nationens højere Dannelse.
Efter Modtagelsen af disse Erklæringer nedsatte Ministeriet en Kommis-
sion af gejstlige,, nemlig Biskopperne Engelstoft og Kierkegaard, Sognepræst, Dr.
theol. Kaikar, resid. Kapellan, Dr. phil. Fog og Sognepræst, Dr. phil. Clausen, til
at gjøre Forslag til en theologisk Examenskommission og en dermed forbundet
Udvidelse af de praktiske Prøver, idet der forelagdes Kommissionen et i Ministeriet
udarbejdet Udkast til Overvejelse. Ministeriet tilskrev derhos Justitsministeriet under
1G. Novbr. 1863 om Sammensætningen af en juridisk Examenskommission.
Om Examenskommissioner m. m.
77
I sidst nævnte Skrivelse bemærkedes det, at det formentlig i boj Grad vilde
være i Universitetets og navnlig ogsaa de studerendes Interesse, at der indrette-
des særlige Examenskommissioner. Professorerne vilde herved fritages for et be-
sværligt Arbejde, der indskrænkede den Tid, som kunde anvendes til Studier og
Forelæsninger; det vilde gjeres muligt for Privatdocenter at optræde ved Siden af
de fast ansatte Lærere og samle sig en Tilhørerkreds; det var endelig den eneste
Maade, paa hvilken der uden at gribe ned i Professorernes Lærefrihed kunde sæt-
tes en Grænse for en bestandig tiltagende Vidtløftighed i Forelæsningerne. At de
videnskabelige Fordringer ved Embedsexamen ikke gib ned un ier, hvad det var
Statens Interesse at fordre, lod sig formentlig bevirke ved en forstandig Sammen-
sætning af Examenskommissionerne. Ministeriet var imidlertid under sine Bestræ-
belser for denne Sag kommet til den Overbevisning, at man i alt Fald for Tiden
maatte indskrænke sig til Oprettelsen af Examenskommissioner for den tlieologiske og
juridiske Embedsexamen. Den historisk-filologiske Embedsexamen toges af saa faa,
at de Udgifter, som Indretningen af en Examenskommission vilde medføre, ikke
vilde staa i Forhold til det Udbytte, som derved kunde vindes. Hvad den medi-
cinsk-kirurgiske Embedsexamen angik, saa medførte Lægevidenskabens egen Ret-
ning, at det praktiske Formaal vanskeligere tabtes af Sigte, og derhos vare For-
holdene her i Landet af en saadan Beskaffenhed, at det vilde være overordentlig
vanskeligt, maaske umuligt at tilvejebringe en tilfredsstillende Examenskommission.
Under Henvisning til de Skridt, der vare gjorte for at tilvejebringe en theologisk
Examenskommission, udbad Ministeriet sig "en Erklæring fra Justitsministeriet om
Indretningen af en eventuel juridisk Examenskommission, idet det bemærkede,
at den Tanke ved Sagens Behandling bestandig havde gjort sig gjældende, at Ind-
retningen af en saadan Examenskommission for vordende juridiske Embedsmænd
rettest burde henlægges under Justitsministeriet.
Fra Justitsministeriet fulgte ikke senere Svar paa denne Henvendelse, hvor-
mod oven nævnte Kommission af geistlige under 30. Novbr. 1863 afgav en Be-
tænkning, ledsaget af et Forslag til almindelige Bestemmelser for en Embedsexa-
men for Theologer. Det af Ministeriet udarbejdede Udkast, der forelagdes Kom-
missionen til Overvejelse, lyder saaledes :
§ 1.
Den theologiske Embedsexamen skal fra 1. Januar 1865 afholdes af en
Examenskommission, bestaaende af Sjællands Biskop som Formand samt 4 andre
gejstlige Embedsmænd, som af Os dertil allernaadigst udnævnes. Biskopperne i
Kongeriget og de gejstlige Embedsmænd i Kjøbenhavn kunne ikke undslaa sig ved
at overtage dette Hverv, med mindre Vi maatte finde de Grunde gyldige, som de
kunne anføre for en Fritagelse i saa Henseende. Ethvert Medlem af Examens-
kommissionen erholder, under Forudsætning af, at de fornødne Midler bevilges af
Rigsdagen, et aarligt Honorar af 600 Rdl., og, for saa vidt han er bosiddende
uden for Kjøbenhavn, Rejsegodtgjørelse og 3 Rdl. dagligt Vederlag for Opholdet
uden for Hjemmet.
§ 2.
De i Fund. af 7. Maj 1788 Kap. IV § 11 og Frd. 5. Oktbr. 1792 samt
Kancelli-Plakat af 26. Febr. 1828 anordnede Prøver i Prædiken og Katekisation
samt i Kjendskab til den indbyrdes Undervisning skulle til samme Tid ophøre, og
i Stedet horfor vil være at afholde en praktisk Prøve, hvorved de, som have be-
78
Universitetet 1864 - 1871.
staaet den theologiske Embedsexamen, skulle godtgjøre deres praktiske Dygtighed
til at forestaa gejstligt Embede, navnlig til at prædike, undervise Ungdommen og
føre Tilsynet med Undervisningen i Skolen, samt deres Kjendskab til Grundsæt-
ningerne for det gejstlige Embedes Førelse i dets forskjellige Grene. Denne Prøve
afholdes af den i § 1 nævnte Examenskommission, der tiltrædes af Overskole-
direktøren og et andet, af Os dertil udnævnt Medlem med Hensyn til denne Del
af dens Virksomhed. I øvrigt vil Vor Minister for Kirke- og Undervisningsvæsenet
have at give de nærmere Bestemmelser med Hensyn til samme Prøve.
Kommissionens Forslag lyder saaledes:
§ 1.
Tvende Gange aarlig holdes den theologiske Embedsexamen af den dertil
allernaadigst beskikkede Examenskommission, saaledes at den begynder i den tredje
Uge efter Paaske og i den anden Uge af November Maaned, paa de Dage, som 5
Uger forinden bekjendtgjøres.
§ 2.
Til disse Tider holdes saa vel den videnskabelige, skriftlige og mundtlige,
Examen, som de forskjellige Prøver i praktisk Theologi, der aflægges for Kommis-
sionen.
§ 3.
Examenskommissionens Forretninger ledes af Formanden, som beskikkes af
Regeringen. Han understøttes i Besørgelsen af samme af Examenskommissionens
Dekanus, hvortil Kommissionen vælger et af sine Medlemmer, som er bosat i
Kjøbenhavn. For denne Forretning gives Dekanus N ederlag af de Kjendelser,
som erlægges af Examinanderne, nemlig af hver Kandidat 3 Rdl. ved den viden-
skabelige Examen og 1 Rdl. ved Prøven i praktisk Theologi.
§ 4.
For at nogen kan stedes til den videnskabelige Examen for Examens-
kommissionen, udfordres, at han mindst 3 Aar tidligere er blevet immatrikuleret
ved et Universitet og har bestaaet de almindelige akademiske Examina samt den
ved Resolution 17. December 1849 *) anordnede Prøve i Latin. I sit Andragende
om Tilstedelse har han derhos at forklare, hvorledes han som theologisk Student
ved et luthersk-theologisk Fakultet har benyttet sine Studieaar eller tillige andet-
steds søgt sin theologiske Uddannelse, og efter et tidssvarende Hensyn til Univer-
sitetets Fundats Kap. IV § 9 bestemmer Examenskommissionen, om han kan tilste-
des eller bør henvises til yderligere Studier.
§ 5.
Begjæringen om at stedes til denne Examen bør, foruden Bevislighederne for
Anvendelsen af Universitetsaarene, indeholde en Forklaring om Andragerens Livs-
forhold og Studier samt Angivelse af de Dele at det gamle Testamente, lian i
Følge de bestaaende Bestemmelser har læst i Grundsproget. Begjæringen afleve-
res til Examenskommissionens Dekanus i Kjøbenhavn 4 Uger før den til Examen
ansatte Tid, og besvares ikke anderledes, end at Andragerens Navn optages elle i
udelades paa Listen over dem, der Dagen før den skriftlige Examen skulle eilægge
den neden for bestemte Kjendelse.
*) Se Bekj. 23. Decbr. 1849.
Om Examenskommissioner m. m.
79
§ 6.
Examens skriftlige Del bestaar i Besvarelsen af 5 Opgaver, af hvilke den
første udarbejdes den første Dag i en Tid af indtil 8 Timer, de øvrige i de to
paafulgende Dage i en Tid af 3 Timer hver. Den første Opgave bør være saale-
des affattet, at Kandidaten faar Lejlighed til paa en fuldstændigere og friere
Maade at lægge sin videnskabelige Modenhed og Indsigt for Dagen. Besvarelsen
af denne Opgave læses og bedømmes af samtlige Examinatorer, men de øvrige fire
Besvarelser kun af trende, efter indbyrdes Fordeling mellem samtlige Examens-
kommissionens Medlemmer. Af de saaledes fremkomne Specialkarakterer, af hvilke
Karakteren for den første Opgave regnes dobbelt, udbringes en Hovedkarakter for
det ski iftlige ved simpel Pluralitet, dog saaledes, at 1 Non cont. ubetinget ude-
lukker fra Laud , et Nul fra Haud. i 11. og 2 Nul eller 5 Non cont. fra
Karakter. Ved denne Censur benyttes kun de tre Karakterer Laudabilis, Haud.
illaudabilis og Non contemnendus, og ved Sammentælling regnes 1 Laud. og 1
Non for 2 Haud. ill , ligesom 1 Nul og 1 Haud: ill. for 2 Non cont.
§ 7.
De, som have bestaaet den skriftlige Examen, stedes til den mundtlige, saa-
ledes at i Regelen 3 Kandidater examineres daglig og stilles i den indbyrdes Or-
den, som deres skriftlige Examens Udfald betegner.
§ 8.
Ved den mundtlige Examen examineres i de neden nævnte 5 Hovedfag med
Bividenskaber af fire af Examenskommissionens Medlemmer efter den af dem ved-
tagne fordeling. De have at overvære den hele Examination, der finder Sted i
Timerne 9—12 og 1-4. Den mundtlige Examen er offentlig; men Dørene aab-
nes kun, for hver Gang en ny Examination begynder. Ved Censuren maa ingen
være tilstede uden Examenskommissionens Medlemmer.
§ 9-
Examinationen anstilles i:
a)	det nye Testamentes Exegese og dens Bividenskaber, Isagogik, saa vel almin-
delig som speciel, og Hermenevtik, saaledes at der gives Kandidaten Lej-
lighed til at vise sit Bekjendtskab med det nye Testamentes Bøger i det hele
og den kirkelige Oversættelse af samme;
b)	det gamle Testamentes Exegese (i de af Kandidaten opgivne Stykker) med
Indledningsvidenskab, saa vel almindelig som speciel, og saaledes, at tillige
Kandidatens Bekjendtskab med det hele gamle Testamentes Indhold i dogma-
tisk og historisk Henseende prøves;
c)	Troslære med Religionsfilosofi og Apologetik, nemlig saaledes, at Kandidaten
prøves i den bibelske og symbolske Dogmatik og i den videnskabelige Udvik-
ling af den kristelige Bevidstheds Indhold;
d)	den kristelige Sædelære, bibelsk og historisk betragtet i dens Udvikling og
Anvendelse;
e)	Kirkehistorie, saaledes at Kandidatens Bekjendtskab med de større Begiven-
heder, Personligheder og de derved betingede Tilstande i Kirken i Almindelig-
hed og den nordiske Kirke i Særdeleshed prøves.
§ 10.
For hver Examination nedskrive samtlige 4 fungerende Medlemmer af Exa^
Inenskommissionen hver for sig en Bedømmelse, der dog kun kommer i Betragt-
80
Universitetet 1864—1871.
ning til at begrunde hans Votum ved den endelige Censur. Ved denne stemmes
efter Totalindtrykket af den hele Examination, idet hvert Medlem afgiver et Votum
paa Hovedkarakter for den mundtlige Examen, og naar denne er sat ved plurima
vota, stemmes atter paa den samlede Karakter for skriftlig og mundtlig Examen,
hvorved den endelige Hovedkarakter udbringes, ligeledes ved plurima vota. Ved
Stemmelighed gjør Formandens eller det tilstede værende ældste Medlems Votum
Udslaget. Karaktererne gives med Betegnelserne Laudabilis, hvortil kan føjes et
quidem egrcgie eller anden brugelig Distinktion, Haud illaudabilis priini og secundi
gradus og Non contemnendus.
Ved mundtlig Examen føres en Protokol af en theologisk Kandidat, som af
Examenskonimissionen antages til Notarius. Han underskriver det Vidnesbyrd, der
tildeles Kandidaten for Examen.
Enhver, der vil indstille sig til Examen, erlægger ved Indtegningen Dagen
før den skriftlige Examen en Kjendelse af 12 Rdl., hvoraf de 8 Rdl. anvendes som
hidtil og de 4 Rdl. anvendes til Examinationskommissionens Dekanatsudgifter,
Budets Len, Porto o. dtsl.
Examen holdes paa Universitetet og med Bibeholdelse af den nu værende
Ordning af Opvartning m. m. samt med Benyttelse af det nu værende Examens-
inventarium, som dog forøges med 4 Exemplarer af den danske Bibel og en Sam-
ling af de kristelige Kirkers Symboler og symbolske Bøger.
Ingen, som har indstillet sig til denne Examen og enten forlader Examen
eller ikke opnaar Karakter, kan indstille sig igjen, førend et helt Aar er forløbet;
det samme gjælder for den, der har bestaaet Examen, men ønsker at tage
den om.
§ 11.
§ 13.
§ 14.
Minoriteten foreslaar for §§ 15 og 16.
§ 15.
Denhomiletiske ogkateketiske Prøve
skal enhver Kandidat aflægge, efter
frit Valg, enten for Examenskonimis-
sionen eller for Biskoppen i det Stift,
hvor han har varigt Ophold. Desuden
kan han indstille sig fur Examenskonimis-
sionen for efter en afholdt Konference
at erhverve et Vidnesbyrd om sin theo-
retiske Uddannelse og Duelighed til
præstelig Embedsgjerning.
Enhver theologisk Kandidat skal,
førend han kan søge gejstlig Befordring,
indstille sig for Examenskonimissionen for
at aflægge den praktiske Examen,
med mindre han erholder Tilladelse af
Ministeriet til at aflægge den for detStitts
Biskop, hvor han opholder sig.
§ 16.
Den praktiske theologiske Examen be-
staar dels i den homileti>ke og kateketiske
Prøve, saaledes som disse nu ere anordnede,
dels i en Konference over den praktiske
Theologis forskj el lige Videnskaber; men
enhver af disse Prøver kan aflægges sær-
skilt og til forskjeliig Tid,
■

Om Examenskommissioner m. m.
81
§ 17.
For at stedes til nogen af disse Prøver for Examenskommissionen maa Kandi-
daten 4 Uger forud anmelde sig for Kommissionens Dekanus og i sin Anmeldelse
forklare, hvorledes han, særlig med Hensyn til den Prøve, han ønsker at underkaste
sig, har forberedt sig, enten ved Benyttelse af Pastoralseminariet eller ved Studiet
af pastorale Anvisninger, som bør opgives, og Øvelser under en navnlig angivet
gejstlig Mands Vejledning. Examenskommissionen kan i Henhold til disse Oplys-
ninger enten afvise hans Andragende eller tilstede ham til de Prøver, han begjærer
at underkaste sig. Antagelsen til homiletisk og kateketisk Prøve sker ved, at
Texten til Prædiken opgives ham 14 Dage før Examens Begyndelse, og Themaet
for Katekisationen 3 Dage forud for Prøvens Aflæggelse. For saa vidt den mundt-
lige Konference angaar, sker Antagelsen ved Opslag paa Universitetet om dens Tid og
Sted. De samme Betingelser for Tilstedelse ville finde Anvendelse, naar Prøverne
aflægges for en Biskop.
§ 18.
Den homiletiske og kateketiske Prøve afholdes for to af Examenskommis-
sionens Medlemmer i en Kirke, og Udfaldet betegnes med de brugelige Karak-
terer.
§ 19.
Den mundtlige Konference omfatter Præstogjerningens Theori (Pastoraltheo-
logien), Kirkeret og den Del af Lovgivningen for Skole- og Fattigvæsenet, som
nærmest vedkommer Præsten, ligesom overhovedet særligt Hensyn bliver at tage
til den danske Folkekirkes Forhold. Konferencen holdes af 3 af Kommissionens
Medlemmer paa Universitetet for lukkede Døre. Dens Udfald betegnes ikke med nogen
bestemt Karakter; men der meddeles de Kandidater, som bestaa den, et Vidnesbyrd
om, hvordan Examinatorerne have befundet deres theoretiske Forberedelse til den
gejstlige Embedsgjerning.
§ 20.
Denne Konference kan ikke gjentages af den, der har modtaget noget
Vidnesbyrd.
§ 21.
Do, som indstille sig til denne mundtlige Prøve, have forud at erlægge en
Kjendelse af 2 Rdlr., hvoraf 1 Rdlr. deles mellem den akademiske Fond og Univer-
sitetspedellerne og 1 Rdlr. anvendes til Examenskommissionens Udgifter.
I Betænkningen, der indeholdt Motiverne til Udkastets Bestemmelser, hedder
det, at man ved Indretningen af en Examenskommission af gejstlige Mænd for den
theologiske Embedsexainen formentlig tilsigtede trende Ojemed: at frigjøre Studiet
fra den Tvang, som Hensynet til Docentens eventuelle Examination antoges at
medføre, at indskrænke Fordringerne til de studerendes Kundskabsmasse, og at
forkorte den Tid, der nu i Regelen anvendtes til at naa Embedsexamen. Kommis-
sionen vilde ikke drøfte det vistnok tvivlsomme Spørgsmaal, om der med nogen
Ret førtes Klage over trykkende Indskrænkning af en sand videnskabelig Studie
yniversitets Aarbog.
82
Universitetet 1864—1871.
frihed og over noget utilbørligt Krav til Studietidens Forlængelse, samt om ikke en
Indskrænkning af Kundskabsmassen kunde opnaas ad andre Veje. Den vilde holde
sig til Hovedsynspunktet, at Examen skulde ophøre at være en A fga ngsexamen
og fremtidig snarere blive til en Ad gangs ex amen, hvorved Frugten af det
akademiske Studium paakjendtes i Forhold til den tilkommende Embedsgjerning i
Kirken. En saadan væsentlig Forandring var tilsigtet og betegnet ved Kommis-
sionens Sammensætning af gej stlige Embedsmænd, saasom det maatte forudsættes,
at disse dels maatte vide, hvad der efter Tidens Fordringer hørte til den viden-
skabelige Dannelse, som en gejstlig ikke burde savne, og hvad der hørte til de
Kundskaber, han ikke kunde undvære, dels maatte bedømme begge Dele i den
kirkelige Gjernings Lys, i hvilket de selv stod. Skjønt der saaledes var betegnet
en forskjellig Eetriigtningsmaade fra den, som lettest forudsattes hos dem, der
ene repræsenterede Videnskaben i dens hele Indhold og skulde føre den fremad i
Udvikling for dens egen Skyld, var det dog saa langt fra, at en Uoverensstemmelse
behøvede at finde Sted i Henseende til det Maal, der burde sættes for den alminde-
lige Prøve, at man meget mere baade kunde tænke sig en fuldkommen Samvirken
til dette, medens Videnskabens idealere Formaal tilstræbtes under andre friere
Former, og at man i den studerende Ungdoms Interesse kun kunde ønske en naturlig
og levende Vexelvirkning mellem Examenskommissioner og de docerende theologiske
Videnskabsmænd. Kommissionen antog, at en saadan Samvirken, uden at skade
Examenskommissionens væsentlige Ejendommelighed, kunde befordres derved, at en
af de docerende Professorer hvert Aar blev tilforordnet Kommissionen som extra-
ordinært eller midlertidigt Medlem, men med samme Forpligtelse i Henseende til
Examensgjerningen som Kommissionens faste Medlemmer, navnlig at deltage i
Censuren og examinere i de Fag, som efter indbyrdes Aftale blev ham anvist.
Denne Tilforordning kunde ske efter Ministeriets frie Valg uden at bindes ved
nogen Turnus eller fuldstændig Omgang blandt Fakultetets Medlemmer. Yderligere
at udvikle den Nytte, en saadan Ordning baade ved gjensidig Erfaring og ved
Tankeudvexling og Diskussion ved Censuren kunde have, saa vel paa Bevarelse
af Examenskommissionens videnskabelige Karakter, som paa Docenternes Foredrag
af Videnskabsfagene for de studerende, vilde næppe være fornødent. Samtlige
Kommissionens Medlemmer androge derfor paa, at en af det theologiske Fakultets Do-
center maatte af Ministeriet, maaske efter Forslag af Kommissionen eller dens For-
mand, blive tilforordnet Kommissionen som extraordinært Medlem for de Examina,
der holdtes i et Aar.
Et andet Hovedpunkt for Kommissionens Overvejelse havde været at afværge den
betænkelige Indflydelse, som den paatænkte Ordnings Iværksættelse kunde have for
Ungdommens akademiske Studier, ved hensigtsmæssige Bestemmelser om den Skole
eller Forberedelse, som skulde være Betingelse for at indstille sig til Examen
(§ 4). Kommissionens Medlemmer erkjendte alle, at uagtet Hovedsagen ved enhver
Adgangsprøve var Spørgsmaalet om den Kundskab og Dygtighed, som var er-
hvervet, og ikke den Vej, ad hvilken den var opnaaet, maatte der dog ønskes en
yderligere Betryggelse i de Betingelser, der opstilledes for Adgang, og dette saa
meget desto mere, jo nærmere det, der skulde prøves, stod i Forhold til Aandens
højeste Opgave. Derhos skyldte den offentlige Lovgivning Ungdommen selv at
henvise den til de Kilder, hvoraf det Liv, der søgtes, kunde drage den sundeste
Næring, lige fri for uvidenskabelig Ringeagt for Tankens Klarhed og Rigdom, en-
Om Examenskommissioner m. m.
83
sidig eller sværmerisk Opvækkeri og mekanisk Dressur. Til alle Tider havde det
været erkjendt, at Universiteterne i denne Henseende havde været en fri og alsidig
Dannelses bedste Værn, og længe fer man endnu havde nogen akademisk Afgangs-
prøve, var visse Aars Universitetstudium Lovgivningens Betingelse for Adgang til
gejstligt Embede. Til Universiteterne vilde derfor ogsaa endnu stedse den prote-
stantiske Theologis Dyrkere være henviste, og dersom det var muligt at indstille
sig til theologisk Examen, efter med aabenbar Foragt at have vist al Universitets-
dannelse fra sig, maatte Oprettelsen af en fra Universitetet adskilt Examen være
i hoj Grad betænkelig. Paa den anden Side krævede Livets Udvikling i vore Tider
en Indrømmelse til dem, hvis Livsforhold kunde have fort dem ad andre Veje og
tilført dem et Kald og en Modenhed for det gejstlige Embede, som ikke burde lades
ubenyttet, ligesom ogsaa et friere Valg i Studiernes Anlæg og Fuldførelse var
Tidens Krav, som ikke kunde afvises, saa længe dette Valg ikke fremtraadte fjendtlig
mod grundige og alsidige Studier.
I Overvejelsen af den vanskelige Opgave at linde en klar, lovmæssig Bestem-
melse i denne Henseende havde Kommissionens Medlemmer let forenet sig i den
Anskuelse, at det ene Universitet i lutherske Stater eller med theologisk Fakultet
af luthersk Bekjendelse maatte anses for lige saa berettiget til at afgive den
betryggende Skole som det andet; men de havde forgjæves bestræbt sig for at
linde Udtryk for den nærmere Fordring til Universitetsstudierne. At fastsætte et
vist Aaremaal for disse, saaledes som Tilfældet endnu var i flere tyske Lande,
— hvilket nogle af Medlemmerne havde bragt i Forslag —, vilde være lidet be-
tryggende, naar ikke et bestemt Antal af Forelæsninger blev fordret tillige, og for-
uden at dette vilde føre til en lidet ønskelig mekanisk Behandling af aandelige
ling, vilde det have sin særegne Vanskelighed at sikre sig paalidelige Beviser for
en saaledes formuleret Forpligtelses Opfyldelse. De havde derfor opgivet at fore-
slaa en Studietid af 3 Aar, med stadig Benyttelse af i det mindste 2 forelæs-
ninger i 4 Semestre, som et passende Minimum. Lige saa lidt havde de troet at
kunne andrage paa et fælles Attestatum, hvori Fakultetet skulde kunne udtale sig
om en Students Modenhed til at indstille sig til Examen, da dette vanskelig uden
en Prøve kunde afgives. Men de havde troet at finde den bedste og tilstrækkelige
Anvisning i Univ. Fund. Kap. IV § 9, saaledes som denne i den senere
Tid var blevet forstaaet og anvendt, og de mente, at der paa den ene Side ikke
for Tiden var nogen stor Fare for, at de unge studerende skulde vende sig fra Univer-
sitetet, til hvilket ogsaa Keskr. 13. Februar 1801 (§ 1) henviser, og paa den
anden Side ikke heller nogen egentlig Betænkelighed ved at lægge en temmelig
stor diskretionær Myndighed i Examenskommissionens Hænder ved at overlade den
at antage eller afvise efter dens Skjøn om Kandidaternes tilbørlige Benyttelse al
Universitetet i Henhold til Fundatsens Ord, at de skulde have hørt Forelæsninger
over de „vigtigste theologiske Videnskaber". Ved Hjælp af et Fakultetsvidnesbyrd
som det, der nu optoges i Kandidaternes Examensbevis, kun mere detailleret med
Hensyn til de enkelte Forelæsninger, og ved at fastholde som almindelig forud-
sætning, at Kandidaten maatte have tilbragt sine Forberedelsesaar som Univer-
sitetsaar, maatte Examenskommissionen formentlig i Gjerningen kunne holde for-
beredelsen i tilbørlig Forbindelse med Universitetet, uden at de unge paa en
trykkende Maade bandtes til det, og uden at de Undtagelser, som særlige Livs-
forhold kunde begrunde, derved bleve udelukkede.
11"
84
Universitetet 1864—1871.
At Examenskommissionen tillige maatte være berettiget til at sikre sig, at
de Kandidater, der indstillede sig, vare af den lutherske Trosbekjendelse,
ansaa Kommissionen som saa selvfølgeligt, at den ikke havde troet at burde op-
tage en særlig Bestemmelse derom.
I Henseende til Tiden for Examens Afholdelse, som Kommissionen havde
maattet bestemme efter Hensyn saa vel til Biskoppernes som til Præsternes øvrige
Embedsforretninger og Aarstiderne (§ 1), og andre nærmere Bestemmelser om de
ydre Forhold (§§ 2, 3, 5, 7) ansaa den en nærmere Motivering for ufornøden, og
med Hensyn til § 8 bemærkede den kun, at naar her nævntes 4 Examinatorer,
var det Forudsætningen, at denne Bestemmelse kunde bibeholdes ogsaa i det Til-
fælde, at der efter dens Forslag blev tilforordnet Kommissionen et af det theolo-
giske Fakultets Medlemmer, da det uden Tvivl vilde blive altfor anstrængende,
dersom Kandidaterne skulde examineres af 5 Examinatorer, ligesom det ogsaa vilde
forlænge Examinationstiden. Derimod vilde Fagenes Fordeling derved lettes. For
Øjeblikket havde Kommissionen aftalt en Fordeling af disse, hvorefter 2 Examina-
torer kun examinerede i et Fag alene, en medtog to Gange i en Omgang et min-
dre Fag ved Siden af sit Hovedfag, en overtog en Gang Examination i et andet
Fag som sit Bifag, og en (Formanden) examinerede i flere.
Ved Karaktergivningen (§ 6) havde Kommissionen med Enstemmighed fore-
trukket Bedømmelsen efter den samlede Examens Totalitet, hvorved den mente ikke
blot at have hævdet et fuldere Hensyn til den almindelige videnskahelige Udvik-
ling og Modenhed, men ogsaa at have holdt Vejen aaben for det fra flere Sider
ytrede Ønske, at en dybere Indtrængen i en enkelt Side af Videnskaben, iniar de
øvrige ikke derfor vare forsømte, maatte faa tilbørlig Indflydelse paa Be-
dømmelsen.
Naar Kommissionen havde foreslaaet en Kjendelse af 12 Rdl. erlagt af en-
hver Examinand (§ 12), var dette vel 4 Rdl. højere end det, der nu erlagdes;
men ligesom det dog ikke i sig selv var højt, saaledes kunde det næppe heller
foreslaas ringere, saa længe der skulde erlægges Offar til Sognepræsten ved Trini-
tatis Kirke, og saafremt Kommissionens Examensudgifter ikke kunde udredes af
offentlige Fonds. Af de 8 Rdl., som Gebyret nu udgjorde, tilflød 2 Rdl. den
akademiske Fond som Erstatning for Udlæget til Opsyn ved skriftlig Examen,
Varme, Lys o. a„ 2 Rdl. tilflød den nævnte Sognepræst, 2 Rdl. udgjorde Notarii
Løn og 2 Rdl. vare tillagte Pedellerne. Naar Kommissionen nu ønskede, at den
hidtil bestaaende Ordning maatte bibeholdes i Henseende til Assistance fra Uni-
versitetets og dets Betjentes Side, — hvilke sidste desuden formentlig oppebar
deres Anpart ogsaa paa Grund af Kandidatens Ophold ved Universitetet —, ansaa
den det derhos for fornødent, at der havdes yderligere Pengemidler til Examens-
kommissionens Fornødenheder, navnlig til et passende Vederlag for dens Dekanus,
hvilket næppe kunde ansættes til ringere end 3 Rdl. for hver Kandidat, til et Bud,
til Anskaffelse af Protokoller og Blanketter, til Porto af Sendelser mellem Exa-
menskommissionens Medlemmer, navnlig af Petita, o. desl.
Kommissionen havde dernæst taget under Overvejelse, hvilke Foranstaltninger
der vare at tage for Kandidaternes særlige Beredelse til den egentlige
Præstegjerning og for at sikre sig, at de vare i Bosiddelse af den fornødne
Uddannelse i denne Retning. Den var enig om, at det ikke var heldigt at forene
Undervisningen i Præstegjerningens Thcori, den saakaldte praktiske Theologi og de

Om Examensfeommissioner m. m.
85
dermed i Forbindelse staaende Øvelser med den egentlige videnskabelige Theologi,
og ved Examen i denne ogsaa at fordre Kundskab i praktisk Theologi og Færdig-
hed i Anvendelse deraf som Prædikant og Kateket og i anden Præstegjerning.
Man mente navnlig at maatte befrygte, at derved det egentlige Studiums og den
afsluttende Examens videnskabelige Karakter vilde fordunkles, og en uheldig Blan-
ding bevirkes af det, der læres for den studerendes egen Dannelses Skyld, og det,
der skulde tilegnes for at lære andre. Lige saa enig var den imidlertid ogsaa om
Vigtigheden af, at der, efter at dot videnskabelige, Studium havde faaet sin fore-
løbige Afslutning ved Examen, blev aabnet Kandidaterne Lejlighed til at erhverve
sig Uddannelse og Oveise til Præstegjerningen og at lægge for Dagen, at de have
benyttet denne. Men den antog, at dette lettest og mest frugtbart kunde ske ved
en Tilslutning til og Udvidelse af det bestaaende Den foraslog derfor:
a)	at Pastoralseminariet blev udvidet, saa at det ikke alene ledede Ovelser i
Prædiken og Katekeser, men meddelte en oversigtlig Theori af Præstegjernin-
gen i dens organiske Sammenhæng, med særligt Hensyn til de danske Kirke-
forhold.*) Dog kunde Kommissionen ikke tilraade, at der blev oprettet en
formelig Examen i Lighed med den theoretiske for dem, der havde taget
denne. Den befrygtede i hej Grad, at en saadan Examen, ved hvilken der
skulde meddeles en bestemt Karakter, for at begrunde denne for de examine-
rendes og Tilhørernes Bevidsthed, vilde medføre en saadan Fordring til Kund-
skabernes Omfang og Skarphed, der paa dette Omraade paa den ene Side ikke
var nødvendig, og paa den anden Side vilde holde Kandidaterne i en fortsat
Fxamenslæsning, som ikke burde paabyrdes dem. Derimod foreslog den, at
der samtidig med, at Kommissionen var samlet for at afholde den videnskabe-
lige Examen, blev anordnet en Konference for lukkede Døre for de Kandida-
ter, der dertil indstillede sig, ved hvilken 3 af Kommissionens Medlemmer
paa Omgang ved Overhøring og Samtale vilde have at forvisse sig om, at
Kandidaten havde sat sig ind i Grundsætningerne for Prfcstegjerningen, og
til dem, der bestode denne Prøve, udstede et Vidnesbyrd desangaaende.
b)	at der med Dimisprædiken og kateketisk Prøve blev forholdt ligesom hidtil,**)
kun med den Forskjel, at Prøverne ordentligvis afholdtes for 2 af Kommis-
sionens Medlemmer, paa de Tider, denne var samlet, og at der kun blev ind-
rømmet 14 Dage til Udarbejdelsen af Dimisprædiken og 3 Dage til Udarbej-
delsen af Udkast til Katekisationen.
c)	Kommissionen ansaa det baade i og for sig ønskeligt og paa Grund af For-
holdene paatrængende, at Præsten, førend han tiltraadte Embedet, erhvervede
sig Vidnesbyrd for, at han kunde lede og føre et kyndigt Tilsyn med
en Almueskole. Men den mente ogsaa, at et saadant vidnesbyrd baade
vilde være mest betryggende og udrustet med mest Anseelse, naar det blev
udstedt af den Embedsmand, hvem det øverste Tilsyn med Almueskolevæsnet
var betroet. Den foreslog derfor, at det blev overdraget til denne Embeds-
mand at meddele eller lade meddele en passende Vejledning i saa Henseende
og efter afholdt Prøve udstede Vidnesbyrd om, at den fornødne Dygtighed
var erhvervet. Dette Vidnesbyrd skulde da træde i Stedet for det nu væ-
*) Se kgl. Resol. 12. Maj 1841 (i Reskr. Saml.)
*") Se Univ. Fund. 7. Maj 1788 Kap. IV § 11, Frd. 5. Okt. 1792.
86
Universitetet 1864—1871.
rende for Kjendskab til den indbyrdes Undervisningsmetode og, ligesom dette
hidtil, forevises, forend Kandidaten blev stedet til Ordination.
d) Endelig mente Kommissionen, at det vilde være af stor Betydning til at fore-
bygge megen Vaklen og Usikkerhed hos de tiltrædende Præster, om Ordinan-
derue tilholdtes at indfinde sig nogle Uger for Ordinationen hos don ordine-
rende Biskop og af ham, eller under hans Tilsyn, af en erfaren Præst mod-
tage Anvisning til Embedets Førelse, baade i Almindelighed og med Hensyn
til særegne Tids- og Stedsforhold. Naar en saadan Anvisning allerede vilde
være af Betydning for den, der modtog Ordination til at blive personel Ka-
pellan eller Kateket, vilde den i endnu højere Grad være af Vigtighed fol-
den, der strax skulde tiltræde et selvstændigt Præsteembede. Om end den
tiltrædende Præst, der i Regelen kom fra en anden, om end beslægtet Livs-
gjerning, fra sine akademiske Aar og sin pastorale Dannelsestid var
saa vel udrustet som nogen, saa vilde der dog alligevel være meget, han ikke
havde kunnet lære, fordi det udkrævede umiddelbar Anskuelse og Paavis-
ning, og der vilde være meget, som han, med det gejstlige Embede umiddel-
bart fur Øje, kunde behøve at se i et fuldere Lys og under den givne Virke-
ligheds Belysning. Præsteembedet i vor Folkekirke var af saa mangeartet
Beskaffenhed og gjorde saa mangeartede Krav, ikke blot til Kundskaber, som
kunde medbringes, men ogsaa til Handling i Forhold, hvis rette Opfattelse
forudsatte Erfaring, Kjendskab til traditionel Skik, til Folkeliv, til aandelige
Forhold og Bevægelser paa ethvert Sted o. desl., at den tiltrædende Præst,
som stod ene eller henvist til Boger, der ikke altid gave eu let og sikker
Vejledning, ofte maatte fole sig uforholdsmæssig besværet, usikker og udsat
for Misgreb i Ting, der mulig i sig selv vare, og let for hans uerfarne Blik
kunde synes at være lidet betydende, men i hvilke dog selv let forklarlige
Misgreb kunde fra Begyndelsen af volde ham Vanskeligheder og udøve en
lang og skadelig Indflydelse paa hans Embedsvirksomhed. Og naar haus
'udtrædelse i Embedet i disse Henseender kunde støttes ved den ovennævnte
Forberedelse, saa var det derhos fra enhver Side ophøjet over al Tvivl, at der
ved den personlige Samværen og Tankeudvexling med den ældre, erfarne og
højere stillede Embedsbroder vilde kunne ydes den tiltrædende gejstlige en
aandelig Bestyrkelse i det Øjeblik, han overtog det kirkelige Kald. De ud-
vortes Vanskeligheder, der kunde synes at stille sig i Vejen for et saadaut
forlænget, paabudet Ophold i Stiftsstaden og for den derved foranledigede Ud-
sættelse af Ordinationen, kunde vel lade sig overvinde; navnlig vilde det være
tilstedeligt, at Ordinationen kunde, naar det var fornødent, foregaa, inden
Forberedelsen var afsluttet.
Ved disse Forslags Iværksættelse vilde der formentlig være sørget nogenlunde
tilfredsstillende for de gejstliges praktiske Dannelse, uden at der lagdes en ny
Examensbyrde paa de studerende, eller at der skete en Svækkelse af det viden-
skabelige Studium, paa hvilket Kommissionen var overbevist om, at Hovedvægten
ogsaa i Fremtiden vilde vedblive at ligge. Naar Forholdene vare saadanne, at
Kandidaterne kort efter den videnskabelige Examen kunde vente gejstlig Beskik-
kelse, vilde der vistnok i Regelen behøves omtrent et Aars Tids Forberedelse til
samtlige praktiske Prøver, og dette Krav vilde ogsaa formentlig stemme med bier-
tallets Tarv. Naar derimod længere Tid laa mellem Examen og Beskikkelsen,
Om Examenskommissioner m. m.
87
vilde Kandidaterne kunne underkaste sig disse Prøver som hidtil efterhaanden,
efter deres Lejlighed, og Kommissionen var saa langt fra heri at se nogen Ulempe!
at den tvært imod maatte anse det for ønskeligt, at de saaledes holdtes i jævnlig
Forbindelse med deres tilkommende Livsopgave. Under de nu værende lette Kom-
munikationsforhold kunde der heller ikke lægges nogen stor Vægt paa, at nogle
Rejser til Hovedstaden paa de Tider, Kommissionen var samlet, vilde gjøres
nødvendige.
Med Hensyn til Examenskommissionens Gjerning havde forskjellige Meninger
gjort sig gjældende. Flertallet var af den Anskuelse, at det burde gjøres til
en almindelig Fordring, at enhver theologisk Kandidat ikke blot skulde aflægge en
homiletisk og kateketisk Prøve, men ogsaa underkaste sig den pastoraltheologiske Konfe-
rence, og navnlig indstille sig til samtlige 3 Prøver, til hvilken Tid og i hvilken
Orden enhver selv ønskede, for Examenskommissionen, dog med Forbehold af den
nu bestaaende Undtagelse, at Ministeriet kunde tillade de samme Prøvers Aflæg-
gelse for den Biskop, i hvis Stift en Kandidat maatte opholde sig. Derimod mente
Mindretallet (Kierkegaard og Kaikar), at det burde lades enhver Kandidat frit,
om han vilde underkaste sig den foreslaaede Konference i Pastoralteologi og saa-
ledes erhverve et Vidnesbyrd af Examenskommissionen, eller ikke, idet den hen-
stillede til Kirkebestyrelsen, hvad Vægt samme ved Embedsbesættelser vilde lægge
paa den ved ^ idnesbyrdet erhvervede Oplysning om vedkommendes theologiske Ud-
dannelse, og i Forening dermed antog den, at det ligeledes burde overlades til
Kandidatens frie Valg uden Dispensation, om han vilde aflægge de befalede homi-
letiske og kateketiske Prøver for Examenskommissionen eller for den Biskop, i
hvis Stift han opholdt sig. Dersom dette blev den pastorale Konferences Stilling,
mente ogsaa en af Flertallet (Fog), at det burde fastholdes, at den alene kunde
holdes eller Vidnesbyrdet for samme alene gives af Examenskommissionen og ikke
af Biskopperne. Denne Meningsforskjel havde givet sit Udtryk i den dobbelte
Redaktion af §§ 15-16,
Med Hensyn til det øvrige Indhold af Bestemmelserne for den praktiske Exa-
men bemærkede Kommissionen, at Betingelserne for at stedes til de Prøver, der
skulde holdes af Examenskommissionen (§ 17) vare holdte i en saadan Almindelig-
hed, at de vel henviste til den offentlige Vejledning, som blev tilbudt i Pastoral-
seminariet, men dog tillige indrømmede den enkelte Frihed i Valget af den Vej,
han vilde gaa, og nærmere Regler for Examenskommissionens Afgjørelse over Til-
stedelse eller Henvisning til yderligere Forberedelse kunde formentlig ikke gives.
Med Hensyn til den kateketiske Prøve (§ 18) forventede Kommissionen, at
Ministeriet nærmere vilde træffe Foranstaltning til, at de Skolebørn, som dertil be-
høvedes, et eller to Sæt paa omtrent 16 Børn daglig, kunde anvises af Byens
Skoler, saa længe disse Prøver holdtes.
Naar Kommissionen havde foreslaaet Konferencen i praktisk Theologi afholdt
for lukkede Døre, hvilket ogsaa andetsteds maatte anses for almindelig Skik, havde
det ikke blot sin Grund i disse Videnskabers ejendommelige Natur, men hængte
sammen med det Forslag, at et Vidnesbyrd skulde træde i Stedet for en formule-
ret Karakter; ved begge Punkter kunde man formentlig bedst afværge baade en
for stor Strænghed og en tom Formalisme i Prøven, der kunde berøve den dens
Værd og virke skadelig tilbage paa den Forberedelse, hvori Kommissionen saa
denne Foranstaltnings væsentligste Betydning.
88
Universitetet 1864—1871.
Et af Kommissionens Medlemmer (Engelstoft) havde foreslaaet, at der skulde
tilføjes denne praktiske Prøve tillige et frit Foredrag, efter et Kvarters Forbere-
delse, over et opgivet Lærestykke af Tros- eller Sædelæren eller af den hellige
Skrift, anlagt og udført som et Foredrag eller en Bibellæsning for • dannede Til-
hørere af Menigheden. Men saa vel Opgavens Vanskelighed som Hensynet til den
Tid, det vilde medtage, havde gjort et saadant Forslag utilraadeligt. Han anbe-
falede det imidlertid som en Tanke, der kunde finde en hensigtsmæssig Anvendelse
ved den oven for omhandlede Udvidelse og Ordning af Pastoralseminariets Virk-
somhed.
Medens Kommissionen forudsatte, at den homiletiske og kateketiske Prøve som
hidtil skulde kunne aflægges uden Kjendelse til det offentlige, havde den i § 21
foreslaaet en Kjendelse af 2 Rdlr. for Tilstedelsen til pastoral Konference, idet
den havde ment, saa vel at den akademiske Fond og Universitetets Retjente havde
Krav paa nogen Godtgjørelse, som og at en Del af Examenskommissionens Udgifter
maatte kunne søges dækkede derved.
Med Skrivelse af 30. November 1863 indsendte Kommissionen Udkastet med
Betænkningen til Ministeriet. Den bemærkede heri at den af Ministeriets Udkast
havde optaget, hvad den ikke troede at burde undlade yderligere at understøtte, at
Examenskommissionen blev sammensat af gejstlige Embedsmænd, om end med Til-
forordnede af en Fakultetsdocent som extraordinært Medlem. Kommissionen billigede
ogsaa den Forpligtelse, der i denne Henseende paalagdes Biskopperne, af hvilke en
burde være Formand, og de kjøbenhavnske gejstlige, uagtet den for de sidstes
Vedkommende maatte erkjende baade det vanskelige og det betænkelige i, at de i
3 Uger maatte unddrage sig deres Embedspligter lige over for Menighed og
Skriftebørn, naar de dog forbleve paa Stedet. Imidlertid bleve dog disse \ anskelig-
heder ikke lidet formindskede, naar efter Kommissionens Forslag et 6te Medlem
blev tilforordnet, og naar det aarlige Honorar for Medlemmerne fastsattes efter
Ministeriets senere Bestemmelse. Om Medlemmernes Funktionstid henstillede den,
at de vel helst maatte beskikkes uden Tidsmaal, da det var en hel Livsstilling*
hvortil dette Hverv vilde forpligte dem, men at det dog stedse maatte staa Rege-
ringen frit for at ophæve Kommissoriet for enhvers Vedkommende, naturligvis uden
Krav paa Pension.
Kommissionens Forslag og Betænkning har ikke været gjort til Gjenstand for
nogen senere officiel Forhandling, heller ikke med Universitetet. Paa det tlieologiske
Fakultets Begjæring blev imidlertid i Anledning af de Forhandlinger, som begyndte
i Novbr. 1864, se neden for, de paagjældende Aktstykker tilstillede til Efterret-
ning (20. Decbr. 1864). De tilbagesendtes af Fakultetet med Skrivelse af 29.
Decbr. 1864 med den Bemærkning, at Fakultetet havde ventet i dem at finde
motiverede Forklaringer navnlig med Hensyn til Spørgsmaalet om Muligheden af
under en positiv Form at fastsætte en Indskrænkning i den hidtil ved theologisk
Examen fordrede Kundskabsmasse; de indeholdt imidlertid intet til Forklaring af
det nævnte Punkt, og kunde derfor ikke foranledige Fakultetet til at tilføje noget
til sin allerede den 19de Decbr. 1864 afgivne Erklæring.
Under 21. Novbr. 1864 tilskrev Ministeriet Konsistorium, at Sagens Af-
gjørelse ikke længere kunde udskydes, men at der paa en saa vidt muligt med
Universitetets Formaal og Interesser forenelig Maade burde søges saadanne For-
andringer foretagne ved den bestaaende Examensindretning, og saadanne Bestem-
Om Examenskommissioner m. m.
89
melser givne for den dermed i Forbindelse staaendo Forelæsningsordning, at de
l ordringer og Onsker til en vis Grad kunde imødekommes, der havde fundet deres
I il tryk saa vel i de om dette Anliggende til Ministeriet indkomne Andragender,
som i de Forhandlinger, der paa Rigsdagen havde været førte om Examenskommis-
sioners Indførelse. Paa den anden Side var det blevet Ministeriet klart, at der
ved Sagens Behandling for Tiden kun kunde være Sporgsmaal om den theologiske
Embedsoxamen og de under det rets- og statsvidenskabelige Fakultet hørende Exa-
mina, og at selv for disse Examinas Vedkommende Indførelsen af Examenskommis-
sioner stillede sig saa betænkelig lige over for Universitetet og det videnskabelige
Studium i det hele, at man, ganske bortset fra de Vanskeligheder, som vilde være
forbundne med at skaffe Mænd til saadanne Kommissioner, og overhovedet at bringe
dem i Stand, burde være varsom med at skride til en saadan Foranstaltning, og
hellere lade det bero ved hensigtssvarende Modifikationer i den bestaaende Indret-
ning, for derved paa en mindre indgribende Maade at søge Hovedformaalet naaet
uden at forandre det nu værende Examensvæsens Karakter. Hvad Ministeriet an-
saa nødvendigt i Øjeblikket at foretage for hine Examinas Vedkommende, indskræn-
kede sig dels til en Forandring i den Stilling, der nu var givet Fakultetsprofes-
sorerne som Censorer ved Examen og udelukkende som Examinatorer, dels til Fast-
sættelsen af en for begge Fakulteter, det theologiske og det rets- og statsviden-
skabelige, med Hensyn til Tiden begrænset Plan for de Forelæsninger, der skulle
holdes over Fag, som ere Prøvningsgjenstande ved de paagjældendø Embedsexa-
mina. Det nærmere om det andet Punkt bliver at omtale i en anden Sammen-
hæng. Hvad det første Punkt angik, var det' Ministeriets Mening, at der, ligesom
ved de juridiske Examina, ogsaa burde være to, blandt Mænd uden for Fakultetet
valgte Censorer baade ved den theologiske Embedsexamen og den statsvidenskabe-
lige Examen, og at der end videre burde gjøres den Forandring i det bestaaende, at
ved enhver af de nævnte Examina kun den i Faget examinerende Professor deltog
i Censuren, saaledes at Specialkaraktererne for de enkelte Fag bestemtes alene af
denne og de to tilforordnede Censorer uden for Fakultetet. Tillige burde det ud-
trykkelig tilkjendegives, at de tilkaldte Censorer vare berettigede til at gjore Kan-
didaten nogle Spørgsmaal, naar den examinerende Professor havde endt Prøven i
det paagjældende Fag, og denne ikke var forekommet dem fyldestgjørende eller
aldeles hensigtssvarende. I øvrigt syntes meget at kunne tale for ganske at af-
skaffe Specialkaraktererne ved de ofte omtalte Examina. Men i denne Henseende
fandt Ministeriet dog, foruden den Modgrund, som laa i den oven for foreslaaede
Ordning af Censuren, overvejende Betænkelighed ved nu at soge udvirket en For-
andring, der for disse Examina vilde danne en Undtagelse fra, hvad der ved de
øvrige Universitetséxamina i den senere Tid var indfort som en gjennemgaaende
Regel og til Tilfredshed havde bestaaet sin Prøve.	*
Over disse Punkter, som Ministeriet selv betegnede som en Antydning af den
Retning, hvori der efter dets Skjøn kunde søges en Afgjørelse af Sagen, som vilde
tilbagetrænge Spørgsmaalet om Examenskommissioners Oprettelse, begjærede det
Erklæring fra de tvende paagjældende Fakulteter samt fra Konsistorium.
Det theologiske Fakultet afgav sin Erklæring d. 19. Decbr. 18G4.
Der var nu, bemærkede det, stillet det en Opgave, som var forskjellig fra det Fa-
kultetet tidligere ved Ministeriets Skrivelse af 24. April 18G3 paalagte Hverv.
Naar Regeringens Øjemed da var at løse Baandet mellem den theologiske Em-
Universitets Aarbog,	12
90
Universitetet 1804 —
1871.
hedsexamen og det foregaaende Studium ved Universitetet, og Fakultetet heri saa
en Fare for Universitetets Virksomhed som Dannelsesanstalt for de tilkommende
gejstlige, erkjendte' Fakultetet nu med Tilfredsstillelse, at Ministeriet agtede at be-
vare denno Forbindelse, og at det satte det som et Hovedforinaal ikke at forandre
det bestaaende Examensvæsens Karakter. Hvad Fakultetet i Betænkningen af 2.
Juli 1863 stræbte at godtgjøre, nemlig at Øjemedet ined en egentlig gejstlig Km-
bedsprove var et andet end med en Afgangsexamen, der var Slutning paa et theo-
logisk Kursus ved Universitetet, at disse i deres Væsen forskjellige Prøver kræ-
vede en forskjellig Ordning, og at der ikke fornuftigvis kunde gives et tredje,
men at den da paatænkte frie videnskabelige Examenskommission 'ikke i Alniindo-
lighed vilde knnne sikre Erhvervelsen af den fornødne theologiske Kundskab hos
Kandidaterne, fordi den vilde lose Baandet mellem Forberedelsen ved Universitetet
og Examen, — disse ledende Synspunkter for Ordningen af en rent videnskabelig
Prøve saa Fakultetet med Tilfredsstillelse godkjendte og stadfæstede af Mini-
steriet.
Men Ministeriet antog, at der ved Fakultetets Examen vilde kunne foretages
Forandringer, hvorved man til en vis Grad kunde imødekomme de Fordringer og
Ønsker, der fra forskjellige Sider vare gjorte gjældende. Herved maatte dog strax
erindres, at Fordringerne ikke havde sigtet til det samme. Fra Rigsdagens Side
gik de nemlig ud paa at afskaffe Fakultetets Examen som Embedsexamen og at
oprette en Examenskommission uafhængig af Universitetet, medens de forskjellige
Andragender fra studerende og gejstlige for en Del alene havde foreslaaet en Mo-
difikation i den nu bestaaende Form af Examen. For dette sidst nævnte Formaal
havde de udtalte Motiver været forskjellige: fra de studerendes Side ønsket om
Indskrænkning i Fordringerne og om en større Frihed i Studiet, Ira forskjellige
gejstlige Røster Misfornøjelse med de gejstlige Censorers ringere ndflydelse paa
Examen end Professorernes, og Attraa efter at vende Forholdet om til det mod-
satte. Det forst fremhævede Motiv vilde over for Professorers Examination altid
sættes i Bevægelse, men altid forblive et subjektivt ønske, som aldrig kunde ifø-
res en fælles Form eller en objektiv Skikkelse. Til Drøftelse af det andet vilde
der neden for være tilstrækkelig Anledning. Medens nu blotte Modifikationer i
den nu værende Examensform ikke turde ventes at ville tilfredsstille Rigsdagen,
vilde de vel fra nogle Sider betragtes som en endelig tiltvungen Erhvervelse at
paastaaede Rettigheder, og for saa vidt vække Tilfredshed, men ingenlunde i det
hele taget tilfredsstille; thi hidtil havde ethvert af hine Forslag om Forandringer
i Censuren ved den theologiske Examen selv erklæret sig for en Nødhjælp, et Af-
slag paa det oprindelig tilsigtede, og kun bestemt til at danne en Overgang til en
Examenskommission. Vilde nu en saadan Overgang stride mod-Regeringens Vilje,
turde man saa meget mere støtte sig til Ministeriets Ord, at en Imødekommen
mod de udtalte ønsker kun var mulig til en vis Grad, for saa vidt nemlig ^ en
Forandring i Formen fra Fakultetets Examen var forenelig med Universitetets For-
maal og Interesser, der afgive det ledende Synspunkt for Ordningen af Examen.
At Ministeriet havde opfattet Summen af de mange og lange Besværinger og
Forhandlinger som i Realiteten drejende sig om en lettere Examen, stemmede med
Fakultetets Opfattelse, og Ministeriets Formodning var vistnok vel grundet, al
Forestillingen om Overlæsselse havde været en af de væsentligste Aarsager til
Forslagene paa Rigsdagen og andetsteds fra. Fakultetet antog saaledes, at det
Om Examenskommissioner m. m.
91
var Ønsket om at gjore Exameii lettere, der havde fremkaldt Forslag om en For-
andring i Bedømmelsesmaaden. Selv om det var muligt at trætte en Bestemmelse
om Indskrænkning i Examensstoffet, vilde dette betragtes som noget underordnet.
Det Forslag, hvorover Fakultetet skulde ytre sig, vilde give Professorerne en for-
andret Stilling ved Fakultetets egen Examen, en saadan, hvorved Fakultetets Vo-
tum over den hele Examen i Forholdet til de tilforordnede Censorer (naturligvis
gejstlige) blev som 1:2. Dersom Formaalet var at tilvejebringe den attraaede
Lettelse derved, at Examen ikke skulde betragtes som virkelig Examination, men
som en Samtale, der vilde kunne give et vist Indtryk af Kandidaten, at Bedøm-
melsen skulde holdes svævende og være overgivet saa vidt muligt til et subjektivt
Skjon, vilde Opgaven formentlig være løst ved denne Form. En Examenskommis-
sions Medlemmer vilde dog være opfordrede til at holde paa sig selv som en En-
hed ; men med disse Censorer vilde sman indrette en stadig Antagonisme og gjore
det vitterligt for de studerende, at Examinators Dom var afmægtig Det hele
Forhold, som hermed stiftedes, vilde lide af en Selvmodsigelse. Thi paa den ene
Side vilde der fordres, at Examinanden skulde modtage Fakultetets Undervisning
og prøves i Overensstemmelse med den, men paa den anden Side vilde det være
betydet vedkommende, at han ikke behovede at tilegne sig denne Undervisning,
fordi der vilde være sørget for, at Uvidenhed i det, der efter Forskrifterne skulde
være Examensgjenstand, ikke blev ham til Skade. Erindrede man tillige, at Cen-
sorerne ikke kunde have den Dom om Betydningen af Examinandens Misforstaa-
elser som Docenterne, var det formentlig indlysende, at det vilde være forfejlet at
indrømme Censorerne Fortrin som Dominere. Professorerne vilde være langt ret-
færdigere Censorer, fordi de kjendte Prøvningsgjenstanden. Det omvendte Forhold
en gejstlig som Examinator og Professorer som Censorer — vilde endogsaa
være taaleligere
Maatte dette Billede af Examen være til Anstød, vilde det blive det i en
endnu højere Grad, hvis der gaves Censorerne Ret til at forelægge Examinanden
Sporgsmaal, naar Prøven „ikke var forekommet dem fyldestgjørende eller
aldeles hensigtsmæssig". Fakultetet saa ikke rettere, end at det hermed var
udtalt, at Censorerne skulde bedomme, ikke Kxaminandeii, men Examinator, at de
skulde gjore dette, ikke i deres stille Sind, men ved en offentlig indført i Ojne
faldende Form. Man kunde inden luk te Døre tænke sig som Undtagelse et
eller andet Spørgsmaal fremsat af en Censor, maaske grundet i Frygt for at have
overhørt eller misforstaaet et Svar. Men man forestille sig en offentlig Exa-
men : Tiden, der er tildelt Examinationen i et bestemt Fag, er brugt, Examinan-
den maaske træt, nu begynder en ny Examinator i samme Fag, efter ham maaske
en tredje, over et andet Thema? — det vilde være ubilligt; over den samme
GjenstandV — hvilket Vidnesbyrd om Examinandens Kundskab vilde den gjentagne
Examen kunne give? Sagen var blevet forhandlet, skulde han svare det, han nu
havde lært? Han vilde jo antage, at det vilde have Censorernes Mishag. Skulde
han gjøre sig latterlig ved at sige det modsatte? Og dersom den examiuerende
Professor nu fandt Censorernes Examination forfejlet, maatte han da ikke bag
efter kunne begynde Prøven paa ny? Hvor blev da Grænsen? Enhver erfaren vilde
vide, at intet mere vilde forvirre Kandidaten end slige Krydsspørgsmaal. Ogsaa
en anden Examinationsmaade vilde maaske med Sandsynlighed kunne ventes, den
nemlig, at naar Dommen forekom Censoren vaklende, vilde han afgjøre sit \ otum
12*
92
Universitetet 1864- 1871
ved at henkaste til Examinanden et eller andet theologisk ABC Spørgsmaal. Man
turde ikke berolige-sig med, at Censorerne kun en enkelt Gang vilde gjore, hvad
de udtrykkelig erklæredes berettigede til (selv da vilde der deri ligge en særegen
anstødelig Betydning); men de berettigede vilde anse sig forpligtede dertil, thi
hvorfor skulde man ikke selv prove Examinanden, naar man havde Lejlighed og
Ret dertil? De fleste vilde anse deres egen Maade for den hensigtsmæssigste, i
alt Fald til at danne deres egen Overbevisning. Men hertil kom — og Fakultetet
lagde særdeles Vægt herpaa — den særlige Beskaffenhed af den theologiske
Kxamen, grundet i selve Videnskabens Natur. Hvis den angik rent positive Kund-
skaber, vilde denne Maade allerede give en for de enkelte meget forskjellig og der-
ved ubillig Examen. Men her vilde det desuden ikke kunne overses, hvor stor
Forskjel der fandt Sted i Trosretning, videnskabelig Retning og Meninger blandt
Theologer og gejstlige. Man kjendte lidet til de theologiske Debatters Historie,
dersom man monte, at Examensavditoriet ikke skulde kunne blive benyttet som
theologisk F'ægtesal, hvor Lejligheden blev lagt saa nær. Fra Fakultetets Side
vilde det Sporgsmaal findes billigt, om man burde udsætte Universitetets Profes-
sorer for — hvad dog enhver vilde finde utaaleligt at skulle være Gjenstand
for offentlige Korrektioner paa deres egne Enemærker, al den Stund det dog var
fra Universitetet Regeringen i Almindelighed vilde hente videnskabelige Dommere.
Examenskommissærer og Inspektører. Fakultetet tvivlede ikke om, at det over
for Ministeriet vilde være tilstrækkeligt for det at henvise til dets tidligere l or-
klaringer (Skrivelser til Konsistorium af 30, Decbr. 1861 og 2. Juli 1863) af del
ugjorlige i at stille det theologiske Fakultet under præstelige Censorer, at ville
berøve det Indflydelse paa dets eget Onuaade eller bruge det blot som et Redskab,
og Fakultetet gjentog sin Begjæring om at fritages for en Stilling, der vilde kunne
føre til højst ubehagelige Forhold for begge Parter.
F'akultetet udtalte saaledts som sin Overbevisning, at det var umuligt at be-
vare det nu værende Exameiisvæsens Karakter, naar man forandrede baade Profes-
sorernes og de extiaordinære Censorers Stilling, saaledes at Fakultetets Indflydelse
paa Examens Udfald nevtraliseredes, og Censorerne optraadte paa engang som
ubetingede Dommere og som Examinatorer efter eget Tykke.
Men naar en Examens Ordning var den. at der tilforordnedes Examenskolle-
giet Censorer, burde ogsaa de forskjellige Funktioner klart sondres. Det var tidli-
gere baade af Fakultetet (Skrivelse til Konsistorium af 30. Decbr. 1861)*) og af
Konsistorium (Skrivelse til Ministeriet af 25de Marts 1862)*) blevet forklaret, at
de tilforordnede Censorer ved Universitetets Examiua ikke havde det samme Hverv
og heller ikke det samme Ansvar som Professorerne, fordi disse baade hver for
sig og in corpore vare Examinatorer, og fordi Prøven var Fakultetets Examen.
Det vilde være mod Sagens Natur at ville paralysere dens Karakter ved Foran-
staltninger, der modsagde dens Ojemed. Det var ikke Fakultetets Examen, naar
andre end dets Medlemmer vare Examinatorer; andre vilde folge et andet Ojemed
og anvende en anden Maalestok for Bedømmelsen. En videnskabelig Examen be-
hovede i sig selv ikke Censorer, hentede fra praktiske Livsstillinger; den senest
ordnede af Universitetets Kandidatexamina, Magisterkonferensen, havde ingen.
*) Lindes Medd. 1 »57 — 63. 8. 61 ff.
Om Examenskoinmissioner in. m.
93
Naar man ved de i særegen Forstand saakaldte Embedsexamina havde tilforordnet
Censorer, syntes Hensigten dermed just at maatte være at gjore et dobbelt Mo-
ment ved Bedømmelsen gjældende gjennem de 2 Klasser af Dommere, og med det
Ojemed kunde man ikke ville gjore Censorerne til Examinatorer eller ville give
dem Funktioner, der saa meget som muligt vare de samme som Professorernes.
Derved vilde Forskjellen udslettes. Men Forskjellen var i Virkeligheden ikke ringe
mellem Professorernes og de tilforordnedes Standpunkt som Dommere. De forstes
Dom var for dem grundet paa langt sikrere Data, de havde et fastere Blik paa,
hvad der med Billighed kunde fordres, for dom fremstillede sig ikke blot den
ene Examenspræstation, men de havde Kundskab om den videnskabelige 1 > o vidst-
hed hos de studerende i det hele, vidste, hvad der var de almindeligste Fordringer
til alle, det mest bekjendte og tilgængelige for de studerende, hvad der af de fleste
besvaredes ordentlig, og hvad næsten af ingen ; de maatte tillige tage Hensyn til
Relationen mellem Examinanderne og votere derefter; de bestemte den mundtlige
Fro ve ikke blot efter Dommen om et enkelt skriftligt Specimen, men ogsaa efter
Relationen, og til en vis Grad var Karaktergivningen, som forst skete efter den
mundtlige Prove, bestemt ved Relationen Dette var vistnok retfærdigt. Dog
maatte det indrømmes ogs-ia at være retfærdigt, at Examinanden bedømtes uden
al Relation, efter den Kundskab og Modenhed, han havde erhvervet, efter den indivi-
duelle Maade, hvorpaa lian havde tilegnet sig Theologien. En saadnn Bedømmelse
efter et more individuelt Skjon var Censorens Sag, og den var for ham lige saa
sand og retfærdig som Professorernes Af dette Forholdets Natur fulgte det, at
Censoren f. Ex. ikke bedømte samtlige Specimina af alle Examimmder, at han ikke
var fast Medlem af Examenskollegiet, for>li Maalestokken for hans Dom da blev
en anden, og han i Almindelighed vilde smelte sammen med Examenskollegiet.
Men det fremgik tillige heraf, at der ikke burde trælfes en Ordning, hvorved der
gaves det umiddelbare Skjon Overvægten. Et nogenlunde lyst Hoved vilde i Ex
kunne givo svage, ugrundige Specimina en vis Lethed for Læsningen, vilde kunne
gjore et godt Indtryk ved den mundtlige i'røve; at dette regnedes ham til gode,
var rigtigt, men urigtigt vilde det være, om han med utilstrækkelig Porberedelse
erholdt forste Karakter. Men dette vilde utvivlsomt blive Tilfældet, hvis man be-
røvede Fakultetet den overvejende Indflydelse paa Examens Udfald. Fik d-'t umid-
delbare Skjon Overvægten, vilde det blive uretfærdigt at bevare de forskjellige
Grader i Examenskaraktererne.
De, som forst offentlig havde bragt ,,det omvendte af det nu stedfindende
For hold" i Forslag, var en Komite af Roskilde Præstekonvent, til hvis Betænkning
(trykt i dansk Kirketidende for 1862 No. 42) Fakultetet her tog Hensyn paa Grund
af Forslagets Lighed med, hvad Ministeriet havde forelagt det til Overvejelse.
Dette Forslag vilde have Censorerne faste og derved deltagende i Bestemmelsen al
de skriftlige Opgaver og i Bedømmelsen af samtlige Besvarelser. Ministeriets
Skiivelse nævnte alene Censorer uden nærmere Bestemmelse Fakultetet omtalte
ogsaa dette Punkt, fordi denne Udvidelse af Censorernes betydning laa saa nær,
naar forst Grænsen mellem deres og Examinatorernes Funktion var forrykket ved
den mundtlige Prøve. At faste Censorer, efter den Opfattelse, som Fakultetet
havde sogt at gjøre gjældende som den rette, ikke burde have nogen Examinator-
funktion og saaledes ikke burde deltage i Affattelsen af de skriftlige Opgaver,
maatte være klart. Til de tidligere, udførlige Forhandlinger om det gavnlige
94
Universitetet 1864—1871.
eller skadelige i Valget af faste Censorer istedetfor vexlende, havde baade Fakultetet
henvist i dets Skrivelse til Konsistorium af 30. December 1861 og Kousistorium
i den dertil fojede Erklæring af 25. Marts 1862. Efter Fakultetets Mening afhang
Valget af liere Hensyn. At mere kyndige Censorer maatte foretrækkes for mindre
kyndige, var vel uimodsigeligt; men de kunde kjobes for dyrt. Naar Fakultetets
Flertal den Gang anbefalede faste Censorer, skete det med en udtrykkelig Reservation
mod deres Deltagelse i at vedtage Opgaverne til skriftlig Examen, fordi dette
vilde være lige saa stridende mod deres Stilling, som om de kunde indblande dem
i deri mundtlige Examen eller overhovedet deltage i Ledelsen at Proven, og der
henvistes til, at offentlige Udtalelser af nogle gejstlige gjorde det nødvendigt iiuj-
agtig at fastsætte Grænserne for faste Censorers Myndighed, saa at de udelukkedes
fra enhver Funktion som Examinatorer. Konsistorium henholdt sig til de vægtige
Grunde, som med Hensyn til den juridiske Examen tidligere vare blevne gjorte
gjældende mod faste Censorer, og vare blevne anerkjendte af Regeringen, og idet
det indrommede Muligheden af, at de forskjellige Fakulteters Forhold ikke vai
uden Uetydning i dette Sporgsmaal, erklærede det dog med al Bestemthed, at
faste Censorers Stilling i intet Tilfælde turde være on anden end de tidligere,
vexlende Censorers. Dette var den samme Forudsætning, hvorfra Fakultetes Flertal
var gaaet ud ved at anbefale Forslaget. Men skulde man forandre det hele For-
hold og j-'jore Censorerne til Medlemmer af Examenskolk'giet, der efter Sagens
Natur ved et Fakultets Examen alene dannedes af dets Medlemmer, vilde Fakultetet
enstemmig og indstændig fraraade Indførelsen af faste Censorer. Ved en saadan
Ordning vilde der i Stedet for et akademisk Examenskollegium dannes et blandet
med særlige Privilegier for de saakaldte Censorer. Om en blandet Exaniens-
kommission havde Fakultetet udførlig fremsat sin Anskuelse (i Skrivelse af 2. Juli
1863), og Fakultetet var paa liere Maader berettiget til at antage, at dets dadlende
Kritik vandt billigelse i Ministeriet, der bestemte sig for en Examenskomiuission
af gejstlige alene.
Men ogsaa i bogstavelig Forstand vilde faste Censorer efter al Kimelighed
kjobes for dyrt. Ligesom dei overhovedet ikke var Grund til at oprette lønnede
Smaabestillinger eller give Betaling for det, der kunde faas gratis, saaledes endnu
mindre, naar Lønnen blev uforholdsmæssig høj.*)
Naar der kun søgtes Censorer, turde det vistnok antages, at det indskrænkede
Antal af faste Censorer uden Vanskelighed kunde vælges blandt Kjøbenhavns Gejst-
lighed, saa at Diæter foruden Honoraret kunde bespares. Det kunde vel have
noget for Fantasien tiltalende, at den theologiske Examen betragtedes som en saa alvorlig,
i sine Følger vigtig Begivenhed, at do bedste Kræfter tra hele Laudet, forladende
*) I de sidste 10 Aar havde Antallet af theologiske Examensdage i Gjeiinemsiiit udgjort
123/5 om Aaret. Et Honorar af 10 Rdlr. for 1 Dags Censur med Læsning at til-
horende Specirnina syntes efter vore Forhold antageligt: 150 Rdlr. aarlig vilde sand-
synligvis forekomme Censorerne altfor ringe, og dog vilde det, da Censorernes Antal
snarere vilde blive 4 eller 6 end 2, blive, naar man forudsatte 15 Dage, 10 Rdlr.
for V2 eller '/s Dags Censur og Læsning af de tilsvarende Specirnina. Et Honorar
af 300 Rdlr., som det ringeste, man havde bort nævne, vilde blive 20 Rdlr. fo*- 31 /2
Times eller 2lh Times Censur og Læsning af Halvdelen eller Tredjedelen af Dagens
Specirnina.
Om Examenskommissioner m. m.
95
deres særlige Embedsgjerning, droges til Kjøbenhavn i den Anledning. Men den,
som havde Øje for Virkeligheden, vilde snart se, at noget saa hverdagsligt og
trivielt som mango Kandidaters Éxamination til regelmæssige Tider ikke var en
videnskabelig Hojtid, og ikke behøvede overordentlige Foranstaltninger. Det var
lige saa naturligt, at Hovedstadens Gejstlighed afgav Censorer, som det var hen-
sigtsmæssigt, at baade Exnminatorer og Censorer havde Bopæl paa Examensstedet.
Ellers lod det sig heller ikke gjore, hvad der undertiden var gavnligt og ønskeligt,
at afholde Examen paa en extraordinær Tid.
At der kun var l gejstlig Censor tilstede ved den theologiske Examen, havde
været den kjobenhavnske Gejstligheds eget Valg; det blev ved Ordningen af 1847
overladt til ministerium hauniense selv at bestemme, om det vilde afgive 1 eller
Censorer til Examen, og det valgte det sidste, uagtet den juridiske Examen
ihvorvel som det ene staaende Exempel — allerede fra 1840 havde haft 2
Fakultetet mente, at man paa ny kunde henstille dette Sporgsmaal til dets Afgjø-
relse. At de vexlende Censorers Tal var ligt med de voterende Professorers, kunde
være billigt og foroge deres Indflydelse; men selvfølgelig turde der ikke træffes
særlige Bestemmelser, der indforte andre Regler end de almindelig gjældonde for
Karaktergivningen ved lige Vota.
Ministeriet havde endnu ytret en Tvivl, om ikke den tidligere Form (fra 1847)
uden Specialkarakterer turde være at foretrække. Fakultetet henviste til det tid-
ligere fremsatte, og gjorde kun i denne Sammenhæng opmærksom paa, at de stærke
Fordringer derom fra saa mange Ordførere syntes at vise, hvor løst og uklart
Planerne havde været udkastede; thi — som det med rette var antydet af Mini-
steriet — Examinatorerncs og Censorernes Tal vilde stige til et altfor ærværdigt
Konsistorium, n.iar de 5 Professorer ved Censorernes Mængde skulde totalt over-
stemmes.
Det var Fakultetet meget kjærkomment, at Ministeriet vilde bringe denne Sag
til Afgjorelse, thi Forholdone ved Universitet led under den fortsatte Strid og den
uafgjorte Spænding. Ligeledes paaskjonnede Fakultetet atter at have modtaget
Stadfæstelse paa, at Forandringen med Hensyn til Embedsexamen ikke vilde ske
for den theologiske Examens Vedkommende alene hvad der vilde give den Ud-
seende af kun at være en Prøve — men i Fællesskab med den juridiske. At Ministeriet
havde villet søge en Maade til at tilfredsstille modsatte Onsker og derved trænge
Spørgsmaalet om Examenskommissioners Oprettelse tilbage, vilde ikke mindre for-
tjene Fakultetets Paaskjønnelse, hvis dette lod sig gjore. Men Fakultetet henledede
Opmairksomhedm paa, at. dette Sporgsmaal delte Vilkaar mod alle Principspørgs-
maal, der indeholdt et enten — eller. Fxamenssporgsmaalet havde denne Oprin-
delse, og var blevet udviklet i samme Retning. Universitetet havde med alle
Læreres Stemme undtagen Professor Hammerichs foretrukket den rene og ublandede
Form for enhver Mellemting. Fakultetet ønskede ikke Spørgsmaalet om Nytten af
Examenskommissioner trængt tilbage, men just bragt til Afgjorelse. Med Und-
tagelse af Professor Hammerich havde hele Universitetet udtalt sin Overbevisning om det
uhensigtsmæssige i den paatænkte Foranstaltning under vore Forhold, Professor
Hammerich selv ikke mindre end andre, naar nemlig hans Plan, der hvilede paa
en særegen Anskuelse af Universitetsstudiet, ikke toges til Følge. Hvis der fore-
lagdes Fakultetet et Valg, maatte det med al Paaskjønnelse af Ministeriets vel-
villige Imødekommen foretrække en Examenskommission uden nogen Forbindelse
Universitetet 1864 —1871
med Universitetet for den Plan, hvorover det nu var hørt; men lige saa en-
stemmig maatte det fremfor en saadan Kommission foreslaa Bevaringen af
Fakultetets Examen som Embedsexamen. Kunde Ministeriet ikke billige denne
sidste Afgjørelse, foreslog Fakultetet, at det navnlig for det theologiske Studiums
Vedkommende vilde optage Spørgsmaalet om den rette Ordning af en
theologisk eller gejstlig Embedsprøve i dets hele Omfang, ikke
med Hensyn til det enkelte Punkt om Censuren, men til Opgavens hele Indhold,
den tilkommende gejstliges Uddannelse, og overgive det til Bearbejdelse af en dertil
egnet Kommission. Denne Foranstaltning vilde vel af den Grund være mindre
ønskelig, at den ikke strax førte til en Afgjørelse, men der vilde dog derved
brydes med en Bevægelse, som, hvis den havde ment at sigte til en videnskabelig
Refoim, havde sat den i noget underordnet, Censuren ved en Examen. De væsent-
lige Punkter, som burde tages i Betragtning, havde Fakultetet fremhævet i dets
Betænkning af 2. Juli 1863,
Fakultetet indstillede sluttelig, at Ministeriet vilde træffe en snarlig Afgjørelse
uf denne Sag paa en af de tvende angivne Maader: enten ved at forøge de
'ulønnede Censorers Tal til 2, eller ved at fremme Sagens alsidige Undersøgelse
Og Ordning efter dens dobbelte — den videnskabelige og den kirkelig pasto-
rale Side
Fakultetets Flertal udtalte sig herefter om Forslagene til en Begrænsning af
Rxamensstoffet ved en treaarig Forelæsningscyklus m. m Disse Udtalelser ville
blive omtalte i en anden Sammenhæng
Professor Hammerich stemmede i Hovedsagen med det Resultat, hvortil
Fakultetet var kommet, men fandt det dog fornødent, da hans Stilling til Ex-
amenssagen oprindelig var en helt anden end Flertallets, særlig at begrunde sin
Mening.
Det var Ministeriets Hensigt, bemærkede han, at „søge en Afgjørelse, som
vilde tilbagetrænge Sporgsmaalet om Examenskommissioners Oprettelse." Dette
syntes ikke at kunne opnaas ved de foreslaaede Reformer. At en nu aftraadt
Kultusminister for nogen Tid siden sammenkaldte en Del videnskabelig dannede
Theologer uden for Fakultetet, for af dem at modtage Raad om en Examens-
kommissions Indretning, var en Omstændighed, der kom til almindelig Kundskab.
Heller ikke Hovedudbyttet af deres Overvejelser kunde blive eller var blevet en
Hemmelighed. Men derved fornyedes Interessen for Sagen og Forhaabningerne hos
dem, der ønskede en Reform. Hvor vilde disse nu ikke fole sig skuffede, hvis
Ministeriets Forslag blev endelig vedtaget som Frugten af Reformbevægelsen!
(Indførelsen af en treaarig Forelæsningsrække vilde blive betragtet som en for-
øgelse og ikke som en Formindskelse af Examensbyrden. Indskrænkningerne
i FiXamensstoffet vilde for mange stille sig som en blot skuffende Indrømmelse,
et Skin uden Virkelighed), Tilbage stod da kun Forandringen ved Censuren.
Denne vilde dog næppe af Reformens Venner blive betragtet som noget, der beret-
tigede til synderlig store Forventninger. Men naar de følte sig skuffede ved, hvad
der blev endelig vedtaget, vilde Ministeriets Hensigt at tilbagetrænge Sporgs-
mialet om Examenskommissioner uden al Tvivl være langtfra at blive naaet.
Tvært imod vilde det blive ved at banke paa og atter banke paa. De overvejende
Betænkeligheder, som Ministeriet nærede ved at udvirke en Forandring med Special-
karaktererne vilde forhaabentlig forsvinde, hvis det maatte findes rigtigt paa ny
Om Examenskommissioner m. m.	97
at underkaste Examenssagen i det hele en Drøftelse. At de gejstlige Censorer
tillige skulde kunne examinere, hvis de ønskede det, vilde formentlig være saare
uheldigt. En Censorinstitution, ordnet paa den Maade, vilde ikke blot grundig
nedbryde den Professors Agtel§e, hvis Examination offentlig blev underkjendt; men
den vilde ogsaa indeholde en Spire til Selvopløsning, som kun spaaede den et
stakket Liv. Flertallets \ tringer om denne Sag tiltraadte han ganske, og fraraa-
dede Forslaget om Censuren indstændig. I øvrigt bemærkede han, at der var
ikke lidet i Flertallets øvrige Udtalelser, som han maatte billige, andet, hvorom
han fra sit Standpunkt selvfølgelig maatte have en forskjellig Opfattelse. Han
fandt dog for Tiden ingen Grund til udforlig at udvikle dette ; thi i en saa isole-
ret Stilling, som den, han hidtil havde indtaget, handlede man rettest i at be-
grænse sine Ytringer til det mindst mulige, især da han dog kom til samme Re-
sultat som Flertallet Dets to Indstillingspunkter om enten at forøge de gejstlige
ulønnede Censorers Tal til to eller fremme Examenssagens alsidige Undersøgelse
maatte han ogsaa gjøre til sine. At han fremfor alt betonede det sidste Indstil-
1 ingspunkt, var efter hans Stilling en Selvfølge. I hans Separatvotum med det
theologiske Fakultets Betænkning af 30. Decbr. 1861 havde han henledet Opmærk-
somheden baade paa Examenskommissioner og paa en friere Ordning af Studiet.
Flan havde ikke siden den Tid fundet Anledning til at fravige denne Synsmaade.
Hans Hovedønske med Hensyn til Examen var derfor en ny og alsidig Drøftelse
af alle med denne sammenhængende Spørgsmaal.
Det rets- og statsvidenskabelige Fakultet udtalte i sin Erklæring
af 31. Decbr. 1864 sin Glæde over, at Ministeriet samstemmede med den Hoved-
betragtning, der laa til Grund for dets Betænkning af 4. Juli 1863, angaaende
Oprettelsen af Examenskommissioner, at det nemlig er af den største Betydning
saa vel for Universitetet som for Staten, at den fuldstændige juridiske Embeds-
examen og den statsvidenskabelige Examen bevarede deres ved den nu værende
Ordning sikrede Karakter af videnskabelige Prøver.
Fakultetet saa fremdeles i den Omstændighed, at Ministeriet havde opgivet
Tanken om Oprettelsen af Examenskommissioner et Vidnesbyrd om, at Ministeriet
ikke, for at imødekomme fremsatte Ønsker, havde til Hensigt at gjennemføre nogen
Forandring i den nu værende Ordning, som maatte erkjendes, paa lignende Maade
som Examenskommissioner, efter Tingenes naturlige Gang at ville sætte hine Prø-
vers nu værende Grundkarakter i Fare og bane Vejen for de rent uvidenskabelige
Prøver, ved hvilke Fordringerne indskrænkede sig til, at Kandidaten skulde have
tilegnet sig en encyklopædisk Kundskab til Videnskabens forskjellige Hovedresulta-
ter, uden at Videnskaben i dens forskjellige Grene behøvede at være gjort til
Gjenstand for et systematisk Studium.
Paa Grund af denne Overensstemmelse vilde Fakultetet ikke være i den Nød-
vendighed her paa ny at fremføre de almindelige Betragtninger, som det i sin
oven nævnte Betænkning havde fremsat; men det udtalte sig nærmere om de enkelte af
Ministeriet fremsatte Forslag, sigtende dels til en Forandring i den Stilling, der nu var
givet Fakultetets Professorer som Censorer ved Examen og udelukkende Examina-
torer, dels til en Begrænsning af Examensstoffet. Fakultetets Udtalelser om dette
sidste Punkt blive meddelte i en anden Sammenhæng.
Hvad det første Punkt angaar, udtalte Fakultetet, at det var Ministeriets
Mening, at der burde gjøres den Forandring i det bestaaende, at kun den i Faget
Universitets Aarbog,	13
98	Universitetet 1864 — 1871.
examinerende Professor deltog i Censuren, saaledes at Specialkaraktererne for de
enkelte Fag bestemtes alene af denne og de to tilforordnede Censorer uden for
Fakultetet, samt at det tillige udtrykkelig burde tilkjendegives, at de tilkaldte Cen-
sorer vare berettigede til at gjøre Kandidaten nogle Spørgsmaal, naar den exami-
nerende Professor havde endt Prøven i det paagjældende Fag, og denne ikke var
forekommet, dem fyldestgjørende eller aldeles hensigtssvarende.
Disse Forslag foranledigede Fakultetet til følgende Bemærkninger:
Det var ganske i Overensstemmelse med den juridiske Emhedsexamens Ka-
rakter som videnskabelig Prøve, at Examinationen ved samme altid havde været
lagt i de juridiske Professorers Haand. Dels turde det vel betragtes som det i
og for sig naturlige, naar det gjaldt at finde de dygtigste Exaininatorer ved en
videnskabelig Prøve, til dette Hverv at vælge de Mænd, hvis Livsstilling førte en
stadig Syslen med Videnskaben med sig, dels vilde i alt Fald Fakultetets Profes-
sorer i Regelen alene være i Stand til ved Examinationen at tage det Hensyn til
Undervisningen fra Universitetets Side, gjennem hvilken Kandidaten havde forberedt
sig, som nødvendigvis maatte tages, livis Prøven skulde have den fornødne Grundig-
hed og Bestemthed, uden at dog Fordringerne overskred de rimelige og naturlige
Grænser. Det var fremdeles i Overensstemmelse med Prøvernes videnskabelige
Karakter, at der ligeledes stedse havde væ;et tillagt Fakultetets Professorer en
væsentlig Indflydelse med Hensyn til Bedømmelsen af Kandidaternes Præstationer.
Det kunde vel end ikke nægtes, at den efter Prøvens Karakter nærmest liggende
Censurordning vilde være, at Bedømmelsen lige saa vel som Examinationen udeluk-
kende overlodes Professorerne, da den Sætning vel næppe kunde bestrides, at de,
der vare bedst skikkede til at examinere Kandidaterne, ogsaa bedst formaaede at
bedømme de af dem aflagte Prøver, og det paa den anden Side heller ikke kunde
nægtes, at ved Tilkaldelsen af Statsembedsmænd i praktiske Livsstillinger som
Deltagere i Tedømmelsen denne kunde paavirkes i en Retning, der ikke svarede
til Examens theoretisk videnskabelige Karakter. Naar det ikke desto mindre var
blevet anset for hensigtsmæssigt at tilkalde Statsembedsmænd i ansete Stillinger
uden fnr Fakultetet som Meddomsmænd ved Censuren, havde man væsentlig haft
for 'Øje at give Prøven en højere Grad af officiel Offentlighed og udvortes Anseelse,
og saaledes saa vel forskaffe det offentlige forøget Garanti for Examens Alvoi og
Værdighed, som bidrage til dens Tillid i den offentlige Mening. Men det havde
ikke været Meningen med denne Ordning at forandre Prøvens Grundkarakter. Der-
for var der ikke tillagt de extraordinære Censorer nogen Indflydelse paa Examina-
tionen; de havde slet intet, at gjøre med Tilvejebringelsen af de Data, paa hvilke
Dommen over Kandidaten skulde bygges. Do havde vistnok som Censorer den
Ret og den Pligt alene at stemme efter deres Overbevisning; men de skulde grunde
deres Dom udelukkende paa de ved Professorernes Examination tilvejebragte Data.
En vigtig Garanti mod den Fare, for hvilken Bevarelsen af Provens viden-
skabelige Karakter var udsat ved Tilkaldelsen af Mænd i praktiske Livsstillinger,
som i Regelen vilde være ubekjendte med den akademiske Undervisning, gjennem
hvilken Kandidaten havde forberedt sig, til Deltagelse i Censuren, iaa under den
nu værende Ordning deri, at de overordentlige Censorers Indflydelse paa Karakter-
bestemmelsen ikke overvejede den, der tilkom Professorerne. I I'ølge Frd. 2(>. Jan.
1821 var det endog Regelen, at de to tilforordnede Censorer afgave deres Votum i
Forbindelse med samtlige Fakultetets Medlemmer. Og da disse i Almindelighed
Om Examenskommissioner m. m.
99
vare 5, kun sjælden 4 i Tallet, kunde der efter samme, endnu mindre end ved
andre Universitetsexamina, hvor kun 1 extraordinær Censor deltog i Bedømmelsen
med to Professorer, være Tale om, at de extraordinære Censorer kunde sætte en
afvigende Mening igjennem, naar alle eller endog blot det overvejende Flertal af
de censurerende Professorer vare enige om Dommen. Heri skete vistnok en ind-
gribende Forandring ved den ved Frd. 30. Decbr. 1839 mod Fakultetets Erklæ-
ring og Universitetsdirektioneus Indstilling indførte Regel, i Følge hvilken Karakte-
ren for hvert enkelt Fag bestemmes af to af Fakultetets Professorer i Forbindelse
med de to extraordinære Censorer. Den Omstændighed, at de extraordinære Cen-
soiers Indflydelse paa Karaktcrbestemmelsen er lige saa stor som Professorernes,
havde ogsaa ganske vist sine Misligheder; navnlig vilde i Tilfælde af Dissens mellem
Professorerne^og de tilkaldte Censorer, hvor efter den for Stemmelighed gjældende Regel
At'gjørelsen beroede paa dens Votum, der havde den højeste Rang, den af de extra-
ordinære Censorer forfægtede Mening hyppig — efter de øjeblikkelige Forhold
endog saa godt som altid — kunne sættes igjennem mod Professorernes. Men
selv efter Frd. 30 Decbr. 1839 var dog Principet det, at de overordentlige Cen-
sorer vel skulde have lige saa stor, men ikke en større Indflydelse paa Karakter-
bestemmelsen end Professorerne, ligesom da ogsaa Forhold kunde tænkes, hvor en af
Professorerne havde den i den højere Rang grundede bestemmende Indflydelse.
Dertil kom, hvad Erfaringen havde vist, at lige over for to enige Professorer
havde de tilkaldte Censorer, i rigtig Vurdering af deres Stilling ved Examen, ikke
sjælden underordnet deres Dom for Professorernes, hvilket navnlig saa godt som altid
havde været Tilfældet, hvor Professorernes Dom gik i mildere Retning; og det turde
derfor vel siges, at der, som Forholdene virkelig stillede sig, under den nu
værende Ordning i det hele var en tilstrækkelig Garanti for Bevarelsen af Prø-
vens videnskabelige Karakter, om det end maatte indrømmes, at Frd. 1839 i
Ordningen af Censuren var gaaet til den yderste, i sig selv noget mislige Grænse.
Derimod forekom det Fakultetet uimodsigeligt, at man ved at forandre
de gjældende Regler paa den af Ministeriet foreslaaede Maade, i en meget væ-
sentlig Grad vilde svække Garantierne mod de Farer for Examens videnskabelige
Karakter, der i og for sig fulgte af at tilkalde Mænd, der væsentlig vare uddannede
i praktisk Retning, til Medvirkning ved Prøvens Afholdelse.
Efter Ministeriets Forslag skulde for det første Specialkarakteren tor hvert
enkelt Fag bestemmes af den i Faget examinerede Professor i Forbindelse med de to
Censorer uden for Fakultetet. Fakultetets Repræsentant vilde saaledes altid ud-
gjøre et Mindretal af samtlige Censorer; hans Votum vilde kun i Tilfælde af Me-
ningsulighed mellem de extraordinære Censorer faa Betydning.
Man turde nu vistnok ingenlunde smigre sig med det Haab, at de Mænd,
hvem saaledes den afgjørende Indflydelse tillagdes, i Længden vilde være tilbøjelige
til en varsom Benyttelse af denne Myndighed lige over tor en dissentierende Pro-
fessor. Det saas heller ikke, hvad der skulde opfordre dertil. Naar Regeringen
fraveg en Ordning, i Følge hvilken de tvende Klasser af Censorer havde lige stor
Indflydelse, og i Modsætning hertil forstærkede den ene Klasses Indflydelse paa
den andens Bekostning, laa det dog nærmest at antage, at det var Meningen, at
denne Myndighed skulde benyttes. Det maatte jo være Regeringens Anskuelse, at
der ved denne Ordning tilvejebragtes en hensigtsmæssig Forandring i det bestaaende,
og det kunde altsaa ikke antages at stemme med en saadan Censurordnings Hen-
13*
100	Universitetet 1864 1871,
sigt, i Realiteten at lade den medcensurerende Professors Votum faa en større
Indflydelse, end den i og for sig efter Ordningen skulde have. Det laa fremdeles
i Forholdets Natur, at de tilforordnede Censorer ikke let vilde tillægge en enkelt
Professors Dom den Betydning, som de to censurerende Professorers overensstem-
mende Votum nu ofte havde i deres Øjne. Det behovedes imidlertid ikke nærmere at
paavises, hvor trykkende og uhyggeligt det vilde være for den examinerende Pro-
fessor, om der ved de tvende tilkaldte Censorers Votum, hvad under de forandrede
Forhold ganske vist ikke vilde udeblive, skulde blive tilkjendt Kandidaten en
ringere Karakter end den, hvortil den Professor, som havde ledet Examinationen,
ansaa ham værdig. Det var ingenlunde Fakultetet klart, hvad Ministeriet egentlig
tilsigtede ved det her omhandlede Forslag Skulde Ojeinedet imidlertid være, at
gjore den juridiske Embedsexamen lettere, end den for Tiden antages at være, maatte
Fakultetet udtale som sin bestemte Forvisning, at alle, som havde haft Lejlighed
til at følge denne Examen, vilde erkjende, at hverken Fordringerne under Exami-
nationen vare ubillige eller uforholdsmæssig store, eller Censuren i nogen som helst
Henseende strængere end tilbørligt. Det var heller ikke Fakultetet bekjendt, at
nogen som helst Klage i denne Retning var fremkommet med Hensyn til den juri-
diske Embedsexamen. — Ogsaa fra en anden Side betragtet maatte Fakultetet anse den
paatænkte Foranstaltning for utilraadelig. Den vilde nemlig berøve den Professor,
der havde examineret og efter Ministeriets Forslag alene skulde deltage i Censuren,
den betydningsfulde Støtte, han nu havde, ikke blot lige over for de undre Cen-
sorer, men ogsaa i selv at bestemme sit Votum, hos en Kollega, hvis Dom for ham
var af saa meget større Vægt, som der her ikke vilde være Tvivl om, at den
bestemtes efter de samme Synspunkter som hans egen, medens han selv ikke
ganske sjælden, naar Examinationen var endt, kunde være noget usikker i sin
Bedømmelse, foidi Examinationens Ledelse, der gjorde det nødvendigt omhyggelig
at folge Besvarelsens Enkeltheder, undertiden kunde være til Hinder for et aldeles
klart og udpræget Indtryk af Besvarelsens Værd i sin Helhed.
Fakultetet ansaa det for utvivlsomt, at Forslagets Vedtagelse gjennem den
ved samme bevirkede forandrede Opfattelse af de tilforordnede Censorers Stilling
og Betydning, i alt Fald i Tidens Lob, naar Traditionens Magt var brudt, vilde fore
til, at Examens Udfald i mange Tilfælde vilde blive bestemt af disse Censorer
alene, med Tilsidesættelse af den examinerende Professors Dom; heri laa imidlertid,
som let vilde ses, en ganske lignende Fare, som den Ministeriet erkjendte at være
forbundet med Indførelsen af særlige, fra Fakultetet forskjellige Examenskommis-
sioner. Men Fakultetet maatte endnu gjore opmærksom paa en anden Fare, som
Foranstaltningi n efter dets Mening vilde føre med sig.
Skjønt det efter Ministeriets udtrykkelige Udtalelse ikke kunde antages at
være Meningen, vilde det ikke kunne nægtes, at en saadan Censurordning som den
af Ministeriet paatænkte maatte betragtes eller i alt Fald vilde blive betragtet som
en Tilnærmelse til Ansættelse af særlige, fra Fakultetat forskjellige Examens-
kommissioner, som et Forsøg paa ved en mindre indgribende foranstaltning at
opnaa de formentlige Fordele, en saadan li siitution skulde medtøre.
Naar nu Foranstaltningen, hvad Fakultetet ansaa tor uundgaaeligt, i 'lidens
Løb viste sig at være forbundet med saa store Ulemper, at en torandring blev
nødvendig, vilde del efter den Indrømmelse, som engang var sket til den Side,
der krævede Indforeisen af Examenskomniissioner, blive dobbelt vanskeligt at vende
Om Examenskommissioner m. m.
101
tilbage til en Examensordning, som alene sikrede Examen dens Karakter af en
virkelig videnskabelig Prøve. Efter Tingenes naturlig Gang vilde dot næste Skridt
derimod blive, at man indførte Examenskommissioner, som Ministeriet selv erkjendte
at ville blive til Afbræk for Retsvidenskaben og derigjennem til Skade for Staten
Fakultetet kunde derfor ikke andet end indtrængende fraraade den lier omhandlede
Forandring i de gjældeude Bestemmelser.
Hvad der gjaldt om den foreslaaede Forandring i Censurordningen, gjaldt
ikke mindre Forslaget til Forandring i de extraordinære Censorers Stilling, i Folge
hvilket disse under visse Omstændigheder skulde være berettigede til, efter at Pro-
fessorernes Examination var endt, at stille Spørgsmaal til Kandidaten. Grunden
til at tillægge de tilkaldte Censorer en saadan Myndighed kunde fornuftigvis ikke
være den, at disse Mænd ansaas for bedie skikkede til at forestaa Examina-
tionen ved en Prove af den Karakter, som den juridiske Embedsexamen i sin nu
værende Skikkelse. Thi selv om man aldeles vilde se bort fra, hvad der talte
for, at netop Professorerne alene egnede sig for dette i I ver v, saa vilde det dog
være i højeste Grad urimeligt vedblivende at betro den egentlige Hovedexamination
til de Mænd, der ansaas som mindre skikkede til dette Hverv, medens man ind-
skrænkede dein, der antoges bedre at være i Stand til at løse Opgaven, til, efter
at en formentlig mislykket Hovedexamination var fort til Ende, at rette nogle Spørg -
maal til Kandidaten, for at supplere de ved hin tilvejebragte, til Dels ubru gbare
Data for Bedømmelsen
Denne Forandring i de extraordinære Censorers Stilling ved Examen kunde derfor
kun opfattes som et Skridt i samme Aaiid og Retning som Oprettelsen af Examenskom-
missioner, bestaaende af Mænd uden for Fakultetet. Og det kunde næppe betvivles'
at denne Tendens vilde blive af desto mere indgribende Betydning, jo mere den i det
foregaaende omhandlede forandrede Opfattelse af de tilforordnede Censorers Stilling
og Indflydelse i Tidens Løb gjorde sig gjældende.
Den Maade, hvorpaa den foreslaaede Foranstaltning søgte at forbinde tvende
forskjellig artede Examensformer, vilde i øvrigt let kunne medføre endnu
større Misligheder, end den fuldstændige Overgang til Indretningen med særlige
Examenskommissioner. Det var i og for sig sandsynligt, at de extraordinære Cen-
sorer, der under den forandrede Opfattelse af deres Stilling til Examen i det he'e
vistnok hyppig vilde gjøre Brug af deres Berettigelse til at deltage i Examinationen,
vilde lægge væsentlig Vægt paa de Data for Bedømmelsen, som tilvejebragtes ved
deres egen supplerende Examination, og i Følge den Censurordning, Ministeriet
havde foreslaaet, vilde endog selve Afgjørelsen væsentlig kunne blive bestemt etter
Kandidatens Besvarelse af disse enkelte Spørgsmaal. Men det kunde ikke mis-
kjendes, at Prøvens Udfald derved pa:i den uretfærdigste Maade vilde komme til at af-
hænge af Tilfældigheder. Snart vilde det blive regnet en Kandidat til gode, at
lian formaaede at give nogenlunde rigtige Svar paa Spørgsmaal, der reforerede sig
I il Videnskabens allerbekjeadteste Almindeligheder, uagtet det efter den hele forud
gangne Prøve kunde være indlysende og ved en bestemtere og_ grundigere Exami-
nation i den paagjældende Materie vilde have vist sig, at Kandidatens videnskabe-
lige Indsigt var temmelig ringe, ja at hans Standpunkt endog hørte til de aller
laveste. Snart vilde det omvendte kunne komme en Kandidat til Skade, at han
ikke i Ojeblikket var i Stand til at give et fyldestgjørende Svar, skjønt det ved en
nøjere Prøvelse kunde vise sig, at han virkelig var tilbørlig bekjendt med den
102
Universitetet 1864—1871.
Materie, i hvilket Spørgsmaalet var rejst, da det ingenlunde var noget sjældent
Fænomen, at en i det hele dygtig Kandidat i Øjeblikkets Forvirring ikke kunde
samle sig og derfor gav et uheldigt Svar, som han under den efterfølgende Exa-
mination selv rettede.
Skulde der raades Bod paa den Upaalidelighed, som Prøven herved vilde
komme til at lide under, maatte der nødvendigvis af vedkommende Professor an-
stilles en ny Examination af Kandidaten i den af Censor fremdragne Materie, saa
grundig og indtrængende, som Examens Karakter i det hele kiævede. Men for-
uden at det kunde blive tvivlsomt nok, om de tilkaldte Censorer vilde være til-
bøjelige til at tillægge de ved en saadan yderligere Examination fremkomne Re-
sultater den tilbørlige Vægt., var det klart, at Prøven ved en saadan Foranstaltning,
som oftest til Unytte, vilde vidtløftiggjøres og i langt højere Grad, end nu var
Tilfældet, blive trættende for alle Parter, og Fakultetet troede navnlig med Sikker-
hed at kunne forudsige, at den hele Foranstaltning, naar den først fik praktisk
Betydning, vilde blive betragtet af de studerende med yderst ugunstige Øjne.
Den Forandring i de tilforordnede Censorers Stilling ved Examen, som den
foreslaaede Foranstaltning vilde bevirke, medførte i øvrigt ogsaa, fra en anden Side
betragtet, de største Misligheder. Censorerne skulde være berettigede til at stille
Spørgsmaal til Kandidaten, naar Professorens Examination var endt, og denne ikke
forekom dem fyldestgjørende eller aldeles hensigtssvaiende. Der tillagdes dem
saaledes ej alene en Myndighed til paa en væsentlig Maade at gribe ind i Prøven
i Forhold til Examinanden; men der gaves dem ogsaa en Beføjelse til at dømme
om Beskaffenheden af Professorens Examination, hvilken de efter Omstændighederne
kunde erklære for uskikket til at tjene som Grundlag for Dommen over Kan-
didaten.
Den Stilling, hvori den examioerende Professor herefter vilde blive sat lige
over for de Mænd, hvis Censur og Kritik han underordnedes, skjønt de i Regelen i
theoretisk videnskabelig Dannelse vilde staa under ham, og efter hvis Smag han
altsaa maatte beflitte sig paa at indrette sin Examination, var i sig selv saa yd-
mygende og lidet stemmende med en Examinators Værdighed, at Fakultetet alle-
rede af denne Grund maatte fraraade en saadan Ordning. Men det maatte derhos
erindres, at denne Censur og Kritik paa Grund af Examens Offentlighed vil le
blive udøvet offentlig, at der følgelig, — som Fakultetet allerede udtalte under de
Forhandlinger, som gik forud for Frd. 30. Decbr. 1839, i Anledning af et lignende
Forslag fra Kancelliets Side —, liver Gang Censorerne benyttede sig af denne Myn-
dighed, udtaltes en offentlig Dadel over Professorens Examination, eller at det,
selv om dette ej maatte være Censors Mening, i det mindste vilde have Udseende
heraf i alle tilstedeværendes Ojne. Fakultetet udtalte næppe for meget ved at
sige, at en Professors Stilling som Examinator vilde blive aldeles uholdbar, naar
en saadan offentlig Dadel blev udtalt om hans Examination. I alt Fald laa det i
Forholdets Natur, at Benyttelsen af denne Myndighed fra Censorernes Side uund-
gaaelig vilde fremkalde en saadan Spænding og saa idelige Konflikter, at enhver
fredelig Samvirken mellem Professorerne og de tilkaldte Censorer vilde umulig-
gjøres. At begge Parter vilde blive kjede af en Virksomhed, der i Følge sin Be-
skaffenhed saa let kunde fremkalde det uhyggeligste personlige torhold, var ikke
den mindste Skyggeside ved en saadan Foranstaltning.
Om Examenskommissioner m. m.
103
Fakultetet udtalte til Slutning, at det ikke kunde erkjende, at der skulde
have vist sig nogen Ulempe ved den nu gjældende Examensordning, der indeholdt
særlig Opfordring til at forandre Professorernes og de tilkaldte Censorers Stilling
til Examen. Det turde ogsaa være indlysende, at enhver ønskelig Garanti mod
mulige Ulemper ved Professorernes Stilling til Prøven allerede nu havdes i dens
Offentlighed, i den Medvirkning, hvortil de overordentlige Censorer efter de nu
gjældende Regler vare kaldede, og i den gjældende Regel, at der i den danske
Rets Hovedfag ikke udelukkende examineredes af den Professor, jler docerede det
enkelte Fag, men af samtlige juridiske Docenter efter Omgang. Fakultetet gjen-
tog, at det heller ikke var det bekjendt, at Klager i denne Retning vare frem-
komne. At den bestaaende Examensordning var blevet anfægtet som principielt
urigtig, kunde naturligvis ikke i denne Henseende gjøres gjældende.
Det var ikke Fakultetet klart, om det havde været Ministeriets Mening i
Forbindelse med de andre Foranstaltninger ogsaa at forandre den Regel, i Følge hvilken
de extraordinære Censorer hver Dag vexlede, og Omgang til Deltagelse i Censuren
fandt Sted mellem et større Antal Mænd, og i Stedet derfor at ansætte et mindre
Antal faste og lønnede Censorer. Da Spørgsmaalet om Indførelsen af faste Cen-
sorer imidlertid oftere havde været Gjenstand for Forhandling, vilde Fakultetet dog
ikke behøve udførlig at gaa ind paa en Undersøgelse om Hensigtsmæssigheden af
en saadan Forandring. Fakultetet fastholdt for sit Vedkommende de Indvendinger
mod samme, som det havde udtalt i sin Erklæring til Konsistorium af ] 8. Okt. 1844
(se neden for). Bortset fra de Vanskeligheder, som det vilde have at faa saadanneMænd
udnævnte til faste Censorer, som bedst vilde egne sig til dette Hverv, og at til-
vejebringe de tilstrækkelige, ganske vist ikke ubetydelige Midler til deres Lønning,
betragtede Fakultetet det endnu stedse som en Hovedindvending, at dot Ojemed,
man vilde opnaa, nemlig Sikkerhed for Bedømmelsens Ligelighed, ingenlunde vilde
opnaas. Muligheden af en ulige Bedømmelse paa de forskjellige Examensdage
vilde ikke kunne undgaas, da det dog ikke gik an at indskrænke Tallet af de faste
Censorer til 2, og da de Mænd, der udnævntes, kunde følge meget forskjellige
Principer ved deres Bedømmelse, og hertil kom, at denne Indretning udsatte
for en langt større Ulempe end den nu værende Ordning, hvis nemlig det dog ikke
utænkelige Tilfælde indtraf, at der en Gang skete et uheldigt Valg af en fast
Censor. Det maatte tillige bemærkes, at Indførelsen af faste Censorer let kunde
opfattes som en Slags Tilnærmelse til Ansættelsen af særlige Examenskommissio-
ner, og saaledes bidrage sit til at forandre Opfattelsen af Censorvirksomhedens
Karakter i samme Retning som de oven for omhandlede Foranstaltninger, og Fa-
kultetet maatte derfor allerede af denne Grund' i Henhold til de tidligere fremsatte
Betragtninger, fraraade ogsaa denne Forandring i den gjældende Ordning.
For saa vidt Ministeriet endelig havde udtalt det som sin Anskuelse, at en
Del kunde tale for at afskaffe Specialkaraktererne ved den juridiske Examen, fandt
Fakultetet sig dog ikke opfordret til nærmere at gaa ind paa Spørgsmaalet om
Specialkarakterers Hensigtsmæssighed, da det saa, at Ministeriet dog ikke var til-
sinds at udvirke en Forandring i saa Henseende. Kun skulde Fakultetet, i Anled-
ning af den Ytring af Ministeriet, at Ordningen med Specialkarakterer til Tilfreds-
hed havde bestaaet sin Prøve, for sit Vedkommende udtale, at Erfaringen ogsaa ved
den juridiske Embedsexamen havde vist, at man havde Grund til at føle sig til-
freds med denne, efter udførlige Forhandlinger og moden Overvejelse indførte Ord-
104
Universitetet 1864 —1871.
ning, som vistnok ogsaa i de studerendes Kreds havde den almindelige Stemme
for sig.
Hvad den juridiske Examen for ustuderede angik, saa fulgte det vistnok af
den grundforskjellige, netop aldeles uvidenskabelige Karakter, som denne Examen
havde, at Fakultetet med Hensyn til samme kun for en Del kunde henholde sig til
de Betragtninger, det oven for havde gjort gjældende mod de foreslaaede Foran-
dringer. Ikke desto mindre troede Fakultetet ikke at behøve at gaa ind paa en
særlig DrofteIse*af disse Foranstaltninger i deres Fo: hold til Proven for ustuderede
Jurister. Det turde vel nemlig anses for en Selvfølge, at Ministeriet, for saa vidt
det maatte opgive en Foranstaltning for den egentlige Embedsexamens Vedkom-
mende, ikke agtede at gjennemføre den ved hin Prøve, med Hensyn til hvilken
ingen Ønsker om Forandring vare fremsatte, saa meget mere, som det endog gjen-
tagne Gange i Anledning uf Andragender fra Højesteret om at fritages for Delta-
gelse i Censuren ved samme havde været paa Bane for denne Prøves Vedkom-
mende at indfore den for Tiden ved Universitetets Examina almindelige Ordning,
at kun 1 extraordinær Censor skulde deltage i Bedømmelsen tillige med Pro-
fessorerne.
Hvad endelig den statsvidenskabelige Examen angik, gik Ministeriets Forslag
ud paa, at der skulde gjøres den Forandring i den nu værende Ordning af Cen-
suren, i Følge hvilken kun 1 extraordinær Censor deltog i Bedømmelsen i For-
bindelse med tvende Professorer, at der her lige som ved de juridiske Examina
tilkaldtes 2 Mænd uden for Fakultetet som overordentlige Censorer, og at i øv-
rigt de samme Regler skulde gjælde i Henseende til disse Censorers Stilling som
ved de juridiske Prøver.
Med Hensyn til det første Punkt kunde Fakultetets statsvidenskabeligo Med-
lemmer vel ikke andet end slutte sig til den oven for fremsatte Opfattelse, at det
var mindre principrigtigt at tillægge de tilforordnede Censorer lige saa stor Ind-
flydelse paa Bedømmelsen som Professorerne; men da dog de Erfaringer, der vare
gjorte ved den juridiske Embedsexamen, viste, at Ulemperne i Virkeligheden vare
færre, end det kunde formodes, antoge de, at den Ordning, som fandt 8ted ved de
juridiske Prøver, ogsaa uden Betænkelighed kunde træffes ved den statsvidenskabe-
lige Examen, uagtet der i øvrigt, saa vidt Fakultetet bekjendt, ingen Sinde var
fremkommet Onsker om en Forandring i det bestaaende Forhold, hverken fra de
studerendes Side eller uden for Universitetet. Dog vilde der formentlig ingen
Anledning va're til at dele de Mænd, der tilkaldtes som Censorer, i 2 Afdelinger,
af hvilke et Medlem af hver skulde være tilstede, saaledes som for de juridiske
Examinas Vedkommende var sket ved Frd. 1839 § 10. Fakultetet henledede imid-
lertid Opmærksomheden paa Nødvendigheden af at forøge Antallet at de Mænd,
der skulde tilkaldes som Censorer, hvis 2 af disse for Fremtiden skulde være til-
stede hver Examensdag.
I Henseende til de Forslag, der vare fælles for de juridiske Prøver og den
statsvidenskabelige Examen, tiltraadte de statsvidenskabelige Docenter ganske de
oven anførte Betragtninger, og bemærkede kun, at det vilde være saa meget mis-
ligere at tillægge de overordentlige Censorer en afgjørende Indflydelse paa Censu-
ren eller Berettigelse til at stille Spørgsmaal til Kandidaten, som det let kunde
træffe, især naar Tallet af disse Censorer skulde forøges, at disse Mænd ikke vaie
i Besiddelse af særlig statsøkonomisk Kyndighed. Da de næppe heller i Alminde-
Om Examenskommissioner m. til.
105
lighed vilde være i Besiddelse af særlig juridisk Indsigt, vilde det med Hensyn
tiJ de flere juridiske Fag under den statavidenskabelige Examen vistnok ligeledes
fremtræde som lidet naturligt at give dem en ubetinget Overvægt ved Præstatio-
nernes Bedømmelse og endog Ret til ogsaa for disse Fags Vedkommende at stille
Spørgsmaal til Kandidaten, naar Professorens Examination ikke forekom dem
ganske hensigtssvarende eller fyldesfgjørende.-
Med Skrivelse af 6. Jan. 1865 indsendte Konsjstoriu m disse Erklærin-
ger til Ministeriet. Konsistorium udtalte, at det med megen Tilfredsstillelse havde
erfaret, at Ministeriet ved Sagens Overvejelse havde vundet den Overbevisning,
at Indførelse af Examenskommissioner ikke blpt .for de øvrige Universitetsexaminas
Yqdkommende, men ogsaa, for saa vidt angik den theologiske Embedsexamen og de
un,der det rets- og statsvidenskabelige Fakultet hørende Examina, stillede sig saa
betænkelig over for Universitetet og det videnskabelige Studium i det hele, at man
burde være varsom med at skride til en saadan Foranstaltning. Konsistorium an-
saa det for unødvendigt til denne Udtalelse, som stod i fuldkommen Samklang med
Konsistoriums Erklæring af 10. Juli 1863, at føje, at det for sit Vedkommende
paa den anden Side var fuldkommen beredvilligt til at virke til Gjennemførelse af
saadanne hensigtssvarende Ændringer i det bestaaende, som uden at forandre den
videnskabelige Karakter, som Universitetets Embedsexamina efter den nu værende
Ordning havde, kunde indeholde en Imødekommen over for de Fordringer og Øn-
sker, som i dette Anliggende havde gjort sig gjældende. Konsistorium billigede
derfor fuldkommen, naar det theologiske Fakultet i sin Erklæring gik ind paa, at
tvende gejstlige Censorer med 2 af Fakultetets Professorer deltoge i Censuren ved
den theologiske Examen. Mellem de af Ministeriet fremsatte Forslag var der imid-
lertid to, som Konsistorium for sit Vedkommende maatte fraraade lige saa indtræn-
gende, som det var sket i de af begge Fakulteter afgivne Erklæringer. Dette var Forsla-
get om, at ved den theologiske Embedsexamen og de under det rets- og statsviden-
skabelige Fakultet hørende Examina kun den i Faget examinerende Professor skulde
deltage i Censuren, saaledes at Specialkaraktererne for de enkelte Fag bestemtes
alene af denne og de 2 tilforordnede Censorer uden for Fakultetet, samt Forslagel
om, at det udtrykkelig skulde tilkjendegives, at de tilkaldte Censorer vare beretti-
gede til at gjøre Kandidaten nogle Spørgsmaal, naar den examinerende Frofessor
havde endt Prøven i det paagjældende Fag, og denne ikke var forekommet dem
fyldestgjørende eller aldeles hensigtssvarende. Idet Konsistorium i øvrigt hen-
holdt sig til, hvad der af begge Fakulteter var gjort gjældende mod disse Forslag,
bemærkede det, at de nævnte Forslag, der efter dets Formening hvilede paa en
Miskjendelse af de tilforordnede Censorers naturlige Stilling og Betydning som
Meddomsmænd ved Censuren, i Tidens Løb nødvendigvis vilde føre til, at hine
Embedsexamina tabte deres nu værende videnskabelige Karakter, soni det jo netop
var Ministeriet magtpaaliggende at bevare, samt at det var saa langt Ira, at \ ed-
tagelsen af disse Forslag vilde fjærue Spørgsmaalet om Indførelsen at Examens-
kommissioner, at det tvært imod kunde forudses, at Gjennemførelsen at disse bot-
anstaltninger vilde danne det naturlige Overgangsled for saadanne Examenskom-
missioner. Ligesom derhos allerede det først nævnte Forslag stillede den exami-
nerende Professor i et lidet heldigt Forhold over for de tvende tilforordnede Cen-
sorer, som i mange Tilfælde vilde gaa ud fra en fra hans forskjellig Optattelse al
Examens Karakter, og ligesom denne Stilling for Professoren vilde blive i hojebte
14
Universitets Aarbog,
106
Universitetet I8fi4 —1871.
Maade pinlig, naar Censorernes Dom og derigjennem dot endelige Udfald af Prø-
ven var strængere end lians egen, saaledes maatte Konsistorium bestemt udi.ile at
en Anvendelse af den for de tilforordnede Censorer i det sidst nævnte Forslag
indeholdte Beføjelse til offentlig at kritisere og censurere Profes-
sorens Exami nation vilde gjere hans Stilling som Examinator aldeles uhold-
bar. J Anledning af det sidst omtalte Forslag bemærkede Konsistorium, at i Til-
fælde af, hvad naturligvis kunde hænde, at en Kandidats Besvarelse med Hensyn
til et enkelt Punkt havde efterladt hos en af Censorerne en Uvished om Kandida-
tens virkelige Mening om det paagjældende Forhold, kunde denne Uvished selv-
følgelig ogsaa under den nu værende Examensindretning med storste Lethed fjær-
nes, idet Censor, forinden Examinator gi!: over til en ny Materie, enten ved di-
rekte Henvendelse ti! Examinator e'ler ved at henvende sig til den medeensure-
rende l'rofessor, som gjorde sin Kollega opmærksom paa Censorens Onske* ville
kunne foranledige en yderligere Tilsporgsel til Kandidaten.
Det var ikke Konsistorium ganske klart, om det havde været Ministeriets
Mening at foreslaa Forandring i den Pegel i Følge hvilken de extraordinære Cen-
sorer hver Dag vexlede, og Omgang til Deltagelse i Censuren fandt Sted mellem
et større Antal Mænd, og i Stedet derfor at ansætte et mindre Antal fast lonnede
Censorer. Skulde dette imidlertid være paatænkt af Ministeriet, maatte Konsisto-
rium ganske henholde sig til de Erklæringer, som det under 9. Novhr. 1844*) og
*) Denne Kiklæring er vel anfort i Selmers Aarbog f 1847 S 46; men da det kun
er sket med faa Ord, skal den her nærmere omtales. Konsistorium bemærkede i
denne, at ihvnrvel Indretningen med et ringe Antal faste Censorer upaatvivlelig
havde nogle Fortrin for den, at et betydeligt Antal skiftevis gav Mode, kunde det
dog næppe miskjendes, at de særegne Fakultetsforhold kunde medfore overvejende
Betænkeligheder saa vel mod Indretningens Indforelse overhovedet, soin mod dens
Juldkomne Gjennemferelse. Ligesom Konsistorium derfor ikke fandt Anledning til
at anbefale nogen Forandring i den bestaaende Indretning ved den medicinske og
filologiske Kmbedsexamen, og navnlig ikke til, overensstemmende med det, som af
enkelte Medlemmer i det filosofiske Fakultet var ytret, at foreslaa, at en af de
theologiske Professorer valgtes til eneste Examinator ved den filologiske Embeds-
examen i en vis Periode, saaledes troede Konsistorium ogsaa. at en saadan For-
holdsregel, hvad den juridiske Examen angik, havde overvejende Betænkeligheder
imod sig. Det vilde uden Tvivl være endnu vanskeligere at finde dertil kvalifice-
rede praktiske Embedsmænd, der som Censorer i visse bestemte Fag, kunde give
Mede nogle Timer hver Dag under hele Examen, hvilke da ogsaa i det mindste
maatte være 4 i Tallet, end at finde saadanne Censorer, der vare tilstede under
Lxaminationen i samtlige Discipliner, men kun hver anden eller tredje Dag. Kon -
sistorium erklærede sig derhos enigt i, hvad det juridiske Fakultet havde ytret, at
det, selv om faste Censorer ikke indfortes. vilde være tilstrækkeligt og hensigts-
svarende, at kun 4 extraordinær Censor overværede Examen, at altsaa ved Exami-
nationen i hvert Fag vare tilstede foruden Examinator 2 Censorer, hvoraf den ene
var et af Fakultetets Medlemmer, den anden en praktisk Embedsmand. De til-
forordnede Censorers Indflydelse paa Karakterbestemmelsen blev endda lige saa stor
og til Dels endog noget større, end den havde været forhen, indtil for nogle faa
Aar siden. Før Specialkaraktererne vare indførte, mødte nemlig vel ogsaa som
nu hver Dag 2 tilforordnede Censorer; men disse afgave deres Votum i Forbin-
Om Examenskommissioner m. m.
107
senest under 25. Marts 1862 *) havde afgivet om dette Spørgsmaal. Særlig frem-
hævede Konsistorium den Side uf Sagen, at denne Foranstaltning, hvis den skulde
delse med fakultetets samtlige Medlemmer, som i Almindelighed vare 5 og kun
sjældnere 4 i Tallet.
Hvad Betalingen angik, antog Konsistorium, at der ikke var tilstrækkelig Grund
til at fastsætte en saadan, hvor den, som ved den medicinske, efter dens da væ-
rende Indretning, og filologiske Examen vilde blive meget ubetydelig. Indførtes
derimod faste Censorer ved den theologiske og juridiske Examen, maatte der uden
Tvivl gjøres Udvej til et passende Vederlag, hvilket ogsaa vilde være Tilfældet
med Hensyn til den medicinske Examen, dersom Antallet af de tilforordnede Cen-
sorer blev indskrænket. Hvad Tilvejebringelsen af dette Vederlag angik, formente
Konsistorium imidlertid, at det ikke med Billighed kunde paalægges de studerende,
end ikke for saa vidt de gjentagne Gange indstillede sig til Examen, at udrede
samme, og Konsistorium ansaa det, ligesom det juridiske Fakultet, for princip-
stridigt at bebyrde Kommunitetet med denne Udgift, hvis øjemed ikke alene var
Kommunitetet, men, da de tilforordnede Censorer nærmest tilkaldtes for den al-
mindelige Statsinteresses Skyld, endogsaa Universitetet uvedkommende.
Den i Konsistoriums foran staaende Skrivelse omtalte Erklæring af det juridiske
Fakultet (afgivet under 18. Oktbr. 1844), som ogsaa i det foregaaende S. 103 er
berort, meddeles ligeledes her:
Hovedojemedet med Indforeisen af faste Censorer ved de juridiske Examina, ud -
talte Fakultetet, skulde være, at mere ensformige Regler for Censuren skulde
kunne vedligeholdes, end det var muligt, naar Censorerne hver Dag vexlede og
Omgang til Deltagelse i Censuren fandt Sted mellem et stort Antal Mænd. Men
Fakultetet maatte dog anse det for meget tvivlsomt, om der i denne Henseende
udrettedes saa meget ved faste Censorer, at de Betænkeligheder, som frembød sig
mod denne Indretning, opvejedes. Det theologiske Fakultet havde forment, at
Antallet af de faste Censorer ikke kunde være mindre end 4, og det var i alt Fald
indlysende, at der for de juridiske Examina ikke kunde haves færre end 3 faste
Censorer. Men det kunde ikke være andet, end at de 3 eller 4 Mænd, som ud-
nævntes til faste Censorer, kunde følge meget forskjellige Regler for deres Cen-
sur, og Muligheden af en ulige Bedømmelse paa de forskjellige Examensdage vilde
saaledes ikke kunne undgaas. Dernæst vilde det have Vanskelighed at faa saa-
danne Mænd udnævnte til faste Censorer, som helst maatte ønskes dertil. At
Medlemmerne i det danske Kancelli eller de Tilforordnede i Højesteret skulde fra
deres øvrige Forretninger kunne afse saa megen Tid, som den stadige, kun mel-
lem nogle faa Mænd fordelte Deltagelse i Examensarbejdet ville medføre, var al-
deles ikke at vente. Man maatte altsaa til Censorer tage yngre Mænd i ringere
Embedsstillinger, hvorved man fornemmelig maatte tænke paa Assessorerne i
Landsover- samt Hof- og Stadsretten samt i Politiretten. Men det vilde dog og-
saa være tvivlsomt, om disse Retter hvert Foraar og Efteraar i længere Tid vilde
kunne undvære et Par Medlemmer. Ved yngre og i ringere Embedsstillinger
staaende Mænds Tilstedeværelse under den mundtlige Examen tabtes ogsaa i den
ydre Anseelse, som den nu værende Indretning gav Examen. Desuden vilde flere
af de dueligste blandt de yngre Mænd være beskæftigede med at manuducere til
juridisk Examen; men ligesom denne Beskæftigelse ikke kunde tilstedes de faste
Censorer, saaledes vilde en Manuduktør ikke kunne være tjent med at opgive
samme for det Vederlag, der kunde bydes ham som fast Censor, fornemmelig hvis
Udnævnelsen hertil kun skulde ske paa et vist Antal Aar, hvilket Fakultetet i
*) Se Lindes Medd. 1857 — 63 8. 61 lf.
14*
108
Universitetet 1864—1871.
gjennemføres saa vel for den theologiske Embedsexamen, som for de under det
rets- og statsvidenskabelige Fakultet lierende Examina, og saaledes nodvendiggjere
hvert Fald maatte anse for det rigtigste. Heller ikke maatte det lades ude af
Betragtning, at stadig Deltagelse i Examensarbejdet var saa trættende og sløvende,
at flere Mænd uden Tvivl vilde undslaa sig for at være faste Censorer, naar de
ikke netop trængte til den med denne Bestilling forbundne Indtægt. At enkelte
af de extraordinære Censorer ikke fulgte saadanne Regler for deres Censur, som
Fakultetet maatte anse for de rigtige, havde Erfaringen vist, og saadant vilde ikke
-lettelig kunne være anderledes; men den Ulempe, som heraf en enkelt Gang
kunde opstaa under den nu værende Indretning, var for intet at regne mod den,
som kunde blive Følgen, hvis man nogen Sinde blev uheldig i sit Valg af en fast
Censor, og dette kunde dog vistnok blive Tilfældet, især naar man ikke længer
havde et saadant Békjendtskab til de Mænd, blandt hvilke Censorer kunde blive
at tage, som for Tiden bavdes til de nu værende Censorer.
Fremdeles vilde Udredelsen af det Vederlag, som skulde gives de faste Censo-
rer, medføre Vanskelighed. Det theologiske Fakultet havde som Honorar fore-
slaaet 8 Rdl. for hver Kandidat, der indstillede sig til Examens skriftlige Prøve,
hvilket Beløb for hver Kandidat, som første Gang var til Examen, skulde udredes
af Kommunitetets Kasse, men ellers skulde betales af Kandidaten selv. Naar
fdenue Betaling af 8 Rdl. skulde fordeles inellem Censorerne, vilde enhver af dem.
endog om der kun blev 3 Censorer, ordentligvis ikke erholde mere end mellem
100 og 2001 Rdl. aarlig. Men for denne 'Betaling vilde uden Tvivl ikke mange
Embedsmænd i en'passende Stilling- paatage sig at være faste Censorer. Den
Kommission, som under 22. Maj 1833 anordnedes til at gjøre Forslag angaaende
den juridiske Examen, anbefalede ligeledes faste og lønnede Censorer og antog,
at Betalingen for hver maatte være 300 Rdl. aarlig; og dog ytrede de fleste prak-
tiske Jurister, som den Gang lode sig forlyde desangaaende, at denne Betaling
vilde være for knap. End videre vilde den foreslaaede Indretning, især hvis den
skulde være fælles for alle Embedsexamiua, medføre en højst betydelig Byrde for
Kommunitetet og det til Fremme af et øjemed, som var denne Stiftelse aldeles
uvedkommende og end ikke nærmest vedkom Universitetet. Ved den første og
aaden Examen ved Universitetet, vare ikke extraordinære Censorer tilstede-, at saa-
danne tilkaldtes ved Embedsexamen, skete for den almindelige Statsinteresses
Skyld, men det syntes ikke med Billighed at kunne paalægges Universitetet eller
det dermed forbundne Kommunitet, for at denne Statsinteresse kunde blive vare-
taget, at udrede Lønning til Mænd, pom ikke stode i Universitetets Tjeneste. Især
syntes det anomalt, om;Kommunitetet skulde udrede Betaling for dem, som ind-
stillede sig til juridisk Examen for ustuderede. At paalægge Kandidaterne selv at
erlægge denne Betaling, gik vistnok ikke an, uden i alt Fald for saa vidt de tid-
ligere havde indstillet sig til Examen; men^endog med Hensyn til dem vilde det
have sine Misligheder, da denne yderligere Betaling foruden det sædvanlige
Examensgebyr for mange af dem vilde blive meget trykkende. Dette gjaldt især
om de ustuderede, som toge deu-for dem indrettede juridiske Examen, da den
større Del af dem vare saa yderlig fattige, at-de havde meget stor Vanskelighed ved at
tilvejebringe det sædvanlige Examensgebyr. Betalingen til faste Censorer, om
_Æaadanne indførtes, syntes saaledes snarest .at maatte overtages af Statskassen,
hvilket ogsaa blev antaget af den i Aaret 1833 anordnede Kommission; men om
dette kunde udvirkes, var vel noget tvivlsomt.
Fakultetet fandt derfor ikke tilstrækkelig Anledning til at tilraade Indførelsen
af faste og lønnede Censorer ved de juridiske Examina. Derimod mente Fakulte-
tet, at en extraordinær Censors Deltagelse i den theoretiske Del af juridisk Exa-
mén for hver Kandidats Vedkommende maatte anses for aldeles tilstrækkeligt, og
Om Examenskommissioner m, m.
109
Ansættelse af et ikke ubetydeligt Antal lønnede Censorer (10 å 12), utvivlsomt
vilde medføre en ikke ubetydelig Bekostning, feom, naar den skulde bæres af Univer-
sitetet, vilde blive meget byrdefuld for dette. --Da der under den Forhandling,
som gik forud for Frd. 30. Decbr. 1839, vår rejst Spørgsmaal om Ansættelse af
faste og lønnede Censorer ved den fuldstændige juridiske Embedsexamen og om
Størrelsen af disses Løn, blev det fra alle Sider erkjendt, at den ikke kunde være
ringere end 300 Rdl., og det var indlysende, at den for Tiden, hvis man skulde
kunne haabe til denne Stilling at faa de bedste Kræfter, maatte fastsættes ikke
ubetydelig højere.
Efter at disse Erklæringer vare indkomne, blev Sagen om Forandring i Cen-
surforholdene videre bearbejdet i Ministeriet, navnlig med det Formaal for Øje
at forandre Bestemmelserne i Bekj. 18. Maj 1847 § 4 og 10 Juni 1851 Post 4
saaledes, at der tilkaldtes 2 Censorer ogsaa ved den theologiske og den statsviden-
skabelige Examen; men Sagens videre Fremme standsedes ved de forskjellige ind-
trædende Ministerskifter. Under disse Bestræbelser blev der i Ministeriet udar-
bejdet en samlet Fremstilling af de gjældende Regler om Censorer ved de for-
skjellige Examina under det højere Undervisningsvæsen. Da denne Fremstilling
har en ikke ringe Interesse, navnlig i historisk Henseende, meddeles den her.
A. Examina ved Universitetet.
1. Theologisk Embedsexamen. I Følge Bekj. 18. Maj 1847 skal Exa-
minationen i enhver af Examens 5 Hovedfagafdelinger overværes fra Begyn-
delsen til Slutningen af et af Fakultetets Medlemmer og af en af Kjøben-
havns! Gejstlighed, hvilke tvende Censorer tillige med Examinator, umiddel-
bart efter at Examinationen er tilendebragt, have i Forening at meddele en
Specialkarakter for Udfaldet, saa vel af den skriftlige som mundtlige Prøve i
den hele. Hovedafdeling med derunder hørende Discipliner. *)
Umiddelbart efter at Bekj 18 Maj 1847 var udkommet, blev Forholdet
ordnet saaledes, at Censureringsarbejdet hver Dag fordeles mellem 2 Censorer,
saa at enhver af disse overværer den halve Del af Examen.
Prøven i patristisk Latin for Theologer (Bekj. 23. Decbr. 1849).
Den skriftlige Prøve bedømmes af 2 Censorer af det theologiske Fakultets
Medlemmer. Af disse udfører den ene den mundtlige Examination i den
andens Overværelse som Censor; dog kan den ene af disse Funktioner med
Ministeriets Samtykke overdrages til en dertil egnet Videnskabsmand, som ikke
er Medlem af Fakultetet.
dette havde ogsaa de af Universitetsdirektiouen anførte Analogier for sig. Her-
ved vilde desuden ikke alene de extraordinære Censorer erholde en Lettelse i den
trættende Byrde, som deres Deltagelse i Examen medførte, men ogsaa den Mislig-
hed bortfalde, som under den nu værende Indretning, i Følge hvilken 2 extra-
ordinære Censorer og 2 af Fakultetets Medlemmer deltoge i Censuren (Frd. 30
Decbr. 1839 §§ 10 og 11), oftere havde vist sig, naar to Stemmer havde staaet mod to,
da Udslag i saa Fald var sket derved, at den af de 4 Censorer, som tilfældigvis
havde haft den højeste Rang. havde faaet den afgjørende Stemme.
*) Om Indførelsen af faste Censorer se Univ. Aarb.- for 1817 S. 39 ff. og Lindes
Medd. 1857-63 S. 66 ff.
110
Universitetet 1864—1871.
2. 1 uldstændig juridisk Embedsexamen og juridisk Exarnen
for ustuderede. Efter Frd. 30. Decbr. 1839 § 10 skal der for begge
Examina være to Afdelinger af Censorer, den første bestaaende af de Depu-
terede i det danske Kancelli med Undtagelse af Generalprokurøien, de ordi-
nære Assessorer i Højesteret og Generalavditørerne i begge Militæretaterne,
don anden bestaaende af de virkelige Assessorer i Landsover- samt Hof- og
Stadsietten i Kjøbenhavn samt i Politiretten. lifter Regeringsforandringen i
1848	bestaar, i Følge Brev v'exling i sin Tid mellem Justitsministeriet og
Kultusministeriet, den første Afdeling nu kim af de ordinære Assessorer i
Højesteret og Generalav itorerne, nu Generalavditøren, i begge de militære
Etater. Min. Skriv. 18. Juli 1848.
Om faste Censorer ved juiidisk Embedsexamen se Univ. Aarb, f. i83*J
S. 71 ff.
.3. Statsvidenskabelig Exainen. Ved den mundtlige Examen i ethvert
bag skulle foruden Examinator 2 Censorer være tilstede, l.emlig en Professor
al det rets- og statsvidenskabelige Fakultet og en af de overordnede Embeds-
mænd under de civile Ministerier,*) Bekj. 10. Juni 1851.
4.	Lægevidenskabelige Examina.
a.	Forberedelsesexainina for Lægestuderende. Efter Bekj. 4.
Novbr. 1843 skal der ved denne Examen være 2 Censo.er tilstede, af
liviike den ene udnævnes blandt det lægevidenskabelige Fakultets Medlem-
mer, den anden uden for samme. Ved Dekj. af 12. Juli 1870 er det over-
ladt til Examinatorerne ved Examen i Forening at udnævne den ene og
det lægevidenskabelige Fakultet blandt sine Medlemmer den anden af Cen-
sorerne, uden at \ alget kræver Ministeriets Billigelse.
b.	Læ g e v id e ns kab elig E m b e d s e xa me n. Efter PI. 30. Jan. 1838 §5
t-kal der under Examinationen i ethvert Fag være, foruden den examine-
rende Professor, en af Fakultetets Professorer og en anden anset Læge
tilstede for med Examinator at bestemme Karaktererne. Antallet af de
Mænd, der saaledes uden for Fakultetet skulle deltage i Examen, skal
stedse være 9 og bestaa af dem blandt det kgl. Sundhedskollegiums
Medlemmer, som oj ere Medlemmer af Fakultetet, Stadsfysikus i Kjoben-
havn og derhos af saa mange andre dertil af Sundhedskollegiet udnævnte
duelige Mænd, som behøves for at udbringe det oven nævnte Tal, hvilke
Medlemmer hver Gang udnævnes paa 2 Aar. Valget uden for Sundheds-
kollegiets Medlemmer plejer især at træffe Overlæger og Reservelæger ved
de store civile Hospitaler eller doctores mediciiiæ.**)
5.	Filologisk-historisk Skoleembedsexamen. Efter Adg. 2. Febr.
1849	§ 9 er Ordningen følgende: I latinsk og græsk Filologi gives
de skriftlige Opgaver og udføres den mundtlige Examination af Professorerne
og Lektorerne i disse Fag efter indbyrdes Forening og Aftale, saaledes at
enten en Professor eller en Lektor udelukkende examinerer i latinsk, en
*) I Aaret 1862 er der beskikket til Censorer 3 Departementsdirektorer og 1 Komiteret
fra Finansministeriet, 2 Departementschefer fra Indenrigsministeriet og 1 Departe-
mentschef fra Justitsministeriet.
") Univ. Aarb. f. 1816, S. 222- 23.
Om Examenskommissioner m. m.
111
anden i græsk Filologi, eller at en vis Del af Examinationen i be^ge Fag
overtages af en og en anden Del af en anden. Rektor eller i hans°Forfild
en filologisk-historisk Overlærer ved Matropolifanskolen deltager i Bedømmel-
sen saa vel af den skriftlige som af den mundtlige Prøve. I nordisk Fi-
lologi besørge Universitetslærerne i de nordiske Sprog efter indbyrdes Over-
enskomst Examinationen. I Bedømmelsen deltager en i Oldnordisk kyndig
'videnskabsmand, hvem Ministeriet overdrager dette Hverv. (Dette vides imid-
lertid ikke nogen Sinde at være sket.) Den mundtlige Examen i Hi-
storie udføres af en eller flere af Professorerne eller Lektorerne i Historie
hvilke i Forening give de skriftlige Opgaver. I Bedømmelsen saa vel af den
skriftlige som af den mundtlige Prøve deltager Metropolitanskolens Rektor
eller en af dens Overlærere.
<> Den almindelige filosofiske Trøve. Bekj. 7. Sept. 1850. Ved
denne Examen fordele de examinerende Professorer den mundtlige Prøve mel-
lem sig og foretage Overhøringen, uden at nogen Censor er tilstede.
7. Ad gangscxamen ved Universitetet, Bekj. 13. Maj 1850 om Ophæ-
velsen af examen artium. Denne Examen afholdes af en dertil dannet Kom-
mission, bestaaende, under Ledelse af en Formand, af saa stort et Antal
Universitetslærere og Skolemænd, som Ministeriet efter de anmeldte Exami-
nanders Antal finder nødvendigt til at besørge Examinationen og Censuren i
samtlige Fag.
De skriftlige Udarbejdelser i ethvert Fag bedømmes af 2 Medlemmer af
Examenskommissionen eller af 3, hvor Kommissionen indeholder saa mange i
Faget specielt kyndige. Den mundtlige Examination i ethvert Fag udføres i
Regelen af en Universitetslærer, idet en anden Universitetslærer eller en Skole-
mand er Censor. Særlig er det af Ministeriet (Skriv. 21. Maj 1852) nær-
mere bestemt, at af dem, der bedømme en Prøve, skal altid den ene være
en Universitetslærer, og at begge kunne være det; at hvor en Universitets-
lærer og Skolemand virke sammen ved den mundtlige Prøve i et Fag, skal
Universitetslæreren examinere, naar ingen anden Aftale mellem begge træffes.
1 Følge Ministeriets Skrivelse af J 1. Febr 1800 er Examenskommissionen over-
gaaet til at blive vedvarende og sammensat af følgende faste Medlemmer:
a) for det filosofiske Fakultet af Lærerne i klassisk Filologi, Historie, nordiske
Sprog, Æsthetik, Tysk og Fransk, b) for det mathematisk-naturvidenskabelige
Fakulfet af Lærerne i Mathematik, Astronomi, Fysik, Zoologi og Botanik,
c) for det theologiske Fakultet af 2 af dettes Medlemmer, enten efter Fakul-
tetets Valg eller efter en af dette vedtaget Orden.
Ved den i Følge Bekj. 30. Novbr. 1864 anordnede Præliminær prøve
for Privatister skal efter Bekj. 15. April 1865 Prøven anstilles af den
samme Kommission, som besørger Adgangsexamen afholdt. Examinationen i
ethvert Fag overværes af en Censor, der i Forening med Examinator bedøm-
mer Prøven. Med Hensyn til Fordelingen af Examinator- og Censorvirksom-
heden gjælde de for Adgangsexamen givne Regler, saaledes at altid den ene
af dem, der bedømme en Prøve, skal være en Universitetslærer og begge
kunne være det, og at, hvor en Universitetslærer og en Skolemand i Forening
virke ved Prøven i samme Fag, Universitetslæreren er Examinator, naar ingen
anden Aftale mellem begge træffes.
112
Universitetet 1864 — 1871.
Tillægsexamen for dem, der u^en at have underkastet sig enten Ad-
gangsexamen ved Universitetet eller Afgangsexamen ved de lærde Skoler ville
indskrives som akademiske Borgere ved Universitetbt, Bekj. 2. April 1869.
Til at afholde denne Examen udnævner Kommissionen for Adgangsexamen
ved Universitetet af sin Midte 4 Examinatorer og 4 Censorer.
8. Ear macevtisk Examen, Frd. 2. Juni 1828. Examenskommissionen be-
• i '
staar af (se Frd. ,2. Juni 1828) >2 Professorer af det lægevidenskabelige Fa-
kultet, af-hvilke den ene skal være Professor pharmacologiæ, en Professor i
Kemi, Professor-en i Botanik og Professoren i Fysik ved Universitetet samt
af en af Apothekerne i Kjøbeuhavn. Efter en i Aaret 1858 af, Justitsmini-
steriet og Kultusministeriet, i Forening truffet Foranstaltning -er Professor
chemiæ som Fiestyrer af Universitetets kemiske Laboratorium-. Formand for
Kommissionen. I Følge- kgl. Resol. 4. Juli 1838 skal der indbydes .et pas-
sende Antal sagkyndige Mænd .til som Censorer at overvære den mundtlige
Del af Examen, af. hvilke„2 .og 2, skulle overvære Examinationen i ethvert af
de forskjellige Fag samt derpaa deltage i Karakterernes Bestemmelse.
9 Den almindelige Forberedelses examen ved. Universitetet,
Bekj. 1. Avg. 1868. Examen*) delqr sig i en Prøve af lavere og en af en
højere Grad. Prøven af den lavere Grad have de at underkaste sig, som
ville indstille sig til Optagelse ved den kgl. Veterinær og Landbohøjskole eller
tage juridisk Examen for ustuderede eller den fuldstændige Veterinærexamen
eller farmacevtisk Examen. Prøven af den højere Grad skulle de under-
kaste sig, som ville indstille sig til polyteknisk Examen eller til fuldstændig
Forstexamen eller til den forenede Landmaaler- og Landinspektørexamen.
Examen i begge dens Former afholdes af en dertil dannet Kommission, der
bestaar af følgende Universitetslærere: en i Historie, en i Mathematik, to eller
tre i de levende Sprog, en i Naturhistorie og en i Naturlære. Den mundt-
lige Examination ved begge Prøver udføres af Kommissionens Medlemmer, at
enhver for sit Fags Vedkommende, uden at nogen Censor er tilstede.
B. Examina ved den polytekniske Læreanstalt.
Ved den polytekniske Læreanstalts Examina, Regi. 22. Avg 1860, examine-
rer hver Lærer i sit Fag og har i Forening med 2 lensorer, hvoraf ordentligvis
en vælges uden for Læreanstaltens Personale, at bestemme Karakteren for hver
Prøve. Til Bedømmelse af Tegneprøv.en kan der tilkaldes flere Censorer.
Et nyt Skridt i Sagen betegnes ved de Forhandlinger om Indførelsen at
en theologisk Examenskommission, som fandt Sted i den ved kgl. Resol. IS. Juni
1868 nedsatte Kommission til Overvejelse af de kirkelige Forhold. Af et at
denne Kommissions Medlemmer, Rørdam, blev der nemlig d. 4. Novbr. 18(>8
indgivet Forslag herom, der nærmere formuleredes af et andet at Kommissionens
*) For denne Uiamen ere' fritagne: a) de, som have tagét en af de Examina, som give
Adgang til at indskrives ved Universitetet, b) de, som have underkastet sig den ved
Bekj. 18. Sept. 1855 anordnede Afgangsexamen for Realdisciple, c) de, der have
bestaaet Ofticersexamen ved det kgl. Landkadet- eller Sekadetakademi eller Adgangs-
examen ved den kgl. militære Højskole, Bekj. 1. Avg. 1858.
Om Examenskommissioner m. m.
113
Medlemmer, Ploug-, i en af den oprindelige Forslagsstiller tiltraadt. Form. Kommis-
sionens Flertal (Bindesbøll, Boesen, Brandt, Brix, Carlsen, Casse, Clausen, Hall,
Kierkegaard, Klein, Langhoff, Liebe, Madvig, Martensen, Rasmussen, Schurmann og
Strøm) sluttede sig imidlertid ikke til dette Forslag, men foreslog en forandret
Indretning af Censuren ved den theologiske Embedsexamen, idet de anbefalede føl-
gende Punkter til nærmere Overvejelse,
„1. at der i Stedet for de hidtil ved den theologiske Embedsexamen fungerende
vexlende Censorer af Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet vælges
blandt Theologer uden for Fakultetet for et Tidsrum af 10 Aar ad (rangen
3 faste Censorer, som det er forment at beskæftige sig med de theologiske
Studenters Undervisning, og hvoraf tvende deltage i Censuren i hvert Fag
tillige med den i dette examinerende Professor, ligesom ogsaa Censorerne bør
være medvirkende ved Bestemmelsen af de skriftlige Kxamensopgaver;
2.	at der gives Lærerne ved Pastoralseminariet Lejlighed til at bringe i Forslag,
hvad der, efter den af dem gjorte Erfaring, maatte kunne ønskes foretaget
med Hensyn til Kandidaternes praktiske Uddannelse;
3.	at de af theologiske Kandidater indgivne Ansøgninger om Præsteembeder skulle
være ledsagede af Vidnesbyrd fra Præsterne i de Kredse, hvori Ansøgeren
efter Examen har opholdt sig, om hvorvidt han ved praktisk Oveise har søgt
at fortsætte sin Uddannelse for den præstelige Gjerning. og om hvorvidt hans
Leven og Færden har været, som det sømmer sig for en vordende Menighedens
Lærer,"
dog saaledes, at 3 Medlemmer af Flertallet (Clausen, Martensen og Madvig) ansaa
det for nødvendigt, at to Medlemmer af Fakultetet (et foruden Examinator) deltoge
i Censuren ved Siden af de to gejstlige Censorer, idet det maatte kunne overlades
til Censorerne at enes om en bestemmende Regel i de Tilfælde, hvor to Stemmer
skulde staa bestemt mod to. Et Mindretal (Hansen, Høgsbro, Ploug, Rørdam og
Termansen) ansaa derimod vedvarende Oprettelsen af en Examenskommission for
saare ønskelig, og et Medlem (Brandt) erklærede, at han subsidiært havde tiltraadt
Flertallets Forslag, men ansaa Oprettelsen af en Examenskommission for det ønske-
ligste. Se den under 31. Maj 1870 afgivne, trykte Betænkning Side 112 ff.
samt den trykte Beretning om Forhandlingerne S. 157, 205—7, 351—70, 573 — 76,
792-93.
I det Forslag til Lov om Lønninger for adskillige under Ministeriet for
Kirke- og Undervisningsvæsenet hørende Embeds- og Bestillingsmænd, der fore-
lagdes den ordentlige Rigsdag for Aaret 1870— 71, blev derefter som i'det Stykke
af § 9 optaget følgende Forslag: „Til lønnede, for visse Aar ad Gangen beskik-
kede Censorer ved Universitetets forskjellige Embedsexnmina fastsættes en Sum al
indtil 7000 Rdlr. aarlig." 1 de Bemærkninger, hvormed dette Forslag ledsagedes,
hedder det:
„En Forandring i den bestaaende Ordning af de forskjellige Embedsexamina,
navnlig den theologiske, er i de senere Aar oftere bragt paa Haqe, ogsaa i Rigs-
dagen, og i Finansloven for 1870—71 findes en Bevilling af 3500 Rdlr. til ind-
retning af en Examenskommission for Theologer.
Dette Spørgsmaal blev for den theologiske Examens Vedkommende udløilig
behandlet af den ved kgl. Resol. 18 Juni 1868 nedsatte Kommission til (her-
vejelse af kirkelige Anliggender i Anledning af et af dens Medlemmet indgivet
15
Universitets Aarbog.
114
Universitetet 1864—1871
Forslag om Oprettelsen af en Examen-kommission. Kommissionens overvejende
Flertal gik dog ikke ind paa et saadant Forslag, men vedtog derimod et Andra-
gende om Ansættelsen af fast lønnede Censorer, hvorved de ogsaa efter deres
Mening bestaaende Mangler ved den nu værende Ordning af den theologiske Em-
bedsexamen antoges paa en bedre Maade at kunne fjærnes.
Ministeriet har i det hele kunnet slutte sig til den Opfattelse, som ligger
til Grund for dette Andragende, og som efter dets Formening, om end i forskjellig
Grad, maa finde Anvendelse ved de andre Embedsexamina. Ministeriet kan derfor
henvise til Udtalelserne angaaende denne Sag i Kommissionens trykte Betænkning
§ 117—19, og i øvrigt indskrænke sig til at fremhæve som sin Overbevisning, at
det under vore Forhold vil være højst vanskeligt, om ikke umuligt, uden for
Universitetets Lærerpersonale at finde det tilstrækkelige Antal Mænd med de nød-
vendige videnskabelige Forudsætninger og øvrige Kvalifikationer til at danne Exa-
menskommissioner for de forskjellige Embedsexamina, og at derfor Indførelsen af
saadanne Examenskommissioner lettelig, endog i forstærket Grad, vilde kunne med-
føre de Ulemper ved Examen, som man ved en Forandring i det bestaaende til-
sigter at fjærne.
Ministeriet maa derimod anse det for meget ønskeligt, at der ved Univer-
sitetets forskjellige Embedsexamina beskikkes lønnede, uden for Universitetets Lærer-
. i
personale for en vis Aarrække ad Gangen valgte Censorer*), som skulle medvirke
ved Bestemmelsen af de skriftlige Examensopgaver og Bedømmelsen af de skrift-
lige Besvarelser, og hvoraf 2 skulle overvære den mundtlige Prøve i ethvert enkelt
Examensfag og deltage i Bestemmelsen af Specialkaraktererne. Disse Mænd ville,
naar Censorforretningerne overdrages dem paa denne Maade, fatte virkelig Interesse
for en saadan Stilling og føle sig opfordrede til af Hensyn til denne at følge
Videnskabens Fremskridt, og der vil af dem, som staaende uden for Universitetet,
kunne ventes en baade sagkyndig og uhildet Bedømmelse, ikke mindre, af den
enkelte Examenspræstation, end af Frøven som Institution i det hele. Ministeriet
holder sig derfor overtydet om, at der ved en saadan Censurindretning, der ikke
vil frembyde uoverkommelige Vanskeligheder, paa hensigstmæssig Maade i alt
væsentligt vil kunne raades Bod paa de Mangler ved Embedsexamen, hvorover der
nu er ført Anke.
Hvor mange Censorer der i det hele vil behøves for hver Examen, beror paa
Antallet af Examensdiciplinerne, Examinanderne og Examensdagene ved de for-
skjellige Prøver. Det vil blive nødvendigt at beskikke saa mange Censorer for
*) Efter de nu gjældende Bestemmelser om Censuren overværes Examinationen ved den
theologiske Examen af en af Kjøbenhavns Gejstlighed; ved den fuldstændige juridiske
Embedsexamen og Examen for ustuderede Jurister er der 2 Afdelinger af extraordi-
nære Censorer, den første, bestaaende af de ordinære Assessorer i Højesteret og
Generalavditørerne i begge de militære Etater, den anden af de virkelige Assessorer
i Landsover- samt Hof- og Stadsretten i Kjøbenhavn samt i Kriminalretten, af enhver
af hvilke Afdelinger en skal overvære begge Examina; den statsvidenskabelige Examen
overværes af en af de overordnede Embedsmænd under de civile Ministerier, den
lægevidenskabelige Embedsexamen af et af Sundhedskollegiets Medlemmer uden for
Fakultetet eller en af Hovedstadens ansete Læger ; ved den filologisk-historiske Skole-
embedsexamen deltager Metropolitanskolens Rektor eller en af dens Overlærere og
en i det oldnordiske kyndig Videnskabsmand i Censuren.
Om Examenskommissioner m. m.	115
enhver Examen, at Arbejdet paa en passende Maade og uden Overbebyrdelse kan
fordeles mellem dem, og uagtet Ministeriet endnu ikke er i Stand til med Bestemt-
hed at angive enten det Antal, som ved enhver Exameu maatte kræves, eller
Størrelsen af det Honorar, som det vilde findes passende i Forhold til Arbejdet
at fastsætte, saa har man dog efter de alt foreliggende Data*) troet at burde
paaregne 3 a 4 Censorer for den theologiske, 8 for begge de juridiske, 2 for den
statsvidenskabelige, 10 for den lægevidenskabelige Examen og 2 for den filologisk-
historiske Skoleembedsexamen samt et Honorar af i det højeste 400 Rdl., saaledes
at Summen i alt kunde bestemmes til 7000 Rdl. aarlig".
Angaaende Forhandlingerne paa Rigsdagen, hvad dette Forslag angaar, hen-
vises til:
Folketingstidende 1870—71 Sp. 48, 482, 486—87, 2323 — 36, 2337—40,
2345 — 53, 2359—84, 2387- 92, 2395—98, 2399, 5346-48, 5354 — 58, 5360,
5367- 69, 5375- 78, 5381—83, 5383—86, 5387- 89, 6870, 6871, Tillæg B
Sp. 343 — 44, 1383, 1509, 1510.
Landstingstidende 1870 71 Sp. 1859—60, 2191—93, 2196—2207,
2209—23, 2225- 48, 3121—22, 3123—25, 3126—36, Tillæg B 849—55,
1510
Resultatet af disse Forhandlinger blev, at det vel ikke kom til nogen endelig Af-
*) Til den theologiske Embedsexamen har der i Aarene 1861—70 indstillet sig i alt
378 studerende eller i Gjennemsnit 38 aarlig, og Examensdagenes Antal har, med 3
Examinander de enkelte Dage, i Gjennemsnit udgjort 13 om Aaret. Antallet af
de skriftlige Specimina er 6, og har altsaa i Gjennemsnit udgjort 228 aarlig.
Ved den mundtlige Examen prøves i 5 Hovedafdelinger, for hvilke der gives Special-
karakterer.
Til den fuldstændige j u ri diske Examen har i samme Tidsrum indstillet sig
599 studerende eller i Gjennemsnit 60 om Aaret, og til den juridiske Examen for
ustuderede 642, eller i Gjennemsnit 64 aarlig, til begge Examina altsaa i Gjennem-
snit 124 om Aaret, hvilket Antal, da der examineres 2 om Dagen ved den juridiske
Embedsexamen og 4 ved den juridiske Exameu for ustuderede, giver 46 Examensdage
om Aaret. Der gives ved den forst nævnte Examen 7 skriftlige Specimina og 2
praktiske Prøver, ved den sidst nævnte 6 skriftlige Specimina og 2 praktiske Prøver,
ug Antallet af disse har saaledes for begge Examina tilsammen efter det oven
staaende Antal af Examinander udgjort 1052 aarlig. Ved den juridiske Embeds-
examens mundtlige Del gives Specialkarakterer for 6 Hoved- og 7 Bidiscipliner,
ved den juridiske Examen for ustuderede for 4 Hoved- og 2 Bidiscipliner.
Til den statsvidenskabelige Examen har i samme Tidsrum indstillet sig
100 studerende eller i Gjennemsnit 10 om Aaret, og Examensdagenes Antal har, med 2
Examinander hver Dag, altsaa været 5 aarlig. Ved Examen haves 4 skriftlige Spe-
cimina og ved den mundtlige Examen prøves i 5 Hovedfag og 5 Bifag.
Ved den lægevidenskabelige Embedsexamen, der aflægges i 2 Dele, er
der i Tidsrummet fra 1840 til 1870 examineret et Antal af 600 Kandidater, altsaa
omtrent 20 om Aaret. Men i Aarene 1865 — 70 har Antallet været 178 eller i de
sidste 6 Aar gjennemsnitlig 30 om Aaret. Ved den mundtlige Examen prøves 2
Kandidater om Dagen. Ved Examen gives 4 skriftlige Opgaver og aflægges 4 prak-
tiske Prøver, ved den mundtlige Examen prøves der i 6 Discipliner.
Ved den filologisk-historiske Skoleembedsexamen kan antages gjennemsnitlig
at blive examineret 4 Kandidater aarlig. Der gives 8 skriftlige Opgaver, og ved
den mundtlige Examen prøves i 4 Discipliner.
15*
116	Universitetet 1864 —1871.
gjørelse med Hensyn til Oprettelsen af Examenskommissioner; derimod blev Spørgs-
maalet 0111 Indførelsen af faste Censorer afsluttet derved, at det ved Lønningsloven
af 25. Marts 1871 £ 9 blev bestemt: „Indtil Examenskommissioner kunne ind-
rettes, kan der anvendes indtil 7000 Kdl. aarlig til at lønne faste Censorer
ved Universitetets forskjellige Embedsexamina. Censorerne, som beskikkes for 3
Aar ad Gangen, deltage i Bestemmelsen af de skriftlige Opgaver, og Karakte-
ren for hvert enkelt Fag gives af 2 Censorer og den examinerende Pro-
fessor."
Ved kgl. Resol. af 14 April 1871, bekjendtgjort under 25. s. M. bleve der-
paa de Lovbestemmelser, som paalagde bestemte Embedsmænd at deltage i Cen-
suren ved Universitetets Embedsexamina og som gave særlige Kegler for dette
Hvervs Udførelse, foreløbig satte ud af Kraft*), og Kirke- og Undervisningsmini-
steriet bemyndiget til at udnævne de faste Censorer, som i Medfør af Loianings-
loven af 25. Marts 1871 vilde være at beskikke, samt tillige til at ordne alt
Censuren vedkommende. Under 18. April s. A. udnævnte Ministeriet derpaa for
de 3 Aar fra 1. April 1871 til 31. Marts 1874 4 faste Censorer for den tlieo-
logiske Embedsexamen, 8 for deu fuldstændige juridiske Embedsexanien og juridisk
Examen for ustuderede, 2 for den statsvidenskabelige Examen, 9 for den læge-
videnskabelige Embedsexanien samt 2 for den filologisk-historiske Skoleembeds-
examen.**) Censorerne samt Fakulteterne bleve i øvrigt henviste tilved et Møde at
vedtage Keglerne saa vel om Censorernes i Løuniugsloven af 25. Marts 1871 § 9,
sidste Membr. ommeldte Deltagelse i Bestemmelsen af de skriftlige Opgaver,
som ogsaa med Hensyn til deu hele Ordning af Censuren ved den mundtlige
Examen, hvorved i Særdeleshed (undtagen for den lilologisk-historiske Examens-
kommissions Vedkommende) Opmærksomheden henlededes paa det Spørgsmaal,
hvorvidt de samme Censorer skulde overvære den hele mundtlige Prøve eller vexle
efter de specielle Fag. Ministeriet tilføjede derhos, at da i Følge Loven 2 Cen-
sorer altid skulde overvære Prøven, maatte der tillige træffes Bestemmelser um
Censorernes Forpligtelse til i Forfalds Tilfælde at vikariere for hverandre, eller i
fornødent Fald om, hvorledes der skulde forholdes med Tilvejebringelsen af en
Suppleant.
Med Hensyn til den the o logiske Examen blev det i Henhold hertil
under 1. Juli 1871 af Fakultetet indberettet til Ministeriet, at man havde ved-
taget:
1. at samtlige faste Censorer skulde være tilstede ved mundtlig Examen hver
Dag, 2 i hvert Fag, de to om Formiddagen, de to om Eftermiddagen. Hver
Censor deltager paa Omgang i Censuren af samtlige Fag;
*) Disse Lovbestemmelser ere i det væsentlige følgende: Univ. Fund. 7. Maj
1788 Kap. IV § 1, sammenholdt med Reskr. 3. Oktbr. 1820, for saa vel deu theo-
logiske som den juridiske og Skolelærerexamen, kgl. Resol. 12. Maj 1830, Bekj. 18
Maj 1847 for theologisk Examen § 4, Frd. 26. Jan. 1821 §§ 9 og 10 og Frd. 30 Decbr.
1839 § 10 for den juridiske Examen, Adg. 2 Febr. 1849 § 9 for Skolelærerembeds-
exanien og PI. 30. Jan. Ib38 § 5 for lægevidenskabelig Examen.
**■) Om de udnævnte Mænd samt om Honoraret for disse vil det nærmere indeholdes
i et følgende Afsnit af disse Meddelelser.
Om Examenskommissioner m. m.
117
2.	at Censorerne foreløbig i paakommende Tilfælde vilde supplere hverandre
indbyrdes;
3.	at hver Fags Afhandlinger skulde læses af 2 Professorer og 2 Censorer;
4.	at man for Fremtiden ikke vilde meddele nogen Oplysning til Kandidaterne
om deres Afhandlingers Beskaffenhed, før end den fælles Censur var afholdt;
5.	at man med Hensyn til Bedømmelsen af de skriftlige Opgavers Besvarelse
vilde bibeholde de tidligere mellem Fakultetets Medlemmer iudbyrdes vedtagne
Talværdier for laudabilis 12 — 11, for haud illaud. I mi gr. 10 — 8, for haud
illaud. 2di gr. 7—5, for non contemnendus 4-1.
Det lægevide nskabelige Fakultet forespurgte under 3. Maj 1871, om det
var Ministeriets Mening, at 1) de faste Censorer skulde deltage i Censuren ved den
medicinske Forberedelsesexamen, og 2) at de 3 skriftlige Opgaver vare at betragte
som lige saa mange Fag, saaledes at Censuren ved hver enkelt Opgave tilfaldt 2
faste Censorer og et Fakultetsmedlem. Med Hensyii til det første Spørgsmaal
henledede Fakultetet Ministeriets Opmærksomhed paa, at Forberedelsesexamen efter
de senere Bestemmelser (Bekj. 12 Juli 1870) var at betragte som en integrerende
Del af lægevidenskabelig Embedsexainen, og udtalte som sin Formening, at Cen-
suren ogsaa ved denne Examen efter Foranstaltningens Aand maatte tilfalde de af
Ministeriet valgte faste Censorer. Med Hensyn til det andet Sporgsmaal oplyste
Fakultetet, at Bedømmelsen af hver skriftlig Opgave hidtil var foretaget af 3 Pro-
fessorer; hver af disse havde givet en Karakter og af disse 3 Karakterers samlede
Points var Hovedkarakteren for Opgaven beregnet i Points. Paa denne Maade var
der altsaa beregnet en Hovedkarakter for hver af de 3 skriftlige Opgaver, og ved
Beregningen af Hovedkarakteren for hele Examen vare disse 3 Karakterer i Points
regnede sammen med de paa lignende Maade beregnede Hovedkarakterer for de 11
mundtlige Fag. Da Karaktererne for de skriftlige Opgaver selvfølgelig havde
temmelig megen Betydning for Udfaldet af Examen, mente Fakultetet at burde
udtale Betænkelighed ved at være i afgjort Minoritet ved Bedømmelsen af disse
Opgaver, uden at have den Støtte, som Offentlighed med Prøven førte med sig.
Mangel paa Kontinuitet i de Fordringer, som fra Videnskabens eller Statens Side
maatte stilles til Kandidaterne, vilde sikkert kunne blive folelig i Tidernes Løb.
og vilde maaske blive til Skade for Kandidaterne og for Examensprøvens Betydning,
Hvis derimod Bedømmelsen af hver skriftlig Opgave blev overdraget f. Ex. 3 faste
Censorer og 3 Fakultetsmedlemmer, vilde de formentlige Ulemper af Fakultetets
Væren i Minoritet være fjærnede, og dc praktiske Vanskeligheder ved en saa
talrig Censurkomite vilde sikkert være til at overvinde; en Prøve vilde i alt Fald
kunne afgjøre dette.
Hertil svarede Ministeriet under 9. Maj næst efter med Hensyn til det
første Spørgsmaal, at det, navnlig af Hensyn til, at Fagene, i hvilke der exaini-
neres ved Forberedelsesexamen, krævede Studier, der i Kegelen laa altfor fjærnt
for de Mænd, paa hvilke Valget til faste Censorer ved Hovedexamen i øvrigt
maatte falde, var gaaet ud fra den bestemte Forudsætning, at de faste Censorer
ikke skulde deltage i Censuren ved Forberedelsesexamen.
Hvad det andet Spørgsmaal angik, svarede Ministeriet, at det vilde komme
i Strid med den Tanke, der laa til Grund for Lovbestemmelsen om Indretningen
af faste Censorer, hvis man vilde gjøre en Undtagelse med Hensyn til de her
omhandlede Opgaver fra den Regel, at Bedømmelsen af en Fagprøve skulde fore-
118
Universitetet 1864 — 1871.
tages af 2 faste .Censorer og 1 Fakultetsmedlem, og at Ministeriet som Følge
heraf ikke ansaa sig dertil berettiget. I Forbindelse hermed tilføjede Ministeriet,
at der efter de særlige Hensyn, der ved det endelige Valg af de faste Censorer
til lægevidenskabelig Examen vare blevne tagne, ikke længer kunde blive Spørgs-
maal om, at de samme Censorer skulde overvære hele den mundtlige Prøve,
men at de maatte vexle efter de specielle Fag. Nærmere Kegler ere ikke senere
vedtagne.
Kommissionen for den fil o 1 o g i s k - h i s to r i s k e Sk'oleembedsexamen
indberettede den 5 Maj 1871, at det havde vedtaget med sine Censorer:
1.	at de skriftlige Opgaver skulde bestemmes i et Fællesmøde af de 2 Cen-
sorer og vedkommende Professorer, samt at Universitetslærerne skulde gjøre
Forslagene;
2.	at Afhandlingerne til den skriftlige Prøve skulde bedømmes af de 2 Censorer
og den Universitetslærer, der havde givet Opgaven;
3.	at den mundtlige Prøve skulde afholdes saaledes, at i hvert af de 4 Fag e n
Universitetslærer examinerede, og begge Censorer vare tilstede, samt at Dommen
skulde fældes af alle 3 i Forening.
Hvad angaar Censorerne ved de juridiske Examina er der kun ved-
taget en enkelt Norm, se Univ. Aarb. 1871—73 S. 19, Til det der bemærkede
kan følgende føjes :
I Skrivelse til det rets- og statsvidenskabelige Fakultet udtalte de juridiske
Censorer, at det med Hensyn til, at L. 25. Marts 1871 § 9 fastsætter det som
en Hovedfunktion for Censorerne at deltage i Bestemmelsen af de skriftlige Opga-
ver, var forekommet dem at ville være rigtigst, at Professorernes Forslag til disse
Opgaver kommuniceredes de 4 vedkommende Censorer til Overvejelse nogle Dage,
forinden det samlede Møde til deres Vedtagelse afholdtes, hvorhos de tilføjede en
Henstilling om, at der i ethvert Fag stilledes to eller flere Opgaver til Valg. Cen-
sorerne bemærkede derhos, at der i et af Censorerne afholdt Møde fra nogle Sider
var fremkommet Ytringer om, at det formentlig kunde være hensigtsmæssigt, om
der ved de juridiske Examina, ligesom ved flere andre Examina, blev truffet en
Indretning til at lade den mundtlige Examination foregaa efter Udtrækning blandt
et Antal forud fastsatte Spørgsmaal, men at de i denne Henseende vare blevne
enige om, at man vilde udtale det Onske i en mundtlig Konference med Professo-
rerne at erfare, hvilken Mening disse maatte have, om de med Hensyn til dette
Punkt fremsatte Begjæringer paa en eller anden Maade kunde tilfredsstilles. Paa
et med de faste Censorer d. 24de Novbr. 1871 afholdt Møde blev det dem der-
efter af Fakultetet meddelt, at Fakultetet havde besluttet mundtlig ved Dekanus
1 eller 2 Dage forinden Mødet til Opgavernes Vedtagelse at gjøre ethvert af de
tvende Hold Censorer bekjendte med de Spørgsmaal, som Fakultetets Medlemmer
paatænkte at bringe i Forslag for den paagjældende Examens Vedkommende.
Derimod ansaa Fakultetet sig ikke beføjet til at paalægge Fakultetets enkelte
Medlemmer at gjøre Forslag til et vist Antal Opgaver i de Fag, hvori det efter de
vedtagne Regler tilkom ham at stille Spørgsmaal, men det maatte være overladt
til ethvert af Fakultetets Medlemmer, hvorvidt han ved Opfyldelsen af denne For-
pligtelse vilde imødekomme det af Censorerne udtalte ønske om at faa Valg mel-
lem flere Opgaver. Efter Omstændighederne vilde det kunne stille sig saa klart,
at en Opgave var vel skikket til at benyttes, at der ikke kunde være nogen Grund
Om Examenskommissioner m. m.
119
til ved Siden heraf af fremkomme med et andet Forslag. Fakultetet udtalte sig
bestemt imod at lade Examinationen ved den mundtlige Examøn foregaa efter Ud-
trækning blandt et Antal forud fastsatte Spørgsmaal. Herimod udtalte sig ogsaa
flere af de faste Censorer, og denne Ordning blev ikke fra nogen Side bestemt
fastholdt. Det vedtoges i samme Møde at indskærpe Kandidaterne og Examinan-
derne, at det ikke ved den mundtlige Examen var dem tilladt at aabne Lovbogen
eller nogen anden Lov, førend Examinator dertil havde givet sit Samtykke. I
Overensstemmelse hermed er det paalagt Fakultetets Notarius i Forbindelse med
Oplæsningen af Reglerne ved den skriftlige Examen at indskærpe den foran nævnle
Regel ved den mundtlige Examen.
Det skal endnu med Hensyn til det lægevidenskabelige Fakultet be-
mærkes, at Fakultetet i et Mode den 2. Maj 1871 har vedtaget, at Censorerne
skulle fungere i de specielle Fag — 2 og 2 — og selv fordele Fagene, kun at
Fakultetet har forbeholdt sig Ret til i paakommende Tilfælde at have en Stemme
med derom, samt at Opgaverne, som tidligere, stilles i et Udvalg af 3 Opgaver
i hvert Fag af vedkommende Docenter, derefter diskuteres og antages ved Af-
stemning af Fakultetsmedlemmerne og Censorerne. Fremstillingen af Opgaver
paalægges for legal Medicin: Docenten i dette Fag, for indvendig Pathologi:
Docenterne i Therapi og klinisk Medicin alternerende, for udvendig Pathologi:
Docenterne i Kirurgi, ligeledes alternerende. Med Hensyn til den mundtlige Ex-
amen var Fakultetet af den bestemte Anskuelse, at Examinator selv burde afgjøre,
paa hvad Maade Spørgsmaalene skulde fordeles og Examinationen foretages.
I tvende med de faste Censorer den 12. og 16. Maj afholdte Møder
vedtoges det med Hensyn til Spørgsmaalet om de faste Censorers Del-
tagelse ved Bestemmelsen af de skriftlige Opgaver, at Docenten, hvis Tour det
var, havde Forpligtelse til at fremkomme med 3 Spørgsmaal, men at de faste
Censorer valgte en Fagmand for hver Disciplin, som kunde foreslaa Spørgsmaal,
hvis han følte sig kaldet dertil lige over for de af Docenten forelagte Spørgsmaal.
Med Hensyn til Arrangementet for Supplering af Censorerne i Sygdoms Forfald blev
det bestemt, at Censorerne selv skulde vælge saadanne Suppleanter for de specielle
Fag og give Dekanus Underretning om disses Valg; efter modtagen Underretning om
Forfald for en fast Censor var det da Dekani Pligt at tilsige Suppleanten. Med
Hensyn til Censuren ved de skriftlige Opgaver bestemtes det, at Maaden for
Censuren maatte overlades Dommernes Bestemmelse.
2. Universitetslærernes Lønninger, Enkekasse m. m.
a. Lønningsloven af 25. Marts 1871 med Forelæsnings Indtægter.
I Følge Lov af 12. Jan. 1858 om Lønninger for de ved Universitetet, den
polytekniske Læreanstalt m. fl. Stiftelser ansatte Embeds- og Bestillingsmænd
§ 35 skulde denne inden Udgaugen af Finansaaret 1863—64 underkastes en al-
mindelig Revision. Ministeriet paalagde derfor ved Skrivelse af 27. April 1863
Konsistorium at uudorkaste Lovens Bestemmelser for Universitetets og Kommuni-
tetets Vedkommende en gjennemgaaeude Overvejelse og derefter meddele
Ministeriet et motiveret Forslag til de Forandringer, som efter de forskjellige
Universitets Aarbog.	16
120
Universitetet 1864—1871.
Hensyn og Forhold, der ved Lovens Revision vilde gjøre sig gjældende,
maatte anses for ønskelige og anbefalelige. Idet Ministeriet bemærkede, at det
forudsatte, at Kvæstors Medhjælp vilde blive umiddelbart benyttet ved dette Arbejde,
begjærede det, at det forventede Forslag blev ledsaget af specielle Fortegnelser
over de da værende Lønninger, som bleve udredede til extraordinære Docenter og
af de ved Lovens §§ 9 og 10 bestemte runde Summer. Ministeriet begjærede
derhos, da det ved L. 29. Decbr. 1862 om det kgl. naturhistoriske Museums
Overgang til Universitetet m. m. § 4 var bestemt, at Lønningerne for Museernes
Embedsmænd og øvrige Tjenestepersonale, der helt overtoges af Universitetet, skulde
fastsættes ved den forestaaende Revision af Lønningsloven af 12. Jan. 1858, tillige
et motiveret Forslag om det Tillæg, som i Følge heraf maatte gives den nye
Lønningslov, idet 'det overlod til Konsistorium at ordne Forhandlingerne saaledes,
at Museernes Interesse behørig repræsenteredes.
Konsistorium anmodede inspectores qvæsturæ, Professorerne Gram og Aagesen,
samt Universitetets Kvæstor, Justitsraad Frydensberg, om at tage Sagen under
Overvejelse og fremkomme med de fornødne Forslag, i sidst nævnte Henseende
efter Konference med Direktionen for det kgl. naturhistoriske Museum og med de ved
L. 29. Decbr. 1862 særlig bestemte Bestyrelsesavtoriteter for de forenede Museer.
Betænkningen afgaves under 29. Sept. 1863 og indeholdt følgende Forslag til
Forandringer i Bestemmelserne i L. 12. Jan. 1858, som Komiteen ansaa for nød-
vendige eller hensigtsmæssige.
ad § l.
Efter at det ved alle senere Gagelove var bestemt, at Omskrivningen med
Hensyn til det Beløb af Pengeindtægterne, som blev at omsætte til Sæd, skulde
ske saaledes, at 4 Rd. sattes lige med 1 Td. Sæd, og efter at denne Om-
skrivning ogsaa var gjort gjældende for flere af de i L. 12. Jan. 1858 bestemte
Lønninger, nemlig ved L. 19. Febr. 1861 for de i § 8 ommeldte Gager og ved
en anden Lov af samme Dato for Embedsmænd og Betjente ved Universitets-
bibliotheket, var der formentlig al Anledning til at foreslaa, at den nu som en
ganske enkelt staaende Undtagelse i L. 12. Jan. 1858 § 1 indeholdte Bestemmelse
blev forandret, og at Omskrivningen af alle i denne Lov bevilgede Gager og Løn-
ninger for Fremtiden skete efter de i L. 19. Febr. 1861 § 1 foreskrevne Regler,
altsaa saaledes, at 4 Rd. sattes lige med 1 Td. Sæd, dog at Sædværdien i intet
Tilfælde ansattes til mere end 6 Rd. eller mindre end 4 Rd.
Til Oplysning om, hvilken Ulighed der fremkom ved, at den almindelige
Lønningslov af 19. Febr. 1861 § 3 Nr. 2 og 3 fra Bestemmelsen i § 1 havde
undtaget det langt overvejeude Antal af Gager og Lønninger, som omhandles i
L. 12. Jan. 1858, henledede Komiteen Opmærksomheden paa, at der i Finans-
aaret 1863—64 for en Professorgage paa 2000 Rd. efter Sædbereg ningen i L.
12. Jan. 1858 kun udbetaltes et Sædtillæg af 42 Rd., medens det Sædtillæg, som
Kongerigets Embedsmænd med en lignende Indtægt i Almindeliglied oppebåre, efter
Beregningen i L. 19. Febr. 1861 udgjorde 214 Rd. Det maatte vistnok anses
for utvivlsomt, at den Undtagelse, som L. 19. Febr. 1861 § 3 indeholdt med
Hensyn til Gager og Lønninger efter L. 12. Jan. 1858, alene skyldtes den Om-
stændighed, at der, da hin Lov var under Behandling, om kortere Tid forestod en
almindelig Revision af Bestemmelserne i Loven af 1858, og at man ønskede til
Lønningsloven af 1871.
121
denne Revision at udsætte Udjevningen af de Forskjelligheder, som de tvende
Gagelove maatte frembyde
ad § 4.*)
Hvad denne § angik, havde Komiteen fundet sig opfordret til at sammen-
ligne de i samme for Universitetets Professorer foreskrevne Gager med de Løn-
ninger, som de senere Gagelove havde fastsat for Embedsmænd i tilsvarende
Embedsstillinger. Som naturlige Sammenligningspunkter i denne Henseende maatte
frembyde sig, dels den Begyndelsesgage af 1600 Rd., som ved den under 19.
Febr. 1861 udkomne Lov var tillagt Bibliothekarerne ved Universitetsbibliotheket
og det store kgl. Bibliothek, dels de Lønninger, som ved den almindelige Løn-
ningslov af 19. Febr. 1861 § 12 vare tillagte Overrets Assessorer og Assessorer i
Kjøbenhavns Kriminal- og Politiret (1600 Rd. med Tillæg af 200 Rd. for hver
3 Aars Tjeneste indtil 2400 Rd.). Det vilde nu vistnok erkjendes, at disse Em-
beder i ingen Henseende, hverken ved deres Betydning i og for sig eller efter
Hensynet til de Forudsætninger, der krævedes hos de paagjældende ved deres An-
sættelse, kunde sættes over Stillingen som Professor ved Universitetet, og det
syntes heraf at maatte være en ligefrem Følge, at Begyndelsesgagen for Universi-
tetets Professorer ikke ansattes ringere end 1600 Rd. For saa vidt man imod
denne Sammenstilling vilde gjøre gjældende, at Ansættelsen som Professor ved
Universitetet i Almindelighed foregik i en yngre Alder end i de oven nævnte
Stillinger, da var dette i Virkeligheden ikke Tilfældet. Det fremgik af, hvad der
var oplyst i den Komitebetænkning, som gik forud for L. 12. Jan. 1858, at
Gjennemsnitsalderen, i hvilken en Professor ansattes som saadan, var 35 Aar
(Rigsdagstid. for 9. Session 1857, Anh. A, S. 509, Noten). Det var vel saa, at
Mænd i en noget yngre Alder i de senere Aar vare blevne ansatte i det rets-
videnskabelige Fakultet; men dette særlige, extraordinære Forhold skyldtes de ufor-
holdsmæssig mange Vakancer, som i det sidste Decennium vare indtraadte i det
nævnte Fakultet, og stod naturligvis igjen i Forbindelse med det hurtige Avance-
ment i den juridiske Embedsstand i Almindelighed, som for nogle Aar tilbage
*) Lovens § 4 lyder saaledes:
De normerede Professorer af samtlige Fakulteter ved Kjøbenhavns Univer-
sitet lønnes:
ved den første Ansættelse med 1500 Rd. aarlig,
efter 3 Aars Tjenestetid — 1700 — —
_ 6 — - — 1900 -- -
_ 9 — — — 2100 - -
_ 12 — — — 2300 — —
_ 15 _ — — 2500 — —
_ 20 — — — 2700 — —
_ 25 — — — 2900 — —
De to Lektorer ved det lægevidenskabelige Fakultet og de 3 normerede Do-
center i de levende Sprog lønnes:
ved den første Ansættelse med 1100 Ptd.
efter 3 Aars Tjenestetid — 1300 —
_ g _	_	— sættes de lige med Professorer
paa yngst Gage og nyde derefter samme Alderstillæg som disse.
122
Universitetet 1864—1871.
fandt Sted. Det vilde være saa meget mere ubilligt, om man af denne Grund
vilde sætte Universitets Professorernes Begyndelsesgage under Overrets og Krimi-
nalrets Assessorernes, som det nævnte Avancementsforhold paa samme Tid havde
medført, at Mænd i yngre Alder ligeledes vare indtraadte i disse Retter, saaledes
at der for de senere Aar vistnok kun vilde vise sig en ringe Forskjel i Ansættel-
sesalderen for de oven nævnte Assessorer og de juridiske Professorer. Det var
indlysende, at naar Universitetslærernes Begyndelsesgager sattes lavere end
Gagerne for Overrets og Kriminalrets Assessorer, vilde der ikke blot ikke kunne
være Tale om, hvad tidligere ofte havde været Tilfældet, at Mænd i de sidst
nævnte Stillinger kunde gaa over til Universitetet; men Universitetet vilde endog
være udsat for, at de bedste og ønskeligste Kræfter førtes andetsteds hen. Vel
var Maximum af den i L. 19. Febr. 1861 § 12 foreskrevne Gage (2400 Rd.)
mindre end de højeste i L. 12. Jan. 1858 § 4 indeholdte Gagesatser (2500 Rd.,
2700 Rd., 2900 Rd.); men en Gage af 2500 Rd. naaedes først efter 15 Aars
Tjenestetid, og efter en saadan Tjenestealder vilde en stor Del af de i L. 19. Febr.
1861 § 12 nævnte Embedsmænd kunne vente at indtræde i Højesteret, for hvis
Medlemmer Gagen ved L. 21. Jan. 1857 var fastsat fra 3000 til 4000 Rd., dog
uden Sædtillæg.
I Henhold til oven staaende troede Komiteen at burde bringe i Forslag, at
samtlige de i L. 12. Jan. 1858 § 4 indeholdte Gngesatser forhøjedes med 100
Rd., saaledes at Professorgagernes Minimum blev 1600 Rd. og Maximum 3000
Rd., og Begyndelsesgagerne for de i §en omhandlede Lektorer og Docenter fast-
sattes til 1200 Rd. At den Omstændighed, at Universitetslærernes Gager vare
blevne regulerede for omtrent 6 Aar siden, skulde være til Hinder for den her
omhandlede, i og for sig ikke betydelige Forhøjelse, kunde ikke antages. Det
maatte erkjendes for at være forbundet med langt større Vanskelighed, ved Regu-
leringen af Gagerne for en enkelt Klasse af Embedsmænd at finde de for disse
Gager i og for sig mest passende Grænser, end ved Ordningen af Gagerne for en
større Kreds af Embedsmænd at paavise det naturlige Forhold mellem Gagerne
for de forskjellige Embeder efter disses Betydning, og de Fordringer, der maatte
stilles til dem, som indtraadte i samme. Der kunde nu formentlig ikke være
nogen Tvivl om, at hvis Universitets Professorernes Gager vare blevne ordnede i
Forbindelse med de øvrige i L. 19. Febr. 1861 omhandlede Lønninger, vilde Be-
gyndelsesgagen være blevet fastsat til 1600 Rd., hvad yderligere bestyrkedes ved,
at L. 19. Febr. 1861 aldeles ikke kjendte Gagesatser med ulige Tal fra 15 til
2900 Rd. Men Billighed talte dog nu i højeste Grad for, at den tilfældige Om-
stændighed, at der var udkommet tvende særlige Love om disse Gager, forblev
uden Indflydelse, og at altsaa Revisionen udjevnede de fremkomne Uligheder og
Uoverensstemmelser.
Vedtoges oven staaende Forslag, bleve de i Lovens § 11 mbr. 3 nævnte
Summer i Overensstemmelse hermed at forandre.
ad § 5.
Den i denne § indeholdte rent transitoriske Bestemmelse var nu selvfølgelig
uden Betydning. Lønningerne til de extraordinære Docenter afholdtes for Tiden
af Kontoen til videnskabelige Formaals Fremme, hvis Størrelse fastsattes ved de
aarlige Finanslove.
Lønningsloven af 1871.
123
ad § 8.
Af de her omhandlede Lønninger var Bibliothekarens Løn, 1600 Ed., ved
L. 19. Febr. 1861 forhøjet til en stigende Gage med Alderstillæg fra 1600 Rd.
til 2200 Rd. Ligeledes blev 1ste Underbibliothekar, som tidligere blev lønnet
efter § 9 med 1050 Rd., sat paa stigende Gage fra 1000 Rd. til 1600 Rd. Af
de i § 8 ommeldte Gager bleve derefter kun tilbage følgende Beløb, der endnu
vare uforandret de samme, som for L. 12. Jan. 1858 udkom, nemlig:
Gartneren ved botanisk Have................................. 1200 Rd.
(foruden fri Bolig og 6 Favne Brænde.)
Kvæstor ved Universitetet.......................... 2000 Rd.
hvortil i Følge Finansloven for 1862—63 var kommet
for Overtagelsen af Inspektør-Forretningerne ved Sorø
Akademi....................................... 600 —
2600 —
og til Bogholderen i Kvæsturen...................... 1650 Rd.
hvortil i Følge Finansloven for 1862—63 var kommet
for Overtagelsen af Sorø Akademis Regnskabsvæsen og
det samlede Skoleregnskab...............................300 —
- 1950 —
I Ministeriets Forslag til L. 12. Jan. 1858 vare disse 3 Embedsmænd fore-
slaaet lønnede paa samme Maade, som andre faste Embedsmænd, nemlig med
stigende Gager med Alderstillæg; men da der ved L. 12. Jan. 1858 kun blev
foretaget Forandring med Professorernes og Lektorernes Gager, forbleve alle de
andre Lønninger uforandrede, og de foreslaaede Alderstillæg bleve ikke indførte.
Efter at Alderstillæg nu ved L. 31. Marts 1860 og 19. Febr. 1861 vare indførte
saa vel for de i Kongerigets Ministerier ansatte Embedsmænd som for andre Em-
bedsmænd under disse Ministerier, og ved L. 19. Febr. 1861 ligeledes for Em-
bedsmændene ved Bibliothekerne, var der formentlig al Anledning til nu ligeledes
at lønne de øvrige, Universitetet vedkommende, faste Embedsmænd, hvis Lønninger
ikke bleve forandrede ved L. 12. Jan. 1858, med stigende Gage eller Alderstillæg.
Ved Ministeriets Forslag til L. 12. Jan. 1858 blev den botaniske Gartners Penge-
gage foreslaaet ansat til en Begyndelsesgage af 1000 Rd,, som hvert 5te Aar
skulde stige med 200 Rd. indtil 1600 Rd. Da Gartnerens Arbejde snarere var
forøget end formindsket siden 1858, navnlig ved den i Glaciet anlagte Planteskole,
var der vistnok al Grund til nu at fastholde den i 1858 foreslaaede Gagering,
imod at den Gartneren hidtil tillagte Betaling for Extraarbejde bortfaldt.
For Kvæstor blev i 1858 foreslaaet en Begyndelsesgage paa 2000 Rd., som
hvert 5te Aar skulde stige med 200 Rd. indtil 2800 Rd. Senere vare Kvæstors
Forretninger og Ansvar meget betydelig forøgede derved, at han, ved Henlæggelsen
af Sorø Akademis Gods-, Kasse- og Regnskabsvæsen under Kvæsturen, havde
overtaget alle de Inspektøren ved Akademiet forhen paahvilende Forretninger, i
hvilken Anledning der ved Finansloven for 1862—63 blev tilstaaet ham oven
nævnte Tillæg af 600 Rd. aarlig, som blev udredet af Sorø Akademi. Med
Hensyn til den saaledes efter 1858 foregaaede, meget væsentlige Forandring med
Kvæstor-Embedet, som bevirkede, at dette Embede nu nærmest maatte sættes i
Klasse med Departcmentschefsposter, kunde der formentlig være Anledning til at
lade Kvæstor oppebære fornævnte Tillæg fra Sorø Akademi ved Siden af den i
124
Universitetet 1864—1871.
1858 foreslaaede stigende Gage, eller, saafremt Tillæget nødvendig ved denne
Lejlighed skulde inddrages, da at ansætte Begyndelsesgagen til mindst 2200 Rd.,
som ved Alderstillæg steg til 3000 Rd. Bestemtes Gagen paa sidst nævnte
Maade, burde dog Sorø Akademi fremdeles udrede fornævnte 600 Rd. aarlig, som
da kunde anvendes til Dækning af den hidtil af Universitetet udredede Andel,
600 Rd., af Kvæstors Fuldmægtigs Lon, saaledes at dennes samlede Løn, 800 Rd.,
afholdtes af Akademiet, som hidtil deraf havde udredet 200 Rd.
Bogholderen blev i 1858 foreslaaet lønnet med 1600 Rd. til 2200 Rd.; men
uagtet hans Arbejde senere betydelig var blevet forøget ved Overtagelsen af Sorø
Akademis Regnskabsvæsen, hvorfor der blev tilstaaet ham et Tillæg af 300 Rd.,
var Embedet dog i Anledning af den nu indtraadte Vakance kun opslaaet med en
samlet Gage fra 1400 Rd. til 2000 Rd. Da Bogholderposten unægtelig var det
vigtigste og ansvarsfuldeste Embede i Kvæsturens Kontorer, og den ikke alene
gjorde Krav paa Embedsmandens hele Tid, men navnlig gjorde det nødvendigt, at
deri ansattes en ældre regnskabskyndig Mand, der i tidligere Stillinger havde
erhvervet sig den betydelige Arbejdsdygtighed, som var aldeles nødvendig, for at
Kvæsturens Bogholder paa en tilfredsstillende Maade kunde udføre det ham paa-
hvilende, meget betydelige Arbejde, burde den samlede Løn formentlig ikke an-
sættes lavere, end i 1858 blev foreslaaet, nemlig fra 1600 Rd. til 2200 Rd.,
hvorved det hidtil bevilgede Tillæg af 300 Rd. aarlig vilde bespares.
Allerede under Forhandlingerne i Rigsdagen i Anledning af L. 12. Jan.
1858 blev det erkjendt, at navnlig Kvæsturens Kasserer- og Kassekontrollør-Em-
beder vare saa betydelige, at de ligesom andre tilsvarende Embeder burde lønnes
med faste Gager og ikke af den samlede Lønningssum, hvilket navnlig blev udtalt
i Landstinget (vide Landstingstid. 9. Session S. 1639 ff., og især Kultusmini-
sterens Udtalelser under disse Forhandlinger); men da Lovens Tilbagesendelse til
Folketinget med den foreslaaede Forandring vilde have bevirket, at Lovens Be-
handling ikke kunde tilendebringes i den da værende Session, blev det derom
stillede Forslag taget tilbage, under Forventning af, at Berigtigelsen vilde ske
naar Loven første Gang kom til Revision. I Overensstemmelse hermed burde det
formentlig foreslaas, at bemeldte 2 Embedsmænd overførtes til de i Lovens § 8
ommeldte Embedsmænd. Men efter at Universitets og Kommunitets Forvalter-
tjenesterne vare sammendragne, saaledes at der nu kun var ansat 2 Forvaltere,
nemlig en i Kvæsturen og en i Sorø, hvoraf sidst nævnte allerede var sat paa
fast Gage, hvorimod den Forvalteren i Kvæsturen tillagte Gage, 1600 Rd., endnu
blev udredet af den samlede Lønningssum, var der formentlig al Grund til lige-
ledes at henføre Forvalter-Embedet i Kvæsturen under Lovens § 8, da dette Em-
bede maatte anses lige saa vigtigt og ansvarsfuldt, som Kasserer- og Kassekon-
trollør-Embederne. Kassereren var for Tiden lønnet med 1800 Rd. og Kassekon-
trolløren med 1600 Rd , hvorunder var indbefattet 200 Rd. til hver i Anledning
af det forøgede Arbejde, som blev dem paalagt ved Sorø Akademis Kasse- og
Regnskabsvæsens Henlæggelse under Kvæsturen. Overførtes Forvalter-, Kasserer-
og Kassekontrollør-Embederne til Lovens § 8, burde disse Embedsmænd, hvis
Arbejde var blevet betydelig forøget ved den nævnte i Kvæsturen foregaaede For-
andring, formentlig lønnes paa den i 1858 for sidst nævnte 2 Embeder foreslaaede
Maade, nemlig med en Begyndelsesgage paa 1400 Rd., som hvert 5te Aar steg
med 200 Rd. indtil 2000 Rd., hvorved de nu værende Tillæg for dot overtagne
Lønningsloven af 1871.
125
Arbejde for Sorø Akademi bortfaldt, naar de paagjældende Embedsmænd oprykkede
paa højere Gager. For at navnlig Bogholder-Embedet altid kunde ventes besat
med en tilstrækkelig øvet Regnskabsfører, der forud var noje bekjendt med For-
retningerne i Kvæsturen, burde det formentlig, ligesom i 1858, foreslaas, at Tjeneste-
tiden for Bogholder, Forvalter, Kasserer og Kassekontrollør, ved Overgang fra det
ene af disse Embeder til det andet, regnedes fra den første Ansættelse i hvilket
som helst af disse Embeder.
ad § 9.
Hvad angik de Lonninger, som udrededes af den i Lovens § 9 ommeldte
samlede Lønningssum, da burde der i Forslaget til Lovens Revision ikke gjøres
særskilt Indstilling om hver enkelt Lønning, da den samlede Sum var stillet til
Ministeriets Disposition, der saaledes var berettiget til at bestemme Lønningernes
Størrelse, for saa vidt de kunde afholdes af den bevilgede Sum. Kun for saa
vidt det ved de Forslag til nye og forøgede Lønninger, som maatte anses for
hensigtsmæssige, skulde vise sig, at den tidligere bevilgede Sum blev utilstrækkelig,
vilde det være nødvendigt at gjøre Forslag til Summens Forhøjelse. Den samlede
Lønningssum blev ved L. 12. Jan. 1858 § 9 bestemt til......... 20000 Rd.
Hertil var kommet:
a)	i Følge Finansloven for 1858 — 59 nogle i Lønningsloven
forbigaaede Lønninger ved Kommunitetet................ 1280 —
b)	i Følge L. 19. Febr. 1861 om Lønninger ved Universitets-
bibliotheket........................................ 150 —
og c) de i Følge Finansloven for 1863—64 fra den polytekniske
Læreanstalts Budget overførte Lønninger ved Universitetets
kemiske Laboratorium, som i Følge Forslaget til Finans-
loven for 1864— 65 rettelig udgjorde.................. 1250 —
i alt... 22680 Rd.
Naar heri afgik følgende Lønninger, som dels foresloges over-
førte til § 8, dels bortfaldt ved de foreslaaede Alderstillæg:
til Kvæsturens Forvalter................. 1600 Rd.
—	Kasserer................. 1800 —
—	Kassekontrollør............ 1600 —
og Bogholderens Tillæg for Sorø Akademi .. 300 —
5300 Rd.
hvortil kom, saafremt Kvæstors faste Gage tillige kom
til at indbefatte det ham tillagte Honorar fra Sorø
Akademi, Resten af Fuldmægtiggagen, som da fore-
sloges overført til Sorø Akademi.........600 —
- 5900 —
blev igjen... 16780 Rd,
Af den samlede Lønningssum blev for Tiden udredet ♦.. 22068 Rd.
eller efter Fradrag af oven nævnte.................. 5900 —
- 16168 —
altsaa blev igjen... 612 Rd.
At overføre... 612 Rd.
126
Universitetet 1864—1871.
Overført... 612 Rd.
som til Afholdelsen af de nødvendigste Forhøjelser af de af den sam-
lede Lønningssum afholdte Lønninger foresloges forhøjet med . . 220 —
til... 832 Rd.
saaledes at den samlede Lønningssum ved Lovens Revision nedsattes til 17000 Rd.,
eller, saafremt fornævnte Honorar til Kvæstor ikke inddroges, og Sorø Akademi
derfor ikke skulde overtage oven nævnte 600 Rd. af Fuldmægtigens Løn, til
17600 Rd.
Med Hensyn til Anvendelsen af fornævnte 832 Rd. yttrede Komiteen føl-
gende : Uagtet næsten alle de Embedsmænd og Betjente, som bleve lønnede af
den samlede Lønningssum, vare meget knapt aflagte, troede Komiteen dog, at
fornævnte 832 Rd. vare tilstrækkelige til de aldeles nødvendige Forhøjelser af
Pengelønningerne, naar der for samtlige under § 9 henhørende Lønninger blev
bevilget den ved § 1 foreslaaede og allerede for Bibliothekets Vedkommende be-
vilgede almindelige Forhøjelse, nemlig at Sædtillægene for Fremtiden beregnedes
paa den i L. 19. Febr. 1861 foreskrevne Maade, saaledes at 4 Rd. ansattes til
1 Td. Sæd, i Stedet for at 1 Td. Sæd efter L. 12. Jan. 1858 blev beregnet til
5 Rd. I Overensstemmelse hermed foreslog den, at n/20 af den samlede Lønnings-
sum paa samme Maade, som i L. 12. Jan. 1858 § 9 var fastsat, omsattes til
Sæd og derhos udbetaltes efter Bestemmelsen i L. 19. Febr. 1861. Naar den saa-
ledes foreslaaede forandrede Sædomskrivning blev bevilget, burde der formentlig
kun bevilges Pengeforhøjelse for de enkelte Lønninger, om hvis Forhøjelse der
var indkommet efter nævnte 4 Andragender, nemlig:
1)	Andragendet om Forhøjelse af Anatomitjener Rinds Løn. I Anledning heraf
havde Komiteen fra Etatsr. Stein indhentet Forklaring om Omfanget og Be-
skaffenheden af Anatomitjenerens Arbejde, hvorefter det var meget vanskeligt
for ham at paatage sig noget Bierhverv, da han ikke alene skulde være til
Tjeneste hver Dag fra Kl. 10 til 2, men ogsaa om Eftermiddagen, navnlig
i Examenstiden og ved extraordinære Forelæsninger, m, v. Paa Grund heraf
antog den, at der var Anledning til at forhøje hans Løn fra 115 Rd. til
150 Rd., eller med 35 Rd. aarlig *).
2)	I Andragendet fra den fungerende Direktør for den botaniske Have havde
denne anholdt om en Forhøjelse af Lønningerne til de 4 Gartnersvende og
til Materialsnedkeren samt om, at der maatte bevilges 80 Rd. aarlig til
en Opsynsmand i Haven i den Tid, Adgangen dertil var aaben, i hvilken An-
ledning Komiteen ytrede følgende: Lønnen til 1ste Gartnersvend, som ud-
gjorde 400 Rd., foresloges af Havens Direktør forhøjet med 100 Rd; men
da en Del deraf vilde blive dækket ved den af Komiteen foreslaaede foran-
drede Sædberegning, antog den, at det i saa Fald vilde være tilstrækkeligt
*) Ved det kirurgiske Akademis Henlæggelse under Universitetet var Anatomitjeneren
lennet med 100 Rd. aarlig; men efter at der i flere Aar var tilstaaet ham en Under-
støttelse af 15 Rd., blev Lønnen ved Finansloven for 1853—54 forhøjet til 115 Rd.
aarlig, hvortil senere kom Sædtillæg i Følge L. 12. Jan. 1858. Dette Tillæg ud-
gjorde for Finansaaret 1862-63 20 Rd., saaledes at ban i bemeldte Aar oppebar i
alt 135 Rd.
Lønningsloven af 1871.
127
at forhøje Pengelønnen med 50 Rd. For de andre 3 Gartnersvende var der
i Direktørens Andragende foreslaaet mindre Forhøjelser, som den antog vilde
blive opnaaede ved den foreslaaede forandrede Sædomskrivning. Til Material-
snedkeren havde hidtil været bestemt 276 Rd. aarlig; men da det ikke havde
været muligt at faa en brugbar Snedker for denne Len, var dertil i de se-
nere Aar udredet et Tilskud af 48 Rd. aarlig af Havens Normalsum, hvilket
Tilskud formentlig ved denne Lejlighed burde overføres til Lønningskontoen.
I Stedet for at ansætte en fast Opsynsmand ved Haven med en aarlig Løn
af 80 Rd,, saaledes som Havens Direktør havde andraget paa, maatte Komi-
teen anse det for rigtigere at bevilge indtil 80 Rd. aarlig til Betaling af det
fornødne Opsyn; men i saa Fald burde Beløbet ikke optages paa Lønnings-
kontoen, men, ligesom den øvrige Betaling for Daglejerarbejde, afholdes af
Havens Normalsum, som det da vilde være nødvendigt at forhøje med be-
meldte 80 Rd .*).
*) Af den konstituerede Direktørs, Prof. Langes, Indstilling til Konsistorium hidsættes
følgende:
Materialsnedkeren lønnedes med 276 Rd. aarlig foruden Sædtillæg. Des-
uden havde han et ham ved Konsistoriums Skrivelse af 9. Juli 1859 tilstaaet maanedligt
Tillæg af 4 Rd,, som skulde afholdes af Havens ordinære Konto, hvis det varmuligt;
i modsat Fald skulde der seges Tillægsbevilling for det. Prof. Lange indstillede, at
dette maanedlige Tilskud skulde optages paa den ordinære Lønningskonto, saaledes
at hans faste aarlige Løn blev 324 Rd. -f- Sædtillæg; thi hans Løn var for lille,
og Havens Normalsum havde næppe noget Aar kunnet udrede denne extraordinære
Udgift, hvorfor Tillægsbevilling havde maattet søges, hvilket var uheldigt med Hen-
syn til en Udgift, som var ordinær.
Hvad Medhjælperne angik, sammenstillede han Lønningerne ved botanisk
Have med Lønningerne ved Rosenborg Have:
Botanisk Have:	Rosenborg Have:
1steMedhjælper400 Rd. + Sædtillæg samt G00 Rd. samt Bolig og Brændsel.
Bolig og Brændsel.
2den — 300 —
3dje — 288 —	De øvrige Medhjælpere hver 400 Rd.
4de — 264 —
Som Følge heraf gik Medhjælperne snarest muligt bort til Rosenborg Have eller
andre Haver, hvor de fik bedre Vilkaar, og botanisk Have havde derfor ogsaa i flere
Aar uafladelig skiftet Medhjælpere, til stor Skade for Planternes Kultur. Det maatte
nemlig erindres, at da Danmark kun havde en botanisk Have, kunde den fornødne
Kundskab og øvelse i det specielle botaniske Gartneri ikke erhverves andetsteds,
men maatte udvikles ved en længere Tids Ophold i Haven, hvortil kom, at den sær-
lige Uddannelse i botanisk Gartneri forholdsvis kom de unge Gartnere mindre til
Gode i deres fremtidige Stilling end den almindelige gartneriske Dygtighed, som de
kunde tilegne sig ved Ophold i andre Haver, endog hos Handelsgartnere eller i
private Haver paa Landet.
Han indstillede, særlig da det var af Vigtighed for Haven at beholde 1ste Med-
hjælper i længere Tid, og da det maatte forlanges og forudsættes, at han maatte
være en Mand med særlig Dygtighed og Kundskab, eftersom han i Tilfælde af Gart-
nerens Sygdom eller Fraværelse maatte bære Ansvaret for Havens Bestyrelse, at
hans Løn forhøjedes til 500 Rd., og at der tillagdes de andre Medhjælpere en
mindre Forhøjelse.
Fyrbøder og Portner havde i først nævnte Egenskab 300 Rd. + Sædtillæg
Universitets Aarbog.
128
Universitetet 1864—1871.
3)	Bestyreren for Universitetets mineralogiske Museum foreslog Lønnen til den
derved ansatte første Assistent, Th. Hoff, forhøjet fra 300 Rd. til 400 Rd.
aarlig, hvilken Forhøjelse Komiteen, efter hvad derom i Andragendet var for-
klaret, troede at burde tilraade.
4)	Kvæsturens Bogholder foreslog Lønnen for den hos ham ansatte Assistent
eller Skriver forhøjet fra 400 Rd. til 500 Rd. paa Grund af, at hans Ar-
bejde var saa betydelig forøget, at han ikke kunde udføre nogen Del af det
Extraskriveri ved Bogholderiet, hvortil særskilt var bevilget 100 Rd., hvilket
Arbejde nu udførtes af Extraskrivere mod Arkebetaling. Da Bogholderens
Assistent unægtelig havde et meget besværligt Arbejde, troede Komiteen at burde
anbefale ham til den foreslaaede Lønningsforhøjelse, hvorved han vilde blive
lønnet lige med Assistenten hos Kvæstor og hos Bogholderen i Sorø.
Foruden de saaledes foreslaaede Lønningsforhøjelser, foreslog Komiteen, i
Henhold til, hvad neden for er anført, at den Assistenten ved Universitetets zoolo-
giske Museum, Dr. Lutken, tillagte Løn blev forhøjet med 200 Rd. Dette Tillæg
var for Finansaaret 1863 — 64 bevilget ham af Normalsummen til videnskabelige
Formaals Fremme, men burde formentlig ved denne Lejlighed overføres til Løn-
ningskontoen.
Naar der saaledes af fornævnte........................... 832 Rd.
blev bevilget:
til Anatomitjeneren..........................................................35 Rd.
—	første Gartnersvend i botanisk Have........................50 —
—	Materialsnedkeren ibid................................................48 —
-— Assistenten ved mineralogisk Museum......................100 —
At overføre... 233 Rd. 832 Rd.
og for Portnertjenesten fri Bolig + 1 Favn Brænde. Da han havde en anstrængende
Tjeneste, anbefalede Prof. Lange ham til et aarligt Tillæg af 20 Rd.
Prof. Lange bemærkede endelig, at der trængtes til et særligt Tilsyn med, at
Havens Planter og Inventarium ej udsattes for Overlast. Hertil var Havens Perso-
nale nemlig ej tilstrækkeligt, hvortil endnu kom, at Haven i de sidste Aar besøgtes
af de studerende ogsaa i Middagstimen fra 2—4, som Felge af, at de botaniske .Do-
center havde henlagt flere af deres Forelæsningstimer til denne Tid som bekvemmest
for Lærere og Tilhørere, skjønt dette af den Grund var uheldigt, at alle Medhjæl-
pere og Arbejdere forlode Haven paa denne Tid og altsaa ingen Kontrol fandt Sted.
Han foreslog principalt, at der antoges en Mand til at have daglig Opsigt med
Orden i Haven, saa længe denne stod aaben i de 6 Sommermaaneder, subsidiært,
at der søgtes bevilget et Beløb, som var tilstrækkeligt til at sikre Haven Tilsyn i de 2
Timer daglig, da alle Havens Folk vare fraværende, og tillige paa de Dage, da Ha-
ven stod aaben for det større Publikum, hvilket kun var 1 Gang ugentlig. Ilau
henledede imidlertid Opmærksomheden paa, om Haven ej kunde blive tilgængelig
for Publikum 2 Gange ugentlig, dels fordi der trængtes til en forfriskende Spadsere-
gang inden for Voldene, dels for mere at aabne Adgang til Belæring. ^ Anslog man
Udgiften til en Opsigtsbetjent paa de Dage, da Tilsynet skulde finde Sted hele Da-
gen, til 5 å, 6 Mk., og paa de Dage, da han kun behøvede at være tilstede i 2 Timer,
til 2 Mk. pr. Dag, udgjorde Udgiften for et saadant Tilsyn 56 Rd. aarlig, naar
Adgang til Haven kun var 1 Gang ugentlig, og til 80 Rd. aarlig, naar Adgangen-
Udvidedes til 2 Gange ugentlig.
Lønningsloven af 1871.
129
Overført... 233 Rd. 832 Rd.
til Assistenten hos Bogholderen i Kvæsturen........ 100 —
og •— Assistenten ved zoologisk Museum.............. 200 —
- 533 —
blev deraf tilbage... 299 Rd.
som det var ønskeligt at holde disponible til senere Lønningsforhøjelser.
ad § 10.
De her bevilgede 2,700 Rd. vare i Følge Finansloven for 1862—63 i An-
ledning af det juridisk-praktiske Selskabs Ophævelse nedsatte med 300 Rd. til
2400 Rd. Med Hensyn til dette Beløb henledede Komiteen Opmærksomheden
paa, at det ved Finansloven for 1861—62 var bifaldet, at det Secretarius consi-
stoiii som Honorar for Udførelsen af Konsistorialsagernes Expedition tidligere til-
lagte Beløb af 200 Rd. maatte deles lige mellem Referendarius consistorii og
Konsistoriums Fuldmægtig.
Sluttelig bemærkede Komiteen følgende: Ved Loven om de naturhistoriske
Museers Forening af 29. Decbr. 1862 § 4 var det fastsat: „at Lønningerne for
Museernes Embedsmænd og øvrige Tjenestepersonale, hvilke helt overtages af Uni-
versitetet ligeledes fra den Tid, da Foreningen er gaaet for sig, blive at fastsætte
ved den inden Udgangen af Finansaaret 1863 — 64 forestaaende Revision af Løn-
ningsloven af 12. Jan. 1858", hvorhos § 5 bestemte, at „Museernes Specialbud-
getter tillige med Statskassens aarlige Tilskud til disse bestemmes ved Finans-
lovene, første Gang ved Finansloven for Finansaaret 1864—65."
I Henhold hertil havde Konsistorium paalagt Komiteen, efter Konference med
Direktionen for de kgl. naturhistoriske Museer, at gjøre Forslag til Lønningerne
til de ved de samlede Museer ansatte Embedsmænd og øvrige Tjenestepersonale.
I Anledning heraf havde Komiteen konfereret med fornævnte Direktion, som havde
erklæret, at saa længe den nye Museumsbestyrelse ikke var traadt i Virksomhed,
og det derefter var afgjort, hvorledes Forretningerne skulde deles, og hvilke
underordnede Betjente dertil skulde benyttes, var det ikke muligt at gjøre
noget Forslag om de fremtidige Lønninger. I Overensstemmelse med denne
Erklæring havde ogsaa det til Udarbejdelse af de i L. 29. Decbr. 1862
§ 5 ommeldte Specialbudgetter, af Konsistorium særlig nedsatte Udvalg, be-
staaende af Konf. Forchhammer, Prof. Steenstrup og Universitetets Kvæstor, gjort
indstilling om, at Affattelsen af saadanne Specialbudgetter udsattes, indtil Museernes
Forening faktisk var blevet iværksat, saaledes at det, indtil dette var sket, havde
sit Forblivende ved de for de paagjældende Museer hidtil bevilgede Budgetter, og
at der efter de hidtil fulgte Regler aflagdes 2 særskilte Regnskaber, nemlig et for
det kgl. Museum og et for Universitetsmuseet*). Komiteen havde som Følge
heraf ikke set sig i Stand til at gjøre noget Forslag til de Lønninger for Museer-
nes Embedsmænd og øvrige Tjenestepersonale, som efter L. 29. Decbr. 1862 § 4
skulde overtages af Universitetet, saa meget mindre som disses Størrelse selvfølge-
lig i væsentlig Grad maatte afhænge af det Beløb, hvortil Statskassens Tilskud
efter Lovens § 5 maatte blive fastsat. Den havde derfor indskrænket sig til,
*) Det fornødne herom vil blive meddelt i Afsnittet: \idenskabelige Samlinger og
Anstalter. Komiteens Betænkning er vedføjet neden for i Uddrag som Jillæg I.
17*
130
Universitetet 1864 — 1871.
som i det foregaaende var sket, at andrage paa den Forhøjelse af Dr. Liitkens
Lønning, hvorom den oven nævnte Komite havde gjort Indstilling. Herefter vilde
det altsaa være fornødent at foretage den Forandring med Hensyn til Bestem-
melserne i L. 29. Decbr. 1862 § 4 og 5, at den der foreskrevne Ordning af Løn-
ninger, Budgetter og af Statskassens Tilskud udsattes, indtil Museernes Forening
efter den nye Museumsbygnings Fuldførelse faktisk var blevet iværksat.
Efter at foran staaende Betænkning var færdig i Udkast, havde Komiteen
fra Prof. Levy modtaget en Skrivelse, hvori han henledede Opmærksomheden paa
de ugunstige Gageringsforhold, hvori Flertallet af det lægevidenskabelige Fakultets
Medlemmer var blevet stillet ved L. 12. Jan. 1858, og androg paa, at de herhen
hørende Bestemmelser paa ønskelig Maade maatte blive forandrede*). Den Be-
stemmelse, hvortil der herved sigtedes, var L. 12. Jan 1858 § 11 mbr. 2, der
fastsatte, „at for saa vidt nogen af de i Lovens § 4 omhandlede Embedsmænds
nu værende Gage ved denne Lov forøges med mere end 30 pCt, skal Gagetillæget
nedsættes til dette Beløb, og skal den saaledes fremkomne Gage være den, der
tilkommer ham i Følge hans nu værende Tjenestetid", hvilken Bestemmelse, som
af de med Komiteens Betænkning fulgte Oversigter**) vilde ses, fortrinsvis kom til
Anvendelse paa de da værende Medlemmer af det lægevidenskabelige Fakultet.
Det af Universitetet indgivne Forslag til en ny Gagelov indeholdt ikke nogen til
L. 12. Jan. 1858 § 11 svarende Regel, hvorimod deri var indstillet følgende Over-
gangsbestemmelse, som ved særlig Erklæring i det væsentlige blev tiltraadt af
det lægevidenskabelige Fakultet: „Hvad nogen Professor i det øjeblik, da Over-
gangen til det nye Lønningssystem sker, har mere i Gage, end han efter det nye
System opnaar i Pengeløn, beholder han, indtil Forskjellen udjævnes ved Opryk-
ning til højere Alderstrin Hvad der paa denne Maade foreløbig udredes mere,
end Systemet medfører, dækkes derved, at Professorerne i det lægevidenskabelige
Fakultet saa længe afgive et tilsvarende Beløb af den dem ved Ligestillingen med
de øvrige Fakulteter tilfaldende Forøgelse i Pengegagen, dog ikke over 2,700 Rd ***).
I det Rigsdagen forelagte Udkast til Lønningsloven var en tilsvarende Overgangs-
bestemmelse optaget; men det af Folketinget nedsatte Udvalg havde foreslaaet, at
den 2den Passus skulde udgaa, og det var først ved Lovens 3dje Behandling i
Folketinget, at der fremkom Forslag til den oven anførte Bestemmelse i L. 12.
Jan. 1858 § 11. Det maatte nu vistnok erkjendes, at den Nedsættelse i flere
Universitetslæreres Gager, som blev en Følge af denne Bestemmelse, var ufor-
holdsmæssig stor. Ikke blot oversteg ved Lovens Emanation disse Gagenedsæt-
telser (i alt 4 — 5000 Rd.) betydelig den Sum af 2,700 Rd , der efter den af
Universitetet indstillede Overgangsbestemmelse skulde være Maximum for Afkort-
ningen i de medicinske Professorers Gage; men Beskæringen efter L. 12. Jan.
1858 § 11 maatte derhos vise sine Virkninger i en længere Fremtid end hin
Overgangsbestemmelse. I saa Henseende oplyste Komiteen, at der af de person-
lige Tillæg, som foresloges dækkede ved en Formindskelse af de medicinske Pro-
fessorers Gager, for Tiden kun var et ringe Restbeløb (100 Rd.) tilbage, som
*) Denne Skrivelse er vedføjet neden for som Tillæg II.
**) Se neden for Tillæg III. og IV,
***) Lindes Medd. 1857-63 S. 5.
Lønningsloven af 1871.
131
bortfaldt i Løbet af Finansaaret 1863—64. Under alle Omstændigheder maatte
det vistnok indrømmes, at den Grænse, der i Lønningslovens § 11 blev sat for
Gageforhøjelser, var stillet for lav. Komiteen kunde med Hensyn hertil ganske
tiltræde, hvad der ved Sagens 3dje Behandling i Folketinget blev ytret af den da
værende Kultusminister i Anledning af det til Lovens nu værende § li fremkomne
Forslag. Efter at Ministeren havde indrømmet, at Gagestigningen for flere Med-
lemmer af det lægevidenskabelige Fakultet, efter Bestemmelsen i Lønningslovens
§ 4, maaske kunde siges at være større, end den egentlig burde være, selv under
tilbørligt Hensyn til, at disse Universitetslærere gjennem længere Tid havde været
udsatte for Følgen af det System, som nu erkjendtes for urigtigt, nemlig at de
medicinske Professorer skulde stilles ringere end Medlemmerne af de øvrige Fakul-
teter, — ytrede han, at skjønt der saaledes vistnok kunde være Anledning til at
gjøre nogen Begrænsning med Hensyn til Tillæget, kunde han dog have ønsket,
at Procentforholdet var sat noget højere. Bestemmelsen i Lovens § 11 medførte
efter Komiteens Skjønnende ogsaa den Ubillighed, at flere af de nu værende Med-
lemmer af det lægevidenskabelige Fakultet gageredes omtrent lige, uagtet der var
en betydelig Forskjel i deres Tjenestealder, og at altsaa Anciennitetsforholdet, som
L. 12. Jan. 1858 ellers tillagde en saa stor Betydning, her blev uden Indflydelse.
Hvis man ikke troede at kunne gaa ind paa, aldeles at ophæve den i L. 12. Jan.
1858 § 11 mbr. 2 indeholdte Bestemmelse, og fra 1. April 1864 fastsætte Gagen
for de Embedsmænd, paa hvilke Bestemmelsen havde været anvendelig, alene un-
der Hensynet til deres Anciennitet, henstillede Komiteen i Henhold til oven staaende
følgende Alternativer til Vedtagelse : a) enten at tillægge enhver af hine Embeds-
mænd fra 1. April 1864 en Gageforhøjelse af 50 pCt. af Forskjellen mellem deres
Gage, saaledes som den til den Tid vilde være efter de hidtil gjældende Regler,
og den Gage, som de fra 1. April 1864 vilde have oppebaaret efter Lovens § 4,
hvis Beskæring ikke havde fundet Sted efter § 11, saaledes at den herved ud-
kommende Gage blev den dem efter deres Tjenestealder tilkommende Gage, som
steg efter de i Lovens § 11 mbr. 3 fastsatte Regler, med den i det foregaaende
nævnte Modifikation, — eller b) at deres Gage fra 1. April 1864 fastsattes til
den Størrelse, som den vilde have haft, hvis der i Lovens § 11 mbr. 2 havde
staaet 50 pCt. i Stedet for 30 pCt. Til Oplysning om, hvilken Indflydelse disse
2 Alternativer vilde udøve paa de paagjældendes Gagering, lod Komiteen følge de
oven nævnte 2 Beregninger, der findes neden for som Tillæg III. og IV.
132
Universitetet 1864 — 1871.
Tillæg I.
Af det foran Side 129 nævnte Udvalgs Betænkning hidsættes følgende:---
„Om det end f. Ex. staar klart nok for os, at Museumsbestyrelsen eller Formanden for
denne, til Udførelsen af en Mængde mere administrative Forretninger, Regnskabs-
førelsen, Korrespondancer i Ind- og Udlandet, Arkiv- og Bibliothekarforretninger
m. m., til Udøvelsen af det daglige Tilsyn med den store Bygning og med Ar-
bejderne i Museet uden for de Timer, da Specialbestyrerne ere der, o. s. v., maa
have en fast Medhjælp, saa kunne vi dog end ikke tilnærmelsesvis be-
stemme Omfanget af denne nødvendige Assistance. Men endnu mere end selve
Omfanget turde dog Naturen af denne Medhjælp, de Fordringer, man navn-
lig til de først nævnte Virksomheders Udøvelse vil stille o. s. v., betinge Stør-
relsen af de Pengemidler, Museet hertil maatte anvende; men ogsaa om denne
Side af Assistancen kan der ikke haves nogen egentlig Mening, førend den Be-
styrelse, der skal benytte den, er traadt frem i en bestemt Form, og derved da
nærmere er blevet betegnet, hvilke Arter af Assistancer og i hvilken Udstrækning
disse omtrent maatte fordres. — — — Vi tillade os derfor ærbødigst at stille
det Forslag, at Budgetterne maa bibeholdes med deres Konti og Underkonti, som
de ere for Finansaaret 1864 -65, saaledes at der, ligesom hidtil, maa anvendes
paa den ene, hvad der mulig maatte spares paa den anden (Lønningskonti alene
undtagne). — — — — Ved de oven nævnte Forslag ville imidlertid Lønningerne
for de ved Museerne ikke kongelig ansatte Assistenter, Konservatorer og Betjente
blive aldeles de samme, som de forud gaaende Aars, hvilket vi vilde anse for en
stor Ubillighed for enkelte af dem, der have for en i Forhold meget ringe Løn
tjent i en lang Aarrække, navnlig for Universitetsmuseets Assistent, Dr. Liitken,
og dets Konservator, R Conradsen. Vi tillade os derfor at foreslaa, at Dr. Lutken,
indtil Foreninjen er foregaaet og de samlede Lønninger endelig bestemte, behol-
der det ham for indeværende Aar tilstaaede extraordinære Tillæg af 200 Rd., og
at Sædomskrivningen af samtlige, Universitetsmuseet nu vedkommende Lønninger fra
1. April 1864 beregnes saaledes, at Omskrivningen sker ligesom for alle andre
Embedsmænd og Betjente, og navnlig saaledes, som allerede er Tilfældet med Hen-
syn til Universitetsbibliothekets Embedsmænd, efter en Middelpris af 4 Rd. i Stedet
for, som hidtil, 5 Rd. pr. Td. Sæd. Kan dette mod Formodning ikke opnaas ved
den nu forestaaende Revision af L. 12. Jan. 1858, og Sædtillægene til Museets
Embedsmænd fremdeles skulle beregnes paa samme, meget uheldige Maade, som
hidtil, maa vi anse det aldeles nødvendigt, at der ligeledes tilstaas Konservator
Conradsen et extraordinært Tillæg, som vi da tillade os at foreslaa ansat til
100 Rd.
Tillæg II.
De ugunstige Gageringsforhold, hvori Flertallet af det medicinske Fakultets
Medlemmer bleve stillede ved L. 12. Jan, 1858, modstred i den Grad Universi-
tetets udtalte Anskuelser om, hvad ret og ønskeligt var, at der var Grund nok
for Fakultetet til at antage, at der, selv uden Andragende derom fra Fakultetets
Side, vilde blive virket hen til ved den forestaaende Revision af Lovn at faa de
Lønningsloven af 1871.
133
hertil hørende Bestemmelser paa ønskelig Maade forandrede. For at dog intet i
denne Henseende skal blive upaaagtet, skal jeg efter Konference med Fakultetets
Dekanus og paa mine Kollegers Vegne tillade mig at henlede den ærede Komites
Opmærksomhed paa neden staaende Linier.
Som bekjendt gik i sin Tid Universitetets Indstilling til Ministeriet ud paa
de medicinske Professorers lige Stilling med de andre normerede Universitets Pro-
fessorer. Ministeriet gjorde Indstillingen til sin, og Finansudvalget i Folketinget
gik i Begyndelsen ind derpaa, saa at Loven i denne Henseende uforandret pas-
serede de to første Behandlinger i Tinget. Først mellem 2den og 3dje Behand-
ling maa der være opstaaet saa alvorlige Betænkeligheder derimod, at man fandt
sig foranlediget til ved 3dje Behandling at foieslaa tilføjet den aabenbart mod
det medicinske Fakultet rettede Bestemmelse, i Følge hvilken ingen Gageforhøjelse
maatte overstige 30 pCt. Ved denne Bestemmelse blev den i saa mange Aar
imødesete Gageforbedring næsten illusorisk for en Del af Fakultetets Medlemmer;
og da jeg som da værende Dekanus paa Fakultetets Vegne senere desangaaende
henvendte mig til Kultusministeren, den nu værende Konseilspræsident, beklagede
han meget det Anstød, Ministeriets Lovforslag havde fundet, ytrede sin Tvivl om
at kunne faa Loven forandret i denne Retning, men tilføjede en trøstelig Hen-
pegen paa den først kommende Revision af Loven. Siden den Tid er den Pro-
fessor, hvis Gageforhøjelse efter Sigende skal have voldet mest Anstod for Lovfor-
slagets Gjennemførelse, traadt ud af Fakultetet, og Døden har bortkaldt en anden
af Fakultetets ældste Professorer, nemlig Etatsr. Eschricht, saa at Spørgsmaalet
nu kun gjælder 5 Professorer (Bang, Stein, Levy, Sommer og Buntzen), af hvilke
en desværre meget snart paa Grund af Sygdom vil være nødt til at træde ud af
Fakultetet. Ved denne Reduktion af de paagjældende Professorers Tal vilde na-
turligvis den ønskede Anordning af Gageringsforholdene for de tilbage blivende i
finansiel Henseende blive lettet betydelig for Universitetet, hvorfor Fakultetet for-
venter, at den ærede Komite ret indtrængende vil andrage paa, at den i L. 12.
Jan. 1858 principmæssig anerkjendte lige Stilling af Universitets Professorerne for
Fremtiden ogsaa maa blive gjennemført for de oven nævnte 4 Professorers Ved-
kommende, hvis Lønningsvilkaar for Tiden staa i et saa betydeligt Misforhold til
deres Anciennitet som Professorer. At i saa Tilfælde mit personlige Gagetillæg
vilde bortfalde, er maaske en Selvfølge.
Kjøbenhavn d. 29. Septbr. 1863.
Ærbødigst
C. E. Levy.
134
Universitetet 1864—1871.
Tillæg III.
F o r t e g
over de Professorer, der i Følge L. 12. Jan. 1858 vilde have oppebaaret en
Navne.
1.
Anciennitet
fra
2.
Nu værende
Gage.
3.
Aars Ancien-
nitet den
1. April
1864.
Konf. Bang
Etatsr. Stein.......................
oprykker den 1ste April 1864 med.
Prof. Levy.............
fra 1ste April 1864,
1818, 27/i
1840, / 4
2,020
1841, 29/9
personligt Tillæg, saa længe han forestaar
den med Kliniken paa Fødselsstif-
telsen i Forbindelse satte ambulato-
riske Klinik (Minist. Skr. 30. Maj
1860)......•...................
Prof. Sommer.........
fra 1ste April 1864
1843, 9/e
Prof. Schiern..........
fra 1ste April 1864
1851, 18/s
Prof. Buntzen.........
fra 1ste April 1864
1853, 19/s
Prof. Bornemann........
fra 1ste April 1864,
1854, 28/t
Prof. Saxtorph........
fra 1ste April 1864
1861, 14/i
Rd.
2,800. Max. 25 Aar
20 —
1,760.
200.
1,960.
300.
2,260.
1,760.
200.
1,960.
2,100.
200.
2,300.
1,700.
200.
1,900.
1,760.
200.
1,960.
1,500.
200.
1,700.
20 —
20 —
12 —
9 —
9 —
3 —
Lønningsloven af 1871.
135
nelse
højere Gage, hvis ikk) Lovens § 11 mbr. 2. var kommet til Anvendelse.
4.	5. 6.
Vilde den
1. Apr. 1864	Forskjellen
have oppe-	mellem 50 pct. af
baaret, saa-	Belobene i Beløbet efter
fremt § U 2den og 4de 5te Rubrik,
mbr. 2 ej var	Rubrik.
kommet til
Anvendelse.
Rd.	Rd.	Rd.	
2,900.	100.	50.	
2,700.	480	240.	/I Beløbet efter 4de Rubrik vil dog indtræde Afkortning etter § 3, saafremt der frem- ■ deles oppebæres Gage fra Kunstakademiet. > Oprykker i Folge Loven den 1. Apr. 1867 | til 2420 Rd., i Stedet for, at Oprykningen, saafremt §11 mbr. 2 ej var blevet anvendt, vilde ske den 1. Maj 1865 til 2900 Rd. j (-f- Kunstakademiet).
2,700. foruden det pers. Tillæg.	740.	370.	(Oprykker i Følge Loven den 1. Apr. 1867 < til 2160 Rd. -f- 300 Rd., i Stedet for den 1 1. Oktbr. 1866 til 2900 Rd.
2,700.	740.	370.	(Oprykker i Følge Loven d. 1. Apr. 1867 til 1 2160 Rd. i Stedet for d. 1. Juli 1868 til \ 2900 Rd.
j 2,300.			(Oprykker i Folge Loven d. 1. Apr. 1867 til ' 2500 Rd. i Stedet for d. 1. Juli 1866 til | samme Beløb, 2500 Rd.
			
2,100.	200.	100.	(Oprykker i Følge Loven d. 1. April 1867 til ' 2100 Rd. i Stedet for d. 1. Septbr. 1865 1 til 2;;00 Rd.
; 2,100.	140.	70.	(Oprykker i Følge Loven d. 1. Apr. 1867 til 1 2160 Rd. i Stedet for d. 1. Avgust 1866 til | 2^00 Rd.
1,700.			(Oprykker i Felge Loven d. 1 April 1867 til ' 1700 Rd i Stedet for d. 1. Februar 1864 til | samme Beløb, 1700 Rd.
			
Universitets Aarbog.	18
Universitets Aarbog.	18
Anmærkning.
136
Universitetet 1864—1871.
Tillæg IV.
Oversigt
over, hvorledes omstaaende Gager vilde oppebæres den I. April 1864, saafrenit der
ved L. 12. Jan. 1858 var blevet bevilget et Tillæg af 50 Procent i Stedet for de
i § 11 mbr. 2, ommeldte 30 Procent
Navne.
Konf. Bang . ......
Etatsr. Stein......
oprykker 1. April
1864 med......
Prof. Levy........
fra 1. April 1864.
personl. Tillæg
Prof. Sommer ...
fra 1. April 1864
Prof. Schiern.....
fra 1 April 1864.
Prof. Buntzen
fra 1. April 1864.
Prof. Bornemann . .
fra 1. April 1864
Prof. Saxtorph . . .
fra 1. April 1 864
Nu værende
Gage.
Ed.
2,800.
2,020.
200.
2.220.
1,760.
200.
1,960.
300.
2,260.
1,760.
200.
1.960.
2,100.
200.
2,300.
,700.
200
1,900.
1,760.
200.
1,960.
Tillæg 20
Gagen
d. 31. Marts
1858. pCt heraf-
Anmærkning.
Rd.
2,000.
1,400.
1,200.
+ 300.
.500.
1,200.
,400.
1.000.
1/200.
1''r,(l0, Isom Lektor
200. | fi00
1,700.
Rd.
Max. 100.
280.
240.
(af de
1,200.)
240.
240
/Faar den fulde Gage efter
Anciennitet uden Afkort-
J ning efter § 11, hvoraf
' | følger, at Ancienniteten
! regnes fra Udnævnelses-
| dagen, 18. Maj 1851.
| Fik allerede i 1858 et Til-
) læg af over 50 pCt. paa
I Grund af Bestemmelsen
( i § 11 mbr. 4.
(Da Gagen i 1858 kun
blev nedsat med 140 Rd.
under Normalgagen efter
§ 4, bliver Tillæget kun
disse 140 Rd. — Da Af-
kortning efter § 11 saa-
ledes bortfalder, beregnes
Anciennitet fra Udnæv-
nelsesdagen,28. Juli 1854,
(Fik allerede i 1858 et
I Tillæg af over 50 pCt,
i paa Grund af Bestemmel-
sen i § 11 mbr. 4.
Lønningsloven af 1871.
137
Efter at Konsistorium havde modtaget denne Betænkning, bragte det Sagen
under Forhandling i et af den akademiske Lærerforsamling den 19. Oktbr. 1863
afholdt Møde. Betænkningen med de i samme indeholdte Forslag vedtoges enstem-
mig af Lærerforsamlingen, dog med en Modifikation i Henseende til, hvad der al
Komiteen var bragt i Forslag med Hensyn til L. 12. Jan. 1858 § 11 mbr. 2.
Medens Komiteen nemlig, se foran S. 131, havde udtalt sig derhen, at den, tor
det Tilfælde, at man ikke troede at kunne gaa ind paa aldeles at ophæve den i
L. 12. Jan. 1858 § 11 mbr. 2 indeholdte Bestemmelse og fra 1. April 1864
fastsætte Gagen for de Embedsmænd, paa hvilke Bestemmelsen havde været an-
vendelig, alene efter deres Anciennitet, havde henstillet tvende for de paagjældende
Embedsmænd mindre favorable Alternativer til Vedtagelse, vedtog Lærerforsamlin-
gen i Stedet herfor: med 23 Stemmer mod 1 principaliter at andrage paa
Ophævelse af Bestemmelsen i L. 12. Jan. 1858 § 11 mbr. 2 samt at bagerne
for de paagjældende Embedsmænd fra I. April 1864 alene fastsattes efter An-
ciennitet, og med 23 Stemmer mod 6 subsidiært at tiltræde de af Komiteen
angivne Alternativer.
Ved herom under 9. Novbr. at gjøre Indberetning til Ministeriet, bemærkede
Konsistorium, at det for sit Vedkommende ligeledes ganske maatte slutte sig til
Komiteens Betænkning med den af Lærerforsamlingen vedtagne Modifikation. Som
et Datum, der yderligere syntes at tale for fra næste Finansaars Begyndelse at
fastsætte de paagjældendes Gager alene efter Anciennitet, fremhævede det følgende.
Ved Finansloven for 1859—60 blev der bevilget Gagetillæg for 2 Professorer for
at „supplere deres Gager til de Beløb, som de uden hin Afkortning eftei Lovens
§ 4 vilde have udgjort" — hvad dog ikke fuldstændig naaedes for den enes,
Prof. Schierns, Vedkommende, idet hans Anciennitet ikke blev fort tilbage til hans
Udnævnelsesdag —, og disse Tillæg motiveredes, jfr. Iligsdagstid. 10. Sess. 18o8
Anhang A. S. 166, med den Bemærkning, at der for disse 2 Professorer, og alene
for disse, ved Anvendelsen af den i Lovens § 11 mbr. 2 givne Bestemmelse vilde
indtræde den synderlige Inkonsekvens, at de vilde komme paa og i længere lid
blive staaende paa en lavere Gage, end enkelte af deres i Anciennitet yngie Kol
leger opnaaede i Finansaarene 1858 — 59 eller 1859 — 60. Det blev imidlertid
herved overset, at det samme Tilfælde for en anden Universitetslaerei \ilde indtræde
den 1. Februar 1860, da i Følge Lovens § 4 nu afdøde Prot. Jiirgensen lykkede
op til en Gage af 1700 Ed., medens Prof. theol. Bornemann blev staaende paa en
Gage af 1560 Rd.. skjønt han var 21 2 Aar ældre Professor. Her forelaa altsaa
endnu et Tilfælde, hvor Lovens Bestemmelser havde haft den lolge. at det \ai
blevet til positivt Tab for den paagjældende, at han ikke havde yn g 1 e Anciennitet
ved Universitetet. At dette Misforhold i Overensstemmelse med, hvad dei
ytret i Forslaget til Finansloven for 1859—60, burde rettes ved Revisionen, syntes
klart, og dette burde da ske efter det den Gang udtalte 11 incip, at Gat,«n .111
pieredes til det Beløb, som den uden hin Afkortning eltei Lovens § 4 vilde hav
udgjort. Sluttelig tilføjede Konsistorium, at det al Komiteens Betænkning
ses, at de samme Omstændigheder, som vare til Hindei for Udarbejdelsen af Si
cialbudgetter for de forenede naturhistoriske Museer, ogsaa stillede si0 i Vejen
at gjøre Forslag til Lønninger for de forenede Museers Embedsmænd og øvnge
Tjenestepersonale. Konsistorium maatte derfor med Komiteen anse det foi ne -
vendigt, at Bestemmelsen i L. 29. Deebr. 1862 §§ 4 og 5 foi andredes derliei,
138
Universitetet 1864—1871.
den for de forenede naturhistoriske Museer foreskrevne Ordning af Lønninger,
Budgetter og af Statskassens Tilskud udsattes, indtil Museernes Forening efter den
nye Museumsbygnings Fuldbyrdelse faktisk var blevet iværksat.
Ministeriet forelagde derpaa Rigsdagen i Samlingen 1863—64 følgende For-
slag til Lov om Lønninger for de ved Kjøbenhavns Universitet, den polytekniske
Læreanstalt, de lærde Skoler, Sorø Akademi samt det kgl. Døvstummeinstitut,
Skoleseminarierne og det kgl. Blindeinstitut ansatte Embeds- og Bestillingsmænd.
I.
Almindelige Bestemmelser.
§ 1. Paa samtlige i nærværende Lov omhandlede Lønninger komme de i
Lov af 19. Febr. 1861 om Lønninger for de under Kongerigets Ministerier hø-
rende Embeds- og Bestillingsmænd, med Undtagelse af selve Ministeriernes Perso-
nale' §§ 2' 4 8 indeholdte almindelige Bestemmelser til Anvendelse. Loven af
19. Febr. 1861 §§ 1 og 2 kommer ikke til Anvendelse paa de Beløb, der udbe-
tales som Honorarer, eller paa de i nærværende Lovs § 34 ommeldte Lønninger.
II.
Universitetet.
§ 2. De normerede Professorer af samtlige Fakulteter ved Kjøbenhavns
Universitet lønnes ved den første Ansættelse med 1500 Rd. aarlig,
efter 3 Aars Tjenestetid med...... 1700 _ —
—	6 — — — ..... 1900 — —
—	9 — — — ..... 2100 — —
— 12 — — — ..... 2300 — —
—	15 — — - ..... 2500 — _
—	20 — — _ ..... 2700 — —
— 25 — — — ..... 2900 — —
De to Lektorer ved det lægevidenskabelige Fakultet og de 3 normerede Docenter
i de levende Sprog lønnes
ved den første Ansættelse med 1100 Rd. aarlig,
efter 3 Aars Tjenestetid — 1300 — —
6 — — sættes de lige med Professorer paa yngst
Lønning, og nyde derefter samme Alderstillæg som disse.
§ 3. Det paalægges de Universitetslærere, som herefter ansættes, uden sær-
ligt Vederlag at holde de Forelæsninger og lede de Gvelser i den polytekniske
Læreanstalt, som henhøre under deres Fag. Adgangen til Lærerposterne ved
Universitetet skal ikke være indskrænket ved nogen Examen.
§ 4. De Indtægter, som nogle af Universitetslærerne oppebære som Med-
lemmer afStipendie- og Kommunitetsbestyrelsen, som Eforer, inspectores qvæsturæ,
leteiendarius consistorii, Hospitalslæger og som Lærere ved den polytekniske Lære-
anstalt, skulle ikke inddrages under Bestemmelsen i Lov af 19. Febr. 1861 £ 4.
§ 5. Kvæstor lønnes med 2400 Rd. aarlig, som stige hvert 5te Aar med 200 Rd.
til 3200 Rd.; Bogholderen ved Kvæsturen med 1400 Rd. aarlig, som stige hvert 5te
Aai med 200 Rd. indtil 2000 Rd.; Gartneren ved Universitetets botaniske Have
med 1000 Rd. aarlig, som stige hvert 5te Aar med 200 Rd. indtil 1600 Rd., og
tillige anvises der ham fri Bolig og 6 Favne Brænde.
§ 6. Til Ministeriets Raadighed stilles en samlet Sum af 21800 Rd., hvoraf
Lønningsloven af 1871.
139
de 2/5 omsættes til Sæd efter Bestemmelserne i Lov af 19.Febr. 1861 § 1, for der-
med at lenne samtlige øvrige ved Universitetet og Kommunitetet ansatte Bestil-
lingsmænd og Betjente, samt til Medhjælp ved de med begge Stiftelser forbundne
særlige Instituter og Samlinger.
§ 7. Som Honorarer bevilges en samlet Sum af 2300 Rd , nemlig til in-
spectores qvæsturæ, referendarius consistorii, Lærerne ved Pastoralseminariet og
Lægen ved Regensen og Kollegierne.
§ 8. For de i § 2 omhandlede Embedsmænds Vedkommende, hvis Lønnings-
tillæg i Henhold til Lov af 12. Jan. 1858 § 11, 2det mbr , blev nedsat til 30 %
af deres da værende Lønninger, skal Lonningen fra l. Apr. 1864 fastsættes til
den Størrelse, som den vilde have haft, hvis der i bemeldte § 11, 2det mbr., havde
staaet 50 % i Stedet for 30 °/o, og skal den saaledes fremkomne Lønning
være den, der tilkommer Embedsmanden i Følge lians nærværende Tjenestetid.
For liver tre Aars yderligere Tjenestetid forøges Lønningen med 200 Rd., indtil
den naar 2500 Rd., eller en Sum, der ligger mellem 2500 og 2700 Rd.,
hvorefter den efter hver 5 Aars Tjenestetid forøges med 200 Rd., dog at den i
intet Tilfælde overstiger 2900 Rd.
§ 36 Denne Lov, der træder i Kraft den 1. Apr. 1864, underkastes en
almindelig Revision ved Udløbet af Iinansaaret 1869— 70. For Finansaaret
1864 (io bevilges det Tilskud til Lønningerne, som udfordres efter nær-
værende Lov.
Af Motiveine til foran staaende Lovforslag uddrages følgende:
Nærværende Lovforslag forelægges til Efterkommeise af den i Lov af 12.
Jan. 1858 om Lønninger for de ved Kjøbenhavns Universitet, den polytekniske
Læreanstalt, de lærde Skoler og Sorø Akademi samt det kongelige Døvstumme-
mstitut og Skoleseminarierne ansatte Embeds- og Bestillingsmænd § 35 indeholdte
Bestemmelser, at Loven skal underkastes en almindelig Revision inden Udløbet
af Finansaaret 1863—64. Om Lovforslaget i Almindelighed bemærkes følgende:
Da der, siden L. 12. Jan. 1858 udkom, er givet almindelige Lønningslove
for Kongerigets Embeds- og Bestillingsmænd, er Ministeriet gaaet ud fra, at det,
eftei et naturligt Lighedsprincip for alle Embedsmænd, ved Lovens Revision burde
væie en Opgave saa vidt muligt at bringe den reviderede Lov i Overensstemmelse
med hine Love tor Kongeriget i det hele, baade hvad de almindelige Bestemmelser
angaai og med Hensyn til de enkelte Lønningssatser, for de sidstes Vedkommende
dog kun for saa vidt der ved Lovens Revision bliver Spørgsmaal om nye Løn-
ningsfastsættelser for nogle pensionsberettigede Embedsmænd, hvis Lønninger ved
L. 12. Jan. 1858 bleve forbigaaede og ere forblevne uforandrede, som de tidligere
have været Paa den anden Side har Ministeriet ikke kunnet skjønne, at Livs-
og Værdiforholdene, siden de Lønningslove bleve givne, om hvis Gjennemsyn der
hei e» lale, have forandret sig saaledes, at der nu kræves nogen gjennemgaaende
£ oi højeise af de ved bemeldte Love bestemte Lønninger, og Ministeriet har saa
meget mindre troet at kunne fravige dette Standpunkt, som det, med Hensyn til
de med det højere Undervisningsvæsen forbundne Stiftelser med separate Fonds,
Ira den økonomiske Side ikke vilde være uden Betænkelighed yderligere at forøge
l dgifterne til Embedspersonalets Lønning, hvad enten der i denne Retning henses
til disse Stiftelsers i de senere Aar stadig og navnlig paa Grund af de indførte
140
Universitetet 1864—1871.
Lønningsforbedringer stegne Udgiftsbyrder, øller det betænkes, hvor nær det ligger
under de nærværende Konjunkturer at befrygte en formindsket Indtægt i den
nærmeste Fremtid af Stiftelsernes Kornafgifter, som udgjøre deres væsentligste
Indtægtskilde Naar der vel nu ved Optagelsen i nærværende Lovforslag af de i
Lønningsloven af 19. Febr. 1861 givne almindelige Bestemmelser om Sædom-
skrivningstillægene bevirkos en Lønningsforbedring. maa det allerede her bemærkes,
at den deraf følgende forholdsvis mindre Udgiftsforøgelse, efter det Omfing, som
bemeldte Lovs almindelige Bestemmelser ved Undtagelserne i dens § 3 er givet,
for de omtalte Stiftelsers Vedkommende kun vil komme til at gjælde Universitetets
og den polytekniske Læreanstalts Lærere og vistnok finde sin Begrundelse og
Berettigelse i det Ligelighedshensyn, der efter det berørte bør stilles i Spidsen
for dette Lovarbejdes Behandling.
Hvad Lovforslagets formelle Del angaar, har Ministeriet anset det tilstrække-
ligt at optage de almindelige Lonningsbesteminelser blot ved en, som særlig Para-
graf i Lovforslaget formuleret, Henvisning til L. 19. Febr. 1861 om Lønninger
for de under Kongerigets Ministerier hørende Embeds- og Bestillingsmænd med
Undtagelse af selve Ministeriernes Personale. — — —
Med disse Bemærkninger om de Hensyn, som antages overhovedet at inaatte
være de ledende ved Lovens Revision, henholder Ministeriet sig, hvad Enkelt-
hederne angaar, til de efterfølgende Forklaringer til de enkelte Paragrafer, hvormed
det nærmest tilsigtes at begrunde de Bestemmelser, hvori Lovforslaget afviger fra
de nu gjældende Love.
ad § 4. Af de i L 1858 § 7 nævnte Indtægter er her udeladt Honoraret
for Sekretæren i Konsistorium, hvorom henvises til det neden for til forslagets § 7
bemærkede.
ad § 5. De Lønninger, der bestemmes i denne Paragraf, høre til dem, der
ved L. 12. Jan. 1858, se § 8, bleve uforandrede de samme som forhen. De for
Kvæstor og for Bogholderen i Kvæsturen foreslaaede Lønninger ere under den
Betragtning, at disse Embeder efter deres Betydning og Omfang nærmest ere at sætte
i Klasse med henholdsvis Departementschefs- og Kontorchefsstillinger i Ministe-
rierne, ansatte til samme Beløb, som Lønningslov 31. Marts 1860 bestemmer for
Lønningerne i disse Stillinger. Særlig bemærkes, at Kvæstor, siden Sorø Akademis
Regnskabsvæsen i Henhold til Bevillingen ved Finansloven for Finansaaret 1862 -
63 er blevet henlagt under Kvæsturen, har foruden den ved L. 12. -Jan. 1858
bestemte Lønning af 2000 Rd. oppebaaret et aarligt Honorar af 600 Rd., og at
Bogholderen i samme Anledning blev til sin lovbestemte Lønning af lb50 Kd.
bevilget et lignende Honorar af 300 Rd. Ved Ansættelsen af Lønningen for Gart-
neren ved den botaniske Have er der ikke mindre taget Hensyn til den Kundskab
og Dygtighed, som udfordres til at være Posten voxen, end til Omfanget ai Em-
bedets Forretninger, som gjøre Krav paa Anvendelsen af Gartnerens iulde Tid og
Kraft i Havens Tjeneste. I de senere Aar har der været tilstaaet Gartneren en
aarlig Godtgjørelse af 200 Rd. for det ham paalagte Extraarbejde med de for-
beredende Anlæg til don botaniske Haves Flytning, hvilken Godtgjørelse selv-
følgelig vil bortfalde, naar han opnaar en forhøjet Lønning. Endnu tilføjes, at
den i den tilsvarende Paragraf i L. 12. Jan. 1858 optagne Løn f<>r Bibliothekaien
er udeladt af nærværende Lovforslag, da den er indbefattet under L. 19. Kbi.
1861 om Lønningerne for det ved Universitetsbibliotheket og det stoie kgl.
Lenning-sloven af 1871.
141
Bibliothek i Kjebenhavn ansatte Embeds- og Tjenestepersonale, ved hvilken sær-
lige Lov det formentlig er tilsigtet at holde Lønningerne for de to Bibliothekers
Vedkommende samlede i e n Lov.
ad § 6. Den samlede Lønningssum blev ved L. 12. Jan. 1858 §9 bestemt
til 20000 Rd. Denne Sum er gjennem de paafølgende Finanslove*) samt med
den Rettelse, som Forslaget til Finansloven for 1864—65 inde-
holder, forandret til....................................... 22680 Rd
'I il dette Beløb føjes af det tidligere Honorar til Konsistoriums
Sekretær de 100 Rd., som ere tillagte Konsistoriums Fuldmægtig,
hvis Lønning udredes af den samlede Sum efter den nærværende
Paragraf, se Anm. neden for til § 7............... }- ioo Rd.
men paa den anden Side afgaar det Bogholderen til-
staaede Tillæg for den Sorøske Regnskabsføring, 300 Rd.,
hvorhos det foreslaas, at den af den samlede Sum nu
afholdte Del, 600 Rd., af Lønningen til Kvæstors Fuld-
mægtig, naar Kvæstors Lønning efter Lovforslagets § 5
kommer til at indbefatte det af ham hidtil oppebaarne
Honorar af 600 Rd, for den Sorøske Bestyrelse, over-
føres til den runde Sum for Sorø, i alt en Afgang af -f- 900 —
hvorefter Summen nedsættes med.................................800 —
til i alt...	21880 Rd.
og foreslaas bevilget med......................................................................21800 —
Da Lønningerne, der nu afholdes af Summen, udgjøre, indbe-
fattet de oven meldte 100 Rd. til Konsistoriums Fuldmægtig, i alt .	20969 —
vil der saaledes blive...............................................732 Rd.
tilbage til nogle nu nødvendige Lønningsforogelser, anslaaede til 533 Rd., og til
fremtidig Raadighed i mødende Tilfælde.
ad § 7. Af de i L. 12. Jan. 1858 § 10 nævnte Honorarbeløb ere 300 Rd.
til Forstanderen for det juridisk-piaktiske Selskab efter Selskabets Ophævelse
inddragne**). Fremdeles er det ved Finansloven f. 1861 — 62***) billiget, at
Posten som secretarius consistorii inddrages og at Honorarbeløbet for denne For-
retning, 200 Rd., deles lige mellem referendarius consistorii og Konsistoriums
1 uldmægtig. Som en Følge deraf ere 100 Rd. overførte til den runde Sum under
§ 6, hvoraf Konsistoriums Fuldmægtig lønnes, medens de andre 100 Rd. forblive
staaende under den samlede Honorarsum efter nærværende §, som saaledes i alt
nedsættes med 400 Rd. til 2300 Rd.
ad § 8. Af den tilsvarende § 11 i L. 12. Jan. 1858 er her udeladt første
og sidste Mbr, som blot indeholdende transitoriske Bestemmelser, da bemeldte Lov
udkom. I Forbindelse med Bibeholdelsen af den øvrige Del af Paragrafen er
*) Se de trykte Anm. til Finanslovudkastet f. 1859 — 60, S. 40—42, 51, til Finans-
lovudkastet f. 1860 — 61, S. 53, 57, til Finanslovudkastet f. 1862 — 63, S. 201— 2,
207, til Finanslovudkastet f. 1863 — 64, S. 127.
**) Se de trykte Anm. til Finanslovudkastet f. 1862—63, S. 201.
***) Se ligl. de trykte Anm. til Finanslovudkastet f. 1861 — 62, S. 129.
142
Universitetet 1864—1871.
foreslaaet en Forhøjelse af de Tillæg i Følge L. 1858 § 4, der bleve nedsatte
til 30 % af de paagjældende Embedsmænds Lønninger, saaledes som disse vare,
da Loven traadte i Kraft. Med Hensyn til Billigheden af denne Lønningsfor-
bedring, der i øvrigt kun vil komme 1 Frofessor af det theologiske og 3 Pro-
fessorer af det lægevidenskabelige Fakultet til gode, indskrænker man sig til at
henvise til Udtalelserne i Folketinget ved 3dje Behandling af L. 12. Jan. 1858 i
Anledning af det til sammes § 11 fremkomne Forslag*), idet man i øvrigt kun
skal tilføje, at den lave Ansættelse af Tillæget i Følge bemeldte Lov, det an-
førte Sted, har medført den Inkonsekvens, at flere af de nu værende Medlemmer
af det lægevidenskabelige Fakultet lønnes omtrent lige, uagtet der er en betydelig
Forskjel i deres Tjenestealder, saaledes at Tjenestealderen, der ellers i Følge
Loven danner Grundlaget for Lønningernes Stigen, for dem indbyrdes bliver uden
Indflydelse.
Med Hensyn til Behandlingen i Rigsdagen af dette Lovforslag henvises til
Folketingstidende f. 1863—64 Sp. 538—7 2, 2012—2101, 2237 — 94 og Lands-
tingstidende Sp. 907-30. Folketingets Udvalgs Betænkning findes i Anh. P.
Sp. 337—46. Lovforslaget blev ved 3dje Behandling i Folketinget vedtaget i en
noget ændret Skikkelse, se Rigsdagstid. f. 15. Saml. Anh. A. Sp. 1346; i Lands-
tinget kom det kun til 1ste Behandling. Det blev derfor i den følgende Session
paa ny forelagt i følgende Skikkelse:
§ 1. Det skal med Hensyn til de ved Kjøbenhavns Universitet ansatte
normerede Professorer og normerede Docenter samt de ved den polytekniske Lære-
anstalt ansatte Lærere have sit Forblivende ved Bestemmelserne i Loven af 12.
Jan. 1858 §§ 1, 2 og 3. Paa samtlige øvrige i nærværende Lov omhandlede
Lønninger komme de i Lov af 19. Febr. 1861 om Lønninger for de under Konge-
rigets Ministerier hørende Embeds- og Bestillingsmænd, med Undtagelse af selve
Ministeriernes Personale, §§1, 2, 4-8 indeholdte almindelige Bestemmelser til
Anvendelse, dog saaledes, at Loven af 19. Febr. 1861 §§ 1 og 2 ikke kommer til
Anvendelse paa de Beløb, der udbetales som Honorarer, eller paa de i nærværende
Lovs § 34 ommeldte Lønninger.
§ 2. Uforandret, med Undtagel&e af, at der i Slutningen var tilføjet:
I øvrigt opietholdes de Lønningsbestemmelser, der ere trufne i Henhold til § 11 i
Lov af 12. Jan. 1858.
§ 3. Uforandret.
§ 4. Uforandret, med Undtagelse af, at der i Slutningen var citeret: Lov
af 12. Jan. 1858 § 3, i Stedet for: Lov af 19. Febr. 1861 § 4.
§ 5. Kvæstor lønnes med 2000 Rd. aarlig, som stige hvert 5te Aar med
200 Rd. til 2800 Rd.
I øvrigt uforandret, med Undtagelse af, at der i Slutningen var tilføjet:
Naar den nærværende Gartner afgaar, bortfalde de 6 Favne Brænde.
§ 6. Uforand!et, med Undtagelse af, at den samlede Sum opførtes med
21168 Rd. i Stedet for 21800 Rd.
§ 7. Uforandret.
Den tidligere § 8 udgik.
*) Folketingstid. f. 9. Session, Sp. 3299 — 3300.
Lonningsloven af 1871.
143
§ 35 (tidligere Forslags § 36). Denne Lov, der træder i Kraft den 1. Apr.
1865, underkastes en almindelig Revision ved Udløbet af Finansaaret 1870—71.
For Finansaaret 1865 — 66 bevilges det Tilskud til Lønningerne, som udfordres
efter nærværende Lov
I Motiverne bemæikede Ministeriet, næst at udtale, at Lovforslaget paa
nogle Afvigelser nær var affattet ganske saaledes, som det i den foregaaende
Session forelagte Forslag blev vedtaget ved 3dje Behandling i Folketinget, og
idet det henviste til de Motiver, der ledsagede dette, samt Forhandlingerne under
dets Behandling af Rigsdagen, følgende:
ad § 6. Summen, der stilles til Ministeriets Raadighed, er udført med
21168 Rd., i Stedet for, at der ved Lovforslagets Vedtagelse blev opført et Beløb
af kun 21000 Rd. Ligesom det af Folketinget til Lovforslagets Behandling ned-
satte Udvalg ved at foreslaa den i det oprindelige Forslag optagne Sum af 21800
Rd nedsat til 21000 Rd. gik ud fra, at dette Beløb vilde svare til de da værende
Lønningers virkelige Totalsum, og at der ikke var Føje til at gaa ind paa noget
Tillæg til denne for at forbedre Lønningerne, saaledes har Ministeriet under samme
Forudsætning her optaget et Totalbeløb, som nøje svarer til de nu værende
Lønninger og til den Totaludgift, som disse ville andrage efter nogle siden Fore-
læggelsen af det første Lovudkast indtraadte Vakancer og efter de Omposteringer,
som her skulle bringes i Forslag. Til nærmere Forklaring herom bemærkes:
T Aaret 1863, da det oprindelige Lovforslag blev Rigsdagen forelagt, ud-
gjorde Lønningerne, som afholdtes af den samlede Lønningssum,
i alt............. ............................................22068 Rd.
Ved senere indtrufne Vakancer er inddraget..... 350 Rd.
Paa den anden Side er Udgiften til Assistance i
Kvæsturen forøget med.................... 100 —
altsaa kun besparet. .. 250 —
De nu værende Lønningers Totalsum udgjør saaledes....... 21818 Rd.
som Anhang A *) udviser. Med Hensyn til dette Beløb foreslaas
At overføre... 21818 Rd.
*) Dette Anhang var følgende:
Fortegnelse
over de Le nn in ger, som for Tiden afholdes af den ved L. 12. Jan. 1858 § 9
bevilgede samlede Lønningssum for Universitetet og Kommunitetet,
nemlig..................................... .................. 20000 Rd.
og med Tillæg af
a. de i Felge L. II). Febr. 1861 § 2 om Lønninger til Uni-
versitetsbibliotheket tilkomne........................... 150 —
og b. de i Følge Finansloven for 1863—64 fra den polytekniske
Læreanstalt overførte Lønninger ved Universitetets kemiske
Laboratorium, som i Følge Forklaring i Forslaget til Fi-
nansloven for 1864—65 udgjøre.........•. -............. 1250 —*
21400 Rd.
Ijniversitets Aarbog.
At overføre... 21400 Rd.
19
144
Universitetet 18r>4—1871.
Overført. .. 21S18 Rd.
følgende, allerede i det første Lovforslag, se Motiverne til sammes
§ 6, optagne Forandringer:
Der tilføjes af del tidligere Honorar til Konsistoriums Se-
kretær de 100 Rd., som eie tillagte Konsistoriums Fuldmægtig,
At overføre... 21818 Rd.
Overfert... 21400 Rd.
med Tillæg af nogle i L. 12. Jan. 1858 forbigaaede Lønninger ved
Kommunitetet................................................ 1280
1 alt .
22680 Rd.
Lebe
Nr
- i
Embedsmænd og Betjente.
Lønning.
A. Universitetet.
Forskjellige.
1.	Sekretær ved den Arnæmagnæanske Kommission Sigurdson
2.	Pedel Speer ........................................
3.	Pedel Mule......................................
4.	Pedel Sundby......................................
5.	Bud ved det lægevidenskabelige Fakultet Rasmussen .....
6.	Universitetsportner C. Jensen.........................
7.	Universitetsfyrbøder Stecher..........................
den botaniske Have.
8.	Assistent Didrichsen...............................
9.	1ste Svend Christensen................................
10.	2den - Ehrenreich..............................
11.	3dje — Bræmer . . .................... .........
12.	4de — Bruun................................
13.	Materialsnedker Poulsen ...........................
14.	Portner og Fyrbøder J. Jensen.........................
det zoologiske Museum.
15.	Assistent, Dr. Lutken ............................
lø Konservator Conradsen............................
17.	Bud P. Hansen.....................................
det mineralogi ske Museum.
18.	Assistent Hoff................. ....... • - • • • • •.....
19.	- ToPsø...........................;.........
Universitetets kemiske Laboratorium.
20.	1ste Amanuensis Jensen...............................
21.	2den — Schjellerup.........................
22.	Karlen Ole Hansen .. ............................
det astronomiske Observatorium.
23.	' Observator Schjellerup .................. '.......
24.	Bud Sørensen . ............ . <.....................
25.	Mekanikus Junger for Tilsyn med Instrumentsamlingen,
Honorai' uden Sædomskrivning.. -................
Transport. .
Lønningsloven af 1871.
145
Overført... 21818 Rd.
hvis Lønning udredes af den samlede Sum under nærværende §,
se Motiverne til det oprindelige Lovforslag § 7....... 100 Rd.
Paa den anden Side afgaar:
a. Det Boghulderen i Kvæsturen tilstaaede Tillæg
for den Sorøske Regnskabsføring 150 Rd.
At overføre... 150 Rd 100 Rd. 218)8 Rd.
Løbe- Nr.	Embedsmænd og Betjente.	Lønning.
		Rd.
	Transport...	7753.
	Museet for Fysiologi og sammenlignende	
	An atomi.	
26.		200.
27.	det normal-anatomiske Museum.	120.
28.		400.
29.		200.
30. i	det pathologisk-an atomiske Museum.	115.
31.	Konsistorium	200.
32.		200.
33.	Bud Widriksen Honorar uden Sædomskrivning........... Kvæsturen.	200.
34.		75.
35.		900.
36.		700.
37.		800.
38.	Etatsraad Lautrup, der er stillet til Disposition med hans	250.
		
39.		300.
40.		250.
41.		200.
42.		250.
43.		200.
44.	U niversitetsbibliotheket.	200.
45.		800.
46.		400.
47.		350.
		250.
4o. ÆQ		100.
		15413.
		
19*
146
Universitetet 1864 —1871.
Overføit..
Dette Tillæg, som oprindelig ud-
gjorde 300 Rd., men ved senere
indtraadt Vakance i Bogholder-
posten er nedgaaet til 150 Rd.,
At overføre...
150 Rd. 100 Rd. 21818 Rd.
150 Rd. 100 Rd. 21818 Rd.
Embedsmænd og Betjente.
Lønning.
B. Kommunitetet.
Kvæstur en.
Bogholder, Kammerraad Gede.........................
Kasserer, Justitsraad Friis............................
Kassekontroller Frydensberg..........................
Forvalter, Kammerraad Borgen...........*............
Etatsraad Lautrup, der er stillet til Disposition med hans
hidtil værende Lønning ...........................
Fuldmægtig Lund.................................
Assistent Axelsen .............................. .....
Skriver Wilse ........................................
Assistent Jørgensen ..................................
Skriver Johnsen......................................
Kvæsturbud Willumsen ...............................
Stipendiebestyrelsen.
Medlem af Stipendiebestyrelsen, Prof. Clausen...........
—	—	— Scharling........
—	—	— Aagesen ..........
Stipendiebestyrelsen til Skriveri........................
Stipendiebestyrelsens Bud Widriksen...................
Regensen.
Regensprovst, Professor Gram..........................
Viceinspektør, Justitsraad Fabricius....................
Regensportner H. Jensen Løn................. 250 Rd.
for en Karls og Piges Kost................... 200 --
Løn til Regenskarlen og Regenspigen.
Regenskone Johanne Andersen .......
Oline Hansen..........
Marie Jensen .........
— Stine Jensen ..........
Nattevagt D. Hansen.............
A.	Universitetet........................................... 15413 Rd.
B.	Kommunitetet............................................ 6405 —
I alt... 21818 Rd.
Lønningsloven af 1871.
147
Overført... 150 Rd. 100 Rd. 21818 Rd.
vil nemlig være at indbefatte
under den Lønning, der efter § 5,
sammenholdt med § 1, vil tilkomme
Bogholderen. Den nu i Kvæstu-
ren ansatte Bogholder er tillagt
den ved L. 12. Jan. 1858 for
dette Embede bestemte Lønning
af 1650 Rd. og det oven nævnte
Tillæg 150 Rd., i alt 1800 Rd.
b. Lønningen til Kvæstors Fuld-
mægtig ..................... 600 —
Denne Lønning bliver, naar
Kvæstors Lønning efter § 5
kommer til at indbefatte det af
ham hidtil oppebaarne og af
Sorø Akademi udredede Honorar,
600 Rd., for den Sorøske Besty-
relse, at overføre til den runde
Sum for Sorø Akademi.
1 alt en Afgang af... 750 —
Lønningssummen nedsættes saaledes med i alt... 650 —
til det i Paragrafen udførte Beløb af......................... 21168 Rd.
Den samlede Lønningssum, der ved L 12. Jan. 1858 § 9 blev bestemt til
20000 Rd., er, saaledes som det i Motiverne til det oprindelige Lovforslag er
forklaret, gjennem de paafølgende Finanslove forandret til........ 22680 Rd.
Af dette Beløb er, da de nu værende Lønninger som bemærket
kun udgjøre i alt 21818 Rd., for Tiden uanvendt...... 862 Rd.
Efter det oven staaende vil der i den samlede Sum
afgaa........................................... 650 —
i alt... 1512 —
altsaa tilbage det i Lovforslaget optagne Beløb................. 21168 Rd.
I øvrigt er der under dette Totalbeløb medregnet en Lønning paa 300 Rd.
til en Assistent ved det mineralogiske Museum, som refunderes Kontoen for den
runde Sum af den til videnskabelige Samlinger paa Universitetets Budget, Udgifts-
post 3, bevilgede Sum. Denne Udgiftspost vil, naar den runde Sum bestemmes
til det foreslaaede Beløb, rigtigst være at nedsætte med det til hin Lønning
svarende Beløb af 300 Rd.
I Slutningen af Motiverne var tilføjet følgende:
For saa vidt angaar Lønningerne til de forenede naturhistoriske Museers
Embedsmænd og øvrige Tjenestepersonale, bemærkes, at det ved L. 29. Dec. 1862
om det kgl. naturhistoriske Museums Overgang til Kjøbenhavns Universitet m. m.
§ 4 er bestemt, at disse, hvilke helt skulle overtages af Universitetet fra den Tid,
da Foreningen er gaaet for sig, skulle fastsættes ved Revisionen af Lønningsloven
148
Universitetet 1864 — 1871.
af 12. Jan. 1858 for Universitetet med flere Stiftelser. Men da det ikke har
været muligt, saa længe Foreningen endnu ikke er foregaaet — hvilket forst kan
ske, naar den nye Museumsbygning er fuldført — at danne sig nogen bestemt
eller klar Forestilling om, hvorledes Virksomheden ved det forenede Museum og
Bestyrelsesforholdene ved samme i det hele ville stille sig eller om Karakteren
og Omfanget af den Medhjælp i forskjellige Retninger, som vil fordres for ;it holde
det hele i en passende regulær Gang, finder Ministeriet sig af samme Grunde,
som man ved Finanslovudkastene for Finansaarene 1864 -65 og 1865—66 har
set sig ude af Stand til hidtil at efterkomme samme Lovs Forskrift om Fore-
læggelsen af et nyt Specialbudget for Museet, i den Nødvendighed at maatte for-
beholde sig, naar Tidspunktet hertil er kommet, at forelægge et særligt Lovforslag
om Lønningerne ved det forenede Museum.
Forslaget kom kun til 1ste og 2den Behandling i Folketinget, se Folke-
tingstid. f. 1864—65, Sp. 811—42, 2905—45. Folketingsudvalgets Betænkning
findes i Anh. B., Sp. 431—42*).
*) Folketingets Finansudvalg begjærede i Oktober 1864 Oplysning om, hvorvidt nogen af de
ved Universitetet ansatte Embedsmænd oppebar Indtægter af offentlige Kilder for-
uden deres egentlige Lonninger. Disse Oplysninger, der af Rektor indsendtes til
Ministeriet den 8. Novbr. 1864, gik, for saa vidt angaar Universitetets Lærere, ud
paa følgende:
Ved det theologiske Fakultet oppebar ingen nogen anden Løn, end den,
som fulgte af hans Stilling ved Universitetet.
Ved det rets- og statsvid enskab elige Fakultet oppebar Prof. Gram: som
Regensprovst 300 Rd. af Universitetets Kasse foruden Fribolig og 10 Favne
Brænde, som iuspector qvæsturæ 200 Rd., hvoraf Halvdelen afholdtes af Uni-
versitetets, Halvdelen af Kommunitetets Kasse;
Prof. Aagesen: som referendarius consistorii 300 Rd. af Universitetets Kasse,
som inspector qvæsturæ 200 Rd., hvoraf Halvdelen udrededes al Universitetets,
Halvdelen af Kommunitetets Kasse, som juridisk Medlem af Komiteen lor Kommuni-
tetets Stipendievæsen 100 Rd. af Universitetets Kasse;
Prof. Larsen: Bureauchef i slesv. Ministerium oppebar for 3 Aar et aarligt
Honorar af Universitetets Kasse, stort 800 Rd.;
Finansminister David oppebar et aarligt Belob af 800 Rd. af Universitetets
Kasse ; Beløbets nærmere Karakter var Fakultetet ubekjendt.
Ved det lægevidenskabelige Fakultet oppebar Kont. Bang: 400 Rd. som Godt-
gjøreise for Husleje, da han som administrerende Direktør maatte flytte fia
Fødselsstiftelsen, af hvis Kasse Betalingen skete;
Etatsr. Stein: Gage som Professor ved Kunstakademiet;
Prof. Levy: 200 Rd. som Stadsakkouchør af Kommunen;
Prof. Buntzen: 600 Rd. som Overkirurg ved Frederiks Hospital af Hospi-
talskassen;
Lektor With: 800 Rd. som Overmedikus ved Frederiks Hospital, af Hospi-
talskassen.
Ved det filosofiske Fakultet oppebar Konf. Werlauff: 717 Rd. 76 Sk. i Pension
som fhv. Overbibliothekar ved det store kgl. Bibliothek, af Finanshovedkassen;
Konf. Sibbern: c. 20 Rd. af Borcks Kollegium;
Konf. Madvig: 1000 Rd. som Undervisningsinspektør, udbetaltes lor de lærde
Skolers Regning af Kvæsturen;
Etatsr. Westergaard: som Efor for 3 Universitetslegater, af disse J3 Rd. 72 Sk.,
Lønningsloven af 1871.
149
I den paalelgende Samling (1865 — 66) forelagdes Forslaget i følgende Skikkelse:
I. Almindelige Bestemmelser.
§ 1. Af de aarlige Lonninger, der i denne Lov ere bestemte for de ved
Kjøbenhavns Universitet ansatte normerede Professorer og normerede Docenter
samt de ved den polytekniske Læreanstalt ansatte Lærere, ansættes 60 Rd. af
hvert af de første 5 Hundreder, 40 Rd. af hvert af de følgende 5 Hundreder, 20 Rd.
af hvert af de næste 5 og endelig 10 Rd. af hvert af de derefter følgende 5
Hundreder til Sæd, saaledes at 5 Rd. sættes lige med 1 Tønde Sæd.
Af samtlige ovrige i nærværende Lov omhandlede faste Pengeindtægter —
saa vel egentlige Gager, Lonninger og personlige Tillæg som faste Vederlag i
1 enge tor Naturalydelser —, der ere tillagte Embedsmænd og Bestillingsmænd,
som lønnes af Statskassen eller de i Finansloven opførte særlige Fonds, ansættes
60 Rd. af hvert af de første 5 Hundreder, 40 Rd. af hvert af de følgende 5
Hundreder, 20 Rd. af hvert af de næste 5 Hundreder og endelig 10 Rd. af hvert
af de derefter følgende 5 Hundreder ti) Sæd, saaledes at 4 Rd. sættes lige med
1 Td. Sæd.
Denne Ansættelse finder kun Sted, for saa vidt den giver et helt Antal
Etatsr. Hauch: Pension som fhv. Theaterdirektør 120 Rd., som konstitueret
Censor ved det kgl. Theater 500 Rd.;
Prof. Allen: 600 Rd. af Finanshovedkassen som Understøttelse af hans viden-
skabelige Virksomhed samt Andel i Examenspenge ved Forberedelsesexamen;
Prof. Oppermann var som Direktør ved Livsforsikriugsanstalten og Livrente-
og Forsørgelsesanstalten af 1842 lønnet saaledes, at denne L øntiing og hans
Universitetsgage tilsammen udgjorde 1000 Rd. mere, end Universitetsgagen alene
vilde udgjøre. Desuden havde ban Del i Examenspenge for almindelig For-
beredelsesexamen ;
Prof. Bjerring oppebar ved den kgl. militære Højskole 350 Rd., fra det op-
hævede Landkadetkorps i Pension 210 Rd. og ved den udvidede Forberedelsesex-
amen i Gjennemsnit c. 10 Rd. aarlig;
Etatsr. Worsaae: 600 Rd. som Direktør for de antikvariske Mindesmærker (af
Kunstsamlingernes Kasse) og 200 Rd. som Inspekter over Rosenborg Samlingen
(af Finanshovedkassen);
Prot. Iløyen : som Direktør for den kgl. Malerisamling 800 Rd., som Professor
ved Kunstakademiet 300 Rd. og af Finanshovedkassen 400 Rd.;
Prof. Grundtvig: 400 Rd. af Kultusministeriets Konto til „Kunst og Viden-
skabs Fremme" til Fortsættelse af hans literære Virksomhed.
Ved det mathematisk-naturhistoriske Fakultet oppebar Konf. Forchhammer
Lønning ved polyteknisk Læreanstalt samt y O Rd. i Aaret 1863 af polyteknisk
Læreanstalts Kasse for en Forelæsning over Jordbundslære (denne Indtægt vilde
ej oftere forekomme);
Prof. Scharling: Lønning ved polyteknisk Læreanstalt;
Prof. Holten: Lønning ved polyteknisk Læreanstalt samt 232 Rd. 3 Mk. af
det Kratzensteinske Legat;
Prof. Schiødte: 600 Rd. for Forelæsninger af Universitetets Kasse, 400 Rd.
ved det kgl. naturhistoriske Museum, 500 Rd. af Fonden til videnskabelige For-
maals Fremme samt 700 Rd. for Forelæsninger for Forststuderende.
Fra Docent Didrichsen var ingen Opgivelse modtaget; Prof. Reinhardt oppe-
bar Lon som Inspektør ved det kgl. naturhistoriske Museum samt Honorar som
Docent ved polyteknisk Læreanstalt,
150
Universitetet 18G4 —1871.
Tønder, medens det øvrige Beløb ikke bliver Gjenstand for Ansættelse. Fremde-
les skal den Del af de aarlige Lønninger, som efter disse Bestemmelser kommer
Embedsmændene til gode, afrundes saaledes, at den udgjør et lige Antal af hele
Rigsdaler, saa at det overskydende bortfalder.
Det Kvantum Sæd, der saaledes tilkommer disse Embedsmænd eller Bestil-
lingsmænd, beregnes dem til Indtægt med Gjennemsnitsværdien af de 4 Sædarter:
Hvede, Rug, Byg og Havre, efter Kapitelstaxten for det foregaaende Aars Afgrøde,
af Hvede i det samlede Lolland-Falsters Stift, og af Rug, Byg og Havre i Sjæl-
lands Stift.
Den Sædværdi, som herefter kommer vedkommende til gode, ansættes dog i
intet Tilfælde for de ved Universitetet og den polytekniske Læreanstalt ansatte
Embeds- og Bestillingsmænd til mindre end 5 Rd. pr. Tønde, og for de øvrige
i denne Lov omhandlede Embeds- og Bestillingsmænd til mere end 6 Rd. eller
mindre end 4 Rd. pr. Tønde. Den udbetales dem i Forbindelse med og paa
samme Maade som deres øvrige Gage.
§ 2. Forener nogen flere af Staten lønnede Embeder eller Bestillinger,
komme de ham derfor tillagte Pengeindtægter, hvad enten disse udredes af Stats-
kassen eller af de i Finansloven opførte særlige Fonds, sammenlagte i Betragt-
ning, og bliver det ham tilkommende Kvantum Sæd at udrede med en forholds-
mæssig Del af det til den samlede Lønning svarende Beløb.
§3. De i § 1 givne Bestemmelser finde ikke Anvendelse paa de Beløb,
der udbetales som Honorarer eller ere indbefattede under de for forskjellige Em-
beder og Bestillinger fastsatte runde Summer.
§ 4. Forener nogen flere Embeder eller offentlige Bestillinger, skal han i
disses sammenlagte Lønninger lide et Afdrag saa stort som Halvdelen af alle
disse Lønninger, med Undtagelse af den højeste, eller, for saa vidt flere ere lige
høje, en af disse; dog bør dette Afdrag aldrig overstige en Fjerdedel af den sam-
lede Lønning. Dette Afdrag fordeles paa de forskjellige Embeders eller Bestil-
lingers Indtægter i Forhold til disses Størrelse.
§ 5. Hvad nogen maatte have mere i Løn, end der efter nærværende Lov
tillægges hans Embede, beholder han som personligt Tillæg. Personlige Tillæg
bortfalde med de Beløb, hvormed Gagen forøges ved Alderstillæg.
§ 6. Ved Pensionsansættelse komme de af §§ 1 og 2 flydende Lønnings-
tillæg samt hvad der oppebæres i Honorar eller af de runde Summer ikke i Be-
tragtning, dog at de nu ansattes Ret forbeholdes.
§ 7. Opgjørelserue af de vedkommende Embeds- og Bestillingsmænd efter
§§ 1 og 2 tilkommende Gage- og Lønningsdele blive at forelægge Finansministe-
ren, inden nogen Anvisning kan finde Sted, og har det sit Forblivende ved den af
denne Minister givne Bestemmelse, uden at hans Afgjørelse af vedkommende Em-
bedsmand kan gjøres til Gjenstand for Rettergang.
II. Universitetet.
§ 8. Som den tidligere § 2, med den Tilføjelse som var gjort i Forslaget
for 1864—65, samt med følgende Tilføjelse:
Det Universitetets Lærere i Følge Univ. Fund. af 7. Maj 1<8S Kap.
I. § 12, sammenholdt med Bekj. af 16. Avg. 1831. tilkommende Honorai for
Forelæsninger, Examinatorier og Øvelser ophører fra Udgangen af tinans-
aaret 1866—67. De Universitetslærere, som for Tiden have Ret til at oppe-
Lønningsloven af 1871.
151
bære dette Honorar, tilstaas der en passende og billig Godtgjørelse for det
ved Ophøret af denne Rettighed forvoldte Indtægtstab, beregnet efter et
Gjennemsnit af de sidste 10 Aars virkelige Indtægt, saaledes at selve Godt-
gjørelsesbelobene efter den af disse foretagne Opgjørelse blive at bestemme
ved Finansloven*).
§ 9. Som den tidligere § 3.
§ 10. Som den tidligere § 4, dog saaledes, at der i Slutningen stod: Be-
stemmelsen i § 4.
§ 11. Som den tidligere § 5, med de Forandringer og Tilføjelser, som
ere nævnte foran S. 142.
§ 12. Soin den tidligere § 6, dog saaledes, at den samlede Sum atter her
var opfort med 21,168 Rd., og at Henvisningen til Lov af 19. Febr. 1861 § 1
var ombyttet med: Bestemmelserne i § 1, første Stykke.
§ 13. Som den tidligere § 7.
§ 40. Denne Lov, der træder i Kraft d. 1. April 1866, underkastes en
almindelig Revision inden Udløbet af Finansaaret 1870—71. Fører denne Revision
ikke til en ny Lov, underkastes nærværende Lov en fornyet Revision inden Udløbet
af ethvert følgende Femaar, saa længe indtil Revisionen fremkalder en anden Lov.
Under Henvisning til Motiverne til de tidligere Lovforslag bemærkede
Ministeriet yderligere følgende:
ad § 7. Begyndelsen af Paragrafen er affattet i Overensstemmelse med det
Forslag, som af Mindretallet af det til Lovens Behandling i forrige Rigsdagssam-
ling nedsatte Udvalg blev fremsat i den over Lovforslaget afgivne Betænkning.
ad § 8. Saaledes som Lovforslaget er vedtaget ved 2den Behandling i Folke-
tinget i den sidste Rigsdagssamling, er der i denne § tilføjet den Bestemmelse,
at de Lniversitetslærere, som herefter ansættes, skulle være pligtige til uden no-
get yderligere Vederlag at holde alle Forelæsninger, Examinatorier og Øvelser, der
høre til de af vedkommende Minister fastsatte Planer for Examonsstudierne. Da
den Forskjel i Universitetslærernes Stilling, der vilde følge af at bevare Retten til
at oppebære Honorar fur de tidligere, men ophæve den for de senere ansatte Do-
center, vilde være lidet ønskelig, har Ministeriet anset det rigtigere, at Rettighe-
derne til at nyde Forelæsningshonorar helt ophorer for samtlige Universitetslærere,
og at der tilstaas de Universitetslærere, som i Følge deres Ansættelse have denne
Ret, en passende og billig Godtgjørelse for det herved dem forvoldte Indtægtstab,
beregnet efter et Gjennemsnit af do 10 sidste Aars virkelige Indtægt. Det
er imidlertid forudseeligt, at der, saaledes som Forholdene for do enkelte Docenter
med Hensyn til kortere Tjenestetid, Holdeisen af private Forelæsninger i de en-
kelte Halvaar og i andre Henseender stille sig, bliver ved Opgjerelsen af Erstat-
ningsbeløbene i Enkelthederne særlige Hensyn at tage, som i det individuelle Til-
fælde ville gjøre Lempelser af Hovedreglen nødvendige. Af denne Aarsag tilføjes
i Paragrafen den Bestemmelse, at selve Godtgjørelsesbeløbene skulle bevilges ved
Finansloven, hvorved den lovgivende Magts Billigelse af disse vil være sikret.
Paa den anden Side er det et Spørgsmaal, om Betaling for den akademiske Under-
visning ganske bør bortfalde, et Spørgsmaal, som, da vægtige Grunde tale for at
bibeholde denne, kræver Forhandling og særlig Afgjørelse, naar det først ved Lo-
ven er fastsat, at Professore nes Forelæsningshonorar skal bortfalde. Med Hensyn
*) De Forhandlinger^som gik forud for deune Bestemmelse, ville findes meddelte neden
for umiddelbart efter nærværende Sag om Lønningsloven.
Universitets Aarbog.	^
152
Universitetet 1864—1871.
hertil er Tiden for Indtrædelsen af den ved Paragrafens Bestemmelse tilsigtede
Forandring foreslaaet til Udgangen af Finansaaret 186G —67. I Mellemtiden vil
den tilstrækkelige Lejlighed være givet til at drøfte Spørgsmaalet, hvis endelige
Afgjørelse da ikke vil blive unddraget Rigsdagen, eftersom Bevillingen af Ind-
tægten, som ved Betalingen for Forelæsningerne i saa Fald vil tilflyde Universi-
tetet, selvfølgelig maa i sin Tid blive Gjenstand for Finansloven, som en ny Ind-
tægtspost i denne under Universitetets Budget.
ad § 12. Her er i Henhold til den udførlige Motivering af den tilsvarende
Paragraf i det sidst forelagte Lovforslag optaget samme runde Sum som i dette,
21,168 Rd., i Stedet for at denne i det af Folketinget vedtagne Lovforslag ikkun
er opført med 21,000 Rd.
Lovudkastet kom kun til 1ste Behandling i Folketinget, Folketingstid. f 1865 —66
Sp. 1632—33; Folketingsudvalgets Betænkning findes i Anhang B. Sp. 359—60.
Da imidlertid Finansministeriet, efter at det ved Emanationen den 28. Juli
1866 af Danmarks Riges gjennemsete Grundlov af 5. Juni 1849 var blevet muligt,
ansaa det for ønskeligt, om Fastsættelsen af samtlige Lønningsnormer kunde ske
samtidig, henstillede det til Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet, om
det ikke maatte finde Anledning til at soge Revisionen af Lønningsloven af 12.
Jan. 1858 udsat indtil Udgangen af Finansaaret 1867 68, ligesom det samtidig
hermed gjorde en lignende Henstilling med Hensyn til det i Samlingen 1865— 66
forelagte Lovudkast om Lønningerne for det ved Universitetsbibliotheket og det
store kgl. Bibliothek i Kjøbenhavn ansatte Embedspersonale, jfr. neden for S.
157—58. Udkastet var saa lydende:
Udkast til Lov
om Udsættelse af Revisionen af 2de Lønningslove.
Den i Lov af 12. Jan. 1858 om Lønninger for de ved Kjøbenhavns Uni-
versitet, den polytekniske Læreanstalt, de lærde Skoler oj Sorø Akademi samt det
kgl. Døvstummeinstitut og Skoleseminariernø ansatte Embeds- og Bestillingsmænd
og i Lov af 19. Febr. 1861 om Lønningerne for det ved Universitetsbibliotheket
og det store kgl. Bibliothek i Kjobenhavn ansatte Embeds- og Tjenestepersonale
paabudne Revision af bemeldte Love udsættes, saaledes at den Oliver at foretage
inden Udløbet af Finansaaret 1867—68.
Motiverne vare i Overensstemmelse med det foran bemærkede.
Loven blev endelig behandlet af Rigsdagen, jfr. Folketingstid. f. 1866—67
Sp. 838—39, 1183-84, 1766—67, 1891, Landstingstid. Sp. 1335-36, 1645,
1962 — 63, og erholdt allerhøjeste Stadfæstelse d. 1. Marts 1867.
Under 29. Oktbr. 1867 begjærede Ministeriet, idet det bemærkede, at der
sandsynligvis ved den forestaaende Revision af Lønningsloven kunde opstaa Spørgs-
maal om at frafalde den tidligere Bestemmelse om Lønningernes delvise Udbetaling
som Sædomskrivningstillæg, Konsistoriums Erklæring om, hvilken Forandring dette
mentes at burde medføre med Hensyn til Størrelsen af de nu bestaaende Lønnings-
satser, ligesom det ogsaa begjærede en Udtalelse om det Spørgsmaal, hvorvidt
det overhovedet kunde anses forsvarligt, saafremt Sædomskrivningstillæget inddro-
ges, at substituere denne Lønningsdel med en efter Hensyn til samtlige Forhold
vedtaget Lønningsforhøjelse, eller om vedkommende Embedsmand kunde antages at
have et juridisk Krav paa at faa udbetalt en efter Sædomskrivningstillægets Gjen-
nemsnitsværdi i de forløbne Aar paa en for den enkelte foretaget virkelig Beregn
ning støttet aarlig Erstatningssum.
Lønningsloven af 1871.	153
Konsistoriums Erklæring afgaves under 7. Novbr. næst efter. Det bemær-
kede heri, at det ikke skjønnede, at Embedsmændenes Ret til de i Følge Sædom-
skrivningen bestemte Gagedele i nogen Henseende var forskjellig fra deres Ket til
de fastsatte Pengelønninger. Sædomskrivningstillæget var ikke at opfatte som
noget særskilt, men som en Del af selve Gagen, hvorfor der i Lønningsloven af
1858 § 1 taltes om „den Del af den a ar lige Lønning, som efter Bestem-
melserne om Sædansættelsen kommer Embedsmanden til gode", ligesom det samme-
steds hed, at Sædværdieu udbetaltes Embedsmanden „i Forbindelse med og paa
samme Maade som hans øvrige Gage". Som en Følge heraf havde det heller
ikke været draget og kunde ikke diages i Tvivl, at de Embedsmænd, hvis Løn-
ninger bestemtes i L. 12. Jan. 1858, maatte være beføjede til at faa de hafte
Sædtillæg medtagne ved Pensionsberegningen. Kun hvis en udtrykkelig Forskrift
maatte undtage Sædtillæget herfra, vilde et andet Resultat kunne antages; men
en saadan Undtagelsesbestemmelse fandtes ikke i Lønningsloven af 1858. For saa
vidt man vilde henvise til Bestemmelsen i Lovens § 35, hvorefter en Revision af
Loven inden et vist Tidsrum skulde finde Sted, vilde hertil være at erindre, at
de Slutninger med Hensyn til Beskaffenheden af Embedsmændenes Retskrav, som
man maatte bygge paa Revisionsparagrafen, i alt Fald ikke særlig kunde vedkomme
Sædomskrivningstillæget, men nødvendigvis maatte gjælde lige saa meget om
Pengelønnen. Af det følgende vilde imidlertid fremgaa, at Revisionsparagrafen
aldeles ikke hjemlede nogen Slutning i den antydede Retning. Konsistorium an-
saa det derfor for indlysende, at Embedsmændenes Retskrav med Hensyn til Sæd-
omskrivningstillæget var det samme som med Hensyn til den øvrige Gage. Na-
turligvis var dette Retskrav ikke at opfatte saaledes, at Lovgivningsmagten skulde
mangle Myndighed til med bindende Retsvirkning for alle vedkommende at om-
regulere Lønningerne paa en saadan Maade, at dette vilde paaføre endog de alle-
rede ansatte Tab af Indtægter. Thi Lovgivningsmagten var ikke i og for sig in-
kompetent til at træffe Bestemmelser, der gribe ind i allerede erhvervede Rettigheder,
hvor uretfærdigt dette end maatte være. Den eneste Indskrænkning i Lovgivnings-
magtens Kompetence, hvorom der her muligvis kunde være Tale, var den, som
maatte følge af den reviderede Grundlovs § 82; men denne angik alene Ejen-
domsretten og ikke alle erhvervede Rettigheder i Almindelighed. Der kunde saa-
ledes ikke være nogen Tvivl om Gyldigheden af en Lovbestemmelse, ved hvilken
der gjordes Indgreb i Gageforholdene endog for de allerede ansatte Embedsmænds
Vedkommende, lige saa lidt som om Gyldigheden af Love, der maatte gribe ind i
allerede stiftede kontraktmæssige Forhold o. desl. Saadanne Bestemmelser vilde
rigtignok stride mod alle hidtil fulgte og respekterede Retfærdighedshensyn; men
en Lovs Uretfærdighed svækkede ikke dens Kraft som Lov. Naar Ministeriet nu
opkastede Spørgsmaal om Udstrækningen og Beskaffenheden af Embedsmændenes
juiidiske Krav, troede Konsistorium i Henhold til det anførte at kunne udtale, at
Embedsmændene over for nye Bestemmelser af Lovgivningsmagten angaaende deres
Lønningsforhold vare stillede aldeles ligesom alle andre, der i Henhold til hidtil
bestaaende Love havde erhvervet visse Rettigheder. Lovgivningsmagten var for-
melt Herre over Forholdet; men der var den samme Grund til at vente, at den
vilde respektere de Embedsmænd i Følge deres Stilling tilsagte Lønninger og øv-
rige Indtægter, som der var til at vente, at allerede erhveivede Rettigheder paa
andre Punkter af Retssfæren vilde blive opretholdt. Denne Grundsætning vai, saa
20*
154
Universitetet 1864—1871.
vidt vidstes, ej heller nogen Sinde blevet overtraadt af Lovgivningsmagten. Men
det var ved nye Lønningslove altid blevet iagttaget, at hvor nogen maatte have
mere i Løn, end der ved Loven tillagdes hans Embede, beholdt han det som per-
sonligt Tillæg, jfr. L. 12. Jan. 1858 § 33, L. 31. Marts 1860 § 11, I,. 19.
Febr. 1861 § 5, hvormed sammenholdes de til allerede ansattes Beskyttelse ind-
førte Forbehold i de saakaldte Kumulationsparagrafer, jfr. L. 12. Jan. 1859 § 3,
L. 31. Marts 1860 § 8, L. 19. Febr. 1861 § 4. Den Omstændighed, at det
udtrykkelig var bestemt, at Lønningsloven efter visse Aars Foiløb skulde revideres,
indeholdt selvfølgelig ingen Grund til at antage, at der ved Revisionen skulde
blive fulgt andre Principer, end dem, man overhovedet ansaa for retfærdige og
billige ved Lønningsfoi holds Ordning. Dersom Revisionsparagrafen var udeladt af
Loven, vilde dette jo nemlig ikke have til Følge, at Lonningsbestemmelserne maatte
staa urokkelige i al Evighed. Men ligesom man hidtil i Følge Forholdenes nød-
vendige Medfør havde maattet underkaste Lønningsbesteinmelser fornyet Overvejelse
og Omordning af og til, saaledes vilde Lovgivningsmagten, uanset, at en Revision
ikke udtrykkelig var paabudt, dog være fuldstændig berettiget til at foretage en
saadan, naar den fandt det nødvendigt. I Stedet for nu at overlade til det uvisse,
hvornaar en slig fornyet Overvejelse skulde finde Sted, havde Lovene angivet et
bestemt Tidspunkt. Derved var Regeringen bragt under den Forpligtelse at frem-
lægge Loven til Revision; men andet og mere laa der heller ikke i Revisions-
paragraferne. Navnlig var der ikke den mindste Grund til at antage, at man ved
Revisionen skulde ville tilsidesætte de Grundsætninger, uom hidtil altid vare blevne
fulgte ved Forandringer af Lønninger, fornemmelig med Hensyn til de allerede
ansatte Embedsmænds Ret. Der blev dog alligevel et stort Spillerum tilbage,
hvorpaa Reformerne kunde lettes. Konsistorium følte sig efter det anførte forvisset
om, at man ved Lønningslovenes og særlig Universitetets Lønningslovs Revision
vilde gaa frem efter de samme, paa et retfærdigt og billigt Hensyn til de ansatte
Embedsmænd støttede Grundsætninger, som Lovgivningsmagten hidtil havde fulgt.
Dette kunde Konsistorium saa meget sikrere udtale, som man til Støtte herfor
kunde paaberaabe sig de Forslag og Afstemninger, der gjentagne Gange havde
fundet Sted i Folketinget i Anledning af den paabegyndte, men endnu ej gjennem-
førte Revision af Universitetets Lønningslov. Saaledes bragte Konsistorium i Erin-
dring, hvad der passerede ved Lønningslovens Behandling i Rigsdagens 15. Session.
I Anledning af Forslaget om at overføre den for de andre Embedsmænd gjældende,
i det hele langt gunstigere Sædomskrivning paa Universitetets Lønningslov, blev
det i Folketingets Udvalgsbetænkning, jfr. Rigsdagstid. Anh. B. S. 339, ytret,
at da man ikke vilde formindske eller nedsætte Lønningernes hidtil værende^ virke-
lige Beløb, maatte de Nedsættelser, Udvalget vilde bringe i Forslag i Lønnings-
satserne, ikke være større, end at en lille Forbedring desuagtet ved Sædbe-
regningen vilde indtræde. Da den foreslaaede Beregningsmaade imidlertid ved
meget lave Kornpriser i et enkelt Aar vilde kunne forvolde de Embedsmænd, der
for Tiden beklædte de paagjældende Embeder, en Afgang i deres nu værende
Lønning, „vilde man have foreslaaet, at der under ingen Omstændigheder
i deres Embedstid kunde afkortes noget af den Lønning, der var
dem tillagt i L. 1 8 5 8 §§ 4 og 12". Den hele projekterede Overførelse af
den almindelige Sædberegning bortfaldt imidlertid, da Ministeren erklærede, at han
foretrak at lade det fremdeles have sit Forblivende ved den Sædberegning, der var
bestemt i L. 12. Jan. 1858, fremfor Udvalgets Flertals Forslag. Da Universi-
Lønningsloven af 18V1.
155
tetets Lønningslov i den følgende 16. Session kom for igjen, blev der derfor ikke
rørt videre ved dette Funkt; men det blev fra alle Sider forudsat, at Lønnings-
satserne og Sædomskrivningen uforandret skulde vedblive, saaledes som L. 12. Jan.
1858 bestemmer. Derimod blev der af Folketingsudvalget, jfr. Rigsdagstid. Anh.
B. Sp. 431 ff., gjort nogle andre Forslag, ved hvilke dog det samme Hensyn til
de allerede ansatte omhyggelig blev taget. Ved den foreslaaede Ophævelse af
Retten til Honorar for de private Forelæsninger blev det saaledes udtrykkelig frem-
hævet, at denne Foranstaltning kun skulde komme til Anvendelse paa de Universi-
tetslærere, „som herefter ansættes", ligesom det ved et Forslag om, at de af Sæd-
omskrivningen flydende Lønningstillæg ikke skulde komme i Betragtning ved Pen-
sionsansættelse, udtrykkelig tilføjedes: „dog at de nu ansattes Ret forbeholdes".
T Henhold til alt det anførte udtalte Konsistorium som sin Overbevisning,
at Universitetslærernes Ret til at beholde den dem gjennem Sædomskrivningen til-
lagte Lønning ikke var mindre end deres Ret til at beholde de dem tilsagte
Pengelønninger i Forbindelse med den dem tilsikrede Adgang til efterhaanden at
oprykke pan højere Gager. Medens det saaledes maatte anse det for uberettiget,
om man vilkaarlig vilde ophæve Sædtillæget, eller formindske det, eller foretage
saadanne Forandringer med det, hvorved enkelte Embedsmænd kom til at lide Af-
gang i den af Sædtillæget flydende Indtægt, hvorimod andre maaske erholdt en
Forhøjelse, erkjendte Konsistorium paa den anden Side, at hverken Retfærdighed
eller Billighed vilde trædes for nær ved en passende Afløsning af Sædtillæget,
hvorved dette ombyttes med en gjennemgaaende tilsvarende Forhøjelse
af Pengelønningerne. Konsistorium troede ikke, at det for at gjennemføre en
saadan Foranstaltning vilde være nødvendigt at foretage en Beregning eller Op-
givelse for hver enkelt Embedsmands Vedkommende; men naar ikke en overdreven
Smaalighed ved Afløsningen skulde finde Sted, vilde det næppe være vanskeligt at
udfinde en saadan Forhøjelse af Pengelønningerne, som baade vilde tilfredsstille
de Krav, de allerede ansatte maatte have, og tillige indeholde en passende Af-
runding af Summerne. Som Bilag A.*) viste, havde Gjennemsnitsværdien af Sæd-
*) Sædomskri vningstillægene
efter 5 Rd. pr. Td. Sæd for de 7 Aar 1861—62 — 1867 — 68.
Gage.	Td. Sæd.	Sædomskrivningstillægene i							I alt for de 7 Aar.	I Gjennem- snit aarlig.	
		1861- 62.	1862- 63.	1863- 64.	1864- 65.	1865- 66.	1866- 67.	1867- 68.			
Rd.	Rd.	Rd.	Rd.	Rd.	Rd.	Rd.	Rd.	Rd.	Rd.	Rd.	Sk.
100	12	8	18	2			12	18	58	8	i 27
200	24	18	36	6			26	38	124	17	69
300	36	26	56	10			38	56	186	26	55
400	48	36	74	14	I		52	76	252	36	T)
500	60	44	92	18			66	94	314	44	82
600	68	50	106	22			74	108	360	51	41
700	76	56	118	24		"	84	120	402	57	41
800	84	62	130	26			92	132	442	63	14
900	92	68	142	30	»	n	100	146	486	69	41
1000	100	74	156	32	„		110	158	530	75	69
1100	104	78	162	34			114	164	552	78	82
1200	108	80	168	34	n		118	170	570	81	41
1300	112	84	174	36		g	124	178	596	85	14
1400	116	86	180	38			128	184	616	88	
1500	120	90	186	38			132	190	636	90	82
1600	122	92	190	40	l		134	194	650	92	82
1700	124	92	194	40		_	136	196	658	94	„
1800	126	94	196	40			138	200	668	95	41
1900	128	96	200	42			140	202	680	97	14
2000	130	98	202	42		n	144	206	692	98	82
156
Universitetet 1864—1871.
tillæget i Følge L. 12. Jan. 1858 § 1, hvor 5 Rd. sættes lig med 1 Td. Sæd, i
de sidste 7 Aar, som var det Tidsrum, hvori den hele Sædomskrivning ved Løn-
ningslovene af 1860 og 1861 havde haft en almindeligere Anvendelse for Konge-
rigets Embedsmænd, for en Gage af 2000 Rd. været 98 Rd. 82 Sk., og for en
Gage af 1500 Rd. 90 Rd. 82 Sk. Konsistorium antog i Henhold hertil, at en
gjennemgaaende Forhøjelse af Lønningssatserne for de normerede Professorer og
Lektorer med 100 Rd. vilde indeholde et Vederlag for Sædomskriviiingen, hvorover
ingen vilde have nogen Ret til at beklage sig. Som Bilag B.*) fremsendte Konsi-
storium en Fortegnelse, af hvilken saas, hvor meget Sædtillægets Gjennemsnits-
værdi havde udgjort i det samme Tidsrum for de Lønninger paa Universitetets
Budget, for hvis Vedkommende Sædberegningen foregik efter Lønningslov 31. Marts
1860 § 2 og 19. Febr. 1861 § 1, altsaa saaledes, at 4 Rd. sættes lig med 1
Tønde Sæd.
Konsistorium udtalte endelig for Ministeriet, at Universitetslærerne ikke næ-
rede noget Ønske om, at Ministeriet ved Lønningslovens forestaaende Revision
skulde søge Sædomskrivningstillæget substitueret ved en Forhøjelse af Pengeløn-
ningerne. Konsistorium troede at udtale samtlige Universitetets Embedsmænds og
Bestillingsmænds Ønske ved at fremhæve, at det næppe vilde være ønskeligt at
fremkalde nye Principspørgsmaal ved den allerede saa ofte udsatte Revision af
Universitetets Lønningslov, saa meget mere, som det af de allerede stedfundne
Forhandlinger og Afstemninger syntes at fremgaa, at der med Hensyn til de vig-
tigste Lønningsbestemmelser ikke var nogen væsentlig Uoverensstemmelse mellem
Regeringen og Repræsentationen. For de normerede Professorers og Lektorers
Vedkommende kunde man efter det stedfundne ikke vente nogen Forandring i de
bestaaende Lønningsforhold, og for saa vidt syntes det ikke at være al videre
Betydning, om Lønningslovens Revision blev yderligere udskudt i nogen Tid endnu
Sædomskrivningstillægene
efter 4 Rd. pr. Td. Sæd for de 7 Aar 1861 — 62—1867—68.
Gage.
Td.
Sæd.
Sædomskrivningstillægene i
1861- 1862- 1863- 1864- i 1865- 1866-
62. 63. 64. 65. 66. 67.
1867-
68.
I alt for I Gjennem-
de7Aar. snit aarlig.
Rd.
100
200
300
400
500
600
700
800
900
1000
1100
1200
1300
1400
1500
1600
1700
1800
1900
2000
i Rd-
15
30
45
60
75
85
95
105
115
I 125
130
135
140
145
150
152
155
157
160
162
Rd.
26
52
78
104
130
148
166
184
202
218
228
236
246
254
262
Rd.
30
60
90
120
150
170
190
210
230
250
260
270
280
290
300
266 304
272 310
274
280
284
314
320
324
Rd.
18
38
j 58
78
98
112
126
138
152
166
172
178
186
192
198
. 202
206
208
212
214
Rd.
6
12
18
24
30
36
40
44
48
52
54
56
58
60
62
64
64
66
66
68
Rd.
Rd.
30
60
90
120
150
170
190
210
230
250
260
270
280
290
300
304
310
314
320
324
Rd.
30
60
90
120
150
170
190
210
230
250
260
270
280
290
300
304
310
314
320
324
Rd.
140
282
424
566
708
806
902
996
1092
1186
1234
1280
1330
1376
1422
1111
1472
1490
1518
1538
Rd.
20
40
60
80
101
115
128
142
156
169
176
182
190
196
203
206
210
212
216
219
Sk.
27
55
82
14
14
82
27
41
27
82
r>
55
14
27
27
82
82
69
Lønningsloyen af 1871.
157
paa Grund af nye Synspunkters Inddragelse under Behandlingen og deraf muligvis
opstaaende Uenighed paa Punkter, hvor der nu maatte antages at være Enighed
tilstede. Men en Del af de ringere aflagte Bestillingsmænd under Universitetet
saa vel som Inspektorerne ved det zoologiske Museum ventede med Længsel paa
en endelig Regulering af deres Lønningsforhold, saa meget mere som flere af
disse i Følge de hidtil uden Modsigelse gjentagne Gange vedtagne Forslag kunde
gjøre sig sikkert Haab om en højst fornøden og i sig selv billig Forbedring af
deres Lønninger. Konsistorium henledede Opmærksomheden paa nogle Synspunkter,
som formentlig kunde tale for at fremme Revisionen af Universitetets Lonningslov
i Overensstemmelse med de hidtil stedfundne Behandlinger af samme uden at af-
vente det endelige Udfald af de Overvejelser og Forhandlinger, som med Hensyn
til flere andre Lønningslove mulig maatte finde Sted. De Ulemper, som baade
lor Staten og for de paagjældende Embedsmænd maatte have vist sig at være
forbundne med det i de fleste nyere Lønningslove optagne Sædomskrivningssystem,
vare ingenlunde i samme Grad tilstede for Universitetets Vedkommende. Medens
det for Statens Okonomi i Almindelighed kunde være misligt, at de Summer, som
skulde udgives til Embedsmændenes Lønning, vare meget fluktuerende, og navnlig
i enkelte Aar kunde blive betydelig større, end man i Forvejen kunde paaregne,
havde dette Hensyn ikke nogen Gyldighed for Universitetet; thi i de Aar, i hvilke
Sædtillægene paa Grund af meget høje Kornpriser kunde løbe op til noget betyde-
ligt, vilde Universitetet, hvis Indtægter for en væsentlig Del tilfløde samme efter
Kapitelstaxten, i det hele være saa gunstig stillet i økonomisk Henseende, at
Sædtillægenes Udredelse ikke kunde være forbundet med nogen som helst Ulempe
for det. Naar man dernæst saa hen til Embedsmændene selv, var det vel sandt,
at det for disse ikke var heldigt, at deres Indtægter kunde fluktuere altfor meget
i de enkelte Aar, og at store Afvexlinger i saa Henseende, naar de ikke bleve
ledsagede af tilsvarende Forandringer i alle Pris- og Værdiforhold, kunde gribe
forstyrrende ind i deres private Okonomi; men disse Betragtninger vare for Uni-
versitetslærerne ikke nær af den Vægt og Betydning som for de andre Embeds-
mænd. Paa Grund af, at Gjennemsnitsværdien af de 4 Sædarter i Universitetets
Lønningslov var sat ti! 5 Rd., medens den i de andre Lønningslove sattes til 4
Rd., spillede Sædtillæget en meget mindre Rolle som Lønningsbestanddel for Uni-
versitetslærerne end for de andre Embedsmænd, hvad der vilde ses af en Sammen-
ligning mellem Bilag A og Bilag B. *) De Lønninger paa Universitetets Budget,
som udbetaltes efter den almindelige Sædberegning, saaledes at 4 Rd. sattes lig
med en Td. Sæd, vare saa faa, at der af Hensyn til dem næppe vilde findes til-
strækkelig Anledning til at gjøre Forandring i de nu bestaaende Forhold, naar en
saadan Forandring ikke i øvrigt fandtes tilraadelig.
I Samlingen 1868 — 69 forelagdes paa ny et Udkast til en Lønningslov, der
imidlertid omfattede flere Instituter end tidligere, nemlig nu desuden Universitets-
bibliotheket og det zoologiske Museum. Af Hensyn hertil vil det være nødvendigt
at gaa tilbage for at forklare, hvorfor de bleve inddragne under det nye Udkast.
Hvad angaar Universitetsbibliotheket indeholdtes de det vedrørende Lønnings-
bestemmelser i L. 19. Febr. 1861 om Lønningerne for det ved Universitets-
*) Jfr. Noterne S, 156 og 157;
158
Universitetet 1864 —1871.
bibliotheket og det store kgl. Bibliotheb i Kjøbenhavn ansatte Embeds- og Tjeneste-
personale, i hvis § 6 det hed, at Loven skulde underkastes en almindelig Revision
inden Udløbet af Finansaaret 1865—66. 1 denne Samling forelagdes derfor
følgende
Udkast til Lov
om Lønningerne for det ved Universitetsbibliotheket og det store kgl. Bibliothek i
Kjøbenhavn ansatte Embeds- og Tjenestepersonale.
§ 1. Ved Universitetsbibliotheket i Kjøbenhavn lønnes Bibliothekaren med
1 600 Rd. aarlig; for hver 5 Aars Tjenestetid tilstaas ham et Tillæg af 200 Rd.,
dog kan Lønningen ikke overstige 2200 Rd.; 1ste Underbibliothekar lønnes med
1000 Rd. aarlig; for hver 5 Aars Tjenestetid gives ham et Tillæg af 200 Rd.,
dog kan Lønningen ikke overstige 1600 Rd.
§ 2. For at vederlægge den fornødne Medhjælp ved Besørgelsen af For-
retningerne ved Universitetsbibliotheket stilles en Sum af 1900 Rd aarlig til
Ruadighed for Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet.
§ 5. Paa de i § 1 — — fastsatte Lønninger komme Bestemmelserne i L.
31. Marts 1860 § 5 til Anvendelse. Af de i § 2--bestemte runde Summer,
1900 Rd.---, ansættes to Femtedele til Sæd og udbetales efter Bestemmelserne
i samme Lovs § 5.
§ 6. Denne Lov, der træder i Kraft den 1. Apr. 1866, underkastes en al-
mindelig Revision inden Udløbet af Finansaaret 1870 — 71. Fører denne Revi-
sion ikke til en ny Lov, underkastes nærværende Lov en fornyet Revision inden
Udløbet af ethvert følgende Femaar, saa længe indtil Revisionen fremkalder en
anden Lov.
I Motiverne bemærkedes det, at Lovudkastet var uforandret som den ældre
Lov, alene med Undtagelse af, at i § 2 Slutningsbestemmelsen om Udredelsen af
den til Raadighed stillede Sum var udeladt, da den kun var transitorisk, og at
§ 6 var ændret i Overensstemmelse med den Forandring, der ved Rigsdagens Be-
handling af den reviderede Lønningslov for Embeds- og Tjenestepersonalet ved
Universitetet m. fl. Anstalter var foretaget med en aldeles tilsvarende Bestemmelse
i bemeldte Lov.
Lovforslaget kom kun til 1ste Behandling i Folketinget, jfr. Folketingstid.
Sp. 1632—33. At Revisionen af denne Lønningslov ved L. 1. Marts 1867 blev
udsat, er bemærket foran S. 152
Hvad det zoologiske Museum angaar, er det allerede foran S. 129 bemærket,
at Direktionen for de kgl. naturhistoriske Museer havde erklæret det for umuligt,
da den reviderede Lønningslov skulde forelægges i 1863—64, at gjøre noget
Forslag om de fremtidige Lønninger, saa længe den nye Museumsbestyrelse ikke
var traadt i Virksomhed og det derefter var afgjort, hvorledes Forretningerne
skulde deles og hvilke underordnede Betjente dertil skulde benyttes. Der blev
derfor ikke optaget noget desangaaende i det den Gang forelagte Forslag til
Lønningslov, saa lidt som i de tvende efterfølgende Lovforslag om samme Gjen-
stand. Under 30. Oktbr. 1867 paalagde Ministeriet imidlertid Konsistorium at
indhente Museumsraadets Forslag i den nævnte Henseende til Brug ved den da
atter forestaaende Revision af Lønningsloven af 12. Jan. 1858, og Konsistorium
afkrævede da Museumsraadet det forlangte Forslag, der derefter afgaves under
30. Jan. 1868,
Lønningsloven af 1871.
159
Museumsraadet foreslog:
1.	for Museets to Inspektorer (Afdelingsbestyrerne) en Begyndelsesløn af
800 Rd., som med et Tillæg af 200 Rd. for hvert tredje Aars Tjenestetid steg
indtil 1800 Rd., eller en Begyndelsesløn af 1000 Rd., som med et Tillæg af
20o Rd. for hvert femte Aars Tjenestetid steg indtil 1600 Rd.;
2.	for den faste Assistent en Begyndelsesløn af 500 Rd., som med et
Tillæg af 100 Rd. for hvert tredje Aars Tjenestetid steg til 1000 Rd. Lønnen
til de øvrige Assistenter, som dels vare, dels som Følge af den atter stedfindende
Indskrænkning af Inspektorernes Antal fra tre til to vilde blive anvendte ved Mu-
seet, skulde udredes, i det mindste indtil videre, af en fast Sum til Assistance.
Denne Sum foresloges til 1450 Rd.;
3.	for (begge) Konservatorerne*) en Begyndelsesløn af 300 Rd., som med
et Tillæg af 100 Rd. for hvert tredje Aars Tjenestetid steg til 700 Rd.;
4.	for Portnerne (to), der tillige gjorde Tjeneste som Bude og Betjente, en
aarlig Løn af 300 Rd. samt fri Bolig.
Til nærmere Begrundelse af disse Forslag anførtes følgende:
Ad 1 og 2: Den i 1ste Posts første Alternativ foreslaaede Løn for Mu-
seets Inspektorer (Afdelingsbestyrere) var den samme, som for flere Aar siden af
den da værende Minister var foreslaaet ved det Rigsdagens Folketing i 1859—60
forelagte „Forslag til Lov om det kgl. Museums Overgang til Kjøbenhavns Uni-
versitet", hvilket Forslag støttedes paa en den 27. Juli 1859 af de tvende Med-
lemmer af det da værende kgl naturhistoriske Museums Direktion i Forbindelse
med to af Konsistorium dertil udvalgte Universitetslærere afgiven Betænkning, jfr.
Folketingstid. 1859 Anh. A. Sp. 473, 474. Dette Lovforslag nød ikke Fremme
i hint Aar eller i den den Gang forelagte Skikkelse, og ved den endelige Lov om
Museernes Forening af 29. Decbr. 1862 blev Spørgsmaalet om Lønningen af Mu-
seets Embeds- og Bestillingsmænd henvist til Afgjørelse ved den Revision af
Loven om Lønninger for Universitetets Lærere og andre Embedsmænd, som hidtil
stadig var blevet udsat. Postens andet Alternativ var et Udtryk for den Op-
fattelse, som ved flere end en Leilighed havde gjort sig gjældende under de fore-
løbige Forhandlinger i Komiteerne om Museernes Ordning og Lønningerne ved
disse, at Inspektorerne i Følge deres Stilling, i Følge den specielle Uddannelse,
der fordres af dem, og i Følge den Arbejdstid, Museet antoges stadig at maatte
kræve af dem, maatte i det mindste være i Lønning at ansætte lige med Over-
lærerne ved de lærde Skoler. I Realiteten vilde der næppe være nogen stor
Forskjel paa de to Alternativer, da Gjennemsnitslønnen for 20 Aars Tjeneste i
begge Tilfælde vilde blive 1300 Rd.
Ved det i den anden Post fremsatte Forslag om Assistentens Lønning var
man gaaet ud fra den Anskuelse, der i de oven nævnte Komiteer ligeledes havde
gjort sig gjældende, at Assistenten i det mindste maatte stilles lige med Ad-
junkter ved de lærde Skoler. I Raadet var der vel ikke blevet lagt Skjul paa, at
begge disse Paralleliseringer med Skolernes Embedsmænd maatte anses for at
være meget beskedne, naar Hensyn toges til de videnskabelige Kvalifikationer, som
*) Museumsraadet mente, at de hellere, for at undgaa Mistydning, især lige over for
de udenlandske Museers Konservatorer, burde kaldes Præparatorer.
Universitets Aarbog.	21
160
Universitetet 1864—1871.
maatte forudsættes, og Beskaffenheden af det Arbejde, som maatte fordres af de
nævnte Museninsembedsmænd af begge Stillinger; men man havde dog ikke troet
at burde gaa højere med sine Fordringer eller Ønsker til bedste for dem, end til
hvad der allerede tidligere af forskjellige Avtoriteter var foreslaaet cg anset for
billigt for den ene Stillings Vedkommende, og hvad der dermed paa en Maade
kunde siges at følge af sig selv for den andens. Saa meget mere turde man vel
haabe, at den endelige Afgjørelse ikke vilde blive mindre gunstig, end her var
foreslaaet. For Assistentens Vedkommende bemærkedes endnu, at hans Ar-
bejde oprindelig var beregnet til 4 Timer daglig, hvilket dog allerede i flere Aar
havde vist sig at være utilstrækkeligt, saa at Arbejdstiden faktisk var blevet ikke
lidet længere. Skulde Forholdenes Udvikling paaføre ham en yderligere Forøgelse
af hans Arbejde i Museets Tjeneste, burde der ogsaa forbeholdes ham en yderligere
Forøgelse af hans Løn, hvilket naturligvis ogsaa burde blive Tilfældet, saafremt
det nu efter Foreningen af begge Museer skulde vise sig nødvendigt, hvad ikke
var usandsynligt, at han maatte overtage helt andre og administrative Arbejdei,
end dem, der hidtil paalaa ham.
Med Hensyn til de Personer, der for øjeblikket beklædte Inspektor- og
Assistentstillingerne ved Universitetsmuseet, bemærkedes endnu følgende, der for-
mentlig ikke kande blive uden Indflydelse paa Størrelsen af den Lønning, der
efter saa lang en Tjenestetid turde ventes fastsat for dem, og særlig i Betragtning
af den i og for sig aldeles utilstrækkelige og i Forhold til andre lignende Embeds-
stillinger uforholdsmæssig lave Lønning: Af de tvende tilbage værende Inspek-
torer (Prof. Schiødte og Prof. Reinhardt) oppebar nemlig ingen noget egentligt person-
ligt Tillæg til sin Løn; men begge vare de tillige lønnede som extraordinære Docenter
ved Universitetet med et fastsat aarligt Honorar. At de skulde beholde dette
sidste ved Siden af Lønnen, endog den eventuelt forbedrede Lønning, var ud-
trykkelig forudsat i det oven anførte, Rigsdagen forelagte Lovudkast for den af de
to her i Betragtning kommende Docenter (Prof. Schiødte). Denne Forudsætning
maatte derfor vistnok antages ogsaa at ville være blevet gjort gjældende for den
Inspektor, der senere var tilkommet som Docent (Prof. Reinhardt) og ansat paa
samme Maade som den første. For sidst nævnte gjaldt under alle Omstændig-
heder et eget Lønningsforhold, paa hvilket der særlig maatte lægges Vægt, da
det var begrundet i en testamentarisk Bestemmelse, og kun for Prof. Reinhardts
Person ved Gavebrevet var bundet til den Inspektorpost, som denne beklædte.
Ved Prof., Dr. P. W. Lunds Gavebrev var det bestemt og ved kgl. Reskript be-
kræftet, at der for Tilsyn med de Lundske i Museet indlemmede palæontologiske
Samlinger udbetaltes til en Videnskabsmand Renterne af et Legat paa 9000 Rd.
eller i alt 360 Rd., og i Følge Dr. Lunds udtrykkelige ønske var dette Tilsyn,
og med det Lønningen, forste Gang overdraget til Prof. Reinhardt. Det syntes
at maatte være en Selvfølge, at denne Lonning i tølge sin Natur altid maatte
blive uden for de øvrige normerede Gager. Prof. Schiødte var allerede ansat som
Underinspektor ved det kgl. naturhistoriske Museum i Følge kgl. Reskript 15.
Juni 1842, senere (1845) som Inspektor ved samme, og udnævnt til extraordinær
Docent ved Universitetet den 22. Avg. 1863. Prof. Reinhardt vai ved kgl. Be-
stalling ansat som Inspektor ved det kgl. naturhistoriske Museum den 1. Jan.
1849 og udnævnt til extraordinær Docent ved Universitetet den 6. Maj 1865.
Lønningsloven af 1871.
1(31
Forst nævnte havde altsaa en mere end 25aarig Anciennitet som Inspektor, sidst
nævnte en Anciennitet af 19 Aar.
Dr. Liitken, Museets Assistent, blev konstitueret i denne Post ved Universi-
tetets zoologiske Museum fra 1. Apr. 1851 ved Ministeriets Skrivelse af 18.
Juli s. A. med den ved kgl. Resol. af 1. s. M. bestemte Gage af 500 Rd., og
havde i de senere Aar haft et Gagetillæg af 200 Rd. af Kontoen til videnskabe-
lige Formaals Fremme. Efter 16 Aars Tjeneste var Dr. Liitken endnu ikke rykket
op paa ældst Adjunkts Gage, og det uagtet man vistnok maatte indrømme, at
hvis Dr. Liitken var traadt i Skolens Tjeneste, vilde han med de sjældne Vidnes-
byrd, han medførte for alle aflagte Prøver, for længst have været Overlærer. At
hans berettigede Forventninger ogsaa i den Henseende vare blevne skuffede, at
han ikke — uagtet han havde kgl. Ansættelse i Hæren, i Linien, med lige saa
stor Løn som den, han fik ved Universitetet — var blevet fast ansat i den Post,
hvortil hans Forgænger havde kgl. Udnævnelse, turde endnu tilføjes, saa vel som
at hans Stilling var blevet langt mere omfattende, uagtet dens ældre Betegnelse
som Assistentpost var blevet bibeholdt *).
Ad 3. Ogsaa for Konservatorerne, som vel i Regelen vilde indtræde i Mu-
seets Tjeneste som yngre Mænd, men først forlode den som ældre, og for hvis
Vedkommende det heller ingenlunde var ønskeligt, at et jævnligt Personskifte
fandt Sted, hvorved en meget stor Del af den i Tjenesten erhvervede Færdighed
og deres Detailkjendskab til Museet atter vilde gaa tabt for samme, ansaas det
for rigtigst ligeledes at foreslaa en stigende Løn, som det efter Beskaffenheden
og Mængden af det Arbejde, der vilde blive paalagt dem og paa den anden Side
med særligt Hensyn til, at man ikke for disse Mænd vilde fordre eller vente
videnskabelig Dannelse, formentes passende at kunne ansættes som foreslaaet. For
den ældre af de i Tjenesten værende Konservatorers \ edkommende (Conradsen)
var Lønnen oprindelig 300 Rd., blev senere forhøjet til 400 Rd. og ved Komite-
betænkning af 30. Juli 1863 foreslaaet forhøjet til 500 Rd., se foran S. l->2, en
Forhøjelse, som til Museets store Beklagelse desværre af ydre Grunde ikke tandt
Sted. Den anden Konservator (Hansen), for hvem der endog ved hans Antagelse
i Museets Tjeneste fastsattes indtil 7 Timers Arbejde om Dagen, stod endnu paa
en Løn af 360 Rd., efter at han i 10 Aar havde virket ved Museet; en For-
øgelse af hans Løn var ligefrem en bydende Nødvendighed, og det saa meget
mere, som hans Løn udbetaltes af en Konto, der ikke indrømmede ham Ret til
at nyde noget som helst Sædtillæg.
Ad 4. Portneren ved Museumsafdelingen i Stormgade (det kgl. naturhisto-
riske Museum) var lønnet med 224 Rd., men havde desuden i Godtgjørelse for
Brænde og for Fyrbøderarbejde 44 Rd, i alt altsaa henved 270 Kd., hvoitil endnu
kom nogle Sportler (for Modtagelse af de besøgendes Parapluier, Stokke m. m.;
•) Assistenten var nemlig efterhaanden i denne lange Aarrække mere og mere blevet
Museets Sekretær, og ligesom ban nu ved det forenede Museum i alle dt
Afdelinger, som ikke vare henlagte under nogen af de specielle Inspektorer, i For-
ening med Formanden eller den nu værende Prof. zoologiæ udforte Inspektorfor-
retningerne og altsaa for alle disse maatte være og var en Viceinspektor, saaledes
var han mere og mere blevet dette saa godt som i alle Retninger for Universi-
tetets zoologiske Museums Vedkommende.
162
Universitetet 1864—1871.
de besøgendes Tal var i det sidste Decennium gjennemsnitlig henved 25000 om
Aaret) 60—70 Rd. Denne sidste Indtægt vilde han formentlig i Fremtiden komme
til at dele med Museets anden Portner og med de andre Personer, som vilde blive
antagne til Medhjælp ved Tilsynet paa de Tider. Museet helt eller afdelingsvis
var aabent for det større Publikum. Skjønt Besøget nok kunde forudses i det
nye Lokale at ville blive betydelig større end tidligere, lod der sig dog ikke endnu
danne nogen Formening om, hvor stor denne Indtægt vilde kunne blive, eller
hvilke andre Arbejder, navnlig Rengjøringsarbejder, der uden Godtgjørelse vilde
blive vedkommende Portnere paalagte. Midlertidig havde man derfor fundet det
rigtigt at foreslaa begge Portnere til at nyde den samme Lønning af 300 Rd.
foruden fri Bolig, hvilket vilde stemme med den Sum, som, saa vidt vidstes,
Laborantkarlen ved Universitetets kemiske Laboratorium havde i Løn, saaledes at
den oven for omtalte særlige Godtgjørelse for Brændsel og for Fyrbøderarbejde
for den ene af Portnerne fremtidig bortfaldt. Løn for en særskilt Fyrbøder var
ikke foreslaaet, da det var muligt, at den ene af de to Portnere kunde overtage
denne Forretning, saafiemt han kunde la re paalidelig at omgaas Dampkjedlen og
de mange Haner.
Endelig henlededes Opmærksomheden paa, at det saakaldte Sædtillæg for
samtlige tidligere Embeds- og Bestillingsmænd ved det kgl. naturhistoriske Mu-
seum hidtil havde været beregnet paa en for dem meget fordelagtigere Maade,
end fremtidig vilde kunne blive Tilfældet efter de for Universitetets Embeds- og
Bestillingsmænd gjældende Bestemmelser, hvilket maatte blive et Moment ved Fast-
sættelsen af den de anførte Personligheder under de nye Forhold tilkommende
Lønning.
Skulde den i det foregaaende foreslaaede Lønningsskala for Assistenten og
de tvende Konservatorer eller en lignende Lønningsskala efter Anciennitet ikke
finde Bifald, maatte Museumsraadet indtrængende anbefale de Mænd, der i saa
lang en Aarrække havde gjort Fyldest i deres Virksomhed og derfor kun havde
nydt en mere end tarvelig Godtgjørelse, til en Ansættelse paa højere Løn af for
Assistentens, Dr. Lutkens Vedkommende 1000 Rd., for Konservator Conradsen
700 Rd. og for Konservator Hansen 500 Rd.
Hvad angik den for Assistancen ansatte runde Sum, udkom den ved at
sammenlægge følgende, for forskjellige uundgaaelige Assistancer hidtil hafte eller
i Anledning af den inddragne faste Inspektorpost nu i denne Retning tilkommende
nødvendige Udgifter, nemlig:
600 Rd. til Hjælp ved Arbejderne af de ved Inddragningen ledig blevne
Klasser af Hvirveldyr og lavere Dyr, og tillige ved Udstopning, Præpaiering,
Konservation og Opstilling af disse;
500 Rd beregnet som den gjennemsnitlige Sum, Hr. Mørch for Arbejder
inden for de konkologiske Afdelinger (levende og fossile Bløddyr) havde hævet for
den Assistance, med hvilken Museet i disse Retninger i Mangel af yderligere
Midler havde maattet lade sig nøje; de 300 Rd. af disse vare Lønnen for den
tidligere ledig blevne Inspektorpost for denne Afdeling af Museet, de 200 Rd.
vare delvis tilskudte af den forrige Fælleskonto eller den til Konservatorarbejder
tilstaaede Sum, delvis nu og da af de Moltkeske Legater, for hvilke sidste det
nu var aldeles umuligt at komme denne Afdeling til Hjælp med Assistance.
Lønningsloven af 1871.
163
150 Ud. til Assistance og Præparation ved den entomologiske Afdeling, der
hidtil ligeledes var blevet understøttet i disse Retninger af Fælleskontoen;
100 Rd. for Assistance ved Kontorarbejdet, samt
c. 100 Rd. til den hidtil hafte Hjælp de Dage, Museet var offentligt, en
Hjælp, som maatte blive betydelig større, naar det nye Museum aabnedes for
Publikum, og som da vel næppe vilde kunne bestrides for 3 a 400 Rd.
Som oven for berørt var denne Sum 1450 Rd fremkommet alene ved
Sammenlægning af de Summer, der under den hidtil førte Museumsvirk-
somhed gjennemsnitlig vare udgivne til de i forskjellige Retninger nodvendige
Assistancer, og der var ikke derved blevet taget eller havde kunnes tages Hensyn
til de Forøgelser og Ændringer i disse Assistancer af forskjellig Art, som det
langt større og anderledes indrettede Museum uundgaaelig maatte fremkalde, men
som endnu ikke paa nogen Maade nærmere kunde beregnes (Tilsynet med Loka-
lerne og med Opvarmningen, med de besøgende o. s. v.). Den eneste nye Sum,
der var kommet til, var den, naar en Inspektorpost nu atter inddroges, Museet i
Udsigt stillede Assistancesum, her beregnet til 600 Rd. I denne Henseende
maatte det erindres, at dette var den tredje af det forrige kgl. Museums faste
Inspektorposter, som nu inddroges, idet den mineralogiske og den konkologiske
Inspektorpost begge ved Vakance vare forblevne ubesatte, og Museerne i deres
Sted kun havde erholdt bestemte Summer til Assistance. Den Hjælp, som Museet
til alle Tider havde haft Trang for, og som det i den nye Bygning, hvor Pladsen
tillod Opstillingen, i endnu højere Grad vilde føle Trang til, var den til Udstop-
ning, Skelettering og Præparation samt manuel Hjælp af al Art, for at de viden-
skabelige og dyrere Kræfter ikke for meget skulde anvendes i disse Retninger.
Kvæstor udtalte sig under 10. Febr. om disse Forslag efter foregaaende
Forhandling med inspectores qvæsturæ. Efter først at have mindet om en af
inspectores qvæsturæ og Kvæstor under 10. Decbr. 18G4 afgivet Erklæring med
Hensyn til den af Ministeriet den Gang gjorte Henstilling om at lade Universi-
tetet eller Kommunitetet overtage den Udgift, som Statskassen hidtil havde udredet
til det kgl. naturhistoriske Museum, hvilken Erklæring var blevet tiltraadt af
Konsistorium og Ministeriet, og efter at have bemærket, at Ministeriet i Overens-
stemmelse med denne udtrykkelig havde indskærpet, at det ved Affattelsen af de
forenede zoologiske Museers Budgetter maatte paases, at de paaregnede Udgifter
ikke kom til at overstige, hvad Universitetet under tilbørligt Hensyn til sine for-
skjellige andre Interesser kunde afse til dette særlige Formaal:i:), meddelte han
nogle orienterende Bemærkninger til Oversigt over Universitetets samlede Udgifter
til det zoologiske Museum, sabledes som disse hidtil havde stillet sig, og som de
omtrentlig vilde stille sig, hvis Museumsraadets Forslag blev taget til Følge.
Naar man fraregnede det Beløb af 500 Rd. — nemlig 200 Rd. af Assi-
stentens og 300 Rd. af Konservatorens Lønning —, som i Henhold til Fundat-
serne for Moltkes Legater refunderedes Universitetet af disse, udgjorde Universi-
tetets samlede Udgift til Museet, Lønningerne iberegnede, indtil 1. Apr. 1865
1462 Rd. 43 Sk. Efter at Statskassens Tilskud til det kgl. naturhistoriske Mu-
seum fra Begyndelsen af Finansaaret 1865- 66 var bortfaldet, havde Universitetets
*) Denne Sag vil senere blive behandlet under: Videnskabelige Samlinger.
164
Universitetet 1864—1871.
Udgift til de forenede Museer været betydelig større og var i Udkastet til Finans-
loven for 1868 — 69 beregnet til 8734 Rd. 43 Sk. Toges det fra Museums-
raadet fremkomne Forslag om Museets Lønningsforhold m. m. til Følge, vilde
dette Beløb stige til 11044 Ed. 43 Sk., hvorved maatte bemærkes, at Museums-
raadets Skrivelse paa flere Steder og navnlig i Slutningen bestemt forudsatte, at
yderligere Tilskud i en nær liggende Fremtid vilde blive nødvendige. Herved var
der imidlertid ikke beregnet noget til Vedligeholdelsesudgifter ved den nye Mu-
seumsbygning, hvilke Udgifter formentlig vilde blive mindst 400 Rd. om Aaret,
saa lidt som til, at Skatter og Assurancepræmie for den nye Bygning med omtrent
150 Rd. om Aaret vilde overstige det Beløb af 300 Rd., der for Tiden var be-
regnet til disse Udgifter ved Bygningen i Stormgade. Universitetets samlede Ind-
tægt var ved det fornævnte Finanslovforslag kalkuleret til omtrent 167000 Rd.,
og det vilde heraf altsaa fremgaa, at hvis man gik ind paa Museumsraadets For-
slag, vilde omtrent Vis af samtlige Universitetets Indtægter blive
anvendt til det zoologiske Museum alene.
Det var Kvæsturens uafviselige Pligt bestemt at udtale, at det under Hensyn
til Universitetets økonomiske Stilling, der under almindelige Forhold ingenlunde var
gunstig'—i Finanslovforslaget for 1868—69 var saaledes beregnet en Underbalance
af 35,000 Rd. — vilde være uforsvarligt over for alle dets øvrige Interesser at
lade Udgiften til de forenede zoologiske Museer overskride det Beløb, den for Tiden
udgjorde. Det fortjente ogsaa at bemærkes, at det under de tidligere Forhandlin-
ger var forudsat og navnlig udtalt af den Komite, der under 27. Juli 1859 afgav
Betænkning om Museernes Sammensmeltning*), at den aarlige Udgift til de for-
enede Museer ved passende og hensigtsmæssige Forandringer i dets Administra-
tionsforhold og Økonomi kunde holdes inden for det samlede Beløb, der forhen
havde været udredet til de særlige Museer.
Naar man saaledes gik ud fra, at den nu værende samlede Udgiftssum ikke
burde overskrides, blev det imidlertid fornødent at tage Hensyn til et særligt
Forhold, der ikke burde lades ude af Betragtning ved Bestemmelsen af hin Sum.
Foruden den Gage, der for Tiden var tillagt Professorerne Schiødte og Reinhardt
som Inspektorer ved Museet, af henholdsvis 900 Rd. og 760 Rd. (derunder det
Lundske Legat indbefattet), var der nemlig tillagt disse Mænd ved deres Beskik-
kelse til extraordinære Docenter i Zoologi hver et Honorar af 600 Rd. Om nu
end flere andre Grunde havde medvirket til den sidst nævnte Udnævnelse, maatte
det dog vistnok erkjendes, at man tillige ad denne Vej havde tilsigtet at bøde
paa den disse Mænd som Inspektorer tillagte uforholdsmæssig lave Gagering. Ved
Opgjørelsen af, hvad der hidtil af Universitetet havde været udredet til det zoolo-
giske Museum, burde dette Moment derfor billigvis komme med i Beregning. Men
selv om man med dette for øje gik ud fra en samlet Udgiftssum for Øjeblikket
af mellem 9 og 10000 Rd., vilde dette Beløb dog være betydelig mindre end d6n
Sum, som vilde medgaa efter Museumsraadets Forslag. En Reduktion maatte der-
for anses for at være uomgængelig nødvendig, og efter i Forening med inspectores
qvæsturæ at have konfereret med Etatsraad Steenstrup om Sagen, fremsatte Kvæstor,
efter Samraad med de først nævnte, følgende Bemærkninger ved Museumsraadets
enkelte Indstillinger.
*) Lindes Medd. 1857—63 S. 37 og Rigsdagst. f. 11. Saml. 1859. Anh. A. Sp. 477-82.
Lonningsloven af 1871.
165
Hvad angik de 2 Inspektorater ved Museet, vare disse foreslaaede lønnede
paa samme Maade. Kvæstor henstillede dog, om der ikke maatte være Grund til
at skjelne mellem en ældre og yngre Inspektorgage, med en om end ikke betydelig
Forskjel i Summerne. Hvad den ældste Inspektorgage angik, forekom den af Mu-
seumsraadet alternativt foreslaaede Gageringsnorm af en Begyndelsesgage paa
1000 Rd. med Tillæg af 200 Rd. efter 5 Aars Tjeneste, dog ikke ud over 1600 Rd.,
ham at være den mest passende, idet det andet Alternativ, som var bragt i For-
slag, nemlig en Begyndelsesgage af 800 Rd. med 200 Rd.s Stigning hvert tredje
Aar indtil 1800 Rd., formentlig indeholdt et for stort Spillerum mellem Begyn-
delses- og Slutningsgagen. Den yngre Inspektorgage kunde da maaske passende
ansættes til en Begyndelsesgage af 800 Rd. med Stigning af 200 Rd. hvert femte
Aar indtil 1400 Rd. Derhos var det en Selvfølge, at Tjenestetiden som yngre
Inspektor ved Oprykningen paa ældre Inspektorgage maatte komme den paagjæl-
dende til gode ved Alderstillægets Beregning. Ved denne hele Ordning vilde man
jo derhos opnaa, at der for den Mand, der som yngre Inspektor havde tjent i
fulde 15 Aar og derved var kommet paa en Maximumsgage af 1400 Rd., endnu
stod en Gageforhøjelse aaben. Efter de foran nævnte Gageringsnormer vilde de
2 nu værende Inspektorer, Professorerne Schiødte og Reinhardt, der begge havde
været ansatte i disse Stillinger i over 15 Aar, erholde, den første en Gage af
1600 Rd., den sidste af 1400 Rd. For saa vidt Museumsraadets Forslag gik ud
paa, at Prof. Reinhardt, foruden den ham efter den nye Lønningsplan tilkommende
Gage, skulde oppebære det Beløb af 360 Rd. aarlig, som under Benævnelsen det
Lundske Legat var ham tillagt, kunde dette vistnok ikke tages til Følge. Som
bekjendt, paatog Statskassen sig ved Erhvervelsen af de Lundske Samlinger at
udrede et Beløb af 360 Rd. aarlig til den Videnskabsmand, hvem Tilsynet med
disse Samlinger var betroet, jfr. Reskr. 11. Avg. 1848 (i Reskr. Saml.) Denne
Forpligtelse var senere uden noget Vederlag blevet overført paa Universitetet i
Forbindelse med de øvrige Udgifter til det forhen værende naturhistoriske Museum,
og denne Post blev nu udredet af Universitetet ganske som de andre Lønnings-
beløb til Museets Embeds- og Bestillingsmænd. Heraf syntes naturlig at maatte
følge, at naar en i Museets Tjeneste staaende Videnskabsmand, saaledes som for
Tiden var Tilfældet og vistnok altid vilde være det naturlige, ved sin Ansættelse
blev beskikket til eller senere efter Overenskomst overtog det Hverv at føre det
særlige Tilsyn med disse i det forenede Museum indlemmede Samlinger, maatte det
foran nævnte Beløb af 360 Rd. komme til Afdrag i den paagjældendes Lønning.
Dette udelukkede ikke, at de 360 Rd. af Gagen i dette Tilfælde opførtes som det
Lundske Legats Renter, og at dette Beløb, ligesom det hidtil havde været Tilfældet,
toges med ved Beregning af Sædtillæget. Naar de tvende nu værende Inspekto-
rers Gage blev forhøjet paa den af Kvæstor foreslaaede Maade, nemlig Prof.
Schiødtes fra 900 Rd. til 1600 Rd. og Prof. Reinhardts fra 760 Rd. til 1400 Rd.
syntes der ikke at kunne være Tale om, at de ved Siden heraf skulde kunne
oppebære det dem som extraordinære Docenter i Zoologi tillagte Honorar at
600 Rd., hvorom der heller ikke forelaa noget bestemt Forslag fra Museumsraa-
dets Side*). Ved Indtrædelsen af en saa betydelig Gageforhøjelse som den nys
*) For saa vidt der i det Forslag til en Omordning af de forenede Museers Lønnings-
166
Universitetet 1864—1871.
nævnte, syntes Universitetet over for de nu værende Inspektorer at være berettiget
til at stille den Fordring, som omtaltes i Komitebetænkningen af 27. Juli 1859*),
nemlig at det ved Museumsforholdenes Ordning burde paalægges Inspektorerne
vexelvis og uden Godtgjørelse at holde Forelæsninger over deres specielle Afdeling
af Zoologien. Da imidlertid den Forelæsningsvirksomhed, der paahvilede Profes-
sorerne Schiødte og Reinhardt i Følge deres Ansættelse som extraordinære Docenter
i Zoologi, havde en videre Udstrækning, syntes det billigt, at der fremdeles herfor
tilstodes dem et Honorar, som dog, under Hensyn til den dem som Inspektorer
tillagte betydelige Gageforhøjelse og den i Forbindelse hermed staaende Forplig-
telse til en speciel Forelæsningsvirksomhed formentlig burde fastsættes en Del
lavere end det dem hidtil bevilgede Forelæsningshonorar. Hvis et saadant Hono-
rar for hver af de paagjældende ansattes til 200 Rd., vilde Prof. Schiødtes sam-
lede Lønning ved den nye Ordning stige fra 1500 Rd. til 1800 Rd. og Prof.
Reinhardts fra 1360 Rd. til 1600 Rd., hvad i og for sig syntes at være en pas-
sende Forhøjelse. Da disse extraordinære Honorarer gaves for en Virksomhed,
som laa uden for de paagjældendes Stilling som Inspektorer, og ikke kunde siges
at være i selve Museets interesse, burde de formentlig ikke henføres til dettes
Budget, men ligesom de tidligere Honorarer afholdes af Kontoen til videnskabelige
Formaals Fremme,
Hvad den faste Assistent og de tvende Konservatorer eller, som Museums-
raadet foreslog dem benævnede, Præparatorer, angik, var det i Museumsraadets
Indstilling forudsat, at der for disse Bestillinger vilde kunne opnaas fast An-
sættelse med Pensionsret. Det kunde imidlertid næppe antages, at Rigsdagen efter
de hidtil fulgte Grundsætninger vilde gaa ind lierpaa. Disse Bestillingsmænd vilde
vistnok, ligesom hidtil, blive at lønne af den samlede Lønningssum efter L. 12.
Jan. 1858 § 9, med Summer, der varierede efter paagjældendes Tjenestetid og
øvrige Forhold. Hvad særlig den faste Assistent angik, formentes hans Løn under
almindelige Forhold at maatte ansættes til mellem 500 og 800 Rd. For saa vidt
man imidlertid af Hensyn til, hvad der i Museumsraadets Skrivelse var ytret om
den nu værende Assistent, Dr. Liitken, maatte finde det ønskeligt, at hans Løn,
der for Tiden i Forening med det personlige Tillæg udgjorde 700 Rd., forhøjedes
ud over det forau nævnte Maximum af 800 Rd., maatte et saadant Tillæg have
Karakteren af et rent personligt. Det vilde imidlertid, for at Universitetets Ud-
gifter til det zoologiske Museum ikke skulde blive uforholdsmæssig store, og for at
det kunde undgaas at overskride det Beløb, som hidtil i dette Ojemed havde været
forhold, som i Aaret 1860 blev forelagt Folketinget, var stillet Prof. Schiødte j
Udsigt, at han skulde kunne beholde, ved Siden af sin efter dette Forslag forhøjede
Gage, det ham hidtil tilstaaede Forelæsningshonorar, kunde dette paa ingen Maade
være bindende for Universitetet. Dels maatte det nemlig bemærkes, at hint For-
slag, saa vidt vidstes, aldrig havde været forelagt Universitetet til Erklæring, dels
blev det under alle Omstændigheder gjort under en Forudsætning, som nu ikke
længere existerede, men som i den her omspurgte Henseende maatte komme i væ-
sentlig Betragtning, nemlig at Statskassen skulde udrede et aarligt Beløb af 8000 Rd.
som Bidrag til Universitetets forøgede Udgifter ved Overtagelsen af det kgl. natur-
historiske Museum.
*) Lindes Medd. 1857-63 S. 37 og Rigsdagstid. f. Ilte Samling 1859 Anh. A. Sp.
477-82.
Lønningsloven af 1871.
167
udredet, være nødvendigt, at et saadant personligt Tillæg afholdtes af det Beløb
af 1450 Rd., der af Museumsraadet var beregnet til Assistance. Etatsr. Steen-
strup havde vel i denne Anledning ytret, at en Formindskelse af det sidst nævnte
Beløb ikke vilde kunne foretages uden en følelig Indskrænkning i Ordnings- og
Konservationsarbejderne. Herom kunde Kvæstor naturligvis ikke have nogen Me-
ning; men idet han henviste til de ikke ubetydelige Summer, der tilfløde Museet
fra de Moltkeske Legater, bemærkede han blot, at naar Forholdene førte med sig,
at der udrededes forholdsvis betydelige Summer i Lønninger, maatte dette bevirke
en tilsvarende Formindskelse af de Midler, over hvilke der i andet øjemed kunde
disponeres.
Endelig havde Museumsraadet indstillet, at Konservator Conradsens Løn for-
højedes fra 400 Rd. til 700 Rd. og Konservator Hansens fra 360 Rd. til 500 Rd.,
og herom havde Etatsr. Steenstrup bemærket, at enhver, der kjendte til Arbejde
og Arbejdes Pris maatte indrømme, at disse Forslag vare saa rimelige, at Universi-
tetet ikke under de nu værende Forhold kunde vente dem lavere. Kvæstor mente
imidlertid, at en Forøgelse af de hidtil fastsatte Lønninger til henholdsvis 550 Rd.
og 450 Rd., altsaa med henimod 40 pCt. og 30 pCt., under alle Omstændigheder
maatte anses for at være en rundelig Forhøjelse.
I Henhold til oven staaende indstillede Kvæstor følgende:
Ældste Inspektorgage ansættes til en Begyndelsesgage af 1000 Rd., som
hvert femte Aar stiger med 200 Rd., dog ikke ud over 1600 Rd.; yngste In-
spektorgage ansættes til en Begyndelsesgage af 800 Rd., som hvert femte Aar
stiger med 200 Rd., dog ikke ud over 1400 Rd. Prof. Reinhardts Gage bliver
herefter at opføre saaledes: 1400 Rd., derunder det Lundske Legats Renter 360 Rd.
Ved Oprykning paa ældst Inspektorgage kommer den Tid, den paagjældende har
tjent paa yngst Gage, ham til gode ved Beregning af Alderstillæg. I Forbin-
delse med den Professorerne Schiødte og Reinhardt herefter som Inspektorer til-
kommende Gageforhøjelse nedsættes de dem tillagte Honorarer som extraordinære
Docenter i Zoologi fra 600 Rd. til 200 Rd. Af den runde Lønningssum lønnes
en Assistent, Dr. Lutken med 800 Rd., 1ste Konservator (Præparator) Conradsen
med 550 Rd., 2den Konservator (Præparator) Hansen med 450 Rd. og 2 Port-
nere hver med 300 Rd. eller i alt 600 Rd. Til yderligere Assistance i de af
Museumsraadet angivne Øjemed bevilges 1450 Rd., dog saaledes, at heraf udredes
det Beløb, der maatte blive tilstaaet Assistent, Dr. Lutken som personligt Tillæg.
Med Skrivelse af 7. Marts 1868 indsendte Konsistorium Museumsraadets og
Kvæstors Erklæringer til Ministeriet. Det tiltraadte ganske Kvæstors torslag og
indstillede, at Sagen ordnedes i Overensstemmelse hermed. Dog bemærkede det,
at et Mindretal af 6 mod 7 troede at maatte foreslaa, at den runde Lønningssum
forhøjedes fra 2400 Rd. til 2600 Rd., for at Konservatorernes (Præparatorernes)
Lønninger herved kunde forøges til det Beløb af henholdsvis 700 Rd. og 500 Rd,,
som af Museumsraadet var foreslaaet.
I Rigsdagens Samling 1868—69 forelagde Ministeriet derefter følgende
Forslag til Lov
om Lønninger for de under Ministeriet for Kirke- og Undervisnings\æsenet høiende
Embeds- og Bestillingsmænd.
Xi. _ — — Universitetsbibliotheket.
§ 3. Ved__Universitetsbibliotheket lønnes en Bibliothekar--med 1800
Rd. aarlig, hvorhos der for hver 5 Aars Tjeneste tilstaas et Tillæg af 200 Rd. aarlig;
Universitets Aarbog.
168
Universitetet 1864—1871.
dog kan Lønningen ikke overstige 2400 Rd.---En Underbibliothekar ved
Universitetsbibliotheket lønnes med 1200 Rd. aarlig, hvorhos der for hver 5 Aars
Tjeneste tilstaas et Tillæg af 200 Rd. aarlig; dog kan Lønningen ikke overstige
1800 Rd.
§ 4. Til at vederlægge den fornødne Medhjælp ved Besørgelsen af Forret-
ningerne —---ved Universitetsbibliotheket stilles — - — 2175 Rd. aarlig
til Ministeriets Raadighed.
III. Universitetet.
§ 5. De normerede Professorer af samtlige Fakulteter	ved Kjøbenhavns
Universitet lønnes med................................................................1,600 Rd. aarlig,
efter 3 Aars Tjenestetid med....................................................1,800 — —
— 6 — — — ....................................................2,000 — -
_ 9 — — — ....................................................2,200 — —
—	12 — — — ....................................................2,400 — —
—	15 — — — ..................................................2,600 — —
—	20 — — — ....................................................2,800 — —
— 25 — — — . ...............................................3,000 — —
De to Lektorer ved det lægevidenskabelige Fakultet og de 3 normerede Do-
center i de levende Sprog lønnes med ........................1,200 Rd. aarlig,
efter 3 Aars Tjenestetid med......................................................1,400 — —
efter 6 Aars Tjenestetid sættes de lige med Professorer paa	yngst Lønning og
nyde derefter samme Alderstillæg som disse. I øvrigt opretholdes de Lønnings-
bestemmelser, der ere trufne i Henhold til § 11 i Lov af 12te Jan. 1858.
Desuden tillægges der de ældste af de normerede Professorer efter deres
Embedsalder ved Universitetet enten Fribolig i de endnu tilbage værende to Profes-
sorresidenser elier en af de 8 i Stedet for Bolig i de tidligere Professorgaarde
oprettede Huslejeportioner, ligesom der tilstaas de Professorer, med hvis Embeder
der særlig er forbundet Bestyrelse af videnskabelige Samlinger eller Anstalter,
Benyttelse af de Friboliger, der af denne Grund føl3e med Embederne.
§ 6. De Universitetslærere, som herefter ansættes, ere pligtige til, uden
noget yderligere Vederlag, at holde alle Forelæsninger, Examinatorier og Øvelser,
der udgjøre en Del af de af vedkommende Minister fastsatte Planer for Embeds-
studierne.
Fremdeles paalægges det alle Universitetslærere, som ere ansatte siden 1ste
April 1858, at holde alle de Forelæsninger og lede de øvelser i den polytekniske
Læreanstalt, som henhøre under deres Fag.
§ 7. Adgangen til Lærerposterne ved Universitetet skal ikke være indskræn-
ket ved nogen Examen.
§ 8. Kvæstor lønnes med 2200 Rd. aarlig, hvorhos der for hver 5 Aars
Tjenestetid tilstaas ham et Tillæg af 200 Rd. aarlig; dog kan Lønningen
ikke overstige 3000 Rd.
Bogholderen ved Universitetskvæsturen lønnes med 1600 Rd. aarlig, hvorhos
der for hver 5 Aars Tjeneste tilstaas ham et Tillæg af 200 Rd. aarlig; dog
kan Lønningen ikke overstige 2200 Rd.
Gartneren ved Universitetets botaniske Have lønnes med 1200 Rd. aarlig,
hvorhos der for hver 5 Aars Tjeneste tilstaas ham et Tillæg af 200 Rd.; dog kan
Lønningen ikke overstige 1800 Rd. Desuden tillægges der ham fri Bolig.
Lønningsloven af 1871.
169
§ 9. Ved Universitetets forenede naturhistoriske Museum lønnes 1ste In-
spektor med 1200 Rd. og 2den Inspektor med 1000 Rd. aarlig. For hver 5 Aars
Tjeneste forøges Lønningerne med 200 Rd. aarlig, dog saaledes, at de ikke kunne
overstige henholdsvis 1800 og 1(300 Rd. Ved Oprykning til den 1ste Inspektor-
post beregnes Tjenestealderen fra den første Ansættelse som Inspektor ved Museet.
Inspektorerne forpligtes til at holde offentlige Forelæsninger over deres specielle
Afdeling af Naturhistorien uden særligt Vederlag.
Samtidig med, at de nu værende Inspektorer indtræde paa foranførte Løn-
ninger, nedsættes for den første Inspektor Honoraret for zoologiske Forelæsninger
til 200 Rd. og bortfalder ganske for den anden Inspektor, der for Inspektorfor-
retningerne ved Museets Samling af fossile Levninger fra Brasilien oppebærer det
Lundske Legat.
§ 10. Til Ministeriets Raadighed stilles en samlet Sum af 25300 Rd. for
dermed at lønne samtlige øvrige ved Universitetet og Kommunitetet ansatte Be-
stillingsmænd og Betjente, samt til Medhjælp ved de med begge Stiftelser for-
bundne særlige Instituter og Samlinger, Universitetsbibliotlieket undtaget.
§ 11. Som Honorarer fastsættes en samlet Sum af 2300 Rd., nemlig til
Inspectores qvæsturæ, Referendarius Consistorii, Lærerne ved Pastoralseminariet
samt Lægen ved Regensen og Kollegierne.
§ 36. Nærværende Lov træder i Kralt den 1. Apr. 1869 og underkastes
en Revision inden Udløbet af Finansaaret 1878 — 79.
Af Bemærkningerne til dette Lovudkast anføres følgende:
Det er fundet rigtigt gjennemgaaende at afløse Sædomskrivningstillæget og
med ganske enkelte Undtagelser at substituere en fast Forhøjelse af Lønningen.
For Universitetet i Kjøbenhavn og de andre Stiftelser og Anstalter, for
hvilke Lønningsloven af 12. Jan. 1858 gjælder, er Lovforslaget, paa de Afvigelser
nær, der i Bemærkningerne til de enkelte Paragrafer ville blive omtalte, affattet
i Overensstemmelse med det af Ministeriet under Rigsdagens 17. Samling 1865
66 forelagte reviderede Lønningslovudkast for oven nævnte Stiftelser, saaledes som
dette blev tilraadet ændret i den Betænkning, der blev afgivet af det af tolke-
tinget til Udkastets Behandling nedsatte Udvalg, jfr Rigsdagstid. 17. Saml. 1865,
Anh. A. Sp. 1025—1040 og Anh. B. Sp. 415—424. Det samme gjælder om
de Bestemmelser, der i Lovforslaget findes optagne om Lønningerne for det \ed
Universitetsbibliotheket ansatte Embeds- og Tjenestepersonale, for hvilke Lønningei
det ligeledes under samme Rigsdagssamling forelagte Udkast til en revideret Lo\
er fulgt, jfr. Rigsdagstid. sammesteds, Anh. A. Sp. 1009 1012, Anh. L. Sp.
359—60. Ministeriet kan derfor under de følgende Bemærkninger til Lovforslagets
enkelte Paragrafer indskrænke sig til, hvad der behøves til nærmere lorklaring
eller Begrundelse af Afvigelserne i dette fra de sidst forelagte Lovudkast, idet
man tillader sig i øvrigt at henvise til de Motiver, der ledsagede saa vel det op-
rindelige under Rigsdagens 15. Samling 1863 — 64 forelagte, som de under de
tvende paafølgende Rigsdagssamlinger paa ny indbragte Lovudkast for Universi-
tetet med flere Stiftelser og Anstalter.
Særlig bemærkes:
Til §§ 3 og 4. Under disse Paragrafer er der samlet optaget Indholdet at
§§1-4 i det oven for berørte, under Rigsdagens 17. Samling forelagte, reviderede
Lovudkast, som af det af Folketinget nedsatte Udvalg blev indstillet til i det hele
1 22*
170
Universitetet 1864—1871.
at vedtages. Kun ere Lønningerne saa vel som Medhjælpssummerne forhøjede
med Hensyn til, at Sædomskrivningstillægene ville bortfalde.
Tillæget til den samlede Medhjælpsum er her for Universitetsbibliotheket ligesom
ogsaa i de følgende §§ 10, 14, 20, 23, 24 og 27, hvor den tidligere Sædom-
skrivning er beregnet af en Tonde Blandingskorn å 5 Rd., anslaaet efter en fore-
taget Opgjørelse af det virkelige Sædomskrivningsbeløb af de paagjældende
Summer for Finansaarene 1861-62 til 1868- 69 for Universitetsbibliotheket
273 Rd.
Til § 5. Lønningerne for de normerede Universitetslærere, saa vel Profes-
sorer som Lektorer og Docenter, ere uforandrede som i Lønningsloven af 12.
Jan. 1858, kun at de gjennemgaaende ere forøgede med 100 Rd., der omtrent
svarer til et afrundet Gjennemsnitsbeløb af, hvad Tillæget efter Sædomskrivning,
hver Tønde Blandingskorn ansat til 5 Rd., har udgjort i Finansaarene 1861—62
til 1868—69.
I Lighed med, hvad der for de andre Embedsmænd er iagttaget ved nær-
værende Lovforslag, er der her tilføjet en udtrykkelig Bestemmelse om Professo-
rernes Friboliger og Huslejeportioner.
lil § 6. Det første Stykke af Paragrafen er affattet i Overensstemmelse
med det i Udvalgsbetænkningen fremsatte Forslag, og saaledes som Lovforslaget i
dette Punkt blev vedtaget ved 2. Behandling i Folketinget i den foregaaende
Samling 1864. Under denne Bestemmelse om Forelæsningshonorarerne forud-
sættes det givet, at der fremdeles maa kunne oppebæres Honorar for skriftlige
Øvelser eller de saakaldte (collegia) privatissima, hvorved der tilbydes de stude-
rende en Vejledning der ganske har Karakter af en privat Undervisning, og som
de paagjældende Universitetslærere, uden dertil at være strængt forpligtede, paa-
tage sig alene i de studerendes Tarv. I og for sig vilde det nemlig være ubilligt
og unaturligt at fordre, at det med disse øvelser forbundne besværlige Arbejde,
som i Regelen tilfalder netop Professorerne i de Fakulteter, hvor de studerendes
Antal er størst og Examensarbejdet byrdefuldest, skulde udføres uden noget
Vederlag. Dertil kommer, at vedkommende Professor nødvendigvis maa have en
Bemyndigelse eller et Middel til at begrænse Antallet af Deltagerne i disse Øvelser,
hvis deres Afholdelse ikke skal enten blive umulig eller forfejle Øjemedet. Men
Deltagerantallet lader sig selvfølgelig ikke bestemme, naar Adgangen til Øvelserne
er givet fri for alle, og den Hjemmel for Begrænsningen mangler, som efter For-
holdets Natur nærmest maa søges deri, at Øvelserne tilbydes som private, efter
Overenskomst og mod en vis Betaling.
Under det sidste Stykke af Paragrafen findes Bestemmelserne i § 9 i det
sidst forelagte Lovudkast, hvilke naturlig høre under en samlet Paragraf om de
Forpligtelser, der paahvile Professorerne med Hensyn til Forelæsningers Af-
holdelse.
Til § 7. Uforandret som i det sidste Lovudkast.
Det bemærkes, at § 10 i det tidligere Lovudkast er udeladt, da Regler
herfor forudsættes at ville blive givne ved en særlig Lov for samtlige Embeds-
mænd.
Til § 8. Lønningerne for Kvæstor og den under ham staaende Bogholder
og for Gartneren ved den botaniske Have ere beholdte, som de stode opførte i
Lønningsloven af 1871.
171
det sidste Lovudkast, dog hver med en Forhøjelse i Stedet for Sædomskrivnings -
(illæget.
Ti) § 9. Ved L. 29. Dec. 1862 om det kgl. naturhistoriske Museums
Overgang til Universitetet § 4 er det bestemt, at Lønningerne for det forenede
naturhistoriske Museums Embedsmænd og øvrig'e Tjenestepersonale, hvilke helt ere
overtagne af Universitetet, blive at fastsætte ved den inden Udgangen af Finans-
aaret 1863—64 forestaaende Revision af LønniDgsloven af 12. Jan. 1858.
I Motiverne til de tidligere forelagte Forslag til nys nævnte Lovs Revision
er det allerede bemærket, at Forslag til Lønningerne ved Museet ikke lod sig
gjøre, førend den nye Museumsbygning var opført og Samlingerne deri indflyttede,
eftersom det inden dette Tidspunkt var umuligt overhovedet at bestemme Omraadet
for de enkelte Afdelingsinspektorers Virksomhed. Efter at baade Bygningen nu er
fuldført og Indflytningen saa vidt fremmet, at den antages helt at kunne tilende-
bringes i Løbet af Aaret 1868, har Ministeriet modtaget et Forslag fra Museums-
raadet om Fastsættelsen af Lønningerne ved Museet. Over Museumsraadets
Forslag har Universitetets Kvæstor afgivet en Betænkning, hvori han, i Betragt-
ning af, at Universitetets økonomiske Evne stærkt opfordrer til den størst mulige
Varsomhed med Forøgelsen af dets Udgifter, har foreslaaet forskjellige Ændringer
1	Forslaget, sigtende til at nedbringe Udgiften for Museet i det hele til det Beløb,
som nu udredes til samme. Konsistorium har ganske tiltraadt, hvad Kvæstor har
udviklet og foreslaaet. Kun i et enkelt og tilmed underordnet Punkt har et
Mindretal af Konsistoriums Medlemmer foreslaaet en mindre væsentlig Forøgelse,
der vedkommer Medhjælpsummen til Museet, og derfor vil finde Omtale neden
for under Bemærkningerne til § 10.
I Overensstemmelse med det saaledes forud skikkede ere Lønningerne til de
to eneste Embedsmænd ved Museet, som nu have og fremdeles bør have fast An-
sættelse, optagne under nærværende Paragraf.
Museumsraadet har med Hensyn til Antallet af Inspektorerne og deres
Lønningers Størrrelse sluttet sit Forslag til det i Aaret 1859 (se Rigsdagstid.
for 11. Samling, Anh. Sp 477— 82) Rigsdagen forelagte Lovudkast om det kgl
naturhistoriske Museums Overgang til Universitetet.
For Øjeblikket er der ansat 3 Inspektorer ved Museet. Da der for Tiden
føres Forhandlinger i Anledning af en af den ældste af Inspektorerne indgiven
Ansøgning om Entledigelse paa Grund af Svagelighed, er Museumsraadet gaaet
ud fra, at der, i Overensstemmelse med Indholdet af hint Lovudkast, kun bliver
2	Inspektorposter ved Museet, og at den 3dje bør overgaa til en Assistentpost.
I Henseende til Lønningerne har Museumsraadet foreslaaet alternativt, at
disse bestemmes enten (ligesom i det omtalte Lovudkast) til 800 Rd., stigende
med Alderstillæg af 200 Rd. hvert 3dje Aar til 1800 Rd., eller til 1000 Rd. med
Alderstillæg hvert 5te Aar til 1600 Rd., i begge Tilfælde med Sædomskrivnings-
tillæg i Henhold til L. 19. Febr. 1861.
De efter Forslaget ved Museet tilbage blivende 2 Inspektorers Lønninger og
Indtægter ere for Tiden følgende:
Den ældstes Lønning........................................ 800 Rd.
Tillæg af den i sin Tid inddragne Overinspektorlønning............ 100 —
At overføre... 900 Rd.
172
Universitetet 1864—1871.
Overført... 900 Rd
For Forelæsninger ved Universitetet et Honorar af............... 600
I alt.. . 1500 Rd.
Den yngstes Lønning..........................
samt det Lundske Legat......................
Tillæg af den i sin Tid inddragne Overinspektorlønning
For Forelæsninger ved Universitetet et Honorar af. ..
I alt., . 1360 Ed.
foruden Sædomskrivningstillæg af de egentlige Lønninger.
Med Hensyn til det nævnte „Lundske Legat" bemærkes, at det ved kgl.
Resol. 11. Avg. 1848 blev bifaldet, at den af Dr. P. V. Lund skjænkede
Samling af brasilianske Fossilier, baade den da allerede her værende Del af samme
og den, der kunde ventes Indsendt fra Brasilien, maatte indlemmes under det kgl.
Museum for Naturvidenskaberne, som en særegen Afdeling af dette, og at et Beløb
af 360 Rd., der udgjør 4 pCt. Rente af den Kapital 9000 Rd., som Samlingens
Tilvejebringelse blev anslaaet til at have kostet Giveren, aarlig maatte udredes af
Finanskassen samt under Navn af det „Lundske Legat"1 henlægges til at lønne
en Videnskabsmand af Faget som Inspektor ved denne Samling. For 'liden er
Inspektoratet for Samlingen overdraget til den ovenmeldte yngste Inspektor ved
Museet, der ved Siden af sin Lønning oppebærer Legatet.
Museumsraadet har ved sit Forslag antaget det for en Selvfølge, at denne
Lønning i Følge sin Natur altid maa blive uden for de lovbestemte Lønninger.
Fremdeles har Museumsraadet stiltiende forudsat, at begge de nu værende Inspek-
torer ville, i Forbindelse med Lønningen, efter Forslaget beholde de dem personlig
tilstaaede Honorarer for Forelæsninger ved Universitetet.
Kvæstor har foreslaaet skjelnet mellem en ældre og en yngre Inspektor-
lønning. Dette sidste Forslag er fulgt ved Lovforslaget, hvori tillige Lønnings-
satserne ere de samme, som de af Kvæstor foreslaaede, kun at Begyndelses- og
Slutningslønningerne, paa Grund af Sædomskrivningstillægets Ophør, ere forøgede
med 200 Rd. Naar Lønningerne fastsættes saaledes, har Kvæstor antaget, at det
„Lundske Legat", oven nævnte 360 Rd., maatte komme til Afdrag i den paa-
gjældende Inspektors Lønning, og at Forelæsningehonorarerne, der ere tillagte en-
hver af de nu værende Inspektorer, burde nedsættes til 200 Rd aarlig for hver.
Ministeriet har derimod, i Overensstemmelse med, hvad der ogsaa blev forudsat
ved det oven omtalte i Aaret 1859 forelagte Lovudkast, været af den Mening, at
det Lundske Legat, hvis særlige Bestaaen ved Siden af den paagjældendes Løn-
ning udgjør en Betingelse for den Gave, som Staten i den vedkommende Samling
har modtaget, bør opretholdes som saadant og holdes uden for Loven. Men naa.
dette sker, og der jævnsides dermed indtræder den ved Loven tilsigtede Forøgelse
af Inspektorlønningerne, har man ogsaa anset det for en Selvfølge, at det person-
lige Honorar for Forelæsninger helt bortfalder for den Inspektor, som oppebæier
Legatet. For den anden Inspektor er Honoraret efter Kvæstors Forslag i Lov-
udkastet foreslaaet nedsat til 200 Rd., hvilket Beløb det er billigt at lade den
nu værende Inspektor beholde, da det i Følge hans Ansættelse ved Uni\ersitetet
300 Rd.
360 —
100 —
600 —
Lønningsloven af 1871.
173
som extraordinær Docent paahviler ham at holde Forelæsninger over Zoologien i
en videre Udstrækning, end Bestemmelsen herom i dot nærværende Lovudkast
paalægger de fremtidige Inspektorer.
Begge de nu værende Inspektorer ville, da de i over 15 Aar have været
ansatte ved Museet, ved Lovens Ikrafttræden opnaa den højeste Lønning. Den
ældste Inspektor, der nu, medindbefattet Forelæsningshonoraret, har en samlet
Embedsindtægt af 1500 Rd. foruden Sædomskrivningstillæg, vil i Følge Lovfor-
slaget opnaa en Lønning af 1800 Rd. og, med Tillæg af Forelæsningshonoraret
200 Rd., i alt 2000 Rd. Den anden Inspektor, der, ligeledes medindbefattet
Forelæsningshonoraret, nu har en samlet Embedsindtægt af 1360 Rd. foruden
Sædomskrivningstillæg, vil komme paa en Lønning af 1600 Rd. og med Tillæg af
det Lundske Legat, 360 Rd., i alt faa 1960 Rd. For Tiden ville saaledes begge
Inspektorer omtrent blive stillede lige, saaledes som Tanken har været med Mu-
seumsraadets Forslag.
Til § 10. I det sidst forelagte Lovudkast er den samlede Sum blevet op-
ført med.................................................. 21168 Rd.
Heri afgaar efter Udvalgets Betænkning den i det forelagte sær-
lige Lovudkast for Bibliothekernes Lønninger optagne Medhjælpsum .. 1900 —
19268 Rd.
Hertil er føjet:
Til Forøgelse af Lønningen til Assistenten ved det mineralogiske
Museum......................................................100 —
Ligeledes til Forøgelse af Lønnen til Anatomitjeneren ved det forrige
kirurgiske Akademi................................................................................85 —
Ligeledes til Konsistoriums Bud ..................................................50 —
Ligeledes til Universitetets to Pedeller å 60 Rd......................................120 —
Honorarer i Anledning af Tidssignalet fra Nikolaj Taarn......................275 —
Lønning til en klinisk Assistent ved Fødselsstiftelsen......................200 —
Til det nye zoologiske Museum................................................................2910 —
23008 Rd.
Dertil for Sædomskrivning. . . 2301 —
25309 Rd.
i alt afrundet. .. 25300 —
Med Hensyn til det Beløb af 2910 Rd., hvormed den samlede Sum for det
forenede naturhistoriske Museums Vedkommende er forøget, bemærkes følgende:
De Lønninger og Udgiftssummer, som ere optagne under ovenmeldte Beløb,
udgjøre for Tiden:
Af Universitetets Budget, Udgiftspost 1, litr. c :
Assistenten....................................... 500 Rd.
foruden et temporært aarligt Tillæg af Budgettets Ud-
giftspost 7 ..................................... 200 —
En Konservator ................................... 400 —
Portneren ved Museet i Kommunitetsbygningen.......... 240 —
- 1340 Rd.
At overføre... 1340 Rd.
174
Universitetet 1864 — 1871.
Overført...
Portneren ved Museet i Stormgade .............................
Medhjælpsum (hvoraf en Løn af 360 Rd. er udredet til en Konser-
vator) ................................-............
1340 Rd.
224 —
880 —
i alt. . . 2444 Rd.
foruden Sædomskrivningstillæg.
Museumsraadet har i sit, oven for under Bemærkningerne til §>9, omtalte
Forslag, indstillet følgende Lønninger og Mødhjælpsbeløb:
Assistenten en Lønning af 500 Rd. med Alderstillæg af 100 Rd. hvert 3dje Aar
stigende til 1000 Rd.
2 Konservatorer eller Præparatorer hver med en Lønning af 300 Rd. stigende
med Alderstillæg af 100 Rd. hvert 3dje Aar indtil 700 Rd.
2 Portnere å 300 Rd.
alle Lønninger med Sædomskrivningstillæg
En Medhjælpsum af 1450 Rd., til Anvendelse saaledes:
600 Rd. til Hjælp ved Arbejderne ved de ved Inddragning af det ene Inspektorat
ledig blevne Klasser af Hvirveldyr og lavere Dyr.
500 Rd. til Arbejderne inden for de konkologiske Afdelinger (levende og fossile
Bløddyr).
150 Rd. til Medhjælp og Præparation ved den entomologiske Afdeling.
100 Rd. til Medhjælp ved Kontorarbejdet.
100 Rd. til Hjælp de Dage, Museet staar aabent for Publikum.
Den opførte samlede Sum af 1450 Rd. er imidlertid kun opstaaet ved en
Sammenlægning af de Summer, der under den hidtil førte Museumsvirksomhed ere
gjennemsnitlig udgivne til de i forskjellige Retninger nødvendige Assistancer,
hvorimod der ikke er taget Hensyn til de Forøgelser eller Ændringer i disse
Assistancer af forskjellig Art, som det langt større og anderledes indiettede
Museum uundgaaelig maa fremkalde, men som endnu ikke kunne paa nogen
Maade beregnes.
Kvæstor har i den oven for berørte Betænkning over Museumsraadets Forslag
foreslaaet, at Assistenten lønnes med 500 Rd., stigende ved Alderstillæg kun til
800 Rd., dog saaledes, at der af den samlede Medhjælpsum udredes 200 Rd. til
et personligt Tillæg til den nu værende Assistent, der i Følge sin Tjenestetid ved
Museet strax vilde indtræde paa den højeste Lønning, efter Museumsraadets For-
slag 1000 Rd., og med Hensyn til den Stilling, han indtager ved Museet, og det
Forretningsomraade, som er ham tildelt, efter Museumsraadets Mening ikke bor
aflægges med mindre, naar Lonningsloven træder i Kraft. End videie hai Kvæstor
foreslaaet de to Konservatorer eller Præparatorer til at lønnes med henholdsvis
550 og 450 Rd., tilsammen med 1000 Rd. Dette sidste Lønningsbeløb har et
Mindretal af Konsistorium foreslaaet forøget med 200 Rd., for at de nu værende
Konservatorer kunne blive satte henholdsvis paa 700 og 500 Rd.
I Overensstemmelse med de saaledes foreliggende Forslag har 3linisteriet
opgjort Medhjælpsummen for Museet ved følgende Beregning:
Den faste Assistent en Lønning af 600 Rd., stigende med Alderstillæg til 1000
Rd., i Gjennemsnit...................................... 800
At overføre... 800 Rd.

Lønningsloven af 1871.
Overført...
li Konservatorer (Præparatorer) hver med en Lønning af 300 Rd.,
stigende med Alderstillæg til 700 lid., i Gjennemsnit 500 Rd.
for liver, altsaa for begge...................... 1000 Rd,
Tillæg efter Konsistoriums Forslag ............... 200 _
2 Portnere å 300 Rd..........................
Den l'oreslaaede Medhjælpsum ....................
i alt... 4050 Rd.
Deraf udrededes allerede af den i L. 12. Jan. 1858 § y optagne
samlede Sum et Belob af i alt............................ 1140 _
igjen oven staaende... 2910 Rd.
Til § 11. Uforandret som i det sidst forelagte Lovudkast.
Lovforslaget kom kun til 1ste Behandling i Folketinget, jfr. Folketingstid. f,
1868 — 69 Sp. 892—913; Udvalgets Betænkning findes i Tillæg B. Sp. 609 -28.
Førend Forslaget atter kom til Behandling i den paafølgende Samling,
begjærede Ministeriet en Erklæring fra Museumsraadet om Forslagets § 9 og fra
Kvæstoi i Anledning af de enkelte opførte Lønningsbeløb og navnlig, hvorvidt do
saakaldte samlede Summer vare tilstrækkelige til at afholde de Beløb, som vare hen-
viste til disse.
Museumsraadet bemærkede under 23. Novbr. 1869, efter først at have ud-
talt sin Paaskjønnelse af, at Ministeriet i § 9 og Motiverne til § 10 havde villet
tage et passende Hensyn til de tvende tilbage blevne Inspektorers samt den faste
Assistents Gjerning og Lønning, at det med Hensyn til de andre i Museets Tje-
neste værende Konservatorer og Betjente allerede nu viste sig, og i Fremtiden
sikkert vilde vise sig i endnu højere Grad, at den Brug, Museet havde for dem,
vilde kræve en endog betydelig Forøgelse af det Arbejde, der maatte præsteres,
og altsaa ogsaa af den Tid, disse vilde have at anvende i Museets Tjeneste.
Museumsraadet gjentog derfor, at der var en høj Grad af Billighed, der talte for,
at de omhandlede Bestillingsmænd virkelig opnaaede de Forbedringer i deres
Stilling, som der i Motiverne til Lovudkastets § 10 gaves dem Udsigt til, og det
anbefalede dem varmt og indstændigt til Ministeriets Understøttelse ved
Sagens Behandling i Rigsdagen. Hvad angik den i Motiverne til § 10 optagne
Medhjælpsum til Arbejderne i de to uden Inspektorer værende Afdelinger, de
forhen værende 2det og 4de Inspektorater, samt til Medhjælp og Præparation ved
det 3dje, den entomologiske Afdeling, til Hjælp ved Kontorarbejdet og paa de
Dage, da Museet staar aabeut for Publikum, i alt 1450 Rd., haabede Museums-
raadet vel, at Summen ved stræng Økonomi vilde vise sig tilstrækkelig; men det
vilde dog udtale, at det maatte anse denne Sum for et Minimum, der ikke uden
betydelig Skade for Museet og dets ønskelige jævne Fremgang vilde kunne taale
at formindskes. Det fremhævede derfor Nødvendigheden af, at de aarlige Udgifter,
som Konservatorposten ved den Westermannske Samling og Dr. Meinerts paatænkte,
og af Raadet til Konsistorium anbefalede Ansættelse maatte foraarsage, ikke kom
til at medføre en Formindskelse i de Summer, der vare bragte i Forslag til anden
Anvendelse, men ved en tilsvarende Forhøjelse af den foreslaaede Medhjælpsuni.
Kvæstor gjorde i sin Erklæring af 19. Novbr. opmærksom paa, at den sam-
23
Universitets Aarbog.	v
175
800 Rd.
1200 —
600 —
1450 —

176
Universitetet 1864—1871.
lede Sum i Forslagets § 10 maatte forhøjes med 200 Rd. som Lønning til en
Konservator ved den Westermannske Insektsamling, der var skjænket Universitetets
zoologiske Museum, og 300 Rd. som Lønning til en Assistent ved det fysiologiske
Laboratorium foruden nogle mindre Beløb. I øvrigt bemærkede han, at det var
ukorrekt, at Dr. Lutkens Gage, med hvilken var forbundet Alderstillæg, gik ind
under den samlede Sum i Stedet for under § 9, dels fordi alle andre Bestillingsmænd,
der lønnedes af denne, ikke havde Alderstillæg, dels fordi der derved vilde opstaa
Vanskeligheder, naar han skulde rykke op til en Lønning, der oversteg det kal-
kulerede Gjennemsnitsbeløb.
Det derefter i Samlingen 1869 — 70 forelagte Lovforslag var i alt væsentligt
som det i den foregaaende Samling forelagte, kun med følgende Afvigelser:
§ 4. Medhjælpsummen ansattes til 2200 Rd.
§ 5. Paragrafen var affattet saaledes: De normerede Professorer af samt-
lige Fakulteter ved Kjøbenhavns Universitet lønnes med............1600	Rd.	aarlig,
efter 5 Aars Tjenestetid med....................................................1900	— —
— 10 — — — ..................................................2200	— —
_ 15 _ _ _ ....................................................2500	- —
_ 20 — — — .......................................2800	— —
—	25 — — — ............................................3000	— —
De to Lektorer ved det lægevidenskabelige Fakultet, en Lektor	i Kemi og
de 3 normerede Docenter i de levende Sprog lønnes med ....	1200	Rd.	aarlig,
efter 5 Aars Tjenestetid med...................................1500	— —
_ io — — — ....................................................1800	— —
_ 15 _ __ _ ....................................................2100	— —
_ 20 — — — ..........................................2400	— —
—	25 — — — ...................................................2600	— —
I øvrigt opretholdes o. s. v. (som tidligere).
§ 6. I Slutningen var tilføjet: Den fortrinlige Adgang til kgl. Fritagelse
for at holde Forelæsninger, som ved Universitetsfundatsen af 7. Maj 1788 Kap. I.
§ 16 er tillagt Universitetets Senior, bortfalder for Fremtiden.
§ 10. Medhjælpsummen var ansat til 26350 Rd.
§ 36. Nærværende Lov træder i Kraft den 1. Apr. 1870 og underkastes en
Revision inden Udløbet af Finansaaret 1879—80.
I Motiverne bemærkedes det med Hensyn til § 4, at Forandringen i den
samlede Sum hidrørte fra Sædomskrivningstillæget, der her, som i de følgende
§§, var beregnet som Gjennemsnit af, hvad der var udbetalt i Finausaarene 1861 —
62 til 1869 — 70*), samt ad §5, at Paragrafen i sin Helhed var forandret efter de i
Udvalgsbetænkningen indeholdte Ændringsforslag, hvilket ogsaa gjaldt med Hensyn
til den til § 6 føjede Slutningsbestemmelse. Ad § 10 bemærkedes det, at Summen
overensstemmende med et af Ministeriet for Udvalget særligt fremsat og af dette
i Betænkningen tiltraadt Ændringsforslag var forhøjet med 500 Rd.
Lovforslaget kom kun til 2den Behandling i Folketinget, jfr. Folketingstid.
gp# 995—1002, 1530—86; Udvalgets Betænkning findes i Tillæg B. Sp. 1141 — 52
*) Lignende Fortegnelser som de foran S. 155—56 nævnte med Hensyn til Sædomskriv-
ningstillæg tilvejebragtes under Samlingerne 1868—69 og 1869-70. Idet her
Lønningsloven af 1871.
177
Med Hensyn til § 5 om Professorers, Lektorers og normerede Docenters
Lonningsvilkaar, blev Ministeriet imidlertid opmærksom paa, at der ved disse Be-
stemmelser, der vare foranledigede ved et Ændringsforslag i Udvalgsbetænkningen
til det i den foregaaende Session forelagte Lovforslag, vilde indtræde den Inkonse-
det nye af disse Fortegnelser meddeles, maa i ovrigt, for saa vidt angaar Angivel-
serne for 1861 — 62 til 1867—68, henvises til de tidligere Fortegnelser:
Sædomskrivningstillæg efter 5 Kd. pr. Td. Sæd.
Gage.	1868-69.	1869-70.	I alt for de 9 Aar.	I Gjennemsnit aarlig.	
	Rd.	Rd.	Rd.	Rd.	Sk.
100	40	30	128	14	21±
200	82	60	266	29	53 j
300	122	90	398	44	21*
400	164	120	536	59	53 j
500	204	150	668	74	21i
600	232	170	762	84	64"
700	258	190	850	94	42*
800	286	210	938	104	213
900	314	230	1030	114	42 §
1000	340	250	1120	124	42 §
1100	354	260	1166	129	53 3
1200	368	270	1208	134	21i
1300	382	280	1258	139	74?
1400	396	290	1302	144	64
1500	410	300	1346	149	53*
1600	416	304	1370	152	2H
1700	422	310	1390	154	42 ^
1*00	430	314	1412	156 .	85i
1900	436	320	1436	159	53*
2000	444	324	1460	162	21*
Sædomskrivningstillæg efter 5 Kd. pr. Td. Sæd.
Sædomskrivningstillæg efter 4 Kd. pr. Td. Sæd.
Gage.
100
200
300
400
500
600
700
800
900
1000
1100
1200
1300
1400
1500
1600
1700
1800
1900
2000
1868-69.
Rd.
30
60
90
120
150
170
190
210
230
250
260
270
280
290
300
304
310
314
320
324
1869-70.
Rd.
30
60
90
120
150
170
190
210
230
250
260
270
280
290
300
304
310
314
320
324
I alt foi-
de 9 Aar.
Rd.
200
402
604
806
1008
1146
1282
1416
1552
1686
1754
1820
1890
1956
2022
2052
2092
2118
2158
2186
I Gjennemsnit
aarlig.
Rd.
22
44
67
89
112
127
142
157
172
187
194
202
210
217
224
228
232
235
239
242
23*
178
Universitetet 1864—1871.
kvens, at den, der ansattes som Lektor eller Docent kunde, hvis han efter at have
staaet over 10 Aar som Lektor eller Docent senere blev forfremmet i Professor-
stilling, komme til at faa mindre i Lønning, end han havde i sin tidligere Stilling.
Ministeriet stillede derfor følgende Ændringsforslag: Naar imidlertid en Lektor
eller normeret Docent efter mindst 5 Aars Tjenestetid rykker op i Professorstilling,
lonnes han som om lian var beskikket til Professor 5 Aar efter hans Udnævnelse
til Lektor.
Endelig i Samlingen 1870—71 blev det atter forelagte Lovforslag vedtaget
af begge Ting og sanktioneret af Kongen. Da det forelagte Forslag i det væsent-
lige stemmer med det vedtagne, skulle her kun de Punkter berøres, i hvilke de
skillo sig fra hinanden.
Andet Afsnit (Universitetet) og tredje Afsnit (den polytekniske Læreanstalt)
i Forslaget sammendroges i Loven under Afsnit II: Universitetet og den poly-
tekniske Læreanstalt, hvilket selvfølgelig medførte, at de Bestemmelser, der tid-
ligere landtes under 3dje Afsnit, nu fordeltes paa de §§ af 2det Afsnit, hvor de
nærmest hørte hjemme.
I § 3 i Begyndelsen blev Tallet paa de normerede Professorer forst senere
tilføjet.
§ 9 i Forslaget indeholdt følgende Bestemmelse: „Til lønnede, for visse Aar
ad Gangen beskikkede, Censorer ved Universitetets forskjellige Embedsexamina
fastsættes en Sum af indtil 7000 Ed. aarlig", hvilken Bestemmelse ved den ende-
lige Vedtagelse blev forandret, se neden for.
Hvad angaar Motiverne, bemærkede Ministeriet, at Lovforslaget i det væsent-
lige var overensstemmende med det af Ministeriet i Samlingen 1861)—70 fore-
lagte Lovforslag, medens der dog i flere enkelte Punkter fandtes Afvigelser, der
nærmest vare fremkaldte ved de Ændringsforslag, som fremkom i det i Folke-
tinget over dette Lovforslag nedsatte Udvalg. I saa Henseende bemærkedes:
Ad § 3, at Paragrafen var undergaaet følgende Forandringer:
I Overensstemmelse med Udvalgets Betænkning vare Ordene „I øvrigt opret-
holdes de Lonningsbestemmelser, der ere trufne i Henhold til § 11 i Lov af 12.
Jan. 1858" udeladte, da der ikke længere blev Spørgsmaal om disse midlertidige
Bestemmelsers Anvendelighed.
Mellem andet og tredje Stykke var tilføjet 2 særlige Bestemmelser: Med
Hensyn til den første bemæi kedes det, at efter at Ministeriet havde optaget det
tidligere Udvalgs Forslag om, at Lektorer og normerede Docenter —, der i Følge
Lønningsloven af 12. Jan. 1858 § 4 efter 6 Aars Tjeneste paa lavere Lønning
traadte ind paa samme Lønning som yngst Professor og erholdt samme Alders-
tillæg som disse, — skulde have deres egen Lonningsskala, forskjellig fra Profes-
sorernes, vilde der heraf kunne opstaa den Inkonsekvens, at den, der fra Lektor
eller normeret Docent senere blev forfremmet til Professorstilling, fik en mindre
Lønning, end han havde haft i sin tidligere Stilling. Dette tilsigtedes forebygget
ved Ministeriets her fremsatte Forslag. Den anden Bestemmelse var optaget i
Henhold til det i L. 26. Marts 1870, indeholdende almindelige Bestemmelser om
Embeds- og Bestillingsmænds Lønningsforhold, under § 11, andet Stykke tagne
Forbehold om særlige Bestemmelser for i visse Tilfælde at bevare en Embedsmand
den Ret, der ved tidligere Lønningslove maatte være ham tilsikret. Forslaget
angik de 3 nu værende normerede Docenter i de levende Sprog ved Universitetet
Lonningsloven af 1871.
179
og en af de nu værende normerede Docenter ved den polytekniske Læreanstalt.
Disse Embedsmænd vilde, hvis den foreslaaede Bestemmelse ej blev indskudt, tabe
den Adgang, som de i Følge Lonningsloven af 12. Jan. 1858 havde til hojestø
Professorlonning, hvorimod Adgangen hertil bevaredes ved den foreslaaede Tillægs-
bestemmelse.
Ad § 7. Paragrafens 2det Stykke var i Overensstemmelse med Udvalgets
Forslag udeladt.
Ad § 8. Kontoen var ud over Udvalgets Forslag forhøjet med 500 Kd. til
en Assistent ved det forenede naturhistoriske Museums entomologiske Afdeling.
Hidtil havde der ved denne Afdeling været benyttet privat Hjælp til Udførelsen
af de forskjellige ved Samlingen forefaldende Konservations- og andre underordnede
Arbejder. Men da saadan Hjælp ej længere kunde erholdes, vilde fremtidig den
her optagne Lønningssum med Nødvendighed udkræves.
Ad § 9. Motiverne findes aftrykte foran S. 113 ff.
Med Hensyn til Lovens Behandling i Rigsdagen henvises til Folketingstid.
f. 1870 — 71 Sp. 47 — 48, 480 — 9), 498, 2319 — 2463, 2611 — 29, 5345-93,
6869—72, Landstingstid. Sp. 1859—61, 1900, 2189—2254, 2329, 2716—18,
3121—38, Tillæg A. Sp. 1175 — 98, Tillæg B. Sp. 341 - 50, 847—58, 1383—86,
1409—12, 1509—12, Tillæg C. Sp. 241 — 52, 361 — 72, 563—74, 595-96,
841—52.
Loven, der emanerede d. 25. Marts 1871, lyder, for saa vidt den vedkommer
Universitetsbibliotheket samt Universitetet og den polytekniske Læreanstalt¥), saaledes:
Lov
om Lønninger for adskillige under Ministeriet for Kirke- og
Undervisningsvæsenet hørende Embeds- og Bestillingsmænd.
I. — — Universitetsbiblioteket.
§ 1. Ved — — Universitetsbibliotheket lønnes en Bibliothekar — — med
1800 Rd. aarlig, hvorhos der for hver 5 Aars Tjeneste tilstaas et Tillæg af 200
Rd. aarlig; dog kan Lønningen ikke overstige 2400 Rd. —1— En Underbibliothekar
ved Universitetsbibliotheket lønnes — — med 1200 Rd. aarlig, hvorhos der for
hver 5 Aars Tjeneste tilstaas et Tillæg af 200 Rd. aarlig; dog kan Lønningen
ikke overstige 1800 Rd. — —
§ 2. Til at vederlægge den fornødne Medhjælp ved Besørgelsen af lorret-
ningerne ved — — Universitetsbibliotheket stilles — — 2100 Rd. aarlig til
Ministeriets Raadighed.
II. Universitetet og den polytekniske Læreanstalt.
§ 3. De normerede 39 Professorer af samtlige Fakulteter ved Kjøbenhavns
Universitet lønnes med................................ 1600 Rd. aarlig,
efter 5 Aars Tjenestetid med.......................... 1900
—	io — — .— .......................... 2200 — —
—	15 — — — .......................... 2500 — —
_ 20 - — — ......................... 2800 —
25 - _ _ .......................... 3000 —
*) Med Hensyn til Lovens Forhistorie, for saa vidt den angaar den polytekniske
Læreanstalt, maa i øvrigt henvises til Afsnittet: Den polytekniske Læreanstalt.
180
Universitetet 1864 — 1871.
De to Lektorer ved det lægevidenskabelige Fakultet, en Lektor i Kemi og
de 3	normerede Docenter i de	levende Sprog lønnes med . . .	1200 Rd. aarlig,
efter	5 Aars Tjenestetid med................................................1500 — —
—	10 — — —	....................................................1800 — —
—	15 —	— _	....................................................2100 — —
—	20 —	— _	....................................................2400 — —
—	25 — — —	....................................................2600 — —
Naar en Lektor eller normeret Docent efter mindst 5 Aars Tjenestetid rykker
op til Professorstilling, lønnes han, som om han var beskikket til Professor fem
Aar efter hans Udnævnelse til Lektor.
For de nu ansatte normerede Docenter forbeholdes Retten til at stige op til
ældst l'rofessorlonning efter oven staaende Regler.
Desuden tillægges der de ældste af de normerede Professorer efter deres
Embedsalder ved Universitetet enten Fribolig i de endnu tilbage værende to Pro-
lessorresidenser eller en af de 8 i Stedet for Bolig i de tidligere Professorgaarde
oprettede Huslejeportioner, ligesom der tilstaas de Professorer, med hvis Embede
der særlig er forbundet Bestyrelse af videnskabelige Samlinger eller Anstalter,
Benyttelse af de Friboliger, der af denne Grund følge med Embederne.
Lærerne ved den polytekniske Læreanstalt i Mathematik, i Maskinlære og
geometrisk Tegning, i Vand-, Vej- og Jærnbanebygning lonnes som de normerede
Docenter ved Universitetet. Disse Lærere ere forpligtede til at holde de til deres
tag horende Forelæsninger ved Universitetet.
§ 4. De Universitetslærere, som herefter ansættes, saa vel som de tidligere
ansatte, der efter deres Bestallingers Indhold maa linde sig i de Forandringer,
som maatte blive gjorte med Hensyn til Forelæsningshonorarer, ere pligtige til,
uden noget yderligere Vederlag, at holde alle Forelæsninger, Examinatorier og
Ovelser, der udgjore en Del af de af vedkommende Minister fastsatte Planer for
Embedsstudierne.
Fremdeles ere alle Universitetslærere, som ere ansatte siden den 1. Apr. 1858,
forpligtede til at holde alle de Forelæsninger og alle de Ovelser i den polytek-
niske Læreanstalt, som henhøre under deres Fag.
Den foitrinlige Adgang til kgl. Fritagelse for at holde Forelæsninger, som
ved Universitetsfundatsen af 7. Maj 1788 Kap. I. § 16 er tillagt Universitetets
Senior, bortfalder for Fremtiden.
§ 5. Adgangen til Lærerposterne ved Universitetet og den polytekniske
Læreanstalt skal ikke være indskrænket ved nogen Exameu.
§ 6. Kvæstor lønnes med 2200 Rd. aarlig, hvorhos der for hver 5 Aars
Tjeneste tilstaas ham et Tillæg af 200 Rd. aarlig; dog kan Lønningen ikke
overstige 3000 Rd.
Bogholderen ved Universitetskvæsturen lønnes med 1600 Rd. aarlig, hvorhos
der for hver 5 Aars Tjeneste tilstaas ham et Tillæg af 200 Rd. aarlig; dog kan
Lønningen ikke overstige 2200 Rd.
Gartneren ved Universitetets botaniske Have lønnes med 1200 Rd. aarlig,
hvorhos der for hver 5 Aars Tjeneste tilstaas ham et Tillæg af 200 Rd., dog
kan Lønningen ikke overstige 1800 Rd. Desuden tillægges der ham fri Bolig.
§ 7. Ved Universitetets forenede naturhistoriske Museum lønnes 1ste In-
spektor med 1200 Rd. og 2den Inspektor med 1000 Rd. aarlig. For hver 5 Aars
Lonningsloven af 1871.
181
Tjeneste forøges Lønningerne med 200 Ed. uårlig, dog saaledes, at de ikke kunne
overstige henholdsvis 1800 og 1600 Rd. Ved Oprykning til den 1ste Inspektor-
post beregnes Tjenestealderen fra den første Ansættelse som Inspektor ved Museet.
Inspektorerne forpligtes til at holde offentlige Forelæsninger over deres specielle
Afdeling af Naturhistorien uden særligt Vederlag.
§ 8. Til Ministeriets Raadighed stilles en samlet Sum af 25,250 Rd., for
dermed at lønne samtlige øvrige ved Universitetet og Kommunitetet ansatte Re-
stillingsmænd og Betjente, samt til Medhjælp ved de med begge Stiftelser forbundne
særlige Instituter og Samlinger, Universitetsbibliotheket undtaget.
Til Ministeriets Raadighed ved den polytekniske Læreanstalt stilles en samlet
Sum af 3700 Rd. for dermed at lønne Inspektoren, Medhjælperne ved Undervis-
ningen og Samlingerne samt Betjentene.
§ 9. Som Honorar fastsættes en oamlet Sum af 2300 Rd. til Inspectores
qvæsturæ, Referendarius Consistorii, Lærerne ved Pastoralseminariet samt Lægen ved
Regensen og Kollegierne.
Til Honorar for Udforeisen af Direktorforretningerne ved den polytekniske
Læreanstalt samt for Forelæsninger og øvelser, som ikke besørges af de ved An-
stalten fast ansatte Docenter, fastsættes 3550 Rd. aarlig.
Til Afholdelse af den theologiske, den retsvidenskabelige og den statsviden-
skabelige Embedsprøve ved Examenskommissioner fastsættes en Sum af indtil
9000 Rd. aarlig.
Indtil Examenskommissioner kunne indrettes, kan der anvendes indtil 7000"Rd.
aarlig til at lønne faste Censorer ved Universitetets forskjellige Embedsexamina.
Censorerne, som beskikkes for 3 Aar ad Gangen, deltage i Bestemmelsen af de
skriftlige Opgaver, og Karakteren for hvert enkelt Fag gives af 2 Censorer og
den examinerende Professor.
§ 25. Nærværende Lov træder i Kraft den 1ste April 1871 og underkastes
en Revision inden Udløbet af Finansaaret 1880—81.
Sluttelig skulle her de Forhandlinger omtales, som gik forud for den foran
Side 151 nævnte § 8 om Forelæsnings Indtægter i det i Samlingen 1865—66
forelagte Forslag.
Det er allerede i Lindes Medd. f. 1857 — 63 S. 186 kortelig berørt, at
Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet i Anledning af, at der ved Behand-
lingen af Udkastet til Lønningsloven for Universitetet m. m. i Folkelinget fremkom
et Forslag om, at det ved Loven skulde paalægges Universitetets Professorer
at holde de befalede Forelæsninger uden særligt Honorar af de studerende,
indledede en Brevvexling herom med Konsistorium. Med Hensyn til dette
Forslag udtalte Ministeren i Tinget, at han i og for sig vilde anse det for
ønskeligt, om alle Forelæsningshonorarer for Fremtiden kunde bortfalde, men gjorde
tillige gjældende, at det ikke paa nogen Maade billig og retfærdig vilde gaa an
ved Lovens 3dje Behandling at vedtage en Bestemmelse om, at samtlige Honorarer
pludselig skulde falde bort. Han erklærede sig villig til at virke hen til en Foran-
dring i den ved Forslaget tilsigtede Retning, navnlig derved, at de Professorer,
der for Fremtiden bleve ansatte, ikke skulde have noget Honorar for de befalede
Forelæsninger, eller ogsaa, hvad han snarere vilde være tilbøjelig til, da han ikkø
182
Universitetet 1864 — 1871.
kundeønske, at der skulde blive en saadan Forskjel i Professorernes Stilling, ved at
fremkomme for Rigsdagen med et Forslag om en passende og billig Godtgjørelse
for de Professorer, hvem disse Indtægter tilkom som en Ret efter deres Beskik-
kelse ved Universitetet. Han gjorde derhos opmærksom paa, at der ved Sagens
Ordning vilde være forskjellige Hensyn at tage, og navnlig fremhævede han, at
der ved Siden af de fundatsmæssige Bestemmelser om de offentlige Forelæsninger,
Professorerne skulle holde, intet var foreskrevet om de Examinatorier og Øvelser,
som Professorerne holdt med de studerende, hvis Art og Omfang var forskjellig
for de forskjellige Professorer. Dog ytrede han det som ønskeligt at faa det hele
Betalingssystem bragt ud fra Universitetet, og erklærede sig villig til i Forbin-
delse med de Bestemmelser i den omhandlede Lonningslov, navnlig i § 3, som ikke
vilde undgaa at komme for ved næste Finanslovs Behandling, at faa dette Anlig-
gende bragt frem. I Henhold til disse Ytringer udtalte han i Skrivelse til Konsi-
storium af 19. Juli 1858, at det var hans fulde Overbevisning, at en Forandring
i dette Forhold var ønskelig baade i Professorernes egen og i de studerendes In-
teresse, og at det var ham magtpaaliggende, at Sagen paa den af ham antydede
Maade blev underkastet en Overvejelse af Konsistorium og derefter forelagt den
akademiske Lærerforsamling. Til Sagens fuldstændige Bedømmelse begjærede
Ministeriet en omstændelig Forklaring om, hvorledes den om Forelæsninger i Univ.
Fund. 7. Maj 1788 Kap. I. § 12 givue Bestemmelse i den senere og seneste Tid
var bragt i Anvendelse ved de forskjellige Fakulteter og en Udsigt over Professorernes
Indtægter af Honorarer for Forelæsninger og Øvelser, opgjort for de enkelte Profes-
sorer for de sidste 10 Aar, ligesom det ogsaa begjærede et specielt Forslag om den
Godtgjorelse, der passende vilde være at udvirke dem af de nu værende Profes-
sorer, som vilde lide et Indtægtstab ved, at de Honorarer bortfaldt, som de vare
berettigede til at oppebære og faktisk endnu oppebåre.
Herom tilskrev Konsistorium samtlige Fakulteter. Af flere Grunde, derunder
navnlig den, at denne Plan ikke senere var blevet gjort til Gjenstand for For-
handlinger i Rigsdagen, blev Sagen ikke endelig expederet. Flere af Fakulteterne
indgave vel Erklæringer, men ikke alle, og Konsistorium erindrede ikke om de
manglende. Først da Spørgsmaalet atter var dukket op under Forhandlingerne i
Rigsdagen om Revisionen af Universitetets Lønningslov, erindrede Ministeriet under
30. Decbr. 1864 om Sagen og begjærede særlig alle nødvendige Oplysninger om
Anliggendets faktiske Del. Konsistorium tilvejebragte det manglende Materiale,
efter hvilket Forholdet stillede sig^saaledes med Hensyn til de oppebaarne Fore-
læsningshonorarer:
Det theologiske Fakultet: Prof. Clausen i 1855 I. — 64 II. i alt 1454 Rd.
—	Scharling i 1855 1.—64 II. — 2500 —
—	Bornemann i 1860 11,-64 11. — 219 —■
—	Hermansen 1855 I«—64 II, — 1729 —
—	Hammerich ij 1857 II.—64 II. — 208 —
Det rets- og statsvidenskabelige Fakultet: Prof. Gram i 1854 I.—64 II. i alt 1862 Rd.
—	Aagesen il855 II.—641, — 1668 -
—	Nellemann i 18591.—641. — 1296 -
—	Holck i 1862 1,—64 1. — 172 -
—	Goos i 1862 1, — 64 1, — 324 -
Det lægevidenskabelige Fakultet oplyste i 1858, at kun en af døts Dojentei
Lønningsloven af 1871.
nemlig Prof. Eschricht, erholdt Betaling for private Forelæsninger, og at don Ind-
tægt, der kunde opnaas derved, ikke beløb sig til mere end 50—60 Rd. 1 en
Erklæring af 12. Jan. 1865 bemærkede Fakultetet, at der efter Etatsr. Eschrichts
Død ikke var nogen af Docenterne, som havde Indtægt af private Forelæsninger,
saa at altsaa Fakultetet de facto havde opgivet at tilsigte en saadan Bifortjeneste.
Det bemærkede imidlertid, at for saa vidt der var Spørgsmaal om et almindeligt
Princip i denne Henseende, maatte det anse det for rigtigt, at Retten til at holde
og i Lektionskatalogen annoncere Privatissima ikke opgaves, hvorved Fakultetet
navnlig forstod saadanne Foredrag og Øvelser, der havde et videre gaaende For-
maal ud over den Sfære, der passede for de studerende.
Det filosofiske Fakultet bemærkede i en Erklæring af 21. Septbr. 1858, at
med Undtagelse af de til den filosofiske Prøve hørende Forelæsninger havde de
øvrige Forelæsninger og Øvelser efter anden Examens Ophør i 1853 i Regelen og
for største Delen været anmeldte og holdte offentlig og uden Betaling, og naar
de stundom vare blevne anmeldte som private eller privatissima, var dette sket,
enten fordi Docenten havde villet forbeholde sig Ret til at udelukke dem, han
fandt aldeles umodne til Deltagelse (Madvig), eller for at betegne, at saadanne
Forelæsninger vare af en mindre almindelig Natur, af den Slags, som Docenten,
hvis det skulde være, vilde holde selv for en eller to Tilhørere (N. M. Petersen),
eller for at antyde, at der ved slige for en snævrere Kreds beregnede Øvelser
eller Foredrag tilsigtedes en saadan Kommunikation og Vexelvirkning mellem Do-
centen og Tilhørerne, der ikke plejede at forenes med Begrebet af de som offent-
lige anmeldte Forelæsninger (Schiern). Uden Betaling havde disse Forelæsninger
og Øvelser stedse været holdte, hvad ogsaa det ved Anmeldelsen til „privat" eller
„privatissime" ofte føjede Tillæg „men gratis" havde tilkjendegivet. I øvrigt be-
mærkede Fakultetet, at nu kun Prof. Mehren holdt examinatoriske øvelser for de
studerende, der forberedte sig til Prøven i Hebraisk og anmeldte dem som private.
Den samlede Indtægt, han herved havde opnaaet i alle de Aar, han havde holdt
saadanne, udgjorde c. 30 Rd. Grunden, hvorfor han benævnede disse Øvelser
„private", var væsentlig den, at de kun vare beregnede til at holdes som Vejled-
ning for de studerende, der skulde underkaste sig den særlige Prøve i Hebraisk.
Hvad de til den filosofiske Prøve hørende Forelæsninger angik, havde Fore-
læsningshonorarerne udgjort:
Konf. Sibbern i 1855 1.—64 II. i alt 9054 Rd.
Prof. Nielsen i 1855 1.—64 II. — 4204 —
— Brøchner i 1861 I.- 63 I. — 204 —
Det mathematisk-naturvidenskabelige Fakultet indsendte under 15. Oktbr.
1858 en Opgjorelse, i Følge hvilken Prof. chem. Scharling, den eneste, der oppe-
bar Forelæsningshonorarer, i 1848 — 57 havde haft en Indtægt heraf af i alt
1596 Rd. Fakultetet bemærkede i øvrigt, at det antog, at Spørgsmaalet ej angik
Privatissima, saa lidt som Forelæsninger, der ej vedkom Universitetet. Under 16.
Jan. 1865 erklærede Fakultetet, at Prof. Scharling siden 1858 ikke havde oppe-
baaret noget Honorar for private Forelæsninger, og at altsaa alle private Pore-
læsninger i det mathematisk-naturvidenskabelige B akultet siden den Tid vare holdte
uden Betaling.
Det rets- og statsvidenskabelige Fakultet, hvem Konsistorium havde afkrævet
en omstændelig Forklaring om, hvorledes Bestemmelsen i Univ. Fund. Kap. I. § 12
24
Universitets A årbog.
184
Universitetet 1864—1871.
i den senere og seneste Tid var bragt i Anvendelse ved Fakultetet, udtalte sig
udførlig om Sporgsmaalet i en d. 14. Jan 1865 afgivet Erklæring, idet det be-
mærkede, at det efter den Almindelighed, i hvilken Ministeriets Ønske var fremsat,
ikke kunde indskrænke sig til at omtale et enkelt Punkt i bemeldte Paragraf,
skjent det ikke var usandsynligt, at det var Slutningstilkjendegivelsen om ufor-
muende Studenters Fritagelse for at erlægge Betaling for private Forelæsninger,
der egentlig havde fremkaldt Ministeriets Forespørgsel, men at det vilde være
nødvendigt for det at omtale ethvert Punkt i den citerede Paragraf, som over-
hovedet kunde have været Gjenstand Jor særegen Anvendelse. I denne Henseende
udtalte Fakultetet da for det første, at det i lang Tid havde været Brug ved
samme at bestemme Honoraret for private Forelæsninger og hvad der stod ved
Siden heraf til 4 lid., og det var det ikke bekjendt, at dette lovbestemte Maxi-
mum nogen Sinde var blevet overskredet. Med Hensyn til Slutningsbestemmelsen
i den omhandlede Paragraf, med hvilken den senere Bestemmelse i Bekj. 16. Avg
1831 § 5 maatte sammenholdes, kunde alle Fakultetets Medlemmer afgive den Er-
klæring, at de altid havde fritaget enhver Student, som havde ytret Onske derom,
for at erlægge Honorar, uden at foretage noget strængere Gjennemsyn af de fore-
skrevne testimonia paupertatis eller at have truffet nogen særegen Foranstaltning
med Hensyn til disses Bedømmelse, hvorimod de hyppig havde meddelt Fritagelse
for Erlæggelse af Honorar uden for de i Bekj. 16. Avg. 1831 § 5 foreskrevne
Betingelser, ligesom det endelig jævnlig havde været Tilfældet, at studerende, der
havde bort private Forelæsninger, hverken havde betalt Honoraret eller begjært
Fritagelse derfor. Det var heller aldrig kommet Fakultetet for Øre, at nogen
juridisk studerende havde beklaget sig over, at der anvendtes nogen Strænghed
med Hensyn til Indkrævelsen af Forelæsningshonorarer eller udøvedes noget Tryk
paa de studerende i denne Henseende. Erfaringen viste tvært imod, at de stude-
rende i et meget stort Omfang havde været fritagne. Til Oplysning herom hen-
viste Fakultetet til, hvorledes Forholdet mellem betalende og fritagne havde stillet
sig ved de private Forelæsninger og Øvelser, som havde fundet Sted i Efteraars-
halvaaret 1863 og Foraarshalvaaret 1864. Fakultetet havde valgt disse Halvaar,
fordi de vare de sidste, om hvilke aldeles fuldstændige Oplysninger for Tiden hav-
des; thi da Honorarerne jævnlig forst længe efter et Semesters Slutning erlagdes
i Kvæsturen, var det ikke usandsynligt, at endnu ikke alle Honorarer for Efter-
aarshalvaaret 1864 vare indbetalte. Ved Prof. Grams private Examinatorium i
Efteraaret 1863 var der efter Listens Udvisende 40 Deltagere, af hvilke efter
Kassererens Opgivelse 15 havde betalt, o: c. 37 pCt. Sammes private Skrive-
øvelser i Foraaret 1864 besøgtes af 18, af hvilke 8 havde betalt, o: c. 44 pt t
Prof. Aagesens private Forelæsning i 1863 II. hørtes af 91, af hvilke 4i havde
betalt eller omtrent 51 pCt. *). Prof. Nellemann havde ved sin private Forelæs-
ning i 1863 11. 34 Tiih., af hvilke 17 havde betalt, altsaa 50 pCt.; ved den
private Forelæsning i 1864 I. var der 70 Tilh., af hvilke kun 17 havde betalt, eller
c. 24 pCt. Prof Holcks private Foredrag i 1863 II. hørtes af 11 Tilh., af hvilke
7, eller c. 64 pCt., havde betalt; i 1864 I. havde han 10 Tilh., af hvilke 4, eller
40 pCt., havde betalt. Prof. Goos havde ved sit private Examinatorium i 1863 II.
*} I 1864 I# vare Prof. Aagesens Forelæsninger og øvelser ofleutlige.
Lønningsloven af 1871.
185
81 Delt., af hvilke 43, eller c. 53 pCt. havde betalt; i 1864 I. havde han 23
Delt. i et privat Examinatorium, af hvilke 10 eller c. 43 pCt. havde betalt. Af
disse Data vilde det ses, at Forholdet havde varieret ikke lidet, idet de betalen-
des Tal havde bevæget sig fra 24 til 64 af 100. Toges Middeltallet, udgjorde
de betalende c. 45 af 100. Det var imidlertid muligt, at det noget anomale Re-
sultat, der viste sig ved den af Prof. Nellemann i 1864 I. holdte private Fore-
læsning, hvor de betalende kun havde udgjort 24 pCt,, skyldtes en Ukorrekthed i
Kassererens Regnskab. Udskød man derfor denne Forelæsning af Beregningen,
blev Middeltallet mellem 47 og 48 af 100. Det saas altsaa, at i Gjennemsnit over
Halvdelen af Tilhørerne havde været fritagne for at erlægge Honorar. Naar Fa-
kultetet endelig endnu bemærkede, at den Betingelse for Retten til Honorar, som
Fundatsen i den omhandlede Paragraf betegnede ved, at det paagjældende collegium
privatum „læses og fuldendes", maatte forstaas og af Fakultetet var anvendt i
Overensstemmelse med Bekj. 16. Avg. 1831 § 6 saaledes, at det var det anmeldte
Kursus, som fuldendtes, ej derimod en hel Disciplin, var der formentlig ikke noget
andet Punkt i Fundatsens Kap. I. § 12, om hvis særlige Anvendelse der kunde
være Spørgsmaal.
Derimod fandt Fakultetet sig ved flere Ytringer under de Rigsdagsforhand-
linger, der omtaltes i Ministeriets Skrivelse til Konsistorium opfordret til nærmere
at belyse et andet til Honorarvæsenet hørende vigtigt Punkt, skjønt det ej var
berørt i bemeldte Skrivelse, nemlig angaaende Udstrækningen af Professorernes
Forpligtelse til at holde offentlige Forelæsninger.
Hovedbestemmelsen herom fandtes i Univ. Fund. Kap. I. § 7, hvortil slut-
tede sig Bekj. 16. Avg. 1831 § 1 og for de juridiske Professorers Vedkommende
Frd. 26. Jan 1821 § 5. Af disse Bestemmelser fremgik dot uden Tvivl klart,
at Forpligtelsen indskrænkede sig til, at enhver Professor skulde holde e n offent-
lig Forelæsning over en vigtig Del af sin Videnskab i hvert akademisk Halvaar
uden at der paa nogen Maade, saaledes som det under Forhandlingerne paa Rigs-
dagen klev gjort gjældende for do Fakulteters Vedkommende, ved hvis Examen
der skjelnes mellem Hoved- og Bidiscipliner, kunde stilles den Fordring, at denne
Forelæsning nødvendigvis skulde beskæftige sig med en Hoveddisciplin, end sige,
at det skulde være Pligt for Professorerne offentlig at foredrage alle Hovedfag.
Hvad det første Punkt angik, var det aabenbart en aldeles vilkaarlig Paastand, at
Bidisciplinerne skulde være at betragte som uvigtige Dele af Videnskaben, Hoved-
disciplinerne derimod alene som de vigtige. Det kunde fornuftigvis ikke betvivles,
at ethvert Examinationsfag af Lovgivningen var betragtet som en vigtig Del af
Videnskaben. Det var ogsaa af sig selv indlysende, at Fund. af 1788, der ikke
kjendte til en Adskillelse mellem Hovedfag og Bifag, heller ikke ved Udtrykket
„vigtige Dele af Videnskaben" i Slutningstilkjendegivelsen i Kap. I. § 7 kunde
have tænkt paa Hovedfag. I Fundatsen kunde dette relative Begreb ikke antages
at betegne andet end større og vigtigere Partier af de i sammes Kap. I. §§ 3 — 6
nævnte Forelæsningsfag. En Professor juris maatte saaledes upaatvivlelig have
fyldestgjort den ham efter Fund. Kap. 1. § 7 paahvilende Forpligtelse ved at holde
en offentlig Forelæsning over Søret, Landboret eller Kiikeret, feaa meget meio
maatte det da nu antages, at en juridisk Professor fyldestgjorde Forpligtelsen ved
offentlig at foredrage en saadan Del af Retsvidenskaben, som i den senere Lov-
givning, nemlig Frd 26. Jan. 1821 og Frd. 30. Decbr. 1839 var blevet anset for
186
Universitetet 1864—1871.
saa vigtig, at den var blevet udsondret som et særligt Forelæsnings- og Examina-
tionsfag, jfr. Motiverne til Frd. 26. Jan. 1821 i Koll. Tid. S. 188 ff., hvor de
ved denne Forandring tilfeiede Discipliner, nemlig Encyklopædien, Retshistorien,
Hermenevtik og Folkeret betegnes som „meget vigtige". For de juridiske Profes-
sorers Vedkommende maatte i alt Fald al Tvivl om dette Punkt være udelukket
ved Frd. 26. Jan. 1821 § 5, der ganske i Almindelighed sagde-, at over samt-
lige de til Retsvidenskaben horende Discipliner skulde der holdes dels offentlige,
dels private Forelæsninger, uden at give noget som helst Vink om den nærmere
Fordeling. I Overensstemmelse hermed havde der da ogsaa ej alene i Tidsrummet
for 1821 stadig været læst publice ikke blot over Hovedfag, men tillige over de
nu værende Bidiscipliner; men ogsaa efter Forandringerne i 1821 og 1839 havde
det samme idelig været Tilfældet. Kunde denne Fremgangsmaades Berettigelse
for det rets- og statsvidenskabelige Fakultets Vedkommende overhovedet underka-
stes Tvivl, trods Indholdet af Frd. 26. Jan. 1821 § 5, maatte den i alt Fald have
faaet en utvivlsom Hjemmel ved denne mangeaarige Praxis.
Ligesom Fakultetet efter det udviklede maatte anse det for utvivlsomt, at
den offentlige Forelæsning, som enhver Professor skulde holde i Semestret, kunde
have en Bidisciplin til Gjenstand, saaledes var det altsaa ganske vist uden al
Hjemmel i Universitetslovgivningen at antage, at der paahvilede Professorerne den
Pligt at holde offentlige Forelæsninger over alle Hovedfag. Hvad der skulde støtte
en saadan Paastand, skulde være den Passus i Univ. Fund Kap. I. § 7, i hvilken
det hedder: „Lectiones publicæ skal alene holdes over saadanne Dele af Viden-
skaberne, der ere de nødvendigste for alle studerende; det øvrige og til videre
Erudition henhørende bliver in collegiis privatis og privatissimis at afhandle".
Det var unægtelig, at denne Passus kunde læses saaledes, at den udelukkede
collegia privata over de Dele af Videnskaben, der ere de nødvendigste for alle
studerende, over hvilke der altsaa kun skal holdes offentlige Forelæsninger. Men
det var ganske vist aldeles uantageligt, at hine Dele af Videnskaberne skulde om-
fatte alle de nu værende Hoveddiscipliner. Dette fremgik allerede af den Om-
stændighed, at det vilde være en fuldkommen Umulighed at tilendebringe Fore-
læsningerne over samtlige Hoveddiscipliner ved det foreskrevne Antal offentlige
Forelæsninger, nemlig en af hver Professor i det akademiske Kursus i den Tid,
Fundatsen i Kap. I. § 7, jfr. § 9, krævede, ja selv i det Biennium, som Frd.
26. Jan. 1821 § 6 indførte for den retsvidenskabelige Forelæsningscyklus. Des-
uagtet gjentog Bekj. af 16. Avg. 1831 § 1 Bestemmelsen om den ene offentlige
Forelæsning, som paahvilede enhver Universitetslærer. Naar det fremdeles
erindredes, at flere af de nu værende juridiske Bidiscipliner ikke fandtes blandt
de Forelæsningsfag, som vare opstillede i Fund. Kap. I § 4 og Kap. IV. § 15,
jfr. Instr. 3. Apr. 1789 §§ 1 og 6, vilde ved hin Opfattelse af Begrebet „de
nødvendigste Dele af Videnskaben" det forbavsende Resultat fremkomme, at Fun-
datsen, der i Kap. I. § 16 bestemmer, at enhver Professor foruden den ene
uffentlige Forelæsning skal holde tvende collegia, skulde have forudset, at en
Tredjedel af Universitetslærernes Virksomhed skulde være tilstrækkelig til at
gjennemgaa saa godt som hele Retsvidenskaben, og at den dobbelte Tid skulde an-
vendes til Resten, der var af en aldeles underordnet Betydning. Det fremgik
klart af det anførte, at de i den citerede Bestemmelse nævnte „nødvendigste
Dele af Videnskaben" maatte være et langt snævrere Begreb end de nu værende
Lønningsloven af 1871.
187
Hoveddiscipliner. Hvad Fundatsen i øvrigt havde villet henføre under hint Begreb,
havde for Ketsvidenskabens Vedkommende ikke længere nogen særlig Interesse,
eftersom den hele Distinktion, Fundatsen opstillede mellem „de for alle studerende
nødvendigste Dele" og „det øvrige samt til videnskabelig Erudition henhørende"
efter de nærværende Forhold, nemlig den Udsondring af Fagene, som i Tidens Lob
havde fundetSted og var blevet anerkjendt ved Frd 26. Jan. 1821 og Frd. 30. Decbr.
1839 og den i Forbindelse hermed staaende befalede Forelæsningscyklus, havde
tabt sin Betydning. Dertil kom, at det ingenlunde var nødvendigt, ja endog efter
den hele Ordforbindelse var mindre naturligt at forstaa den citerede Passus i
Fundatsen saaledes, som Fakultetet i det foregaaende havde forudsat, at den ude-
lukkede collegia privata over de Dele af Videnskaben, hvilke den betegnede som
de nødvendigste for alle studerende. Det laa upaatvivlelig nærmest at forstaa den
nævnte Tilkjendegivelse saaledes, at den begrænsede lectiones publicæ til alene at
angaa disse Dele af Videnskaben, hvorved det selvfølgelig ikke var udelukket, at
de ogsaa kunde være Gjenstand for collegia privata. Saaledes forstaaet paalagde
den nævnte Passus Professorerne ikke nogen Forpligtelse ud over den, der inde-
holdtes i Paragrafens oven for afhandlede Slutningsbestemmelse. Den tilsigtede
tvært imod at indskrænke Stoffet for lectiones publicæ og var vistnok blandt ande t
ogsaa foranlediget ved den tilfældige ydre Omstændighed, at der i Universitetsbyg-
ningen den Gang kun var 2 Avditorier til Forelæsninger, hvilket kunde gjore det
ønskeligt, at Bestemmelserne med Hensyn til Gjenstandene for collegia privata,
der naturlig henvistes til Professorernes Hjem, bleve saa vide som mulig. I øv-
rigt gjaldt det ogsaa med Hensyn til dette Punkt, at al Tvivl for de juridiske
Professorers Vedkommende maatte være afskaaret ved Frd. 1821 § 5, der klart viste,
at private Forelæsninger kunde holdes over alle de til Forelæsningsplanen henhø-
rende Fag. Ogsaa her fortjente det at bemærkes, at der, som Lektionskatalogerne
udviste, saa vel før som efter 1821 stadig var blevet læst baade privatiin og
offentlig over de nu værende Hoveddiscipliner.
1 Forbindelse med dette Punkt henledede Fakultetet Opmærksomheden paa,
at Forpligtelsen efter Fund. Kap. I. § 16 til ved Sidøn af den offentlige Forelæs-
ning at holde 2 collegia for sammes Vedkommende var bortfaldet ved de senere
Bestemmelser om, at den fuldstændige Forelæsningscyklus over Retsvidenskaben
skal være tilendebragt i et Tidsrum af 2 Aar; det var i denne Bestemmelse, at
man nu maatte søge Oplysning om, hvilke Forpligtelser med Hensyn til Forelæs-
ninger, der paahvilede den enkelte Universitetslærer, og en Fastholden af Regelen
i Univ. Fund. vilde efter Disciplinernes nu værende Omfang let kunne medføre, at
en Professor maatte læse 3 Timer om Dagen, hvilket maatte anses for uover-
kommeligt.
Paa Grund af de tidligere berørte Ytringer i Ministeriets Skrivelse af 19.
Juli 1858 følte Fakultetet sig end videre opfordret til at udtale sig angaaende
det almindelige Spørgsmaal, om det kunde anses for rigtigt, at Honorarer for de
ved Universitetet holdte Forelæsninger og Øvelser bortfaldt. Fakultetet bragte i
denne Henseende de Betragtninger i Erindring, der vare gjorte gjældendo i en
Betænkning, som en af Universitetslærere sammensat Komite i Aaret 1843 havde
udarbejdet. Det fremhævedes ner, at der for Bibeholdelsen af disse Honorarer i
Almindelighed talte, at de til Universitetslærernes faste Gage føjede et Tillæg,
hvis Størrelse for en stor Del beroede paa den Anerkjendslse, som Docenten
188
Universitetet 1864—1871.
kunde vinde ved Flid og Talent. Medens hans faste Gage skulde sikre ham en
anstændig Existons, og medens hans Embedspligt krævede af ham Flid og Iver i
hans Forelæsninger, skulde Honoraret — hvor Forholdet var et saadant, at der
kunde bringes noget ud deraf — tilføje et om end ej betydeligt, dog baade i
sig selv og just ved Erhvervelsesmaaden opmuntrende Overskud over det absolut
nødvendige; og hvorvel det aldrig skulde være den væsentlige Drivfjeder til hans
Omhu for sine Forelæsningers Godhed, skulde det dog indeholde en Spore, endog
ved blot mere umiddelbart at minde ham om, under hvilken Forudsætning og Be-
tingelse han oppebar ogsaa den faste Gage. Hertil kom, at Betalingen for Fore-
læsninger efter lang Erfaring var en ikke lidet virksom Spore til Orden og Akku-
ratesse i de frit valgte og betalte Forelæsningers Benyttelse af de studerende,
ligesom den ogsaa paa en umiddelbar Maade holdt Forestillingen om ikke blot
Statens, men hver enkelt Tilhørers Krav paa Docentens Flid, Omhu og Orden
levende. Fakultetet føjede til disse Betragtninger endnu den, at disse Honorarer,
som ubetinget havde storst Betydning for de theologiske og juridiske Professorer
samt de Professorer i det filosofiske Fakultet, som foredroge Lærefagene til den
almindelige filosofiske Prøve, kunde betragtes som et Vederlag for det disse Pro-
fessorer i Særdeleshed paahvilende byrdefulde Examensarbejde. Fra en anden
Side betragtet maatte det fremdeles vistnok erkjendes, at der ikke i Almindelighed
var nogen Grund til, at den højere Fagundervisning, som meddeltes ved Universi-
tetet, skulde være gratis. Den betaltes ogsaa i de fleste andre Lande, og i
Regelen meget højere end her, hvor der tilmed, som oven for paavist for det
rets- og statsvidcnskabelige Fakultets Vedkommende, tilstodes Fritagelse i en meget
stor Udstrækning, saa at det med Bestemthed turde siges, at Regelen om private
Forelæsningers Betaling ikke hvilede trykkende paa de studerende. Mod Afskaf-
felsen af de saakaldte Privatissima kunde særlig gjørøs gjældende, at det syntes
naturligt, at disse, der selvfølgelig faldt uden for den almindelige befalede Fore-
læsningscyklus og jævnlig bleve foranledigede ved en udtrykkelig Opfordring fra de
studerendes Side, særlig betaltes af Deltagerne i dem, saa meget mere, som disse
Ovelser laa den egentlige Docentvirksomhed fjærnere og derhos vare meget træt-
tende og aandssløvende for vedkommende Professorer.
For det Tilfælde, at det ikke skulde findes rigtigt at afskaffe samtlige Hono-
rarer eller en Del af disse i Fremtiden, maatte det i Henhold til de Udtalelser,
der fandtes i Ministeriets Skrivelse af 19. Juli 1858 forudsættes, at Gjennem-
forelsen af denne Foranstaltning vilde ske paa en saadan Maade, at det ikke blev
de Professorer til Skade, hvem disse Indtægter tilkom som en Ret efter deres
Beskikkelse ved Universitetet. For saa vidt Ministeriet i sidst nævnte Henseende
paapegede Muligheden af to forskjellige Veie, der kunde følges, nemlig enten saa-
ledes, at det kun blev de Professorer, der fremtidig ansattes, der udelukkedes fra
Retten til at oppebære Honorar for Forelæsninger eller Ovelser, eller saaledes, at
der gaves de nu ansatte Professorer, som vilde lide et Indtægtstab ved Afskaffelsen
af Honorarer, en passende og billig Godtgjørelse, samstemmede Fakultetet ganske
med Ministeriet i, at den Forskjel i Professorernes Stilling, der vilde blive en
Følge af at bevare Retten til at oppebære Honorar for de tidligere, men ophæve
den for de senere ansatte Docenter, vilde være lidet ønskelig, og at derfor den
sidste Vej burde foretrækkes.
Dersom man vilde skride til en Afløsning af den her omhandlede Ret, vilde
Lønningsloven af 1871.
189
det næppe være muligt at lægge nogen anden Regel til Grund end den, at Er-
statningen saa vidt mulig bestemtes ved at se hen til Middelstørrelsen af, hvad
vedkommende Professor ad denne Vej havde oppebaaret gjennem en længere Aar-
række, f. Ex. i de sidste 10 Aar, skjønt det ganske vist maatte erkjendes, at
Tilfældigheder her kunde komme til at faa en utilbørlig Indflydelse, f. Ex. den
Omstændighed, at vedkommende Professor ved anden Virksomhed, som havde været
til Universitetets Tarv, var blevet forhindret fra at holde saadanne øvelser (Priva-
tissima), som give den største Indtægt. Det gjaldt i øvrigt om Flertallet af
Medlemmerne af det rets- og statsvidenskabelige Fakultet, at de ikke havde tjent
i 10 Aar ved Universitetet. For disses Vedkommende vilde vel Middeltallet af de
i Tjenesteaarene hafte Indtægter blive lagt til Grund for Afløsningen; men Fakul-
tetet henledede dog Opmærksomheden paa, at en Aflosningsberegning i det hele
vilde være ugunstig for de Professorer, der havde tjent i kort Tid, da de stu-
derende først, naar en Docent ved en længere Virksomhed var dem fordelagtig
bekjendt, ret vilde søge hans Forelæsninger og Øvelser. Endelig turde der efter
Fakultetets Formening være Anledning til ved Beregningen at udskyde de Semestre,
i hvilke den paagjældende Docent ingen privat Forelæsning havde holdt, idet denne
Omstændighed ikke syntes at burde komme ham til Skade. Den senest ansatte
Docent i Fakultetet, Prof. Holst, havde i de to Semestre, i hvilke han havde fun-
geret, ingen private Forelæsninger eller øvelser holdt, og en eventuel Aflosnings-
suai maatte altsaa for hans Vedkommende fastsættes paa anden Maade. Med
Hensyn til Storreisen heraf kunde de af hans Forgænger, Etatsraad Benzon-Buch-
wald, under hans Virksomhed ved Universitetet oppebaarne Honorarer mulig afgive
Vejledning.
Fakultetet fremsendte endelig den foran meddelte Udsigt over, hvad enhver
af dets Medlemmer i de sidste 10 Aar eller i den hele Tjenestetid, for saa vidt
den ikke udgjorde 10 Aar, havde oppebaaret i Honorarer for Forelæsninger,
Ovelser og Examinatorier, og bemærkede hertil følgende: Det var allerede oven
for bemærket, at Opgivelserne for Efteraarshalvaaret 1864 næppe kunde anses
for aldeles fuldstændige, og det vilde derfor uden Tvivl være rigtigst, at dette
Halvaar udgik af Beregningen. Kun for Prof. Grams Vedkommende kunde en
Opgjørelse for fulde 10 Aar finde Sted; med Hensyn til alle de øvrige Medlemmer
af Fakultetet, der havde oppebaaret Indtægter af Honorarer, omfattede Opgjørelsen
de i den hele Tjenestetid oppebaarne Honorarer. Prof. Gram havde, naar Efter-
aarshalvaaret 1854 medtoges, men derimod efter det nys anforte 1864 II lodes
ude af Betragtning, i 10 Aar, i hvilke han ikke havde holdt noget Privatissimum,
i det hele oppebaaret 1862 Rd. eller 1862/io Rd. aarlig. Da han imidlertid i
Foraarshalvaaret 1860 af Ministeriet formedelst Sygdom blev fritaget for at holde
et anmeldt privat Examinatorium, var Gjennemsnitsindtægten for hvert af de 19
Semestre, i hvilke Honorar var oppebaaret for Forelæsninger og Øvelser, 98 Rd.
eller 196 Rd. aarlig. Prof. Aagesens Indtægt af Forelæsninger og Øvelser i de
9 Aar, fra 1855 II, da hans Forelæsningsvirksomhed ved Universitetet begyndte,
indtil 1864 I inkl., havde udgjort et Beløb af 1668 Rd. o.: 185a/9 Rd. om Aaret.
Af disse Forelæsninger og Øvelser havde ingen været Privatissimum. I 4 af de
18 Semestre havde Prof. Aagesen ikke holdt private, men kun offentlige Fore-
læsninger og øvelser. Gjennemsnitsindtægten i de 14 Semestre, i hvilke han
190
Universitetet, 1864—1871.
liavde oppebaaret Honorar for Forelæsninger og Øvelser, havde saaledes udgjort
i668/i4 eller 1192/i4 Rd. i Semestret = 2384/i4 Rd. om Aaret. Prof. Nelle-
mann havde i de 51/« Aar fra 1859 I inkl., da hans Virksomhed begyndte,
indtil 1864 I inkl., haft en Indtægt af Honorarer ti! Beløb af 1296 Rd.
o: 1179/u Rd. i Semestret, eller 2357/n Rd. om Aaret. To af de betalte Fore-
læsninger og Øvelser havde været Privatissima. Il af de 11 Semestre havde
Prof. Nellemann ikke holdt private, men kun offentlige Forelæsninger og Øvelser.
Gjennemsnitsindtægten i de 10 Semestre, i hvilke Honorar havde været oppebaaret,
havde saaledes udgjort 1296/io Rd. = 1296/io Rd. i Semestret = 2592/'io Rd. om
Aaret. Prof. Holck havde i de 2V2 Aar fra 1862 I inkl., da han begyndte at
fungere som Docent, indtil 1864 I inkl., oppebaaret i Honorarer 172 Rd. o: 34-/s
Rd. i Semestret = 684/s Rd. om Aaret. Han havde intet Privatissimum holdt
og i det forste af de 5 Semestre holdt han ingen privat Forelæsning. Gjennem-
snitsindtægten i de 4 Semestre, i hvilke han havde oppebaaret Honorar, blev
172A = 43 Rd., altsaa 86 Rd. om Aaret. Prof. Goos havde i de 2V2 Aar fra
1862 I inkl, da hans Forelæsningsvirksomhed ved Universitetet begyndte, indtil
1864 I inkl., haft en Indtægt af Honorarer til Beløb af 324 Rd., altsaa 644/s
Rd. i Semestret eller 1293/5 Rd. om Aaret. Han havde intet Privatissimum holdt,
og i det første Semester holdt han ingen privat Forelæsning. Gjennemsnitsind-
tægten i de 4 Halvaar, i hvilke han havde oppebaaret Honorar, var 81 Rd.,
altsaa 162 Rd. om Aaret. Endelig bemærkede Fakultetet, at af de statsviden-
skabelige Docenter havde Prof. Kayser stedse kun holdt offentlige Forelæsninger,
og at ligeledes Prof. Holst, som oven for bemærket, i de to Halvaar, i hvilke
han havde doceret ved Universitetet, kun havde holdt offentlige Forelæsninger og
øvelser.
Konsistorium indsendte samtlige disse Erklæringer og Oplysninger til Mini-
steriet med Skrivelse af 28. Jan. 1865. Det bemærkede, at det ikke havde fore-
lagt Sagen for den akademiske Lærerforsamling, eftersom den nærmest kun havde
Interesse for det theologiske og det rets- og statsvidenskabelige Fakultet samt de
Professorer i det filosofiske Fakultet, som foredroge Lærefagene til den almindelige
filosofiske Prøve. Det rets- og statsvidenskabelige Fakultets Ytringer om Udstræk-
ningen af Professorernes Forpligtelse til at holde offentlige Forelæsninger til-
traadte Konsistorium ganske, ligesom Konsistorium ogsaa i alt væsentligt tiltraadte,
hvad dette Fakultet havde bemærket med Hensyn til Spørgsmaalet, om det kunde
anses for rigtigt, at Honorarerne for de ved Universitetet holdte Forelæsninger og
Øvelser ved Lov bleve afskaffede. Konsistorium var ogsaa enigt i, at saafremt
det skulde findes rigtigt at afskaffe samtlige Honorarer eller en Del af disse i
Fremtiden, maatte Gjennemførelsen af denne Foranstaltning ske paa en saadan
Maade, at det ikke blev de Professorer til Skade, hvem disse Indtægter tilkom som
en Ret efter deres Beskikkelse ved Universitetet. For saa vidt Ministeriet i sin
Skrivelse af 19. Juli 1858 med Hensyn til Afskaffelse i Fremtiden af Honorarer
havde paapeget Muligheden af 2 forskjellige Veje, som kunde folges, nemlig enten
saaledes, at det kun blev de Professorer, der fremtidig ansattes, der udelukkedes
fra Retten til at oppebære Honorar for Forelæsninger og øvelser, eller saaledes,
at der gaves de nu ansatte Professorer, som vilde lide et Indtægtstab ved Af-
skaffelsen af Honorarer, en passende og billig Godtgjørelse, maatte det, som
Ministeriet selv fremhævede, erkjendes, at den Forskjel i Professorernes Stilling,
Optionsboliger, Embedsboliger og Huslejeportioner.
191
der vilde blive en Følge af at bevare Retten til at oppebære Honorar for de tid-
ligere, men ophæve den for do senere ansatte Docenter, vilde være lidet ønskelig,
og at derfor den sidste Vej utvivlsomt vilde være at foretrække. Endelig sluttede
Konsistorium sig til Fakultetets Udtalelse angaaende Fremgangsmaaden ved en
eventuel Afløsning.
Frugten af denne Forhandling var den Bestemmelse, som Ministeriet indsatte
i det Rigsdagen i 1865 — 66 forelagte Lønningsforslag, se § 8 foran Side 150 —
51 med Motiver. Det videre om denne Bestemmelses Skjæbne er bemærket i
det foregaaende.
b. Optionsboliger, Embedsboliger og Huslejeportioner.
Under 23. Jan. 1864 begjærede Ministeriet af Konsistorium Oplysning om,
hvorvidt der maatte være noget til Hinder for, at den Etatsraad Stein tillagte
Lejlighed i det forrige kirurgiske Akademi ved hans Afgang eller Død anvendtes
til Bolig for Professoren i Fysiologi. Efter Foranledning af Konsistorium udtalte
det lægevidenskabelige Fakultet sig herom i en under 29. Febr. 1864 afgivet
Erklæring. Flertallet udtalte sig for Hensigtsmæssigheden af, at der eventuelt
indrømmedes den fysiologiske Docent Bolig i Hovedbygningens Stueetage, dog kun
under Forudsætning af, at den paatænkte Sidefløj blev opført og indrettet til et fysiologisk
Laboratorium, og med den Betingelse, at der af Etatsr. Steins nu værende Lejlig-
hed, som formentlig var mere omfattende end nødvendigt for en Privatbolig,
forbeholdtes nogle af de nærmest den nye Anatomibygning beliggende Rum til
fremtidig nærmere Bestemmelse, f. Ex. til Opbevaring af den farmakologiske
Samling, til Arbejdsværelser for en mediko-forensisk Docent o. desl. Mindretallet
(Professorerne Buntzen og Saxtorph) antog ikke, at der var nogen tilstrækkelig
Grund til at tilsikre den fysiologiske Docent Bolig i Akademiet, for saa vidt et
fysiologisk Laboratorium der maatte blive indrettet. I ethvert Tilfælde ansaa
Mindretallet det for ønskeligt, at Akademiets Hovedbygning maatte holdes fri for
Forbindelse med de i den eventuelle Sidebygning tilsigtede experimenterende Fore-
tagender, der let kunde trækkes over med i Docentens private Lejlighed. Derhos
bemærkedes det, at den anatomisk-kirurgiske Retning, der havde fuldt saa megen
Betydning og et langt vigtigere Apparat paa Stedet, havde et billigt Krav og
historisk Hævd paa Boligen og Eforatet for den samlede Anstalt. Mindretallet
ønskede derfor, at Forholdet blev som tidligere, og at den lokale Bestyrelse blev
forbeholdt disse Docenter og ikke faktisk overgivet til Docenter af en ny Retning,
hvis Tilstedeværelse snareie maatte besvære den vante Orden, Renlighed og Disci-
plin end fremme den. Flertallet bemærkede hertil, at det ikke saa nogen Sand-
synlighed for, at Hovedbygningen vilde blive draget med ind i de tilsigtede ex-
perimenterende Foretagender, fordi den fysiologiske Docent der fik sin private
Bolig. Anatomien og Kirurgien vilde i Hovedbygningen lige fuldt beholde deres
eget Omraade uanfægtet, og Flertallet befrygtede ikke, at der for disse Fag skulde
flyde nogen Ulempe af den Omstændighed, at Fysiologen boede under de dem an-
viste Lokaler, naar han i Sidefløjen fandt en bekvemt indrettet Plads for sin
Virksomhed. For Flertallet havde det Hensyn været gjældende, at Fysiologen
mere eud nogen anden Docent vilde være bundet til Institutet, idet ikke blot
Forelæsninger og Øvelser for studerende vilde udkræve hans Nærværelse, men
Universitets Aarbog.	25
19*2
Universitetet 1864—1871.
ogsaa selve de fysiologisk-kemiske Arbejder og det fysiologiske Experiment, i hvis
Tjeneste den paatænkte Sidebygning skulde træde, meget ofte vilde fordre et stadigt
og i Døgnets Løb hyppig gjentaget Tilsyn.
Ved under 18. Apr. at indsende disse Erklæringer til Ministeriet, bemærkede
Konsistorium, at det, efter at det af Ministeriet paa afvigte Rigsdag fremsatte
Forslag til en Bevilling til Opførelse af et fysiologisk Laboratorium var blevet
forkastet, ikke fandt Anledning til at ytre sig videre om denne Sag, forinden man
var kommet til Kundskab om, hvad der var paatænkt med Hensyn til Opførelsen
af bemeldte Laboratorium. Kun henledede Konsistorium Opmærksomheden paa,
at det vistnok under alle Omstændigheder ved en eventuel Disposition over Etatsr.
Steins nu værende Bolig vilde være nødvendigt at tage Hensyn til, at den Do-
centen i Anatomi i samme Bygning tillagte Embedsbolig var uforholdsmæssig ind-
skrænket. Det burde derfor tages under Overvejelse, om ikke enten Etatsr. Steins
Bolig i sin Tid kunde deles i tvende passende Embrdsboliger, eller om den, hvis
dette ikke lod sig gjøre, ikke burde forbeholdes saa vel Docenten i Anatomi som
eventuelt Docentcn i Fysiologi, saaledes at den ældste af disse Docenter fik Etatsr.
Steins Bolig, den yngre den hidtil værende Konservatorbolig.
Efter at Etatsr. Stein den 14. Maj 1868 var afgaaet ved Døden begjærede
Ministeriet i Henhold til sin Skrivelse af 7. Marts 1854*) Konsistoriums Erklæ-
ring om den fremtidige Disposition over dennes Bolig, idet Ministeriet, efter at et
fysiologisk Laboratorium senere var blevet opført, uden at det Tilsagn, som var
givet Fakultetets Professor i Fysiologi ved hans Ansættelse om Fribolig, derved
havde kunnet opfyldes, ansaa det nødvendigt, at Konsistorium indhentede det læge-
videnskabelige Fakultets Erklæring om Boligens fremtidige Benyttelse, forinden dets
egen Betænkning om dette Sporgsmaal blev afgivet.
Det lægevidenskabelige Fakultet udtalte i denne Anledning under 19. Oktbr.
1868, at den omhandlede Bolig formentlig burde overlades Prof. Panum, og for
saa vidt Fakultetet i sin Skrivelse af 29. Febr. 1864 havde antaget, at der burde
forbeholdes nogle Værelser for den farmakologiske Samling eller til Arbejdsværelser
for den mediko-forensiske Docent, oplyste det, at dette Forbehold nu bortfaldt, da
der andetsteds var anvist Plads til det første af disse Formaal og det sidste her
vilde faa en uheldig Beliggenhed. Med Hensyn til de i Konsistoriums Skrivelse
af 18. Apr. 1864 opkastede Sporgsmaal om den fremtidige Afbenyttelse af den
nævnte Lejlighed udtalte Fakultetet, at det ikke havde noget at indvende mod den
af Konsistorium foreslaaede Ordning, hvorved Boligen forbeholdtes saa vel Docenten
i Anatomi som Docenten i Fysiologi, men mente dog, at dette Forhold helst
burde forbeholdes en senere Afgjørelse.
Professorerne Buntzen og Saxtorph havde afgivet et Separatvotum, i hvilket
de erklærede sig imod enhver Fastsættelse af denne Boligs fremtidige Brug til
Fordel for en fysiologisk eller anatomisk Docent, fordi den kirurgiske Docent, som
gav Vejledning i operativ Kirurgi o. s. v., havde lige saa nødvendig Brug for den
som Anatomen og meget mere end Fysiologen, der desuden havde tilstrækkelige
Aftrædelsesværelser i Laboratoriebygningen, hvorimod den kirurgiske Docent vilde
blive aldeles uden Hjælp i denne Henseende. De henledede fremdeles Opmærk-
*) Lindes Medd. 1849-56 S. 307.
Optionsboliger, Embedsboliger og Huslejeportioner.	193
somheden paa Samlingernes daarlige Anbringelse og knebne Plads, hvorfor de an-
toge, at disse Spørgsmaal inautte tages alvorlig under Overvejelse, forend en Be-
stemmelse om Lokaliteternes Anvendelse vedtoges.
Hertil bemærkede Flertallet, at der i den omhandlede Bygnings 1ste Etage
fandtes tilstrækkelige Lokaler i umiddelbar Forbindelse med Forelæsningssalen,
baade til Aftrædelse for den kirurgiske Docent og til Forberedelserne for Opera-
tionsøvelserne, saa at Undervisningen heri paa ingen Maade vilde lide noget. Afbræk
ved den Omstændighed, at Docenten boede længere borte. For den fysiologiske
Docents Vedkommende var Forholdet derimod et ganske andet, idet en umiddelbar
Forbindelse af dennes Bolig med det fysiologiske Laboratorium maatte betragtes
som værende af den største Betydning for hele hans videnskabelige Virksomhed
og en af de første Betingelser for Losningen af det fysiologiske Laboratoriums
Opgave, at være et virksomt Middel til Videnskabens Fremme. De fysiologiske
Experimenter, navnlig Vivisektionerne og de fysiologisk-kemiske og fysikalske Ar-
bejder fordrede nemlig et stadigt og i Døgnets Lob hyppig gjentaget Tilsyn, der
ikke vilde kunne ydes, naar Docenten boede længere borte, og ikke undværes, uden
at Arbejderno i høj Grad lede derved. Med Hensyn til Mindretallets Henvisning
til Samlingernes daarlige Anbringelse og knebne Plads oplyste Flertallet, at der
ikke for øjeblikket var nogen Trang til Udvidelse af de til Samlingerne anvendte
Lokaler, eller i det mindste ingen, som bekvemt vilde kunne afhjælpes ved Lo-
kaler i Stueetagen; thi naar en Udvidelse en Gang blev nødvendig, saa vilde den
bedst kunne ske ved Inddragelse af den Prof. Schmidt for liden indrømmede
Beboelseslejlighed. Naar dertil kom, at en Embedsbolig i eller umiddelbart ved
Laboratoriet var et af de Punkter, Prof. Panum opstillede som Betingelse for
Overtagelsen af sit nu værende Embede, og at han formentlig kunde støtte sig
til et bestemt udtalt Løfte af Ministeriet, idet der ved hans Udnævnelse var til-
staaet ham 300 Rd. som Huslejehjælp „indtil der kunde anvises ham fri Bolig i
det fysiologiske Laboratorium", skjønnede Flertallet ikke rettere, end at den nævnte
Bolig, nu da den var blevet ledig, burde overlades Docenten i Fysiologi.
Prof. Panum havde med Fakultetets Erklæring sendt en særlig Udtalelse.
Næst at henvise til sin Afhandling „Til Oplysning om de fysiologiske Laboratoiiers
Oprindelse o. s. v." i Ugeskr. f. Læger, 2. Række, 39. Bind Nr. li 18, i
hvilken han havde oplyst den Betydning, det havde for ethvert fysiologisk Labora-
torium, for enhver fysiologisk Docent og for hele Undervisningen i Fysiologi, at
en saadan Anstalts Forstander havde sin Bolig i eller i umiddelbar Forbindelse
med den, udtalte han, at han ansaa en nærmere Motivering at den Mening, al
det var en nødvendig Betingelse for en lykkelig Fremtid for ham som fysiologisk
Docent og Videnskabsmand ved Universitetet, saa vel som for det nye fysiologiske
Laboratorium, at den attraaede Foi bindelse med Boligen opnaaedes, for overflødig.
Med Hensyn til de personlige Krav, han formente at have i saa Henseende, hen-
viste han til de Forhandlinger, som fandt Sted, inden han overtog sit nu værende
Embede. I den Plan til et fysiologisk Laboratorium, som han i Følge Ministeriets
Anmodning havde udarbejdet, var en Bolig for Forstanderen optaget. Da dernæst
denne Plan, i Følge Fakultetets Forestilling, af Hensyn til de lokale Forhold ved
Byggegrunden i Akademiets Gaard blev modificeret saaledes, at Udkastet til en
ny Bolig for Forstanderen i den paatænkte Bygning bortfaldt, skete dette under
Henvisning til, at en Embedsbolig for det fysiologiske Laboratoriums Forstander,
194
Universitetet 1864—1871.
hvis dette blev opført paa det paatænkte Sted, kunde faas i Hovedbygningens
Stueetage, naar Etatsr. Stein, som da beboede den, gik af. I den Skrivelse,
hvori han afgav sin Erklæring med Hensyn til denne Modifikation, og hvori han
erklærede sig villig til under visse stipulerede Betingelser at overtage Embedet,
sagde han, at han kun under den udtrykkelige Forudsætning og Betingelse, at
Etatsr. Steins Bolig ved hans Afgang blev indrømmet ham, kunde gaa ind paa
den foreslaaede Forandring af Planen. I hans derefter følgende Udnævnelse
blev der tilstaaet ham 300 Rd. til Hjælp til Husleje „indtil der kunde anvises
ham fri Bolig i det fysiologiske Laboratorium, som Ministeriet vilde søge at faa
opført". Det var herefter klart, at Aftrædelsesværelser i Anstalten for Forstan-
deren aldeles ikke vilde kunne bøde paa Mangelen af dens Forbindelse med Boligen,
og der blev derfor heller ikke indrettet noget særligt Aftrædelsesværelse for For-
standeren i den nye Bygning, idet han, naar ikke Forretninger krævede hans
Nærværelse andetsteds, mente at kunne opholde sig i det for den fysikalsk-fysio-
logiske Instrumentsamling bestemte Lokale, til hvilket naturligvis ogsaa enhver
anden, som skulde eller vilde benytte disse Instrumenter her, maatte have
fri Adgang. Den Paastand, at det for Undervisningen i kirurgiske Operationer
skulde være vigtigt, at Læreren maatte have sin Bolig i Forbindelse med Fore-
læsningslokalet og med Samlingen af kirurgiske Instrumenter, var ganske ny og
vistnok ene staaende. Denne Trang var hverken theoretisk eller faktisk anerkjendt
ved noget Universitet, og det var endog ikke rimeligt, at den nogen Sinde skulde
være udtalt før. Den var heller ikke tidligere omtalt i Fakultetet, og General-
direktøren ved det fordums kirurgiske Akademi havde sin Bolig i Akademiets
Stueetage, ikke i Egenskab af Lærer i kirurgiske Operationer, men i Egenskab af
at være den ældste Professor ved Akademiet, et Hensyn, som nu var bortfaldet,
efter at kirurgisk Akademi var ophævet som særskilt Læreanstalt, og efter at den
sidste af de Professorer, som vare ansatte ved samme, nu var død. For saa vidt de
Professorer, som havde beboet Lejligheden i Stueetagen, saaledes som Etatsr.
Stein og Prof. Withusen, havde doceret kirurgiske Operationer, havde de som Af-
trædelsesværelse for Forberedelsen til Forelæsningerne ikke benyttet noget af Be-
boelsesværelserne i Stueetagen, men de til det store Avditorium grænsende Værelser
paa 1ste Sal, navnlig, foruden selve Instrumentsamlingens Lokale, dels de til
venstre for det store Avditorium liggende Værelser, dels det Aftrædelsesværelse,
hvori Fakultetsmøderne nu sædvanlig holdtes. Disse Lokaler, som jo ogsaa frem-
deles vilde staa til Disposition for Docenten i kirurgiske Operationer, syntes at
maatte være fuldkommen tilstrækkelige for denne Undervisnings Formaal.
Ved under 13. Novbr. at indsende disse Aktstykker til Ministeriet, bemær-
kede Konsistorium, at det ikke mente ved denne Lejlighed at burde gjenoptage de
tidligere førte Forhandlinger angaaende den nævnte Boligs Karakter som Options-
bolig for det hele lægevidenskabelige Fakultet, jfr. Lindes Medd. 1849—56 S.
294—308; men det foreslog ogsaa denne Gang at lade Spørgsmaalet om denne
Boligs endelige Bestemmelse forolive henstaaende uafgjort. Konsistorium var nem-
lig med det lægevidenskabelige Fakultets Flertal enig i, at Boligen, paa Grund af
samtlige for Haanden værende Forhold og Omstændigheder, burde overlades Prof.
Panum for hans Embedstid, medens det derimod ikke ansaa det for nødvendigt
eller hensigtsmæssigt at fastsætte som cn almindelig Regel, at Boligen altid skulde
tilkomme Professoren i Fysiologi, eller overhovedet nu at træffe nogen ud over
Optiousbolig-ør, Embedsboliger og Huslejeportioner.
195
dette foreliggende Tilfældes Afgjørelse gaaende Bestemmelse med Hensyn til Bo-
ligen. Ministeriet bifaldt derefter under 30. s. M., at Professorboligen i det for-
rige kirurgiske Akademis Bygning, paa Grund af samtlige for Haanden værende
Forhold og Omstændigheder, overlodes til Prof. Panum for hans Embedstid, uden
at der dog herved blev truffet nogen Bestemmelse med Hensyn til Boligen, der
gik ud over det foreliggende Tilfældes Afgjørelse.
Under Lønningslovens Behandling er der i Ministeriet udarbejdet en Oversigt
over de historiske Forhold med Hensyn til Professorresidenserne. Den medde-
les her.
I den ældre Tid ejede Universitetet 1 2 Professorresidenser og desuden udrede-
des der af Renterne af Kapitalerne for 2 i sin Tid bortsolgte Professorgaarde 3 Hus-
lejegodtgjøieiser, saa at alle Universitetets 15 Professorer enten havde fri Bolig eller
Huslejegodtgjørelse. IAaretl 7 28 afbrændte alle Residenserne, men bleve senere
gjenopførte. I Aaret 1 7 9 5 var der kun 11 Residenser tilbage, hvoraf i samme
Aar brændte 2. Af disse blev kun den ene gjenopført, og den anden Gaards
Grund solgtes. Assurancesummen for den sidste Gaard blev anvendt til den ene
Gaards Gjenopferelse. Der var saaledes 10 Professor g aarde og 3 Hus-
lej e go d tgj ø reis er.
I Aaret 1 8 0 7 brændte de 6 Re-idenser, og i Stedet for Boligerne i disse
blev der tillagt 5 Professorer midlertidig Huslejegodtgjørelse, indtil Gaardene kunde
blive gjenopførte. (Den ene af de brændte Gaarde stod ledig, da Branden indtraf).
I Aarene 18 13 og 18 15 bleve Professorboligerne forøeede med 2, nemlig dels
med Prokanslerens og dels med Kominunitets-Okonomens Bolig, henholdsvis i
Kommunitetsbygningen paa Nørregade og i Kommunitetsbygningen i Studiegaarden,
Efterhaanden som de brandlidte Professorer enten opterede Boliger eller afgik, bleve
de 5 midlertidige Huslejegodtgjørelser inddragne I Aaret 18 17 blev Forholdet
ved kgl. Resol. 18. Apr. s. A. nærmere ordnet saaledes, at saa længe de afbrændte
Gaarde ikke kunde gjenopføres, skulde dels de oven nævnte 2 Lejligheder i Kom-
munitetsbygningen vedblive at tjene til Professorboliger, dels udredes 4 passende
Huslejegodtgjørelser i Penge (paa 450, 400, 350 og 300 Rd ). I Aaret 18 2 7
blev Professorgaarden i St. Pederstræde taget til Brug for den polytekniske Lære-
anstalt, og i Stedet for den oprettet en Huslejeportion. I Aaret 1830 blev der
i Stedet for den oprettet en Huslejeportion. I Aaret 1 83 0 blev der i Stedet
for Boligen i Gaarden Nr. 34 i store Kannikestræde, der var taget i Brug til
anatomisk Museum, oprettet en Ilusleieportion. I Overensstemmelse hermed blev
der i Aaret 1836 ved Universitetets Normalreglement af 25de Novbr. s. A. appro-
beret 6 Huslejeportioner, der fastsattes til 400 Rd. hver. I Aaret 18 4 4 blev
ved Universitetets nu gjældende Normalreglement af 13 Novbr. s. A. paa ny appro-
beret 6 Huslejeportioner a 400 Rd. hver. I Aaret 1 8 4 7 blev den ene Professor-
bolig i Kommunitetsbygningen indtaget til Embedsbolig for Professor zoologiæ og
en 7de Huslejeportion oprettet paa 400 Rd. f Aaret 18 5 2 blev efter Ørsteds
Død Professorgaarden i Studiesti æde definitivt overdraget til den polytekniske
Læreanstalt, og en 8de Huslejeportion oprettet paa 400 Rd.
Efter alt det forestaaende or der nu tilbage 2 Optionsboliger, nemlig
Gaarden Nr. 33 i St. Kannikestræde og Kommunitetsbygningen i Studiegaarden,
samt 8 Huslejeportioner.
196
Universitetet 1864—1871.
— Foranlediget ved en Forespørgsel fra Udvalget for Lønningsloven har
Ministeriet under 5 Febr. 1864 svaret:
Universitetet har to Klasser Friboliger, dels Friboliger (Professorresidenser,
Optionsboliger), der som et rent Lønningsemolument tilfalde Professorerne, dels
Embedsboliger, der ere knyttede til bestemte Professorater (saasom Prof. astronomiæ,
Prof. zoologiæ, Prof. mineralogiæ) og medføre særegne Forpligtelser for Brugeren.
Af den første Klasse Friboliger ere nu kun 2 tilbage, nemlig Gaarden gi. Nr. 33
i St. Kannikestræde og den Kommunitetet tilhørende Bygning, som er beliggende
inden for Kommunitetsbygningen i Studiegaarden. Adgangen til Friboligerne (Op-
tionsboligerne) og de i de tidligere Optionsboligers Sted nu traadte Huslejepor-
tioner, hvilket Emolument forhen blev opteret efter Anciennitet i Konsistorium,
staar nu lige aaben for alle i normerede Pladser ansatte Professorer efter deres
Anciennitet, beregnet fra deres første Ansættelse ved Universitetet, se kgl. Resol.
1. Septbr. 1850 (Lindes Medd. 1849 — 56 S. 47—49) og Konsistoriums Kund-
gjørelse 18. Septbr. 1850 i Lovsaml. f. 1850.
c. Afgjerelser af nogle enkelte Tilfælde.
Efter at Professor i Fysiologi og komparativ Anatomi, Etatsr., Dr. Eschricht
den 22. Febr. 1863 var afgaaet ved Døden, indledede Ministeriet Forhandlinger med
Ministeriet for Holsten og Lauenborg om at ansætte Prof., Dr. Panum ved Kiels
Universitet i den ledige Plads, og da bemeldte Ministerium i Prof. Panums Inter-
esse havde erklæret sig herfor, med denne selv. Noget senere blev Opmærksom-
heden henledet paa Muligheden af at indkalde Fysiologen, Prof. Valentin i Bern,
hvis Ansættelse det lægevidenskabelige Fakultet under Forudsætning af, at Docent-
postens Besættelse med Prof. Panum skulde møde større Vanskeligheder, anbe-
falede, idet det dog henledede Ministeriets Opmærksomhed paa de Hindringer,
Sproget kunde medføre. Prof. Panum erklærede sig ved Forhandlingerne betin-
gelsesvis villig til at overtage Posten, og for at tilvejebringe de Forudsætninger,
under hvilke han alene havde troet at kunne overtage Embedet, optog Ministeriet
bl. a. i det Finanslovudkast, som blev forelagt Rigsdagen i Efteraaret 1863, For-
slag dels om, at hans Tjenestealder, hvorefter hans Lønning i Henhold til Løn-
ningsloven af 12. Jan. 1858 skulde beregnes, ved hans Ansættelse maatte beregnes
fra den Tid, han blev beskikket til Professor ved Universitetet i Kiel, dels om, at
der maatte blive ham tilstaaet en extraordinær Huslejegodtgjørelse al 300 Rd„
indtil han maatte kunne erholde Fribolig i et fysiologisk Laboratorium, naar et
saadant med dertil af Rigsdagen bevilgede Pengemidler blev opført. Hans Løn-
niBg vilde derved blive 2100 Rd. og fra 1. April 1865 forøges med et Alders-
tillæg af 200 Rd. Efter at Finanslovudkastet for 1864—65 af Rigsdagen var
blevet vedtaget, nedlagde Ministeriet allerunderdanigst Forestilling om hans An-
sættelse, og ved kgl. Resol. af 21. Marts 1864 blev Professor ved Kiels Universitet,
Dr. med. Peter Ludvig Panum beskikket til Professor i Fysiologi og komparativ
Anatomi med en aarlig Lønning af 2100 Rd., saaledes at hans Tjenestetid med
Hensyn til de lovmæssige Alderstillæg, hvortil han som Universitetslærer ha\de
Adgang, beregnedes fra den 3. Marts 1853, da han blev ansat ved Universitetet
i Kiel, og at der midlertidig tillagdes ham en Huslejegodtgjørelse af 300 Rd.
aarlig, der ophørte i det Tilfælde, at der ved Opførelsen af et fysiologisk Labora-
torium eller paa anden Maade kunde tilstaas ham en Fribolig,
Professorernes Enkekasse.
197
—	I den Skrivelse, hvorved Ministeriet tilmeldte Prof. Panum, at han var
blevet udnævnt til Professor i Fysiologi og komparativ Anatomi, underrettede det
ham om, at hans Bestalling skulde indløses mod Erlæggelsen af det anordnede
Gebyr 236 Rd., dog efter Fradrag af, hvad han havde erlagt for sin Bestalling
som Professor extraordinarius ved Kiels Universitet. Prof. Panum meddelte i
denne Anledning under 17. April 1864, at han for den ham i 1853 meddelte Be-
stalling som Prof. extraord, ved Kiels Universitet vilde have haft at erlægge et
Gebyr af 208 Rd. 48 Sk., dersom ikke Bestallingen i Følge den Kiels Universitet
og dets Medlemmer tilstaaede almindelige Immunitet var blevet meddelt ham gratis,
og dernæst, at han ved sin Udnævnelse til Prof. ord. ved samme Universitet i
1857 ikke havde erholdt den Bestalling, som han skulde have haft, og for hvilken
Gebyret vilde have udgjort 242 Rd. Han mente derfor, at han burde være fritaget
for Bestallingsgebyr. Denne Skrivelse tilstillede Undervisningsministeriet Finans-
ministeriet, idet det overlod til det at afgjøre Sagen. I Skrivelse af 24. Maj med-
delte Finansministeriet, at det antog, at Prof. Panum i Henhold til kgl. Resol.
30. Juni 1821, bekjendtgjort ved Rtkr. Cirk. 14. Juli s. A., maatte kunne fordre
det Gebyr, som han, hvis Bestallingen ikke var blevet meddelt gratis, vilde have
haft at erlægge som extraordinær Professor ved Kiels Universitet, afdraget i det
ham nu paalagte Gebyr, medens han næppe vilde kunne paaberaabe sig, at han
ogsaa vilde have erholdt Immunitet for et højere Beløb, hvis han virkelig havde
faaet Bestalling som ordinær Professor. Finansministeriet overlod i øvrigt Afgjø-
relsen til Undervisningsministeriet, da Bestemmelsen af Bestallingsgebyret vedkom-
mende Universitetets Embedsmænd efter den bestaaende Fordeling af Forretnin-
gerne mellem Ministerierne formentlig alene henhørte under det. Undervisnings-
ministeriet har derefter under 30. Juni 1864 tilskrevet Prof. Panum, at Gebyret,
208 Rd. 48 Sk., for den ham i 1853 meddelte Bestalling som Prof. extraord. ved
Universitetet i Kiel vilde komme til Afdrag i Gebyret 236 Rd. for Bestallingen som
Professor ved Kjøbenhavns Universitet, hvorimod Restbeløbet, 27 Rd. 48 Sk., blev
at erlægge og indbetale til Ministeriernes Kasserer.
d. Professorernes Enkekasse.
Da Konf. Forchhammer d. 5. April 1850 gjorde Indskud i Enkekassen, blev
hans Hustru, som var lidt over 21 Aar yngre end ham, efter den da gjældende
Fundats indtegnet som berettiget til fuld Pension, idet Fundatsens § 16 bestemte,
at saasnart der befindes større Forskjel end 25 Aar mellem den afdøde Mands og
Enkens Alder, „var det ikkun et eneste Aar, da nyde slige Enker ikkun halv Pen-
sion mod de andre". Da imidlertid Tillægsbestemmelsernes § 7 fastsætter, „at
Hustruen, naar hun er fulde 20 Aar yngre end Manden, kun erholder Adgang til
halv Pension mod andre Enker", og da Konf. Forchhammer afgik ved Døden, efter
at denne Bestemmelse var traadt i Kraft, forelagde Eforus Konsistoiium det
Spørgsmaal, om Enken var berettiget til at erholde fuld eller halv Pension. \ ed
Skrivelse til Eforus af 1. Decbr. 1866 besvarede Konsistorium Spørgsmaalet
saaledes, at hun var berettiget til at erholde fuld Pension.
—	Det paahvilede tidligere Eforus for Enkekassen at foretage alle Udbeta-
linger af Pensioner til Enkerne saa vel som at indkassere Kontingenterne fra de
Interessenter, der tidligere havde været Professorer, hvilket da skete ved 1ste Pedel
eller et af ham antaget Bud. Da dette medførte adskillige Ulemper, anholdt Efo-
198
Universitetet 1864—1871.
rus. Prof. chem, Scharling om, at samtlige denne Kasse vedkommende Kasserer-
forretninger maatte blive overtagne af Universitetskvæsturen. I en i denne An-
ledning afgivet Erklæring af 28. Mai 1864 ytrede Universitetsbogholderen, at da
det aarlige Kontingent, for saa vidt Medlemmerne vare Professores consistoriales,
i Følge Enkekassens Fundats af 20. Maj 1767 blev indeholdt ved Kvæsturen i
hver 11. Juni Termin i Distributsen, og i Overensstemmelse med Fundatsens Tillæg
af 28. Decbr. 1851 Kontingentet for de øvrige Universitetslærere af Kvæsturen
blev indeholdt i deies Gager eller, saafremt de vare afgaaede, i den dem tilkom-
mende Pension, samt da tillige alle nye Indskud bleve indbetalte direkte til Kvæ-
sturen, blev den væsentligste Del af Kassererforretningerne allerede nu bestridt af
Kvæsturen. Den Del af disse Forretninger, som blev besørget af Eforus, bestod
for Indtægtens Vedkommende blot i at modtage Kontingentet af de faa, der som
tidligere Universitetslæiere endnu vare Medlemmer af Kassen uden herfra at oppe-
bæie Gage eller Pension, og med Hensyn til Udgifterne i at udbetale Pensionerne
hver Termin til Enkerne. At henlægge ogsaa disse Forretninger til Kvæsturen,
saaledes at Eforus kun fik tilbage at gjøre Anmeldelse om, hvad der skulde mod-
tages og udbetales og derom tilfore Eforiprotokollen det fornødne, vilde ikke i
nogen særdeles Grad besvære Kvæsturen, og for saa vidt kunde der formentlig
intet være til Hinder for, at samtlige Kassetorretninger hertil henlagdes fra Ud-
gangen af hvilket som helst Kalenderaar; men det var en Selvfølge, at Ind- og
Udbetalingerne da maatte foregaa paa samme Maade som alle Kvæsturens øvrige
Kasseforretuinger, saaledes at Indbetalingerne skete i Kontoret og Enkerne der
hævede Pensionerne. I øvrigt skjønnede han ikke rettere, end at den samme
Fremgangsmaade, efter forud sket Underretning til de paagjældende, kunde følges
ved Eforiet, saaledes at Ind- og Udbetalingerne foregik, paa hvilket Sted Eforus
dertil bestemte. Medens Kasseforretningernes Henlæggelse til Kvæsturen i nær-
værende Tilfælde ikke vilde medføre nogen væsentlig Ulempe, kunde dot desuagtet
for Følgernes Skyld anses for betænkeligt; thi kunde en Legatbestyrer blive fri-
taget for Legatforretningerne, kunde det dog tænkes muligt, at flere andre kunde
ønske det samme, og da Kasseforretningerne ofte bestode i en Mængde smaa Ind-
og Udbetalinger og dermed forbundne Bogføring, kunde dette Arbejde med den
Arbejdskraft, der nu liavdes til Disposition, ikke overtages af Kvæsturen uden en
hel Omordning af Forretningerne og dermed forbundne forøgede Udgifter. Sluttelig
bemærkede han i Anledning af en Ytring af Eforus om, at Universitetet nød det
sædvanlige Vederlag for den Del af Kassererforretningerne, som allerede hertil
vare henlagte, at det Administrationsgebyr, som Stiftelsens Kasse i Følge kgl.
Kesol. 3. Septbr. 1852 oppebar af samtlige Legater, ikke var Vederlag for de
med Eforierne forbundne Forretninger, men for Frugtbargjørelsen og Bestyrelsen
af Legaternes Midler, hvilket ogsaa fremgik deraf, at Enkekassen vilde have at
betale det samme Gebyr som nu, om end ingen af Kasseforretningerne vare hen-
lagte til Kvæsturen.
Ved under 7. Juni at indsende denne Erklæring til Konsistorium, bemærkede
Kvæstor ligeledes, at der intet vilde være til Hinder for, at Kvæsturen overtog
Enkekassens samtlige Kassererforretninger paa den af Bogholdeien angivne Maade,
naar dette kun ikke vilde have til Følge, at samme Forlangende blev fremsat med
Hensyn til flere Eforier. Konsistorium har derefter ved Skrivelse af 20. Juni
1864 bifaldet, at Enkepensionerne fremtidig udbetales paa Kvæsturens Kontor efter
Professorernes Enkekasse.
199
Fortegnelser, der affattes af Eforus og tilstilles Kvæstor, og at de Medlemmer af
Enkekassen, der ere ansatte ved Universitetet, ligeledes i Kvæsturens Kontor betale
deres Kontingent. Konsistorium tilskrev derhos Eforus, at det formentlig vilde
være rigtigst at underrette alle vedkommende om, hvad der i Fremtiden vilde være
at iagttage med Hensyn til Udbetaling af Pensioner og Indbetaling af Kontingent
for de Medlemmer af Enkekassen, som staa uden for Universitetet
— Da Antallet af de Enker, som hæve Pension i Professorernes Enkekasse, i
de 11 Aar, som forløb, siden Pensionen blev forhejet fra 150 Rd. til 175 Rd ,
var voxet fra 8 til 19, fandt Enkekassens Eforus sig forpligtet til at opgjøre
Kassens Status efter Dødelighedsforholdene, hvorom han i Skrivelse af 13. Septbr.
1867 gjorde Indberetning til Konsistorium. Han benyttede til denne Opgjorelse
de Finlaisonske Mortalitetstabeller, uagtet de ikke ganske passe for Enkekassens
Foihold, da man ikke har Ret til at fordre Sundhedsattest af Manden, og da alle
de eventuelt Forsørgede ere gifte Koner; men da begge disse Omstændigheder
foroge Dødeligheden for de paagjældende, kunde det antages, at de vilde hæve
hinanden. Det Tidspunkt, paa hvilket Opgjørelsen fandt Sted, var 11. Juni 1867,
efter at alle Kontingenter vare indkomne og Pensionerne udbetalte. Resultatet
var herefter, naar man, af Hensyn til, at Dødeligheden er underkastet saa store
Fluktuationer, kun anførte runde Summer, følgende:
Kassen ejede: a. Rentebærende Kapital og Beholdning......... 53,800	Rd.
b.	Kontingent af 41 gifte Interessenter.......... 10,700	—
c.	— - 11 ugifte — .......... 1,700	—
66,200	Rd.
Den skyldte: a. Pension til 41 eventuelle Enker.,., 33,600 Rd.
b. — -19 aktuelle — .... 38,900 >—
--— 72,500 —
Kassen behøvede altsaa et Tilskud af 6,300 Rd., for at den skulde kunne opfylde
sine sandsynlige Forpligtelser.
Da der nu intet forelaa om en lignende Opgjorelse, da Pensionen blev for-
højet, foretog Eforus en saadan for 11. Juni 1855, og den gav følgende Resultat:
Kassen ejede: Rente bærende Kapital og Beholdning ......... 43,600 Rd.
Kontingent af 34 gifte Interessenter............ 10,000 —
—	6 ugifte — ............ 1,000 -
54,600 Rd.
Den skyldte: Pension til 34 eventuelle Enker. ... 30,<00 Rd.
—	8 aktuelle — ..... 16,500 —
47,200 —
Der var altsaa for 12 Aar siden Udsigt til et Overskud af 7,400 lid., hvor-
ved Pensionsforhøjelsen var fuldkommen berettiget. Den betydelige Tilbagegang
skyldtes væsentlig en Række af uheldige Dødsfald, af hvilke adskillige havde
truffet Mænd i deres bedste Aar, som havde efterladt sig temmelig unge Enker.
Forholdene vare nu saaledes, at der, naar ingen nye Dødsfald indtraf, i Aaret
1867 vilde kunne lægges omtrent 3oO Rd. op; men skulde der komme to Enker
til, vilde Kassen ikke af sine ordinære Indtægter kunne udrede Pensionerne, og et
saadant Tilfælde kunde meget let indtræde. Der var altsaa al Anledning til at
træffe saadanne Forholdsregler, at Kassen kunde komme i en bedre Slatus,
26
Universitets Aarbog;
200
Universitetet 1864 — 1871.
Om dette Tilfælde siges i Tillæget til Fundatsens § 10: „Skulde det Til-
fælde indtræde, at Kassens ordinære Indtægter af Renter, Indskud og aarlige Ri-
drag befindes utilstrækkelige til at afholde Enkernes Pensioner med det hidtil op-
naaede Relob, bliver det af Interessenterne at tage under Overvejelse, hvilke For-
holdsregler der hensigtsmæssigst kunne træffes, og navnligen, om enten en Ned-
sættelse af Pensionerne, ellor en Forhøjelse af de aarlige Ridrag eller af Indskuddene
eller Anvendelse af Kassens Kapitaler, eller flere af disse Midler paa en Gang
maatte være at benytte. Hvad Flertallet beslutter i et Møde, hvortil samtlige
Interessenter ere varslede, er da bindende saa vel for de enkelte Interessenter,
som for de pensionsberettigede Enker. Dog kan det Pensionsbelob af 150 Rd.,
som nu (28. Recbr. 1851) svares, ikke nedsættes enten for de nu værende Enker
eller for de nu værende Interessenters Enker".
Af de Midler, Paragrafen omtaler, burde det sidst nævnte, Anvendelse af
Kassens Kapitaler, formentlig ikke anvendes, da man derved endnu yderligere vilde
formindske Status; en Forøgelse af Indskuddene, tilstrækkelig til at dække Under-
balancen, vilde være trykkende, da den maatte beløbe sig til henved 150 Rd. for
hver af de gifte Interessenter. Skulde Underbalancen dækkes ved Nedsættelse af
Pensionerne, maatte disse bringes ned til 100 Rd.; skulde det ske ved en For-
hojelse af Kontingentet, maatte dette blive ansat til 30 Rd., altsaa en Forøgelse
af 11 Rd. om Aaret for den gifte, 5x/2 Rd. for den ugifte Interessent. Endelig
kunde begge Midler kombineres, saaledes at Kontingentet blev forøget med 7 Rd.
og Pensionen nedsat med 5 Rd. Hvilket af disse Alternativer man nu foretrak,
saa blev det nødvendigt, at en lignende Opgjorelse jævnlig fandt Stod, for at den
extraordinære Forholdsregel kunde ophøre, naar den uheldige Konjunktur var fo bi,
og da Arbejdet nu, da de fornødne Tabeller vare bragte til Veje, var temmelig
ringe, vilde han gjerne forpligte sig til at foretage Opgjorelsen hvert Aar. Fluk-
tuationer var man altid udsat for i en Pensionskasse, der kun omfattede et
lidet Antal Personer, og især, naar Pensionen var ens for alle, uden Hensyn til
Dødeligheden. Det vilde derfor være det sikreste for Kassen, naar man traf den
Bestemmelse, at 10 pCt. af de aarlige Indtægter skulde lægges til Kapitalen, og
Resten fordeles imellem Enkerne. Pensionerne vilde derved ganske vist blive fluk-
tuerende; men Forandringerne vilde ikke blive store, og for Aaret 1867 vilde Pen-
sionerne efter denne Bestemmelse være blevne 170 Rd. En saadan Restemmelse
var i Grunden den eneste, der kunde sikre Kassen, og det var ubetinget den, han
vilde have anbefalet, naar ikke Livrente- og Forsorgelsesanstalten var gaaet ind
paa at betragte den Enkerne ved Professorernes Enkekasse sikrede Pension som
lige berettiget med den fra Forsorgelsesanstalten sikrede; men denne Omstændighed
gjorde, at han i det hele ikke turde foreslaa nogen Fo: andring ved Pensionerne,
og hans Forslag var da, at der toges den Restemmelse, at Kontingentet indtil
videre forhøjedes for de gifte Interessenter til 36 Rd , for de ugifte til 18 Rd.
Paa et i denne Anledning af samtlige Interessenter i Professoreines Enke'
kasse den 7. Oktbr. 1867 afholdt Mode bemyndigede Interessenterne Konsistorium
til at søge udvirket, at Enkekassens Kapitalformue saa hurtig, som Omstændig-
hederne tillode det, udsondredes fra den almindelige Legatmasse og særskilt for-
valtedes i UniversitetskvæsturCn under det for Legatmidlerne anordnede Tilsyn
af Konsistorium, samt at Enkekassens Pengekapital anbragtes i kgl. danske Obli-
gationer til 4 eller 5 pCt., eller udsattes til højere Rente end 4 pCt. aarlig, dog
Professorernes Enkekasse.
201
alene mod saadan Sikkerhed i faste Ejendomme, som efter Lovgivningen udkræves
med Hensyn til Udlaan af umyndiges Midler. Efter Opfordring af Konsistorium
udtalte Kvæstor sig under 31. s. M. om, paa hvilken Maade en saadan Udsondring
kunde foregaa. Han bemærkede, at Enkekassens Kapitalformue, foruden den
kontante Beholdning, udgjorde 52,950 Rd., som vare indbefattede under den fælles
Legatmasse og saaledes sikrede ved de Legatkassen tilhørende Panteobligationer.
Ligesom flere af Legaterne havde særskilte Aktiver, saaledes kunde der ogsaa
tildeles Enkekassen særskilte Aktiver, uden at det derfor var nødvendigt at udsondre
Enkekassens Regnskab af det samlede Legatregnskab; men naar Enkekassens For-
mue skulde udlægges i Kontanter for at anvendes paa den angivne Maade, vilde
det være nødvendigt, enten at opsige eller afhænde et tilsvarende Beløb af Legat-
kassens Panteobligationer, eller ogsaa at lade Udsondringen indtræde, efterhaanden
som Legatkassen opsamlede den dertil fornødne Beholdning. Da sidst nævnte
Fremgangsmaade vilde medføre, at der vilde hengaa en lang Række af Aar, før
Udsondringen kunde tilendebringes, og Omsætningen fuldstændig gjennemføres, samt
da det om muligt burde undgaas at opsige udlaante Kapitaler, var der formentlig
al Anledning til at søge den kontante Beholdning tilvejebragt derved, at de andre
under Kvæsturen bønhørende Stiftelser, i Stedet for at udlaane deres overflødige
Beholdninger, derfor overtoge indtil 53,000 Rd. af Legatkassens sikre Panteobli-
gationer. Efter Kvæstors Indstilling, som Konsistorium i Skrivelse til Ministeriet
af 16. Novbr. tiltraadte, bifaldt Ministeriet under 28. s. M., at den Professorernes
Enkekasse tilhørende Kapitalformue udsondredes fra den almindelige Legatmasse
saaledes, at Sorø Akademi, efterhaanden som det fik de dertil fornødne kontante
Midler, overtog 3 nærmere betegnede Panteobligationer til et samlet Belob af
53,000 Rd.
Der indkom derefter Begjæring om et Laan paa 40,000 Rd. af Enkekassens
Midler til 5 pCt., mod Pant i Ejendommen Overslemmingegaard ved Grenaa. Til
at tage Beslutning herom afholdtes d. 1. April 1868 et Møde at Inteiessenteme.
Tvende af Prof.^Oppermann stillede Forslag, principaliter: , at et nyt Møde skulde
indvarsles, for hvilket der vilde være at fremsætte Forslag om at søge Ministeriets
Samtykke til at disponere over Enkekassens Kapital til Indkjøb ogsaa af andre
offentlige Effekter end kgl. danske Statsobligationer, subsidiært: , at kun omtrent
Halvdelen af Enkekassens Kapital skulde frugtbargjores ved Udlaan mod Pant i
faste Ejendomme, helst saaledes, at Laanene fordeltes over flere Ejendomme, medens
den øvrige Del af Kapitalen anvendtes til Indkjob af kgl. danske Statsobligationer,
forkastedes, ligesom ogsaa et Forslag af Prof. Nellemann om, at der skulde ske
offentlig Bekjendtgjorelse, hvorefter Andragender om Laan af Enkekassens Midler
til 5 pCt. kunde indgives, og at der derefter skulde træffes nærmere Bestemmelse
om Udlaanet, forkastedes. Herefter maatte det anses som vedtaget, at det ind-
komne Andragende om Laanet i Overslemmingegaard skulde tages til Følge. Ved
Skrivelse af 18. April til Kvæstor bevilgede Konsistorium derpaa, at der af Enke-
kassens Midler udlaantes i alt 47,500 Rd., mod en Rente af 5 pCt. og Pant i
faste Ejendomme, nemlig foruden det nævnte Laan paa 40,000 Rd., 3 Laan paa
3000 Rd., 2500 Rd. og 2000 Rd. og end videre ved Skrivelse af 11. Mai 186S
et Laan paa 3500 Rd. Der var saaledes udlaant i alt 51,000 Rd., Resten
2000 Rd. anbragte i Følge Konsistoriums Beslutning i kgl. 4 pCt.s Obligationer.
I Maj 1868 opgjorde Eforus Status saaledes:
202
Universitetet 1864 — 1871.
Kassen ejer:
Kentebærende Kapital. . .. 53,880 Kd.
Kontingent af 40 gifte In-
teressenter .... 9,474 —
— af 11 ugifte do. 1,508 —
64,862 Kd.
hvorefter der blev et sandsynligt Overskud af 795 Rd.
I Juni 1869 opgjorde han Status saaledes:
Kassen skylder:
Pension til 20 aktuelle
Enker......... 36,202 Rd.
—1 til 41 eventuelle
do............ 27,865 —
64,067 Rd.
Kassen ejer:
Kapital............... 54,603,8 Rd.
Kontingent af 41 gifte In-
teressenter.. . 9,613,i
— af 11 ugifte do. 1,481,7
65,698,6 Rd.
Kassen skylder:
Pension til 21 aktuelle
Enker........ 38,295,3 Rd.
— til 41 eventuelle
do........... 28,349,3 —
66,644,6 Ud.
hvoretter der blev en sandsynlig Underbalance af 946 Rd., hvilket dog ingenlunde
var foruroligende, da den kunde hæves ved at formindske Enkepensionen med
21 2 Rd. og det saa ud til, at Aaret vilde give et Overskud af omtrent 238 Rd.
I Juni 1870 var Status følgende:
Kassen ejer:
Kapital.................55,215,7 Rd.
Kontingent af 43 gifte In-
teressenter . . .	10,095,9 —
— af 11 ugifte..	1558,6 —
Kassen skylder:
Pension til 20 aktuelle
Enker ....... 36,745,o Rd.
— til 43 eventuelle
do........... 30,280,2 —
66,870,2 Rd.
hvorefter der blev en sandsynlig Underbalance af 145 Rd.
I Juni 1871 var Status følgende:
67,025,2 Rd.
Kassen ejer:
Kapital..............................56,1 75,6 Rd.
Kontingent af 41 gifte In-
teressenter . ..	10,059,8 —
af 13 ugifte do.	1,737,2 —
Kassen skylder:
Pension til 22 aktuelle
Enker........ 40,885,3 Rd.
— til 41 eventuelle
do.........
67,972,6 Rd.
hvorefter der blev en sandsynlig Underbalance paa 1160 Rd.
De aarlige Indtægter og Udgifter stillede sig saaledes:
28,247,4 —
69,132,7 Rd.
Udgift:
Pension til 22 Enker (2
paa halv Pension)....
3,675,o Rd.
3,675,o Rd.
Indtægt:
Renter................ 2,640,o Rd.
Kontingent af 41 gifte In-
teressenter ... l,025,o —
— af 13 ugifte do. 162,5 —
3,827,5 Rd.
hvilket gav et aarligt Overskud af 152 Rd.
Det kan endnu tilføjes, at der i Novbr. 1870 i Henhold til Konsistoriums
Skrivelse til Kvæstor af 5. s. M. indkjøbtes 4 pCt. Obligationer, lydende paa et
Beløb af 1900 Rd., der bleve indskrevne i Statsgjældens Bøger, i Forening med
det Enkekassen allerede tilhørende Indskrivningsbevis paa 2300 Rd.
— Foranlediget ved en Forespørgsel af Finansudvalget om, hvorvidt Profes-
sorernes Enkekasse ydede tilstrækkelig Garanti til, at de derved sikrede Pensioner
kunde benyttes til Fyldestgjørelse af den i Loven af 5. Jan. 1851 paabudne Etike-
forsorgelsespligt, paalagde Konsistorium Enkekassens Eforus, Prof. Holten, herom
at udtale sig, hvilket skete under 11. Juni 1869. Han bemærkede heri, at
Enkekassen —, hvis Fundats med Tillæg ere trykte i Lindes Meddelelser f. 1849—56 S.
239 Note samt S. 241—42 —, i Juni Termin 1869, naar Kontingenterne vare indbetalte
og Pensionerne udbetalte, vilde eje en Kapital af 54,633 Rd. 69 Sk. i følgende Effekter:
Professorernes Enkekasse,
203
I Prioritetsobligationer å 5 % med Sikkerhed som for umyn-
diges Midler................................. ........51000	Rd,	„	Sk.
I kgl. 4 °/o Obligationer...................................................2300	—	„	—
I den almindelige Legatniasse ................................................1300	—	„	•—
Beholdning til Oplæg..........................................................33	—	69	—
54633 Rd. 69 Sk.
Den i den almindelige Legatmasse iudestaaende Sum vilde i næst kommende
Decbr. Termin til Dels blive anbragt i Prioritetsobligationer å 5 °/o, og Kapitalen
vilde da give paa det nærmeste 4,s Procent i Rente, efter Fradrag af V32 af
Renten i Administrationsgebyr til Universitetets Kasse.
Til Grund for Beregningen af Kassens sandsynlige Status, der udførtes hvert
Aar, var lagt de Finlaisonske Mortalitetst ibeller, som ogsaa benyttedes af Liv-
rente- og Forsørgelsesanstalten, og nemmest vilde det ganske vist være at udfore
hele Opgjorelsen efter de af denne Anstalt offentliggjorte Tabeller; men disse
vare beregnede efter en Rentefod af 3V2 °/o, saa at Kapitalen maatte konverteres
efter denne Rentefod. Da nu Livrenternes, Forbindelsesrenternes og Overlevelses-
renternes Værdier ikke stode i noget simpelt Afhængighedsforhold til Rentefoden,
havde han til denne Opgjørelse beregnet egne Tabeller efter samme Principer som
de af Livrente- og Forsergelsesanstalten offentliggjorte, men dels til 4 °/o, dels
til 5 %, mellem hvilke Resultatet da fandtes ved en Interpolation. Opgjorelsen
for 1869, hvis Detail fandtes i en Skrivelsen vedlagt Oversigt, der meddeles neden
for, over Værdier af Kontingenter og Pensioner ved Professorernes Enkekasse,
gav følgende Resultat:
Enkekassen ejede:
Kapital.............. 54633,7 Rd.
Kontingent af 41 gifte
Medlemmer......... 9 613,1 —
Kontingent af 11 ugifte
Medlemmer......... 1481,7 —
65728,5 Rd.
Enkekassen skyldte:
Pensioner til 21 Enker (19 a 175 Rd.,
2 å 87Vs Rd.)...... 38295,3 Rd.
Pensioner til 41 even-
tuelle Enker........ 28349,3 —
66644,6 Rd.
Der vilde altsaa blive en sandsynlig Underbalance af 916,1 Rd. Derved
maatte det imidlertid bemærkes, at Forsørgelsesforeninger, der omfattede et saa
ringe Antal af Forsørgere og Forsørgede som Professorernes Enkekasse, nødven-
digvis maatte være underkastede betydelige Fluktuationer i Dødeligheden. Efter
at der saaledes i 1855 var opsparet en Kapital af 43600 Rd., blev det vedtaget
at forhøje Pensionerne fra 150 Rd. til 175 Rd., og der vilde da blive et sand-
synligt Overskud af 7400 Rd. Imidlertid viste det sig ved Opgjorelsen i 1867,
at Dødeligheden blandt Professorerne havde været saa stor, blandt Enkerne saa
ringe, at der da var en sandsynlig Underbalance af 6300 Rd , hvorfor det ved-
toges at anbringe Kapitalerne til en højere Rente, hvorved ogsaa Underbalancen
blev dækket; men i 1868 indtraf der atter et Dødsfald, der bragte en ny, om
end rinje Underbalance tilstede. Det saas altsaa, at Enkekassen for Øjeblikket
befandt sig i en af de ugunstige Fluktuationer, hvilket fremgik endnu yderligere
deraf, at siden 1865 ingen af dens Enker var afgaaet ved Døden, uagtet
dette vilde have været mere end 93/4 Gange saa sandsynligt, som at de alle vare
blevne i Live. Det var vel derfor rimeligt, at denne uheldige Konjunktur efter
faa Aars Forløb vilde tabe sig; men skulde det ikke finde Sted, var der i Jil-
læget til Fundatsens § 10 givet et fuldkommen tilstrækkeligt Korrektiv til at sikre
204
Universitetet 1864 — 1871,
Kassens Bestaaen. Den oven nævnte Underbalance vilde saaledes kunne dækkes
ved at nedsætte Enkepensionerne med 2 Rd. 40 Sk. eller ved at forhøje Kon-
tingenterne med 2 Rd. 6 Sk. Man havde dog forelobig ikke fundet det nødven-
digt at foretage noget særegent Skridt for fri dække den mulige Underbalance, da
Aarets Indtægt endnu syntes at ville overstige Udgiften med henved 250 Rd., saa at
Kassen end ikke vilde komme i Forlegenhed, om Enkernes Antal forøgedes med 1.
Den foran omtalte Oversigt lyder sailedes:
Værdier af Kontingenter og Peusioner ved Professorernes Enkekasse.
Gifte Interessenter.	Man- Hu- | dens struens Alder.		Værdi af Kontin- ! eventuel gent. Pension.	
Konf. 0. Bang.....	81	68	79,9	897,8
— Werlauff.....	88	71	38,3	999,6
— Sibbern ......	84	69	61,i	963,6
Prof. Clausen.......	76	72	108,3	547,2
Konf. Ussing.......	72	62	139,,	733 3
Etatsr. Otto........	74	67	124,2	690,6
Biskop Engelstoft...	64	51	191,i	973,7
Prof. Ussing.......	49	45	272,7	655,7
— Sommer......	65	63	174,7	601,i
Biskop Martensen...	61	52	208,5	834,8
Prof. Hermansen....	63	56	193,7	775,8
Etatsr. Steenstrup . .	56	58	226,o	533,8
Prof. Schiern.......	53	41	254,3	858,9
Gehejmekouf. Hall ..	57	52	228,5	720,8
Etatsr. Gram.......	53	40	254,5	877,5
Gehejmeetatsr.Fenger	55	41	243,9	922,.
Konf. Madvig......	65	71	161,3	356,7
Prof. Nielsen ......	60	54	212,2	743,8
— Bjerring......	64	61	182,9	640,3
— Oppermann....	52	48	257,4	683,7
—	Aagesen...... —	d'Arrest.......	43	24	309,6	785,9
	47	46	283,5	578,7
— Hammerich....	60	62	202,3	504 o
— Nellemann ....	38	26	321,3	527,6
— Steen .........	53	38	255,o	912,8
— ørsted *)......	53	31	256,4	510,5
— Gislason......	61	51	209,2	864,2
— Allen.........	58	56	219,7	632,8
— Goos.........	34	29	336,4	571,o
With ........	42	26	312,9	742,o
— Schiodte ......	54	48	246,i	741,.
Panum .......	48	43	280,3	662,9
— Warncke*)....	49	22	280,.	494..
— Holm........	36	36	332,8	522,9
— Johnstrup .....	51	48	261,2	655,4
— Thomsen.....	43	37	305,3	628, s
— Stadfeldt.....	39	i 31	321,6	627,4
— Frederiksen ...	29	28	346,9	527,.
Etatsr. Benzon-Buch-				
wald............	48	48	289,3	568,2
Gehejmelegationsraad			301,7	
Vedel ..........	44	36		665,4
Lektor Gædeken ....	37	29	328,4	615,7
			9613,.	28349,3
Ugifte Interessenter.
Ugifte Interessenter.
Alder,
Værdi
af
Kontin-
gent.
Prof. Scharling ...
Khr. Scheel .....
Prof. Westergaard
—	Buntzen
Holten......
—	Mehren.....
—	Borneinann..
—	Brochner....
—	Saxtorph
—	Schmidt
—	Reisz.......
Enker, som hæve
Pension.
Fru	Saxtorph.....
Ørsted.......
—	Bornemann...
—	Møller.......
—	Engelstoft....
—	Bang........
—	Eschricht ....
—	Larsen.......
—	Petersen .....
—	Bornemann ..
—	Stein........
—	Forchhammer.
—	Olufsen......
—	Liebmann
—	Hagen.......
—	Levy *)......
—	Ramus.......
—	Scharling
—	Holst........
—	Velschow*)...
—	Holck.......
*) Disse Interessenters Enker ere kun berettigede
til halv Pension.
66	93,8
69	84,i
54	131.6
57	123,o
51	140,6
47	152,9
56	125,2
49	146,9
47	152,9
44	160,9
40	169,8
	1481,7
	Værdi
Alder.	il f
	Pension.
75	1135,8
80	887,3
80	887,3
65	1665, s
82	853,o
65	1665,8
58	2022,7
61	1876,2
73	1235,3
44	2548,4
68	1503,4
53	2244,7
60	1927,i
36	2724,,
43	2574,i
40	1322,2
54	2202,i
53	2244,7
41	2622,o
44	1274,2
27	2879,.
	38295,3
Disse Enker nyde kun halv
Pension.
Universitetslærernes Virksomhed.
205
3. Universitetslærernes Virksomhed.
a. Om Docenten i Sundhedspleje og Retslægevidenskab.
Det kgl. Su nd hed sk ol le gin m tilskrev under 31. Decbr. 1853 Justits-
ministeriet, at det havde taget under Overvejelse, paa hvilken Maade Rigets
offentlige Sundhedsvæsen og sammes Bestyrelse hensigtsmæssigst maatte kunne
omdannes, dels efter de Forbilleder, andre Landes Erfaringer tilbøde, dels efter
vore ejendommelige Forhold, og derved faaet sin Opmærksomhed henledet paa en saa
vigtig og paatrængende Saf/, at det havde troet ufortovet at burde gjore An-
dragende derom.
Idet Kollegiet nemlig havde forsøgt at klare for sig det Hovedpunkt, hvorom
det ved den paatænkte Reform især gjaldt, havde det fornemmelig maattet dvæle
ved den betydelig forandrede Stilling, som Lægevidenskaben var kommet til at
indtage i dens Anvendelse paa det offentlige Sundhedsvæsen. Fra en tidligere
Tids højst beskedne, passive, raadgivende og paa Grund af Forholdene oftest kun
lidet paaagtede Virksomhed havde Lægevidenskaben og de Grundsætninger, der
udsprang af den, tilvundet sig en uundværlig og indgribende Betydning for det
almindelige Velvære. De Omstændigheder, som foruden Videnskabens egne Frem-
skridt havde medvirket hertil, maatte vel først og fremmest søges i don tiltagende
Kulturudvikling og navnlig i den stærkt fremtrædende humane Bestræbelse efter
at drage Omsorg for alle Slags saa vel legemlig som aandelig lidende i Sam-
fnndet. Man behøvede blot at nævne Fængsler, Hospitaler, Daareanstalter, for
strax at tilbagekalde i Erindringen de store Fremskridt, som man, paavirket af
denne den nyere Tids heldbringende humane Sans og vejledet af Lægevidenskabens
Grundsætninger, havde tilvejebragt. Men herved var man ikke bleven slaaende.
Don allernyeste Tid havde med stigende Styrke og Klarhed godtgjort det offent-
liges Forpligtelse til at henvende Opmærksomheden paa de Forhold og Betingelser,
hvorunder hele den lavere stillede, men ikke mindre trængende Befolkning befandt
sig, og fremstillet en Forbedring af disse, dels som en retfærdig Gjæld til denne
Del af Samfundet, dels som en nødvendig Betingelse, for at ogsaa de øvrige,
gunstigere stillede Klasser kunde undgaa overhængende Farer.
Foruden den Understøttelse, som saadanne Bestræbelser havde fundet i Nu-
tidens Kulturtrin og humane Retning, til Dels vel ogsaa i fremad skridende poli-
tiske og sociale Forhold, vare de blevne ikke lidet fremskyndede ved de slaaende
og uigjendrivelige Kjendsgjerninger, som en ny Videnskab, den medicinske Statistik,
havde bragt for Lyset, navnlig efter at den var blevet erkjendt og benyttet i det
offentliges Tjeneste som et vigtigt Hjælpemiddel til at opklare mange hidtil
temmelig dunkle Forhold. Hertil kom, at de ødelæggende Epidemier, som vare
skredne hen over det evropæiske Samfund, uagtet deres nærmest sørgelige Følger
havde været mægtige Redskaber til, fremstillede og belyste af videnskabelige
Undersøgelser, at vække hos Avtoriteterne og den offentlige Mening en større
Omsorg og Nidkjærhed for at afhjælpe Mangler og træffe hensigtsmæssige Foran-
staltninger i alle offentlige Sundhedsforhold. Saaledes var man ad flere Veje
blevet ført til at udvikle, omdanne og ordne hele den offentlige Sundhedspleje og
at udvide det dertil hørende Sundhedspolitis Indgreb og Virksomhed. Dette Maal
maatte søges naaet dels ved en helt ny Lovgivning, dels ved administrative For-
holdsregler. I begge Retninger kunde man ikke undvære Lægernes Medvirknings
206	Universitetet 1864—1871.
og heraf fulgte igjen, at man havde maattet erkjende det rigtige i at indrømme
dem en større Indflydelse i de paagjældende Retninger. Men naar Sagen var
kommet til det Udviklingstrin, hvor man ikke længere kunde blive staaende ved
den blotte Erkjendelse heraf, fordi dot gjaldt om at lade denne Indflydelse faa
praktisk Betydning, da var man i alle Lande stødt paa \ anskelighedei. Saadanne
havde deres naturlige og forklarlige Kod i den baade passive og aktive Modstand
mod reformerende, om end nok saa anerkjendte Bestræbelser, naar disse nødtes
til at gribe dybt ind i offentlige og private Forhold, eller rettere, at betragte og
behandle Forhold, der længe havde været ansete for private, som henhørende under
det offentliges Omordning og Tilsyn, hvorved man ikke kunde undgaa at komme
i Strid, ikke alene med gamle Vaner og Interesser, men ogsaa med den alminde-
lige og naturlige Ulyst til at generes af det offentlige i sin Bedrift og sit dag-
lige Liv. Disse Hindringer turde man haabe hævede lidt efter lidt ved, at man
stadig oplyste den offentlige Mening, og ved hensigtsmæssige Foranstaltninger fra
Avtoriteternes og Regeringens Side. Men der mødte endnu andre Vanskeligheder
fra en Side, hvor man ved forste øjekast ikke ventede dem, nemlig hos selve
Lægerne, og det var især paa dem, Kollegiet henledede Opmærksomheden.
Idet man nemlig søgte at erhverve for Lægerne den uomgængelig nodven-
dige Indflydelse paa de Forbedringer af Sundhedsforholdene, som Regeringen nu i
alle Lande erkjendte for paatrængende, maatte man fastholde .den Grundsætning,
at den vigtigste Betingelse for enhver varig og heldbringende Indflydelse var visse
Kundskaber og en vis Dygtighed i disses Anvendelse. Den nyere Omdannelse af
Sundhedsforholdene krævede nu en Kundskab og Dygtighed, som ikke indbefattedes
i den almindelige lægevidenskabelige Uddannelse. Denne afgav vel et som oftest
uundværligt Grundlag; men hertil maatte endnu komme en Række Kundskaber,
af hvilke de fleste Læger hverken vare eller kunde være i Besiddelse, da de for
Ojeblikket kun kunde erhverves ved et selvstændigt og besværligt Studium, og
som dog vare nødvendige Betingelser, fur at Lægorne i denne \igfigt Sag kunde
paa en fyldestgjørende Maade træde i det oflentliges Tjeneste. Dei sigtedes hen ed
til den offentlige Hygiejne, den medicinske Statistik og Kundskab til Landets
Medicinal-Lovgivning og Medicinalvæsen. Den Mangfoldighed af Kundskaber, som
maatte erhverves, for at man kunde være nogenlunde vel bevandret i disse forskjellige
Grene af det offentlige Sundhedsvæsen, vare spredte paa mange Steder i hygiejniske
og statistiske Værker, i Lovgivningsarbejder, offentlige Bekjendtgjørelser og især
i en stor Mængde Rapporter. Disse vare vanskelige at finde og endnu vanske-
ligere at gjennemarbejde for at uddrage det nødvendige og brugbare Resultat.
Idet man fik Oje for denne Mangel og for Utilgængeligheden af en Række positive
Kundskaber, der vare af saa stor positiv Betydning for den for Haanden værende
Udvikling af Medicinal- og Sundhedsforholdene, var det naturligt, at Blikket forst
henvendte sig til vor videnskabelige Højskole. Hidtil havde imidlertid de an-
tydede Kundskabsfag endnu ikke gjort sig saaledes gjældende, i det mindste ikke
inden for vore Grænser, og havde endnu ikke her skaffet sig en saadan praktisk
Betydning, at man ved Universitetet kunde vente at finde en Lærestol for samme;
derimod turde man nære det bedste Ilaab om, at man dog for Ojeblikket var
kommet saa vidt, at man fia alle Sider vilde erkjende det ønskelige ellei endog
nødvendige i, at en saadan Post snarest muligt sogtes oprettet, li\»»i man undei
Anvendelse af sædvanligt Studium og almindelige Evner vilde være i Stand til at
Universitetslærernes Virksomhed.
tilegne sig et vist praktisk og sammentrængt Maal af de nødvendige Kundskaber
i disse Retninger, navnlig i den offentlige Hygiejne, som allerede i kgl. Resol. af
3. Apr. 1840 (Bekj. 21. Decbr. 1841) nævnedes under Navn af politica medica
mellem de Fag, som skulde doceres ved vor medicinske Højskole, men senere var
forsvundet af disses Tal. De øvrige nævnte Fag. tillige med et for overordnede
Medicinal-Embedsmænd passende Kursus i kemisk Analyse, stode i nær Forbindelse
med Foredrag og Øvelser, som allerede afholdtes ved Universitetet, og vilde
maaske ikke fordre nogen Forøgelse i de existerende Lærekræfter; men Undervis-
ningen i dem maatte kombineres med Undervisningen i den offentlige Hygiejne,
saa at et samlet hele derved bragtes til Veje. Man kunde formentlig give dem,
der havde erhvervet sig de herhen horende Kundskaber, Lejlighed til at aflægge
offentlig Prøve, dog ikke saaledes, at denne skulde være at anse som nødvendig
Betingelse for Ansættelse i de paagjældende Retninger. Kollegiet erkjendte nemlig
det lidet ønskelige i at fremme det allerede noksom udviklede Examensvæsen mere
end højst nødvendigt, og det troede, at maaske ikke faa, der vilde være utilbøje-
lige til at aflægge en saadan offentlig Prøve, ikde desto mindre kunde tilegne sig
den Kundskab og Dygtighed, der krævedes, og paa andre Maader lægge dette for
Dagen. Medens det saaledes som Regel maatte anses for hensigtsmæssigt at
holde sig til en saadan fastsat Prøve, mente Kollegiet tillige, at man ikke burde
afskære sig Muligheden af, især i Begyndelsen, at benytte til Fordel for det
offentlige en erkjendt Dygtighed og Kundskabsfylde, selv om den ikke var op-
naaet ad den aldeles skolerette Vej. Saaledes troede Kollegiet baade at tage
Hensyn til det offentliges nødvendige Fordringer og til de i vore hjemlige Forhold
begrundede Tilbøjeligheder.
Hvad Kollegiet herved tilsigtede, var ikke noget nyt, men havde i længere
Tid været omhandlet og anerkjendt i Lægernes Kreds her i Landet, og var i
andre Lande i ringere eller større Udstrækning bragt i Udøvelse ; og det kunde
ikke noksom anbefales, at der saa hurtig og kraftig som muligt blev taget fat
paa Sagen, da der under alle Omstændigheder vilde medgaa en Række af Aar,
forinden nogen Lægekandidat ved Universitetet kunde være oplært til at beklæde
et overordnet Medicinalembede. Kollégiet indstillede derfor, at der som nødvendig
Forudbetingelse for de Reformers Gjennemførelse, hvorom det fandt sig opfordret
til at indkomme med Forslag, maatte træffes indledende Foranstaltninger til, at
de Lægekandidater, som ønskede det, ved Universitetet kunde finde en efter deres
Tarv afpasset Undervisning i offentlig Hygiejne, medicinsk Statistik, Medicinal-
lovgivning og kemisk Analyse, at der gaves dem Lejlighed til i disse Fag at
underkaste sig en Prøve, og at denne Sag maatte nyde Fremme saa hurtig, som
Forholdene vilde tillade det.
Justitsministeriet sendte denne Indstilling med sin Anbefaling til Ministeriet
for Kirke- og Undervisningsvæsenet, der herover indhentede Erklæringer fra det
lægevidenskabelige Fakultet og Konsistorium.
Det lægevidenskabelige Fakultet delte sig i et Mertal paa 5 Med-
lemmer (Bang, Eschricht, Otto, Fenger og Buntzen) og et Mindretal paa 4 Med-
lemmer (Stein, Levy, Sommer, Ibsen). Flertallet bemærkede i en den y. Juni
1854 afgivet Erklæring, at denne Sag vist nok omhandlede et Punkt af stor Vig-
tighed for den civile Administration, cg om hvilket det lod sig forudsige, at det
med mere og mere Vægt vilde gjø'.e sig gjældende her som andetsteds. Fakul-
27
Universitets Aarbog.
208
Universitetet 18G4—1871.
tetet, som i de senere Aar gjentagne Gange havde haft de herhen horende Spørgs-
maal under Diskussion, men ikke havde fundet sig tilstrækkelig opfordret til heri
at tage Initiativet, havde nu, foist gjenneni et Udvalg, senere in pleno, taget
Sagen under fornyet Overvejelse, og det fremsatte da Resultaterne af denne samt
en Plan til en Organisation fra Universitetets Side, som formentlig vilde svare til
Øjemedet.
A. Med Hensyn til Un der|visningen fandtes i Sundhedskollegiets Indstilling
nævnt som dens Gjenstand: offentlig Hygiejne, medicinsk Statistik, Medinallovgiv-
ning og komisk Analyse. Fakultetets Majoritet troede til disse at maatte feje
Retslægevidenskab og Farmaci, og ved en passende Sammendragning af disse Lære-
gjenstande vilde der saaledes blive fem Fag, hvori man maatte ønske en yder-
ligere Uddannelse for de Læger, af hvilke Administrationen fremtidig vilde drage
nogen særegen Nytte i de tilsigtede Retninger. Disse fem Fag vare da, nærmere
betegnet, følgende:
1.	Hygieine publica med Indbegreb af de for hygiejniske Undersøgelser fornødne
statistiske Kundskaber. Da denne Videnskab var temmelig ny og i over-
ordentlig Fremadskriden, da den uimodsigelig vilde blive Hovedstudiet for
den vordende administrative Læge, saa maatte heri holdes regelmæssige og
omfattende Forelæsningskursus; og det vilde vistnok især bero paa Gjennem-
førelsen af dette Punkt, hvilken Betydning den hele Foranstaltning i Tiden
vilde vinde. Det maatte tillige bemærkes, at Forslaget om den medicinske
Statistiks Optagelse blandt Læregjenstandene antoges for fyldestgjort ved den
herunder skete Tilfojelse.
2.	Danmarks Medicinalvæsen og Medicinallovgivning, hvori enhver ved Selv-
studium maatte kunne opnaa de fornodne Kundskaber.
3.	Analytisk Kemi. Da der heri vilde være at stille de samme Fordringer, som
stilledes til farmacevtisk Examen, vilde de ogsaa kunne tilfredsstilles ved
Benyttelsen af de samme Forelæsninger og Øvelser, som benyttes af Farma-
cevterne ved Universitetet og ved den polytekniske Læreanstalt.
4.	Retslægevidenskab, navnlig dennes praktiske Side. Da denne Videnskabs
theoretiske Grundvold omfatter alle Retninger af den almindelige Lægekund-
skab, vilde det være meget vanskeligt at tilvejebringe en Undervisning, hvorved
alle Enkelthederne bleve behandlede med yderligere Udforlighed og Grundig-
hed. Denne burde derfor blive staaende ved det, som ydedes som Forbe-
redelse til den almindelige Lægeexamen, og det maatte overlades til Selv-
studium, til Erfaringen og det modnere Omdømme at supplere det mulig
manglende.
5.	Farmaci, navnlig Kjendskab til de farmacevtiske Varer og deres Behandling.
Hertil kunde ogsaa benyttes de sædvanlige, for Faimacevter og medicinske
studerende afholdte Forelæsninger og Øvelser, og den fornødne Kundskab
kunde suppleres ved Selvstudium, hvortil Apotheker og Dioguerihandler afgave
et tilstrækkeligt og let tilgængeligt Materiale.
Til at bestride Undervisningen i disse fem Retninger, for saa vidt som de
skulde blive Gjenstand for en saadan og ikke kunde henvises til den allerede
examinerede og praktiserende Læges selvstændige Studier, Erfaringer og Under-
søgelser, vare de nodvendige Kræfter for en stor Del allerede tilstede ved Uni-
versitetet. Docenten i Farmakologi og medieina forensis ved det lægevidenskabe-
Universitetslærernes Virksomhed.	209
lige Fakultet og Docenten i Kemi ved det matheniatisk-naturvidenskabelige Fa-
kultet kunde ved de allerede bestaaende Kursus og Øvelser bidrage til Ojemedet.
Hvorvidt det kemiske Apparat ved Universitetet overhovedet svarede til de nu
værende Fordringer og endog var tilgængeligt for en Udvidelse af sin Virksomhed,
var et andet Sporgsmaal, hvis Vigtighed Fakultetet her havde Anledning til at
paapege, men som fra anden Side sandsynligvis vilde blive rejst. Men der var
en Undervisningsgren, som Fakultetet allerede havde udhævet som den fornemste,
og som manglede en Lærer, det var Hygieine publica (politica medica). Naar
Sundhedskollegiet i sit Andragende omtalte, at denne Læregjenstand var nævnt i
kgl. Resol. 3 Apr. 1840, men senere var forsvundet af de medicinske Discipliners
Tal, maatte Fakultetet dog bemærke, at den fra 1845 — 52 faktisk var blevet
gjort til Gjenstand for gjentagne semestrale Kursus af Fakultetets Medlem, Prof.
Sommer. Fakultetet maatte imidlertid erkjende, at det for Tiden ikke kunde be-
stride et saadant Hovedfag, ligesom det ogsaa maatte anse det for ønskeligst, om
man dertil søgte friske Kræfter, som indtil videre mere udelukkende kunde opofre
sig dertil.
Det indrommedes, at det lægevidenskabelige Fakultet, som bestod af 10
Medlemmer, ikke burde udvides yderligere, endskjønt det vel maatte erindres, at
disse 10 Lærere kun vare gagerede som 6—7 ved de audre hakulteter og derved
i høj Grad henviste til privat Fortjeneste. Men selv med et forholdsmæssigt
Gagetillæg, troede ingen af Fakultetets Lærere sig i Stand til at kunne paatage
sig denne omfattende og paa meget specielle Detailundersøgelser beroende Disci-
plin, saa at man nødvendigvis indtil videre maatte antage en extraordinær Docent
for den, hvem man derimod senere ved Vakancer og Omfordeling vel kunde paa-
lægge noget yderligere Arbejde og derpaa optage i det normerede Antal, saaledes
at den surnuinerære Plads atter kunde gaa ind. Fakultetet toreslog Lønningen
for en saadan ansat til NOO Rd. Det var vel sandt, at der i fakultetet havdes
en lavere Gage end denne; men en saadan Gagering kunde vel med Grund anses
for upassende og lidet overensstemmende med de øvrige Universitetsforhold.
B. Med Hensyn til Examinationen, som sikkert blev nødvendig, navnlig
fordi det maatte forudses, at den ydre Kvalifikation, som en saadan absolveiet
Examen (Fysikatsexamen) gav, vilde være det virksomste Middel til at biinge de
unge Læger ind paa de herhen hørende Studier, foreslog takultetet, at dei blev
examineret i de oven for angivne fem Fag og da paa følgende Maade.
1.	I Hygieine publica, med Indbegreb af de for hygiejniske Undersøgelser for-
nødne statistiske Kundskaber, afholdes en mundtlig og en skriftlig Prøve,
2.	i Medicinalvæsen og Medicinallovgivning en mundtlig Iiove,
3.	i analytisk Kemi en praktisk Prøve i Laboratoriet,
4.	i Retslægevidenskab en praktisk Prove, f. Ex. en mediko-legal Sektion med
Udarbejdelse af visum repertum, eller en mediko-toiensisk Betænkning ovei
et eller gildet Tilfælde hos en levende, som en tvivlsom Sindstilstand, en
simuleret Sygdom, eller andet deslige,
5.	i Farmaci en praktisk Prøve, hvortil Visitationen af et Apothek mest passende
synes at frembyde sig.
Til at udføre denne Examen foreslog Fakultetet at danne en staaende Lx-
amenskommission, bestaaende af Dekanus i dot lægevidenskabelige Fakultet so
Formand, Docenten i Hygieine publica, Docenten i Farmakologi og me
27*
210
Universitetet 1864—1871.
forensis samt en Docent i Kemi fra det mathematisk-naturvidenskabelige Fakultet.
De tre sidste skulde da examinere i de dem vedkommende Fag og Censuren be-
strides i hver Time af to Censorer, nemlig et af de andre Medlemmer af Examens-
kommissionen og en fremmed af Sundhedskollegiet udnævnt Censor. Testimonier
maatte udstedes med Examenskommissionens Underskrift. Bestemmelsen af Karak-
terer og deres Værdi kunde senere underkastes den allerede dannede Examens-
kommissions Betænkning. Endelig bemærkede Fakultetet, at for det Aar, hvori
et af Examenskommissionens Medlemmer (navnlig Professor pharmacologiæ) til-
fældig havde det lægevidenskabelige Dekanat, maatte Prodekanus tiltræde som
Kommissionens fjerde Medlem.
Professorerne Stein, Levy, Sommer og Ibsen afgave under 10. Juni som
Mindretal en særlig Udtalelse, eftersom de i Motiveringen af Sundhedskollegiets
Andragende, hvorved Fakultetets Forslag nærmest var fremkaldt, saa Anskuelser
udtalte, hvis Rigtighed de ikke kunde erkjende, og som de af Hensyn saa vel til
det lægevidenskabelige Fakultet som til den danske Lægestand mente ikke at
burde lade henstaa uimodsagte, medens de udtrykkelig forvarede sig mod den
Misforstaaelse, at de mindre end deres øvrige Kolleger i Fakultetet skulde ønske
Gjennemførelsen af den udkastede Plan til en Fysikatsexamen.
Spørgsmaalet om en særegen Fysikatsprøve havde, efter hvad de havde An-
ledning til at tro, flere Gange været omhandlet ved Universitetet. Siden deres
egen Ansættelse havde det i det mindste to Gange været bragt paa Bane i Fa-
kultetet, første Gang i et af de første Aar efter Akademiets Indlemmelse i Fakul-
tetet, senest en Gang efter Regeringsforandringen i 1848. Uden at man tillagde
Sagen nogen overordentlig Vigtighed, end sige nogen paatrængende Nødvendighed,
erkjendtes det fra alle Sider, at, i Betragtning af den højere statslægevidenskabe-
lige Betydning, man maatte tillægge Fvsikatsembederne, en særegen Prøve som
Led i Rækken af de ovrige Examina og som yderligere Garanti for Statstjenesteu
kunde være en hensigtsmæssig Institution og i alt Fald en efter Embedets Tarv
bedre afpasset Kvalifikation end de almindelige videnskabelige Fortrin, f. Ex.
Doktordisputatser eller andre literære Arbejder, som man tidligere ved Fysikaternes
Besættelse fortrinsvis havde gjort gjældende. Hvad der imidlertid bidrog til, at
Sagen hidtil ikke var kommet ud over sit første Indledningsstadium i Fakultetet,
var, første Gang den kom paa Bane, den Omstændighed, at den lægevidenskabe-
lige Examen kort i Forvejen havde undergaaet en saa væsentlig og skærpende
Reform, at man fandt Tidspunktet mindre passende til paa ny at fremkomme med
Forslag om yderligere Tillæg til Examensvæsenet; og efter 1848 var den lange
Uvished om Slesvigs mulige Indlemmelse i det danske Medicinalvæsen en rimelig
Grund til for længere Tid at stille Sagen i Bero. Dertil kom, at vistnok hos
flere af Fakultetets Medlemmer Interessen for Sagen altid modvirkedes noget ved
den uafviselige Betragtning, at de paa en speciel praktisk Embedsstilling bereg-
nede, og ved Universitetet indsamlede Kundskaber vilde tabe en stor Del af deres
Værd ved de fjæuie Udsigter til deres praktiske Anvendelse, idet Kandidaten,
naar han efter 15—20 Aars Forløb maaske opnaaede at blive Fysikus, uden
Tvivl vilde have glemt en ikke ringe Del af det en Gang indvundne Kundskabs-
stof, medens en Del deraf tillige i den lange Aarrække vilde være blevet forældet
og mindre brugbart, saa at der følgelig alligevel i rigt Maal maatte regnes paa
vedkommendes Selvstudium og Stræben efter at udvikle sig for den specielle Virk-
Universitetslærernes Virksomhed.
211
sornhed, Embedsstillingen maatte anvise ham. Denne Betragtning vilde derimod
langtfra i samme Grad kunne gjøre sig gjældende i Fremtiden, saafremt Sund-
hedskollegiets Plan, betydelig at foroge Fysikaternes Tal, skulde komme til Ud-
førelse.
Det var altsaa med fuld Ret, at Sundhedskollegiet erkjendte, at hvad det
havde tilsigtet, ikke var noget nyt; derimod syntes det med mindre Ret at til-
føje, • at det samme alt i længere Tid havde været omhandlet og anerkjendt i
Lægernes Kreds, uden at berøre, hvad dog næppe burde være det ubekjendt, at
tidligst vel det lægevidenskabelige Fakultet havde haft Opmærksomheden henvendt
paa Sagen, om det end ikke havde kunnet anerkjende dens alt ovei vejende Vig-
tighed. En saadan kunde Mindretallet heller ikke endnu tillægge den, selv om
det villig erkjendte den foreslaaede Fysikatsprøves Hensigtsmæssiglied som en
yderligere Kvalifikation og Garanti for, at Fysikatskaudidaterne en Gang, om end
for mange Aar siden, havde tilegnet sig den for Embedet nødvendige Uddannelse,
som man hidtil havde maattet regne paa, at Fysici af Pligthensyn til deres Em-
bedsstilling selv vilde søge at forskaffe sig.
Sundhedskollegiet saa imidlertid Sagen fra en hel anden Side. Idet det
nemlig gik ud fra en efter Mindretallets Formening noget overdreven Forestilling
om den saa kaldte nyere Omdannelse af Sundhedsforholdene og en deri grundet
Nødvendighed af gjennemgribende Reformer i flere Retninger, angav det som en
af Hovedvanskelighederne for disses Gjennemførelse Embedslægernes mangelfulde
Dannelse, idet, som det hed „den almindelige lægevidenskabelige Uddannelse ved
Universitetet vel afgav et som oftest uundværligt Grundlag, men hertil maatte
endnu komme en Række Kundskaber, af hvilke de fleste Læger hverken vare eller
kunde være i Besiddelse, da de for Ojeblikket kun kunde erhverves ved et
selvstændigt og besværligt Studium". Intet Under derfor, at Kollegiet androg
paa Foranstaltninger til, at Kandidater, som ønskede det, maatte kunne faa en
passende Undervisning ved Universitetet i de efter dets Mening for Embedslæger
nødvendigste Discipliner, der angaves som offentlig Hygiejne, medicinsk Statistik,
Medicinallovgivning og kemisk Analyse, at der fremdeles maatte indrettes en Prøve
i disse Fag som Kvalifikation for Fysikaterne. og at endelig Sagen maatte fremmes
med størst mulig Hurtighed, da Kollegiet endog antog, „at der under alle Om-
stændigheder vilde inedgaa en Række af Aar, forinden nogen Lægekandidat ved
Universitetet kunde være oplært til at beklæde et overordnet Medicinalembede".
Dette Ræsonnement forekom Mindretallet dog saa vel i dets Helhed som i
dets enkelte Led temmelig brøstfældigt. Man kunde nemlig fuldt vel erkjende, at
den hygiejniske Disciplin i de sidste Aartier, navnlig ved Englændernes og Fransk-
mændenes Arbejder, var blevet meget beriget. Man kunde lige saa fuldt indrømme,
at Hygiejnens Grundsætninger, som Følge af det f9de Aarhundredes rastløse Civili-
sations- og Humanitetsstræben, alt mere og mere havde gjort og vilde gjøre sig
gjældende i Samfundslivets forskjellige Indretninger og Foranstaltninger; men om
nogen derved frembragt Omdannelse af Sundhedsforholdene kunde der neppe andet-
steds, saa lidt som her til Lands, endnu være Tale, uden i det mindste efter en
meget indskrænket Maalestok. Hvorvidt Forbedringen af de hygieiniske Betin-
gelser for Sundhedsforholdene en Gang sejerrig vilde gaa ud af Kampen mod disses
nyeste Verdensfjende, Koleraen, maatte Fremtiden først vise.
End mindre kunde Mindretallet tiltræde Anskuelsen om vore Embedslægers
212
Universitetet 1864—1871.
Ubrugbarhed for en hensigtsmæssig Reform af vort Medicinalvæsen paa Grund af
deres mangelfulde Kundskaber og Uddannelse, nærmest ved i hygiejnisk og mediko-
forensisk Retning. For saa vidt herved fornemmelig maatte være tænkt paa Lan-
dets Fysici, kunde man ikke frakjende Flertallet af dem tuldt saa megen Embeds-
dygtighed, som nogenlunde lige stillede Medicinalembedsmænd i andre Lande plejede
at være i Besiddelse af; og det samme kunde vistnok antages om en stor Del af
Landets Distriktslæger. Om de nemlig end ikke fra Examensbordet havde. med-
bragt den i alle Retninger fuld færdige Embedsdannelse, maatte det antages, at
de, i Analogi med mange andre af Statens Embedsmænd, som samvittighedsfulde
og ærekjære Mænd ved Selvstudium efter bedste Evne havde tilegnet sig de mang-
lende Specialkundskaber, alt eftersom deres Embedsstilling havde lært dem at et-
kjende Nødvendigheden deraf.
Men hvad Mindretallet allermindst kunde indrømme, var en saadan Mangel-
fuldhed ved de af Universitetets tilbudte Dannelsesmidler, at det skulde væie umu-
ligt ved Hjælp af dem at uddanne sig for de højere Medicinalposter, i vært imod
paastod Mindretallet, at al den Undervisning og Vejledning, der fornuftigvis kunde anses
nødvendig for Fysikatsdannelsen, indtil den sidste Tid havde været at linde tor enhver,
som havde villet søge den. Til Støtte for denne Paastand maatte det tjene, at
selv efter det foreliggende Udkast til en velordnet Fysikatsprøve vilde ikke en
eneste ny Forelæsning blive nødvendig. Den offentlige Hygiejne, der udgjorde
den væsentligste Disciplin for Fysikatsprøven, og som i Følge Sundhedskollegiets
Ytringer siden 1840 maatte antages som forsvundet blandt Læregjenstandene vod
det lægevidenskabelige Fakultet, havde nemlig, om end ikke i fuldt saa vidt Om-
fang, som for Fysici særlig kunde attraas, netop i det sidste Aarti iegelmæ:>sigcie
end tidligere været foredraget, idet Prof. Sommer fra 1845—52 hvert andet Aar
havde absolveret et Kursus over Hygiejne, hvoraf endog enkelte Afsnit vare ovei-
givne til Trykken. Først fra 1852, da som Følge af Prof. Fengers Ansættelse
ved Frederiks Hospital Prof. Sommer i hans Sted overtog den almindelige Pathologi
og pathologisk Anatomi, erklærede han ikke længer at kunne foredrage Hygiejne,
saa at fra den Tid af, men ikke længer, Hygiejnen var udgaaet af Universitetets
Lektionskatalog. At en af Fakultetets normerede Docentpladser nu udelukkende
skulde ofres til Hygiejnen, kunde Mindretallet ikke erkjende for hensigtsmæssigt,
lige saa lidt som der ved noget fremmed Universitet, med Undtagelse al det i
Paris, var en egen Lærestol for Hygiejne. Derimod vilde ved fremtidige \ akan-
cer Forholdet maaske bedst lade sig ordne derhen, at offentlig Hygiejne og medi-
cina forensis som Dele af Statslægevidenskaben overdroges en og samme Docent ;
midlertidig maatte, som i Fakultetets Erklæring udtalt, den offentlige Hygiejne
ønskes foredraget af en extraordinær Docent.
Næst Hygiejnen nævntes Kjendsskab til Medicinallovgivning og Statistik som
nødvendige Rekvisiter for Embedslægerne. Men særegne iorelæsninget lieiover
ud over, hvad de statistiske Forelæsninger ved Universitetet allerede kunde til-
byde, vilde uden Tvivl være mere besynderlige end hensigtsmæssige, hvorfor fa-
kultetet heller ikke havde kunnet gaa ind paa Tanken herom, men mente irostig
at kunne overlade Omsorgen herfor til vedkommende Kandidaters Selvstudium.
Hvad endelig den kemiske Analyse angik, stode som bekjendt alt i tiere Aai
baade Etatsr. Forchhammers og Prof. Scharlings Laboratorier aabno ogsaa fui
Medicinere, og bleve benyttede af ikke ganske faa Lægekandidater til deres videre
Universitetslærernes Virksomhed.
213
Uddannelse. Heller ikke i denne Retning var altsaa noget Savn at fole eller ud-
fylde, saa meget mindre som Prof. Seharlings Erklæring i en i denne Anledning
afholdt Konference gik ud paa, at hverken andre eller videre gaaende Øvelser
kunde paatænkes for vordende Fysici end de, der stadig afholdtes i Laboratorierne.
Sluttelig var det Mindretallet en Tilfredsstillelse at kunne tilfoje, at der da
Planen til Fysikatsexamen var beregnet paa, at de Kandidater, der dertil havde
Lyst, fuldstændig skulde kunne forberede sig dertil i Lobet af 2 Semestre, næppe
vilde behove at medgaa en Kække af Aar, forinden nogen Lægekandidat ved Uni-
versitetet kunde være oplært til at beklæde et overordnet Lægeembede.
Hertil bemærkede Flertallet, idet det under 14. Juni indsendte disse Erklærin-
ger til Konsistorium, at Mindretallets Bemærkninger vistnok gave grundet Anledning
til yderligere Oplysninger og Modbemærkninger, saa meget mere som de i det
væsentlige forekom Flertallet at bero paa Misforstaaelser. Men da Fakultetet i
sin Helhed var enigt i Sagens Realitet, hvilket Flertallet, for at forebygge Mis-
tydning af Mindretallets Udtalelser udtrykkelig bemærkede, ansaa Flertallet det
for at være mest i Sagens Interesse ikke at forlænge Diskussionen ved Drøftelsen
af mindre vigtige Formspørgsmaal.
Ved under 7. Juli at indsende disse Erklæringer til Ministeriet, bemærkede
Konsistorium, at det ganske sluttede sig til Fakultetets Ytringer om den paa-
tænkte Undervisning og Prøve. For saa vidt Fakultetet derhos havde andraget
paa, at der i den Anledning indtil videre maatte antages en extraordinær Docent
med 800 Rd. i Løn til at foredrage den offentlige Hygiejne, troede Konsistorium
ogsaa, at det efter de oplyste Omstændigheder for Tiden vilde være nødvendigt;
men med Hensyn til Maaden, hvorpaa dette Beløb skulde udredes, indstillede det,
at der gjordes udtrykkeligt Forslag for den forestaaende Rigsdag om Forøgelse af
den Konto, hvoraf Lønninger afholdtes, med 800 Rd, saa at Beløbet ikke søgtes
afholdt af de oprindelige 8000 Rd., nu 10,200 Rd., som vare bestemte til særegne
Foranstaltninger til videnskabelige Formaals Fremme, hvilken Konto allerede var
meget optaget. Skulde der være nogen Betænkelighed ved en Forhøjelse af den
egentlige Lønningskonto, maatte den sidst nævnte Konto i alt Fald, ligesom det
skete ved Ordningen af Etatsr. Madvigs Stilling*), forhøjes, saa at den blev op-
fort med 800 Rd. mere.
Under 16. Avg. 1854 tilskrev Ministeriet derefter Konsistorium, at de
særlige Ytringer, hvormed 4 Medlemmer af det lægevidenskabelige Fakultet havde
ledsaget dettes Erklæring, forekom Ministeriet at være af den Betydenhed, at det
maatte anses for hensigtsmæssigt, at disse med de flere Bemærkninger, hvortil
Forslaget kunde give Anledning, forinden endelig Bestemmelse i Sagen toges,
gjordes til Gjenstand for nærmere Overvejelse og Drøftelse. Det turde, navnlig
med Hensyn til de Forudsætninger, hvorfra Sundhedskollegiet i sit Andragende
gik ud, være tvivlsomt, hvorvidt der vilde kunne findes en Mand, der var særdeles
egnet til at ansættes som Lær6r i den offentlige Hygiejne vpolitica medica), og
om de 800 Rd. vilde være en tilstrækkelig Lønning for den nye Docent. I alt
Fald vilde det være et Sporgsmaal, om det ikke maatte være hensigtsmæssigere i
Stedet for en fast Docent for bemeldte Fag at forsøge, om ikke et af Fakultetets
*) Lindes Medd. f. 1849-5G S. 1034 jfr. S. 317,
214
Universitetet 1864—1871.
Medlemmer eller en anden anerkjendt dygtig, medicinsk Videnskabsmand, det havde
særdeles Interesse for de statistiske Undersøgelser, som i Forbindelse med et grun-
digt medicinsk Studium samt Indsigt i de almindelige Grundsætninger for Lov-
givning og Statsstyrelse, der maatte tages i Betragtning til behorig Begrænsning
af det offentliges Virksomhed for Borgernes Sundhed, maatte være Grundlaget for
de paagjældende Videnskabsfag, kunde for en enkelt Gang formaas til at holde
Forelæsninger over samme mod et passende Honorar, en Maade at ordne Forholdet
paa, der i ethvert Fald vilde være at foretrække, saafremt det ved en nærmere
Undersøgelse af Sagen mulig vilde findes ufornødent, at de omhandlede Forelæs-
ninger holdtes hvert Aar. Ministeriet paalagde derfor Konsistorium at foranledige,
at Sagen blev taget under yderligere Overvejelse af Fakultetet.
Fakultetet afgav derefter sin Erklæring under 21. Oktbr. s. A. Det ud-
talte, at det enstemmig var blevet enigt om at henholde sig til sit tidligere For-
slag, i hvis Enkeltheder alle dets Medlemmer ogsaa den Gang vare enige, og
hvis Antagelse det i alt væsentligt troede atter at maatte anbefale, for saa
vidt Ministeriet maatte finde sig opfordret til at fremme denne Sag. Med Hensyn
til de i Ministeriets Skrivelse fremhævede „særlige Ytringer fra fire af Fakultetets
Medlemmer" havde disse, hvis bestemt udtalte Tendens alene var rettet mod den
i Sundhedskollegiets Skrivelse udviklede Motivering af Forslaget, under den for-
nyede Diskussion ikke kunnet give Anledning til Vedtagelse af nogen Modifikation
i den af Fakultetet fremlagte Plan.
Ministeriet havde derimod selv gjort et motiveret Forslag, nemlig i Stedet
for den af Fakultetet som en af Hovedstøtterne for den hele Ordning foreslaaede
extraordinære Docent i Hygieine publica at sætte en temporær Lærer, der forsøgs-
vis skulde holde et Kursus over denne Videnskab. Ministeriet havde hertil tænkt
sig „et af Fakultetets Medlemmer eller en anden anerkjendt dygtig, medicinsk
Videnskabsmand", hvem man da vilde indrømme et passende Honorar. Dette var
efter Fakultetets Anskuelser et Hovedpunkt, hvorfor det yderligere motiverede sin
tidligere Indstilling i Modsætning til den foreliggende Modifikation, hvilken det
ikke troede vilde være heldig for Studiet, og næppe en Gang vilde kunne bringes
til Udførelse.
I Fakultetet var der nemlig for det første ingen, som ønskede at paatage
sig dette Hverv, og det navnlig, fordi ingen saa sig i Stand til at kunne udføre
det paa en tilfredsstillende Maade. Det vilde nemlig nødvendigvis føre ind paa
vidtløftige Studier, hvortil de enkelte, der kunde have passende Forkundskaber
i denne Retning, ikke saa sig i Stand til at ofre den ønskelige Tid ved Siden af
deres andre Beskæftigelser. At finde en anden dygtig Videnskabsmand, navnlig
blandt de ældre, der vilde og kunde paatage sig det, derom mistvivlede Fakultetet
aldeles, da ingen saadan var det bekjendt. De ældre manglede nemlig i Alminde-
lighed, ligesom ogsaa for største Delen de yngre, grundig Dannelse i den fysisk-
kemiske Retning, som vistnok afgav et af de nødvendigste Holdepunkter for at
begrunde Anskuelser og bedomme Fakta paa dette Omraade, hvor en Mængde Meninger
og Gisninger krydsede hinanden cg altfor let forte ind paa forvildende og ufrugtbare
Theorier. Dertil kom, at dersom en saadan Videnskabsmand kunde paapeges, vilde
han vistnok vanskelig kunne vindes for Universitetet paa den angivne Maade, nem-
lig ved at tilbyde ham et Honorar for en temporær Virksomhed ; man vilde næppe
Universitetslærernes Virksomhed.
215
kunne tilegne sig saadanne Kræfter uden ved at kunne tilbyde en i det hele taget
efter vore Forhold passende og sikret Embedsstilling.
Dernæst maatte Fakultetet i Almindelighed bemærke, at Sagen havde stillet
sig noget anderledes for Fakultetet den Gang, det indgik med sit Forslag. Det
saa i det foreliggende Organisations Spørgsmaal mindre en Mangel, som man
ojeblikkelig skulde se at raade Bod paa, efter Omstændighederne saa godt som
muligt, mere derimod en Retning, hvorpaa man maatte stræbe at komme ind lidt
efter lidt ved at sætte gode Kræfter i Bevægelse mod Maalet. Det forekom Fa-
kultetet mindre vigtigt, om en Plan af den Art og den Betydning blev gjennem-
fert et Par Aar fer eller senere, mere vigtigt derimod, at den blev begyndt paa
en Maade, som kunde love en fremtidig Udvikling. Fakultetet havde i Samklang
heimed ogsaa søgt at forberede sligt, navnlig med at udsætte et Prisspørgsmaal
over et hygiejnisk Æmne, hvis Besvarelsestid netop nu udløb, og til Belønning
foi hvilket, for saa vidt en Forfatter gjorde sig værdig dertil, Konsistorium havde
indvilget i at indrømme en af de større Portioner i det Smithske Legat, hvorved
den sejrende kunde sættes i Stand til at fortsætte sine Studier i den begyndte
Retning.
Det var nu Fakultetets Mening, at Ministeriet maatte gaa en lignende Vej,
og idet det indtil videre skabte en extraordinær Docentpost i Hygieine publica,
da gjøre Regning paa de yngres Arbejdssomhed og Kappelyst. Med andre Ord,
Fakultetet foreslog som den bedste og vel endog eneste Udvej at udbyde Posten
til en Konkurrence med en nogenlunde lang Termin. Dersom en saadan Be-
stemmelse blev taget, var der ingen Grund til at tvivle paa, at gode Kræfter
vilde sætte sig i Arbejde mod et saa værdigt Formaal. Fakultetet foreslog saa-
ledes, at den omtalte Lærerpost skulde besættes ved Konkurrence, og det frem-
hævede derved endnu som en Fordel, at man blev i Konsekvens med det Princip,
hvorefter det lægevidenskabelige Fakultet i en Aarrække var blevet rekruteret.
Og medens Fakultetet for en Tid derved vilde blive foroget ud over sit normerede
Lærerantal, maatte det stadig have for -Øje ved indtrædende Vakancer at foretage
saadan Omfordeling af Fagene, at den overtallige Post atter kunde inddrages.
Konsistorium indsendte under 25. Oktbr. Fakultetets Erklæring til Mini-
steriet, idet det bemærkede, at det ganske kunde henholde sig til den. Herefter
tilskrev Ministeriet under 28. Novbr. Konsistorium, at da det efter de i Sagen
foreliggende Oplysninger syntes at fremgaa, at den Videnskab, som det var fore-
slaaet at gjøre til Gjenstand for en særegen Undervisning samt offentlig Prøve,
endnu ikke var saaledes uddannet, at der allerede nu fandtes nogen Mand, som
var aldeles egnet til at overtage den nye Lærerpost, som med Hensyn dertil var
bragt i Forslag, saa Ministeriet sig ikke for Tiden i Stand til videre at fremme
denne Sag. Derimod udtalte Ministeriet sin Anerkjendelse af, at Fakultetet ved
et udsat Prisspørgsmaal over et hygiejnisk Æmne havde søgt at fremkalde Speci-
alstudier i den Retning, som betingede Udviklingen af en dygtig Lærer for den
paatænkte Docentpost, og at Konsistorium ved Benyttelsen af et af Universitetets
større Legater agtede at understøtte Fakultetets Bestræbelser i saa Heuseende,
ligesom det ogsaa selv, naar det paa hine og andre Maader var opnaaet, at der
havdes Mænd af saadan anerkjendt Dygtighed i det ommeldte Fag, at der kunde
haves begrundet Formodning om, at den foreslaaede Post med Nytte kunde be-
sættes, erklærede sig villigt til at tage Sagen under nærmere Overvejelse. Sam-
Universitets Aarbog.
216
Universitetet 1864—1871.
tidig hermed underrettede Undervisningsministeriet Justitsministeriet om Sagens
Stilling.
Efter at Sundhedskollegiet gjennem Justitsministeriet var sat i Kund-
skab herom, tilskrev det under 1. Febr. 1855 bemeldte Ministerium, at det efter
Sagens Vigtighed maatte anse det for aldeles utilraadeligt at udsætte den til en
aldeles ubestemt Fremtid, ligesom det heller ikke efter de af Undervisningsmini-
steriet anførte Grunde fandt dette nødvendigt. At vore Medicinalforhold i mange
Retninger trængte til omfattende Reformer, turde vel antages for at være uimod-
sigeligt; men til disses Iværksættelse og Gjennemførelse just der, hvor Manglerne
og Savnene vare størst, savnedes hos Lægerne i Almindelighed de specielle Kund-
skaber, som vare nødvendige, for at de paa en fyldestgjørende Maade kunde yde
deres Bistand, hvilket Kollegiet udførlig havde udviklet i dets foran nævnte Skri-
velse af 31. Decbr. 1853, og hvortil det henholdt sig. Den foreslaaede Undervis-
ning i de ommeldte Videnskabsfag skulde derfor være en Hovedstøtte for Medici-
nalforholdenes Udvikling ved at danne brugbare Redskaber dertil; men da de, som
vilde uddanne sig i denne Retning for det praktiske Liv, behøvede Tid til at ind-
samle de fornødne Kundskaber, var det magtpaaliggende, at den Kilde, hvorfra de
skulde hente dem, blev aabnet saa snart som muligt. Naar Undervisningsmini-
steriet imidlertid havde bemærket, „at de Videnskaber, som det var foreslaaet at
gjere til Gjenstand for en særegen Undervisning og offentlig Prøve, endnu ikke
vare saaledes uddannede, at der allerede nu fandtes nogen Mand, som var aldeles
egnet til at overtage Lærerposten deii", kunde dette formentlig ikke gjælde de 3
i Kollegiets Forslag nævnte Discipliner, nemlig den medicinske Statistik, Medici-
nallovgivningen og den kemiske Analyse, eftersom Universitetet i disse Retninger
som bekjendt var i Besiddelse af fortrinlige Lærerkræfter, men alene den offent-
lige Hygiejne. Dette Videnskabsfag var dog efter Kollegiets Mening fuldkommen
tilstrækkelig uddannet til at gjøres til Gjenstand for regelmæssig Undervisning,
hvilket saa vel var godtgjort ved andre Universiteters Exempel, som og ved, at
der i tidligere Tid havde været undervist deri ved det her værende Universitet.
Hvorvidt der hos os maatte findes nogen Videnskabsmand, der var i Stand til at
meddele saadan Undervisning, var det efter vore Forhold vel ikke muligt at komme
til Kundskab om uden ved offentlig at indbyde dem til at melde sig, som tiltroede
sig Dygtighed dertil, og navnlig ved at indbyde til Konkurrence om Docentposten
i Faget, som var et saa vel ved Universitetet i Almindelighed som især ved det
lægevidenskabelige Fakultet hyppig anvendt Middel til at sikre sig de vakante
Lærerposter besatte med dygtige Mænd. Kollegiets Forslag gik ikke alene ud
paa, at der tilvejebragtes en Undervisning, men ogsaa paa, at der afholdtes en
Prøve, paa hvilken Del af Forslaget Undervisningsministeriet dog ikke endnu
havde meddelt nogen Resolution. Kollegiet udtalte sluttelig, at der var fuld An-
ledning til paa ny at tage denne Sag under Behandling, og det anmodede derfor
Justitsministeriet om paa det kraftigste at understøtte Kollegiets Forslag. Justits-
ministeriet anbefalede paa ny Sagen til Undervisningsministeriets særdeles Op-
mærksomhed, men der blev intet foretaget til dens Fremme.
Sagen hvilede, indtil Justitsministeriet under 6. Juni 1864 tilstillede
Undervisningsministeriet en Skrivelse fra Sundhedskollegiet, i hvilken dette i An-
ledning af den paatænkte Indførelse af Nævningeinstitutionen udtalte sig for Nød-
vendigheden af egne af Staten anerkjendte Retslæger, som i alle Tilfælde, hvor
Universitetslærernes Virksomhed.
217
retslægevidenskabelige Kundskaber maatte være fornødne til Sagernes Oplysning
eller Afgjørelse, forskriftsvis skulde tilkaldes og høres, ligesom det mente, at en
saadan Anerkjendelse fra Statens Side mest passende kunde gjøres afhængig af
en særlig Uddannelse og Prøvelse i retsvidenskabelig Retning. Justitsministeriet
udbad sig derhos, da det i Sundhedskollegiets Skrivelse var udtalt, at det læge-
videnskabelige Fakultet skulde have udarbejdet og til Undervisningsministeriet
indsendt Planen til en Fysikatsexamen for Kongeriget, bemeldte Ministeriums
Ytringer over Sagen, idet det ønskede at erholde Oplysning om, hvad der af det
maatte være foretaget i Anledning af den ommeldte Plan.
I denne Anledning meddelte Undervisningsministeriet under 18.
Avg., at der efter Etatsr. Ottos Afskedigelse, hvem baade Farmakologi og Rets-
lægevidenskab vare underlagte som Lærefag, af det lægevidenskabelige Fakultet
var indgivet et Forslag om, at der i Stedet for den ene, begge Fagene omfat-
tende Professorpost, maatte oprettes to extraordinære Docentposter, den ene for
Farmakologi, den anden for Retslægevidenskab og Hygiejne. I Forbindelse hermed
havde Fakultetet paapeget Vigtigheden og Nødvendigheden af, at Undervisningen
i medicina forensis ikke indskrænkedes til en theoretisk Fremstilling af det rets-
lægevidenskabelige System, men forenedes med en praktisk mediko-legal Uddan-
nelse ved Sektiongbordet og i Laboratoriet, til hvilket Ojemed Fakultetet androg
om Ministeriets Medvirkning til, at der ved indtrædende Vakance i Stadsfysikatet
i Kjøbenhavn maatte blive tilvejebragt en Kombination af dette Embede med den
sidst nævnte Docentpost. Endelig udtalte Fakultetet sig for Hensigtsmæssigheden
af at søge den vakante Docentpost besat ved en Konkurrence*). Derpaa var
Dr. med. Warncke blevet beskikket til extraordinær Docent i Farmakologi, og
Ministeriet var fremdeles sindet med Hensyn til den anden Docentpost at udvirke
en Konkurrence afholdt. Men forinden det foretog videre i denne Henseende,
ønskede det dog Justitsministeriets Frklæring om den foreslaaede eventuelle For-
ening af Stadsfysikatet i Kjøbenhavn med den paatænkte Docentpost. I Anled-
ning af Justitsministeriets Forespørgsel om, hvad der var foretaget i Anledning
af en fra det lægevidenskabelige Fakultet indsendt Flan til en Fysikatsexamen,
bemærkede Ministeriet, at der ikke vidstes herom at være indkommet anden Plan
fra Fakultetet end den, hvorom Meddelelse blev givet Justitsministeriet den 28.
Novbr. 1854, og at der i Overensstemmelse med Indholdet af denne Meddelelse
intet var foretaget af Undervisningsministeriet i Anledning af Justitsministeriets
yderligere Skrivelse af 15. Febr 1855.
Justitsministeriet meddelte under 8. Septbr., at de til den tidligere
Stadsfysikus henlagte Forretninger i det mindste for en Del vare gaaede over til
det ved L. 4. Marts 1857 §§ 11 og 13 oprettede Stadslægeembede, og at der
endog kunde være Spørgsmaal, om ikke Stadslægen som saadan i Medfor af foi-
nævnte Lov var pligtig til at udføre samtlige Stadsfysikatsforretninger uden sæt ligt
Vederlag. Afgjørelsen af dette Spørgsmaal beroede efter Idlaldet af en tor Tiden
for Højesteret verserende Sag; men i ethvert Fald maatte den nu værende Stads-
læge, der forinden sin Udnævnelse var Stadsfysikus, vedblive indtil sin Afgang at
udføre samtlige Stadsfysikatsforretninger. Der vilde saaledes ikke for liden kunne
*) Jfr. hermed Lindes Medd. 1857—63 S. 136 — 45.
2tt*
218
Universitetet 1864—1871.
tages nærmere Bestemmelse om en eventuel Forening af Stadsfysikatsforretningerne
med den oven nævnte Docentpost; mon dersom Højesteret i den for samme ver-
serende Sag maatte komme til det Resultat, at en Del af de nævnte Forretninger
vare Stadslægen som saadan uvedkommende, vilde der ikke fra Justitsministeriets
Side findes noget at erindre mod, at disse Forretninger ved den nu værende Stads-
læges Afgang henlagdes til den oven nævnte Docentpost tillige med de for samme
lovbestemte, for øvrigt temmelig ubetydelige Gebyrer. For saa vidt der derimod
maatte kunne blive Spørgsmaal om en Forening af Posterne som Stadslæge og
Docent i Retsvidenskab og Hygiejne, bemærkede Ministeriet, at det nærmest
maatte være Indenrigsministeriets Sag at føre de i saa Henseende fornødne For-
handlinger, men at det dog i saa Henseende allerede nu maatte henvise til den
Indvending, der maatte frembyde sig mod en saadan Ordning i den Omstændighed,
at Magistraten i Kjøbenhavn, hvem Besættelsesretten til Stadslægeembedet i Følge
L. 4. Marts 1857 tilkom, ikke hidtil havde vist sig villig til at give Sundheds-
kollegiet nogen Indflydelse paa de under Magistratens Omraade henhørende Læge-
embeders Besættelse.
I de trykte Anmærkninger til Finanslovudkastet for 1865 — 66 blev det
under Universitetets Budget omtalt, at det i Finansaaret for 1866 — 67 vilde blive
nødvendigt under Udgiftspost 7 „til videnskabelige Formaals Fremme" at optage
et forøget Beløb til Lønning for en extraordinær Docent i Retslægevidenskab og
offentlig Hygiejne ved det lægevidenskabelige Fakultet. Ved Finanslovens Ved-
tagelse blev det i Følge Finansudvalgets derom fremsatte Forslag, jfr. Rigsdagstid.
f. 16. Session, Anh. B. Sp. 147—48, bevilget, at der af Lønningen for en af de
normerede Professorpladser i det lægevidenskabelige Fakultet, som, paa Grund af,
at Embedet stod ubesat, var ledig, maatte anvendes 800 Rd. til en extraordinær
Docent i Farmakologi og 700 Rd. som Honorar for den paatænkte Docent i
Retslægevidenskab og offentlig Hygiejne.
Efter at Stadslægen, Prof. Hoppe, var afgaaet ved Døden, forespurgte
Undervisningsministeriet ved Skrivelse af 19. Apr. 1865 hos Justitsmini-
steriet, om den omtalte Retssag var blevet paadømt, og i saa Fald om dens Ud-
fald var blevet et saadant, at Sagen om Stadsfysikatets Forening med den even-
tuelle Docentpost i Hygiejnen lod sig fremme paa det af det lægevidenskabelige
Fakultet forudsatte Grundlag, ligesom det ogsaa, for saa vidt Vakancen i Stads-
lægeembedet maatte have givet Sundhedskollegiet Anledning til at forny sit tid-
ligere Andragende til Justitsministeriet om Foranstaltninger til Uddannelsen af
særegne af Staten anerkjendte Retslæger, ønskede Underretning herom med Hensyn
til Sagens videre Behandling fra Universitetets Side.
Under 25. s. M. meddelte Justitsministeriet, at der den 4. Novbr.
1864 var faldet Højesteretsdom i Sagen*), og at det i Dommens Præmisser var
udtalt, at Vedtægten af 30. Decbr. 1857 § 9 maatte anses for at have henlagt
samtlige de Stadsfysikus paaliggende Forretninger til Stadslægeembedet, og at
dette Embede derfor i det hele var traadt i Stedet for Embedet som Stadsfysikus,
ligesom det end videre i Dommen var statueret, at Stadslægen var forpligtet til
at udføre samtlige Stadsfysikatsforretninger uden særligt Vederlag. Sundhedskol-
legiet havde vel ved at gjøre Indberetning om Prof. Hoppes Død gjort den An-
skuelse gjældende, at Embedet som Stadsfysikus maatte betragtes som endnu be-
*) Jfr. Juridisk Ugeskrift f. 1863 S. 175 og Højesterets Tid. f. 1864 — 65 S. 489.
Universitetslærernes Virksomhed.
219
staaende, og derhos fremhævet Nødvendigheden af at opretholde dette Statsembede,
dels med Hensyn til, at den Maade, hvorpaa Embedet som Stadslæge besættes,
ikke afgav fornøden Garanti for den bedst mulige Udførelse af de under Stads-
fysikatet henlagte Forretninger, dels fordi den Trang til en omhyggeligere Pleje
af Retslægevidenskaben, som allerede tidligere havde gjort sig gjældende, ved Ind-
førelsen af Nævningeinstitutionen vilde blive endnu mere følelig, og formentlig bedst
vilde kunne fyldestgjøres derved, at det paalagdes Stadsfysikus, som i Følge sin
Embedsstilling fik Anledning til stadig at udføre mediko-legale Forretninger, at
meddele de studerende den fornødne Undervisning i Retslægevidenskaben. Men
ligesom Ministeriet betragtede det Spørgsmaal, om samtlige de Stadsfysikus tid-
ligere paahvilende Forretninger vare gaaede over paa Stadslægen, som endelig
afgjort i bekræftende Retning ved den oven for nævnte Højesteretsdom, og derfor
ikke kunde tiltræde de i Sundhedskollegiets Indberetning under en modsat Forud-
sætning gjorte Indstillinger, saaledes ansaa Ministeriet det heller ikke for muligt
at opnaa den til en Gjenoprettelse af Stadsfysikatet fornødne Gagebevilling.
Derimod vilde Ministeriet, under Forudsætning af, at Ministeriet for Kirke- og
Undervisningsvæsenet maatte anse saadant for ønskeligt, ikke være utilbøjeligt til
at indlede de fornødne Forhandlinger og eventuelt forelægge det fornødne Lov-
forslag, sigtende til at henlægge en Del af de nu under Stadslægeembedet hørende
Forretninger til den paatænkte Docentpost i Retslægevidenskaben, for derved at
aabne Docenten Adgang til at meddele de studerende en praktisk Undervisning i
de mediko-legale Forretninger, og Ministeriet vilde i et saadant Lovforslag ikke være
utilbøjeligt til at bringe i Forslag, at de Forretninger, som saaledes henlagdes
under vedkommende Docent, vederlagdes paa sædvanlig Maade. Foruden at det
imidlertid i saa Henseende var tvivlsomt, om Rigsdagen vilde samtykke i, at den af
et saadant Forslag flydende Udgift paalagdes Kommunen, der for Tiden kunde faa de
paagjældende Forretninger udførte af Stadslægen, henledede Justitsministeriet Op-
mærksomheden paa, at den Indtægt, der herigjennem vilde tilflyde Docentposten,
vilde være særdeles ringe, idet den næppe vilde overstige c. 100 Rd, aarlig.
Justitsministeriet begjærede sluttelig Undervisningsministeriets Erklæring over Sagen.
Ved nu under 11. Maj at anmode det lægevidenskabelige Fakultet om at
udtale sig om Sagen, som Forholdene efter Justitsministeriets Skrivelse stillede
sig, gjorde Undervisningsministeriet opmærksom paa en anden Forandring,
der var indtraadt i de hidtidige Forudsætninger for Sagens Ordning. Overens-
stemmende med Fakultetets i sin Tid derom fremsatte Forslag, havde Ministeriet
ved Ldkastet til Finansloven for 1865—66 optaget det fornødne om Anvendelsen
af den Normalgage, som var disponibel derved, at det ved Etatsr Ottos Afgang
ledig blevne Professorat ikke var gjenbesat, til Lønningen dels for den extraordi-
nære Docent i Farmakologi, dels for den paatænkte Docent i offentlig Hygiejne
og Retslægevidenskab, saaledes at den først nævnte Docent aflagdes med 800 Rd.
og den sidste med 700 Rd. Ved Finanslovens Vedtagelse af Rigsdagen var det
imidlertid blevet nægtet at tilstaa den eventuelle Docent i Hygiejne og Retslæge-
videnskab fast Ansættelse i Fakultetet som pensionsberettiget Embedsmand, hvorhos
det kun var blevet indrømmet at anvende 700 Rd. af den omtalte ledige Professor-
lønning til Honorar for Docenten. Under et saadant Vilkaar for Ansættelsen og
naar der i Forbindelse dermed kun kunde gives Docenten den af Justitsministeriet
betegnede Udsigt til en Forening af Stadsfysikatsforretningerne med Posten, og
220
Universitetet 1864—18 VI.
dette tilmed kun med en Indtægt af 100 Rd., forekom det Ministeriet tvivlsomt,
om det kunde ventes, at nogen yngre Videnskabsmand, der besad den Kvalifika-
tion, som den paatænkte Docentpost krævede, vilde melde sig til den foreslaaede
Konkurrence, eller om overhovedet nogen Mand under saa ufordelagtige pekuniære
Betingelser vilde kunne overtage denne Lærerstilling, hvis Besørgelse aabenbart
vilde gjøre det umuligt for den paagjældende at udøve "privat Lægepraxis. Om
dette Punkt begjærede Ministeriet tillige Fakultetets nærmere Udtalelse og under
denne navnlig Fakultetets Mening, om den foreslaaede Konkurrence strax burde
berammes, eller om det ikke var tilraadeligt at udsætte den og først forsøge ved
Forelæggelsen af Finansloven for det kommende Finansaar at udvirke Lønnings-
vilkaarene gunstigeie bestemt for den eventuelle Docent, for at fjærne den Hindring,
der fra denne Side syntes uoverstigelig at lægge sig Vejen for en tilfredsstillende
Besættelse af Posten. Under 13. Juli tilskrev Ministeriet derhos Fakultetet, at
det ikke skjønnede rettere, end at Hovedbestræbelserne nu burde rettes paa at
erholde en Docent ved Fakultetet i Retslægevidenskaben og ved Brevvexling med
Justitsministeriet søge det bragt dertil, at der af de under Stadslægeembedet
henhørende ikke administrative Forretninger henlagdes til den nye Docent de legale
(forensiske) Forretninger, Skjøn, Ligsyn og Obduktionsforretninger. Ogsaa om
dette paalagde Ministeriet derfor Fakultetet at ytre sig.
I Skrivelse af 13. Septbr. erklærede Fakultetet, at det ganske delte Mini-
steriets Tvivl, om nogen dertil egnet Kandidat under de givne Betingelser vilde
indstille sig til Konkurrencen. Der burde formentlig lægges særlig Vægt paa den
Omstændighed, at der ved Oprettelsen af den nye Docentpost ikke var Spørgs-
maal om en egentlig ny Pengebevilling, men nærmest kun om en midlertidig Dis-
position over det allerede normerede Beløb. Den paagjældende Professorgage, som
efter Prof. Ottos Afgang blev ledig, udgjorde 1500 Rd. + det normerede Lønnings-
tillæg af 200 Rd. hvert tredje Aar; naar der nu heraf var blevet tillagt Docenten
i Farmakologi en fast, ikke stigende aarlig Lønning af 800 Rd., saa resterede
der i Virkeligheden ikke blot 700 Rd., som vare foreslaaede til Lønning for den
nye Docent, men ogsaa det Beløb, som vilde fremkomme ved den normerede
Stigen af Professorgagen. Den Besparelse, som opnaaedes derved, at de nævnte
Docenter sattes paa fast, ikke stigende Lønning — og hvorved der i de siden
Etatsr Ottos Afgang forløbne tre Aar allerede var indvundet en Del —, kunde
billigvis komme i Betragtning, naar der var Tale om at udvirke den eventuelle
nye Docent Ansættelse som pensionsberettiget Embedsmand. Fakultetet havde
bragt et Offer ved at andrage paa Ansættelsen af en Docent i Farmakologi med
en lavere, ikke stigende Lønning, og dette vilde forhaabentlig bidrage til et heldigt
Resultat af Sagen; men i ethvert Tilfælde haabede Fakultetet, at der ikke vilde
blive inddraget noget af den for Fakultetet normerede Lønningssum, som under
alle Eventualiteter var nødvendig for det til at supplere den Mangel i Undervis-
ningen, som for Tiden var tilstede. Justitsministeriets Forslag om at gjøre de
nødvendige Skridt for at opnaa Henlæggelsen af visse Forretninger fra Stadslæge-
embedet i Kjøbenhavn med de tilhørende Indtægter til den nye Docentpost, burde
formentlig modtages med Tak, ikke blot fordi der herved blev opnaaet en om end
ringe Forbedring i de pekuniære Vilkaar, men ogsaa fordi en saadan Henlæggelse
af Forretninger maatte anses for aldeles nødvendig for hele Sagens Fremgang.
Ved under 26. Septbr. at sætte Justitsministeriet i Kundskab om Fakul-
tetets Udtalelse, anmodede Undervisningsministeriet først nævnte Ministe-
Universitetslærernes Virksomhed.
221
rium om i Overensstemmelse med sammes gode Tilbud at foretage det videre
fornødne til Sagens Fremme. Samtidig paalagde det gjentagende Fakultetet at
ytre sig om den i Ministeriets Skrivelse af 13. Juli fremsatte Tanke at indskrænke
Omraadet for den nye Docentpost til Retslægevidenskaben alene, med Opgivelse
af den offentlige Hygiejne, som under de tidligere Forhandlinger var forudsat som
Lærefag under Fosten, idet det derhos begjærede en bestemt Udtalelse om Stør-
relsen af Lønningen. Under 16. Oktbr. foreslog F a k u 11 e t e t Posten som Docent
i Retslægevidenskab og offentlig Hygiejne foreløbig oprettet som en estraordinær
Docentpost med 800 Rd. i aarlig Lønning, hvilket udgjorde Halvdelen af den
Professorlønning, som nu havde været ledig i flere Aar, og hvis anden Halvdel
blev fastsat som Lønning for den ligeledes extraordinære Docent i Farmakologi,
idet det derhos bemærkede, at ligesom det i flere Aar havde udtalt sig for at
faa den offentlige Hygiejne optaget som Lærefag, saaledes kunde det ogsaa nu
kun erklære sig for ønskeligheden heraf og maatte tilraade, at Docentposten kom
til at omfatte begge Fag. Herom meddelte Undervisningsministeriet Justitsmini-
steriet fornøden Underretning ved Skrivelse af 1. Novbr.
I Finanslovudkastet for 1866 — 67 optog Undervisningsministeriet Forslag
om en Bevilling af 800 Rd. som Lønning til Docentposten i Retslægevidenskab
og offentlig Hygiejne. Forslaget blev imidlertid ikke modtaget af Rigsdagen, der
derimod bevilgede 700 Rd. til Honorar for den eventuelle Docent. Da det
maatte anses for nødvendigt, at den paatænkte Konkurrence om Postens Besættelse
afholdtes, saa snart dette med det nødvendige Varsel for Deltagerne i samme lod
sig gjøre, henledede Undervisningsministeriet ved Skrivelse af 25. Maj
1866 Justitsministeriets Opmærksomhed paa Nødvendigheden af Sagens Fremme,
idet det udbad sig Underretning om, hvilke Skridt der vare gjorte til Henlæggelsen
af en Del af Stadslægeembedets Forretninger til den omhandlede Docentpost.
Undervisningsministeriet begjærede derhos samtidig det lægevidenskabelige Fakultets
Erklæring, om det, da det kunde forudses, at den endelige Besættelse af den nye Post
først vilde kunne ske efter en længere Tids Forløb, ikke maatte anses for nødvendigt ved
en midlertidig Foranstaltning at drage Omsorg for Afholdelsen af Forelæsninger for
de studerende over Retslægevidenskaben og i bekræftende Fald et nærmere Forslag
om Overdragelsen af disse Forelæsninger til en yngre Mand mod et passendeaHono-
rar, der da vilde kunne afholdes af det ved Finansloven til Honorar for den even-
tuelle Docentpost bevilgede Beløb.
Ved Skrivelse af 10. Juni modtog Fakultetet dette Tilbud. Da det ikke
saa sig i Stand til at udpege nogen enkelt, som kunde være særdeles kvalificeret
til at holde de herhen horende Forelæsninger, mente det, at den bedste Vej til
at fremme Sagen vilde være den, at det blev Fakultetet tilladt snarest muligt at
udstede en Bekjendtgjørelse om, at de, der indtil videre vilde paatage sig at holde
Forelæsninger over medicina forensis, anmodedes om at melde sig hos Fakultetets
Dekanus. Ved paa denne Maade at faa Underretning om de Personligheder, som
kunde have til Hensigt at paatage sig det omhandlede Hverv, vilde Fakultetet
bedre sættes i Stand til at foreslaa Ministeriet den eller de dertil mest kvalifi-
cerede. Den begjærede Tilladelse meddeltes af Ministeriet under 19. s. M. Efter
at Bekjendtgjørelse var udgaaet, indstillede Fakultetet, at det overdroges Dr. med.
Tryde at holde Forelæsningerover medicina forensis i Efteraars Halvaaret 1866 mod
et Honorar af 350 Rd. Ministeriet bifaldt Indstillingen under 6. Septbr. Ved Skri-
222
Universitetet 1864—1871.
velse af 7. Jan. 1867 overdrog det efter Fakultetets Indstilling Dr. Tryde samme
Hverv for Foraars Halvaaret 1867.
Justitsministeriets Svar paa Undervisningsministeriets Skrivelse af
25. Maj 1866 blev afgivet under 11. Juni. Justitsministeriet omtalte heri, at
det havde meddelt Kjøbenhavns Magistrat de mellem Justitsministeriet, Sundheds-
kollegiet og Undervisningsministeriet førte Forhandlinger og begjæret dets Erklæ-
ring om en delvis Udsondring af de nu under Stadslægen henhørende Forretninger
og deres Henlæggelse under den eventuelle Docent, om muligt saaledes, at han
for deres Udførelse kom til at oppebære de i PI. 4. Oktbr. 1825 foreskrevne Ge-
byrer, hvorhos Justitsministeriet under Forudsætning af Magistratens Tilslutning
til Forslaget tillige forlangte dets Erklæring om, hvilke Forretninger det i Til-
fælde af, at den oven nævnte Ordning gjennemførtes, maatte anses for hensigts-
mæssigt et henlægge under den eventuelle Docentpost i Retslægevidenskaben. Un-
der 22. Maj modtog da Ministeriet en Svarskrivelse fra Magistraten, af hvilken
det fremgik, at Sagen i længere Tid havde henstaaet paa Stadslægens Erklæring,
idet denne, forinden han afgav en saadan, havde villet erhverve nærmere praktisk
Bekjendtskab til det af ham kort Tid i Forvejen overtagne Embede, samt at Sagen
for Øjeblikket endnu savnede Borgerrepræsentationens Tilslutning, før de med Kom-
munen indledede Forhandlinger kunde tilendebringes. Den af Stadslægen afgivne
Erklæring gik imidlertid ud paa, at af Stadslægens nu værende Forretninger de egent-
lig forensiske, nemlig de retslige Obduktioner, de retslægevidenskabelige Skjøn over
tvivlsomme Sindstilstande o. s. fr., for saa vidt disse forlangtes af Retterne, samt
endelig de retslige Ligsyn kunde, endog særdeles hensigtsmæssig, gaa over til den
nye Docentpost, og at ogsaa Stadslægens Deltagelse i de kjøbenhavnske Apotheker-
disciples Examination uden Skade, ja endog til Gavn, kunde lægges under en an-
den Avtoritet, men at Deltagelse i Jordemødrenes Examination kunde forblive ved
Stadslægeembedet, og at af alle de øvrige, egentlig administrative Forretninger, og
navnlig af dem, der tjente til at udfinde eller oplyse de kjøbenhavnske Sygelig-
heds- eller Dødelighedsforhold, ingen uden Skade kunde skilles fra dette. Idet
Magistraten havde forelagt Borgerrepræsentationen Sagen, havde den anbefalet
Stadslægens Forslag med Hensyn til de Forretninger, der vilde være at udsondre
fra Stadslægeembedet; men Magistraten havde derhos udtalt, at det formentlig
ligefrem fulgte af Bestemmelserne i Stadens Vedtægt af 30. Decbr. 1857 § 14
samt af den endelige Afgjørelse, søm ved L 11. Febr. 1863 om Kjøbenhavns
Politis Ordning var truffet angaaende Udredelsen af Udgifterne til den kriminelle
Retspleje, at den Godtgjørelse, der som Gage, Honorar eller Sportler maatte blive
tilstaaet for Udførelsen af de fra Stadslægeembedet udsondrede Forretninger ikke
kom til i nogen som helst Maade at paahvile Kommunen. Justitsministeriet til-
føjede, at det, efter hvad Magistraten saaledes havde udtalt, ikke turde nære no-
get synderligt Haab om at kunne udvirke det i Skrivelse af 25. Apr. 1865 an-
tydede Hidrag til den nye Docents Lønning, da det næppe turde anses for rimeligt^
at den lovgivende Magt vilde paalægge Kommunen mod dens Ønske at betale for
Udførelsen af de omhandlede Forretninger, der for Tiden bleve besørgede uden
særligt Vederlag ved den af Kommunen lønnede Stadslæge. I Skrivelse af
22. Avg. meddelte Justitsministeriet derefter, at Borgerrepræsentationen havde
erklæret sig enig med Magistraten i Sagen. Det fastholdt fremdeles den Anskuelse,
det i Skrivelse af 11. Juni havde udtalt, om Vanskeligheden af at gjennemføre et
Universitetslærernes Virksomhed.
223
Lovforslag, hvorved det paalagdes Kommunen mod dens Ønske at betale for Ud-
førelsen af de her omhandlede Forretninger, og begjærede en Erklæring fra Under-
visningsministeriet om, hvorvidt det herefter maatte finde sig foranlediget til at
frafalde Krav paa, at der gjordes noget Forsøg i den antydede Retning.
Undervisningsministeriet tilstillede det lægevidenskabelige Fakultet en Afskrift
af Justitsministeriets Skrivelse af li. .Juni og forespurgte, hvorvidt det herefter,
og da allerede saa lang Tid nu var forløbet, endnu fastholdt uforandret det under
6. Septbr. 1864 gjorte Forslag om en Konkurrence*). Hertil svarede Fa ku 1 te te t
under 8. Juli, at det alligevel ønskede Bemyndigelse fra Ministeriet til at foretage
de nødvendige Skridt til at faa en Konkurrence i Retslægevidenskab og Hygiejne
afholdt i det paafølgende Aar efter de nærmere Forslag, som Fakultetet tidligere
lia\de indgivet til Ministeriet. Det omhandlede Bidrag til Lønningen forekom
nemlig Fakultetet for ubetydeligt i og for sig til at standse Sagen, naar man
overhovedet var kommet til den Anskuelse, saaledes som Fakultetet var, at dens
Realisation burde tilstræbes, ti ods de ugunstige Betingelser, som i det hele taget
bleve budte den nye Docent. Det blev derpaa ved kgl. Resol af 3 i. Avg. 1866
bifaldet, at der afholdtes en Konkurrence om en Docentpost ved det lægeviden-
skabelige Fakultet i Retslægevidenskab og offentlig Hygiejne. Herom meddelte
Indervisningsministeriet ved Skrivelse af 5. Septbr. 1866 -Justitsministeriet Under-
retning, idet det tilfojede, at der herved intet Hensyn var taget til den tidligere
paatænkte Henlæggelse til samme af nogen Del af Stadslægeembedets Funktioner
Ved Skrivelse af 10. Septbr. paalagde imidlertid Undervisningsministeriet Fakultetet
i Bekjendtgjørelsen om Konkurrencens Afholdelse at optage det fornødne om, at
af de hidtil til Stadslægeembedct hørende Funktioner vilde de retslige Obduktioner,
de retslægevidenskabelige Skjøn over tvivlsomme Sindstilstande, for saa vidt disse
forlangtes af Retterne, de retslige Ligsyn samt Stadslægens Deltagelse i de kjøben-
havnske Apothekerdisciples Examination blive overdragne til den nye Docent uden
særligt \ ederlag. Under s. D. meddelte det Justitsministeriet, at det fastholdt
sit Ønske om, at visse hidtil til Stadslægeembedet hørende Funktioner henlagdes
til den paatænkte Docentpost, uagtet intet særligt Vederlag kunde tilvejebringes
derfor. Efter Justitsministeriets derom nedlagte allerunderdanigste Forestilling
blev det derpaa ved kgl Resol af 10 Novbr. bifaldet, at de i Instr. for Stads-
fysikus i Kjøbenhavn af 23. Marts 1813 § 8 nævnte forensiske Forretninger, —
nemlig de retslige Obduktioner, de retslægevidenskabelige Skjøn over tvivlsomme
Sindstilstande osv., for saa vidt disse forlangtes af Retterne, samt endelig de
retslige Ligsyn — fra den Tid at regne, da den paatænkte nye Docentpost i Rets-
lægevidenskab traadte i Virksomhed, udsondredes fra det ved L. 4. Marts 1857
§§ 11 og 13, jfr. Vedtægt for Kjøbenhavns Kommunalanliggender af 30. Decbr.
1857 § 9, oprettede Stadslægeembede i Kjøbenhavn og henlagdes under Docenten
i Retslægevideuskab. Herom underrettedes Konsistorium og det lægevidenskabelige
Fakultet ved Skrivelse fra Undervisningsministeriet af 22. Novbr.
Efter at Konkurrencen var blevet afholdt og Dr. med. Gædeken af Ministe-
riet beskikket til Docent i Retslægevidenskab og offentlig Hygiejne fra 1. Jan.
1868 at regne, bleve de nævnte forensiske Forretninger udsondrede fra Stadslæge-
*) Disse Forslag ville findes i et senere Afsnit.
Universitets Aarbop.
29
224
Universitetet 1864—1871.
embedet og henlagte til denne Docentpost, hvorom Justitsministeriet under 11. Jan.
1868 gjorde Meddelelse til Undervisningsministeriet, der videre underrettede Konsi-
storium, Fakultetet og Docent Gædeken herom.
b. Afgjørelser med Hensyn til Universitetslærernes Embedsomraade.
Da der i Efteraaret 1864 opstod Spørgsmaal om Lektor W i t h s Udnævnelse
til det da ledige Professorat, begjærede Ministeriet under 19. Septbr. 1864 det
lægevidenskabelige Fakultets Udtalelse om, hvorledes den ham ved hans Beskik-
kelse til Lektor i medicinsk Klinik i Følge kgl. Resol. af 23. Juni 1862 paalagte
Forpligtelse, tillige at docere en eller anden Disciplin af den praktiske Medicin*),
i den forløbne Tid af ham var blevet opfyldt, ligesom ogsaa om, hvorvidt det
vilde være rettest at foi binde samme Forpligtelse med hans Udnævnelse som
Professor.
Fakultetet udtalte i denne Anledning under 22. Oktbr. s. A , at det specielle
Hverv, som var blevet Lektor With overdraget, nemlig at docere Læien om Læge-
midlernes Virksomhed og Anvendelsesmaade, indtil den den Gang ledige Docentpost
i Farmakologi igjen blev besat, utvivlsomt maatte bortfalde ved den senere skete
Udnævnelse af Prof. Warncke til extraordinær Docent i Farmakologi; og naar
Lektor With ikke siden, i Henhold til den almindelige Forpligtede, havde udstrakt
sin Virksomhed som Docent ud over selve den medicinske Klinik, saa var dette
tilstrækkelig begrundet ved det allerede betydelige Arbejde, som den for ham endnu
nye Stilling som klinisk Lærer maatte medføre, og senere tillige derved, at det
overvejende Flertal af de studerende var fraværende i Krigen. Heller ikke havde
han fra Fakultetets Side modtaget nogen Opfordring dertil. Fakultetets Flertal
mente imidlertid, at den nævnte Forpligtelse burde fastholdes ogsaa ved Lektor
Withs Udnævnelse til Professor, idet det hermed tilsigtede, at der gaves ham
Paalæg om ved Siden af den egentlige kliniske Virksomhed at holde Forelæsninger
over et eller andet Afsnit af hans specielle Fag, Læren om de indvortes Sygdomme
og deres Behandling, eller en dermed i nejeste Sammenhæng staaende Disciplin,
saaledes at Valget af Æmnet for hver Forelæsningsrække blev afhængigt af ham
selv eller afgjort ved Overenskomst med de øvrige Medl miner at Fakultetet, saa-
fremt sæilige Forhold maatte foranledige disse til at anmode ham om at foredrage
et eller andet bestemt Æmn-\
Hertil bemærkede Lektor With i et Separatvotum, at en i saa almindelige
Udtryk affattet Forpligtelse („med Forpligtelse til tillige at docere en eller anden
Disciplin af den praktiske Medicin"), paa Grund af sin Ubestemthed og Mangel
paa Begrænsning, formentlig var mindre vel skikket til at opfylde sin Hensigt.
Denne kunde dog kun være at paalægge vedkommende Docent ved Siden af den
praktiske kliniske Virksomhed i en theoretisk Forelæsning at behandle saadanne
Æmner, der ikke laa uden for den Retning, hvori han tidligere havde udviklet sig;
men Udtryk som „den praktiske Medicin" vare saa omfatten le, at derunder med
Lethed kunde henføres Discipliner, der laa ham temmelig fjærnt, og skjont det
burde forudsættes, at man altid vilde tage de hertil nødvendige Hensyn, kunde d>>t
*) Lindes Medd. 1857 — 63 S. 157.
Universitetslærernes Virksomhed.
225
dog ikke være andet, end at den blotte Mulighed af, at saadanne Hensyn kunde
tilsidesættes, maatte viike trykkende og forstyrrende paa vedkommende Docents
Studier. Fakultetet syntes ogsaa at have haft dette for Øje, idet det til sin Er-
klæring om, at den nævnte Forpligtelse burde fastholdes, tilfojede en Udtalelse,
der indeholdt en ganske bestemt Fortolkning af hin almindelige Bestemmelse;
men forholdt dette sig saaledes, hvorfor da ikke formulere Forpligtelsen paa en
saadan Maade, at der ikke kunde lægges andet ind i den, end hvad der tilsigtedes?
Han vilde derfor finde det rigtigere, at hint Paalæg formuleredes saaledes: „med
Forpligtelse til efter frit Valg at docere et eller andet Afsnit af hans specielle
Fag, Læren om de indvortes Sygdomme og deres Behandling". Et andet Spørgs-
maal var det imidlertid, om det var rigtigt at paalægge, specielt den medi-
cinsk-kliniske Docent en saadan Forpligtelse, i hvilken Henseende der for-
mentlig kunde gjøres grundede Tvivl gjældende. For det første maatte det være
paafaldende, at et saadant Paalæg ikke havde fundet Sted med Hensyn til hans
umiddelbare Foi gængere i den medicinsk-kliniske Docentpost, Etatsraaderne Chri-
stensen og Fenger, der begge fandt fuld Anvendelse for deres Kræfter i deres
kliniske Virksomhed, ligesom noget lignende heller ikke havde været Tilfældet med
de kirurgisk-kliniske Docenter. Udfordrede den medicinske Klinik da nu mindre
Arbejde end tidligere, eller mente man, at den yngre Docent med mindre Anstren-
gelse end den ældre kunde opfylde sine Forpligtelser som Kliniker? Men maaske
var der for Øjeblikket enkelte Discipliner, der savnede deres Repræsentanter i
Fakultetet, og som det var ønskeligt, at navnlig den medicinsk-kliniske Docent
skulde overtage? Men dette var næppe Tilfældet. Der var jo truffet en Be-
stemmelse med Hensyn til de Prof Otto tidligere underlagte Lærefag, og Fakultetet
udtalte jo udtrykkelig, at den nærmeste Hensigt kun var at give ham (With) et
Paalæg om ved Siden af den kliniske Virksomhed at docere et eller andet Afsnit
af hans specielle Fag, Læren om de indvortes Sygdomme og deres Behandling
men denne Disciplin havde jo allerede sin Repræsentant i Konf. Bang. Skulde en
senere Omordning af Fagene, Oprettelsen af nye eller Nedlæggelsen af ældre Do-
centposter anses for hensigtsmæssig, turde det ganske sikkert blive nødvendigt, at
Docenten i medicinsk Klinik tillige overtog en anden beslægtet Disciplin; men
dertil udfordredes næppe nogen for ham specielt fremhævet Forpligtelse, da en
saadan almindelig Forpligtelse formentlig paahvilede enhver Docent, naar Om-
stændighederne fordrede det. Da han (With) udnævntes til Lektor i medicinsk
Klinik efter den to Aar i Forvejen afholdte Konkurrence, kunde der være Grund
tilstede til specielt for ham at fremhæve denne Forpligtelse, idet man da, i Over-
ensstemmelse med en den Gang paatænkt Udsondring af Farmacien lia det medi-
cinske Fakultets Omraade, samtidig med hans Udnævnelse til klinisk Docent over-
drog ham at docere Farmakodynamik, indtil Posten i Farmakologi efter I rof. Ottos
Afgang atter blev besat, et Hverv, der borfaldt ved Prot. Warnckes senere Id-
nævnelse til denne Docentpost. Men nu, da saadanne særlige Forhold ikke længer
existerede, da en endelig Ordning var vedtaget angaaende Farmakologi og Medicina
forensis, og de øvrige Discipliner doceredes af de normerede Docenter, nu syntes
en saadan for ham blandt de øvrige Docenter specielt fremhævet Porpligtelse ikke
at være nødvendig. Han udtalte derfor det Onske, at den ved hans Udnævnelse
til Lektor tilføjede Forpligtelse „at docere en eller anden Disciplin af den praktiske
Medicin" bortfaldt som uhensigtsmæssig og overflødig, eller at Bestemmelsen lor-
29*
226
Universitetet 1864—1871.
muleredes saaledes: „med Forpligtelse til ved indtrædende Vakance at docere et
eller andet Afsnit af den almindelige og specielle Therapi", idet han næppe be-
høvede at tilføje, at han efter bedste Evne skulde søge at opfylde enhver For-
pligtelse, som Ministeriet i saa Henseende maatte paalægge ham.
1 il Lektor Withs Separatvotum knyttede Fakultetet endnu nogle Bemærk-
ninger. For saa vidt denne i sin Argumentation kun paaankede Muligheden af,
at der skulde kunne gives det omhandlede Pa;ilæg en Udstrækning og Anvendelse,
som laa ganske uden for det dermed tilsigtede Formaal, kunde det dog næppe
antages, at Hensynet til denne blotte Mulighed virkelig skulde kunne indvirke
forstyrrende paa den kliniske Docents Studier, og der syntes her, efter Fakultetets
oven staaende Udtalelse angaaende Paalægets Mening, ikke at være Anledning til
at imødegaa ham nærmere. Flertallet kunde i øvrigt intet have imod, at
Forpligtelsen formuleredes paa en Maade, som var overensstemmende med
dets egen, oven for udtalte Tanke, hvilket dog ikke ganske var Tilfældet med det
af Lektor With i saa Henseende fremsatte Forslag. Naar Lektor With derefter
udtalte sig mod Forpligtelsen selv, ogsaa i den Betydning, der efter Flertallets
Mening burde tillægges den som formentlig uhensigtsmæssig og overflødig, og
herved først støttede sig til den Omstændighed, at et lignende Paalæg ikke havde
været givet hans nærmeste Forgængere i den kliniske Docentpost, kunde der vel
herimod med rette henpeges paa den senere indtraadte, ikke uvæsentlige Forandring
af Lønningsforholdene, hvorved Docenten nu, i det mindste mere end før, var sat
i Stand til at anvende sine Kræfter udelukkende i Studiets Tjeneste; men selv
bortset herfra, kunde dog den tidligere Undladelse ikke indeholde nogen Grund til
ogsaa nu at lade Paalæget falde, saafremt man imidlertid var kommet til Erkjen-
delse af, at det rettest burde fastholdes, og det maatte her ikke overses, at det
netop var den i den forud gaaede Periode indhøstede Erfaring, som bragte Fakul-
tetet til at ønske Forpligtelsen udtrykkelig optaget i Dr. Withs Udnævnelse til
Lektor. For øvrigt gjaldt selve den paaberaabte Kjendsgjerning ikke for en noget
længere tilbage liggende Tid, idet Konf. Bang i sin Tid overtog den kliniske
Undervisning f-amtidig med at holde Forelæsninger over den indvortes Sygdomslære.
Den anden af Lektor With anførte Grund lød pna, at for Tiden alle Disci-
pliner havde deres Repræsentanter i Fakultetet, at der altsaa nu ikke gaves noget
Savn at udfylde i Rækken af forelæsninger; men om end denne Paastand maaske
kunde have sin Rigtighed, for saa vidt Talen var om de blotte Examensfag efter
den nu værende Ordning, saa var det dog ingenlunde vanskeligt at udpege Disci-
pliner og Afsnit af Sygdomslæren, som man i det videnskabelige Studiums Inter-
esse i høj Grad kunde ønske dels fremdragne, dels underkastede en fyldigere,
mere udtømmende Behandling, end der efter Forholdenes Natur kunde blive dem
til Del i den systematiske, den hele Lære Kursus efter Kursus gjennemgaaende
forelæsning. rlil en saadan mere monografisk Bearbejdelse og Sammenstilling efter
særlige Synspunkter fandtes der overalt i Sygdomslæren rigeligt Stof, og det kunde
ikke betvivles, at Forelæsninger af denne Art, især vel beregnede for ældre stu-
derende, vilde kunne stifte væsentlig Nytte, ligesom et hertil sigtende Paalæg for
Docenten selv kun kunde indeholde en Opfordring til at samle sine kliniske Er-
faringer og lede sine Studier i en Retning, der vilde være i hans egen vel for-
staaede Interesse lige over for det mere spredte og til en vis Grad af Tilfældet
afhængige Bræg, som tilhørte den egentlig kliniske Virksomhed. Det utvungne
Universitetslærernes Virksomhed.
227
Valg- af Retning og Stof, saa længe han efter Forholdene kunde være fritaget for
at holde en systematisk Forelæsning, stillede netop den kliniske Docent paa en
særdeles heldig Fod, en Omstændighed, som for en stor Del vilde falde bort, hvis
ved indtrædende Vakance den hele Undervisning i den indvortes Sygdomslære
skulde blive lagt i hans Haand, og Lektor Withs subsidiære Forslag, der havde
Hensyn til en saadan Vakance, gik altsaa ud paa noget helt andet, end hvad der
i Flertallets Indstilling nærmest var paatænkt.
Ministeriet tiltraadte Flertallets Anskuelse, og efter at det i saa Henseende
havde nedlagt Forestilling for Kongen, blev Lektor With ved kgl. Resol. af 21.
Novbr. 1864 udnævnt til Professor ordinarius i medicinsk Klinik ved det læge-
videnskabelige Fakultet, dog saaledes, at han skulde være pligtig til, ved Siden
af den egentlige kliniske Virksomhed, efter sit eget frie Valg eller efter Opfordring
af og Overenskomst med Fakultetets øvrige Medlemmer, at holde Forelæsninger
over et eller andet Afsnit af hans specielle Fag, Læren om de indvortes Syg-
domme og deres Behandling eller en dermed i nojeste Sammenhæng staaende
Disciplin.
— I den Skrivelse, hvorved Bestyrerne af det zoologiske og det zootomisk-
fysiologiske Museum gjorde Forslag om, hvilke Gjenstande der egnede sig til at
overgaa fra det sidst nævnte Museum til det zoologiske*), var det bemærket, at
de ikke ansaa de ved Prof. Panums Udnævnelse af Ministeriet Drugte Udtryk
„Professor i Fysiologi og komparativ A.natomi" som indeholdende nogen særlig
Forpligtelse for ham til at holde specielle Forelæsninger over komparativ Anatomi,
da de antoge, at ikke en Gang afdøde Prof. Eschricht, fra hvis Udnævnelse eller
Bestalling hine Udtryk formodentlig vare bibeholdte, havde nogen særlig Forplig-
telse til at holde Forelæsninger i denne Retning, og det omspurgte Fag nu indtog
en ganske anden Stilling, saa vel til Fysiologien som til Zoologien, end tidligere.
Ved under 25. Jan. 18f>5 at indsende denne Skrivelse til Ministeriet, henledede
Konsistorium dets Opmærksomhed paa, om dot ikke maatte være rettest, at dette
Punkt gjordes til Gjenstand for Forhandling med det lægevidenskabelige Fakultet,
og at der, hvis Fakultetet tiltraadte den Opfattelse, der i Betænkningen var gjort
gjældende, herom udvirkedes en udtrykkelig I'estemmelse.
Efter Foranledning af Ministeriet udtalte Fakultetet sig herom under 18.
Marts. Det erklærede, at lige saa lidt som det ved i sin Tid at gjøre Indstilling
om Prof. Panums Udnævnelse havde paatænkt, at det skulde overdrages ham at
holde særlige Forelæsninger over komparativ Anatomi, lige saa lidt kunde det efter
Fysiologiens nu værende Udvikling anse det for nødvendigt eller ønskeligt, at der
gaves den fysiologiske Docent et saadant Paalæg, hvorved han blev bundet til
mere udførlig at foredrage en enkelt bestemt Side af Videnskabens Grundlag.
Efter i Overensstemmelse hermed at have nedlagt allerunderdanigst Forestilling,
blev det ved kgl. Resol. af 7. Apr. 1865 bifaldet, at den Prof, Dr. med. Panum
i Følge hans Udnævnelse til bemeldte Lærerpost paahvilende Forpligtelse til særlig
at docere den komparative Anatomi bortfaldt.
*) Se under Afsnittet: Videnskabelige Samlinger og Anstalter.
228
Universitetet 1864—1871.
4. Forskjellige Afgjørelser angaaende Universitetets Lærere
og Censorer.
I et til Ministeriet indgivet Andragende anholdt Prof. R. Nielsen om en
aarlig Understøttelse af 1423 Rd. til Udgivelsen af „Grundideernes Logik".
Herom bemærkede Ministeriet i Skrivelse til Konsistorium af '28. Apr. 1865, at
det, om der ellers skulde findes Føje til at udvirke Ansøgeien det attraaede fulde
Beløb, vilde være umuligt at afholde en saa stor Understøttelse af den under
Ministeriet henlagte Konto til Understøttelser for Videnskabsmænd og videnskabe-
lige Formaals Fremme samt til Rejsestipendier. Paa den anden Side ansaa Mini-
steriet det for beklageligt, om Forfatteren af Mangel paa pekuniære Midler skulde
nødsages til at opgive sin Plan om Udgivelsen af dette Arbejde, hvoraf der efter
Ansøgningens Indhold syntes at loves Videnskaben et Udbytte af en særdeles Be-
tydning, og dette saa meget me;e, snm det nærmest var Forfatteren om at gjørø
at faa det første og mulig ogsaa det andet Bind udgivne for at overvinde de
Hindringer, som de øjeblikkelige Forhold lagde i Vejen for i tysk Oversættelse at
skaffe Værket Indgang i Udlandet. Ministeriet var derfor tilbøjeligt til
af den nævnte Konto at udvirke Prof. Nielsen et saa stort Bidrag til
Værkets Fremme, som der lod sig foiene med de Krav, som Kontoen i øvrigt
efter sit Formaal i det hele havde at fyldestgøre. Men en saadan Under-
støttelse vilde i ethvert Fald ikke kunne blive stor nok til, at Værket
alene ved den kunde udkomme, hvorfor Forfatteren tillige andetsteds fra maatte
forhjælpes til Udforeisen af sit literære Forehavende. I denne Henseende havde
Ministeriet tænkt sig, at der af Konsistorium kunde tilstaas ham Frittyk, og at
der fra Universitetets Side, under de omtalte øjeblikkelige, saa extraordinært uhel-
dige Forhold for Udgivelsen og med Hensyn til den Forbindelse, hvori dette Ar-
bejde stod med Prof. Nielsens Opgave som Universitetslærer, end videre kunde
være Føje til at yde et Pengetilskud af 3 a 400 Rd. Dette maatte vel nærmest
være at afholde af Universitetets Konto for Udgifter til videnskabelige Formaals
Fremme. Under en modsat Eventualitet turde det formentlig vel lade sig forsvare
at lade dette Bidrag undtagelsesvis afholde af Universitetets extraordinære Ud-
giftskonto. Ministeriet tilføjede endelig, idet det i øvrigt begjærede Konsistoriums
Erklæring om Sagen, at der mulig lod sig træffe et Arrangement med den
Gyldendalske Boghandel om Overtagelsen af Forlaget mod et mindre kontant
Pengetilskud end det, der maatte antages for det ringeste, naar Forfatteren selv
forlagde Værket.
I Skrivelse af 17. Maj 1865 udtalte Konsistorium sig udførligere om Saeen.
Det bemærkede, at Andragendet gik ud paa en aarlig Understøttelse af over
1400 Rd. for et Tidsrum af 12 å 14 Aar, i hvilket Prof. Nielsen ventede at
blive færdig med det paagjældende Værk, naar et Hæfte paa omtrent 30 Ark
udkom hvert Aar, samt at den forlangte Sum indbefattede ej blot samtlige
Udgifter ved Udgivelsen af et saadant Hæfte om Aaret, men tillige et
Honorar for Forfatteren af 30 Rd. for Arket eller 915 Rd. aarlig, uden at det i
øvrigt i Andragendet omtaltes, hvorledes der skulde forholdes med t'orlagsretten.
Konsistorium ansaa det for at være i højeste Grad betænkeligt, om Universitetets
Midler skulde anvendes til at yde Universitetslærere Honorar eller Bidrag til
Honorar for de af dem udgivne Skrifter. Ligesom dette vilde være noget aldeles
Forskjellige Afgjørelser angaaende Universitetets Lærere og Censorer 229
nyt og usædvanligt, saaledes vilde det vistnok, naar det blev almindelig bekjendt,
paadrage Universitetet den skarpeste Kritik fra forskjellige Sider, idet man ikke
uden Føje vilde finde det stedende, at Universitetslærere, foruden deres Len og
andre Embedsindtægter, under Navn af Honorar oppebåre yderligere, aldeles extra-
ordinære Pengefordele af Universitetet for deres literære og videnskabelige Virk-
somhed. Konsistorium mindede i denne Henseende om de Angreb, som ved
Lenningslovens Behandling i Rigsdagens 9. Session (Folketingstid. S. 3324 tf.)
fra dette Synspunkt gjordes paa Professorernes Fritryk, uagtet denne fra gammel
'I id stedfindende Indretning dog kun paa en indirekte Maade og i alt Fald kun
i et højst ubetydeligt Omfang under visse Omstændigheder kunde blive til nogen
Indtægt for de vedkommende Professorer. Det vilde ogsaa let ses, at man ved
den her omhandlede Foranstaltning vilde give Anledning til højst farlige og mis-
lige Konsekvenser for Fiemtiden, idet det, naar man forst en Gang var kommet
ind paa denne Bane, vilde være vanskeligt at nægte andre Universitetslærere, som
i deres Fag vare i Stand til at præstere Arbejder af ikke ringere videnskabelig
Betydning end Prof. Nielsens, en lige Begunstigelse. De anførte Betænkeligheder
forøgedes endnu mere, naar man saa hen til, at der her handledes om for længere
Tid at tilsikre en Professor et Honorar, som efter vore Forhold næsten aldrig op-
naaedes for rent videnskabelige Arbejder, med mindre disse vare bestemte til
Brug for de studerende. For saa vidt man, hvad dog ikke f emgik af Andragendet,
tænkte sig Understøttelsen indskrænket til 1 å 2 Bind, bemærkede Konsistorium,
at det ikke tydeligt saas, hvor stor en Del af det hele Værk dette vilde være ;
men det syntes, at der i alt Fald ved 1 a 2 Bind maatte forstaas noget mere
end 2 Hæfter a 30 Ark. Men selv om den her nævnte Understøttelse virkelig
for Ojeblikket kun skulde tilstaas for en begrænset Tid af 1 eller 2 Aar, kunde
det vistnok med Sikkerhed forudsiges, at man næppe vilde kunne undslaa sig ved
at fortsætte den, naar det senere skulde vise sig, at Værkets Udgivelse ellers
maatte standse.
Hvad dernæst angik Ministeriets Henstilling, at l'rof. Nielsen mulig af Kon-
sistorium kunde erholde Fritryk til det her omhandlede Skrifts 1 dgivelse, bemær-
kede Konsistorium, at ligesom det allerede tidligere havde tilstaaet Prof. Nielsen
Fritryk i et stoit Omfang og navnlig ogsaa til 1ste Hæfte at „Grundideernes
Logik", saaledes vilde det heller ikke for Fremtiden undlade at imødekomme hans
Onsker saa meget som muligt i denne Retning, naar han derom henvendte sig til
Konsistorium; men det vilde aldeles stride mod Fritrykskontoens Bestemmelse, saa
vel som mod de andre Professorers lige Ket til at nyde godt af samme, om man
for længere Tid forud vilde lægge Beslag paa dens smaa Midler til I^onlel for en
enkelt, og Konsistorium kunde derfor ikke forud forpligte sig til, i kortere eller
længere Tid, hvert Aar at tilstaa Prof. Nielsen Fritryk. At denne Konto under
ingen Omstændigheder kunde benyttes til Udredelsen af noget Honorar, vai en
Selvfølge.
Konsistorium bemærkede sluttelig, at det efter den .Vaade, hvorpaa det i
Henhold til det foranførte troede at burde stille sig til Sagen, formentlig blev
overflødigt at udtale sig angaaende den i Slutningen af Ministeriets Skrivelse an-
tydede Ordning af dette Anliggende ved Arrangement med den Gyldendalske
Boghandel.
Videre er ikke foretaget i denne Sag.
230
Universitetet 1864—1871.
—	Efter Indstilling fra Universitetets da værende Rektor, Prof. H. N.
Clausen, har Konsistorium under 16. Septbr. 1865, med Samtykke af Bestyrelsen
for den polytekniske Læreanstalt, bifaldet, at der paa Universitetets Bekostning
anbragtes en Mindetavle af Marmor til Ihukommelse af Hans Christian ørsted paa
den, den polytekniske Læreanstalt nu tilhørende Gaard i Studiestræde, hvor han
levede en lang Række af Aar indtil sin Død. Udgiften afholdtes af Konsistoriums
Normalsum. Inskriptionen paa Mindetavlen er følgende:
Hans Christian Ørsted
boede her
som Professor ved Universitetet
fra Oktober 1824
til sin Dødsdag d 9. Marts 1851.
—	I Anledning af Professorerne Panums og Warnckes Ansættelse i det
lægevidenskabelige Fakultet, forespurgte Dekanus, i hvilken Orden disse Profes-
sorer skulde indtage deres Pladser i Fakultetet Ministeriet begjærede herover
Konsistoriums Erklæring, der afgaves under 8. Juni 1864. Konsistorium ansaa
det, hvad Prof. Panum angik, for utvivlsomt, at han i Fakultetet indtog Plads
efter Prof. Saxtorph. Ved Prof. Panuns Udnævnelse til Professor i Fysiologi og
komparativ Anatomi ved Kjøbenhavns Universitet var der ikke ganske i Alminde-
lighed tillagt ham Anciennetet fra hans Ansættelse ved Universitetet i Kiel den
3. Marts 1853; men hans Bestalling indeholdt kun, at hans Tjenestestid med
Hensyn til de lovmæssige Alderstillæg, hvortil han som Universitets-
professor havde Adgang, skulde beregnes fra den sidst nævnte Dato. Denne sær-
lige Bestemmelse med Hensyn til Beregningen af hans Tjenestetid, for saa vidt
Alderstillægene vedkom, kunde selvfølgelig ikke give ham Anciennetet her ved
Universitetet fra en tidligere Dato, end hans Ansættelse som Professor ved dette.
Prof. Panums Plads i det lægevidenskabelige Fakultet vilde altsaa være at be-
stemme herefter, saaledes f. Ex med Hensyn til Indtrædelse i Konsistorium efter
Anciennetet og ved Lektionskatalogens Affattelse. Konsistorium henledede yder-
ligere Opmærksomheden paa, at medens der ved den kgl Resol. af 12. Juni 1847
forhen var tillagt Lektorerne ved Sorø Akademi Anciennetet lige med Professorerne
ved Kjøbenhavns Universitet, saaledes at deres Anciennetet, naar de forflyttedes
til Professorater ved Universitetet, skulde regnes dem til gode fra den Tid, de
udnævntes til Lektorer ved Akademiet, havde en lignende Bestemmelse ingen Sinde
været gjældende for Universitetslærere i Kiel. Ved Konferensraad Hauchs Ud-
nævnelse til Professor i Æsthetik ved Kjøbenhavns Universitet medførte netop
den Omstændighed, at han senest havde været Professor ved Universitetet i Kiel,
at hans Anciennitet ikke kunde beregnes fra hans tidligere Ansættelse som Lektor
ved Sorø Akademi, fra hvilket han ikke umiddelbart var gaaet over til Kjøben-
havns Universitet, jfr. Lindes Medd. 1857—63 Side 172. — Hvad Prof. Warncke
angik, kunde den Omstændighed, at der samtidig med hans Udnævnelse til extra-
ordinær Docent i Farmakologi var tillagt ham Titel af Professor, med Rang efter
Rangforordningens 5. Klasse Nr. 8, ikke udøve nogen Indflydelse paa hans Plads
i Fakultetet. Denne maatte efter hans Stilling som extraordinær Docent
utvivlsomt være efter Fakultetets normerede Docenter, hvilket saaledes vilde
være at iagttage ved Lektionskatalogens Affattelse.
Forskjellige Afgjørelser angaaende Universitetets Lærere og Censorer. 231
Endelig tilføjede Konsistorium, at da det ved kgl. Resol. af 1. Septbr. 1850 var
fastsat, at Adgangen til de Friboliger og Huslejeportioner, som hidtil havde været
opterede efter Anciennetet i Konsistorium, skulde staa lige aaben for alle i nor-
merede Pladser ansatte Professorer efter deres Anciennetet, beregnet
fra deres første faste Ansættelse ved Universitetet, vilde Options-
ordenen for de to da værende Lektorer i det lægevidenskabelige Fakultet og Prof.
Warncke, for saa vidt de i sin Tid indtraadte i normerede Professorpladser, være
at bestemme efter deres første Udnævnelse, henholdsvis som Lektor og extraordinær
Docent, medens Prof. Panums Ansættelse som Professor i Fakultetet vilde bestemme
hans Plads i Optionsrækken.
I Skrivelse af 14. Juli 1864 erklærede Ministeriet sig enigt med Konsi-
storium i, at Prof. Panum i Fakultetet indtog Plads efter Prof. Saxtorph, og at
Prof. Warnckes Plads som extraordinær Docent blev efter Fakultetets normerede
Docenter, ligesom det bifaldt det af Konsistorium ytrede med Hensyn til Options-
ordenen.
—	Det lægevidenskabelige Fakultet, androg, da det stundom var vanskeligt
for Censor og Suppleant ved den medicinske Klinik at udføre Censurforretninger,
hos Sundhedskollegiet paa, at der enten maatte blive udnævnt en anden Censor
og Suppleant i medicinsk Klinik, eller at der maatte blive udnævnt en Suppleant
til. Kollegiet gjorde i denne Anledning i Skrivelse til Fakultetet af 25. Jan. 1868
opmærksom paa, at Suppleanterne ikke udnævntes til at deltage i Censuren i
noget bestemt Fag; hvis derfor den ene ikke kunde være tilstede ved enkelte
Lejligheder, vilde Savnet kunne afhjælpes ved at tilkalde en anden.
—	I Følge Frd. af 26. Jan. 1821 § 9 og 30. Decbr. 1839 §§ 10 og 11
paalaa det Generalavditoren ved Landmilitæretaten at møde som Censor ved de
juridiske Examina. Efter Ansøgning fra den da værende Generalavditør, Gehejme-
konf. A. W. Scheel, hvem disse Møder nogle Gange havde paadraget længere
Tids Upasselighed, blev denne ved kgl. Resol. af 20. Decbr. 1870 for sin Person
fritaget for hin Pligt.
—	I Anledning af en Forespørgsel fra Notarius ved det juridiske Fakultet,
Overretsprokurator Mundt, om hans Stilling som Notarius ved Fakultetet vilde
være til Hinder for, at han overtog det ham tilbudte Hverv at være fast Censor
ved de juridiske Examina, har Fakultetet under 12. April 1*71 svaret ham, at
det ikke skjønnede, at hans Stilling som Notarius udelukkede ham fra at overtage
Funktionen som fast Censor, dersom Ministeriet vilde udnævne ham dertil.
III. Forelæsninger, Øvelser og Examina.
1. Bestemmelser, vedrørende alle eller flere bakul te ter.
Det er i Lindes Medd. f. 1857—63 S. 186 berørt, at Ministeriet under
28. Juli 1862 anmodede Konsistorium om at lade samtlige takulteter tage undei
Overvejelse, om dei ikke maatte være Grund til for disse at søge samme Kegel
om toaarige Forelæsningsplaner givet, som den, der, aabenbart i de studerendes
Tarv, ved Frd. 30. Decbr. 1839 § 2 er bestemt for det juridiske Fakultet,
hvilket Fakultet det er paalagt hvert andet Aar at udarbejde en toaarig detailleret
Studieplan oVer alle de Foredrag, som hore under den Forelæsningscyklus, der
.	30
Universitets Aarbog